Troens virkelighed

Nødvendigheden af viden for at blive muslim

Enhver muslim ved ganske udmærket, at islam i denne verden er en af Allah den Højestes største velsignelser. Enhver muslim takker Allah, fordi Han har skabt ham som en del af profeten Muhammad Mustafa, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og har skænket ham en så stor velsignelse som islam. Ja, Allah den Højeste har selv erklæret islam for den største og bedste velsignelse til menneskene. Han har sagt:

الْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِي وَرَضِيتُ لَكُمُ الْإِسْلَامَ دِينًا ۚ

»I dag har Jeg fuldkommengjort jeres lydighedsordning (livsordning), fuldendt Min velsignelse over jer og udvalgt islam som jeres livsordning.« (Sura al-Ma’ida: 3)

Det er muslimernes ubetingede pligt at opfylde den ret, som Allah den Højeste har vist dem ved denne gunst. For den, der ikke opfylder den ret, han skylder en andens gunst, er i sandhed meget utaknemmelig. Den største utaknemmelighed er at glemme denne enorme gunst, som Allah den Højeste har vist menneskene. Hvis I nu spørger mig, hvordan man kan opfylde den ret, man skylder Allah den Højestes gunst, vil jeg svare: Da Allah den Højeste har skabt jer som en del af profeten Muhammad Mustafas, må Allahs fred og velsignelser være med ham, umma, kan I opfylde denne ret ved at blive hans fuldstændige og oprigtige følgere. Da Allah den Højeste har skabt jer som en del af det muslimske folk, må I blive oprigtige muslimer for at opfylde den ret, I skylder denne gunst og barmhjertighed. Bortset fra dette kan I på ingen anden måde eller med noget andet middel opfylde den »ret«, I skylder denne store velgerning. Hvis I ikke kan eller ikke vil opfylde denne »ret«, vil I på grund af denne utaknemmelighed være store syndere. Må Allah beskytte os alle mod denne store synd. Amin.

Hvis I derefter spørger mig, hvordan man bliver en fuldkommen muslim, vil svaret blive meget omfattende og langt. I denne bog vil jeg efterhånden beskrive hver enkelt del udførligt. Først vil jeg omtale et emne, som alle først og fremmest har brug for, hvis de vil blive muslimer, og som kan kaldes det første skridt på vejen til at blive muslim.

Tænk et øjeblik roligt over, hvad det ord »muslim«, som I altid bruger, betyder. Kommer mennesket til verden med islam i arv fra moderens liv? Bliver man muslim blot ved at være søn eller barnebarn af en muslim? Ligesom en brahmins søn er en brahmin, en chaudhuris søn er en chaudhuri, og en shudras søn er en shudra, kan man så på samme måde blive muslim blot ved at være søn af en person, der bærer navnet muslim? Er »muslim« navnet på en slægt eller en klasse? Ligesom man bliver englænder ved at blive født blandt englændere og chaudhuri ved at blive født i chaudhuri-slægten, bliver muslimer så kaldt »muslimer«, blot fordi de er født ind i en slægt af et folk, der kaldes »muslimer«? Vil I ikke som svar på alle disse spørgsmål sige: »Nej,« man kalder ikke nogen muslim på den måde. Ingen fødes som muslim fra moderens liv; man bliver derimod muslim ved at antage islam, og når man forlader islam, er man ikke længere muslim – man udelukkes fuldstændigt fra det muslimske samfund. Enhver person – hvad enten han er brahmin eller pathan, englænder eller amerikaner, bengaler eller habshi – regnes som muslim, så snart han antager islam. Men den, der er født i det muslimske samfund og alligevel ikke følger islams regler, bestemmelser og forskrifter, kan ikke regnes som muslim; det gør ingen forskel, om han er en sayyids søn eller en pathans søn.

Af svarene på mine tidligere spørgsmål blev det således klart, at den store velsignelse fra Allah Ta’ala, velsignelsen ved at være muslim, som De har opnået, ikke er noget medfødt. De opnår den ikke automatisk, så snart De bliver født af Deres mors liv, og det er heller ikke noget, der altid vil forblive hos Dem af sig selv, uanset om De hele livet tager hensyn til den eller ej. Det er en velsignelse, man må stræbe efter; hvis De vil opnå den, må De gøre en virkelig indsats. De kan kun få den, hvis De opnår den gennem bestræbelse og anstrengelse. Men hvis De slet ikke bekymrer Dem om den, vil De blive berøvet dens skønhed (må Allah beskytte os).

Det er således bevist, at mennesket bliver muslim ved at antage islam. Men hvad betyder det at antage islam? Skal man anse enhver, der blot råber: “Jeg er muslim” eller “Jeg er blevet muslim”, for at være muslim? Eller kan man blive muslim blot ved uden at forstå nogle få ord på arabisk at udtale dem med munden, ligesom de brahminske afgudsdyrkere fremsiger nogle sanskritmantraer uden at forstå dem? Er dette betydningen af at antage islam? Vil De ikke som svar på dette spørgsmål sige, at det ikke er betydningen af at antage islam? At antage islam betyder at forstå den undervisning og det system, som Hazrat Muhammad Mustafa, sallallahu alayhi wa sallam, har bragt, oprigtigt tro på, at det er sandt, tage det som livets eneste mål og ideal og handle i overensstemmelse med det; dette er betydningen af at antage islam. Den, der ikke gør dette, kan derfor ikke blive muslim. Deres svar viser altså, at det først og fremmest er at lære islam at kende og forstå den, og derefter omsætte den i handling, der kaldes at antage islam. Man kan være brahmin uden at vide noget, fordi man er født i en brahmins hjem; derfor vil man forblive brahmin. Man kan også være Chaudhury uden at vide noget, fordi man er født af en Chaudhury; man vil forblive Chaudhury. Men ingen kan blive muslim uden at kende islam. Man bliver ikke muslim blot ved at blive født af en muslim; man bliver først muslim ved at kende og forstå islam, tro på den og handle efter den. Tænk over, hvordan det skulle være muligt at tro på Hazrat Muhammad Mustafas, sallallahu alayhi wa sallam, undervisning og livsordning og handle efter den uden at kende den. Og hvordan skulle et menneske kunne blive muslim uden at vide, forstå eller tro? Det bliver således klart, at det på ingen måde er muligt at blive og forblive muslim i uvidenhed. Alle, der er født i muslimske hjem, og som kalder sig muslimer og hævder at være muslimer, er i virkeligheden ikke nødvendigvis muslimer. Den, der ved, hvad islam er, og efter at have forstået det tror på det som sandt, er i virkeligheden muslim. Forskellen mellem kafirer og muslimer er ikke en forskel i navne. Derfor kan man ikke sige, at den ene er hindu, fordi han hedder Ramprasad, og den anden er muslim, fordi han hedder Abdullah. Heller ikke er forskellen i klædedragt den egentlige forskel mellem kafirer og muslimer. Man kan derfor ikke anse den ene for hindu, fordi han bærer dhoti, og den anden for muslim, fordi han bærer pyjamas eller lungi. Den egentlige forskel mellem muslimer og kafirer er derimod forskellen i deres ilm, altså deres viden. En person er kafir, fordi han ikke ved, hvilket forhold han har til sin Skaber, eller hvad den rette måde at leve på i overensstemmelse med Hans forskrifter er. Men hvis et muslimsk barn også befinder sig i denne tilstand, på hvilken måde kan man så skelne det fra en kafir? Og hvordan vil De, når De sammenligner disse to, kunne kalde den ene kafir og den anden muslim? Disse forhold må man tænke over med særlig opmærksomhed og ro. Den store velsignelse fra Allah Ta’ala, som De takker Ham for, kan både opnås og bevares udelukkende gennem ilm, altså viden. Uden ilm eller viden kan mennesket ikke opnå den; selv hvis det opnår en smule af den, er det meget vanskeligt at bevare den. Frygten for hele tiden at miste den og en urolig usikkerhed vil slå rod i sindet. En gruppe mennesker anser sig selv for muslimer, selv om de ikke er muslimer; den eneste årsag er deres uvidenhed. Den, der overhovedet ikke ved, hvad forskellen er mellem islam og kufr eller mellem islam og shirk, er som en vandrer på en mørk vej. Mens han går på den lige linje, vil han ikke selv vide, hvornår hans fødder pludselig glider, eller hvornår han drejer ind på en anden vej. Mens han vandrer gennem livet, vil han ikke engang mærke, hvornår han har fjernet sig fra den rette vej. Det kan også ske, at en bedragerisk satan på vejen siger til ham: “Min ven, du har mistet vejen i mørket. Følg med mig, så vil jeg føre dig til dit bestemmelsessted.” Når den stakkels rejsende i mørket ikke selv kan se den lige og rette vej, vil han på grund af sin uvidenhed række sin hånd til en Dajjal og begynde at følge ham; hvor han vil føre ham hen ved at lede ham vild, vil der ikke være nogen grænse eller ende på. Han er blevet udsat for en så stor fare, fordi han ikke har noget lys hos sig og ikke selv kan se, genkende og følge vejens linje. Men hvis han har lys hos sig, vil han ikke fare vild, og ingen anden vil kunne vildlede ham og føre ham bort fra den rette vej. Derfor kan De forstå, hvor stor en fare det er for en muslim at være uvidende om islam og ikke kende de forskrifter, som den hellige Koran har fremlagt, samt den undervisning, som Hazrat Muhammad Mustafa, sallallahu alayhi wa sallam, har bragt. På grund af denne uvidenhed kan han selv blive vildledt, og en anden Dajjal kan også føre ham på afveje. Men hvis han har videns lys hos sig, vil han kunne se islams rette vej på hvert område og ved hvert skridt i livet. Han vil kunne genkende og undgå de skæve veje og haram-handlinger, der ved hvert skridt kommer foran ham, såsom kufr, vildledning, synd, zina og haram. Og hvis en, der leder folk vild, kommer til ham, vil han kunne genkende ham blot ved at høre nogle få af hans ord. Han vil klart forstå, at denne person leder folk vild, og at man på ingen måde bør følge ham.

Det er på den ilm eller viden, som jeg har nævnt, at det helt og holdent afhænger, om De og Deres børn og efterkommere bliver og forbliver muslimer. Dette er ikke noget almindeligt, og man kan heller ikke tillade sig at forsømme det. Bonden er ikke doven i arbejdet på sine marker; han forsømmer ikke at vande dem eller beskytte afgrøderne, og han forsømmer ikke at give sine køer og kalve græs og foder. For hvis han er doven i disse forhold, risikerer han at dø af sult og miste livet. Men når det at blive og forblive muslim afhænger af viden, hvorfor forsømmer mennesker så i den grad at tilegne sig den? Er der ikke fare for, at en så kær og værdifuld velsignelse som iman går tabt? Er iman ikke kærere end selve livet? Kan muslimer ikke bruge blot en tiendedel af den tid og anstrengelse, de bruger på at bevare livet, på at bevare deres iman?

Jeg siger ikke, at hver eneste af jer skal blive en maulvi, læse store bøger, bruge ti eller tolv år af sit liv udelukkende på studier og blive en stor lærd, en allama. For at blive muslim er det ikke nødvendigt at læse så meget eller opnå en stor grad. Jeg vil blot sige, at I blandt døgnets fireogtyve timer skal bruge bare én time på at lære religiøs viden (islamisk lærdom). I det mindste bør enhver muslim – dreng, ung eller gammel – tilegne sig så meget viden, at han kan forstå formålet med, at den hellige Koran blev åbenbaret, samt forstå den grundigt og tage den til hjerte. Han bør også grundigt lære, hvilke uretfærdige overtroiske forestillinger Hadhrat Muhammad Mustafa, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kom for at fjerne, hvad han kom for at sætte i deres sted, og blive godt bekendt med de særlige regler, som Allah den Ophøjede har fastsat for menneskers livsførelse. Det kræver ikke særlig meget tid at tilegne sig denne viden, og hvis troen virkelig er kær for et menneske, er det på ingen måde vanskeligt for ham at bruge blot én time på dette.

Den særlige forskel mellem en muslim og en vantro

Enhver muslim ved naturligvis, at en muslims rang og ære er langt højere end de vantros. Allah den Ophøjede elsker muslimen og bryder sig ikke om den vantro. Muslimens synder vil blive tilgivet, mens der ikke er nogen tilgivelse for den vantros forbrydelser. Muslimen vil komme i Paradis, og den vantro i Helvede. Men det er nødvendigt at tænke lidt dybere over, hvorfor der er så stor en forskel mellem muslimen og den vantro.

Ligesom de vantro er børn af Hadhrat Adam, fred være med ham, er muslimerne også hans børn. Ligesom muslimerne er mennesker, er de vantro også mennesker. Ligesom muslimerne har de hænder og fødder, øjne og ører og alt andet. De indånder også luften på denne jord, bor på dette land og spiser føde. De fødes og dør ligesom muslimerne. Den Allah, som skabte muslimerne, skabte også dem. Hvorfor skulle muslimernes rang da være høj, mens deres skulle være lav? Hvorfor skal muslimerne komme i Paradis, mens de skal kastes i Helvede? Det er nødvendigt at tænke grundigt over dette. Nogle muslimer har fået navne som Abdullah, Abdur Rahman eller tilsvarende navne, og derfor er de muslimer. Andre har fået navne som Dinanath, Tara Singh, Robertson og lignende, og derfor er de vantro; eller muslimerne lader sig omskære, mens de ikke gør det; muslimerne spiser oksekød, mens de ikke gør det – alene af sådanne grunde kan der ikke være så stor en forskel mellem mennesker. Når Allah den Ophøjede har skabt alle mennesker og sørger for dem alle, kan Han aldrig begå så stor en uretfærdighed. Det kan derfor på ingen måde være sådan, at Han på grund af så små ting skulle gøre så stor forskel på mennesker og uden grund kaste en gruppe af sine egne skabninger i Helvede.

Hvis det virkelig ikke forholder sig sådan, må man tænke over, hvor den egentlige forskel mellem de to findes. Den virkelige forskel mellem dem består faktisk udelukkende i vantro og islam. Islam betyder at adlyde Allah den Ophøjede, mens vantro betyder at fornægte Allah, nægte at adlyde Ham og være ulydig mod Allah den Ophøjede. Muslimen og den vantro er begge mennesker, begge er skabninger skabt af Allah den Ophøjede og begge er Hans lydige tjenere. Men den ene er bedre end den anden, fordi den ene kan genkende sin sande Herre, adlyder Hans befalinger og frygter den sørgelige følge af at være ulydig mod Ham. Den anden kender derimod ikke sin Herre, frygter ikke den sørgelige følge af at være ulydig mod Ham og adlyder ikke Hans befalinger; derfor går han til grunde. Det er af denne grund, at Han er utilfreds med muslimerne, har lovet at give muslimen adgang til Paradis og truet med at kaste den vantro i Helvede.

Heraf blev det klart, at muslimen kun adskiller sig fra den vantro på grundlag af to ting: for det første viden og for det andet handling. Det vil sige, at enhver muslim først må vide, hvem hans sande Herre er, hvad der behager Ham, og hvad der mishager Ham. Når han har lært alt dette grundigt, skal han gøre sig fuldstændig lydig mod den sande Herre, følge Hans vilje og opgive sin egen frihed og egenrådighed. Hvis hans hjerte begærer noget, der strider mod „Herrens“ vilje, skal han ikke følge sit eget hjertes ønske, men følge „Herrens“ ord. Hvis en handling forekommer ham god, men Herren ikke kalder den god, skal han anse den for ond. Hvis en handling derimod forekommer ham meget ond, men „Herren“ anser den for god, eller hvis en handling forekommer ham skadelig, men „Herren“ befaler ham at udføre den, skal han under alle omstændigheder udføre den, uanset hvor meget det måtte skade hans liv og ejendom. Hvis en handling forekommer ham fordelagtig, men „Herren“ forbyder ham at udføre den, skal han aldrig udføre den, selv om han derved kunne opnå alle verdens rigdomme og ejendele. Det er netop på grund af denne viden og sådanne handlinger, at muslimen er Allah den Ophøjedes elskede tjener. Hans nåde strømmer over ham, og Allah den Ophøjede giver ham ære. Den vantro ved derimod intet om de nævnte ting, og på grund af sin mangel på viden handler han heller ikke derefter, fordi han er fuldstændig uvidende om Allah den Ophøjede og er Hans ulydige tjener. Derfor vil han blive berøvet Allah den Ophøjede nåde.

Konklusionen på denne drøftelse er, at den person, der identificerer sig selv som muslim, men som er lige så uvidende som den vantro og ulydig mod Allah den Ophøjede, på ingen måde kan være bedre end den vantro blot på grund af forskelle i navn, klædedragt og mad og drikke. Af ingen grund kan han gøre sig fortjent til Allah den Ophøjedes nåde i denne verden eller i det hinsidige.

Islam er ikke navnet på en nation, en slægt eller et samfund. Derfor kan en far ikke automatisk give det videre til sin søn, eller en søn til sit barnebarn. Selv hvis en brahmins søn er uvidende og uden karakter, nyder han status som brahmin og regnes for at tilhøre en høj slægt, blot fordi han er brahmins søn. Og selv om en chamars søn er lærd og begavet, forbliver han lavtstående og ringe, fordi han er født i en lav kaste som en chamar. Men i islam har sådanne slægts- eller stammemæssige rangforhold ikke den mindste plads. Her har Allah den Ophøjede tydeligt sagt i Sin hellige bog, Koranen:

اِنَّ اَكۡرَمَكُمۡ عِنۡدَ اللّٰهِ اَتۡقٰٮكُمۡ‌ؕ

“Den af jer, der frygter Allah den Højeste mest og i højere grad end alle andre følger Hans befalinger, er den mest ærefulde hos Ham.”

Hazrat Ibrahim, fred være med ham, blev født i en afgudsdyrkers hjem; men da han lærte Allah den Højeste at kende, adlød han Hans befalinger. Derfor gjorde Allah den Højeste ham til leder eller imam for hele verden. Hazrat Nuhs, fred være med ham, søn blev født i en profets hjem; men fordi han ikke kunne lære Allah den Højeste at kende, blev han ulydig mod Ham. Derfor blev der ikke taget hensyn til hans slægts ære. Tværtimod blev han straffet, så hele verden kan lære af det. Forstå derfor, at den forskel, der findes mellem mennesker hos Allah den Højeste, udelukkende skyldes viden og handling. I denne verden og i det hinsidige kan kun de modtage Hans nåde, som lærer Ham at kende i overensstemmelse med de forskrifter, Han har givet, og følger dem.

Men blandt dem, der ikke besidder denne egenskab, er der ingen forskel hos Allah den Højeste, hvad enten de hedder Abdullah, Abdur Rahman, Dinanath eller Tarasingh – ingen af dem kan gøre sig fortjent til Allah den Højestes nåde.

Muslimer betragter sig selv som muslimer og tror, at Allah den Højestes nåde bliver skænket muslimerne. Men åbn øjnene et øjeblik og se efter: Bliver Allah den Højestes gunst virkelig skænket dem? Det hinsidige kan vi lade vente; det er nødvendigt blot én gang at lægge mærke til den elendighed, som muslimerne oplever i denne verden.

Hvis muslimer i sandhed var Allah den Højestes elskede tjenere, hvorfor skulle disse Allahs elskede da blive vanæret og ydmyget på så mange måder i denne verden? Skulle Allah være uretfærdig — Allah forbyde det? Hvis muslimer kendte Allah den Højestes “ret” og adlød Hans befalinger, hvorfor skulle Han så gøre sine ulydige tjenere til muslimernes herskere? Og af hvilken grund skulle Han straffe dem som gengældelse for deres lydighed mod Ham? Allah den Højeste er bestemt ikke uretfærdig, og gengældelsen for lydighed mod Ham er hverken ydmygelse eller straf. Hvis man virkelig tror på dette, må man erkende, at der er noget mangelfuldt i muslimernes påstand om at være muslimer. Deres navne står ganske vist skrevet som muslimer i de offentlige registre; men de vil ikke blive dømt hos Allah den Højeste på grundlag af et certifikat fra et sådant offentligt register. Allah den Højeste har sit eget register, og det er helt anderledes. Derfor er det nødvendigt at undersøge, om muslimernes navne i Hans register står på listen over Hans lydige mennesker eller på listen over de ulydige. Allah den Højeste har sendt en bog til muslimerne, ved at læse den kan muslimerne lære den sande “Herre” at kende; men har muslimerne overhovedet gjort den mindste indsats for at få kendskab til det, der står skrevet i denne bog? Allah den Højeste har sendt en profet til dem, som har lært dem, hvordan og efter hvilke regler man bliver muslim; men har de nogensinde gjort sig umage for at lære, hvad Hans profet kom til verden for at undervise i? Allah den Højeste har vist dem vejen til at opnå ære i denne verden og i det hinsidige; men følger de denne vej? Allah den Højeste har nævnt én for én de handlinger, som gør mennesker vanærede og ydmygede i denne verden og i det hinsidige; men har muslimerne opgivet disse handlinger? Hvad kan svaret på disse spørgsmål være? Hvis det indrømmes, at muslimerne ikke har forsøgt at opnå nogen viden fra Allah den Højestes bog, og at de heller ikke har fulgt den vej, Han har vist dem, så hvordan blev de muslimer, og hvordan kan de da forvente belønning? De får netop det resultat, der svarer til den form for muslimsk identitet, de gør krav på, og den samme belønning vil de også få i det hinsidige.

Jeg har allerede sagt, at der ikke er nogen anden forskel mellem en muslim og en vantro end viden og handling. Hvis en persons viden og handling er som den vantros viden og handling, men han alligevel kalder sig muslim, må man forstå, at der ikke findes nogen større løgner end ham. Den vantro læser ikke den hellige Koran og ved ikke, hvad der står i den. Men hvis muslimens tilstand er sådan, med hvilken ret kalder han sig så muslim? Profeten Mustafa, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har efterladt verden den undervisning, som han gav menneskene, og vist den lige vej til at opnå nærhed til Allah den Højeste; de vantro ved intet om dette. Hvis muslimen nu også er lige så uvidende, hvordan kan han så kaldes “muslim”? Den vantro lever ikke efter Allahs vilje, men efter sin egen; hvis muslimen også bliver styret af en sådan egenrådighed, er lige så ligeglad med Allah og lige så ubekymret over for Ham og bliver slave under sine egne lyster, hvilken ret har han så til at kalde sig selv “muslim”, det vil sige “en, der adlyder Allahs befalinger”? Den vantro skelner ikke mellem halal og haram. Den handling, som han ser fordel eller fornøjelse i, udfører han uden tøven, uanset om den er halal eller haram hos Allah den Højeste. Hvis muslimen også antager dette princip, hvor er da forskellen mellem ham og den vantro? Kort sagt: Hvis muslimen ligesom den vantro er uvidende om islam, og hvis den vantros og muslimens handlinger er ens, hvorfor skulle kun muslimerne så opnå ære i denne verden i stedet for de vantro? Hvorfor skulle muslimerne ikke lide straf i det hinsidige ligesom de vantro? Dette er et så alvorligt spørgsmål, at vi nødvendigvis må tænke roligt og grundigt over det.

Der er ingen grund til at tro, at jeg regner muslimer blandt de vantro, for det ville aldrig være rigtigt. Jeg tænker selv over dette i højeste grad, og jeg ønsker, at hvert eneste medlem af vores samfund tænker over det. Hvorfor bliver vi berøvet Allah Ta’alas nåde, og hvorfor vælter disse ulykker ind over os fra alle sider? Hvorfor sejrer de, som vi anser for at være “vantro”, det vil sige ulydige tjenere over for Allah, over os på alle områder? Og hvorfor bliver vi, som hævder at adlyde Allahs befalinger, besejret overalt? Jo mere jeg tænker over årsagen til dette, desto stærkere bliver min overbevisning om, at forskellen mellem os og de vantro i dag kun består i navnet. I praksis står vi ikke det mindste tilbage for de vantro, når det gælder ligegyldighed over for Allah Ta’ala, mangel på frygt for Ham og ulydighed mod Ham. Der er naturligvis nogle få forskelle mellem dem og os, men på grund af dem kan vi ikke håbe på nogen belønning eller løn; tværtimod fortjener vi på grund af dem en større straf. For vi ved, at Koranen er Allah Ta’alas bog, og alligevel behandler vi den på samme måde som de vantro. Vi ved, at Hazrat Muhammad Mustafa, sallallahu alayhi wa sallam, er den sande, ypperste og sidste profet, og alligevel har vi opgivet at følge ham ligesom de vantro. Vi ved, at Allah Ta’ala har forbandet løgnere og har erklæret, at både den, der tager imod bestikkelse, og den, der giver den, med sikkerhed vil komme i Helvede; Han har betegnet både den, der tager renter, og den, der betaler dem, som usle syndere. Han har sammenlignet sladder og bagtalelse med at spise sin egen broders kød og har truet dem, der begår uanstændighed og skamløshed, med en hård straf. Men selv efter at have kendt alt dette fortsætter vi skødesløst med at begå disse handlinger ligesom de vantro. Det virker, som om vi slet ikke har nogen frygt for Allah. Derfor er vi måske i sammenligning med de vantro på en vis måde “muslimer”, men vi ser ingen afspejling af det i vores liv; tværtimod modtager vi kun straf på mange måder og fra mange sider. De vantros sejr over os og vores stadige nederlag er straffen for netop denne synd. Vi er blevet skænket islams store velsignelse, men vi har ikke værdsat den det mindste. Hvilken større synd kan der være end dette?

Jeg har ikke sagt alt det ovenstående for at irettesætte nogen, og jeg har heller ikke taget pennen for at irettesætte nogen. Mit egentlige formål er, at vi skal bestræbe os på at genvinde det, vi har mistet. Mennesket begynder først at tænke på at få noget tabt tilbage, når det med sikkerhed ved og forstår, hvad det har mistet, og hvor værdifuldt det var. Derfor forsøger jeg at advare muslimerne, så de, hvis deres bevidsthed vågner, og de forstår, at de i virkeligheden har mistet noget yderst værdifuldt, vil bestræbe sig på at få det tilbage.

Jeg har i den første artikel sagt, at det først og fremmest er helt nødvendigt for en muslim, der vil blive en sand muslim, at få ægte islamisk undervisning og virkelig viden om islam. Hvad er den hellige Korans lære? Hvad er den vej, som Rasul Pak har vist? Hvad er islam? Hvad er den egentlige forskel mellem kufr og islam? Det er nødvendigt, at enhver muslim lærer disse ting klart at kende. Uden denne viden kan ingen person være muslim. Men det sørgelige er, at de ikke gør nogen som helst anstrengelse for at tilegne sig denne ilm. Heraf kan man forstå, at de endnu ikke har indset, hvor stor en velsignelse og nåde de er blevet berøvet. Når barnet ikke begynder at græde, giver moderen det heller ikke mælk; når den tørstige føler tørst, leder han selv efter vand, og Allah giver ham også vand. Hvis muslimerne ikke selv tørster, nytter det ikke, selv om en brønd fuld af vand blev bragt hen til deres mund. De bør selv forstå, hvor stort og frygteligt et tab det er at være uvidende om islam. Allah Ta’alas bog findes hos dem, og alligevel ved de ikke, hvad de beder Allah Ta’ala om under bønnen. Hvad kan være mere ulykkeligt end dette? De ved ikke engang, hvad det kalimah betyder, som de fremsiger for at træde ind i islam. De ved heller ikke, hvilke pligter der påhviler dem, så snart de har fremsagt dette kalimah. I virkeligheden kan der for en muslim ikke være noget større tab eller nogen større ulykke end dette. Alle ved, hvad følgerne er, når marker og landbrug ødelægges. Når høsten går tabt, er der ingen tvivl om, at man må dø af sult. Men de kan ikke mærke, hvor frygtelige og forfærdelige følgerne af uvidenhed om islam er. Når de først kan mærke dette tab, vil de selv bestræbe sig på at redde sig ud af dette frygtelige tab; da vil der, insha’Allah, også blive truffet foranstaltninger for at redde dem fra dette tab.

Noget at tænke over

I den nuværende verden er Allah Ta’alas tale kun hos muslimerne bevaret fuldstændig uændret og uforvansket. De ord i Koranen, som blev åbenbaret for Allahs profet, findes den dag i dag nøjagtigt sådan. På dette punkt er verdens muslimer uden tvivl et heldigt folk. Men netop dette verdens muslimske folk er også det eneste ulykkelige; selv om Allah Ta’alas hellige tale findes hos dem i sin oprindelige form, er de berøvet dens velsignelser og dens uudtømmelige gaver.

Den hellige Koran blev åbenbaret for dem, for at de skulle læse den, forstå den og handle efter den. Den kom for at give dem styrke og ære. Den kom for at gøre dem til Allahs sande khalifaer på jorden. Historien vidner om, at så længe de fulgte Koranens vejledning, gjorde den dem til verdens største ledere. Men i dag bruger de Koranen til intet andet end at drive jinner og spøgelser bort. De skriver dens vers og binder dem om halsen, skriver dem og opløser dem i vand, som de drikker, og fremsiger dem uden at forstå dem, blot for at samle belønning; de søger ikke længere vejledning hos den. De spørger ikke Koranen, hvordan deres trosforestillinger bør være. De spørger den ikke, hvordan deres handlinger bør være, hvordan deres karakter bør være, hvordan de skal leve i denne verden, hvordan de skal foretage deres indbyrdes handel, efter hvilke regler de skal være venner med eller fjender af mennesker, hvad deres pligter er over for Allahs øvrige tjenere og over for dem selv, eller hvordan de skal opfylde dem; hvem de skal adlyde i verden, og hvis befalinger de skal trodse; med hvem de bør have forbindelse, og med hvem ikke; hvem deres ven og hvem deres fjende er; hvad der vil give dem ære og succes; gennem hvilket arbejde de vil opnå rigdom; og hvad der kan føre til deres fiasko og tab. Muslimerne er nu holdt op med at søge svar på alle disse spørgsmål hos Koranen. Nu søger de råd om alle disse ting hos vantro, afgudsdyrkere, vildledte og selviske mennesker samt hos Satan i form af nafs, og de handler netop efter disse menneskers råd. Derfor er det blevet sådan, som følgerne af at handle efter andres befalinger i stedet for Allahs måtte blive. Og netop denne frugt smager de i dag på smertelig vis i forskellige lande i verden og i de forskellige områder af hvert enkelt land. Den hellige Koran er kilden til alt godt. Den vil give folk den slags og den mængde godt, som de søger hos den. Hvis de beder den om små og ringe ting som at drive jinner og spøgelser bort, helbrede forkølelse og hoste, vinde retssager, få et arbejde og den slags, vil den give dem netop dette. Og hvis de ønsker verdensherredømme samt lederskab og magt over hele verden, vil den også give dem det. Ja, hvis de ønsker at nå frem til Allahs trone, vil Koranen føre dem helt dertil. Det afhænger i virkeligheden af beholderens værdighed. I dag tager de blot to dråber vand fra det store hav, selv om havet kan give dem en stor flod.

Den slags ufornuftige behandling, som vores muslimske brødre udsætter Allahs hellige Bog for, er så latterlig, at hvis de selv så nogen behandle noget på samme måde i en verdslig sammenhæng, ville de ikke undlade at gøre nar af ham; de ville ligefrem mene, at han var vanvittig. Hvis en person henter en lægeordination, vikler den ind i et stykke stof og hænger den om halsen, eller vasker den i vand og drikker vandet, hvad ville I så kalde ham? Ville I ikke le ad hans handling og anse ham for komplet tåbelig? Men den enestående ordination, som den største læge har skrevet for at behandle jeres sygdomme og helbrede jer, bliver behandlet på netop denne måde foran jeres øjne dag og nat. Alligevel fremkalder det ikke den mindste latter hos nogen. Ingen tænker over, at en ordination ikke er noget, man skal hænge om halsen eller vaske og drikke; den er skrevet, for at man efter dens anvisninger skal fremstille og anvende medicinen.

Hvis en syg person tager en læge- eller medicinsk bog og begynder at læse i den, mens han tror, at alle sygdomme vil forsvinde af sig selv, blot fordi han læser bogen, hvad ville I så kalde ham? Ville I ikke sige, at han var blevet vanvittig, og at han skulle sendes på sindssygeanstalt? Men ak! Den store læge, Allah den Ophøjede, har sendt jer denne storslåede Bog for at behandle jeres sygdomme, og jeres behandling af den er nøjagtig den samme. I læser den og tror, at alle sygdomme vil forsvinde, blot fordi I læser den — det er slet ikke nødvendigt at handle efter dens anvisninger. I mener heller ikke, at det er nødvendigt at afholde jer fra de ting, som denne Bog anser for skadelige og befaler jer at undgå. Hvorfor udtrykker I så ikke den samme mening om jer selv, som I udtrykker om den person, der mener, at det er tilstrækkeligt blot at læse en bog for at fjerne en sygdom?

Hvis du modtager et brev på et sprog, du ikke forstår, skynder du dig straks hen til en, der kan sproget, for at få dets betydning at vide. Så længe du ikke har forstået det, har du ikke det mindste ro i sindet. Over et brev om almindelige forretninger bliver du således urolig; det kan måske give dig en fordel på et par øre, men ikke mere. Men det brev, der er kommet til dig fra Allah, universets Herre, og som rummer alt godt for dit liv her og i det hinsidige, lader du ligge forsømt; der vækkes ikke i dig nogen interesse eller uro efter at kende dets betydning. Er det ikke i sandhed forunderligt? Jeg siger ikke dette for spøg og skæmt. Hvis I tænker over det, vil jeres egne hjerter fortælle jer, at den største uretfærdighed i verden begås mod denne storslåede Bog fra Allah. Og denne uretfærdighed begås kun af dem, der hævder at tro på denne Bog og offentligt erklærer, at de er rede til at give deres liv for den. Alle kender jo resultatet af at gøre uret mod Allahs Ord. Forstå det nu grundigt: Allahs Ord er ikke kommet til menneskene, for at de, selv efter at have modtaget det, skal forblive i ulykke og lidelse. Den hellige Koran er den eneste kilde til lykke og fremgang; den kan ikke være årsag til ulykke og fornedrelse. Allah den Ophøjede har selv sagt:

طه (١) مَآ أَنزَلۡنَا عَلَيۡكَ ٱلۡقُرۡءَانَ لِتَشۡقَىٰٓ (٢)

»Taha — O profet! Vi har ikke åbenbaret Koranen for dig, for at du skulle være ulykkelig.« (Sura Taha: 1-2)

Der er ingen som helst fare for, at menneskets skæbne derved bliver dårlig, eller at det bliver ringere end alle andre. Det er fuldstændig umuligt, at et folk, som har Allahs Ord hos sig, skulle blive vanæret og ydmyget, underlagt andre, fornedret og trampet på, fanget i slaveriets lænker, få al sin myndighed lagt i andres hænder og blive jaget bort og mishandlet af andre som vilde dyr. En sådan sørgelig tilstand kan først ramme et folk, når det begynder at gøre uret mod Allahs Ord. I kender Bani Israils tilstand. Toraen og Injil blev åbenbaret for dem, og der blev sagt:

٦٦ وَلَوْ أَنَّهُمْ أَقَامُوا التَّوْرَاةَ وَالْإِنْجِيلَ وَمَا أُنْزِلَ إِلَيْهِمْ مِنْ رَبِّهِمْ لَأَكَلُوا مِنْ فَوْقِهِمْ وَمِنْ تَحْتِ أَرْجُلِهِمْ ۚ مِنْهُمْ أُمَّةٌ

»Hvis de blot havde fulgt Toraen, Injil og de øvrige bøger, der blev åbenbaret for dem, ville der være blevet sendt forsyninger ned til dem fra himlen, og fødevarer ville være spiret frem fra jorden.« (Sura al-Maida: 66)

Men de gjorde uret mod disse Allah den Højestes ord, og som følge heraf:

وَضُرِبَتْ عَلَيْهِمُ الذِّلَّةُ وَالْمَسْكَنَةُ وَبَاءُوا بِغَضَبٍ مِنَ اللَّهِ ۗ ذَٰلِكَ بِأَنَّهُمْ كَانُوا يَكْفُرُونَ بِآيَاتِ اللَّهِ وَيَقْتُلُونَ النَّبِيِّينَ بِغَيْرِ الْحَقِّ ۗ ذَٰلِكَ بِمَا عَصَوْا وَكَانُوا يَعْتَدُونَ

„Ydmygelse og afhængighed blev pålagt dem, og de blev omgivet af Allahs vrede. Det skyldtes, at de begyndte at fornægte Allahs ord og dræbte profeterne uden grund. Desuden skyldtes det, at de var ulydige mod Allah og overskred de grænser, som Allah den Højeste havde fastsat for dem.“ (Sura al-Baqara: 61)

Hvis et folk derfor, trods at det holder fast ved Allahs Bog, bliver ydmyget, trampet ned, underlagt andre og svagere end andre i verden, må I uden tvivl forstå, at de helt sikkert gør uret mod Allahs ord. Og der kan ikke være nogen anden grund til den storm af sorg og ulykke, der rammer dem, end dette. De må ophøre med at gøre uret mod Allahs ord og forsøge at opfylde dets fulde ret. Hvis I ikke vender tilbage fra denne store synd, vil jeres usle tilstand på ingen måde ændre sig. (I kan ganske vist åbne colleges i hver eneste landsby, lade hvert af jeres børn blive akademiker og blive millionærer gennem rentebaserede forretninger ligesom jøderne, men resultatet er i virkeligheden intet).

Enhver muslim må først og fremmest vide, hvem en muslim er, og hvad ordet muslim betyder. For hvis et menneske ikke ved, hvad menneskelighed er, og hvad forskellen mellem mennesket og dyret er, vil det begynde at handle som et dyr og ikke forstå værdien af sin menneskelighed. På samme måde vil den, der ikke ved, hvad det vil sige at være muslim, og hvordan man skelner mellem en muslim og en ikke-muslim, begynde at handle som en ikke-muslim og ikke kunne bevare nogen ære for sin muslimskhed. Derfor må enhver muslim og hvert eneste muslimsk barn grundigt vide, hvad det betyder at være muslim, når man selv betragter sig som muslim. Hvilken forandring og forskel indtræder i et menneske, når det bliver muslim? Hvilke pligter og hvilket ansvar påhviler det? Inden for hvilke grænser af islam kan et menneske forblive muslim, og ved at overskride hvilken grænse bliver det udelukket fra islam? Hvis man ikke kender disse ting, er det umuligt for en at forblive muslim, uanset hvor meget man med munden hævder at være muslim.

Islam betyder at adlyde Allah og følge Hans befalinger. Islam er at overgive sig til Allah den Højeste. Islam er frivilligt at opgive sin egen frihed og uafhængighed over for Allah. Islam er at bøje hovedet og anerkende Allahs herredømme og lydighed mod Ham. Den, der overgiver alle sine gøremål til Allah, er muslim. Men den, der ordner alle sine sager efter eget ønske eller overgiver dem til nogen anden end Allah, er ikke muslim. At overgive sig til Allah betyder, at mennesket fuldt ud accepterer den vejledning og de regler for den rette vej, som Han har sendt gennem Sin Bog og Sin profet, og ikke kan gøre selv den mindste indsigelse mod dem. I alle livets forhold og handlinger skal det udelukkende følge reglerne i den hellige Koran og hadith. Den, der lægger sin egen fornuft, verdens skikke og alt andet end Allah bag sig og i alle forhold kun søger vejledning hos Allahs Bog og Hans Sendebuds hadith – spørger, hvad han bør gøre, og hvad han ikke bør gøre – og uden indsigelse følger enhver regel, han finder dér, mens han forkaster alt, der strider imod den, er muslim. For han har fuldstændigt overgivet sig til Allah. Og det er kun ved på denne måde at overgive sig til Allah, at et menneske kan blive muslim. Omvendt er den, der slet ikke stoler på den hellige Koran og hadith, men gør, hvad hans eget sind fortæller ham, eller følger de regler, der er gået i arv fra fædrene og forfædrene, eller blot gør det samme som det, der foregår i verden, ikke muslim. Hvis han kalder sig muslim, er han uden tvivl en løgner. Hvis han, efter at have lært den hellige Korans og hadiths bestemmelse om et af sine forhold, siger: „Min fornuft vil ikke acceptere det, derfor følger jeg det ikke“, eller: „Der har siden mine forfædres tid været en modsat skik, så jeg vil ikke følge den“, eller: „Verdens skik er modsat, derfor vil jeg følge den“ – så er denne person på ingen måde muslim.

Når du fremsiger trosbekendelsen „La ilaha illallah, Muhammadur Rasulullah“ og bekender dig til at være muslim, erkender du dermed også, at Allahs lov er den eneste lov for dig, og at Allah den Højeste alene er din Herre og den, der befaler dig. Da skal du kun adlyde Allah. For dig vil kun den bestemmelse blive anerkendt som sand, der findes gennem Allahs Bog og Hans Sendebud. Det betyder, at du samtidig med at blive muslim har ofret din egen frihed foran Allah.

Derefter kan du ikke længere have nogen selvstændig mening, og verdens forskellige skikke eller familiens regler og traditioner kan heller ikke have nogen betydning. Hvad en bestemt højtstående eller from mand har sagt, kan du ikke længere fremføre over for Allahs ord og Hans Sendebuds sunna. Det er nu din eneste opgave at forelægge hvert eneste af dine forhold for den hellige Koran og hadith. Det, der ikke stemmer overens med dem, skal du tage bort og kaste væk, uanset hvis skik det er. At kalde sig muslim og derefter følge sin egen mening, verdens skikke eller et menneskes ord eller handlinger, mens man tilsidesætter den hellige Koran og hadith, er fuldstændig indbyrdes modstridende. Ligesom en blind ikke kan kalde sig seende, og en person uden næse ikke kan kalde sig næsebegavet, kan den, der ikke ordner alle sine handlinger efter den hellige Koran og hadith, men tilsidesætter dem og følger sin egen fornuft, verdens skikke eller en bestemt persons ord eller handlinger, på ingen måde kalde sig muslim.

Hvis nogen ikke selv ønsker at forblive muslim, må man ikke tvinge ham til at forblive muslim. Ethvert menneske har frihed til at antage hvilken som helst religion og bære hvilket som helst navn. Men når et menneske identificerer sig selv som muslim, bør det forstå dette meget grundigt: Det kan kun forblive muslim, så længe det holder sig inden for islams grænser. Islams grænse består i at antage Allahs ord og Hans sendebuds hadith som den eneste målestok for sandhed og godhed og anse alt, der strider imod dem, for ugyldigt og falsk. Den, der forbliver inden for denne grænse, er muslim; den, der overskrider den, falder fra islam og står uden for den. Hvis han alligevel fortsat anser sig selv for muslim og hævder at være muslim, bedrager han uden tvivl både sig selv og verden.

وَمَنْ لَمْ يَحْكُمْ بِمَا أَنْزَلَ اللَّهُ فَأُولَٰئِكَ هُمُ الْكَافِرُونَ

“Den, der ikke dømmer og afgør sager efter den lov, Allah har åbenbaret, er en kafir.” — (Sura al-Ma’ida: 44)

Betydningen af den gode kalima

I ved, at mennesket træder ind inden for islams grænser ved at fremsige en kalima. Denne kalima er ikke noget langt eller omfattende, men består blot af nogle få ord.لا اله الإ الله محمد رسول الله— blot ved at udtale disse få ord med munden forvandles mennesket fuldstændigt. Hvis en kafir fremsiger den, bliver han muslim. Hvor han tidligere var uren, bliver han nu ren. Tidligere kunne Allahs vrede ramme ham, men nu bliver han en af Allahs elskede tjenere. Før var han værdig til at komme i Jahannam, men nu er Paradisets porte blevet åbnet for ham.

Det er ikke det hele; på grund af denne kalima opstår der også en stor forskel mellem mennesker. De, der fremsiger denne kalima, udgør én ummat, mens de, der benægter den, bliver et særskilt folk. Hvis faderen fremsiger kalimaen, men sønnen benægter den, vil faderen ikke længere være hans far, og sønnen vil ikke længere blive regnet som hans søn; denne søn vil ikke få nogen del af faderens ejendom, og selv hans mor og søster vil afsky at vise sig for ham. Omvendt, hvis en ikke-muslim fremsiger kalimaen og gifter sig med en datter fra dette hus, vil han og hans børn arve fra dette hus. Men ens eget biologiske barn bliver, alene fordi det benægter denne kalima, fuldstændig fremmed. Heraf kan man forstå, at denne kalima er noget, der gør fremmede til ens egne og forener dem. Og den gør ens egne fremmede og afbryder forbindelsen mellem dem.

Tænk lidt over det: Hvad er den egentlige årsag til, at der opstår så stor en forskel mellem mennesker? Hvad indeholder kalimaen ud over nogle få bogstaver? Kaf, lam, mim, alif, sin og nogle få bogstaver af samme slags — det er alt. Hvordan kan mennesket forvandles så meget blot ved at sætte disse bogstaver sammen og udtale dem med munden, som om det var ved berøring af en eller anden magi? Kan en så lille ytring virkelig skabe en så enorm forskel mellem mennesker? Hvis I tænker lidt over det, vil I forstå det; jeres fornuft og samvittighed vil sige jer, at en så stor virkning umuligt kan opstå blot ved at sætte nogle få bogstaver sammen og udtale dem. Afgudsdyrkende mushrikker tror naturligvis, at bjergene vil bevæge sig, hvis man blot fremsiger en besværgelse, at jorden vil revne, og at vand vil springe frem fra den! Om nogen kender besværgelsens betydning eller ej, gør ingen forskel. For de tror inderligt, at al kraft ligger i selve bogstaverne. Så snart den derfor udtales med munden, vil alle hemmelighedernes porte åbne sig. Men en sådan forestilling har ingen værdi i islam. Her er det egentlige indhold betydningen; enhver virkning eller påvirkning i ordene skyldes netop betydningen. Hvis et ord ikke har nogen betydning, hvis det ikke fæstner sig i sindets dyb, og hvis det derfor ikke ændrer menneskets tankegang, tro, karakter og handlinger, er der ingen fordel ved blot at udtale ordet.

Jeg vil forklare dette for jer med et enkelt eksempel. Forestil jer, at I fryser frygteligt. Hvis I nu begynder at råbe “dyne og tæppe, dyne og tæppe”, vil kulden ikke blive mindre det mindste. Selv hvis I sidder hele natten og fremsiger tusind tasbih’er med ordene “dyne og tæppe”, vil det ikke føre til noget. Men hvis I skaffer en dyne og et tæppe og lægger dem over jer, vil kulden naturligvis ophøre. Forestil jer på samme måde, at I er tørstige. Hvis I fra morgen til aften bliver ved med at råbe “vand, vand”, vil tørsten ikke blive stillet. Men hvis I tager et glas vand og drikker det, vil jeres indre naturligvis blive køligt. Forestil jer, at I er blevet syge. Hvis I nu begynder at fremsige tasbih med ordene “medicin, medicin”, vil sygdommen ikke forsvinde. Men hvis I køber den rigtige medicin og tager den, vil sygdommen blive helbredt. Sådan er det også med kalimaen. Blot ved at udtale seks eller syv ord med munden kan der ikke opstå så stor en forskel, at den, der var kafir, derved bliver fuldstændig muslim, bliver ren fra at have været uren, at en fjendtlig person bliver en nær ven, eller at en beboer i Jahannam bliver en af Paradisets beboere. Der er kun én måde, hvorpå en sådan forskel kan opstå mellem mennesker. Først må man forstå betydningen af disse ord og bestræbe sig på, at denne betydning kan slå rødder i menneskets sind. Når I på denne måde har lært og forstået betydningen og derefter udtaler den med munden, vil I forstå, hvor stor en erklæring I har afgivet over for jeres Allah ved at fremsige denne kalima, og hvor stort et ansvar der som følge heraf er kommet til at hvile på jer. Når I fremsiger kalimaen efter at have forstået disse ting, vil denne kalima få fuldstændigt herredømme over jeres tanker og hele jeres liv. Derefter kan ingen tanke, der strider imod denne kalima, få den mindste plads i jeres sind og hjerne. For altid må I holde fast i, at alt, der strider imod denne kalima, er falsk — denne kalima alene er sandheden. I alle jeres livs handlinger og gøremål vil denne kalima være den eneste, der befaler. Efter at have fremsagt denne kalima kan I ikke længere gøre, hvad I vil, frit som kafirer. Nu må I leve ved at følge denne kalimas befaling: I skal gøre det, den befaler jer at gøre, og holde jer fra det, den forbyder. Det er på denne måde, at kalimaen kan skabe den førnævnte forskel mellem mennesker.

Nu vil vi drøfte, hvad »Kalima« betyder, hvad et menneske bekender ved at fremsige den, og efter hvilken lov et menneske er forpligtet til at leve, når det har aflagt denne bekendelse, samt lignende emner.

Kalimas betydning: »Der er ingen guddom undtagen Allah, og Hazrat Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, er Allah den Højestes sendebud eller udsending.« Ordet »ilah«, som findes i Kalima, betyder den, der er ejer, skaber og lovgiver for menneskene, den, der hører og tager imod menneskenes bønner — og derfor er den eneste, der er værdig til at blive tilbedt. Når man fremsiger »La ilaha illallah«, betyder det først, at man bekender: Denne verden kunne ikke være blevet skabt uden Allah; dens Skaber findes uden tvivl, og denne Skaber er ikke mange, men kun én. Ingen andre end Ham har guddommelighed eller herredømme noget sted. For det andet bekender man ved at fremsige Kalima, at den ene Allah er menneskenes og hele universets ejer. Du og alt, hvad du ejer, samt enhver ting i verden, tilhører Ham. Han er Skaberen, Han er Forsørgeren, og liv og død sker efter Hans befaling. Lykke og ulykke kommer fra Ham. Alt, hvad mennesket får, får det fra Ham — i virkeligheden er Han den, der giver alt. Og det, mennesket mister, er i virkeligheden Ham, der tager det bort. Man bør kun frygte Ham og kun bøje sit hoved for Ham. Det er ens pligt udelukkende at tilbede og tjene Ham. Ud over Ham har vi ingen herre, ejer eller lovgiver. Vores sande og eneste pligt er at adlyde Hans befaling alene og handle efter Hans lov alene.

لا اله الإ الله

Når du fremsiger »Kalima«, afgiver du netop dette løfte til Allah, og hele verden bliver vidne til denne grundlæggende pagt. Hvis du handler i strid med den, vil din tunge, dine hænder og fødder, hvert eneste hår på din krop og hvert atom i himlen og på jorden — som var til stede, da du aflagde dette løfte — vidne imod dig i Allahs domstol. Der vil du blive fuldstændig hjælpeløs. Du vil ikke finde et eneste vidne nogetsteds, der kan bevise din uskyld. Ingen advokat eller sagfører vil være der for at forsvare dig. Tværtimod vil selv de advokater og sagførere, som i denne verdens domstole leger med lovens spidsfindigheder, dér befinde sig i lige så fuldstændig hjælpeløshed som du. Du vil ikke kunne redde dig selv i denne domstol ved at føre falske vidner, fremlægge falske dokumenter eller få en advokat til at føre en falsk sag for dig. Du kan skjule dine forbrydelser for denne verdens politis øjne, men det er ikke muligt at skjule dem for Allahs politis øjne. Denne verdens politi kan tage imod bestikkelse, men Allahs politi tager aldrig imod bestikkelse. Denne verdens vidner kan lyve, men Allahs vidner er alle sandfærdige — de lyver ikke. Denne verdens dommere kan handle uretfærdigt, men Allah den Højeste handler ikke uretfærdigt. Og når Allah har indespærret synderne i det fængsel, Han har bestemt for dem, vil det på ingen måde være muligt at flygte derfra. Derfor er det utvivlsomt den største tåbelighed og dårskab at aflægge et falsk løfte til Allah. Når du lover noget foran Allah, skal du derfor gøre det efter grundig overvejelse og forsøge at holde det; ellers tvinger ingen dig til blot at aflægge løftet med munden. For en rent mundtlig bekendelse har ingen værdi.

Efter at have sagt »La ilaha illallah« skal man sige »Muhammadur Rasulullah«. Det betyder, at I bekender, at Allah den Højeste netop gennem Hazrat Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, har sendt Sin lov til menneskene. Efter at have anerkendt Allah som vores herre, ejer og konge var det nødvendigt at vide, hvad denne konge over begge verdener havde af love og befalinger. Hvilke handlinger vil glæde Ham, og hvilke vil mishage Ham? Ved at følge hvilken lov vil Han tilgive os, og ved at følge hvilken lov vil Han straffe os? For at vi kunne få kendskab til dette, udpegede Allah den Højeste Hazrat Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, som Sit sendebud. Gennem ham sendte Han Sin Bog til os, og Hazrat Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, viste i praksis, hvordan man skal leve sit liv i overensstemmelse med Allahs befaling.

Når I derfor siger »Muhammadur Rasulullah«, bekender I dermed, at I vil følge den lov og de regler, som Hazrat Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, har forkyndt, og at I vil træde enhver lov, der strider imod dem, under fode. Hvis I efter at have aflagt dette løfte forkaster den lov, som Hazrat Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, forkyndte, og i stedet følger denne verdens love, findes der ingen større løgnere eller troløse end jer. For I er trådt ind inden for Islams grænser ved at anerkende den lov, som Hazrat Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, forkyndte, som den eneste sande lov og ved at love at følge den. Det var ved at bekende dette, at I blev brødre med muslimerne. Det er også derfor, at I blev arvinger til en muslimsk far, og at jeres børn retmæssigt kunne regnes som jeres børn. Det er derfor, muslimerne har hjulpet jer, givet jer zakat og påtaget sig ansvaret for at beskytte jeres liv, ejendom, ære og anseelse. Hvis I trods alt dette bryder jeres løfte, hvad kan da være en større troløshed i verden? Hvis I kender betydningen af »La ilaha illallah Muhammadur Rasulullah« og bekender det med fuld bevidsthed, er det jeres pligt under alle omstændigheder at følge Allahs lov.لا اله الإ الله محمد رسول اللهSelv hvis Allahs lov ikke er blevet håndhævet, bør I håndhæve den. Hvis en person mener, at Allahs politi, soldater, domstole og fængsler ikke findes nogetsteds, og at det derfor er let at overtræde Hans lov, mens regeringens politi, hær, domstole og fængsler findes overalt, så det er meget vanskeligt at bryde dens lov — om en sådan person siger jeg det helt klart, at hanلا اله الإ الله محمد رسول اللهhar fremsagt Kalima falsk. Ved at gøre dette bedrager han uden tvivl sin Allah, hele universet, alle muslimer og sit eget sind.

Jeg har tidligere forklaret betydningen af den gode Kalima. Nu vil jeg bede jer betragte den fra endnu en anden vinkel.

I anerkender, at Allah Ta’ala er ejer af jer og af alting. Men hvad betyder det? Det betyder, at jeres liv og ejendom, ja, selve jeres krop, tilhører Allah. Jeres hænder, ører og ikke så meget som én eneste del af jeres krop tilhører jer selv. Den jord, I dyrker, de dyr, I arbejder med, og alle de ting, I til stadighed bruger—intet af dette tilhører jer selv. I har modtaget alt som Allah Ta’alas ejendom og som en gave fra Allah. Når I har anerkendt dette, hvilken ret har I så til at sige: »Mit liv og min sjæl, min krop, min ejendom, denne ting er min, og den anden ting er også min«? Når man har erklæret en anden for ejer af en ting, er det fuldstændig meningsløst bagefter at gøre krav på hans ting som sin egen. Hvis I virkelig betragter Allah som ejer af alt i verden, følger der helt naturligt to ting af dette for jer. For det første: Når Allah alene er ejeren, og han har givet jer de ting, der tilhører ham, som en betroet forvaltningsopgave, må I bruge disse ting i overensstemmelse med ejerens befaling. Hvis I bruger dem til noget, der strider mod hans vilje, begår I uden tvivl brud på den betroede forvaltning. I har ikke engang ret til at bruge jeres hænder og fødder til noget, der strider mod denne ejers vilje. I må heller ikke bruge jeres øjne til at se på det, han har forbudt, for det strider mod hans vilje. I har overhovedet ingen ret til at bruge jeres jord og ejendom imod ejerens lov. Den hustru og de børn, som I gør krav på som jeres egne, er blevet givet til jer af Allah Ta’ala, og derfor er de blevet jeres nærmeste. Derfor skal I omgås dem ikke efter jeres eget ønske, men efter ejerens befaling. Hvis I behandler dem imod hans vilje, fortjener I at blive kaldt røvere. Hvis I tager andres ting eller med magt bemægtiger jer andres jord, kalder I den slags mennesker troløse. På samme måde bliver I selv skyldige i denne troløshed, hvis I betragter de ting, Allah har givet jer, som jeres egne og bruger dem efter jeres eget ønske eller efter en andens vilje end Allahs. Selv hvis det medfører et tab for jer at handle efter ejerens vilje—selv hvis livet går tabt, hænder og fødder brækkes, jeres børn lider tab, eller ejendom og jord går til grunde—skal I ikke bekymre jer over det. Hvis tingenes ejer ønsker, at de skal slides eller tage skade, har han ret til at gøre det. Men hvis I handler imod ejerens vilje, og noget derved bliver beskadiget, er I uden tvivl selv skyldige. For I har ødelagt en andens ejendom. I har ikke engang ret til at bruge jeres eget liv efter jeres eget ønske. Hvis I ofrer livet i overensstemmelse med ejerens vilje, opfylder I ejerens ret; men hvis I mister livet i en handling, der strider mod hans vilje, begår I en meget alvorlig troløshed.

For det andet: Hvis I bruger alt det, ejeren har givet jer, i ejerens egen sag, kan det ikke være en gunst mod nogen—heller ikke mod ejeren. Hvis I på denne vej giver noget af jeres, udfører en tjeneste eller ofrer det, I holder kært, ja, selve livet, er det ikke den mindste gunst fra jeres side mod nogen. I har blot opfyldt den »ret«, som ejeren havde over jer. Der er intet i dette, som berettiger til stolthed eller hovmod eller til at søge ros og lovprisning. Husk, at en muslim ikke føler den mindste stolthed, når han bruger noget på ejerens vej eller udfører noget af hans arbejde; tværtimod viser han ydmyghed og beskedenhed. Stolthed og hovmod ødelægger gode gerninger. Den, der håber på at få ros og kun gør gode gerninger med dette formål, ønsker at få belønningen for sine gerninger allerede i denne verden—og det er netop, hvad han har opnået. Se den nåde, som Allah Ta’ala, hele verdens ejer, viser: Han tager sine egne ting imod fra os og siger, at han har købt disse ting af jer og også vil give jer deres pris. Allahu Akbar! Er der nogen grænse for Allahs gaver og nåde? Det siges i Den Ædle Koran:

إِنَّ اللَّهَ اشْتَرَىٰ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ أَنْفُسَهُمْ وَأَمْوَالَهُمْ بِأَنَّ لَهُمُ الْجَنَّةَ ۚ

»Allah Ta’ala har købt de troendes liv og ejendom af dem og har til gengæld bestemt Paradiset for dem.« (Sura at-Tawba: 111)

Sådan handler ejeren med jer! Men se nu engang på, hvordan I handler med ham. Ejeren har givet jer en ting, og derefter har han købt denne ting af jer for en pris—men I sælger den videre til andre, og I sælger den for en meget ringe og ussel pris. Den, I sælger den til, bruger disse ting til handlinger, der strider mod ejerens vilje, mens I udfører deres arbejde, fordi I betragter dem som dem, der skaffer jer jeres forsørgelse. I har i virkeligheden ingen ret til på denne måde at sælge kræfterne i jeres krop. Hvad kan være en større fordærvelse end at sælge alt det til de gudsoprørske kræfter, som de ønsker at købe? At sælge en ting til en anden, efter at den allerede er solgt én gang, er både juridisk og moralsk en forbrydelse. I denne verden kan der anlægges en sag mod jer for bedrageri på grund af det. Tror I, at der ikke vil blive ført sag om dette ved Allahs domstol?

Det rene og det urene kalimah

Jeg har tidligere forklaret betydningen af Kalimah Tayyibah; her vil jeg forklare den lidt mere, så I kan forstå den. For denne kalimah er selve islams grundlag. Ved hjælp af den træder mennesket ind i islam, og ingen kan forblive muslim uden at forstå denne kalimah ordentligt og forme sit liv efter den. Allah Ta’ala har præsenteret denne kalimah således i Den Hellige Koran:

أَلَمْ تَرَ كَيْفَ ضَرَبَ اللَّهُ مَثَلًا كَلِمَةً طَيِّبَةً كَشَجَرَةٍ طَيِّبَةٍ أَصْلُهَا ثَابِتٌ وَفَرْعُهَا فِي السَّمَاءِ

٢٥ تُؤْتِي أُكُلَهَا كُلَّ حِينٍ بِإِذْنِ رَبِّهَا ۗ وَيَضْرِبُ اللَّهُ الْأَمْثَالَ لِلنَّاسِ لَعَلَّهُمْ يَتَذَكَّرُونَ

٢٦ وَمَثَلُ كَلِمَةٍ خَبِيثَةٍ كَشَجَرَةٍ خَبِيثَةٍ اجْتُثَّتْ مِنْ فَوْقِ الْأَرْضِ مَا لَهَا مِنْ قَرَارٍ

٢٧ يُثَبِّتُ اللَّهُ الَّذِينَ آمَنُوا بِالْقَوْلِ الثَّابِتِ فِي الْحَيَاةِ الدُّنْيَا وَفِي الْآخِرَةِ ۖ وَيُضِلُّ اللَّهُ الظَّالِمِينَ ۚ وَيَفْعَلُ اللَّهُ مَا يَشَاءُ

»Eksemplet på Kalima Tayyiba er som et godt træ, hvis rødder er solidt fæstnet dybt i jorden. Dets grene strækker sig ud i himlens vidder og bærer frugt efter frugt uophørligt på Allahs befaling. Sådanne eksempler har Allah givet, for at mennesker kan tage ved lære. I modsætning hertil står Kalima Khabisa, det vil sige en dårlig trosopfattelse og falske ord. Dens eksempel er som de små ukrudts- og snylteplanter i skove og vildnis. De vokser helt øverst i jordlaget og kan rykkes op med blot et lille træk, fordi deres rødder ikke kan fæstne sig særlig solidt i jorden. På grund af dette faste ord holder Allah de troende fast både i denne verden og i det hinsidige, mens Han lader de uretfærdige fare vild. Allah gør, hvad Han vil.« — Sura Ibrahim: 24-27

Allah Ta’ala har gennem dette givet et enestående eksempel, som I kan få en meget stor lære af, hvis I blot tænker lidt over det. Se, hvor dybt et mangotræs rødder er fæstnet i jorden, hvor højt det er vokset opad, hvor langt dets grene har bredt sig i alle retninger, og hvor mange gode frugter det hvert år bærer. Men hvordan gik det til? Fordi dets frø var meget stærkt, havde det sin fulde ret til at blive til et så stort træ. Og denne ret var så sand, at da det gjorde krav på sin ret, imødekom jorden, vandet, luften, dagens varme, nattens kulde og alle andre ting dets krav. Alt, hvad mangofrøet bad hver enkelt af dem om, gav de det. Således kunne det i kraft af sin ret vokse til et så stort træ. Senere beviste det ved at bære søde frugter, at det virkelig havde ret til at blive et sådant træ. Selv hvis alle himlens og jordens kræfter forenede sig for at hjælpe det, ville de ikke have gjort den mindste uret; tværtimod var det netop deres pligt at gøre det. For i jorden, vandet, luften og de øvrige naturlige ting er evnen til at ernære planter og få dem til at vokse nedlagt, for at gode træsorter gennem dette kan få gavn på anden vis.

Desuden findes der i skove og vildnis så mange små planter, som er vokset frem af sig selv. Hvilken styrke har de? En lille dreng kan trække en lille rod op med rode. Eller de er så bløde og svage, at de bøjer sig, så snart et vindstød rammer dem. De er fulde af torne, som trænger ind ved den mindste berøring. Hvis man putter dem i munden, ødelægger de munden. Hvor mange der fødes hver dag, og hvor mange der rykkes op, ved kun Allah. Hvorfor er de sådan? Fordi de ikke har nær så megen styrke som mangotræet. Når der ikke vokser gode træsorter på jorden, ligger den ubenyttet hen og bliver helt fortvivlet. Derfor giver den, selv mod sin vilje, disse ukrudtsplanter og snylteplanter plads på sit bryst. Vandet hjælper dem noget, og luften giver dem en del af sin styrke; men intet i himlen og på jorden ønsker at anerkende nogen ret for disse snylteplanter. Derfor lader jorden dem ikke brede deres rødder ud i dens indre, vandet hjælper dem ikke ret meget, og luften giver dem heller ikke frit og rigeligt af sit åndedræt. Efter denne indbyrdes kamp, når en af dem løfter hovedet en smule, bliver den så bitter og giftig, at det dermed bevises, at himlens og jordens kræfter i deres grund ikke er bestemt til at frembringe dette ukrudt. At ukrudtsplanterne overhovedet har fået en smule styrke fra naturens indre, er for dem selv et stort lykketræf.

Hav disse to eksempler for øje, og tænk så grundigt over forskellen mellem Kalima Tayyiba og Kalima Khabisa.

Hvad er Kalima Tayyiba? Det er en sandhed; en så sand sandhed, at der ikke findes nogen anden sandhed i denne verden, der er større end den. Den ene Allah er hele verdens Ilah, og alt i himlen og på jorden vidner om sandheden i dette. Hvilken af alle disse ting, der er spredt omkring os – mennesker, dyr, træer, sten, sandkorn, rindende kilder og den strålende sol – har Allah Ta’ala ikke skabt? Har nogen anden end Allah skabt dem? Lever de ved nogen andens gunst end Hans barmhjertighed og nåde? Kan nogen anden end Allah give blot én af dem liv eller død? Når hele dette univers er skabt af Allah Ta’ala, når alt dette eksisterer ved Hans nåde, og når Han alene er dets ejer og hersker, så vil enhver ting i himlen og på jorden straks sige: »Du har talt sandt; vi vidner alle om sandheden i dine ord«, når som helst du siger, at der i denne verden ikke findes noget herredømme eller nogen guddommelighed for andre end den ene Allah. Når du bøjer dit hoved for denne Allah, vil enhver ting i hele universet bøje sig sammen med dig for Ham. For også alle disse ting tilbeder Ham alene. Når du begynder at gå på Hans vej, vil du ikke være alene; de utallige »hære« i hele dette univers vil begynde at gå med dig. For alt fra solen på himlen til den mindste partikel på jorden bevæger sig altid ad den vej, Han har bestemt. Når du sætter din lid til denne ene Allah, vil din tillid være rettet mod en vældig magt, som alene ejer alle himlens og jordens kræfter og rigdomme. Kort sagt: Hvis også du lever med dette dybe princip for øje, vil du klart forstå, at alle himlens og jordens kræfter vil blive sat til at hjælpe den, der tror på Kalima Tayyiba og former sit liv efter dette ideal. Fra livet i denne verden til det hinsidige vil han kun fortsætte med at gøre fremskridt. Ingen af hans bestræbelser vil mislykkes, og intet af hans mål vil kunne forblive uopfyldt. Det er dette, Allah Ta’ala har sagt i det nævnte vers. Han har erklæret: »Dette ord er som et træ, hvis rødder er solidt fæstnet dybt i jorden, og hvis grene har bredt sig ud i himlens vidtstrakte rum. Og det bærer til enhver tid frugt efter Allahs befaling.«

fremlægger en lære, der er det fuldstændige modsatte af „Kalima Khabitha“. Kalima Khabitha betyder: Der findes ingen gud eller skaber i denne verden, eller også findes der flere guder i denne verden. Hvis I tænker jer lidt om, vil I forstå, at der ikke kan findes nogen større løgn eller mere grundløs påstand end denne. Hver eneste ting på himlen og jorden råber: „Du er en løgner; Allah findes sandelig.“ Det er jo denne Allah, der har skabt os og jer. Og det er denne Allah, der har givet jer den tunge, som I bruger til at fremsætte en så stor løgn. En polyteist siger, at Allah ikke er én, men at Han har mange andre guddomme ved sin side. De giver også forsørgelse, de er også jeres herrer, og de kan også forme og ødelægge jeres skæbne. De har også magt til at gøre godt eller skade. De kan også høre jeres bønner. De kan også opfylde jeres ønsker, og man bør leve i frygt for dem. Man kan sætte sin lid til dem. De har også myndighed over verdens styrelse. Det er også en pligt at adlyde dem ud over Allah. Alt dette er Kalima Khabitha. Som svar på disse ord råber hver eneste ting på himlen og jorden: „Du er en løgner; hvert eneste af dine ord er fuldstændig i modstrid med sandheden.“ Tænk nu over det: Hvordan kan den, der accepterer dette kalima og former sit liv efter det, opnå fremgang i denne verden og i det hinsidige? Allah har af nåde givet sådanne mennesker tid og frist og har lovet at give dem forsørgelse. Derfor vil himlens og jordens kræfter i et vist omfang opretholde dem—ligesom de opretholder ukrudt og snylteplanter i skove og vildnis. Men ikke én eneste ting på jorden vil med glæde hjælpe dem eller støtte dem med fuld kraft. De vil kun kunne overleve i kort tid, ligesom en skov—ikke længere.

Den ovennævnte forskel findes også med hensyn til de to kalimaers konsekvenser. Når „Kalima Tayyiba“ bærer frugt, vil frugten være meget sød og velsmagende. Gennem den vil fred blive etableret på jorden. Sandhed og fuld retfærdighed vil blive oprettet overalt. Hele verdens mennesker vil kunne få stor gavn af den. Men jo mere Kalima Khabitha vokser, desto flere grene dækket af torne vil den frembringe. Den vil bære bitre og giftige frugter. Dens årer vil være fyldt med gift. I kan selv se det med jeres egne øjne. Hvad sker der overalt i verden, hvor vantro, polyteisme og ateisme har størst magt? Der drikker mennesker menneskers blod. Der foregår med stor intensitet forberedelser til at ødelægge land efter land og landsby efter landsby. Der fremstilles giftgas. Den ene nation gør alt, hvad den kan, for fuldstændigt at tilintetgøre den anden. De stærke har gjort de svage til deres slaver—de svage mennesker bliver dér kun holdt nede med trusler om soldater, politi, fængsel og henrettelse, så deres del af brødet kan tages fra dem, og de tvinges til stiltiende at tåle den stærke nations undertrykkelse. Desuden er forholdene indadtil hos disse nationer endnu værre. Deres moralske karakter er så afskyelig, at selv Satan skammer sig, når han ser den. Mennesker udfører dér handlinger, der er ringere end dyrs. Mødre dræber dér deres egne børn med egne hænder, så disse børn ikke skal blive en hindring for deres nydelse og fornøjelser. Ægtemænd skubber dér deres egne hustruer i andres arme, blot for selv at kunne få en andens hustru i deres favn. Der er blevet opført klubhuse for nøgne, hvor mænd og kvinder færdes nøgne som dyr. Den rige tager renter og behandler de fattige som købte slaver. Det ser ud, som om de fattige kun er blevet født til at tjene dem. Kort sagt er stedet på grund af dette „Kalima Khabitha“ blevet fyldt med torne overalt; og enhver frugt, der vokser dér, er blevet frygtelig bitter og giftig.

Efter at have forklaret disse to eksempler sagde Allah den Ophøjede: „De, der tror på Kalima Tayyiba, vil Allah den Ophøjede grundfæste i denne verden og i det hinsidige ved hjælp af et stærkt ord—de vil være faste og uforgængelige. Men over for dette vil Allah den Ophøjede gøre alle de planer og bestræbelser, som de, der tror på Kalima Khabitha, sætter i værk, frugtesløse. De vil aldrig kunne udføre noget let eller ukompliceret. Gennem det kan de ikke opnå den mindste gavn, hverken i denne verden eller i det hinsidige.“

I har hørt om forskellen mellem „Kalima Tayyiba“ og „Kalima Khabitha“ og om konsekvenserne af dem begge. Nu kan I naturligvis spørge: Vi tror også på „Kalima Tayyiba“, men hvorfor gør vi så ikke fremskridt? Og hvorfor bliver de vantro, som tror på Kalima Khabitha, så stærke og fremgangsrige?

Det er mit ansvar at besvare dette spørgsmål. Jeg vil besvare det, men jeg har allerede sagt, at ingen må blive vrede, når de hører mit svar. I skal blot undersøge, om mit svar er rigtigt.

I hævder, at I har tro på Kalema-e Tayyeba, og alligevel gør I ingen fremgang; allerede denne påstand er for det første løgn. For det nytter ikke noget blot at fremsige Kalema-e Tayyeba med munden; den skal fremsiges med hjertet. At fremsige den med hjertet betyder, at man ændrer sin tro og sin lære. Ingen tanke eller lære, der strider imod den, må få plads i hjertet hos den, der tror på Kalemaen, og han må aldrig udføre en handling, der strider imod Kalemaens anvisninger. Men sig mig: Er dette virkelig jeres tilstand? Findes der ikke tusindvis af vantro og polyteistiske forestillinger blandt jer, som strider imod Kalema-e Tayyeba? Bøjer muslimens hoved sig ikke for nogen anden end Allah? Frygter muslimen ikke andre mennesker end Allah? Stoler han ikke på andres hjælp? Tror de ikke på nogen anden end Allah som forsørger? Tror de ikke på nogen anden end Allah som forsørger? Følger de ikke gladeligt andres love i stedet for Allahs lov? Siger de, der hævder at være muslimer, ikke tydeligt ved domstolene: »Vi ønsker ikke en dom efter sharia; vi ønsker en dom efter landets gældende skikke«? Findes der ikke blandt jer mennesker, som ikke det mindste bekymrer sig om at overtræde Allahs lov for at opnå en ringe verdslig fordel? Findes der ikke blandt jer mennesker, som frygter de vantros vrede, men slet ikke frygter Allahs straf? Findes der ikke blandt jer mennesker, som ikke er villige til at gøre noget for at vinde de vantros gunst? Findes der ikke også mennesker, som anser de vantros herredømme for »herredømme«, men aldrig kommer i tanke om, at Allahs herredømme findes noget sted? Sig sandt: Er disse ting ikke sande? Hvis de virkelig er sande, med hvilken ret kan I så sige, at I anerkender Kalema-e Tayyeba, men alligevel ikke gør fremgang? Tro først oprigtigt i hjertet, og form jeres liv efter Kalema-e Tayyeba. Hvis det store træ med stærke rødder dybt under jorden og grene, der breder sig på den åbne himmel, derefter ikke vokser frem, kan I sige, at Allah har givet et falsk løfte (Allah forbyde det). Det er desuden fuldstændig forkert at tro, at de, der tror på Kalema-e Khabisa, gør stor fremgang i verden. De, der følger Kalema-e Khabisa, kan ikke gøre fremgang; det har de aldrig kunnet tidligere, og det kan de heller ikke nu. Når I ser deres rigdom, deres liv med glæde, fred og fornøjelser, deres luksus og glæder samt deres ydre pragt, tror I måske, at de virkelig gør stor fremgang. Men spørg dem ind til deres hjerter og se, hvor mange af dem der i virkeligheden lever i fred. De har rigeligt med luksus og midler til at nyde livet, men i deres hjerter brænder ildkugler altid voldsomt. Derfor kan de ikke finde den ene Allah. På grund af deres ulydighed mod Allahs lov bliver hver af deres familier forvandlet til et helvedes ildsted. Åbn avisen og se: I Europa og Amerika er der opstået en sand epidemi af selvmord. Utallige skilsmisser finder sted dag og nat. Se, hvordan børn i disse lande bliver ødelagt, og hvordan fødselstallet sænkes ved hjælp af medicin. Se, hvordan millioner af menneskers liv ødelægges af forskellige ondartede sygdomme. Se, hvordan mennesker fra forskellige samfundslag kæmper og slås om maden. Se, hvordan had, misundelse og fjendskab har udløst krig mellem mennesker af samme slags. Se, hvor bittert menneskelivet er blevet på grund af begæret efter luksus. Tænk blot på, at millioner af mennesker lever et så sørgeligt liv i disse store, strålende byer i verden, som I på afstand anser for at ligne paradiset – man får kuldegysninger! Kan dette nogensinde kaldes fremgang? Er det dette »paradis«, I længes efter?

Husk, at Allahs ord aldrig kan være løgn. I virkeligheden findes der ingen anden »Kalema« end Kalema-e Tayyeba, som mennesket ved at følge kan opnå lykke i denne verden og den højeste fred i det hinsidige. Se jer omkring i hvilken retning I ønsker; ingen steder vil I finde noget, der strider imod denne sandhed.

Formålet med at tro på Kalema-e Tayyeba

Jeg har allerede i to artikler forklaret Kalema-e Tayyebas udførlige betydning for jer; i denne artikel vil jeg forsøge at forklare nødvendigheden af at tro på Kalema-e Tayyeba og dens gavnlige virkninger.

I ved alle, at der altid ligger et formål til grund for alt, hvad mennesket gør i verden, og at mennesket udfører en handling for at opnå en eller anden fordel. Ingen gør noget uden formål, uden motiv eller uden nytte. Hvorfor drikker I vand? I drikker det, fordi I ellers ikke ville drikke vand, hvis det ikke slukkede jeres tørst. For der ville ikke være noget resultat af at drikke det. Hvorfor spiser I fødevarer? Det gør I, for at jeres sult skal stilles, og jeres livskraft skal styrkes. Men hvis resultatet af at spise og ikke at spise var det samme, ville I betragte det at spise mad som en meningsløs handling. Når I bliver syge, tager I medicin, for at sygdommen skal forsvinde, og I skal blive helt raske; men hvis sygdommen ikke forsvinder efter at have taget medicinen, og tilstanden tværtimod forbliver som før, vil I naturligvis sige, at det er helt nytteløst at tage denne medicin. Hvorfor arbejder I så hårdt med landbruget? Det gør I, for at I gennem det kan få afgrøder, frugter og forskellige slags grøntsager. Men hvis der ikke kom nogen afgrøde på marken, selv efter at I havde sået frøene, ville I på ingen måde have accepteret så store anstrengelser med at pløje, så og vande den. Kort sagt: Uanset hvad I gør i verden, anser I handlingen for at være udført korrekt, hvis formålet bliver opfyldt. Og hvis formålet mislykkes, siger I, at handlingen ikke blev udført rigtigt.

Husk denne dybe sandhed, og besvar derefter mine spørgsmål ét efter ét. Det første spørgsmål er: Hvorfor fremsiger man Kalemaen? Som svar på dette spørgsmål kan I ikke sige andet end, at formålet med at fremsige Kalemaen er at skabe en forskel mellem de vantro og muslimerne. Men jeg vil spørge: Hvad betyder det at skelne mellem en vantro og en muslim? Betyder det, at den vantro har to øjne, og at muslimen derfor får fire øjne, når han fremsiger Kalemaen? Eller at den vantro har ét hoved, og muslimen derfor får to? – I vil naturligvis sige, at der ikke her er tale om en fysisk forskel. Den egentlige betydning af forskellen er, at den vantros skæbne og muslimens skæbne bliver forskellige. Den vantros skæbne er, at han i det hinsidige bliver berøvet Allahs barmhjertighed, og at formålet med hans liv mislykkes. Muslimens skæbne er derimod, at han kan opnå Allahs tilfredshed, og at han i det hinsidige vil få succes og leve i den største lykke.

Når jeg hører dette svar fra jer, vil jeg sige, at I har svaret rigtigt. Men fortæl mig: Hvad er det hinsidige? Hvad betyder det, at man mislykkes eller lykkes i det hinsidige? Og hvad er betydningen af at opnå succes og fremgang dér? Hvis I ikke forstår disse ting godt, kan den videre drøftelse ikke begynde.

I behøver ikke besvare dette spørgsmål. Svaret er allerede blevet givet. Der blev sagt:

„Det jordiske liv er det hinsidiges dyrkede mark.“

Denne verden og det hinsidige er ikke to forskellige ting. De er begge to et menneskes to mål på den samme vej. Denne verden er det første mål på denne vej, og det hinsidige er det sidste mål. Det forhold, der findes mellem at dyrke jorden og at få en høst fra den, er netop det samme forhold, der findes mellem denne verden og det hinsidige. I pløjer jorden, sår derefter frøene og vander den, hvis det er nødvendigt; først derefter kan I få en høst. I bringer høsten hjem og lever trygt af den hele året. Hvad end I dyrker på jorden, vil I også høste frugten af. Sår I ris, får I ris; sår I jute, får I jute; sår I hvede, får I en hvedehøst; og sår I torneplanter, vil torneplanter vokse på jeres mark. Hvis I ikke sår noget som helst, vil der heller ikke vokse noget på jeres mark. De dårlige følger af de fejl, I begår, når I pløjer, sår, vander efter behov og passer marken, bliver I klar over på det tidspunkt, hvor I høster. Og hvis I har udført alt dette meget godt, vil I ved høsten se de virkelige resultater af det. Forholdet mellem denne verden og det hinsidige er præcis det samme. Betragt denne verden som en mark. Mennesket er blevet sendt hertil med det formål gennem sin egen indsats og stræben at frembringe en høst til sig selv. Fra fødslen til døden har mennesket fået tid til dette arbejde. Den høst, mennesket dyrker i denne tid, vil det kunne få efter døden i livet i det hinsidige, og dets liv i det hinsidige vil udelukkende afhænge af den høst, det dér får. Hvis nogen hele sit liv i denne verden dyrker en god høst, vander den efter behov og passer den meget omhyggeligt, vil vedkommende, så snart han træder ind i livet i det hinsidige, som resultat af sit arbejde se en grøn have fuld af frugter og blomster. I livet i det hinsidige vil han ikke længere behøve at udføre noget arbejde; tværtimod vil hans liv blive tilbragt i lykke og velstand ved de uudtømmelige frugter fra den have, som han har skabt gennem et helt livs arbejde i denne verden. Dette kaldes Jannah. Hvis han opnår dette, må man forstå, at han er blevet succesfuld og har vundet i det hinsidige.

Men den, der i sit liv i denne verden kun sår frø af torne samt bitre og giftige frugter, vil i livet i det hinsidige kun høste netop denne høst. Der vil han ikke længere få nogen mulighed eller tid til at ødelægge den dårlige høst, frembringe en god høst og i stedet for at handle tåbeligt handle som et fornuftigt menneske. Han må tilbringe hele livet i det hinsidige med denne dårlige høst, fordi det er det eneste, han har dyrket i denne verden. De torne, han plantede, vil han i det hinsidige blive lagt på et leje af netop disse torne. Og de bitre og giftige frugter, han dyrkede, må han dér fortære. Det er dette, det betyder at mislykkes og lide nederlag i det hinsidige.

Jeg har netop forklaret det hinsidige, og dette bekræftes også af Koranen og hadith. Af denne forklaring blev det uden tvivl klart, at menneskets succes eller fiasko i livet i det hinsidige og dets gode eller dårlige skæbne i virkeligheden udelukkende er resultatet af, om dets viden og handlinger, dets ilm og amal, i livet i denne verden er gode eller dårlige. Der er ingen tvivl om dette.

Når I har forstået dette, vil I også meget let kunne forstå, at forskellen mellem en muslims og en kafirs endelige høst ikke kan være uden grund. I virkeligheden er forskellen i udfald blot et resultat af forskellen ved begyndelsen. Hvis der i denne verden ikke er nogen forskel på muslimens og kafirens viden og handlinger, kan der heller ikke være nogen forskel på deres udfald i det hinsidige. Det kan på ingen måde ske, at en persons viden og handlinger i denne verden er nøjagtig som en kafirs, og at han alligevel i det hinsidige undgår kafirens sørgelige skæbne.

Nu rejser det oprindelige spørgsmål sig igen: Hvad er formålet med at fremsige kalima? Først svarede I på dette spørgsmål, at det eneste formål med at fremsige kalima er, at der skal være forskel på kafirens og muslimens udfald. Efter at have hørt den forklaring på udfaldet og det hinsidige, som I har fået, må I endnu en gang tænke over jeres svar, og nu må I sige, at formålet med at fremsige kalima er at forme menneskets viden og handlinger i denne verden på en sådan måde, at dets udfald i det hinsidige bliver godt. Det hinsidige lærer mennesket, hvordan det i denne verden skal skabe den have med denne høst. Hvis mennesket ikke anerkender selve denne kalima, vil det slet ikke lære, hvordan man planter denne have. Hvordan skal det så skabe denne have, og hvad skal det høste og nyde i det hinsidige? Hvis et menneske kun fremsiger denne kalima med munden, men dets viden er som den, der ikke har fremsagt kalima, og dets handlinger er som en kafirs, vil dets samvittighed sige, at der slet ingen nytte er ved at fremsige kalima på denne måde. Der kan ikke være nogen grund til, at et sådant menneskes udfald skulle blive bedre end en kafirs. Ved blot at fremsige kalima med munden har han ikke gjort Allah nogen tjeneste. Derfor kan intet menneske opnå en grøn have i det hinsidige, fuld af blomster og frugter, uden at lære, hvordan man skaber haven, uden at skabe den og ved hele livet kun at dyrke torne. At forestille sig noget sådant er ikke andet end en urealistisk ønskedrøm. Jeg har tidligere med nogle eksempler vist, at en handling, hvis resultat er det samme, hvad enten den udføres eller ikke udføres, ikke har nogen værdi og er fuldstændig meningsløs. Den medicin, som en patient tager, men efter indtagelsen stadig er i præcis samme tilstand som før, er i virkeligheden ikke medicin. På samme måde er det fuldstændig meningsløst at fremsige kalima, hvis den fremsigendes viden og handlinger er præcis som hos dem, der ikke fremsiger kalima. Når der allerede i denne verden ikke er nogen forskel på kafirens og muslimens virkelige livsførelse, hvorfor skulle deres udfald så være forskellige i det hinsidige?

Nu vil jeg tale om, hvilken slags viden kalima tayyiba lærer mennesket, og hvilken slags forskel der bør være i muslimens og kafirens daglige handlinger, efter at denne viden er blevet lært.

Se, det første, I lærer af denne kalima, er, at I er Allahs tjener og ikke nogens andens tjener. Når I har lært dette, har I samtidig forstået, at eftersom I er Hans tjener, må I i denne verden handle efter Hans vilje. For hvis I lever eller handler i strid med Hans vilje, vil det være et oprør mod jeres Herre.

Denne trosbekendelse lærer dig således, at Hazrat Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er Allahs Sendebud. Så snart du har fået denne viden, har du også forstået, at Allahs Sendebud har vist den fremgangsmåde, hvorefter man i stedet for at dyrke torne og giftige frugter på denne verdens mark skal anlægge haver med blomster og søde frugter; og at du også må handle netop efter denne fremgangsmåde. Hvis du følger denne fremgangsmåde, vil du kunne høste den rette afgrøde i det hinsidige. Men hvis du handler på den modsatte måde, vil du dyrke torne i denne verden, og i det hinsidige vil du netop få torne som din afgrøde—intet andet.

Efter at have opnået denne viden må du også forme din dagligdag i overensstemmelse med den. Hvis du fast tror på, at du en dag skal dø, at du efter døden skal leve et helt andet liv, og at du også i dette liv skal være afhængig af den afgrøde, du har frembragt i denne verden, så er det fuldstændig umuligt for dig at følge nogen anden vej end de regler og bestemmelser, som Hazrat Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har fremlagt. Hvorfor dyrker du jorden i denne verden? Det gør du, fordi du ikke kan få en afgrøde, hvis du ikke dyrker jorden. Og du tror fuldt og fast på, at hvis der ingen afgrøde er, må du dø af sult. Hvis du ikke troede på dette, og hvis du mente, at afgrøden ville vokse, selv om du ikke dyrkede jorden, eller at du kunne leve uden en afgrøde, ville du på ingen måde gøre dig så store anstrengelser for at dyrke jorden. Tænk nu over dig selv. Om den person, der med sine læber bekender Allah som sin Herre og Hazrat Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, som Allahs Sendebud, og hævder at tro på det hinsidige, men hvis handlinger i dagligdagen følger en retning, der er fuldstændig modsat Allahs Koran og Sendebuddets hadither—om ham skal du vide, at hans iman i virkeligheden er yderst svag. Hvis han med samme sikkerhed, som han tror på de dårlige følger af ikke at arbejde på sin egen mark, troede på de sørgelige følger af ikke at frembringe en afgrøde til det hinsidige, ville han aldrig kunne udvise en sådan forsømmelighed i arbejdet for det hinsidige. Ingen dyrker bevidst tornefrø for sin egen fremtid. Kun den person, der ikke tror, at torne vil vokse, hvis man planter torne, og at disse torne vil volde ham smerte, kan dyrke torne—ingen anden. Du kan aldrig bevidst tage et glødende kul i hånden, for du ved med sikkerhed, at din hånd vil blive brændt af det. Men et uforstandigt barn stikker hånden ind i ilden, fordi det slet ikke ved, hvor smertefulde følgerne vil blive.

Islams væsen

Hvem kaldes muslim?

Her vil jeg nævne de egenskaber, der er nødvendige for en muslim. Det vil sige, at jeg her vil behandle spørgsmålet om, hvad minimumsbetingelsen for at være muslim er, og hvilke minimale egenskaber et menneske skal have for at kunne kaldes muslim.
For at forstå dette rigtigt må De først og fremmest opnå en korrekt og fuldstændig forståelse af kufr og islam. Som hovedregel skal De vide, at det kaldes »kufr« eller vantro at nægte at adlyde Allahs befalinger; og det kaldes islam udelukkende at følge Allahs befalinger og ikke adlyde nogen regel, lov eller befaling, som strider mod den hellige Koran, der er givet af Allah. Denne forskel mellem islam og »kufr« er udtrykt klart i følgende vers fra Den Ædle Koran:وَمَنْ لَّمْ يَحْكُمْ بِمَا أَنْزَلَ اللهُ فَأُولَئِكَ هُمُ الْكَفِرُونَ – المائدة : ٤٤»De, der ikke dømmer efter det, Allah har åbenbaret, de er de vantro.«
Der tales her ikke kun om at afgøre de sager, der forelægges domstolene og de strafferetlige instanser, efter Koranen og haditherne. Der tales tværtimod om den afgørelse, hvert menneske træffer i forbindelse med enhver handling i sit liv. I enhver sag opstår spørgsmålet for Dem: Bør denne handling udføres eller ej? Skal den og den handling udføres efter denne regel eller efter en anden regel? På dette tidspunkt kommer der som regel to slags regler til Dem. Den ene slags regler vises Dem af Allahs Koran og Sendebuddets hadith. Den anden slags regler kommer fra Deres nafs, de skikke og traditioner, der er gået i arv fra forfædrene, eller menneskeskabte love. Under sådanne omstændigheder vælger den, der beslutter at handle efter andre veje og tilsidesætte de regler, Allah har givet, i virkeligheden kufrs vej. Hvis han træffer denne beslutning med hensyn til hele sit liv og ikke følger de regler, Allah har givet, i nogen af sine handlinger, er han fuldt ud kafir. Hvis han i nogle handlinger følger Allahs vejledning, men i andre handler efter sit nafs’ befaling, efter sine forfædres skikke eller efter menneskeskabte love, vil han være involveret i kufr i præcis det omfang, hvori han overtræder Allahs lov. Således er nogle halvt kafir, andre en fjerdedel kafir. Hos nogle findes en tiendedel kufr, mens der hos andre findes en tyvendedel. Kort sagt: I det omfang Allahs lov modsiges, begås der kufr i samme omfang; der er ingen tvivl om dette. Islam betyder i virkeligheden udelukkende at være Allah den Højestes tjener og ikke adlyde nogen som helst anden – hverken sit nafs, sine forfædre, sin slægt og stamme, en maulvi, en pir, en godsejer, en skatteopkræver, en dommer eller en magistrat. Man må ikke være slave af nogen anden end Allah. Man må ikke acceptere nogen andens trældom – dette er den muslimske persons opgave. I Den Hellige Koran siges det:

قُلْ يَأَهْلَ الْكِتَبِ تَعَالَوْا إِلَى كَلِمَةٍ سَوَاءٍ بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمْ أَلَّا نَعْبُدَ إِلَّا اللَّهَ ولا نُشْرِكَ بِهِ شَيْئًا ولا يَتَّخِذَ بَعْضُنَا بَعْضًا أَرْبَابًا مِّنْ دُونِ اللَّهِ ، فَإِنْ
تَوَلَّوْا فَقُولُوا اشْهَدُوا بِأَنَّا مُسْلِمُونَ – ال عمران : ٦٤

»(O profet!) Sig til Skriftens folk: Kom, lad os samles om et ord, som er lige acceptabelt for jer og for os (det vil sige: Det, jeres profeter har sagt, siger jeg også, eftersom jeg er Allahs profet). Det er dette: (1) Vi vil ikke være tjenere for nogen anden end Allah, (2) vi vil ikke sætte nogen anden ved siden af Allah i Hans guddommelighed, og (3) ingen af os vil anerkende nogen anden end Allah som sin beskytter og herre. Hvis de ikke accepterer disse tre ting, så sig klart til dem: Vær vidner til, at vi er muslimer – det vil sige, at vi fuldt ud accepterer disse tre ting.« – Sura Âl ʿImrân: 64

Et andet sted siges det:

افغيْرَ بِيْنِ اللهِ يَبْغُونَ وَلَهُ أَسْلَمَ مَنْ فِي السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ طَوْعًا
وكرها والَيْه يُرْجَعُونَ – ال عمران : ۸۳
»Ønsker I at adlyde nogen anden end Allah? Og dog adlyder alt på himlene og på jorden Ham, frivilligt eller uvilligt. Og alle vil vende tilbage til Ham.«

I disse to vers er det samme blevet sagt. Nemlig at den sande religion er at adlyde Allah og følge Hans befalinger. Tilbedelse af Allah betyder ikke blot, at alle tilbedelsens forpligtelser er opfyldt, hvis man bøjer sig ned for Ham fem gange dag og nat. Nej, det er i virkeligheden tilbedelse altid, dag og nat, at følge Allah den Højestes befalinger. At afholde sig fra det, Han har forbudt, og fuldt ud at udføre det, Han har befalet, er tilbedelse. Derfor skal man i enhver handling og i forbindelse med enhver befaling kun søge Allahs vejledning. Hvad ens eget sind og ens egen fornuft siger, hvad ens forfædre har sagt eller gjort, hvad familien, slægten og slægtningene mener, hvad hr. maulvi-sahib og hr. pir-sahib qibla siger, hvad den og den herres befaling er, eller hvad den og den herre mener — alt dette skal man ikke tage hensyn til, og man må ikke rette sin opmærksomhed mod det. Hvis man, mens man tilsidesætter Allahs befaling, følger en af disses befalinger, begår man shirk med Allah, og den, hvis befaling man følger, giver man samme ære som Allah. For retten til at befale tilkommer kun Allah den Højeste:إن الحُكْمُ الأل »Mennesket kan ikke adlyde nogen andens befaling end Allahs.« Tilbedelse og hengivenhed kan kun gives til Ham, som har skabt mennesket, og ved hvis nåde mennesket lever. Alt på himlene og på jorden følger Hans befaling. En sten handler ikke efter en anden stens befaling, et træ adlyder ikke et andet træ, og intet dyr følger et andet dyrs befalinger. Men er mennesket blevet ringere end dyr, træer og sten, sådan at de kun vil adlyde Allah, mens mennesket begynder at følge andre menneskers anvisninger i stedet for Allah? Dette er blevet gjort klart i de tre nævnte vers i Koranen. Hvorfra kommer denne vantro og vildfarelse, og hvordan trænger den ind i mennesket? Det vil vi derefter drøfte. Den Hellige Koran har tydeligt sagt, at ønsket om at være ulydig mod Allah trænger ind i mennesket ad tre veje.

Den første vej er menneskets eget nafs’ begær:

ومَنْ أَضَلُّ مِمَّنِ اتَّبَعَ هَيْهُ بِغَيْرِ هُدًى مِّنَ اللَّهِ إِنَّ اللَّهَ لا يَهْدِي
القوم الظَّلِمِينَ – القصص : ٥٠»Hvem er mere vildfaren og fortabt end den, der følger sit eget nafs’ begær uden vejledning fra Allah? Allah vejleder aldrig sådanne uretfærdige mennesker til den rette vej.«

Det betyder, at blandt alle de ting, der kan føre mennesket på afveje, er menneskets nafs den vigtigste kraft, der fører det på afveje. For den, der gør sig til slave af sine begær, er det helt umuligt at blive Allahs tjener. For han vil kun søge de handlinger, hvorigennem han kan få penge, opnå berømmelse og ære, få større smag og glæde samt mere ro og lykke, og når han finder disse ting i bestemte handlinger, vil han gøre alt for kun at udføre disse handlinger. Selv hvis Allah har forbudt ham at udføre dem, vil han ikke tage det mindste hensyn til det. Og han vil aldrig være rede til at udføre de handlinger, hvorigennem han ikke kan opnå disse ting. Selv hvis Allah den Højeste har befalet ham at udføre dem, vil han ikke bekymre sig det mindste om det. I denne situation kan det klart siges, at han ikke har anerkendt Allah den Højeste som sin Gud, men har ophøjet sit eget nafs til status som sin eneste gud. Derfor kan et sådant menneske på ingen måde opnå Allahs vejledning. I Den Hellige Koran er dette et andet sted blevet sagt således:

اريت مَنِ اتَّخَذَ إِلَهَهُ هَنهُ ، أَفَأَنتَ تَكُونُ عَلَيْهِ وَكِيلاً ، أَمْ تَحْسَبُ أنْ أَكْثَرَهُمْ يَسْمَعُونَ أَوْ يَعْقِلُونَ ، إِنْ هُمْ إِلَّا كَالْأَنْعَامِ بَلْ هُمْ أَضَلُّ
سبيلاً ٥ – الفرقان : ٤٤٤٣»(O Profet!) Har du overvejet den, der har gjort sit eget nafs’ begær til sin gud? Kan du være vogter over et sådant menneske? Tror du, at mange af dem lytter til din invitation og forstår? Aldrig! De er som kvæg, ja, endnu mere vildfarne.«

Der kan ikke være nogen tvivl om, at den, der er slave af sit nafs, er ringere end et dyr. I vil aldrig se et dyr overskride de grænser, Allah har fastsat. Ethvert dyr spiser netop det, som Allah den Højeste har bestemt for det, og spiser præcis den mængde føde, der er blevet fastsat for det. Og ethvert dyr udfører netop det arbejde, som er blevet bestemt for det. Men dette menneske er en sådan slags dyr, at når det bliver slave af sit nafs, udfører det handlinger, som selv Satan bliver rædselsslagen over at se.
Dette er den første årsag til, at mennesket farer vild. Den anden vej er, at mennesket på grund af den naturlige tiltrækning til de skikke og sædvaner, trosforestillinger og meninger samt den adfærd og de traditioner, der er blevet overleveret fra dets forfædre, bliver deres slave. Det anser dem for mere værdige til ære end Allahs befaling. Hvis nogle af Allahs befalinger, som strider mod disse skikke og sædvaner, bliver forelagt det, siger det straks: »Det var sådan, mine forfædre gjorde; kan jeg handle imod den skik, der har været fulgt i min slægt i så lang tid?« Den, der i så høj grad lider af at tilbede forfædrenes skikke, kan på ingen måde blive Allahs oprigtige tjener. I praksis bliver dets forfædre og medlemmerne af dets slægt dets guder. Hvis det hævder at være muslim, er der ikke den mindste tvivl om, at dette vil være en falsk påstand. I Den Ædle Koran er der givet en meget alvorlig advarsel om dette, og der står:

وإِذَا قِيلَ لَهُمُ اتَّبِعُوا مَا أَنْزَلَ اللهُ قَالُوا بَلْ نَتَّبِعُ مَا الْفَيْنَا عَلَيْهِ
ابانا ، أوَلَوْ كَانَ آبَاؤُهُمْ لَا يَعْقِلُونَ شَيْئًا وَلَا يَهْتَدُونَ ٥ – البقرة : ١٧٠»Når det siges til dem: ›Følg det, som Allah den Højeste har åbenbaret‹, siger de blot: ›Vi vil kun følge den vej, som vores forfædre fulgte.‹ Men selv hvis deres forfædre ikke forstod noget og ikke fulgte den rette vej — vil de så alligevel følge dem?«

Andetsteds er det blevet sagt:

وَإِذَا قِيلَ لَهُمْ تَعَالَوْا إِلَى مَا أَنْزَلَ اللهُ وَإِلَى الرَّسُولِ قَالُوا حَسْبُنَا مَا
وَجَدْنَا عَلَيْهِ آبَاءَنَا ، أَوَلَوْ كَانَ آبَاؤُهُمْ لا يَعْلَمُونَ شَيْئًا وَلَا يَهْتَدُونَ ، يَأَيُّهَا
الَّذِينَ آمَنُوا عَلَيْكُمْ أَنْفُسَكُمْ : لا يَضُرُّكُم مِّنْ ضَلَّ إِذَا اهْتَدَيْتُمْ ، إِلَى الله مَرْجِعُكُمْ جَمِيعًا فَيُنَبِّئُكُمْ بِمَا كُنتُمْ تَعْمَلُونَ ٥ – المائدة : ١٠٤-١٠٥

“Når de blev bedt om at komme til den lov, som Allah har sendt ned, og komme til Sendebudet, sagde de straks: ‘Det er tilstrækkeligt for os at følge den vej, som vores forfædre fulgte.’ Men hvis deres forfædre ikke kendte sandheden og ikke fulgte den rette vej, skal de så alligevel følge dem blindt? O I, der tror! I bør tænke jer om. Hvis I selv følger den rette vej, vil andres vildfarelse ikke skade jer. I skal alle til sidst vende tilbage til Allah. Da vil Allah den Ophøjede vise jer, hvad der var godt og ondt i jeres handlinger.” – Sura al-Ma’idah: 104-105

Generelt er de uvidende mennesker i enhver tid fordybet i denne slags vildfarelse, og dette forhindrer dem i at tage imod Allahs profets kald. Da den ærværdige Moses, fred være med ham, kaldte folk i sin tid til Allahs sharia, sagde de også dette:

اجِئْتَنَا لِتَلْفِتْنَا عَمَّا وَجَدْنَا عَلَيْهِ أَبَاهُ نَا – يونس : ۷۸”Er du kommet for at få os til at opgive den vej, som vores forfædre fulgte?” – Sura Yunus: 78

Da den ærværdige Ibrahim, fred være med ham, bad sit folk om at holde sig fra shirk, sagde de også dette:

وَجَدَنَا آبَاءَ نَا لَهَا عَبدِينَ – الانبياء : ٥٣”Vi har set vores forfædre tilbede netop denne guddom.”

Kort sagt har folk i enhver tid, efter at have hørt hver enkelt profets kald, kun sagt dette: “Det, du siger, strider mod vores forfædres skik. Derfor kan vi ikke acceptere det.” Det er blevet sagt i Koranen.

وكَذَلِكَ مَا أَرْسَلْنَا مِنْ قَبْلِكَ فِي قَرْيَةٍ مِّنْ نُذِيرٍ إِلَّا قَالَ مُتْرَفُوهَا إِنَّا
وجَدْنَا آبَاءَنَا عَلَى أُمَّةٍ وَإِنَّا عَلَى أَثَرِهِم مُّقْتَدُونَ قُلْ أَوَلَوْ جِئْتُكُمْ بِأَهْدَى مِمَّا وَجَدتُّمْ عَلَيْهِ آبَاءَكُمْ ، قَالُوا إِنَّا بِمَا أُرْسِلْتُمْ بِهِ كُفِرُونَ فَانْتَقَمْنَا مِنْهُمْ فَانْظُرْ كَيْفَ كَانَ عَاقِبَةُ الْمُكَذِّبِينَ – الزخرف : ٢٣-٢٥

“Det sker altid, at når jeg sender en profet til et land, siger de velhavende og velstående mennesker dér: Vi har set vores forfædre følge en bestemt skik, og vi følger nøjagtigt den samme skik. Profeten sagde til dem: Vil I fortsat følge jeres forfædres skik, selv hvis jeg fortæller jer noget, der er bedre end deres skik og tradition? De svarede: Vi tror overhovedet ikke på det, du siger. Da de gav dette svar, straffede jeg dem også hårdt. Se nu, hvor alvorlig enden blev for dem, der overtrådte mine forskrifter.” – Sura az-Zukhruf: 23-25

Efter at have gjort disse ting bekendt siger Allah den Ophøjede: Enten følger I jeres forfædres skik og tradition, eller også adlyder I oprigtigt kun mine befalinger; men I kan aldrig overholde disse to ting samtidig. I kan kun vælge én af de to veje. Hvis I ønsker at blive muslimer, så opgiv alt og fortsæt med kun at adlyde mine befalinger:

وَإِذَا قِيلَ لَهُمُ اتَّبِعُوا مَا أَنْزَلَ اللهُ قَالُوا بَلْ نَتَّبِعُ مَا وَجَدْنَا عَلَيْهِ آبَاءَنَا ، أولَوْ كَانَ الشَّيْطَنُ يَدَعُوهُمْ إِلَى عَذَابِ السَّعِيرِ وَمَنْ يُسْلِمَ وَجْهَهُ إلى اللهِ وَهُوَ مُحْسِنٌ فَقَدِ اسْتَمْسَكَ بِالْعُرْوَةِ الْوُثْقَى ، وَإِلَى اللهِ عَاقِبَةُ الْأُمُورِ وَمَنْ كَفَرَ فَلَا يَحْزُنكَ كُفْرُهُ ، إِلَيْنَا مَرْجِعُهُمْ فَتُنَبِّئُهُمْ بِمَا عَمِلُوا – – لقمن : ۲۱-۲۳

“Da de blev bedt om at følge den forskrift, Allah havde givet, sagde de: Vi vil kun følge den vej, som vi har set vores forfædre følge. Men hvad nu, hvis Satan kalder dem til Helvedet? Den, der helt har overgivet sig til Allah og er blevet retskaffen, har grebet fat i det stærkeste håndtag. For alle sagers ende ligger hos Allah. Og hvad angår den, der fornægter Allah – profet, du har ingen grund til at sørge over hans fornægtelse. De vil alle vende tilbage til Mig. Da vil Jeg vise dem resultatet af alle deres handlinger.” – (Sura Luqman: 21-23)

Dette er den anden årsag til, at mennesker bliver vildledt. Om den tredje vej siges der i Koranen, at når et menneske opgiver Allahs befalinger og begynder at adlyde menneskers befalinger, idet han tror, at en bestemt person er meget velhavende, og at det, han siger, derfor nødvendigvis må være sandt, eller at hans forsørgelse ligger i en bestemt persons hænder, og at denne persons befalinger derfor nødvendigvis bør adlydes, eller at en bestemt person har stor styrke og magt, hvorfor det er nødvendigt at følge ham; eller at en bestemt person vil ødelægge ham ved at nedkalde en forbandelse over ham, eller at en bestemt person vil tage ham med til Paradiset, hvorfor alt, hvad denne person siger, bør anses for fejlfrit; eller at en bestemt nation i dag gør store fremskridt, hvorfor dens skikke bør følges – så kan han på ingen måde handle i overensstemmelse med Allahs vejledning.

وإن تُطِيعُ أَكْثَرَ مَنْ فِي الْأَرْضِ يُضِلُّوكَ عَنْ سَبِيلِ اللَّهِ .. الانعام ١١٦”Hvis du følger flertallet af dem, der findes på jorden, vil de føre dig bort fra Allahs vej og ind på vildfarelsens vej.” – al-An’am 116

Det vil sige, at et menneske kun kan forblive på den rette vej, når det kun har én Allah. Den, der anerkender hundredvis og tusindvis af mennesker som ‘guder’, og som nogle gange følger den ene guds ord og andre gange en anden guds ord, kan aldrig finde den rette vej.

Af den foregående drøftelse har I tydeligt forstået, at der findes tre store årsager til, at mennesker bliver vildledt.

For det første: Slaveri under nafs.

For det andet: Slaveri under forfædres, familiens og slægtens skikke og sædvaner.

For det tredje: Slaveri under verdens mennesker i almindelighed; herunder regnes slaveri under de rige, konger, herskere, falske ledere og verdens vildledte nationer.

Disse tre store »guder« gør krav på at være menneskenes guder. Den, der ønsker at blive muslim, må først og fremmest fornægte disse tre »guder«, og så snart han gør det, kan han blive en sand muslim. Men for den, der har anbragt disse tre slags guder i sit hjerte og handler efter deres befalinger, er det meget vanskeligt at blive Allahs sande tjener. Han kan bede halvtreds gange om dagen, faste hele dagen for at vise sig frem og iklæde sig muslimsk ydre, men kun bedrage folk. Han kan også bedrage sig selv og tro, at han er blevet en oprigtig muslim. Men der er ingen tvivl om, at han aldrig kan bedrage Allah ved sådanne kneb.
Det er slaveriet under de tre »guder«, som jeg nævnte ovenfor, der er den egentlige shirk. I har knust gudebillederne af sten, og I har ødelagt statuerne og afgudstemplerne, der er bygget af mursten og kalk; men I har slet ikke skænket det en tanke, at der stadig findes et afgudstempel i jeres bryst. Alligevel er det at knuse disse afguder fuldstændigt den vigtigste opgave og den allerførste betingelse for at blive muslim. Selv om jeg taler til alle verdens muslimer, og jeg ved, at den eneste årsag til, hvor meget verdens muslimer er blevet, bliver og i fremtiden vil blive skadet, er dyrkelsen af disse tre slags guder, taler jeg her kun til de muslimske brødre i dette land: Roden til jeres forfald, jeres mange mangler, klager og ulykker er de ovennævnte tre ting. Slaveriet under nafs, slaveriet under nedarvede skikke og slaveriet under andre mennesker end Allah findes stadig i meget høj grad blandt jer. Og netop dette ødelægger jeres styrke samt jeres dīn og īmān fuldstændigt indefra. Blandt jer findes der forskelle mellem ashraf og atraaf, mellem de fornemme og de almindelige, mellem de små og de store. På den måde er medlemmerne af jeres samfund blevet opdelt i forskellige klasser. Men islam ønskede at gøre alle disse klasser og grupper til ét folk og hinandens brødre, som en stærk mur. Det var Allah den Almægtiges ønske, at hver eneste sten i denne mur skulle være solidt forbundet med de andre sten. Alligevel holder I stadig fast i den gamle hinduistiske forestilling om kasteforskelle. Ligesom hinduernes ene gruppe holder sig adskilt fra den anden, og den ene kaste hader den anden, gør I præcis det samme. Når det gælder ægteskab, kan I ikke indgå forbindelser med hinanden. I kan ikke tage imod alle muslimer som brødre på lige fod. I kalder hinanden brødre med ord, men i praksis består der blandt jer nøjagtig den samme forskel, som der fandtes i Arabien før islam. Derfor kan I ikke forene jer og blive til en stærk mur. Ligesom mursten, der ligger spredt i alle retninger fra en sammenstyrtet mur, ligger I som enkeltmennesker adskilt fra hinanden. Derfor kan I hverken blive til en samlet styrke eller stå imod nogen form for ulykke eller fare. Hvis man i overensstemmelse med islams klare lære siger til jer, at I skal knuse alle disse skel og forskelle og forene jer, vil I svare med de samme ord: »Vi kan ikke bryde den skik, der har eksisteret siden vore forfædres tid.« Men ved I, hvad Allah den Almægtige vil svare på dette? Han vil sige: »Godt, så bryd ikke disse ting ned, og opgiv ikke disse ikke-islamiske skikke; så vil jeg også sønderdele jer fuldstændigt, og selv om I er talrige i verden, vil jeg holde jer ydmygede og forfaldne.«
Allah den Almægtige har befalet jer, at alle jeres sønner og døtre skal modtage en andel af jeres ejendom. Men hvad har I svaret på det? I har sagt: »Efter vore forfædres lov kan piger ikke få en andel af arven – det er kun sønnerne, der kan få den. Derfor følger vi vore forfædres lov og kan ikke følge Allahs lov.« Tænk lidt over det: Er dette islam? Det er blevet sagt til jer, at I skal opgive de nedarvede love og de love, der gælder i landet, men hver eneste af jer svarer: »Når alle andre opgiver dem, vil jeg også gøre det.« For hvis andre mennesker ikke giver deres døtre en andel af arven, vil min ejendom jo gå ind i andres hjem, mens intet fra andres hjem vil komme ind i mit. … Tænk over, hvad dette svar betyder. Hvis De vil følge Allahs lov, når andre følger den, har De så med en sådan betingelse troet på Allahs lov? Så kan De i morgen også sige: »Hvis andre begår utugt, vil jeg også begå utugt; hvis andre stjæler, vil jeg også stjæle.« Kort sagt: Så længe andre ikke opgiver alle synder, vil jeg også fortsætte med at begå alle synder. Sagen er i virkeligheden, at vi på dette område får jer til at dyrke alle de tre guder, vi har nævnt. I tilbeder nafs, I tilbeder også jeres forfædres skikke, og I er desuden slaver af verdens afgudsdyrkende folk. Samtidig gør I krav på islam, mens I dyrker disse tre guder. Jeg har her kun nævnt to eksempler. Hvis I derimod åbner øjnene og ser jer omkring, vil I blandt jer finde så mange alvorlige sygdomme, at de ikke kan tælles til ende, og hvis I lægger mærke til det, vil I se, at der ét sted dyrkes én gud, et andet sted to guder, og et tredje sted alle tre guder. At gøre krav på islam samtidig med at dyrke tre guder er latterligt, og under sådanne forhold er det ikke mindre latterligt at håbe, at den grænseløse nåde, som Allah den Almægtige har lovet at lade nedkomme over oprigtige muslimer, også vil komme ned over os.

Prøvelsen af īmān

I den forrige artikel blev det sagt, at der ifølge Koranen er tre egentlige årsager til, at mennesket farer vild. For det første: at forlade Allahs lov og blive slave af sit eget nafs’ begær; for det andet: i mødet med Allahs lov at følge sin slægts skikke og traditioner samt sine forfædres vej; og for det tredje: at kaste den vejledning, som Allah og Hans Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har anvist, bort og adlyde verdens mennesker – hvad enten denne person er en indflydelsesrig person fra ens eget folk eller tilhører et andet folk.

En muslims sande kendetegn er, at han er fuldstændig fri for disse tre former for sygdom og vildfarelse. Muslim kaldes kun den, som ikke er slave af nogen anden end Allah og ikke følger nogen anden end Sendebudet. Muslim er den person, som oprigtigt tror, at Allahs og Hans Profets lære er den fulde sandhed, og at alt, der strider imod den, er løgn. Menneskets velbefindende og fremgang i både dīn og denne verden findes alene i Allahs og Sendebudets ophøjede lære. Den, som uden tvivl kan tro på dette, vil i alle sit livs handlinger kun undersøge: Hvad er Allahs befaling, og hvad er Sendebudets forskrift? Og så snart han får det at vide, vil han straks bøje sit hoved for den. Derefter, hvor uroligt hans hjerte end måtte være, hvor meget hans slægtninge end måtte forsøge at få ham til at vende om, og hvor meget verdens mennesker end måtte modsætte sig ham, vil han ikke tage hensyn til nogen af dem. For til enhver af dem vil han kun give dette svar: »Hør her, jeg er kun Allah den Højestes tjener; jeg er ikke tjener for nogen af jer, og jeg har troet på Sendebudet – jeg har ikke troet på dig.« Men hvis en person siger: Hvis dette virkelig er Allahs og Sendebudets befaling, så lad det være sådan; mit hjerte accepterer det imidlertid ikke, eller jeg frygter, at det vil skade mig; derfor vil jeg forlade Allahs og Sendebudets befaling og følge min egen mening – så vil der ikke være den mindste rest af īmān tilbage i denne persons hjerte. Han er ikke en mu’min, men en munāfiq. Selv om han med munden hævder kun at være Allahs tjener og en, der følger Profeten, er han i virkeligheden slave af sit eget nafs og følger sin egen mening.

På samme måde skal en person regnes blandt hyklerne, hvis han siger: Uanset hvad Allahs og Sendebudets befaling er, hvordan kan man så opgive en bestemt regel, når den har været fulgt siden forfædrenes tid? Eller: En bestemt skik har eksisteret i min slægt eller stamme fra tidernes morgen; hvordan kan jeg i dag handle imod den? Hvor mange mærker der end måtte komme på hans pande, mens han beder, og hvor fromt han end måtte fremtræde offentligt, er der ingen tvivl om, at han i virkeligheden er en hykler. Årsagen er, at religionens grundlæggende sandhed overhovedet ikke har fået plads i hans hjerte – hans hjerte accepterer ikke islam oprigtigt. Det er ikke blot at udføre rukūʿ og sujūd eller faste og hajj, der kaldes islams dīn. Og man opfylder ikke dīn blot ved at antage en ydre fremtoning som en muslims. I virkeligheden kaldes lydighed mod Allah og Sendebudet dīn eller religion. Den, som nægter at adlyde Allah og Sendebudet i alle sit livs handlinger og gøremål, har i virkeligheden ikke engang duften af dīn i sit hjerte. Hans bøn, faste og fromhed er ikke andet end bedrag.

På samme måde er der ingen grund til at tro, at en person har īmān, hvis han uden hensyn til Allahs og Hans Profets vejledning siger: Eftersom en bestemt ting er meget udbredt blandt de europæiske eller amerikanske folk, og de har gjort fremskridt, bør vi også tage den til os; eller: Et bestemt folk har gjort en bestemt ting, og en stor mand har sagt dette, derfor er det også vores pligt at følge det. Hvis man har īmān, kan man ikke sige den slags. Hvis I virkelig er muslimer og ønsker at forblive muslimer, må enhver tale, der strider mod Allahs og Hans Sendebuds befaling, kastes bort. Hvis man ikke kan gøre dette, sømmer det sig ikke for nogen at gøre krav på islam. At hævde med munden: »Vi anerkender Allah og Sendebudet«, men hele tiden i alle livets gøremål følge verdens mennesker og tilsidesætte Allahs og Sendebudets ord – dette er hverken īmān eller islam; det er ikke andet end hykleri.

I den hellige Korans 18. juz’ har Allah den Højeste sagt med klare ord:

لَقَدْ أَنْزَلْنَا أيت مُبَيِّنَتِ ، وَاللهُ يَهْدِي مَنْ يُشَاءُ إِلَى صِرَاطٍ مُسْتَقِيره
وَيَقُولُونَ أَمَنَّا بِاللهِ وَبِالرَّسُولِ وَأَطَعْنَا ثُمَّ يَتَوَلَّى فَرِيقٌ مِّنْهُم مِّنْ بَعْدِ ذلك ، وَمَا أُولَئِكَ بِالْمُؤْمِنِينَ وَإِذَا دُعُوا إِلَى اللَّهِ وَرَسُولِهِ لِيَحْكُمْ
بَيْنَهُمْ إِذَا فَرِيقٌ مِّنْهُمْ مُعْرِضُونَ ، وَإِنْ يُكُنُ لَهُمُ الْحَقُّ يَأْتُوا إِلَيْهِ مُنْعِتِينَ فِي قُلُوبِهِمْ مُرَضٌ أَمِ ارْتَابُوا أَمْ يَخَافُونَ أَنْ يُحِيفُ اللَّهُ عَلَيْهِمْ وَرَسُولَهُ ، بَلْ أُولَئِكَ هُمُ الظَّلِمُونَ إِنَّمَا كَانَ قَوْلَ الْمُؤْمِنِينَ إِذَا دُعُوا إِلَى اللَّهِ وَرَسُولِهِ لِيَحْكُمَ بَيْنَهُمْ أَنْ يَقُولُوا سَمِعْنَا وَأَطَعْنَا ، أولئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ وَمَنْ يُطِعِ اللَّهَ وَرَسُولَهُ وَيَخْشَ اللَّهَ وَيَتَّقُه فَأُولَئِكَ هُمُ الْفَائِزُونَ – النور : ٥٢٤٦

»Jeg har nedsendt vers, som klart skelner mellem sandhed og falskhed. Allah vejleder den, Han vil, til den rette vej gennem disse vers. Folk siger: Vi tror på Allah og Hans Sendebud, og vi erklærer, at vi adlyder dem; men derefter ophører nogle af dem med at adlyde. Disse mennesker er ikke troende. Når de bliver kaldt til at få afgjort deres sager efter Allah den Højestes lov, vender nogle af dem sig bort og går en anden vej. Men hvis afgørelsen efter Allahs lov er efter deres egen lyst, accepterer de den naturligvis. Er der en sygdom i deres hjerter? Eller er de blot nedsunket i grundløs tvivl? Eller frygter de, at Allah og Hans Sendebud vil berøve dem deres ret? Uanset hvad årsagen er, gør de selv uret mod sig. En regel for enhver troende er, at når de kaldes til at få afgjort en sag efter Allahs lov, bøjer de deres hoved og siger: »Vi har hørt, og vi følger den.« I virkeligheden er det kun disse mennesker, der kan opnå frelse og fremgang. Og kun de, som adlyder Allahs og Hans Sendebuds befaling, frygter Allah og holder sig fra ulydighed mod Ham, vil få succes og blive frelst.« – Sura an-Nūr 46-52

Prøv at forstå lidt mere indgående den beskrivelse af troen, som er blevet givet i disse vers. I virkeligheden er tro at underkaste sig Allahs Bog og Sendebudets vejledning. Bøj hovedet for den befaling, der kommer derfra. Lyt ikke til noget, der strider imod den – hverken til dit eget hjertes stemme, til din slægts og families ord eller til verdens menneskers ord. Den, der har denne egenskab i sit hjerte, er i sandhed en troende og muslim. Den, der ikke har denne egenskab, kan ikke kaldes andet end en hykler.
I har måske hørt, at det var meget udbredt at drikke vin i Arabien. Mænd og kvinder, unge og gamle, var næsten vanvittigt optagede af vin. I deres hjerter fandtes der i virkeligheden en dyb tiltrækning til den. De skrev utallige ghazaler og sange til dens lovprisning. De var endda rede til at sætte livet på spil for vin. I ved også, at det er meget vanskeligt at slippe af med alkoholens afhængighed, når først den har fået tag i én. Alkoholikere kan sætte livet på spil for vin, men de kan ikke opgive den. Hvis en alkoholiker ikke får vin, bliver hans tilstand værre end hos en alvorligt syg. Men har I nogensinde hørt, hvad der skete, da verset, der forbød vin, blev åbenbaret? De samme arabere, der var vanvittige efter vin og rede til at give livet for den, slog straks efter at have modtaget denne befaling selv de store vinkar i stykker. Vin flød gennem Madinas gader og gyder som regnvand. Nogle mennesker sad samlet i en forsamling og drak vin. Da Profetens udråber nærmede sig dem og sagde, at vin var blevet forbudt, standsede hver hånd dér, hvor den befandt sig, og ingen bevægede sig det mindste videre. Den, hvis hånds bæger havde rørt hans mund, fjernede det straks. Derefter kom ikke en eneste dråbe vin ned i hans mave. Dette er den sande tros kendetegn. Og dette kaldes lydighed mod Allah og Sendebudet.
I ved naturligvis, hvor streng straffen for utugt er i islam. Det er hundrede piskeslag på ryggen. Blot tanken om det får i sandhed menneskets krop til at gyse. Og hvis den utugtige er gift, stenes han til døde. Bare ved at høre om denne strenge straf ryster mennesker af frygt. Men ved I, hvordan de mennesker havde det, som havde oprigtig tro, men ved en fejltagelse havde begået utugt? En mand faldt for Satans bedrag og begik utugt. Ingen havde været vidne til det, ingen kunne føre ham til retten, og der var heller ingen, som kunne underrette politiet. Men i hans hjerte fandtes oprigtig tro. Og denne tro sagde til ham: »Når du uden at frygte Allahs lov har opfyldt dit begær, så vær rede til at modtage straffen efter Hans fastsatte lov.« Derfor kom han selv til profeten Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg har begået utugt; straff mig for det.« Profeten Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, vendte da ansigtet bort. Manden gik igen hen til ham fra den side og bad om at blive straffet, idet han sagde: »Giv mig den straf, der svarer til den synd, jeg har begået.« Dette er tro. Den, der har denne tro, finder det let at modtage hundrede piskeslag på sin blottede ryg og endog at dø under stenkast; men det er meget vanskeligt for ham at møde Allah, efter at have været ulydig mod Ham.
I ved også, at mennesket blandt verdens folk især holder af sine slægtninge. Fader, søn og bror er særligt kære for mennesker, og de er rede til at opgive alt for dem. Men tænk et øjeblik på slagene ved Badr og Uhud, og se, hvem der kæmpede mod hvem. Faderen var på muslimernes side, sønnen på de vantros side; sønnen på den ene side og faderen på den anden; den ene bror på islams side og den anden bror på fjendens side. De nærmeste slægtninge blev delt i to grupper og kæmpede mod hinanden. Og de kæmpede på en sådan måde, som om de slet ikke kendte hinanden. De kæmpede ikke for penge, jord eller nogen personlig fjendskab. De udgød deres eget blod og kæmpede mod deres slægtninge alene for Allahs og Sendebudets skyld. De havde en så stærk vilje, at de uden tøven kunne ofre fædre, brødre, sønner og hele deres slægt for Allahs og Sendebudets skyld.
I ved også, at islam fuldstændig afskaffede næsten alle de gamle skikke og sædvaner i Arabien. Datidens største højtid var afgudsdyrkelsen. Denne skik havde bestået i hundreder af år. Men islam bekendtgjorde klart: »Forlad disse afguder.« At drikke vin, begå utugt, spille hasard, stjæle og røve var dagligdags begivenheder i Arabien. Islam sagde: »Dette må opgives.« Arabiske kvinder færdedes helt åbent. Islam befalede: »Sådan må I ikke færdes; indfør slør og afskærmning.« Kvinder fik dér ingen del i arven. Islam bekendtgjorde, at kvinder ligesom mænd skulle have del i arven. En adoptivsøn blev dér anset for at være præcis som ens egen biologiske søn. Islam sagde: »Det kan ikke være sådan. Blot fordi man opfostrer en andens søn, bliver han ikke ens egen biologiske søn.« Selv hvis en adoptivsøn skilte sig fra sin hustru, kunne man gifte sig med hende. Kort sagt blev alle disse gamle skikke sønderbrudt én efter én.
Ved I, hvordan de, der troede på Allah og Sendebudet, handlede dengang? De afguder, som de selv og deres forfædre havde tilbedt i hundreder af år, og foran hvilke de havde bragt alle slags ofre og gaver og bøjet hovedet i prostration, knuste de troende med deres egne hænder, én efter én. De opgav alle de slægtsmæssige skikke og sædvaner, der havde bestået i hundreder af år. Det, de havde anset for stort og helligt, trådte de på, så snart de modtog Allahs befaling. Det, de havde hadet, begyndte de straks at tage imod som noget godt, da de modtog Allahs befaling. Det, man altid havde anset for rent og helligt, begyndte de efter Allahs lov at anse for urent. Og det, man havde anset for urent, blev pludselig helligt. De opgav straks alle de vantros skikke, som de havde fundet komfort og lykke i, da de modtog Allahs befaling, og de tog med glæde imod de islamiske befalinger, som mennesker havde anset for vanskelige at følge. Dette er tro, og dette kaldes islam. Men tænk over det: Hvis araberne dengang havde sagt ligesom deres forfædre: »Vi vil ikke følge sådan og sådan en handling, for den vil skade os. Vi vil bestemt udføre sådan og sådan en handling, fordi den har bestået siden vores forfædres tid, og vi kan ikke opgive sådan og sådan en skik hos romerne eller iranerne, fordi vi synes så godt om den« – hvis de således havde forkastet islams befalinger én efter én, ville der så i dag have været én eneste muslim i verden?

Det siges i Koranen:

لَنْ تَنَالُوا الْبِرَّ حَتَّى تُنْفِقُوا مِمَّا تُحِبُّونَ – – ال عمران : ۹۲»I kan aldrig opnå den sande godhed, før I giver noget af det, I elsker, som offer for Allah. I vil under ingen omstændigheder kunne opnå den sande lykke, hvis I ikke ofrer det, I elsker, for Allah.« – Sura Ali Imran: 92

Dette vers udtrykker selve kernen i islam og iman. Islams egentlige krav er, at I ofrer det, I holder allermest af, for Allahs skyld. I alle livets forskellige gøremål vil I se, at Allahs befaling kalder jer i én retning, mens jeres nafs kalder jer i den stik modsatte retning. Allah befaler jer at gøre noget, men jeres nafs tilskynder jer til at undlade det, fordi I derved vil få store vanskeligheder eller lide et alvorligt tab. Allah forbyder jer at gøre noget, men jeres nafs anser det for yderst behageligt og gavnligt og er ikke rede til at opgive det. Ved enhver handling står Allahs velbehag på den ene side, mens hele verdens tiltrækningskraft med dens glæder og bekvemmeligheder kalder på jer fra den stik modsatte side. Kort sagt står mennesket ved hvert eneste skridt i livet over for to veje: den ene er islams vej, den anden er kufrs og hykleriets vej. I en sådan situation må man forstå, at kun den person har valgt islams vej, som træder på alt i verden og bøjer hovedet for Allahs befaling alene. Den, der derimod tilsidesætter Allahs befaling for at tilfredsstille sine egne ønsker eller verdens krav, må man forstå har valgt kufrets og hykleriets vej.

Mennesker i vor tid har fuldstændig antaget et opportunistisk princip. De accepterer ganske vist islams enkle regler med stor glæde, men når de står over for den virkelige konfrontation mellem kufr og islam, ændrer de straks kurs. Selv blandt mennesker, der gør store krav på at være islams fortalere, findes denne svaghed. De råber ganske vist højt: Islam, islam! Når de lovpriser islam, skummer ordene nærmest over på deres læber, og de udfører også mange handlinger for syns skyld. Men når de, der lovpriser islam så meget, sammen opfordres til at gennemføre islams fuldstændige lov på sig selv, svarer de straks: Det er ikke let; det medfører alle mulige vanskeligheder, eller: Det kan ikke lade sig gøre nu. Det betyder i virkeligheden, at islam blot er et smukt legetøj. Hvis man stiller det op på en hylde, kan man beundre dets skønhed. Man kan lovprise det meget med munden, men efter deres mening er det en forbrydelse overhovedet at tale om at håndhæve det som en fuldstændig lov over for sig selv, sin familie, sine slægtninge og sine egne forretninger og gøremål. Sådan er tilstanden blandt de mennesker, der i dag er kendt som religiøse – hvad skal man så sige om alle andre i verden? Husk, at det netop er derfor, at vores bøn, faste, recitation af Koranen og synlige efterfølgelse af sharia i dag ikke længere har den samme virkning som før, og at vi derfor ikke opnår noget resultat gennem dem i vores virkelige liv. For når selve livet mangler, hvad godt kan så en livløs krop udrette?

Islams ufejlbarlige målestok

Allah, den Ophøjede, har sagt i Sin hellige Bog:

قُلْ إِن صَلاتِي وَنُسُكِي وَمَحْيَايَ وَمَمَاتِي لِلَّهِ رَبِّ الْعَلَمِينَ الأَشَرِيكَ
له ، وبذلك أمرت وأنا أول المسلمين – الانعام : ١٦٣-١٦٤”(O Muhammad!) Sig: Min bøn, alle mine tilbedelseshandlinger samt mit liv og min død – alt tilhører Allah, Herren over alle verdener. Han har ingen partner. Det er dette, jeg er blevet befalet at sige, og jeg er den første, der bøjer mit lydighedshoved for Ham.” – Sura al-An’am 6:163-164

I forbindelse med forklaringen af dette vers sagde Den Ædle Profet (fred være med ham):

من أَحَبُّ لِلَّهِ وَأَبْغَضَ لِلَّهِ وَأَعْطَى لِلَّهِ وَمَنَعَ لِلَّهِ فَقَدِ اسْتَكْمَلُ الْإِيْمَانَ”Den, der elsker for Allahs skyld, hader for Allahs skyld, giver for Allahs skyld og afholder sig fra at give for Allahs skyld, har fuldkommengjort sin iman. Det vil sige, at han er blevet en fuldkommen troende.”

Det fremgår af det vers, jeg først nævnte, at islam påbyder mennesket at vie al sin underkastelse og lydighed, sit liv og sin død oprigtigt til Allah alene og ikke sætte nogen ved siden af Ham i dette. Med andre ord skal mennesket ikke underkaste sig eller adlyde nogen anden end Allah alene. Dets liv og død skal heller ikke vies til nogen anden end Allah.

Af det, der er fremsat i Profeten, den ædle Muhammeds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ord i forbindelse med forklaringen, kan man forstå, at menneskets kærlighed, fjendskab samt alle dets verdslige handlinger, forretninger og transaktioner udelukkende skal vies til Allah; dette er imans grundlæggende og oprigtige krav. Ellers kan iman ikke nå sin fuldkommenhed, for slet ikke at tale om at opnå en høj rang. I samme grad som der er mangel på dette område, vil der være mangel i menneskets iman. Omvendt vil menneskets iman blive tilsvarende fuldkomment, i den grad det oprigtigt og helt overgiver sit hjerte til Allah.

De fleste mennesker mener, at det kun er nødvendigt at vie sig helt til Allah for at opnå en høj rang eller status; de mener ikke, at en sådan høj grad af hengivelse er en nødvendig betingelse for iman og islam. Med andre ord mener de, at et menneske godt kan være troende og muslim, selv om denne indstilling ikke findes i dets hjerte. Men en sådan opfattelse er grundlæggende forkert. Den skyldes, at almindelige mennesker ikke skelner mellem den juridiske islam og den sande islam, sådan som den tæller hos Allah.

I den fiqh-baserede og juridiske islam undersøges menneskets indre tilstand ikke – og det er heller ikke muligt at undersøge den. I stedet lægges der vægt på, at visse nødvendige ydre tegn er til stede som praktiske beviser på menneskets mundtlige bekendelse. Hvis nogen med munden bekender, at han tror på Allah, Sendebudet, Koranen, det hinsidige og andre nødvendige trosartikler, og derefter opfylder de nødvendige betingelser, der tjener som praktisk bevis på denne mundtlige bekendelse, vil han blive regnet for at være inden for islams grænser. Man vil behandle ham i alle forhold som muslim. Men i virkeligheden er disse forhold begrænset til denne verden, og de giver kun det juridiske og samfundsmæssige grundlag, som det muslimske samfund behøver ud fra et verdsligt synspunkt. Alle, der gennem en sådan bekendelse træder ind i det muslimske samfund, vil blive regnet for muslimer. Ingen af dem må kaldes vantro. De vil have sharia-mæssige moralske og sociale rettigheder over for hinanden, de vil kunne indgå ægteskab med hinanden, arven vil blive fordelt mellem dem, og andre sociale forbindelser vil kunne etableres.

Men menneskets frelse i det hinsidige, dets anerkendelse som muslim og mu’min samt dets optagelse blandt Allahs elskede tjenere kan ikke opnås gennem en sådan juridisk og mundtlig bekendelse alene. Den nødvendige betingelse er derimod, at mennesket i sit hjerte bekræfter troen, vender sit hjerte mod Allah og med oprigtig længsel og iver overgiver sig fuldstændigt til Ham. I denne verden har den mundtlige bekendelse kun betydning ved qadiens domstol og blandt almindelige mennesker eller muslimer, for de kan kun se det ydre. Men Allah ser menneskets hjerte og dets indre virkelige tilstand og sindelag. Allah måler menneskets iman. Om mennesket har viet sit liv og sin død, al sin taknemmelighed, sit venskab, sin lydighed, sin underkastelse og hele sin livsførelse til Allah eller til nogen anden – det er netop efter denne målestok, mennesket vil blive prøvet hos Allah. Hvis denne prøve viser, at det har viet alt dette til Allah alene, vil det blive regnet for muslim og mu’min. Hvis det har viet noget af det til nogen anden, vil det hverken blive regnet for muslim eller mu’min. Ud fra dette vil menneskets iman og islam være lige så umoden, som det viser sig at være umodent og ufuldkomment. Selv om det i denne verden regnes for en meget stor muslim og tildeles en enestående status, vil det ikke have nogen betydning hos Allah. Menneskets værdi hos Allah afgøres alene af, om det har anvendt alt, hvad Allah har givet det, for Allah og på den vej, Han har anvist. Hvis du har gjort dette, vil du få den status, der tilkommer en lydig og Allahs venskab værdig person. Men hvis du holder noget borte fra Allahs tjeneste og ikke anvender det på den vej, Allah har anvist, vil din mundtlige påstand om at være muslim – altså om at have overgivet dig fuldstændigt til Allah – blive bevist som løgn. Selv om denne falske påstand måske kan bedrage mennesker i denne verden, så de giver dig en plads i det muslimske samfund og tildeler dig alle de muligheder og fordele, som tilkommer en muslim, vil Allah aldrig blive bedraget af den. Han vil ikke regne dig blandt sine trofaste og lydige venner.

Hvis man tænker grundigt over den forklaring, der er givet på forskellen mellem juridisk islam og sand islam, kan man forstå, at forskellen i resultat ikke kun vil vise sig i det hinsidige; dens praktiske følger må også blive forskellige i denne verden. Derfor kan alle de muslimer, der har levet på jorden, og alle dem, der nu lever her, opdeles i de ovennævnte to grupper.

Man ser én slags muslimer, som anerkender Allah og Sendebudet og accepterer islam blot som en religion. Men de giver denne religion ikke mere status end som én del eller afdeling af deres samlede liv. I denne særlige del og afdeling har de fuld tro på islam. De udfører tilbederitualerne som foreskrevet. De fremsiger tasbih og udfører dhikr og adhkar. De udviser også gudsfrygt i forbindelse med mad, drikke og visse sociale forhold; næsten alt, hvad der hører til religionsudøvelsen, bliver gjort. Men uden for denne del og afdeling får islamiske handlinger ingen plads i livets øvrige områder. Deres kærlighed dér gælder dem selv, deres egne interesser, deres land og folk eller noget andet; og hvis de nærer fjendskab eller fører krig, sker det ligeledes for en sådan verdslig interesses skyld. Deres handel og omgang, deres arbejde og forretninger, deres forhold og forbindelser, deres børn og efterkommere, slægt og familie, land og samfund samt deres omgang med andre mennesker – alt dette foregår ud fra et rent verdsligt synspunkt, idet islam fuldstændig holdes udenfor. Uanset om de er godsejere, forretningsfolk, herskere eller soldater, arbejder hver af dem som en selvstændig erhvervsudøver og ikke som muslim. På dette område giver de muslimskhed ikke den mindste plads. Selv om deres muslimskhed delvist påvirker de kulturelle, uddannelsesmæssige og politiske aktiviteter, som de deltager i samlet og kollektivt, etableres der ingen egentlig forbindelse mellem disse aktiviteter og islam.

Der findes en anden slags muslimer, som overgiver hele deres personlighed og hele deres væsen til islam. De udfører deres pligt som muslimer på alle områder af livet. Hvad enten de er muslimske fædre, muslimske børn, muslimske hustruer, købmænd, jordejere, arbejdere eller tjenere – hvad de end er – lever de overalt som muslimer. Deres sindelag, håb og ønsker, tanker og anskuelser, vurderinger og beslutninger, had og kærlighed samt deres præferencer og aversioner følger alt sammen islams ideal. Islam hersker fuldstændigt over deres sind og forstand, deres øjne og ører, deres mave og kønsorganer, deres hænder og fødder og alle deres kropsdele. Deres hengivenhed, kærlighed og fjendskab overskrider ikke islams grænser. Når de knytter forbindelse med nogen, gør de det for islams skyld; når de kæmper mod nogen, kæmper de for islams skyld; og når de giver noget til nogen, gør de det alene, fordi islam påbyder det. Omvendt ophører de med at give nogen noget netop efter islams anvisning. Denne måde at handle på gælder ikke kun deres personlige liv; hele deres samlede liv vil også være opbygget fuldstændigt på islams grundlag. Som fællesskab vil hele deres væsen være viet og ofret til islam. Hele deres nationale karakter, deres rolle og deres aktiviteter vil være grundlagt på og styret af islams principper.

Disse to slags muslimer er i deres væsen fuldstændig modsætninger. Juridisk regnes begge klasser som en del af samme ummah, altså samme folk, og ordet »muslim« gælder begge på samme måde, men i virkeligheden er de helt forskellige. Ingen af den første slags muslimers bedrifter er blevet regnet for betydningsfulde eller ærefulde i islams historie. De har ikke udført noget, der kunne sprede islams glorværdige indflydelse i verdenshistorien. Verden har aldrig mærket nogen betydning hos sådanne muslimer. Den virkelige sag er tværtimod, at islams tilbagegang er blevet muliggjort af og gennem sådanne muslimer. Det er, fordi der er mange af denne slags muslimer i det muslimske samfund, at vantroens herredømme over menneskelivet har kunnet etableres, og at muslimerne har kunnet nøjes med muligheden for at leve et begrænset religiøst liv. I virkeligheden ønskede Allah aldrig denne slags muslimer. Han sendte ikke profeterne til jorden for at skabe sådanne muslimer, og Han åbenbarede ikke Bogen for at fremstille dem. Selv hvis sådanne muslimer ikke havde eksisteret i verden, ville der ikke have været nogen særlig vigtig mangel. Der ville heller ikke have været behov for den langvarige række af åbenbaringer for at afhjælpe den. Den slags muslimer, som Allah sendte profeterne og åbenbarede Bogen for at skabe, og som har udført og stadig kan udføre værdifulde og betydningsfulde gerninger i islams øjne, er alene muslimerne i den anden klasse.

Dette gælder ikke kun islam. Intet ideal kan løftes højt af mennesker, som begrænser deres principper og idealer til en mundtlig bekendelse, betragter dem som et tillæg til livet og vier deres liv og død til noget andet. Man kan også i vor tid finde praktiske beviser på dette. Et ideals sande og oprigtige tilhængere kan kun være de mennesker, som overgiver sig med hjerte og sjæl til at følge det og tjene det – de, som vier hele deres personlighed til det, og som ikke elsker noget, de ejer, ikke engang deres eget liv eller deres børn, mere end de elsker dette ideal. I verden er det netop sådanne mennesker, der kan etablere og udbrede et bestemt ideal. Derfor venter ethvert ideal på mennesker af denne slags.

Der er dog én forskel mellem islam og andre idealer. Andre idealer kræver ganske vist også den nævnte underkastelse, oprigtige hengivenhed og lydighed af mennesker, men de har i virkeligheden ingen ret til at stille dette krav. Det er blot et uretfærdigt krav fra deres side over for mennesket. Islams krav over for mennesket er derimod evigt og naturligt. De grunde, på grund af hvilke et ideal kræver, at andre mennesker vier hele deres liv og hele deres personlighed til det, indeholder i virkeligheden noget, som mennesket ikke kan ofre noget af sit eget for. Men når islam kræver fuld overgivelse og oprigtig hengivenhed til Allah, er det netop Ham, mennesket bør vies til. Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører Allah. Mennesket selv er skabt af Allah. Alt, hvad der findes hos og i mennesket, tilhører Allah. Også de ting, som mennesket arbejder med i denne verden, tilhører Allah. Derfor er det, set ud fra fornuft og retfærdighed, kun rimeligt, at det, der tilhører Allah, ofres på Allahs vej. Det offer, mennesket bringer for en anden eller for sin egen interesse og sine egne ønskede ting, er i grunden intet andet end forræderi og misbrug. Hvis man derimod gør noget i overensstemmelse med Allahs befaling, er det naturligvis ikke forræderi. For alt, hvad der ofres for Allah, indebærer i virkeligheden, at Allahs ret opfyldes.

Men muslimerne må lære af de mennesker, som ofrer alt, hvad de ejer, for falske ideologier og idealer samt for selvopfundne guder og herrer, og som med urokkelig fasthed skaber historiske eksempler for deres skyld. Når mennesker kan udvise så stor hengivenhed og oprigtighed for det falske, hvor beklageligt er det da, hvis de ikke bringer blot en tusindedel af dette offer for sandhedens skyld.

I overensstemmelse med den rette målestok for iman og islam, som man kan finde i de nævnte vers og hadither, er det enhver af os’ pligt at foretage selvransagelse. Hvis du hævder at have antaget islam og bragt iman, bør du med skarpt blik undersøge, om dit liv og din død virkelig er viet til Allah alene. Du bør især undersøge, om du lever udelukkende for Allah, og om hele din forstands og dit sinds evne og kapacitet, din krops og din sjæls styrke, din tid og dit arbejde er viet til at opfylde Allahs vilje og udføre den muslimske ummahs ansvar. Du bør også nøje undersøge, om din tilbedelse og lydighed alene er for Allah, og om dit liv på den anden side er fuldstændig frit for underkastelse under nafs samt for underkastelse under familie, stamme, venner, samfund og regering. Undersøg også nøje, om dine præferencer og aversioner er bestemt i overensstemmelse med Allahs vilje. Tænk videre over, om du kun elsker og nærer hengivenhed for den, du elsker, for Allahs skyld. Er det også for Allahs skyld, at du hader den, du hader? Er der ikke nogen egeninteresse i dette had og denne kærlighed? Er det også for Allahs skyld, at du giver eller undlader at give? Når du giver noget til nogen i denne verden, også af det, der vedrører din mave og dit sind, ønsker du da alene at opnå Allahs tilfredshed med det? Og er din undladelse af at give ligeledes for Allahs skyld? Undlader du at give, fordi Allah den Højeste har forbudt det? Og ønsker du ved ikke at give alene Allahs tilfredshed?

Hvis du kan se, at indstillingen om at vie alt til Allah findes i dig, så bring Allah tak. For Allah har virkelig fuldkommengjort din iman. Men hvis du på dette område mærker nogen mangel hos dig selv, så tag straks fat på at fjerne den og ret alle dine bestræbelser og aktiviteter mod dette. Din succes i denne verden og din frelse i det hinsidige afhænger nemlig af, at denne mangel bliver afhjulpet. Selv om du opnår en enorm rigdom i verden, kan den ikke afhjælpe denne mangel. Men hvis du kan afhjælpe den, vil du i virkeligheden ikke have lidt noget tab, selv om du ikke opnår noget i verden.

Husk, at denne målestok fra Koranen og hadith ikke er fastsat for at bedømme andre eller erklære dem for mu’min eller hykler, muslim eller vantro. Den er i virkeligheden fastsat for at redde dig selv og for at kende dine egne fejl i denne verden og rette dem, før du kommer til at stå i det hinsidiges domstols anklageboks. Du behøver ikke bekymre dig om, hvad denne verdens mufti eller qadi mener om dig. Det, du skal bekymre dig om, er den plads, Allah – den højeste dommer og den eneste, der kender alt skjult og åbenlyst – giver dig. Du bør ikke slå dig til ro blot ved at se, at du i denne verdens folketællingsregister er opført som muslim. Det er din pligt at være opmærksom på, hvilken status du får hos Allah. Selv om hele verden udsteder et certifikat på din iman og islam, har du i virkeligheden ingen fordel af det. Den sande succes i dit liv er, at du hos Ham, i hvis hånd den endelige dom er, bliver regnet som mu’min i stedet for hykler og som en lydig tjener i stedet for en ulydig.

Hvorfor er det nødvendigt at følge Allahs befalinger?

Jeg har allerede i flere artikler gentagne gange sagt til jer, at islam betyder at følge Allahs og Hans Sendebuds befalinger, og at ingen kan blive muslim, så længe han ikke opgiver at følge sine egne ønsker, sine forfædres overtro samt verdens kongers og andre menneskers ordrer og udelukkende adlyder Allah og Hans Sendebud.

Men hvorfor lægges der så stor vægt på at følge Allahs og Sendebuddets befalinger? Det vil jeg her forklare nærmere. Et menneske kunne spørge: Hvad er behovet for at adlyde Allah? Er Han afhængig af vores lydighed? Og er det derfor, Allah kræver af os, at vi følger Hans egne og Hans Sendebuds befalinger? Er Allah lige så ivrig efter at udøve sin myndighed, som verdens konger og herskere er efter at opretholde deres herredømme? Siger Allah også, ligesom verdens herskere siger til folket: Anerkend mit herredømme? Det er dette spørgsmål, jeg nu vil besvare.

Sagen er, at Allah den Ophøjede ikke kræver menneskers lydighed for Sin egen skyld. Han ønsker den derimod for menneskets eget velbefindende. Allah er ikke som verdens konger og herskere. Verdens konger og embedsmænd udøver deres magt over folk udelukkende for deres egen vindings skyld og forsøger at gøre folk til slaver af deres egne ønsker. Men Allah den Ophøjede har ingen egeninteresse; Han er ophøjet over enhver form for lav egeninteresse. Allah har ikke brug for at opkræve penge fra jer. Han har ikke behov for at bygge paladser, købe motorkøretøjer eller samle penge, luksusvarer og bekvemmeligheder. Han er ren og hellig; Han er ikke afhængig af nogen. Alt i verden tilhører Ham, og Han alene er ejer af al rigdom.

Han befaler jer at følge Hans befalinger og adlyde Ham udelukkende for jeres egen lykkes skyld; Han ønsker kun jeres velbefindende. Han har skabt mennesket som »ashraful makhluqat«, den ædleste af alle skabninger. Han ønsker på ingen måde, at denne ypperste og vældige skabning, mennesket, skal trælle for Satan, blive slave af et andet menneske eller bøje hovedet for verdens smålige og usle ting. Han ønsker heller ikke, at de mennesker, som Han har gjort til Sine stedfortrædere på jorden, skal gå til grunde i uvidenhedens mørke, leve som dyr efter deres egne lyster og blive til de usleste af alle skabninger.

Derfor har Han sagt til menneskene: »O mennesker! Følg kun Mine befalinger, følg kun Mine anvisninger, og adlyd kun Mig. Tag imod det kundskabens lys, som Jeg gennem Min profet har sendt til jer; så vil I kunne finde den lige og rette vej. Og ved at følge denne rette vej vil I kunne opnå ære overalt, både i denne verden og i det hinsidige.«

لا إِكْرَاهَ فِي الدِّين بعد قد تبينَ الرُّشْدُ مِنَ الْغَيِّ ، فَمَنْ يُكْفُرُ بِالطَّاغُوتِ وَيُؤْمِنُ بِاللَّهِ فَقَدِ اسْتَمْسَكَ بِالْعُرْوَةِ الْوُثْقَى وَلَا انفِصَامَ لَهَا ، وَاللَّهُ سَمِيعٌ عَلِيمٌ ، اللهُ وَلِيُّ الَّذِينَ آمَنُوا يُخْرِجُهُم مِّنَ الظُّلُمَاتِ إِلَى النُّورِ وَالَّذِينَ كَفَرُوا أَوْلِيتُهُمُ الطَّاغُوتُ يُخْرِجُونَهُم مِّنَ النُّورِ إِلَى الظلمت ، أُولَئِكَ أَصْحَبُ النَّارِ هُمْ فِيهَا خَلِدُونَ – البقرة : ٢٥٦-٢٥٧»Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet gjort tydelig og klart adskilt fra vildfarelsens krumme vej. Den af jer, der forkaster de falske guder og dem, der fører på vildfarelsens vej, og tror på Allah alene, har grebet fat i det stærkeste håndtag, som aldrig vil briste. Allah hører alt og ved alt. Allah den Ophøjede er beskytter for dem, der tror; Han fører dem ud af mørket og ind på det klareste lys’ vej. Men de, der fornægter Allah, får deres beskyttelse overdraget til deres falske guder og vildledende ledere. De fører dem fra lyset ned i vildfarelsens mørke. De vil komme i Helvede, og dér vil de forblive for evigt.« – Sura al-Baqara 2:256-257

Det er nødvendigt for jer at overveje, hvorfor mennesket synker ned i mørket, når det adlyder andre falske guders befalinger i stedet for Allah og følger dem, og hvorfor det kun er ved at adlyde Allah, at man kan få den lysende vej. I kan se, at jeres liv i verden er knyttet til utallige slags relationer. Jeres første relation er til jeres egen krop. Hænder, fødder, ører, øjne, tunge, sind, hjerne og mave har Allah Ta‘ala alle skænket jer for at tjene jer. Men hvordan I vil få dem til at tjene jer, må I selv overveje. Hvad vil I give maven at spise, og hvad vil I ikke give den; hvad vil I gøre med hænderne, og hvad vil I ikke gøre; ad hvilken vej vil I lade begge fødder gå, og ad hvilken vej vil I ikke lade dem gå; hvilket arbejde vil I lade øjne og ører udføre, og hvilket vil I ikke lade dem udføre; hvilke tanker vil I holde fast i, og hvilke vil I ikke holde fast i; hvilke ting vil I tænke over med sind og hjerne, og hvilke vil I ikke tænke over – alt dette må I afgøre efter at have overvejet sagen fra alle sider. De er alle jeres tjenere. Ved hjælp af dem kan I få udført gode handlinger, men også syndige handlinger. Ved at udføre jeres arbejde kan de gøre jer til mennesker med den højeste værdighed, men de kan også gøre jer værre og lavere end dyr.

Dernæst kommer jeres nærmeste forhold til medlemmerne af jeres husstand – jeres far og mor, brødre og søstre, hustru, sønner, døtre og alle andre slægtninge – som I må omgås dag og nat og til alle tider. Men hvordan I vil behandle dem, må I afgøre efter særlig grundig overvejelse. I bør vide godt, hvilke ‘rettigheder’ de har over jer, og hvilke rettigheder I har over dem. Husk, at jeres lykke, fred, fremgang og succes i denne verden og i det hinsidige afhænger af, om jeres omgang med dem er god. Hvis I behandler dem forkert, vil I forvandle selve denne verden til et helvede for jer. Og ikke kun i denne verden – også i det hinsidige skal I aflægge et strengt regnskab over for Allah.

Derefter kommer jeres forhold til de utallige andre mennesker i verden. Mange mennesker er jeres naboer, mange er jeres venner, og nogle er jeres fjender. Mange tjener jer, og I tjener mange. I modtager noget fra nogle og giver noget til andre. Nogen stoler på jer og overlader jer ansvaret for deres arbejde, mens I selv stoler på andre og overlader dem ansvaret for jeres arbejde. Nogen er jeres dommer, og I er dommer over andre. I giver nogen befalinger, og andre giver jer befalinger. Kort sagt må I dag og nat opretholde en eller anden forbindelse med så mange mennesker, at I ikke kan gøre op, hvor mange det er. Disse relationer må I beskytte meget omhyggeligt. Jeres lykke og fred, jeres behag og mishag, jeres glæde, succes, ære, respekt og gode omdømme i denne verden afhænger helt af dem. Hvis I beskytter dem ordentligt, kan I opnå lykke, fred, glæde og ære i denne verden; ellers kan I ikke. På samme måde kan I opnå ære hos Allah i det hinsidige, hvis I kan møde Ham uden at være blevet fastslået som en, der har berøvet nogen deres rettigheder. Derfor må I møde Allah på en sådan måde, at I ikke har krænket nogens ret, ikke har gjort nogen uret, ingen har en klage mod jer, I ikke bærer ansvaret for at have ødelagt nogens liv, og I ikke uretmæssigt har skadet nogens liv, ejendom eller ære. Derfor må I nu afgøre, hvordan I kan opretholde et korrekt forhold til alle disse utallige mennesker. I må kende de årsager, der kan få disse relationer til at blive brudt, ødelagt eller bitre, og holde jer fra dem.

Tænk nu over, hvor nødvendigt det er for jer at få den strålende kundskabs lys på hvert trin i livet, så I kan opretholde korrekte relationer til jeres krop, jeres familie og alle andre mennesker i verden. På hvert trin må I vide: Hvad er falsk? Hvad er retfærdighed, og hvad er uret? Hvem har hvilke rettigheder over jer, og hvilke rettigheder har I over hvem? Hvilke handlinger i livet vil give virkelig gavn, og hvilke kan medføre egentligt tab? … Men hvor kan I få viden om alt dette? Hvis I spørger jeres eget sind, vil I ikke finde den der. For jeres sind er selv uvidende og tåbeligt; det kender intet ud over egne interesser og onde begær. Det vil sige: Drik vin, begå utugt, og tjen penge på forbudte måder. For der er stor fornøjelse i disse ting. Det vil sige: Spis alles rettigheder, og giv ingen deres ret. For der er både gevinst og bekvemmelighed i det. Hvis I overlader tøjlerne til jeres liv til en sådan uvidende og tåbelig skabning – hvis I kun gør det, sindet ønsker – vil den føre jer helt ned til den yderste grænse af forfald. Til sidst vil I blive forvandlet til et usselt, egoistisk, småligt og syndigt menneske. Derved vil alt i jeres dīn og jeres verden gå til grunde.

Den anden mulighed er, at I ikke lytter til jeres egne begær, men udelukkende stoler på andre mennesker, der er som jer, og i enhver sag handler efter disse menneskers ord. I vil blindt gå den vej, de fører jer ad. Hvis I vælger denne vej, er der stor fare for, at en egoistisk person kommer og leder jer efter sin egen vilje og bruger jer til at fremme sine egne interesser. Eller en tåbelig og vildfaren person kan komme og føre jer ind på vildfarelsens vej. Eller en uretfærdig person kan tage jer som et redskab og få jer til at begå uret mod andre. Kort sagt kan I, selv om I følger andre mennesker, ikke få det nødvendige kundskabens lys, som kan få jer til at forstå forskellen mellem sandhed og falskhed, fortælle jer, hvad der er ret og uret, og lede jeres liv ad den rette vej.

Derefter er der kun én kilde tilbage, hvorfra I kan få dette helt nødvendige kundskabens lys. Denne mulighed er Allah Ta‘ala, jeres og hele universets Skaber. Allah Ta‘ala er vidende om alt, ser alt og kender og forstår hvert enkelt tings natur fuldstændigt. Kun Han kan fortælle, hvad der virkelig gavner jer, og hvad der i virkeligheden kan skade jer; kun Han kan fortælle, hvilke handlinger I bør udføre, og hvilke I ikke bør udføre. Allah Ta‘ala mangler intet, har ingen egeninteresse og er ikke afhængig af nogen. Han har ikke brug for noget. Han vil ikke bedrage jer – Allah forbyde det – for at opnå nogen egen fordel fra jer. For Han er ren og hellig, Han ejer alt, og i de råd, Han giver, findes ikke den mindste antydning af egeninteresse; de er udelukkende til jeres gavn. Desuden er Allah Ta‘ala en retfærdig dommer; Han gør aldrig nogen uret. Derfor vil alle Hans råd helt sikkert være upartiske, retfærdige og gavnlige. Hvis I følger Hans befalinger, er der ingen fare for, at I gør jer selv eller andre uret.

At få gavn af det lys, der kommer fra Allah Ta‘ala, afhænger helt af to ting. For det første må I have ægte īmān på Allah Ta‘ala og på den profet, gennem hvem Han har sendt dette lys. I må have fast tro på, at den lov og vejledning, som Hans Sendebud har bragt fra Allah, er fuldstændig sand. Selv hvis I ikke kan mærke dens sande gavn, må I stadig tro på dette.

For det andet skal I, efter at have fået īmān, følge denne lov fra Allah i enhver handling i jeres liv. For hvis I efter at have troet på den ikke faktisk følger den, kan I ikke få det mindste udbytte af dette lys. Forestil jer, at nogen siger til jer: »Denne bestemte ting er gift; den dræber levende væsener. Spis den derfor ikke.« I svarer: »Ja, min bror, det du siger, er helt sandt. Der er ikke den mindste tvivl om, at det er gift, og at det ødelægger livet.« Men selv om I ved, tror på og med jeres mund erkender denne sandhed, spiser I den alligevel. Giftens virkning vil da indtræffe. Det sker, hvad enten man spiser den med viden eller uden viden. Hvis I spiste den uden at vide det, ville resultatet være det samme som ved at spise den med viden. I praksis er der ingen forskel på at vide og ikke at vide på denne måde. Den virkelige virkning og gavn af at vide og erkende noget får I først, når I straks handler i overensstemmelse med det, efter at have lært og erkendt en sandhed. I må ikke nøjes med blot mundtligt at erkende som sand den handling, I har fået befaling om at udføre; I skal omsætte den til handling. Og når I er blevet forbudt at udføre en handling, er det ikke nok blot mundtligt at erklære, at I holder jer fra den; I må i alle jeres livs handlinger og gøremål holde jer fra den forbudte handling. Derfor har Allah Ta‘ala igen og igen sagt:

أَطِيعُوا اللَّهَ وَأَطِيعُوا الرَّسُول – النساء : ٥٩”Adlyd Allah og Sendebudet.” (Sura An-Nisa: 59)

وإِن تُطِيعُوهُ تَهْتَدُوا — النور : ٥٤”Hvis I følger Sendebudet, vil I finde den rette vej.” – Sura An-Nur: 54

فَلْيَحْذَرِ الَّذِينَ يُخَالِفُونَ عَنْ أَمْرِهِ أَنْ تُصِيبَهُمْ فِتْنَةٌ – النور : ٦٣”De, der modsætter sig mit Sendebuds befaling, bør frygte, at en ulykke rammer dem.” – Sura An-Nur: 63

Jeg siger igen og igen til jer, at det kun er Allah og Hans Sendebud, man bør adlyde. Det betyder ikke, at man overhovedet ikke skal adlyde noget menneskes befaling. Det betyder i virkeligheden, at I ikke blindt skal følge nogen. I skal altid med skarpt blik se efter, om det, som den person, der befaler jer at gøre noget, siger, svarer til Allahs og Sendebudets befaling eller er i modstrid med den. Hvis det svarer til den, er det jeres pligt at adlyde det. For når I handler i overensstemmelse med denne befaling, adlyder I i virkeligheden ikke denne persons egen befaling; I adlyder Allah og Allahs Sendebud. Men hvis han giver en befaling, der strider mod Allahs og Sendebudets befaling, så kast den tilbage i ansigtet på ham, hvem han end måtte være. For det er på ingen måde tilladt at adlyde nogen andens befaling end Allahs og Sendebudets.
I kan let forstå, at Allah den Ophøjede ikke selv kommer frem for menneskene og giver befalinger. Alle de befalinger og påbud, Han skulle give, har Han sendt gennem Sit Sendebud. Vores elskede profet forlod også denne verden for næsten fjorten hundrede år siden. Alle de befalinger og påbud, som Allah den Ophøjede gav ham, findes nu samlet i den hellige Koran og hadith. Men denne ædle Koran er ikke noget, der selv kan komme frem foran jer, fortælle jer om Allah og give jer befalinger eller holde jer tilbage fra de veje, Allah har forbudt. Det er mennesker, der vil lede jer i overensstemmelse med Koranen og hadith. Derfor er der ingen mulighed for helt at undgå at følge mennesker. Den ufravigelige pligt er naturligvis, at I ikke blindt følger noget menneske. I skal omhyggeligt blot se, om disse mennesker leder jer i overensstemmelse med den hellige Koran og hadith. Hvis de leder jer efter Koranen og hadith, er det jeres pligt at følge dem; men hvis de leder jer ad den modsatte vej, er det klart haram at følge dem.

Dīn og sharia

Når I taler om religion, hører I ofte to ord, og I bruger også selv ofte disse to ord. Det ene af dem er dīn; det andet er sharia. Men kun få mennesker kender disse to ords betydning og betydningens dybde ordentligt. Hvis mennesker, der ikke kan læse og skrive, ikke kender deres betydning, er det ikke nogen forbrydelse; men det sørgelige er, at veluddannede mennesker – ja, selv mange maulvier – slet ikke er bekendt med den korrekte betydning af de to ord eller forskellen mellem dem. Fordi man ikke kender deres betydning ordentligt, bliver dīn ofte blandet fuldstændigt sammen med sharia, og sharia med dīn. Det fører til mange former for misforståelser. I denne artikel vil jeg med meget enkle ord forklare jer betydningen af disse to ord.
Dīn (دین) kan have flere betydninger. For det første: magt, myndighed, regering, kongedømme, herredømme og regeringsmagt. For det andet det stik modsatte, nemlig ydmyghed, lydighed, trældom, underkastelse og slaveri. For det tredje: at gøre regnskab op, træffe afgørelse og give gengældelse for alle handlinger. I den hellige Koran bruges ordet dīn (دین) i alle disse tre betydninger:

إِنَّ الدِّينَ عِنْدَ اللهِ الْإِسْلَام تن – ال عمران : ۱۹Det vil sige, at den eneste dīn hos Allah er den, hvor mennesket anser Allah den Ophøjede alene for at være den mægtige og ikke bøjer sig for nogen anden end Ham. Det vil alene anerkende Allah som herre, ejer, konge og kongernes konge og vil ikke være slave, træl, lydig tjener, underlagt eller følgagtig over for nogen anden end Ham. Det vil alene anse Allah for den, der holder regnskab og giver den rette gengældelse for alle handlinger, og det vil ikke bekymre sig om at aflægge regnskab over for nogen anden end Ham; det vil ikke håbe på gengældelse fra nogen anden og ikke frygte nogen andens straf. Denne dīn kaldes islam. Hvis et menneske forkaster denne tro og anser en anden end Allah for den egentligt mægtige, den egentlige lovgiver, den egentlige konge og ejer samt den sande giver af gengældelse, og bøjer hovedet ydmygt for ham, tilbeder og tjener ham, handler efter hans befaling, håber på hans gengældelse og frygter hans straf, så må denne dīn betragtes som falsk. Allah vil aldrig acceptere en sådan dīn. For den er fuldstændig i strid med den sande virkelighed. I hele denne verden er der ingen anden end Allah, der virkelig er mægtig og ærefuld. Her har ingen anden end Allah herredømme eller kongemagt. Og mennesket er ikke blevet skabt for at tilbede og tjene nogen anden end Allah. Ingen andre end den sande ejer har magt til at give gengældelse for handlinger.
Det samme siges således i et andet vers:

وَمَنْ يُبْتَغِ غَيْرَ الْإِسْلامِ دِينًا فَلَنْ يُقْبَلَ مِنْهُ – – ال عمران : ٨٥Det vil sige, at Allah den Ophøjede aldrig vil acceptere den dīn hos det menneske, der opgiver Allahs herredømme og suverænitet, anerkender en anden som sin ejer og lovgiver, accepterer at tilbede og tjene ham og anser ham for den, der giver gengældelse for handlinger. For:

وَمَا أُمِرُوا إِلَّا لِيَعْبُدُوا اللَّهَ مُخْلِصِينَ لَهُ الدِّينَ حُنَفَاءَ – البيئة : .
“Allah har skabt mennesket som sin egen tjener, og mennesket har ikke fået befaling om at tilbede nogen anden end Ham. Deres eneste obligatoriske pligt er at vende sig bort fra alle andre retninger og vie deres dīn – det vil sige lydighed og underkastelse – udelukkende til Allah, tilbede Ham med et ensrettet sind og kun frygte Hans magt til at holde regnskab med dem.” – Sura al-Bayyinah: 45

أفغير دينِ اللهِ يَبْغُونَ وَلَهُ أَسْلَمَ مَن فِي السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ طَوْعًا وَكَرْها
وإِلَيْهِ يُرْجَعُونَ – ال عمران : ۸۳
“Ønsker mennesket at tjene og adlyde nogen anden end Allah? I virkeligheden er alt på himlene og på jorden alene Allah den Højestes undergivne tjenere og lydige. Og disse skabninger må alene vende tilbage til Allah for at aflægge regnskab for deres handlinger. Ønsker mennesket alligevel at vælge en anden vej end lydighed mod Allah, i modsætning til alt på himlene og på jorden?” – Sura Āl ʿImrān: 83

هُوَ الَّذِي أَرْسَلَ رَسُولَهُ بِالْهُدَى وَدِينِ الْحَقِّ لِيُظْهِرَهُ عَلَى الدِّينِ كُلِّهِ .
ولو كَرِهَ الْمُشْرِكُونَ ٥ – الصف : ٩

“Allah den Højeste sendte sin profet med den islamiske livsordning og ordningen for lydighed mod sandheden, for at han skulle tilintetgøre alle de falske guders guddommelighed og herredømme i verden og frigøre menneskene på en sådan måde, at de ikke skulle være tjenere for nogen anden end Allah – uanset hvor meget de vantro og afgudsdyrkerne på grund af deres uvidenhed måtte råbe og hade dette.” – Sura as-Saff: 9

وَقَاتِلُوهُمْ حَتَّى لا تَكُونَ فِتْنَةٌ وَيَكُونَ الدِّينُ كُلُّهُ لِلَّهِ – – الانفال : ٣٩
“Kæmp, så de ikke-Allahs herredømme for altid fjernes fra verden, og så kun Allahs lov bliver etableret i verden. Må alle anerkende Allahs kongedømme, og må menneskene kun tilbede Allah.” – Sura al-Anfāl: 39

Jeg håber, at ovenstående forklaring har gjort betydningen af ordet »dīn« klar for læseren. Kort sagt betyder det: at anerkende Allah som ejer, herre og lovgiver; kun at tjene, tilbede og adlyde Allah; at frygte Hans regnskabsaflæggelse og Hans straf og kun håbe på belønning fra Ham.
Eftersom Allahs befalinger når menneskene gennem Hans Bog og Hans Sendebud, hører det også med til »dīn« at anerkende Sendebudet som Allahs Sendebud og Bogen som Allahs Bog og at følge den i praksis. Som Allah har sagt:

يبَنِي آدَمَ إِمَّا يَأْتِيَنَّكُمْ رَسُلٌ مِّنْكُمْ يَقُصُّونَ عَلَيْكُمُ ايْتِي، فَمَنِ اتَّقَى وأصلح فَلَا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يَحْزَنُونَ ٥ – الاعراق: ٣٥
“O Adams børn! Når Min profet kommer til jer med forskrifterne, vil der ikke være nogen frygt over dem, som følger disse forskrifter, lever et idealistisk liv og udfører deres handlinger i overensstemmelse med dem.” – Sura al-Aʿrāf: 35

Heraf fremgår det, at Allah ikke sender sine forskrifter direkte til hvert enkelt menneske, men sender dem gennem sine profeter. Den, der anerkender Allah som lovgiver, kan derfor kun adlyde Allahs befalinger ved at adlyde profeterne og følge de forskrifter, de har forkyndt; dette kaldes »dīn«.

Dernæst vil jeg drøfte definitionen af sharia. Ordet sharia betyder vej og regel. Når et menneske anerkender Allahs tilbedelse ved at erkende Ham som lovgiveren, og også erkender, at Sendebudet er kommet fra Allah som en lovgiver, der har fået tilladelse af Ham, og at Skriften er blevet åbenbaret fra Ham, træder det netop da ind i din. De regler, som det derefter skal følge for at tilbede Allah, og den vej, det skal gå for at adlyde Ham, kaldes sharia. Denne vej og handlingsmåde har Allah den Højeste sendt gennem sit Sendebud. Hvordan Herren skal tilbedes, hvordan man skal blive ren og renset, hvilke veje der fører til godhed og taqwa, hvordan andre menneskers rettigheder skal opfyldes, hvordan man skal udføre sit arbejde og sine forretninger, og hvordan man skal leve sit liv – alt dette har Profeten sagt. Forskellen mellem din og sharia er, at din altid har været én, er én nu og altid vil være den samme; men der har været mange shariaer i verden, og mange af dem er blevet ændret. Disse ændringer i sharia har dog aldrig medført nogen ændring i din. Det, der var profeten Ibrahims, var også profeten Nuhs din, og det var også profeten Musas din. Profeten Shuʿaybs, profeten Salihs og profeten Huds din var også det samme, og den sidste profet, profeten Muhammads, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde netop den samme din. Men der var visse forskelle mellem shariaerne for hver af disse profeter. Reglerne for salah og faste var forskellige i de forskellige shariaer. Bestemmelserne om haram og halal, reglerne for renhed, lovene om ægteskab og skilsmisse samt reglerne for fordeling af ejendom var forskellige fra den ene sharia til den anden. Ikke desto mindre var de alle muslimer. Profeten Nuhs, profeten Ibrahims og profeten Musas ummaher var også muslimer, og vi er muslimer, fordi alles din er én. Heraf fremgår det, at selv om sharias bestemmelser er forskellige, forbliver din én; der opstår ingen forskel i den, uanset hvor forskellige reglerne og måderne at handle i overensstemmelse med din måtte være.

For at forklare denne forskel vil jeg give et eksempel. Forestil jer, at en herre har et stort antal tjenere. Den, der ikke anerkender denne herre som sin herre og ikke engang mener, at hans befalinger skal adlydes, er åbenlyst ulydig og regnes slet ikke blandt tjenerne. Men de, der anerkender ham som deres herre, tror, at hans befalinger skal adlydes, og frygter at være ulydige mod hans befalinger, regnes alle blandt tjenerne. Måden at tjene og udføre tjeneste på kan være forskellig, men grundlæggende er de alle i lige grad tjenere hos den samme herre; der kan ikke være nogen tvivl om det. Hvis ejeren eller herren giver én tjener én regel for tjenesten og en anden tjener en anden regel, kan ingen af dem sige: Jeg er min herres tjener, men den anden er ikke hans tjener. Hvis den enkelte tjener forstår betydningen og formålet med herrens befaling på sin egen måde, og begge adlyder befalingen efter deres egen forståelse, er de lige som tjenere. Det kan naturligvis være, at den ene tjener har misforstået betydningen af herrens befaling, mens den anden har forstået den rigtigt. Men når begge har handlet efter befalingen, kan den ene ikke anklage den anden for ulydighed eller for at være trådt ud af sin tjeneste hos herren.

Ud fra dette eksempel kan I forstå forskellen mellem din og sharia meget tydeligt. Før profeten Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kom, sendte Allah den Højeste forskellige shariaer gennem forskellige profeter. Til den ene foreskrev Han én slags regler for tjenesten og til den anden en anden slags regler. Alle, der handlede efter disse regler i overensstemmelse med Allahs befaling, var muslimer, selv om reglerne for deres tjeneste var forskellige. Da profeten Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, derefter kom til verden, befalede Allah den Højeste, alles Herre: Nu har Jeg ophævet alle de tidligere regler. Fremover skal den, der vil tjene Mig, handle netop efter de regler, som Jeg vil forkynde gennem Min sidste profet. Derefter har ingen ret til at tjene efter nogen af de tidligere regler. For hvis nogen ikke anerkender disse nye regler og fortsat følger de gamle regler, må det siges, at han i virkeligheden ikke adlyder herrens befaling, men kun følger sit eget sinds ønsker. Derfor er han nu afskediget fra tjenesten. Med religionens terminologi er han altså blevet kafir.

Det samme gælder dem, der stadig ønsker at følge de tidligere profeter. Men hvad angår profeten Muhammads, må Allahs velsignelser og fred være med ham, følgere, passer anden del af det nævnte eksempel særdeles godt. Alle, der anerkender den sharia, som Allah den Højeste har sendt os gennem profeten Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, som Allahs sharia og mener, at det er deres pligt at følge den, er muslimer. Hvis én nu forstår denne sharia på én måde og en anden på en anden måde, og begge handler efter deres egen forståelse, vil ingen af dem, uanset hvor stor forskellen mellem deres ydre handlinger er, være trådt ud af tjenesten. Grunden er, at hver af dem fuldt og fast mener, at den måde, han handler på, er den regel, Allah har givet, og at han følger denne regel netop ud fra denne forståelse. Hvordan kan den ene tjener derfor sige: Jeg er den ægte tjener, mens den og den ikke er en ægte tjener? Selv hvis han siger noget mere, kan han højst sige: Jeg har forstået den rette betydning af herrens befaling, mens den og den ikke har forstået den rette betydning. Men derfor har han ingen ret til at afskedige den anden fra tjenesten eller anse ham for afskediget. Hvis nogen alligevel vover så meget, bemægtiger han sig uden ret den egentlige herres plads. Hans ord betyder i virkeligheden: Ligesom du er forpligtet til at adlyde din herres befaling, er du også på samme måde forpligtet til at adlyde min befaling. Hvis du ikke adlyder min befaling, vil jeg med min egen magt afskedige dig fra tjenesten hos herren. Tænk over, hvor stor en uforskammethed dette er. Derfor har profeten Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagt, at hvis nogen uden grund kalder en muslim kafir, vil dette udsagn selv ramme ham. For Allah den Højeste har gjort muslimen til en tjener, der adlyder Hans befaling. Men denne person siger: Nej, du skal være slave af min forståelse og min mening. Det vil sige: Allah er ikke den eneste, der er din gud; jeg er også en lille gud for dig, og hvis du ikke adlyder min befaling, vil jeg med min egen magt udelukke dig fra at tilbede Allah – uanset om Allah den Højeste udelukker ham eller ej. Uanset om en anden muslim bliver kafir eller ej på grund af den slags ord, udsætter den, der siger dem, sig selv for faren ved kufr. Jeg håber, at I nu har forstået forskellen mellem din og sharia godt. Samtidig har I også forstået, at selv om de ydre regler for tilbedelsen er forskellige, er der ingen forskel i den egentlige din. Betingelsen er naturligvis, at mennesket, uanset hvilken måde det handler på, skal handle med en oprigtig hensigt og med den overbevisning, at den måde, det handler på, er Allahs og Hans Sendebuds regel.

Nu vil jeg sige, hvor megen skade der sker for vores muslimske fællesskab, fordi vi ikke forstår denne forskel mellem dīn og sharīʿa. Blandt muslimer findes der forskellige måder at udføre bønnen på. Den ene gruppe holder hænderne bundet over brystet, den anden over navlen. Den ene gruppe reciterer al-Hamd-suraen som muqtadī bag imamen, mens den anden ikke gør det; den ene gruppe siger »āmīn« højt, mens den anden siger det stille i sit hjerte. Hver af dem følger sin måde i den overbevisning, at det netop er profeten Muḥammad, Allāhs fred og velsignelser være med ham, der har gjort sådan. Derfor er de, selv om bønnens ydre udførelse er forskellig, alle i lige grad tilhængere af profeten Muḥammad, Allāhs fred og velsignelser være med ham. Men de uretfærdige mennesker, som har betragtet disse forskelle i sharīʿaens detaljerede spørgsmål som forskelle i den egentlige dīn, har derfor dannet deres egne særskilte grupper og bygget separate moskéer. Den ene gruppe skælder den anden ud, jager den ud af moskéen med vold, anlægger retssager og splitter på denne måde profeten Muḥammads, Allāhs fred og velsignelser være med ham, ummah i stykker.
Selv dette køler ikke disse sataners hjerter, så de bliver ved med at erklære hinanden for kāfir, fāsiq og vildfarne på grund af små og ubetydelige ting. En person udleder Allāhs befalinger af Koranen og hadith efter sin egen forstand. Men han nøjes ikke med selv at handle efter det, han har forstået; tværtimod vil han med magt påtvinge andre sin egen opfattelse. Hvis en anden ikke er villig til at følge den, begynder han at betragte ham som kāfir og som én, der er udstødt af Allāhs dīn.
Blandt muslimer hører I navnene på forskellige grupper som hanafitter, shafiitter, ahl al-hadīth og andre. De tror alle på, at den hellige Koran og hadith er de endelige bøger, og de lærer love og regler derfra i overensstemmelse med deres egen samvittighed og fornuft. Det kan være, at den enes afgørelse er rigtig og korrekt, mens den andens er forkert. Jeg følger også en bestemt fremgangsmåde og mener, at den er korrekt. Jeg drøfter også sagen med dem, der er uenige med mig: Jeg forsøger at forklare dem det, som jeg har forstået som korrekt, og vil også gøre dem opmærksomme på manglerne ved det, som jeg mener er forkert. Men at en persons afgørelse er forkert, er én ting; at blive udstødt af dīn er noget helt andet. Enhver muslim har ret til at praktisere sharīʿa efter sin egen samvittighed. Hvis ti muslimer handler efter ti forskellige fremgangsmåder, er de alligevel alle muslimer, så længe de følger sharīʿa, og de regnes som medlemmer af den samme ummah; der er ingen grund til at danne forskellige partier og grupper. Men de, der ikke forstår denne dybe sandhed, skaber splittelse på grund af de mindste og mest ubetydelige ting. Den ene gruppe begynder at skændes med den anden, adskiller deres bønner og moskéer, afbryder for altid ægteskaber, omgang og forbindelser med den anden gruppe og danner en særskilt gruppe med mennesker, der deler dens egen opfattelse. Man skulle tro, at de var en ummah efter en anden profet.
I kan forestille jer, hvor stort et tab muslimerne har lidt som følge af denne splittelse. Man siger, at muslimerne er én gruppe – én ummah. På dette subkontinent er der 80 millioner muslimer. [Note: Denne tale blev holdt i Pathankot (Darul Islam) i 1937-38.]
Hvis en så stor gruppe virkelig var samlet og arbejdede i fuld enighed for at ophøje Allāhs ord, ville ingen magt i verden kunne betragte dem som svage. Men i virkeligheden er denne ummah netop på grund af splittelsen blevet delt i mange små grupper. Den ene nærer giftige og respektløse følelser over for den anden. Selv i tider med store farer kan de ikke samle sig og rejse sig mod faren. Muslimer i den ene gruppe betragter muslimer i den anden gruppe som lige så meget fjender, som en jøde betragter en kristen som fjende – ja, endnu mere. Det er endog hændt, at én gruppe muslimer har sluttet sig sammen med de vantro og sammensvoret sig for at besejre en anden gruppe muslimer. Under sådanne forhold er det ikke mærkeligt, hvis muslimerne i verden er blevet svage. Det er resultatet af deres egne handlinger. Den straf, som Allāh den Ophøjede har nævnt i den ædle Koran, er blevet sendt over dem:

أن يَلْبِسَكُمْ شِيَعًا وَيُذِيقَ بَعْضَكُم بَأْس بعض – – الانعام : ٦٥»Allāh kan også lade en straf ramme jer, hvorved Han splitter jer i forskellige grupper, så I dræber hinanden.« – Sura al-Anʿām 6:65

Den straf, der blev nævnt ovenfor, ses i meget stort omfang i dette område. Her findes der mange grupper blandt muslimerne; selv antallet af grupper blandt de lærde kan ikke opgøres. Det er netop derfor, at muslimerne og de lærde her ikke har nogen styrke. Hvis I virkelig ønsker det gode, så bryd disse forskellige grupper blandt jer og de lærde op. Bliv dannet som én ummah, som brødre for hinanden. I den islamiske sharīʿa er der ingen plads til at danne særskilte grupper som hanafitter, shafiitter, ahl al-hadīth og lignende. Denne form for splittelse opstår kun på grund af uvidenhed. Ellers har Allāh den Ophøjede kun dannet én eneste gruppe, og denne ene gruppe er muslimerne.

Bønnens og fastens virkelighed

ʿIbādāt

I det sidste essay i bogen »Islams virkelighed« blev den egentlige betydning og forklaring af ordene dīn og sharīʿa beskrevet. Her vil jeg forelægge jer den udførlige betydning af ordet ʿibādāt. Dette ord bruges ofte af almindelige muslimer, men mange kender ikke dets egentlige betydning. Allāh den Ophøjede har sagt i den hellige Koran:

وَمَا خَلَقْتُ الْجِنَّ وَالْإِنسَ إِلَّا لِيَعْبُدُونِ

»Jeg har ikke skabt jinnerne og menneskene med noget andet formål end at de skal tilbede Mig alene.« (Sura al-Dhāriyāt 51:56)

Heraf blev det uden tvivl klart, at menneskets fødsel samt formålet og målet med dets liv ikke er andet end at tilbede og tjene Allah den Højeste. Nu kan I let forstå, hvor vigtigt det er for os at kende den egentlige betydning af ordet »ibadat«. Hvis I ikke kender betydningen af dette ord, kan I på ingen måde og aldrig nå det ophøjede formål, som I er blevet skabt til. Og det, der ikke kan opfylde sit formål, er mislykket og frugtesløst.

Hvis en læge ikke kan helbrede en patient, siges det, at han har fejlet i sin behandling; hvis en bonde ikke kan dyrke en god afgrøde, bliver hans fiasko i landbruget tydeligt bevist. På samme måde må det siges, at jeres liv er mislykket, hvis I ikke kan opfylde formålet med jeres liv, det vil sige udføre ibadat. Derfor håber jeg, at I vil være særligt opmærksomme på at lære den egentlige betydning og betydningen i dybden af ordet »ibadat« og indprente den i jeres hjerter og sind. For menneskelivets succes og fiasko afhænger helt og holdent af dette.

Ordet »ibadat« er afledt af det arabiske »abd« (عْبُدُ). »Abd« betyder slave og træl. Derfor betyder »ibadat« at tjene og være slave. Hvis en person er en andens slave og virkelig er fuldstændig lydig over for sin herre og omgås ham som en sand tjener, kaldes dette tjeneste og ibadat. Hvis en person derimod er ansat hos nogen og modtager sin fulde løn fra sin herre, men alligevel ikke arbejder som en rigtig tjener, må det siges, at han har været ulydig og gjort oprør. Det er i virkeligheden mest passende at kalde dette utaknemmelighed. Derfor må I først vide, hvordan man kan arbejde som en »tjener« foran sin herre og vise ham lydighed.

En tjener eller slave må først anerkende sin herre som »Herre« og tro, at det er hans pligt at adlyde Ham, som er min ejer, som skænker mig mit daglige udkomme, og som beskytter og tager sig af mig. Ingen andre end Ham har ret til min lydighed. At adlyde sin herre til enhver tid, følge Hans befalinger, ikke forlade lydigheden mod Ham et eneste øjeblik, ikke give nogen tanke mod sin herre plads i sit sind og ikke følge nogen andens ord — dette er tjenerens anden pligt. En slave er altid en slave; han har ingen ret til at sige: »Jeg vil adlyde denne befaling fra min herre, men ikke den og den anden.« Han kan heller ikke sige: »Jeg er kun min herres slave i et bestemt tidsrum, og resten af tiden er jeg fuldstændig fri og frigjort fra hans tjeneste.«

At vise sin herre respekt og ærefrygt og opføre sig høfligt og respektfuldt over for ham er tjenerens tredje opgave. Det er helt nødvendigt at møde præcis til det tidspunkt, som herren har fastsat for den måde, hvorpå respekt og høflighed skal vises, og ved at anerkende lydigheden og tjenesten over for herren bevise sit løfte og sin oprigtige hengivenhed.

Den handling, der fuldbyrdes gennem foreningen af disse tre processer, kaldes på arabisk »ibadat«: For det første at anerkende sin herres herredømme; for det andet at adlyde sin herre; og for det tredje at bevare respekten og ærefrygten for sin herre.

Allah den Højeste har sagt:

وَمَا خَلَقْتُ الْجِنَّ وَالْإِنسَ إِلَّا لِيَعْبُدُونِ

Den egentlige betydning er, at Allah Ta’ala kun skabte jinnene og menneskeheden med det formål, at de udelukkende skulle tjene Allah og ingen anden, kun adlyde Allahs befalinger og ikke følge nogen andens befalinger, og kun bøje hovedet for Allah i respekt og ærbødighed og ikke for nogen anden. Disse tre ting har Allah Ta’ala udtrykt med det omfattende ord »ibadat«. Det er dette, der menes i de vers, hvor Allah Ta’ala befaler ibadat. Hovedbudskabet i alle læresætninger fra vores sidste profet og de ædle profeter før ham er:

»Tilbed ingen anden end Allah«, det vil sige: Der findes kun én konge i hele verden, som er værdig til at blive tjent og adlydt — det er Allah Ta’ala; der findes kun én ordning eller lov, som skal følges — det er den livsordning, Allah har givet; og der findes kun ét væsen, som kan tilbedes, dyrkes og æres. Og dette væsen er Allah alene.

يَا قَوْمِ اعْبُدُوا اللَّهَ مَا لَكُمْ مِنْ إِلَٰهٍ غَيْرُهُ

Husk denne betydning af ordet ibadat, og fortsæt med at besvare mine spørgsmål. Hvis en tjener ikke udfører de pligter, som hans herre har pålagt ham, men blot står foran ham med hænderne foldet og gentager hans navn hundredtusind gange, hvad vil I så sige om denne tjener? Herren beder ham opfylde andre menneskers rettigheder. Men han bliver blot stående dér, bøjer hovedet for sin herre, hilser ham ti gange og står igen med hænderne foldet. Herren befaler ham at standse skadelige handlinger. Men han bevæger sig ikke det mindste fra stedet; han bliver blot ved med at udføre sujūd. Herren befaler ham at hugge tyvens hånd af. Men han bliver stående og fremsiger med smuk stemme tyve gange: »Hug tyvens hånd af«, uden én eneste gang at forsøge at oprette det styre, under hvilket tyvens hånd kunne blive hugget af. Hvad vil I sige om sådan en tjener? Kan I sige, at han i virkeligheden tjener og tilbeder sin herre? Jeg ved ikke, hvad I ville sige, hvis en af jeres tjenere handlede sådan, men det mærkelige er, at når en af Allahs tjenere opfører sig sådan, kalder I ham »en stor abid« (en tilbeder, en from mand og lignende). Fra morgen til aften læser disse mennesker hundredvis af Allah Ta’alas befalinger i Koranen Sharif, men de gør ikke den mindste indsats for at følge dem og omsætte dem i praksis. I stedet bliver de ved med at udføre den ene nafl-bøn efter den anden, gentage Allahs navn på tusindkornede tasbih-kæder og recitere Koranen Majid med en melodisk stemme. I ser hans handlinger af denne slags og siger forbavsede: »Åh, hvor er denne mand dog en stor abid og hvor er han dog from.« Grunden til denne fejlagtige opfattelse hos jer er, at I slet ikke kender den egentlige betydning af ordet ibadat.

Lad os også tage en anden tjener som eksempel. Han udfører dag og nat kun andres arbejde, hører og adlyder andres ordrer, følger andres love og modsætter sig alle sin egentlige herres ordrer og befalinger, uanset hvor mange de er. Men når tiden kommer til salam, møder han op foran sin egentlige herre og gentager kun hans navn med munden. Hvad ville I gøre, hvis en af jeres tjenere handlede sådan? Ville I ikke kaste hans salam tilbage i ansigtet på ham? Når han med munden kalder jer sin herre, ville I så ikke sige til ham: »Du er en gennemført løgner og troløs! Du spiser min løn, men tjener en anden; med munden kalder du mig din herre, men i virkeligheden arbejder du kun for en anden«? Det er så indlysende, at ingen har svært ved at forstå det. Men hvor mærkeligt! I anser bøn, faste, tasbih, koranrecitation, hajj, zakat og lignende hos dem, der dag og nat bryder Allahs lov, handler efter de vantros og afgudsdyrkernes ordrer og i deres praktiske liv ikke tager det mindste hensyn til Allahs ordning, for ibadat. Også denne fejlagtige opfattelse skyldes, at I ikke kender ordet ibadats egentlige betydning.

Tag endnu en tjener som eksempel. Han ifører sig nøjagtig den slags tøj, som herren har fastsat for sine tjenere, med de korrekte mål, og møder frem foran sin herre med stor høflighed og omhu. Så snart han hører hver eneste befaling, bøjer han hovedet og tager den til sig, som om ingen tjener er mere lydig end han. Når der skal gives salam, træder han helt frem foran alle og beviser sin overlegenhed og hengivenhed over for alle de andre tjenere, når det gælder om at gentage herrens navn. Men på den anden side tjener denne person herrens fjender og oprørere, deltager i alle deres sammensværgelser mod herren og hjælper denne elendige mand dem i alle deres bestræbelser på at udslette selv herrens navn fra verden. Om natten bryder han ind i herrens hus, og ved daggry møder han frem foran herren med hænderne foldet som den mest lydige tjener. Hvad vil I sige om denne tjener? I vil uden tøven kalde ham hykler, oprører, utaknemmelig og mange lignende ting. Men hvad kalder I Allahs tjener, når han bliver ved med at udføre denne slags latterlige handlinger? Så kalder I den ene »Pir Sahib«, den anden »Hazrat Maulana«, en tredje »stor kamil«, »from« og så videre. Det skyldes, at I bliver vildledt, når I ser deres lange skæg, trimmet efter mål, deres pyjamas to tommer over anklerne, den sorte plet på deres pande fra bønnen samt deres lange bønner og store tasbih-korn; I anser dem for at være meget religiøse og store tilbedere. Denne fejl skyldes alene, at en forkert betydning af ibadat og religiøs fromhed har rodfæstet sig i jeres sind.

Måske tror I, at det at stå med foldede hænder vendt mod qibla, bøje hovedet med hænderne på knæene, lægge hovedet på jorden i sujūd og fremsige nogle bestemte ord — at kun disse få handlinger er den egentlige ibadat. Måske tror I, at ibadat betyder at afholde sig fra mad og drikke fra morgen til aften hver dag fra den første dag i Ramadan, indtil Shawwals måne viser sig. Måske tror I også, at ibadat blot er at recitere nogle få rukūʿer fra den Ædle Koran, og I mener, at ibadat er at tage til Mekka Sharif og gå rundt om Kabaen i tawaf. Kort sagt har I taget sådanne ydre former for ibadat, og hvis I blot udfører de ovennævnte handlinger under opretholdelse af disse ydre former, mener I, at I har fuldført ibadat og

وَمَا خَلَقْتُ الْجِنَّ وَالْإِنسَ إِلَّا لِيَعْبُدُونِopfyldt formålet med dette vers. Derfor kan han på alle andre områder af livet være helt fri og handle efter eget forgodtbefindende.

Men sandheden er, at den tilbedelse, som Allah den Ophøjede skabte dig til, og som du blev pålagt at udføre, er noget helt andet. Denne tilbedelse består i, at du i hvert eneste øjeblik af dit liv anerkender Allahs lydighed og fuldt ud nægter at følge noget af det, der findes i denne verden, og som strider mod Allahs lov. Enhver af dine handlinger og enhver af dine bevægelser skal foregå inden for de grænser, Allah har fastsat. Hele det liv, du lever på denne måde, vil blive regnet som tilbedelse. I et sådant liv vil din søvn og vågentilstand, din spisning og drikning, dine bevægelser, din tale og dine samtaler også blive betragtet som tilbedelse. Selv det at gå til sin hustru og vise sine børn kærlighed vil være en del af tilbedelsen. De handlinger, som I kalder »verdslige«, kan også være »tilbedelse« og »religiøs fromhed« — hvis I ordner alle forhold inden for de grænser, Allah har fastsat, og i overensstemmelse med den lov, Han har givet, samtidig med at I hele tiden er opmærksomme på, hvad der er tilladt og ikke tilladt for Allah, hvad der er halal og haram, hvad der er obligatorisk og hvad der er forbudt, og hvilke handlinger Allah er tilfreds eller utilfreds med. Som eksempel kan nævnes, at du går ud for at tjene til livets ophold og tjene penge. På denne vej vil talrige nemme muligheder for haram-indtjening dukke op foran dig. Hvis du nu af frygt for Allah ikke griber denne mulighed, men kun tjener halal-indkomst og tjener penge på lovlig vis, så vil al den tid, du bruger på dette, være tilbedelse. Når du bringer de penge, du har tjent på lovlig vis, hjem, spiser af dem selv og sørger for din families underhold, og samtidig opfylder de øvrige rettighedshaveres rettigheder, som Allah har fastsat, vil du også få en umådelig belønning for disse handlinger. Hvis du på din vej fjerner en torn fra vejen i den tanke, at en af Allahs tjenere ellers kunne blive skadet af den, vil dette også blive regnet som tilbedelse. Hvis du plejer en syg, hjælper nogen på vejen eller hjælper en person i nød, vil dette også være tilbedelse. Når du taler, og du undgår løgn, bagtalelse, injurier, uanstændig tale og lignende, der sårer andre, og af frygt for Allah kun taler sandt, vil al den tid, du bruger på dette, være tid tilbragt i tilbedelse.

Derfor er det at leve efter Allahs lov fra det øjeblik, man bliver bevidst, og indtil døden, og at leve sit liv efter de forskrifter, Han har fastsat, selve Allahs tilbedelse. Denne tilbedelse har ikke et bestemt tidspunkt. Den skal finde sted hele tiden, og den har ingen bestemt ydre form; i enhver form og i enhver handling skal der blot være tilbedelse af Allah. Du kan ikke sige: »På dette tidspunkt er jeg Allahs tjener, men på et andet tidspunkt er jeg det ikke.« Du kan heller ikke sige: »Dette tidspunkt er afsat til Allahs tilbedelse, mens Allah ikke skal tilbedes på et andet tidspunkt.« Gennem denne drøftelse har I lært betydningen af ordet tilbedelse godt og forstået, at tilbedelse betyder at leve i hvert øjeblik og under alle forhold i trældom og lydighed mod Allah. Her kan du spørge: Hvad skal man så kalde bønnen, fasten, pilgrimsfærden, zakat og lignende? Jeg vil svare, at dette ganske vist er tilbedelse, men disse former for tilbedelse er gjort obligatoriske for jer alene, for at I gennem dem kan nå det store formål, som er det vigtigste mål i jeres liv: at tilbede Allah i hvert øjeblik og under alle forhold. Bønnen minder dig fem gange dagligt om, at du er Allah den Ophøjedes tjener — det er din pligt at tjene Ham alene. Fasten forbereder dig én gang om året gennem en hel måned netop på denne tjeneste. Zakat minder dig igen og igen om, at den rigdom, du har tjent, er en gave fra Allah, og at du ikke må bruge den blot efter dit eget forgodtbefindende. Du skal tværtimod gennem den opfylde din Herres ret. Pilgrimsfærden indprenter i menneskets hjerte et sådant billede af kærligheden til Allah, kærligheden til Ham og følelsen af Hans storhed, at det, når det først er blevet præget dér, ikke kan slettes fra hjertet gennem hele livet. Hvis hele dit liv efter udførelsen af disse forskellige former for tilbedelse bliver egnet til at blive til tilbedelse af Allah, vil din bøn uden tvivl være den sande bøn, din faste den ægte faste, din zakat den virkelige zakat og din pilgrimsfærd den oprindelige pilgrimsfærd. Men hvis dette formål ikke opnås, vil du intet få ud af blot at udføre bukken og nedkastelser, sulte og faste, gennemføre pilgrimsfærdens ritualer og bruge penge under navnet zakat. De ydre og rituelle former for tilbedelse kan sammenlignes med et menneskes legeme. Hvis det har liv og kan bevæge sig og udføre handlinger, er det uden tvivl et levende menneskes legeme; ellers er det blot et livløst legeme. Et ligs øjne, ører, hænder og fødder er alle til stede, men fordi det ikke har liv, begraver I det i en grav i jorden. På samme måde: Hvis bønnens søjler og regler udføres korrekt, eller fastens betingelser overholdes på behørig vis, men hjertet og sindet ikke rummer gudsfrygt, kærlighed til Allah og en indstilling til at tjene og adlyde Ham — netop det, som disse handlinger blev gjort obligatoriske for — så vil også dette uden tvivl være en livløs og meningsløs ting.

Hvordan de forskellige former for tilbedelse, der er gjort obligatoriske for jer, forbereder jer til den egentlige og største tilbedelse, og på hvilken måde de gør det, samt hvilke virkninger og hvilken indflydelse det vil få på jeres liv, hvis I udfører disse former for tilbedelse med forståelse og bevidsthed, vil jeg gennemgå udførligt i den næste artikel — in shā’ Allāh.

Bøn

I den foregående artikel beskrev jeg den egentlige betydning af tilbedelse. Det er med dette formål, at Allah den Ophøjede har skabt mennesker og jinner. For at berede mennesket til at være Allah den Ophøjedes oprigtige tjener er adskillige bestemte former for tilbedelse blevet gjort obligatoriske i islam. Derfor vil jeg denne gang kort beskrive kun bønnen.

I har i den foregående artikel erfaret, at den egentlige betydning af »tilbedelse« er at tjene eller være træl. Når du således er blevet skabt udelukkende for at tjene, kan du aldrig og under ingen omstændigheder frigøre dig fra at tjene Allah. Ligesom du ikke kan sige: »Jeg er Allahs tjener i så mange minutter eller så mange timer, men ikke på alle andre tidspunkter«, kan du heller ikke sige: »Jeg vil bruge så lang tid på at tilbede Allah, og på andre tidspunkter har jeg fuld frihed – da vil jeg gøre, hvad jeg ønsker.« Du er født som Allahs slave – som Allahs tjener. Det er absolut nødvendigt, at du tilbringer hele dit liv i Hans tjeneste og trældom; ikke et eneste øjeblik af dit liv kan du frigøre dig fra at tilbede Ham og tjene Ham.

Jeg har tidligere også sagt til Dem, at det ikke er ibadat at opgive verdens gøremål, sætte sig hen i en krog og gentage »Allahu, Allahu«. Ibadat betyder derimod, at uanset hvilket arbejde De udfører i denne verden, udfører De det nøje i overensstemmelse med Allahs lov og forskrifter. Deres søvn og hvile, Deres vågne tilstand, det at spise og drikke samt at gå omkring – kort sagt alt – skal De gøre i overensstemmelse med Allahs lov og forskrifter. Over for Deres hustru, børn, brødre, søstre og slægtninge skal De handle præcis efter Allahs anvisninger. Selv når De spøger og taler med Deres venner, skal De huske, at vi ikke er fri for trældommens lænker under Allah. Når De tjener penge og udveksler penge og ejendele, skal De i enhver handling og hvert ord tage hensyn til Allahs påbud og forbud og aldrig overskride de grænser, Allah har fastsat. Hvis det i nattens mørke bliver meget let at begå en synd, og De tror, at ingen vil se Dem gøre det, skal De også da huske, at Allah den Ophøjede ser alt, hvad enten andre ser det eller ej, og at frygten for Allah bør være dybt forankret i Dem, ikke frygten for mennesker. Selv hvis De sidder i en dyb skov og får lyst til at begå en synd, og De mener, at politiet eller andre mennesker ikke vil kunne se det, skal De stadig afholde Dem fra synden af frygt for Allah alene. Når De kan opnå store fordele gennem løgn, korruption, troløshed, uretfærdighed og udbytning, og ingen er til stede for at hindre Dem, skal De også da frygte Allah og afstå fra disse egeninteresserede handlinger af frygt for at pådrage Dem Allahs vrede. Hvis De derimod må lide et frygteligt tab ved at holde fast i ærlighed og retfærdighed, skal De alligevel, i håbet om alene at opnå Allahs velbehag, ikke tøve det mindste med at acceptere dette tab. Derfor kan det ikke kaldes ibadat at opgive verdens omfattende arbejdsliv, sætte sig i en krog (i hjemmet eller moskéen) og læse tasbih. I virkeligheden er ibadat at være involveret i denne verdens labyrint og leve i overensstemmelse med Allahs forskrifter. Det kan ikke kaldes Allahs dhikr blot at udtale ordene »Allahu, Allahu« med munden. Den sande dhikr for Allah er ikke at glemme Ham, selv om man er indviklet i verdens gøremål og vanskeligheder. At man ikke glemmer Ham, selv om man er optaget af de ting, der får mennesker til at glemme Allah; at man også husker Allah, når man i det jordiske liv får mulighed for at overtræde Allahs lov for at opnå store fordele eller undgå et enormt tab; og med fasthed følger Hans lov – det er den sande »dhikrullah«, eller ihukommelsen af Allah. Der hentydes til denne dhikr i følgende vers i Koranen:

فَإِذا قُضِيَتِ الصَّلاةُ فَانتَشِروا فِي الأَرضِ وَابتَغوا مِن فَضلِ اللَّهِ وَاذكُرُوا اللَّهَ كَثيرًا لَعَلَّكُم تُفلِحونَ

»Når bønnen er fuldført, så spred jer på jorden, søg Allahs gaver og bestræb jer på i denne forbindelse at ihukomme Allah meget. Så vil I måske opnå fremgang.«

(Al-Jumu’a: 10)

Hold denne betydning af »ibadat« levende i Deres sind, og tænk dybt over, hvilke ting der er nødvendige for at udføre denne store og største »ibadat« på rette vis, og hvordan bønnen frembringer disse ting i mennesket. For at blive Allahs oprigtige »tjener« er det nødvendigt igen og igen at huske, at De er Allahs tjener, og at Deres opgave er at tilbede netop Allah til enhver tid og i enhver sag. Det er nødvendigt at blive mindet om dette igen og igen, fordi der altid er en »satan« til stede i menneskets sind; han forsøger hele tiden at gøre mennesket til sin egen »slave«.

For at bryde Satans fristelser og hans labyrintiske net er det yderst nødvendigt dagligt og gentagne gange at minde mennesket om: »Du er udelukkende Allah den Ophøjedes tjener; du er ikke nogens tjener ud over Ham – hverken Satans eller noget menneskes.« Det er netop denne følelse, bønnen vækker i menneskets sind. Så snart De vågner om morgenen, minder den Dem som det allerførste og før alle andre gøremål om dette, og om dagen, når De er optaget af forskellige opgaver, minder den Dem tre gange om det i Deres sind; om natten, når tiden for søvn kommer, gentager den det for sidste gang. At bønnen således gentagne gange minder mennesket om at være Allahs »slave«, er dens første gavn. Derfor kaldes bønnen »dhikr« i Den Ædle Koran, det vil sige, at Allah ihukommes gennem den.

Derefter skal De ved hvert skridt i livet overholde Allahs påbud og forbud. Derfor bør pligtbevidsthed og ansvarsfølelse altid være vågen i Deres sind, og De bør også have vænnet Dem til at handle efter dem. Den, der ikke ved, hvad en »pligt« er, kan aldrig overholde Allahs forskrifter. Omvendt: Hvis en person forstår pligtens betydning, men på grund af manglende passende træning ikke har noget oprigtigt initiativ til at udføre denne pligt, kan man på ingen måde have tillid til, at han med helhjertet hengivenhed og fasthed vil overholde de hundredtusinder af love og forskrifter, der pålægges ham døgnet rundt.

De, der arbejder i politiet eller militæret, ved, hvor strengt pligtfølelse og korrekt udførelse af pligten trænes i disse to institutioner. Der blæses i hornet flere gange i løbet af dagen og natten. Soldaterne beordres til at samles på et bestemt sted, og de trænes i march. Alt dette gennemføres udelukkende for at vænne dem til at udføre deres pligt. Derfor afskediges de straks, som viser sig ude af stand til, uvirksomme eller uegnede i disse henseender – de, der bliver siddende hjemme, selv når de hører hornets lyd, eller som ikke reagerer efter ordre under marchen. På samme måde lyder bønnen som et »horn« fem gange dagligt og hver nat; så snart Allahs soldater hører dette »horn«, skal de skynde sig af sted og bevise, at de under alle forhold er rede til at adlyde Allahs befaling. De, der trods dette »horn« bliver siddende og ikke er rede til at røre sig det mindste fra deres plads, forstår enten ikke betydningen af »pligt«, eller også er de, selv om de forstår pligtens betydning, ikke egnede til at indgå i Allahs hær.

Det er derfor, Profeten (fred være med ham) sagde: »Jeg får lyst til at sætte ild til husene hos dem, der ikke går ud af deres hjem, selv efter at have hørt kaldet til bøn.« Og det er derfor, at det i hadith-litteraturen er blevet fastslået, at det at bede er det vigtigste tegn, der adskiller kufr fra islam. På Profetens (fred være med ham) og sahabernes tid blev en person, der ikke mødte op til fællesbønnen for at bede, ikke anset for at være muslim. Selv de hyklere, som havde behov for at blive regnet som muslimer, var tvunget til at deltage i fællesbønnen. Derfor er hyklerne i Koranen ikke blevet irettesat for ikke at bede; det er derimod blevet sagt, at de ikke stiller sig til bøn med oprigtig interesse og hengivenhed, men står der med stor ligegyldighed, modvilje og forsømmelse.

(Arabisk)

Disse ord beviser uden tvivl, at der ikke er noget grundlag for at anse den, der ikke beder, for muslim. For islam er ikke blot en trosreligion, hvor det er nok at tro nogle få ting i sit hjerte for at have opfyldt sin pligt. Tværtimod er den en fuldstændig handlingsorienteret og praktisk religion. Den er så praktisk, at det er en ubetinget pligt at handle efter islam hvert eneste øjeblik og uophørligt kæmpe mod kufr og syndighed. For at leve et så omfattende og handlingspræget liv er det nødvendigt for enhver muslim altid at være rede til at følge Allahs forskrifter. Den, der ikke er rede på denne måde, er fuldstændig uvirksom i forhold til islam. Det er netop derfor, at de fem daglige bønner er blevet gjort obligatoriske. Disse fem daglige bønner er indført for i praksis at afprøve og bevise, om muslimerne virkelig er muslimer, og om de i deres praktiske liv er rede til at adlyde Allahs befalinger. Hvis en muslim ikke reagerer det mindste på Allahs parades buglehorn, vil det klart være bevist, at han ikke er rede til at leve sit arbejdsliv efter islams forskrifter. Hvis han derefter tror på Allah og Sendebudet, er det fuldstændig meningsløst. Derfor siges det i Koranen:

وَاستَعينوا بِالصَّبرِ وَالصَّلاةِ ۚ وَإِنَّها لَكَبيرَةٌ إِلّا عَلَى الخاشِعينَ

Det vil sige, at bønnen kun bliver vanskelig for den slags mennesker, som ikke er rede til at anerkende Allahs trældom og lydighed. Og når bønnen forekommer nogen vanskelig, beviser det, at vedkommende ikke er rede til at leve sit liv i anerkendelse af Allahs trældom og lydighed.

For det tredje: frygten for Allah. Det er helt nødvendigt, at denne frygt altid er levende i enhver muslims hjerte. En muslim kan aldrig handle efter islam, medmindre han har en fast tro på, at Allah til enhver tid og alle steder ser ham, og at Allah er fuldstændig bekendt med hans bevægelser. Allah ser ham også i mørket; selv når han er helt alene, er Allah hans ledsager. Det er muligt at skjule sig for hele verden, men det er på ingen måde muligt at skjule sig for Allahs blik. Mennesket kan undslippe alle former for straf og sanktioner fra hele verden, men ingen kan undslippe Allahs straf og sanktioner. Det er netop denne faste tro, der holder mennesket tilbage fra at overtræde Allahs forskrifter. På grund af denne tro er mennesket forpligtet til i alle livets handlinger at overholde grænserne for det halal og haram, som Allah har fastsat. Hvis denne tro bliver svag, kan en muslim på ingen måde leve et ægte muslimsk liv. Allah har gjort de fem daglige bønner obligatoriske for at minde mennesket om denne tro igen og igen og gennem den vedvarende påmindelse fæstne den dybt og stærkt i dets hjerte. I Koranen har Allah selv erklæret denne betydning og særlige egenskab ved bønnen:إِنَّ الصَّلاةَ تَنهىٰ عَنِ الفَحشاءِ وَالمُنكَرِ ۗ

»Bønnen holder ganske vist mennesket fra synd, uretfærdighed, uanstændighed og skamløse handlinger.«

Du kan selv forstå sandheden i dette, hvis du tænker over det: Når du går for at bede, går du renset og efter at have foretaget wudu. Hvis din krop er uren, og du møder op til bøn uden at have foretaget ghusl, eller hvis du går for at bede iført urent tøj, eller hvis du siger: »Jeg har foretaget wudu«, selv om du ikke har wudu, vil ingen i verden kunne afsløre dig. Alligevel gør du aldrig sådan.

Men hvorfor? Fordi De uden tvivl tror, at ingen synd kan skjules for Allahs blik. Selv hvis De ikke fremsiger de bønner og koranvers, der skal fremsiges sagte under bønnen, kan ingen vide det. Men De undlader ikke at gøre det af den grund, at Allah hører alt, og at Han er Dem ganske nær. På samme måde beder De også, når De er trængt ind i en tæt skov, De beder i nattens mørke, og De beder også, når De er helt alene hjemme. På disse tidspunkter kan ingen se Dem, og ingen kan vide, om De har bedt eller ej. Hvad er årsagen til dette? Det skyldes, at De frygter at overtræde Allahs befalinger i det skjulte, selv når De er skjult for alle menneskers øjne, og De tror uden tvivl, at ingen forseelse kan skjules for Allahs blik. Heraf kan De forstå, hvordan bønnen holder bevidstheden om Allah vågen i menneskets sind, og hvordan troen på, at Allah er nærværende og iagttagende, alvidende og kender det inderste, indprenter sig meget fast i menneskets sind. Hvis denne frygt og denne faste tro ikke er dybt forankret og altid vågen i Deres sind, hvordan skulle De da kunne tilbede og tjene Allah døgnet rundt? Hvis denne frygt ikke findes i Deres sind, hvordan skulle De da kunne stå fast på retfærdighedens og fromhedens vej i dagens og nattens utallige gøremål af frygt for Allah og holde Dem borte fra enhver form for synd og ulydighed?

For det fjerde er det nødvendigt for Dem at lære Allahs lov fuldstændigt at kende for at kunne tilbede Ham. For hvordan skulle De kunne følge loven, hvis De ikke kender den? Bønnen opfylder netop dette behov. Det er derfor, der er foreskrevet recitation af vers fra Koranen under bønnen. Gennem den kan De dag og nat få kendskab til Allahs lov og forskrifter. Det er også med dette formål, at prædikenen før fredagsbønnen er blevet indført; gennem den kan De lære islams forskrifter at kende. En anden fordel ved at bede i menighed og ved fredagsbønnen er, at lærde og ulærde af denne grund gentagne gange må samles på ét sted, hvorved der opstår en enestående mulighed for alle til at lære Allahs forskrifter at kende. Men trods dette forsøger I ikke at lære Allahs befalinger af det, I fremsiger under bønnen; fredagsprædikenen holdes på en sådan måde, at I ikke får nogen viden om islam, selv efter at have hørt den mange gange; og selv om I samles for at bede i menighed, underviser de lærde ikke de ulærde i noget, og de ulærde spørger ikke de lærde om noget. Hvad kan dette kaldes andet end en stor ulykke? Bønnen giver jer rig mulighed for dette. Hvis I ikke benytter jer af denne mulighed, hvad er da bønnens skyld?

For det femte kan muslimen ikke leve isoleret på dette store virkefelt i livet. Tværtimod er det deres pligt, at alle muslimer står samlet og organiseret, i fællesskab følger Allahs forskrifter, former deres liv efter Hans forskrifter og hjælper hinanden med at gennemføre Allahs lov i verden. De ved, at der på dette livets virkefelt på den ene side findes muslimer – Allahs lydige tjenere – og på den anden side grupper af mennesker, der trodser Allah, og vantro. Dag og nat foregår der en uophørlig konflikt og kamp mellem lydigheden mod Allahs befalinger og trods mod Allah. De vantro overtræder Allahs lov og forsøger i verden at indføre Satans lov i stedet for den. Hvis hver muslim står isoleret over for dem, kan han aldrig sejre. Derfor er det de troendes pligt at samle sig, møde Allahs fjender med en fælles enheds styrke og forsøge at gennemføre Allahs lov i verden. Men intet andet end bønnen kan skabe denne vældige enhedsstyrke. De fem daglige menighedsbønner, den store ugentlige fredagsbøn og derefter de vældige samlinger ved de to årlige eid-bønner – alt dette former muslimerne som en stærk mur og vækker blandt dem den enhed i tanker, følelser, holdninger og handlinger, som er helt nødvendig for at gøre muslimerne til hinandens hjælpere i det daglige liv.

Hvad fremsiger man under bønnen?

Jeg har tidligere udførligt forklaret, hvordan bønnen forbereder mennesket på at tilbede Allah og leve i erkendelse af underkastelse og lydighed mod Ham. Når De har læst det, der er skrevet om dette emne, har De klart kunnet forstå, at hvis et menneske regelmæssigt udfører bønnen, idet det betragter den som Allahs befaling og en forpligtelse, vil denne bøn uden tvivl altid holde frygten for Allah, bevidstheden om, at Allah er nærværende og iagttagende, og troen på en dag at skulle stå foran Hans domstol levende i dets sind, selv om det ikke forstår betydningen af bønnerne og koranversene i bønnen. Det vil altid tænke, at det ikke er nogens tjener undtagen Allah – Allah alene er dets sande konge og herre. Som følge heraf vil det udvikle en vane med at opfylde sine pligter og altid være rede til at følge Allahs forskrifter under alle forhold. De egenskaber, der er nødvendige for at leve hele menneskets liv under Allahs tjeneste og forvandle hele livet til tilbedelse, skabes også i mennesket gennem denne bøn. Jeg håber, at De i den tidligere artikel allerede har forstået godt, hvordan denne fordel opnås gennem bønnen.

Nu må man forstå, at hvis man kan opnå så stor en fordel ved at bede uden at forstå betydningen af bønnerne og koranversene, hvor stor en forandring må der da ikke ske i tro, overbevisning, tankegang, vaner og karakter hos den, der beder med fuld forståelse og opmærksomhed, og som med hjerte og sind forstår og føler det, han fremsiger; og efter hvilket ideal må hele hans liv da ikke kunne formes? Det er dette emne, jeg her vil forsøge at behandle udførligt.

Lad os først tænke over adhanen. Hvad kaldes De til fem gange dagligt? Der siges:

ٱللهُ أَكْبَر– »Allah er den største, Allah er større end alle.«

أَشْهَدُ أَنْ لاَ إِلَـٰهَ إِلَّا ٱللهُ – ‘Jeg bevidner, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah. Ingen andre end Allah er værdig til at blive tilbedt.’

أَشْهَدُ أَنَّ مُحَمَّدًا رُسُولُ ٱلله – ‘Jeg bevidner, at Muhammed er Allahs udsendte profet.’

حَيَّ عَلَىٰ ٱلصَّلاة – ‘Kom til bønnen.’

حَيَّ عَلَىٰ ٱلْفَلاَح – ‘Kom til den gerning, hvori lykke og velstand findes.’

الله أكبر – ‘Allah er den største, Allah er den største.’

لا إله إلا الله – ‘Der findes ingen anden guddom end Allah.’

Tænk over, hvor stærkt et kald dette er. Dette kald minder jer fem gange hver dag om følgende: “Alle de, der gør krav på guddommelighed på jorden, er løgnere. Der findes kun én, som har retten til guddommelighed og herredømme over himlen og jorden, og kun Han er værdig til at blive tilbedt. Lad os alle sammen tilbede Ham. I tilbedelsen ligger den sande velfærd for os alle, både i dette liv og i det hinsidige.”

Hvem kan forblive uberørt, når han hører denne gribende røst? Den, hvis hjerte rummer blot den mindste smule tro, kan på ingen måde forblive siddende tavs efter at have hørt et så modigt vidnesbyrd og en så tydelig opfordring; han kan heller ikke undvære at møde op hos den sande Herre og Hersker og bøje sit hoved for Ham.

Så snart du hører dette kald, rejser du dig, og som det første tænker du over: Er jeg ren eller uren? Er mit tøj rent? Har jeg wudu eller ej? Med andre ord har du en tydelig følelse af, at det at træde frem for begge verdeners konges hof er helt forskelligt fra alle andre forhold i verden. Andre gøremål kan udføres under alle omstændigheder, men i dette ophøjede hof er det ikke tilstrækkeligt blot at have en ren krop og rent tøj; en yderligere, særlig renhed, nemlig wudu, er helt uundværlig. At træde frem her uden en sådan renhed er grov uhøflighed. Med denne følelse tænker du først på at blive ren og begynder derefter at tage wudu. Hvis du under denne wudu fremsiger de bønner, som den ærede, noble Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har lært os, mens du vasker hver enkelt legemsdel, og efter at du har afsluttet wudu, samt ihukommer Allah på rette vis, vil ikke blot dine legemsdele blive vasket, men også dit hjerte vil blive renset. Efter at have afsluttet wudu skal følgende bøn fremsiges:

اللَّهُمَّ اجْعَلْنِي مِنَ التَّوَّابِينَ وَاجْعَلْنِي مِنَ الْمُتَطَهِّرِينَ” “أَشْهَدُ أَنْ لَا إِلَهَ إلَّا اللهُ وَحْدَهُ لَا شَرِيكَ لَهُ، وَأَشْهَدُ أَنَّ مُحَمَّداً عَبْدُهُ وَرَسُولُهُ“Jeg bevidner, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah, den Ene og Udelelige, uden medhjælper, og jeg bevidner desuden, at den ærede Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, er Hans tjener og sendebud. O Allah, medregn mig blandt dem, der angrer, og gør mig til en af dem, der holder sig rene.”

Derefter stiller du dig op til bøn. Dit ansigt vender mod den hellige qibla. I en ren og renset tilstand træder du frem for alle verdeners konges hof.

Det første, der kommer fra din mund, er: ٱللهُ أَكْبَر‘Allah er størst.’

Efter at have udtalt dette storslåede løfte med hjerte og mund løfter du begge hænder op til ørerne som et symbol på, at du afbryder forbindelsen til verden og alt, hvad der findes i den, og du står med hænderne foldet foran din konge. Derefter fremsætter du med den største ydmyghed:

 سبحانك اللهم و بحمدك، وتبارك اسمك، و تعالى جدك، ولا إله غيرك

“O Allah! Jeg lovpriser din hellighed; med din lovprisning er velsignelsen og storheden i dit navn i sandhed uden lige. Du er den største, og din ære står over alles. Der findes ingen guddom undtagen dig.”

أعوذ بالله من الشيطان الرجيم

“Jeg søger tilflugt hos Allah fra den forbandede, bortviste Satan.”

بسم الله الرحمن الرحيم

“I Allahs, den Nådiges og den Barmhjertiges navn begynder jeg.”

الحمد لله رب العالمين

-“Al lovprisning og al tak tilkommer Allah alene, alle verdeners Herre.”

الرحمن الرحيم

-Han er den aller nådigste og mest barmhjertige.

مالك يوم الدين

-Han er den eneste Hersker over Dommens Dag, hvor alle menneskers handlinger vil blive bedømt, og enhver må opleve følgerne af sine handlinger.

إياك نعبدوإياك نستعين

-O Hersker! Vi tilbeder kun Dig og beder kun Dig om hjælp.

اهدنا الصراط المستقيم

-Vis os den lette, lige og rette vej.

صراط الذين أنعمت عليهم

-Vejen for dem, som har modtaget Din nåde og belønning.

غير المغضوب عليهم ولأ الضا لين

-og ikke dem, der er forbandede og ført vild.

-O Allah! Acceptér vores bøn, og opfyld vores ønsker.

Derefter skal man recitere nogle vers fra Den Hellige Koran. Hvert eneste vers i Koranen er fyldt med nektar. Den indeholder uvurderlige råd, undervisning og en opfordring til den sande vej. I Sura al-Fatiha bedes der om den lette og lige vej, og her gives vejledning og en beskrivelse af netop denne lige vej. Som eksempel nævnes her nogle få suraer:

وَالعَصرِ إِنَّ الإِنسانَ لَفي خُسرٍ إِلَّا الَّذينَ آمَنوا وَعَمِلُوا الصّالِحاتِ وَتَواصَوا بِالحَقِّ وَتَواصَوا بِالصَّبرِ

“Ved tiden! Hele menneskeheden står på randen af undergang. Bortset fra dem, der tror og udfører gode gerninger i overensstemmelse med troens krav, og dem, der gensidigt råder og vejleder hinanden til at følge sandhedens vej og opfordrer hinanden til at stå fast og urokkeligt på sandhedens vej (kun de kan reddes fra undergangens vej).”

Af denne korte sura lærer vi, at mennesket kun kan undgå undergang og fiasko på én måde. Det er ikke nok oprigtigt at tro på Allah og handle i overensstemmelse med de forskrifter, Allah har givet; samtidig er det nødvendigt at have en velorganiseret gruppe af troende og retskafne mennesker, som vil opfordre hinanden og hele verdens menneskehed til sandhedens og retfærdighedens vej og hjælpe og støtte hinanden i at stå urokkeligt fast på Allahs religion, islam, under alle former for sorg og modgang.

Eller en anden sura, såsom:

أَرَأَيْتَ الَّذِي يُكَذِّبُ بِالدِّينِ

فَذَٰلِكَ الَّذِي يَدُعُّ الْيَتِيمَ

وَلَا يَحُضُّ عَلَىٰ طَعَامِ الْمِسْكِينِ

فَوَيْلٌ لِّلْمُصَلِّينَ

الَّذِينَ هُمْ عَن صَلَاتِهِمْ سَاهُونَ الَّذِينَ هُمْ يُرَاءُونَ

وَيَمْنَعُونَ الْمَاعُونَ

“Har du set, hvordan den person er, som ikke tror på Regnskabets dag – Dommedagen? Det er sådanne mennesker, der jager den forældreløse bort, og som ikke selv giver den fattige og trængende mad – ja, de gør sig ikke engang den mindste anstrengelse for at opmuntre andre til at gøre det. Fortabelse venter de bedende, som er forsømmelige over for deres bøn (på grund af deres vantro på det hinsidige); selv når de beder, gør de det kun for at blive set af andre, og deres hjerter er så snævre, at de endog er tilbageholdende med at give de trængende selv de mindste og mest ubetydelige ting.”

Denne surahs grundlæggende lære er, at troen på det hinsidige er selve Islams sjæl. (Uden denne tro bliver Islams handlinger meningsløse, ligesom en livløs krop.) Desuden kan intet menneske følge den lette og lige vej, som Allah har vist. Endnu en surah:

وَيْلٌ لِّكُلِّ هُمَزَةٍ لُّمَزَةٍ

الَّذِي جَمَعَ مَالًا وَعَدَّدَهُ

يَحْسَبُ أَنَّ مَالَهُ أَخْلَدَهُ

كَلَّا ۖ لَيُنبَذَنَّ فِي الْحُطَمَةِ

وَمَا أَدْرَاكَ مَا الْحُطَمَةُ

نَارُ اللَّهِ الْمُوقَدَةُ

الَّتِي تَطَّلِعُ عَلَى الْأَفْئِدَةِ

إِنَّهَا عَلَيْهِم مُّؤْصَدَةٌ

فِي عَمَدٍ مُّمَدَّدَةٍ

“Ve alle dem, hvis vane det er at opspore andres fejl og tale hånligt for at nedværdige andre. De samler kun penge og tæller dem igen og igen for at se, hvordan de vokser. De tror, at deres rigdom altid vil blive hos dem. Slet ikke! En dag skal de visselig dø og blive kastet i Helvede, der kaldes Hutama. Og hvad ved du, hvad Hutama er? Det er en ildovn, som Allah har tændt; dens flammende ild fortærer helt ind til hjerterne. Det er en ild med store og højt rejste søjleagtige flammer, som vil omslutte dem.”

Således indeholder de suraer og vers fra Den Hellige Koran, som reciteres under bønnen, værdifuld lærdom og formaning. De fortæller mennesket klart, at det skal handle i verden i overensstemmelse med Allahs befaling til menneskene. Efter at have reciteret disse vers med vejledning og formaning siger man »Allahu Akbar« og går ned i rukūʿ. Med hænderne på knæene bøjer man hovedet for Allah Taʿālā, Verdenernes Herre, og bliver ved med at sige:

“Min store Herre er helt og aldeles hellig.” Derefter rejser man sig op og siger:(Arabisk***)“Allah har hørt den, der lovpriste og priste Ham.” Derefter siger man »Allahu Akbar«, lægger panden mod jorden i sujūd og siger:(Arabisk***)“Jeg erklærer Allah, Den Store og Den Højeste, for hellig.” Derefter løfter man hovedet og sætter sig ærbødigt ned og reciterer:

Det lyder:التحيات لله والصلوات والطيبات، السلام عليك أيها النبي ورحمة لله

وبركاته، السلام علينا و على عباد الله الصالحين، أشهد أن لا إله إلا الله، وأشهد أن محمدا عبده و رسوله.

“Alle vores hilsener og al vores ærbødighed, alle vores bønner og al form for hellighed tilkommer udelukkende Allah Taʿālā.”

-O Profet! Fred være med dig, og må Allahs barmhjertighed og nåde være over dig.

-Må Allahs barmhjertighed være over os og over Allahs retskafne tjenere.

-Jeg bevidner, at der ikke findes nogen anden herre eller guddom end Allah. Jeg bevidner også, at Hazrat Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er Allah den Højestes tjener og sendebud.”

Når du således aflægger trosbekendelsen, skal du løfte pegefingeren. For ved dette fingersignal erklærer du din trosbekendelse og overbevisning midt under bønnen, og når du fremsiger disse ord fra trosbekendelsen, skal du være særligt opmærksom og lægge særlig vægt på dem i dit sind og hjerte. Derefter skal du fremsige den følgende durud-bøn:

اللهم صل على محمد وعلى آل محمد، كما صليت على إبراهيم وعلى آل إبراهيم، وبارك على محمد وعلى آل محمد، كما باركت على إبراهيم

 وعلى آل إبراهيم، في العالمين إنك حميد مجيد.

»O Allah! Skænk nåde og barmhjertighed over vores herre og leder, Hazrat Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, og over hans efterkommere, ligesom Du har skænket nåde over Hazrat Ibrahim, fred være med ham, og hans efterkommere. Sandelig, Du er den ypperste indehaver af gode egenskaber og Den Store. O Allah! Nedsend velsignelse over vores herre og leder, Hazrat Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, og over hans efterkommere, ligesom Du har gjort over Hazrat Ibrahim, fred være med ham, og hans efterkommere. Sandelig, Du er indehaver af de mest fremragende egenskaber og Den Store.«

Efter at have reciteret durood beder man således til Allah:

اللهم إني أعوذ بك من عذاب جهنم، و من عذاب القبر، و من فتنة المحيا و الممات، و من فتنة المسيح الدجال، رب اغفر لي و لوالدي رب ارحمهما كما ربياني صغيرا.

“O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig for at blive skånet for straffen i Jahannam. Jeg søger tilflugt hos Dig mod gravens straf. Jeg søger tilflugt hos Dig mod det vildledende Dajjals ondskab, som vil sprede sig på jorden. Jeg søger tilflugt hos Dig mod livets og dødens ondskab. O Allah! Jeg søger også tilflugt hos Dig mod uretfærdige handlinger og gæld.”

Efter denne du’a er bønnen fuldført. Efter at have taget afsked med Verdenernes Herres hof vender man sig først til højre og venstre og beder om nåde og fred for alle de tilstedeværende og for enhver ting i verden, idet man siger:

السَّلاَمُ عَلَيْكُمْ وَرَحْمَةُ اللهِ

“Må Allahs fred og nåde være over jer.” Det er som et godt budskab; efter bønnen er det dette, man vender tilbage med fra Allahs hof. Således udfører man bønnen efter at være stået op meget tidligt om morgenen, før man begynder dagens arbejde. Derefter er man optaget af forskellige verdslige gøremål i mange timer. Lidt efter middag møder man igen frem for Allahs hof og udfører bønnen—nogle timer senere udfører man atter denne bøn i den tredje del af dagen. Efter igen at have arbejdet i nogle timer møder man ved solnedgang frem for Allahs hof og udfører denne bøn. Når dagens verdslige arbejde er afsluttet, møder man for sidste gang frem for Allah før sengetid. De sidste tre rak’ah i denne sidste bøn kaldes witr-bønnen. I dens tredje rak’ah aflægger man et vigtigt løfte til Allah. Dette løfte kaldes du’a al-qunut. Gennem denne du’a sværger den bedende, med den største ydmyghed og underdanighed over for Allah, sin lydighed og trældom over for Ham. Han lover at leve i lydighed mod Ham. Lyt opmærksomt til, hvad man siger i dette løfte:

اللهم إنا نستعينك ونستغفرك ونؤمن بك ونتوكل عليك ونثني عليك الخير ونشكرك ولا نكفرك ونخلع ونترك من يفجرك
اللهم إياك نعبد ولك نصلي ونسجد وإليك نسعى ونحفد ونرجو رحمتك ونخشى عذابك إن عذابك بالكفار ملحق

“O Allah! Vi søger hjælp hos Dig. Vi beder Dig om tilgivelse for vores synder. Vi tror på Dig. Vi stoler udelukkende på Dig. Vi priser Dig for al godhed og velsignelse. Vi takker Dig og fornægter ikke Dine gaver. Vi lover Dig, at vi ikke vil have noget forhold til dem, der er ulydige mod Dig—vi vil forlade dem. O Allah! Vi anerkender, at vi kun er Dine tjenere. Vi beder kun for Din skyld, vi bøjer os kun ned i sajdah for Dig, og alle vores bestræbelser og alle de lidelser, vi udholder, er kun for at opnå Din tilfredshed. Vi udholder lidelser i håb om alene at opnå Din nåde, og vi frygter Din straf. Sandelig, kun de vantro vil blive kastet i Din straf.”

Tænk et øjeblik over den person, som hører adhanens kald fem gange dagligt og overvejer, hvor stort et budskab der bliver bekendtgjort gennem selve adhanen, og hvordan den kalder ham til at møde frem for en så mægtig og ophøjet konge. Hver gang han hører adhanen, føler han den i sit hjerte, forlader alle sine gøremål og møder frem for hele universets Ejers og Herres hof. Før hver bøn udfører han wudu og renser sin krop og sit sind, og han reciterer med opmærksomhed de surah’er og du’aer, som er nævnt i bønnen. I sandhed kan frygten for Allah ikke undgå at vågne i hans hjerte og sind. Han kan ikke undgå at skamme sig over at overtræde Allahs befalinger. Hans samvittighed må visselig skælve ved gentagne gange at møde frem for Allahs hof med syndens og uretfærdige handlingers sorte mærker. Efter i bønnen at have erklæret sin trældom over for Allah og sin lydighed mod Ham og gentagne gange anerkendt Allah som Dommedagens Hersker, hvordan skulle et menneske så kunne vende tilbage til sine gøremål i den ydre verden og lyve, bedrage, tilegne sig andres rettigheder, tage og give bestikkelse, tage og give renter, skade andre mennesker uretfærdigt, eller begå skamløshed, utroskab og andre uretfærdige handlinger? Og hvordan skulle han efter at have gjort disse ting kunne vove igen at møde frem for Allah og bekende dem med sine læber? Du erkender bevidst utallige gange hver dag foran Allah: “O Allah! Jeg tjener kun Dig og beder kun Dig om hjælp.” Når du har bekendt dette, hvordan skulle det så være muligt for dig at tjene nogen anden end Allah og bede nogen anden om hjælp? Hvis du én gang har bekendt dette og derefter handler imod det, vil dit hjerte bebrejde dig, når du igen møder frem for Allah, og dit hoved vil bøje sig i skam. Hvis du igen handler imod det, vil skammen blive endnu større, og din samvittighed vil plage dig endnu mere. Det kan på ingen måde være muligt, at dine handlinger og din karakter ikke bliver forbedret, og at der ikke sker en grundlæggende forandring i dit liv, selv om du beder fem gange dagligt hele dit liv. Det er derfor, Allah Ta’ala sagde følgende om den fordel, Han giver gennem bønnen:

إِنَّ الصَّلاةَ تَنهىٰ عَنِ الفَحشاءِ وَالمُنكَرِ

»Bønnen holder visselig mennesket borte fra skamløshed, uanstændighed og enhver form for syndige handlinger.«

Men selv om der findes et så stort middel til at forbedre menneskets sind og karakter, og selv om en person udfører de fem daglige bønner, vil hans karakter ikke blive bedre, og han vil ikke afholde sig fra syndens vej, hvis hans natur i virkeligheden er dårlig. Derfor er der ingen fejl ved bønnen. Vand og sæbe renser ganske vist snavset tøj; men hvis kullene ikke bliver renset af det, kan man ikke bebrejde vandet og sæben det – fejlen ligger hos kullene.

Men det er meget beklageligt, at vi slet ikke forstår det, vi reciterer i bønnen, eller at vi reciterer det uden at forstå det. Dette er en meget stor mangel ved vores bøn. Manglen kan afhjælpes, hvis man bruger lidt tid på at lære det – I kan uden besvær lære betydningen og meningen med bønnens påkaldelser og suraer på jeres modersmål. Jeg mener, at det vil være til stor gavn for jer.

Bøn i fællesskab

I de foregående artikler har jeg kun talt om bønnens egenskaber og fordele. Deraf har I sikkert forstået, hvor vigtig en tilbedelseshandling dette er. I har også forstået, hvordan denne bøn frembringer en livslang følelse af tjeneste for Allah i mennesket, og hvordan den gør det i stand til at opfylde sin pligt som Allahs tjener. Nu vil jeg fortælle jer om fordelene ved at udføre bønnen i fællesskab. Derved vil I fuldt ud kunne forstå, hvordan Allah i sin nåde og velvilje har samlet alle slags velsignelser i denne samme handling. Bønnen alene var ikke utilstrækkelig for os; men ved samtidig at påbyde bøn i fællesskab har Allah den Højeste gjort den til et dobbelt forråd af fordele og givet den en enestående kraft, som uden sidestykke kan skabe en gennemgribende forandring i mennesket.

Som jeg allerede har sagt, er tilbedelse at betragte sig selv som Allahs tjener hele livet igennem, at underordne sig sin Herre som en lydig slave og altid være rede til at adlyde sin Herres befalinger; og bønnen forbereder mennesket netop på denne tilbedelse. Alle de egenskaber, som et menneske behøver til en sådan tilbedelse, frembringer bønnen i det. Følelsen af at være en tjener, troen på Allah, Hans Sendebud og Hans Bog, en fast overbevisning om det hinsidige, gudsfrygt, at anerkende Allah som Den, der kender det usete, altid at føle Hans nærvær, altid at være rede til at adlyde Allahs befalinger og at kende Allahs befalinger godt – bønnen frembringer mange sådanne egenskaber i mennesket og former det til en oprigtig tjener for Allah den Højeste.

Ved blot at tænke lidt over det kan I forstå, at uanset hvor mange gode egenskaber et menneske selv har, kan det ikke fuldt ud opfylde sin pligt over for Allah, så længe andre mennesker ikke er dets medhjælpere og støtte. Hvis de mennesker, som det lever sammen med dag og nat, og som det altid arbejder sammen med, ikke hjælper det med at adlyde Allah, er det på ingen måde i stand til at følge Allahs befalinger.

Mennesket er ikke kommet til verden alene. Når det står alene, kan det heller ikke udrette noget. Det er på mange måder forbundet med sine naboer, kolleger og ledsagere på livets vej. Allahs befalinger og forskrifter er heller ikke bestemt for et ensomt menneske, men for alle mennesker – de er kommet fra Allah netop for at opretholde alle slags relationer i livet på rette vis. Hvis alle nu hjælper og støtter hinanden i at adlyde Allahs befalinger, kan de sammen blive mennesker, der adlyder Allahs befalinger. Hvis alle derimod begynder at være ulydige mod Allah, eller hvis deres indbyrdes forhold er sådan, at de ikke hjælper hinanden med at følge Allahs befalinger, er det fuldstændig umuligt for et enkelt menneske regelmæssigt og korrekt at adlyde Allahs befalinger og handle i overensstemmelse med Allahs lov.

Hvis I læser Koranen med et bestemt mål for øje, vil I forstå, at Allah den Ophøjede ikke blot har befalet jer at underkaste jer Ham, adlyde Ham og følge Hans bud. Samtidig har Han også befalet jer at gøre hele verden underkastet og lydig over for Allah, og at gennemføre Allahs lov i verden. Hvor end »Satans« lov gælder i verden, skal I afskaffe den og dér oprette styret efter Allah den Enes og Udeleliges lov. Den store tjeneste, som Allah således har pålagt jer, kan umuligt udføres af én person alene. Selv hvis der var milliarder af muslimer, som troede på dette, men de var splittede og spredte uden nogen forbindelse eller relation til hinanden, ville de heller ikke kunne besejre »Satans« velorganiserede og solidt etablerede magt. Derfor er det nødvendigt, at muslimerne slutter sig sammen, hjælper hinanden, står som hinandens beskyttere og støtter og i fællesskab kæmper og stræber efter at nå det samme mål.

Hvis man ser lidt dybere på sagen, bliver det også klart, at det ikke er nok, at muslimerne blot samles og står forenede for at nå et så stort mål. De må samles på den rette måde; det vil sige, at de må danne en muslimsk jamaat på en sådan måde, at de rette forbindelser etableres mellem dem, og at deres indbyrdes relationer er fri for enhver mangel eller fejl. Der må være fuld enighed mellem dem om tro, mål, hensigt og handlingsprincipper. De bør have en amir og leder, og de bør vænne sig til og ønske at handle efter lederens tegn. De må forstå grundigt, at de skal adlyde lederens befalinger, hvor langt denne lydighed skal række, og under hvilke omstændigheder det også kan være tilladt at modsætte sig lederen. Husk disse ting, og tænk over, hvordan sådanne vigtige tanker vækkes hos de bedende, når de beder i jamaat.

Så snart man hører adhanen, er det blevet befalet at forlade alt arbejde og alle gøremål og gå til moskéen. Derfor minder det om en stor hær, når muslimerne straks efter adhanen forlader deres egne gøremål og alle bevæger sig mod det samme centrum, moskéen. Så snart trompetens lyd høres i en militærlejr, forstår hver soldat, at hærføreren kalder på dem alle. På dette tidspunkt opstår den samme tanke hos alle: pligten og ansvaret for at følge hærførerens ordre. Så snart denne tanke opstår, gør alle det samme; det vil sige, at hver enkelt, uanset hvor han befinder sig, straks løber mod det angivne sted, når han hører lyden. Hvorfor anvendes denne fremgangsmåde for soldater? For det første for at vænne hver enkelt soldat til at adlyde ordrer og altid være rede til at adlyde dem. For det andet for at danne en stærk gruppe af alle disse lydige soldater og vænne dem til at samles på samme tid og samme sted efter hærførerens ordre. Denne vane er nødvendig, så alle soldater ved en pludselig begivenhed kan møde frem på samme sted ved dette signal og udføre opgaven. Hvis hver soldat personligt er meget tapper, men ikke straks kan møde frem og kæmpe, når han bliver kaldt under kampen, er hans tapperhed intet værd. Hvis soldaterne ikke samles straks efter kaldet, men i stedet går hver sin vej efter eget ønske, kan en disciplineret gruppe på halvtreds soldater fra fjenden tilintetgøre tusind sådanne tapre soldater.

På netop denne måde er muslimerne blevet befalet at forlade deres arbejde og straks efter at have hørt adhanen møde op i den nærmeste moské, så alle muslimer sammen kan blive til Allahs hær. De vænnes således til at møde frem fem gange dagligt, så snart de hører adhanen, fordi disse guddommelige soldaters pligt er langt større og strengere end alle andre soldaters i verden. Andre hære kommer måske først til at kæmpe efter lang tid, og de trænes længe i forvejen, fordi man ikke ved, hvornår krigen vil bryde ud. Men denne guddommelige hær må kæmpe mod de sataniske kræfter hvert eneste øjeblik og til enhver tid være rede til at adlyde hærførerens ordre. Derfor må muslimerne fem gange mellem dag og nat løbe mod Allahs lejr, moskéen, ved lyden af den guddommelige »trompet«—adhanen. Man må sige, at dette uden tvivl er en stor nåde, der er blevet vist dem i forhold til deres ansvar og pligt.

Indtil nu har vi kun talt om adhanens skønhed og betydning. Når muslimerne hører adhanen, møder de alle op i moskéen. Allerede i selve denne forsamling ligger der megen skønhed og stor betydning. Når muslimerne samles her, kan de se hinanden, lære hinanden at kende og blive bekendt med hinanden.

Men gennem hvilket bånd samles I og lærer hinanden at kende? Gennem det bånd, at I alle er tjenere for én Allah, følger én sendebud, har den samme Koran som bog og livsordning, og at målet med jeres liv er det samme. I er samledes i moskéen for at nå dette samme mål, og efter at være vendt hjem herfra vil hver af jer fortsætte med at stræbe efter netop dette mål. Et sådant kendskab og sådant samvær vækker naturligt den tanke hos jer, at I alle tilhører én nation og er soldater i den samme hær. I er hinandens brødre. Jeres livsmål og hensigt i verden er det samme; I deler alle hinandens gevinst og tab, og jeres liv er tæt forbundet med hinandens.

Når I ser på hinanden, skal I se med åbne øjne og hjerter og med et rummeligt sind. I skal ikke se på nogen med det blik, som en fjende ser med; I skal se på hinanden med det blik, en ven ser på sin ven, og en bror ser på sin bror. Når I ser sådan på hinanden, vil jeres hjerter naturligt fyldes med medfølelse og barmhjertighed, når I ser en bror iført gammelt og laset tøj, en anden dybt bekymret, i nød eller sulten, eller en tredje ude af stand til at klare sig, lammet, ramt af lammelse eller blind. I, der er velhavende, vil føle de fattiges, hjælpeløses og nødlidendes lidelser, og de fattige og trængende vil få mod til at henvende sig til de rige og fortælle om deres vanskelige situation. Hvis I hører, at nogen ikke kunne komme i moskéen, fordi han er syg eller i nød, vil I få lyst til at besøge ham. Hvis I hører om nogens død, kan I tage af sted for at bede janazah-bønnen og vise den sørgende familie medfølelse. Det er netop sådanne handlinger, der vil skabe dyb kærlighed og medfølelse mellem jer.

Tænk lidt videre over det: Det sted, hvor I samles, er et rent og helligt sted. På dette rene sted samles I med et storslået formål. Tyve og røvere, drankere og spillefugle samles ganske vist også ét sted, men deres hjerter er alle fyldt med onde hensigter. Men jeres samling kan ikke sammenlignes med deres. For her samles kun Allahs oprigtige tjenere; jeres forsamling til tilbedelse af Allah afholdes i Allahs hus. I samles alle her for oprigtigt at erkende jeres underkastelse og tjenerskab over for Allah. Under disse omstændigheder vækkes de troendes følelse af skam over deres egne synder helt af sig selv. Hvis et menneske på den anden side har begået en synd over for en anden, og denne person møder op i moskéen, vil den syndige allerede af den grund dø af skam. Hvis der desuden findes en følelse blandt muslimerne af at vejlede hinanden, og hvis de med omsorg, kærlighed og medfølelse lærer, hvordan en andens fejl og mangler bedst kan fjernes, vil Allahs grænseløse nåde og velsignelse uden tvivl blive sendt ned over denne forsamling. På denne måde kan én muslim ved at bede i menigheden rette en anden muslims fejl og mangler, og den ene kan udfylde den andens behov. Som følge heraf kan hele samfundet lidt efter lidt blive retskaffent og fromt.

Der ligger allerede en stor velsignelse i blot at samles i moskéen. Tænk derefter også over, hvor utallige fordelene og velsignelserne ved at bede i menigheden er. Alle de bedende står lige på den samme række. Ingen af dem er større, ingen mindre, ingen højere og ingen lavere – over for Allah, foran Allah, er alle mennesker fuldstændig lige. Hvis den ene rører ved eller berører den anden, bliver ingen af dem uren. Her er der ikke plads til urørlighed. De er alle rene og hellige, for de er alle mennesker og alle tjenere for den ene Allah; de følger alle den samme religion, islam. Blandt disse bedende er der overhovedet ingen forskel med hensyn til afstamning, familie, stamme, land eller sprog. Personligt kan nogle af dem være Sayyid, andre Pathan, Khan Sahib, Howladar eller Chowdhury Sahib. Den ene kan være indbygger i ét land og den anden i et andet. Den ene taler ét sprog, den anden udtrykker sine tanker på et andet. Men trods disse personlige forskelle står de alle på den samme række og tilbeder Allah sammen. Det betyder, at de alle tilhører én nation. Her er forskellene i afstamning, stamme, land, region og nationalitet helt uden betydning. Det største bånd mellem mennesker er at tjene Allah og tilbede Allah. Når I alle er ét i dette, kan der heller ikke være nogen grund til, at I på andre områder skal være forskellige og splittede.

Når I står på række skulder ved skulder, virker det, som om en vældig hær står foran herskeren for at udføre sin pligt. At stå på række og rejse sig og sætte sig sammen skaber en stærk følelse af enhed blandt de bedende. På denne måde vænnes alle gennem bønnen til at tjene Allah: alles hænder løftes sammen, og alles fødder bevæger sig samtidig. Så bliver det tydeligt, at de bedende ikke er tyve eller hundrede mennesker, men at de sammen er blevet til ét udeleligt menneske.

Hvad gør man, efter at man har dannet menigheden og stillet sig på rækker? Alle de bedende fremsætter den samme bøn foran Allah på det samme sprog:اِيَّاكَ وَاِيَّاكَ نَسْتَعِيْنُO Allah, vi tilbeder kun Dig og beder kun Dig om hjælp.اِهْدِنَا الصِّرَاظَ الْمُسْتَقِيْمَO Allah, vis os den lette og rette vej.رَبِّنَا لَكَ الْحَمْدُO Allah! Al lovprisning og tak tilkommer alene Dig.اَلسَّلاَمُ عَلَيْنَا وَعَلى عِبَادِ اللهِ الصَّالِحِيْنَ ـMå fred være over os og over Allahs fromme tjenere. Derefter, når bønnen er afsluttet, hilser de på hinanden med ordene:اَلسَّلاَمُ عَلَيْكُمْ وَرَحْمَةُ اللهِ ـDet betyder, at hver af de bedende ønsker det gode for de andre, og at de alle sammen beder den samme Herre om alles vel. Ingen af de bedende er alene, og ingen ønsker kun det gode for sig selv. Tværtimod er alles bøn: O Allah! Lad Din nåde og Dit vel komme over os alle, giv os alle evnen til at følge den samme lette og rette vej, og lad fred komme over dem alle. På denne måde knytter bønnen alle de bedendes hjerter sammen, vækker den samme tanke og det samme sindelag i dem alle og skaber dyb kærlighed, enhed og omsorg for hinandens vel mellem dem.

Men husk, at man ikke kan bede i menigheden uden en imam. Selv hvis to personer beder sammen, skal den ene være imam og den anden følge ham. Når menighedsbønnen er begyndt, er det strengt forbudt at skille sig fra den og bede alene. Tværtimod er påbuddet, at den, der kommer efter menighedsbønnen er begyndt, skal stille sig bag netop denne imam og følge ham. Disse handlinger er ikke begrænset til selve bønnen; den store lære, der gives gennem dem, er i virkeligheden, at man som muslim skal leve som en del af en sådan menighed. Hvis ingen blandt jer er imam, kan jeres menighed ikke dannes. Og hvis I efter menighedens dannelse holder jer adskilt fra den, er jeres liv slet ikke et islamisk liv. Det har overhovedet ingen forbindelse med det muslimske liv.

Det er ikke det hele. Ved at bede i menigheden skabes der et stærkt bånd mellem imamen og dem, der følger ham. Gennem dette kan enhver muslim forstå, hvilken status “imamen” har i den store moské, der hedder jorden, uden for denne lille moské; hvad hans pligt er; og hvilke “rettigheder” han har. Hvordan skal man følge imamen i denne “store moské”? Hvad skal man gøre, hvis han begår en fejl? Hvor længe skal man bære over med hans fejl? Hvornår kan man påpege hans fejl og kræve, at den bliver rettet? Og under hvilke omstændigheder kan man afsætte imamen? Alt dette

læres hver muslim i mindre målestok gennem menighedsbønnen i moskéen. Kort sagt undervises man fem gange dagligt i reglerne for at lede et lille rige i moskéen, og man vænnes til at praktisere dem.

Der er ikke anledning til at gennemgå disse ting detaljeret her. Jeg vil kort nævne nogle få nødvendige punkter.

Shariaens påbud er, at den person blandt samfundets medlemmer, som er mest gudfrygtig, har mest viden, kan læse og forstå Koranen bedre end alle andre, og samtidig har nået en passende alder, netop skal udpeges til imam for bønnen. Denne ordning lærer klart, hvilke egenskaber de personer, der skal være folkets ledere i samfundets praktiske arbejde, nødvendigvis må besidde.

Shariaen har påbudt, at det er forkert at udpege en person til imam, som flertallet af menigheden ikke ønsker som imam. Et mindretals modstand skal ikke tages i betragtning, for man kan aldrig finde en person, som ingen er uenige om. Men hvis flertallet af menigheden ikke bryder sig om en person, kan han under ingen omstændigheder udpeges til imam. Hermed er reglen for udvælgelsen af folkets imam eller leder blevet lært.

I shariaen er det fastsat, at den, der leder bønnen, skal være en person, som tager hensyn til alle de bedendes tilstand. Blandt de bedende kan der nemlig være mange syge, gamle, svagelige og svækkede mennesker. Hvis han i en sådan situation kun tager hensyn til unge, stærke og ubeskæftigede mennesker, læser lange recitationer under bønnen og udfører lange buk og prostrationer, kan det blive meget vanskeligt og besværligt for de andre. Imamen skal derfor huske, at der blandt de bedende er mange gamle og mange syge og svage personer, og at der er mange, som ønsker at bede hurtigt og vende tilbage til deres arbejde. Den ædle Profet (fred være med ham) viste stor medfølelse i denne henseende. Selv hvis han under bønnen hørte et barn græde, forkortede han bønnen betydeligt. For hvis barnets mor (eller far) deltog i menigheden, kunne det smerte vedkommende og dermed forstyrre bønnen. Denne regel lærer folkets ledere, at når en person er blevet gjort til “leder”, må han i enhver handling tage hensyn til alle slags mennesker i folket. Shariaens ordning er, at hvis imamen under bønnen kommer i en tilstand, hvor han ikke længere kan lede bønnen, skal han straks træde til side og lade en anden person lede bønnen; hvis han ikke kan lede bønnen, skal han straks træde til side og lade en anden person blive imam. Heraf følger den anvisning, at når folkets leder ikke længere er i stand til at udføre sin pligt, skal han selv træde tilbage og sørge for, at en anden egnet person udnævnes i hans sted. Det er en religiøs pligt for ham at gøre dette. Han bør ikke skamme sig over det, og det er heller ikke selviskhed.

Shariaens påbud er, at menighedens medlemmer skal være forpligtet til at følge imamen i alt, hvad han gør. Det er fuldstændig forbudt for den, der følger imamen, at udføre en handling, før imamen har gjort den. Det er endog nævnt i hadith, at “den, der bukker eller prostrerer sig før imamen, vil på opstandelsens dag blive rejst som et æsel”. Herigennem lærer den muslimske nation, at det er en ubetinget pligt at følge lederen.

Hvis imamen begår en fejl under bønnen, det vil sige sætter sig, når han burde stå, eller står, når han burde sidde, er det de menighedsmedlemmers pligt, der følger ham, at gøre ham opmærksom på fejlen ved at sige “Subhanallah”. “Subhanallah” betyder: “Allah den Ophøjede er ren og stor.” Betydningen af, at man siger Subhanallah, når man gør imamen opmærksom på hans fejl, er, at kun Allah den Ophøjede er fri for alle slags fejl og mangler; du er et menneske, og det er ikke umuligt, at du begår en fejl. Dette er den regel, islam har fastsat for at gøre imamen opmærksom på hans fejl.

Når imamen efter denne regel bliver gjort opmærksom på sin fejl, bør han rette den uden at give plads for nogen form for generthed eller tilbageholdenhed. Hvis imamen efter at være blevet gjort opmærksom på fejlen imidlertid er helt sikker på, at han ikke har begået nogen fejl, og at han har gjort det rigtige, skal han fuldføre bønnen på grundlag af sin egen overbevisning. I en sådan situation er det menighedens pligt at følge imamen, selv om de mener, at hans handling var forkert. Efter bønnen har alle de bedende ret til over for imamen at bevise hans fejl og kræve, at han leder bønnen på ny.

Menighedens sådanne forhold til imamen gælder kun mindre fejl. Hvis imamen derimod begynder at lede bønnen på en måde, der strider mod Profetens sunnah, eller bevidst læser Koranen forkert under bønnen, eller under bønnen begår en handling præget af kufr, shirk eller åbenlys synd, er det enhver bedendes religiøse pligt at forlade bønnen og tage afstand fra denne imam.

Gennem disse shariaens vejledninger om bønnen er det på fremragende vis blevet lært, hvordan det muslimske samfund skal omgås sine ledere i det nationale liv.

Ud fra det, der her er blevet sagt om betydningen og fordelene ved at bede i fællesskab, har I klart forstået, at der i denne ene tilbedelseshandling, som Allah den Ophøjede har påbudt, og som kun skal udføres i nogle få minutter fem gange dag og nat, ligger stor velsignelse for muslimerne både i denne verden og i det hinsidige. Heraf kan man forstå, at netop denne ene handling kan gøre en muslim virkelig lykkelig, og hvordan den forbereder muslimen til at tjene Allah og lede i verden. Nu vil I måske spørge: Når bønnen er fuld af alle velsignelser, hvor er alle disse velsignelser så blevet af i vor tid? Svaret på dette spørgsmål vil blive givet i den følgende artikel, om Allah vil.

Hvorfor opnår man ikke bønnens resultat?

I de tidligere artikler har jeg på forskellige måder beskrevet bønnens fordele og velsignelser. Her vil jeg forsøge at besvare spørgsmålet om, hvorfor mennesker i dag ikke er i stand til at opnå sådanne velsignelser gennem bønnen. Hvorfor er muslimer, selv efter at have bedt, så ydmygede og svage i vor tid? Hvorfor forbedres deres karakter ikke? Hvorfor bliver de ikke til Allahs uovervindelige og mægtige hær? Hvorfor er de så magtesløse og ringeagtede over for de vantro i verden? Dette er i sandhed et vanskeligt spørgsmål.

Det korte svar på dette spørgsmål kan være, at muslimer i virkeligheden slet ikke beder, og hvis de beder, gør de det ikke på den måde og efter de regler, som Allah og Hans Sendebud har befalet. Derfor kan vor tids muslimer ikke forvente at opnå den slags velsignelser gennem den bøn, de nu udfører, selv om det er en bøn, der kan føre den troende til den højeste grad af fremgang. Men jeg ved, at I ikke vil være tilfredse med et så kort svar. Derfor er det nødvendigt at besvare spørgsmålet lidt mere udførligt.

Se dette vægur, der hænger i moskéen. I ved, at det består af mange dele, som er forbundet med hinanden. Når det trækkes op, begynder hver del at udføre sit eget arbejde, og samtidig bliver resultatet af de indre deles arbejde synligt på viserne udenpå. Med andre ord drejer de to visere rundt og omdanner sekund efter sekund til minut efter minut og minut efter minut til time efter time. Tænk nu over, hvad formålet med at fremstille et ur er. Alle ved, at dets eneste formål er at vise tiden korrekt. Derfor er alle de små dele, der kan angive det rigtige klokkeslæt, samlet i det. Derefter er de forbundet med hinanden, så de alle fungerer som de skal, og hver del udfører præcis det arbejde, der er nødvendigt for at vise det rigtige klokkeslæt – hverken mere eller mindre. Desuden er det indrettet sådan, at det skal trækkes op igen. For hvis det ikke trækkes op, vil delene standse og ikke kunne fungere korrekt. Derfor trækkes det op efter et bestemt tidsrum, så det sættes i bevægelse. Som følge heraf begynder alle delene at fungere. Når de er forbundet korrekt, og uret er trukket op, kan det opfylde det formål, det er fremstillet til. Men hvis det ikke trækkes ordentligt op, kan det ikke vise tiden korrekt. Hvis det ganske vist trækkes op, men ikke efter reglerne, vil uret enten standse eller, selv om det går, ikke vise tiden korrekt. Hvis nogle af dets dele fjernes, og man derefter trækker det op, vil det ikke have nogen virkning at trække det op. Og hvis man fjerner en af dets dele, sætter en del fra en Singer-symaskine i stedet og derefter trækker det op, vil det stadig ikke kunne vise tiden; samtidig vil det heller ikke kunne sy tøj. Hvis alle dets dele lægges inde i det adskilt fra hinanden, vil det ikke gå, selv om man trækker det op. Set udefra må man ganske vist sige, at alle urets dele er til stede i det, men dets formål kan ikke opnås blot ved, at delene findes inde i det. For de er ikke forbundet med hinanden, og de er heller ikke ordnet og placeret korrekt efter deres indbyrdes funktioner. Derfor kan de ikke fungere sammen. Under de forhold, der er nævnt her, vil uret ikke udføre noget arbejde, og det vil være nytteløst at trække det op. Alligevel vil udenforstående, når de ser det, ikke forstå noget af dette: de vil ikke vide, at det ikke er et ur, eller at det ikke bliver trukket korrekt op. De vil blot sige, at det ser nøjagtigt ud som et ur, og derfor forvente at få det samme udbytte af det, som man får af et ur. Når de på afstand ser, at De trækker uret korrekt op, vil de altså forvente, at det giver alle de fordele, som et ur kan give. Men når uret indvendigt ikke er i den rette tilstand, hvad hjælper det så, at det udefra ligner et ur? Det er på ingen måde muligt at få et rigtigt urs funktion ud af det.

Ved hjælp af det eksempel med uret, som jeg har lagt frem for jer, har I forstået hele sagen klart. Betragt islam som dette ur. Ligesom urets formål er at vise det rigtige klokkeslæt, er islams formål, at mennesket skal leve i denne verden som Allahs stedfortræder – som Allahs soldat. De skal selv følge Allahs befalinger og lede andre under Allahs lov.

Dette er klart sagt i Koranen:

كُنْتُمْ خَيْرَ اُمَّةٍ اُخْرِجََتْ لِلنَّاسِ تَأْمُرُوْنَ بِالْمَعْرُوْفِ وَ تَنْهَوْنَ عِنْ الْمُنْكَرِ وَتُؤْمِنُوْنَ بِاللهِ ط ـ عمران:

I er det bedste folk, som er blevet skabt til hele menneskehedens gavn. Jeres opgave er at påbyde alle mennesker det rette, at holde dem tilbage fra alt det urette og at tro fast på Allah. Sura Āl ʿImrān: 110

وَكَذَلِكَ جَعَلْنَكُمْ وَّسَطًا لَتِكُوْنُوْا شُهَدَا ءَ عَلَى النَّاسِ ـ

Og således har Vi gjort jer til det bedste folk, for at I kan vidne over for alle mennesker.

Sura al-Baqara: 143

وَعَدَ اللهُ الَّذِيْنَ امَنُوْا مِنْكُمْ وَعَمِلُوْا الصلِحتِ لَيَسْتَخْلِفَنَّهُمْ فِيْ الاَرْضِ النُوْر: 55

Allah har lovet dem blandt jer, som tror og gør gode gerninger, at Han med sikkerhed vil gøre dem til sine stedfortrædere på jorden. Sura an-Nūr: 55

وَقَاتِلُوْهُمْ حَتّى لاَتَكُوْنَ فِتْنَةٌ وَّيَكُوْنَ الدِّيْنُ كُلُّهُ لِلَّهِ ـ

Bekæmp disse vantro, indtil fitna til sidst er bragt til ophør, og religionen helt og holdent er for Allah alene. Sura al-Anfāl: 39” For at dette formål kan nås, er der ligesom urværkets dele samlet mange mekanismer i islam. De er både nødvendige for at nå islams egentlige formål og indbyrdes afstemt. Islams grundlæggende troslære, trosforestillingerne, reglerne for moralsk karakter, bestemmelserne for arbejde og handel, reglerne for udveksling og gensidige forhold, Allahs rettigheder, menneskers rettigheder, ens egne rettigheder og rettighederne for alle de andre ting i verden, som mennesket står i forbindelse med, reglerne for at tjene og bruge penge, reglerne og fremgangsmåderne for krig og jihad, reglerne for fred og forlig, bestemmelserne og fremgangsmåderne for at styre staten samt reglerne for at leve underkastet en islamisk stat — alt dette er dele af islam, islams små mekanismer. De er forbundet med hinanden som urværkets dele, sådan at de alle begynder at fungere korrekt, når der trækkes op, og gennem deres samlede funktion opnås islams egentlige formål — islams overhøjhed og herredømme samt etableringen af Allahs lov på jorden — på en så smuk og sammenhængende måde, som urværkets bevægelse får den ydre viser, der angiver tiden, til at vise det korrekte klokkeslæt. For at forbinde urværkets forskellige dele med hinanden bruges nogle jernplader og små jernstifter. På samme måde er ordningen med at danne en jamāʿat blevet indført for at holde islams forskellige handlinger forbundet med hinanden og for at ordne dem i en afstemt rækkefølge. Denne jamāʿat blandt muslimerne skal have en leder, som besidder korrekt viden og forståelse af islam samt egenskaberne fromhed og gudsfrygt; jamāʿatens medlemmer skal adlyde hans ord og handle efter hans anvisninger. Ved hjælp af deres samlede styrke skal lederen håndhæve islamisk lov over folket og holde dem fra at modsætte sig den islamiske lov. Når alle islams dele således forbindes med hinanden, og der etableres en afstemt ordning mellem dem, er det nødvendigt at trække dem op for at give dem fremdrift og få dem til at fungere korrekt. I det islamiske livssystem udfører bønnen i virkeligheden denne opgave som nøglen. Denne nøgle skal trækkes fem gange i døgnet. Derefter er det også nødvendigt at rense og rengøre dette ur. Derfor er fasten gjort obligatorisk. Én gang om året udfører den dette arbejde i tredive dage. Det er nødvendigt at smøre dette ur; én gang om året udføres denne smøring ved at betale zakat. Denne olie importeres ikke udefra; en del af selve dette ur fremstiller den og gør de øvrige tørre dele i stand til at fungere. Uret har også fra tid til anden brug for et eftersyn; når man én gang i livet udfører hajj, fuldføres dette eftersyn.

Nu kan alle forstå, at det kun kan betale sig at trække uret op, rense det, smøre det og foretage et hovedeftersyn, når uret udelukkende består af urets egne dele, som er forbundet med hinanden og ordnet, sådan som urmageren har anbragt dem. Kun i en sådan tilstand kan det gå rigtigt, når man trækker det op, og vise tiden korrekt. Hvis I tænker lidt over det, vil I forstå, at islams tilstand i denne henseende er meget dårlig i vor tid. For det første findes den menighed ikke længere, ved hvis hjælp islams forskellige dele blev føjet sammen. Derfor er alle delene blevet adskilt fra hinanden. Enhedens styrke er forsvundet. Nu gør enhver, hvad han selv ønsker. Der er ingen til at forhindre nogen og ingen til at vise den rette vej. Hvis man ønsker det, følger man islams lov; ellers forlader man islam og følger en anden vej. Nutidens muslimer er ikke standset her. De har tværtimod taget mange af urets dele ud og efter eget forgodtbefindende føjet mange dele til, som på ingen måde kan høre til dette ur. Nogle har sat dele fra en Singer-symaskine ind, andre har monteret en del fra en melmølle, og atter andre har fundet forskellige dele fra en motorkøretøj efter eget valg og føjet dem til. På den ene side kalder de sig muslimer, mens de på den anden driver rentebaseret virksomhed, har tegnet livsforsikring i forsikringsselskaber og fører falske retssager ved domstole, der er grundlagt på engelsk lov. De tjener kafirerne som deres lydige følgere. De gør deres døtre, søstre og hustruer til europæiske damer. De giver deres børn materialistisk undervisning. På den ene side får de dem til at efterligne Marx og Lenin, og på den anden side får de dem til at anerkende Storbritanniens og Amerikas politik. Kort sagt har muslimerne selv føjet utallige islamfjendtlige ting til dette islams ur.

Hvis nogen efter at have udført alle disse uønskede handlinger stadig håber, at uret vil gå rigtigt, blot man trækker det op, at det også vil opfylde det formål, det blev fremstillet til, og at han ved at rense det, smøre det og foretage et hovedeftersyn kan opnå det resultat, som burde følge deraf, hvad kan man så kalde ham andet end fuldstændig tåbelig? Ved blot at tænke lidt dybere kan man let forstå, at urets – islams – nuværende tilstand gør det umuligt at opnå dets egentlige formål, selv om man trækker det op, renser det og smører det hele livet. Så længe de andre maskiners dele ikke er blevet fjernet fra det, og dets oprindelige dele ikke er blevet anbragt korrekt på deres plads – sådan som de blev anbragt, da uret først blev fremstillet – er der derfor intet håb om at opnå det egentlige formål med det.

Det er nødvendigt at forstå dette meget grundigt. Det er netop grunden til, at muslimernes bøn, faste, hajj og zakat er fuldstændig uden virkning. For det første er der kun meget få blandt dem, som regelmæssigt udfører bønnen, faster, giver zakat og foretager hajj. Da menighedens bånd og disciplin er blevet knust, er hvert eneste menneske i samfundet blevet fuldstændig egenrådigt. Der er ingen, som spørger, om nogen opfylder disse islamiske pligter. Og hvordan udfører de, der faktisk opfylder dem, dem så? I dag er det næsten ophørt at bede i menighed. Selv dér, hvor der findes en menighedsordning, udnævnes der i moskeen en imam, som ikke er i stand til at udføre noget andet arbejde i verden – han har heller ikke de nødvendige evner. Det er for det meste mennesker af den klasse, som lever af moskeens brød, som betragter opfyldelsen af de religiøse pligter som et middel til at tjene til livets ophold, som står tilbage på kundskabens og lærdommens område, mangler moralsk styrke og er meget tilbagestående med hensyn til karakter, der er blevet gjort til imamer i moskeerne. Og dog blev ordningen med at udnævne imamer indført netop for at gøre alle muslimer til Allahssoldaterog til Allahs sande khalifaer i verden. Den tilstand, som bønnen, fasten, zakat og hajj således befinder sig i nu om dage, kan ikke beskrives med ord.

Trods alt dette kan nogle sige, at mange muslimer i dag opfylder de religiøse pligter og udfører deres respektive forpligtelser, som de skal. Men som det blev sagt ovenfor, er det efter at have fjernet nogle af urets dele og føjet dele fra andre maskiner til på deres plads det samme, om man trækker det op eller ej, renser det eller ej og smører det eller ej – alt er fuldstændig nytteløst og meningsløst. Set på afstand vil det ganske vist ligne et ur. Enhver, der ser det udefra, vil naturligvis sige: Dette er islam, og I er muslimer. Når I trækker dette ur op eller renser det, tror folk, der ser det på afstand, at I trækker det op og renser det på den rigtige måde. Ingen kan sige, at dette ikke er bøn, eller at dette ikke er faste; men hvordan skulle de, der ser det udefra, kunne forstå, hvad der egentlig befinder sig indeni?

Hvorfor er muslimernes religiøse handlinger uden virkning i dag? Jeg har tydeligt fremlagt hovedårsagen for jer. Jeg har også forklaret, hvorfor muslimerne ikke kan blive Allahs soldater, selv om de beder og faster; hvorfor de tværtimod bliver kafirernes tjenere og blinde efterfølgere af deres fodspor og på forskellige måder bliver undertrykt. Hvis I ikke tager det ilde op, kan jeg sige noget, der er endnu mere sørgeligt. Der er ingen tvivl om, at muslimerne naturligvis føler sorg eller smerte over den nuværende elendighed. Men det er også sandt, at der blandt nutidens muslimer findes 999 ud af 1.000, ja endnu flere, som overhovedet ikke er villige til at forsøge at fjerne denne elendighed. Islams urværk indeni er blevet adskilt fra hinanden, og enhver har efter eget forgodtbefindende sat en ny del ind i det. Muslimerne er i dag fuldstændig uvillige til at rette det – det vil sige fjerne delene fra de andre maskiner og ordne dets oprindelige dele korrekt, så uret igen bliver bragt i orden. Selv hvis nogen ønsker at gøre det, kan de ikke engang tåle det. For når tingene fra de andre maskiner bliver taget ud af det, vil alles yndlingsting blive fjernet. Men at de andre menneskers yndlingsting skal fjernes, mens den ydre del, som man selv har føjet til, skal have lov at blive, det kan naturligvis ikke lade sig gøre. De frygter, at når dets oprindelige dele bliver ordnet korrekt og bundet fast, vil de selv samtidig blive bundet. For hvis alle bliver bundet fast, kan ingen naturligvis få lov til at være fri og uden begrænsninger. Og de er ikke i stand til frivilligt at udholde noget så besværligt. Derfor ønsker de, at dette ur skal blive hængende, som det er, så folk på afstand fortsat skal tro, at det er et ur, og blive bedraget. På den anden side er de, som elsker dette uduelige ur højt, optaget af meget hyppigt at trække det op og rense det. Men de vil aldrig, ikke engang ved en fejltagelse, være villige til at ordne delene korrekt og fjerne tingene fra de andre maskiner. Det er virkelig sørgeligt.

Hvis jeg kunne tilslutte mig jeres opfattelse, ville der ikke være noget at sige til det. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tale imod den sandhed, jeg har lært at kende. Jeg kan med sikkerhed sige, at selv hvis man under de nuværende forhold, ud over de fem daglige bønner, også bad tahajjud, ishraq, duha og andre bønner, læste fem timer dagligt i Koranen, og fastede fem en halv måned ud af årets resterende elleve måneder foruden Ramadan, ville det stadig ikke føre til noget. Men når urets egentlige mekanisme er på plads og ordentligt arrangeret, vil selv et ganske lille optræk få det til at gå og vise tiden korrekt. Da vil selv lidt rengøring og nogle få dråber olie give stor gavn. Ellers vil dette ur aldrig gå, selv om man trækker det op hele livet, og det egentlige formål vil heller ikke kunne opnås gennem det.

Fasten

Efter bønnen er den tilbedelse, som Allah den Ophøjede har pålagt muslimerne, fasten i Ramadanmåneden. Faste betyder at afholde sig fra mad, drikke og samleje fra morgen til aften. Ligesom bønnen har denne faste siden tidernes morgen været pålagt i alle profeternes shariaer. Alle tidligere profeters ummaher fastede på denne måde, ligesom den sidste profet, Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ummah faster. Der er naturligvis forskelle mellem de forskellige profeters shariaer med hensyn til fastens regler, antallet af fastedage samt fastens tidspunkt og varighed. I dag kan vi se, at skikken med at faste på en eller anden måde findes i enhver religion. Det er dog utvivlsomt, at de har føjet meget til efter eget ønske og på forskellige måder fordrejet dens form. Allah har sagt i Majid:

يَآيُّهَا الذِّيْنَ اَمَنُوْا كُتِبَ عَلَيْكُمْ كَمَا كُتِبَ عَلَى الَّذِيْنَ مِنْ قَبْلِكُمْ لَعَلَّكُمْ تَتَّكُوْنَ ـ

I, som tror! Fasten er blevet foreskrevet jer, ligesom den blev foreskrevet dem, der var før jer. Sura al-Baqarah: 183

Dette vers beviser, at enhver sharia, som Allah har sendt ned til verden, indeholdt bestemmelser om faste. Det er værd at overveje, hvad der findes i fasten, siden Allah den Ophøjede har indført den i alle tiders shariaer.

Jeg har allerede flere gange sagt, at islams egentlige formål er at gøre hele menneskets liv til tilbedelse, det vil sige tjeneste for Allah. Mennesket er af natur Allahs tjener, og tjenesten for Allah er dets sande natur. Derfor bør mennesket ikke et eneste øjeblik opgive tjenesten for Allah, hverken i sine tanker eller i sine handlinger. I enhver handling og til enhver tid bør mennesket overveje, hvad der behager Allah, og hvad der mishager Ham. Derefter bør mennesket gå i den retning og udføre den handling, hvor det kan håbe at opnå Allahs tilfredshed, og holde sig lige så langt fra det, der mishager Ham, som ethvert menneske holder sig fra ild. Det er menneskets pligt at følge den vej, Allah elsker, og ikke følge den vej, Han ikke elsker. Når hele menneskets liv således er formet, vil det være bevist, at det tjener Allah på rette vis, ogوَمَا خَلَقْتُ الْجِنَّ وَالاِنْسَ اِلاَّ لِيْعْبُدُوْنَ ـ (الذريتMenneskene og jinnerne har jeg kun skabt for at de skal tilbede Mig. (Adh-Dhariyat) Ifølge denne erklæring fra Allah har mennesket kunnet virkeliggøre formålet med sin skabelse.

Det er også tidligere blevet sagt, at det egentlige formål med de tilbedelseshandlinger, der er blevet pålagt mennesket under navnene bøn, faste, hajj og zakat, er at berede mennesket til denne sande tilbedelse. At disse handlinger er gjort obligatoriske, betyder ikke, at menneskets pligt over for Allah er fuldstændig opfyldt, blot fordi det beder fem gange om dagen og natten, udholder sult og tørst fra morgen til aften i tredive dage i Ramadanmåneden, giver zakat én gang om året, hvis det er velhavende, og udfører hajj én gang i livet, hvorefter mennesket har fuld frihed til at gøre, hvad det vil. Nej, det egentlige formål med at gøre disse tilbedelseshandlinger obligatoriske er at forme mennesket rigtigt gennem dem og gøre hele dets liv egnet til tjenesten for Allah. Nu må man med dette formål for øje bedømme, hvordan fasten forbereder mennesket til denne sande tilbedelse.

For at udføre alle andre former for tilbedelse end fasten må man på den ene eller anden måde give dem et ydre udtryk. Når den bedende udfører bønnen, må han rejse og sætte sig samt udføre rukūʿ og sujūd. Det kan andre mennesker se. For at udføre hajj må man rejse en lang vej, og denne rejse foretages sammen med tusindvis af mennesker. Hvad angår betaling af zakat, må mindst to personer kende til det – én giver, og én modtager den. Ingen af disse former for tilbedelse kan forblive skjult for andre. Så snart man udfører dem, kan andre mennesker vide det. Men med hensyn til fasten er der ingen andre end Allah og den fastende, der kan vide noget om den. Hvis en person spiser suhur foran alle, bryder fasten sammen med alle ved iftār-tid og i løbet af dagen i hemmelighed spiser eller drikker noget, er det kun Allah, der kan vide det. Det er ganske vist sådan, at alle mennesker offentligt vil anse ham for fastende; men i virkeligheden faster han slet ikke.

Tænk over denne side ved fasten. Hvor stærk er troen hos den person, der virkelig faster, ikke i hemmelighed spiser eller drikker noget, og som ikke drikker en eneste dråbe vand, når hans indvolde under den intense varme næsten brister af tørst – og som, selv når stjerner begynder at danse for hans øjne på grund af uudholdelig sult, ikke ønsker at spise noget? Hvor fast tror han på, at Allah er den, der kender det skjulte? Hvor fuldstændig overbevist er han om, at selv om hans handlinger er ukendte for verdens mennesker, er intet ukendt for hele universets Herre? Hvor stærk er frygten for Allah i hans hjerte, når han trods uudholdelig lidelse, alene af frygt for Allah, ikke gør noget, der kan bryde hans faste? Hvor fast er hans tro og overbevisning om dommen i det hinsidige? I løbet af en måned faster han i mindst tre hundrede og tres timer. I denne lange periode opstår der aldrig nogen tvivl i hans hjerte om det hinsidige. Hvis han blot havde den mindste tvivl om, hvorvidt det hinsidige findes, eller hvis der i hans hjerte var nogen usikkerhed om, hvorvidt der dér vil være straf eller belønning, ville han på ingen måde kunne fuldføre sin faste. Når en sådan tvivl først er opstået, kan et menneske ikke alene med henvisning til Allahs befaling stå fast i sin beslutning om ikke at spise eller drikke.

På denne måde prøver Allah hvert år muslimernes tro uafbrudt i en hel måned. Jo stærkere et menneske bliver i denne prøve, desto mere fast bliver dets tro. I virkeligheden er det prøve oven på prøve, træning oven på træning. Når noget betroet bliver overladt til en person, sættes hans tro på en stor prøve. Hvis han består denne prøve godt og ikke svigter den betroede opgave, får han større evne til at bære endnu større ansvar. Efterhånden bliver han mere og mere pålidelig. På samme måde udsætter Allah i en hel måned muslimernes tro for en hård prøve, tolv til fjorten timer hver dag uden ophør. Når han består denne prøve fuldt ud, vækkes evnen til i højere grad at frygte Allah og holde sig fra andre synder. Da kan han, idet han ved, at Allah kender det skjulte, ikke engang i det skjulte overtræde Allahs lov. I enhver handling vil han huske opstandelsens dag, hvor alt vil blive afsløret, og hvor enhver god handling upartisk vil blive belønnet med et godt resultat og enhver ond handling med et ondt resultat. Dette er blevet sagt i det følgende vers i Koranen:

يَآيُّهَا الَّذِيْنَ اَمَنُوْا كُتِبَ عَلَيْكُوْمُ الصِّيِامُ كَمَا كُتِبَ عَلى الَّذِيْنَ مِنْ قِبْلِكُمْ لَعَلَّكُمْ تَتَّقُوْنَ ـ (البقرة: 183)

I, som tror! Det er blevet foreskrevet jer at faste, ligesom det blev foreskrevet dem før jer, så I må blive gudfrygtige. Sura al-Baqarah: 183

Et andet særkende ved fasten er, at den tvinger muslimen til gennem lang tid uafbrudt at følge shariaens bud. En enkelt bøn tager kun nogle få minutter. Zakat skal kun betales én gang om året. Hajj tager ganske vist lang tid, men muligheden for den kommer kun én gang i hele livet. Og det gælder ikke alle muslimer; kun velhavende mennesker får denne mulighed. Men fasten er helt anderledes end disse former for tilbedelse: Den lærer enhver muslim, der er i stand til det, at følge den islamiske sharia dag og nat gennem en hel måned hvert år. Man må stå op sent på natten for at spise suhur, og al spisning og drikning skal afsluttes før et bestemt tidspunkt. Hele dagen er visse handlinger på ingen måde tilladt, og om aftenen skal man bryde fasten på det fastsatte tidspunkt – hverken lidt før eller lidt efter. Efter iftār er det tilladt at spise, drikke og hvile. Men straks derefter må man skynde sig til tarāwīh-bønnen. På denne måde bliver man hvert år bundet af en fast og stærk lov i en hel måned. Derefter gives man fri i elleve måneder til livets arbejdsplads. Den træning, man har fået i denne måned, skal afspejles i ens handlinger og arbejde i de følgende elleve måneder, og hvis noget stadig er ufuldstændigt, skal det fuldendes det følgende år.

Hvis hver enkelt person i det muslimske samfund blev trænet separat, ville det slet ikke være effektivt. Soldater bliver aldrig ført til parade én ad gangen; hele hæren gør det samlet på én gang. Alle må stå op på samme tid, når de hører hornets lyd, og gå i gang med den bestemte opgave efter hornets signal. Derfor lærer soldaterne at arbejde som en gruppe. Samtidig hjælper den ene den anden i træningen. Hvis den enes træning på nogen måde er ufuldstændig, fuldender den anden den, og hvis den andens er ufuldstændig, fuldender den tredje den. Netop derfor er måneden Ramadan blevet fastsat i islam som fastemåned. Alle muslimer er blevet befalet at begynde fasten på dette tidspunkt i fællesskab. Denne befaling har i virkeligheden forvandlet menneskets individuelle tilbedelse til kollektiv tilbedelse. Ligesom et tal, der multipliceres med en million, bliver til et enormt tal, er den moralske og åndelige udvikling, som hvert menneske kan opnå ved at faste alene, muligvis millioner af gange større, når millioner af mennesker faster sammen. Ramadan-måneden oplyser hele omgivelserne med den rene ånd af gode gerninger og gudfrygtighed. I hele nationens liv vokser den friske, grønne afgrøde af taqwā og gudfrygtighed. Hver person forsøger ikke blot at beskytte sig selv mod synd; hvis han har nogen form for svaghed, hjælper og støtter alle de andre fastende brødre ham. Enhver føler skam ved at synde, mens han faster; på den anden side vækkes ønsket i alles hjerter om at udføre gode og belønningsværdige handlinger. Hvis det er muligt, giver man den fattige et måltid, skænker den nøgne tøj og hjælper den nødstedte. Hvis man ser en god handling et sted, deltager man i den. Og hvis der et sted foregår åbenlys synd, forsøger man at standse den. På denne måde skabes der overalt et behageligt miljø af gode gerninger og taqwā. En gunstig sæson begynder, hvor alle former for fromhed og gode handlinger vokser. I verden bærer alle afgrøder jo frugt i en bestemt årstid. Da ser man overalt et storslået syn af netop denne afgrøde. Derfor har Den Sidste Profet (fred være med ham) sagt:

كُلُّ عَمَلٍ اِبنِ ادَمَ يُضُاعَفُ الْحَسَنَةَ بِعَشَرِ اَمْثَالِهَا اِلى سَبْعِ مَائَةِ ضِعْفٍ ـ قَالَ اللهُ تَعَالى الصَّوْمُ اِلاَّ الصَّوْمُ فَانَّهُ لِىْ وَاَنَا اَجْرِى بِه ـ

Resultatet af enhver menneskelig handling forøges på en eller anden måde hos Allah; som følge af én god handling kan det blive fra ti gange til syv hundrede gange større. Men Allah siger, at fasten ikke skal regnes med blandt disse, fordi fasten udelukkende holdes for Min skyld. Og Jeg alene vil give belønningen for den.

Det fremgår klart af denne hadith, at belønningen for en god handling, som den, der udfører den, har gjort med en bestemt hensigt, ganske vist forøges meget, men at der findes en bestemt grænse for den. For fastens belønning er der derimod ingen fastsat endelig grænse for dens forøgelse. Eftersom Ramadan er en årstid for velsignelse, godhed og forøgelse af gode gerninger, vander ikke blot én muslim, men millioner og milliarder af muslimer i denne godhedens have i denne årstid. Derfor kan den give en grænseløs belønning. Jo flere gode handlinger man kan udføre med en god hensigt i denne måned, jo mere velsignelse den fastende selv opnår og forsøger at give videre til sin fastende broder, og jo længere denne måneds indflydelse varer på den fastende gennem de følgende elleve måneder, desto større udbytte vil den give. Den vil fortsætte med at vokse på en måde, som ingen ende eller grænse har. Hvis muslimerne selv begrænser den, er det en anden sag.

Når man hører om fastens forbløffende udbytte og velsignelse, kan dette spørgsmål opstå i alles sind: Hvor er det blevet af i dag? Muslimer faster og beder i dag. Men hvorfor opnår de overhovedet ikke det udbytte, som beskrives? En årsag har jeg allerede nævnt. Det er, at man efter at have adskilt de forskellige dele af islams omfattende regler og indført mange ydre, nye elementer i dem ikke kan håbe på at opnå det egentlige resultat. Den anden årsag er, at nutidens muslimers syn på tilbedelse er blevet fuldstændig forandret. De mener nu, at tilbedelse blot består i ikke at spise eller drikke noget fra morgen til aften. Man mener, at hvis nogen udfører denne handling, er hans tilbedelse fuldendt. På samme måde betragtes i andre former for tilbedelse kun den ydre form og ceremonien som tilbedelse. Derfor mangler den egentlige ånd i tilbedelsen, som nødvendigvis spontant må være til stede i enhver af muslimernes handlinger, hos 99 procent af muslimerne eller endnu flere. Netop derfor kan tilbedelserne ikke vise deres fulde virkning. For i islam afhænger alt af hensigten, fornuften og oprigtigheden. Dette vil blive behandlet udførligt i den følgende artikel, om Allah vil.

Fastens egentlige formål

Uanset hvilken handling et menneske udfører, vil der nødvendigvis være to ting i den: Den ene er dens formål – det, som handlingen udføres for. Den anden er den fremgangsmåde, der anvendes for at nå dette formål. Som eksempel kan man nævne at spise ris. Formålet med at spise ris er at overleve og bevare kroppens styrke. For at opnå dette formål må man forme en mundfuld, føre den til munden, tygge den og synke den. Dette er den mest effektive og mest hensigtsmæssige fremgangsmåde for at opnå formålet med at spise. Derfor er denne fremgangsmåde med at spise ikke selve formålet med at spise – det, som man spiser for – selv om den er nødvendig for at udføre spisehandlingen. Hvis en person nu fylder en håndfuld jord, aske eller sand i munden, tygger det og synker det, hvad kan man så sige om ham? Man må sige, at han er blevet sindssyg. Men hvorfor? Fordi man ikke opnår formålet med at spise blot ved at følge disse fire regler for at spise. På samme måde kan en person kaste op, så snart han har spist ris, og derefter klage over, at han slet ikke får den gavnlige virkning af at spise ris, som man beskriver. Tværtimod bliver han stadig svagere, og døden nærmer sig. Denne tåbelige person har bebrejdet maden sin svaghed, selv om den i virkeligheden blot er et resultat af hans egen tåbelighed. Han tror tåbeligt, at man opnår livskraft, så snart man blot har udført de få regler, der fuldender spisehandlingen. Derfor mener han, at der ikke er nogen grund til at lade risen blive i maven, men at han bør få den ud. På den måde bliver maven let igen. Spisningens ydre regler er jo blevet fulgt. Denne tåbelige person har en sådan fejlagtig opfattelse og handler faktisk derefter. Derfor må han selv lide under følgerne. Han burde have vidst, at det på ingen måde er muligt at opnå livskraft, før risen er kommet ned i maven, er blevet fordøjet, omdannet til blod og spredt gennem hele kroppen. Spisningens ydre regler er ganske vist nødvendige, for uden dem kan risen ikke komme ned i maven. Men man opnår ikke spisningens egentlige formål blot ved at udføre denne ydre ceremoni. Der er ingen magi i denne ydre ceremoni, som på mirakuløs vis får blodet til at strømme gennem hans årer, så snart den er fuldført. Blodet kan kun dannes efter de regler, som Allah har fastlagt for det. Hvis man overtræder disse regler, er undergangen uundgåelig.

Hvis man blot tænker lidt over det eksempel, jeg her har forklaret udførligt, kan man let forstå årsagen til, at muslimernes tilbedelse i dag er blevet frugtesløs. Som jeg tidligere har sagt flere gange, har muslimer i dag gjort bønnen og fastens arkan (de indre nødvendige handlinger) samt de ydre ceremonier til den egentlige tilbedelse. Men der kan ikke findes nogen større fejltagelse end dette. De mener, at den person, som udfører disse ceremonier korrekt, har fuldført tilbedelsen af Allah. De kan sammenlignes med den person, som formede en mundfuld ris, førte den til munden, tyggede den og slugte den, og som mente, at selve udførelsen af disse fire handlinger var at spise, og at formålet med at spise var opnået derved. Om han på denne måde spiste jord eller sand eller kastede det op igen, gjorde ingen forskel. Jeg vil spørge: Hvis dette ikke er muslimernes fejltagelse, hvordan kan en fastende person så lyve og hvordan kan han bagtale andre? Hvordan kan de ved enhver lejlighed skændes og strides? Hvordan kan skældsord og uanstændige ord komme ud af deres munde? Hvordan kan de fratage andre deres ret? Hvordan kan de spise haram og give andre haram at spise, samtidig med at de hævder, at de tilbeder Allah? De, som spiser sand eller jord og mener, at de dermed har fuldført spisehandlingen, er netop som dem.

Det er især værd at overveje, hvorfor alle virkningerne af denne enorme tilbedelse forsvinder fuldstændigt allerede på den første dag i Shawwal, når muslimerne efter at have tilbedt Allah i 360 timer gennem hele Ramadan-måneden holder fri. Alt det, hinduernes folk gør ved deres messer og højtider, gør muslimerne på samme måde ved Eid-festen. Selv i byområderne begynder en storm af utugt, dans og musik, alkoholindtagelse og hasardspil at rase på Eid-dagen. Man ser endda mange mennesker, som faster om dagen, men drikker alkohol og begår utugt hele natten. Den almindelige muslim er, ved Allahs nåde, endnu ikke blevet så vildledt; men spørgsmålet er: Hvor mange mennesker bevarer virkningen af gudsfrygt og fromhed, så snart Ramadan er forbi? Hvor mange mennesker er bange for at overtræde Allahs lov? Hvor mange deltager i gode handlinger? Hvor mange bliver fri for egoisme?

Overvej: Hvad kan den egentlige årsag være? Jeg vil med fasthed sige, at den eneste årsag er, at muslimernes forståelse af tilbedelsens betydning og af det, der knytter sig til den, er helt forkert. De mener, at faste blot betyder ikke at spise eller drikke noget fra morgen til aften, og at det alene er dette, der udgør tilbedelse. Derfor ser man, at muslimer viser fasten stor respekt og overholder den meget omhyggeligt. Frygten for Allah bliver så stærk i deres hjerter, at de holder sig fra alt, som de frygter kan bryde fasten. Selv hvis deres liv kommer i fare, er ingen villig til at bryde fasten. Men muslimerne ved, at det ikke er den egentlige tilbedelse blot at være sulten og tørstig; det er kun tilbedelsens ydre form. Formålet med at udføre denne handling er alene at vække frygt for Allah og kærlighed til Ham i muslimernes hjerter. Der skal vågne en sådan styrke i dem, at de, alene af frygt for Allahs mishag, kan opgive selv store og indbringende muligheder ved at stå fast over for deres egne lyster. Og selv i vanskelige og farlige situationer skal de, i håb om at opnå Allahs tilfredshed, kunne kaste sig ud i dem med fast beslutsomhed. Denne styrke kan først opstå hos muslimerne, når de forstår fastens egentlige formål, og i hele Ramadan-måneden vender deres hjerter bort fra nafs’ets begær gennem frygt for Allah og kærlighed til Ham og gør sig rede til at opnå Allahs tilfredshed. Men det er sørgeligt, at det nuværende muslimske samfund straks efter Ramadan mister denne vane og de egenskaber, der er opnået gennem den, på samme måde som en, der straks kaster op efter at have spist ris. Desuden kaster mange muslimer straks ved iftar hele dagens gudsfrygt og taqwa op. Enhver kan forstå, at fastens egentlige formål under sådanne omstændigheder på ingen måde kan nås. Faste er ikke magi; man kan ikke opnå et stort formål blot ved at udføre dens ydre form. Man kan ikke få fysisk styrke fra ris, før de er kommet ned i maven, er blevet fordøjet og som blod er strømmet gennem kroppens årer. På samme måde kan man heller ikke opnå moralsk og åndelig styrke gennem fasten, før den fastende forstår fastens egentlige formål grundigt, før det er indprentet i hans hjerte og sind, og før det har fået fuld indflydelse på alle hans tanker, ønsker og handlinger.

Det er derfor, at Allah den Ophøjede efter at have påbudt fasten sagde:لَعَلَّكُمْ تَتَّقُوْنَ ـDet vil sige: Faste er blevet påbudt jer, så at I måske kan blive gudfrygtige og fromme. Allah den Almægtige sagde ikke, at I ved at faste med sikkerhed ville kunne blive fromme og gudfrygtige. For det udbytte, man kan få af fasten, afhænger helt af den fastendes hensigt, ønsker og interesse. Den, der lærer dens formål at kende, forstår det grundigt og bestræber sig på at nå det egentlige formål gennem den, vil bestemt blive mere eller mindre gudfrygtig. Men den, der ikke kender dens formål og ikke bestræber sig på at nå det, kan ikke forventes at få nogen som helst gavn af fasten.

Den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har på mange måder antydet fastens egentlige formål og forklaret, at det ikke har nogen værdi at være sulten og tørstig uden at kende formålet. Han sagde:

مَنْ لَّمْ يَدْعْ قَوْلَ الزُّوْرِ وَالْعَمَلَ بِه فَلَيْسَ لِلَّهِ حَاجَةٌ فِيْ اَنْ يَّدْعَ طَعَامَهُ وَشَرَابَه ـ

Hvis en person ikke opgiver løgnagtig tale og handlinger, har Allah ikke brug for, at han blot opgiver mad og drikke.

I en anden hadith sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham:

كَمْ مِنْ صَائِمٍ لَيْسَ لَهُ مِنْ صِيْامِه اِلاَّ الظَّمَاءُوَكُمْ مِنْ قَائِمٍ لَيْسَ لَهُ مِنْ قِيَامِه اِلاَّ السَّهَرُ ـ

Der findes mange fastende, som ikke får andet ud af deres faste end sult og tørst. På samme måde findes der mange mennesker, som tilbeder om natten, men ikke får andet ud af det end at være vågne om natten. Betydningen af disse to hadither er meget klar. De viser tydeligt, at det ikke er tilbedelse blot at være sulten og tørstig; det er kun et middel til den egentlige tilbedelse. Den egentlige tilbedelse består i af frygt for Allah ikke at overtræde Allahs lov, at udføre de handlinger, hvorved Allahs tilfredshed kan opnås, og så vidt muligt udslette sin egen selvoptagethed, samt af kærlighed til Allah at udføre disse handlinger med oprigtig iver. Den, der ikke kan udføre denne tilbedelse, men blot plager sin mave ved at forblive sulten og tørstig, får ingen som helst gavn af at faste i tolv eller fjorten timer. Allah den Ophøjede har ikke bedt mennesket om at afstå fra mad og drikke af denne ene grund. Om fastens formål sagde den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham:

مَنْ صَامَ رَمَضَانَ اِيْمَانًا وَّاِحْتِسَابًا غُفِرِلَه مَاتَقَدَّمَ مِنْ ذَنْبِهِ ـ

Den, der faster med iman og ihtisab, vil få sine tidligere synder og forseelser tilgivet. Iman – det vil sige, at man skal have den forestilling og trosopfattelse om Allah, som en troende bør have, for øje – og ihtisab betyder, at muslimen til enhver tid skal tænke og overveje, holde et vågent øje med sine handlinger og spørge sig selv, om han ikke handler imod Allahs vilje. Den, der faster hele Ramadan med disse to ting, kan få alle sine tidligere synder og forseelser tilgivet. Selv om han tidligere har været ulydig og oprørsk over for Allah, vil det ved at faste på denne måde blive bevist, at han nu fuldstændigt har vendt tilbage til Allah, den sande Herre. Det er nævnt i en hadith:

اَلتَّائِبُ مِنَ الذَّنْبِ كَمَنْ لاَذَنْبَ لَهُ ـ

Den, der angrer sine synder, bliver helt uden synd.

I en anden hadith er det sagt:

اَلصِّيَامُ جُنَّةٌ وَاِذَاكَانَ يَوْمِ اَحَدِكُمْ فَلآ يَرْفُثُ وَلاَ يَصْخَبُ فَانْ سَابَّهُ اَحَدٌ اَوْقَاتَلَهُ فَلَيْقُلْ اِنِّيْ اِمْرُءٌ صَائِمٌ ـ

Fasten er som et skjold (ligesom skjoldet beskytter mod fjendens angreb, er fasten et skjold mod Satans bedrag). Derfor bør den, der faster, holde sig borte fra uro og strid (det er nødvendigt at bruge dette skjold). Selv hvis nogen fornærmer ham eller skændes og kæmper med ham, bør han tydeligt sige: »Broder, jeg faster; du kan ikke forvente, at jeg vil deltage i denne uretfærdige handling sammen med dig.«

I flere andre hadither sagde den sidste Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at man under fasten bør gøre så mange gode gerninger som muligt og deltage i enhver god handling. Især bør den fastendes hjerte under fasten være fyldt med stor medfølelse for hans øvrige brødre. For når han selv er sulten og tørstig, kan han meget klart føle, hvordan Allahs fattige tjenere tilbringer deres dage i sorg og fattigdom. Hazrat Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, var mere barmhjertig og medfølende under Ramadan end på andre tidspunkter. På dette tidspunkt blev ingen ansøger afvist ved hans dør. Ingen fange forblev heller fængslet på dette tidspunkt. Det er sagt i en hadith:

مَنْ فَطَّرَ فِيْهِ صائِمًا كَانَ لَه مَغْفِرَةٌ لِذُوْنُوْبِه وَعَتْقُ رَقَبَتِه مِنَ النَّارِ وَكَانَ لَه مِثْلَ اَجَرِه مِنْ غِيْرَ اِنْ يَّنْتَقَصَ مِنْ اَجْرِه شَئٌ ـ

Den, der i ramadanmåneden giver en fastende person iftar, vil ved denne handling få sine synder tilgivet og blive skånet for Helvedes ild. Han vil få lige så megen belønning som den fastende får for sin faste. Den fastendes belønning bliver dog ikke på nogen måde formindsket derved.

Faste og selvbeherskelse

Fasten har utallige moralske og åndelige gavnlige virkninger. En af dem er, at den skaber styrken til selvbeherskelse i mennesket. For at forstå fuldt ud, hvordan fasten vækker denne styrke til selvbeherskelse i mennesket, er det først nødvendigt at kende betydningen af selvbeherskelse. Det er også absolut nødvendigt at vide, hvilken form for selvbeherskelse islam går ind for, og hvordan fasten udvikler denne styrke i mennesket.

Selvbeherskelse indtræder netop, når menneskets ”khudi”, dets selvbevidsthed, fuldstændigt kan beherske dets krop og øvrige kræfter og kan underordne alle sindets begær, ønsker, følelser og begejstring sin egen beslutning og få dem til at følge den. I en stat har den øverste hersker en bestemt værdighed; på samme måde har menneskets khudi denne værdighed i hele dets væsen, mens de øvrige lemmer og organer er dens redskaber. Menneskets kropslige og mentale kræfter tjener khudi. Nafs, eller driften, kan kun fremsætte sine ønsker og begær som en anmodning over for khudi; den har ingen magt til at gøre andet. Det er alene khudi, der har ret til at træffe den endelige beslutning om, hvilket formål disse våben og kræfter skal anvendes til, og om nafs’ anmodning skal imødekommes. Hvis en khudi nu er svag, hvis den ikke har magt til at regere over kroppens rige efter sin egen vilje, og hvis nafs’ anmodning svarer til en befaling, så er denne khudi meget hjælpeløs, besejret og passiv. Den rytter, der ikke kan tøjle sin hest, men selv kommer under hestens herredømme, har en khudi, der er lige så magtesløs. Et sådant svagt menneske kan aldrig føre et vellykket liv i verden. Alle de mennesker i historien, som har efterladt sig en betydelig indflydelse og et strålende minde, har underlagt og gjort hele deres indre kraft lydig, om nødvendigt endog med magt. De blev aldrig slaver af nafs’ begær og lyster eller trælle af følelsernes og begejstringens impulser; de forblev altid deres herrer og ledere. Deres ønsker og vilje var meget stærke, og deres beslutninger urokkelige.

Der er imidlertid en himmelvid forskel mellem den khudi, der selv sætter sig på Guds plads, og den khudi, der er Allahs tjener og følger Hans befalinger. En lydig khudi er helt nødvendig for at leve et vellykket liv. Men hvis en khudi fornægter Skaberen, ikke anerkender Verdens Herskers overhøjhed og lydighed mod Ham, men gør oprør imod Ham, hvis den ikke er villig til at underordne sig nogen højere moralsk lov og ikke frygter at skulle stå til regnskab over for nogen, så kan den, hvis den undertvinger sig alle kroppens og sindets kræfter og bliver til en yderst stærk khudi, frembringe store ødelæggere i verden som Farao, Nimrod, Hitler og Mussolini. En sådan selvbeherskelse kan dog aldrig være prisværdig. Islam støtter på ingen måde denne form for selvbeherskelse. Islam støtter den khudi, som først bøjer sig ydmygt for Allah, bøjer lydighedens hoved, gør bestræbelsen på at opnå Hans tilfredshed og lydigheden mod Hans lov til sin vigtigste opgave og anser sig selv for ansvarlig over for Ham. En sådan lydig og trofast khudi vil etablere sin herredømme over sin egen krop og alle sine kræfter samt sin magt over sit sind og sine begær, så den kan rejse sig som en vældig kraft til at reformere og forbedre verden.

Dette er i virkeligheden selvbeherskelsens sande og grundlæggende væsen set fra islams synspunkt. Nu vil vi drøfte, hvordan fasten skaber en stærk kraft til en sådan selvbeherskelse i mennesket. Hvis man undersøger alle nafs’ og kroppens krav, bliver det klart, at tre af dem er grundlæggende og fundamentale. Det er i virkeligheden de tre stærkeste krav. Det første er kravet om at stille sulten. Det andet er kravet om seksuel tilfredsstillelse, som er det eneste middel til menneskeslægtens og den menneskelige races fortsatte beståen, og det tredje er kravet om fred og hvile. Det er nødvendigt for at vække arbejdskraften på ny og gøre den stærk. Hvis disse tre krav hos mennesket holder sig inden for deres egne grænser, vil de uden tvivl svare til den iboende orden i verdens natur. Men for nafs og kroppen er netop dette en stor fælde. Så snart de får blot en smule spillerum eller mulighed, fanger disse tre fælder menneskets khudi og gør den til deres slave, ja til deres underdanigste træl. Som følge heraf udvides hvert af disse krav til en lang liste af utallige krav. Når en svag khudi besejres af disse krav, gør kravet om mad den til mavesækkens slave, den seksuelle drift skubber den ned under dyrets niveau, og kroppens kærlighed til hvile lammer dens viljestyrke. Derefter er den ikke længere herre eller leder over sin nafs og sin krop, men bliver deres underdanige og lydige slave, hvis eneste opgave er at følge deres anvisninger, hvad enten de er gode eller dårlige, rimelige eller urimelige.

Fasten kontrollerer disse tre begær og lyster hos nafs, bringer dem under regler og vænner khudi til at udøve indflydelse og herredømme over dem. Til den khudi, der tror på Allah, siger fasten: Allah har i dag forbudt dig at spise og drikke hele dagen; i dette tidsrum er det ikke engang tilladt at indtage nogen ren føde eller nogen mad eller drik, der er erhvervet på lovlig vis.

Den fortæller dig: I dag har din mægtige Herre, Allah, lagt begrænsninger på tilfredsstillelsen af din seksuelle drift. Fra daggryets første lys til solnedgang har Han gjort det haram for dig at tilfredsstille nafs’ begær og lyster, selv ad fuldstændig halal vis. Den fortæller dig også, at når du efter dagens uudholdelige sult og tørst bryder fasten, skal du ikke udmattet rejse dig for at hvile, men udføre mere ibadah end på andre dage.

Det er i sandhed her, at din Rabb al-ʿĀlamīns tilfredshed ligger. Fasten fortæller dig også, at når du efter at have afsluttet bønnen med de mange rakʿat vil hvile, skal du ikke sove bevidstløst indtil morgen. Selv om det er en undtagelse fra den almindelige regel, skal du vågne sent på natten for at spise sehri og styrke din krop med mad, før daggryets lys begynder at bryde frem. Khudi fremlægger disse fastens regler og pålægger mennesket selv det fulde ansvar for at handle efter dem. Der indsættes ingen politibetjent, CID eller anden magt, der kan udøve indflydelse, bag ham. Hvis han i hemmelighed spiser eller tilfredsstiller sin seksuelle drift, er der ingen andre end Allah, der kan se det. Hvis han for at undgå tarawih-bønnen benytter sig af et shariaretligt kneb, kan ingen verdslig magt forhindre ham. Alt afhænger af hans egen vilje. Hvis den troendes khudi virkelig er underlagt og lydig over for Allah, og hans viljestyrke har evnen til at beherske nafs, vil han selv binde sin stærke trang til mad, sin seksuelle drift og sit begær samt sin kærlighed til hvile fast i de usædvanlige regler og rammer, som fasten foreskriver.

Dette er ikke blot en øvelse for én dag; én dag er på ingen måde tilstrækkelig til denne form for træning. Mennesket må gennem hele tredive sammenhængende dage træne og øve sin khudi på denne måde. Én gang om året tilrettelægges et program for hele 720 timer: Vågn sent på natten, spis sehri, og stand­s med at spise og drikke, så snart morgenens hvide lys begynder. Afhold dig fra al slags mad og drikke hele dagen. Bryd fasten til tiden, lige efter solnedgang. Tilbring derefter en del af natten med tarawih-bønnen, som man normalt ikke beder. Efter nogle timers hvile skal du igen begynde at følge dagens program. Således bindes nafs’ tre største og stærkeste krav og lyster gennem en hel måned fast i et strengt og uopløseligt regelsæt. Som følge heraf opstår der en vældig kraft i khudi, så den efter Allahs vilje kan udøve herredømme over sin egen nafs og krop. Desuden gennemføres dette program ikke kun én gang i hele livet. Fra puberteten og indtil døden bruges hvert år en hel måned på dette. Derfor fornyes og styrkes khudis binding over nafs igen og igen.

Hovedformålet med denne opdragelse er ikke blot, at den troendes khudi skal underlægge sig hans sult, tørst, seksuelle drift og trang til hvile, og at det kun skal ske i Ramadan; det er ikke dens formål. Ved at konfrontere menneskets tre vigtigste, stærkeste og skarpeste redskaber bringer khudi alle dets øvrige følelser, hjertets tilbøjeligheder og alle former for begær og lyster under ordnede og regulerede rammer. Derved opstår en ny kraft, som ikke blot virker i Ramadan, men forbliver stærk og skarp og fungerer regelmæssigt gennem de resterende elleve måneder. På dette tidspunkt kan den bruge sin krop og alle sine kræfter i ethvert arbejde, Allah har fastlagt; den kan stræbe efter enhver god handling, der opnår Allahs tilfredshed; den kan stræbe efter enhver god handling, der opnår Allahs tilfredshed; den kan stå imod enhver syndig handling, som Allah har forbudt og forkastet, og den kan holde alle sine begær, lyster, følelser og hjertets tilbøjeligheder inden for de grænser, Allah har fastlagt. Den overlader sig ikke til nafs, så nafs ikke kan trække den i den retning, den ønsker.

Han holder selv herredømmets tøjler i sine hænder. De lyster hos nafs, som Allah har tilladt ham at tilfredsstille på et bestemt tidspunkt, i et bestemt omfang og på en bestemt måde, tilfredsstiller han i overensstemmelse med disse regler. Hans viljestyrke bliver heller ikke så svag, at han, selv om han ved, at det obligatoriske er obligatorisk og ønsker at opfylde det, ikke er i stand til at gøre det. Netop derfor etablerer han sig som en mægtig og stærk hersker over kroppens rige. I sandhed er det fastens egentlige formål at skabe denne kraft i menneskets indre, i menneskets khudi. Den, der ikke opnår denne kraft trods sin faste, har blot udmattet og plaget sig selv med sult og tørst. Hans faste og afholdenhed fra mad og drikke er helt nyttesløs.

Dette er blevet udtrykt helt klart i både Koranen og hadith. I Koranen siges det, at fasten er gjort obligatorisk for jer netop for at skabe taqwa i jer. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der ikke kunne afholde sig fra at lyve og handle falsk, har Allah intet behov for, at han afstår fra mad og drikke. Han sagde også, at der findes mange fastende, som ikke får andet ud af deres faste end træthed på grund af sult og tørst.

Zakatens væsen

Zakatens betydning

Efter bønnen er zakat islams vigtigste søjle. Da faste som regel nævnes umiddelbart efter bønnen, er mange kommet til at tro, at fasten indtager andenpladsen efter bønnen. Men af Den hellige Koran fremgår det, at zakat efter bønnen er den vigtigste handling. Disse to er islams hovedsøjler – hvis de bryder sammen, styrter islams bygning også i grus.

»Zakat« betyder renhed og renselse. Det kaldes zakat, når man fordeler en bestemt del af sin formue blandt de fattige, de trængende og de nødlidende. For derved renses hele formuen og samtidig ens egen sjæl. Den, der ikke anvender den del af den rigdom, som Allah har skænket ham, og som er bestemt til Hans tjenere, har en helt uren formue, og samtidig må hans sind og sjæl nødvendigvis blive fordærvet. For i hans hjerte findes ikke det mindste spor af taknemmelighed. Hans hjerte er så snævert, så egoistisk og så pengegrisk, at han endog kvier sig ved at vise taknemmelighed over for den Allah, som af nåde har skænket ham mere rigdom, end han behøver. Kan man forestille sig, at et sådant menneske oprigtigt vil kunne udføre nogen handling for Allah i denne verden eller være rede til at bringe noget som helst offer for at beskytte sin religion og sin iman? Derfor kan det siges, at den, der ikke betaler zakat, har et urent hjerte, og at hans opsamlede rigdom ligeledes er uren – der er ikke den mindste tvivl om det.

Ved at gøre zakat obligatorisk har Allah den Ophøjede stillet hvert menneske over for en vanskelig prøve. Den, der frivilligt betaler Allahs fastsatte andel af sin overskydende formue og hjælper Allahs tjenere efter bedste evne, er i sandhed den, der er egnet til at udføre Allahs arbejde; det er ham, der fortjener at regnes blandt de troende. Derimod kan den, hvis hjerte er så snævert, at han ikke er rede til at bringe selv det mindste offer for Allah, ikke udføre noget arbejde for Allah – han fortjener ikke at regnes som medlem af det islamiske fællesskab. I virkeligheden kan han sammenlignes med en rådden del af menneskekroppen, og jo hurtigere den rådne del skæres bort og skilles fra kroppen, desto bedre er det for kroppens øvrige lemmer. Ellers vil hele kroppen begynde at rådne. Derfor erklærede Hadhrat Abu Bakr Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, efter profeten Muhammads, fred være med ham, bortgang krig mod dem – på nøjagtig samme måde, som man fører krig mod vantro – da folk fra en af de arabiske stammer nægtede at betale zakat. Og det skønt de bad og stadig troede på Allah og Hans sendebud. Det beviser uden nogen som helst tvivl, at hvis man ikke betaler zakat, kan ingen af ens handlinger, såsom bøn og faste, blive antaget af Allah, og at det overhovedet ikke har nogen værdi, når et sådant menneske gør krav på at være troende.

Det kan uden tvivl vides fra Den ædle Koran, at der siden oldtiden på samme måde blev givet hver eneste profets ummah en streng befaling om at udføre bønnen og betale zakat – i ingen del af islams religion blev nogen muslim på nogen profets tid fritaget for bøn og zakat. Efter omtalen af Hadhrat Ibrahim, fred være med ham, og profeterne blandt hans efterkommere, siges det i Den hellige Koran:

وَجَعَلْنَاهُمْ أَئِمَّةً يَهْدُونَ بِأَمْرِنَا وَأَوْحَيْنَا إِلَيْهِمْ فِعْلَ الْخَيْرَاتِ وَإِقَامَ الصَّلَاةِ وَإِيتَاءَ الزَّكَاةِ ۖ وَكَانُوا لَنَا عَابِدِينَ

Vi gjorde dem til ledere for menneskene, og de vejledte dem efter Vores befaling. Gennem åbenbaringen befalede Vi dem at gøre gode gerninger, oprette bønnen og betale zakat, og de tilbad Os oprigtigt og adlød Vores befaling. Sura al-Anbiya: 73

Om Hadhrat Ismail, fred være med ham, er det sagt:

وَكَانَ يَأْمُرُ أَهْلَهُ بِالصَّلَاةِ ص وَالزَّكَاةِ وَكَانَ عِندَ رَبِّهِ مَرْضِيًّا

»Han påbød sit folk at udføre namaz og betale zakat, og hos Allah havde han en særlig høj rang.« Sura Maryam: 55

Hazrat Musa, alayhis salam, bad for sig selv: »O Allah! Giv mig godhed i denne verden, og skænk mig også velsignelse i det hinsidige.« Som svar sagde Allah i vers 156 i Sura al-A’raf:

عَذَابِي أُصِيبُ بِهِ مَنْ أَشَاءُ ۖ وَرَحْمَتِي وَسِعَتْ كُلَّ شَيْءٍ ۚ فَسَأَكْتُبُهَا لِلَّذِينَ يَتَّقُونَ وَيُؤْتُونَ الزَّكَاةَ وَالَّذِينَ هُم بِآيَاتِنَا يُؤْمِنُونَ

»Den, jeg vil, vil jeg kaste i Min straf. Selvom Min barmhjertighed omfatter alle ting, vil jeg dog forbeholde den dem, der frygter Mig, betaler zakat og tror på Mit budskab.« Sura al-A’raf: 156

Israels børn, Hazrat Musas, alayhis salam, folks hjerter var yderst snævre. De tøvede ikke engang med at sætte livet på spil for at opnå rigdom. Nutidens jøder er et levende eksempel på dette. Derfor sagde Allah Ta’ala som svar på denne store og ærede profets bøn med klare ord, at hvis dit folk regelmæssigt betaler zakat, kan de opnå Min barmhjertighed; ellers skal du vide helt sikkert, at de uden tvivl vil blive berøvet Min barmhjertighed, og Min straf vil omgive dem. Også efter Hazrat Musa (a.s.) blev Israels børn gentagne gange advaret om dette. Igen og igen blev der taget et løfte fra dem: De måtte ikke tilbede andre end Allah, og de skulle regelmæssigt udføre namaz og betale zakat. (Sura al-Baqarah, ruku: 10). Til sidst fik de en tydelig meddelelse med disse ord:

وَقَالَ اللهُ اِنِّي مَعَكُمْ لَئِنْ اَقَمْتُمُ الصًّلوةَ وَاتَيْتُمْ الزَّكوةَ وَامْنْتُمْ بِرُسُلِىِ وَعَزَّرتُمُوْهُمْ وَاَقْرَضْتُمْ اللهَ قَرْضًا حَسَنًا لاَّكَفِّرَنَّ عَنْكُمْ سَيَّاتِكُمْ ـ المائِدة : ١٢

Allah sagde: »O Israels folk! Hvis I opretholder namaz, fortsætter med at betale zakat, tror på Mine sendebude, hjælper dem og giver Allah et godt lån, vil Jeg være med jer og udslette jeres fejl og mangler; ellers kan I ikke håbe på at opnå barmhjertighed.« Sura al-Ma’idah: 12

Før Hazrat Rasul-e-Karim (s.a.) var Hazrat Isa, alayhis salam, den sidste profet. Allah Ta’ala påbød også ham både namaz og zakat. I Sura Maryam står der:

وَّجَعَلّنِى مُبرَكًا اَيْنَا مَاكُنْتُ وَاَوْضنِى بَالصَّلوةِ وَالزَّكوْةِ مَادُمْتُ حَيًا ـ مريم : ٣١

“Allah har æret mig og pålagt mig at bede og betale zakat, hvor end jeg befinder mig, og så længe jeg lever.” Sura Maryam: 31

Heraf kan det uden tvivl forstås, at islams religion på enhver profets tid stod på disse to søjler: bønnen og zakat. Ingen nation, der troede på Allah, blev nogensinde fritaget for disse to pligter.

Det er værd at bemærke, hvordan disse to obligatoriske pligter i den sharia, som den ædle Guds Sendebud (fred være med ham) fremlagde, blev gjort indbyrdes forbundne og uadskillelige. Det første vers, der er nævnt i den hellige Koran, lyder således:

ذَلِكَ الْكِتبُ لاَرَيْبَ فِيْهِ هُدًى لِّلْمُتَّقِيْنَ ـ الَّذِيْنَ يُؤِْنُوْنَ بِالْغِيْبِ وَيُقِيْمُوْنَ الصَّلوةَ وَمِمَّا رَزَقْنَهُمْ يُنْفِقُوْنَ ـ البقرة :

٢ -٣

“Denne Koran er Allahs Bog—der er ingen mulighed for nogen tvivl om den. Den viser de fromme og gudfrygtige mennesker den rette og lige vej i det jordiske liv. De fromme er dem, der tror på det usete, opretholder bønnen og giver ud af den forsørgelse, Vi har givet dem.” Sura al-Baqara: 2-3

Derefter siges det:

أُوْلَـٰٓٮِٕكَ عَلى هُدًى مِّنْ رَّبِهِمْ وَاُولئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُوْنَ ـ البقرة : ٥

“Det er i sandhed dem, der har modtaget vejledning fra deres Herre, og det er dem, der vil have fremgang.” Sura al-Baqara: 5

Det vil sige, at de, som ikke har tro og ikke udfører bønnen og betaler zakat, ikke blot er berøvet Allahs vejledning; godhed og fremgang vil heller ikke blive deres lod. Fortsætter man derefter med at læse denne sura, al-Baqara, kommer man blot nogle få sider længere frem til følgende påbud:

وَأَقِيمُوا الصَّلَاةَ وَآتُوا الزَّكَاةَ وَارْكَعُوا مَعَ الرَّاكِعِينَ ـ البقرة : ٤٣

“Udfør bønnen, betal zakat, og bøj jer sammen med dem, der bøjer sig (udfør bønnen i fællesskab).” Sura al-Baqara: 43

Lidt længere fremme siges der i denne sura:

لَيْسَ الْبِرَّ اَنْ تُوْلُّوْا وَجُوْهَكُمْ الْمَشْرِقِ وَالْمَغْرِبِ وَلكِنَّ البِرَّ مَنْ امَنَ بِاللهِ وَالْيُوْمِ الاخِرِ وَالْمَلئِكَةِ وَالْكِتبِ وَالنَّبِيْنَ وَاَتَى الْمَالَ عَلى حُبِّه ذَوِى الْقُرْبى وَالْيَتمى وَالْمَّسْكِيْنَ وَاَبْنَ السَّآئِلِيْنَ وَفِى ارِّقَابِ وَاَقامَ الصَّلوةَ وَاَتَى الزَّكوةَ وَالْمُؤْفُوْنَ بَعَهْدِهِمْ اِذَا عَهدُوْا الرِّقَابِ وَاَقَامَ الصَّلوَةَ وَاَتَى الزَّكوَةَ وَالْمُؤْفُوْنَ بَعَهْدِهِمْ اِذَا عَهدُوْا وَالصَّبِرِيْنَ فِى الْبَاسَآءِ وَالضَّرَّاءِ وَحَيْنَ الْبَاسِ اُوْلئِكَ الَّذِيْنَ صَدَقُوْا وَاُوْلئِكَ هُمْ الْمُتَّقُوْنَ ـ البقرة : ٧ ١٧

“Det er ikke fromhed blot at vende sig mod øst eller vest. Fromhed består derimod i, at man tror på Allah, den yderste dag, englene, de himmelske bøger og profeterne, giver af sin rigdom af kærlighed til Allah til trængende slægtninge, forældreløse, fattige, vejfarende og tiggere, hjælper andre med at blive frigjort fra gæld, slaveri eller fangenskab, udfører bønnen og betaler zakat. Det er i sandhed kun sådanne mennesker, der opnår fromhed. Og de, der holder deres løfter, som er tålmodige i modgang, tab og krig og står fast på Allahs sande vej, er de fromme. De er de oprigtige muslimer, de gudfrygtige og de fromme.” Sura al-Baqara: 177

Dernæst er det også værd at lægge mærke til, hvad der siges om dette i sura al-Māʾida:

اِنَّمَا وَلَيُّكُمُ اللهُ وَرَسُوْلُهُ وَالَّذِيْنَ امَنُوْا الَّذِيْنَ يُقِيْمُوْنَ الصَّلوةَ وَيُؤْتُوْنَ الزَّكوةَ وَهُمْ رِكِعُوْنَ ـ وَمَنْ يَّتَوَلَّ اللهَ وَرَسُوْلَهُ وَالَّذِيْنَ امَنُوْا فِانَّ حِزْبَ اللهِ هُمُ الْغلِبُوْنَ ـ المائِدَة : ٥٥-٥٦

»Muslimer! Jeres sande venner og hjælpere er alene Allah, Hans Sendebud og de troende. Ved de troende forstås dem, der opretholder bønnen, betaler zakat og bøjer sig for Allah. Derfor vil de, der tager Allah, Sendebudet og de troende som venner, blive regnet for at tilhøre Allahs parti, og Allahs parti vil med sikkerhed sejre.« – Sura al-Māʾida: 55-56

I dette vers nævnes et vigtigt grundprincip. For det første fremgår det af verset, at det er de mennesker, der opretholder bønnen og betaler zakat, som er muslimer. Den person, der ikke opfylder disse to søjler i islam på behørig vis, har i virkeligheden et falsk krav på at være troende. For det andet beviser verset også, at Allah, Sendebudet og de troende tilhører ét og samme parti. Derfor må de troende bryde alle andre former for forbindelser og slutte sig til dette parti. Hvis en muslim tager en person uden for dette parti som sin ven – hvad enten det er hans far, bror, søn, nabo, landsmand eller hvem som helst – og knytter et forhold præget af kærlighed og medfølelse til ham, kan han på ingen måde håbe, at Allah den Ophøjede vil vise ham medfølelse. Endelig lærer vi af dette vers, at de troende kun kan sejre i verden, når de oprigtigt tager alene Allah, Sendebudet og de troende som deres beskyttere, venner, hjælpere og ledsagere.

Lidt længere fremme i sura at-Tawba befalede Allah den Ophøjede muslimerne at kæmpe mod de vantro og afgudsdyrkerne, og over flere efterfølgende rukūʿ gav Han vejledning om denne krig. I denne forbindelse siges det:

فَاِنْ تَابُوْا وَاَقَامُوْا الصَّلوةَ وَاتَوُا الزَّكوةَ فَاِخْوَانَكُمْ فِىْ الدِّيْنِ ـ

»Hvis de omvender sig oprigtigt fra vantro og afgudsdyrkelse, tror oprigtigt og opretholder bønnen samt betaler zakat, vil de blive jeres trosbrødre.« – Sura at-Tawba: 11

Det er altså ikke nok blot at omvende sig fra vantro og afgudsdyrkelse og erklære, at man tror. Som bevis på, at man har omvendt sig fra vantro og afgudsdyrkelse og virkelig er kommet til tro, er det også nødvendigt regelmæssigt at udføre bønnen og betale zakat. Hvis de derfor gennem sådanne praktiske handlinger viser dette, er de uden tvivl jeres trosbrødre; ellers kan man ikke blot nægte at betragte dem som brødre, men heller ikke indstille kampen mod dem. I denne sura siges det endnu tydeligere:

وَالْمُؤْمِنُوْنَ وَالْمُؤْمِنتُ بَعْضُهُمْ اَوْلِيْآَءُ بَعْضٍ يَامُوْرُونَ بِامُرُوْنَ بَالْمَعْرُوْفِ وَيَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَيُقِيْمُوْنَ الصَّلوةَ وَيُؤْتُوْنَ الزَّكوةَ وَيُطِيْعُوْنَ اللهَ وَرَسُوْلَهُ اُوْلئِكَ سَيَرْحَمُهُمُ اللهُ ـ التوبية : ٧١

“Det er i sandhed de troende mænd og troende kvinder, der er hinandens venner og hjælpere. Deres kendetegn og egenskaber er, at de påbyder gode gerninger, afholder fra uret og synd, opretholder bønnen, betaler zakat og følger Allahs og Sendebuddets forskrifter. Det er i sandhed dem, som Allah vil skænke sin nåde.” Sura at-Tawba: 71

Med andre ord kan en person, så længe han ikke efter at have antaget troen i praksis opretholder bønnen og betaler zakat, ikke regnes som muslimernes religiøse broder. I virkeligheden er det gennem foreningen af disse tre ting – tro, bøn og zakat – at de troendes fællesskab dannes. De, der udfører disse handlinger på behørig vis, hører til i dette rene fællesskab, og mellem dem vil der blive etableret indbyrdes venskab, kærlighed og medfølelse. Men de, der ikke udfører disse tre handlinger, hører ikke til i dette fællesskab. Selv om de bærer muslimske navne, kan de ikke slutte sig til det islamiske fællesskab. Hvis man nu etablerer venskabs-, kærligheds- og hengivenhedsforhold til dem, vil det være at bryde Allahs lov og derved ødelægge disciplinen i Allahs parti. Hvordan kan sådanne mennesker da håbe på at forblive sejrrige i verden?

Når vi går videre, ser vi i Sura al-Hajj, at Allah den Ophøjede har sagt:

وَلَيَنْصُرَنَّ اللهُ مَنْ يَّنْصُرُهُ اِنَّ اللهَ لَقَوِي عَزِيْزٌ ـ اَلَّذِيْنَ اِنْ مَّكَّنّهُمْ فِى الاَرْضِ اَقَامُوْا الصَّلوةَ وَاَتَوُا الزَّكوةَ وَاَمَرُوْنَ بِالْمَعْرُوْفِ وَنَهَوْا عَنِ الْمُنْكَرِۗ وَلِلهِ عَاقِبَةُ الاُمُوْرِ ـ الحج ـ ٤٠-٤١

“Den, der hjælper Allah, ham vil Allah visselig hjælpe. Allah den Ophøjede er i sandhed stærk og almægtig. (Det er kun de, der kan hjælpe Allah,) som, hvis Vi giver dem magt på jorden, vil oprette en social ordning for bønnen, fuldt ud opkræve zakat, påbyde folk det gode og afholde dem fra det onde og uretfærdige. Alle tings udfald beror i sandhed på Allah.” – Sura al-Hajj: 40-41

Den samme befaling, som tidligere blev givet til Israels børn, er også blevet givet til muslimerne i dette vers. Tidligere blev Israels børn sagt, at så længe de opretholdt bønnen, betalte zakat og fortsatte med at hjælpe profeterne i deres arbejde, det vil sige håndhævede Allahs lov, ville Allah være deres ledsager og hjælper. Men når de forlod dette arbejde, ville Allah straks standse al hjælp til dem. Netop dette er blevet sagt til muslimerne i dette vers. Allah har tydeligt sagt til dem, at hvis de, efter at have opnået verdslig magt, etablerer en social ordning for bønnen og en samlet ordning for opkrævningen af zakat samt fremmer det gode og forhindrer det onde, vil Allah være deres hjælper. I sandhed kan ingen være en stærkere hjælper end Allah. Men hvis muslimerne opgiver bønnen og betalingen af zakat, og efter at have opnået verdslig magt fremmer det onde i stedet for det gode, fortsætter med at lukke det godes vej i stedet for at udrydde uretten, begynder at etablere deres eget herredømme i stedet for at gøre Allahs ord sejrrigt og anser det for kongedømmets eneste formål at opkræve skatter og skabe et paradis på jorden for sig selv, så vil Allahs hjælp aldrig blive deres lod. Derefter vil Satan være deres hjælper. Det er forbløffende at tænke på, hvor stor en lære dette er! Israels børn anså dette budskab fra Allah for grundløst og blot mundtligt. Derfor må de, fordi de handlede i modstrid med det, vandre omkring i verden, vanæret og ydmyget, indtil de dør. De bliver fordrevet fra forskellige steder og kan ingen steder finde et varigt tilflugtsted. De er verdens rigeste folk; milliarder af penge ligger stablet i deres skatkamre, men disse penge er dem ikke til nogen nytte. Ved at vælge onde handlinger i stedet for bønnen og renteågeriets forbandede metode i stedet for zakat bliver de på den ene side selv forbandet hos Allah, mens de på den anden side spreder denne forbandelse rundt i verden som pestens rotter. Den samme befaling er blevet givet til muslimerne. Men muslimerne har uden at tage hensyn til den været forsømmelige med hensyn til bønnen og betalingen af zakat og har glemt deres ansvar for at forkynde sandheden og bekæmpe løgn og uret ved at anvende den styrke, Allah har givet dem. Og de har på mange måder høstet de bitre frugter af dette. De er blevet berøvet statsmagten, som var den ypperste og mægtigste magt i verden. Overalt i verden er de ofre for undertrykkelsen fra alle tyranniske kræfter. De er svage og besejrede. Nu har I set de skadelige følger af at forlade bønnen og zakat. Nu er der blandt disse (Israels børn) opstået en gruppe, som er fast besluttet på at indføre skamløshed, uanstændighed, mangel på tilsløring og hæslige handlinger blandt muslimerne. De siger til muslimerne: “Hvis I vil afhjælpe jeres økonomiske vanskeligheder, så åbn banker og forsikringsselskaber og spis jer mætte i renter.” Men sandheden er, at hvis muslimerne også hengiver sig til dette, vil de ligesom jøderne blive kastet ud i en alvorlig prøvelse med den yderste vanære og blive forbandet med en evig forbandelse.

Hvad zakat er, og hvor stor en kraft Allah den Ophøjede har lagt i den, selv om muslimerne anser den for en meget enkel ting, samt hvor store muligheder for gevinst den rummer – alt dette vil jeg behandle detaljeret i de følgende artikler. I denne artikel vil jeg blot sige, at bøn og zakat er helt grundlæggende bestanddele af islam. Deres betydning i islam er så stor, at hvor de ikke findes, dér findes islam ikke, uanset hvad der ellers måtte være; dette er hævet over enhver tvivl. Alligevel ønsker mange muslimer i dag at blive regnet som muslimer uden at opretholde bønnen og betale zakat, og nogle af deres såkaldte religiøse lærde har forsikret dem herom. Men Koranen protesterer kraftigt mod deres påstand. Hvis et menneske fremsiger trosbekendelsen, men ikke opretholder bønnen og betaler zakat for at bevise dens sandhed, er hans fremsigelse af trosbekendelsen ifølge Koranen fuldstændig meningsløs. Det var derfor, at Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, greb til våben mod dem, der nægtede at betale zakat, idet han anså dem for vantro. På det tidspunkt opstod der blandt de ædle ledsagere tvivl om, hvorvidt det var tilladt at føre jihad mod dem, der troede på Allah og Sendebuddet og også bad. Men da Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham – som Allah den Ophøjede havde skænket en ære næsten på niveau med profetskab – fast og bestemt erklærede: “Ved Allahs ed! Hvis nogen i dag nægter at give blot det reb, hvormed man bandt en kamel, selv om de gav det i Sendebuddets, fred være med ham, levetid, vil jeg gribe til våben mod ham.” Til sidst forstod alle ledsagerne denne erklærings gyldighed, og de erklærede enstemmigt, at jihad mod dem, der ikke ville betale zakat, var påkrævet. Den ædle Koran har med klare ord sagt, at det kun er de vantro afgudsdyrkeres gerning ikke at betale zakat:

وَوَيْلٌ لِّلْمُشْرِكِيْنَ ـ الًّذِيْنَ لاَيُؤْتُوْنَ الزَّكوَةَ وَهُمْ بِالاخِرَةِ هُمْ كفِرُوْنَ ـ

»De polyteister, som ikke betaler zakat, og som fornægter det hinsidige, vil uundgåeligt gå til grunde.« – Sura Ha-Mim as-Sajda: 6-7

Zakats egentlige betydning

Det er tidligere blevet sagt, at zakat efter bønnen er islams vigtigste søjle. Dens betydning er så stor, at ligesom man bliver vantro ved at fornægte bønnen, bliver man ikke blot vantro ved at nægte at betale zakat; alle de ædle sahaba gik også enstemmigt til jihad imod ham.

Her vil jeg forsøge at drøfte zakats sande væsen og dens iboende visdom. Gennem denne drøftelse vil det blive klart, hvad zakat grundlæggende er, og hvorfor islam tillægger den så stor betydning.

Mange blandt os knytter venskabsforbindelser med hvem som helst. Når de anerkender nogen som ven, bliver de imidlertid ofte i virkeligheden bedraget, hvad venskabet angår. Senere må de opleve stor sorg og fortrydelse. Men de virkelig forstandige undersøger og prøver meget grundigt dem, de omgås, og knytter kun venskab med dem, som de gennem prøvelsen finder gode, pålidelige, oprigtige og tillidsvækkende; med de øvrige bryder de forbindelsen.

Allah Ta’ala er den største i visdom og alvidende. Hvordan kan man forvente, at Han uden videre vil gøre hvem som helst til Sin ven, optage ham i Sit parti og give ham ære og nærhed i Sin nærværelse? Når et almindeligt fornuftigt menneske ikke vil indgå venskab med nogen uden først at prøve og undersøge ham, kan Allah Ta’ala, som alene besidder al viden og forstand, heller ikke anerkende nogen som ven uden at undersøge og prøve ham grundigt. Det er ikke muligt uden forskel eller undtagelse at optage alle de milliarder af mennesker, der er spredt rundt omkring i verden, og blandt hvilke der findes alle slags mennesker, både gode og onde, i Allahs parti. Derfor ønsker Allah Ta’ala at undersøge dem, som Han vil gøre til Sine stedfortrædere på jorden og give nærhed til i det hinsidige, gennem bestemte kriterier, særlige omstændigheder og prøvelser. Kun de, der består denne prøve på behørig vis, kan regnes blandt Allahs parti; de, der ikke kan, vil selv fjerne sig fra det og klart forstå, at de ikke har kunnet bevise, at de er værdige til at blive optaget i Allahs parti. Hvad er den prøvesten, hvormed mennesket prøves? Eftersom Allah selv er den største i viden og forstand, ønsker Han først og fremmest at prøve menneskets forstand og viden. Han lægger særlig mærke til, om et menneske besidder nogen fornuft, eller om det er komplet tåbeligt. For tåbelige mennesker kan aldrig blive venner med forstandige og vidende mennesker. (Og tåber og uforstandige kan på ingen måde og aldrig blive Allahs venner.) Den, der ved at se tegnene på Allahs eksistens forstår, at Han alene er min Herre og Skaber, og at der ud over Ham ikke findes nogen gud, nogen Herre, nogen der hører bønner eller nogen hjælper; den, der ser Allahs tale, genkender den som Allahs tale og urokkeligt tror, at den ikke kan være nogen andens tale; den, der korrekt kan forstå de grundlæggende forskelle mellem sande og falske profeters liv, handlinger og lære, og blandt dem, der gør krav på at være profeter, kan genkende den sande profet som en profet sendt af Allah og en profet, der viser sandhedens vej, mens han kan identificere den falske profet som en dajjal og bedrager — kun en sådan person er egnet til at bestå denne prøve. Allah Ta’ala udvælger ham blandt hundreder af millioner af mennesker og regner ham blandt de udvalgte kandidater til Sit parti. De øvrige, som ikke består den første prøve, forkaster Han.

De kandidater, der består denne første prøve, må derefter gennemgå den anden prøve. Anden gang prøves menneskets moralske karakterstyrke såvel som dets forstand. Formålet med denne prøve er at fastslå, om det har evnen og styrken til at erkende sandhed og gode handlinger, tage imod dem og handle derefter, samt efter at have erkendt uret og synd forlade det. Det undersøges, om denne person er slave af sine egne tilbøjeligheder, en blind efterfølger af sine fædre og forfædre eller slave af familiens skikke og denne verdens almindelige normer. Har han ikke den svaghed, at han fortsætter med en handling, selv om han ved, at den strider mod Allahs lov, og anser den for dårlig? Omvendt undersøges det også, om han har modet til at tage imod noget, når han ved, at det er udvalgt af Allah og er sandt. De, der også fejler denne prøve, optages ikke i Allahs parti. Kun de, om hvem Allah Ta’ala har sagt følgende, kan være medlemmer af Allahs parti:

فَمَنْ يَّكْفُرْ بِالطَّاغُوْتِ وَيُؤْمِنْ بِاللهِ فَقَدِ اسْتَمْسَكَ بِالْعُرُوةِ الْوُثقى لاَ اَنْفِصَامَ لَهَا ـ

Det vil sige, at de, som modigt forkaster de love og den vej, der strider mod Allahs lov, såvel som lovgiveren bag dem, ikke bekymrer sig om nogen i denne sag og frygtløst er rede til at leve udelukkende efter de love, Allah har givet—uden overhovedet at tage hensyn til, om nogen bliver glad eller vred over det—har med fast beslutsomhed grebet fat i en stærk kæde, som aldrig vil briste.

De, der består denne prøve, må forberede sig til den tredje prøve. Først prøves deres tilbøjelighed til at følge Allah og anerkende lydighed mod Ham. På dette tidspunkt gives der besked om: Hver gang der gives en befaling fra Min side, skal I straks forlade jeres søvn og møde frem for Mig; I skal forlade jeres arbejde, opgive jeres egne interesser og det, I selv ønsker, give afkald på glæde og fornøjelse og udføre den foreskrevne pligt på rette vis. Hvad enten det er sommer eller vinter—uanset hvad—skal I altid møde frem, så snart I hører kaldet; I skal komme til Mit nærvær, udholde al sorg og lidelse og udføre pligten. Og når Jeg befaler jer ikke at spise eller drikke fra morgen til aften og forbyder jer at tilfredsstille nafs’ begær, skal I fuldt ud adlyde denne befaling, uanset hvor uudholdelig lidelsen af sult og tørst bliver, og uanset hvor mange søde drikke og velsmagende retter der end bliver stablet op foran jer. De, der ikke består denne prøve, får også at vide: I kan ikke udføre Mit arbejde. Og kun de, der også består den tredje prøve, bliver udvalgt. For kun om dem kan man håbe, at de vil kunne overholde den lov, der bliver åbenbaret fra Allah, korrekt i enhver situation—i det skjulte og offentligt, i gevinst og tab, i glæde og i sorg og lidelse.

Derefter afholdes den fjerde prøve: at ofre menneskets ejendom og rigdom. Selv de, der har bestået den tredje prøve, har endnu ikke vist sig værdige til permanent at blive udnævnt til Allahs tjenere. For deres hjerter er små og snæversynede, deres mod og kraft ringe og deres sind usselt. Der findes ganske vist utallige mennesker, som med munden fremsætter store påstande om venskab og kærlighed, men det mangler endnu at blive prøvet, om de er rede til at bruge pengene i deres lommer for en vens skyld. De er ikke som de mennesker, der med ord igen og igen råber »mor, mor« og er henførte af hengivenhed, ja endda ikke viger tilbage for at slås for denne mor, men som, når moren i et dyrs skikkelse træder ind på kornmarken, jager hende bort med en kæp og slår huden af hende. Selv et menneske med almindelig fornuft kan ikke tage en sådan selvisk, pengekær og snæversynet person som sin ven. Og selv et menneske med en stor og gavmild sjæl vil ikke være rede til at vise en sådan person nogen som helst agtelse. Hvordan skulle den store Allah kunne være rede til at bruge den rigdom, Han har givet, på Allahs egen vej, når han ikke selv er rede til at bruge den rigdom, Allah har givet ham, på Allahs egen vej? Og hvordan skulle Allah, som er så vis og klog, kunne optage en sådan person i Sin kreds, når hans venskab og kærlighed blot består i mundtlige ord, og man ikke i mindste måde kan stole på ham i noget arbejde? Derfor får de, der ikke består denne fjerde prøve, også klart at vide: I har ingen plads i Allahs kreds; I er uduelige og mangler evnen til at varetage det enorme ansvar, der overlades til Allahs stedfortræder. I denne kreds kan kun de optages, som af kærlighed til Allah helhjertet kan ofre kærligheden til deres liv og sjæl, rigdom og ejendom, børn og efterkommere, slægt og familie, land—ja, til alt.

لَنْ تَنَالُوْا الْبِرَّ حَتّى تُنْفِقُوْا مِمَّا تُحِبُّوْنَ ـ ال عمران : ٩٢

»I vil ikke kunne nå den højeste grad af fromhed og ophøjethed, før I bruger noget af det, I elsker, for Allahs skyld.« – Sura Āl ʿImrān: 92

I Allahs kreds er der overhovedet ingen plads til snæversynede mennesker; kun gavmilde mennesker med ophøjede og hjertevarme sind kan optages i denne kreds.

وَمَنْ يُّوْقَ شُحَّ نَفْسِه فَأُوْلئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُوْنَ ـ التغابن : ١٦

“Kun de, der har formået at overvinde sindets snæversyn og nærighed, kan opnå fuldstændig velfærd.” – Sura at-Taghabun: 16

I Allahs gruppe kan kun sådanne mennesker optages, som, selv om nogen nærer fjendskab mod dem, volder dem sorg, skader dem eller river deres hjerter i stykker, ikke vil nægte at give dem mad til maven og tøj at iføre sig, udelukkende for at opnå Allahs tilfredshed, og som heller ikke vil tøve med at hjælpe dem i vanskelige tider:

وَلاَ يَاتَلِ اُوْلُوْا الْفَضْلِ مِنْكُمْ وَالسَّعَةِ اَنْ يُّؤْتُوْا اُوْْلِى الْقُرْبى وَالْمَسكِيْنَ وَالْمُهجِرِيْنَ فِى سَبِيْلِ اللهِ وَلْيَعْفُوا وَاْيَصْفَحُوْا اَلاَ تَحِبُّوْنَ اَنْ يَّغْفِرَ اللهُ لَكُمْ وَ اللهُ غَفُوْرٌ رَّحِيْمٌ ـ النور : ٢٢

“De velstående og velhavende blandt jer bør ikke ophøre med at hjælpe deres kære, nære slægtninge, fattige og nødlidende samt dem, der er udvandret på Allahs vej, blot fordi de er blevet vrede på dem på grund af en forseelse. Det er snarere bedre at tilgive dem. Ønsker I ikke, at Allah skal tilgive jer? Allah er i sandhed den største tilgiver og den mest barmhjertige.”¹ – Sura an-Nur: 22

I denne gruppe er der brug for mennesker, som ud af de rigdomme, Allah har givet dem, omhyggeligt udvælger de bedste ting og bruger dem udelukkende for Allahs skyld:

يَآ يُّهَا الَّذِيْنَ امَنُوْا اَنْفِقُوْا مِنْ طَيِّبتِ مَاكَسَبْتُمْ وَمِمَّا اَخْرَجْنَا لَكُمْ مِّنْ الاَرْضِ وَلاَ تَيْمَّمُوْا الْخَبِيْثَ مِنْهُ تُنْفِقُوْنَ ـ الرقرة : ٢٦٧

“O I, der tror! Giv af de gode ting, som I har tjent, og af det, Jeg har givet jer som forsørgelse fra jorden. Brug ikke de dårlige ting på denne vej.” – (Sura al-Baqara: 267)

1. Da en af Hazrat Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, kære personer deltog i at fremsætte falske beskyldninger om hans datter Hazrat Aishas, må Allah være tilfreds med hende, dyd, og Hazrat Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, blev utilfreds med ham og standsede sin økonomiske støtte til ham, blev dette vers åbenbaret. Så snart verset blev åbenbaret, sagde han skælvende og bange: “Jeg beder Allah om tilgivelse”, og straks genoptog han den økonomiske støtte til denne mand.

Her er der brug for mennesker med store sjæle, som, selv når de befinder sig i den uudholdelige tilstand af mangel, fattigdom og nød og selv har ufravigelige behov, ikke vil anse det for nytteløst at bruge penge på Allahs vej. Tværtimod vil de være helt overbeviste om, at hvad end der bruges på Allahs vej, vil Han skænke dets bedste frugt i denne verden og i det hinsides. Derfor giver de kun med det formål at opnå Allahs tilfredshed. Om deres gavmildhed bliver omtalt i verden eller ej, og om nogen takker dem for deres gaver eller ej, er de ikke det mindste optaget af:

وَمَا تُنْفِقُوْا مِنْ خَيْرٍ فَلاَنْفُسِكُمْ وَمَا تُنْفِقُوْنَ اِلاَّ ابْتِغَاءَ وَجْهِ اللهِ وَمَا تُنْفِقُوْا مِنْ خَيْرٍ يُّوْفَّ اِلَيْكُمْ وَاَنْتُمْ لاَتُظْلَمُوْنَ ـ البقرة : ٢٧٢

“Hvad I end bruger på Allahs vej, vil være til gavn for jer selv – forudsat at I med dette forbrug ikke søger nogen andens tilfredshed end Allahs. Således vil I få den fulde belønning for alt, hvad I giver til gode formål. I den henseende vil der ikke blive gjort jer den mindste uretfærdighed.” – Sura al-Baqara: 272

Allahs parti har brug for netop den slags besindige mennesker, som ikke glemmer Allah, selv om de er rige og lever i velstand. Selv når de lever i lykke og nydelse i store paladser, vil de ikke glemme Allah:

يَآيُّهَا الَّذِيْنَ امَنُوْا لاَتُلْهِكُمْ وَلاَ اَوْلاَدُكُمْ عَنْ ذِكْرِ اللهِ وَمَنْ يَّفْعَلِ ذلِكَ فَاوُلئِكَ هُمُ الْخسِرِوْنَ المنفقون : ٩

“I, der tror! Lad ikke jeres rigdom og jeres børn nogensinde afholde jer fra at ihukomme Allah. De, der på grund af dette glemmer Allah, er i sandhed de største tabere.” – Sura al-Munafiqun: 9

De ovenfor beskrevne egenskaber må nødvendigvis være til stede hos medlemmerne af Allah den Ophøjedes parti. Uden dette kan ingen regnes blandt Allahs venner. Dette er i sandhed ikke blot en meget vanskelig og bitter prøve af menneskets moralske karakter, men også af dets tro. Den person, som tøver med at bruge på Allahs vej, som betragter sådanne udgifter som en bøde, der pålægges ham, som gennem list og bedrag forsøger at undgå dem, eller som, selv hvis han giver noget, ønsker at tilfredsstille sit sind ved at vise sin gunst mod folk eller ønsker at få sin gavmildhed udbasuneret i verden, kan i virkeligheden slet ikke have tro på Allah og det hinsides. Han mener, at alt, hvad han har gjort for Allah, er blevet fuldstændig nytteløst. Han anser sin egen lykke og fred, bekvemmelighed og fornøjelser, sine egne interesser og sit eget ry for kærere end Allah og Hans tilfredshed. Ifølge ham er denne verden alt. Selv hvis han bruger penge, er det nødvendigt, at han i denne verden får anseelse og berømmelse for det. For så kan han få betaling for pengene allerede her. Ellers: hvis han både har brugt penge, og ingen vidste, at den og den person havde givet så mange penge til et godt formål, så bliver det hele meningsløst. I Den Ædle Koran er det klart blevet fastslået, at sådanne mennesker ikke kan bruges til noget for Allahs sag. Selv hvis han erklærer sig som troende, er han ikke blot ikke troende, men en åbenlys hykler. De følgende vers er beviset på dette:

يَآيُّهَا الَّذِيْنَ امَنُوْا صَدْقتِكُمْ بَالْمَنَ وَالاَذي كَالَّذِى يُنْفِقُ مَالَهُ رِئَآ ءَ النَّاسِ وَلاَ يُؤْمِنُ بِاللهِ وَالْيُوْمِ الاخِرِ ـ البقرة : ٢٦٤

“I, der tror! Gør ikke jeres almisse ugyldig ved at fremhæve jeres gunst over for andre eller ved at såre nogen, ligesom den, der kun bruger sine penge for at blive set af andre eller for at købe sig et godt navn, og som ikke har den mindste tro på Allah og det hinsidige.”

وَاَلَّذِيْنَ يَكْنِزُوْنَ الذَّهَبَ وَالْفِضَّةَ وَلاَيُنْفِقُوْنَهَا فِىْ سَبِيْلِ اللهِ فِبَشّرِهُمْ بِعَذَابِ اَلِيْمٍ ـ التوبة : ٣٤

“Forkynd dem, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, det glædelige budskab om en hård straf.” – Sura at-Tawba: 34.

لاَيَسْتَاْذِنُكَ الَّذِيْنَ يُؤْمِنُوْنَ بِاللهِ وَالْيَوْمِ الاخِرِ اَنْ يُّجَاهِدُوْنا يَاَمْوَالِهِمْ وَاَنْفٌسِهِمْ وَاللهُ عَلَيْمٌ بِالْمُتَّقِيْنَ ـ اِنَّمَا يَسْتَاذِنُكَ الَّذِيْنَ لاَيُؤْمِنُوْنَ بِاللهِ وَالْيَوْمِ الاخِرِ وَارْتَابَتْ قُلُبُهُمْ فَهُمْ فِىْ رَيْبِهِمْ يَتَرَدَّدُوْنَ ـ

“O profet! De, der tror på Allah og det hinsidige, vil aldrig bede om tilladelse til at unddrage sig pligten til at deltage i jihad med deres liv og ejendom. Allah den Ophøjede kender de oprigtigt gudfrygtige tjenere særdeles godt. Det er kun de, der kan fremsætte undskyldninger, som ikke har nogen tro på Allah og det hinsidige, hvis hjerter er fyldt med tvivl, og som vakler, mens de forbliver nedsunket i deres tvivl.” – Sura at-Tawba: 44-45

وَمَا مَنَعَهَمْ اَنْ تُقْبَلَ مِنْهُمْ نَفَقّهُمْ اِلاَّ اَنَّهُمْ كَفَرُوْا بِاللهِ وَرَسُوْلِه وَلاَ يَاتُوْنَ الصَّلوةَ اِلاَّ وُهُمْ كُسَالى وَلاَ يُنْفِقُوْنَ اِلاَّ وَهُمْ كرِهُوْنَ ـ

“Deres bidrag på Allahs vej kan kun afvises, fordi de i grunden ikke tror på Allah og Sendebudet; de kommer ganske vist til bønnen, men modvilligt, og de giver også penge, men med stor modvilje.” – Sura at-Tawba: 54

اَلْمُنفِقُوْنَ وَالْمُنفِقّتُ بَعْضُهُمْ مِّنْ بَعْضٍ يَامُرُوْنَ بِالْمُنْكَرِ وَيَنْهَوْنَ عَنِ الْمَعْرُوْفِ وَيقْبِضُوْنَ اَيْدِيْهِمْ نَسُوْا اللهَ فَنَسِيْهُمْ اِنَّ الْمُنفِقِيْنَ هُمْ الْفسِقُوْنَ ـ التوبة : ٦٧

„De hykleriske mænd og de hykleriske kvinder tilhører alle samme gruppe og hjælper hinanden. De befaler alle det onde og forsøger at udslette retfærdighed og sandhed. De har alle glemt Allah, og derfor har Allah glemt dem. Der er ingen tvivl om, at disse hyklere er fāsiqūn (de, der overskrider de grænser, Allah har fastsat).“ – Sura at-Tawba: 67

وَمَنْ الاَعْرَابِ مَنْ يَّتَّخِذُ مَايُنْفِقُ نَغْرَمًا ـ التوْبة : ٩٨

„Mange af disse arabere (hyklerne) bruger ganske vist noget på Allahs vej, men de gør det modvilligt, som om de betaler en bøde.“

هآَ نْتُمْ هؤْلاَءٍ تُدْعَوْنَ لِتُنْفِقُوْا فِىْ سَبِيْلِ اللهِ فِمِنْكُمْ مَّنْ يَّبْخَلُ وَمَنْ يَّبْخَلْ فَانِّمَا يَبْخَلُ عَنْ نَّفْسِه وَاللهُ الْغَنِىُّ وَاَنْتُمْ الفُقَرَآءُ وَاِنْ تَتَوْلَّوْا يَسْتَبْدِلْ قَوْمًا غَيْرَكُمْ تُمَّ لاَيَكَوْنُوْا اَمْثَالَكُمْ ـ محمد : ٣٨

„I skal vide, at jeres tilstand er blevet så dårlig, at når I bliver bedt om at bruge noget på Allahs vej, er I slet ikke rede til det; tværtimod bliver mange af jer nærige. Men den, der er nærig i sådanne sager, skader kun sig selv ved sin nærighed. I virkeligheden er Allah den eneste velhavende, mens I alle er fattige og afhængige af Ham. Hvis du overhovedet ikke er rede til at bruge penge på Allahs vej, vil Allah Ta’ala som en uundgåelig følge af denne synd sætte et andet folk i jeres sted. De vil bestemt ikke være nærige som jer.“ – Sura Muhammad: 38

Kort sagt er zakat en af islams søjler, og dette er dens egentlige betydning. Det er en alvorlig fejltagelse at betragte den som en almindelig statsskat. For i virkeligheden er den islams sjæl, islams livskraft. Hovedformålet med at gøre zakat obligatorisk er at prøve menneskets tro. Ligesom man består en række prøver for at opnå en grad, fastsætter Allah på samme måde en række prøver for at afprøve menneskers tro; ethvert menneske må møde disse prøver. Først når et menneske har bestået en sådan prøve og også har bestået den fjerde prøve – prøven i at give af sin formue – bliver det en sand muslim. Men man må huske, at dette bestemt ikke er den sidste prøve.

Derefter kommer prøven med livet. Det vil jeg også senere behandle. Men blandt de adgangsprøver, der er fastsat for at træde ind inden for islams grænser – med andre ord for at blive en del af Allahs gruppe – er zakat den sidste prøve. I dag siger mange, at muslimerne allerede har hørt så mange prædikener om at bruge penge og give almisser, og at man i denne vanskelige tid med mangel og fattigdom i stedet burde prædike for dem, at de skal tjene og spare lidt op. Men de forstår ikke, at det, de rynker på næsen ad, netop er denne livskraft i islam. Og det er manglen på denne livskraft, der har ført muslimerne til den yderste grænse for moralsk og økonomisk forfald. Denne livskraft har ikke gjort dem forfaldne. Deres altomfattende fald er kun sket, fordi selve denne livskraft er forsvundet fra deres krop.

Zakats plads i samfundslivet

I forskellige steder i Den Ædle Koran er udtrykket infaq fi sabilillah (at bruge penge på Allahs vej) blevet anvendt for at forklare zakat, sadaqa og lignende. Nogle steder siges det også, at hvad I end bruger på Allahs vej, vil være opbevaret hos Allah som qard hasan (et lån). Kort sagt er det, som om man låner Allah det, og Allah bliver menneskenes skyldner. Mange steder siges det endvidere, at Allah påtager sig at gengælde alt, hvad I giver på Hans vej. Han vil ikke blot give jer det samme tilbage; Han vil give jer langt mere.

De nævnte ord i Den Ædle Koran er virkelig værd at overveje. Kan Himlens og jordens Ejer nogensinde være afhængig af nogen? Kan den store og hellige Allah have behov for at låne penge af mennesker? Kan Allah, denne kongernes Konge og Eneherre over utallige skatte, bede mennesker om et lån til Sit eget behov? Aldrig; det kan ikke være sådan. Det er ved Hans gaver, at verdens levende væsener og ting opretholder livet, og det er ved den forsørgelse, Han har givet, at menneskene lever. Alt, hvad enhver rig og fattig i verden ejer, er Hans gave. Fra den hjælpeløse fattige til millionæren er enhver afhængig af Hans nåde. Men Han er ikke afhængig af nogen. Han har overhovedet intet behov for at låne af mennesker eller række hånden ud foran dem for Sit eget skyld. I virkeligheden befaler Han det for menneskenes eget vel og for at pengene skal bruges til menneskers gavn. Og Han regner dette forbrug som at bruge på Hans vej eller som et lån til Ham. Det er i virkeligheden endnu et konkret udtryk for Hans omsorg for menneskenes vel; det er også en særlig form for stor nåde fra Ham. Han siger: De mennesker, som I hjælper økonomisk, hvorfra skal de give jer noget til gengæld? Belønningen vil Jeg selv give. Hvad I end giver til jeres forældreløse, enker, hjælpeløse, nødstedte og fattige rejsende brødre, skal I skrive ned i Mit navn; I skal ikke kræve det af dem, men af Mig. Jeg vil betale det tilbage. Lån jeres fattige brødre penge, men tag ikke renter af dem, og gør dem ikke forlegne og beklemte ved at kræve dem tilbage. Hvis de ikke kan tilbagebetale lånet, så send dem ikke i civilfængsel af den grund, gør ikke udlæg i deres tøj og husgeråd, og jag ikke deres hjælpeløse børn ud af hjemmet, så de står uden husly. For ansvaret for at tilbagebetale jeres lån ligger ikke hos dem, men hos Mig. Hvis de tilbagebetaler hovedstolen, vil Jeg opkræve renterne på deres vegne, og hvis de ikke engang kan betale hovedstolen, vil Jeg betale både hovedstol og renter. På denne måde vil I, hvad I end bruger på sociale velfærdsarbejder for at hjælpe mennesker, selv få udbyttet; men den nåde vil blive vist mod Mig, og Jeg vil gøre hele regnskabet op og give jer det tilbage sammen med udbyttet.

Det er netop her, man ser den Almægtige, Nådige og Kongernes Konge Allahs nådes fulde storhed: Alt, hvad menneskeheden ejer, er Hans gave—I får det ikke noget andet sted fra eller fra nogen anden. I tager fra Hans forråd, men hvad I end giver, giver I ikke til Ham, men til jeres egne slægtninge, bekendte, brødre, venner og folk fra jeres egen nation. Eller I bruger det på sociale velfærdsarbejder, hvis resultat i sidste ende også kommer jer selv til gode. Men bemærk denne store Givers grænseløse gavmildhed: Om alle disse gaver siger Han, at de er blevet lånt til Ham, brugt på Hans vej og givet til Ham—og resultatet vil Jeg selv give jer. Denne enestående højde af gavmildhed sømmer sig i sandhed kun for Allah den Ophøjede; intet menneske kan blot forestille sig den.

Det er værd at tænke over, hvorfor Allah den Ophøjede valgte denne fremgangsmåde for at indgyde menneskene kilden til gavmildhed og generøsitet. Jo mere man tænker over dette, desto tydeligere forstår man den rene ånd, der ligger skjult i islams ophøjede lære; hjertet udbryder med høj røst: Denne enestående lære kan ikke stamme fra nogen anden end Allah.

Det er almindeligt kendt, at mennesket af natur fødes til en vis grad uretfærdigt og uvidende. Dets udsyn er yderst snævert. Det rækker ikke særlig langt. Dets hjerte er meget lille, og der er kun plads til ganske få store og ophøjede tanker i dets sind. Mennesket er frygteligt selvisk, men heller ikke med hensyn til denne selviskhed rummer dets sind og hjerne nogen omfattende eller storslået forestilling. Mennesket vil have alt med det samme:خَلَقَ الاِنْسَانَ مِنْ عَجَلٍ ـdet bestræber sig på at få resultatet og følgerne af enhver handling så hurtigt som muligt. Det resultat, der straks viser sig for det og kan ses med dets egne øjne, er for det det eneste resultat og den eneste følge. Dets blik rækker overhovedet ikke frem til de langsigtede resultater. Desuden kan mennesket ikke engang mærke virkningen af et resultat, der viser sig i stor målestok, og hvis virkning rækker langt. Dette er i virkeligheden en særlig naturlig svaghed hos mennesket. På grund af denne svaghed kan mennesket ikke se andet end sin egen interesse. Og selv dér er det kun de interesser, som kan opnås i lille omfang og meget hurtigt, dets blik er rettet mod. Det siger: Det, jeg har tjent, eller det, jeg har arvet fra mine fædre og forfædre, er udelukkende mit; ingen anden har nogen andel eller ret i det. Derfor vil jeg kun bruge det på mine egne behov, efter min egen vilje og på min egen komfort og fornøjelse. Eller jeg vil kun investere det i de handlinger, hvis resultat straks vender tilbage til mig. Hvis jeg bruger penge, må jeg absolut til gengæld få større anseelse eller en titel. Folk skal bøje hovedet for mig, og mit navn skal omtales på alles læber. Hvis jeg ikke får noget af dette, hvorfor skulle jeg så bruge penge? Hvis en fattig og ulykkelig person eller en forældreløs fattig i nærheden af os sulter ihjel, hvorfor skulle jeg så skaffe ham mad? Det var hans fars pligt at efterlade noget til sit barn. Hvis en enke i mit kvarter tilbringer sine dage i sorg, hvad kommer det mig ved? Hendes mand burde have sørget for hende. Hvis en udlænding bliver uden midler, hvad har jeg så med ham at gøre? Han har begået en stor dumhed ved at forlade sit hjem uden at sørge for sin rejse. Hvis en anden person kommer i nød, hvad kan jeg så have med ham at gøre? Ligesom jeg har Allah den Ophøjede givet ham hænder og fødder. Det er hans egen pligt at tjene så meget, som han behøver. Hvorfor skulle jeg hjælpe ham? Og hvis jeg endelig giver ham nogle penge, vil jeg kun give dem som et lån, og jeg vil naturligvis også kræve renter sammen med hovedstolen. Pengene er jo ikke blevet tjent uden anstrengelse. Hvis de var blevet hos mig, kunne jeg have brugt dem til så mange ting—jeg kunne have bygget huse, købt en bil eller investeret dem i en anden indbringende aktivitet. Hvis han kan få en fordel ved at bruge mine penge, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne få en eller anden fordel af mine penge? Hvorfor skulle jeg ikke opkræve min andel af dem?

På grund af en sådan selvisk indstilling bliver mennesket først og fremmest til et pengeuhyre. Hvis det bruger penge, gør det det kun for sin egen personlige fordel. På noget, hvor det ikke kan se en egeninteresse, vil det ikke bruge så meget som en øre. Selv hvis det hjælper en fattig, vil hjælpen i virkeligheden ikke gavne den fattige; tværtimod vil det udbytte ham endnu mere og kræve langt mere tilbage, end det giver ham. Hvis det giver noget til en trængende, vil det fremhæve sin gunst over for denne person og ydmyge ham så grundigt, at der ikke vil være noget tilbage af hans selvrespekt. Hvis et sådant menneske deltager i et nationalt arbejde, vil det først og fremmest tænke på sin egen interesse. I et arbejde, hvor der ikke er udsigt til personlig gevinst, vil det ikke være parat til at give så meget som en øre.

Har du tænkt over, hvor frygtelige følgerne af en sådan indstilling er? Det er uden tvivl ikke blot hele samfundslivet, der vil blive knust som følge heraf; til sidst vil også denne persons egen situation blive yderst alvorlig. Men fordi disse menneskers blik er meget snævert, og de er yderst uvidende, håber de endda på selv at få fordel af dette. Så snart en sådan uproduktive og selviske indstilling bliver aktiv blandt mennesker, koncentreres hele den nationale rigdom i hænderne på et meget lille antal mennesker, mens utallige andre tvinges til at blive helt hjælpeløse og berøvede. Den velhavende udnytter sin rigdom til at tilegne sig endnu mere rigdom, og de fattiges liv bliver stadig værre. I et samfund, hvor fattigdom bliver almindelig, bryder den sociale sundhed sammen, forskellige uhelbredelige sygdomme angriber samfundslegemet, og folk mister derfor evnen til at arbejde og producere. Uvidenhed og mangel på uddannelse vokser blandt dem, og den moralske sundhed bryder sammen. For at opfylde deres behov tvinges de til at blive tilbøjelige til kriminalitet, og til sidst tøver de heller ikke med at begå plyndringer. Der opstår et altomfattende kaos i samfundet; rige mennesker begynder at blive dræbt af de fattige, deres hjem bliver plyndret og sat i brand, og de tvinges til at gå til grunde for bestandigt.

Ifølge samfundsforskere er hvert menneskes personlige velfærd uløseligt forbundet med samfundets større velfærd. Hvis de penge, en person har, bruges til at hjælpe en anden bror, vil disse penge cirkulere og vende tilbage til ham med en hidtil uset velfærd. Hvis han derimod, drevet af et yderst snævert syn, gemmer dem hos sig selv eller bruger dem på noget, der tjener hans personlige interesser, vil pengene i sidste ende gå tabt. Som eksempel kan nævnes, at hvis du tager dig af et forældreløst barn, giver det en passende opdragelse og uddannelse og gør det i stand til at tjene til livets ophold, vil samfundets rigdom vokse derved. Du vil også kunne få del i dette, for du er selv et medlem af dette samfund. Det kan være, at du aldrig gennem nogen beregning har kunnet konstatere, hvilke penge du har fået på grund af dette forældreløse barns særlige evner. Men hvis du fra begyndelsen nægter at tage dig af det og give det opdragelse og uddannelse og siger: »Hvorfor skulle jeg hjælpe det? Dets far burde have sørget for noget«, så vil barnet vandre omkring som fortabt, flakke hjemløst og uden mål, blive udueligt og aldrig få nogen evne til at øge samfundets rigdom. Tværtimod vil det blive tilbøjeligt til kriminalitet og en dag være parat til selv at bryde ind i dit hus. Det betyder, at du ved at gøre et medlem af samfundet udueligt og kriminelt ikke blot skader ham, men også dig selv. Hvis man med dette ene eksempel udvider sit perspektiv, vil det tydeligt fremgå, at den, der uselvisk bruger penge til samfundets større velfærd, ganske vist tilsyneladende tager dem ud af sin egen lomme; men efter at de er kommet ud, vokser og formerer de sig, og til sidst vender de tilbage til hans lomme i form af utallige fordele og goder. Den, hvis penge tilsyneladende bliver liggende i hans egen kasse eller vokser gennem renter, ødelægger derimod i virkeligheden på grund af sin egen tåbelighed sin egen rigdom og bereder sin egen undergang.

Allah den Højeste har udtrykt netop denne sandhed i det følgende vers:

يَمۡحَقُ ٱللَّهُ ٱلرِّبَوٰاْ وَيُرۡبِى ٱلصَّدَقَـٰتِ‌ۗ ـ البقرة : (٢٧٦)

»Allah udsletter renterne og lader almisserne vokse.«

وَمَا اتَيْتُمْ مِّنْ رٍّبًا لِّيَرۡبُوَاْ فِىٓ أَمۡوَٲلِ ٱلنَّاسِ فَلَا يَرۡبُواْ عِندَ ٱللَّهِ‌ وَمَآ ءَاتَيۡتُم مِّن  زَكوْةٍ تُرِيْدُوْنَ وَجْهَ اللهِ فَاُوْلئِكَ هُمُ الْمُضْعِفُوْنَ ـ الروم : ٣٩

»Den rente, I giver for at øge menneskers rigdom, øger i virkeligheden ikke jeres rigdom hos Allah det mindste; men den zakat, I betaler, idet I alene søger Allahs velbehag, den bliver bestemt fordoblet.« – Sura Ar-Rum: 39

Men menneskets snæversynethed og ekstreme uvidenhed er blevet en stor hindring for at forstå denne dybe sandhed og handle i overensstemmelse med den. Disse mennesker er sansernes slaver. De kan mærke og forstå, at de penge, der er i deres lommer, virkelig findes. De er også overbeviste om den fortsatte vækst i det pengebeløb, der står i deres regnskabsbøger; men de kan slet ikke forstå eller se, at de penge, der forlader dem, vokser og kan vende tilbage til deres hænder. De forstår kun, at så og så mange penge er forsvundet fra mine hænder, og at de er borte for altid.

Mennesket har indtil nu ikke kunnet frigøre sig fra dette uvidenhedens bånd ved egen forstand eller indsats. Situationen er sådan overalt i verden. På den ene side fungerer kapitalisternes verden udelukkende efter rentebaserede systemer, og trods overfloden af rigdom bliver nød, fattigdom og mangel stadig større i disse lande. På den anden side er en anden gruppe, som står i opposition til dem, gradvist blevet stærkere. Hadets ild brænder voldsomt i deres hjerter. De er fast besluttede på ikke blot at plyndre kapitalisternes skatkamre, men samtidig også at jævne hele menneskehedens civilisation og kultur med jorden.

Mennesket har ikke kunnet løse dette problem. Dets fuldkomne løsning er blevet givet af menneskenes Skaber, den ophøjede og majestætiske Allah ta’ala. Den bog, som Han har åbenbaret med en fuldkommen løsning på alle disse menneskers øvrige problemer, hedder Den Ædle Koran. For at løse dette problem må mennesket tro på Allah og Det Hinsidige. Mennesket må tro på Allah og Det Hinsidige. Hvis mennesket kan fæste lid til Allah og uden den mindste tvivl erkende, at den virkelige ejer af alle skatte i himlene og på jorden er Allah ta’ala, at forvaltningen af alle menneskers handlinger helt og holdent afhænger af Allah, og at Han har regnskab over hvert eneste atom; og at belønningen eller straffen for menneskets gode eller dårlige handlinger i det hinsidige vil blive givet præcis derefter, så bliver det meget let for mennesket, uden at stole på sit begrænsede blik, at sætte sin lid til Allah, anvende sin rigdom i overensstemmelse med Allahs bestemmelser og overlade gevinst og tab til Allah. Alt, hvad det da bruger med en sådan tro, vil blive brugt udelukkende for Allahs skyld. Det vil også blive skrevet korrekt i Allahs regnskab. Selv om ingen mennesker i denne verden får kendskab til dette forbrug, er Allah ta’ala fuldt ud bekendt med det. Og selv om menneskene i denne verden ikke anerkender dets taknemmelighed, har Allah selv lovet at belønne det; hvad enten det sker i det hinsidige eller både i denne verden og det hinsidige, er der ikke den mindste tvivl om, at dette løfte vil blive opfyldt.

Generelle instruktioner om at bruge penge på Allahs vej

Allah ta’ala har fastsat denne regel i den islamiske sharia: Først udsteder Han et generelt påbud om gode og fromme handlinger, så mennesket generelt kan vælge gode og gavnlige veje i sit liv. Derefter anvendes en særlig fremgangsmåde til at udføre denne gode handling fuldstændigt. Det er alles pligt at følge denne særlige fremgangsmåde korrekt. Som eksempel kan nævnes, at det at mindes Allah er en meget god handling, ja den allerbedste handling. Ikke nok med det – i virkeligheden er dette kilden til alle gode handlinger. Derfor har Han befalet, at man skal mindes Allah til alle tider og under alle forhold og ikke glemme Ham et eneste øjeblik:

فَاذْكُرُوْا اللهَ قِيْمًا وَّقُعُوْدُا وَّعَلى جُنُوْبِكُمْ ـ النساء : ١٠٣

»Mind Allah, når I står, sidder og ligger ned (til alle tider og under alle forhold).« Sura An-Nisa: 103

وَاَذْكُرُوْا اللهَ كَثِيْرَ لَّعَلَّكُمْ تُفْلِحُوْنَ ـ الانفال : ٤٥

“Bliv ved med at mindes Ham meget, for det kan forventes, at jeres lykke ligger netop i dette.” – Sura al-Anfal: 45

اِنِّ فِىْ خَلْقِ السَّموتِ وَالاَرْضِ وَاَخْتِلاَفِ الَّيْلِ وَالنَّهَارِ لاَيْتٍ لاَوْلِىْ الاَلْبَابِ ـ الَّذِيْنَ يَذْكُرُوْنَ اللهَ قِيْمَامًا وَّقُعُوْادًا وَّعَلى جُنُوْبِهِمْ وَيَتَفَكَّرُوْنَ فِىْ خَلْقِ السَّموتِ وَالاْرْضِ رَبُّنَا مَا خَلَقْتَ هَذَا بَاطِلاً ـ

“I skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften er der mange tegn på Allahs eksistens, for de eftertænksomme – dem, der mindes Allah, mens de står, sidder og ligger ned, og som tænker over hemmelighederne ved himlenes og jordens skabelse og opbygning, og som efter dyb eftertanke over hvert enkelt væsens storhed udbryder: O Allah! Du har ikke skabt noget af dette forgæves.” – Sura Ali Imran: 190-191

وَلاَ تَطِعْ مَنْ اَغْفَلْنَا قَلْبَه عَنْ ذِكْرِنَا وَاتَّبَعَ هَوَٮٰهُ وَكَانَ اَمْرَهُ فُرُطًا ـ الكهاف : ٢٨

“Adlyd eller følg ikke dem, hvis hjerter er uden ihukommelse af Allah, som følger deres egne lyster, og som overskrider de fastsatte grænser i enhver handling.” – (Sura al-Kahf: 28)

I disse vers og i mange, utallige andre vers gives der en klar befaling: O mennesker! Mindes Allah til enhver tid og under alle forhold. For det er i virkeligheden ihukommelsen af Allah, der gør alle menneskers handlinger gode og velordnede. Hver gang og i enhver handling mennesket glemmer Ham, vil begæret (nafsens lyster) og Satans bedrag overvinde det netop dér. Den uundgåelige følge bliver, at mennesket afviger fra den rette vej og begynder at overskride grænserne i sin måde at leve på.

Dette var en almindelig befaling om at mindes Allah. Derefter blev der fastsat en særlig måde at mindes Allah på. Derfor blev det gjort obligatorisk at bede nogle få rakʿat fem gange mellem dag og nat. Hver af disse bønner varer ikke mere end fem til syv minutter. Ved at gøre det obligatorisk at mindes Allah på denne måde – fem minutter nu og fem minutter senere – kræves det, at muslimen i det mindste i så lang tid helt hengiver sig til at mindes Allah. Derefter skal han fortsætte med sine egne gøremål og samtidig blive ved med at mindes Allah.

Sådan forholder det sig netop med zakat i islam. Også her findes der en særlig befaling og en almindelig befaling. På den ene side siges det klart: Hold jer borte fra nærighed og hjertets snæverhed, for dette er roden til alt ondt og kilden til al ulykke. Antag Allahs farve i jeres moralske liv. For Han udøser i hvert øjeblik uendelig nåde og barmhjertighed over hele skaberværket, selv om ingen har nogen særlig ret over Ham eller noget krav på Ham. Det siges også: Bliv ved med at bruge alt det, I kan, og hvad I kan, på Allahs vej; behold det, I kan undvære efter at have dækket jeres egne behov, og giv så meget, som I kan, for at opfylde behovene hos Allahs øvrige trængende tjenere. Tøv ikke det mindste med at anstrenge jer med liv og ejendom for at tjene religionen og etablere Allahs ord. Hvis du elsker Allah, så ofr den kærlighed, du har til rigdom og ejendom, for Hans skyld.

Dette er den almindelige befaling om at give penge på Allahs vej. Men samtidig er den særlige anvisning, at hvis der er blevet opsparet så stort et beløb hos jer, skal I nødvendigvis bruge mindst dette beløb på Allahs vej. Hvis I har høstet så meget fra jeres marker, skal I nødvendigvis give så meget af det på Allahs vej. Ligesom befalingens fastsættelse af blot nogle bestemte rakʿat i bønnen ikke betyder, at pligten til at ihukomme Allah er opfyldt, blot fordi man har bedt disse rakʿat, og at man derfor kan glemme Allah på alle andre tidspunkter, betyder befalingens fastsættelse af, at et bestemt beløb skal gives på Allahs vej, heller ikke, at kun de, der ejer dette beløb, er forpligtede til at bruge på Allahs vej, mens de, der ejer mindre end dette, skal holde deres hænder lukkede. Det betyder heller ikke, at de rige kan slippe ved kun at bruge det beløb på Allahs vej, som zakat er pålagt dem, og derefter jage en trængende bort, hvis en sådan kommer, eller sige, når der opstår behov for en større opgave for islām: »Kun zakat var pålagt mig; jeg har betalt den. Derfor kan du ikke forvente at få noget mere fra mig.« Zakatens påbud betyder overhovedet ikke dette. Den egentlige betydning af zakatens påbud er, at enhver velhavende person som minimum er forpligtet til at bruge dette bestemte beløb på Allahs vej. Og hvis han har mulighed for at bruge mere, skal han også nødvendigvis gøre det.

Den almindelige befaling om at bruge penge på Allahs vej og dens forklaring fremlægges her:

Samtidig med at Den Ædle Koran befaler en handling, gør den også dens underliggende begrundelse klar. Dette er et af Den Ædle Korans vigtigste kendetegn. Derved kan mennesket korrekt forstå det egentlige mål med Allahs befaling og dens begrundelse.

Det vers, man møder i begyndelsen af Den Ædle Koran, lyder således:

ذَلِكَ الْكِتبُ لاَرَيْبَ فِيْه هُدًى لِّلْمُتَّقِيْنَ ـ الَّذِيْنَ يُؤْمِنُوْنَ بِالْغَيْبِ وَيُقِيْمُوْنَ الصَّلوةَ وَمِمَّا رَزَقْنهُمْ يُنْفِقُوْنَ ـ البقرة : ٢-٣

»Dette er Allahs Bog, Koranen; der er ingen som helst tvivl i den. Den viser de oprigtige, gudfrygtige mennesker den rette vej, de, som tror på det usete, opretholder bønnen og giver ud af den forsørgelse, Jeg har skænket dem (på Min vej).« – Sura al-Baqara: 2-3

I dette vers er et grundprincip blevet fastslået. Tre ting er uundværlige for at følge den rette vej i det jordiske liv. For det første īmān bil-ghayb: at tro på det usete; for det andet at opretholde bønnen; og for det tredje at bruge på Allahs vej af den rizq, som Allah den Ophøjede har skænket. Et andet sted siges det:

لَنْ تَنَالُوْا الْبِرَّ حَتّى تُنْفِقُوْنَ مِمَّا تَحِبُّوْنَ ـ ال عمران : ٩٢

“I kan på ingen måde opnå den høje rang af fromhed, før I gavmildt har brugt de ting, I holder af, på Allahs vej.”

Det er også blevet sagt:

اَلْشَّيْطنُ يَعِدُكُمْ الْفَقْرَ وَيَامُرُكُمْ بِالْفَحْشَآَءِ ـ البقرة : ٢٦٨

“Når I bruger jeres penge, skræmmer Satan jer med frygten for at blive fattige og tilskynder jer til den skammelige handling, nærighed.”

Derefter er det blevet sagt:

وَاَنْفِقُوْا فِىْ سَبِيْلِ اللهِ وَلاَ تُلْقُوْا بِاَيْدِيْكُمْ اِلَى التَّهْلُكَةِ ـ ١٩٥

“Brug på Allahs vej, og kast ikke jer selv i undergang med jeres egne hænder (det er ved ikke at bruge på Allahs vej, at man kaster sig selv i undergang).” – Sura al-Baqara: 195

Til sidst er det blevet sagt:

وَمَنْ يُّوْقَ شُحَّ نَفْسِه فَاُوْلَئْكَ هُمُ الْمُفْلِحُوْنَ ـ الحشر : ٩

“De, der kan befri sig for sindets snæverhed, vil opnå den højeste lykke.” – Sura al-Hashr: 9

Det fremgår klart af de nævnte vers, at der i menneskets liv i denne verden kun findes to veje. Den ene er Allahs vej, hvis endemål er evig fred, lykke og den højeste velfærd. På denne vej er det naturligt, at menneskets hjerte er åbent og gavmildt. Af den forsørgelse, Allah har skænket ham, hvad enten den er lille eller stor, vil han opfylde alle sine egne behov, hjælpe sine øvrige brødre så meget som muligt og også bruge midler på at ophøje Allahs ord og etablere Allahs religion, islam. Den anden er Satans vej. På denne vej kan mennesket udadtil synes at finde stor glæde og lykke. Men i virkeligheden findes der på denne vej intet andet end ødelæggelse og ulykke. På denne vej forsøger man naturligt at udbytte og ophobe penge og rigdom og tøver ikke med at vie hjerte og sjæl til pengene. Man er heller ikke rede til at bruge dem. Hvis man endelig bruger noget, er det kun for at tilfredsstille sine egne behov og sit eget sinds begær.

Her er det fortløbende blevet nævnt, hvilke regler og fremgangsmåder der er blevet foreskrevet for dem, der følger Allahs vej, når de bruger deres penge og ejendele på Allahs vej:

For det første: Det vigtigste er, at man kun bruger sine midler for at opnå Allahs tilfredshed; man må ikke bruge dem for at vise nogen en gunst eller for at opnå navn og berømmelse i verden.

وَمَا تُنْفِقُوْنَ اِلاَّ اِبْتِغَاءَ وَجْهِ اللهِ ـ البقرة : ٢٧٢

“Når I bruger noget, må I ikke have noget andet mål end at opnå Allahs tilfredshed.”

يَآ يُّهَا الَّذِيْنَ امَنُوْا لاَتُبْطِلُوْا صَدَقتِكُمْ بِالْمَنِّ وَاَلاَذى كَالَّذِيْ يُنْفِقُ مَالَهُ وِئَآءَ النَّاسِ وَلاَيُؤْمِنُ بِاللهِ وَالْيُوْمِ الاخِرِ فَمَثَلُه’ كَمَثَلِ صَفْوَانٍ عَلَيْهِ تُرَابٌ فَاصَابَه وَابِلٌ فَتَرَكَاهُ صَلْدًا البقرة : ٢٦٤

“I, som tror! Gør ikke jeres almisser ugyldige ved at fremhæve jeres gunst og ved at såre, ligesom den, der kun giver for at blive set af andre og ikke tror på Allah og den yderste dag. Hans almisse er som jord, der ligger på en klippe; hvis der derefter kommer et kraftigt regnskyl over den, skylles al jorden bort, så klippen bliver helt ren og uden jord.” – Sura al-Baqara: 264

To: Når du giver nogen noget, må du ikke fremhæve din gunst over for vedkommende og heller ikke gøre noget, der på nogen måde kan såre ham:

اَلَّذِيْنَ يُنْفِقُوْنَ اَمْوَالَهُمْ فِىْ سَبِيْلِ اللهِ ثُمَّ لاَيُتْبِعُوْنَ مَآاَنْفَقُوْا مَنَّا وَّلاَ اَذّى لَّهُمْ اَجْرَهُمْ عِنْدَ رَبَّهِمْ وَلاَ خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلاَهُمْ يَحْزَنُوْنَ ـ قَوْلٌ مَعْرُوْفٌ وَّمَغْفِرَةٌ خَيْرٌ مِنْ صَدَقَةَ يَّتْبَعُهَآ اّذّى : البقرة : ١٦٢-١٦٣

“De, der giver ud på Allahs vej, og som efter at have givet ikke fremhæver deres gunst og ikke sårer nogen, har en stor belønning hos Allah, og de skal hverken frygte noget eller være bekymrede for tab. Men at afvise den, der beder om hjælp, på en venlig måde og sende ham bort med ordene: ‘Min bror, tilgiv mig’, er bedre end en gave, der efterfølges af sårende ord.” – Sura al-Baqara: 262-263

Tre: Man bør altid give gode ting på Allahs vej. Man bør ikke udvælge og kun give det dårlige. De, der leder efter iturevet tøj for at give det til de fattige og giver den ringeste mad for at bespise en fattig, vil fra Allah få et tilsvarende ringe resultat:

يَآيُّهَا الَّذِيْنَ امَنُوْا مِنْ طَيِّبَةُ مِنْ طَيّبِتِ مَاكَسَبَتُمْ وَمِمَّآ اَخْرَجْنَا لَكُمْ مِّنْ الاَرْضِ وَلاَ تَيْمَّمُوْا الْخَبِيْثَ مِنْهُ تُنْفِقُوْنَ ـ البقرة : ١٦٧

“I, som tror! Giv de gode ting, som I har tjent, og som Vi har frembragt og ladet vokse for jer fra jordens indre, ud på Allahs vej – og gå ikke rundt og lede efter ringe ting for at give dem ud på Allahs vej.” – Sura al-Baqara: 267

Fire: Man bør så vidt muligt give ud på Allahs vej i det skjulte, så der ikke er den mindste tanke om at vise sig frem. Selv om der ikke er noget forkert i at give offentligt, er det alligevel bedre at give i det skjulte.

اِنْ تُبْدُوْا الصَّدَقتِ فَنْعِمًا هِىَ وَاِنْ تُخْفُوْنَ وَتُؤْتُوْهَا الْفُقَرَاءَ فُهُمْ خَيْرَ لَّكُمْ وَيُكَفِّرُ عَنْكُمْ مِنْ سَيَّاتِكُمْ ـ البقرة: ١٧١

»Det er godt at give offentligt, men det er endnu bedre for jer at give til de fattige i det skjulte, og derved vil jeres synder blive udslettet.« – Sura al-Baqara: 271

Fem: De ufornuftige og uvidende må aldrig få mere rigdom, end de har brug for. For der er risiko for, at de bliver vildledt af at få mange penge, og at deres rigdom går til spilde i deres hænder. Allahs vilje er, at der skal sørges for mad og tøj til alle mennesker, uanset hvor stor en synder eller oprører mod Allah de måtte være. Men ingen må få så meget som en penny til at drikke alkohol, bruge hash eller opium eller spille hasard.

وَلاَ تُؤْتُوْا السُّفَهَآَءَ اَمْوَالَكُمْ الَّتِىْ جَعَلَ اللهُ لَكُمْ قِيْمًا وَّارزٌقُوْهُمْ فِيْهَا وَاكْسُوْهُمْ ـ النساء : ٥

»Allah den Ophøjede har gjort jeres ejendom til et middel til livets opretholdelse; giv den derfor aldrig i de uvidende og tåbeliges hænder. Men sørg naturligvis for deres mad og beklædning ved hjælp af den.«

Seks: Hvis du låner nogen penge for at hjælpe vedkommende med at opfylde et behov, må du ikke genere ham ved gentagne krav. Han skal have tilstrækkelig tid til at betale lånet tilbage. Hvis det med sikkerhed vides, at han ikke er i stand til at betale det tilbage, og långiveren har mulighed for at eftergive gælden, er det bedst at tilgive ham:

وَاِنْ كَانَ ذُوْ عَسْرَةً فَنَظِرَةٌ اِلى مَيْسَرَةٍ وَاَنْ تَصَدَّقُوْا خَيْرَ لٌكُمْ اِنْ كُنْتُمْ تَعْلَمُوْنَ ـ البقرة : ٢٨٠

»Hvis den forgældede er økonomisk trængt, skal han have henstand, indtil han bliver velstående. Men det er endnu bedre at eftergive ham gælden – hvis I blot forstår, at dette er bedre for jer.« – Sura al-Baqara: 280

Syv: Der er også en grænse for at give til andre. Denne grænse må aldrig overskrides. Allah den Ophøjede har ikke befalet, at man skal give til andre ved at berøve sig selv og sine børn, og det er heller ikke Hans hensigt. Allahs vilje er, at man skal bruge det, der er nødvendigt for at leve et enkelt og almindeligt liv; derefter skal man bruge det overskydende på Allahs vej:

وَيَسْئَلُوْنَكَ مَاذَا يُنْفِقُوْنَ قُلِ الْعَفْوَ ـ البقرة : ٢١٩

“De spørger: Hvad skal vi bruge? Sig: Det, der er ud over det nødvendige, skal I bruge.” – Sura al-Baqara: 219

وَاَلَّذِيْنَ اِذَا اَنْفَقُوْآ لَمْ يُسْرِفُوْا وَلَمْ يُقتُرُوْا وَكَانَ بَيْنَ ذَلِكَ قَوَامًا ـ الفرقان : ٦٧

“Allahs fromme tjenere er de, der giver; men de ødsler ikke og er heller ikke overdrevent nærige. Deres ideal er snarere den vej, der ligger mellem disse to yderpunkter.” Sura al-Furqan: 67

وَلاَ تَجْعَلْ يَدَكَ مَغْلُوْلَةً اِلى عُنُقِكَ وَلاَ تَبْسُطْهَا كُلَّ الْبَسْطِ فَتَقْعُدَ مَلُوْمًا مَّحْسُوْرًا ـ بنى اسرايل: 29

“Bind ikke jeres hånd, når I giver, helt fast til halsen, og stræk den heller ikke helt ud, for så vil I ende med at være angrende og blive bebrejdet af folk.” Sura Bani Isra’il: 29

Otte: Hvem er de rette modtagere af denne gave? Det er også nødvendigt til sidst at få dette at vide. Allah den Ophøjede har fremlagt en fuldstændig liste over dem i Den Hellige Koran. Ved at se denne liste kan man tydeligt forstå, hvem der kan modtage jeres hjælp, og hvem Allah har fastsat en ret til i jeres indtjening.

وَاتِ ذَا الْقُرْبى حَقَّهُ وَالْمِسْكِيْنَ وَابْنَ السَّبِيْلِ ـ بنى اسرائيل : ٢٦

“Giv de fattige nære slægtninge det, de har krav på, og også den nødlidende og den fattige rejsende.” – Sura Bani Israil: 26

وَاتِ الْماَلَ عَلى جُيَِه ذَوِى الْقُرْبى وَالْيَتَمى وَالْمَسْكِيْنَ وَابْنَ السَّبِيْلِ وَالسًَّآئِلِيْنَ وَفِىْ الرِّقَابِ ـ البقرة : ١٧٧

“De, der for at opnå Hans tilfredshed giver penge til nære slægtninge, forældreløse, nødlidende, vejfarende og tiggere samt for at frigive slaver og fanger, er elskede af Allah.” – Sura al-Baqara: 177

وَّبِالْوَالِدَيْنِ اَحْسَانًا وَّبِذِى القُرْبى وَالْيَتمى وَالْمَسكِيْنَ وَالْجَارِذِى الْقُرْبِى وَالْجَارِ الْجُنُبِ وَالصَّاحِبِ بِالْجَنْبِ وَابْنِ السَّبِيْلِ وَمَا مَلَكَتْ اَيْمَانُكُمْ ـ النساء : ٣٦

“Behandl jeres forældre, nære slægtninge, forældreløse, nødlidende, slægtninge blandt naboerne og naboer, der ikke er slægtninge, jeres rejsefæller, de rejsende samt jeres egne slaver godt.” Sura an-Nisa: 36

وَيُطْعِمُوْنَ الطّعَامَ عَلى حُبِّه مِسْكِيْنًا وَّيَتِيْمًا اِنَّمَا نُطْعِمُكُمْ لِوَجْه الله لاَنُرِيْدُ مِنْكُمْ جَزَآءً وَّلاَ شُكُوْرًا ـ اِنَّا نَخَافُ مِنْ رَّبِّنَا يُوْمًا عَبُوْسًا قَمْطَرِيْرًا ـ الدهر : ٨ – ١٠

“Allahs retskafne tjenere bespiser de forældreløse, de nødlidende og fangerne for at opnå Allahs tilfredshed og kærlighed. De siger: Vi bespiser jer kun for Allahs skyld. Vi ønsker hverken gengæld eller taknemmelighed fra jer. Vi frygter kun Allah på den dag, hvor menneskers ansigter vil blive dystre, og deres pander vil rynkes på grund af dagens alvorlige nød.” – Sura ad-Dahr: 8-10

وَفِىْ اَمْوَالِهِمْ حَقٌ لِّلْسَّآئِلِ وَالْمَحْرُوْمِ ـ الذّريت : ١٩

“Og i hans formue er der en ret til den, der beder, og den, der er berøvet.”

لِلْفُقَرَآءِ الَّذِيْنَ اُحْصِرُوْا فِىْ سَبِيْلِ اللهِ لاَيَسْتَطِيْعُوْنَ ضَرْبًا فِىْ الاَرْضِ يَحْسَبُهُمُ الْجَاهِلُ اَغْنِيَآءَ مِنَ التَّعَفُّفْ تَعْرِفُهُمْ بِسْيْمهُمْ لاَيَسْئَلُوْنَ النَّاسَ اِلْحَافًأ وَمَا تُنْفِقُوْا مِنْ خِيْرِ فَاِنَّ اللهَ بِه عَلِيْمٌ ـ

“Almisser tilkommer dem, som til stadighed er optaget af Allahs sag og derfor ikke kan udføre noget arbejde for at tjene til deres eget underhold. På grund af deres selvrespekt anser i det mindste uvidende mennesker dem for at være velhavende. Men blot ved at se på deres ydre og deres fremtoning kan I forstå, hvor meget de lider. I bør selv tage initiativ til at give dem almisse. For de er ikke mennesker, der omklamrer andre og beder om hjælp. Hvad I end giver dem i det skjulte, vil Allah visselig vide det, og Han vil visselig give jer belønning for det.” Sura al-Baqara: 273

Reglerne for at betale zakat

I den foregående artikel blev den generelle befaling om at bruge på Allahs vej fremsat. Nu vil alle befalingerne vedrørende zakat blive behandlet detaljeret.

I Den Ædle Koran har Allah den Ophøjede givet befalinger om zakat tre steder på forskellige måder. I Sura al-Baqara siges det:

اِنْفِقُوْا مِنْ طَيِّبتِ مَاكَسَبْتُمْ وَمِمَّا اَخْرَجْنَا لَكُمْ مِنَ الارْضِ ـ

“Brug noget af de rene formuer, som I selv har tjent, og af de afgrøder, Jeg har givet jer fra jorden, på Allahs vej.” – Sura al-Baqara: 267.

Også i Sura al-An’am siges det i denne forbindelse, at det er Mig, der har skabt haver og marker til jer på jorden. Derfor: 141

كَلُوْ مِنْ ثَمَرِه اَثْمَرَ وَاتُوْا حَقَّه يَوْمَ حَصَادِه ـ الانعَام ـ ١٤١

“Når frugten eller afgrøden i haven og på marken modnes, skal I tage jeres føde fra den, og på dagen, hvor frugten eller afgrøden høstes, skal I yde Allahs retmæssige andel af den.” – Sura al-An’am: 141

Begge disse vers omhandler zakat på landbrugsafgrøder. Ifølge hanafitiske fiqh-lærde tilkommer der Allah en retmæssig andel af alle former for korn, grøntsager og frugter, bortset fra naturressourcer som træ, græs og bambus, og denne andel skal nødvendigvis ydes. Det siges klart i hadith sharif, at Allahs andel af de afgrøder, der vokser ved hjælp af regn, flodvand eller havvand, er en tiendedel af den samlede høst, mens Allahs andel af den jord, hvor mennesker må sørge for kunstig vanding, er fastsat til en tyvendedel af den samlede høst. Begge disse andele skal ydes straks efter høsten; det er wajib.

Derefter siges det i Sura at-Tawba:

وَالَّذِيْنَ يَكْنِزُوْنَ الْذِّهَبَ وَالْفِصَّةَ وَلاَ يُنْفِقُوْنَهَا فِىْ سَبِيْلِ اللهِ فَبَشِّرْهُمْ بِعَذَابٍ اَلَيْمٍ ـ يَّوْمَ يَحْمى عَلَيْهَا فِىْ نَارِ جَهَنَّمَ فَتُكْوْى بِهَا جِبَاهُهُمْ وَجُنُوْبُهُمْ وَظُهُوْرُهُمْ هَذّا مَاكَنَزْتُمْ لاَنْفُسِكُمْ فَذُوْقُوْا مَا كُنْتُمْ تَكْنِزُوْنَ ـ التوبة : ٣٤-٣٥

“Giv dem, der samler guld og sølv og slet ikke bruger noget af det på Allahs vej, det glædelige budskab om en hård straf. Fortæl dem om den dags pine, hvor guldet og sølvet vil blive ophedet i ilden og mærket på deres pander, sider og rygge. Og der vil blive sagt til dem: Dette er den rigdom, som I samlede til jer selv. Smag nu på det, som I plejede at samle.” – Sura at-Tawba: 34-35

Derefter blev det sagt:

اِنًَّمَا الصَّدَقتُ لِلْفُقََرَآءِ وَالْمَسْكِيْنَ وَالْعمِلِيْنَ عَلَيْهَا وَالْمُؤْلَّفَةِ قُلُوْبُهُمْ وَفِىْ الرَّقَابِ وَالْغَارِمِيْنَ وَفِىْ سَبِيْلِ اللهِ وَاَبْنِ السَّبيْلِ فَرِيْضضةٌ مِّنْ اللهِ ـ التوبة : ٦٠

“Zakat er en af Allah fastsat pligt. Den skal gives til fakirer, miskiner og de ansatte, der opkræver zakat; den skal også bruges til at vinde mennesker af andre trosretninger, til at sørge for frigivelse af mennesker, der er bundet i slaveriets lænker, til at betale gæld for forgældede mennesker, til almene formål fastsat af Allah og til at hjælpe nødlidende rejsende.” – Sura at-Tawba: 60

Derefter sagde Allah:

خَذُ مِنْ اَمْوَالِهِمْ صَدَقَةً تَطَهِّرُهُمْ وَتُزْكِّهِمْ : التورة : ١٠٣

“Opkræv zakat fra deres ejendom og gør dem derved rene og rensede.” Sura at-Tawba: 103

Af de tre nævnte vers fremgår det, at hvis der ikke bruges af de aktiver, som opspares og øges i omfang, på Allahs vej, bliver de urene. Den eneste måde at rense dem på er at uddele Allahs retmæssige andel af dem blandt de berettigede. Det er nævnt i hadith, at da meddelelsen om denne straf kom angående dem, der opsparer guld og sølv, blev den muslimske befolkning meget bange og skrækslagen. For de mente på grundlag af dette vers, at det var forkert at have blot en eneste mønt liggende, og at alt skulle bruges. Til sidst kom Hazrat Umar Faruq (må Allah være tilfreds med ham) til Profeten, den ædle, og fortalte ham om muslimernes bekymring. Hazrat Rasul (fred og velsignelser være med ham) svarede: ‘Allah har kun gjort zakat obligatorisk for jer, for at den resterende formue, når zakat er betalt, skal blive ren og halal for jer.’ En lignende hadith er også blevet overleveret fra Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham). Rasul Pak (fred og velsignelser være med ham) sagde: Når du har betalt zakat af din formue, har du opfyldt det, der var obligatorisk for dig (wajib).

Af det nævnte vers kan man kun få kendskab til påbuddet om zakat på guld og sølv; men af hadith fremgår det, at der også skal betales zakat af handelsvarer, kameler, køer og geder. Zakat bliver obligatorisk ved 52½ tola sølv og 7½ tola guld. Der skal betales zakat af fyrre geder og tredive køer, og der skal betales zakat af handelsvarer, når deres værdi svarer til værdien af 52½ tola sølv. Det vil sige, at den, som ejer denne fastsatte mængde, og for hvem der derefter er gået et helt år, skal betale en fyrretyvendedel af den som zakat. Imamerne i den hanafitiske madhhab har sagt, at hvis den fastsatte mængde, hvorpå zakat af guld og sølv hver for sig bliver obligatorisk, ikke forefindes, men deres samlede værdi når op på zakatgrænsen (nisab), skal der også betales zakat af den.

Ifølge Hazrat Umar og Ibn Masud er det obligatorisk at betale zakat af guld- og sølvsmykker. Imam Abu Hanifa, må Allah forbarme sig over ham, har også antaget denne opfattelse. Det er nævnt i hadith, at Profeten, fred være med ham, så to kvinder med guldbangles på hænderne og spurgte, om de betalte zakat. Den ene svarede nej. Hazrat, fred være med ham, sagde: „Hvis du ikke betaler zakat i dag, vil du så på Dommedag være villig til at få ildbangles sat på dine hænder?“ Det er overleveret fra Hazrat Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, at hun ejede en slags guldsmykke kaldet „pajeb“. Hun spurgte den hellige Profet, fred og velsignelser være med ham, om dette blev regnet som opsparet rigdom. Hazrat Profeten, fred være med ham, sagde: „Hvis zakat bliver obligatorisk på grund af dets værdi, og zakat betales af det, er det ikke forbudt opsparing.“ Af disse to hadither fremgår det, at selv om det drejer sig om guld- eller sølvsmykker, er zakat obligatorisk af dem, ligesom den er obligatorisk af oplagret guld og sølv. Der skal dog ikke betales zakat for diamanter og ædelsten eller for udsmykningen på en ring.

I den hellige Koran nævnes otte kategorier af mennesker, der er berettigede til at modtage zakat. Her følger en beskrivelse af dem:

Fattige: De, som ejer en smule formue, men ikke nok til at dække alle deres behov, og hvis liv leves under meget trange kår, og som desuden ikke kan bede nogen om hjælp, er fattige. Imam Zuhri, Imam Abu Hanifa, Ibn Abbas, Hasan al-Basri, Abu al-Hasan al-Karkhi og andre islamiske retslærde har betegnet netop disse som faqir eller fattige.

Miskin: Mennesker, hvis situation er endnu værre, som er tvunget til at række hånden ud efter hjælp hos andre, og som ikke engang kan skaffe føde til sig selv, er miskin. Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, regnede også dem, der er arbejdsdygtige, men tilbringer dagene uden arbejde, blandt miskin.

Ansatte i zakatforvaltningen: De ansatte, som den islamiske stat udnævner til at opkræve zakat, skal også have deres løn udbetalt af zakatmidlerne.

Dem, hvis hjerter skal vindes: Dette omfatter dem, som man har behov for at give penge til for at støtte islam eller få dem til at ophøre med at modarbejde islam. Det omfatter også de nykonverterede muslimer, som det er helt nødvendigt at hjælpe ud af vanskeligheder. Hvis nykonverterede muslimer, fordi de har brudt med ikke-muslimske folk og sluttet sig til muslimerne, rammes af arbejdsløshed eller økonomiske vanskeligheder, er det en national pligt for muslimerne at hjælpe dem. Man bør give dem zakat, selv hvis de er velhavende. Derved vil de få større tillid til islam. Efter sejren i slaget ved Hunayn gav Hazrat Profeten, fred være med ham, de nykonverterede en stor del af krigsbyttet. Som følge heraf fik hver person et hundrede kameler. Da Ansar klagede over dette, sagde den hellige Profet, fred og velsignelser være med ham: „De har for nylig antaget islam, og derfor ønsker jeg at glæde dem.“ På grundlag af denne hadith har Imam Zuhri sagt, at jøder og kristne, som bliver muslimer, eller tilhængere af andre religioner, som antager islam, skal have zakat, selv om de er velhavende.¹

Frigivelse af slaver og fanger: En person, der er bundet af slaveriets lænker og ønsker at blive fri, kan også få zakatmidler. Med disse midler kan han frigøre sig fra sin herres slaveri. I nutiden findes slaveriet ikke længere. Derfor mener jeg, at mennesker, som er ude af stand til at betale en bøde og derfor tvinges til at afsone en fængselsstraf, kan frigives ved hjælp af zakatmidler; i så fald regnes dette også under denne kategori.

Betaling af gæld for gældsatte: Mennesker, der er forgældede, eller som ikke har midler til at betale deres gæld, kan også befries for deres gældsbyrde ved hjælp af zakatmidler. Men hvis en person har tusind taka og kun har en gæld på hundrede taka, må han under ingen omstændigheder få zakat af den grund. Hvis en person derimod efter betaling af sin gæld ville kunne blive pålagt zakat, men ikke har et beløb svarende til dette hos sig, kan han få zakat. De islamiske retslærde har også sagt, at det er makruh at give zakat til mennesker, som er blevet forgældede på grund af ødselhed, luksusforbrug eller dårlige handlinger. For hvis man giver dem zakat under sådanne omstændigheder, vil de ødsle endnu mere af deres formue bort, og i tillid til at kunne betale gælden med zakat vil de optage endnu større gæld.

På Allahs vej: Udtrykket »på Allahs vej« er meget omfattende. Zakatmidler kan anvendes til alle gode gerninger blandt muslimer. Men især betyder det at hjælpe dem, der kæmper på Allahs vej. Profeten, fred være med ham, sagde, at det ikke er tilladt for en velhavende person at modtage zakat; men hvis selv en velhavende person bliver nødt til at modtage hjælp til jihad, skal han også have zakat. Grunden er, at en person kan være velhavende, men han kan ikke alene dække de enorme udgifter, som jihad kræver, med sine egne midler. Han kan derfor få hjælp fra zakatmidlerne til dette arbejde.

1. Det er ikke muligt her at give en udførlig redegørelse for den islamiske lovgivning på dette område. Se derfor Tafhim al-Qurans kommentar til sura al-Tawba.

Rejsende og udlandsopholdende: Uanset hvor meget rigdom en rejsende eller en person bosat i udlandet måtte have hjemme, skal han have zakatmidler, hvis han bliver trængende under rejsen eller i udlandet.

Spørgsmålet er nu, hvem blandt de ovenfor nævnte otte kategorier der bør gives zakat under hvilke omstændigheder, og under hvilke omstændigheder det er pligtigt ikke at give dem zakat. Dette drøftes her:

For det første: En person kan ikke give zakat til sin far eller sin søn, og en ægtemand kan ikke give zakat til sin hustru, ligesom en hustru ikke kan give zakat til sin ægtemand. De islamiske retslærde er fuldstændig enige om dette. Nogle jurister har også sagt, at du ikke kan give zakat til de nære slægtninge, hvis forsørgelse påhviler dig, og som ifølge sharia er dine arvinger; derimod har fjerne slægtninge ret til at modtage din zakat. Deres ret vil faktisk blive anerkendt stærkere end andres. Imam al-Awza’i har imidlertid sagt, at man ikke kun bør opsøge sine egne slægtninge, når man vil give zakat.

For det andet: Kun muslimer kan modtage zakat. Ikke-muslimer kan ikke modtage zakat. I en hadith er zakat blevet defineret således: تُؤْخَذُ مِنْ اَغْنِيَاءَ كُمْ وَتُرَدُّ عَلى فُقَرَاءَ كُمْ ـ Zakat skal tages fra jeres velhavende og gives videre blandt jeres fattige. Fattige ikke-muslimer skal naturligvis modtage almindelig almisse og velgørenhed. Ved almindelig velgørenhed er det tværtimod på ingen måde passende at skelne mellem muslimer og ikke-muslimer ved at give til muslimer og ikke til ikke-muslimer.

For det tredje: Imam Abu Hanifa, imam Abu Yusuf og imam Muhammad, fred være med ham, siger, at zakat fra hvert område skal fordeles blandt de fattige i dette område. Det er ikke korrekt at sende zakatmidler fra ét område til et andet. Men hvis der i et område ikke findes nogen, der kan modtage zakat, eller hvis der opstår en sådan katastrofe i et andet område, at det anses for yderst nødvendigt at sende zakatmidler dertil fra et fjerntliggende område, såsom oversvømmelse, hungersnød og lignende, er der intet forkert i at fordele zakaten derefter. Imam Malik og imam Sufyan al-Thawris synspunkt er omtrent det samme. Man skal dog huske, at det ikke på nogen måde er helt urimeligt eller forbudt at sende zakat fra ét område til et andet.

For det fjerde: Nogle mener, at en person, der har mad til to måltider om dagen, ikke bør modtage zakat. Andre har sagt, at en person, der har ti taka i behold, ikke bør modtage zakat, mens endnu andre mener, at grænsen er tolv en halv taka. Imam Abu Hanifa og andre lærde inden for den hanafitiske madhhab har imidlertid sagt, at en person, der har mindre end halvtreds taka i kontante aktiver, kan modtage zakat. Husgeråd samt heste og tjenere medregnes ikke blandt disse aktiver. Det vil sige, at en person, som har mindre end halvtreds taka i formue, kan modtage zakat, selv om han ejer sådanne ting. I denne forbindelse er én ting loven og en anden ting graden af fortjeneste. Der er forskel på disse to ting.

Med hensyn til graden af fortjeneste sagde Hazrat Rasul (fred være med ham): Den, som har sørget for sin mad både morgen og aften, og som alligevel beder folk om hjælp, samler ild til sig selv. I en anden hadith sagde den ærede Profet (fred være med ham): Hvis man skaffer sig sit eget brød ved endog at hugge brænde, er det mig mere kært end at række tiggerhånden frem mod mennesker. I en tredje hadith siges det, at den, som har mad, eller som har evnen til at tjene til livets ophold, ikke bør modtage zakat. Dette er Hazrats undervisning, netop for at vække selvrespekt hos mennesker—det er ikke en lov; der er angivet en ydergrænse for loven, og det er blevet forklaret, hvor langt et menneske kan gå i at modtage zakat. I en hadith har Den rene Sendebud (fred være med ham) sagt:

لِلسَّائِلِ حَقٌ وَاِنْ جَاءَ عَلَى الْفَرَسِ ـ

»Selv hvis den, der beder om almisse, kommer ridende på en hest, skal man give ham almisse.«

En mand spurgte Hazrat: »Hvis jeg har ti taka, regnes jeg så blandt miskinerne?« Hazrat svarede: »Ja.« Engang bad to mænd Hazrat om zakat. Hazrat betragtede dem skarpt og sagde: »Hvis I ønsker at tage imod den, vil jeg ganske vist give jer den, men i grunden har rige og arbejdsføre mennesker ingen andel i den.« Det fremgår klart af disse hadither, at også de, som ikke ejer den bestemte formue, hvis besiddelse gør zakat obligatorisk, regnes blandt de fattige, og at der også kan gives zakat til dem. Det siger sig selv, at de egentlige berettigede til at modtage zakat kun kan være mennesker, der virkelig lider nød.

Her er de nødvendige regler for zakat blevet beskrevet; men i denne forbindelse finder jeg det særligt nødvendigt at henlede læsernes opmærksomhed på en yderst vigtig og betydningsfuld sag. For den sag, jeg vil nævne, har nutidens muslimer glemt. Det er, at alle islams handlinger skal udføres gruppevis og kollektivt. Islam støtter ikke individualistisk isolation. Hvis en muslim, der befinder sig langt fra en moské, beder alene, vil bønnen ganske vist være gyldig, men i den islamiske sharia er der givet befaling om at bede sammen med menigheden—det, shariaen ønsker, er, at muslimer udfører bønnen sammen med menigheden. I Den hellige Koran er der med henvisning til dette sagt:

خُذْ مِنْ اَمْوَالِهِمْ صَدَقَةٌ تُطَهِّرُ هُمْ وَتُزَكِّيْهِمْ بِهَا : التوبة : 103

Det vil sige, at Allah den Ophøjede har befalet Hazrat, det ærede Sendebud (fred være med ham), at opkræve zakat fra muslimerne. Muslimerne er ikke blevet pålagt at betale zakat selvstændigt og individuelt. Desuden betyder det, at der er fastsat en andel af zakatmidlerne til de ansatte, der opkræver zakat, at muslimernes imam eller statsoverhoved skal opkræve zakat fra alle og anvende den kollektivt. Den ærede Profet (fred være med ham) sagde:

اُمِرْتُ اَنْ اَخَذَ الصَّدَقَةَ مِنْ اغْنِيْاَءِ كُمْ وَاَرُدُّهَا فِىْ فُقَرَاءِ كُمْ ـ

Det vil sige, at jeg er blevet pålagt at opkræve zakat fra jeres rige og fordele den blandt jeres fattige. Denne metode til opkrævning af zakat blev anvendt både under Profeten, alayhis-salam, og under de retledte kaliffer. Den islamiske stats embedsmænd opkrævede al zakat, og den blev regelmæssigt fordelt fra centralregeringens side.

Hajjens væsen

Hajjens oprindelse

På arabisk betyder »hajj« at beslutte sig for at foretage en ziyarat. Eftersom muslimer kommer fra alle verdenshjørner til et bestemt centrum med det formål at besøge Kabaen, har den fået navnet »hajj«. Historien om, hvornår og hvordan hajj begyndte, er yderst interessant og lærerig. Hvis læseren studerer denne historie med dyb opmærksomhed, vil det være let for ham at forstå hajjens velsignelser.

Hvad enten man er muslim eller kristen, er ingen ubekendt med navnet på Ibrahim, alayhis-salam. Mere end to tredjedele af verdens befolkning anerkender ham som deres »leder«. De tre største profeter, Musa, alayhis-salam, Isa, alayhis-salam, og Muhammad, sallallahu alayhi wa sallam, nedstammede alle fra ham, og fra hans brændende fakkel har sandhedens lys bredt sig over hele verden. Han blev født i Irak for mere end fire tusind år siden. På det tidspunkt havde hele verdens mennesker glemt Allah. Ikke ét menneske på jorden kendte sin sande ejer og herre eller bøjede sit hoved for Ham i hengivenhed og lydighed. Det folk, som han blev født iblandt, var ganske vist det mest udviklede folk i datidens verden, men det var også førende, når det gjaldt vildfarelse. Skabte væsener kan aldrig være ma’bud eller tilbedelsesværdige. Trods deres højeste udvikling inden for videnskab, kundskab og kunst forstod de ikke denne enkle sandhed. Derfor tilbad de stjernerne på himlen og afguder, der var lavet af jord eller sten. Astrologi, varseltagning for at kende godt og ondt, påståen af viden om det skjulte, udøvelse af magi samt bønner, amuletter og besværgelser var meget udbredt. Ligesom hinduistiske lærde og brahminer i vor tid fandtes der også dengang en klasse af afgudspræster og tempelpræster. De vedligeholdt templerne, udførte tilbedelse på andres vegne, afholdt særlige ceremonier i nød og modgang eller ved glæde og fest, og bedrog folk ved at påstå viden om det skjulte. Almindelige mennesker anså netop disse for at være dem, der bestemte skæbnen. De handlede efter deres mindste vink og opfyldte stiltiende og helt blinde deres begær. For de mente, at disse præster havde magt over guderne. Hvis præsterne blev tilfredse, ville gudernes nåde strømme over os; ellers ville vi gå til grunde. Denne præstegruppe havde hemmelige forbindelser med datidens konger og herskere. Kongerne og præsterne hjalp hinanden med at holde folket i det dybeste slaveri. På den ene side støttede regeringen præsterne, og på den anden side indprentede præsterne folket den forestilling, at kongerne og herskerne også hørte til blandt »Allahs«; at de var eneherre over landet og undersåtterne, at deres ord alene var lov, og at de havde ret til at gøre, hvad de ville, med undersåtternes liv og ejendom. Det stoppede ikke her: alle former for tilbedelsesritualer blev udført foran kongerne og herskerne, herunder at bøje hovedet i sujud, så deres herredømme for altid kunne præge undersåtternes sind og hjerter.

Det var i et sådant miljø og blandt en slægt i dette folk, at Ibrahim, alayhis-salam, blev født. Det endnu mere bemærkelsesværdige var, at den slægt, han blev født ind i, netop var en professionel og arvelig præsteslægt. Hans fædre og bedstefædre var lærde og brahminske præster i deres egen slægt. Derfor modtog Ibrahim, alayhis-salam, netop den form for opdragelse og undervisning, som et brahminsk barn kunne få. Den slags samtaler hørte han fra sin tidligste barndom. Blandt sine brødre og søstre så han en pragt og en velhavende livsførelse som hos pirs og pirzadas. Den meget ærefulde plads som præst ved det lokale tempel ventede på ham. Hvis han satte sig på denne plads, kunne han uden besvær blive »folkets leder«. De gaver, afgifter og votivgaver, som fra alle sider blev samlet til hele hans familie, stod også til rådighed for Ibrahim, alayhis-salam. Landets folk var efter deres gamle vane rede til at komme foran ham, sidde med foldede hænder og bøje hovedet i hengivenhed og respekt. Ved at foregive forbindelse med guderne og påstå viden om det skjulte kunne han have gjort alle, fra almindelige bønder til datidens konge, til lydige slaver. I dette mørke, hvor der ingen steder fandtes et menneske med sand kundskab, som fulgte sandheden, var det på den ene side ikke muligt for ham at finde sandhedens lys; og på den anden side var det heller ikke muligt for et almindeligt menneske, hverken personligt eller familiemæssigt, at træde på disse enorme interesser og være rede til at kaste sig ud i verdensomspændende farer alene for sandhedens skyld.

Men Ibrahim, alayhis-salam, var ikke noget almindeligt menneske. Han var blevet skabt af et »særligt stof«. Så snart hans forstand blev moden, begyndte han at tænke: Månen, solen og stjernerne følger blot opgangens og nedgangens regel som slaver; afguderne er jo formet af mennesker med sten; landets konge er et almindeligt menneske ligesom os. Hvordan kan disse være herrer? Hvorfor skulle mennesket bøje hovedet for ting, der ikke engang kan bevæge sig det mindste af egen vilje, som ikke har evnen til at hjælpe sig selv, og som ikke har den mindste indflydelse på liv og død? Hvorfor skulle mennesket være deres slave og tilbede dem? Hvorfor skulle det også tjene dem for at få de nødvendige ting? Alt, hvad vi ser på himlen og jorden, og alt, hvad vi på den ene eller anden måde kender, er hverken uafhængigt, neutralt eller uforgængeligt og evigt. Når hver enkelt af dem har denne tilstand, hvordan kan de så være menneskets »Rabb eller Herre«? Når ingen af dem har skabt mig, når ingen af dem har magt over mit liv og min død eller over min gevinst og mit tab, og når ingen af dem har nøglen til min rizq og mit udkomme, hvorfor skulle jeg så anerkende nogen af dem som »Rabb«? Og hvorfor skulle jeg bøje hovedet for ham og dyrke og tjene ham? I sandhed kan min »Rabb« kun være Ham, som har skabt alt, som alle er afhængige af, og i hvis hånd kilden til alles liv og død samt gevinst og tab ligger. Efter at have tænkt over disse ting besluttede Ibrahim, alayhis-salam, ikke at tilbede folkets afguder, men at forkaste dem, og så snart han havde truffet denne beslutning, erklærede han med høj røst:

إِنِّي بَرِيءٌ مِمَّا تُشْرِكُونَ

»Jeg har intet at gøre med dem, som I anser for Allahs medguder.« – Sura al-An’am: 78

إِنِّي وَجَّهْتُ وَجْهِيَ لِلَّذِي فَطَرَ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ حَنِيفًا وَمَا أَنَا مِنَ الْمُشْرِكِينَ

»Jeg vender mig bort fra alt og vier mig udelukkende til den ophøjede Væren, som har skabt himlene og jorden, for at tilbede og tjene Ham, og jeg hører ikke til blandt afgudsdyrkerne.« – Sura al-An’am: 79

Efter denne revolutionære erklæring brød et bjerg af prøvelser og ulykker sammen over profeten Ibrahim, fred være med ham. Faderen sagde: »Jeg vil forlade dig og jage dig ud af huset.« Hele folket udbrød: »Ingen af os vil give dig husly.« Den lokale regering vendte sig også imod ham, og der blev anlagt sag mod ham foran kongen. Men selv om profeten Ibrahim, fred være med ham, stod alene og uden ledsagere, rejste han for sandhedens skyld hovedet og stod fast foran alle. Med særlig respekt sagde han til sin far: »Den viden, jeg har opnået, kender du slet ikke. Derfor vil jeg ikke følge jeres ord; i stedet bør I alle lytte til mine ord.«

Som svar på folkets trusler knuste han med egne hænder alle afgudsbillederne og beviste dermed, at de, som I tilbeder, ingen magt har. Ved kongens offentlige hof sagde han klart: »Du er ikke min Rabb. Min Rabb er Ham, i hvis hånd alles liv og død – dit såvel som mit – ligger, og under hvis strenge lovs lænker både månen og solen er fanget.« Til sidst afsagde kongens hof dommen: Ibrahim, fred være med ham, skulle brændes levende til aske. Men Ibrahim, fred være med ham, havde et hjerte stærkere end et bjerg og satte sin lid alene til Allah. Derfor var han også villigt og frygtløst rede til at udholde denne frygtelige straf. Da Allah derefter befriede ham fra de vantros ild, forlod han sit hjemland, sit folk og alle sine slægtninge og venner og drog fra sted til sted og fra land til land, kun ledsaget af sin hustru og sin nevø. I hjemmet ventede der ham en præstestol; på den kunne han være blevet hele folkets åndelige leder og have gjort stolen til sin arvelige ejendom. Men for sig selv og sine efterkommere valgte og accepterede han i stedet landflygtighedens og den fuldstændige hjælpeløsheds bitre lidelser og ulykker. For han kunne på ingen måde tåle at leve et behageligt liv ved at holde verdens mennesker fanget i lænkerne af trældom under utallige »falske rabber«. I stedet accepterede han trældommen under den eneste sande Rabb og begyndte at kalde hele verden til Ham; og på grund af denne »forbrydelse« kunne han ingen steder bo i fred.

Efter at have forladt sit hjemland drog profeten Ibrahim, fred være med ham, omkring i Syrien, Palæstina, Egypten og de arabiske lande. På disse rejser blev han udsat for utallige farer; han havde hverken rigdom eller penge med sig. Selv i fremmede lande tænkte han ikke det mindste på at skaffe sig levebrød. Nat og dag tænkte han kun på, hvordan verdens mennesker kunne befries fra trældommens kvælende greb under utallige rabber og forvandles til tjenere for Allah alene. Når hans far og hans eget folk slet ikke kunne udholde dette menneske, der var tynget af sådanne tanker og overvejelser, hvem kunne da ellers tåle ham? Hvilket lands folk ville byde ham velkommen og vise ham ære? Overalt stod den samme slags tempelpræster og konger, der gjorde krav på guddommelighed, med løftet hoved, og alle steder boede der den samme slags uvidende og tåbelige folk, som var fanget i disse »falske guders« trældomsnet. Hvordan skulle en person kunne tilbringe sine dage i fred blandt dem, når han ikke var rede til at tjene nogen anden end sin egen Rabb? Han gik også rundt og sagde til andre: »I har ingen ejer, herre eller mester ud over Allah. Knus alle krav på herredømme og guddommelighed, og lev kun som Allahs tjenere.« Netop derfor kunne profeten Ibrahim, fred være med ham, ikke bo i fred noget sted. År efter år strejfede han omkring som en vildfaren vandrer. Snart nåede han til Kanaans bebyggelser, snart til Egypten og snart til Den Arabiske Ørken. Således gik hele hans ungdomstid, og hans sorte hår blev hvidt.

Hen imod slutningen af hans liv, da der kun manglede fire år, før han ville fylde halvfems, og da der ikke længere var noget håb om at få børn, skænkede Allah ham et barn. Men heller ikke da blev denne Allahs tjener det mindste bekymret over, at hans eget liv var gået uden tryghed, og at han nu i det mindste burde gøre sine sønner i stand til at tjene til livets ophold. Nej, sådanne tanker opstod ikke i hans sind. I denne gamle fars hjerte levede kun én tanke: Der var stor mangel på mennesker, som efter hans død kunne udføre den pligt, han havde viet sit liv til, og udbrede hans kald i alle retninger. Netop derfor bad han Allah om et barn, og da Allah skænkede ham et, forsøgte han at opdrage det, så det efter hans død kunne videreføre hans arbejde. Dette fuldkomne menneskes liv var en sand muslims forbilledlige liv. Allerede ved ungdommens begyndelse – så snart han havde fået forstand og lært sin Rabb at kende – sagde Allah til ham:أَسْلِمْ – Tag islam til dig – overgiv dig frivilligt til Mig, og anerkend din trældom over for Mig. Han svarede da med klare ord:أَسْلَمْتُ لِرَبِّ الْعَالَمِينَ – Jeg har antaget islam. Jeg har viet mig til Herren over alle verdener og overgivet mig til Ham. Gennem hele sit liv fuldbyrdede dette sandfærdige menneske dette ord og dette løfte på enhver måde. For Rabb al-‘Alamin forlod han sin slægts religion, som havde eksisteret i århundreder, med alle dens ritualer, skikke og trosforestillinger. Han gav afkald på alle de fordele og privilegier, han kunne have opnået ved at indtage præstestolen. Han forlod sin slægt og familie, sit folk og sit hjemland. Han satte sit eget liv til side og sprang ind i ilden. Han udholdt landflygtighedens og eksilets lidelser, rejste fra land til land og tilbragte hvert eneste øjeblik af sit liv i tjeneste og lydighed over for Rabb al-‘Alamin og med at udbrede Hans religion islam. Da han i sin alderdom fik et barn, bestemte han også denne religion og denne pligt for det. Men efter alle disse hårde prøvelser var der endnu én sidste og hård prøve tilbage. Før denne prøve var bestået, kunne det ikke afgøres, om profeten Ibrahim, fred være med ham, elskede Rabb al-‘Alamin mere end alt andet. Den vanskelige og strenge prøve kom nu foran ham. Man prøvede, om han kunne ofre selv det eneste barn, han havde fået efter at have opgivet håbet helt i sin alderdom, for Allahs skyld. Profeten Ibrahim, fred være med ham, bestod også denne prøve, og så snart han havde modtaget Allahs befaling og var rede til med egne hænder at slagte sin søn, blev det endeligt erklæret: »Nu har du bevist, at din påstand om at være en sand muslim er sand.« Allah accepterede også dette offer fra ham, og det blev meddelt ham, at han nu kunne gøres til imam eller leder for hele verden – nu var han fuldt ud værdig til det. Det er netop dette, der siges i det følgende vers fra Koranen:

وَإِذِ ابْتَلَى إِبْرَاهِيمَ رَبُّهُ بِكَلِمَاتٍ فَأَتَمَّهُنَّ قَالَ إِنِّي جَاعِلُكَ لِلنَّاسِ إِمَامًا قَالَ وَمِنْ ذُرِّيَّتِي قَالَ لَا يَنَالُ عَهْدِي الظَّالِمِينَ

»Og da hans Herre prøvede Ibrahim med nogle befalinger, og han bestod prøven på rette vis, blev det meddelt ham: “Jeg har udnævnt dig til imam (leder i front) for hele menneskeheden.” Han sagde: “Gælder denne befaling også mine efterkommere?” Allah den Ophøjede sagde: “Min pagt gælder ikke de uretfærdige.”« – Sura al-Baqarah: 124

Således blev Ibrahim, fred være med ham, tildelt lederskabet på jorden, og han blev udnævnt til leder af den verdensomspændende islamiske bevægelse. For nu at udvide denne bevægelse yderligere og tage ansvar i forskellige områder samt arbejde som hans repræsentanter blev nogle medarbejdere helt nødvendige for ham. I denne forbindelse fungerede tre personer som Ibrahims, fred være med ham, »højre hånd«. Den ene var hans nevø, Lut, fred være med ham; den anden var hans ældste søn, Ismail, fred være med ham, som – da han erfarede, at Allah ønskede hans liv – med stor glæde og iver gjorde sig rede til at blive slagtet; og den tredje var hans yngste søn, Ishaq, fred være med ham.

Han bosatte sin nevø i området »Sādūm« (Transjordan). Her boede datidens mest usle og fordærvede folk. Hans opgave var på den ene side at reformere dette folks moral og samtidig at bringe islams kald ud til de fjerntliggende områder. Handelskaravaner fra Iran, Irak og Egypten rejste gennem dette område. Derfor var det særligt fordelagtigt for ham at udføre arbejdet med at udbrede islam i begge retninger fra dette sted.

Han lod sin yngste søn, Ishaq, fred være med ham, blive i området Kanaan eller Palæstina. Det lå mellem Syrien og Egypten, og da det desuden var et kystområde ved havet, var det herfra let at bringe islams budskab til andre lande. Herfra nåede den islamiske bevægelse helt til Egypten gennem Ishaqs, fred være med ham, søn Yaqub, fred være med ham, hvis navn var Israel, og hans barnebarn Yusuf, fred være med ham.

Han bosatte sin ældste søn, Ismail, fred være med ham, i byen Mekka i Hijaz og blev selv hos ham i lang tid, mens han udbredte islams lære til alle egne af Arabien. Derefter grundlagde far og søn sammen her det verdensberømte centrum for den islamiske bevægelse, Kabaen. Allah den Ophøjede havde selv udpeget dette centrum og bestemt stedet, hvor det skulle opføres. Kabaen er ikke blot et sted for tilbedelse som en almindelig moské; fra den første dag var den bestemt som formidlingscentrum for den verdensomspændende bevægelse for islams religion. Formålet med at bygge dette Kabaens hus var, at alle mennesker, som tror på den ene Gud, skulle komme hertil fra jordens fjerne egne, mødes og tilbede den ene Gud i fællesskab, og derfra vende tilbage til deres egne lande med islams revolutionære budskab. Denne verdensomspændende muslimske sammenkomst kaldes hajj. Den detaljerede beretning om, hvordan dette tilbedelsescentrum blev grundlagt, hvilke rene tanker og bønner faderen og sønnen havde, da de opførte denne bygning, og hvordan hajj begyndte, er beskrevet i den ædle Koran:

إِنَّ أَوَّلَ بَيْتٍ وُضِعَ لِلنَّاسِ لَلَّذِي بِبَكَّةَ مُبَارَكًا وَهُدًى لِلْعَالَمِينَ – فِيهِ آَيَاتٌ بَيِّنَاتٌ مَقَامُ إِبْرَاهِيمَ وَمَنْ دَخَلَهُ كَانَ آَمِنًا

»Der er ingen tvivl om, at det første hus, der blev bestemt for menneskeheden, var huset i Mekka. Det er i sandhed helligt, velsignet og et centrum for vejledning for hele verden. I det findes tydelige tegn fra Allah, heriblandt Ibrahims sted, og enhver, der træder ind i det, vil være i sikkerhed.« – Sura Ali Imran: 96-97

أَوَلَمْ يَرَوْا أَنَّا جَعَلْنَا حَرَمًا آَمِنًا وَيُتَخَطَّفُ النَّاسُ مِنْ حَوْلِهِمْ

“Har de ikke set, hvordan Vi har gjort helligdommen til et farefrit og fredeligt sted for menneskene, mens folk omkring den blev plyndret og berøvet?” – Sura al-Ankabut: 67

Det vil sige, at selv når en flodbølge af uro i form af plyndringer, vold og krige bredte sig overalt i Arabien, herskede der altid fred i denne helligdom. Selv hvis en frygtindgydende beduin fra ørkenen så sin fars morder inden for dens grænser, ville han ikke vove så meget som at røre ham, mens han befandt sig dér.

وَإِذْ جَعَلْنَا الْبَيْتَ مَثَابَةً لِلنَّاسِ وَأَمْنًا وَاتَّخِذُوا مِنْ مَقَامِ إِبْرَاهِيمَ مُصَلًّى وَعَهِدْنَا إِلَى إِبْرَاهِيمَ وَإِسْمَاعِيلَ أَنْ طَهِّرَا بَيْتِيَ لِلطَّائِفِينَ وَالْعَاكِفِينَ وَالرُّكَّعِ السُّجُودِ – وَإِذْ قَالَ إِبْرَاهِيمُ رَبِّ اجْعَلْ هَذَا بَلَدًا آَمِنًا وَارْزُقْ أَهْلَهُ مِنَ الثَّمَرَاتِ مَنْ آَمَنَ مِنْهُمْ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الْآَخِرِ

“Og husk, da Vi gjorde dette hus til et samlingspunkt og et sikkert tilflugtssted for menneskene og befalede, at Ibrahims sted for tilbedelse skulle gøres til en musalla (bønnemåtte), og da Vi befalede Ibrahim og Ismail at holde Mit hus rent og pænt for dem, der går rundt om det, dem, der opholder sig dér, og dem, der beder. Da Ibrahim senere bad: ’Min Herre, gør denne by til et fredeligt sted, og sørg for frugter som underhold for de af dens indbyggere, der tror på Allah og den yderste dag.’” – Sura al-Baqarah: 125-126

وَإِذْ يَرْفَعُ إِبْرَاهِيمُ الْقَوَاعِدَ مِنَ الْبَيْتِ وَإِسْمَاعِيلُ رَبَّنَا تَقَبَّلْ مِنَّا إِنَّكَ أَنْتَ السَّمِيعُ الْعَلِيمُ – رَبَّنَا وَاجْعَلْنَا مُسْلِمَيْنِ لَكَ وَمِنْ ذُرِّيَّتِنَا أُمَّةً مُسْلِمَةً لَكَ وَأَرِنَا مَنَاسِكَنَا وَتُبْ عَلَيْنَا إِنَّكَ أَنْتَ التَّوَّابُ الرَّحِيمُ – رَبَّنَا وَابْعَثْ فِيهِمْ رَسُولًا مِنْهُمْ يَتْلُو عَلَيْهِمْ آَيَاتِكَ وَيُعَلِّمُهُمُ الْكِتَابَ وَالْحِكْمَةَ وَيُزَكِّيهِمْ إِنَّكَ أَنْتَ الْعَزِيزُ الْحَكِيمُ

“Og husk, da Ibrahim og Ismail bad, mens de lagde grundvolden til dette hus: ’Vor Herre, tag imod denne indsats fra os; Du er Den, der hører alt og ved alt. Vor Herre, gør os begge til muslimer, det vil sige undergivne Dig, og frembring blandt vores efterkommere et folk, som udelukkende vil være undergivent Dig. Vis os, hvordan vi skal tilbede Dig, og se nådigt til os; Du er i sandhed meget tilgivende og barmhjertig. Vor Herre, send dem en udsending fra deres egen midte, som vil recitere Dine åbenbaringer for dem, lære dem Skriften og visdommen og rense deres karakter. Du er i sandhed den Almægtige og den Vise.’” – Sura al-Baqarah: 127-129

وَإِذْ قَالَ إِبْرَاهِيمُ رَبِّ اجْعَلْ هَذَا الْبَلَدَ آَمِنًا وَاجْنُبْنِي وَبَنِيَّ أَنْ نَعْبُدَ الْأَصْنَامَ – رَبِّ إِنَّهُنَّ أَضْلَلْنَ كَثِيرًا مِنَ النَّاسِ فَمَنْ تَبِعَنِي فَإِنَّهُ مِنِّي وَمَنْ عَصَانِي فَإِنَّكَ غَفُورٌ رَحِيمٌ – رَبَّنَا إِنِّي أَسْكَنْتُ مِنْ ذُرِّيَّتِي بِوَادٍ غَيْرِ ذِي زَرْعٍ عِنْدَ بَيْتِكَ الْمُحَرَّمِ رَبَّنَا لِيُقِيمُوا الصَّلَاةَ فَاجْعَلْ أَفْئِدَةً مِنَ النَّاسِ تَهْوِي إِلَيْهِمْ وَارْزُقْهُمْ مِنَ الثَّمَرَاتِ لَعَلَّهُمْ يَشْكُرُونَ

“Og husk, da Ibrahim bad: O Allah! Gør denne by fredelig, og frels mig og mine børn fra afgudsdyrkelsens shirk. O Allah! Disse afguder har vildledt utallige mennesker. Den, der følger min vej, hører derfor til mig, men den, der går imod min vej—så er Du visselig meget tilgivende og barmhjertig. Vor Herre! Jeg har bosat en del af mine efterkommere nær Dit hellige hus, i denne golde ørken, for at de skal opretholde bønnen. O Allah! Lad derfor menneskers hjerter føle en sådan længsel efter dem, at de sørger for deres underhold. Måske bliver de taknemmelige tjenere for Dig.” – Sura Ibrahim: 35-37

وَإِذْ بَوَّأْنَا لِإِبْرَاهِيمَ مَكَانَ الْبَيْتِ أَنْ لَا تُشْرِكْ بِي شَيْئًا وَطَهِّرْ بَيْتِيَ لِلطَّائِفِينَ وَالْقَائِمِينَ وَالرُّكَّعِ السُّجُودِ – وَأَذِّنْ فِي النَّاسِ بِالْحَجِّ يَأْتُوكَ رِجَالًا وَعَلَى كُلِّ ضَامِرٍ يَأْتِينَ مِنْ كُلِّ فَجٍّ عَمِيقٍ – لِيَشْهَدُوا مَنَافِعَ لَهُمْ وَيَذْكُرُوا اسْمَ اللَّهِ فِي أَيَّامٍ مَعْلُومَاتٍ عَلَى مَا رَزَقَهُمْ مِنْ بَهِيمَةِ الْأَنْعَامِ فَكُلُوا مِنْهَا وَأَطْعِمُوا الْبَائِسَ الْفَقِيرَ

“Og husk, da Vi anviste Ibrahim stedet for dette hus og sagde: Sæt ikke nogen ved siden af Mig her, og hold Mit hus rent for dem, der udfører tawaf, og for dem, der beder. Og bekendtgør offentligt for menneskene, at de skal udføre hajj, så de kommer til dig til fods eller ridende på udmattede kameler fra fjerne egne. Når de kommer hertil, skal de se, hvilke fremragende ordninger for deres religiøse og verdslige velbefindende der findes for dem, og på bestemte dage skal de ofre de dyr, som Allah har givet dem, i Allahs navn. Selv skal de spise af dem og give de fattige og trængende at spise.” – Sura al-Hajj: 26-28

Dette er den oprindelige historie om, hvordan hajj begyndte. Den er blevet regnet for islams femte søjle. Heraf kan man forstå, at Mekka var hovedkvarteret for den profet, som var blevet pålagt at lede den islamiske bevægelse i hele verden. Den hellige Kaaba var dens hovedcenter, hvorfra islam blev udbredt til fjerne egne i verden. Og alle, der i verden ønsker at tilbede den ene Allah og adlyde Ham i deres praktiske liv, skal hvert år samles på ét bestemt sted, uanset hvilken nation eller hvilket land de tilhører. Derfor er hajj blevet fastlagt. Derved gøres det tydeligt, at ligesom et hjul drejer omkring sin egen akse, drejer muslimernes liv på samme måde omkring deres eget centrum—hajj er en ydre åbenbaring af dette dybe mysterium.

Hajjens historie

I den foregående artikel har jeg omtalt, hvordan og med hvilket formål hajj begyndte. Det er også blevet nævnt, at Hazrat Ibrahim (fred være med ham) grundlagde centrum for den islamiske bevægelse i Mekka og bosatte sin ældste søn, Hazrat Ismail (fred være med ham), dér, så han kunne videreføre denne bevægelse efter ham. Allah den Ophøjede ved alene, hvor længe Ismails efterkommere fulgte islams religion efter hans tid. Men der er ingen tvivl om, at de allerede i løbet af de følgende få århundreder havde glemt de tidligere store mænds lære og anviste vej og, ligesom andre uvidende folk, havde indført alle former for vildfarelse og syndige skikke. I det hus, som engang havde været centrum for kaldet til og udbredelsen af tilbedelsen af den ene Allah, blev der opstillet hundredvis af afguder. Ja, selv statuer af Hazrat Ibrahim og Hazrat Ismail blev fremstillet og opstillet i Kaabaen—de mænd, hvis hele liv var gået med at bekæmpe afgudsdyrkelsen. De tilbad også himmellegemer som månen, Merkur, Venus og Saturn. De tilbad spøgelser, dæmoner, engle og de døde forfædres ‘sjæle’. Deres uvidenhed var blevet så ekstrem, at hvis de ikke fandt deres egen slægts afgud, når de forlod hjemmet, begyndte de at tilbede enhver farvet sten, de så på vejen. Hvis de ikke fandt en sten, lavede de en figur af en blanding af vand og jord, stænkede gedemælk på den, og så blev denne livløse klump efter deres opfattelse til en gud, som de tilbad. Det præsteskab og den afgudsdyrkelse, som deres ‘far’, Hazrat Ibrahim (fred være med ham), havde kæmpet imod i hele Irak, var igen trængt ind i deres hjem. De gjorde Kaabaen til et samlingssted for afgudsdyrkelse og udgav sig selv for at være dens præster. De gjorde hajj til noget, der lignede en pilgrimsrejse, og begyndte fra Kaabaen, centrum for udbredelsen af tawhid, at udbrede afgudsdyrkelse. Ved at anvende alle mulige kneb fra afgudsdyrkernes side opkrævede de offergaver, gaver og påtvungne ydelser fra folk, der kom fra forskellige egne af Arabien. På denne måde blev hele det store værk, som Hazrat Ibrahim og Hazrat Ismail (fred være med dem) havde påbegyndt, ødelagt.

Man kan tydeligt danne sig et indtryk af, hvor alvorligt hajj var forfaldet i denne dybt uvidende tid, ud fra én bestemt omstændighed. I Mekka blev der afholdt en årlig markedsfest, hvor digtere eller ‘fortællere’ fra de store arabiske slægter og stammer fyldte himmel og jord med lovprisning af deres egen stammes berømmelse, tapperhed, styrke, ære og gavmildhed, og de konkurrerede ligefrem med hinanden i at vise deres egen storhed og stolthed. Det gik endda så vidt, at de begyndte at bagtale hinanden. De konkurrerede også i høflighed og gavmildhed. Hver stammeleder satte store gryder over ilden for at bevise sin overlegenhed og slagtede kamel efter kamel for at ydmyge de andre. Bag dette spild og denne ødselhed lå kun ét mål: Hvis de viste gavmildhed på dette tidspunkt, ville deres berømmelse gennem de besøgende på markedet brede sig over hele Arabien, og folk i hvert hjem ville begynde at tale om, hvor mange kameler hver stammeleder havde slagtet, og hvor mange mennesker han havde bespist. Ved disse sammenkomster blev der med stor pragt afholdt danse, musik, druk, utugt og alle former for skamløse handlinger. Det er tvivlsomt, om nogen under denne fest tænkte på at tjene den ene Allah. Der blev udført tawaf omkring Kaabaen, men ritualets form var blevet forvansket. Mænd og kvinder gik nøgne rundt sammen og sagde: ‘Vi vil træde frem for Allah i den tilstand, hvori vores mor fødte os.’ Det er rigtigt, at der blev udført ‘tilbedelse’ i den moské, som Hazrat Ibrahim (fred være med ham) havde grundlagt; men hvordan? Man klappede meget højt, spillede på fløjter og blæste i horn. Det er ikke sådan, at Allahs navn slet ikke blev nævnt dér. Men hvordan blev det nævnt? De sagde:

لَبَّيْكَ اللّٰهُمَّ لَبَّيْكَ لاَ شَرِيْكَ لَكَ إِلاَّ شَرِيْكاً هُوَ لَكَ تَمْلِيْكُهُ وَمَا مَلَكَ

»Jeg er her, o min Gud! Jeg er her. Du har ingen partner, undtagen den, der er Din; han er Din partner. Du ejer ham såvel som det, han ejer.«

Der blev også bragt offerdyr dér i Allahs navn. Men deres måde at gøre det på var yderst ussel og hovmodig. De smurte offerdyrenes blod på Ka’baens vægge og lod kødet ligge ved Ka’baens port. For de mente, at Allah tog imod dette blod og kød fra dem (Allah forbyde det). Allerede på profeten Ibrahim, fred være med ham, blev der indført et forbud mod blodsudgydelse i hajjens fire måneder, og alle former for krig og strid blev forbudt i denne periode. Senere tiders folk overholdt ganske vist i nogen grad dette forbud, men når de ønskede at føre krig, erklærede de et års forbudte måneder for »tilladte« og indhentede dem som qada det følgende år.

Desuden havde andre mennesker, som var hengivne til deres egen religion, på grund af dyb uvidenhed indført en lang række mærkværdige skikke. En gruppe drog på hajj uden nogen form for forsyninger og tilbragte dagene med at tigge undervejs. Efter deres opfattelse var dette en meget from handling. De sagde: »Vi stoler på Allah og drager af sted for at udføre tawaf omkring Allahs hus – hvorfor skulle vi behøve at tage verdslige forsyninger med?« Det blev almindeligvis anset for at være haram at handle under rejsen til hajj eller arbejde for at tjene til livets ophold. Mange ophørte endda med at spise og drikke under hajj og betragtede også dette som tilbedelse. Nogle holdt helt op med at tale, når de drog på hajj. Det blev kaldt »hajj al-musmit« eller »den stumme hajj«. Der blev således indført så mange forskellige vildfarne skikke og uretmæssige traditioner, at de ikke kan tælles. Jeg ønsker ikke at spilde tiden med at beskrive dem udførligt.

En sådan dybt mørk tilstand bestod i omtrent to tusind år. I hele denne lange periode fremstod der ingen profet i Arabien, og ingen profets sande lære nåede frem til dette land. Endelig nærmede tiden sig, hvor profeten Ibrahim, fred være med ham, skulle få sin bøn opfyldt. Da han grundlagde Ka’baen, bad han til Allah: »O Allah! Send en profet fra dette folk til dette land, som vil forkynde Din åbenbaring for dem, lære dem viden og visdom og forbedre deres moralske karakter.« Allah havde antaget denne bøn, og derfor fremstod der blandt hans efterkommere et fuldkomment menneske, hvis hellige navn var Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, ibn Abdullah.

Ligesom profeten Ibrahim, fred være med ham, var født i en familie af afgudsdyrkere og præster, blev dette »fuldkomne menneske«, profeten Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, født i en familie, som i århundreder havde varetaget præsteskabet ved Ka’baen. Ligesom profeten Ibrahim, fred være med ham, ene og alene havde slået hårdt ned på præsteskabet i sin egen slægt, slog den sidste profet, Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, på samme måde hårdt ned på sin slægts præsteskab og lærdomsvæsen. Ikke nok med det: Under hans slag blev det fuldstændig rykket op med rode. Ligesom profeten Ibrahim, fred være med ham, havde bestræbt sig på at ødelægge falske ideologier og al falsk guddommelighed og på at etablere den ene Allahs herredømme, gjorde den sidste profet, Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, det samme. Han etablerede fuldstændigt den sande og rene islam, som profeten Ibrahim, fred være med ham, havde forkyndt. Da dette arbejde efter en indsats på 21 år var fuldendt, erklærede han efter Allah den Højestes befaling, at Ka’baen skulle etableres som centrum for alle, der tror på den ene Allah, i hele verden, og han kaldte mennesker fra alle verdenshjørner til at samles ved Ka’baen for at udføre hajj:

وَلِلَّهِ عَلَى النَّاسِ حِجُّ الْبَيْتِ مَنِ اسْتَطَاعَ إِلَيْهِ سَبِيلًا وَمَنْ كَفَرَ فَإِنَّ اللَّهَ غَنِيٌّ عَنِ الْعَالَمِينَ

»Det er Allahs ret over menneskene, at de, som har mulighed for at rejse helt til dette hus, kommer hertil for at udføre hajj. Og de, der fornægter troen (det vil sige, som trods deres mulighed ikke kommer for at udføre hajj), skal vide, at Allah ikke er afhængig af skabningerne.« – Sura Al Imran: 97

Således blev alle de overtroiske skikke, som havde været udbredt i jahiliyyah-perioden i to tusind år, fuldstændig afskaffet, samtidig med at hajj blev genindført på ny. Afgudsbillederne i Ka’baen blev knust. Den afgudsdyrkelse, der dér blev udført ud over tilbedelsen af Allah, blev fuldstændig bragt til ophør. Markeder samt alle former for underholdning og festligheder blev forbudt. Den korrekte og naturlige måde at tilbede Allah på blev indført. Allahs befaling lød:

وَاذْكُرُوهُ كَمَا هَدَاكُمْ وَإِنْ كُنْتُمْ مِنْ قَبْلِهِ لَمِنَ الضَّالِّينَ

“I skal ihukomme Allah og tilbede Ham på den måde, som Allah har lært jer, selv om I tidligere var vildfarne (det vil sige, at I ikke kendte den rette måde at ihukomme og tilbede Ham på).” – Sura al-Baqara: 198

Alle uretfærdige og meningsløse handlinger blev strengt forbudt:

فَلَا رَفَثَ وَلَا فُسُوقَ وَلَا جِدَالَ فِي الْحَجِّ
– (Sura al-Baqara: 197)
“Under hajj må der ikke forekomme nogen form for seksuel umoral, uanstændighed, oprør mod Allah, syndige handlinger, strid og uenighed eller krig og fjendtligheder.”
Konkurrencer i poesi og poetisk kunnen, stolthed og hovmod over forfædrenes bedrifter samt udbredelse af andres fejl og mangler eller skældsord blev afskaffet:

فَإِذَا قَضَيْتُمْ مَنَاسِكَكُمْ فَاذْكُرُوا اللَّهَ كَذِكْرِكُمْ آَبَاءَكُمْ أَوْ أَشَدَّ ذِكْرًا

“Når hajj-ritualerne er afsluttet, skal I ihukomme Allah, ligesom I plejede at ihukomme jeres forfædre, eller endnu mere.” Sura al-Baqara: 200

Al den stolthed over gavmildhed og velgørenhed, som blev vist alene for at blive set af andre eller opnå berømmelse, blev afskaffet, og i stedet blev den skik at slagte dyr, som havde været praktiseret på profeten Ibrahim, fred være med ham, tid, indført. Derved fik også fattige pilgrimme mulighed for at spise offerkødet.

كُلُوا وَاشْرَبُوا وَلَا تُسْرِفُوا ۚ إِنَّهُ لَا يُحِبُّ الْمُسْرِفِينَ

»Spis og drik, men ød ikke; Allah den Ophøjede elsker ikke de ødsle.« – Sura al-A’raf: 31

فَاذْكُرُوا اسْمَ اللَّهِ عَلَيْهَا صَوَافَّ ۖ فَإِذَا وَجَبَتْ
جُنُوبُهَا فَكُلُوا مِنْهَا وَأَطْعِمُوا الْقَانِعَ وَالْمُعْتَرَّ»Slagt disse dyr udelukkende for Allahs skyld og i Hans navn. Når livet efter slagtningen helt har forladt dem, så spis selv af dem, og giv også den tålmodige, trængende tigger at spise.« – Sura al-Hajj: 36

Den dårlige skik at smøre offerdyrenes blod på Ka’baens vægge og kaste kødet blev afskaffet. Det blev klart sagt:لَن يَنَالَ اللَّهَ لُحُومُهَا وَلَا دِمَاؤُهَا وَلَٰكِن يَنَالُهُ
التَّقْوَىٰ مِنكُمْ ۚ»Disse dyrs blod eller kød når ikke frem til Allah; det er jeres taqwa og gudsfrygtighed, der kan nå frem til Allah.« Sura al-Hajj: 37

Det blev fuldstændig forbudt at udføre tawaf nøgen, og det blev sagt:

قُلْ مَنْ حَرَّمَ زِينَةَ اللَّهِ الَّتِي أَخْرَجَ لِعِبَادِهِ

»O profet! Sig til dem: Hvem har forbudt de prydelser (dvs. klæder), som Allah har udvalgt til Sine tjenere?« – Sura al-A’raf: 32

قُلْ إِنَّ اللَّهَ لَا يَأْمُرُ بِالْفَحْشَاءِ»O profet! Sig: Allah befaler aldrig skamløshed.« – Sura al-A’raf: 28

يَا بَنِي آدَمَ خُذُوا زِينَتَكُمْ عِندَ كُلِّ مَسْجِدٍ»O Adams børn! Ifør jer jeres prydelse (ifør jer klæder) ved enhver tilbedelse.« Sura al-A’raf: 31

Det blev med stor strenghed forbudt at forskyde hajjens fastsatte måneder og betragte en forbudt måned som »tilladt« til krig:
إِنَّمَا النَّسِيءُ زِيَادَةٌ فِي الْكُفْرِ ۖ يُضَلُّ بِهِ الَّذِينَ كَفَرُوا يُحِلُّونَهُ عَامًا وَيُحَرِّمُونَهُ عَامًا لِّيُوَاطِئُواعِدَّةَ مَا حَرَّمَ اللَّهُ فَيُحِلُّوا مَا حَرَّمَ اللَّهُ ۚ
»Nasi øger blot vantroen (idet overmod føjes til vantroen). De vantro føres således endnu længere på afveje. Ét år erklærer de en måned for tilladt, og det følgende år erklærer de i stedet en anden måned for forbudt, så antallet af måneder, som Allah har gjort forbudte, stemmer overens. Men ved at gøre dette gør de i virkeligheden det, som Allah har forbudt, tilladt.« Sura at-Tawba 37

Det blev forbudt at rejse på hajj uden rejseforråd, og det blev klart erklæret:

وَتَزَوَّدُوا فَإِنَّ خَيْرَ الزَّادِ التَّقْوَىٰ ۚ
»Tag afgjort forråd med, når I rejser på hajj. For (at undlade at tage forråd med til den jordiske rejse er ikke forråd til det hinsidige; det bedste forråd til det hinsidige er takwa).« Sura al-Baqara 197

Man anså det for en yderst syndig handling at drive handel eller tjene til livets ophold på anden måde under hajj, og man anså det for en stor from handling helt at undlade dette. Allah den Ophøjede tilbageviste denne fejlagtige opfattelse og åbenbarede:

لَيْسَ عَلَيْكُمْ جُنَاحٌ أَن تَبْتَغُوا فَضْلًا مِّن رَّبِّكُمْ ۚ
»Der er ingen synd i, at I under rejsen på hajj driver handel og tjener noget som en gunst fra Allah.« Sura al-Baqara 198

Menneskene blev også afholdt fra den »stumme« hajj og den »sultne og tørstige« hajj. Desuden blev utallige andre overtroiske skikke fra uvidenhedens tid udryddet, og takwa, frygten for Allah, renhed og enkelhed blev erklæret som menneskehedens fuldstændige forskrift. De, der foretog hajj, blev pålagt, når de forlod deres hjem, at frigøre sig fra alle verdslige bånd, opgive deres nafs’ begær og lyster, afholde sig fra samleje under rejsen til hajj og holde sig borte fra skændsord, bagtalelse, uanstændige udtalelser og anden ussel opførsel. På hver af de veje, der fører til Kabaen, blev der fastlagt et bestemt sted. Før de passerede dette sted og fortsatte mod Kabaen, skulle de iføre sig ihram og fattige, enkle klæder. Derved blev rige og fattige gjort lige, forskellene mellem folk, stammer og lignende blev udslettet, og alle skulle i samme dragt – en helt fattig mands dragt – træde frem for den ene Allah i ydmyghed og underkastelse. Efter at have iført sig ihram var det ikke blot forbudt at udgyde menneskeblod; selv jagt på dyr var forbudt. For at forhindre krig og strid mellem mennesker blev disse fire måneder gjort »forbudte«. Som følge heraf blev alle veje til Kabaen sikre, og hajj-pilgrimmene skulle ikke frygte nogen form for fare på vejen. Med en sådan hellig sindstilstand skulle de træde ind i Haram Sharif – ikke for nogen form for morskab, dans, sang, markeder eller underholdning. Her skulle de ved hvert skridt mindes Allah – fremsige dhikr i Allahs navn, bede, tilbede, ofre og gå rundt om Kabaens hus (tawaf). Og her lød kun én stemme; den blev fremsagt langs hver eneste vej ved Haram Sharifs mure og på bjergenes op- og nedstigninger:

»Jeg er kommet som svar på Dit kald, o Allah! Jeg er kommet; Du har ingen partner, jeg er kommet til Dig alene. Al lovprisning tilkommer alene Dig. Alle velsignelser er fra Dig; herredømmet og magten tilhører Dig alene. Du er Den Ene – ingen har del i Din guddommelighed.«

Om en sådan ren, hellig og oprigtigt hengiven hajj har Verdensprofeten sagt:

“Den, der oprigtigt udfører hajj for Allahs skyld og holder sig fra enhver form for begær og syndighed i denne forbindelse, vender tilbage som et nyfødt barn (uskyldig).”

Før der redegøres for hajjens velsignelser og virkninger, er det nødvendigt at forklare, hvilken form for forpligtelse hajj er. Allah siger i Den Hellige Koran:

وَلِلَّهِ عَلَى النَّاسِ حِجُّ الْبَيْتِ مَنِ اسْتَطَاعَ إِلَيْهِ سَبِيلًا ۚ وَمَن كَفَرَ فَإِنَّ اللَّهَ غَنِيٌّ عَنِ الْعَالَمِينَ“Den, der har mulighed for at nå Allahs Hus, har en ubetinget og fastlagt pligt over for Allah til at udføre hajj. Men den, der trods dette afviser den, er vantro, og Allah er uafhængig af alle verdener.” – Sura Al Imran: 97

I dette vers betegnes det klart som kufr ikke at udføre hajj, selv om man har mulighed for det. Blandt det, som Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt i sin forklaring, er der nævnt to hadither:

مَنْ مَلَكَ زَادًا وَرَاحِلَةً تُبَلِّغُهُ إِلَى بَيْتِ اللَّهِ وَلَمْ يَحُجَّ فَلَا عَلَيْهِ أَنْ يَمُوتَ يَهُودِيًّا أَوْ نَصْرَانِيًّا

“Hvis den, der har rejseforråd og et transportmiddel til at nå Allahs Hus, ikke udfører hajj, så vil hans død under disse omstændigheder blive anset for at svare til en jødes eller en kristens død.” [Tirmidhi]

مَنْ لَمْ يَمْنَعْهُ مِنَ الْحَجِّ حَاجَةٌ ظَاهِرَةٌ أَوْ سُلْطَانٌ جَائِرٌ أَوْ مَرَضٌ حَابِسٌ فَمَاتَ وَلَمْ يَحُجَّ فَلْيَمُتْ إِنْ شَاءَ يَهُودِيًّا وَإِنْ شَاءَ نَصْرَانِيًّا

“Den, som ikke har nogen åbenlys hindring, hvis vej ikke er blevet spærret af nogen tyrannisk hersker, og som ikke er blevet gjort ude af stand af nogen sygdom – hvis han trods dette dør uden at have udført hajj, kan han dø som jøde eller kristen.” [Darimi]

Hazrat Umar al-Faruq, må Allah være tilfreds med ham, har forklaret det således:

»Der bør pålægges dem, som ikke udfører hajj trods deres økonomiske mulighed, en jizya-skat; for de er ikke muslimer, ikke muslimer.«

Enhver kan ud fra Allah den Ophøjedes ovennævnte ord og denne forklaring fra Den Ædle Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans kalif forstå, at hajj ikke er en ubetydelig forpligtelse. Det er ikke blevet overladt til muslimernes eget valg, om de vil opfylde den eller ej. Faktisk er det en ubetinget pligt for de muslimer, som har økonomisk mulighed for at rejse til og fra Kabaen, og som heller ikke er fysisk ude af stand til det, at udføre hajj én gang i livet. Der er ingen vej til frelse uden at gøre det. Uanset i hvilken afkrog af verden man bor, og uanset hvor stort et ansvar for børn, forretning eller arbejde der er blevet lagt på ens skuldre, så vil en muslim, der trods sine muligheder ønsker at undgå hajj og år efter år fortsætter med at udskyde den under påskud af utallige forpligtelser i stedet for at udføre den i tide, være mistænkelig med hensyn til sin tro. Og de mennesker, som gennem hele deres liv ikke engang får tanken om at opfylde pligten til at udføre hajj, som rejser rundt i alle verdens egne og lande, passerer forbi Hijaz på deres rejser til og fra Europa og Amerika, og hvis derfra kun er få timers rejse til Kabaen, men som alligevel ikke får den mindste tanke om at udføre hajj — de er på ingen måde muslimer; de har ingen ret til at hævde, at de er muslimer, og selv hvis de gør det, vil deres påstand være falsk. Og de, som anser sådanne mennesker for muslimer, er uvidende og uoplyste om Koranens bestemmelser. Måske nærer disse mennesker omsorg for det muslimske folk, men det har ingen som helst værdi. For det er en fastslået kendsgerning, at der ikke findes nogen tro i deres hjerter og sind på lydighed mod Allah og på Hans bestemmelser.

Hajjens særpræg

I Koranen, hvor befalingen om at give Hazrat Ibrahim, fred være med ham, besked på at udsende en almen invitation til hajj omtales, nævnes følgende som den første grund:

»Lad mennesker komme og se, hvilke goder der er gemt for dem i udførelsen af denne hajj-ritual — det vil sige, at de under hajjens tid kommer sammen i Den Ædle Kaba og med egne øjne ser, at den i sandhed er til gavn for dem. For det gode, der ligger deri, kan mennesket forstå ved selv at se det med egne øjne. Det fortælles, at Hazrat Imam Abu Hanifa, må Allah forbarme sig over ham, indtil han havde udført hajj, ikke helt forstod, hvilken af de islamiske tilbedelseshandlinger der var den bedste. Men så snart han havde udført hajj og havde set det gode, der lå gemt i hans indre, udbrød han med klar stemme: ‘Hajj er den bedste tilbedelseshandling.’«

Her beskrives hajjens særpræg og gavnlige virkninger kort. Mennesker rejser som regel på to måder i verden. Den ene slags rejse foretages for at tjene til livets ophold, og den anden foretages for fornøjelse, glæde og adspredelse. På begge disse slags rejser er det menneskets egne interesser og tilbøjeligheder, der får det til at rejse. Det forlader hjem og bolig for sin egen skyld og fjerner sig fra sine børn, sin familie og sine slægtninge for at nå et eller andet verdsligt mål. Og hvad det end bruger af penge på en sådan rejse, bruger det dem for at opnå sit eget mål. Derfor har mennesket i virkeligheden ikke behøvet at bringe noget offer eller yde noget selvopofrelse på disse rejser. Men den rejse, der foretages i anledning af hajj, er helt anderledes end de nævnte rejser. Den foretages ikke for et personligt formåls skyld eller for at tilfredsstille egne begær; den foretages derimod oprigtigt for Allah den Ophøjede og med det formål at opfylde det, Allah har fastsat. Derfor kan mennesket på ingen måde tage initiativ til denne rejse, før kærlighed til Allah, hengivenhed for Ham og frygt for Ham er blevet vakt i dets hjerte, og før det anser den forpligtelse, Allah har fastsat, for at være en forpligtelse. Den, der derfor forlader sit hjem og bryder forbindelsen med sine slægtninge i lang tid, accepterer tab i sin forretning, udgifter og rejsens besværligheder og drager af sted for at udføre hajj, beviser allerede ved at drage af sted på denne måde, at han har frygt for Allah og kærlighed til Ham i sit hjerte. Han anser Allahs forpligtelse for at være en forpligtelse og er mentalt så vel forberedt, at hvis det en dag virkelig blev nødvendigt at drage ud på Allahs vej, ville han uden besvær kunne forlade sit hjem, udholde vanskeligheder og ofre sin rigdom, sine ejendele samt al sin komfort og luksus for at opnå Allahs tilfredshed.

Når han med dette hellige forsæt gør sig klar til at rejse på hajj, bliver hans sind og natur helt anderledes. I hans hjerte bliver begejstringen for Allahs kærlighed virkelig spontant vakt. Han bliver i sandhed som besat af at rejse i den retning, og fra da af kan intet andet end fromme og hellige tanker vågne i hans sind.

Han omvender sig fra alle tidligere synder, beder alle om tilgivelse for sine fejl og mangler og tilbagebetaler de rettigheder, han hidtil ikke har opfyldt over for andre, for han bryder sig på ingen måde om at stå foran Allah med gældens byrde. Hans hjerte bliver renset for alle slags syndige og uretfærdige tanker. Naturligt nok retter hans sind sig mod det gode, og efter at han er begyndt på rejsen, strømmer bølger af fromme og rene følelser stadig stærkere gennem hans hjerte og sind, jo længere han bevæger sig fremad. Han bestræber sig på, at ingen af hans handlinger på nogen måde skal såre andres følelser, og han tænker kun på og forsøger at gøre alt det gode, han kan, for enhver. Hans natur afholder ham helt naturligt fra uanstændig og tom tale, skamløshed, bedrag og svig, strid og splid samt lignende handlinger. For han er en rejsende til Allahs »Haram Sharif«, og derfor kan han ikke undgå at skamme sig over at begå uret og fortsætte ad denne vej. Hele hans rejse er jo tilbedelse; hvordan skulle der kunne være plads til undertrykkelse og syndige handlinger i denne tilbedelse? Det bliver således klart, at denne rejse er helt anderledes end alle andre former for rejser. Denne rejse bliver ved med at rense menneskets sind. Sandt at sige er den en omfattende særlig uddannelse i moralsk forbedring, som enhver muslimsk pilgrim må gennemgå.

Efter at have tilbagelagt en del af rejsen kommer man til et sted, hvor enhver muslim, der rejser til Mekka, er forpligtet til at iføre sig »ihram«. Ingen kan fortsætte længere uden at gøre dette. Hvad er denne »ihram«? Den består ikke af andet end et usyet lændeklæde, et stykke stof og usyede sandaler. Det betyder, at uanset hvad du hidtil har været, skal du nu træde frem for Allah i en fattigmands skikkelse. Forsøg ikke blot at være fattig i det ydre, men også i dit indre. Læg alle farverige og prangende klæder bort, og ifør dig en enkel dragt, der sømmer sig for en dervish. Bær ikke sokker, hold fødderne bare, brug ingen form for parfume, klip ikke håret, og undgå alle former for smykker og pragt. Afhold dig fra samleje med din ægtefælle, gør ikke noget seksuelt ophidsende, og gå ikke på jagt. Hjælp heller ikke nogen jæger med at jage. Når du antager en sådan fremtoning i det ydre liv, vil den også sætte et dybt præg på sindet, og dit hjerte vil indefra blive virkelig fattigt. Hovmod og stolthed vil forsvinde, og en følelse af fattigdom og fredselskende sindelag vil komme til udtryk. Den besmittelse, din sjæl havde pådraget sig gennem hengivelse til verdslig nydelse og vellyst, vil forsvinde, og den rene følelse af at tjene Allah vil ophøje begge sider af dit liv, både det indre og det ydre.

Så snart pilgrimmen har iført sig »ihram«, skal han gentagne gange fremsige en særlig bøn: efter hver bøn, ved hver opstigning og nedstigning på vejen, når han slutter sig til karavanen og hver dag, når han vågner. Bønnen lyder således:

لَبَّيْكَ اللَّهُمَّ لَبَّيْكَ لَبَّيْكَ لَا شَرِيكَ لَكَ لَبَّيْكَ إِنَّ الْحَمْدَ وَالنِّعْمَةَ لَكَ وَالْمُلْكَ لَا شَرِيكَ لَكَ

Denne bøn fremsiges i virkeligheden som svar på det universelle kald, som profeten Ibrahim, fred være med ham, for fire et halvt tusind år siden udsendte på Allahs befaling for at indkalde til hajj. For 4.500 år siden kaldte denne, Allahs indkalder, således: »Allahs tjenere! Kom til Allahs hus, kom løbende fra alle jordens egne. Kom til fods eller ridende på et transportmiddel.« Som svar på dette har enhver rejsende til »Haram Sharif« den dag i dag råbt med høj røst: »Jeg er kommet, o Allah, jeg er mødt frem. Du har ingen medhjælper; jeg er kun kommet på dit kald. Al lovprisning og tak tilkommer dig; du har ingen medhjælper i noget som helst.«

Gennem hver eneste lyd af »labbayk« knyttes pilgrimmen således tæt til den islamiske bevægelse, som har været praktiseret siden profeten Ibrahims, fred være med ham, og profeten Ismails, fred være med ham, tid. Afstanden på fire et halvt tusind år forsvinder og bliver til ét. Det føles, som om Ibrahim, fred være med ham, kalder fra denne side på Allahs vegne, mens enhver pilgrim fra den anden side svarer ham og bevæger sig fremad, mens han svarer. Jo længere han bevæger sig frem, desto stærkere strømmer begejstring, inspiration og åndelige følelser gennem hans hjerte og sjæl. Ved hver opstigning og nedstigning på vejen genlyder Allahs kald i hans ører, og han fortsætter fremad, mens han svarer på det. Karavane efter karavane kommer, og enhver udbryder som en vanvittig forelsket, når han hører dette budskab: »Jeg er kommet, jeg er mødt frem.« Hver ny morgen bringer ham den elskedes budskab, og så snart han åbner øjnene ved daggry, bliver han ved med at råbe: »Jeg er kommet, o Allah! Jeg er mødt frem.« Kort sagt skaber denne gentagne råben, ihrams fattige klædedragt, rejsens tilstand og følelsen af at nærme sig Kabaens hus ved hvert eneste mål en sådan atmosfære af henrykkelse, at pilgrimmen bliver opslugt af en dyb kærlighed til Allah, som ingen berøring kan nå bunden af, og at intet andet har nogen plads i hans liv end erindringen om denne ene ven.

I denne tilstand ankommer pilgrimmen til Mekka, og så snart han når frem, skynder han sig lige mod det egentlige mål. Han kysser den elskedes bolig. Derefter går han rundt om centrum for sin trosbekendelse, tro, overbevisning, religion og livssyn og kysser boligen lige så mange gange.¹ Hver tawaf begynder og afsluttes med et kys på den sorte sten i Kabaens hus.² Derefter skal han bede to rakʿah ved »Maqam Ibrahim«. Når han går derfra og bestiger bjerget Safa, og hans blik herfra falder på Kabaens hus, udbryder han med høj røst:

لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَلَا نَعْبُدُ إِلَّا إِيَّاهُ مُخْلِصِينَ لَهُ الدِّينَ وَلَوْ كَرِهَ الْكَافِرُونَ

»Der er ingen anden guddom end Allah; vi tilbeder ingen anden, og vi underkaster os oprigtigt kun Allah – uanset hvor uudholdeligt dette er for de vantro.«

Derefter skal man løbe mellem bjergene Safa og Marwa. Herved beviser pilgrimmen, at han altid vil være rede til at løbe sådan for at opnå nærhed til Allah og hans velbehag. Også under dette løb bliver følgende ved med at lyde fra hans læber:

أَللَّهُمَّ اسْتَعْمَلْنِيْ بِسُنَّةِ نَبِيِّكَ وَتَوَفَّنِيْ عَلَى مِلَّتِهِ وَأَعِذْنِيْ من مُّضِلاَّتِ الْفِتَنِ

»O Allah! Giv mig evnen til at handle i overensstemmelse med din profets forbillede og sædvane. Lad mig dø på din profets vej, og beskyt mig mod de vildledende fristelser, der fører bort fra sandheden.«

1. Man skal kysse den hellige Kaba ved at kysse »Hajar al-Aswad« (den sorte sten), som er indfældet i Kabaen. Mange uvidende mennesker har fremsat den anklage mod dette kys, at det også er en form for afgudsdyrkelse. Men det er ikke andet end at kysse en vens opholdssted. Under omgangen om den hellige Kaba kysser man Hajar al-Aswad ved afslutningen af hver omgang eller peger i det mindste hen imod den. Dette har ikke den mindste forbindelse med tilbedelse af den sorte sten. I denne forbindelse findes et vidt udbredt udsagn af Hazrat Umar Faruq (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde, idet han henvendte sig til stenen: »Jeg ved, at du blot er en sten. Hvis den ærede Allahs Sendebud (fred være med ham) ikke havde kysset dig, ville jeg under ingen omstændigheder have kysset dig.
2. Skikken med at kysse Kabaens opholdssted, muslimernes hjertecentrum, blev indført af både Hazrat Ibrahim (fred være med ham) og den sidste profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), og derfor blev netop denne sten udvalgt til dette formål. Bortset fra dette har denne sorte sten ingen anden egenskab, som kunne være grund til at kysse den. – Oversætteren

Af og til fremsiges denne bøn:

اغْفِرْ وَأَرْحَمْ وَتَجَا وَزَعَمَّا تَعْلَمُ إِنَّكَ أَنْتَ الْأَعَزُّ الْأَكْمُ رَب»O Herre! Tilgiv og forbarm dig; tilgiv de synder, som du kender hos mig. Din magt er den største, og din barmhjertighed er uden lige.«

Derefter skal pilgrimmen blive som en af Allahs soldater. Derfor må han tilbringe fem eller seks dage i en lejrs liv. Én dag skal tilbringes i lejren ved Mina, den næste dag skal man opholde sig på Arafat og lytte til hærførerens anvisninger i khutbaen. Om natten skal man tage til Muzdalifa og slå lejr. Ved dagens slutning skal man igen vende tilbage til Mina, hvor man kaster småsten og udfører »chandmari«. Kong Abrahas soldater og følge var nået helt hertil for at ødelægge Kabaen. Ved hvert stenkast råber Allahs soldat:

اَللهُ أَكْبَرْ رَغَماً لِلشَّيْطَانِ وَحِزْبِهِ

“Allah er stor. Må Satans og hans tilhængeres ansigter blive tilsølet af støv.” Og –أَللَّهُمَّ تَصْدِيْقاً بِكِتَابِكَ وَإِتِّبَاعاً لِسُنَّةِ نَبِيِّكَ “O Allah! Giv os evnen til at bekræfte Din Bog og følge Din profets befalinger.”

At kaste småsten mod stenmålene er et udtryk for dette: O Allah! Enhver, der forsøger at ødelægge Din religion, islam, eller bringe Din stemme til tavshed, vil jeg bekæmpe på denne måde for at ophøje og grundfæste Dit budskab. Derefter bringes offeret på dette sted. Derved gives et virkeligt og aktivt bevis på ønsket og viljen til at ofre sit liv på Allahs vej. Derpå begiver man sig herfra mod Kabaen – som om islams mujahider efter at have fuldført deres pligt vender tilbage som sejrende til hovedkvarteret. Efter tawaf og to rakʿat bønner tages ihram af. De handlinger, der var blevet forbudt på grund af ihram, bliver nu tilladte, og pilgrimmens liv fortsætter igen i sin normale rytme. Efter at dette liv er begyndt, må han atter tage til Mina og slå lejr, og den følgende dag skal han igen kaste småsten mod de tre stensøjler. Dette kaldes i islamisk terminologi jumarat. Det er blot et symbol på tilbagetoget for kong Abrahas hær, som angreb Mekka, og på dens nederlag. I det år, hvor den ædle Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev født, kom Abraha netop under hajj-tiden med det formål at ødelægge Allahs hus. Fra Allahs side blev de tilintetgjort, da himmelske fugle kastede småsten mod dem. Efter på den tredje dag igen at have kastet sten mod disse søjler vender pilgrimmen tilbage til Mekka og udfører tawaf syv gange rundt om Kabaen, centrum for hans religion. Denne tawaf kaldes afskedstawaf. Når den er fuldført, er hajj-handlingerne afsluttet.

Af den udførlige gennemgang ovenfor er det let at forstå, hvor store og dybe gudhengivne følelser der samler sig i pilgrimmens sind gennem omtrent tre måneder, fra intentionen om hajj og forberedelserne og indsamlingen af det nødvendige til han vender tilbage til sit hjem. Fra begyndelsen må han ofre sin tid og sine penge, opgive komfort og fred og bryde utallige verdslige forbindelser og relationer. Pilgrimmen må ofre mange af sine egne ønsker, begær og nydelser. Og alt dette må han gøre udelukkende for Allah; ingen egeninteresse kan få plads i det. På denne rejse vokser ikke blot hans taqwa og gudfrygtighed, men også hans ihukommelse af Allah og hans hjertes længsel og interesse for Allah. Dette øver en varig indflydelse på menneskets sind, og virkningen varer i lang tid. Når pilgrimmen sætter foden på Haram Sharif, ser han ved hvert eneste skridt tydelige tegn på de store menneskers tidligere gerninger. De tjente Allah og adlød Ham og ofrede alt, hvad de ejede, for at grundfæste Allahs religion, islam. De kæmpede mod hele verden, bar alle slags lidelser og ydmygelser uden at klage, gennemlevede forvisning og udholdt utallige former for undertrykkelse, men følte ikke den mindste træthed, før de havde grundfæstet Allahs religion. De knuste hovedet på alle de falske kræfter, som tvang mennesker til at tjene andre end den ene Allah, og holdt islams religions banner højt.

Ved at betragte disse tydelige tegn og disse velsignelsesrige minder kan en troende på Allah modtage en så stærk, levende undervisning i vilje, mod og jihad på Allahs vej, som han ikke kan få noget andet sted. Gennem tawaf rundt om Kabaen knyttes pilgrimmen tæt til islams religions centrum. Hajjens øvrige handlinger former pilgrimmens liv gennem soldatertræning. Når man sammenholder dette med bønnen, fasten og zakat, bliver det klart, at islam ved hjælp af alt dette træner mennesket til et stort formål. Derfor er hajj gjort obligatorisk for enhver muslim, der har mulighed for at rejse til Mekka. Formålet er, at et stadig større antal muslimer hvert år skal komme til dette islams livscentrum, modtage træning og vende tilbage til deres egne arbejdsområder.

Hvis man ikke også lægger mærke til endnu en side, kan hajjens velsignelse og betydning ikke forstås fuldt ud. En muslim udfører aldrig hajj alene. Der er fastsat en bestemt tid for hajj for alle verdens muslimer. Tusinder og atter tusinder, ja millioner af muslimer samles og udfører hajj på samme tid. Af det foregående kan De blot forstå, hvor stor en indflydelse hajj kan få på en muslim, når han udfører den alene. Gennem den følgende artikel vil De få at vide i detaljer, hvordan hajjens velsignelse er blevet øget mange millioner gange ved at fastsætte en bestemt tid for verdens muslimer – ikke blot muligheden for to resultater gennem én handling, men for flere tusinde resultater. Dette er en enestående bedrift, som kun islam har opnået. Det er heller ikke uden fordel at bede alene. Men ved at gøre deltagelse i menighedsbønnen og bøn bag imamen til en betingelse og ved at fastsætte, at fredagsbønnen og de to eid-bønner skal bedes i menighed, er dens fordel blevet mangedoblet utallige gange. Individuel faste ville også i betydelig grad have formet de fastendes sind og karakter. Men ved at fastsætte én måned som fastemåned for alle muslimer er dens fordel blevet øget så meget, at den ikke kan tælles. Det er heller ikke uden nytte, at den enkelte person betaler zakat personligt; men ved at organisere zakatbetalingen gennem bayt al-mal er dens nytte blevet øget så meget, at man ikke fuldt ud kan forestille sig den, før en islamisk stat er blevet oprettet. For det er under den islamiske stat, at alle muslimers zakat samles i bayt al-mal og fordeles systematisk blandt de berettigede. Derved opnås en enestående velfærd for de trængende i samfundet. Det samme gælder hajj. Selv hvis hajj udføres individuelt, kan den indlede en stor omvæltning i tusindvis af menneskers liv. Men ved at gøre det til en regel, at verdens muslimer samles for at udføre hajj, er der skabt mulighed for at opnå grænseløse velsignelser.

Hajjs verdenskonference

De muslimer, for hvem hajj er obligatorisk – det vil sige dem, der har mulighed for at rejse til den Ædle Kaaba – er ikke blot nogle få. Deres antal er ikke ubetydeligt i noget område. Man kan sige, at der er flere tusinde i hver by og op til flere hundrede tusinde i hvert land. Hvert år begiver de fleste af dem sig hjemmefra med ønsket om at udføre hajj. Det er virkelig værd at iagttage, hvordan en ny bevidsthed om det islamiske liv vågner i de områder af verden, hvor muslimer bor, efterhånden som hajj-sæsonen nærmer sig. Fra omkring Ramadan og frem til måneden Dhu al-Qa’da begiver hundredvis af mennesker sig fra forskellige steder af sted på hajj-rejsen. Og fra slutningen af Muharram og frem til Safar, Rabi al-awwal og Rabi al-thani fortsætter pilgrimmenes hjemrejse. I disse seks måneder er alle muslimske lokalsamfund på en måde fyldt med en religiøs stemning. De, der rejser på hajj og vender tilbage efter at have udført den, er naturligvis fordybet i denne religiøse stemning; men også de, der ikke selv rejser på hajj, får del i noget af glæden ved hajj-rejsen, når de sender pilgrimmene af sted, tager afsked med dem ved den ene station efter den anden, byder dem velkommen ved deres hjemkomst og hører dem fortælle udførligt om hajj.

Når en pilgrim beslutter sig for at rejse på hajj, vågner der samtidig i ham en følelse af gudsfrygt og fromhed, anger og søgen om tilgivelse samt en ophøjet og ren karakter. Han tager afsked med sine kære slægtninge og venner, kolleger og alle andre berørte. Han begynder at bringe alle sine forretninger og anliggender til en afslutning. Det virker, som om han nu ikke længere er den samme person som før; hans hjerte er blevet renset af sin tiltrækning til Allah. Man kan således forestille sig, hvor dybt denne forandring hos den enkelte pilgrim påvirker menneskene omkring ham. Hvis blot gennemsnitligt hundrede tusinde mennesker hvert år fuldfører denne hajj fra forskellige centre i verden, kan virkningen af deres bevægelser og handlinger ikke undgå at påvirke flere hundrede tusinde menneskers karakter. Og når pilgrimmenes karavane passerer et sted, hvor mange menneskers hjerter dér fyldes med en overnaturlig stemning ved at se dem, møde dem og høre lyden af »Labbayka«. Mange menneskers blik vendes mod Allahs Hus. Og mange menneskers slumrende sjæle vækkes af tilskyndelsen til at udføre hajj. Når disse mennesker derefter vender tilbage til deres egne lande – til forskellige egne af verden – efter at have spredt hajjs livgivende stemning, og folk i store grupper kommer for at møde dem og høre dem tale om Allahs Hus, vågner den islamiske stemning i utallige menneskers hjerter og i utallige miljøer.

Derfor vil jeg sige, at ligesom Ramadan er en sæson for taqwa og fromhed for verdens muslimer, er hajj-månederne også en sæson for en islamisk renæssance i hele verden. Den Alvidende og Vise Allah indrettede denne ordning, for at den islamiske bevægelse i verden ikke skulle svækkes. Han har anbragt den Ædle Kaaba som verdens centrum på en sådan måde, at den svarer til hjertets plads i menneskekroppen. Uanset hvor syg kroppen er, dør et menneske ikke, så længe hjertets slag ikke standser, og blodcirkulationen i hele kroppen ikke ophører. På samme måde vil den islamiske bevægelse fortsætte, så længe denne ordning med hajj-forsamlingen består.

Hvis I blot lukker øjnene et øjeblik og tænker over det, vil det stå klart for jer, at utallige mennesker, som kommer fra fjerne egne af jorden, og hvis udseende, hudfarve, sprog og klædedragt er forskellige, så snart de nærmer sig centrum, kommer til et bestemt sted, tager deres egne klæder af og alle ifører sig den samme enkle »uniform«. Når de har iført sig denne ihram-uniform, bliver det tydeligt, at de millioner af hære, der kommer fra tusinder af folk i verden, er hæren tilhørende den ene Allah, verdens konge og hersker over jorden og himlen. De er rekrutteret fra tusinder af folkeslag og nationer i verden. De tilhører alle den samme konges hær. På dem alle ses tegnet på lydighed og underkastelse under den samme kejser; gennem lydigheden mod den samme konge er de alle forbundet med hinanden, og de skynder sig mod den samme hovedstad for at træde frem for den store hersker. Når denne soldat, iført den samme »uniform«, passerer miqat og bevæger sig videre, gjalder den samme råb fra alles læber og fylder himmel og luft:لبيك اللهم لبيك لبيك لا شريك لك لبيك إن الحمد والنعمة لك والملك،

Udtalernes stemmer er forskellige – men fra alles læber lyder det samme råb. Jo nærmere centrum man kommer, desto mindre bliver afstanden. Karavaner fra forskellige lande mødes, og alle samles for at bede på samme måde; alles klæder er ens, alle har den samme imam, alle beder med de samme bevægelser og på det samme sprog. Alle rejser og sætter sig, bøjer sig og kaster sig ned i prostration på signalet fra det samme »Allahu akbar«. Alle læser og hører Koranen på det samme arabiske sprog. På denne måde knuses og udviskes de kunstige forskelle i sprog, folk, lande, slægter og stammer blandt de millioner, der er samlet. En enorm menighed af »troende på Allah« dannes af hele menneskeheden. Derefter fortsætter denne store internationale menighed sin vej, mens den råber det samme: »Labbayka, labbayka«. Når dette råb lyder ved hver stigning og nedstigning på vejen, når det genlyder ved bønnetiderne og ved daggry, og når det samme råb lyder, idet karavanerne mødes, skabes der en forunderlig stemning overalt. I denne stemning glemmer mennesket sig selv og bliver opslugt af en ufattelig følelse; draget af råbet »Labbayka« farer det ind i en verden af åndelighed. Derefter ankommer man til Kaabaen og går i samme klædedragt rundt om det bestemte centrum sammen med det menneskehav, der er kommet fra forskellige egne af verden; alle løber samtidig mellem bjergene Safa og Marwa, alle ankommer til Mina, lever i telte og lytter dér til prædikenen fra én imams stemme. Derefter overnatter alle under teltene i Muzdalifa, vender igen tilbage mod Mina, kaster alle i fællesskab sten mod søjlerne ved Aqaba, bringer derefter alle ofre og samles alle på det samme sted for at bede. Den hellige atmosfære og åndelige sindsstemning, som skabes gennem disse handlinger, har ingen lige i nogen anden religion eller livsordning i verden.

Derefter er det i sandhed en stor velsignelse for Adams børn, at utallige mennesker fra verdens forskellige folkeslag samles på ét og samme sted med en sådan hengivenhed, koncentration og følelse af enhed, udfører alle handlinger med så hellige formål og en sådan ren sindelag og fuldfører alt arbejde på så ren vis. Ingen anden religion end islam har kunnet skænke denne velsignelse. At verdens forskellige folkeslag mødes med hinanden, er ikke noget nyt; sådan har det altid været. Men deres sammenkomster finder sted på slagmarken for at skære halsen over på hinanden, eller ved fredskonferencer for at dele de besejrede lande imellem sig, eller ved verdensfolkenes konferencer for at sprede et net af bedrag, svig, undertrykkelse og troløshed som led i sammensværgelser mod de enkelte nationer; eller med det formål at skade andre og fremme deres egne interesser. At hele folkenes befolkninger samles med et rent sind, god karakter og hellige følelser, med kærlighed, hengivenhed samt mental og åndelig enhed; at de mødes med fuld koncentration om tanker, handlinger og formål – og ikke blot mødes én gang og så ophører, men for alle tider hvert år samles på det samme sted: Har nogen anden religiøs ordning i verden end islam kunnet skænke menneskeheden en så stor velsignelse? Har nogen kunnet fremlægge en bedre ordning til at skabe verdensfred, bilægge nationernes indbyrdes konflikter og stridigheder og i stedet for kamp og uenighed skabe en atmosfære af kærlighed, venskab og broderskab? Islam standsede ikke ved dette alene; den indførte også mange andre gavnlige ordninger.

Fire måneder af året er fastsat til udførelsen af hajj og umrah. Islam har påbudt, at freden skal bevares langs alle veje i disse fire måneder, hvor man rejser til Kaabaen. Dette er en varig ordning til at etablere og bevare verdensfreden. Hvis den politiske magt i verden kom på islams hænder, kunne verden på grund af hajj og umrah hvert år i mindst en tredjedel af året for altid blive beskyttet mod krig og blodsudgydelse.

Islam har skænket verdens mennesker et helligt område. Dette hellige område vil være et fredens centrum indtil opstandelsens dag. Her må ikke blot mennesker dræbes; selv dyr må ikke jages. Ikke engang græsset her må slås. Ingen torn her må knuses, og hvis nogen taber noget her, er det også forbudt at røre ved det. Islam har grundlagt en by på jordens overflade. Ingen har tilladelse til at gå ind i denne by med noget våben. At oplagre korn eller andre nødvendige varer her og derved skabe en prisstigning er åbenlys ulydighed mod Allah. Om dem, der begår overgreb mod andre her, har Allah den Almægtige advaret således: »Nuziquhum min adhabin alim« – det vil sige: »Vi vil give dem en hård straf.«

Islam har udpeget et centrum for hele verden. Om dette centrums karakter er der blevet sagt:سَوَاءً الْعَاكِفُ فِيهِ وَالْبَادِ ۚ»De, som anerkender Allahs herredømme og kongedømme samt profetskabet og lederskabet hos Hazrat Muhammad Mustafa, Allahs velsignelser og fred være med ham, og træder ind i islams broderskab, skal alle have lige rettigheder i dette islams centrum.« Hvad enten han er bosat i Amerika eller Afrika, i Kina eller Bangladesh og Pakistan, vil han, hvis han er muslim, have samme ret i Mekka som byens oprindelige indbyggere. Hele området omkring Haram Sharif er som en moské. Den muslim, der går ind i moskéen og tager en plads til sig selv, får denne plads; ingen kan bortvise ham fra den, og ingen kan kræve leje af ham. Men selv hvis han sidder på denne plads hele sit liv, kan han ikke gøre krav på ejendomsret til den eller sælge den. Han kan heller ikke kræve leje for den. Når denne person således forlader pladsen, kan en anden komme og tage plads dér, ligesom den tidligere person kunne. Sådan er forholdet også i Haram Sharif.«

Den ædle Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der først kommer og slår sig ned på et sted i Mekka by, skal have dette sted.« Det er ikke tilladt at opkræve husleje for husene her. Hazrat Umar al-Faruq, måtte Allah være tilfreds med ham, forbød folk her at lukke portene til gårdspladserne foran deres huse, så mennesker kunne komme ind på deres gårdspladser og opholde sig dér. Nogle retslærde er endda gået så langt som til at sige, at ingen ejer husene i Mekka by, og at de heller ikke kan fordeles efter arvereglerne. Kan verdens mennesker finde disse muligheder, goder og den uvurderlige velsignelse ved frihed noget andet sted end i islam?

Det var om en sådan hajj, der blev sagt: »Prøv at udføre den, så vil I se, hvor stor en velsignelse der ligger i den for jer.« Jeg har ikke kræfter til at opregne alle dens velsignelser én efter én. Men ud fra den smule beskrivelse af den, som jeg indtil nu har fremlagt ovenfor, vil man alligevel kunne danne sig en klar forestilling om den.

Men efter at have hørt alt dette, så hør også lidt om den sorg, der fylder mit eget hjerte. En muslim, der er født ind i en muslimsk slægt, er som et barn, der er født inde i en diamantmine. Når dette barn fra selve fødselsøjeblikket kun ser diamanter omkring sig og leger med diamantstykker, bliver selv en så uvurderlig skat som diamanten i hans øjne lige så værdiløs som almindelige sten. Sådan er også forholdet for muslimer, der er født ind i muslimske familier. De uvurderlige velsignelser, som hele verden er berøvet, og som netop fordi den er berøvet dem, er nedsunket i forskellige sorger og ulykker, og som hele menneskeheden længes efter at finde, har nutidens muslimer fået gratis. De har ikke behøvet at gøre den mindste anstrengelse for at søge, undersøge eller lede efter dem. De har fået dem uden nogen indsats, blot fordi de heldigvis er blevet født i muslimske familier. Trosbekendelsen om Guds enhed, som kan løse hele menneskelivets komplekse problemer på rette vis, er trængt ind i deres ører lige fra barndommen. Og for at gøre mennesker til virkelige mennesker og forvandle dem til hinandens brødre og medfølende venner er bønnen og fasten mere værdifulde end den legendariske filosofiske sten. De har fået dette som arv fra deres fædre og bedstefædre, straks da de blev født. Zakat er en enestående ordning i det islamiske samfund. Den fjerner ikke blot hjertets urenhed, men bringer også orden i verdens økonomi – en orden, som verdens mennesker berøvet den nu suger blodet ud af hinandens bryst. Muslimerne ser dette med egne øjne. Men de har fået det uden omkostninger og uden anstrengelse. Det er ligesom et stort lægevidensbarn, der hjemme uden betaling får en liste over store sygdomme, mens andre mennesker leder efter den med stor travlhed. Hajj er også en storslået ordning, som ikke har sin lige nogen steder i verden. Der findes intet stærkere middel til at bringe den islamiske bevægelses budskab ud til alle jordens afkroge og holde bevægelsen levende for evigt. I virkeligheden har man endnu ikke kunnet opfinde nogen bedre metode til at føre hele verdens mennesker fra hvert eneste hjørne af jorden sammen i et bestemt centrum i den ene Guds navn og samle utallige slægter, stammer og folk i et broderskab, der tror på den ene Gud, har gode hensigter og er præget af indbyrdes velvilje. Også denne ordning, som har været levende og praktiseret gennem tiderne, har muslimerne fået som deres ejendom uden forsøg og uden anstrengelse. Men det er meget sørgeligt, at muslimerne ikke har forstået værdien af denne dyrebare skat, som de har fået uden anstrengelse. Tværtimod leger de med den på samme måde, som et barn, der er født i en diamantmine, leger med diamantstykker. Og de anser den for lige så værdiløs som almindelige sten. På grund af deres egen dumhed og uvidenhed leger muslimerne på den mest usle måde med denne enorme, værdifulde skat og kilde til styrke. De ødsler den bort – de ødelægger den – og synet heraf får mit hjerte til at brænde. Det er i sandhed svært at holde ud at se et kostbart diamantstykke gå til grunde i hænderne på en, der knuser sten. En digter sagde virkelig engang:

»Selv om Jesu æsel rejser til Mekkas land,
vil det også dér forblive et æsel, det skal du vide.«

Det vil sige: Selv hvis det var æslet tilhørende en stor profet som Jesus, fred være med ham, ville det ikke få nogen gavn af at se det hellige Mekka. Selv hvis det blev dér, ville det forblive præcis det samme æsel, som det var.

Hvad enten det er bøn og faste eller Hajj, er formålet med disse menneskets opdragelse. Men de, der ikke ønsker at forstå deres betydning og formål og ikke engang tænker det mindste på at opnå deres gavn og velsignelser – ja, de, som ikke har den mindste forestilling om, at disse former for tilbedelse overhovedet kan have noget mål eller formål – hvis de blot bliver ved med at efterligne dem, der kom før dem, kan man ikke forvente et sådant udbytte af dem. Men det sørgelige er, at nutidens muslimer almindeligvis udfører disse former for tilbedelse på netop denne måde. De opretholder ganske vist alle tilbedelseshandlingernes ydre form, men fordi de ikke har blik for målet og formålet, opstår der ingen livskraft i dem. Hvert år rejser tusinder til Islams centrum og vender tilbage med den lykke at have udført Hajj. Men den ændring i den rejsendes karakter og væsen, som burde kunne ses hos den, der har besøgt al-Haram al-Sharif, ses ikke; heller ikke efter hjemkomsten fra Hajj kan man iagttage nogen virkning på hans sind eller moral. På samme måde har hans gode karakter heller ingen indflydelse på de muslimske og ikke-muslimske indbyggere i de områder, som han passerer igennem på sin rejse til Hajj. Tværtimod ødelægger mange menneskers dårlige vaner, hidsige temperament, usømmelige opførsel og karaktersvaghed Islams anseelse. Det er netop derfor, at mange af vores muslimske unge spørger: »Forklar os, hvad nytten ved Hajj er.« Hajj var imidlertid noget sådant, at selv de vantro, hvis det blev udført på den rette måde, ville se dets nytte åbenlyst og tage imod Islam. Hvis millioner af medlemmer af en bevægelse hvert år samledes ét sted fra alle verdens egne og derefter vendte tilbage til deres respektive lande, idet de på deres vej gennem forskellige lande og byer viste deres rene liv, rene tankegang og rene moral; hvis de overalt, hvor de opholdt sig eller passerede igennem, ikke blot mundtligt, men også gennem deres egen opførsel og deres handlinger virkeliggjorde alle bevægelsens grundlæggende principper – og hvis dette ikke blot fortsatte i ti eller tyve år, men år efter år, gennem århundreder – så sig mig: Ville dette kunne komme fra noget uvirksomt? Hvis Hajj i virkeligheden var sådan, ville der slet ikke være behov for at stille spørgsmål om dets nytte. Da ville selv den blinde kunne se dets gavn, og den døve kunne høre dets velsignelser. Hajj hvert år ville gøre millioner af muslimer til fromme tjenere, tvinge tusinder af ikke-muslimer til at søge tilflugt under Islams skygge og indprente forestillingen om Islams overlegenhed i millioner af ikke-muslimers hjerter. Men ak! På grund af vores uvidenhed går en så værdifuld skat til spilde.

For fuldt ud at opnå denne store, iboende betydning og disse fordele ved hajj burde der i islams centrum findes en stærk og indflydelsesrig myndighed, som var i stand til at udnytte denne store verdensomspændende kraft på en hensigtsmæssig måde. Her burde der have været et hjerte, som hvert år kunne lade frisk blod strømme gennem hele verdenslegemet. Der burde også have været en hjerne, som gennem disse tusindvis af Guds udsendinge forsøgte at bringe islams revolutionære budskab til verdens forskellige centre. Selv hvis der ikke var andet, burde der i det mindste i dette centrale område have eksisteret en levende, praktisk form af et rent islamisk liv; så kunne muslimer fra hele verden hvert år være vendt hjem med undervisning i et rent islamisk liv og gudsfrygt. Men det er dybt beklageligt, at intet sådant findes her. I lang tid har uvidenhedens mørke samlet sig over Arabien. Fra den abbasidiske periode til den osmanniske periode har alle uduelige og inkompetente herskere gennem flere århundreder blot skubbet indbyggerne i islams centrum stadig længere ned i forfald i stedet for at give dem mulighed for at gøre fremskridt. Derfor er Arabien på alle områder – viden og videnskab, moralsk karakter, civilisation og kultur – nået til det yderste punkt af forfald. Af denne grund er det land, hvorfra islams verdensoversvømmende lysstrøm engang udgik og spredte sig over hele jorden, i dag blevet til en mørk afgrund, ligesom i islams tidligere jahiliyyah-periode. Der findes nu hverken viden om islam eller en islamisk livsform dér. Hvert år kommer mennesker fra fjerne egne til det hellige Haram med hjertet fuldt af håb og hengivenhed; men når de når frem til dette område og overalt omkring sig kun ser uvidenhed, snavs, begær, skamløshed, selvtilbedelse, moralsk fordærv, tøjlesløshed og folkets ubarmhjertige forfald, bliver deres drømmenes net af håb og forventninger revet itu. I dag vender mange mennesker hjem efter hajj med en endnu svagere tro i stedet for at have styrket deres iman. Den præstestyre og afgudsdyrkelse, som bredte sig i Arabien i jahiliyyah-tiden efter Hazrat Ibrahim, fred være med ham, og Hazrat Ismail, fred være med ham, og som den sidste profet, Hazrat Rasul-e-Karim, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udryddede, er i dag blevet genindført med stor styrke. Forvalterne af Ka’bas Haram har igen sat sig til rette som præster, ligesom tidligere. Guds hus er blevet deres ejendom. De, der nærer hengivenhed for dette hus, er deres særlige bytte. I forskellige lande er der udnævnt store, lønnede agenter, som fra alle sider trækker de hengivne til sig. De læser Koranens vers og hadithenes anvisninger op for dem og tilskynder dem til at rejse på hajj, ikke for at minde dem om, at Allah har gjort hajj obligatorisk for dem, men fordi det vil give dem en betydelig indtægt. Når man ser alt dette, synes det klart, at Allah og Hans Sendebud har indrettet hele denne store ordning udelukkende for at underholde disse præstelige ‘pandaer’ og mellemhandlere. Når folk derefter, tvunget til at rejse på hajj, forlader deres hjem, møder religiøse daglejere og religionshandlere dem på hvert eneste sted fra rejsens begyndelse, til de vender hjem efter hajj, som igler. Muallimerne, de der underviser i tawaf, nøglebærerne til Ka’bah og selv Hijaz-regeringen – alle har lige del i denne religionshandel. Alle hajjens ceremonier skal gennemføres mod betaling. Ja, selv døren til det hellige Ka’bah-hus kan ikke åbnes for nogen muslim uden betaling. (Må Allah bevare os fra dette). Disse såkaldte tjenere for islam og præsterne ved det centrale helligdomssted har til sidst også antaget erhvervet som de lærde præster i Benares og Haridwar, selv om det netop var denne præstedom, der engang blev udryddet. Når udførelsen af tilbedelse er blevet en særlig forretning, og stedet for tilbedelse er blevet et middel til indtjening, bruges Allahs vers dér kun med det formål, at folk skal høre dem, føle sig tvunget til at udføre hajj, og at man ved denne lejlighed kan stikke hånden i deres lommer og tage deres penge. Hvor man skal betale for at udføre tilbedelsen, og religiøs pligt bliver en handelsvare – hvordan kan islams livskraft da overleve i tilbedelsen på et sådant sted? At pilgrimmene skulle kunne opnå denne tilbedelses egentlige moralske og åndelige fordele, når alt er blevet til en vare, der købes og sælges – et sådant håb kan på ingen måde næres.

Det er ikke min hensigt med denne fremstilling at anklage nogen; jeg vil blot sige, hvilke forhold der næsten har gjort en så stor kraft som hajj uvirksom og meningsløs.

Lad ingen få den tanke, at der findes nogen fejl ved islam og de regler, som islam har indført. For der er i virkeligheden ingen fejl ved dem – fejlen findes hos dem, der ikke følger hele islam korrekt. Derfor er det de nuværende muslimer selv, der er ansvarlige for denne situation. Den ordning, som kunne have ført dem til menneskehedens fuldkomne ideal, og som de ved at følge kunne være blevet ledere, giver i dag ingen gode resultater. Situationen er endda blevet så dårlig, at mennesker nu også begynder at tvivle på, om denne ordning virkelig er til gavn for menneskeheden. Hvis en dygtig læge forlader denne verden efter at have efterladt en liste over nogle ufejlbarlige lægemidler, bliver den fuldstændig ‘ubrugelig’ i hænderne på hans uduelige og tåbelige arvinger. Som følge heraf mister selve listen sin værdi, og lægen får tilsvarende et dårligt ry – hvor god, korrekt og ufejlbarlig den oprindelige liste end måtte være. For at gøre denne fejlfri liste virksom er kyndighed i lægekunsten derfor uundværlig. Hvis uduelige og uvidende mennesker fremstiller medicin efter denne liste, vil det ikke blot være uden gavn; der er også stor risiko for, at det vil gøre skade. Derfor vil uvidende mennesker, som ikke selv er i stand til at kontrollere, om listen er korrekt, til sidst begynde at mene, at det i grunden er selve listen, der er forkert. Præcis sådan er islams situation blevet med hensyn til de nuværende muslimers totale forfald.

Jihadens væsen

Jihadens formål

Der er allerede blevet givet en detaljeret redegørelse for namaz, faste, hajj og zakat. I den forbindelse har jeg gentagne gange sagt, at disse ibadat, i modsætning til andre religioners religiøse handlinger, ikke blot er rene ceremonier for tilbedelse og gudsdyrkelse; derfor kan Allah Ta’ala ikke blive tilfreds med nogen blot fordi vedkommende har udført disse få handlinger. Disse ibadat er i virkeligheden blevet påbudt muslimerne for at forberede dem til et stort formål og gøre dem dygtige til en meget ansvarsfuld opgave. Jeg har allerede forklaret udførligt, hvordan de forbereder muslimen til dette store formål, og hvordan muslimen gennem dem opnår evnen og kvalifikationerne til at udføre denne store opgave. Nu vil jeg forsøge at analysere dette store formål og give en detaljeret beskrivelse af det.
Kort sagt kan man sige, at ibadatens egentlige formål er at fjerne ikke-Guds kræfters (det vil sige andre kræfters end Allahs) herredømme over menneskene og etablere Allahs herredømme alene, og at jihad er navnet på den samlede indsats, hvor man med hele sit hjerte og sin sjæl ofrer sig for at nå dette formål. Handlinger som namaz, faste og zakat forbereder muslimen fuldt ud til denne opgave. Men muslimerne har gennem tiderne glemt dette store formål og denne vældige opgave. Hele deres ibadat og gudsdyrkelse er blevet forvandlet til rene, meningsløse ceremonier. Derfor mener jeg, at en kort introduktion til jihad på ingen måde er tilstrækkelig til at opnå fuld indsigt i dens indre, store mål og formål. Det er derfor nødvendigt at behandle emnet udførligt.
Grundårsagen til alle de synder, uroligheder, sorger og lidelser, der varer ved i verden, er de grundlæggende fejl og mangler i staten og regeringssystemet. Al magt og alle ressourcer er under regeringens kontrol. Det er regeringen, der udformer og håndhæver lovene, og al magt til at opretholde landets orden og disciplin, regere det osv. er regeringens eksklusive rettighed. Politiets og militærets styrke er samlet i regeringens hænder. Derfor kan der ikke længere være nogen tvivl om, at den uro og synd, der findes i verden, enten skabes af regeringen selv eller frit kan finde sted med regeringens direkte eller indirekte hjælp og støtte. For ingen andre end regeringen kan have den magt, der er nødvendig for at udbrede noget i landet og sikre, at det består. Man behøver blot at åbne øjnene og se, at utugt foregår uhindret overalt i verden – denne synd begås åbent i bygninger og hjem. Men hvad er årsagen til det? Den eneste årsag er, at utugt ikke betragtes som nogen særlig forbrydelse af staten og regeringsmyndighederne.

Tværtimod er de selv optaget af denne handling og trækker også andre i den retning. Hvis regeringen ellers ønskede at standse denne syndige praksis, kunne den ikke fortsætte så frygtløst. På den anden side fortsætter rentevirksomheden uafbrudt. De rige suger det friske, varme blod ud af de fattiges bryst og berøver dem alt, hvad de ejer. Men spørgsmålet er: Hvordan kan dette finde sted? Det skyldes ene og alene, at regeringen selv tager renter og hjælper og støtter ågerkarle. Regeringens domstole afsiger kendelser til fordel for renteopkrævning, og fordi de nyder dens støtte, står store banker og ågerkarle overalt med løftet hoved. I vor tid vokser skamløshed og moralsk fordærv dag for dag i forskellige lande og samfund verden over. Den eneste årsag til dette er også, at regeringen selv underviser folk på denne måde og former deres karakter derefter. Regeringen elsker og foretrækker netop det menneskelige karakterideal, man ser overalt. Under sådanne forhold kan folket ikke få held til at skabe en helt anderledes uddannelse og moralsk karakter. For privatpersoner er det som regel umuligt at skaffe de midler og ressourcer, der er absolut nødvendige for denne sejr. Og selv hvis de efter en særlig indsats skulle være i stand til at skabe nogle sådanne mennesker, bliver det vanskeligt for dem at stå fast på deres egne idealer i det herskende samfunds- og statssystem. For nøglerne til alle de muligheder, der findes for at tjene til livets ophold, og til alle de måder, hvorpå mennesker med denne anderledes karakter kan overleve, ligger helt i hænderne på den nuværende forkvaklede og vildledte regering. I verden foregår der drab, lemlæstelse og blodsudgydelse uden tal. Menneskets forstand og viden er i dag beskæftiget med at opfinde midler til at udslette hele menneskeheden. De nødvendige varer, som mennesker har frembragt gennem hårdt slid, bliver i dag brændt og ødelagt. Utallige værdifulde menneskeliv bliver umenneskeligt tilintetgjort som værdiløse lerkar. Men hvorfor sker dette? Den eneste årsag er, at de blandt Adams børn, som er mest sataniske af natur og mest moralsk fordærvede, i dag har sat sig som ‘ledere’ for verdens nationer og har bemægtiget sig den suveræne magt over myndighed og herredømme.

I dag ligger magten samlet i deres hænder, og derfor er verden i dag tvunget til at bevæge sig i den retning, de fører den. Inden for anvendelsen og udnyttelsen af viden og videnskab, rigdom, arbejde og indsats samt liv og menneskeliv bliver alt i dag ofret til det, de har fastlagt. I dag hersker undertrykkelse og uretfærdighed stærkt i verden. De svages liv er blevet yderst uudholdeligt. Domstolene her er ikke længere steder, hvor retfærdighed udøves; de er i dag blevet til rene købmandsbutikker. Her kan man i dag kun købe »retfærdighed« for penge. I dag opkræves skatter fra mennesker med tvang og magt. Der er heller ingen øvre grænse for skattens størrelse. Og regeringen bruger uden videre de rigdomme, som de fattige har tjent gennem deres blod og sved, på at give højtstående embedsmænd kongelige lønninger og godtgørelser, (afholde teselskaber og cocktailparties for ministre og ambassadører), opføre store bygninger, anskaffe ammunition og våben til krig og kamp samt på utallige andre meningsløse formål. Utallige mennesker – ågerkarle og pengeudlånere, godsejere, konger og herskere, som har fået eller søger titlen sardar, siddende pirer og præster, ejere af filmselskaber, alkoholhandlere, udgivere og sælgere af uanstændige bøger og blade samt hasardspillere og andre – ødelægger i dag alt: de hjælpeløse mennesker, som Allah har skabt, deres liv og ejendom, ære og anseelse, karakter og moral. Men hvorfor er der ingen, der forhindrer dem? Fordi statsapparatet er brudt sammen. De magtfulde mennesker er selv blevet fordærvede. De begår ikke blot selv uret, men hjælper også andre uretfærdige. Kort sagt er den eneste årsag til den undertrykkelse, der finder sted land efter land, at den nuværende regering støtter den og stiltiende tolererer den.
Jeg håber, at det gennem denne lange drøftelse er blevet klart, at den grundlæggende kilde til alle ulykker er regeringens fordærv. At menneskers meninger og tanker bliver dårlige, at troslæren forvanskes, at menneskelig styrke, talent og evner spildes på forkerte veje, at skadelige principper og skikke breder sig i handel og erhverv, at undertrykkelse, uretfærdighed og afskyelige handlinger vinder udbredelse, og at menneskeheden gradvist bevæger sig mod ødelæggelse – den grundlæggende årsag til alt dette er én: ledelsen og magten i samfund og regering er i dag gået over i hænderne på fordærvede og lastefulde mennesker. Hvis nøglerne til magt og rigdom er i dårlige menneskers hænder, og alle midlerne til livets ophold også er under deres kontrol, vil de ikke blot selv blive endnu værre; de vil også skubbe hele verden endnu længere mod ødelæggelse, og den altomfattende katastrofe, som deres hjælp og støtte til hinanden medfører, vil rejse sig endnu mere faretruende. Det er helt åbenlyst, at så længe magten er i deres hænder, kan selv tusind forsøg på delvise forbedringer ikke lykkes.
Når man har forstået denne grundlæggende kendsgerning, bliver hovedsagen meget let at forstå. Der findes ingen anden vej til at fjerne menneskers elendighed, redde dem fra den kommende ødelæggelse og lede dem ad en stor og gavnlig vej end at bringe statsordningen og regeringens politik i orden. Selv et menneske med almindelig fornuft kan forstå, at i et land, hvor folk har fuld frihed til at begå utugt, kan utugt ikke standses, selv om man holder tusind prædikener imod den. Men hvis man overtager statsmagten og med magt standser utugten, vil almindelige mennesker selv blive tvunget til at forlade den forbudte vej og vælge den tilladte. Hvis man vil standse alkohol, hash, åger, bestikkelse, uanstændige film og biografforestillinger, halvnøgen påklædning, undervisning i strid med moralen og alle andre sådanne syndige skikke alene gennem prædikener og formaninger, vil det aldrig være muligt. Hvis man derimod vil standse dem ved at bruge statsmagten, kan de uden vanskelighed standses. De, der udbytter almindelige mennesker og ødelægger deres karakter, kan ikke alene gennem mundtlige ord afholdes fra deres indbringende forretninger. Men hvis man efter at have opnået magt forsøger at standse denne uretfærdige adfærd, vil alle syndens døre meget let blive lukket.
Hvis man vil standse dette spild af menneskers arbejde, indsats, rigdom, talent og evner og anvende dem på rette og sunde veje – hvis man vil standse undertrykkelsen og oprette retfærdighed, redde verden fra ødelæggelse, sammenbruddets frygtelige greb og enhver form for udbytning, forbedre de forfaldne mennesker og etablere ægte lighed ved at give alle mennesker samme værdighed, uddannelse og kultur – så kan dette på ingen måde gøres alene gennem mundtlige prædikener og formaninger. Hvis statsmagten derimod anvendes til dette, kan det gennemføres meget let. Der er derfor ingen tvivl om, at ingen bestræbelse på at reformere samfundet kan lykkes uden at anvende statsmagten. Dette er i dag blevet så klart, at det ikke kræver megen eftertanke eller undersøgelse at forstå det. Den, der i dag virkelig ønsker at fjerne oprør og fordærv fra verden og inderligt ønsker at fjerne menneskers elendighed og skabe fred og velstand, kan ikke længere nøjes med at være prædikant og rådgiver; det ville være helt meningsløst. Han må rejse sig og afskaffe det regeringssystem, der er grundlagt på forkerte principper, fratage dem, der følger de forkerte principper, statsmagten og opbygge en stat og en regering efter de rette principper, de ægte islamiske principper.
Når De har forstået denne teori, så gå endnu et skridt frem. Det er tidligere blevet bevist, at den grundlæggende årsag til al den fordærvelse og uro, der breder sig i menneskers liv overalt i verden, er statens og regeringens fejlslagne ordning. Det er også blevet forklaret, at hvis der skal ske en forbedring, må man først og fremmest forbedre selve roden. Men spørgsmålet er: Hvad er den grundlæggende årsag til statens og regeringens egne fejl og mangler, og gennem hvilken grundlæggende reform kan døren til denne katastrofe lukkes for altid?
Det eneste svar er, at menneskers herredømme over mennesker i virkeligheden er den grundlæggende årsag til alle katastrofer. Derfor må man som det eneste middel til forbedring afskaffe menneskers herredømme over mennesker og oprette Allahs herredømme. Der er ingen grund til at blive forundret over et så stort spørgsmåls korte svar. Jo mere man søger og undersøger spørgsmålet, desto mere vil man komme til den opfattelse, at dette ene udsagn er det eneste rigtige svar.
Tænk lidt over, hvem der har skabt de mennesker, som bor i verden: Allah Ta’ala eller en anden? Har Allah skabt disse mennesker på jorden, eller en anden? Er det Allah, der har samlet de utallige midler og ressourcer, som mennesker behøver for at opretholde livet, eller en anden magt? Disse spørgsmål kan kun have ét svar, og noget andet svar kan i virkeligheden ikke gives: Det er alene Allah Ta’ala, der har skabt menneskene på jorden og alle disse ting. Med andre ord tilhører denne jord Allah, Allah er den ene og suveræne ejer af rigdommen, og menneskene er alene Allahs undersåtter. Hvordan kan nogen anden da have ret til at udøve myndighed i Allahs rige? Hvordan kan en lov, som er udformet af andre end Allah, eller en lov, som undersåtterne selv har udformet, gælde for Allahs »undersåtter«? Landet og riget skal tilhøre én, men loven skal gælde en anden. Ejerskabet skal tilhøre én, men en anden skal sætte sig som ejer. Undersåtterne skal tilhøre én, men en anden skal etablere herredømme og myndighed over dem. Hvordan kan menneskets sunde fornuft acceptere dette? Især fordi dette står i fuldstændig modsætning til den virkelige sandhed. Og eftersom det er helt i strid med den virkelige sandhed, har dets følger altid været yderst alvorlige, når og hvor det er sket. De mennesker, der opnår retten til at lovgive og herske, begår nødvendigvis selv store fejl på grund af deres naturlige uvidenhed og begrænsninger. Desuden begynder de ofte med vilje at begå uret og uretfærdighed, fordi de lader sig styre af deres dyriske begær. Den første årsag er, at de ikke har den viden, fornuft og indsigt, der er nødvendig for at udforme fejlfri regler til en sund løsning på og ledelse af menneskelige problemer og forhold.

For det andet bliver de fuldstændig tøjlesløse dyr, fordi de overhovedet ikke har frygt for Allah eller angst for at skulle stå til regnskab over for Allah, og dette er det farligste af alt. Når et menneske ikke har så meget som en smule frygt for Allah i sit hjerte og heller ikke tænker på at skulle stå til regnskab over for nogen højere magt, men tværtimod føler sig trygt overbevist om, at »der ikke findes nogen magt noget sted, som kan kræve mig til regnskab«, hvad er der så at undre sig over ved, at sådanne mennesker, når de opnår magt, bliver til tøjlesløse, vilde dyr? Det kræver ikke megen forstand eller viden at forstå dette. Når disse mennesker får fuldstændig kontrol over menneskers liv og over deres forsørgelse og de nødvendige midler til livets opretholdelse, når milliarder af menneskers hoveder bøjer sig for dem, kan man så på nogen måde håbe, at de vil holde fast ved idealerne om ærlighed, retfærdighed og upartisk dom? Kan man på nogen måde have tillid til, at de ikke vil forsøge at fratage andre deres rettigheder, plyndre rigdomme gennem haram-midler og gøre Allahs tjenere til underdanige slaver af deres dyriske drifter? Findes der noget grundlag for at tro, at sådanne mennesker selv vil holde sig på den rette vej og lede andre mennesker ad den rigtige vej? Aldrig. Det er i sig selv umuligt; at det skulle ske, strider fuldstændigt mod fornuft og dømmekraft. Tusinder af års erfaring vidner imod det. Også i vor tid kan man med åbne øjne se konkrete beviser på, hvor meget undertrykkelse, forræderi og yderste fjendskab mod menneskeheden mennesker uden frygt for Allah og uden angst for at skulle stå til regnskab i det hinsidige kan begå, når de opnår magt og myndighed. Derfor må der i dag slås hårdt ned på selve grundlaget for stats- og regeringssystemet. Det vil sige, at menneskers herredømme over mennesker må fjernes, og at alene Allah den Højestes herredømme samt retten til at fastsætte lovene må etableres dér.

Derefter: De, som opretter og leder en regering på grundlag af Allahs herredømme, må aldrig selv sætte sig på tronen som kongernes konge og eneherskere. De skal anerkende Allah alene som konge og udføre statens opgaver som Hans stedfortrædere. Dette ansvar er en stor amanah, som er blevet betroet dem fra Allah. De må altid huske, at de en dag til sidst skal aflægge regnskab for denne amanah over for den store Allah, som kender alt, både det skjulte og det åbenbare. Statens grundlov skal være den lov, Allah har givet. For Han er fuldstændig bekendt med alle tings inderste væsen; Han alene er kilden til al viden. Derfor må ingen have magt eller ret til at ændre eller udvide Hans lov og bestemmelser det mindste. Først da kan de for altid være beskyttet mod menneskelig uvidenhed, selviskhed og uønsket, dyrisk begærs uberettigede indblanding.

Islam er kommet til verden med ansvaret for denne grundlæggende reform. Den ønsker på denne måde at reformere selve kilden til al fordærvelse. Islam fremsætter dette krav over for dem, som anerkender Allah som deres konge – ikke blot som en mundtlig og tænkt konge, men som den virkelige konge – og som tror på den lov, Han gennem Sin profet har sendt til verden: De skal bestræbe sig på at håndhæve deres konges lov og bestemmelser i Hans rige. De undersåtter hos denne konge, som er blevet oprørske og selv har sat sig som kongernes konger, må svækkes, og Allahs undersåtter må beskyttes mod faren for at blive »undersåtter« under andre magter. Set fra islams synspunkt er det på ingen måde tilstrækkeligt blot at anerkende Allah som »Allah« og Hans lov som en livsordning. Samtidig påhviler det dem helt naturligt, at de, hvor end de bor, og uanset hvilket land eller rige der er deres hjem, dér skal vie sig til bestræbelser på at reformere menneskene. De skal ændre det fejlagtige stats- og regeringssystem dér og etablere det rigtige system. De skal fratage de gudsfornægtende ateister og de mennesker, der overskrider de grænser, Allah har fastsat, retten til at udforme lovene og ansvaret, tage dette i egne hænder og udføre statens opgaver i overensstemmelse med Allahs lov, med en vågen følelse af at skulle stå til regnskab i det hinsidige og med bevidstheden om, at Allah er »’Alim al-Ghayb«, Den, der kender det usete. Det er i virkeligheden dette, bestræbelsen og kampen for, der kaldes jihad.

Der er ingen tvivl om, at retten til herredømme og til at lede staten i sin grund er et yderst kompliceret og ansvarstungt arbejde. Så snart ønsket om at opnå den vækkes i et menneskes sind, tændes begærets flammende ild naturligt i det. Så snart mennesket opnår rigdommene på jorden og retten til at herske over mennesker, vågner det skjulte begær i det – og der opstår en trang til at udøve ubetinget herredømme over mennesker. Det er ikke særlig vanskeligt at få statsmagten i hænde; men efter at have opnået den er det langt vanskeligere ikke selv at blive en gud, men at udføre sin pligt som »Allahs lydige tjener«. Hvis du derfor afsætter én Farao og selv sætter dig dér som »Farao«, har det i virkeligheden ikke givet noget resultat. Derfor anser islam det for nødvendigt at forberede dig fuldstændigt, før du stilles over for denne enorme ildprøve. Hvis selviskhed og selvforherligelse ikke fjernes fra dit eget sind og din egen hjerne, hvis dit sind og din sjæl ikke bliver renset, hvis du ikke er rede til at stræbe og kæmpe oprigtigt for at opnå Allahs velbehag og for hele menneskehedens velfærd i stedet for at kæmpe af hensyn til dine egne eller nationens interesser, og hvis du efter at have opnået statsmagten ikke udvikler evnen til at lede staten med inderlig iver efter Allahs lov i stedet for at blive en gud ved at følge dit eget begær og dine dårlige tilbøjeligheder, så kan ingen have ret til at gøre krav på at opnå statsmagt og begynde kampen mod verdens falske magter.

At træde ind inden for islams grænser ved at fremsige kalimaen giver dig ikke ret eller tilladelse til at angribe mennesker. For så vil du også begynde at begå netop de samme onde handlinger, som verdens nuværende gudsfornægtende og undertrykkende mennesker begår. Islam ønsker tværtimod, før den pålægger dig at påtage dig et så stort ansvar, at skabe evnen i dig til at varetage dette ansvar på rette måde.

I islam er bønnen, fasten, hajj, zakat og de øvrige tilbedelseshandlinger netop foreskrevet som forberedelse til dette formål. Alle verdens statsmagter giver først deres egne soldater, politifolk og embedsmænd i civilforvaltningen en særlig form for træning. Når de har vist sig egnede gennem denne træning, indsættes de derefter i bestemte funktioner. Islam ønsker også først at give sine medarbejdere en særlig form for træning. Først derefter gives de ansvaret for jihad og for at etablere islamisk regering. Der er dog en enorm forskel mellem de to. I de opgaver, som verdens stater sætter deres medarbejdere til, er en ren moralsk karakter, et ufordærvet og rent sind samt skabelsen af frygt for Allah overhovedet ikke nødvendige. Derfor bestræber man sig blot på at gøre dem dygtige. Og hvis en person efter at være blevet dygtig er utugtig, alkoholiker, uærlig eller selvisk, er det stadig ikke nogen grund til indvendinger. Men det arbejde, som islam betror sine medarbejdere, er fra først til sidst udelukkende et moralsk arbejde.

Derfor lægges der i islam langt større vægt på at vække gudsfrygt i dem og rense deres sind og sjæl end på blot at gøre dem ’dygtige’. Islam ønsker at vække så megen styrke i dem, at de, når de rejser sig med krav om at etablere Allahs herredømme på jorden, i praksis kan bevise oprigtigheden og ærligheden i dette krav. De må aldrig kæmpe for at vinde deres egen rigdom, jord og ejendom, land og rige, ære og magt. De skal kæmpe oprigtigt for Allahs skyld og for Allahs millioner af tjenere, og dette skal spontant blive bevist gennem deres handlinger. Når de sejrer, må de ikke blive arrogante, hovmodige eller oprørske mod Allah; også da skal deres ydmygt bøjede hoveder være nedbøjede for Allah. Når de bliver herskere, må de ikke gøre mennesker til deres egne slaver. Tværtimod skal de selv leve som Allahs tjenere. Og de skal bestræbe sig på at gøre alle andre mennesker til tjenere alene for Allah. Hvis de får statens skatkamre i deres besiddelse, må de ikke ødsle dem bort blot for at fylde deres egne, deres families eller deres landsmænds lommer. De skal fordele Allahs skatkammer blandt Hans tjenere med retfærdighed og rimelighed og handle som en oprigtig betroet vogter, idet de husker, at et usynligt øje bestemt holder øje med dem – der er En ovenover, hvis blik de på ingen måde kan skjule sig for, og til Ham skal de aflægge regnskab for hver eneste mønt.

I virkeligheden kan det ikke lade sig gøre at forme mennesker med dette formål på nogen anden måde end gennem disse bestemte former for tilbedelse, som islam har foreskrevet. Og når islam således har dannet mennesker, siger den: Nu er I Allahs gode og retskafne tjenere på jorden; gå frem, kæmp og bestræb jer på at fratage de oprørske mod Allah deres statslige myndighed, og tag al magt og alle rettigheder i jeres besiddelse.

Det er let at forstå, at dér, hvor de ansatte, der har ansvaret for alle statslige opgaver såsom hær, politi, domstole, fængsler og skatteopkrævning, er gudfrygtige og bevidste om nødvendigheden af at aflægge regnskab over for Allah i det hinsidige, og hvor alle regler for statens og regeringens ledelse er udformet på grundlag af Allahs lov, dér er der ikke plads til uretfærdighed og uvidenhed. Dér lukkes alle veje til synd og syndige handlinger rettidigt, og regeringen bestræber sig selv på at udvikle retfærdighed, godhed og rene åndelige værdier ved at bruge magt og midler. Der kan ikke være den mindste tvivl om, at menneskeheden dér vil kunne opnå et omfattende velbefindende. Hvis en sådan regering gennem vedvarende indsats i nogen tid beskæftiger sig med at forme folkets karakter og natur, lukker alle kilder til at tjene penge gennem haram-metoder, synd, undertrykkelse, skamløshed og moralsk fordærv, og ophører med fejlagtige undervisnings- og opdragelsesprincipper, mens den gennem et sundt og fuldkomment uddannelsessystem former folkets holdninger og tankegang, så vil mennesker under den få mulighed for at leve i samfundet omgivet af retfærdighed, rimelighed, fred, sikkerhed, god moral og en ren atmosfære; da vil en grundlæggende forandring i menneskene begynde. Det øje, som var blevet blindt efter lang tids liv under syndige og oprørske ledere, vil lidt efter lidt af sig selv blive i stand til at se sandheden og blive sandhedstro. Og det hjerte, som på grund af at være omgivet af moralsk snavs er blevet dækket af pletter og fordunklet, vil lidt efter lidt blive klart som et spejl, og evnen til at modtage sandhedens påvirkning vil vågne.

I virkeligheden vil det da blive let for alle i dette miljø grundigt at forstå, at Allah alene er alles eneste Herre, at ingen andre end Ham er værdig til tilbedelse, og at den profet, gennem hvem budskabet om denne sandhed blev modtaget, virkelig er en sand og sandfærdig profet. Det, som i dag synes meget vanskeligt at forklare, vil da af sig selv finde plads i alles sind. Det, som i dag ikke kan forklares ved hjælp af taler og bøger, vil dengang være så let forståeligt, at der ikke vil kunne mærkes den mindste vanskelighed ved det. De, der med egne øjne kan se den enorme forskel mellem at handle efter menneskeskabte meninger og veje og at handle efter de forskrifter, Allah har fastsat, vil meget let kunne tro på Allahs fuldkomne enhed (tawhid) og Hans sendebuds sandhed; det vil blive yderst vanskeligt for dem at benægte dette. Når man først har lært forskellen mellem blomster og torne at kende, er det let at plukke blomster, mens det er vanskeligt at samle torne. På det tidspunkt vil det blive meget svært at benægte islams sandhed og holde fast i kufr og shirk. Sandsynligvis vil en sådan stædighed højst kunne findes hos ti ud af tusind mennesker, ikke flere.

Jeg håber, at læserne ud fra den foregående gennemgang klart har forstået, hvilket større formål bøn, faste, hajj og zakat er blevet påbudt for. Hidtil er disse ganske vist blevet betragtet som rene religiøse ceremonier, og denne fejlagtige forestilling er blevet indprentet i lang tid. At de er blevet foreskrevet som forberedelse til en stor og højere opgave, er ikke blevet udbredt indtil i dag. Derfor har muslimerne udført disse ceremonier uden noget egentligt formål; men ingen forestilling om at forberede sig til den grundlæggende opgave er blevet vakt i deres sind. Selvom disse former for tilbedelse i virkeligheden netop er blevet påbudt af hensyn til dette, vil jeg sige, at uden ønsket om jihad og uden at tage jihad som formål er disse former for tilbedelse fuldstændig meningsløse. Hvis man mener, at det er muligt at opnå nærhed til Allah gennem udførelsen af sådanne meningsløse ceremonier, vil deres sandhed blive endeligt bevist på dommens dag.

Jihads betydning

I tidligere pjecer er den detaljerede betydning af islamiske fagudtryk som dīn, sharīʿa og ʿibāda blevet beskrevet. Her vil det være tilstrækkeligt blot at henvise lidt til dem i denne sammenhæng.
»Dīn« betyder lydighed,
loven kaldes sharīʿa,
og ʿibāda betyder tilbedelse og trældom.
Hvis du anerkender lydighed mod nogen og accepterer ham som din hersker og lovgiver, betyder det, at du har antaget hans »dīn«. Når du først har anerkendt ham som din lovgiver og i praksis er blevet hans undersåt, får hans påbud og forbud samt de regler og fremgangsmåder, han har fastlagt, status som lov eller sharīʿa for dig. Under disse omstændigheder lever du efter hans »sharīʿa«, opfylder alt, hvad han kræver, adlyder hvert eneste af hans påbud, afholder dig fra det, han har forbudt, og fortsætter med at handle inden for de grænser, som han erklærer det passende for dig at handle indenfor. Ikke nok med det: alle jeres indbyrdes relationer, jeres gerninger, slægtskabsforhold, fjendskaber og retssager – alt bliver gennemført efter de regler og bestemmelser, som han har fastlagt. Du anser hans synspunkter og afgørelser for endelige og bøjer dit hoved for ham. Derfor kan din adfærd betegnes som hans ʿibāda eller tilbedelse.
Af denne analyse blev det helt klart, at dīn i grunden betegner staten og regeringen, at sharīʿa er dens lov, og at det at følge dens love, regler og sædvaner på behørig vis kaldes ʿibāda. Uanset hvem du accepterer som hersker og øverste statslige myndighed og underkaster dig, vil du i grunden høre under hans dīn. Hvis denne hersker og statslige myndighed er Allah, er du underlagt Hans dīn; hvis han er en konge eller hersker, vil du have accepteret kongens »dīn«. Hvis du giver en bestemt nation denne status, antager du denne nations »dīn«. Og hvis du giver dit eget folk eller indbyggerne i dit eget land denne ret, har du antaget folkets »dīn«. Kort sagt: Uanset hvem du adlyder, vil du i virkeligheden fortsætte med at følge hans dīn, og den, hvis lov du følger, vil du i grunden tilbede.

Efter dette bør det ikke være det mindste vanskeligt at forstå denne enkle kendsgerning: Et menneske kan ikke på nogen måde følge to dīn på samme tid. Blandt flere herskere er det i praksis kun muligt på én gang at følge én af dem. Blandt flere love kan kun én lov påtage sig ansvaret for menneskets liv, og blandt utallige guddomme er det kun muligt for dig at tilbede én. Hvis man spørger: »Vi vil med hensyn til tro og overbevisning anerkende én som hersker, men i praksis adlyde en anden og udføre tilbedelse efter en tredje persons lov – hvad kan der være galt i det?« Svaret er, at det kan forekomme – faktisk er det sådan overalt i dag. Men vid, at dette er klart shirk, og at alt shirk er fuldstændig falsk. Den, hvis lov du i praksis følger, er i grunden den, hvis dīn du følger. Hvad kan det derfor være andet end en enorm løgn at erklære en, du ikke adlyder, for hersker og hans dīn for din egen dīn? Hvilken nytte kan det have at forkynde dette med munden eller fastholde det i sit sind, og hvilket resultat kan det overhovedet give i den ydre verden?
Når alle dine livets handlinger overskrider de grænser, som én persons sharīʿa fastsætter, mens du i praksis fortsætter med at følge en andens sharīʿa, bliver din påstand om at følge denne sharīʿa så ikke fuldstændig meningsløs? Når du i praksis tilbeder én, bliver det så ikke en kunstig affære at forkynde en anden som din guddom og bøje dit hoved for ham? For i virkeligheden følger du hans befalinger, afholder dig fra det, han har forbudt, udfører alle dine handlinger inden for de grænser, han har fastsat, og følger i praksis de regler og fremgangsmåder, han har fremlagt. Selv jeres indbyrdes transaktioner gennemfører I efter de regler og principper, han har givet jer. I alle jeres forhold og handlinger træffer I afgørelser efter hans beslutninger; jeres indbyrdes relationer, organisation og fordeling af rettigheder ordner I også efter de bestemmelser, han har givet jer. Ikke nok med det: efter hans krav og anvisninger lægger du hele din sinds- og legemskraft, dine evner, al din arbejdsfortjente rigdom og til sidst selv dit dyrebare liv frem for ham.

Hvis dine handlinger derfor strider mod din trosbekendelse, er det dine faktiske handlinger, der i sidste ende tæller. Under sådanne omstændigheder har en ren trosbekendelse ingen værdi og kan ikke tages i betragtning. Hvilken betydning kan en sådan trosbekendelse have, når den i virkeligheden ikke eksisterer? Hvis en person i praksis følger kongens dīn, kan Allahs dīn ikke have nogen plads dér. På samme måde kan Allahs dīn ikke på nogen måde have plads dér, hvor de faktiske handlinger består i at følge folkets dīn eller Englands, Tysklands eller disse staters dīn. Hvis du derimod følger Allahs dīn, vil der ikke være plads til nogen anden dīn. Kort sagt må det fastholdes endeligt, at shirk ikke er andet end ren løgn.
Når du har forstået dette princip, vil du uden nogen lang og indviklet drøftelse spontant kunne indse, at »dīn«, uanset hvad den er, og hvilken form den end har, ikke har nogen værdi uden statslig og regeringsmæssig myndighed. Hvad enten det er folkets dīn, kongens dīn, den kommunistiske dīn eller Allahs dīn, er det overhovedet ikke muligt at etablere nogen dīn uden statsmagt. Ligesom et rent fantasibillede af et palads – uden nogen virkelig eksistens – er meningsløst, er en dīn (og en livsordning) uden stat og regering fuldstændig meningsløs. Når du bor i et palads, der virkelig er opført, går ind ad dets dør, kommer ud derfra, og dets tag og vægge giver dig ly, hvilken nytte kan du så håbe på at få af et farverigt billede af et fantasipalads? Du må indrette hele din bolig efter det palads, der faktisk er opført. Hvilket resultat kan det i praksis give at begynde at bo i et palads, der er bygget efter ét billede, og samtidig forestille sig et billede af et andet palads eller blot nære hengivenhed eller tro på det? Det er let at indse, hvor latterligt det er at have et fantasipalads i sit sind, mens man i virkeligheden bor i et andet palads. Det palads, hvis fantasibillede findes i hjernen, kan aldrig kaldes et palads, og ingen kan bo i det. Efter dette eksempel giver det ingen mening blot at tro på en dīn som den sande dīn. Når mennesket lever sit virkelige liv efter én dīn, er det fuldstændig meningsløst blot i fantasien at tro på en anden dīn. En imaginær dīn kan på samme måde ikke kaldes en dīn, og ligesom et fantasipalads kan ingen antage en imaginær dīn som sin virkelige dīn. Den, hvis magt anerkendes i praksis, hvis myndighed etableres, hvis lov faktisk håndhæves, og hvis bestemmelser styrer alle menneskelivets handlinger, vil i virkeligheden have dīn. Derfor kræver enhver dīn af natur at etablere sin egen stat, og dīn eksisterer netop for at etablere den magt, den ønsker at etablere; tilbedelse, trældom og lovlydighed skal da alene være rettet mod denne magt. Her følger et eksempel:

Hvad betyder folkets dīn? Det er, når et lands indbyggere selv ejer magten og herredømmet dér, når deres egne love håndhæves over dem, og når alle landets indbyggere i fællesskab underordner sig og tjener folkets magt – det er i virkeligheden folkets dīn eller den demokratiske stat. Så længe folkets egne love ikke håndhæves i landets faktiske magtudøvelse, kan denne folkets dīn eller folkestat derfor på ingen måde være etableret. Man kan heller ikke anse den for at være etableret. Men hvis et andet folk eller en konge i stedet for folket overtager landets magt og herredømme, og hans egne love håndhæves overalt i landet, hvor bliver folkets dīn så af? Hvis nogen dér tror på folkets dīn eller staten, hvilken værdi kan det da have? For så længe kongens eller det fremmede folks dīn er etableret, kan han ikke følge folkestaten.

Lad os tage den kongelige dīn. Ifølge denne dīn udpeges kongen som den øverste myndighed og herre; dens grundlæggende mål er at adlyde og tilbede ham samt i praksis at håndhæve hans lov. Hvis det ikke sker, hvad er da den praktiske fordel ved at anerkende kongen som konge og acceptere ham som den højeste herre? Hvis folkets dīn eller folkestaten eller et fremmed folks styre i praksis er etableret, hvor er den kongelige dīn så? Og hvem kan overhovedet følge den?

Det er ikke længe siden; blot man tænker på englændernes dīn eller stat i dette land (som nu er forsvundet), bliver sagen tydelig. Denne dīn bestod, fordi Indiens regeringslov og civilret blev håndhævet gennem englændernes magt og herredømme. Alle landets indbyggeres handlinger blev udført efter de regler og procedurer, englænderne havde fastsat. Alle bøjede hovedet og adlød deres befalinger. Så længe denne dīn var etableret med så stor styrke, var der i realiteten ikke plads til nogen anden dīn her. Når straffeloven og den civile proceslov ophæves, og man i praksis ikke længere adlyder englændernes lov eller tjener dem, hvor bliver den engelske stat eller dīn så af? – Islams dīn forholder sig i virkeligheden på samme måde. Denne dīns grundlæggende lære er, at Allah, den Ophøjede, er jordens ejer og hele menneskehedens eneste konge.

Derfor skal man kun adlyde og tjene Ham, og alle menneskelivets forskellige forhold skal ordnes efter den sharīʿa, Han har givet. Islams opfattelse – at den højeste magt og det fulde herredømme alene tilhører Allah – er fremsat netop for at fastslå, at kun Allahs lov skal gælde på jorden, og ingen andens. Domstolene skal dømme efter Hans påbud, og politiet skal håndhæve Hans påbud. Alle menneskers indbyrdes forhold, transaktioner og lignende skal ordnes efter Hans påbud. Skatter skal fastsættes efter Hans vilje, og de skal anvendes udelukkende efter de regler, Han har givet. Civilforvaltningen og militæret skal være underlagt Hans befaling. Alle mennesker skal frygte Ham og leve med inderlig ærefrygt; landets almindelige borgere skal kun være Ham lydige. Kort sagt: mennesket skal ikke underkaste sig nogen anden end Allah. Det er derfor klart, at dette mål på ingen måde kan nås, medmindre et ægte islamisk styre etableres. Det har ingen forenelighed eller noget fællesskab med nogen anden dīn; og sandheden er, at ingen dīn tåler, at en anden dīn deler dens herredømme. Ligesom andre dīner hævder Islams dīn også, at magten og herredømmet uindskrænket kun skal være mit, og at enhver anden dīn skal bøje sig og være besejret foran mig. Hvordan skulle man ellers kunne følge mig? Min dīn skal ikke være folkets dīn, ikke den kongelige dīn og ikke den kommunistiske dīn. Ingen anden dīn skal eksistere. Omvendt: hvis en anden dīn eksisterer, eksisterer jeg ikke. At anerkende mig som sand alene med munden vil da ikke føre til noget praktisk resultat. Den ærede Koran har gentagne gange bekendtgjort netop dette:

وَمَا أُمِرُوا إِلَّا لِيَعْبُدُوا اللهَ مُخْلِصِينَ لَهُ الدِّينَ حُنَفَاء»Menneskene har kun fået denne befaling – ingen anden befaling er blevet givet dem – at de vender sig bort fra alle andre retninger, opretter Allahs dīn alene og tilbeder Ham oprigtigt.« – Sura al-Bayyina: 5

هُوَ الَّذِي أَرْسَلَ رَسُولَهُ بِالْهُدَى وَدِينِ الْحَقِّ لِيُظْهِرَهُ عَلَى الدِّينِ كُلِّهِ .
وَلَوْ كَرِهَ الْمُشْرِكُونَ – التوبة : ٣٣»Han er den, der sendte Sitt Sendebud med vejledningen og sandhedens dīn for at lade den sejre over alle dīner, selv om afgudsdyrkerne på ingen måde tåler det.« – Sura al-Tawba: 33

وَقَاتِلُوهُمْ حَتَّى لَا تَكُونَ فِتْنَةٌ وَيَكُونَ الدِّينُ كُلُّهُ لِلَّهِ – الانفال : ٣٩»Bekæmp dem, indtil der ikke længere findes fitna, og hele dīn er etableret for Allah, den Ophøjede.« – Sura al-Anfal: 39

إِنِ الْحُكْمُ إِلَّا لِلَّهِ ، أَمَرَ أَلا تَعْبُدُوا إِلَّا إِيَّاهُ – – يوسف : ٤٠»Ingen har ret til at udstede befalinger undtagen Allah. Hans befaling er, at I ikke skal tjene nogen anden end Ham selv.« – Yusuf: 40

فَمَنْ كَانَ يَرْجُوا لِقَاءَ رَبِّهِ فَلْيَعْمَلَ عَمَلًا صَالِحًا وَلَا يُشْرِكْ بِعِبَادَةِ ربِّهِ أَحَدًا – الكهف : ١١٠»Den, der ønsker at møde sin Herre, skal gøre gode handlinger og ikke sætte nogen som partner i tilbedelsen af sin Herre; det er hans ufravigelige pligt.« – Sura al-Kahf: 110

أَلَمْ تَرَ إِلَى الَّذِينَ يَزْعُمُونَ أَنَّهُمْ آمَنُوا بِمَا أُنْزِلَ إِلَيْكَ وَمَا أُنْزِلَ مِنْ قَبْلِكَ يُرِيدُونَ أَنْ يُتَحَاكَمُوا إِلَى الطَّاغُوتِ وَقَدْ أَمِرُوا أَنْ يَكْفُرُوا بِهِ . …. وَمَا أَرْسَلْنَا مِنْ رَّسُولٍ إِلَّا لِيُطَاعَ بِإِذْنِ اللَّهِ – – النساء : ٦٤٦٠»Har du ikke lagt mærke til dem, der hævder, at de tror på det, der er åbenbaret til dig, og på det, der blev åbenbaret til profeterne før dig, men som ønsker at få deres sager afgjort hos ṭāghūt (den gudsoprørske statsmagt og det gudsoprørske retssystem), selv om de var blevet befalet at fornægte og afvise ham? … Vi har ikke sendt noget sendebud uden at sende ham, for at han med Allahs tilladelse skulle adlydes.« – Sura an-Nisa: 60–64

Efter den ovenfor givne forklaring af ibadat, din og sharia burde læserne ikke have nogen som helst vanskelighed ved at forstå den grundlæggende betydning og ånd i disse koranvers.
Hvorfor jihad tillægges så stor betydning i islam, er også blevet tydeligt gennem den ovenstående drøftelse. Allahs din kan ikke være tilfreds med, at man blot accepterer den som sand, ligesom andre religioner og diner, og kun udfører tilbedelsesritualer som ydre tegn på denne aqida og tro. For det er slet ikke muligt at adlyde og følge Allahs din, mens man er underlagt en anden din; det er umuligt at følge den i en blanding med en anden din. Hvis I derfor virkelig tror, at denne din fra Allah er den sande din, kan der ikke være nogen anden vej end at stræbe og kæmpe af alle kræfter for at etablere den i praksis. Det er gennem denne stræben og kamp, at islam vil blive etableret; ellers må man give sit liv, mens man er engageret i denne bestræbelse. Dette er i sandhed en evig målestok, hvormed sandheden i ens iman og aqida kan prøves. Hvis I virkelig har iman i islam, vil det være umuligt for jer at ligge bevidstløse i tryg søvn, mens I er underlagt en anden din; der kan slet ikke være tale om at tjene den eller at smage blot den mindste del af det udkomme, man får til gengæld. Selv hvis jeres liv efter at have accepteret din islam som den eneste sandhed tilbringes under en anden din, vil jeres leje stadig føles fuld af torne, jeres mad giftig og bitter, og I vil ikke kunne finde så meget som et øjebliks ro uden at stræbe af alle kræfter efter at etablere denne sande din fra Allah. Men hvis I finder tilfredshed ved at leve under en anden din end Allahs din, og jeres hjerte i denne tilstand er tilfreds og trygt, så er I slet ikke mu’minun—uanset hvor koncentreret I beder namaz, hvor længe I praktiserer ‘muraqaba’, og uanset hvor meget I fortolker Koranen og hadith eller udbreder islams filosofi; der er ingen tvivl om, at I ikke er troende. Dette er den endelige dom over den, som tror på din islam, men er tilfreds med en anden din. Men hvad kan man sige om de munafiqer, som oprigtigt tjener andre diner eller stræber og arbejder for at etablere en anden din, såsom folkets din?….. Døden er ikke fjern; når den indtræffer, vil Allah selv lægge beretningen om deres verdslige livs handlinger foran dem. Hvis de virkelig betragter sig selv som muslimer, er det i sandhed ikke andet end deres yderste tåbelighed. Hvis de havde sund fornuft, ville de selv kunne forstå, at det at anerkende og bekæfte én din som sand, samtidig med at man i praksis er tilfreds med etableringen af en anden din eller deltager i dette arbejde og stræber for det, er indbyrdes modstridende handlinger. Ild og vand kan måske forenes; men en sådan handlemåde kan på ingen måde stemme overens med troen på Allah. Det er ikke muligt her at nævne alle de vers i Koranen, der vedrører dette.
Her citeres blot nogle få vers:

احسب النَّاسُ أَنْ يُتْرَكُوا أَن يَقُولُوا آمَنَّا وَهُمْ لَا يُفْتَنُونَ وَلَقَدْ فتَنَّا الَّذِينَ مِنْ قَبْلِهِمْ فَلَيَعْلَمَنَّ اللَّهُ الَّذِينَ صَدَقُوا وَلَيَعْلَمَنَّ
الْكَذِبِينَ ٥ – العنكبوت : ٢-٣”Tror de, at de vil blive ladt i fred, blot fordi de siger: ‘Vi tror’, og at de ikke vil blive prøvet? Vi prøvede sandelig også dem, der levede før dem, så Allah kan kende dem, der er sande, og kende løgnerne.”—Sura al-Ankabut: 2-3

ومِنَ النَّاسِ مَنْ يَقُولُ آمَنَّا بِاللَّهِ فَإِذَا أُوذِيَ فِي اللَّهِ جَعَلَ فِتْنَةَ النَّاسِ كَعَذَابِ اللهِ ، وَلَئِنْ جَاءَ نَصْرُ مِّن رَّبِّكَ لَيَقُولُنَّ إِنَّا كُنَّا مَعَكُمْ ، أَوَ لَيْسَ اللَّهُ بِأَعْلَمَ بِمَا فِي صُدُورِ الْعَلَمِينَ”Blandt menneskene er der nogle, som siger: ‘Vi tror på Allah.’ Men når de udsættes for lidelse på Allahs vej, betragter de menneskenes forfølgelse som Allahs straf. Og hvis der kommer hjælp og sejr fra din Herre, vil de sige: ‘Vi var sandelig sammen med jer.’ Ved Allah ikke bedst, hvad der findes i verdensborgernes hjerter? Alligevel vil Allah visselig se, hvem der er sande mu’minun, og hvem der er munafiqer.”—Sura al-Ankabut: 10-11

مَا كَانَ اللَّهُ لِيَذَرَ الْمُؤْمِنِينَ عَلَى مَا أَنْتُمْ عَلَيْهِ حَتَّى يَمِينَ الْخَبِيثَ مِنَ
الطيب – – ال عمران : ۱۷۹”Det er ikke Allahs måde at lade de troende forblive i den tilstand, I befinder jer i, (for de sandfærdige og løgnere, de oprigtigt troende og munafiqerne, er nu blandet sammen); Allah vil visselig skelne mellem de rene og de urene.”—Sura Al Imran: 179

أمْ حَسِبْتُمْ أَنْ تُتْرَكُوا وَلَمَّا يَعْلَمَ اللهُ الَّذِينَ جَهَدُوا مِنكُمْ وَلَمْ يَتَّخِذُوا مِنْ دُونِ اللَّهِ وَلَا رَسُولِهِ وَلَا الْمُؤْمِنِينَ وَلِيجَة – – التوبة : ١٦”Tror I, at Allah vil lade jer være i fred, uden at Han har skelnet mellem dem blandt jer, der har kæmpet, og dem, der ikke har taget andre som fortrolige allierede i stedet for Allah, Hans Sendebud og de troende?”—Sura al-Tauba: 16

الم ترَ إِلَى الَّذِينَ تَوَلَّوْا قَوْمًا غَضِبَ اللَّهُ عَلَيْهِمْ ، مَا هُمْ مِّنْكُمْ وَلَا مِنْهُم ….. أولَئِكَ حِزب الشيطن ، أَلَا إِنَّ حِزْبَ الشَّيْطَنِ هُمُ الْخَسِرُونَ إِنَّ الَّذِينَ يُحَادُونَ اللهَ وَرَسُولَهُ أُولَئِكَ فِي الْأَذَلِّينَ ، كَتَبَ اللهُ لأَغْلِبَنَّ أَنَا وَرُسُلِي ، إِنَّ اللهَ قَوِيٌّ عَزِيزٌ – المجادلة : ١٩١٤”Har du tænkt over dem, der slutter venskab med folk, som Allah har forbandet? De hører hverken til blandt jer eller blandt dem ….. De er Satans parti! Vogt jer! Satans parti er visselig dem, der til sidst vil mislykkes. De, der strides med Allah og Hans Sendebud, vil visselig være blandt de mest fornedrede. Allah har bestemt: ‘Jeg og Mine sendebude vil visselig sejre.’ Allah er sandelig stærk og mægtig.”—Sura al-Mujadala: 14, 19-21

Det fremgår helt klart af de nævnte vers, at hvis en anden dīn end Allahs dīn, Islam, i praksis er etableret et sted, vil de oprigtigt troende og idealistiske mu’miners kendetegn dér være, at de vil stræbe efter at udrydde denne falske dīn og etablere Allahs sande dīn. Hvis de virkelig gør dette, vier alle deres kræfter til dette formål, ofrer endog deres liv og tålmodigt bærer enhver form for tab og skade, er der ingen tvivl om, at de er sande troende. Om deres bestræbelser lykkes eller ej, er et irrelevant spørgsmål. Men hvis de er tilfredse med og trygge ved den falske dīns etablering, eller frivilligt deltager i arbejdet med at holde den sejrrig og etableret, er deres påstand om at være troende helt igennem løgnagtig; der kan ikke være den mindste tvivl herom.
Desuden har Allah i de nævnte vers også besvaret dem, der fremfører forskellige slags hindringer som undskyldninger for ikke at etablere dīn Islam. Når der et sted gøres en indsats for at etablere dīn Islam, vil en eller anden falsk dīn altid allerede være etableret dér med fuld styrke. Den vil have kontrol over alle former for magt og myndighed, den vil have beslaglagt forsyningerne og midlerne til livsophold, og dens indflydelse vil være stærk på alle områder af menneskelivet. At knuse en sådan veletableret dīn og etablere en anden dīn kan under ingen omstændigheder være nogen dans på roser. Hvis man arbejder i fuld fred og magelighed, som en hersker, kan dette formål aldrig nås; det er ikke muligt. At fortsætte med at opnå en vis materiel lykke og fred under den falske dīn og samtidig etablere dīn Islam er fuldstændig umuligt. Dette store arbejde kan først fuldføres, når I er rede til at træde alle de rettigheder, interesser og bekvemmeligheder, I har opnået gennem den falske dīn, under fode, og når I modigt er rede til at bære ethvert tab og enhver skade, som I måtte møde i dette arbejde. I virkeligheden er det kun dem, der er rede til at gennemgå en sådan hård stræben, der kan føre jihad på Allahs vej. Men sådanne mennesker findes kun i ringe antal i ethvert samfund. Hvad angår dem, der ønsker at følge dīn Islam, men ikke er rede til at opgive komfort og velstand, ønsker jeg ikke at komme med nogen forudsigelse om dem. Lad dem trygt fortsætte med at tjene deres egen nafs. Når sandhedens mujahider villigt har gennemgået lidelser og forfølgelse og bragt umådelige ofre på denne vej, og dīn Islam er blevet etableret, vil de komme og sige: »Vi hører jo til jeres gruppe, så giv os nu også vores andel.«

Afslutning