Forfatterens henvendelse

Da første oplag af hæftet »Infaq fi sabilillah« blev udsolgt på kort tid, takker jeg Allah af hele mit hjerte i Hans nærvær. Grundlæggende er dette et udtryk for den ukuelige inspiration blandt Hans tjenere til at ofre deres liv og deres ejendom for Allahs religion. Dette hæfte er ikke resultatet af nogen særlig videnskabelig undersøgelse fra forfatterens side. Det er blot et beskedent udtryk for den vejledning, jeg har modtaget fra Koranen og sunna som følge af at være engageret i tjenesten for Allahs religion på kampens og indsatsens arena. Det er noget, som Allah selv i Sin nåde og barmhjertighed har skænket i hjertet på en ubetydelig af Hans tjenere. På et tidspunkt i 1985 skulle jeg sandsynligvis tale om dette emne ved et undervisningsmøde, der var arrangeret for 20-25 udvalgte medarbejdere på ansvarligt niveau fra Rajshahi-distriktsafdelingen, måske i de hellige øjeblikke sidst på natten. Jeg synes ikke, at jeg fremlagde denne 45 minutter lange tale særlig velstruktureret. Efter talen opfordrede den daværende amir for Rajshahi-distriktet, professor Mujibur Rahman, de tilstedeværende til at omsætte dette budskab om »Infaq fi sabilillah« i praksis. De få tilstedeværende brødre med lave indkomster lovede at give en engangsydelse af risen fra deres marker; det samlede beløb var lidt over 150 mon. Dette syn opmuntrede mig. I samme øjeblik besluttede jeg at udarbejde et hæfte om emnet. Mange havde naturligvis også rådet mig til at skrive noget om det. For at gøre skrivningen lettere bad jeg om at få kassettebåndet med den nævnte tale. Senere fik jeg imidlertid ikke mulighed for at samle mere materiale og skrive noget ordentligt på grundlag af det. Til sidst blev jeg nødt til hurtigt at sende en afskrift fra kassettebåndet til trykning på grund af behovet i Bayt al-Mal-ugen i 1989. Jeg havde ønsket senere at tilføje mere, men på grund af mangel på tid og mulighed blev det ikke til noget. Året efter kom Bayt al-Mal-ugen igen. Det lykkedes mig ikke fuldt ud at opfylde min forpligtelse til at foretage tilføjelser. Samtidig ønsker jeg heller ikke, at den næste udgave skal udkomme uændret i forhold til den tidligere. Derfor forsøgte jeg med hjælp fra min yngre bror Naushad Muhammad Farhad at tilføje en smule og overrække det til læserne. Må Allah skænke dem, som gennem religionens fanebærere, der kæmper på kampens arena, modtager kaldet til religionen, evnen til at ofre ejendom og liv i denne bevægelse for at etablere Allahs religion. Må Allah acceptere dette lille hæfte som et middel til at skabe kærlighed til dette offer. Amin.

Infaq fi sabilillah

Den bevægelse, der i dag arbejder for at etablere islam i forskellige lande i verden, er grundlæggende et krav fra vor tid. Tidligere, hver gang menneskeheden og menneskeligheden stod over for sammenbrud, kom profeter og sendebud fra Allah den Højestes side for at redde menneskeheden fra denne katastrofe. Da Muhammad, Allahs sendebud, (fred være med ham) er den sidste profet, og ingen profet vil komme efter ham, vil Allah den Højeste ikke sende nogen profet for at redde nutidens nødstedte menneskesamfund. Men gennem nogle af Sine tjenere, som følger i profeternes fodspor, vil Han fuldføre denne store opgave. Ansvaret for indtil Dommedag at bringe Allahs religion til alle mennesker i verden og lede menneskeheden ad den vej, Allah ønsker, er i sandhed blevet pålagt Muhammads umma. Som Muhammads umma påhviler dette ansvar i almindelighed alle. Særligt skal en gruppe til alle tider og i alle epoker nødvendigvis være beskæftiget med denne opgave. Dette er Allahs befaling og den sidste profets forventning. I dette lys kan vi uden tøven sige, at vor tids islamiske bevægelse er en fortsættelse af den bevægelse, som profeterne og sendebuddene førte. Den er i særdeleshed ikke andet end opfyldelsen af det særlige ansvar, som den sidste profet pålagde sin umma. Derfor er de, der deltager i denne bevægelse, de sande arvinger efter profeterne og sendebuddene, især efter den sidste profet. Derfor vil denne bevægelse og kamp på sin arena som tradition alene følge profeternes og sendebuddenes tradition, især den sidste profets tradition. Bevægelsens medarbejdere vil også som tradition følge de etablerede traditioner efter profeterne og sendebuddene og de mennesker, som de selv oplærte direkte, især den sidste profets og hans elskede, ædle ledsageres tradition. Profeterne og sendebuddene samt deres sande arvinger – dem, som Koranen betegner som siddiqin, salihin og shuhada – har gennem tiderne opfyldt det hellige ansvar at vise menneskeheden vejen til fred i denne verden og frelse i det hinsidige gennem bevægelsen for at etablere den fuldkomne religion. Denne bevægelse kaldes i Koranen jihad fi sabilillah. Denne jihad er blevet nævnt som det eneste middel til at opfylde kravet om tro på Allah og Sendebuddet og til frelse i det hinsidige. Samtidig har Allah den Højeste i denne jihad krævet, at Hans troende tjenere bringer to ting som offer: det ene er ejendom, det andet er liv. Koranens erklæring –يَٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ هَلْ أَدُلُّكُمْ عَلَىٰ تِجَٰرَةٍ تُنجِيكُم مِّنْ عَذَابٍ أَلِيمٍ ١٠
ؤْمِنُونَ بِٱللَّهِ وَرَسُولِهِۦ وَتُجَٰهِدُونَ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ بِأَمْوَٰلِكُمْ وَأَنفُسِكُمْ ذَٰلِكُمْ خَيْرٌ لَّكُمْ إِن كُنتُمْ تَعْلَمُونَ ١١

O I, der tror! Skal jeg vise jer en handel, som kan frelse jer fra en smertefuld straf i det hinsidige? Tro på Allah og Hans sendebud, og kæmp på Allahs vej med jeres ejendom og jeres liv. Det er bedre for jer, hvis I blot forstår den sande virkelighed. – Sura as-Saff, vers 10 og 11.

I lyset af Allah Ta’alas ovennævnte påbud er den arv, som alle de ædle profeter og deres efterfølgere har efterladt gennem bevægelsen (jihad) for at etablere Allahs religion på jorden og i menneskers liv, med henblik på frelse i det hinsides, først og fremmest en arv af ofring af ejendom og liv. Selv om vi ikke har mulighed for at få et detaljeret kendskab til de øvrige ædle profeters og deres ledsageres historie, har Allah Ta’ala gentagne gange, om end i yderst kort form, henvist til den i Koranen for at opmuntre den sidste profet og hans ledsagere. For at vække vores entusiasme er den enestående opofrelse og selvhengivelse, som den sidste profet Muhammad (fred være med ham) og hans elskede sahaba har vist, skrevet med gyldne bogstaver på historiens sider. Den er i virkeligheden et levende eksempel på vers 10 og 11 i surah Saf. I lyset af Koranens nævnte påbud troede de oprigtigt på Allah og Hans Sendebud. I direkte selskab med Allahs Sendebud spillede de en afgørende rolle i at leve op til troens krav. For at gøre Allahs religion sejrrig bragte de villigt ofre af deres ejendom på Allahs vej. Når det var nødvendigt, tøvede de heller ikke med at ofre deres liv. Historien vidner om, at de mennesker, der deltog i de bevægelser, som blev ledet gennem profeterne og sendebudene, ikke var afhængige af andre for at skaffe de nødvendige midler og ressourcer til bevægelsen. Alle, der deltog i bevægelsen, skaffede selv dens midler og ressourcer gennem ofring af deres egen ejendom. Historien om den sidste profet og hans ledsagere er et endnu lysere eksempel, som vil forblive en inspirationskilde for dem, der følger denne vej, indtil Dommedag. I dag vil Allahs religion kunne sejre gennem en gruppe af Allahs tjenere, som er i stand til at genoprette den arv fra de ædle sahaba, der blev oplært af den sidste profet. Inspirationskilden til den enestående opofrelse af ejendom og liv, som sahaba havde vist, var en vellykket efterfølgelse af Allahs Koran og Sendebuddets sunnah. Derfor vil vi på dette trin forsøge at forstå de grundlæggende retningslinjer i Allahs Koran og Sendebuddets sunnah, så vi kan tilegne os denne forståelse. I den forbindelse ønsker jeg uden fortolkning eller analyse at fremlægge nogle vers fra Koranen og nogle hadither fra Sendebuddet om betydningen af at ofre ejendom, eller infaq fi sabilillah, i arbejdet for jihad fi sabilillah.

وَمَا لَكُمْ أَلَّا تُنفِقُوا۟ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ وَلِلَّهِ مِيرَٰثُ ٱلسَّمَٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ لَا يَسْتَوِى مِنكُم مَّنْ أَنفَقَ مِن قَبْلِ ٱلْفَتْحِ وَقَٰتَلَ أُو۟لَٰٓئِكَ أَعْظَمُ دَرَجَةً مِّنَ ٱلَّذِينَ أَنفَقُوا۟ مِنۢ بَعْدُ وَقَٰتَلُوا۟ وَكُلًّا وَعَدَ ٱللَّهُ ٱلْحُسْنَىٰ وَٱللَّهُ بِمَا تَعْمَلُونَ خَبِيرٌ ١٠
مَّن ذَا ٱلَّذِى يُقْرِضُ ٱللَّهَ قَرْضًا حَسَنًا فَيُضَٰعِفَهُۥ لَهُۥ وَلَهُۥٓ أَجْرٌ كَرِيمٌ ١١Hvilken grund kan I overhovedet have til at gøre indsigelse mod at bruge penge på Allahs vej? Alt på himlene og jorden tilhører jo Allah. De blandt jer, som deltog i kampen på Allahs vej og brugte penge før sejren, kan ikke sidestilles med dem, der brugte penge og deltog i kampen efter sejren. De førstes rang er langt højere end de sidstes. Allah har naturligvis lovet alle den bedste belønning. Allah er visselig fuldt bekendt med jeres handlinger. Hvem vil give Allah et godt lån? Hvis nogen træder frem og giver et sådant lån, vil Allah give ham mange gange igen. For ham er der desuden en ærefuld belønning. (Surah Hadid: 10-11)

الَّذِينَ يُنْفِقُونَ أَمْوَالَهُمْ فِي سَبِيلِ اللهِ ثُمَّ لا يُتْبِعُونَ مَا أَنْفَقُوا مَنَّا وَلا أَذًى لَّهُمْ أَجْرُهُمْ.
عند ربهمDe, der bruger deres ejendom på Allahs vej og derefter ikke bebrejder nogen det eller volder nogen skade på grund af det, har en sand belønning hos deres Herre. (Surah Baqara: 262)

وَمَا تُنفِقُوا۟ مِنْ خَيْرٍ يُوَفَّ إِلَيْكُمْ وَأَنتُمْ لَا تُظْلَمُونَ ٢٧٢Hvad I end bruger af jeres ejendom, vil I få den fulde belønning for. I vil ikke blive udsat for nogen som helst uretfærdighed. (Surah Baqara: 272)

ووَأَعِدُّوا۟ لَهُم مَّا ٱسْتَطَعْتُم مِّن قُوَّةٍ وَمِن رِّبَاطِ ٱلْخَيْلِ تُرْهِبُونَ بِهِۦ عَدُوَّ ٱللَّهِ وَعَدُوَّكُمْ وَءَاخَرِينَ مِن دُونِهِمْ لَا تَعْلَمُونَهُمُ ٱللَّهُ يَعْلَمُهُمْ وَمَا تُنفِقُوا۟ مِن شَىْءٍ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ يُوَفَّ إِلَيْكُمْ وَأَنتُمْ لَا تُظْلَمُونَ ٦٠Gør jer så godt, I kan, klar til at møde dem, og vær altid rede med sadlede heste, så I kan indgyde Allahs fjende og jeres fjende frygt. I skal også møde andre fjender end disse, som I ikke kender, men Allah kender dem. Hvad I end bruger på Allahs vej, vil I visselig få gengæld for, og I vil ikke blive udsat for nogen som helst uretfærdighed. (Anfal: 60)

قُل لِّعِبَادِىَ ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ يُقِيمُوا۟ ٱلصَّلَوٰةَ وَيُنفِقُوا۟ مِمَّا رَزَقْنَٰهُمْ سِرًّا وَعَلَانِيَةً مِّن قَبْلِ أَن يَأْتِىَ يَوْمٌ لَّا بَيْعٌ فِيهِ وَلَا خِلَٰلٌ ٣١Sig til Mine troende tjenere, at de skal opretholde bønnen og give ud af det, Vi har forsynet dem med, i det skjulte eller åbent, før den dag kommer, hvor der hverken vil være mulighed for handel eller venskaber vil kunne hjælpe. (Surah Ibrahim: 31)

ممَّثَلُ ٱلَّذِينَ يُنفِقُونَ أَمْوَٰلَهُمْ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ كَمَثَلِ حَبَّةٍ أَنۢبَتَتْ سَبْعَ سَنَابِلَ فِى كُلِّ سُنۢبُلَةٍ مِّا۟ئَةُ حَبَّةٍ وَٱللَّهُ يُضَٰعِفُ لِمَن يَشَآءُ وَٱللَّهُ وَٰسِعٌ عَلِيمٌ ٢٦١De, der bruger deres ejendom på Allahs vej, kan sammenlignes med et korn, som efter at være blevet sået eller plantet i jorden frembringer syv aks, og hvert aks bærer hundrede korn. Således kan Allah give den, Han vil, en mangfoldig belønning. Allah er grænseløst gavmild og alvidende. (Surah Baqara: 261)

وَأَنفِقُوا۟ مِن مَّا رَزَقْنَٰكُم مِّن قَبْلِ أَن يَأْتِىَ أَحَدَكُمُ ٱلْمَوْتُ فَيَقُولَ رَبِّ لَوْلَآ أَخَّرْتَنِىٓ إِلَىٰٓ أَجَلٍ قَرِيبٍ فَأَصَّدَّقَ وَأَكُن مِّنَ ٱلصَّٰلِحِينَ ١٠
وَلَن يُؤَخِّرَ ٱللَّهُ نَفْسًا إِذَا جَآءَ أَجَلُهَا وَٱللَّهُ خَبِيرٌۢ بِمَا تَعْمَلُونَ ١١Brug af det, Vi har forsynet jer med, før døden kommer til en af jer. Ellers vil han i anger og beklagelse sige: »Min Herre, hvis Du blot ville give mig en kort frist, så ville jeg give almisse og blive en af de retskafne!« Når nogens fastsatte dødstid er kommet, vil Allah ikke give ham nogen frist. Allah er fuldt bekendt med alt, hvad I foretager jer. (Surah Munafiqun: 10-11)

إِنَّ ٱلَّذِينَ كَفَرُوا۟ يُنفِقُونَ أَمْوَٰلَهُمْ لِيَصُدُّوا۟ عَن سَبِيلِ ٱللَّهِ فَسَيُنفِقُونَهَا ثُمَّ تَكُونُ عَلَيْهِمْ حَسْرَةً ثُمَّ يُغْلَبُونَ وَٱلَّذِينَ كَفَرُوٓا۟ إِلَىٰ جَهَنَّمَ يُحْشَرُونَ ٣٦De vantro bruger deres ejendom for at skabe hindringer og modstand på Allahs vej. Således vil denne anvendelse af deres ejendom snart blive årsag til deres anger, fortrydelse og ulykke. Derefter vil de blive besejret. Til sidst må de vantro opholde sig i Jahannam. (Sura al-Anfal: 36)

وَأَنفِقُوا۟ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ وَلَا تُلْقُوا۟ بِأَيْدِيكُمْ إِلَى ٱلتَّهْلُكَةِ وَأَحْسِنُوٓا۟ إِنَّ ٱللَّهَ يُحِبُّ ٱلْمُحْسِنِينَ ١٩٥Brug på Allahs vej, og kast ikke jer selv i undergang med egne hænder. Gør gode gerninger på den bedste måde. Således vil Allah bestemt elske dem, der bestræber sig på at udføre gode gerninger på bedste vis. (Sura al-Baqara: 195)

يَٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ إِنَّ كَثِيرًا مِّنَ ٱلْأَحْبَارِ وَٱلرُّهْبَانِ لَيَأْكُلُونَ أَمْوَٰلَ ٱلنَّاسِ بِٱلْبَٰطِلِ وَيَصُدُّونَ عَن سَبِيلِ ٱللَّهِ وَٱلَّذِينَ يَكْنِزُونَ ٱلذَّهَبَ وَٱلْفِضَّةَ وَلَا يُنفِقُونَهَا فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ فَبَشِّرْهُم بِعَذَابٍ أَلِيمٍ ٣٤
يَوْمَ يُحْمَىٰ عَلَيْهَا فِى نَارِ جَهَنَّمَ فَتُكْوَىٰ بِهَا جِبَاهُهُمْ وَجُنُوبُهُمْ وَظُهُورُهُمْ هَٰذَا مَا كَنَزْتُمْ لِأَنفُسِكُمْ فَذُوقُوا۟ مَا كُنتُمْ تَكْنِزُونَ ٣٥O I, der tror! Vid med sikkerhed, at de fleste af ahbarerne og ruhbanerne (de religiøse ledere blandt jøderne og de kristne) fortærer menneskers ejendom uretmæssigt og ulovligt og skaber hindringer på Allahs vej. Giv dem, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, det glædeløse budskab om en smertefuld straf. (Sura at-Tawba: 34-35)

هَٰٓأَنتُمْ هَٰٓؤُلَآءِ تُدْعَوْنَ لِتُنفِقُوا۟ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ فَمِنكُم مَّن يَبْخَلُ وَمَن يَبْخَلْ فَإِنَّمَا يَبْخَلُ عَن نَّفْسِهِۦ وَٱللَّهُ ٱلْغَنِىُّ وَأَنتُمُ ٱلْفُقَرَآءُ وَإِن تَتَوَلَّوْا۟ يَسْتَبْدِلْ قَوْمًا غَيْرَكُمْ ثُمَّ لَا يَكُونُوٓا۟ أَمْثَٰلَكُم ٣٨I er jo sådanne mennesker, som bliver opfordret til at bruge på Allahs vej, men nogle blandt jer er nærige. De, der griber til nærighed, vil i sidste ende selv lide tab. Allah er ikke afhængig af nogen, mens det er jer, der er afhængige af Ham. Hvis I vender ryggen til, skader det ikke Allah det mindste. Han vil sætte et andet folk i jeres sted til at varetage denne opgave; derefter vil de ikke være som jer. (Sura Muhammad: 38)

Med hensyn til infaqs betydning kan vi også holde følgende hadither for øje:

عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ الله صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ اللهُ تَعَالَى أَنْفِقْ يَا ابْنَ آدَمَ أُنْفِقُ عَلَيْكَ – متفق عليهDet er berettet fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde, at Allah den Ophøjede siger til menneskets søn: »Brug, så vil der blive brugt på dig.« (Bukhari og Muslim).

أَسْمَاءَ قَالَتْ قَالَ رَسُولُ الله صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وعن وَسَلَّمَ أَنْفِقُ وَلَا تُحْصى فَيُحْصِي اللَّهُ عَلَيْكَ وَلَا اللهُ عَلَيْكَ ارْضَغِى مَا اسْتَطَعْتِ – تُوْعِي فَيُوْعِى اللهُ عَلَيْكَ ارْضَى
متفق عليهDet er berettet fra Asma (må Allah være tilfreds med hende), at hun sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til hende: »Brug, og tæl ikke efter, hvor meget du bruger, for så vil Allah tælle imod dig. Vær ikke optaget af at samle; hvis du er det, vil Allah tilbageholde fra dig. Brug efter din evne.« (Bukhari og Muslim).

وَعَنْ أَبِي أُمَامَةَ قَالَ قَالَ رَسُولُ الله صَلَّى الله علَيْهِ وَسَلَّمَ يَا ابْنَ أدَمَ أَنْ تَبْذُلُ الْفَضْلُ خَيْرٌ لَكَ وَأَنْ تُمْسِكَهُ شَرِّ لَكَ وَلَا تَلَامُ عَلَى كَفَافٍ وَابْدَأَ لِمَنْ تَعُولُ – رواه مسلمDet er berettet fra Abu Umama, at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »O Adams søn, hvis du bruger af din overskydende ejendom, vil det være godt for dig. Hvis du derimod gemmer den, vil det være dårligt for dig. Men du vil ikke blive holdt til regnskab for det minimale, du behøver for at leve. Begynd denne anvendelse med din familie.« (Muslim)

وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ قَالَ قَالَ رَسُولُ الله صَلَّى اللهُ
.
عَلَيْهِ وَسَلَّمَ السِّحْئُ قَرِيبٌ مِّنَ اللَّهِ وَقَرِيبٌ مِّنَ الْجَنَّةِ قَرِيبٌ مِّنَ النَّاسِ بَعِيدٌ مِّنَ النَّارِ وَالْبَخِيْلُ بَعِيدٌ مِّنَ اللهِ بَعِيدٌ مِّنَ الْجَنَّةِ بَعِيدٌ مِّنَ النَّاسِ قَرِيبٌ مِّنَ النَّارِ وَلَجَاهِلِ سَخِيُّ أَحَبُّ إِلَى اللَّهِ مِنْ
عابد بخيل . رواه الترمذيDet er berettet fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den gavmilde er nærmest Allah, nærmest Paradiset og nærmest menneskene, og længst fra Ilden. Den nærige er derimod langt fra Allah, langt fra Paradiset og langt fra menneskene, men nær ved Ilden. En uvidende gavmild er visselig mere elsket af Allah end en nærig tilbeder. (Tirmidhi)

Betydningen af Infaq fi sabilillah

Ovenfor har vi forsøgt at citere nogle få vers fra Koranen og nogle hadither sammen med deres oversættelse. Udtrykket Infaq fi sabilillah er blevet nævnt gentagne gange i disse vers. I dette kapitel vil vi, om Allah vil, forsøge at forstå betydningen og betydningen af henholdsvis Infaq og fi sabilillah.

Betydningen af Infaq

Infaqs ordmæssige og terminologiske betydning: Ordet Infaq har sin oprindelse i roden (), som betyder tunnel. Man kan gå ind ad den ene ende og komme ud ad den anden. Ordene munafiq og nifaq er også dannet af den samme rod. Der er en vis overensstemmelse i betydningen. Infaq er dannet af nafaqun. Når ordet bruges i betydningen at bruge formue, ligger der en fin pointe i det. En troendes formue er altså ikke beregnet til at forblive ophobet. Ligesom der kommer indtægt fra den ene side, vil den blive brugt fra den anden. Når ordet munafiq dannes af denne rod, bliver betydningen, at hykleren ikke tager troen til sig og lader den slå rod. Han hører med det ene øre og lader det gå ud med det andet. Af roden nafaqun er også ordet nafaqatun dannet, som bruges i betydningen forsørgelse eller underhold. I overensstemmelse med den ordmæssige betydning forstår vi Infaq som at bruge formue. Men ikke enhver form for forbrug kan betegnes som Infaq. Det, der i vores samfund forstås ved et bidrag, betegner noget langt mindre end Infaq. Bidrag er et persisk ord, der betyder en lille smule. Hvis man giver en lille del af sin formue til en person eller en institution, har man opfyldt bidragets krav. Men dermed har man ikke opfyldt Infaqs krav. Når vi drøfter den ordmæssige betydning, finder vi to sider ved Infaq:
1. Man skal bruge så meget, at der ikke bliver mulighed for at ophobe formue, eller for at forestillingen om opsparing kan slå rod hos giveren.
2. Betydningen af forsørgelse eller underhold er, at giveren skal bruge tilstrækkelige midler til at opfylde behovene hos den, som han giver til eller bruger midler på.

Betydningen af fi sabilillah

I de vers, som vi har behandlet ovenfor, blev der ikke blot talt om Infaq, men om Infaq fi sabilillah. Hvis vi blot retter lidt opmærksomhed mod de nævnte vers, vil det desuden blive klart for os, at jihad fi sabilillah eller qital fi sabilillah er uløseligt forbundet med fi sabilillah. Derfor henviser opfordringen til Infaq fi sabilillah i Koranen grundlæggende til at bruge penge på arbejdet med at etablere Allahs religion. Udtrykket fi sabilillah kan naturligvis også bruges i en bredere betydning. Allah selv regner almindelig hjælp til fattige og nødlidende som fi sabilillah. På samme måde kan enhver form for tjenestearbejde regnes som arbejde fi sabilillah. Men dette er ikke fi sabilillahs grundlæggende arbejde. Grundlæggende betyder fi sabilillah jihad og qital fi sabilillah. Det fremgår helt tydeligt af Koranens fremstilling og beskrivelsesform. Når betydningen af Infaq og betydningen af fi sabilillah sammenholdes, bliver betydningen af Infaq fi sabilillah: at bruge formue på at opfylde behovene i jihad fi sabilillah, det vil sige kampen for at etablere Allahs religion, skaffe midler og udstyr til den og yde al mulig støtte og opbakning til at føre dette store arbejde videre. Dets krav kan ikke opfyldes ved at give penge med en bidragsmentalitet. Derfor har man, når det gælder økonomisk støtte til den islamiske bevægelse, brugt det arabiske ord I’anat, som betyder at yde støtte, i stedet for betegnelsen bidrag.

Infaqs betydning

Hvorfor skal vi bruge vores rigdom og ejendele til at etablere Allahs deen? Svaret på dette spørgsmål ligger i det kald til jihad på Hans vej, som Allah den Ophøjede har givet for at etablere sin deen. Allah den Ophøjede erklærer: Kæmp på Allahs vej med jeres ejendele og jeres liv. Det vil sige, at denne jihad eller kamp for at etablere deen kræver både ofringen af ejendele og ofringen af liv. Først når en gruppe troende mænd og mujahid-mænd bliver skabt, som er rede til at ofre disse to ting, vil kampen for at etablere Allahs deen sejre. Sådan sejrede den også under den hellige Profets (sa.) ledelse gennem sahabernes (ra.) ofring af ejendele og liv. Denne store kamp for at etablere Allahs deen kræver, at Allahs barmhjertighed og tilfredshed for de soldater, der deltager i kampen, må være kærere end deres eget liv og deres egne ejendele, ja, kærere end alle verdslige interesser, begær og lyster. Allah den Ophøjede har sagt:فَلْيُقَاتِل في سبيل الله الَّذِينَ يَشْرُونَ الْحَيوة الدُّنْيَا بِالْآخِرَةِ ، وَمَنْ يُقَاتِلُ فِي سَبِيْلِ اللَّهِ فَيُقْتَلْ
أَوْ يَغْلِبْ فَسَوْفَ نُؤْتِيهِ أَجْرًا عَظِيمًاDe bør kæmpe på Allahs vej, som kan sælge dette verdenslige liv for det hinsidige. Og enhver, der deltager i kampen på Allahs vej og derefter bliver dræbt eller sejrer, ham vil Jeg i begge tilfælde belønne med en stor belønning. (An-Nisa, 74)

Dette fremgår klart af det nævnte vers. Allah den Ophøjede har ikke bedt hvem som helst om at deltage i kampen for at etablere deen. Kun de, der er i stand til at give det hinsidige liv forrang frem for dette verdenslige liv, er egnede til denne opgave. De, der gør det modsatte, det vil sige giver det verdenslige liv forrang frem for det hinsidige, kan ikke være egnede til denne opgave. Allah den Ophøjede siger også om dette:ياَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا مَالَكُمْ إِذَا قِيلَ لَكُمُ انْفِرُوا فِي سَبِيلِ اللَّهِ اتَّقَلْتُمْ إِلَي الْأَرْضِ ، أَرَضِيْتُمْ بِالْحَيَوةِ الدُّنْيَا مِنَ الْآخِرَةِ ، فَمَا مَتَاعُ الْحَياةِ الدُّنْيَا فِي الْآخِرَةِ الأقَلِيْلٌI, som tror, hvad er der med jer, at når I bliver kaldt til at drage ud på Allahs vej, så klamrer I jer til jorden? Er I blevet tilfredse med det verdenslige liv i stedet for det hinsidige? Men dette verdenslige livs nydelser er i det hinsidige kun af ringe værdi. (At-Tawbah, 38)

I virkeligheden er tiltrækningen ved denne verdens rigdom, ejendele og luksus den største hindring for at følge Allahs vej. Det er netop for at gøre os i stand til at overvinde denne tiltrækning, at Allah den Ophøjede gentagne gange har tilskyndet os til at bringe ofringen af vores liv. På denne måde kan vi netop ved at bruge stadig mere af vores ejendele på Allahs vej overvinde tiltrækningen ved det materielle og verdslige liv og bevæge os frit fremad på Allahs vej. Dette er hovedformålet med at bruge penge på Allahs vej. For mennesket er både dets liv og dets ejendele kære. Nogle gange tøver mennesket ikke med at give hele sin rigdom for at redde sit liv, og andre gange tøver det heller ikke med at sætte livet på spil for at tilfredsstille sin tiltrækning til rigdom og ejendele. Af disse to har Allah den Ophøjede givet ofringen af ejendele forrang, for hvis kærligheden, håbet og bevidstheden om det hinsidige ikke er større end kærligheden til og tiltrækningen ved denne verden, kan ingen ofre sit liv på Allahs vej og i Allahs navn. Omvendt kan der ikke udvikles en sindstilstand, der gør én i stand til at opgive den verdslige verdens begær, lyster og tiltrækning og give det hinsidige liv forrang, hvis man ikke vænner sig til at bruge stadig mere af sine ejendele på Allahs vej. Derfor må vi, for at kunne holde os fast på Allahs vej og for at gøre os egnede til reelt at opfylde kravene i kampen for at etablere Allahs deen, træde frem og indtage en ledende rolle i forbindelse med Infaq fi Sabilillah. Når det gælder behovet for Infaq fi Sabilillah, er det andet aspekt, vi må tage i betragtning, at det også er uundværligt at være stærke i både menneskelige og økonomiske ressourcer for at kampen for at etablere Allahs deen på Allahs jord kan sejre. Derfor har Allah den Ophøjede også kaldt os til at deltage i denne kamp med ejendele og liv. I denne forbindelse må vi også holde denne sandhed for øje: Den islamiske bevægelse har aldrig tidligere sejret udelukkende på grundlag af mirakler, og det vil den heller ikke gøre fremover. Profeterne, især den sidste Profet Muhammad (sa.), måtte naturligt skaffe menneskelige ressourcer gennem da’wah-arbejde, og det var gennem disse menneskers økonomiske ofre, at bevægelsens nødvendige midler og udstyr måtte skaffes. Mirakler eller mu’jizat fandt ganske vist sted i profeternes og sendebudenes liv, men på den ene side skete det som bevis på profetskabet og på den anden side for at Allah kunne fuldende argumentationen og bevisførelsen over for et folk, før det blev tilintetgjort. Selvom utallige mu’jizat fandt sted i profeternes og sendebudenes liv af disse to grunde—profetskabet og fuldendelsen af bevisførelsen—er der intet bevis for, at deen gennem dem blev sejrrig eller etableret. Tværtimod måtte deen sejre gennem en naturlig konfrontation med modparten. Gennem den sidste Profet er Allahs befaling til os:

ووَأَعِدُّوا۟ لَهُم مَّا ٱسْتَطَعْتُم مِّن قُوَّةٍ وَمِن رِّبَاطِ ٱلْخَيْلِ تُرْهِبُونَ بِهِۦ عَدُوَّ ٱللَّهِ وَعَدُوَّكُمْ وَءَاخَرِينَ مِن دُونِهِمْ لَا تَعْلَمُونَهُمُ ٱللَّهُ يَعْلَمُهُمْ وَمَا تُنفِقُوا۟ مِن شَىْءٍ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ يُوَفَّ إِلَيْكُمْ وَأَنتُمْ لَا تُظْلَمُونَ ٦٠For at kunne møde dem effektivt skal I også forberede jer efter bedste evne og være rede som årvågne vagter med beredte heste, så I kan indgyde Allahs fjende og jeres fjende frygt. Ud over disse skal I også møde andre fjender, som I ikke kender til. Allah kender dem. Hvad I end bruger på Allahs vej, vil I visselig få dets belønning, og I vil ikke blive gjort uret. (Al-Anfal, 60)

Der er ingen tvivl om, at Allahs hjælp er den vigtigste faktor, når kampen for Allahs deen skal sejre. Men det er nødvendigt at følge Hans befaling om forberedelse for at denne hjælp fra Allah kan komme, den befaling som vi netop har lært gennem vers 60 i surah Al-Anfal. Hvis der trods vores yderste bestræbelser skulle være en mangel i forhold til den materielle forberedelse hos den islamiske bevægelses modstandere, kan Allah den Ophøjede udfylde denne mangel gennem Sin usete hjælp—ja, det har Han faktisk gjort—men det er en anden sag. Dette giver os ingen mulighed for at tilsidesætte Allahs befaling eller udvise forsømmelighed i at følge den. Det fremgår af det nævnte vers, at modstanderen til bevægelsen for at etablere Allahs deen må identificeres ud fra sin samtidige verdens situation, og at der må træffes passende forberedelser til at møde ham. Det kan ikke gå an, at modstanderen bevæger sig med Sputniks hastighed, mens den islamiske bevægelse bevæger sig med en snegles hastighed. At sejre over modstanderen på denne måde strider mod Allah den Ophøjedes sunnah eller fremgangsmåde. Hvis vi i den aktuelle situation foretager en korrekt vurdering af de modstående kræfters forberedelser samt deres mangeartede metoder og aktiviteter, og samtidig holder behovet for at fremskaffe den islamiske bevægelses midler, udstyr og forskelligartede forsyninger til at møde dem for øje, vil vores fornuft og dømmekraft kunne forstå Infaqs sande betydning. Må Allah give os alle den rette forståelse af dette—amin.

Profetens (sa.) rolle i forbindelse med Infaq fi Sabilillah

Vi ved, at Muhammad (sa.) indtil øjeblikket før bekendtgørelsen af profetskabet havde mulighed for at blive en af Arabias rigeste mænd. Det var gennem sin deltagelse i forretningen tilhørende Khadijat al-Kubra (ra.), en af de allerstørste velhavende, at han opnåede denne position. Desuden fik han mulighed for at benytte Hazrat Khadijas formue. Men historien vidner om, at hans formue fra bekendtgørelsen af profetskabet og indtil det øjeblik, han forlod denne verden, ikke voksede så meget som en smule. Tværtimod blev alt lidt efter lidt opbrugt på Allahs vej.

Sahabaernes rolle med hensyn til infak

Sahabaernes (ra.) rolle i, at Allahs religion blev sejrrig under ledelse af Allahs sidste profet, Muhammad (sa.), vil for altid blive husket i verdenshistorien. De reagerede på Allahs Sendebuds kald og satte et enestående eksempel ved at bringe ofre af både deres ejendom og deres liv. Om denne rolle har Allah selv givet dem sit vidnesbyrd og sagt, at Han er tilfreds med dem, og at de er tilfredse med Ham.
En del af disse lykkelige mennesker, som Allahs Sendebud selv havde opdraget, er kendt som Muhajirun, mens en anden del kaldes Ansar. Begges rolle med hensyn til at ofre liv og ejendom er betydningsfuld og en kilde til inspiration for os. Gennem de materielle ofre fra dem, som Allahs Sendebud havde opdraget under tretten år i Mekka under de mest vanskelige forhold, var verdens tiltrækning blevet så stærkt formindsket, at de uden den mindste tøven forlod alt og foretog hijra fra Mekka til Medina efter Allahs befaling. De havde ikke den mindste vanskelighed ved på et øjeblik at vende ryggen til århundreders handel og forretning på deres fædres og bedstefædres jord og svare på Allahs kald.
På den anden side tøvede Medinas indbyggere ikke med at påtage sig det fulde ansvar for de mennesker, der kom fra Mekka uden hjælpemidler og ejendele, selv om de forholdsvis nyligt havde antaget islam. De lod sig ikke vildlede trods munafiqernes og andre anti-islamiske kræfters onde råd og propaganda. Så snart de hjemløse mennesker fra Mekka var blevet genbosat i Medina, måtte man tage risikoen ved krig. Slagene ved Badr og Uhud fandt sted næsten umiddelbart efter hinanden. Dette medførte uden tvivl et enormt økonomisk pres på muslimerne i Medina. Men Ansar fra Medina, som hjalp Allahs religion, Allahs Sendebud og Muhajirun, der var kommet fra Mekka, mødte dette pres med et smil.
Det var, fordi de havde været i stand til således at sælge det jordiske liv i bytte for det hinsidige, at Allah den Højeste gav dem mulighed for at udføre den så store og ædle opgave at gøre Allahs religion sejrrig. Muhajirunernes og Ansarernes samlede ofre, især ofrene af ejendom, vil for mennesker i alle tider være et eksempel, der bør efterlignes og følges, ligesom deres individuelle indsats vil være en inspirationskilde for alle. Her vil vi kort forsøge at omtale blot nogle fås rolle.

Hazrat Khadijat al-Kubras (ra.) rolle

Den, der straks troede på den sidste profet, Muhammad (sa.), da hans profetskabs bekendtgørelse kom, var De Troendes Moder, Hazrat Khadijat al-Kubra (ra.). Efter at have hørt om begivenheden i Allahs Sendebuds grotte i Hira og hørt Waraka ibn Nawfals udtalelse forstod hun straks, at det ville kræve penge at udføre det enorme ansvar, som Muhammad (sa.) var blevet pålagt som Allahs Sendebud. Derfor overgav hun samtidig med sin trosbekendelse hele sin formue til Allahs Sendebud. Det skal bemærkes, at hun på det tidspunkt var en af Mekkas allerstørste velhavende. Hele hendes formue blev opbrugt på at udbrede kaldet til Allahs religion og på de nødstedte mennesker, der tog imod kaldet.

Hazrat Abu Bakrs (ra.) rolle

Hazrat Abu Bakr (ra.), Allahs Sendebuds største ledsager, var en af de ansete mænd i Mekka. Han var den første, der reagerede på Allahs Sendebuds kald. Ligesom han som ledsager ikke tøvede med at sætte sit liv på spil i alle Allahs Sendebuds vanskelige tider, tøvede han heller ikke med rundhåndet at bruge penge på denne vej. I Sendebudets liv i Mekka brugte han penge for Allahs religions skyld på at frigive og støtte de fattige, hjælpeløse mennesker fra slaveklassen, der havde antaget religionen, og i livet i Medina overgav han som svar på Allahs Sendebuds kald alt, hvad han ejede, til Allahs Sendebud.
Da Allahs Sendebud offentligt bekendtgjorde sit profetskab, havde Abu Bakr fyrre tusind dirham. Han testamenterede hele sin formue til islam. De slaver blandt qurayshitterne, som blev ydmyget og tortureret, fordi de havde antaget islam, købte han for disse penge og frigav. Tretten år senere, da han foretog hijra til Medina sammen med Allahs Sendebud (sa.), havde han kun to tusind fem hundrede dirham tilbage af denne formue. Inden for kort tid blev også de resterende dirham brugt for islams skyld. Bilal, Khabbab, Ammar, Ammars mor Sumayya, Suhayb, Abu Fukayha (ra.) og andre slaver blev befriet fra slaveriets lænker for hans penge.
Derfor sagde Allahs Sendebud (sa.) senere: »Jeg har gengældt enhver menneskes velgerning. Men Abu Bakrs velgerning er sådan, at jeg ikke er i stand til at gengælde den. Allah vil belønne ham. Hans penge har været til større gavn for mig end nogen andens penge.« Under Tabuk-ekspeditionen bar han den muslimske hærs banner. Som svar på Allahs Sendebuds (sa.) kald under denne ekspedition overgav han alt, hvad der fandtes af penge og ejendele i hjemmet, til Allahs Sendebud (sa.). Allahs Sendebud (sa.) spurgte: »Har du efterladt noget derhjemme til dine børn?« Han svarede: »Allah og Allahs Sendebud er tilstrækkelige for dem.«

Hazrat Umar ibn al-Khattab (ra.)

I spørgsmålet om ofring for jihad fi sabilillah var Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) blandt de førende. Ligesom hans tapperhed ved udbredelsen af den islamiske da’wah og dens sejr står lysende på historiens sider, er hans økonomiske bidrag også et strålende eksempel. På dette område konkurrerede han altid. Under Tabuk-ekspeditionen gav Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), som svar på Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) opfordring, halvdelen af sin samlede formue til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Da han under denne ekspedition så Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) enestående offer, sagde han beklagende, at ingen kunne overgå Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) i at ofre for dinen.

Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham)

Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) var en højtstående mand blandt Quraysh. Han var en af Mekkas rigeste mænd. Som en fremtrædende velhavende købmand i Mekkas samfund fik han tilnavnet Ghani’. Det muslimske folk vil aldrig kunne glemme Hazrat Uthmans bidrag til den islamiske bevægelse. Den måde, han i islams vanskelige tid brugte sine midler på Allahs vej, har intet sidestykke blandt andre velhavende muslimer. For en betydelig sum købte han den jødisk ejede brønd Bi’r Rumah – Rumah-brønden – og gjorde den til waqf for muslimerne i Medina. Til gengæld lovede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) ham Paradiset. Også på tærsklen til Tabuk-krigen gav han her et fremragende eksempel. Han påtog sig alle udgifterne for en tredjedel af denne krigs soldater. Han forsynede dem med ni hundrede og halvtreds kameler samt halvtreds heste. Ibn Ishaq siger, at Hazrat Uthman brugte så enorme summer på Tabuk-hæren, at ingen anden kunne bruge et tilsvarende beløb. I nogle overleveringer fortælles det, at Uthman til forberedelsen af Tabuk kom med tusind dinarer i sin kjortelfold og hældte dem i Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) skød. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) vendte glad dinarerne frem og tilbage og sagde: »Fra i dag vil intet af det, Uthman gør, skade ham.« Således gav han under forberedelserne til de fleste krige rundhåndet af sine midler. Ifølge en overlevering bad Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), tilfreds med hans donation under Tabuk-krigen, om tilgivelse for alle hans tidligere og senere synder og lovede ham Paradiset.

Abdur Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham)

Ingen af sahabaerne viste nogensinde tilbageholdenhed med at ofre deres liv og ejendom for den islamiske bevægelse. Tværtimod konkurrerede de med hinanden på hvert eneste område. Både de rige og de fattige brugte på Allahs vej efter deres evne. Hazrat Abdur Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) var en fremtrædende sahabi i islams første tid. Selv om han ikke var velhavende i Mekka, opnåede han efter hijra en betydelig økonomisk fremgang gennem handel i Medina. Men når det gjaldt at bruge penge på Allahs vej, viste han aldrig tilbageholdenhed. Tværtimod bestod han også denne prøve. Under Tabuk-ekspeditionen i det niende hijri-år bestod han også den trosprøve, som muslimerne blev stillet overfor. Som svar på Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) anmodning gav Hazrat Abu Bakr, Uthman og Abdur Rahman rekordstore økonomiske bidrag til ekspeditionen. Da Abdur Rahman (må Allah være tilfreds med ham) lagde otte tusind dinarer i Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) hænder, begyndte hyklerne at hviske. De sagde: »Han er en riya’kar; hans hensigt er blot at vise sig frem.« Som svar på dem siger Allah, at dette er den person, over hvem Allahs barmhjertighed fortsat vil blive sendt ned. (Sura al-Tawbah 71)
I en anden overlevering fortælles det, at Umar (må Allah være tilfreds med ham), da han så denne donation, udbrød: »Jeg føler, at Abdur Rahman er ved at begå en synd, for han har intet beholdt til sin familie.« Da han hørte dette, spurgte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Abdur Rahman, har du beholdt noget til din familie?« Han svarede: »Ja. Jeg har efterladt dem noget, der er større og bedre end det, jeg har givet bort.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte: »Hvor meget?« Han svarede: »Det, som Allah og Hans Sendebud har lovet af forsørgelse, godhed og belønning.«

Muhajirernes og ansarernes rolle

De, der i Mekka troede på Allah og blev Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) ledsagere i jahiliyyahs dybeste mørke, vil få deres selvopofrelse og ofre for dinen skrevet med guldbogstaver på historiens sider. Så snart de bekendte deres tro, ramte mange forskellige farer og prøvelser dem. Undertrykkelsens og forfølgelsens damptromle blev kørt hen over dem. Alle muligheder for at tjene til livets ophold blev lukket for dem. Selv de, der var rige eller velstående, fik gradvist dårligere vilkår, fordi de var optaget af den islamiske da’wah. Men de bestod troens prøve ved at se bort fra alt dette. For dinens skyld og for at gøre dinen sejrrig gav de alle rundhåndet deres liv og ejendom bort. De nærede ikke blot ingen beklagelse over dette; også her konkurrerede de på en enestående måde, som man kunne misunde. De gav deres rigdom, børn og liv på haqqs vej og tøvede ikke med at bringe noget som helst offer for at holde haqqs banner højt. Selv om det betød at forlade deres fødeland, befalede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sahabaerne at emigrere til Medina tretten år efter, at han modtog profetskabet. Så snart de modtog befalingen, adlød de den og ankom til Medina efter at have forladt deres elskede hjemland, deres ejendom og deres hjem. Efter i årevis at have udholdt ubeskrivelig undertrykkelse og forfølgelse i Mekka ankom de til Medina efter at have forladt deres familier, hjem og ejendom; da havde de intet andet end Allahs navn. Men den kærlighed, hengivenhed og oprigtighed, hvormed ansarerne i Medina tog imod disse mennesker, der havde forladt deres land, er en troens flammende fortælling. De tog disse muhajirer, som stod uden hjælp og midler, til sig som brødre og skabte historie. I sura Al Imran er det sagt: »Derefter skabte Han kærlighed mellem jer i jeres hjerter, så I blev hinandens brødre.« Ansarerne viste fuld taknemmelighed for denne store ihsan fra Allah den Ophøjede. De viede deres liv, ejendom og børn til haqqs vej. Den ædle Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) etablerede et broderskabsbånd mellem muhajirerne og ansarerne. Efter at dette forhold var blevet etableret, behandlede de deres udvalgte brødre bedre end deres egne brødre og delte al deres ejendom ligeligt med dem. Dette gjorde de udelukkende for dinens skyld og for at gøre dinen sejrrig. Så snart kaldet til jihad lød, rejste de sig for islam med både liv og ejendom. Det var på grund af denne egenskab, at sahabaerne (må Allah være tilfreds med dem) blev elsket og værdsat af Allah. I Koranen siges det klart: »Allah er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Allah.«

Den islamiske bevægelses modstandere og deres forberedelser i nutiden

For at kunne foretage en ordentlig forberedelse af den islamiske bevægelse må man i denne tids brydningstid identificere bevægelsens modstandere korrekt. Man må også foretage en grundig vurdering af deres forberedelser. Uanset i hvilket land den islamiske bevægelse føres i den nuværende verden, er dens vigtigste modstandere de to supermagter – USA og Sovjetunionen. Modstanderne på det andet niveau er de statslige og politiske kræfter, der befinder sig inden for deres indflydelsessfærer. For Bangladesh’ vedkommende spiller en nærliggende mindre stormagt desuden en aktiv rolle som ekstra modstander sammen med disse to hovedmodstandere. Denne modstander arbejder på grundlag af en overordnet plan aktivt på at forhindre islams genoplivning overalt i verden. Selv om de på grund af indbyrdes interesser og konflikter har forskellige holdninger til forskellige internationale spørgsmål, har de næsten overalt indtaget én og samme rolle i spørgsmålet om islam. Selv om man nogle steder på grund af en global strategi kan iagttage lidt forskellige roller, er det kun et ydre forhold. Grundlæggende udviser de ingen lempelse i bestræbelserne på at forhindre islams genoplivning og den islamiske bevægelse. For at gennemføre deres planer bruger de med jødernes hjælp verdens massemedier mod den islamiske bevægelse og forsøger at påvirke og vildlede verdensopinionen. I lande med muslimsk flertal fører de ligefrem intellektuel og kulturel aggression (»intellectual and cultural aggression«) for at sprede forvirring i folks tanker. De forvandler intellektuelle og ledende personer til deres mentale slaver. De bruger endog administrationen under påskud af udviklingsarbejde. Samtidig med at de gennem NGO’ernes udbredte netværk forsøger at etablere social indflydelse og prestige, bestræber de sig på at ødelægge vores særegne værdier. Gennem dette netværk forsøger de med intellektuel og materiel støtte at opbygge politiske kræfter til deres fordel. Og gennem disse kræfter sørger de for at rette direkte angreb mod den islamiske bevægelse. Den islamiske bevægelses handlingsstrategi må fastlægges med disse modstanderes mangeartede krigsstrategi for øje. I denne situation kan ingen magt i verden hjælpe den islamiske bevægelse med råd og tænkning, og heller ikke yde den nogen materiel støtte. I tillid til Allah må den islamiske bevægelses egen menneskelige styrke spille den historiske rolle i forberedelsen. Samtidig må man gøre alt, hvad man formår, for at få den islamiske befolkning som en støttende kraft. Dengang havde Profeten Muhammads (s.a.) modstandere større social og politisk indflydelse end hans ledsagere. De var stærke i både rigdom og antal. Efter udvandringen til Medina voksede modstandernes antal yderligere. Mens han opholdt sig i Mekka, bestod modstanderne af de indflydelsesrige og velhavende personer i Mekka samt de mennesker, der var underlagt deres indflydelse. Efter udvandringen til Medina blev hyklernes gruppe og jødernes magt til modstandere indefra. Dertil kom Romerrigets og Perserrigets imperialisme som ekstra modstandere; de kan sammenlignes med den moderne verdens to supermagter, Amerika og Rusland. Historien vidner om, at Allahs Sendebud (s.a.) under forberedelserne til at møde alle disse modstandere ikke var afhængig af hjælp eller støtte fra nogen uden for sin egen menneskelige styrke. De, der havde antaget troen, blev denne bevægelses menneskelige styrke. De var parate til at kæmpe mod modstanderne med livet som indsats, og samtidig bragte de med begejstring ofre af deres ejendom for at skaffe alle de nødvendige midler, redskaber og forsyninger til denne kamp. Vores tids islamiske bevægelse er i sin grundform arvtageren til netop den bevægelse, som Allahs Sendebud (s.a.) ledede. Den har ikke den mindste lighed med nogen anden bevægelse i verden. Derfor vil denne bevægelse først få sin egen styrke og fremdrift og være i stand til skridt for skridt at bevæge sig mod succes, hvis den kan genoplive den tradition, som Allahs Sendebud og hans håndoplærte ledsagere skabte. I overensstemmelse med denne tradition fra Allahs Sendebud og de ædle sahaba er det i dag muligt for nogle af Allahs tjenere at bringe ofre i form af martyrblod – med andre ord at ofre deres liv. Er det da umuligt, at nogle af Allahs tjenere, i overensstemmelse med deres tradition, træder frem for at sætte eksempler på økonomiske ofre som Khadija, Abu Bakr, Umar og Uthman (r.a.)?

Forskellige områder for økonomiske udgifter i islam

Eftersom islams og troens grundlæggende krav netop er at overgive liv og ejendom til Allah, og eftersom islams praktiske opgave er at tilbede Allah og tjene Hans tjenere, har tendensen til at bruge penge på forskellige områder og sektorer i det muslimske samfund traditionelt haft en fremtrædende plads. Ligesom ordsproget siger: »Selv når floden tørrer ud, bliver dens leje tilbage«, er det muslimske samfunds tendens eller tradition for at bruge penge ikke helt forsvundet, selv om samfundet næsten har mistet sine egne værdier. Islam har fastlagt to former for at ofre sin rigdom. Den ene er obligatorisk, såsom zakat. Den anden er frivillig, såsom at hjælpe og støtte fattige, nære slægtninge og andre nødlidende og hjælpeløse mennesker, samt at bruge penge på at oprette sociale institutioner som moskeer, madrasaer og lignende. Den obligatoriske gave, zakat, spiller ganske vist en rolle i at skabe en indstilling, hvor man frivilligt og uselvisk bruger sine penge. For at sige det ligeud er et af zakats vigtigste formål, at mennesker vænner sig til at bruge penge uden håb om gengældelse og uden nogen materiel interesse. Under alle omstændigheder har Allah også fastlagt en kategori for fi sabilillah blandt de otte kategorier, som den obligatoriske gave, zakat, kan anvendes til. Blandt de forskellige formål, som mennesker frivilligt bruger penge på, er der også mulighed for at bruge penge på fi sabilillah-kategorien, det vil sige på bevægelsen for at etablere Allahs deen. Det er ikke blot en mulighed; vurderer man det i lyset af Allahs Koran og Sendebudets hadith, viser det sig, at jihad på Allahs vej er den bedste handling. Derfor er det naturligt, at penge brugt på denne bedste handling er penge brugt til det bedste formål. I et land, hvor Allahs deen ikke er etableret, er fi sabilillah-kategorien blandt zakats otte kategorier den vigtigste. For hvis Allahs deen ikke etableres, kan selve formålet med zakat ikke realiseres. På samme måde er det under alle forhold og i alle situationer den bedste form for gave at give til kampen for at etablere Allahs deen sammenlignet med alle andre former og områder for gaver. Denne gave vil give den største sawab sammenlignet med enhver anden gave. Det er fordi vi er ved at glemme denne lære i islam, at mange i dag betragter det at give penge til den islamiske bevægelses arbejde som det samme som at betale kontingent til et politisk parti. De nærer endda tvivl om, hvorvidt der overhovedet er nogen sawab i det, for ikke at tale om, at det skulle være en handling med den største sawab. Men Allah den Almægtiges erklæring:اإِنَّمَا يَعْمُرُ مَسَٰجِدَ ٱللَّهِ مَنْ ءَامَنَ بِٱللَّهِ وَٱلْيَوْمِ ٱلْءَاخِرِ وَأَقَامَ ٱلصَّلَوٰةَ وَءَاتَى ٱلزَّكَوٰةَ وَلَمْ يَخْشَ إِلَّا ٱللَّهَ فَعَسَىٰٓ أُو۟لَٰٓئِكَ أَن يَكُونُوا۟ مِنَ ٱلْمُهْتَدِينَ ١٨
أَجَعَلْتُمْ سِقَايَةَ ٱلْحَآجِّ وَعِمَارَةَ ٱلْمَسْجِدِ ٱلْحَرَامِ كَمَنْ ءَامَنَ بِٱللَّهِ وَٱلْيَوْمِ ٱلْءَاخِرِ وَجَٰهَدَ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ لَا يَسْتَوُۥنَ عِندَ ٱللَّهِ وَٱللَّهُ لَا يَهْدِى ٱلْقَوْمَ ٱلظَّٰلِمِينَ ١٩
ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَهَاجَرُوا۟ وَجَٰهَدُوا۟ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ بِأَمْوَٰلِهِمْ وَأَنفُسِهِمْ أَعْظَمُ دَرَجَةً عِندَ ٱللَّهِ وَأُو۟لَٰٓئِكَ هُمُ ٱلْفَآئِزُونَ ٢٠
يُبَشِّرُهُمْ رَبُّهُم بِرَحْمَةٍ مِّنْهُ وَرِضْوَٰنٍ وَجَنَّٰتٍ لَّهُمْ فِيهَا نَعِيمٌ مُّقِيمٌ ٢١
خَٰلِدِينَ فِيهَآ أَبَدًا إِنَّ ٱللَّهَ عِندَهُۥٓ أَجْرٌ عَظِيمٌ ٢٢Har I da gjort det at give pilgrimmene vand og føre tilsyn med Den Hellige Moské lig med det, som udføres af dem, der tror på Allah og på den yderste dag og kæmper og stræber på Allahs vej? Disse to grupper er ikke lige hos Allah. Allah viser ikke de uretfærdige vej. Hos Allah har de højeste rang, som tror, forlader deres hjem for Hans skyld og fører jihad med deres rigdom og deres liv. Det er dem, der har fremgang. Deres Herre giver dem det glade budskab om barmhjertighed og velbehag fra Sig samt haver, hvori der er varig lyksalighed for dem. Der vil de forblive for evigt. Hos Allah er der sandelig meget til at belønne handlinger. (Sura At-Tawbah 18-22)

At bruge penge på bevægelsen for at etablere Allahs deen er ikke blot den bedste handling med hensyn til sawab; også i praksis er det mest effektivt og meningsfuldt at bruge penge på denne vej. Vi bruger penge på at bygge moskeer med henblik på bøn; det er uden tvivl en god handling, en handling med sawab. Men hvis Allahs deen ikke etableres, vil bønnen ikke blive etableret i denne moské i egentlig forstand. Vi bruger penge på madrasaer. Det bør vi gøre endnu mere, men hvis Allahs deen ikke etableres, vil denne undervisning ikke blot få den rette betydning i vores samfund; den vil heller ikke få nogen praktisk anvendelse. Vi bruger penge på at opføre børnehjem for at rehabilitere samfundets forældreløse. Det er også uden tvivl en handling med sawab og en tjenestehandling. Men før den islamiske samfundsrevolution er det slet ikke muligt at opfylde alle hjemløse og trængende menneskers grundlæggende behov i samfundet. Hvis vi bruger alle vores aktiver på at afhjælpe de fattiges nød, vil det vise sig, at disse bestræbelser er forgæves og uproduktive. Den skik, der således findes i vores samfund med at yde økonomisk hjælp og støtte med hensigt om sawab og med hensigt om at tjene menneskeheden, er uden tvivl et godt tegn. Må Allah acceptere almissen fra dem, der er vant til at give almisser på denne måde. Sammen med denne bøn beder vi også om, at Allah den Almægtige giver dem mulighed for at bruge penge på det bedste, mest meningsfulde og produktive formål, nemlig arbejdet med at etablere Allahs deen, og giver dem mulighed for fuldt ud at forstå betydningen af at bruge penge på denne vej. Amin.

Den islamiske bevægelses tradition med hensyn til infaq

Det er først og fremmest profeterne (a.s.), der har bidraget til skabelsen af den islamiske bevægelses mangfoldige traditioner. Dernæst er det værd at mindes den rolle, som de af Allahs tjenere spillede, der i Koranen omtales som siddiqin, salihin og shuhada. I denne bogs fjerde og femte kapitel har vi, om end meget kort, behandlet den sidste profet, Muhammad (fvmh.), og sahabaernes rolle. Selv om deres rolle er en inspirationskilde for os, kan der opstå et spørgsmål i vores sind. Profeternes situation er jo anderledes, og den sidste og største profets situation er endnu mere enestående. Profeternes ledsageres situation er også anderledes. Derfor kan historien og traditionerne fra den islamiske bevægelse i den nære fortid eller i nutidens samtidige verden, ud over historien og traditionerne fra den fjerne fortid, være mere frugtbare i denne sammenhæng. Fra den nære fortid bør vi have et nogenlunde kendskab til mujahid-bevægelsen, som blev ledet på vores subkontinent af Hazrat Syed Ahmad Shahid Barelvi. I denne bevægelse skabte Bengals tawhid-bevidste folk ikke blot en rekord ved at slutte sig til den til fods, men ydede også rundhåndet økonomisk støtte til bevægelsen. I de områder i Bangladesh, hvor mennesker med tilknytning til mujahid-bevægelsen boede, ser man stadig blandt befolkningen en levende tradition for frivillige donationer til forskellige religiøse tjenester, begyndende med betaling af ushr. Grundlæggerne af og de personer, der er knyttet til de to internationalt anerkendte islamiske organisationer i dagens verden, Jamaat-e-Islami og Jamaat-e-Ikhwanul Muslimin, forsøger at genoplive traditionen fra sahabaerne for at ofre liv og formue. Ligesom sahabaerne blev udsat for undertrykkelse og forfølgelse, efter at de havde bekendt deres tro, bliver mennesker, der deltager i den islamiske bevægelse, tilsvarende udsat for undertrykkelse og forfølgelse forskellige steder i verden. Ligesom de brugte deres økonomiske midler på denne vej, forsøger den islamiske bevægelses folk i dag også at bringe tilsvarende ofre og yde tilsvarende opofrelser. Grundlæggeren af Jamaat-e-Islami, Sayyid Abul A’la Maududi (r.), kunne være blevet mangemillionær gennem indtægterne fra sine talrige bøger, men han beholdt kun indtægterne fra to eller tre af dem til sin familie og viede indtægterne fra alle de øvrige bøger — hvoraf utallige udgaver bliver trykt og som er blevet oversat og udgivet på utallige sprog — til den islamiske bevægelse som waqf. Mange af dem, der havde den lykke at opnå hans selskab, ofrede deres livskarriere for denne bevægelse. Mange skabte en tradition for, hvad angår økonomiske ofre, at give fra 5 procent af deres egen indkomst og helt op til 10 eller 20 procent til Jamaatens Bayt al-mal. Ved at følge denne tradition er der i nutidens islamiske bevægelse blevet fulgt to regler med hensyn til ofringen af økonomiske midler. Dette betragtes naturligvis ikke som fard eller wajib. I vores samfund tilhører flertallet af Jamaatens medlemmer den lavere middelklasse. Derfor regnes det, som en tommelfingerregel, som et offer eller infak, hvis mennesker i denne kategori giver fem procent af deres indkomst. Derfor har den islamiske bevægelses medlemmer traditionelt givet mindst fem procent af deres egen indkomst til Jamaatens Bayt al-mal. Dette gælder kun for den lavere middelklasse. For dem, der tilhører den øvre middelklasse, kan fem procent af deres indkomst ikke regnes som et tilstrækkeligt offer. Den anden tradition, som følges blandt os, er at medtage organisationen som et familiemedlem i familiens og husholdningens udgifter og, når alle udgifter fordeles pr. person, forsøge at give det beløb til Bayt al-mal, som falder på organisationens andel. Hvis denne praksis følges, betyder infak at sørge for eller støtte arbejdet med at etablere Allahs religion. Med dette for øje kan man udvikle en vane med at bruge sine penge.