Forlæggerens ord

„Bibelen, Koranen og videnskaben“ er et berømt værk i verden. Værket er skrevet af den berømte franske kirurg, videnskabsmand og forsker dr. Maurice Bucaille. Da hans bog med titlen „La Bible, le Coran et la Science“, skrevet på fransk, udkom i Paris i maj 1976, vakte den straks de dannedes opmærksomhed. Den blev oversat til mange af verdens sprog, herunder engelsk og arabisk.

Den hellige Koran er nøglen til menneskehedens frelse og velfærd i denne verden og i det hinsidige og den eneste fejlfri himmelske bog. Alligevel er der gennem tiderne blevet gjort forsøg på at benægte denne sandhed. Disse forsøg er hovedsageligt blevet gjort af jødiske og kristne lærde samt af videnskabsfolk.

I denne bog har han på smuk vis fremhævet overensstemmelsen mellem den viden, der er fremkommet gennem moderne videnskabelig forskning, og Bibelens beskrivelser. I denne tid med videnskabens højeste udvikling bliver bogen i hele verden bredt omtalt og rost, fordi den er til stor hjælp for dem, der ønsker at opdage den sande virkelighed. Da den fremtrædende journalist og klummeskribent hr. Osman Gani oversatte dette enestående værk til bengali, blev det først trykt fortløbende i flere år i månedsmagasinet Prithibi. For nylig, ved en bønnesammenkomst arrangeret i anledning af den afdøde Osman Ganis anden dødsdag, understregede de fremmødte betydningsfulde personer vigtigheden af at udgive bogen i bogform. De sagde, at hvis bogen blev udgivet, kunne den blive et middel til den afdødes frelse i det hinsidige, og at han også efter sin død kunne blive berettiget til belønningen for sadaqa jariya.

Da den afdødes værdige børn og øvrige familie med glæde indvilligede i at få bogen udgivet under hensyntagen til dette, besluttede Al-Koran-Akademiet at udgive bogen.

Al-Koran-Akademiet er en missionerende organisation, der er oprettet med det formål at udbrede Koranens lære og budskab og sprede det bredt blandt mennesker. Organisationens vigtigste opgave er at udføre Koran-relateret forskning samt udgive og formidle forskningens resultater. Med vores medvirken er der allerede blevet udgivet „Dictionary of the Holy Quran“, skrevet af direktøren for Al-Koran-Akademiet i London, Hafiz Munir Uddin Ahmed, „Koranens ordbog“, „Emneordbog over Koranen“, skrevet af direktøren for Al-Koran-Akademiet i Dhaka, Asad bin Hafiz, samt den fremragende koranfortælling „Du er smuk, den mest rene“, skrevet af Ata Sarkar.

Al-Koran-Akademiet i Dhaka går videre med planer om at udføre endnu mere omfattende arbejde med Koranen. Allerede er arbejdet med at oversætte den verdensberømte tafsir „Fi Zilalil Quran“ begyndt med bistand fra Al-Koran-Akademiet i London og under vores tilsyn.

Vi beder alle om at fremsige denne bøn: Må Allah opfylde alle vores gode hensigter og gøre bogens forfatter, oversætter og forlægger berettigede til frelse i det hinsidige. Må Allah give os alle evnen til at kende og forstå Hans ord og handle derefter.

Amen.

Indledning

Alle tre monoteistiske religioner har hver deres egen bog. Hvad enten det er jøder, kristne eller muslimer, er denne bog grundlaget for deres tro. For dem alle er deres respektive bog den skriftlige form af Guds himmelske ord. Dette ord kom direkte fra Allah til Abraham og Moses. Men til Jesus og Muhammad (fred være med ham) kom det gennem en mellemmand. Jesus sagde, at han talte i sin faders navn. Og det ord, som Muhammad (fred være med ham) forkyndte, modtog han fra Allah gennem englen Gabriel.

Hvis man bedømmer sagen på grundlag af historiske oplysninger, viser det sig, at Det Gamle Testamente, evangelierne og Koranen tilhører samme kategori, nemlig skriftlige samlinger af Guds himmelske ord. Muslimer tror på denne lære. Men indbyggerne i Vesten, som hovedsageligt er påvirket af jødisk-kristen indflydelse, ønsker ikke at anerkende Koranen som Guds himmelske ord.

Hvis man tager i betragtning, hvilken holdning tilhængerne af én religion har til de to andre religioners skrifter, kan man muligvis finde en forklaring på denne vestlige opfattelse.

Jødernes himmelske bog er den hebraiske bibel. Forskellen mellem den og de kristnes Gamle Testamente er, at Det Gamle Testamente indeholder nogle kapitler, som ikke fandtes i den hebraiske bibel. Denne forskel skaber naturligvis ikke større praktiske problemer. For jøderne anerkender ikke, at nogen anden bog blev åbenbaret efter deres egen bog.

De kristne har ganske vist anerkendt den hebraiske bibel som deres egen bog, men de har føjet noget mere til den. De har dog ikke accepteret alle de skrifter, der blev skrevet og udgivet med det formål at viderebringe Jesu ord. Kristne præster har forkastet mange bøger, der omhandler Jesu liv og lære. I Det Nye Testamente har de kun bevaret et meget lille antal skrifter. Blandt dem er de fire kanoniske evangelier de vigtigste. De kristne anerkender ikke noget himmelsk ord, der blev åbenbaret efter Jesus og hans disciple. Derfor anerkender de heller ikke Koranen som en himmelsk bog.

Koranen blev åbenbaret seks hundrede år efter Jesus. I denne bog er mange oplysninger fra den hebraiske bibel og evangelierne gengivet på ny. Det skyldes, at Koranen indeholder mange citater fra Toraen og evangelierne. (Med Toraen menes Bibelens fem første bøger, det vil sige Moses’ fem bøger – Genesis, Exodus, Leviticus, Numeri og Deuteronomium). Koranen pålægger selv muslimerne at tro på alle de himmelske bøger, der blev åbenbaret før Koranen (sura 4, vers 136). Desuden lægges der i det himmelske ord særlig vægt på profeternes rolle, såsom Noahs, Abrahams og Moses’. Og Jesus tildeles en særlig status. For i Koranen og evangelierne beskrives hans fødsel som en overnaturlig begivenhed. Også hans mor Maria tildeles en særlig status. Et tegn på denne særlige status er, at Koranens sura nummer 11 er opkaldt efter hende.

Vesterlændinge er i almindelighed ikke bekendt med alle disse oplysninger om islam. Når man tager i betragtning, hvordan de gennem flere generationer er blevet undervist religiøst, og hvordan de er blevet holdt uvidende om islam, forekommer denne tilstand ikke spor mærkelig. Brugen af udtryk som »muhammedansk religion« og »muhammedansk nation« har spillet en væsentlig rolle for deres uvidenhed – selv i vor tid. Ved at bruge disse udtryk og vendinger har de dannet sig den falske forestilling, at denne trosretning blev grundlagt af et menneske ved navn Muhammad, og at Allah (i kristen religiøs betydning) ikke spiller nogen rolle deri. Mange fremtrædende og lærde vesterlændinge er nu interesserede i at lære om islams filosofiske, sociale og politiske lære, men de undersøger ikke selve islams himmelske åbenbaring. Og dog burde det være denne åbenbaring, de først og fremmest undersøgte.

Mange kan ikke forestille sig, med hvilket had muslimer bliver betragtet i visse kristne kredse. Jeg har en personlig erfaring med dette. Engang ønskede jeg at foretage en sammenlignende analyse af en fortælling om samme emne, som den er gengivet i Bibelen og Koranen. Men mine tilhørere ville ikke engang for en kortvarig drøftelses skyld acceptere en fortælling fra Koranen som grundlag. De mente, at det at citere noget fra Koranen i sig selv betød at bringe selve Satan på tale.

På det højeste niveau i den kristne verden synes der imidlertid i dag at kunne spores visse forandringer. På grundlag af de emner, der blev drøftet på Det Andet Vatikankoncil, har Vatikanets kontor for ikke-kristne spørgsmål udgivet en bog på fransk. Den hedder »Orientering for en dialog mellem kristne og muslimer« – grundlaget for dialog mellem kristne og muslimer. Udgiver: Ankara, Rom, tredje udgave, 1970. Denne bog antyder vidtrækkende ændringer i den officielle kristne lære.

Dokumentet forkaster den forældede forestilling, som kristne har om muslimer, fordrejet af »uberettiget had og modvilje, nedarvet fra oldtiden«, og det »anerkender tidligere tiders uretfærdighed mod muslimer« og erklærer, at den kristent uddannede vestlige mentalitet bærer ansvaret herfor. Bogen kritiserer de fejlagtige forestillinger, som kristne hidtil har haft om muslimers fatalisme, lovlydighed, fanatisme og så videre, lægger særlig vægt på troen på Allahs enhed og minder om, hvordan tilhørerne blev forbløffede, da kardinal Koenig i marts 1969 under et officielt besøg i Saudi-Arabien i den berømte moské ved det muslimske universitet al-Azhar med eftertryk erklærede denne enhed. Det mindes også, at Vatikanets kontor i 1967, efter afslutningen på fasten i ramadanmåneden, opfordrede de kristne til at sende muslimer hilsener »med oprigtige religiøse følelser«.

Efter disse første bestræbelser på at skabe et tættere forhold mellem Den Romersk-Katolske Kurie og islam blev der taget yderligere skridt, og forbindelsen blev uddybet gennem meningsudveksling og kontakt mellem de to parter. Selv om disse begivenheder var yderst vigtige, fik de ikke megen omtale. Og dog fandt alle disse begivenheder sted i Vesten, hvor der ikke er mangel på kommunikationsmidler som aviser, radio og fjernsyn.

Den 24. april 197 tog præsidenten for Vatikanets kontor for ikke-kristne spørgsmål, kardinal Pignedoli, på officielt besøg i Saudi-Arabien og mødtes med kong Faisal. Men denne vigtige nyhed fik ingen særlig plads i aviserne. Den franske avis Le Monde bragte den 25. april 1974 kun nyheden i nogle få, meget korte linjer. Hvis man imidlertid ser på, hvad der skete under dette møde, forstår man, hvor vigtig nyheden var. Under mødet overrakte kardinalen kong Faisal et budskab fra Hans Hellighed pave Paul VI. I budskabet udtrykte Hans Hellighed, »opfyldt af en dyb tro på de islamiske og kristne folks enhed i tilbedelsen af den ene Gud«, sin dybe respekt for Hans Majestæt kong Faisal som leder af den islamiske verden.

Seks måneder senere, i oktober 1974, rejste en delegation af fremtrædende lærde fra Saudi-Arabien på officielt besøg til Vatikanet og mødtes med paven. Der blev da afholdt en drøftelse mellem kristne og muslimer om »menneskets kulturelle rettigheder i islam«. Den 26. oktober 1974 blev en beretning om mødet bragt med stor fremtrædende placering på forsiden af Vatikanets avis L’Osservatore Romano. Samme dag blev beretningen om afslutningsdagen for biskoppernes synode i Rom bragt langt mindre fremtrædende på den samme side.

Senere tog Kirkernes Økumeniske Råd i Genève og Strasbourgs lordbiskop, Hans Nåde Elchinger, imod de saudiske lærde. Lordbiskoppen bad dem om at bede middagsbønnen inde i katedralen i hans nærvær. Nyheden blev ganske vist offentliggjort, men sandsynligvis som en usædvanlig begivenhed og ikke på grund af dens dybe religiøse betydning. De mennesker, jeg spurgte om dette, sagde, at de ikke var bekendt med begivenhedens religiøse betydning.

Denne åbenhed og indstilling hos pave Paul VI over for islam vil uden tvivl forblive et kapitel i forholdet mellem de to religioner. Han har selv sagt, at han er blevet »inspireret af en dyb tro på enheden mellem den islamiske og den kristne verden i tilbedelsen af én Gud.« Det er nødvendigt at gentage denne følelse, som lederen af den katolske kirke har udtrykt over for muslimerne. Da mange kristne er blevet opdraget i en atmosfære af åbenlys fjendtlighed, er de principielt imod enhver drøftelse af islam. Dette er blevet beklaget i Vatikanets dokument. Derfor er de fuldstændig uvidende om, hvad islam egentlig er, og de nærer stadig den samme fuldstændig fejlagtige opfattelse af, at islams himmelske åbenbaring er Guds ord.

Når man skal vurdere et monoteistisk religions himmelske åbenbarings egenskaber, er det imidlertid nødvendigt at sammenligne den med de tilsvarende egenskaber hos de to andre religioner. En helhedsorienteret vurdering af et emne er naturligvis bedre end en ensidig vurdering. Derfor vil denne bog indeholde en sammenlignende drøftelse af nogle af de emner, der er beskrevet i de tre religioners himmelske åbenbaringer, og over for dem vil der blive fremlagt de kendsgerninger, som det tyvende århundredes videnskab har opdaget. I denne forbindelse er det nødvendigt at indse, at de tre religioner på grund af deres nære indbyrdes forhold nu har et særligt behov for at stå sammen. For alle tre religioner er nu i lige høj grad udsat for materialismens angreb. Den opfattelse, at religion ikke har noget godt forhold til videnskaben, er udbredt ikke blot i islamiske lande, men også i jødisk-kristent prægede lande, især i videnskabelige kredse. En samlet undersøgelse af dette emne kræver en langvarig drøftelse.

I denne bog ønsker jeg kun at belyse én side af emnet. Det vil sige, at jeg ønsker at undersøge de tre religioners himmelske åbenbaringer i lyset af moderne, videnskabsbaseret viden.

Før vi går i gang med dette arbejde, er det imidlertid nødvendigt at stille et grundlæggende spørgsmål, nemlig: Hvor ægte og autentisk er den himmelske åbenbarings nuværende form? Svaret

kan kun findes ved nøje at undersøge de omstændigheder, hvorunder denne åbenbaring blev nedskrevet, samt den måde, hvorpå den gennem overlevering og udbredelse er nået frem til os.

I Vesten begyndte undersøgelsen af den himmelske åbenbaring først for nylig. I hundredvis af år accepterede mennesker Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i Bibelen, sådan som de havde modtaget dem. Bagefter gjorde de ikke andet end at forsvare Bibelen. For selv den mindste kritik betragtede de som synd. Præsterne havde den fordel, at de havde læst hele Bibelen og var bekendt med den. Men de fleste almindelige mennesker gik blot i kirken og hørte oplæsningen af enkelte dele.

På ekspertniveau har undersøgelsen og kritikken af grundteksten ført til, at alvorlige problemer er blevet opdaget og gjort kendt. Derfor bliver man ofte skuffet, når man læser en såkaldt kritik. Det viser sig nemlig, at kritikeren, når han er stødt på et reelt problem i fortolkningen af grundteksten, har citeret en sætning eller et afsnit, hvoraf det tydeligt fremgår, at han har forsøgt at skjule det egentlige problem. Hvis man i denne situation anvender en objektiv vurdering og en fornuftig tankegang, viser det sig, at usandsynlighederne og selvmodsigelserne stadig består som før. Ikke desto mindre er der ingen ende på bestræbelserne på at hævde, at sådanne sætninger eller afsnit i Bibelen er korrekte.

Denne bestræbelse kan blive særdeles skadelig for tænkende og rationelle menneskers tro på Allah. Erfaringen viser imidlertid, at selv om nogle mennesker kan identificere disse usandsynligheder og selvmodsigelser, anvender de fleste kristne ikke deres fornuft eller sans for rimelighed på religiøse spørgsmål.

Nogle hadither fra islam kan sammenlignes med evangelierne. Samlingen af beretninger om profeten Muhammeds (fvmh.) ord og handlinger kaldes hadith. Evangelierne er ikke andet end hadither om Jesus. Nogle hadither blev nedskrevet mange år efter profeten Muhammeds (fvmh.) død. På samme måde blev evangelierne skrevet mange år efter Jesu død. I begge tilfælde findes der menneskelige vidnesbyrd om begivenhederne i fortiden. Hvad evangelierne angår, er der dog en forskel. Vi vil se, at de, der skrev de fire kanoniske evangelier, ikke selv var øjenvidner til de begivenheder, de beretter om. Det samme gælder nogle af de hadither, der omtales i slutningen af denne bog.

Men ligheden ophører her. For nogle hadithers ægthed har tidligere været drøftet og drøftes stadig. Hvad de fleste evangelier angår, blev der imidlertid truffet en endelig afgørelse allerede i kirkens tidlige historie. Ifølge denne afgørelse blev kun fire evangelier erklæret kanoniske, det vil sige officielle. Selv om der er uoverensstemmelser mellem disse fire evangelier om mange emner, stod det ikke i vejen for afgørelsen. Efter denne afgørelse blev der udstedt ordre om at skjule alle de øvrige evangelier. Derfor blev de kaldt »apokryfe«, det vil sige uægte.

En anden grundlæggende forskel mellem de kristne og islamiske skrifter er denne: I kristendommen findes der ikke nogen himmelsk og nedskrevet bog. Islams Koran er både himmelsk og nedskrevet.

Koranen er Guds åbenbarede ord, som blev åbenbaret for profeten Muhammed (fvmh.) gennem englen Gabriel. Umiddelbart efter åbenbaringen blev disse ord skrevet ned, muslimerne lærte dem udenad, og de reciterer dem under bønnen, især under bønnerne i ramadanmåneden. Muhammed (fvmh.) inddelte og ordnede selv disse ord i forskellige suraer, og efter hans død blev de under kaliffen Uthmans regering (inden for en periode på 12 til 24 år) samlet i bogform. Den Koran, vi ser i dag, er denne samlede bog. [Her er der faktisk sket en mindre faktuel forveksling. Efter slaget ved Yamama i år 12 efter hijra (633 e.Kr.) blev den ærede Koran samlet i bogform på foranledning af kaliffen Abu Bakr (må Gud være tilfreds med ham). Under sin regering lod Uthman (må Gud være tilfreds med ham) fremstille mange kopier af denne samling og sendte dem til forskellige områder – oversætteren.]

De kristnes skrifter er derimod en samling af andenhåndsberetninger fra forskellige mennesker. De indeholder ingen beretning fra nogen, der med egne øjne havde set begivenhederne i Jesu liv. Ikke desto mindre antager mange kristne netop dette. Spørgsmålet om de kristne og islamiske skrifters ægthed er nu således blevet afgjort.

Sammenholdelsen af de himmelske skrifters beretninger med videnskabelige oplysninger har altid givet mennesker stof til eftertanke.

Man antog engang, at et himmelsk skrift for at kunne accepteres som sandt måtte være i overensstemmelse med videnskabelige oplysninger. Sankt Augustin fastslog formelt dette princip i sit brev nummer 82. Senere vil vi citere fra dette brev. Efterhånden som de videnskabelige opdagelser gjorde fremskridt, blev det imidlertid klart, at der var uoverensstemmelser mellem Bibelen og videnskaben. Så besluttede man, at en sådan sammenligning ikke længere skulle foretages. Resultatet blev en situation, hvor vi i dag er tvunget til at indrømme, at Bibelen og videnskaben modsiger hinanden. Vi kan naturligvis ikke acceptere et himmelsk åbenbaret ord, hvis beretning er fejlagtig og usand. Der findes kun én måde at løse denne uoverensstemmelse på, nemlig ikke at acceptere det afsnit, der indeholder udsagn i strid med videnskabelige oplysninger, som sandt. Men denne løsning blev ikke valgt. I stedet blev det med eftertryk erklæret, at Bibelen var sand. Derfor indtog præster og teologiske eksperter en holdning, som på ingen måde er acceptabel for videnskabsfolk.

I overensstemmelse med det princip, som Sankt Augustin fremsatte om Bibelen, har islam altid antaget, at Koranens beretninger er fuldstændig i overensstemmelse med videnskabelige oplysninger. I nyere tid er islams åbenbaring blevet undersøgt grundigt. Der viste sig imidlertid ikke at være behov for nogen ændring af dette princip. Senere vil vi se, at Koranen indeholder beretninger om mange emner, der har forbindelse med videnskaben. Det gør Bibelen også, men antallet af sådanne emner er ikke nær så stort. Disse få emner i Bibelen strider mod videnskabelige oplysninger. Koranens langt flere beretninger er derimod i overensstemmelse med videnskabelige oplysninger. I denne henseende kan de to bøger slet ikke sammenlignes. Ingen oplysning i Koranen kan afvises ud fra et videnskabeligt synspunkt; dette er den grundlæggende sandhed, som vores undersøgelser har afdækket. Men i slutningen af denne bog vil vi se, at dette ikke gælder for haditherne. Som tidligere nævnt er hadith en samling af profeten Muhammeds (fvmh.) ord og handlinger og noget helt andet end Koranens åbenbaring. Nogle hadithers beretninger er ikke acceptable ud fra et videnskabeligt synspunkt. For at fastslå deres ægthed er disse hadither blevet undersøgt på grundlag af det princip om anvendelse af videnskabelige oplysninger og fornuft, som selve Koranen fastlægger.

Det er nødvendigt at forklare lidt nærmere, hvilke beskrivelser i de himmelske skrifter der fra et videnskabeligt synspunkt kan accepteres eller ikke accepteres. Først og fremmest må det understreges, at der her med videnskabelige oplysninger kun menes sådanne videnskabelige oplysninger, som er blevet korrekt og præcist bevist og accepteret. Hvis man husker dette princip, vil man se, at alle teorier, som engang var nødvendige for at kaste lys over et emne eller en genstand, men som på grund af den videnskabelige forsknings fremskridt ikke længere har samme nødvendighed, er blevet fuldstændig udeladt af vores nuværende overvejelser. Her vil jeg kun benytte sådanne oplysninger, som står over enhver diskussion og uenighed. Selv om videnskabelige opdagelser kun kan give ufuldstændige oplysninger, vil også disse ufuldstændige oplysninger blive almindeligt accepteret, så der ikke længere vil være nogen risiko for fejl.

Som eksempel kan nævnes, at videnskabsfolk ikke engang kan angive en omtrentlig dato for menneskets ankomst til verden. De har imidlertid fundet sådanne levn efter menneskelig virksomhed, at vi uden tvivl kan acceptere, at de stammer fra ti tusind år før Jesu fødsel. Derfor kan vi ikke acceptere Bibelens beskrivelse af dette spørgsmål som værende i overensstemmelse med videnskabelige oplysninger. For de datoer og slægtstavler, der er angivet i Bibelens første bog, Genesis, fastsætter tidspunktet for menneskets ankomst til verden, det vil sige Adams skabelse, til omkring tre tusind syv hundrede år før Jesu fødsel. Videnskaben vil måske i fremtiden kunne give os endnu mere præcise og nøjagtige oplysninger end vores nuværende beregninger. Men én ting ved vi med sikkerhed: Videnskaben vil aldrig fortælle os, at mennesket første gang kom til verden for 4.376 år siden. Det er netop, hvad den hebraiske kalender fra 1975 siger. Det viser således, at Bibelens oplysninger om menneskets ankomst til verden er fuldstændig fejlagtige.

Alle egentligt religiøse spørgsmål er udeladt af denne sammenligning med videnskaben. Som eksempel kan nævnes, at videnskaben ikke har nogen forklaring på, hvordan eller gennem hvilken proces Allah åbenbarede sig for Moses. Det samme kan siges om mysteriet ved Jesu fødsel uden en biologisk far. Ingen af de himmelske skrifter giver nogen materiel forklaring på disse spørgsmål. I denne bog er kun sådanne mærkværdige naturfænomener blevet taget i betragtning, som er beskrevet i de himmelske skrifter og er blevet forklaret i større eller mindre grad. Når man husker dette, bliver det meget let iøjnefaldende, at Koranen indeholder omfattende oplysninger om et bestemt emne, mens der om det samme emne findes meget få oplysninger i de to andre skrifter.

Først undersøgte jeg Koranens åbenbaring med et helt fordomsfrit sind og uden nogen forudfattet mening, idet jeg rettede opmærksomheden mod overensstemmelsen mellem Koranens beskrivelser og den moderne videnskabs oplysninger. Efter at have læst en oversættelse af Koranen erfarede jeg, at dette skrift omtaler forskellige naturfænomener og emner. På det tidspunkt havde jeg imidlertid ikke nogen detaljeret viden om dem. Da jeg senere begyndte at læse og undersøge Koranen på det oprindelige arabiske sprog, begyndte jeg at udarbejde en liste over disse fænomener og emner. Da listen var færdig, blev jeg på grundlag af vidnesbyrd og beviser nødt til at erkende, at der i Koranen ikke findes en eneste beskrivelse, som kan modsiges ud fra et moderne videnskabeligt synspunkt.

Med den samme fordomsfrie holdning foretog jeg en tilsvarende undersøgelse af Det Gamle Testamente og evangelierne. Hvad angår Det Gamle Testamente, opdagede jeg allerede, før jeg havde afsluttet den første bog, Genesis, at det indeholder beskrivelser, som er fuldstændig i modstrid med moderne videnskabeligt bevist viden.

Da jeg derefter gik i gang med evangelierne, stod jeg over for et alvorligt problem. Allerede på den første side findes Jesu slægtstavle. Men på dette punkt er der en tydelig uoverensstemmelse mellem Matthæus’ beskrivelse og Lukas’ beskrivelse. Et andet problem er, at Lukas’ beskrivelse af menneskets første ankomst til verden er fuldstændig i modstrid med moderne videnskabelige oplysninger.

Jeg mener imidlertid ikke, at disse uoverensstemmelser, usandsynligheder og modsigelser antyder nogen mangel på tro på Allah. De viser blot menneskets ansvarsløshed i forbindelse med disse uoverensstemmelser. Ingen kan længere sige, hvad der stod i den oprindelige tekst. På samme måde er det nu umuligt for nogen at sige, hvordan teksten blev redigeret på grundlag af fantasi, eller hvordan åbenbaringen ubevidst blev ændret. Men det, der nu meget let bliver iøjnefaldende, er, at når vi bliver opmærksomme på disse uoverensstemmelser og selvmodsigelser i Bibelen, foregiver eksperterne enten, at de ikke har bemærket dem, eller forsøger gennem ordkløveri at give en opdigtet forklaring. Under gennemgangen af de evangelier, der er skrevet af Johannes og Matthæus, vil jeg fremlægge eksempler på eksperternes snedige ordnet. De skjuler usandsynligheder og selvmodsigelser bag ordet »problemer«. I deres forsøg på at skjule disse »problemer« lykkes det dem som regel. Derfor er mange kristne slet ikke bekendt med disse alvorlige fejl i Det Gamle Testamente og evangelierne. I bogens første og andet kapitel vil læseren finde konkrete eksempler på denne tilstand.

I tredje kapitel findes et eksempel på den naturlige anvendelse af videnskaben på åbenbaringen. Ved hjælp af moderne sekulær viden er det blevet muligt at forstå betydningen af nogle af Koranens vers bedre. Disse vers’ betydning var hidtil ikke uforståelig, men den var gådefuld. Det er naturligvis ikke noget at undre sig over. For i islam er religion og videnskab altid blevet betragtet som søskende. Fra begyndelsen har islam påbudt dyrkelsen af videnskab, og som følge af dette påbuds efterlevelse gjorde videnskaben under den islamiske civilisations guldalder enorme fremskridt; heraf havde også den vestlige verden stor gavn før renæssancen. Den belysning, som moderne videnskabelig viden har kastet over nogle af Koranens vers, har åbnet en udvidet horisont for forståelse og forligelse i mødet mellem åbenbaringen og videnskaben. På grund af mangel på den nødvendige viden til fortolkningen havde disse vers tidligere været uklare og uforståelige.

Det Gamle Testamente: generelle grænser

Hvem er forfatteren til Det Gamle Testamente? Som svar på dette spørgsmål vil de fleste læsere af Det Gamle Testamente sandsynligvis sige det, som de har læst i Bibelens indledning. De vil måske sige, at selv om mennesker skrev det under Helligåndens (Gabriels) inspiration, er den egentlige forfatter Allah.

Forfatteren til Bibelens indledning standser nogle gange her. Dermed er der ikke længere anledning til flere spørgsmål. Nogle gange siger han også, at menneskelige formuleringer måske senere kan være blevet føjet til den oprindelige tekst. Men derfor er den grundlæggende »sandhed« i nogen omstridt passage ikke blevet ændret. Og der lægges særlig vægt på ordet »sandhed«. Kirkens myndigheder har påtaget sig dette ansvar. For kun de kan med Helligåndens hjælp vise troende kristne den rette vej. Efter møderne mellem de kristne kirkeforsamlinger i det fjerde århundrede var det kirkens myndigheder, der offentliggjorde listen over de hellige skrifter, og denne liste blev godkendt af koncilet i Firenze (1441), koncilet i Trent (1546) og Det Første Vatikankoncil (1870). De således godkendte skrifter er nu kendt som kanon. Efter megen forskning og gennemgang offentliggjorde Det Andet Vatikankoncil for nylig en yderst vigtig redegørelse om åbenbaringen. Dette arbejde krævede tre års (1962-1965) koncentration og anstrengelse. De fleste læsere blev beroliget, da de så denne redegørelse i begyndelsen af moderne udgaver af Bibelen. Efter at have læst beskrivelsen af de forsikringer om Bibelens sandhed, som var blevet fremsat gennem de foregående århundreder, følte de sig overbeviste og tilfredse. Det faldt dem slet ikke ind, at der kunne rejses spørgsmål om dette.

Der findes mange skrifter af præster, som normalt ikke offentliggøres for almenheden. Når man læser disse skrifter, forstår man, at spørgsmålet om ægtheden af Bibelens forskellige bøger i virkeligheden er langt mere kompliceret, end det umiddelbart forekommer. Som eksempel kan nævnes en moderne fransk oversættelse af Bibelen. Denne oversættelse er udarbejdet under opsyn af École biblique i Jerusalem og udgivet i flere bind (forlag: Cerf, Paris). Når man undersøger denne oversættelse, bemærker man en tydelig forskel i fremstillingsmåden. Det fremgår klart, at der ligesom i Det Nye Testamente også i Det Gamle Testamente findes visse omstridte spørgsmål, som fortolkerne i de fleste tilfælde ikke har skjult.

I professor Edmond Jacobs bog findes der endnu mere præcise oplysninger. Bogen hedder Det Gamle Testamente (den franske titel er L’Ancien Testament, udgivet af Presses Universitaires de France, Paris). Denne korte, men meget nøgterne bog giver et godt analytisk perspektiv.

Edmond Jacob har sagt, at mange ikke er klar over, at der oprindeligt ikke fandtes kun én Bibel, men flere, og at deres tekster også var forskellige. I det tredje århundrede før Kristi fødsel fandtes der på hebraisk mindst tre forskellige bøger. Den første blev senere kaldt den masoretiske tekst, den anden blev delvist oversat til græsk, og den tredje blev kendt som den samaritanske tekst. I det første århundrede før Kristi fødsel opstod der en tydelig tendens til at indføre én enkelt bog på grundlag af og i stedet for den tredje. Men denne tendens blev først til virkelighed et århundrede efter Kristi fødsel, og det var da, at én enkelt bibeltekst blev fastlagt som den korrekte.

Hvis vi havde fået alle tre tekster, ville det have været let at sammenligne dem, og vi kunne være nået frem til en forestilling om, hvad den oprindelige eller grundlæggende tekst var. Men desværre har vi ikke en sådan mulighed. Situationen er derfor den, at bortset fra Dødehavsrullerne, fundet i Qumran-hulerne og fra tiden før Kristi fødsel tæt på Jesu tid, De Ti Bud fra det andet århundrede efter Kristi fødsel, skrevet på blade og indeholdende en variant af grundteksten, samt nogle løsrevne skrifter fra det femte århundrede efter Kristi fødsel, fundet i Kairos Geniza, er den ældste hebraiske tekst af Bibelen, som man har adgang til, fra århundrederne efter Kristi fødsel.

Septuaginta er sandsynligvis den første oversættelse til græsk. Jøderne udarbejdede dette værk i Alexandria i det tredje århundrede før Kristi fødsel. Det Nye Testamente blev udarbejdet på grundlag af dette værk. Indtil det syvende århundrede efter Kristi fødsel blev dette værk anset for at være autentisk. Den grundlæggende græske tekst, som almindeligvis er udbredt i den kristne verden, er samlet fra manuskripterne Codex Vaticanus, der opbevares i Vatikanstaten, og Codex Sinaiticus, der opbevares på British Museum i London. Disse to manuskripter stammer fra det fjerde århundrede efter Kristi fødsel.

I denne forbindelse kan også de aramæiske og syriske (Peshitta-)versioner nævnes. Men de er ufuldstændige.

Ud fra alle disse forskellige versioner har eksperter været i stand til at udarbejde en »middelvejsudgave«. Den kan betegnes som et kompromis mellem de forskellige versioner. Der findes desuden bibler på to og tre sprog, hvori græsk, latin, hebraisk, syrisk, aramæisk og endda arabisk er blevet anvendt. Den berømte Walton-bibel (London, 1657) er et sådant værk. Af hensyn til en fuldstændig behandling er det nødvendigt at nævne endnu et forhold. I kristne kirker med forskellige trosretninger følger man ikke den samme bog, og man anlægger heller ikke den samme linje ved oversættelse til det samme sprog. Det skyldes, at forskellige bibler rummer forskellige opfattelser, som har påvirket forskellige kirkegrupper. Det værk, som katolske og protestantiske eksperter i øjeblikket er i færd med at udarbejde under titlen »The Ecumenical Translation of the Old Testament«, kan imidlertid betragtes som et samlet og harmoniseret værk. (Den engelske oversætters bemærkning: Det blev udgivet i december 1975. Udgivere: Les Éditions du Cerf og Les Bazar(s) et Les Mazets, Paris).

Det fremgår således, at menneskelig indblanding spiller en meget stor rolle i forbindelse med Det Gamle Testamente. Af de ændringer og rettelser, der naturligt er foretaget fra den ene version til den anden og fra den ene oversættelse til den anden, kan man let slutte, at Det Gamle Testamentes oprindelige tekst er blevet ændret på flere måder i løbet af de mere end to tusind år, der er gået.

Bibelens kilder

Før Bibelen blev samlet i bogform, blev den overleveret fra mund til mund blandt mennesker som folkelige fortællinger, og den fandtes også i form af melodiske sange. Ligesom alle andre oldtidsforestillinger var disse folkelige fortællinger udelukkende baseret på hukommelsen.

Edmond Jacob har skrevet: »I den første periode sang alle folkeslag. Ligesom alle andre steder kom poesien før prosaen også i Israel. Der blev sunget i lang tid, og der blev sunget godt. Israels folk sang med dyb følelse sange om glæde og sorg over begivenhederne i deres historie. I deres øjne havde hver begivenhed en betydning. Derfor udtrykte de dem også i forskellige former gennem sang. De sang af forskellige grunde, og Edmond Jacob har nævnt mange af dem. Også i Bibelen nævnes mange sange – minesange, høstsange, arbejdssange, brøndsange (Fjerde Mosebog 21 og 17), bryllupssange og klagesange. Der findes også mange krigssange, hvoraf Deboras sang er særlig bemærkelsesværdig (Dommerbogen 5, 1-32). For i denne sang lovprises den sejr, som Yahweh selv har beordret og ledet (Fjerde Mosebog 10 og 35): ›Da pagtens styrker drog frem, sagde Moses: O Yahweh, vågn op! Lad dine fjender blive spredt, og lad dem, der hader dig, flygte, så snart de ser dig.‹«

Der findes også formaninger og visdomsord (The Book of Proverbs, ordsprog i historiebøgerne og maksimer), velsignelser og forbandelser samt profeternes forskrifter til menneskene efter at have modtaget åbenbaringen.

Jacob siger, at alle disse ord og fortællinger enten er blevet overleveret fra familie til familie eller er blevet udbredt gennem religiøse institutioner som en beretning om det af Gud udvalgte folks historie. Derefter blev historien hurtigt forvandlet til en fabel, sådan som det skete med Jotams fabel (Dommerbogen 9, 7-12). I denne fabel »begav træerne sig af sted for at vælge en af deres egne til konge og salve ham, og de henvendte sig efter tur til oliventræet, figentræet, vinstokken og tornebusken«. Om denne beretning bemærkede Jacob: »I deres iver efter at fortælle en god historie bekymrede fortællerne sig ikke om ukendte forhold eller usandsynligheder i den pågældende tidsalder.« Derfor nåede han frem til denne konklusion: »Ud fra beretningen om Moses og lederne i Det Gamle Testamente kan man muligvis få en nogenlunde kronologisk rækkefølge af de historiske begivenheder. Ved hjælp af ynde og fantasi under den oprindelige fortælling har fortællerne måske fået selv mange bevidst tænkende mennesker til at finde den oprindelige fortælling om menneskets og jordens skabelse nogenlunde troværdig.«

Der er rimelig grund til at tro, at skrivning blev taget i brug til bevarelse og videreførelse af traditioner, da jøderne bosatte sig i Kanaan i slutningen af det trettende århundrede før Kristi fødsel. Men når det gjaldt nedskrivning og bevarelse af loven, som man dengang håbede skulle bestå længst, var der ikke fuldstændig nøjagtighed. For det viser sig, at selv de ti bud, som man antager er skrevet af Allahs egen hånd, forekommer i Det Gamle Testamente i to forskellige former to steder – i Exodus (20, 1-21) og i Deuteronomium (5, 1-30). Hovedbudskabet er måske det samme, men forskellene i ordvalg, fremstillingsform og talemåder er meget tydelige. På den tid var der betydelig interesse for at opbevare breve, traktater, navnelister over fremtrædende personer (dommere og højtstående kommunale embedsmænd), slægtsregistre samt lister over krigsbytte og offergaver i skriftlig form. Der blev oprettet arkiver til opbevaring af disse dokumenter. Senere blev bøger skrevet på grundlag af disse dokumenter, og nogle af dem er nået frem til os. Ved en grundig undersøgelse viser det sig, at der i hver bog er anvendt flere forskellige former for komposition og fremstillingsstil. Det synes, som om værker af forskellige forfattere er blevet optaget i den samme bog. Specialister og forskere kan muligvis kaste lys over dette.

Det Gamle Testamente er grundlæggende baseret på oprindelige traditioner, men fremstillingen er usammenhængende. Den ene del har ingen forbindelse med den anden. Derfor kan man sammenligne tilblivelsesprocessen for dette værk med den tidlige tilblivelsesproces for oldtidens litteratur fra andre tider og steder.

Som eksempel kan man betragte den franske litteraturs tilblivelse under frankernes dynasti. Beretninger om krige, især krige for at forsvare den kristne religion, heltenes tapperhed og mod samt andre opsigtsvækkende begivenheder blev stadig bevaret i disse mundtlige traditioner. Selv flere århundreder efter begivenhederne inspirerede disse traditioner digtere, forfattere og historikere. På denne måde begyndte man fra det ellevte århundrede at skrive digte og epos på grundlag af disse fortællinger, der blandede virkelighed og fantasi. Af dem er Rolandsangen den mest berømte. Da kejser Karl den Store vendte tilbage fra sit felttog i Spanien, var Roland (La Chanson de Roland) leder for hans bagtrop. Dette epos fortæller om hans liv, tapperhed og selvopofrelse. Begivenheden med selvopofrelsen er ikke ren fantasi. Den fandt sted den 15. august 778 under et angreb fra den bjergboende baskiske stamme. Derfor vil man ikke være villig til at anerkende epossets fremstilling som ren historie.

Det synes, at tilblivelsen af Bibelen også er foregået netop på denne måde. De, som ikke anerkender Allahs eksistens, betragter hele Bibelen som en samling af legender og opdigtede fortællinger. Men vi er ikke enige med dem. Det er fuldt muligt at tro på skabelsens virkelighed, på at de ti bud blev åbenbaret fra Allah til Moses, og på guddommelig indgriben i menneskers forhold, såsom i Salomons tid. Men derfor er det ikke nødvendigt, at vores tro er altomfattende. Vi kan naturligvis antage, at det, vi får gennem Bibelen, kun er et sammendrag af de oprindelige begivenheder, og at de mange detaljerede beretninger må underkastes streng kritik og undersøgelse. For da de oprindelige mundtlige traditioner blev nedskrevet, var der stor mulighed for, at menneskelig fantasi og udsmykning blev føjet til.

Det Gamle Testamentes forskellige bøger

Det Gamle Testamente er en samling skrifter af forskellig længde, form og art. På grundlag af mundtlige traditioner blev de skrevet på forskellige sprog gennem mere end ni hundrede år. Derefter blev mange af skrifterne på forskellige tidspunkter, med lange mellemrum, revideret og fuldstændiggjort på grundlag af bestemte begivenheder eller særlige behov.

Dette omfattende skriftmateriale blev sandsynligvis til i begyndelsen af det israelitiske dynastis regeringstid i det ellevte århundrede før Kristi fødsel. På den tid var mange medlemmer af kongefamilien forfattere. De var vise og lærde, og deres rolle var ikke begrænset til blot at skrive. Det første af de ufuldstændige skrifter, der blev omtalt i det foregående kapitel, blev sandsynligvis til i denne periode. Der var også en særlig grund til at give dem skriftlig form. På det tidspunkt blev der lagt særlig vægt på at bevare mange sange, poetiske fortællinger, Jakobs og Moses’ formaninger, de ti bud samt kongelige dekreter, der skabte religiøse skikke. Man kan nu finde disse i Det Gamle Testamentes forskellige bøger. Nogen tid senere, sandsynligvis i det tiende århundrede før Kristi fødsel, blev Pentateukens »Yahvist«-skrift affattet. Da Allah i dette skrift omtales som Jahve, fik skriftet dette navn. Dette skrift er den grundlæggende kilde til de fem bøger, der går under Moses’ navn. Senere blev værket »Elohisten« og dets »præstelige« redaktion føjet til. Da Allah omtales som Elohim, kaldes værket Elohisten. Og efter navnet på de forkyndere, der blev kaldt præster i templet i Jerusalem, blev deres redaktion kendt som den præstelige redaktion. I dette tidlige yahvistiske skrift, der stammer fra det sydlige Juda-rige, beskrives historien fra verdens begyndelse til Jakobs død.

Allerede i det ottende århundrede før Kristi fødsel fremtrådte de skrivende profeter. Man kender til to sådanne forfatter-profeter i Israel, Amos og Hoseas, samt én i Juda, Mika.

Som følge af Samarias fald i 721 f.Kr. blev Israels rige opløst, og den religiøse tradition overgik til Judas rige. Arbejdet med at bevare de religiøse legender begyndte på dette tidspunkt. Det var også på dette tidspunkt, at Yahvists og Elohists skrifter blev samlet og omformet til én bog under navnet Toraen. Deuteronomium blev også skrevet på dette tidspunkt.

I anden halvdel af det syvende århundrede f.Kr., under Josias’ regeringstid, trådte profeten Jeremias frem, men beretningen om hans ord og gerninger blev først nedskrevet et århundrede senere.

Før den første deportation til Babylon i 589 f.Kr. blev bøgerne om Jekonja, Nahum og Habakkuk skrevet. Efter denne tid fortsatte Ezekiel med at forkynde sine profetier. Den anden deportation begyndte i 587 f.Kr. på tidspunktet for Jerusalems fald og fortsatte indtil 538 f.Kr.

Ezekiel var en berømt profet. Men hans bog var ikke ordnet i den form, hvori den nu foreligger, mens han levede. De skrivere, der ordnede den på denne måde efter hans død, blev betragtet som hans åndelige efterfølgere. Disse skrivere udarbejdede den tredje version af Genesis, kendt som den præstelige version. Denne version indeholder beretningen i et afsnit af Genesis, det vil sige perioden fra jordens urtid til Jakobs død. På denne måde blev en tredje tekst føjet ind mellem den oprindelige tekst i Toraens Yahvistiske og Elohistiske skrifter. Senere vil vi se et karakteristisk træk ved denne tredje tekst i nogle bøger, der blev skrevet to til fire århundreder tidligere. På samme tid blev også Klagesangene udgivet.

I 538 f.Kr. ophørte deportationerne på ordre fra Kyros. Jøderne vendte tilbage til Palæstina, og templet i Jerusalem blev genopbygget. Derfor begyndte profeternes og forkyndernes arbejde igen. På dette tidspunkt blev bøgerne Haggaj, Zakarias, Malakias og Daniel samt Esajas’ tredje bog og Baruks bog på græsk udarbejdet.

De vigtigste religiøse bøger blev i virkeligheden skrevet i perioden efter deportationerne. Omkring 480 f.Kr. blev Ordsprogene skrevet, i det femte århundrede Job, og i det tredje århundrede Prædikeren eller Kohælet, Højsangen, Første og Anden Krønikebog samt Ezra og Nehemias. På samme måde blev Ecclesiasticus eller Siraks bog skrevet i det andet århundrede f.Kr., og i det første århundrede blev Visdommens Bog samt Første og Anden Makkabæerbog skrevet. Men det er ikke let at fastslå, hvornår bøgerne Ruth, Ester og Jonas blev skrevet. Det samme må siges om Toraens og Judiths bøger. Eftersom Det Gamle Testamentes skrifter først blev samlet i bogform blot et århundrede før Kristi fødsel, må man regne med, at de pågældende skrifter kan være blevet ændret og udvidet også efter de datoer, der er nævnt her. For i perioden før århundredet forud for Kristi fødsel havde de fleste af disse skrifter endnu ikke fået en fast eller bestemt form.

Således betragtede jøderne fra urtiden indtil kristendommens fremkomst Det Gamle Testamente som deres religiøse og litterære monument. De forskellige bøger, kapitler og afsnit i dette værk blev skrevet, færdiggjort og revideret mellem det tiende og det første århundrede f.Kr. Dette er ikke min personlige opfattelse. Jeg har hentet disse oplysninger og beretningen om den historiske undersøgelse fra et almindeligt anerkendt og pålideligt værk. Det er artiklen med titlen »Bibelen« i Encyclopaedia Universalis (Paris 1974, bind 3, s. 246-253), skrevet af J. P. Samdrol, professor ved Dominikanerfakultetet i Solkoy. Disse oplysninger er af eksperter med de højeste kvalifikationer blevet fastslået som sande og korrekte. Derfor er det nødvendigt at huske disse oplysninger for at forstå og erkende indholdet af Det Gamle Testamente.

Der er grund til at tro, at Det Gamle Testamentes skrifter indeholdt åbenbaring. Men i den tilstand, hvori vi nu har modtaget bogen, er der grund til at tvivle på, om denne åbenbaring stadig er bevaret. For som vi allerede har set, er den oprindelige beretning blevet ændret mange gange, og mange skrivere har grebet ind. Derfor kan man uden videre antage, at de kun har bevaret det, som de ud fra deres egne omgivelser, omstændigheder og præferencer fandt godt, og at det kun er dette, der er nået frem til os.

Når disse objektive oplysninger sammenlignes med de beskrivelser, der findes i indledningerne til de forskellige udgaver af den bibel, der i dag udbredes, vil det fremgå, at de egentlige oplysninger og sandheden er blevet fremstillet på en helt anden måde. Om den historie, der ligger til grund for udarbejdelsen af forskellige bøger, er der fuldstændig tavshed. De emner, der på grund af deres tvetydighed kan skabe forvirring, er blevet stående netop sådan. For at skabe den fejlagtige opfattelse, at usandhed er sandhed, er oplysningerne begrænset til det mindst mulige. På denne måde er sandhed og virkelighed i de fleste af Bibelens indledninger blevet skjult, og et andet billede er blevet tegnet. I de tilfælde, hvor bestemte bøger er blevet ændret flere gange, såsom Pentateuken, siges det ikke direkte; man nøjes med at sige, at enkelte detaljer er blevet tilføjet senere. Men netop dér, hvor der er behov for en udførlig forklaring, er der blevet tiet selv om meget vigtige forhold. Det er virkelig beklageligt, at den bibel, der trykkes og udbredes i så stort et antal til offentligheden, indeholder sådanne fejlagtige og ukorrekte oplysninger.

Toraen eller Pentateuken

Navnet Tora, det vil sige Torah, er semitisk. På græsk kaldes den Pentateuken, det vil sige en bog afsluttet i fem bind. De fem bind er Genesis, Exodus, Leviticus, Numeri og Deuteronomium. Hovedindholdet i den samling på niogtyve bind, som findes i Det Gamle Testamente, er disse fem.

Denne bog indeholder en beskrivelse af tiden fra verdens skabelse til israelitternes indtræden i Kanaan. Det kan erindres, at israelitterne efter deres eksil i Egypten, eller mere præcist efter Moses’ død, blev lovet, at dette land skulle gives til dem. Fra bogens begyndelse til dens slutning gives der sammen med beskrivelsen af forskellige begivenheder også forskellige bestemmelser for israelitternes religiøse og sociale liv. Derfor kaldes bogen også Loven eller Toraen (Torah).

I jødedommen og kristendommen har Moses i mange århundreder været anerkendt som Toraens forfatter. Grundlaget for denne opfattelse er muligvis, at Allah sagde til Moses: »Skriv denne begivenhed, Amaleks nederlag, ned i bogen som et minde.« (Exodus 17,14). Eller som det fortælles om israelitternes udvandring fra Egypten: »Moses skrev navnene på de steder, hvorfra de drog af sted.« (Numeri 33,2), og: »Moses skrev denne lov.« (Deuteronomium 31,9). Lige siden det første århundrede før Kristus er Moses blevet betragtet som Toraens forfatter. Flavius Josephus fra Alexandria og Filon havde den samme opfattelse.

I dag er denne opfattelse naturligvis helt forkastet, og alle er blevet enige om dette. Alligevel beskrives Moses igen som forfatteren i Det Nye Testamente. I brevet til romerne (10,5) citerer Paulus fra Leviticus og siger: »Moses har skrevet, at det menneske, som handler ret i overensstemmelse med loven,« og så videre. I sit evangelium (5,46-47) lader Johannes Jesus sige: »Hvis I tror på Moses, vil I også tro på mig; for han har skrevet om mig. Men hvis I ikke tror på hans skrifter, hvordan vil I så tro på mine ord?« Her findes der tegn på redigering, det vil sige ændringer, i oversættelsen og formuleringen. For i den oprindelige græske tekst bruges ordet »episteuete«, hvilket betyder, at udsagnet fremsættes med Jesus som kilde. Her fremstilles det imidlertid, som om han selv har sagt det. Det er helt forkert. Jeg vil nu forklare, hvordan det forholder sig.

Jeg har hentet denne forklarings ramme og eksempel hos fader de Vaux, lederen af Bibelskolen i Jerusalem. I indledningen til den franske oversættelse af Genesis, som han udarbejdede i 1962, giver han en værdifuld og velbegrundet introduktion til Pentateuken. Han godtager ikke den identifikation, som evangelisterne har givet Moses som Toraens forfatter, men siger tværtimod det modsatte. Han har mindet os om, at »den jødiske skik, som Jesus og hans ledsagere fulgte«, blev anerkendt helt frem til middelalderens slutning. Den eneste, der kraftigt modsatte sig denne lære, var Ibn Ezra i det tolvte århundrede. I det sekstende århundrede påpegede Karlstadt derefter, at det næppe var muligt for Moses at have skrevet beretningen om sin egen død i Deuteronomium (34,15-12). Han citerede også nogle kritikeres skrifter, som nægtede at acceptere, at selv dele af Toraen var skrevet af Moses, om end de ikke forkastede det hele. I denne forbindelse er fader Richard Simons, der tilhørte oratorianerne, sandsynligvis den vigtigste. I sin bog »Critical History of the Old Testament« (Histoire critique du Vieux Testament, 1678) fremlagde han udførligt uoverensstemmelserne i Toraens kronologi, de mange gentagelser af samme emne, manglen på sammenhæng i fortællingen og forskellene i skrivestilen. Efter udgivelsen af denne bog opstod der overalt en pinlig situation. Men ved begyndelsen af det attende århundrede blev Richard Simons argumentation ikke længere fulgt i nævneværdig grad i nogen historiebog. I forbindelse med oldtidens begivenheder sagde man da blot: »Moses har skrevet.« Lidt tidligere har vi set, at Jesus selv i Det Nye Testamente har støttet, at Moses skrev Toraen. Dermed blev en gammel legende yderligere styrket. Det er let at forestille sig, hvor vanskeligt det under disse omstændigheder må have været at modsige den. Men Jean Astruc, Ludvig XV’s læge, har sandsynligvis fremsat det stærkeste argument.

I 1753 blev hans bog udgivet under titlen »Conjectures on the Original Writings Which It Appears Moses Used to Compose the Book of Genesis« (»Conjectures sur les mémoires originaux dont il paraît que Moïse s’est servi pour composer le livre de la Genèse«). I den viste han udførligt, at Pentateuken eller Toraen er en samling af skrifter, der er indsamlet fra mange kilder. Mange har måske lagt mærke til dette før ham, men han var den første, der modigt offentliggjorde det. Med citater viste han, at der i Genesis står to skrifter side om side, hvor Allah i det ene kaldes Jahve og i det andet Elohim. Derfor kan disse to skrifter umuligt stamme fra én og samme kilde. Eichhorn (1780-83) fandt tilsvarende oplysninger for de fire øvrige bøgers vedkommende. Derefter bemærkede Ilgen (1798), at det skrift, som Astruc beskrev som det, hvor Allah kaldes Elohim, i virkeligheden er opdelt i to dele. Dermed blev selve grundlaget for Pentateuken bogstaveligt talt splittet ad.

I det nittende århundrede blev der foretaget mere omfattende undersøgelser af kilderne. I 1854 blev i alt fire kilder anerkendt. Det drejer sig om den jahvistiske version, den elohistiske version, Deuteronomium og den præstelige version. Det blev endda muligt at fastslå deres tidsperioder:

(1) Den jahvistiske version anses for at stamme fra det 9. århundrede f.Kr. (skrevet i Juda).

(2) Den elohistiske version er sandsynligvis fra en noget senere periode (skrevet i Israel).

(3) Hvad angår Deuteronomium mener nogle, at det stammer fra det 8. århundrede f.Kr. (E. Jacob), mens andre mener, at det stammer fra Josijas tid (Fader de Vaux).

(4) Den præstelige version stammer fra eksiltiden i det 6. århundrede f.Kr. eller fra en senere periode.

Det fremgår således, at perioden for Pentateukens tilblivelse strækker sig over mindst tre århundreder. Men problemet er i virkeligheden endnu mere kompliceret. I 1941 fandt A. Lods, at den jahvistiske version indeholder tre kilder. På samme måde indeholder den elohistiske version fire, Deuteronomium seks og den præstelige version ni kilder. Og det er endda uden at medregne, at Fader de Vaux har nævnt, at værker af otte forskellige forfattere er blevet føjet til. I nyere tid antages det desuden, at de fleste af de love eller bestemmelser, der findes i Pentateuken, også kan findes andre steder uden for Bibelen, og at de stammer fra endnu tidligere perioder. Desuden stammer de fortællinger, der er beskrevet i Pentateukens dokumenter, det vil sige skrifter, i virkeligheden fra en langt tidligere periode og en anden baggrund end den tid og baggrund, som man normalt antager, at disse skrifter stammer fra. Derfor er der opstået interesse for, hvordan legenderne er blevet til. Problemet er med andre ord blevet så kompliceret, at det er vanskeligt overhovedet at finde hoved og hale i det.

På grund af de mange kilder er der ikke blot opstået forskelle, men også gentagelser. Fader de Vaux har med eksempler vist, at der er forskelle og uoverensstemmelser mellem de forskellige beretninger om syndfloden, om bortførelsen af Josef og om hans virksomhed i Egypten. Desuden er den samme person blevet omtalt under forskellige navne, og der er givet indbyrdes modstridende beretninger om vigtige begivenheder.

Selv om Pentateuken således er en samling af forskellige kilder og legender, har forfatterne nogenlunde dygtigt været i stand til at samle og redigere den. Nogle gange har de anbragt to beretninger ved siden af hinanden, og andre gange har de blandet to beretninger sammen og fremlagt dem som én enkelt beretning. På trods af dette er usandsynlighederne og modsigelserne dog stadig til stede. Derfor har den moderne tidsalder følt behov for at undersøge selve de oprindelige kilder grundigt og objektivt.

Ved at undersøge Pentateukens eller Toraens oprindelige tekst kan man meget let konstatere, at den er et menneskeværk. Denne bog er blevet til på grundlag af mundtlige fortællinger, legender og skrifter, der er blevet bevaret gennem generationer i forskellige perioder af det jødiske folks historie. Beretningen begynder med en jahvistisk tradition fra begyndelsen af det tiende århundrede f.Kr., hvori Israels egen skæbne beskrives. Denne skæbne er med Father de Vaux’ ord »at vende tilbage til sin rette plads i Allahs store plan for menneskeheden«. Og den slutter i det sjette århundrede f.Kr. med en præsteskriftlig tradition, hvori datoer og slægtstavler er angivet helt præcist. I det følgende kapitel vil vi se, at de beskrivelser i det præsteskriftlige skrift af menneskets komme til verden, dets placering gennem tidens udvikling og skabelsens forløb er fuldstændig fejlagtige i lyset af moderne videnskabelige oplysninger. Det er tydeligvis blevet resultatet af, at man har ført pennen hen over den oprindelige tekst.

Father de Vaux skriver: »I fortællingerne i denne tradition har spørgsmålet om juridisk legitimitet haft forrang. Det gælder for eksempel hvilen på søndagen efter skabelsens afslutning, pagten med Noah, pagten og omskærelsen med Abraham samt købet af Makpelas hule, hvorved præsterne fik jord i Kanaan.« Vi må huske, at denne tradition strækker sig fra eksilet i Babylon til tilbagekomsten til Palæstina i 538 f.Kr. Derfor er et helt politisk problem her blevet blandet sammen med det religiøse problem.

Hvad angår Genesis, er det nu fastslået og anerkendt, at bogens indhold er samlet fra tre kilder. Father de Vaux har i sin analytiske gennemgang af sin oversættelse givet en liste over, hvilke afsnit i Genesis der er skrevet på grundlag af hvilke kilder. På dette grundlag kan man næsten nøjagtigt afgøre, hvor meget indhold fra hver kilde der findes i hvert kapitel. Som eksempel kan nævnes, at det i de første elleve kapitler af Genesis, hvor skabelseslæren, syndfloden og perioden fra syndfloden til Abrahams tid beskrives, ses, at den ene del er hentet fra den jahvistiske version og den næste del fra den præsteskriftlige version. Sådan forholder det sig fra begyndelsen til slutningen af hele beretningen. Disse første elleve kapitler indeholder intet materiale fra den elohistiske version. Det er imidlertid ganske tydeligt, at de jahvistiske og præsteskriftlige beretninger er blevet blandet sammen. I de første fem kapitler, i beskrivelsen af skabelseslæren og tiden frem til Noahs tid, ses det, at teksten fra begyndelse til slut er ordnet således, at et jahvistisk afsnit efterfølges af et præsteskriftligt afsnit. I beretningen om syndfloden, især i kapitel syv og otte, er denne ordning blevet gjort endnu hyppigere; det vil sige, at et lille afsnit fra den ene beretning er placeret efter et lille afsnit fra den anden beretning, og selv på sætningsniveau bemærker man denne ordning. Ét sted ses det, at beretningen på denne måde er skiftet sytten gange inden for i alt hundrede linjer. Det er derfor, at usandsynligheder og indre modsigelser træder så tydeligt frem, når vi læser Genesis. I denne forbindelse er nedenstående skema værd at bemærke.

Afslutningen på de jahvistiske og præsteskriftlige beretninger i Genesis’ kapitel 1-11.

* Det første tal er kapitelnummeret.

* Det andet tal i parentes angiver kolonnenummeret. Når en kolonne er opdelt i to, er delene angivet som a og b.

* J angiver den jahvistiske beretning, og P den præsteskriftlige beretning.

* Eksempel: Den første linje i skemaet viser, at indholdet fra kolonne 1 i kapitel 1 til kolonne 4-a i kapitel 2 i den nu gængse Bibel er hentet fra den præsteskriftlige beretning.

Kapitel — kolonne fra — kapitel — kolonne — kilde

1 — (1) — 2 (4a) — P

2 — (4b) — 4 — (26) — J

5 — (1) — 5 — (32) — P

6 — (1) — 6 — (8) — J

6 — (9) — 6 — (22) — P

7 — (1) — 7 — (5) — J

7 — (6) — – — – — P

7 — (7) — 7 — (10) — I

7 — (11) — – — – — S

7 — (12) — – — – — I

7 — (13) — 7 — (16-A) — S

7 — (16-B) — 7 — (17) — I

7 — (18) — 7 — (21) — S

7 — (22) — 7 — (23) — I

7 — (24) — 8 — (2-A) — S

8 — (2-b) — – — – — i

8 — (3) — 8 — (4) — s

8 — (6) — 8 — (12) — i

8 — (13-a) — – — – — s

8 — (13-b) — – — – — i

8 — (14) — 8 — (19) — s

8 — (20) — 8 — (22) — i

9 — (1) — 9 — (17) — s

9 — (18) — 9 — (27) — I

9 — (28) — 10 — (7) — S

10 — (8) — 10 — (19) — I

10 — (20) — 10 — (23) — S

10 — (24) — 10 — (30) — I

10 — (31) — 10 — (32) — S

11 — (1) — 11 — (9) — I

11 — (10) — 11 — (32) — S

Hvordan mennesker med egne hænder har indrettet Bibelen, kan man meget let forstå ud fra skemaet.

Historiske bøger

I disse bøger finder vi det jødiske folks historie. Denne historie strækker sig fra det tidspunkt, hvor de trådte ind i deres forjættede land, til det tidspunkt, hvor de blev ført i eksil til Babylon. De trådte sandsynligvis ind i det forjættede land i slutningen af det trettende århundrede og blev ført i eksil til Babylon i det sjette århundrede f.Kr.

Her er der lagt vægt på det, der kaldes en ”national begivenhed”, og begivenheden er blevet fremstillet som opfyldelsen af Allahs løfte. Den historiske sandhed og nøjagtighed er imidlertid blevet tilsidesat i fremstillingen. Med dette in mente har E. Jacob sagt, at hovedindholdet i Dommerbogen (Book of Judges), når det gælder den påståede ødelæggelse af Ai og Jeriko, er det udvalgte folks forsvar mod de omgivende fjender og Allahs støtte til dem. Fader og A. L. Crampon har i Bibelens indledning meget objektivt sagt, at denne bog er blevet ændret flere gange. Beviset herfor findes i tilføjelsen af talrige forord og forskellige tillæg til den oprindelige bog. Også Ruts historie er blevet føjet til den oprindelige beretning.

Samuels bog, Book of Samuel, og de to Kongebøger (Book of Kings) er i det væsentlige biografiske bøger om Samuel, Saul, David og Salomon. Der er grundlag for debat om deres historiske værdi. Ved en historisk vurdering har E. Jacob fundet utallige fejl i disse bøger. For den samme begivenhed beskrives på flere indbyrdes modstridende måder. Også profeterne Elias, Elisa og Esajas omtales i disse bøger. Historie og legende er altså blevet blandet sammen. Andre kritikere, såsom fader Lefaber, mener imidlertid, at disse bøger har en grundlæggende historisk værdi.

Krønikebøgerne 1 og 2 (Chronicles One and Two) og Uzairs bog (Book of Nehemiah) er skrevet af den samme forfatter i det fjerde århundrede f.Kr., en forfatter ved navn Vakeya Nabish (Krønikeskriveren). Han beskrev skabelsens historie frem til denne tid, selv om hans slægtsregister kun går frem til David. I virkeligheden hentede han imidlertid oplysningerne fra Samuels bog. E. Jacob har sagt: ”Han kopierede den ordret uden at tage hensyn til uoverensstemmelserne.” Han gav dog nogle nye oplysninger, som er blevet bekræftet som korrekte af arkæologiske beviser. E. Jacob har sagt: ”Forfatteren skrev undertiden historien i overensstemmelse med religionens behov. Kong Manasse regerede i lang tid med fred og velstand, selv om han var hedensk og tyrannisk. For at forklare denne begivenhed siger han, at kongen omvendte sig, mens han opholdt sig nogen tid i Assyrien (2 Krønikebog 33:11). Men hverken Bibelen eller nogen bog uden for Bibelen nævner denne begivenhed. Uzairs bog og Nehemias’ bog har også været udsat for hård kritik. Det er blevet sagt, at de to bøger er fulde af uklare og uforståelige emner. Den periode, hvis begivenheder er beskrevet i dem (det fjerde århundrede f.Kr.), er selv ikke velkendt, og der findes heller ingen nævneværdige dokumenter uden for Bibelen fra denne periode.

Tobits bog (Book of Tobit), Judits bog (Book of Judith) og Esters bog (Book of Esther) regnes også for historiske bøger. Alligevel er historien i disse bøger blevet groft vanæret. Af religiøse hensyn er menneske- og stednavne blevet ændret, og personer og begivenheder er blevet skabt. I virkeligheden er de fiktive fortællinger med en blanding af historisk usandhed og usandsynlighed, udformet som moralske fortællinger.

Makkabæerbøgerne (Book of Maccabees) er imidlertid af en noget anden art. De begivenheder, der beskrives i disse bøger, fandt sted i det andet århundrede f.Kr. Dette er den mest nøjagtige beretning om begivenhederne i denne periode. Derfor er disse bøger meget vigtige.

Det fremgår således, at de bøger, der er klassificeret under betegnelsen historiske, ikke har nogen som helst lighed med hinanden. I nogle af bøgerne er historien ganske vist beskrevet korrekt, mens den i andre er gengivet efter forgodtbefindende.

Profeternes bøger

Under denne overskrift finder vi en beskrivelse af undervisningen fra de profeter, som i Det Gamle Testamente er blevet klassificeret særskilt fra de store profeter som Moses, Samuel, Elias og Elisa. Beskrivelsen af disse store profeters undervisning findes i andre bøger.

Profeternes bøger indeholder en beskrivelse af begivenheder fra det ottende til det andet århundrede før Kristus.

I det ottende århundrede før Kristus finder man bøger af profeterne Amos, Hoseas, Esajas og Mika. Profeten Amos’ bog er berømt for sin fordømmelse af social uretfærdighed. Hoseas er kendt for sin religiøse afvigelse. Da han blev tvunget til at gifte sig med en tjenestepige fra et naturdyrkende samfund, det vil sige en hellig prostitueret, blev han syg og led fysisk. Som forklaring på denne begivenhed er det blevet sagt, at det forholder sig på samme måde, som når Allah lider, når folket synder, men alligevel elsker det. Esajas var en politisk historisk skikkelse. Konger og regenter søgte hans råd og handlede derefter. Han levede et særdeles prægtigt liv. Ud over hans egen forkyndelse offentliggjorde hans tilhængere frem til det tredje århundrede før Kristus de svar, han havde givet på forskellige spørgsmål. Hans undervisning indeholder en protest mod uretfærdighed og en opfordring til at frygte Allahs dom. Han beskrev også jødernes befrielse efter deres udvandring fra Egypten og deres tilbagevenden til Palæstina. Hvad angår den anden og den tredje Esajas, er det næsten lige så tydeligt som dagens lys, at deres profetiske virksomhed var politisk motiveret. Undervisningen hos Mika, der var samtidig med Esajas, var nogenlunde af samme art.

I det syvende århundrede før Kristus blev Sefanias, Jeremias, Nahum og Habakkuk berømte for deres religiøse forkyndelse. Jeremias blev martyr, og Baruk samlede og sammenfattede hans undervisning og ord. Baruk er sandsynligvis også forfatteren til Klagesangene.

I begyndelsen af det sjette århundrede før Kristus, mens jøderne var i eksil i Babylon, blev profeternes aktivitet betydeligt intensiveret. Ezekiel spillede den vigtigste rolle blandt dem. Han trøstede sine trosfæller og forkyndte håbets budskab. Obadias’ bog beskriver det erobrede Jerusalems elendighed og nød.

Efter eksilet sluttede i 538 før Kristus, begyndte profeterne Haggaj og Zakarias deres virksomhed. De opfordrede til genopbygningen af templet. Efter at denne genopbygning var afsluttet, blev nogle skrifter offentliggjort under Malakias’ navn. Disse skrifter var hovedsageligt forklaringer og analyser af åndelige emner.

Selv om der ikke findes nogen væsentlig tekst om Jonas’ Bog i Det Gamle Testamente, kan der ikke findes nogen rimelig grund til, hvordan Jonas’ Bog er blevet inkluderet blandt profeternes bøger. Den vigtigste lære, man finder i Jonas’ Bog, er nødvendigheden af at underkaste sig Allahs vilje.

Daniels Bog er skrevet på tre sprog: hebraisk, græsk og aramæisk. Kristne kritikere mener, at en historisk vurdering viser, at bogen ganske vist indeholder et evangelium, men at det er uordnet og selvmodsigende. Bogen stammer sandsynligvis fra den mak17. maccabæiske periode i det andet århundrede f.Kr. E. Jacob mener, at forfatteren forsøgte at bevare sine landsmænds tro ved at sige, at frelsens dag var meget nær.

Bøger om poesi og visdom

De bøger, der er klassificeret under denne titel, rummer tydelige beviser på en ubestridelig litterær sammenhæng.

Blandt disse er Salmerne de ypperste, og de er også det største eksempel på hebraisk poesi. Forfatteren til de fleste salmer er David. Resten er skrevet af forskellige præster. Disse sange, som bruges i bøn og gudsdyrkelse, handler om lovprisning, meditation, tilbedelse og påkaldelse.

Jobs Bog (profeten Ayyubs Bog), som blev skrevet mellem 400 og 500 f.Kr., er en fremragende bog om visdom og emnernes dybde.

Den bog, der kaldes Klagesangene, og som blev skrevet efter Jerusalems fald i begyndelsen af det sjette århundrede f.Kr., er sandsynligvis forfattet af Jeremias.

Desuden er det nødvendigt at nævne nogle få bogtitler igen. Højsangen er en samling allegoriske sange om guddommelig kærlighed, Ordsprogenes Bog er en samling udsagn fra Salomon og andre vise mænd ved hans hof, og Prædikeren eller Kohelet er en samling tekster om jordisk lykke og visdommens væsen.

Det fremgår således, at det, som forskellige forfattere gennem mindst syv århundreder har skrevet om forskellige emner ved hjælp af forskellige kilder, er blevet samlet, blandet sammen og gjort til én eneste bog. Hvordan kan én del af denne bog under sådanne omstændigheder supplere en anden del, og hvordan kunne denne bog i århundreder blive betragtet som fuldstændig og selvtilstrækkelig? Men et endnu vigtigere spørgsmål er: Med hvilken begrundelse betragtes denne bog som »jødernes og de kristnes åbenbarede bog«? Der findes ganske vist nogen uenighed om dette blandt visse samfund, men uenigheden om hovedsagen er ikke særlig fremtrædende. Fordi bogen udtrykker forestillingen om det usynlige, blev den på græsk kaldt »kanon«.

Indsamlingen af disse skrifter begyndte imidlertid ikke i den kristne æra, men i den jødiske æra. Det indledende arbejde begyndte sandsynligvis allerede i det syvende århundrede f.Kr. I den første fase blev nogle skrifter udvalgt til denne samling. De resterende skrifter blev tilføjet senere. Det er dog værd at bemærke, at de fem bøger, der indgår i Toraen eller Pentateuken, altid blev tildelt den højeste plads. Efter at profeternes forudsigelser (profetier om straf i overensstemmelse med dårlig opførsel) var gået i opfyldelse, var der ikke længere nogen hindring for, at deres lære blev optaget i hovedsamlingen. Det samme gjaldt deres håbsbudskaber. I det andet århundrede f.Kr. havde profeternes »kanon« antaget en klar form.

Fordi de blev brugt i gudsdyrkelsen, blev andre skrifter, såsom Salmerne, integreret med værker som Klagesangene, Visdommens Bog og Jobs Bog.

I den første periode var kristendommen blandet sammen med jødedommen. Senere vil vi se, at moderne lærde forfattere som kardinal Daniélou har forsket indgående i dette. Før kristendommen antog en ny form under Paulus’ indflydelse, accepterede den uden tøven arven fra Det Gamle Testamente. Evangeliernes forfattere fulgte strengt Det Gamle Testamentes linje. Senere blev evangelierne revideret ved at apokryferne (religiøse legender) blev forkastet, men Det Gamle Testamente blev ikke underkastet nogen tilsvarende revision. Næsten alt deri blev bevaret.

Før slutningen af middelalderen havde ingen i det mindste i Vesten mod til at gøre indsigelse mod denne mærkværdige samling. Ikke én eneste. Fra middelalderens slutning og frem til begyndelsen af den moderne tidsalder så man en eller to kritikere hæve stemmen, men kirkens myndigheder bragte dem altid til tavshed. I dag mangler der ganske vist ikke kritiske skrifter, men selv om religiøse eksperter har forsket dybtgående i mange emner, har de, som de selv siger, afholdt sig fra at gå i dybden med »ubelejlige« emner. De har end ikke været interesserede i at undersøge dem i lyset af moderne viden. Hvor der er lighed mellem historiske oplysninger og Bibelens beretninger, har de gjort en betydelig indsats for at bevise og fastslå denne lighed, men de har omhyggeligt undgået at sammenligne Bibelens beretninger med moderne videnskabelige oplysninger. De har indset, at en sådan sammenligning ville få almindelige mennesker til at tvivle på de jødiske og kristne skrifters sandhed og rejse spørgsmål. Alligevel har disse skrifter hidtil stået hævet over enhver tvivl og ethvert spørgsmål.

Det Gamle Testamente og videnskaben: Nogle fastslåede kendsgerninger

I Det Gamle Testamente og evangelierne findes der nogle forhold, som strider mod den viden, moderne forskning har frembragt. Når denne modstrid gælder videnskaben, viser det sig, at forholdene er meget vigtige.

Vi har allerede set, at Bibelen indeholder mange historisk fejlagtige oplysninger. Vi har også citeret nogle af de fejl, som jødiske og kristne eksperter har påpeget. Af helt naturlige grunde har de bagatelliseret fejlene. For dem har det forekommet naturligt, at religiøse forfattere fremlagde historiske oplysninger i overensstemmelse med religionen, og at de skrev historien for at opfylde religionens behov. Senere vil vi se, at sandheden på samme måde er blevet fordrejet i det evangelium (Matthæusevangeliet), som er skrevet af Matthæus (Matthew), og at der er blevet givet en tilsvarende forklaring for at gøre fordrejningen acceptabel som sandhed. Men ingen af parterne kan acceptere denne fremgangsmåde.

Hvis man undersøger det på et logisk grundlag, vil man finde mange selvmodsigelser og usandsynligheder. Hvis forskellige forfattere har benyttet forskellige kilder, da de skrev beretningen om en begivenhed, er det helt naturligt, at den samme begivenhed beskrives på forskellige måder. Men det er ikke den eneste årsag, og nogle eksperter har endog påpeget helt tydeligt, at den samme begivenhed er blevet gengivet i flere versioner, at der senere er foretaget tilføjelser til den oprindelige beretning, og at man først har skrevet en forklaring og derefter udarbejdet den oprindelige beretning til den. Som eksempel kan nævnes Toraen: I indledningen til sin oversættelse af Genesis (s. 13-14) har Father de Vaux omtalt talrige sådanne uoverensstemmelser og selvmodsigelser. Senere vil vi fremlægge nogle eksempler. Men hvis læseren efter at have læst den oprindelige beretning mener, at det læste overhovedet ikke er troværdigt, kan man næppe bebrejde ham det. Foreløbig fremlægger vi nogle eksempler:

I Genesis (6,3) siges det, at Allah lige før syndfloden besluttede, at menneskets levetid herefter skulle begrænses til et hundrede og tyve år – »Hans levetid skal være et hundrede og tyve år.« Men senere ser man igen i selve Genesis (11,11; 10,32), at Noas ti efterkommere levede fra 148 til 600 år (se i den senere tilføjede liste levetiderne for Noas ti efterkommere frem til Abraham). Uoverensstemmelsen mellem de to beretninger er helt tydelig. Men hvad er årsagen? Årsagen er, at den første beretning (Genesis 6,3) er hentet fra det jahvistiske værk fra det tiende århundrede f.Kr., mens den anden beretning (Genesis 11,10-32) er hentet fra den præstelige version fra det sjette århundrede f.Kr. Det er netop denne version, der er den vigtigste kilde til slægtsregistret. I dette slægtsregister er hver profets levetid ganske vist angivet med et bestemt tal, men betragtet som helhed forekommer sagen umulig.

Det er netop i denne Genesis, at vi finder det tydeligste eksempel på uoverensstemmelse med moderne videnskab. Denne uoverensstemmelse findes på følgende tre vigtige områder:

(1) Verdens skabelse og dens forskellige stadier.

(2) Tidspunktet for verdens skabelse og tidspunktet for menneskets fremkomst på jorden.

(3) Beretningen om syndfloden.

Nu vil vi drøfte disse tre emner efter hinanden.

Verdens skabelse

Fader de Vaux har bemærket, at der helt i begyndelsen af Første Mosebog findes to beretninger om verdens skabelse, som står lige efter hinanden. Nu vil vi efter tur undersøge, om disse to beretninger stemmer overens med moderne videnskabelige kendsgerninger.

Den første beretning

Denne første beretning findes i Første Mosebogs første kapitel og i det første vers af det andet kapitel. Set fra et videnskabeligt synspunkt fremgår det let, at der ikke noget andet sted findes en sådan samling af fejl og usandheder. Derfor er det nødvendigt at undersøge hvert afsnit særskilt. Det citat, jeg har gengivet her, er hentet fra Bibelens Revised Standard Version (udgivet af W. M. Collins and Sons på vegne af British and Foreign Bible Society, 1952).

Kapitel 1, vers 1-2:

»I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var øde og tom, og mørke var over urdybet, mens Guds ånd svævede over vandene.«

Det er muligt at acceptere, at det, vi i dag kalder himmelrummet, var nedsænket i mørke før verdens skabelse. Men omtalen af, at der på det tidspunkt fandtes vand, er ren fantasi. Senere vil vi se, at der er rigeligt med tegn på, at der fandtes gas eller røg i den tidlige fase af himmelrummets dannelse. At der skulle have været vand dér, er fuldstændig forkert.

Vers 3-5:

»Så sagde Gud: Der skal blive lys! Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Og det blev aften, og det blev morgen, den første dag.«

Det lys, der strømmer gennem himmelrummet, er resultatet af stjernernes komplekse vekselvirkninger. Senere vil vi drøfte dette mere udførligt. Ifølge Bibelen var stjernerne endnu ikke blevet dannet på dette trin i skabelsen. Faktisk nævnes »lysene« ikke før vers 14. I dette vers siges det, at lyset blev skabt på den fjerde dag – »for at skille natten fra dagen« og »for at give lys på jorden«. Denne beskrivelse er korrekt. Men når lysets årsag først blev skabt tre dage senere, er det urimeligt, at der omtales lys på den første dag. Desuden er omtalen af aften og morgen allerede på skabelsens første dag også et produkt af fantasien; for forestillingen om aften og morgen kan kun give mening, efter at jorden er blevet skabt, og efter at jorden én gang har drejet rundt om sig selv i lyset fra sin egen lyskilde, Solen.

Vers 6-8:

»Så sagde Gud: Der skal være en hvælving midt i vandene, og den skal skille vandene fra hinanden. Gud skabte således hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Og det skete således. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, den anden dag.«

Også her findes denne fortælling om vandet, og det beskrives, at himlen har delt vandet i to. Det er som følge af denne deling, at det under fortællingen om syndfloden har været muligt at sige, at vandet ovenfra kom ned til jorden efter at have krydset himlen.

Men forestillingen om, at vandet på denne måde blev delt i to, er af videnskabelige grunde ikke acceptabel.

Vers 9-13:

»Så sagde Gud: Alt vandet under himmelhvælvingen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kan komme til syne. Og det skete således. Gud kaldte det tørre land jord, og vandmasserne kaldte han have. Og Gud så, at det var godt. Så sagde Gud: Jorden skal frembringe græs, urter, der sætter frø, og frugttræer, der bærer frugt med frø i, hver efter sin art, på jorden. Og det skete således. Jorden frembragte græs, urter, der sætter frø, hver efter sin art, og træer, der bærer frugt med frø i, hver efter sin art. Og Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, den tredje dag.«

Forestillingen om, at land efterhånden kom til syne, mens jorden var oversvømmet, er videnskabeligt acceptabel. Men forestillingen om, at der før Solens skabelse opstod et velordnet system af slyngplanter, buske og træer samt en formeringsproces gennem frø, kan på ingen måde være logisk, og af samme grund er forestillingen om udviklingen af dag- og natsystemet heller ikke acceptabel. Det er værd at bemærke, at Solen ifølge Første Mosebog ikke blev skabt før den fjerde dag.

Vers 14-19:

»Så sagde Gud: Der skal være lyslegemer på himmelhvælvingen til at skille dagen fra natten; de skal tjene som tegn og markere tider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden.« Og det skete. Gud skabte de to store lyslegemer, det største lyslegeme til at herske over dagen og det mindre til at herske over natten, samt stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske over dagen og natten og til at skille lyset fra mørket. Og Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen: den fjerde dag.«

Selv om denne beskrivelse i store træk kan accepteres, rummer den en stor uoverensstemmelse. Vi ved, at Jorden og Månen er blevet dannet af brudstykker fra deres oprindelige himmellegeme, Solen. Forestillingen om, at Solen og Månen blev skabt efter Jordens skabelse, er derfor fuldstændig i strid med den almindeligt anerkendte og universelt accepterede opfattelse af solsystemets dannelse.

Vers 20-23:

»Så sagde Gud: Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden under himmelhvælvingen. Gud skabte så de store havdyr og alle de levende væsener, som vandet vrimler med, hver efter sin art, og alle vingede fugle, hver efter sin art. Og Gud så, at det var godt. Gud velsignede dem og sagde: Bliv frugtbare og talrige, fyld havene, og lad fuglene blive talrige på jorden. Så blev det aften, og det blev morgen: den femte dag.« Dette afsnit indeholder nogle udsagn, som ikke kan accepteres. Det siges, at dyrerigets begyndelse skyldtes havdyrenes og de vingede fugles fremkomst. Og det skete på den femte dag. Men i det følgende vers siges det, at dyreriget på jorden begyndte den næste dag, altså den sjette dag. Om lidt vil vi citere verset om den sjette dag. Det er rigtigt, at livet begyndte i havet, og at livet derfra bredte sig på jorden, men det vil vi behandle senere. Indtil videre ønsker vi at begrænse os til versets indhold. Det antages, at landlevende dyr, især fugle, er opstået fra en art krybdyr fra den sekundære periode. Denne antagelse anses for mulig på grund af visse ensartede fysiske træk hos de to arter. I Bibelen nævnes levende væseners fremkomst på land imidlertid på den sjette dag, efter fuglenes fremkomst. Derfor kan denne rækkefølge, hvor andre landlevende væsener kommer efter fuglene, ikke accepteres.

Vers 24-31:

»Og Gud sagde: Jorden skal frembringe levende væsener efter deres arter: husdyr, krybdyr og vilde dyr, hver efter sin art.« Og det skete. Gud skabte de vilde dyr efter deres arter, husdyrene efter deres arter og alle jordens krybdyr efter deres arter. Og Gud så, at det var godt. Så sagde Gud: »Lad os skabe mennesker i vores billede, så de ligner os. De skal herske over havets fisk, himlens fugle, husdyrene, hele jorden og alle de krybdyr, der bevæger sig på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle levende væsener, der bevæger sig på jorden.« Gud sagde videre: »Se, jeg giver jer alle planter, der sætter frø, over hele jorden, og alle træer med frugter, der indeholder frø; de skal være jeres føde. Og til alle jordens dyr, alle himlens fugle og alle de smådyr, der bevæger sig på jorden, alt det, der har livsånde, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så på alt det, han havde skabt, og se, det var såre godt. Så blev det aften, og det blev morgen: den sjette dag.«

Her slutter beskrivelsen af skabelsen. Her har forfatteren opregnet de levende væsener, som ikke tidligere var blevet nævnt, og beskrevet føden for mennesker og dyr.

Vi har allerede nævnt, at det var forkert at sige, at de andre dyr kom til før fuglene. Det er naturligvis korrekt at sige, at mennesket kom til efter de andre dyr. Efter den første bog i Bibelen afsluttes skabelsesberetningen i de første tre vers af den anden bog således:

Kapitel 2: Vers 13

»Således blev himlene og jorden og hele deres hær fuldendt. På den syvende dag ophørte Gud med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han fra alt det arbejde, han havde udført. Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede Gud fra alt det arbejde, han havde skabt og udført.« Dette må nu drøftes nærmere.

Det hebraiske ord »shabbat« gengives ifølge en oversættelsestradition som »han hvilede«. Det er også tilfældet her. Men i virkeligheden er beretningen om, at Gud tog hvile, blot en legende.

Den beretning, der er citeret her, er hentet fra Bibelens sacerdotale version. Denne version blev skrevet i det sjette århundrede f.Kr. Men i den jahvistiske version, som blev skrevet flere århundreder tidligere, nævnes Guds hvile ikke. De, der skrev om hviledagen, sagde med det formål at skabe tro og ærefrygt i almindelige menneskers sind, at Gud selv først havde overholdt denne dag. Desuden beskrev de skabelsesværket på de øvrige seks dage ganske detaljeret og i en bestemt rækkefølge. Men når man vurderer det på grundlag af alle de oplysninger om skabelsen, som videnskaben har opdaget, viser det sig, at denne rækkefølge på ingen måde er korrekt, men blot er et udslag af fantasi.

Forestillingen om, at skabelsens successive stadier kan begrænses til blot én uges tidsrum, er ikke acceptabel fra et videnskabeligt synspunkt. For vi ved nu med sikkerhed, at dannelsen af himmellegemerne og jorden fandt sted gradvist over mange dage, det vil sige over lange tidsrum. (Koranens beretning om dette vil vi undersøge senere). Selv hvis skabelsesberetningen var blevet afsluttet med beretningen om den sjette dag uden at nævne hviledagen, og der var mulighed for at forstå dagene som lange tidsrum, sådan som det er tilfældet i Koranens beretning, snarere end som egentlige eller bogstavelige dage, kan Bibelens beretning alligevel ikke accepteres fra et videnskabeligt synspunkt på grund af rækkefølgens umulighed. Denne beretning er opdigtet og fabrikeret. Den er ikke skrevet og forfattet med det formål at åbenbare sandheden, men med et andet formål.

Den anden beretning

Umiddelbart efter afslutningen på den første beretning begynder den anden skabelsesberetning i Genesis, det vil sige Første Mosebog, uden nogen kommentar eller mellemliggende udtalelse. Her er der naturligvis ikke anledning til at rejse den samme slags indvendinger. Det er dog nødvendigt at huske, at denne beretning er yderligere tre århundreder ældre og meget kortfattet. Her er der brugt mere tid på skabelsen af mennesket og dets beboelige omgivelser end på skabelsen af jorden og himlene.

Kapitel 2: vers 4-7

“Den dag, da Yahweh Gud skabte jorden og himlen, fandtes der endnu ingen markplante på jorden, og ingen urt på marken var spiret frem. For Herren Gud havde ikke ladet det regne på jorden, og der var intet menneske til at dyrke jorden. Men en tåge steg op fra jorden og vandede hele jordens overflade. Og Yahweh Gud dannede mennesket af jordens støv og blæste livsånde i dets næsebor; således blev mennesket et levende væsen.”

I Bibelen i dag findes denne jahvistiske beretning. Senere blev den præstelige beretning også føjet til. Der står imidlertid stadig det spørgsmål tilbage, om beretningen oprindeligt var så kortfattet. Ingen kan med sikkerhed sige, om beretningen med tiden er blevet beskåret og forkortet. Det kan heller ikke med sikkerhed vides, om det, der nu foreligger, er den oprindelige beretning.

Denne beretning indeholder ingen detaljeret beskrivelse af jordens og himlens skabelse. Det siges blot, at da Gud skabte mennesket, fandtes der ingen planter på jorden (og det havde heller ikke regnet på det tidspunkt), selv om vand var steget op fra jorden og havde gjort hele jordens overflade våd. Derefter siges det, at “Gud på samme tid, som mennesket blev skabt, anlagde en have”. Mennesket og træerne og planterne blev altså skabt på samme tid. Vi ved naturligvis ikke, hvor mange hundrede millioner år der gik mellem disse to skabelser.

Under alle omstændigheder kan der kun rejses denne ene indvending mod beretningen. I den præstelige beretning nævnes det, at mennesket og jorden blev skabt i den samme uge, men i den jahvistiske beretning siges der ikke noget sådant. Derfor er der ikke grundlag for nogen alvorlig indvending mod denne beretning.

Datoen for jordens skabelse og menneskets fremkomst på den

I den jødiske kalender, der er udarbejdet på grundlag af oplysningerne i Det Gamle Testamente, er begge disse datoer angivet præcist. Ifølge denne beregning begyndte jordens 5.736. år i anden halvdel af det kristne år 1975. Det vil sige, at jorden i 1975 havde nået en alder af 5.736 år. Mennesket blev skabt nogle få dage efter jordens skabelse. Menneskets alder bliver derfor også den samme.

I denne forbindelse synes en lille korrektion at være nødvendig. I oldtiden blev tiden beregnet på grundlag af måneår, mens tiden i den vestlige verden i dag beregnes på grundlag af solår. Denne korrektion er nødvendig for at gøre beregningen nøjagtig, men hvis den ikke foretages, udgør forskellen kun tre procent. For at gøre beregningen enkel ser vi derfor bort fra denne forskel. Hvis en beregning på tusind år afviger med tredive år den ene eller den anden vej, vil vores hovedpåstand næppe være særlig forkert. På grundlag af den hebraiske beregning kan vi derfor med nogenlunde sikkerhed sige, at jorden blev skabt omkring syvogtredive århundreder før Kristi fødsel.

Men hvad siger den moderne videnskab om dette? Det er vanskeligt at give et direkte svar på dette spørgsmål. Der kan dog findes nogle oplysninger om solsystemets dannelse. Man kan også nå frem til et rimeligt estimat i denne sag. Det antages, at der er gået fire en halv milliard år fra solsystemets dannelse til nutiden. Derfor kan forskellen mellem dette almindeligt anerkendte estimat og den beregning, der er angivet i Det Gamle Testamente, let fastslås. Dette vil vi drøfte nærmere lidt senere. Før det vil vi kaste lidt lys over metoden til at foretage beregninger ud fra Bibelen.

Denne beregning kan findes ved en omhyggelig undersøgelse af Bibelens beretning. I Genesis, det vil sige Første Mosebog, findes der præcise oplysninger om, hvor lang tid der gik fra Adam til Abraham. Men for den efterfølgende periode, det vil sige tiden fra Abraham til kristendommens begyndelse, er de oplysninger, der findes, utilstrækkelige. Derfor er der behov for andre oplysninger til at understøtte beregningen.

Fra Adam til Abraham

I Genesis, det vil sige Første Mosebog, kapitel 4, 5, 11, 21 og 25, findes der en præcis slægtsliste over alle Abrahams forfædre tilbage til Adam. Hver persons levetid og faderens alder ved sønnens fødsel er også angivet. Derfor kan det let fastslås, hvor mange år efter Adams skabelse hver enkelt blev født eller døde. Alle oplysningerne i nedenstående liste er taget fra den præstelige version af Genesis, og disse oplysninger findes kun i Bibelen. Af denne beregning fremgår det, at Abraham blev født 1.948 år efter Adam.

Abrahams slægtsliste

—- Fødselsår efter Adams skabelse — Levetid — Dødsår efter Adams skabelse

1) Adam — – 930 — 930

Set — 130 — 912 — 1042

 Enos — 235 — 905 — 1140

 Kenan — 325 — 910 — 1235

 Mahalalel — 395 — 895 — 1290

 Jared — 460 — 962 — 1422

 Enok — 622 — 365 — 987

 Metusalem — 687 — 969 — 1656

 Lemek — 874 — 777 — 1651

10) Noa — 1056 — 950 — 2006

Sem — ১৫৫৬ — ৬০০ — ২১৫৬

Arpaksjad — ১৬৫৮ — ৪৩৮ — ২০৯৬

Shela — ১৬৯৩ — ৪৩৩ — ২১২২

Eber — ১৭২৩ — ৪৬৪ — ২১৮৭

Peleg — ১৭৫৭ — ২৩৯ — ১৯৯৬

Re’u — ১৭৮৭ — ২৩৯ — ২০২৬

Serug — ১৮১৯ — ২৩০ — ২০৪৯

Nahor — ১৮৪৯ — ১৪৮ — ১৯৯৭

Terah — 1878 — 205 — 2983

20) Ibrahim — 1948 — 175 — 2123

Fra Ibrahim til Jesus

For denne periode giver Bibelen ingen numeriske oplysninger. Derfor må vi søge andre kilder for at fastslå tidsrummet fra Ibrahim til Jesus. I dag regner man almindeligvis med, at Ibrahim levede omkring atten århundreder før Jesus. Hvis man på grundlag af den tidsberegning, der findes i Genesis for perioden mellem Ibrahim og Adam, foretager en beregning, viser det sig, at Adam levede omtrent otteogtredive århundreder før Jesus. Denne beregning er tydeligvis forkert, og fejlen stammer fra Bibelens tidsberegning for perioden fra Adam til Ibrahim. Alligevel er den jødiske kalender stadig baseret på denne beregning. På grundlag af uoverensstemmelsen mellem de jødiske præsters omtrentlige beregninger i det sjette århundrede før Kristus og moderne oplysninger kan vi meget let konfrontere de traditionelle vogtere af den bibelske sandhed. Ikke desto mindre er tidspunktet for de ældste begivenheder i Jesu liv i mange århundreder blevet fastlagt på grundlag af deres beregning.

Før den moderne tidsalders begyndelse blev der føjet en indledning til hver udgave af Bibelen. Heri blev begivenhedernes kronologiske rækkefølge fra jordens skabelse til tidspunktet for redigeringen af den pågældende udgave forklaret. Tidsangivelserne varierede også betydeligt fra den ene udgave til den anden. I Clementine-Vulgataudgaven fra 1621 blev Ibrahims tid for eksempel placeret endnu tidligere, og jordens skabelse blev angivet til omtrent det fyrretyvende århundrede før Kristus. I modsætning hertil blev oplysningerne om Ibrahims forfædres tid i Waltons Bibel, der blev skrevet på flere sprog i det syttende århundrede, givet i en form, der svarede til den slægtstavle, der er gengivet her. Næsten alle beregninger stemmer overens med denne slægtstavle. Bibelredaktørerne i den moderne tid er imidlertid holdt op med at medtage denne beregning og denne indledning. De indså, at moderne videnskabelige opdagelser havde fastslået, at jordens skabelse måtte ligge langt tidligere; derfor ville den gamle beregning ikke længere være acceptabel for nogen. Samtidig burde de klart have fortalt læserne, at Bibelens beretning var blevet forældet og ikke indeholdt den egentlige sandhed. Men det sagde de ikke. I stedet skabte de gennem en ordmæssig kunstgrebsmanøvre et så gådefuldt slør, at Bibelens beretning overalt kunne accepteres, nøjagtig som den står, uden nogen form for ændring.

Derfor accepteres den slægtstavle, der er gengivet i den præstelige version, stadig, selv om denne sagnbaserede beregning på ingen måde kan være acceptabel i det tyvende århundrede. På grundlag af de oplysninger, der er fremkommet gennem moderne videnskabelige opdagelser, er det ikke muligt at fastslå en nøjagtig dato for menneskets fremkomst på jorden. Man kan højst få visse antydninger. Vi kan dog med næsten sikkerhed antage, at mennesket fremkom et bestemt tidsrum efter jordens skabelse. Det kan nævnes, at der findes eller kan have fandtes andre væsener med samme kropsform som mennesker. Men det er menneskets evne til at handle og dets intellekt, der adskiller det fra dem. Ud fra de ældste menneskeknogler, der hidtil er blevet fundet, kan man antage, at mennesket fremkom for millioner af år siden.

Grundlaget for denne antagelse er de seneste fund af knogler fra mennesker fra forhistorisk tid. Med de lærdes ord kaldes disse mennesker Cro-Magnon-mennesker. Mange meget gamle knogler fra væsener med samme kropsform som mennesker er ganske vist også blevet fundet forskellige steder på jorden, og de stammer tydeligvis fra en endnu tidligere tid. Men der er grund til at tvivle på, om de faktisk er menneskeknogler.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at de videnskabelige oplysninger peger på en langt tidligere tid end den, der angives i Genesis for menneskets fremkomst. Det viser således, at der er en tydelig forskel og modstrid mellem Bibelen og den moderne videnskab.

Floden og oversvømmelsen

I Første Mosebogs kapitel 6, 7 og 8 findes beretningen om syndfloden. Beretningen består i virkeligheden af to beretninger, men i stedet for at fremlægge dem ved siden af hinanden er de blevet blandet sammen og fremlagt som én beretning. Sammenblandingen er foretaget på en sådan måde, at det ud fra rækkefølgen og sammenhængen naturligt forekommer at være én beretning. I disse tre kapitler findes der tydelige indbyrdes modsigelser. Årsagen er den samme, nemlig at indholdet er hentet fra to kilder. Den ene er den jahvistiske version, og den anden er den præstelige version.

Ved at tage afsnit eller sætninger fra beretningerne i disse to versioner og placere dem skiftevis på en sådan måde, at man i løbet af omkring et hundrede linjer i den engelske oversættelse kan finde mindst sytten skift af kilde.

Beretningen er imidlertid i store træk således: Fordi menneskenes syndighed var blevet grænseløs, besluttede Allah at udslette dem sammen med de øvrige levende væsener. Han advarede Noa og befalede ham at bygge en ark. I denne ark skulle Noa sammen med de øvrige levende væsener tage sin hustru, sine tre sønner og deres hustruer med. Fra dette sted viser der sig en forskel mellem de to beretninger. I den ene beretning (den præstelige) siges det, at Noa blev bedt om at tage ét par af hver art af de levende væsener med. Men allerede i det følgende afsnit (den jahvistiske beretning) siges det, at Noa skulle tage syv hanner og syv hunner af hver art af de såkaldt »rene« dyr med samt én han og én hun af hver art af de »urene« dyr. Senere siges det dog, at Noa faktisk tog ét par af hver art af de levende væsener med. Eksperter som Fader de Vaux mener, at dette afsnit er en forvansket form af den jahvistiske beretning.

I det jahvistiske afsnit nævnes det, at oversvømmelsen skyldtes regn. I det præstelige afsnit tales der derimod om regn og vand, som steg op fra jorden.

Hele jorden, selv bjergtoppene, var dækket af vand. Alle levende væsener var døde. Efter et år, da vandet var trukket tilbage, gik arken på grund ved Ararats bjerge, og Noa gik i land.

Det er bemærkelsesværdigt, at der også er uoverensstemmelse i angivelsen af oversvømmelsens varighed. I den jahvistiske beretning siges der fyrre dage, mens den præstelige beretning angiver et hundrede og halvtreds dage.

Den jahvistiske beretning siger intet om, på hvilket tidspunkt i Noas liv oversvømmelsen fandt sted. Men i den præstelige beretning siges det, at Noa på det tidspunkt var seks hundrede år gammel. Denne beretning indeholder også Noas slægtsregister, hvor hans forbindelse til Adam og Abraham vises. Hvis man regner ud fra oplysningerne i Første Mosebog, viser det sig, at Noa blev født 1056 år efter Adam (se slægtsregisteret). Oversvømmelsen fandt altså sted 1656 år efter Adams skabelse. Hvad angår forbindelsen til Abraham, siges det i Første Mosebog, at oversvømmelsen fandt sted 292 år før hans fødsel.

Ifølge Første Mosebog var hele menneskeheden og alle andre levende væsener på jorden blevet udslettet som følge af syndfloden. Senere befolkede Noahs tre sønner og deres hustruer verden på ny. Det vil sige, at menneskeheden blev genopbygget. Da Ibrahim derfor blev født næsten tre århundreder senere, var menneskeheden blevet genopbygget i forskellige samfund. Men hvordan kunne denne genopbygning finde sted på så kort tid? Alene dette spørgsmål tilintetgør muligheden for, at denne beretning er sand.

Desuden stemmer denne beretning ikke overens med den moderne historiske viden. Man antager, at Ibrahim blev født mellem 1800 og 1875 f.Kr. Hvis syndfloden imidlertid havde fundet sted tre hundrede år før hans fødsel, måtte han være blevet født i det 21. eller 22. århundrede f.Kr.

Den moderne historiske viden viser, at civilisationen på det tidspunkt udviklede sig i flere områder af verden, og at ruinerne af den stadig kan ses.

I Egyptens tilfælde går denne gamle civilisation tilbage til tiden før Det Mellemste Rige (2100 f.Kr.). Denne periode falder omtrent sammen med den første mellemperiode før det 11. dynasti. I Babylon var det dengang det tredje dynasti i Ur. Vi ved med sikkerhed, at der ikke var noget brud i denne civilisations udvikling, og at hele menneskeheden heller ikke blev udslettet. Alligevel er det netop det, der fortælles i Bibelen.

Vi kan derfor ikke acceptere, at disse tre bibelske beretninger indeholder sandheden. Hvis vi dømmer upartisk, har vi intet andet valg end at erkende, at den bibeltekst, der nu foreligger for os, ikke har nogen forbindelse med virkeligheden. I denne situation må vi spørge os selv, om det overhovedet er muligt, at Allah skulle have åbenbaret andet end sandheden. Det er umuligt blot at forestille sig, at det, Allah har gjort kendt for menneskene, ikke alene skulle være uvirkeligt, men også indbyrdes modstridende. Derfor er vi naturligt kommet til den konklusion, at Bibelens oprindelige tekst er blevet forvansket, og at forvanskningen er foretaget af mennesker. Denne forvanskning kan være sket, mens teksten blev overleveret mundtligt fra generation til generation, eller efter at den var blevet skrevet ned, da den blev afskrevet eller redigeret. Når man ved, at et værk som Første Mosebog i løbet af omkring tre hundrede år er blevet redigeret og revideret mindst to gange, er det næppe mærkeligt, at denne bog indeholder uvirkeligheder og usandsynligheder. Disse uvirkeligheder og usandsynligheder er imidlertid først blevet tydelige for os nu, fordi vi gennem moderne forskning og undersøgelser, om end ikke fuldstændigt, i det mindste er begyndt at kende en del af sandheden og har fået mulighed for at sammenholde den med de gamle beretninger. Der findes ingen anden fornuftig forklaring på Bibelens fejl end at holde menneskene ansvarlige for dem, og der findes sandsynligvis heller ikke nogen. Det forbløffende er imidlertid, at flertallet af fortolkerne i både det jødiske og det kristne samfund ikke ønsker at acceptere dette argument. De har deres egne argumenter og synspunkter i denne sag. Det er nødvendigt at undersøge dem omhyggeligt.

Kristne fortolkeres synspunkter om Bibelens fejl

Når man ser på de mange forskellige udsagn og forklaringer fra kristne fortolkere om de fejl, usandsynligheder og modsigelser, der kan findes i Bibelen ved en vurdering af de videnskabelige oplysninger, må man blive forbløffet. Nogle fortolkere erkender visse fejl og forsøger at løse nogle af de vanskelige problemer. Andre fortolkere undgår fejlene og forsvarer i stedet den oprindelige teksts udsagn. De spreder muligvis et tågeslør af ulogiske argumenter i håb om, at mennesker let vil glemme det, som ikke kan accepteres rationelt.

Fader de Vaux har i forordet til sin oversættelse af Første Mosebog ganske vist erkendt, at sådanne omstridte udsagn findes, men i stedet for at forklare deres ugyldighed har han forklaret deres gyldighed. Han viste dog ingen interesse for at rekonstruere de gamle begivenheder i en rationel form. Efter hans mening har det ingen selvstændig betydning, at mindet om én eller to frygtelige oversvømmelser i Tigris- og Eufratdalen med tiden er blevet overleveret fra mund til mund, har antaget form af en verdensomspændende oversvømmelse og på denne måde er blevet nedskrevet i Bibelen. Denne begivenheds egentlige betydning er Allahs retfærdighed over for menneskenes fjendskab og Hans barmhjertighed over for de retskafne. Forfatteren til denne beretning i Bibelen har fremstillet netop denne betydning på smuk vis.

Således er det blevet påvist, at det er berettiget at iklæde en populær legende himmelsk hellighed. Forfatteren anvendte legenden for at forklare sin religiøse lære gennem eksempler, og med denne begrundelse blev legenden også fremlagt som en del af menneskers tro. Hvis man accepterer denne form for argumentation som rimelig, kan enhver form for umulighed uden videre fremstilles som mulig i et skrift, der betegnes som helligt og indeholdende Allahs ord. Og hvis man accepterer, at menneskelig indblanding på denne måde har fundet sted i Allahs ord, finder man naturligvis også en rimelig begrundelse for alle former for menneskelig indblanding og ændringer i Bibelens tekst. Hvis det bliver tilladt at ændre selv den oprindelige tekst blot med et religiøst formål, er der ikke mere at sige. Vi har allerede set, hvordan de sacerdotale forfattere i det sjette århundrede ændrede den oprindelige tekst efter forgodtbefindende. Så er der heller ingen mulighed for at rette kritik mod dem.

Mange kristne kommentatorer forklarer fejlene, usandsynlighederne og selvmodsigelserne i Bibelens beretning med, at Bibelens forfattere udtrykte deres tanker på baggrund af forskellige kulturelle eller mentale sociale miljøer; derfor er uoverensstemmelser ikke usædvanlige. Det er ud fra denne forklaring, at talen om forskellige »litterære stilarter« er opstået. Man har med andre ord fundet en universel kur mod problemet. Når der findes en uoverensstemmelse mellem to tekster, forklares den netop med henvisning til de forskellige sociale miljøer og de forskellige stilarter. Denne argumentation accepteres naturligvis ikke af alle. Ikke desto mindre er dens brug og anvendelse endnu ikke ophørt. Senere vil vi i forbindelse med Det Nye Testamente se, at netop dette argument også er blevet anvendt til at forklare tydelige selvmodsigelser. Der anvendes endnu en metode til at gøre noget, der ikke er logisk holdbart, acceptabelt. Man fremfører alle mulige andre slags begrundelser eller forklaringer omkring hovedsagen. Derved ledes læserens opmærksomhed bort fra hovedsagen.

Kardinal Daniélou anvendte netop denne fremgangsmåde, da han drøftede syndfloden. I en artikel med titlen »Flood Baptism Judgment«, offentliggjort i tidsskriftet »Dieu Vivant«, det franske navn på tidsskriftet »Living God« (nr. 38, 1974, s. 95-112), siger han: »I Kirkens ældste legende siges det, at der i syndflodens religiøse betydning findes et billede på Jesus og Kirken. Det er en begivenhed af særlig betydning. Den er en dom over hele menneskeheden.« Derefter citerer han Origenes og siger i sit værk »Homily on Ezekiel«: »Hele verdens skibbrud reddes på toppen.« Derefter forklarer han betydningen af tallet otte og siger: »Otte mennesker reddes på toppen af bjerget: Noa, hans hustru og hans tre sønner med deres hustruer. Derfor er tallet otte meget betydningsfuldt.« Han anvender det argument, som Justin fremsatte i sit værk »Dialog«, på sin egen sag og siger: »Otte mennesker reddes på toppen af bjerget. De otte er blot et symbol på Jesus, som genopstod fra de døde på den ottende dag. Noa er et billede på Jesus. Han er også den første stamfader efter syndfloden. Det, som Jesus gjorde i virkeligheden, havde Noa blot foregrebet.« I forbindelse med denne sammenligning siger han desuden, at Noas

ark var af træ, og Jesu kors var af træ. Det er angiveligt på grund af denne ligheds og overensstemmelses store betydning, at syndflodens religiøse værdi især er blevet forøget. Kardinalen har med andre ord villet sige, at det, som ikke har nogen forbindelse med eller lighed med Jesus, overhovedet ingen betydning har.

Der kan siges meget om sådanne selvforsvarende sammenligninger. Men vi må huske, at denne sammenligning blot er en kommentar, og at den angår en begivenhed, som på Bibelens grundlag ikke engang kan bevises at have været en universel begivenhed. Hvis vi også antager, at den er korrekt tidsmæssigt, kan vi højst nå frem til middelalderen, og middelalderen var en tid, hvor ingen anden form for drøftelse af Bibelen end en støttende drøftelse var mulig.

Det glædelige er imidlertid, at en fornuftig holdning blev antaget og også udtrykt allerede før den forbudte tidsalder. I denne forbindelse kan Sankt Augustin nævnes. Hans tankegang var tydeligvis langt mere fremsynet end hans tidsalder. Allerede i denne periode, i Kirkefædrenes tid, må der være opstået problemer i forbindelse med drøftelsen af Bibelens oprindelige tekst. For Sankt Augustin nævner sådanne problemer i sit 82. brev.

Han sagde: »Jeg nærer den dybeste respekt for de kanoniske bøger, og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at forfatterne skrev korrekt, da de skrev, og ikke begik nogen fejl. Men når jeg i disse bøger finder en beretning, der strider mod virkeligheden, er jeg ikke længere i tvivl om, at enten er der en fejl i mit eksemplar, eller oversætteren har ikke oversat originalen korrekt, eller også har jeg selv ikke forstået sagen rigtigt.«

Sankt Augustin kunne ikke engang forestille sig, at der kunne være fejl i de hellige skrifter. Han understregede, at de hellige skrifter var ufejlbarlige. Men når han stod over for en beretning, der stred mod sandheden og virkeligheden, nævnte han blandt de mulige årsager til fejlen ikke en fejl hos den oprindelige forfatter. Det er den nysgerrige troendes holdning. Hvis man med en undersøgende tankegang som hans vurderer de problemer mellem Bibelen og videnskaben, der viste sig i hans tid, kan de fleste af dem løses meget let.

På den anden side ønsker vor tids eksperter slet ikke at indrømme, at der findes fejl i Bibelen. De tillægger ikke denne anklage nogen betydning overhovedet og forsvarer med alle midler det, der står i Bibelen. Selv om Bibelens beretning tydeligvis strider mod historien og videnskaben, har fader de Vaux i indledningen til Genesis forklaret, hvorfor den alligevel bør forsvares: »Den regel, der i dag følges ved læsningen af historien«

I overensstemmelse med denne regel har han anmodet om, at man ikke læser den historie, der er beskrevet i Bibelen. Det vil sige, at historien efter hans opfattelse kan skrives gennem forskellige processer. Det er almindeligt anerkendt, at når der gives en fejlagtig fremstilling i historien, bliver den til en historisk roman. I så fald er sandheden eller oplysningerne aldrig det afgørende. Alligevel er kommentatorerne ikke villige til at sammenholde Bibelens beretning med geologiske, palæontologiske eller forhistoriske oplysninger. De siger: »Der er ingen grund til, at Bibelen skal stemme overens med oplysninger eller regler fra nogen af disse videnskaber. Hvis man forsøger at finde en overensstemmelse, bliver det en urealistisk konfrontation og en kunstig sammenligning.«

(Indledningen til Genesis, s. 35). Det er tydeligvis med tanke på de dele af Genesis, der strider mod den videnskabelige sandhed, især indholdet af de første elleve kapitler, at denne bemærkning er fremsat. Men da nogle af de samme bibelske beretninger senere er blevet bevist sande gennem moderne forskning, tøvede fader de Vaux ikke med at udtrykke sin glæde: »De, som havde næret tvivl om sandheden i disse beretninger, kan nu se, at de har fået støtte fra historiske oplysninger og oplysninger fra den gamle arkæologi.« (Indledningen til Genesis, s. 34).

Med andre ord: Hvis videnskaben støtter Bibelen, kan det accepteres som gyldigt bevis; men hvis der ikke findes nogen støtte, må der overhovedet ikke foretages nogen sammenligning. Dette er den argumentationslinje, som kommentatorerne og eksperterne følger.

Moderne teologer har imidlertid opfundet en måde at løse dette uløselige problem på. De har taget skridt til at ændre selve den evige opfattelse af sandheden. Denne nye teori er forklaret i bogen »Hvad er Bibelens sandhed?« (Quelle est la vérité de la Bible), skrevet af teologen og Lorez og udgivet i 1972 af Le Centurion i Paris. Det er ikke muligt at give en detaljeret redegørelse for den inden for rammerne af denne korte diskussion. Det vil formentlig være tilstrækkeligt her blot at gengive den afgørelse vedrørende videnskaben, som denne nye teori når frem til: »Det Andet Vatikankoncil afstod fra at fastsætte regler for, hvordan sandheden eller usandheden i Bibelens beretninger skulle afgøres. Når man tager de grundlæggende forhold i betragtning, vil man se, at det overhovedet ikke er muligt at udforme sådanne regler. For den videnskabelige metode, der skal afgøre sandheden i Bibelens beretninger, kan ikke afgøre sin egen gyldighed eller ugyldighed.«

Det er klart, at Kirken ikke er i stand til at afsige en dom over gyldigheden af »den videnskabelige metode« som et middel til at nå frem til sandheden. Men det er ikke det, spørgsmålet drejer sig om her. Spørgsmålet handler om beviste oplysninger, ikke om en teori eller en metode. Ifølge Bibelen blev jorden skabt for syvogtredive eller otteogtredive århundreder siden. Men for at vide, at dette på ingen måde er sandt, behøver man i vor tid ikke at være særlig lærd. Vi ved, at mennesket ikke var fremstået på det tidspunkt, og den beregning, der er foretaget på grundlag af Bibelens slægtsregistre, er blevet bevist at være utvivlsomt forkert. Forfatteren Lorez er sikkert bekendt med dette. Det er netop for at undgå at konfrontere det egentlige problem, at han fremsatte denne undvigende bemærkning om videnskaben.

Det forhold, at kristne eksperter fremsætter så forskellige bemærkninger for at imødegå videnskabeligt beviste fejlagtige oplysninger i Bibelen, viser i sig selv, at sagen virkelig er ubehagelig for dem. Samtidig bliver endnu én ting bevist: Disse oplysninger i Bibelen er skrevet af mennesker og er ikke åbenbaring.

Denne uro i den kristne verden kom tydeligst til udtryk under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965). Efter tre års langvarige drøftelser og efter at have udarbejdet fem udkast lykkedes det dem at nå til enighed om en erklæring om åbenbaringen. I indledningen til koncildokument nr. 4 om åbenbaringen, udgivet i 1966 af Le Centurion i Paris, har His Grace Weber sagt: »Den smertefulde situation, som næsten havde opslugt koncilet, fik til sidst en ende på denne måde.«

I dette dokument er Det Gamle Testamentes ufuldstændighed (kapitel 4, side 53) og inkonsekvenser åbent blevet erkendt: »Før Jesu Kristi frelsesværk blev fuldbragt, spillede Det Gamle Testamentes bøger en vigtig rolle under de menneskelige forhold. Det var gennem disse bøger, at alle lærte, hvem Allah er, og hvem mennesket er, samt hvordan Allah i sin retfærdighed og barmhjertighed handler med menneskene. Selvom bøgerne indeholder visse ting, der er ufuldstændige og forældede, er disse bøger ikke desto mindre bærere af og vidnesbyrd om den sande himmelske lære.«

De emner, om hvilke betegnelserne »ufuldstændige« og »forældede« er blevet anvendt, er tydeligvis kritisable, og disse afsnit vil måske en dag blive forkastet. Men uanset hvad der sker i fremtiden, er grundprincippet nu blevet klart erkendt og erklæret.

Det ovenfor citerede udsagn er en del af den generelle erklæring, der blev godkendt på Det Andet Vatikankoncil. Erklæringen blev vedtaget med 2.344 stemmer. Kun 6 stemmer var imod. Alligevel kan man næppe sige, at erklæringen blev vedtaget enstemmigt. Da His Grace Weber faktisk skulle forklare den godkendte erklæring, fremsatte han et udsagn, der reelt ændrede den oprindelige erklæring. Han sagde: »Nogle af den jødiske bibels bøger kan kun accepteres midlertidigt, og disse bøger indeholder visse ting, der er ufuldstændige.«

Hvor det oprindelige dokument siger »forældede«, står der i forklaringen »midlertidigt acceptable«; men betyder disse to udtryk det samme? Desuden brugte Weber ordet »jødiske« for at give indtryk af, at det var den hebraiske bibel, der blev kritiseret i det oprindelige dokument. Men ordet »jødiske« blev slet ikke brugt i det oprindelige dokument. Den bog, der på koncilet blev kritiseret som delvis ufuldstændig og forældet, er i virkeligheden de kristnes eget Gamle Testamente.

Konklusion

Bibelen bør undersøges præcis i den form, den foreligger i. Hvis man er bevidst om denne udvikling og successive forandring, bliver det muligt at erkende, at Det Gamle Testamente kan indeholde forskellige beretninger om den samme begivenhed samt selvmodsigelser, historiske fejl, usandsynligheder og uoverensstemmelser med bekræftede videnskabelige oplysninger. Det er helt naturligt, at en gammel bog skrevet af mennesker indeholder sådanne fejl og mangler. Enhver anden bog, der er skrevet på samme tid og under de samme miljømæssige og historiske forhold, vil også kunne indeholde sådanne fejl og mangler.

På et tidspunkt, hvor det knap nok var muligt at rejse spørgsmål baseret på videnskabelige oplysninger, og hvor personlig, fornuftsbaseret tænkning var den eneste måde at fastslå usandsynligheder og selvmodsigelser på, forstod Sankt Augustin, at Allah ikke kan lære menneskene noget, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Derfor fastsatte han det princip, at det, der strider mod sandheden, ikke kan hævdes at være kommet fra Allah. På grundlag af dette princip var han tilbøjelig til at fjerne alt fra Bibelen, som efter hans mening burde udelades.

Senere, da det blev fastslået, at visse afsnit i Bibelen var uforenelige med den moderne viden, fulgte man imidlertid ikke længere denne holdning. Denne holdning, hvor man ikke var villig til uden videre at acceptere sandheden, blev efterhånden så stærk, at der blev skrevet utallige bøger, som forklarede, hvorfor disse afsnit, der ikke stemmer overens med sandheden og virkeligheden, med rimelighed kunne bevares i Bibelen.

Det Andet Vatikankoncil har imidlertid i betydelig grad svækket denne kompromisløse holdning. For så vidt angår visse bøger i Det Gamle Testamente har det nemlig udtrykt tvivl ved at sige, at disse bøger indeholder noget indhold, som er »ufuldstændigt og forældet«. Spørgsmålet er nu, om denne opfattelse blot vil forblive en opfattelse, eller om der vil blive taget skridt til at fjerne disse afsnit fra Bibelen. I virkeligheden er situationen imidlertid den, at så længe de ikke fjernes, vil disse afsnit fortsat bestå som »bærere af og beviser på den lære, der kommer fra Allah«.

Evangelierne: Kilder og historie

Når mange læsere læser evangelierne, bliver de forlegne og endog skamfulde, når de forsøger at forstå betydningen af visse beretninger. De befinder sig i samme situation, når de læser forskellige beretninger om den samme begivenhed i de forskellige evangelier. Det har fader Roset bemærket i sin bog Initiation til evangelierne (Initiation à l’Évangile; forlag: Éditions du Seuil, Paris, 1973). Gennem sit langvarige arbejde med en katolsk ugeavis, hvor han besvarede læsernes breve, blev han klar over, hvor bekymrede og urolige almindelige kristne er over dette spørgsmål. Disse læsere kommer fra forskellige uddannelses- og velstandslag i samfundet, og han har bemærket, at de afsnit eller emner, som de bad om en forklaring på, »selv om de ikke er selvmodsigende, latterlige eller skandaløse, er uklare, vage og uforståelige«. Hvis en kristen læser hele evangeliet opmærksomt, er der virkelig ingen anden mulighed end at blive dybt bedrøvet og bekymret.

Fader Rosets bog blev udgivet i 1973. Hans bemærkning er derfor ganske aktuel. Indtil for ganske kort tid siden kendte de fleste kristne kun den del af evangeliet, som præsterne læste op eller forklarede under kirkens gudstjenester eller ved religiøse ceremonier. Bortset fra protestanter læste andre kristne som regel aldrig hele evangeliet. I religiøse lærebøger fandtes der kun citater. Hele teksten blev aldrig gengivet. På en romersk-katolsk skole så jeg bøger af Vergil og Platon, men jeg så ikke Det Nye Testamente. Selv en græsk udgave af Det Nye Testamente kunne have været meget nyttig. Men først langt senere forstod jeg, hvorfor dette værk eller andre skrifter om kristendommen ikke var blevet lagt frem. Hvis disse bøger havde været til stede, ville vi elever måske have stillet spørgsmål, som lærerne virkelig ville have haft svært ved at besvare.

Det er på grundlag af en sådan erkendelse, at kirkens myndigheder på forhånd har advaret læsere af den kristne Bibel. Med fader Rosets ord: »De fleste kristne har brug for undervisning i, hvordan evangeliet skal læses.« Uanset om man er enig i hans forklaring eller ej, kan man ikke undgå at erkende, at han i det mindste har taget denne vanskelige situation op. Et sådant forsøg på forklaring er imidlertid ikke blevet gjort i forbindelse med særlig mange åbenbaringer.

I de forord, der står i de bibler, som trykkes til bred distribution, gives der aldrig den mindste antydning af, at der er grund til at tvivle på beretningernes grundtekst, deres ægthed eller deres forfatteres personlighed. Om de oprindelige forfattere, hvis identitet man overhovedet ikke kender eller ikke har mulighed for at kende, gives der i disse forord mange »korrekte og detaljerede« oplysninger. Ofte fremstilles rene gæt som beviste kendsgerninger. Eller det siges, at en bestemt præst var øjenvidne til en bestemt begivenhed, selv om eksperterne har sagt det stik modsatte. Tiden mellem afslutningen af Jesu forkyndelse og den pågældende fremtræden fremstilles som meget kort. Man forsøger at give det indtryk, at hele Bibelens beretning er nedskrevet af én eneste forfatter, som havde hørt alt fra en samtidig øjen- og ørevidne til Jesus Kristus. Eksperterne har imidlertid sagt, at der ikke kan være nogen tvivl om, at grundteksten er blevet ændret adskillige gange. I nogle forord nævnes ganske vist vanskeligheden ved at forklare et eller to afsnit, men den foragt, hvormed man forsøger at omgå problemet, styrker snarere den opmærksomme læsers tvivl. Til sådanne forord føjes der bilag, især noter. I disse noter forsøger man med snedige forklaringer på alle former for usandsynligheder, selvmodsigelser og åbenlyse fejl at skjule problemet. Men for opmærksomme og videbegærlige læsere, som ønsker at afdække sandheden, forbliver intet skjult.

Nu vil jeg tage et emne op, som vil forbavse læseren endnu mere. Især de, der ikke kender til problemer af denne art, vil blive fuldstændig chokerede.

Hverken Matthæus eller Johannes siger noget om Jesu himmelfart. Lukas siger derimod i sit evangelium, at himmelfarten fandt sted selve opstandelsesdagen. I værket Apostlenes Gerninger siges det imidlertid, at den fandt sted fyrre dage senere. Det mærkelige er, at Lukas er kendt som forfatteren til dette værk. Markus nævner ganske vist himmelfarten, men angiver ikke nogen dato eller noget tidspunkt. Derfor betragtes hans beretning nu ikke som korrekt. Det er således klart, at der ikke er nogen mulighed for at anse Jesu himmelfart for sikker på grundlag af nogen af de religiøse skrifter. Religiøse kommentatorer ønsker imidlertid slet ikke at tillægge dette manglende grundlag nogen betydning.

A. Tricot nævner ikke himmelfarten med et eneste ord i sin bog »Little Dictionary of the New Testament« (Petit dictionnaire du Nouveau Testament, udgivet af Desclée & Co., Paris, 1960). Og dog er denne bog skrevet og udgivet netop med henblik på udbredt formidling. Derimod har Father Benoit og Father Boismard, lærere ved Bibelskolen i Jerusalem, på side 451-452 i andet bind af deres bog »The Synopsis of the Four Gospels« (Synopse des quatre Évangiles, udgivet af Éditions du Cerf, Paris, 1972) sagt, at det ikke synes at være nogen let opgave at forstå, hvad der egentlig menes med »litterær teknik«, når det gælder forskellene mellem beretningerne i Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger.

Der er i det mindste næppe nogen tvivl om, at Father Rosette ikke forstod dette og heller ikke accepterede dette argument. Men den forklaring, han selv har givet, er af nøjagtig samme slags. I sin bog »Initiation to the Gospel« (1973, s. 187) siger han: »Ligesom i mange andre tilfælde vil man heller ikke i dette tilfælde kunne finde nogen forklaring, hvis man, uden at forstå den religiøse betydning, kun accepterer Bibelens beretning i bogstavelig forstand. Det drejer sig i virkeligheden ikke om at udtrykke en virkelig begivenhed gennem et usammenhængende symbol. Vi må rette vores opmærksomhed mod det religiøse formål hos dem, der har åbenbaret dette mysterium for os. De har overbragt disse mystiske begivenheder til os netop i den form, som vi som legemlige mennesker med vores følelser og vores fatteevne er i stand til at tage imod.«

Men hvordan kan denne forklaring accepteres? Hvis man ganske vist kan indtage den holdning, at man vil acceptere alt ubetinget og uden spørgsmål, er der tilsyneladende ikke længere noget problem.

Et andet bemærkelsesværdigt punkt i Father Rosettes kommentar er, at han har erkendt, at der findes »mange andre sådanne begivenheder«. Derfor er det nødvendigt at undersøge sagen dybtgående, objektivt og samlet. Det synes rimeligt og relevant at vurdere de forhold, der var til stede på det tidspunkt, hvor evangelierne blev skrevet, og især det religiøse miljø, der dengang fandtes, og ud fra dette søge at finde en forklaring og løsning. Den oprindelige mundtlige overlevering blev på et tidspunkt nedskrevet, hvorefter den blev ændret gennem tiderne og undervejs frem til vores tid blev ændret mange gange. Hvis man husker dette, er der næppe længere så megen grund til at undre sig over uforståelige, vanskelige, selvmodsigende eller latterlige beretninger. Det samme kan siges om de beretninger, der synes uforenelige med vor tids fastslåede videnskabelige kendsgerninger. Af denne argumentationsgang fremgår det klart, at både det oprindelige værk og dets ændringer er blevet udført af mennesker.

I de seneste årtier har forskningen i religiøse skrifter, og især den objektive forskning, tiltrukket sig alles opmærksomhed, og det kan også tydeligt iagttages, at denne forskning har medført ændringer i de religiøse forestillinger. Father Kanengisser, professor ved Det Katolske Institut i Paris, har i sin bog »Faith in the Resurrection, Resurrection of Faith« (Foi en la résurrection, résurrection de la foi, udgivet af Beauchesne, Paris, 1974) sagt: »De troende er ikke særlig bekendt med den revolution, der er kommet i fortolkningen af Bibelen efter pave Pius XII’s tid.« Pius XII var pave fra 1939 til 1959. Den »revolution«, som forfatteren omtaler, er altså en helt nyere begivenhed, og påvirket af denne revolution er nogle eksperter også begyndt at undervise almindelige kristne på denne måde. Father Kanengisser siger: »Med denne revolutions indtræden i fortolkningsprocessen er den hidtil sikre gamle tradition begyndt at blive afskaffet.«

Han har advaret og sagt: »De oplysninger om Jesus, der gives i evangelierne, bør ikke accepteres bogstaveligt. For de er i virkeligheden skrevet i forbindelse med bestemte begivenheder, enten til støtte for eller imod ham, og forfatterne har blot nedskrevet de legender om Jesus, der fandtes i deres respektive samfund.« Om Jesu opstandelse har han med eftertryk sagt, at ingen af evangeliernes forfattere har hævdet: »Jeg så selv denne begivenhed.« Han har endvidere sagt, at det samme gælder Jesu øvrige offentlige liv. For det fremgår af evangeliernes beretninger, at ingen af apostlene bortset fra Judas Iskariot forlod ham fra det tidspunkt, hvor Jesus begyndte at prædike sin religion, til den sidste dag i hans liv.

Vi er nu kommet langt væk fra den gamle lære, som for blot ti år siden blev støttet og godkendt på Det Andet Vatikankoncil. I mange moderne skrifter bliver denne gamle lære ganske vist stadig udbredt. Men sandheden er ikke desto mindre langsomt ved at bane sig vej.

Det er dog ikke nogen let opgave at bringe denne sandhed frem. For den modstand, som den lære, der siden oldtiden kraftigt er blevet forsvaret og støttet, rejser, er ikke svag. Hvis denne modstand skal overvindes, må man skære helt ned til rødderne. Det vil sige, at man først og fremmest må undersøge tegnene på kristendommens fremkomst.

Historiske minder: jødisk kristendom og Sankt Paulus

De fleste kristne tror, at det var dem, der var direkte knyttet til Jesu liv, som skrev evangelierne. Derfor er disse skrifter ubestridelige beviser på hans liv og lære. Der er ingen grund til tvivl om dette. Når man således har fået denne sikkerhed for, at de er oprindelige og autentiske, er der ikke længere nogen mulighed for at drøfte Jesu lære. Desuden kan der ikke næres nogen tvivl om kirkens legitimitet som institution, når den er beskæftiget med at udstede og håndhæve de bud, Jesus selv gav. I de populære udgaver af evangelierne, som udgives i nyere tid, udbredes netop sådanne opfattelser under betegnelsen indledning eller kommentar.

Det bliver altid fremlagt som et selvindlysende bevis, at evangelieforfatterne var øjenvidner. Det vil sige, at man ikke mener, der er behov for at underbygge denne påstand med vidnesbyrd, beviser og oplysninger. Desuden kaldte Sankt Justin i midten af det andet århundrede evangelierne for ”apostlenes erindringer”. Det bliver derfor meget vanskeligt overhovedet at udtrykke tvivl om disse apostoliske forfattere. Om Matthæus siges det, at han var en berømt person, tolder i Kapernaum og kyndig i aramæisk og græsk. Markus kan uden vanskelighed identificeres som Peters medarbejder, og han var tydeligvis også øjenvidne. Lukas var læge, og Paulus har sagt meget om ham. Derfor findes der detaljerede oplysninger om ham. Derefter kommer Johannes. Han var fisker ved Galilæasøen, Zebedæus’ søn og Jesu stadige ledsager.

Af de nyere undersøgelser af forholdene på den tid, hvor kristendommen opstod, fremgår det, at det dengang slet ikke var muligt at fremlægge oplysninger med så detaljerede beskrivelser. Hvem evangelieforfatterne i virkeligheden var, og hvilken slags mennesker de var, skal vi se lidt senere. Men det er nødvendigt at slå én ting fast allerede nu: Begivenhederne efter begyndelsen på Jesu missionsvirksomhed fandt ikke sted på den måde, det er blevet sagt; kirkens grundlag blev heller ikke lagt som følge af, at Peter rejste til Rom. Tværtimod var der strid og uenighed mellem to grupper fra Jesu bortgang fra denne verden og frem til anden halvdel af det andet århundrede. Den ene gruppe støttede Paulus’ kristendom, mens den anden støttede den jødiske kristendom. Med tiden sejrede Paulus’ kristendom, og den jødiske kristendom forsvandt.

Der er skrevet mange bøger om de nyere opdagelser vedrørende kristendommens oprindelse. Blandt forfatterne bør kardinal Daniélou især fremhæves. I december 1967 blev en vigtig artikel af ham offentliggjort i et fransk tidsskrift ved navn ”Études” (Studier). Artiklen havde titlen ”En ny fremstilling af kristendommens oprindelse: jødisk kristendom.” I denne artikel gennemgik han historien og viste, at den baggrund for evangelierne, som fremstilles i populære bøger og skrifter, er helt forskellig fra de faktiske forhold. I denne forbindelse gengiver vi hovedpunkterne i hans artikel.

Efter Jesu bortgang fra denne verden dannede den lille gruppe apostle en jødisk sekt og forblev tro mod den ”tilbedelsesform, der blev praktiseret i templet

” Senere, da hedningerne blev omvendt, blev en særlig ordning” udformet for dem ved at føje dele af deres gamle tilbedelsesformer til den. Derefter blev de på Jerusalemsrådet i år 49 fritaget for omskærelse og adskillige andre jødiske skikke. Men ”mange jødekristne (jødisk-kristne” nægtede at acceptere denne fritagelse. Denne gruppe var helt forskellig fra Paulus’ gruppe, og de to grupper var uenige om de mennesker, der blev kristne fra hedenskabet (begivenheden i Antiokia i år 49). Paulus’ opfattelse var, at selv omskærelse, sabbatten og templets tilbedelsesregler for jøder var yderst gammeldags og reaktionære. Man måtte frigøre kristendommen fra denne politiske og religiøse troskab mod jødedommen og åbne den for det dannede samfund.”

For de jødekristne, som var ”trofaste jøder”, var han en forræder. I deres dokumenter blev han betegnet som ”fjenden”, og han blev beskyldt for at følge en ”dobbelt politik”. Indtil år 70 var de jødekristne i flertal inden for kirken, mens Paulus var fuldstændig isoleret. Lederen var Jakob, en slægtning til Jesus, og sammen med ham var Peter (i begyndelsen) og Johannes. Jakob var talsmand for den jødekristne gruppe, og i modsætning til Paulus’ kristendom holdt denne gruppe bevidst fast ved troskaben mod jødedommen. Jesu familie spillede en vigtig rolle i den jødekristne kirke i Jerusalem. Efter Jakob blev lederen Simon, Kleopas’ søn, og Kleopas var Jesu nevø.

Kardinal Daniélou har citeret adskillige steder fra de jødekristne skrifter, hvori der fremsættes synspunkter om Jesus. Disse skrifter er Hebræernes evangelium (fundet hos det jødekristne samfund i Egypten), Clemens’ Homilies and Recognitions, Hypotyposes, Jakobs anden apokalypse og Thomas’ evangelium. (Det bør her bemærkes, at alle disse skrifter senere blev betragtet som apokryfe. Det vil sige, at de blev skjult af den kirke, der blev grundlagt efter Paulus’ sejr. Senere blev de beskåret og ændret, og kun de fire kanoniske evangelier blev bevaret.) Kardinal Daniélou har sagt: »Kristendommens ældste bøger er skrevet af jødekristne.« Han har også givet en detaljeret beskrivelse af dem.

»I kirkens første hundrede år var den jødekristne religion ikke blot fremherskende i Jerusalem og Palæstina, men overalt. Denne situation bestod indtil Paulus’ sejr. Dette er årsagen til og forklaringen på den modstand, som Paulus omtaler i sine breve.« I Galatien, Korinth, Kolossæ, Rom og Antiokia stødte han overalt på denne modstand.

At den syrisk-palæstinensiske kyst fra Gaza til Antiokia var under indflydelse af jødekristendommen, »omtales i apostlenes og Clemens’ skrifter«. At denne indflydelse også fandtes i Lilleasien, antydes i Paulus’ breve til galaterne og kolossenserne. Om dens tilstedeværelse i Frygien hører man fra Papias’ skrifter. Og oplysningerne om Grækenland, især området omkring Apollos, findes i et af Paulus’ egne breve, nemlig hans første brev til korintherne. Af Clemens’ brev og Beskrivelsen af Hermas’ Hyrde fremgår det, at Rom var »et vigtigt centrum« for jødekristendommen. Hos Suetonius og Tacitus blev betegnelsen kristne brugt om en jødisk sekt. Kardinal Daniélou mener, at jødekristendommen også først blev udbredt i Afrika. Hebræernes evangelium og Clemens’ skrifter antyder det samme.

For at forstå den baggrund, som evangelierne, det vil sige Bibelen eller Det Nye Testamente, blev skrevet på, er det særligt nødvendigt at kende disse oplysninger om konflikten mellem de to samfund. Den bibelske fremstilling, som vi ser i dag efter omfattende ændringer af de oprindelige skrifter, kom frem, efter at de kristne blev stærkere efter den jødiske krig i år 70 e.Kr. og Jerusalems fald. Kardinal Daniélou har forklaret begivenheden således: »Efter at jødernes status var blevet svækket, begyndte de kristne at holde sig på afstand af dem. Derefter fik de græske kristne overtaget, Paulus sejrede efter sin død, og ved politisk og social adskillelse fra jødedommen blev kristendommen forvandlet til en tredje nation. Ikke desto mindre var jødekristendommen i stand til at bevare sin kulturelle dominans indtil det jødiske oprør i år 140 e.Kr.«

Markus’, Matthæus’, Lukas’ og Johannes’ evangelier kom til mellem år 70 og 110 e.Kr. De var dog ikke de første nedskrevne religiøse skrifter, for Paulus’ breve var blevet skrevet længe før dem. O. Cullmann mener, at Paulus sandsynligvis skrev et brev til tessalonikerne omkring år 50 e.Kr. Han forsvandt sandsynligvis nogle år, før Markus’ evangelium blev færdigskrevet.

Paulus er den mest omstridte person i kristendommen. Jesu familie og apostlene, som støttede Jakob og opholdt sig i Jerusalem, betragtede ham som en forræder mod Jesu tankegang. Paulus opfandt kristendommen uden dem, som Jesus havde udvalgt og knyttet til sig for at udbrede religionen. Han havde aldrig set Jesus i levende live, men lykkedes ikke desto mindre med at legitimere sin forkyndelse ved at sige, at Jesus efter sin genopstandelse havde vist sig for ham på vejen, da han engang var på vej til Damaskus. Det er et rimeligt spørgsmål, hvad der ville være blevet af kristendommen uden Paulus, og man kan forestille sig mange mulige scenarier som svar på dette spørgsmål. Om evangelierne kan man imidlertid med eftertryk sige, at de slet ikke ville være blevet til, hvis den stridende situation mellem de forskellige samfund ikke var opstået. Disse skrifter blev til under en tid med skarp uenighed og konflikt mellem de to parter. Fader Kannengiesser kaldte derfor evangelierne »krigsskrifter«. På det tidspunkt blev der fra begge sider frembragt talrige skrifter om Jesus, og en samling blev udarbejdet ved at udvælge blandt dem. På dette tidspunkt sejrede Paulus’ kristendom, og som følge heraf blev skrifterne samlet omkring ham. Disse skrifter blev kaldt »kanon« og anerkendt af kirken. Alle andre skrifter blev straks fordømt som upålidelige og forkastet.

Således forsvandt jødekristendommen. Den har nu ingen indflydelse noget sted. Men når man siger »judaistisk«, henviser det stadig til denne religion. Kardinal Daniélou har beskrevet dens forsvinden således: »Da kirken havde frigjort sig fra enhver forbindelse med jøderne, blev jødekristendommen fuldstændig isoleret og forsvandt hurtigt i Vesten. I Østen kan man imidlertid i det tredje og fjerde århundrede finde svage spor af denne religions eksistens, især i Palæstina, Arabien, Transjordanien, Syrien og Mesopotamien. Alle andre områder sluttede sig til hovedkirken, selv om deres kultur stadig var stærkt præget af semitisk indflydelse. Denne indflydelse kan stadig ses i kirkerne i Etiopien og Kaldæa.«

De fire evangelier: oprindelse og historie

I ingen skrifter fra kristendommens tidlige periode findes der nogen omtale af evangeliet. Den første omtale findes længe efter, at Paulus’ skrifter var blevet offentliggjort. Fra midten af det andet århundrede, det vil sige efter år 140, begyndte man at høre om en samling af religiøse skrifter. Alligevel siges det, at »mange kristne forfattere allerede fra begyndelsen af det andet århundrede har oplyst, at de kendte til mange af Paulus’ breve«. Denne bemærkning findes i indledningen til bogen »Ecumenical Translation of the Bible – New Testament«, der blev udgivet i Paris i 1972. Det bør i denne forbindelse nævnes, at denne bog er resultatet af et fælles arbejde udført af mere end hundrede katolske og protestantiske eksperter.

Selv om det evangelium, der senere blev accepteret som kanonisk, det vil sige officielt, var færdigskrevet i begyndelsen af det andet århundrede, var det i lang tid ukendt for alle. I værket Ecumenical Translation siges det, at nogle af de fortællinger, der er gengivet i dette evangelium, begyndte at blive citeret andre steder omkring midten af det andet århundrede. Ikke desto mindre kan det ikke med sikkerhed siges, om fortællingerne blev citeret fra det oprindelige værk, eller om forfatterne citerede dem ud fra erindringen om mundtlige legender.

I indledningen til denne oversættelse af Bibelen siges det: »En sådan samling kunne identificeres før år 140.« Dette udsagn er præcis det modsatte af, hvad Tricot siger i indledningen til sin oversættelse af Det Nye Testamente (1960). Han siger: »Fra begyndelsen af det andet århundrede brugte man ordet ’evangelium’, og med evangelium mente man dengang det værk, som Sankt Justin omkring år 150 kaldte ’The Memoirs of the Apostles’ (apostlenes læresætninger).« Desværre er det netop sådanne udsagn og bemærkninger, der har skabt fejlagtige forestillinger hos almindelige mennesker om evangeliernes tid og datering.

Der findes naturligvis også andre fejlagtige forestillinger. Det er slet ikke korrekt, når det siges, at de fire evangelier fra begyndelsen forelå i fuldstændig form. I virkeligheden opnåede evangelierne ikke deres fuldstændige form før mere end et århundrede efter Jesus. Ifølge værket Ecumenical Translation blev evangelierne fuldstændige omkring år 170 og opnåede status som officielle skrifter.

Sankt Justin omtalte evangeliernes forfattere som apostle (sahaba). Men hans opfattelse er på ingen måde acceptabel. For kort efter vil vi se, at ingen af forfatterne var apostle.

Tricot sagde, at evangelierne efter Matthæus, Markus og Lukas var skrevet før år 70. Men bortset fra at dette muligvis gælder Markus, kan udsagnet ikke accepteres. Ligesom mange andre forfattere beskrev han også evangeliernes forfattere som ledsagere af Jesus. Derfor fastsatte han det sandsynlige tidspunkt for evangeliernes tilblivelse således, at det kunne ligge tæt på Jesu levetid. Om Johannes sagde Tricot, at han levede indtil år 100, og at de kristne ved forskellige religiøse ceremonier var vant til at se ham som en, der havde været Jesus meget nær. Ikke desto mindre er det vanskeligt at bevise, at det evangelium, der går under hans navn, faktisk blev skrevet af ham. Ligesom mange andre fortolkere mener Tricot også, at Johannes (og Matthæus) selv var de bedst kvalificerede vidner til alle de begivenheder, de beskrev. Men flertallet af kritikerne accepterer ikke dette. De anerkender ham end ikke som forfatteren til det fjerde evangelium. Men hvis man ikke med rimelighed kan acceptere de fire evangelier som »Jesu ledsageres erindringer«, hvor kom disse skrifter så fra?

I bogen »Det Nye Testamente« (Presses Universitaires de France, Paris, 1967) siger forfatteren og Cullmann: »Det gamle kristne samfund skrev de fortællinger ned, som var blevet overleveret mundtligt, og evangelisterne ordnede fortællingerne i overensstemmelse med deres egen tro og vilje. De skabte forbindelser mellem begivenhedernes beskrivelse og udsagnene og forsøgte at skabe sammenhæng, hvor der var uoverensstemmelser. Ved at indsætte ord som ’derefter’, ’da han’ og lignende skabte de en forbindelse mellem to af Jesu udsagn og viste begivenhedernes rækkefølge og kontinuitet. Det vil sige, at evangelierne efter Markus, Matthæus og Lukas — de tre evangelier, der kaldes de synoptiske evangelier — ikke er skrevet på grundlag af historien, men hvad angår opbygningen blot er rene litterære bestræbelser.«

Han sagde endvidere: »Det er især værd at bemærke i denne forbindelse, at da fortællingerne om Jesu liv og virke, som var blevet overleveret mundtligt, for første gang blev skrevet ned, var forfatterne mere optaget af behovet for missionsvirksomhed, tilbedelse og undervisning end af behovet for at skrive en biografi, og de nedskrev derfor alle beretningerne på denne måde. Til støtte for den tro, de forkyndte, hentede de eksempler fra Jesu liv. I virkeligheden var deres egne formaninger det væsentlige. Eksemplerne fra Jesu liv anvendte de som hjælpemateriale. De citerede ganske vist undertiden også Jesu udsagn, men også det skete med det samme formål. Deres hovedformål var altså ikke at skrive en biografi eller en historie, men at udbrede religionen.«

Kommentatorerne af »Den økumeniske oversættelse af Bibelen« har også, når de beskrev evangeliernes tilblivelseshistorie, sagt det rigtige. Mundtligt overleverede fortællinger blev blandet sammen med Jesu disciples taler, og dette blandede indhold blev skrevet ned i evangelierne. Og eftersom evangelierne blev skrevet af forskellige forfattere, afspejler de naturligvis forskellige synspunkter, og hver forfatters værk indeholder sin egen slags legender.

Mere end hundrede eksperter fra begge retninger, katolske og protestantiske, nåede i fællesskab frem til denne opfattelse i deres fortolkning af Det Nye Testamente. Det er bemærkelsesværdigt, at de beslutninger om Bibelen, som Det Andet Vatikankoncil traf mellem 1962 og 1965, i vid udstrækning er uforenelige med denne opfattelse. Tidligere, under vores drøftelse af Det Gamle Testamente, nævnte vi én gang dette dokument fra Vatikankoncillet. Om Det Gamle Testamente sagde koncilet, at denne bog indeholder »et indhold, som er ufuldstændigt og forældet«. Men de udtrykte ingen sådan tvivl om evangelierne. Tværtimod sagde de: »Ingen kan overse denne sandhed: Blandt alle religiøse skrifter, herunder Det Nye Testamente, indtager evangelierne den højeste plads. For evangelierne repræsenterer de fremtrædende vidners vidnesbyrd om vores Frelsers liv og lære. Kirken har altid sagt og siger stadig på alle områder, at de fire evangelier stammer fra Jesu ledsagere. Det, de forkyndte efter Jesu egen befaling, skrev de ned netop under Helligåndens inspiration, og deres skrifter er troens grundvold. Disse skrifter er de evangelier, der er skrevet af Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Vores hellige Moder Kirke godkender uden tøven disse fire evangelier og erklærer, som tidligere, stadig, at de historisk set er autentiske, og at det, som Guds søn Jesus gjorde og lærte indtil sin himmelfart for at opnå menneskets evige frelse, er gengivet med største troskab i disse bøger. For at vi altid kan få sande og oprigtige oplysninger om Jesu liv, skrev de hellige forfattere evangelierne netop på denne måde.«

Der er ingen tøven og ingen tvivl i denne erklæring. Her understreges det, at Jesu liv, gerninger og lære er korrekt gengivet i evangelierne.

Det fremgår altså, at der ikke er nogen overensstemmelse mellem de forfatteres opfattelser, som vi citerede ovenfor, og Vatikankoncilets officielle opfattelse. Det er især værd endnu en gang at minde om, hvad fader Kannengisser sagde i denne forbindelse. Han sagde, at evangeliernes udsagn »ikke bør tages bogstaveligt; de er skrevet med en bestemt anledning for øje«, og at de blot er »skrifter fra krigstid«. Og evangeliernes forfattere »har blot nedskrevet deres egne samfunds legender om Jesus«.

I denne forbindelse kan man også minde om den kommentar, der står i bogen »Den økumeniske oversættelse af Bibelen«. Evangelierne blev skrevet, så de kunne imødekomme forskellige gruppers behov, opfylde Kirkens krav og forklare visse udsagn i de religiøse skrifter. Nogle steder blev de skrevet med det formål at korrigere fejl, andre steder for at besvare modstandernes indvendinger. Evangelistforfatterne valgte hver især det indhold, de foretrak, fra de mundtligt overleverede fortællinger og skrev evangelierne ud fra dette.

Det viser altså, at vi står over for to indbyrdes modstridende opfattelser. På den ene side står Vatikankoncilets opfattelse, og på den anden side eksperternes nyere opfattelse. Koncilet siger, at evangelierne indeholder en korrekt beretning om Jesu gerninger og ord. Men det er overhovedet ikke muligt at forene denne påstand med, at de samme evangelier indeholder selvmodsigelser, usandsynligheder, naturstridige forhold og udsagn, der strider mod beviste kendsgerninger.

Hvis man derimod antager, at forfatterne udvalgte stof fra legenderne og udformede evangelierne i overensstemmelse med deres egne synspunkter, eller hvis man betragter dem som skrifter, der blev til ved bestemte lejligheder eller som krigstidsskrifter, kan årsagen til de selvmodsigelser og usandsynligheder, man finder i disse skrifter, let forstås. At evangelierne faktisk er menneskeværk og blev skrevet under de beskrevne omstændigheder, bevises først og fremmest af netop disse fejl. Man kan antage, at forfatterne var meget troværdige; men de skrev oplysningerne ned uden at nære mistanke om, at der kunne være fejl i nogen af oplysningerne eller beretningerne. Derfor kan man antage, at deres beretninger var påvirket af de samtidige samfunds indbyrdes rivalisering. Og der kan ikke findes overensstemmelse mellem deres beretninger og andre forfatteres beretninger. I virkeligheden fremlagde de Jesu livshistorie ud fra et synspunkt, der var helt forskelligt fra deres modstanderes synspunkt.

Vi har allerede vist, at eksperternes moderne opfattelse af evangelierne er den historisk korrekte. Selve evangeliernes beretninger støtter også dette.

Matthæusevangeliet (det evangelium, Matthæus skrev)

Det første i Det Nye Testamente er Matthæusevangeliet. De tre andre evangelier følger efter det. Matthæusevangeliet er i virkeligheden i særlig grad en udvidelse af Det Gamle Testamente. Derfor er dets placering helt passende.” Kommentatorerne i bogen ”En økumenisk oversættelse af Bibelen” har bemærket, at dette evangelium blev skrevet for at bevise, at ”Jesus fuldendte Israels historie”. Derfor citerede Matthæus ofte fra Det Gamle Testamente. Disse citater viser, at Jesus handlede på samme måde som den frelser (Messias-Masih), som jøderne ventede på.

Dette evangelium begynder med Jesu slægtsregister. (Senere vil vi vise, at dette slægtsregister er i modstrid med det slægtsregister, Lukas gengiver.) Matthæus fører Jesu slægt tilbage via David til Abraham. Vi vil om lidt nævne den fejl, der findes i den oprindelige fremstilling. De fleste kommentatorer overser naturligvis denne fejl i stilhed. Ikke desto mindre var det Matthæus’ klare hensigt allerede fra begyndelsen at fastslå værkets grundtone ved at føre slægten tilbage til Abraham. Med samme formål fremhævede han hele tiden Jesu holdning til den jødiske lov. Den jødiske lovs grundprincipper (tilbedelse, faste og almisse) beskrives her kort.

Jesus gav hovedsageligt sin undervisning til sit eget folk. Til de tolv apostle sagde han: ”Gå ikke ad hedningernes vej, og gå ikke ind i nogen samaritansk by, men gå snarere til de fortabte får af Israels hus” (Matthæus 10, 4-6).” (Toraen eller Pentateuken var samaritanernes religiøse skrift. De fulgte de fleste jødiske ritualer og skikke og håbede på Frelserens komme. Men de havde bygget et tempel som modstykke til templet i Jerusalem.) ”Jeg er kun sendt til de fortabte får af Israels hus” (Matthæus 15, 24). Men straks derefter udvidede Matthæus i den sidste del af sit evangelium de første disciples mission til alle folkeslag. Han lod Jesus udstede denne befaling: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslag til disciple” (Matthæus 28, 19). Det første mål var imidlertid Israels hus. Om dette evangelium siger Tricot: ”Under bogens græske overflade er dens knogler og kød jødiske, og det er også dens ånd; hele bogens tone er jødisk, og dens tydelige kendetegn findes også i selve bogen.”

Alene på grundlag af disse beviser og bemærkninger kan man sige, at Matthæusevangeliet og så videre blev skrevet på grundlag af de kristne samfunds legender. O. Cullmann har sagt, at dette samfund ”forsøgte at frigøre sig fra jødedommen, men samtidig forsøgte det at bevare kontinuiteten med Det Gamle Testamente. Af evangeliets hovedbudskab og almindelige tone får man et indtryk af et sådant forsøg på at opretholde en balance.”

Desuden kan man finde politiske udsagn i den oprindelige tekst. Fordi Palæstina var under romersk besættelse, ønskede landet naturligt nok at blive frit, og derfor bad folket om Allahs hjælp. Da de hævdede, at de blandt alle folkeslag var Allahs udvalgte folk, håbede de, at Allah som den Almægtige kunne hjælpe dem direkte. For tidligere havde Han hjulpet dem på denne måde mange gange.

Lad os nu se nærmere på Matthæus. Hvilken slags menneske var han? Det er bedst straks at sige klart, at han ikke længere anerkendes som en af Jesu apostle. Alligevel fremstillede Tricot ham sådan i sin kommentar til sin oversættelse af Det Nye Testamente (1960). Han sagde: ”Da Jesus kaldte ham til at blive en af sine nærmeste disciple, var Matthæus, også kaldet Levi, ansat som tolder ved toldboden eller toldhuset i Kapernaum.” Kirkefædrene Origenes, Hieronymus og Epifanius havde også denne opfattelse. Men denne opfattelse anerkendes ikke længere som korrekt. For der er fuldstændig enighed om én ting: Matthæus ”skrev ganske vist for græsktalende, men han kendte jødiske ritualer og skikke samt det aramæiske sprog.”

Kommentatorerne til den økumeniske oversættelse mener sandsynligvis, at dette evangelium blev til på følgende måde: ”Det antages almindeligvis, at dette evangelium blev skrevet i Syrien, muligvis i Antiokia eller Fønikien. For der boede mange jøder.” (Det er værd at bemærke, at det jødisk-kristne samfund, som Matthæus tilhørte, også kan have haft medlemmer i Alexandria. Ligesom mange andre kommentatorer har Cullmann nævnt denne mulighed.) ”I Jamnia fandt synagogeforsamlingen sted i år 80, og vi har set tegn på en sådan strid mod synagogen og farisæernes strenge jødedom.” Under disse omstændigheder er der mange forfattere, som mener, at det første evangelium blev skrevet mellem år 80 og 90 eller måske lidt tidligere. Der kan ikke siges noget sikkert om dette; det er ikke muligt at afgøre. Eftersom vi ikke kender forfatternes virkelige navne, er det eneste, vi har at støtte os til, de antydninger og henvisninger, der findes i selve evangeliet – ligesom man må identificere vores forfatter ud fra oplysninger om hans erhverv. Vi kan erfare, at han var særdeles velbevandret i jødiske skrifter og traditioner. Han kendte og respekterede sit folks religiøse ledere, men udfordrede dem skarpt. Han var meget dygtig til at udbrede religionen og gøre Jesus forståelig for almindelige mennesker. Desuden lagde han stor vægt på, at hans undervisning skulle afspejles i menneskers virkelige liv. Af denne beskrivelse får man et billede af et menneske, som var en uddannet jøde, men senere blev kristen; en husholder, ”som tager nyt og gammelt frem fra sit forråd” (Matthæus 13, 52). Denne beskrivelse passer ikke rigtigt på tolderen; den passer heller ikke på den Matthæus, som Markus og Lukas kalder Levi, og som var en af de tolv apostle.

Alle er enige om, at Matthæus ligesom Markus og Lukas skrev sit evangelium ved at benytte den samme kilde og det samme indhold. Men vi skal snart se, at hans fremstilling på nogle vigtige punkter er noget anderledes. Ikke desto mindre mener Cullmann, at Matthæus i vid udstrækning hentede sit materiale fra Markus’ evangelium, selv om Markus på ingen måde var Jesu discipel.

Matthæus har også ændret teksten i Det Gamle Testamente. Vi vil se disse ændringer, når vi sammenligner den slægtsfortegnelse, han har anbragt i begyndelsen af sit evangelium, med fremstillingen i Det Gamle Testamente. I sit værk har han medtaget en fremstilling, som »bogstaveligt talt er utrolig«. Fader Kannangisser anvender netop denne betegnelse om vagternes rolle i forbindelse med Jesu opstandelse. Med henvisning til det usandsynlige i fortællingen om, at der var militære vagter ved Jesu grav, siger han: »Disse vagter underrettede ikke deres overordnede, men gik til de øverste præster, og præsterne betalte dem for at lyve. Men derfor bør man ikke møde Matthæus med et hånligt smil, for hans hensigt var alvorlig og vigtig. Han har på sin egen måde indføjet legendens oplysninger i sin bog. Det, der derved er blevet fremstillet, passer derfor bedst til den amerikanske film ved navn ‘Jesus Christ Superstar’.«

Det bør nævnes, at den, der fremsatte denne kommentar, er en fremtrædende teolog og professor ved Det Katolske Institut i Paris.

Af Matthæus’ beskrivelse af begivenhederne omkring Jesu død får man endnu et eksempel på hans frodige fantasi.

»Og se, templets forhæng flængedes i to fra øverst til nederst, jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene åbnede sig, og mange af de hensovede helliges legemer blev rejst, og efter hans opstandelse kom de ud af gravene og gik ind i den hellige by og viste sig for mange.«

Denne begivenhed, som Matthæus beskriver (27, 51-53), er ikke nævnt i noget andet evangelium. Det er virkelig vanskeligt at forstå, hvordan de helliges legemer blev levende på tidspunktet for Jesu død (ifølge de andre evangelier fandt denne begivenhed sted på sabbattens tærskel), og hvordan de kom ud af gravene efter hans opstandelse (ifølge de andre evangelier fandt dette sted dagen efter sabbatten). Men det er ikke det hele. Den mest bemærkelsesværdige umulighed findes sandsynligvis netop i Matthæusevangeliet. Blandt de udsagn, som evangelieforfatterne hævder er Jesu egne ord, er denne fremstilling hos Matthæus den vanskeligste at forklare. Om Jonas’ tegn siger han i kapitel 12, vers 38-40: »Da Jesus var sammen med de skriftkloge og farisæerne, sagde de til ham: Mester, vi ønsker at se et tegn fra dig. Han svarede dem: En ond og utro slægt kræver et tegn, men der skal ikke gives den andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For ligesom Jonas var i den store fisks bug i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.«

Det fremgår altså, at Jesus sagde, at han skulle være under jorden i tre dage og tre nætter. Derfor angiver Matthæus (ligesom Lukas og Markus) tidspunktet for Jesu død og begravelse til sabbattens tærskel. Jesu ophold i graven bliver dermed ganske vist tre dage, men ikke tre nætter; det bliver i virkeligheden kun to nætter. Et andet sted (16, 1-4) henviser Matthæus også til dette, men dér nævner han ingen bestemt varighed. Lukas nævner heller ingen varighed (11, 29-32). Senere skal vi se, at det i Markus’ fremstilling (8, 11-12) hedder, at Jesus angiveligt sagde, at der ikke skulle gives denne slægt noget tegn.

Evangeliernes kommentatorer plejer altid at ignorere dette spørgsmål. Fader Roset har imidlertid, idet han nævner denne usandsynlighed, sagt, at Jesus kun var i graven i tre dage – én hel dag og to nætter. Han har dog forklaret det med, at »det i virkeligheden blot er en særlig talemåde, men den egentlige betydning er tre dage«. Det kan næppe forventes, at kommentatorer anvender et så meningsløst argument. Deres fremgangsmåde er virkelig beklagelig. Hvis de blot havde sagt, at denne uoverensstemmelse skyldtes en fejl begået af forfatteren eller afskriveren, ville det moralsk set have været mere tilfredsstillende og acceptabelt.

Men ud over alle disse uoverensstemmelser og usandsynligheder har Matthæusevangeliet et meget bemærkelsesværdigt særpræg. Dette særpræg består i, at det jødisk-kristne samfund er ved at løsrive sig fra den oprindelige jødedom, men ikke desto mindre opretholder troskaben mod Det Gamle Testamente; overalt i bogen er netop denne tankegang og stemning den stærkeste. Set i lyset af det jødisk-kristne samfunds historie er dette særpræg meget vigtigt.

Markusevangeliet (evangeliet skrevet af Markus)

Af de fire evangelier er dette evangelium det korteste og ældste. Men dette værk er ikke skrevet af nogen apostel. Forfatteren var højst sandsynligt discipel af en apostel.

Cullmann har sagt, at han ikke betragter Markus som en discipel af Jesus. Men til dem, der nærer tvivl om, hvorvidt Markus skal tilskrives forfatterskabet til dette evangelium, har han bemærket, at hvis Matthæus og Lukas havde vidst, at dette værk ikke var skrevet på grundlag af en apostles undervisning, ville de ikke have anvendt det på den måde, de gjorde. Men dette argument fører ikke til nogen endelig konklusion. Til støtte for sin egen tvivl har Cullmann sagt, at han ofte citerer udsagn fra Det Nye Testamente af en person ved navn „Johannes, med tilnavnet Markus“. Men i ingen af disse citater nævnes navnet på en evangelieforfatter, og heller ikke i Markusevangeliets oprindelige tekst nævnes nogen forfatters navn.

På grund af manglen på oplysninger om dette emne har kommentatorerne fremført alle mulige detaljer, som tydeligvis synes overflødige. I Markusevangeliet findes følgende beretning: „Og en ung mand fulgte efter ham, iført et lagen over sin nøgne krop; de greb ham, men han slap lagenet og flygtede nøgen.“ (Markus 14, 51-52). Kommentatorerne har antaget, at eftersom kun Markusevangeliet beretter om denne begivenhed, må den unge mand have været Markus selv, den trofaste discipel, som forsøgte at følge sin mester. (Den økumeniske oversættelse). Ifølge andre kommentatorer er denne begivenhed „et personligt minde, et bevis på sandheden, en anonym underskrift og et bevis på, at han var øjenvidne“.

Cullmann mener, at „den antagelse, at forfatteren var af jødisk afstamning, støttes af mange ord og vendinger“. Men ud fra de latinske ord og vendinger, der er anvendt i værket, kan man antage, at han skrev evangeliet i Rom. Han henvendte sig til de kristne, som ikke boede i Palæstina, og forklarede omhyggeligt de anvendte aramæiske ord.

En antagelse om, at Markus var Peters ledsager i Rom, har længe været udbredt. Grundlaget for denne antagelse er det sidste afsnit i Peters Første Brev (forudsat naturligvis, at dette brev antages at være skrevet af Peter). Peter skrev: „Menigheden i Babylon, som er udvalgt sammen med jer, sender jer hilsen, og det samme gør min søn Markus.“ I den økumeniske oversættelses kommentar siges det: „Med Babylon menes sandsynligvis Rom.“ Ud fra denne antagelse har kommentatorerne sluttet, at eftersom Markus menes at have været sammen med Peter i Rom, må Markus have været forfatteren. Altså en antagelse bygget på en anden antagelse. Også her er der blevet anvendt præcis den samme slags argumentation som den, biskop Papias af Hierapolis i år 150 brugte, da han hævdede, at Markus var forfatteren til dette evangelium og omtalte ham som „Peters tolk“ og muligvis „Paulus’ medarbejder“!

Hvis man bedømmer det ud fra dette synspunkt, må Markusevangeliet være skrevet efter Peters død, det vil sige mellem år 65 og 70 ifølge den økumeniske oversættelse og i år 70 ifølge Cullmann.

I den oprindelige tekst findes der imidlertid en stor forvirring. Ingen steder i værket er begivenhedernes kronologiske rækkefølge bevaret. Allerede i begyndelsen af beretningen (1,16-20) omtaler Markus de fire fiskere, som ved Jesu ene eneste ord forlod alt og blev hans ledsagere. De kendte ikke Jesus, men så snart han sagde: »Jeg vil gøre jer til menneskefiskere«, fulgte de ham straks. Markus synes ikke at have tænkt på, at enhver begivenhed må være sandsynlig.

Ifølge fader Roset er Markus en »uordentlig forfatter«, »den svageste og mest uerfarne forfatter« af de fire. Han ved ikke engang, hvordan man skriver en beretning om en begivenhed. Til støtte for denne vurdering citerer fader Roset beretningen om udvælgelsen af de tolv apostle. Beretningen lyder således: »Derefter gik han op på bjerget, og han kaldte dem til sig, som han selv ønskede; og de kom til ham. Han udvalgte tolv, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike, og for at de skulle have magt til at uddrive dæmoner. Således udvalgte han de tolv og gav Simon navnet Peter« (Markus 3,13-16).

Fader Roset mener, at det på ingen måde kan have været muligt at udvælge ledsagere på denne måde.

Det er allerede blevet nævnt, at Markus med hensyn til Jonas’ tegn har sagt det stik modsatte af Matthæus og Lukas. Om at vise folk tegn under Jesu forkyndelse af religionen (beviser på profetskab) har Markus fortalt en beretning, som på ingen måde er troværdig. Han siger: »Da kom farisæerne ud og begyndte at diskutere med ham; for at sætte ham på prøve bad de ham om at vise dem et tegn fra himlen. Da sukkede han dybt i sin ånd og sagde: Hvorfor søger denne slægt et tegn? Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke få noget tegn. Så forlod han dem, steg igen om bord i båden og tog over til den anden bred.« (Markus 8,11-13)

Her findes der fra Jesu egen side en bekræftelse af, at han havde besluttet ikke at gøre noget, der kunne fremstå som overnaturligt. Derfor har kommentatorerne til den økumeniske oversættelse udtrykt deres forundring. For hvor Lukas siger, at Jesus vil vise ét eneste tegn (Jonas’ tegn, hvilket Matthæus også siger), siger Markus, at der slet ikke vil blive vist noget tegn. Lukas giver ganske vist en mere detaljeret beretning og siger, at Jesus »selv viste nogle overnaturlige hændelser som tegn« (Lukas 7,22 og 11,20).

Hele Markusevangeliet er af kirken blevet anerkendt som oprindeligt og ægte. Alligevel mener moderne kommentatorer, at det sidste kapitel (16,19-20) er blevet føjet til senere. Kommentatorerne til den økumeniske oversættelse har især været meget højlydte om dette.

Ingen af de fuldstændige manuskripter fra det fjerde århundrede, som findes under navnene Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus, indeholder dette sidste kapitel. Cullmann har sagt: »På et senere tidspunkt blev denne afslutning føjet til i nogle græske manuskripter og i enkelte andre versioner, og indholdet blev hentet fra de øvrige evangelier.« Faktisk findes der flere tekstformer af denne tilføjede afslutning. Der findes både en lang og en kort tekstform, og begge tekstformer blev medtaget i den reviderede standardudgave af Bibelen, der blev udgivet i 1952. I nogle af de lange tekstformer findes der desuden yderligere indhold.

Fader Kannen­giesser sagde i en kommentar til dette: »Da den menighed, hvis medlemmer havde bevidnet Markusevangeliets ægthed, officielt fik dette værk i hænde, var de sidste vers allerede blevet udeladt. Matthæus, Lukas eller Johannes havde ikke set versene. Men alle følte, at der manglede noget, som burde være der, og at tomrummet burde udfyldes. Mange år senere, da skrifter af samme slags som Matthæus’, Lukas’ og Johannes’ var udbredt overalt, blev der skrevet et passende sidste kapitel til Markusevangeliet, og indholdet blev hentet fra de øvrige evangelier. Men at denne tilføjelse ikke stemmer overens med originalen, kan let konstateres ved at læse vers 9 til 20 i Markusevangeliets kapitel 16. Denne hændelse kan give et klart indtryk af, i hvor høj grad evangeliernes skrifter blev ændret med stor frihed helt frem til den første del af det andet århundrede.«

Her får vi en åbenhjertig indrømmelse fra en berømt teolog af, at mennesker har ændret de religiøse skrifter.

Lukasevangeliet (evangeliet skrevet af Lukas)

Ifølge Cullmann er Lukas en »historieskriver«, mens fader Kannengiesser mener, at han er en »ægte romanforfatter«. I forordet til Theofilus siger Lukas, at han vil skrive sin egen beretning om det samme emne efter de beretninger, som tidligere er skrevet om Jesus, og at han til dette formål vil benytte både de oplysninger, som apostlene har forkyndt, og øjenvidnernes oplysninger og beretninger. Det vil sige, at han ikke selv er øjenvidne. Derfor kan man forvente, at beretningen er velovervejet, ordnet og sammenhængende. Han skrev indledningen til denne beretning således:

»Mange har allerede forsøgt at samle og sammenstille de begivenheder, der har fundet sted i vores religions historie, og alle de oplysninger og beretninger om dem, som gennem øjenvidner og forkyndere er nået frem til os. Da jeg mener at have fået et grundigt kendskab til alt dette, har jeg besluttet også selv at skrive en sammenhængende og velordnet beretning til dig, så du kan få pålidelig viden om de forhold, som du er blevet underrettet om.«

Allerede fra den første sætning i denne indledning kan man se forskellen mellem Lukas og Markus. Lukasevangeliet er et fremragende litterært værk skrevet på klassisk græsk og frit for ubearbejdet stof.

Lukas var blevet kristen som en fornem og lærd mand. Hans syn på jøderne er meget tydeligt. Cullmann har vist, at Lukas udelod de fleste af Markus’ afsnit om jøderne, fremhævede jødernes vantro over for Jesus og fremstillede det, som om Jesus havde et godt forhold til samaritanerne, som han ellers ikke brød sig om. Matthæus siger derimod, at Jesus altid bad apostlene holde sig borte fra samaritanerne. Dette er ét blandt utallige eksempler på, at evangelieforfatterne har lagt ord i Jesu mund i overensstemmelse med deres egne personlige holdninger. Måske gjorde de det i god tro. Når det er bevist, at evangelierne er »skrifter fra krigstid« eller »skrevet i en bestemt anledning«, hvordan kan man så benægte det? Dette udsagn bliver endnu tydeligere, hvis man sammenligner tonen og stemningen i Lukasevangeliet og Matthæusevangeliet.

Men hvem var Lukas egentlig? Man har forsøgt at påvise, at den læge af samme navn, som Paulus omtaler i nogle af sine breve, er den samme som evangelieforfatteren Lukas. Kommentatorerne til den økumeniske oversættelse mener: »Nogle kommentatorer mener, at evangelieforfatterens lægegerning kan fastslås ud fra den præcise og detaljerede måde, hvorpå han beskriver syge.« Denne bemærkning er overdrevet og overflødig. Lukas gav i virkeligheden ikke nogen sådan »beskrivelse«. Det sprog, han benyttede, var det sprog, som datidens lærde mennesker i samfundet brugte. Der var en rejseledsager af Paulus ved navn Lukas, men var det virkelig ham? Det mener Cullmann.

Tidspunktet for Lukasevangeliet kan anslås ud fra flere begivenheder. Lukas har benyttet Lukasevangeliet og Matthæusevangeliet som kilder. Af den økumeniske oversættelses beretning synes det, at han muligvis overværede Jerusalems belejring og ødelæggelse i år 70 udført af Titus’ hær. Han skrev sandsynligvis sit evangelium efter dette tidspunkt. Nogle hævder dog, at det blev skrevet endnu tidligere.

Lukas’ forskellige beretninger stemmer på ingen måde overens med hans forgængeres beretninger. Der er allerede givet en nogenlunde idé om dette. Fra side 181 og flere efterfølgende sider i Den økumeniske oversættelse gives der eksempler på denne uoverensstemmelse. Og på side 18 i sin bog med titlen »Det Nye Testamente« har Cullmann citeret flere beretninger fra Lukas’ evangelium, som ikke findes i noget andet evangelium, og de handler ikke om ubetydelige detaljer.

Beretningen om Jesu barndom er et fremtrædende tema i evangelierne. Matthæus har beskrevet dette anderledes end Lukas, mens Markus ikke engang nævner Jesu barndom.

Matthæus og Lukas har givet to forskellige slægtsregistre over Jesus. Forskellene og usandsynlighederne i disse to slægtsregistre er så omfattende set fra fornuftens og videnskabens synspunkt, at de behandles udførligt i et særskilt kapitel i denne bog. Det er let at forstå, hvorfor Matthæus, fordi han skrev med jøderne som målgruppe, begyndte slægtsregistret med Abraham og medtog David, og på tilsvarende måde er det let at forstå, hvorfor Lukas, som en lærd, begyndte sit slægtsregister endnu længere tilbage efter sin omvendelse til kristendommen. Lidt senere skal vi se, at disse slægtsregistre er indbyrdes modstridende fra og med David.

Matthæus, Markus og Lukas har givet mange forskellige beretninger om Jesu undervisning og prædiken. Selv om eukaristien, en så vigtig begivenhed i kristendommen (påskemåltidet – Jesu og hans disciples sidste måltid med brød og vin), stemmer Lukas’ beretning ikke overens med Matthæus’ og Markus’ beretninger. (Det er ikke muligt at sammenligne den med Johannes’ beretning, fordi han ikke nævner, at eukaristien blev indført som religiøs skik under påskemåltidet.) Fader Roset har på side 75 i sin bog med titlen »Introduction to the Gospel« sagt, at det sprog, Lukas brugte i beretningen om indførelsen af eukaristien (22, 19-24), er helt forskelligt fra Matthæus’ (26, 26-29) og Markus’ (14, 22-24) sprog, mens Matthæus’ og Markus’ sprog næsten er ens. Lukas’ ordvalg ligner derimod i høj grad den hellige Paulus’ (Første Brev til Korintherne 11, 23-25).

Som vi allerede har set, siger Lukas i sit evangelium noget, der er det stik modsatte af det, han siger i Apostlenes Gerninger (apostlenes handlinger), om Jesu opstandelse. Han er kendt og anerkendt som forfatteren til dette værk, og værket er en uadskillelig del af Det Nye Testamente. I evangeliet siger han, at opstandelsen fandt sted påskedag, men i Apostlenes Gerninger siger han noget andet; hvilke mærkelige forklaringer man har måttet finde frem til, har vi allerede set.

Alle de kommentatorer af Den økumeniske oversættelse, som ønskede at være objektive, måtte modvilligt indrømme, at »det principielt ikke var Lukas’ hovedmål at skrive nøjagtigt i overensstemmelse med de faktiske forhold«. Da fader Kanengisser sammenlignede Lukas’ beretning i Apostlenes Gerninger om Jesu opstandelse fra graven med Paulus’ beretning, sagde han: »Af de fire evangelister er Lukas den mest følelsesbetonede og litterære. Hos ham findes alle en ægte romanskrivers egenskaber.«

Johannes’ evangelium (evangeliet skrevet af Johannes)

Johannes’ evangelium er helt forskelligt fra de tre andre evangelier. Forskellen er så stærk og iøjnefaldende, at den bemærkning, fader Roset fremsætter om Johannes’ evangelium efter at have kommenteret de tre andre evangelier i sin bog »Introduction to the Gospel«, straks vækker forbløffelse hos læseren. Han siger: »Det er en helt anden verden.« Og sådan er det virkelig. Dette værk er særpræget med hensyn til udvælgelsen af emner, måden de er ordnet på samt formen for beretning og samtale. Skrivestilen, geografien og begivenhedernes kronologi er også særpræget. Og ifølge Cullmann er det desuden anderledes og særpræget med hensyn til det religiøse perspektiv. Johannes gengiver Jesu udsagn anderledes end de andre. Fader Roset har bemærket, at Jesu udsagn i de øvrige evangelier »virker levende og virkelige, som mundtlig tale«, men i Johannes’ evangelium er det hele på en eller anden måde et meditationssprog, og denne stemning er så stærk, at man undertiden »får indtryk af«, at disse udsagn virkelig er Jesu! Eller har Johannes uden selv at vide det udvidet forestillingen om Jesus med sine egne tanker og sin egen bevidsthed?

Men hvem var Johannes egentlig? Hvem han var, er et meget omdiskuteret spørgsmål. Forskellige mennesker har fremsat forskellige synspunkter om dette. Father Roguet og A. Tricot tilhører en retning, som ikke nærer nogen tvivl om Johannes’ identitet. De siger, at Johannesevangeliet er skrevet af et øjenvidne, og at Johannes var Zebedæus’ søn og Jakobs bror. Der findes mange velkendte oplysninger om ham, og de er også blevet trykt i mange vidt udbredte bøger. Ifølge portrætkyndige ses Johannes i næsten alle portrætter ved siden af Jesus, f.eks. under den sidste nadver. Når Johannes var en så velkendt person, kan man næppe forestille sig, at evangeliet ikke skulle være skrevet af ham.

Selv om dette fjerde evangelium blev skrevet så sent, kan denne forsinkelse formentlig ikke regnes som et særlig alvorligt argument imod Johannes. Værket blev sandsynligvis skrevet i slutningen af det første århundrede efter Jesu bortgang. Hvis man antager, at det blev skrevet tres år efter Jesu bortgang, stemmer det ganske godt med, at Johannes var ung på Jesu tid, og at han levede, indtil han blev hundrede år.

Father Kanengiser er i sin undersøgelse af Jesu opstandelse fra graven nået frem til den konklusion, at ingen af Det Nye Testamentes forfattere bortset fra Paulus kan hævde at have set denne begivenhed med egne øjne. Alligevel ser vi Johannes sige, at Jesus første gang viste sig for en gruppe af apostlene, bortset fra Thomas, muligvis også Johannes (20, 19-24), og at han otte dage senere viste sig for alle apostlene samlet (20, 25-29).

Men Kuhlmann kunne ikke i sit værk med titlen Det Nye Testamente acceptere denne begivenhed som sand.

I den økumeniske oversættelse siges det, at de fleste kommentatorer ikke er villige til at acceptere, at dette evangelium er skrevet af Johannes. Muligheden for, at det ikke er skrevet af Johannes, kan naturligvis ikke helt udelukkes. For alle tegn tyder på, at den tekst af evangeliet, som vi ser i dag, sandsynligvis er et værk af flere forfattere. I værket siges det endvidere: »Den form, som evangeliet nu har, blev sandsynligvis overleveret af forfatterens disciple, og de har selv tilføjet kapitel 21 og muligvis nogle noter (4, 2 og 4, 1; 4, 44; 7, 37c; 11, 2; 19, 35).« Hvad angår fortællingen om den utro kvinde (8, 2-11), er alle enige om, at dens oprindelse er ukendt, og at fortællingen er blevet indføjet senere. Ikke desto mindre har kirkens myndigheder anerkendt denne fortælling som en del af den oprindelige tekst. Kuhlmann mener, at vers 19, 35 er kommet ind i værket som et øjenvidnes udsagn. Det er den eneste tydelige signatur i hele evangeliet, selv om kommentatorerne mener, at den er blevet indføjet senere.

Kuhlmann mener, at spørgsmålet om senere tilføjelser er meget tydeligt i dette evangelium, f.eks. kapitel 21. Dette kapitel er sandsynligvis »skrevet af en discipel, og han kan også have foretaget mindre ændringer i den oprindelige tekst.«

Det er ikke nødvendigt her at give en detaljeret redegørelse for alle de antagelser, som eksperterne har fremsat om forfatteren til dette evangelium. For den uklarhed og usikkerhed, der findes på dette område, er allerede tilstrækkeligt dokumenteret gennem de fremtrædende kristne forfatteres kommentarer, som er citeret ovenfor.

Der er blevet rejst mange spørgsmål om den historiske værdi af de forskellige fortællinger, som Johannes har nedskrevet. Forskellen mellem disse fortællinger og beretningerne i de tre andre evangelier er meget tydelig. Kuhlmann har givet en forklaring på denne forskel. Han har hos Johannes set et særskilt religiøst perspektiv i modsætning til de tre andre evangelister, og det var ud fra dette perspektiv, at Johannes valgte »fortællinger, ord og fremstillingsform«. Derfor blev hans beretning længere, og som historisk person lod han Jesus sige det, som Helligånden selv havde åbenbaret for ham.« Det er derfor, hans beretning er anderledes.

Det kan antages, at Johannes skrev sit evangelium sidst af alle og derfor udvalgte de fortællinger, der kunne tjene til at støtte hans egne tanker. Der er ingen grund til at undre sig over, at nogle af de øvrige evangeliernes beretninger ikke findes i Johannes’ evangelium. På side 282 i Det Økumeniske Bibeloversættelsesværk er flere eksempler på sådanne beretninger nævnt. Men det forekommer besynderligt, at visse begivenheder slet ikke omtales. For eksempel er indførelsen af eukaristien overhovedet ikke beskrevet. Og dog er denne ceremoni et grundlæggende element i kristendommen og selve grundlaget for den religiøse forsamling. For en fremtrædende tænker som Johannes, der lagde så stor vægt på meditation, er det utænkeligt, at han ikke skulle have nævnt denne begivenhed. Men sagen er, at han begrænsede sin beretning til den sidste nadver, disciplenes fodvaskning, forudsigelsen af Judas’ forræderi og beretningen om Peters fornægtelse.

På den anden side indeholder Johannes’ evangelium mange fortællinger, som ikke findes i de tre andre evangelier. Det nævnes på side 283 i Det Økumeniske Bibeloversættelsesværk. Her kan man muligvis antage, at de andre ikke anså fortællingerne for vigtige, mens Johannes gjorde det. Det forbløffende er imidlertid, at det i Johannes’ beretning (21, 1-14) fremgår, at Jesus efter at være stået op fra graven viste sig for disciplene ved Tiberias-søens bred. Denne begivenhed er ikke andet end en næsten nøjagtig kopi af Lukas’ beretning om den mirakuløse fiskefangst; Johannes har ganske vist tilføjet mange detaljer. I Lukas’ beretning (5, 1-11) siges det imidlertid, at fiskefangsten fandt sted, mens Jesus stadig var i live. Denne beretning indeholder en antydning af, at Johannes var til stede på stedet, og det fortælles, at Johannes dengang var prædikant. Eftersom denne beretning hos Johannes findes i kapitel 21 i hans evangelium, og det indrømmes, at dette kapitel blev tilføjet senere, kan man let antage, at fortællingen blev indføjet senere i Johannes’ evangelium, fordi Johannes’ navn nævnes i Lukas’ evangelium. Det vil sige, at en evangelieforfatter ikke tøvede med at ændre sin fremstilling for at berette om en begivenhed i Jesu liv længe efter, at den havde fundet sted.

På et andet punkt adskiller Johannes’ evangelium sig fra de tre øvrige evangelier. Det drejer sig om varigheden af Jesu virke. Matthæus, Markus og Lukas siger, at Jesus prædikede i ét år. Johannes siger to år. Kuoman har især fremhævet denne forskel. Kommentatorerne til Det Økumeniske Bibeloversættelsesværk har sagt følgende om dette: »De tre første siger, at Jesus opholdt sig længe i Galilæa; derefter drog han mod Judæa, og undervejs gik der lang tid. Til sidst opholdt han sig kun kort tid i Jerusalem. Johannes siger derimod, at Jesus ofte rejste fra det ene område til det andet. Derefter opholdt han sig længe i Judæa, især i Jerusalem (1, 19-51; 2, 13-3, 36; 5, 1-47; 14, 20-31). Han nævner også flere påskefester (en jødisk fest med spisning og drikning; årsdagen for den begivenhed, hvor englene ødelagde bosættelserne i Egypten, men lod jødernes huse være uskadt). Derfor bliver varigheden af Jesu virke efter hans opfattelse mere end to år.«

Hvem skal vi under disse omstændigheder tro på? Matthæus, Markus og Lukas? Eller Johannes?

Evangeliernes kilder

Ud fra den generelle præsentation af evangelierne, som allerede er givet, og især efter at have undersøgt deres fremstilling, opstår det indtryk, at skrifterne er »usammenhængende og uden kontinuitet« og tydeligvis »umulige at forene og selvmodsigende«. Det er den dom, som kommentatorerne i værket Det Økumeniske Bibeloversættelsesværk har afsagt. Det er meget nødvendigt at henvise til disse lærde eksperter, fordi emnet er så følsomt, at en objektiv vurdering af det kan fremkalde alvorlige reaktioner. Vi har allerede set, hvordan svarene på de spørgsmål, der opstår hos den eftertænksomme læser om visse foruroligende træk ved evangelielitteraturen, kan findes i visse forestillinger om den samtidige religionshistorie, da evangelierne blev skrevet. Nu er det nødvendigt at vide, hvad der siges i vor tids bøger, især hvad der siges om de kilder, evangelisterne benyttede, da de skrev evangelierne. Man kan også undersøge, om svarene på de forskellige spørgsmål, der rejses i dag, kan findes i historien efter værkernes færdiggørelse.

På kirkefædrenes tid blev spørgsmålet om kilder accepteret på en meget enkel måde. I kristendommens tidlige periode forstod man ved kilden udelukkende hele manuskriptet til det evangelium, Matthæus havde skrevet. Sagen blev et problem, når det gjaldt Markus og Lukas. Der var ikke noget problem med Johannes, eftersom han blev anset for at være en forfatter af en anden slags. Om Markus, der blev anerkendt som evangeliernes anden forfatter, sagde Sankt Augustin, at han, inspireret af Matthæus’ værk, blot havde udarbejdet et sammendrag af hans (Matthæus’) bog. Om den tredje forfatter, Lukas, var hans opfattelse, at han havde indsamlet oplysninger fra disse to mænds, Matthæus’ og Markus’, bøger. Vi har allerede nævnt, at Lukas’ egen indledning også støtter denne opfattelse.

Det vil sige, at den lighed og overensstemmelse, der findes mellem de forskellige evangeliefortællinger, også var tydelig for datidens læsere som os. I vor tid har kommentatorerne til Det Økumeniske Bibeloversættelsesværk gennem deres undersøgelser opgjort det således:

1) Vers, der er ens i de tre evangelier …… 330.

2) Vers, der er ens i Matthæus- og Markusevangeliet …… 178.

3) Vers, der er ens i Markus- og Lukasevangeliet …… 100.

4) Vers, der er ens i Matthæus- og Lukasevangeliet ……… 230.

Desuden indeholder hvert evangelium nogle vers, som ikke findes i noget andet evangelium. Antallet af sådanne vers er 330 i Matthæus, 53 i Markus og 500 i Lukas.

Fra kirkefædrenes tid og indtil slutningen af det attende århundrede, i halvandet tusind år, beskæftigede ingen sig med spørgsmålet om evangeliernes kilder. Alle accepterede traditioner og legender som sandhed. Efter at alle disse oplysninger blev afdækket i moderne tid, begyndte en ny forståelse at tage form, og det blev muligt at fastslå, hvordan den ene evangelist hentede oplysninger fra den anden og udarbejdede sin egen beretning efter sin personlige opfattelse. I denne forbindelse blev der lagt særlig vægt på indsamlingen af oplysninger som grundlag for udarbejdelsen af beretningerne. Disse oplysninger kom på den ene side fra det pågældende samfunds mundtlige traditioner og på den anden side fra skriftlige aramæiske dokumenter. Det er ikke muligt at vide, om disse dokumenter var let tilgængelige i samlet form. Men det er sikkert, at hver evangelist kun anvendte de dele af dem, som han havde brug for.

I løbet af de sidste hundrede år er der blevet forsket endnu mere omfattende i dette spørgsmål, og det har ført til fremkomsten af flere teorier. Disse teorier er omfattende og detaljerede og kan efterhånden antage stadig mere komplekse former. Den første teori er kendt som »Holtzmanns to-kilde-teori« (1863). Cullmann og kommentatorerne til Den økumeniske oversættelse har forklaret, at denne teori går ud på, at Matthæus og Lukas på den ene side måske blev inspireret af Markus, mens de på den anden side måske anvendte et fælles dokument, som senere er gået tabt. Desuden havde de måske hver deres egne, særskilte kilder. Af denne redegørelse kan man nå frem til følgende skema:

Cullmann har kommenteret dette på følgende måde:

1) Det værk af Markus, som Matthæus og Lukas benyttede, var sandsynligvis ikke hans evangelium, men kan have været et tidligere værk.

2) Der er ikke blevet lagt tilstrækkelig vægt på mundtlige traditioner. Alligevel burde netop dette have været tillagt størst betydning, for beretningen om Jesu ord og virke gennem tredive eller fyrre år blev udelukkende bevaret i denne mundtlige tradition, og enhver evangelist var blot talerør for de kristne samfund, der havde nedskrevet denne tradition. På denne måde kan vi sandsynligvis nå frem til den konklusion, at det, som forskellige oldkristne samfund vidste om Jesu liv og forkyndelse, er blevet afspejlet i det evangelium, vi nu har foran os. Også deres tro og religiøse forestillinger er blevet afspejlet deri. Og evangelisterne var netop disse samfunds talerør.

I nyere tid har man ved at undersøge teksten og søge efter evangeliernes kilder fundet en endnu mere kompliceret proces, hvorved denne tekst blev til. I bogen »Synopsis af de fire evangelier« (1972-73), skrevet af de to professorer, fader Ben og fader Boyesemard, fra Den Bibelske Skole i Jerusalem, fremhæves det særligt, at ligesom folkelige fortællinger og traditioner gradvist har udviklet sig, har også teksten udviklet sig trinvist på samme måde. Fader Benoit har i den indledning, han skrev til det afsnit, som fader Boyesemard havde skrevet, beskrevet resultatet af denne udvikling. Han siger: »Som følge af traditionens lange udvikling er den ordlyd og fortællestil, den har antaget i dag, åbenlyst og af forståelige grunde ikke identisk med originalen. Nogle læsere vil måske blive overraskede eller foruroligede, når de får at vide, at nogle af Jesu udsagn, lignelser eller profetier om hans egen skæbne ikke blev sagt af ham selv præcis i den form, hvori vi læser dem i dag. De, der har overleveret disse ord til os, har ændret eller omformet dem efter deres egen opfattelse. For dem, der ikke er bekendt med denne form for historisk undersøgelse, kan denne sandhed synes overraskende og endog skandaløs.«

Fader Boyesemard har ved hjælp af et kompliceret skema forklaret ændringerne og omformningen af den oprindelige tekst. Dette skema stammer fra den såkaldte »to-kilde-teori« og er udarbejdet på grundlag af undersøgelse og sammenligning af forskellige tekstformer. Da emnet er yderst kompliceret, er det ikke muligt at give et kort sammendrag af det her. Nysgerrige læsere kan læse originalværket »Synopsis des quatre évangiles«, udgivet af Les Éditions du Cerf i Paris.

De fire typer af kildeskrifter er blevet betegnet med A, B, C og D, idet de repræsenterer evangeliernes oprindelige kilder.

A-kilden stammer fra en jødisk-kristen kilde. Matthæus og Markus blev inspireret af denne kilde.

B-kilden er en nyfortolkning af A-kilden. Denne nyfortolkning blev foretaget til brug i de kirker, hvor oldtidens afgudsdyrkelse og kristen gudsdyrkelse fandt sted samtidig. Alle evangelisterne undtagen Matthæus blev inspireret af denne kilde.

C-kilden er inspirationskilden for Markus, Lukas og Johannes.

D-dokumentet repræsenterer størstedelen af de kilder, som Matthæus og Lukas benyttede. Dette dokument er det fælles dokument i teorien om de to kilder.

Men den form, hvori vi i dag finder evangelieteksten, blev ikke skrevet direkte på grundlag af nogen af disse fire oprindelige dokumenter. Imellem dem fandtes der en mellemliggende tekst eller version, som er kendt under navnene den mellemliggende eller sekundære Matthæus, den sekundære Markus, den sekundære Lukas og den sekundære Johannes. De endelige versioner af de fire evangelier blev udarbejdet på grundlag af disse fire sekundære dokumenter, og de tjente også som inspiration til udarbejdelsen af andre lignende evangelier. Det komplekse forhold mellem ét dokument og flere andre dokumenter er vist i et skema lidt senere. Resultaterne af denne forskning i de hellige skrifter har en særlig betydning. Forskningen viser, at evangelieteksten ikke blot har en »historie«, men også, med fader Boismards ord, en »historisk fremstilling«. Det vil sige, at der før den endelige version også blev udarbejdet en sekundær version. En velkendt begivenhed i Jesu liv, nemlig den mirakuløse fangst af fisk, er i Lukas’ bog beskrevet som noget, der fandt sted i Jesu levetid. Denne uoverensstemmelse er åbenlyst meget stor. Men hvis man husker på, at der blev benyttet forskellige kilder og udarbejdet forskellige versioner, kan man måske finde en rimelig forklaring. Dette fører os til den konklusion, at når vi læser evangelierne, har vi ingen sikkerhed for, at vi læser Jesu egne ord. Selv om fader Benoit udtrykte det lidt indirekte, var det netop dette, han ville sige. Han advarede læseren, men trøstede ham også: »Selv om læseren må opgive håbet om direkte at høre de ord, der blev sagt af Jesu egen mund, bør han vide, at han hører Kirkens ord, og han bør tro, at Kirken er den himmelsk udpegede talsmand og fortolker for Herren Jesus. Han bør også vide, at Herren Jesus talte med os her på jorden for længe siden, og at han nu taler med os i sin herlighed, i sin majestæt.«

Hvordan kan denne officielle erklæring om, at evangelieteksten i Bibelen ikke er Jesu egne ord, forenes med den modsatte erklæring fra Det Andet Vatikankoncil? Koncilet erklærede: »Kirken støtter og godkender uden tøven de fire evangelier, idet den erklærer, at disse skrifter historisk set er ægte og autentiske; for alt, hvad Jesus, Guds søn, gjorde, sagde og lærte i sit jordiske liv for menneskenes evige frelse og forløsning indtil sin himmelfart, er gengivet korrekt og trofast i disse skrifter.«

Det er åbenbart, at sandheden i denne erklæring direkte benægtes i bogen fra Jerusalems Bibelske Skole (Synopsis over de fire evangelier).

Fader M. E. Boismard

Synopsis over de fire evangelier

Generelt skema

Dokument A, B, C og D = de oprindelige dokumenter, der blev benyttet ved tekstens sammensætning

Sekundær = den sekundære version af teksten

Tekstens historie

Det ville være forkert at antage, at evangelierne, efter at de var blevet skrevet, blev den nye kristendoms grundlæggende skrifter, og at der blev henvist til dem på samme måde som til Det Gamle Testamente. For på det tidspunkt var den vigtigste formidler og kilde til Jesu ord og apostlenes lære den mundtlige tradition. Paulus’ breve havde derimod allerede længe været udbredt i skriftlig form. Disse breve blev skrevet flere årtier før evangelierne.

Vi har allerede set, at der ikke findes noget vidnesbyrd eller bevis for, at der eksisterede en samling af evangelieskrifter før år 140. Nogle kommentatorer skriver dog stadig det modsatte. Vi har også set, at evangelierne ikke opnåede status som hellig litteratur før år 170.

I kristendommens første tid var mange forskellige skrifter om Jesus i omløb. Senere blev de imidlertid ikke anset for at være korrekte og ægte, og efter kirkens påbud blev alle skrifter af denne art skjult. Derfor blev de kaldt »apokryfer«. Selv om de blev skjult eller fjernet, blev nogle af skrifterne omhyggeligt bevaret. For ifølge kommentatorerne til de ekumeniske oversættelser blev »de almindeligvis anset for at være vigtige og værdifulde«. Det samme blev sagt om Barnabas’ brev, men andre skrifter blev »hensynsløst fjernet«, og derfor findes der nu kun brudstykker af dem. Da disse skrifter blev betragtet som bærere af vildfarelse, blev de fjernet fra de troende kristnes øjne. Ikke desto mindre fremgår det af det, man kan vide gennem kirkens citater, at Nazaræernes Bibel, Hebræernes Bibel og Egypternes Bibel stemte nøje overens med den oprindelige Bibel. Det samme kan siges om Thomas’ Bibel og Barnabas’ Bibel.

I nogle af de skrifter, der blev skjult, findes detaljerede, opdigtede beskrivelser af forskellige begivenheder. De er blot populære folkesagn. Forfatterne gengav disse besynderlige beskrivelser med stor tilfredshed. Sådanne folkesagn findes naturligvis også i alle de øvrige bibler. I denne forbindelse kan man mindes Matthæus’ opdigtede beretning om de påståede begivenheder omkring Jesu død. Faktisk findes der i alle skrifter fra kristendommens tidlige tid en vis mangel på væsentlighed og en vis letbenethed. Denne sandhed bør man ærligt erkende.

Da kirken var blevet velorganiseret, foretog myndighederne en vis udvælgelse på grund af de mange skrifter om Jesus. Sandsynligvis blev omkring hundrede bibler forkastet, og kun fire blev bevaret. Det er disse fire bibler, der nu regnes for »kanoniske« eller anerkendte.

Midt i det andet århundrede lagde Marcion af Sinope et stærkt pres på de religiøse myndigheder for at få truffet en afgørelse i denne sag. Han var en bitter fjende af jøderne, og på det tidspunkt betragtede han hele Det Gamle Testamente, alle skrifter med tilknytning til Det Gamle Testamente, som var skrevet efter Jesu fremtræden, samt alle skrifter, der byggede på jødisk-kristen tradition, som forkastelige. Han anså kun Lukas’ evangelium for korrekt, fordi han mente, at Lukas var den eneste talsmand for Paulus og hans skrifter.

Derfor erklærede kirken Marcion for en kætter. Den godkendte imidlertid også Paulus’ breve sammen med Matthæus’, Markus’, Lukas’ og Johannes’ evangelier. På denne liste blev der desuden optaget nogle andre skrifter, såsom Apostlenes Gerninger. Denne liste blev dog aldrig betragtet som endelig, for den blev løbende ændret gennem de første århundreder. De skrifter, der senere blev erklæret for forkastede, havde på et tidspunkt været optaget på den godkendte liste; omvendt blev de skrifter, der i dag er en del af det godkendte Nye Testamente, på den tid betragtet som forkastede. Denne usikkerhed bestod indtil koncilet i Hippo Regius i 393 og koncilet i Karthago i 397; de fire evangelier havde imidlertid altid været med på den godkendte liste.

Fader Boismard har udtrykt sin sorg over, at en stor mængde skrifter blev udslettet, fordi kirken erklærede dem for forkastede, selv om de var historisk vigtige. Vi ønsker også at tage del i hans sorg. Han forsøgte dog at råde bod på noget af denne overilede handling fra kirkens side. I sit værk med titlen »Synopsis of the Four Gospels« medtog han ved siden af de fire anerkendte evangelier også nogle af de forkastede skrifter. Han nævner, at disse skrifter stadig kunne findes i forskellige biblioteker helt frem til slutningen af det fjerde århundrede.

De forskellige bøger og skrifter fra dette århundrede blev strengt ordnet og klassificeret. De ældste manuskripter af evangelierne stammer også fra denne periode. Af skrifter fra tiden før dette, papyri fra det tredje århundrede og et andet værk fra det andet århundrede er kun små dele nået frem til os. De to ældste manuskripter, skrevet på bark på græsk, blev begge til i det fjerde århundrede. Det ene af dem er »Codex Vaticanus«. Dette værk opbevares nu i Vatikanets bibliotek; men man ved intet om, hvor og hvordan det blev fundet. Det andet er »Codex Sinaiticus«. Dette manuskript blev fundet på Sinai-bjerget og opbevares nu på British Museum i London. Dette værk indeholder to skrifter, som kirken havde erklæret for forkastede.

I værket Ecumenical Translation nævnes det, at man kender til yderligere to hundrede og halvtreds manuskripter, skrevet på bark, forskellige steder i verden, og at det senest tilkomne manuskript blev skrevet i det ellevte århundrede. Men de kopier af Det Nye Testamente, som er nået frem til os, er ikke alle ens. Indholdsmæssigt er der mange betydelige forskelle mellem dem, og antallet af disse forskelle er stort. I nogle tilfælde er forskellene grammatiske, ordmæssige eller knytter sig til ordenes indbyrdes rækkefølge. Andre steder har forskellene imidlertid antaget en sådan karakter, at hele afsnittets betydning som følge deraf er blevet anderledes. Hvis nogen ønsker at se eksempler på disse forskelle, kan de undersøge værket »Novum Testamentum Graece« (Nestle-Aland, United Bible Societies, London, 1971). Dette værk indeholder den såkaldte »mellemtekst« på græsk samt eksempler på forskellene mellem alle versionerne, inklusive noter og marginalnoter.

Uanset hvor gammelt eller anset et manuskript er, er spørgsmålet om, hvorvidt dets tekst er korrekt, altid omstridt. Codex Vaticanus er et fremragende eksempel på dette. I 1965 blev der under Vatikanets redaktion udgivet en fotoblokudgave af værket, og redaktørerne skrev i deres indledning: »Flere århundreder efter at dette manuskript blev afskrevet (man mener, at det blev afskrevet i det tiende eller ellevte århundrede), førte en skriver på ny pennen over det for at gøre teksten tydeligere; men han førte ikke pennen over de dele af teksten, som han anså for fejlagtige.« Derfor kan man, selv om farven på de dele, der ikke blev overstreget, er meget lys, stadig skimte teksten. Der findes imidlertid ingen tegn på, at arbejdet med at gøre den oprindelige tekst tydelig med nyt blæk blev udført med stor pålidelighed. Redaktørerne har sagt: »Det har endnu ikke været muligt at fastslå identiteten på dem, der gennem flere århundreder har rettet dette manuskript eller skrevet marginalnoter i det. Der er dog ingen tvivl om, at der blev foretaget visse rettelser, da teksten på ny blev skrevet over.« I forskellige religiøse værker omtales denne tekst som afskrevet i det fjerde århundrede. Men hvis man tager til selve Vatikanet og undersøger sagen, kan man forstå, at teksten i de følgende århundreder på forskellige tidspunkter blev ændret af forskellige hænder.

Nogle vil måske sige, at man blot kan fastslå, hvad der er korrekt og forkert, ved at sammenligne med andre tekster. Ja, det er rigtigt, men når betydningen af de forskellige tekster selv bliver forskellig, hvordan kan man så vælge én af dem som den oprindelige og autentiske tekst til sammenligning? Desuden står det nu klart, at de rettelser, som en skriver i oldtiden foretog ved at føre pennen over en andens tekst, i dag betragtes som korrekte. Senere skal vi se, hvordan brugen af blot ét ord vedrørende »Parakleten« i et afsnit skrevet af Johannes fuldstændig ændrer dets betydning og indhold fra et religiøst synspunkt. (Paraklet er et græsk ord, der betyder trøster, den højst lovpriste, sandhedens bærer med mere. I Bibelen er der gennem dette ord forudsagt, at den sidste profet, profeten Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vil komme. Johannes 16:13. Andre steder i Bibelen findes der endnu tydeligere henvisninger. Den bengalske oversætter.)

Om forskellene mellem de forskellige tekster har Cullmann sagt i sit værk »Det Nye Testamente«: »De forskelle, der findes i senere tekster, er i nogle tilfælde opstået på grund af uagtsomhed. Afskriveren har måske udeladt et ord eller skrevet det to gange i stedet for én, eller hvis det samme ord forekom to gange i en sætning, har han måske helt udeladt den tekst, der stod mellem de to ord. Alt dette kan være sket ved en fejl. I nogle tilfælde har han måske også rettet med vilje eller foretaget rettelser for at bringe teksten i overensstemmelse med en anden tekst i et bevidst forsøg på at mindske forskellene. Senere, da Det Nye Testamentes skrifter efterhånden begyndte at adskille sig fra den tidlige kristne litteratur og blev betragtet som hellige, blev afskriverne også mere omhyggelige. Uden at begå de samme fejl som tidligere afskrivere eller anvende selvstændig tænkning begyndte de, idet de anså teksten for hellig, at afskrive den ordret, og derved bevarede de de tidligere forskelle uændret. Desuden skrev nogle afskrivere marginalnoter for at forklare vanskelige afsnit. En senere afskriver har måske ment, at marginalnoten ved en fejltagelse var blevet skrevet uden for teksten, og derfor indarbejdet den i selve teksten. Som følge af denne proces bliver den nye tekst i virkeligheden endnu vanskeligere at forstå.«

Afskriverne af nogle manuskripter har foretaget omfattende ændringer i teksten. Hvilke er mest pålidelige: latinske oversættelser som Hieronymus’ »Vulgata« fra det sjette århundrede eller den endnu tidligere »Vetus Itala«, eller de syriske og koptiske oversættelser? Disse oversættelser kan være foretaget ud fra de manuskripter, der er nævnt ovenfor, hvorefter manuskripterne er forsvundet. Vi ved intet med sikkerhed.

Disse forskellige tekstversioners ordlyd kan på grundlag af visse fælles kendetegn opdeles i flere forskellige klasser. Ifølge Cullmann er disse klasser som følger:

Første klasse: Den såkaldte syriske tekst. De fleste af de gamle græske håndskrifter kan være blevet udarbejdet på grundlag af en samling af denne tekst. Takket være bogtrykkerkunsten blev denne tekst fra det sekstende århundrede og frem udbredt overalt i Europa. Eksperter siger imidlertid, at denne tekst sandsynligvis er den ringeste af dem alle.

Anden klasse: Den såkaldte vestlige tekst. Denne klasse omfatter de gamle latinske versioner samt Codex Bezae Cantabrigiensis på både græsk og latin. Ifølge kommentatorerne til den økumeniske oversættelse er et tydeligt kendetegn ved denne tekst, at den giver forklaringer, udtrykker den samme betydning med andre ord, indeholder fejlagtige oplysninger og talangivelser samt forsøger at forlige selvmodsigelser.

Tredje klasse: Den såkaldte neutrale tekst. Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus hører til denne klasse. Det siges, at denne tekst er forholdsvis ren og nøjagtig. I moderne udgaver af Det Nye Testamente er det hovedsageligt denne tekst, der følges, selv om der ifølge den økumeniske oversættelse også her findes betydelige fejl. Det eneste, moderne kritikere kan gøre i denne forbindelse, er ifølge den økumeniske oversættelse at gøre deres bedste for at rekonstruere »en sådan tekst, som i det mindste kan komme tæt på originalen«. Men uanset hvordan forholdene er, er der alligevel ingen mulighed for at få denne original tilbage.

De fire evangelier og moderne videnskab

Der er kun meget få begivenheder i de fire evangelier, som kan stå distancen over for moderne videnskabelige kendsgerninger.

Lad os først se på de mirakuløse begivenheder. Der findes mange beretninger om sådanne begivenheder, men det er ikke muligt at fremsætte nogen videnskabeligt baseret kommentar om en mirakuløs begivenhed. Der findes to slags mirakuløse begivenheder. Den første slags vedrører mennesker, især helbredelse af syge – såsom helbredelse af sindssyge, blinde, lamme og spedalske samt genoplivning af Lazarus. Den anden slags vedrører genstandes opførsel på en måde, der strider mod naturlovene – såsom at Jesus gik på vandet, eller at vand blev forvandlet til vin. Undertiden er rent naturlige begivenheder imidlertid også blevet betragtet fra en usædvanlig synsvinkel. Det skyldtes, at tidsintervallet var meget kort – eksempelvis at en storm øjeblikkeligt stilnede af, at et figentræ blev bladløst og visnede, eller at man på én gang fangede en enorm mængde fisk, så det forekommer, som om alle havets fisk på forhånd var samlet på det sted, hvor nettet blev kastet.

Eftersom Allah er almægtig, kan Han let få alle disse begivenheder til at ske, og der er heller ingen grund til at blive forbløffet over det. Det, der synes vanskeligt eller umuligt for mennesker, er slet ikke sådan for Allah. Men den, der tror på Allah, kan derfor ikke tilsidesætte naturlovene. Der er ingen som helst modsigelse mellem at tro på Allahs mirakuløse magt og at tro på naturlovene. For disse to ting er i virkeligheden blot forskellige udtryk for den samme vældige magt.

Jeg er personligt villig til at tro, at Jesus helbredte en spedalsk. Men når en tekst, der indeholder en sådan beretning om, at der kun var tyve generationer mellem det første menneske og Abraham, erklæres for korrekt og inspireret af Allah, er jeg ude af stand til at acceptere det. Lukas har sagt netop dette i sit evangelium (3,23-28). Om lidt vil vi forklare, hvorfor Lukas’ beretning og beretningen i Det Gamle Testamente om det samme emne blot er menneskelig fantasi.

Om Jesu fødsel findes der den samme beretning i Bibelen som i Koranen. Den naturlov, der gælder for hele menneskeheden, gjorde sig ikke gældende ved Jesu tilblivelse i moderlivet. Begivenheden fandt sted uden for denne naturlovs område. Det var ikke nødvendigt, at det æg, der var dannet i moderens æggestok, blev forenet med en sædcelle. Efter den almindelige naturlov kan et barn imidlertid kun fødes, efter at moderens æg er blevet forenet med en sædcelle fra faderen. Det er ganske vist muligt, at levende væsener i visse tilfælde kan fødes naturligt uden mandlig befrugtning, og i videnskabelig terminologi kaldes denne proces »partenogenese«. Hos visse insekter, hvirvelløse dyr og fugle observeres der undertiden fødsler gennem denne proces. Sådanne tilfælde er dog naturligvis sjældne og usædvanlige. Forsøg på visse pattedyr, især hunkaniner, har vist, at der uden mandlig befrugtning kan dannes et foster på et meget tidligt stadium fra et æg. Men det er også det hele. Det har ikke været muligt at føre udviklingen længere, og man kender endnu ikke til fuldstændig fødsel uden mandlig befrugtning, hverken som en naturlig proces eller i et laboratorium. Jesu tilfælde er en enestående begivenhed. Maria var jomfrumoder. Hendes jomfruelighed forblev intakt, og hun fik ingen andre børn end Jesus. Jesus er således en undtagelse fra biologiske love.

I Bibelen omtales Jesu brødre og søstre undertiden (Matthæus 13,46-50 og 54-58; Markus 6,1-6; Johannes 7,3 og 2,12). De to græske ord, der er anvendt, er »adelphoi« og »adelphai«, og deres betydning er henholdsvis kødelige brødre og kødelige søstre. Det semitiske ord i originalen betyder slægtninge og er sandsynligvis blevet brugt om fætre, kusiner og andre slægtninge. Der er tydeligvis begået en fejl i oversættelsen til græsk.

Jesu slægtsregister

De to slægtsregistre i Matthæus’ og Lukas’ evangelier rejser mange spørgsmål med hensyn til indholdets sandhed og dets overensstemmelse med videnskabelige oplysninger. Der er med andre ord alvorlig grund til at tvivle på nøjagtigheden af de to slægtsregistre. Kristne kommentatorer er meget forlegne over dette spørgsmål, fordi de overhovedet ikke ønsker at indrømme, at disse slægtsregistre i virkeligheden er et produkt af menneskelig fantasi. Forfatterne til den præstelige tekst i Første Mosebog fra det sjette århundrede før Kristus udarbejdede ved hjælp af deres egen fantasi et slægtsregister over de første mennesker. Matthæus og Lukas hentede en mængde oplysninger fra dette slægtsregister og udarbejdede deres egne slægtsregistre ved at blande dem med beretningen i Det Gamle Testamente.

Det er først og fremmest nødvendigt at gøre det klart, at et mandligt slægtsregister over Jesus overhovedet ingen værdi har. Han havde ingen far. Hvis nogen derfor ønsker at udarbejde hans slægtsregister, må det i virkeligheden være et slægtsregister over hans mor Maria.

Nedenfor citeres det slægtsregister, som Matthæus har optegnet, fra den reviderede standardudgave af Bibelen, der blev udgivet i 1952. Det er bemærkelsesværdigt, at dette slægtsregister står helt i begyndelsen af Matthæus’ evangelium:

Jesu Kristi slægtsregister: David, Abrahams søn, hans søn

Ibrahim —- var far til Isak

Isak —- var far til Jakob

Jakob —- var far til Juda og hans brødre

Juda —- var far til Peres og Zerach, født af Tamar

Peres —- var far til Hezron

Hezron —- var far til Ram

Ram —- var far til Amminadab

Amminadab —- var far til Nahshon

Nahshon —- var far til Salmon

Salmon —- var far til Boaz, som Rahab havde født

Boaz —- var far til Obed, som Ruth havde født

Obed —- var far til Jesse

Jesse —- var far til kong David

David —- var far til Salomon, som Urias’ hustru havde født

Salomon —- var far til Rehabeam

Rehabeam —- var far til Abija

Abija —- var far til Asa

Asa —- var far til Josafat

Joram —- var far til Uzzija

Uzzija —- var far til Jotam

Jotam —- var far til Akaz

Akaz —- var far til Ezekias

Ezekias —- var far til Manasse

Manasse —- var far til Amos

Amos —- var far til Josias

Josias —- var far til Jekonja og hans brødre

Denne tilstand eksisterede på tidspunktet for bortførelsen til Babylon. Efter bortførelsen:

Jekonja —- var far til Shealtiel

Shealtiel —- var far til Zerubbabel

Zerubbabel —- var far til Abiud

Abiud —- var far til Eliakim

Eliakim —- var far til Azor

Azor var far til Sadok

Sadok var far til Achim

Achim var far til Eliud

Eliud var far til Eleazar

Eleazar var far til Mattan

Mattan var far til Jakob

Jakob var far til Josef, og denne Josef var Marias mand; Jesus blev født af Maria, og han blev kaldt Kristus.

Således er der fjorten generationer fra Abraham til David, fjorten generationer fra David til bortførelsen til Babylon og fjorten generationer fra bortførelsen til Babylon til Kristus (Matthæus 1, 1-77). Den slægtsbog, som Lukas (2, 23-38) har givet, er forskellig fra Matthæus’. Her citeres dens ordlyd fra Bibelen, Revised Standard Version:

»Og Jesus selv var omkring tredive år gammel, da han begyndte sin gerning; han var, som man antog, søn af Josef (Yusuf), søn af Eli, søn af Mattat, søn af Levi, søn af Melki, søn af Jannaj, søn af Josef, søn af Mattatias, søn af Amos, søn af Nahum, søn af Esli, søn af Naggaj, søn af Maat, søn af Mattatias, søn af Semein, søn af Josek, søn af Joda, søn af Johanan, søn af Resa, søn af Zerubbabel, søn af Shealtiel, søn af Neri, søn af Melki, søn af Addi, søn af Kosam, søn af Elmadam, søn af Er, søn af Jesus, søn af Eliezer, søn af Mattat, søn af Levi, søn af Simeon, søn af Juda, søn af Josef, søn af Jonam, søn af Eliakim, søn af Melea, søn af Menna, søn af Mattata, søn af Natan, søn af David, søn af Isaj, søn af Obed, søn af Boaz, søn af Salmon, søn af Nahshon, søn af Amminadab, søn af Admin, søn af Arni, søn af Hesron, søn af Perez, søn af Juda, søn af Jakob, søn af Isak, søn af Abraham, søn af Tara, søn af Nahor, søn af Serug, søn af Reu, søn af Peleg, søn af Eber, søn af Shela, søn af Kenan, søn af Arpakshad, søn af Sem, søn af Noa, søn af Lemek, søn af Metusalem, søn af Enok, søn af Jared, søn af Mahalalel, søn af Kenan, søn af Enosh, søn af Set, søn af Adam, søn af Gud.«

Denne slægtsliste bliver lettere at forstå, hvis den opdeles i to separate lister. Den første liste går frem til David, og den anden omhandler tiden efter David.

Før David

Matthæus’ beretning —————————– Lukas’ beretning

—– ——- —————————– 1) Adam

—– ——- —————————– 2) Set

—– ——- —————————– 3) Enosh

—– ——- —————————– 4) Kenan

—– ——- —————————– ৫) Mahalalel

—– ——- —————————– ৬) Jered

—– ——- —————————– ৭) Enok

—– ——- —————————– ৮) Metusalem

—– ——- —————————– ৯) Lemek

—– ——- —————————– ১০) Noa

—– ——- —————————– ১১) Sem

—– ——- —————————– ১২) Arpakshad

—– ——- —————————– 13) Kainan

—– ——- —————————– 14) Shelah

—– ——- —————————– 15) Eber

—– ——- —————————– 16) Peleg

—– ——- —————————– 17) Reu

—– ——- —————————– 18) Serug

Matthæus nævnte ingen navne blandt dem, der gik forud for Abraham ——————19) Nahor

blev nævnt. ————– 20) Terah

1) Abraham ——————————– 21) Abraham

2) Isak ——————————– 22) Isak

3) Jakob ——————————– 23) Jakob

4) Juda ——————————– 24) Juda

5) Peres ——————————– 25) Peres

6) Hesron —————————— 26) Hesron

7) Ram ———————————— 27) Arni

8) Amminadab ————————— 28) Admin

9) Nahshon ——————————– 29) Amminadab

10) Salmon ——————————– 30) Nahshon

11) Boaz ——————————– 31) Sala

12) Obed ——————————– 32) Boaz

13) Jesse ——————————– 33) Obed

14) David ——————————– 35) David

Efter David

Matthæus’ beretning —————————— Lukas’ beretning

14) David ——————————– 35) David

15) Salomo —————————– 36) Natan

16) Rehabeam ———————— 37) Mattata

17) Abija ————————- 38) Menna

18) Asa —————————– 39) Melea

19) Josafat ——————– 40) Eliakim

20) Joram ————————— 41) Jonam

21) Uzzija —————————- 42) Josef

22) Jotam —————————- 43) Judas

23) Akaz —————————– 44) Simeon

24) Hizkija ————————- 45) Levi

25) Manasse ————————— 46) Mattat

26) Amos —————————– 47) Jorim

27) Josija —————————– 48) Eliezer

28) Jekonja ————————- 49) Josva

Eksilet i Babylon ———————– 50) Er

29) Shealtiel ————————- 51) Elmadam

30) Zerubbabel ———————– 52) Cosam

31) Abiud —————————– 53) Addi

32) Eliakim ————————- 54) Melki

33) Azor —————————- 55) Neri

34) Zadok —————————— 56) Shealtiel

35) Achim ——————————- 57) Zerubbabel

36) Eliud —————————– 58) Rhesa

37) Eleazar ————————– 59) Joanan

38) Maon ——————————— 60) Joda

39) Jakob —————————— 61) Josef

40) Josef —————————– 62) Semein

41) Jesus ———————————- 63) Mattathias

——————————————— 64) Maath

——————————————— 65) Naggai

——————————————— 66) Esli

——————————————— ৬৭) Nahum

——————————————— ৬৮) Amos

——————————————— ৬৯) Mattatias

——————————————— ৭০) Josef

——————————————— ৭১) Jannaj

——————————————— ৭২) Melki

——————————————— ৭৩) Levi

——————————————— ৭৪) Mattat

——————————————— ৭৫) Heli

——————————————— ৭৬) Josef

——————————————— ৭৭) Jesus

Forskelle mellem manuskriptet og Det Gamle Testamente

Ud over forskellene i stavemåden er følgende forhold i de to evangelier bemærkelsesværdige:

Matthæusevangeliet

I det sjette århundredes yderst betydningsfulde manuskript Codex Bezae Cantabrigiensis, som er skrevet på både græsk og latin, findes der ingen slægtsfortegnelse. Slægtsfortegnelsen er ikke blot forsvundet fra det græske manuskript; den er også i vid udstrækning forsvundet fra det latinske manuskript. De første sider er tilsyneladende gået tabt.

Det er især bemærkelsesværdigt, hvordan Matthæus på dette punkt har forvansket Det Gamle Testamente. For at fremvise en imponerende talrække begyndte han at parre navnene, der er nævnt i slægtsfortegnelsen, men som vi allerede har set, fuldførte han det ikke til sidst.

Lukasevangeliet

Før Abraham nævner Lukas 20 navne, men i Det Gamle Testamente nævnes der kun 19 navne (se den tidligere angivne liste over Adams efterkommere). Efter Arpaksjads navn (nr. 12) har Lukas tilføjet navnet Kainan (nr. 13), selv om Første Mosebog ikke nævner ham som Arpaksjads søn.

Fra Abraham til David – i manuskripterne findes der på dette tidspunkt 14 til 16 navne.

Fra David til Jesus

Det mest bemærkelsesværdige eksempel på forskellen findes i Codex Bezae Cantabrigiensis. Årsagen til denne forskel er, at Lukas tog oplysninger fra Matthæus’ slægtsregister og selv udarbejdede et fantasifuldt slægtsregister, hvorefter afskriverne føjede yderligere fem navne til. Men desværre er Matthæusevangeliets slægtsregister gået tabt i dette manuskript. Derfor er der nu ingen mulighed for at sammenligne dem.

Kritik af evangeliet

De to slægtsregistre, vi har foran os, har begge et fælles kendetegn – begge linjer går gennem Abraham og David. For at undersøge dette spørgsmål deler vi slægtsregistret i tre dele: (1) Adam til Abraham (2) Abraham til David (3) David til Jesus.

(1) Adam til Abraham

Matthæus begynder sin slægtsliste med Abraham. Derfor findes hans beretning ikke her. Kun Lukas har nævnt navnene på Abrahams 20 forfædre helt tilbage til Adam. Alligevel har vi allerede set, at der i Første Mosebog (kapitel 4, 5 og 11) kun findes 19 navne.

Men er det troværdigt, at der før Abraham kun fandtes 19 eller 20 generationer? Dette problem er blevet undersøgt i drøftelsen af Det Gamle Testamente. Hvis man ser på listen over Adams efterkommere, som den er gengivet i Første Mosebog, og tager hensyn til de tidsperioder, der er angivet i Bibelen, viser det sig, at der fra menneskets første fremkomst på jorden til Abrahams fødsel omtrent er gået nitten århundreder. I dag antager man, at Abraham levede i 1850 f.Kr., og på dette grundlag viser oplysningerne i Det Gamle Testamente, at mennesket omtrent først fremtrådte på jorden i det otteogtredivte århundrede f.Kr. Vi har allerede set den endelige historiske argumentation for, at han ved at kopiere denne beregning fremsatte en åbenlys usandhed og nåede frem til denne konklusion.

Alle anerkender, at oplysningerne i Det Gamle Testamente ikke længere kan accepteres i dag. På Det Andet Vatikankoncil blev sådanne oplysninger erklæret for »forældede«. Den opfattelse, at evangelierne har benyttet netop disse videnskabeligt uforenelige oplysninger, er meget vigtig, og dette argument kan anvendes mod dem, der forsvarer evangeliernes historiske nøjagtighed.

Kommentatorerne tøvede ikke med at forudse denne vanskelighed. Derfor forsøger de at slippe udenom ved at sige, at denne slægtsliste ikke er fuldstændig, og at Lukas har udeladt visse navne. De hævder, at han med vilje har udeladt navne, fordi hans »eneste mål var at etablere en omtrentlig linje i slægten med de væsentlige kendetegn, baseret på den historiske virkelighed«. (A. Tricot, Lille ordbog over Det Nye Testamente, Paris). Men der er overhovedet ingen grund til at sige dette på grundlag af det, der står i evangelierne. For i evangelierne står der, at A var B’s far, eller at B var A’s søn. Hvad angår tiden før Abraham, har Lukas især støttet sig til Det Gamle Testamente, og dér gives beretningen på denne måde: Da A var P år gammel, blev han far til B; da B var D år gammel, blev han far til G. Der er således ingen mulighed for et hul.

På grundlag af alle de oplysninger, der er indsamlet i moderne tid, kan den slægtsliste over Jesus før Abraham, som Lukas har gengivet, på ingen måde accepteres.

(2) Fra Abraham til David

For denne periodes vedkommende stemmer de to slægtslister næsten overens, bortset fra et par navne. De navne, der ikke stemmer overens, kan let forklares som afskrivningsfejl.

Men betyder det så, at man må antage, at evangelieforfatterne Matthæus og Lukas har givet en fejlfri beretning?

Ifølge historikernes beregninger levede David omkring år 1000 f.Kr., og Abraham levede omkring 1800-1850 f.Kr. Hvis man nu skal acceptere Matthæus’ eller Lukas’ beretning som korrekt, må man erkende, at der i løbet af omtrent otte hundrede år levede fjorten til seksten generationer. Men er det troværdigt? Det, der siges i evangelieberetningen om denne periode, overskrider næsten grænsen for det sandsynlige og troværdige.

(3) Perioden efter David

Når man sammenholder slægtslinjen fra David til Josef, det vil sige til Jesus, viser det sig, at Lukas’ beretning på ingen måde stemmer overens med Matthæus’ beretning.

Når vi foreløbig ser bort fra den åbenlyse forfalskning, der er foretaget i Codex Bezae Cantabrigiensis med hensyn til Lukas, kan vi sammenligne, hvad der står i de to mest ansete håndskrifter, Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus.

I Lukas’ slægtsregister findes der efter David (nr. 35) og frem til Jesus (nr. 77) i alt 42 navne. I Matthæus’ slægtsregister findes der derimod fra David (nr. 14) til Jesus (nr. 41) i alt 27 navne. De (fiktive) forfædre til Jesus, hvis navne er angivet efter David, er forskellige i de to beretninger. Desuden er de angivne navne heller ikke de samme i de to beretninger. Men dermed er sagen ikke afsluttet.

Matthæus har fortalt os, at han har opdaget, hvordan de 14 navne i Jesu slægtsregister efter Abraham er blevet opdelt i tre dele. Den første del går fra Abraham til David, den anden fra David til landflytningen til Babylon, og den tredje fra landflytningen til Jesus. Ganske vist indeholder de to første dele i hans slægtsregister hver 14 navne, men den tredje del indeholder kun 13 navne, ikke 14. Af hans liste fremgår det, at Shealtiel står som nr. 29, mens Jesus står som nr. 41. Man kan ikke finde nogen tekstvariant af hans slægtsregister, hvor den tredje del indeholder 14 navne.

Matthæus har foretaget omfattende ændringer i slægtsregisteret i Det Gamle Testamente for at få antallet af navne i sin anden del op på 14. Navnene på Davids seks efterkommere (nr. 15 til 20) stemmer overens med beretningen i Det Gamle Testamente, men han har udeladt navnene Ahazja, Joash og Amazja på de tre efterkommere af Joram (nr. 20), som er angivet i Anden Krønikebog. Andre steder siger Matthæus, at Jekonja (nr. 28) var Josijas søn, men i Anden Kongebog i Det Gamle Testamente fremgår det, at der står endnu en person mellem Josija og Jekonja, og hans navn er Eljakim.

Det fremgår således, at Matthæus har ændret det slægtsregister, der er beskrevet i Det Gamle Testamente, for at kunne fremlægge en kunstig liste på 14 navne i perioden fra David til landflytningen til Babylon. Desuden mangler der et navn i Matthæus’ tredje del. Det vil sige, at ingen af de nuværende udgaver af Bibelen indeholder præcis 14 navne. Man kunne måske forsøge at forklare det manglende navn som en fejl begået af en gammel afskriver, men det er i virkeligheden ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at ingen kommentator har sagt noget om dette, men har forholdt sig tavs. Hvad kan være den mulige forklaring på deres tavshed? W. Trilling har i sin bog »The Gospel According to Matthew« (forlag: Desclée, Paris) med blot én sætning afsløret denne fromme sammensværgelse af tavshed. Sagen er meget vigtig, fordi forskellige kommentatorer til dette evangelium, herunder den økumeniske oversættelse og kardinal Daniélou, har lagt særlig vægt på den store symbolske betydning af Matthæus’ beregning 3×14. Det vil sige, at denne betydning var så vigtig for Matthæus, at han for at nå frem til dette tal ikke tøvede med at udelade navne fra Det Gamle Testamentes slægtsregister.

Kommentatorerne kan uden tvivl opstille den ene eller anden undskyldning for at retfærdiggøre Matthæus’ fremgangsmåde. Men hvordan kan de undgå den sandhed, at det egentlige formål, Matthæus ønskede at vise, netop er blevet ødelagt ved at skjule navnene?

Moderne eksperters fortolkninger og kommentarer

Kardinal Daniélou har i sin bog med titlen »Gospels of Childhood« (udgivet af Editions du Seuil, Paris) sagt, at Matthæus’ »numeriske konstruktion« har en særlig symbolsk betydning, fordi Jesu slægtskab netop gennem denne opstilling er blevet bevist, og Lukas har også støttet dette synspunkt. Ifølge ham er Matthæus og Lukas i virkeligheden historikere, og de har fuldført en »historisk undersøgelse«, mens de har »indsamlet disse slægtsregistre fra Jesu familiedokumenter«.

Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at der aldrig er fundet noget spor af Jesu familiedokumenter. Forfatteren siger, at han har fået kendskab til disse dokumenters eksistens gennem den kirkehistorie, som Eusebius Pamphili har skrevet. Men der er meget at sige om selve Pamphilis kvalifikationer og pålidelighed. Desuden, hvorfor skulle Jesu familiedokumenter overhovedet indeholde to forskellige slægtsregistre? Er man nødt til at opdage to forskellige slægtsregistre i dette dokument, blot fordi to såkaldte »historikere« har fremlagt to forskellige slægtsregistre?

Han har rettet sit sværd mod alle dem, der har kritiseret kardinal Daniélous synspunkt: »Mange eksperter har under fortolkningen af evangeliet mistet deres vej på grund af en vestlig mentalitet, uvidenhed om den jødisk-kristne religion og mangel på et semitisk perspektiv. De har påført fortolkningen deres egne synspunkter, som er påvirket af Platon, Descartes, Hegel og Heidegger. Derfor er det let at forstå, at de har blandet alskens forskelligt indhold sammen.« Men hvad kan filosoffer som Platon, Descartes, Hegel eller Heidegger have at gøre med at indtage en kritisk holdning til dette opdigtede slægtsregister?

I sit forsøg på at finde betydningen af Matthæus’ 3×14-teorem har forfatteren fremsat og analyseret en besynderlig påstand. Hans egne ord kan citeres her: »I virkeligheden tales der her om den jødiske åbenbarings almindelige ti uger. De første tre uger må fratrækkes for perioden fra Adam til Abraham; så vil der være syv uger af årene tilbage; de første seks af dem vil være seks gange syv, hvilket har forbindelse med de tre grupper på fjorten; og den resterende syvende uge er begyndt med Jesu tid, fordi verdens syvende tidsalder begyndte samtidig med Jesus.« En sådan fortolkning er åbenlyst uværdig til kommentar.

Kommentatorerne til Ecumenical Translation—New Testament har også givet en lignende latterlig numerisk fortolkning. De har fortolket Matthæus’ 3×14-teorem således:

(a) Tallet 14 kan være den numeriske sum af konsonanterne i det hebraiske navn David—D = 4 og V = 6, altså 4+6+4 = 14.

(b) 3×14=16×7, og Jesus kommer ved slutningen af den sjette uge i den hellige historie, som begyndte med Abrahams fremtræden.”

Hvad Lukas angår, er der i hans værk opregnet 77 navne fra Adam til Jesus, og tallet 7 er igen bragt ind på denne måde: 77 er blevet divideret med 7, altså 7×11=77. Det er tydeligt, at de 77 navne overalt er helt kunstige og opdigtede, skabt gennem den talmæssige forskel, der er fremkommet ved at tilføje eller fratrække bestemte ord. Det er dog bemærkelsesværdigt, at denne talleg passer ganske godt med læresætningen.

På grundlag af de to slægtsregistre for Jesus i evangelierne har kristne kommentatorer udvist samme form for intellektuel akrobatik som Matthæus og Lukas i deres fantasi.

Modsigelser og usandsynligheder i beretningerne

I hvert af de fire evangelier findes der beretninger om mange begivenheder, som måske kun findes i ét, i nogle få eller i alle evangelierne. Når beretningen om en sådan begivenhed kun findes i ét evangelium, opstår der nogle alvorlige problemer. Det sker undertiden, at en yderst vigtig begivenhed kun er beskrevet i ét evangelium. Som eksempel kan nævnes beretningen om Jesu himmelfart på dagen for hans opstandelse. Andre steder er forskellige begivenheder beskrevet meget forskelligt i to eller flere evangelier. Kristne plejer almindeligvis at overse disse modsigelser; men hvis de nogen sinde opdager denne forskel mellem flere evangelier, bliver de virkelig forbløffede. Grunden til deres forbløffelse er, at de i lang tid er blevet forsikret om, at forfatterne til Det Nye Testamente selv har set hver eneste af de begivenheder, de har beskrevet.

Nogle tilfælde af sådanne usandsynligheder og modsigelser er allerede blevet nævnt. Men de største forskelle i beretningerne og flest eksempler på modsigelser findes i begivenhederne fra Jesu sidste tid, og især i begivenhederne efter hans lidelser.

Beretningen om lidelserne

Fader Rosset har selv bemærket, at påskebegivenheden (højtiden til minde om jødernes befrielse fra slaveriet i Egypten) i de forskellige evangelier omtales som afholdt på forskellige tidspunkter i forbindelse med Jesu sidste måltid sammen med disciplene. Johannes siger, at det sidste måltid blev holdt ”før påskehøjtiden”, mens de tre andre evangelister siger, at måltidet fandt sted under selve højtiden. Denne forskel har ført til en tydelig usandsynlighed—på grund af forholdet til påskehøjtiden er selve måltidet blevet umuligt. Hvordan kan de, der er bekendt med påskens betydning i jødisk historie og betydningen af det måltid, hvor Jesus i kristen historie tog afsked med sine disciple, tro på, at evangelisterne fuldstændig har glemt rækkefølgen af disse to begivenheder?

På samme måde har hver evangelist beskrevet passionshistorien (begivenhederne, hvor Jesus blev mishandlet og korsfæstet) på sin egen måde. Især er Johannes’ beskrivelse helt anderledes end de tre andres. Desuden er Johannes’ beskrivelse af den sidste nadver og passionen meget lang – næsten dobbelt så lang som Markus’ og Lukas’ beskrivelse og omkring halvanden gang så lang som Matthæus’ beskrivelse. I Johannesevangeliet findes der en lang tale af Jesus til disciplene, som strækker sig over fire kapitler (14-17). I denne tale siger han, at han giver dem sin sidste undervisning og har givet dem sit sidste religiøse testamente. Men der findes ikke det mindste spor af denne tale i de tre andre evangelier. Til gengæld har Johannes ikke nævnt den bøn af Jesus i Getsemane Have, som Matthæus, Lukas og Markus har beskrevet.

Der findes ingen beskrivelse af eukaristien i Johannes’ bog

Når man læser passionshistorien i Johannes’ bog, er det, der tydeligst træder frem for læseren, at han ikke med et eneste ord har nævnt den eukaristiske ceremoni (at blive ét med Jesus ved at spise det hellige brød og drikke den hellige vin) under Jesu og disciplenes sidste nadver.

Der findes sandsynligvis ikke en eneste kristen, som ikke kender det malede billede af den sidste nadver. På billedet ses Jesus sidde ved ét bord sammen med sine disciple for sidste gang. Næsten alle verdens berømte kunstnere har malet dette billede, og på det ses Johannes sidde lige ved siden af Jesus. Det er værd at bemærke, at det netop er denne Johannes, som vi er vant til at betragte som forfatteren til det evangelium, der er kendt under dette navn.

Selv om det forekommer mange overraskende, er det sandt, at de fleste eksperter ikke mener, at Johannes er forfatteren til det fjerde evangelium. Og i dette evangelium findes der ingen omtale af eukaristien. Alligevel er denne begivenhed, hvor brødet og vinen helliges og forvandles til Jesu legeme og blod, en uundværlig del af den kristne gudsdyrkelse. De andre evangelister har, om end på forskellige måder, omtalt dette; men Johannes siger intet om det. I de fire beskrivelser findes der kun overensstemmelse om to ting – forudsigelsen af Peters fornægtelse og af en disciples forræderi (navnet Judas Iskariot nævnes kun af Matthæus og Johannes). At Jesus vaskede disciplenes fødder før denne nadver, findes derimod kun beskrevet hos Johannes.

Men hvorfor er denne eukaristi ikke nævnt i Johannes’ bog? Hvis man tænker neutralt over det, er det første svar, der falder én ind, dette: Hvis fortællingen i de tre andre bøger er sand, er den pågældende del af Johannes’ bog måske gået tabt. Men de kristne kommentatorer er ikke nået frem til en sådan konklusion. Nogle af deres synspunkter i denne forbindelse kan undersøges.

A. Tricot har i sin bog The Little Dictionary of the Testament under overskriften ”Den sidste nadver” skrevet: ”Jesus spiste det sidste måltid sammen med de tolv disciple, og ved den lejlighed indstiftede han eukaristien. De tre første evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) beretter om dette, og i det fjerde evangelium (Johannes) gives der en detaljeret beskrivelse.” Men under overskriften ”Eukaristien” skriver han: ”I de tre første evangelier findes en kort beskrivelse af indstiftelsen af denne ceremoni; den udgør en vigtig del af profetens religiøse undervisningsmetode. I forbindelse med beretningen om Jesu tale om ’livets brød’ (6, 32-58) har Johannes føjet mange flere oplysninger og detaljer til denne korte beskrivelse.” Det forbløffende er imidlertid, at han slet ikke nævner, at Johannes ikke giver nogen beskrivelse af eukaristiens indstiftelse. Det, han siger om de mange oplysninger og detaljer, har ingen forbindelse med eukaristiens indstiftelse, for Johannes beskriver først og fremmest begivenheden, hvor Jesus vaskede disciplenes fødder. Den henvisning, som kommentatoren Tricot har givet til ’livets brød’, er en helt anden sag. Den har ingen forbindelse med den sidste nadver. I sin tale nævnte Jesus blot, at jøderne under deres ophold i ødemarken efter flugten fra Egypten under Moses’ ledelse hver dag fik den mad, der kaldes manna, fra Allah. Og det er kun i Johannes’ bog, at dette er nedskrevet. Da Jesus talte om brødet, nævnte han i den forbindelse også eukaristien; Johannes har ligeledes omtalt dette i det følgende afsnit, men der findes ingen omtale af dette hos de tre andre evangelister.

Det viser altså, at Johannes ikke har sagt noget om det, som de tre andre har sagt; og omvendt har de heller ikke sagt noget om det, som Johannes har sagt (den påståede profeti af Jesus). Det er i sandhed forbløffende!

Kommentatorerne til den økumeniske oversættelse af Bibelens Ny Testamente har erkendt, at Johannes’ skrift ikke indeholder nogen beretning om eukaristien. De siger: »Folk er jo ikke særlig interesserede i det gamle Israels legender eller skikke. Det er sandsynligvis derfor, at han ikke har beskrevet indførelsen af eukaristien.« Hvordan kan dette argument accepteres? Johannes har måske ikke været interesseret i jødernes gamle skikke, men hvordan kunne han ignorere en så vigtig ceremoni i den nye kristne religion?

Kristne eksperter føler sig så forlegne over dette spørgsmål, at de ønsker at finde en begivenhed i Johannes’ skrift fra Jesu liv, hvor der findes en beretning om eller en antydning af noget, der ligner eukaristien. Oscar Cullmann kan nævnes som eksempel. I sin bog »Det Nye Testamente« har han sagt: »I begivenhederne, hvor vand blev forvandlet til vin, og hvor fem tusind mennesker blev bespist med fem brød, findes der en forudgående antydning af den sidste nadver, altså eukaristien.« Det kan erindres, at Jesus forvandlede vand til vin, da der opstod mangel på vin ved et bryllup i Kana. Johannes har i sin skrift (2, 1-12) beskrevet denne begivenhed som Jesu første mirakel; blandt de fire evangelister er han den eneste, der omtaler den. De fem bygbrød blev på mirakuløs vis så mange i antal, at fem tusinde mennesker uden besvær kunne blive bespist. Da Johannes beskrev disse to begivenheder, kom han ikke med nogen særlig kommentar, og den lighed, som moderne eksperter hævder at have fundet i dem, kan højst betegnes som en usædvanlig udfoldelse af deres fantasi. Cullmann har fremført flere argumenter af samme art. Han har sagt, at Jesu helbredelse af en lam og en blind indeholder »en forudsigelse af dåben«, og at det vand og blod, der efter Jesu død kom ud fra den ene side af hans legeme, er »et bevis på, at dåben og eukaristien er forbundet med den samme tråd«. Hvad mere kan man sige om den slags argumenter?

Fader Roset har i sin bog »Indføring i evangeliet« gengivet endnu et mærkværdigt argument fra Oscar Cullmann således: »Nogle teologer, såsom Oscar Cullmann, regner den begivenhed, hvor Jesus vaskede disciplenes fødder før den sidste nadver, for et symbol på indførelsen af eukaristien.«

Når man ser, til hvilket niveau teologerne er gået ned for at fremføre alle mulige argumenter for at gøre det let for almindelige kristne at acceptere, at Johannes’ skrift ikke omtaler eukaristien, må man virkelig undre sig.

Jesu fremtræden efter døden

Det er allerede tidligere nævnt som eksempel, hvordan fantasiens frie udfoldelse blev brugt i Matthæus’ skrift ved beskrivelsen af en påstået mirakuløs begivenhed på tidspunktet for Jesu død. Om begivenhederne efter Jesu opstandelse fra graven har de fire evangelieforfattere givet fire forskellige, det vil sige indbyrdes modstridende, beretninger. På side 182 i sin bog »Indføring i evangeliet« har fader Roset nævnt nogle eksempler på disse modstridende og endda latterlige beretninger.

Han har sagt: »Antallet af de kvinder, der var samlet ved graven, angives forskelligt i de tre første evangelier. I Johannes’ evangelium omtales kun én kvinde, nemlig Maria Magdalene. Men han taler igen i flertal: ’Vi ved ikke, hvor han er blevet begravet’ – så det synes, at hun ikke var alene. I Matthæus’ skrift forudsiger en engel over for kvinderne, at de skal møde Jesus i Galilæa. Men kort efter viser Jesus sig for dem lige ved sin grav. Lukas har formentlig forudset denne selvmodsigelse og ændret beretningen en smule i sit eget skrift. Englen sagde: ’Husk, hvordan han sagde til jer, da han var i Galilæa …’ I virkeligheden fortæller Lukas, at Jesus viste sig tre gange. Johannes fortæller også om tre gange – to gange i Jerusalem, i et værelse på en øvre etage med en uges mellemrum, og én gang ved Galilæasøens bred. Matthæus fortæller, at han kun viste sig én gang i Galilæa.«

Fader Roset udelod Markus’ tilsvarende beretning fra denne undersøgelse, fordi han mener, at dette afsnit »sandsynligvis er skrevet af en anden«.

Alle disse oplysninger beviser, at der ikke er noget som helst grundlag for den omtale i Paulus’ Første Brev til korintherne (15,5-7), hvor der står, at Jesus viste sig for mere end fem tusind mennesker, for James, for alle apostlene og også for Paulus selv.

Når situationen er sådan, er det forbløffende, at fader Rosette i det samme værk skarpt kritiserer den højtidelige fremstilling af barnlige fantasier i visse skrifter om Jesu opstandelse. Denne bemærkning gælder imidlertid i særlig grad Matthæus og Paulus, for deres udsagn om dette emne er fuldstændig i modstrid med de øvrige apostles udsagn.

Desuden er der betydelig uoverensstemmelse mellem Lukas’ beskrivelse i Apostlenes Gerninger af, hvordan Jesus viste sig for Paulus, og Paulus’ egen beskrivelse af dette. Da fader Canen­giser bemærkede dette forhold, hævdede han eftertrykkeligt i sit værk Faith in the Resurrection, Resurrection of Faith (1974), at Paulus var den »eneste øjenvidne til Jesu opstandelse«, at ingen anden forfatter i Det Nye Testamente kunne gøre krav på denne ære, og at hans ord gennem hans skrifter er nået direkte frem til os. Alligevel nævnte han aldrig, at han personligt havde mødt den genopstandne Jesus. Ganske vist berørte han emnet »tre gange med stor forsigtighed«, men han gav aldrig nogen beskrivelse.

Den tydelige modsigelse mellem evangeliernes beretninger og Paulus, som trods sin status som øjenvidne ikke sagde noget klart, er således åbenlys.

Oskar Cullmann har også i sit værk Det Nye Testamente bemærket en modsigelse mellem Lukas’ og Matthæus’ beretninger. Lukas siger, at Jesus viste sig i Judæa, mens Matthæus siger, at det var i Galilæa.

I denne forbindelse kan man også bemærke modsigelsen mellem Johannes’ og Lukas’ beretninger. Johannes siger (21,1-14), at Jesus efter at være stået op fra graven viste sig for fiskerne ved Tiberias-søens bred; som følge heraf lykkedes det dem at fange så mange fisk, at det blev vanskeligt for dem overhovedet at bære dem bort. Denne fortælling er i virkeligheden ikke andet end en gentagelse af fortællingen om det mirakuløse fiskeri på det samme sted, og Lukas har beskrevet denne begivenhed (5,1-11) som noget, der fandt sted, mens Jesus stadig levede.

Da fader Rosette kommenterede disse åbenbaringer af Jesus, sagde han beroligende i sit værk, at begivenhedernes »usammenhængende, uklare og forvirrede karakter snarere frembringer tro«. For alle disse oplysninger beviser netop, at der ikke var noget sammensværgelse mellem evangelisterne om dette; ellers ville de naturligvis alle sammen have givet én og samme beretning. Men var en sådan sammensværgelse overhovedet mulig mellem dem? Dette argument er virkelig ejendommeligt. I virkeligheden har de måske blot nedskrevet de legender, der var udbredt i deres respektive samfund, og i alle legenderne var fantasien (uden deres vidende) blevet udfoldet. På grund af så mange modsigelser og usandsynligheder i beskrivelsen af begivenhederne er der ingen anden mulighed end at nå frem til denne konklusion.

Jesu himmelfart

Der findes endnu flere modsigelser, og de fortsætter helt til beretningens afslutning. For Johannes eller Matthæus nævner overhovedet ikke Jesu himmelfart; det er kun Markus og Lukas, der gør det.

Markus siger (16,19), at Jesus »blev løftet op til himlen og tog sæde ved Guds højre hånd«, men han siger ikke noget om, hvor mange dage efter den hændelse, han har beskrevet, at Jesus kom ud af graven, himmelfarten fandt sted. Det er bemærkelsesværdigt, at denne sætning står i det sidste afsnit i Markus’ Bibel. Fader Roset mener, at afsnittet er »falsk«, men ifølge kirken er det fuldstændig autentisk.

Dernæst Lukas’ beretning. Lukas er den eneste, der har givet en sammenhængende beretning om himmelfarten (24,51). Han siger: »Han skiltes fra dem og blev ført op til himlen.« Med »dem« menes her de elleve apostle, eftersom den tolvte apostel, Judas, allerede var død. Himmelfarten omtales efter beretningen om, at han kom ud af graven og viste sig for apostlene; derfor synes det, som om det at komme ud af graven og opstigningen til himlen fandt sted samme dag. I Apostlenes Gerninger beskriver Lukas (som alle anser for at være forfatteren) således, hvordan Jesus viste sig for apostlene mellem lidelsen og himmelfarten: »Efter at have lidt viste han sig levende for dem (hvilket der er mange beviser på). På denne måde viste han sig i fyrre dage og talte om Guds rige« (kapitel 1,3).

Det er på grundlag af denne beretning, at man fejrer himmelfarten fyrre dage efter påske (festen for Jesu opstandelse fra graven). Det fremgår således, at datoen for denne fest er i direkte modstrid med beretningen i Lukas’ evangelium. Intet andet evangelium har på nogen anden måde begrundet denne dato.

Enhver kristen, der er bekendt med denne uoverensstemmelse, føler sig naturligvis utilpas ved den. Emnet er ganske vist blevet behandlet i værket »Den økumeniske oversættelse«, men uden nogen forklaring. Der siges blot, at disse fyrre dage måske kan have en forbindelse med Jesu mission.

De kommentatorer, som ønsker at forklare alt og skabe overensstemmelse mellem alle uoverensstemmelser, har imidlertid givet nogle besynderlige forklaringer på dette.

I værket »Synopsis of the Four Gospels«, redigeret af Den Bibelske Skole i Jerusalem i 1972 (bind 2, side 451), findes der en sådan besynderlig forklaring. I forbindelse med kritikken af ordet »himmelfart« siges der: »I egentlig legemlig forstand fandt der ingen himmelfart sted, for ligesom Gud ikke befinder sig nedenunder, befinder han sig heller ikke ovenover.« Det er meget vanskeligt at forstå meningen med denne bemærkning. For hvis Lukas ikke mente en opstigning til det høje, hvad mente han så egentlig? Et andet sted i værket siges der: »Den beretning i Apostlenes Gerninger, ifølge hvilken himmelfarten fandt sted fyrre dage efter opstandelsen fra graven, er et litterært greb; dette greb blev anvendt for alvorligt at understrege, at Jesu tilsynekomst i verden var afsluttet. I Lukas’ evangelium siges det imidlertid, at himmelfarten fandt sted søndag aften, påskedag. Det skyldes, at Lukas, da han beskrev de forskellige begivenheder efter opdagelsen af den tomme grav om morgenen på opstandelsesdagen, ikke indlagde noget mellemrum mellem de to begivenheder. Dette er helt bestemt et litterært greb. Grebet blev anvendt for at lade der gå nogen tid mellem Jesu opstandelse fra graven og hans møder med disciplene.«

Hvad denne forklaring egentlig betyder, er ikke klart forståeligt. Det er dog ikke særlig vanskeligt at indse, at kommentatoren har forsøgt at væve et net af ord for selv at slippe ud af en pinlig og ubehagelig situation. I den forklaring, fader Roset har givet om dette i sit værk, træder hans egen vanskelighed endnu tydeligere frem. Han har talt om himmelfarten ikke blot én, men to gange: Set fra Jesu synspunkt er opstandelsen og himmelfarten ganske vist to dele af den samme begivenhed, men set fra disciplenes synspunkt fandt himmelfarten ikke sted, før hans møder med dem var afsluttet. For at kirkens tidsalder kunne begynde, steg han op til himlen efter at have afsluttet sine møder med dem, efter at have inspireret disciplene.

Fader Rosset advarede de læsere, som ikke er i stand til at forstå betydningen eller rækkevidden af denne dybsindige argumentation (som ikke har noget grundlag i nogen bog), med følgende ord: »Hvis man, som i mange andre tilfælde, også her ser bort fra den religiøse betydning og tager Bibelens beretning bogstaveligt, vil problemet synes uløseligt. Der er her ikke tale om, at en virkelig begivenhed er blevet udtrykt gennem uforenelige symboler. Det, der er sket, er, at de religiøse forfattere har åbenbaret mysteriet gennem netop den slags ting og genstande, som vi er i stand til at forstå ved hjælp af vores erfaringer og forstand fra det jordiske liv, og man må hele tiden have deres religiøse og åndelige hensigt for øje.«

I virkeligheden udfolder fortolkerne denne slags meningsløse ordvæv, når de forsøger at forklare det, der ikke kan forklares. Når man vil støtte noget, der ikke kan forsvares, er der naturligvis ingen anden udvej.

Jesu sidste samtale og Parakleten i Johannesevangeliet

Johannes er den eneste, der har omtalt Jesu sidste samtale med disciplene. Denne begivenhed fandt sted efter den sidste nadver og før Jesus blev arresteret. Begivenheden afsluttes med en lang tale af Jesus. Beretningen om denne begivenhed og talen findes i fire kapitler (14-17) i Johannesevangeliet. I intet andet evangelium findes der naturligvis så meget som en eneste henvisning til dette. De emner, der beskrives i disse fire kapitler, er af stor betydning og vigtighed for de kristnes fremtidige handlemåde og synspunkter. Begivenheden beskrives i en højtidelig og hellig atmosfære, der passer til en højt æret mesters afsked med sine disciple.

Alligevel er denne gribende afskedsscene, som indeholder beviset på Jesu åndelighed, fuldstændig fraværende i Matthæus’, Markus’ og Lukas’ skrifter. Hvad kan være den mulige forklaring på dette fravær? Man kan spørge: Fandtes denne beretning oprindeligt i de tre første evangelier? Blev den senere fjernet? Hvorfor? Der findes intet svar på dette spørgsmål. Intetsteds kan man finde et svar. Sagen er virkelig omgærdet af mystik og vanskelig at forstå.

De vigtigste emner i denne begivenhed, som findes i Jesu tale, er den fremtidige tilstand for mennesket, sådan som Jesus beskrev den, hans særlige interesse i at tale til disciplenes forsamling, at fremlægge sandheden for hele menneskeheden gennem dem, samt at gøre rede for den vejleder, som menneskene nødvendigvis må følge, efter at de har forladt denne verden, og klart at meddele sine egne anvisninger og anbefalinger i denne forbindelse. I Johannesevangeliet kaldes denne vejleder på græsk »Parakletos«; på engelsk kaldes han »Parakleten«. De relevante grundafsnit i dette evangelium lyder således:

»Hvis I elsker mig, vil I holde alle mine bud. Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden hjælper (Parakleten).« (14, 15-16) Men hvad betyder ordet Paraklet? I den tekst af Johannesevangeliet, som nu er gængs, forklares ordet således:

»Men hjælperen, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt det, jeg har sagt jer.« (14, 26)

»Han vil vidne om mig.« (15, 26)

»Når Sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer og føre jer til hele sandheden; for han vil ikke tale på eget initiativ, men sige, hvad han hører, og han vil kundgøre jer de kommende begivenheder. Han vil herliggøre mig.« (16, 13-14)

Johannesevangeliets fire kapitler (14-17) er ikke gengivet i deres fulde længde her. Men det, der er citeret, gengiver hovedbudskabet korrekt.

Det er bemærkelsesværdigt, at »Parakleten« og »Helligånden« bruges i samme betydning i teksten. Det er ikke let at få øje på, især fordi det sædvanligvis er tekstens underoverskrifter, der anvendes i oversættelser, og fordi kommentatorerne i deres værker bestræber sig på at videreføre den gamle tankegang. Hvis nogen alligevel nærer den mindste tvivl om betydningen, kan vedkommende læse en hvilken som helst forklaring af andre eksperter. A. Tricot har i sit værk »Little Dictionary of the New Testament« forklaret ordet Parakleten således:

»Dette ord er oversat fra græsk, og Johannes er den eneste, der har brugt dette navn eller denne titel i Det Nye Testamente. I den beretning, han har givet om Jesu tale efter det sidste måltid, har han brugt ordet fire gange (14, 16 og 26; 15, 26 og 16, 7). Han har brugt det endnu én gang i sit første brev (2, 1). I evangeliet anvendes ordet om Helligånden, og i brevet om Jesus. Ordet Parakleten var udbredt blandt græske jøder i det første århundrede efter Kristi fødsel. Det betyder advokat, forsvarer, talsmand eller mægler. Jesus forudsagde, at Faderen og Sønnen ville sende Ånden. Den Ånd vil overtage den hjælperrolle, som Sønnen under sit jordiske liv havde udført til gavn for sine disciple. Han vil træde i Jesu sted og virke som Parakleten eller den mægtige mellemmand.«

Ifølge denne kommentator må det altså være Helligånden, der efter Jesu bortgang fra verden vil blive menneskenes sidste vejleder. Stemmer denne opfattelse overens med teksten hos Johannes? Det er nødvendigt at rejse dette spørgsmål, for årsager fører til virkninger. Bedømt på dette grundlag viser det sig, at de følgende ord ikke passer med Helligånden: »Han vil ikke tale på eget initiativ, men sige, hvad han hører, og han vil kundgøre jer de kommende begivenheder.« Det er utænkeligt, at Helligånden skulle have evnen til at tale og høre. Af hensyn til logik og sammenhæng burde dette spørgsmål rejses, men så vidt jeg ved, har ingen kommentator rejst eller overvejet det.

For at få en korrekt forståelse af dette er det nødvendigt at se på den oprindelige græske tekst. Alle anerkender nemlig, at Johannes skrev på græsk og ikke på noget andet sprog. Jeg har læst den græske bibel, der hedder »Novum Testamentum Graece« (Nestle og Aland, United Bible Societies, London, 1971).

Når man vil kritisere teksten, må man først undersøge de forskellige tekstvarianter. Blandt alle de manuskripter af Johannesevangeliet, som er blevet fundet, findes der kun i afsnit 14, 26 i den berømte palimpsest-version skrevet på syrisk en variant, som kan ændre sætningens betydning. (Dette manuskript blev skrevet i det fjerde eller femte århundrede og blev opdaget på Sinajbjerget i 1812 af Agnes S. Lewis. En anden tekst var skrevet oven på den første tekst, og efter at denne anden tekst var blevet fjernet, fandt man frem til originalen. Derfor fik manuskriptet navnet palimpsest.) Her står der ikke »Helligånden«, men blot »Ånden«. Har afskriveren ved en fejl udeladt ordet »hellig«, eller undlod han med vilje at skrive ordet »hellig«, fordi han indså det latterlige i, at Helligånden skulle have evnen til at tale og høre? Der findes også andre varianter i dette manuskript, men de er hovedsagelig grammatiske og medfører ingen ændring af betydningen; derfor er der ingen grund til at drøfte dem yderligere. Det vigtige her er, at betydningen af verberne »tale« og »høre«, sådan som de anvendes her, er nøjagtig den samme i alle de øvrige manuskripter af Johannesevangeliet.

Verbet »at høre« er en oversættelse af det græske verbum »akouo«, som betyder »at opfatte en lyd«. Ordet »akustik« (læren om lyd) stammer fra dette ord.

Verbet »at tale« er en oversættelse af det græske verbum »laleo«; den almindelige betydning er at frembringe lyd, og den særlige betydning er at tale. Dette ord bruges hyppigt i evangeliernes græske tekst, og det anvendes hver gang Jesus fremsætter en vigtig erklæring under sin forkyndelse. Det viser således, at dette særlige ord ikke anvendes, når man taler under inspiration af Helligånden, men derimod almindeligvis om menneskers naturlige tale. På græsk anvendes ordet i den helt dagligdags betydning, når lyd frembringes.

Derfor kan de to verber »akouo« og »laleo« kun anvendes om levende væsener, der har sanser, som gør dem i stand til at tale og høre. De kan på ingen måde anvendes om Helligånden.

Derfor er den passage i det græske manuskript til Johannesevangeliet, hvor ordene »Helligånden« forekommer (14,26), slet ikke forståelig – »men denne hjælper« kan på ingen måde anvendes om Helligånden.

Hvis ordene »Helligånden« udelades, bliver hele tekstens betydning klar og forståelig. Johannes har da også udtrykt sig forståeligt på denne måde i sit første brev. Her forstår han Jesus ved Parakleten, og denne Paraklet er en mellemmand på Guds vegne (i mange oversættelser og kommentarer til evangelierne, især i de ældre, er ordet Paraklet blevet oversat med »trøster«; men denne oversættelse er helt forkert). Ifølge Johannes siger Jesus (14,16): »Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden Paraklet«, det vil sige, at ligesom han selv i dette liv var menneskenes mellemmand på Guds vegne, sådan vil »en anden« mellemmand blive sendt.

Hvis man derfor bedømmer sagen ud fra fornuft og sammenhæng, viser det sig, at Parakleten, som Johannes beskriver, er et menneske ligesom Jesus og har evnen til at tale og høre. Den profeti, Jesus fremsatte, går således ud på, at Gud senere vil sende endnu et menneske til verden; og han vil udfylde den rolle, Johannes beskriver. Det er med andre ord den fornuftige forklaring på hans tekst, hvis de ord, der bruges om profeter, forstås i deres præcise betydning.

De to ord »Helligånden«, som findes i den nuværende tekst, er sandsynligvis blevet tilføjet senere med vilje. Denne ændring blev formentlig foretaget for at tilsløre den oprindelige betydning, nemlig profetien om, at endnu en profet efter Jesus skulle komme. For da den kristne kirke blev dannet, var en af dens vigtigste læresætninger, at Jesus var den sidste profet, og at ingen profet skulle komme efter ham.

Konklusion

De fire evangelier er historisk korrekte, oprindelige og autentiske, og det, Jesus gjorde og den lære, han forkyndte, er blevet troværdigt overleveret gennem disse evangelier. Dette ortodokse synspunkt blandt kristne blev også støttet på Vatikanets seneste koncil. Alligevel bliver denne påstand om korrekthed og autenticitet direkte tilbagevist af de oplysninger, der er nedskrevet i denne bog, og af de synspunkter, der er citeret fra fremtrædende kristne teologer.

Der kan fremføres flere forskellige slags argumenter i denne forbindelse.

Beretningerne i flere evangelier om den samme sag modsiger hinanden, og to indbyrdes modstridende begivenheder kan ikke begge være troværdige. Desuden lægger mange kristne ikke mærke til påstande, usandsynligheder eller uoverensstemmelser, der strider mod de faktiske oplysninger, man har fået gennem moderne viden. Når de lejlighedsvis støder på dem, bliver de forbløffede, fordi deres sind på forhånd er blevet påvirket af præsternes og kommentatorernes fantasifulde, mystiske og poetiske fortolkninger. Nogle eksempler på den unødvendige ordmængde, som kommentatorerne udfolder for at forklare bestemte emner, de betegner som »vanskelige«, er allerede blevet nævnt. Desuden findes der i evangelierne nogle afsnit, som man har indrømmet er falske, men som kirken erklærer for ægte.

Ifølge fader Kannengisser har den moderne tekstkritik frembragt oplysninger, der er »revolutionerende for Bibelens religiøse fremstillingsmåde«, og derfor er det ikke længere nødvendigt at tage oplysningerne om Jesus og begivenhederne omkring ham, som de er nedskrevet i evangelierne, bogstaveligt, fordi disse beretninger blev udformet med bestemte lejligheder for øje; med andre ord er de »krigstidsskrifter«. Som følge af moderne forskning er man blevet grundigt bekendt med jødedommens og kristendommens historie samt fjendskabet og uviljen mellem forskellige samfund. Beretningerne om de begivenheder, der blev skrevet på denne baggrund, er derfor yderst pinlige for den moderne læser. Selv om mange kristne stadig mener, at evangelisterne, som skrev evangelierne, var øjenvidner til de begivenheder, de beretter om, er denne opfattelse nu blevet bevist at være fuldstændig grundløs. Den forskning, der er udført på Bibelskolen i Jerusalem af fader Benoît og fader Boismard, har klart bevist, at evangelierne er blevet skrevet, redigeret og revideret flere gange. Desuden advarede de to fædre læserne om, at de ikke skulle forvente at finde nogen af Jesu udsagn i evangelierne gengivet korrekt eller direkte.

Det kan imidlertid ikke benægtes, at evangelierne har en historisk karakter. Gennem beretningerne om Jesus kan vi i disse bøger lære forfatternes identitet og karakter at kende; vi kan erfare, at de var talerør for traditionerne og legenderne i deres respektive tidlige kristne samfund, og især kan vi få kendskab til stridighederne og konflikterne mellem Paulus og de jødisk-kristne samfund. Kardinal Daniélous bog er et pålideligt opslagsværk om alle disse emner.

Er der noget at undre sig over i, at nogle af evangelisterne har fordrejet bestemte begivenheder i Jesu liv til støtte for deres egne læresætninger? Er der noget at undre sig over i, at de har udeladt visse begivenheder? Og er det da så mærkeligt, at nogle af de begivenheder, de har berettet om, er helt igennem opdigtede?

Alle disse spørgsmål vækker naturligt vores interesse for at sammenligne evangelierne med middelalderens fortællende digtning. Den mest præcise sammenligning er formentlig med digtet »Rolandsangen« (Chanson de Roland). I dette digt fortælles en virkelig begivenhed i fantasiens lys, og det er det mest berømte af sin art. Begivenheden er, at Roland, mens han førte kong Karl den Stores bagtrop, pludselig blev angrebet af fjenden i et bjergpas på slagmarken. Ifølge historikeren fandt begivenheden sted den 15. august 778 (Eginhard), og den var ikke særlig betydningsfuld. Men i digtets fremstilling er denne beskedne begivenhed ophøjet til et glorværdigt kapitel i en hellig krig og til det ypperste eksempel på militær kunnen. Digtet rummer ganske vist en omfattende udfoldelse af fantasien, men derfor er den virkelige begivenhed ikke blevet usand. For det er sandt, at Karl den Store måtte føre mange krige for at beskytte sit land mod fjendtlige angreb, og begivenheden med Roland var en del af dette.

Det samme kan siges om evangelierne. Matthæus’ hang til fantasi, de forskellige evangelieres indbyrdes modsigelser, deres usandsynligheder, uoverensstemmelserne med moderne videnskabelige oplysninger og de gentagne fordrejninger af teksten beviser, at der i Bibelen findes mange afsnit og kapitler, hvis eneste grundlag er menneskelig fantasi. Men dermed bliver Jesu mission ikke falsk. Der er overhovedet ingen tvivl om Jesu mission. Tvivlen gælder dens form og fremgangsmåde.

Koranen og moderne videnskab

Indledning

Forholdet mellem Koranen og videnskaben er forbløffende, når man følger årsagernes logiske kæde frem til virkningerne; især når man ser, at dette forhold er præget af overensstemmelse, ikke uoverensstemmelse. I dag mener mange, at konfrontationen mellem religiøse skrifter og videnskabens sekulære forestillinger er en ren labyrint. Med få undtagelser er de fleste videnskabsfolk i vor tid fanget i materialismens snærende net. De betragter religion som intet andet end legender, og hvad angår religiøse spørgsmål, er de enten ligeglade eller nærer direkte modvilje. Desuden er det i Vesten, når man drøfter religion og videnskab, jødedommen og kristendommen, man omtaler; ingen tænker nogensinde på islam. I virkeligheden er der på grundlag af fejlagtige oplysninger blevet udbredt så omfattende misforståelser om islam, at det dér virkelig er vanskeligt at få en korrekt forståelse af den sande islam.

Før man indleder en sammenlignende drøftelse af islam og videnskaben, er det særlig nødvendigt at give en kort introduktion til islam. For i Vesten er denne religion kun meget lidt kendt.

I Vesten fremsættes der om islam forskellige fejlagtige udsagn og kommentarer, undertiden af uvidenhed og undertiden med det formål at nedgøre den. Blandt den slags udsagn er de faktuelle de mest alvorlige; for en fejlagtig opfattelse kan måske tilgives, men når opdigtede oplysninger fremlægges i stedet for de faktiske, bliver det utilgiveligt. Mange lærde og fremstående personer i Vesten har i deres skrifter medtaget så direkte løgne, at man bliver helt oprørt ved at læse dem. Jeg vil citere et sådant eksempel fra sjette bind af »Universalis Encyclopædia«. Under overskriften »Evangeliet« sagde forfatteren i forbindelse med en sammenligning mellem Bibelen og Koranen: »Evangelisterne fremsatte, hvad angår Bibelen, ikke et sådant krav som det, der er fremsat hvad angår Koranen, nemlig at de blot viderebringer den selvbiografi, som Gud på mirakuløs vis har fortalt profeten.« Men Koranen er jo ingen selvbiografi. Hvis forfatteren blot havde gennemgået selv den ringeste oversættelse af Koranen, ville han have forstået, at Koranen i virkeligheden er en bog til undervisning; en bog til vejledning. Men det gjorde han ikke, og uden at vide eller undersøge noget fremsatte han dette falske udsagn. Og dog er han en lærd professor ved jesuitternes teologiske fakultet i Lyon. Det er sådanne falske udsagn, der har skabt fejlagtige forestillinger om Koranen og islam.

Der er imidlertid allerede opstået nyt håb. For de forskellige religioner er ikke længere så indadvendte som tidligere. De forsøger at skabe forståelse mellem hinanden. Jeg håber, at alle vil glæde sig over at høre, at romersk-katolikkerne på det højeste niveau i deres religiøse institution forsøger at etablere kontakt med muslimer. De forsøger også inden for deres eget samfund at fjerne uvidenheden om islam og korrigere de fejlagtige forestillinger.

Jeg har i denne bogs indledning omtalt de store forandringer, der er sket i de seneste år, og jeg har også nævnt en pjece med titlen »Orientations for a Dialogue Between Christians and Muslims«, udgivet af Vatikanets Kontor for Ikke-kristne Anliggender. Denne pjece er et yderst vigtigt dokument, fordi den beskriver det nye syn på islam. I den tredje udgave af den nævnte pjece, som blev udgivet i 1970, blev der opfordret til »at revidere vores syn på islam og foretage en objektiv undersøgelse af vores fjendtlighed«. Det blev sagt: »Vi må som et første skridt gradvist ændre det syn, som vore kristne brødre har haft. Dette første skridt er det vigtigste af alle. Det gamle billede, som vi gennem tiderne har arvet, og som er blevet forvrænget af fjendtlighed og fordømmelse, må fjernes; og vi må erkende den uret, vi tidligere har begået mod muslimerne. Vi må også erkende, at det er Vesten, som er blevet uddannet i kristen lære, der er ansvarlig for denne uret.«

I denne forbindelse kan det nævnes, at der tidligere var en tid, hvor lederne på de højeste niveauer i den katolske kirke med glæde støttede enhver modstand mod eller fjendtlighed over for islam, uanset hvilken form den antog, selv når den blev udvist af kirkens erklærede og kendte fjender. Som eksempel kan nævnes pave Benedikt XIV, der var kendt som det attende århundredes største gejstlige (pontifex). Da Voltaire tilegnede paven et værk, han havde skrevet, med titlen »Muhammed eller fanatisme« (på fransk »Mahomet ou le fanatisme«, 1941), sendte han ham uden tøven sin velsignelse, selv om værket var en yderst tarvelig, sarkasme- og spotfyldt tragedie, som enhver snu person, der kunne føre en pen og var drevet af ondsindede hensigter, ville have kunnet skrive om hvilket som helst emne. Stykket blev ikke nogen særlig succes på scenen, men de kristne tilskuere støttede det ikke desto mindre med glæde, og alene af den grund blev det til sidst optaget i samlingen af franske tragedier.

Denne bog fra Vatikanet indeholder i alt 150 siders redegørelse og har fremlagt den sande virkelighed ved at tilbagevise de kristnes gamle fejlagtige opfattelser af islam.

Under overskriften »Et forsøg på at befri os selv fra vores værste fjendskab og fordomme« sagde forfatterne henvendt til de kristne: »Også på dette område må vi overgive os til en fuldstændig renselse af vores synspunkter. Især må vi se på de ’forudfattede meninger’, som ofte og meget letsindigt antages om islam. Vi må sikre, at vi ikke selv i vores inderste hjerte har sådanne fordomme, for troende muslimer betragter den slags forestillinger hos os som vildledende.«

Et eksempel på denne slags forestillinger er, at kristne altid bruger ordet »Allah« for at forklare muslimernes »Gud«, som om de dermed vil sige, at den Gud, muslimer tror på, er en helt anden væsen end de kristnes Gud. På arabisk betyder ordet Allah guddommelighed, et himmelsk væsen. Betydningen af dette arabiske ord kan gengives med det engelske ord God, altså den ene og unikke Gud. Den, som muslimer kalder Allah, er ingen anden end Moses’ og Jesu Gud.

I det dokument, som Vatikanets kontor for ikke-kristne anliggender har udarbejdet, understreges dette grundlæggende punkt: »Det er fuldstændig urimeligt at hævde, at Allah i virkeligheden ikke er Gud. Ikke desto mindre mener visse kredse i Vesten dette. I de kristne råds dokumenter er denne fejlagtige opfattelse blevet tilbagevist, og den sande betydning er blevet fremhævet på rette sted. En udtalelse fra Lumen gentium (navnet på et dokument, der blev udarbejdet under Det Andet Vatikankoncil i 1962–65) kan citeres som et fremragende eksempel på og en forklaring af muslimernes tro på Gud. I denne udtalelse hedder det: »Muslimerne bekender sig til Abrahams tro og tilbeder sammen med os den ene barmhjertige Gud, som er den eneste dommer på den yderste dag.«

Derfor er det let at forstå, hvorfor muslimer protesterer mod, at man på forskellige europæiske sprog skriver Gud i stedet for Allah. Af samme grund roste lærde muslimer de Masson for i den franske oversættelse af Koranen at have brugt ordet Dieu (Gud) i stedet for ordet »Allah«.

I dette dokument fra Vatikanet hedder det: »Arabisktalende kristne har kun ét ord for Gud, og det er Allah.«

Muslimer og kristne tilbeder én og samme Gud.

Derefter undersøges andre fejlagtige opfattelser af islam objektivt i dette dokument.

En fejlagtig opfattelse af, at der findes fatalisme i islam, bliver i vidt omfang udbredt. I dokumentet er denne opfattelse blevet imødegået, og ved at citere fra Koranen er det blevet vist, at mennesket har et personligt ansvar og vil blive dømt på grundlag af sine handlinger. Den udbredte opfattelse, at det efter islamiske principper er legitimt at tvinge mennesker til at antage islam ved brug af magt, er også blevet imødegået i dokumentet, hvor det siges, at det ligefrem er i strid med islam at tro på dette princip. I denne forbindelse er følgende to vers fra Koranen blevet citeret, og det er blevet sagt, at der i Vesten hersker megen forvirring om disse to vers:

“Der er ingen tvang i religionen” – Sura al-Baqara, vers 256.

“(Allah) har ikke pålagt jer nogen vanskelighed med hensyn til religionen.” Sura al-Hajj, vers 78.

Den opfattelse, der udbredes, at islam er en frygtens religion, er blevet imødegået i dokumentet, hvor det siges, at islam i virkeligheden er kærlighedens religion. Det er islams lære at elske sin næste på grundlag af troen på Allah. Med hensyn til jødernes og de kristnes opfattelse af, at islam ikke har nogen moral, men derimod fanatisme, siges det i Vatikanets dokument, at denne opfattelse er fuldstændig grundløs og falsk: “Da kristendommen fik politisk betydning i historien, var islam aldrig mere fanatisk, end kristendommen var. I denne forbindelse er det ved at citere fra Koranen blevet vist, at ordet ’jihad’ i Vesten bliver oversat forkert: ’På arabisk hedder udtrykket al-jihad fi sabilillah, det vil sige at anstrenge sig på Allahs vej. Og denne anstrengelse sker for at udbrede islam og for at beskytte islam mod dens angribere. Denne jihad er ikke Bibelens ’herem’; den føres ikke med henblik på ødelæggelse, men for at etablere Allahs og menneskenes rettigheder i nye lande. Det er sandt, at der tidligere forekom magtanvendelse og blodsudgydelse under jihad, men det skete ikke på grund af jihad; det skete efter krigens almindelige regler. Desuden var det ikke kun muslimerne, der begik grusomme drab under korstogene.”

Det bør i denne forbindelse nævnes, at oversætterne af Koranen, selv de berømte blandt dem, i deres oversættelser har indføjet mange ting, som ikke findes i den oprindelige arabiske tekst, fordi de ikke har aflagt deres sekulære vaner og tilbøjeligheder. Selv uden at ændre den oprindelige tekst kan man ofte give den en overskrift, som kan ændre tekstens almindelige betydning. Som eksempel kan nævnes R. Blachères berømte oversættelse (udgivet af Maisonneuve et Larose, Paris 1966). På side 115 har han indsat en overskrift (»Pligten til religionskrig«), som ikke findes i Koranen. Under denne overskrift er der placeret et afsnit, hvori der ganske vist er en opfordring til at gribe til våben, men den karakter, som overskriftens formulering tillægger afsnittet, findes ingen steder. Den, der læser denne oversættelse uden at læse den oprindelige arabiske tekst, kan derfor næppe bebrejdes, hvis han antager, at muslimer altid er forpligtede til at føre religionskrig.

I Vatikanets dokument er endnu en vigtig misforståelse blevet afvist. I Vesten antager man almindeligvis, at islam er en religion, som altid holder muslimerne indespærret inden for middelalderens grænser og gør dem ude af stand til at følge med udviklingen i den moderne videnskabelige tidsalder. Ved at sammenligne med de tilsvarende forhold i de kristne lande siges det i dokumentet: »Men inden for den traditionelle udfoldelse af den muslimske tankegang ser vi udviklingen af et progressivt samfund.«

Jeg er sikker på, at mange troende, hvad enten de er muslimer, jøder eller kristne, vil blive overraskede over Vatikanets støtte til islam. For den troskab og åbenhed, som denne holdning vidner om, har man aldrig tidligere set i Vatikanet. Holdningen tidligere var altid præget af modstand og fjendtlighed. Meget få mennesker i Vesten er imidlertid bekendt med denne nye indstilling hos den katolske kirkes højeste myndighed.

De, der kendte til den, blev naturligvis ikke det mindste overraskede over de efterfølgende skridt. For eksempel rejste præsidenten for Vatikanets Kontor for Ikke-kristne Anliggender officielt til Saudi-Arabien og mødtes med kong Faisal; derefter rejste en delegation af saudiske lærde til Vatikanet, hvor selv pave Paul VI officielt modtog dem. Begge disse begivenheder fandt sted i 1967. Hvis man husker denne baggrund, bliver den åndelige betydning af endnu en vigtig begivenhed let at forstå. Biskoppen af Strasbourg, Léon-Arthur Elchinger, modtog de lærde i sin katedral og bad dem om at bede dér. De lærde efterkom anmodningen, og til deres ære blev kirkens alter vendt mod Kaabaen i qiblaens retning og anbragt foran dem. Således er repræsentanter for den muslimske og den kristne verden på højeste niveau blevet enige om en dialog. Det skyldes, at de tror på den samme ene Allah og respekterer hinandens uenigheder. Under disse omstændigheder er det naturligt at sammenligne de to parters åbenbaringer med hinanden på alle øvrige områder. En relevant del af denne sammenligning er at undersøge sandheden i beskrivelserne i de to parters skrifter, det vil sige Koranen og Bibelen, i lyset af moderne videnskabelige oplysninger og kundskab.

Forholdet mellem religion og videnskab har ændret sig fra land til land og fra tidsalder til tidsalder. Men ingen monoteistisk religion har nogensinde i nogen af sine principper modarbejdet videnskaben. Det er imidlertid også sandt, at visse religiøse myndigheder ofte har bragt videnskabsfolk i vanskeligheder. I den kristne verden modarbejdede de religiøse myndigheder i mange århundreder den videnskabelige udvikling udelukkende med magt, uden at tage hensyn til den sande åbenbaring. Vi er også bekendt med de strenge straffeforanstaltninger, der blev truffet mod videnskabsfolk. Det er ikke længere ukendt for nogen, at man blev brændt ihjel, hvis man ikke ændrede sit synspunkt, standsede sin forskning og bad om tilgivelse, og at mange videnskabsfolk af frygt derfor flygtede og gik i skjult eksil. I denne forbindelse kan Galileo nævnes. Kirkens myndigheder straffede ham hårdt, fordi han havde accepteret Kopernikus’ opdagelse om Jordens rotation som sand. Det er åbenbart, at de traf denne foranstaltning på grundlag af en fejlagtig fortolkning af Bibelen, for de kunne ikke direkte bruge et eneste bibelvers imod Galileo.

(Den bengalske oversætters bemærkning: Vatikanets romerskkatolske myndigheder frikendte for nylig Galileo efter 350 år og erklærede ved hans afsked: »Den domstol, der dømte Galileo, tog fejl.« Den italienske videnskabsmand Galileo blev i 1633, i en alder af 69 år, straffet af den romerskkatolske kirke for skriftligt og kraftigt at have støttet Kopernikus’ opfattelse, at Solen ikke bevæger sig rundt om Jorden, men at Jorden bevæger sig rundt om Solen. Han afsonede derefter ni års husarrest. I 1980 nedsatte pave Johannes Paul II en kommission bestående af videnskabsfolk, historikere og teologer for på ny at undersøge vidnesbyrdene og beviserne fra denne retssag. På grundlag af kommissionens anbefaling er frifindelsen for nylig blevet offentliggjort officielt [Weekly Time, 12. marts 1984].

Islams syn på videnskabsfolk er imidlertid helt anderledes. Der findes en klar anvisning om dette i hadith: »Søg viden, selv om du må rejse helt til Kina.« I en anden hadith siges det, at det er enhver mand og kvindes pligt at søge viden.

Lidt senere i denne gennemgang vil vi desuden se, at selve Koranen opfordrer til at beskæftige sig med videnskab. Desuden er det blevet bevist, at de bemærkninger og udførlige forklaringer, som Koranen indeholder om forskellige naturfænomener, stemmer overens med moderne videnskabelige fakta. Der findes ikke noget sådant indhold eller sådanne eksempler i jødernes og de kristnes åbenbarede skrifter.

Det må naturligvis indrømmes, at nogle troende i islams historie også har haft afvigende, det vil sige negative, holdninger til videnskaben. Det er sandt, at ansvaret for at modtage og give undervisning i visse perioder er blevet forsømt. Det er ligeledes sandt, at man i den muslimske verden, ligesom andre steder, fra tid til anden har forsøgt at hindre videnskabelige fremskridt. Alligevel er det nødvendigt at huske, at der i islams glorværdige periode fra det ottende til det tolvte århundrede efter Kristus, mens videnskabelige forbud var gældende i den kristne verden, blev udført omfattende forskning og gjort mange opdagelser inden for videnskaberne ved de islamiske universiteter. På disse steder blev også betydelige dele af samtidens civilisation samt dens viden og videnskab bevaret. Kaliffens bibliotek i Córdoba rummede 400.000 bøger. Abu Rushd underviste dér, og der var også mulighed for at studere græsk, indisk og persisk videnskab. Derfor rejste studerende og lærde fra hele Europa dengang til Córdoba, ligesom alle i dag rejser til USA for at fuldføre deres uddannelse. Araberne fungerede dengang som bærere af civilisationen og kulturen fra de lande, de havde erobret, og det var på grund af deres lærde og menneskelige perspektiv, at vi gennem dem fik utallige gamle manuskripter i hænde. Desuden står vi i særlig gæld til araberne for matematikken (algebraen blev opfundet af araberne), astronomien, fysikken (optik og læren om lys), geologien, botanikken, lægevidenskaben (Abu Ali Sina) og meget andet. Videnskaben og dyrkelsen af videnskab opnåede for første gang international karakter og anseelse ved middelalderens islamiske universiteter. Menneskene dengang var langt mere gennemsyret af religiøs inspiration end i dag; men det hindrede dem ikke i den islamiske verden i samtidig at være troende og videnskabsmænd. Videnskaben var dengang religionens ledsager, og det var aldrig berettiget at ændre denne tilstand.

For den kristne verden var middelalderen en periode præget af indespærring og urokkelig hengivenhed over for religiøse ceremonier. I denne forbindelse er det imidlertid nødvendigt at understrege, at den videnskabelige forsknings langsommere udvikling dengang ikke skyldtes den jødisk-kristne åbenbaring; den skyldtes mennesker, der hævdede at være dens tjenere. Efter renæssancen ændrede denne situation sig, og videnskabsmændene begyndte som en naturlig reaktion at tage hævn over deres tidligere fjender. Hævnen fortsætter stadig, og i den vestlige verden er den i dag nået så vidt, at man i videnskabelige kredse næsten bliver mødt med mistro, hvis man nævner Allah. Denne holdning påvirker i særlig grad alle universitetsuddannede unge, herunder muslimer.

Eftersom fremtrædende videnskabsmænd indtager ekstreme holdninger, kan man næppe forvente, at deres unge følgere vil have en væsentligt anderledes holdning. En Nobelprisvindende læge og videnskabsmand har i de seneste år forsøgt at overbevise alle om, at levende materie eller levende organismer ved et tilfælde kan opstå af nogle få grundstoffer. Han har også skrevet en bog om dette emne. Han har sagt, at der under påvirkning af miljø og omstændigheder udvikler sig veludformede og organiserede dyr fra dette oprindelige liv, og at det til sidst forvandles til det komplekse levende væsen, mennesket.

Nyheden i denne moderne videnskabelige viden om livets opståen kan ganske vist føre et tænkende menneske til den modsatte konklusion. Jo mere man studerer lovene og metoderne for livets skabelse og bevarelse, desto mere komplekse synes de at være, og jo mere kundskabens område udvides, desto mere fuld af beundring bliver den lærde. Han kan indse, at sandsynligheden for, at noget skulle være sket tilfældigt i denne lange og fine proces, er meget lille. Jo flere yderst subtile detaljer og processer han opdager, desto stærkere bliver hans argumenter for, at der findes en Skaber. Men der findes også mennesker, som ikke bøjer hovedet i undren og ærefrygt, men i stolt trods rejser sig i ulydighed. Når Allah nævnes, rynker de på næsen; de forkaster foragteligt denne forestilling, fordi de anser den for en hindring, ligesom de hånligt ignorerer enhver forstyrrelse i et underholdningsøjeblik. Dette er et billede på den materialistiske samfundsforms triumf i den vestlige verden.

Mange moderne videnskabsfolk er i dag bærere og videreførere af denne fordrejede og fordærvede tankegang. Hvilken åndelig kraft kan anvendes til at imødegå og korrigere dem?

Jødedommen og kristendommen indrømmer næsten åbent, at de ikke har magt til at standse den bølge af materialisme og ateisme, der i dag har bredt sig i Vesten. Begge religioner er nu fuldstændig hjælpeløse over for denne bølge, og deres evne til at modstå den bliver stadig mindre fra det ene årti til det næste. Bølgen er gradvist blevet altopslugende overalt. For en materialistisk ateist fremstår den traditionelle kristendom nu således, at dette system i løbet af de sidste to tusind år er blevet opbygget med det formål at fastholde nogle få menneskers magt og autoritet over flertallet. Han mener heller ikke, at sproget i den jødisk-kristne religion har noget til fælles med hans eget sprog. For de beskrivelser, der findes på dette sprog, rummer over for moderne videnskabelige oplysninger så megen usandsynlighed, selvmodsigelse og mangel på sammenhæng, at han ikke anser dem for værdige til overhovedet at blive taget i betragtning; alligevel siger de fleste teologer, at man samlet set bør acceptere netop disse beskrivelser som selvindlysende sandheder.

Når man taler med en materialistisk ateist om islam, ler han overlegent, som om han ved alt. Alligevel har han overhovedet ingen korrekt opfattelse af islam. Den opfattelse, han har af islam, ligesom de fleste vestlige intellektuelle med enhver anden religiøs tilhørsforhold, er usand og vildledende.

Der er naturligvis rimelige grunde til denne situation. Bortset fra de nye holdninger, der for nylig synes at kunne spores på katolicismens højere niveauer, er det i Vesten generelt fordømmelse af islam, der bliver udbredt. Alle, der dér har været i stand til at opnå dyb viden om islam, er klar over, hvor fordrejet islams historie, principper og mål er blevet fremstillet. Desuden er de bøger om islam, der er udgivet på europæiske sprog, med enkelte undtagelser ikke særlig letforståelige for den almindelige læser.

Hvis man bedømmer sagen ud fra dette perspektiv, vil det være klart, hvor vigtigt det er at fremstille Koranens indhold korrekt og forståeligt for dem. Men desværre er nogle af Koranens vers, især de vers, der indeholder videnskabelige oplysninger, blevet oversat så svagt og fortolket så klodset, at videnskabsfolk tilsyneladende med god grund kritiserer dem. Koranen fortjener imidlertid på ingen måde denne kritik. Der bør fremover lægges særlig vægt på dette forhold. For oversættelsesfejl eller forvirring i fortolkningen (forbindelsen mellem dem er ofte meget tæt), som måske ikke ville have forbløffet nogen for et eller to århundreder siden, gør nu moderne videnskabsfolk direkte fjendtligt indstillede. Hvis indholdet på grund af en svag oversættelse bliver uacceptabelt fra et videnskabeligt synspunkt, vil ingen videnskabsmand være villig til at undersøge det med oprigtighed og koncentration. Et fremragende eksempel på en sådan fejl vil blive fremdraget i kapitlet om menneskets fødsel.

Men hvorfor findes der sådanne fejl i oversættelserne? En mulig årsag er, at moderne oversættere uden nærmere overvejelse antager de gamle kommentatorers fortolkninger. Når et arabisk ord har flere betydninger, har de gamle kommentatorer måske valgt én af dem, og derfor er deres fortolkning måske blevet uegnet. Man kan dog næppe bebrejde dem særlig meget for dette. For den betydning af et ord, som måske nu er blevet meget letforståelig på grund af moderne videnskabelige opdagelser, var det ikke nødvendigvis tilfældet med i oldtiden. Derfor er der nu opstået et behov for at revidere oversættelser og fortolkninger. Tidligere var det aldrig muligt at foretage denne revision, fordi den viden og de oplysninger, vi nu har ved hånden, endnu ikke var blevet opdaget. Denne problematik vedrørende oversættelse og fortolkning gælder imidlertid kun Koranen. Den har ingen relevans for Bibelen.

Denne særlige egenskab ved Koranens videnskabelige betragtninger forbløffede mig meget i begyndelsen. Jeg havde aldrig tidligere kunnet forestille mig, at denne tekst, som blev samlet for næsten fjorten århundreder siden, kunne indeholde beskrivelser af så mange forskellige emner og være så fuldstændig i overensstemmelse med moderne videnskabelige oplysninger. I begyndelsen havde jeg overhovedet ingen tro på islam. Men jeg begyndte at undersøge Koranens tekst med et åbent sind og en fuldstændig upartisk indstilling. Hvis der havde været nogen påvirkning, der virkede på mig, var det påvirkningen fra den undervisning, jeg havde modtaget i min ungdom. Folk kaldte ikke en person »muslim«, men »muhammedaner«. Dermed blev det antydet, at eftersom denne religion var blevet grundlagt af et menneske, kunne den overhovedet ikke have nogen værdi i Guds øjne. Ligesom mange i Vesten kan jeg på det tidspunkt have haft denne falske opfattelse af islam. Denne falske opfattelse er nu så udbredt i Vesten, at jeg virkelig bliver overrasket, når jeg ser andre end specialister tale korrekt om islam. Derfor indrømmer jeg, at jeg var fuldstændig uvidende om islam, indtil jeg fik en opfattelse, der var anderledes end den gængse vestlige opfattelse.

Jeg indså, at den vestlige opfattelse var falsk, gennem en række usædvanlige omstændigheder. Det var først i Saudi-Arabien, at jeg fik et glimt af, at denne opfattelse kunne være fejlagtig.

Min taknemmelighedsgæld til den afdøde kong Faisal er meget stor, og jeg hilser hans minde med dyb respekt. Jeg værner stadig om mindet om den sjældne ære, han viste mig ved at lade mig høre hans udtalelser om islam, og om den mulighed, jeg fik for at stille ham spørgsmål om visse problemer ved fortolkningen af Koranen i forbindelse med moderne videnskab. Jeg fik den sjældne mulighed for at indsamle mange værdifulde oplysninger både fra ham selv og fra hans ledsagere.

Efter at være blevet klar over den enorme forskel mellem islams virkelighed og Vestens opfattelse af den følte jeg et særligt behov for at lære arabisk. Arabisk er nemlig ikke mit modersmål, selv om sproget i den grundlæggende bog for den religion, der bliver så groft misforstået, er arabisk. Mit første mål var at læse Koranen på originalsproget og analysere hver sætning i lyset af de forklaringer, som forskellige kommentatorer havde skrevet. Mit andet mål var nøje at undersøge de beskrivelser af forskellige naturfænomener, som findes i Koranen. Disse beskrivelser indeholder nemlig mange detaljer, som ved læsning på arabisk allerede ved første gennemlæsning fremstår som præcise og nøjagtige, og som straks forekom mig at stemme fuldstændigt overens med moderne videnskabelige kendsgerninger. Det slog mig også, at intet menneske på Muhammeds (fred være med ham) tid overhovedet kunne have kendt til disse oplysninger. Senere læste jeg flere bøger af muslimske forfattere om de videnskabelige oplysninger i Koranen og havde stort udbytte af dem. Men jeg har endnu ikke erfaret, at der er blevet foretaget nogen forskning i dette emne i Vesten.

Det første, der slår den, der læser Koranens tekst for første gang, er, at denne bog behandler talrige emner: skabelsen, astronomi, forklaringer på visse forhold vedrørende Jorden, dyreverdenen, planteverdenen, menneskets forplantning og så videre. På alle disse områder fandt jeg mange fejlagtige oplysninger i Bibelen, men jeg fandt ikke én eneste fejl i Koranen. Derfor standsede jeg op og spurgte: Hvis Koranen er skrevet af et menneske, hvordan kunne dette menneske da i det syvende århundrede nedskrive oplysninger, som vi i dag kan se stemmer overens med moderne videnskabelige kendsgerninger? Og der er overhovedet ingen grund til at tvivle på, at den tekst af Koranen, vi har i hænderne nu, er nøjagtig den samme som på den tid (senere vil jeg i et kapitel behandle dette udførligt). Hvilken forklaring kan mennesker da give på dette? Jeg mener, at der ikke findes nogen forklaring, og at der heller ikke kan findes nogen.

Jeg kan ikke se nogen rimelig forklaring ud fra menneskelig fornuft og dømmekraft på, at en indbygger på Den Arabiske Halvø, som levede samtidig med den franske kong Dagoberts regeringstid (629-639), skulle have besiddet videnskabelig viden, der på visse områder selv i vores tyvende århundrede regnes for at være mindst tusind år forud for sin tid.

Koranen blev åbenbaret over en periode på omtrent tyve år før og efter begyndelsen på hijra-året (622 e.Kr.). Det er nu en fastslået kendsgerning, at der i flere århundreder før denne periode ikke skete nogen fremgang inden for den videnskabelige viden, og at den periode, hvor den islamiske civilisation udfoldede sig, herunder videnskabelig forskning, først begyndte, efter at åbenbaringen af Koranen var afsluttet. De, der ikke kender dette, fremsætter mange umulige og latterlige påstande. Jeg har selv flere gange hørt en sådan påstand. Den lyder således: Hvis Koranen virkelig indeholder nogle forbløffende beskrivelser af videnskabelig karakter, skyldes det, at de arabiske videnskabsmænd var meget dygtige og fremsynede, og at Muhammed (fred være med ham) var blevet påvirket af dem. Enhver, der blot har den mindste viden om islams historie, vil forstå, at denne påstand ikke alene er latterlig, men også ren fantasi. For de ved, at middelalderen med kulturelle og videnskabelige fremskridt i den arabiske verden begyndte efter Muhammed (fred være med ham). Desuden er den slags påstand af endnu en grund usammenhængende og grundløs. De videnskabelige oplysninger, som Koranen antyder eller beskriver klart og tydeligt, er nemlig blevet bekræftet gennem den moderne tids forskning.

Derfor har Koranens kommentatorer gennem århundreder, selv kommentatorerne fra den islamiske kulturs glorværdige tidsalder, uundgåeligt begået fejl i fortolkningen af visse vers. Det var tydeligvis ikke muligt for dem på det tidspunkt at forstå den egentlige betydning. Først langt senere, næsten i vor egen tid, blev det muligt at oversætte og fortolke disse vers korrekt. Det er altså ikke tilstrækkeligt blot at kunne sproget for at forstå Koranens vers korrekt. Man må også have tilstrækkelig viden om forskellige grene af videnskaben. For egentlig kræver forståelsen af Koranen viden om mange forskellige områder, og i den henseende kan man snarere sige, at man bør have et opslagsværk som en encyklopædi ved hånden. Efterhånden som vi går videre med denne undersøgelse og prøver forskellige emner, vil vi se, at forskellige former for videnskabelig viden og forskellige videnskabelige oplysninger bliver uundværlige for at forstå betydningen af visse vers.

Det er imidlertid ikke Koranens mål at forklare de love og regler, der styrer og regulerer universet. Dens hovedformål er udelukkende religiøst. Beskrivelsen af Allahs suverænitet tilskynder mennesket til at tænke over skabelsens mysterier. Sammen med denne beskrivelse omtales fænomener, som mennesket kan iagttage, og love, som det kan forstå. For Allah er den eneste, der styrer og regulerer universet, som omfatter mennesket og naturen. En del af dette udsagn er måske let at forstå, men for at opfatte den anden del er videnskabelig viden uundværlig. Derfor kunne man tidligere kun uddrage den umiddelbare betydning af visse vers, og den viden, der var nødvendig for at føre til en fejlagtig konklusion, var endnu ikke blevet opdaget, så mennesket kunne ikke kende den.

Mange har ment, at antallet af vers, der bør undersøges på grund af deres videnskabelige indhold, er begrænset. Det har de, der før mig har beskæftiget sig med dette område, formentlig også ment. Jeg har ganske vist selv udvalgt lidt færre vers end disse muslimske forfattere. Jeg har imidlertid udvalgt nogle vers, som man tidligere ikke har anset for at være særlig betydningsfulde fra et videnskabeligt synspunkt. Det er i hvert fald sådan, det forekommer mig. Hvis jeg ved en fejltagelse skulle have udvalgt nogle af de vers, som tidligere forfattere har valgt, håber jeg, at de ikke vil tage det ilde op. Jeg har ganske vist set videnskabelige fortolkninger af Koranen i visse bøger, men de har ikke forekommet mig helt korrekte. Jeg har med et åbent sind og ren samvittighed forsøgt at give min egen fortolkning af disse vers.

På samme måde har jeg i Koranen søgt efter emner, som ganske vist er forståelige for mennesker, men som ikke understøttes af moderne videnskabelige data. Jeg mener, at jeg i Koranen har fundet en passage, der omtaler muligheden for, at der i verdensrummet findes andre planeter, som vores Jord. Mange videnskabsfolk anerkender ganske vist en sådan mulighed, men der er endnu ikke fremkommet videnskabelige data, som gør det muligt at sige noget med sikkerhed. Der er stadig rigelig plads til tvivl, men ikke desto mindre anser jeg det for min pligt at nævne dette emne.

Hvis denne bog var blevet skrevet for tredive år siden, ville det have været nødvendigt at omtale endnu et forhold, som Koranen har forudsagt. Det drejer sig om astronomi, nemlig menneskets erobring af verdensrummet. Efter de første forsøg med langtrækkende missiler kunne man dengang nogenlunde forestille sig, at mennesket en dag ville få midler og udstyr til fysisk at rejse fra Jorden og udforske verdensrummet. Man vidste også dengang, at Koranen i et vers har forudsagt, at mennesket en dag ville erobre verdensrummet. Denne forudsigelse har nu vist sig at være sand.

I den aktuelle konfrontation mellem de hellige skrifter og videnskaben bliver beskrivelserne i både Bibelen og Koranen prøvet op imod sandheder, der er fastslået videnskabeligt. Den videnskabelige sandhed skal imidlertid være fuldstændig solidt og gyldigt fastslået, og der må på ingen måde være plads til tvivl. De, som ikke anerkender behovet for videnskabens hjælp til at forstå de hellige skrifters betydning, mener, at videnskaben ikke kan danne en rimelig og gyldig opfattelse, som kan sammenholdes med de religiøse beskrivelser, og at dette gælder i lige høj grad for både Bibelen og Koranen. Men vi har allerede set, at Bibelens beskrivelser ikke kan stå mål med videnskabelige sandheder, mens Koranens beskrivelser stemmer fuldstændigt overens med dem. De siger, at videnskaben hele tiden forandrer sig. Det, der i dag accepteres som sandt, kan blive forkastet efter nogen tid. Det er måske rigtigt; også dette spørgsmål har sine nuancer.

Teorier ændrer sig, men sandheden ændrer sig ikke. I forhold til de hellige skrifter taler vi om sandhed, ikke om teorier. En teori er blot en antagelse, mens sandheden er en konklusion, der er blevet undersøgt og bevist. Teoriens mål er at gøre en hændelse eller et fænomen, som ikke umiddelbart er forståeligt, forståeligt. Når der derfor opdages nye oplysninger om denne hændelse eller dette fænomen, kan den tidligere teori blive revideret eller forkastet og erstattet af en ny teori. Men når sandheden efter undersøgelser er blevet bevist og fastslået, ændrer den sig ikke længere. Og det bliver lettere end før at fastlægge dens definition. Nu er det bevist og fastslået som en sandhed, at Jorden kredser om Solen, og at Månen kredser om Jorden. Denne sandhed vil ikke ændre sig, selv om disse baner måske kan bestemmes endnu mere præcist i fremtiden.

En muslimsk fysiker henledte min opmærksomhed på et vers i Koranen og sagde, at der i dette vers findes en forudsigelse af begrebet antimaterie. Men jeg kunne ikke være enig med ham. For teorier er i sig selv foranderlige, og teorien om antimaterie er stadig omstridt. Der er imidlertid god grund til at rette stor opmærksomhed mod det vers i Koranen, der beskriver, at livet er skabt af vand. Vi vil måske aldrig kunne bevise denne beskrivelse eksperimentelt, men der er mange argumenter til dens fordel. Når det gælder synlige forhold som menneskefosteret, vil man derimod opdage fuldstændig overensstemmelse og harmoni, hvis man sammenholder de forskellige stadier i dets udvikling, som er beskrevet i Koranen, med de oplysninger, man har fundet inden for moderne embryologi.

Denne sammenligning mellem videnskaben og Koranen er desuden blevet gennemført på grundlag af to andre former for sammenligning. Først er oplysningerne i Bibelen blevet sammenholdt med videnskaben, og dernæst er oplysningerne i Koranen, åbenbaringens bog, blevet sammenholdt med oplysningerne i hadith om Muhammeds (fvmh.) handlinger og ord.

I den sidste del af denne drøftelse er resultaterne af en sammenligning mellem Bibelens og Koranens beskrivelser af en bestemt begivenhed blevet fremlagt. Det er også blevet vist, hvordan de to beskrivelser har klaret sig ved videnskabelig undersøgelse og kritik. Som eksempel kan nævnes, at spørgsmålet om verdens skabelse og den store oversvømmelse er blevet undersøgt, og at uoverensstemmelsen mellem Bibelens beskrivelse og de videnskabelige oplysninger er blevet fremhævet. Det er også blevet fremhævet, at Koranens beskrivelse af det samme emne stemmer fuldstændigt overens med de videnskabelige oplysninger. Derfor vil vi i vor tid kunne forstå korrekt, hvilken bogs beskrivelse der kan accepteres, og hvilken der ikke kan accepteres.

Dette er særlig vigtigt, fordi jøder, kristne og ateister i Vesten uden nogen form for bevis i fællesskab hævder, at Muhammed selv skrev Koranen efter Bibelens forbillede eller fik en anden til at skrive den for sig. De hævder også, at alle de fortællinger om religionshistorien, som findes i Koranen, blot er gentagelser af fortællingerne i Bibelen. At sige dette er et udtryk for ekstrem dumhed. Det ville være lige så dumt at sige, at Jesus under sin forkyndelse hentede inspiration fra Det Gamle Testamente for at bedrage sine samtidige; selv om vi allerede har set, at Matthæusevangeliet helt og holdent er skrevet i forlængelse af Det Gamle Testamente. Men kan nogen religionslærd forestille sig, at Jesus af den grund skulle berøves værdigheden som Allahs profet? Alligevel bedømmes Muhammed (fvmh.) netop sådan i Vesten. Det hævdes: »Han gjorde ikke andet end at kopiere Bibelen.« Denne bemærkning kan højst kaldes en dilettantisk dom. For de, der fremsætter den, ser ikke nærmere på, at Bibelen og Koranen indeholder forskellige beskrivelser af den samme begivenhed; derfor kan der ikke være tale om kopiering. De ønsker naturligvis ikke at drøfte denne forskel og går ud fra, at de to bøger indeholder ensartede beskrivelser. Derfor finder de det ikke nødvendigt at sammenholde dem med videnskaben. Når vi drøfter verdens skabelse og den store oversvømmelse, vil vi belyse dette yderligere.

Evangeliernes forhold til Jesus er nøjagtigt det samme som hadiths forhold til Muhammad (fred være med ham). Begge dele består blot af beretninger om profeternes ord og handlinger. I ingen af tilfældene var forfatterne øjenvidner. Hvad angår hadith, var nogle af forfatterne dog øjenvidner. Selv de, der samlede hadith længe efter Muhammads (fred være med ham) levetid, betragtes imidlertid som særdeles pålidelige. Hadith eller evangelierne er ikke bøger med åbenbaring. De er ikke Allahs ord, men blot profetens udsagn. I disse bredt læste bøger findes der beretninger, som er fejlagtige set fra et videnskabeligt synspunkt, især hvad angår behandling af sygdomme. Vi har udeladt ethvert religiøst problem fra vores overvejelser, fordi vi ikke har behandlet dette problem i bogen i forbindelse med hadith. Der er tvivl om mange hadiths ægthed og pålidelighed, og muslimske eksperter har selv drøftet dette spørgsmål. I denne bog er der henvist til det videnskabelige indhold i nogle hadith, fordi Koranen ikke indeholder nogen videnskabelig beretning, som ikke accepteres af eksperter. Forskellen mellem hadith og Koranen vil, som vi skal se, være ganske forbløffende.

Over for dette argument kan intet af det, de siger, som hævder, at Muhammad (fred være med ham) er Koranens forfatter, længere godtages. Hvordan kan en analfabet mand, hvad angår litterær kvalitet, være den vigtigste forfatter i hele den arabiske litteraturverden? Og hvordan kunne han på den tid fremsætte sådanne videnskabelige sandheder, som ingen anden person dengang overhovedet var i stand til at opdage? Og uden overhovedet at begå nogen fejl?

De forskellige tankegange i denne bog er opbygget ud fra et rent videnskabeligt synspunkt. Dette har ført til den konklusion, at det er utænkeligt, at et menneske fra det syvende århundrede i Koranen skulle have fremsat beretninger om forskellige emner, som ikke hørte til hans egen tid, og hvis sandhed først blev kendt flere århundreder senere. Derfor mener jeg i hvert fald, at Koranen ikke kan have en menneskelig oprindelse.

Koranens ægthed – hvordan den blev skrevet

Da der ikke er nogen uenighed om Koranens ægthed, indtager den en enestående særstilling blandt åbenbaringens bøger. Denne egenskab findes hverken i Det Nye Testamente eller i Det Gamle Testamente. I de to første kapitler har vi beskrevet, hvordan disse to bøger gennem forskellige ændringer nåede frem til deres nuværende form. Noget sådant skete imidlertid ikke med Koranen, for den blev skrevet ned allerede på Muhammads (fred være med ham) tid. Hvordan den blev skrevet, det vil sige hvilken proces der blev fulgt, vil vi beskrive lidt senere.

Det er nødvendigt at nævne i denne forbindelse, at forskellen mellem Koranen og Bibelen på ingen måde grundlæggende hænger sammen med spørgsmålet om de to bøgers åbenbaringsdatoer. Nogle rejser ganske vist spørgsmål af denne art, men de tager ikke de daværende miljømæssige og historiske forhold i betragtning, da de jødiske og kristne skrifter og Koranen blev skrevet. De siger, at en bog fra det syvende århundrede har større mulighed for at være nået frem til vor tid uden ændringer end en bog, der er femten hundrede år gammel. Det er rigtigt, men det er ikke tilstrækkeligt som forklaring. Dette bliver fremført som en undskyldning for de ændringer, der er sket i de jødiske og kristne skrifter; men det er ikke en anerkendelse af den sandhed, at der overhovedet ikke var nogen risiko for, at Koranens tekst skulle blive ændret af mennesker.

Hvad angår Det Gamle Testamente, har det forhold, at mange forfattere har berettet den samme historie, og at nogle af bøgerne er blevet revideret mange gange siden førkristen tid, medført tilsvarende mange muligheder for fejl og selvmodsigelser. Hvad angår Det Nye Testamente, det vil sige evangelierne, kan ingen hævde, at beretningerne om Jesu ord eller handlinger i denne bog er nedskrevet korrekt og i overensstemmelse med virkeligheden. Desuden har vi allerede set, at ingen af de forskellige tekstversioner, som blev udarbejdet efter hinanden på forskellige tidspunkter, var den oprindelige, og at ingen af forfatterne til disse tekstversioner var øjenvidner.

Det er nødvendigt at forstå forskellen mellem Koranen og hadith korrekt i denne forbindelse. Koranen er en bog med nedskrevet åbenbaring, mens hadith er en samling beretninger om Muhammads (fred være med ham) ord og handlinger. Umiddelbart efter profetens død begyndte nogle af hans ledsagere at nedskrive disse beretninger. Beretningerne blev dog også skrevet ned senere. [Nogle beretninger blev naturligvis skrevet, mens profeten endnu levede, både af ham selv og af hans ledsagere.] Det er naturligt, at alle mennesker kan begå fejl, når noget overleveres mundtligt eller gennem hukommelsen. Derfor er alle sådanne skrifter blevet accepteret efter streng kritik og grundig undersøgelse. Ligesom det gælder Bibelens beretninger, er der imidlertid også mulighed for større eller mindre variation med hensyn til de forskellige hadiths ægthed. Det er ikke desto mindre bemærkelsesværdigt, at ingen af Bibelens beretninger blev skrevet på Jesu tid; de blev skrevet meget senere. Hadith blev heller ikke samlet i Muhammads (fred være med ham) levetid; arbejdet med at samle dem begyndte dog umiddelbart efter hans død.

For Koranens vedkommende var situationen naturligvis helt anderledes. Så snart en åbenbaring blev nedsendt, lærte Profeten og hans ledsagere den udenad, og hans følgere samt de udpegede skrivere skrev den ned. Koranen begyndte således med to kendetegn – at blive lært udenad og skrevet ned – og begge dele er beviser på dens autenticitet. Bibelen har ingen sådanne kendetegn og heller ingen beviser på sin autenticitet. Denne proces med at lære Koranen udenad og skrive den ned fortsatte indtil Muhammeds (fvmh.) død. På den tid, hvor mange ikke kunne læse og skrive, det vil sige ikke kunne skrive, men alle kunne lære udenad og recitere, var der en sjælden fordel: Da åbenbaringerne blev samlet i skriftlig form, var det muligt at kontrollere dem mod flere menneskers recitationer.

Koranens åbenbaring blev nedsendt til Muhammed (fvmh.) gennem englen Gabriel. Denne åbenbaring fortsatte i over tyve år. Først blev nogle få vers fra den 96. sura (al-ʿAlaq) åbenbaret, hvorefter der ikke blev nedsendt nogen åbenbaring i tre år. Efter tre år begyndte åbenbaringerne igen og fortsatte i tyve lange år, indtil Profeten døde i 632 e.Kr. De første ti af disse tyve år lå før hijraen (Muhammeds (fvmh.) udvandring fra Mekka til Medina i 622 e.Kr.), og de sidste ti år lå efter den.

Den første åbenbaring lød således (sura 96, al-ʿAlaq, vers 1-5):

“Læs i din Herres navn, som skabte – skabte mennesket af en blodklump.

Læs! Din Herre er den Mest Ædle, som lærte ved hjælp af pennen – lærte mennesket det, som det ikke kendte.”

Muhammed (fvmh.) blev fuldstændig overvældet af denne åbenbaring. Vi vil senere forklare denne åbenbaring netop på baggrund af, at han hverken kunne skrive eller læse.

Professor Hamidullah nævner i forordet til sin franske oversættelse af Koranen, at et af emnerne i denne første åbenbaring er ”lovprisningen af pennen som middel til menneskelig viden”, og at ”Profeten derfor bestræbte sig på at bevare Koranen i skriftlig form”.

Selve Koranens ordlyd giver formelt bevis for, at de åbenbaringer, der var blevet nedsendt frem til det tidspunkt, allerede var skrevet ned, før Muhammed (fvmh.) udvandrede fra Mekka til Medina. Vi vil nu kunne se, at Koranen virkelig er autentisk i denne henseende. For det nævnes i en senere åbenbaring, at de tidlige åbenbaringer var blevet skrevet ned. Vi ved, at Muhammed (fvmh.) og hans ledsagere plejede at lære åbenbaringernes ordlyd udenad, det vil sige at recitere dem efter hukommelsen. Når det derfor i en senere åbenbaring nævnes, at en tidligere åbenbaring var blevet skrevet ned, var det meget let at få bekræftet dens ægthed. Dette bevis kunne man få ved blot at spørge dem, der var blevet udpeget til at skrive Koranen ned.

At den åbenbaring, som indtil da var blevet åbenbaret, allerede var blevet nedskrevet før hijraen, omtales i fire af den tids suraer.

– Sura Abasa (80:11-16): »En sådan opførsel er upassende; dette er en formaning. Den, der vil, kan tage den til sig. Den findes i en ophøjet, værdig og ren bog, nedskrevet af ædle og rene skrivere.«

Allama Yusuf Ali har i sin kommentar til sin oversættelse af Koranen, udgivet i 1934, sagt, at da denne sura blev åbenbaret, var toogfyrre eller femogfyrre suraer allerede blevet nedskrevet (ud af i alt 114 suraer), og muslimerne opbevarede dem i Mekka.

– Sura al-Buruj (85:21-22): »Dette er i sandhed en ærefuld Koran, nedskrevet på en bevaret tavle.« – Sura al-Waqia (56:77-80): Dette er i sandhed en ærefuld Koran, som findes

i en beskyttet bog; ingen andre end de rene må røre den. Den er åbenbaret fra verdensherre­nes Herre.«

– Sura al-Furqan (25:5): »De siger: ’Dette er kun fortidens legender, som han har fået nedskrevet; de bliver oplæst for ham morgen og aften.’«

Her omtales profetens fjenders anklager. De betragtede ham som en bedrager. De spredte det rygte, at gamle legender blev fortalt til ham, og at han lod dem skrive ned. Det fremgår altså, at også Muhammeds (fvmh.) fjender nævnte, at der blev udarbejdet skriftlige dokumenter.

I en sura, der blev åbenbaret efter hijraen, omtales himmelske formaninger i form af nedskrevne sider for sidste gang.

– Sura al-Bayyina (98:2-3): »Et sendebud fra Allah, som reciterer en skrift, hvori der findes rette forskrifter.«

Der findes således i selve Koranen bevis for, at Koranen blev nedskrevet allerede i profetens levetid. Det er almindeligt kendt, at der blandt hans følgere var flere katib’er eller skrivere, og blandt dem er Zayd ibn Thabit langt den mest berømte.

Professor Hamidullah har i forordet til sin franske oversættelse af Koranen (1971)

givet en fin beskrivelse af de forhold, der var til stede, da Koranens tekst blev nedskrevet frem til dette tidspunkt. Han siger: »Alle eksperter er enige om, at hver gang en åbenbaring blev sendt ned, tilkaldte profeten Muhammad (fred være med ham) straks en af sine læsekyndige ledsagere og lod ham skrive den ned, samtidig med at han angav, hvor denne nye åbenbaring skulle indsættes i rækken af de tidligere åbenbaringer. … Når teksten var skrevet færdig, bad han skriveren læse den højt for sig, og hvis der var begået en fejl i teksten, rettede han den. … En anden beretning fortæller, at profeten hver ramadan lod englen Gabriel høre hele den åbenbaring, der indtil da var blevet sendt ned … I ramadanen før hans død lod Gabriel ham gennemgå hele Koranen to gange … Det er almindeligt kendt, at muslimerne lige siden Muhammads (fred være med ham) tid, ud over at recitere Koranen under de fem daglige bønner, har været vant til at recitere hele Koranen med særlig omhu i ramadanmåneden. Flere eksperter har nævnt, at Muhammads (fred være med ham) skriver Zayd personligt var til stede, da den endelige samling af åbenbaringens tekst fandt sted. Andre steder nævnes det, at mange andre fremtrædende personer også var til stede.«

Til at begynde med blev Koranen skrevet på forskellige materialer. Man anvendte blandt andet skind, træplader, kamelers skulderknogler og sten. Samtidig plejede Muhammad (fred være med ham) at bede sine ledsagere om at lære Koranen udenad, og det gjorde de. Derfor lærte mange dengang hele Koranen udenad, blev kendt som hafizer og spredte Koranens budskab i forskellige lande. På denne måde har bevarelsen af Koranen både i skriftlig form og udenad gennem tiden vist sig at være særdeles værdifuld og betydningsfuld.

Kort efter profeten Muhammads (fred være med ham) død (i 632 e.Kr.) bad Abu Bakr, islams første kalif, profetens tidligere ledende skriver, Zayd ibn Thabit, om at fremstille en samlet afskrift af Koranen. Under Umars, den senere anden kalifs, opsyn begyndte Zayd at indsamle oplysninger i Medina. Han samlede Koranens tekst, som var skrevet på forskellige materialer hos forskellige mennesker, rådførte sig med hafizerne og sammenholdt teksten med det, de havde lært udenad, hvorefter han udarbejdede en fuldstændig kopi. På denne måde blev der udarbejdet en fejlfri og fuldstændig pålidelig samling.

Ifølge eksperter udarbejdede og bevarede kaliffen Umar senere et enkelt bind med hele Koranen (han blev kalif efter Abu Bakr i 634). Før sin død gav han dette bind til sin datter, profetens enke Hafsa.

Den tredje kalif, Uthman, var ved magten fra 644 til 655 e.Kr. Han nedsatte en kommission bestående af eksperter for at forbedre og harmonisere samlingen yderligere. Kommissionen begyndte sit arbejde på grundlag af den samling, der var blevet udarbejdet under Abu Bakrs regeringstid og på det tidspunkt var i Hafsas varetægt. De lyttede til hafizernes udenadslærte gengivelser og optog deres vidneudsagn. På denne måde foretog de en grundig undersøgelse og kontrol for at sikre, at flere tekstafsnit var ægte. Der blev udvist den største forsigtighed, og selv i det mindste tvivlstilfælde blev ingen tekst anerkendt som ægte og fejlfri, før alle vidners udsagn stemte overens. Det er almindeligt kendt, at visse vers i Koranen med hensyn til deres anvisninger er blevet erstattet af andre vers. Når man tager i betragtning, at Muhammads (fred være med ham) profetiske virke strakte sig over mere end tyve år, er dette forhold let at forklare. Kommissionen afsluttede sit arbejde ved at ordne suraerne i netop den rækkefølge, som profeten Muhammad (fred være med ham) fulgte, når han reciterede hele Koranen i ramadanmåneden.

Nogle vil måske spørge, hvorfor der under de første tre kaliffer, især under Uthman, opstod behov for at indsamle og sammenstille Koranen. Men svaret på dette spørgsmål er meget enkelt. I de første årtier efter Profetens død bredte islam sig hurtigt, og de folkeslag, som denne udbredelse nåede, havde ikke arabisk som modersmål. Derfor var det nødvendigt at sikre, at den oprindelige tekst forblev korrekt og fejlfri, før den blev oversat til andre sprog. Dette var formålet og målet med Uthmans kommission.

Kalif Uthman sendte kopier af den således sammenstillede Koran til forskellige centre i den islamiske stat, og derfor har professor Hamidullah sagt, at Koranen fra Uthmans sammenstilling stadig kan ses i de gamle samlinger i Tasjkent og Istanbul. De ældste koranhåndskrifter, der i dag er fundet forskellige steder i den islamiske verden, er alle af samme type, bortset fra et par mindre afskrivningsfejl. Det samme gælder Koranen, der er bevaret forskellige steder i Europa. (Eksperter mener, at det udsnit af en gammel Koran, som opbevares i Bibliothèque Nationale i Paris, stammer fra det ottende eller niende århundrede efter Kristus, det vil sige fra det andet eller tredje århundrede efter hijra.) Under alle omstændigheder er det væsentlige, at alle de gamle korankopier, der hidtil er blevet fundet, er af samme type. I enkelte tilfælde kan der måske være mindre forskelle, men den almindelige betydning af teksten ændres overhovedet ikke. Hvis en passage synes at åbne mulighed for flere fortolkninger, skyldes det sandsynligvis, at Koranens skrivemåde er enklere end nutidens skrivemåde. Som eksempel kan nævnes, at et verbum på grund af fraværet af tegn, der angiver udtalen (zer, zabar, pesh og lignende), kan opfattes både som transitivt og som intransitivt; et ord kan ligeledes opfattes som hankøn eller som hunkøn. Men eftersom betydningen bliver klar ud fra sætningens sammenhæng, er dette i virkeligheden slet ikke nogen vanskelighed.

Koranens 114 suraer er ordnet efter længde, således at de lange suraer kommer før de korte; men også denne regel har undtagelser. I de fleste tilfælde er åbenbaringernes kronologiske rækkefølge bevaret, men det gælder ikke overalt. Mange beskrivelser af det samme emne findes forskellige steder i teksten, så det kan synes, som om der er tale om gentagelser. Ofte ser man, at en detaljeret beskrivelse af et emne findes i ét afsnit, mens emnet er beskrevet ufuldstændigt i et andet afsnit. Ligesom mange andre emner, der omtales i Koranen, er forskellige oplysninger om moderne videnskabelige emner spredt ud over hele bogen. Der er ingen form for systematisk inddeling.

Skabelsen af himlene og jorden

Ligheder og forskelle i forhold til Bibelens beskrivelse

Om verdens skabelse findes der i Det Gamle Testamente én lang, sammenhængende beskrivelse på ét sted, men en sådan samlet beskrivelse findes ikke i Koranen. I stedet for én sammenhængende beskrivelse findes der forskellige steder i Koranen mange afsnit, som belyser bestemte aspekter af skabelsen og giver forskellige oplysninger om de efterfølgende begivenheder i skabelsens udvikling. Disse oplysninger er undertiden detaljerede og undertiden kortfattede. For at få et klart billede af, hvordan disse begivenheder er beskrevet, er det nødvendigt at samle og sammenholde vers fra et stort antal suraer.

Denne situation gælder imidlertid ikke kun verdens skabelse. Koranen indeholder mange vigtige emner, hvor forskellige oplysninger og sammenhænge om det samme emne er beskrevet forskellige steder. Som eksempler kan nævnes forskellige spørgsmål vedrørende jorden eller himlene samt forskellige spørgsmål vedrørende menneskeheden, som videnskabsfolk kan være interesserede i eller nysgerrige efter at undersøge. For hvert af disse emner er der gjort en betydelig indsats for at samle versene.

Mange europæiske kommentatorer mener, at Koranens og Bibelens beskrivelser af skabelsen er af samme art, og derfor omtaler de de to beskrivelser side om side. Men jeg mener, at denne opfattelse er helt fejlagtig. For der er tydeligvis mange forskelle mellem de to beskrivelser. Koranen indeholder beskrivelser af mange emner, som på ingen måde er uden betydning set fra videnskabens synspunkt, men Bibelen har ingen tilsvarende beskrivelse af dem. Omvendt indeholder Bibelen også beskrivelser, som ikke har noget tilsvarende i Koranen.

Den tilsyneladende lighed mellem de to skrifter er almindeligt kendt. Ved første øjekast ser man i denne lighed, at skabelsen i begge tilfælde siges at være blevet fuldført i seks stadier. I Bibelen tales der om seks dage, og i Koranen tales der også om seks dage. Men sagen er i virkeligheden ikke så enkel, men temmelig kompliceret; derfor er det nødvendigt at undersøge den nærmere.

Skabelsens seks perioder

Ifølge Bibelens beretning blev skabelsen fuldført på seks dage, og den syvende var sabbatten, det vil sige hviledagen. Disse syv dage svarer til ugens syv dage. Der er ingen uklarhed i denne bibelske beretning. Den beretning, der er nævnt her, findes i Bibelens sacerdotale version, og denne version er allerede blevet omtalt. Beretningen i den jahvistiske version er nu forkortet til blot nogle få linjer. Derfor er den slet ikke relevant i denne sammenhæng. Da præsterne i det sjette århundrede f.Kr. fulgte denne beretning, blev almindelige mennesker tilskyndet til at overholde sabbatten. Ligesom Gud hvilede på den syvende dag efter seks dages arbejde, forventedes jøderne på samme måde at hvile på sabbatsdagen (det hebraiske ord sabbat betyder hvile).

Som det forklares i Bibelen, betyder »dag« det, som for et menneske, der bor på jorden, forstås som tidsrummet mellem to solopgange eller to solnedgange. Hvis »dag« skal forstås i denne betydning, hvor kom denne »dag« så fra, da jorden endnu ikke var skabt, solen endnu ikke var skabt, og der endnu ikke var mulighed for, at jorden kunne rotere om sig selv eller omkring solen? Hvordan kunne man overhovedet beregne dagene? Bibelens beretning kan derfor ikke på nogen måde godtages i mødet med fornuft og sammenhæng. Allerede i begyndelsen af denne bog

er denne usandsynlighed blevet drøftet.

Når man sammenholder de fleste oversættelser af Koranen, ser man, at det ligesom i Bibelen siges, at skabelsen blev fuldført på seks dage. Oversætterne kan næppe bebrejdes meget for at have valgt den pågældende arabiske ords helt almindelige betydning. Vers 54 i Koranens sura 7 (Al-A’raf) er almindeligvis blevet oversat således:

»Jeres Herre, Allah, er den, som skabte himlene og jorden på seks dage.«

Det er kun i ganske få oversættelser og kommentarer til Koranen, at man finder den opfattelse, at »dag« i virkeligheden skal forstås som »periode«. Det hævdes også, at ordet »dag« blev brugt i Koranens tekst netop for at undgå en direkte konflikt med den tro, der på det tidspunkt var udbredt blandt jøder og kristne.

Uden at forkaste dette synspunkt kan vi måske søge en løsning på problemet i selve Koranen og mere generelt undersøge ordets betydning og indhold i det sprog, der var almindeligt på den tid. Det ord, som mange oversættere har oversat og stadig oversætter med »dag«, er på arabisk »yawm«, i flertal »ayyam«.

Ordets almindelige betydning er »dag«. Men det bør bemærkes, at det i denne betydning snarere betegner tidsrummet fra solopgang til solnedgang på én dag end tidsrummet fra én solnedgang til den næste. Flertalsformen »ayyam« betyder ikke kun »dage«, men også »en meget lang tidsperiode«. Den betegner ganske vist en ubestemt tidsperiode, men altid en langvarig sådan. At ordet også rummer betydningen »en tidsperiode«, finder vi et eksempel på andetsteds i Koranen. Se vers 5 i sura 32 (as-Sajda):

»…en dag (yawm), hvis længde efter jeres beregning svarer til tusind år.«

Det er bemærkelsesværdigt, at der allerede i det umiddelbart foregående vers nævnes, at skabelsen blev fuldført på seks tidsperioder.

Se også vers 4 i sura 70 (al-Ma’arij):

»…på en dag (yawm), der svarer til halvtreds tusind jordiske år.« De tidlige kommentatorer kunne forstå, at »yawm« betegner en tidsperiode, der er helt forskellig fra det, man forstår ved »dag«, men de havde ikke den viden om længden af de forskellige stadier i universets skabelsesproces, som vi har i dag. Som eksempel kan nævnes, at Abu Suud i det sekstende århundrede umuligt kunne have haft den astronomiske viden om, hvad en dag betyder på grundlag af Jordens rotation; alligevel mente han, at skabelsestiden var opdelt i forskellige tidsperioder, men at disse perioder ikke svarede til det, man forstår ved en dag. Skabelsesperioden var derimod opdelt i forskellige »begivenheder« (på arabisk nauba).

Moderne kommentatorer har også denne opfattelse. I sin kommentar (1934) understregede Yusuf Ali ved fortolkningen af hvert af de vers, der omhandler skabelsens forskellige stadier, at det ikke er korrekt at forklare betydningen af ordet »yawm« som »dag«; den egentlige betydning er »en meget lang tidsperiode, eller tidsaldre, ja endog århundreder og årtusinder«.

Man kan derfor sige, at Koranen angiver, at skabelsen strakte sig over seks meget lange tidsaldre. Selv om det ikke er muligt for det moderne, videnskabeligt dannede menneske at fastslå, hvilke seks stadier der blev gennemløbet i universets komplekse skabelse og dannelse, er det ubestrideligt, at denne proces omfattede flere særdeles lange tidsperioder, og det ville være latterligt at antage, at disse perioder var dage i den betydning, vi normalt lægger i ordet »dag«.

I en af Koranens længere passager, hvor skabelsen beskrives, omtales der, ud over flere begivenheder vedrørende jorden, også en begivenhed vedrørende himlen. I sura 41 (Ha-Mim as-Sajda), vers 9-12, siges der: (Allah sagde til Sendebudet):

“Sig: Vil I virkelig fornægte Ham, som skabte jorden på to dage, og vil I stille nogen lige med Ham? Han er jo alverdens Herre.”

“Han anbragte urokkelige bjerge på dens overflade, lagde velsignelser i den og sørgede inden for fire dage for dens føde, ligeligt for alle, der søger den. Derefter vendte Han sig mod himlen, som var en slags røg. Så sagde Han til den og til jorden: ‘Indordn jer begge efter Min befaling, frivilligt eller uvilligt.’ De sagde: ‘Vi indordner os frivilligt.'”

Derefter formede Han himmelrummet til syv himle på to dage og åbenbarede for hver himmel dens opgave. Han smykkede den nærmeste himmel med lamper og gjorde den sikker. Alt dette er ordnet af Allah, Den Mægtige, Den Alvidende.”

Der er behov for en detaljeret drøftelse af alle de emner, der er nævnt i disse fire vers. Især kræver himmellegemernes oprindelige gasformige tilstand og den symbolske betydning af, at himmelrummet er syvfoldigt, en særlig undersøgelse. Vi vil kunne forstå dette tals underliggende betydning og betydningsindhold. Allahs samtale med himlen og jorden er også symbolsk.

Her er det naturligvis deres underkastelse under Allahs befaling efter himmelrummets og jordens dannelse, der kommer til udtryk.

Kritikerne har imidlertid her set en modsigelse i forhold til de seks perioder for skabelsen. De siger, at jordens skabelse tog to perioder, fordelingen af føde til dens beboere fire perioder, og himmelrummets skabelse to perioder, hvilket tilsammen bliver otte perioder. Derfor er der i forhold til de seks perioder, som tidligere blev omtalt,

en tydelig modsigelse.

Men dette afsnit tilskynder mennesket til at forstå Allahs suverænitet, og afsnittet er faktisk opdelt i to dele. Den første del handler om jorden, og den anden om himlene. Disse to dele er forbundet med det arabiske ord »thumma«. Ordet kan betyde »yderligere«, »desuden« eller »derefter«. Det kan således angive rækkefølgen af de beskrevne begivenheder eller den rækkefølge, hvori mennesket opfatter dem. På samme måde kan det også blot være en beskrivelse af begivenhederne uden at have til hensigt at angive nogen rækkefølge. Uanset hvordan det forholder sig, kan det uden vanskelighed forenes med de to tidsperioder, der nævnes for himlenes skabelse. Vi skal om lidt se, hvordan skabelsesprocessen fremstilles i Koranen, og gennem undersøgelse og sammenligning vil vi yderligere se, at denne proces gælder tilsvarende for skabelsen af himlene og jorden, og at det netop er denne proces, der stemmer overens med moderne videnskab. Først da vil vi kunne forstå korrekt, hvor logisk det er at antage, at de begivenheder, der beskrives i disse fire vers, fandt sted samtidig.

Der er derfor overhovedet ingen modstrid mellem denne beskrivelse og den beskrivelse af verdens skabelse i seks perioder, som findes andre steder i Koranen.

Koranen angiver ingen rækkefølge for skabelsen af jorden og himlene

De to ovenfor citerede suraer omtaler skabelsen. I vers 54 i sura al-A’raf tales der om skabelsen af himlene og jorden, mens vers 9-12 i sura Ha-Mim as-Sajdah taler om skabelsen af jorden og himlene og jorden. Det fremgår således, at Koranen ikke angiver nogen rækkefølge med hensyn til, hvilken af himlene og jorden der blev skabt først.

Der er kun meget få suraer, blot to, hvor jorden nævnes først. I vers 29 i sura al-Baqarah og vers 4 i sura Ta-Ha siges der: »Han, som skabte jorden og de høje himle.« Til gengæld er der langt flere suraer, i alt ni, hvor himlene nævnes først: vers 54 i sura al-A’raf, vers 3 i sura Yunus, vers 7 i sura Hud, vers 59 i sura al-Furqan, vers 4 i sura as-Sajdah, vers 38 i sura Qaf, vers 4 i sura al-Hadid, vers 27-33 i sura an-Nazi’at og vers 5-10 i sura ash-Shams.

Faktisk angives der ingen bestemt rækkefølge noget andet sted end i sura an-Nazi’at. Andre steder forbindes de to forhold med ordet »wa«, det vil sige »og«, eller med ordet »thumma«, det vil sige »desuden« eller »yderligere«. Derfor kan der enten blot være tale om en forbindelse, eller også kan der være tale om en rækkefølge.

Jeg mener, at kun én sura i Koranen beskriver en bestemt rækkefølge for de forskellige begivenheder i skabelsen. I vers 27-33 i sura an-Nazi’at siges der:

»Er jeres skabelse vanskeligere end himlens? Han har bygget den; han har hævet den højt og formet den harmonisk.

Han gør natten mørk og lader sollyset komme frem om dagen; derefter udfolder Han jorden; fra den lader Han dens kilder og græsgange komme frem, og Han fæstner bjergene fast; alt dette er til jeres og jeres dyrs fornøjelse.”

Denne beskrivelse af Allahs velsignelser for menneskene på jorden er givet i et sprog, der passer til bønderne og beduinerne i de arabiske dale. Men før dette er de blevet opfordret til at tænke over skabelsen af himlene. Det trin, hvor Allah efter fuldførelsen af nattens og dagens vekselvirkning udfoldede og gjorde jorden frugtbar, er indsat på sin helt rigtige plads i den tidsmæssige rækkefølge. Der er således tale om to kategorier af begivenheder, den ene vedrørende himlene og den anden vedrørende jorden, hvis plads i den tidsmæssige rækkefølge er blevet fastlagt. Sådan som emnet er nævnt her, fremgår det, at jorden nødvendigvis allerede eksisterede, før den blev udfoldet; derfor eksisterede jorden, da Allah skabte himlene. Desuden giver himlenes og jordens udfoldelse og deres indbyrdes forbindelse også et indtryk af, at de eksisterede samtidig. Derfor er der ingen grund til at søge en særlig betydning i, at Koranens vers nævner jorden som skabt først eller himlene som skabt først. Medmindre det udtrykkeligt er beskrevet, er der ingen grund til, at skabelsens rækkefølge skulle påvirkes af ordenes placering.

Den grundlæggende proces ved dannelsen af himmellegemerne og dannelsen af planeter og måner som følge heraf

En kort beskrivelse af den grundlæggende proces ved himmellegemernes skabelse er givet i to af Koranens vers.

Sura al-Anbiyā’, vers 30: ”Derefter vendte Han sig mod himlen, som var en særlig røgmasse. Så sagde Han til den og til jorden: ’Forbered jer begge på at adlyde Min befaling, frivilligt eller modvilligt.’ De sagde: ’Vi er parate i lydighed.’”

Vi vil senere behandle livets opståen i vand sammen med andre biologiske problemer, der er nævnt i Koranen. På nuværende tidspunkt er det nødvendigt at huske følgende to forhold:

(a) Beskrivelsen af tilstedeværelsen af en røgmasse bestående af små og fine partikler; det er en sådan substans, det arabiske ord ’dukhān’ betegner. Røg består normalt af et dampformigt grundstof. Sammen med dette forbliver de fine partikler nogenlunde stabilt svævende. Ved højere eller lavere temperaturer kan disse partikler være faste og endda flydende.

(b) Omtalen af processen, hvor bestanddelene i den ene røgmasse, som først var blevet samlet (det arabiske ’ratq’), blev adskilt (det arabiske ’fatq’). Det er værd at bemærke, at det arabiske ord ’fatq’ betegner at knuse, adskille og separere, mens ordet ’ratq’ betegner at forene eller opløse flere bestanddele for at fremstille én enkelt substans.

I andre vers i Koranen findes der, i forbindelse med planeter og satellitter, en forestilling om at opdele et grundlæggende objekt i flere dele. Allerede i begyndelsen af Koranen, umiddelbart efter åbningspåmindelsen »I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn«, siges det i det første vers af den første sura: »Al lovprisning tilkommer Allah, alverdenernes Herre.«

Ordet »verdener« nævnes mange gange i Koranen. På samme måde omtales himlene i flertal, og det skyldes ikke blot, at der er flere af dem, men også tallet 7’s symbolske betydning.

Tallet 7 bruges 24 gange i Koranen til at angive forskellige numeriske mængder. Det betyder ofte »mange«; hvorfor det gør det, ved vi ikke. Det vides, at grækerne og romerne brugte tallet 7 til at angive et ubestemt flertal. I Koranen betegner tallet 7 selve himlene (samāwāt). Tallet bruges endda til at betegne himlene. De syv veje i himlene nævnes én gang:

»Han har skabt alt på jorden for jer; derefter vendte Han sin opmærksomhed mod himlen og ordnede den til syv himle, og Han har fuldt kendskab til alle ting.« (Sura al-Baqara, vers 29)

»Over jer har Jeg skabt syv veje, og Jeg er ikke uopmærksom på skaberværket.« (Sura al-Mu’minun, vers 17)

»Han har skabt syv himle, den ene over den anden. Du vil ikke se nogen fejl i Den Nådiges skaberværk; se igen: kan du se nogen mangel?« (Sura al-Mulk, vers 3)

»Har I ikke lagt mærke til, hvordan Allah har skabt de syv himle i lag og dér anbragt månen som et lys og solen som en lampe?« (Sura Nuh, vers 15-16)

(Det er bemærkelsesværdigt, at både månen og solen i Bibelen omtales som »lys«. Men i Koranen kaldes månen lys (nūr), mens solen i dette vers kaldes en lysgivende lampe (sirāj). Senere vil vi se, at der også anvendes andre betegnelser om solen.)

“Jeg har bygget syv faste himle over jer og skabt en lysende lampe.” (Sura an-Naba, vers 12-13)

Med den lysende lampe menes Solen. Koranens fortolkere er enige om, at tallet 7 ikke betegner andet end flertal. Det ses også, at tallet 7 blev brugt til at betegne flertal i andre skrifter fra Muhammads (fred være med ham) tid, ud over Koranen. Desuden findes den samme betydning i de nedskrevne hadither fra det første århundrede efter hans tid.

Der findes altså også mange himle, og der findes også mange jorde. Koranens læser kan derfor blive forundret over, at der måske findes andre jorde, som ligner vores. Indtil vor tid er denne sandhed ganske vist endnu ikke blevet bevist af mennesker, men i vers 12 i sura 65 (at-Talaq) findes følgende forudsigelse:

“Allah er den, der har skabt syv himle og jorden på tilsvarende måde. Hans befaling kommer ned gennem alle lagene af himlene og jorden, så I kan forstå, at Allah har magt over alle ting, og at Hans viden omfatter alt.”

Eftersom vi allerede har set, at tallet 7 betegner et ubestemt flertal eller et stort antal, er det muligt at nå frem til den konklusion, at Koranens beskrivelse antyder, at der i verdensaltet findes mange andre jorde, som ligner vores.

En læser fra det tyvende århundrede vil også blive forbløffet over, at Koranen nævner tre kategorier af skabte ting: (1) tingene i himlene, (2) tingene på jorden og (3) tingene i rummet mellem himlene og jorden.

I denne forbindelse er følgende vers i Koranen værd at bemærke:

“Ham tilhører alt, hvad der er i himlene, på jorden, imellem dem og under jorden.” (Sura Ta-Ha, vers 6).

“Han skabte himlene, jorden og alt, hvad der er imellem dem, på seks dage.” (Sura al-Furqan, vers 9)

“Allah, Han har skabt himlene, jorden og alt, hvad der er imellem dem, på seks dage.” (Sura as-Sajdah, vers 4)

“Vi skabte himlene, jorden og alt, hvad der er imellem dem, på seks dage; ingen træthed berørte Os.” (Sura Qaf, vers 38)

[At skabelsesværket ikke trættede Allah, kan betragtes som et svar på en beretning i Bibelen. I denne beretning siges det, at Allah hvilede på den syvende dag efter at have arbejdet i seks dage]

Ud over de ovennævnte vers nævnes »alt, hvad der er imellem himlene og jorden« også i følgende vers: Sura 21 (al-Anbiya), vers 16; Sura 44 (ad-Dukhan), vers 7 og 38; Sura 78 (an-Naba), vers 37; Sura 15 (al-Hijr), vers 85; Sura 46 (al-Ahqaf), vers 3; samt Sura 43 (az-Zukhruf), vers 85.

Det er meget vanskeligt at forestille sig skabte ting uden for himlene og uden for jorden. For at forstå betydningen af disse vers er det nødvendigt at bevæge sig fra det enkle til det komplekse: først må man sætte sig ind i, hvad mennesket har kunnet fastslå om objekter uden for solsystemet, og derefter må man kende den opfattelse af universets opbygning, som den moderne videnskab er nået frem til. Senere vil vi drøfte dette emne.

Før vi går videre til rent videnskabelige spørgsmål, kan vi endnu en gang rette blikket mod de oplysninger om skabelsen, som findes i Koranen. Af de ovenfor anførte vers fremgår følgende:

1) Skabelsen har generelt seks tidsperioder.

2) At himlene og jorden på forskellige stadier af skabelsen blev forbundet med hinanden.

3) At universet blev skabt af en ursky efter dens opsplitning.

4) At der blev mange himle og jorde.

5) At der findes skabte ting i rummet mellem himlene og jorden.

Nogle oplysninger fra moderne videnskab om universets opbygning

Solsystemet

Jorden og planeterne, der kredser omkring solen, udgør et så velordnet og enormt system, at det efter menneskelig målestok virker gigantisk. Alligevel befinder jorden sig omtrent 93 millioner miles fra solen. Efter menneskelig målestok er denne afstand uden tvivl meget stor, men den er langt mindre end afstanden til den planet, der ligger længst fra solen, Pluto. Afstanden fra solen til Pluto er 3,672 milliarder miles, det vil sige næsten 40 gange større end afstanden fra solen til jorden. Hvis denne afstand fordobles, får man en idé om solsystemets størst mulige udstrækning. Det tager sollyset omkring 6 timer at nå planeten Pluto, selv om lysets hastighed er 186 tusind miles i sekundet. Derfor tager det lyset fra stjernerne ved grænsen af det solsystem, vi kender, milliarder af år at nå frem til os.

Stjernerne

Vores jord er blot en satellit til solen. Solen og de forskellige planeter, der kredser omkring den, er i størrelse og beskaffenhed meget små sammenlignet med de milliarder af stjerner, som findes i stjernernes rige. På sommernætter synes hele verdensrummet at være fyldt med stjerner, og denne stjernesamling kaldes »Mælkevejen«. Mælkevejen er enorm og kolossal. Hvis lysets hastighed i solsystemet regnes i timer, vil det tage omkring 90.000 år for lyset at nå fra den ene ende til den anden af den tætteste stjernehob i hele stjernernes rige. Den stjerneverden, som vores jord er en del af, er ganske vist ufatteligt enorm, men den er ikke desto mindre kun en meget lille del af himmelrummet. Desuden findes der uden for vores stjerneverden mange stjernehobe, der ligner Mælkevejen. Som følge af astronomiens fremskridt blev det først muligt for lidt over halvtreds år siden at opdage disse stjernehobe, efter at man havde bygget fintmærkende og kraftige teleskoper som Mount Wilson-teleskopet i USA. De er talrige og befinder sig så langt borte, at man har måttet fastsætte en særlig måleenhed kaldet »lysår« til måling af disse afstande. Den afstand, som lyset tilbagelægger på 326 år med en hastighed på 186.000 mil i sekundet, kaldes et lysår.

Stjernernes, stjernehobenes og planetsystemernes dannelse og udvikling

Hvad fandtes oprindeligt på det sted, som stjernerne nu optager? Den moderne videnskab har intet svar på dette spørgsmål. Man kan måske sige noget om et vist tidsrum i verdensaltets udvikling. Men der er ingen mulighed for at sige, hvor lang tid før vores nuværende tidsalder dette tidsrum lå.

Det ældste, som den moderne videnskab kan berette, er, at verdensaltet blev dannet af en dampmasse. Denne dampmasse, som hovedsagelig bestod af brint og en vis mængde helium, roterede langsomt. Senere blev den opsplittet i talrige kolossale fragmenter. Fysikerne har antaget, at hvert enkelt fragment havde en størrelse svarende til Solens nuværende volumen, som er 300.000 gange Jordens volumen. Det var disse fragmenter, stjernehobene blev dannet af.

Derefter blev fragmenterne på ny opsplittet, hvorved hver enkelt stjerne blev dannet. Fragmenterne roterede med stadig større hastighed. På et tidspunkt begyndte afkølingsprocessen, og de blev påvirket af tryk, tyngdekraft, magnetisme og strålingsenergi. Som følge af sammentrækningen og omdannelsen af rotationsenergi til varmeenergi blev stjernerne lysende. Derefter begyndte varme- og kerneenergiens virkninger, hvorved tunge molekyler blev dannet af lette molekyler. Således begyndte udviklingsprocessen: først blev helium dannet af brint, derefter kulstof og ilt og til sidst metaller og metalslagge. På denne måde fik stjernerne deres egen fødselsproces, og i den moderne astronomi klassificeres de efter udviklingens nuværende stadier. Stjerner har også en død. Efter at have nået udviklingens sidste stadium er det blevet iagttaget, at der finder indre eksplosioner sted i stjerner, og som følge heraf er de i virkeligheden blevet til »lig«.

Det er allerede blevet sagt, at den oprindelige dampmasse blev adskilt og opsplittet, hvorved forskellige planeter og især Jorden blev dannet. I over femogtyve år har der ikke længere været nogen uenighed om, at Solen fortættedes inden i et enkelt fragment af dampmassen, mens de øvrige planeter fortættedes i de opsplittede dampmasser omkring den. I denne forbindelse er det nødvendigt at understrege et forhold, som er meget vigtigt for det emne, der drøftes: I dannelsesprocessen for et himmellegeme som Solen eller et mørkt himmellegeme som Jorden findes der ingen kronologisk rækkefølge eller noget før og efter. Der er en lighed og samtidighed i oprindelsen og udviklingen.

Videnskaben forsøger at give nogle oplysninger om, hvornår alle disse begivenheder fandt sted. Man antager, at vores stjerneverden er ti milliarder år gammel, og det siges, at solsystemet blev dannet fem milliarder år senere. Ifølge eksperternes radiologiske undersøgelser er Jorden og Solen fire en halv milliard år gamle. Det fremgår således, at astrofysikerne har været i stand til at indsamle betydeligt større viden om den almindelige dannelsesproces for himmellegemerne. Denne viden kan sammenfattes således: En roterende dampmasse blev tæt og sammentrukket, hvorefter den blev opsplittet, og Solen og de forskellige planeter blev dannet og indtog deres respektive positioner. Blandt dem var også denne jord i himmelrummet. Hvad angår Månen, anerkender alle nu den mulighed, at Månen efterhånden blev adskilt fra Jorden, da rotationen gradvist blev langsommere. Den viden, som videnskabsfolkene har kunnet opnå om den oprindelige dampmasse og dannelsen af de utallige stjerner, der gennem den blev opdelt i forskellige klasser, efterlader ikke længere noget rum for tvivl om muligheden af flere verdener. Men dermed er det ikke blevet fastslået eller bevist, at der findes flere jorder som vores.

Forestillingen om flere verdener

Ikke desto mindre mener personer, der er dygtige inden for astrofysik, at det er meget sandsynligt, at der findes flere planeter som Jorden. Når man imidlertid tager universets almindelige tilstand i betragtning, mener man, at der dér næppe kan findes et miljø, der ligner Jordens. Hvis man derfor vil lede efter en anden Jord, må det ske uden for solsystemet, og af følgende grunde mener man, at det er meget sandsynligt, at der findes en anden Jord dér.

Videnskabsfolk mener, at mindst halvdelen af de hundrede milliarder stjerner i vores stjerneverden har et planetsystem ligesom Solens. Disse halvtreds milliarder stjerner roterer faktisk langsomt ligesom Solen, og dette tyder på, at hver af dem har flere egne satellitter. Stjernerne befinder sig så langt fra Jorden, at deres satellitter ikke kan ses. Men da stjernernes baner er noget krumme og bølgeformede, mener man, at det er meget sandsynligt, at de har satellitter. Barnards stjerne har i det mindste én ledsagende satellit, som er meget større end Jupiter, og den kan endda have to satellitter. Om dette har P. Guérin skrevet: »Alle vidnesbyrd peger på, at planetsystemer er vidt udbredt i hele universet. Et sådant system findes ikke kun i solsystemet og på Jorden.« Og derfor er det naturligt, at »liv er udbredt overalt i universet, ligesom på planeter, der opretholder liv, især på de steder, hvor der findes materielle og kemiske miljøer, som er egnede til livets udvikling.«

Interstellart stof

Vi har allerede set, at urdampen kondenserede og blev opsplittet, hvorved stjerner, planeter og satellitter blev dannet. Men den damp, der derefter var »tilbage«, fylder nu rummet mellem de forskellige stjerner. Stjernelys reflekteres derfor på den. Det vides, at noget af dampen igen er mørk og relativt mindre tæt, og at den hindrer astronomerne i deres opmålingsarbejde. Dette stof fungerer som et forbindelsesled mellem de forskellige stjerneverdener. Når man tager de enorme afstande mellem de forskellige stjerneverdener i betragtning, synes dette stof, selv om det er relativt mindre tæt, samlet set sandsynligvis at have en langt større mængde end hele stjerneverdenen. Eddington har lagt stor vægt på dette stofs tilstand og sagt, at opfattelsen af universets udvikling alene »på grund af dette stof« kan ændre sig betydeligt.

Nu kan vi i lyset af disse moderne videnskabelige oplysninger undersøge Koranens opfattelse af verdens skabelse.

Over for Koranens oplysninger

Vi vil undersøge de oplysninger om skabelsen, som Koranen giver på fem områder.

1) Ifølge Koranens udsagn blev de opgaver, der blev fuldført i løbet af de seks perioder for skabelsen af himlene og Jorden, udført således: Dannelsen af himmellegemerne og Jorden samt de begivenheder, som Koranen beskriver for Jorden, indtil den blev beboelig for mennesker, inklusive føde, tog fire perioder. Disse fire perioder svarer til de fire geologiske perioder i moderne videnskab. Og vi ved, at menneskelig bosættelse begyndte i den sidste periode. Videnskabens opdeling i disse perioder er naturligvis blot en antagelse. Ingen kan give præcise oplysninger.

Det er bemærkelsesværdigt, at der i Koranens sura Hamim as-Sajda (vers 9-12) nævnes, at himmellegemernes og Jordens dannelse fandt sted i to stadier. Hvis vi nu tager Solen og dens afkom, Jorden, som eksempel (det eneste eksempel, vi kan forstå), ser vi, at videnskaben fortæller os, at Solen og Jorden blev dannet, efter at den oprindelige damp var blevet fortættet og senere adskilt. Netop dette siges i Koranen. Det siges klart og tydeligt, at Solen og Jorden blev dannet, efter at »røgen« var blevet samlet og senere adskilt. Det viser således, at der med hensyn til fakta er fuldstændig overensstemmelse mellem Koranen og videnskaben.

2) Den moderne videnskab har påvist en sammenhæng mellem de to stadier i dannelsen af en stjerne (for eksempel Solen) og dens satellit (for eksempel Jorden). I det vers fra Koranen, som vi har undersøgt, nævnes netop denne sammenhæng tydeligt.

3) Den »røg«, som Koranen omtaler som eksisterende i universets tidligste skabelsesstadium, er tydeligvis den »oprindelige damp« i den moderne videnskab.

4) Den moderne videnskab støtter uden tøven Koranens omtale af, at der findes flere himle. Denne støtte ligger i de opfattelser, som astrofysikerne har fremsat om stjernerne og deres store antal. På den anden side giver Koranen os en forestilling om, at der findes mange andre Jorde, som vores egen (i det mindste på visse områder), men den moderne videnskab har endnu ikke kunnet fastslå, om denne forestilling er sand. Eksperter mener dog, at det er meget sandsynligt, at der findes flere Jorde.

5) Koranen nævner en »mellemliggende skabelse« på det sted, der ligger mellem »himlene« og »Jorden«. Den moderne videnskab anerkender eksistensen af en »bro af ukendt stof« uden for det organiserede kosmos. Det har ganske vist ikke været muligt fuldstændigt at bevise alle de forhold, der omtales i Koranens beretning, med videnskabelige fakta, men Koranens oplysninger om universets skabelse er på ingen måde i modstrid med den moderne viden. Det er især nødvendigt at understrege denne oplysning fra Koranen, fordi de oplysninger, der findes om det samme emne i vor tids Gamle Testamente, på ingen måde kan accepteres ud fra et videnskabeligt synspunkt. Den beretning, der findes om det samme emne i Bibelens sacerdotale version, blev skrevet af præsterne selv under landflygtigheden i Babylon, og dens hovedformål var at give deres religiøse lære et skær af legitimitet. Beretningen i den jahvistiske version er så kortfattet og uklar, at den på ingen måde egner sig til videnskabelig vurdering. Det er endnu en gang nødvendigt særligt at understrege og henlede opmærksomheden på denne store forskel mellem Koranens og Bibelens beretninger. For lige siden islams tidligste tid er der blevet fremsat den grundløse anklage mod Muhammad (fvmh.), at han skulle have kopieret Bibelens beretning; denne anklage er fuldstændig usand og grundløs. Hvordan kunne et menneske for fjorten hundrede år siden, ud fra et videnskabeligt synspunkt, udelade de fejlagtige oplysninger og revidere den daværende beretning? Og hvordan kunne han ved egen indsats tilføje sådanne oplysninger og beretninger, hvis sandhed først i vor tid har kunnet fastslås og bevises af videnskaben? Anklagen om, at han kopierede eller reviderede Bibelen, er derfor fuldstændig ubegrundet. Koranens beretning om skabelsen er helt forskellig fra Bibelens.

Svar på nogle indvendinger

Der er imidlertid ingen uenighed om den lighed, der findes mellem Koranen og Bibelen på andre områder, især i beretningerne om religionshistorien. I denne forbindelse er det bemærkelsesværdige og interessante, at ingen fremsætter en anklage om kopiering, selv om mange oplysninger og læresætninger i Det Gamle Testamente stemmer overens. Men netop på grund af denne overensstemmelse omtales Muhammad (fvmh.) i Vesten som en bedrager (Gud forbyde det), og det hævdes, at han, skønt han kopierede fra Bibelen, udgav den kopierede lære for åbenbaring. Anklagen om, at han lærte det samme af kristne præster og derefter udgav det for åbenbaring, er ligeledes grundløs. Jeg opfordrer dem, der fremsætter denne anklage, til endnu en gang at læse bogen »Muhammads problem« (Le problème de Mahomet, Presses Universitaires de France, Paris, 1952), skrevet af Blachère. Han har kaldt alle disse anklager »fantastiske fabler«.

Det antydes også, at andre af Koranens beretninger stemmer overens med mange tidligere forestillinger i Bibelen.

I religiøse skrifter søger man som regel støtte for forestillinger om skabelsen. Som eksempel kan nævnes, at der blandt polynesierne findes en tro på, at urvandet var nedsænket i mørke, og at det blev adskilt, efter at Tangaloa viste sig. Således blev himlen og jorden dannet. Denne myte er blevet sammenlignet med den skabelsesberetning, der findes i Bibelen. Der er ganske vist ligheder mellem dem, men det er ikke desto mindre urimeligt at beskylde nogen for at have skrevet Bibelens beretning ved at kopiere denne myte.

På samme måde er det en grundløs beskyldning at sige, at Koranens forestilling om den oprindelige opsplitning af verdensaltets urstof, som støttes af moderne videnskab, er blevet kopieret fra forskellige myter, hvor denne forestilling findes i forskellige former, og indføjet i Koranen. Ikke desto mindre kan disse myter og legender undersøges nærmere. I dem finder man ofte en oprindelig forestilling, som synes fornuftig, og som, når de fantastiske beskrivelser udelades, også synes at stemme overens med det, vi i dag ved eller mener at vide er sandt. Denne forestilling er, at himlene og jorden oprindeligt var forenet og senere blev adskilt. Men når man i Japan føjer et æg, et frø i det og kaos på alle sider til denne forestilling, mister hele sagen sin betydning. I andre lande erstattes ægget af en plante. Planten vokser langsomt, og samtidig adskilles himlene og hæver sig over jorden. Også her er det denne fantastiske, udførlige beskrivelse, der kendetegner myten. Ikke desto mindre findes grundforestillingen overalt.

For at vise, hvordan menneskets fantasi har skabt udsmykning og overdrivelse, og hvilken grundlæggende forskel der er fra Koranens

beskrivelse, er disse myter blevet nævnt her. Koranens beretning indeholder ingen fantastiske detaljer; sproget og ordvalget er behersket og stemmer overens med moderne videnskabelige oplysninger. Der findes ingen menneskelig forklaring på, hvordan en så korrekt beskrivelse af skabelsen kunne findes i Koranen for fjorten århundreder siden.

Koranens astronomi

I Koranen findes der mange tanker og forestillinger, som vejleder os med hensyn til himlene. I drøftelsen af skabelsen har vi allerede set, at der nævnes flere himle og flere jorder i Koranen, og at der mellem himlene og jorden tales om en »mellemliggende skabelse«. Moderne videnskab har fundet beviser for denne »mellemliggende skabelse«. I versene om skabelsen gives der en overordnet forestilling om, hvad der findes i himlene, det vil sige uden for jorden.

Ud over de specifikke vers om skabelsen findes der omkring fyrre andre vers i Koranen, som indeholder astronomiske oplysninger. De vejleder til tanker og forestillinger om de himmellegemer, som verdensaltet består af. I nogle vers er der imidlertid ikke andet end en opfordring til at erkende Skaberens storhed som den, der organiserer stjernerne og planetsystemerne. Vi ved imidlertid, at stjernerne og planetsystemerne befinder sig i en perfekt afbalanceret tilstand, og at denne tilstand er varig og stabil, hvilket Newton udførligt forklarede gennem sin teori om planeternes »gensidige« tiltrækning.

De vers, vi først vil citere, indeholder ikke megen information til videnskabelig analyse, men det er nødvendigt at citere dem for at henlede opmærksomheden på Allahs almagt. Desuden er disse citater nødvendige for at forstå den realistiske beskrivelse af verdensaltets opbygning, som Koranen gav for halvandet tusind år siden.

I denne henseende udgør disse oplysninger og denne sammenhæng en helhed. For spørgsmålet om verdensordenen findes hverken i Det Gamle Testamente eller i Bibelen. Der findes ganske vist omtale af visse forestillinger, men under gennemgangen af Bibelens skabelsesberetning så vi, at de er fuldstændig fejlagtige og blot opdigtede. I Koranen er dette spørgsmål derimod beskrevet dybtgående og detaljeret. Det, der er blevet beskrevet, er meget vigtigt, men det, der ikke er blevet beskrevet, er også ganske betydningsfuldt. Som eksempel kan nævnes, at Koranen ikke omtaler nogen af de teorier om himmellegemernes opbygning, som var udbredt på det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret.

Senere fastslog videnskabsfolk, at alle disse teorier var fuldstændig fejlagtige. Senere vil der blive fremlagt et konkret eksempel på dette.

Selv om dette forhold er helt negativt, er det meget nødvendigt at nævne det. For jeg har hørt mange af dem, der leder vidt og bredt efter en menneskelig forklaring på oplysningerne i Koranen – ikke nogen anden forklaring, men blot en menneskelig forklaring – sige: »Hvis Koranen indeholder forbløffende beskrivelser af astronomiske forhold, skyldes det, at araberne var meget vidende på dette område.« Men de lægger ikke mærke til, at videnskabelig forskning i muslimske samfund som helhed først fandt sted efter Koranens åbenbaring, og at den tids videnskabelige viden heller ikke var tilstrækkelig til, at noget menneske kunne have formuleret de relevante vers i Koranen. Senere vil vi med oplysninger og eksempler fastslå sandheden i denne påstand.

Generelle retningslinjer for tanker og forestillinger om himlen

»Ser de ikke på himlen over sig, hvordan Vi har bygget den, og at der ikke er nogen revner i den?« – Sura 50 (Qaf), vers 6: Et generelt tema: mennesket.

»Han har bygget himlene uden søjler – I kan se det …« Sura 13 (ar-Ra’d), vers 2.

»Allah er den, der har rejst himlene over jorden uden søjler – I kan se det. Derefter satte Han sig på Tronen og underlagde solen og månen en ordning …«

Den udbredte forestilling, at himlene hviler på søjler, og at de derfor ikke falder ned og ødelægger jorden, bliver med disse to vers fastslået som falsk.

»Han har hævet himlen højt …« Sura 55 (Ar-Rahman), vers 7.

»Han holder himlen tilbage, så den ikke falder ned over jorden uden Hans tilladelse.« – Sura 22 (Al-Hajj), vers 65.

Det er nu almindeligt kendt, at balancen mellem himmellegemernes forskellige planeter og satellitter bestemmes og opretholdes på grundlag af deres indbyrdes enorme afstande samt deres størrelse og volumen. Jo større afstanden er, desto mindre er den indbyrdes tiltrækningskraft. Er afstanden mindre, er tiltrækningskraften større.

Da Månen befinder sig tæt på Jorden, påvirker den efter loven om tiltrækningskraften vandet i Jordens have, og dette

fænomen er kendt som tidevand. Hvis to planeter kommer meget tæt på hinanden, er en kollision uundgåelig. Men grunden til, at der ikke sker kollisioner, er, at alle planeter og satellitter er underlagt en bestemt orden. At det er Allah, der har underlagt dem denne orden, nævnes mange steder i Koranen.

Allah sagde til Profeten: »Spørg: Hvem er Herre over de syv himle og den mægtige Trone?« – Sura 23 (Al-Mu’minun), vers 86.

Vi har allerede forklaret, at udtrykket »de syv himle« ikke blot betyder syv himle, men et ubestemt stort antal himle.

»Han har underlagt jer alt, hvad der er i himlene og på jorden, som en nåde fra Ham. I dette er der visselig tegn for et tænkende folk.« – Sura 45 (Al-Jathiyah), vers 13.

»Solen og månen bevæger sig i fastsatte baner.« Sura 25 (Ar-Rahman), vers 5.

»Han har skabt natten til hvile og månen og solen til tidsberegning.« Sura 6 (Al-An’am), vers 96.

»Han har underlagt jer solen og månen, som bestandigt følger den samme orden, og Han har underlagt jer natten og dagen.« – Sura 14 (Ibrahim), vers 33.

Her supplerer det ene vers det andet. Det er, fordi planeterne og deres satellitter er underlagt den samme orden, at de regelmæssigt bevæger sig i fastsatte baner. For at udtrykke denne betydning er det arabiske ord »da’ib« blevet anvendt, hvis grundbetydning er »at arbejde med hengivenhed og iver for noget«. Men sådan som ordet er anvendt her, er dets betydning og betydningsindhold: »at fortsætte med at gøre noget uforanderligt og med hengivenhed på grundlag af en fastlagt adfærd«.

Sura 36 (Ya-Sin), vers 39: Allah har sagt: »Og for månen har Jeg fastsat forskellige positioner, indtil den til sidst bliver som en tør, krum palmegren.«

En palmegren, der tørrer ind og trækker sig sammen, får netop form som en krum halvmåne. Dette vil blive forklaret nærmere senere.

Sura 16 (An-Nahl), vers 12: »Han har underlagt jer natten, dagen, solen og månen; og stjernerne er underlagt Hans befaling. I dette er der visselig tegn for et folk, der har forstand.«

Emnet er blevet betragtet ud fra det praktiske perspektiv, nemlig den vigtige rolle, som himmellegemerne spiller som hjælp ved menneskers rejser til lands og ad søvejen samt ved tidsberegning. Hvis man husker, at Koranens budskab er blevet fremsat med henblik på dem, der forstår dagliglivets enkle sprog, bliver det lettere at forstå betydningen af denne bemærkning. Derfor er der i det følgende vers anvendt endnu enklere ord.

Sura 6 (Al-An’am), vers 97: »Han har skabt stjernerne for jer, så I ved deres hjælp kan finde vej i landets og havets mørke. For det vidende folk forklarer Han tegnene udførligt.«

Sura 16 (An-Nahl), vers 16: »Og Han har skabt kendemærker, som viser vejen, og ved hjælp af stjernerne finder de vej.«

Sura 10 (Yunus), vers 5: Han er den, der har gjort solen strålende og månen lysende, og fastsat dens faser, for at I kan lære at tælle årene og bestemme tiden. Allah har ikke skabt dette forgæves. For det vidende folk forklarer Han disse tegn udførligt.«

Her bør det nævnes, at Bibelen betegner både solen og månen som »lys« og beskriver den ene som »større« og den anden som »mindre«. Koranen fremhæver derimod ikke blot en forskel i grad, men en grundlæggende forskel, idet solen kaldes »strålende« og månen »lysende«. Denne forskel kan måske blot betragtes som en sproglig forskel, men hvordan kunne man ellers, uden at skabe forvirring, forklare, at de to ikke er det samme lys?

Himmellegemernes natur: Solen og månen

Solen er en strålende glans (diya), og månen er et lys (nur). Denne oversættelse synes at være mere præcis. I de oversættelser, som mange foretager på en anden måde, bærer de to ord næsten samme betydning. Ordet »diya« kommer fra roden sw. I den arabisk-franske ordbog skrevet af Kazi Mirsky angives betydningen som »at være lysende« og »at oplyse« (som ild). Naturligvis er ordet »lys« også blevet anvendt. Derfor fremstår forskellen i solens og månens natur ikke særlig tydeligt, hvad betydningen angår. Men for at fastslå denne forskel kan vi søge hjælp i selve Koranens originaltekst.

Sura 25 (Al-Furqan), vers 61: »Hvor ophøjet er Han, som har skabt himmelhvælvingen med stjernetegnene og anbragt solen og den lysende måne deri.«

Sura 71 (Nuh), vers 15-16: »Har I ikke set, hvordan Allah har skabt de syv himle, lagdelt over hinanden, og dér anbragt månen som et lys og solen som en lampe?«

Sura 78 (An-Naba), vers 12-13: »Vi har bygget de syv himle over jer, fast forankrede, og skabt en strålende lampe.«

Med den strålende lampe menes tydeligvis solen. Månen beskrives derimod som et himmellegeme, der giver lys (munīr). Ordet munīr stammer fra roden »nūr«. Det betyder altså, at det lys (nūr), der anvendes om månen (munīr), er et lys, som den giver. Solen sammenlignes derimod med en lampe (sirāj) eller en strålende (wahhāj) lampe.

For ethvert menneske på Muhammeds (fvmh.) tid var det meget let at forstå denne forskel. For ørkenens beboere var solens stærke, strålende fremtræden og månens kølige lys meget velkendt. Derfor var den sammenligning, der blev brugt i Koranen for at beskrive disse to himmellegemer, meget naturlig. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at der i denne sammenligning ikke blev brugt noget, som fandtes på den tid, men ikke findes nu. Derfor har vi heller ikke efter så lang tid nogen vanskelighed ved at forstå forholdet.

Vi ved, at solen er en stjerne, som brænder i sit indre og derfor udsender varme og lys. Månen udsender derimod ikke noget eget lys, men reflekterer blot det lys, den modtager fra solen, som et inert legeme (i det mindste hvad den ydre overflade angår).

Det viser altså, at der ikke er noget i Koranen, som strider mod det, vi nu ved om solen og månen gennem videnskaben.

Stjernehoben

Ligesom solen er stjernerne også himmelske legemer. Der foregår mange naturlige fænomener i disse himmellegemer; blandt dem er det lettest at se, at de skaber lys. Det vil sige, at stjernen selv producerer sit eget lys.

Ordet »stjerne« forekommer tretten gange i Koranen. Det arabiske ord najm, i flertal nujūm, stammer fra en rod, hvis betydning er at komme til syne eller blive synlig. Ordet rummer kun betydningen af et synligt himmellegeme, men giver ingen antydning af, om himmellegemet selv producerer lys eller blot reflekterer en andens lys. For tydeligt at forklare, at himmellegemet er en stjerne, er der imidlertid anvendt et beskrivende ord i Koranen.

Sura 86 (At-Tariq), vers 1-3: »Ved himlen og det, der viser sig om natten; og hvad ved du om det, der viser sig om natten? Det er en lysende stjerne!«

I Koranen bruges »sakib« som et beskrivende ord for aftenstjernen. Ordet betyder »det, der gennembryder noget«. Her bruges det i betydningen at gennembryde nattens mørke. Det samme ord bruges også i Sura As-Saffat (sura 37, vers 10) for at beskrive meteorer. Det er værd at bemærke, at meteorer opstår som følge af brande i stjerner.

Planetsystemet

Det er vanskeligt at sige, om de forskellige planeter i Koranen er identificeret på præcis samme måde som i nutiden, hvor de identificeres med bestemte navne.

Planeterne har ikke noget eget lys; de kredser omkring solen. Jorden er en sådan planet, der kredser. Der findes måske også planeter andre steder, men alle de planeter, man hidtil har kendskab til, befinder sig i solsystemet.

I oldtiden kendte menneskene til eksistensen af planeter ud over Jorden. Disse fem planeter er Merkur (Budh), Venus (Mangal), Mars (Mangal), Jupiter (Brihaspati) og Saturn (Shani). I nyere tid er yderligere tre planeter blevet opdaget – Uranus, Neptun og Pluto. I Koranen betegner ordet »kawkab« (i flertal »kawakib«) planetsystemet, men planeternes antal angives ikke. I Josefs drøm (sura 12 – Yusuf) nævnes elleve planeter, men denne beskrivelse er imaginær, hvis den tages som en definition.

En god definition af betydningen af ordet »kawkab« synes at være givet i et berømt vers i Koranen. Den åndelige karakter af denne definitions dybere betydning er meget tydelig, og der er også uenighed blandt religiøse eksperter om dette spørgsmål. Ikke desto mindre synes den billedlige beskrivelse af ordet i dette vers at antyde, at der muligvis er tale om en »planet«.

Sura 24 (An-Nur), vers 35: »Allah er himlenes og jordens lys. Hans lys kan sammenlignes med en niche, hvori der er en lampe; lampen er anbragt i et glas, og glasset er som en strålende stjerne.« Her er der tale om at kaste lys på et objekt, som (glasset) reflekterer dette lys og selv bliver lysende; præcis som månen oplyses af solens lys. I Koranen findes denne ene forklarende beskrivelse af ordet »kawkab«.

Ordet forekommer også i andre vers. Men i nogle af disse vers er det vanskeligt at afgøre, hvilken himmelsk klode der menes med ordet. Det gælder for eksempel sura 6 (al-An’am), vers 76, samt sura 82 (al-Infitar), vers 1-2.

Men når man betragter det i lyset af moderne videnskab, synes det, at den himmelske genstand, der omtales i mindst ét af versene, især henviser til de planeter, vi kender.

Sura 37 (as-Saffat), vers 6: »Jeg har smykket den nærmeste himmel for jer med stjerner.«

Betyder »den nærmeste himmel« i Koranen solsystemet? Det er nu almindeligt kendt, at der blandt de himmellegemer, som er nærmest os, ikke findes andre permanente objekter end planeterne, og at Solen er den eneste stjerne i solsystemet, der har sit eget navn. Hvis der ikke er tale om planeterne, er det derfor vanskeligt at afgøre, hvad der ellers skulle være tale om. Den fremsatte oversættelse af verset synes derfor at være korrekt, og det er sandsynligvis netop det, vi i dag forstår ved planeter, der omtales i Koranen.

Den laveste himmel

I Koranen nævnes den laveste himmel flere gange. Samtidig nævnes himmellegemerne, og det siges, at de befinder sig i den laveste himmel. Vi har allerede set, at planeterne må indtage den første plads blandt de forskellige himmellegemer. Når rent åndelige, naturlige beskrivelser i Koranen forbindes med forestillingen om de objekter, vi er blevet bekendt med gennem moderne videnskab, kan vi ikke helt klart forstå deres betydning.

For eksempel kan vi let forstå betydningen af det vers, der blev citeret lidt tidligere (sura 37, as-Saffat, vers 6: »Jeg har smykket den nærmeste himmel for jer med stjerner«). Men i det umiddelbart efterfølgende vers i den samme sura (vers 7) siges der: »Og Jeg har beskyttet den mod enhver oprørsk satan.« Beskyttelsen nævnes også i sura al-Anbiya (sura 21, vers 32): »Og Vi har gjort himlen til et beskyttet tag«, samt i sura Hamim as-Sajdah (sura 41, vers 12): »Og Han smykkede den nærmeste himmel med lamper og gjorde den beskyttet.« Men her står vi over for en helt anden betydning.

Desuden siges det i sura al-Mulk (sura 67), vers 5: »Vi har smykket den nærmeste himmel med lamper og gjort dem til midler, der kastes mod satanerne, og for dem har Vi beredt straffen i den flammende ild.« Hvad kan der her i forbindelse med den nærmeste himmel menes med »midler, der kastes mod satanerne«? Er det disse lamper, der er midlerne, som kastes? (Vi ved naturligvis, at når en meteor når de øvre lag af atmosfæren, opstår der et lysende fænomen, som om en stjerne blev kastet.)

Men alle disse emner ligger muligvis uden for rammerne af vores nuværende drøftelse. Ikke desto mindre er de nævnt her for at give et fuldstændigt billede. Det synes heller ikke muligt at finde nogen forståelig forklaring ved hjælp af disse emner, som indtil nu ligger uden for menneskets fatteevne.

Himmelsystemets opbygning

De oplysninger, som Koranen indeholder om dette emne, vedrører hovedsagelig solsystemet. Der findes naturligvis også mange omtaler af objekter uden for solsystemet, og disse objekter er først blevet opdaget for nylig. Koranen indeholder to særdeles vigtige vers om Solens og Månens baner.

Sura 21 (Al-Anbiya), vers 33: ”Allah har skabt natten og dagen samt Solen og Månen. Hver af dem bevæger sig i sin egen bane.”

Her gives en vigtig oplysning, nemlig at Solen og Månen har deres egne baner. Desuden fremgår det, at disse to himmellegemer bevæger sig med deres egen hastighed. De to vers giver også en negativ oplysning. Det siges, at Solen bevæger sig i en bane, men det siges ikke, hvad denne bane er i forhold til Jorden. På det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret, mente man, at Solen bevægede sig, mens Jorden stod stille. Denne opfattelse var udbredt fra Ptolemæus’ tid i det andet århundrede f.Kr. til Kopernikus’ tid i det sekstende århundrede e.Kr. Også på Muhammeds (fvmh.) tid havde folk denne opfattelse, men alligevel nævnes den ikke noget sted i Koranen.

Månens og Solens baner

Det arabiske ord ”falak” er her blevet oversat som ”bane”. Mange persiske oversættere af Koranen har tillagt ordet betydningen ”sfære”. Den oprindelige betydning synes da også ganske vist at være sådan. Hamidullah har imidlertid oversat det som ”bane”.

De, der oversatte Koranen i tidligere tider, var meget forvirrede over ordet. For de kunne ikke forestille sig, at Månens og Solens baner var cirkulære. Derfor forestillede de sig en form for denne bane, som muligvis var nogenlunde korrekt eller fuldstændig forkert. C. Hamza Boubaker nævner i sin koranoversættelse forskellige fortolkninger af ordet og siger: ”En særlig aksel som en jernstang, omkring hvilken et hjul drejer, himmellegemernes sfære, en bane, stjernetegnets tegn, bevægelse, bølge.” Samtidig citerer han også denne bemærkning af Tarabi, den berømte kommentator af Koranen fra det tiende århundrede: ”Når vi ikke ved det, bør vi tie.” Hvis menneskene således havde kendt eller været bekendt med begrebet en bane på Muhammeds (fvmh.) tid, ville det ikke have været så vanskeligt dengang at forstå betydningen af disse to koranvers. Koranen bragte altså et helt nyt begreb, og dets korrekte betydning blev først mulig at erkende flere århundreder senere.

Månens bane

Det er nu almindeligt kendt, at Månen er en satellit til Jorden og kredser rundt om den én gang hver niogtyvende dag. Dens bane er imidlertid ikke helt cirkulær, men beskrives i den moderne astronomi som noget elliptisk. Derfor er afstanden fra Jorden til Månen (240.000 miles) en gennemsnitlig afstand.

Vi har allerede bemærket den betydning, Koranen tillægger nødvendigheden af at iagttage Månens bevægelse for at beregne tiden. (Sura 10, Yunus, vers 5, citeret tidligere)

På den tid, da Koranen blev åbenbaret, i den julianske kalenders tidsalder, var indbyggerne vant til at beregne tiden på grundlag af Månens bevægelser. Eftersom Koranen først og fremmest blev åbenbaret til dem, var det desuden passende ikke at forstyrre deres vaner, men at tale til dem i et sprog, der byggede på de tegn og kendetegn på himlen og Jorden, som de kunne forstå. Desuden var deres månebaserede tidsberegning både nøjagtig og praktisk anvendelig. Det er nu almindeligt kendt, at ørkenfolk var særdeles dygtige til at iagttage himlen; de navigerede efter stjernernes positioner og beregnede tiden efter Månens form. På den tid var denne metode den letteste og mest pålidelige for dem.

Mange, bortset fra specialister, ved, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem den julianske (sol-)kalender og månekalenderen: 235 månemåneder svarer nøjagtigt til 19 år efter den julianske beregning af et år på 365,25 dage. Men heller ikke vores beregning af året som 365 dage er helt korrekt, for den må korrigeres hvert fjerde år (skudår). Hvad månekalenderen angår, viser denne uoverensstemmelse sig hvert nittende år (husk de 19 år i den julianske eller solbaserede kalender). Dette er den metoniske cyklus, som har fået navn efter den græske astronom Meton; han opdagede i det femte århundrede før Kristus denne præcise forbindelse mellem sol- og måneberegningen.

Solens bane

Det er vanskeligere at forestille sig Solens bane. For vi er vant til at se hele solsystemet arrangeret omkring Solen. For at forstå verset i Koranen må vi benytte vores forestillingsevne.

Der findes utallige stjerner i vores galakse. Hele galaksen har form som en tallerken; i dens centrum er stjernerne meget tæt samlet, mens den er tyndere mod kanten. I denne tallerken befinder Solen sig langt fra centrum. Himmellegemerne kredser omkring deres fælles centrum. Derfor kredser Solen også i en bane omkring dette samme centrum. Den moderne astronomi har gjort det muligt at udarbejde en detaljeret beskrivelse af denne proces. I 1917 beregnede en videnskabsmand ved navn Shapley afstanden fra Solen til galaksens centrum til 10 kiloparsec, det vil sige så mange miles, som man får ved at skrive tallet 2 efterfulgt af 17 nuller. Det tager galaksen og Solen omkring 250 millioner år at foretage én omgang omkring deres centrum, og under denne rejse bevæger Solen sig med omkring 150 miles i sekundet.

Dette er netop det, der blev sagt i Koranen for fjorten århundreder siden om Solens bevægelse i dens bane. Det er lykkedes den moderne astronomi praktisk at påvise og bevise, at denne proces eksisterer, og hvordan den foregår i detaljer; også dette er blot én blandt mange sådanne bedrifter.

Om Månens og Solens bevægelse ved egen kraft i verdensrummet

Denne opfattelse findes ikke i nogen af de oversættelser af Koranen, som lærde personer har udarbejdet. Eftersom de ikke vidste noget om astronomi, valgte de blandt flere betydninger af det pågældende arabiske ord betydningen »at svømme« og oversatte det således. Dette er tilfældet i alle de franske oversættelser, og det samme gælder også den ellers meget rosværdige engelske oversættelse af Allama Yusuf Ali (udgivet af Sheikh Muhammad Ashraf, Lahore, Pakistan). (Den bengalske oversætters bemærkning: Bukaylis kommentar gælder også den bengalske oversættelse af Koranen udgivet af Islamic Foundation.)

Det arabiske verbum »sahaba« (»yasbahun« i de to citerede vers) betyder at bevæge sig ved egen kraft. Af ordets forskellige betydninger fremgår det, at drivkraften bag bevægelsen kommer fra selve det legeme, der bevæger sig. Hvis bevægelsen, altså det at bevæge sig, foregår i vand, betyder det »at svømme«; hvis den foregår på jorden, betyder det »at gå«, altså at bevæge sig ved benenes kraft. Men hvis bevægelsen foregår i verdensrummet, er der tilsyneladende ingen anden mulighed end at anvende ordets grundbetydning: at bevæge sig ved egen kraft. Derfor kan man vel ikke sige, at oversættelsen er forkert. For det første drejer Månen sig, mens den kredser omkring Jorden, også om sin egen akse, det vil sige på gennemsnitligt 29½ døgn. Derfor vender den samme side af Månen altid mod os. For det andet tager det Solen cirka 25 dage at dreje én gang om sin egen akse. Der er visse forskelle i denne bevægelse mellem ækvatorområdet og polarområderne (vi vil ikke gå ind i en detaljeret forklaring af dette nu), men overordnet set frembringes kraften bag denne bevægelse af Solens eget legeme.

Det fremgår således, at den betydningsmæssige betydning af det ord, der er anvendt i Koranen, netop henviser til en bevægelse af Månen og Solen, som skyldes deres egen kraft. Denne sandhed er blevet bekræftet af de oplysninger, som den moderne videnskab har opdaget. Hvordan et menneske i det syvende århundrede, uanset hvor lærd han måtte have været på det tidspunkt, kunne få denne opfattelse, er der tilsyneladende ingen måde at forklare. Desuden kan Muhammad (fvmh) bestemt ikke kaldes lærd, når det gælder astronomi.

Nogle accepterer ikke dette argument. De siger, at mange vise mennesker i oldtiden fremsatte forudsigelser, som nu er blevet bevist sande gennem moderne videnskabelige undersøgelser. De byggede bestemt ikke på videnskabelige oplysninger, men på filosofiske oplysninger. I denne forbindelse nævnes pythagoræernes eksempel: De hævdede allerede i det sjette århundrede f.Kr. kraftigt, at Jorden drejer om sin egen akse, og at planeterne kredser omkring Solen. Senere er dette blevet bevist sandt gennem moderne videnskabelige undersøgelser. På samme måde forestillede den geniale tænker Muhammad (fvmh) sig måske noget, der først mange århundreder senere blev fastslået som sandt. Når de fremfører dette argument, glemmer de imidlertid at nævne, at disse filosofiske rationalister også begik alvorlige, meget alvorlige fejl. Som eksempel kan man huske, at pythagoræerne også med stor overbevisning hævdede, at Solen stod stille i verdensrummet, at Solen var verdensaltets centrum, og at himmellegemerne ligeledes var solcentrerede. Det er yderst almindeligt at finde en blanding af sande og falske forestillinger om verdensaltet i de gamle filosoffers skrifter. Disse begavede mennesker fremsatte ganske vist mange tanker, der lå langt forud for deres tid, men de gav os samtidig også mange fejlagtige forestillinger. Set fra et korrekt videnskabeligt synspunkt er det netop her, forskellen mellem dem og Koranen ligger. Koranen indeholder mange udsagn og beskrivelser om verdensaltet, og hvert eneste af dem er blevet bevist sandt gennem moderne videnskabelige undersøgelser; ikke ét eneste er blevet bevist at være i modstrid med videnskabelige oplysninger.

Dagens og nattens skiften

Hvorfor blev der overhovedet ikke nævnt noget om Solens bevægelse, da man talte om dagens og nattens skiften, på et tidspunkt hvor Jorden blev anset for at være verdensaltets centrum, og man mente, at det var Solen, der kredsede omkring Jorden? Koranen omtaler ikke dette præcise spørgsmål, men emnet beskrives således:

Sura 7 (Al-A’raf), vers 54: ”Han lader dagen blive dækket af natten, så de hurtigt følger efter hinanden …”

Sura 36 (Yasin), vers 37: ”Et tegn for dem er natten: Vi fjerner dagslyset fra den, og se, de befinder sig alle i mørke.”

Sura 31 (Luqman), vers 5: ”Ser du ikke, at Allah lader natten gå over i dagen og dagen gå over i natten?”

Sura 39 (Az-Zumar), vers 5: ”Han lader dagen blive omsvøbt af natten og natten blive omsvøbt af dagen.”

Det første citerede vers kræver ingen forklaring. I det andet vers fremstilles et billede. Det er i virkeligheden det tredje og det fjerde vers, der giver interessante oplysninger om, hvordan dagen og natten forvandles til hinanden. Den bedste måde at oversætte det arabiske udsagnsord »kawwara« på er vist at bruge ordene »omsvøbe« eller »sno«. Det har de franske og russiske oversættere også gjort. Udsagnsordets oprindelige betydning er at »omsvøbe« hovedet med en turban, og denne forestilling afspejles i alle ordets betydninger.

Men hvad sker der egentlig i verdensrummet? Amerikanske astronauter så fænomenet fra deres rumfartøj, mens de opholdt sig på Månen langt fra Jorden, og de fotograferede det også. De så, at Solen altid (bortset fra under en formørkelse) oplyser halvdelen af Jordens overflade, mens den resterende halvdel er mørk. Jorden drejer rundt om sin egen akse, og lysforholdene forbliver de samme. Derfor drejer den oplyste halvdel af jordkloden én gang på 24 timer, og den mørke halvdel drejer ligeledes én gang i dette tidsrum. Denne vedvarende vekslen mellem dag og nat er klart beskrevet i Koranen. Da vi nu er bekendt med Jordens rotation og Solens (relative) stilstand, er det lettere for os at forestille os og forstå dette. Denne evige omviklingsproces og den måde, hvorpå den ene halvdel af jordkloden træder ind i den anden halvdels position, er beskrevet i Koranen på en sådan måde, som om forestillingen om Jordens kugleform allerede var kendt; men det er tydeligvis ikke korrekt.

Ud over denne forestilling om dagens og nattens skiften er det nødvendigt at nævne forestillingen om flere østlige og flere vestlige retninger. Da emnet bygger på almindelige iagttagelser, er det rent beskrivende. Om dette siges der i Koranen:

Sura 70 (Al-Ma’arij), vers 40: ”Herren over alle steder, hvor solen står op, og alle steder, hvor den går ned.”

Sura 55 (Ar-Rahman), vers 17: »Han er herre over de to steder, hvor solen står op, og de to steder, hvor den går ned.«

Sura 43 (Az-Zukhruf), vers 38: »Her nævnes ‘afstanden mellem de to østlige punkter’, og med disse ord udtrykkes forestillingen om den enorme afstand mellem to steder.«

Hvis man omhyggeligt iagttager solopgang og solnedgang, vil man se, at solen ikke altid står op og går ned nøjagtig samme sted. Stedet ændrer sig efter årstiden. De to yderste steder i øst, hvor solen står op, kan kaldes de to østlige punkter. På de forskellige steder imellem dem står solen op og går ned på forskellige tidspunkter af året. Dette er så almindeligt, at det kan ses med det blotte øje, og der kræves ikke noget videnskabeligt eksperiment for at bevise dets sandhed.

Himmellegemernes udvikling

I beskrivelsen af den moderne opfattelse af universets skabelse er det blevet sagt, at himmellegemerne, stjernerne, solen og de øvrige planeter og måner gradvist blev dannet ud fra en oprindelig tåge. Ifølge moderne videnskab finder denne udvikling og gradvise dannelse stadig sted i solsystemet og generelt i hele universet.

De, der er bekendt med denne opfattelse, vil måske være interesserede i at sammenholde den med nogle af Koranens vers. Disse vers omtaler åbenbaringen af Allahs suverænitet.

Koranen minder os gentagne gange om: »(Allah) har underlagt solen og månen en orden; hver af dem bevæger sig indtil en fastsat tid.«

Denne sætning findes i Sura Ar-Ra’d, vers 2, Sura Luqman, vers 29, Sura Fatir, vers 13, og Sura Az-Zumar, vers 5.

Desuden er forestillingen om et bestemt sted forbundet med forestillingen om et bestemmelsessted i vers 38 i Sura Luqman: »Solen bevæger sig i sin bestemte bane. Dette er fastlagt af Den Almægtige, Den Alvidende.«

»Bestemt bane« er den bengalske oversættelse af det arabiske ord »mustaqarr«. Der er ingen tvivl om, at dette ord er forbundet med forestillingen om et bestemt sted. Hvad kan man nu se, når man sammenligner alle disse beskrivelser med den moderne videnskabs oplysninger?

Koranen nævner en grænse for Solens bevægelse og også et bestemmelsessted. Der tales om en bestemt bane for Månen. For at forstå betydningen af denne beskrivelse er det nødvendigt at kende den moderne videnskabs opfattelse af stjernernes bevægelse i almindelighed og især Solens bevægelse. Desuden er det nødvendigt at kende de baner, som de himmellegemer, herunder Månen, der følger Solens bevægelse, bevæger sig i.

Ifølge astrofysikerne er Solens alder 450 milliarder år. Ligesom for andre stjerner er det muligt at fastlægge et stadium i Solens udvikling. Solen befinder sig i øjeblikket i det indledende stadium. Dette stadium er kendetegnet ved, at brintmolekyler omdannes til heliummolekyler. Dette stadium vil fortsætte i yderligere 550 milliarder år. Det skyldes, at denne type stjerner antages at have en samlet levetid på 1 billion år. For andre stjerner af denne type har man set, at et andet stadium begynder efter det første stadium. På det tidspunkt ophører omdannelsen af brint til helium, stjernens ydre lag udvider sig, og Solens varme aftager. I det sidste stadium bliver lyset betydeligt svagere, og dens tæthed øges kraftigt. Denne tilstand ses hos stjerner af typen »hvid dværg«.

Formålet med det omtrentlige antal år, der er angivet ovenfor, er at give en forestilling om tidsforløbets varighed, men det vigtige er i virkeligheden at belyse udviklingsprocessen. På grundlag af moderne videnskabelige observationer er det nu muligt at antage, at den nuværende tilstand i solsystemet ikke længere vil bestå om 300 til 500 milliarder år. For andre stjerner er deres strålingsproces og udvikling blevet registreret helt frem til det sidste stadium; på samme måde kan man forudsige, at Solen en dag vil ophøre med at eksistere.

Det kan erindres, at vers 38 i Sura Luqman omtaler Solens bevægelse mod sit eget bestemmelsessted.

I den moderne astronomi er det blevet muligt at identificere dette sted præcist, og det har også fået navnet solapex (Solar Apex). Solsystemet bevæger sig faktisk gennem rummet mod et bestemt sted i stjernebilledet Herkules; dets position er nu blevet fastlagt nøjagtigt, og dets hastighed er blevet beregnet til omkring 12 miles i sekundet.

Det er nødvendigt at nævne disse astronomiske oplysninger i forbindelse med de ovenfor citerede koranvers. For det viser sig, at den moderne videnskabs oplysninger stemmer fuldstændigt overens med Koranens beskrivelse.

Universets udvidelse

Den moderne videnskabs mest forbløffende opdagelse er, at universet hele tiden udvider sig. Denne opfattelse er nu bevist og fastslået, men der er nogen uenighed om, hvordan det sker.

Først opstod denne opfattelse ud fra den generelle relativitetsteori, og senere blev den støttet af fysikkens undersøgelser af stjernerne. Da hver galakse gradvist bevæger sig mod sit eget centrum, øges dens afstand til de andre galakser. Universets størrelse vil også vokse tilsvarende. Samtidig med denne udvidelsesproces bevæger himmellegemerne sig med en hastighed, der er større end lysets hastighed.

Denne moderne opfattelse kan sammenlignes med vers 47 i sura Adh-Dhariyat. Allah har sagt: »Jeg har bygget himlen med Min kraft, og Jeg udvider den bestemt.«

»Himlen« er en oversættelse af det arabiske ord »sama«, og med dette ord menes den verden, der befinder sig over jorden. Den arabiske verbs flertalsform i nutid af »awsa« er »musi’una«. Ordet »awsa« betyder at udvide, gøre bredere, ekspandere, gøre mere omfattende og gøre større. »Musi’una« betyder: »Vi udvider den.«

Da nogle oversættere ikke forstod denne betydning, har de lavet oversættelser, som forekommer mig at være forkerte; i den franske oversættelse siger R. Blachère for eksempel: »Vi giver gavmildt.« Nogle oversættere har, selv om de forstod betydningen, ikke vovet at gengive den. Hamidullah har ganske vist omtalt en udvidelse af himlen og verdensrummet, men har også sat et spørgsmålstegn. Mange oversættere har imidlertid, efter at have fået kendskab til de korrekte videnskabelige oplysninger, anvendt netop den betydning, der er angivet her, i deres fortolkninger. I fortolkningsværket »Muntakhab«, udgivet af Det Øverste Råd for Islamiske Anliggender i Kairo, er denne betydning også angivet. Her tales der klart om, at universet udvider sig.

Erobringen af verdensrummet

Set fra dette perspektiv er det nødvendigt at rette en dyb opmærksomhed mod tre vers i Koranen. I det ene vers siges det klart, hvilken succes mennesket kan opnå og vil kunne opnå på dette område. I de to andre vers omtales de vantro i Mekka, og det siges, at hvis de kunne stige op i himlen, ville de blive overvældet af forbløffelse, når de så synet dér. Her introduceres et emne, som det ikke var muligt for disse vantro at forstå.

For det første er verset fra sura ar-Rahman, vers 33: »O I jinners og menneskers samfund! Hvis I kan trænge gennem himlenes og jordens grænser, så gør det; men I vil ikke kunne gøre det uden styrke.«

Denne oversættelse kræver en nærmere forklaring og analyse. For det første angiver ordet »hvis«, at forslagets gennemførelse afhænger af, om betingelsen er mulig eller umulig. Men på arabisk kan man udtrykke denne betydning langt tydeligere. Til at udtrykke mulighed kan ordet »iza« anvendes, til en handling, der kan udføres, »in«, og til en handling, der ikke kan udføres, »law«. Da ordet »in« er anvendt i det vers, der drøftes, fremgår det, at handlingen kan udføres. Det vil sige, at det faktisk er muligt for mennesket at overskride himlenes og jordens grænser. At nogle fortolkere har givet en rent filosofisk forklaring, bliver således modbevist af netop dette særpræg ved ordvalget.

For det andet har Allah tiltalt jinnerne og menneskene, ikke nogen imaginære væsener. For det tredje er verbet »nafadha« efterfulgt af præpositionen »min«, og det er blevet oversat med »at overskride«. Ifølge Kazi Mirskys ordbog betyder ordet »at trænge ind i en genstand og komme ud på den anden side« (ligesom en pil går ind gennem den ene side af en genstand og kommer ud gennem den anden). Der er altså tale om en dyb indtrængen og om at bevæge sig uden for det område, man er trængt ind i.

For det fjerde synes den styrke (sultan), som mennesket får brug for til denne handling, at komme fra den Almægtige selv. For netop i det følgende vers opfordres der til at erkende Allahs barmhjertighed.

Der er således et tydeligt fingerpeg i dette vers om, at mennesket en dag vil erobre det ydre rum. Det er bemærkelsesværdigt, at verset ikke blot antyder erobringen af himlen, men også en overskridelse af jorden, det vil sige en erobring af underverdenen.

De to andre vers er vers 14 og 15 i sura al-Hijr. Af sammenhængen fremgår det, at Allah her taler om de vantro i Mekka: »Hvis Vi åbner himlens porte for dem, og de om dagen stiger op gennem den, vil de alligevel sige: ’Vore øjne er blevet fortryllede; nej, vi er et folk, der er blevet besat af magi.’«

Disse ord udtrykker forundring over synet af et helt enestående sceneri. Det er et syn, som mennesket aldrig før havde kunnet forestille sig.

Det kan bemærkes, at sætningen begynder med det arabiske »law«, der betyder »hvis«. Det vil sige, at forslagets gennemførelse er gjort afhængig af en betingelse, som det for de mennesker, der omtales i verset, aldrig vil være muligt at opfylde.

I versene om erobringen af det ydre rum har vi set, at det nævnes, at mennesket en dag vil erobre det ydre rum ved hjælp af den intelligens og opfindsomhed, som Allah har givet det. Men i dette vers omtales et syn, som de vantro i Mekka aldrig vil kunne se. Andre vil imidlertid kunne se dette syn, og verset beskriver den følelse, der vil opstå i dem (astronauterne), efter at de har set det: deres blik vil blive forvirret, sådan som det sker i beruset eller forhekset tilstand.

Siden den første rejse ud i rummet i 1961, hvor astronauter kredsede rundt om Jorden i et rumfartøj, har de netop haft denne oplevelse, og når de har beskrevet den, har de sagt præcis dette. Det er nu almindeligt kendt, at himlen ikke længere ser blå ud, når man ser den ovenfra Jordens atmosfære. Det skyldes, at himlen set nedefra har en blå farve, fordi atmosfæren absorberer sollyset. Når mennesket bevæger sig op over Jordens atmosfære, ser det himlen som sort og ser den blå farve i en tilsløret form af samme grund: atmosfæren absorberer sollyset. Da Månen ikke har nogen atmosfære, er den sorte himmel dér helt ny og enestående, og billeder af dette syn er nu meget velkendte for nutidens mennesker.

Også her må man, når man sammenholder Koranens beskrivelse med den moderne videnskabs oplysninger, blive overvældet af forundring og målløs forbavselse. Koranens beskrivelse kan derfor på ingen måde være en beskrivelse fra en person, der levede for fjorten hundrede år siden.

Jorden

Ligesom de øvrige emner, der hidtil er blevet behandlet i denne bog, er versene om Jorden spredt forskellige steder i Koranen. Det er vanskeligt at klassificere disse vers, og den måde, jeg har klassificeret dem på her, er udelukkende min egen metode.

For at forstå betydningen korrekt kan man først udvælge de vers, hvori flere emner omtales samtidig. Disse vers har en generel anvendelighed og indeholder en opfordring til mennesket om at erkende Allahs storsind på grundlag af de beskrevne eksempler.

Andre vers behandler mere specifikke emner, såsom vandets kredsløb og havet, Jordens overflades beskaffenhed samt Jordens klima.

Vers med generelle beskrivelser

I denne type vers findes der som regel en begrundelse for at erkende Skaberens nåde og storsind, men der findes også af og til beskrivelser, som er interessante set fra den moderne videnskabs synspunkt. Især er der blandt datidens mennesker på tidspunktet for Koranens åbenbaring noget, der var særligt betydningsfuldt. Senere er sådanne forestillinger og overbevisninger blevet bevist fejlagtige på grundlag af videnskabelige oplysninger og viden.

I modsætning hertil udtrykkes der i disse vers nogle enkle forestillinger, som var lette for araberne at forstå. Af geografiske årsager var Koranen først og fremmest rettet til dem. De var indbyggerne i Mekka og Medina samt beduinerne på Den Arabiske Halvø. Men disse vers indeholder også forestillinger af almen karakter, hvorfra et mere fremskredent menneske i enhver del af verden og i enhver tidsalder kan udlede dybere viden, og dette er et tegn på Koranens universelle og internationale karakter.

Som jeg allerede har sagt, findes der ingen klassificering af versene. Derfor følger vi her rækkefølgen af suraernes numre.

Sura 2 (al-Baqarah), vers 22: »(Allah) er den, som har gjort jorden til et leje for jer og himlen til et loft, og som sender vand ned fra himlen og derved frembringer frugter som føde til jer. Sæt derfor ikke, vel vidende, nogen ved Allahs side som hans lige.«

Sura 2 (al-Baqarah), vers 164: »I skabelsen af himlene og jorden, i nattens og dagens skiften, i skibene, der sejler på havet med det, der gavner menneskene, i det vand, Allah sender ned fra himlen, hvorved Han giver jorden liv efter dens død, og hvormed Han har udbredt alle slags levende væsener, i vindens skiften og i skyerne, der er underlagt Hans kontrol mellem himlen og jorden, findes der tegn for et folk, der har forstand.«

Sura 13 (ar-Ra’d), vers 3: »Det er Ham, der har bredt jorden ud og anbragt bjerge og floder på den, og som har skabt alle frugter parvis. Han lader dagen blive dækket af natten. I dette er der visselig tegn for et tænkende folk.«

Sura 15 (al-Hijr), vers 19-21: »Jorden har Vi bredt ud og anbragt bjergkæder på den; og på den har Vi skabt alting med afmålt mål. Og på den har Vi sørget for jeres og også for deres underhold, som I ikke forsørger. Hos Os findes forrådene til alting, og Vi sender kun det ned i en bestemt mængde.«

Sura 20 (Taha), vers 53-54: »(Han er Allah,) som har gjort jorden til et leje for jer og anlagt veje på den for jer. Han sender vand ned fra himlen og frembringer derved forskellige slags planter. Spis og lad jeres kvæg græsse; deri er der visselig tegn for dem, der har forstand.«

Sura 27 (An-Naml), vers 61: »(Han er Allah,) som har gjort jorden beboelig, ladet floder strømme gennem den, anbragt urokkelige bjerge på den og skabt en barriere mellem de to have. Findes der nogen anden guddom sammen med Allah? Alligevel ved de fleste af dem det ikke.«

Her tales der om den almindelige fasthed i jordens øverste lag. Vi ved, at dette lag i den første fase af Jordens dannelse ikke var fast, før det var kølet af. Selv nu er laget naturligvis ikke lige fast overalt, for der findes mange områder, hvor der ofte forekommer jordskælv. Hvad angår barrieren mellem de to have, kan det erindres, at store floders vand ved flodmundingen vil blande sig med havvandet, eller.

Sura 67 (Al-Mulk), vers 15: »Han har gjort jorden let tilgængelig for jer; vandr derfor omkring i alle dens egne og spis af den næring, Han har skænket jer. Efter opstandelsen er det til Ham, I skal vende tilbage.«

Sura 79 (An-Nazi’at), vers 30-33: »Derefter bredte (Allah) jorden ud; fra den lod Han dens kilder og græsgange komme frem, og bjergene fæstede Han solidt. Alt dette er til glæde for jer og jeres kvæg.«

I mange sådanne vers er der blevet lagt vægt på vandets betydning og fordelene ved, at der findes vand i jorden, det vil sige jordens frugtbarhed. Der er ingen tvivl om, at menneskers liv og død i ørkenlande helt afhænger af vand. Men Koranens omtale af dette emne er ikke begrænset til denne snævre geografiske betydning. Ifølge moderne videnskab er Jorden den eneste planet i solsystemet, der har vand, og det er netop denne egenskab, der fremhæves i Koranen. Hvis der ikke fandtes vand, ville Jorden være blevet en død planet ligesom Månen. Blandt de mange forhold vedrørende Jorden er vandet det første, der omtales i Koranen. Desuden er vandets kredsløb beskrevet fuldstændigt og præcist i Koranen.

Vandets kredsløb og havet

Hvis Koranens vers om vandets rolle i menneskelivet bliver fremsagt efter hinanden, vil man se, at de indeholder udsagn, som er meget lette for os at forstå. Det skyldes, at næsten alle af os i vor tid i større eller mindre grad er bekendt med vandets naturlige kredsløb.

Når man tager de forestillinger i betragtning, der var udbredt i oldtiden om dette emne, kan man se, at de hovedsageligt var baseret på antagelser og fantasi. Selv om disse forestillinger var udbredt på det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret, fik de ingen plads i selve Koranen. Selv om det var muligt at indsamle en del af den viden, der var nødvendig for dette arbejde, gennem slutninger baseret på antagelser, kan sådanne forestillinger ikke længere accepteres i vor tid.

Det var let at antage, at grundvandet sivede ned fra oven. I oldtiden, i det første århundrede f.Kr., var Marcus Vitruvius Pollio, der boede i Rom,

tilhænger af denne teori. Men mange anså denne opfattelse for at være en undtagelse. Det viser således, at mennesker i mange århundreder (og det var netop i denne periode, Koranen blev åbenbaret) havde en fuldstændig fejlagtig opfattelse af vandets kredsløb.

To specialister, G. Pastini og B. Blavoux, har i en artikel i encyklopædien (Encyclopaedia Universalis) givet en fremragende historisk gennemgang af problemet. De siger: “I det syvende århundrede f.Kr. mente Thales fra Milet, at havvandet, drevet af vinden, bevægede sig ind over land, og at dette vand trængte ned i jorden, efter at det var faldet på landjorden. Platon troede på denne teori og mente, at vandet vendte tilbage til havet gennem en dyb underjordisk tunnel (Tartarus). Indtil det attende århundrede havde teorien mange tilhængere, blandt dem Descartes. Aristoteles mente, at grundvandet blev til damp, frøs i bjergenes kulde og dannede søer under jorden, hvorfra det samme vand strømmede frem som kilder. Seneca (det første århundrede), Volger og mange andre fastholdt denne teori helt frem til 1877. I 1580 dannede Bernard Palissy sig en klar opfattelse af vandets kredsløb. Han sagde, at det vand, der findes under jorden, er regnvand, som siver ned fra oven. Allerede i det syttende århundrede støttede og godkendte Mariotte og P. Perrault denne teori.”

Men i de forskellige nedenfor nævnte vers i Koranen findes der ikke det mindste spor af de mange fejlagtige opfattelser, der var udbredt på Muhammeds (fred være med ham) tid.

Sura 50 (Qaf), vers 9-11: “Og fra himlen sender Jeg velsignelsesrig regn, hvorved Jeg frembringer haver, korn og høje palmetræer med klaser af dadler som føde for Mine tjenere; med regnen giver Jeg det døde land liv. Således vil opstandelsen finde sted.”

Sura 23 (De troende), vers 18-19: “Og fra himlen sender Jeg vand ned i afmålte mængder, hvorefter Jeg opbevarer det i jorden; Jeg er også i stand til at fjerne det. Derefter frembringer Jeg ved det palme- og druehaver til jer; deri har I mange frugter, og af dem spiser I.”

Sura 15 (Al-Hijr), vers 22: “Og Jeg sender vindene, som er drægtige med regn, hvorefter Jeg sender vand ned fra himlen og lader jer drikke det; I har ikke magt over dets forråd.”

Dette vers kan have to mulige fortolkninger. Udtrykket “vinde, der er drægtige med regn”, eller frugtbare vinde, kan betyde, at mange frø og pollenkorn fra frugter og blomster bæres af vinden. En anden betydning kan være, at vinden kan forvandle mange regnløse skyer til regnfyldte skyer. Vindens rolle omtales mange steder, som i de følgende vers:

Sura 35 (Fatir), vers 9: »Allah er den, der sender vindene, og ved dem driver Han skyerne. Derefter fører Han dem mod et livløst land, og ved dem levendegør Han jorden efter dens død. Således vil opstandelsen være.«

Det er bemærkelsesværdigt, at versets første del er beskrivende, hvorefter en erklæring direkte fra Allah uden nogen mellemliggende pause bliver fremsagt. Denne pludselige ændring i fortællingen forekommer ofte i Koranen.

Sura 30 (Rum), vers 48: »Allah sender vindene, som sætter skyerne i bevægelse; derefter spreder Han dem på himlen, som Han vil, og splitter dem siden ad, og du ser regnen komme ud af dem. Han lader den falde over dem af sine tjenere, som Han vil, og de bliver da glade.«

Sura 7 (A’raf), vers 57: »Han sender vindene som et godt budskab forud for sin barmhjertighed. Når de bærer tunge skyer, driver vi dem mod et livløst land, hvorefter vi lader regnen falde over det og derved frembringer alle slags frugter. Således gør Vi de døde levende, for at I må tage ved lære.«

Sura 25 (Furqan), vers 48-49: »Han sender vindene som et godt budskab forud for sin barmhjertighed og lader rent vand falde fra himlen, for derved at levendegøre et dødt land og slukke tørsten hos utallige dyr og mennesker.«

Sura 45 (Jathiya), vers 5: »Der er tegn for de tænksomme i nattens og dagens skiften, i det vand, som Allah sender ned fra himlen og derved levendegør jorden efter dens død, og i vindens skiften.«

Her er det især bemærkelsesværdigt, at der lægges vægt på vindens rolle i ændringen af regnens kredsløb.

Sura 13 (Ra’d), vers 17 (uddrag): »Han sender regn ned fra himlen, hvorefter dalene oversvømmes, hver efter sin størrelse, og strømmen bærer det affald, der ligger ovenpå den.«

Sura 67 (al-Mulk), vers 30: »Sig: Har I tænkt over, hvad der ville ske, hvis vandet forsvandt ned i jorden uden for jeres rækkevidde? Hvem ville da bringe jer rindende vand?«

Sura 39 (al-Zumar), vers 21 (uddrag): »Ser du ikke, at Allah sender vand ned fra himlen og leder det som kilder gennem jorden, hvormed Han frembringer afgrøder i forskellige farver?«

Sura 36 (Yasin), vers 34: »I den har Jeg skabt palme- og druehaver og ladet kilder springe frem.«

I de sidste tre vers lægges der vægt på kilderne og den proces, hvorved de fyldes med regnvand. Dette bør man tænke grundigt over, og i den forbindelse bør det erindres, at man i middelalderen troede – og at lærde som Aristoteles også mente – at kildevand kom fra undergrunden. Professor M. R. Remenieras fra Frankrigs Nationale Skole for Agronomi har i sin artikel om hydrologi (vandvidenskab) i Encyclopaedia Universalis beskrevet de vigtigste stadier i vandets kredsløb og nævnt de gode vandingssystemer, der fandtes i oldtiden, især i Mellemøsten. Han bemærkede, at almindelige mennesker, fordi datidens forestillinger og teorier var fejlagtige, i højere grad stolede på deres erfaringer i forbindelse med kunstvanding. Han siger: »Frem til renæssancen (1400-1600 e.Kr.) var det udelukkende filosofiske teorier, der gjaldt. Derefter blev disse teorier forkastet, da forskningen begyndte at bygge på objektive observationer. Leonardo da Vinci (1452-1519) protesterede mod Aristoteles’ teori. I bogen A Wonderful Discourse on the Nature of Water and Fountains, Both Natural and Artificial (Paris, 1570) fremlagde Bernard Palissy korrekte oplysninger om vandets kredsløb og om, hvordan regnvand giver næring til kilder.«

Det er netop dette – at regnvand trænger ned i jorden og anvendes som kildevand – der beskrives i vers 21 i sura al-Zumar.

I vers 43 i sura al-Nur omtales regn og hagl: »Ser du ikke, at Allah driver skyerne frem, derefter samler dem og så sammenføjer dem? Du ser da regnen komme ud af dem. Han sender hagl ned fra bjerge af hagl i himlen; dermed rammer Han, hvem Han vil, og vender det bort fra hvem Han vil. Skyernes lyn synes næsten at berøve synet.«

I denne forbindelse bør man være særligt opmærksom på indholdet af tre vers fra sura al-Waqi’a (68-70):

»Har I tænkt over det vand, I drikker? Er det jer, der bringer det ned fra skyerne, eller er det Mig, der sender det ned? Hvis Jeg ville, kunne Jeg gøre det salt. Hvorfor udtrykker I da ikke taknemmelighed?«

At Allah er almægtig, og at Han kan gøre alt, hvad Han vil, bliver også mindet om gennem omtalen af Allahs magt til at forvandle ferskvand til saltvand. I moderne tid er mennesket ganske vist blevet i stand til at frembringe regn på kunstig vis. Kan nogen derfor protestere mod eller modsige den beskrivelse i Koranen, at mennesket har evnen til at frembringe regn?

Svaret på dette spørgsmål er: Nej, det er ikke muligt. Men man må naturligvis erkende de begrænsninger, der er for menneskets evner på dette område. Den franske meteorologiske ekspertspecialist M. A. Fassi skrev under opslagsordet »Regn« i encyklopædien (Universally Encyclopedia): »Det vil aldrig være muligt at fremkalde regn fra en sky, som ikke er modnet til regn eller ikke har udviklet de nødvendige egenskaber.« Det vil sige, at mennesket aldrig vil kunne fremskynde regnprocessen ved hjælp af teknisk viden, hvis de naturlige forhold ikke er gunstige. Ellers ville tørke eller mangel på regn aldrig kunne forekomme. I virkeligheden ser man imidlertid, at tørke eller mangel på regn forekommer meget ofte. Muligheden for, at mennesket kan få kontrol over regnen eller vejret, vil derfor forblive en drøm.

Mennesket kan ikke efter behag overtræde de naturlige, vedvarende love, der styrer vandets kredsløb. Ifølge den moderne hydrologi er denne naturlige lov som følger:

På grund af varmen fra solstrålingen fordamper vandet i havet og på jordens overflade. Denne damp stiger op i atmosfæren, fortættes og bliver til skyer. Vinden fører disse skyer over forskellige afstande. Skyerne kan da gå i opløsning uden at give nedbør, eller de kan forenes med andre skyer og blive endnu tættere, eller de kan gå i opløsning og på et eller andet trin i kredsløbet give nedbør. Når denne regn falder i havet (havene udgør 70 procent af jordens overflade), begynder kredsløbet igen på ny. Når regnen falder på jorden, kan planterne optage den og således få hjælp til deres vækst og udvikling. Noget af vandet fra planterne vender tilbage til atmosfæren. Det resterende vand trænger ned i jorden og vender derfra gennem undergrunden tilbage til havet eller strømmer ud i kilder og floder.

Når man sammenholder den moderne hydrologis oplysninger med de koranvers, der er citeret i dette kapitel, fremstår der en forbløffende overensstemmelse og lighed mellem dem.

Havet

Havet er naturligvis et lidt anderledes emne. Koranen indeholder ingen beskrivelse af havet, som kan sammenholdes med moderne videnskabelige oplysninger. Det er imidlertid vigtigt at nævne, at Koranen ikke noget sted støtter de teorier, sagn eller overtro om havet, som var udbredt på det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret.

I nogle vers omtales havet og sejlads. Her findes der stof til eftertanke, så man gennem almindeligt iagttagelige fænomener kan forstå Allahs almægtighed. Nedenfor kan nogle få vers nævnes som eksempler:

Sura 14 (Ibrahim), vers 32: »Han har underlagt jer skibene, så de sejler på havet efter Hans befaling.«

Sura 16 (An-Nahl), vers 14: »Det er Ham, der har underlagt jer havet, så I kan spise frisk fisk derfra og udvinde smykker derfra, som I ifører jer; og du ser skibene gennemskære dets bølger, for at I kan søge Hans gunst, og for at I kan være taknemmelige.«

Sura 31 (Luqman), vers 31: »Ser du ikke, at skibene sejler på havet ved Allahs nåde, for at Han kan vise jer Sine tegn? I dette er der visselig tegn for enhver tålmodig og taknemmelig person.«

Sura 55 (Ar-Rahman), vers 24: »De bjerglignende skibe, der sejler på havet, er under Hans kontrol.«

Sura 36 (Ya-Sin), vers 41-44: »Og et tegn for dem er, at Vi bar deres forfædre i det lastede skib, og Vi har skabt tilsvarende fartøjer til dem, som de kan gå om bord på. Hvis Vi ville, kunne Vi drukne dem; så ville de ikke have nogen hjælper, og de ville heller ikke blive reddet – undtagen ved nåde fra Os, og for at de kan nyde livet en tid.«

Her er der tydeligvis tale om at føre mennesker med skib, det vil sige begivenheden, hvor Nuh (fred være med ham) sammen med de øvrige passagerer blev ført i skibet til det tørre land.

Et andet synligt forhold ved havet fanger let opmærksomheden på grund af sin usædvanlige egenskab, og denne egenskab er også synlig ved store floders udmunding i havet. Koranen omtaler tydeligt denne egenskab.

Denne egenskab er, at flodernes ferske vand ikke blander sig med havets salte vand. Dette syn kan ses dér, hvor Tigris (Dijla) og Eufrat (Furat) mødes. Denne flodmunding er en særlig form for hav, over hundrede miles lang, og kaldes Shatt al-Arab. Når havets bølger trænger ind i denne bugt, skubber de flodens ferske vand mod det tørre land og hjælper således med kunstvanding. For at forstå betydningen af Koranens formulering om dette emne er det nødvendigt at vide, at det arabiske ord »bahr« betegner en stor mængde vand. I denne betydning kan det betegne både et hav og store floder som Nilen, Tigris og Eufrat. Det engelske ord »sea« bærer også denne generelle betydning.

Egenskaben ved, at ferskvand og saltvand ikke blandes, er beskrevet i de følgende tre vers:

Sura 25 (Al-Furqan), vers 53: »Det er Ham, der lader de to have strømme; det ene har sødt, drikkeligt vand, og det andet har salt, bittert vand. Mellem dem har Han anbragt en barriere, et uoverstigeligt skel.«

Sura 55 (Fatir), vers 12: »De to have er ikke ens: det ene har sødt og drikkeligt vand, det andet har salt, bittert vand. Fra hvert af dem spiser I fisk og udvinder smykker, som I kan bære.«

Sura 55 (Ar-Rahman), vers 19, 20 og 22: »Han lader de to have strømme, som mødes, men mellem dem er der et skel, som de ikke kan overskride. Fra begge have fremkommer perler og koraller.«

Efter beskrivelsen af hovedbegivenheden nævnes det, hvad der kan findes i begge slags vand, nemlig fisk, perler og koraller. At ferskvand og saltvand ikke blandes, er ikke et enkeltstående eller enestående fænomen for floderne Tigris og Eufrat. Det forekommer også andre steder. Selv om Koranen ikke nævner navnene Tigris og Eufrat, mener man almindeligvis, at der henvises til netop disse to floder. Deres ferskvand blandes ikke med saltvandet, før det når det åbne dybe hav.

Jordens overflade

Jordens opbygning er meget kompleks. Nu er det i grove træk muligt at antage, at Jorden blev dannet ud fra et yderst tykt lag under meget varme forhold. I dens centrum befinder stenagtigt materiale sig stadig i smeltet og varm tilstand, mens det øverste lag er afkølet og blevet fast. Det øverste lag, eller Jordens skorpe, er meget tyndt; dens tykkelse angives i miles eller højst i enheder på ti miles. Afstanden fra Jordens centrum til dens omkreds er lidt over 3.750 miles. Derfor udgør skorpens tykkelse i gennemsnit ikke engang en hundrededel af kuglens omkreds. Ikke desto mindre er alle geologiske begivenheder foregået på denne skorpe. De folder, der blev dannet i Jordens skorpe i begyndelsen af denne proces, førte til dannelsen af bjergkæder. For geologer er denne proces kendt som »orogenese« og er meget vigtig. For netop de folder, der førte til bjergenes dannelse, fik også Jordens skorpe til at synke proportionalt ned, og på den måde blev der skabt et solidt fundament for bjergene.

Fordelingen og forholdet mellem hav og land på Jordens overflade er først blevet fastslået for nylig, og vores viden er stadig ufuldstændig, selv hvad angår den allernyeste og bedst kendte periode. Det menes, at havområderne blev dannet for omkring halvtreds millioner år siden. I begyndelsen var hele landområdet sandsynligvis samlet i ét eneste stykke, som senere blev opsplittet og antog form af forskellige kontinenter. Nogle kontinenter eller dele af dem (det nordatlantiske kontinent og dele af Europa) blev dannet som følge af bjergdannelse i havområder.

Ifølge den moderne opfattelse spillede bjergenes dannelse og udvikling en hovedrolle i landmassernes dannelse. Fra den primære til den kvartære periode påvirkede landmassernes dannelse forskellige former for ligevægt. Nogle dele af landmassen blev dannet på ny, og således ændrede fordelingen og forholdet mellem hav og land sig gennem millioner af år. Efterhånden som disse ændringer fandt sted, er jordens landområde i dag nået ned på blot tre tiendedele af havets areal.

Det er nu muligt at give en nogenlunde beskrivelse af de forandringer, der er sket i løbet af de seneste adskillige hundrede tusinde år.

I forbindelse med jordens overflade beskriver Koranen kun bjergenes dannelsesproces. I de følgende vers omtales Allahs barmhjertighed over for menneskene i forbindelse med jordens dannelse. Fra et videnskabeligt synspunkt er der vist ikke mere at sige om dette emne.

Sura 71 (Nuh), vers 19-20: »Og Allah har gjort jorden bred for jer, så I kan færdes ad brede veje.«

Sura 51 (adh-Dhariyat), vers 48: »Jeg har bredt jorden ud, og hvor smukt har Jeg ikke bredt den ud.« Der tales her om, at jorden er bredt ud som et tæppe. Dette tæppe er jordens skorpe, en særdeles hård skal, som vi lever på. Uden denne skorpe ville jorden ikke have været egnet som levested for noget levende væsen. For jordens indre er flydende, brændende varmt og livsødelæggende. Koranens beskrivelse af, hvordan bjergkæderne og jordoverfladen som følge af foldninger er blevet faste og stærke, er meget vigtig.

Sura 88 (al-Ghashiyah), vers 19-20: »Hvordan bjergene er blevet rejst (som telte), og hvordan jordoverfladen er blevet gjort plan?« De følgende vers giver en detaljeret beskrivelse af, hvordan bjergene er forankret i jorden.

Sura 78 (an-Naba), vers 6-7: »Har Vi ikke gjort jorden til et leje og bjergene til noget, der ligner teltpløkker?« En teltpløk er en pæl, der slås ned i jorden for at fastgøre teltets stramme reb (awtad, flertal af watad). Moderne geologer har erkendt, at jordens folder fungerer som grundlag for bjergene. Ifølge dem kan en enkelt fold være fra én til ti miles stor. Disse folder styrker også jordskorpen. På denne baggrund kan man rette opmærksomheden mod de følgende vers:

Sura 79 (an-Nazi’at), vers 32: »Og bjergene forankrede Han fast.«

Sura 31 (Luqman), vers 10: »Han har anbragt bjergkæder på jorden, for at den ikke skal vakle og hælde med jer.«

Det samme siges i vers 15 i Sura an-Nahl, og den samme tanke udtrykkes således i vers 31 i Sura al-Anbiya: »Og jeg har skabt på jorden faste bjerge, for at jorden ikke skal vakle frem og tilbage med dem.«

I disse vers udtrykkes den tanke, at den måde, bjergene er anbragt på, sikrer stabilitet. Denne tanke stemmer fuldstændigt overens med moderne geologisk viden.

Jordens vejr

Vi har allerede undersøgt Koranens forskellige beskrivelser af himlen; nu vil vi undersøge vers om nogle fænomener i atmosfæren. Vi vil nu se, at der overhovedet ikke er nogen modstrid mellem oplysningerne i disse vers og moderne videnskab.

Højde

Når mennesker stiger opad, føler de ubehag. Jo større højden bliver, desto større bliver ubehaget. Denne velkendte følelse er beskrevet i vers 125 i Sura al-An’am: »Når Allah ønsker at lede nogen på den rette vej, åbner Han hans hjerte for islam, og når Han ønsker at lede nogen vild, gør Han hans hjerte trangt; for ham bliver det lige så vanskeligt at følge islam som at stige op mod himlen.«

Nogle kommentatorer har hævdet, at araberne på Muhammeds (fvmh.) tid ikke kendte til ubehaget ved at stige op i højden. Men denne påstand er på ingen måde sand. For der fandtes allerede dengang bjerge i det arabiske område, som var mere end to miles høje; derfor kan de ikke have været uvidende om, at det var vanskeligt at trække vejret i den højde. På Profetens tid var Sana, Yemens hovedstad, beboet, og byen lå cirka 7.900 fod over havets overflade. Nogle kommentatorer har også ment at kunne se en forudsigelse af erobringen af det ydre rum i dette vers, men heller ikke det er sandt. Der findes i det mindste ingen forudsigelse af erobringen af det ydre rum i dette vers.

Elektricitet i atmosfæren

I de følgende vers omtales elektricitet i atmosfæren og det deraf følgende lyn og hagl:

Sura 13 (Ar-Ra’d), vers 12-13: »Han er den, der viser jer lynet, som vækker både frygt og håb, og Han frembringer de tunge skyer. Tordenen lovpriser Ham og erklærer i ærefrygt Hans herlighed og renhed, og englene gør det samme. Han sender lynene og rammer dermed, hvem Han vil; alligevel strides de om Allah, skønt Han er mægtig.«

Sura 24 (An-Nur), vers 43: »Ser du ikke, at Allah driver skyerne frem, derefter samler Han dem og lader dem hobe sig op? Så ser du regnen komme ud derfra. Fra bjerge i himlen sender Han hagl ned, og dermed rammer Han, hvem Han vil, og vender det bort fra, hvem Han vil. Skyernes lynblink blænder næsten synet.«

I disse to vers beskrives tydeligt den indbyrdes sammenhæng mellem dannelsen af tætte regn- eller haglskyer og lyn. Hvad skyerne angår, fremkalder de håb på grund af deres nytte, mens tordenen fremkalder frygt, fordi den, når den falder, kun falder efter den almægtige Allahs vilje. Den sammenhæng, der findes mellem disse to fænomener, er blevet fastslået og underbygget af moderne videnskabelig viden om elektricitet i atmosfæren.

Skyggen

At skyggen findes, og at den kan bevæge sig, er i dag meget let at forklare. Dette emne beskrives i de følgende vers:

Sura 16 (An-Nahl), vers 81: »Af det, Han har skabt, har Allah sørget for skygge til jer.«

Sura 16 (An-Nahl), vers 48: „Retter de ikke deres opmærksomhed mod det, Allah har skabt, hvis skygger bøjer sig ydmygt i tilbedelse for Allah og hælder mod højre og venstre?“

Sura 25 (Lukman), vers 45-46: „Ser du ikke, hvordan din Herre udbreder skyggen? Hvis Han ville, kunne Han have ladet den stå stille; men Han har gjort solen til dens vejviser. Derefter trækker Han den langsomt tilbage.“

I disse vers nævnes det, at alle de ting, Allah har skabt, og deres skygger er ydmyge over for Allah, og at Allah, hvis Han vil, kan tage alle tegnene på Sin magt tilbage; desuden nævnes forholdet mellem solen og skyggen. I denne forbindelse bør det erindres, at man på Muhammads (fvmh.) tid troede, at skyggernes bevægelse blev styret af solens bevægelse fra øst mod vest, og at dette princip blev anvendt ved solure til at måle tiden fra solopgang til solnedgang. Uden at nævne denne daværende gængse forklaring beskrives begivenheden i Koranen, og forklaringen var af en sådan art, at den let ville være blevet accepteret i mange århundreder efter Muhammad (fvmh.). Til sidst viste den sig imidlertid at være forkert. I Koranen omtales solen kun som skyggernes vejviser. Det er tydeligt, at der ikke er nogen modstrid mellem den måde, hvorpå skyggen beskrives i Koranen, og den moderne viden og de moderne oplysninger om dette emne.

Dyreriget og planteriget

I dette kapitel er mange vers om livets oprindelse samlet. Desuden er der medtaget nogle vers, som indeholder enkelte almindelige og særlige egenskaber ved plante- og dyreriget. Versene om dette emne findes spredt forskellige steder i Koranen. Jeg håber, at den måde, hvorpå jeg har forsøgt at klassificere disse vers, vil give en generel forståelse af de oplysninger, der er beskrevet i Koranen.

På grund af visse iboende vanskeligheder ved ords betydning har undersøgelsen af Koranens tekst i dette og det følgende kapitel undertiden skabt en særdeles vanskelig situation. Men det har været muligt at overvinde dette problem ved hjælp af moderne videnskabelige oplysninger om det pågældende emne. Denne hjælp har især syntes nødvendig inden for dyreverdenen, menneskeverdenen og planteverdenen, og uden den ville det ikke have været muligt at nå frem til den egentlige betydning og betydningens rækkevidde i Koranens beskrivelse.

Hvis man bedømmer det ud fra dette perspektiv, vil det klart kunne ses, at de oversættelser af Koranen, som lærde mænd har udarbejdet, nødvendigvis vil blive erklæret for forkerte af videnskabsfolk. Det samme gælder i lige høj grad de kommentarer, der er skrevet af personer uden den nødvendige videnskabelige viden.

Livets oprindelse

Mennesket har altid stillet spørgsmål om livets oprindelse. Ikke blot om sit eget liv, men også om de forskellige levende væsener, der bevæger sig omkring det. Vi vil undersøge dette spørgsmål ud fra et almindeligt perspektiv. Da menneskets fremkomst på Jorden og dets befolkningsvækst kræver en længere behandling, vil vi diskutere dette i det følgende kapitel.

Hvor Koranen beskriver livets oprindelse i almindelighed, er beskrivelsen meget kort. I det vers, hvor denne beskrivelse findes, omtales også verdens dannelsesproces:

Sura 21 (Al-Anbiya), vers 33: »Ser de, der forkaster sandheden, ikke, at himlene og Jorden var tæt sammenføjede? Derefter skilte Jeg dem ad og skabte alt levende af vand. Vil de da ikke tro?«

Der er ingen tvivl om forestillingen om, at noget kan fremkomme af noget andet. I dette lys kan verset betyde, at ethvert levende væsen er blevet skabt ved anvendelse af vand som en uundværlig bestanddel, eller at livet er opstået i vand. Begge disse betydninger stemmer overens med den moderne videnskabs oplysninger. Livet opstod faktisk i vand, og vand er også hovedbestanddelen af alle levende celler. Liv kan slet ikke eksistere uden vand. Når man overvejer spørgsmålet om, hvorvidt der findes levende væsener på en anden planet, spørger man først: Findes der vand dér?

Det fremgår af moderne oplysninger, at det tidligste liv tilhørte planteriget. Havalger er blevet fundet fra tiden før den kambriske periode, det vil sige fra den tid, hvor det ældste kendte land eksisterede. Dyrenes celler, det vil sige cellerne i dyreriget, kom sandsynligvis noget senere, og de kom også fra havet.

Vand (det engelske water) er blevet brugt som oversættelse af det arabiske ord »māʾ«. Ordet »māʾ« kan betyde himlens vand, havvand eller enhver form for flydende stof. Vand i den første betydning er uundværligt for alt liv i planteriget.

Sura 20 (Ta-Ha), vers 53: »Han sender regn ned fra himlen og frembringer derved forskellige slags planter parvis.«

Dette er den første omtale af par i planteriget / Dette vil vi diskutere senere. I den anden betydning, det vil sige hvis der ikke angives nogen bestemt slags, men blot menes et flydende stof, er en bestemt form for det vand, der forstås, grundlaget for dannelsen af alle levende væseners liv. Sura 24 (An-Nur), vers 45: »Allah har skabt alle levende væsener af vand.« Vi skal senere se, at ordet vand også anvendes om sæd.

Hvad enten det drejer sig om livets oprindelse i almindelighed, om planternes fremspiring i jorden eller om dyrs sæd, er alle de oplysninger, der findes i Koranen, fuldstændig i overensstemmelse med moderne videnskab. Koranen nævner ikke én eneste af de sagn og legender om livets oprindelse, som var udbredt på det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret.

Planteriget

Det ville være muligt at citere alle de vers, hvori Allahs barmhjertighed omtales i forbindelse med, at regnen får planter, træer og slyngplanter til at vokse. Her vil vi imidlertid kun citere tre vers:

Sura 16 (An-Nahl), vers 10-11: »Det er Ham, der sender regn ned fra himlen. Deri er der drikke for jer, og deraf vokser planter, som I lader jeres dyr græsse på. Derved lader Han korn, oliven, dadelpalmer, druer og alle slags frugter vokse frem for jer.«

Sura 6 (Al-An’am), vers 99: »Det er Ham, der sender vand ned fra himlen. Derved lader Han alle slags planter spire frem; derpå lader Han grønne blade vokse frem, og derefter frembringer Han tæt sammenpressede korn. Og fra dadelpalmernes blomsterstande frembringer Han hængende klaser. Han frembringer også vingårde samt oliven og granatæbler, som ligner hinanden og dog er forskellige. Se på deres frugter, når de bærer frugt, og når de modnes. I dette er der visselig tegn for et folk, der tror.«

Sura 50 (Qaf), vers 9-11: »Fra himlen sender Vi velsignelsesrig regn ned, og derved frembringer Vi haver, kornmarker og høje dadelpalmer med klaser i tætte rækker som føde for Mine tjenere. Ved regnen giver Vi det døde land liv. Således vil opstandelsen finde sted.«

Sammen med sådanne oplysninger af almen karakter indeholder Koranen også oplysninger om specifikke emner.

Balance i planteriget

Sura 15 (Al-Hijr), vers 19: »Jeg har skabt enhver ting på jorden med passende mål.«

Mangfoldigheden af forskellige fødevarer

Sura 13 (Ar-Ra’d), vers 4: »På jorden findes sammenhængende områder; dér er vinmarker, kornmarker og daddelpalmer med flere stammer eller med én stamme. De vandes med det samme vand, og nogle af dem har Jeg gjort bedre end andre med hensyn til frugterne. I dette er der sandelig tegn for folk med forstand.«

Disse vers er særligt bemærkelsesværdige, fordi de her beskriver grundlæggende sandheder i et helt enkelt sprog uden nogen henvisning til datidens sagn eller myter. Det er imidlertid især Koranens beskrivelse af formeringen i planteriget, der tiltrækker sig vores opmærksomhed.

Formeringsprocesser i planteriget

I planteriget forekommer formering på to måder – kønnet og ukønnet. Det er egentlig kun den første form, der kan kaldes formering, for her er der tale om en fysisk proces, hvis formål er at frembringe en ny organisme, der ligner moderorganismen.

Ukønnet formering er derimod blot en forøgelse af antallet: En del, der er adskilt fra moderplanten, udvikler sig som en kopi af moderplanten. Guilliermond og Mangenot har kaldt denne proces »en særlig form for fødsel«. Et enkelt eksempel på denne proces er stiklingeformering, hvor man skærer en gren af en plante, planter den i jorden og lader nye rødder vokse frem på den. Man kan ikke tage stiklinger fra alle planter; nogle planter er særligt egnede til stiklingeformering. På visse planter vokser der skud eller rødder, som kan bruges på samme måde som frø. Det er værd at bemærke, at frø dannes som følge af den kønnede proces.

I planteriget foregår kønnet formering gennem sammensmeltningen af hanlige og hunlige dele fra den samme plante eller fra flere planter. Det er kun denne proces, der omtales i Koranen.

Sura 20 (Taha), vers 53: ”Han lader regn falde fra himlen og frembringer derved forskellige slags (i par).”

Ordet ’zawj’ betyder én af et par. Flertalsformen af dette arabiske ord er ’azwaj’. Ordets grundbetydning er noget, der forenes med noget andet og danner et par. I denne betydning bruges ordet også om et ægtepar og et par sko.

Sura 22 (Hajj), vers 5: ”Du ser jorden tør; men når Jeg lader regn falde over den, bliver den frodig, bevæger og svulmer op og frembringer alle slags smukke planter (i par).”

Sura 31 (Luqman), vers 10: ”Han lader alle slags gavnlige planter vokse frem på jorden (i par).”

Sura 13 (Ra’d), vers 3: ”Han har skabt enhver frugt i to slags (i par).”

Vi ved, at frugten er det sidste resultat af formeringsprocessen hos planter på et højere udviklingstrin. Denne type planters opbygning er meget højt udviklet og kompleks. Det foregående stadium før frugten er blomsten, og blomsten har hanlige og hunlige organer. Efter at pollen er blevet placeret i det hunlige organ, dannes frugten, og efter at frugten er modnet, dannes frøene. Derfor vidner alle frugter om eksistensen af hanlige og hunlige organer. Det er netop det, der siges i Koranen. Det er bemærkelsesværdigt, at frugter hos nogle arter også kan dannes af sterile blomster (uden forening af hanlige og hunlige pollen), såsom bananer, nogle slags ananas, figner, appelsiner og vindruer. Disse frugter kan også dannes af frugtbare blomster.

Når frøets ydre skal (som ofte er meget hård) åbner sig, og spiringen begynder, indtræffer formeringsprocessens sidste stadium. Når den ydre skal åbner sig, kan rødderne vokse frem, og disse rødder hjælper derefter en ny plante med at vokse frem ved at suge næring op fra jorden.

I Koranen beskrives denne spiringsproces således:

Sura 6 (Al-An’am), vers 95: »Allah lader korn og kerner spire ved at åbne dem.« Ved at omtale eksistensen af par i planteriget anvender Koranen denne tanke i en endnu bredere og mere generel sammenhæng.

Sura 36 (Ya-Sin), vers 36: »Hellig og ophøjet er Han, som har skabt alle par, af det, jorden frembringer, af dem selv og af det, de ikke kender til.«

På Muhammeds (fred være med ham) tid fandtes der måske forskellige gæt og formodninger om »det, de ikke kender til«. Men nu ved vi med sikkerhed, at par findes i både den levende og den ikke-levende verden, fra det mindste til det største. Det er bemærkelsesværdigt, at alle disse forestillinger i Koranen er fuldstændig i overensstemmelse med moderne viden og videnskab.

Dyreriget

I Koranen findes der nogle emner, hvis forklaring og analyse bør sammenholdes med den moderne videnskab. Men hvis man med dyb opmærksomhed prøver at forstå det vers, der citeres nedenfor, vil man ikke kunne få fuldt kendskab til, hvad Koranen egentlig siger om det pågældende emne.

I dette vers beskrives skabelsen af nogle bestanddele af dyreriget med det formål at få mennesket til at erkende Allahs barmhjertighed over for det. At beskrive, at (forskellige bestanddele) er skabt i overensstemmelse med menneskets behov, er et almindeligt træk ved Koranen, og det er netop som et eksempel på dette træk, at vi citerer verset særligt. Verset henvender sig til beboerne i landområderne, og der er ingen mulighed for at betragte emnet på nogen anden måde end ud fra dette perspektiv.

Sura 16 (An-Nahl), vers 5-8: »Han har skabt kvæget; i det har I varme klæder og mange andre fordele, og fra det får I føde. Og når I om aftenen fører dem hjem fra græsgangene, og om morgenen fører dem ud på græsgangene, kan I glæde jer over deres skønhed. Og Han har skabt hestene, muldyrene og æslerne, for at I kan ride på dem og som prydelse. Og Han skaber meget andet, som I ikke kender.« Ved siden af denne generelle beskrivelse giver Koranen nogle særlige oplysninger. Emnerne er: (1) formering i dyreriget, (2) omtalen af eksistensen af samfund i dyreriget, (3) beskrivelsen af bier, edderkopper og fugle, (4) redegørelsen for kilden til bestanddelene i animalsk mælk. Nu vil vi gennemgå dette i rækkefølge.

1) Formering i dyreriget

I versene 45-56 i sura An-Najm beskrives dette meget kort: »Han skaber de to køn, manden og kvinden, af en sæddråbe, der udgydes.« Her betyder »de to køn« det samme, som i verset om planteriget er blevet beskrevet som »par«. Dette har vi allerede drøftet. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at kønnene i parret nævnes her. Beskrivelsen af, at der til formering kræves en lille mængde væske, er korrekt, præcis og fuldt ud prisværdig. På arabisk er der anvendt et ord, hvis betydning tydeligt er »sæd«. Beskrivelsens relevans vil vi drøfte senere.

2) Omtalen af eksistensen af samfund i dyreriget

Sura 6 (Al-An’am), vers 38: »Der findes intet dyr på jorden og ingen fugl, der flyver ved hjælp af sine vinger, uden at de udgør samfund ligesom jer. Vi har ikke forsømt noget i Skriften; derefter vil de alle blive samlet hos deres Herre.« Flere forhold i dette vers kræver en nærmere drøftelse. For det første synes versets ordlyd at indeholde en anvisning på, hvad der vil ske med dyr og fugle efter døden. Tilsyneladende findes der dog ingen islamisk anvisning om dette. For det andet synes der her generelt at være tale om den forudbestemte skæbne (taqdir). (Hvad der skal forstås ved taqdir, når det gælder mennesket, har vi allerede drøftet i begyndelsen af tredje del af denne bog). Taqdir kan opfattes som en suveræn kraft eller som en betinget kraft. Med betinget eller forudsat taqdir mener vi den adfærd, der styres af strukturelle eller funktionelle egenskaber; et dyr handler for eksempel i et bestemt miljø i overensstemmelse med sine særlige sanseindtryk. Disse sanseindtryk frembringes af forholdene uden for dets krop.

Blachère har sagt, at tidligere tiders kommentatorer mener, at dette vers handler om, at dyrene tilbeder Allah gennem handlinger, der udspringer af indre fornemmelser. Sheikh C. Boubakier Hamza har i sin kommentar til sin koranoversættelse skrevet: »Som følge af fornemmelser skabt af himmelsk viden lever alle dyr i samfund og hævder, at hvert medlems handlinger skal rettes mod hele gruppens interesser.«

I de seneste årtier er der gennemført omfattende og dybtgående undersøgelser af dyrs og fugles adfærd, og det har vist sig, at de virkelig lever i samfund. Efter langvarig observation af sådanne samfund er det blevet bevist, at nogle af dem har en bestemt struktur og organisation. Hos visse dyrearter er det først for nylig lykkedes at opdage, at der findes funktionærer i deres samfundsorganisation. Der er uden tvivl blevet arbejdet mest med bier, og navnet von Frisch er knyttet til studiet af biernes adfærd. For dette arbejde modtog Frisch, Lorenz og Tinbergen Nobelprisen i 1973.

3) Beskrivelsen af bier, edderkopper og fugle

Når specialister i nervesystemet ønsker at vise et fremtrædende eksempel på det nervesystem, der styrer og regulerer dyrs adfærd, nævner de først og fremmest bier, edderkopper og fugle, især trækfugle. Hos disse tre dyr finder man uden tvivl særdeles højt udviklede former for samfundsorganisation. Den særstilling, der kommer til udtryk ved, at disse tre dyr nævnes i Koranen, er fuldstændig i overensstemmelse med videnskabens synspunkt. Deres karakter og adfærd er virkelig særegen. Nu vil vi gennemgå disse tre dyr ét efter ét.

Bier

Koranen indeholder den længste beskrivelse af bier. Sura 16 (An-Nahl), vers 68-69: »Din Herre inspirerede bien: ’Byg boliger i bjergene, i træerne og i det, som menneskene bygger; spis derefter af alle slags frugter og følg din Herres veje, som Han har gjort lette for dig.’ Fra deres bug kommer der en drik i forskellige farver; deri er der helbredelse for menneskene.«

[Det er værd at bemærke, at dette er den eneste måde, hvorpå Koranen omtaler helbredelse for mennesker. Honning er virkelig gavnlig ved visse sygdomme. Uanset hvad der ellers måtte blive sagt i modstrid med dette, omtales helbredelse af nogen anden sygdom ikke noget andet sted i Koranen.]

Det er vanskeligt at afgøre, hvad der egentlig menes med at følge Herrens veje; men anvisningen kan vist tages i en generel betydning. På grundlag af de oplysninger, man hidtil har opdaget om biernes adfærd, kan man blot sige, at al deres adfærd styres af deres nervesystem. Det samme gælder i lige høj grad for edderkopper og fugle. Biernes dans er en måde at kommunikere med andre bier på; på denne måde meddeler de hinanden, fra hvilke blomster honning kan indsamles, og hvor langt borte og i hvilken retning de befinder sig. Desuden er det gennem von Frischs forskning blevet fastslået, hvilken slags kropsbevægelser der bruges til at udveksle information mellem arbejderbier.

Edderkoppen

Det er især for at vise edderkoppens boligs midlertidige karakter, at dette dyr nævnes i Koranen. Intet kan være så let, midlertidigt og skrøbeligt som edderkoppens bolig (net). Koranen siger, at edderkoppens bolig er lige så stærk som boligen hos dem, der har taget andre end Allah til herre.

Sura 29 (Al-Ankabut), vers 41: »De, der tager andre end Allah til beskyttere, kan sammenlignes med edderkoppen, der bygger sig et hus; og det svageste af alle huse er visselig edderkoppens hus, hvis de blot vidste det.«

De bygger deres bolig ved hjælp af en slags spyt, der udskilles fra edderkoppens kirtler. Denne silkefine tråd er meget tynd og let. Edderkoppens net er så svagt og forgængeligt, at det slet ikke er muligt for mennesker at fremstille noget tilsvarende. Naturforskerne er blevet forbløffede over nettets forunderlige og enestående kunstfærdighed. Det er værd at bemærke, at det netop er variationen i placeringen af edderkoppens nerveceller, der gør et sådant geometrisk perfekt væverarbejde muligt.

Fugle

Fugle er nævnt mange steder i Koranen. Fugle nævnes også i forbindelse med begivenheder i profeterne Ibrahim, Yusuf, Dawud, Suleiman og Isas liv. Men disse omtaler er ikke relevante for det emne, vi drøfter her.

I det følgende vers i Koranen nævnes det, at der findes dyresamfund på jorden og fuglesamfund på himlen. Sura 6 (Al-An’am), vers 38: »Der findes intet dyr, som bevæger sig på jordens overflade, og ingen fugl, der flyver ved hjælp af sine vinger, uden at de er samfund ligesom jer. Vi har ikke forsømt noget i Skriften; derefter vil de alle blive samlet hos deres Herre.«

I to andre vers omtales fuglenes fuldstændige underkastelse under Allahs magt.

Sura 16 (An-Nahl), vers 79: »Ser de da ikke på fuglene, som let bevæger sig gennem himmelrummet? Allah holder dem fast der.«

Sura 67 (Al-Mulk), vers 19: »Ser de ikke på fuglene over dem, som spreder og folder deres vinger? Det er Den Barmhjertige, der holder dem fast.«

Det er meget vanskeligt at oversætte blot ét af ordene i disse to vers. Den oversættelse, der er givet her, antyder, at Allah holder fuglene oppe ved sin egen magt. Det oprindelige arabiske verbum er »amsaka«, hvis grundbetydning er »at lægge hånden på, holde tilbage, gribe eller holde nogen fast«.

Koranen omtaler fuglenes fuldstændige afhængighed af Allahs befaling. Denne tilstand kan sammenlignes med moderne videnskabelige oplysninger, som viser, at visse fuglearter følger et bestemt mønster med hensyn til deres bevægelsesruter. Disse fugle, selv deres uerfarne unger, tilbagelægger meget lange og komplicerede strækninger med stor lethed og uden fejl og vender tilbage til udgangspunktet på en bestemt dato. Det beviser således, at rejseprogrammet på forhånd er indlagt i deres nervesystem. Der kan ikke være nogen anden mulig forklaring på dette. Professor Hamburger nævner i sin bog »Power and Fragility« (La Puissance et la Fragilité) (Flammarion, Paris, 1972) det berømte eksempel med en fugleart fra Stillehavsområdet, mutton-bird. Denne fugl tilbagelægger på seks måneder mere end 15.500 miles og vender tilbage til udgangspunktet med højst én uges forsinkelse. Man må indrømme, at de komplicerede instruktioner for denne rejse er indlagt i fuglens nervesystem. Dette rejseprogram er naturligvis forudbestemt; men hvem har forudbestemt det?

4) Oprindelsen til bestanddelene i animalsk mælk

Den definition, der gives i Koranen om dette (sura 16, an-Nahl, vers 66), stemmer fuldstændigt overens med den moderne videnskabs oplysninger. Den oversættelse og forklaring af verset, som jeg har givet her, er min egen. For selv i de nyeste oversættelser af dette vers har oversætterne efter min mening angivet en betydning, der på ingen måde er acceptabel. Lad mig give to eksempler:

Blachères oversættelse (udgivet af G. P. Maisonneuve Larose, Paris, 1966): »Der er visselig en lære for jer i kvæget. Vi giver jer ren mælk at drikke, som er behagelig for dem, der drikker den, og som kommer fra det, der befinder sig mellem den fordøjede føde i deres maver og blodet.«

Professor Hamidullahs oversættelse (udgivet af Club français du Livre, Paris, 1971): »Der er visselig en lære for jer i jeres kvæg. Vi giver jer ren mælk at drikke, som er velsmagende for dem, der drikker den, fra det, der findes i deres maver, mellem deres afføring og blod.«

Hvis disse to oversættelser blev forelagt en anatom, ville han sige, at sagen er uklar og vanskelig at forstå. Årsagen er, at den opfattelse, der gives i oversættelserne, ikke engang i sin grundlæggende form stemmer overens med den moderne opfattelse, selv om disse to oversættere er meget fremstående arabiske lingvister. Alle ved, at selv om en oversætter er specialist i oversættelse, kan han begå fejl i oversættelsen af en videnskabelig beskrivelse, hvis han ikke er specialist inden for den pågældende videnskab. Efter min egen opfattelse bør verset oversættes korrekt således: »Der er visselig en lære for jer i kvæget. Vi giver jer den mælk at drikke, som dannes af en blanding af det, der findes i deres kroppe, mellem tarmindholdet og blodet; den er ren og velsmagende for dem, der drikker den.«

I bogen med titlen »Muntakhab«, redigeret af Det Øverste Råd for Islamiske Anliggender i Kairo og udgivet i 1973, er dette vers blevet forklaret; denne forklaring ligger meget tæt på min. Det er værd at bemærke, at Det Øverste Råd har benyttet moderne anatomi som hjælp til deres forklaring.

Hvad angår ordvalget, kan jeg til støtte for min forklaring sige, at jeg har brugt »i deres kroppe«, mens Blachère og professor Hamidullah har oversat det som »i deres maver«. Jeg har bemærket, at det arabiske ord »batn« kan betyde »midterste del« eller »det indre af noget«, men også »mave«. Ordet har her ingen præcis anatomisk betydning. Ud fra sammenhængen synes »i deres kroppe« imidlertid at være mere passende og sammenhængende.

Forestillingen om mælkens »oprindelige kilde« kommer fra det arabiske ord »min« (engelsk from og bengalsk fra), mens forestillingen om blanding kommer fra det arabiske ord »bajni«. Ordet bajni kan betyde »i mellem« (engelsk among), men også »mellem« (engelsk between). Det bruges naturligvis også i betydningen, at to stoffer eller to mennesker bringes sammen.

For at forstå versets betydning ud fra et videnskabeligt synspunkt er det nødvendigt at benytte anatomien. Det materiale, der tjener til kroppens almindelige ernæring, kommer fra de kemiske forandringer, som er aktive overalt i det bestemte område eller den vej, kroppen råder over til fordøjelsesprocessen. Dette materiale kommer fra tarmens indhold. Når materialet på det rette trin i den kemiske forandringsproces er kommet ind i tarmen, bevæger det sig gennem tarmvæggen mod det område, der er bestemt for kredsløbet. Denne bevægelse eller strømning foregår på to måder: direkte gennem de kar, der kaldes lymfekar, eller via det store kredsløb. Derefter når materialet leveren, og efter at være blevet omdannet dér indgår det i kredsløbet. På denne måde passerer alt gennem blodstrømmen.

Mælkens bestanddele udskilles fra mælkekirtlerne. De næringsstoffer fra den fordøjede føde, som når frem dertil gennem blodstrømmen, tilfører disse bestanddele næring. Blodet fungerer således som opsamler og transportør af disse næringsstoffer, og det er disse stoffer, der ernærer de mælkeproducerende mælkekirtler. Naturligvis ernærer disse næringsstoffer også alle kroppens øvrige organer.

Den indledende proces, som sætter det hele i gang, er, at tarmens indhold og blodet mødes på niveauet ved tarmvæggen. Netop denne opfattelse er blevet fastslået gennem kemiske og fysiologiske undersøgelser af fordøjelsesprocessen. På profeten Muhammeds (fred være med ham) tid var dette fuldstændig ukendt, og det er først for nylig blevet forstået af mennesket. Det er værd at bemærke, at Harvey opdagede blodcirkulationen i kroppen, det vil sige at blodet hele tiden strømmer gennem kroppen, næsten ti århundreder efter Koranens åbenbaring.

Derfor mener jeg, at der ikke kan findes nogen menneskelig forklaring på, at alle disse oplysninger findes i Koranen.

Menneskets formering

Når emnet formering er blevet behandlet i menneskets ældste skrifter, har beskrivelsen altid været fejlagtig. I middelalderen og endda endnu senere var dette emne omgærdet af legender og overtro. Der var naturligvis heller ingen mulighed for andet; for at forstå formeringens komplicerede proces måtte mennesket først indsamle viden om kroppens organer, opfinde mikroskopet og opdage den grundlæggende viden og videnskab inden for forskellige områder som anatomi, embryologi og obstetrik.

Men Koranen er helt anderledes. Forskellige steder i denne bog omtales formeringens præcise proces, fødslens forskellige stadier beskrives korrekt, og der findes ikke et eneste fejlagtigt udsagn. Alt er beskrevet enkelt og letforståeligt i et sprog, som mennesker kan forstå, og præcis på den måde, som mennesket først opdagede meget senere.

Menneskets formering er nævnt i flere dusin vers i forskellige sammenhænge. I nogle tilfælde er ét eller flere bestemte stadier blevet forklaret. For at forstå hele forløbet er det derfor nødvendigt at samle versene. Ligesom med de øvrige emner, der behandles i denne bog, er der også på dette område gjort et forsøg på at samle de relevante vers og forklare og analysere dem.

Nogle grundlæggende begreber

Det er nødvendigt at erindre nogle få grundlæggende begreber, før vi går videre til en detaljeret drøftelse. På det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret, og i mange århundreder derefter, kendte mennesker ikke disse oplysninger.

Menneskets reproduktionsproces er den samme som hos alle andre pattedyr. Processen begynder, når et æg, der er løsnet fra æggestokken, bliver befrugtet. Denne befrugtning finder sted i livmoderen midt i kvindens menstruationscyklus, og den udføres af mandens sæd, eller mere præcist af en sædcelle. En enkelt sædcelle er tilstrækkelig til dette. Derfor kræves der kun en meget lille mængde sæd eller sperma til befrugtningen, for selv denne mængde indeholder millioner af sædceller. Mandens testikler producerer sædceller, og sekret fra andre kirtler, der ligger ved siden af de celler og kanaler, som er forbundet med urinrøret, produceres også og blandes med sæden.

Det befrugtede æg fæstner sig på et bestemt sted i kvindens livmoder—efter at være steget ned gennem livmoderen til livmoderen dannes embryoet, og det tager plads mellem musklerne og kanalerne. Hvis det befrugtede æg på noget tidspunkt fæstner sig i livmoderen i stedet for i livmoderen, hindres graviditeten.

Når embryoet er så stort, at det kan ses med det blotte øje, ligner det et lille stykke kød, og menneskeformen i dets centrum er ikke synlig i begyndelsen. De forskellige stadier, som embryoet gennemgår og vokser gennem, er nu almindeligt kendte. På disse stadier dannes knogler, muskler, nerver, blodcirkulation, indvolde og så videre.

Nu vil vi sammenholde disse moderne, fastslåede oplysninger med Koranens beskrivelse af menneskets reproduktion.

Menneskets reproduktion i Koranen

Det er ikke nogen let opgave at forstå Koranens udsagn om reproduktion. Den første vanskelighed er, at beskrivelsen af dette emne er spredt forskellige steder i Koranen. Jeg har allerede nævnt denne vanskelighed. Men en endnu større vanskelighed er problemet med ordenes betydning, og som følge af dette problem kan den søgende læser let blive vildledt.

Der findes faktisk mange af de nuværende oversættelser og fortolkninger af Koranen, som let kan give en videnskabsmand et helt forkert indtryk i denne henseende. Som eksempel kan nævnes, at det i de fleste oversættelser beskrives, at mennesket er blevet dannet af »størknet blod« eller »klæbrigt blod«. En sådan beskrivelse er på ingen måde acceptabel for en videnskabsmand, der er specialist på dette område. Hvorfor fremtrædende arabiske lingvister har begået denne slags fejl på grund af manglende naturvidenskabelig baggrund, vil vi se i drøftelsen af afsnittet om det befrugtede ægs fæstning i moderlivet.

Af denne bemærkning kan man forstå, hvor uundværlig videnskabelig viden sammen med sprogkundskaber er for at forstå Koranens udsagn om formering.

I Koranen beskrives de forskellige stadier, som et foster gennemgår under sin udvikling, før det når fuld udvikling i moderens livmoder, med stor vægt.

Sura 82 (Al-Infitar), vers 6-8: »O menneske! Hvad har bedraget dig med hensyn til din Herre, som skabte dig, formede dig og gjorde dig harmonisk, og som dannede dig i den skikkelse, Han ville?«

Sura 71 (Nuh), vers 14: »Han har skabt jer trin for trin.«

Ud over denne generelle beskrivelse kan de forhold, som Koranen henleder opmærksomheden på i forbindelse med formering, opstilles således:

1) Befrugtning kan ske med den mindst mulige mængde sæd.

2) Sædens bestanddele.

3) Det befrugtede ægs placering.

4) Fosterets udvikling.

Disse emner vil vi nu gennemgå ét efter ét.

(1) Befrugtning kan ske med den mindst mulige mængde sæd

Denne tanke er nævnt elleve gange i Koranen med følgende formulering. Sura 16 (An-Nahl), vers 4: »Han skabte mennesket af en ringe mængde (sæd).«

Da der ikke findes noget helt præcist og passende ord, er det arabiske ord »nutfa« her blevet oversat med »en ringe mængde (sæd)«. Det udsagnsord, som dette ord stammer fra, betyder »at dryppe, at falde dråbe for dråbe«, og ordet bruges også om det bundfald, der bliver tilbage på bunden, når en spand er tømt. Ordet betegner således en ringe mængde af en væske. Her menes der sæd med væsken, fordi ordet i et andet vers forbindes med sæd.

Sura 75 (Al-Qiyama), vers 37: »Var han (mennesket) ikke blot en udløst sæddråbe?« Her betegner det arabiske ord »manī« sæd. I et andet vers siges det, at denne »blotte dråbe« anbringes i et stærkt og sikkert hylster (på arabisk »kabab«), og hylsteret er tydeligvis kønsorganet.

Sura 23 (Al-Mu’minun), vers 13: »Derefter anbragte Jeg ham (mennesket) som en (sæd)dråbe i et stærkt og sikkert hylster.«

I denne forbindelse bør det nævnes, at det arabiske ord »makīn«, som bruges til at beskrive det stærke og sikre hylster, næsten er umuligt at oversætte. Ordet udtrykker forestillingen om et stærkt, sikkert og ærefuldt sted. Uanset hvordan det formuleres, betegner ordet det sted i moderlivet, hvor mennesket vokser. Det er vigtigt at understrege, at der til befrugtningsprocessen kun behøves en sædmængde på størrelse med en dråbe, for moderne videnskabelige oplysninger har nu vist os, at det netop forholder sig sådan.

(2) Sædens bestanddele

Det sprog, hvormed Koranen beskriver den væske, der fremkalder befrugtning, er særdeles interessant.

(a) »Sæd« – helt specifikt – sura Qiyamah, vers 37.

(b) »Mennesket er skabt af en udstødt væske« – sura Tariq, vers 6.

(c) »En foragtelig væske« – sura Sajdah, vers 8, og sura Mursalat, vers 20.

Anvendelsen af ordet »foragtelig« (det arabiske »mahin«) om væsken (det arabiske »amsaj«) – »Sandelig, Jeg har skabt mennesket af en dråbe blandet væske« – sura Dahr, vers 2. Mange fortolkere, såsom professor Hamidullah, har med betydningen »blandet« forstået dette som en blanding af kvindens og mandens væsker. Mange tidligere fortolkere sagde også det samme, fordi det ikke var muligt for dem at opnå en korrekt forståelse af befrugtningens anatomiske oprindelse og især af de biologiske forhold hos kvinden. De antog, at blandingen måtte betyde en blanding af mandens og kvindens væsker.

Moderne forfattere, såsom kommentatoren til værket »Muntakhab«, udgivet af Kairos Supreme Council for Islamic Affairs, har imidlertid korrigeret denne opfattelse og sagt, at »sæddråben« består af forskellige bestanddele. Kommentatoren til Muntakhab gav ingen detaljeret beskrivelse, men efter min mening er det, han har sagt, tilstrækkeligt sammenhængende og objektivt.

Hvilke bestanddele består sæden af?

Den væske, der betegnes som sæd, består af sekret fra følgende kirtler.

(a) Testiklerne: I det sekret, der udskilles herfra, er sædcellerne særlige aflange celler med en forlænget del, der ligner en hale, og de er nedsænket i en slags tynd væske.

(b) Sædblærerne: I disse blærer, der ligger nær penis, opbevares sæden. Der udskilles også et eget sekret i dette kar eller hulrum, men det indeholder ingen bestanddel, der bidrager til befrugtningen.

(c) Prostatakirtlen: Det sekret, der udskilles fra denne kirtel, giver sæden dens tykkelse og lugt.

(d) Kirtler, der er forbundet med urinrøret: Her findes tre kirtler, som efter tre videnskabsmænd er kendt som Cowpers kirtler, Merys kirtler og Litrés kirtler. De to første kirtler udskiller et klæbrigt sekret, mens den tredje udskiller et sekret, der minder om mudder eller fedt.

Dette er kilderne til og bestanddelene af den »blandede væske«, der omtales i Koranen.

Der er naturligvis mere at sige om dette. Hvor Koranen omtaler den befrugtende væske, der består af forskellige bestanddele, siges det også, at menneskets slægt skal videreføres gennem bestanddele, der tages fra denne væske. Denne betydning fremgår af vers 8 i Sura as-Sajdah:

»Derpå frembragte Han hans efterkommere af et ekstrakt af en ringeagtet væske.«

Det arabiske ord »sulāla« er blevet oversat med »essens«. Dette ord betyder »den bedste del af noget, der er taget fra et bestemt stof og stammer fra et andet stof«. Uanset hvordan det udtrykkes, betegner ordet en del af en helhed.

Den celle, hvorved ægget befrugtes, det vil sige hvorved forplantningen finder sted, har en aflang form. Dens størrelse er en titusindedel af en millimeter. Ved et normalt samleje producerer manden flere ti millioner celler, og normalt trænger én ægcelle ind blandt dem. Resten bliver tilbage undervejs. Det er blevet beregnet, at en mand ved én sædafgang udstøder nogle få kubikcentimeter sæd, og at én kubikcentimeter sæd indeholder 25 millioner sædceller. Det viser således, at forplantningen fuldføres ved hjælp af en yderst lille del af denne væske, som dannes gennem en meget kompliceret proces af forskellige bestanddele. Når vi ser den fuldstændige overensstemmelse og harmoni mellem moderne forskningsbaserede videnskabelige oplysninger og Koranens beskrivelse, kan vi ikke andet end at blive slået af forundring.

(3) Det befrugtede ægs fæstnelse i det kvindelige kønsorgan

Efter at ægget er blevet befrugtet, synker det ned i livmoderen og fæstner sig dér. Dette emne beskrives således i Koranen:

Sura 22 (Al-Hajj), vers 5: »Jeg lader det, Jeg vil, forblive i moderlivet i en fastsat periode.« Ægget antager en aflang form og fæstner sig til livmoderens (moderlivets) kødfulde væv som en plantes rødder i jorden og modtager næring derfra. På grund af æggets form hænger det bogstaveligt talt fast i livmoderen. Denne oplysning er blevet opdaget i nyere tid.

Dette forhold, at det fæstner sig, er beskrevet fem steder i Koranen. Sura 96 (Al-ʿAlaq), vers 1-2: »Læs i din Herres navn, Han, som skabte, som skabte mennesket af det, der fæstner sig.«

»Det, der fæstner sig«, er oversættelsen af det arabiske ord »ʿalaq«. Dette er ordets grundbetydning. Som en betydningsmæssig fortolkning gives også betydningen »koaguleret blod« eller »blodklump«, og denne betydning anvendes i mange oversættelser. Men denne anvendelse er forkert, og man bør være opmærksom på dette. For i menneskets udvikling forekommer der aldrig et stadium med »koaguleret blod« eller en »blodklump«. Det samme gælder en anden oversættelse.

Denne oversættelse er »klæbemiddel eller forbindelse«, og heller ikke denne oversættelse er korrekt. Grundbetydningen »det, der fæstner sig«, stemmer nøje overens med moderne, efterprøvede oplysninger. Denne forestilling forekommer i yderligere fire vers, hvor udviklingen helt frem til sædcellens fulde form beskrives.«

Sura 22 (Hajj), vers 5: »Vi har skabt jer … af det, som hænger fast.«

Sura 23 (Al-Mu’minun), vers 14: »Vi forvandler sæddråben til noget, der hænger fast.«

Sura 40 (Al-Mu’min), vers 67: »Han har skabt jer … af en sæddråbe og derefter af det, som hænger fast.«

Sura 75 (Al-Qiyama), vers 37-38: »Var han ikke en udgydt sæddråbe? Blev han derefter ikke til noget, der hænger fast? Og gav Allah ham derefter ikke form og gjorde ham velformet?«

Det ord, som Koranen bruger om det organ, hvori graviditeten finder sted, bruges stadig på arabisk om livmoderen. I nogle suraer kaldes den også »et sikkert opholdssted«, og det synes at være moderlivet, der menes; denne omtale forekommer også netop i den sammenhæng, og det synes at være moderlivet, der menes. Personligt mener jeg, at dette er betydningen i dette vers, men da diskussionen ellers ville blive for lang, giver jeg ingen detaljeret forklaring her. Et andet vers kræver en meget omhyggelig fortolkning. Sura 39 (Az-Zumar), vers 6: »Han skaber jer gradvist i jeres mødres livmoder, i tre lag af mørke.«

»Mørke« er oversættelsen af det arabiske ord »zulumat«. Moderne korankommentatorer mener, at der her hentydes til de tre hinder, som beskytter barnet, mens dets krop dannes. De tre hinder er bugvæggen, livmoderen og fostervæsken omkring fosteret.

Det var ikke nødvendigt at citere dette vers i min egentlige drøftelse, men jeg citerede det for fuldstændighedens skyld. Jeg kender ingen rimelig grund til at modsige den forklaring, der er givet her, ud fra fysiologiens synspunkt; men er det virkelig netop denne betydning, der udtrykkes i Koranen?

(4) Fosterets udvikling i livmoderen

Den beskrivelse, Koranen giver af nogle af stadierne i fosterets udvikling, stemmer fuldstændigt overens med vores moderne viden, og der findes ikke en eneste beskrivelse i Koranen, som kan udsættes for kritik fra moderne videnskabs side. Efter beskrivelsen af det, »der hænger fast«, fortæller Koranen os, at fosteret på et stadium antager form som »tygget kød«. Derefter dannes knoglerne, og de dækkes af kød. Sura 23 (Al-Mu’minun), vers 14: »Det, der hænger fast, forvandler Vi til en klump tygget kød; derpå forvandler Vi det til et skelet, som Vi derefter beklæder med kød.«

Det arabiske ord »mudgha« oversættes som tygget kød, mens ordet »lahm« oversættes som almindeligt eller ikke-tygget kød. Det er nødvendigt at bemærke denne forskel. I begyndelsen har fosteret form som en lille kødklump. På et stadium i udviklingen ser det med det blotte øje ud som tygget (hakket) kød. Det er inde i dette kød, at knoglestrukturen udvikles, og knoglerne dækkes senere af muskler; det er i denne forbindelse, at ordet »lahm« anvendes.

Mennesket ved nu, at nogle af fosterets organer under dets udvikling er fuldt formede. Det er utvivlsomt dette, der menes med ordet »mukhallaq«, som anvendes i Sura Al-Hajj (den fuldt formede).

Sura 22 (Al-Hajj), vers 5: »Vi forvandler sæden til noget, der hænger fast … og forvandler dem til kødklumper, som er fuldt formede eller ufuldstændigt formede.«

Koranen beskriver også fremkomsten af sanserne og tarmene i bughulen. Sura 32 (As-Sajdah), vers 9: »Han har givet jer øjne, ører og tarme.«

Dannelsen af kønsorganerne er også nævnt. Sura 53 (An-Najm), vers 45-46: »Han skaber de to køn, mand og kvinde, af en sæddråbe, der udstødes.«

Sura (Fatir), vers 11: »Allah har skabt jer af jord, derefter af en sæddråbe, og derefter gjort jer til par, mand og kvinde.«

Sura 5 (Al-Qiyamah), vers 39: »Skabte Han derefter ikke deraf et par, mand og kvinde?«

Som allerede nævnt må alle Koranens beskrivelser sammenholdes med moderne tiders fastslåede og anerkendte kendsgerninger og forestillinger. Så vil det vise sig, at der er fuldstændig overensstemmelse og harmoni mellem dem. Samtidig er det nødvendigt, og meget vigtigt, at sammenholde Koranens beskrivelser med de forestillinger, der var udbredt blandt mennesker på det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret. For så vil det vise sig, hvor uforenelige og modstridende disse forestillinger var med Koranens beskrivelser. Det var naturligvis ikke muligt for datidens mennesker at fortolke og analysere Koranen på den måde, vi kan i dag. For datidens mennesker havde ingen mulighed for at få den hjælp fra moderne viden og videnskab, som vi har i dag. I virkeligheden begyndte mennesket først i det nittende århundrede at få en nogenlunde klar forståelse af disse emner.

Gennem hele middelalderen blev forskellige forestillinger og teorier opbygget på grundlag af grundløse ordsprog, fantasier og mytologiske fortællinger, og de bestod i de følgende århundreder. Da Harvey derefter i 1651 sagde: „Alt liv kommer oprindeligt fra et æg“, begyndte et grundlæggende kapitel i embryologiens historie. Selv om videnskabens fremskridt blev fremskyndet af opfindelsen af mikroskopet på dette tidspunkt, var mennesket stadig optaget af stridigheder om æggets og sædcellens respektive roller. Den berømte naturforsker Buffon støttede ægteorien, mens Bonnet troede på teorien om, at frøene var ’sammenkædet’. Ifølge denne teori var alle menneskers frø i menneskehedens moder Evas (Hawas) ægcelle sammenkædet inde i hinanden. Det var denne teori, der vandt tilslutning i det attende århundrede.

Mere end tusind år før vor tid, da disse bizarre teorier var vidt udbredte, blev mennesket bekendt med Koranen. Det tog mennesket flere hundrede år at opdage de vigtige grundlæggende sandheder, der er beskrevet i denne bog i et enkelt sprog.

Koranen og seksualundervisning

Det siges, at der i den moderne tidsalder er gjort talrige opdagelser på alle tænkelige områder. Også inden for seksualundervisningen siges der at være gjort banebrydende opdagelser, og den viden, der er blevet åbnet for børn på dette område, regnes som en stor bedrift i den moderne verden. Tidligere blev der med vilje skabt uklarhed om dette emne, og nogle siger, at religionen er ansvarlig herfor. De har dog ikke nævnt, hvilken religion der er ansvarlig.

De oplysninger, der er beskrevet ovenfor, beviser, at mennesket allerede for fjorten hundrede år siden blev gjort bekendt med de teoretiske aspekter af menneskets forplantning. Da man på det tidspunkt ikke havde viden om kroppens opbygning og biologi, blev der givet så mange oplysninger, som det var muligt at give, og ikke mere. Det må også huskes i denne forbindelse, at emnet blev beskrevet i et enkelt sprog under hensyntagen til de daværende tilhøreres forståelsesevne.

Den virkelige situation blev imidlertid på ingen måde overset. Koranen indeholder mange anvisninger om menneskets virkelige dagligliv og om, hvordan man skal opføre sig under disse forhold. Seksualvidenskaben er heller ikke udeladt.

To vers i Koranen omhandler seksuelt samleje. Versenes formulering udtrykker tydeligt præcision og anstændighed. Men man må virkelig undre sig over forskellene mellem de forskellige oversættelser og fortolkninger af de to vers. Jeg har tænkt meget over dette emne og læst mange oversættelser. Til sidst fandt jeg dog, at oversættelsen af doktor A. K. Gird, tidligere professor i medicin ved Universitetet i Beirut, var den korrekte, og derfor står jeg i gæld til ham. Hans oversættelse lyder således:

Sura 86 (At-Tariq), vers 6-7: »Mennesket er skabt af en sprudlende væske, som udskilles som følge af sammensmeltningen af mandens kønsområder.«

I Koranen betegner ordet »sulb« (ental) mandens kønsområde, mens ordet »taraib« (flertal) betegner kvindens kønsområde. Denne oversættelse forekommer mig at være den mest tilfredsstillende. De engelske og franske oversættere har oversat det helt anderledes: »Mennesket er skabt af en sprudlende væske, som udgår fra mellem rygsøjlen og ribbenene.« Dette synes snarere at være en forklaring end en oversættelse. Alligevel er sagen stadig ikke forståelig.

Mandens adfærd i forbindelse med intimt samvær med hustruen er klart beskrevet. Om hustruens menstruation gav Allah sin Sendebud følgende befaling:

Sura 2 (Al-Baqarah), vers 222-223: »De spørger dig om menstruation. Sig: Den er uren. Hold jer derfor fra samleje med kvinder under menstruationen, og hav ikke samleje med dem, før de er blevet rene. Når de så har renset sig grundigt, skal I gå til dem, præcis som Allah har befalet jer. Allah elsker dem, der omvender sig, og dem, der holder sig rene.«

»Jeres hustruer er jeres marker. Gå derfor til jeres marker, som I ønsker, og gør noget godt for jer selv på forhånd.«

Den første del af verset er helt klar. Her forbydes manden udtrykkeligt at have samleje med sin hustru under menstruationen. I den anden del beskrives processen med at dyrke jorden, det som landmanden udfører, før han sår frøene. Frøet spirer, og en ny plante vokser frem. Denne sammenligning understreger, at man skal huske formålet med samlejet, nemlig forplantningen. Den oversættelse, Blachère har givet af versets sidste del, synes at hentyde til den indledende forberedelse før samlejet.

Den anvisning, der gives i dette vers, er af generel karakter. I denne forbindelse er spørgsmålet om prævention blevet rejst. Men hverken dette vers eller noget andet sted nævnes spørgsmålet.

Der findes heller ingen steder nogen omtale af abort. Hvis man forstår de vers, der er citeret ovenfor, bliver det klart, at mennesket skabes fra fosteret som følge af den successive udvikling af »det, der hænger fast«. Derfor følger forbuddet mod og fordømmelsen af abort naturligt af den fuldstændige respekt og ære for det enkelte menneske, som Koranen gentagne gange fremhæver. Alle monoteistiske religioner tilslutter sig nu denne opfattelse. Under fasten i ramadanmåneden er samleje tilladt om natten.

Sura 2 (Al-Baqara), vers 187: »Det er tilladt jer at have seksuelt samkvem med jeres hustruer i fastens nætter. De er en klædning for jer, og I er en klædning for dem. …… Så hav da samkvem med dem, og søg det, som Allah har foreskrevet jer.«

Men under hajj er samleje med hustruen i Mekka forbudt. Sura 2 (Al-Baqara), vers 197: »Den, der anser det for sin pligt at udføre hajj i disse måneder, må under hajj hverken have seksuelt samkvem med sin hustru.« Dette forbud gælder også jagt og stridigheder. I forbindelse med skilsmisse nævnes menstruation igen i Koranen.

Sura 65 (At-Talaq), vers 4: »Hvis I er i tvivl om ventetiden for de af jeres hustruer, som ikke længere håber at få menstruation, så vid, at deres ventetid er tre måneder, og det samme gælder dem, der endnu ikke har haft menstruation; men de gravides ventetid varer, indtil de føder.«

Iddah betegner ventetiden fra bekendtgørelsen af skilsmissen, indtil den træder i kraft. Med »dem, der ikke længere håber at få menstruation«, menes kvinder, hvis menstruation er ophørt permanent. Alligevel er de som en sikkerhedsforanstaltning blevet pålagt at vente i tre måneder. Derefter kan de gifte sig igen.

De, der endnu ikke har haft menstruation, skal også vente i tre måneder, og gravide skal vente, indtil de har født. Disse bestemmelser stemmer fuldstændigt overens med den moderne fysiologis principper. Koranen indeholder også tilsvarende retfærdige bestemmelser om kvinders enkestand.

Det viser således, at ingen af de teoretiske beskrivelser af forplantning og de praktiske anvisninger og råd om seksuallivet, som findes i Koranen, er uforenelige med nogen kendsgerning i moderne videnskab.

Beskrivelserne i Koranen og Bibelen: Fælles træk

Mange af de emner, der er beskrevet i Bibelen, er også beskrevet i Koranen. Blandt disse fælles emner er først og fremmest fortællingerne om profeterne – fortællingerne om Noah, Abraham, Josef, Elias, Jonas, Job og Moses samt fortællingerne om de israelitiske konger. Fortællingerne om Saul, David og Salomon. Desuden findes der udførlige beskrivelser af vigtige begivenheder som skabelsen af himlene, menneskets skabelse, syndfloden og udvandringen, og i forbindelse med alle disse begivenheder er overnaturlige kræfter blevet anvendt. Endelig findes der også beretningerne om Jesus og hans mor Maria ifølge Det Nye Testamente.

Hvilken reaktion opstår i vores sind, hvis vi i lyset af den moderne viden, som vi har erhvervet fra kilder uden for de himmelske skrifter, betragter det indhold, der er beskrevet i disse to himmelske skrifter? Hvad ser vi?

Fælles emner: Koranen, Evangeliet og moderne viden

Når det gælder det fælles indhold i Koranen og Evangeliet, er det først nødvendigt at huske, at ikke ét eneste af de emner i Evangeliet, som blev kritiseret ud fra et videnskabeligt synspunkt i begyndelsen af denne bog, er nævnt i Koranen.

Jesus omtales mange gange i Koranen – meddelelsen til Maria om hendes søns mirakuløse fødsel, Marias viderebringelse af denne meddelelse, Jesu høje rang som profet, hans rolle som frelser, viderebringelsen til menneskene af den åbenbaring, han modtog, åbenbaringens bekræftelse og korrigering af Toraen, hans forkyndelse, hans ledsagere og kaliffer samt hans mirakler, hans ophøjelse til Allah, hans rolle på dommedag og meget andet.

I Koranens suraer Imran og Maria findes en udførlig beskrivelse af Jesu familie. Her beskrives hans moder Marias fødsel, ungdom og mirakuløse moderskab. Jesus omtales altid som »Marias søn«, og hans slægtskab angives udelukkende gennem moderens slægt. Under disse omstændigheder er den naturlige og fornuftige forklaring, at han biologisk set ikke havde nogen far. Vi har allerede set, at Koranens beskrivelse på dette punkt adskiller sig fra Evangeliets beskrivelser hos Matthæus og Lukas; for de angiver Jesu fædrene slægt og giver to forskellige beretninger.

Koranen fremstiller Jesus i hans moderlige slægtstavle som efterkommer af Noah, Abraham og Marias far, hvis navn i Koranen er Imran.

Sura 3 (Imran), vers 33-34: »Allah har udvalgt Adam, Noah, Abrahams familie og Imrans familie frem for alle verdener; de er efterkommere af hinanden …«

Jesus er således gennem sin moder Maria og gennem Marias far Imran efterkommer af Noah og Abraham. Den fejl, der findes i Evangeliet i navnene på Jesu forfædre, findes heller ikke i Koranen. Tidligt i denne bog har vi behandlet dette emne udførligt.

For at være objektiv er det imidlertid nødvendigt endnu en gang at være opmærksom på dette spørgsmål. Desuden er det nødvendigt at forstå betydningen af dette i forhold til de grundløse påstande om, at Muhammed (fred være med ham) selv skrev Koranen og hovedsageligt kopierede den fra Bibelen. Hvis Muhammed (fred være med ham) virkelig selv skrev Koranen og kopierede Bibelen, hvorfor kopierede han så ikke Bibelens beretning om Jesu forfædre? Hvordan kunne han i stedet indsætte en beretning, der i lyset af moderne viden er hævet over enhver tvivl?

Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at evangeliernes og Det Gamle Testamentes beretninger om dette spørgsmål er indbyrdes modstridende, og derfor kan ingen af dem være antagelig.

Fælles emner: Koranen, Det Gamle Testamente og moderne viden

Nogle fælles emner i Koranen og Det Gamle Testamente er allerede blevet behandlet. Det kan erindres, at det under gennemgangen af Det Gamle Testamente blev vist, med fokus på jordens skabelse, at Det Gamle Testamentes beretning er fuldt ud i overensstemmelse med videnskabelige oplysninger. Eftersom spørgsmålet allerede én gang er blevet undersøgt og drøftet, er der ikke længere behov for at gentage det.

Både Koranen og Det Gamle Testamente indeholder beretninger om Israels konger. Men de historiske og arkæologiske oplysninger og beskrivelser om dette emne er så sparsomme, at det på deres grundlag overhovedet ikke er muligt at afgøre, om disse beretninger er sande. Den moderne viden er virkelig utilstrækkelig på dette område.

Næsten det samme kan siges om profeterne. Begge bøger indeholder beretninger om dette emne. Men det vil først være muligt at overveje spørgsmålet i lyset af moderne viden, når det er blevet fastslået nøjagtigt, hvor meget af oplysningerne om begivenhedernes sted, tid og involverede personer der er nået frem til os.

Der er imidlertid to emner i begge bøger, som det er muligt og nødvendigt at undersøge i lyset af moderne viden. De to emner er oversvømmelsen på Noas tid og udvandringen på Moses’ tid.

Oversvømmelsen kan undersøges, fordi den ikke har efterladt noget spor i menneskehedens historie, som kan fremføres til støtte for Det Gamle Testamentes beretning. Omvendt findes der ingen oplysninger i moderne viden, på grundlag af hvilke Koranens beretning kan kritiseres.

Og det er muligt at undersøge begivenheden med udvandringen, fordi den beskrivelse, der findes af dette emne i begge bøger, generelt tydeligvis supplerer hinanden, og de oplysninger, man finder i den moderne viden, understøtter dem begge.

Floden på Noas tid: Det Gamle Testamentes beskrivelse

Tidligt i denne bog undersøgte vi udførligt beretningen om floden i forbindelse med drøftelsen af Det Gamle Testamente, og det kan erindres, at vi nåede frem til denne konklusion—

Der findes ikke én, men to beretninger om floden, og de er skrevet i to forskellige perioder. Den første er den jahvistiske beretning og stammer fra det 9. århundrede f.Kr. Den anden er den præstelige beretning og stammer fra det 6. århundrede f.Kr. Denne beretning kaldes præstelig, fordi den blev skrevet af samtidens præster.

De to beretninger kan ikke identificeres hver for sig. De er blandet sammen. Nogle afsnit fra den ene findes også i den anden. Fader de Vaux, professor ved Bibelskolen i Jerusalem, har i sin kommentar til sin oversættelse af Første Mosebog udførligt og med eksempler beskrevet, hvordan afsnit fra den ene beretning ordret er blevet indføjet i den anden. Den ene beretning indeholder i alt ti jahvistiske afsnit. Der er jahvistiske afsnit i begyndelsen og slutningen, og imellem to jahvistiske afsnit i midten er der indføjet et præsteligt afsnit. Eftersom de to beretninger på visse punkter er indbyrdes modstridende, vil ingen af dem forekomme rimelig eller meningsfuld, hvis man ikke læser dem med blik for begivenhedernes rækkefølge. Fader de Vaux har selv sagt: »I de to beretninger synes floden at være sket gennem to forskellige processer; også varigheden er forskellig, og antallet af levende væsener, som Noa tog med i sin ark, er ligeledes forskelligt i de to beretninger.«

Bedømt ud fra den moderne viden viser det sig, at Bibelens beretning om floden på ingen måde kan accepteres af følgende grunde:

(1) I Det Gamle Testamente beskrives floden som verdensomspændende.

(2) I den jahvistiske beretning nævnes der ikke noget tidspunkt for floden; men i den præstelige beretning angives tidspunktet, og der nævnes et tidspunkt, hvor en sådan katastrofe overhovedet ikke kunne have fundet sted.

Rationaliteten i denne opfattelse er som følger

I den sacerdotale beretning siges det klart, at syndfloden indtraf, da Noa var 600 år gammel. Af det slægtsregister, der er beskrevet i Første Mosebogs femte kapitel (taget fra den sacerdotale tekst og citeret tidligere i dette værk), fremgår det, at Noa blev født 1.056 år efter Adam. Syndfloden skulle altså have fundet sted 1.655 år efter Adams skabelse. På den anden side fremgår det af Abrahams slægtsregister, som er angivet i den samme sacerdotale tekst i Første Mosebog (11,10-32), at Abraham blev født 292 år efter syndfloden. Vi kan ud fra Bibelen selv erfare, at Abraham levede omtrent i 1950 f.Kr. Syndfloden må derfor have fundet sted i det 21. eller 22. århundrede f.Kr. Denne beregning stemmer overens med oplysningerne i Bibelens ældre versioner. På det tidspunkt var det ikke muligt at fremføre noget modargument, fordi mennesker ikke havde nogen viden om dette emne. Derfor accepterede alle uden tøven den kronologi, som Bibelen angav. Men nu, hvor en klar opfattelse af kronologien for oldtidens begivenheder er blevet almindeligt anerkendt, har de fiktive årstal, som forfatterne til Det Gamle Testamentes sacerdotale tekst angav, mistet deres troværdighed. Derfor er disse årstal blevet fjernet fra senere bibelversioner. Men hvis man foretager beregningen på grundlag af de slægtsregistre, som endnu ikke er blevet fjernet, opdages denne alvorlige fejl meget let. Bibelens moderne kommentatorer henleder imidlertid ikke læserens opmærksomhed på denne fejl eller er ude af stand til at gøre det.

Hvordan er det i nutiden muligt at forestille sig, at der i det 21. eller 22. århundrede f.Kr. fandt en sådan katastrofal syndflod sted, at alle levende væsener på jorden (bortset fra dem, der befandt sig om bord på Noas ark) blev udslettet? På det tidspunkt var menneskelige civilisationer allerede opstået i flere dele af verden, og deres ruiner er nået helt frem til os. Som eksempel sluttede den mellemste periode efter Det Gamle Rige på dette tidspunkt, og Mellemriget begyndte. Set i lyset af den viden, vi i dag har om historien, forekommer det ganske latterligt at hævde, at hele den menneskelige civilisation blev ødelagt i denne syndflod.

Hvis man således anlægger et historisk perspektiv, viser det sig, at Bibelens beretning om syndfloden er fuldstændig i strid med den moderne viden. Og at Bibelens tekst er blevet ændret af menneskehænder, fremgår formelt allerede af, at der findes to tekster om det samme emne.

Koranens beskrivelse af syndfloden

Koranen indeholder en kort beskrivelse af syndfloden. Denne beskrivelse er helt forskellig fra den bibelske beskrivelse og giver heller ikke anledning til spørgsmål eller kritik set fra et historisk perspektiv.

Koranen indeholder ingen sammenhængende beskrivelse af syndfloden. I forskellige suraer nævnes blot den straf, der ramte Noas folk. Den mest udførlige beskrivelse findes i vers 25-29 i sura 11 (Hud). I sura 71 (Noa) og vers 105-155 i sura 26 (Ash-Shu’ara) findes der først og fremmest en beskrivelse af Noas formaninger. Før vi går over til at undersøge det faktiske hændelsesforløb, vil vi først se på den syndflod, der er beskrevet i Koranen, på baggrund af den generelle sammenhæng, hvori Allahs straf rammer samfund, der trodser Allahs befalinger.

I Bibelen beskrives en verdensomspændende syndflod som straf for hele den menneskelige samhed, der trodsede Allahs befalinger. I Koranen fortælles der derimod om forskellige straffe, der ramte bestemte samfund. I vers 35-39 i sura 25 (Al-Furqan) siges der eksempelvis: »Jeg havde givet Moses Skriften og gjort hans broder Aron til hans hjælper, og Jeg havde sagt: ‘Gå til det folk, som har forkastet Mine tegn.’ Derefter ødelagde Jeg dette folk fuldstændigt, og da Noas folk kaldte sendebuddene for løgnere, druknede Jeg dem og gjorde dem til et tegn for menneskeheden. Jeg har beredt en smertefuld straf for overtræderne. Jeg tilintetgjorde Ad, Thamud, folket ved brønden og mange andre folk imellem dem. Jeg advarede hver af dem ved hjælp af eksempler, men på grund af deres ulydighed tilintetgjorde Jeg dem alle fuldstændigt.«

På samme måde mindes der i versene 59-93 i sura 7 (Al-A’r af) den straf, der blev sendt ned over Nuhs folk, Ad, Thamud, Lots folk (Sodoma) og Midjan.

Det fremgår således, at syndfloden i Koranen specifikt fremstilles som en straf for Nuhs folk. Dette er den første grundlæggende forskel mellem Koranens og Bibelens beretninger.

Den anden grundlæggende forskel er, at Koranen hverken angiver noget årstal eller nogen varighed for syndfloden, mens Bibelen gør det.

Årsagen til syndfloden beskrives i store træk ens i begge bøger. I Bibelens præsteskrift (Første Mosebog 7,11) nævnes det, at to årsager virkede samtidig: »På den dag brast alle det store dybs kilder, og himlens sluser blev åbnet.« I Koranen siges det derimod i versene 11-12 i sura 54 (Al-Qamar): »Så åbnede Jeg himlens porte for en voldsom regn og lod kilder vælde frem fra jorden; derefter mødtes himlens vand og jordens vand efter en forudbestemt plan.«

Koranens beskrivelse af dem, der gik om bord på arken, er præcis. Den befaling, som Allah gav Nuh, blev fulgt nøjagtigt. Befalingen lød, at følgende skulle gøres.

Sura 11 (Hud), vers 40: »Tag i den et par af hver levende skabning med, din familie og dem, der har troet, bortset fra dem, mod hvem afgørelsen allerede er truffet.« Kun få troede sammen med ham.

Den, der blev udeladt af familien, var en af Nuhs syndige sønner. Trods Nuhs bøn blev Allahs afgørelse vedrørende ham ikke ændret (sura Hud, vers 45-46). Ud over Nuhs familie, bortset fra denne søn, nævner Koranen også nogle mennesker som rejsende på arken, der havde troet på Allah.

I Bibelen nævnes der imidlertid ingen sådanne mennesker. Faktisk indeholder Bibelen tre forskellige beretninger om dem, der gik om bord på arken.

Den første beretning – ifølge den jahvistiske tekst skelnes der mellem »rene« og »urene« dyr og fugle. Der blev også taget syv par af hver »ren« art (syv hanner og syv hunner) og ét par af hver »uren« art (én han og én hun) med i arken. (Det er værd at bemærke, at »syv« i alle datidens semitiske sprog normalt betød »mange«. Det er også betydningen her.)

Den anden beretning – ifølge den reviderede jahvistiske beretning (Første Mosebog 7–8) blev der, uanset om arten var »ren« eller »uren«, kun taget ét par af hver art med i arken.

Den tredje beretning – ifølge den præstelige tekst var Noa (ingen fra hans familie var undtaget) og ét par af hver art i arken.

Den egentlige beretning om syndfloden findes i Koranen, i sura 11 (Hud), vers 25–49, og i sura 23 (De Troende), vers 23–30. Bibelens beretning er næsten den samme; der er ingen særlig betydningsfuld forskel.

Det sted, hvor Noas ark nåede frem til land, kaldes i Bibelen Ararat-bjerget (Genesis eller Første Mosebog 8,4), mens det i Koranen kaldes Judi (sura Hud, vers 44). Dette bjerg siges at være det højeste bjerg i Ararat-bjergkæden i Armenien, men der findes ingen beviser for, at mennesker ikke har ændret dets navn for at bringe det i overensstemmelse med de to beretninger. Blachère har støttet dette synspunkt og sagt, at der i Arabien findes et bjerg ved navn Judi. Denne overensstemmelse mellem navnene kan dog også være kunstig.

Afslutningsvis kan det siges, at de vigtigste forskelle mellem Bibelens og Koranens beretninger om syndfloden kan identificeres klart og præcist. Nogle få forskelle kan naturligvis ikke undersøges på grund af manglende objektive oplysninger. Men vurderet på grundlag af anerkendte og alment accepterede oplysninger viser det sig, at Bibelens beretning er uforenelig med de oplysninger og den viden, der er blevet opdaget i nyere tid; dette gælder især syndflodens datering og geografiske udstrækning. Koranens beretning indeholder derimod intet, som der kan rejses nogen objektiv kritik imod. Nogle vil måske spørge, om det i tiden mellem Bibelens og Koranens åbenbaring var muligt for mennesker at tilegne sig en sådan viden, at de kunne få kendskab til korrekte oplysninger om begivenheden. Svaret på dette spørgsmål er nej. For fra Det Gamle Testamentes tid og frem til Koranens tid havde mennesker ingen anden kilde til denne gamle fortælling end Bibelen. Det viser derfor, at mennesket ikke har haft nogen indflydelse på de senere ændringer i begivenhedens betydning og meningsindhold, som har bragt beretningen i overensstemmelse med moderne viden. Man må derfor acceptere en anden forklaring eller årsag til denne ændring, nemlig den åbenbaring, der blev nedsendt efter Bibelens beretning.

Udvandringen

Moses’ og hans tilhængeres udvandring fra Egypten (den første etape på vejen til Kanaan) er en yderst vigtig begivenhed. Selv om den undertiden beskyldes for i det væsentlige at være en legende, er begivenheden en fastslået kendsgerning og indgår i en kendt historisk sammenhæng.

Denne begivenhed er beskrevet i Pentateukens, det vil sige Toraens, anden bog i Det Gamle Testamente (Anden Mosebog). Her findes en beretning om rejsen gennem ørkenen og den pagt, der blev indgået med Allah på Sinajbjerget. Koranen indeholder også en udførlig beretning om dette. I mere end ti suraer, herunder al-A’raf, Yunus, Ta-Ha og ash-Shu’ara, findes en længere beskrivelse af forholdet mellem Farao og Moses samt hans bror Aron og af deres udvandring fra Egypten. Andre steder omtales begivenheden kort eller som en påmindelse. Så vidt jeg selv ved, nævnes navnet på Farao, hovedpersonen på egypternes side, i alt fireoghalvfjerds gange i syvogtyve suraer.

Når man sammenholder Koranens og Bibelens beretninger, vil man se, at de to beretninger om denne begivenhed har mange ligheder, sammenlignet med beretningerne om syndfloden. Der er naturligvis også forskelle, men vi vil se, at Bibelens beretning har betydelig historisk værdi. For ud fra denne beretning kan den pågældende Farao, eller rettere de to pågældende faraoner, identificeres. Denne identifikationsproces begyndte med selve Bibelen og blev fuldendt gennem de oplysninger, der findes i Koranen. Hvis man dertil føjer de oplysninger, der er blevet opdaget i nyere tid, og vurderer og analyserer det hele, kan begivenheden placeres i en historisk sammenhæng.

Bibelens beretning om den store udvandring

Bibelens beretning begynder med en påmindelse om jødernes indtræden i Egypten sammen med Jakob. Jakob blev dér genforenet med Josef. Senere står der i Anden Mosebog 1,8: »Så kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte Josef.«

Derefter begyndte undertrykkelsen. Farao beordrede, at jøderne skulle bruges som arbejdere ved byggearbejdet i byerne Pitom og Ramses (Anden Mosebog 1,11). Og for at forhindre deres antal i at vokse beordrede han, at alle jødiske nyfødte drengebørn skulle kastes i floden. Efter Moses’ fødsel skjulte hans mor ham på bedste måde i de første tre måneder, hvorefter hun lagde ham i en kurv ved flodbredden. Faraos datter fik ved et tilfælde øje på barnet, tog det med hjem og overdrog ansvaret for dets pasning til en tjenestepige. Denne tjenestepige var i virkeligheden Moses’ mor. Moses’ søster holdt sig skjult på afstand og så prinsessen tage hendes bror med sig. Hun lod, som om hun ikke kendte barnet, og foreslog at finde en god plejekvinde; på den måde fik hun barnets egen mor til at påtage sig opgaven. Barnet blev opdraget som en af Faraos sønner, og han fik navnet Moses.

I sin ungdom rejste Moses til et land ved navn Midjan. Dér giftede han sig og boede i mange år. På dette tidspunkt bringer Bibelen en vigtig oplysning (Anden Mosebog 2,23): »På den tid døde Egyptens konge.«

Allah befalede Moses at gå til Farao og føre sine brødre ud af Egypten (i Bibelen findes denne befaling i fortællingen om den brændende tornebusk). I udførelsen af denne opgave blev Moses hjulpet af sin bror Aron. Efter sin tilbagevenden til Egypten gik Moses sammen med Aron til Farao. Denne Farao var efterfølgeren og arvingen til den Farao, under hvis regering Moses var blevet født.

Farao tillod ikke de jøder, der fulgte Moses, at forlade Egypten. Allah sendte igen åbenbaring og befalede Moses på ny at anmode Farao. Ifølge Bibelen var Moses på dette tidspunkt firs år gammel. Han viste Farao gennem magi, at han besad overnaturlige kræfter. Men det hjalp ikke. Allah lod en vrede i form af plager komme over Egypten. Flodens vand blev til blod, milliarder af frøer, myg og fluer spredte sig overalt i beboelsesområderne, der kom bylder på menneskers og dyrs kroppe, husdyrene døde, hagl faldt hyppigt, landet blev dækket af græshopper, mørket sænkede sig overalt, og de førstefødte begyndte at dø. Alligevel tillod Farao ikke jøderne at forlade Egypten.

Derfor drog de ud fra byen Ramses. Bortset fra kvinder og børn var de seks hundrede tusind i antal (Anden Mosebog 12:37). Senere skal vi imidlertid se, at dette tal er overdrevet. »Farao gjorde sin vogn rede og tog sit folk med sig. Og han tog seks hundrede udvalgte vogne og de officerer, der var sat over dem.« Således satte Egyptens konge efter israelitterne; da drog israelitterne ud med løftede hænder.« (Anden Mosebog 14:6 og 8). Faraos hær nåede frem til havbredden og indhentede Moses’ folk. Moses løftede sin stav, havet delte sig, og han gik over med sit folk uden at få våde fødder. »Så fulgte egypterne efter dem, og alle Faraos heste, vogne og ryttere drog ind i havet efter dem.« (Anden Mosebog 14:23). »Vandet vendte tilbage og dækkede deres vogne og ryttere, så ikke én af dem blev tilbage. Men israelitterne gik gennem havet på tør grund, og vandet stod som en mur for dem på deres højre og venstre side.« (Anden Mosebog 14:28-29)

Beretningen i Anden Mosebog er meget klar. Farao befandt sig foran sin hær, og han druknede. For der står i beretningen: »Ikke én af dem blev tilbage.« Denne begivenhed er også beskrevet i Bibelens Salmer, Salme 106, vers 11, og Salme 136, vers 13-15. Her takkes Allah, fordi »han delte Sivhavet og lod Israel gå igennem det, men styrtede Farao og hans hær i Sivhavet«. Ifølge Bibelen er der således ingen tvivl om, at Farao druknede og døde i havet. Men Bibelen fortæller ikke, hvad der skete med hans lig.

Den store udvandring ifølge Koranen

Den beretning om den store udvandring, som findes i Koranen, ligner stort set Bibelens beretning. Beretningen er imidlertid spredt over forskellige suraer, så den må læses samlet.

Koranen nævner ikke navnet på den Farao, der regerede på tidspunktet for den store udvandring. Derfor er det ikke muligt at identificere ham. Heller ikke Bibelen nævner hans navn; det eneste, man ved, er, at en af hans ministre hed Haman. Han nævnes seks gange i Koranen (sura al-Qasas, vers 6, 8 og 38; sura al-Ankabut, vers 39; samt sura al-Mu’min, vers 24 og 36).

Farao, jødernes forfølger. Sura 14 (Ibrahim), vers 6: »Moses sagde til sit folk: ’Husk Allahs nåde, da Han frelste jer fra Faraos folk, som påførte jer en grusom straf, slagtede jeres sønner og lod jeres kvinder leve.’«

Også vers 141 i sura al-A’raf beskriver denne forfølgelse på samme måde. Koranen nævner ikke navnet på den by, som jøderne byggede, mens de levede som slaver i Egypten. Bibelen nævner navnet.

Begivenheden, hvor Moses som spæd blev lagt ved flodbredden, er beskrevet i vers 39-40 i sura Ta-Ha og vers 7-13 i sura al-Qasas. Ifølge Koranens beretning blev Moses taget op af Faraos familie. Sura 28 (al-Qasas), vers 8-9: »Faraos folk tog ham op. Resultatet skulle blive, at han blev deres fjende og årsag til sorg. Farao, Haman og deres hære var syndere. Faraos hustru sagde: ’Dette barn er en fryd for mine og dine øjne. Dræb ham ikke; han kan måske være til gavn for os, og vi kan tage ham som barn.’ Men de forstod i virkeligheden ikke, hvad følgerne ville blive.«

Ifølge muslimske legender opfostrede Faraos hustru Asiya Moses. Af Koranens beretning fremgår det, at det ikke var Faraos hustru, men folk fra hans hus, der fandt Moses ved flodbredden.

I vers 13-28 i sura al-Qasas beskrives Moses’ ungdom, hans ophold i Madyan og hans ægteskab. Hændelsen med den brændende busk beskrives især i første del af sura Ta-Ha og i vers 30-35 i sura al-Qasas.

Koranen nævner ikke, at ti himmelske plager blev sendt over Egypten (det gør Bibelen); den nævner kort fem plager (oversvømmelse, græshopper, lus, frøer og blod) (sura al-A’raf, vers 133).

Koranen beretter om udvandringen fra Egypten, men de geografiske oplysninger og omtalen af de talrige mennesker, som findes i Bibelen, findes ikke i Koranen. Den bibelske beretning om, at seks hundrede tusind mænd sammen med deres familier opholdt sig i ørkenen i lang tid, forekommer ikke troværdig. I Koranen beskrives Faraos død, da han forfulgte jøderne, således: Sura 20 (Ta-Ha), vers 78: “Da Farao med sine hære forfulgte dem, opslugte havet dem fuldstændigt. Jøderne var kommet over. Farao døde, og hans lig blev fundet.” Denne vigtige begivenhed, at liget blev fundet, nævnes ikke i Bibelen.

Sura 10 (Jonas), vers 90-92: “Vi førte Israels børn over havet, og Farao og hans hær fulgte dem af fjendtlighed og i overtrædelse af retfærdighedens grænser. Da han til sidst var ved at drukne, sagde han: Jeg tror, at der ikke findes nogen anden gud end Ham, som Israels børn tror på, og jeg hører til blandt dem, der underkaster sig.”

“Nu har du tidligere været ulydig, og du hørte til blandt dem, der skabte uro. I dag vil Jeg bevare din krop på det tørre land, så du kan være et tegn for dem, der kommer efter dig. Men mange mennesker er ganske vist uopmærksomme på Mine tegn.”

To forhold ved dette må forklares.

For det første må Faraos fjendtlighed og hans overtrædelse af retfærdighedens grænser forstås i lyset af Moses’ bestræbelser på at vejlede ham; og for det andet må det, at Farao blev bevaret eller reddet, forstås som, at hans lig blev bevaret eller reddet, for Koranen siger, at Farao blev straffet. Sura 11 (Hud), vers 98.

“Han (Farao) vil på opstandelsens dag stå i spidsen for sit folk, og han vil føre dem ind i ilden.”

Det er i denne forbindelse bemærkelsesværdigt, at der i beskrivelsen af de begivenheder, som kan efterprøves i lyset af historie, geografi og arkitektur, er følgende forskelle mellem Koranen og Bibelen:

-Koranen nævner ikke navnene på den by, som de jøder, der fulgte Moses, byggede, eller på de steder, de passerede på udvandringen.

-Koranen nævner ikke, at nogen farao døde, mens Moses opholdt sig i Midjan.

-Koranen angiver ikke, hvor gammel Moses var, da han forsøgte at vejlede Farao.

-Koranen nævner ikke antallet af Moses’ følgere, mens Bibelen tydeligvis overdriver det og angiver seks hundrede tusind mænd med deres familier, det vil sige i alt mere end to millioner mænd og kvinder.

-Bibelen nævner ikke, at Faraos lig blev fundet efter hans død. Følgende fælles træk i de to bøgers beretninger er bemærkelsesværdige for den foreliggende overvejelse:

-Koranen bekræfter den begivenhed, der er beskrevet i Bibelen, nemlig Faraos undertrykkelse af de jøder, der fulgte Moses.

– Hverken Koranen eller Bibelen nævner navnet på Egyptens konge.

– Bibelens beretning om Faraos død under udvandringen bekræftes af Koranen.

Konfrontationen mellem Skriftens oplysninger og moderne viden

I de beretninger, som Bibelen og Koranen giver om varigheden af Israels børns ophold i Egypten og om deres udvandring fra Egypten, findes der visse oplysninger, som kan sammenholdes med moderne viden. Denne sammenligning må imidlertid nødvendigvis blive ulige, fordi nogle af oplysningerne skaber talrige problemer, mens det bliver vanskeligt overhovedet at drøfte de resterende oplysninger.

1) Betragtning af nogle oplysninger, der er gengivet i Skriften

Israels børn i Egypten:

Det kan uden nævneværdig risiko for fejl siges, at jøderne ifølge Bibelens beretning (Første Mosebog 15,13 og Anden Mosebog 12,40) opholdt sig i Egypten i 400, det vil sige 430 år. Trods denne mindre forskel mellem beretningerne i Første Mosebog og Anden Mosebog kan det siges, at jødernes ophold i Egypten begyndte, da Josef, Jakobs søn, længe efter Abraham rejste til Egypten sammen med sine brødre. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at denne oplysning kun findes i Bibelen; i Koranen nævnes kun rejsen til Egypten, men ingen årstal eller datoer, og vi har heller ingen anden dokumentation, der kan kaste lys over dette spørgsmål.

Moderne kommentatorer fra P. Montet til Daniel-Rops mener, at da Josef og hans brødre sandsynligvis ankom til Egypten i det syttende århundrede f.Kr., drog hyksoserne netop på samme tid mod Egypten, og at en af hyksosernes konger sandsynligvis tog imod dem med åbne arme i Avaris, der lå i Nilens dal.

Der er imidlertid ingen som helst tvivl om, at denne antagelse er fuldstændig i strid med Bibelens beretning. For i Bibelen står der (Første Kongebog 6,1), at jøderne allerede 480 år før opførelsen af Salomons tempel i 171 f.Kr.

foretog udvandringen fra Egypten omkring 1450 f.Kr., og at de kom ind i Egypten i 1880–1850 f.Kr. Men netop på dette tidspunkt skulle Abraham angiveligt have levet, og af andre oplysninger i Bibelen fremgår det, at der var 250 år mellem hans tid og Josefs tid. Derfor kan denne bibelske beretning overhovedet ikke godtages, når man tager begivenhedernes kronologiske rækkefølge i betragtning. Senere skal vi se fader de Fox’ forklaring på dette spørgsmål. Og den eneste grund til at gøre indsigelse mod de moderne fortolkeres antagelse er netop denne beretning i Bibelen (Første Kongebog), selv om vi allerede har set, at beretningen overhovedet ikke er troværdig.

Bortset fra Skriftens beretning findes der ikke mange andre beviser eller spor efter jødernes ophold i Egypten. I oldtidens egyptiske billedskrift findes der ganske vist omtale af en gruppe arbejdere ved navn Apiru, Hapiru eller Habiru, som man—rigtigt eller forkert—har identificeret som hebræere, det vil sige jøder. Blandt dem var der blandt andet bygningsarbejdere og landarbejdere. Men der findes ingen oplysninger om, hvor de kom fra. Fader de Fox har sagt: »De er ikke lokale; de gør ikke krav på at tilhøre nogen klasse i det lokale samfund, og de har heller ikke de lokales erhverv eller status.«

I et papyrusdokument fra den egyptiske kong Thutmosis III’s regeringstid omtales de som »staldfolk«. Det vides, at Amenhotep II i det femtende århundrede f.Kr. tog 3.600 af dem til fange fra Kanaan. Fader de Fox har bemærket, at mange af dem var indbyggere i Syrien-Palæstina. Under Seti I’s regeringstid (omkring 1300 f.Kr.) skabte Apiru-folkene betydelig uro i området omkring Bet-Shean i Kanaan. Under Ramses II’s regeringstid blev nogle af dem ansat som minearbejdere, mens andre blev sat til at transportere sten til opførelsen af templets høje indgangsporte. Af Bibelen får vi desuden at vide, at de på samme tid blev sat til at bygge Egyptens nordlige hovedstad. I egyptiske skrifter finder man én gang i det tolvte århundrede f.Kr. omtale af Apiru-folkene, nemlig under Ramses III’s regeringstid.

Ordet Apiru blev ikke kun brugt i Egypten, og derfor er det vanskeligt at sige, om det udelukkende betegnede hebræerne. Oprindeligt kan ordet måske have betegnet tvangsarbejdere eller slaver, og senere kan det være blevet navnet på et erhverv. I denne forbindelse kan man mindes et eksempel på brugen af et moderne ord. På fransk har ordet suisse (schweizer) flere betydninger: en indbygger i Schweiz, en lejesoldat fra dette land i tjeneste hos den gamle franske konge, en vagt i Vatikanet eller en ansat i den kristne kirke.

Uanset hvordan forholdene ellers var, er der ingen tvivl om, at det arbejde, som de blev tvunget til at udføre under farao Ramses II, var tvangsarbejde eller pligtarbejde. Der er heller ingen tvivl om, at han undertrykte jøderne. De byer Ramses og Pitom, som omtales tidligere i Bibelens Anden Mosebog, lå i den østlige del af Nildalen. I det samme område ligger nutidens byer Tanis og Qantir, og afstanden mellem de to byer er omkring femten mil. Ramses II’s hovedstad, som han havde bygget, lå også i dette område, og det var netop ham, der undertrykte jøderne.

Det var under disse forhold, at Moses blev født. Beretningen om, hvordan han blev reddet fra flodens vand, er allerede blevet fortalt. Han har også et egyptisk navn. P. Montet har i sin bog Egypten og Bibelen (udgivet af Delachaux & Niestlé, Neuchâtel, 1959) vist, at navnet Mesu eller Mesi også findes på listen over almindelige menneskenavne i Ranks ordbog over hieroglyfsproget. I Koranen bruges imidlertid navnet Moses.

Ulykkerne i Egypten

I Bibelen fortælles der under overskriften »plager«, at ti forskellige plager blev sendt over Egypten fra Allahs side, og hver plage beskrives detaljeret. Nogle af plagerne beskrives desuden som mirakuløse. I Koranen nævnes kun fem plager, hvoraf de fleste er naturkatastrofer, nemlig en omfattende oversvømmelse, græshopper, lus, frøer og blod.

I Bibelen beskrives frøers og græshoppers hurtige formering. Det fortælles også, at flodens vand blev til blod, så hele landet blev oversvømmet. I Koranen nævnes blodet alene, uden nogen yderligere beskrivelse. Det er åbenbart muligt at frembringe forskellige fantasifulde fortællinger på grundlag af omtalen af blodet. De øvrige plager, der omtales i Bibelen, er giftige insekter, sværme af fluer, smertefulde bylder, hagl, mørke, de førstefødtes død og husdyrenes død. Ligesom oversvømmelsen begyndte, begyndte også disse plager på forskellige måder, og de beskrives forskellige steder i Bibelen.

Udvandringens rute

Koranen giver ingen som helst antydning af udvandringens rute. Bibelen indeholder derimod en detaljeret beskrivelse. Father de Fox og P. Montet har begge på ny åbnet vejen for en drøftelse af dette spørgsmål. Rejsen begyndte sandsynligvis i området omkring Tanis-Kan­tir, men der er ikke fundet noget spor af den resterende rute, som beskrives i Bibelen. Desuden har det ikke været muligt at fastslå præcis, hvor vandet blev delt, så Moses og hans følge kunne passere.

Vandets mirakuløse deling

Nogle kommentatorer mener, at den mirakuløse deling af vandet muligvis kan være sket på grund af tidevandet eller et vulkanudbrud i en fjern vulkan. Jøderne kan have passeret ved lavvande, mens egypterne kan være druknet ved det efterfølgende højvande. Men alt dette er blot gæt.

Udvandringens plads i faraonernes historie

Det er muligt at finde mere præcise beviser for, på hvilket tidspunkt i historien udvandringen fandt sted. Det har længe været antaget, at Merneptah, Ramses II’s efterfølger, var farao på udvandringens tid. Den berømte egyptolog Maspero skrev i sin bog »Digital Guide to the Cairo Museum« (1900): »Ifølge traditionen fra Alexandria var Merneptah farao på udvandringens tid og druknede i Det Røde Hav.« Jeg har ikke haft adgang til det bevismateriale, som Maspero baserede denne udtalelse på. Men en udtalelse fra en så fremtrædende og berømt kommentator som ham fortjener at blive taget i betragtning med den største alvor.

Bortset fra P. Montet har ingen anden egyptolog eller bibelforsker foretaget nogen særlig undersøgelse for eller imod denne opfattelse. I løbet af de seneste årtier er der ganske vist blevet fremsat mange hypoteser om dette emne, men deres eneste mål har været at rette opmærksomheden mod blot ét enkelt træk ved bogens beretning, uden overhovedet at tage hensyn til de øvrige. Og med bogens beretning menes ikke kun Bibelens beretning. Desuden har ophavsmændene til disse hypoteser ikke i tilstrækkelig grad taget i betragtning, at enhver hypotese må stemme overens med oplysningerne fra historien og oldtidskundskaben.

Den mest ejendommelige hypotese blev imidlertid fremsat af de Misélli (1960). Han fastsatte endog datoen og erklærede, at udvandringen fandt sted den 9. april 1495 f.Kr. Han beregnede datoen på grundlag af kalenderen og hævdede, at Thutmosis II på det tidspunkt var farao i Egypten. Derfor var det ham, der var farao på udvandringens tid. Til støtte for denne påstand sagde han, at Thutmosis II’s mumie havde mærker på hudoverfladen, og at disse mærker var spor efter spedalskhed. Han forklarede imidlertid ikke, hvordan mærkerne var opstået, eller hvorfor de ikke kunne skyldes en anden årsag. En af de ti plager, der er beskrevet i Bibelen, er bylder. Han anså netop disse bylder for at skyldes spedalskhed og nåede på den baggrund frem til sin konklusion. Især omtalen i Bibelen af opførelsen af byen Ramesses beviser, at udvandringen ikke fandt sted, før en farao ved navn Ramesses havde regeret.

Desuden kan man ikke udpege Thutmosis II som faraoen under udvandringen blot ved at se på mærkerne på hans hud. De samme mærker fandtes også på hans søn Thutmosis III og hans barnebarn Amenophis II, og de kan stadig tydeligt ses på deres mumier, som opbevares på museet i Kairo. Kommentatorerne mener, at mærkerne må være opstået på grund af en arvelig sygdom. Miséllis hypotese kan derfor på ingen måde accepteres.

På samme måde kan Daniel-Rops’ hypotese heller ikke accepteres. I sin bog med titlen »The People of the Bible« (udgivet af Desclée de Brouwer, Paris, 1970) erklærede han Amenophis II for faraoen på udvandringens tid. Hans far, Thutmosis III, havde en stærkt nationalistisk holdning. Med denne begrundelse erklærede han Amenophis II for den farao, der undertrykte jøderne, og sagde, at hans stedmor, den berømte dronning Hatshepsut, havde opfostret barnet Moses.

Father de Fox har udpeget Ramesses II som faraoen under udvandringen, og hans argumentation forekommer i vidt omfang rimelig. Det, han skrev i sin bog med titlen »The Ancient History of Israel« (udgivet af J. Gabalda & Co., Paris, 1971), stemmer ikke på alle punkter overens med Bibelens beretning, men et af de beviser, han fremlagde, er meget vigtigt. Byerne Ramesses og Pithom blev opført under Ramesses II, og selve Bibelen beretter om dette byggeri. Derfor kan man ikke længere hævde, at udvandringen fandt sted før Ramesses II besteg tronen. Ifølge den kronologi, der er angivet af Drioton og Vandier, fandt opførelsen af disse byer sted i 1301 f.Kr., mens den ifølge Boutons kronologi fandt sted i 1290 f.Kr. De to ovenfor nævnte hypoteser kan også af en anden grund ikke accepteres: Ifølge Bibelens beretning var det netop Ramesses II, der var den farao, som undertrykte jøderne.

Father de Fox mener, at udvandringen fandt sted i den første eller midterste del af Ramesses II’s regeringstid. Denne tidsangivelse er ikke præcis. Det synes, som om han fastsatte tidspunktet sådan for at give Moses og hans tilhængere tid til at slå sig ned i Kanaan og for Merneptah til at slutte fred med jøderne. Det er værd at bemærke, at en indskrift fra det femte år af farao Merneptahs regering fortæller, at han besteg tronen efter sin far Ramesses II’s død, nåede til en forståelse med jøderne og skabte fred ved grænsen. Men der kan rejses to stærke argumenter imod denne hypotese:

(a) Det fremgår af Bibelen, at Egyptens konge døde, mens Moses opholdt sig i Midjan (Anden Mosebog 2,23). Andre steder i Bibelen identificeres denne samme konge som den, der ved hjælp af tvangsarbejde udført af jøderne lod byerne Ramesses og Pithom opføre. Denne konge var Ramesses II. Derfor er det naturligt, at udvandringen fandt sted under hans efterfølgers regeringstid. Father de Fox har imidlertid oplyst, at han nærer tvivl om kilden til denne beretning i Anden Mosebog, kapitel 2, vers 23.

(b) Det er endnu mere ejendommeligt, at Father de Fox, til trods for at han var direktør for den bibelske skole i Jerusalem, slet ikke nævnte to vigtige afsnit i Bibelen i sin hypotese om udvandringen. I begge disse afsnit siges det imidlertid, at Egyptens konge døde, mens han forfulgte de flygtende jøder. Denne beretning beviser, at udvandringen kun kan have fundet sted i slutningen af en konges regeringstid og ikke på noget andet tidspunkt. Men Father de Fox antog, at den fandt sted i den første eller midterste del af regeringstiden. I denne forbindelse må det endnu en gang nævnes, at der ikke er nogen som helst tvivl om, at den farao, der mistede livet under forfølgelsen af jøderne, døde netop dér. For Bibelen selv indeholder en præcis beretning om dette.

»Da lod han sin vogn gøre klar og tog sine folk med sig (Anden Mosebog 14,6). Farao, Egyptens konge, satte efter israelitterne, mens de drog ud.« (Anden Mosebog 14,8). Og »vandet vendte tilbage og dækkede både vognene og rytterne, så ingen af faraos soldater, som var trængt ind i havet efter dem, blev tilbage« (Anden Mosebog 14,28-29). Også i Salmernes Bog (136,15) nævnes faraos død, og der opfordres til at prise Gud med ordene: »Han styrtede farao og hans hær i Sivhavet.«

Det fremgår således, at to faraoner døde i Moses’ levetid. Da Moses opholdt sig i Midjan, døde den ene farao, og den anden farao døde ved at drukne i havet under udvandringen. Det er tydeligvis to forskellige faraoner. Under disse omstændigheder kan man ikke acceptere, at der kun skulle have været én farao på Moses’ tid. Fader de Fox har imidlertid kun nævnt én farao, Ramses II. Men eftersom man ikke får tilfredsstillende svar på alle de relevante spørgsmål, hvis der kun var én farao, kan Fader de Fox’ antagelse ikke accepteres som korrekt.

3) Undertrykkelsens farao var Ramses II, og udvandringens farao var Merneptah. Denne forskel er ganske tydelig. P. Montet benyttede meget klogt den alexandrinske legende, som Maspero har omtalt. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at oldtidens historiske dokumenter blev opbevaret i Alexandria under ptolemæernes guldalder, men blev ødelagt under den romerske erobring. Alle har nu indset dette tabs enorme betydning.

Den samme beretning findes imidlertid også i langt senere islamiske og kristne legender. (Det er værd at bemærke, at det i historiske værker skrevet i begyndelsen af det tyvende århundrede til brug for religiøs undervisning samt i den historie, der er skrevet af araberen H. Lester, nævnes, at udvandringen fandt sted i Egypten under Merneptahs regeringstid). Montet fremlagde den samme opfattelse i sin bog »Egypten og Bibelen« (forlag: Delachaux & Niestlé, Neuchâtel, 1959). Der findes også andre argumenter til støtte for den, især støtte i Koranens beretning, selv om den berømte arkæolog Montet ikke henviste til Koranen. Før vi tager alle disse oplysninger i betragtning, vil vi imidlertid først se nærmere på Bibelen.

Selv om navnet på den pågældende farao ikke nævnes i Anden Mosebog, bruges ordet »Ramses«. I Bibelen beskrives en by, der blev bygget af hebræerne gennem tvangsarbejde, og den kaldes »Ramses«. Nu ved vi imidlertid, at disse byer lå i området Tanis-Qantir i den østlige Nil-dal. I det område, hvor Ramses II byggede sin nordlige hovedstad, fandtes der allerede nogle bygninger. Arkæologiske udgravninger i de seneste årtier har imidlertid bevist, at det var Ramses II, der gjorde stedet til en vigtig by, og at han til dette arbejde anvendte hebræernes tvangsarbejde.

I vore dage bliver ingen længere overrasket, når de i Bibelen læser ordet »Ramses«. For halvandet hundrede år siden opdagede Champollion, hvordan hieroglyfferne kunne tydes, og fastslog brugen af dette ord; siden da er ordet blevet almindeligt kendt af alle. Vi er blevet vant til at udtale ordet, læse det og forstå dets betydning. Det er imidlertid nødvendigt at huske, at hieroglyffernes betydning gik tabt i det tredje århundrede f.Kr., og at navnet ikke er bevaret andre steder end i Bibelen og nogle få græske og latinske bøger. Selv i disse bøger findes navnet undertiden i mere eller mindre forvansket form. Tacitus brugte ordet i sin bog »Annaler« i formen »Rhampsis«. Kun i Bibelen findes ordet i den korrekte form, nemlig »Ramses«. I Det Gamle Testamente, dvs. Toraen, nævnes ordet fem steder: Første Mosebog 47,11; Anden Mosebog 1,11 og 12,37 samt Fjerde Mosebog 33,3 og 33,5.

På hebraisk ses ordet Ramses skrevet på to måder: »Raims« og »Raiyams« (det engelske bogstav »i« bruges på tilsvarende måde som det hebraiske bogstav ayin). I den græske version af Bibelen er ordet skrevet som »Ramisse«, og i den latinske version som »Ramses«. I den franske Clementine-tekst (første udgave 1621) bruges ordet ligeledes i formen »Ramses«. Det var denne franske version, der var i brug på Champollions tid, og i sin bog »Summary of the Hieroglyphic System of the Ancient Egyptians« (anden udgave, 1828, s. 276) omtaler han den stavemåde, som ordet har i Bibelen.

Det fremgår således, at navnet Ramses på mirakuløs vis er blevet bevaret i Bibelens hebraiske, græske og latinske versioner. Det mærkelige er imidlertid, at fortolkerne af Bibelens gamle versioner slet ikke kunne forstå ordets betydning. Som eksempel kan nævnes, at den betydning, ordet har fået i den franske Clementine-Bibel fra 1621, er latterlig. Det blev sagt, at ordet Ramses betyder »torden fra et vildt dyr«.

Ud fra ovenstående drøftelse kan man let nå frem til følgende konklusioner:

(a) Udvandringen fandt ikke sted, og kunne ikke have fundet sted, før en farao ved navn Ramses besteg Egyptens trone. Det er værd at bemærke, at der i Egypten var elleve konger ved navn Ramses.

(b) Moses blev født under den faraos regering, som byggede byerne Ramses og Pithom, det vil sige Ramses II.

(c) Ramses II døde, mens Moses opholdt sig i Midjan, og de efterfølgende begivenheder i Moses’ liv fandt sted under hans efterfølger Merneptahs regering.

Desuden indeholder Bibelen nogle andre vigtige oplysninger, som muligvis kan gøre det muligt at fastslå, på hvilket præcist tidspunkt i faraonernes historie udvandringen fandt sted. I Bibelen står der, at Moses i en alder af firs år forsøgte at overtale farao til at befri hans brødre. Da Moses var firs år, og Aron treogfirs, talte de med farao (Udvandringen 7,7). Et andet sted i Bibelen (Udvandringen 2,23) står der, at den farao, som sad på tronen ved Moses’ fødsel, døde, mens Moses opholdt sig i Midjan. Det er bemærkelsesværdigt, at Bibelen ikke nævner noget navneskifte for kongen i beskrivelsen af de efterfølgende begivenheder. Ud fra disse to beskrivelser kan man forstå, at de to faraoners samlede regeringsperiode, som regerede, mens Moses opholdt sig i Egypten, var mindst firs år.

Det er næsten helt sikkert, at Ramses II regerede i syvogtres år. Ifølge Drioton og Vandiers beregninger strakte denne periode sig fra 1301 til 1235 f.Kr., mens den ifølge Rautons beregninger strakte sig fra 1290 til 1224 f.Kr. Hvad angår Ramses II’s efterfølger Merneptah, er egyptologerne imidlertid ikke i stand til at angive nogen præcis dato. Der er dog ingen tvivl om, at hans regeringstid varede mindst ti år, eftersom Father de Fox nævner, at der findes dokumentariske beviser for ti år. Drioton og Vandier har angivet to muligheder: enten ti år fra 1234 til 1224 f.Kr. eller tyve år fra 1224 til 1204 f.Kr. Egyptologerne kan ikke give nogen bestemt indikation af, hvordan Merneptahs regeringstid endte, men man kan formentlig sige, at der i Egypten herskede alvorlige indre uroligheder i femogtyve år efter hans død.

Selv om man ikke har præcise oplysninger om længden af disse regeringstider, findes der bortset fra Ramses II og Merneptah ikke noget andet sådant par faraoner, hvis samlede regeringstid nåede op på firs år eller mere, og som stemmer overens med Bibelens beskrivelse. Da Moses befriede hebræerne, var han firs år gammel; i Bibelen stemmer denne oplysning kun overens med den samlede længde af Ramses II’s og hans efterfølger Merneptahs regeringstider. Det nævnes i denne forbindelse, at den samlede regeringstid for Sethos I og Ramses II også skulle have været omkring firs år. Men denne periode kan ikke være relevant for vores overvejelser. For det første var Sethos I’s regeringstid meget kort og kan derfor ikke stemme overens med Moses’ lange ophold i Midjan i hans ungdom, og for det andet opholdt Moses sig så længe i Midjan under den første af de to faraoners regeringstid i hans levetid, at denne første farao ikke kan have været Sethos I. Vidnesbyrdene viser snarere, at Moses blev født tidligt under Ramses II’s regeringstid, at Ramses II døde efter at have regeret i syvogtres år, mens Moses opholdt sig i Midjan, og at Moses derefter vendte tilbage til Egypten, efter at Ramses II’s søn Merneptah var besteget tronen, og rejste spørgsmålet om at befri hebræerne over for denne nye farao. Hvis man antager, at Merneptah regerede i tyve år, kan man sige, at Moses rejste spørgsmålet om at befri hebræerne over for ham i anden halvdel af hans regeringstid. Rauton anså denne mulighed for troværdig. Derfor kan man antage, at Moses førte udvandringen i den sidste del af Merneptahs regeringstid. Der synes ikke at være sket noget, der strider mod denne situation, for både Bibelen og Koranen fortæller, at faraoen blev dræbt, da han forfulgte de flygtende hebræere.

Den begivenhedsrække stemmer fuldstændigt overens med den beskrivelse, der findes i de hellige skrifter, af Moses’ barndom og hans tilflugt i faraos palads. Det er almindeligt kendt, at Ramses II døde i en meget høj alder. Da han døde, var han mellem halvfems og hundrede år gammel. Heraf fremgår det, at han blev farao i en alder af mellem treogtyve og treogtredive år og regerede i syvogtres år. Han kan have været gift, før han blev farao. Der findes derfor ingen oplysninger eller beskrivelser, der strider mod, at et medlem af hans familie fandt Moses (ifølge Koranen), eller at faraos hustru fandt Moses ved Nilens bred og bad sin mand om tilladelse til at anbringe barnet i paladset. I Bibelen står der, at faraos datter fandt Moses. I betragtning af Ramses II’s alder, da han blev farao, var det ikke mærkeligt, at han på det pågældende tidspunkt havde en teenage-datter. Det fremgår således, at der på dette punkt ikke er nogen modsigelse mellem Koranens og Bibelens beskrivelser.

Dette forslag er fuldstændig i overensstemmelse med Koranens beretning og i modstrid med én eneste beretning i Bibelen. Beretningen, som vi allerede har set, står skrevet i Første Kongebog 6,1: »Fire hundrede og firs år efter at Israels børn var draget ud af Egypten, i det fjerde år af Salomos regering over Israel, i den anden måned, begyndte Salomo at bygge et hus for Herren.« Det bør imidlertid bemærkes, at denne bog ikke hører til Toraen. Denne beretning er stærkt omstridt, og Father de Fox har direkte afvist den, idet han anser de historiske oplysninger i denne del af Det Gamle Testamente for uantagelige.

Det er værd at bemærke, at datoen for udvandringen i beretningen er blevet fastlagt i forbindelse med Salomos opførelse af gudstjenestestedet. Eftersom beretningen er omstridt og tvivlsom, kan den ikke accepteres som et argument imod det ovenfor beskrevne hændelsesforløb ved udvandringen.

Problemet med inskriptionen

Kritikerne mener at have fundet en indvending mod den beretning om udvandringen, hvori det fortælles, at forfølgelsen af jøderne var den sidste handling under Merneptahs regeringstid. De rejser denne indvending med udgangspunkt i en inskription fra Merneptahs femte regeringsår.

Inskriptionen er meget vigtig. For blandt hieroglyfferne er dette det eneste dokument, hvori ordet »Israel« nævnes, og sammen med det står et beskrivende tillægsord, hvoraf det tydeligt fremgår, at det blev brugt om en »menneskegruppe eller et folk«. Inskriptionen blev fundet i faraoens mindetempel i Theben, og beskrivelsen af de begivenheder, der står skrevet i den, begynder allerede fra den første del af Merneptahs regeringstid. Hen imod slutningen af teksten nævnes en særlig sejr blandt de sejre, som farao Merneptah vandt over Egyptens nabolande: »Israel er ødelagt, og hans sæd er ikke mere.« På grundlag af denne beretning hævdes det, at brugen af ordet »Israel« viser, at jøderne allerede, det vil sige senest i Merneptahs femte regeringsår, var draget til Kanaan og havde bosat sig dér. Derfor skulle deres udvandring fra Egypten allerede have fundet sted.

Dette forslag er på ingen måde acceptabelt. Hvis man godtager denne indvending, må man indrømme, at jøderne aldrig tidligere havde boet i Kanaan, og at de altid havde opholdt sig i Egypten. Derfor kan denne indvending ikke accepteres. Selv om Father de Fox hører til dem, der anser Ramses II for at have været farao på udvandringens tid, skrev han i sit værk »The Ancient History of Israel« om jødernes bosættelse i Kanaan: »Tidspunktet for bosættelsen i Kadesj-området syd for de folk, der var knyttet til israelitterne, kan ikke fastslås nøjagtigt, og denne bosættelse går tilbage til tiden før udvandringen.« Han har således anerkendt muligheden for, at nogle mennesker forlod Egypten før Moses og hans ledsagere. Folk, der blev kaldt apiru eller habiru, og som undertiden identificeres som israelitter, boede i Syrien-Palæstina længe før Ramses II og udvandringen, og vi har dokumentariske beviser for, at Amenophis II førte 3.600 fanger tilbage til Egypten som tvangsarbejdere. Desuden fandtes der på Sethos I’s tid flere sådanne mennesker i Kanaan, og de skabte uro i området omkring Betshean. P. Montet har omtalt dette i sit værk »Egypten og Bibelen«. Det kan derfor antages, at Merneptah traf hårde forholdsregler mod disse oprørere ved grænsen, mens de, der befandt sig inde i landet, samlede sig under Moses’ ledelse og senere flygtede ud af landet. Denne antagelse er på ingen måde uforenelig med beskrivelsen på inskriptionen fra Merneptahs femte regeringsår. Den er heller ikke selvmodsigende.

Desuden har det forhold, at ordet »Israel« er nævnt i det jødiske folks historie, overhovedet ingen forbindelse med forestillingen om, at Moses og hans tilhængere bosatte sig i Kanaan. Oprindelsen til ordet Israel er som følger:

Ifølge Første Mosebog (32,29) er Israel et andet navn for Jakob, Abrahams sønnesøn og Isaks søn. Kommentatorerne til værket »Ecumenical Translation of the Bible – Det Gamle Testamente« (1975) mener, at ordet sandsynligvis betyder: »Allah åbenbarede sig i sin kraft.« Eftersom dette navn blev givet til et menneske, er det ikke mærkeligt, at hans efterkommere til minde om ham blev kaldt med dette navn.

Derfor var navnet »Israel« taget i brug flere hundrede år før Moses. Derfor er der heller ingen grund til at antage, at udvandringen fandt sted før det femte år af farao Merneptahs regeringstid, blot fordi navnet Israel forekommer i en indskrift fra Merneptahs regeringstid.

I indskriften omtales blot en gruppe mennesker, der kaldes »Israel«. Der kan ikke deri være nogen hentydning til et politisk organiseret samfund. For staten Israel var slet ikke blevet dannet før det tiende århundrede f.Kr. Indskriften må derfor have omtalt et samfund bestående af et mindre antal mennesker. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at professor fader B. Carray fra Jerusalem Biblical School i sin kommentar til sin oversættelse af »Exodus-bogen« (forlag: Éditions du Cerf, Paris, 1968, s. 12) siger: »Ordet ’land’ er anvendt sammen med de øvrige navne i indskriften, men sammen med navnet Israel er ordet ’samfund’ anvendt.«

Nu ved vi, at »Israel« trådte ind i historien efter en forberedelsesperiode på otte eller ni århundreder. I denne periode bosatte mange halvnomadiske samfund, især amoritterne og aramæerne, sig i hele området. På samme tid fremtrådte mange stamfædre, herunder Abraham, Isak og Jakob Israel. Jakobs andet navn var »Israel«, og hans stamme blev kendt under dette navn; senere udviklede denne stamme sig til en politisk enhed, længe efter Merneptahs regeringstid. For staten Israel bestod fra 931 eller 930 f.Kr. til 821 f.Kr.

4) De hellige skrifters beretning om faraos død under udvandringen:

Faraos død under udvandringen er et vigtigt punkt i Koranens og Bibelens beretninger. Dette emne forekommer på bemærkelsesværdig vis i begge bøgers grundtekst. I Bibelen omtales det ikke kun i Pentateuken eller Toraen, men også i Salmernes Bog, og dette emne er blevet nævnt tidligere.

Det mærkelige er, at de kristne kommentatorer fuldstændig har ignoreret denne begivenhed. Fader de Fox har sagt, at udvandringen fra Egypten fandt sted i første halvdel eller midten af Ramses II’s regeringstid. Men han har tilsyneladende ikke bemærket, at denne farao døde netop under udvandringen. Det vil sige, at denne begivenhed i sig selv beviser, at udvandringen fandt sted i den sidste del af hans regeringstid. Alligevel er lederen af Jerusalem Biblical School og forfatteren til værket »Ancient History of Israel« slet ikke bekymret over, at hans udsagn på ingen måde stemmer overens med oplysningerne i Bibelens Tora og Salmernes Bog.

P. Montet har i sit værk »Egypt and the Bible« sagt, at udvandringen fandt sted under Merneptahs regeringstid. Men han siger intet om den faraos død, som forfulgte hebræerne.

Denne yderst mærkværdige holdning hos de kristne er fuldstændig i strid med jødernes synspunkt. I Salme 136, vers 15 takkes Allah, fordi han »styrtede farao og hans hær i Sivhavet«. Denne salme reciteres altid i jødernes bønner. De kristne ved også, at denne beretning i Salmernes Bog stemmer fuldstændig overens med 2. Mosebog 14, vers 28-29: »Vandet vendte tilbage og dækkede deres vogne og ryttere, så ingen af faraos soldater, som var gået efter dem ud i havet, overlevede.« Derfor bør de ikke have nogen som helst tvivl om, at farao og hans hær blev fuldstændig tilintetgjort, og alt dette står i deres egen Bibel.

Kristne kommentatorer har imidlertid bevidst ignoreret beretningen om Faraos død i strid med alle vidnesbyrd og beviser. Mange af dem er endda gået et skridt videre og har ved at henvise til den begivenhed, der er beskrevet i Koranen, foranlediget læserne til absurde forestillinger. I den bibeloversættelse, som er godkendt og udgivet af Jerusalem Biblical School (Le Livre de l’Exode—Exodus, 1968, s. 73, udgiver: Les Éditions du Cerf, Paris), siger fader Courrier i sin kommentar om Faraos død: »I Koranen (sura 10, vers 90-92) nævnes denne begivenhed (Faraos død), og der findes et populært sagn om, at den druknede Farao sammen med sin hær (som ikke nævnes i den hellige tekst) bor på havets bund og hersker som konge over havets beboere, det vil sige sælerne.«

Med »den hellige tekst« eller »Holy Text« mente kommentatoren tydeligvis Bibelen, og han fremsatte bevidst en usandhed ved at hævde, at denne bog ikke nævner, at Farao druknede sammen med sin hær. For det andet henviste han til Koranens beretning på en sådan måde, at det synes, som om denne beretning er i fuldstændig modstrid med Bibelen. For det tredje fremsatte han straks efter henvisningen til Koranens beretning en absurd historie under påskud af at gengive et såkaldt populært sagn, på en sådan måde at den uforsigtige almindelige læser, og især læseren, der ikke kender Koranen, får det fejlagtige indtryk, at denne absurde historie har forbindelse med Koranens beretning. Den har imidlertid overhovedet ingen forbindelse med indholdet af de koranvers, som kommentatoren har hentydet til. I Koranens sura 10 (Jonas), vers 90-92, oplyses det, at Israels børn krydsede havet, mens Farao og hans hær forfulgte dem, og at Farao, da han var ved at drukne, råbte: »Jeg tror, at der ikke findes nogen gud ud over Ham, som Israels børn tror på, og jeg er blandt dem, der underkaster sig.« Allah svarede: »Nu? Tidligere var du ulydig, og du var blandt dem, der skabte fordærv. I dag vil Vi redde din krop, så du kan være et tegn for dem, der kommer efter dig.«

Dette er alt, hvad suraen fortæller om Faraos død. Hverken i denne sura eller noget andet sted i Koranen findes den absurde historie, som Bibelens kommentator har fortalt. Koranen siger klart, at Faraos krop vil blive bevaret, og denne oplysning er yderst vigtig.

Da Koranen blev åbenbaret, var ligene af alle de faraoner, som i dag—med rette eller urette—anses for at have forbindelse med udvandringen, begravet på kirkegården i Theben på den anden side af Nilen fra Luxor. Dengang kendte ingen imidlertid til dette, og gravene blev først opdaget langt senere, i slutningen af det nittende århundrede. Som Koranen har sagt, er liget af Farao fra udvandringens tid faktisk blevet fundet, og uanset hvad hans navn var, kan enhver nu se det i det kongelige mumiekammer på Det Egyptiske Museum i Kairo. Den virkelige begivenhed er derfor helt forskellig fra den historie, som fader Courrier forsøgte at knytte til Koranen.

(5) Farao Marneptahs mumie:

Alle vidnesbyrd og beviser tyder på, at Loret i 1898 opdagede det mumificerede lig af Ramses II’s søn og den farao, der levede på udvandringens tid, Marneptah, i Kongernes Dal i Theben, hvorefter det blev bragt til Kairo. Den 8. juli 1907 fjernede Elliot Smith mumieindpakningen, og i sin bog The Royal Mummies (1912) gav han en detaljeret beskrivelse af denne proces og undersøgelsen af liget. Trods enkelte beskadigede steder var mumien på det tidspunkt bevaret i tilfredsstillende stand, og siden da har den været udstillet på Kairo Museum, med hovedet og halsen utilslørede og resten af kroppen dækket af klæde. Af frygt for yderligere beskadigelse tillades det sandsynligvis ikke længere at fjerne ligets dække, og bortset fra de fotografier, Elliot Smith tog i 1912, findes der ingen andre fotografier af hele liget på museet.

I juni 1975 gav de øverste egyptiske myndigheder mig venligst tilladelse til at fjerne det dækkede af liget med henblik på undersøgelse og fotografering. En sammenligning af mumien i dens nuværende tilstand med dens tilstand for tres år siden viser tydeligt, at den er blevet forringet, og at nogle dele nu slet ikke længere findes. Mange af vævene i det mumificerede lig er blevet beskadiget, nogle steder af menneskehænder og andre steder af tidens påvirkning.

Denne beskadigelse er helt naturlig som følge af ændringerne i konserveringsforholdene siden opdagelsen i slutningen af det nittende århundrede. Før den blev opdaget, havde mumien ligget begravet på kirkegården i Theben i mere end tre tusind år. I dag opbevares mumien i en almindelig glaskasse. Den er derfor ikke beskyttet mod påvirkninger udefra, såsom luft og fine partikler. Desuden påvirkes den konstant af temperatursvingninger og sæsonbestemte ændringer i luftfugtigheden. Det nuværende miljø er helt anderledes end det miljø, hvor mumien forblev fuldstændig intakt i næsten tre tusind år. Den beskyttelse, som dens indpakning gav, findes ikke længere. Mens den lå i graven, kan skattejægere i oldtiden muligvis have beskadiget den noget, og den kan også have været udsat for insektangreb; men ud fra dens tilstand synes det, at mumien dengang befandt sig i langt gunstigere omgivelser end dem, den er i nu.

Under mit besøg i juni 1975 sørgede myndighederne efter min anbefaling for en særlig undersøgelse af mumien. Dr. al-Meligi og dr. Ramsais tog røntgenbilleder af mumien og nedskrev deres vurdering på grundlag af dem. Dr. Mornialabi undersøgte maven og undersøgte brystets indre gennem en åbning nær halsen. Derved blev vi i stand til at se kroppens indre tilstand tydeligt og tage billeder af den. Desuden påbegyndte professor Sicaldi en almindelig medicinsk og retsmedicinsk undersøgelse. Hele processen vil blive afsluttet efter mikroskopisk undersøgelse af de belægninger, der af sig selv er faldet af mumiens krop. Professor Minot og dr. Duri vil udføre denne undersøgelse.

Da denne bog blev sendt til trykning (den første franske udgave, november 1975), var undersøgelsen endnu ikke afsluttet. Derfor er det ikke muligt at nedskrive resultaterne her.

Det har imidlertid allerede været muligt at fastslå, at der flere steder på knoglerne findes spor af læsioner, og at dele af knoglerne mangler visse steder. Det har endnu ikke været muligt at afgøre, om denne tilstand opstod før eller efter faraos død. Han kan være død ved drukning, sådan som den hellige tekst beskriver det, eller umiddelbart før drukningen som følge af et dødeligt psykisk chok fremkaldt af frygt, eller af en kombination af begge årsager.

De ovenfor beskrevne vanskeligheder med at bevare mumien, især beskadigelsen af knoglerne, kan gradvist blive mere alvorlige. Hvis der derfor ikke straks træffes bedre foranstaltninger til at forhindre forfald og forbedre bevaringen, vil mumien formentlig ikke kunne holdes intakt ret meget længere. Det er vigtigt at huske, at denne mumie er vidnesbyrdet om og beviset på, at faraos død under den store udvandring og bjærgningen af hans lig skete efter Allahs befaling. Det er derfor særdeles vigtigt at sørge for, at dette vidnesbyrd og bevis ikke går tabt med tiden.

Det er menneskets naturlige pligt at bevare historiske levn. Men i denne mummies tilfælde har denne pligt vist sig at være langt større og mere omfattende. For denne mumie er den fysiske tilstedeværelse af liget af en mand, som kendte Moses, afviste hans vejledning, forfulgte ham under hans flugt og mistede livet derved. Ifølge Koranens beskrivelse blev hans lig efterfølgende efter Allahs befaling beskyttet mod tilintetgørelse, så det kunne være et tegn for kommende mennesker.

Ligesom Merneptahs mumie er også mumien af Ramses II, et andet øjenvidne til Moses’ historie, for nylig blevet undersøgt. Også i dette tilfælde er det nødvendigt at træffe tilsvarende foranstaltninger til forebyggelse af forfald og til bevaring.

Engelsk oversætters note – Efter at have modtaget resultaterne af de undersøgelser, der blev foretaget i Cairo i 1975, forelagde bogens forfatter, dr. Maurice Bucaille, dem i begyndelsen af 1976 på møder i flere franske videnskabelige selskaber, blandt andre Det Nationale Medicinske Akademi. På grundlag af oplysningerne fra denne undersøgelse besluttede den egyptiske regering at sende Ramses II’s mumie til Frankrig til lægelig undersøgelse. I overensstemmelse hermed ankom mumien til Paris den 26. september 1976.

De, der søger moderne oplysninger til støtte for de hellige teksters sandhed, kan blot besøge Royal Mummies Room på Det Egyptiske Museum i Cairo; dér vil de se det virkelige billede af Koranens vers om faraos lig.

Koranen, hadith og moderne viden

Koranen er ikke den eneste kilde til lovgivning i islam. Under Muhammeds (fvmh.) levetid og efter hans død søgte man efter supplerende normativ information i hans ord og handlinger.

Selv om hadith fra begyndelsen fortrinsvis blev overleveret i skriftlig form, blev mange hadither også overleveret mundtligt. De, der indsamlede og samlede haditherne, undersøgte tidligere begivenheder udførligt, før de nedskrev dem, og arbejdede ihærdigt på at fastslå korrekte oplysninger. I alle pålidelige samlinger af Profetens ord finder man fortløbende navnene på alle overlevererne, begyndende med navnet på den person, som først hørte udsagnet fra et medlem af hans familie eller fra en af hans sahaba, det vil sige hans ledsagere, og derefter navnene på alle de følgende overleverere. Alene dette vidner om samlernes hengivenhed, ærlighed og flid.

På denne måde blev mange af Muhammeds (fvmh.) ord og handlinger samlet. De er kendt som hadith. Ordet hadith betyder »udsagn«, men det er også blevet skik at betegne beretninger om hans handlinger som hadith.

I årtierne efter Muhammeds (fvmh.) død blev flere sådanne samlinger udgivet. Nogle vigtige samlinger blev først udgivet to hundrede år senere. De mest præcise og pålidelige oplysninger og beretninger findes i samlingerne ved navn al-Bukhari og Muslim, og disse to samlinger blev også udgivet to hundrede år efter Muhammeds (fvmh.) død. For nylig har dr. Muhammad Muhsin Khan, fra Det Islamiske Universitet i Medina, udarbejdet en parallel arabisk-engelsk udgave af denne samling (udgivet af Sh. M. Ashraf Board Mills (Conversion) Limited og Ta’lim-ul-Quran Trust, Gujranwala Cantonment, Pakistan. Sahih al-Bukhari, første udgave, 1971). Efter Koranen regnes al-Bukharis samling almindeligvis for den mest pålidelige. Houdas og Marçais oversatte denne samling til fransk under titlen »Les Traditions Islamiques« (»Islamiske traditioner«) i 1903–1914. Derved er hadith nu blevet forståelig for dem, der ikke kan arabisk. Der er imidlertid grund til at udvise en vis forsigtighed over for denne franske oversættelse og visse andre oversættelser udført af europæere. De indeholder nemlig fejl og urigtigheder, som ikke skyldes selve oversættelsen, men fortolkningen. I visse tilfælde er betydningen af den pågældende hadith blevet ændret på en sådan måde, at oversættelsen tillægger den en idé, som ikke findes i den oprindelige hadith.

Hvad angår kilderne, er der en lighed mellem visse hadither og evangelierne. Den består i, at ingen af samlerne selv var øjenvidner til de begivenheder, de berettede om, og at de skrev deres beretninger ned længe efter, at begivenhederne havde fundet sted. Ligesom evangelierne blev heller ikke alle hadither accepteret som korrekte. Kun et mindre antal hadither opnåede i store træk de lærdes godkendelse. Derfor finder man andre steder end al-Muwatta, Sahih Muslim og Sahih al-Bukhari, at en og samme bog ved siden af hadither, der er godkendt som korrekte, også indeholder hadither, som er tvivlsomme eller endog direkte forkastelige.

Selv om mange moderne spørgsmål er blevet rejst vedrørende de kanoniske evangelier, har de øverste kristne myndigheder aldrig draget deres nøjagtighed i tvivl. I islams tidligste periode foretog de lærde derimod en detaljeret kritik selv af de hadither, der blev anset for at være de mest korrekte. Hvad angår Koranen, det oprindelige værk, som er målestokken for bedømmelsen, har ingen nogensinde rejst noget spørgsmål.

Jeg har selv forsøgt at trænge dybt ind i hadithlitteraturen for at se, hvordan Muhammed (fvmh.) uden for den skriftlige åbenbaring har formidlet de emner, om hvilke man senere gennem videnskabelige fremskridt har opnået forklaringer og viden. Selv om Sahih Muslim er korrekt, valgte jeg i min undersøgelse al-Bukhari, som anses for at være den mest korrekte. Jeg har altid forsøgt at huske, at de, der indsamlede haditherne, delvist måtte støtte sig til andres mundtlige overleveringer, og at de nedskrev disse beretninger sammen med oplysninger om overleverernes fejl eller nøjagtighed. På denne måde er en skriftlig hadith, der er overleveret af mange mennesker om samme emne, utvivlsomt korrekt. (I Sahih Muslim kaldes hadith af første klasse janni eller tvivlsom, mens hadith af anden klasse kaldes kati eller korrekt.)

Jeg sammenlignede hadith-beretningerne med de resultater, jeg var nået frem til ved at sammenligne Koranen med moderne videnskab. Resultatet er meget nedslående. Koranens beretninger viser sig altid at være korrekte i forhold til videnskaben. Men hadith-beretninger, der hovedsageligt omhandler videnskabelige emner, fremstår som tvivlsomme i forhold til videnskabelige fakta. Her har jeg naturligvis kun undersøgt hadith om videnskabelige emner.

Hvad angår hadith, der fortolker bestemte vers i Koranen, er der i nogle tilfælde blevet fremsat forklaringer, som på ingen måde kan accepteres i vor tid.

Vi har allerede bemærket betydningen og den særlige vigtighed af beskrivelsen af solen i vers 38 i sura Yasin. I dette vers hedder det: ”Solen bevæger sig i sin fastsatte bane.” Men i en hadith forklares dette således: ”Når solen er gået ned, … når den frem til Tronen og falder ned i prostration under den, hvorefter den beder om tilladelse til at stå op igen, og den får tilladelse; så kommer den dag, hvor den vil være nær ved at falde ned i prostration … Den vil igen bede om tilladelse til at følge sin egen bane (stå op) … da vil den blive befalet at vende tilbage ad den vej, den kom, og så vil den stå op i vest …” (Sahih al-Bukhari, Kitab bad’ al-khalq, eller Bogen om skabelsens begyndelse, bind 4, s. 283, del 54, kapitel 4, hadith nr. 421). Grundteksten er uklar, og den er vanskelig at oversætte. Den allegoriske fortælling i denne beretning giver imidlertid et indtryk af, at solen kredser omkring jorden. Denne opfattelse er i modstrid med moderne videnskabelige opdagelser. Derfor er denne hadiths autenticitet tvivlsom.

I det samme værk (Sahih al-Bukhari, Kitab bad’ al-khalq, eller Bogen om skabelsens begyndelse, bind 4, s. 283, del 54, kapitel 6, hadith nr. 430) angives stadierne i fosterets udvikling i moderlivet tidsmæssigt. Fyrre dage til klassificeringen af menneskekroppens bestanddele, yderligere fyrre dage til stadiet ”det, der hænger fast”, og en tredje periode på fyrre dage til stadiet ”tygget kød”. Derefter indblæses ånden i det, efter at dets skæbne er blevet fastlagt gennem englenes mellemkomst. Denne beskrivelse af fosterets udvikling stemmer ikke overens med videnskabelige fakta.

Bortset fra en enkelt bemærkning om honnings mulige anvendelse som hjælp til helbredelse (uden at sygdommens navn nævnes) (sura al-Nahl, vers 69) gives der overhovedet ingen råd om behandling af sygdomme i Koranen. I hadith gives der derimod udførlige råd og vejledning om dette emne. En hel del af Sahih al-Bukhari (del 76) omhandler lægemidler. I Houdas og Marçais’ franske oversættelse strækker denne del sig fra side 62 til 91 i bind 4, og i dr. Muhammad Muhsin Khans tosprogede arabisk-engelske udgave fra side 395 til 452 i bind 7. Der er ingen tvivl om, at denne lange beskrivelse indeholder mange hadith baseret på antagelser. Beskrivelsen har imidlertid en betydning: Den giver et indblik i, hvilke forestillinger der på den tid kunne eksistere inden for forskellige områder af lægekunsten. Hertil kan også føjes alle de relevante hadith om behandling i al-Bukharis øvrige kapitler.

På denne måde finder vi beretninger om det onde øje, besættelse og uddrivelse. Det er naturligvis forbudt at bruge Koranen mod betaling i denne forbindelse. En hadith siger, at visse datoer fungerer som beskyttelse mod magi, og at magi kan anvendes mod giftslanger. I denne forbindelse er det imidlertid nødvendigt at huske, at da lægemidler og muligheden for at anvende dem på en rationel måde ikke fandtes, var forskellige husråd naturligvis udbredte. Åreladning, behandling med varme fra ild, barbering af hovedet på grund af luseplage samt brug af kamelmælk og forskellige dyr og planter var meget populært. For at standse blødning brændte man en palmemåtte og påførte asken på såret. I nødsituationer handlede man ud fra datidens fornuft og erfaring. Men at anbefale, at man drak kamelurin, var vist ikke ligefrem en særlig god idé.

Det er i dag vanskeligt at acceptere som korrekt, hvad man kan finde i hadith om forskellige sygdomme. Her er nogle eksempler:

Feberens oprindelse: ”Feber skyldes varmen fra Helvede.” Der findes fire beretninger til støtte for dette udsagn (al-Bukhari, Kitab al-tibb, bind 7, kapitel 28, s. 416).

-Der findes en behandling for enhver sygdom: »Gud har ikke skabt nogen sygdom uden også at have skabt en behandling for den« (samme værk, første bind, s. 395).

Denne opfattelse forklares med et eksempel fra hadithen om fluen: »Hvis en flue falder i et kar, så nedsænk hele fluen, for på den ene vinge er der sygdom og på den anden vinges der behandling mod sygdommen« (samme værk, kapitel 15-16, s. 452-453, samt Kitab al-Bad’ al-Khalq, del 54, kapitel 15-16).

-Et fosters abort skyldes slangens blik (det kan også medføre blindhed). (Samme værk, Kitab al-Bad’ al-Khalq, fjerde bind, kapitel 13-14, s. 333-334).

-Blødning mellem to menstruationer: Der findes en hadith om dette (samme værk, Kitab al-Hayid, sjette bind, del 6, kapitel 21 og 28, s. 490). I en hadith gives en kort beskrivelse af blødningen, og det siges, at den kommer fra et blodkar. En anden hadith omtaler en kvinde, der led af denne sygdom i syv år; det er ikke muligt at vide, hvilken begrundelse der var for at fastslå årsagen på denne måde. Årsagen kan dog have været korrekt. Denne sygdom kaldes metrorragi.

-Sygdomme er ikke smitsomme: Ud over generelle beskrivelser forskellige steder (samme værk, Kitab al-Tibb, syvende bind, del 76, kapitel 19, 25, 30, 31, 53 og 45) nævnes flere bestemte sygdomme: spedalskhed (s. 408), pest (s. 418 og 422) og skab hos kameler (s. 447). Selvom det siges, at sygdomme ikke er smitsomme, gives der samtidig råd om ikke at tage til områder, hvor der er pest, og om at holde sig borte fra spedalske.

På denne baggrund er det muligt at konkludere, at der findes nogle hadither, som ikke er videnskabeligt acceptable. Der er også grund til at tvivle på, om sådanne hadither er ægte. Ikke desto mindre er det nødvendigt at nævne disse hadither. De blev sammenlignet med de koranvers, der er nævnt ovenfor, og det viste sig, at der ikke findes en eneste fejl i koranversene, ikke én beskrivelse, der er urigtig. Denne bemærkning er tydeligvis meget vigtig.

Det er i denne forbindelse nødvendigt at huske, at der efter profetens død var to kilder til vejledning ud fra hans lære: Koranen og hadith.

-Den første kilde var Koranen. Mange muslimer kunne hele Koranen udenad, og ligesom profeten reciterede de den utallige gange. Desuden forelå Koranen allerede i skriftlig form. For nedskrivningen af Koranen var begyndt allerede i profetens levetid, ja endog før hijraen (i 622 e.Kr., det vil sige ti år før profetens død).

-Den anden kilde er hadith. Profetens nære ledsagere (sahaba) og andre muslimer, som havde været øjenvidner til hans handlinger og hørt hans ord, havde bevaret disse ting i deres hukommelse, og da den nye lære blev udbredt, støttede de sig ud over Koranen også på deres egne erindringer.

Efter profetens død blev Koranen og hadith indsamlet og samlet i skriftlig form. Hadith blev for første gang indsamlet omkring fyrre år efter hijraen. Den første indsamling af Koranen blev allerede fuldført under kaliffen Abu Bakrs regeringstid og især under kaliffen Uthmans regeringstid. I løbet af sin kalifattid, det vil sige mellem tolv og fireogtyve år efter profetens død, offentliggjorde kalif Uthman en fastlagt tekst af Koranen.

Vi ønsker især at fremhæve og understrege den forskel, der er mellem Koranen og hadith med hensyn til indholdsmæssige og litterære egenskaber. Det er ikke engang muligt at forestille sig en sammenligning mellem Koranens stil og hadiths stil. Når indholdet desuden betragtes i lyset af moderne videnskabelige opdagelser, må man blive forbløffet over forskellene og modsætningerne mellem dem. Jeg håber, at jeg har været i stand til at bevise, at:

-På den ene side fremstår Koranens beskrivelser ofte meget almindelige, men de rummer betydninger og oplysninger, som senere er blevet eller vil blive opdaget gennem videnskabelig forskning.

-På den anden side er nogle af hadiths beretninger ganske vist fuldstændig i overensstemmelse med datidens forestillinger, men i dag er de blevet fastslået som uacceptable fra et videnskabeligt synspunkt. Dette gælder ikke for de hadith, hvis ægthed vedrørende islamiske principper og forskrifter der ikke er den mindste tvivl om.

I denne forbindelse er det særligt værd at bemærke, at Muhammad selv ikke havde den samme holdning til sine egne udsagn, som han havde til Koranen. Han erklærede, at Koranen var Allahs ord. Vi har allerede set, at han gennem en lang periode på tyve år med den største omhu og forsigtighed ordnede Koranens suraer og vers. Koranen var blevet nedskrevet allerede i hans levetid, mange mennesker havde lært den udenad, og den blev stadig reciteret under bønnen. Hadith fremstilles derimod grundlæggende som beretninger om hans handlinger og personlige meninger. Han gav ikke selv nogen anvisning i denne sag – enhver, der ønskede det, kunne blandt hans ord og handlinger finde et eksempel til sin personlige adfærd og også udbrede det. Han efterlod selv ingen udtalelse om dette.

Da kun et meget lille antal hadith afspejler Muhammads egne tanker, afspejler de øvrige hadith, især de hadith, der vedrører de forskellige emner, som er nævnt her, tydeligvis tankerne hos mennesker fra hans tid. Ved blot at sammenligne dem med Koranen kan man let forstå, hvor langt disse tvivlsomme eller falske hadith befinder sig fra den. Denne sammenligning gør én forskel meget tydelig (hvis der overhovedet er behov for at fremhæve den): I hadith, det vil sige i den tids skrifter, findes der mange videnskabeligt fejlagtige oplysninger og beskrivelser, mens der i Koranen, den nedskrevne åbenbaringsbog, ikke findes en eneste sådan fejl.

Fra et religiøst synspunkt er hadiths sandhed hævet over enhver tvivl. Men når det gælder hadith om verdslige forhold, er der ingen forskel mellem profeten og andre. I en hadith gengives Muhammads eget udsagn således: »Hvis jeg giver jer en befaling vedrørende religionen, så følg den; men hvis jeg giver en befaling efter min egen vurdering, så husk, at jeg blot er et menneske.« Al-Sarakhsi skrev denne beretning således i sit værk om retsprincipper (al-Usul): »Hvis jeg forelægger jer noget om jeres religion, så handl efter det; men hvis jeg forelægger jer noget om denne verden, så har I større viden om jeres verdslige forhold.«

Generel konklusion

Ved afslutningen af denne bog er én ting blevet helt klar: Den forestilling, der i dag er mest udbredt i Vesten om de forskellige religiøse skrifter, som er i omløb, stemmer slet ikke overens med virkeligheden. Vi har set, under hvilke omstændigheder, på hvilke tidspunkter og på hvilken måde beretningerne og materialet i Det Gamle Testamente, evangelierne og Koranen blev indsamlet og nedskrevet. Omstændighederne, hvorunder disse tre åbenbarede bøger blev samlet i bogform, var fuldstændig forskellige fra hinanden, og denne forskel har i høj grad påvirket skrifternes nøjagtighed og visse af deres indholdsmæssige egenskaber.

Det Gamle Testamente rummer talrige litterære værker, der blev skrevet over næsten ni hundrede år. De mange fragmentariske og indbyrdes adskilte skrifter, som findes i denne bog, blev ændret af mennesker gennem forskellige århundreder. I visse tilfælde blev nye skrifter føjet til nogle af de eksisterende. Derfor er det nu meget vanskeligt at fastslå, hvad de enkelte skrifters oprindelse egentlig er.

Man forsøgte gennem evangelierne, der indeholder beretninger om Jesu ord og gerninger, at videregive til mennesker den lære, som Jesus ønskede at efterlade, efter at have fuldført sin jordiske opgave. Det uheldige er imidlertid, at evangeliernes forfattere ikke var øjenvidner til de oplysninger og begivenheder, de nedskrev. De nedskrev blot de meddelelser og fortællinger om Jesu liv, som var udbredt i forskellige jødiske og kristne samfund på grundlag af mundtlige traditioner og visse skrifter, der nu er gået tabt. Med andre ord indsamlede de ikke oplysninger direkte fra den oprindelige kilde. De byggede på beretninger af anden og tredje hånd.

Det er i dette lys, vi nu må betragte de jødiske og kristne hellige skrifter, og af hensyn til objektiviteten må vi fuldstændigt forkaste alle de gamle opfattelser, som jødiske og kristne religiøse eksperter fastholder.

Den naturlige følge af de mange kilder blev selvmodsigelser og indbyrdes modsigelser, og vi har allerede nævnt mange eksempler på dem. Evangeliernes forfattere viste, da de skrev om Jesus, netop den samme tendens til overdrivelse, som middelalderens franske digtere viste i deres fortællende digte. Som følge heraf blev hver begivenhed fremstillet ud fra den pågældende forfatters eget synspunkt, og de få oplysninger om moderne viden, der findes i de omtalte jødiske og kristne skrifter, må undersøges efter de strengest mulige kriterier.

Hvis man vurderer det på denne baggrund, kan den egentlige årsag til selvmodsigelserne, usandsynlighederne og uoverensstemmelserne let findes. Når kristne indser denne situation, bliver de meget forbavsede. Især bliver de endnu mere forbavsede, når de efter i lang tid at have været fascineret og overvældet af de ordkløverier, argumentationskunster og sproglige kunstgreb, som kristne fortolkere har anvendt for at skjule resultaterne af moderne opdagelser, kommer til denne erkendelse. I denne forbindelse kan man nævne de to genealogier over Jesus, som henholdsvis Matthæus og Lukas har gengivet. Det bør erindres, at disse to genealogier modsiger hinanden og er uacceptable fra et videnskabeligt synspunkt. Mange andre sådanne eksempler, som må forbløffe kristne, er allerede blevet beskrevet. Det er værd at bemærke, at vi har viet Johannes’ evangelium lidt større opmærksomhed, fordi dette evangelium på mange vigtige punkter adskiller sig fra de tre andre evangelier. Især indeholder Johannes’ evangelium ingen beretning om eukaristien, og det er der mange, som ikke ved.

Historien om Koranens åbenbaring er helt forskellig fra den tilsvarende historie for de to andre religiøse skrifter. Koranen blev åbenbaret over næsten tyve år, og hver gang englen Gabriel meddelte Muhammad (fred være med ham) en del af den, lærte de troende den straks udenad. Desuden blev den nedskrevet, mens Muhammad (fred være med ham) stadig var i live. Den endelige og sidste samling af Koranen blev fuldført under kaliffen Uthman i perioden fra tolv til fireogtyve år efter Profetens død. Det var de mennesker, som havde lært Koranen udenad, da den blev åbenbaret, og som senere reciterede den hver dag under bønnen, der kontrollerede denne samling. Vi ved nu, at Koranen siden den tid er blevet bevaret korrekt og uændret. Der er aldrig blevet rejst noget spørgsmål om dens ægthed.

Koranen begynder dér, hvor de to tidligere himmelske bøger slutter. Der er ingen selvmodsigelser i denne bogs fremstilling, og her findes heller ikke det mindste tegn på menneskelig indblanding eller ændring, som man ser det i evangeliets tilfælde. Ved en objektiv undersøgelse vil man meget let få øje på et enestående kompositorisk særpræg i hele Koranen. Undersøger man den derimod fra et videnskabeligt synspunkt, vil det vise sig, at Koranens oplysninger og fremstillinger er fuldstændig i overensstemmelse med moderne videnskabelige opdagelser. Desuden indeholder Koranen sådanne videnskabelige oplysninger (som vi allerede har set), at det ikke engang kan tænkes, at disse oplysninger skulle være givet af et menneske på Muhammeds (fvmh) tid. Derfor kan vi ved hjælp af moderne videnskabelig viden forstå betydningen af de koranvers, som hidtil har kunnet fortolkes.

Når man sammenligner Bibelens og Koranens fremstillinger af det samme emne, bliver en grundlæggende forskel meget let tydelig. Bibelens fremstilling er slet ikke acceptabel fra et videnskabeligt synspunkt, hvorimod Koranens fremstilling er fuldstændig i overensstemmelse med videnskabelige oplysninger. Som eksempler kan nævnes den oprindelige skabelse og syndfloden. Hvad angår udvandringens historie, kan man ganske vist finde en vigtig lighed mellem Bibelens og Koranens fremstillinger, og denne lighed er fuldstændig i overensstemmelse med moderne arkæologiske oplysninger, når det gælder fastlæggelsen af Moses’ tid. Bortset fra denne ene lighed er der på alle andre områder væsentlige forskelle mellem Bibelen og Koranen. Den forskel alene beviser direkte, at den anklage, som fremsættes uden nogen form for bevis for, at Muhammed (fvmh) skrev Koranen ved at kopiere Bibelen, er grundløs.

Når man sammenligner de videnskabelige oplysninger i haditherne med Koranens fremstilling, bliver forskellen så iøjnefaldende, at muligheden for, at de to stammer fra samme kilde, straks afvises.

Disse hadither kan være blevet omtalt som udsagn af Muhammed (fvmh), men der er alvorlig grund til at tvivle på sandheden af denne påstand. Det kan imidlertid antages, at denne type hadither blot afspejler datidens almindelige forestillinger.

Når man vurderer det i lyset af det niveau, som menneskets viden havde nået på Muhammeds (fvmh) tid, er det på ingen måde muligt at antage, at Koranens videnskabelige oplysninger er et menneskeligt værk. Derfor er det ikke blot rimeligt at betragte Koranen som en åbenbaring, men i lyset af den sikkerhed for dens autenticitet, som selve Koranen giver, og af de videnskabelige oplysninger, som ikke kan forklares menneskeligt, er det også rimeligt at tildele denne bog en særlig æresplads.

— Slut —