De grundlæggende elementer i karakterdannelsen

Jo mere menneskets aktivitet vokser og får betydning, desto mere omfattende bliver Satans indblanding også. I denne henseende er den nuværende tidsalder præget af bemærkelsesværdige kendetegn. På den ene side har Vestens materialistiske og egeninteresse-dyrkende civilisation bragt vores nations moralske forfald til det yderste, mens der på den anden side foregår et angreb fra socialismens ateistiske tankegang. Dette angreb har skabt tvivl og usikkerhed omkring vores nations grundlæggende iman og aqida. Som følge heraf er grundlaget for nationens dybe, kærlighedsfyldte forhold til islam blevet rystet. Det er, som om det billede, Satan, katastrofernes og ødelæggelsernes ‘øverste hærfører’, havde udfordret os med, i dag er kommet til syne nøjagtigt som forudsagt.

Satan sagde:

»Jeg vil komme imod dem forfra, bagfra, fra højre og fra venstre.« (Sura al-A’raf: 17)

I denne situation råder mange af vores velmenende venner os til at trække os fra verdens besværligheder, sætte os til rette i hjemmets afsondrethed og blot bestræbe os på at bevare vores muslimske identitet. Det er naturligvis ikke nogen enkel sag at befinde sig i denne situation. Under normale omstændigheder fastholder ethvert retskaffent menneske moralens idealer. Men det er ikke nogen lille sag at stå fast på en ophøjet moralsk karakter, når man er omgivet af den voldsomme storm af moralsk tøjlesløshed. Hvis nogle få mennesker imidlertid holder sig borte fra et epidemiramte område, beskæftiger sig med at forbedre deres eget helbred og ubekymret giver epidemien fri tilladelse til at fortsætte med at sprede rædslen for moralsk død, kan der efter vores mening ikke findes en større egoisme end dette. De værdifulde lamper og guldsmedede lysestager, der uden grund spreder lys nær mausoleet, mens menneskekaravaner i skovene og vildmarken i deres nærhed farer vild og bliver plyndret af røvere, er lige så værdiløse, hvad enten disse lamper og lysestager findes eller ej. På samme måde er den iman, islam og taqwa, der i stedet for at kaste sig ud på arbejdspladsen for at oplyse omgivelserne søger tilflugt i moskeen af frygt for de fjendtlige kræfter, ikke andet for hjerte og sind end ren guldudsmykning. Den ‘kapital’ af karakter, som af frygt for tab altid holdes låst inde i en kiste og altid forbliver uproduktiv (Unproductive), er for samfundslivet lige så god som fraværende. Hvis muslimske mænd og kvinder samt muslimske grupper råder over en vis ‘kapital’ af karakter og iman, bør den sættes i omløb (Circulation) på markedet. Hvis de, der investerer kapitalen, har de nødvendige evner, vil kapitalen vende tilbage med fortjeneste; hvis de ikke har dem, vil ikke blot fortjenesten udeblive, men selv den oprindelige kapital gå tabt. Kapitalens værdi ligger imidlertid netop i, at den er i omløb på markedet. Ellers vil den, uanset hvor stor en kapital der ophobes, nødvendigvis ende i fuldstændig fiasko.

Når de, der arbejder for den islamiske bevægelse, har besluttet at investere deres minimale kapital af karakter og iman på denne vej, må der træffes alle nødvendige foranstaltninger, ikke blot for at beskytte den mod tab, men også for at landet og nationen samt vi selv kan opnå et større udbytte af den. Ligesom en forretningsmand med begrænset kapital bør vi udvise den største forsigtighed, når vi sætter vores hårdt tjente indkomst—vores sved og blod—i virksomheden. Vi har også pligt til at benytte alle midler til dens ledelse, overvågning og pleje. For at kunne tjene befolkningen i et epidemiramte område er det nødvendigt at træffe alle mulige foranstaltninger til at beskytte vores egne interesser.

Det rette forhold til Allah

At etablere et forhold til Allah er vores første og vigtigste behov på denne vanskelige prøvelsesmark. Hvis dette forhold synker under det forventede minimumsniveau, vil alle vores bestræbelser og aktiviteter blive farvet af verdslighed, og alle døre til vores hjerter og sind kan blive åbnet for Satan. Derefter er der ingen hindring tilbage for syndens hære på deres vej ind i samvittighedens fæstning. For at fastholde forholdet til Allah og udvikle det i overensstemmelse med behovene på de forskellige fremtidige stadier er det uomgængeligt nødvendigt at rette større opmærksomhed mod i det mindste følgende forhold:

1. Ved Allahs grænseløse nåde har ingen af de medarbejdere, der er nært knyttet til vores bevægelse, opgivet de grundlæggende tilbedelseshandlinger. Men det er ikke tilstrækkeligt blot at udføre tilbedelsesritualerne; der bør også udvikles fuld regelmæssighed i denne henseende samt egenskaber som gudsfrygt og ydmyghed og underkastelse foran Ham. På dette område befinder vi os nu langt under den ønskede standard. Dette er en sådan svaghed, at hvis vi med denne svaghed kaster os ud i store kampe — og det siger sig selv, at vi ikke kan holde os adskilt fra livets kamp — vil vi blive udsat for alvorlige tab.

Vi bør ved hjælp af Koranen og hadith sætte vores medarbejdere ind i de regler og bestemmelser, som Allah den Almægtige har fastsat for udførelsen af salah, faste, hajj og zakat, samt i de tilstande, Han ønsker skal opstå gennem dem, og derefter sørge for, at de udfører dem korrekt. Især hvad angår salah, er det nødvendigt at være meget nøje med tiden. Hvis ønsket om at bede i menighed ikke stadig vokser, er det vanskeligt at udvikle gudsfrygt, underkastelse og ydmyghed i salah. Det bør også huskes, at tilbedelsen ikke kan fyldes med liv, hvis man ikke samtidig vænner sig til selvransagelse. Uden selvransagelse forbliver tilbedelsens ydre struktur indholdsløs, uanset hvor fuldkommen den måtte være.

2. For at udvikle og styrke forholdet til Allah bør man studere Koranen og hadith direkte. Hele den indsats og aktivitet, som den gruppe, hvis medarbejdere er afhængige af den undervisning, Allah og Hans Sendebud har formidlet i Koranen og hadith, udfolder, bygger på disse to kilder. Hvis gruppens medarbejdere ikke hver dag forsøger at fordybe sig i disse to kilder til tro og viden, risikerer de når som helst at blive ledt på afveje. I betragtning af de mørke gyder blandt vor tids populære jahiliyyah, som vi må passere, og de røverbander, hvis formationer vi må bryde igennem på den farlige skovvej, mens vi er bevæbnet med litteraturens, kunstens og videnskabens våben, kan det uden tvivl siges, at det ikke er muligt at tilbagelægge så meget som en furlong med selvtillid uden at have den religiøse uddannelses og kundskabs lampe i hånden.

Vi bør bruge i det mindste noget tid — en halv time eller femten til tyve minutter — på direkte at lære betydningen og kravene i det ideal og den ideologi, som vi arbejder for at etablere, at kende fra dens oprindelige kilde. Selv hvis det ikke er muligt at gøre mere, bør vi hver dag læse blot ét vers og én hadith, forstå deres betydning fuldt ud og forsøge at omsætte dem i det praktiske liv. Så vil disse sandhedens lægemidler, om Allah vil, på grund af deres kontinuitet beskytte os mod de giftige dampe fra et miljø, der strider mod idealet, selv om mængden er ringe.

De bøger og skrifter, der hjælper med at forstå Koranen og hadith, især skrifterne om den islamiske bevægelse, bør studeres regelmæssigt. Mange medarbejdere har studeret nogle bøger og er blevet helt sikre på deres sag, så de ikke længere føler trang til at studere mere. De har ment, at de har forstået bevægelsen og organisationen fuldt ud. Men det er ikke andet end en yderst fejlagtig opfattelse. Der findes også medarbejdere, som ikke føler behov for at genlæse de bøger, de én gang læste for nogle år siden, for at skabe ny inspiration. Alligevel er det yderst nødvendigt at læse alle skrifterne og læse dem igen og igen.

3. Det har i enhver tidsalders islamiske bevægelse været anset for nødvendigt, at dens medarbejdere lægger størst mulig vægt på frivillige tilbedelseshandlinger for at styrke forholdet til Allah. De frivillige tilbedelseshandlinger bør udføres regelmæssigt, og især bør man værne om hemmeligholdelsen af dem. Blandt de frivillige tilbedelseshandlinger indtager den frivillige salah, især tahajjud-salah, en meget høj plads. Tahajjud-salah bliver den bedste hjælp for den islamiske bevægelses soldater til at overvinde vanskelige stadier.

Den næstvigtigste blandt de frivillige tilbedelseshandlinger er den frivillige faste. Det er et fremragende middel til at styrke forholdet til Allah. Det er sunnah at faste tre dage om måneden, og det svarer til at faste et helt år. Desuden er det i hadith nævnt, at det er ønskværdigt at faste på bestemte dage. Overordnet er der anlagt en lempelig linje i denne sag. Man kan faste frivilligt én dag hver tiende dag eller én dag om måneden.

Blandt de frivillige tilbedelseshandlinger må man vænne sig til, tilskyndet af ønsket om at bruge på Allahs vej, at lægge en del af sin indkomst, det vil sige sine penge, til side med henblik på at anvende den til etableringen af religionen. Der findes desuden ingen anden måde at vande vores bevægelses rødder på. Det vil tværtimod ikke være en overdrivelse at sige, at der nu viser sig sådanne stadier i arbejdet, hvor vi måske må sælge vores egne smykker og andre prydgenstande for at skaffe forsyninger til Allahs religion. Vi ved, at størstedelen af vores venner er fattige, at kun en håndfuld tilhører middelklassen, og at de holder sig fjernt fra verdslige interesser. Denne bevægelse har ingen støtte fra den velhavende klasse. Under disse forhold har vores medlemmer og støtter gennem deres økonomiske ofre holdt Bayt al-Mal i live på en måde, som ingen gruppe, der nyder verdslige fordele, vil kunne fremvise et sidestykke til. Men Allah ved, at vores økonomiske ofre stadig ligger langt under det eksempel, som Profetens ledsagere har vist ved at bruge penge på Allahs vej. Tænk over det! I den vanskelige situation, som vi nu bevæger os igennem, hvad skal vi så svare Allah, hvis bevægelsens årer og blodkar ikke kan få blodet til at strømme, fordi Bayt al-Mal ikke modtager den nødvendige mængde næring, og bevægelsen derfor mislykkes af en så enkel grund? Derfor må vi styrke vores tilskyndelse til at bruge penge på Allahs vej endnu mere.

4. En vedvarende ihukommelse af Allah og påkaldelse af Ham er et grundlæggende behov for forholdet til Allah. Allahs Profet (s) lærte i stedet for en ihukommelse blandet med tanken om at give afkald på verden sin ummah utallige påkaldelser og former for ihukommelse til hver eneste handling dag og nat. De bør praktiseres under søvn og vågenhed, når man bevæger sig, rejser sig og sætter sig ned – ja, i enhver handling.

Når man står op fra søvnen, når man går ud af huset, når man træder ind i huset, i ethvert glædeligt øjeblik, i enhver tid med sorg og vanskeligheder, når man begår en fejl, når man begynder på en handling, når man hører adhanen, under wudu, når man nyser, når man møder en muslimsk bror, når man drikker vand – kort sagt har Allahs Sendebud (s) lært mange korte og smukke ord til ihukommelse af Allah og påkaldelse af Ham ved enhver lille og stor handling. Når muslimen udtaler disse ord bevidst og med opmærksomhed, holder han sig forbundet med Allah, sin Herre og Mester. Han mister aldrig sig selv i verdens travlhed ved at glemme Allah. Hans liv bliver fyldt med ihukommelse og påkaldelse.

Fra morgen til aften siger han snart Subhanallah (Allah er ren og hellig, fri for enhver mangel, fejl, skade og utilstrækkelighed), snart Alhamdulillah (al lovprisning tilkommer alene Allah), snart Astaghfirullah (jeg beder Allah om tilgivelse), snart La hawla wa la quwwata illa billah (der findes ingen magt eller hjælp uden Allah), snart Sadaqallahu wa rasuluhu (Allah og Hans Sendebud har talt sandt), snart Rabbighfir warham (o Allah, tilgiv mig og forbarm Dig over mig), snart Anta waliyyi fid-dunya wal-akhirah (o Allah, Du alene er min ven i denne verden og i det hinsidige), snart Hasbiyallahu rabbi (Allah, min Mester, er tilstrækkelig for mig), snart Ni’mal mawla wa ni’mal wakil (Allah er min bedste ven og den bedste hjælper), og han siger det med oprigtig indre tilskyndelse. * Ved således at knytte et forhold til sin almægtige Mester og Herre beder han ved hvert eneste skridt denne store, almægtige Væsen om styrke, tid og mulighed til at udføre gode gerninger. Fra Ham finder han vejledning og søger velvære; hos Ham søger han tilflugt mod Satans virke; og efter at være blevet bevidst om sine egne fejl og mangler beder han Ham om tilgivelse. På denne måde bliver hele hans liv fyldt med ihukommelse, velgørenhed og retskaffenhed.

(1) سـُبحَـا نَ الله

(2) الحمد لله

(3) اسـتـغـفـر الله

(4) لا حـولا ولا قـوة الا بـالله

(5) صدق الله و رسـولـه

(6) رب اغـفـر وارحـم

(7) انـت ولـي فـى الـدنـيـا والا خـرة

(8) حـسـبـى الله ربـى

(9) نـعـم الـمـولـى ونـعـم الـوكـيـل-

Det er yderst nødvendigt for hver af vores medarbejdere at vænne sig til konstant dhikr med et sådant bevidst sind. Desuden bør man hvert øjeblik bede om større fasthed og styrke i sin iman, karakter, sabr, tawakkul, selvbeherskelse og disciplin. Denne styrke kan vise sig at være særdeles indflydelsesrig i enhver kamp.

Det siger sig selv, at den dhikr og dua, som ikke er et udtryk for et bevidst sind, som ikke har nogen forbindelse med den mentale tilstand, som er uden følelsen af Allahs nærvær, som er besmittet af ønsket om at vise sig frem og blot udgør en nervemæssig øvelse, ikke kan give de ønskede resultater. Derfor bør dhikr og dua ledsages af tanke og bevidsthed og samtidig være fri for ønsket om at vise sig frem.

Forholdet til organisationen

Hvis en gruppes organisatoriske system er løst, og den under disse forhold deltager i en stor ekspedition, bliver dens situation præcis som en motorvogn, hvis dele ikke er blevet spændt ordentligt fast, mens chaufføren alligevel begiver sig ud i denne bil for at krydse bjergveje og møder vanskeligheder skridt for skridt, indtil bilens motor til sidst går helt i stå.

Organisation er et naturligt behov for ethvert parti. Men for os er den ikke blot et naturligt behov; den er selve det synlige udtryk for vores fromhed, moral, tilbedelse af Allah og lydighed mod Profeten. Organisatorisk svaghed skaber forskellige vanskeligheder på arbejdets vej. Derfor forsøger forskellige grupper at fjerne denne svaghed. Men vi mener, at dette vil blive årsag til skade for os i det hinsidige. Af denne grund anser vi den altid for forkastelig. Derfor er det nødvendigt at betragte det som sin egen pligt at styrke organisationens disciplin og at påtage sig at vogte over den sammen med enhver medhjælper. Her vil jeg fremlægge nogle vigtige emner om organisationen:

1. Balancen mellem befaling og lydighed er organisationens rygrad. Uden denne balance er organisationens eksistens i virkeligheden meningsløs. Derfor svarer det til at begå en synd at ødelægge denne balance mellem befaling og lydighed. Det vil sige, at det er ulydighed mod Allah og Profeten (fred være med ham). Efter at have begået denne overtrædelse kan mennesket ikke opnå succes i denne verden eller i det hinsidige.

Koranens påbud lyder:

اَطـِعُـوا اَللهَ وَاَطـِعـُوا الـرَسـُولَ وَ اُولِـى الاَمـرِ مَنكَـم-

Det vil sige: „Adlyd Allah, adlyd Profeten, og adlyd dem blandt jer, som har myndighed.“ (Sura An-Nisa, vers 58)

Husk, at disse tre former for lydighed er wajib. Hvis en muslim undlader at adlyde blot én af dem, bliver han udsat for tab.

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde selv:

„Den, der adlyder mig, adlyder Allah, og den, der er ulydig mod mig, er ulydig mod Allah. Og den, der adlyder min amir (det vil sige den, der er udpeget af Profeten eller følger ham), adlyder mig, og den, der er ulydig mod min amir, er ulydig mod mig.“

Et udsagn af Hazrat Abu Huraira (ra) tydeliggør dette yderligere. Han sagde:

“Det er utvivlsomt sandt, at lydighed mod lederne er lydighed mod Allah, og ulydighed mod dem svarer til ulydighed mod Allah.”

I denne forbindelse er der i hadith-bøgerne overleveret talrige hadither med afgørende anvisninger. Disse hadithers budskab er, at lydighed mod de personer, som på grund af deres høje grad af ilm og taqwa og i kraft af deres fremragende egenskaber som islamiske ledere udvælges til lederposter i en organisation, der er grundlagt på basis af islamisk lov og forfatning med henblik på at lede den islamiske stat eller føre kampen for at etablere religionen, i gode gerninger hører til de yderst vigtige fard og wajib i sharia.

Derfor har Rasulullah (saw) med utvetydig stemme erklæret, at hvis selv en næseafskåret abyssinier indsættes på en lederpost, er fuld lydighed mod ham obligatorisk, uanset hvor anderledes og særpræget hans udseende, hans slægts- og stammemæssige status, hans adfærd, skikke og sædvaner, hans smag, følelser og lidenskaber måtte være, og selv om dette derfor måtte være yderst ubehageligt for nogen.

Rasulullah (saw) sagde også, at

de, som afviser dette krav om lydighed mod Amiren, ikke har nogen mulighed for succes i det hinsidige, selv om de besidder en høj grad af taqwa.

Han sagde:

“Den, der vender sig bort fra lydighed mod Amiren, vil på opstandelsens dag møde Allah i en tilstand, hvor han ikke har noget bevis eller argument (til at bevise sin egen retfærdighed).”

Af denne korte gennemgang kan man få en forestilling om, at ledere og organisatoriske ansvarlige i islamiske partier og organisationer ikke befinder sig på samme niveau som formænd, næstformænd og rådgivere i almindelige verdslige politiske partier. Tværtimod har de ansvarlige og medlemmerne af det centrale råd en særlig religiøs og sharia-baseret status. Deres rettigheder og pligter fastlægges heller ikke på grundlag af midlertidige muligheder og fordele, men på grundlag af religionen og sharia. Derfor kan lydigheden mod dem ikke sidestilles med lydigheden mod lederne i almindelige politiske partier.

Så længe lederne ikke åbent afviger fra Koranens og Sunnahs vej, vil det være blandt de alvorlige synder at overtræde deres påbud; at adlyde dem med utilfredshed i stedet for med glæde og iver; at nære misundelse og fjendtlighed mod dem i stedet for at ønske dem det gode; at konspirere imod dem; at bagtale dem; at skabe utilfredshed imod dem; ikke at holde dem underrettet om de faktiske forhold og begivenheder; at være tilbageholdende med at give dem oprigtige råd, så de kan følge den rette vej; og at gå omkring og afsløre deres fortrolige oplysninger. Det er alvorlige synder af en sådan størrelse, at de på grund af dem kan ødelægge et menneskes liv efter døden, selv om vedkommende udfører tilbedelseshandlinger og almindeligt arbejder på at forbedre sin karakter. Denne frygtelige tilstand kan bringe et menneske ned på hykleriets niveau. Derfor må de, der befinder sig i islamiske partier og organisationer, være yderst påpasselige med deres lydighed.

2. Islam har naturligvis aldrig krævet blind lydighed. Den har derimod kun krævet lydighed i forbindelse med »gode gerninger«. Hvad angår påbud uden for grænsen for »gode gerninger«, lyder dens anvisning:

وَلاَ تَعـاَوَنـُوا عَـلَـىَ الاِثـمِ وَالـعُـدوَانِ-

»Hjælp ikke hinanden med synd og overtrædelse af de grænser, Allah har fastsat.« (Sura al-Ma’idah, vers 2)

Det er netop et internt krav i islamiske partier og organisationer, at deres medlemmer nøje skal føre tilsyn med partiets aktiviteter og forhindre organisationens ansvarlige i at tage skridt uden for grænsen for gode gerninger.

Om dette sagde Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham):

»Venner! Hvis nogen af jer ser noget skævt i min politik eller i mine handlinger, bliver det hans pligt at rette denne skævhed hos mig.«

Hvis der i denne forbindelse opstår uenighed om en mindre detalje, har gruppens medlemmer også en sharia-baseret ret til at fremlægge sagen for at få den afklaret, drøfte den og, hvis de ikke får et tilfredsstillende svar, holde fast i den. Men kun den beslutning, der iværksættes af lederne, skal adlydes. Lydighed kan ikke nægtes blot af den grund, at en beslutning er blevet truffet imod min mening, eller at situationen ikke er blevet betragtet fra det perspektiv, hvorfra jeg selv betragter den. Lydighedens orden kan kun brydes, når man, med Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, som udtrykte det, klart forlader islams vej og vælger en anden vej.

Det er også medarbejdernes grundlæggende ret at kritisere de ansvarlige for at holde dem på den rette vej. Selv om princippet om at kritisere på grundlag af mistanke og tvivl er anerkendt i andre grupper, betragtes dette princip som ikke-islamisk for en islamisk gruppe. I en islamisk gruppe foregår kritikken på grundlag af en god antagelse. Her høres i stedet for indvendinger og anklager tonen af velvilje og gode råd. I en islamisk jamaat kan kun en sådan form for kritik passe, hvor kritikeren ikke nærer nogen form for bitterhed, og hvor kritikken heller ikke vækker irritation hos tilhøreren; hvor der ikke er noget ønske om hævn forbundet med kritikken; hvor der ikke er nogen stædig trang til at få sine egne ord anerkendt; og hvor kritikeren ikke bliver bedrøvet eller irriteret, fordi kritikken ikke bliver taget imod. Desuden foregår kritikken i en islamisk gruppe ansigt til ansigt; ingen kritiseres bag sin ryg eller i det skjulte. Hvis man siger noget bag en persons ryg, er det ikke kritik, men bagtalelse. Bagtalelse er et tydeligt tegn på den største skadevirkning mod den islamiske gruppe. Kritik bærer derimod vidnesbyrd om det oprigtigste ønske om dens velbefindende. Forskellen mellem de to er som forskellen mellem himmel og jord.

Det særlige ved vores organisation er, at jo mere entydig kritik de ansvarlige modtager her, desto mere gavnlig er den for bevægelsen. Men at bruge spottende ord om lederne, at få afløb for sin vrede ved at bruge formuleringer, der strider mod deres værdighed, at lave sjov og gøre nar af deres forhold eller at more sig over at påpege deres svagheder er bestemt i strid med den islamiske karakteretik.

Når retten til kritik ikke er begrænset af nogen regler, bliver det også en årsag til kaos at gøre den til en permanent aktivitet, begynde at kritisere enhver instruktion, handling og beslutning fra lederne samt hvert eneste af deres ord og kræve, at der fremlægges fuldstændige argumenter og beviser til støtte for deres instruktioner. Når denne situation først er opstået, kan ingen påtage sig et ansvar og fortsætte blot én dag. Derefter vil de ansvarlige kun sidde over for gruppens almindelige medlemmer og hele tiden aflægge regnskab, og for at genoprette deres tillid vil de detaljeret forklare hvert af deres egne ord og handlinger og forsøge at overbevise dem om, at der ikke er noget særligt i dem, som kan gøres til genstand for anklage. Når man tænker over disse forhold, bliver det let indlysende, at man må udvise stor forsigtighed for at følge en retfærdig fremgangsmåde i kritikken af de ansvarlige. Hvis man ikke er forsigtig i denne sag, kan medarbejderne misbruge retten til kritik og dermed påføre organisationen alvorlig skade, og som følge heraf kan deres egen skæbne også blive yderst frygtelig.

Et vigtigt tegn på uretfærdig kritik er, at den skaber en hindring på lydighedens vej. Når en person først begiver sig ind på denne vej, bliver han involveret i åbenlyst uretmæssig adfærd. Lydighed og kritik har derfor hver deres grænser, og de bør holde sig inden for deres respektive grænser. Intet andet end ulydighed mod Allah kan bringe lydigheden til ophør.

3. En ændring af personer kan ikke medføre nogen ændring i overholdelsen af lydighedsordningen. Det kan være, at der blandt de personer, som har fået ansvar i en stor gruppe under en bevægelses mere omfattende fase, er nogle af højere og andre af lavere rang; at nogle har større viden, mens andre har større taqwa; at nogle er mere kyndige i særlige forhold i den nuværende tid, mens andre har dyb viden om forholdene i den første tid; at nogle er bedre bekendt med instruktionernes ydre aspekter, mens andre besidder indsigt i deres indre visdom; at én side af bevægelsen er vigtigere for nogle, mens en anden side har større betydning for andre. Det kan også være, at nogle har et noget strengt temperament og andre et mildt; at nogle foretrækker en meget ligefrem fremtræden, mens andre er vant til en mere tung og alvorlig omgangsform; at nogle foretrækker stor veltalenhed, mens andre foretrækker at arbejde i stilhed.

Desuden kan forskellige personer have forskellig smag med hensyn til forskellige områder af livet, såsom påklædning, kost og livsførelse, måde at færdes på samt måde at rejse sig og sætte sig på. Personlig smag, natur og tilbøjeligheder gør sig gældende indtil et vist punkt, selv om de overordnede principper i en gruppes ordning er ens. Disse forskelle og variationer medfører ikke en sådan forskel mellem de ansvarliges positioner, at der kan gøres forskel på deres ret til lydighed, eller at folk ved en udskiftning blandt dem begynder at undersøge, hvorfor den ene person havde en bestemt smag og tænkemåde, som den anden ikke har. Når man først er blevet vant til en bestemt omgangsform og arbejdsmetode, kan en udskiftning skabe uro i sindet og gøre arbejdets fremdrift langsommere. For at lukke døren for denne forstyrrelse vejledte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, således: Selv hvis en afrikaner med afskåret næse bliver udnævnt til jeres imam, skal I lytte til hans befaling og adlyde ham fuldt ud. Se i denne forbindelse ikke på hans ansigt og udseende, hans klædedragt, hans smag eller hans natur. Sharia har ikke gjort lydigheden afhængig af, at de ansvarliges personlige smag og natur på alle måder skal svare til de lydiges ønsker.

Den islamiske bevægelse drejer sig ikke om en personlighed. Denne bevægelse fortsatte derimod på et tidspunkt under Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og på et andet tidspunkt fremsagde Hazrat Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, dette koranvers:

وَمَا مُحَمّدٌ اِلاَ رَسـولٌ مِن قـَـبلـِهِ الـرّسـَلُ اَفَـائـن مـَاتَ اَوقُـتـِلَ انـقـَلَـبـتـُم عَـلـَيَ اَعـقـَاَبِـكُـم-

(Det vil sige: »Muhammad var kun en sendebud. Før ham er mange sendebude gået bort. Hvis han dør eller bliver dræbt, vil I så vende tilbage?« – Sura Āl ʿImrān, vers 144) fremsiger han og går fremad for at lede bevægelsen. Derefter overtager en person med et hårdt hjerte, ligesom ʿUmar, ledelsen. Efterfølgende påtager en overbærende person med et blidt hjerte, ligesom ʿUthmān, sig dette ansvar. Derefter leder ʿAlī bevægelsen med sine særlige egenskaber. Gennem alle disse lederskifter forbliver lydighedsordningens nødvendighed naturligvis gældende, og brud på denne ordning er altid blandt de store synder.

Husk, at vi ikke er blevet pålagt at adlyde disciplinen med en bestemt personlighed for øje, men med den værdighed for øje, som shariaen har tillagt de forskellige ansvarsområder. Derfor bør vi, selv om personerne skifter fra dag til dag efter behov og omstændigheder, med fuld oprigtighed opfylde alle de rettigheder over for de ansvarlige, som Allah og Hans Sendebud har givet os.

4. Indtil nu er kun medlemmernes ansvar blevet beskrevet. De ansvarliges ansvar er langt mere følsomt af natur. Så længe de ansvarlige ikke fuldt ud varetager deres ansvar, kan balancen mellem myndighed og lydighed ikke opretholdes. Lederne vil også blive holdt langt strengere til regnskab i det hinsidige end medlemmerne. Hovedparten af den islamiske bevægelses succes i denne verden afhænger af deres korrekte og rigtige handlinger. Medlemmerne kan kun udvise sand lydighed, når lederne fuldt ud opfylder deres egen del af pligten, det vil sige deres ansvar med hensyn til myndighed.

Af det følgende vers kan man få fremragende vejledning i denne sag. Her har Allah den Ophøjede beskrevet Sendebuddet Muhammads myndighed med følgende ord:

فـَـبِمَـا رَحـمـَةٍ مَّنَ اَللهِ لِـنـتَ لـَهـُم وَلـَو كَـنـتَ فـَظـاًّ غَـلـِظَ الـقـَلـبِ لاَنـفتَضـُّوا مِن حَـولِــكَ فـَاعـفُ عَـنـهُـم وَاسـتـَغـفـِرلَـهُـم وَشَـاوِرهُـم فِـى الاَمـرِ فَـاِذاَ عـَزَمـتَ فـَتـَوَكّـل عَـلـَىَ اللهِ اَِنَّ اَللهَ يُـحِـبُّ الـمُـتـَوَكّـِلـِيـنَ-

»Det er alene ved Allahs barmhjertighed, at du er mild over for dem (muslimerne). Hvis du havde været hård i talen og barsk af sind, ville de være blevet spredt omkring dig. Bær derfor over med deres fejl, bed om tilgivelse for dem, og rådfør dig med dem om forskellige anliggender. Når du derefter har truffet en fast beslutning om en sag efter rådgivningen, så sæt din lid til Allah. Allah elsker visselig dem, der sætter deres lid til Ham.« (Sura Āl ʿImrān, vers 159)

I dette vers er der givet enhver ansvarlig person, som adlyder Allahs Sendebud, en grundlæggende regel, uden hvilken ingen gruppedisciplin kan opretholdes på rette vis. Nedenfor beskrives de forhold, som enhver person i organisationen bør rette sig efter i lyset af dette vers, og med hvilke for øje vedkommende bør forme sin natur, karakter og sind:

a. Ingen bør føle nogen form for forskel mellem stor og lille, høj og lav. Hvor dette miljø ikke findes, opstår der en mental, følelsesmæssig og social afstand mellem de ansvarlige og de lydige, og samarbejdets livskraft svækkes.

Allama Iqbal har beskrevet denne store sandhed således i et af sine digte:

“En blev skilt fra karavanens række,
en anden blev fyldt med tvivl om haram,
fordi vores karavaneførers
adfærd ikke er venlig.”

Det pågældende vers kræver netop denne venlige adfærd.

Betydningen af denne venlige adfærd er ikke, at den ansvarlige person aldrig skal være streng i nogen sag, aldrig skal kræve en redegørelse for fejl og mangler, aldrig må forhindre uretfærdige handlinger eller ligefrem skal gå rundt og smigre enhver medarbejder. Tværtimod vil det være skadeligt for bevægelsen, hvis man undlader at anlægge en streng linje dér, hvor situationen og omstændighederne kræver det. Af hensyn til idealet, formålet og disciplinen må de ansvarlige somme tider tale til deres medarbejdere i en befalende tone og få arbejdet udført. Men denne befaling skal være gennemstrømmet af kærlighed og hengivenhed. Dens ydre strenghed er ikke andet end en skal.

b. De ansvarlige har mulighed for nøje at iagttage alle medarbejdernes omgang, adfærd, opførsel, manerer og fremtoning. Derfor ligger mange af deres fejl, mangler, svagheder og brister åbent foran dem. Måske har én forsømt at udføre sin pligt, en anden har sagt noget ubehageligt til bevægelsens modstandere, en tredje har udtrykt sig følelsesmæssigt på en mangelfuld måde, en fjerde har afsløret en meget vigtig hemmelighed offentligt, en femte har behandlet sin egen medarbejder eller en anden uretfærdigt, en sjette har bagtalt nogen, og en syvende har fremsat en anklage mod nogen.

Når alle disse forhold ligger åbent fremme, kan det ikke undgås, at der opstår fordomme, bitterhed og irritation i menneskers sind. Når de ansvarlige ser denne slags svagheder, bliver deres sind gradvist bittert over for bestemte personer og også over for hele deres egen gruppe. Så begynder en form for irritation at komme til udtryk gennem en streng, men skarp og hård måde at behandle folk på og tale til dem. Det får modet til at svigte, tvivlen og mistænksomheden breder sig, og båndet mellem myndighed og lydighed begynder at løsne sig. Det tidligere nævnte vers fremsætter en advarsel om dette. Herigennem lærer man de ansvarlige: Se jeres medarbejderes svagheder, og tilgiv dem; lad ikke dette fordærve jeres hjerter, og bliv ikke fortvivlede. For forskellige mennesker har forskellige slags svagheder. Efter megen indsats og anstrengelse overvindes disse gradvist. Det er ikke nok blot at tilgive dem; af kærlighedens og hengivenhedens tilskyndelse må man også *****bede Allah om tilgivelse for dem i deres fravær. Dette er den bedste måde at styrke det gensidige kærlighedsbånd på.

c. I lyset af befalingen: “Og rådfør dig med dem om forskellige anliggender” bør de ansvarlige fra tid til anden og efter behov rådføre sig med forskellige af deres medarbejdere i overensstemmelse med deres forstand og dømmekraft, viden og taqwa. Gennem rådgivning vokser den gensidige tillid, tvivl og mistænksomhed fjernes, og det bliver lettere at føre beslutningen ud i livet.

Rådgivning er ubetinget fard. Det er Allahs befaling, at man rådfører sig med den samarbejdspartner, som er kvalificeret til at give korrekt rådgivning i det pågældende spørgsmål. Det er ikke nødvendigt at rådføre sig med enhver person om ethvert spørgsmål; men man bør naturligvis rådføre sig med den person, som det er passende at rådføre sig med i netop dette spørgsmål. Nogle gange styrker det bestræbelserne og kampen for at etablere din ved at rådføre sig med bestemte personer, andre gange kun med det udvalgte »udøvende råd« og atter andre gange med almindelige medlemmer og samarbejdspartnere, hvorefter man overvejer og analyserer deres synspunkter. Desuden styrkes organisationen herved. Gennem rådgivning mødes forskellige sind og intellekter, enighed etableres mellem dem, og de forbereder sig på at gennemføre de beslutninger, der skal træffes i forskellige spørgsmål.

d. Den sidste anvisning, som Allah den Ophøjede har givet de ansvarlige i dette vers, er, at når der efter den nødvendige rådgivning er truffet en fast beslutning om et spørgsmål, bør man helhjertet holde fast ved den. De ansvarlige i en gruppe står hver dag over for uenighed, selv efter at der er truffet beslutninger om forskellige spredte spørgsmål, og nye synspunkter bliver hele tiden forelagt dem. Men hvis man gentagne gange ændrer en fastlagt beslutning, er det ikke muligt at bevæge sig fremad i én bestemt retning med succes; tværtimod skaber det tøven og tankemæssigt kaos hos de ansvarlige. Som følge heraf rammes gruppens samlede politik også af vedvarende ustabilitet. Af alle disse grunde har Allah den Ophøjede, efter at man på behørig vis er nået frem til en konklusion, ønsket at tilskynde de rådgivende personer til at acceptere de fastlagte beslutninger og udføre deres praktiske ansvar.

5. Yderligere bemærkninger om myndighed og lydighed er følgende:

a. Følelsen af den lydighedspligt, som shariaen fastsætter over for de cirkulærer og instrukser, der udstedes af forskellige ansvarlige personer, er som regel noget svag. Disse cirkulærer og instrukser betragtes muligvis som almindelige cirkulærer fra kontorer og myndigheder. Men så snart et cirkulære udstedes, har det faktisk samme status som »amr bil ma’ruf« (påbud om det gode). I denne forbindelse er lydighed over for »ulil amr« (de myndighedshavende) blevet betragtet som påkrævet. Man bør tænke grundigt over hvert ord i cirkulærerne og bruge alle sine kræfter på at føre dem ud i livet til rette tid, med den samme hengivenhed, hvormed alle shariaens påbud og forbud efterleves.

b. Vi har endnu ikke udviklet evnen til på behørig vis at overholde det tidspunkt, der fastsættes for at være til stede ved et møde, det tidsrum, der fastsættes for at nå frem til en tjeneste, og tilsvarende den fremgangsmåde eller det tidspunkt, der fastsættes for at aflevere en meddelelse eller rapport eller for at udføre en ordre.

Folk forstår endnu ikke fuldt ud det ansvar, at hver enkelt af dem er som et tandhjul i en roterende maskine, og at hvis hvert tandhjul forsinker udførelsen af sin fastsatte opgave eller udfører den uregelmæssigt, vil hele maskinen ikke kunne fungere til tiden. Med denne lammelse vil vi ikke kunne få succes i nogen større indsats. Derfor bør enhver af os forberede sig på at fungere regelmæssigt, ligesom et tandhjul i organisationens maskine.

c. Det er i den ovenstående gennemgang blevet forsøgt gjort klart, at fejl og afvigelser i lydigheden mod myndigheden og disciplinssystemet indgår i synd. Derfor skal vi stå til regnskab over for Allah, Den Almægtige. Men det synes, som om samarbejdspartnerne ganske vist bliver noget skamfulde, når de afkræves en forklaring på sådanne fejl, men at den syndsbevidsthed, som almindeligvis burde opstå hos dem af denne grund, ikke gør det. At begå fejl i lydigheden mod gruppens disciplin er ikke mindre alvorligt end at lyve, fornærme nogen, bryde et løfte, tilegne sig en andens ret, stjæle, bagtale, aflægge falsk vidnesbyrd og begå andre sådanne store forbrydelser. Men det er højst mærkværdigt, at når man begår de ovennævnte handlinger, som strider mod principperne for personlig karakter, får man straks en uro i hjertet og tilskyndes til tawbah og istighfar over for Allah, mens der efter ødelæggelsen af gruppens karakterprincipper ikke opstår nogen anger over denne syndighed, som kunne få én til straks at gøre tawbah og istighfar, rette sine handlinger og yde erstatning.

Gruppens karakter har langt større værdi end den personlige karakter. Derfor er en svaghed i gruppens karakter en større synd. Vores samarbejdspartnere bør gøre sig dette klart. Hvis man desuden på nogen måde svigter med hensyn til at udføre et ansvar, som organisationen har overdraget, afsætte tid til en opgave, nå frem til et bestemt sted til rette tid, eller på den anden side opfylde de ansvarliges rettigheder, leve op til kravet om at ønske dem det gode, anvende den korrekte metode til kritik, give rådgivning og information, respektere retten til fortrolighed eller adlyde de ansvarliges instrukser korrekt, bør enhver sådan fejl fremkalde en dyb skamfølelse i os. En sådan skamfølelse bør opstå, at den vender os mod tawbah og istighfar, får os til at bøje ydmyghedens hoved for Rabb al-‘Alamin, fremkalder større handlekraft i os til at undskylde og bede om tilgivelse hos de berørte ansvarlige eller samarbejdspartnere og tilskynder os til at bruge penge på Allahs vej.

Hvis denne egenskab ikke udvikles blandt os, vil det heller ikke være muligt for os at udvikle vores organisation og disciplin på den måde, islam foreskriver.

d. Blotte appeller eller enkelte demokratiske og forfatningsmæssige bestemmelser er ikke tilstrækkelige til at opfylde de ovenfor nævnte krav vedrørende autoritet og lydighed. Det er derimod alene samarbejdspartnernes ansvarsfølelse, der kan bære opfyldelsen af disse krav. Hvis enhver samarbejdspartner altid holder den ed, som han har aflagt over for Allah med de troende som vidner, levende i sit sind, efter at have knyttet sig til bevægelsen, kan denne ansvarsfølelse forblive levende blandt dem. Tilskyndet af denne følelse bør enhver samarbejdspartner huske, at organisationens disciplin er en betroet forpligtelse fra Allah og Hans Sendebud, og at han, ligesom sine ledsagere, er blevet sat til at vogte over og beskytte den. Dette er en yderst værdifuld betroet forpligtelse. Tusinder af kræfter fra forskellige perioder i historien har arbejdet for at give denne betroede forpligtelse eksistens, og bag den ligger megen tankevirksomhed og forskning, arbejde, penge, søvnløse nætter, bestræbelser, kamp og opofrelse. Hvis nogen derfor forsøger at skabe nogen form for svaghed i denne disciplin, er det enhver samarbejdspartners primære ansvar at beskytte denne betroede forpligtelse mod hans indblanding. De, der forsømmer udførelsen af dette ansvar, indtager rollen som den vagt, der svigter sin egen opgave.

Samarbejdspartnerne bør derfor utrætteligt bestræbe sig på at skabe et miljø og en tradition, som forhindrer enhver skadelig faktor, der påvirker disciplinen, i at rejse hovedet. Og selv hvis noget uønsket rejser hovedet, bør det straks undertrykkes grundigt dér, hvor det viser sig. Kun på denne måde kan de ansvarlige og de lydige, hver på deres rette plads, gå frem i overensstemmelse med Koranens og sunnahens krav.

Forholdet til samarbejdspartnerne

Autoritet og lydighed kan kun indføres korrekt i overensstemmelse med islams krav i et kollektivt miljø, hvor individernes indbyrdes forhold er grundlagt på et sandt moralsk fundament. Allah har gennem sit Sendebud (fred være med ham) fastlagt disse moralske grundlag på passende vis. Især i sura al-Hujurat er disse vigtige principper kortfattet blevet fremsat. Det er nødvendigt, at medlemmerne af det islamiske samfund og den islamiske bevægelse har dem for øje. Her vil jeg kort omtale dem:

1. Den første anvisning for at holde samfundslivet fri for fejl er:

يــَااَيـهـاَ الـَّذِيـنَ اَمَنـُوا اِن جــاَءَكُـم فــاَسـِقٌ بـِـنَـبـاَءٍ فَـتـَبـيـَنـُوا اَن تَـًصِيـبُوا قـَومـأً بِـجـَهـأَ لَـةٍ فـَتـُصـبـِحـُوا عَـلـىَ مَـا فـَعَـلـتـُم نَـدِمـِيـنَ-

»I, som tror! Hvis en ugudelig kommer til jer med en meddelelse, så undersøg den, før I tager den for sand, for at I ikke i uvidenhed (i ophidselse) skal angribe en gruppe og siden fortryde det.« (Sura al-Hujurat, vers 6)

At træffe en beslutning om en nyhed eller beretning umiddelbart efter at have hørt den fører ofte mennesker på afveje. På grund af sådanne fejl må man senere skamme sig. Denne anvisning har et meget bredt anvendelsesområde. Medlemmerne af det islamiske samfund bør stå fast på den. Man bør ikke træffe forhastede beslutninger om hinanden på grundlag af nyheder bragt af de ugudelige.

2. Den anden anvisning er:

اِنَّـمـاَ المُـؤمِنـُونَ اِخوأَةٌ فَـاَصـلِحـُوا بَـيـنَ اَخَـوَيـكَـُم-

“De troende er hinandens brødre. Skab derfor forsoning mellem jeres brødre.“ (Sura al-Hujurat, vers 10)

Formålet med denne anvisning er helt klart. Hvis der på grund af menneskelig svaghed en dag skulle opstå uvenskab, skænderier eller stridigheder mellem medlemmer af det muslimske samfund, er det ikke de øvrige brødres opgave at puste yderligere til fitnaen og gøre den større. Deres opgave er derimod at fjerne mistanke og tvivl, forsøge at bringe de stridende parter tættere på hinanden og dæmpe spændingerne, så broderskabsforholdet kan genoprettes. For uden dette broderskab kan det islamiske samfunds disciplin aldrig blive stærk.

3. Den tredje anvisning er:

يـَاَ يـُّهـاَ الـّذِيـنَ اَمَـنـُوا لأَ يَـسـخَـر قـَومٌ مِّـن قـَومٍ عَـسـىَ اَن يـَّكُـونـُوا خَـيـراً مـِّنـهـُم- وَلاَ نـِسـأءٌ مِّـن نـِسـأءٍ عَـسـىَ اَن يـَّكُـنَّ خَـيـراً مـَّنـهـُنَّ- وَلاَ تَـلمِزُوا اَنـفـُسـَكُـم وَلاَ تَـنـاَ بَـزُوا بـِالاَلـقَـَابِ- بـِئـس الاَِ سـمُ الغُـسـُوقُ بـَعـدَ الاِيـمـأَنِ- وَ مَـن لَّـم يَـتـُب فَـاُولــئـكَ هـُمُ الظاَّلِـمـُونَ-

“O I, der tror! Lad ikke en gruppe af jer spotte en anden gruppe, for det kan være, at de er bedre end dem. Og lad ikke jeres kvinder spotte andre kvinder, for det kan være, at de er bedre end dem. Og udspionér ikke hinanden, og brug ikke krænkende øgenavne om hinanden. Det er en synd at kalde nogen ved et dårligt navn efter at han har antaget troen. De, der ikke angrer disse handlinger, er uretfærdige.“ (Sura al-Hujurat, vers 11)

Med denne anvisning er muslimer blevet forhindret i at håne, lede efter hinandens fejl og bruge respektløse øgenavne, og der er blevet givet denne advarsel: De, der ikke opgiver disse vaner, vil ikke høre til blandt de oprigtige troende, men blandt de uretfærdige. Disse fejl nedbryder samfundet indefra. Disse små fejl skaber splittelse i hjerterne. En gruppe, hvor sygdomme som spot, sarkasme, nedgørelse og fornærmelse af mennesker opstår, kan aldrig forblive etableret på et højere niveau af enhed og broderskab. Enhver af vores medarbejdere bør bestræbe sig på at holde sig fri for disse sygdomme.

4. Den fjerde anvisning er:

يـَاَ يـُّهـاَ الـّذِيـنَ اَمَـنـُوا اِجـتَنـِبـُوا كــثـَيـِراً مِّنَ الـظَّـنِّ- اِنَّ بَـعـضَ الـظّـنِّ اِثـمٌ- وَلاَ تـَجَـسّـَسُـوا وَلاَ يـَغـتـَب بـَعـضُـكُـم بـَعـضاـً أيـُبُّ اَحـَدُكُـم اَن يّـَأكُـلُ لَـحـمَ اَخِـيـهِ مـَيـتاً فَـكَـرِهـتـُمُوهُ- وَاتَـقُـوااللهَ- اِنَّ اللهَ تَوَّابٌ رَّحِـيـمٌ-

«I, som tror! Afhold jer fra at nære alt for mange onde formodninger. Mange onde formodninger er nemlig synd. Spionér ikke for at få kendskab til andres forhold, og bagtal ikke nogen. Ville nogen af jer bryde sig om at spise kødet af sin døde bror? (Nej, det ville han ikke.) I hader det tværtimod. Frygt Allah. Allah tager visselig imod anger og er barmhjertig.» (Sura al-Hujurat, vers 12)

Dette vers’ første krav er, at medlemmerne af den muslimske gruppe ikke må nære onde formodninger om hinanden. Der må ikke sås frø af tvivl og mistanke i hjertets jord. Man må ikke anklage hinanden eller, efter at have hørt ting fra den ene og den anden side, opbygge et bjerg af fejlanklager mod nogen, for enhver ugrundet tvivl, mistanke og anklage er i virkeligheden en synd.

Det andet krav er, at man ikke må spionere for at få kendskab til hinandens hemmeligheder. At spionere betyder at lede efter hinandens fejl, snige sig rundt overalt for at få kendskab til hemmelige forhold eller være ivrig efter at få indsigt i, hvad der foregår inden for forskellige forsamlinger. Dette er yderst forkasteligt og ødelæggende for disciplinen.

Det tredje krav er, at man ikke må fornøje sig med at beskrive en andens fejl, når vedkommende er fraværende. Det er nemlig en alvorlig forbrydelse. Det er en afskyelig og kriminel handling, der svarer til at skære kødet af den person, som man bagtaler, og spise det. Jo mere opmærksomhed der gives til disse krav, desto stærkere bliver bevægelsens enhed og medarbejdernes broderskab, og desto bedre vil systemet med autoritet og lydighed kunne fungere.

Der findes flere andre forhold i sura al-Hujurat, som har forbindelse med gruppens karakter. Hvis I ønsker det, kan I også tænke over dem. Her er der kun blevet fremsat nogle få tydelige moralske krav.

Afslutningsvis kan det siges, at hvis vi træffer de rette foranstaltninger for at etablere et forhold til Allah, adlyder gruppens principper og disciplin, udvikler de nævnte moralske egenskaber i os selv og kaster os ud i arbejdet, så er der, om Gud vil, ikke den mindste mulighed for, at vi mislykkes. Hvis Allah giver os tre muligheder for at blive selvforsørgende, så tro mig: Den kapital, vi investerer i vores virksomhed, vil kunne give et mangefold større afkast.

— Slut —