Forlæggerens ord

Bogen Koranens kunstneriske skønhed blev første gang udgivet af Adhunik Forlag i 1997, og dens anden udgave blev udgivet i 2001. For omkring tre måneder siden bragte oversætteren bogen til os med henblik på udgivelse af dens tredje udgave. Vi udgiver nu den tredje udgave efter at have erhvervet oversættelsesrettighederne fra oversætteren.

Ligesom forfatteren vil blive belønnet af den almægtige Allah for at fremstille denne af Allah åbenbarede Koran gennem en enestående skrivestil, er han også blevet udødelig blandt nutidens muslimer. Samtidig er dens oversætter også forblevet bundet af taknemmelighedens bånd for at have skænket denne enestående bog til de bengalisktalende mennesker.

Khayrun Forlag er blevet bundet af taknemmelighedens bånd for at skænke denne bog.

Ved at udgive denne bog fortsætter Khairun Forlag med at opfylde sit løfte til nationen om at skænke den gode bøger.

Forlæggeren

Kort præsentation af forfatteren

Navn og slægtsoplysninger: Hans navn er Sayyid. Qutb er familiens slægtsnavn. Hans forfædre kom fra Den Arabiske Halvø og bosatte sig på et sted ved navn Musa i det nordlige Egypten. Hans fars navn var Haji Ibrahim Qutb. Hans mors navn var Fatima Husayn Uthman. Hun var en særdeles religiøs og gudfrygtig kvinde. Sayyid Qutb blev født fredag den 20. januar 1906 i sit fædrenehjem. Han var det ældste barn. Den næstældste var Muhammad Qutb. Derefter var der tre søstre: Hamida Qutb, Amina Qutb; navnet på den tredje søster er ikke kendt.

Uddannelse: Efter moderens ønske lærte han allerede i sin barndom den hellige Koran udenad (hifz). Derefter blev han indskrevet på landsbyens grundskole. På den tid fandtes der en lov, som foreskrev, at hvis nogen ønskede at sende sit barn til al-Azhar-universitetet i Egypten, skulle barnet først lære Koranen udenad. Eftersom forældrene inderligt ønskede at sende deres ældste søn, Sayyid, til al-Azhar, gjorde de ham til hafiz af Koranen. Senere forlod faderen Musa landsbyen og bosatte sig i Helwan i Kairos udkant, hvor han indskrev ham på Tajhiziyyat Dar al-Ulum-madrasaen. På denne madrasa blev kun de optaget, som ønskede at fortsætte på Cairo Universitet efter deres eksamen derfra. Han bestod med udmærkelse fra denne madrasa i 1929 og blev optaget på Dar al-Ulum Cairo, hvis nuværende navn er Cairo Universitet. Fra dette universitet tog han en bachelorgrad i 1933 og opnåede en diplomgrad i uddannelse. Denne grad var på den tid et bevis på, at den unge mand var særdeles begavet.

Erhvervsliv: Efter at have taget sin universitetsgrad blev han ansat som professor samme sted. Efter i nogen tid at have undervist med succes blev han udnævnt til skoleinspektør under undervisningsministeriet. Denne stilling var meget prestigefyldt i Egypten. I 1949 sendte undervisningsministeriet ham til Amerika for at tage en videregående, forskningsbaseret grad inden for uddannelse. Efter to års studier og forskning vendte han i 1951 tilbage til sit hjemland. Under sit ophold i Amerika iagttog han det materialistiske samfunds elendighed, og han blev overbevist om, at kun islam i ordets egentlige betydning kan føre menneskesamfundet ad velfærdens vej.

Efter sin hjemkomst begyndte han på omfattende studier og forskning i islam. Frugten af denne forskning var »Dommedagsbilledet tegnet i Koranen« og »Koranens kunstneriske skønhed«.

Tilslutning til den islamiske bevægelse: Så snart han var vendt tilbage fra Amerika, undersøgte han mål, formål og program for den islamiske bevægelse Ikhwan al-Muslimun. Da han fandt dem tiltalende, blev han medlem af gruppen. I juli 1952 blev han valgt som medlem af Ikhwan al-Muslimuns centrale arbejdsudvalg. Fra da af helligede han sig fuldt ud den islamiske bevægelse. I 1954 udkom et tidsskrift for Ikhwan under Sayyid Qutbs redaktion. Men allerede to måneder senere lukkede oberst Nassers regering det.

Arrestation og straf: Arrestationer og tortur af Ikhwans ledere og aktivister begyndte. Blandt de arresterede var også Sayyid Qutb. Sayyid Qutb blev holdt i forskellige fængsler og udsat for umenneskelig tortur. Hans kollega, hr. Yusuf al-Azam, har skrevet: »Et bjerg af tortur blev lagt på ham. Han blev brændt med ild, hunde blev sluppet løs på ham, så han blev lemlæstet, og over hans hoved hældte man snart meget varmt og snart meget koldt vand. Han blev også tortureret med spark, knytnæveslag, piskeslag og andet, men han stod urokkeligt og modigt fast i troen og overbevisningen.« (Den martyrdøde Sayyid Qutb, s. 30)

Den 13. juli 1955 blev der afholdt en farce under dække af en retssag, og han blev idømt femten års straffearbejde. Torturen gjorde ham så syg og svag, at han ikke engang kunne møde op i retten. Efter at have afsonet ét år med straffearbejde foreslog Nassers regering ham, at han ville blive løsladt, hvis han bad om tilgivelse gennem aviserne. Det svar, denne troende mand gav på forslaget, vil gennem tiderne tjene som et fyrlys for den islamiske bevægelses aktivister. Han sagde:

Jeg undrer mig over dette forslag af den grund, at hvordan kan en tyran bede en undertrykt om at søge tilgivelse? Ved Allahs ed! Selv hvis nogle få ord, hvori jeg bad om tilgivelse, kunne redde mig fra galgen, ville jeg alligevel ikke være villig til at udtale dem. Jeg ønsker at nå frem til Allah på en sådan måde, at Han er tilfreds med mig, og jeg er tilfreds med Ham.

Løsladelse fra fængslet: Midt i 1964 besøgte Iraks præsident Abd as-Salam Arif Egypten, og han anbefalede, at Sayyid Qutb blev løsladt. Som følge heraf blev han løsladt fra fængslet, men sat i husarrest. Mens han sad i fængsel, skrev han over en periode på ti år den verdensberømte tafsir »Fi zilal al-Qur’an«.

Anden arrestation og martyrdom:

Inden der var gået et år, blev han igen arresteret på beskyldning for at have forsøgt at tage magten. Sammen med hans fire søskende blev tyve tusind mennesker arresteret, heriblandt omkring 700 kvinder.

Derefter blev han og to af hans ledsagere efter en pro forma-retssag dømt til hængning, og dommen blev fuldbyrdet mandag den 29. august 1966. (Innā lillāhi wa innā ilayhi rājiʿūn).

Værker skrevet af Sayyid Qutb

(a) Forskningsværker:

(1) Fī Ẓilāl al-Qurʾān (6 bind)

(2) At-Taṣwīr al-Fannī fī al-Qurʾān (Koranens kunstneriske skønhed)

(3) Mashāhid al-Qiyāmah fī al-Qurʾān (Koranens skildring af dommedag)

(4) Al Adalatul Ijtimaiyya fil Islam (Islam og social retfærdighed)

(5) As-Salamul ‘Alami wal-Islam (Verdensfred og islam)

(6) Darasat Islamiya (Islamiske skrifter)

(7) Ma’rifatul Islam war-Risaliyah (Islams og kapitalismens konflikt)

(8) Nahwu Mujtami’ Islami (Islams samfundsbillede)

(9) Mu’allim fit-Tariq (Forløbet af den islamiske samfundsrevolution)

(10) Haza ad-Din (Islam som livsordning)

(b) Poesi og digte

1. Kafilatur Raqiq (digt)

2. Hulum al-Fajri (digt)

3. Al-Shatiyy al-Majhul (digt)

(c) Romaner:

1. Ashwaq (Torne)

2. Tifl min al-Qariya (Landsbydrengen)

3. Madinat al-Mashhur (Den magiske by)

(d) For børn og unge:

1. Kāsasud dīniyyah (profetiske fortællinger)

(e) Andre:

1. Muhimmat ash-shāʿir fī al-hayāt (digterens egentlige opgave i livet)

2. Al-aṭyāf al-arbaʿah (fire søskendes tankegange)

3. Amrīkā allatī raʾaytuhā (Amerika, som jeg så det)

4. Kitāb wa shakhsiyyāt (bøger og personligheder)

5. An-naqd al-adabī: usūluhu wa manāhijuhu (litteraturkritikkens grundprincipper og metoder)

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Tilegnelse

Ærede mor! Jeg tilegner dette værk til Dem.

Min kære mor! Én ting står stadig lyslevende i min erindring: Hver gang ramadanmåneden kom, plejede qari-sahib at komme hjem til os og recitere Koranen. Og time efter time lyttede De henført til det bag forhænget. Når jeg begyndte at skrige barnligt, bad De mig med en gestus om at tie stille. Så sluttede jeg mig også til Dem i at lytte til Koranen, selv om jeg dengang ikke var i stand til at forstå den. Men de bogstavelige udtaler fæstnede sig i mit sind. Senere, da jeg lærte at gå ved at holde Dem i hånden, indskrev De mig i landsbyens grundskole. Deres store ønske var, at Allah ville åbne mit hjerte, så jeg kunne lære Hans ord udenad. Allah skænkede mig naturligvis også nådegaven med en smuk recitationsstemme. Så jeg ofte kunne sidde foran Dem og recitere det. Jeg lærte hele Koranen udenad. En del af Deres stolthed var blevet opfyldt.

Min kære mor! I dag er De uden for min rækkevidde. Men billedet af Dem er stadig uudsletteligt i min erindring. Jeg har den dag i dag ikke kunnet glemme, hvordan De hjemme sad ved radioen og lyttede til qari-sahibs recitation. Det smukke og rene udtryk, Deres ansigt antog, mens De lyttede til recitationen, og den virkning, den havde på Deres sind og tanker — dette minde står stadig levende i mit hjerte.

Åh, min fødende mor! Dit uskyldige barn er i dag blevet en ung mand. Frugten af Deres bestræbelser tilegner jeg i dag Dem. Må Allah lade fred dale over Deres grav som morgendug og også beskytte Deres barn.

Deres barn

Sayyid Qutb

Oversætterens ord

Ønsker du at forstå Koranen? Anerkender du, at Koranen er et levende mirakel og en kilde til fortryllende kraft? Du læser ganske vist Koranen, men den formår ikke helt at fange dig – men hvorfor? I denne Koran findes der fortællinger, som overgår selv eventyr, billeder, som ingen kunstner til dato har kunnet male, og melodier samt smertens klange, som omslutter hele musikkens verden – er du blevet bekendt med disse? Hvis ikke, så læs denne bog af hr. Sayyid Qutb om Koranen. Den vil vise dig vejen til en ny horisont. Den vil åbne alle portene til Koranens mysterier for dig. Du vil fortabe dig i Koranens grænseløshed og i dens uudgrundelige dybder. Ingen kraft vil kunne bringe dig tilbage fra dette dybe fortryllede rige.

Sayyid Qutb var forsker og islamisk tænker; det er sådan, den islamiske verden kender ham. Men hvor mange ved, at han også var en fremtrædende litterat inden for moderne arabisk litteratur og en udødelig fortællekunstner? Ikke nok med det: Han var også dygtig inden for kunst, de skønne kunster, kunsthåndværk og dekorativ kunst. Derfor betragtede han Koranen fra forskellige synsvinkler. Under sit fængselsophold forskede han i Koranen time efter time og dag efter dag. På den ene side var han koran-hafiz, og på den anden side var arabisk hans modersmål; begge disse forhold hjalp ham i hans forskningsarbejde. Han har selv sagt:

Efter min mening er det en vældig gunst fra Allah den Højeste mod et ringe menneske, at da jeg begyndte at tænke over Koranen, åbnede Han alle nådens porte for mig og bragte mig så nær Koranens ånd, at det forekommer mig, som om Koranen selv havde åbnet alle sine sandheders og mysteriernes porte for mig. – (Fra den oprindelige indledning til Fi zilalil-Qur’an)

Dette værdifulde værk er gennemtrængt af litteraturens berøring; det er en ordkæde uden tråd. Sproget er så højtstående og rigt, at jeg tidligere tre gange besluttede mig for at oversætte dette værk, men opgav igen. Jeg havde ikke modet. Ikke desto mindre kunne jeg heller ikke modstå fristelsen til at oversætte det. Til sidst greb jeg fjerde gang fat på dette store arbejde, efter ydmygt og indtrængende at have bedt den Almægtige Allah om nåde. Selv om arbejdet skred frem i myreskridt, nåede det gennem Den Barmhjertiges nådige berøring sin fuldendelse. Jeg påstår dog ikke, at jeg fuldt ud har kunnet bevare litteraturens høje niveau; men jeg har ikke bevidst begået nogen fejl i at fremlægge for jer, præcis hvad forfatteren ønskede at formidle. Alligevel står spørgsmålet tilbage: For det første er jeg ikke nogen stor alim. Desuden kan man næsten sige, at jeg ikke har noget kendskab til moderne arabisk litteratur; dertil kommer, at jeg er et svagt menneske, hvis daglige ledsagere er fejl og mangler. Derfor kan jeg også under dette arbejde have begået fejl et eller andet sted, som jeg endnu ikke er klar over. Hvis en af Allahs tjenere skulle få øje på sådanne fejl eller mangler, vil jeg være taknemmelig, hvis vedkommende gør mig opmærksom på dem; så vil jeg, om Allah vil, forsøge at rette dem ved næste revision.

Til sidst beder jeg med bøjet hoved ved den guddommelige trone om, at Han vil give dette værks forfatter en høj rang i Paradiset. Må Allah også tilgive denne ringe oversætter, forlæggeren og læserne og give os mulighed for at blive forenet med forfatteren i Paradiset. Jeg beder desuden om, at Allah, ligesom for forfatteren, også for os vil åbne alle portene til mysterierne i Hans vise Koran. Amin.

Med ydmyghed

Muhammad Khalilur Rahman Mumin

Indholdsfortegnelse

Emne

Forfatterens ord

Hvordan fandt jeg Koranen?

Første kapitel

Koranens hypnotiske kraft

Hazrat Umars antagelse af islam

Beretningen om Walid ibn al-Mughira

Kilden til Koranens hypnotiske kraft

Den primære drivkraft bag at antage islam

Hvor ligger kilden til Al-Qur’ans fortryllende kraft?

Andet kapitel

Forskning i og tafsir af Al-Qur’an

Tafsir i sahabaernes og tabi’inernes tid

Tredje kapitel

Kunstneriske billeder

At udtrykke en tanke i et forståeligt sprog

Psykologisk skildring

Menneskelig skildring

Skildring af indtrufne katastrofer

Skildring af allegoriske begivenheder

1. Fortællingen om haveejerne

2. Fortællingen om ejeren af de to haver

Skildring af virkelige begivenheder

1. Hazrat Ibrahim (a.s.) og Hazrat Ismail (a.s.)

2. Profeten Noas (fred være med ham) oversvømmelse

Skildringen af Dommedagen

Scener af fred og straf

Fjerde kapitel

Fantasi og fremstilling

Femte kapitel

Koranens kunstneriske komposition

Typer af kunstnerisk komposition

Sjette kapitel

Al-Koranens melodi og rytme

Første tilstand

Anden tilstand

Pauser ved sætningernes afslutning og enderim

Syvende kapitel

Elementerne i den koraniske billedfremstilling

Et subtilt aspekt af den kunstneriske komposition

Varigheden af koraniske billeder

Et langvarigt billede

Ottende kapitel

Emne: Formålet med og målet for de begivenheder, der er beskrevet i Koranen

1. Anerkendelse af åbenbaringen og sendebudstjenesten

2. Én og samme religion

3. Troen på Allah

4. Alle profeter og sendebud fremførte det samme kald

5. Forbindelsen mellem hver profet og sendebuds religion 6. Profeternes og sendebudenes succes samt løgnernes undergang

7. Sandheden i de gode budskaber og advarslerne

8. Beskrivelsen af de velsignelser, der blev skænket profeterne og sendebudene

9. At advare Adams børn mod Satans fjendskab

10. Flere andre årsager

Det niende kapitel

Beviset på, at Koranens fortællinger følger religiøse formål

Fortællingens korthed og udførlighed

Beskrivelse af konklusion og udfald

Den religiøse og kunstneriske forening i fortællingen

Fortællingens kunstneriske form

Tiende kapitel

Fortællingens kunstneriske særpræg

1. Variation i fortællingen

2. Den pludselige opklaring af mysteriet

3. Pause ved sceneskift

4. Scenefremstilling gennem begivenheder

Skildring af følelser og fornemmelser

Personlighedens aftryk i fortællingen

1. En leder med et rastløst temperament

2. En blødhjertet og tolerant personlighed

3. Hazrat Yusuf (a.s.)

4. Hazrat Adam (a.s.)

5. Beretningen om Hazrat Sulayman (a.s.)

Kapitel elleve

Menneskets væsen

1. Menneskets natur

2. Den svagt troende

3. Den opportunistiske og snu person

4. Den frygtsomme kujon

5. Den lattervækkende person

6. Menneske kun af ydre skikkelse

7. Den ros-hungrende

8. Opportunisten

9. Den besynderligt arrogante

10. Den frygtsomme skamløse

11. Den svage hykler

12. Den, der kommer med undskyldninger og indvendinger

13. Den tåbelige bedrager

14. Den, der skaber kaos

15. Forblindet af det jordiske livs fortryllelse

16. Mennesker med en stædig og stillestående natur

17. En egenrådig gruppe

18. Hvad enten det er sandt eller falsk, vil de under alle omstændigheder skændes

19. Nærig

20. Modsætningen mellem det indre og det ydre

21. En, der omvender sig, når døden nærmer sig

22. En person med ringe forstand

23. Den sande troende

24. Fattig, men tilfreds med lidt

25. Den, der frygter Allah

26. Allahs sande tjener

27. Gavmild og generøs

28. Tålmodig

29. Den, der giver sin anden broder forrang

30. Den, der behersker sin vrede og tilgiver andre

Tolv kapitler

Visdomsbaseret argumentation

Al-Qur’ans enkle og ligefremme fremstilling

Problemet med tawhid (troen på Guds enhed)

Genopstandelsen efter døden

Al-Qur’ans fortællestil

Konklusion]

Endnu et kendetegn ved Al-Qur’ans fortællestil

Appendiks 1

Appendiks 2

Rækkefølgen for åbenbaringen af Koranens suraer

Forfatterens ord

Hvordan fandt jeg Koranen?

Før vi begynder på den bog, De nu holder i hænderne, er det nødvendigt at fortælle om en hændelse i forbindelse med den. Så længe denne bog kun var bevaret i min erindring og ikke havde nogen bestemt form eller skikkelse, var der ikke noget større behov for at beskrive denne hændelse. Da den kom på trykkeriets bord for at få fysisk eksistens, forblev hændelsen heller ikke længere begrænset til mig selv. Nu bør den offentliggøres.

Dengang var jeg meget lille. Jeg var netop begyndt at læse Koranen, men dens betydning og fortolkning lå uden for min rækkevidde. Desuden var det umuligt for mig at rumme dens ophøjede indhold inden for grænserne af min viden. Alligevel følte jeg en stærk tiltrækning til den. Under recitationen dukkede mange forunderlige begivenheder op på lærredet i mit sind. Disse billeder var enkle og uden farver. Alligevel forestillede jeg mig dem igen og igen med stor interesse. Denne tilstand fortsatte i lang tid og glædede mig.

Blandt disse enkle billeder var der ét, som havde fæstnet sig i mit sind, og som trådte frem for mig, så snart jeg reciterede det følgende vers.

(Arabisk**********)

Bland menneskene findes der nogle, som tilbeder Allah, mens de står i en marginal position. Hvis de får øje på en verdslig fordel, hælder de til den. Men hvis de udsættes for en prøvelse eller en ulykke, vender de ansigtet bort. I sandhed er de fortabte både i denne verden og i det hinsidige. (Sura al-Hajj: 11)

Hvis jeg fremstiller dette fantasifulde billede for nogen, bør han ikke le. Da jeg hørte dette vers, og et sådant billede straks viste sig for mit indre blik, boede jeg i en landsby. Jeg så en person stå på en høj midt i dalen ved landsbyen og bede, men han kunne ikke blive stående på toppen af den smalle høj; den rystede bare voldsomt og kunne bryde sammen når som helst. Jeg stod på afstand og så denne tilstand, og i mit indre blev jeg både forundret og grebet.

Et af de mange forestillede billeder, som svævede for mit indre blik, trådte frem, når jeg reciterede det følgende vers. Verset lyder:

(Arabisk**************)

Og fortæl dem om den mand, som Vi gav Vore tegn, men han vendte sig bort fra dem og forlod dem. Satan fulgte efter ham, så han blev en af de fortabte. Hvis Vi havde villet, kunne Vi have ophøjet hans rang, men han hælder mod jorden og er opslugt af at tilfredsstille sit eget begær. Hans tilstand er som en hunds: Hvis du angriber den, stikker den tungen ud og halser, og hvis du lader den være, stikker den stadig tungen ud. (Sura al-A’raf: 175-176)

Jeg forstod ikke betydningen og betydningen bag dette vers. Men så snart det blev reciteret, viste der sig et billede i mit sinds spejl. Jeg så en mand komme hen til mig med åben mund, tungen hængende ud og stakåndet af at halse. Jeg stirrede ufravendt på ham. Men jeg forstod ikke, hvorfor han gjorde sådan. Jeg turde dog ikke gå hen til ham. Jeg holdt meget af tusindvis af den slags billeder. Derfor følte jeg en stærk tiltrækning til Koranrecitationen og ledte efter disse billeder i fantasiens endeløse vidder.

Den tid gik med mine søde fantasier og barnlige forestillinger. Nu har tidens gang ført mig frem til et vist møde med viden og virkelighed. Ved egen indsats og med lærernes hjælp har jeg forsøgt at forstå nogle tafsir-værker. Men det er dybt beklageligt, at jeg under den smukke, sødmefulde og majestætiske Koranrecitation ikke længere skænker det, jeg gjorde i barndommen, nogen opmærksomhed. Er Koranen i dag da anderledes end den Koran, jeg kendte i barndommen? Er der slet ingen forbindelse mellem dem? Måske var det blot en tryllekunst frembragt af opdigtede fortolkninger.

Sel efter at have studeret adskillige tafsir-værker om Koranen følte jeg, at der stadig var et hul et eller andet sted. Derfor gav jeg mig til direkte at forsøge at forstå Koranen gennem Koranen selv. Det lyder måske forbløffende, men det var netop da, jeg fandt frem til den elskede og skønne Koran. Det samme tiltrækkende og betagende billede viste sig igen for mig. Den eneste forskel var, at det ikke længere var så enkelt som før; det var blevet noget forandret gennem forståelsens modning. Da forstod jeg, at dette ikke var et billede, men en lignelse. Det var udelukkende blevet beskrevet for at gøre Koranen forståelig. I virkeligheden var det ikke et billede på en virkelig begivenhed. Men det betyder ikke, at det var noget uvirkeligt.

Alhamdulillah! Denne gang begyndte jeg at studere med fuld koncentration. Pludselig opstod tanken i mig, at jeg ville fremlægge de billeder, jeg så, for offentligheden, så de kunne få noget ud af dem. Derfor blev der i 1939 gennem tidsskriftet Al-Muqtataf bragt en drøftelse af nogle af Koranens billeder og deres kunstneriske skønhed.

Dér påviste jeg, at de billeder, som Allah, alverdenernes Herre, har tegnet i Koranen, ikke kan gengives med noget farvekamera eller af nogen kunstners pensel. Det er et mystisk, fortryllende billede. Jeg sagde også dér, at det ville være muligt at skrive en selvstændig bog om dette emne.

Derefter gik nogle år. Imens begyndte de koraniske billeder at øve en voldsom indflydelse på mit sind. Overalt i Koranen blev jeg ved med at finde kunstnerisk skønhed. Så besluttede jeg at behandle dette fuldstændigt og i et bredt perspektiv, et emne som ingen hidtil havde taget fat på. Med dette formål fordybede jeg mig i studiet af Koranen og forsøgte at samle de fine billeder derfra. Men selv da blev arbejdets fremdrift undertiden langsommere.

Til sidst begyndte jeg under Allahs navn på udarbejdelsen. Min opgave var at samle Koranens kunstneriske billeder og belyse dens kompositionsstil og kunstneriske skønhed. Jeg havde ikke til hensigt at foretage en sproglig analyse af Koranen eller føre fiqh-diskussioner.

Mens jeg arbejdede mig frem, åbenbarede en ny hemmelighed sig for mig. Jeg bemærkede, at de billeder, som Koranen tegner, ikke er noget adskilt fra dens øvrige drøftelser og afsnit. De har heller ingen særskilt status. Tværtimod er hele Koranens fremstillingsform det kunstneriske grundlag for scener og billeder. Kun de shariaretlige anvisninger udgør en undtagelse. Derfor koncentrerede jeg mig ikke længere om at samle billederne, men om at opdage deres egentlige formål og princip. Derefter besluttede jeg at offentliggøre dette princip og dets forklaring — noget, ingen hidtil havde berørt.

Da arbejdet med udarbejdelsen var afsluttet, følte jeg, at Koranen havde åbenbaret sig for mig i en ny skikkelse. Jeg fandt frem til en Koran, som jeg aldrig før havde mødt. Koranen havde også tidligere været skøn for mig, men da fremtrådte skønheden i adskilte og spredte former. Nu viste hele skønheden sig som en sammenhængende helhed. Det var, som om den var grundlagt på et særligt fundament, hvori der fandtes forunderlige og sjældne sammenhænge, som jeg aldrig havde været i stand til at forstå. Jeg havde aldrig drømt om dem, og ingen anden havde nogensinde forestillet sig dem.

Hvis Allah giver mig tawfiq til ved fremstillingen af disse scener og billeder fra Koranen at opfylde de berettigede krav, som mine overvejelser og min tænkning stiller, vil det være det fulde mål for denne bogs succes.

Første kapitel

Koranens hypnotiske kraft

På tærsklen til Koranens åbenbaring betog Koranen selv araberne med sin hypnotiske kraft. De, hvis hjerter Han havde åbnet for Allahs islam, blev påvirket, og det samme blev de, hvis sind og øjne var blevet tilsløret, påvirket af Koranens hypnotiske indflydelse. De kunne dog ikke få noget ud af denne Koran. Der var imidlertid nogle få fremtrædende personer, såsom den ærede Khadija (må Allah være tilfreds med hende), den ædle profet Muhammeds (fred være med ham) hustru, og hans frigivne slave, den ærede Zayd (må Allah være tilfreds med ham), blandt andre. Bortset fra disse var Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) i den første periode ikke så magtfuld eller indflydelsesrig, at folk antog islam, fordi de var betaget af hans autoritet og styrke. Tværtimod var den magiske tiltrækning fra Koranen grundlaget for deres antagelse af islam.

Beretningen om den ærede Umar ibn al-Khattabs (må Allah være tilfreds med ham) antagelse af islam og beretningen om al-Walid ibn al-Mughiras påvirkning bekræfter begge det ovenstående og beviser, at Koranens hypnotiske kraft var særdeles stærk. Den påvirkede ikke kun de troende, men også de vantro.

Den ærede Umar ibn al-Khattabs (må Allah være tilfreds med ham) antagelse af islam

Om den ærede Umar ibn al-Khattabs (må Allah være tilfreds med ham) antagelse af islam har Ata og Mujahid overleveret følgende beretning, som Ibn Ishaq har samlet fra Abdullah ibn Abi Najih. Den ærede Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger:

På det tidspunkt var jeg stadig langt fra islam og plejede at være beruset af at drikke vin. Vi havde en forsamlingssal, hvor qurayshitterne plejede at samles. Den dag gik jeg for at lede efter dem, men jeg fandt ingen der. Jeg tænkte, at jeg ville gå til en bestemt vinhandler; måske kunne jeg finde dem dér. Men heller ikke dér fandt jeg nogen af dem. Så besluttede jeg at tage til Den Hellige Moské og foretage tawaf. Jeg tog derhen og så den ærede Muhammed (fred være med ham) optaget af bønnen. Han stod i bøn vendt mod al-Sham (Syrien). Kabaen lå mellem ham og al-Sham. Han stod mellem den Sorte Sten og det yemenitiske hjørne og bad. Da jeg så ham, tænkte jeg: I aften vil jeg i al hemmelighed lytte til, hvad han reciterer. Da jeg så ham, tænkte jeg: I aften vil jeg i al hemmelighed lytte til, hvad han reciterer. Så tænkte jeg igen, at hvis jeg gik tættere på for at lytte, ville jeg blive opdaget. Derfor kom jeg fra al-Hatims side og stillede mig stille under Kabaens klæde. Der var ingen anden afskærmning mellem ham og mig end Kabaens klæde. Da jeg hørte den ærede Profets (fred være med ham) recitation, skete der en forandring i mig. Jeg begyndte at græde, og som følge heraf blev jeg velsignet med at antage islam.

I en anden beretning fra Ibn Ishaq hedder det, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) en dag drog af sted med et blottet sværd for at dræbe Allahs ærede Sendebud (fred være med ham). Den ærede Profet (fred være med ham) boede sammen med nogle af sine ledsagere i et hus ved foden af bjerget Safa. Der var omkring fyrre mænd og kvinder. På vejen mødte han Nuaym ibn Abdullah. Han spurgte: »Umar! Hvor skal du hen?« Umar fortalte ham om sit forehavende. Nuaym sagde: »Lad fjendskabet mod Banu Abd Manaf vente; tag først hånd om din egen søster Fatima og din svoger Sa’id ibn Zayd. De er blevet muslimer.« Så gik den ærede Umar (må Allah være tilfreds med ham) derhen og så, at Khabbab (må Allah være tilfreds med ham) underviste dem i Den Hellige Koran.

Umar (må Allah være tilfreds med ham) gik direkte ind ad døren og greb fat i sin svoger Sa’id. Han slog sin søster Fatima i hovedet, så hun begyndte at bløde. Efter nogen tids diskussion ønskede han at se, hvad de læste. Så blev nogle vers fra sura Ta-Ha læst op for ham. Da han hørte nogle vers fra sura Ta-Ha, bemærkede han: »Dette er dog nogle særdeles fremragende ord.« Derefter gik han til Guds ædle Sendebud og blev velsignet med at antage islam. (Ibn Hishams sira)

Kernen i alle beretningerne om denne sag er den samme: Umar (må Allah være tilfreds med ham) søgte tilflugt under islams skygge efter at have læst eller hørt nogle dele af Koranen. Vi hører eller fortæller denne begivenhed, men ingen henleder opmærksomheden på, at årsagen til Umars (må Allah være tilfreds med ham) forandring var Koranens tiltrækkende og uimodståelige hypnotiske kraft.

Beretningen om Walid ibn Mugira

Walid ibn Mugira blev påvirket, da han hørte nogle dele af den vise Koran. Da Quraysh så dette, begyndte de at sige til hinanden, at han var blevet muslim. Walid var en fornem og respekteret mand blandt Quraysh. Abu Jahl blev sendt til ham, så han skulle erklære sit had og sin fjendtlighed over for Koranen, således at Quraysh ville blive påvirket af hans ord. Walid begyndte at sige: »Hvad skal jeg sige om Koranen? Ved Allah! Jeg har større viden om digte og poesi end jer, men der er ingen lighed mellem disse og den Koran, jeg har hørt hos Muhammad. Ved Allahs ed! Det, der åbenbares for ham, er yderst storslået og betagende, og det er åbenbaret på et klart sprog. Det tilintetgør alt, hvad der kommer foran det. Det er kommet for at sejre, ikke for at blive besejret.«

Da Abu Jahl hørte dette, sagde han: »Så længe du ikke ringeagter Koranen, vil dit folk være vredt på dig.« Walid sagde: »Giv mig lidt tid til at tænke.« Derefter erklærede han: »Dette er så åbenlys magi! Ser I ikke, at den, der kommer i berøring med den, bliver skilt fra sin familie og sine venner? [En detaljeret beretning om dette findes i Ibn Hishams sira og Ibn Kathirs tafsir. – Forfatteren.]«

Om dette er der sagt i Koranen:

(Arabisk**************)

Han tænkte og besluttede sig. Må han gå til grunde! Hvordan besluttede han sig? (Jeg gentager:) Må han gå til grunde! Hvordan besluttede han sig? Så så han efter, rynkede brynene og fortrak ansigtet. Derefter vendte han sig bort og sagde hovmodigt: »Dette er intet andet end overleveret magi.« (Sura al-Muddaththir: 18-24)

Dette er udtalelsen fra den person, der nærede fjendskab mod islam. Når han nåede frem til Muhammad (fvmh.), bøjede hans hjerte og hoved sig ubevidst, men når han vendte tilbage til venner og slægtninge, rejste oprøret sig i ham for at bevare sin ære og anseelse. Dette beviser, hvor intens Koranens tiltrækkende kraft er—en kraft, der overgår selv magien.

Tænk nu over, at Koranen påvirkede både Umar (må Allah være tilfreds med ham) og al-Walid ibn al-Mughira. Men der var en forskel mellem deres adfærd som mellem himmel og jord. Fordi Umar (må Allah være tilfreds med ham) frygtede Allah, åbnede Allah hans hjerte for islam. Al-Walid ibn al-Mughira blev derimod fjernet fra islam af stolthed, hovmod og fascinationen af lederskab.

Det citat af de vantros ord, som er gengivet i Den Ædle Koran, er også et bevis på Koranens hypnotiske kraft.

(Arabisk***********)

I skal ikke lytte til Koranen, men begynde at larme under recitationen, så tror I måske, at I vil sejre. (Sura Ha-Mim Sajdah: 26)

Også her bliver Koranens hypnotiske kraft tydelig. De frygtede, at hvis man fik lov til at lytte ordentligt til denne Koran, eller hvis man lyttede til den, ville dens virkning helt sikkert påvirke tilhøreren, så han ville blive dens følger. Derfor var det ønskværdigt at larme, så ingen skulle kunne lytte til Koranen morgen og aften og blive betaget af den. Selv blev de naturligvis også hele tiden tiltrukket af Koranen. Men kun de, som i det mindste havde en lille smule gudsfrygt i sig, var i stand til at træde ud af jahiliyyahs grænser. Hvis de ikke var blevet påvirket af den, eller hvis de ikke havde frygtet at blive påvirket, hvorfor gjorde de så sig så store anstrengelser imod Koranen uden grund? Heraf bevises det, hvor stærk og hvor uimodståelig denne Korans tiltrækning er.

I Koranen gengives Quraysh-kafirernes udsagn på smuk vis. Det var med dette udsagn, at de vendte sig bort fra Koranen.

(Arabisk***********)

De siger: »Det er blot de gamles eventyr, som han har skrevet ned. De bliver dikteret til ham morgen og aften.« (Sura al-Furqan: 5)

(Arabisk************)

(Efter at have hørt Allahs ord siger de:) »Hvis vi ville, kunne vi også sige noget sådant. Det er ikke andet end fortællinger fra gamle dage.«

(Arabisk************)

(Denne Koran er) blot uvirkelige drømme. Nej, han har opdigtet den; (nej,) han er en digter. (Sura al-Anbiya: 5)

(Arabisk*********)

O Sendebud, sig til dem: (Hvis I taler sandt,) så frembring ti suraer som disse.

(Arabisk***********)

(Eller) bring blot en sura som denne. (Sura al-Baqara: 23)

Men de var ikke i stand til at frembringe blot én sura som svar på denne udfordring, for slet ikke at tale om ti. Sandheden er, at de ikke engang tog imod udfordringen. Efter den ædle Profets (s) bortgang var der ganske vist nogle usle mennesker, som gjorde krav på profetskab, men det fik ingen god udgang. Ingen tillagde deres tåbelighed nogen betydning.

Blandt tilhængerne af tidligere profeter var der ved begyndelsen af Allahs Sendebuds (s) kald til islam nogle, som i sandhed var lærde og fromme. Koranens indflydelse på dem var særdeles stærk. Derfor fik de den lykke at finde en plads under Koranens skygge. Om disse heldige mennesker siges der:

(Arabisk************)

Blandt alle mennesker vil du finde, at jøderne og afgudsdyrkerne er de mest fjendtlige over for muslimerne. Og du vil finde, at de, der kalder sig kristne, står muslimerne nærmest i venskab. Det skyldes, at der blandt de kristne findes lærde og munke, som ikke er hovmodige. Så snart de hører det, der er blevet åbenbaret for Sendebudet, vil du se deres øjne flyde over med tårer, fordi de har erkendt sandheden. De siger også: »Vores Herre, vi er blevet muslimer; skriv os derfor blandt de lydige.« (Sura al-Ma’ida: 82-83)

Det billede af en stærk længsel efter at få viden, som er blevet fremstillet, er udelukkende blevet skabt ved at høre Koranen. Ja, da de hørte Koranen, fældede de endda tårer uden selv at være klar over det. Således kunne de konfrontere sandheden. Der er ingen tvivl om, at det kald til og den undervisning i sandheden, som Koranen ønsker at formidle, på ingen måde ville være mulig uden dens egen virkning. Andre steder i Koranen siges det:

(Arabisk*************)

De, som allerede før havde viden, falder med bøjet hoved ned i prostration, når Koranen reciteres for dem. Og de siger: »Vor Herre er ophøjet og hellig. Vor Herres løfte vil visselig blive opfyldt.« (Sura Bani Isra’il: 107-108)

Følgende vers skildrer også, hvordan man frygter Allah, når man hører Koranen:

(Arabisk**********)

Allah har åbenbaret det bedste budskab, nemlig Koranen, hvis dele stemmer overens, og som læses igen og igen. Derved rejser huden sig hos dem, der frygter deres Herre. Derefter bliver deres hud og hjerter ydmyge ved Allahs ihukommelse. (Sura az-Zumar: 23)

Det fremgår klart af de ovenstående vers, at der i denne Koran ligger en sådan påvirkningskraft, at den uvægerligt påvirker den, der læser eller hører den. Den får hjertet til at bølge og øjnene til at fyldes med tårer. Den, der ønsker at antage troen, bøjer straks sit lydighedens hoved, når han hører Koranen. Selv hvis en, der er sunket ned i vantro og stædighed, hører denne Koran, påvirker den også ham, men han afviser den som magi. Han forbyder folk at lytte til den. Alligevel tør han ikke udfordre denne Koran.

Kilden til Koranens hypnotiske kraft

Spørgsmålet er nu: Hvordan besejrede Koranen araberne, og hvordan kunne den udøve en så voldsom indflydelse på både troende og vantro?

De lærde, som har opnået særlig dygtighed i at forstå Koranen, og som har skrevet om Koranens egenskaber, har efter bedste evne forsøgt at besvare dette spørgsmål. Nogle lærde har uden at drøfte sammenhængen og forbindelsen mellem Koranens indhold behandlet sagen noget anderledes. Koranen har blandt andet forudsagt begivenheder, som fandt sted i løbet af de følgende få år. Desuden har Koranen belyst verdensaltet og menneskets skabelse og så videre. Spørgsmålet er nu: Disse egenskaber er udførligt beskrevet i Koranen, og de er tegn på Koranens storhed og fortræffelighed. Men hvad skal man sige om de korte suraer, hvori ingen sharia-bestemmelse er blevet nævnt? Eller hvori der hverken er fremlagt en beskrivelse af den usynlige verden eller formidlet nogen viden om den jordiske verden? Selvom disse korte suraer ikke behandler alle emner samlet, sådan som det er tilfældet i mange af Koranens suraer, betog de alligevel araberne i den første tid efter Koranens åbenbaring. Gennem disse suraer blev deres tankeverden rystet, og der opstod en stærk tiltrækning til deres skønhed. Det må erkendes, at disse korte suraers magiske virkning var så stærk og uimodståelig, at tilhøreren ikke kunne undgå at blive betaget. Gennem virkningen af sine særlige egenskaber var Koranen i stand til at drage både vantro og troende ind i sin indflydelsessfære. Koranen var den største medvirkende årsag til, at de, der antog islam, blev lykkelige. Der er ingen mulighed for at benægte, at en kort sura fra Koranen eller blot en del af den vendte op og ned på deres liv.

Efter at islam var blevet fuldendt, var der naturligvis, ud over Koranen, også visse handlinger og ydre aktiviteter, som virkede ind på de mennesker, der antog islam. Men når det gælder de lykkelige troende i den tidlige periode, var det eneste, der virkede bag deres tro, Koranen.

Den afgørende drivkraft bag at antage islam

Efter at islam var blevet fuldt udviklet og fuldstændig, antog folk islam, påvirket på forskellige måder. For eksempel:

(1) Nogle antog islam, fordi de blev påvirket af den ædle Sendebuds (fred være med ham) og de ædle ledsageres praksis og karakter.

(2) De, som allerede havde antaget islam, satte religionen over alt andet og udholdt alle former for sorg, lidelse og forfølgelse udelukkende for Allahs tilfredshed. Nogle blev påvirket af dette og blev muslimer.

(3) Nogle antog islam med den tanke, at Muhammad (fred være med ham) og hans ledsagere var få i antal, men at ingen stormagt alligevel kunne besejre dem; dette kunne på ingen måde være muligt uden Allahs hjælp og omsorg.

(4) Nogle antog islam, da islam var blevet etableret som stat, og islams retfærdighed og retsorden var blevet virkeliggjort – noget, de aldrig tidligere havde set.

Folk antog islam af mange andre sådanne grunde. Men en af de vigtigste var al-Koranens hjertegribende appel og betagende tiltrækning, som på egen hånd ydede et afgørende bidrag i islams tidlige fase.

Hvor findes kilden til den hypnotiske kraft i al-Koranen?

Det er værd at overveje, at lovgivningen på det tidspunkt endnu ikke var fuldstændig, at der ikke var blevet givet oplysninger om den usete verden, og at der heller ikke var blevet sagt noget særligt indgående om livet og verden. Koranen havde endnu ikke givet nogen praktisk vejledning, og kun en meget lille del af Koranen var til rådighed for islams missionsarbejde. Alligevel var kilden til magi og hypnotisk kraft skjult deri. Under påvirkning af den blev de tvunget til at sige:(Arabisk***************)

Dette er ikke andet end magi, der er blevet overleveret gennem generationer.

Beretningen om, at al-Walid ibn al-Mughira ønskede at antage islam, men undlod at gøre det, er nævnt i sura al-Muddaththir. I åbenbaringernes rækkefølge indtager denne sura den tredje plads. Sura al-Alaq og sura al-Muzzammil blev åbenbaret før den. Hvis vi iagttager det nøje, vil vi se, hvordan disse suraer påvirkede al-Walid ibn al-Mughira. Hvilken magi var der i dem, som gjorde ham så foruroliget?

Når vi studerer disse korte suraer, der blev åbenbaret i Mekka, finder vi ikke den mindste antydning af nogen shariaretlig lov eller noget verdsligt anliggende. I sura al-Alaq findes der ganske vist en meget kort omtale af mysteriet ved menneskets skabelse. Der siges, at mennesket blev skabt af en sammenklumpet blodmasse. Desuden blev der fremsat forudsigelser om de følgende år, f.eks. i sura al-Rum blev der fremsat en forudsigelse om sejren over Persien. Spørgsmålet er nu: Hvor findes i Koranen det, som al-Walid efter dyb overvejelse kaldte magi?

Svaret er, at den del af Koranen, som al-Walid betegnede som magi, naturligvis var noget, der lå uden for både shariaretlige bestemmelser og verdslig viden. Der var ikke noget emne i den, som han kunne udtale sig om. Det er dog også rigtigt, at han uden at bestræbe sig på at tilegne sig islamisk troslære og åndelighed var i stand til at fatte dens fine mysterier.

Lad os nu tænke lidt over den først åbenbarede sura, al-Alaq. Hvis man nøje betragter de første 15 vers, vil man se, at dens ord ligner de ord, som digterne og litteraterne i den førislamiske tid brugte, og som hele Arabien kendte, men deres skrifter bestod af mange usammenhængende ord og sætninger. Ofte fandtes der hverken rim eller sammenhæng i deres værker. Men var det sådan med sura al-Alaq?

Bestemt ikke. Tværtimod rummer den en vidunderlig forening af harmoni og betydningsfulde undertoner. Hvert udsagn er et levende eksempel på ophøjet litteratur. Og alligevel er det vers, der blev åbenbaret helt i begyndelsen. Her blev der sagt: »Læs«. Men det skal ske i forbindelse med Allahs hellige og ærefulde navn. Med ordet iqra eller »læs« menes recitation eller studium af Koranen. Det er derfor nødvendigt at nævne Allahs navn, fordi Han selv kalder til med sit navn. Et af Allahs egenskabsnavne er »Rabb«, hvilket betyder opretholderen. Derfor har Han befalet læsning med henblik på at modtage opdragelse og undervisning. Disse ord lyder på Allahs eget sprog:

(Arabisk***********)

Læs i din Herres navn, Han, som skabte dig.

Det var begyndelsen på den islamiske da’wah. Derfor er der som forklaring på Rabb valgt et ord, der er forbundet med livets begyndelse. Det vil sige: Han er nu en »Rabb«, (Arabisk*****)som har skabt.

(Arabisk***********)– Han skabte mennesket af ’alaq. Med andre ord begyndte Han menneskets liv med en størknet blodklump. Hvilken lille og enkel tilstand var begyndelsen.

Men eftersom Allah foruden at være Rabb eller opdrager også er Khaliq (Skaberen) og yderst nådig, former Han gradvist den lille kødmæssige klump til et fuldkomment menneske. Og menneskets natur er sådan, at når det bliver undervist i noget, har det evnen til at lære det. Derfor siges det:

(Arabisk*************)

Læs Koranen; din Herre er yderst nådig. Han har undervist med hånden og pennen. Han har lært mennesket det, som det ikke vidste. (Sura al-’Alaq: 305)

Se, hvor smukt én åbenbaring beskriver vejen, der fører mennesket fra dets begyndelse til fuldkommenhed. Tiden mellem fødsel og død omtales trin for trin, så menneskets tanke og medfødte tilbøjelighed svarer på denne da’wah.

Fornuftens og samvittighedens krav var netop, at man skulle tænke over, hvad man var, og hvor man nu var nået. Men sørgeligt nok sker det ikke engang.

(Arabisk************)

Sandelig, mennesket overskrider grænserne, fordi det anser sig selv for at være uden behov (det vil sige, fordi det har glemt sin begyndelse og afslutning). (Al-Alaq: 6-7)

Fordi det har glemt dette i sin stolthed og hovmod, bliver det advaret med ord, der er en blanding af advarsel og bebrejdelse:

(Arabisk***********)

Der er ingen tvivl om, at de vil blive ført tilbage til din Herre. (Sura al-Alaq: 8)

Mens menneskets oprør og hovmod omtales, siges det for at fuldende billedet af det: De er ikke blot selv oprørske, men forsøger også at gøre andre oprørske.(Arabisk***********)

Har du set den, der forbyder en af Allahs tjenere at bede, når han rejser sig til bøn? (Sura al-Alaq: 9-10)

At forhindre nogen i at bede er en yderst forkastelig handling. Denne forkastelige handling bliver endnu værre, når den bedende står fast på vejledningens vej og forsøger at vække gudsfrygt hos andre.

(Arabisk***********)

Har du set, om han følger den rette vej eller lærer gudsfrygt? (Sura al-Alaq: 13)

Tænk over det: Mennesket er uopmærksomt over for alting. Det ved ikke engang, hvordan det blev født, eller hvor dets endeligt vil være.

(Arabisk************)

Har du set, om han fornægter og vender sig bort? Ved han ikke, at Allah ser alting? (Sura al-Alaq: 13-14)

Derefter blev de advaret:(Arabisk*************)

Nej! Hvis han ikke holder op, vil Jeg visselig gribe ham i hans hårtot og slæbe ham af sted – den løgnagtige, syndige hårtot. (Al-Alaq: 15-16)

Her er ordene valgt på en sådan måde, at selve ordet udtrykker sin hårdhed. Hvis man i stedet havde brugt et synonym, ville det ikke have udtrykt den samme hårdhed i betydningen. Ordet giver indtryk af, at en person står på et højt sted, holder fast i en andens hårtot og hurtigt bevæger sig nedad. Betydningen af dette ord er at gribe en oprører eller en arrogant person i håret på panden fra et højt sted, kaste ham til jorden og slæbe ham bort med et voldsomt ryk. Mens han slæbes af sted, skriger han naturligvis efter hjælp hos sine ledsagere, sådan som Allah selv har sagt:(Arabisk*********)– Lad ham da kalde på sine ledsagere. Og (Arabisk*******)Jeg vil kalde på Helvedes vogtere.

Når tilhørerne hører dette, forestiller de sig, at der måske den dag vil bryde en konflikt ud mellem Helvedes vogtere og den pågældende mands ledsagere. Det er et imaginært billede, som fylder fantasiens verden. Sendebudet forbliver urokkeligt på sin plads og fortsætter med at varetage sit profetiske hverv. Han bekymrer sig ikke, hvis nogen benægter hans sendelse og vender sig bort. Det siges:

(Arabisk*************)

Lad dig aldrig påvirke af hans ord; kast dig ned i sujud og søg Min nærhed. (Sura al-ʿAlaq: 19)

Dette var begyndelsen på det islamiske kalds kraftfulde fremtræden. Selv om denne suras vers ved første øjekast kan synes uordnede, er de velstrukturerede og indbyrdes forbundne. Dette er den første sura i al-Qur’an, hvis beskrivende stil tydeligt afslører dens indre sammenhæng. Betragt nu den anden sura i åbenbaringsrækkefølgen, som er kendt under navnet Sura al-Muzzammil. De første vers af Sura al-Qalam kan naturligvis være blevet åbenbaret før den. Under alle omstændigheder kaldte Walid Qur’anen for magi, straks efter at have hørt nogle af følgende vers fra Sura al-Muzzammil:

(Arabisk****************)

På den dag, hvor jorden og bjergene vil skælve, og bjergene vil blive til bølgende sanddynger. Sandelig, Vi har sendt et sendebud til jer som vidne over jer, ligesom Vi sendte et sendebud til Farao. Men Farao forkastede sendebudet, så Vi greb ham med et hårdt greb. Hvordan vil I da beskytte jer, hvis I fornægter den dag, som vil gøre børnene gråhårede? Den dag vil himlen revne. Hans løfte vil visselig blive opfyldt. (Sura al-Muzzammil: 14-18)

De nævnte vers fremstiller et frygtindgydende billede af opstandelsens dag. Det er et så skrækindjagende billede, at ikke blot menneskene, men hele skaberværket omfattes af det. Det tungeste og mest massive i skaberværket er jorden og bjergene. Den dag vil de skælve og blive knust i stykker, og ingen vil blive grebet uden skyld. Kun de, til hvem et sendebud var kommet, og hvis kald var nået frem, vil blive grebet. Samtidig er alle beviser og argumenter blevet fuldstændig fremlagt.

Det siges henvendt til Mekkas vantro: Det sendebud, der er blevet sendt til jer, er hverken det første eller et nyt sendebud; han er et sendebud ligesom dem, der blev sendt til Farao og andre som ham. Jeres pragt, anseelse, magt og myndighed er bestemt ikke større end Faraos. Selv Farao blev underkastet en hård straf. Ønsker I da også at blive nedsænket i en sådan straf? Når jordens tidsfrist er udløbet, hvordan vil I vantro da undslippe Allahs greb? Den dag vil selv børn blive gamle af bekymring over at se dens rædsler. Himlen vil revne, og jorden samt bjergene vil skælve. Ingen skabning vil være i sikkerhed for dette frygtelige billedes rædsel. Når billedet af denne forfærdelige katastrofe genspejles i fantasien, kan ingen undgå at blive påvirket. Menneskets hjerte vidner selv om, at Allahs løfte er et løfte, der vil blive fuldbyrdet, og der er ingen grund til at tvivle på, at det vil træde i kraft. Det fornuftige er derfor at vende tilbage til Allahs vej, mens der endnu er tid. Det er langt lettere at gå på Allahs vej end at begive sig ad vejen mod denne frygtelige katastrofe.

Historien om Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) antagelse af islam er allerede blevet fortalt. Der så vi, at han blev påvirket i retning af islam efter at have læst eller hørt nogle vers i begyndelsen af sura Ta-Ha. Sura Ta-Ha var den 45. sura i åbenbaringsrækkefølgen. De suraer, der blev åbenbaret før den, nævnes nedenfor i rækkefølge:

(1) Sura al-ʿAlaq

(2) Sura al-Muzzammil

(3) Sura al-Muddaththir

(4) Sura al-Qalam

(5) Sura al-Fatiha

(6) Sura al-Lahab

(7) Sura al-Takwir

(8) Sura al-A’la

(9) Sura al-Layl

(10) Sura al-Fajr

(11) Sura al-Duha

(12) Sura al-Inshirah

(1‘3) Sura al-Asr

(14) Sura al-Adiyah

(15) Sura al-Kawthar

(16) Sura at-Takāthur

(17) Sura al-Māʿūn

(18) Sura al-Kāfirūn

(19) Sura al-Fīl

(20) Sura al-Falaq

(21) Sura an-Nās

(22) Sura al-Ikhlās

(23) Sura an-Najm

(24) Sura Abasa

(25) Sura al-Qadr

(26) Sura ash-Shams

(27) Sura al-Buruj

(28) Sura at-Tin

(29) Sura Quraysh

(30) Sura al-Qari’ah

(31) Sura al-Qiyamah

(32) Sura al-Humaza

(33) Sura al-Mursalat

(34) Sura Qaf

(35) Sura al-Balad

(36) Sura at-Tariq

(37) Sura al-Qamar

(39) Sura al-A’raf

(40) Sura al-Jinn

(41) Sura Yasin

(42) Sura al-Furqan

(43) Sura al-Fatir

(44) Sura al-Maryam

(45) Sura at-Taha [Se tillæg 2 for en liste over de resterende suraer i åbenbaringsrækkefølge. – Oversætteren]

Alle de ovennævnte suraer blev åbenbaret i Mekka. Nogle af versene i disse suraer blev dog åbenbaret i Medina. Lad os nu kaste et generelt blik på de nævnte suraer; det er ikke muligt her at gennemgå disse suraer på samme måde, som vi gennemgik begivenheden med Walid. Vi ønsker blot at drøfte, hvilken magi der er skjult i disse suraer, og som påvirkede de tidligere mennesker, så de tog islam til sig. På det tidspunkt var islams styrke ikke blevet større, fordi Umar (må Allah være tilfreds med ham) tog islam til sig, og islam var heller ikke i en sejrrig position.

Hvis vi tænker dybt over disse suraer, bliver det tydeligt for os, at de fleste af de egenskaber, som eksperterne har nævnt for at forklare Koranens værdighed og storhed, ikke findes i de suraer, der behandles her. Hvis man antager, at Sura al-Fatir beskriver mysteriet ved menneskets skabelse, og at en tilsvarende drøftelse findes i Sura at-Tariq, må man alligevel erkende, at der ikke behandles verdslige forhold dér, og at der ikke findes så meget som et spor af nogen sharia-bestemmelse. Men det står fast, at sådanne emner behandles smukt og tiltrækkende i de øvrige suraer, bortset fra de her omtalte suraer, hvad enten det drejer sig om mekkaanske eller medinensiske suraer.

Vi ønsker, om så blot for en kort stund, at hæve os over sted, tid og form og forsøge at forstå den kunstneriske skønhed og det mysterium i Den Ædle Koran, som har status som et grundlæggende princip. Det er lige så evigt og uforgængeligt som Koranen selv. Denne kunstneriske skønhed gør Den Hellige Koran uafhængig af alt andet. Således fuldendes den religiøse betydning og hensigt og bevæger sig mod det tilsigtede mål.

Lad os nu se på, fra hvilken synsvinkel mennesker indtil i dag har betragtet Koranens kunstneriske skønhed.

Andet kapitel

Studiet og fortolkningen af Koranen

På det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret, blev de vantro og afgudsdyrkere, der fandtes i Arabien, tiltrukket af dens kunstneriske skønhed og kaldte den undertiden poesi og undertiden magi. Men om dem kan vi ikke med sikkerhed sige, hvad deres målestok for kunstnerisk skønhed var. Vi ved dog ganske bestemt, at de blev dybt påvirket af Koranen. Der er ingen tvivl om, at Koranen på tidspunktet for sin åbenbaring virkede som magi på både de troende og de vantro. Nogle blev muslimer, påvirket af denne magi. Andre blev ganske vist fanget i dens fortryllelse, men undslap den alligevel. Derefter gav begge grupper udtryk for deres reaktioner. Men ingen kunne klart sige, hvilken del af Koranen der havde bragt dem under dens magiske påvirkning. I en overlevering fra Umar (må Allah være tilfreds med ham) hedder det: »Da jeg hørte Koranen, skete der en forandring i mig, så jeg begyndte at græde og tog islam til mig.« I en anden overlevering fra Umar (må Allah være tilfreds med ham) hedder det: »Jeg sagde: Hvor betydningsfulde disse ord er, og hvor stor deres ophøjethed er.«

Walid ibn al-Mughira fornægtede både Koranen og Profeten (fred være med ham). Ikke nok med det, han nærede også et voldsomt fjendskab mod Profeten (fred være med ham). Selv fra hans mund kom disse ord:

Ved Allah! Koranen rummer sødme. Det forekommer, at den er et evigt budskab. Den overvinder alt. Intet, hvor ophøjet og ærefuldt det end måtte være, kan være bedre end den.

Walid ibn al-Mughira sagde desuden:

Koranen har en magisk virkning. Ser I ikke, hvordan den skiller et menneske fra dets slægtninge og ledsagere?

Selve Koranen vidner om den reaktion, der opstår i de troendes indre, efter at de har reciteret dette ord:

(Arabisk*************)

Når Koranen reciteres, rejser hårene sig på huden hos dem, der frygter deres Herre, og deres kroppe og hjerter forenes i ihukommelsen af Allah. (Sura az-Zumar: 23)

Om dem, der er af Skriftens folk og troende, er der sagt:

(Arabisk**********)

Når Koranen reciteres for dem, der tidligere har modtaget viden, kaster de sig med bøjet hoved ned i sujud og siger: »Vores Herre er hellig og ophøjet. Vores Herres løfte vil visselig blive opfyldt.« De kaster sig grædende med bøjet hoved ned på jorden, og deres ydmyghed bliver endnu større. (Sura Bani Isra’il: 107-109)

På den anden side fastholdt Qurayshs vantro deres vantro og stædighed og sagde:

(Arabisk**********)

Og de siger: »Dette er blot gamle fortællinger, som bliver læst op for ham morgen og aften.« (Sura al-Furqan: 5)

Der var i Mekka en ussel mand ved navn Nadr ibn al-Harith. Da Allahs Sendebud (s) reciterede Koranen for folk i moskeen, begyndte han at fortælle persiske sagn og historier på arabisk. Hans formål var at forhindre folk i at lytte til Koranen. Men hans ønske blev ikke opfyldt. Alligevel holdt de vantro fra Quraysh ikke op med dette; tværtimod sagde de:

(Arabisk************)

»Lyt ikke til denne Koran. Når den reciteres, skal I larme, så vil I måske kunne sejre.«

De sagde og gjorde altid den slags ting angående Koranen. Men ét spørgsmål står stadig tilbage: Hvordan kommer Koranens kunstneriske skønhed til udtryk? Alt det, som de vantro fik mulighed for at høre af Koranen, var på grund af deres arabiske sprogkundskaber tilstrækkeligt til at påvirke deres sind og hjerter. Derefter tog de islam til sig med ordene »labbayk«, eller også vendte de ryggen til og flygtede. Det skal bemærkes, at det netop er naturligt, at det forholder sig sådan med kunst.

Tafsir i sahabaernes og tabi’inernes tidsalder

Hvis vi ser på tiden efter Koranens åbenbaring, finder vi, at sahabaerne gennem forskellige overleveringer foretog tafsir af mange steder i Koranen, hvilket blev direkte overleveret af Allahs Sendebud (s) med hensyn til Koranens indhold og ordlyd. Mange blandt sahabaerne forklarede nogle vers med stor forsigtighed og frygt. Andre holdt sig fra fortolkning og analyse, fordi de anså fortolkning af Koranen for at være en syndig handling. Det fortælles endda om Sa’id ibn al-Musayyib (rah.), at han, når nogen bad ham forklare en del af Koranen, sagde: »Jeg ønsker ikke at sige noget om fortolkningen af Koranen.«

Muhammad ibn Sirin (rah.) siger: »Da jeg spurgte Hazrat Ubaydah (ra) om noget vedrørende Koranen, sagde han: Frygt Allah og hold jer på den rette vej. Kun de vil blive frelst, som søger at forstå, med hvilket formål Koranen blev åbenbaret.«

Hisham ibn Urwa ibn al-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg hørte aldrig min far forklare Koranen. [Fazlul Islam – dr. Ahmad Amin.]

Det fremgår af ovenstående drøftelse, at størstedelen af sahabaerne slet ikke var interesserede i fortolkningen og analysen af Koranen. Derfor nåede koranfortolkningen og -analysen ikke det ønskede niveau i deres tid.

Da tabi’unernes tid kom efter sahabaernes tid, blev fortolkningen og analysen af Koranen noget mere omfattende end tidligere. Deres metode bestod imidlertid i at fortolke et vers ved hjælp af en tilsvarende sætning eller et tilsvarende ord, så den overordnede betydning kunne forstås. For eksempel: (Arabisk**********) – dette vers fortolkede de således (Arabisk**********): Det vil sige: Vær ikke en, der nærer ønske om at begå synd. På samme måde fortolkede de (Arabisk**********)- således: I den førislamiske tid, når en person ønskede at rejse, trak han lod ved hjælp af to pile. På den ene pil stod der (***) – gør dette, og på den anden stod der (***) – gør ikke dette. Med lukkede øjne trak de en pil og handlede efter dens anvisning. I dette vers har Allah forbudt denne handling. Nogle af dem fortalte naturligvis også om versets anledning eller baggrund. Det blev endda deres skik at fortælle visse jødiske og kristne beretninger, når de foretog fortolkninger.

Hen imod slutningen af det andet hijri-århundrede blev tafsir-videnskaben udvidet. Men i stedet for at gøre Koranens kunstneriske skønhed til genstand for beskrivelse blev emner som historie, grammatik, filosofi og logik dominerende. På denne måde forspildte de den mulighed, de havde for at identificere Koranens kunstneriske skønhed.

Blandt de senere lærde var Allama Zamakhshari i nogen grad i stand til at forstå Koranens kunstneriske skønhed. Derfor gjorde han visse fremskridt på dette område. Således skrev han (Arabisk**********)- da Moses’ vrede havde lagt sig. I sin forklaring af dette vers skrev han: »Måske var Moses blevet vred over alle de handlinger, de havde begået under hans fravær. Han vendte sig mod sit folk og sagde: Hvad er det, I gør? Derefter kastede han tavlerne med den nedskrevne Tora fra sig og begyndte at trække sin bror i retning af sig ved at holde ham i skægget.«

Alligevel kan det siges, at Zamakhshari ikke opnåede fuldkommen succes med dette arbejde. For der kan kun i ringe grad spores dybde i hans beskrivelse og fremstilling.

For at forklare dette vers på bedste vis må man ty til fantasien. Man kan forestille sig (***) (vreden) som et menneske, der taler og derefter tier. Den tilskynder ganske vist Moses (må Allah være tilfreds med ham), men forbliver selv i baggrunden. Det synes, som om den sande skønhed alene ligger i at forestille sig (***) (må Allah være tilfreds med ham) i menneskeskikkelse. Zamakhshari havde ganske vist denne fornemmelse, men han var ikke i stand til at give den udtryk. Alt, hvad han sagde, var bundet af samtidens begrænsninger.

Zamakhshari fortolkede sura al-Fatiha således: »Når tjeneren lovpriser sin Skaber og Beskytter og siger (***) forstås det, at al lovprisning alene tilkommer Ham. Derefter vender han sig til denne Guddom og siger (******), det vil sige: Herskeren og Ejeren over alle verdener. Intet er uden for Hans ejerskab og omsorg. Derefter siger han: (******), den, der viser nåde mod små og store samt alle folk og arter. På denne måde opnår denne person tilskyndelse til at vende sig til Allah.«

Når han udbryder (Arabisk**********)– Han alene er dommedagens hersker. Når han når hertil, bliver han grebet af følelser, overgiver sig fuldstændigt til dette væsen og erklærer, idet han alene er afhængig af Hans hjælp og støtte: (Arabisk**********)– Jeg tilbeder kun Dig, og jeg beder kun Dig om hjælp.

Den følelse, der fremkommer ved studiet af sura al-Fatiha, er et fremragende forsøg på at levendegøre den kunstneriske komposition. Denne sura er et af eksemplerne blandt de tidlige suraer på den stil, der blev anvendt for at skabe en sammenhængende rytme og tematisk komposition i Den Ædle Koran.

Mange koranfortolkere har forsøgt at analysere de steder i Koranen, hvor man finder denne form for rytme og komposition. Men de har på ingen måde haft held med dette. Det eneste, der faktisk er kommet ud af deres arbejde, er, at de blot har påpeget de steder, hvor der findes en lignende komposition og overensstemmelse. De har imidlertid ikke kunnet formulere nogen principper på området. Selv dette begrænsede arbejde har naturligvis kostet dem store anstrengelser.

Hvad angår de lærde, der har diskuteret retorikken og Koranens mirakuløse karakter, kunne man have håbet, at de på dette område ville være nået længere end koranfortolkerne og være i stand til at forklare Koranens kunstneriske komposition og dens skønhed. Men de har kun beskæftiget sig med meningsløse diskussioner.

For eksempel diskussionen om, hvorvidt den retoriske komposition findes i ordene eller i betydningen. Blandt dem var der også enkelte lærde, som havde retorikkens grundlæggende regler og principper på fingerspidserne. På dette grundlag forsøgte de at beskrive Koranens kunstneriske skønhed. Undertiden er dette gået langt ud over tålmodighedens grænser.

Læg nu mærke til beskrivelsen af skønheden i en lille del af Koranen. Det lyder således:

(Arabisk*************)

Hvis du blot kunne se forbryderne stå med bøjet hoved foran deres Herre! (Sura as-Sajdah: 12)

De, der fornægter islam, vil på Dommedag blive genoprejst i en yderst ydmyget og vanæret tilstand. Dette vers er et levende billede på det. Så snart verset reciteres, toner billedet af en forbryder frem for ens øjne: Han står med bøjet hoved i den mest usle og fornedrede tilstand. Foran hvem står han? Foran Allah, alverdens Herre, selv. Det er ikke blot en forestilling, men som om det er virkeligt og synligt for øjnene. Tænk nu lidt over det: Om alle vers af denne slags siger retorikken blot én ting. Den siger, at ordet (***) »du vil se« i dette vers er en tiltaleform. En tiltale rettes grundlæggende til en bestemt person. Men undertiden rettes den også til en ubestemt person. Man kan for eksempel sige: »En bestemt person er meget ond. Hvis du viser ham respekt, vil han ydmyge dig. Og hvis du behandler ham godt, vil han opføre sig uhøfligt over for dig.«

Ved en sådan samtale kan ingen bestemt person udpeges. Meningen er ikke, at hvis du handler sådan, vil han også handle sådan. Meningen er derimod, at hvis man behandler ham på denne måde, vil man få netop dette tilbage. Ordet bruges som tiltaleform, fordi det ikke er rettet til nogen bestemt person. Der findes utallige sådanne eksempler i Koranen. Også i dette vers er det(Arabisk**********)netop blevet fremstillet i tiltaleform for at udtrykke det almene. Det er helt klart, at forbrydernes tilstand vil være yderst elendig. Det er så tydeligt, at der ikke er plads til nogen tvivl. Derfor er ingen bestemt blevet udpeget i forbindelse med synet af denne skrækindjagende tilstand. Enhver, der er egnet til at se den, er derimod omfattet af tiltalen.

I de følgende vers er emnet skildret som et levende billede. De lærde inden for retorikken (balāgha) har imidlertid gjort det kompliceret, sådan som de har forklaret det ovennævnte vers. Til sidst afslutter retorikeksperterne deres fremstilling med at sige, at dette vers beskriver forbrydernes smertefulde skæbne, som er udtrykt på den mest virkningsfulde måde.

Man kan også tage deres synsmåde i betragtning, når andre vers i Den Ædle Koran forklares. Som eksempel kan man drøfte forklaringen af de vers, der skildrer Dommedag, Paradiset og Helvede. Det siges:

(Arabisk**********)

Der blæses i hornet, og alle på himlene og på jorden vil besvime, undtagen dem, som Allah vil. Derefter blæses der endnu en gang i hornet, og straks vil de rejse sig og se sig omkring.

(Arabisk***********)

Den dag, hvor Jeg lader bjergene bevæge sig, vil du se jorden som en åben slette. Derefter vil Jeg samle dem alle; ingen vil blive udeladt, hverken den første eller den sidste. (Sura al-Kahf: 47)

(Arabisk**************)

Helvedes beboere vil råbe til Paradisets beboere: „Giv os noget af den mad eller drik, som Allah har skænket jer.” Paradisets beboere vil svare:

„Allah har gjort begge dele forbudt for de vantro.” (Sura al-Aʿrāf: 5)

I de ovenstående vers træder flere fuldendte billeder frem. Billeder, der er yderst foruroligende og hjerteskærende. Øjet ser dem, øret hører dem, og de gør et dybt indtryk på sindet. Men det forbløffende er, at retorikkens lærde blot vil sige, at fremtidige begivenheder er udtrykt med datidsformer, så det synes, som om de allerede er indtruffet.

Blandt de lærde, der talte for retorikken og Koranens mirakuløse karakter, var en forgænger for Allāma Zamakhsharī. Han udviste enestående dygtighed og opnåede stor succes på alle disse områder. Han kan kaldes en autoritet på dette felt. Det var ʿAbd al-Qāhir al-Jurjānī. Der er naturligvis ingen tvivl om, at hans værk „Dalāʾil al-Iʿjāz” er en betydningsfuld bog om dette emne. Men det beklagelige er, at hele bogen er fyldt med drøftelser af Koranens ord og betydninger, hvilket gør det meget vanskeligt for almindelige mennesker at lære af den. Alligevel kan man sige, at den står over de lærde, som har skrevet om dette emne. Selv i vor tid har ingen kunnet nå op på siden af ham på dette område.

Vi har fremlagt eksempler på, hvor langt ʿAbd al-Qāhir al-Jurjānī nåede i sin undersøgelse af Koranens kunstneriske skønhed, selv om læseren må udvise stor tålmodighed og ihærdighed for at få udbytte af dem. For dengang man i litteraturen drøftede logik (Logic) og teologi, fulgte man netop denne metode i forklaringer og fremstillinger. ʿAbd al-Qāhir al-Jurjānī har skrevet:

„En beskrivelse af det skønne og det uskønne i et citat er først mulig, når man har en virkelig forståelse af sætningens opbygning og rytme. I ved, at når man reciterer dette vers:(Arabisk**********)– alderdommen har sat sit præg på mit hoved (Sura Maryam: 4) – afhænger skønheden i dette afsnit kun af citatet. Der behøves ikke andet. Men den virkelige situation er ikke sådan. Den reaktion, der opstår i tilhørerens indre, så snart han hører dette vers, afhænger ikke kun af citatet. Den egentlige årsag er, at når et navneord gøres til grundled i en sætning, skal det efter den almindelige regel stå i nominativ. Men i virkeligheden er det ikke sætningens egentlige grundled. Hvis der efter dette navneord indsættes et andet, dertil knyttet navneord, vil dette være verbets egentlige grundled. Det vil sige, at verbet knyttes til det første navneord på grund af det andet navneord, hvorved der opstår overensstemmelse mellem de to navneord. For eksempel:

(Arabisk*************)

Der findes mange andre sætninger af denne art, hvor verbet ikke henføres til den egentlige handlende, men til årsagen dertil. For vi er fuldt ud klar over, at den egentlige handlende i forbindelse med verbet (****) er (****), selv om (****) tilsyneladende synes at være subjektet. På samme måde er den egentlige handlende i det andet eksempel (****) (***)’s, og den egentlige handlende i verbet (***) er (***), mens den egentlige handlende i (****) er (****). I alle disse sætninger er verbet henført til et substantiv, som i virkeligheden ikke er dette verbs handlende. Den skønhed, der kommer til udtryk i eksemplerne i det citerede afsnit, er netop mulig, fordi verbet er henført til et substantiv, som tilsyneladende ikke er dets handlende. Hvis man i stedet havde henført det til den egentlige handlende og sagt: “(Arabisk**********) ville den egentlige skønhed være gået tabt. Hvis man spørger, hvorfor skønheden går tabt, er svaret: “(Arabisk**********) Den almindelige skønhed, som findes i sætningen, er ikke indeholdt i sætningen (****). Den første sætning betyder, at hele hovedet er blevet hvidt, så ingen del er forblevet uden hvide hår. Men denne betydning fremgår ikke af den anden sætning; deraf forstår man, at en del af hans hoved er blevet hvid, men ikke hele hovedet. På samme måde ville man, hvis man sagde: “(Arabisk**********) forstå, at hele huset stod i flammer. Det ville blot fremgå, at en del af huset var brændt. Sætningen ville ikke udtrykke, at hele huset var gået i brand og var blevet fuldstændig fortæret af ilden. Et andet eksempel fra Den Ædle Koran er dette ædle vers:

(Arabisk**********)

Vi gennembrød jorden og lod kilder strømme frem.

I dette vers er (****) i virkeligheden objektet for ordet (***), (****), men tilsyneladende er ordet (***) gjort til objekt, (***). På samme måde blev (***) i det tidligere nævnte vers bestemt som subjekt for (***). Sådanne ændringer skaber generelt en bredere betydning, og den samme bredde er også fremhævet i denne sætning. Det fremgår, at jorden som helhed er blevet gennembrudt, og at der er skabt kilder alle steder. Sætningen kunne formuleres således: (***) eller også således: “(Arabisk**********) men hensigten opnås ikke fuldt ud derved. Den egentlige hensigt er at udtrykke, at kilder strømmer frem forskellige steder på jorden. (Dalā’il al-I‘jāz, al-Jurjānī)

Må Allah den Ophøjede vise Abdul Qahir al-Jurjani nåde. Der er ingen tvivl om, at han forstod den egentlige betydning, men han var ikke i stand til at give alt dette sproglig form. (Arabisk**********) og (Arabisk**********) Den kunstneriske skønhed, der ligger i de to sætninger, er, set fra retorikkens videnskabs synspunkt, netop det, han har skrevet om. Men der findes også en anden side af den kunstneriske skønhed. Det er den hurtige bevægelse, der skabes i tankeverdenen, og som udtrykkes gennem ordet (***). Til “hvide hår” er der tilsyneladende knyttet en forbindelse til hovedet, så de kommer til at brede sig over hele hovedet. På samme måde findes der i forbindelse med (***) eller gennembrydningen en hurtighed, som dybt rører og påvirker menneskets tanker og bevidsthed.

Det er så klart som dagslys, at sætningen (Arabisk**********) er mere betydningsfuld og stærkere, når det gælder om at skabe bevægelse i tankeverdenen. Det skyldes, at de hvide hår er blevet knyttet til ungdommen. Men i virkeligheden findes ungdommen ikke i den. Her ligger skønhedens egentlige kilde. Et bevis herpå er sætningen (***). Den skønhed, der findes i den, er ligesom skønheden i det tidligere nævnte koranvers. Sandheden er, at der i det pågældende vers kan iagttages to former for skønhed.

For det første den, der fremkommer ved at knytte ungdommen til det grå hår.

For det andet den, der fremkommer ved at knytte det grå hår til hovedet.

Disse to former for skønhed supplerer hinanden. Udelader man den ene, kan versets skønhed aldrig komme fuldt til udtryk.

Abd al-Qahir al-Jurjani (r) standsede her. Han kunne ikke gå videre. Det synes åbenbart, at dette var grænsen for hans mål. For der findes ikke mere end dette i hans fremstilling. Enhver tidsalder har sin egen stil inden for sprog og litteratur. Vi kan ikke forvente, at han overskred sin tidsalders stil.

For at sige det, som det er, er de tjenester, som de lærde hidtil har ydet med hensyn til Koranens tafsir og mirakuløshed, nået en bestemt grænse og er blevet stående dér. De kunne ikke gå videre. Der fandtes også visse måder at undersøge og vurdere det klassiske arabiske sprog og den klassiske arabiske litteratur på. Enhver tekst blev vurderet i dette lys. Man var ikke gået så meget videre, at man gennem en samlet undersøgelse af værket kunne identificere dets særpræg og egenart. Det samme gjaldt Koranens balagha. I dag vil man ikke gøre den til genstand for analyse, men til genstand for en samlet drøftelse. Derfor gjorde de lærde, der beskæftigede sig med balagha, Koranens samtlige ord, rytmer og kompositionsmåder til emner for balagha. Derefter gjorde de en yderste indsats for at bevise, at hele Koranen er fuld af balagha og fasaha.

De lærde, som beskæftigede sig med Koranens balagha, nåede ikke engang i nærheden af Koranens almene særpræg. Ganske vist forsøgte de hver for sig at fastslå Koranens kunstneriske skønhed. Men det førte ikke til noget. Som jeg tidligere har forklaret, befandt disse balagha-lærdes bestræbelser sig helt på et indledende og ufuldstændigt stadium.

Det sidste, der skal siges om dette, er, at de lærde inden for balagha ikke har kunnet nå den grænse, som findes i arabisk litteratur eller i den ædle Koran, når det gælder et udsagns almene særpræg. Det er beklageligt, at spørgsmålet om at identificere og beskrive Koranens vigtige kunstneriske særpræg stadig er omgærdet af mystik. Det er blevet anset for nødvendigt at anlægge en ny metode til undervisning i og studiet af denne mirakuløse bog og at behandle den på grundlag af almene principper for at henlede opmærksomheden på dens kunstneriske skønhed. Desuden er miraklerne blevet forklaret og analyseret på en sådan måde, at forklaringerne er hentet fra selve de enestående emner i den ædle Koran.

Det er værd at huske, at den egenskab, som denne storslåede bog rummer, ikke er begrænset til nogen bestemt del; den er tværtimod ligeligt udbredt i hele bogen. Fremstillingen af alle dens formål og mål er således én og den samme. Hvad enten formålet er at bringe glædeligt budskab, advare mod Allahs straf, fortælle om en begivenhed i fortiden, berette om noget, der vil finde sted i fremtiden, give nogen et trøstende og beroligende budskab, opfordre til at antage troen, give vejledning om livet i denne verden, fremstille noget for at gøre det forståeligt, beskrive en sanseligt erfarelig genstand eller et levende eksempel fra sindets verden eller beskrive noget, der ligger uden for sansernes rækkevidde, er der ingen grundlæggende forskel i fremstillingen og udtryksmåden.

Der findes en fælles tråd i alle den ædle Korans fremstillinger. Det er for at påvise denne, at vi har skrevet denne bog. Jeg har kaldt denne tråd »kunstnerisk billedfremstilling«.

Tredje kapitel

Kunstneriske billeder

Billedfremstilling er et særligt kendetegn ved Den Ædle Koran. Det er et middel til at indprente Koranens budskab i hjertet. Gennem billeder spejles forestillinger om usagte og vanskeligt forståelige ting i sindets spejl. Disse billeder, der er fremstillet på en klog og indsigtsfuld måde, påvirker menneskets liv og handlinger. For det forestillede træder da frem i sin sande skikkelse og står foran øjnene. Det døde menneske forvandles til et levende menneske og træder frem foran øjnene.

I billedfremstillingen svæver beskrivelser, vidnesbyrd og begivenheder frem for øjnene i synlig form, og de skaber liv og aktivitet i menneskets handlinger. Hvis dialog og tale føjes til, fremtræder det som levende skuespillere. Alt dette afspejles på den skærm eller det lærred, der står på scenen. Tilhøreren eller læseren bliver så opslugt, at han for en kort stund glemmer, at der læses op fra Allahs ord, hvori sådanne eksempler kun er givet for at gøre budskabet forståeligt. Han oplever tværtimod da alle begivenheder med et klart indre syn. Scenerne skifter den ene efter den anden. Det begynder at føles for ham, at dette ikke blot er billeder, men selve livets spejlbillede.

Når hjernens skjulte tanker, sjælens tilstande og menneskets bevægelser og tilbøjeligheder fremstilles, udtrykkes de blot gennem nogle livløse sætninger. Der er ingen farver lagt over dem, og ingen lyd eller sætning kommer ud af deres mund. Alligevel har vi ingen vanskelighed ved at forstå Den Ædle Korans mirakuløse kraft og forbløffende virkning. Koranen er fuld af vellykkede billedfremstillinger og lignelser af denne art. Hvor det formål, vi nævnte for lidt siden, findes, har Koranen fremstillet det i sin egen stil – såsom tidligere begivenheder, menneskelige eksempler, genfortælling af allerede indtrufne hændelsesforløb, skildring af Dommedagens scener, en levende beskrivelse af Paradisets fred og Helvedets straf eller skildring af en diskussion og så videre. Dette er ikke gjort blot for at gøre Koranens udtryksform mere tiltalende. Det er en bestemt og særlig metode i Koranen, som vi kan kalde billedfremstillingens metode.

Vi vil forsøge at give en udførlig drøftelse af billedets betydning, så det bliver klart, hvad grænserne og rækkevidden af kunstneriske billeder er i Koranen. Et billede kan tegnes ved hjælp af farver og pensler, men også ved hjælp af tanker og eftertanke. Et billede kan ligeledes fuldt ud bringes til udfoldelse gennem musikalske toner. Undertiden anvendes også sætninger, ord, tekstens stil og tilhørende forhold som midler til billedfremstillingen. Når sådanne billeder træder frem for os, opleves de gennem øjne og ører, tanker og bevidsthed, sind og hjerne – alt sammen på én gang.

Det er nødvendigt at huske én ting: De koraniske billeder er ikke tegnet ved hjælp af skitser og farver, men ved hjælp af menneskers liv og verden. Det er billeder, der udspringer af bevidsthed og følelser. Betydningerne bliver til billedets farver og spejler sig i menneskets sind.

Nu vil vi fremlægge nogle eksempler på dette.

Udtryk tanken i et forståeligt sprog

1. Formålet var at forklare, at kafirernes klager eller anmodninger ikke vil blive accepteret hos Allah på Dommens dag, og at de ikke vil kunne komme i Paradis. At de skulle blive accepteret og komme i Paradis, er ikke andet end et fåfængt håb. Hvor smukt et billede er der ikke blevet tegnet for at forklare dette!

(Arabisk**************)

Himlens porte vil ikke blive åbnet for dem, der har forkastet Mine tegn og været hovmodige over for dem, og de vil ikke komme i Paradis, før kamelen kan gå gennem nåleøjet. (Sura al-A’raf: 40)

Når læseren læser eller hører dette vers, træder to billeder frem for ham. Det ene er billedet af himlens porte, der åbnes, og det andet er billedet af en velnæret kamel, der forsøger at komme gennem nåleøjet. Et ubegribeligt og komplekst forhold er blevet fremstillet gennem et velkendt billede for at gøre det forståeligt. Det skaber ikke blot en forestilling i menneskets sind, men træder frem som et virkeligt og direkte billede.

2. Allah den Højeste vil forklare, at Han på Dommens dag vil tilintetgøre kafirernes gode gerninger på en sådan måde, at det vil synes, som om de aldrig har eksisteret. I den følgende sætning er dette blevet skildret med et smukt billede:

(Arabisk***********)

Jeg vil rette Min opmærksomhed mod deres gerninger og derefter gøre dem til spredte støvpartikler. (Sura al-Furqan: 23)

Når læseren efter at have læst dette vers tænker på spredte støvpartikler, træder billedet af disse gerningers værdiløshed frem i hans sind.

3. Også i det følgende vers er et sådant billede fremstillet:

(Arabisk**************)

De, der ikke tror på deres Herres eksistens, deres handlinger kan sammenlignes med aske, som en voldsom vind blæser hen over på en dag med støvstorm. Intet af det, de har tjent, vil komme dem til gode. (Sura Ibrahim: 18)

Gennem eksemplet med dagen med støvstorm fremstilles et sørgeligt billede, hvor enhver med fantasiens øje ser, hvordan en voldsom storm har ødelagt alt og spredt det for alle vinde, så det ikke længere kunne samles igen trods hundrede forsøg. På samme måde vil de vantros handlinger blive resultatløse og gå til grunde.

Allah den Ophøjede vil sige, at hvis en person giver noget til en anden og senere minder ham om det for at forsøge at ydmyge ham, er denne gave gået til spilde. Et levende billede af dette er fremstillet i følgende vers:

(Arabisk************)

I, der tror! Gør ikke jeres almisser til intet ved at fremhæve jeres velgerninger og såre andre, ligesom den, der bruger sin rigdom for at blive set af mennesker og ikke tror på Allah og den Sidste Dag. Hans eksempel er som en glat sten, hvorpå der lå noget jord, men en voldsom regn skyllede den ren. De vil ikke få nogen belønning for det, de har tjent. (Sura al-Baqara: 264)

I dette vers er der fremstillet et billede med to sider. Det første billede er en nøgen sten, som blot er blevet dækket af et tyndt lag jord, men en voldsom regn skyllede den ren. De vil ikke få nogen belønning for det, de har tjent. (Sura al-Baqara: 264)

I dette vers er der tegnet et billede med to sider. Det første billede er en nøgen klippe, som kun er dækket af et tyndt lag jord, men når regnen kommer, vaskes det bort og renses, så klippen står tilbage med sit nøgne klippeudseende. Dette er et eksempel på dem, der giver gaver og derefter praler med det. Dernæst siges det, at eksemplet på dem, der kun giver for Allahs velbehag, er en have, hvor ingen regn, hverken lidt eller meget, går til spilde. Den bliver smukt prydet med blomster og frugter. Selv hvis der ikke kommer regn, vil den stadig frembringe frugt.

Jeg ønsker ikke her at sige, hvor stor overensstemmelsen mellem sted og tid er i de to ovennævnte billeder, eller hvilken skønhedens dragt der er givet dem gennem deres lighed. Det er heller ikke min hensigt at sige, at det tynde jordlag på klippen skal forstås som et billede på den person, der giver almisse og derefter sårer modtageren; det vil sige, at denne gave midlertidigt skjuler deres grimme ansigt, men kort efter træder dette ansigt frem, nøgent og ubesmykket.

Jeg ønsker at tale om billedets bestanddele. I denne bog er der naturligvis afsat et helt selvstændigt kapitel til behandlingen af dette emne.

5. Et andet billede af dette emne er:

(Arabisk***********)

Det, de giver ud i dette verdensliv, kan sammenlignes med en stormende vind, hvori der er isnende kulde, som rammer en kornmark tilhørende mennesker, der har gjort uret mod sig selv, og derefter ødelægger den. (Sura Ali Imran: 117)

I dette vers er der tegnet et billede af en mark, som en snestorm er faret hen over, med det resultat, at hele dens afgrøde er blevet ødelagt. Markens ejers samlede arbejde og anstrengelser er blevet spildt. Trods så megen møje lykkedes det ham ikke at bringe kornet hjem. Netop sådan forholder det sig med dem, der, mens de er knyttet til vantroen, giver ud på Allahs vej i håb om at få en belønning, men hvis vantro tilintetgør deres gode handling.

I dette billede er ordet »sirrun« blevet valgt med stor omtanke, og gennem dette ord er scenen blevet ført til skønhedens yderste grænse. Det er, som om kornmarken bliver ødelagt af små kugler af is. Ordet har gjort hele billedet levende. Vi har afsat et selvstændigt kapitel til behandlingen af denne form for ordvalg.

6. Allah den Ophøjede vil gøre det klart, at hvis nogen påkalder Ham, besvarer Han hans påkaldelse og opfylder hans ønske. Hvis nogen ud over Ham påkaldes, hører denne ikke engang hans påkaldelse og kan heller ikke opfylde noget af hans ønske. For han ejer jo ikke alle ting. Om dette er der tegnet et særdeles smukt billede i det følgende vers.

(Arabisk**************)

Sandhedens påkaldelse tilkommer Ham alene, og de, som de påkalder ud over Ham, gavner dem ikke på nogen måde. Deres eksempel er som en, der rækker begge hænder mod vandet, for at det skal nå hans mund, men vandet vil aldrig nå hans mund. Kafirernes påkaldelse er helt forgæves. (Sura ar-Ra‘d: 14)

Dette er et særdeles levende og fængslende billede, som drager mennesket hen imod det. Det er umuligt at tegne et mere fængslende billede med ord. Se, hvor tydeligt billedet er: En person står ved siden af vandet og rækker begge hænder frem, idet han påkalder vandet for at få det ind i sin mund, men vandet vil aldrig komme ind i hans mund.

7. Meningen er, at de andre, som dyrkes ud over Allah, hverken kan høre noget eller se noget; de er berøvet fornuft, indsigt og kraft. Derfor må tilbedelsen af dem, der tilbeder dem, nødvendigvis mislykkes. Den fremstillingsmåde, der er valgt for at udtrykke dette, er så gribende, at det ikke er muligt at tegne det på nogen anden måde.

(Arabisk*************)

Kafirernes eksempel er som en, der råber til nogle dyr, som ikke hører andet end skrig. De er stumme, døve og blinde; de forstår intet. (Sura al-Baqara: 171)

De guddomme, som kafirerne påkalder, er fuldstændig ude af stand til at besvare påkaldelsen. De kan hverken vurdere påkaldelsen eller forstå dens formål. Dette er en lignelse. I dette vers tegnes billedet af et folk, som ganske vist påkalder deres guddomme, men lerfigurerne forstår intet af påkaldelsens betydning og formål. De er så ligeglade, at de ikke har nogen anelse om, hvorvidt deres påkaldelse nåede frem til det rette sted, eller om der overhovedet kom noget svar på den.

8. Det, der ønskes forklaret her, er, at de, som påkaldes og tilbedes i stedet for Allah, er yderst svage. Hvordan kan de, som selv er så svage, beskytte andre? Dette er smukt skildret i dette vers:

(Arabisk*****************)

De, der tager andre end Allah som beskyttere, kan sammenlignes med edderkoppen. Den bygger et hus, men blandt alle huse er edderkoppens hus det svageste. (Sura al-Ankabut: 41)

Det siges i verset, at de, som anser andre end Allah for deres herre, søger tilflugt i et svagt hus, som edderkoppens hus. Det ødelægges ved selv det mindste slag. Det er forbløffende, men sandt, at selv efter et så tydeligt eksempel opstår der ingen reaktion hos dem; de er opslugt af uvidenhed og stolthed.

9. Det, der ønskes forklaret her, er, at polyteisterne har indladt sig på noget forgæves, som ikke har nogen varighed. Det sammenlignes med noget, der svæver, men som har svært ved overhovedet at holde sig svævende.

(Arabisk************)

Den, der sætter en medgud ved Allahs side, er som én, der styrter ned fra himlen. Derefter griber en fugl ham og flyver bort med ham, eller vinden fører ham bort og kaster ham ned et fjernt sted. (Sura al-Hajj: 31)

Dette vers skildrer polyteisternes sørgelige tilstand. Uden selv at være klar over det synes de på et øjeblik at styrte ned fra himlen, men før de når at berøre jorden, griber en rovfugl dem med sine kløer og flyver bort med dem, eller vinden fører dem bort til et sted, hvorfra det aldrig er muligt at vende tilbage.

10. Før islams fremkomst havde Allah givet Ahl al-Kitab de himmelske skrifter. De erklærede og svor, at de ville tro på Allah. Men de kunne ikke hæve sig over selv små verdslige interesser. Derfor ødelagde de selv deres løfter. Gennem dette ædle vers er der således blevet tegnet et billede af, hvor meget lidelse og ydmygelse de vil komme til at gennemgå på Dommedag.

(Arabisk************)

De, der sælger deres pagt og deres ed afgivet i Allahs navn for en ringe pris, får ingen andel i det hinsidige. På Dommedag vil Allah ikke tale til dem, ikke se på dem og ikke engang rense dem. Sandelig, for dem er der en smertefuld straf. (Sura Al ‘Imran: 77)

Her omtales Ahl al-Kitabs dårlige skæbne. Men i stedet for at nævne det, de berøves, nævnes der nogle tegn, hvoraf det umiddelbart kan forstås, hvad det er, de berøves. Det siges for eksempel, at Allah ikke vil tale til dem, ikke se på dem og ikke rense dem. Med disse ord ville Allah gøre det klart, at de vil blive kastet i Jahannam og berøvet Paradiset med dets evige lykke.

Psykologisk skildring

1. For at vise, hvor dybt den person, der vælger et liv i shirk frem for tawhid, synker ned i bekymring og uro, er det følgende vers blevet fremlagt. Det er et virkelighedstro billede af, hvordan han deler sit hjerte mellem mange guder, hvordan hans psykiske tilstand bliver, og hvordan hans hjerte vakler mellem vejledning og vildfarelse:

(Arabisk************)

Sig: Skal vi påkalde noget andet end Allah, som hverken kan gavne eller skade os? Skal vi vende tilbage, efter at Allah har vejledt os, ligesom den, som Satan har ført vild i ødemarken, så han vandrer forvirret omkring? Og hans ledsagere kalder ham til vejen og siger: Kom til os. (Sura Al-An‘am: 71)

I dette vers skildres den person, som Satan har vildledt. Hans ledsagere kalder ham til vejledningen, men fanget i vildfarelsens net kan han ikke beslutte, hvilken af de to retninger han skal svare på og tage et skridt imod: ledsagernes eller Satans.

2. Allah den Højeste ønsker at beskrive tilstanden hos de mennesker, som efter at være blevet vejledt på Allahs vej uophørligt bestræber sig på at flygte langt bort fra den. Det er, som om de forsøger at lade sig føre med af faldets strøm. Samtidig har menneskelige behov, begær og lidenskaber opslugt dem. Både viden og uvidenhed er årsag til ydmygelse for dem. De finder ingen fred på grund af deres uvidenhed, men deres viden fører dem heller ikke til noget godt. Hvor smukt dette billede dog er fremstillet i de følgende sætninger.

(Arabisk************)

Fortæl dem om den mand, som Jeg gav Mine tegn (vejledningen), men som forkastede dem og vendte sig bort. Satan fulgte efter ham, og derfor blev han vildledt. Hvis Jeg havde villet, kunne Jeg ved hjælp af disse tegn have løftet hans rang. Men han forblev fornedret og underlagt sine lidenskaber. Hans eksempel er som hundens: Hvis du jager den, hiver den efter vejret, og hvis du lader den være, hiver den også efter vejret. (Sura al-A’raf: 175-176)

Dette billede er en virkeliggørelse af ydmygelse og fornedrelse. Det er et meget gribende billede, evigt strålende. Det er et billede, som selv åbenbarer sit formål og sin hensigt. Her er den religiøse betydning smeltet sammen med indholdets betydning. En sådan forening findes i alle de billeder, som Koranen tegner.

3. Nu ønsker Allah den Højeste at forklare sagen om en person, hvis tro er skrøbelig og ikke rodfæstet dybt i hjertet. Han mangler fast overbevisning. Selv efter at have fået iman er han ikke villig til at udholde overgreb og forfølgelse på imanens vej. Han ønsker at bevare sin iman uden forstyrrelser. Hans tro er endnu ikke blevet så fast, at han vil stå urokkelig over for enhver form for risiko. Det er et billede af en sådan person, der vakler mellem gevinst og tab:

(Arabisk************)

Blandt menneskene er der nogle, som tilbeder Allah, mens de er fanget i tvivl og indre splittelse. Hvis han opnår noget godt, forbliver han standhaftig i tilbedelsen, men hvis han rammes af en prøvelse, vender han tilbage til sin tidligere tilstand. Han har lidt tab i denne verden og i det hinsidige. Det er et tydeligt tab. (Sura al-Hajj: 11)

Blot ved at nævne ordet harfain (***) eller den yderste grænse bringes billedet for øjnene. Her ser man den svage i troen tilbede på en sådan måde, at han gennem selve sin tilbedelse beviser, at han ikke er i stand til at tilbede, mens han står fast og urokkeligt på den rette vej. Dette billede afspejles så tydeligt i menneskets sind, at det ikke kan beskrives med ord.

Da jeg gik i grundskolen, kom der, hver gang jeg under recitationen af Koranen nåede dette sted, et levende billede til syne i mit sinds spejl, som jeg endnu ikke har glemt.

Der er ikke nogen større afstand mellem billedet fra dengang og min følelse i dag. Dengang betragtede jeg det blot som et billede, men i dag synes jeg, at det kun er en lignelse. Ikke et virkeligt billede.

Jeg mener, at Koranen har fremført sit budskab på en så mirakuløs måde, at enhver læser, både uddannet og uuddannet, kan forstå det, og at det for hver eneste læser træder frem som et levende billede.

4. Sådan er billedet af de muslimer fremstillet, som før de antog Islam stod på kanten af Helvedes ildgrav:

(Arabisk**************)

Hold alle fast i Allahs reb, og bliv ikke splittede. Og husk den velsignelse, som Allah for nylig har skænket jer. Således er I nu ved Hans nåde brødre. I stod på kanten af en ildgrav, og Han frelste jer fra den. (Sura Aal-i-Imran: 103)

Billedet viser, at I stod på kanten af en ildgrav, hvor blot et lille fejltrin kunne have forårsaget en frygtelig ulykke. Det vil sige, at hvis I ikke havde antaget Islam, ville Helvede have været jer uundgåelige skæbne.

Her drejer det sig ikke om billedets antagelighed eller sandhed. Det vigtige her er det billede af muslimerne, der fremtræder i det indre syn; det synes, som om de allerede med sikkerhed var ved at falde ned i en ildhule. Kunne en kunstner ved hjælp af farver og pensel male et så fuldkomment, fast billede af menneskets indre? Alligevel har Koranen uden farver, pensel eller lærred skabt et så smukt og fuldkomment billede med blot nogle få ord.

På dette billede ser vi en ildgrube og nogle mennesker siddende ved siden af den. Mellemrummet er livet i denne verden. Efter at de blev muslimer, blev der skabt en vældig mur mellem dem og denne grube, så der ikke længere var nogen mulighed for, at de kunne krydse den og falde ned i gruben.

Vi ser endnu et sådant billede: billedet af den, der ikke har baseret alle sine handlinger på taqwa, men på noget andet:

(Arabisk**********)

Den, der har grundlagt sit hus på frygt for Allah og stræben efter Hans tilfredshed, har handlet bedre end den, der har grundlagt sit hus på kanten af en afgrund, som er ved at styrte sammen og styrter ham ned i Helvedes ild. (Sura at-Tawba: 109)

Billedet af øjeblikket lige før faldet i Helvede er smukt fremstillet i dette vers. I verset siges:(Arabisk*****)Det vil sige, at denne bygning styrter sammen med ham ned i Helvede. Her er livet i denne verden blevet anset for så ubetydeligt, at man ikke engang fandt det nødvendigt at antyde det. Her kunne ordet (****) have været brugt i stedet for (***), men det blev ikke gjort. (***) bruges, når man vil udtrykke noget, hvis indtræffen er en smule forsinket, mens (**) udtrykker, at bygningen allerede er i færd med at styrte sammen. Om et øjeblik vil den forsvinde i Helvede. Afstanden mellem Helvede og den styrtende bygning er selve livet i denne verden, som stadig kommer nærmere og nærmere Helvede.

Menneskelige billeder

Koranen har ikke blot tegnet billeder af menneskets indre, men også fremstillet billeder af menneskelige tilstande. Vi har tidligere (Arabisk*******) drøftet dette i forbindelse med (den, der tilbeder Allah, mens han er indviklet i tvivl og splittelse …). Nedenfor gives endnu nogle eksempler på dette:

I de følgende vers tegnes et fængslende billede af, hvordan det ikke nytter noget at fremlægge korrekte beviser, selv efter at have tilbagevist meningsløse debatter og tomme argumenter.

(Arabisk*************)

Hvis Jeg åbnede en port til himlen for dem, og de blev ved med at stige op gennem den hele dagen, ville de alligevel sige: »Vores syn er blevet forvirret, eller også er vi blevet forhekset.«

Andetsteds siges det:

(Arabisk**********)

Hvis Jeg havde åbenbaret noget for dem, skrevet på papir, og de havde rørt ved det med deres hænder, ville de alligevel sige: »Dette er ikke andet end åbenlys magi.« (Sura al-An’am: 7)

2. Det, der fremstilles her, er, at mennesket først lærer sin Herre at kende, når det rammes af sorg og lidelse. Når gode dage kommer, glemmer det Befrieren. Disse ord er ikke blevet fremsat enkelt og ligefremt, men præsenteres i stedet gennem et fængslende billede. Under forandringen, som i en film, træder billedet af et menneske frem – et menneske, som findes i størstedelen af menneskesamfundet.

(Arabisk************)

Det er Ham, der lader jer rejse til vands og til lands. Når I går om bord på et skib, og det sejler med folkene om bord i en gunstig vind, bliver de glade. Pludselig rammes skibet af en voldsom vind, og bølger kommer mod det fra alle sider, den ene efter den anden. De indser, at de er omringet. Da påkalder de Allah og vier Ham deres tilbedelse oprigtigt: »Hvis Du redder os fra denne fare, vil vi være taknemmelige.« Men så snart Allah har reddet dem, begår de straks uretfærdighed og overgreb på jorden. (Sura Yunus: 22-13)

Således er det blevet fremstillet som et levende og bevægeligt billede. Skibet vugger på bølgerne, snart oppe og snart nede. Det virker, som om skibet er ved at synke under vandet. De ombordværende er nået til dødens rand, og dødsangsten opsluger dem. I denne situation mindes de Allah af al deres kraft. Når man når til versets slutning, bliver man helt betaget. Hele billedet bliver levende og begynder at bevæge sig foran ens øjne. Vi kan sige, at dette vers fuldstændigt har formidlet sit budskab til os på den bedst mulige måde.

3. Formålet er at beskrive tilstanden hos en person, hvis ydre fremtoning er yderst tiltrækkende og betagende, men hvis indre er særdeles hæsligt og farligt. Se, hvor smukt dette billede er tegnet.

(Arabisk************)

De, der tror, siger: »Hvorfor bliver der ikke åbenbaret en sura?« Men når en entydig sura bliver åbenbaret, og jihad nævnes i den, vil du se dem, hvis hjerter er syge, se på dig som mennesker, der er besvimet af dødsangst. (Sura Muhammad: 20)

Er det muligt ved hjælp af et billede at forklare, hvordan et menneske har det i dødsøjeblikket? Alligevel udfoldes dette billede på så smuk vis i det ovennævnte vers. Samtidig træder også det sørgelige billede af deres ydmygede ansigter frem.

4. Ofte fremstilles denne menneskelige side af mennesket gennem en almindelig hændelse. Men den overskrider den specifikke hændelse og træder frem som et evigt billede.

(Arabisk***********)

Så du ikke, efter Moses, en gruppe blandt Israels børn? Da de sagde til deres profet: „Udnævn en konge til os, så vi under hans ledelse kan kæmpe på Allahs vej.“ Profeten sagde: „Er det muligt, at I ikke vil kæmpe, når I får befaling om at kæmpe?“ De sagde: „Hvad er der kommet over os, siden vi ikke skulle kæmpe på Allahs vej, når vi er blevet fordrevet fra vores hjem og vores børn?“ Men da de fik befaling om at kæmpe, vendte de fleste af dem ryggen, bortset fra nogle få. Og Allah kender de uretfærdige godt. (Sura al-Baqara: 246)

Heraf fremgår det tydeligt, at Israels børn, da de levede i stor bekvemmelighed og luksus, fremviste en falsk pralende tapperhed. Så snart befaling om jihad kom, punkteredes deres tapperhedsballon, og deres fejhed blev afsløret. Det er ikke en begivenhed, der kun fandt sted én gang. Den slags begivenheder gentager sig på tværs af tid og sted. Sådanne mennesker har levet, lever og vil fortsat leve i det menneskelige samfund.

Indtil nu har jeg kun beskrevet de eksempler, hvor der ikke blot er blevet fremstillet billeder af psykiske og menneskelige tilstande, men hvor disse billeder også er blevet gjort levende og bevægelige. Nu vil jeg fremhæve nogle eksempler, hvor Koranen har tegnet levende og betagende billeder af begivenheder, der har fundet sted, af ordsprog eller af forskellige fortællinger. Det skal bemærkes, at der ikke er nogen adskillelse mellem dem; tværtimod er de tæt forbundne med hinanden.

Billedet af den indtrufne katastrofe

1. Tænk over det billede, Koranen har tegnet af de vantros nederlag i Ahzab-slaget. Det føles, som om hele slagmarken står for øjnene af én. Alt det, der foregik dér, kommer levende og bevægeligt til syne for øjnene. Følelsen og forestillingsevnen smelter sammen til ét. Når man ser dette billede, får man indtryk af, at slaget finder sted lige foran os, og at ingen del af det ligger uden for vores syn. Dette billede er tegnet gennem ordlyden nedenfor.

(Arabisk************)

I, der tror! Husk Allahs nåde mod jer. Da fjendens hære omringede jer, sendte Jeg en voldsom vind mod dem og hære, som I ikke kunne se. Allah ser, hvad I gør. Da de nærmede sig jer fra højderne og lavningerne, blev jeres syn forvirret, jeres hjerter steg op i halsen, og I begyndte at nære onde tanker om Allah. På det tidspunkt blev de troende sat på prøve og rystet voldsomt. Da begyndte hyklerne og de, hvis hjerter var syge, at sige: „Allahs og Budbringerens løfte er ikke andet end bedrag.“ En gruppe sagde: „O Yathribs folk! Dette er ikke et sted, hvor man kan blive; vend tilbage!“ Og en anden gruppe bad profeten om tilladelse og sagde: „Vores hjem er ubeskyttede.“ De var i virkeligheden ikke ubeskyttede; de ønskede blot at flygte. (Sura al-Ahzab: 9-13)

Tænk over, hvor præcist et billede der er tegnet af de fysiske og psykiske lidelser samt af de synlige og skjulte begivenheder på slagmarken. Billedet svæver levende for øjnene. Fjendens soldater har omringet dem fra alle sider, og muslimerne ser forvirrede omkring sig med vidt opspilede øjne. Det er, som om selv deres fødder er ved at glide væk under dem. Imens forsøger hyklerne at skabe kaos. De begyndte at sige: „Det løfte, som Budbringeren har givet jer i al denne tid, er blot en løgnagtig ballon. I vil ikke kunne møde dem og holde stand på slagmarken. Flygt, mens der endnu er tid!“ Nogle begyndte at påberåbe sig, at deres hjem var ubeskyttede, for at finde en mulighed for at flygte.

Sandt at sige er der ikke ét eneste aspekt af slagmarken, som ikke er gengivet i dette billede. Hele slagmarkens scene er blevet bragt levende for øjnene, præcis som den var. Det var en virkelig begivenhed, som fandt sted. Men selv om dens koraniske skildring kan variere noget fra den enestående scene, hvor de vantro blev besejret, er den stadig tidløs og evig. Hvor som helst to grupper støder sammen, og den ene bliver overvundet, bliver dette billede ved med at stå levende for øjnene.

2. Et andet billede, der ligner det ovenstående, er tegnet i den følgende begivenhed. Det er ligesom det foregående tidløst og evigt og giver ingen mulighed for at betragte det isoleret. Tænk over det.

(Arabisk**********)

Og Allah opfyldte det løfte, da I med Hans tilladelse dræbte dem, indtil I mistede modet og kom i strid om sagen, og I var ulydige, efter at Han havde vist jer det, som I ønskede. Nogle af jer ønskede denne verden, og nogle ønskede det hinsidige. Derefter vendte Han jer bort fra dem for at sætte jer på prøve. Men Han tilgav jer, for Allah er nådig mod de troende. I steg op uden at vende jer om efter nogen, mens Sendebudet kaldte på jer bagfra. Så lod Han jer rammes af sorg på sorg, for at I ikke skulle sørge over det, der var gået jer af hænde, eller over det, der havde ramt jer. Allah er fuldt ud bekendt med, hvad I gør. Derefter sendte Han ro ned over jer efter sorgen, som en søvn. Nogle af jer blev døsig i denne søvn, mens andre var bekymrede for deres liv. De tænkte uvidende tanker om Allah. De sagde: »Har vi overhovedet nogen indflydelse på sagen?« Sig: »Hele sagen tilhører Allah.« De skjulte i deres indre noget, som de ikke viste dig. De sagde: »Hvis vi havde haft nogen indflydelse på sagen, ville vi ikke være blevet dræbt her.« (Sura Āl ʿImrān: 152-154)

Når jeg læser disse vers, får jeg indtryk af, at jeg med egne øjne ser disse mennesker og hele den tid, som om alt det, der fandt sted på slagmarken, udspiller sig foran mig. (Dette billede er hentet fra slagmarken ved Uhud – oversætterens anmærkning)

Billeder af allegoriske begivenheder

1. Historien om haveejerne

Jeg vil nu præsentere det billede af allegoriske begivenheder, som er tegnet i Koranen.

Vi står nu foran haveejerne. Den have findes ikke i det hinsidige, men i denne verden. Haveejerne lægger om natten planer og overvejer deres situation. De fattige og trængende plejede at spise havens frugter. Men haveejerne ønsker at berøve dem dette og selv få hele udbyttet. Lad os nu se, hvad udfaldet bliver.

(Arabisk**********)

Jeg har sat dem på prøve, ligesom Jeg satte haveejerne på prøve, da de svor, at de ville høste havens frugter. Men de sagde ikke: »Hvis Allah vil.« (Sura al-Qalam: 17-18)

Om natten besluttede de at høste frugterne meget tidligt om morgenen og ikke efterlade nogen andel til de fattige og trængende. Lad os nu kigge ind i nattens mørke og se, hvad der foregår dér. Der er kun mørke. Livets drama ligger dér i dvale. Pludselig skimtes en eller anden bevægelse i nattens mørke, men uden form eller skikkelse, som et uhåndgribeligt væsen.

(Arabisk*************)

Derefter ramte en katastrofe fra din Herre haven, mens de sov. Ved morgengry var alt i den blevet splittet og forvandlet til noget, der lignede strå og tørre kviste.

Alt dette skete uden deres vidende. Da morgenen kom, kaldte de på hinanden og sagde: »Lad os gå hen og høste frugterne.« Men de anede ikke, hvilken voldsom ødelæggelse der i nattens mørke havde ramt deres have.

(Arabisk********)

Om morgenen kaldte de på hinanden og sagde: »Hvis vi vil samle frugterne, så lad os skynde os hen til haven.« Derefter begav de sig af sted, mens de hviskede sammen. I dag må ingen fattig få adgang til haven. (Sura al-Qalam: 21-24)

Tilskuerne bør være stille et øjeblik. Ingen bør sige, hvad der er sket med deres have. Og det ville heller ikke være passende at føle morskab og bryde ud i høj latter. Vent lidt, tilskuere, og se, hvor stort et bedrag der venter dem. De taler hviskende, så ingen fattig skal høre det og få nys om sagen. Tilskuere! Hvor længe vil I holde latteren tilbage? Latteren løs! Le af hjertens lyst. Der sker dem en vældig spøg:

(Arabisk***************)

De begyndte at hoppe af glæde.

De er uden tvivl i stand til at berøve andre, men de er ikke i stand til at beskytte sig selv mod at blive berøvet.

Pludselig skreg de, da de så havens ødelagte tilstand. Tilskuerne må le så meget, de vil, over dette syn.

(Arabisk**********)

Da de så deres have, begyndte de at sige: »Vi er visselig faret vild og er kommet et andet sted hen, fordi vi har glemt vejen til vores have.«

Da de så havens tilstand, kunne de slet ikke tro deres egne øjne, og de sagde:

Dette er ikke vores have, som var fuld af frugter. Vi må være faret vild og være gået et andet sted hen.

(Arabisk***********)

Ellers er vores lykke vendt. (Sura al-Qalam: 27)

(Arabisk*********)

Den bedste af dem sagde: »Sagde jeg ikke til jer, hvorfor lovpriser I endnu ikke Allah den Ophøjede?« De sagde: »Vi erklærer vores Herres hellighed. Vi havde visselig handlet uretfærdigt.« (Sura al-Qalam: 28-29)

Men hvad nytter det at fortryde, når tiden er gået? Det er en skik, at når en ulykke indtræffer, begynder folk indbyrdes at strides og forsøger at give hinanden skylden. Således begyndte de også at gøre det.

(Arabisk*********)

Derefter begyndte de at bebrejde hinanden. (Kolumne: 30)

Derefter nåede de frem til en beslutning.

(Arabisk***********)

De sagde: „Ve os! Vi var virkelig overtrædere. Måske vil vores Herre give os en bedre have i stedet for denne. Vi håber hos vores Herre.“ (Sura al-Qalam: 21-22)

]2. Historien om ejeren af de to haver

Nu vil jeg fortælle jer historien om endnu en haveejer. Hans have var dog ikke én, men to. Og disse haver var på ingen måde ringere end den have, hvis historie I netop har hørt. En anden person er også knyttet til denne begivenhed. Han har imidlertid ingen have, men et hjerte, der stråler af troens lys. De to åbnede deres hjerter for hinanden. Her er ejeren af de to haver gjort til et symbol på den person, der, forblændet af sin rigdom og overmandet af arrogance, har glemt selve den Magt, i hvis hånd hans liv, hans død og hele hans rigdom befinder sig. Årsagen er, at han på det tidspunkt har stor anseelse, rigdom og styrke. Hans ledsager derimod, som altid mindes Allah, søger hjælp og støtte hos Ham og vogter sig under alle omstændigheder mod kufr og fordærv.

(Arabisk**********)

Fortæl dem historien om de to mænd. Jeg gav den ene af dem to vingårde, omgivet af daddelpalmer, og mellem de to haver var der en kornmark. Begge haver var frugthaver. Der manglede intet i dem, og mellem dem løb der vandløb. (Sura al-Kahf: 32-36)

Fra dette vers udfolder der sig et billede af to haver, rige på vand og frugter samt frodige og grønne. Dette er det første billede. Det andet er:

(Arabisk**********)

Han høstede frugterne. En dag sagde han så til sin ledsager under samtalen: »Jeg tror ikke, at denne have nogensinde vil gå til grunde. Og jeg tror heller ikke, at Dommedagen vil indtræffe. Hvis jeg nogensinde bliver bragt tilbage til min Herre, vil jeg dér finde noget, der er endnu bedre end dette.« (Sura al-Kahf: 34)

Af deres samtale kan man forstå, at de begge var på vej mod haven og talte sammen. De nåede hen i nærheden af haven. For umiddelbart efter siges der:

(Arabisk***********)

Han trådte ind i sin have, mens han gjorde uret mod sig selv. Han sagde:

»Jeg tror ikke, at denne have nogensinde vil gå til grunde. Og jeg tror heller ikke, at Dommedagen vil indtræffe. Hvis jeg nogensinde bliver bragt tilbage til min Herre, vil jeg dér finde noget, der er endnu bedre end dette.« (Sura al-Kahf: 35-36)

Vi ser, at denne mand var nået til det yderste af hovmod og arrogance. Tænk over, hvilken reaktion hans ord må have fremkaldt hos den fattige ledsager. Han havde ingen have og heller ingen overflod af rigdom. Han havde end ikke to mænd, der kunne holde staven for ham. Det er sandt, at han ikke havde andet, men han havde troens rigdom, og derfor anså han ikke sig selv for ringe. Han glemte aldrig sin Herres ære og værdighed. Derfor mindede han haveejeren, sin ledsager, om: »Tænk over, af hvor usselt et stof du er skabt. Derfor sømmer det sig ikke for dig at være stolt.«

(Arabisk***********)

Hans ledsager sagde til ham: »Benægter du Ham, som skabte dig af jord, derpå af en sæddråbe og derefter formede dig fuldstændigt som menneske? Men jeg siger: Allah er min Herre, og jeg sætter ingen ved siden af Ham som min Herre. Hvis du anser mig for ringere end dig i rigdom og børn, hvorfor sagde du så ikke, da du trådte ind i haven: Mā shāʾ Allāh, lā quwwata illā billāh (Det sker, som Allah vil; der findes ingen kraft uden Allahs kraft)? Jeg håber, at min Herre vil give mig noget bedre end din have og sende en ild fra himlen over din have, så den om morgenen vil være blevet til en bar, nøgen mark. Eller dens vand vil om morgenen være sunket bort, så du ikke vil kunne finde det. (Sura al-Kahf: 38-41)

Her slutter scenen med de to ledsagere. Den ene af dem praler med løftet hals som en hane. I sin stolthed over haverne synes han ikke længere at ville sætte foden på jorden. Den anden ledsager er derimod troende og anser troen for den største rigdom. Han rådede sin ledsager og sagde, hvad han burde have gjort efter at have nydt så mange velsignelser. Det synes, som om hans ledsager ikke lyttede til hans ord. Det er naturligt, at den anden ledsager blev vred over hans ledsagers arrogance. Til sidst udtalte han i sin sorg endda en forbandelse over ham, og i vrede skiltes de fra hinanden. Lad os nu se, hvad der skete derefter. Det fortælles:

(Arabisk***********)

Derefter blev alle hans afgrøder ødelagt, og om morgenen begyndte han fortvivlet at vride sine hænder over det, han havde brugt på den. Haven var fuldstændig brændt ned. Han sagde: »Ak! Hvis jeg blot ikke havde sat nogen ved siden af min Herre.« (Sura al-Kahf: 42)

Sandelig, Allah havde virkelig besvaret den troende mands bøn. Vi så den elendige tilstand og angeren hos denne troende mands ledsager. Hvad nytter beklagelse eller anger, efter at haven er blevet ødelagt? Han udtrykte sin sorg ved at sige, at han ikke burde have sat nogen anden ved siden af Allah. Lad os afslutte denne scene med sorg og istighfār. Tæppet falder, og scenen er slut.

Skildring af virkelige begivenheder

Indtil nu har vi fremlagt skildringen af allegoriske begivenheder. Nu vil vi tale om nogle virkelige begivenheder.

1. Hazrat Ibrahim (fred være med ham) og Hazrat Ismail (fred være med ham): Vi vil nu fremstille en levende skildring af Hazrat Ibrahims (fred være med ham) historie. Da han sammen med sin søn Ismail (fred være med ham) byggede Kabaen. Det føles, som om denne begivenhed ikke fandt sted for hundreder af år siden, men at vi netop nu overværer farens og sønnens opførelse af Kabaen og deres bøn.

(Arabisk***********)

Mind, da Ibrahim og Ismail lagde grunden til Kabaen, og de bad: »Vor Herre! Tag imod vores tjeneste. Du er visselig den Hørende, den Alvidende. Vor Herre! Gør os begge fuldt underkastede Dig, og skab blandt vores efterkommere et lydigt folk. Lær os ritualerne for pilgrimsfærden, og tilgiv os. Du er visselig Den, der modtager anger, Den Barmhjertige. Vor Herre! Send blandt dem en udsending fra vores efterkommere, som vil recitere Dine åbenbaringer for dem, lære dem Skriften og visdommen og rense dem. Du er visselig Den Mægtige, Den Alvise.«

Bønnen er afsluttet, og scenetæppet falder.

Overgangen fra beretning til bøn er en højst forunderlig forandring. Det er i virkeligheden netop denne forandring, der har gjort hele scenen levende og bragt den for øjnene af os. Beretningen lyder:

(Arabisk*********)

Da Ibrahim og Ismail rejste fundamentet til Allahs hus.

Overgangen fra beretning til bøn er en højst forunderlig forandring. Det er i virkeligheden netop denne forandring, der har gjort hele scenen levende og bragt den frem for øjnene af os. Beretningen lyder:

(Arabisk***********)

Da Ibrahim og Ismail hævede fundamentet til Allahs Hus.

Som følge af denne beretning går tæppet op. Scenen, det vil sige Kabaen, træder frem for vores øjne sammen med Ibrahim og Ismail (a.s.). Far og søn er begge optaget af en lang bøn.

Den kunstneriske skønhed og det mirakuløse her består i, at fortællingen straks efter sin begyndelse går over i bøn. Her findes ikke ét eneste ord, der antyder, at far og søn for et øjeblik havde indstillet byggearbejdet for at fremsige denne bøn. Hvis man antager, at begivenheden stadig udspiller sig og endnu ikke er afsluttet, bliver det mirakuløse endnu stærkere. Hvis man var begyndt således: »Da Ibrahim og Ismail murede Kabaens vægge, fremsagde de denne bøn«, ville der ikke være nogen overraskelse i en sådan formulering. Det ville fremstå som en helt almindelig begivenhed. Men den stil, som begivenheden er gengivet i Koranen med, er ikke blot en begivenhed. Det er en levende og igangværende scene, som om den stadig opføres på scenen i dag. Scenen er ikke tom et eneste øjeblik. Hele scenen bliver levende og flyder frem for vores øjne. Den livspuls, der er skabt i billedet, er kun blevet mulig, fordi ét eneste ord [»de bad«; (***)] bevidst er udeladt. Det er netop her, Koranens særpræg ligger.

2. Hazrat Nuhs (a.s.) oversvømmelse: Nu vil vi fremstille billedet af Hazrat Nuhs (a.s.) oversvømmelse. Der siges:

(Arabisk***********)

Og arken førte dem af sted mellem bølger så høje som bjerge. (Sura Hud: 42)

I dette farlige øjeblik er Hazrat Nuh (a.s.) dybt fortvivlet, fordi hans faderfølelse er vågnet. For sønnen fornægter nu alt. Han kan tydeligt se, at sønnen sammen med de vantro vil drukne. Nuh (a.s.) bukker under for menneskelig svaghed. Mennesket i Nuh (a.s.) får overtaget over profeten. Da kaldte han på sin søn med den største indtrængen og ydmyghed.

(Arabisk***********)

Og Nuh råbte til sin søn, som holdt sig på afstand. Han sagde: Min søn! Kom ombord sammen med os, og vær ikke blandt de vantro. (Sura Hud: 42)

Men den trodsige søn tog ikke det mindste hensyn til faderens gentagne bønner og indtrængende formaninger. Han blev opsvulmet af stolthed over sin ungdom og sin styrke.

(Arabisk***********)

Han sagde: Jeg vil snart søge tilflugt på et bjerg, som vil beskytte mig mod vandet. (Sura Hud: 43)

Faderen fremsatte i fortvivlelse sin sidste appel:

(Arabisk***********)

Nuh sagde: I dag er der ingen beskytter mod Allahs befaling, bortset fra den, Han viser barmhjertighed. (Sura Hud: 43)

Derefter kom en bølge og skyllede alt bort.

(Arabisk***********)

I det øjeblik rejste bølgen sig som en barriere mellem dem, og han druknede. (Sura Hud: 43)

Hvilken hjerteskærende scene! Tilhørernes åndedræt standser af rædsel. Båden sejler mellem bølger så høje som bjerge. Den ædle Nuh kalder fortvivlet på sin søn. Men sønnen afviser hans kald og praler af sin styrke og formåen. Mens denne samtale står på, kommer der pludselig en bølge, som sønderbryder og spreder alt. Når man betragter denne scene, opstår den samme tilstand i mennesket, som opstod mellem far og søn, det vil sige Nuh og hans søn. Og ikke blot mennesker, men også andre levende væsener kan ikke undgå at blive påvirket og grebet af smerte.

Billedet af opstandelsens dag

Nu vil vi først beskrive scenerne fra opstandelsens dag og derefter belyse de billeder af fred og straf, som er fremstillet i Den Ædle Koran. For deres forbindelse med den kunstneriske billedfremstilling er meget dyb.

1. Da Allah, Verdenernes Herre, skildrer opstandelsens dag, siger Han:

(Arabisk***********)

Den dag, hvor kalderen kalder dem til den ubehagelige konsekvens. Da vil de komme ud af gravene med sænkede blikke, som spredte græshopper. De vil skynde sig mod kalderen. De vantro vil sige: »Dette er en hård dag.« (Sura al-Qamar: 6-8)

Dette er et af scenerierne fra Opstandelsens dag. Det er kortfattet, men tilstrækkeligt stærkt til at ryste hjertet. Hvor vidunderligt billedet fremstilles gennem sammenligningen med græshopper. Når græshopper flyver, virker de spredte og uordnede. På samme måde vil menneskene, når de rejser sig fra gravene og skynder sig mod kalderen, løbe rundt uden at vide, hvor de skal hen. Det vil se ud, som om en sværm af spredte græshopper flyver omkring. Men de vil ikke forstå, hvor eller hvorfor de går. De vil blive kaldt til noget, de ikke bryder sig om. Deres blikke vil være sænkede. Dette er det sidste kendetegn, hvorved billedet fuldendes.

Når de vantro ser omgivelserne, vil de sige: »Dette er virkelig en meget hård dag.« Med korte sætninger er hele billedet fremstillet så smukt. I tilhørerens hjerte tegner der sig en vældig slette, hvor det synes, at alle rejser sig fra gravene og løber samlet af sted. Alles hoveder er bøjet. Ansigterne er fortumlede af frygt. Det er som et levende og bevægeligt billede.

2. Dette er det andet af scenerierne fra Opstandelsens dag. Denne scene beskriver både menneskenes flugt og deres frygt og forvirring. Men den er endnu mere sørgelig og skrækindjagende end den foregående scene.

(Arabisk***********)

Tro ikke, at Allah er uvidende om, hvad de uretfærdige gør. Han har blot givet dem udsættelse til den dag, hvor øjnene vil stirre rædselsslagne. (Menneskene) vil løbe forpustede og med skræk og forvirring i hjertet (mod samlingspladsen). Deres blikke vil ikke vende tilbage til dem, og hjerterne vil flyve af frygt. (Sura Ibrahim: 42-43)

Her beskrives fire tilstande, som vil indtræffe den ene efter den anden. Det er fire scener fra den samme begivenhed, som vises efter tur: hoveder bøjet af frygt, skam og ydmygelse. Dertil kommer bekymring og angst, som fylder sind og sjæl med uro. Dette billede vises for de levende, og de mennesker, der fremstilles i billedet, er også mennesker. Der består en dyb menneskelig forbindelse mellem personerne i billedet og tilskuerne og tilhørerne. Selv deres følelser er én og samme. Det synes, som om den ene gruppes bekymring og uro overføres til den anden gruppe og fylder dens sind og tanker. Læseren føler, at denne tilstand gennemleves af ham selv.

3. Derefter fremstilles endnu et billede af frygt og rædsel. Dette billede er endnu mere skrækindjagende end det foregående. Det virker, som om ordene ikke fuldt ud kan beskrive denne frygtelige tilstand. Vi har fremstillet dette rædselsvækkende billede, så det selv kan udtrykke sin egen tilstand.

(Arabisk***********)

O mennesker, frygt jeres Herre. Sandelig, Dommedagens rystelse er en frygtelig begivenhed. Den dag, I ser den, vil enhver ammende kvinde flygte og efterlade sit diende barn. Af frygt vil enhver gravid kvinde abortere. Du vil se menneskene, som om de var berusede, men de vil ikke være berusede. Så frygtelig vil Allahs straf være. (Sura al-Hajj: 1-2)

Denne rædsel vil gøre menneskene så fortumlede, at den ammende mor vil glemme selv sit diende barn. Den gravide vil se alt, men der vil ikke være nogen til at lægge mærke til hende. Hun vil ganske vist fare omkring, men hun vil ikke engang være bevidst om, at hun farer omkring. Derfor vil hun abortere af frygt og rædsel. Menneskene vil ganske vist begynde at fare omkring, men det vil se ud, som om deres fødder er naglet til jorden. De vil se alt ske, men det vil ske så hurtigt, at de ikke vil kunne forstå noget som helst. Deres fornuft og dømmekraft vil forsvinde. Når man ser på dem, vil det synes, som om de er berusede. Men de vil ikke være berusede; de vil blot handle sådan, fordi de ikke kan beslutte, hvad de skal gøre. Dette er blot en ringe virkning af Allahs straf. Det vil synes, som om menneskene ser alt dette udspille sig foran deres øjne. Deres tankeevne forsøger også at rumme det, men den frygtelige rædsel får dem til at glemme alt. Derfor kan det ikke fæstne sig varigt i deres sind.

4 Tidligere er tre rædselsvækkende scener fra Dommedagen blevet skildret, hvis billeder synes at træde levende frem for øjnene. Men der findes også scener, som blot rører ved følelserne:

(Arabisk***********)

Den dag vil enhver være optaget af én bekymring, som vil holde ham helt beskæftiget.

(Arabisk***********)

Den dag vil en nær ven ikke engang spørge til en anden ven.

Hvilket andet kortfattet, men hjertegribende billede af bekymring og uro kunne være stærkere end dette? I hjertet er der ikke plads til andet end bekymring og uro. Uroen opsluger hjerte og sind så fuldstændigt, at man ikke engang får mulighed for at tænke på noget andet.

5. Endnu en skildring af opstandelsens indtræffen og menneskenes opståen fra gravene og samling på Hashrs slette. Disse skildringer er noget mere udførlige. Alligevel kan man bemærke en kort pause mellem hver skildring.

(Arabisk***********)

De venter kun på ét frygteligt skrig, som vil ramme dem, mens de strides. Da vil de hverken være i stand til at testamentere noget eller vende tilbage til deres familier. (Sura Ya-Sin: 49-50)

Her tales der om det første stød i basunen. Ved det første skrig vil katastrofen begynde. Det vil ske så hurtigt, at de ikke engang vil få tid til at testamentere noget. Gravens beboere vil rejse sig fra gravene. Hvad vil der så ske? Det er blevet sagt:

(Arabisk***********)

Der vil blive stødt i basunen, og straks vil de rejse sig fra gravene og skynde sig mod deres Herre. De vil sige: »Ve os! Hvem har vækket os fra vores søvn? Den Barmhjertige Gud havde jo lovet dette, og sendebudene talte sandt.« (Ya-Sin: 51-52)

Her tales der om det andet stød i basunen. Ved det første stød vil alt blive tilintetgjort. Efter det andet stød vil alle rejse sig forvirrede og fortvivlede fra gravene. De troende vil undrende spørge hinanden: »Hvem har vækket os fra en så fredfyldt søvn?« Derefter vil de, når de ser omstændighederne omkring sig, selv drage den konklusion og sige: »Det, som den barmhjertige Herre havde lovet os, og det, som profeterne og sendebudene havde fortalt os, er i dag blevet til virkelighed.«

(Arabisk***********)

Det vil være et vældigt skrig. I samme øjeblik vil de alle blive bragt frem for Mig. Den dag vil ingen blive gjort uret, men I vil kun få gengæld for det, I gør. (Yasin: 53-54)

Dette er det sidste stød i hornet, som om menneskene rejser sig foran Allah. Den dag vil menneskene blive samlet dér efter deres gerninger. Denne scene slutter foreløbig her.

Enhver, der nu reciterer Koranen, vil selv se disse scener for sig. Det vil føles, som om der bliver talt direkte til ham: »Den dag vil ingen blive gjort uret; I vil kun få gengæld for det, I gør.«

6. Når alle mennesker på Opstandelsens dag er samlet og står til regnskab foran Allah, ser vi en gruppe, hvis medlemmer var naboer på jorden, men hvis indbyrdes forhold ikke var godt. De var fyldt med stolthed og hovmod. De kaldte deres naboer vildledte og plagede mange af de troende iblandt dem. Når de troende hævdede, at de ville komme i Paradis, begyndte de at håne og spotte dem. Den dag vil de blive ført ind i Helvede gruppe efter gruppe. Når én gruppe træder ind, vil de få at vide, hvad der er sket med den næste gruppe.

(Arabisk***********)

Her er endnu en gruppe, der træder ind sammen med jer. (Sura Sad: 59)

Som svar vil der blive sagt:(Arabisk***********)

Der er ingen velkomst til dem; de vil træde ind i Helvede. (Sura Sad: 59)

Vil den, som han plejede at skælde ud, høre dette og forblive tavs? Nej, bestemt ikke. Så vil han sige:

(Arabisk***********)

De vil sige: Der er heller ingen velkomst til jer. Det er jer, der har bragt os ud i denne ulykke. Hvilken afskyelig bolig! (Sura Sad: 60)

Derefter vil de råbe med én stemme:(Arabisk***********)

De vil sige: Vor Herre! Giv ham, der bragte os ud i dette, en dobbelt straf. (Sura Sad: 61)

Hvad vil der så ske? De vil ikke kunne se de troende dér, som de plejede at håne og spotte på jorden og lade deres bitterhed gå ud over. Hvordan kan det være, at de ikke er sammen med dem i Helvede i dag?

(Arabisk***********)

Og de vil sige: Hvad er der blevet af os? Vi ser ikke dem, som vi plejede at betragte som onde! Betragtede vi dem blot som en genstand for spot, eller ser vores øjne forkert? Helvedes beboeres strid er uundgåelig i denne sag. (Sura Ṣād: 62-64)

Helvedes beboeres strid fremstilles for os på en sådan måde, at det føles, som om vi alle selv er vidner til den. Ethvert menneske føler, at netop dets eget billede er blevet fremstillet her. Derfor bestræber han sig på at blive befriet fra denne elendighed. Og gennem denne bestræbelse er det måske muligt at blive befriet fra den nævnte elendighed.

Scener af fred og straf

I den foregående gennemgang har vi betragtet scenerne fra graven, Dommedag, opstandelsen og den endelige samling. Nu vil vi være vidner til nogle scener af fred og straf i Paradiset og Helvede.

1. Om Helvedes beboere er der sagt:

(Arabisk************)

De vantro vil blive drevet mod Helvede i flokke. Når de når dertil, vil dets porte blive åbnet, og Helvedes vogtere vil sige til dem: Kom der ikke profeter og sendebud fra jeres egne blandt jer, som reciterede jeres Herres vers for jer og advarede jer om mødet med denne dag? De vil svare: Jo. Men straffen er allerede blevet fastlagt for de vantro. Derefter vil der blive sagt: Gå ind gennem Helvedes porte, for bestandig. Hvilket elendigt sted for de hovmodige.

Om Paradisets beboere er der sagt:

(Arabisk**********)

De, der frygtede deres Herre, vil blive ført til Paradiset i grupper. Når de træder ind i Paradiset gennem de åbne porte, vil Paradisets vogtere sige til dem: »Fred være med jer. Vær lykkelige, og træd ind i dette Paradis for evigt.« De vil sige: »Al lovprisning tilkommer Allah, som har opfyldt Sit løfte til os og gjort os til arvinger til dette. Vi vil slå os ned, hvor vi ønsker, i Paradiset.« Se, hvor fremragende belønningen er for dem, der gjorde sig umage. (Sura az-Zumar: 73-64)

Dette sceneri afsluttes med det følgende vers:

(Arabisk*************)

Du ser englene omringe Tronen og forkynde deres Herres hellighed. Der vil blive dømt retfærdigt mellem dem alle. Og der vil blive sagt: »Al lovprisning tilkommer Allah, alverdens Herre.«

Disse billeder er så tydelige, at de ikke giver anledning til nogen særskilt forklaring. Kom, lad os følge helvedesfolkene og Paradisets beboere og få kendskab til nogle af deres tilstande.

2. Om helvedesfolkene siges der:

(Arabisk***********)

Sandelig, Zaqqum-træet vil være syndernes føde. Det vil koge i deres maver som smeltet kobber, ligesom vand koger. Der vil blive sagt: »Grib ham, og slæb ham ind i Helvede, og hæld den kogende, skoldhede straf over hans hoved.« Der vil også blive sagt: »Smag det! Du var jo den ærede, den fornemme. I var ganske vist i tvivl om dette.«

Straks derefter omtales Paradisets beboere således:

(Arabisk*************)

Sandelig, de gudfrygtige vil være på et sikkert sted blandt kilder og haver. De vil iføre sig fine og tykke silkeklæder og sidde over for hinanden. Således vil det være. Og Vi vil give dem ægtefæller blandt de skønøjede hourier. Dér vil de i ro bede om alle slags frugter. Dér vil de ikke møde nogen død, bortset fra den første død, og de vil blive skånet for Helvedes straf. (Sura ad-Dukhan: 51-56)

3. Vi afsluttede skildringerne af Opstandelsens Dag på et sted, hvor der var to kontrasterende billeder. Her følger ligeledes nogle flere billeder af samme slags:

(Arabisk************)

Paradisets beboere vil råbe til Helvedes beboere: »Vi har fundet det, som vores Herre lovede os, sandt. Har I også fundet det, som jeres Herre lovede jer, sandt?« De vil svare: »Ja.« Derefter vil en udråber stå mellem dem og bekendtgøre: »Allahs forbandelse er over de uretfærdige, som hindrede folk på Allahs vej og søgte at gøre den kroget. De fornægtede også det hinsidige.«

(Arabisk***********)

Mellem dem vil der være en mur, og på al-A‘rāf vil der være mange mennesker. De vil genkende hver enkelt på deres kendetegn. De vil råbe til Paradisets beboere: »Fred være med jer.« De er endnu ikke trådt ind i Paradiset, men de vil længes efter at komme ind. Når deres blikke falder på Helvedes beboere, vil de sige: »Vor Herre, lad os ikke være blandt de uretfærdiges følgesvende.« (Sura al-A‘rāf: 46-47)

(Arabisk*************)

Al-A‘rāfs beboere vil råbe til dem, som de genkender på deres kendetegn, og sige: »Jeres flok og jeres hovmod har ikke gavnet jer det mindste. Er det disse, om hvem I svor, at Allah ikke ville vise dem barmhjertighed?« Der vil blive sagt: »Træd ind i Paradiset! I skal ikke frygte, og I skal heller ikke være bekymrede.« Helvedes beboere vil råbe til Paradisets beboere: »Kast en smule mad og drikke ned til os, eller giv os noget af den forsørgelse, som Allah har skænket jer.« Paradisets beboere vil svare: »Allah har gjort dette forbudt for de vantro.«

I de ovenstående citater optræder der adskillige scener, som den ene efter den anden viser sig for vores øjne.

Når vi læser versene, føles det, som om vi står foran Paradisets og Helvedes beboere. Paradisets beboere siger til Helvedes beboere: »Vi har fundet det løfte, som vores Herre gav os, sandt. Har I også fundet det løfte, Han gav jer, sandt?« Den hån, som gennem dette spørgsmål rettes mod Helvedes beboere, er tydelig. Men det bemærkelsesværdige er, at de ikke vil kunne benægte det; tværtimod vil de blive tvunget til at indrømme det. På dette tidspunkt vil en råber stå mellem de to grupper og bekendtgøre: »Allahs forbandelse er over de uretfærdige.«

Derefter ser vi al-A‘rāfs beboere foran os, hvor de befinder sig mellem Paradiset og Helvede. En gruppe mennesker er samlet på en høj mur, hvorfra både Paradiset og Helvede kan ses. Så snart de ser Paradisets beboere, hilser de dem med fred og byder dem velkommen, og når deres blikke falder på Helvedes beboere, irettesætter og bebrejder de dem straks og siger til dem: »I plejede jo på jorden at sværge på, at Allah ikke ville vise Paradisets beboere barmhjertighed. Se nu, hvor de er! Se, hvor de opholder sig i Paradiset med hvilken pragt, herlighed, ære og værdighed.«

Derefter ser vi Helvedes beboere tigge Paradisets beboere om mad og drikke. Allah har stillet alle velsignelserne frem for Paradisets beboere, men de afviser dem blot med ordene: »Allah har gjort både Paradisets mad og drikke forbudt for de vantro.«

Dette er scenen på Opstandelsens Dag, scenen med Paradisets og Helvedes fred og straf. Nu opstår spørgsmålet: Når læserne læser versene, forestiller de sig så, at disse begivenheder vil finde sted i fremtiden? Eller føler de, at begivenhederne finder sted netop nu, lige for deres øjne?

Ved Allahs ed! Hver gang jeg har læst disse vers, har jeg mistet mig selv. Jeg har fuldstændig glemt, at jeg ser disse begivenheder gennem Koranens emnes univers. Tværtimod har jeg følt, at jeg med mine egne øjne så alle begivenhederne udspille sig, som et billede, der ikke var indbildning, men virkeligt. Sandheden er, at dette ikke er andet end en mirakuløs metode og kunstnerisk virtuositet i Den Hellige Koran.

Jeg havde ønsket at afslutte denne drøftelse her. Men sagen er, at blandt de formål og mål, som Den Hellige Koran er blevet åbenbaret med, findes også et formål, der tilsyneladende synes at afvige fra billedfremstillingens metode. Det er, at Koranen kalder mennesker til religionen ved hjælp af argumentation og ræsonnement.

Til dette formål kunne man se bort fra Koranens natur og billedfremstillingens virkemidler og tage erkendelsesmæssige virkemidler i brug. Men selv for at nå dette mål har Den Hellige Koran anvendt billedfremstillingens metode. Heraf forstår man, at billedfremstillingens metode har forrang frem for Koranens øvrige metoder. I dette kapitel ønsker jeg at drøfte netop dette emne. Jeg vil, om Gud vil, behandle det kort med eksempler. En detaljeret drøftelse vil I finde senere i bogen, i et særskilt kapitel.

4. Blandt de naturlige scener er den faste og evige scene den altid synlige himmel. Mange steder i Den Hellige Koran henledes menneskers opmærksomhed på himlen, og der siges: Se, dette er et stærkt bevis på Allahs almagt. Det hedder:

(Arabisk***********)

Han er Allah, som sender vindene, hvorefter de driver skyerne. Så spreder Han skyerne over himlen, som Han vil, og lader dem ligge lag på lag. Derefter ser du regnen falde ud fra dem. Han lader den nå de af sine tjenere, som Han vil, og da bliver de glade. De havde helt fra begyndelsen været fortvivlede indtil denne regn faldt over dem. Se derfor på resultatet af Allahs barmhjertighed: hvordan Han gør den døde jord levende. Han vil visselig gøre de døde levende, og Han har fuldkommen magt over alt. (Sura ar-Rūm: 48-50)

Læg mærke til, hvordan Allahs almagt virker: vinden blæser, derefter bærer vinden vanddamp, så forvandles den til skyer, og til sidst falder regnen fra skyerne. Og det bliver årsag til almindelige menneskers glæde. Formålet er at gøre den døde, tørre jord levende og frisk. Når disse scener efter hinanden dukker op for sindets indre blik, kan menneskets underbevidsthed ikke undgå at blive påvirket. Til sidst når de frem til den konklusion, at

(Arabisk*********)

Sandelig, Han er den, der giver de døde liv, og Han har magt over alting.

Omfanget af scene nr. 4 var bredt, men scene nr. 5 er knyttet til jorden. De to scener er helt forskellige. Tænk over det—

(Arabisk**********)

Har du ikke set, at Allah sender vand ned fra himlen og lader det strømme til jordens kilder, hvorefter Han med dette vand frembringer afgrøder i forskellige farver? Så visner de, og du ser dem blive gule. Derefter gør Allah dem til strå og tørre planterester. Sandelig, i dette er der en påmindelse for de forstandige. (Az-Zumar: 21)

Dette er et billede af jorden. I dette billede beskrives jordens forskellige tilstande. Hver tilstand giver mennesket mulighed for at se og tænke. Se: Der falder regn fra himlen. Med denne regn bliver jorden fyldt med afgrøder og frugter i mange farver. Derefter modnes afgrøderne og får en brunlig farve. På et tidspunkt bliver de til strå og tørre planterester, som blandes med jorden. I dette vers giver anvendelsen af ordet thumma, netop på den måde og det sted, hvor det er anvendt, øjet og sindet fuld mulighed for eftertanke, før den anden tilstand træder frem for øjnene. Her findes den opbygning og fremstilling, der kræves for at bringe en scene frem for menneskets øjne. (Dette vil blive behandlet mere detaljeret senere, in sha Allah.)

Nogle billeder er helt levende. Se: Fuglen flyver omkring på himlen med benene trukket ind og alene båret af sine vinger. I landingsøjeblikket støtter den sig derimod på benene og står. Der står:

(Arabisk***********)

Ser de ikke på fuglene over deres hoveder, mens de spreder og folder deres vinger? Den Barmhjertige, Allah, holder dem oppe. Han holder øje med alting. (Sura al-Mulk: 19)

I dette vers præsenteres to scener. For det første flyver fuglen med udslåede vinger på himlen, mens den holder benene trukket ind under sig under flyvningen. For det andet strækker den lige før landingen sine to ben frem for at kunne stå på dem. Mennesker ser dette syn igen og igen, men tænker aldrig nærmere over det. Koranen har påpeget et af Allahs guddommelige tegn for mennesket, så det nærmest kan se det med fingeren.

7. På jorden udfolder endnu en scene sig igen og igen, men mennesket ser den ikke med åbne øjne og føler ikke behov for at iagttage den. Hvis mennesket havde tænkt over dens mysterium, ville nye horisonter af mysterier have åbnet sig for det. Det drejer sig om fysiske tings skygger, som ud fra et ydre synspunkt synes ubevægelige, men som i virkeligheden bevæger sig ganske fint og umærkeligt. Der står:

(Arabisk************)

Ser du ikke, hvordan din Herre breder skyggen ud? Hvis Han ville, kunne Han gøre den stillestående. Derefter har Jeg gjort solen til dens angiver. Så trækker Jeg den lidt efter lidt ind til Mig. (Sura al-Furqan: 45-46)

De to nævnte vers sætter menneskets tankeverden i bevægelse. De tiltrækker sindet og bevidstheden. Der mangler ikke sådanne scener i verden, som vi ikke ser hvert eneste øjeblik. Men når opmærksomheden rettes mod deres indre betydning, fremtræder de som noget helt nyt. Det er kun muligt, når en scene iagttages samtidigt med øjnene, sindet og hjernen.

8. Der findes mange ting i verden, som anses for belærende. Men det, der påvirker menneskets følelser stærkest, er ruinerne efter et folk. Øjet iagttager dem udadtil, mens sindets øje undersøger dem dybt. Derfor har Koranen henledt menneskers opmærksomhed på dette svage punkt for at påvirke deres tanker og bevidsthed med hensyn til forbrydernes skæbne. Der står:

(Arabisk**********)

Rejser de da ikke omkring på jorden og ser, hvad der blev af dem, der levede før dem? De var stærkere end dem, dyrkede jorden og høstede mere af den, end de gør. Sendebudene kom til dem med klare tegn. Allah gjorde dem ikke uret, men de gjorde sig selv uret. (Ar-Rum: 9)

Ovenstående drøftelse beviser, at al-Qur’an har antaget visualisering og skildring som en stil. Derfor har skildringsmetoden grundlæggende betydning. Denne metode er forbundet med emnet og formålet som helhed. Den er en uundværlig egenskab ved Qur’anen, som Qur’an-eksperter finder i hvert eneste afsnit af al-Qur’an.

Fjerde kapitel

Fantasi og skildring

Vi siger, at al-Qur’an gennem visualisering og skildring har fremlagt sit budskab i sin egen stil. Dette udgør kernen eller grundlaget for al-Qur’anens fortællestil. Det betyder dog ikke, at betydningen af det omfattende indhold er ophørt, eller at vi fuldt ud har ydet dets ret. Tværtimod er indholdets selvstændige betydning stadig fuldt til stede. Selv med dette in mente føler vi behov for at skrive et særskilt kapitel.

Man kunne spørge: På hvilket grundlag er disse billeder opbygget? I begyndelsen af det foregående kapitel antydede vi dette emne. Vi sagde dér, at denne metode undertiden er blevet anvendt for at vende blikket fra tankens verden mod den virkelige verden. Det vil sige at omdanne noget forestillet til noget, der kan sanses. På samme måde fremstilles menneskets væsen og naturen i forståelige billeder. Ofte udtrykkes noget, der kan opleves, gennem et forestillet billede. Derefter skabes der biologisk aktivitet i billedet for at give det bevægelse. Derved sætter det tankens verden i oprør. Så bliver det sanseligt utilgængelige til et levende billede i bevægelse, der viser sig for øjnene. Hvad enten det er et billede af en ulykke eller et almindeligt eller begivenhedsrelateret billede. Hvis det ud over liv og bevægelse også får talens evne, samles alle fantasiens elementer dér, og intet bliver tilbage. Alle de eksempler og lignelser, jeg fremlagde i den foregående drøftelse, beviser sandheden i dette udsagn. Formålet med at drøfte dem i det kapitel var imidlertid at forsøge at give en idé om, hvordan al-Qur’an anvender skildringsmetoden ved fremlæggelsen af sit budskab. Men i dette kapitel vil vi ikke anse det for tilstrækkeligt blot at citere de tidligere lignelser. Grunden er, at al-Qur’an er tilgængelig for os og er fyldt med nye eksempler og lignelser. Fra den vil vi udvælge nogle lignelser, som fuldt ud belyser det bestemte emne, nemlig reglerne og principperne for skildringen af fantasi og oplevelse.

Takhyīl eller fantasi

Blandt de qur’aniske billeder er der kun få, som træder frem for os i tavshed og uden stemme. I de fleste billeder findes der åbenlyse og skjulte impulser. Det er disse impulser, der vækker livets puls og får billedet til at blive bevægeligt. Man må huske, at det, der sætter tanken i oprør, ikke kun findes i enkelte ulykkesscener, i skildringer af Dommedag eller i scener af fred og straf; det findes også dér, hvor man ikke ville forvente det.

Vi vil forklare, hvad denne bevægelses form og natur er. Det skal bemærkes, at det netop er på grund af denne form for livspuls, at synlige genstande forekommer levende. Heller ikke det liv, som er usynligt for mennesket, ligger uden for denne impuls. Denne impuls vil vi betegne som ‘takhyīl hissī’ eller forestillet sansning. Denne impuls findes i hvert eneste billede i al-Qur’an. Livets puls er til stede i hvert billede på en sådan måde, at livets forskellige forløb og naturer kommer til syne.

Tajsim eller legemliggørelse

I Al-Qur’an findes der endnu et forhold, som er knyttet til billedlig fremstilling, og som kan betragtes som grundlaget for tajsim. På dette område går Qur’an meget langt. Selv sådanne forhold, som det er nødvendigt at holde adskilt fra dens hovedlinje, lægger islam vægt på at fremstille åbent. Undertiden fremstilles de også i legemlig form, såsom Allah den Ophøjedes væsen og egenskaber. Den uomtvistelige konklusion, der træder frem for os heraf, er, at Al-Qur’an har givet den billedlige fremstillings stil forrang frem for andre metoder. Samtidig er der dog blevet advaret om, at metoden med billedlig fremstilling undertiden kan føre til farlige konsekvenser. Nu vil jeg forsøge at tydeliggøre sagen ved hjælp af eksempler.

Personificering: 1. Der findes en form for forestilling, som vi kan kalde tasjkhis eller personificering. Tasjkhis betyder at give det, der er uden liv, liv. For eksempel fremstilles naturscener eller andre livløse genstande i en levende og forståelig form. Undertiden udvikles dette liv yderligere, så det bliver menneskeligt. Det omfatter endda ydre egenskaber og følelser. Livløse genstande tillægges menneskelig interesse, begejstring og livlighed. Derved kommer de til menneskene og indgår også i samspil med dem. De viser sig for dem i forskellige farver og klædedragter. Derfor tvinges mennesket til at opfatte dem som levende. Det føles, som om mennesket ser dem med sine egne øjne og sanser dem med sine sanser. Når mennesket ser deres fine følsomhed og aktivitet, bliver det også grebet af frygt og forvirring. I et vers siges det for eksempel, at morgenstunden opfattes som levende og drager ånde.(Arabisk****)– Ved morgenstunden sværges der, når den drager ånde. (At-Takwir: 18)

Når dette vers reciteres, opstår forestillingen om, at tiden ved daggry er et levende væsen, fordi den drager ånde. Selv dens tænder synes at komme til syne, når den trækker vejret. Dette liv synes ikke kun at tilhøre »morgenstunden«, men hele verden og naturen. Som det siges, løber natten meget hurtigt efter dagen for at indhente den, men kan ikke nå den. Der lyder følgende:

(Arabisk*********)

Han lader dagen omslutte natten, og da løber dagen efter natten. (Sura al-A’raf: 54)

Ligesom der ikke er nogen ende på nattens og dagens løb efter hinanden, løber menneskets tankevirksomhed på samme måde efter dem. Se igen, hvordan der tales om nattens bevægelse.

(Arabisk*******)

Og ved natten, når den svinder bort. (Sura al-Fajr: 4)

Så snart verset læses, ser læserens øjne natten som noget, der uophørligt bevæger sig ad jordens grænseløse veje. Et særdeles velkendt billede. Se igen, hvordan jorden og himlen betragtes som fornuftsvæsener, tiltales og straks svarer:

(Arabisk*********)

Derefter vendte Han sig mod himlen, som var en røgmasse, og sagde til den og til jorden: »Kom begge, frivilligt eller modvilligt.« De sagde: »Vi kommer frivilligt.«

Se med forestillingens øje, hvordan himlen og jorden bliver kaldt. De svarer også på kaldet. Se månen, solen, natten og dagen bevæge sig ad deres egne veje og i deres eget tempo. Men—

(Arabisk*************)

Solen kan ikke indhente månen, og natten går ikke forud for dagen. (Sura Yasin: 40)

Denne vekslen mellem nat og dag har Allah, den Almægtige, fastlagt, så det aldrig bliver sådan, at der kun er nat eller kun dag uafbrudt. Se på jorden. Den døde jord. Regnvandet falder på den. Og straks vågner den til nyt liv.

(Arabisk***********)

Du ser jorden ligge øde og gold, men når Jeg derefter lader regnen falde over den, bliver den frisk⁸ og svulmer op, hvorefter den frembringer alle slags smukke planter. (Sura al-Hajj: 5)

Et andet sted siges det:

(Arabisk*******)

Et andet af Hans tegn er, at du vil se jorden ligge øde og ufrugtbar. Når Jeg lader regnen falde over den, svulmer den op og bliver smykket med blomster og frugter. (Sura Ha-Mim as-Sajda: 39)

Således får den døde og øde jord nyt liv, næsten før man når at se det.

Scenen fra Jahannam: Dette er Jahannam. Hvad er Jahannam? En ødelæggende og yderst pinefuld ting, som ingen kan slippe ud fra. Et sted, hvor der ikke engang vil være mulighed for at bevæge sig; det er dem, som på jorden blev kaldt til vejledning, men vendte sig bort fra den. Det forunderlige er, at så snart de nu bliver kaldt til Jahannam, vil de komme og møde frem. Dette er den Jahannam, som ved synet af forbryderne vil flamme op i vrede og fortsætte med at tordne og brøle voldsomt. De følgende vers åbenbarer noget af dette billede:

(Arabisk***********)

Den dag vil Jeg spørge Helvede: »Er du blevet fyldt?« Det vil svare: »Er der mere?« (Sura Qaf: 30)

(Arabisk**********)

Når Helvede ser dem på afstand, vil de høre dets knurren og brølen. (Sura al-Furqan: 12)

(Arabisk************)

Når de bliver kastet ind i det, vil de høre dets rasende brølen. Helvede vil revne af vrede. (Sura al-Mulk: 7-8)

(Arabisk************)

Nej! Det er visselig en flammende ild, som svider huden. Den vil kalde på den, der vendte ryggen til sandheden og vendte sig bort, samlede rigdom og vogtede over den.

Tilstanden for den skygge, som forbryderne vil søge tilflugt i, er følgende:

(Arabisk*******)

Skyggen af røgslyngninger, som hverken er kølig eller behagelig. (Sura al-Waqi’a: 43-44)

I denne skygge vil Helvedes beboere blive kvalt og miste orienteringen. Denne skygge vil hverken være kølig eller behagelig for dem. Den vil ikke engang se smuk ud.

Og se på den regnvandsfyldte lufts bevægelse:

(Arabisk**********)

Jeg driver vandfyldte vinde og sender regn ned fra himlen. (Sura al-Hijr: 22)

Vinden er blevet kaldt (***) (svanger med regn), og livets pulsslag er blevet skabt i den. Det synes, som om luften bliver svanger med vand og befrier sig for sin graviditet ved at lade regnen falde.

Det er også blevet sagt:

(Arabisk**********)

Da Moses’ vrede havde lagt sig, tog han tavlerne op.

(Arabisk**********)

Da Abrahams frygt derefter havde fortaget sig, og det gode budskab var kommet, begyndte han at diskutere med Mig om Lots folk.

Se, i de to ovenstående vers siges det, at vreden tager til og aftager, at frygten forsvinder, og at det gode budskab kommer og går. Det synes, som om disse er levende væsener, hvori man kan mærke livets pulsslag.

2. En anden form for takhyil eller forestilling er, at den træder frem for os som et levende billede. Gennem det formidles en bestemt tilstand eller betydning. Det gælder for eksempel billedet af den person, der tilbeder Allah, mens han står på en grænse. Hvis tilstanden ser god ud, bliver han tilfreds, men hvis han rammes af en prøvelse, vender han sig bort fra islam. Eller billedet af muslimerne før deres antagelse af islam, som stod på kanten af en ildgrav. Eller eksemplet med den person, der lægger grundvolden til sit hus på kanten af en grav, som vil styrte ham og bygningen ned i Helvedes ild. Det er billeder, der er fulde af levende bevægelse. Det sidste billede har nået fuldkommenhedens højdepunkt. Det har jeg behandlet i kapitlet »Det kunstneriske billede«.

Billedet af en velnæret kamel, der forsøger at trænge gennem nåleøjet, er endnu et eksempel på takhyil. Det nævnes om de vantro: De vil under ingen omstændigheder blive tilgivet og vil heller ikke kunne komme i Paradis. Ved et sådant levende eksempel på straf bliver tænkningen slået målløs. For så længe tanken følger den, kan dens bevægelse ikke fuldendes, og selv efter at den er kommet til legemlig form, kan den ikke bestå længe. Det siges:

(Arabisk**********)

Sig: Hvis havets vand var blæk til at skrive min Herres ord med, ville havet løbe tør, før min Herres ord var skrevet færdige, selv hvis vi tilføjede endnu et hav dertil. (Sura al-Kahf: 109)

Det billede, der ved recitationen af dette vers bestandigt fylder tankens verden, er dette: Allahs lovprisning skrives med havets vand, men den bliver aldrig færdig. Den kan ikke afsluttes. Det er et dynamisk, uophørligt billede. Havets vand slipper op, men Allahs lovprisning kan ikke skrives færdig. Således når denne dynamik sin fuldendelse.

Det billede, der fremtræder i sindet ud fra de følgende vers, stemmer også overens med det ovenfor beskrevne billede.

(Arabisk**********)

Den, der bliver holdt borte fra Helvede og ført ind i Paradiset, har sejret. (Sura آل عمران: 185)

(Arabisk**********)

Et sådant langt liv vil ikke kunne beskytte dem mod straffen. (Sura al-Baqara: 96)

Allerede fra ordet (***) i dette vers mærkes dynamikken, som i fantasien træder frem som et levende billede. Dette er et vigtigt forhold, som vi vil kunne forstå tydeligere, når vi bevæger os lidt længere frem.

Ud fra denne dynamik fremkommer der for fantasiens øje et billede af en person, der står ved kanten af en ildgrav, hvis flammende ildtunger er kommet helt frem foran ham.

3. Takhyīl, eller en anden form for forestilling, er den, hvor der skabes bevægelse i fantasien. Den skabes hos mennesket gennem bestemte ord. For eksempel:

(Arabisk**********)

Jeg vil vende mig mod deres gerninger og derefter gøre dem til spredte støvpartikler. (Sura al-Furqan: 23)

Vi har tidligere i kapitlet »Det kunstneriske billede« drøftet, at det at gøre gerninger til støvpartikler betyder at tilintetgøre deres handlinger. Det er et sanseligt billede. Nu vil vi drøfte betydningen af ordet qaddimnā. Det betyder, at deres gode gerninger vil blive bragt frem, før de tilintetgøres. Hvis ordet qaddimnā fjernes fra sætningen, brydes tanketråden. Samtidig forsvinder al den skønhed, der er knyttet til dette ord, selv om støvpartiklernes bevægelse stadig fortsætter. Det følgende vers er også et smukt eksempel.

(Arabisk**********)

Sig: Skal jeg påkalde noget andet end Allah, som hverken kan gavne os eller skade os? Skal vi vende tilbage? (Sura al-An’am: 71)

I dette vers beskrives det uhåndgribelige ved at vende sig bort fra religionen som noget sanseligt gennem dette udtryk. Således træder det frem for os i en sanseligt erfaret form. Det følgende vers er et lignende eksempel:

(Arabisk**********)

Og følg ikke Satans fodspor; sandelig, han er jeres åbenlyse fjende. (Sura al-Baqara: 168)

Hensigten var at sige: »Følg ikke Satan.« Men ved hjælp af ordene »følg ikke« og »fodspor« er der tegnet et billede af Satans bevægelse. Det virker, som om Satan går foran, mens menneskerne, som følger ham, går efter ham og følger hans fodaftryk. Et mærkværdigt billede. Satan er en ond kraft, som fik menneskehedens fader Adam (fred være med ham) drevet ud af Paradiset. Alligevel følger menneskene ham stadig.

Et andet vers i samme stil:

(Arabisk**********)

Fortæl dem om den mand, som Vi gav Vore tegn, men som kastede dem fra sig. Satan fulgte efter ham, og derfor blev han en af de vildledte. (Sura al-A’raf: 175)

Der er en lille forskel mellem dette vers og det foregående. I dette vers følger Satan efter den vildledte person. I det foregående vers er det forbudt at følge efter Satan, mens det her er Satan selv, der følger efter.

Det følgende vers har også forbindelse med dette emne:

(Arabisk**********)

(O tjener) jag ikke efter det, du ikke har viden om. (Sura Bani Isra’il: 36)

Her er viden forestillet som et fysisk objekt.

4. En anden form for forestilling er, at den foregår hurtigt og i scener, der følger efter hinanden. Vi har tidligere fremlagt eksempler på denne type. Det vil sige polyteisternes aktiviteter, om hvem der siges i det følgende vers.

(Arabisk**********)

Den, der sætter medguder ved Allah, er som én, der styrter ned fra himlen. Derefter snupper en ådselædende fugl ham eller vinden fører ham bort og kaster ham et fjernt sted. (Sura al-Hajj: 31)

Også i det følgende vers findes der en sammenligning:

(Arabisk**********)

Den, der mener, at Allah aldrig vil hjælpe sit sendebud i denne verden og i det hinsidige, skal lade et reb hænge op til himlen, derefter skære det over og se, om denne plan kan fjerne hans vrede. (Sura al-Hajj: 15)

I dette vers fremstilles et forunderligt billede. Den, der nærer den onde tanke, at Allah ikke vil hjælpe Sin profet, gør blot sit eget hjerte unødigt tungt af smerte. Den, der ikke kan udvise tålmodighed i denne situation eller ikke har sind til at vente på, at Allahs løfte bliver opfyldt, bør forsøge at ændre situationen og nå det ønskede resultat. Det er i virkeligheden lige så umuligt for ham at fastgøre et reb til himlen og klatre op ad det, som det er at ændre situationen. Hvis han fastgør et reb til himlen, forsøger at klatre op ad det, men mislykkes, river rebet over og falder til jorden, får han måske mulighed for at tænke lidt over sagen.

Også i det følgende vers fremsættes et lignende udsagn:

(Arabisk**********)

Hvis deres afvisning er smertefuld for dig, så find en tunnel i jorden eller anbring en stige i himlen, og hvis du kan bringe dem et tegn, så bring dem det. (Sura al-An’am: 35)

De vantros afvisning af den ædle sendebuds kald forekom ham meget ubehagelig. Han ønskede, at hvis han blot kunne bringe dem et passende mirakel og vise dem det, ville de måske tro og følge den rette vej. Dette vers blev åbenbaret med den ædle profet selv som tiltalt. Derfor henledes hans opmærksomhed på det i et yderst høfligt og forfinet sprog samt med subtil humor, under hensyntagen til hans værdighed og anseelse. Det er et fremragende eksempel på et forestillet billede, hvori den kunstneriske skønhed er til stede i fuldt mål.

5. En anden stil inden for forestilling er at fremstille livløse genstande som bevægelige.(Arabisk**********)

I alderdommen er hovedet blevet hvidt. (Sura Maryam: 4)

I dette vers sammenlignes hvidt hår med en brændende ild. I forestillingen bringes det hvide hår til et sådant punkt, som når tørt halm antændes af ildens flammer. Det er derfor, verset rummer skønhed, sådan som vi tidligere har drøftet.

Anskueliggørelse: I det foregående kapitel beskrev vi flere eksempler på anskueliggørelse. En sammenlignende formulering anvendes netop for at forvandle dens underliggende tilstand til en bestemt skikkelse. Dette hænger også sammen med tajsīm eller anskueliggørelse. Nedenfor fremlægger vi nogle eksempler.

(Arabisk**********)

De, der ikke tror på deres Herres væsen, deres gerninger er som aske, over hvilken en voldsom vind blæser på en dag med støvstorm. (Sura Ibrahim: 18)

(Arabisk**********)

I, der tror! Gør ikke jeres almisser værdiløse ved at fremhæve jeres godhed og påføre andre smerte, ligesom den, der bruger sin formue for at blive set af folk, og som ikke tror på Allah og det hinsidige. Hans eksempel er som en glat sten, hvorpå der lå noget jord.

(Arabisk**********)

De, der giver af deres formue på Allahs vej for at opnå Hans velbehag og styrke deres eget sind, er som en have beliggende på en høj. (Sura al-Baqara: 265)

(Arabisk**********)

Bemærker du ikke, hvordan Allah den Højeste fremfører et eksempel: Det rene ord er som et træ. Dets rødder er stærke, og dets grene strækker sig op mod himlen. Det bærer til stadighed frugt på sin Herres befaling. Allah fremfører lignelser for menneskene, så de kan tænke og overveje, og eksemplet på det urene ord er et urent træ. Det er blevet revet op fra jordens overflade. Det har ingen fasthed. (Sura Ibrahim: 24-16)

Det må huskes, at efter vores opfattelse er legemliggørelse ikke blot at sammenligne noget med en begribelig genstand. For det er en så almindelig fremgangsmåde at sammenligne noget, der ligger uden for sanserne, med noget, der kan sanses. For os betyder legemliggørelse at give noget, der ligger uden for sanserne, kropslig form og gøre det konkret gennem selve begivenheden, i stedet for blot at gøre det konkret ved hjælp af sammenligning og lignelse. For eksempel:

(Arabisk**********)

Den dag vil enhver med egne øjne se det gode, han har gjort, og også det onde. Da vil de ønske, at der var en stor afstand mellem dem selv og disse gerninger. (Suraen Āl ʿImrān: 30)

(Arabisk**********)

De vil finde deres gerninger lagt frem foran sig. Din Herre vil ikke begå uret mod nogen. (Suraen al-Kahf: 49)

(Arabisk**********)

De gode gerninger, som I sender i forvejen for jer selv, vil I finde hos Allah. (Sura al-Baqara: 110)

Af eksemplerne ovenfor kan man forstå, at gerninger er noget usynligt og uden form eller skikkelse. Men den dag vil de blive fremstillet i en forståelig form og skikkelse. Dette kaldes personificering eller tajsīm. Det synes, som om gerningen den dag vil komme og vise sig for mennesket i menneskelig skikkelse. Samtidig kan man forstå, at når man udfører gerninger i denne verden, forbliver de betroet hos Allah, og på Dommens dag vil de blive givet form og returneret til Hans tjenere.

Den dag vil synden blive omdannet til en byrde af enorm størrelse. Det siges:

(Arabisk**********) Den dag vil de bære byrden af deres synder på deres rygge. (Sura al-Anʿām: 31)

(Arabisk**********) Den dag vil ingen bære en andens byrde. (Sura al-Anʿām: 164)

Det sanseligt uerkendelige er også blevet gjort konkret og synligt i de følgende vers. For eksempel:

(Arabisk**********) Og tag proviant med; den bedste proviant er visselig taqwā. (Sura al-Baqara: 197)

I dette vers omtales taqwā som proviant.

(Arabisk**********)Vi har antaget Allahs farve. Hvem kan have en bedre farve end Allahs? (Sura al-Baqara: 138)

I dette vers er Allahs religion omtalt som en farve.

(Arabisk**********)

I, der tror! Træd fuldt ind i islam.

I dette vers er islam fremstillet i en form, som man kan træde ind i.

(Arabisk**********)

Forlad de åbenlyse og skjulte synder. (Al-An’am: 120)

I dette vers er synd knyttet til det åbenlyse og det skjulte.

Den snæverhed, sorg og elendighed, bekymring og mismod osv., som anvendes metaforisk, er abstrakte og transcendente ting, men i de følgende vers fremstilles de som konkrete:

(Arabisk**********)

Og de tre andre, som blev ladt tilbage, oplevede, at jorden, trods sin vidde, blev trang for dem, og at deres liv blev uudholdeligt, og de indså, at der ikke findes noget tilflugtssted ud over Allah. (Sura at-Tawbah: 118)

Det siges, at jorden var blevet trang for dem. Denne snæverhed er blevet knyttet til jorden. Snæverhed og mismod er abstrakte og transcendente ting, men i dette vers fremstilles de som konkrete. Tilstanden hos de sahaba, som ikke deltog i krigen sammen med den ædle Profet (fred være med ham), fremstilles levende. Fordi de var blevet ladt tilbage, var de så skamfulde, angerfulde og fortvivlede, at de ikke havde noget tilflugtssted. De følte ikke den mindste lettelse, ikke engang et kort øjeblik, før deres anger blev accepteret hos Allah.

Et andet vers af samme slags er:

(Arabisk**********)

Advar dem om den nærmende dag, når sjælene når struberne, og åndedrættet næsten standser. For synderne findes der ingen ven og ingen forbeder, hvis forbøn vil blive accepteret. (Sura al-Mu’min: 18)

Ud fra dette vers synes det, at sjælen på grund af den hårde nød vil flytte sig fra sit oprindelige sted og komme op nær struben.

(Arabisk**********)

Når nogens sjæl når struben, mens I ser til. (Sura al-Waqi’ah: 83-84)

Af dette vers fremgår det, at ruh er et legemligt stof, som bevæger sig og når op til struben.

(Arabisk**********)

Men de, der slutter sig til et folk, som I har en pagt med, eller som kommer til jer med hjertet uvilligt til at kæmpe mod jer eller mod deres eget folk. (Sura an-Nisa: 90)

Det vil sige, at de på grund af denne forvirring og usikkerhed kommer i en vanskelig situation og ikke kan beslutte, om de skal kæmpe sammen med dig mod deres eget folk eller slutte sig til deres eget folk og kæmpe mod dig.

3. Koranen ønsker at beskrive de vantros intellektuelle og oversanselige tilstande. De vantro hører ganske vist Koranen, men de kan ikke opnå nogen gavn af den. Det er, som om de slet ikke har hørt den. Koranen har fremstillet dette oversanselige forhold på en sådan måde, at det synes, som om der mellem de vantro og Koranen findes en hindring, som ikke lader dem komme på Koranens vej. Nedenfor gives nogle eksempler:

(Arabisk**********)

De er jo blevet holdt på afstand af lyttestedet. (Sura ash-Shu’ara: 22)

(Arabisk**********)

Jeg har lagt et slør over deres hjerter, så de ikke forstår det, og fyldt deres ører med byrder. (Sura al-An’am: 25)

(Arabisk**********)

Reflekterer de da ikke over Koranen, eller er deres hjerter låst? (Sura Muhammad: 24)

(Arabisk**********)

Jeg har lagt lænker om deres halse, helt op til hagerne, så deres hoveder er løftet opad. Jeg har sat en mur foran dem og en mur bag dem og dækket dem til, så de ikke kan se. (Sura Ya-Sin: 8-9)

(Arabisk**********)

Allah har forseglet deres hjerter og deres ører og lagt et slør over deres øjne. (Sura al-Baqara: 7)

(Arabisk**********)

De, hvis øjne er blevet tilsløret for Mit ihukommelse, er ikke i stand til at høre. (Sura al-Kahf: 101)

Den sanseligt ubegribelige hindring, som forhindrede de vantro i at komme til Koranens vej, er trådt frem for os i konkret form. Den synes at være en slags mur. Således er der anvendt en beskrivelsesstil, der skaber en stærk virkning.

4. Mange gange beskrives en ting på en sanseligt anskuelig måde, men fremstillingsformen er sådan, at dens styrke og fuldkommenhed allerede ved den første tiltale tydeligt kommer til udtryk. For eksempel: (Arabisk**********)

Den dag, hvor straffen vil omringe dem ovenfra og nedefra. (Sura al-Ankabut: 55)

Det vil sige, at straffen vil omringe dem fra alle sider. Grunden til, at der ikke siges »fra alle sider«, men »ovenfra og nedefra«, er, at dette skaber en stærkere virkning end udtrykket »fra alle sider«.

(Arabisk**********)

Da de nærmede sig jer fra højderne og lavningerne. (Sura al-Ahzab: 10)

(Arabisk**********)

Hvis de blot havde fulgt Toraen, Evangeliet og det, der er blevet åbenbaret for dem fra deres Herre, ville de have kunnet spise af det, der er over dem, og af det, der er under deres fødder. (Sura al-Ma’idah: 66)

(Arabisk**********)

Deres ansigter vil være dækket, som om de var dækket af stykker af den mørke nat. (Sura Yunus: 27)

Det synes, at den sorte farve, de vantros ansigter vil antage, ikke er et lag af en eller anden farve; snarere er det stykker af den sorte, mørke nat, som deres ansigter er blevet dækket med.

5. En anden metode til tajsīm eller konkretisering er at beskrive det metafysiske ved at knytte det til noget sanseligt. Således er straffen eller pinslen i dette vers knyttet til (***) (stærk), og i det følgende vers betegnes dagen som (***) (tung).

 (Arabisk**********)Bag dem venter der også en hård straf. (Sura Ibrahim: 17)

(Arabisk**********)De lader den tunge dag ligge bag sig. (Sura ad-Dahr: 27)

I det første vers beskrives straffen med et særligt adjektiv, som kan betegnes som lang, bred og tyk. Med andre ord bruges ordet »hård« netop om en genstand.

I det andet vers forstås dagen ikke som tid, men som en tæt, tyk og tung genstand.

6. Nogle eksempler på, at det oversanselige beskrives i forbindelse med sanseligt begribelige genstande:

(Arabisk**********)Allah har ikke lagt to hjerter i noget menneskes mave. (Sura al-Ahzab: 4)

(Arabisk**********)Vær ikke som den kvinde, der møjsommeligt spinder garn og derefter river det i stumper og stykker. (Sura an-Nahl: 92)

(Arabisk**********)

Ingen må bagtale nogen. Ville nogen af jer bryde sig om at spise sin døde brors kød? (Sura al-Hujurat: 12)

Det første vers forklarer, at det ikke er muligt at give indbyrdes modstridende ting plads i det samme hjerte. Det andet vers forklarer, at det at aflægge et løfte og derefter bryde det er lige så nytteløst som når en gammel kvinde selv spinder en tråd og derefter ødelægger den. Det tredje vers forsøger at vække afsky for bagtalelse. Der siges, at den, der bagtaler, spiser sin døde brors kød ved at rive det i stykker, fordi den, der ikke er til stede, sammenlignes med en død. Når man således omtaler en persons fejl i dennes fravær, er det derfor ikke blot at omtale fejlen, men som at rive kødet af ham stykke for stykke og spise det.

7. Fremstillingsmetoden udgør et generelt princip. Således siges det, at handlingerne på dommens dag vil blive givet en form og vejet. Der siges:

(Arabisk**********)Jeg vil opstille retfærdighedens vægtskål på opstandelsens dag. (Sura al-Anbiyā: 47)

(Arabisk**********)

Den, hvis vægtskål er tung, vil derfor leve et lykkeligt liv, mens den, hvis vægtskål er let, vil have Hāwiya som opholdssted. (Sura al-Qāriʿa: 6-9)

(Arabisk**********)

Hvis en handling blot er på størrelse med et sennepskorn, vil Jeg også bringe den frem, og Jeg er tilstrækkelig som den, der gør regnskabet op. (Sura al-Anbiyā: 47)

(Arabisk**********)Der vil ikke blive gjort selv så meget som en tråds uret mod dem. (Sura an-Nisāʾ: 49)

(Arabisk**********)Der vil ikke blive begået den mindste uret mod dem. (Sura an-Nisa: 124)

I de ovenstående vers omtales handlingerne og vægten som legemlige genstande.

Den fælles forekomst af fantasi og visualisering

Ofte forekommer fantasi og visualisering sammen i det samme vers i Koranen. Det metafysiske bliver da løsrevet fra sin oprindelige form. Det træder frem som en legemlig og sanseligt opfattelig genstand, og denne legemlige genstand får også tilført en forestillet bevægelse. Vi har tidligere fremlagt eksempler, hvor man finder prøver på dette. Men vi ønsker at give endnu nogle nye eksempler på denne regel, så vi har flere eksempler på hver regel. Det siges:

(Arabisk**********)

Nej, Jeg kaster sandheden mod løgnen, hvorefter den knuser løgnens hoved. (Sura al-Anbiya: 18)

(Arabisk**********)Han indgød frygt i deres hjerter. (Sura al-Ahzab: 26)

(Arabisk**********)Jeg indgød fjendskab mellem dem indtil Opstandelsens Dag. (Sura al-Ma’ida: 64)

(Arabisk**********)Derefter sendte Allah fra sig selv fred og ro ned over sin Sendebud og de troende. (Sura at-Tawba: 26)

(Arabisk**********)Bøj jer ydmygt og sagtmodigt for dem. (Sura Bani Isra’il: 24)

Læs de nævnte vers igen og igen, og tænk over dem. I det første vers synes sandheden at være en slags luftkugle, som rammer falskheden og sønderdeler den. I det andet vers fremstilles frygt som en hård genstand, der kan kastes på afstand og fås til at trænge ind i hjertet. Ud fra det tredje vers synes had og fjendskab at være en fast genstand, som kan kastes mellem to grupper. Det fjerde vers viser, at trøst er en slags genstand, som bevægede sig hen over Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) og de troende, mens det femte vers giver indtryk af, at der er blevet anbragt arme for ydmyghed og sagtmodighed, som altid bøjer sig foran dem.

Alle de ovenstående eksempler er en samlet forening af forestilling og billedlig fremstilling. For i disse eksempler er immaterielle ting fremstillet som legemlige, og der er skabt en forestillet bevægelse i dem. Betragt endnu nogle eksempler.

(Arabisk**********)

Ja, den, der har erhvervet sig en synd, og hvis synd har omgivet ham. (Sura al-Baqara: 81)

(Arabisk**********)

Hør efter, de er allerede tidligere faldet i fristelsen, og Helvede omringer uden tvivl disse vantro. (Sura at-Tawba: 49)

I det første vers beskrives synden som et fast legeme, og ved på ny at omtale den som noget, der er omsluttet, antydes dens bevægelighed. Det andet vers får det til at synes, at fitna er en grav. Og de vantro er faldet ned i den.

(Arabisk**********)Bland ikke sandheden sammen med løgnen. (Sura al-Baqarah: 42)

Forkynd derfor for dem det påbud fra Allah, som du har modtaget. (Sura al-Hijr: 94)

Det første vers viser, at sandheden og løgnen er to faste stoffer, hvoraf det ene dækker det andet. Fordi ordet (***) (at kløve) anvendes i det andet vers, synes Allahs påbud at være noget, der kan kløves, og som kan blandes med et andet stof.

(Arabisk**********)

Allah er beskytter for dem, der tror. Han fører dem fra mørket ud i lyset. Men de vantros beskytter er taghut. De fører dem fra lyset ind i mørket. (Sura al-Baqarah: 257)

(Arabisk**********)

Den, der forkaster taghut og tror på Allah, har grebet fat i et håndtag, som aldrig vil briste. (Sura al-Baqarah: 256)

I det første vers sammenlignes vejledning med lys og synd med mørke, og ved at bruge udtrykket »at bringe ud« forsøges tanken sat i bevægelse. I det andet vers sammenlignes troen med en fast genstand, som ikke risikerer at blive knust eller revet i stykker.

De nævnte eksempler viser, at når immaterielle ting adskilles fra deres grundlag og fremstilles i en legemlig og dynamisk tilstand, bliver betydningen levende og optager vores sind fuldstændigt.

Også på alle de steder i Den Vise Koran, hvor Allahs væsen og egenskaber beskrives, og hvor formålet udtrykkes klart, tegnes der på samme måde legemlige billeder. For eksempel:

(Arabisk**********)Allahs hånd er over deres hænder. (Sura al-Fath: 10)

(Arabisk**********)Hans trone var da over vandet. (Sura Hud: 7)

(Arabisk**********)Hans sæde (magt) omfatter himlene og jorden. (Sura al-Baqara: 225)

(Arabisk**********)Derefter trådte Han frem over tronen. (Sura al-A’raf: 54)

(Arabisk**********)Så vendte Han sit blik mod himlen, og den var en røgmasse. (Sura Fussilat: 11)

(Arabisk**********)

På Dommedag vil hele jorden være i Hans hånds greb, og himlene vil være foldet sammen i Hans højre hånd. (Sura az-Zumar: 67)

(Arabisk**********)

O profet! Da du kastede småstenene, var det ikke dig, der kastede; det var Allah, der kastede dem. (Sura al-Anfal: 17)

(Arabisk**********)Allah indskrænker og udvider. (Sura al-Baqara: 245)

(Arabisk**********)Og din Herre og englene vil komme og træde frem i rækker. (Sura al-Fajr: 22)

(Arabisk**********)

Jøderne siger: »Allahs hånd er bundet.« Må deres egne hænder blive bundet! Må de være forbandede for det, de siger. Nej, Hans begge hænder er udstrakte. (Sura al-Ma’ida: 64)

(Arabisk**********)

Da Allah siger: »O Jesus! Jeg vil fuldende din tid på jorden og løfte dig op til Mig.« (Sura Āl ʿImrān: 55)

Det var i virkeligheden netop det, vi har beskrevet ovenfor. Men diskussioner om sprogets og sætningernes anvendelse samt deres betydning er blevet en mode, og derfor er der også opstået uenighed om de førnævnte ord. Her var der imidlertid ikke plads til en sådan ordstrid. For i alle disse formuleringer er der anvendt en fremstillingsstil, som er Koranens almindelige stil. Det vil sige, at den grundlæggende betydning er blevet fremstillet gennem tajsīm og takhyīl. Det er en stil, som hverken rummer tilbageholdenhed eller fordrejning.

Femte kapitel

Koranens kunstneriske komposition

Når vi siger, at billedfremstillingsmetoden blandt Koranens virkemidler har status som det grundlæggende princip eller fundament, og at fantasi og visualisering er de mest strålende eksempler på billedfremstilling, er sagen ikke dermed afsluttet. Blot ved at sige dette har man hverken ydet Koranens særegenhed fuld ret eller bragt alle kendetegnene ved Koranens visualisering frem. Sandheden er, at Koranen ud over billedfremstilling, fantasi og visualisering rummer mange andre kunstneriske aspekter. Først når man træder ind i denne skov, kan man tale om Koranens kunstneriske komposition, som spiller en vigtig rolle i visualiseringen.

Former for kunstnerisk komposition

Den kunstneriske komposition har flere niveauer. Der findes visse kunstneriske og retoriske aspekter ved kompositionen, som eksperter har analyseret. Der findes også aspekter, som de ikke engang har berørt.

1. En form for komposition, der har at gøre med formuleringens opbygning. Det vil sige, at den ved hjælp af et passende ordvalg ordnes på en bestemt måde. Derved når sætningen i tale eller skrift tærsklen til fuldkommenhed og forfinelse. Der er allerede skrevet så meget om dette emne, at der ikke er behov for at tilføje noget nyt.

2. En anden forbindelse med kompositionen er dens forhold til melodi og rytme. Disse frembringes gennem det rette ordvalg og ved at ordne dem på en særlig måde. Denne metode træder tydeligt frem i hele Koranen og er fuldstændig indvævet i dens kunstneriske grundlag. Alligevel kunne de tidligere lærdes blik ikke bevæge sig ud over den ydre melodi og rytme. De vidste endda ikke, hvor mange toner, takter og metriske enheder musikken består af, eller på hvilken måde og hvor de anvendes.

3. Et af de retoriske aspekter ved Koranens komposition, som retorikkens eksperter har erkendt, er, at afslutningen på Koranens vers eller på udsagnet er formet i overensstemmelse med udsagnet. For eksempel afsluttes de vers, hvori Allah den Højestes væsen og egenskaber beskrives, med: (Arabisk**********) formuleringen. Og dér, hvor et skjult mysterium omtales, afsluttes det med: (Arabisk**********) formuleringen. En anden metode er først at anvende ism al-mawsul (det sammenkædende led) og derefter føre sætningen frem mod fuldendelse uden silah (det forbindende led). Herefter nævnes jaza eller gengældelsen. For eksempel:

(Arabisk**********)

Himlens porte vil ikke blive åbnet for dem, der har kaldt Mine tegn for løgn og hovmodigt vendt sig bort, og de vil ikke træde ind i Paradiset, før kamelen kan trænge gennem nåleøjet. (Sura al-Aʿraf: 40)

På samme måde anvendes ordet »Rabb«, dér hvor undervisning og opdragelse omtales. For eksempel:

(Arabisk**********)

Læs i din Rabb’s navn, som skabte dig. Han skabte mennesket af en sammenklumpet blodmasse. Læs, din Rabb er den mest gavmilde, som har undervist ved hjælp af pennen. Han har lært mennesket den viden, som det ikke kendte. (Sura al-ʿAlaq: 1-5)

Hvor omtalen af Allahs suverænitet, værdighed og anseelse forekommer, er ordet (**) blevet anvendt. Eksempelvis:

(Arabisk**********)

Sandelig, hos Allah alene findes kundskaben om Timen. Han sender regnen ned, og Han ved, hvad der er i livmoderen. (Sura Luqman: 34)

På samme måde er ordet (***) blevet anvendt forskelligt alt efter sted og tid. Nogle gange nævnes ordet Allah én gang, hvorefter der i de følgende vers kun anvendes pronominer. Andre steder står det i begyndelsen af sætningen, andre steder i slutningen, og andre steder anvendes ordet Allah sammen med dets pronomen. Mange steder er det brugt til at indlede et spørgsmål, og andre steder til en positiv fremstilling. Hos mange retorikkens lærde regnes dette for et fremragende eksempel på retorisk kunst.

4. Der findes en meningsmæssig sammenhæng mellem indholdet og formålet med Koranens forskellige vers. Den forbindelse, der opstår, når formålet med det ene ændres til formålet med det andet, er også et eksempel på en form for kunstnerisk komposition. Koranen er imidlertid hævet over de principper for kunstnerisk komposition, som retorikkens lærde taler om.

5. Det højeste niveau af kunstnerisk komposition, som retorikkens lærde hidtil har fået kendskab til, er muligvis Koranens naturlige komposition, som kommer til udtryk i rækkefølgen af fremstillingen af enkelte vers. Vi har for eksempel i kapitlet »Studier i Koranen og tafsir« citeret fra den lærde az-Zamakhsharis værk i forbindelse med sura al-Fatiha. De lærde, der forsker i koranisk retorik, har den dag i dag erklæret de egenskaber, som retorikkens lærde har identificeret, for det bedste udtryk for kunstnerisk komposition. Det forbløffende er, at de heller ikke nåede frem til den anden side af den kunstneriske komposition. Det eneste, de gjorde ved at gå længere, var at forsøge at sige noget om Koranens melodi og rytme. Måske har de ment, at Koranen ikke havde andre egenskaber. I virkeligheden er dette blot én blandt Koranens mange egenskaber. Men her slog de sig til ro og standsede.

For de lærde i retorik var ikke klar over, at det, der fremstilles i Koranen gennem billedlig fremstilling og visualisering, har status som grundlag eller fundament. Derfor kunne de ikke belyse spørgsmålet om kunstnerisk komposition tilstrækkeligt. Det er netop med det formål at fremlægge vores nye tanker og undersøgelser om dette emne, at denne bog er blevet skrevet. Det er ikke vores hensigt at strides eller diskutere om gamle emner. Vi ønsker at forsøge at forstå alt, hvad der er skrevet om Koranens retoriske side, ud fra et nyt perspektiv, og fortsætte bestræbelsen på at bevæge os længere frem end det punkt, hvor vores forgængere nåede og standsede. For der er rigelig mulighed for det. I denne forbindelse finder vi de eksempler tilstrækkelige, som vi tidligere har behandlet i fortolkningen af »sura al-Alaq« og i kapitlet »Kilden til Koranens betagende kraft«. Disse eksempler viser, at der er rigelig mulighed og plads til at behandle forbindelsen mellem tanker og den ydre kompositionsproces i Koranen fra et nyt perspektiv.

Vi ønsker blot at antyde, at der findes et usynligt åndeligt bånd mellem de begivenheder, der er omtalt i Koranen, og de steder, som er knyttet til begivenhederne. Samtidig tager Koranen hensyn til disse begivenheders religiøse formål, indhold og kunstneriske side. Eksempler på denne form for overensstemmelse vil blive nævnt under overskriften »Emne: De begivenheder, der er omtalt i Koranen«. En sådan overensstemmelse findes også i skildringerne af Dommedag, scenerne med fred og straf samt samtalerne mellem Paradisets og Helvedets beboere, som findes blandt de begivenheder, der er omtalt i Koranen. Ved fremstillingen af alle disse emner er der også taget hensyn til en kontinuitet eller forbindelse. Det betyder dog ikke, at det egentlige formål, som begivenheden er blevet fremført med henblik på, også er blevet taget op direkte i fremstillingen.

Hovedsagen er, at betydningen, meningen, formålet og målet med Den Ædle Koran er yderst fin, dyb og betydningsfuld samt af meget høj rang. Men den skjulte skønhed i Koranens fremstilling og forklaring rækker langt videre end selve visualiseringen. Det er ikke muligt for os at forlade diskussionens enkle og jævne vej og med ét føre pennens bevægelse frem til det højeste punkt i dette emne. Derfor vil vi gå frem trin for trin og forsøge at bestige dette højdepunkt.

[5.1] I Den Ædle Koran findes der steder, hvor budskabet fremstilles gennem en billedlig metode, og hvor der er fuld overensstemmelse mellem budskabet og situationen. Således viser denne form for sanselig beskrivelse eller den leksikalske betydning sig at være medvirkende til at fuldende billedets kendetegn. Dette er et vendepunkt, der i fremstillingen fungerer som forbindelsesled mellem forklaringen og billedet. Herfra skilles vejen for den lette fremstillingsform fra vejen for den højtstående kompositionskunst. Således siges der i det følgende vers:

(Arabisk**********)

Sandelig, de værste af alle levende væsener hos Allah er de stumme og døve, som ikke forstår. (Sura al-Anfal: 22)

Ordet (****) bruges almindeligvis om dyr. Undertiden bruges dette ord dog også om mennesker. Ordet (****) betegner nemlig alle levende væsener, der bevæger sig på jordens overflade; eftersom mennesket også bevæger sig på jordens overflade, kan ordet derfor anvendes om mennesker. Men fornuften tvinger os ikke til at forstå ordet (***) som »mennesker«. Det strider mod det naturlige. Her er ordet (***) anvendt om mennesker for at vise, at deres karakter, adfærd og handlemåde bærer præg af en dyrisk indstilling, som hindrer dem i at følge vejledningens vej. Herved fuldendes billedet af deres uopmærksomhed og dyriskhed (***) og med ordene »de forstår ikke« er dette blevet gjort endnu tydeligere.

I et andet vers siges der:

(Arabisk**********)

Og de, der er vantro, hengiver sig til nydelse og spiser som firbenede dyr; deres bolig er Helvede. (Sura Muhammad: 12)

I dette vers er de vantro blevet sammenlignet med dyr, og der er tegnet et fremragende billede. For de fryder sig meget i denne verdens korte dage og forsøger på forskellige måder at nyde dens farver og fornøjelser. Men de er fuldstændig ligeglade med straffen i det hinsidige, som venter dem. Det er en adfærd, der kun sømmer sig for dyr. De er optaget af at spise, drikke og more sig, men tænker ikke et eneste øjeblik på, at slagterens kniv venter på dem. Det synes, som om deres eneste opgave er at spise, drikke og more sig.

Se endnu et eksempel:

(Arabisk**********)

Jeres hustruer er som en mark for jer. Gå derfor til jeres mark, som I ønsker. (Sura al-Baqara: 223)

I dette vers findes der flere former for skjulte og åbenlyse overensstemmelser. Her fremstilles ægtefællernes følsomme forhold på en meget fin og tiltalende måde. Den mest tiltalende sammenligning er, at forholdet mellem mand og hustru sammenlignes med en bonde og hans jord. Ligesom jorden er et sted, hvor afgrøder frembringes, er hustruen tilsvarende et sted, hvor børn frembringes. Ligesom kornkammeret fyldes med jordens afgrøder, føres slægten således mod fuldendelse gennem hustruens barnefødsel. Hele formålet og målet er blevet fremstillet præcist og smukt med nogle få ord.

[5.2] Nogle gange er det ikke blot et enkelt ord – ikke en hel sætning – der bærer vidnesbyrd om billedets delvise fuldendelse; det får tværtimod hele billedet til at træde frem. I den billedlige fremstillingsmetode er denne overensstemmelse endnu stærkere end den foregående. Den nærmer sig næsten fuldendelse. Dens betydning er større, fordi et enkelt ord, uden en fuldstændig sætning, kan være nok til at fremkalde et billede. Så snart ordet høres, viser et fuldstændigt billede sig i sindets spejl.

(Arabisk**********)

I, der tror! Hvad er der med jer, at I, når I bliver bedt om at drage ud på Allahs vej, klamrer jer til jorden? (Sura at-Tawba: 38)

Når ordet (***) høres under recitationen af dette vers, dukker billedet af en tung genstand straks op i tankernes verden. Det virker, som om en person igen og igen forsøger at løfte en tung genstand, men ikke kan få den løftet, fordi den er så tung. Man får indtryk af, at ordet vejer flere tons. Hvis der i verset i stedet var blevet sagt (***), (selv om betydningen af de to ord grundlæggende er den samme), ville det ikke have udtrykt den samme tyngde som det første ord. Formålet ville være gået tabt. Men det anvendte ord er så præcist valgt, at billedet af en særdeles tung byrde, som er vanskelig at bære, straks viser sig for lytterens indre blik, når han hører det.

Et andet vers af denne type lyder:

(Arabisk**********)

Og blandt jer er der også nogle, som bevidst vil tøve. (Sura an-Nisa: 72)

Så snart dette vers læses, opstår der en forestilling om tøven; især når ordet (***) reciteres eller høres, viser et billede sig for øjnene. Det er, som om deres tunger bliver stive, når de skal udtale dette. Med stort besvær og efter megen tøven når de til sidst frem.

I Koranen fremstilles profeten Nuhs (fred være med ham) ord således:

(Arabisk**********)

(Nuh sagde:) Mit folk! Hvad mener I: Hvis jeg støtter mig til et klart bevis fra min Herre, og Han har skænket mig barmhjertighed fra Sig, men den alligevel ikke er synlig for jer, skal jeg så påtvinge jer den mod jeres vilje? (Sura Hud: 28)

Så snart ordet (*****) i dette vers reciteres, toner et billede af modvilje og vedholdende insisteren frem i sindets spejl. Hele hans bevidsthed og taleevne bliver så tæt forbundet med hinanden, som når (****) eller en, der nærer afsky, behandler den ting, han afskyr. Den tætte forbindelse mellem ord og betydning, som kommer til udtryk i dette vers, er et af de stærkeste eksempler på balāgha og fasāha, og tidligere såvel som nutidige koraneksegeter har betegnet den som et af Koranens særpræg.

Et andet sted siges det:

(Arabisk**********)

For de vantro er der Helvedes ild. De vil ikke blive beordret til at dø, så de dør, og straffen vil heller ikke blive lempet for dem. Således straffer Jeg de utaknemmelige. Dér vil de råbe fortvivlet: »Vor Herre! Før os ud herfra; vi vil gøre gode gerninger og ikke gøre det samme, som vi tidligere gjorde.« (Sura Fāṭir: 36-37)

Så snart man hører ordet (****) i dette vers, forestiller man sig, at Helvedes beboere skriger, og at deres stemmer genlyder og giver ekko overalt. Samtidig toner endnu et billede frem: Ingen hører deres hjerteskærende skrig, og ingen kommer dem til hjælp for at afhjælpe deres lidelser. Af dette billede forstår man, hvor frygtelig straffens intensitet er.

Når ét eneste ord udfolder hele sætningens betydning, er det (***) eller den kunstneriske kompositions højeste form. For eksempel:

(Arabisk**********)Hård af natur og dertil berygtet. (Sura Qalam: 13)

Ordet (***) i dette vers er tilstrækkeligt til at tegne et fuldstændigt billede af hårdhed i karakteren og hensynsløshed.

Et andet sådant ædelt vers lyder:

(Arabisk**********) Men selv så langt et liv vil ikke kunne beskytte dem mod straffen. (Sura al-Baqara: 96)

I dette vers er subjektet i (****) (***) , hvilket tegner et fuldstændigt og levende billede. Så snart disse få ord udtales, træder dette billede frem for øjnene.

Det følgende vers er også et fremragende eksempel:

(Arabisk**********)

Derefter vil de blive kastet med ansigtet nedad i Helvede – det vil sige afguderne og afgudsdyrkerne – sammen med alle Iblis’ hærstyrker. (Sura ash-Shu’ara: 94-95)

I dette vers repræsenterer ordet (****) den lyd, der høres, når man falder ned i Helvede.

Det skal bemærkes, at den bogstavelige betydning af de to ord (***) og ((***) i de to vers alene bringer hele billedet frem for øjnene. Det er ikke sådan, at denne forestilling opstår på grund af Koranens særlige brug af dem. Faktisk er de ord, der netop blev nævnt, blevet brugt i en særlig kontekst i Koranen, og hvert af dem forekommer kun én gang. Det kan bestemt siges, at det sted, hvor de nævnte to ord er anvendt, uden tvivl regnes for en fremragende blandt de billedlige beskrivelser.

Blandt de beskrivende synonymer for Dommedagen, der anvendes i Den Ædle Koran, findes også (****) (den døvørende) og (***) (den, der breder sig over alt). I ordet (***) findes en sådan grad af brølen og hårdhed, at man blot ved at høre ordet føler, at ørerne vil sprænges af denne brølen. Ordet trænger gennem luften, rammer øregangen og gør den døv. På samme måde synes ordet (****) også at være noget, der bevæger sig med voldsom hast. Det breder sig over alt med stormens fart og opsluger det. Her er endnu et sådant vers:

(Arabisk**********)Ved morgenens sværgen, når den drager vejret (det vil sige, når den bliver lysende). (Sura at-Takwir: 18)

Jeg blev målløs, da jeg så det fine og yndefulde ordvalg som (***) og tænkte på dets alternative synonymer. Også De vil blive forbløffet over Koranens mirakuløse karakter og blive nødt til at erkende, at Den Ædle Korans skønhed og mirakuløse karakter forstærkes af valget af det rette ord på det rette sted. Et andet sted siges det:

(Arabisk**********)

Da Han fra Sig selv lod søvnens tæppe brede sig over jer for at give jer ro. (Sura al-Anfal: 11)

I dette vers udtrykkes søvnens stærke virkning gennem ordet (****) (døsighed). Det synes, som om søvnen er et tyndt og fint tæppe, der dækker med stor komfort og blødhed. Ordet (***) giver indtryk af, at ro og sikkerhed har bredt sig over hele verden.

Vi finder også billeddannelse gennem ord og udtale i Den Ædle Korans sidste sura, sura an-Nas. Tænk over det:ঢ়

(Arabisk**********)

Sig: Jeg søger tilflugt hos menneskenes Herre, hos menneskenes sande Konge, hos menneskenes Gud, fra Satans onde hvisken (den, der trækker sig tilbage, når Allahs navn nævnes), som hvisker i menneskenes hjerter, hvad enten han er blandt mennesker eller blandt jinner. (Sura an-Nas: 1-6)

Læs denne sura igen og igen, og læg mærke til, hvordan din stemme frembringer en fuldendt hvisken, der er helt magen til den hvisken, der beskrives i suraen. Den opstår især ved recitationen af følgende vers.

(Arabisk**********)

Bemærk endnu et eksempel. Det lyder således:

(Arabisk**********)

Hvor hårde er deres ord! Alt, hvad de siger, er løgn. (Sura al-Kahf: 5)

Dette vers harmonerer også med det emne, der behandles. Der er dog en lille forskel. I dette vers omtales den forseelse, at Allah skulle have et barn. Denne yderst løgnagtige påstand tilbagevises på enhver mulig måde. Først holdes subjektet skjult ved at sige (***). Dernæst bruges ordet (***) som tamyiz og nakira (ubestemt), hvorved graden af afskyelighed forstærkes. Derefter viser (***) at ordene er kommet ud af munden utilsigtet og som følge af uvidenhed. Den afsky og nedrighed, der frembringes gennem (****), fastholdes således. Når dette ord udtales, åbnes munden en smule, men den lukkes igen straks ved udtalen af den sidste mīm (**). Alligevel er halsen på dette tidspunkt stadig fyldt med luft, der kommer ud fra strubehovedet.

Der findes en type ord, som ganske vist repræsenterer indholdet, men ikke ved at lade sit udsagn og sin lyd trænge ind i øret. Dets billedlige rækkevidde er kun som den skygge, der skabes i tankens verden. Det skal bemærkes, at ord og tale har deres egen skygge eller afspejling; når menneskets blik falder på den, bliver den synlig. Det følgende vers er et eksempel på dette:

(Arabisk**********)

Fortæl dem om den mand, hvis tilstand Jeg havde givet dem at høre om, og som Jeg havde skænket Mine tegn, men som derefter frigjorde sig fra dem og gik bort. (Sura al-A’raf: 175)

I dette vers antyder ordet ‘fansalakha’, hvordan denne mand frigjorde sig fra de tegn, han havde fået. Det følgende vers er endnu et glimrende eksempel:(Arabisk**********)

Derefter trådte han om morgenen ind i byen, frygtsom og bekymret. (Sura al-Qasas: 18)

I dette vers udfoldes gennem ordet billedet af profeten Moses’ frygt og bekymring. Samtidig må man have for øje, at profeten Moses anså ‘fil-madinati’, altså byen, for det sted, hvor frygten kom til udtryk, selv om en by normalt forbindes med fred og sikkerhed. Selvom ‘yattarakkabu’ bruges om steder, hvor frygt lurer, er stedet for fred og sikkerhed her fremstillet som et skræmmende sted.

Vi har tidligere givet eksempler af denne art i kapitlet ‘Fantasi og fremstilling’, og de stemmer også fuldstændigt overens med dette.

Nogle gange forenes lyd og virkning i det samme ord. For eksempel:

(Arabisk**********)Den dag, hvor de vil blive drevet hen mod Helvedes ild. (Sura at-Tur: 13)

I dette vers skaber ordet (***) sammen med lyd og virkning et billede af dets betydning. Det, man her bør bemærke, er, at ordet (***) betyder at støde hårdt. Når nogen bliver skubbet meget kraftigt, kommer der ufrivilligt en (***)-lyd (»åh«) ud af hans mund. Denne lyd stemmer særdeles godt overens med ordet (***). Bemærk også følgende vers:

(Arabisk**********)Grib ham, og slæb ham ind midt i Jahannam. (Sura ad-Dukhan: 47)

Så snart lyden af ordet (****) i dette vers trænger ind i øret, opstår der en bevægelse i forestillingernes verden, og et levende billede viser sig for øjnene.

I dette kapitel kan vi nævne de ord, som vi sagde, at selve lyden henleder opmærksomheden på deres bogstavelige betydning. Eksempelvis (****) (sløvhed), (***) (at trække vejret) og (****) (opstandelsen). Disse ord skaber sammen med lyden også en skygge. Men det er særdeles vanskeligt at fastlægge grænsen for den fine forskel, der findes mellem deres lyd og skygge. Når et ord tegner et billede af sin betydning og idé, smelter dets lyd og idé sammen. Det bevæger sig ikke kun i retning af betydningen, men også i retning af tanke og billede. Og det er netop dette sted, der er vores mål.

[5.3] Blandt de visualiseringsmetoder, som Koranen har anvendt for at fremlægge sit budskab, er også takābul eller kontrast. Når Koranen ønsker at tegne et fint billede gennem ord, følger den for det meste takābul-metoden. For eksempel:

(Arabisk**********)

Blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden samt de levende væsener, som Han har spredt mellem dem. Når Han ønsker det, er Han i stand til at samle dem. (Sura ash-Shura: 29)

I dette vers udgør de to ord (***) (spredt) og (***) (at samle) et eksempel på takābul eller kontrast. Ved at anvende disse to modsatrettede ord sammen i det samme vers er der tegnet et fuldstændigt billede, som viser sig i tankens verden som en række billeder, det ene efter det andet. Selvom de to ord har modsatte betydninger, er de smukt forenet.

I det følgende vers er to modsatrettede billeder af liv og død samlet.

(Arabisk**********)

Har de da ikke fået øjnene op? Jeg har tilintetgjort mange folk før dem, hvis boliger de nu færdes iblandt. I dette er der visselig tegn. Vil de da ikke lytte? Ser de ikke, at Jeg lader vand strømme ud over den golde jord og frembringer afgrøder, som de selv og deres kvæg spiser? Hvorfor lægger de ikke mærke til dette? (Sura as-Sajda: 26-27)

Se, hvor stor forskellen mellem liv og død er i dette vers. Først omtales de mennesker, som engang gik omkring på jorden. I dag er de døde; de er blevet tilintetgjort. Deres hjemegn ligger øde. Men på et øjeblik fremtræder et helt andet billede: billedet af den døde jord, der gøres grøn, frodig og smuk. Her består kontrasten, eller taqābul, i grunden ikke mellem én tilstand og en anden, men mellem liv og død.

Billeder af denne form for »taqābul« (kontrast) findes i stort tal de steder, hvor der tales om fred og straf i livet efter døden. Nedenfor beskriver vi nogle få eksempler på denne art.

(Arabisk**********)

Dette er ikke passende. Når jorden knuses fuldstændigt, din Herre træder frem, englene stiller sig på række, og Helvede bringes frem, vil mennesket huske. Men hvad vil denne erindring gavne ham? Han vil sige: »Åh, gid jeg blot havde sendt noget i forvejen til dette liv.« Den dag vil ingen straffe med en straf som hans, og ingen vil binde med en binding som hans. (Sura al-Fajr: 30)

Selv i en så skrækindjagende situation vil en troende blive kaldt med ord fulde af ømhed og kærlighed: »O du fredfyldte sjæl, vend tilbage til din Herre.« Og i denne tilbagevenden findes et vidnesbyrd om den dybe kærlighed og tilfredshed mellem denne tjener og hans Herre. Det vil sige, at de begge viser kærlighed over for hinanden. De tegn på kærlighed, som findes i disse ord, får det til at synes, som om hele omgivelserne er bundet sammen af kærlighedens bånd. Derefter siges der:(Arabisk**********)Slut dig til Mine særligt udvalgte tjenere, og skab fortrolighed med dem.(Arabisk**********)Træd derefter ind i Mit Paradis. Beskrivelsen af Helvede havde omgivet hele miljøet med et billede af frygt og uro. Her finder man det fuldstændig modsatte billede, fyldt med kærlighed og hengivenhed.

Det ovenstående eksempel var et kontrasterende billede af den vantro og den troende. Nu fremlægger jeg et kontrasterende billede af Helvedesbeboernes straf og Paradisets beboeres velsignelser.

(Arabisk**********)

Er beretningen om den omsluttende Opstandelsens Dag nået dig? Mange ansigter vil den dag være ydmygede, udmattede og trætte. De vil blive kastet i en flammende ild. De vil blive givet at drikke fra en kogende kilde, og de vil ikke have anden føde end tornebuske. Det vil hverken give deres krop næring eller stille deres sult. Men mange ansigter vil den dag være strålende, tilfredse med deres gerninger. De vil være i en ophøjet have. Der vil de ikke høre tom tale. Der vil være en rindende kilde, højt hævede, smukt udsmykkede sæder, beredte drikkebægre, rækker af tæpper og vidt udbredte gulvtæpper.

De foregående vers er et smukt kontrasterende billede af straf og velsignelse. Der findes mange sådanne eksempler i Koranen.

5.4 De ovenstående eksempler var to kontrasterende billeder. Men nu vil vi fremlægge nogle eksempler, som ganske vist er kontrasterende, men hvor det ene tilhører fortiden og det andet nutiden. Ved i fantasien at føre fortiden ind i nutiden er der tegnet et kontrasterende billede af de to tilstande. For eksempel:

(Arabisk**********)

Han skabte mennesket af en dråbe sæd. Alligevel er det en åbenlys stridsmand. (Sura an-Nahl: 4)

Den tilstand, der nu står foran os, er et menneskes tilstand som åbenlys stridsmand, men i fortiden var det blot en lille dråbe sæd. Det er den store afstand mellem disse to tilstande, der her ønskes gjort forståelig. Derfor er tilstanden mellem de to tilstande udeladt. Man kunne udtrykke det således: Hvis menneskets begyndelse har været sådan, passer det ikke, at det strides. Et andet lignende eksempel er:

(Arabisk**********)

Overlad de løgnagtige velhavende til Mig, og giv dem en kort frist. Sandelig, hos Mig er der lænker, en brændende ild, kvælende føde og en smertefuld straf. (Sura al-Muzzammil: 11-13)

Også her ses en kontrast mellem to tilstande. Den ene tilstand er til stede nu, nemlig hovmodet over rigdom og velstand. Den anden tilstand er ikke til stede nu, men er kun begrænset til forestillingens verden. I virkeligheden har den ingen eksistens. Dette eksempel viser den kunstneriske og religiøse betydning. Læg mærke til de følgende vers:

(Arabisk**********)

Ve enhver bagtaler og spotter, som samler rigdom og tæller den omhyggeligt. Han tror, at hans rigdom vil forblive hos ham for evigt. Nej! Han vil visselig blive kastet i Hutamah. Og hvad får dig til at vide, hvad Hutamah er? Det er Allahs antændte ild, som trænger ind til hjerterne. De vil blive lukket inde i den på lange søjler. (Sura al-Humazah: 1-9)

I denne sura beskrives to modsatrettede tilstande. Den ene er tilstanden i denne verden, og den anden er tilstanden i det hinsidige. Der findes hovmodige og arrogante mennesker, som er blevet opslugt af denne verdens rigdom og velstand, har glemt det hinsidige og hengivet sig til denne verdens fornøjelser og adspredelser. Men ved den anden ende af den vej, de følger, venter Jahannam. Det er en Jahannam, der knuser alt, og hvis ild når helt ind til hjertet – det hjerte, der i dag er beruset af stolthed og hovmod. De vil dér blive bundet så tæt og fast, at de hverken selv vil kunne slippe fri eller være i stand til at blive befriet af andre.

Det siges i det følgende vers:

(Arabisk*********)

Venstrehåndsfolkene—åh, hvilken pine venstrehåndsfolkene vil være i! De vil være i brændende damp og skoldende vand samt i skyggen af røgskyer, som hverken er kølig eller behagelig. Tidligere levede de i velstand. (Sura al-Waqiʿah: 41-45)

Her stilles to tilstande over for hinanden. Den ene er helvedesfolkets nuværende tilstand, det vil sige varm damp, varmt vand og skyggen af røg, som kun af navn er en skygge. Denne vanskelige tilstand fremstilles over for deres tidligere tilstand, det vil sige lykke og velvære.

Der er en fin overvejelse i den ovenfor beskrevne tilstand og de andre tilstande, der hænger sammen med den. De mennesker, der omtales i dette vers, er i virkeligheden stadig i live og færdes på jorden. Alverdens lykke og velstand står til deres rådighed; denne tilstand eksisterer i nutiden. Den lidelse, der venter dem i det hinsidige, hører fremtiden til. Men Koranen har bragt denne fremtidige tilstand ind i nutiden. Læseren forestiller sig, at de allerede har afsluttet deres jordiske handel og er trådt ind i den tilstand, der er gjort klar til dem. Al deres tidligere lykke og nydelse er forbi. De står over for en voldsom straf. Under disse omstændigheder bliver de mindet om deres fortid, om den lykke, de engang havde.

Det kan synes at være en mærkelig måde at tænke på. Men hvad så? Koranen fremsætter mange steder sit budskab i denne stil. Denne fremstilling i Koranen rummer både en kunstnerisk og en religiøs appel. Den kunstnerisk søgende vil mene, at der ikke blot er tale om en billedlig fremstilling, men om en begivenhed, der overskrider følelsens og erkendelsens grænser og udspiller sig lige for øjnene af os—en begivenhed, der finder sted nu.

Den religiøst søgendes opfattelse er, at man bør have en så stærk overbevisning (yaqīn) om de begivenheder, der vil finde sted i Jahannam, som om de finder sted netop nu. Det hænger sammen med erkendelsen. Og denne stærke overbevisning bereder mennesket på at tage imod opfordringen til iman.

Det følgende vers hænger også sammen med eksemplet ovenfor.

(Arabisk*********)

Grib ham, og slæb ham ind i Jahannam. Hæld derefter straffen i form af kogende vand over hans hoved. Smag nu! Du er jo den ærede, den noble. (Sura ad-Dukhān: 47-49)

Det følgende vers fremstiller også et billede af modsatrettede forhold:

(Arabisk*********)

Nej, når sjælen når struben, og der bliver sagt: »Hvem kan besværge?« Og han tænker, at afskedens øjeblik er kommet, og det ene ben vikler sig om det andet. Den dag vil alt blive fremstillet for din Rabb. Han troede ikke og bad ikke. Men han anså sandheden for løgn og vendte sig bort. Derefter vendte han hovmodigt tilbage til sin familie. (Sura al-Qiyāmah: 26-33)

I disse vers fremstilles to modsatrettede tilstande. Den ene er det, der er hændt i fortiden. Det er, som om hele skaberværket har mistet al sin skønhed og er blevet livløst. Der var en tid, hvor den nu afdøde ikke bad og ikke accepterede Koranens sandhed. Den ene tilstand, det vil sige dødsøjeblikket, står nu foran hans øjne. Og han er uberørt. Dødsøjeblikket er kommet, og han er så fortvivlet af frygt, at begge ben ryster voldsomt. Sjælen er nået op i struben, og en spørger spørger: »Er der ingen, som kan besværge ham?« En, der kan redde ham fra denne ulykke, sådan som man søger hjælp hos besværgelser for at blive befriet fra jinners og dæmoners påvirkning.

Den døende tænker, at i dag er dagen, hvor han skal skilles fra sin familie. Minderne fra de forgangne dage dukker op i hans hjerte. Han ser igen, hvordan han hovmodigt vendte sig bort fra den ædle Profets (fred være med ham) kald og gik tilbage til sin familie, og hvordan han anså hans kald for løgn. Begge billeder dukker op foran hans øjne. Men det vil ikke gavne ham. For det ene ben er viklet ind i det andet. Der er ikke mere tid. Nu går rejsen tilbage til Rabb.

Sjette kapitel

Melodi og rytme i Al-Qur’an

Jeg vil først kaste et kort blik på det, som andre forfattere har skrevet om overensstemmelsen og ligheden mellem ordene i Al-Qur’an, og derefter drøfte dette aspekt af Al-Qur’ans kunstneriske komposition, som endnu ikke er blevet behandlet udførligt, og som også hænger sammen med denne bogs emne. Især Al-Qur’ans lydlige overensstemmelse.

Jeg har tidligere antydet, at den ædle Koran indeholder melodi og rytme (lighed i ordenes udtale), og at disse findes i forskellige former og typer, som spiller en understøttende rolle i fremstillingen af dens budskab. Eftersom hele Koranen er rytmisk, findes melodi og takt overalt i den. Det kan ses, at de forskellige bogstaver i de samme ord samt versene og deres sidste ord følger de metriske regler, hvad enten verset er kort eller langt. Jeg ønsker at drøfte de formuleringer, hvorledes denne overensstemmelse kommer til udtryk i sætningernes sidste ord. I den ædle Koran står der:

(Arabisk*********)

Vi har ikke lært ham, det vil sige Sendebudet, poesi eller digtning, og det sømmer sig heller ikke for ham. Dette er blot en påmindelse, som er blevet åbenbaret som en klar Koran. (Sura Yāsīn: 69)

Dette er svaret på den anklage fra de vantro, som er nævnt i Sura al-Anbiyāʾ:

(Arabisk*********)De sagde: »Han har opdigtet det; nej, han er en digter.« (Sura al-Anbiyāʾ: 5)

Koranen har med rette sagt, at den ikke er digtning. Men spørgsmålet er: Var araberne, som kaldte den poesi eller digtning, gale eller uvidende om poesi og digtning? Bestemt ikke. Når de kaldte den digtning, må den nødvendigvis have indeholdt poesiens og digtningens kendetegn, hvis magiske virkning også betog dem. De kendte Koranens klanglige harmoni og dens skønhed og kunne derfor forstå, at den var en form for digtning. Selv hvis vi blot betragter den ud fra versemål og enderim, kan vi se, at poesiens og digtningens grundlæggende kendetegn findes deri.

Desuden har Koranen på smuk vis optaget både prosa og poesi i sig. Den ædle Koran er uafhængig af versemål (****) og enderim (****), og Koranen har ingen forpligtelse til, at der nødvendigvis skal være rim i den. Alligevel findes der melodi og rytme i den. Selv behovet for parrim i versenes afslutning har Koranen ikke ladet stå tilbage. Samtidig rummer den også de kendetegn ved digtningen, som vi har drøftet ovenfor. Ud fra dette perspektiv kan man sige, at Koranen rummer både prosaens og poesiens kendetegn. [Dr. Ṭāhā Ḥusayn har skrevet: Koranen er hverken poesi eller prosa; Koranen er blot Koranen. Det synes ganske vist, at den indeholder versemål og enderim, men det er kun begrænset til den synlige ydre form. Set fra arabisk litteraturs synspunkt er der ingen tvivl om, at Koranen er prosa af fremragende og høj kvalitet. For det andet er Koranens prosastil helt enestående og anderledes, så der ikke kan fremføres nogen sammenligning eller noget eksempel på den. – Forfatteren.]

For at sige det, som det er: Når mennesker reciterer Koranen, bemærker de gennem den ydre udtale versemål og enderim; dette er især tydeligt i de suraer, der består af korte vers. Det ses også på de steder, hvor en bestemt begivenhed fremstilles. Det findes naturligvis også i suraer med lange vers, men dér er det ikke lige så tydeligt. Læg mærke til følgende eksempel, hvor melodi, rytme og versemål kommer fuldt til udtryk.

(Arabisk*********)

Ved stjernen, når den går ned. Jeres ledsager er hverken kommet på afveje eller faret vild, og han taler heller ikke af begærets tilskyndelse. Det er åbenbaring, som bliver åbenbaret. En mægtig engel har lært ham det, begavet med en naturlig styrke. Han viste sig i sin egen skikkelse ved den højeste horisont. (Sura an-Najm: 1-8)

(Arabisk*********)

Så nærmede han sig og kom endnu nærmere, og afstanden var to buers længde eller mindre. Så åbenbarede Han for Sin tjener, hvad Han åbenbarede. Hjertet løj ikke om det, han så. Vil I da strides med ham om det, han så? (Sura an-Najm: 9-12)

(Arabisk*********)

Han så ham visselig endnu en gang ved Sidrat al-Muntaha, ved hvilken Jannat al-Ma’wa befinder sig, da træet blev dækket af det, som dækkede det. Hans blik veg ikke, og det overskred heller ikke grænsen. Han så visselig nogle af sin Herres største tegn. (Sura an-Najm: 13-18)

(Arabisk*********)Har I da tænkt over al-Lat og al-Uzza og Manat, den tredje, den anden? (Sura an-Najm: 19-20)

(Arabisk*********)Er sønnerne da jeres, mens døtrene er Allahs? (Sura an-Najm: 21)

(Arabisk*********)En sådan fordeling er i sandhed en meget urimelig fordeling. (Sura an-Najm: 22)

De nævnte vers har næsten samme metriske længde på de sidste stavelser. Men den adskiller sig noget fra metret i arabisk poesi. Alle versene har samme form for enderim. Takket være metret og enderimet opstår der en overensstemmelse mellem hvert vers og det næste. Resultatet er en vidunderlig klang. Denne overensstemmelse og lighed har endnu en årsag, om end den ikke er lige så tydelig som metret og enderimet. Den opstår nemlig gennem enkeltordene, bogstavernes rækkefølge og ordenes placering i sætningen. Hvor stærkt den mærkes og erkendes, afhænger af den religiøse bevidsthed samt af nydelsen af melodi og musik. Derfor kan man skelne mellem en strofes melodiske og umelodiske klang; blot fordi der er enderim ved sætningens slutning, kan den ikke betegnes som melodi eller rytme.

Da de nævnte vers er korte, er varigheden af de lydlige bølger, som de frembringer, heller ikke særlig lang. Men alle versene har samme rytme og metrum, og derfor er der overensstemmelse mellem dem alle. Der er ikke noget krav om, at versenes sidste bogstav skal være det samme.

I moderne litteratur tages der for eksempel ikke hensyn til dette, når man skriver en fortælling eller en roman, men i den koraniske melodi og rytme er der taget hensyn til alt dette. Mange vers gør det helt tydeligt, at dette er gjort bevidst og planlagt for at skabe enderim. Se for eksempel på det følgende vers.

(Arabisk*********)Hvis det ikke var blevet gengivet på denne måde, men i stedet var blevet gengivet som nedenfor:

(Arabisk*********)så ville der være opstået en forskel i enderimet, og rytmen ville være blevet brudt. Tilsvarende gælder det følgende vers:

(Arabisk*********)Hvis det ikke var blevet nævnt på denne måde, men i stedet var blevet nævnt således:

(Arabisk*********)så ville der ikke have været nogen rytmisk overensstemmelse. Ordet »Izan« har fuldendt denne overensstemmelse.

Det kan dog ikke siges, at ordene »al-ukhra; (***)« og »izan« (***) kun er blevet brugt på grund af rimets overensstemmelse, og at de derfor er overflødige ord. I virkeligheden er disse ord ikke overflødige, men er blevet anvendt på grund af en subtil nødvendighed i den poetiske komposition. Dette er endnu et af Koranens kunstneriske særpræg. I Koranen er sådanne ordvalg truffet med en særlig betydning, samtidig med at ordet spiller en vigtig rolle i at fastholde taktens og melodiens rytmiske mål.

Som vi har drøftet, bemærker man ved recitationen af ét koranvers sammen med et andet en form for rytmisk overensstemmelse, og til sidst træder enderimet frem. Mange steder er ordvalget desuden foretaget på en sådan måde, at skønheden ville gå tabt, hvis blot ét ord blev flyttet frem eller tilbage.

Første tilstand: Den første tilstand er et eksempel på, at et ords naturlige form ændres. Dette er den udtalelse af profeten Ibrahim (fred være med ham), som Koranen har gengivet ordret:

(Arabisk*********)

(Ibrahim (fred være med ham) sagde:) Har I overvejet dem, som I og jeres forfædre har dyrket? De er alle mine fjender, bortset fra alverdens Herre, som skabte mig og vejledte mig. Han giver mig mad og drikke. Når jeg bliver syg, er det Ham, der helbreder mig. Jeg håber, at Han vil tilgive mig mine fejl på Dommens Dag. (Sura ash-Shu’ara: 75-82)

I det nævnte vers er det personlige pronomen »ya« (**) i slutningen af ordene »yahdini«, »yaskini; (***)«, »yashfini« (***) og »yuhyini« (***) blevet fjernet for at bevare enderimet med »nun« (***) ligesom i ordene »ta’buduna« (***) og »al-aqdamuna« (***).

På samme måde er »ya« blevet fjernet i de følgende vers:

(Arabisk*********)

Ved daggryet, ved de ti nætter, ved det lige og det ulige, og ved natten, når den svinder bort. I dette er der en ed for den forstandige. (Sura al-Fajr: 1-5)

I det nævnte vers er yāʾet i ordet ‘yāsrī’ blevet udeladt for at skabe rim med ordene ‘al-fajrī’, ‘ʿashrīn’ og ‘wal-witrī’.

De følgende vers kan også nævnes som eksempler herpå.

(Arabisk*********)

Vend derfor dit ansigt bort fra dem. Den dag, hvor kalderen kalder til en ubehagelig konsekvens. De vil komme ud af gravene med sænkede blikke, som spredte græshopper. De vil skynde sig mod kalderen. De vantro vil sige: Dette er en vanskelig dag.

Hvis yāʾet ikke var blevet udeladt fra slutningen af ordet ‘ad-dāʿī’ i dette vers, ville det have virket, som om rytmen i denne verselinje var blevet brudt. Og denne fejl ville ikke være undgået nogens opmærksomhed. Betragt på samme måde det følgende vers:

(Arabisk*********)

(Moses sagde:) Det er netop dette sted, vi ledte efter. Derefter vendte de om og fulgte deres egne spor tilbage. (Sura al-Kahf: 64)

Hvis ordet (***) i dette vers var blevet skrevet således (***), ville rimets kontinuitet være blevet brudt.

På samme måde ville rytmen bestemt bryde sammen, hvis den pauseangivende »hā« (**) blev fjernet fra slutningen af den oprindelige »yā« og den første persons »yā« (*** ) i de følgende vers.

(Arabisk*********)

Og den, hvis vægtskål er let, vil have Hāwiya som bolig. Og hvad ved du, hvad den er? Det er en brændende ild. (Sura al-Qāriʿa: 8-11)

Bemærk også følgende vers:

(Arabisk*********)

Derefter vil den, hvis optegnelse gives i højre hånd, sige: »Værsgo, læs min optegnelse. Jeg vidste, at jeg ville blive stillet til regnskab.« Derefter vil han leve et liv i lykke og velstand. (Sura al-Ḥāqqa: 19-21)

Den anden situation: Ordenes almindelige form er ganske vist ikke blevet ændret på nogen måde, men gennem en kunstfærdig ordning er de blevet rytmiske. Hvis der foretages selv den mindste ændring i denne ordning, er der ikke længere noget rim tilbage. Den musikalske klang går tabt.

(Arabisk*********)

Dette er en beretning om din Herres nåde mod Hans tjener Zakarias, da han i det skjulte påkaldte sin Herre og sagde: »Min Herre! Mine knogler er blevet svækkede af alderen, og mit hoved er blevet hvidt af alderdom, men jeg har aldrig været skuffet, når jeg har påkaldt Dig.« (Sura Maryam: 2-4)

Hvis man i det ovenstående vers blot ændrede ordet »minnī« og placerede det foran ordet »al-ʿaẓm«, så det kom til at lyde:(Arabisk********)så står det klart, at der ikke længere er noget rim tilbage i sætningen. Ordet »minnī« er kun placeret på sin rette plads for at bevare rimet og rytmen. Se nu, hvor smukt rimet er. Først i sætningen blev der sagt:(Arabisk********)og umiddelbart derefter blev der sagt:(Arabisk********)

Det bør her erindres, at melodien og rytmen i versene er så fin og subtil, at den kun kan fornemmes, men ikke udtrykkes. Vi har tidligere berørt dette emne noget. For at forstå, hvordan sådanne melodier og rytmer er begrænset til en enkelt ordgruppe eller til opbygningen af den samme sætning, er det kun muligt gennem den viden og visdom, som Allah har skænket; på ingen anden måde.

Den foregående drøftelse antyder netop, at der findes et grundlag for melodi og rytme i Koranens fremstillingsform. Men dette må måles med største præcision. Det er så følsomt, at rytmen brydes, så snart den almindelige ordstilling ændres. Alligevel er den ikke poesi eller digtning. Den er ikke engang forpligtet til at følge poesiens regler og principper. Men mennesker ser den så kunstfærdigt ordnet og opbygget, at de ikke kan finde ud af, hvad de ellers skulle kalde den, hvis ikke poesi.

Pauser ved sætningernes afslutning og enderim

Ligesom melodi og rytme findes der flere former for pauser ved sætningernes afslutning og enderim. Spørgsmålet er nu, om disse former for pauser ved sætningernes afslutning og enderim har bestemte regler og principper. Og om de følger et bestemt formål.

Svaret er, at når det er blevet fastslået, at der findes melodi og rytme i Koranen, vil vi forsøge at besvare dette spørgsmål i overensstemmelse med melodiens og rytmens regler. Pauser ved sætningernes afslutning og enderim forekommer på forskellige måder i de forskellige suraer. Undertiden ser man flere regler anvendt i den samme sura. De forskelle, der findes i pauserne ved sætningernes afslutning i de forskellige suraer, afhænger af, om sætningerne er korte, lange eller mellemlange. Formen er den samme som i et digt, hvor en linje i den samme strofe kan være kort, mens en anden kan være længere. Det sidste, der kan siges om dette, er, at pauserne ved versenes afslutning er korte i de korte suraer. I vers af mellemstor længde er pauserne mellemstore, og i lange vers er pauserne omtrent lange. Hvis vi derimod ser på enderimet, bemærker vi, at rimformerne i de korte suraer ligger ganske tæt på rytmen. I de lange suraer er denne nærhed mindre. Blandt de enderim, der findes i Koranens suraer, og som anvendes mest, er nūn og mīm samt wāw eller yā foran dem. Formålet er også her at skabe variation, ligesom med melodi og rytme.

Der er nu et andet spørgsmål tilbage: Hvorfor er der skabt forskel på pauserne og slutrimene ved sætningernes afslutning, selv når situationen er den samme? Svaret er, at det eksempel, vi finder de fleste steder i Koranen, ikke blot har til formål at skabe variation; det har også bestemte formål og nødvendigheder. Mange steder kan vi forstå årsagen til denne variation, mens vi andre steder ikke formår at begribe den. På de steder, hvor vi ikke formår det, gør vi, i overensstemmelse med de gængse regler og normer, et forgæves forsøg på at fastslå, at denne metode blot er endnu en metode, ligesom fremstilling, forestilling og billedliggørelse.

Blandt de steder, hvor vi kan forstå hemmeligheden bag pauserne og slutrimene ved sætningernes afslutning, er Sura Maryam. Tænk over, at denne sura begynder med fortællingen om Zakarias (fred være med ham) og Yahya (fred være med ham). Derefter knyttes fortællingen om Maryam og Isa (fred være med ham) til den. I denne sura er pauserne og slutrimene ved sætningernes afslutning som følger. Det, der er blevet fortalt i begyndelsen af suraen:

(Arabisk********)

Dette er en beskrivelse af din Herres nåde mod Hans tjener Zakarias. Da han påkaldte sin Herre i det skjulte. Han sagde: »Min Herre! Mine knogler er blevet svækket af alderen, og mit hoved er blevet hvidt af alderdom, min Herre. Jeg har aldrig været skuffet, når jeg har påkaldt Dig.« (Sura Maryam: 2-3)

Derefter begynder fortællingen om Maryam (fred være med hende) således:

(Arabisk********)

Og nævn Maryam, da hun trak sig bort fra sin familie til et sted mod øst. Derefter skjulte hun sig for dem bag et forhæng. Maryam sagde: »Jeg søger tilflugt hos den Nådige mod dig, hvis du er gudfrygtig.« (Sura Maryam: 16-18)

Fortællingerne om Zakarias (fred være med ham) og Maryam (fred være med hende) er afsluttet med det samme bogstav, nemlig bogstavet rā (****) som det næstsidste bogstav. Hvor fortællingen om Isa afsluttes, bemærker man derimod en vis afvigelse fra denne metode.

(Arabisk********)

(Barnet sagde:) Jeg er sandelig Allahs tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet. Han har velsignet mig, hvor end jeg befinder mig. Han har pålagt mig at udføre bønnen og give zakat, så længe jeg lever, og at være lydig over for min mor. Han har ikke gjort mig hovmodig eller ulykkelig. Fred være med mig den dag, jeg blev født, den dag jeg skal dø, og den dag jeg vil blive genoprejst. (Sura Maryam: 30-33)

(Arabisk********)

Dette er Jesus, Marias søn – det sande ord, som folk tvivler om. Det sømmer sig ikke for Allah at tage sig et barn; ophøjet og hellig er Han. Når Han beslutter sig for noget, siger Han blot: »Bliv!«, og så bliver det til. Han sagde også: »Allah er sandelig min Herre og jeres Herre. Så tilbed Ham; dette er den rette vej.« Derefter fulgte hver gruppe blandt dem sin egen vej. Derfor er der undergang for de vantro, når den store dag indtræffer. (Sura Maryam: 34-37)

Se nøje på de ovenstående vers: Der er sket en ændring i pausen ved det sidste vers, og den er blevet længere. På samme måde er ændringen i enderimets system tydelig. Som sidste bogstav er der anvendt »nun« eller »mim«, og som bogstavet før dem »waw« eller »ya«. Det synes, som om en begivenhed blev beskrevet kort forinden, mens dens afslutning nu beskrives – en afslutning, der er hentet fra selve fortællingen.

Vi fremlægger yderligere beviser for at underbygge dette: Når denne begivenhed er afsluttet, vender pauserne ved versenes afslutning og enderimene tilbage til den første form. Det sker, for at horisonten for nye begivenheder igen kan åbne sig. Der siges:

(Arabisk********)

Derefter fulgte grupperne blandt dem hver sin vej. Derfor er der undergang for de vantro, når den store dag indtræffer. Hvor fremragende de vil høre og se den dag, de kommer til Mig! Men i dag befinder de uretfærdige sig i åbenlys vildfarelse. Advar dem om beklagelsens dag, når alle sager er afgjort. Nu er de uopmærksomme, og de kan ikke komme til tro. (Sura Maryam: 37-39)

(Arabisk********)

Jeg skal arve jorden og alle, der er på den, og til Mig skal de alle vende tilbage. Fortæl dem i denne Bog om Ibrāhīm. Han var sandfærdig og profet. Da han sagde til sin far: »Min far! Hvorfor tilbeder du det, der hverken hører eller ser eller kan være dig til nogen nytte? Min far! Jeg har fået en viden, som du ikke har fået, så følg mig; jeg vil lede dig ad den rette vej. Min far! Jeg frygter, at en straf fra Den Nådige vil ramme dig, så du bliver Satans ledsager.«

Sura an-Naba begynder med enderim på »nūn« (**) og »mīm« (**). Eksempelvis:

(Arabisk********)

Hvad spørger de hinanden om? Om den store meddelelse, som de er uenige om. Nej, snart vil de få at vide. Og nej, snart, meget snart, vil de få at vide. (Sura an-Naba: 1-5)

Da denne beskrivelse er afsluttet, og en diskussion i form af en debat begynder i stedet, ændres mønstret pludseligt. Eksempelvis:

(Arabisk********)

Har Vi ikke gjort jorden til et leje og bjergene til pæle? Vi har skabt jer parvis. Vi har gjort jeres søvn til hvile og natten til et dække. Vi har gjort dagen til en tid for at søge udkomme.

I hele Suraen Al-i-Imran findes der slutrim med »nun« og »mim«. Det er en almindelig stilart i Koranen. Da Suraen nærmede sig sin afslutning, og der blev tale om en gruppe troendes bøn, ændrede slutrimets stil sig også. For eksempel:

(Arabisk********)

(De troende siger:) Vor Herre! Du har ikke skabt dette forgæves. Al hellighed tilkommer Dig. Frels os fra Helvedes straf. Vor Herre! Den, Du kaster i Helvede, har Du visselig vanæret. Og de uretfærdige har ingen hjælper. (Sura Al-i-Imran: 191-192)

Denne ændring i pauserne ved sætningernes afslutning og i slutrimene kan iagttages mange steder i Koranen. Men vi kan ikke redegøre for hemmeligheden bag og formålet med ændringen alle steder. Jeg har antydet de få former for ændring, som jeg havde kendskab til. Efter min mening er det tilstrækkeligt, hvad der er blevet drøftet om dette emne.

Der står dog én ting tilbage: Koranens regler for klang og rytme ændrer sig i takt med ændringerne i emnet og stedet (***). Alligevel kan vi med eftertryk sige, at Koranens klang og rytme er underlagt en særlig regel. Den svarer altid til sætningen og dens omfang. Dette er et princip, som ikke har nogen undtagelse eller afvigelse. For at klassificere og analysere klangens og rytmens former er et grundigt kendskab til deres særlige regler og terminologi helt nødvendigt. Ellers er en drøftelse af dem ikke mulig. Men det beklagelige er, at læserne mangler terminologisk viden på dette område, ligesom jeg selv gør. Jeg mener imidlertid, at hvis man kan give en grundlæggende drøftelse af klangens og rytmens former, vil vores formål være opfyldt.

I Sura an-Nazi’at findes der to principper for klang og rytme, som kommer til udtryk i denne Sura. Det første af disse principper findes i de følgende vers. Dette afsnit af Suraen består af en række korte sætninger. I disse sætninger beskrives forløbet af døden og opstandelsens dag. Her finder man en hurtig og kraftfuld aktivitet.

Det lyder således:

(Arabisk********)

Ved de engle, som river sjælene ud med kraft; ved dem, som løsner sjælenes bånd blidt; ved dem, som svømmer hurtigt; ved dem, som iler hurtigt frem; og ved dem, som udfører alle opgaver. Opstandelsen vil visselig finde sted. Den dag vil den rystende ryste, hvorefter den efterfølgende kommer. Den dag vil mange hjerter være frygtsomme og forvirrede. (Sura an-Nazi’at: 1-8)

(Arabisk********)

Deres blikke vil være sænkede. De siger: »Skal vi virkelig vende tilbage på vore hæle, selv efter at være blevet til rådne knogler? Så vil denne tilbagevenden være ødelæggende.« (Sura an-Nazi’at: 9-11)

(Arabisk********)Det er da ét vældigt råb. I samme øjeblik vil de være til stede på pladsen. (Sura an-Nazi’at: 13-14)

Den anden type melodi og rytme findes i de følgende vers. Disse vers er langsomme, rolige og af middelmådig længde. Hvad angår deres indhold, ligner de de vers, hvori en begivenhed fortælles. Disse vers udgør en del af de beretninger, der er kommet om Moses. Det siges:

(Arabisk********)

Er beretningen om Moses nået dig? Da hans Herre kaldte på ham i Tuwas dal og sagde: »Gå til Farao; han overskrider visselig grænserne.« Sig derefter: »Har du et ønske om at rense dig? Jeg vil vise dig vejen til din Herre, så du kan frygte Ham.« (Sura an-Nazi’at: 15-19)

Ovenfor har jeg omtalt to slags melodi og rytme. Jeg mener ikke, at der er behov for en detaljeret gennemgang af forskellene og reglerne for disse to typer. Forskellen mellem dem er tydelig. Desuden er stedet, hvor begge behandles, ét og det samme. Hos begge stråler melodi og rytme af egenart.

Lad os nu tale lidt om den tredje type tone og rytme. Denne type tone og rytme findes især i bønnens formuleringer. Her udtrykkes hjertets følelser i en blid tone. Disse vers er ganske vist noget længere. For eksempel:

(Arabisk********)

(De siger:) »O vor Herre! Du har ikke skabt dette forgæves. Al hellighed tilkommer Dig; frels os fra Helvedes straf. O vor Herre! Den, Du kaster i Helvede, har Du sandelig vanæret, og de uretfærdige har ingen hjælper. O vor Herre! Vi har med sikkerhed hørt en kalder kalde til troen: ‘Tro på jeres Herre!’ Derfor troede vi. O Herre! Tilgiv os derfor alle vore synder, udslet alle vore fejl, og lad os dø sammen med de retfærdige. O vor Herre! Giv os det, Du har lovet os gennem Dine sendebud, og vanær os ikke på Opstandelsens Dag. Sandelig, Du bryder ikke løftet.«

I en anden bøn siges der:

(Arabisk********)

O vor Herre! Du ved, hvad vi skjuler, og hvad vi åbenbarer. Intet på jorden eller i himlen er skjult for Allah. Al lovprisning tilkommer Allah, som skænkede mig Ismail og Ishaq i min alderdom. Sandelig, min Herre hører bønnen. O min Herre, gør mig til én, der opretholder bønnen, og også blandt mine efterkommere. O vor Herre, tilgiv mig, mine forældre og alle de troende den dag, hvor regnskabet opgøres. (Sura Ibrahim: 38-40)

Denne type er en afvigelse fra de to foregående typer af tone og rytme. For at påvise dette er det ikke nødvendigt at beherske tonekunstens og rytmikkens regler og deres terminologi. Det er en resonans, der udspringer af hjertet, og som har taget form som en bøn i bølger af høje og lave toner.

Jeg vover at drøfte endnu en type tone og rytme. De svajende bølger i denne tone og rytme og dens melodiske bølger er meget lange. Dens natur er helt anderledes end den natur, der er blevet omtalt ovenfor. Jeg kan med fuld tillid sige, at forskellen mellem den og den tone og rytme, der blev omtalt tidligere, er lige så tydelig som dagslyset.

Den art af melodi og rytme, som jeg ønsker at tale om, rummer foruden bølgegang også dybde og vidde. Desuden findes der frygt og rædsel. For denne melodi og rytme tilhører stormen og oversvømmelsen. Forestil jer:

(Arabisk*********)

Og arken bar dem frem blandt bølger så høje som bjerge. Og Nuh råbte til sin søn, som holdt sig for sig selv: »Min søn! Gå om bord sammen med os, og vær ikke blandt de vantro.« Sønnen sagde: »Jeg vil snart søge tilflugt på et bjerg, som kan beskytte mig mod vandet.« Nuh sagde: »I dag er der ingen beskytter mod Allahs befaling, undtagen den, Han forbarmer sig over.« Og i det samme kom en bølge imellem dem og skjulte dem for hinanden. Så blev han druknet. (Sura Hud: 42-43)

For at skabe en dyb lighed med den frygtelige situation, som stormen og oversvømmelsen havde frembragt, er melodiens bølgegang i dette vers lang som bølger og bestandigt vuggende, snart høj og snart lav. Den ordlyd, man finder i dette vers, danner et billede, der fuldstændig stemmer overens med det rædselsvækkende syn omgivet af storm og oversvømmelse.

Lad os med en smule større dristighed tale om endnu en rytmisk form for melodiens bølgegang. Men den vil ikke kunne fange så megen opmærksomhed og tiltrække blikket i samme grad som eksemplet ovenfor. Der siges:

(Arabisk*********)

O du rolige sjæl, vend tilbage til din Herre, tilfreds og velbehaget. Træd derefter ind blandt Mine tjenere, og træd ind i Mit Paradis. (Sura al-Fajr: 27-30)

Når recitatoren læser dette vers højt, mærkes dets blide melodiske bølgegang. Den melodiske bølgegang, man finder i dette vers, er som en bølge, der langsomt vokser og når sit højdepunkt til sidst. Den melodiske bølgegang, der findes i dette vers, er i både sin blide og sin intense tilstand fuldstændig afstemt med fred og tryghed. Når lyden af det første alif i »iya« når op i et højt register, mens »aiyyu« læses i et forholdsvis lavere register, kan man iagttage en form for melodisk bølgegang; men blot dette vil ikke gøre denne melodiske bølgegangs skønhed synlig. For der opstår kun en balance i (*)-målet, ikke mellem tonerne. Derfor påvirkes den musikalske melodi nødvendigvis deraf. Derimod påvirkes den indtrængende ånd ikke; den indtrængende ånds forbindelse med denne egenskab er i virkeligheden begrænset til ordenes toner og lyde. Dette kan kun opdages af den, der reciterer Koranen med åbne øjne og ører og ved hjælp af alle fem sanser.

Hermed trækker vi tæppet for dette emne, så vi ikke længere behøver at kæmpe os gennem det bundløse hav af tonebølger.

Syvende kapitel

Elementerne i koraniske billeder

Nu vil vi drøfte endnu et aspekt af den kunstneriske komposition, som ses i Koranens billedlige fremstillingsmetode. Der er ingen tvivl om, at Koranen beskriver forskellige begivenheder som scener og billeder. Derfor vil vi sige, at den kunstneriske komposition bliver skøn, når følgende elementer forenes i disse billeder.

1. At billedet har et tema.

2. At sted, tid og personer svarer til billedet.

3. At alle billedets dele er indbyrdes harmoniske.

4. At hvert område af det papir- eller stofstykke, som billedet tegnes på, inddeles i forhold til billedets dele.

Vi har antydet noget om dette emne i kapitlet »Kunstneriske billeder«. Her fremstillede vi billedet af at bruge rigdom på navn og berømmelse. Samtidig viste vi billedet af stenen, som er dækket af et tyndt lag jord. Ved siden af billedet af disse mennesker forsøgte vi også at tegne billedet af dem, der kun giver af deres rigdom for Allahs tilfredshed. Vi viste også billedet af den have, som ligger på en høj. Her sagde vi, hvor megen balance der findes mellem disse billeders enkelte dele og deres tilhørende elementer.

Det aspekt af Koranens kunstneriske komposition, som vi nu ønsker at drøfte, er kompositionens midler og metoder. Med andre ord kan man sige, at dette bliver nøglen til den lås.

Efter vores opfattelse er Koranens komposition som følger:

For det første: Det særdeles vigtige punkt i denne sammenhæng er »wahdat an-naqsh« (billedets enhed). Selv en person med et grundlæggende kendskab til billedkunst kan forstå, hvad »wahdat an-naqsh« er. Vi vil blot afslutte med at sige, at dette er en af billedkunstens grundlæggende og fundamentale regler: Den ene del må ikke komme i konflikt med den anden.

For det andet: Det andet nødvendige punkt er at inddele de enkelte dele på det papir eller det stykke stof, hvorpå billedet tegnes, i overensstemmelse med billedets behov, så der ikke opstår nogen vanskeligheder ved udførelsen af billedet.

For det tredje: Det tredje element er den farve, hvormed billedet får form, og gennem hvilken skønheden træder fuldt frem, samtidig med at tanke og indhold forenes.

Den harmoni eller overensstemmelse, der er nødvendig mellem billeder, som får form gennem farver, er lige så vigtig som ved film- og teaterforestillinger. Koranens billeder bygger også på det samme. De tegnes ganske vist udelukkende gennem ord eller bogstavsammensætninger; der findes ingen andre elementer fra billedkunsten i dem. Alligevel overgår Koranens billeders glans og mirakuløse karakter de billeder, der males på lærred med farver og pensler.

1. Lad os se nærmere på sura al-Falaq, en af Koranens korte suraer, som nogle mennesker mener handler om troldmænds magi. Man kan spørge: Hvornår reciteres denne sura? Det ses naturligt, at den reciteres i det øjeblik, hvor man søger tilflugt. På dette tidspunkt kan frygt, en bagtalerens fordømmelse eller en ukendt bekymring opstå. Lyt og tænk over det:

(Arabisk**********)

Jeg søger tilflugt hos daggryets Herre fra det onde i det, Han har skabt, fra det ondes mørke nat, når den kommer, fra det onde hos de troldkvinder, der blæser på knuder, og fra den misundeliges onde, når han misunder. (Sura al-Falaq: 1-5)

Tænk lidt over, hvad ‘Falaq’ (***) er – det, som gør det nødvendigt at søge tilflugt hos dens Herre. Blandt de mange betydninger har vi valgt betydningen ‘daggry’. For det er kun ‘daggryet’, der gennembryder mørket. Derfor er det her passende at vælge betydningen daggry. For her finder man en særlig form for beskrivelse, hvis berettigelse vi vil forstå, efterhånden som vi går videre.

I denne sura søges der tilflugt hos daggryets Herre fra hele skaberværket. I udtrykket ‘mā khalaqa’ (****) giver bogstavet ‘mā’ (**) betydningen af et relativt pronomen, det vil sige hele skaberværket. Det synes, som om hele skaberværket er nedsænket i mørkets dyb. (***) – “Når nattens mørke dækker alt, viser der sig en form for ubehagelig tilstand.”

(Arabisk*******)- ‘Hændelsen, hvor de troldkvinder blæser på knuder, gør hele omgivelserne endnu mere skræmmende. For magi, der udføres gennem blæsen, finder for det meste sted i nattens mørke.(Arabisk*******) Hasad eller misundelse er betegnelsen for en hemmelig handling, som skjuler sig i menneskets hjertes mørke kamre. I denne betydning er misundelse også en skadelig og skræmmende handling. Her er alt fyldt til randen med mørke, frygt og rædsel. Den, der søger tilflugt, ønsker at komme under Allahs beskyttelse fra alle disse former for mørke.

Spørgsmålet er nu: Allah er jo altings Herre, men hvad er meningen med specifikt at sige ‘Rabb al-Falaq’ eller daggryets Herre? Svaret er, at dette er gjort for at skabe skønhed og overensstemmelse med tid og sted. Ifølge den almindelige fornuft burde man søge tilflugt fra mørket hos ‘Rabb an-Nūr’ eller lysets Herre. Men denne tanke er ikke rigtig, for det, der fremstilles her, er et følsomt og mystisk billede, som forsvinder ved berøring af lyset. Lyset gør alting tydeligt. Hvis ordet lys eller ‘Nūr’ (***) var blevet brugt som modsætning til mørket, ville det ikke passe sammen med ordene om at blæse på knuder og misundelse. Derfor har man i stedet forsøgt at skabe overensstemmelse ved at bruge ordet ‘Falaq’. Det antyder på sin vis netop lyset. Tiden for ‘Falaq’ kommer før daggryets strålende lys, når et skær af lys og mørke hersker. Dette tidspunkt er også uklart og spændingsfyldt.

Man kunne spørge: Hvilke ting er billedet her tegnet ved at kombinere?

Svaret er, at hvis man betragter de to ord ‘Falaq’ (***) og ‘al-Ghāsiq’ (***), vil man se, at dette er to naturlige billeder, og hvis (***)

Når man tænker over de to udtryk, vil man se, at disse to grupper er mennesker skabt af Allah.

Hvis man betragter ordene ‘Falak’ og ‘Ghasikin’ hver for sig, fremtræder der to billeder. Tidsmæssigt er det ene det andets modsætning. Det vil sige, at ‘Falak’ betyder morgengry, mens ‘Ghasikin’ betyder nat. På samme måde betegner ordene ‘an-Naffasat’ og ‘al-Hasid’ også to grupper blandt mennesker af modsat køn. Det ses, at alle billedets elementer er anbragt i rækkefølge på lærredet. På billedfladen eller lærredet står de over for hinanden. Selv farverne og stilen i alle delene er én og den samme. Frygt og rædsel er hovedtemaet i alle dele. Mørket har opslugt alt. Billedets hovedtema, dets forskellige dele og farver, er alt sammen samlet omkring ét centrum.

I denne fremstilling er der ikke benyttet nogen konventionel metode, og den enestående skønhed, der findes i dette billede, er ikke af en sådan art, at den med tiden vil falme. For her drejer det sig ikke blot om modsætningen mellem nogle få ord og tanker. Billedets lærred, rummets udstrækning og omfang, dets sammenhæng og kontinuitet samt billedets tema er afgørende forhold ved maleriet. Når ord og beskrivelse alene opfylder alle disse formål, antager det form af et mirakuløst billede.

2. Den ædle Koran har ét sted kaldt den uopdyrkede og tørre jord ‘Hamidatun’ (død og livløs) og et andet sted ‘Khashiatan’ (bøjet ned). Mange mener, at de to forskellige ord er blevet brugt for at gøre sproget mere harmonisk. Lad os nu se, i hvilken sammenhæng disse to ord er blevet brugt.

Ordet ‘Hamidatun’ forekommer i følgende vers:

(Arabisk*******)

(O mennesker! Hvis I nærer tvivl om genopstandelsen, så tænk over, at Vi har skabt jer af jord, derefter af en sæddråbe, derefter af en blodklump, derefter af en klump kød, både formet og uformet, for at gøre det klart for jer. Og Vi lader det, Vi vil, forblive i moders livmoder indtil en fastsat tid; derefter bringer Vi jer frem som spædbørn. Så når I moden alder, nogle af jer dør, og nogle lader Vi nå en senil alder, så han, selv efter at have haft viden, ikke længere ved noget. Du ser jorden livløs; men når Vi sender regn ned over den, bliver den levende og svulmer op, og den frembringer alle slags smukke planter. (Sura al-Hajj: 5)

Ordet ‘Khashiatan’ er blevet brugt i følgende vers:

(Arabisk*******)

Blandt Hans tegn er natten og dagen, solen og månen. Kast jer ikke ned i tilbedelse for solen eller månen, men kast jer ned i tilbedelse for Allah, som har skabt dem, hvis det er Ham, I tilbeder oprigtigt. Hvis de derimod bliver hovmodige, så forkynder de, som er hos din Herre, Hans hellighed nat og dag uden nogensinde at blive trætte. Et af Hans tegn er, at du ser jorden ligge øde og udtørret. Men når Jeg sender regn ned over den, bliver den levende og svulmer op. (Sura Hā-Mīm as-Sajdah: 37-39)

I de to ovennævnte vers fremstår forskellen mellem ordene »hamidatan« og »khashiʿatan« klart. Det første vers handler om liv, livets forvandling og opstandelsen. Derfor beskrives jorden dér som »hamidatan«, det vil sige død, i overensstemmelse med dette. På samme måde som Han vil oprejse menneskene, gør Han jorden levende igen, så den svulmer op og bliver smykket med blomster og frugter.

I det andet vers tales der derimod om tilbedelse, lydighed med ydmyghed og underkastelse. Derfor beskrives jorden dér som »khashiʿatan«, det vil sige med bøjet hoved i ydmyghed. Jorden er med andre ord afhængig af vand og bliver liggende med ansigtet vendt nedad, mens den venter på Allahs vand; når den får vand, svulmer den op. Efter dette nævnes der ikke, som i det foregående vers, at den frembringer afgrøder og frugter. For sammen med tilbedelse og underkastelse ville omtalen af frembringelsen af afgrøder og frugter være uskøn og uharmonisk. Derfor anvendes ordene »levende og svulmende« i dette vers ikke i den betydning, de havde i det foregående vers. Her er de kun brugt for at vise, at jorden bevæger sig. Forinden lå jorden jo bøjet ned. Her er der blevet skabt bevægelse i denne tilstand. I denne scene forandrer alle sig gennem bevægelse for at tilbede; derfor kunne jorden ikke forblive ubevægelig. Således er der i denne bevægelige scene også skabt bevægelse i jorden sammen med dem, der tilbeder. For hvis alt i billedet er i bevægelse, hvorfor skulle jorden så stå stille? Her findes en yderst fin skønhed, som næsten opsluger beskuerens tanker og bevidsthed.

Ordene »humudun« og »khushuʿun« er ens i betydning. Selve betydningen af disse to ord rummer på ny en antydning af at blive bragt til live. Det havde ikke været nødvendigt at bruge begge ord blot for at skabe variation i fremstillingen. Men eftersom Koranen ikke blot ønsker at kaste et billede ind i tankernes verden gennem sit budskab, men også i hjertets spejl, er denne fremgangsmåde blevet fulgt. Derved findes der en sammenhæng i hele budskabet, og alle delene danner tilsammen et fuldendt billede.

I de nævnte vers bærer variationen i ordene et uigendriveligt vidnesbyrd om enheden: Koranens billedlige fremstillingsmåde er et af de grundlæggende principper for beskrivelse og analyse. Koranen nøjes desuden ikke med blot at formidle en forståelig betydning; sammen med betydningen fremstiller den også et levende billede. Derfor kan man i Koranens ordvalg iagttage fine forskelle alt efter sted, tid og sammenhæng.

Lad os nu se, hvilken særegenhed der findes mellem disse to billeder og deres bestanddele. Det første billedes særpræg er, at det beskriver visse ting, som ikke var levende, men giver dem liv gennem form og skikkelse. Det vil sige, at livets pulsslag vækkes i dem, så de bliver synlige. En af bestanddelene er sæden, som passerer gennem forskellige stadier og når frem til et bestemt stadium. En anden er den døde jord, som bliver levende, når den kommer i kontakt med regnen. Langsomt fyldes den med afgrøder og frugter. Alt i alt er den tilstand og de omgivelser, der skabes gennem disse elementer, livets tilstand.

Det andet billede rummer beskrivelser af forskellige naturfænomener. Man kan også sige, at der fremstilles en række naturbilleder. Billedets bestanddele er natten, dagen, månen, solen og jorden, som bøjer sig i lydighed for Allah. På jorden findes to levende grupper, hvis natur er forskellig, men hvis ydre fremtræden er ens. Den ene gruppe er menneskesamfundet, som er uopmærksomt over for tilbedelsen af Allah. Den anden gruppe er englene, som nat og dag hele tiden er optaget af at tilbede Allah. Tilsammen danner disse bestanddele et billede af tilbedelse. På dette billedes enorme lærred er hver enkelt del føjet ind på passende vis.

3. Forskellige steder i Koranen omtales de velsignelser, som mennesket er blevet skænket, på forskellige måder. Men i hver omtale gives der en samlet beskrivelse af velsignelserne, hvori der kan iagttages en særlig egenskab. Vi vil nævne to steder som eksempel, nemlig:

(3.a)

(Arabisk*******)

Allah har gjort jeres huse til boliger for jer og givet jer telte af kvægets skind, som er lette for jer at transportere på rejser og at slå op, når I opholder jer hjemme. Og af fårenes uld, kamelhårene og gedernes hår har I fremstillet husgeråd og brugsgenstande for en bestemt tid. Allah har skabt skygge for jer af det, Han har skabt, og i bjergene har Han skabt skjulesteder for jer, og Han har skabt klæder til jer, som beskytter jer mod varmen og mod fare. Således fuldender Han sin nåde over for jer, for at I må underkaste jer. (Sura an-Nahl: 80-81)

(Arabisk*******)

I kvæget er der bestemt noget at tænke over for jer. Vi giver jer at drikke af det, der findes i deres bug: mælk, der udskilles mellem gødning og blod, en velsmagende drik for dem, der drikker den. Og af dadelpalmernes og vindruernes frugter fremstiller I nærende føde; deri er der visselig et tegn for et folk, der besidder forstand. Din Herre åbenbarede for bierne: »Byg boliger i bjergene, i træerne og på de høje grene. Spis derefter af alle slags frugter, og følg din Herres åbne veje.« Fra deres bug kommer der en drik i forskellige farver; deri er der helbredelse for mennesker. Heri er der visselig et tegn for dem, der tænker. (Sura an-Nahl: 66-69)

Ovenfor har vi under »a« og »b« citeret to slags vers. I begge slags vers er man blevet mindet om de velsignelser, som Allah har skænket sine tjenere. Nu vil vi se, om der er nogen forskel mellem de to slags vers, og i så fald hvilken slags forskel det er.

I de første vers (3.a) beskrives sådanne ting, som mennesket søger ly i, eller hvis skygge det drager nytte af, eller som det ifører sig for at skjule sin blufærdighed. Det gælder f.eks. huse, skygge, klæder og andre lignende ting. Det er således hovedbudskabet i de ovenstående vers. Også omtalen af kvæget i dette billede har en særlig egenskab. Mennesket fremstiller f.eks. telte af dets skind, som er lette at transportere. Af ulden fremstilles tæpper og andre klæder. I dette billede beskrives således bolig, tæpper og skygge.

I de følgende vers (3.b) beskrives fremstillingen af drikkevarer. Det gælder for eksempel rusmidler (som fremstilles af frugter), mælk og honning (som fremstilles af bier) samt de dyr, fra hvilke mennesker får drikke.

I virkeligheden er der ovenfor fremstillet et yderst fint billede. Det er ikke et almindeligt billede, men et enestående billede. Se: Rusmidler fremstilles af frugter, men deres art og beskaffenhed er helt anderledes end frugternes. Honning indsamles fra blomster, men den har ingen lighed med dem. Mælk bliver til mellem gødning og blod, men mælkens beskaffenhed og egenskaber har ikke den mindste forbindelse med gødning og blod. Alle disse drikke skabes af andre stoffer. Når man tænker over det, mærker man livets pulsslag i hele scenen.

I hvert enkelt led af det fine billede af særpræg, som er skildret i de nævnte vers, findes der lighed og overensstemmelse mellem det ene og det andet. På den ene side udfolder skønheden sig i det, mens det på den anden side også er forbløffende. Der findes ikke få sådanne eksempler i Koranen. Vi bringer endnu et eksempel nedenfor, som fuldt ud repræsenterer dette emne.

(Arabisk**********)

De, der sværger dig troskab, sværger i virkeligheden troskab til Allah; de, der sværger dig troskab, sværger i virkeligheden troskab til Allah. Allahs hånd er over deres hænder. Den, der bryder eden, skader derfor kun sig selv, mens den, der opfylder den pagt, han har indgået med Allah, snart vil blive benådet med en stor belønning af Allah. (Sura al-Fath: 10)

Det billede, der er tegnet i dette vers, er af en troskabsed, hvor hænder lægges i hinanden. I den forbindelse siges der: (Arabisk**********)– Allahs hånd er over deres hænder.« Her blev der foretaget en kontrol og afprøvning i et bestemt øjeblik. Men fremstillingsmetoden »Yadullahi« (Allahs hånd) er blevet anvendt. Formålet er at skabe relevans og sammenhæng i sætningen. Hos retorikkens lærde kaldes dette teknisk »muraʿāt an-naẓīr« eller en opmærksomhedsvækkende sammenligning. Retorikkens lærde retter imidlertid kun blikket mod den ydre situation. Derfor forbliver billedet skjult for deres blik. Men ud over deres fagudtryk kan vi se en fuldstændig forening af rytme, komposition og tema i billedfremstillingen. Denne forening er skabt, for at billedets enkelte dele kan passe ind i hele scenen.

Men det er vigtigt at huske, at Koranen i denne billedfremstilling ikke blot har gjort brug af fine indbyrdes forbindelser; ofte har den også ved hjælp af fantasien bragt fjerne forbindelser meget tæt på hinanden. Vi taler grundlæggende i billeddannelsens og scenefremstillingens sprog. For allerede før vi fremsætter vores udsagn, står vi over for et billede (det, der blev fremlagt i det foregående vers). Trods afstanden fremstilles himlen og jorden ofte samlet. Mange steder samles naturbilleder og levende væsener i det samme rum. Og det sker netop dér, hvor billedfladen giver mulighed for bredde og udstrækning. Der siges:

(Arabisk**********)

Ser de ikke på kamelerne: hvordan de blev skabt? Og på bjergene: hvordan de blev rejst? Og på jorden: se, hvordan den blev gjort plan? (Al-Ghashiyah: 17-20)

Se, hvordan kunstnerens pensel så smukt har arrangeret jorden, himlen, kamelen og bjergene i det samme billede. Et lille lærred rummer et billede, der strækker sig til horisonten. Det, der beskrives her, er enormt, og synet af disse helt overvældende ting fremkalder uvilkårligt en forestilling i sindet. Det billede, der præsenteres her, strækker sig fra himlen ned til jorden. På den anden side er de vældige, himmelstræbende bjerge og kamelen med den høje pukkel alle sammen fuldstændigt arrangeret på et lille lærred. Det er kun muligt for en stor kunstner. Kun en stor kunstner kan skabe en sådan udsmykning og finhed.

For det andet ser kunstnerens øje et lærred, hvor himlen er på den ene side og jorden på den anden, med enorme bjerge imellem. Midt iblandt dem er det levende væsen, kamelen, som vandrer gennem den vidtstrakte ørken, omgivet på alle sider af bjergene.

4. Med en mindre undtagelse har også de følgende vers forbindelse med det ovenstående emne.

(Arabisk**********)

Sandelig, Jeg har skabt fæstninger på himlen og udsmykket den for dem, der ser. Jeg har beskyttet himlen mod enhver bortvist Satan. Men den, der stjæler og lytter i smug, forfølges af en lysende meteor. Jeg har udbredt jordens overflade og rejst bjerge på den, og på den har Jeg frembragt alting velovervejet. Jeg har skabt midler til jeres livsophold dér, og også for dem, hvis forsørgere I ikke er.

I dette vers siges det, at der på himlen findes store fæstninger og meteorer. Det er meteorerne, der kastes mod de oprørske sataner. På den vidtstrakte jord er der rejst stærke bjerge, og på jorden er der frembragt forskellige planter, yderst velovervejet og på passende vis. Derfor er ordet “Mawzun” blevet anvendt. Ordene “Bahij” eller “Latif” er ikke blevet anvendt. De skabninger, der er nødvendige for livets opretholdelse, er betegnet med “Maʿayish”, et flertalsord, der udtrykker mangfoldighed. Og det siges, at der på jorden også findes levende væsener, som menneskene ikke forsørger. Men dette er holdt usagt.

Ved et grundigt blik forstår man, at den scene og det billede, der fremstilles i disse vers, er af enorm størrelse og tyngde. Alt er sammenføjet på en måde, der gør det sanseligt og betydningsfuldt, ligesom alle arkene i en hel bog af stort omfang sys og fæstnes på et enkelt bånd.

5. Ofte vendes lærredets bredderetning opad og nedad for at skabe større udstrækning og bredde i billedet. Alligevel bliver det vanskeligt at få alle billedets elementer med. Derfor males billedet på hele lærredet. Et eksempel på et sådant billede er det følgende vers:

(Arabisk**********)

Sandelig, hos Allah alene findes viden om Dommedagen. Han sender regnen ned og ved, hvad der er i livmoderen. Ingen ved, hvad han vil tjene i morgen, og ingen ved, hvor han skal dø. Allah er Alvidende og velunderrettet om alt. (Sura Luqman: 34)

Se, i dette vers er lærredet eller billedfladen ufatteligt vidtstrakt. Det omfatter sted og tid, nutid og fremtid, efterretninger fra den usete verden, Dommedagen, regnen, fosteret, der er skjult i livmoderen, og meget andet. Samtidig nævnes den forsørgelse, som skal opnås i fremtiden. Tidspunktet, hvor den opnås, ligger ikke særlig langt borte. Det er lige for øjnene af os. Scenen for, hvornår døden kommer, og hvor begravelsen og ligklædningen vil finde sted, omslutter alt.

Dette billede er vidtstrakt både i tid og omfang. Dets grænser og hele dets omkreds er forsvundet bag det usete. Det hele synes at stå foran en lille hylde, hvis låge er lukket. Hvis der viser sig en åbning så fin som et nåleøje, vil man se, at det, der er langt borte, er ganske nær, mens det, der er nær, står lige bagved; der er intet mellemrum mellem dem. Det vil sige, at disse ting ganske vist befinder sig ved afstandens yderste grænse, men på et tidspunkt træder det usete selv lysende frem for øjnene. Da synes alt at være til stede samlet på den samme platform.

En fin side af den kunstneriske komposition

Vi vil nu drøfte endnu en side af den kunstneriske harmoni og komposition, der findes blandt de koraniske scener. Hidtil har den diskussion af kunstnerisk komposition og dens harmoni, som vi har ført, vedrørt synlige billeder og scener; desuden var der tale om en fuldkommen kunstnerisk komposition, som kunne findes i en del af billedet eller i hele billedet. Men Al-Kurans mirakuløse karakter og storhed kan ikke standse her. Undertiden viser den sig som et indrammet billede eller som en scene i bevægelse. Andre gange smelter alt sammen og skaber en magisk enhed af én tone, som omslutter alt omkring sig. Den virkning, der opstår heraf, træder tydeligt frem i det følgende eksempel. Nemlig:

(Arabisk**********)

Ved formiddagen, og ved natten, når den bliver dyb. Din Herre har ikke forladt dig, og Han er ikke vred på dig. Det sidste vil være bedre for dig end det første. Din Herre vil snart give dig så meget, at du bliver tilfreds. Fandt Han dig ikke som forældreløs og gav dig derefter et hjem? Han fandt dig vildfarende og viste dig vejen. Han fandt dig fattig og gjorde dig uafhængig. Vær derfor ikke hård mod den forældreløse, og afvis ikke den tiggede. Og forkynd din Herres velsignelser. (Sura ad-Duha: 1-11)

I de nævnte vers kommer en samlet stemning af nåde og barmhjertighed, bekymring og hjælpeløshed til syne. For eksempel: (Arabisk**********) indtil verset er den melodi af nåde og gavmildhed samt sorg og fortvivlelse, der er skabt, som en ødelæggende klang fra hjertelyrens fine strenge. I fremstillingen er der samlet en passende, mild og sørgmodig tone, hvori bekymringens klagende melodi uophørligt lyder. Denne tone er omgivet af middagens (***) og nattens mørke, udbredte slør. Middagen er det bedste tidspunkt mellem nat og dag. Natten er derimod valgt som symbol på sorg og smerte. Ligesom natten dækker alt med et tyndt lag mørke, har et fint slør af den sorg, der kaldes forældreløshed og fattigdom, dækket Allahs Ædle Sendebud (fred være med ham). Derefter glider dette slør langsomt bort, og lykkens morgen bliver stadig lysere, indtil den når middagen.

(Arabisk**********)

Din Herre har ikke forladt dig. Han er heller ikke vred på dig. Det sidste er bedre end det første. Snart vil din Herre give dig noget, som vil gøre dig glad.

Dette glade budskab bliver bragt. Således er billedet blevet fuldendt i alle henseender: omgivelser, situation, farver, stil samt sammenligninger og billedlige fremstillinger.

b. Lyt nu til en anden slags tone. Både dens baggrund og dens billede er af en helt anden art.

(Arabisk**********)

Ved de heste, der løber pustende frem. Så ved dem, der slår gnister med deres hove. Så ved dem, der angriber ved daggry, og som dér hvirvler støv op. Så ved dem, der trænger ind midt i fjendens flok. Mennesket er sandelig utaknemmeligt over for sin Herre, og det er visselig selv vidne til dette. Og det er i sandhed lidenskabeligt optaget af kærligheden til rigdom. Ved det ikke, at når det, der er i gravene, bliver bragt frem, og det, der er i hjerterne, bliver blotlagt, vil deres Herre på den dag være fuldt vidende om, hvad der sker med dem? (Sura al-Adiyat: 1-11)

Denne suras tone og rytme minder om Sura an-Nāziʿāt. Men her er hårdheden og skarpheden langt større end i an-Nāziʿāt. Desuden mærkes tilstedeværelsen af barskhed, frygt, vrede og larm. Denne sura er i fuld harmoni med sted, tid og personer. Når den døde rejser sig fra graven, vil der opstå larm, og alt det skjulte i hans sind vil blive bragt frem og gjort synligt. Her er der skabt en form for hårdhed, som stemmer fuldstændigt overens med en atmosfære af utaknemmelighed, hovmod og snæversyn. Netop da behovet for en passende baggrund til hele dette skønhedsbillede mærkes, er der valgt en sådan tumultarisk atmosfære, og baggrunden er skabt gennem støvet fra hurtige hestes hove og deres vrinsken. De kaster sig over fjenden om morgenen. Billedet og baggrunden, og baggrunden og billedet, er på forunderlig vis smeltet sammen til ét. Således er hele billedet med hver enkelt af sine dele blevet forskønnet.

c. Vi har tidligere drøftet to baggrunde for billeder. Begge er selvstændige og indbyrdes forskellige. Alligevel ligner de to billeders farver og stil hinanden. En baggrund er ikke altid begrænset til den samme farve og stil; den kan have forskellige former og farver, og det billede, der befinder sig i den, vil tilsvarende variere. For eksempel:

(Arabisk**********)

Ved natten, når den indhyller alt, og ved dagen, når den lyser op, og ved Ham, som skabte manden og kvinden. Sandelig, jeres bestræbelser er forskellige. Den, der giver og viser gudsfrygt og tror på det bedste, vil Vi gøre vejen til lykke let for. Men den, der er nærig og selvtilstrækkelig og benægter det bedste, vil Vi gøre vejen til modgang let for. Når han styrter i fortabelse, vil hans rigdom ikke gavne ham det mindste. Det er Vores ansvar at vise vejen, og Vi ejer både denne verden og den kommende. Derfor har Jeg advaret jer mod en flammende ild. Kun det ulykkeligste menneske vil træde ind i den, det, der fornægter sandheden og vender sig bort. Men den gudfrygtige vil blive holdt borte fra den, han, der giver af sin rigdom for at rense sig selv og ikke har nogen andens gunst, som han skal gengælde, men alene søger sin mægtige Herres velbehag. Han vil snart blive tilfreds. (Sura al-Layl: 1-21)

I det billede, der er tegnet i denne sura, er både hvidt og sort til stede (det vil sige synd og dyd). Her siges det: »Den, der giver og viser gudsfrygt.« På samme måde siges det side om side:(Arabisk**********)»Den, der er nærig og selvtilstrækkelig.« Tilsvarende siges det: »Vi vil gøre vejen til lykke let for.« På samme måde siges det sammen med »ulykkelig er den, der fornægter sandheden og vender sig bort«:(Arabisk**********)»Den gudfrygtige, der giver af sin rigdom for at rense sig selv.« På denne måde er hele billedets baggrund valgt i hvidt og sort.

På den ene side siges det: »Ved natten, når den indhyller alt.« På tilsvarende måde siges det: »Ved dagen, når den bliver lysende.« Her er ordet »yaghshā« valgt sammen med »al-Layl«, mens ordet »sajā« er valgt i Sura ad-Duhā. Det er muligvis gjort for tydeligt at fremhæve nattens og dagens modsatrettede positioner. Desuden er manden og kvinden i »den, der skabte manden og kvinden«, af samme art, men de er hinandens modsætninger. Derfor kan det siges, at denne baggrund er fuldstændig i billedets tjeneste.

Den tone og rytme, der findes i Sura al-Layl, er langt mere fuldendt end i Sura ad-Duhā. Men dens klang rummer hverken hårdhed eller hjertets dybe smerte. For det er også, hvad fremstillingen og baggrunden kræver. Denne enhed og harmoni er uden tvivl særdeles forunderlig.

Varigheden af de koraniske billeder

Nu vil vi behandle endnu en side af den kunstneriske harmoni, der findes i Koranen.

Når det gælder Koranens scener og billeder, kan man ikke nøjes med at sige, at det er tilstrækkeligt at skabe en overensstemmelse mellem scenens og billedets forskellige dele og farver og derigennem frembringe en sådan rytme i tone og takt, som stemmer overens med konteksten eller hovedtemaet. Man må snarere gå et skridt videre med henblik på at skabe fuldendt kunstnerisk kvalitet og særpræg i scenen. For at fastholde scenen i forestillingens verden er det nemlig nødvendigt at fastfryse tiden. Det forunderlige er, at Den Ædle Koran også opfylder dette behov på en yderst smuk og præcis måde.

Nogle af de scener, som Koranen fremstiller, forsvinder på et øjeblik, så der ikke engang er tid til at tænke over dem. Andre billeder varer så længe, at læseren føler, at scenen aldrig igen vil forsvinde fra hans blik. Nogle billeder er bevægelige, mens andre er statiske. Dette findes i scenens indre. Desuden afspejles Koranens overordnede formål på samme måde deri. En scenes længde eller korthed frembringes på en særlig måde. Alle de midler og virkemidler, der indgår i den, fuldender scenens formål og mål.

Nu tager vi fat på dette nye område, og vi vil trin for trin fremlægge eksempler på det:

1. Koranen ønsker at fremstille for menneskene, hvor kort denne verdens levetid er—en korthed, der gør mennesket ligeglad med livet i det hinsidige. Koranen fremstiller denne scene således:

(Arabisk**********)

Fremhold for dem lignelsen om det jordiske liv: Det er som vand, som Vi sender ned fra himlen. Derefter spirer jordens slyngplanter og græsser frem ved dets blanding. Så bliver det tørt og flyver bort med vinden som avner. Allah er i stand til at gøre alting. (Sura al-Kahf: 45)

Her nævnes tre ting: 1. At vandet sendes ned fra himlen. 2. At frugtbarheden udvikles gennem vandets blanding med jorden. 3. Derefter tørrer det ud og flyver bort med vinden som avner.

I disse tre korte sætninger siges det blot, at det jordiske liv er forbi i alle tre scener. Ak! Hvor kort livet er!

Her beskrives hele planternes udvikling kortfattet. Intet aspekt er udeladt. Der nævnes ganske vist ikke noget om det andet stadium. Først omtales vandet, som får afgrøderne til at vokse. Derefter modnes afgrøden på et tidspunkt, hvorefter den tørrer ind, og stråene flyver bort med vinden. Man kunne nu spørge: Hvad er der blevet udeladt ud over omtalen af planternes andet stadium?

Alle virkemidlerne i det nævnte vers – den klare beskrivelse, den visuelle varighed og den æstetiske harmoni – er samlet. Beskrivelsesmetoden er så klar og kraftfuld, at der ikke er det mindste tilbage af det, der skulle formidles, som kunne have bidraget yderligere til opfyldelsen af det religiøse formål. Betragtningens varighed har ført dette billede til fuldendelse; det overskrider den æstetiske harmonis grænser og skærper tankeevnen.

Både ordstillingen og de kunstneriske virkemidler er taget i brug for at beskrive denne scene kortfattet. Et eksempel er det efterfølgende »fa« i ordet »fa-khtalata« (****), som bruges til at udtrykke begivenhedernes rækkefølge. Dette bogstav fremstiller hele scenen med fuldendelse og hurtighed. Netop dette »fa« gør det tydeligt, at det faldne vand i virkeligheden ikke blander sig med jorden, men med de slyngplanter og planter, der udspringer af jorden. Det fremstilles på en måde, der etablerer den ønskede hurtighed.

2. Et andet eksempel, der næsten ligner dette, er det følgende vers. Betydningen, formålet samt måden og metoden til at tiltrække opmærksomheden er den samme, men det er fremsat i en noget anderledes stil.

(Arabisk**********)

I skal vide, at det jordiske liv ikke er andet end leg og underholdning, pynt og pryd, indbyrdes praleri samt kappestrid i rigdom og børn. Det er som regn, hvis grønne afgrøder glæder landmændene; derefter tørrer de ind, så du ser dem blive gule, og til sidst bliver de til tørt strå.

Det billede af den forgængelige verden, der tegnes i dette vers, ligner billedet i det foregående vers. Nogle vil måske mene, at der ikke er nogen forskel mellem billederne. Men i virkeligheden er der en fin forskel mellem de to vers. Den består i, at grunden til, at de vantro prioriterer verden, er, at den rummer en atmosfære som ved leg og morskab, og at alle midler til fornøjelse og munterhed ligger lige for hånden og kan opnås med en smule anstrengelse. Man kan konkurrere med hinanden i rigdom og antal. Allah siger: Det, som de vantro er optaget af, og som de opfatter som et langt og nydelsesrigt liv, er i virkeligheden meget kortvarigt og forgængeligt. Det er som regn, der gør jorden frugtbar og frembringer forskellige slags frugter; landmændene glæder sig, men det viser sig, at disse planter efter en bestemt tid tørrer ind og flyver bort med vinden som tørt strå. Sådan er også verdens tilstand.

Blandt de vers i Koranen, som ved første øjekast synes at være ens, findes der fine forskelle ligesom den forskel, der blev omtalt ovenfor. Der viser sig en forskel mellem to vers, der ser ens ud. Denne forskel kan naturligvis være almindelig, men den kan også være betydningsfuld. Gennem disse vers udføres der daʿwah, og samtidig er de bærere af kunstnerisk skønhed og ynde. Desuden skaber disse fine forskelle fornyelse i dem, og de regnes samtidig som en særskilt type.

3. I de to foregående eksempler så vi, at beskrivelsen blev gjort kortere ved at udelade den anden tilstand. Nu vil jeg imidlertid fremlægge et eksempel, hvor verdenslivet ligesom i det foregående eksempel fremstilles i forkortet form. Denne forkortelse er dog endnu mere omfattende end i det tidligere eksempel. Her er verdenslivets to tilstande — begyndelsen og slutningen — samlet i ét eneste øjeblik. Samtidig forklares det, hvor lang tiden fra verdens begyndelse til dens slutning er. Allah siger:

(Arabisk**********)

Begæret efter overflod får jer til at glemme. Sådan vil I nå frem til gravene. (Sura at-Takāthur: 1-2)

Det billede, der fremstilles i dette vers, er et billede af livets grænser. Det begynder med søgen efter rigdom og overflod og ender ved graven. Hvordan skulle man gennem beskrivelse eller tanke kunne tegne et mere kortfattet og afgrænset billede af livets sidste grænse? Et andet aspekt af dette billede er, at den tid, der strækker sig fra livets begyndelse til dets slutning, også går til ende, mens man er optaget af verdens leg og underholdning. Ved at bruge ordet »ḥattā« (***) vises det, hvor grænsen ligger ved afslutningen af denne lange tid. Selv i så kort et tidsrum giver mennesket sig hen til unødvendige ting, selv om det ved, at dets liv er yderst kort. Med to korte vers er hele formålet fremstillet på en smuk og fuldendt måde.

4. Det følgende vers indeholder også et sådant tema, men dets formål er et andet.

(Arabisk**********)

Hvordan kan I fornægte Allah? I var livløse, og Han gav jer liv. Så vil Han lade jer dø, derefter vil Han give jer liv igen. Til sidst skal I vende tilbage til Ham. (Sura al-Baqarah: 28)

I fire dele af det samme vers beskrives skabelsens fire tilstande. Den første tilstand er tiden før skabelsen, den anden vedrører menneskets færden i det jordiske liv efter skabelsen, den tredje er, at man en dag nødvendigvis må forlade denne jord, og den fjerde er, at der efter det jordiske liv findes et andet liv, hvor alle skal samles.

Tilstanden før det jordiske liv kaldes azal. Tilstanden og opholdsstedet efter eksistensens begyndelse er blevet fastlagt; det kaldes hayat eller liv. Derefter kommer døden, og efter døden begynder livet i det hinsidige. For kortheds skyld er de fire tilstande blot udtrykt med fire ord. Men tanken forestiller sig dette som en meget lang periode, hvorimod denne lange periode for Den Almægtiges magt blot er som et øjeblik. Den Almagtsfulde siger blot til en ting: »Bliv til«, og straks bliver den til. Han fremstiller denne hurtighed endnu tydeligere, især når Han lader den lange periode rummes i et øjeblik. Hvordan kan man da fornægte Allah? Og hvordan kan man sætte sig op imod Ham? Han er den, som fra begyndelsen ejer alt, hvad I har. Og til sidst vil Han stadig være ejeren. Og til Ham skal I vende tilbage.

I det følgende vers fuldendes denne kortfattethed:

(Arabisk**********)

Han er den, som skabte alt på jorden for jer; derefter vendte Han sig mod himlen og skabte den i syv lag. (Sura al-Baqara: 29)

På denne måde skabte Han alt på jorden på et øjeblik. Derefter vendte Han sig mod himlen og skabte den på et øjeblik, ordnet i syv lag. De steder i Koranen, hvor dette emne beskrives, gives der en detaljeret beskrivelse af himlenes og jordens skabelse.

5. Hidtil er der blevet gjort brug af kortfattethed i skildringerne. I nogle af disse skildringer er der skåret ned ved at udelade de mellemliggende tilstande, mens der andre steder er skåret ned ved at lade den ene tilstand gå over i den anden. Nu vil vi fremlægge et eksempel på en sådan kortfattethed, hvor naturens kunstner i sit mesterlige værk har fremvist en smuk kunst, udført med en særdeles kraftfuld pensel. Med penslens spredte strøg er et uforglemmeligt billede trådt lysende frem; når man ser på det, synes det, som om der aldrig havde været noget her. Så snart forestillingsevnen retter blikket mod dette lærred, synes det, som om der intet var der.

(Arabisk**********)

Den, der sætter en anden ved siden af Allah, er som én, der styrter ned fra himlen, hvorefter en ådselfugl griber ham og flyver bort med ham, eller vinden fører ham bort og kaster ham et fjernt sted. (Al-Hajj: 31)

Hvor hurtigt dette sker: at blive slynget ned fra jorden, straks at blive grebet og bortført af en rovfugl eller at blive ført langt bort af vinden og kastet et fjernt sted. Nu står et sådant billede tilbage for øjnene, som om der aldrig nogensinde havde været noget her.

Tænk et øjeblik over det: Hvilken hemmelighed ligger der gemt i den hurtighed, hvormed han bliver grebet og bortført? Hemmeligheden er, at ingen skal tro, at polyteisterne har noget hjemsted eller nogen varighed. Alligevel er der blevet givet dem en plads på jorden for en kort stund. Det er helt uden betydning, hvilken slægt polyteisterne tilhører, hvor stor pragt og anseelse de besidder, eller hvordan deres stammers forgreninger og menneskelige styrke ser ud. De kommer fra et ukendt sted og forsvinder igen på et øjeblik til et andet ukendt sted. Det er ikke deres lod at slå sig fast ned i det jordiske liv.

Nu vil vi fremlægge nogle længere billeder.

Længere billeder

1. Vi har omtalt det vers, hvor det siges, at regnvandet falder fra himlen. Derefter spirer forskellige slags planter frem fra jorden. På et tidspunkt modnes de, tørrer ind og bliver til strå og tørre planterester, hvorefter vinden blæser dem bort. Hele scenen er blevet fremstillet, som om den fandt sted på et øjeblik. Nu skal vi se, hvordan en sådan scene mange steder beskrives langt mere udførligt og roligt. Det siges:

(a)

(Arabisk************)

Han er Allah, som sender vindene, og de driver skyerne frem. Derefter spreder Han skyerne over himlen, som Han vil, og lader dem ligge lag på lag. Så ser du regnen komme ud fra dem. Han lader den nå de af Sine tjenere, som Han vil, og da glæder de sig. (Sura ar-Rum: 48)

Dette vers hører til den første tilstand, hvor det beskrives, hvordan regnvandet når jorden. Regnskyerne svæver således gennem luften på himlen. Når Allah vil det, gør Han dem tunge, og de falder ned på jorden som regn. Menneskene er først fortvivlede, men glæder sig senere, når de ser regnen. Lad os nu se, hvad der sker efter regnen er faldet?

(b)

(Arabisk************)

Har du ikke set, at Allah sender vand ned fra himlen og ved hjælp af det frembringer afgrøder i forskellige farver, hvorefter de tørrer ind, så du ser dem blive gule? Derefter gør Allah dem til strå og affald. Sandelig, i dette er der en påmindelse for de forstandige. (Sura az-Zumar: 21)

Se, her foregår alt gradvist og roligt. Vandet falder ned fra himlen, men straks spirer jorden ikke. Tværtimod løber dette vand bort som floder eller kilder. (Arabisk*(*******) – »Derefter frembringer Han afgrøder ved hjælp af det.«) Disse forandrer sig i forskellige farver. Farveforandringen kræver tid. Derefter begynder de at bevæge sig, modnes på et tidspunkt og antager en gul farve. Det er tydeligt, at denne tilstand indtræffer, efter at der er gået nogen tid; det fremgår af ordet »thumma« (***). Sætningen »(*** ) – derefter gør Han det til smuld« viser, at også denne sønderdeling foregår over nogen tid. Her er ordet (***) anvendt i nutids-/fremtidsform. Andre steder siges der (***) – »det er blevet sønderdelt« – og (***) – »det sønderdeles«, hvilket betyder, at det sønderdeles af sig selv uden nogen andens indgriben. Her siges det, at det bliver sønderdelt og forbliver i denne tilstand. Et andet sted siges der imidlertid: (****) – »vinden fører det bort«. Derefter er der ikke længere noget spor tilbage efter det.

Hemmeligheden bag denne ro og langsomhed er, at verset omtaler de velsignelser, Allah har skænket. Derfor beskrives velsignelsen gradvist og langsomt, så beskuerne kan betragte dette syn i ro og mag, drage nytte af det og ikke have noget ønske tilbage. Det er den eneste grund til, at synet er blevet trukket ud.

2. Se endnu et syn, hvor Den Ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ledsagere sammenlignes med en mark og dens afgrøde, idet der siges:

(Arabisk************)

Sådan er deres tilstand beskrevet i Toraen, og i Evangeliet beskrives deres tilstand som en plante, der skyder en spire. Derefter bliver den stærk og robust og rejser sig fast på sin stængel, til stor glæde for bonden, for at Allah gennem dem kan vække de vantros vrede. (Sura al-Fath: 29)

Afgrøden på den mark, der omtales i dette vers, tørrer ikke ud, splittes ikke ad og blæses ikke bort af vinden. Den forbliver derimod fast og urokkelig. Dette billede er evigt. Det forsvinder aldrig fra sindet og tankerne. Det er et billede, der efterlader en langvarig virkning i sindets og tankernes verden.

Her er det nødvendigt at overveje én ting: Billedet er ganske vist et langvarigt billede, men dets indledende dele indtræffer hurtigt. Ligesom et frø, der knap nok er sået på en mark, spirer og meget hurtigt bliver til et vældigt træ. Det tager ikke lang tid. Derefter når det et punkt, hvor det står fast på sin egen stængel. Dette var muslimernes oprindelige tilstand. For det første tøvede de ikke med at antage islam. For det andet forblev de grundfæstede i denne tilstand. Da deres tilstand havde nået sin fuldkommenhed, indtraf der ikke længere nogen forandring i den.

3. Vi har tidligere omtalt et billede, hvor hele menneskets liv, det vil sige fra begyndelse til slutning, blev fremstillet på en sådan måde, at det var forbi på et øjeblik. Nu skal vi se et andet billede, ikke af hele livet, men af en bestemt del af livet, som til gengæld strækker sig over langt længere tid. Således lyder det:

(Arabisk************)

Jeg har skabt mennesket af jordens essens. Derefter anbragte Jeg det som en sæddråbe på et beskyttet sted i mørket. Så skabte Jeg sæddråben som en klump størknet blod. Derefter forvandlede Jeg den størknede blodklump til en kødmase, så skabte Jeg knogler af kødmassen, hvorefter Jeg beklædte knoglerne med kød, og til sidst frembragte Jeg det i en ny skikkelse. Hvor velsignet er Allah, den bedste af skabere.

Se, hvor omfattende omtalen af blot ét kapitel i menneskets liv er. Her belyses perioden fra undfangelsen til tiden før fødslen. Den belæring og formaning, der gives gennem dette, er tilstrækkelig til at påvirke enhver samvittighed. Derfor kan man sige, at denne udførlighed her ikke er uønsket.

4. Blandt de scener, der er skildret på en måde, som giver dem varighed, er scenerne fra Dommedag og straffen i Jahannam nogle af de mest fremtrædende. Når en sådan sag er fastlagt, og der opstår behov for at fremstille den, skildres den ved hjælp af et langvarigt billede, så dette billede kan påvirke ethvert menneskes tanker og bevidsthed, og så indtrykket af dens frygtelige konsekvens kan sætte sig i samvittigheden.

Der er blevet anvendt forskellige midler og metoder til at forlænge visse skildringer. Nedenfor fremlægger jeg nogle eksempler på dette. Hvis jeg ikke havde frygtet, at bogen derved ville blive større, ville jeg have tilføjet et særskilt kapitel om dette emne.

[4.1] Ofte fremstilles en scene med ord og i en stil, der giver en fornemmelse af gentagelse, for at præsentere den udførligt, som for eksempel:

(Arabisk************)

Dem, der fornægter Mine vers, vil Jeg snart lade brænde i Ilden. Når Ilden har fortæret deres hud, vil Vi erstatte den med ny hud, så de fuldt ud kan føle straffen. (Sura an-Nisa: 56)

I dette vers fremstilles en rædselsvækkende scene. Forestillingens øje betragter igen og igen denne scene og bliver gennemtrængt af frygt og rædsel. Når uro og bekymring tiltager, gentages den igen og igen. For når nafs forsøger at overskride grænserne, hindrer dette skrækindjagende billede den og tilskynder den til at adlyde Allah.

[4.2] Ofte skabes udførlighed gennem den sproglige ordning og rækkefølge. For eksempel fortælles en begivenhed, hvorefter en del af den beskrives detaljeret. Der siges:

(Arabisk************)

Forkynd dem, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, et glædeligt budskab om en smertefuld straf. Den dag, hvor det vil blive ophedet i Helvedes ild, vil deres pander, sider og rygge blive brændemærket med det. Og der vil blive sagt: »Dette er det, I samlede sammen; smag derfor i dag denne konsekvens.« (At-Tawbah: 34-35)

Først blev der givet en generel omtale af straffen med ordene (******): »Forkynd dem et glædeligt budskab om en smertefuld straf.« Fortællingens forløb blev standset et kort øjeblik, så tilhøreren kunne forberede sig mentalt på at høre den detaljerede beskrivelse af straffen. Derefter blev straffens form og natur beskrevet i detaljer. For at henlede opmærksomheden på den store mængde guld og sølv blev der i stedet for dualis anvendt flertalsformen. Således blev deres store mængde tydeliggjort. På samme måde blev der sagt (****) i stedet for (***). Se: Efter at guldet og sølvet var blevet opvarmet i ilden, smeltede det ikke; med det blev en smertefuld straf indledt. Først bliver panden brændemærket med det. Arbejdet med at brændemærke panden er afsluttet. Nu føres de to arme frem, og brændemærkningen afsluttes også. Man tror, at straffen nu er forbi. Vent. Denne scene er ikke slut her. Nu dukker det op i forestillingens verden, at flere grupper efter tur bringes under straffen, og at den gentages igen og igen. Og der bliver sagt:

(Arabisk************)»Dette er det, I samlede sammen. Smag derfor i dag denne konsekvens.« (Sura At-Tawbah: 25)

[4.3] Ofte bliver en scene lang på grund af den detaljerede beskrivelse af begivenhedernes forløb og deres antal. Samtidig opstår der også en følelse af gentagelse blandt de ord, der anvendes dér. Som i dette ædle vers:

(Arabisk************)

Disse to modparter strides om deres Herre. For de vantro er der derfor blevet beredt klæder af ild. Kogende vand vil blive hældt over deres hoveder, så det, der er i deres maver, og deres hud vil smelte bort. Der venter dem også jernhamre. Hver gang de i deres pine ønsker at komme ud af Helvede, vil de blive ført tilbage dertil. Der vil blive sagt: »Smag forbrændingens straf.« (Sura Al-Hajj: 19-22)

Det er en frygtelig scene, der beskrives i dette vers, fyldt med larm og gentagelser. På den ene side klæder af ild, på den anden side kogende varmt vand, der hælder over hovederne. Derved vil alt, hvad der er inde i maverne, samt huden, smelte bort. Hvis nogen, plaget til det yderste, forsøger at flygte, vil han straks blive slået med jernhamre, ført tilbage til det tidligere sted, og der vil blive sagt: »Smag forbrændingens straf.« Dette billede genspejles igen og igen i forestillingens spejl. Især forsøger de vantro at komme ud, hvorefter de bliver slået og drevet ind igen. Det synes, som om denne scene udspiller sig lige for tilhørernes og læsernes øjne.

[4.4] Ofte standses al aktivitet i en scene for at forlænge den. Forestil dig for eksempel en uretfærdig mand, der står på dommedagens plads. Helt alene. Han udtrykker igen og igen skam og sorg. Når man ser ham, får man lyst til at sige: »Min bror, hold nu op; hvad nytter det at udtrykke skam og sorg nu?« Den tid, scenen faktisk varer, er meget kort, men man vil føle, at den er meget lang. Som for eksempel:

(Arabisk************)

Den uretfærdige vil på den dag bide sig i hænderne og sige: »Ak, ve mig! Hvis jeg blot havde fulgt vejen sammen med Sendebudet! Åh, hvis jeg blot ikke havde taget den og den som ven! Efter at Formaningen var kommet til mig, vildledte han mig fra den; Satan bedrager mennesket, når tiden er inde.« (Sura al-Furqan: 27-29)

I det nævnte vers beskrives en vantros anger over sine tidligere handlinger. Samtidig lyder en sådan smertens klagesang, at billedets varighed af sig selv træder frem. Ordene er få, ikke mange. Men da den standser og derved skaber en langvarig tilstand af afsky, harme og sorg, kan ingen forblive uden for dens påvirkningsfelt. Det var i sandhed dens formål og mål. Det skal bemærkes, at stedet og tidspunktet for forbryderens bekendelse af sin forbrydelse er smeltet sammen med sorgen og skammen. Forestil jer, at en gruppe forbrydere bliver spurgt:

(Arabisk************)Hvorfor er I faldet i Helvede? (Sura al-Muddaththir: 42)

De vil som svar sige:(Arabisk************)

De vil sige: »Vi bad ikke, vi gav ikke den trængende mad, vi sluttede os til dem, der kritiserede, og vi fornægtede gengældelsens dag, indtil visheden blev fast forankret hos os (det vil sige indtil før døden).« (Sura al-Muddaththir: 43-47)

Forbryderne kunne blot have sagt: »Vi troede ikke og anså det for løgn.« Men ved ikke at gøre det skabes der også en form for skønhed gennem forlængelsen af tidspunktet for bekendelsen af forbrydelsen.

[4.5] Ofte ser man også, at alle de tidligere nævnte virkemidler tages i brug for at forlænge en scene. Man benytter for eksempel ordlydens opbygning og rimets medvirken, eller en detaljeret beskrivelse af hændelsen, eller lader undertiden scenen stå fast. Læg mærke til de følgende eksempler:

(Arabisk************)

Når der blæses i Basunen én eneste gang, vil jorden og bjergene blive løftet og knust til støv. Den dag vil Dommedag indtræffe. Den dag vil himlen blive spaltet og spredt, englene vil være ved dens kanter, og otte engle vil bære din Herres trone over sig. Den dag vil I blive fremstillet, og intet af jer vil være skjult. (Sura al-Haqqah: 13-18)

(Arabisk************)

Den, hvis bog over hans gerninger gives i hans højre hånd, vil sige: »Tag den og læs min bog over mine gerninger! Jeg vidste, at jeg skulle stå til regnskab.« Derefter vil han leve et lykkeligt liv i en ophøjet Paradis-have. Dens frugter vil hænge lavt. (Der vil blive sagt:) »Spis og drik med velbehag som belønning for det, I sendte i forvejen i de forgangne dage.«

(Arabisk************)

Den, hvis bog over hans gerninger gives i hans venstre hånd, vil sige: »Ak! Hvis blot min bog over mine gerninger ikke var blevet givet mig. Hvis blot jeg ikke havde kendt mit regnskab! Ak, hvis blot min død havde været enden. Min rigdom har ikke gavnet mig det mindste. Min magt er også gået til grunde.« Der vil blive sagt til englene: »Grib ham, læg en lænke om hans hals, kast ham derefter i Helvede, og bind ham så med en kæde på halvfjerds gaz.« Han troede sandelig ikke på Allah, den Almægtige, og opfordrede ikke til at give den fattige mad. Derfor har han i dag ingen ven her, og ingen føde, bortset fra det materie, der flyder fra sår. Ingen andre end synderne vil spise det. (Sura al-Haqqah: 25-27)

Her er der anvendt flere metoder til at fremstille den nævnte scene; beskrivelsen og forklaringen er gjort langstrakte, og efterklangen fra tonen er også lang. Nogle dele af scenen er gjort statiske i stedet for dynamiske. Der kan også iagttages harmoni mellem farverne i hele scenen. Beskrivelsen af kæden på halvfjerds gaz udvider tanken. Alt dette kræver i virkeligheden en langstrakt fremstilling.

5. Når der behandles et emne med modsætninger, såsom en sammenligning mellem det jordiske og det hinsidige liv, fremstilles disse scener udførligt. Nogle af de følgende vers er eksempler på dette:

(Arabisk************)

Sandelig, de retfærdiges gerninger er nedskrevet i Illiyyin. Og hvad ved du, hvad Illiyyin er? Det er en nedskrevet bog. De engle, der står Allah nær, er vidner til den. Sandelig, de retfærdige vil være i den højeste salighed, siddende på troner og se. Du vil kunne se glædens tegn på deres ansigter. De vil få en ren drik at drikke, forseglet med moskus. Dens segl vil være af moskus. Om dette bør de, der konkurrerer, konkurrere. Dens blanding vil være fra Tasnim, en kilde, som de nærstående drikker af. (Sura al-Mutaffifin: 18-28)

(Arabisk************)

Forbryderne plejede at håne de troende, og når de gik forbi dem, blinkede de til hinanden. Når de vendte tilbage til deres familier, vendte de også tilbage leende og spøgende. Og når de så de troende, sagde de: »Disse er sandelig vildfarne.« Men de var ikke sendt som vogtere over de troende. I dag er det de troende, der håner de vantro.

I de nævnte vers er to lange scener blevet fremstillet. I den ene scene er de, der står Allah nær, optaget af at nyde forskellige velsignelser, mens den anden scene viser, hvordan de vantro behandlede de troende i denne verden. Hvordan det at gøre nar af og spøge med de troende var blevet en besættelse for dem. Begge scener er lange, især den anden. Dens afslutning er særdeles gribende. Og det er netop dette, der her er hovedformålet med fremstillingen.

6. Det sted i Den Ædle Koran, hvor de troende og deres gode gerninger skildres, udgør en meget lang scene. Denne længde påvirker samvittigheden stærkt. I disse vers opfordres de, der betragter dem, til at deltage i den tilbedelse sammen med de troende, som fremstilles i scenen. Der findes mange sådanne eksempler i Koranen. Her har vi blot fremført ét eksempel.

(Arabisk**********)

Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften er der tegn for de forstandige, dem, der ihukommer Allah, stående, siddende og liggende, og som tænker dybt over skabelsen af himlene og jorden. (De siger:) »Vor Herre! Du har ikke skabt dette forgæves. Hellig er Du! Frels os fra Ildens straf. Vor Herre! Den, som Du kaster i Ilden, har Du visselig bragt til den yderste vanære, og de uretfærdige har ingen hjælper. Vor Herre! Vi har visselig hørt en, der kaldte til troen, sige: ‘Tro på jeres Herre!’ Så vi troede. Vor Herre! Tilgiv os derfor alle vores synder, udslet alle vores fejl, og lad os dø sammen med de retfærdige. Vor Herre! Giv os det, som Du har lovet os gennem Dine sendebud, og vanær os ikke på Genopstandelsens Dag. Du bryder visselig ikke Dit løfte.« (Ali Imran: 190-195)

(Arabisk**********)

Derpå tog deres Herre imod deres bøn og sagde: »Jeg lader ikke nogen af jer, hverken mand eller kvinde, gå til spilde i sit arbejde. I hører sammen. De, der udvandrede, blev fordrevet fra deres hjem og blev forfulgt på Min vej, og de, der kæmpede og blev dræbt, vil Jeg visselig udslette deres onde gerninger og føre dem ind i Paradiset, hvor floder løber under det. Dette er en belønning fra Allah, og hos Allah findes den bedste belønning. (Sura Āl ʿImrān: 195)

Hvem ville ikke, når han ser denne scene, der er fyldt med ydmyghed og har en stærk virkning, blive dybt bevæget og, som disse vidende mennesker, løfte sine hænder til sin Skaber, den Ophøjede, og bestige den højeste tinde af ydmyghed og underkastelse? Især når de troendes ofre beskrives udførligt, og det fortælles, at de venter på det hinsidige livs velsignelser. Den store og barmhjertige Allah kan ikke andet end at tage et sådant menneskes bøn imod. Han vil visselig give ham de ting, som Han har lovet at give de troende.

Hver gang Koranen studeres med fuld opmærksomhed og interesse, vil man opdage utallige levende scener af denne art. Når en læser af Koranen studerer den med den mest grundige analyse, åbnes nye porte til viden og mysterier for ham. Ordenes og betydningernes harmoni, skønheden i rytmen og kompositionen, den betagende beskrivelse og dens hypnotiserende virkning, sammenhængen og sammenføjningen mellem emnerne, finheden i fremstillingen og dens stil, den kunstneriske skildring af begivenhederne, den fortryllende klang samt de nye former og metoder til at fremstille forholdet mellem den ene del og den anden – alt dette tilsammen fuldender al-Kur’ans mirakuløse og gådefulde karakter.

Kapitel otte

Tema: Begivenhederne, der er omtalt i al-Kur’an

Det bør huskes, at det ikke er al-Kur’ans hovedformål at fortælle historier og beretninger. Selvom der anvendes det indhold og den stil, som er uundværlig ved at skrive fortællinger og romaner, er det nødvendigt for os at følge denne kunstneriske side af fortællekunsten. Men sagen forholder sig noget anderledes her. Begivenhederne er et af de midler, som al-Kur’an har taget i brug som hjælpemiddel til at opfylde religiøse formål. Koranens hovedmål er dawah til religionen, og den narrative skildring er blot et middel til at bringe denne dawah til mennesker i et hjertebevægende sprog. Af netop samme grund, som Koranen har skildret opstandelsen og belønningen i det hinsidige, fremlagt oplysninger om genopstandelsen efter døden og fortalt eksempler og lignelser for at forklare og uddybe shariaen, har den også fremstillet narrative skildringer. Formålet er at bringe den religiøse dawah til mennesker på en hjertebevægende måde.

For at sige det ligeud: De begivenheder, der er beskrevet i Koranen, og deres indhold har på deres egen måde og med fuldkommen præcision ført det religiøse formål frem til fuldendelsens tærskel. (Senere vil vi beskrive dets former og eksempler.) At begivenhederne er underordnet det religiøse formål, betyder dog ikke, at man ved deres fremstilling slet ikke har taget hensyn til den kunstneriske side. Tværtimod rummer begivenhederne, samtidig med at de opfylder det religiøse formål, også kunstneriske egenskaber. Faktisk er billedliggørelsen et vigtigt middel i al-Kur’ans beskrivelse og fremstilling. Den er en uundværlig særlig egenskab ved fortællingen.

Vi har tidligere sagt, at hver regel i Koranen tjener både religiøse og kunstneriske formål og mål. Hvert billede og hver scene, der fremstilles i Koranen, rummer begge disse kvaliteter. Vi har også sagt, at Koranens kunstneriske skønhed er blevet anvendt til at påvirke menneskets indre. For den religiøse følelse i menneskets indre er blevet udtrykt gennem den kunstneriske skønheds sprog. Det skal bemærkes, at religion og kunstneriskhed supplerer hinanden, og at deres plads er dybt i menneskets sind. Derfor tager menneskets samvittighed dem først imod, når den kunstneriske skønhed når sit højeste punkt, og når sind og bevidsthed samtidig er rede til at svare på denne skønheds harmoniens kald.

I kapitlet »Kunstnerisk billedfremstilling« fremlagde vi to eksempler på fortællende billedfremstilling. Her malede naturen med sin pensel billeder, der var yderst gribende, og som ikke kan undgå at påvirke mennesket. Vi lovede dér at behandle dette udførligt. Nu vil vi forsøge at indfri dette løfte, om Gud vil.

Formålet med og målet for de begivenheder, der er beskrevet i Koranen

Vi har tidligere sagt, at forskellige begivenheder er blevet beskrevet i Koranen udelukkende med det mål at føre det religiøse formål frem til fuldendelsens tærskel. Det er for at fuldende dette religiøse formål, at begivenhederne er blevet beskrevet. Koranen har således benyttet fortællende billedfremstilling for at føre anerkendelsen af åbenbaringen og sendebuddet, tawhid, at de forskellige profeters religion er én, at måden at omgås alle profeterne på er én og den samme, Guds magts åbenbarelse, det godes og det ondes konsekvenser, tålmodighed og standhaftighed, shirk og kufr samt mange andre formål frem til deres mål.

1. Anerkendelsen af åbenbaringen og sendebuddet: Vi vil drøfte formålet med og målet for de begivenheder, der er beskrevet i Koranen, ikke for at beherske deres omfang og udstrækning. Et af de vigtigste formål med at beskrive begivenhederne i Koranen er at anerkende åbenbaringen og sendebuddet samt at fremlægge argumenter for deres nødvendighed og betydning.

Det skal bemærkes, at den ædle profet ﷺ ikke kunne læse eller skrive i almindelig forstand. Han havde end ikke nogen forbindelse med en jødisk eller kristen lærd, hvorfra han kunne have fået mulighed for at beskrive sådanne begivenheder gennem Koranen. Nogle begivenheder beskrev han meget udførligt, mens andre kun blev beskrevet delvist, såsom begivenhederne om profeten Ibrahim, profeten Yusuf og profeten Musa, fred være med dem. Koranens omtale af disse begivenheder beviser netop, at de blev meddelt ham gennem åbenbaring. Koranen har da også erklæret dette klart, blandt andet helt i begyndelsen af Sura Yusuf.

(Arabisk**********)Jeg har åbenbaret denne Koran på arabisk, for at I skal kunne forstå den. (Sura Yusuf: 2)

(Arabisk**********)

Vi fortæller dig den bedste beretning, idet Vi åbenbarer denne Koran for dig. Før dette var du ganske vist blandt de uvidende. (Sura Yusuf: 3)

Før beretningen om Moses, fred være med ham, fortælles i Sura al-Qasas, siges det:

(Arabisk**********)Jeg fortæller dig sandfærdigt beretningen om Moses og Farao til gavn for de troende. (Sura al-Qasas: 3)

Hvor denne beretning slutter, siges det:

(Arabisk**********)

Du var ikke på den vestlige side, da Vi gav Moses befalingen, og du var ikke vidne dertil. Men Vi frembragte mange slægter, og lange tidsaldre gik hen over dem. Du var heller ikke blandt Midjans folk, da Vore åbenbaringer blev reciteret for dem; men Vi var Den, der sendte budbringere. Du var ikke ved Turs bjergside, da Vi råbte til Moses. Men dette er en barmhjertighed fra din Herre, for at du kan advare et folk, til hvilket ingen advarer var kommet før dig, så de måtte tage ved lære. (Sura al-Qasas: 44-46)

Da der i Sura Al Imran fortælles om Maryams, fred være med hende, beretning, siges det:

(Arabisk**********)

Dette er en af de skjulte meddelelser, som Jeg åbenbarer for dig. Du var ikke til stede, da de konkurrerede om, hvem der skulle have værgemålet over Maryam. Og du var heller ikke til stede, da de skændtes og tvistede. (Sura آل عمران: 44)

Før beretningen om profeten Adams (fred være med ham) historie fortælles, siges det i Sura ص:

(Arabisk**********)Sig: Dette er en stor nyhed, som I har vendt jer bort fra. Jeg havde ingen viden om den høje verden, da englene talte sammen. Denne åbenbaring kommer kun til mig, at jeg er en tydelig advarer. (Sura ص: 67-71)

Efter beretningen om profeten Noahs (fred være med ham) historie i Sura هود siges det:

(Arabisk**********)

Dette er en beretning fra det skjulte, som Jeg meddeler dig gennem åbenbaring. Hverken du eller dit folk kendte den tidligere. (Sura هود: 49)

2. Én og samme religion: I Koranen er det tydeligt fastslået, at alle religioner stammer fra Allah. De troende er ét ummah eller ét fællesskab, og Allah er alles Herre. Mange steder i Koranen fortælles der om forskellige profeters historier. At alle profeterne havde én og samme religion, er også et formål med islams kald. Derfor fortælles profeternes historier med mindre variationer forskellige steder i Koranen, så mennesker kan forstå, at alle profeter og sendebud blev sendt med den samme opgave. Nedenfor giver vi nogle eksempler. Det siges:

(Arabisk**********)

Jeg gav Moses og Aron Skriften, der skelner mellem sandt og falsk, som lys og påmindelse for de gudfrygtige. De frygter deres Herre uden at se Ham og er bekymrede på grund af frygten for Dommedagen. (Sura al-Anbiya: 48-49)

(Arabisk**********)

Dette er en velsignet påmindelse, som Vi har åbenbaret; vil I da fornægte den? Og tidligere havde Vi givet Abraham hans rette vejledning, og Vi kendte ham. Da han spurgte sin far og sit folk: »Hvad er disse statuer, som I hengiver jer til?« (Sura al-Anbiya: 51-52)

(Arabisk**********)

Og Vi reddede ham (Abraham) og Lot og bragte dem til det land, hvori Vi har lagt velsignelse for alverden. Vi skænkede ham Isak og som en yderligere gave Jakob, og Vi gjorde dem alle retfærdige. Vi gjorde dem til ledere, som vejledte i overensstemmelse med Vores befaling. Og Vi åbenbarede for dem at gøre gode gerninger, opretholde bønnen og give zakat. De var hengivne i tilbedelsen af Os. (Sura al-Anbiya: 71-73)

(Arabisk**********)

Og Vi gav Lot visdom og viden. Og Vi reddede ham fra denne by, hvis indbyggere hengav sig til urene handlinger. De var et ondt og ulydigt folk. Vi lod ham indgå i Vor barmhjertighed. Han var en af de retfærdige.

(Arabisk**********)

Og husk Noah, da han tidligere havde bedt, og Jeg havde besvaret hans bøn. Derefter reddede Jeg ham og hans familie fra den store nød. Jeg hjalp ham mod det folk, som fornægtede Mine tegn. Sandelig, de var et ondt folk, og derfor druknede Jeg dem alle. (Sura al-Anbiya: 76-77)

(Arabisk**********)

Og husk Dawud og Suleiman, da de dømte om en kornmark. Om natten var nogle menneskers får trængt ind på den, og deres dom blev forelagt Mig. Så lod Jeg Suleiman forstå denne afgørelse, og Jeg gav dem begge visdom og viden. Jeg underkastede bjergene og fuglene Dawud; de lovpriste Min renhed og herlighed. Alt dette gjorde Jeg. Og Jeg lærte ham at fremstille rustninger til jer, så de kunne beskytte jer i krig. Vil I da ikke være taknemmelige? (Sura al-Anbiya: 78-80)

(Arabisk**********)

Og Vi underkastede Suleiman den kraftige vind. Den blæste på hans befaling mod det land, som Vi havde velsignet. Jeg har fuldt kendskab til alle ting. Og Vi underkastede ham nogle af djævlene, som dykkede for ham og udførte mange andre opgaver. Vi holdt dem under kontrol. (Sura al-Anbiya: 81-82)

(Arabisk**********)

Og husk Ayyub, da han påkaldte sin Herre og sagde: »Jeg er blevet ramt af nød og lidelse, og Du er den mest barmhjertige af alle, der viser barmhjertighed.« Så besvarede Jeg hans påkaldelse og fjernede hans lidelse. Og Jeg gav ham hans familie tilbage og gav ham desuden det samme antal fra Mig som en nåde. Dette er sandelig en påmindelse for dem, der tilbeder. (Sura al-Anbiya: 83-84)

(Arabisk**********)

Og husk Ismail, Idris og Dhul-Kifl. De var alle tålmodige. Jeg lod dem være blandt dem, der modtog Min barmhjertighed. De var alle retskafne.

(Arabisk**********)

Og husk manden med fisken, da han gik bort i vrede og troede, at Jeg ikke ville kunne få fat på ham. Så råbte han i mørket: »Der er ingen guddom ud over Dig. Du er hævet over enhver mangel; jeg er en synder.« Så besvarede Jeg hans bøn og befriede ham for bekymringen. Således befrier Jeg de troende. (Sura al-Anbiya: 870-88)

(Arabisk**********)

Og husk Zakarias, da han påkaldte sin Herre: »Min Herre! Lad mig ikke være alene. Du er den bedste arving.« Så besvarede Jeg hans bøn, skænkede ham Yahya og gjorde hans hustru i stand til at føde et barn. De skyndte sig at gøre gode gerninger, de påkaldte Mig i håb og frygt, og de var ydmyge over for Mig.

(Arabisk**********)

Og husk den kvinde (det vil sige Maryam), som bevarede sin kyskhed. Så blæste Jeg Min ånd ind i hende og gjorde hende og hendes søn til et tegn for de troende. (Sura al-Anbiya: 91)

(Arabisk**********)De er alle tilhængere af jeres religion – én og samme religion – og Jeg er jeres Herre. Så tilbed Mig.

Dette er det egentlige formål med at fortælle Koranens beretninger. Alle andre formål er sekundære og ikke primære.

3. Troen på Allah: Formålet med at fortælle beretninger i Koranen er ikke blot at bevise, at alle religioner er kommet fra den ene, uden medguder, Allah; det er også at bevise, at grundlaget for alle disse religioner er det samme. Når man sammenholder alle profeternes beretninger, bliver det klart, at deres allerførste kald var iman billah, det vil sige troen på Allah. Som det siges i sura al-A’raf:

(Arabisk**********)

Sandelig, Jeg sendte Nuh til hans folk. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah; I har ingen anden guddom end Ham. Jeg frygter for jer straffen på en streng dag.« (Sura al-A’raf: 59)

(Arabisk********)

Til Ad-folket sendte Jeg deres bror Hud. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah; I har ingen anden guddom end Ham. Vil I da ikke frygte?«

(Arabisk**********)

Til Thamud-folket sendte Jeg deres bror Salih. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah; I har ingen anden guddom (ilah) end Ham. Der er kommet et klart bevis til jer fra jeres Rabb.«

(Arabisk***********)

Jeg sendte deres bror Shuʿayb til indbyggerne i Midjan, og han sagde: »Mit folk! Tilbed Allah. I har ingen anden guddom end Ham.« (Sura al-Aʿraf: 85)

Der er ingen tvivl om, at tawhid er grundlaget eller fundamentet blandt de islamiske troslæresætninger. Alle de ædle profeter var forkyndere af tawhid. Eftersom deres mål alle var det samme, ses der også overensstemmelse mellem deres beretninger.

4. Alle profeter og sendebud forkyndte på samme måde: Af den ovenstående drøftelse fremgår det også, at enhver profets måde at forkynde på var den samme og uforanderlige. Det, som hvert profets folk udsatte ham for, var også næsten det samme. For alle profeternes religioner var åbenbaret fra Den Almægtige Allah, og alle religionernes grundlag var også det samme. Derfor er profeternes beretninger de fleste steder blevet nævnt samlet, og beretninger om deres ensartede handlinger er blevet fremlagt igen og igen. Som det siges i Sura Hud:

(Arabisk**********)

Sandelig, Vi sendte Nuh til hans folk. (Han sagde til folket:) »Sandelig, jeg er en åbenlys advarer for jer. I må ikke tilbede andre end Allah, for jeg frygter for jer straffen på en smertefuld dag.« Da sagde de vantro stammeoverhoveder og samfundets ledende personer blandt hans folk: »Vi anser dig ikke for andet end et menneske som os selv. Og vi ser ingen følge dig, bortset fra de fattige og tåbelige blandt os. Vi kan heller ikke se, at du har nogen forrang over os; tværtimod anser vi dig for en løgner.«

Nuh (fred være med ham) sagde: (Arabisk***********)

»Mit folk! Jeg beder jer ikke om nogen formue. Min løn søger jeg kun hos Allah. (Sura Hud: 29)

Noahs folk sagde:

(Arabisk***********)

»O Noah! Du strides med os og fører megen diskussion og strid med os. Så bring nu den straf over os, som du truer os med, hvis du er sandfærdig.« (Sura Hud: 32)

(Arabisk***********)

Og til folket ˁAd sendte Vi deres bror Hud, og han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah; I har ingen anden guddom end Ham. I er alle løgnere. O mit folk! Jeg beder jer ikke om nogen løn; min løn tilkommer alene Ham, som skabte mig. Vil I da ikke forstå? O mit folk! Bed jeres Herre om tilgivelse, og vend jer til Ham. Han vil sende regn ned over jer fra himlen og give jer større og større styrke. Vær ikke som forbryderne.« De sagde: »O Hud! Du er ikke kommet til os med noget bevis, så vi vil ikke forlade vores guder på grund af dine ord, og vi vil heller ikke tro på dig. Vi mener tværtimod, at en af vores guder har ramt dig med en ulykke.« Hud sagde: »Jeg tager Allah til vidne, og vær også selv vidner på, at jeg ikke har noget med dem at gøre, som I sætter ved Hans side. I kan alle sammen forsøge at skade mig, og giv mig derefter ingen frist.« (Hud: 50-55)

(Arabisk***********)

Og til folket Thamud sendte Vi deres bror Salih. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah; I har ingen anden guddom end Ham. Han har skabt jer af jorden og ladet jer bo på den. Bed Ham derfor om tilgivelse, og vend jer til Ham. Min Herre er nær og besvarer bønner.« De sagde: »O Salih! Før dette havde vi store forhåbninger til dig. Forbyder du os nu at tilbede det, som vores forfædre tilbad? Men med hensyn til det, som du kalder os til, er vi i så stor tvivl, at vores hjerter ikke kan acceptere det.« (Sura Hud: 61-62)

5. Forbindelsen mellem alle profeters og sendebuds religioner: Et andet formål med fortællingen om begivenheder i Koranen er at bevise, at profeten Muhammads religion og religionen hos alle tidligere profeter, herunder Abraham, er forbundet med den samme tråd. Det skal især bevises, at forbindelsen mellem Israels børn og Muhammads ummahs religion er stærkere end forbindelsen til andre profeters religioner. Derfor antydes dette dér i Koranen, hvor beretningerne om Abraham og Jesus er blevet gengivet. For eksempel:

(Arabisk***********)Dette står skrevet i de tidligere bøger, især i Ibrahims og Musas bog. (Sura al-A’la: 18-19)

(Arabisk***********)

Er han ikke blevet underrettet om det, der står i Musas bog og i Ibrahims bog, som opfyldte sit ansvar? Der står i bogen, at ingen person skal bære en andens synd. (Najm: 36-38)

(Arabisk***********)

De mennesker, der fulgte Ibrahim, og denne profet samt de, der tror på denne profet, er de nærmeste til Ibrahim. Og Allah er de troendes ven. (Sura Al-i Imran: 68)

(Arabisk***********)Jeres fader Ibrahim. Det var ham, der gav jer navnet muslimer. (Sura al-Hajj: 78)

(Arabisk***********)

Efter dem sendte Jeg Isa, søn af Maryam. Han bekræftede den tidligere åbenbarede Tora. Jeg gav ham Evangeliet. I det er der vejledning og lys. Det bekræfter den tidligere bog, Toraen, viser vejen og er vejledning og formaning for de gudfrygtige. Evangeliets folk bør dømme efter det, som Allah har åbenbaret deri. De, der ikke dømmer efter det, som Allah har åbenbaret, er syndere. Og Jeg har åbenbaret Sandhedens Bog for dig, som bekræfter de tidligere åbenbarede bøger og vogter over deres indhold. (Sura al-Ma’ida: 46-48)

6. Profeternes og sendebudenes succes og løgnernes undergang: Et andet formål med at gengive fortællinger i Koranen er at fremhæve de ærede profeters succes og løgnernes undergang, så det kan være en trøst for den ærede Profet (fred være med ham) og også en trøst og et forbillede for dem, der kalder mennesker til troens vej. Det siges:

(Arabisk***********)

Vi har fortalt dig alle beretningerne om profeterne og sendebudene, hvorved Vi har styrket dit hjerte. Og således er den fulde sandhed samt en formaning og påmindelse for de troende kommet til dig. (Sura Hud: 120)

Overalt i Den Ædle Koran, hvor profeterne og deres succes omtales, nævnes umiddelbart derefter også de vantro og afgudsdyrkernes skæbne – de, som erklærede profeterne for løgnere. For eksempel:

(Arabisk***********)

Vi sendte Noa til hans folk. Han opholdt sig hos dem i ni hundrede og halvtreds år. Derefter udslettede den store oversvømmelse dem, fordi de var syndere. Så reddede Vi Noa og dem, der var om bord på arken, og lod arken være et tegn for alverdens mennesker.

(Arabisk***********)

Husk Ibrahim. Da han sagde til sit folk: Tilbed Allah og frygt Ham. Det er bedre for jer, hvis I blot forstår. (Sura al-Ankabut: 16)

(Arabisk***********)

Jeg sendte Lut. Da han sagde til sit folk: »I begår en sådan skamløs handling, som ingen på jorden før jer har begået. Bedriver I homoseksualitet, begår I landevejsrøveri og udfører I forkastelige handlinger i jeres forsamlinger?« Hans folk svarede ham kun: »Bring Allahs straf over os, hvis du taler sandt.« ….. Da de udsendte engle nåede frem til Lut, blev han bedrøvet på grund af dem, og hans hjerte blev tungt. De sagde: »Frygt ikke, og vær ikke bedrøvet. Vi vil helt sikkert redde dig og din familie, undtagen din hustru. Hun vil være blandt de tilintetgjorte. Vi vil sende straf ned fra himlen over indbyggerne i denne by på grund af deres synder.« Jeg har efterladt et tydeligt tegn i den til gavn for forstandige mennesker.

(Arabisk***********)

Jeg sendte deres broder Shuʿayb til folket i Midjan. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah, håb på den Sidste Dag, og skab ikke fordærv på jorden.« Men de kaldte ham en løgner. Så blev de ramt af et jordskælv, og de lå omstyrtede i deres huse. (Al-ʿAnkabut: 36-37)

(Arabisk***********)

Jeg tilintetgjorde folket ʿAd og Thamud. Deres tilstand er blevet kendt for jer blot ved synet af deres boliger. Satan gjorde deres handlinger tiltrækkende for dem og hindrede dem i at følge den rette vej, selv om de var skarpsindige. Jeg tilintetgjorde Qarun, Farao og Haman. Musa kom til dem med tydelige tegn, men de hengav sig til hovmod og arrogance; derfor kunne de ikke vinde. Jeg greb hver eneste af dem på grund af deres synd. Over nogle af dem sendte Jeg en voldsom vind med sten, nogle blev ramt af tordenbraget, nogle lod Jeg opsluge af jorden, og nogle lod Jeg drukne. Allah gjorde ikke uret mod dem, men de gjorde selv uret mod sig. (Sura al-ʿAnkabut: 38-40)

7. Sandheden i det glædelige budskab og advarslen: En anden grund til, at begivenhederne fortælles i Koranen, er at give de troende det glædelige budskab om Paradiset og dets velsignelser og bevise dets sandhed, samt at advare de vantro om Helvede og dets lidelser og bevise dets sandhed. For eksempel:

Det er blevet sagt:

(Arabisk***********)(O profet!) Fortæl Mine tjenere, at Jeg er Den Mest Tilgivende, Den Mest Barmhjertige. Og Min straf er yderst smertefuld. (Sura al-Hijr: 49-50)

Umiddelbart efter dette vers fortælles begivenheden, der bekræfter sandheden om tilgivelsen og straffen:

(Arabisk***********)

Fortæl dem om Abrahams gæsters beretning. Da de kom til hans hus og sagde: »Fred!« sagde han: »Vi er bange på jeres vegne.« De sagde: »Vær ikke bange. Vi bringer dig det glædelige budskab om en vidende søn.« (Al-Hijr: 51-53)

Straks derefter åbenbares Guds nådes strøm:

(Arabisk***********)

Da udsendingene derefter nåede Lots hus, sagde han: »I er jo fremmede.« De sagde: »Nej, vi er kommet til dig med det, som de plejede at strides om. Vi er kommet til dig med sandheden, og vi er sandfærdige. Rejs derfor af sted med hele din familie i den sidste del af natten, og følg ikke efter dem. Ingen af jer må se sig tilbage. Gå derhen, hvortil I er blevet befalet.« Og Jeg meddelte Lot dette: Ved morgenens frembrud vil de blive udslettet fuldstændigt. (Sura al-Hijr: 61-66)

I det nævnte vers omtales nåden over profeten Lot (fred være med ham) og tilintetgørelsen af hans folk. Lidt længere fremme i denne samme sura siges det:

(Arabisk***********)

Sandelig, indbyggerne i Hijr fornægtede sendebuddene. Jeg gav dem Mine tegn, men de vendte sig bort fra dem. De udhuggede trygt deres boliger i bjergene. Men en morgen ramte et skrig dem, og det, de havde erhvervet, kunne ikke gavne dem det mindste. (Sura al-Hijr: 80-84)

I disse vers fremstilles den smertefulde straf, som blev tildelt løgnerne. Det bevises også, at Allahs løfte er sandt og virkningsfuldt. Og disse begivenheder er blevet fremstillet, sådan som de fandt sted.

8. Beskrivelsen af de velsignelser, der blev givet til profeterne og sendebuddene: I Koranen er der også blevet fortalt historier for at beskrive de nådegaver og velsignelser, der blev skænket profeterne og sendebuddene. Det gælder for eksempel beretningerne om profeten Dawud (a), profeten Sulayman (a), profeten Ayyub (a), profeten Ibrahim (a), Maryam og profeten Isa (a). Alle disse historier er blevet omtalt forskellige steder i Koranen og i denne sura. Det primære formål er at beskrive velsignelserne og nådegaverne; samtidig er nogle af deres handlinger naturligvis også blevet nævnt i relevant sammenhæng.

9. At advare Adams børn mod Satans fjendskab: Et andet formål med de historier, der er fortalt i Den Ædle Koran, er at gøre det klart, at Satan er fjende af hvert eneste menneske, som har levet eller vil leve på jorden, fra profeten Adam (a) og frem til Dommedag. Satan forsøger til enhver tid og ved hvert eneste skridt at vildlede mennesket. Han ønsker aldrig menneskets vel. Som et tydeligt bevis på dette nævnes Satans onde virke flere steder i forbindelse med beretningen om profeten Adam (a).

10. Nogle andre årsager: Ud over de ovennævnte årsager er forskellige begivenheder og historier blevet fortalt i Koranen af følgende årsager:

[10.1] At vise Allahs almagt – for eksempel beretningen om Adams og Isa (a)s fødsel, beretningen om profeten Ibrahim (a) og fuglene samt beretningen om den mand [profeten Uzayr (a)], som blev bragt til live hundrede år efter sin død. Og flere andre lignende begivenheder.

[10.2] At beskrive følgerne af gode og gavnlige handlinger samt af dårlige og skadelige handlinger, for eksempel beretningen om Adams (a)s to sønner, beretningen om de to havejere, beretningen om Israels børn, beretningen om Ashab al-Ukhdud og så videre.

[01.3] Det ligger i menneskets natur at skynde sig og stræbe efter at få ting hurtigt. Derfor stræber det efter det, som det kan få kontant, eller hvis realitet allerede er til stede. Men Allah har lært dem betydningen af at vente og være tålmodige for at opnå det sande gode. Derfor fortælles der i Koranen forskellige historier også om følgerne af menneskets hastværk og Allahs rolige og gradvise handlemåde. Som for eksempel historien om profeten Moses (fred være med ham) og en af Allahs tjenere, Khidr. Den vil vi behandle senere. Om sådanne emner har Koranen fortalt mange historier, som har fuldendt dens formål.

Kapitel ni

Beviset på, at Koranens fortællinger følger religiøse formål

1. Vi har tidligere sagt, at alle de fortællinger, der er gengivet i Koranen, tjener religiøse formål og mål. Beviset på, at fortællingerne følger religionen, findes også i selve historierne. Nedenfor vil jeg behandle nogle få fremtrædende beviser. Det første bevis på, at disse fortællinger tjener religiøse formål, er, at den samme begivenhed gentages flere steder, enten udførligt eller kortfattet.

Men det er værd at bemærke, at hele begivenheden ikke er blevet gengivet dér; kun særlige dele af begivenheden er gengivet. Især er de dele gengivet, hvor der findes formaninger og lærdom. Kun sjældent er hele begivenheden blevet gengivet samlet, hvor der findes formaninger og lærdom. Selv det er sket med særlige årsager, sammenhængen og hensigtsmæssigheden for øje. Jeg har naturligvis antydet dette, da jeg gengav begivenhederne.

Når læseren læser de dele, hvor begivenheden gentages, og retter blikket mod det foregående og det efterfølgende, finder han hele begivenheden sammenhængende. Læseren mener, at den del, der er taget med hvert sted, og den måde, den er gengivet på, er passende. Han glemmer ikke, at Koranen grundlæggende er en bog, der kalder mennesker til troen. Derfor er den del af begivenheden, der er gengivet hvert sted, gengivet i fuld overensstemmelse med det kaldende emne. Også sammenhængen i begivenheden er et af Koranens vigtigste mål. Sådan er det altid. Men han ser ikke, at begivenhedens kunstneriske aspekt bliver påvirket af dette.

Der findes også et velordnet princip for at fremstille forskellige dele af den samme begivenhed igen og igen. Det bliver tydeligt, når man læser suraerne og begivenhedernes dele i den rækkefølge, hvori Koranens suraer blev åbenbaret. De fleste er begyndt med en kort antydning. Senere er de gradvist blevet ført frem mod fuld udfoldelse. Når læseren når frem til det sted, hvor fortællingen afsluttes, udfolder hele billedet sig for hans øjne.

Som eksempel kan vi nævne profeten Moses’ (fred være med ham) historie. Blandt de begivenheder, der gentages i Koranen, er denne begivenhed nemlig gengivet særlig mange gange. Antallet er omkring tredive. Vi vil behandle nogle få fremtrædende steder blandt dem og også udpege de steder, hvor der kun antydes noget om Moses’ (fred være med ham) historie, uden at den gengives udførligt. Vi vil behandle den i den rækkefølge, hvori suraerne blev åbenbaret.

[১.১] Sura al-Aʿlā, som er nummer 8 i åbenbaringsrækkefølgen. Her gives der en kort antydning af beretningen om Musa (a.s.). Det siges:(Arabisk***********)]

Dette står skrevet i de tidligere skrifter, i Ibrahims og Musas skrifter.

En sådan samlet antydning gives også i Sura an-Najm, som er den 23. sura i åbenbaringsrækkefølgen.

[১.২] Sura al-Fajr, den 10. sura i åbenbaringsrækkefølgen. Her omtales Farao, men ikke Musa (a.s.). Naturligvis omtales også folkene ʿAd og Thamud. Det siges:

(Arabisk***********)

og med Farao, der var herre over mange pæle, dem, der overskred grænserne i landet, hvorved der opstod frygtelig ufred dér. Derefter lod din Herre straffens slag ramme dem.

En sådan antydende beretning gives også i Sura al-Buruj, som er nummer syvogtyve i åbenbaringsrækkefølgen.

[১.৩] Sura al-Aʿraf, nummer niogtredive i åbenbaringsrækkefølgen. I denne sura omtales flere profeter og sendebud, blandt dem berettes også historien om Musa (a.s.) forholdsvis udførligt. Der berettes om de profeter, som mødte modstand, da de fremsatte islams kald over for deres folk; alle beskyldte deres egen profet for at være løgner, og til sidst blev de tilintetgjort gennem Allahs straf.

I Sura al-A’raf begynder beretningen med omtalen af, at profeten Musa og Harun (a.s.) blev sendt til Farao. Derefter fortælles der om miraklet med staven og den lysende hånd. Så beskrives troldmændenes forsamling og deres fremvisning af magi mod Musa (a.s.). Musa (a.s.) sejrede over dem, troldmændene antog troen, og derefter beskrives Faraos forfølgelse af Israels Børn. Så fortælles det, hvilke plager Farao og hans folk blev prøvet med. Blandt dem var græshopper, lus, frøer og blod. Hver gang blev de reddet efter at have bedt profeten Musa (a.s.) om at påkalde Gud. Derefter genoptoges forfølgelsen af Israels Børn, og under Musa (a.s.)’s ledelse forlod Israels Børn Egypten. Så sagde de til Musa (a.s.): »Ligesom egypterne har mange guddomme, bør vi også have nogle.« Herefter drog Musa (a.s.) til Tur-bjerget, mødte Allah den Ophøjede efter tredive nætter, fik perioden forlænget til fyrre nætter, og de fyrre nætter gik. Profeten Musa (a.s.) bad om at få lov til at se Allah; bjerget blev splittet i stykker, Musa (a.s.) besvimede og kom derefter til bevidsthed igen. Da han vendte tilbage til sit folk, så han, at de havde lavet en kalv og tilbad den. Han irettesatte sin bror. Derefter blev halvfjerds mænd prøvet med hensyn til at se Allah igen. Da de insisterede på at møde Allah på Tur-sletten, blev Tur-bjerget løftet over dem. Derefter blev de begunstiget med Allahs barmhjertighed, og det blev sagt til dem, at kun de, der adlyder profeten, vil få del i Allahs barmhjertighed.

[1.4] Derefter beskrives i den kronologiske rækkefølge af åbenbaringen nogle fælles begivenheder i den 42. sura, Sura al-Furqan, og den 44. sura, Sura Maryam. Disse begivenheder omhandler profeternes sendebudskab og skæbnen for dem, der kaldte dem løgnere.

[1.5] I den 45. sura i åbenbaringens kronologiske rækkefølge, Sura Ta-Ha, findes der også en nogenlunde detaljeret beretning. I Sura al-A’raf begyndte beretningen om profeten Musa (a.s.) med omtalen af profetkaldet og sendebudskabet. Det vil sige, at den dér omtalte begivenhed fandt sted efter profetkaldet, mens Sura Ta-Ha begynder med begivenheden før profetkaldet. Den begynder med omtalen af, at der blev vist et lys fra Tur-bjergets side. Der står:

(Arabisk***********)

Er beretningen om Musa nået frem til dig? Da han så en ild, sagde han til sin familie: »Bliv her. Jeg har set en ild; måske kan jeg bringe jer en fakkel derfra, eller finde vej ved ilden.« Da han nåede hen til ilden, lød der en stemme: »Musa! Jeg er sandelig din Herre. Tag derfor dine sko af, for du befinder dig i den hellige dal Tuwa. Jeg har udvalgt dig, så lyt til det, der bliver åbenbaret.« (Sura Ta-Ha: 9-13)

Da profeten Musa (a.s.) blev pålagt at kalde Farao til troen, bad han til Allah: »Gør min bror Harun til min hjælper, så han kan være en kilde til mod og styrke for mig.« Allah minder profeten Musa (a.s.) om de velsignelser, Han skænkede ham, og den nåde, Han viste ham. Der fortælles om hans barndom og om, hvordan hans mor blev ført tilbage til ham. Den efterfølgende beretning ligner den i Sura al-A’raf. Dog er straffen med græshopper, lus, frøer og blod udeladt. Ligeledes omtales hverken Faraos løfte til Israels Børn eller hans brud på det. I Sura Ta-Ha bringes der imidlertid en anden begivenhed: en detaljeret beskrivelse af den kalv, som en mand ved navn al-Samiri fremstillede.

[1.6] Sura al-Shu’ara er den 46. sura i åbenbaringens kronologiske rækkefølge. Også i denne sura beskrives profeten Musa (a.s.)’s sendebudskab. Derefter fortælles om Israels Børns udvandring fra Egypten. I denne sura nævnes der imidlertid to nye ting.

For det første: Musa (a.s.) dræbte en kopt. Derefter forlod han Egypten af frygt for at blive pågrebet. Da han igen blev sendt til Farao, mindede Farao Musa (a.s.) om, at han var blevet opfostret i hans barndom, og om drabet på kopten.

For det andet: Havet blev delt i to, så der opstod en vej på havbunden, og begivenhederne omkring striden mellem Moses (a.s.) og Farao blev fremstillet. Moses’ beskrivelse af Allahs egenskaber og den samtale, der fandt sted med troldmændene, blev præsenteret på en ny måde.

[1.7] Sura an-Naml, den 48. sura i åbenbaringsrækkefølgen. I denne sura skildres nogle begivenheder om at erklære profeterne og sendebuddene for løgnere samt om skæbnen for dem, der gjorde det.

[1.8] Sura al-Qasas, den 49. sura i åbenbaringsrækkefølgen. Her begyndes der med beretningen om profeten Moses’ (a.s.) fødsel. Moses (a.s.) blev født under Faraos tyranniske herredømme; det nyfødte barn blev lagt i en kiste og sat ud på floden, hvorefter en af Faraos nærmeste hentede kisten. Moses’ (a.s.) søster indsamlede oplysninger, og derefter viste hun Farao en amme, hvorved Moses (a.s.) fik mulighed for at blive opfostret hos sin mor.

Da profeten Moses (a.s.) var blevet voksen, dræbte han en dag en egypter. Da han ville dræbe en anden, blev han truet med en påmindelse om det tidligere drab. En mand kom løbende og fortalte ham, at nyheden om drabet bredte sig i byen. Han drog fra Egypten til Madyan. Der stiftede han bekendtskab med Shuʿaybs (a.s.) døtre og vandede deres får. Da de var vendt hjem, fortalte de deres far om hændelsen. Moses (a.s.) arbejdede derefter hos Shuʿayb (a.s.) i en fastsat periode. På betingelse af dette giftede han sig med hans datter og vendte tilbage til sit hjemland med sin familie. Undervejs gik han på udkig efter ild og modtog profetskabet (dette er omtalt i sura Ta-Ha).

I sura al-Qasas nævnes der imidlertid en ny side af sagen. Det er Faraos hånende og spottende reaktion, efter at han var blevet kaldt til troen:

(Arabisk***********)

Farao sagde: »Haman! Brænd mursten, og byg derefter et palads til mig, så jeg kan kigge op og se Moses’ Herre.« (Sura al-Qasas: 38)

[1.9] Sura al-Isra (Israels børn), den halvtredsindstyvende i åbenbaringsrækkefølgen. Her hentydes kort til Faraos druknedød og Israels børns passage over havet.

[1.10] Sura Yunus, den 51. sura i åbenbaringsrækkefølgen. Her beskrives følgerne af at erklære profeterne og sendebuddene for løgnere. Blandt dette er også en kort beretning om Moses (a.s.). Her gives der en kort beskrivelse af magikerne, Israels børns passage over havet og Faraos drukning. Derefter er følgende udsagn tilføjet, hvilket ikke er nævnt noget andet sted.

(Arabisk***********)

Da de begyndte at drukne, sagde han: »Nu tror jeg, at der ikke findes nogen guddom undtagen Ham, som Israels børn tror på, og jeg er blandt dem, der underkaster sig Ham.« Først nu siger du dette? Du var jo tidligere ulydig og var blandt de vildfarne. I dag vil Vi derfor bevare din krop, så den kan være et tegn for dem, der kommer efter dig. (Sura Yunus: 90-92)

[1.11] Sura Hud, den 52. sura i åbenbaringsrækkefølgen. I denne sura fortælles der i forbindelse med beretningen om løgnernes tilintetgørelse også på et tidspunkt om Moses’ begivenhed.

[1.12] Sura al-Mu’min, nummer tres i åbenbaringsrækkefølgen. Også i denne sura nævnes dialogen mellem Moses (a.s.) og Farao. Men det følgende udsagn er tilføjet; det er ikke blevet sagt noget andet sted.

(Arabisk***********)

(På et tidspunkt under diskussionen) sagde Farao: Lad mig være, jeg vil dræbe Moses; så kan han påkalde sin Herre. (Sura al-Mu’min: 26)

Derefter omtales en af Faraos hoffolk, som ganske vist havde antaget troen, men havde holdt det skjult. Han sagde til folkene: Dræb ikke Moses (a.s.); måske er hans vej den rette. Også dette udsagn er kun blevet gengivet i denne sura.

[1.13] I Sura Fussilat (Sura Ha-Mim as-Sajdah), åbenbaret som nummer enogtres, er der kun givet en kort antydning af den hændelse, der involverede Moses (fvmh.). Tilsvarende er der også i Sura az-Zukhruf (åbenbaret som nummer treogtres) en kort omtale af denne hændelse. Men dér er der tilføjet nogle få udsagn, som ikke er nævnt noget andet sted, bortset fra i Sura az-Zukhruf. Farao sagde:

(Arabisk*********)

Er jeg ikke hersker over Egypten? Og disse floder løber under mig; ser I ikke det? Jeg er bedre end denne mand, som er ringe og knap nok kan udtrykke sig klart. (Sura az-Zukhruf: 51-52)

[1.14] I Sura adh-Dhariyat (åbenbaret som nummer syvogtres) omtales det kort, hvordan Moses (fvmh.) blev sendt som sendebud til Farao, hvordan Farao erklærede ham for løgner, og hvordan Farao blev tilintetgjort.

[1.15] I Sura al-Kahf (den 69. i åbenbaringsrækkefølgen) fortælles det, at Moses (fvmh.) mødte en person og fik mulighed for at være sammen med ham; Allah havde skænket denne person en særlig viden. Moses (fvmh.) bad ham om at lade ham være i hans selskab, så han kunne få mulighed for at drage nogen nytte af det. Han svarede: »Du vil ikke være i stand til at udvise tålmodighed.« Moses (fvmh.) lovede at udvise tålmodighed og fulgte ham, men han kunne ikke blive hos ham ret længe med tålmodighed. For han så nogle hændelser finde sted, hvis sande betydning han ikke kunne forstå. Derfor blev en adskillelse mellem de to uundgåelig. Denne hændelse er kun blevet beskrevet ét sted i Koranen.

[1.16] I de to suraer Sura Ibrahim (den 72. i åbenbaringsrækkefølgen) og Sura al-Anbiya (den 73. i åbenbaringsrækkefølgen) henvises der kun to steder til denne hændelse. Det vigtige ved henvisningen i den anden sura er, at Toraen dér kaldes »Furqan« (det, der skelner mellem sandt og falsk).

[1.17] I Sura al-Baqarah (den 87. i åbenbaringsrækkefølgen) behandles Allahs velsignelser, som blev skænket Israels Børn, samt deres udvisning af utaknemmelighed over for Ham. Der gives en forholdsvis detaljeret beskrivelse. I denne sura nævnes Moses’ (fvmh.) hændelse flere gange. Blandt andet omtales det, at de fik »manna« og »salwa«, og at Israels Børn til gengæld bad om andre fødevarer. Et andet sted beskrives hændelsen med slagtningen af en ko. Den klare befaling var at slagte en ko, men de gjorde sagen kompliceret gennem forskellige spørgsmål. I denne forbindelse siges det:

(Arabisk**********)Så slagtede de den, selv om det ikke så ud til, at de ville slagte den. (Sura al-Baqarah: 71)

Beretningen om slagtningen af koen er helt ny i denne sura; den er ikke tidligere blevet omtalt i nogen sura.

[1.18] I sura an-Nisa (åbenbaringsrækkefølge: tooghalvfems) siges det, at Bani Israil insisterede på at se Allah uden noget slør imellem sig.

[1.19] I sura al-Ma’ida (åbenbaringsrækkefølge: et hundrede), hvor Bani Israils historie beskrives, siges det:

(Arabisk**********)

De sagde: »Musa! Der bor et stærkt og mægtigt folk dér. Vi vil aldrig gå derind, før de er draget ud derfra. Hvis de drager ud derfra, vil vi bestemt gå derind.« (Sura al-Ma’ida: 22)

Lidt længere fremme siges det:

(Arabisk**********)

De sagde: »Musa! Vi vil aldrig i livet gå derind, så længe de er der. Gå derfor du og din Herre derind og kæmp! Vi bliver siddende her.« Musa sagde: »Min Herre! Jeg har kun magt over mig selv og min bror.« Da sagde Allah: »Dette land skal være forbudt for dem i fyrre år. De vil flakke omkring på jorden som vildfarne. Sørg derfor ikke over det ulydige folk.«

Derefter blev de efterladt i et øde område, og dér opstod deres bosættelse. Herefter blev der ikke sagt mere om Moses (fvmh.) og Israels Børn. Det blev dog nævnt, at Israels Børn nærede fjendskab mod Jesus (fvmh.).

Det er alene beretningen om Moses (fvmh.), der er gengivet flest gange i Koranen. Af den ovenstående drøftelse forstod vi, hvordan gentagelserne tager sig ud. Bortset fra seks steder er beretningen alle andre steder gengivet meget kort eller blot antydet. Men de steder, hvor den samme begivenhed gentages, fremsættes der altid et eller andet nyt udsagn. Hvis en læser nu ikke finder noget nyt i beretningen, mens han læser Koranen, hvad er da Koranens skyld?

2. Et andet bevis på, at Koranens beretninger tjener religiøse formål, er, at den del af en begivenhed, der gengives hvert sted (uden gentagelse), netop er tilstrækkelig til at opfylde formålet. Kun den del, der passer til emnet, er blevet gengivet. Nogle gange er eksempelvis begivenhedens første del blevet behandlet, andre steder dens sidste del, og andre gange er kun den del blevet behandlet, der har forbindelse med lærdom og formaninger. For det er ikke Koranens formål at gengive historien; formålet er at give lærdom på baggrund af historien. Nogle eksempler nævnes:

[2.1] Når en begivenhed gengives, ser man ofte, at hovedpersonens fødselshistorie bliver beskrevet. Det skyldes, at denne fødselshistorie rummer mange lærerige begivenheder. Et eksempel er Adams (fvmh.) fødselshistorie. I beretningen om Adams (fvmh.) fødsel kommer Allahs magt samt Hans barmhjertighed og nåde fuldt til udtryk. Samtidig ligger der også et religiøst formål bag den beretning om Iblis, som er blevet nævnt.

På samme måde kan Jesu (fvmh.) fødselshistorie nævnes. Denne begivenhed er gengivet udførligt i Koranen. Det skyldes, at Jesu (fvmh.) fødselshistorie er en usædvanlig begivenhed, som udgør et stort mirakel. Hans fødselshistorie var sådan, at den stred mod al logik og argumentation. Alle de tilknyttede oplysninger om Jesus (fvmh.), både før og efter islams fremkomst, er blevet fremlagt. Også beretningen om Maria (fvmh.) er bemærkelsesværdig. Hun var blevet viet til Allah. Maria (fvmh.) blev opfostret under Zakariyas (fvmh.) opsyn, og allerede i sin barndom modtog hun den bedste forsørgelse fra Allah. En gang så han, at Maria (fvmh.) havde en stor mængde frugter hos sig. Det siges:

(Arabisk**********)

Hver gang Zakariya trådte ind i helligdommen, fandt han madvarer hos hende. En dag spurgte han: »Maria! Hvor har du fået dette fra?« Hun svarede: »Det er fra Allah.« (Sura Āl ʿImrān: 37)

Hele denne begivenhed er blevet gengivet. Selv Jesu (fvmh.) fødselshistorie er blevet omtalt. Her er den vigtige del af Jesu (fvmh.) liv blevet beskrevet. På samme måde er også Moses’ (fvmh.) fødselshistorie blevet gengivet i Koranen. Det har flere aspekter og årsager:

a. Hazrat Musa (fred være med ham) blev født på det tidspunkt, hvor Farao lod undertrykkelsens damptromle køre hen over Israels børn.

b. Farao lod ingen af Israels børns sønner leve.

c. Allah den Ophøjede reddede på mirakuløs vis Musa (fred være med ham) og sørgede for, at han blev opfostret i Faraos hus.

På grundlag af ovenstående oplysninger kan man forstå, at beretningen om Musas (fred være med ham) fødsel har stor betydning. Allah viste, at den, som var skabt til profetgerningen, blev ført frem til dette mål. Ingen var i stand til at skade ham. Ud over beretningen om fødslen er også andre vigtige begivenheder fra hans liv blevet nævnt. Ligeledes er beretningerne om Hazrat Isma’ils (fred være med ham) og Hazrat Ishaqs (fred være med ham) fødsel blevet gengivet i Koranen. For også deres fødsler rummer formaninger og lærdom. Hazrat Isma’il (fred være med ham) blev født på et tidspunkt, hvor Hazrat Ibrahim (fred være med ham) var blevet gammel, og han byggede Kabaen med hans hjælp. Da alderdommen viste sig i fuldt mål, blev Hazrat Ishaq (fred være med ham) født. På samme måde blev Hazrat Yahya (fred være med ham) født, da Hazrat Zakariya (fred være med ham) var blevet gammel. På det tidspunkt var hans hår blevet hvidt.

[2.2] I Koranen finder vi også nogle beretninger, hvor tilstanden efter fødslen beskrives. Selve fødselsberetningen nævnes ikke. Sådan er det for eksempel med beretningen om Hazrat Yusuf (fred være med ham), som begynder med en begivenhed fra hans barndom. I sin barndom så han en drøm, som var et billede på resten af hans liv. I drømmen så han elleve stjerner, månen og solen. Den vise far forstod drømmens betydning og begyndte at tage endnu bedre vare på ham end før. Hans brødre brændte op i misundelsens ild. Derefter fulgte begivenhederne deres naturlige forløb.

Også beretningen om Hazrat Ibrahim (fred være med ham) begynder med hans barndom.

En dag i sin barndom så han op mod himlen og fik øje på en stjerne og tænkte, at dette måske var hans Herre. Da den gik ned, sagde han: »Jeg bryder mig ikke om det, der går ned.« Månen stod op, og han tænkte, at den var meget større, så dette måtte være min Herre. Da månen ved nattens slutning gik ned, og solen stod op og oplyste hele jorden, sagde han: »Når dette er det største og klareste, må det være en guddom.« Men da solen ved dagens slutning gik ned, vendte han sig til den sande Allah, som ikke kan ses, men kun erfares. Derefter kaldte han sit folk og sin far til denne guddom, men de afviste hans kald.

En dag benyttede Hazrat Ibrahim (fred være med ham) sig af deres uopmærksomhed og knuste deres afguder, som de tilbad. Folk sagde: »Ingen andre end en ung mand ved navn Ibrahim har gjort dette.« Så besluttede de at brænde ham i ild. Men Allah reddede ham. Det lyder således:

(Arabisk**********)

Jeg befalede: O ild, bliv kølig, med en kølighed, der er passende for Ibrahim. (Sura al-Anbiya: 69)

Beretningen om profeten Dawud (fred være med ham) er også begyndt med hans barndom. Han blev berømt, da han dræbte en tyrannisk konge ved navn Jalut. Dette var helt og holdent et udtryk for Allahs kraft. Således blev beretningen om profeten Dawud (fred være med ham) begyndt. Beretningen om profeten Sulayman (fred være med ham) tager sin begyndelse i hans ungdom, da han afsagde en ny dom i modsætning til en dom, som hans far, Dawud (fred være med ham), havde afsagt. Det siges:

(Arabisk**********)

Da nogle skyer trængte ind i det, var deres afgørelse hos Mig. (Sura al-Anbiya: 78)

[2.3] I Den Ædle Koran er nogle beretninger gengivet således, at kun den sidste del er blevet nævnt. Det gælder for eksempel profeterne Nuh (fred være med ham), Hud (fred være med ham), Salih (fred være med ham), Lut (fred være med ham), Shu’ayb (fred være med ham) og andre ædle profeter. Hvad angår dem, er der ikke foretaget yderligere omtale uden for det nævnte afsnit. For det er netop denne del af deres beretninger, der er vigtig, og deri ligger lærdommen og formaningen.

Beretningernes korthed og udførlighed

Det, vi hidtil har drøftet, var begrænset til, hvorfra disse beretninger er begyndt. Nu vil vi drøfte, at mange af beretningerne i Den Ædle Koran er lange og udførlige, mens mange andre er korte, men hvor omfattende deres lærdom er. Nedenfor giver vi nogle eksempler på dette.

1. Hazrat Musa (a.s.)’s historie var meget vigtig. Derfor er den beskrevet udførligt i Koranen. Historien begynder med beretningen om Musa (a.s.)’s fødsel og slutter med, at han nærmer sig Det Hellige Land og bosætter sig dér permanent. Hans folk fik befaling om at opholde sig dér i fyrre år. Dette var en følge af Israels Børns overtrædelser. Historien er blevet fortalt udførligt, fordi hver eneste del af den indeholder religiøs lærdom og formaning. Desuden stemmer den fuldstændigt overens med Koranens kald og dens formål og mål.

Historien om Isa (a.s.) er også udførlig, selv om nogle dele i midten er forkortet. Hans fødsel og mirakler er beskrevet udførligt, ligesom disciplenes hjælp, jødernes forsøg på at korsfæste ham efter at have kaldt ham en løgner, og derefter hans ophøjelse til Himlen på Allahs befaling. Koranen har også beskrevet Israels Børns stridigheder og splittelse efter hans ophøjelse. I Koranen siges det desuden, at Isa (a.s.) på Dommedagen vil blive spurgt, hvorfor han og Maryam er blevet gjort til Allahs lige. Hazrat Isa (a.s.) vil svare:

Jeg kaldte dem kun til oprigtig tro på Allahs enhed. Derefter vil han overlade hele folket til Allahs hænder og sige: Hvis Du vil, kan Du tilgive dem, og hvis Du vil, kan Du straffe dem.

Historien om Hazrat Yusuf (a.s.) er blevet fortalt sammenhængende fra begyndelse til slut. Den omfatter brødrenes sammensværgelse, salget af ham som slave i Egypten, hans overdragelse til Aziz, Egyptens guvernør, hans hustrus forførelse af ham, fængslets uudholdelige lidelser, tydningen af de to medfangernes drømme, tydningen af kongens drøm og hans løsladelse fra fængslet, hans varetagelse af ansvaret for Egyptens fødevareforsyning, brødrenes ankomst til Egypten, Hazrat Yusuf (a.s.)’s møde med Binyamin, tilbageholdelsen af Binyamin og hans forældres ankomst til Egypten samt beslutningen om at bosætte sig dér med hele familien. Herefter afsluttes historien. Der er to formål med at fortælle denne historie: For det første anerkendelsen af åbenbaringen og sendebudstjenesten. For det andet vigtig religiøs lærdom.

Historien om Hazrat Ibrahim (a.s.) begynder med beretningen om, at han allerede i sin barndom antog troen. Derefter følger hans diskussioner med sin far og sit folk, ødelæggelsen af afguderne, udvandringen, Ismail og Ishaqs fødsel, modtagelsen i en drøm af befalingen om at ofre sin søn, opførelsen af Kabaen og bekendtgørelsen af pilgrimsfærden samt hans anmodning til Allah om at få begivenheden, hvor de døde gøres levende, at se for at opnå ro i hjertet. Endelig fortælles det, hvordan han på Allahs befaling slagtede fire fugle, blandede deres kød sammen og derefter så disse fugle blive levende igen.

Historien om Hazrat Sulayman (a.s.) er også beskrevet udførligt i Koranen. Den omfatter afgørelsen i sagen om marken, ledelsen af riget, prøvelsen gennem de fremragende heste, samt hvordan jinnerne og vinden blev underlagt ham. Også begivenhederne med hærfuglen, myren og dronning Bilqis beskrives. Til sidst afsluttes historien med beretningen om, hvordan han efter sin død stod støttet på sin stav, uden at jinnerne var klar over hans død. Hele historien er fyldt med vigtig lærdom og formaning.

2. Nogle af Koranens historier vedrører kun en del af livet og dets begivenheder. Et eksempel er historien om Hazrat Nuh (a.s.), som udelukkende er begrænset til beretningen om profetkaldet og sendebudstjenesten: kaldet til religionen, folkets afvisning, bygningen af arken, oversvømmelsen og Nuhs (a.s.) søns druknedød (uden gode gerninger blev selv en profets søn ikke reddet fra Allahs straf). På samme måde fortælles begivenhederne omkring Hazrat Adams (a.s.) skabelse, hans udsendelse fra Paradiset til jorden, modtagelsen af hans anger og lignende. Desuden fortælles beretningen om Maryams (a.s.) og Isas (a.s.) fødsel. Disse historier er dog ikke lige så udførlige som de tidligere nævnte historier. Alligevel kan de betegnes som udførlige historier. Historien om Hazrat Dawud (a.s.) er også forholdsvis betydningsfuld. Den er dog ikke så udførlig som historien om Hazrat Sulayman (a.s.). Alligevel er historien om Hazrat Dawud (a.s.) blevet fortalt i flere dele.

3. Nogle af Koranens historier er blevet fortalt kortfattet, såsom historierne om profeterne Hazrat Hud (a.s.), Hazrat Salih (a.s.), Hazrat Lut (a.s.), Hazrat Shuʿayb (a.s.) og andre. Kun begivenhederne vedrørende sendebudstjenesten og profetkaldet er blevet fortalt kort. Beretningen om Hazrat Ismails (a.s.) fødsel, offeret og faderens og sønnens opførelse af Kabaen er gengivet kort. Nogle oplysninger om Hazrat Yaqub (a.s.) forekommer i historien om Hazrat Yusuf (a.s.). Andre steder fortælles også om Hazrat Yaqub (a.s.)’s testamente i hans sidste øjeblikke. Dette afsnit er vigtigt, fordi det indeholder omtalen af troen på Allahs enhed, som han gav videre som sit testamente i sit sidste øjeblik.

4. Nogle af begivenhederne er blevet omtalt meget kortfattet. Det gælder for eksempel historien om Zakariya (fred være med ham), som er begrænset til Yahya (fred være med ham)s fødsel og Maryams (fred være med hende) værgemål. Historien om Ayyub (fred være med ham) er begrænset til den del, der omhandler hans sygdom, hans bøn til Allah og hans befrielse. Historien om Yunus (fred være med ham) er begrænset til beretningen om hans forsøg på at forlade landet, efter at hans folk havde afvist hans kald, om at blive slugt af fisken, om hans befrielse fra fiskens bug i et øde land og om, at hans folk antog islam.

5. For nogle begivenheders vedkommende er det blevet anset for tilstrækkeligt blot at henvise til dem uden at omtale dem i detaljer. Det gælder for eksempel Idris (fred være med ham), al-Yasa’, Dhul-Kifl og andre. Der er blot blevet antydet, at de hører blandt profeterne. Ikke mere end det.

6. Der er blevet fortalt nogle beretninger, som er forbundet med andre, særskilte begivenheder. Det gælder for eksempel Ashab al-Ukhdud, Ashab al-Kahf, historien om Adams (fred være med ham) to sønner, historien om de to havejere, historien om havejerne og så videre. Nogle af disse begivenheder er allerede blevet omtalt, og andre vil blive omtalt senere. Nu ønsker vi at afslutte dette emne her. Vores hensigt var blot at sige, at Koranen kun har omtalt den del af en begivenhed, som er forbundet med det religiøse formål. Dette formål er nu opfyldt.

Omtale af afslutningen og udfaldet

Endnu et bevis på, at de beretninger, som Koranen fortæller, følger religiøse formål, er, at visse religiøse vejledninger og beretningernes udfald er blevet omtalt sammen med begivenhederne. Det er nogle gange blevet nævnt i begyndelsen af beretningen, nogle gange i slutningen og nogle gange sammen med selve beretningen.

Først er der blevet nævnt en lærerig begivenhed, hvorefter beretningen er begyndt. Vi har tidligere drøftet to sådanne eksempler. Dette har naturligvis to sider:

1. Under beretningen om begivenheden fremlægges beviset på åbenbaringen og profetens sendelse. Det vil sige, at det gøres klart, at denne begivenhed er blevet modtaget gennem åbenbaring. Det gælder for eksempel beretningerne om Yusuf (fred være med ham) og Adam (fred være med ham). Hver gang de omtales, anerkendes åbenbaringen først.

2. Først antydes begivenheden, hvorefter dens beretning bruges til at bevise dens sandhed. Det gælder for eksempel:

(Arabisk**********)

Underret Mine tjenere om, at Jeg er Den Mest Tilgivende, Den Mest Barmhjertige. Men Min straf er yderst smertefuld. (Sura al-Hijr: 49-50)

I dette vers omtales barmhjertigheden og straffen, hvorefter hele beretningen fortælles som bevis på barmhjertigheden og straffen.

Vi har også nævnt to beretninger, hvor deres formål blev forklaret efter beretningen. Det skyldes to forhold:

1. At bevise, at alle beretningerne er blevet meddelt gennem åbenbaring, og at de er blevet fremstillet på en sådan måde, at selve beretningen beviser dette. For eksempel fremsættes hovedbudskabet efter beretningen om Musa (a.s.) i Sura al-Qasas. På samme måde fremsættes det egentlige budskab efter beretningen om profeten Nuh (a.s.) i Sura Hud.

2. At bevise, at Allah – måtte vi søge tilflugt hos Ham – ikke er uretfærdig, og at Han ikke straffede noget folk uden først at have sendt en profet eller en sendebud til dem. For eksempel siges det efter beretningerne om profeterne og sendebuddene i Sura al-Ankabut:

(Arabisk**********)

Jeg greb hver og en af dem på grund af deres synd. Over nogle af dem sendte Jeg en voldsom vind med sten, nogle blev ramt af lynet, nogle lod Jeg opsluge af jorden, og nogle lod Jeg drukne. Allah gjorde dem ikke uret, men de gjorde sig selv uret. (Sura al-Ankabut: 40)

For at sige det ligeud: Den, der tænker over disse fortællinger i Koranen, vil kunne forstå deres mysterier og indse, at Koranen sammen med hver enkelt begivenhed har beskrevet dens udfald og læresætning.

Lad os nu se på nogle eksempler eller begivenheder, hvor der samtidig med fortællingen om begivenheden henledes opmærksomhed på den lærdom, man kan drage af den.

1. I Koranen siges det:

(Arabisk**********)

(Har du ikke set den,) der gik forbi en by, hvis huse var styrtet sammen over deres fundamenter? Han sagde: »Hvordan vil Allah give den liv efter døden?« Så lod Allah ham være død i hundrede år og oprejste ham derefter. Han sagde: »Hvor længe har du været sådan?« Han svarede: »En dag eller en del af en dag.« Allah sagde: »Nej, du har været død i hundrede år. Se nu på din mad og drik; de er ikke blevet fordærvet. Se på dit æsel—Jeg vil gøre dig til et eksempel for menneskene—og se, hvordan Jeg samler dets knogler og derefter beklæder dem med kød.« Da det var sket, sagde han: »Jeg ved, at Allah har magt over alle ting.« (Sura al-Baqarah: 259)

Se, Allah den Ophøjede har allerede midt i begivenheden gennem verset »Jeg vil gøre dig til et eksempel for menneskene« angivet dens formål, og ved begivenhedens afslutning(Arabisk**********)er den egentlige lærdom blevet fremhævet med ordene: »Jeg ved, at Allah har magt over alle ting.«

2. I beretningen om Hazrat Sulaiman (fred være med ham) og dronning Bilqis siges det gennem hærfuglens stemme:

(Arabisk**********)

Jeg har set en kvinde herske over Saba-folket. Hun har fået alt, og hun har en mægtig trone. Jeg så hende og hendes folk; de tilbeder solen i stedet for Allah. Satan har gjort deres gerninger tiltalende for dem og holdt dem borte fra den rette vej. Derfor er de ikke på den rette vej. Hvorfor tilbeder de ikke Allah, som kender det skjulte i himlene og på jorden og ved, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler? Der er ingen gud undtagen Allah; Han er Herren over den mægtige trone. (Sura an-Naml: 23-26)

Under fortællingen er disse ord blevet lagt i hærfuglens mund. Formålet er, at mennesker skal blive påvirket, når de hører hærfuglens ord.

3. I beretningen om Hazrat Yusuf (a.s.) fortolkede Hazrat Yusuf (a.s.) drømmen for kongens to medfanger. Da sagde han:

(Arabisk**********)

Denne viden har min Herre lært mig. Jeg har forladt religionen hos de mennesker, som ikke tror på Allah og heller ikke tror på det hinsidige. (Sura Yusuf: 37)

(Arabisk**********)

Jeg følger mine forfædres religion, Ibrahim, Ishaq og Ya’qub. Det sømmer sig ikke for os at sætte noget som partner ved Allah. Dette er Allahs nåde mod os og mod alle andre mennesker, men de fleste mennesker anerkender ikke denne nåde. (Sura Yusuf: 38)

Det primære formål er at fremsætte belærende råd fra forskellige perspektiver samtidig med fortællingen. Men rådene er blevet vævet så tæt sammen med fortællingen, at det synes, som om disse ord også er en del af selve fortællingen. Fortællingens læsere møder overalt denne form for beskrivelse i begivenhedsforløbet.

For det andet: Om dens stil er sådan eller lidt anderledes, gør ikke den store forskel, men én ting kan siges med sikkerhed: Dette emne fungerer som fortællingens egentlige formål og mål. Sandt at sige kan der ikke være tale om fortælling i Koranen uden et religiøst formål og mål.

Foreningen af religiøse og kunstneriske elementer i fortællingen

Vi har allerede drøftet, at det, at fortællingen følger et religiøst formål, ikke betyder, at den er til hinder for kunstneriske egenskaber. Det, vi nu vil sige, er, at disse egenskaber, fordi fortællingen følger det religiøse formål, betragtes som selve grundlaget for historien i den kunstneriske verden. Dette bekræftes også af det, vi sagde i begyndelsen af dette kapitel. Det er følgende:

Koranen har anvendt kunstnerisk skønhed som et middel til at påvirke menneskets samvittighed. Det vil sige, at Koranen har anvendt kunstnerisk skønheds virkemidler for at påvirke den religiøse bevidsthed. Nedenfor vil vi under overskriften »Fortællingens kunstneriske form« drøfte begivenhedernes kunstneriske særpræg.

Fortællingens kunstneriske form

1. Et af formålene med at berette om de forskellige begivenheder i Den Vise Koran er at belyse religionen, profeterne og sendebuddene, deres fælles grundlag samt den ensartede adfærd, som de vantro og afgudsdyrkerne udviste over for hver enkelt profet og sendebud. Dette er naturligvis også blevet drøftet i det foregående kapitel.

Det budskab, der står klart i Koranens fortællinger, er, at enhver profet og ethvert sendebud havde den samme religion, og at de alle kaldte mennesker til den samme religion. Desuden synes de folk, der forkastede hver enkelt profets ene religion, at være trådet på den samme tråd. Hver gang profeterne kom, måtte de konfrontere denne gruppe. Disse begivenheder gentages forskellige steder i Koranen. Men selv i denne gentagelse opstår der en form for kunstnerisk skønhed. Ved nærmere iagttagelse synes det, at det ikke er forskellige profeter, men én profet, og ikke forskellige folk, men ét og samme folk. På samme måde synes de, der forkastede dem, trods de lange tidsrum og forskellene i omstændigheder, alle at have haft den samme sindstilstand. Enhver profet kom og forlod verden efter at have kaldt mennesker til trosbekendelsen. Og de vildledte mennesker kaldte dem altid løgnere og gjorde nar af dem. Læg mærke til de følgende vers:

(Arabisk**********)

Vi sendte Noa til hans folk. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah; der er ingen anden gud end Ham. Jeg frygter for jer straffen på en vældig dag.« Hans folks ledere sagde: »Vi ser dig i åbenlys vildfarelse.« Han sagde: »O mit folk! Jeg er ikke vildfaren; jeg viderebringer blot gode råd fra alverdens Herre. Jeg ved fra Allah det, som I ikke ved. Undrer I jer over, at en formaning fra jeres Herre er kommet til jer gennem en mand blandt jer, for at han kan advare jer, så I kan blive gudfrygtige og opnå barmhjertighed?« Men de kaldte ham løgner. Så reddede Vi ham og dem, der var med ham, i skibet, og Vi druknede dem, der havde kaldt ham løgner. Sandelig, de var blinde. (Sura al-Aʿrāf: 59-64)

(Arabisk**********)

Til ʿĀd-folket sendte Vi deres broder Hud. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah. I har ingen anden gud end Ham.« Hans folks ledere sagde: »Vi ser, at du er tåbelig, og vi anser dig for en løgner.« Han sagde: »O mit folk! Jeg er ikke tåbelig, men en udsending fra alverdens Herre. Jeg overbringer jer budskabet fra jeres Herre, og jeg er en oprigtig og troværdig rådgiver for jer. Undrer I jer over, at en formaning fra jeres Herre er kommet til jer gennem en mand blandt jer, for at han kan advare jer? Husk, da Han gjorde jer til efterfølgere efter Noas folk og gav jer en større kropsbygning. Husk Allahs velsignelser, så det må gå jer godt.«

De sagde: »Er du kommet til os, for at vi skal tilbede den ene Gud og opgive det, som vore fædre tilbad? Så bring da det, du truer os med, hvis du taler sandt.« Han sagde: »Straffen og vreden fra jeres Herre er allerede blevet fastsat over jer. Vil I strides med mig om nogle navne, som I og jeres fædre har givet, uden at Allah har sendt nogen myndighed ned over dem? Så vent blot; jeg venter også sammen med jer.« Så reddede Vi ham og hans ledsagere ved Vores nåde, og Vi udryddede dem, der fornægtede Vores tegn, til den sidste. Det var, fordi de ikke var troende. (Sura al-Aʿrāf: 65-72)

(Arabisk**********)

Til Thamūd-folket sendte Vi deres broder Salih. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah. I har ingen anden gud end Ham. Der er kommet et klart tegn til jer fra jeres Herre. Dette er Allahs hun-kamel. Lad den derfor græsse på Allahs jord, og rør den ikke med ondt i sinde, ellers vil en smertefuld straf ramme jer. Husk, at Han gjorde jer til efterfølgere efter ʿĀd-folket og gav jer et hjem på jorden. I bygger paladser på de bløde sletter og hugger boliger ud i bjergene. Husk derfor Allahs velsignelser, og spred ikke fordærv på jorden.« Hans folks hovmodige ledere spurgte de fattige troende: »Tror I virkelig, at Salih er sendt af sin Herre?« De sagde: »Vi tror på det, han er blevet sendt med.« De hovmodige sagde: »Vi tror ikke på det, som I tror på.« Så dræbte de hun-kamelen og trodsede deres Herres befaling. De sagde også: »O Salih! Bring os den straf, du truer os med, hvis du virkelig er en udsending.« Så greb jordskælvet dem, og om morgenen lå de ansigtet nedad i deres hjem. (Sura al-Aʿrāf: 73-78)

Overalt i Koranen, hvor sådanne scener gentages, følger de det samme mønster med alle profeterne og udsendingene. Sådan var det i hver profets tid, og sådan fortsatte det, indtil det til sidst nåede Muhammad (fred være med ham). For vores indre blik træder scenen frem: Han fremlægger kaldet til trosbekendelsen for de vantro på nøjagtig samme måde, som tidligere profeter og udsendinge gjorde. Samtidig behandler de vantro ham på præcis den måde, som hidtil havde været anvendt over for profeterne og udsendingene. Når man fordyber sig i sammenhængen mellem disse begivenheder fra profeterne og udsendingene, træder en grænseløs skønhed og harmoni frem.

2. En anden følge af, at fortællingen underordnes det religiøse formål, var, at kun den del af begivenheden blev fremstillet, som var forenelig med formålet. På dette område anvender Koranen en særlig metode, som kan betragtes som en særlig regel. Når begivenhederne for eksempel fortælles i overensstemmelse med rækkefølgen af suraernes åbenbaring, og den sidste del af fortællingen fremstilles i den sura, hvor den afsluttes, fuldendes samtidig med det religiøse formål også den kunstneriske side. Det ses også undertiden, at fortællingen afsluttes ud fra et kunstnerisk synspunkt, uden at det religiøse formål fremstilles dér.

Vi har set dette i beretningen om profeten Moses (a.s.), hvis sidste del er gengivet i sura al-Mā’ida. Her fortælles der om de forskellige nådegaver, som Allah på forskellige tidspunkter skænkede Israels Børn. Men trods alle disse nådegaver havde de ikke engang den mindste følelse af taknemmelighed. Selv om Allah havde befalet dem det, nægtede de at gå ind i det hellige land. Derfor blev de forvist til Tih-ørkenen og udsat for en sådan straf, at døden var den eneste måde at undslippe derfra på.

Her var der et religiøst formål. Ved at lade beretningen slutte med scenen i Tih-ørkenen blev den kunstneriske skønhed udviklet til et højere niveau. Hvis denne fortælling var blevet afsluttet et andet sted end ved scenen i Tih-ørkenen, ville den ikke have været nær så slående.

Lad os nu søge efter ovenstående princip i endnu nogle beretninger.

[2.1] Beretningen om profeten Ibrahim (a.s.) er gengivet omkring tyve steder i Koranen. Den sidste del er gengivet i sura al-Hajj. Beretningen afsluttes således:

(Arabisk**********)

Og da Vi anviste Ibrahim stedet for Huset, sagde Vi: »Sæt ingen ved Min side, og hold Mit Hus rent for dem, der går rundt om det, dem, der står i bøn, og dem, der bøjer sig og kaster sig ned. Og bekendtgør hajj blandt menneskene. De vil komme til dig til fods og på magre kameler fra fjerne egne.« (Sura al-Hajj: 26-27)

Set fra et religiøst perspektiv ser man, at hajj-ritualerne i profeten Ibrahims (a.s.) religion var de samme som dem, der er gjort obligatoriske i profeten Muhammads (s.a.w.) sharia. Det er dette, der er formålet med omtalen her. Ligeledes siges der hen imod slutningen af sura al-Hajj (åbenbaret som nummer 103) om profeten Ibrahim (a.s.):

(Arabisk**********)

Hold fast ved jeres fader Ibrahims religion. Det var ham, der tidligere gav jer navnet muslimer (og også i denne Koran). (Sura al-Hajj: 78)

Hvis man betragter det ud fra et rent kunstnerisk synspunkt, vil man se, at der ikke fandtes nogen bedre scene end den, hvor og på den måde fortællingen om Hazrat Ibrahim (fvmh.) blev afsluttet. Der fandtes ikke nogen bedre scene end den, hvor denne fortælling blev afsluttet. Der fandtes ikke nogen bedre scene end den, hvor denne fortælling blev afsluttet. Her kunne fortællingen afsluttes, samtidig med at det religiøse formål blev opfyldt fuldt ud. Den kunne naturligvis også være afsluttet dér, hvor folk efter opførelsen af Kabaen blev kaldt til hajj, eller dér, hvor det elskede barn Ismail (fvmh.) før opførelsen af Kabaen blev efterladt i en øde dal. Men så ville det religiøse formål ikke være blevet opfyldt fuldstændigt.

Se fortællingen om Hazrat Isa (fvmh.), som er blevet gengivet otte steder i Koranen. Den sidste del er gengivet i Sura al-Ma’ida (åbenbaringsrækkefølge: 112). Her siges det:

(Arabisk**********)

Når Allah siger: »O Isa ibn Maryam! Sagde du til folk: Tag mig og min mor som guder i stedet for Allah?« Isa vil sige: »Lovet være Du! Det sømmer sig ikke for mig at sige dette, og jeg har heller ikke ret til at sige det. Hvis jeg havde sagt det, ville Du visselig vide det. Du ved, hvad der er i mit indre, men jeg ved ikke, hvad der er i Dit indre. Du er visselig den, der har viden om det usete. Jeg sagde dem ikke andet end det, Du befalede mig at sige: Tilbed Allah, som er min og jeres Herre. Jeg var vidende om dem, så længe jeg var iblandt dem. Men da Du tog mig bort fra dem, har Du alene været vidende om dem. Du er vidende om alle ting. Hvis Du straffer dem, er de visselig Dine tjenere, og hvis Du tilgiver dem, er Du visselig Den Almægtige, Den Alvise.« (Sura al-Ma’ida: 116-118)

Se, afslutningen på fortællingen om Hazrat Isa (fvmh.) er også udformet gennem en forening af det religiøse og det kunstneriske.

På den ene side er det religiøse formål blevet opfyldt, og på den anden side har den kunstneriske skønhed også nået sin fuldendelse. Selve Isa (fvmh.)s fødsel var en undtagelse – et mirakel. I det sidste øjeblik af denne kompleksitet stod han foran Skaberen, bekendte sit eget tjenerskab, bevidnede det, der var blevet sagt til folket, og overlod til sidst denne sag til Allah, Den Almægtige, Den Alvise.

Det kunstneriske krav var, at fortællingen skulle afsluttes netop dér, hvor den blev afsluttet. Der fandtes ikke noget bedre sted at afslutte denne fortælling.

[2.3] Beretningen om Hazrat Adam (fred være med ham) afsluttes alle steder i Koranen med beskrivelsen af, at han blev sendt ned til jorden. Der er kun tilføjet, at han bad om tilgivelse for sin synd, og at Allah tilgav ham. Derefter tier Koranen—selv om der i Toraen findes en mere detaljeret beretning—fordi Hazrat Adam (fred være med ham) blev sendt til jorden som følge af, at han fulgte rådet fra sin gamle fjende, Satan, og overtrådte Allahs befaling. Her opfyldes det religiøse formål fuldt ud.

Ser man på det fra et kunstnerisk synspunkt, vil man se, at der ved hvert afslutningspunkt findes netop det, som en kunstner søger. For en kunstner er det tilstrækkeligt, at Hazrat Adam (fred være med ham) blev fordrevet fra Paradiset på grund af sin synd. Derefter er menneskets tanker helt frie på dette område. Man kan tænke over, hvor Hazrat Adam og Hawwa uerfarent gik omkring, hvordan deres livsførelse var, og hvordan deres økonomiske transaktioner så ud—sådanne forskellige fantasifulde spørgsmål. Hvis disse emner var blevet taget op i forbindelse med beretningen, ville den kunstneriske skønhed være blevet svækket. Derfor er den kunstneriske skønhed ikke blevet forringet dér, hvor beretningen er afsluttet.

[2.4] Beretningen om Hazrat Sulaiman (fred være med ham) er gengivet i alt tre steder i Koranen. Den sidste sura, hvori denne beretning er omtalt, er Sura al-Anbiya (åbenbaringsrækkefølge: treoghalvfjerds). I denne sura beskrives beretningens sidste del således:

(Arabisk**********)

Og husk Dawud og Sulaiman, da de dømte om en kornmark, som nogle får var trængt ind på om natten. Jeg var vidne til deres dom. Da lod Jeg Sulaiman forstå den rette afgørelse, og Vi gav dem begge kundskab og visdom. Vi gjorde bjergene og fuglene underordnede Dawud; de lovpriste Min hellighed og herlighed. Det var os, der gjorde dette. Og Vi lærte ham at fremstille rustninger til jer, så de kunne beskytte jer i krig. Vil I da være taknemmelige? Og Vi underordnede vinden Sulaiman; den blæste på hans befaling mod det land, som Vi havde velsignet. Og Vi har fuldt kendskab til alle ting. Og blandt satanerne underordnede Vi ham nogle, som dykkede for ham og udførte mange andre opgaver. Vi holdt dem under kontrol. (Sura al-Anbiya: 78-82)

I beretningen om Hazrat Sulaiman (fred være med ham) findes der mere indhold og flere formål. Her findes også religiøs visdom og indsigt. Men set udefra synes der ved beretningens afslutning ikke at være nogen overensstemmelse mellem det religiøse formål og det kunstneriske aspekt. Kunstnerisk set burde beretningen om Hazrat Sulaiman (fred være med ham) være afsluttet ved den scene, hvor hans død beskrives, og hvor han selv efter sin død stod støttet på sin stav.

Utvivlsomt var denne scene passende til at afslutte fortællingen. I Hazrat Sulaimans (fred være med ham) liv blev både administration og visdom fuldkommengjort set fra et kunstnerisk synspunkt. Hazrat Sulaiman (fred være med ham) var både dommer og en vis mand. I det eksempel, der er gengivet i Koranen, kommer den visdom og fremsynethed, Allah havde skænket ham, til udtryk. Samtidig fremtræder også forvaltningen af det vældige rige. I virkeligheden afsluttes fortællingen med en konklusion, hvori hele livets samlede overblik er blevet behandlet. I det omtalte vers beskrives aktiviteterne i barndommen, ungdomsårene og den modne ungdom, og beretningen afsluttes ved at samle alt omkring ét centralt punkt.

[2.5] Mange steder i Koranen er forskellige profeters og sendebuds beretninger blevet gengivet kortfattet; også deres afslutninger følger det kunstneriske krav, samtidig med at det religiøse formål kommer til udtryk. Det lyder således:

(Arabisk**********)

Hvis de kalder dig en løgner, så har også folkene før dem kaldt Noah, Ad, Thamud, Ibrahim og Lots folk, Midjans indbyggere og Moses’ folk for løgnere. Alligevel gav Jeg de vantro en frist. Derefter greb Jeg dem. Se blot, hvor frygtelig følgerne af at fornægte Mig var. (Sura al-Hajj: 42-43)

Der er ingen tvivl om, at det religiøse formål og den kunstneriske skønhed i denne afslutning er kommet fuldt til udtryk, og at den er afsluttet på det rette sted.

[2.6] Beretningen om Hazrat Yusuf (fred være med ham) danner en selvstændig sammenhæng fra begyndelse til slutning. Den begynder med Yusuf (fred være med ham)s drøm og afsluttes med drømmens opfyldelse. Beretningen afsluttes med, at Hazrat Yusuf (fred være med ham)s brødre kommer med bøjet hoved, og med forældrenes tilbagevenden og genforening. Denne beretning gentages ikke. Eftersom det religiøse formål med at fortælle beretningen allerede var opfyldt, blev den ikke gentaget andre steder.

3. Et andet krav blandt de religiøse formål med at fortælle en beretning var, at den skulle være i overensstemmelse med sted, tid og situation, uanset hvor den blev fortalt. I den henseende repræsenterer den fuldt ud den samme farve og kunst, som vi tidligere har behandlet i et kapitel. I dette kapitel beskrev vi detaljeret Koranbilledernes forskellige farver og tilstande.

Den grad af overensstemmelse og sammenhæng, der kan findes blandt de forhold, som beretningen beskriver, har vi behandlet under overskriften »Koraniske beretninger som følgere af det religiøse formål«, og dér gav vi også følgende vers som eksempel:

(Arabisk************)

Fortæl Mine tjenere, at Jeg er Den Mest Tilgivende, Den Nådige, og at Min straf er en smertefuld straf. (Sura al-Hijr: 49-50)

Derefter beskrives en begivenhed, hvori sandheden af det ovenstående udsagn bevises. Nu vil vi beskrive nogle flere eksempler, hvor det religiøse formål og den kunstneriske komposition supplerer hinanden.

[3.1] Beretningen om profeten Adam (fred være med ham) er gengivet således i Sura al-A’raf:

(Arabisk************)

Og Vi skabte jer og gav jer derefter form og skikkelse. Så sagde Vi til englene: »Bøj jer for Adam.« Og de bøjede sig alle, undtagen Iblis; han var ikke blandt dem, der bøjede sig. Allah sagde: »Hvad forhindrede dig i at bøje dig, da Jeg befalede dig det?« Han sagde: »Jeg er bedre end ham. Du skabte mig af ild, mens Du skabte ham af ler.« Allah sagde: »Gå bort herfra! Du har ingen ret til at være hovmodig her. Gå bort! Du er blandt de ringe og foragtede.« Han sagde: »Giv mig frist indtil opstandelsens dag.« Allah sagde: »Du har fået frist.« Han sagde: »Fordi Du har vildledt mig, vil jeg ganske vist sidde på Din lige vej for deres skyld. Derefter vil jeg komme til dem forfra, bagfra, fra deres højre side og fra deres venstre side, og Du vil ikke finde de fleste af dem taknemmelige.« Allah sagde: »Gå bort herfra, fornedret og vanæret! Hvem af dem der følger dig, vil Jeg visselig fylde Helvede med jer alle. Adam! Du og din hustru skal bo i Paradiset og spise deraf, hvad I ønsker. Men nærm jer ikke dette træ, for så vil I blive blandt de uretfærdige.« Så fristede Satan dem begge, for at han kunne blotlægge det af deres legemer, som hidtil havde været skjult for dem. Han sagde: »Jeres Herre har kun forbudt jer dette træ, for at I ikke skal blive engle eller blive blandt dem, der lever evigt.« Og han svor ved Allah over for dem: »Jeg er sandelig en oprigtig rådgiver for jer.« Så fik han dem ved bedrag til at give efter. Da de havde smagt på træet, blev deres blufærdige dele synlige for dem, og de begyndte at dække sig med Paradisets blade. Deres Herre kaldte på dem og sagde: »Forbød Jeg jer ikke dette træ og sagde til jer, at Satan er jeres åbenlyse fjende?« De sagde begge: »Vor Herre! Vi har gjort uret mod os selv. Hvis Du ikke tilgiver os og viser os barmhjertighed, vil vi visselig være blandt de fortabte.« Allah sagde: »Gå ned herfra! I er hinandens fjender. På jorden skal I have et opholdssted og leve der indtil en fastsat tid.« Han sagde også: »Der skal I leve, dø og genopvækkes.« (Sura al-A’raf: 11-25)

Derefter fortsættes emnet sammenhængende, og Adams børn formanes til at beskytte sig mod Satans bedrag: »Adams børn! Lad ikke Satan bedrage jer, sådan som han bedrog jeres forældre (Adam og Hawwa), så de blev fordrevet fra Paradiset.«

Mennesket er blevet sagt at være på vagt selv over for tilladte ting og ikke gøre det forbudt, som Allah har gjort tilladt. Adlyd de profeter og sendebud, som blev sendt fra Allah. I denne forbindelse siges det: »Vi har gjort Satan til ven for dem, der ikke tror.« Derefter fremstilles opstandelsens scene. De, der fulgte den vejledning, Allah havde sendt, står foran Allah. På samme måde står de, der fulgte Satan, foran Allah for at aflægge regnskab. Det afsluttes med, at den ene gruppe træder ind i Paradiset, mens den anden gruppe træder ind i Helvede. Længere fremme siges det, at A’raf-folket vil råbe til de andre: »Gå ind i Paradiset uden frygt eller bekymring.« Fra den anden side vil englene råbe: »Dette er det Paradis, der er blevet givet jer som gengæld for jeres gode gerninger.« Dette har vi behandlet i kapitlet »Kunstnerisk fremstilling«.

Sagen er den, at han blev fordrevet fra Paradiset, fordi han fulgte Satan, mens han vil blive ført ind i Paradiset, fordi han ikke fulgte Satan. Deres tilbagevenden ligner den tilbagevenden, som en person foretager, når han forlader sit hjem og efter nogen tid vender tilbage til sit hjem igen. Den kunstneriske skønhed ligger her netop i »at gå ud og gå ind«. Det egentlige sted for drøftelsen af dette emne er dér, hvor vi behandlede »kunstnerisk komposition«.

Hermed afslutter vi denne drøftelse i håbet om, at læserne i lyset af den vil kunne undersøge andre begivenheder.

Kapitel ti

Fortællingens kunstneriske særpræg

Nu vil jeg beskrive nogle generelle kunstneriske særtræk, som, når de forefindes, fuldender en hændelses religiøse formål gennem kunstnerisk skønhed og harmoni, og denne kunstneriske skønhed og harmoni gør fortællingen mere indvirkende på sind, forstand, tanker og bevidsthed. Som følge heraf bliver menneskets sind let beredt på at tage imod den. Til denne form for fremstilling er der anvendt fire kunstneriske grundprincipper, nemlig:

1. Variation i fortællingen: Den første form for kunstnerisk særpræg er de metodiske forskelle i måden, fortællingerne fremstilles på. Når vi gennemgår de hændelser, der er fortalt i Koranen, bliver vi bekendt med fire forskellige former. De gennemgås nedenfor i rækkefølge.

[1.1] Eksempelvis indledes fortællingen om Ashab al-Kahf i Koranen således:

(Arabisk************)

Tror du, at grottens folk og indbyggerne i grotten var noget forunderligt blandt Mine tegn? Da de unge søgte tilflugt i grotten på bjerget og bad: Vores Herre! Skænk os barmhjertighed fra Dig, og gør vores sag let for os. Så kastede Jeg et slør over deres ører i grotten i nogle år. Derefter vakte Jeg dem, for at det skulle blive kendt, hvilken af de to grupper der kunne beregne deres ophold mest nøjagtigt. (Sura al-Kahf: 9-12)

Dette er et resumé af hændelsen. Derefter begynder den detaljerede fremstilling af hændelsen, såsom deres indbyrdes rådslagning før indgangen i grotten, omstændighederne ved deres indgang i grotten, deres søvn og opvågning, at en af dem blev sendt ud for at købe mad, samtalen om ham og hvisken i byen, hans tilbagekomst, Ashab al-Kahfs død, opførelsen af et monument over deres grave, folkets uenighed om dette og så videre. I begyndelsen af hændelsen er resuméet fremstillet på en sådan måde, at læseren straks efter at have læst det bliver ivrig efter at få kendskab til det følgende.

[1.2] Nogle gange beskrives afslutningen eller udfaldet af en begivenhed først, hvorefter hele begivenheden fortælles i detaljer. Et eksempel herpå er beretningen om profeten Moses (fred være med ham), som er gengivet i Sura al-Qasas. Den begynder således:

(Arabisk************)

Vi fortæller dig sandfærdigt beretningen om Moses og Farao til gavn for de troende. Farao ophøjede sig i landet og opdelte dets indbyggere i forskellige grupper; han svækkede én af dem. Han dræbte deres sønner og lod deres kvinder leve. Han var visselig en af dem, der skabte fordærv. Vi ønskede at vise nåde mod dem, der var blevet svækket i landet, at gøre dem til ledere, gøre dem til landets arvinger og give dem magten i landet, så vi kunne vise Farao, Haman og deres hære det, de frygtede fra den svækkede gruppe. (Sura al-Qasas: 2-6)

Derefter fortælles beretningen om profeten Moses (fred være med ham) i detaljer: hans fødsel, opvækst, amning, indtræden i ungdomsårene, hans drab på en kopt og hans flugt fra landet og så videre. Derefter begynder de efterfølgende begivenheder, som blev omtalt i begyndelsen. Begivenheden indledes på en sådan måde, at læserens spænding øges. På grund af den store interesse opstår spørgsmålet i læserens sind: Hvad gjorde Moses (fred være med ham) under disse omstændigheder?

Også profeten Yusufs (fred være med ham) fortælling følger samme mønster. Fortællingen begynder med en drøm. Efter at have set drømmen fortæller han den til sin far. Faderen forstår, at drømmen er et tegn på hans fremtidige anseelse og gode navn i verden. Fortællingen begynder således:

(Arabisk************)

Da Yusuf sagde til sin far: Far! Jeg så i drømme elleve stjerner samt månen og solen bøje sig ned for mig. Faderen sagde: Min søn! Fortæl ikke dine brødre om denne drøm. De vil lægge planer imod dig, for Satan er menneskets åbenlyse fjende. Således vil din Herre udvælge dig, lære dig den dybere betydning af Hans ord og fuldende Sin nåde over dig og Jakobs slægt, ligesom Han tidligere fuldendte den over dine forfædre Ibrahim og Ishaq. Sandelig, din Herre er alvidende og vis. (Sura Yusuf: 4-6)

Så er fortællingen begyndt. Den er ikke andet end en virkeliggjort gengivelse af hans drøm, som hans far Ya’qub (fred være med ham) allerede havde forstået. Fortællingen er afsluttet med drømmens fuldstændige virkeliggørelse. Efter den smukke afslutning forholder Al-Koranen sig tavs. Der siges intet om de udsagn, som er berettet i Toraen.

[1.3] Ofte begynder begivenhederne direkte uden indledning eller en sammenfattende beskrivelse. Og pludselig afsluttes de. For eksempel beskrives Maryams (fred være med hende) historie uden indledning, da beretningen om profeten Isa (fred være med ham) fødsel fortælles. På samme måde kommer beretningen om hærfuglen og myren pludselig ind midt i historien om profeten Suleiman (fred være med ham) og dronning Bilqis.

[1.4] Nogle gange ser man også, at begivenheden fremstilles med fantasiens farver. Begivenheden er begyndt, og beskrivelsen er i gang, da hovedpersonen pludselig får lov til at fremsige nogle bønner. For eksempel har vi i kapitlet »Kunstnerisk billedfremstilling« fremhævet scener fra historien om profeten Ibrahim (fred være med ham) og profeten Ismail (fred være med ham). Her siges det:

(Arabisk************)

Husk, da Ibrahim og Ismail lagde grundvolden til Kabaens hus og sagde: »Vor Herre, tag imod det fra os. Du er den Hørende, den Alvidende.« (Sura al-Baqara: 127)

Dette er en meget storslået scene. I de begivenheder, der er beskrevet i Koranen, findes der mange sådanne lignelser og eksempler.

2. Mysteriets knude løses pludseligt: Den anden type består i, at mysteriet i en begivenhed pludselig bliver opklaret.

[2.1] Ofte er begivenhedens mysterium ukendt både for læseren og hovedpersonen. Men på et bestemt tidspunkt i begivenheden åbenbares det pludselig for læseren. Et eksempel er historien om profeten Musa (fred være med ham), da han opsøgte en retfærdig og vidende mand. Den er beskrevet i Sura al-Kahf:

(Arabisk************)

Da Moses sagde til sin unge ledsager: »Jeg vil ikke standse, før jeg når stedet, hvor de to have mødes, selv om jeg må fortsætte i årevis.« Da de nåede stedet, hvor de to have mødes, glemte de deres fisk. Fisken fandt vej gennem havet som gennem en tunnel og forsvandt. Da de var kommet forbi stedet, sagde Moses til sin ledsager: »Bring os vores morgenmad. Vi er blevet trætte af denne rejse.« Han sagde: »Lagde du mærke til, at jeg glemte fisken, da vi hvilede ved klippestykket? Det var kun Satan, der fik mig til at glemme at huske den. Fisken fandt på forunderlig vis sin vej gennem havet.« Moses sagde: »Det var netop det sted, vi søgte.« Så vendte de tilbage, idet de fulgte deres spor. Derefter mødte de blandt Vore tjenere en af dem, som Vi havde skænket barmhjertighed fra Os, og som Vi havde givet særlig viden fra Os. Moses sagde til ham: »Må jeg følge dig på den betingelse, at du lærer mig noget af den rette vejledning, som du er blevet lært?« Han sagde: »Du vil på ingen måde kunne være tålmodig sammen med mig. Og hvordan vil du kunne være tålmodig med noget, hvis forståelse du ikke har forudsætninger for?« Moses sagde: »Hvis Allah vil, vil du finde mig tålmodig, og jeg vil ikke være ulydig mod nogen af dine befalinger.« Han sagde: »Hvis du følger mig, må du ikke spørge mig om noget, før jeg selv fortæller dig om det.« Så drog de videre. Da de til sidst gik om bord på et skib, lavede han et hul i det. Moses sagde: »Har du lavet et hul i det for at drukne dem, der er om bord? Du har sandelig begået en alvorlig handling.« Han sagde: »Sagde jeg ikke, at du på ingen måde ville kunne være tålmodig sammen med mig?« Moses sagde: »Bebrejd mig ikke min glemsomhed.« Derefter drog de videre igen. Til sidst mødte de en dreng, og han dræbte ham. Moses sagde: »Har du dræbt et uskyldigt menneske uden at det var som gengældelse for et liv? Du har sandelig begået en meget uretfærdig handling.« Han sagde: »Sagde jeg ikke, at du ikke ville kunne være tålmodig sammen med mig?« Moses sagde: »Hvis jeg efter dette spørger dig om noget, må du ikke længere lade mig følge dig. Du er hermed fri for enhver bebrejdelse fra min side.« Så drog de videre. Da de til sidst nåede indbyggerne i en by, bad de dem om mad, men de nægtede at vise dem gæstfrihed. De fandt dér en mur, der var ved at styrte sammen, og han rejste den op igen. Moses sagde: »Hvis du havde ønsket det, kunne du have krævet betaling af dem for dette.« Han sagde: »Her skilles vejene mellem mig og dig. Nu vil jeg forklare dig betydningen af det, som du ikke kunne være tålmodig med. (Sura al-Kahf: 60-78)

Vi finder ingen ende på de elementer, der er indeholdt i de ovennævnte vers, og som har skabt et mysterium for os. Stillet over for dette mysterium er vi lige så målløse som begivenhedens hovedperson, den ærværdige Moses (fred være med ham). Vi ved heller ikke, hvem det var, der udførte disse forunderlige handlinger. Al-Koranen fandt end ikke behov for at nævne hans navn. Og hvad skulle formålet være med at nævne hans navn? Denne person udførte alle handlingerne ved Allahs kraft og efter Hans befaling. Allah ville heller ikke lade sagens udfald blive sådan, som det, der udspillede sig foran os, og som vi så. For Hans blik er rettet mod vidtrækkende mål, som vores blik ikke når. På samme måde stemmer det fuldstændigt overens med begivenhedens mystiske karakter, at hans navn ikke nævnes.

Der er ingen tvivl om, at der fra begyndelsen af begivenheden lå et usynligt slør over det ukendte. Moses (fred være med ham) var ivrig efter at møde den retfærdige tjener og begav sig ud for at lede efter ham. Moses’ unge ledsager glemte, at fisken var sluppet væk ved klippen, og de vendte tilbage til klippen for at råde bod på fejlen og fik mødt den retfærdige mand. Hvis han ikke var vendt tilbage, ville han aldrig have mødt ham igen. Den begivenhed, der fandt sted, var også omgærdet af mystik. Man fik ikke engang at vide, hvad den, der forårsagede denne begivenhed, hed.

Nu er mysteriets gåde netop ved at blive løst. Moses (fred være med ham) vil nu få at vide, hvorfor disse begivenheder blev sat i gang. Samtidig vil det også blive klart for os. Det siges:

(Arabisk**********)

Hvad angår båden, tilhørte den nogle fattige mennesker. De søgte deres levebrød på havet, og jeg ønskede at gøre den defekt, fordi der på den anden side var en konge, som med magt beslaglagde enhver båd. Hvad angår drengen, var hans forældre troende. Jeg frygtede, at han ville påvirke dem med ulydighed og vantro. Derfor ønskede jeg, at deres Herre skulle give dem et bedre barn, et, der var renere og dem nærmere i kærlighed. Hvad angår muren, tilhørte den to forældreløse drenge i byen. Under den lå deres skjulte skat, og deres far var retskaffen. Derfor ønskede deres Herre i sin barmhjertighed, at de skulle nå voksenalderen og selv hente deres skat. Jeg gjorde ikke dette efter eget forgodtbefindende. Dette er forklaringen på det, som du ikke kunne udvise tålmodighed over for. (Sura al-Kahf: 79-82)

Efter at mysteriet, der var blevet skabt i den nævnte begivenhed, og mysteriet om den retskafne mands kashf og karamat var blevet afsløret, kommer læseren noget til sig. Han spørger: Hvem er han? Der kommer ikke noget svar. Mysteriet forbliver et mysterium. Han var lige så omgærdet af mystik nu, som han var fra begyndelsen. I denne begivenhed kom en yderst stærk hikma til udtryk. Vi fik et svagt glimt af den at se, men derefter forsvandt den for altid ud af vores synsfelt.

[2.2] Nogle gange ser man også, at begivenhedens mysterium står klart for tilskuerne, mens det stadig er ukendt for hovedpersonen. Alligevel fortsætter han med at udføre sin gerning. Tilskuerne ved naturligvis, hvordan det er sket, og hvorfor det sker. Denne type begivenheder forekommer især, når noget bliver sagt til en person i spøg eller som en vittighed. Tilskuerne ser deres forehavende lige fra begyndelsen og ler også ad det. Tidligere har vi fortalt om haveejernes begivenhed. Den begivenhed er et fremragende eksempel på dette. Der står:

(Arabisk**********)

Da de svor, at de om morgenen ville høste havens frugter, men de sagde ikke »insha’Allah«. Derefter ramte en ulykke fra din Herre haven, mens de sov. Således blev den om morgenen som afrevet strå.

Vi kender altså begivenheden, men havens ejere er stadig uvidende. Det siges:

(Arabisk**********)

Om morgenen kaldte de på hinanden og sagde: »Hvis I vil høste frugterne, så lad os tidligt tage ud til marken.« Så drog de af sted, mens de hviskede til hinanden: »I dag må ingen fattig få adgang til haven hos jer.« De begav sig tidligt af sted med hast og stor iver. (Sura al-Qalam: 21-25)

Vi tilskuere smiler, når de begiver sig mod haven, mens de hvisker til hinanden. Imens er haven blevet lagt øde. Mens vi vælter rundt af latter, begynder gådens sammenfiltrede tråde først da at blive løst for dem.

(Arabisk**********)

Da de derefter så haven, sagde de: »Vi må have taget fejl af vejen, ellers er vi blevet berøvet.« (Sura al-Qalam: 26-17)

Det er sandelig en passende straf for dem, der ønsker at berøve de fattige deres ret.

[2.3] Nogle gange får tilskuerne kun delvist kendskab til begivenheden, mens dens egentlige tilstand stadig er skjult for deres blik, og en del af begivenheden forbliver ukendt både for tilskueren og hovedpersonen. Et eksempel på dette er dronning Bilqīs’ trone, som blev bragt til stede på et øjeblik. Vi ved også, at det skete foran profeten Sulaymān (fred være med ham). Men dronning Bilqīs kendte overhovedet ikke til det. Da hun blev spurgt: »Er dette din trone?«, svarede hun: »Det ser ud til at være den.« Dette er en hemmelighed, som vi har kendt fra begyndelsen. Men med hensyn til glaspaladset var vi, ligesom Bilqīs, i uvidenhed. Sammen med Bilqīs forstod vi først sagen i det øjeblik, hvor hun løftede sit klæde op over anklerne for at krydse vandbassinet. Da profeten Sulaymān (fred være med ham) så det, sagde han: »Dette er ikke et vandbassin. Det er et palads, hvis underlag er udført af glas.« [Det vil vi senere beskrive nærmere.]

[2.4] Nogle gange ser man, at det ikke er en mystisk begivenhed, men en enkel begivenhed, som først ikke står klart, men pludselig bliver lysere og overrumpler både læseren og hovedpersonen. Sådan er fortællingen om Maryam (fred være med hende). Maryam (fred være med hende) var gået bort fra sin familie og færdedes alene. Da viste Jibrīl (fred være med ham) sig i menneskeskikkelse. Maryam (fred være med hende) sagde: »Hvis du er et retskaffent menneske, søger jeg beskyttelse hos Allah mod dig.« Så snart vi hører begivenheden, forstår vi, at han er Jibrīl (fred være med ham). Men kort efter præsenterede han sig og sagde: »Jeg er et sendebud fra din Herre, sendt for at bringe dig det glædelige budskab om en retskaffen søn.« Så træder begivenheden pludselig frem for os: Maryam (fred være med hende), udmattet af fødselssmerter, søger ly under et palmetræ og siger: »Ak, om jeg dog var død før dette og var blevet glemt af alle!« Da råbte en engel nedefra: »Vær ikke bekymret. Din Herre har ladet en lille kilde strømme frem under dig.« Frem til versets afslutning.

3. Pausen mellem scenerne: Fortællingens tredje kunstneriske særpræg er de fine pauser, der forekommer mellem de beskrevne begivenheder. Ligesom man i dag lader et tæppe falde under pausen i teateret og biografen for at adskille den ene scene fra den anden, findes der også sådanne pauser mellem alle de begivenheder, der beskrives i Koranen. I de begivenheder, vi tidligere har nævnt, kan man let undersøge dette. Nu vil vi som eksempel drøfte fortællingen om profeten Yūsuf (fred være med ham). Denne begivenhed afsluttes i alt i 28 scener. Vi vil dog ikke drøfte alle scenerne, men kun nogle få særlige scener.

Profeten Yūsufs (fred være med ham) brødre kom til ham under hungersnøden for at hente rationer. På det tidspunkt havde han ansvaret som fødevareminister. Han beordrede dem, at de næste gang skulle tage deres egen bror med. Trods profeten Yaʿqūbs (fred være med ham) manglende samtykke tog de Binyāmīn med til Egypten for at hente rationer. Under afmålingen af kornet skjulte profeten Yūsuf (fred være med ham) et bæger i sin brors bagage. Derefter erklærede han ham for tyv og fik ham på denne måde beholdt hos sig. Brødrene rådførte sig med hinanden og bad om, at en anden måtte tilbageholdes i hans sted, men han afviste det bestemt. Der siges:

(Arabisk**********)

Da de havde mistet håbet om at få ham fra ham, satte de sig et sted for at rådføre sig. Deres ældste bror sagde: »Ved I ikke, at jeres far har taget en ed af jer i Allahs navn, og at I tidligere handlede uretfærdigt med hensyn til Yūsuf? Jeg vil derfor under ingen omstændigheder forlade dette land, før min far giver mig tilladelse, eller Allah træffer en afgørelse for mig. Han er den bedste af alle, der træffer afgørelser. Vend tilbage til jeres far og sig: ’Vores far, din søn har stjålet.’ Vi fortæller dig kun det, som vi ved, og vi kendte ikke det skjulte. Spørg indbyggerne i den by, hvor vi var, og den karavane, som vi rejste med. Vi taler sandt.« (Sura Yūsuf: 80-82)

Tæppet faldt. Nu møder vi profeten Yūsufs (fred være med ham) brødre i en anden scene. Det er dog ikke i nogen by i Egypten. Vi møder dem, mens de står foran deres far og er optaget af at aflægge regnskab. Tæppet gik op. Der ser vi deres far, profeten Yaʿqūb (fred være med ham), komme med følgende bemærkning.

(Arabisk**********)

Jakob sagde: Dette er ikke andet end opdigtede ord, som I har bragt med jer. Tålmodighed er det bedste nu. Måske vil Allah bringe dem alle til mig på én gang. Han er alvidende og vis. (Sura Yusuf: 83)

Tæppet gik ned. Nu skal vi se profeten Yusuf (fred være med ham) og hans sønner i en anden scene. Her vil vi se Jakob (fred være med ham) dybt hensunken i tanker. Sønnerne er bekymrede, da de ser deres fars tilstand. Tæppet gik op igen.

(Arabisk**********)Han vendte sig bort fra dem og sagde: »Åh, hvor jeg sørger over Yusuf!« Af sorgen blev hans øjne uklare, og han var plaget af en uudholdelig smerte. De sagde: »Ved Allahs ed! Du vil ikke ophøre med at mindes Yusuf, før du er døden nær eller dør.« Han sagde: »Jeg beklager kun min sorg og min uro over for Allah, og fra Allah ved jeg det, som I ikke ved. Mine sønner! Gå ud og søg efter Yusuf og hans bror, og fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed. Ingen fortvivler over Allahs barmhjertighed undtagen de vantro.« (Sura Yusuf: 84-87)

Nu går tæppet ned igen. Yusufs brødre drog af sted. Derefter ved vi ikke mere. Da tæppet igen gik op, hørte vi dem ankomme til profeten Yusuf (fred være med ham) i Egypten og sige:

(Arabisk**********)

Da de nåede frem til Yusuf, sagde de: »O hersker! Vi og vores familier er blevet ramt af nød, og vi er kommet med en utilstrækkelig kapital. Giv os derfor vores fulde mål, og vær gavmild mod os. Allah belønner dem, der giver.« (Sura Yusuf: 88)

Beretningen om Ashab al-Kahf, profeten Maryam (fred være med hende) og begivenhederne i profeten Sulaimans (fred være med ham) liv er også fortalt i samme stil. Vi vil komme nærmere ind på dette senere, om Allah vil.

4. Scenefremstilling gennem begivenheder: Vi har tidligere drøftet tre kunstneriske særtræk ved fortællingen. Nu vil vi drøfte, hvordan scener fremstilles gennem begivenheder. Denne type er knyttet til kapitlet »Kunstneriske billeder« i denne bog. Her sagde vi, at selv om alle de begivenheder, der fortælles i Koranen, ligger i fortiden, træder hele billedet levende frem for læserne, når de læser, og for tilhørerne, når de lytter. Det virker, som om begivenheden foregår lige for deres øjne i nutiden.

Det, vi nu vil sige, er, at de scener eller billeder, der tegnes gennem begivenheder, kan have forskellige stilarter. Det kan for eksempel være, at et billede bliver levende gennem begivenheden, eller at følelser kommer til udtryk i billedet, eller at personlighedens præg bliver synligt. Nogle gange rummer en begivenhed eller fortælling to slags særtræk, men det ene træder tydeligere frem end det andet. Derfor betegnes begivenheden med netop dette navn. Alle fortællingernes scener rummer disse kunstneriske skønheder. Vi vil ikke blot drøfte dem med ord, men forklare dem gennem eksempler.

Vi har tidligere fortalt beretningen om haveejerne. Vi har endda set en billedlig fremstilling af denne begivenhed. Vi har set profeten Ibrahim (fred være med ham) og profeten Ismail (fred være med ham) stå foran Kabaen. Vi har set profeten Nuh (fred være med ham) og hans søn i oversvømmelsens øjeblik. Disse billeder er altid levende og evige. Læseren eller tilhøreren af disse begivenheder føler, at begivenheden foregår lige for hans øjne. Nu vil vi nævne endnu nogle eksempler.

Da Ashab al-Kahf (hulens beboere) forlod de polyteistiske menneskers gruppe og fulgte tawhids vej, rådførte de sig med hinanden. Koranen har bragt denne samtale frem for os. Hver gang vi læser eller hører den, virker det, som om de rådfører sig lige for vores øjne, ja, som om vi endda hører deres samtale.

(Arabisk**********)

Vi fortæller dig deres historie sandfærdigt. De var nogle unge mænd. Vi øgede deres vejledning og styrkede deres hjerter, da de rejste sig. De sagde: »Vores Herre er himlenes og jordens Herre. Vi vil aldrig påkalde nogen anden guddom end Ham; hvis vi gjorde det, ville det være en yderst forkastelig handling. Dette, vores folk, har taget andre guddomme end Ham. Hvorfor fremfører de ikke et klart bevis for dem? Hvem er mere uretfærdig end den, der opdigt­er en løgn om Allah? Når I har skilt jer fra dem og fra det, de tilbeder i stedet for Allah, så søg tilflugt i hulen. Jeres Herre vil vise jer barmhjertighed og sørge for, at jeres handlinger bliver frugtbare.« (Sura al-Kahf: 13-16)

Her slutter denne scene, og tæppet falder. Ligesom i det tyvende århundredes biografteater er der her en pause mellem scenerne. Når tæppet går fra, vil vi se, at de efter rådslagningen er gået ind i hulen, den ene efter den anden. Vi ser dem med egne øjne gå ind i hulen. Der er ingen tvivl om det. Der opstår en så fast overbevisning. Det er også dette, Koranens fremstilling og forklaring gør krav på.

(Arabisk**********)

Du vil se solen, når den står op, passere forbi deres hule på højre side, og når den går ned, passere forbi dem på venstre side, mens de befinder sig i hulens rummelige område.

Det er det, man kalder at bringe noget frem for øjnene. Ligesom man i teatret i dag spreder lys for at gøre scenen tydelig, er det også her solens lys, der gør det. Solens bevægelse får scenen til at fremstå levende. Men hverken når solen står op eller når den går ned, trænger dens lys ind i hulen. Hele dagen leger lys og skygge dér. Det er dette, der udtrykkes med ordet »tazāwaru« (****). Hvor enkelt scenen er skildret—og hvor store anstrengelser man ikke måtte have gjort sig for at vise den på en biograflærred.

Kom, lad os se Ashāb al-Kahf. Der siges:(Arabisk**********)- »De befinder sig i hulens rummelige område.« Dette er en enestående tilføjelse, som på ingen måde står tilbage for et mirakel. Disse få ord har gjort hele scenen levende og bevægelig for os. Det føles, som om de bevæger sig lige for øjnene af os.

(Arabisk**********)

Du ville tro, at de var vågne, skønt de sov. Vi vendte dem fra side til side, til højre og venstre. Deres hund lå med sine forpoter strakt ud ved hulens indgang. Hvis du havde kigget ind og set dem, ville du have vendt dig om og flygtet og være blevet grebet af rædsel for dem. (Sura al-Kahf: 18)

Det billede, der tegnes med disse få ord, er helt igennem levende og bevægeligt.

Pludselig begyndte der at røre sig liv blandt Ashāb al-Kahf. Lad os se, hvad der nu sker:

(Arabisk**********)

Således vækkede Jeg dem, så de kunne spørge hinanden. En af dem sagde: »Hvor længe har I opholdt jer?« Nogle af dem sagde: »En dag eller lidt mindre.« Andre sagde: »Jeres Herre ved bedst, hvor længe I har opholdt jer. Send nu en af jer til byen med denne mønt, så han kan se, hvilken mad der er ren, og bringe noget af den med til jer. Han skal gå varsomt frem og under ingen omstændigheder fortælle nogen om jer. Hvis de får kendskab til jer, vil de stene jer til døde eller tvinge jer tilbage til deres religion. Så vil I aldrig kunne opnå succes.« (Sura al-Kahf: 19-20)

Dette er den tredje scene eller afslutningen på den anden scene. Nu er de alle vågne. Det første, de spørger om, er, hvor længe de havde sovet. Svaret lød: En dag eller mindre. Alligevel ved vi, at de havde opholdt sig i hulen i lang tid. Det har vi erfaret af begivenhedernes sammenfatning. De var sultne, og derfor bekymrede de sig ikke så meget om dette spørgsmål. Nu sagde den troende, som havde sagt:(Arabisk**********)—»Jeres Herre ved, hvor længe I har sovet.« Han gav én af dem besked på at købe mad og advarede ham om flere ting. Han sagde som en advarsel: Du skal gå til byen med største forsigtighed; du må ikke afsløre noget for nogen om dette sted, og du skal købe god og ren mad. Hvis nogen får kendskab til jer, vil de måske dræbe jer eller med magt føre jer tilbage til jeres forfædres religion. Det var altså huleboerne (Ashab al-Kahf), der sagde dette. Vi ved, at flere hundrede år er gået. Der findes ikke længere nogen, som vil stene dem til døde eller tvinge dem tilbage til deres forfædres religion. For de har alle antaget islam. Lad os i den næste scene se, hvad deres udsending foretager sig.

Hvor er den næste scene? Her er det bestemt nødvendigt at tænke sig om. Vi ved, at folk havde fået kendskab til deres sag. Men de vantro, som de havde frygtet, var i virkeligheden ikke længere vantro og afgudsdyrkere på det tidspunkt. På dette tidspunkt var alle blevet troende.

(Arabisk**********)

Således lod Jeg deres sag blive kendt, for at folk kunne vide, at Allahs løfte er sandt, og at der ikke er nogen tvivl om, at Timen vil komme. (Sura al-Kahf: 21)

På dette sted træder begivenhedens religiøse formål frem. Samtidig fuldendes også den kunstneriske side. Nu er det spørgsmål, der kredser i vores tanker: Hvad skete der med ham, som blev sendt til byen? Og hvad gjorde han, da folk opdagede hans hemmelighed?

Også her kommer en fin pause. Derefter forstår man, at døden på det tidspunkt havde taget dem. Så begyndte folk, stående uden for hulen, at diskutere, hvorfor de havde holdt fast ved religionen.

(Arabisk**********)

Da de indbyrdes diskuterede, hvad der skulle gøres med dem, sagde nogle: »Opfør en bygning over dem. Deres Herre ved bedst, hvad der angår dem.« Men de, hvis mening vejede tungest i sagen, sagde: »Vi vil under alle omstændigheder bygge en moské på deres sted.« (Sura al-Kahf: 21)

Igen en pause. Hvis man ønsker det, kan man nu i sin fantasi bygge en moské over deres gravsted. Imens begyndte folk at diskutere forskellige spørgsmål. Nogle diskuterede, hvor mange de havde været, mens andre diskuterede, hvor længe de havde sovet.

(Arabisk**********)

Nu vil de, på grundlag af gætterier om det ukendte, sige: »De var tre, og den fjerde var deres hund.« Andre vil sige: »De var fem, og den sjette var deres hund.« Og atter andre vil sige: »De var syv, og den ottende var deres hund.« (Sura al-Kahf: 22)

Da det religiøse formål var opfyldt efter at have givet Ashab al-Kahf livet tilbage, blev de igen omgivet af mystik:

(Arabisk**********)

Sig: »Min Herre ved bedst, hvor mange de var. Kun få kender til deres historie.« Diskutér dem derfor ikke, bortset fra en overfladisk diskussion, og spørg heller ikke nogen om deres tilstand.

Efter at begivenheden var fuldendt, gjorde Koranen sit religiøse formål klart. Som en henvisning til den manifestation af Allahs magt, der kom til udtryk ved at give Ashab al-Kahf livet tilbage, henledes menneskenes opmærksomhed på følgende:

(Arabisk**********)

Sig ikke om noget: »Det vil jeg gøre i morgen«, uden at sige: »Hvis Allah vil.« Og husk din Herre, når du glemmer det, og sig: »Måske vil min Herre lede mig til noget, der er nærmere den rette vej end dette.« (Sura al-Kahf: 23-24)

Her omtales en særlig sag i tiltale til Allahs ædle Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Det er ikke nødvendigt for os at gå ind i den diskussion. Det er tilstrækkeligt at forstå, at Koranen, ligesom den tydeliggør det religiøse formål samtidig med fortællingen, også gør det her. Hvilken bedre lejlighed kunne der have været til en lærerig formaning?

Til sidst gives det korrekte antal år, de opholdt sig i hulen, hvilket også er vores opfattelse af denne fortælling. Det eneste, der står tilbage, er deres antal. Det er den dag i dag – ligesom selve Aṣḥāb al-Kahf – et mysterium.

(Arabisk**********)I hulen opholdt de sig i tre hundrede år og yderligere ni år. (Sura al-Kahf: 25)

Den religiøse lære, der ligger skjult bag denne begivenhed, kommer til udtryk i følgende ord:

(Arabisk**********)

Sig: »Allah ved bedst, hvor længe de opholdt sig. Ham tilhører kundskaben om det usete i himlene og på jorden. Hvor fremragende Han ser og hører! De har ingen beskytter ud over Ham, og Han lader ingen få del i sin myndighed. Læs det, der er blevet åbenbaret for dig af din Herres Bog. Ingen kan ændre Hans ord, og du finder ingen tilflugt ud over Ham.« (Sura al-Kahf: 26-27)

Jeg har forsøgt at undersøge alle fortællingens særpræg og har derefter fremlagt dem for jer. Der er kort sagt ingen tvivl om, at begivenhederne i al-Qur’anen er fremstillet på en sådan måde, at alt straks træder frem for læserens øjne som et billede, så snart teksten læses. Dette er det største særpræg, og det øver indflydelse på alle de øvrige særpræg.

Skildring af følelser og sindsstemninger

Nu vil vi rette opmærksomheden mod endnu en side af fortællingens billedliggørelse. Det er den ydre fremstilling af følelser og sindets tilbøjeligheder.

Tidligere har vi beskrevet samtalen mellem de to ejere af haverne og deres ledsager. På samme måde har vi også beskrevet fortællingen om Hazrat Musa (a.s.) og en retskaffen mand. I begge disse begivenheder findes der ikke blot billeder af følelser og fornemmelser; de fremstiller også personernes karakterer og gør alle disse scener levende for øjnene. Nu vil jeg fremlægge endnu en sådan begivenhed for jer: begivenheden, da Hazrat Maryam (a.s.) fødte Hazrat Isa (a.s.). Der siges:

(Arabisk**********)

Nævn i denne bog Maryam, da hun trak sig bort fra sin families medlemmer og søgte tilflugt på et sted mod øst. For at skjule sig for dem satte hun et forhæng op. (Sura Maryam: 16-17)

Hazrat Maryam var tilfreds med at leve alene og tilbagetrukket. En dag var hun nemlig på vej mod badestedet, helt opslugt af sine tanker, da hun dér fik øje på en ung mand. Den pludselige hændelse gjorde hende fuldstændig rådvild, og hendes forestillingsverden forandrede sig på et øjeblik.

(Arabisk**********)

Derefter sendte Jeg Min ånd til hende, og han viste sig for hende i fuldkommen menneskeskikkelse. Maryam sagde: »Jeg søger den Barmhjertiges beskyttelse mod dig, hvis du er gudfrygtig.« (Sura Maryam: 17-18)

Disse ord svarer til situationen, hvor en jomfru sidder alene og tilbagetrukket, da en mand pludselig kommer og skræmmer hende. Uden at se nogen anden udvej forsøger hun da at vække gudsfrygt i ham.

Selv om vi forstår, at den unge besøgende ikke var en ung mand, men selve englen Jibril Amin, troede Maryam (fred være med hende), at han var en fremmed ung mand. Tænk over det: Hvorfor skulle en fremmed ung mand opsøge en så ærbar jomfru, som kom fra en meget fornem familie, og hvis hele livsførelse var begrænset af religionens rammer? Hendes værge var selv profeten Zakariya (fred være med ham), og hendes mor havde viet hende til religionen. Dette er den første del.

(Arabisk**********)

Han sagde: »Jeg er din Herres udsending. Jeg vil skænke dig en ren søn.« (Sura Maryam: 19)

Enhver kan let forestille sig, hvordan en blufærdig jomfrus sindstilstand og følelser må være, hvis nogen udnytter hendes ensomhed til pludselig at skræmme hende. Selvom han påstår, at han er Allahs udsending, det vil sige en engel, kunne hun ikke tro ham fuldstændigt. Én tanke blev ved med at kredse i hendes sind: Måske ville han udnytte hendes naivitet til at krænke hendes jomfruelighed. Ellers ville han ikke give hende besked om et barn på en sådan måde, som der aldrig før havde været noget eksempel på. Dette er den anden del.

Nu træder Maryam (fred være med hende) frem i rollen som en modig pige, der ikke lader sig overvælde af faren, men møder den tappert.

(Arabisk**********)

Hun udbrød: Hvordan skulle jeg få en søn, når ingen mand har rørt mig? Og jeg har aldrig været en utugtig kvinde! (Sura Maryam: 20)

Maryam (fred være med hende) sagde disse ord med et hjerte tynget af stor smerte. Maryam (fred være med hende) og den omtalte unge mand stod stadig alene. På dette tidspunkt havde Maryam (fred være med hende) ganske vist forstået formålet med den fremmedes ankomst. Men hun kunne på ingen måde forstå, hvordan det kunne lade sig gøre. Det eneste, der trøstede hende, var den ædle mands erklæring: »Jeg er din Herres udsending.« Alligevel forekom det hende, at der kunne være tale om en bedragers bedrag, sådan som vi omtalte tidligere. Dette var ikke et spørgsmål om blufærdighed; sagen måtte forklares tydeligere. Derfor sagde Jibril (fred være med ham):

(Arabisk**********)

Han sagde: »Sådan skal det være. Din Herre har sagt: Det er let for Mig, og Jeg vil gøre ham til et tegn for menneskene og en barmhjertighed fra Os. Det er en fastlagt sag.« (Sura Maryam: 21)

Hvad skete der med hende? Her følger en lang kunstnerisk pause. Men i dette pauses øjeblik giver ét spørgsmål igen og igen genlyd i læsernes tanker: Hvad skete der med Maryam (fred være med hende)? Igen ændres fortællingens scene. Denne gang ser vi også Maryam (fred være med hende) bekymret over noget andet, og endnu mere end før.

(Arabisk**********)

Derefter blev hun gravid. Så drog hun til et fjernt sted. Fødselsveerne tvang hende til at søge ly ved foden af et daddelpalmetræ. Hun sagde: »Åh, hvis jeg dog var død før dette og var blevet glemt blandt menneskene.« (Sura Maryam: 23)

Dette er den tredje del.

I begyndelsen stod Hazrat Maryam (a.s.) kun over for sin egen tilværelse. Hun var opvokset i et rent og helligt miljø. Men til sidst stod hun over for en helt ny situation. Hendes omstændigheder var nu helt anderledes. Hun var blevet ydmyget og vanæret af sit folk og led ikke blot psykisk, men også fysisk. På grund af fødselssmerterne var hun nødt til at søge ly under et daddelpalmetræ. Her var hun alene. Der var ingen anden hos hende. Desuden oplevede Hazrat Maryam (a.s.) alle de vanskeligheder, som en kvinde, der venter sit første barn, normalt oplever, men hun havde ikke engang nogen idé om, hvad hun skulle gøre i denne situation. Der var ikke et eneste menneske, som kunne yde hende blot en smule hjælp. Derfor sagde hun beklagende: »Hvis jeg dog bare var død før dette og var blevet glemt af menneskene.« Heraf kan vi forstå hendes fysiske og psykiske smerte samt hendes sorg og nød. Vi ser, hvor stor en prøvelse hun var sunket ned i. Der står:

(Arabisk**********)Derefter råbte en engel til hende nedefra: »Sørg ikke! Din Herre har ladet en bæk strømme under dine fødder. Ryst daddelpalmetræets stamme mod dig selv, så vil modne dadler falde ned over dig. Spis af dem, drik, og glæd dine øjne. Hvis du møder et menneske, så sig: Jeg har lovet den Barmhjertige at faste. Derfor vil jeg i dag ikke tale med noget menneske.« (Sura Maryam: 24-26)

Dette er fjerde del.

Denne hændelse er så forbløffende og foruroligende, at vi på grund af dens pludselighed er rede til at flygte i panik — ikke Maryam (a.s.). Et barn bliver pludselig født, en engel råber nedefra, og dette barn bliver for Maryam (a.s.) en kilde til smerte og bebrejdelser. Straks bliver der sørget for mad og drikke. Det er uden tvivl en højst forunderlig begivenhed.

Vi mener, at Hazrat Maryam (a.s.) også blev helt forbløffet. Med sin svage krop rystede hun daddelgrenen, samlede friske, modne dadler op derfra og spiste dem. Derefter samlede hun lidt kræfter og begav sig hjemad. Men endnu en tankemæssig bro mangler at blive krydset her.

(Arabisk**********)Derefter vendte hun tilbage til sit folk med sit barn. (Sura Maryam: 27)

Nu, efter at Maryam (a.s.) havde opnået indre ro, burde hun overlade sin bekymring, sorg og smerte til andre.

(Arabisk**********)

De sagde: »O Maryam! Du har begået en uhørt handling. O Arons søster! Din far var ikke et dårligt menneske, og din mor var ikke ukysk.« (Sura Maryam: 27-28)

Stammens folk begyndte at bebrejde hende. De hånede hende ved at tiltale hende som »Arons søster« og sagde: »Du er datter af en så fornem slægt, at noget sådant aldrig tidligere er hændt i den. Desuden var hverken din far eller din mor sådan. Hvordan kunne du bringe skam over slægten?«

Maryam (fred være med hende) forblev tavs med et tungt hjerte og pegede på barnet, idet hun sagde: »Spørg ikke mig, men spørg ham; I vil få svar.« Det synes, som om Maryam (fred være med hende) havde tillid til, at der ville ske et mirakel gennem hendes barn. Derfor pegede hun på barnet. Da folk hørte det, blev de forbløffede og begyndte at bebrejde hende endnu mere. For folk var målløse: En jomfru havde fået et barn, og hun var glad for dette barn. At hun derefter med dyb selvtillid og på en næsten hånlig måde viste barnet frem for folk, bragte dem til forbløffelsens yderste grænse.

(Arabisk**********)De sagde: »Hvordan skulle vi kunne tale med et barn i vuggen?«

Da talte den ærværdige Isa (fred være med ham) mirakuløst:

(Arabisk**********)

Barnet sagde: »Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet. Hvor end jeg er, har Han gjort mig velsignet. Han har pålagt mig at udføre bønnen og betale zakat, så længe jeg lever, og at adlyde min mor. Han har ikke gjort mig hovmodig eller ulykkelig. Fred være med mig den dag, jeg blev født, den dag jeg skal dø, og den dag jeg genopvækkes og står frem.« (Sura Maryam: 30-33)

Hvis vi ikke havde hørt denne begivenhed for et øjeblik siden, ville vi være blevet grebet af panik og være flygtet, da vi hørte om den. Vi ville ikke have kunnet sove om natten af bekymring, og bekymringen ville have sat sig spor i vores ansigter. Men vi har lært begivenheden at kende. Derfor falder tårerne dråbe for dråbe fra øjnene, når hjertet tynges af sorg, samtidig med at glædens overvældende styrke får os til at ønske at klappe i hænderne. I det øjeblik faldt tæppet. Situationen blev sådan, at tårerne dryppede fra øjnene over begivenhedens tragedie, mens der samtidig blev klappet af glæde. En stemme, der rørte hjertet i dets henførelse, lød. Oplæseren bekendtgjorde:

(Arabisk**********)

Dette er Jesus, Marias søn – sandhedens ord, som de strides om. Allah er ikke sådan, at Han skulle tage sig en søn. Han er ophøjet og hellig. Når Han beslutter sig for noget, siger Han blot: »Bliv!« – og så bliver det til. (Barnet sagde også:) »Sandelig, Allah er min Herre og jeres Herre. Så tilbed Ham; dette er den lige vej.« (Sura Maryam: 34-36)

På dette sted er både religionens formål og mål samt begivenhedens scene og billede fuldendt, og det kan uden tvivl siges, at dette er den ypperste skildring af følelser og stemninger. Denne farve gennemtrænger hele begivenheden, hvorfor de øvrige kendetegn er trådt i baggrunden.

Personlighedens præg i fortællingen

Nu vil vi behandle den tredje form for visualisering i Koranen. Den er en af de øvrige former for billedlig fremstilling, men vi forsøger at beskrive den som en særskilt form. Den er knyttet til personligheden.

Også i de to tidligere omtalte fortællinger – om de to havejere og deres ledsager samt om Moses og en retskaffen mand – ses personlighedens præg tydeligt. Begivenheden er knyttet til personligheden. Derfor er fremstillingen af personligheden i fortællingen kunst af meget høj kvalitet. Hele fortællingens formål og mål er knyttet til personligheden, hvad enten begivenheden er forbundet med Koranen eller med kunsten.

Selv om Koranen udelukkende har gengivet forskellige begivenheder og fortællinger af hensyn til kaldet til religionen, er hovedformålet med enhver begivenhed eller fortælling således kaldet til religionen. Alligevel kan personskildringen ikke ses adskilt fra dette. Dette kendetegn findes i alle Koranens fortællinger. Personen fremstilles som et menneskeligt forbillede. Koranen omtaler visse personer og personligheder, som har overskredet personlighedens grænser og trådt frem som »forbilledlige mennesker«. I denne forbindelse vil vi nedenfor gennemgå nogle få begivenheder.

1. En leder med et rastløst sind

Som eksempel kan vi nævne Moses (a.s.). Han var en leder med et impulsivt temperament.

Moses (a.s.) blev opfostret i Faraos palads og nåede voksenalderen dér. Han havde en velbygget og stærk krop.

(Arabisk**********)

En dag gik han ind i byen, mens dens indbyggere var uopmærksomme. Dér så han to mænd kæmpe. Den ene tilhørte hans egen gruppe, og den anden tilhørte hans fjendegruppe. Så bad den fra hans egen gruppe ham om hjælp mod manden fra fjendegruppen. Moses slog ham med knytnæven, og slaget gjorde det af med ham. (Sura al-Qasas: 15)

To ting blev tydelige ved denne hændelse. For det første Moses’ (a.s.) gruppeloyalitet. For det andet hans impulsive temperament. En mand fra hans folk bad ham om hjælp, og straks tog han hans parti, slog den anden med knytnæven og gjorde en ende på hans liv. Derefter blev han skamfuld og sagde:

(Arabisk**********)

Moses sagde: »Dette er Satans værk. Sandelig, han er en åbenlys fjende, som fører vild. « Han sagde videre: »Min Herre! Jeg har visselig gjort uret mod mig selv. Tilgiv mig derfor.« Så tilgav Allah ham. Sandelig, Han er Den Tilgivende, Den Barmhjertige. Han sagde: »Min Herre! På grund af den gunst, Du har vist mig, vil jeg aldrig mere være hjælper for de skyldige.« (Sura al-Qasas: 15-18)

Derefter siges det:

(Arabisk**********)Så stod han om morgenen op i byen, frygtsom og på vagt. (Sura al-Qasas: 18)

I dette vers skildres et meget velkendt billede. Når et menneske bliver grebet af panik, ser det sig omkring og går videre. For det ønsker ikke at stå ansigt til ansigt med en sådan situation igen. Sådan er tilstanden hos mennesker med et rastløst sind.

Musa (a) havde lovet, at han ikke længere ville hjælpe nogen i nød. Lad os se, hvor standhaftig han var i denne beslutning. Pludselig så han:

(Arabisk**********)

Pludselig så han, at den mand, som havde bedt ham om hjælp dagen før, råbte og bad ham om hjælp. Musa sagde til ham: »Du er tydeligvis vildfaren.« (Sura al-Qasas: 18)

Men han glemte sit løfte. Han gik hen imod ham. Han ville gentage den tidligere hændelse, fordi han var et menneske med et rastløst sind. Derfor glemte han, at han skamfuld over en sådan handling havde bedt om tilgivelse ved den guddommelige trone. Da han blev mindet om sin tidligere forbrydelse, blev han bange.

(Arabisk**********)

Da Musa derefter ville straffe deres begges fjende, sagde denne: »Vil du dræbe mig, ligesom du dræbte en mand i går? Du vil kun blive en tyran på jorden; du ønsker ikke at være en, der skaber forbedring.« (Sura al-Qasas: 19)

På det tidspunkt kom en mand til ham og rådede ham til at flygte fra byen. Vi ved, at han fulgte dette råd og forlod landet. Lad os for en stund lade ham være. Lad os møde ham igen, efter at ti år er gået. Var der i løbet af denne lange periode kommet nogen stabilitet i hans karakter? Var han blevet rolig og sindsligevægtig?

Nej, bestemt ikke. Der skete ingen grundlæggende ændring i hans natur og karakter. Da der lød en stemme fra den højre side af Tūr-bjerget: »Kast din stav!«, kastede han den. Men da staven forvandlede sig til en levende slange, flygtede han hals over hoved ved synet af den. Han så sig ikke tilbage, ikke engang én gang. Selv i en moden alder kunne han ikke opgive sin gamle vane. Selvfølgelig ville enhver løbe i den situation – men han løb forrest af alle. Han standsede ikke et øjeblik for at forsøge at se, hvad der skete dér.

Han besejrede troldmændene, befriede Israels Børn fra Faraos undertrykkelse og førte dem over havet. Derefter nåede han på det fastsatte tidspunkt frem til Tūr-bjerget for at modtage profetskabets velsignelse. Men selv da fremsatte han en mærkelig anmodning over for Allah på Tūr-bjerget:

(Arabisk**********)

Musa sagde: »Min Herre! Vis Dig for mig, så jeg kan se Dig.« Allah sagde: »Du vil aldrig kunne se Mig. Se på bjerget; hvis det bliver stående på sin plads, vil du også kunne se Mig.« (Sura al-A‘raf: 143)

Det, der derefter skete, er noget, som ikke blot Musa (fred være med ham), men intet menneske på jorden er i stand til at fatte.

(Arabisk**********)

Da hans Herre derefter lod sit lys stråle over bjerget, blev det straks knust, og Musa blev liggende bevidstløs. Da han kom til bevidsthed, sagde han: »Du er ophøjet, min Herre! Jeg angrer over for Dig, og jeg er den første til at tro.« (Sura al-A‘raf: 143)

Musa (a.s.) gjorde derfor, hvad en person med et rastløst temperament ville gøre.

Det var ikke det hele. Da han vendte tilbage derfra og så, at hans folk tilbad en kalv, havde han Toraens tavler i hånden, som Herren havde givet ham. Uden nogen overvejelse kastede han dem hårdt mod jorden, greb sin bror i skægget og begyndte at trække ham rundt. Han ville ikke engang lytte til hans ord. Derfor begyndte han at sige:

(Arabisk**********)

Åh, søn af min mor! Træk ikke i mit skæg og mit hovedhår. Jeg frygtede, at du ville sige: Du har skabt splittelse blandt Israels børn og ikke overholdt mit ord. (Sura Ta-Ha: 94)

Da han fik at vide, at en mand ved navn Samiri havde indført kalvedyrkelsen, rettede al hans vrede sig mod ham. Han erklærede med tordenrøst henvendt til Samiri:

(Arabisk**********)

Musa sagde: Gå bort! Du skal bære denne straf resten af dit liv, og du skal sige: Rør mig ikke. Du har en fastsat forjættelse, som ikke vil blive brudt. Se på din guddom, som du holdt fast ved. Vi vil brænde den og sprede dens aske i havet. (Sura Ta-Ha: 97)

Den ærværdige Musa (a.s.) gjorde alt dette i vrede. Lad os give ham endnu nogle år.

Moses’ (fred være med ham) folk opholder sig i Tih-ørkenen. Efter vores opfattelse var han trådt ind i moden alder, da han skilte sig fra sit folk. Han mødte en retskaffen mand og ønskede at drage fordel af hans selskab. Vi ved, at han heller ikke dér kunne udvise tålmodighed. Til sidst skilte den retskafne mand sig fra ham efter at have forklaret ham meningen med de handlinger, han havde udført.

Dette var profeten Moses’ (fred være med ham) personlighed, som gennem fortællingens forskellige lag er blevet fremstillet som et eksempel på et menneske.

2. Blødhjertet og tålmodig personlighed

Profeten Abrahams (fred være med ham) karakter var den fuldstændige modsætning til profeten Moses’ (fred være med ham). Profeten Abraham (fred være med ham) var et strålende eksempel på en blødhjertet og afbalanceret personlighed. Det siges:

(Arabisk**********)Abraham var utvivlsomt meget blødhjertet og tålmodig. (Sura at-Tawbah: 114)

Allerede i sin barndom tænkte han dybt over, hvordan han kunne søge efter Gud. Det siges:

(Arabisk**********)

Da nattens mørke omsluttede ham, så han en stjerne. Han sagde: »Dette er min Herre.« Men da den gik ned, sagde han: »Jeg elsker ikke dem, der går ned.« Da han derefter så den strålende måne, sagde han: »Dette er min Herre.« Men da den forsvandt, sagde han: »Hvis min Herre ikke vejleder mig, vil jeg helt sikkert blive blandt de vildfarne.« Da han så den endnu lysere sol, sagde han: »Dette er min Herre, den er størst.« Men da også den gik ned, sagde han: »Mit folk! Jeg er fri for det, som I sætter ved Guds side. Jeg vender mit ansigt mod Ham, der har skabt himlene og jorden, som en hanif, og jeg er ikke blandt afgudsdyrkerne.« Hans folk begyndte at strides med ham. Han sagde: »Strides I med mig om Gud, selv om Han har vejledt mig? Jeg frygter ikke dem, som I sætter ved Hans side, medmindre min Herre ønsker at påføre mig en skade. Min Herre omfatter alting med Sin viden. Vil I da ikke tænke jer om?« (Sura al-An‘am: 76-81)

Da den ærværdige Ibrahim (a.s.) troede på Allahs enhed, kaldte han først sin far til tawhid med en yderst blid tone og stor kærlighed:

(Arabisk**********)

Da han sagde til sin far: »Min kære far! Hvorfor tilbeder du det, som hverken hører eller ser og ikke kan gavne dig på nogen måde? Min kære far! Jeg har fået en viden, som du ikke har fået. Følg mig derfor, så vil jeg vise dig den rette vej. Far! Følg ikke Satan; Satan er ulydig mod Den Nådige. Min kære far! En straf fra Den Nådige vil ramme dig, og så vil du blive Satans ledsager.« (Sura Maryam: 42-35)

Men Ibrahims (a.s.) far afviste hans invitation og sagde i en truende tone:

(Arabisk**********)

Han sagde: »O Ibrahim! Vender du dig bort fra mine guder? Hvis du ikke holder op, vil jeg helt sikkert dræbe dig ved stenkastning. Forlad mig for altid.«

Men selv over for faderens hårde opførsel så man ham ikke overskride grænsen for tålmodighed og overbærenhed, og heller ikke blive trodsig. Tværtimod svarede han høfligt og ydmygt:

(Arabisk**********)

Ibrahim sagde: »Fred være med dig. Jeg vil bede min Herre om tilgivelse for dig. Sandelig, Han er nådig mod mig. Jeg tager afstand fra jer og dem, som I tilbeder foruden Allah; jeg vil tilbede min Herre. Jeg håber, at jeg ikke vil blive berøvet noget ved at tilbede min Herre. (Sura Maryam: 47-48)

Derefter ødelagde Hazrat Ibrahim (a.s.) afguderne. Dette var muligvis det eneste arbejde, han udførte med en hård indstilling. Det var takket være Allahs umådelige storhed, at han kunne ødelægge afguderne. Han havde tænkt, at når hans folk så afguderne sønderknuste og spredt, ville de blive tvunget til at indse, at afguder aldrig engang kan bevæge sig på grund af deres egne lidelser og problemer. Derfor måtte nogen have ødelagt dem. Han mente, at hans folk på denne måde ville komme til tro. De sagde da i deres hjerter:

(Arabisk**********)Derefter tænkte de sig om og sagde: »Folk! Det er jer, der handler uretfærdigt.« (Sura al-Anbiya: 64)

Da hans folk besluttede at brænde ham ihjel, sagde Allah:

(Arabisk**********)Vi sagde: »O ild! Bliv kølig og sikker for Ibrahim.« (Sura al-Anbiya: 69)

Derefter udvandrede Hazrat Ibrahim (a.s.) sammen med de troende. Blandt de troende var også hans nevø, Hazrat Lut (a.s.). Senere, i sin alderdom, skænkede Allah ham en søn ved navn Ismail. Men begivenhederne tog en anden drejning, og han blev nødt til at efterlade sin hustru og sin søn et andet sted. Koranen er tavs om årsagen til dette. Han efterlod dem i et øde land, idet han alene satte sin lid til Allah. Derefter bad han inderligt og ydmygt til Allah med en klagende stemme.

(Arabisk**********)

Min Herre! Jeg har bosat en af mine sønner i en uopdyrket dal nær Dit hellige hus. Min Herre! For at de kan opretholde bønnen. Bøj nogle menneskers hjerter mod dem, og forsyn dem med frugter, så de måske vil vise taknemmelighed. (Sura Ibrahim: 37)

Hazrat Ismail (a.s.) var endnu ikke trådt ind i ungdomsalderen, men var kun en dreng. Under disse omstændigheder så Hazrat Ibrahim (a.s.) i en drøm, at han slagtede Ismail (a.s.). Efter at være vågnet gjorde han sig klar til at bestå troens prøve. Da skænkede Allah ham i sin barmhjertighed et ‘stort offer’, ‘Zabh-e-Azim’, i stedet for Ismail (a.s.).

Alle de begivenheder og fortællinger, der berettes om Hazrat Ibrahim (a.s.), viser i virkeligheden én ting: Han var et menneske med et meget mildt sind og en tålmodig natur. Om dette vidner selve Koranen:

(Arabisk**********)Sandelig, Ibrahim var yderst tålmodig, blødhjertet og hengiven til Allah (Sura Hud: 75).

3. Hazrat Yusuf (a.s.)]

Hazrat Yusuf (a.s.) var en repræsentant for en lærd og vis personlighed.

Se, Aziz’ hustru forsøgte at forføre ham til en umoralsk handling og truede ham også, fordi han ikke ville lytte til hende. Men han afviste det beslutsomt. Han boede i Aziz’ hus og betragtede derfor alle med respekt og ære. Han gjorde altid sit yderste for, at der ikke skulle blive sagt noget, som kunne tilintetgøre hans værdighed og anseelse.

Der siges:

(Arabisk**********)

Kvinden begærede ham visselig, og han ville også have begæret hende, hvis han ikke havde set sin Herres tegn. Således fjernede Vi det onde og den skamløse handling fra ham. Han var visselig en af Våre udvalgte tjenere. (Sura Yusuf: 24)

Lad os gå lidt videre og se kvindens sande ansigt:

(Arabisk**********)

De løb begge hen mod døren, og kvinden rev Yusuf i skjorten bagfra. (Sura Yusuf: 25)

Pludselig hørte han den stemme, som hustruen frygtede.

(Arabisk**********)og de fandt begge kvindens mand ved døren.

Her viste kvinden sit sande ansigt. Hun anklagede Yusuf:

(Arabisk**********)Kvinden sagde: Den, der har til hensigt at begå en skændig handling med din familie.

Da kvinden var vanvittigt forelsket i profeten Yusuf (fred være med ham), ønskede hun ikke, at han skulle få en hård straf. Derfor antydede hun selv en lidt mildere straf og sagde:

(Arabisk**********)Send ham i fængsel eller giv ham en smertefuld straf (hvilken anden straf kan der gives?). (Sura Yusuf: 25)

Han fremlagde sandheden på en høflig måde.

(Arabisk**********)Hun sagde: Det var ham, der forsøgte at få mig til ikke at beherske mig selv. (Sura Yusuf: 26)

Han beviste det. Det interessante var, at en af kvindens nærmeste selv trådte frem som vidne.

(Arabisk**********)

En person fra kvindens familie afgav følgende vidnesbyrd: Hvis hans skjorte er revet op foran, taler kvinden sandt, og han lyver. Men hvis skjorten er revet op bagpå, lyver kvinden, og han taler sandt. (Sura Yusuf: 26-27)

Dermed blev profeten Yusufs (fred være med ham) sandfærdighed bevist.

Denne begivenhed spredte sig blandt alle kvinderne i hele byen. Aziz’ hustru blev overvældet af skam. En dag inviterede hun alle byens kvinder. Da kvinderne tog knivene i hånden for at spise, (det skal bemærkes, at det dengang var skik i Egypten, at gæsterne skar maden ud med knive, mens de spiste) blev Yusuf (a.s.) ført frem for dem. Kvinderne betragtede ham som tryllebundne. Da de skar maden med knivene, mens de så på ham, sårede de hver især deres egne hænder.

(Arabisk**********)

Da de så ham, blev de helt forbløffede og skar sig i hænderne. De sagde: »Dette kan umuligt være et menneske! Det må være en ædel engel.« (Sura Yusuf: 31)

De var alle kvinder, og Aziz’ hustru var en af dem. Hun vidste udmærket, hvor betagede kvinderne var blevet.

(Arabisk**********)Efter at have set disse tegn fandt de det passende at holde ham i fængsel i nogle dage. (Sura Yusuf: 35)

Derefter ser vi, hvordan Yusuf (a.s.) i fængslet fortalte to af kongens tjenere om deres drømme. Om den ene af dem mente han, at han ville blive løsladt og igen blive ansat som kongens ledsager. Da sagde han til ham: »Gå til kongen og tal min sag.« Men da manden kom ud, glemte han det. Derfor måtte Yusuf (a.s.) endnu nogle år udholde fængslets lidelser. Da kongen havde en drøm, blev han bekymret og ønskede at få den fortolket. Ingen kunne give den korrekte ta’bir (betydning). Da kom denne mand i tanke om Yusuf (a.s.). Han fortalte kongen hele sagen. Derefter sendte kongen bud efter ham i fængslet, så han kunne forklare drømmen.

Her kommer Yusuf (a.s.)’s kløgt til udtryk. Han havde uden at have begået nogen forbrydelse måttet udholde fængslets lidelser. Selv da han nu hørte opfordringen til at blive løsladt, frygtede han, at de på ny, på grund af mistanke, ville sende ham i fængsel. Derfor søgte han en mulighed for at få sagen bragt frem. Således sendte han bud tilbage gennem udsendingen.

(Arabisk**********)

Han sagde: Vend tilbage til din herre og spørg ham om, hvad der skete med de kvinder, som skar deres hænder over. Min Herre kender visselig alle deres intriger. (Sura Yusuf: 50)

Kongen spurgte alle disse kvinder om hele hændelsen. De fortalte alt. Aziz’ hustru indrømmede selv hans dydighed. Det er naturligt at forstå, at denne kvinde på det tidspunkt var blevet gammel. Vi mener, at da denne hændelse fandt sted, var kvinden 40 år eller lidt derover. Hun var da trådt ind i den modne alder, og derfor var det ikke længere muligt for hende at begå nogen form for ugerning. Derfor indrømmede hun åbent:

(Arabisk**********)

Aziz’ hustru sagde: Nu er sandheden kommet frem. Det var jeg, der forførte ham. Han er sandfærdig. (Sura Yusuf: 51)

Det fremgår klart af den ovenstående redegørelse, at profeten Yusuf (fred være med ham) var særdeles vis og fornuftig. At tage hvert skridt med forsigtighed var et af hans fremtrædende karaktertræk. Derfor er det blevet sagt:

(Arabisk**********)

Dette er, for at Aziz kan vide, at jeg ikke i det skjulte var ham utro. Desuden lader Allah ikke forræderes bedrag lykkes. Jeg erklærer ikke mig selv uskyldig. Menneskets sjæl hælder visselig stærkt mod det onde. (Sura Yusuf: 52-53)

Da profeten Yusuf (fred være med ham) så, at kongen var blevet påvirket af hans ord og var glad efter at have fået drømmen fortolket, sagde han endda:

(Arabisk**********)Fra i dag har du opnået min tillid og agtelse. (Sura Yusuf: 54)

Uden at lade denne mulighed gå fra sig sagde han til kongen:

(Arabisk**********)

Sæt mig til at forvalte landets skatkamre. Jeg er en troværdig vogter og erfaren. (Sura Yusuf: 55)

På denne måde udnyttede han muligheden på bedste vis. Ved både velstand og hungersnød ledede han landet på fremragende vis og viste sin dygtighed. Han varetog ansvaret i fjorten år. I denne periode betragtede han sig ikke blot som Egyptens fødevareminister, men også som ansvarlig for de omkringliggende stater og områder, eftersom de også var blevet ramt af hungersnøden. Derfor var de tvunget til at hente fødevarer fra Egypten i op til syv år.

Da hans brødre kom til Egypten for at hente rationer, genkendte han dem, men de genkendte ikke ham. Han stillede som betingelse, at de ikke ville få rationer næste gang, hvis de ikke tog deres bror med. Da de ved den næste levering havde broren Benjamin med, anbragte han en kongelig pokal blandt hans ejendele for at holde ham tilbage og bekendtgjorde, at en pokal var blevet stjålet fra det kongelige palads. »I karavanefolk! I har stjålet!« De benægtede tyveriet og udfordrede dem til at gennemsøge deres bagage. De sagde også: »Den, hos hvem den bortkomne pokal bliver fundet, skal De holde tilbage.« Her kommer profeten Yusuf (fred være med ham)s skarpsindighed til udtryk.

(Arabisk**********)

Derefter begyndte Yusuf at gennemsøge deres sække i stedet for sin egen brors sæk. Til sidst tog han pokalen frem fra sin egen brors sæk. (Sura Yusuf: 76)

Yusuf (a.s.)’s brødre rejste hjem uden Binyamin og vendte senere tilbage. Da afslørede Hazrat Yusuf (a.s.) sin identitet. Før det havde han forvirret dem en smule for at lære dem en lektie.

Her fremstilles Hazrat Yusuf (a.s.)’s personlighed på en særdeles strålende måde. Viden og visdom, eftertænksomhed med koldt hoved, rationalitet og lignende var kendetegn ved hans personlighed.

4. Hazrat Adam (a.s.)

Vi havde ønsket at diskutere Hazrat Adams og Iblis’ personligheder udførligt. Men i stedet beskriver vi dem samlet og kortfattet, fordi jeg håber at kunne skildre denne begivenhed udførligt et andet sted.

Sandheden er, at Adam (a.s.) i Koranen fremstilles som et eksempel på et menneske, der besidder alle menneskelige egenskaber og karaktertræk. Blandt disse menneskelige karaktertræk finder man tidligt i Adam (a.s.)’s liv et træk, som stadig findes hos mennesker i dag. Det var netop menneskets svaghed, Iblis udnyttede. Derfor troede både Adam og Hawa på Iblis’ ord.

(Arabisk**********)

Iblis sagde: »Adam! Skal jeg fortælle dig om et træ, der giver evigt liv, og om et uforgængeligt kongerige?« (Sura Ta-Ha: 120)

Derfor længes mennesket altid efter et liv, der ingen ende har. Når man forsøger at opnå det efter Satans råd, bliver spørgsmålet om, hvad der er tilladt eller forbudt, underordnet for en. Mennesket ønsker undertiden at leve videre på jorden gennem sine efterkommere, og undertiden ønsker det at skabe åndelige børn ud fra sin trosopfattelse og sine forestillinger og leve videre blandt dem. Men Islam har vist den sande vej til et fortsat liv. Derfor er mennesket blevet bedt om at tro på et andet liv efter døden. Set fra dette perspektiv er Islam garant for et evigt liv. Hvad angår Iblis’ personlighed, er den Satans personlighed. Det er alt, hvad der behøver at blive sagt om Iblis.

5. Hazrat Sulayman (a.s.)

Nu vil jeg fortælle om en begivenhed, hvor en personlighed udfoldes i fuld udstrækning. Denne udfoldelse overgår endda vores forestillingsevne. Samtidig er den kunstneriske skønhed og det religiøse formål også fuldt til stede. Det drejer sig om begivenheden med Hazrat Sulayman (a.s.) og Bilqis.

I denne begivenhed træder begges personligheder tydeligt frem. Vi ser både en mands personlighed og en kvindes personlighed, og samtidig en konges og en dronnings personlighed. Lad os nu se, hvordan deres personligheder er blevet fremstillet.

(Arabisk***********)

Sulayman undersøgte fuglene og sagde derefter: Hvad er der sket? Jeg kan ikke se Hudhud. Eller er han fraværende? Jeg vil bestemt straffe ham hårdt eller henrette ham, medmindre han fremfører en gyldig begrundelse. (Sura an-Naml: 20-21)

Dette er den første scene. Her træder en vis hersker, ja, desuden en profet og samtidig en forstandig personlighed frem. Kongen holder øje med sine undersåtter og bliver vred, da han opdager, at en undersåt er fraværende uden tilladelse. Men han er ikke desto mindre ingen tyrannisk konge. Fravær kan undertiden have en rimelig årsag. Hvis der foreligger en gyldig årsag, er der ikke mere at sige. Ellers er det en forbrydelse. Derfor vil jeg straffe ham eller henrette ham.

(Arabisk***********)

Efter et stykke tid kom Hudhud og sagde: Jeg har fået kendskab til noget, som De ikke ved. Jeg er kommet til Dem med sikre nyheder fra Saba. Jeg har set en kvinde herske over Sabas folk. Hun har fået alt, og hun har en vældig trone. Jeg så hende og hendes folk kaste sig ned for solen i stedet for Allah. Satan har gjort denne handling tiltrækkende for dem og holdt dem borte fra den rette vej, så de ikke finder den rette vej. Hvorfor kaster de sig ikke ned for Allah, som bringer det skjulte frem i himlene og på jorden, og som ved, hvad I skjuler, og hvad I gør åbenlyst? Der findes ingen anden guddom end Allah; Han er den vældige trones Herre. (an-Naml: 22-26)

Hudhud havde været fraværende, og med hans ankomst begyndte den anden scene. Han vidste, at kongen var yderst mægtig, og at hans straf var meget streng. Derfor indledte han sin tale på en sådan måde, at han mente, kongens opmærksomhed ville blive vakt, og at han dermed kunne undgå straffen for sit fravær. Talen blev indledt med disse ord:

(Arabisk************)

Jeg er kommet med en nyhed, som De ikke kender til. Det er en sikker oplysning om Saba.

Hvis en almindelig undersåt siger til kongen: »Jeg kender en nyhed, som De ikke kender til«, findes der da nogen konge, som kan lade være med at lytte til ham? Hudhud så, at kongen lyttede opmærksomt til ham, og derfor begyndte han at berette detaljeret om begivenheden. Derefter sagde han, forundret over Bilkis’ folks adfærd:

(Arabisk***********)

(Jeg forstår ikke,) hvorfor de ikke kaster sig ned for Allah, som kender alle de skjulte ting i himlene og på jorden? (Sura an-Naml: 25)

Her er Hudhud den skyldige. Kongen havde ikke truffet nogen afgørelse om ham. Derfor henledte Hudhud taktfuldt kongens opmærksomhed på, at ejeren af den mægtige trone alene er Allah. Sulaiman (a) sagde:

(Arabisk************)

Nu vil jeg se, om du taler sandt eller lyver. Tag dette brev fra mig, kast det hen til dem, og træk dig derefter tilbage for at se, hvad de svarer. (Sura an-Naml: 27-28)

Dette er den afsluttende del af den anden scene. I denne del optræder en vis og retfærdig konge, som ikke tilgav forbrydelsen at være fraværende fra hæren, selv efter at have bragt en så stor nyhed. Derfor forsøgte han at verificere begivenhedens sandhed. En profet og en retfærdig konge har begge truffet den passende beslutning. Vi er blot almindelige tilskuere til denne scene. Vi ved endnu ikke, hvad han har skrevet i brevet. Før brevet når frem til dronningens hænder, har vi ingen mulighed for at vide det. Da dronningen modtager brevet, bliver det afsløret. Herfra begynder den tredje scene.

(Arabisk***********)

Dronningen sagde: »O rådsherrer, jeg har modtaget et ærefuldt brev. Det er fra Sulaiman, og det lyder således: I Allahs, den Altid Givendes, den Barmhjertiges navn. Vis ikke stolthed over for mig, men kom til mig i underkastelse.« (Sura an-Naml: 29-31)

Dronningen henledte rådsherrernes opmærksomhed på brevet for at rådføre sig med dem og sagde:

(Arabisk************)

Dronningen sagde: »O rådsherrer! Rådgiv mig i min sag. Jeg træffer ikke beslutning i nogen sag uden jer til stede.« (Sura an-Naml: 32)

Til alle tider og alle steder har det været en vane blandt hærens folk altid at fremvise deres tapperhed og krigsdygtighed. For uden at fremvise deres tapperhed og krigsdygtighed har de ingen mulighed for at tjene til deres brød. Samtidig siger de, at al magt og myndighed ligger hos kongen. Hvad end der befales, er vi rede til at adlyde. I overensstemmelse med deres sædvanlige vane udbrød de:

(Arabisk***********)

De sagde: »Vi er stærke og tapre krigere. Nu er det dig, der har myndigheden til at træffe beslutningen. Overvej, hvad du vil befale os.« (Sura an-Naml: 33)

Her kom Bilqīs’ kvindelighed til udtryk. Kvinder ønsker som regel at undgå og bryder sig ikke om uro, tumult og stridigheder. Det ligger i kvinders natur at forsøge at opnå deres mål gennem list og klogskab frem for magtanvendelse. Et andet af deres særpræg er, at de kan betragte mænd som modstandere, selv uden skænderier eller konflikter.

(Arabisk**********)

Hun sagde: »Når konger trænger ind i et land, ødelægger de det og ydmyger dets fornemme indbyggere. Det er sådan, de vil handle. Jeg sender ham nogle gaver; så får vi se, hvad de udsendte bringer tilbage som svar.« (Sura an-Naml: 34-35)

Her faldt tæppet for denne scene. Da udsendingene trådte ind hos Sulaiman (fred være med ham), gik tæppet atter op.

(Arabisk**********)

Da de derefter kom til Sulaiman, sagde Sulaiman: »Vil I støtte mig med rigdom? Det, Allah har givet mig, er bedre end det, I har givet mig. Nej, glæd jer blot over jeres gaver. Vend tilbage til dem; jeg vil straks komme imod dem med en hær, som de ikke har magt til at stå imod. Jeg vil visselig ydmyge dem og drive dem ud derfra, vanærede.« (Sura an-Naml: 36-37)

Han sendte ham tilbage sammen med de gaver, som budbringeren var kommet til ham med. Lad os lade ham vende tilbage.

Sulaiman (a.s.) er ikke blot en profet eller en konge, men også en tapper mand. Gennem sin erfaring som konge forstod han, at den beslutsomhed, hvormed kejserindens gave blev sendt tilbage, ville føre til en endelig konfrontation med kejserinden.

At kejserinden sendte en gave, viser, at hun bestræbte sig på at undgå fjendskab. Hun sendte derfor gaven, så der kunne indgås en fredsaftale. Kong Sulaiman var derimod overbevist om, at hun ville tage imod invitationen. Her vågnede den mandighed i Hazrat Sulaiman (a.s.), som ønsker at hævde sin overlegenhed over kvinden gennem egen styrke og strategi.

Hazrat Sulaiman (a.s.) ønskede at bringe hendes trone til sig, før kejserinden ankom, og han ønskede at bygge et palads af glas til hende, men begivenheden er ikke blevet beskrevet klart. For tilskuere som os forblev det et mysterium. Da kejserinden nåede frem til Hazrat Sulaiman (a.s.), får vi kendskab til den anden scene i paladset:

(Arabisk**********)

Sulaiman sagde: »O rådsherrer! Hvem vil bringe hendes trone til mig, før de kommer til mig i underkastelse?« En mægtig jinn sagde: »Jeg vil bringe den til dig, før du rejser dig fra din plads, og jeg er i stand til det og troværdig.« (Sura an-Naml: 38-39)

Men det religiøse formål er ikke foreneligt med jinnernes evner. Da den troende mand, som havde kendskab til Allahs Bog, så Sulaiman (a.s.) tie, sagde han: »Jeg står til din tjeneste.« Hans evner var naturligvis større end denne jinns.

(Arabisk*********)

Den, der havde viden fra Skriften, sagde: »Jeg vil bringe den til dig og stille den foran dig, før du når at blinke.« (Sura an-Naml: 40)

Her kommer en kort pause. Kun så længe, som det tager at lukke og åbne øjnene én gang. Derefter begynder scenen igen.

(Arabisk*********)

Da Sulaiman så den placeret foran sig, sagde han: »Dette er en nåde fra min Herre, for at Han kan prøve mig, om jeg vil være taknemmelig eller utaknemmelig. Den, der er taknemmelig, er kun taknemmelig til gavn for sig selv, og den, der er utaknemmelig, skal vide, at min Herre er uden behov og rig på nåde.« (an-Naml: 40)

Den profet, som var i Sulaiman (a.s.), vågnede nu ved Allahs nåde. Denne nåde blev åbenbaret gennem en af Hans tjenere, som på et øjeblik bragte dronningens trone frem. Derfor takkede Sulaiman (a.s.) igen og igen Allah med et roligt hjerte, så hans religiøse formål kunne blive opfyldt.

Kort efter vågnede Sulaimans (a.s.) mandighed igen.

(Arabisk*********)

Han sagde: »Forandr tronen, så den får en anden form. Lad os se, om hun kan genkende den, eller om hun hører til blandt dem, der intet forstår.« (Sura an-Naml: 41)

Nu kommer scenen, hvor kejserinden modtages. Tilskuerne venter åndeløst på kejserindens ankomst.

(Arabisk*********)

Da kejserinden ankom, blev hun spurgt: »Er dette din trone?« Hun svarede: »Det ser ud til at være den.«

Hvad skete der derefter? Det ser ud til, at kejserinden endnu ikke havde antaget islam.

(Arabisk*********)

Han bad hende afstå fra at tilbede det, som hun tilbad i stedet for Allah. Hun havde tidligere sikkert været blandt de vantro. (Sura An-Naml: 43)

Her sluttede den anden scene for kejserinden og tilskuerne, hvoraf jeg også var én.

(Arabisk*********)

Der blev sagt til hende: »Træd ind i dette palads.« Da hun så på det, troede hun, at det var et klart vandbassin. Hun løftede sit klæde op omkring fødderne. Sulayman sagde: »Dette er et palads bygget af klart glas.« Bilqis sagde: »Min Herre! Jeg har virkelig gjort uret mod mig selv. Jeg overgiver mig sammen med Sulayman til Allah, verdens Herre.« (Sura an-Naml: 44)

I lyset af denne begivenhed fremstår Bilqis som et fuldendt kvindeligt væsen. Eftersom hun var kvinde, forsøgte hun at løse problemet fredeligt og undgå oprør og strid. Det er også værd at bemærke, at hun ikke blev tiltrukket fra første færd, men iagttog situationen. Alligevel forblev hun den, hun var. I den anden scene tænkte hun over den situation, der var blevet skabt for hendes skyld, og over det, hun måtte tage i betragtning: at han [den ærede Sulayman (fred være med ham)] viste hende ære og havde modtaget hende med en storslået velkomst til hans ære. Derfor overgav hun sig til ham. Hun anerkendte sin underkastelse over for hans pragt, værdighed og tapperhed. Selvom hun vidste, at hele arrangementet var blevet gjort for hendes skyld, udviste hun alligevel den kvindelige forsigtighed, den kvindelige adfærd, som Hawwa (fred være med hende) var blevet skænket. Tæppet falder.

Disse begivenheder mangler intet, hverken i religiøs eller kunstnerisk henseende. Der er ikke noget aspekt, der kan føjes til. Det er heller ikke blot en fortælling eller roman uden forbindelse til et kunstnerisk perspektiv. Den er grundlagt på en fortællings religiøse fundament.

De drøftelser af menneskets følelser, fornemmelser og påvirkninger, som findes her under overskriften »Menneskets væsen«, er arrangeret i en smuk stil, som er særdeles fornøjelig.

Hermed afslutter jeg den gennemgang, jeg har givet af de koraniske fortællinger. Hvis nogen ønsker at gå videre herfra, vil denne gennemgang vise dem vejen.

Kapitel elleve

Menneskets væsen

Samtidig med beskrivelsen af forskellige religiøse emner i Koranen præsenteres der også korte skildringer af menneskets forskellige tilbøjeligheder og egenskaber. Det forunderlige er, at menneskets væsen gennem én eller to sætninger afsløres på en sådan måde, at det synes levende og bevægeligt at træde frem foran os.

Dette er måske en skildring af alle menneskers sande natur. Mennesket er fremstillet med visse egenskaber og karaktertræk, som oftest kommer til syne i verden. Disse menneskelige karaktertræk er varige. Ingen nation eller stamme er fri for disse egenskaber; enhver må nødvendigvis være indehaver af den ene eller den anden af dem.

Disse vers blev oprindeligt åbenbaret i en bestemt situation, men gennem dem er der tegnet nogle levende og realistiske billeder af mennesket, som med hensyn til deres indhold er mirakuløse og evige. For disse billeder gentager sig gennem århundredernes kredsløb, på tværs af tid og sted, og de er altid levende, livfulde og nærværende.

Lad os nu kort fremlægge nogle eksempler, sådan som de er fremstillet i Koranen. Nogle eksempler af denne art har vi tidligere præsenteret under overskriften »Kunstneriske billeder«. Det var naturligvis dér, de egentlig hørte hjemme. Men eftersom de hænger sammen med begivenheder eller fortællinger, ønsker vi alligevel at behandle dem i det foreliggende kapitel.

1. Menneskets natur

I det følgende vers er der tegnet et billede, som alle mennesker er forbundet med. Der siges:

Når mennesket rammes af en ulykke eller nød, kalder det på Mig i enhver tilstand, stående, liggende eller siddende. Men når Jeg fjerner dets nød, opfører det sig, som om det aldrig havde kaldt på Mig, da det var ramt af nød. (Sura Yunus: 12)

I det nævnte korte eksempel er alle elementer af sandhed, skønhed og kunstnerisk skønhed samlet. Menneskets natur og karakter er i virkeligheden sådan. Menneskets fitra er, at når det rammes af nød og når grænsen mellem liv og død, begynder det at ihukomme Allah, den Almægtige og den Almægtige, på en sådan måde, at det synes, som om ingen andre end Ham kan bringe en løsning. Så snart nøden er forsvundet, viger det fra sandhedens og skønhedens vej og fortsætter som før. Det tror, at det slet ikke har været ramt af nogen nød. Det har ikke engang tid til at vende sig om og se tilbage. Dets lidelsesfulde tilstand er med kunstnerisk mesterskab fremstillet således:

(Arabisk*********)

Da kalder de på Mig, mens de ligger ned, sidder eller står (i fortvivlelse). (Sura Yunus: 12)

Derefter fremstilles et kunstnerisk billede af tiden, hvor ulykken er drevet bort, således:

(Arabisk*********)(Når) ulykken er drevet bort, opfører de sig, som om de aldrig havde kaldt på Mig. (Sura Yunus: 12)

Disse to billeder viser, at når mennesket rammes af ulykke og modgang, går livets gang i stå. Undertiden bliver denne hindring langvarig. Men når ulykken og modgangen er drevet bort, begynder livets skib igen at sejle, som om det aldrig havde mødt nogen hindring.

I Koranen fremstilles sådanne scener på en meget fascinerende måde. Selv om deres form ikke er den samme, er deres grundkarakter alligevel ens. De samles alle i ét centrum. For eksempel:(Arabisk*********)

Når Jeg skænker mennesket en velsignelse, vender det sig bort og fjerner sig hovmodigt; men når noget ondt rammer det, bliver det helt fortvivlet. (Sura al-Isra: 83)

(Arabisk*********)

Hvis Jeg lader mennesket smage Min nåde og derefter tager den fra det, bliver det fortvivlet og utaknemmeligt. Men hvis Jeg efter den sorg og lidelse, der har ramt det, lader det nyde lykke, siger det: »Min ulykke er borte.« Da bliver det opslugt af glæde og bliver hovmodigt og overmodigt. (Sura Hud: 9-10)

(Arabisk*********)

Mennesket er skabt med en utålmodig natur. Når det rammes af noget ondt, jamrer det. Og når det opnår noget godt, bliver det nærigt. (Sura al-Ma’arij: 19-21)

Der findes mange sådanne vers i Koranen. Formålet er at fremstille menneskets evige egenskaber for mennesket fra forskellige synsvinkler. Men denne aktivitet i menneskets liv samler sig til sidst i ét samlet træk: dets vedvarende bestræbelse på at opnå overlegenhed gennem magt og pragt. Når det bliver fuldstændig opslugt af denne tilstand, helliger det sit dyrebare liv til dette. Og hvis en ulykke eller prøvelse kommer og bliver en hindring for dets håb, tøver det ikke med at trække sig tilbage.

2. Den skrøbelige troende

Blandt menneskene findes der en slags mennesker, hvis tro er meget skrøbelig. De kan ikke stå fast i deres tro. De forbliver på troens vej, så længe de kan drage fordel af den i sikkerhed og uden besvær. Men hvis de udsættes for nogen form for prøve eller vanskelighed, tøver de ikke med straks at forlade troen.

(Arabisk*********)

Blandt menneskene er der nogle, som tilbeder Allah, mens de er indviklet i tvivl og usikkerhed. Hvis de opnår noget godt, forbliver de standhaftige i tilbedelsen, men hvis de udsættes for en prøve, vender de tilbage til deres tidligere tilstand. De lider tab i denne verden og i det hinsidige. Dette er i sandhed et klart forhold. (Sura al-Hajj: 11)

(Arabisk*********)

Nogle mennesker siger: »Vi tror på Allah«, men når de bliver forfulgt på Allahs vej, anser de menneskers forfølgelse for at være som Allahs straf. Når der kommer hjælp fra din Herre, siger de: »Vi var jo sammen med jer.« Ved Allah ikke, hvad der er i den troendes hjerte? (Sura al-Ankabut: 10)

3. Opportunistiske og listige mennesker

Der findes mennesker, som er opportunistiske og listige af natur. De udfører selv en handling, der bygger på sandheden, og drager fordel af den, men så snart en anden udfører den samme handling, benægter de den.

(Arabisk*********)

Da der kom en Skrift fra Allah til dem, som bekræftede det, de allerede havde, og de tidligere altid havde bedt om sejr over de vantro, fornægtede de den bevidst, da det, de genkendte, kom til dem. Allahs forbandelse er derfor over de vantro. (Sura al-Baqara: 89)

Når de bliver kaldt til Allah og Sendebudet for at få en afgørelse, vender en del af dem sig bort. Men hvis sandheden er på deres side, kommer de ydmygt løbende til Sendebudet. (Sura an-Nur: 48-49)

4. Feje og kujonagtige mennesker

Der findes også mennesker, som ser på sandheden med had og foragt og ikke ønsker at stifte bekendtskab med den. På den ene side holder deres stædighed og halsstarrighed dem borte fra sandheden, og på den anden side har fejhed grebet dem. Derfor har de aldrig engang mod til at møde sandheden ansigt til ansigt.

(Arabisk*********)

De diskuterede med dig, selv efter at sandheden og retfærdigheden var blevet tydelig, som om de blev drevet mod døden, mens de så den. (Sura al-Anfal: 6)

5. Mennesker, der fremkalder latter og morskab

Nogle mennesker er af en besynderlig natur. De forsøger at flygte fra sandheden uden at tænke sig om.

(Arabisk*********)

Hvad er der med dem, siden de vender sig bort fra formaningen? Som om de var spredte æsler, flygtende på grund af tumulten. (Al-Muddaththir: 49-51)

6. Mennesker kun af udseende

Det er, som om det var en bevægelig livløs genstand, som får folk til at le, når de ser den.

(Arabisk*********)

Når du ser dem, synes deres ydre at være særdeles tiltalende. Og hvis de taler, lytter du til deres ord. Men de er som træstykker, der er lænet op ad en mur. (Sura al-Munafiqun: 4)

Dette er et særdeles tiltalende billede af hyklerne. Det er humor blandet med smerte.

7. De, der higer efter ros

De gør ikke selv noget, men ønsker, at folk skal rose dem for det, de ikke har gjort.

(Arabisk*********) og de ønsker, at folk skal rose dem for det, de ikke har gjort. (Sura Al-i ‘Imran: 188)

I enhver tidsalder og ethvert sted ser man sådanne mennesker være til stede.

8. Opportunister

Der findes mennesker, som slutter sig til den ene gruppe, når de ser en fordel, men som slutter sig til den anden, når der opstår vanskeligheder dér.

(Arabisk*********)

Det er den slags mennesker, som altid ligger på lur og afventer, om det går jer godt eller dårligt. Hvis I med Allahs vilje sejrer, siger de: »Var vi ikke sammen med jer?« Men hvis de vantro opnår en delvis sejr, siger de til dem: »Omringede vi jer ikke og beskyttede jer ikke mod muslimernes hænder?«

9. En mærkværdigt arrogant person

De følgende to vers skildrer en arrogant person af en mærkværdig beskaffenhed. I disse to vers er der også henvist til overskriften »Kunstnerisk skildring«.

(Arabisk*********)

Selv hvis Jeg åbnede en dør til himlen for dem, og de steg op gennem den hele dagen, ville de stadig sige: »Vores syn er blevet forstyrret, eller også er vi blevet forhekset.« (Sura al-Hijr 14-15)

(Arabisk*********)

Hvis Jeg havde sendt dem noget nedskrevet på papir, og de derefter havde rørt ved det med deres hænder, ville de vantro alligevel have sagt: »Dette er ikke andet end åbenlys trolddom.« (Sura al-An’am: 7)

10. Den feje, skamløse

Den, der er fej, men samtidig skamløs eller ublu, er blevet beskrevet således:

(Arabisk*********)

Og hvis du blot kunne se, da de bliver stillet over for Helvedes ild! De vil sige: »Hvor ville det dog have været godt, hvis vi var blevet sendt tilbage til jorden! Så ville vi ikke have kaldt vor Herres tegn for løgn, og vi ville være blevet troende.« Det, de tidligere skjulte, er blevet åbenbaret for dem. Men selv hvis de bliver sendt tilbage, vil de gøre det samme, som de blev forbudt at gøre. Sandelig, de er løgnere. (Sura al-An’am: 27-28)

11. Den svage hykler

Her fremlægges eksemplet på en svag hykler. Ligesom han ikke selv kan træffe nogen beslutning, kan han heller ikke acceptere sandheden. Hvert øjeblik vakler han i tvivl og ubeslutsomhed.

(Arabisk*********)

Og hver gang en sura bliver åbenbaret, ser de på hinanden og spørger hinanden, om nogen muslim har set jer, hvorefter de sniger sig væk. Allah har vendt deres hjerter bort fra sandheden. Sandelig, de hører til blandt de uforstandige. (Sura at-Tawba: 127)

Når sådanne mennesker sniger sig væk, er det sandelig et syn, der er værd at se.

12. Den, der kommer med undskyldninger

Her fremstilles eksemplet på nogle mennesker, der er feje, bryder deres løfter og kommer med falske undskyldninger.

(Arabisk*********)

Hvis der havde været en let vinding og en kort rejse, ville de bestemt have fulgt med dig. Men da rejsen forekom dem lang, ville de sværge og sige: »Hvis vi blot havde haft mulighed for det, ville vi bestemt være draget ud sammen med jer.« Sandheden er, at de selv styrter sig mod deres egen undergang. Allah ved, at de er løgnere. (Sura at-Tawba: 42)

13. Der findes mennesker, som er optaget af bedrag og hykleri. Selvom de anser sig selv for kloge, er der ikke andet end avner i deres hoveder. De forsøger at bedrage mennesker, men desværre bedrager de kun sig selv.

(Arabisk*********)

Der findes mennesker blandt folk, som siger: »Vi tror på Allah og på det hinsidige«, men de er ikke troende. De forsøger at bedrage Allah og de troende, men de bedrager i virkeligheden kun sig selv, uden at de er sig det bevidst.

14. De, der skaber fordærv

Der findes en slags mennesker, som uden viden eller forståelse går omkring og skaber fordærv, men hvis de bliver bedt om at holde op, bliver de rasende.

(Arabisk*********)

Når de bliver sagt: »Skab ikke splid og fordærv på jorden«, siger de: »Vi arbejder jo blot for at forbedre forholdene.« Vær klar over, at det i virkeligheden er dem, der skaber fordærv, men de forstår det ikke.

15. De, der er besatte af det jordiske livs bedrag

Der findes mennesker, som tillægger det jordiske liv større betydning. Uanset hvor de befinder sig, er det deres fysiske behov, der betyder mest for dem. De tillægger det så stor betydning, at de om nødvendigt er villige til at leve et liv i ydmygelse (men ikke er villige til at protestere imod det og risikere døden), hvilket ingen frihedselskende person ville kunne gøre. Det siges:

(Arabisk*********)Du vil se, at de er mere grådige efter livet end alle andre mennesker.

16. De stædige og stillestående mennesker

Der findes også mennesker, hvis fødder synes at være lavet af sten. De gør ikke det mindste forsøg på at befri sig fra denne tilstand.

(Arabisk*********)

Og når det siges til dem: »Følg det, som Allah har åbenbaret«, siger de: »Aldrig! Vi følger kun det, som vi fandt vore forfædre følge.« Selv om deres forfædre intet vidste og ikke kendte den rette vej. (Sura al-Baqara: 170)

17. Den egenrådige gruppe

Der findes mennesker, som ikke følger nogen bestemt vej, og som heller ikke tilhører nogen gruppe eller jama’ah. Om dem siges det:

(Arabisk*********)

Hvor forunderligt! Når de indgår en pagt, kaster en del af dem den bort. Nej, de fleste af dem er ikke troende. (Sura al-Baqara: 100)

18. Hvad enten det er sandt eller falsk, vil de altid diskutere

Der findes mennesker, som, hvad enten det er sandt eller falsk, og hvad enten de ved det eller ej, altid vil skændes eller skabe uro. Når man ser den slags mennesker noget sted, kan man ikke lade være med at have ondt af dem.

(Arabisk*********)

Hør! Tidligere diskuterede I om noget, som I havde en vis viden om. Hvorfor diskuterer I nu igen om noget, som I intet ved om? Allah ved bedst, hvad I ikke ved. (Sura Al-i-‘Imran: 66)

(Arabisk*********)

Nogle mennesker begynder at diskutere om Allah uden viden, bevis eller en klar bog. Han vender sig bort og diskuterer for at vildlede fra Allahs vej. (Sura al-Hadjdj: 8-9)

Her fremstilles et fuldkomment billede af den diskuterende og arrogante person. Ledet af sin arrogance bliver han ved med at diskutere, mens han drejer halsen fra side til side.

19. Den gerrige

De, der ikke bruger penge, når der er behov for det, er nærige. Hvis nogen lider tab efter at have brugt penge, siger han med et triumferende smil: »Godt, at jeg ikke brugte dem. Mine penge er stadig i behold.« Men hvis der opnås en fordel gennem jihad, siger han fortrydeligt: »Ak! Det havde været bedre, hvis jeg også havde brugt penge.«

(Arabisk*********)

Blandt jer er der nogle, som vil trække tiden ud, og når en ulykke rammer jer, vil de sige: »Godt, at jeg ikke tog af sted sammen med dem; Allah har reddet mig.« Men hvis Allahs nåde tilfalder jer, vil de begynde at tale, som om de aldrig havde haft noget som helst fællesskab med jer. De vil sige: »Ak! Hvis jeg blot havde været sammen med dem, ville jeg også have opnået fremgang.« (Sura al-Baqara: 204-205)

20. Modsætningen mellem det indre og det ydre

Der findes mennesker, hvis ydre og indre ikke stemmer overens. De virker fuldstændig modsatte, som om de ikke er én, men to mennesker.

(Arabisk*********)

Der findes mennesker, hvis tale om det jordiske liv imponerer dig. De tager Allah til vidne på det, der findes i deres hjerter. I virkeligheden er de stridbare mennesker. Når de vender sig bort, spreder de fordærv dér, ødelægger afgrøderne og forsøger at dræbe. Men Allah bryder sig ikke om fordærv, optøjer og uro. (Sura al-Baqara: 204-205)

21. Den, der omvender sig i dødsøjeblikket

Nogle mennesker lever hele deres liv efter eget forgodtbefindende og angrer i øjeblikket før døden. Men deres anger accepteres ikke.

(Arabisk*********)

Der er heller ingen tilgivelse for dem, der fortsætter med at begå onde handlinger, og når dødsdommen hænger over deres hoveder, siger: »Nu angrer jeg.« Der er heller ingen anger for dem, der dør i vantro. (Sura an-Nisa: 18)

22. Folk med ringe forstand

Nogle mennesker har så ringe forstand, at de er fuldstændig ligeglade med, hvad der bliver sagt eller ikke sagt foran dem.

(Arabisk*********)

Nogle af dem lytter ganske vist til Deres ord, men så snart de går ud, siger de til de lærde: »Hvad var det lige, han sagde?« (Sura Muhammad: 16)

23. De sande troende

Om sådanne mennesker er det blevet sagt:

(Arabisk*********)

Når de får at vide: »Mange mennesker har samlet sig imod jer, og der er blevet samlet meget udstyr, så frygt dem«, bliver deres tro endnu stærkere, og de svarer: »Allah er tilstrækkelig for os, og hvilken fremragende beskytter Han er.« (Sura al-Baqara: 273)

24. Fattige, men tilfredse med lidt

Om nogle mennesker siger Allah, al-ʿĀlamīns Herre:

(Arabisk*********)

Almisser er for de fattige, som er blevet bundet til Allahs vej og ikke er i stand til at rejse omkring andre steder for at søge deres levebrød. De uvidende anser dem for velstående, fordi de ikke rækker hånden frem. Du vil kunne genkende dem på deres kendetegn. De tigger ikke mennesker indtrængende om noget. (Sura al-Baqara: 273)

25. De, der frygter Allah

Allahs befaling vedrørende alle disse mennesker er:

(Arabisk*********)

De troende er sådanne, at når Allahs navn nævnes for dem, bliver deres hjerter fyldt med frygt. Og når Allahs ord reciteres for dem, bliver deres tro stærkere. De sætter deres lid til deres Herre. (Sura al-Anfal: 2)

26. Allahs sande tjenere

(Arabisk*********)

Den Barmhjertiges sande tjenere er de, som vandrer ydmygt på jorden, og når de uvidende taler til dem, siger de: »Fred!« og går bort. (Sura al-Furqan: 63)

27. Gavmilde og generøse

Om de gavmilde siger den Almægtige Allah:

(Arabisk*********)

De bespiser de fattige, de forældreløse og de tilfangetagne af kærlighed til Allah og siger: »Vi bespiser jer kun for Allahs velbehag. Vi ønsker hverken belønning eller taknemmelighed fra jer.«

28. De tålmodige

Om dem, der er tålmodige, lyder erklæringen:

(Arabisk*********)

Når en ulykke eller prøvelse rammer dem, siger de: »Vi tilhører sandelig Allah, og til Ham vender vi tilbage.« (Sura al-Baqarah: 156)

29. Den, der foretrækker sin anden bror

(Arabisk*********)

De elsker muhajirerne, og de nærer ingen misundelse i deres hjerter over det, der er blevet givet til muhajirerne, men foretrækker dem frem for sig selv, selv om de selv er trængende. (Sura al-Hashr: 9)

30. De, der behersker vreden og tilgiver andre

Om dem, der behersker vreden og tilgiver, siger Allah:

(Arabisk*********)De behersker deres vrede og tilgiver menneskene. (Sura Aal Imran: 134)

De egenskaber, der blev omtalt ovenfor, findes blandt mennesker til alle tider. Koranen fremstiller dem på en sådan måde, at det selv efter hundreder af år synes, som om de alle står foran os.

Tolvte kapitel

Visdomsbaseret argumentation

Ligesom andre budskaber er blevet afvist på forskellige måder, er også det islamiske budskab blevet afvist. De, der fremførte argumenter og indvendinger for at bevise, at islams budskab var ugyldigt, blev af islam udfordret gennem argumenter og beviser. Eftersom Koranen grundlæggende er knyttet til det islamiske budskab, findes der derfor også argumenter og beviser i den. Spørgsmålet er nu: Hvilken form har den koraniske argumentation? Eller hvilken metode er blevet anvendt til denne argumentation og debat, og hvilke beviser og argumenter er blevet fremlagt i den forbindelse?

Før vi besvarer dette spørgsmål, bør vi se på, hvorfor Koranen er kommet, og hvad formålet med dens åbenbaring er.

Der er ingen tvivl om, at al-Koranen kom for at genoplive og genoprette den største troslære – troen på tawhid. Formålet var at genoplive denne troslære blandt et folk, der anså andre for at være Guds medguder. Derfor kunne intet have været mere forbløffende for dem end, at nogen skulle sige: »Gud er én.«

(Arabisk*********)

Har han besluttet at tilbede én gud i stedet for mange guder? Det er sandelig noget forunderligt. Nogle af deres fremtrædende mænd gik bort, mens de sagde: »Gå videre og hold fast ved tilbedelsen af jeres guder. Dette er bestemt noget, der har et bestemt formål. Vi har aldrig før hørt noget så mærkeligt. Det er ikke andet end opdigtet.« (Sura Sad: 5-7)

Når vi i dag ser på polyteisternes udtalelser og tanker, får de os til at le. For os virker deres ord som utrolig tåbelighed. Men vi må undersøge, hvad den almindelige opfattelse af tawhid var på den tid.

Der er ingen tvivl om, at tawhid-troen på den tid blev betragtet som noget yderst forunderligt.

Det er også nødvendigt at forstå, at ikke alle de mennesker i Arabien, som al-Koranen henvendte sig til, var polyteister. Der fandtes også ahl al-kitab (tilhængere af de tidligere skrifter). Men de ønskede ikke, at en anden religion skulle komme og udslette deres religion. De ønskede heller ikke, at en himmelsk bog skulle blive åbenbaret for en person, som ikke tilhørte deres folk, uanset hvor meget den nye religions grundprincipper og forbindelser måtte ligne deres egen religion.

(Arabisk*********)

Og de bad om sejr over de første vantro. Da den, som de kendte så godt, kom til dem, fornægtede de ham. (Sura al-Baqarah: 89)

Det er værd at overveje, at islam i sine religiøse grundlag og principper var i overensstemmelse med Skriftens folk. (For før forvanskningen var deres religion også islam.) Men på det tidspunkt, hvor jødernes og de kristnes troslære havde nået det stade, den befandt sig på, var islam på ingen måde villig til at tolerere den. Jøderne havde gjort profeten Uzayr (a.s.) til Guds søn, mens de kristne havde gjort Jesus (a.s.) til Guds søn. Derfor hævdede jøderne og de kristne: Vi er Guds børn og hans nærmeste og elskede. Hvis vi endelig skal i Helvede, bliver det kun for nogle få dage. Det er noget, som Koranen selv har fastslået forskellige steder.

På baggrund af ovenstående kan det siges, at islams kald til at genoplive den monoteistiske troslære var noget uhørt for jøderne og de kristne. Desuden var Koranens første krav at genoplive den største troslære, det vil sige den monoteistiske troslære, ved at fremstille den på en ny måde.

Vi har kaldt den monoteistiske troslære for den største troslære, selv om det for os i dag ikke er noget overraskende; det er en selvindlysende sag, fordi det ikke var nogen lille sag for et menneske direkte at forkaste den troslære, som var gået i arv fra forfædrene. Troslæren bliver fra barndommen blandet sammen med menneskets natur, og det var ikke let for mennesket at lade tusindvis af åbenlyse og skjulte begivenheder i livet udslette dets tanker og bevidsthed og få det til at haste mod én Gud, som sejrer over alle dets fysiske og psykiske kræfter.

For at sige det, som det er, er islam ikke den første religion, der kalder til Guds enhed. Andre religioner kalder også til Guds enhed, og disse religioner har på grund af dette kald mødt prøvelser, ulykker og lidelser; islam har også gennemgået sådanne lidelser. Forskellen er imidlertid, at den monoteisme, som islam kalder til, er fuldstændig fri for polyteisme. Den er endda ren og fri for enhver mistanke om polyteisme. Det er ren monoteisme. Islam bekæmper fuldstændigt selv det mindste spor af forestillingen om en legemlig form eller skikkelse i menneskets væsen.

På baggrund af den ovenstående fremstilling kan man forstå, at Koranens allerførste opgave er at fremhæve den rene og hellige monoteistiske troslære. Det skal bemærkes, at det varige centrum for troslære eller bevidsthed er menneskets sind og samvittighed. Det gælder ikke kun den religiøse troslære; menneskets sind er det egentlige sted for al troslære. Den nærmeste vej til sindet er umiddelbar forståelse (det vil sige, at sindet accepterer det, der fremstilles som selvindlysende og letforståeligt), mens den letteste vej til samvittigheden er erkendelse eller følelse (det vil sige, at samvittigheden påvirkes gennem følelsen). For så vidt angår dette, er fornuften ikke mere end en forbindelseskanal. Fornuften er én tunnel; der findes mange andre tunneler end denne. Denne fornuft er hverken bredere eller mere pålidelig end alle de andre tunneler. Fornuften er heller ikke en tunnel, der er nærmere end de øvrige. I virkeligheden har fornuften ingen særlig egenskab, der kan adskille sindet fra samvittigheden.

I dag tillægger nogle mennesker menneskets fornuft og evner alt for stor betydning, fordi de ser videnskabens og teknologiens fremskridt. Selv nogle snæversynede religiøse mennesker er blevet fanget i denne prøvelse og forsøger at efterprøve religiøse synspunkter samt tanker og bevidsthed med hjernebaserede argumenter og videnskabens prøvesten. Disse mennesker befinder sig i en alvorlig vildfarelse.

Disse mennesker giver menneskets viden og fornuft en så stor forrang, som den slet ikke fortjener. Den bør kun tillægges den værdighed, som den fortjener. Det betyder ikke, at islam ser ned på menneskets viden og fornuft. Omfanget af menneskets viden er meget stort. Alligevel kan mennesket ikke fuldt ud beherske hele videnens og erkendelsens område, hvad enten det er intellektuelt eller følelsesmæssigt. Desuden er menneskets fornuft og intellekt ikke mere end én vej blandt dets utallige tunnelveje. Et menneske kan kun lukke denne tunnelvej for sig selv, når dets sjæl bliver svag, og dets kræfter er udtømte. Derfor berøves det evnen til at træffe beslutninger i dette store arbejde.

Det er naturligvis rigtigt, at fornuften styrer dagliglivets gøremål og behov. Desuden trænger den ind i de problemer, der på den ene eller anden måde har forbindelse med menneskelivet. Men når spørgsmålet om troslæren og troen er involveret, er dens rang langt højere. Menneskets tanke kan ikke nå dens yderste grænse. Kun den, der befinder sig på vejledningens vej og er udstyret med den indsigt, Gud har skænket, kan nå troslærens tinder. Det er i sandhed kun et sådant menneske, der kan oplyse sit hjerte og sine følelser med vejledningens lys.

I alle religioner har det altid været sådanne mennesker, der har kunnet fæste tro, som vandrer ad vejledningens og indsigtens vej. Rationalister har i århundreder været optaget af intellektuelle diskussioner om tawhids troslære, men de har ikke opnået noget til gengæld. Det, Den Ædle Koran viste på blot nogle få år, har logikkens lærde ikke kunnet udrette en tusindedel af. Lad os se, hvilken enkel og alment forståelig vej Den Hellige Koran benyttede til dette formål.

Den Hellige Korans enkle og ligefremme fremstilling

For at skærpe menneskets indsigt forsøger Den Hellige Koran altid at vække menneskets bevidsthed og følelser. Den går endnu et skridt videre og ønsker at påvirke menneskets samvittighed. Til dette formål er det, Koranen ønsker at gøre, forbundet med det synliges forståelighed og det, der kan iagttages. Med andre ord kan det også kaldes et kunstværk, der er omdannet til argumentation. Den Hellige Koran arbejder desuden gennem sådanne selvindlysende realiteter, som er evige og varige. Det er realiteter, der åbner indsigtens lysende døre, så mennesket erkender dem gennem sin medfødte natur.

Derfor er den metode, Den Hellige Koran har benyttet, en enkel metode: at fremstille en genstand billedligt gennem forestilling og formgivning, sådan som vi belyste dette i det foregående kapitel. Her har vi brugt ordet »tajsīm« (formgivning) i dets kunstneriske betydning og ikke i religiøs betydning. Islam er nemlig en ren religion, fri for materialistiske forestillinger, og den er ikke afhængig af formgivning.

Den metode, hvormed Den Hellige Koran fremlægger argumenter og beviser mod modstanderne og besejrer modparten, kan vi kalde visdomsbaseret argumentation. Denne argumentation er til tider blevet fremført med ord, til tider gennem forskellige fortællinger og beretninger og til tider gennem billeder. Det er gennem sammensmeltningen af alt dette, at Koranen har fuldført sit formål. Vi har tidligere behandlet dette emne.

Desuden hører den scene fra opstandelsens dag, der er blevet fremvist, og de billeder af fred og straf, der er blevet tegnet, også til den visdomsbaserede argumentation. De hamrer på dørene til menneskets underbevidsthed. De skærper tanken og udvider indsigtens rækkevidde. De vækker mennesket fra ledige drømme og fører det ind i den virkelige verden. Således bliver menneskets sind beredt til at tage imod sandheden og stå fast på den.

Ud over menneskelige og psykologiske billeder, fortællinger, scener fra opstandelsens dag samt billeder af straf og fred har Den Hellige Koran også benyttet en anden fremgangsmåde for at gøre kaldet acceptabelt: at fremstille den visdomsbaserede argumentation gennem billeder. Derfor besluttede jeg at behandle den i et særskilt kapitel.

Det, der drøftes i dette kapitel, er imidlertid ikke argumentation og debat. Vi ønsker blot at undersøge, hvilken form eller beskaffenhed disse argumenter og beviser har. For vores egentlige drøftelse handler om billedets form og beskaffenhed, som Koranens vedvarende fremstilling bygger på. Dette skyldes, at denne bogs emne udelukkende er begrænset til al-Koranens kunstneriske aspekt. Intet andet. Drøftelsen af al-Koranens øvrige emner er ikke vores formål.

Problemet om tawhid (monoteisme)

Vi har allerede sagt, at islams første kald og krav netop er tawhid. De mennesker, som Koranen henvendte sig til, var stærkt imod tawhid. De anså det for noget mærkeligt. Det interessante er, hvordan Koranen fremlagde sine argumenter og sin argumentation over for dem, der fornægtede tawhid.

Der er ingen tvivl om, at al-Koranen forsøgte at røre ved menneskets samvittighed ved at fremlægge kaldet til tawhid i et yderst enkelt og indtagende sprog. Al-Koranens udsagn er så selvindlysende og klare, at de hverken indeholder nogen kompleksitet eller giver plads til modargumenter. Det siges:

(Arabisk***********)

Har de taget afguder af ler som guder, fordi de skulle gøre dem levende? Hvis der i himlen og på jorden fandtes andre guder end Allah, ville begge være gået til grunde. Derfor er Allah, Tronens Herre, ophøjet over det, de siger. Han bliver ikke spurgt om det, Han gør, men de vil blive spurgt. Har de taget andre guder end Allah? Sig: »Frembring jeres bevis! Dette er mine ledsageres udsagn, og dette er også udsagnet fra dem, der var før mig.« Men de fleste af dem kender ikke sandheden og derfor undviger de. (Sura al-Anbiya: 21-24)

(Arabisk***********)

Allah har ikke taget sig et barn, og der findes ingen gud ved siden af Ham. Hvis der havde været det, ville hver af dem have trukket sig tilbage med sin egen skabelse, og den ene ville have sat sig over den anden. Derfor er Allah ophøjet over det, de siger. (Sura al-Mu’minun: 91)

Der findes mange flere sådanne selvindlysende og klare beviser til støtte for tawhid. Disse vers betyder, at vi ikke ser nogen form for uorden eller ødelæggelse på jorden og i himlene. Alt fungerer ordentligt. Heraf forstår man, at forvaltningen af dette enorme rige kun er i én eneste hånd. Og Han er Allah, den Alvidende og Alvise, Rabb al-‘Alamin.

Samtidig har Koranen også gjort det klart, at hvis der fandtes flere guder i himlene og på jorden, ville de hver især være draget bort med deres egen skabelse. Det ville være yderst latterligt: hver skabning skulle søge tilflugt hos sin gud, hvorefter hver gud skulle fortsætte hver for sig med sin skabelse. Men ingen ved, hvor denne færd skulle ende, og heller ikke vi har noget svar på det. Derfor kan vi ikke lade være med at le, blot vi kommer til at tænke på flere guder. Hvis der havde været flere guder, ville der være opstået et fuldstændigt kaos i himlene og på jorden.

Man kunne også spørge: Hvis der virkelig findes en anden gud, hvad har han så gjort? Himlene og jorden er allerede blevet skabt, og de findes foran os. Hvad har han da skabt på ny?

(Arabisk***********)

Sig: »Har I tænkt over dem, som I tilbeder i stedet for Allah? Vis mig, hvad de har skabt på jorden! Eller har de nogen andel i skabelsen af himlene? Bring mig en tidligere Skrift eller blot en overleveret viden, hvis I taler sandt.« (Sura al-Ahqaf: 4)

Se igen: Allahs skaberværk findes overalt. Berøringen af Allahs magt åbenbares på hvert sted og i enhver ting. Vores sanser ser det, vores samvittighed erkender det, og vores indre blik fornemmer det. I al-Koranen står der:

(Arabisk***********)

Sig: »Al lovprisning tilkommer Allah, og fred være over Hans udvalgte tjenere. Hvem er bedst: Allah eller dem, som de sætter ved Hans side? Sig: Hvem har skabt himlene og jorden? Hvem har sendt vand ned fra himlen til jer? (Det er sandelig Mig, der sender det ned.) Derefter har Jeg ved dette vand frembragt smukke haver. I har ikke magt til at frembringe deres træer. Findes der da nogen anden skaber ved siden af Allah? Nej, de er et folk, der er kommet på afveje. Sig: Hvem har gjort jorden beboelig og ladet floder strømme gennem den? Og hvem har anbragt bjerge på den for at holde den fast og lagt en barriere mellem havene? Findes der da nogen guddom ved siden af Ham? Nej, de fleste af dem ved ikke. Sig: Hvem besvarer den nødstedtes bøn, når han kalder? Hvem fjerner det onde og gør jer til efterfølgere på jorden? Findes der da nogen guddom ved siden af Allah? I tænker kun meget lidt. Sig: Hvem leder jer gennem land og hav og gennem mørket? Og hvem sender vindene som varsler om Hans barmhjertighed? Findes der da nogen guddom ved siden af Allah? Højt ophøjet er Allah over det, de sætter ved Hans side. Sig: Hvem har skabt første gang og derefter vil skabe igen? Og hvem forsørger jer fra himlen og jorden? (Sig igen:) Findes der nogen guddom ved siden af Allah? Sig: Bring jeres bevis, hvis I taler sandt.« (Sura an-Naml: 59-64)

De forskellige emner i de nævnte vers er indbyrdes forbundne og supplerer hinanden for at styrke og befæste tawḥīd-bevidstheden i menneskets væsen. Således påvirker synet af himlene og jorden, de mange begivenheder og ulykker i dagliglivet samt de naturlige følelser, der tvinger mennesket til at vende sig mod Allah på grund af vanskeligheder med at skaffe sit udkomme, tilsammen menneskets tanker, følelser, samvittighed og indre indsigt og driver dets væsen i retning af tawḥīd-bevidstheden. Der findes utallige vers af denne art i Koranen. Ligeledes er der ikke få beskrivelser af opstandelsens dag, Paradiset og Helvede i Koranen. På samme måde mangler der ikke vers, som indprenter troen på tawḥīd (bevidstheden om Guds enhed) dybt i menneskers sind og hjerter. Alt dette er i grunden knyttet til visdomsbaserede argumenter og hører til dette kapitel.

Opstandelsen efter døden

Den påstand, som Islam havde størst vanskelighed med at få folk til at forstå, var opstandelsen efter døden, opstandelsens dag, al-ḥashr og så videre. Islam henvendte sig til de arabere, som havde sagt:

(Arabisk***********)

Vores jordiske liv er det eneste liv. Vi dør eller lever, alt foregår her, og vi vil aldrig blive genoprejst. (Sura al-Muʾminūn: 37)

Blandt araberne var spørgsmålet om opstandelsen endnu mere forbløffende end kaldet til tawḥīd. De kaldte dem, der accepterede opstandelsen, for gale. De mente, at ingen med en sund fornuft kunne tro på dette.

De vantro sagde: Skal vi ikke vise jer en mand, som fortæller jer, at I vil blive skabt på ny, selv efter at I er blevet fuldstændig sønderrevet? Han lyver om Allah eller er gal? (Sura Sabaʾ: 7-8)

De betragtede al-ḥashr wa-n-nashr, genopstandelsen og samlingen, fra dette forbløffende perspektiv. Lad os nu se, hvilken slags argumenter og beviser Koranen fremlagde for dem i en sådan forbløffende situation.

Koranen har givet dem et billede af skabningernes synlige og usynlige tilstande. Især er opmærksomheden blevet henledt på, hvordan livet frembringes på jorden, og på, at mennesket gives et særligt liv. Koranens formål her var at vise, at Allah, ligesom Han kan skabe skabningerne i begyndelsen, også kan skabe dem på ny, og at Han er i stand til dette.

(Arabisk***********)Er Jeg blevet træt efter at have skabt for første gang? Nej, de nærer tvivl om en ny skabelse (sura Qaf: 15)

I Koranens billedlige fremstillingsmetode, som er en særlig udtryksform i Koranen, fremstilles den på en særlig måde, der svarer til den lighed mellem livet på jorden og menneskets liv, som man finder.

(Arabisk***********)

Må mennesket gå til grunde! Hvor er det dog utaknemmeligt! Af hvad har Han skabt det? Han har skabt det af en sæddråbe og derefter formet det med det rette mål. Så gjorde Han dets vej let, lod det dø og begravede det. Når Han vil, vil Han genoplive det igen. Men det har aldrig været taknemmeligt; det har ikke fuldført det, Han befalede det. Mennesket bør se på sin føde. Vi har udgydt vand over den i overflod, derefter har Vi kløvet jorden og frembragt korn, druer, grøntsager, oliven, dadler, tætte haver, frugter og græs, til gavn for jer og jeres firbenede dyr. (sura Abasa: 17-32)

Et andet sted siges det:

(Arabisk***********)

Han bringer den levende frem af den døde og den døde frem af den levende, og Han levendegør den døde jord. Således vil I blive genoprejst. Blandt Hans tegn er, at Han skabte jer af jord, og se, nu er I mennesker, der spreder jer på jorden. Et andet af Hans tegn er, at Han har skabt ægtefæller til jer af jer selv, for at I kan finde ro hos dem, og Han har skabt indbyrdes kærlighed og barmhjertighed mellem jer. I dette er der visselig tegn for mennesker, der tænker. Blandt Hans tegn er også skabelsen af himlene og jorden samt mangfoldigheden i jeres sprog og farver. I dette er der visselig tegn for de vidende. Et andet af Hans tegn er jeres søvn om natten og dagen samt jeres søgen efter Hans gunst. I dette er der visselig tegn for dem, der lytter opmærksomt. Et andet af Hans tegn er, at Han sender vand ned fra himlen og derved levendegør den døde jord. I dette er der visselig tegn for forstandige mennesker. (sura ar-Rum: 19-24)

Koranen fremstillede for dem nogle billeder, som var forståelige for dem, og som de kendte godt. Deres sanser iagttog konstant disse billeder. Disse billeder drog til stadighed deres forstand og intellekt mod deres lærdom.

Disse scener havde en dyb forbindelse med arabernes liv og levebrød samt med deres samvittighed og følelser. Disse scener var blevet ét med deres væsen. Koranen henledte deres opmærksomhed på disse scener på en sådan måde, at de syntes at være helt nye. Den, der ser disse naturscener med åbne øjne og ører, finder ganske vist noget nyt i dem, hvis han ikke holder fast ved sin egen stædighed. Fornuftens slutninger, der udspringer af intellektet, har ingen varighed; højst kan de være et vidnesbyrd om opfindsomhed.

Både menneskets intellekt og sanser ønsker at trænge ind til troens og bevidsthedens dybder. Mennesket er ivrigt efter at lære det ukendte at kende. Jo mere en trosbevidsthed er skjult for og fjern fra bevidstheden og følelserne, desto stærkere er ønsket om at nå frem til den. Derfor har Koranen også, når det gælder troen, antaget en fremstillingsmetode i billedernes og fantasiens stil.

(Arabisk***********)

Ser du ikke, at alt, hvad der er i himlene og på jorden, og de flyvende fugle, der breder deres vinger ud, lovpriser Allahs hellighed og storhed? Hver og én kender sin egen måde at tilbede, hellige og lovprise Ham på. (Sura An-Nur: 41)

De syv himle og jorden og alt, hvad der er mellem dem, lovpriser Hans hellighed og storhed. Der findes intet, som ikke lovpriser Hans storhed og hellighed. Men I kan ikke forstå deres lovprisning af Hans storhed og hellighed. (Sura Bani Isra’il: 44)

(Arabisk***********)

De, der bærer Tronen, og de, der er omkring den, lovpriser deres Herre med lovprisning og helliggørelse. De tror på Ham og beder om tilgivelse for de troende, idet de siger: »Vores Herre! Din barmhjertighed og viden omfatter alt. Tilgiv derfor dem, der angrer og følger Din vej, og beskyt dem mod Helvedes straf. Vores Herre! Før dem ind i de evige Paradiser, som Du har lovet dem, og ligeledes deres fædre, ægtefæller og børn, der handler ret. Du er sandelig Den Almægtige, Den Vise. Og beskyt dem mod det onde. Den, som Du på den dag beskytter mod det onde, har Du vist nåde. Det er den store sejr.« (Sura Al-Mu’min: 7-9)

De billeder, der er tegnet i disse ayat, fremkalder i menneskets natur en sådan frygt, at det bliver skræmt og forvirret, når det ser et billede af noget ukendt. Samtidig vækker de dets nysgerrighed over for den ukendte og fremmede verden. Det er en verden, hvor englene bærer Tronen og samtidig lovpriser Ham. Og på jorden findes der ikke noget, som ikke lovpriser Allah og priser Ham.

Ofte er det usynlige ganske tæt på, men på grund af menneskets begrænsede forstand er det ikke muligt at begribe det. Alligevel fylder det menneskets tanker og bevidsthed, og herigennem bliver Allahs magt tydelig. Under dets påvirkning begynder menneskets hjerte at stråle af imanens lys.

(Arabisk***********)

Intet på himlene og på jorden er skjult for Allah. Det er Ham, der former jer i moderens livmoder, som Han vil. (Sura Al-i Imran: 5-6)

Dette ayah er et bevis på, at Allah kender det usynlige univers’ fulde besked. Det er først og fremmest et bevis, der hænger sammen med samvittigheden; det er ikke et spørgsmål om intellektuel undersøgelse. I det følgende ayah er der tegnet et endnu mere omfattende og iøjnefaldende billede.

(Arabisk***********)

Hos Ham findes nøglerne til den usynlige verden. Ingen kender den bortset fra Ham. Han ved, hvad der findes på land og i havet. Ikke et eneste blad falder uden Hans viden. Ikke et eneste korn falder ned i jordens mørke uden Hans viden, og heller ikke noget vådt eller tørt falder noget sted uden Hans viden. Alt er nedskrevet i en tydelig bog. (Sura Al-An’am: 59)

I det pågældende ayah beskrives Allahs magt på en yderst fin, men samtidig kraftfuld måde. Det vises, hvor vidtstrakt Allahs viden er. De bedst egnede ord er valgt for at tydeliggøre dette formål, og med disse ord er der tegnet et forunderligt billede. Ordene i dette ayah udtrykker omfanget af Allahs ilm. Men ikke nok med det: Med disse ord er der også tegnet et forbløffende forestillet billede. Det siges eksempelvis: »Intet blad falder på en måde, som Han ikke kender til. Og der findes ikke et eneste korn i noget mørkt hjørne af jorden, som Han ikke er bekendt med. Desuden er Han vidende om alt, hvad der er vådt eller tørt.« Det forekommer, at dette ikke er en beskrivelse, men selve billedet gengivet nøjagtigt.

Når mennesket reciterer dette vers, ønsker det med fantasiens øjne at rejse rundt på hele jorden for at se, hvor det nedfaldne blad befinder sig. Det leder også efter det frø, som er skjult i den mørke jord. Men ingen andre end Allah har mulighed for at kende disse ting. Når mennesket efter megen eftertanke vender tilbage til sig selv, omslutter frygten for Allah og ærefrygten for Ham det. I dette øjeblik vender det sin opmærksomhed mod den Bārī Taʿālās hof og bliver ved med, i dyb hengivenhed, at anerkende Hans viden.

Dette er Koranens bevisførelse, som også kan kaldes en billedlig fremstilling af argumentet. Hvilken forbindelse kan den have med den fornuftstænkning, som vores rationalister har fremført århundrede efter århundrede?

Mange steder har Koranen undgået den fornuftsfødte argumentation. Vi giver her et eksempel. Der siges:

(Arabisk***********)

I og dem, som I tilbeder i stedet for Allah, vil være Helvedets brændsel. Og I skal alle træde ind i det. (Sura al-Anbiyāʾ: 98)

Da de arabiske afgudsdyrkere hørte dette vers, mente de, at der blandt de kristne fandtes mennesker, som betragtede ʿĪsā (a.s.) som en guddom. Ville ʿĪsā (a.s.) så også komme i Helvede? Deres hensigt var at forværre forholdet mellem muslimer og kristne. Derfor fremførte de et fornuftsfødt argument.

I det følgende vers gives der et smukt svar på dette:

(Arabisk***********)Det eksempel, som de fremfører for dig, gør de kun for at strides. Sandelig, de er et stridbart folk. (Sura az-Zukhruf: 58)

I denne meget enkelt formulerede sætning er der ikke her gjort brug af mantiq eller logikvidenskaben.

Hvis Koranen talte i den intellektuelle argumentations og disputs stil, ville intet blive udrettet. For på denne måde ville Koranens egentlige mål ikke blive nået. Ingen tro kan nemlig etableres gennem ordstrid eller debat. Troens plads ligger over debatten.

Der er ingen tvivl om, at Koranen har forsøgt at vække menneskets samvittighed. Derfor har den taget fortællingens metode i brug. På samme måde har den nået sit mål ved at fremstille sit hovedbudskab i en billedlig stil. Eftersom Koranen rummer og omfatter både religiøse og kunstneriske aspekter, er den stil, Koranen har valgt til at fremføre sit budskab, placeret på skønhedens og harmoniens højeste trin.

Koranens fortællestil

Hovedpointen i hele den foregående drøftelse er, at Koranen forsøger at nå det tilsigtede mål ved at fremsætte sit budskab i en enestående og exceptionel stil. Selv når den fremlægger beviser og argumenter, har den anvendt den samme metode. Desuden har den gennem fantasi og visualisering fremstillet hver begivenhed som et billede. Det vil sige, at Koranen fremstiller det immaterielle som materielt og sanseopfatteligt.

Vi ønsker at se, i hvor høj grad denne kunstneriske fremstillingsmetode er vellykket og virkningsfuld. Det er emnet for denne bog. Det, som Koranen har behandlet, er ikke vores emne. I de drøftelser, vi hidtil har ført, er disse emner blevet berørt; det er kun blevet gjort for at henlede opmærksomheden på, hvordan Koranen har fremstillet det pågældende emne, og hvad dets form og metode er. I de drøftelser, vi har ført, er disse emner blevet berørt; det er kun blevet gjort for at henlede opmærksomheden på, hvordan Koranen har fremstillet det pågældende emne, og hvad dets form og metode er.

Når mange betragter Koranens indhold indgående og tænker over dets bredde, omfattende karakter og storhed, udbryder de: Det er netop dette indhold, der udgør dens særlige kendetegn. Og det er tilstrækkeligt. Koranens fremstilling, dens måde at gå til tingene på og dens minutiøse analyse er sekundære forhold. Efter deres opfattelse ligger Koranens mirakuløse karakter udelukkende i indholdet. Andre drøfter ordene og sætningerne og siger, at Koranens mirakuløse karakter er knyttet til begge dele hver for sig.

Vores synspunkt i denne forbindelse er, at det tilsigtede indhold er opstået ud fra den fremstillingsstil, Koranen har anvendt. Derfor har de to samme rang. Vi ønsker ikke at indlade os på en unødvendig strid om ord og betydninger, selv om berømte litterater og sprogforskere har været involveret i stridigheder om netop disse ord og betydninger.

Litterater og lingvister som Ibn Qutayba, Qudama og Abu Hilal al-Askari har skrevet om dette emne. Vi mener imidlertid, at det, Abd al-Qahir al-Jurjani har sagt om dette i sit værk med titlen Dalā’il al-I’jāz, er præget af dyb lærdom og balance. Han siger: En vidende person kan ikke engang forestille sig, at der skulle kunne føres en diskussion om ord alene. Man kan naturligvis diskutere, i hvilken betydning et ord skal anvendes. Men man kan heller ikke diskutere en betydning, der behager én. Ja, den diskussion, der kan føres om betydningen, vedrører, hvilket ord den forståelige betydning er knyttet til. Ordet repræsenterer netop denne betydning. Desuden kan denne betydning kun komme til udtryk, når den kan sammensættes i en bestemt rytme og takt; ellers ikke. Det er ikke muligt, at ordsammensætningen og rytmen er forskellige, samtidig med at betydningen forbliver den samme.

Hvis Abd al-Qahir al-Jurjani havde skrevet noget kortfattet med dette formål, ville vi have gengivet det ordret. Men desværre har han fyldt hele bogen med denne diskussion. Derfor kan vi ikke fremstille hans tanke fuldstændigt. Vi kan ikke engang citere et afsnit af den. Vi har konstateret, at hans fremstilling er meget kompliceret.

Det, man med sikkerhed kan sige, er, at han havde evnen til at løse disse spørgsmål. Hvis han var gået en smule længere ind i emnet, kunne han have nået den kunstneriske højde.

Vi vil redegøre for Abd al-Qahirs synspunkt: Opbygningen og rytmen i hans værk udgør en storslået fremvisning af betydningernes billedliggørelse. Når to metoder anvendes til at forklare én underliggende betydning, fremtræder to forskellige betydninger i sind og bevidsthed. Det synes, som om der er en sådan forbindelse mellem betydningen og fremstillingsformen, at der efter dens antagelse ikke længere er nogen mulighed for at tænke ord og betydning som adskilte. En betydning kommer til udtryk på en bestemt måde, når opbygningen og samklangen er ensartede. I samme grad som en ændring viser sig i ordets form, sker der en tilsvarende ændring i betydningen. Undertiden påvirkes den intellektuelle side ikke, men sindsstemningen ændrer sig. Det står klart, at den stil, hvori et budskab fremstilles i kunsten, alene tjener til at påvirke den indre verden. Derfor vil en ændring, der begynder med sætningens virkning, også medføre en ændring i betydningen.

Den ovenstående drøftelse antyder netop, at den visualiseringsmetode, som Al-Koranen har anvendt, er yderst vigtig. Det er nemlig en fremstillingsmetode, hvor koraniske betydninger, formål og emner gives den form, hvori vi kan se dem. Og denne tilstand er afgørende for deres værdi og rang. Hvis denne tilstand ikke havde været til stede, men noget andet i stedet, ville de ikke have været så betydningsfulde som nu.

Vi vil gøre emnet endnu tydeligere ved hjælp af eksempler. Selv om der forskellige steder i denne bog findes eksempler af denne art, og vi har givet en udførlig redegørelse for dem, hvorved Al-Koranens fremstillings- og talestil er blevet tydelig, vil vi, eftersom dette er bogens sidste kapitel, fremlægge endnu nogle eksempler til drøftelse som en ekstra portion oven på det, der allerede er forstået. For hos os mangler der ikke eksempler.

Det første kendetegn ved Al-Koranens fremstillingsmåde er, at den giver det sanseligt uerkendelige en billedlig form og gør det forståeligt. På samme måde har Al-Koranen fremstillet naturscener, fortidens historie, begivenheder og eksempler, scenerne på Dommedag, scenerne med straf og fred samt menneskets væsen på en sådan måde, at det synes, som om de alle står foran ens øjne. På denne måde har Koranen bragt tankemæssige emner inden for sanseerfaringens område. Gennem tænkningens kraft er der desuden skabt bevægelse i dem, så de for fantasiens øje altid synes at være i bevægelse.

Spørgsmålet er nu: Hvorfor er den visualiseringsmetode, Al-Koranen har anvendt, vigtigere end andre metoder, hvor betydningen og tilstanden beskrives i deres egentlige form? Og hvorfor beskrives en hændelse eller en fortælling i dens virkelige form? Hvis formålet er at beskrive en scene, og den blot beskrives med nogle enkle ord uden at tegne et billede af den i fantasien,

Om værdien af den form og metode, som Koranen har valgt, er det tilstrækkeligt blot at sige, at vi først ser dem i deres oprindelige eller utilslørede tilstand. Derefter bringes de frem for os i fantasien som et billede. På denne måde bliver begge tilstande tydelige for hinanden.

I den første tilstand henvender betydningen sig til forstanden og følelsen og når frem til dem adskilt fra det billede, der bærer den. Når betydningen derimod fremstilles billedligt, henvender den sig til sanserne og fornuften og når mennesket ad en anden vej. På denne måde påvirkes fornuften. Denne påvirkning når mennesket ad usædvanlige veje. Forstanden er én af disse veje. Man kan ikke sige, at forstanden er den eneste vej, eller at der ikke findes andre veje og metoder end denne.

Der er ingen tvivl om, at den stil, Koranen har valgt til billedliggørelsen, er yderst imponerende.

Denne metode er afbalanceret, når alle troslæres budskaber skal forkyndes, men vi ønsker kun at undersøge den kunstneriske skønhed. Denne fremstillingsform er uden tvivl yderst nødvendig set fra et kunstnerisk perspektiv. Det første kunstneriske krav er derfor at påvirke fornuften og skabe kunstnerisk tiltrækning dér. Denne påvirkning skal bruges til at oplyse livets indre og gennem billedet give næring til tankekraften. Den tilsigtede sætning bliver således levende og billedlig. Vi fremdrager endnu en gang et af de billeder, vi tidligere har nævnt.

1. Den stærke afsky for troen: Koranen kunne ganske enkelt have sagt til dem, der vender sig bort fra troens vej: »Så-og-så hader troen.« Så snart mennesket havde hørt denne sætning, ville forestillingen om afsky have fæstnet sig i dets bevidsthed, og det ville med fuld sikkerhed og sindsro have forstået dette ord. Men billedet af denne afskys ydre udtryk er blevet fremstillet gennem den følgende sætning således:

(Arabisk***********)

Hvad er der i vejen med dem, at de vender sig bort fra formaningen? Som bortflygtende vildæsler, der spredes i alle retninger på grund af larmen. (Sura al-Muddaththir: 49-51)

I denne fremstillingsform deltager ikke blot forstanden, men også synet og tankekraften. Samtidig fremstilles et smukt karikaturbillede af dem, der hader troen. Ligesom vildæsler, der ved lyden af larm travlt forsøger at flygte og løber hid og did, forsøger de vantro og afgudsdyrkerne på samme måde at flygte, når de hører Allahs ord. Den kunstneriske skønhed i dette billede opstår, når man i fantasien ser scenen for sig: æselflokken, der på grund af larmen løber bort, dens bevægelser og tigeren, der forfølger den.

2. Man kunne ganske enkelt have sagt, at de falske guddomme, som araberne tilbad, var svage og hjælpeløse: »De, som I påkalder ud over Allah, er svagere end selv en af Allahs ringe skabninger.« Således ville udsagnet uden sammenligning med noget andet være nået direkte frem til menneskets tanke.

Men det blev ikke sagt sådan; i stedet blev det fremstillet som et levende billede. Således:

(Arabisk***********)

»De, som I tilbeder i stedet for Allah, vil aldrig kunne skabe selv en flue, selv om de alle skulle gå sammen om det. Og hvis fluen skulle tage noget fra dem, ville de ikke kunne tage det tilbage fra fluen. Både den, der påkalder, og den, der påkaldes, er hjælpeløse.« (Sura al-Hajj: 73)

Hele billedet træder levende og bevægeligt frem for vores øjne og viser sig i tre trin.

(1) Deres falske guddomme er ikke i stand til at skabe selv en flue.

(2) Selv hvis de alle gik sammen om at forsøge, ville de stadig ikke kunne det.

(3) For slet ikke at tale om at skabe: Hvis fluen tager noget fra dem, er de fuldstændig ude af stand til at tage denne genstand tilbage fra fluen.

Dette er et billede af deres (de falske guders) svaghed og afmagt. På dette billede fremstilles sagen på en sådan måde, at der i menneskers sind opstår foragt for og afsky over for de falske guder.

Nu er spørgsmålet: Er der her tale om overdrivelse? Og er balaghat (sproglig udsmykning) blevet blandet sammen med overdrivelse? Bestemt ikke. Her findes intet element af overdrivelse. Hovedpointen er, at hvis alle de falske guder forsøgte at skabe en flue, ville de ikke være i stand til det. Utvivlsomt er fluen et meget lille og ubetydeligt væsen. Men bag skabelsen af den ligger det samme princip. Dette mirakel er forbundet med skabelsen af liv, hvad enten der er tale om skabelsen af et stort eller et lille væsen. Det er ikke kun skabelsen af store dyr, der er et mirakel; også skabelsen af et yderst ubetydeligt og beskedent væsen rummer noget overnaturligt.

Den kunstneriske skønhed i dette billede består i, at eftersom de (de falske guder) ikke engang har evnen til at skabe en lille flue, hvad skulle de så kunne skabe? Heraf fremgår deres svaghed helt af sig selv. Derefter siges det, at hvis denne lille flue skulle tage noget fra dem, ville de ikke engang være i stand til at få det tilbage – for slet ikke at tale om at skabe noget. Alt dette er virkemidler for den kunstneriske skønhed.

3. Da Dommedagens rædsler skulle beskrives, kunne man ganske enkelt have sagt: »Den dag vil en ven glemme sin ven, og de, som følges, vil afvise deres følgere.« Det er ikke sådan, at beskrivelsen ville have været helt uden kvalitet, hvis man havde sagt det sådan. Men det har ingen forbindelse med den måde, hvorpå Koranen har tegnet billedet; det er tværtimod fuldt af liv og bevægelse.

(Arabisk***********)

(Den dag vil følgerne sige til lederne:) »Vi fulgte jer; vil I derfor beskytte os mod Allahs straf?« De vil svare: »Hvis Allah havde vist os den rette vej, ville vi bestemt have vist jer den rette vej. Hvad enten vi mister tålmodigheden eller bevarer den, er det det samme for os; der er ingen redning for os.« Når alle afgørelser er truffet, vil Satan sige: »Allah lovede jer sandhedens løfte, og jeg lovede jer også noget, men i dag bryder jeg mit løfte. Jeg havde ingen magt over jer, bortset fra at jeg kaldte på jer, og I besvarede mit kald. Bebrejd mig derfor ikke, men bebrejd jer selv. Jeg kan ikke være jer til nogen hjælp, og I kan heller ikke være mig til nogen hjælp. Tidligere satte I mig som lige med Allah; jeg tager afstand fra dette.« Sandelig, de uretfærdige får en smertefuld straf. (Sura Ibrahim: 21-22)

I det ovenfor nævnte vers tegnes et billede af tre grupper. Det bliver levende og træder frem for os i en forestillet scene.

a. De svage mennesker

De var tiggere, der bad de velhavende om nåde. På grund af deres egen svaghed, dumhed og afhængighed søgte de altid ivrigt tilflugt under ledernes beskyttende vinger. På dommedag vil de først bede deres ledere om at befri dem fra denne situation. Derefter vil de holde dem ansvarlige for at have vildledt dem.

b. De arrogante

Denne gruppe, som består af ledere og folk af emir- og herskertypen, vil da blive plaget af ydmygelse og vanære. De vil se deres egen skæbne. Når de ser deres tilhængere, vil de blive yderst vrede. Tilhængerne vil på deres side, selv når de ser ledernes ydmygede og vanærede tilstand, ikke holde op med at bede dem om befrielse. Og dog vil de selv på det tidspunkt være afhængige af andre for at blive befriet. Men ingen vil træde frem for at hjælpe dem. Da vil tilhængerne blive ved med at sige: »Disse ledere vildledte os.« Det vil naturligvis ikke gavne dem det mindste den dag. Lederne vil blot sige dette og derefter tie: »Hvis Allah havde vist os den rette vej, kunne vi også have vejledt jer.«

c. Satan

Iblis er ophavsmanden til al ondskab, herunder bedrag, svig og sataniske handlinger. Den dag vil han henvende sig til sine tilhængere og sige: »Allah gav jer et sandt løfte, men det løfte, jeg gav jer, var løgn og bedrag.« Derefter vil han sige det klart: »Jeg tvang jer ikke til at fare vild. Jeg kaldte blot på jer, og straks kom I løbende. Så bebrejd ikke mig i dag, men bebrejd jer selv.«

Derefter vil han komme med sine sidste ord: »Jeg fralægger mig ethvert ansvar for alle de handlinger, hvori I anså mig for at være Allahs medgud.«

Den scene, der er fremstillet i det ovenstående billede, har en enestående og unik karakter. I denne scene ser vi, at lederne og tilhængerne ikke genkender hinanden. Alle erkender deres egne forbrydelser. Alligevel bringer denne tilståelse ingen gavn. Når man desuden ser denne rædselsvækkende scene, undslipper det uvilkårligt ens læber: Hvis han ikke ville sige sådanne ord, hvorfor skulle man så kalde ham Satan? Dette billede opsluger hele menneskets sind. Hvis ordene blot var blevet fremsagt på denne måde, ville den kunstneriske skønhed, som kommer til udtryk i dette billede, ikke være udfoldet.

4. Man kunne ganske enkelt have sagt, at de handlinger, som kafirer og mushriker har udført, ikke kan accepteres. De kafirer, der giver denne uacceptable praksis forrang, lever derfor uden tvivl i en tåbeligs paradis. De er ofre for varig vildledning, og der er ingen, som kan føre dem bort derfra eller vise dem den rette vej. Deres sind har taget denne forståelse til sig. Men når disse ord fremsiges på den måde, som det sker i det følgende vers, opstår der liv og bevægelse i dem. Følelses- og begærernes verden bringes i bevægelse.

(Arabisk*************)

De vantros gerninger er som et fatamorgana i ørkenen, som den tørstige tror er vand. Men når han kommer derhen, finder han intet; han finder Allah. Derefter gør Allah hans regnskab op. Allah er sandelig hurtig til at aflægge regnskab. Eller de er som dybt mørke i et oprørt hav, som bølge efter bølge pisker op, med tunge, sorte skyer ovenover. Mørke over mørke. Når han rækker sin hånd frem, kan han knap nok se den. Den, som Allah berøver lyset, får intet lys. (Sura an-Nur: 39-40)

I det omtalte vers er der malet et så kunstnerisk billede, at det fuldstændig tryllebinder mennesket. Det er som et eventyr. Tænkningens kraft har her udfoldet hele sin formåen, men der kræves stadig en sjælden pensel og et fremragende kamera for at fremstille det farverige billede og gøre det levende.

Spørgsmålet er, hvorfra man skal skaffe en sådan pensel og et sådant kamera, som kan gøre det mørke, der omtales i dette vers, lysende og tydeligt. Derefter ser man billedet af den tørstige, der løber efter fatamorganaet; når han når frem, finder han intet. Ja, pludselig finder han dér noget, som han ikke engang havde drømt om: den Almægtige Allahs væsen. Derefter gør Allah hans regnskab op på et øjeblik.

I dette vers ser vi det religiøse formål, som denne scene er blevet fremstillet for. Samtidig stifter vi bekendtskab med en yderst moderne kunstform, som findes i dette altid levende billede.

5. I de følgende vers er der tegnet et smukt billede af dem, der efter at have modtaget vejledning bliver vildledt. Det har lighed med det tidligere eksempel. Også her ser man en række levende billeder, det ene efter det andet. Det siges:

(Arabisk*************)

De er som mennesker, der køber vildfarelse for vejledning. Men deres handel gav dem ingen gevinst, og de fik heller ikke vejledning. Deres tilstand er som den, der tændte en ild et sted; da ilden havde oplyst alt omkring ham, tog Allah lyset omkring dem bort og efterlod dem i mørke. Derfor kan de intet se. De er døve, stumme og blinde. Derfor vender de ikke tilbage. Eller deres eksempel er som mennesker, der vandrer på en stormfuld nat, med mørke, torden og lyn. De ønsker at finde vej, men alle vantro er omsluttet af Allah. Når lynet giver et kortvarigt lys, går de et stykke vej; men når det igen bliver mørkt, bliver de stående. Allah har fuld magt over alting. (Sura al-Baqara: 16-20)

I de nævnte vers er der trin for trin tegnet et betagende billede. Nogle mennesker tændte et bål i nattens mørke, hvorved området omkring dem blev oplyst. Pludselig forsvandt lyset, og de sank ned i et grænseløst mørke, hvori de begyndte at gå. Samtidig brød storm og regn løs.

På den ene side er der tæt mørke, storm, regn og lyn; på den anden side skyernes dybe, rungende brølen, ledsaget af lynenes glimt. De er desorienterede af frygt. Så snart de ser selv det svageste glimt af lynet, presser de fingrene mod ørerne af frygt for tordenskraldet. Atter oplyser lynets glimt området et kort øjeblik; de går nogle få skridt i dette lys og standser så igen. De kan ikke beslutte, hvad de skal gøre.

For at optage et så levende og bevægeligt billede kræves der et meget værdifuldt og automatisk kamera. Men her er billedet af det levende og bevægelige ikke fremstillet ved hjælp af et kamera, men gennem blot nogle få ord. Er der her noget, der gør billedet levende og bevægeligt, som kan lade sig gøre med et kamera, men ikke med ord? Tværtimod glæder mennesket sig mere over det sprogligt skabte billede, blot ved at se det. For tænkningen arbejder sammen med det. Den tegner billedet, visker det ud igen og får det også til at bevæge sig. På dette tidspunkt bølger følelserne gennem mennesket. Samvittigheden påvirkes. Hjertebanken tiltager. Ved I, hvorfor det sker? Kun på grund af nogle få ord.

Konklusion

Som afslutning på den fremstillingsmetode, der er anvendt i Den Hellige Koran, ønsker vi at drøfte den livskraft, som skabes i scenerne, og hvis eksempler er nævnt forskellige steder i denne bog. At give visse scener livets puls og få dem til at bevæge sig er et særligt kendetegn ved denne metode.

De billeder, der fremstilles i Den Hellige Koran, er ikke blot sådan, at deres egentlige betydning omdannes til et billede; der skabes tværtimod livets puls i billedet. Og det kan sammenlignes med levende genstande og undersøges nærmere.

Som eksempel kan man nævne det rædselsvækkende billede af Opstandelsens Dag. Det fremstilles, hvordan en ammende mor vil flygte uden at tænke på sit barn. Den gravide kvinde vil abortere. Menneskene vil i vildrede løbe vaklende omkring som berusede; i virkeligheden vil de dog ikke være berusede. Denne tilstand skabes ikke af ord, men af den frygt, der påvirker mennesket. Tilstanden opstår ikke fra ordene, men fra den frygtelige situation, som rammer menneskene.

Andre steder er dette rædselsvækkende billede tegnet således: Den dag vil menneskene flygte fra deres fædre, mødre, brødre og venner.

(Arabisk*************)Den dag vil enhver have en bekymring, der optager ham. (Sura Abasa: 37)

Dette frygtelige billede af Opstandelsens Dag er blevet fremstillet på en sådan måde, at mennesket bliver forfærdet, når det ser det. Der er ikke behov for noget for at undersøge og fastslå begivenheden. I dette frygtelige og rædselsvækkende billede er selv ubevægelige og livløse ting blevet gjort levende, som om de også slutter sig til dem. Det siges:

(Arabisk*************)

Den dag vil jorden og bjergene skælve, og bjergene vil blive knust til sanddynger. (Sura al-Muzzammil: 24)

Det virker, som om jorden er et levende væsen, der vil skælve af frygt.

(Arabisk*************)

Hvordan vil I da beskytte jer selv, hvis I fornægter den dag, der vil gøre barnet gammelt, den dag hvor himlen vil revne? (Sura al-Muzzammil: 17-18)

I dette vers nævnes det først, at barnet vil blive gjort gammelt, og derefter, at himlen vil revne.

I beretningen om profeten Nuh (fred være med ham) er stormflodens rædselsvækkende billede på den ene side skildret gennem naturscener, mens der på den anden side er tegnet et sørgeligt billede gennem far og søn. Faderen går om bord i arken og redder sig fra oversvømmelsen, men han er bekymret for sin kære søn. Oversvømmelsen er ved at opsluge sønnen. (Faderen råber:) »I dag vil kun den blive reddet, som Allah viser nåde.« For at skildre det rædselsvækkende billede af storm, orkan og oversvømmelse siges det: En ark begyndte at sejle mellem bølger så høje som store bjerge. Gennem adskillelsen af far og søn føres denne scene videre til en endnu mere sørgelig tilstand. Denne sørgelige tilstand er sådan, at selv stormens og orkanens rædsler ikke kunne overdøve den.

Helvedesbeboernes lidelser og smerter vil komme til udtryk gennem skrig, hvis billede er tegnet i de følgende ord:

(Arabisk*************)

De vil råbe: »O Malik! Bed din Herre om at lade os dø.« Han vil sige: »I skal forblive sådan.« (Sura az-Zukhruf: 77)

(Arabisk*************)og de vil fortsætte med at skrige dér.

Hvordan en af Helvedes beboere på dommedagen vil ende, ydmyget og vanæret, er ikke blot blevet fremstillet gennem nogle få ord; det er snarere, som om det bliver sagt gennem et levende menneskes mund:

(Arabisk*************)

Og hvis du kunne se, når de bliver stillet frem for deres Herre. Han vil sige: »Er dette ikke den virkelige sandhed?« De vil svare: »Jo, ved vor Herres ed.« Da vil Han sige: »Smag i dag straffen på grund af jeres vantro.« (Sura al-An’am: 30)

De fordømte i Helvedes beboere vil på Dommedag offentligt udtrykke deres fortrydelse og beklagelse, sådan som et menneske bliver ved med at beklage, at det har forspildt en mulighed.

(Arabisk*************)

De uretfærdige vil den dag, mens de bider sig i fingrene, sige: »Ak, hvor jeg fortryder! Hvis jeg blot havde fulgt Sendebuddets vej. Ve mig! Hvis jeg blot ikke havde taget den og den til ven.« (Al-Furqan: 27-28)

Ved at skildre den troendes og den vantros situation er der blevet tilskyndet til jihad således:

(Arabisk*************)

Vis ikke svaghed i forfølgelsen af dem. Hvis I er blevet såret, er de jo også blevet såret ligesom jer. Men I håber på Allah, mens de ikke håber. (Sura an-Nisa: 104)

Med nogle få ord er der tegnet et billede, som viser forskellen mellem de troende og de vantro. Denne forskel drejer sig om de to gruppers situation og deres endelige skæbne.

Jeg ønsker ikke at gentage de scener, som vi har beskrevet i forskellige kapitler. Jeg mener, at denne korte drøftelse er tilstrækkelig med hensyn til de koraniske sceners forskellige typer og deres livskraft. Ligesom pulsslaget fra ét levende væsen overføres til et andet levende væsen, og ligesom en påvirkning fra én levende og virkelig krop berører en anden levende krop, således trænger virkningen af billeder og beskrivelser også ind i menneskets sind, og mennesket bliver ét med dem.

Endnu et særpræg ved Koranens fortællestil

Den Almægtige Allahs enestående og uudlignelige berøring har skabt livets pulsslag i de livløse ting, som den har berørt. Alt gammelt, som den har berørt, er kommet til syne i en ny skikkelse. Dette er intet andet end et mirakel fra Allah, Herren over alle verdener, som besidder al magt og myndighed. Denne skabelse er på ingen måde mindre end andre mirakler eller tegn på Hans almagt.

Morgenscenen ses hver dag; denne morgen vender tilbage igen og igen i livet. Men i Koranens særlige beskrivelse har den fået levende form, selv om intet menneskeligt øje ser den.

(Arabisk*************)Ved morgenen, når den trækker vejret (bliver oplyst). (Sura at-Takwir: 18)

Natten er navnet på en bestemt del af tiden, men i Koranens beskrivelse synes den levende og ny:

(Arabisk*************)Og ved natten, når den drager bort. (Sura al-Fajr: 4)

Ifølge Koranen følger dagen hurtigt efter natten for at indhente den:

(Arabisk*************)Han lægger dagen over natten. Da kommer dagen løbende efter natten. (Sura al-A’raf: 54)

(Arabisk*************)Og dens skygge vil være af røg, som hverken er kølig eller behagelig. (Sura al-Waqi’a: 43-44)

En mur er ganske vist et livløst stof ligesom sten, men Koranen fremstiller den som et levende væsen med bevidsthed og følelser:

(Arabisk*************)

Derefter fandt de dér en mur, der hældede og var nær ved at styrte sammen, så han rejste den op og gjorde den lige. (Sura al-Kahf: 77)

(Arabisk*************)

Ser de da ikke på fuglene over deres hoveder, når de breder vingerne ud og trækker dem sammen? Det er den Almægtige Allah, der holder dem svævende. (Sura al-Mulk: 19)

Blandt de ting, som Koranen har tegnet billeder af, er himlen, jorden, månen, solen, bjergene, skovene, beboede områder, ubeboet land, planter og så videre. Menneskenes opmærksomhed er blevet vakt gennem levende billeder af disse ting. Ingen vil kunne kalde disse billeder døde; de er helt igennem levende og bevægelige.

Dette er al-Koranens måde at beskrive og fremstille tingene på. Den har bragt al-Koranens mål og formål til tærsklen af fuldkommenhed.

Appendiks 1

Denne bog blev første gang udgivet for syv år siden. Alhamdulillah! Den er blevet lige varmt modtaget af lingvister, litterater og religiøse lærde. Den har gjort det klart, at religionen ikke er en hindring for dyrkelsen af videnskab og kunst, når disse udforsker deres formål og indhold uden at være bundet af nogen begrænsninger eller betingelser. Desuden viser det, at drøftelsen af kunst og videnskab på ingen måde er i strid med den religiøse bevidsthed, hvis hensigten er oprigtig, og der ikke findes selvforherligelse eller trang til at vise sig frem. Men tankens og synspunkternes frihed betyder på ingen måde, at man fuldstændigt må bryde med religionen, sådan som en gruppe såkaldte intellektuelle mener. De betragter nemlig dette spørgsmål ud fra et bestemt folks og en bestemt histories grundlag. Ligesom der i Vesten er blevet skabt modsætninger og konflikter mellem religion, videnskab og kunst, ønsker de på samme måde at skabe en tilsvarende situation i den islamiske verden. Men i islam er der ikke et eneste øjeblik opstået nogen konflikt mellem religion, videnskab og kunst. Historien vidner om det.

Der er endnu en ting, som det er meget nødvendigt at sige på dette tidspunkt. Det er: Har den billedlige fremstillingsmetode virkelig status som Koranens primære og grundlæggende metode?

Jeg besvarede dette spørgsmål således i indledningen til værket med titlen »Scener fra Dommedag i Koranen«:

For at bedømme og analysere dette spørgsmål er det nødvendigt at undersøge og iagttage Koranens vers indgående. Der er ingen tvivl om, at hvis man sammen med de koraniske fortællinger, scenerne fra Dommedagen, fremstillingen af menneskelige lignelser og de visdomsbaserede argumenter også medregner eksempler på psykiske tilstande, tanker og overvejelser, forestilling og formgivning samt enkelte begivenheder fra profetgerningen, vil man se, at deres forhold omtrent er 4:3. Alle de ovennævnte emner er blevet fremstillet ved hjælp af den billedlige fremstillingsmetode. Kun de steder og metoder er holdt udenfor, hvor et sharīʿah-påbud er blevet omtalt, eller hvor argumentationens metode er blevet anvendt, mens en sag blot er blevet fremlagt enkelt og ligefremt. Sådanne enkle og ligefremme fremstillinger uden den billedlige metode udgør omtrent en fjerdedel af Koranen. Derfor er det ikke en overdrivelse, når jeg siger: »I Koranens fremstillingsmåde er billedlig fremstilling og visualisering blevet tillagt større vægt end de øvrige metoder.«

Hvis Allah giver mig tawfīq, og jeg offentliggør de følgende emner fra Koranen, vil folk få lige så stor sikkerhed, som jeg selv har i mit hjerte. Det drejer sig om:

1. Fortællingerne i Toraen og Koranen.

2. Menneskets væsen i Koranen.

3. Beviser i Koranen.

4. Kunstneriske virkemidler i Koranen.

Det glæder mig meget, at jeg gennem denne bog har kunnet forsøge at rette blot en smule opmærksomhed mod Koranens fremstillingsmetode. Det er et resultat af denne bog, at de fleste af Koranens læsere og madrasa-lærere finder kunstnerisk skønhed selv på steder, hvis beskrivelser ikke findes i min bog. Når de iagttager kunstnerisk skønhed et sted, bliver de henrykte af glæde. På samme måde begynder de at søge kunstnerisk skønhed også i forskellig poesi og prosa ud over Koranen.

For en forfatter er det ikke nogen lille ting, at den kunstneriske skønhed, han har afdækket, også bliver taget vel imod af andre forfattere. Denne lykke har fyldt mig med glæde. Derfor bringer jeg Allah, den Ophøjede og Hædrede, min tak tusindfold.

Forkert brug af betegnelsen kunst

Her må endnu en ting nævnes. I dag misbruges betegnelsen kunst, eller også forstår man ikke dens betydning og væsentlige indhold korrekt. Også i fortolkningen af den Ædle Koran gives dette ord en forkert forklaring.

Jeg indrømmer, at da jeg for syv år siden gav denne bog titlen »At-Taswīr al-Fannī fī al-Qurʾān« (Koranens kunstneriske skønhed), havde jeg kun én tanke i hovedet: at diskutere skønheden i fremstillingen og forklaringen samt dens form og karakter. Det faldt mig aldrig ind, at det at knytte kunst til Koranen skulle gøre den til noget opdigtet, der bygger på fantasi. For det kan ikke være den betydning, jeg når frem til efter mit langvarige studium af Koranen.

Jeg vil sige det klart, og jeg indrømmer det også: Jeg har ikke accepteret noget, der er frembragt af menneskets forstand, som en religiøs troslære. Men jeg har accepteret det af denne grund; der var ingen anden mulighed. Jeg erkender imidlertid, at selv om jeg respekterer menneskets samvittighed og fornuft, har min egen samvittighed tvunget mig til ikke at overskride dens grænser: at acceptere noget alene på grundlag af viden, når der ikke findes noget bevis eller belæg bag det.

Jeg undrer mig over, hvorfor betegnelsen kunst anvendes i en så opdigtet og ny betydning, uden at der findes noget gyldigt bevis til støtte for den. Hvorfor gør man da det? Er det ikke muligt at beskrive virkelige begivenheder på videnskabens og kunstens måde, således at deres sandhed og fortællingens troværdighed bevares?

Lagde Homer da grundlaget for Iliaden på opdigtede fantasifortællinger?

Findes der ikke den mindste antydning af sandhed i de vestlige fortælleres, romanforfatteres og dramatikeres kunstværker?

Selvfølgelig har også en falsk fortælling en forbindelse til kunsten. Men kunsten er ikke begrænset dertil. Sandheden og indholdet rummer utvivlsomt den egenskab, at de kan fremstilles fuldt ud kunstnerisk. Det kræver ikke store anstrengelser at forstå dette. Man må blot frigøre sig fra den åndelige trældom under Vesten og rette et dybtgående blik mod sprogets praktiske anvendelse.

Frihed i tænkning og synspunkter betyder ikke, at mennesket siger, hvad det vil, og gør, hvad det har lyst til. Vi ønsker at betragte Koranen ud fra et historisk perspektiv med religionens hellighed for øje. Det, der da vil blive klart for os, er, at der i hele skaberværket ikke findes nogen bog, som rummer historiske vidnesbyrd om menneskets historie med materiale til videnskabelig analyse i et omfang, der svarer til det, som findes i Koranens historiske del.

Koranens udsagns nøjagtighed

Vi har kun to metoder til at efterprøve nøjagtigheden af de begivenheder, der er beskrevet i Koranen. Ingen af dem er uigendrivelig. Desuden rummer de ikke den beviskraft, som findes i Koranen.

Den ene af de nævnte to metoder er historiske oplysninger og beviser. Hvis Koranen ikke vurderes ud fra dens religiøse hellighed, men blot som en historisk bog, vil det ud fra et videnskabeligt perspektiv vise sig, at dens status er højere end alle verdens historiebøgers. Bogens fortæller er Muhammad ibn Abdullah, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Selv hans gamle og nye fjender har været nødt til at anerkende, at han var et særdeles sandfærdigt menneske.

Kun den, der hårdnakket bagtaler andre, kan være uenig i dette. Al-Koranens samling og ordning er blevet udført så viseligt, at der ikke er nogen mulighed for at finde fejl eller rette en anklagende finger mod den. Det har alle været nødt til at erkende.

Den videnskabelige analyse, der findes i Al-Koranen, er ikke let at finde i nogen anden bog, hvad enten det drejer sig om en hellig bog eller andre himmelske bøger fra historien, som med tiden er blevet ændret og udvidet. Ingen anden bog er nået frem til os i den beskyttede tilstand, som Al-Koranen gradvist er blevet overleveret i. Hvad angår historiebøger, er der altid plads til tvivl og usikkerhed om dem. Blandt alle de historiebøger, der findes i menneskesamfundet, er der ikke én eneste, hvis samlede oplysninger kan anses for at være sikre.

Derfor kan det heller ikke accepteres af fornuft og logik, at de historiske dele af Al-Koranen vurderes efter en almindelig histories målestok, især ikke i sammenligning med en historie, der ikke er autentisk.

Den anden metode er viden og fornuft. Jeg vil klart og uden tøven sige, at menneskets viden og fornuft kun er gyldig og accepteret inden for en bestemt grænse. Det siger jeg ikke på grundlag af religion, men på grundlag af tænkning og forskning. Når menneskets fornuft hævder, at den har forstået alt, og at intet ligger uden for dens viden, ødelægger den selv sin ære og værdighed. Fornuften ved ikke engang selv, hvad den er. Hvordan skulle den så kunne fatte de abstrakte forhold, der hører til mentale forestillinger? Det betyder ikke, at jeg benægter betydningen af menneskets fornuft, samvittighed og frihed. Jeg siger blot, at menneskets fornuft og tænkning bør tildeles den respekt, som tilkommer dem.

De religiøse grupper i Europa foretrak ikke at fremsætte selvstændige meninger i intellektuelle diskussioner, selv om de levede i en materialistisk verden. Resultatet blev, at der opstod fjendskab mellem de intellektuelle og de religiøse grupper. Derfor ønsker vi ikke at begrænse dette spørgsmål til den tidlige islam. For en sådan tilkendegivelse af fri tænkning og et frit synspunkt vil påvirke andre uden noget bevis; det kan vi kalde den forkastelige taqlid eller blind efterfølgelse. Heraf forstår man, at tankefrihed er en vej til venskab. På grund af dette venskab efterligner vi fortsat andre som aber.

Der er ingen tvivl om, at de, der tænkte over og undersøgte »begivenhederne i Al-Koranen og den skildring af Dommedag, der er tegnet i Koranen«, blev hæmmet ligesom jeg. Jeg tænkte: Er de scener, der er skildret i Al-Koranen, virkelig foregået på denne måde? Eller er de blevet beskrevet i form af lignelser?

I lang tid tænkte jeg over dette, men jeg fandt ikke en eneste historisk begivenhed, som jeg kunne fæste urokkelig lid til og sammenligne med Koranen. Jeg kunne heller ikke forestille mig, at en begivenhed kunne sammenlignes med Koranen alene på grundlag af forestillinger. Dengang var der heller ingen from person, der ville forbyde mig at tale åbent om religiøse spørgsmål. På den anden side forstod jeg tilstrækkeligt, at ingen skulle kunne afvise mine ord som baseret på løgn.

Hvis nogen finder en sandhed, som kan sammenlignes med Koranen, er jeg rede til roligt at overveje hans ord. Men hvis min bog bliver erklæret falsk på grund af et grundløst synspunkt, før man søger efter en sådan sandhed, vil det være et tegn på ringe forstand, uanset hvilken værdi min bog måtte have i religiøs henseende.

I den koraniske terminologis lys kaldes sjældne udsagn, skønheden i forklaring og analyse samt kraftfuld beskrivelse for »kunst«. Intet af dette hævder, at dets grundlag blot er indbildte tanker og forestillinger, som kan gøres gældende. Betingelsen er imidlertid, at personen har tilstrækkelig fasthed, forståelse og indsigt.

Tillæg 2

Rækkefølgen for åbenbaringen af Koranens suraer