Skal jeg fortælle, hvad den troende mands tegn er?
Når døden kommer til hans dør,
kan man se et lille smil på hans læber,
og dette er troens kendetegn.

Forklaring

Alhamdulillah! Al lovprisning tilkommer Allah, som har givet mulighed for at udgive bogen »Troens krav«, skrevet af den fremragende forfatter Abbas Ali Khan. Abbas Ali Khan var på én gang islamisk tænker, underviser, politiker, fremragende forfatter og oversætter. Jeg blev grundigt bekendt med hans skriverier, lærdom og sproglige kundskaber i 1994. På det tidspunkt fik jeg mulighed for at besøge hans hjem én gang om måneden i forbindelse med organisatorisk arbejde. Senere, i 1997, fik jeg mange gange mulighed for at mødes med ham for at hente artikler til Chhatra Sangbad. På det tidspunkt skrev han en serie under overskriften »Muslimernes fortid og nutid« til Chhatra Sangbad.

En dag sagde jeg modigt til ham i samtalens løb: »Hr. Khan, jeg har startet et forlag. Giv mig en bog, De har skrevet.« Han sagde: »Kom og se mig senere.« Som aftalt besøgte jeg ham igen nogle dage senere. Da fortalte han, at han ville give mig bogen »Troens krav«. Samtidig sagde han, at bogen tidligere havde været udgivet, og at han ville revidere den og give mig den. Han var også begyndt på revisionen, men på grund af sine mange forpligtelser kunne han ikke færdiggøre den. Derfor gav han mig bogen efter kun at have foretaget en mindre del af revisionen. Han sagde, at bogen senere kunne udvides, hvis Allah gav mulighed for det.

Nu var tiden kommet til at udgive bogen. Jeg fik hurtigt færdiggjort sætning, korrektur, omslag og de øvrige nødvendige arbejder. Men pludselig kom jeg alvorligt til skade i en ulykke, og bogen blev derfor ikke udgivet. Netop som jeg var kommet mig en del, indkaldte hr. Khan mig i februar 1999. Jeg mødte op, forklarede årsagen til forsinkelsen og tilbød at levere manuskriptet tilbage. Da spurgte han mig: »Hvis jeg giver dig lidt tid, kan du så udgive bogen? Hvis ikke, vil jeg give den til Adhunik Prakashani eller Maududi Research Academy.« Jeg svarede: »Ja, hvis De giver mig nogle måneder, kan jeg udgive den, in sha Allah.« Da sagde han: »Når jeg først har givet dig bogen, tager jeg den ikke tilbage. Udgiv den så hurtigt som muligt. Mit helbred er ikke godt, og jeg ønsker at se bogen udgivet.« Men ak, på grund af min ulykke lykkedes det mig heller ikke denne gang at udgive bogen til tiden. Endelig forlod Abbas Ali Khan denne forgængelige verden den 3. oktober 1999 og begav sig efter den Almægtige Allahs kald på vej mod det evige liv.

Under alle omstændigheder takker jeg Allah for endelig at have kunnet udgive bogen efter at have overvundet forskellige personlige problemer og vanskeligheder. Samtidig beklager jeg den utilsigtede forsinkelse.

I bogen »Troens krav« gennemgår forfatteren på en fremragende og letforståelig måde, med Koranen og hadith som grundlag, blandt andet imanens væsen, den troendes kendetegn, troens krav, de troendes egenskaber, forskellen mellem iman og kufr, troens prøvelser, det glædelige budskab til de troende og andre emner vedrørende iman. Det er uden tvivl et grundlæggende værk om iman. Jeg håber, at læseren gennem bogen vil få vejledning til at blive en sandt troende og en klar forståelse af troens krav. Må Allah give os alle mulighed for at indrette hele vores liv i overensstemmelse med troens krav. Amin.

Forlægger
Muhammad Lokman Hossain

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Troens betydning og væsen

Når vi skal behandle troens krav, må vi først vide, hvad der menes med iman.

Iman betyder at anse noget for fejlfrit og sandt og tro på det af hele sit hjerte og sin sjæl. Som fagudtryk betyder iman at tro af hele sit hjerte og sin sjæl, at Allah og Hans sande religion, islam, er sand og evig. Desuden skal man tro på det hinsidige, profetembedet, alle Allahs engle og alle de himmelske bøger, Han har åbenbaret.

At tro på Allah eller have iman på Allah betyder at tro på Ham med alle Hans egenskaber. Det vil sige, at Han alene er hele skaberværkets Skaber og Herre, den Almægtige Ejer og Styrer af hele universet, menneskenes eneste Gud, Konge, Forsørger, Hersker og Lovgiver. Al lovprisning, tilbedelse, underkastelse og lydighed tilkommer alene Ham. Han er den Første og den Evige, én og enestående. Han er alvidende. Han besidder utallige sådanne egenskaber. Han alene ejer disse egenskaber. I disse egenskaber har Han ingen partner og ingen rival.

Forholdet mellem Allah og mennesket er forholdet mellem Skaberen og det skabte, Herren og tjeneren, Kongen og undersåtten, herskeren og den beherskede. Mennesket skal til enhver tid adlyde Allah, følge Hans styre og bøje sit hoved for Ham i ærbødighed, respekt og taknemmelighed. Det skal lovprise Ham. For at behage Ham skal det ofre sit liv og sin rigdom.

Ser man på sagen fra en anden side, må man erkende, at iman i virkeligheden er en stærk pagt mellem Allah og tjeneren, mellem Herren og tjeneren samt mellem Kongen og undersåtten. Det vil sige, at tjeneren indgår denne pagt med Allah ved at sige: »O Allah! Du er min Herre eller Mester, og jeg er Din tjener eller slave. Du er min Konge, og jeg er Din undersåt. Derfor vil jeg som Din tjener og Din undersåt altid og på alle områder i livet følge alle Dine befalinger og alle Dine love.« Hvis man kun overholder denne del af pagten, bliver den ikke fuldstændig. Man må også sige: »O Allah! Jeg vil ikke adlyde nogen andens befalinger, styre eller love end Dine.« Det vil sige, at jeg afviser alle anti-allahske kræfters og væseners herredømme og lydighed og af hele mit hjerte og min sjæl accepterer alene Dit herredømme, Din myndighed, lydigheden mod Dig og Din lov. På denne betingelse indgår jeg en pagt med Dig.

Allah siger:

(Arabisk ************)Det vil sige, at han afviste tāghūt, det vil sige de gudsoprørske kræfter samt deres lovgivning, styre og lydighed, og derefter troede på Allah. Den enkle og ligefremme betydning er, at forudsætningen for troen er at afvise ghayrullāh, det vil sige alle andre kræfter og væsener end Allah. Dette er blevet sagt i én kort sætning: “Lā ilāha illā Allāh”.
Uanset hvor mange timer vi taler om troen, vil det være i strid med den sande tro og en åbenlys hån mod troen, hvis vi på nogle områder følger Allahs lov og styre, men på mange andre områder følger de gudsvendte og gudsoprørske kræfters lov og styre. Man skal tro på Allah som Skaberen, Forsørgeren og Opretholderen, og samtidig anerkende Ham som Lovgiveren. Allah har givet en fejlfri lov for, hvordan mennesket skal leve på alle områder af livet, så dets liv her og dets liv efter døden kan blive lykkeligt og godt. Han alene er ophavsmanden til denne fejlfri lov. Når man forkaster Hans lov og følger menneskeskabte love, regnes det som shirk, at sætte mennesker som Hans medguder, og det er i modstrid med troen.
Det er i strid med troen regelmæssigt at bede i moskeen og uden tøven og med tilfredshed at følge de love, som mennesker har indført i samfundet.
Hvis man skal følge Hans lov og styre, må man både kende dem grundigt og kende Ham fuldt ud. Man må også vide, hvordan man kan tjene og lovprise Ham, hvilke handlinger der behager Ham, og hvilke der mishager Ham. For at gøre dette kendt har Allah siden menneskehedens begyndelse truffet en ordning. Han har gennem tiderne sendt én profet og sendebud til hvert folk i alle lande. Allah gav dem direkte al viden om disse forhold, beskyttede dem mod alle fejl og vejledte dem hvert øjeblik. Man må også tro, at disse profeter og sendebud talte sandt. Det vil sige, at man må have fuld tro på dem. Dette er troen på risālah.
Over hundrede tusind profeter og sendebud er blevet sendt til menneskeheden. Den sidste profet er Hazrat Muhammad (s). Allahs sande religion, islam, blev fuldkommengjort gennem ham. Man skal tro på ham som det sidste og største sendebud.
På samme måde indebærer troen også troen på et andet liv efter døden. Livet i denne verden er ikke det eneste liv. Livet slutter ikke med døden; tværtimod fortsætter det også derefter.

Qiyāmah og hashr
Ligesom hele skaberværket tilhører Allah, vil himlene og jorden og alt, hvad der findes mellem dem, en dag efter Hans befaling blive ødelagt. Derefter vil Allah den Højeste skabe en ny verden. Så vil hvert menneske, der er døet, igen få liv efter Allahs vilje, og de vil blive samlet hos Allah. Dette kaldes qiyāmah. Her vil hvert menneske blive afkrævet regnskab for sit liv i denne verden. Der vil blive gjort nøje regnskab over, om de fuldførte det ansvar, de var blevet sendt til verden med, på rette måde, om de levede efter Allahs vejledning eller fulgte en vildfaren vej. Dette kaldes hashr.

Ākhirah
Efter dette regnskab vil de, der viser sig at være gode og retskafne, få et sted med uudtømmelig lykke, hvor de skal bo for evigt. Det kaldes jannah eller paradis.
Derimod vil de, der viser sig at være onde, syndige og gudsoprørske, få Jahannam som opholdssted. Det er et sted med yderste sorg og lidelse. Fra da af vil menneskets liv være et evigt liv uden ende og uden afslutning. Dette kaldes ākhirah.

Englene
Der findes utallige engle hos Allah. De er alle lydige tjenere for Allah. Ja, det ligger i deres natur og væsen at adlyde befalinger. De er altid optaget af at lovprise Allah. Mange af dem har desuden fået ansvaret for at styre verdensordenen. De varetager denne styring i overensstemmelse med Allahs vilje. Man må også have fuld tro på dem.

De himmelske bøger
Derefter sendte Allah den Højeste de himmelske bøger med Hans vejledning til Sine profeter og sendebud. Man må også have fuld tro på disse. Den sidste himmelske bog er al-Qur’an, som blev åbenbaret til den sidste profet og sendebud, Hazrat Muhammad Mustafa (s).
Det er ikke tilstrækkeligt blot at tro i sit hjerte; der kræves en mundtlig anerkendelse og bekendelse. Troen må bekendtgøres og anerkendes ved at fremsige en hellig kalimah.
I Qur’anen kaldes denne kalimah, denne sætning, kalimah tayyibah. Den lyder: “Lā ilāha illā Allāhu Muhammadur Rasūlullāh”.
Den korte betydning er at bekendtgøre, at der ud over Allah ikke findes nogen, der kan være ilāh; ingen, for hvem man kan bøje hovedet, hvis lydighed, tilbedelse og tjeneste man kan yde, hvis lov og styre man kan følge, og som man kan anse for Skaberen, Herren og Opretholderen. Dette er betydningen og indholdet af kalimahens første del.
I den anden del siges det, at Muhammad (s) er Allahs sendebud. Det vil sige, at han er Allahs udsendte sendebud til vejledning for hele menneskeheden. Det er ham, der viser vejen for lydighed mod Allah, tjenesten for Ham og underkastelsen under Ham samt for at følge Hans lov og styre. Han er denne vejs vejleder. Han skal lede mennesket på dets rejse gennem livet. I dette repræsenterer han Allah. Han skal lære mennesket dets sindelag og karakter, dets adfærd og omgangsformer samt godt og ondt. På grundlag af de principper og den livsanskuelse, han har lært, skal menneskets kultur og civilisation, dannelse, kunst, smag og åndsliv opbygges. Kort sagt er han hele menneskehedens eneherskende leder.
Alt det, der er blevet sagt ovenfor, er den korte betydning af troen og troens grundsætning, kalimah tayyibah.

Troens krav

Det emne, vi nu skal drøfte, er troens krav. Det vil sige: Hvilke forandringer bør finde sted i den, der tror, efter at han har antaget troen? Efter at have antaget troen er ingen fysisk forandring hverken mulig eller ønskelig. Før troen havde mennesket to hænder, to øjne, to ører, én næse og ét hoved; efter at have antaget troen bliver der hverken flere eller færre. Dets hudfarve ændrer sig heller ikke. Men der skal nødvendigvis ske en forandring i dets sindelag, holdninger og tankegang, i dets natur og væsen, karakter, adfærd og omgangsformer samt smag og åndsliv.
Troen bringer en mental revolution ind i mennesket. Den, hvis sind og intellekt var formørket af jāhiliyyah og blind overtro, vil efter at have antaget troen få sind og intellekt oplyst af islams lys. Den, der før troen tilbad mange guder, vil efter at have antaget troen aldrig bøje sit hoved for nogen anden end Allah. Efter at have forkastet lydigheden mod den falske og gudsoprørske tāghūt vil han for at adlyde Allah og Hans sendebud ofre hele sit væsen. Den liderlige, den utugtige, løgneren, underslæberen og forbryderen vil efter at have antaget troen blive retskaffen, sandfærdig og ren i karakteren, gavmild, barmhjertig og hjælpsom.

Bøn, faste og lignende – de første krav til troen
Så snart en person har antaget troen, bliver det nødvendigt for en troende at udføre visse handlinger. De er hans tros ydre manifestation og vidnesbyrd om troen. Det vil sige at bede de fem daglige bønner regelmæssigt og udføre dem i fællesskab, faste i ramadanen, betale zakat, hvis man er velhavende, og udføre hajj. Men selv efter at have gjort alt dette, hvis hans sindelag ikke ændrer sig, hvis hans karakter og adfærd ikke ændrer sig, må man forstå, at hans bøn, faste, zakat, hajj og andre karakterdannende handlinger ikke er blevet fuldkomne, og at de ikke er blevet accepteret hos Allah. Dermed er troens krav slet ikke blevet opfyldt for ham.
Mange mener, at hvis man blot udfører de ovenfor nævnte handlinger, såsom bøn, faste, zakat og hajj, vil man blive kaldt en fuldkommen troende. Det skulle være tilstrækkeligt. Hvad mere ønsker man?
Bøn og faste er gjort obligatoriske for alle, og zakat og hajj for de velhavende. Uden disse kan man slet ikke forestille sig, at nogen er troende. De kaldes grundpillerne i islams palads. Det er jo meningsløst at forestille sig et palads uden et fundament. Men kan fundamentet alene af den grund være et palads? Først når meget andet er blevet bygget oven på fundamentet, kaldes det et palads. Derfor er det ikke den troendes opgave blot at bygge paladsets fundament og derefter sætte sig tilfreds. Det vil sige, at hans opgave ikke er afsluttet, blot fordi han har udført bøn, faste, hajj, zakat og lignende. Hans tro kræver, at han gør meget mere. Hvis han ikke udfører alt det, som troen kræver, så længe det ikke ligger helt uden for hans evner, må man sige, at der stadig er en betydelig mangel i hans egenskab af fuldkommen troende.
Hvad er nu troens krav, som en person skal opfylde for at kunne kaldes en fuldkommen troende? Bøn, faste, hajj, zakat og lignende er uden tvivl også troens krav. Men dens krav slutter ikke her. Derfor må vi gå videre.

Sendebudet er de troendes bedste forbillede
For at forstå dette må man først rette blikket mod Koranen. På Koranens sider er den troendes pligter blevet forklaret tydeligt. Derefter omsatte Allahs sidste profet, Muhammad Mustafa (fvmh.), denne Koran til virkelighed gennem sin praktiske livsførelse. Derfor er hele profetens liv en fuldstændig gengivelse af den hellige Koran. Derefter kommer de ædle ledsageres liv og karakter.
Hvis man derfor fuldt ud skal opfylde troens krav, må man på den ene side opnå fuldstændig viden om dette gennem Koranen. På den anden side må man følge profeten (fvmh.) og de ædle ledsageres liv og karakter fuldstændigt.
For at blive en fuldkommen troende er det helt nødvendigt at efterligne profetens liv. Derfor har Allah den Højeste erklæret:

(Arabisk, side 18 i PDF’en)
»I Allahs Sendebud har I i sandhed det bedste forbillede – for enhver, der håber på Allah og den yderste dag.« (Al-Ahzab: 21)
Dette vers blev åbenbaret kort efter slaget ved Ahzab. Med hele situationen fra Uhud til slaget ved Ahzab for øje erklæres Sendebudets (fvmh.) opførsel, karakter og handlemåde her for det bedste eksempel. Formålet er at undervise de mennesker, som under slaget ved Ahzab blev ledet af verdslige interesser og forsøgte at sprede vildledning blandt andre. Det siges til dem: I taler jo højt om troen, islam og lydigheden mod Sendebudet. Men I må vide dette grundigt: Hvordan var det Sendebudets adfærd, hvis tilhængere I siger, at I er en del af? Hvis en gruppes leder viser forkærlighed for komfort, sætter personlige interesser først og vender ryggen til i farefulde tider, kan det være rimeligt, at hans tilhængere bliver svage. Men den hellige Sendebuds (fvmh.) tilstand var sådan, at han ligesom opfordrede andre til at løbe farer, selv løb den samme fare. Og i den henseende var han forrest blandt alle. Der fandtes ingen sorg eller lidelse, ingen undertrykkelse eller mishandling, som andre gennemgik, uden at han også gennemgik den. Han deltog selv i udgravningen af grøften. Under belejringen befandt han sig altid i krigens forreste linje og veg ikke et eneste øjeblik tilbage fra mødet med fjenden. Efter Banu Qurayzas forræderi var hans familie og pårørende lige så udsatte, som muslimernes familier og pårørende var. Selvom Sendebudet (fvmh.) var muslimernes enevældige leder, blev der ikke truffet nogen særlig foranstaltning for hans families sikkerhed. For det formål, som profeten krævede uendelig opofrelse og selvopofrelse af andre, var han altid selv parat til at bringe dette offer – og det gjorde han også. Derfor bør alle, der hævder at adlyde ham, tage profetens enhver opførsel og handlemåde som det bedste forbillede og eksempel og efterligne den fuldt ud.
Dette er versets betydning og forklaring set i lyset af datidens forhold og omstændigheder. Men denne betydning er ikke begrænset til en bestemt situation eller tidsalder. Eftersom Koranen er en vejledning for mennesker til alle tider, erklæres Sendebudets liv gennem dette vers som et forbillede for alle mennesker i alle tidsaldre indtil opstandelsens dag. Muslimen skal i enhver sag tage Sendebudets liv som eksempel for sit eget liv og forme sin karakter efter det.
Heraf fremgår det, at målet for den troendes liv er i enhver del af sit liv og ved hvert eneste skridt nøje at følge og efterligne den hellige Sendebuds (fvmh.) karakter, opførsel og handlemåde.
Dette er troens største krav. Koranen siger et andet sted:

(Arabisk, side 20 i PDF’en)
»Tag imod det, som Allahs Sendebud giver jer, og hold jer fra det, som han forbyder jer, og frygt Allah. Allah er visselig streng i straffen.« (Al-Hashr: 7)
Udtrykket »det, som han giver jer« betyder de regler, han fastsætter, og de løsninger, han giver på livets problemer. Disse regler og løsninger skal en troende tage imod og følge til enhver tid og har pligt til at efterleve. Omvendt er det også et krav til troen at holde sig fra de ting, som Sendebudet opfordrer de troende til at afholde sig fra, og under ingen omstændigheder tage imod dem. Om dette siger den hellige profet (fvmh.):

(Arabisk, side 20 i PDF’en)
»Når jeg befaler jer noget, skal I udføre det efter bedste evne. Og det, som jeg forbyder jer, skal I holde jer fra.« (Bukhari og Muslim)
Denne hadith er overleveret af Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham).
Det er blevet overleveret om Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at han engang i en tale sagde: »Allahs forbandelse er over sådanne og sådanne modebevidste kvinder.«
Efter at have hørt dette spurgte en kvinde: »Hvor har du fundet dette? Jeg har ikke set noget sådant noget sted i Koranen.«
Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvis du havde læst Koranen, ville du bestemt have fundet dette deri. Har du ikke læst dette vers?«

(På side 21 i den arabiske PDF*****************************)
Kvinden sagde: »Ja, det har jeg bestemt læst.«
Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Profeten (fred være med ham) har forbudt denne slags handlinger og sagt, at Allah har forbandet sådanne modebevidste kvinder.« –[I dag er de såkaldte muslimske kvinder ikke blot tiltrukket af den ene nye, moderne mode efter den anden; deres halvnøgne påklædning har overskredet alle grænser for anstændighed og blufærdighed. Når de går uden for hjemmet, bidrager deres moderigtige påklædning, deres seksuelt tiltrækkende halvnøgne kroppe og deres konkurrence om at gøre sig attraktive for mænd i vid udstrækning til at nære seksuel tøjlesløshed i samfundet. Alligevel kalder de sig selv muslimer.
Det er beklageligt, at man også ser mennesker, som er kendt for at være fromme bedende: de har et mærke af prostration på panden, skæg i ansigtet og en kalot på hovedet. Når en sådan person går uden for hjemmet, ses han imidlertid sammen med en såkaldt moderne, utilsløret ung kvinde, en utilsløret pige. Hvad er værdien af en sådan fromhed, hvis den ikke opfylder troens krav – er den overhovedet en øre værd?]

Kvinden sagde: »Ja, nu forstår jeg det.«
(Bukhari, Muslim, Musnad Ahmad, Musnad Ibn Abi Hatim).
Under alle omstændigheder er det gennem Den Ophøjede Koran og Profetens hadith blevet bevist, at profeten Muhammeds (fred være med ham) livsførelse i princippet er det, de troende skal efterligne.

Troens ildprøve

Lad os nu gennemgå profetens treogtyve år lange profetiske liv og se, hvilke tilskyndelser Allah den Ophøjede gav muslimerne i løbet af disse treogtyve år for virkelig at gøre dem til mennesker, Han elsker. Kort sagt: Hvad var troens uundværlige krav?
Allahs befaling lyder:

(På side 22 i den arabiske PDF*****************************)
Tror mennesker, at de vil blive ladt i fred, blot fordi de siger: »Vi tror«, og at de ikke vil blive prøvet for at se, om de virkelig har troet? (Al-Ankabut: 2)
Allah havde fra begyndelsen af Profetens (fred være med ham) og de ædle ledsageres liv i Mekka gjort det helt klart, hvad troens krav var til den troende.
Den situation, som det ovenstående vers blev åbenbaret under, var, at enhver person i Mekka, der antog islam, blev ramt af alle slags ulykker. Hvis han var fattig eller slave, blev han udsat for umenneskelig undertrykkelse og tortur. Hvis han var butiksindehaver eller handelsmand, blev hans handel og forretning lukket, og han blev bragt ud i en form for økonomisk krise. Hvis nogen fra en anset familie antog islam, var han heller ikke fritaget. Hans liv blev også gjort uudholdeligt gennem forfølgelse og undertrykkelse. På grund af polyteisternes og de vantros grusomhed og overgreb blev der skabt en sådan rædsel og terror i Mekka, at nogle muslimer måtte udvandre til Abessinien for at redde deres tro.
Andre var bange for at tro, selv om de var sikre på Profetens sandhed. Nogle underkastede sig de vantro under presset fra forfølgelse og tortur efter at have antaget troen. Selvom de ædle ledsageres stærke tro under disse frygtelige forhold holdt dem fast ved deres beslutning, opstod der alligevel på grund af menneskelig svaghed en frygtelig rædsel i mange menneskers hjerter. Dette kom til udtryk gennem en hændelse.
Hadrat Khabbab ibn al-Aratt (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »På det tidspunkt, hvor vi led under qurayshitterne i Mekka, så jeg en dag Profeten (fred være med ham) sidde i skyggen af Kabaens mur. Jeg sagde: ›Allahs Sendebud, vil du ikke bede for os?‹«
»Ved mine ord blev Profetens ansigt blodrødt. Han sagde: ›De, der før jer troede på Allahs religion, blev udsat for endnu større tortur. Nogle af dem blev levende savet over i to med en sav. Jernspidser blev stukket ind i leddene på andres kroppe, så de blev tvunget til at opgive troen. Ved Allahs ed! Vi vil helt sikkert opnå sejr. Den tid vil komme, hvor en person kan rejse sikkert fra Sana’a til Hadramaut uden at frygte nogen anden end Allah.‹«
Denne hadith er nedskrevet af Bukhari, Muslim, Abu Dawud og Nasa’i.
For at få de troende til med uendelig tålmodighed og i stilhed at udholde denne skræmmende og rædselsvækkende situation lod Allah den Ophøjede denne sandhed slå rod i deres hjerter: Det er på ingen måde muligt at opnå det løfte, Han har givet om fremgang i denne verden og i det hinsidige, blot ved mundtligt at hævde troen. Man må gennemgå ildprøven for at bevise, at troens krav er opfyldt.
Paradis er ikke noget, man så let opnår, og heller ikke er Allahs særlige velsignelser i denne verden så let tilgængelige, at man får dem straks efter at have erklæret sin tro. Betingelsen for at opnå dem er en ildprøve.
Så snart man antager troen, må man tage imod og give afkald på meget. Den første konflikt i forbindelse med at tage imod og give afkald på noget vil være konflikten med ens begær. Den troende må kæmpe mod sit begær og sejre over det.
Efter at have antaget troen må man for Allahs tilfredsheds skyld udholde lidelse, vanskeligheder og tab af liv og ejendom. Man vil blive prøvet gennem frygt, sult, tørst og begær. Enhver kær ting og enhver, man elsker, må ofres for at opnå Allahs tilfredshed. Først efter at have gjort alt dette kan man bevise troens sandhed.
Det siger sig selv, at Profeten (fred være med ham) og de ædle ledsagere fra det øjeblik, de havde forkyndt og antaget troen, tilbragte deres liv gennem disse ildprøver.
Så blev det klart som dagens lys, at det første krav efter at have antaget troen er at bevise dens sandhed, og at denne sandhed må bevises ved at bestå ildprøven.
Lad os som eksempler nævne nogle af de befalinger, som Allah den Ophøjede på forskellige tidspunkter og på forskellige stadier gav under Profetens og de ædle ledsageres liv i Mekka og Medina for at styrke troen, det vil sige for at omsætte troen i det virkelige liv.

For den troende skal kærligheden til Allah stå over alt andet
Man må huske, at bekendelsen af troen gennem den gode trosbekendelse i virkeligheden var en stor udfordring til de falske kræfter. Derfor var sammenstødet mellem sandhed og falskhed uundgåeligt. På den ene side stod de vantro, gudsoprørske og Allah-fjerne kræfter, der var fjender af islam, og på den anden side den islamiske styrke bestående af de få troende, som støttede sandheden. Indtil det islamiske ideal blev etableret, og islam sejrede, fortsatte der altid et voldsomt sammenstød og krig mellem disse to kræfter. Den ene var Allahs elskede gruppe (Allahs parti), og den anden var Satans gruppe (Satans parti) – gruppen for falske filosofier og ideologier. Under disse omstændigheder var muslimernes troskrav over for falskheden at gøre deres forhold til Allah dybt og nært. Kærlighed, hengivenhed, ærbødighed, lydighed, frygt og ærefrygt skulle udelukkende rettes mod Allah.
Allahs befaling om dette lyder:

(På side 25 i den arabiske PDF *****************************) Der findes også mennesker, som gør andre end Allah til Hans partnere og rivaler og elsker dem lige så højt, som Allah burde elskes. Men de, der tror på Allah, elsker Allah højere end alt andet. – (Al-Baqarah: 165)
Det betyder, at troens krav er, at Allahs kærlighed for en troende skal have forrang frem for al anden kærlighed. Ingen kærlighed må indtage en sådan plads i den troendes hjerte, som er forbeholdt Allahs kærlighed, og kun den kærlighed, der søger Hans velbehag, må næres. – [Det er naturligvis kun de vantro og afgudsdyrkerne, der kan elske andre end Allah. Men man kan også iagttage denne indstilling hos nogle mennesker, der er kendt som muslimer. Mange af dem udfører også bøn, faste, fremsiger trosbekendelsen og ihukommer Allah samt opfører sig, som om de nærer dyb kærlighed til Allah og Hans Sendebud. Men de har forbindelser til de ugudelige, de fordærvede, de vantro og afgudsdyrkerne. De er hele tiden optaget af at holde disse mennesker tilfredse. Fordi de kan opnå verdslige fordele ved at tilfredsstille dem, bliver de travlt beskæftiget med at holde disse andre end Allah tilfredse, uden at bekymre sig om Allahs vrede. For at adlyde dem begår de ulydighed mod Allah. De må holde et nært og fortroligt forhold til dem, som tramper på Allahs love og regler og indfører deres egne menneskeskabte love og regler i samfundet. Ellers frygter de, at deres levebrød vil blive taget fra dem.]

At overgive liv og ejendom til Allah er et tegn på tro

Det, mennesket elsker mest i verden, er sit liv og derefter sin ejendom. Men en troende skal uden tøven ofre sit liv og sin ejendom for at opnå Allahs velbehag; dette er troens krav.

(På side 26 i den arabiske PDF*****************************)
– Sandelig, Allah har købt de troendes liv og ejendom i bytte for Paradiset. (Sura at-Tawba: 111)
Det forhold, som gennem troen etableres mellem Allah og mennesket, kaldes i dette vers i virkeligheden et køb og salg. Tro er altså ikke blot en trosbaseret lære, men derimod en hellig pagt, hvorved den troende sælger sit liv og sin ejendom til Allah, sin Skaber, Ejermand og Herre. Til gengæld modtager han fra Allah løftet om, at han efter døden vil få Paradiset i det andet liv. For at forstå betydningen af dette køb og salg er det nødvendigt at analysere det nærmere.
Den egentlige sag er ikke andet end, at Allah alene er ejer af menneskets liv og ejendom. For Allah alene er Skaberen af menneskets liv, ejendom og alle de materielle ting, der er nødvendige for at opretholde livet. Set fra denne side er der slet ikke noget spørgsmål om køb og salg. Mennesket har jo ikke noget, som det kan sælge til en anden, og Allah kan heller ikke købe noget, der ligger uden for Hans skabelse og ejerskab. Hvad betyder dette køb og salg da?
Sagen er, at der hos mennesket findes noget, som Allah har overladt til menneskets ansvar. Det er menneskets frie råderet, det vil sige dets frie vilje og frihed til at vælge eller fravælge noget og til at gøre eller lade være med at gøre noget (frihed til at ville og frihed til at vælge). Dette ændrer naturligvis ikke den egentlige sandhed. Det vil sige, ejerskabet over liv og ejendom forbliver hos Allah. Men mennesket har fået frihed til enten at anerkende denne sandhed — at Allah har det enevældige ejerskab over alt — eller at benægte den. Denne frie råderet kan dog heller ikke betyde, at mennesket i virkeligheden er blevet ejer af sit liv, sin krop og sit sind, deres kræfter samt sin ejendom, hvorefter det kan bruge dem, som det ønsker. Den egentlige betydning er derimod, at mennesket kun har fået den frihed, at det uden nogen tvang fra Allahs side kan vælge at anerkende Guds ejerskabsret over sit eget liv og over al den ejendom, Allah har givet det, eller selv sætte sig som ejer og bruge alt dette efter eget ønske uden at være afhængig af Gud. Dette er den egentlige årsag til, at spørgsmålet om køb og salg opstår.
Det betyder ikke, at Allah har købt noget, der tilhører mennesket. Den egentlige sag er derimod, at menneskets liv og ejendom blot er blevet betroet det som en tillid. Desuden har mennesket fået frihed til at forvalte denne tillid fuldstændigt trofast. Allah kræver her af mennesket, at det frivilligt og med et tilfreds hjerte — ikke under tvang — anerkender, at Allahs ejendom tilhører Allah, og at det hele livet igennem accepterer at bruge den ikke som en selvstændig ejer, men blot som en betroet forvalter. Det skal opgive den frihed til at bedrage og misbruge tilliden, som det har fået. Hvis mennesket således i dette verdslige, forgængelige liv overgiver den frihed, Allah har givet det, til Allah alene, vil det som belønning få en plads i Paradiset i det hinsidige. Den, der indgår et sådant køb og salg med Allah, er i sandhed troende. Tro er blot et andet navn for denne form for køb og salg.
Den, der benægter et sådant køb og salg eller, efter principielt at have anerkendt det, handler på en måde, der svarer til ikke at have indgået det, er uden tvivl vantro. For uden tro bliver det uundgåeligt at være vantro.
Det er nødvendigt at forstå spørgsmålet om ikke at sælge sig selv lidt tydeligere.
I forbindelse med dette køb og salg har Allah stillet mennesket over for to store prøver.
(1) Den første prøve er, om mennesket, selv om det har fri vilje og handlefrihed, udviser så megen anstændighed og høflighed, at det anerkender den virkelige Ejer som Ejer og afholder sig fra utaknemmelighed og oprør mod Gud.
(2) Den anden prøve er, at mennesket ikke modtager noget kontant i bytte for sit liv og sin ejendom. Det får kun et løfte om at modtage noget i livet efter døden. Kan det under disse omstændigheder have så megen tillid til Allah, at det frivilligt og med et tilfreds hjerte er villigt til at ofre sin frie vilje og sine ønsker i bytte for et løfte om en betaling, der ligger langt ude i fremtiden?
(3) Set fra den islamiske retslære, efter hvilken det islamiske samfund er opbygget, er tro blot en anerkendelse og bekendelse af visse trosforestillinger. En dommer under sharia kan derfor ikke erklære en person for ikke-troende eller udstøde ham af det islamiske fællesskab, så længe der ikke findes beviser for, at han har løjet i sin bekendelse af troen. Men hos Allah er den virkeligt troende den, der gennem sine tanker og handlinger overgiver sin frihed og råderet til den Ene, der tilbedes, og frigør sig fra at hævde ejerskab til fordel for Ham. Hvis en person anerkender den islamiske trosbekendelse og regelmæssigt udfører bøn, faste og lignende, men anser sig selv for ejer af sin krop og sit sind, sin hjerne og sine fysiske kræfter, sin ejendom og dens bestanddele samt alt, hvad der står under hans kontrol, så kan han godt blive kaldt troende i denne verden, men hos Allah vil han blive betegnet som ikke-troende. For han har slet ikke indgået den købskontrakt med Allah, som ifølge Koranen er troens egentlige dybe væsen. Både at tøve med at ofre sit liv og sin ejendom på de steder, Allah ønsker, og at ofre dem på de steder, Allah ikke ønsker, er en adfærd, der beviser, at den person, som påstår at have tro, ikke har solgt sit liv og sin ejendom til Allah. Eller at han efter salgskontrakten stadig anser den solgte genstand for sin egen.
(4) Denne troens dybe sandhed adskiller det islamiske liv og det vantro liv fuldstændigt fra begyndelse til slut. En muslim er den, der virkelig har troet på Allah, handler underlagt den Almægtige Allahs vilje på alle livets områder, og hvis handlinger og adfærd ikke noget sted viser den mindste antydning af egenrådighed. På samme måde kan den gruppe, der dannes af de troende, samlet set ikke antage nogen politik, nogen politisk beslutning, nogen kulturel norm, nogen social eller økonomisk ordning eller nogen international aftale eller princip, der strider mod Allahs vilje eller shariaens lov. At handle uafhængigt af Allah og overlade beslutningen om at gøre eller ikke gøre noget til sin egen vilje er afgjort en vantroens holdning. De, der har en sådan holdning, er ens, hvad enten de kaldes muslimer eller ikke-muslimer.
(5) Set fra dette køb og salgs perspektiv skal den vilje fra Allah, hvis lydighed er uomgængelig for den troende, ikke være en vilje, som mennesker selv har opfundet eller forestillet sig. Den skal derimod være den vilje, som Han selv har erklæret. At anse noget for den Tilbedtes vilje på eget initiativ og adlyde det er i virkeligheden ikke lydighed mod Allahs vilje; det er lydighed mod ens egen vilje eller ens begær. Og dette vil være helt i modstrid med købskontrakten. Den person eller gruppe, som antager hele sin livsanskuelse i overensstemmelse med den Bog, Skaberen har givet, og Guds Sendebuds sunnah, må anses for at stå fast på købskontrakten med Allah.
Jeg håber, at sagen nu er blevet klar, men der er stadig et spørgsmål tilbage i sindets afkrog, og det er nødvendigt også at kende det rigtige svar på det.
Spørgsmålet er: Hvorfor blev det lovet, at den troende, som villigt solgte sit liv og sin ejendom til Allah, skulle få betalingen i det hinsidige i stedet for i denne verden?
Svaret kan ikke være andet end, at Paradiset ikke blot er betalingen for den kontrakt, hvorved sælgeren solgte sit liv og sin ejendom til Allah. Paradiset vil derimod være betalingen for hans adfærd — en adfærd, hvor sælgeren i sit jordiske liv opgiver at bruge det solgte efter eget forgodtbefindende og bruger det i overensstemmelse med Guds vilje som en virkelig trofast forvalter. Derfor vil dette salg i sandhed først være fuldbyrdet, når sælgerens jordiske liv er afsluttet, og det er bevist, at han fra det øjeblik, han indgik salgskontrakten, til sit livs sidste øjeblik har opfyldt salgets betingelser til punkt og prikke. Før dette tidspunkt kan han ifølge retfærdighedens og rimelighedens principper ikke være berettiget til at modtage betalingen.

At betale prisen for det købte er en særlig nåde fra Allah
I forbindelse med dette køb og salg og betalingen for det købte ser man en særlig nåde fra Allah over for tjeneren. Det vil sige, at Han når som helst kan tage det, der i forvejen tilhører Ham og er betroet tjeneren, tilbage fra ham. Hvorfor så igen betale en pris eller give en modydelse? Men den nådige Allah tager Sine egne ting tilbage fra tjeneren og giver den højeste og bedste pris for dem. Den pris er Paradis. Hvad kan dette ellers være end Allahs særlige nåde over for tjeneren?
Hvor smukt er dette ikke blevet udtrykt af en forelsket digter!
Han udtrykte en martyr på Allahs vejs hjertets tanker i digtets sprog:
Jeg gav mit liv, og det var Hans;
men sandheden er, at jeg ikke opfyldte min pligt.
– Det liv, jeg ofrede på Allahs vej, var givet af Ham. Der er ingen heltedåd eller tapperhed i, at jeg gav Ham det liv tilbage. Det virkelige forhold er derimod, at jeg efter hele livet at have nydt Hans utallige velsignelser ikke formåede at opfylde min pligt over for Ham.
Hvilken storslået tilfredshed den, der elsker Allah, udtrykker efter spontant at have ofret sit liv for Allah! Dette er et tegn på den sande tro.

Salgsaftalen er ikke det endelige

Hvad troens krav er, blev tydeligt forstået i den foregående drøftelse. Nu burde der ikke være behov for yderligere drøftelse af dette emne. For troens største krav til den troende var, at han skulle sælge alt, hvad han ejede, til Allah. Hvilke krav til troen er der så tilbage efter salget?
Svaret er, at det også blev klart i den foregående drøftelse, at det ikke er den endelige opfyldelse af troens krav blot at sælge sit liv og sin ejendom. For de to solgte ting forbliver stadig hos sælgeren og vil blive hos ham hele livet. Derfor står opfyldelsen af troens krav naturligvis stadig tilbage. Nu må man se, om han bruger de solgte ting på rette vis, for det er dét, der afgør, om han får prisen eller ej. Lad os nu kort drøfte nogle af de krav, som troen igen og igen vil stille ham, for at salgsaftalen kan overholdes til punkt og prikke.

(På side 32 i den arabiske PDF)
I, som har antaget troen, skal vide dette: Giv på Allahs vej af den rigdom, Vi har givet jer, før den dag (opstandelsens dag) kommer, hvor der hverken vil være køb og salg, venskab eller forbøn, som kan nytte. (Al-Baqarah: 254)
Nu ser man, at den troende efter at have indgået en salgsaftale med Gud bliver pålagt at bruge sine solgte ejendele på Allahs vej. For den rigdom, han har solgt til Allah, må han ifølge aftalen udelukkende bruge på Allahs vej; der er ingen anden mulighed. Hvis han ikke bruger den på den ønskede måde, men gemmer den, eller bruger den på en anden måde, har han bedraget og svigtet køberen. Da denne køber er Allah selv, og Han i sin yderste nåde køber den rigdom, der er betroet ham, kan og vil Han derfor give en alvorlig, retmæssig straf for dette svigt.
Allah siger:
(På side 33 i den arabiske PDF)
De, som bryder den pagt med Allah, som de har bekræftet, afskærer de forbindelser, som Han har befalet dem at opretholde, og spreder fordærv på jorden, er hjemfaldne til forbandelse, og i det hinsidige har de det værste opholdssted.
(Ar-Ra’d: 25)
Allah siger også:

(På side 33 i den arabiske PDF)
– De troendes opgave er, at de opfylder den pagt, de har indgået med Allah, og ikke bryder den, efter at de har bekræftet den. De opretholder de forbindelser, som Allah har befalet dem at bevare, frygter deres Herre og frygter også, at Han måske vil gøre deres regnskab op på en dårlig og streng måde. Et andet træk ved deres karakter er, at de bliver tålmodige for udelukkende at opnå Allahs tilfredshed, opretter bønnen, giver offentligt og hemmeligt på Allahs vej af det, som Allah har givet dem, og afværger det onde med det gode. Det lykkelige opholdssted i det hinsidige er deres. (Ar-Ra’d: 20–22)

I de to ovenstående vers fremsættes tilsammen ti krav til troen
• At opfylde den pagt, der er indgået med Allah.
• Ikke at bryde pagten.
• At bevare de forbindelser, som Allah har befalet og ønsker bevaret.
• At frygte Allah.
• At frygte strengheden i regnskabet i det hinsidige.
• At gøre opnåelsen af Allahs tilfredshed til livets mål.
• At være tålmodig.
• At opretholde bønnen.
• At bruge den rigdom, Allah har givet, på Allahs vej, offentligt og hemmeligt.
• At afværge det onde med det gode.
I denne forbindelse er det også blevet fortalt, hvordan opholdsstedet i det hinsidige vil være for den sande troende.

(På side 34 i den arabiske PDF)
Det vil sige, at opholdsstedet vil være sådanne haver (Paradis), som bliver deres evige bolig. De vil selv træde ind i dette Paradis, og blandt deres forældre, ægtefæller, børn og øvrige familiemedlemmer vil de, der er retfærdige, også træde ind sammen med dem i Paradis. Englene vil komme løbende fra alle sider for at byde dem velkommen. De vil sige: »Fred være over jer, fordi I handlede tålmodigt på Allahs vej i denne verden. I er virkelig værdige til dette sted.« Hvor skønt er ikke dette opholdssted i det hinsidige! (Ar-Ra’d: 23–34)

Mennesket er kun forvalter af sin rigdom
Den rigdom, som Allah har skænket mennesket, er ikke blevet overdraget mennesket som ejendom. Mennesket er kun blevet gjort til forvalter af den. Allah, rigdommens Skaber og Ejer, har betroet den til mennesket og gjort det til sin forvalter på betingelse af, at mennesket bruger den i overensstemmelse med Allahs vilje.
Allah siger:

(Arabisk PDF, side 35 *****************************)
– O I troende! Tro på Allah og Hans Sendebud, og giv ud af de rigdomme, som Han har gjort jer til forvaltere af. Derfor venter der dem, der tror og giver af deres rigdomme på Allahs vej, en vældig belønning. (Al-Hadid: 7)
I dette vers bliver muslimerne selv opfordret til at tro. Det betyder, at man efter at have fået troen skal fortsætte med at opfylde troens krav. Derefter nævnes det, at man skal give af sin rigdom på Allahs vej. Denne befaling er helt rimelig, for mennesket er ikke ejeren af rigdommen. Ejeren er Allah. Mennesket er Hans stedfortræder. Stedfortræderens opgave er at opfylde ejerens vilje. Denne rigdom skal derfor anvendes netop på den måde og i det omfang, der opfylder Allahs vilje.
Allah har købt både den troendes liv og ejendom af ham. Dette er blevet udførligt behandlet ovenfor. Men der er lagt større vægt på ejendommen end på livet. Det betyder, at det ikke er så vanskeligt pludselig, i et øjebliks begejstring, at give sit liv, og det er noget, man kun giver én gang. Når det først er givet, er det slut. Men at give af sin rigdom igen og igen hele livet igennem på Allahs vej er meget vanskeligt. Derfor bliver troen sat på en hård prøve gennem dette.

Betydningen af at give på Allahs vej

Spørgsmålet er nu: Hvad betyder det at give på Allahs vej, hvad er betydningen af det, og hvorfor er det nødvendigt? Allah har naturligvis ikke brug for nogen rigdom, for Han er hele universets Skaber og Ejer. Hvorfor har Han da i Koranens vers lagt vægt på, at man skal give af Hans egen rigdom? Ikke nok med det: Han har bedt Sine tjenere om at låne Ham deres rigdom. Som det siges i Koranen:

(Arabisk PDF, side 37 ****************************)
Hvem vil give Allah et godt lån, så Han kan forøge det mangefold for ham? Og der er desuden den bedste belønning for den, der giver lånet. (Al-Hadid: 19)
(Arabisk PDF, side 37 ****************************)
Og opret bønnen, giv zakat, og giv Allah et godt lån. (Al-Muzzammil: 20)
Dette er et udtryk for Allahs store gavmildhed: Når et menneske bruger den rigdom, Han selv har givet, på Hans vej, regner Han den som et lån til Ham. Betingelsen er imidlertid, at det skal være et godt lån (qard hasan). Det vil sige, at det skal gives med oprigtig hensigt og uden egeninteresse. Der må ikke være noget ønske om at vise sig frem, opnå berømmelse eller popularitet. Man må heller ikke føle, at man dermed viser nogen en særlig gunst. Det skal udelukkende gives for at opnå Allahs tilfredshed, og man må ikke sigte efter belønning eller tilfredshed fra nogen anden end Allah. Om dette lån har Allah givet to løfter. For det første vil lånet blive tilbagebetalt mangefold. For det andet vil Han desuden give den bedste belønning fra Sig.
Det er overleveret i en hadith fra Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at da dette vers blev åbenbaret, og ledsagerne hørte det fra Profetens hellige mund, spurgte Abu Dahdah al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham): »Allahs Sendebud, beder Allah virkelig os om et lån?«
Profeten svarede: »Ja, Abu Dahdah.« Abu Dahdah sagde: »Ræk mig Deres velsignede hånd.« Profeten (fred være med ham) rakte hånden frem mod ham.
Ledsageren Abu Dahdah tog Profetens hånd i sin og sagde: »Jeg låner min have til min Herre.«
Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at der i denne have var seks hundrede førsteklasses daddelpalmer. Den ansariske ledsagers hus lå midt i haven, og han boede dér sammen med sin familie.
Efter at have sagt dette til Profeten gik han direkte hjem og sagde til sin hustru: »Dahdahs mor, kom ud, kom ud. Jeg har lånt denne have til min Herre.«
Hans hustru sagde: »Dahdahs far, du har gjort en særdeles indbringende handel.«
Efter at have sagt dette gik hun ud sammen med sin søn og husets indbo. – (Ibn Abi Hatim).
Denne begivenhed gør det klart, hvor stor de oprigtige troende ledsageres (må Allah være tilfreds med dem) karakter, sindelag og opofrelse på Allahs vej var. Den viser også, hvad det lån (qard hasan) var, som Allah har lovet at tilbagebetale mangefold og belønne yderligere. Koranen opfordrer flere andre steder til at yde et sådant lån. At yde et lån betyder at bruge ekstra rigdom rundhåndet og uden tilbageholdenhed på Allahs vej. Et »godt lån« betyder, at det ikke gives i håb om nogen verdslig fordel,
men udelukkende med den hensigt at opnå Allahs tilfredshed. Nu må vi også forstå den egentlige betydning af at yde et lån. For at forstå dette rigtigt må vi sætte os grundigt ind i Profetens liv. Hvis vi ser på profeten Muhammads (fred være med ham) treogtyve år lange liv, vil vi tydeligt se, at hans liv gennem disse treogtyve år var en sammenhængende historie om kamp mod falskheden. Hans ædle ledsagere deltog naturligvis også i denne kamp.
Hvad var denne kamp for? Det var kampen for at ophøje Allahs ord. Kampen for at hæve Hans budskab højt.

Formålet med Sendebuddets komme

At ophøje Allahs ord betyder kampen for at gøre Hans sande religion til den eneste sande, evige, smukke og gavnlige livsordning for menneskene og etablere den som den sejrende orden. Det siger sig selv, at profeten Muhammads (fred være med ham) komme udelukkende havde dette formål.

(Arabisk PDF, side 40 ****************************)
Han er den, der sendte Sit Sendebud med vejledning og den sande religion, for at Sendebudet skulle gøre denne sande religion sejrende over alle andre religioner eller livsordninger, selv om afgudsdyrkerne modsatte sig det. (As-Saff: 9)
Det fremgår tydeligt af ovenstående vers, at kamp og konflikt med falskheden er uundgåelig, hvis Sendebudet skal fuldføre sin mission i livet, nemlig at gøre den sande religion sejrende og etablere den.
Tilhængerne af falskheden vil aldrig acceptere, at Allahs religion eller lov skal etableres på alle områder af menneskelivet. Højst kan de gå med til et kompromis, hvor tilbedelsen, underkastelsen og lydigheden over for Allah kan eksistere sammen med tilbedelse, underkastelse og lydighed over for andre. De vil forsøge at bygge deres religiøse tro, karakter og kultur på en eller anden filosofi, ideologi eller anskuelse. Men Sendebudet har fået befaling om uden nogen form for kompromis med dem at etablere den vejledning og den sande religion, som Allah har sendt ham, fuldstændigt på alle områder af livet. Uanset hvor mange hindringer tilhængerne af falskheden skaber, må Sendebudet udføre denne opgave. Selv hvis det kræver væbnet kamp, må han også møde det. Der siges:

(Arabisk PDF, side 41 ****************************)
– Og kæmp mod dem, indtil der ikke længere er nogen splittelse, og religionen helt og fuldt tilhører Allah. (Al-Anfal: 39)
Nu er det blevet klart, at den pligt, der er pålagt Profeten, er at fortsætte en vedvarende kamp mod falskheden. Denne kamp er ikke begrænset til en bestemt epoke eller periode. Allahs befaling gælder muslimerne og er gældende for alle tider indtil Dommedag. Så længe Allahs religion ikke er fuldt etableret, har denne kamp hverken en ende eller en pause.
Om dette siges der også:

(På side 41 i den arabiske PDF ****************************)
I, som har antaget troen, bliv Allahs hjælpere. (As-Saff: 14)
‘At være Allahs hjælpere’ betyder at hjælpe bevægelsen for etableringen af Allahs dīn med alle midler. Nu er sagen blevet endnu tydeligere: For at etablere ‘sandhedens dīn’ er kampen mod det falske uundgåelig, og at bruge penge og rigdom med åben hånd til dette formål samt at anvende alle kroppens og sindets kræfter kaldes at bruge midler på Allahs vej og at hjælpe Allahs dīn.
Man skal huske, at hvis man bruger penge med et andet formål end at opnå Allahs tilfredshed, så kan det, uanset hvor stort beløbet er, og selv om det tilsyneladende gives til arbejdet for dīnens etablering, ikke kaldes at bruge midler på Allahs vej; det vil helt og holdent høre under spild.

(På side 42 i den arabiske PDF ****************************)
O I troende! Ødelæg ikke jeres sadaqa og velgørenhed ved at fortælle folk om det eller ved at såre modtageren. Det svarer til den, der kun bruger sine midler for at blive set af folk. (Al-Baqara: 264)
Ordet ‘sadaqa’ er afledt af sidq. Det betyder ‘sandhed’ og ‘oprigtighed’. Den kaldes sadaqa, fordi den beviser sandheden og oprigtigheden i giverens tro.
Hvis det, man bruger på Allahs vej, gives for at blive set af folk eller for at opnå en personlig fordel (for eksempel for at opnå berømmelse eller et navn, eller for efter etableringen af en islamisk stat at opnå en personlig position eller bestemte fordele), så vil det, uanset beløbets størrelse, ikke være andet end fuldstændigt spild. Man vil ikke modtage nogen belønning for det hos Allah. Tværtimod vil man blive straffet for den onde hensigt. Af den udførlige gennemgang ovenfor er flere ting blevet tydelige for os:
• Det eneste formål med profeten Muhammads (fvmh.) komme til denne verden er etableringen af sandhedens dīn. Til dette formål er kampen og konflikten med de modstående falske kræfter uundgåelig.
• Det er et krav og en betingelse for troen at støtte profeten Muhammad (fvmh.) og bevægelsen for dīnens etablering efter ham på enhver måde, det vil sige at deltage direkte i denne kamp.
• Det er et krav for troen at ofre liv og rigdom for dette arbejde.
• Hensigten skal holdes ren, når man ofrer liv og rigdom. Formålet skal udelukkende være at opnå Allahs tilfredshed. Det grundlæggende formål med menneskehedens skabelse er at tilbede Allah og adlyde Ham som tjener. Denne underkastelse og lydighed fuldkommes, hvis den praktiseres på alle livets områder. Med andre ord: Det, man kalder, er at etablere sandhedens dīn på alle livets områder. Dette er skabelsens grundlæggende mål. Det er med dette mål som centrum, at Allahs øvrige befalinger er kommet. Enhver befaling i Koranen kredser omkring dette ene mål. For at nå dette mål må tjeneren udføre mange handlinger; uden dem kan målet på ingen måde nås.
•
(På side 43 i den arabiske PDF ****************************)
De, som har antaget troen, skal vide, at hvis I hjælper Allah, vil Han også hjælpe jer og gøre jer standhaftige på sandhedens side over for det falske. (Muhammad: 7)
Også her betyder ‘Allahs hjælp’ aktiv deltagelse i bevægelsen for etableringen af Allahs ‘sandhedens dīn’: At vie sine penge, sin rigdom, sit arbejde, sin indsats, sit talent og alle sine tanker fuldstændigt til dette arbejde. Det er dette, der kræves af den troende.

Det er et krav for troen at afbryde alle forbindelser med det falske

Det er også nødvendigt for den troende, at han, når han er en soldat i etableringen af ‘sandhedens dīn’, identificerer fjenden for at kunne vinde krigen. Hans fjende er tilhænger af det falske. Han må afbryde alle forbindelser med denne tilhænger af det falske. Det er ikke tilladt at have nogen form for venskabelig forbindelse med dem.

(På side 44 i den arabiske PDF ****************************)
—(O Muhammad!) Du vil aldrig finde, at de, som tror på Allah og den Sidste Dag, holder venskab med dem, der bekæmper Allah og Hans Sendebud, selv om disse modstandere skulle være deres fædre, sønner, brødre eller andre nære slægtninge. De er sådanne, hvis hjerter Allah har indpræget troen fast i. Derefter har Han styrket dem med en ånd eller livskraft fra Sig. De er Allahs parti. Vid, at Allahs parti visselig vil sejre. (Al-Mujadila: 22)
I dette vers nævnes to ting. Det ene er et principielt udsagn. Det andet er omtalen af en virkelig begivenhed.
Det principielle udsagn er helt klart. Det er, at troen på sandhedens dīn og kærlighed til det falske, som er modstander af sandhedens dīn, er to indbyrdes modstridende ting. De to kan på ingen måde forenes. Ligesom det er umuligt for et menneske både at elske sig selv og sin fjende, er det på samme måde umuligt at have kærlighed til islams fjender i det samme hjerte som troen. Hvis det viser sig, at en person, samtidig med at han hævder at have tro, har venskabelige forbindelser med mennesker, der er islams fjender, må man forstå, at hans påstand om tro er falsk.

For det andet henvises der i dette vers, efter at det ovenstående princip er blevet tydeliggjort, til nogle virkelige begivenheder som eksempel for dem, der hævder at have tro. Det er så tydelige begivenheder, at hele Arabien var vidne til dem under slagene ved Badr og Uhud.
De ædle sahaba, som var udvandret fra Mekka til Medina udelukkende for Allahs og Hans sandhedens dīns skyld, greb til våben mod deres egne stamme- og familiemedlemmer. Det skyldtes, at disse var islams fjender.
Abu Ubayda (må Allah være tilfreds med ham) dræbte med egen hånd sin far, Abdullah ibn Jarrah. Mus’ab ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham) dræbte sin egen bror, Ubayd ibn Umayr. Umar (må Allah være tilfreds med ham) dræbte sin egen bror, Ubayd ibn Umayr. Umar (må Allah være tilfreds med ham) dræbte sin morbror, al-Aṣ ibn Hisham ibn al-Mughira. Ali (må Allah være tilfreds med ham) dræbte sin nære slægtning Utba. Hamza (må Allah være tilfreds med ham) dræbte sin slægtning Shayba, og Ubayda ibn al-Harith dræbte sin slægtning al-Walid ibn Utba. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var lige ved at dræbe sin egen søn, Abd ar-Rahman.
Umar (må Allah være tilfreds med ham) fremsatte under slaget ved Badr følgende forslag til Profeten (fvmh.) om fangerne: »Lad dem blive dræbt, og lad enhver dræbe sin slægtning.«
Under slaget ved Badr havde en ansarisk mand bundet Abd al-Aziz ibn Umayr, den kødelige bror til Mus’ab ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham). Da Mus’ab så det, råbte han: »Bind ham meget stramt. Hans mor er meget velhavende. Hun vil give jer mange penge for at få sin søn frigivet.«
Abd al-Aziz sagde: »Siger du sådan noget, selv om du er min bror?«
Mus’ab sagde: »Du er ikke længere min bror. Den ansar, som binder dig, er min bror.«
Da Abu al-As, Profetens (fvmh.) svigersøn, blev ført frem som fange i dette slag, blev der ikke vist ham nåde, fordi han var Profetens svigersøn. Han blev behandlet på samme måde som de andre fanger. Således har hele verden tydeligt været vidne til, hvordan en sand troende er, og hvordan hans forhold til ‘sandhedens dīn’ er.
Det er nødvendigt at vide grundigt, med hvilke grupper eller folk det er forbudt at have venskabelige forbindelser. Ellers kan der opstå en misforståelse mellem de to parter om dette. I denne forbindelse er følgende klart blevet erklæret i Den Ædle Koran:

(Arabisk PDF, side 46 …)
-De, der bekæmper jer på grund af religionen og driver jer bort fra jeres hjem eller hjælper med at drive jer bort, dem forbyder Allah jer at knytte venskab med. Alligevel er de, der knytter venskab med dem, uretfærdige.
Hvad angår dem, hvis adfærd er det modsatte af den ovenfor nævnte, er I ikke blevet forbudt at have et godt forhold til dem eller at vise dem barmhjertighed og handle retfærdigt over for dem.

(Arabisk PDF, side 47 …)
-»Allah forbyder jer ikke at behandle dem godt og handle retfærdigt over for dem, der ikke bekæmper jer på grund af religionen og ikke driver jer bort fra jeres hjem. Allah elsker visselig dem, der handler retfærdigt.« (Al-Mumtahanah: 8)

Det er et krav i troen ikke at begære rigdom og materielle besiddelser

Et andet krav i troen er, at man ikke må nære begær efter at samle rigdom og materielle besiddelser i sit hjerte. De, der er begærlige efter rigdom, er dag og nat opslugt af denne tanke. Til sidst bliver de ved med at erhverve rigdom, selv gennem ulovlige midler, og de bliver involveret i handel og transaktioner. Fjendskab, strid, konflikter, drab og lignende mellem mennesker er bitre følger af begæret efter rigdom. Allah siger:

(Arabisk PDF, side 48 …)
-I troende! Fortær ikke åger med opskruede renter. (Āl ʿImrān: 130)
Selv om dette er et principielt påbud vedrørende åger, blev det fremsat i en længere, kritisk tale om slaget ved Uhud. Nogle af sahabernes handlinger var ikke Allah til behag og var ikke egnede til at etablere den sande religion, og derfor blev disse forhold stærkt kritiseret i Koranen. På et tidspunkt under slaget ved Uhud adlød nogle sahaber ikke Profetens befaling og begyndte at tage krigsbyttet. På grund af menneskelig naturlig svaghed vågnede begæret efter rigdom for en kort stund i dem, og udnyttende denne svaghed angreb Qurayshs vantro under ledelse af Khalid ibn al-Walid dem voldsomt. Som følge heraf blev halvfjerds sahaber martyrer.
Man skal gå frem på Allahs vej uselvisk og med det ene mål at opnå Hans tilfredshed. Personligt begær efter rigdom er en stor hindring på denne vej.
Islam forbyder ikke at erhverve rigdom, og det er heller ikke forkasteligt. Det skal ske på en god og lovlig måde, og rigdommen skal bruges på den måde, Allah har foreskrevet. Sahaberne erhvervede også rigdom. Men af hensyn til etableringen af religionen gav de uden tøven og med tilfredshed alt, hvad de ejede, bort på Allahs vej. Et enestående eksempel på dette findes før Tabuk-ekspeditionen, og det står skrevet med gyldne bogstaver i islams historie.

Rigdom og materielle besiddelser er troens ildprøve
Rigdom og materielle besiddelser er i sig selv ikke noget ondt. Det onde er begæret efter rigdom og det at klamre sig til den. Eftersom den er en hellig betroet gave, skal den bruges i overensstemmelse med den egentlige ejers, Allahs, vilje. Derfor er denne rigdom en stor prøve for mennesket.
Allah siger:

(Arabisk PDF, side 49 …)
-I troende! Husk, at jeres rigdom og jeres børn ikke må få jer til at glemme Allah.
(Al-Munāfiqūn: 9)

(Arabisk PDF, side 49 …)
-Og vid, at jeres rigdom og jeres børn blot er en prøve for jer, og at Allah har en stor belønning hos Sig.
(Al-Anfāl: 28)
Det, der normalt skaber en hindring for oprigtigheden i menneskers tro, og som får sygdommene hykleri, forræderi og troløshed til at vise sig i dem, er kærligheden til rigdom og børn, når den overskrider alle grænser. Derfor siges det, at denne rigdom og disse børn, som mennesker normalt bliver så optagede af, at de afviger fra den sande vej, i virkeligheden er en stor prøve for mennesket. Den, som det betragter som sin søn eller datter, er i virkeligheden en slags opgaveark.
På samme måde er rigdom og velstand det andet opgaveark. Alt dette gives mennesket, for at det skal bevise, om det efter at have opnået alt dette kan følge den sande vej, om det kan holde sit hjerte rent og uplettet af kærligheden til og begæret efter disse ting, og om det kan behandle dem inden for de grænser, Allah har fastsat.
Dette er troens krav.
At rigdom og børn er en stor prøve for mennesket, og at det at ofre disse ting for at opfylde Allahs vilje er det, der kaldes at bestå denne prøve.

De verdslige velsignelser ved religionens etablering

Der er ingen tvivl om, at alle disse ofre og afsavn bringes for Allahs tilfredshed og for at etablere religionen. Arbejdet med at etablere denne religion er ikke kun gavnligt for det hinsidige; i det samfund, den civilisation og den kultur, der vil blive opbygget på grundlag af tilbedelsen og lydigheden mod Allah, vil der herske fuld retfærdighed samt fuldstændig sikkerhed for liv og ejendom.

I denne forbindelse siger Allah:

(På side 51 i den arabiske PDF ****************************)

— »I troende! Jeres opgave er at blive bannerførere for retfærdighed og retskaffenhed og vidne for Allah.« (An-Nisa: 135)

Her blev der ikke blot sagt: »Oprethold retfærdigheden.« Derimod blev det sagt: »Bliv bannerførere for retfærdighed og retskaffenhed.« Det betyder, at de troendes opgave ikke blot er at opretholde retfærdigheden; de skal selv være retfærdighedens bannerførere. De skal kaste sig ind i denne verdensomspændende bevægelse, så undertrykkelse, tyranni, uretfærdighed og mangel på retfærdighed kan rykkes op med rode fra det undertrykte menneskesamfund, og lykke, fred, harmoni, sikkerhed og fuld retfærdighed kan etableres i stedet.

Derefter skal de aflægge vidnesbyrd om dette ædle arbejde udelukkende over for Allah den Ophøjede. I dette vers findes der en advarsel, så dette arbejde ikke udføres for personlig eller gruppebaseret interesse eller for at opnå menneskers ros.

At vende ryggen til i vanskeligheder er i strid med troen

Det er en uundgåelig sandhed, at man i arbejdet med at etablere religionen vil møde mange slags farer, storme og uvejr. Koranen siger, at det er i strid med troen at vende ryggen til efter at have hørt vanskelighedernes varselsklokker:

(På side 52 i den arabiske PDF ****************************)

— »I troende! Vid, at hvis nogen af jer vender sig bort fra religionen, så gør han det. Allah vil derefter frembringe mange mennesker, som Han elsker, og som elsker Ham, som er milde og medfølende over for de troende, hårde over for de vantro, og som kæmper ihærdigt på Allahs vej. De frygter ikke nogens bebrejdelse eller irettesættelse i denne sag.« (Al-Ma’idah: 54)

Når man først har vendt sig bort fra religionen, er der ikke længere noget spørgsmål om tro. I stedet for disse trosløse mennesker bringer Allah nu andre frem på skuepladsen, og de er uden tvivl troende. Der opstår et kærlighedsforhold mellem dem og Allah. De bliver elsket af Allah, og Allah bliver elsket af dem. Den troendes kendetegn er nu, at han er mild over for de troende og hård over for de vantro.

»Milde over for de troende« betyder, at en troende aldrig på nogen måde vil bruge sin magt mod en anden troende. Hans talent, intelligens, dømmekraft, evner, indflydelse, rigdom, fysiske styrke eller noget andet vil ikke blive brugt til at undertrykke, chikanere eller skade muslimer. Det muslimske samfund vil altid se ham som et mildt, barmhjertigt, medfølende og tålmodigt menneske.

»Hårde over for de vantro« betyder, at en troende på grund af sin modne tro, oprigtige religiøsitet, standhaftighed over for idealet og urokkelige karakterstyrke vil være stålsat i mødet med islams fjender, så intet kan få ham til at vige fra sin plads. Han vil hverken blive skræmt af nogen eller blødgjort af nogens ord. Når han står over for modstanderen, vil han give sit liv, men han vil ikke for nogen pris underkaste sig eller lade sig påvirke.

Det er også blevet sagt om den troendes kendetegn, at han fortsætter sin uophørlige kamp for at etablere Allahs religion. Han vil ikke tage notits af nogens bebrejdelser eller hån på grund af dette. Han vil heller aldrig lade dette sinke hans fremmarch.

Nu er det blevet endnu tydeligere, at troens største kendetegn er at fortsætte den uophørlige kamp for at etablere Allahs religion i menneskesamfundet. Som følge heraf bliver den troende Allahs elskede tjener, og Allah bliver samtidig den, han elsker højest.

Det siger sig selv, at troens sande prøve netop finder sted gennem denne kamp. Gennem denne prøve udvælger Allah den Ophøjede de sande troende og besejrer gennem dem de vantro. (Al ‘Imran: 142)

Uden denne kamp vil det hverken være muligt at aflægge vidnesbyrd om troen eller at opnå Paradiset i det hinsidige. Allah siger:

(På side 53 i den arabiske PDF ****************************)

»Tror I, at I vil komme i Paradiset, før Allah har gjort det klart, hvem iblandt jer der kæmpede på Allahs vej for at etablere religionen, og før Han har gjort det klart, hvem der holdt ud og fortsatte ad denne vej med urokkelig tålmodighed?« (Al ‘Imran: 142)

Det er blevet klart af den tidligere gennemgang, og islams historie bevidner det også, at de, der inspireret af troen er begyndt at gå ad religionens vej, hvis mål er etableringen af den sande religion og Allahs tilfredshed, ved hvert eneste skridt vil møde alvorlige hindringer. Hvis en almindelig troende eller en arbejder eller leder i bevægelsen for religionens etablering, som går ad denne vej, af frygt for at miste sit liv og sin ejendom underkaster sig det falske, opgiver bevægelsen for religionens etablering og ivrigt ønsker at samarbejde med det falske, vil han træde ud af troens grænser; en sådan person kan ikke kaldes andet end en hykler.

De, der arbejder for religionens etablering, må være yderst påpasselige i denne sag. Det er ønskværdigt, at hver af dem gennemgår en sådan træning og i øjeblikket en sådan ildprøve, at ingen arbejder i bevægelsen for religionens etablering i et afgørende øjeblik overgiver sig til det falske for at sikre sit liv og sin ejendom eller for at sikre sine børns lykke og velstand. Den, der skal lede denne bevægelse, må have en særdeles fornem karakter. Kun den, der har modet og styrken til at ofre sit liv, sin ejendom, sin hustru, sine børn og hele sin familie på Allahs vej, og som på forskellige tidspunkter har vist, at han har bestået sådanne prøver, kan lede bevægelsen for religionens etablering. Hvis en person med svag karakter sætter sig på lederpladsen, vil han i et hvilket som helst afgørende øjeblik bringe hele bevægelsen til fald og efterlade sig en skamfuld historie.

Jeg håber, at sagen herefter ikke længere er vanskelig at forstå. Hvis vi på samme måde gennemgår hele den hellige Koran, vil vi erfare, at troens krav ikke blot er at etablere islams fem søjler. Troens krav er ikke blot at etablere islams fem søjler. Ifølge troens krav er dette kun begyndelsen på arbejdet. Man kan ikke anse arbejdet for afsluttet, blot fordi en bygning med døre, vinduer og tag er opført. På samme måde er begyndelsen på opførelsen af islams palads opførelsen eller etableringen af de fem søjler. Troens næste krav er at opføre hele paladset på disse søjler. Disse krav er blevet nævnt ét for ét i Koranen. Allahs profet (saws) og hans elskede ledsagere (må Allah være tilfreds med dem) opfyldte alle disse krav fuldstændigt. For at opfylde troens krav fuldstændigt må man derfor på den ene side studere den hellige Åbenbaring med dyb opmærksomhed og på den anden side følge profetens og ledsagernes hellige liv i alle detaljer.

Profetens hadither om troen

Nu vil jeg fremlægge og drøfte nogle eksempler på imanens krav fra profetens hadith.

– Iman har mange grene. Den bedste af dem er, at du ikke anerkender nogen anden end Allah som din hersker eller herre. Den mindst omfattende, men betydningsfulde gren af iman er, at du fjerner en torn eller anden hindring fra vejen, hvis du ser, at den kan volde de vejfarende skade. Blufærdighed er også en gren af iman.
Det blev således klart, at imanens mindste krav er at forsøge at fjerne alle former for sorg og lidelse fra mennesker. Blufærdighed er også et krav til iman.

En mu’min er den, på grund af hvem ingen behøver at frygte for sit liv eller sin ejendom.

»Den, der tror på Gud og det hinsidige, bør ære sin gæst, ikke volde sin nabo skade og tale godt.«

– Ved Gud, han er ikke en mu’min; ved Gud, han er ikke en mu’min; ved Gud, han er ikke en mu’min, hvis overgreb gør, at hans nabo ikke kan bo i fred.

– Den, der spiser sig mæt, mens hans nabo er sulten, kan ikke være troende.

– Den, der ikke er pålidelig, har ingen iman, og den, der bryder sit løfte, er uden tro.

– Hvis du føler tilfredshed i hjertet over gode gerninger og anger over syndige gerninger, er du en troende.

– Det bedste tegn på iman er, at dit venskab og dit fjendskab er for Allahs tilfredsheds skyld. Allahs ihukommelse vil bestandigt være på dine læber. Det, du ønsker for dig selv, skal du også ønske for andre, og det, du ikke bryder dig om for dig selv, skal du heller ikke bryde dig om for andre.

– Kroppens og klædernes renhed og rene hygiejne udgør halvdelen af iman.

Den fuldkomne troende blandt jer er den, hvis karakter er bedst, og som behandler sin familie bedst af alle.

– En mu’min kan aldrig være hånende, forbandende, uanstændig i sit sprog eller en, der taler vrøvl.

(På side 58 i den arabiske PDF ****************************)
En troende kan være alt muligt. Men han kan ikke være en, der tilegner sig andres ejendom, eller en løgner.

(På side 58 i den arabiske PDF ****************************)
Hvis nogen slukker vredens ild, efter at den er blusset op, vil Gud fylde hans hjerte med tro og tilfredshed.

(På side 58 i den arabiske PDF ****************************)
Den, der bevidst hjælper en undertrykker, træder ud af islam.

Her siges det, at det strider mod troen at hjælpe en uretfærdig undertrykker. Troens krav er ikke blot, at man undlader at hjælpe undertrykkeren; det er også et krav, at man modarbejder undertrykkerens uret og hæver sin stemme imod ham. Jeg mener, at det gennem den foregående drøftelse er blevet klart, hvad troens krav er. Hvad er nu den lette måde at opfylde troens krav på?

Det er naturligvis på ingen måde let at opfylde troens krav. Tværtimod er det yderst vanskeligt. Men når en troende beslutter sig fast for at opfylde troens krav og er rede til at bringe alle former for ofre for dets skyld, må han følge nogle fremgangsmåder. Derfor må vi igen vende tilbage til det, der blev sagt tidligere. Det vil sige: Hvordan dannede den sidste profet, Muhammadur Rasulullah (fred være med ham), sahabernes karakter, så de kunne opfylde hvert eneste af troens krav? Man må huske, at alle troens krav ikke blev opfyldt hos dem, så snart de havde antaget troen. Deres fremgangsmåde i denne sag var som følger:

For det første gjorde de, straks efter at have antaget troen, oprør mod jahiliyyah, det vil sige den islamfjendtlige troslære, overbevisninger, synspunkter, filosofier og tankegange samt tilbedelsen og lydigheden over for flere guder. Som følge heraf blev de udsat for undertrykkelse og forfølgelse.

I den anden fase stod de over for dette problem: På den ene side troens krav og på den anden side jahiliyyahs krav. Gennem undertrykkelse og forfølgelse fremsatte jahiliyyah det krav, at undertrykkelsen og forfølgelsen ville ophøre, hvis de blot opgav troen, og at deres liv igen ville blive lykkeligt og godt som før. Den økonomiske sikkerhed samt sikkerheden for liv og ejendom ville blive genoprettet.

Troens krav var derimod at stå fast og urokkeligt på troen, uanset hvad følgerne måtte blive. Det er netop, hvad vi har set i den hellige profets (fred være med ham) og sahabernes liv. Gang på gang i livet blev de stillet over for troens og jahiliyyahs to modsatrettede krav. De, der stod fast ved troens krav, bestod ildprøven og opfyldte således troens krav. Nogle personer kunne ikke bestå denne prøve og blev derfor kaldt munafiqer.

Noget, der bør tænkes dybt over

Det er blevet klart gennem den foregående drøftelse, at troens krav er at stå urokkeligt fast på den og leve som en, der er fuldstændig lydig mod Gud, det vil sige som en sand muslim, på alle områder af livet. Dette gælder ikke blot for én person; alle, der bevidst og med forståelse har antaget troen på islams trosbekendelse og er blevet muslimer, må sammen leve som muslimer. Det er på ingen måde muligt for et enkelt menneske alene at leve som muslim på alle livets områder. Til det er et fuldstændigt islamisk miljø og en islamisk samfundsordning helt nødvendige. Islam må have fuld myndighed over og kontrol med alle livets områder—hele kulturen og kunsten, handel og forretning, transaktioner, venskab og fjendskab, krig og fred; kort sagt alle livets områder.

Ingen muslim kan fuldt ud opfylde troens krav under et ikke-islamisk miljø eller et vantro styre. Under et kommunistisk styre er det for eksempel på ingen måde muligt at opfylde dette krav, og i en vantro stat kan man heller ikke opfylde mere af troens krav, end staten tillader. Alligevel siger Gud:

(På side 60 i den arabiske PDF ****************************)
– I, troende! Underordn hele jeres liv under islam, og adlyd ikke Satan ved at holde nogen del af livet uden for islam. For han er jeres åbenlyse fjende. (Al-Baqarah: 208)
Menneskelivet er udeleligt. Men hvis nogen kunstigt opdeler livet i mange dele, lader nogle af dem ledes efter islams anvisninger og holder de øvrige uden for islam, kan han ikke kaldes en fuldkommen muslim. På disse områder af livet må han adlyde andre end Allah. Dette er blevet kaldt lydighed mod Satan eller mod de kræfter, der gør oprør mod Gud.
Allah siger-
(På side 61 i den arabiske PDF ****************************)
– og at han ikke må tage nogen som partner med sin Herre (Allah), når det gælder lydighed. (Al-Kahf: 110)
På de områder af livet, hvor man følger en anden ideologi eller livsanskuelse end Allahs, er det derfor blot en anden betegnelse for at sætte en anden ved siden af Allah. I moskeen adlyder man Allah den Højeste, mens man uden for moskeen, på livets større områder—politik, økonomi, handel, uddannelse og kultur, domstole og retsvæsen, landbrug og fabrikker—i stedet adlyder andre end Allah. Dette kaldes fuldstændigt hykleri og kan på ingen måde kaldes en islamisk livsordning. At overgive hele livet til lydighed mod Allah—det er islam. Det er også troens krav. Tænk derfor over, hvornår og hvordan en muslim kan blive en sand muslim.
En muslim kan ikke leve et muslimsk liv under et vantro styre. I det land, den region eller den by, hvor menneskers styre og myndighed gælder i stedet for Allahs styre og myndighed, og hele samfundet og det sociale miljø er gennemsyret af oprør mod Gud, hvordan kan en muslim dér bevare sin tro, når korruption, renter og bestikkelse, utugt, alkohol, fri omgang mellem mænd og kvinder, mænds og kvinders fælles forsamlinger i kulturens navn, uanstændig dans og sang, hasardspil, karakterødelæggende film og den slags er en del af samfundets daglige aktiviteter?
Det foregår ikke kun i ikke-muslimske eller vantro stater; det foregår i vidt omfang også i muslimske lande og muslimske samfund. De, som har indskrænket deres liv til bøn, faste og nogle få dhikr og adhkar som deres sidste tilflugt, ser deres egne børn blive afvisende over for islam og tiltrukket af anti-islamiske ideologier. Deres karakter og adfærd bærer ikke det mindste spor af islam. Et stærkt anti-islamisk uddannelsessystem og miljø tvinger ungdommen til at indtage en kampberedt holdning imod islam. Årsagen til alt dette er, at muslimerne som ummah er kommet på afstand af islam, og at begæret efter verdslig nydelse og luksus er blevet vakt i dem i stedet for selvopofrelse på Allahs vej og jihadens ånd. Derfor er de blevet forvandlet til en rævenes nation. Et liv i trældom gennem lang tid har gjort dem tvivlende over for islam. Deres tankegang, sindelag, livsværdier og målestokke for sandt og falsk samt godt og ondt er blevet ændret. Skønt de er muslimer, er de begyndt at tænke med de ikke-troende herrers sind, se med deres øjne og farve sig selv i deres farver.
Selv efter at have opnået frihed efter flere hundrede års trældom har de ikke kunnet opgive det mentale slaveri; den uundgåelige følge er også endeløs ydmygelse i det jordiske liv. I dag er hele den muslimske verdens situation den samme. I stedet for at anse Allah for den eneste Ilah, wali og beskytter og sætte deres lid til Ham alene er de blevet afhængige af de vantro kræfters nåde—de kræfter, der er islams fjender. Som følge heraf er der blevet sat ild til islams palads, som blev opført af den sidste profet (fred være med ham). Og i denne ild brænder muslimer ihjel: muslimerne i Palæstina og Libanon, muslimerne i Egypten, Libyen og Algeriet samt muslimerne i Irak. Afghanistans muslimer brænder også voldsomt ihjel i denne ild. Situationen for muslimerne i de øvrige lande er næsten den samme. I dag dræber muslimer muslimer på grusom vis. Som muslimer sætter de ild til islams hus. Den muslimske ungdom indtager i dag en krigerisk holdning imod islam. En veltilrettelagt sammensværgelse er i gang for at forme de kommende generationer til anti-islamiske kræfter. Gennem litteratur, kultur, dans og sang, pornografi og uanstændige film fortsætter denne sammensværgelse uafbrudt.
Dette er én side af det smertelige billede af det muslimske samfund. Den anden og endnu mere smertelige side er, at selv når vi ser flammerne fra den brand, der raser voldsomt i vores eget hus, samler ingen sorte skyer af bekymring sig i vores sind. Vi lukker øjnene for alt og er optaget af vores daglige gøremål. Vi holder os til religionens vanemæssige og livløse ceremonier. Vi er optaget af khanqahen, madrasaen, dhikr og adhkar samt meningsløse øvelser i at lære trosbekendelsen. Der brænder ild i det palads, som profeten Mustafa (fred være med ham) opførte, men i stedet for at tænke på eller forsøge at slukke den læser vi blot salawat og salam over det. Dette kan ikke kaldes et tegn på kærlighed til profeten; det må kaldes et groft forræderi mod profeten og mod det ideal, han grundlagde.

Hvad er vejen til frelse?

Hvis man vil overleve, er der kun én vej: Vi må opfylde det krav fra den tro, på grundlag af hvilken vi kalder os muslimer. For at opfylde det må vi af hele vores hjerte og sjæl tage nedenstående program til os og gøre alt, hvad vi kan, for at føre det ud i livet.
For det første: Enhver af os må søge hen til Allahs Koran og Hans sidste profets sunna. Fra Koranen og sunnaen samt fra den ædle Profets og sahabernes sira må vi lære islams sande form og skikkelse at kende. I muslimernes forfaldsperiode har udefrakommende tankegange og fejlagtige filosofier sat deres præg på islam. Derfor må vi grundigt lære den islam at kende, som al-Koranen har fremstillet, og som den ædle Profet (fred være med ham) grundlagde.
For det andet: Enhver af os må blive en formidler af islam. Vi må fremstille den sande islam for menneskene. Dette vil lykkes, når enhver formidler bliver et levende symbol på islam i sit personlige liv og familieliv.
Til dette formål er mere virkningsfulde midler end almindelige prædikener en bred udbredelse af pålidelige koranfortolkninger, hadith og forskellig islamisk litteratur samt samtaler gennem personlige møder. Der bør også skrives litteratur om islams forskellige sider, tilpasset ungdommen, og denne bør udbredes.
For det tredje: Eleverne skal organiseres sammen med den islamiske undervisning, gives praktisk oplæring i islam, gøres i stand til at imødegå falske ideologier og tankegange og samles i et fællesskab.
Så længe der ikke er blevet skabt mennesker med fuld islamisk viden og karakter, vil den brand, der er opstået i islams palads, ikke blive slukket. De blandt muslimerne, som lukker øjnene for alle sider af sagen, bliver selvcentrerede og blot fremviser islamisk praksis og moral, vil heller ikke kunne redde sig selv og deres efterkommere fra denne brand, så længe den brænder. Til sidst vil ilden blive til Helvedes ild.
Den største hindring for at gennemføre ovenstående program er muslimernes, især de lærdes, splittelse. Vi må glemme små uenigheder, der skyldes personlige interesser og egeninteresser, og forene os for at beskytte islam og det muslimske fællesskab mod de falskes angreb. Hvis de falskes magt, Gud forbyde det, en dag bliver styrket og får frit spil på grund af de lærdes splittelse, vil de lærde blive de første ofre for muslimernes udslettelse. Et eksempel på dette så man efter den kommunistiske revolution i Rusland, og i nyere tid har man også set det i Afghanistan. De lærde er Profetens ideologiske og moralske arvtagere.
Koranen har også erklæret, at de lærdes særkende er kun at frygte Allah(Arabisk*****) og, grebet af frygt for Allah, at være dybt ængstelige, mens de på jorden kæmper for at grundfæste Profetens (Arabisk*****)ideal og holde det uplettet; dette er Profetens arvtagers opgave. Hvis denne opgave forsømmes, vil der ikke være noget at redegøre for over for Allah.
Dette ansvar påhviler ikke kun de lærde, men enhver muslim. En muslim bryder med al trældom, bringer al menneskelig herskermagt og herredømme til ophør, antager alene trældom under Allah den Ophøjede og overgiver sig under Hans styre, herredømme og myndighed. Han kan aldrig acceptere menneskers trældom eller deres styre og myndighed. Allahs lov er den eneste lov, han skal følge, og han skal lede hele sit liv under Profetens ledelse. Derfor består en muslims troskrav i, at han skal kæmpe for at gennemføre og håndhæve Allahs lov på alle niveauer i samfundet, opbygge sit personlige liv, familieliv og sociale liv efter Sendebudets (fred være med ham) forbillede samt grundlægge uddannelsens, kulturens og statens fundament. Først når han kan gøre dette, kan han bevare den værdighed som Allah den Ophøjede har skænket ham som Allahs khalifa.
Det er vigtigt at huske grundigt, at Allah den Ophøjede har gjort mennesket til ejer af rigdom, skænket det viden, forstand og samvittighed, givet det skriveevne, taleevne og opfindsomhed og udmærket det med forskellige grader og positioner, for at det som Allahs khalifa eller repræsentant på jorden kan udføre sit ansvar på rette vis. Alle disse forskellige velsignelser er givet det, så det kan bruge dem efter Allahs vilje. Ved at skænke det disse ressourcer har Han sat det på prøve. Hvis det bruger sin rigdom, sin viden, forstand, skriveevne og opfindsomhed på Hans vej, alene for at opnå Skaberens tilfredshed, må det forstås, at det har opfyldt sin ret som repræsentant. Hvis disse ressourcer derimod bruges til at tilfredsstille verdslige interesser og begærets tørst, vil det tilegne sig de ressourcer, Gud har givet, og blive skyldig i troløshed over for Giveren.
Troskravet er netop dette: Alt, hvad Allah har skænket mennesket – herunder hænder, fødder, øjne, ører, mund og sind – skal bruges for at opnå Giverens tilfredshed. Intet af dette må anvendes på en måde eller ad en vej, der gør Giveren utilfreds. Hvis disse gaver bruges i strid med Allahs vilje, begås der på den ene side stor uret mod dem og på den anden side uret mod en selv. På Opstandelsens dag vil alle disse legemsdele klage for Allah over, at de er blevet brugt i strid både med deres egen natur og med Allah den Ophøjedes vilje. Derfor vil den person, som fik disse legemsdele betroet som Allahs repræsentant, blive udsat for en hård straf.
Det var spørgsmålet om legemsdelene. Mennesket har fået rigdom, viden og forstand samt fri vilje og handlekraft for at blive prøvet: Vil det bruge disse i overensstemmelse med sine begær, eller vil det bruge dem for Allahs tilfredshed? Den tro, som i virkeligheden er en pagt mellem mennesket og Allah om underkastelse og lydighed over for Allah, kræver, at selv om mennesket har frihed til at bruge det, det har fået, på andre måder, skal det bruge det på Allahs vej. Det er netop khalifaens eller repræsentantens opgave.
Allah den Ophøjede har skabt mennesket som Sin khalifa på jorden. Khalifaens opgave er at opfylde den, der har udnævnt ham, vilje, at overholde og håndhæve Hans love og regler korrekt – ikke selv at gøre sig til lovgiver, ikke at være despotisk og ikke at tro, at han ikke skal stå til regnskab over for nogen. Ligesom alene Allahs vilje opfyldes i hele naturens rige gennem de naturlige love, og Hans lov følges, sådan skal Hans lov også gælde i menneskenes samfund, men mennesket skal repræsentere Ham. Mennesket er ikke blevet gjort til hersker og lovgiver; det er blevet gjort til repræsentant for den sande Hersker og Lovgiver.
Derfor er det menneskets medfødte ansvar og pligt at håndhæve dets Herre og Skaber Allah den Ophøjedes lov i menneskenes samfund. Det er på grund af overtrædelsen af denne lov, at ulykke og ødelæggelse er kommet over menneskenes samfund. Menneskehedens historie vidner om det.
De, som ikke tror på Allah, benægter denne sandhed. Men de, som tror, må nødvendigvis som et krav fra deres tro gennem en samlet kamp håndhæve Allah den Ophøjedes love og regler på alle niveauer i samfundet og staten og skabe en indstilling og et ønske blandt folket om at følge dem. Kilden til deres styrke og handlekraft i dette arbejde skal være Allahs Koran, den ædle Profets sira og sahabernes handlemåde, især det strålende eksempel fra de retledte kaliffers kalifat.
Det, der ovenfor er blevet sagt om at kæmpe samlet, betyder, at opfyldelsen af alle troskrav – det vil sige at etablere alene Allahs herredømme, myndighed, lov og styre på Allahs jord – på ingen måde kan udføres alene og isoleret. Man må tilslutte sig et islamisk fællesskab, hvis formål er at kæmpe samlet på Allahs vej. Koranen kalder dette »jihad fi sabilillah«.
Det er håbefuldt, at der næsten overalt i verden er begyndt samlede bevægelser for islams genopvækkelse og genoprettelse. Må Allah den Ophøjede give de muslimer, der gør krav på troen, evnen til at kaste sig ind i denne bevægelse. Amin.

— Slut —