Der er ingen grund til at få den fejlagtige opfattelse, at jeg, blot fordi ordet »indledning« står i titlen, er gået i gang med at skrive en indledning til Den Ædle Koran. Dette er ikke en indledning til Koranen, men til Tafhīm al-Qur’ān. Jeg er gået i gang med at skrive denne indledning med to formål for øje.
For det første: Før man studerer Koranen, må den almindelige læser sætte sig grundigt ind i nogle forhold, som, hvis han kender dem fra begyndelsen, gør det lettere for ham at forstå Koranens budskab. Ellers kan disse forhold gentagne gange vække tvivl i hans sind under studiet af Koranen. Ofte bliver mennesker i årevis kun ved med at nå frem til overfladen af Koranens indre betydning, udelukkende fordi de ikke forstår disse ting. De finder ingen anden vej ind i dens indre.
For det andet: Jeg vil først besvare de spørgsmål, der opstår i menneskers sind, når de forsøger at forstå Koranen — de spørgsmål, der først opstod i mit eget sind, eller som senere meldte sig for mig.
Koranlæserens udfordring
De bøger, vi normalt læser, handler om et bestemt emne. Inden for en særlig fremstillingsform gives der sammenhængende oplysninger om dette emne, og forskellige synspunkter og argumenter fremsættes. Derfor går en person, som endnu ikke er fortrolig med Koranen, og som for første gang vil studere denne bog, frem med en traditionel forventning. Han forestiller sig, at også denne bog, ligesom almindelige bøger, først vil fastlægge sit emne, hvorefter hovedemnet opdeles i kapitler og afsnit, og de enkelte emner behandles i en ordnet rækkefølge. På samme måde vil de forskellige områder af livet blive behandlet hver for sig, og regler og anvisninger om dem vil blive nedskrevet i den førnævnte orden. Men når han åbner bogen og begynder at læse, møder han et helt andet billede. Her møder han en fremstillingsform, som han aldrig tidligere har kendt. Her finder han troslæremæssige spørgsmål, moralske regler og anvisninger, sharīʿah-bestemmelser, kaldet til troen, formaninger, advarsler, kritik og vurdering, bebrejdelser og irettesættelser, trusler, glædelige budskaber og trøst, argumenter og beviser, vidnesbyrd samt historiske fortællinger og henvisninger til fortidens arkæologiske levn. Alt dette kommer igen og igen, det ene efter det andet. Det samme emne udtrykkes på forskellige måder og iklædes forskellige ord. Efter ét emne begynder et andet, og derefter på tilsyneladende tilfældig vis et tredje. Ja, undertiden springer et emne pludseligt ind midt i et andet. Synsvinklen skifter igen og igen mellem første og anden person, og budskabet ændrer atter og atter retning. Der er heller ingen tegn på, at emnerne er opdelt i kapitler og afsnit. Historien er ingen steder skrevet efter historieforskningens metode. Filosofiske og overnaturlige emner er ikke skrevet på filosofiens og logikkens sprog. Mennesket og verdens ting og stoffers natur omtales, men ikke efter biologiske eller fysiske metoder. Der tales om forskellige forhold i civilisation, kultur, politik, økonomi og samfundsliv, men samfundsvidenskabens metode følges ikke. Juridiske bestemmelser og retsprincipper beskrives på en måde, der er helt forskellig fra juristers metode. Den fremstillingsform, hvormed moralens lære beskrives, er helt anderledes end den, der anvendes i bøger om moralfilosofi. Alt dette er det modsatte af den måde, bøger almindeligvis skrives på. Dette syn forvirrer læseren. Han begynder at tænke, at dette er en samling af uordnede, usammenhængende og spredte udsagn, hvori utallige »fragmenter« fra begyndelse til slutning er blevet føjet sammen, uden at de dog er nedskrevet som et sammenhængende værk. De, der studerer Koranen med en kritisk indstilling, bygger alle deres indvendinger, anklager og tvivl på netop dette. De, der indtager en positiv indstilling, forsøger på den ene side undertiden at undgå tvivl ved at lukke øjnene for betydningen. Undertiden er de i stand til at overbevise sig selv ved at forklare denne tilsyneladende uordnede fremstilling. Undertiden søger de kunstigt efter sammenhænge og når frem til mærkværdige konklusioner. Og undertiden antager de teorien om »fragmentværket«, hvorved hvert vers løsriver sig fra sin sammenhæng med det foregående og det efterfølgende og begynder at udtrykke en betydning, der er helt i strid med talerens hensigt.
For at forstå en bog ordentligt må læseren desuden kende dens emnes formål og sigte, dens hovedbudskab og påstand samt dens centrale emne. Samtidig må han være fortrolig med dens fremstillingsmetode. Han må have kendskab til dens terminologi og særlige analyseform. Han må også have de forhold og omstændigheder for øje, som dens beskrivelser bag ordenes ydre struktur vedrører. I de bøger, vi normalt læser, findes dette som regel let. Derfor er det slet ikke vanskeligt for os at trænge ind i deres emners dybde. Men i Koranen findes disse ting ikke på den måde, vi er vant til at finde dem i andre bøger. Når en af os derfor studerer Koranen med en almindelig boglæsers indstilling, finder han ikke denne Bogs emne, hovedbudskab og centrale tema. Dens fremstillings- og analysemetode forekommer ham også ny og ukendt. De fleste steder er baggrunden for dens sætninger og udsagn skjult for ham. Derfor finder læseren, selv om han i større eller mindre grad får udbytte af den strålende perlerække af viden, der er trådet gennem forskellige løsrevne vers, ikke frem til den sande indre livskraft i Allahs tale. I stedet for at tilegne sig Bogens viden må han her nøjes med at få nogle spredte indsigter og formaninger fra Bogen. Ja, en af årsagerne til den forvirring, der af forskellige grunde opstår hos de fleste af dem, som efter at have studeret Koranen bliver grebet af tvivl, er, at de ikke kender disse mundtlige forudsætninger, som er nødvendige for at forstå Koranens budskab. Alligevel fortsætter de med at læse Koranen og ser, at forskellige emner er spredt ud over dens sider. Den dybe betydning af mange vers forbliver uafsløret for dem. I mange vers finder de indsigtsfulde udsagn, men i lyset af versenes sammenhæng forekommer disse udsagn dem helt malplacerede. Fordi de forskellige steder ikke er fortrolige med forklarings-, analyse- og fremstillingsformen, bevæger de sig væk fra versenes egentlige betydning, og på de fleste steder bliver de på grund af manglende korrekt viden om baggrunden således ofre for alvorlig forvirring.
Vejen ud af udfordringen
Hvilken slags bog er Koranen? Hvordan blev den åbenbaret? Hvordan blev den samlet og ordnet? Hvad er dens indhold og emne? Hvilket centralt indhold er dens utallige emner på forskellige niveauer forbundet med? Hvilken slags fremstillingsform, fortællestil og argumentation er anvendt i den for at fremlægge og bevise dens synspunkter? Hvis læseren fra begyndelsen får klare svar på disse og andre lignende nødvendige spørgsmål, kan han være fri for mange bekymringer. Vejen til at forstå Koranens betydning og fordybe sig i den kan derved blive banet for ham. Den, der i Den Ædle Koran søger en komposition som i almindelige bøger og bliver urolig, fordi han ikke finder den på dens sider og derfor famler rundt i alle retninger, har netop sin mentale uro i, at han ikke kender svarene på disse grundlæggende spørgsmål om Koranen.
Han begynder at læse Koranen med den forestilling, at han skal til at læse en bog »om religion«. Når det gælder »religion« og »bog«, er hans sind som regel præget af de almindelige forestillinger, han har om religion og bøger. Men når han dér ser et billede, der er helt modsat hans egne mentale forestillinger, begynder det at virke fuldstændig fremmed for ham. Fordi han ikke får fat i hovedpointen i det emne, der behandles, bevæger han sig forvirret rundt mellem de enkelte sætninger, som om den bog, han er ved at læse, er en helt særpræget og nyskabende bog i bøgernes verden. Dens kompositionsform er også særpræget og karakteristisk. Hvad angår indhold, emner og ordningen af fremstillingen, er der også anvendt en helt ny metode. Den strukturelle forestilling om bøger, som De gennem mange års læsning af forskellige bøger har dannet Dem, vil derfor ikke være Dem til nogen hjælp, når De skal forstå denne bog. Tværtimod vil den blive en hindring. For at forstå den må De først fjerne alle de forestillinger og indbildninger, der allerede har slået rod i Deres sind, og indprente denne bogs særegne egenskaber i Deres bevidsthed.
I denne forbindelse må læseren først stifte bekendtskab med den oprindelige Koran. Spørgsmålet om, hvorvidt han tror på den eller ej, er ikke aktuelt her. Men for at forstå denne bog må han som udgangspunkt acceptere de grundlæggende forhold, som denne bog selv og dens formidler, Hazrat Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, har fremlagt. Disse grundlæggende forhold er følgende:
1. Den Almægtige Allah, Herren, Skaberen, Ejeren og Ene herskeren over hele universet, har skabt mennesket på denne jord, som er en del af Hans vældige rige. Han har skænket det evnen til at vide, forstå og tænke. Han har givet det frihed til at skelne mellem godt og ondt, vælge, ville og beslutte samt anvende sine egne evner. Kort sagt har Han skænket mennesket en form for frihed (autonomi) og indsat det som Sin khalifa eller stedfortræder på jorden.
2. Da den Almægtige Allah, Herren over hele universet, udnævnte mennesket til dette embede, indprentede Han det fast i menneskets sind: »Jeg alene er jeres og hele skaberværkets eneste ejer, guddom og herre. I Mit rige er I hverken frit selvbestemmende eller underlagt nogen anden, og ingen andre end Mig har sendt jer med en selvstændig myndighed. Dette er i virkeligheden en prøvetid for jer. Når denne prøve er forbi, skal I vende tilbage til Mig. Jeg vil undersøge og vurdere jeres handlinger og afgøre, hvem blandt jer der har haft succes, og hvem der har fejlet.
Der findes kun én rigtig handlingsform for jer: I skal anerkende Mig som jeres eneste guddom og hersker. I skal handle på jorden i overensstemmelse med den lov, Jeg sender jer. I skal leve med bevidstheden om, at verden er et prøvehus, således at det egentlige formål med jeres liv er at opnå succes ved den endelige dom foran Min domstol. Enhver anden handlingsform end denne er forkert og vildledende for jer. Hvis I vælger den første handlingsform — og I har fået frihed til at vælge den — vil I opnå fred, sikkerhed og tryghed i verden. Når I derefter vender tilbage til Mig, vil Jeg skænke jer Paradiset, et evigt sted med hvile og glæde. Men hvis I vælger den anden handlingsform — og I har fået fuld frihed til at vælge den — vil I møde ødelæggelse og uro i verden, og når I forlader det jordiske liv og træder ind i det hinsidige, vil I blive kastet ned i den dybe afgrund af evig hjertesmerte, lidelse og fare, der kaldes Helvede.«
3. Efter at have gjort dette klart sørgede den Almægtige Allah, Herren over hele universet, for, at menneskeheden kunne leve på jorden. Han gav den første gruppe, der bestod af to mennesker fra menneskeheden, Adam og Hawwa, en lov, som de skulle leve efter på jorden. Ifølge denne lov skulle de og deres efterkommere udføre alle deres jordiske anliggender. Disse første efterkommere af mennesket blev ikke skabt i uvidenhed, uoplysthed og mørke. De kendte sandheden. De havde fået en livslov. Lydighed mod Allah (det vil sige islam) var deres livsform. De lærte også deres børn at leve som lydige tjenere for Allah (muslimer). Men senere fjernede mennesket sig i løbet af århundreders livsførelse gradvist fra denne rette livsform (det vil sige din) og antog forskellige forkerte handlingsformer. Bedøvet af forsømmelsens søvn mistede det på et tidspunkt denne rette livsform. Under Satans påvirkning fordrejede det den også. Det gjorde forskellige menneskelige og ikke-menneskelige, indbildte og materielle væsener på jorden og i himlen til medguder sammen med Allah i Hans anliggender. Ved at blande forskellige forestillinger, idealisme, selvopfundne teorier og filosofier ind i den sande viden, som Allah havde givet (al-‘ilm), skabte det utallige religioner. Det forkastede eller fordrejede den retfærdige og afbalancerede moralske og kulturelle orden (sharia), som Allah havde fastlagt, og fremstillede selv regler for at leve efter sine begær, interesser og tilbøjeligheder. Derfor blev Allahs jord fyldt med uret og undertrykkelse.
4. Hvis Allah havde brugt Sin skabermagt til med tvang at vende de vildledte mennesker mod den rette handlingsform og livsform, ville det have været i strid med princippet om den begrænsede frihed, som Allah havde skænket mennesket. Og hvis Han straks havde tilintetgjort mennesket, da dette oprør viste sig, ville det have været uforeneligt med den tid og de muligheder, Han havde fastsat for hele menneskeheden til at handle på jorden. Fra skabelsens begyndelse havde Han påtaget Sig dette ansvar: at bevare menneskets frihed og gennem de muligheder, der blev givet det under dets handlinger, sørge for at vejlede det. Derfor begyndte Han for at opfylde det ansvar, Han havde påtaget Sig, at anvende en gruppe mennesker blandt menneskeheden, som troede på Ham og handlede efter Hans befalinger for at opnå Hans tilfredshed. Han gjorde dem til Sine stedfortrædere. Til dem sendte Han Sine ukrænkelige ord. Han gav dem den sande viden og den rette livsorden og udpegede dem til at kalde Adams børn tilbage fra den forkerte vej til denne enkle og sande vej.
5. Disse var Allahs profeter. Allah fortsatte med at sende Sine profeter til forskellige lande og forskellige folk. Denne række af deres komme fortsatte i tusinder af år. De var tusinder i antal. De fulgte alle den samme din, det vil sige den samme livsform. Med andre ord fulgte de alle den rette handlingsform, som mennesket var blevet gjort bekendt med fra skabelsens første dag. De var alle tro mod den samme vejledning. Det vil sige, at de fulgte den evige moralske og samfunds- og kulturelle orden, der fra den første dag var blevet fastlagt for mennesket. De havde alle den samme mission: at kalde deres efterkommere, stammer og folk til denne din og denne vejledning. Derefter organiserede de dem, der tog imod dette kald, og gjorde dem til en ummah, hvis medlemmer selv adlød Allahs lov og fortsatte med at bestræbe sig på og kæmpe for at etablere lydighed mod Allahs lov på jorden og modvirke tilbøjeligheden til at trodse Hans lov. Hver af disse profeter udførte denne missions opgave på fremragende vis i sin egen tid. Men det viste sig altid, at en stor del af menneskeheden slet ikke var parat til at tage imod deres kald. Og de, der tog imod dette kald og blev en del af den muslimske ummah, begyndte også gradvist selv at synke ned i forvanskningens hav. Nogle af deres ummaher mistede endda helt den vejledning, Allah havde givet. Andre blandede deres egne ord med Allahs ord og ændrede dem, så deres form blev fordrejet.
6. Til sidst sendte den Almægtige Allah, Herren over hele universet, Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, til Arabien. Han gav Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, den samme opgave, som Han tidligere havde sendt forskellige profeter ud i verden for at udføre. Sammen med almindelige mennesker kaldte han også de vildledte ummaher efter tidligere profeter til Allahs din. Han kaldte alle til at antage den rette handlingsform og den rette vej. Hans opgave var at bringe Allahs vejledning på ny til alle og gøre dem, der tog imod dette kald og denne vejledning, til en ummah, som på den ene side skulle grundlægge sin livsorden på Allahs vejledning og på den anden side bestræbe sig på og kæmpe for at forbedre og reformere hele verden. Denne bog med kaldet og vejledningen er Koranen. Allah åbenbarede denne bog for Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham.
Koranens hovedemne
Når læseren har tilegnet sig disse indledende oplysninger om Koranen, bliver det lettere for ham at opnå en korrekt forståelse af denne bogs indhold, dens centrale emne og dens mål. Dens emne er mennesket. Hvad der tjener menneskets velbefindende set i lyset af den sande og strålende sandhed—det er Koranens grundlæggende indhold.
Dens centrale emne er, at de anskuelser, mennesket har dannet sig om Allah, verdensordenen, sin egen eksistens og sit jordiske liv på grund af overfladisk betragtning, formodninger eller underkastelse under naturen, samt den livsanskuelse og handlingsmåde, det har valgt på grundlag af disse anskuelser, alt sammen i virkeligheden er fejlagtigt og mangelfuldt set i lyset af den sande og strålende sandhed, og at det i sidste ende er ødelæggende for mennesket. Den egentlige sandhed er den, som Allah selv meddelte, da Han udnævnte mennesket til khalifah. Og set i lyset af denne egentlige sandhed er den livsanskuelse og handlingsmåde, der tidligere er blevet omtalt som den rette handlingsmåde for mennesket, den korrekte, fejlfrie og lykkebringende.
Det endelige mål og budskab er at kalde mennesket til at antage den rette livsanskuelse og handlingsmåde og at fremlægge Allahs vejledning klart og utvetydigt. Mennesket har mistet disse på grund af sin forsømmelighed og uagtsomhed, og på grund af sine sataniske tilbøjeligheder har det igen og igen forvansket dem.
Hvis man læser Koranen med disse tre grundlæggende forhold for øje, vil man se, at denne bog i hele sit omfang ikke på noget sted afviger så meget som et hårsbredde fra sit indhold, sit centrale emne og sit grundlæggende mål og budskab. Fra begyndelse til slutning er dens forskellige emner forbundet med dens centrale emne på samme måde, som små og store perler i forskellige farver i en perlekæde er trukket tæt sammen på én tråd. Koranen omtaler jordens og himlens struktur, menneskets skabelsesproces, iagttagelsen af tegnene i universet samt de historiske begivenheder blandt forskellige tidligere folk. I Koranen kritiseres forskellige folks trosforestillinger, moralske karakter og handlinger. Overnaturlige forhold forklares. Desuden nævnes mange andre ting. Men disse emner omtales ikke i Koranen for at undervise mennesket i fysik, biologi, historie, filosofi eller nogen anden videnskab. Formålet er derimod at fjerne menneskets fejlagtige forestillinger om den sande og strålende sandhed, indprente den rette sandhed i menneskets sind, tydeliggøre fejlen og de onde følger ved en handlingsmåde, der strider mod sandheden, og kalde mennesket til den handlingsmåde, der stemmer overens med sandheden og fører til et godt udfald. Derfor behandles hvert emne kun i det omfang og på den måde, som er nødvendigt for bogens egentlige mål. Efter at have behandlet disse emner i det nødvendige omfang vender Koranen altid tilbage til sit formål og sit centrale emne, idet unødvendige detaljer udelades. Hele dens fremstilling kredser med en dyb enhed og indre sammenhæng om centrum for kaldet til islam.
Metoden for Koranens åbenbaring
For fuldt ud at forstå Koranens fremstillings- og analysemetode, dens opbygning og dens mange emner må man imidlertid have et korrekt kendskab til måden og omstændighederne for dens åbenbaring.
Den Højeste Allah skrev ikke denne Koran ned på én gang, overrakte den til Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, og befalede ham gennem dens omfattende udbredelse at kalde folket til en bestemt livsform. Den er slet ikke en sådan bog. På tilsvarende måde behandles indholdet og det centrale emne heller ikke i denne bog efter den gængse litterære metode. Derfor findes den traditionelle måde at disponere en bog på og den almindelige metode for bogskrivning fuldstændigt ikke her. I virkeligheden er dette en bog af en helt enestående art. Den Højeste Allah sendte en af Sine tjenere som profet til byen Mekka i det arabiske land. Han befalede ham at begynde kaldet i sin egen by og blandt sin egen stamme, Quraysh. I begyndelsen fik han kun de nødvendige anvisninger til at påbegynde dette arbejde. Disse anvisninger indeholdt hovedsageligt tre emner.
For det første: undervisning af profeten. Han blev lært, hvordan han skulle forberede sig til at udføre dette store og ophøjede ansvar, og hvilken metode han skulle følge i sit arbejde.
For det andet: tilvejebringelse af grundlæggende oplysninger om den sande sandhed og en kort tilbagevisning af de fejlagtige forestillinger om sandheden, som fandtes blandt folkene omkring ham. På grund af disse forestillinger antog de en forkert handlingsmåde.
For det tredje: et kald til den rette handlingsmåde. De grundlæggende moralske principper i Allahs lov, hvis efterfølgelse bringer mennesket velbefindende og lykke, blev beskrevet.
Den islamiske kaldelses første fase
I begyndelsen var disse budskaber begrænset til nogle få, korte udsagn, tilpasset den indledende fase af kaldet. Deres sprog var yderst klart, sødmefuldt, stærkt virkende og rigt på den højeste litterære skønhed, der stemte med den nations smag, som de var rettet til. Derfor fæstnede disse ord sig i sindet som pile. På grund af sprogets klang og den musikalske skønhed blev ørerne af sig selv hurtigt draget mod dem. Fordi de var tidssvarende og svarede til sindets behov, gentog tungen dem spontant. De havde også en stærk lokal forankring. Selvom universelle sandheder blev fremlagt, blev argumenter, beviser og eksempler hentet fra det nærmeste miljø, som tilhørerne kendte godt. Hele fremstillingen byggede på deres egen historie, deres egne traditioner, de tegn, de så hver dag, samt deres egne trosmæssige, moralske og sociale mangler. På denne måde blev der skabt et miljø, der var egnet til at modtage budskabets virkning.
Denne første fase af det islamiske kald varede omkring fire-fem år. I denne periode var der tre slags reaktioner på Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans udbredelse af islam.
Nogle retskafne mennesker tog imod det islamiske kald. De gjorde sig klar til at danne et samfund, en ummah, under navnet den muslimske ummah.
2. Et stort antal mennesker blev på grund af uvidenhed, egoistiske interesser eller blind tilknytning til deres forfædres skikke og traditioner rede til at modsætte sig dette kald.
3. Lyden af dette nye kald begyndte at give genlyd i et forholdsvis stort og vidtstrakt område, der rakte ud over Mekkas og Qurayshs grænser.
Den islamiske kaldelses anden fase
Herfra begynder denne da‘wahs andet kapitel. På dette stadium opstod der en hård og dødelig konflikt mellem islams bevægelse og den gamle jahiliyyah. Denne konflikt fortsatte i otte eller ni år. Det var ikke kun folk fra Mekka og Quraysh-stammen, men også alle de mennesker i størstedelen af den vidtstrakte arabiske halvø, som ønskede at bevare den gamle jahiliyyah uændret, der med magt forsøgte at lukke munden på denne bevægelse. De førte falske kampagner, fremsatte utallige anklager, mistanker, tvivl og indvendinger og såede forskellige former for forførelse i almindelige menneskers sind. De gjorde alt, hvad de kunne, for at fremmede ikke skulle få mulighed for at høre Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham. De udsatte dem, der havde antaget islam, for barbarisk og bestialsk tortur og boykottede dem økonomisk og socialt. De forfulgte og torturerede dem så brutalt, at mange af de troende, udmattede af deres overgreb, blev tvunget til at forlade deres land og udvandre til Abessinien hele to gange, og til sidst måtte de alle udvandre til Medina. Men trods denne hårde og stadig voksende modstand og disse hindringer fortsatte bevægelsen med at brede sig. Der fandtes ikke en eneste slægt eller familie i Mekka, hvori ingen havde antaget islam. Blandt de fleste af islams modstandere var brødre, nevøer, sønner, døtre, søstre og svogre ikke blot tilhængere af den islamiske da‘wah; de udførte også rollen som hengivne aktivister, der var rede til at ofre deres liv. Og deres egne kære børn gjorde sig klar til at kæmpe imod dem – sådan var intensiteten, skarpheden og bitterheden i deres fjendskab. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at de, der brød med den gamle jahiliyyah og sluttede sig til denne nyfødte bevægelse, tidligere var blevet betragtet som de bedste mennesker i deres samfund. Efter at have sluttet sig til bevægelsen blev de så ærlige, retfærdige og rene af karakter, at verdens mennesker uundgåeligt måtte erkende denne bevægelses overlegenhed og storhed. Det var kun naturligt, at den da‘wah, som tiltrak sådanne mennesker og løftede dem til et så højt niveau af menneskelige egenskaber, ville fremstå strålende i verdens menneskers øjne.
I denne lange og intense konfliktperiode fortsatte Den Almægtige Allah, efter forholdene og behovet, med at åbenbare så lidenskabelige taler for Sin Profet, hvori der var en strømflods bevægelse, en oversvømmelses vældige kraft og ildens skarphed og glød. Gennem disse taler blev de troende på den ene side gjort bekendt med deres grundlæggende ansvar og pligter. Der blev skabt en fællesskabsbevidsthed blandt dem. De blev oplært i taqwa, ophøjede moralske egenskaber, karakter, natur og adfærd. De blev gjort bekendt med metoden til at udbrede Allahs sande religion. Ved løftet om sejr og det glædelige budskab om Paradiset blev deres mod og beslutsomhed styrket. De blev opmuntret til at fortsætte deres kamp og bestræbelser på Allahs vej med tålmodighed, overbærenhed, standhaftighed og højt mod. I dem blev der skabt en så overvældende lidenskab og begejstring for at ofre sig, at de blev rede til at møde enhver form for fare og stå urokkelige som bjerge foran modstandens voldsomme storm. På den anden side blev modstanderne, de samfund, der var afveget fra sandhedens og retfærdighedens vej, og de mennesker, der var bevidstløse i uvidenhedens søvn, advaret ved at få fremstillet billeder af den tragiske og ødelæggende skæbne, som havde ramt folk, hvis historie de kendte. De blev undervist og formanet gennem de ruinerede bebyggelser, som de dag og nat måtte rejse forbi på deres færder. Ud fra de hundreder og tusinder af tydelige tegn, der dag og nat stod foran deres øjne i jordens og himlens åbne rum, og hvis virkninger de hele tiden mærkede i deres eget liv, blev der fremført beviser for tawhid og det hinsidige. Shirk, egenmægtighed, fornægtelsen af det hinsidige og den blinde efterligning af forfædrenes vildfarne vej blev afsløret som fejlagtige gennem entydige argumenter og beviser, der let kunne påvirke sind og hjerter. Derefter blev enhver af deres tvivl og betænkeligheder fjernet. Ethvert spørgsmål blev besvaret med et rationelt svar. Deres sind blev fuldstændigt befriet for tågen fra de komplicerede psykiske problemer, som de selv led under, og som de ønskede at skabe uro omkring i andres sind. På denne måde blev jahiliyyah omringet og grebet så fast fra alle sider, at der ikke var så meget som en tomme plads tilbage til, at den kunne trække vejret i tænkningens og sindets verden. Samtidig blev de skræmt med Allahs vrede, dommens rædsler på Opstandelsens Dag og Helvedes straf. De blev bebrejdet deres dårlige karakter, forkerte livsførelse, jahiliyyah-skikke, fjendskab mod sandheden og undertrykkelse af muslimerne. De store grundprincipper for civilisation, kultur og moral, på hvilke Allahs elskede og udvalgte, gode og ophøjede civilisation og kultur altid er blevet grundlagt i verden, blev forelagt dem.
Denne fase er opdelt i forskellige trin. På hvert trin blev da’waen stadig mere omfattende. På den ene side blev bestræbelserne og kampen stadig vanskeligere, og på den anden side blev modstanden og hindringerne stadig hårdere. Man måtte konfrontere stammer og grupper, der havde forskellige trosforestillinger og forskellige handlingsmåder. Derfor blev indholdet i de åbenbaringer, der kom fra Allah, stadig mere varieret. Dette er baggrunden for det mekkanske liv, sådan som det er skildret i Den Ædle Koran.
Da’waens tredje kapitel
Efter at denne bevægelse havde været aktiv i tretten år i Mekka, fandt den pludselig et centrum i Medina. Det blev muligt lidt efter lidt at samle alle dens tilhængere dér fra hele den arabiske halvø og forene alle dens kræfter i ét centrum. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og størstedelen af islams tilhængere foretog hijra og nåede frem til Medina. På denne måde trådte den islamiske da’wa ind i sin tredje fase.
I denne fase ændrede situationen sig fuldstændigt. Den muslimske ummah lykkedes med at etablere en velorganiseret stat. En væbnet konflikt begyndte med dem, der holdt fast i den gamle jahiliyyah. Der opstod også konflikt med de tidligere profeters ummah’er, jøderne og de kristne. Forskellige slags munafiqer trængte ind i den muslimske ummahs indre system, og man måtte også kæmpe mod dem. Efter at have gennemgået ti års hårde kampe og konflikter nåede denne bevægelse frem til sejrens mål, og dens herredømme bredte sig over hele den arabiske halvø. Foran den åbnede sig døren til universel da’wa og reform.
Denne fase var også opdelt i flere trin. På hvert trin fandtes der særlige, nødvendige og uundværlige behov for bevægelsen. På baggrund af disse behov blev der fra Den Almægtige Allah åbenbaret taler og udsagn til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham. De var undertiden som ildsprudende taler, undertiden fremtrådte de som kongelige forordninger og befalinger, og undertiden kom lærerens undervisning og forelæsning samt reformatorens råd og bestræbelse på at overbevise til udtryk i dem. Her blev det forklaret, hvordan man skulle opbygge et samfund og en stat samt et retskaffent og godt borgerligt liv; på hvilke principper og ordensregler livets forskellige områder skulle grundlægges; hvordan man skulle omgås munafiqerne; hvilken politik man skulle føre over for dhimmi-kafirer, ahl al-kitab, krigsførende fjender og folk, der var bundet af traktater; og hvordan denne velorganiserede gruppe af troende skulle berede sig på at udføre ansvaret for at etablere Allahs khilafah på jorden.
Gennem disse taler blev muslimerne uddannet og opdraget, deres svagheder blev fjernet, og de blev tilskyndet til at kæmpe jihad med liv og ejendom på Allahs vej. De blev undervist i den moral, der passede til enhver situation: sejr og nederlag, velvære og vanskeligheder, sorg og glæde, fattigdom og velstand, tryghed og frygt samt alle andre tilstande. De blev gjort egnede til efter Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, at træde i hans sted og udføre arbejdet med islamisk da’wa og reform.
På den anden side blev alle dem, der befandt sig uden for troens område—ahl al-kitab, munafiqer, mushriker og kafirer—mødt med bestræbelser på, ud fra deres forskellige situationer, at få dem til at forstå, invitere dem med et hjertegribende sprog, irettesætte og rådgive dem strengt, advare dem om Allahs straf og give dem råd og belæring gennem lærerige tilstande og begivenheder. På denne måde var der ingen tilbageholdenhed eller uklarhed i den måde, sandheden blev fremlagt for dem på.
Dette er baggrunden for de medinensiske suraer i Den Ædle Koran.
Koranens fremstillingsform
Det bliver tydeligt ud fra denne fremstilling, at Den Ædle Koran begyndte at blive åbenbaret med et budskab om da’wa. Fra da’waens begyndelse og frem til dens endelige mål for fuldendelse blev forskellige dele af Koranen ved med at blive åbenbaret ud fra de forskellige og mangfoldige behov, der opstod i de faser og trin, som den måtte gennemgå i løbet af de forudgående treogtyve år. Derfor blev den skrivemåde og ordning af indholdet, som anvendes i bøger skrevet for at opnå en doktorgrad, ikke anvendt her. De store og små dele af Koranen, der blev åbenbaret i takt med da’waens udvikling, blev heller ikke udgivet i form af brochurer; de blev tværtimod fremsat i form af taler og erklæringer og blev også formidlet på denne måde. Derfor træder talens, ikke skriftens, stil tydeligt frem i dem.
Desuden var disse taler ikke som en professors, men som en da’is—en, der kalder mennesker—sine taler. De henvendte sig til alles hjerte, sind, forstand og følelser. Da’ien måtte stå over for mennesker med alle slags sindelag. I forbindelse med sin da’wa, sin formidling og sin virksomme bevægelse måtte han arbejde under utallige og forskelligartede forhold. Han måtte på enhver mulig måde indprente sit budskab i menneskers sind, forandre deres tankeverden, skabe bølger i følelsernes hav, bryde modstandens bjerge ned, forbedre og træne sine hjælpere, skabe inspiration, begejstring og fast beslutning hos dem, forvandle fjender til venner og fornægtere til anerkendere, tilbagevise modstandernes argumenter og beviser samt knuse deres moralske styrke. Sådanne opgaver måtte han udføre, som er uundværlige for den, der bærer en da’wa, og for lederen af en bevægelse. Derfor blev de taler, som Den Almægtige Allah åbenbarede for Sin Profet i forbindelse med dette arbejde og ansvar, naturligt udformet på en måde, der passede til en da’wa. Man bør ikke søge efter en universitetsprofessors foredragsstil i dem.
Herfra kan man også let forstå endnu et forhold: Hvorfor er omtalen af det samme emne gentaget forskellige steder i Koranen? En da’wa og en virkelig aktiv bevægelse har en række naturlige behov og krav. På det tidspunkt, hvor denne bevægelse befinder sig på et bestemt trin, må der tales på en måde, der passer til netop dette trin. Så længe da’waen befinder sig på ét trin, kan de følgende trins emner ikke tages op dér. I stedet må det pågældende trins emner omtales igen og igen. Det kan ikke tillægges betydning, selv om der går flere måneder eller år.
Hvis den samme slags budskab derimod fortsat gentages med de samme formuleringer og på samme måde, bliver ørerne trætte af at høre på det, og der opstår irritation i sindet. Derfor må de ting, der på hvert trin behøver at blive gentaget, hver gang fremstilles i en ny sproglig indpakning, med en ny stil og farve, og med et nyt, forfinet og velvalgt sprog, så de fæstner sig i sindet gennem en behagelig følelsesmæssig påvirkning, og da’waens enkelte måltrin bliver stadig stærkere.
Samtidig må de trosforestillinger og grundprincipper, som da’waen bygger på, på ingen måde holdes ude af syne fra det første skridt til det sidste måltrin. Tværtimod må de gentages på hvert trin af da’waen. Derfor ser man, at blandt alle de suraer i Den Ædle Koran, der blev åbenbaret på ét trin af den islamiske da’wa, forekommer der som regel den samme slags indhold, blot med en forandret sproglig og fremstillingsmæssig form. Omtalen af tawhid, Allahs egenskaber, det hinsidige, regnskabet i det hinsidige, belønning og straf på opstandelsens dag, risalah, troen på Skriften, taqwa, tålmodighed, tawakkul og andre grundlæggende emner af denne art findes imidlertid igen og igen overalt i hele Koranen. For på intet trin i denne bevægelse blev det tolereret at lukke øjnene for disse grundlæggende emner. Hvis disse grundlæggende tanker og forestillinger blot blev svækket en smule, kunne denne islamiske bevægelse aldrig have bevæget sig fremad med sin egentlige livskraft.
Grunden til en sådan ordning
Hvis man tænker lidt over spørgsmålet om, hvorfor Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke bevarede den rækkefølge, hvori Koranen var blevet åbenbaret, da den blev ordnet og nedskrevet i bogform, finder man svaret i denne redegørelse.
I den ovenstående gennemgang har I erfaret, at Koranen blev åbenbaret over en periode på treogtyve år. Koranen blev ved med at blive åbenbaret i den rækkefølge, hvori den islamiske da‘wah begyndte og udviklede sig. Det kan nu let forstås, at efter da‘wahen havde nået sin fuldendelse, kunne en ordning af de åbenbarede dele af Koranen, som udelukkende var knyttet til da‘wahens gradvise udvikling, på ingen måde være den rigtige. Der var nu behov for en ny form for ordning, som i højere grad var egnet til de forhold, der opstod, efter at da‘wahen havde nået sin fuldendelse. For i begyndelsen henvendte den sig først og fremmest til mennesker, der var fuldstændig ukendte med islam. Derfor begyndte undervisningen og vejledningen helt fra grunden. Men efter at da‘wahen var blevet fuldendt, blev dens primære mål mennesker, som havde troet på den, var blevet en del af en ummah og havde fået overdraget ansvaret for at føre dette arbejde videre. Efter at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde givet denne da‘wah fuldendelse både med hensyn til tankegang og handlingsmåde, overgav han den til dem. Nu blev det først og fremmest nødvendigt for dem at få et grundigt kendskab til deres egne ansvar og pligter, til reglerne for deres livsførelse og til de forskellige stridigheder, der var opstået blandt de tidligere profeters ummaher. Derefter måtte de gå frem for at forelægge Allahs påbud for verdens folk, som var ukendte med islam. Desuden vil det, når man læser Koranen grundigt, blive klart, at det ikke stemmer med Koranens natur at samle emner af samme slags ét sted. Koranens natur kræver, at Madinah-perioden omtales blandt undervisningen fra Makkah-perioden, at Makkah-perioden omtales blandt talerne fra Madinah-perioden, at drøftelser fra den tidlige periode omtales blandt formaningerne fra den senere periode, og at bestemmelserne fra den senere periode gentagne gange omtales side om side med undervisningen fra begyndelsen. På den måde skal islams fulde, omfattende og helhedsorienterede billede fremtræde for læserens øjne. Den ene side af islam skal ikke stå foran hans øjne, mens den anden er skjult for ham; det må aldrig være sådan.
Selv hvis Koranen var blevet ordnet i den rækkefølge, hvori den var blevet åbenbaret, ville den for senere generationer kun have været meningsfuld, hvis historien om dens åbenbaring samt omstændighederne og sammenhængen omkring åbenbaringen af hver enkelt del også var blevet nedskrevet sammen med Koranen. Dette var i strid med det formål, hvormed Den Almægtige Allah samlede, ordnede og bevarede Sin åbenbaring. Allahs formål var at samle Hans ord i kort form og i ren tilstand uden at blande eller indlemme nogen anden tale, åbenbaring eller udsagn i det. Denne åbenbaring skulle læses af mennesker på alle niveauer: unge, gamle, børn, kvinder, mænd, byboere, landsbyboere, uddannede dannede mennesker, lærde og almindeligt uddannede. Mennesker med forstand og viden på alle niveauer skulle i det mindste erfare, hvad deres store Herre ønsker af dem, og hvad Han ikke ønsker. Det er indlysende, at hvis en lang historie også var blevet føjet til hele denne åbenbaring, og det blev anset for nødvendigt for alle at læse den, ville det formål, som Den Almægtige Allah havde med at ordne og bevare denne åbenbaring på en velordnet måde, være blevet forfejlet.
De, der faktisk finder Koranens nuværende ordning problematisk, er ikke blot uvidende om denne bogs formål og mål; de synes også at være blevet ofre for den misforståelse, at denne bog udelukkende blev åbenbaret for studerende i historie og samfundsvidenskab.
Læserne bør også vide endnu en ting om Koranens nuværende ordning. Denne ordning blev ikke tilvejebragt af senere generationer. Tværtimod ordnede og sammenføjede Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, selv Koranens vers på denne måde efter Allahs befaling. Hans faste fremgangsmåde var, at når en surah blev åbenbaret, tilkaldte han straks en af sine skrivere (Koranens nedskriver) og lod surahens vers nedskrive korrekt. Derefter gav han besked på: »Placér denne surah efter den og den surah eller før den og den surah.« På samme måde blev der undertiden åbenbaret en del af Koranen, uden at det var hensigten at gøre den til en selvstændig surah. I så fald gav han besked på: »Indsæt den i den og den surah på det og det sted.« Derefter reciterede han selv Koranen i bønnen i overensstemmelse med denne ordning. Han reciterede den også ved andre lejligheder. Sahabah, måtte Allah være tilfreds med dem, lærte ligeledes Koranen udenad efter denne ordning. Derfor er Koranens ordning en historisk kendsgerning, der er bevidnet. Den dag, hvor åbenbaringen af Koranen var fuldført, var også dens ordning fuldført. Den, som åbenbarede den, ordnede den også. Han lod den ordne ved den samme, hvis hjerte den blev åbenbaret til. Ingen havde ret eller mulighed for at trænge ind i den eller gribe ind i den.
Hvordan blev Koranen samlet?
Eftersom bønnen fra begyndelsen var foreskrevet for muslimerne [Det bør bemærkes, at de fem daglige bønner blev foreskrevet nogle år efter, at Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, blev udnævnt til profet. Men bønnen var i almindelig forstand foreskrevet fra den allerførste dag. Der er ikke gået et eneste øjeblik i islams historie, hvor bønnen ikke var foreskrevet.] og recitationen af Koranen blev regnet for en uundværlig del af bønnen, begyndte muslimerne derfor straks ved Koranens åbenbaring også at lære Koranen udenad. Så meget af Koranen, som blev åbenbaret, lærte muslimerne udenad. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde med hjælp fra sine skrivere sørget for, at Koranen blev skrevet på palmeblade, knogler og stenstykker. Men Koranens bevarelse var ikke alene afhængig af dette; samtidig med at den blev åbenbaret, blev dens ord indprentet i hundredvis og derefter tusindvis, og fra tusindvis til hundredtusindvis af hjerter. Ingen djævel havde magt til at ændre blot ét ord i den.
Efter Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, døde, blev en række mennesker i Arabien frafaldne. For at bekæmpe dem og standse en gruppe muslimers tendens til at forlade islam måtte de ædle ledsagere udkæmpe flere blodige slag. I disse slag blev mange ledsagere, som havde hele Koranen udenad, martyrer. Denne hændelse fik Umar, må Allah være tilfreds med ham, til at tænke, at det ikke var rigtigt kun at være afhængig af ét middel til Koranens bevarelse. Det var ikke nok, at Koranens ord var indprentet i hjerterne; man måtte også sørge for at bevare dem på papirets blade. Han fremlagde sagen klart for den daværende kalif, Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham. Efter nogen overvejelse var Abu Bakr også enig med ham. Han udpegede Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sin skriver, Zayd, må Allah være tilfreds med ham, til opgaven. Den metode, der blev fastlagt, var følgende: På den ene side skulle man indsamle de forskellige materialer, som Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde skrevet Koranen på. På den anden side skulle man indsamle de forskellige dele af Koranen, som de enkelte ledsagere havde skrevet og opbevaret hos sig. [Det fremgår af pålidelige kilder, at forskellige ledsagere allerede i Sendebuddets, Allahs velsignelser og fred være med ham, levetid havde skrevet Koranen eller dele af den og opbevaret dem hos sig. Blandt dem nævnes Uthman, Ali, Abdullah ibn Masud, Abdullah ibn Amr ibn al-As, Salim, Mawla Hudhayfa, Zayd ibn Thabit, Muadh ibn Jabal, Ubayy ibn Kab og Abu Zayd Qays ibn as-Sakan, må Allah være tilfreds med dem.] Desuden skulle man søge hjælp hos dem, der havde lært Koranen udenad. Efter at have anvendt disse tre midler fuldt ud og opnået hundrede procents sikkerhed for nøjagtigheden blev hvert eneste bogstav, ord og hver sætning i Koranen nedskrevet i bogform. I overensstemmelse med denne plan blev en nøjagtig og autoritativ samling af Den Ædle Koran udarbejdet og opbevaret hos de troendes moder, Hafsa, må Allah være tilfreds med hende. Alle fik almindelig tilladelse til at tage kopier af den eller kontrollere deres egne manuskripter imod den og rette dem.
Selv om sproget var det samme, var der, ligesom der er forskelle mellem talesprogene i vores forskellige byer og distrikter, også forskelle mellem talesprogene i de forskellige områder og stammer i Arabien. Den Ædle Koran blev åbenbaret på det sprog, som Quraysh i Mekka talte. I begyndelsen fik folk fra forskellige områder og stammer dog tilladelse til at recitere den i overensstemmelse med deres egen udtale og sproglige stil. Det skyldtes, at betydningen ikke blev ændret ved denne måde at læse på; ordene blev blot lidt lettere og blidere for dem. Men islam bredte sig gradvist. Araberne forlod deres ørkenområder og erobrede en enorm del af verden. Folk fra andre lande og nationer begyndte at træde ind inden for islams grænser. Som følge af den omfattende blanding mellem arabere og ikke-arabere begyndte det arabiske sprog at blive påvirket. På dette tidspunkt opstod frygten for, at forskellige former for splittelse ville rejse sig, hvis tilladelsen til at læse Koranen med forskellige udtaler og sproglige former fortsatte. For eksempel kunne én person høre en anden læse Koranen på en ukendt måde og komme i strid med ham og bekæmpe ham, fordi han mente, at han med vilje havde forvansket Koranen. Eller disse sproglige forskelle kunne gradvist åbne døren for faktisk forvanskning. Eller de mennesker, hvis sprog blev fordrejet som følge af blandingen mellem arabere og ikke-arabere, kunne gribe ind i Koranen efter deres fordrejede sprog og forvanske dens sproglige skønhed. Af alle disse grunde besluttede Uthman, må Allah være tilfreds med ham, efter samråd med de øvrige ædle ledsagere, at der i hele den islamiske verden kun skulle anvendes kopier af Den Ædle Koran, som var skrevet efter Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, anvisning. Udgivelse og recitation af skriftlige kopier i alle andre udtaler og sproglige former skulle forbydes.
Den Ædle Koran, som vi har i hænderne i dag, er en kopi af Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, eksemplar. Uthman, må Allah være tilfreds med ham, sendte dette eksemplar til forskellige lande over hele verden gennem en officiel ordning. Selv i dag findes disse autoritative kopier af Koranen forskellige steder i verden. Hvis nogen har den mindste tvivl om, hvorvidt Den Ædle Koran er blevet bevaret korrekt, kan han for at fjerne sin tvivl købe et eksemplar af Den Ædle Koran i en boghandel i Vestafrika. Derefter kan han rejse derfra til Java i Indonesien. Han kan lytte til en hafiz fra Java recitere Koranen udenad og sammenholde recitationen med det eksemplar, han købte i Vestafrika. Derefter kan han sammenholde det med alle de koraneksemplarer, der opbevares i verdens store biblioteker, fra Uthmans tid og frem til i dag. Hvis han finder blot en eneste forskel i et bogstav eller en prik, er det hans pligt at meddele hele verden nyheden om denne enestående opdagelse. En tvivler kan tvivle på, om Koranen blev åbenbaret fra Allah. Men at den Koran, vi har i hænderne, er en nøjagtig kopi af den Koran, der blev åbenbaret for Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, og som han fremlagde for verden, uden den mindste ændring eller forvanskning, er der ingen mulighed for at tvivle på. Det er en historisk kendsgerning. En sandhed med så uigendrivelige vidnesbyrd og beviser findes der ikke en anden af i verdenshistorien. Hvis nogen stadig nærer tvivl om dette, må han også nødvendigvis tvivle på, om der nogensinde fandtes et rige i verden ved navn Romerriget, om moguldynastiet nogensinde herskede over Indien, eller om der nogensinde levede en person ved navn Napoleon. At tvivle på sådanne historiske kendsgerninger er ikke et tegn på lærdom, men på uvidenhed.
Metoden til at studere Koranen
Koranen er en enestående bog. Utallige mennesker nærmer sig Koranen med utallige forskellige formål. Det er umuligt for et menneske at give råd med hensyn til alles behov og formål. Blandt dette store antal søgende er jeg kun interesseret i dem, der ønsker at forstå den, og som vil vide, hvilken rolle denne bog spiller i løsningen af menneskets livsproblemer, og hvordan den viser mennesket vej. Jeg vil her give sådanne mennesker nogle råd om, hvordan Koranen bør studeres. Samtidig vil jeg forsøge at finde løsninger på de problemer, som mennesker almindeligvis møder i denne forbindelse.
Uanset om en person tror på Koranen eller ej, må han, hvis han ønsker at forstå denne bog, først og fremmest i videst muligt omfang befri sit sind og sin tankegang for allerede fastlagte idéer og anskuelser samt for gunstige og ugunstige formål og interesseovervejelser. Han må begynde at studere den med det rene og oprigtige formål at forstå og tilegne sig denne bog. De, der læser denne bog, mens de nærer en bestemt tankegang i deres sind, bliver ved med at læse deres egne idéer ind mellem dens forskellige linjer. Ikke den mindste brise fra den virkelige Koran berører dem. En sådan studiemetode er heller ikke rigtig ved læsningen af nogen anden bog i verden. Og Koranen åbner aldrig døren til sin indre sandhed og sine dybe, meningsfulde betydninger for denne slags læsere.
Den, der ønsker en overfladisk viden om Koranen, kan måske nøjes med at læse den én gang. Men for den, der ønsker at trænge ned i dens betydning, er det ikke nok at læse den to gange. Han må naturligvis læse den igen og igen. Hver gang må han læse den på en ny måde. Han må sætte sig med blyant og notesbog, som en elev. De, der vil forberede sig på at læse Koranen på denne måde, må læse denne bog mindst to gange, udelukkende med det formål at få den samlede struktur af den tankegang og handlingsmåde, som Koranen ønsker at præsentere, til at træde frem for dem. Under dette første studium må de forsøge at opnå et bredt kendskab til hele Koranens indhold. De må se, hvilke grundlæggende tanker denne bog fremlægger, og hvordan den på grundlag af disse tanker lægger fundamentet for livsordningens bygning. Hvis der på dette tidspunkt opstår et spørgsmål eller en tvivl i deres sind, må de ikke straks drage en konklusion om det dér og da; de må i stedet notere det og tålmodigt fortsætte studiet fremad. Det er mest sandsynligt, at de et eller andet sted længere fremme vil finde svaret. Når de finder svaret, bør de notere det ved siden af deres spørgsmål. Hvis de efter det første studium ikke finder svar på et af deres spørgsmål, må de tålmodigt studere bogen en anden gang. Jeg kan sige af egen erfaring, at efter et andet studium med dyb koncentration er det kun sjældent, at et spørgsmål forbliver ubesvaret.
Når man på denne måde har opnået et bredt perspektiv på Koranen, må man begynde det detaljerede studium. I den forbindelse må læseren nødvendigvis notere hvert enkelt aspekt af Koranens lære, efter at have forstået det fuldt ud. Han må for eksempel forsøge at forstå, hvilken slags menneskeideal der i Koranens øjne er forkasteligt og afvist. For at indprente dette grundigt i sit sind må han i sin notesbog skrive »mennesker, der foretrækkes« på den ene side og »mennesker, der ikke foretrækkes« på den anden, og under begge overskrifter fortsætte med at skrive deres egenskaber og kvaliteter. På samme måde må han forsøge at finde ud af, hvilke forhold menneskets velvære og frelse ifølge Koranen afhænger af, og hvilke ting den anser for skadelige og ødelæggende for menneskeheden. For at få dette klart og detaljeret belyst må han anvende den samme metode som før. Det vil sige, at han i sin notesbog skal skrive to overskrifter ved siden af hinanden: »forhold, der er nødvendige for velvære« og »forhold, der uundgåeligt fører til skade«. Derefter skal han hver dag under Koranstudiet notere de relevante punkter under begge overskrifter. På denne måde må han notere Koranens bestemmelser om troslære og tro, karakter og moral, rettigheder, pligter, samfund, kultur, økonomi, politik, lov, partiorganisation og disciplin, krig, fred og alle andre områder af livet. Han må forsøge at forstå, hvilket samlet billede der fremkommer inden for hver af disse kategorier, og hvilken slags livsbillede der træder frem, når det hele sammenholdes.
Hvis man dernæst vil undersøge et bestemt problem i livet og få kendskab til Koranens syn på det, må man studere den gamle og moderne litteratur om det pågældende problem grundigt. Gennem dette studium må man gøre sig de grundlæggende forhold ved problemet klart. Hvad har mennesker indtil nu tænkt om det, og hvordan har de forstået det? Hvilke spørgsmål venter stadig på en løsning? Hvor er menneskets tænkning kørt fast? Koranen må studeres med disse uløste problemer og spørgsmål for øje. Dette er den bedste og mest hensigtsmæssige måde at lære Koranens syn på et bestemt emne at kende. Jeg kan sige af egen erfaring, at hvis man fortsætter med at studere Koranen for at undersøge og udforske et bestemt emne på denne måde, vil man finde svar på sine spørgsmål i sådanne vers, som man allerede har læst flere gange, uden på mindste måde at have forestillet sig, at denne indsigt var skjult i dem.
At forstå Koranens livskraft
Men trods alle disse bestræbelser på at forstå Koranen kan ingen blive fuldt fortrolig med Koranens inderste væsen, før han i praksis og virkeligheden udfører det, som Koranen er kommet med påbud og anvisninger om at gøre. Dette er ikke blot en bog om en lære og en tankeretning. Derfor kan man ikke forvente at forstå alle dens ord ved at læse den siddende mageligt i en lænestol. Efter den religiøse opfattelse, der er udbredt i verden, er den heller ikke blot en religiøs bog. Det er heller ikke muligt at afdække alle dens hemmeligheder og dybe sandheder ved at sidde i en madrasa eller en khanqah. Det er blevet sagt i indledningen, at dette er en bog om da’wah og en bevægelse. Den kom og førte den retskafne og oprigtigt sandhedssøgende person, som af natur var stille, ud af et ensomt og afsondret liv og stillede ham ansigt til ansigt med den verden, der stod Allah imod. Den lagde på hans tunge en stærk protest mod det falske. Den kastede ham ud i en voldsom kamp mod tidens bannerførere for vantro, syndighed og vildfarelse. Den opsporede retskafne og sandfærdige mennesker med god karakter i hvert eneste hjem, førte dem frem og samlede dem under sandhedens kalders banner. Den ophidsede og oprørte uro- og splidmagere og dem, der skabte fordærv, i alle dele af landet og fik dem til at gå i krig mod sandhedens følgere. Denne bog begyndte sit arbejde gennem ét menneskes kald og ledte denne store og storslåede islamiske bevægelse gennem hele treogtyve år, indtil det guddommelige kalifat blev grundlagt. Under denne langvarige og udmattende kamp mellem sandhed og falskhed lærte den på hvert trin og ved hver station på den ene side, hvordan man river ned, og fremlagde på den anden side en plan for, hvordan man bygger op. Sig mig nu: Hvis De ikke deltager i kampen mellem islam og jahiliyyah og mellem din og kufr, hvis De ikke får mulighed for at gennemleve denne konflikt og disse sammenstød, hvordan skulle hele dens sandhed da kunne åbenbares for Dem blot ved at læse Koranens ord? Det bliver først muligt fuldt ud at forstå Koranen, når De selv rejser Dem med Koranens da’wah, begynder at kalde mennesker til Allah og fortsætter med at handle, sådan som denne bog viser vejen. Først da vil De kunne tilegne Dem erfaringerne fra den tid, hvor Koranen blev åbenbaret. De vil se stationerne i Mekka, Habasha (det nuværende Etiopien) og Taif. Stationerne fra Badr og Uhud til Hunayn og Tabuk vil også træde frem for Dem. De vil stå ansigt til ansigt med Abu Jahl og Abu Lahab. De vil møde hyklerne og jøderne. De vil møde alle, fra de hengivne troende i islams første tid til de troende med svagt hjerte. Det er en form for »åndelig øvelse«. Jeg kalder den »koranisk åndelig øvelse«. På denne vej af åndelig øvelse udfolder der sig et enestående syn. Efterhånden som De gennemlever de forskellige stationer, vil nogle af Koranens vers og suraer af sig selv træde frem for Dem ved hver enkelt station. De vil blive ved med at sige til Dem: »Det var ved denne station, de blev åbenbaret, og det var dér, de bragte disse bestemmelser.« På det tidspunkt kan nogle teorier fra ordbog, grammatik og retorik måske forblive skjult for den, der øver sig, men Koranen kan aldrig undlade at åbenbare sit inderste væsen for ham. Og efter denne almindelige regel vil mennesket ikke kunne forstå Koranens bestemmelser, dens moralske lære, dens økonomiske og kulturelle regler eller de principper, forskrifter og love, den har fastlagt for livets forskellige sider og områder, før det har gennemført dem i sit eget liv i praksis. Den, hvis personlige liv ikke følger Koranen, kan ikke forstå den. Og det er heller ikke muligt for en nation at blive fortrolig med den, hvis alle dens sociale institutioner bevæger sig i modsat retning af den vej og handlingsmåde, som Koranen har beskrevet.
Universaliteten i den koraniske da’wah
Alle ved, at Koranen er trådt frem med krav om at vise hele menneskeheden vejen. Men når man sætter sig for at læse Koranen, opdager man, at den i de fleste tilfælde henvender sig til araberne, som levede på det tidspunkt, hvor den blev åbenbaret. Dog henvender den sig undertiden også til menneskeheden og til mennesker i almindelighed. Men i de fleste tilfælde taler den om forhold, der hænger sammen med arabernes smag og tilbøjeligheder, Arabien, dets omgivende miljø, historie og skikke. Når man ser dette, begynder man at tænke: Hvorfor indeholder den bog, der blev åbenbaret for at vise hele menneskeheden vejen, så mange midlertidige, lokale og nationale emner og bestanddele? Fordi mange ikke forstår betydningen af dette, opstår der tvivl hos dem. De mener, at denne bog måske blev åbenbaret for at reformere og forbedre datidens arabere, men at den senere med magt og tvang blev strakt til at gælde som en livsordning for hele menneskeheden.
Den, der ikke fremsætter en sådan indvending blot som en anklage, men for faktisk at forstå Koranen, vil jeg give et råd. Når du først læser Koranen, så markér de steder, hvor Koranen har fremlagt trosforestillinger, tanker eller idéstrømninger samt moralske forskrifter eller praktiske regler, der kun gælder araberne og i virkeligheden er begrænset til et bestemt sted og en bestemt tid. Koranen henvender sig på et bestemt sted til mennesker fra en bestemt tidsalder, protesterer mod deres polyteistiske trosforestillinger og skikke og bygger argumenter og beviser for tawhid på ting fra deres nærmeste omgivelser – men blot dette er ikke tilstrækkeligt grundlag for at sige, at Koranens da’wah og dens appel er lokal og midlertidig. Her må man undersøge, om det, den siger i protest mod shirk, ikke passer på ethvert andet shirk i verden på samme måde, som det passede på de arabiske polyteisters shirk. Kan vi ikke bruge de samme argumenter og beviser til at rense polyteisternes tanker i enhver tidsalder og i ethvert land? Og kan den koraniske metode til at bevise og etablere tawhid ikke med mindre ændringer anvendes til alle tider og alle steder? Hvis svaret er bekræftende, kan der ikke være nogen grund til at kalde en universel lære lokal og midlertidig, blot fordi den blev givet ved at henvende sig til en bestemt nation i en bestemt tidsalder. I verden findes der ingen filosofi, livsanskuelse, livsordning eller tænkemåde, hvis samtlige udsagn fra begyndelse til slut er blevet fremlagt i en fuldstændig abstrakt beskrivelsesform. Tværtimod forklares den altid ved at blive tilpasset en bestemt tilstand eller situation. En sådan fuldstændig objektivitet er umulig. Og selv hvis den var mulig, ville den blot forblive på papiret, ligesom en kadis ko, uden at dens navn eller spor kunne ses i stalden. Derfor ville den aldrig kunne forbinde sig med menneskers liv og antage form af en virkelig ordning for dem.
Desuden er der ikke noget behov for dette, hvis man ønsker at udbrede en intellektuel, moralsk, ideologisk og kulturel bevægelse på internationalt plan. Man må snarere sige, at det heller ikke ville være gavnligt for den at forsøge at gøre den international fra begyndelsen. Faktisk findes der kun én korrekt og realistisk fremgangsmåde. De tanker, ideologier og principper, som denne bevægelse ønsker at grundlægge menneskers livsordning på, må fremlægges med fuld kraft netop i det land, hvor dens da’wah begyndte. Betydningen af denne da’wah må indprentes i dette lands folks sind – mennesker, hvis sprog, temperament, natur, vaner og adfærd bevægelsens kaldende selv kender indgående. Derefter må han i sit eget land virkeliggøre disse principper og gennemføre en vellykket livsordning på deres grundlag, så han kan stille et forbillede frem for hele verden. Først da vil andre nationer i verden blive tiltrukket af den. Deres intellektuelle vil frivilligt træde frem og bestræbe sig på at forstå den og etablere den i deres egne lande. Derfor er der ingen grund til at hævde, at en tanke- og handlingsordning blot er en national da’wah og bevægelse, alene fordi den først blev fremlagt for én nation, og fordi hele argumentationens kraft blev anvendt for at få netop dem til at forstå og blive overbevist. I virkeligheden kan forskellene mellem en national og en international ordning samt mellem en midlertidig og en evig ordning kendetegnes på følgende måde: En national ordning gør enten krav på en nations overlegenhed, herredømme eller særlige rettigheder. Eller også rummer den selv visse principper og ideologier, som ikke kan få plads blandt andre nationer. En international ordning anerkender derimod alle menneskers lige værdighed, er rede til at give dem lige rettigheder, og dens principper rummer også universalitet. På samme måde bygger en midlertidig ordning nødvendigvis på visse principper, som mister al deres virkning, efterhånden som tiden forandrer sig. En evig ordnings principper kan derimod tilpasses alle former for forandrede forhold. Hvis man med disse kendetegn for øje studerer Koranen og forsøger at fastslå, hvilke forhold der virkelig kunne få nogen til at opfatte den ordning, Koranen fremlægger, som midlertidig eller national, vil han uden tvivl mislykkes fuldstændigt.
En fuldstændig livsordning
Selv den almindelige læser har hørt om Koranen, at den er en udførlig vejledning, en livsordning og en lovbog. Men efter at have læst Koranen finder han ikke dér udførlige anvisninger og regler om samfund, kultur, politik, økonomi osv. Tværtimod ser han, at selv så vigtige religiøse pligter som bønnen og zakat – som Koranen gentagne gange har understreget – ikke her er ledsaget af alle de nødvendige detaljerede bestemmelser. Derfor bliver man ude af stand til at forstå, i hvilken forstand denne bog er en vejledning og en livsordning. Læseren begynder at tvivle på dette.
Alle disse problemer og spørgsmål er opstået, fordi en side af sandheden er forblevet fuldstændig skjult for menneskers blik. Den Almægtige Allah åbenbarede nemlig ikke blot denne bog, men sendte samtidig også en profet. Hvis den egentlige plan havde været blot at give folk en byggeplan for et hus og derefter lade dem opføre bygningen på egen hånd efter denne plan, måtte vi naturligvis have fået en detaljeret beskrivelse af hver eneste stor og lille detalje ved husbyggeriet. Men når en ingeniør samtidig officielt udpeges til at lede byggeriet, og han også opfører en bygning efter disse anvisninger, kan det på ingen måde være korrekt at se bort fra ingeniøren og den bygning, han har opført, og kun søge en udførlig fremstilling af alle store og små detaljer i selve planen – og, når man ikke finder dem dér, anklage planen for at være ufuldstændig. Koranen er ikke en bog, der indeholder en detaljeret beskrivelse af hver enkelt detalje. Det, der tværtimod er fremlagt i denne bog, er principperne og grundlæggende spørgsmål. Dens egentlige opgave er ikke blot at fremlægge de intellektuelle og moralske grundlag for den islamiske livsordning med en fuldstændig analyse, men også gennem videnskabelige argumenter og følelsesmæssige appeller at styrke og forankre dem med overbevisende kraft. Hvad angår opbygningen af den islamiske livsforms praktiske struktur, giver Koranen på den anden side ikke mennesket detaljerede regler og lovbestemmelser om hver eneste side og afdeling af livet. Den angiver derimod grænserne for hver livsafdeling og rejser tydelige vejskilte ved nogle af dens hjørnepunkter. Heraf kan man forstå, i hvilken retning de pågældende områder bør udformes og opbygges i overensstemmelse med Allahs vilje. Det var Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, der skulle skabe den islamiske livsforms struktur i praksis på grundlag af denne vejledning og disse bestemmelser. Han blev udpeget netop for at forelægge verdens mennesker det praktiske ideal for individets karakter samt for samfundet og staten, sådan som det var opbygget på de principper, Koranen havde fremlagt.
Legitime meningsforskelle
I denne forbindelse opstår der også almindeligvis et spørgsmål i folks sind. Spørgsmålet er dette: På den ene side fordømmer Koranen strengt de mennesker, som efter Allahs Bog er blevet åbenbaret, slår ind på uenighedens, fraktionsdannelsens og sekterismens vej og således opdeler og sønderdeler deres religion i forskellige dele. På den anden side findes der imidlertid ikke blot blandt senere lærde, men også blandt de første tiders imamer, tabi’in og sahaba, omfattende uenighed om analysen og fortolkningen af Koranens bestemmelser. Der findes sandsynligvis ikke et eneste vers, der indeholder en bestemmelse, hvis fortolkning alle er enige om. Gælder den fordømmelse, der nævnes i Koranen, da for disse mennesker? Hvis de ikke er genstand for denne fordømmelse, hvilken slags uenighed og fraktionsdannelse er det så, Koranen forbyder?
Dette er et emne, der kræver en udførlig behandling. Her er der ikke mulighed for en sådan drøftelse. For at fjerne tvivlen hos en almindelig Koranlæser og en, der netop er begyndt at tilegne sig viden, mener jeg, at det her er tilstrækkeligt blot at give en lille antydning. Koranen er ikke imod den oprigtige uenighed, der opstår i selve fortolkningen og analysen af den islamiske livsorden og lov, selv om man er enige om religionen og den islamiske livsordning og forbliver forenet i den islamiske organisation. Derimod fordømmer Koranen den slags uenighed, der begynder med egeninteresse og et fordrejet blik og til sidst udvikler sig til fraktionsdannelse og indbyrdes strid. Disse to former for uenighed er i grunden ikke på samme niveau, og der er heller ingen overensstemmelse mellem dem med hensyn til deres resultater. Derfor bør man ikke jage dem begge bort med den samme stok og udstede den samme dom over dem begge.
Den første form for uenighed er udviklingens livsnerve og som et pulsslag i menneskelivet. Dens eksistens vil altid kunne findes i et samfund af intelligente og tænkende mennesker. Dens eksistens er selve et tegn på liv. Den kan kun være fraværende i et samfund, hvor fornuftens eksistens er udslettet, og hvor træmennesker færdes i stedet for mennesker af kød og blod. Om den anden form for uenighed ved hele verden, at den har sønderrevet ethvert land og ethvert samfund, hvor den har løftet hovedet. Dens eksistens er ikke et tegn på sundhed, men på sygdom. Den har aldrig ført noget umma frem mod en lykkelig udgang.
Forskellen mellem disse to former for uenighed kan forstås på følgende måde:
Ved den ene form for meningsforskel vil der være enighed i hele det islamiske samfund om lydigheden mod Allah og Sendebudet. Koranen og sunnaen vil blive anerkendt af alle som kilderne til livsordenen. Derefter kan to lærde være uenige i deres undersøgelse af et ikke-grundlæggende, det vil sige et underordnet spørgsmål, eller to dommere kan være uenige med hinanden, når de træffer afgørelse i en sag. Men ingen af dem vil gøre dette spørgsmål eller sin egen mening om det til et grundlag for religionen. Han vil heller ikke anse den, der er uenig med ham, for at være afveget fra religionen eller uden for religionen. Tværtimod vil de begge fremlægge deres argumenter og beviser og efter bedste evne opfylde deres pligt til at undersøge sagen. Hvis det drejer sig om den almindelige opinion, eller om et retligt spørgsmål, vil landets højeste domstol, eller hvis det drejer sig om et socialt spørgsmål, den islamiske samfundsorganisation, vælge den af de to meninger, den ønsker, eller om ønsket tage imod dem begge. Dette bør overlades til deres valg.
Den anden form for uenighed angår religionens grundlæggende spørgsmål. Eller også vil en lærd, sufi, mufti, retslærd eller leder selv antage en bestemt mening om et spørgsmål, som Allah og Hans Sendebud ikke har regnet for et grundlæggende spørgsmål i religionen, og uden grund trække og tvinge det ind, så det bliver gjort til et grundlæggende spørgsmål i religionen. Derefter vil han anse enhver, der har en mening, som strider mod hans antagne mening, for at stå uden for religionen og millat. Samtidig vil han danne en støttegruppe omkring sig og føre propaganda for, at den egentlige muslimske umma kun er denne ene gruppe, mens alle de øvrige skal være blandt Helvedes beboere. Med høj røst vil de blive ved med at sige: »Bliv muslim ved at tilslutte dig denne gruppe, ellers er du slet ikke muslim.«
I Koranens fremstilling fordømmes denne anden form for uenighed, fraktionsdannelse og sekterisme. Nogle tilfælde af den første form for uenighed blev faktisk forelagt profeten, Allahs velsignelse og fred være med ham, mens han selv var til stede. Han erklærede den ikke blot for tilladt, men roste den også. For denne uenighed viste, at der i det samfund, han havde grundlagt, fandtes mennesker med evnen til at tænke, undersøge og anvende deres fornuft korrekt. Samfundets intelligente og begavede mennesker interesserer sig for deres religion og dens bestemmelser. Deres intellektuelle virksomhed ligger ikke uden for religionen; inden for dens rammer stræber de efter at finde løsninger på livets problemer. Det islamiske samfund forbliver samlet om principperne, bevarer sin enhed og giver samtidig sine vidende og tænkende mennesker frihed til at undersøge og udøve ijtihad inden for de rette grænser. På denne måde bærer det den strålende traditions fane, der holder vejen til udvikling og fremskridt åben.
Jeg har her fremlagt det, som jeg har anset for sandt. Og viden om den virkelige sandhed findes alene hos Allah. Min fulde tillid hviler alene på Ham, og til Ham skal jeg vende tilbage.]
Jeg har ikke skrevet denne indledning for at besvare alle de spørgsmål, der kan opstå i en læsers sind under studiet af Koranen. Blandt disse spørgsmål er der mange, som opstår under læsningen af et bestemt vers eller en bestemt sura. Svarene på dem er allerede givet på deres rette sted i de relevante dele af Tafhim al-Qur’an. Derfor har jeg, idet jeg ser bort fra den slags spørgsmål, her kun besvaret de spørgsmål, der i almindelighed vedrører hele Koranen. Jeg vil derfor bede læserne om ikke at nøjes med at læse denne indledning og derefter slå sig til tåls med den forestilling, at den er ufuldstændig. Læs i stedet hele værket. Se derefter, om der i jeres sind findes et spørgsmål, som ikke har fået svar, eller hvis svar ikke forekommer jer tilstrækkeligt. Hvis der findes et sådant spørgsmål, beder jeg jer meddele det til forfatteren.*
*Forfatteren er gået bort. Der er derfor ikke længere nogen mulighed for at stille ham spørgsmål. Jeg mener dog, at hvis læserne efter at have læst dette værk et eller andet sted føler en utilfredshed, vil de kunne finde svaret, hvis de søger i forfatterens omfattende litterære skat. For den litterære skat, som forfatteren skabte til den islamiske bevægelse, har sin kilde i denne Koran og i Tafhim al-Qur’an. Fra livets begyndelse, fra den dag han tog pennen i hånden, og indtil tiden før sin død arbejdede han med at udbrede dette koraniske kald. Derfor er hans litterære skat i denne henseende hans levende repræsentant.
— Afslutning —