I lang tid har der været et dybtfølt behov for et værk om fiqh-videnskaben, som er kortfattet, men samtidig imødekommer alle behov i enhver muslims liv. Alhamdulillah har Asan Fiqh, skrevet på urdu af Maulana Muhammad Yusuf Islahi, opfyldt dette behov for os.

Da bogen er blevet oversat af den fremtrædende islamiske tænker og forfatter, hr. Abbas Ali Khan, mener vi, at oversættelsen er blevet særdeles vellykket. Dette bind indeholder tre kapitler med titlerne sawm, zakat og hajj.

Det er værd at bemærke, at der i den muslimske verden i dag findes fire retninger inden for fiqh-videnskaben: hanafi, maliki, shafi‘i og hanbali. Der findes også tilhængere af en anden retning, som ikke følger nogen af de ovennævnte fire retninger. De foretrækker at følge Koranen og hadith direkte. De er kendt som salafier eller ahl al-hadith. Alle de ovennævnte retninger er korrekte. Grundlaget for dem alle er Koranen og hadith. Alle havde som mål at følge Koranen og hadith fuldt ud. Det kan ikke være en oprigtig tilhænger af sandhedens handling at skabe splittelse i den muslimske umma ved på grund af de ovennævnte forskelle at bebrejde hinanden og anse hinanden for at være trådt ud af religionen.

På det indiske subkontinent findes der tilhængere af alle retninger. Men eftersom tilhængerne af hanafi-retningen er flest, er dette værk, for at undgå meningsforskelle, udarbejdet udelukkende på grundlag af hanafi-retningen. Det skal gøre det muligt for almindelige muslimer uden tøven og med fuld tryghed at følge deres egen madhhab. Dog er ahl al-hadiths synspunkter også medtaget i mange tilfælde.

I forskellige tidsaldre har de lærde, efter omfattende forskning i bestemte spørgsmål, anbefalet forskellige synspunkter. Det synspunkt blandt disse, som er blevet anset for korrekt, er også nævnt i noterne, så den, der ønsker det, kan følge det med et åbent sind. Desuden er dydigheden og betydningen af tilbedelse og gode handlinger, sammen med de juridiske spørgsmål, beskrevet i lyset af hadith, så der kan vækkes en inderlig begejstring for tilbedelse i hjertet.

Det er læserne, der må bedømme vores succes. Må Allah den Højeste give os tawfiq til at følge Hans religion fuldt ud. Amin.

Bibliografi

I drøftelsen af ahkams dydighed og visdom er følgende værker blevet benyttet:

1. Tafsir an-Nasafi 2. Tafsir al-Khazin 3. Tafsir al-Baydawi 4. Tarjuman al-Qur’an – Maulana Abul Kalam Azad 5. Tafhim al-Qur’an – Maulana Sayyid Abul A’la Mawdudi (r) 6. Tarjuma wa Tafsir – Maulana Shabbir Ahmad Usmani 7. Sahih Sitta 8. Muwatta – Imam Malik (r) 9. Riyad as-Salihin 10. Al-Adab al-Mufrad 11. Hisn al-Hasin 12. Mishkat 13. Ihya’ Ulum ad-Din 14. Kashf al-Mahjub.

Disse masā’il og ahkām er, uden en ijtihad-baseret drøftelse, hentet fra følgende værker, og kun de masā’il, der ifølge den enstemmige opfattelse gælder for offentligheden, er medtaget.

1. Hidaya 2. Ayn al-Hidaya – Sharh Hidaya 3. Fath al-Qadir 4. Quduri 5. Sharh al-Wiqaya 6. Nur al-Idah 7. Fiqh as-Sunnah 8. Ilm al-Fiqh 9. Ta’lim al-Islam 10. Islami Ta’lim 11. Alat-e Jadidah ke Shar’i Ahkam – Mufti Muhammad Shafi (r) 12. Rasa’il wa Masa’il – Maulana Sayyid Abul A’la Mawdudi (r) 13. Behishti Zewar 14. Fatawa – Darul Uloom Deoband og andre.

Kapitlet om zakat

En redegørelse for zakat

Bønnen og zakat er i virkeligheden to vigtige tilbedelseshandlinger, der repræsenterer hele religionen. Inden for den legemlige tilbedelse repræsenterer bønnen hele religionen, og inden for den økonomiske tilbedelse repræsenterer zakat hele religionen. De rettigheder, som religionen pålægger mennesket, er af to slags: Allahs rettigheder og menneskenes rettigheder. Bønnen forbereder mennesket på at opfylde Allahs rettigheder, mens zakat skaber en dyb følelse af nødvendigheden af at opfylde menneskenes rettigheder. At opfylde disse to slags rettigheder fuldt ud er selve islam.

Zakats rang

Zakat er islams tredje store søjle. Inden for religionen kommer zakat umiddelbart efter bønnen. Faktisk nævnes bønnen efter troen og zakat efter bønnen mange steder i Koranen. Heraf fremgår det på den ene side klart, hvor høj en status bønnen og zakat har inden for religionen. På den anden side antydes det også, at når der tales om status efter bønnen, er det zakat, der menes. Dette fremgår også klart af Profetens (fred være med ham) hadith:

Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), da han sendte Muadh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham) til Yemen, gav ham følgende råd: »Du kommer til et folk, som har fået Bogen. Du skal først invitere dem til at bevidne troen: at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) er Allahs sendebud. Når de har accepteret denne sandhed, skal du fortælle dem, at Allah har gjort fem daglige bønner obligatoriske for dem. Når de også har accepteret dette, skal du sige til dem, at Allah har gjort sadaqa (zakat) obligatorisk for dem. Den skal opkræves fra deres velhavende og fordeles blandt de fattige og trængende blandt dem. Når de også har accepteret dette, skal du ved opkrævningen af zakat ikke udvælge deres bedste ejendele, og du skal vogte dig for den undertryktes forbandelse. For der er intet slør eller nogen hindring mellem den undertrykte og Allah.« (Bukhari, Muslim)

Zakatens betydning

Zakat betyder at blive renset, at vokse og at udvikle sig. I fiqh-terminologien betyder zakat en økonomisk form for tilbedelse. Enhver muslim, der ejer nisab, skal fra sin formue udskille den af shariaen fastsatte mængde til de mennesker, som ifølge shariaen har ret til at modtage zakat.

Når man betaler zakat, bliver formuen renset og hellig. Derefter skænker Allah velsignelse til formuen. I det hinsidige giver Han den, der betaler zakat, så stor en belønning og løn, at mennesket ikke kan forestille sig det. Derfor kaldes denne tilbedelse zakat, det vil sige en handling, der renser og får tingene til at vokse.

Zakatens inderste mening

Når den troende for Allahs tilfredshed med et tilfreds hjerte bruger sin kæreste og mest skattede ejendom på Allahs vej, opstår der et lys og en stråleglans i den troendes hjerte. Materielt snavs og kærligheden til denne verden forsvinder. Derefter opstår der i sindet livskraft, renhed og en tilskyndelse til kærlighed til Allah. Herefter fortsætter den med at vokse. At give zakat er i sig selv et udtryk for kærlighed til Allah og samtidig et effektivt og pålideligt middel til at øge denne kærlighed.

Zakatens inderste mening er ikke blot, at den er en metode til at forsørge de nødlidende og trængende og til at sikre en retfærdig fordeling af rigdom. Den er også en vigtig tilbedelseshandling, som Allah den Ophøjede har gjort obligatorisk. Uden den er det hverken muligt at rense og lutre menneskets sind og sjæl, eller for mennesket at blive en oprigtig, god og velgørende tjener for Allah. Zakat er i virkeligheden det ydre udtryk for taknemmelighed over for Allahs uudtømmelige velsignelser. Den juridiske zakat består ganske vist i, at den velhavende, når et år er gået, siden han erhvervede sin formue, udskiller en bestemt del af den til dem, der har ret til den. Men zakatens inderste mening er ikke begrænset til dette. Allah den Ophøjede ønsker gennem denne handling at fjerne al form for materiel kærlighed til denne verden fra den troendes hjerte og anbringe sin egen kærlighed dér. På denne måde ønsker Han at opdrage den troende, så han ved at ofre sin formue, sit liv, alle sine kræfter og evner på Allahs vej kan opnå åndelig fred og glæde. Han skal udtrykke sin taknemmelighed ved at give alt bort på Allahs vej og sige, at Allah ved sin nåde og godhed har givet ham evnen til at ofre liv og ejendom på Hans vej. Derfor har shariaen fastsat en juridisk grænse for zakat og sagt, at det er obligatorisk for enhver muslim at bruge så meget. Hvis man undlader at bruge dette minimum, bliver selve ens tro tvivlsom. Men samtidig har den med al kraft indgydt den tilskyndelse, at den troende ikke skal anse dette beløb for tilstrækkeligt. Han skal tværtimod vænne sig til at bruge mere og mere på Allahs vej. Denne sandhed fremgår også tydeligt af Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) og de ædle ledsageres liv.

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at en mand kom til den hellige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han bad Profeten om noget. På det tidspunkt havde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) så mange geder, at dalen mellem to bjerge var fuld af geder. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav alle disse geder til den, der havde bedt om dem. Da manden vendte tilbage til sit folk, sagde han til dem: »Folk, bliv alle muslimer. Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) giver så meget til mennesker, at der ikke længere er nogen frygt for at blive fattig.« (Kashf al-Mahjub)

En dag kom en tigger til Hazrat Husains (ra) forsamling og sagde: »O Profetens barnebarn, jeg har brug for fire hundrede dirham.« Hazrat Husain hentede straks fire hundrede dirham fra huset og gav dem til ham, hvorefter han begyndte at græde. Da folk spurgte ham om årsagen til hans gråd, sagde han: »Jeg græder, fordi jeg ikke gav ham dem, før han bad om dem. Hvorfor måtte han tigge? Hvordan kunne det komme så vidt, at denne mand kom til mig og rakte hånden frem for at tigge?« – (Kashful Mahjub)

Hazrat Aisha (ra) fortæller: En dag blev en ged slagtet i huset. Profeten (s) kom hjem og spurgte, om der var noget af gedekødet tilbage. Hazrat Aisha (ra) svarede: »Kun et lår er tilbage; alt det øvrige er blevet uddelt.« Profeten sagde: »Nej, tværtimod er alt det, der er blevet uddelt, bortset fra låret, det, der virkelig er tilbage.« (For dets belønning eller værdi kan man håbe på i det hinsidige.) (Jami‘ at-Tirmidhi)

Hazrat Asma bint Abi Bakr (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde til hende: »Stol på Allah og bliv ved med at give rundhåndet på Hans vej. Pas på ikke at komme ind i den vane at tælle og beregne, hver gang du giver. Hvis du giver på Allahs vej med nøje optælling, vil Han også give dig efter nøje optælling. Opbevar ikke din rigdom som en skat; ellers vil Allah behandle dig på samme måde, og du vil ikke få rigdom i overflod. Brug derfor så meget, som du har mod til, med åben hånd på Allahs vej.« (Bukhari, Muslim)

Hazrat Abu Huraira (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: »Allah siger til hver eneste af sine tjenere: O Adams børn, bliv ved med at bruge på Min vej, så vil Jeg blive ved med at give jer fra Mine uudtømmelige skatte.« (Bukhari, Muslim)

Hazrat Abu Dharr (ra) fortæller: En dag kom jeg til Profeten (s). Han hvilede i skyggen af Kabaen. Da han så mig, sagde han: »Ved Kabaens Herre! Disse mennesker står over for et frygteligt tab.« Jeg sagde: »Måtte min far og mor ofres for dig; fortæl mig, hvem de er, der står over for et frygteligt tab.« Han sagde: »Det er de mennesker, der er kapitalstærke og velstående. Ja, blandt dem er de mennesker beskyttet mod tab, som med åbent hjerte bruger deres ejendom på Allahs vej foran og bagved, til højre og til venstre. Men blandt de velhavende er der meget få af den slags mennesker.« – (Bukhari, Muslim)

Formålet med zakat-systemet

Zakat-systemet ønsker i virkeligheden at rense den troendes hjerte for kærligheden til verden og for alt det krat og den jungle, der vokser frem fra dens rødder, så Allahs kærlighed kan opstå dér. Dette bliver først muligt, når den troende tjener ikke nøjes med blot at betale zakat, men forsøger at optage zakatens livskraft i sig og tænker: »Alt, hvad jeg har, tilhører Allah. Man kan kun opnå Hans tilfredshed ved at bruge det hele på Hans vej.« Uden at tilegne sig zakatens livskraft og formål kan ingen elske for Allahs skyld eller, når han erkender Allahs ret, være vågen og rundhåndet for at opfylde den.

Zakat-systemet renser i virkeligheden hele det islamiske samfund for nærighed, snæversyn, selviskhed, misundelse, fjendskab, hårdhed i hjertet og den skjulte tilbøjelighed til at udbytte andre. Det indgyder og udvikler i samfundet ophøjede og rene motiver som gensidig kærlighed, opofrelse, barmhjertighed og gavmildhed, oprigtighed, velvilje, samarbejde og fællesskab. Derfor var zakat påbudt for enhver profets folk. Der var naturligvis forskelle i dens nisab og i fiqh-reglerne vedrørende den, men zakat-befalingen fandtes i enhver sharia.

Shariaen før zakat

Hvis man tænker over zakats egentlige betydning og livskraft, bliver det klart, at zakat er en uundværlig handling og en uundværlig egenskab for den troende. Derfor finder man dens påbud i enhver profets sharia.

Koranen bevidner, at zakat var påbudt for alle profeternes folk, ligesom bønnen var påbudt. I suraen Al-Anbiya, i forbindelse med omtalen af Musa (a.s.) og Harun (a.s.), berettes der udførligt om den eftertænksomme samtale, som fandt sted mellem Ibrahim (a.s.) og hans folk. Derefter nævnes i denne forbindelse Lut (a.s.), Ishaq (a.s.) og Yaqub (a.s.). Så siges der:

***** Arabisk *********

Og Vi gjorde dem alle til ledere. De vejledte i overensstemmelse med Vores befaling. Og gennem åbenbaringen vejledte Vi dem til at gøre gode handlinger, opretholde bønnen og give zakat, og de var alle tilbedende tjenere.

Forskellige steder i Koranen nævnes den pagt og ed, som blev taget fra jøderne. En af dens vigtige bestemmelser var også, at de skulle opretholde bønnen og give zakat.

******* Arabisk ******

Og husk, da Vi tog en fast pagt fra Israels børn: I må ikke tilbede andre end Allah; I skal behandle jeres forældre godt, behandle slægtninge, forældreløse og fattige godt og tale venligt til folk. I skal opretholde bønnen og give zakat. (Sura Al-Baqara 83)

Et andet sted siger Allah den Højeste om Israels børn:

******* Arabisk *******

Og Allah siger til Israels børn: »Jeg er med jer, hvis I fortsætter med at udføre bønnen og betale zakat.«

(Sura al-Ma’ida 12)

Idet Koranen lovpriser profeten Isma’il (a), søn af profeten Ibrahim (a) og en af profeten Muhammads (s) forfædre, siger den, at han formanede sine nærmeste til at udføre bønnen og betale zakat

******* Arabisk ********

Og Isma’il formanede sin familie til bøn og zakat, og han var velbehagelig for sin Herre. (Sura Maryam 55)

Da profeten Isa (a) præsenterede sin identitet, sagde han netop med henblik på den profetiske rang, som han var blevet tildelt: »Min Gud har pålagt mig at udføre bønnen og betale zakat hele mit liv.«

********** Arabisk *************

Og Han har befalet mig at opretholde bønnen og blive ved med at give zakat, så længe jeg lever. (Sura Maryam 31)

Zakatens storhed og betydning

Man kan danne sig et indtryk af den usædvanlige storhed og betydning, som zakat har i islam, ved at Koranen mindst toogtredive steder nævner bønnen og zakat sammen. Det første krav efter troen er netop bønnen og zakat. I virkeligheden betyder opfyldelsen af disse to former for tilbedelse, at hele religionen efterleves. Hvordan kan den tjener, som i moskéen hengiver krop og sjæl til Allah med dyb hengivenhed, forsømme Allahs rettigheder uden for moskéen? På samme måde: Hvordan kan den, der med et tilfreds hjerte giver sin elskede rigdom bort på Allahs vej for at opnå Allahs tilfredshed og føler dyb fred i sit hjerte, krænke andre tjeneres rettigheder? Islam er i virkeligheden selve udtrykket for Allahs og tjenernes rettigheder. Derfor betragter Koranen bønnen og zakat som kendetegn på islam og som et vidnesbyrd om at træde ind inden for islams grænser. I Sura at-Tawba giver Allah, efter at have bekendtgjort bruddet med afgudsdyrkerne og udtrykt sin utilfredshed med dem, muslimerne denne vejledning: Hvis de omvender sig fra vantro og afgudsdyrkelse, opretholder bønnen og giver zakat, vil de blive regnet som trosbrødre. Derefter vil de i det islamiske samfund have den samme position, som muslimerne har.

********** Arabisk ************

Hvis de omvender sig fra vantro og afgudsdyrkelse, opretholder bønnen og giver zakat, så er de jeres trosbrødre. (Sura at-Tawba 11)

Dette vers siger netop, at bønnen og zakat er islams tydelige kendetegn og uigendrivelige beviser. Derfor betegner Koranen det at undlade at give zakat som afgudsdyrkernes kendetegn og handling. Sådanne mennesker er blevet regnet som fornægtere af det hinsidige og berøvet troen.

********** Arabisk ************

Fortabelse rammer de afgudsdyrkere, som ikke betaler zakat, og som fornægter det hinsidige. (Sura Ha-Mim as-Sajda 6-7)

Da nogle mennesker under den første kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), nægtede at betale zakat, anså han det for ensbetydende med at træde ud af islam og blive frafalden, og han erklærede: »Hvis disse mennesker nægter blot at give et gedekid af den zakat, som de plejede at betale på Profetens tid, vil jeg føre jihad mod dem.« Hazrat Umar forsøgte at hindre Siddiq Akbar og sagde: »Hvordan kan du føre jihad mod dem, når de tror på trosbekendelsen?« Han sagde endvidere: »Profeten (fred være med ham) har sagt, at den, der siger: La ilaha illallah, har sit liv og sin ejendom i sikkerhed hos mig.« Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) bekendtgjorde derefter sin faste beslutning og sagde:

********** Arabisk ************

»Ved Allahs ed vil jeg helt sikkert kæmpe mod dem, der skelner mellem bønnen og zakat.« (Bukhari, Muslim) (Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) fremlagde vers 5 fra Sura at-Tawba som argument for jihad mod dem, der fornægter zakat:

********** Arabisk ************

Hvis de angrer, etablerer bønnen og betaler zakat, så lad dem være. (Oversætter)

Bønnen og zakat er to sådanne søjler eller grundpiller i religionen, at det at fornægte dem eller skelne mellem dem i virkeligheden svarer til at vende sig bort fra Allahs religion og blive frafalden. Og det er den troendes pligt at føre jihad mod de frafaldne.

Hazrat Abdullah ibn Masud siger: »Vi er blevet påbudt at bede og betale zakat. Den, der ikke betaler zakat, har heller ingen bøn.« (Tabarani)

Koranen har betegnet dem, der afholder sig fra at betale zakat, som berøvet vejledning:

********** Arabisk ************

Vejledning er for de gudfrygtige, som tror på det usete, opretholder bønnen og giver ud på Allahs vej af det, Vi har skænket dem. (Sura al-Baqarah 2-3)

Ifølge Koranen er det i sandhed kun dem, der betaler zakat, som er oprigtigt troende—

********** Arabisk ************

De, der opretholder bønnen og giver ud på Allahs vej af det, Vi har skænket dem, er oprigtigt troende. (Sura al-Anfal 2-3)

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde, da han beskrev zakats storhed og betydning:

Den gavmilde er nær Allah, nær Paradiset, nær Allahs tjenere og langt fra Helvede. Den nærige er derimod langt fra Allah, langt fra Paradiset, langt fra Allahs tjenere og nær Helvede. Den egentlige sag er, at en uvidende gavmild person er langt mere vellidt hos Allah end en nærig tilbeder. (Tirmidhi)

De frygtelige følger af at forsømme zakat

På grund af zakats enestående betydning har Koranen omtalt en yderst smertefuld straf for dem, der ikke betaler zakat. De er blevet advaret, så de ikke, berusede af kærligheden til forgængelig rigdom, påfører sig selv frygtelige følger. De bør beskytte sig selv mod den frygtelige straf, hvis blotte forestilling får kroppen til at gyse.

********** Arabisk ************

Giv dem, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, det glædelige budskab om en smertefuld straf. (Denne straf består i, at) en dag vil komme, hvor dette guld og sølv vil blive ophedet i Jahannams ild, hvorefter deres ansigter, sider og rygge vil blive brændemærket med det. (Og der vil blive sagt:) Dette er den rigdom, som I samlede til jer selv. Smag derfor nu på den rigdom, I samlede. (Sura at-Tawba 34-35)

Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) blev spurgt, hvad der menes med det ord, der i dette vers er anvendt som ….. Han sagde, at …….. betyder den rigdom, hvis zakat ikke er blevet betalt. For at advare dem, der ikke betaler zakat, har Profeten (s) på denne måde skildret den frygtelige straf i det hinsides.

Den, som Allah den Ophøjede har givet rigdom, men som derefter ikke betaler zakat af sin rigdom, vil på opstandelsens dag få sin rigdom forvandlet til en giftig slange. På grund af giftens styrke vil slangens hoved være hårløst, og dens to øjne vil være sorte mærker. På opstandelsens dag vil den sno sig om halsen på den nærige, som ikke betalte zakat, og sætte sine giftige tænder i hans to kæber, mens den siger: Jeg er din rigdom, jeg er din opsparede rigdom.

Derefter reciterede Profeten (s) det følgende vers:

********** Arabisk ************

De, som Allah har begavet med rigdom ved sin nåde, må ikke tro, at deres nærighed er til gavn for dem; tværtimod er den yderst skadelig for dem. Det, de har samlet sammen i nærighed, vil på opstandelsens dag blive gjort til et halsbånd og lagt om deres halse. (Sura Ali Imran 180)

Desuden formanede Den Ædle Profet (s.a.w.) sine ædle ledsagere om at beskytte sig mod de frygtelige følger af at forsømme zakat. Han sagde:

På opstandelsens dag må ingen af jer komme til mig i en sådan tilstand, at hans ged bæres på hans nakke, mens han råber til mig om hjælp. Jeg vil da sige: I dag kan jeg intet gøre for dig; jeg havde allerede overbragt dig Allahs befalinger og påbud. Se derfor til, at ingen af jer den dag kommer til mig med sin kamel på nakken. Han vil råbe til mig om hjælp, og jeg vil sige til ham: Jeg kan intet gøre for dig. Jeg havde allerede overbragt dig Allahs befalinger. (Bukhari)

En dag så Profeten (s.a.w.), at to kvinder bar guldbangles om håndleddene. Han spurgte dem, om de betalte zakat af dem. Da de svarede nej, sagde Profeten: Ønsker I da, at disse i stedet skal erstattes med ildbangles på jer? De sagde: Nej, nej, aldrig!

Da sagde Profeten (s.a.w.): Betal zakat af dem. (Tirmidhi)

Hazrat Abdullah bin Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten (s.a.w.) under en prædiken sagde: O mennesker! Hold jer borte fra begær og grådighed. De, der levede før jer, gik til grunde netop på grund af dette begær og denne grådighed. Grådigheden skabte nærighed og snæversindethed i dem. Som følge deraf blev de nærige og tilbedere af rigdom. Dette fik dem til at bryde båndene af medfølelse og barmhjertighed med deres nærmeste, og de begik således synden at afskære disse bånd. Det drev dem til syndige handlinger, og de begik syndige handlinger. (Abu Dawud)

Som følge af disse advarsler fra Koranen og sunnaen var de ædle ledsagere (må Allah være tilfreds med dem) ……. yderst ivrige efter at give sadaqa. Følelsen var så stærk, at de anså det for haram at beholde selv en eneste mønt ud over det nødvendige. Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham) havde for vane, at når han så en gruppe mennesker samlet, henledte han deres opmærksomhed på zakat.

Betoningen af zakat og tilskyndelsen til den

På grund af zakats enestående betydning og storhed er der i den hellige Koran 82 steder blevet lagt vægt på den. Som regel nævnes bønnen og zakat sammen. For eksempel:

********** Arabisk ************

Og opret bønnen, og giv zakat.

I Koranen og sunnah er man på forskellige måder blevet tilskyndet til dette ved at omtale dets store religiøse og verdslige fordele. For eksempel:

De, der bruger deres ejendom på Allahs vej, kan sammenlignes med et korn, hvorfra der kommer syv aks, og hvert aks har hundrede korn. Således mangfoldiggør Allah det, Han vil, og Allah er vidtrækkende og gavmild samt alvidende (Surah al-Baqarah 261).

Bonden overlader sine såsædskorn til Allahs jord, tæller dagene i håb og beder Allah om regn. Derefter giver Allah ham utallige korn i stedet for ét enkelt frø. Ved at fremføre denne trosstyrkende erfaring som eksempel vil Allah gøre det klart, at alt, hvad tjeneren bruger for Allahs tilfredshed, vil Han mangfoldiggøre så meget, at Han for hvert enkelt korn vil give syv hundrede korn. Han kan endda give mere end dette. Allah anerkender tjenerens dybe oprigtighed og følelsesmæssige begejstring. Han giver i en sådan mængde, at tjeneren ikke engang kan forestille sig det. Og denne gave og ……… er ikke udelukkende bestemt for det hinsidige; tværtimod skænker Allah den Almægtige i denne verden ………. samfundet godhed og velsignelse, velstand og fremgang.

********** Arabisk ************

Den zakat, som I giver for Allahs tilfredshed, øger i virkeligheden den zakatgivendes ejendom. (Surah ar-Rum 39)

Det forholder sig i virkeligheden sådan, at det er de gavmilde, generøse, indbyrdes medfølende og velvillige, der giver zakat, sadaqa og lignende. Det er zakat og sadaqa, der skaber disse egenskaber. Velstand, velsignelse, fred, sikkerhed, fremgang og velstand tilfalder i denne verden det samfund, hvis medlemmer i almindelighed besidder disse egenskaber, og hvor rigdommen ikke ophobes hos en lille gruppe selviske, snæversynede og nærige mennesker. Tværtimod fordeles den ligeligt i hele samfundet, alle har frihed til at tjene og bruge deres indkomst efter deres egne evner og kvalifikationer, og alle får de samme muligheder og fordele.

Hazrat Abu Huraira (ra) beretter, at Profeten (s) sagde: Den, der giver selv en enkelt dadel i sadaqa af sin rene indtjening, tager Allah den i Sin egen hånd og lader den vokse, ligesom I opdrager jeres børn; derefter bliver den så stor som et bjerg. (Bukhari)

Hazrat Abu Huraira (ra) beretter videre, at Profeten (s) sagde: Rigdommen bliver ikke mindre af at give sadaqa (den vokser tværtimod); ved at tilgive nogen vokser ens ære (det medfører ikke ydmygelse), og den, der ydmyger sig og er beskeden alene for Allahs skyld, vil Allah give en høj rang. (Muslim)

Koranen siger klart, at de, der renser hjertet, følger den rette vej, er udstyret med visdom, opnår Allahs tilfredshed, tilgivelse og barmhjertighed samt den evige fred i det hinsidige og Allahs

nærhed, netop er de mennesker, som bestandigt giver zakat med et tilfreds hjerte.

********** Arabisk ************

(O Profet!) Tag sadaqa fra deres rigdom, rens dem derved, og før dem fremad på godhedens vej. (Sura At-Tauba 103)

Satan skræmmer jer med fattigdom og nød og tilskynder jer til at følge uanstændige og skammelige handlingsmåder. Men Allah lover jer Sin tilgivelse og barmhjertighed, og Han er gavmild og alvidende. Han giver visdom til den, Han vil. Og den, der får visdom, har i sandhed opnået en vældig rigdom. (Sura Al-Baqara 268-269)

********** Arabisk ************

Og det, de bruger på Allahs vej, gør de til et middel til at opnå nærhed til Allah og til at modtage en bøn om nåde fra Sendebudet (s). Husk, at det virkelig er et middel til at opnå nærhed til Allah, og Allah vil visselig føre dem ind i sin nåde. Sandelig, Han er tilgivende og barmhjertig. (Sura at-Tawba 99)

********** Arabisk ************

Og den, der frygter Allah mest, vil blive holdt borte fra Helvedes ild, og som derfor giver andre af sin rigdom, så hans hjerte kan renses for nærighed, grådighed og verdslig tilknytning. (Sura al-Layl 17-18)

Hazrat Adi bin Hatim (rh) siger: Jeg hørte Profeten (s) sige: »O mennesker! Vogt jer for Helvedes ild, om så det blot er ved at give et stykke af en daddel.« (Bukhari)

Hazrat Abu Huraira (ra) siger, at Profeten (s) har sagt: På Opstandelsens dag, hvor der ikke vil være nogen skygge noget sted bortset fra Allahs trone, vil syv slags mennesker kunne opholde sig i tronens skygge. Blandt dem vil være en person, der giver så hemmeligt på Allahs vej, at hans venstre hånd ikke ved, hvad hans højre hånd har givet. (Bukhari)

Når nogen kom til Profetens (s) nærvær med zakatmidler, blev han meget glad og bad om nåde for vedkommende. En gang kom Hazrat Abu Awfa (ra) til Profetens (s) nærvær med zakat. Da bad Profeten (s) følgende bøn for ham:

********** Arabisk ************

O Allah, lad Din barmhjertighed komme over Abu Aufas familie. (Bukhari)

En dag gik den ædle Profet (s) hjem lige efter asr-bønnen og kom ud igen efter et stykke tid. Da de ædle sahaba spurgte om årsagen, sagde han: »Et stykke guld lå hjemme. Jeg syntes ikke, det var rigtigt, at det skulle blive liggende der indtil natten. Derfor gik jeg tilbage, efter at have fordelt det blandt de trængende.« (Bukhari)

Hazrat Anas (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: »På grund af sadaqa og donationer bliver Allahs vrede stillet, og mennesket beskyttes mod en dårlig død.«

Er det ikke sandt, at en troendes højeste og inderste ønske må være at være beskyttet mod Allahs vrede og opnå khatema bil khair (at dø med troen i behold)?

Reglerne om zakat

Det er obligatorisk for enhver sahib-e nisab (velstående person), at han betaler sin zakat, hvis han har haft ejendom svarende til nisab i et helt år. Zakat er en ubetinget religiøs pligt. Den, der benægter denne pligt, bliver kafir. Den, der ikke benægter, at den er obligatorisk, men undlader at betale zakat, er fasiq og har begået en alvorlig synd.

Den grundlæggende forskel mellem zakat og skat

Den skat, som staten pålægger befolkningen, er zakat ikke. Zakat er en økonomisk form for tilbedelse og en af de vigtigste søjler i islams religion. Bøn og faste er islams søjler. I Koranen nævnes zakat som regel umiddelbart sammen med bønnen. Den er en vigtig søjle i Allahs religion, som var profeternes religion i enhver tidsalder.

De enorme moralske og åndelige fordele, som zakat-systemet medfører i menneskers sind og i det islamiske samfund, kan kun opnås, når den grundlæggende forskel mellem tilbedelse og skat står fast i bevidstheden, og zakat gives med den overbevisning, at det er tilbedelse af Allah.

Ansvaret for administrationen af indsamlingen og fordelingen af zakat er ganske vist blevet lagt på den islamiske stat. Det er også statens ansvar at opretholde lov og orden på dette område. Men det er ikke, fordi zakat er en skat eller en af regeringen pålagt afgift. Derimod er det den islamiske stats ansvar at sikre orden i alle islams kollektive tilbedelseshandlinger.

Betingelser for, at zakat bliver obligatorisk

Der er syv betingelser for, at zakat bliver obligatorisk. (Ifølge Ahl-e-Hadith er kun de første fem betingelser nødvendige. Ifølge dem er det ikke nødvendigt at være ved sine fulde fem eller voksen, for at zakat bliver obligatorisk. Deres bevis er Koranens ord: …..på arabisk…… giv zakat. Og for enhver muslim, mand såvel som kvinde: …….på arabisk……. (O Profet,) tag almisse fra deres ejendom og rens dem derved, og lutr dem. Renhed og lutring er påkrævet for enhver muslim. Derfor er zakat obligatorisk for enhver muslim, mand såvel som kvinde, uanset om vedkommende er ved sine fulde fem og voksen eller ej. Andre lærde end Ahl-e-Hadith anerkender heller ikke de to sidste betingelser. Det vil sige, at de ikke anser det for en betingelse, at man er ved sine fulde fem og voksen, for at zakat bliver obligatorisk.)

(1) At være muslim.

(2) At eje nisab-formuen.

(3) At nisab-formuen overstiger de reelle behov.

(4) Ikke at være forgældet.

(5) Formuen skal have bestået i et helt år.

(6) At være mentalt kompetent.

(7) At være myndig.

Nedenfor gives en nærmere forklaring af disse betingelser:

1. At være muslim. Zakat er ikke obligatorisk for ikke-muslimer. Derfor skal den, der antager islam, ikke betale zakat for sit tidligere liv.

2. At eje nisab-formuen. Det vil sige, at man skal eje så megen formue, at shariaen har gjort zakat obligatorisk for den.

3. Nisab-formuen skal overstige de reelle behov. Ved reelle behov forstås alle de ting, som menneskets livsførelse og ære afhænger af, såsom mad og drikke, tøj, bolig, redskaber og maskiner for erhvervsdrivende og lignende. Transportdyr, cykler, motorcykler og lignende, husholdningsudstyr samt bøger til studier (ikke til videresalg) er alt sammen ting, der dækker reelle behov. Zakat er ikke obligatorisk for disse ting. Hvis den overskydende formue imidlertid når nisab-beløbet, bliver zakat obligatorisk for den, hvis de øvrige betingelser også er opfyldt.

4. Ikke at være forgældet. Det kan for eksempel være, at en person ganske vist har en formue svarende til nisab, men samtidig har gæld til en anden. I så fald er zakat ikke obligatorisk. Hvis personen derimod har så megen formue, at der stadig er en nisab-formue tilbage efter tilbagebetaling af gælden, bliver zakat obligatorisk.

5. Formuen skal have været i ens besiddelse i et helt år. Det er ikke tilstrækkeligt, at man ejer formue svarende til nisab, for at zakat bliver obligatorisk. Zakat bliver derimod obligatorisk, hvis man har ejet en sådan formue i et helt år.

Hazrat Ibn Umar (ra) beretter, at Profeten (s) sagde: Zakat bliver først obligatorisk for en person, uanset på hvilken måde han har erhvervet sin formue, når han har ejet den i et helt år. (Tirmidhi)

6. At være mentalt habil. Zakat er ikke obligatorisk for en person, der er berøvet forstand og dømmekraft, såsom en sindssyg.

7. At være myndig. Zakat er ikke obligatorisk for et umyndigt barn, uanset hvor stor en formue det ejer. Zakat er ikke obligatorisk for barnet, og heller ikke for dets værge. (I denne forbindelse udtrykker Allama Maududi følgende opfattelse: Der er uenighed om umyndige børn. Én opfattelse er, at zakat ikke er obligatorisk for en forældreløs. Den anden opfattelse er, at når den forældreløse bliver myndig, skal værgen, når han overdrager formuen til ham, forklare ham reglerne om zakat. Derefter skal han betale al den zakat, der skulle have været betalt i den periode, hvor han var forældreløs. Den tredje opfattelse er, at hvis den forældreløses formue er blevet investeret i en virksomhed og giver et udbytte, skal værgen betale zakat. Ellers er zakat ikke obligatorisk. Den fjerde opfattelse er, at zakat er obligatorisk af den forældreløses formue, og at ansvaret for at betale den påhviler værgen. Denne fjerde opfattelse er den mest korrekte. I en hadith står der:

Det vil sige: Vogt jer! Den, der er værge for en forældreløs, som ejer formue, bør drive handel med formuen og ikke lade den ligge ubrugt, så zakat ikke opbruger hele hans formue. (Tirmidhi, Darqutni, Bayhaqi)

En mursal-hadith med samme betydning er overleveret fra Imam Shafi’i (rh.), og en marfu-hadith er overleveret fra Tabarani og Abu Ubayd. Den støttes også af overleveringer fra sahaba og tabi’in, som er berettet fra Hazrat Umar (ra), Hazrat Aisha (ra), Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) og Hazrat Jabir ibn Abdullah (ra).

Der er også den samme uenighed om mentalt forstyrrede personer, som nævnt ovenfor. Også her er den korrekte opfattelse efter vores mening, at zakat er obligatorisk af den sindssyges formue, og at ansvaret for at betale den påhviler værgen. Imam Malik (rh.) samt Ibn Shihab Zuhri har forklaret denne opfattelse. (Rasail wa Masail, andet bind, s. 130, 138)

Betingelser for, at betaling af zakat ergyldig

Der er seks betingelser for, at zakat er gyldig. Hvis disse seks betingelser er opfyldt, er zakat betalt; ellers er den ikke. De er:

1. At være muslim,

2. At have til hensigt at betale zakat,

3. At anvende den til de fastsatte formål,

4. At overdrage ejendomsretten,

5. At være fornuftsmæssigt kompetent,

6. At være myndig. Nedenfor forklares alle disse punkter og deres fordele:

1. At være muslim. En betingelse for, at zakat er gyldig, er, at den, der betaler zakat, skal være muslim. Eftersom zakat ikke er obligatorisk for en ikke-muslim, er zakat ikke gyldig, hvis en ikke-muslim betaler den. Hvis nogen derfor betaler den fremtidige zakat før sin konvertering til islam og derefter konverterer til islam, så betaler han den tidligere givne zakat og konverterer derefter til islam; den tidligere betalte zakat vil ikke være gyldig. Efter at være blevet muslim skal han betale zakat igen.

2. At have til hensigt at betale zakat. Det er nødvendigt at have til hensigt at betale zakat, når zakaten udtages eller gives til den berettigede. Hvis man ikke har til hensigt at betale zakat, når den udtages, er det ikke gyldigt. For at zakaten kan være gyldig, skal pengene nå frem til den berettigede.

3. Ved betaling af zakat skal modtageren gøres til ejer af den. Det kan være den berettigede selv, eller en organisation, der indsamler og fordeler zakat.

4. At bruge den på de fastsatte formål. Formålene for betaling af zakat er beskrevet i Koranen. Hvis den bruges på andre formål end disse, er det ikke gyldigt.

5. At være ved sine fulde åndsevner. Hvis en mentalt forstyrret eller sindssyg person betaler zakat, er det ikke gyldigt.

6. At være myndig. Hvis et mindreårigt barn betaler zakat, er det ikke gyldigt.

Nogle regler om, hvornår zakat er påbudt

1. Hvis penge, der er sat til side til et reelt behov, skal bruges i selve det år, skal der ikke betales zakat af dem. Hvis der derimod kan blive behov for dem i fremtiden efter det pågældende år, skal der betales zakat af dem. – (Ilmul Fiqah, 4. del)

2. Hvis en anden forpligtelse, såsom ushr eller kharaj, er påbudt af nogle af ens ejendele, er zakat ikke påbudt af dem. (Ilmul Fiqah, 4. del)

3. Hvis nogen pantsætter eller stiller noget som sikkerhed hos en anden, er zakat ikke obligatorisk for ham. Zakat er ikke obligatorisk for nogen af dem – hverken den, der pantsætter det, eller den, der modtager det. (Ilmul Fiqah, 4. bind)

4. Hvis en persons ejendom eller penge bliver væk, og han efter nogen tid ved Allahs nåde finder dem igen og får de bortkomne penge i sin besiddelse, er zakat ikke obligatorisk for den periode, hvor de var bortkommet. For at zakat bliver obligatorisk, skal ejendommen være under ens kontrol og i ens eje.

5. Hvis en person ved årets begyndelse havde ejendom svarende til nisab, men den i en periode undervejs blev væk eller blev opbrugt, og han derefter ved årets slutning ved Allahs nåde igen havde ejendom svarende til nisab, er zakat obligatorisk af denne ejendom. At han ikke havde ejendom midt i året, tages ikke i betragtning. (Ilmul Fiqah)

6. Hvis nogen bliver arresteret, skal der betales zakat af hans ejendom. Den person, der under hans fravær driver hans forretning eller forvalter hans ejendom, skal betale zakat. (Rasail wa Masail, 2. bind)

7. Zakat er obligatorisk af en rejsendes ejendom, hvis han ejer nisab. På grund af sin status som rejsende vil han naturligvis også være berettiget til at modtage zakat. Men hvis han er velhavende og ejer nisab, er zakat obligatorisk for ham. Hans rejse gør ham berettiget til zakat, mens hans velstand gør zakat obligatorisk for ham. (Behesti Zewar, 3. bind)

8. Hvis nogen giver noget til en anden som gave, og det svarer til nisab, og et år er gået, bliver zakat obligatorisk af det. (Samme kilde)

9. Zakat er ikke obligatorisk af husholdningsudstyr såsom kobber-, messing-, aluminiums- og stålservice og lignende, tøj til at bære og klæder til at dække kroppen, tæpper, gulvunderlag, møbler og lignende, smykker af andre metaller end guld og sølv, perlesmykker, perlekæder og lignende, uanset hvor værdifulde de er. (Samme kilde)

10. Hvis nogen køber en stor mængde korn og lignende til en fest og derefter sælger det med fortjeneste, er zakat ikke obligatorisk af det. Zakat er ikke obligatorisk af ejendom, der er købt med handel for øje. (Samme kilde)

11. En person havde tusind taka. Efter at året var gået, gik fem hundrede taka tabt, og personen gav de resterende fem hundrede som almisse. I så fald forbliver zakat på de tabte penge obligatorisk, mens zakat på de penge, der blev givet som almisse, anses for betalt. (Ifølge imam ash-Shafi’i (må Allah være ham nådig) er zakat obligatorisk på hele beløbet. Hvis den samlede kapital i en virksomhed svarer til nisab eller overstiger den, er zakat obligatorisk, selv om hver enkelt partners andel for sig ikke svarer til nisab.)

12. Hvis en persons samlede ejendom ødelægges, efter at zakat er blevet obligatorisk, er zakat ikke længere obligatorisk for ham.

13. Flere personer er partnere i en virksomhed, og alles penge er investeret i den. Hvis hver partners andel for sig er mindre end nisab, er zakat ikke obligatorisk for nogen af dem, selv om deres samlede andele svarer til nisab eller overstiger den.

14. En person betalte zakat af to tusind taka i Ramadan-måneden. Disse to tusind taka forblev opbevaret hos ham. I Rajab-måneden fik han ved Allahs nåde yderligere to tusind. Når året derefter er gået, skal han betale zakat af fire tusind. Han må ikke tænke, at han ikke skal betale zakat af det, han fik i Rajab, fordi der endnu ikke er gået et helt år. Den formue eller de penge, der øges i løbet af året, skal medregnes, hvad enten stigningen skyldes fortjeneste fra handel, at husdyr får unger eller modtagelse af en gave eller arv. Kort sagt skal der betales zakat af al formue, uanset hvordan pengene eller formuen er erhvervet; også den formue eller de penge, der modtages senere, skal der betales zakat af, selv om der endnu ikke er gået et helt år.

Zakatregler

1. Når zakat gives, er det ikke nødvendigt at fortælle den berettigede eller zakatmodtageren, at dette er zakat. Det er også tilladt at give den som en gave, en gave til børnene eller en Eid-gave. Det er tilstrækkeligt, at den, der giver zakat, har til hensigt at give zakat.

2. Det er ikke tilladt at give zakat til en arbejder som betaling for hans arbejde eller til en ansat eller tjener som løn. Dog kan lønnen til de personer, der på vegne af Bayt al-Mal er udpeget til at indsamle og fordele zakat, betales af zakatmidlerne.

3. Det er tilladt at betale zakat på forskud før årets udløb og også at betale den i månedlige rater, forudsat at giveren er sahib nisab. Hvis nogen betaler zakat på forskud i håb om, at han vil blive sahib nisab, er hans zakat ikke gyldig. Når han senere bliver sahib nisab, og året er gået, skal han betale zakat igen. (Beheshthi Zewar)

Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Hazrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham) spurgte Profeten om at betale zakat på forhånd, og han gav tilladelse til det. (Abu Dawud, Tirmidhi)

4. Ved betaling af zakat bør man give formue af middelkvalitet. Det er ikke rigtigt, at den, der betaler zakat, giver almindelig formue som zakat, og det er heller ikke rigtigt, at den, der opkræver zakat, tager den bedste formue som zakat. Den, der betaler, skal forsøge at give gode ting på Allahs vej, og den, der opkræver den, må ikke gå for hårdt frem over for nogen.

5. Den, der opkræver zakat, kan, hvis han ønsker det, tage selve den genstand, som zakat er blevet påbudt for, såsom guld eller et dyr, og hvis han ønsker det, kan han også tage dens værdi. I begge tilfælde er zakat betalt. Man skal huske, at hvis værdien betales, skal man betale den værdi, som genstanden har på det tidspunkt, hvor zakat betales, ikke den værdi, den havde, da zakat blev påbudt. Forestil dig for eksempel, at en person opdrætter geder. Når året er gået, bliver zakat pålagt for én ged. Dens værdi er nu 50 taka. Af en eller anden grund bliver zakat nu betalt nogle måneder senere. Hvis gedens værdi i mellemtiden er steget til 60 taka eller faldet til 40 taka, skal der betales henholdsvis 60 eller 40 taka i zakat.

6. Zakat skal efter sin bestemmelse indbetales til den islamiske stats bayt al-mal. Det er den islamiske stats ansvar at organisere opkrævningen og fordelingen af zakat. Hvor muslimer på grund af deres forsømmelighed lever et liv i slaveri, det vil sige hvor der ikke findes et islamisk statsstyre, er det muslimernes pligt, at de på eget initiativ opretter muslimernes bayt al-mal; muslimernes pligt er, at de på eget initiativ opretter muslimernes bayt al-mal og dér anvender al zakat på de fastsatte områder. Hvis muslimerne berøves en sådan kollektiv ordning, skal de selv sørge for at bringe zakat til de berettigede og fortsætte utrætteligt med undervisning og praktisk indsats, så et islamisk statsstyre kan etableres. For uden et islamisk statsstyre er det på ingen måde muligt at overholde mange af Allah den Højestes påbud samt regler og love.

7. De, der midlertidigt eller permanent er berettigede til zakat, såsom handicappede, syge, helbredssvækkede og svage, fattige og nødlidende, miskin, enker, forældreløse og lignende, kan hjælpes fra bayt al-mal både midlertidigt og permanent. Der kan sørges for deres underhold eller for en fast ydelse.

8. Fra bayt al-mal kan zakat gives til en enkelt person, der er berettiget til zakat, og også til en organisation eller institution. Man kan selv oprette en sådan institution, som zakat kan anvendes til, såsom et børnehjem eller gratis undervisning og behandling for nødlidende og lignende.

9. Det er også tilladt at yde qard hasan fra zakatmidlerne til nødlidende. Tværtimod er det en særdeles god handling at yde dem qard hasan for at forbedre deres situation og give dem mulighed for at stå på egne ben.

10. Hvis man giver zakat til slægtninge, som det er tilladt at give zakat til, opnår man en dobbelt belønning: for det første belønningen for at give zakat og for det andet belønningen eller fortjenesten ved at bevare slægtskabsbåndet. Hvis venner eller slægtninge skammer sig over at modtage zakat eller synes, at det er forkert at tage imod zakat, selv om de er nødlidende, bør man ikke fortælle dem, at pengene eller genstanden er zakat. Det er ikke et krav at fortælle den berettigede, at det er zakat. Den bedste måde er at give dem zakat før en eid, ved bryllupper som hjælp eller gave eller på en anden måde.

11. Det er bedst at beregne og betale zakat efter månemåneder. Det er dog ikke obligatorisk. Zakat kan også betales efter solmåneder. Det er heller ikke nødvendigt at betale zakat i en bestemt måned. Men eftersom Ramadan er en velsignet måned, hvor man gør mere godt og får større belønning, er det bedst at betale zakat i denne måned. Det er dog ikke obligatorisk at gøre det sådan. Det er heller ikke en betingelse for, at zakat er betalt.

12. Som hovedregel er det retfærdigt, at zakat fra et område bruges eller fordeles i det samme område. Men den kan også gives til andre områder, hvis der er et særligt behov. Hvis for eksempel venner eller slægtninge bor i et andet område og er trængende, eller hvis der er indtruffet en naturkatastrofe i et andet område, kan zakat også sendes dertil. Man skal dog sørge for, at ingen trængende i det første område eller den første landsby bliver berøvet den.

13. En betingelse for, at zakat er gyldig, er også, at den, som må modtage zakat, gøres til ejer af zakatmidlerne, og at zakat kommer i hans besiddelse. Hvis en person tilbereder mad og bespiser den berettigede med den, er zakat ikke gyldig. Men hvis han tilbereder maden, giver den til ham og giver ham ret til enten selv at spise den, bespise andre med den eller gøre med den, hvad han vil, er zakat betalt. Hvis zakat gives til en organisation eller et bayt al-mal, er betingelsen om at gøre modtageren til ejer også opfyldt. Det samme gælder, hvis den gives til en zakatindsamler eller -opkræver. Derefter påhviler ansvaret bayt al-mal eller zakatopkræveren. Det er ikke zakatgiverens ansvar på ny at gøre den berettigede til ejer.

14. Hvis en person betaler zakat på vegne af en slægtning, en ven eller en hvilken som helst anden person, er zakat betalt. Hvis en ægtemand for eksempel af egne midler betaler zakat af sin hustrus smykker eller lignende, er hustruens zakat betalt.

En gang gav Profeten den Ædle (fvmh)s onkel, Abbas (må Allah være tilfreds med ham), ikke zakat til Umar (må Allah være tilfreds med ham), som var udpeget af Profeten til at opkræve zakat. Da sagde Profeten (fvmh): »Hans zakat er mit ansvar, ja, mere end det. Forstår du ikke, Umar, at en farbror er som en far?« (Muslim)

Spørgsmålet om at give ejerskab

Ifølge hanafitiske lærde er den ufravigelige betingelse for, at zakat er gyldig, at zakat ikke er betalt, medmindre en anden gøres til ejer. I denne forbindelse har Allama Maududi skrevet en udførlig note, som er til stor hjælp for forståelsen af spørgsmålet om at gøre en anden til ejer. Nedenfor gengives hans fremsynede note eller kommentar:

Allah den Højestes befaling lyder:

********** Arabisk ************

Sadaqa er for de fattige og trængende, for miskinerne, for dem, der arbejder med den, og for dem, hvis hjerter man ønsker at vinde. (Sura at-Tawba: 60)

Bemærk, at lām-partiklen her ikke kun gælder de fattige og trængende, men også miskinerne, de ansatte i zakatforvaltningen og mu’allafāt al-qulūb (dem, hvis hjerter man ønsker at vinde). Denne lām giver ret til at gøre nogen til ejer, til at give dem rådighed over noget eller til at udpege noget specifikt; uanset hvilken betydning den har, gælder den kort sagt for de tre øvrige kategorier på samme måde, som den gælder for de fattige og trængende. Hvis lām ifølge hanafitternes fortolkning kræver tamlīk, altså overdragelse af ejerskab, opfyldes kravet om overdragelse af ejerskab, når zakatmidler og midler fra obligatorisk sadaqa gives til en hvilken som helst af disse fire kategorier. Hvorfra kommer så kravet om at overdrage ejerskab igen og igen? Er der nogen begrænsning i anvendelsen af zakatmidler, efter at de er kommet i fattiges og miskiners besiddelse? Hvis ikke, hvilket grundlag kan der så være for at kræve, at ejerskabet igen skal overdrages, efter at zakatmidlerne er kommet i zakatforvaltningens ansattes …………. hænder, eftersom kravet om lām til overdragelse af ejerskab dermed allerede er opfyldt? Hvis lām forstås i betydningen overdragelse af ejerskab, har en person, når han overgiver zakatmidler og midler fra obligatorisk sadaqa til de ansatte i zakatafdelingen, så at sige gjort dem til ejere af dem, og midlerne er dermed blevet deres ejendom, ligesom fay’- og ghanīma-midler bliver den islamiske stats ejendom. Derefter er de ikke længere forpligtede til at anvende disse midler på de berettigede i selve ejernes navn. Tværtimod har de ret til at anvende dem på de øvrige syv zakatformål, sådan som de finder passende og nødvendigt. Set fra tamlīk gennem lām, altså hvad angår betingelsen om at gøre nogen til ejer, kan der ikke pålægges dem nogen begrænsning. Den eneste begrænsning, der kan pålægges, er, at den, der indsamler og fordeler zakat, må tage betaling for sit arbejde, mens resten af midlerne skal anvendes til de øvrige berettigede. Det skyldes, at disse personer gøres til ejere af disse midler, fordi de er ansatte i zakatafdelingen, ikke fordi de selv er blandt de berettigede. Ordene »ansatte til opkrævning og fordeling af zakat« udtrykker i sig selv det formål, hvortil zakat overgives i deres hænder. Desuden fastslår disse ord, hvor stor en del af midlerne en ansat lovligt har ret til at anvende på sig selv.

Efter denne analyse lad os se på den hadith, som Imam Ahmad (rahimahullah) har overleveret fra Anas ibn Mālik (radiyallahu anhu). Anas (radiyallahu anhu) fortæller, at en mand kom til Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) og sagde:

********** Arabisk ************

Når jeg har givet zakat til din udsendte medarbejder, er jeg så fri for ansvar over for Allah og Hans Sendebud?

Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) svarede:

********** Arabisk ************

Ja, da du overgav det til den medarbejder, jeg havde sendt, blev du fritaget for dit ansvar over for Allah og Hans budbringer. Denne belønning tilkommer dig. Den, der anvender det på en ulovlig måde, bærer selv synden for det.

Heraf bliver det klart, at den, der betaler zakat, frigør sig for sit ansvar ved at overgive sin zakat …….. til zakatmedarbejderen. Med andre ord: Ligesom betingelsen om at gøre den fattige og trængende til ejer af zakaten opfyldes, når den gives til ham, opfyldes den på samme måde, når den gives til ………….

Nu må man også forstå, hvilke personer de ord …………, som er nævnt i Koranen, gælder for. Nogle mener, at de kun omfatter de medarbejdere, der er udpeget af en islamisk regering. Men ordene i Den Hellige Koran er formuleret generelt, så de kan gælde enhver, der arbejder med at opkræve og fordele zakat. Efter min forstand og dømmekraft er der ingen grund til at anvende disse ord, som bruges i en generel betydning, i en særlig betydning. Hvis der ikke findes nogen islamisk regering, eller hvis der findes en, men den forsømmer sit ansvar, og en gruppe muslimer går i gang med dette arbejde, med hvilken begrundelse kan man så sige: Nej, I********** Arabisk ************

Efter min opfattelse er det en sådan barmhjertighed fra Allah, at ********** Arabisk ************

I stedet for at begrænse betegnelsen zakatmedarbejder til regeringen har Han formuleret sin befaling med så generelle ord, at den giver mulighed for, at muslimer selv kan etablere forskellige ordninger til indsamling og fordeling af zakat, hvis der ikke findes en islamisk regering, eller hvis den eksisterende regering forsømmer sine pligter. Hvis man lader Allah den Højestes generelle befaling forblive generel, vil lederne af de organisationer, der arbejder med undervisning af fattige studerende, omsorg for forældreløse, pleje af gamle, ude af stand til at klare sig selv, og handicappede, behandling af trængende syge samt lignende opgaver, helt berettiget høre til ********** Arabisk ************denne kategori. Derfor vil de have ret til at modtage zakat og anvende den efter behov. På samme måde vil der være mulighed for at oprette organisationer, som specifikt etableres til at indsamle og fordele zakat. Deres ledere vil også********** Arabisk ************blive regnet som sådanne. Og der vil ikke være behov for at binde deres hænder med reglen om tamlik i forbindelse med fordelingen af zakat.

Efter min opfattelse vil det, hvis man kan fastholde Koranens ord i deres generelle betydning, ikke kun gælde de ovennævnte ********** Arabisk ************(zakatmedarbejdere og ledere). Mange andre medarbejdere vil også falde ind under definitionen. For eksempel er værgen for et forældreløst barn, den person, der tager sig af en syg eller handicappet, og den person, der plejer og passer en hjælpeløs, også zakatmedarbejdere. Han har ret til at indsamle zakat og opfylde disse menneskers behov. Hvis han ønsker det, kan han også modtage betaling for sit arbejde efter den sædvanlige fremgangsmåde.

Hvis det bliver nødvendigt at transportere zakatmidler fra ét sted til et andet, kan portoudgifter og bankgebyrer også betales af dem. For også de betragtes, så længe de udfører denne tjeneste, som **********Arabisk ************(zakatmedarbejdere).

De udgifter, der er forbundet med tog, bus, hestevogn, håndkærre og alt andet, der benyttes til at opkræve zakat, transportere zakatmidler fra ét sted til et andet eller opfylde forskellige behov hos dem, der har ret til zakat, kan betales af zakatmidlerne. For under udførelsen af disse tjenester regnes alt dette som **********Arabisk ************(zakatmedarbejdere).

Alle former for ansatte og arbejdere, der ansættes for at tjene zakatmodtagerne, kan få deres løn og vederlag betalt af zakatmidlerne. For de regnes alle **********Arabisk ************ blandt zakatmedarbejderne.

Alle former for ansatte og arbejdere, der ansættes for at tjene zakatmodtagerne, kan få deres løn og vederlag betalt af zakatmidlerne. For de regnes alle **********Arabisk ************ blandt zakatmedarbejderne. Hvis nogen transporterer sække med fødevarer til en jernbanestation, hvis nogen kører et køretøj for at tage sig af fattige patienter, eller hvis nogen passer forældreløse børn, hører de også til i denne kategori.

Spørgsmålet er nu dette: **********Arabisk ************ Findes der nogen begrænsning i de udgifter, som zakatmedarbejderne afholder, således at de ikke må opføre bygninger til at tjene zakatmodtagerne eller købe nødvendige ting som køretøjer, medicin, udstyr, tøj og lignende? Jeg siger, at ud fra den fortolkning, hanafitterne har givet af dette vers, gælder denne begrænsning kun dem, der betaler zakat. De må uden tvivl ikke selv afholde sådanne udgifter. Deres opgave er i overensstemmelse med Allah den Højestes befaling at overdrage zakatten til dem, den er bestemt for, eller til en af dem som ejer. Hvad angår **********Arabisk ************ zakatmedarbejderne, kan der ikke pålægges dem en sådan begrænsning. De er på deres område for alle zakatmodtagere deres værger eller stedfortrædere. Alt, hvad de egentlige modtagere kan bruge disse midler på, kan de også gøre som deres værger eller stedfortrædere. Når de opfører en bygning eller køber et køretøj af hensyn til de fattiges behov, er det ganske som hvis mange fattige, efter hver især at have modtaget zakat, i fællesskab opførte en bygning eller købte et køretøj; de har ingen begrænsning med hensyn til sådanne udgifter. Zakatmedarbejderne er dem, som **********Arabisk ************ Allah har fastlagt som ordningen for at give zakat, og Allahs Sendebud har erklæret dem, der giver zakat gennem dem, fritaget for deres pligt, fordi det at overdrage midlerne til dem betyder at overdrage dem til alle de berettigede. De indsamler zakat på de berettigedes vegne og bruger den som deres repræsentanter og beskyttere. Med hensyn til deres udgifter kan der naturligvis rejses indvendinger og klager over, at de har afholdt en bestemt udgift uden behov, eller brugt mere end nødvendigt, eller taget et større vederlag end den gængse sats, eller givet en medarbejder et vederlag, der overstiger den gængse sats. Men så vidt jeg ved, findes der ingen regel i shariaen, på grundlag af hvilken man kan sige, at visse udgifter er tilladte, mens andre ikke er. Shariaen har givet dem tilladelse til at udføre ethvert nødvendigt arbejde for zakatmodtagerne. (Tarjumān al-Qurʾān, december 1954)

Zakatens nisab

Zakatens nisab betyder den mindste kapitalmængde, som shariaen gør zakat obligatorisk på. Den person, der ejer kapital svarende til nisab, kaldes en nisab-indehaver.

Økonomisk balance

Et af zakatens grundlæggende formål er at skabe økonomisk balance. Zakat opkræves hos de velhavende og kapitalbesidderne og fordeles blandt de trængende, for at holde rigdommen i omløb og give alle samfundets klasser del i dens fordele. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Allah den Højeste har gjort almisse (zakat) obligatorisk for folk. Den skal tages fra de rige og uddeles blandt de trængende. (Bukhari, Muslim og andre)

Ifølge shariaen er de rige og velstående de personer, som har en formue svarende til nisab, og som stadig har den efter et år er gået. På Profetens tid var de mennesker rige og velstående, som ejede dadelplantager, guld, sølv eller husdyr, og shariaen fastsatte en bestemt mængde af disse ting og erklærede, at den, som ejede mindst denne mængde, var velstående ifølge shariaen. Der skulle tages almisse fra hans formue og gives til samfundets trængende. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Der er ingen zakat på mindre end fem wasaq dadler, ingen zakat på mindre end fem uqiyyah sølv, og ingen zakat på færre end fem kameler. (Bukhari, Muslim). Se den terminologiske forklaring af wasaq og uqiyyah.

Spørgsmålet om ændringer i nisab

Eftersom pengenes værdi i vor tid er faldet usædvanligt meget, og der værdimæssigt er opstået en usædvanlig forskel mellem den nisab for guld, sølv og husdyr, som blev fastsat på Profetens tid, har nogle krævet, at man under de aktuelle forhold genovervejer nisab for zakat. Som svar på et sådant spørgsmål sagde Allama Sayyid Abul A’la Maududi (må Gud forbarme sig over ham):

I de retskafne kaliffers tid blev der ikke foretaget nogen ændring af den nisab eller zakatsats, som Profeten (fred være med ham) havde fastsat, og der er heller ikke noget behov for det nu. Vores opfattelse er, at ingen efter Profeten (fred være med ham) har ret til at ændre den nisab, han fastsatte. En ændring af guldets nisab er dog mulig, fordi overleveringen, der angiver dens nisab til tyve mithqal, har en yderst svag overleveringskæde (Rasā’il wa Masā’il, bind 2, s. 144–145).

Som svar på et andet spørgsmål talte Allama Maududi (må Gud forbarme sig over ham) om visdommen og betydningen bag ikke at ændre nisab eller zakatsatsen: Vi har ikke ret til selv i begrænset omfang at ændre de grænser, som Lovgiveren har fastsat. Hvis denne dør først åbnes, vil det ikke kun være zakats nisab og størrelse, der bliver ramt. Tværtimod vil man begynde at ændre og ophæve bestemmelser vedrørende mange andre forhold, såsom bøn, faste, pilgrimsfærd, ægteskab, skilsmisse og arv, og følgerne vil ingen ende tage. Desuden vil den balance, som Lovgiveren har etableret mellem individet og samfundet for at sikre retfærdighed, forsvinde, hvis denne dør først åbnes. Derefter vil der begynde en kamp mellem individet og samfundet. Enkeltpersoner vil ønske ændringer i nisab og sats efter deres egne interesser, mens fællesskabet eller samfundet vil ønske dem efter sine interesser. Det vil blive et problem, når der skal træffes et valg. Hvis man ved lov nedsætter nisab og forhøjer satsen, vil de, hvis interesser rammes, ikke betale med tilfredshed, selv om det netop er den ånd, hvormed en gudsdyrkelseshandling skal udføres. Tværtimod vil de betale, som om det var en bøde eller en skat, og derefter finde forskellige undskyldninger for ikke at betale eller udvise forsømmelighed. Den nuværende tilstand, hvor enhver bøjer hovedet i lydighed mod Allahs og Sendebuddets befaling og med gudsdyrkelsens motivation gladeligt udskiller zakatpengene, vil ikke længere bestå, hvis et lovgivende forsamlings flertal efter eget ønske påtvinger andre en bestemt nisab og sats. (Rasā’il wa Masā’il, bind 2, s. 157)

Nisab for guld og sølv

Nisab for sølv er to hundrede dirham, hvis vægt svarer til seksogtredive tola og fem og en halv masha sølv. Den, der ejer denne mængde sølv, og der er gået et år over det, skal betale zakat. Der skal ikke betales zakat af sølv, der vejer mindre end dette. (Denne nisab er resultatet af Maulana Abdush Shukurs forskning (se Ilmul Fiqah), og Maulana Abdul Hai Firangi Mahallis forskning fører til samme resultat. Nogle lærde mener dog, at nisab for sølv er tooghalvtreds og en halv tola. Dette er den mest udbredte opfattelse.)

Nisab for guld er tyve talai mithqal, hvis vægt svarer til fem tola og to og en halv masha guld. (Også denne nisab er resultatet af Maulana Abdush Shukurs forskning (Ilmul Fiqah), som Maulana Abdul Hai Firangi Mahalli støtter. Den almindeligt udbredte opfattelse er dog, at nisab for guld er syv og en halv tola. (Behishti Zewar). Den, der ejer så meget guld, og der derefter går et år, skal betale zakat. Der skal ikke betales zakat af en mindre mængde guld.)

Zakat på mønter og sedler

Der skal betales zakat af statslige mønter, uanset hvilket metal de er lavet af, samt af papirsedler og lignende. Deres værdi skyldes ikke, at de består af metal eller papir, men at deres købekraft ved lov er blevet tillagt dem. Derfor træder de i stedet for guld og sølv. Den, der ejer mønter eller sedler svarende i værdi til 36 tola og 5½ masha sølv, skal således betale zakat.

Hvis en mønt ikke længere er i omløb på markedet, er blevet beskadiget eller er blevet inddraget af staten, skal der betales zakat af den efter den mængde sølv eller guld, den indeholder.

Hvis udenlandsk valuta let kan ombyttes til landets egen valuta, har den samme status som kontante midler. Hvis den ikke kan ombyttes, skal der kun betales zakat af den, hvis den indeholder guld eller sølv svarende til nisab. Hvis den ikke indeholder guld eller sølv, skal der ikke betales zakat.

Kontrol af dirhamens vægt

Den dirham, der er nævnt i forbindelse med zakat, er en dirham, der vejer 2 masha og 1½ rati. På Profetens (s) og Hazrat Abu Bakrs (ra) tid fandtes dirhamen i forskellige vægte. Hazrat Umar (ra) mente, at de forskellige vægte på dirhamen skabte indbyrdes strid blandt folk og også medførte vanskeligheder vedrørende zakat. Derfor tog han én dirham af hver vægt, samlede dem og smeltede dem sammen. Derefter delte han metallet i tre dele og fastsatte vægten efter én af delene. Den blev dermed fjorten kirat, og Sahabaernes konsensus blev opnået om denne vægt. Derefter blev denne vægt almindeligt anvendt i hele Arabien, og de religiøse pligter blev opfyldt i overensstemmelse hermed. (Bahr al-Ra’iq og andre værker)

Den dirham, der er nævnt i kapitlet om taharat og najasat (renhed og urenhed), svarer til én mithqal, det vil sige én dinar. Ifølge Allama Ibn Abidin Shamis undersøgelse svarer hundrede bygkorn til én dinar, fire bygkorn til én rati, og otte rati til én masha. Efter denne beregning vejer én dinar tre masha og én rati. På grundlag af denne undersøgelse skrev vi i første bind af Asan Fiqah, at én dirham vejer 3 masha og 1 rati.

Zakat af handelsvarer

Nisab for handelsvarer er det samme som nisab for guld og sølv. Det vil sige, at zakat skal betales på grundlag af enten guldets eller sølvets nisab. Antag for eksempel, at du i alt har 400 taka. Det udgør ikke nisab for guld, men det udgør nisab for sølv; derfor skal der betales zakat efter sølvets nisab.

Metoden til at beregne zakat på handelsvarer er, at man efter et år fra den dag, virksomheden blev startet, skal beregne værdien af det eksisterende varelager (stock in trade). Derefter skal man se, hvor mange kontante midler (cash in hand) der findes. Zakat skal nu beregnes af summen af disse to. Hvis det eksisterende lager og de kontante midler tilsammen er mindre end nisab, men derefter pludselig når nisab eller mere, fordi handelsvarernes priser begynder at stige, begynder zakatåret fra den dato, hvor priserne steg.

Hvis der er flere partnere i en virksomhed, skal zakat ikke betales af virksomhedens samlede lager og kontante midler. Zakat skal derimod betales af hver partners andel og fortjeneste. Hvis denne andel og fortjenesten tilsammen når nisab, er zakat påkrævet; ellers ikke.

På samme måde skal der kun betales zakat af ejendele, som ejes i fællesskab af flere personer, når hver partners andel når nisab. Forestil dig for eksempel, at to personer tilsammen ejer fyrre geder, eller at tres tola sølv ejes af to personer. I så fald er zakat ikke påkrævet.

Der skal ikke betales zakat af det udstyr, de redskaber, de møbler, de kontorartikler og de bygninger, der er nødvendige for virksomheden, det vil sige produktionsmidlerne. Zakat skal kun betales af den samlede værdi af handelsvarerne og de kontante midler. (Imam ash-Shafi’is opfattelse er, at hvis virksomhedens samlede lager og kontante midler når nisab, skal der betales zakat af dem, uanset om hver partners andel når nisab eller ej. Imam Maliks mening er også, at zakat skal betales af den samlede formue. Men de partnere, som ikke selv ejer nisab, eller som har ejet deres andel i mindre end et år, skal holdes uden for beregningen. Denne opfattelse er den mest passende og praktiske.) Ved beregningen af zakat skal man også medregne de penge, der er blevet omsat i løbet af virksomhedsdriften. Hazrat Samura ibn Jundub siger, at Profeten (fred være med ham) beordrede os til at betale zakat af handelsvarer. (Abu Dawud)

Zakat på smykker

Der skal betales zakat af guld og sølv, uanset hvilken form det har. Det kan være mønter, barrer eller tråd, guldbroderi på stof, tynde guld- eller sølvtråde, der bruges til at væve stof med, eller smykker, som kvinder bruger; zakat skal betales af enhver af disse genstande.

En kvinde fra Yemen kom til Profeten (fred være med ham), og med hende var hendes datter, som bar to tykke guldbangles på hænderne. Profeten (fred være med ham) spurgte: »Betaler du zakat af dem?« Hun svarede: »Nej, jeg betaler ikke zakat.« Profeten (fred være med ham) sagde: »Vil du på opstandelsens dag bryde dig om at få ildbangles på grund af dette?« Da kvinden hørte dette, tog hun de to bangles af, gav dem til Profeten og sagde: »Jeg overrækker dem for Allahs og Hans Sendebuds tilfredshed.« (an-Nasa’i)

Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) siger: »Jeg plejede at bære bangles, og en dag spurgte jeg Profeten (fred være med ham): O Allahs Sendebud, vil dette blive regnet som kanz (opsamlet formue, som der ikke betales zakat af)?« Han svarede: »Den formue, der når den grænse, hvor zakat skal betales, og hvis zakat betales, er ikke kanz.« (Abu Dawud)

Som svar på et spørgsmål om zakat på smykker siger Allama Maududi: Der findes flere opfattelser vedrørende zakat på smykker. Ifølge én opfattelse er zakat ikke påbudt for dem; det at udlåne dem regnes som deres zakat. Dette er Anas ibn Maliks, Sa’id ibn al-Musayyabs og Shabibs udsagn. Ifølge en anden opfattelse er det tilstrækkeligt at betale zakat på smykker én gang i livet. Ifølge en tredje opfattelse skal der ikke betales zakat på smykker, som anvendes hele tiden, mens zakat er påbudt på smykker, der for det meste opbevares. Ifølge en fjerde opfattelse er zakat påbudt på alle slags smykker. Efter vores mening er den sidstnævnte opfattelse korrekt. For det første er ordlyden i de hadither, der fastslår, at zakat er påbudt på guld og sølv, generel. Eksempelvis er zakat på sølv på to en halv procent, mens der ikke skal betales zakat, hvis man har mindre end fem uqiyyah. Det fremgår af forskellige hadither og athar, at zakat er påbudt på smykker. I Abu Dawud, al-Tirmidhi og al-Nasa’i er det overleveret gennem en pålidelig kæde, at en kvinde kom til Profeten (fvmh.), ledsaget af sin datter. På hendes datters hænder var der to guldarmbånd. Profeten sagde: „Betaler du zakat for dem?“ Hun svarede: „Nej.“ Da sagde Profeten: „Ønsker du, at Allah på Opstandelsens Dag i stedet for dem vil iføre dig armbånd af ild?“

Desuden er følgende udtalelse fra Profeten (fvmh.) citeret i al-Muwatta, Abu Dawud og al-Daraqutni: ********** Arabisk ************De smykker, som du har betalt zakat for, er ikke kanz. Ibn Hazm siger, at det dekret, som Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sendte til sin guvernør Abu Musa al-Ash’ari, indeholdt denne anvisning: „Befal de muslimske kvinder at betale zakat på deres smykker.“

Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt om bestemmelsen vedrørende smykker. Han sagde: Når de udgør to hundrede dirham, skal der betales zakat for dem. Udsagn af denne art er blevet fremsat blandt sahabaerne af Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Aisha (må Allah være tilfreds med hende); blandt tabi’un af Sa’id ibn al-Musayyab, Sa’id ibn Buhayb, Ata, Mujahid, Ibn Sirin og al-Zuhri; og blandt fiqh-imamerne af Sufyan al-Thawri, Abu Hanifa og hans ledsagere.

Zakatssatsen

1. Zakat skal betales med en sats på to en halv procent af guld, sølv, handelsvarer, metalmønter, pengesedler, smykker og lignende.

2. Af guld, sølv eller smykker skal en fyrretyvendedel gives som zakat. Det er imidlertid ikke nødvendigt at give guld eller sølv som zakat; man kan beregne deres værdi og give kontanter. Man kan også give tøj eller andre genstande. Hvis værdien af kontanter og handelsvarer når nisab for enten guld eller sølv, skal der betales zakat med to en halv procent.

3. Hvis en person efter at have nået nisab for guld eller sølv har lidt ekstra guld, sølv eller handelsvarer, skal der i dette tilfælde betales zakat af det, hvis det udgør en femtedel af nisab. Hvis det er mindre, bortfalder zakat. (Ilmul Fiqh)

4. Hvis et smykke, en klump eller et stykke stof indeholder både guld og sølv, skal man se på, hvilket metal der er mest af. Det metal, der er mest af, skal lægges til grund for beregningen. Hvis det er guld, skal det hele betragtes som guld, og zakat skal betales efter nisab for guld. Hvis der er mest sølv, skal det hele betragtes som sølv, og zakat skal betales efter nisab for sølv.

5. Hvis der i smykker af guld og sølv er blandet et andet metal i, og mængden af dette er mindre end guldet og sølvet, tages det ikke i betragtning. Der skal betales zakat, som om det hele var guld og sølv. Hvis mængden af guld og sølv derimod er mindre, skal der kun foretages beregning af guldet og sølvet. Hvis det udgør nisab, skal der betales zakat; ellers ikke.

6. Hvis en person ejer noget guld og noget sølv, skal der, når en af delene når nisab, betales zakat på to en halv procent af dens værdi lagt sammen med værdien af den anden del.

7. Hvis en person har mindre end nisab af både guld og sølv, skal sølvet lægges sammen med guldet, eller guldet med sølvet, og der skal betales zakat på to en halv procent af den samlede værdi, når den dermed når nisab. Hvis man på samme måde har nogle kontanter, noget sølv og nogle handelsvarer, skal der betales zakat, hvis det hele tilsammen når nisab for sølv eller guld.

8. Der skal ikke betales zakat af de perler, ædelsten og lignende, som findes i smykker. De skal trækkes fra ved vejningen, og der skal betales zakat på to en halv procent af det resterende guld og sølv.

Det, der ikke skal betales zakat af

1. Der skal ikke betales zakat af huse og bygninger af bambus, uanset hvor værdifulde de er.

2. Der skal ikke betales zakat af nogen form for perler, ædelsten og lignende.

3. Der skal ikke betales zakat af dyr, såsom køer, bøfler og kameler, som holdes med henblik på kunstvanding af landbrugsjorden. Grundreglen på dette område er, at de produktionsmidler, som en person anvender i sin virksomhed, er fritaget for zakat. Det nævnes i en hadith: ********** Arabisk*******Der skal ikke betales zakat af de kameler, som anvendes til landbrugsarbejde. Deres zakat betales nemlig af de afgrøder, der frembringes af jorden. Der skal heller ikke betales zakat af sådanne produktionsredskaber.

4. Der skal ikke betales zakat af maskiner og udstyr på fabrikker og i produktionsanlæg. Der skal desuden ikke betales zakat af fabriksbygninger, møbler, der anvendes i virksomheden, eller butikslokaler.

5. Der skal ikke betales zakat af husdyrene på et mejeri, fordi de hører til blandt produktionsmidlerne. Der skal dog betales zakat af de produkter, der fremstilles på mejeriet.

6. Hvis nogen opbevarer værdifulde genstande i hjemmet af interesse, skal der ikke betales zakat af dem. Hvis de derimod holdes med henblik på handel, skal der betales zakat af dem, ligesom af handelsvarer.

7. Hvis nogen holder prydfisk i et bassin eller en dam, skal der ikke betales zakat af dem. Men hvis de holdes med henblik på handel, skal der betales zakat.

8. Hvis husdyr holdes til personligt brug, såsom en ko til mælk, køer og bøfler til at bære byrder eller heste, elefanter og kameler til transport, skal der ikke betales zakat af dem, uanset hvor mange der er.

9. Hvis man har en motorcykel, bil eller bus til at køre rundt i, skal der ikke betales zakat af den.

10. Hvis man driver en ande- eller kyllingefarm for at sælge æg, skal der ikke betales zakat af ænderne og kyllingerne. Der skal dog betales zakat af de æg, der sælges, ligesom ved anden handel.

11. Hvis man holder kyllinger eller andre fugle af interesse, skal der ikke betales zakat af dem.

12. Der skal ikke betales zakat af genstande, der udlejes, såsom cykler, rickshaws, taxaer, busser, møbler, service og lignende. Men hvis den fortjeneste, der kommer fra disse, når nisab, skal der betales zakat, når året er gået. Der skal ikke betales zakat af selve disse genstandes værdi.

13. Der skal ikke betales zakat af den indtægt, der opkræves fra butikker og boliger, uanset hvor stor deres værdi er.

14. Der skal ikke betales zakat af tøj, frakker, bukser, sjaler, tæpper, huer, sko, ure, husholdningsinventar, penne og lignende, uanset hvor stor deres værdi er.

15. Der skal ikke betales zakat af æsler, muldyr og heste, hvis de ikke er beregnet til handel.

16. Der skal heller ikke betales zakat af dyr, der er gjort waqf. Der skal heller ikke betales zakat af heste, der holdes til jihad, eller af våben, der anvendes til jihad og til tjeneste for religionen.

Zakat på dyr

Når tamdyr, der går frit og græsser på almindelige marker og sletter, holdes med henblik på avl og mælk, kaldes de i terminologien sāʾima. Der skal betales zakat af dem. Der skal ikke betales zakat af dyr, der holdes med henblik på at spise kødet, eller af vilde dyr såsom hjorte, nilgauer, leoparder og lignende. Men hvis disse vilde dyr holdes med henblik på handel, skal der betales zakat af dem på samme måde som af handelsvarer. Det vil sige, at hvis handelskapitalen ved årets begyndelse og slutning udgør en dirham eller mere, skal der betales zakat; ellers ikke.

Der skal betales zakat af et dyr, der er frembragt ved parring mellem et tamdyr og et vildt dyr, på betingelse af at hunnen blandt de parrede dyr er tam, og hannen er vild. Der skal for eksempel betales zakat af et dyr, der er frembragt ved parring mellem en ged og en hanhjort.

Der skal ikke betales zakat af de græssende husdyr, som er gjort til waqf. På samme måde skal der ikke betales zakat af en hest, der er gjort til waqf eller opdrættes til jihad.

Hvis græssende husdyr opdrættes med henblik på zakat, bliver den samme zakat obligatorisk for dem som for handelsvarer.

Hvis nogen opdrætter græssende husdyr med henblik på avl og derefter midt i året beslutter at handle med dem, bliver zakat ikke obligatorisk for det år. Men det handelsår, der gælder for dem, begynder den dag, hvor han beslutter at handle med dem. Når året er gået, skal der betales handelszakat.

Nisab og zakatsatser for får og geder

Hvad angår zakat, gælder den samme regel for får, geder og væddere. Nisab og zakatsatsen er den samme for alle. Hvis nogen både har væddere og geder, og hver af dem når nisab, skal der betales zakat særskilt for begge. Hvis nisab derimod nås ved at lægge dem sammen, skal det dyr, som der er flest af, gives som zakat. Hvis antallet er ens, kan man give det, man ønsker.

Opkrævning af nisab og zakatsats

For 40 får eller geder gives ét får eller én ged.

Fra 41 til 120 er ingen yderligere zakat obligatorisk.

Når antallet når 121, skal der gives to geder i zakat.

Fra 122 til 200 er der ingen yderligere zakat.

Når antallet når 201, skal der gives tre geder.

Fra 202 til 399 er der ingen yderligere zakat.

Når antallet når 400, skal der gives fire geder eller får i zakat.

Efter 400 bliver zakat pålagt med én ged eller ét får for hver fulde 100, det vil sige én procent. For zakat på får og geder skal der gives et dyr, der er ét år eller ældre.

Nisab og zakat-satsen for køer og bøfler

Køer og bøfler har samme regel med hensyn til zakat. Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz (r) betragtede bøfler som køer og pålagde dem den samme zakat, som Profeten (s) havde fastsat. Nisab og zakat-satsen er den samme for begge. Hvis en person ejer begge slags dyr, bliver zakat obligatorisk, når de tilsammen når nisab. Zakat skal gives fra den slags, der er flest af. Hvis antallet af begge slags er det samme, kan man give en af dem.

Nisab og zakat-satser

Den, der ejer 30 stykker kvæg eller bøfler, er forpligtet til at betale zakat. Hvis antallet er mindre, er der ingen zakat.

Blandt 30 stykker kvæg eller bøfler skal der gives en kalv eller bøffelkalv, som er fyldt ét år, i zakat.

Fra 31 til 39 er der ingen yderligere zakat. Hvis man har 40 stykker kvæg eller bøfler, skal der gives et dyr i zakat, som er fyldt to år.

Fra 41 til 59 er der ingen yderligere zakat. Hvis man har 60 stykker kvæg eller bøfler, skal der gives to etårige kalve i zakat. Efter 60 skal der for hver 30 stykker kvæg eller bøfler gives en etårig kalv, og for hver 40 stykker kvæg eller bøfler skal der gives et toårigt dyr.

Lad os for eksempel antage, at en person har 70 stykker kvæg eller bøfler. De 70 udgør nu to nisab: ét på 30 og ét på 40. Hvis antallet er 80 stykker kvæg eller bøfler, udgør det to nisab på hver 40. Derfor er to toårige dyr obligatoriske. Hvis antallet er 90, udgør det tre nisab på hver 30. Derfor skal der betales zakat for hver 30 med en etårig kalv.

Nisab og zakat-satser for kameler

Den, der ejer fem kameler, bliver sahib nisab. Zakat bliver obligatorisk for ham. Der er ingen zakat på færre kameler.

Beskrivelsen af nisab og zakat

For fem kameler er én ged påkrævet i zakat, og op til ni kameler er det stadig den samme ene ged.

Hvis man har ti kameler, er to geder påkrævet, og op til fjorten kameler er det stadig de samme to.

Hvis man har femten kameler, er tre geder påkrævet, og op til nitten kameler er det stadig de samme tre.

For tyve kameler er fire geder påkrævet, og op til fireogtyve kameler er det stadig de samme fire.

For femogtyve kameler er én hunkamel påkrævet, som er begyndt på sit andet år.

Fra seksogtyve til femogtredive skal der ikke gives noget ekstra. Hvis man har seksogtredive kameler, skal man give én hunkamel, som er begyndt på sit tredje år.

Fra syvogtredive til femogfyrre er der ingen yderligere zakat.

Når antallet er 46 kameler, skal der gives én hun-kamel, som er begyndt på sit fjerde år.

Fra 47 til 60 er der ingen yderligere zakat.

Når antallet er 61, skal der gives én hun-kamel, som er begyndt på sit femte år.

Fra 62 til 75 er der ingen yderligere zakat.

Når antallet er 76, skal der gives to hun-kameler, som er begyndt på deres tredje år.

Fra 77 til 90 er der ingen yderligere zakat.

Når antallet er 91, skal der gives to hun-kameler, som er begyndt på deres fjerde år.

Op til 120 gælder de ovennævnte to hun-kameler.

Derefter begynder beregningen forfra, det vil sige: for fem geder gives én ged, og for ti gives to geder.

En vigtig forklaring om uddelingen af zakat

Den zakat, der er påbudt af guld, sølv og husdyr, kan gives i form af guld, sølv og husdyr, ligesom den også kan gives kontant. Ved zakat på smykker er det ikke nødvendigt at give guld eller sølv. Man kan også give kontant efter deres værdi beregnet ud fra den gældende markedspris.

Hvilke formål kan zakat anvendes til?

I den hellige Koran har Allah den Ophøjede ikke blot understreget zakats betydning og fortræffelighed, men Han har også udførligt angivet, hvilke formål den skal anvendes til.

********** Arabisk ************

Denne sadaqa er kun for de fattige og trængende, for dem, der er udpeget til at varetage sadaqaens anliggender, og for dem, hvis hjerter man ønsker at vinde. Og til frigivelse af slaver, til hjælp for de forgældede, til Allahs vej og til de rejsende. Det er en obligatorisk pligt fra Allahs side, og Allah er alvidende og alvis. (Sura at-Tawbah: 60)

I dette vers nævnes zakats otte formål:

1) Fakir eller fattige, 2) miskin, trængende, men uden at tigge, 3) ansatte, der opkræver og fordeler zakat, 4) med det formål at vinde hjerter, 5) for at befri fra lænker, 6) til gældsplagede, 7) fi sabilillah eller på Allahs vej, 8) rejsende.

Zakat må kun anvendes på disse otte kategorier, ikke uden for dem.

Hazrat Ziyad ibn al-Harith (må Allah være tilfreds med ham) beretter en hændelse. Han siger: En mand kom til Profeten (fred være med ham) og sagde: “Giv mig noget af zakat.” Profeten (fred være med ham) sagde: “Allah har hverken overladt kategorierne for anvendelse af zakat til nogen profet eller til nogen anden. Tværtimod har Han selv afgjort sagen og fastlagt dens otte kategorier. Hvis du hører til blandt disse kategorier, vil jeg bestemt give dig zakat.”

En detaljeret beskrivelse af kategorierne

1. Fakir: Fakir betegner alle de kvinder og mænd, som er afhængige af andres hjælp og støtte for at opretholde livet. Hertil hører sådanne nødlidende, trængende, uarbejdsdygtige og hjælpeløse personer, som midlertidigt eller permanent har ret til økonomisk hjælp. Personer, der ikke er i stand til at tjene til livets ophold, handicappede, forældreløse børn, enker, svagelige, svage, arbejdsløse samt mennesker, der er blevet ramt af ulykker og naturkatastrofer, kan midlertidigt hjælpes fra zakatmidlerne, og der kan også fastsættes et varigt understøttelsesbeløb til dem.

2. Miskin: Miskin betegner sådanne fattige, fornemme mennesker, som, selv om de er yderst nødlidende og trængende, ikke rækker hånden ud til nogen af frygt for at miste deres ære og af skam. Selv efter ihærdigt at have forsøgt og arbejdet hårdt for at tjene til livets ophold kan de ikke skaffe to håndfulde ris, men fortæller alligevel ikke nogen om deres nød. I hadith er miskin blevet defineret således:

********** Arabisk ************

Den, der ikke har tilstrækkelige midler til sine behov, og som på grund af sin selvrespekt ikke kan genkendes som en, der bør hjælpes økonomisk af folk, og som heller ikke går ud og beder folk om noget. (Bukhari, Muslim)

3. Medarbejdere i zakat-afdelingen ***** Arabisk *****: Det er de mennesker, som opkræver zakat og ushr, varetager den, fordeler den og fører regnskab over den. Det gør ingen forskel, om de selv ejer nisab eller ej. Deres løn kan udbetales af zakatmidlerne.

4. Dem, hvis hjerter man ønsker at vinde ***** Arabisk ****: Det er mennesker, hvis hjerter man ønsker at vinde. Af hensyn til islam og den islamiske stat kan det være nødvendigt at vinde dem for sig og få dem til at ophøre med deres modstand. Disse mennesker kan være vantro, men de kan også være muslimer, hvis islam ikke i tilstrækkelig grad motiverer dem til at tjene islam og den islamiske stat. Selv hvis disse mennesker ejer nisab, kan de få zakat.

Hanafitternes opfattelse er, at der i islams begyndelse blev brugt zakatmidler på at vinde sådanne menneskers hjerter. Men Umar (må Allah være tilfreds med ham) nægtede under Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat at give sådanne mennesker zakat. Den egentlige hændelse var, at Uyayna ibn Hasan og Aqra ibn Habis efter Profetens (fred være med ham) død bad Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) om et stykke jord. Han skrev et gavebrev til dem. De ønskede, at andre sahaba også skulle underskrive som vidner for at styrke sagen. Nogle underskrifter blev sat. Da de derefter gik for at få Umar (må Allah være tilfreds med ham) til at underskrive, læste han brevet og rev det itu lige for øjnene af dem. Han sagde til dem: »Profeten (fred være med ham) gav jer sådan noget for at vinde jeres hjerter. Men det var i islams svaghedsperiode. Nu har Allah ikke gjort islam afhængig af jer.« Derefter klagede de til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »Er det dig eller Umar, der er kalif?« Men Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) tog ingen notits af det, og heller ikke de andre sahaba udtrykte en anden mening end Umar (må Allah være tilfreds med ham). Heraf fremfører hanafitterne det argument, at da muslimerne blev flertallet og fik en sådan styrke, at de kunne stå på egne ben, eksisterede den tilstand ikke længere, som havde gjort det nødvendigt at afsætte en andel til at vinde hjerter. Derfor blev denne andel på grundlag af sahabas enighed ophævet for altid, og denne ordning blev for altid ophævet.

Denne opfattelse deles også af imam Malik. Nogle retslærde mener dog, at denne kategori stadig består, og at zakatmidler efter behov kan bruges til at vinde hjerter. (Allama Maududi (må Allah forbarme sig over ham) siger om dette: »Efter vores opfattelse er det korrekte, at der ikke er noget grundlag for at mene, at andelen til mu’allafatu qulūb er ophævet indtil Dommedag. Det, Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde, var utvivlsomt rigtigt. Hvis den islamiske stat ikke føler behov for at bruge midler på at vinde hjerter, har ingen pålagt den, at den nødvendigvis skal bruge noget på denne kategori. Men hvis der på et tidspunkt opstår behov for det, har Allah givet den mulighed, og denne kategori bør derfor fortsat bestå. Den enighed, som Umar (må Allah være tilfreds med ham) og de ædle sahaba nåede frem til, var, at de på daværende tidspunkt ikke fandt det nødvendigt at give nogen noget for at vinde hjerter. Der er ingen rimelig grund til ud fra dette at konkludere, at sahabas enighed indtil Dommedag har ophævet den kategori, som Koranen havde fastsat af en særligt vigtig og ønskværdig grund.« (Tafhim al-Qur’an, bind 2, side 207. Imam al-Shafi‘i har samme opfattelse.)

5. Frigivelse fra lænker (frigivelse af slaver): Det vil sige en slave, som har indgået en aftale med sin herre om, at han bliver frigivet, hvis han betaler et bestemt beløb. En sådan slave kaldes mukatab. En mukatab kan få zakat til at betale frigivelsesbeløbet. Det er ikke tilladt at frigive en almindelig slave med zakatmidler. Hvis der på noget tidspunkt ikke længere findes slaver, bortfalder denne kategori.

6. Gældstyngede: De, der er knust under gældens byrde og ikke kan betale gælden efter at have dækket deres egne nødvendige udgifter. Det gælder, hvad enten de er arbejdsløse eller har en indkomst, men ikke ejer så meget, at de efter tilbagebetaling af gælden stadig har værdier svarende til nisab. Blandt de gældstyngede er også dem, der er blevet ramt af en uventet ulykke, har måttet betale erstatning eller bøde, har fået deres virksomhed ødelagt eller har mistet alle deres værdier på grund af en anden ulykke.

7. Fī sabīlillāh (på Allahs vej): Det betyder jihad på Allahs vej. Ordet jihad bruges almindeligvis i en bredere betydning end qital eller væbnet kamp. Jihad fī sabīlillāh omfatter alle de bestræbelser, som mujahider udfører for at tilintetgøre det vantro system og etablere det islamiske system. Det kan være bestræbelser med pennen, med hånden, stemmen og sværdet eller gennem hårdt arbejde og anstrengelse. Begrebet er ikke så snævert, at det kun betyder væbnet kamp, men heller ikke så bredt, at det omfatter alle daglige samfundsgavnlige aktiviteter. Tidligere har islams lærde enstemmigt forstået jihad fī sabīlillāh som alle de bestræbelser, der udføres for at etablere den sande religion, udbrede og fremme den samt forsvare den islamiske stat. Zakatmidler kan bruges til rejseudgifter, transport, våben og udstyr for dem, der udfører disse bestræbelser.

8. Den rejsende eller den vejfarende: Uanset hvor stor en formue den rejsende eller udlændingen har hjemme, skal han have zakatmidler, hvis han bliver trængende under rejsen eller i udlandet.

Nogle bemærkninger om anvendelsen af zakatmidler:

1. Det er ikke nødvendigt, at zakatmidlerne anvendes på alle de formål, der er nævnt i Koranen. De kan tværtimod anvendes på de formål og i det omfang, der efter behov og muligheder anses for passende. Hvis det er nødvendigt, kan hele beløbet endda anvendes på ét enkelt formål.

2. De formål, som zakat kan anvendes til, er også de formål, som ushr og sadaqat al-fitr kan anvendes til. Frivillig sadaqa er naturligvis op til giveren.

3. Hvis medlemmer af Banu Hashim beskæftiges med at opkræve og uddele zakat, er det ikke tilladt at betale dem vederlag fra zakatmidlerne. Profeten og medlemmer af Banu Hashim kan udføre denne tjeneste uden vederlag, hvis de ønsker det, sådan som Profeten selv udførte arbejdet med at opkræve og uddele zakat.

4. Under normale forhold bør en persons zakat anvendes blandt de fattige og trængende i hans egen lokalitet. Det er ikke passende, at lokalitetens beboere lades uden hjælp, mens zakat sendes til et andet sted. Hvis behovet et andet sted imidlertid er akut, eller hvis religiøse hensyn taler for det, såsom hvis der har været et jordskælv, er opstået hungersnød, er indtruffet en pludselig katastrofe eller har været en ødelæggende storm eller et voldsomt uvejr, eller hvis der et andet sted findes en religiøs madrasa, der har behov for økonomisk støtte, eller hvis der bor slægtninge dér, er det tilladt at sende zakat til det pågældende sted. Man skal dog sørge for, at beboerne i ens egen lokalitet ikke helt lades uden hjælp.

Personer, som det ikke er tilladt at give zakat

Det er ikke tilladt at give zakat til syv slags personer. Hvis man giver dem zakat, er zakatforpligtelsen ikke opfyldt.

1. Ens far og mor, bedsteforældre på fædrene og mødrene side samt deres forældre.

2. Børn og efterkommere nedadtil, såsom sønner og døtre, børnebørn, oldebørn, børnebørn i flere led osv.

3. Ægtemanden.

4. Hustruen.

At give zakat til disse personer betyder at hjælpe sine nærmeste. Det betyder dog ikke, at man aldrig må hjælpe disse personer med sin egen formue. Tværtimod er det ifølge shariaen enhver muslims ufravigelige pligt at sørge for deres underhold og tage sig af dem. At give zakat til alle andre slægtninge end de ovennævnte fire slags er ikke blot tilladt……. det er også en yderst god og særdeles belønningsværdig handling.

5. Det er også forbudt at give zakatmidler til en velhavende person, der ejer nisab. Det er heller ikke tilladt at give en fattig og trængende så meget, at vedkommende kommer til at eje nisab. Hvis personen imidlertid er forgældet eller har mange børn, kan der gives et større beløb efter behov. Profeten (fvmh.) sagde: »Sadaqa er ikke tilladt for en velhavende, undtagen for disse fem slags personer: (1) en, der kæmper på Allahs vej, (2) en forgældet, (3) en, der opkræver og fordeler sadaqa, (4) en person, der køber sadaqavarer for sine egne penge, (5) en person, hvis nabo er miskin, og miskin og miskin giver den modtagne sadaqa som gave til sin velhavende nabo.« (Muwatta Imam Malik)

6. Det er heller ikke tilladt at give zakat til en ikke-muslim.

7. Det er ikke tilladt at give zakat til efterkommerne af Banu Hashim fra de følgende tre slægtslinjer.

(a) Efterkommerne af Hazrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham).

(b) Hariths efterkommere.

(c) Abu Talibs efterkommere.

Hazrat Alis og Hazrat Fatimas børn tilhører den nævnte tredje gruppe.

I vore dage er det imidlertid vanskeligt at fastslå, hvem der i virkeligheden er efterkommer af Banu Hashim. Derfor bør enhver trængende kunne få hjælp fra Bayt al-Mal. Men hvis det er sikkert, at en person er hashimit, bør han ikke tage imod zakat.

Imam Malik (må Allah være barmhjertig mod ham) siger, at Profeten (fred være med ham) sagde: Sadakaens midler er ikke tilladt for Muhammads (fred være med ham) efterkommere, fordi sadaka er menneskers urenhed. (Muwatta Imam Malik)

Forskellige spørgsmål om zakat

1. De har lånt penge til en person, men hans situation er meget elendig. Hvis De nu trækker lånet fra Deres zakat, vil zakaten ikke være opfyldt. Men hvis De giver ham et beløb svarende til lånet som zakat og derefter inddriver beløbet hos ham som et lån, vil zakaten være opfyldt.

2. Det er ikke tilladt at give de tjenestefolk, tjenestepiger, ammer og andre, der arbejder i huset, zakat som betaling eller løn for deres arbejde.

3. Der må bruges zakatmidler til at fremstille tøj til fattige og trængende, til at fremstille dyner og tæpper i vinterperioden samt til at dække deres behov ved bryllupper.

4. Hvis en kvinde, der har ammet et barn, er fattig og trængende, må hun få zakatpenge. Når barnet er blevet voksent, må det give zakat til sin ammemor.

5. Man gav zakat til en person, idet man anså ham for berettiget til at modtage den. Derefter blev det klart, at han var sahib al-nisab eller en hashemitisk sayyid; eller man gav zakat i uvidenhed og fandt derefter ud af, at modtageren var ens egen mor eller datter eller en anden slægtning, som det ikke er tilladt at give zakat til. I så fald er zakaten gyldigt betalt, og det er ikke nødvendigt at betale den igen. Den, der modtager den, bør dog ikke tage imod den, hvis han ikke er berettiget, og efter at have modtaget den bør han give den tilbage.

6. Hvis man giver zakat til en person, idet man anser ham for berettiget, og det derefter bliver klart, at han er ikke-muslim, er zakaten ikke gyldigt betalt. Den skal gives igen.

7. Zakat bliver obligatorisk for sedler, mønter og handelsvarer, hvis deres værdi svarer til nisab for guld eller sølv. Hvis en person for eksempel har nogle sedler og forskellige mønter, der tilsammen udgør 400 taka, eller handelsvarer til dette beløb, bliver han sahib al-nisab, og zakat bliver obligatorisk for ham, selv om guldets nisab ikke er nået, når sølvets nisab er nået. Det skyldes, at 400 taka er mere værd end 36,5 tola sølv. (Det bør huskes, at værdien af guld og sølv er steget meget i den senere tid. I 1983 var værdien af 36,5 tola sølv omkring 3.000 taka. Der er desuden uenighed om nisab. Ifølge mange er zakatnisab 52,5 tola sølv og 7,5 bhori guld. Uanset hvad fastsættes zakatnisab ud fra markedsprisen på guld og sølv. Oversætteren)

9. Zakat er obligatorisk af indeståender i banken.

10. En person blev ved med på forskellige måder at give sadaqa og almisser hele året, men havde ikke til hensigt at betale zakat. Når året var gået, kunne de midler, han havde givet som almisser, derfor ikke regnes som zakat. Det er derfor en betingelse at have intentionen om zakat, når zakaten uddeles.

11. Zakatpenge kan sendes som postanvisning, og det er tilladt at trække gebyret for postanvisningen fra zakaten.

Redegørelse for ushr

Ushrs betydning

Ushrs bogstavelige betydning er en tiendedel. Terminologisk er ushr den zakat, der gives af afgrøder, nemlig en tiendedel af udbyttet fra visse jorder og en tyvendedel af udbyttet fra andre jorder.

Ushrs sharīʿa-retlige bestemmelse

********** Arabisk ************

O I, der tror! Giv det bedste af det, I har tjent, ud på Allahs vej, og også af det, Vi har frembragt for jer fra jorden (produceret). (Sura al-Baqara: 267)

Et andet sted er det blevet sagt:

********** Arabisk ************

Og giv Allah Hans ret den dag, I høster jeres afgrøde. (Sura al-An’am: 141)

Tafsir-fortolkerne er enige om, at dette betyder zakat på den producerede afgrøde, det vil sige ushr.

Af de ovennævnte vers i Den Hellige Koran fremgår det, at en tiendedel af den producerede afgrøde er obligatorisk, og hadith understreger dette. Profeten sagde:

For den jord, der oversvømmes af regnvand eller vand fra kilder, floder eller kanaler, eller som naturligt er frugtbar og fugtig, fordi den ligger ved en flod, er det obligatorisk at give en tiendedel af den afgrøde, der produceres på den, som ushr. For den jord, der dyrkes ved at hente vand fra en brønd, er en tyvendedel obligatorisk.

Ushrs sats

Det er obligatorisk at give en tiendedel af den afgrøde som zakat fra den jord, hvor afgrøden produceres ved hjælp af regn, floder eller kanaler, eller hvor jorden naturligt har frugtbarhed og vand, fordi den ligger ved en flod. For den jord, hvor afgrøden produceres gennem kunstvanding på forskellige måder, er det obligatorisk at give en tyvendedel som zakat.

Ushr (zakat på afgrøden) er Allahs ret, og den udgør nøjagtigt en tiendedel eller en tyvendedel af den samlede afgrøde. Når korn eller frugt er klar til brug, skal ushr derfor først gives, hvorefter kornet eller frugten må anvendes.

Det er ikke tilladt at anvende den, før ushr er givet; ellers skal enten en tiendedel eller halvdelen af den gives på Allahs vej.

For hvilke ting er ushr obligatorisk?

Ushr er obligatorisk for alt, hvad der frembringes af jorden. Det gælder også afgrøder, der kan oplagres, såsom korn, sennep, sesam, sukkerrør, dadler, tørret frugt og lignende, samt afgrøder, der ikke kan oplagres, såsom grøntsager, agurker, små agurker, gulerødder, radiser, majroer, vandmeloner, mangoer, appelsiner og lignende. (Ifølge nogle fuqaha er ushr ikke obligatorisk af grøntsager, friske grøntsager og frugter, der ikke kan oplagres. Men hvis landmanden sælger dem på markedet, bliver handelszakat obligatorisk for ham, hvis deres værdi når nisab. Det vil sige, hvis handelsvarerne ved årets begyndelse og slutning beløber sig til to hundrede dirham eller mere.)

Ushr er også obligatorisk af honning. Profeten (fred være med ham) sagde:********** Arabisk ***********Betal honningens ushr. – (Bayhaqi)

Hazrat Abu Saiyadah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg sagde til Profeten (fred være med ham), at jeg holdt bier. Da sagde Profeten (fred være med ham): Så betal dens ushr. (Hos Imam Malik (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Sufyan Thawri (må Allah være barmhjertig mod ham) er der ingen ushr af honning. Imam Shafi’is (må Allah være barmhjertig mod ham) berømte udtalelse er også sådan. Imam Bukhari (må Allah være barmhjertig mod ham) siger, at ingen hadith om honningens zakat er autentisk. I Bayhaqi står der, at en mand kom til Profeten med honningens ushr og bad ham sørge for beskyttelsen af Sabla-skoven. Profeten (fred være med ham) sørgede for beskyttelsen af denne skov. Senere, under Hazrat Omars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat, spurgte Sufyan ibn Wahab ham om den sande afgørelse i denne sag. Han skrev til ham, at hvis den pågældende kom for at give dig, hvad han plejede at give Profeten, skulle du tage imod det og sørge for beskyttelsen af Sabla-skoven. Ellers er det jo noget, der er frembragt af bier, ligesom himlens vand. Den, der ønsker det, kan bruge det.

Allama Maududis opfattelse er, at der ikke er zakat af honning. Men der skal betales den samme slags zakat af handel med honning som af andre handelsvarer.)

Regler om ushr

1. Ushr skal betales af hele den samlede afgrøde. Efter at ushr er betalt, skal alle landbrugsudgifter dækkes af den resterende afgrøde. Hvis der for eksempel høstes tredive maund af en persons jord, skal tre maund, som udgør en tiendedel, gives som ushr; derefter skal landbrugsudgifterne dækkes af de resterende syv maund.

2. Så snart afgrøden bliver anvendelig, bliver ushr obligatorisk af den. For eksempel skal kikærter, ærter, mangoer og lignende bruges, før de er modne. Derfor skal ushr beregnes af den mængde, der er til rådighed på det tidspunkt. Det er ikke tilladt at bruge den, før ushr er beregnet.

3. Hvis der vokser frugt i en persons have, og den sælges før den er moden, påhviler ushr køberen. Sælges den efter modningen, påhviler ushr sælgeren.

4. Ushr påhviler den, der dyrker jorden, uanset om han dyrker den som lejer eller som forpagter på delingsbasis.

5. Hvis to personer dyrker jorden sammen, påhviler ushr dem begge, selv hvis såsæden tilhører den ene.

6. Nisab er ikke en betingelse for, at ushr bliver fard. (Ifølge Imam A’zam og Imam Shafi’i skal der ikke betales ushr, hvis høsten er mindre end fem wasaq (tredive maund). Ahl al-Hadith har også denne opfattelse. En betingelse for, at ushr bliver fard, er, at den høstede afgrøde mindst udgør fem wasaq eller tredive maund. Beviset herfor er følgende hadith: …………….. Arabisk …………

Der er ingen zakat på en høst, der er mindre end fem wasaq. – Bukhari) Ushr skal betales, uanset om høsten er lille eller stor. Dog regnes en høst på to til to en halv kilo ikke med.

7. Der er heller ikke noget krav om, at et år skal være gået, før ushr forfalder. Hvis der derimod høstes to afgrøder på et år fra den samme jord, skal der betales ushr af hver afgrøde.

8. Ushr er også obligatorisk af afgrøder, der tilhører mindreårige børn og mentalt handicappede personer.

9. Hvis en waqf-jord dyrkes, påhviler ushr dyrkeren.

10. Hvis der foretages kunstig vanding af frugtbar jord, som får regnvand, skal man ved fastsættelsen af dens ushr tage hensyn til, om jorden er blevet mere frugtbar på grund af den naturlige nedbør eller på grund af vandingen.

11. Ushr kan gives enten som en del af afgrøden eller som dens værdi.

12. Den jord i Bangladesh, Indien og Pakistan, som ejes af muslimer, er ushr-pligtig, og der skal betales ushr af den.

13. Betaling af jordskat fritager ikke for ushr.

14. Ushr skal anvendes til de samme formål, som zakat anvendes til.

Regler om skatte og mineraler

Reglerne for værdier, der er opbevaret under jorden, og for mineraler er som følger:

1. En femtedel af den fundne, under jorden opbevarede formue er bestemt til Bayt al-mal. I hadithen står der …………….. arabisk ………… Det vil sige, at det også er obligatorisk at give en femtedel af en skat til Bayt al-mal.

2. Mineraler, hvad enten de er metalliske, såsom jern, sølv, guld, tin osv., eller ikke-metalliske, såsom svovl, tilfalder en femtedel Bayt al-mal. De resterende fire femtedele tilfalder ejeren af minen.

3. Mineraler, der ikke bliver bløde, når de brændes, såsom juveler og lignende, eller flydende stoffer, såsom petroleum og benzin, medfører ingen andel til Bayt al-mal. (Ifølge imam Ahmad ibn Hanbal er zakat på 2,5 procent obligatorisk for alle mineraler, hvad enten de er metalliske, ikke-metalliske eller flydende, hvis de når nisab-mængden og er privatejede. Denne opfattelse blev fulgt under Umar ibn Abd al-Aziz.)

Redegørelse for sadaqat al-fitr

Betydningen af sadaqat al-fitr

Den sproglige betydning af fitr er at bryde fasten. Sadaqat al-fitr betyder således almisse for at bryde fasten. I terminologisk betydning er sadaqat al-fitr den obligatoriske almisse, der gives efter afslutningen af Ramadan og fastens ophør. Det var i det år, hvor Ramadan-fasten blev gjort obligatorisk for muslimerne, at Profeten beordrede, at sadaqat al-fitr skulle gives.

Betydningen og fordelene ved sadaqat al-fitr

I Ramadan-måneden bestræber de fastende sig efter bedste evne på at overholde Ramadans værdighed og være fuldt opmærksomme på de grænser, regler, fremgangsmåder og betingelser, som shariaen har indskærpet, at man skal følge. Ikke desto mindre begår mennesker mange fejl og forsømmelser, bevidst såvel som ubevidst. En af betydningerne ved sadaqat al-fitr er, at mennesket med glæde skal bruge noget af sin erhvervede rigdom på Allahs vej, så dets fejl og forsømmelser kan sones, og fasten kan blive accepteret hos Allah. Desuden er en betydning ved at give sadaqat al-fitr i anledning af Eid, at de fattige og trængende i samfundet uden bekymring og på ordentlig vis kan få dækket deres behov for tøj og deltage i Eid-bønnen sammen med de øvrige muslimer, så forsamlingen ved Eid-bønnen bliver stor, og islams indflydelse og anseelse kommer til udtryk gennem den store forsamling af muslimer på vejene.

Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten fastsatte sadaqat al-fitr, for at denne almisse skulle rense de fastende for fejl og forsømmelser i form af tom tale og uanstændige handlinger, og samtidig sikre mad og drikke til de trængende. Den, der betaler sadaqat al-fitr før Eid-bønnen, får derfor sin almisse accepteret, mens den, der betaler den efter bønnen, får den regnet som en almindelig almisse og velgørenhed. (Abu Dawud)

Shah Waliullah (må Allah være ham nådig) siger: Eid-dagen er glædens dag. På denne dag kommer islams storhed og pragt til udtryk gennem muslimernes store forsamling, og dette formål opfyldes gennem sadaqat al-fitr. Desuden bidrager sadaqat al-fitr til fuldkommengørelsen af fasten. (Hujjat Allah al-Baligha)

Reglerne for sadaqat al-fitr

Sadaqat al-fitr er wajib for enhver velhavende muslim, mand eller kvinde, mindreårig eller myndig. (Ifølge Ahl al-Hadith er sadaqat al-fitr fard ligesom zakat. Derfor er det fard for alle, rige og fattige, mænd og kvinder, frie og slaver, små og store. Deres argument er, at Profeten (fred være med ham) sendte folk rundt i Mekkas gader for at kundgøre: »Vær opmærksom! Sadaqat al-fitr er wajib for enhver muslim, mand og kvinde, fri og slave, lille og stor.« (Tirmidhi) Desuden siger Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) foreskrev sadaqat al-fitr: én sāʿ dadler og én sāʿ byg for enhver mand og kvinde, fri og slave, lille og stor, og befalede, at det skulle gives før man gik til Eid-bønnen.) Dette gælder den, som ejer formue ud over sit egentlige behov til en værdi, hvorpå zakat bliver wajib, uanset om der faktisk skal betales zakat af denne formue eller ej. Hvis en person for eksempel ud over sit beboelseshus ejer andre huse, som står tomme eller er bygget med henblik på udlejning, bliver sadaqat al-fitr wajib for ejeren, hvis husenes værdi når nisab, selv om der ikke skal betales zakat af husene. Men hvis han ernærer sig gennem huslejen, regnes den som en del af hans egentlige behov, og sadaqat al-fitr bliver ikke wajib for ham. Hvis en person ud over de ting, der bruges i hjemmet, ejer møbler og andre genstande, såsom kobberservice, kostbare møbler og lignende, hvis værdi når nisab eller overstiger den, bliver sadaqat al-fitr wajib for ham, selv om der ikke skal betales zakat af disse ejendele.

For at sadaqat al-fitr skal være wajib, er der ingen anden betingelse end den ovenfor nævnte nisab. Det er hverken en betingelse at være fri, at være myndig eller at være ved sine fulde fem. Det er også wajib for en slave, men hans herre skal betale det for ham. For mindreårige og sindssyge børn skal deres far, mor eller wali betale fitraen.

Det er heller ikke en betingelse for, at sadaqat al-fitr bliver wajib, at formuen skal have været ejet i et helt år. Hvis en person bliver ejer af formue blot kort før solopgang, bliver sadaqat al-fitr også wajib for ham.

Tidspunktet, hvor sadaqat al-fitr bliver wajib

Tidspunktet, hvor sadaqat al-fitr bliver wajib, er morgenen på Eid-dagen. (Ifølge Ahl al-Hadith begynder tidspunktet, hvor sadaqat al-fitr bliver wajib, efter solnedgangen på den sidste dag i Ramadan og varer indtil Eid-bønnen. Det kaldes også fastens bryde-sadaqa. Derfor bliver det wajib straks efter brydningen af den sidste faste i Ramadan, selv om det er tilladt at betale det tidligere.) Den, der dør eller mister sin formue før daggry, er derfor ikke forpligtet til det. Et barn, der fødes efter daggry, er heller ikke forpligtet til det. Men et barn, der fødes i Eid-natten, er forpligtet til det. På samme måde bliver sadaqat al-fitr wajib for den, der antager islam eller bliver ejer af formue før daggry.

Tidspunktet for betaling af sadaqat al-fitr

Selv om tidspunktet, hvor sadaqat al-fitr bliver obligatorisk, er ved daggry, kræver betydningen og formålet med denne forpligtelse, at den gives til de trængende nogle dage før eid. Så de fattige og nødlidende i ro og mag kan modtage mad og tøj og tage til eidgah sammen med alle andre. I Sahih al-Bukhari står der, at sahabaerne (må Allah være tilfreds med dem) plejede at uddele sadaqat al-fitr en eller to dage i forvejen. Hvis det ikke er muligt at give den to eller fire dage før, bør den under alle omstændigheder gives før eid-bønnen. Profeten (fred være med ham) sagde:

********** Arabisk ************

Den, der giver sadaqat al-fitr før bønnen, vil have givet en almisse, som bliver accepteret hos Allah. Men den, der giver den efter bønnen, vil have givet en almisse som almindelig velgørenhed.

For hvem det er obligatorisk at betale sadaqat al-fitr

1. En velhavende person skal ud over sin egen sadaqat al-fitr også betale for sine mindreårige børn. Hvis de mindreårige børn selv er velhavende, skal den betales af deres formue; ellers skal han betale den af sine egne midler.

2. Det er obligatorisk at betale sadaqat al-fitr på vegne af de børn, der har mistet deres forstand, uanset om de ejer formue eller ej, og uanset om de er myndige eller ej.

3. De, der forsørger og sørger for underholdet af deres tjenere eller ansatte, skal give almisse på deres vegne.

4. Det er obligatorisk for faderen at betale på vegne af sine myndige børn, hvis de er nødlidende og fattige. Hvis de er velhavende, er det ikke obligatorisk.

5. Det er ikke obligatorisk at give sadaqat al-fitr på hustruens vegne. Men hvis manden giver den, gælder det som opfyldelse på hustruens vegne.

6. Hvis faderen dør, påhviler alle de forpligtelser, som tidligere påhvilede faderen, bedstefaderen.

7. Hvis en kvinde er velhavende, er det kun hendes egen sadaqat al-fitr, der er obligatorisk. Det er ikke obligatorisk for hende at give den på vegne af sin mand, sine børn eller sine forældre.

Mængden af sadaqat al-fitr

Mængden af sadaqat al-fitr er, beregnet efter firs-tola-seren, én ser og tre chhatak hvedemel (ifølge Mawlana Ashraf Ali Thanvi er mængden af sadaqat al-fitr for én person én ser og tolv en halv chhatak. Af forsigtighedshensyn er det bedre at give to ser). Hvis man giver byg eller bygmel, eller dadler eller rosiner, skal man give det dobbelte af hvedemængden. (På Profetens tid var værdien af byg og dadler og rosiner sandsynligvis den samme.)

Forskellige spørgsmål vedrørende sadaqat al-fitr

1. Det er også obligatorisk at give sadaqat al-fitr for den person, som af en eller anden grund ikke kunne faste i Ramadan. Faste er ikke en betingelse for, at sadaqat al-fitr bliver obligatorisk.

2. Sadaqat al-fitr kan gives i form af fødevarer, og deres værdi kan også gives. Ved afleveringen bør man tage hensyn til de fattiges og trængendes fordel og give enten fødevarer eller deres værdi.

3. Hvis man ønsker at give noget andet i stedet for hvede, såsom durra, hirse, kikærter, ærter eller lignende, bør mængden svare til værdien af hvede eller byg.

4. En persons sadaqat al-fitr kan gives til én fattig eller fordeles mellem flere. På samme måde kan flere personers fitra gives til én eller flere personer.

5. Hvis nogen har noget hvede og noget byg, skal han beregne det og fuldende den foreskrevne mængde sadaqat al-fitr.

6. Hvis det er nødvendigt, kan fitra også sendes til et andet sted. Men den bør ikke sendes andetsteds uden en gyldig grund.

7. Udgiftskategorierne for sadaqat al-fitr er de samme som for zakat.

Fastens kapitel

En beskrivelse af fasten

Ramadanfasten er islams tredje vigtige søjle. I Koranen er der ikke blot givet befaling om at faste, men også fastens regler og fremgangsmåde er blevet forklaret. Ramadanens storhed og velsignelser er blevet omtalt. Vi vil først beskrive den fastemåneds fortrin og velsignelser, som shariaen har gjort fasten obligatorisk i.

Ramadan al-Mubaraks fortræffeligheder

Ramadans betydning og fortræffeligheder i Koranen

I Den hellige Koran nævnes tre grunde til Ramadans betydning og fortræffeligheder:

1. Koranens åbenbaring, det vil sige, at Koranen blev åbenbaret i denne måned.

2. Laylat al-Qadr. Det vil sige, at der i denne måned findes en nat, som med hensyn til godhed og velsignelse er bedre end tusind måneder.

3. At fasten blev gjort obligatorisk. Det vil sige, at fasten blev gjort obligatorisk for muslimerne i denne måned.

På grund af disse fortræffeligheder kaldte Profeten (fvmh) denne måned ********** Arabisk ************eller Allahs måned og erklærede den for den bedste af alle måneder. Nedenfor gives en kort analyse af dette:

Grunden til Ramadans fortræffeligheder

1. Koranens åbenbaring: Koranen siger—********** Arabisk ************

Ramadan er en måned, hvori Koranen blev åbenbaret som vejledning for hele menneskeheden. Den viser den rette vej, er knyttet til klare lærdomme og fremstiller sandt og falsk tydeligt. (Sura al-Baqara: 185)

For at forstå Ramadans storhed og fortræffelighed er det ikke tilstrækkeligt blot at vide, at Allahs sidste bog med vejledning blev åbenbaret i denne måned. Den egentlige sag er, at hvis menneskeheden var blevet berøvet vejledningens kilde, ville hele dette enorme værksted, som verdensaltet udgør, være blevet ødelagt trods solens lys og månens og stjernernes klare stråler. Verdensaltet ville trods sin udsøgte kunstfærdighed og skønhed være blevet meningsløst, ufuldstændigt og formålsløst. Som følge heraf ville mennesket, gennem vantro, ateisme og afgudsdyrkelse, være blevet værre end skovens vilde dyr. Koranen er også den eneste kilde til vejledningens lys på jorden. Den, der berøves den, berøves vejledning og velstand.

2. Laylat al-Qadr: Det er tydeligt beskrevet i Koranen, at den blev inkluderet i Ramadan, og at den blev åbenbaret på Laylat al-Qadr. Den nødvendige betydning af dette er, at Laylat al-Qadr er en af Ramadans nætter, som er bedre end tusind måneder. Hazrat Aisha (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: Søg Laylat al-Qadr blandt de ulige nætter i Ramadans sidste ti nætter. (Bukhari)

3. Fasten blev gjort obligatorisk: Allah den Ophøjede har udvalgt denne måned til en så vigtig gudsdyrkelse som fasten og gjort fasten i hele måneden obligatorisk for muslimerne:

********** Arabisk ************ Derfor er det obligatorisk for enhver blandt jer, der oplever denne måned, at faste hele måneden.

Hadith om Ramadans storhed og fortræffelighed

Profeten (s) sagde, da han beskrev Ramadans storhed og fortræffelighed, at når den første nat i Ramadan kommer, lænkes Satan og de oprørske djinner, og alle Helvedes porte lukkes. Ingen af dets porte forbliver åbne. Alle Paradisets porte åbnes. Ingen af dets porte forbliver lukkede. Derefter siger en kalder fra Allah: I, der ønsker godhed og velsignelse, gå fremad. I, der ønsker at begå onde handlinger og synder, stands. Derefter befries mange ulydige tjenere fra Helvede ved Allahs nåde. Og dette sker hver eneste nat i Ramadan. (Tirmidhi, Ibn Majah)

• Dette er en måned, hvor de troendes forsørgelse øges. (Mishkat)
• Ramadan er alle måneders leder. (Ilmul Fiqah)
• Den første del af denne måned er barmhjertighed, den anden del tilgivelse, og den tredje og sidste del befrielse og frigivelse fra Helvedes ild. (Mishkat)
• Hvis nogen i denne måned frivilligt udfører en valgfri god handling for at opnå Allahs tilfredshed, vil vedkommende få en belønning svarende til den obligatoriske tilbedelse i andre måneder. Og den, der opfylder én obligatorisk pligt, vil være berettiget til en belønning svarende til halvfjerds obligatoriske pligter i andre måneder. (Mishkat)

Ramadans storhed og betydning i historien

Historien vidner om, at den første afgørende krig mellem sandheden og falskheden fandt sted i denne måned. Og den dag, hvor sandheden blev adskilt fra falskheden, og som i Koranen kaldes Yaum-ul-Furqan, var en af denne måneds dage. På denne dag begyndte sandhedens første sejr, og falskheden blev besejret. Historien fortæller også, at erobringen af Mekka fandt sted i netop denne måned. Hvis I tænker over disse oplysninger, vil I indse det.

• Sandhedens vejledning blev åbenbaret i netop denne måned.
• Islams første sejr fandt sted i netop denne måned.
• Islams fuldstændige sejr finder sted netop i denne måned.

Ramadanmåneden kommer hvert år for at minde om disse sandheder. Shariaen har gjort fasten obligatorisk i denne måned og indført nattebøn og koranrecitation, for at jihadens livskraft i den troende ikke skal blive livløs. Og mindst én gang om året, i Ramadanmåneden, kan han ved at høre eller læse Koranen oversætte dens betydning i sit hjerte med en ansvarsfølelse, der svarer til hans egen rang og opgave. Koranens åbenbaring, studiet af den og fastens mujahid-lignende tarbija har dette formål: Islams børn lever netop for at gøre religionen sejrrig og fast etableret, og for aldrig at blive forsømmelige med deres ansvar og pligter.

Fastens betydning

Faste kaldes på arabisk sawm eller siyam. Det betyder at afholde sig fra noget og opgive det. I shariaens terminologi betyder sawm

at afholde sig fra mad, drikke og seksuel aktivitet fra det sande daggry til solnedgang.

Bestemmelsen om fastens forpligtelse

Fasten i Ramadan blev gjort obligatorisk for muslimerne halvandet år efter hijraen.

********** Arabisk ************

O I, der tror! Fasten er blevet gjort obligatorisk for jer. Fasten er en individuel religiøs pligt; den, der benægter dette, er en vantro, og den, der undlader at faste uden gyldig grund, er en synder og begår en alvorlig synd.

Fastens betydning

Koranen vidner om, at fasten var obligatorisk under alle de himmelske lovgivninger. Og den var en uundværlig del af enhver nations tilbedelse.

********** Arabisk ************

Ligesom fasten blev gjort obligatorisk for dem, der levede før jer.

Dette vers er ikke blot en beretning om en historisk begivenhed, men fremhæver den vigtige sandhed, at fasten har en særlig forbindelse med renselsen af menneskets tilbøjeligheder. Og renselsen af sjælen har en naturlig ret til den. Det synes snarere, som om sjælen ikke kan fuldkommengøres uden opdragelsens og renselsens proces. Ingen anden form for tilbedelse kan være dens erstatning. Derfor var fasten obligatorisk i alle profeternes lovgivninger.

Da Profeten (s) beskrev fastens betydning, sagde han, at hvis en person undlader én faste i Ramadan uden en religiøst gyldig undskyldning eller sygdom, vil han ikke kunne opveje dette tab, selv om han faster resten af sit liv. (Ahmad, Tirmidhi, Abu Dawud)

Det vil sige, at Ramadan-fastens storhed, gavn, velsignelse og betydning består i, at hvis en uopmærksom person frivilligt bryder en faste eller undlader at faste, vil det tab, han derved lider, ikke kunne opvejes, selv om han faster hele livet. Han kan dog indhente fasten som en juridisk pligt.

Fastens formål

Fastens egentlige formål er at frembringe taqwa ……. arabisk …… så taqwa kan opstå blandt jer. Taqwa er i virkeligheden en egenskab, der udspringer af kærlighed til og frygt for Allah. Troen på Allahs væsen og den dybe erkendelse af Hans egenskaber, barmhjertighed og nåde skaber en drivkraft til kærlighed, mens bevidstheden om andre egenskaber, såsom vrede, harme og evnen til at straffe, vækker en følelse af frygt. Denne mentale tilstand af kærlighed og frygt kaldes taqwa. Den er kilden til alle gode handlinger og den sande måde at holde sig fra alle syndige handlinger på.

Fasten skaber en fast tro på Allahs væsen og en dyb følelse af Hans nåde og mishag. Når mennesket i flere timer i træk hele dagen afholder sig fra at tilfredsstille sine mest grundlæggende og nødvendige drifter, påvirker det ham sådan, at han bliver fuldstændig magtesløs, hjælpeløs og afhængig. For hvert øjeblik af sit liv bliver han en tigger om Allahs barmhjertighed og godhed. Når han derefter ser sit liv beriget af Allahs velsignelser, fyldes han af kærlighed til Allah og bliver med oprigtig iver optaget af lydighed mod Allah og tilbedelse af Ham. Når han da i ensomhed behersker sin stærke seksuelle lyst, på et sted hvor ingen andre end Allah kan se ham, bliver frygten for Allah i hans hjerte stadig stærkere. Som følge heraf præges hans sind så dybt af Allahs storhed og ophøjethed, at hans krop skælver blot ved tanken på synd.

Den sande faste

Fastens store formål kan kun opnås, når fasten holdes med fuld bevidsthed, og den beskyttes mod de forbudte handlinger, som gør fasten livløs. Den sande faste er den, der hjælper mennesket med at beskytte sit sind, sin forstand og alle sine evner mod ulydighed mod Allah og med at trampe sine drifters krav under fode.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når du faster, er det din pligt at holde dine ører, øjne, mund, hænder, fødder og alle dine lemmer fra handlinger, som Allah ikke bryder sig om. (Kashf al-Mahjub)

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: Den, der faster, men ikke afholder sig fra at tale usandt og handle falsk, ham har Allah ikke brug for skal sulte og tørste. (Bukhari)

Der findes mange fastende, som ikke får andet på deres regnskab af gode gerninger end at have lidt sult og tørst under fasten. (Mishkat)

Fastens fortræffelighed

Profeten (fred være med ham) siger: Belønningen for enhver god gerning bliver forøget fra ti til syv hundrede gange. Men Allah siger, at fasten er noget helt andet. Den er bestemt til Mig, og Jeg vil selv belønne den. Tjeneren afstår for Min skyld fra sit seksuelle begær og sin mad og drikke. Den fastende har to glæder. Den ene er ved iftār, når han i glæde og begejstring nyder Allahs velsignelser, fordi Allah har givet ham mulighed for at opfylde en obligatorisk pligt.

Den anden glæde er, når han møder sin egen Herre, får tilladelse til at træde frem for Allah og får lov til at skue Ham, så hans øjne bliver afkølet.

Den fastendes mundlugt er hos Allah bedre end duften af moskus. Fasten er som et skjold, der beskytter mod synd. Når nogen blandt jer faster, skal han holde sig fra uanstændig tale og tumult. Hvis nogen begynder at skælde ud eller vil skændes, bør han sige: »Jeg faster.« (Bukhārī, Muslim)

Profeten (fred være med ham) siger også: Den, der faster med troens følelse og håb om belønning i det hinsides, får alle sine tidligere synder (de mindre synder) tilgivet. (Bukhārī, Muslim)

Retningslinjer for at se hilāl eller månen

1. Det er en kollektiv pligt for muslimerne at forsøge at se Ramadans måne på den 29. dag i Sha‘bān. (Det er muslimernes samlede pligt at sørge for, at Ramadans måne bliver observeret. Hvis hele samfundet ikke erkender betydningen af dette og forsømmer sagen, bliver de alle syndige.) Det er på ingen måde tilladt at begynde at faste ud fra kalendere og lignende og se bort fra måneobservationen. Selv de, der er eksperter i beregningsvidenskab og er gode og gudfrygtige, må ikke handle efter deres egne beregninger. Profeten (fred være med ham) siger: »Når I ser månen, skal I begynde at faste, og når I ser den, skal I afslutte fasten. Hvis månen ikke bliver set den 29. Sha‘bān, så fuldfør Sha‘bān med tredive dage.« (Sahih Bukhārī og Muslim)

2. Det er ikke tilladt at acceptere måneobservationen på grundlag af en erfaring og faste derefter. Der findes for eksempel et ordsprog om, at den dag, der er den fjerde i Rajab, er den første dag i Ramadan, og at dette er blevet prøvet igen og igen.

3. Det er anbefalelsesværdigt at forsøge at se månen og træffe foranstaltninger til måneobservation den 29. Rajab. For det er nødvendigt at kende dagene i Sha’ban for at vide, hvornår den første dag i Ramadan er. Forestil dig for eksempel, at månen viste sig den 29. Rajab, men folk ikke havde truffet nogen foranstaltninger for at se den. Derefter begyndte de at beregne ved at regne den første Sha’ban for den 30. Rajab. Således kom den 30. Sha’ban, men månen kunne ikke ses på grund af skyer eller støv på himlen. Eftersom man regnede denne dag for den 29. Sha’ban, kom folk til at regne den første Ramadan for den 30. Sha’ban. Som følge af denne forsømmelse gik en fastedag i Ramadan tabt.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at Profeten (fred være med ham) ikke omhyggeligt holdt styr på dagene og datoerne i Sha’ban på samme måde som datoerne i nogen anden måned; derefter fastede han, når han havde set månen for Ramadan. (Abu Dawud)

4. Den, der med egne øjne ser månen for Ramadan, skal underrette alle folk i landsbyen, de ansvarlige blandt muslimerne eller en institution, uanset om vedkommende er mand eller kvinde.

5. Hvis den vestlige himmel, hvor månen står op, er klar, vil månen for Ramadan ikke blive fastslået alene på grundlag af to fromme personers vidnesbyrd, og heller ikke månen for Eid. Under sådanne forhold kræves vidnesbyrd fra så mange personer, at man gennem deres udsagn kan opnå sikkerhed for, at månen er stået op.

6. Hvis stedet, hvor månen står op, ikke er klart, er én persons vidnesbyrd tilstrækkeligt til at fastslå den nye måne for Ramadan, uanset om personen er mand eller kvinde, dog på følgende betingelser:

a) Vidnet skal være myndigt, fornuftigt og en from muslim.

b) Vedkommende skal erklære, at han eller hun selv har set månen med egne øjne.

7. Når himlen er klar, er én persons vidnesbyrd ikke tilstrækkeligt for den nye måne til Eid, uanset hvor troværdig personen måtte være. For Eid-månen kræves vidnesbyrd fra to fromme og gudfrygtige mænd eller fra én from og gudfrygtig mand og to fromme og gudfrygtige kvinder. Hvis fire kvinder vidner om, at de har set månen, vil Eid-månen alligevel ikke blive fastslået på dette grundlag.

8. På steder, hvor der ikke findes en muslimsk qadi eller hersker, bør muslimerne selv sørge for at observere nymånen, bekendtgøre det og handle derefter.

9. Det spredte sig over hele byen, at nymånen var blevet set, men selv efter grundige undersøgelser blev der ikke fundet nogen, som ville indrømme, at han selv havde set nymånen. Under disse omstændigheder er nymånens fremkomst ikke bevist.

10. Hvis det siges, at en person har set Ramadan-nymånen, men hvis vidnesbyrd ikke er gyldigt efter sharia, og ingen andre end ham har set nymånen, skal byens eller landsbyens indbyggere ikke faste på grundlag af hans udsagn. Han skal imidlertid selv faste, for det er obligatorisk for ham at faste. Når han derefter har fastet i tredive dage, og Eid-nymånen ikke er blevet set, skal han faste i en enogtredivte dag og fejre Eid sammen med landsbyens indbyggere.

11. Hvis nymånen af en eller anden grund ikke blev set et sted, og der kom en melding fra et andet sted om, at den var blevet set, vil både Ramadan-nymånen og Eid-nymånen være fastslået, hvis meldingen er acceptabel efter sharia. De ansvarlige muslimer skal kontrollere sådanne meldinger, og hvis de er acceptable i overensstemmelse med sharia, skal de sørge for at offentliggøre dem i byen.

12. Hvis nymånens syning bliver fastslået gennem vidnesbyrd fra to pålidelige og troværdige personer, og folk faster i overensstemmelse hermed, men Eid-nymånen ikke bliver set, efter at de tredive fastedage er fuldført, skal de fejre Eid på den enogtredivte dag. Det er ikke tilladt at faste den dag.

Fasten efter at have set den nye måne

Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at når Profeten (fred være med ham) så den nye måne, sagde han:

********** Arabisk ************

Allah er størst. O Allah, lad denne nymåne stå op for os som en måne for sikkerhed, tro og islam. Giv os evnen til at udføre det, du synes om og elsker. O måne! Din og vores Herre er alene Allah. (Tirmidhi og Darimi)

Fasterens forskellige former og deres regler

Faste findes i seks former – det er nødvendigt at kende deres detaljerede beskrivelse og regler.

(1) Fard, (2) wajib, (3) sunnah, (4) nafl, (5) makruh, (6) haram.

1. Fard-faste –I løbet af året er det kun fasten i Ramadan, som er fard for muslimerne (29 eller 30 dage afhængigt af månen). Der findes klare beviser fra Koranen og hadith på, at fasten i Ramadan er fard. Den muslimske umma har gennem hele historien altid efterlevet den. Den, der benægter, at fasten i Ramadan er fard, bliver kafir og udstødes af islam. Den, der uden gyldig grund undlader at faste, bliver fasiq og en grov synder. Hvis man af en eller anden grund eller af forsømmelighed ikke faster i Ramadan, er det også fard at indhente fasten. Denne fard er ikke knyttet til et bestemt tidspunkt; den skal udføres, så snart der er mulighed for det. Den bør tværtimod udføres så hurtigt som muligt.

2. Wajib-faste– faste på grund af et løfte og faste som soning er wajib. Hvis man aflægger løfte om at faste på en bestemt dag, er det nødvendigt at faste den dag. Hvis dagen ikke er bestemt, kan man faste den dag, man ønsker. Det er ikke rigtigt at udsætte det uden grund.

3. Sunnah-faste– den faste, som Profeten (fred være med ham) selv holdt og anbefalede, er sunnah. Der er stor sawab ved at holde den. Men den er ikke sunnah mu’akkadah, og man synder ikke, hvis man undlader den. Sunnah-fasterne er som følger:

• Ashura-fasten, det vil sige to fastedage på den niende og tiende dag i Muharram.
• Fasten på Arafas dag. Det vil sige at faste på den niende dag i Dhu al-Hijjah.
• Fasten på Ayyam al-Bid. Det vil sige at faste på den 13., 14. og 15. dag i måneden.

4. Nafl-faste– Alle fasteformer bortset fra fard, wajib og sunnah er nafl eller mustahabb. Nafl-faste er sådan, at man opnår en stor belønning, hvis man overholder den regelmæssigt. For eksempel:

• Seks dages faste i måneden Shawwal.
• Faste om mandagen og torsdagen.
• Faste på den 15. dag i Sha’ban.
• Faste i de første otte dage af måneden Dhu al-Hijjah.

5. Makruh-faste-

• Kun at faste om lørdagen eller søndagen.
• Kun at faste på ashuras dag.
• At faste uden sin mands tilladelse.
• At faste kontinuerligt uden at springe nogen dag over, hvilket kaldes sawm al-wisal.

6. Haram-faste – det er haram at faste fem dage om året।

• At faste på Eid al-Fitrs dag.
• At faste på Eid al-Adhas dag.
• At faste på ayyām al-tashrīq, det vil sige den 11., 12. og 13. Zulhijjah, er haram.

Betingelserne for fasten

Fastens betingelser er af to slags:

• Betingelserne for, at fasten er gyldig.
• Betingelserne for, at fasten er obligatorisk.

De ting, der er nødvendige for, at fasten bliver obligatorisk, kaldes sharā’iṭ al-siḥḥa, og det, der er nødvendigt for dens forpligtelse, kaldes sharā’iṭ al-wujūb.

Betingelserne for, at fasten er obligatorisk

1. Islam. Fasten er ikke obligatorisk for en ikke-muslim.

2. At være myndig. Fasten er ikke obligatorisk for en mindreårig.

For at skabe en vane bør mindreårige drenge og piger opfordres til at faste. Ligesom hadithene har tilskyndet til, at man vænner sig til at bede, er der også blevet givet tilskyndelse til at faste. Kun de, der kan tåle sult og tørst, bør opfordres til at faste. Overdrivelse i denne sag er ikke godt.

3. At vide, at fasten i Ramadan er obligatorisk.

4. Ikke at være ma‘zur eller ude af stand. Det vil sige ikke at have nogen undskyldning, som giver tilladelse til ikke at faste, såsom rejse, høj alder, sygdom, jihad osv.

Betingelserne for, at fasten er gyldig

1. Islam. En kafirs faste er ikke gyldig.

2. At kvinder er rene efter hayd og nifas.

3. At have niyyah. Det vil sige i sit hjerte at beslutte sig for at faste. Hvis nogen hele dagen afholder sig fra de ting, som han er blevet pålagt at afholde sig fra, uden at have besluttet sig for at faste, er hans faste ikke gyldig.

Fastens farḍ

Under fasten er det obligatorisk at afholde sig fra tre ting fra det sande daggry til solnedgang.

1. At afholde sig fra at spise noget.

2. At afholde sig fra at drikke noget.

3. At afholde sig fra at tilfredsstille seksuel lyst.

At tilfredsstille seksuel lyst omfatter enhver seksuel nydelse, der medfører sædafgang, hvad enten det sker gennem samleje med hustruen eller gennem seksuel aktivitet med et menneske, et dyr eller andet. Det kan også ske gennem onani. Kort sagt skal man afholde sig fra alt dette. Det er dog ikke obligatorisk at afholde sig fra at se på sin hustru, kærtegne hende, omfavne hende eller kysse hende, eftersom det ikke medfører sædafgang.

Fastens sunnah og mustahabb-handlinger

1. Det er sunnah at indtage suhur, selv hvis det blot er nogle få dadler eller en mundfuld vand.

2. Det er mustahabb at spise ved suhur-tid, når der kun er kort tid tilbage til det sande daggry.

3. Det er mustahabb at have intentionen om at faste allerede om natten.

4. Det er mustahabb at bryde fasten tidligt, det vil sige straks efter solnedgang uden at forsinke det.

5. Det er mustahabb at bryde fasten med tørrede dadler eller vand.

6. Det er sunnah at afholde sig fra bagtalelse, sladder, løgn, vrede og overdrivelser. Disse handlinger er naturligvis heller ikke tilladt på andre tidspunkter. Men under fasten bør man i endnu højere grad bestræbe sig på at holde sig fra dem.

Hvad gør fasten ugyldig?

Under fasten er det obligatorisk at afholde sig fra tre ting, nemlig:

(1) ikke at spise noget, (2) ikke at drikke noget og (3) ikke at tilfredsstille seksuel lyst. Det er obligatorisk at afholde sig fra disse ting.

Derfor bliver fasten ugyldig, så snart man gør noget, der strider mod de tre ovennævnte obligatoriske krav. Det, der gør fasten ugyldig, er af to slags: For det første det, der kun medfører pligt til qada. For det andet det, der medfører pligt til både qada og kaffara.

Nogle grundlæggende regler om, hvornår kaffāra er påkrævet

1. Hvis man med vilje lader noget komme ned i maven og også har den opfattelse, at det er gavnligt, hvad enten det er mad, medicin eller en handling, hvis nydelse svarer til samleje, bliver både qadā og kaffāra påkrævet i disse tilfælde.

2. Hvis noget af sig selv kommer ned i maven, uden at man har den opfattelse, at det er gavnligt, eller hvis man udfører en handling, hvis nydelse ikke svarer til samleje, bliver kun qadā påkrævet.

3. Kaffāra bliver kun påkrævet, hvis en faste i Ramadanen brydes. Hvis en anden faste end Ramadanens brydes, bliver kaffāra ikke påkrævet, uanset om den brydes ved en fejl eller med vilje.

4. Hvis en qadā-faste for Ramadanen brydes, bliver kaffāra ikke påkrævet. Kaffāra bliver kun påkrævet, hvis en faste brydes i selve Ramadan-måneden.

5. Hvis betingelserne for, at fasten er påkrævet, ikke findes hos en person, bliver kaffāra ikke påkrævet, selv hvis vedkommendes faste brydes. Det gælder for eksempel den rejsendes faste og fasten hos kvinder, der har menstruation eller barselsblødning. Dette gælder, selv om den rejsende eller kvinden med menstruation eller barselsblødning havde til hensigt at faste, før rejsen begyndte eller før menstruationen eller barselsblødningen indtrådte.

6. Hvis en handling sker utilsigtet, for eksempel hvis man ved en fejl spiser noget, har samleje, pludselig får vand ned i halsen under mundskylning, eller hvis nogen tvinges til samleje, bliver kaffāra ikke påkrævet i disse tilfælde.

7. Ved samleje er det ikke en betingelse, at både den, der udfører handlingen, og den, som handlingen udføres på, er vidende. Den af de to, som er vidende og udfører handlingen frivilligt, skal yde kaffāra. Hvis kvinden er vidende, skal hun yde kaffāra, ikke manden. Hvis manden er vidende, skal han yde kaffāra; kaffāra er ikke påkrævet af en sindssyg kvinde.

8. Hvis en kvinde har samleje med en mindreårig dreng eller med en sindssyg mand, er både qada og kaffara obligatoriske for hende.

9. Hvis nogen i Ramadan spiser eller drikker uden at have haft intention om at faste, er kaffara ikke obligatorisk for ham; kun qada er obligatorisk. Kaffara bliver først obligatorisk, hvis han bryder fasten efter at have haft intention om at faste.

10. Hvis nogen bryder fasten på grund af tvivl, behøver han ikke at give kaffara.

Forhold, hvor man kun skal indhente fasten

1. Hvis nogen vågner sent og spiser, fordi han tror, at der stadig er tid til suhur, men derefter opdager, at daggryet allerede er kommet, er det obligatorisk for ham at indhente fasten.

2. Hvis nogen bryder fasten, fordi han tror, at solen er gået ned, før dagen faktisk er forbi, skal han indhente fasten.

3. Hvis noget utilsigtet kommer ned i maven—f.eks. hvis vand under mundskylning løber ned i halsen, eller medicin, der er kommet i næsen eller øret, når ned i maven, eller hvis medicin påføres et sår i maven eller på hovedet og trænger ind i maven eller hovedet—er det i disse tilfælde obligatorisk at indhente fasten.

4. Hvis nogen med tvang får en fastende person til at spise, skal han kun indhente fasten.

5. Hvis nogen har tvunget en kvinde til samleje, eller hvis en kvinde sov dybt eller var bevidstløs, og nogen havde samleje med hende, er kun qada obligatorisk for denne kvinde.

6. Hvis en åndssvag person har haft seksuel omgang med en afdød kvinde, en mindreårig pige eller et dyr, eller har omfavnet nogen, kysset nogen eller masturberet, og der i disse tilfælde kom sædafgang, er kun qada obligatorisk.

7. Hvis nogen ikke havde til hensigt at faste, men afholdt sig fra at spise og drikke, eller havde til hensigt at faste, men først efter middag, er fasten i en sådan situation ikke gyldig, og qada er obligatorisk.

8. Hvis tårer eller sved under fasten kommer ind i en persons mund, og vedkommende mærker, at det er salt, og sluger det, bliver fasten ugyldig, og qada skal udføres.

9. Hvis nogen falder i søvn med paan i munden og vågner efter det sande daggry, skal kun qada udføres; kaffara er ikke obligatorisk.

10. Hvis nogen under fasten kaster op med en mundfuld, bliver fasten ugyldig, og qada skal udføres.

11. Hvis nogen under fasten sluger en sten, et stykke jern eller noget andet, som man hverken spiser som føde eller tager som medicin, bliver fasten ugyldig, og qada skal udføres.

12. Hvis en kvinde under fasten indfører medicin eller olie i sit kønsorgan, skal kun qada udføres.

13. Hvis nogen, mens han faster, ved en fejltagelse spiser noget og derefter med vilje spiser eller drikker, fordi han tror, at fasten er blevet brudt, bliver fasten brudt, og qada bliver påbudt, men ikke kaffara.

14. Hvis nogen, mens han faster, hælder olie i øret eller tager et afføringsmiddel, bliver fasten brudt, og kun qada skal udføres.

15. Hvis en kvinde af hensyn til behandling eller lignende fører sin finger ind i kønsåbningen, eller får en jordemoder til at føre den ind, og derefter trækker hele fingeren eller en del af den ud og fører den ind igen, bliver fasten brudt, og qada bliver påbudt. Hvis hun ikke fører den ind igen, men fingeren bliver fugtig af noget, bliver fasten brudt allerede ved den første indføring, og qada bliver påbudt. Ligeledes, hvis en kvinde anbringer vat eller noget lignende i sin kønsåbning, og det hele trænger ind, bliver fasten brudt, og qada bliver påbudt.

16. Hvis nogen udfører en seksuel handling uden samleje, som normalt medfører sædafgang, og der sker sædafgang, bliver fasten brudt, og kun qada bliver påbudt. Hvis nogen for eksempel onanerer, eller fører sit kønsorgan ind mod sin hustrus navle, lår eller armhule og får sædafgang, eller gør dette med et dyr, eller hvis en kvinde forsøger at opnå seksuel nydelse med en anden kvinde, og der sker sædafgang, bliver fasten brudt, og kun qada bliver påbudt.

17. Hvis tandkødet bløder under brug af miswak eller uden nogen særlig grund, og den fastende sluger blodet sammen med spyttet, bliver fasten brudt, og qada bliver påbudt. Men hvis blodet er mindre end mængden af spyt, og det ikke kan mærkes i halsen, bliver fasten ikke brudt.

De tilfælde, hvor både qada og kaffara bliver påbudt

1. Hvis nogen i fastetiden, drevet af seksuel lyst, har samleje, hvad enten det er en kvinde eller en mand, eller hvis en mand begår homoseksuelt samleje, bliver både qada og kaffara påbudt.

2. Hvis en kvinde bliver en mands sengepartner, og spidsen af hans kønsorgan trænger ind i hendes kønsåbning, bliver både qada og kaffara påbudt, uanset om der sker sædafgang eller ej.

3. Hvis en tåbe ligger ved siden af sin hustru og fører sit kønslem ind i hendes endetarm, bliver begges faste ugyldig, og både qadā og kaffāra bliver obligatorisk.

4. Hvis nogen under fasten spiser eller drikker noget, der normalt spises eller drikkes, eller spiser noget, der ikke bruges som føde, men indtager det som medicin, bliver fasten ugyldig, og både qadā og kaffāra bliver obligatorisk.

5. Hvis hustruen sover eller er bevidstløs, og ægtemanden har samleje med hende, bliver qadā og kaffāra obligatorisk for ægtemanden, altså manden.

6. Hvis nogen gør noget, som ikke gør fasten ugyldig, men tror, at fasten er blevet ugyldig, og derefter spiser eller drikker, bliver fasten ugyldig, og han skal både foretage qadā og yde kaffāra.

For eksempel: Hvis nogen påfører sig kohl, smører olie i håret, omfavner en kvinde eller kysser hende, og derefter tror, at fasten er blevet ugyldig, hvorefter han med vilje spiser eller drikker, bliver både qadā og kaffāra i dette tilfælde obligatorisk.

De ting, der gør fasten makruh

Det vil sige en beskrivelse af de ting, som ganske vist ikke gør fasten ugyldig, men gør den makruh. Denne makruh er tanzihi, ikke tahrimi.

1. At smage på noget. Men hvis en kvinde af nødvendighed smager på mad, eller smager på den, når hun køber den på markedet, fordi hendes mand er meget hidsig og streng, eller hvis en tjenestepige smager på den af frygt for sin herre, bliver fasten ikke makruh.

2. Det er ikke makruh at tygge noget i munden eller blot have det i munden, som når en kvinde tygger noget i munden for at give det til et lille barn, eller har det i munden for at gøre det blødt eller afkøle det. Det er dog tilladt at gøre dette af nødvendighed. Hvis et barn for eksempel er sultent og kun spiser noget, der skal tygges i munden, og der ikke findes en person, som ikke faster, vil fasten ikke være makruh, hvis hun tygger det i denne situation.

3. Det er makruh at tage en kvindes læber i munden eller omfavne hende nøgen, uanset om der er risiko for sædafgang eller samleje.

4. Det er makruh under fasten at udføre en handling, der svækker kroppen så meget, at der opstår frygt for at bryde fasten.

5. At bruge mere vand end nødvendigt, når man skyller munden eller fører vand op i næsen.

6. At samle spyt i munden og synke det uden grund.

7. At udvise uro, blive panikslagen og vise psykisk ubalance.

8. Hvis ghusl bliver nødvendigt, og der var mulighed for at udføre det, men man uden grund ikke udfører ghusl før efter det sande daggry, bliver fasten makruh.

9. Hvis man børster tænder ved at tygge på tandpulver, tandpasta eller trækul og lignende, bliver fasten makruh.

10. Hvis man bagtaler, lyver, bruger skældsord og slås eller begår overgreb mod nogen, mens man faster, bliver fasten makruh.

11. Det er makruh med vilje at få røg eller støv ind i munden. Men hvis man brænder røgelse og indånder dens duft eller ryger vandpibe, bidi eller cigaretter, bliver fasten ugyldig.

Ting, der ikke gør fasten makruh

1. Hvis en person spiser og drikker af glemsomhed, fordi han ikke er opmærksom på, at han faster, eller endda har samleje med sin hustru af glemsomhed – også hvis det sker flere gange – og spiser sig mæt af glemsomhed, bliver fasten hverken ugyldig eller makruh.

2. Hvis man i fastetilstand får en natlig sædafgang om dagen, og ghusl bliver påbudt, bliver fasten alligevel ikke makruh.

3. Det er tilladt at påføre kohl om dagen, smøre olie i håret, massere kroppen med olie og bruge parfume. Hvis der efter påføring af kohl ses spor af det i opspyttet, bliver fasten alligevel ikke ugyldig.

4. Det er alt sammen tilladt at ligge sammen med sin hustru, omfavne hende og kysse hende. Men hvis der er fare for sædafgang eller for samleje på grund af seksuel ophidselse, bliver disse handlinger makruh.

5. Det er ikke makruh at spytte ud eller synke spyt.

6. Hvis en flue kommer ind i halsen, eller støv eller røg kommer ind af sig selv, bliver fasten ikke makruh. Men hvis man med vilje indtager noget af dette i maven, bliver fasten ugyldig.

7. Hvis der sker sædafgang efter at have set en kvindes kønsdele eller efter at have fået seksuelt begær i sindet, bliver fasten ikke makruh.

8. Hvis der sker sædafgang efter at have berørt et hunligt kønsorgan hos et dyr, bliver fasten alligevel ikke ugyldig.

9. Det er tilladt at føre olie, vand eller medicin ind i åbningen på mandens kønsorgan, eller at føre disse ting ind med en sprøjte, eller at føre en tændstik eller en stav til kohl ind; fasten bliver ikke makruh af dette.

10. Hvis nogen fører en finger eller et tørt stykke træ ind i endetarmsåbningen, men det tørre stykke træ ikke bevæger sig længere ind, bliver fasten ikke ugyldig.

11. Hvis en person tror, at det stadig er nat, og har samleje med sin hustru, eller begynder samleje uden at være opmærksom på fasten, og han derefter pludselig indser, at daggryet er kommet, eller kommer i tanke om fasten, og straks afholder sig fra samleje, bliver fasten ikke ugyldig, selv hvis der sker sædafgang efter at have skilt sig fra hustruen. Denne sædafgang skal betragtes som sædafgang på grund af en natlig sædafgang.

12. Hvis vand kommer ind i øret, eller man med vilje hælder vand ind i det, bliver fasten ikke makruh.

13. Hvis der bliver siddende mad, et stykke kød, en fiber eller et stykke betelnød mellem tænderne, og man ikke tager det ud af munden, men sluger det derfra, bliver fasten ikke ugyldig, hvis mængden er mindre end en kikært.

14. Hvis man trods sin vilje kaster op, så munden fyldes, hvad enten det er lidt eller meget, bliver fasten ikke makruh. Selv hvis noget af det af sig selv kommer ned i maven, bliver fasten ikke makruh.

15. Hvis man bruger miswak på et hvilket som helst tidspunkt, mens man faster, hvad enten den er tør, våd eller frisk, bliver fasten ikke makruh, selv hvis man mærker den bitre smag af en frisk miswak af neem.

16. Det er ikke makruh at skylle munden, hælde vand op i næsen, vaske hænder og ansigt, tage et bad eller iføre sig vådt tøj i stærk varme.

17. Efter at have spist paan har man skyllet munden og gurglet grundigt, men der ses stadig et rødligt skær i spyttet; fasten bliver ikke makruh af den grund.

18. Hvis man med vilje kaster op, men det kun er en lille mængde og ikke fylder munden, bliver fasten hverken ugyldig eller makruh.

19. Hvis der kommer blod ud af munden under brug af miswak eller af sig selv, og det sluges, men blodmængden er mindre end spyttet, og man ikke kan smage blodet i halsen, bliver fasten ikke ugyldig.

Reglerne om intentionen for fasten

1. At have intention betyder at beslutte det i sit hjerte; det er ikke nødvendigt at udtale intentionen, for det er tilstrækkeligt blot at have den i sit sind. Faktisk træder det at spise sehri i stedet for intentionen, fordi sehri kun spises med henblik på at faste. Men for dem, der normalt plejer at spise på det tidspunkt, eller for de uvidende, som regelmæssigt spiser sehri, men ikke faster, er det nødvendigt at have intentionen.

2. Det er nødvendigt at have en separat intention for hver af Ramadans fastedage. Det er ikke tilstrækkeligt at have intentionen én gang for hele Ramadan.

3. For den igangværende faste i Ramadan er det ikke nødvendigt at have intention om, at den er obligatorisk. Det er tilstrækkeligt blot at have intention om at faste. Men hvis en syg person faster i Ramadan, skal han have intentionen ved daggry, fordi Ramadans faste ikke er obligatorisk for ham. Hvis han blot har intention om at faste eller har intention om en frivillig faste, vil hans faste ikke være en Ramadan-faste.

4. Det er nødvendigt for den rejsende, at han i Ramadan ikke har intention om en anden obligatorisk faste. Hvis han har intention om Ramadans obligatoriske faste eller om en frivillig faste, er det ikke gyldigt.

5. Ved en erstatningsfaste for Ramadan er det nødvendigt specifikt at have intentionen før daggry.

6. Hvis nogen glemmer at have intention om at faste om natten og kommer i tanke om det i løbet af dagen, er det gyldigt at have intentionen før middag for tre slags faste:

a. Den igangværende faste i Ramadan.

b. De faste, der skyldes et løfte, og hvis dato er fastlagt.

c. Frivillig faste.

7. For de følgende fire typer faste er det nødvendigt at have til hensigt at faste fra solnedgang til den sande daggry. Det er ikke tilstrækkeligt at gøre hensigten efter den sande daggry.

a. Ved faste som erstatning for en fastedag i Ramadan.

b. Ved de lovede fastedage, hvis dato ikke er fastlagt.

c. Ved soningsfasten.

d. Ved erstatning for de frivillige fastedage, som af en eller anden grund blev ugyldige, efter at de var påbegyndt.

8. Han havde ikke til hensigt at faste om natten. Om morgenen havde han heller ikke tænkt på at faste, men før middag kom han pludselig i tanke om, at han skulle faste i Ramadan, og han skyndte sig at gøre sin hensigt; da vil fasten være gyldig. Men hvis han havde spist noget om morgenen, var der ikke længere nogen mulighed for at gøre hensigten.

9. Hvis nogen i Ramadan-måneden har til hensigt at faste frivilligt i stedet for den obligatoriske faste og tænker, at han senere vil erstatte den obligatoriske faste, vil fasten alligevel være Ramadan-fasten. Den vil ikke være en frivillig faste. Hvis han på samme måde har til hensigt at faste en obligatorisk faste i stedet for en frivillig faste, vil det alligevel være Ramadan-fasten. Grundreglen er, at der i Ramadan kun kan være Ramadanens obligatoriske faste og ingen anden faste.

10. Fasten begynder ved den sande daggry. Derfor er alle de handlinger tilladte før den sande daggry, som det er obligatorisk at afholde sig fra under fasten. Nogle mener, at det ikke er tilladt at spise eller drikke, efter at man har gjort sin hensigt om at faste. Det er ikke korrekt. Det er tilladt at spise, drikke og lignende før den sande daggry, selv om man har gjort hensigt om den følgende dags faste umiddelbart efter solnedgang.

11. Hvis man fremsiger intentionen om en frivillig faste, bliver den obligatorisk. Hvis man efter at have fremsagt intentionen om morgenen bryder fasten, bliver det obligatorisk at indhente denne faste.

12. Hvis nogen om natten beslutter, at han vil faste den følgende dag, men ændrer mening før daggry og ikke faster, bliver det i denne situation ikke obligatorisk at indhente fasten.

13. Når man fremsiger intentionen om natten, skal man sige: ….. arabisk …….. Jeg har til hensigt at faste i Ramadan i morgen. Når man fremsiger intentionen om dagen, skal man sige: ………. arabisk …….. Jeg har til hensigt at faste dagens faste i Ramadan. Det er dog ikke obligatorisk at fremsige intentionen på arabisk; den kan fremsiges på ethvert sprog.

Sihri og iftar

Det måltid, man spiser før daggry med henblik på at faste, kaldes sihri. Profeten (s) sørgede selv for sihri og opfordrede også andre til at spise sihri. Hazrat Anas (ra) siger: På tidspunktet for sihri plejede Profeten (s) at sige til mig: »Giv mig noget at spise, så jeg kan faste.« Da gav jeg ham nogle dadler og en skål vand.

Profeten (s) opfordrede til at spise sihri og sagde: »Spis sihri, for det rummer en stor velsignelse.«

Med velsignelsen menes, at man ikke vil føle svaghed i dagens arbejde og tilbedelse, og at fasten vil blive lettere.

En gang sagde Profeten (s): »Søg hjælp til dagens faste ved at spise sihri, og søg hjælp til nattens tilbedelse ved at tage en qaylulah.«

Det er sunnah at spise suhur. Forskellen mellem muslimernes faste og jødernes og de kristnes faste er, at de ikke spiser suhur, mens muslimerne gør det. Hvis man ikke er sulten, bør man spise lidt sødt eller drikke mælk eller vand, for der er en stor belønning i at spise suhur.

Profeten (fvmh.) sagde: »At spise suhur er en tydelig velsignelse. Glem ikke at spise suhur, om det så blot er en mundfuld vand. For Allahs barmhjertighed kommer over dem, der spiser suhur, og englene beder om tilgivelse for dem.«

At spise suhur sent

Det er mustahabb at spise suhur så sent, at der kun er kort tid tilbage, før det sande daggry begynder. Mange spiser suhur meget tidligt af forsigtighed. Det er ikke godt. Der er belønning i at spise det sent.

At bryde fasten hurtigt

Det er mustahabb at bryde fasten hurtigt. Det vil sige, at det ikke er passende at vente af forsigtighed, efter solen er gået ned; man bør tværtimod straks bryde fasten. På denne måde forsvinder den religiøse indstilling som følge af unødig forsigtighed. Det er ikke fromhed, at man uden grund udsætter sig selv for vanskeligheder. Fromhed består tværtimod i at følge Allahs befaling uden indvendinger.

Profeten (fvmh.) sagde, at tre ting hører til profetisk adfærd:

1. At spise suhur sent.

2. At bryde fasten tidligt.

3. At lægge højre hånd over venstre hånd under bønnen.

Hazrat Ibn Abi Awfa (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Engang var vi på rejse sammen med Profeten (fred være med ham). Han fastede. Da solen forsvandt fra synsfeltet, sagde han til en mand: »Rejs dig og bland sattu til mig.« Manden sagde: »O Allahs Sendebud, vent lidt endnu; det vil være bedre, når det bliver aften.« Han sagde: »Stig ned fra ridedyret og bland sattu til os.« Manden sagde igen: »O Allahs Sendebud, det ser stadig ud til at være dag.« Han sagde igen: »Stig ned fra ridedyret og tilbered sattu til os.« Så steg han ned og tilberedte sattu til alle. Profeten (fred være med ham) spiste sattu og sagde: »Når I ser, at nattens mørke skygge breder sig fra den side, bør den fastende bryde sin faste.« (Bukhari)

Profeten (fred være med ham) siger: Allahs befaling er: »Den af Mine tjenere, som Jeg bedst kan lide, er den, der bryder fasten tidligt.« (Tirmidhi) (Det vil sige: Vent under ingen omstændigheder efter solnedgang.)

Profeten (fred være med ham) siger også: »Folk vil forblive i en god tilstand, så længe de bryder fasten tidligt.« (Bukhari, Muslim)

Hvad er anbefalet at bryde fasten med?

Det er anbefalet at bryde fasten med dadler og khurma; hvis det ikke er muligt, er det anbefalet at bryde fasten med vand. Profeten (fred være med ham) brød selv fasten med disse.

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Profeten (fred være med ham) brød fasten med nogle få udblødte dadler før maghrib-bønnen. Hvis ikke, gjorde han det med khurma. Hvis heller ikke det var muligt, drak han nogle få slurke vand. (Tirmidhi, Abu Dawud)

Profeten (s) opmuntrede de ædle ledsagere til at bryde fasten med disse ting. Han sagde: »Hvis nogen af jer faster, skal han bryde fasten med dadler; hvis ikke, så med vand. Vand er i sandhed yderst rent.« (Ahmad, Tirmidhi, Abu Dawud)

Dadler var en velsmagende fødevare i Arabien, og både rige og fattige kunne let få fat i dem. Og vand findes jo i rigelige mængder overalt. Meningen med opmuntringen til at bryde fasten med disse ting er, at ummaen ikke skal møde nogen vanskelighed eller ulempe, men let skal kunne bryde fasten til tiden. Profeten (s) sagde om en egenskab ved vand, at det er så rent, at alt kan renses med det. Dets ydre renhed kan naturligvis mærkes. Samtidig medfører det også åndelig renhed. Når den fastende hele dagen forbliver tørstig med bevidst tro for Allahs tilfredshed og slukker sin tørst med koldt vand ved solnedgang, opstår der spontant en tilskyndelse i ham til taknemmelighed. Derved får han den lykke, at hans indre eller åndelige side bliver oplyst.

Men man skal være opmærksom på, at det er helt forkert at overdrive i denne forbindelse og mene, at det strider mod taqwa at bryde fasten med noget andet. Det er ligeledes forkert at tro, at det er en særlig fortjenstfuld handling at bryde fasten med salt.

Bønnen ved iftar

*******Arabisk*********

Åh Allah, jeg fastede for Din skyld og brød fasten med den forsørgelse, Du har givet mig.

Bønnen efter iftar

*******Arabisk*********

Tørsten er slukket, årerne er blevet fugtige, og belønningen er sikret, om Allah vil. (Abu Dawud)

Belønningen for at give andre iftar

Det er også en anbefalelsesværdig god handling at give andre iftar, og den, der giver iftar, får lige så stor belønning som den fastende. Uanset om den fastende får to mundfulde mad eller blot bryder fasten med én dadel.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der giver en fastende person iftar, får samme belønning som den fastende. (Bayhaqi)

At faste uden suhur

Hvis man ikke vågner om natten til suhur, bør man alligevel faste. At lade være med at faste, fordi man ikke har spist suhur, er fejt. Det er en alvorlig synd at opgive fasten, fordi man ikke har spist suhur.

Hvis man en dag vågner sent og tror, at der stadig er nat tilbage, og man derfor spiser og drikker, men senere opdager, at man har spist og drukket efter den sande daggry, vil fasten i denne situation ikke være gyldig. Alligevel skal man forholde sig som en fastende og må ikke spise eller drikke noget.

Hvis man vågner så sent, at man er i tvivl om, hvorvidt det sande daggry er indtrådt, er det makruh at spise og drikke på dette tidspunkt, og det er syndigt at spise og drikke, efter at tvivlen er opstået. Hvis det senere med sikkerhed bliver klart, at det sande daggry allerede var indtrådt, bliver qadā obligatorisk. Men hvis tvivlen forbliver, er qadā ikke obligatorisk. For en sikkerheds skyld bør man dog foretage qadā.

De undskyldninger, der giver tilladelse til ikke at faste

Der er ti undskyldninger, som giver tilladelse til ikke at faste. De beskrives som følger:

(1) Rejse, (2) sygdom, (3) graviditet, (4) amning, (5) overvældende sult og tørst, (6) alderdom og svaghed, (7) frygt for at miste livet, (8) jihad, (9) bevidstløshed, (10) sindssygdom.

1. Rejse

Shariaen har i alle sine bestemmelser taget hensyn til, at det skal være let for den troende. I ingen sag er han blevet udsat for unødvendige vanskeligheder eller snæverhed. Da den Hellige Koran således bekendtgjorde, at fasten er obligatorisk, blev der taget hensyn til den rejsendes og den syges manglende evne, og de fik tilladelse til ikke at faste.

*******Arabisk*********

Derfor skal enhver af jer, som oplever denne måned, faste i den. Men den, der er syg eller på rejse, skal faste et tilsvarende antal dage på andre dage. (Sura al-Baqara: 185)

1. Uanset hvilket formål rejsen har, og uanset om den byder på alle former for bekvemmelighed eller medfører, at man må udholde sorg og vanskeligheder, har den rejsende under alle omstændigheder tilladelse til ikke at faste. Hvis rejsen naturligvis ikke medfører nogen vanskeligheder, er det mustahabb at faste, så man kan opnå Ramadans fortrin og velsignelser. Men hvis der opstår besvær og vanskeligheder, er det bedre ikke at faste.

2. Hvis nogen begiver sig ud på en rejse efter at have fattet intentionen om at faste eller efter fasten er begyndt, er det obligatorisk at faste denne dag om. Men hvis han bryder fasten, skal han ikke betale kaffara.

3. Hvis en rejsende bliver fastboende et sted før middag, og han indtil da ikke har gjort noget, der ødelægger fasten, er det også obligatorisk for ham at faste denne dag. Men hvis han ødelægger fasten, skal han ikke betale kaffara.

4. Hvis en rejsende har til hensigt at blive fastboende et sted, selv hvis han kun har til hensigt at blive der i mindre end 15 dage, bør han alligevel faste; det er makruh ikke at faste disse dage. Men hvis han har til hensigt at blive der i 15 dage, er det ikke tilladt at lade være med at faste.

2. Sygdom

1. Hvis der er frygt for, at en sygdom vil opstå på grund af fasten, eller hvis man mener, at sygdommen vil forværres, fordi man ikke kan få medicin eller føde, eller hvis man mener, at helbredelsen vil blive forsinket, er det i disse situationer tilladt ikke at faste. Men man skal vide, at der må være en rimelig grund til en sådan vurdering. Det kan for eksempel være, at en from og erfaren læge råder til det, at man selv gentagne gange har erfaret det, eller at der er en stærk sandsynlighed for det. Det er ikke tilladt at lade være med at faste alene på grundlag af en ubegrundet antagelse.

2. Hvis en person blot selv antager, at han måske vil få en sygdom eller få den forværret ved at faste, uden at have nogen tidligere erfaring med det, og uden at have søgt råd hos en erfaren læge eller hakim, men alligevel undlader at faste, vil han være syndig og skal også betale kaffara.

3. Det er heller ikke rigtigt at følge rådet fra en irreligiøs læge, som ikke anerkender shariaens værdighed og betydning.

3. Graviditet

1. Hvis en kvinde har en stærk formodning om, at faste vil skade barnet i hendes livmoder eller skade hende selv, er det tilladt for hende ikke at faste.

2. Hvis en kvinde efter at have haft til hensigt at faste opdager, at hun er blevet gravid, og hun har en klar formodning om, at faste vil skade hende, er det tilladt for hende at bryde fasten. Derefter skal hun indhente fasten. Hun skal ikke betale kaffāra.

4. Amning

1. Hvis en ammende kvinde, mens hun faster, har en stærk formodning om, at hun vil lide alvorlig skade, for eksempel at mælken vil tørre ud, så barnet vil vride sig af sult, eller at hendes liv selv vil være i fare, er det tilladt for hende ikke at faste.

2. Hvis barnet kan ammes mod betaling, og barnet også drikker en anden kvindes mælk, er det ikke tilladt at lade være med at faste. Men hvis barnet slet ikke vil drikke en anden kvindes mælk, er det tilladt ikke at faste.

3. Hvis også den kvinde, der ammer mod betaling, har en stærk formodning om, at faste vil skade hendes barn eller hende selv, kan hun undlade at faste.

4. Hvis en kvinde begynder at amme netop på en dag i Ramadanen, er det tilladt for hende ikke at faste den dag, selv hvis hun havde til hensigt at faste. For at have brudt fasten skal hun indhente den, men kaffāra er ikke påkrævet.

5. Sultens og tørstens intensitet

En person er ikke syg, men er på grund af sygdom blevet så svag, at der er stor risiko for, at han bliver syg igen, hvis han faster. Derfor har han tilladelse til ikke at faste.

6. Svaghed og alderdom

En person er blevet særdeles svag på grund af alderdom. Han har tilladelse til ikke at faste. Man kan ikke forvente, at en sådan person bliver rask og senere indhenter fasten. Derfor er det hans pligt at give fidya for fasten, enten med det samme eller senere. Fidyaens størrelse svarer til sadaqat al-fitr.

7. Fare for livet

Hvis der på grund af hårdt arbejde er fare for livet, eller hvis nogen tvinger en person ved at sige, at de vil dræbe ham, slå ham brutalt eller skære en af hans lemmer af, hvis han faster, har en sådan person også tilladelse til ikke at faste.

8. Jihad

Hvis en person har til hensigt at føre jihad mod religionens fjender og mener, at han vil blive svag, hvis han faster, har han tilladelse til ikke at faste.

*Selv når jihad faktisk er i gang, er der tilladelse til ikke at faste.

*Selv hvis jihad ikke faktisk foregår, men der er frygt for et nært forestående sammenstød, gælder denne tilladelse også.

*Hvis vedkommende kommer ud for en sådan situation efter at have påbegyndt fasten, er det også tilladt at bryde fasten. Han skal ikke betale kaffāra.

9. Bevidstløshed

Hvis nogen bliver bevidstløs og forbliver det i flere dage, er det obligatorisk at indhente de fastedage, der går tabt i denne tilstand. Men hvis han på dagen efter den nat, hvor han blev bevidstløs, ikke har gjort noget, der bryder fasten, og det også vides, om han havde til hensigt at faste eller ej, regnes fasten for denne dag som gyldig, og den skal ikke indhentes. Fasten for de efterfølgende dage skal naturligvis indhentes.

10. Sindssygdom

Hvis nogen bliver sindssyg og ikke kan faste, er der to muligheder:

For det første – hvis sindssygdommen på intet tidspunkt bliver bedre. I så fald er fasten fuldstændig fritaget; der kræves hverken indhentning eller fidya.

For det andet – hvis sindssygdommen på et tidspunkt bliver bedre, skal fasten i så fald indhentes.

De situationer, hvor det er tilladt at bryde fasten

1. Det er tilladt at bryde fasten, hvis man pludselig bliver bevidstløs på grund af en sygdom, der bringer livet i fare, eller hvis man bliver såret i en bilulykke eller falder fra et højt sted og er i en kritisk tilstand.

2. Hvis nogen pludselig bliver syg, uden at der er fare for livet, men man frygter, at sygdommen vil blive meget værre, hvis fasten ikke brydes, er det i en sådan situation tilladt at bryde fasten.

3. Hvis nogen bliver så stærkt sulten eller tørstig, at der er fare for livet, hvis vedkommende ikke spiser eller drikker noget, er det i en sådan situation tilladt at bryde fasten.

4. Hvis en gravid kvinde kommer ud for en ulykke, så hendes eget liv eller det ufødte barns liv er i fare, har hun i en sådan situation ret til at bryde fasten.

5. Hvis nogen bliver bidt af en slange og straks har brug for medicin, bør vedkommende i en sådan situation bryde fasten.

6. Man fastede modigt på trods af svaghed. Derefter følte man, at der ville være fare for livet, hvis fasten ikke blev brudt, eller at sygdommen kunne blive alvorligt forværret. I en sådan situation er det tilladt at bryde fasten.

Regler for qada-faster

1. Det bør ikke unødigt udsættes at indhente de af Ramadans faster, som ikke blev holdt af en eller anden grund. Jo hurtigere de indhentes, desto bedre.

2. Hvad enten det drejer sig om Ramadans faste eller en anden faste, er det ikke nødvendigt at holde dem sammenhængende. Det er heller ikke nødvendigt at holde dem straks efter, at undskyldningen er ophørt. Det er tilstrækkeligt at indhente dem, når det er muligt.

3. Det er ikke obligatorisk at indhente fasten i rækkefølge. Man kan for eksempel holde den aktuelle faste i Ramadan uden først at have indhentet de tidligere faster.

4. Det er ikke nødvendigt at fastsætte bestemte dage og datoer for at holde qada-faster. Man skal holde lige så mange faster, som man har undladt at holde.

5. Hvis man mangler at indhente fasten fra to Ramadaner, er det nødvendigt at angive, hvilken af de to års faster der indhentes. Derfor skal man have til hensigt, at man holder qada-fasten for det pågældende år.

6. Det er nødvendigt at have niyyah om qada-fasten allerede om natten. Hvis man har til hensigt at holde qada-faste efter fajr, er det ikke gyldigt. Den faste bliver til en nafl-faste. Qada-fasten skal holdes igen.

7. Nogle af Ramadans faster blev ikke holdt. Man fik ikke mulighed for at indhente disse faster, og en ny Ramadan begyndte. I så fald skal man først holde Ramadans faste og indhente qada-fasterne senere.

8. En person begyndte at faste i Ramadan om dagen, fordi han var i tvivl. Senere blev det klarlagt, at dagen var den 30. Sha’ban. Denne faste bliver da en nafl-faste, selv om det er makruh. Hvis fasten brydes, bliver det ikke wajib at indhente den.

Regler vedrørende kaffara

Hvis en faste i Ramadan bliver ugyldig, er kaffaraen, at man skal faste i tres sammenhængende dage. Hvis en af fastedagene undervejs bliver brudt, skal man begynde forfra og faste tres sammenhængende dage. Den dag, hvor fasten blev brudt, tæller ikke med i opgørelsen.

Hvis man af en eller anden grund ikke kan faste, skal man bespise tres trængende personer, så de bliver mætte to gange om dagen.

1. For kvinder er der den lempelse ved kaffara, at hvis en fastedag undervejs må udelades på grund af menstruation, bliver sammenhængen ikke brudt. Man skal dog begynde at faste, så snart menstruationen er ophørt.

2. Hvis man under fasten som kaffara kommer i barselsblødning, bliver sammenhængen brudt. Man skal begynde forfra og faste tres dage.

3. Hvis Ramadan indtræffer, mens man faster som kaffara, skal man faste i Ramadan. Derefter skal man igen faste tres dage i træk.

4. Hvis flere faster bliver ugyldige i den samme Ramadan, er én kaffara obligatorisk for alle de ugyldige faster.

5. Hvis kaffara bliver obligatorisk for en person, og endnu en kaffara bliver obligatorisk, før den første er betalt, er én kaffara tilstrækkelig for begge, også selv om de to kaffaraer vedrører to forskellige Ramadaner. Det gælder dog kun, hvis fasten ikke er blevet ugyldig på grund af samleje. For hver faste, der bliver ugyldig på grund af samleje, er en særskilt kaffara obligatorisk.

6. Når det gælder de tres trængende personer, skal man være opmærksom på, at de skal være voksne. Hvis man bespiser et lille barn, skal man i stedet bespise en voksen trængende person.

7. Det er også tilladt at give fødevarer i stedet for at bespise dem. Man kan også give fødevarernes værdi.

8. Den mad, der gives til de trængende, skal være af almindelig kvalitet – hverken meget god eller dårlig.

9. Det er ikke noget problem, hvis man ikke bespiser de trængende fortløbende; kaffāraen vil stadig være opfyldt.

10. Det er ikke gyldigt at bespise den samme person i tres dage; det samme gælder, når man giver fødevarer eller deres værdi.

Fidya

Hvis nogen bliver meget svag på grund af alderdom eller lider af en så alvorlig sygdom, at der tilsyneladende ikke er håb om helbredelse, og vedkommende ikke har kræfter til at faste, har sådanne personer i denne tilstand tilladelse til ikke at faste. For hver faste skal vedkommende give fidya til en trængende person. Som fidya kan man bespise en trængende, give en passende mængde fødevarer eller give deres værdi.

Fidyaens størrelse

At give en fattig person fødevarer svarende til mængden af sadaqat al-fitr eller deres værdi. Det er også tilladt at bespise en trængende med to måltider for hver faste, der skal kompenseres for. Der skal gives et måltid af middel kvalitet.

Regler om fidyah

1. Hvis en syg person bliver rask, selv efter at have betalt fidyah, bliver det obligatorisk at indhente fastedagene. Allah vil give en særskilt belønning for den fidyah, der allerede er givet.

2. Hvis nogen har nogle fastedage, der skal indhentes, og ved sin død efterlader et testamente om, at fidyah skal betales af hans formue, bliver fidyah obligatorisk, hvis den samlede fidyah for de fastedage, der skal indhentes, svarer til en tredjedel af den efterladte formue (med den efterladte formue menes det, der er tilbage efter udgifterne til begravelsesklæder og begravelse samt tilbagebetaling af eventuel gæld; det er en tredjedel af dette beløb). Hvis fidyahens værdi er større, mens en tredjedel af formuen er mindre, er det kun tilladt at betale mere end en tredjedel af formuen, hvis arvingerne frivilligt og tilfredse giver deres samtykke. Mindreårige børns samtykke er ikke nødvendigt.

3. Hvis den afdøde ikke har efterladt et testamente, men arvingerne frivilligt betaler fidyah, er det også tilladt. Det kan håbes, at Allah vil acceptere fidyahen.

4. Fidyah for hver bøn er den samme som fidyah for faste. Man skal huske, at der er fem daglige bønner samt witr-bønnen, altså i alt seks bønner dagligt.

5. Hvis nogen ved sin død efterlader et testamente om, at der skal betales fidyah for hans bønner, gælder de samme regler som for fidyah for faste.

6. Hvis den afdødes arving beder eller faster på den afdødes vegne, er det ikke gyldigt.

7. Det er ikke rigtigt at indhente Ramadan-fasten på grund af en mindre sygdom eller at tænke, at man senere vil indhente den, eller at give fidya og tro, at man dermed har opfyldt fastens ret.

Profeten (s) sagde: Hvis nogen undlader blot én faste uden en gyldig grund eller uden sygdom, vil det ikke opveje det, selv om han faster resten af sit liv. (Tirmidhi, Abu Dawud)

Forskellige regler og bestemmelser om fasten

1. Den, der af en eller anden grund ikke kan faste, skal undlade at spise og drikke offentligt og udadtil opføre sig som en fastende.

2. Hvis fasten hos en person, som opfylder alle betingelserne for, at fasten er obligatorisk og gyldig, bliver brudt af en eller anden grund, er det wajib for ham at forblive som en fastende resten af dagen og afholde sig fra at spise, drikke og have samleje.

3. Hvis en musafir når hjem efter middag, eller har til hensigt at blive fastboende et sted, er det mustahab for ham at forblive som en fastende resten af dagen og afholde sig fra at spise og drikke. På samme måde er det mustahab for en kvinde, der efter middag bliver ren efter hayd eller nifas, at afholde sig fra at spise og drikke resten af dagen.

4. Hvis nogen med vilje bryder fasten, eller spiser efter den sande daggry, fordi han tror, at det stadig er nat, er det wajib for ham at tilbringe hele dagen som en fastende og afholde sig fra at spise og drikke.

5. Hvis et barn bliver myndigt efter middag, eller nogen bliver muslim, er det mustahab for dem at tilbringe resten af dagen som en fastende.

6. Hvis en kvindes menstruation begynder, efter at hun har påbegyndt fasten, bliver fasten ugyldig. Men derefter bør hun afholde sig fra at spise og drikke ligesom en fastende.

Dyder og regler ved frivillig faste

De seks fastedage i Shawwal

Der er blevet nævnt mange dyder ved denne faste i hadith. Profeten (s) sagde: Den, der faster under Ramadan og derefter faster seks dage i træk i Shawwal, er som den, der faster hele tiden. (Muslim, Abu Dawud)

Profeten (s) sagde også: Den, der faster under Ramadan og derefter faster seks dage i Shawwal, bliver renset for synder, som om hans mor havde født ham i dag. (Muslim, Abu Dawud)

Det er ikke nødvendigt, at disse fastedage holdes samlet efter Eid. De kan holdes samlet, eller de kan holdes med enkelte dage imellem.

Det er dog godt at begynde denne faste på den sjette dag i Shawwal. Men det er ikke nødvendigt. Den kan holdes når som helst i løbet af måneden, når det passer.

Fasten på Ashuras dag

Den tiende dag i Muharram kaldes Yawm Ashura eller Ashuras dag. På denne dag fastede også Quraysh i Mekka, og de lagde et nyt klæde over Kabaen. Denne faste blev tilskrevet profeten Ibrahim (fred være med ham). Profeten (fred og velsignelser være med ham) fastede også selv denne dag. Da han senere udvandrede til Medina, så han, at jøderne også fastede denne dag. Så fastede han også denne dag og opfordrede alle sahabaerne til at faste.

Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at da profeten (fred og velsignelser være med ham) udvandrede til Medina, så han jøderne faste på Ashuras dag. Han spurgte dem: »Hvilken særlig betydning har denne dag for jer, siden I faster på den?« De svarede: »Det er en stor og betydningsfuld dag. På denne dag frelste Allah profeten Musa (fred være med ham) og hans folk og druknede Farao og hans hær. Derfor fastede Musa (fred være med ham) denne dag som taknemmelighed for Allahs nåde. Og derfor faster vi også denne dag.«

Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Vores forbindelse til Musa (fred være med ham) er stærkere end jeres, og vi har større ret til at faste på denne dag.«

Derefter fastede profeten (fred og velsignelser være med ham) selv denne dag og befalede også ummah’en at faste. (Bukhari, Muslim)

Det er godt at faste sammen med den tiende dag enten på den niende eller den ellevte dag, så man både opnår denne dags fortjeneste og undgår at ligne jøderne.

Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at profeten (fred og velsignelser være med ham) selv begyndte at faste denne dag og opfordrede også sahabaerne til at faste. Sahabaerne spurgte: »Allahs sendebud! Jøderne og de kristne fejrer jo denne dag som en stor helligdag. Hvis vi faster denne dag, kommer vi så ikke til at ligne dem?« Han sagde: »Hvis Allah vil, faster vi næste år på den niende dag.« Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller imidlertid, at profeten (fred og velsignelser være med ham) døde, før det næste år kom. (Muslim)

Fasten på Arafats dag

Den niende dag i hajj-måneden kaldes Yawm Arafah eller Arafats dag. I hadith er der nævnt mange fortjenester ved at faste denne dag. Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Jeg håber fra Allah, at fasten på Arafats dag vil blive regnet som soning for både det kommende og det foregående år.« (Tirmidhi)

Belønningen for at faste på Arafahs dag svarer til at faste i tusind dage. (Tirmidhi)

Profeten (s) lagde stor vægt på at faste denne dag. Der er også stor belønning ved at faste de otte dage før Arafahs dag.

Profeten (s) sagde: »Ingen dage er kærere for Allah end de første ti dage i måneden Dhu al-Hijjah. At faste på disse ti dage svarer til at faste hele året, og den frivillige bøn på disse nætter svarer til den frivillige bøn på Laylat al-Qadr.«

Fasten på Ayyam al-Bid

Den 13., 14. og 15. dag i hver månemåned kaldes Ayyam al-Bid. Det er nogle særlige dage i den tiltagende måne. De kaldes Ayyam al-Bid – dagene, der er oversvømmet af strålende månelys. Profeten (s) lagde stor vægt på at faste på disse dage.

Hazrat Qatadah ibn Malhan (ra) fortæller, at Profeten (sa) indtrængende opfordrede os til at faste på den 13., 14. og 15. dag i månemåneden. Han sagde: »Disse tre fastedage svarer med hensyn til belønning til at faste hele tiden.« (Abu Dawud, Nasa’i)

Fasten mandag og torsdag

Profeten (s) fastede selv mandag og torsdag og opfordrede ledsagerne til at faste disse dage. Hazrat Aisha (ra) fortæller, at Profeten (sa) fastede mandag og torsdag. (Tirmidhi, Nasa’i)

For at opmuntre ummah’en siger Profeten (s.a.v.): »Om mandagen og torsdagen bliver gerningerne forelagt (for Allah). Jeg ønsker at faste på den dag, hvor mine gerninger bliver forelagt.« (Tirmidhi)

Engang spurgte sahabaerne Profeten (s.a.v.) om at faste om mandagen. Han svarede: »Det var den dag, jeg blev født, og det var den dag, åbenbaringen af Koranen til mig begyndte.« (Muslim)

Forskellige regler vedrørende frivillig faste

1. Når man først har påbegyndt en frivillig faste, bliver den obligatorisk. Hvis den af en eller anden grund bliver ugyldig eller brydes, bliver det obligatorisk at indhente den.

2. Det er ikke tilladt at bryde selv en frivillig faste uden en gyldig grund. En frivillig faste kan dog brydes på grund af en mindre grund end en obligatorisk faste.

3. Hvis nogen inviterer en fastende til et måltid, og det formodes, at værten bliver utilfreds, hvis gæsten ikke spiser, eller at værten ikke vil være indforstået med at spise uden gæsten, eller at værten vil føle sig såret, hvis gæsten ikke spiser, er det i en sådan situation tilladt at bryde fasten. Den fastende bør dog indhente denne faste.

4. For kvinder er det, bortset fra fasten i Ramadan, makruh tahrimi at faste en hvilken som helst anden faste uden ægtemandens tilladelse. Hvis en kvinde faster, og hendes ægtemand beder hende om at bryde fasten, er det nødvendigt, at hun bryder den. Derefter skal hun også indhente fasten med sin ægtemands tilladelse.

5. Hvis nogen aflægger løfte om at faste på dage, hvor det er haram at faste, såsom de to eid-dage, skal vedkommende faste på en anden dag.

6. Hvis en person faster en frivillig faste, og der kommer en gæst til hans hjem, og gæsten bliver utilfreds, hvis han ikke spiser sammen med ham, er det i en sådan situation tilladt at bryde den frivillige faste.

7. Hvis nogen har til hensigt at faste på eid-dagen og faster, bør han bryde fasten og indhente den senere.

8. Det er ikke rigtigt at faste en eller to dage før Ramadan. Profeten (s.a.v.) sagde: Ingen bør faste en eller to dage før Ramadan. Men hvis nogen plejer at faste på den pågældende dag, må han gerne faste. (Bukhari)

Forklaring af tarawih-bønnen

Tarawih er flertalsformen af ordet tarwih. Det betyder at sidde lidt for at hvile. Som fagudtryk betyder det at sidde og hvile efter hver fjerde rak’ah i den sunnah-bøn, der bedes om natten i den velsignede Ramadan. Da der holdes fem tarwih-pauser under denne bøn på tyve rak’ah, kaldes denne sunnah-bøn tarawih.

Reglerne for tarawih-bønnen

Tarawih-bønnen er sunnah mu’akkadah. Profeten (s.a.v.) lagde særlig vægt på den, og det samme gjorde de ædle sahaba (må Allah være tilfreds med dem). Den, der uden gyldig grund forsømmer tarawih, er syndig. Den er sunnah mu’akkadah for både mænd og kvinder. Man skal også huske, at tarawih-bønnen ikke er afhængig af fasten. Det er med andre ord forkert at mene, at tarawih er obligatorisk, hvis man har fastet den pågældende dag. Disse er to separate former for tilbedelse. De, der på grund af en undskyldning eller manglende evne ikke kan faste, bør bede tarawih. Det gælder for eksempel en syg person eller en person på rejse, en person, der ikke har fastet, eller en kvinde, der ikke har fastet på grund af menstruation eller barsel, men er blevet rituelt ren, da tiden for tarawih kom. Hvis de ikke beder den, vil det nødvendigvis være en synd at forsømme sunnah.

Tarawih-bønnens dyder

Profeten (s) holdt på den sidste dag i måneden Sha’ban en vigtig tale, hvori han bød Ramadan-månedens komme velkommen. Han sagde: »I denne måned findes der en nat, som er bedre end tusind måneder. I denne måned har Allah Ta’ala gjort Tarawih-bønnen om natten til nafl.« (Det vil sige, ikke fard, men sunnah. Grunden er, at alle sunnah- og mustahabb-handlinger i forhold til fard også kaldes nafl.) Den, der i denne måned frivilligt og med glæde udfører en handling, vil få en belønning og thawab svarende til det, man får for de obligatoriske tilbedelseshandlinger i andre måneder. (Mishkat – overleveret af Salman al-Farsi (r). Dette er en lang overlevering; her er kun en del gengivet.)

Profeten (s) har også i en hadith beskrevet dette som et middel til tilgivelse. Han sagde: »Den, der beder Tarawih-bønnen på Ramadans nætter med troens inspiration og med hensigt om belønning i det hinsidige, vil få alle sine begåede synder tilgivet.« (Bukhari, Muslim)

Tidspunktet for Tarawih-bønnen

Tarawih begynder den nat, hvor man ser Ramadans måne. Når Shawwals måne, der markerer Eid al-Fitr, ses, ophører Tarawih. Tidspunktet for Tarawih-bønnen begynder efter Isha-bønnen og varer indtil før Fajr-tiden begynder. Hvis nogen beder Tarawih før Isha-bønnen, er det ikke gyldig Tarawih. Hvis nogen beder Tarawih efter Isha-bønnen og af en eller anden grund må bede Isha-bønnen igen, skal Tarawih også bedes igen. (Durr al-Mukhtar)

Det er mustahabb at bede Tarawih efter den første tredjedel af natten, men før midnat. Selv om det er tilladt at bede efter midnat, vil det være i strid med princippet om at bede den tidligere. (Da spørgsmålet om, hvilket tidspunkt der er bedst for Tarawih, blev besvaret, fremførte Allamah Sayyid Abul A’la Maududi (r) et meget vigtigt argument. Han sagde: Der er uenighed om, hvilket tidspunkt der er bedst for Tarawih: Isha-tiden eller Tahajjud-tiden? Der er argumenter for begge dele. Men der synes at være større interesse for det sene tidspunkt. Det vigtige argument for at foretrække det tidlige tidspunkt er imidlertid, at muslimerne samlet kan bede Tarawih på det tidlige tidspunkt. Hvis man vælger det sene tidspunkt, vil et stort flertal af ummah blive berøvet denne belønning, og det vil være et stort tab. Hvis nogle fromme mennesker af hensyn til belønningen ved det sene tidspunkt ikke deltager i jama’aten på det tidlige tidspunkt, kan det medføre, at almindelige mennesker får en negativ holdning til disse fromme mennesker, eller at de selv holder op med at bede Tarawih, fordi de fromme ikke deltager i deres jama’at. Eller de fromme mennesker vil være nødt til offentligt at fremhæve, at de beder Tahajjud. (Rasa’il wa Masa’il, bind 3, s. 231)

Jama’aten ved Tarawih-bønnen

Profeten (s) ledte Tarawih-bønnen i jama’at tre nætter i Ramadan, den 23., 25. og 27. nat. Da han derefter bemærkede stor begejstring, iver og hengivenhed blandt sahabaerne, kom han ikke til moskeen. Sahabaerne (r) troede, at han måske var faldet i søvn. Så begyndte de at banke på hans dør. Da sagde han: »Må Allah give endnu mere barakah til jeres begejstring og iver. Jeg gik ikke ud af frygt for, at denne bøn måske skulle blive gjort obligatorisk for jer, så I ikke ville være i stand til altid at udføre den. Derfor skal I fortsætte med at bede denne bøn hjemme, for det medfører større thawab og barakah at bede nafl-bønner hjemme.« (Bukhari)

Denne hadith beviser, at den hellige Profet (s) selv ledte Tarawih i jama’at i tre nætter. Til sidst etablerede den anden kalif, Hazrat Umar (r), jama’aten som en fast ordning, og sahabaerne accepterede den med bøjet hoved. Senere modsatte ingen kalif sig denne sunnah. Derfor har de lærde kaldt denne jama’at for sunnat mu’akkadah kifayah. (En person spurgte Allamah Sayyid Abul A’la Maududi (r) om jama’aten ved Tarawih-bønnen. Han gav et udførligt svar og behandlede emnet grundigt. Nedenfor følger spørgsmålet og hans svar:)

Spørgsmål: De lærde siger almindeligvis, at det er bedst at bede tarawih tidligt på tiden (sammen med isha), og at tarawih i menighed er sunna mu’akkada kifaya. Det vil sige, at hvis tarawih slet ikke bedes i en bydel i menighed, vil alle bydelens indbyggere være syndige. Men hvis blot to personer beder tarawih i moskeen, vil synden for at have undladt menigheden blive tilgivet på alles vegne. Er dette korrekt? Hvis det er sådan, hvorfor blev det så ikke gjort på Hazrat Abu Bakrs (ra) tid? Hvad ville reglen da være for muslimerne på den tid? Var de syndige, fordi de ikke bad tarawih i menighed?

Svar: Fra Profetens (s) tid og frem til den første del af Hazrat Umars (ra) kalifat var det ikke den gældende praksis, at alle bad tarawih i én samlet menighed. Folk bad den snarere hver for sig i deres egne hjem eller i moskeen i små, separate menigheder. Det, Hazrat Umar (ra) gjorde, var at fjerne denne splittelse og beordre alle til at bede i én menighed. Hazrat Umar (ra) havde et afgørende argument for dette: Profeten (s) havde afbrudt den faste fælles praksis af frygt for, at tarawih en dag skulle blive gjort obligatorisk. Efter Profetens (s) bortgang var der ikke længere nogen frygt for, at en handling skulle medføre, at dette blev regnet som obligatorisk. Derfor indførte Hazrat Umar (ra) det som sunna. Dette var et særdeles strålende eksempel på Hazrat Umars (ra) dybe indsigt i religionen: Han forstod Lovgiverens hensigt korrekt og indførte derfor en korrekt fremgangsmåde blandt ummaen. At ingen blandt Sahaba-yi Kiram (ra) gjorde indsigelse mod dette, men tværtimod accepterede det ydmygt, beviser, at han havde opfyldt Lovgiverens hensigt korrekt, nemlig at det ikke skulle gøres til en del af det obligatoriske.

Der findes i det mindste belæg for, at han én gang ikke deltog i tarawih. En gang gik han ud sammen med Abd ar-Rahman ibn Abd og så folk bede tarawih i moskeen, hvorefter han roste dem. På dette grundlag siger de lærde, at hvis der i en bydel slet ikke bedes tarawih i menighed, vil alle indbyggerne i denne bydel være syndige. Tarawih er nemlig en sådan sunna i islam, som har været praktiseret af hele ummaen siden de retledte kaliffers tid. At opgive en sådan islamisk praksis, og at alle indbyggerne i en bydel opgiver den sammen, er et tegn på ligegyldighed over for religionen. Hvis dette accepteres, er der fare for, at alle islams skikke og praksisser efterhånden forsvinder.)

Antallet af rakʿat i tarawih-bønnen

Det er fastslået gennem Sahabas enighed, at tarawih-bønnen består af tyve rakʿat. De tyve rakʿat skal bedes således, at man afslutter med salam efter hver anden rakʿat, og efter hver fjerde rakʿat sidder man til hvile i så lang tid, som det tager at bede fire rakʿat. Det er mustahabb at sidde så længe til hvile. Men hvis man mærker, at de, der følger imamen, bliver besværet af at sidde så længe, er det bedre ikke at sidde så længe. Man bør tage hensyn til de bedendes følelser i denne sag.

Ifølge Ahl al-Hadith er det sunna at bede otte rakʿat tarawih. Ifølge dem er det ikke bevist gennem sunna, at man skal bede tyve rakʿat. De mener, at overleveringerne om otte rakʿat er talrigere, og at den overlevering fra Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra), som omtaler tyve rakʿat, er svagere end de øvrige hadith. Nedenfor gengives det synspunkt, som Allama Maududi (r) udtrykte om dette:

Da man på Hazrat Umars (ra) tid begyndte at bede tarawih i menighed, blev der med Sahabas enstemmige accept bedt tyve rakʿat. Denne praksis blev fulgt under Hazrat Uthman Ghanis (ra) og Hazrat Alis (ra) tid. At de tre kaliffer var enige om dette og ikke var uenige på området, beviser, at folk havde været vant til at bede tyve rakʿat helt siden Profetens (s) tid. Derfor gav Imam Abu Hanifa (r) og Imam Ahmad ibn Hanbal (r) deres støtte til tyve rakʿat. Der findes også en udtalelse fra Imam Malik til fordel for dette. Dawud al-Zahiri (r) accepterede det som en sunna, der er bevist.

Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz (r) og Aban ibn Uthman begyndte at praktisere seksogtredive rakʿat i stedet for tyve. Det skyldtes ikke, at deres undersøgelser og informationsindsamling var i modstrid med de retledte kaliffers undersøgelser. Deres hensigt var derimod, at folk uden for Mekka med hensyn til belønning skulle kunne blive ligestillet med Makkas indbyggere. Makkas indbyggere plejede efter hver fjerde rakʿat i tarawih at udføre tawaf omkring Kabaen. Disse to fremtrædende mænd begyndte at bede fire rakʿat i stedet for hver tawaf. Da denne praksis var udbredt blandt Medinas indbyggere, og da Imam Malik betragtede medinabornes praksis som et bevis, afgav han senere en fatwa om seksogtredive rakʿat i stedet for tyve.

Hvad kan man gøre i pausen efter hver fjerde rakʿat?

Under tarāwīḥ eller pausen kan man, hvis man ønsker det, sidde stille eller læse tasbīḥ, og hvis man ønsker det, kan man bede nafl. Folkene i Mekka al-Mukarrama udførte tawāf i stedet for at sidde. Folkene i Medina bad fire rakʿat nafl. Nogle fuqahāʾ siger, at følgende duʿāʾ skal læses under tarāwīḥ:

*******Arabisk*********

Allah, Kongen, den, der besidder herredømmet og myndigheden, er ren og fri for alle mangler, fejl og afmagt. Ren og ophøjet er Han, som besidder al ære, respekt, storhed, ærefrygt, styrke, majestæt og magt. Hellig er Han, som lever evigt, og hvis søvn og død ikke findes. Han er ren og ophøjet over alle mangler og fejl. Han er vores Rabb, englenes Rabb og Jibrīls Rabb, Herren og Forsørgeren. O Rabb, frels os fra Jahannams ild.

Witr-bønnen i fællesskab

Det er kun fastslået, at witr-bønnen bedes i fællesskab i Ramadan-måneden. Det er ikke tilladt at bede witr i fællesskab i andre måneder end Ramadan.

*******Arabisk*********

Det er ikke tilladt at bede witr i fællesskab i andre måneder end Ramadan. Der er enighed blandt den muslimske ummah om dette. (Al-Hidāya)

De, der bad alene, kan også bede witr-bønnen i menighed. Men for dem, der bad tarawih i menighed, er det nødvendigt at bede witr i menighed. For efter at have bedt tarawih som sunnah-bøn i menighed er det ikke tilladt at bede den obligatoriske witr-bøn alene. Det er heller ikke korrekt at bede tarawih sammen med menigheden, gå i seng og senere bede witr sammen med tahajjud.

At fuldføre Koranen under tarawih

At fuldføre den hellige Koran én gang i rækkefølge i løbet af hele den velsignede Ramadan er sunnat mu’akkadah. (Ilmul fiqh)

Profeten Karim (saw) fremlæste hver måned hele Koranen for Hazrat Jibril Amin (as). Det år, hvor han forlod denne verden, fremlæste han Koranen for Jibril to gange. På denne måde opmuntrede han ummahen:

Fasten og Koranen vil gå i forbøn for den troende. Fasten vil sige: »O min Herre! Jeg holdt denne person tilbage fra mad, drikke og andre nydelser i løbet af dagen, og han afholdt sig. O min Herre! Tag derfor imod min forbøn for denne person.« Koranen vil sige: »Jeg holdt ham tilbage fra søvn og hvile om natten. Han forlod sin søde søvn og stod op og reciterede Koranen foran Dig. O min Herre! Tag derfor imod min forbøn for denne person.« Allah vil acceptere begges forbøn. (Mishkat)

Sahabah-e-Kiram (ra) overholdt denne sunnah med stor omhu. Hazrat Umar (ra) sørgede særligt for, at tarawih-bønnen blev bedt i menighed, og at hele Koranen blev fremlæst under den. Det er på ingen måde rigtigt at opgive denne sunnah på grund af den almindelige afstandtagen fra religionen, folks dovenskab og manglende opmærksomhed. Man bør som minimum sørge for, at hele Koranen bliver hørt og fremlæst under tarawih én gang. Hvor man ser begejstring og iver blandt mennesker, interesse for tilbedelse og Koran-recitation, og hvor man er sikker på, at den hellige Koran kan reciteres med fuld opmærksomhed og respekt, vers for vers og på en sådan måde, at recitationens ret opfyldes, dér er det også blevet sagt at være ønskværdigt at fuldføre den mere end én gang. Det er dog ikke rigtigt at fuldføre Koranen på mindre end tre dage. For i så fald kan recitationens ret ikke opfyldes.

Profetens (saw) måde at recitere på er beskrevet således i hadith: Han udtalte hvert bogstav tydeligt og reciterede hvert vers for sig. Da han forklarede ummahen værdien af at recitere med tartil og med pauser, sagde han: På opstandelsens dag vil der blive sagt til dem, der reciterede Koranen: »Recitér på samme måde, som I reciterede Koranen i verden, langsomt, med en smuk stemme og på en værdig måde, og fortsæt med at stige én rang for hvert vers. Jeres bolig vil være ved det sidste vers, I reciterer.« (Tirmidhi)

Nødvendig vejledning

Hvis interessen for bønnen og Koranen et sted er usædvanligt ringe, og der på grund af de bedendes dovenskab og forsømmelighed er frygt for, at en fuldstændig recitation af Koranen under tarawih ikke blot vil blive en byrde for folk, men også få dem til at undgå at komme i moskéen og bede i menigheden, er det bedre ikke at arrangere en fuldstændig recitation af Koranen. I så fald skal tarawih bedes med korte suraer, så folk ikke berøves tarawihs sunnah. Nogle mennesker anser på grund af deres begrænsede viden det at høre og fremsige Koranen under tarawih for det egentlige formål. De tager slet ikke hensyn til ro, balance og koncentration under tarawih-bønnen. Når sådanne mennesker hører hele Koranen blive reciteret meget hurtigt under tarawih, sørger de hverken senere for at bede tarawih igen eller anser det for nødvendigt at komme i moskéen for at bede tarawih i menigheden. En sådan tankegang er yderst alvorlig. Selv hvis man ikke får mulighed for at høre hele Koranen, eller hvis Koranen allerede er blevet reciteret fuldstændigt, er tarawih-bønnen stadig en permanent sunnah mu’akkadah. Man bør aldrig udvise forsømmelighed i forbindelse med dens gennemførelse.

Forskellige regler vedrørende tarawih-bønnen

1. Man skal have intentionen om tarawih på denne måde: »Jeg har intention om to rakʿah sunnah-tarawih.« Derefter skal man have intentionen om to rakʿah ad gangen. På denne måde skal man fuldføre tyve rakʿah med ti salam.

2. Det er bedst at bede witr efter tarawih. Men hvis witr-bønnen af en eller anden grund bedes før tarawih eller før hele tarawih er bedt, er det tilladt.

3. Hvis en bedende kommer for sent, og imamen rejser sig for at bede witr, mens han stadig mangler noget af tarawih, bør han bede witr sammen med imamen. Derefter skal han senere fuldføre den resterende tarawih.

4. Efter at have bedt fire rakʿah er det mustahabb at hvile i lige så lang tid, som det tog at bede de fire rakʿah. Men hvis det er vanskeligt for de bedende at sidde så længe, er det bedre kun at sidde kortvarigt.

5. Hvis nogen deltager i tarawih uden at have bedt ishas fard-bøn, er hans tarawih ikke gyldig.

6. Hvis nogen har bedt ishas fard-bøn i menigheden, men ikke har bedt tarawih i menigheden, er det også tilladt for ham at bede witr-bønnen i menigheden.

7. Hvis nogen ikke deltager i ishaens fard-bøn i fællesskab, må vedkommende stadig bede witr-bønnen i fællesskab.

8. Det er makruh at bede tarawih siddende uden en gyldig grund. Hvis der foreligger en gyldig grund, er det dog tilladt at bede siddende.

9. Hvis nogen ikke nåede at bede ishaens fard-bøn i fællesskab, er det tilladt for vedkommende at bede tarawih-bønnen i fællesskab.

10. Én imam kan lede fard- og witr-bønnerne, mens en anden imam kan lede tarawih-bønnen. Hadhrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) ledede selv fard- og witr-bønnerne, mens Hadhrat Ubayy ibn Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) ledede tarawih-bønnen.

11. Hvis nogle rak’ah i tarawih af en eller anden grund bliver ugyldige, er det nødvendigt at bede dem igen. Man bør da også gentage den del af den hellige Koran, som blev reciteret i de ugyldige rak’ah, så Koranens fuldstændige recitation afsluttes under gyldig bøn.

12. Hvis imamen i tarawih rejser sig i stedet for at sidde efter den anden rak’ah, og han kommer i tanke om det før prostrationen i den tredje rak’ah, eller en af de bedende bag ham gør ham opmærksom på det, bør imamen sætte sig, recitere tashahhud, afslutte med én salam og udføre sujud as-sahw. Derefter fuldfører han bønnen og afslutter med salam. På denne måde er disse to rak’ah gyldige. Hvis han først kommer i tanke om det efter prostrationen i den tredje rak’ah, skal han fuldføre fire rak’ah ved at tilføje én rak’ah til dem. Disse fire rak’ah træder i stedet for de to rak’ah.

13. Hvis imamen sætter sig til qa’dah efter den anden rak’ah og derefter rejser sig til den tredje rak’ah og i denne tilstand fuldfører fire rak’ah, er alle fire rak’ah gyldige.

14. Det er ikke tilladt for dem, der ikke har bedt isha-bønnen i fællesskab, at bede tarawih i fællesskab. Grunden er, at hvis man beder fard-bønnen alene og nafl-bønnen i fællesskab, giver man nafl-bønnen forrang frem for fard-bønnen. Det er ikke tilladt.

15. Hvis nogen når frem til moskeen på et tidspunkt, hvor ishaens fard allerede er blevet udført, skal han først udføre fard og derefter slutte sig til tarawih. De rakʿat af tarawih, som han går glip af, skal han enten udføre i pausen eller efter witr-bønnen i menigheden.

16. Nogle mennesker har udført ishaens fard-bøn i menigheden og derefter bedt tarawih i menigheden. De, som ikke har udført fard i menigheden, kan også slutte sig til dem, fordi de følger dem, som har udført fard-bønnen i menigheden og beder tarawih sammen med menigheden.

17. De, som ikke har udført isha-bønnen i menigheden, men har bedt den alene, kan også slutte sig til witr-menigheden sammen med dem, som har udført fard-bønnen i menigheden og beder witr i menigheden.

18. Den skik med shabina, som i dag er blevet udbredt, er på ingen måde tilladt. Den, der læser shabina, læser yderst hensynsløst og i et voldsomt tempo. Han bekymrer sig hverken om at læse korrekt eller ukorrekt og tager heller ikke hensyn til recitationens adab. Man mærker ingen påvirkning eller vejledning ved en sådan recitation. Den, der læser, har kun til hensigt at gennemføre Koranen på en eller anden måde. Derefter er de bedendes tilstand sådan, at nogle ganske vist står bag imamen, men de fleste kun beder nogle få rakʿat sammen med imamen. Mange sidder bagved og fortæller historier. De roser imamens hurtige læsning og fører alle slags samtaler. Dette er ikke den natlige bøn og recitation, som Profeten (s) lærte os, og som sahabaerne regelmæssigt praktiserede, idet de anså den for sunnah. Det er i virkeligheden at gøre uret mod Koranen, gå til yderligheder med den og gøre nar af tarawih.

Koranen siger:

*******Arabisk*********

Dette er en bog fuld af godhed og velsignelse, som Vi har åbenbaret for dig, for at folk kan grunde over dens vers, og for at de kundskabsrige kan tage ved lære af den. (Sura Sad: 29)

Profeten (s) sagde: Den, der fuldfører Koranen på mindre end tre dage, har på ingen måde forstået Koranen. (Tirmidhi)

Koranen siger: Når Koranen reciteres, så lyt til den med fuld opmærksomhed.

19. Reglen for recitation af Koranen under tarawih er, at Bismillah skal reciteres højt i forbindelse med en af suraerne. For den er et vers i Koranen. Den, der reciterer hele Koranen, skal recitere Bismillah, og den, der lytter, skal høre den. Derfor skal hafizen recitere den højt. Som regel reciteres Bismillah i begyndelsen af Qul huwa Allahu. Det er ikke obligatorisk. Den kan reciteres i begyndelsen af enhver sura. Den bør reciteres i begyndelsen af forskellige suraer, så man kan fjerne den fejlagtige opfattelse blandt folk, at den altid skal reciteres i begyndelsen af Qul huwa Allahu. De, der mener, at den er et vers i hver sura, bør recitere den i begyndelsen af hver sura under tarawih-bønnen. Ifølge den hanafitiske opfattelse er Bismillah et vers i Den Ædle Koran. Men ifølge imam Shafi’i og recitatorerne i Mekka og Kufa er den et vers i hver sura.

20. Nogle reciterer Qul huwa Allahu tre gange under tarawih (nogle siger, at det er mustahabb at recitere Qul huwa Allahu tre gange, men ikke under bønnen, kun uden for bønnen). Det er makruh at gøre det.

21. Det er sunnah at begynde på Koranen for anden gang umiddelbart efter at have afsluttet den. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah den Ophøjede kan lide, at når nogen har afsluttet Koranen, begynder han straks på den for anden gang og reciterer indtil …………………

Regler og retningslinjer for Koranrecitation

1. Tahārat – rituel renhed

Den Hellige Koran er Allah den Helliges rene og ophøjede tale. For at røre ved den og recitere den er det nødvendigt at være fuldstændig ren og have sørget for god hygiejne. Hvis man ikke har wudu, er det obligatorisk at foretage wudu, og hvis der er behov for ghusl, er det obligatorisk at foretage ghusl.

*******Arabisk*********

Kun den, der er fuldstændig rituelt ren, må røre ved den. (Sura al-Waqi’a: 79)

Det er tilladt at lytte til Koranen under menstruation, barselsblødning og janābah (en tilstand, hvor ghusl er obligatorisk), men det er haram at recitere den og røre ved den. Det er tilladt at recitere den uden wudu, men det er ikke rigtigt at røre ved den. Hazrat Aisha (r.a.) fortæller, at Profeten (s.a.w.) reciterede Koranen under alle forhold, også uden wudu. Men han reciterede aldrig, når han var i janābah-tilstand. Hazrat Umar (r.a.) sagde: En kvinde, der har menstruation, og en person, der skal foretage den obligatoriske ghusl, må ikke recitere noget fra Koranen. (Det vil sige, at det er haram at recitere Koranen i denne tilstand). (Tirmidhi)

2. Hensigten bør være oprigtig under recitationen af Koranen. Formålet med recitationen skal udelukkende være at opnå Allahs tilfredshed og søge vejledning, ikke at tiltrække mennesker gennem Koranen. At være stolt af sin smukke recitation, at prale med sin fromhed og at ønske, at folk skal rose én, er en yderst foragtelig mentalitet. Ligeledes vil de, der reciterer Koranen for at vise sig for mennesker eller for at opnå verdslige fordele, aldrig modtage vejledning fra Koranen. Sådanne mennesker befinder sig, selv om de reciterer Koranen, langt fra den. Den, der i virkeligheden nærer en så foragtelig mentalitet, uærlige tilbøjeligheder og uoprigtige hensigter, kan hverken få nogen følelse af Koranens storhed og værdighed eller opnå kendskab til Koranen og dens dybe sandheder.

3. Regelmæssig recitation og at betragte den som uundværlig

Læsning af Koranen bør finde sted regelmæssigt hver dag. Det er mustahabb at læse hver dag uden at springe nogen dag over. Recitation kan finde sted når som helst, men det passende tidspunkt er om morgenen efter fajr. For dem, som Allah har skænket den lykke at lære Koranen udenad, er daglig læsning helt nødvendig, for ellers vil de ikke kunne huske den. Og efter at have lært den hellige Koran udenad er det en alvorlig synd at glemme den. Profeten (s.a.w.) sagde: »Den, der har lært den hellige Koran udenad og derefter glemt den, vil på opstandelsens dag være ramt af spedalskhed.« (Bukhari)

Profeten (s.a.w.) sagde endvidere:

Tænk over Koranen, ellers vil den forlade jeres bryst. Ved Allah, ligesom en kamel løber væk, når man løsner dens reb, sådan vil Koranen forlade brystet og løbe bort på grund af selv en smule forsømmelse og en ubekymret holdning. (Muslim)

For at tilskynde til regelmæssig recitation sagde han: Den, der læser Koranen og fortsætter med at recitere den regelmæssigt hver dag, ligner en pose fyldt med moskus, hvis duft breder sig i alle retninger. Og den, der har lært at læse Koranen, men ikke reciterer den, ligner en flaske fyldt med moskus, som er lukket med en korkprop eller en stopper. (Tirmidhi)

Da Profeten (s) beskrev den store belønning ved at recitere Koranen med en smuk og melodisk stemme, sagde han: På Dommedag vil der blive sagt til dem, der reciterede Koranen: »Recitér, sådan som du reciterede Koranen i verden, roligt og med en smuk melodisk stemme, og stig én grad op for hvert vers. Din bolig vil være ved det sidste vers, du reciterer.« (Tirmidhi)

Det er makruh tahrimi at recitere Koranen med melodier og musikalske toner. Man skal afholde sig fra dette.

4. Tilrettelæggelse af at lytte til Koranen

Der bør også tilrettelægges mulighed for at lytte til Koranen med entusiasme og iver. Hazrat Khalid ibn Ma’dan siger: Belønningen for at lytte til Koranen er dobbelt så stor som belønningen for at recitere Koranen. (Darimi)

Profeten (s) elskede meget at lytte til andre recitere Koranen. En dag sagde han til Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (ra): »Recitér Koranen for mig.« Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (ra) sagde: »Herre, skal jeg recitere Koranen for dig? Koranen er jo blevet åbenbaret til dig.« Profeten (s) sagde: »Ja, recitér den. Jeg holder meget af at lytte, når andre reciterer.« Så begyndte Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (ra) at recitere sura an-Nisa. Da han reciterede:

*******Arabisk*********

»Tænk over, hvordan det vil være, når Vi fra hvert folk fremfører et vidne, og Vi lader dig være vidne mod dem.« (Sura an-Nisa 4:41)

Da sagde Profeten (s): »Stop, stop.«

Hadrat Ibn Masʿud (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg så, at tårerne strømmede fra Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) begge øjne. (Bukhari)

Hadrat Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) reciterede Koranen meget smukt. Hver gang Hadrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) mødte ham, sagde han: »Abu Musa, mind mig om min Herre.« Så begyndte Abu Musa at recitere Koranen. (Sunan ad-Darimi)

5. Eftertanke og refleksion

Man bør læse Koranen med forståelse, reflektere over dens vers og gøre det til en vane at tilegne sig dens kald og visdom. Man bør recitere den med den faste beslutning, at dens befalinger skal følges, og at man skal holde sig fra dens forbud. Allahs Bog blev jo åbenbaret netop for, at man skulle læse den med forståelse og efterleve dens påbud.

Allah siger:

*******Arabisk*********

Dette er en velsignet Bog, som Vi har åbenbaret for dig, for at de kan reflektere over dens vers, og for at de, der har viden, kan tage ved lære. (Sura Sad: 29)

Det er langt bedre at læse lidt med eftertanke og forståelse end hurtigt at læse flere suraer. Hadrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger: Det er langt bedre at læse korte suraer som al-Qadr og al-Qariʿa med forståelse end hurtigt at læse Al Imran og al-Baqara.

I den frivillige bøn er det også tilladt at læse den samme sura eller det samme vers igen og igen. Man bør tænke over dets mening og indre betydning og læse det gentagne gange med kærlighed. Engang blev Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ved med at læse det samme vers hele natten, indtil det blev morgen. Verset lyder:

*******Arabisk*********

Herre! Hvis Du straffer dem, er de jo Dine tjenere. Men hvis Du tilgiver dem, er Du den Almægtige, den Vise. (Sura al-Ma’ida: 118)

Det er ganske vist også forbundet med en stor belønning at recitere Koranen uden at kende dens betydning og mening, men den recitation, der renser og lutrer hjertet og vækker motivation til gode handlinger, er den, hvor man læser med forståelse og eftertanke.

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Ligesom jern ruster i vand, ruster hjertet også. Sahabaerne spurgte: O Allahs Sendebud! Hvordan kan denne rust da fjernes? Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: Ved ofte at mindes døden og recitere Koranen.

I Toraen står der, at Allah siger: Min tjener! Skammer du dig ikke over, at når du på en rejse modtager et brev fra din bror, standser du eller går til side fra vejen og sætter dig ned, hvorefter du læser hvert eneste bogstav i det og tænker over det? Og denne bog, Toraen, er Mit dekret, som Jeg har sendt dig, for at du altid kan tænke over det og rette dig efter dets bud. Men du nægter at acceptere det og tøver med at følge dets bud; og selv hvis du læser det, tænker du ikke over det. (Kīmiyā-yi Saʿādat)

Hazrat Hasan al-Basri (må Allah være tilfreds med ham) siger: De første generationer i islam var fuldt ud overbeviste om, at Koranen er Allahs dekret, som er blevet åbenbaret fra Ham. Derfor reciterede de Koranen om natten med dyb koncentration og fulgte dens bud om dagen. Men jeres situation er sådan, at I kun læser dens ord og endda korrigerer bogstavernes vokaltegn. Men hvad angår handling, må man sige, at I er langt bagefter på dette område. (Kīmiyā-yi Saʿādat)

6. Oprigtighed og ydmyghed

Recitationen bør udføres vendt mod qibla med fuld koncentration, interesse, ydmyghed og oprigtig hengivenhed. Det er makruh eller uønsket under recitationen at se sig omkring af uagtsomhed og letsindighed, tale med nogen eller foretage sig noget, der ødelægger koncentrationen.

7. Ta’awwudh og tasmiya

Når man begynder recitationen, bør man læse *******Arabisk****** Det bør man læse igen, hvis man undervejs retter sin opmærksomhed mod noget andet eller taler med nogen. Uden for bønnen er det mustahabb at læse *****Arabisk********* i begyndelsen af hver sura. *******Arabisk*********Det er mustahabb. Kun i begyndelsen af sura at-Tawba bør man ikke læse *******Arabisk*********.

8. Det er mustahabb under recitationen at lade sig påvirke af Koranens indhold og give udtryk for det. (Men man skal være yderst forsigtig og opmærksom i denne forbindelse, for riya ødelægger alle menneskets gode gerninger.) Når der omtales belønning og Paradisets uudtømmelige velsignelser, og de troende får det glædelige budskab om nåde og tilgivelse, frelse, Allahs tilfredshed og synet af Ham, bør man blive glad. Og når man læser vers, der omtaler Allahs vrede og straf, Helvedes frygtelige pinsler, Helvedesbeboernes klageråb og lignende, bør man græde af frygt for det. Hvis tårerne ikke kommer, skal man forsøge at græde. Profeten (saw) plejede under recitationen at bede, når han læste vers om straffen, og at fremsige tasbih, når han læste vers om tilgivelse.

9. Balance i stemmen

Recitationen bør ikke foregå med meget høj eller meget lav stemme, men med en stemme midt imellem, så ens eget hjerte også drages mod den, og lytterne får lyst til at høre efter. På den måde drages opmærksomheden mod eftertanke.

Koranen siger:

*******Arabisk*********

Og bed ikke for højt, og heller ikke helt sagte. Vælg derimod en stemmeføring midt imellem de to. (Sura Banī Isrā’īl: 110)

10. Særlig omhu med recitation under tahajjud

Uanset hvornår recitationen finder sted, er den en anledning til belønning og fortjeneste og bliver en årsag til vejledning; men især er fortjenesten ved at recitere Koranen under tahajjud-bønnen størst. Det bør være enhver troendes ønske at opnå stadig højere rang. Tahajjudens behagelige tidspunkt er frit for riya, fremvisning og kunstighed; det er det bedste miljø for oprigtig hengivelse til Allah og for at vende sig helt mod Ham, især når et menneske står foran Allah og med oprigtig hengivenhed og inderlig interesse reciterer Allahs ord. Profeten (s) plejede at recitere lange passager under tahajjud.

11. Særlig omhu med at recitere ved at se i den hellige Koran

Når man uden for bønnen reciterer ved at se i den hellige Koran, opnår man større fortjeneste og en bedre belønning. For det første er der belønningen for recitationen, og for det andet belønningen og gengældelsen for at berøre Allahs ord med hånden og se det med egne øjne. (indtil nu)

12. Formålet med rækkefølgen

Koranens suraer bør læses i den rækkefølge, som Koranen angiver. Det er naturligvis tilladt ikke at følge denne rækkefølge for at gøre undervisningen lettere for børn. For eksempel undervises der i Ampara fra Sura an-Nās og baglæns til Sura an-Naba’. Men recitation i strid med den rækkefølge, der findes i den hellige Koran, er enstemmigt forbudt.

13. Dyb koncentration i sindet

Mange udfører awrād samt dhikr og adhkār med dyb koncentration og bruger time efter time på det. Men de reciterer ikke Koranen med samme grad af koncentration. Alligevel findes der ingen bedre dhikr eller wazīfa end koranrecitation. Der findes heller ingen bedre måde at praktisere tazkiyat an-nafs (åndelig renselse) på. At give en anden wazīfa forrang frem for Koranen er et resultat af ikke at forstå dīn ordentligt, og det er også en synd. Profeten (s.a.v.s.) siger: »Gennem recitationen af Koranen kan tjeneren komme Allah nærmere end på nogen anden måde.« (Kīmiyā-ye Saʿādat)

Profeten (s.a.v.s.) siger: »Den bedste tilbedelse for min ummah er recitationen af Koranen.«

14. Duʿā efter recitationen

Det er sunnah at fremsige følgende duʿā efter recitationen:

*******Arabisk*********

Åh Allah! Forbarm Dig over mig gennem Koranen, og gør den til min vejledning, mit lys, min hidayah og Din barmhjertighed. Åh Allah! Mind mig om det, jeg glemmer af den, lær mig det, jeg ikke ved, og giv mig tawfīq til at recitere den i en del af natten samt morgen og aften. Og åh Rabb al-ʿālamīn, gør den til et bevis til min fordel.

Redegørelse for sajdat at-tilāwah

Reglen om sajdat at-tilāwah

I Koranen findes der fjorten vers (ifølge Ahl al-Hadith femten vers. De udfører også sujud ved vers 77 i sura al-Hajj. Det er også Shafi’itternes opfattelse), hvor det bliver wajib at udføre sujud, når man læser eller hører dem. (Ifølge andre end imam Abu Hanifa er sujud al-tilawah sunnah.) Uanset om hele verset læses, eller ordene om sujud læses sammen med det foregående og efterfølgende (der er trukket en streg under disse vers), bliver sujud wajib. Dette kaldes sujud al-tilawah.

Profeten (ﷺ) sagde: Når nogen læser et vers om sujud og udfører sujud, sætter Satan sig til side og begynder at jamre og siger: »Ve mig! Adams børn blev befalet at udføre sujud, så de udførte sujud og blev berettigede til Paradiset. Jeg blev befalet at udføre sujud, men jeg nægtede og blev berettiget til Helvede.« (Muslim, Ibn Majah)

Stederne for sujud al-tilawah

Vers 206 i sura al-A’raf, vers 15 i sura al-Ra’d, vers 49 og 50 i sura al-Nahl, vers 109 i sura Bani Isra’il, vers 58 i sura Maryam, vers 18 i sura al-Hajj, vers 60 i sura al-Furqan, vers 25–25 i sura al-Naml, vers 38 i sura Ha-Mim Sajdah, vers 62 i sura al-Najm, vers 20–21 i sura al-Inshiqaq og vers 19 i sura al-‘Alaq.

Betingelserne for sujud al-tilawah

Betingelserne for sujud al-tilawah:

(Det vil sige, at de betingelser, der gælder for salah, også gælder for sujud al-tilawah. Det, der ugyldiggør salah, ugyldiggør også sujud al-tilawah.)

1. Tahārat

At kroppen er ren. Det vil sige, at den skal være fri for najasat ghaliza. Den skal være fri for najasat hukmiya. Hvis man ikke har wudu, skal man foretage wudu, og hvis ghusl er nødvendigt, skal man foretage ghusl.

• At tøjet er rent.
• At stedet for bønnen er rent.
• At awrah er dækket.
• At vende ansigtet mod qibla.
• At have til hensigt at udføre sajdah til recitation.

Dette er flertallet af de lærdes opfattelse. Men ifølge nogle lærde er det ikke nødvendigt at have wudu for at udføre sajdah til recitation. Ifølge Ahl al-Hadith er det bedre at udføre sajdah til recitation med wudu, men det er også tilladt uden wudu.

Allama Maududi (r) udtrykker følgende opfattelse om dette:

De fleste lærde mener, at de samme betingelser gælder for denne prostration som for bønnen. Men blandt alle de hadither, der findes om prostration ved recitation, er der intet bevis for disse betingelser. Det forekommer derfor, at man efter at have hørt verset om prostration skal kaste sig ned, uanset hvor og i hvilken tilstand man befinder sig, hvad enten man har wudu eller ej, og hvad enten det er muligt at vende sig mod qibla eller ej. Blandt muslimerne i den første tid fandtes der mennesker, som handlede efter denne fremgangsmåde. Imam Bukhari fortæller om Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han plejede at recitere Koranen, mens han gik. Når han et sted nåede et vers om prostration, bøjede han straks hovedet i prostration, hvad enten han havde wudu eller ej, og hvad enten han vendte sig mod qibla eller ej. Af disse grunde mener vi, at man ikke bør kalde en person ond, hvis han handler i modstrid med flertallet af de lærde. For der findes ingen bevist sunnah, der støtter flertallet af de lærdes opfattelse, og blandt muslimerne i den første tid fandtes der også mennesker, hvis praksis var i modstrid med flertallet af de lærdes opfattelse. (Tafhim al-Qur’an, bind 2, sura al-A‘raf, note 157)

Det er ikke en betingelse at have til hensigt, at denne prostration er for et bestemt vers. Hvis man reciterer et prostrationsvers under bønnen og udfører prostrationen, er en sådan intention heller ikke en betingelse.

Fremgangsmåden ved prostration under recitation

Man skal stå vendt mod qibla, have til hensigt at udføre prostration under recitation og gå ned i prostration, mens man siger “Allahu akbar”. Efter prostrationen skal man rejse sig, mens man siger “Allahu akbar”. Det er ikke nødvendigt at recitere tashahhud eller afslutte med salam.

Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Når I når et prostrationsvers, skal I gå ned i prostration, mens I siger ‘Allahu akbar’, og når I løfter hovedet, skal I sige ‘Allahu akbar’.” (Abu Dawud)

Man kan også udføre prostration under recitation siddende, men det er mustahabb at gå ned i prostration fra stående stilling.

Under prostration ved recitation kan man ud over “Subhana rabbiyal a‘la” også recitere andre foreskrevne tasbih. Men hvis prostrationen ved recitation udføres under en obligatorisk bøn, er det bedst at recitere “Subhana rabbiyal a‘la”. Under en frivillig bøn eller ved prostration ved recitation uden for bønnen kan man naturligvis recitere enhver tasbih. For eksempel kan følgende tasbih reciteres:

*******Arabisk*********

Mit ansigt bøjer sig i sujūd for Den, der skabte det og gav det ører og øjne. Alt dette er sket ved Hans kraft. Allah den Ophøjede er kilden til majestæt og velsignelse, Han, som er den bedste af skabere.

Reglerne for sujūd ved koranrecitation

1. Sujūd ved koranrecitation er obligatorisk for dem, for hvem bønnen er obligatorisk. Det er ikke obligatorisk for kvinder, der har menstruation eller barselsblødning, eller for mindreårige. Det er heller ikke obligatorisk for en bevidstløs person, der har været bevidstløs i mere end et døgn.

2. Hvis verset om sujūd reciteres under bønnen, bliver sujūd straks obligatorisk, og det er ikke tilladt at udsætte det. Hvis verset om sujūd reciteres uden for bønnen, er det bedst at udføre sujūd straks. Der er dog ingen fejl i at udsætte det. Det er naturligvis makrūh at udsætte det unødigt meget.

3. Hvis verset om sujūd reciteres under bønnen, skal dette sujūd udføres i netop denne bøn. Hvis en person reciterer verset om sujūd og udfører sujūd i en anden bøn, er det ikke gyldigt. Hvis en person reciterer verset om sujūd, men glemmer at udføre sujūd under bønnen, har han ingen anden udvej end at angre og bede om tilgivelse. Hvis denne bøn imidlertid bliver ugyldig, kan sujūd udføres uden for bønnen.

4. Hvis en person beder eller leder bønnen og hører verset om sujūd fra en anden, hvad enten denne anden reciterer det under bønnen eller uden for bønnen, bliver sujūd ved koranrecitation ikke obligatorisk for den bedende, der hører det, eller for imamen.

5. Hvis en person, der følger imamen, reciterer verset om sujūd, bliver sujūd hverken obligatorisk for imamen eller for den, der følger ham.

6. Hvis en person hører verset om sujūd i nærheden af imamen, men slutter sig til menighedsbønnen, efter at imamen har udført sujūd, vil hans sujūd også være udført, hvis han når den rakʿah, hvor imamen udførte sujūd. Men hvis han slutter sig til i den efterfølgende rakʿah, skal han udføre sujūd efter bønnen.

7. Hvis man læser verset om prostration kun i tankerne og ikke med munden, eller blot skriver det eller læser ét bogstav ad gangen, bliver sajdah ikke wajib.

8. Hvis man gentager verset om prostration på samme sted, skal man kun udføre én sajdah. Hvis man læser flere vers om prostration, skal man udføre lige så mange sajdah’er, som man læser vers. Hvis man derimod læser ét vers flere steder, skal man udføre sajdah lige så mange gange, som man læser det på forskellige steder.

9. Hvis alle tilhørerne har wudu under recitationen, er det bedst at læse verset om prostration højt. Men hvis de er uden wudu, eller der ikke er mulighed for at udføre sajdah, er det bedst at læse det sagte, fordi de ellers måske glemmer at udføre sajdah på et andet tidspunkt og dermed bliver syndige.

10. Det er makruh både at læse verset før og verset efter prostrationsverset og udelade selve prostrationsverset, samt at læse hele surahen og udelade dens sidste prostrationsvers.

11. Nogle uvidende mennesker, som under Koranrecitation når frem til prostrationsverset, udfører sajdah direkte oven på Koranen. Sajdah bliver ikke gyldig på denne måde. Sajdah al-tilawah bør udføres på den måde, der er beskrevet ovenfor.

12. I sirri-bønnerne, hvor recitationen foregår sagte, bør man ikke læse en surah, der indeholder sajdah. Det bør man heller ikke gøre under fredagsbønnen og de to eid-bønner, når menigheden er meget stor. Ellers vil det skabe forvirring blandt muqtadierne, og bønnen bliver ugyldig.

Sajdah som taksigelse

Når man hører noget, eller ved Allahs barmhjertighed opnår en stor velsignelse, får succes i en sag, får et håb eller ønske opfyldt eller bliver befriet for en ulykke eller vanskelighed, er det mustahabb at udføre sajdah som taksigelse for Allahs nåde og godhed. Men denne sajdah bør ikke udføres umiddelbart sammen med bønnen. Ellers vil uvidende mennesker fortsat tro, at den er en del af bønnen, eller udføre den i den tro, at den er sunnah. Denne sajdah er adskilt fra bønnen. Derfor bør den udføres på en sådan måde, at ingen bliver i tvivl. Hazrat Abu Bakr (ra) fortæller, at Profeten (s), når han blev glad over noget eller hørte gode nyheder, udførte sajdah for at takke Allah. (Tirmidhi)

Nogle mennesker udfører to sujūd efter witr-bønnen og mener, at det er sunnah. Det er forkert at gøre det i den tro, at det er sunnah, og det bør undlades.

Betydningen af iʿtikāf

I ordbogen betegner iʿtikāf det at være fast på et sted eller at opholde sig på et sted. I sharīʿah-terminologien betyder iʿtikāf, at en person trækker sig bort fra verdens omgang og forbindelser samt fra sin hustru og sine børn og opholder sig i moskéen.

Iʿtikāfs egentlige betydning

Iʿtikāf betyder, at mennesket afbryder sine verdslige aktiviteter og forbindelser, frigør sig fra huslige beskæftigelser og begær og anvender sin tænke- og handlekraft samt sine evner på ihukommelsen af Allah og tilbedelse. Derefter løsriver det sig fra alt og bliver Allahs nabo. Gennem denne handling kan personen på den ene side holde sig fra alle former for tom snak og dårlige handlinger, og på den anden side bliver hans forbindelse med Allah stærkere. Han opnår nærhed til Ham og finder ro i hjertet gennem Hans ihukommelse og tilbedelse. Denne praksis med nogle dages tarbiyah vil sætte så dybe spor i hans sind, at han selv efter at have set verdens underholdning og alle de fortryllende ting omkring sig vil kunne bevare en stærk forbindelse med Allah. Han vil kunne afholde sig fra ulydighed mod Allah og føle glæde ved at følge Hans befalinger. Således vil han tilbringe hele sit liv i tilbedelse af Allah.

Arterne af iʿtikāf

Iʿtikāf er af tre slags: wājib, mustahabb og sunnah muʾakkadah.

Wājib iʿtikāf

Itikaf, der udføres som opfyldelse af et løfte, er obligatorisk. Hvis nogen aflægger løfte om at udføre itikaf uden betingelse eller med en betingelse, for eksempel siger: »Hvis jeg består min eksamen, eller hvis den og den sag lykkes for mig, vil jeg udføre itikaf«, bliver dette itikaf obligatorisk og skal opfyldes.

Mustahabb-itikaf

Al itikaf, der udføres i Ramadanen bortset fra de sidste ti dage, er mustahabb, hvad enten det udføres i de første eller de anden ti dage af Ramadanen eller i en hvilken som helst måned.

Sunnat mu’akkadah-itikaf

At udføre itikaf i de sidste ti dage af Ramadanen er sunnat mu’akkadah kifayah. Det vil sige, at muslimerne som fællesskab bør sørge for at opretholde denne sunnah, fordi haditherne har understreget dette.

I Koranen står der:

*******Arabisk*********

Hav ikke omgang med jeres hustruer, når I opholder jer i itikaf i moskeerne. (Sura al-Baqarah: 187)

Profeten (fvmh.) plejede regelmæssigt at udføre iʿtikāf hvert år. Han fortsatte med det indtil sin død. Én gang kunne han af en eller anden grund ikke udføre iʿtikāf, og derfor udførte han det i tyve dage det følgende år. Hvis muslimerne i fællesskab opgiver denne sunnah, vil de derfor være syndige. Hvis blot nogle få mennesker i en landsby sørger for at praktisere denne sunnah, vil disse få menneskers iʿtikāf være tilstrækkelig for alle, eftersom det er en sunnah kifāyah. Men det vil være yderst sørgeligt, hvis hele det muslimske samfund bliver ligeglad med den, og denne elskede sunnah fra Profeten helt forsvinder.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at Profeten (fvmh.) udførte iʿtikāf i de sidste ti dage af hver Ramadan. Denne praksis fortsatte han med indtil sin død. Efter hans død fulgte hans hustruer reglerne for iʿtikāf. (Bukhari, Muslim)

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fvmh.) udførte iʿtikāf i de sidste ti dage af hver Ramadan. Ét år kunne han ikke udføre iʿtikāf. Derfor udførte han det i tyve dage det følgende år. (Tirmidhi)

Den bedste iʿtikāf

Iʿtikāf i al-Masjid al-Haram er den bedste iʿtikāf. Derefter kommer Profetens Moské og derefter Bayt al-Maqdis. Den næstbedste iʿtikāf er i en jāmʿ-moské, hvor der regelmæssigt bedes i fællesskab. Derefter kommer kvarterets moské, hvor der bedes i fællesskab.

Betingelserne for iʿtikāf

Iʿtikāf har fire betingelser, uden hvilke iʿtikāf ikke er gyldig.

1. Ophold i en moské

Det er nødvendigt for mænd at udføre itikaf i en moské, uanset om der dér afholdes bøn med menighed ved de fem daglige bønner eller ej. (Ifølge Imam Abu Hanifa (rh.) er det nødvendigt at udføre itikaf i en moské, hvor der afholdes bøn med menighed. Ifølge Imam Muhammad (ra.) og Imam Abu Yusuf (rh.) er itikaf gyldig i enhver moské. Det var også den fatwa, der blev fulgt i den tidsalder. – Durr al-Mukhtar) En mands itikaf er ikke gyldig andre steder end i en moské.

2. Hensigten

Ligesom hensigten er en betingelse for andre former for tilbedelse, er den også en betingelse for itikaf. Itikaf kan ikke udføres uden hensigt. Hvis nogen blot opholder sig i en moské uden hensigt, regnes dette ophold derfor ikke som itikaf. Desuden er det kun en muslims hensigt, der kan være gyldig som hensigt til tilbedelse. Personen skal være ved sin fornuft. Hensigten hos en bevidstløs eller sindssyg kan ikke godkendes.

3. At være ren for hadath al-akbar

Det vil sige, at hvis en mand eller kvinde er forpligtet til at foretage ghusl, skal vedkommende gøre det og rense sin krop, og kvinden skal være ren efter menstruation eller barselsblødning.

4. Faste

Det er også en betingelse at faste under itikaf, men kun ved wajib-itikaf. Faste er ikke en betingelse ved mustahabb-itikaf. Faste er heller ikke en betingelse ved sunnah-itikaf, fordi denne også skal udføres i Ramadan-måneden.

Regler for itikaf

1. En wajib-itikaf kan vare mindst én dag. Det kan ikke være i kortere tid, fordi faste er en betingelse for wajib-itikaf.

2. Faste er ganske vist en betingelse for wajib-itikaf. Men det er ikke nødvendigt, at man faster specifikt med henblik på itikaf. Hvis en person for eksempel aflægger et løfte om itikaf i Ramadan, vil itikaf være gyldigt. Ramadanfasten er tilstrækkelig for itikaf. Det er dog nødvendigt, at den faste, der holdes under itikaf, er wajib og ikke nafl.

3. Wajib-itikafs varighed kan være mindst én dag og så lang, som man ønsker.

4. Der er ingen fastsat minimumsvarighed for mustahabb-itikaf; itikaf kan også vare nogle få minutter.

5. Eftersom faste er en betingelse for wajib-itikaf, vil det være obligatorisk at faste, selv hvis man har til hensigt ikke at faste. Derfor vil det være meningsløst kun at have til hensigt at udføre itikaf om natten.

6. Hvis en person har til hensigt at udføre itikaf både om natten og om dagen eller har til hensigt at udføre itikaf i flere dage, skal natten regnes som inkluderet, og itikaf skal også udføres om natten. Men hvis der aflægges et løfte om itikaf i én dag, bliver itikaf hele dagen wajib, mens itikaf om natten ikke bliver wajib.

7. Kvinder bør udføre itikaf i deres eget hjem. For dem er itikaf i moskeen makruh tanzihi. Normalt bør de afskærme det sted i hjemmet, hvor de plejer at bede, med et forhæng og udpege det til itikaf.

8. Eftersom itikaf i de sidste ti dage af Ramadan er sunnat mu’akkada kifaya, bør man sørge for, at nogle personer fra husstanden udfører det. Hvis man forsømmer dette, og ingen i nabolaget udfører itikaf, vil alle være syndige.

9. Hvis et obligatorisk itikaf bliver ugyldigt af en eller anden grund, bliver det obligatorisk at gøre det om. Derimod skal et sunnah- eller mustahabb-itikaf ikke gøres om.

Den foreskrevne tid for itikaf

Den foreskrevne tid for itikaf begynder lidt før solnedgang den 20. Ramadan og slutter straks, når eid-månen er blevet set. Uanset om månen viser sig på den 29. eller den 30. Ramadan, vil det foreskrevne itikaf under alle omstændigheder være fuldført.

Den, der udfører itikaf, skal nå frem til moskeen før solnedgang den 20. Ramadan, og hvis det er en kvinde, skal hun nå frem til det bestemte sted i hjemmet, som hun har udpeget til bøn. Hun må ikke forlade stedet for itikaf, før eid-månen viser sig. Det er dog tilladt at gå ud på grund af naturlige behov, såsom at lade vandet eller gå på toilettet, eller for den obligatoriske rituelle helkropsafvaskning og lignende, samt af religiøse grunde, såsom fredagsbønnen. Men så snart behovet er opfyldt, skal hun vende tilbage til stedet for itikaf.

Tiden for obligatorisk itikaf

Da faste er en betingelse for obligatorisk itikaf, er den korteste varighed én dag. Det er meningsløst at aflægge løfte om itikaf i mindre end én dag, altså i nogle få timer, for fastens tid strækker sig fra den sande daggry til solnedgang.

Tiden for mustahabb-itikaf

Nafl-itikaf kan udføres når som helst. Faste er hverken en betingelse for det, og der er heller ingen bestemt måned eller tid. Når man opholder sig i en moské, kan man have intention om nafl-itikaf. Man får belønning for den tid, man opholder sig i moskeen.

Anbefalede handlinger under iʿtikāf

1. At udføre dhikr og adhkār, reflektere over religionens juridiske spørgsmål og religiøs viden samt være optaget af tasbīḥ og tahlīl.

2. At recitere Koranen og reflektere over den.

3. At fremsige ṣalawāt og udføre anden dhikr.

4. At studere og undervise i religionen.

5. At holde religiøse prædikener og udføre tablīgh.

6. At beskæftige sig med at skrive bøger om religionen.

Handlinger, der er tilladte under iʿtikāf

1. Det er tilladt at gå ud for at urinere eller have afføring. Man skal være opmærksom på, at disse behov skal ordnes et sted, der ligger tæt på moskeen. Hvis der findes et sådant sted tæt på moskeen, men det er uafskærmet eller meget beskidt, er det tilladt at gå hjem for at urinere eller have afføring.

2. Det er også tilladt at forlade stedet for iʿtikāf for at foretage den obligatoriske rituelle badning. Hvis der imidlertid er mulighed for at bade i selve moskeen, skal man bade dér.

3. Man må gå uden for moskeen for at spise, hvis der ikke er nogen, der kan bringe maden. Hvis der er nogen, der kan bringe maden, skal man spise i moskeen.

4. Det er også tilladt at gå ud for fredagsbønnen og eid-bønnen. Hvis man foretager iʿtikāf i en moské, hvor der ikke afholdes fællesbøn, er det tilladt at gå et andet sted hen for de fem daglige bønner.

5. Hvis der opstår brand et sted, nogen falder i vandet og er ved at drukne, nogen er ved at slå en anden ihjel, eller der er fare for, at moskeen styrter sammen, er det i sådanne situationer ikke blot tilladt, men ligefrem nødvendigt at forlade stedet for iʿtikāf. Iʿtikāf bliver imidlertid ugyldig.

6. Hvis man går ud på grund af et nødvendigt ærinde, for eksempel for at bede fredagsbønnen, og man i den forbindelse plejer en syg eller deltager i en begravelsesbøn, er der ikke noget forkert i det.

7. Det er tilladt at forlade moskeen på grund af ethvert naturligt behov eller ethvert behov, der er foreskrevet af sharīʿa.

8. Det er tilladt at gå så tidligt til fredagsbønnen, at man uden hast kan bede tahiyyat al-masjid og fredagsbønnens sunnah-bønner. Vurderingen af tidspunktet afhænger af den, der udfører iʿtikāf.

9. Hvis nogen bliver tvunget ud af stedet for iʿtikāf, eller nogen holder ham tilbage udenfor, vil hans iʿtikāf alligevel være afsluttet.

10. Hvis nogen bliver tilbageholdt udenfor af en kreditor, eller personen selv bliver syg, og det derfor bliver forsinket, at han når frem til stedet for iʿtikāf, vil hans iʿtikāf alligevel være ugyldigt.

11. Hvis der ikke er nogen til at købe ind eller handle, og der ikke er noget mad derhjemme, er det tilladt for den, der udfører iʿtikāf, at købe og sælge efter behov.

12. Det er tilladt at gå uden for moskéen for at fremsige adhān.

13. Hvis nogen, da han formulerer sin intention om at udføre iʿtikāf, også har til hensigt at gå til en begravelsesbøn, er det tilladt for ham at gå. Hvis han har en anden intention, er det ikke tilladt for ham at gå.

14. Under iʿtikāf er det tilladt at give nogen råd om religion eller lægelig rådgivning. Det er tilladt at gifte sig, sove og hvile.

Handlinger, der ikke er tilladte under iʿtikāf

1. Hvis man har samleje under iʿtikāf eller omfavner og kysser sin hustru, vil iʿtikāf ikke blive ugyldigt, hvis der ikke sker sædafgang.

2. Det er makruh tahrimi at beskæftige sig med verdslige gøremål under itikaf. Hvis man gør det af nødvendighed, er det tilladt.

3. Det er makruh tahrimi blot at sidde helt tavs under itikaf. Man bør beskæftige sig med dhikr, eftertanke, Koranrecitation og lignende.

4. Det er makruh at købe og sælge i moskéen, at slås og skændes, at bagtale eller at tale meningsløst på nogen måde.

5. Det er ikke tilladt at forlade moskéen uden en naturlig eller shariaretlig nødvendighed eller at blive ude efter at være gået ud af en sådan nødvendighed. Derved bliver itikaf ugyldig.

Laylat al-Qadr

Blandt de sidste ti nætter i Ramadanen findes der en nat, som kaldes Laylat al-Qadr og Laylatum Mubarakātun, og om hvilken det siges, at den er bedre end tusind måneder.

Koranen siger:

*******Arabisk*********

Vi har åbenbaret denne Bog i dens velsignede nat.

Et andet sted siger Koranen:

*******Arabisk*********

Sandelig, Vi har åbenbaret denne Koran i Laylat al-Qadr. Ved du, hvad Laylat al-Qadr er? Det er en nat, der er bedre end tusind måneder. (Sura al-Qadr)

Betydningen af Laylat al-Qadr

To betydninger af qadr

For det første: at fastsætte, bestemme tidspunktet og træffe en afgørelse. Det vil sige, at Laylat al-Qadr er en nat, hvor Allah fastsætter det nøjagtige mål for alting. Han bestemmer dets tidspunkt, åbenbarer befalingen og fastsætter altings skæbne.

*******Arabisk*********

På den nat bekendtgøres en velordnet og fast afgørelse om alle forhold efter vores befaling. (Sura ad-Dukhan)

Andre steder i Koranen står der:

*******Arabisk*********

På denne nat stiger englene, især Jibril, ned; de kommer ned for at udføre alle opgaver efter deres Herres befaling. (Sura al-Qadr: 4)

Den anden betydning af qadr er storhed og fortrinlighed. Det vil sige, at Laylat al-Qadr er en nat, som har en enorm storhed og fadilah hos Allah. Det er tilstrækkeligt som bevis på dens rang og storhed, at Allah på denne nat åbenbarede en så stor nåde som Koranen. Mennesket kan hverken forestille sig eller ønske sig nogen større nåde end denne. Det er på grundlag af denne godhed og velsignelse samt denne storhed og fadilah, at Koranen erklærer den for bedre end tusind måneder.

Fastlæggelsen af Laylat al-Qadr

Det fremgår af haditherne, at det er en af de ulige nætter i de sidste ti dage af denne Ramadan, nemlig natten til den 21., 23., 25., 27. eller 29. Aisha (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: Søg Laylat al-Qadr blandt de ulige nætter i de sidste ti nætter af Ramadan. (Bukhari)

Meningen med, at denne nat ikke er blevet tydeligt bestemt, er, at man i disse sidste ti dage af Ramadan kan sørge for at øge sin ihukommelse og tilbedelse.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: I de sidste ti dage af Ramadanen plejede Profeten (fred være med ham) at gøre en særlig indsats for dhikr og tilbedelse, som han ikke gjorde på andre tidspunkter. (Muslim)

For at tilskynde til megen bøn, tilbedelse, dhikr, tasbih og lignende denne nat sagde Profeten (fred være med ham): Når Laylat al-Qadr indtræffer, stiger Jibril ned til jorden sammen med de øvrige engle og beder om nåde og tilgivelse for enhver tjener, der er optaget af Allahs ihukommelse og tilbedelse, hvad enten han står eller sidder. (Bayhaqi)

Profeten (fred være med ham) sagde også: Folk! Der er kommet en nat til jer, som er bedre end tusind måneder. Den, der berøves denne nat, er berøvet al slags godhed, og den, der berøves denne nat, er i sandhed berøvet. (Ibn Majah)

Den særlige dua for Laylat al-Qadr

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Jeg sagde til ham: Allahs Sendebud! Hvis jeg på nogen måde kunne få at vide, hvilken nat der er Laylat al-Qadr, hvad skulle jeg så bede om? Profeten (fred være med ham) svarede: Læs denne dua.

*******Arabisk*********

Å Allah, Du er i sandhed den Mest Tilgivende og den Mest Nådige. Du elsker at tilgive. Tilgiv derfor mine synder.

Reglerne for sadaqat al-fitr

Det år, hvor fasten blev gjort obligatorisk for muslimerne, pålagde Profeten (s) samme år muslimerne at betale sadaqat al-fitr. Guds foreskrevne tilbedelseshandlinger udfører den troende med alle betingelser og regler, men der forbliver mange mangler og fejl i dem, bevidst eller ubevidst. For at råde bod på de mangler og fejl, der forekommer under fasten, har sharia gjort sadaqat al-fitr obligatorisk ved slutningen af Ramadan. Derved rådes der bod på deres mangler og fejl, og fattige og trængende muslimer kan i ro og mag skaffe sig mad og tøj og deltage i eid-bønnen sammen med alle muslimer.

Enhver velstående person, som efter at have dækket sine behov har så megen formue, at dens værdi svarer til nisab, skal betale sadaqat al-fitr, uanset om zakat er obligatorisk på denne formue eller ej. Sadaqat al-fitr er obligatorisk.

Det er bedst at betale sadaqat al-fitr en eller to dage før eid; ellers bør det betales før eid-bønnen. Det er mustahabb at betale det før eid-bønnen.

Hvis man giver hvede, er mængden én ser og tre chhatak – byg er det dobbelte. Ifølge nogle er mængden hvede én ser og tolv en halv chhatak. Dadler eller rosiner skal gives i en mængde, der er det dobbelte af hvedemængden.

Sadaqat al-fitr bør gives til de mennesker, som zakat gives til.

Kapitlet om hajj

Beskrivelsen af hajj

Hajj er islams femte vigtige søjle. Hajj har en historisk baggrund, der vækker troen. Uden at tage denne i betragtning er det ikke muligt at forstå hajjs storhed, betydning og egentlige formål. I et stærkt miljø præget af vantro og afgudsdyrkelse erklærede en troende Guds tjener den rene tawhid. Derefter skabte han, trods de yderste hindringer og modstand fra de falske og tyranniske kræfter, islams fuldstændige historie gennem enestående inspiration og handlinger præget af iman, taqwa, ikhlas, oprigtig hengivelse til Gud, kærlighed og hengivenhed, offer og selvopofrelse, ren og ubetinget lydighed mod Gud samt fuldstændig underkastelse. Han skabte et sådant centrum for tawhid og ikhlas, at hele menneskeheden fra det indtil verdens sidste øjeblik vil fortsætte med at modtage tawhids budskab.

For på ny at mindes denne historie og vække følelser og begejstring i menneskers hjerter samles hvert år fra fjerne egne de møl, der er vanvittigt forelskede i tawhid, ved dette centrum og gør alt det, som deres leder og vejviser, profeten Ibrahim (fred være med ham), gjorde. Nogle gange ifører de sig to stykker stof og foretager med følelse og begejstring tawaf omkring Allahs Hus, og andre gange ser man dem løbe mellem bjergene Safa og Marwa. Nogle gange står de på Arafats slette og beder inderligt til Allah, og andre gange fører de kniven over dyrets strube på offerstedet og aflægger Allah en ed om kærlighed. Når de rejser sig, sætter sig, går omkring og vender tilbage, morgen og aften, bliver hele helligdommens omgivelser ved den samme lovprisning genlydende: Åh Allah! Din tjener er mødt frem ved Dit hof. Al lovprisning og hyldest tilkommer alene Dig; det er alene Din opgave at vise nåde, og ingen har del i Dit herredømme og Din myndighed.

I virkeligheden er hajj at skabe disse tilstande og helt overgive sig til Allah.

Betydningen af hajj

Hajj betyder sprogligt at have til hensigt at aflægge et besøg. I shariaens terminologi betyder hajj den samlede gudsdyrkelse, som en person udfører, når han når frem til Allahs Hus. Da muslimen under hajj har til hensigt at besøge Allahs Hus, kaldes det hajj.

Hajj er en omfattende gudsdyrkelse

Islamisk gudsdyrkelse er af to slags. For det første fysisk gudsdyrkelse, såsom bøn og faste. For det andet gudsdyrkelse med rigdom, såsom sadaqa, zakat, almisser og velgørenhed. Det særlige ved hajj er, at den både er gudsdyrkelse med rigdom og gudsdyrkelse med kroppen. Gennem de øvrige vedvarende former for gudsdyrkelse udvikles oprigtighed, gudsfrygt, ydmyghed, beskedenhed, længslen efter at tjene Allah, lydighed, offer, afkald, selvhengivelse og nærhed til Allah samt den inspiration og følelsesmæssige begejstring, der knytter sig hertil, hver for sig. Hajjens omfattende karakter består i, at alle disse følelser, sindsstemninger og åndelige tilstande opstår og udvikles på samme tid og samtidig.

Den moské, som først blev bygget på jorden for at oprette den bøn, der er religionens grundlag, foretager de troende under hajj tawaf omkring med hengivenhed og ærefrygt. Hele livet beder muslimen vendt mod denne moské fra fjerne egne, og under hajj får han den lykke at stå i selve denne moské og udføre sin bøn.

Den faste, som er et egnet og uundværligt middel til at reformere sind og karakter, og gennem hvilken den troende holder sig borte fra sine drifters begær, opnår styrke gennem tålmodighed og udholdenhed og vænner sig til at blive en soldat og mujahid for Allah.

Fra det tidspunkt, hvor han ifører sig ihram til det tidspunkt, hvor han træder ud af ihram, tilbringer han dag og nat i en sådan kamp og stræben; han udsletter det ene billede efter det andet fra sit hjerte og indprenter billedet af kærligheden til Allah. Dag og nat fremsiger han tawhids lovprisning og bliver udelukkende en fanebærer for tawhid.

Ved at give af sin elskede formue i sadaqa og zakat udsletter den troende tjener sin tilbøjelighed til at begære rigdom og sår frøet til kærligheden til Allah. Også under hajj giver mennesket hele sit livs opsparede formue rundhåndet bort, alene af kærlighed til Allah, og bringer gennem ofringen på Hans vej sin indgåede pagt med Ham til opfyldelse. Kort sagt opfylder hajj samtidig alle formål: et kærlighedsfyldt forhold til Allah, forbedring af sind og karakter samt åndelig udvikling. Betingelsen er dog, at hajj ikke blot bliver en udførelse af hajjens ceremonier.

Hajjens realitet

Hajjens realitet eller egentlige betydning er, at mennesket helt overgiver sig til sin Herre og bliver en oprigtig muslim. Fra Allah den Ophøjedes rene væsen kan man håbe på den kraft, at de mangler og fejl, som trods alle pålidelige bestræbelser på reform og forbedring stadig findes i tjenerens liv, fjernes gennem hajjens foreskrevne handlinger og de velsignelser, der knytter sig til hajjens steder, så han vender tilbage fra hajj så renset og lutret, som om han var blevet født i dag. Samtidig er hajj også en prøvesten for ens virkelige tilstand: Hvem har udført den sande hajj, og hvem forbliver berøvet, selv om han har udført alle hajjens søjler og besøgt Baitullah? Det er også sandt, at der kun kan næres meget lidt håb om, at en person, som trods at have fået mulighed for at udføre hajj forbliver berøvet selvforbedring, vil kunne forbedres på nogen anden måde. Derfor er det yderst vigtigt for den, der udfører hajj, at han gransker sine følelser, fornemmelser, ønsker og begær og udfører hver enkelt af hajjens søjler og handlinger med fuld oprigtighed og inderlighed, så han opnår de fordele ved hajj, for hvis skyld den blev gjort obligatorisk.

En mand kom til Hazrat Junayd Baghdadi (må Allah forbarme sig over ham), efter at have besøgt Baitullah (udført hajj), men der kunne ikke ses noget spor af hajj i hans liv. Han spurgte ham: »Hvor kommer du fra?« Manden svarede: »Jeg kommer fra hajj ved Baitullah.«

Hazrat Junayd (må Allah forbarme sig over ham) sagde meget forundret: »Har du virkelig udført hajj?«

Den rejsende – Ja, jeg har udført hajj.

Hazrat – Da du forlod dit hjem og drog af sted for at udføre hajj, holdt du dig da fra synder?

Musafir – Hazrat, jeg tænkte ikke på det på den måde.

Hazrat – Så drog du altså slet ikke ud for at udføre hajj. Nå, sig mig: På denne hellige rejse, hvor du tilbagelagde forskellige etaper og overnattede forskellige steder, tilbagelagde du da også etaperne på vejen til nærhed med Allah?

Musafir – Hazrat, jeg havde slet ikke tænkt over den slags.

Hazrat – Så har du hverken foretaget en rejse mod Baytullah eller tilbagelagt nogen etape på vejen dertil. Nå, sig mig: Da du iførte dig ihram og tog dit daglige tøj af, kastede du da samtidig dine dårlige egenskaber og vaner bort fra dit liv?

Musafir – Hazrat, sådan havde jeg ikke tænkt over det.

Hazrat Junayd sagde da meget bedrøvet: Hvor iførte du dig så overhovedet ihram? Nå, sig mig: Da du stod på Arafats slette, oplevede du da nogen følelse af åndelig skuen?

Musafir – Hazrat, jeg forstod slet ikke, hvad det betød.

Hazrat – Det betyder, at du under din bøn til Allah på Arafats slette følte, at din Herre var foran dig, og at du så Ham.

Den rejsende – Hazrat, jeg befandt mig ikke i denne tilstand.

Hazrat – Så nåede du altså ikke Arafat. Nå, fortæl mig så: Da du nåede Muzdalifa, afstod du da fra dine drifters begær og ønsker?

Den rejsende – Hazrat, jeg skænkede slet ikke dette nogen opmærksomhed.

Hazrat – Så var du altså heller ikke i Muzdalifa. Nå, fortæl mig: Da du gik rundt om Baytullah i tawaf, lagde du da mærke til stråleglansen fra Allah den Højestes skønhed og Hans mirakuløse kraft?

Den rejsende – Hazrat, det blev jeg berøvet.

Hazrat – Så udførte du slet ikke tawaf. Nå, og da du derefter udførte sa’y mellem Safa og Marwa, forstod du da visdommen, den dybere mening og formålet med at udføre sa’y mellem Safa og Marwa?

Den rejsende – Jeg havde ingen som helst følelse af noget af dette.

Hazrat – Så man kan sige, at du heller ikke udførte sa’y. Og da du derefter gik til offerstedet og bragte et offer, ofrede du da også dine drifter og deres begær og ønsker?

Den rejsende – Hazrat, det har jeg slet ikke været opmærksom på.

Hazrat – Hvor foretog du så offeret? Nå, sig mig: Da du kastede sten ved Jamaraat, kastede du da også dine onde medarbejdere, ledsagere og lave begær langt bort fra dig?

Den rejsende – Det gjorde jeg ikke.

Hazrat – Så udførte du heller ikke rami.

Derefter sagde Hazrat Junaid Baghdadi (r) med stor sorg: »Gå tilbage og udfør hajj igen med en sådan sindstilstand, så du kan knytte dig til Hazrat Ibrahim (a), om hvis tro og opfyldelse af løftet Koranen vidner ved at sige:«

*******Arabisk*********

»Og Ibrahim (a), som fuldt ud opfyldte den forpligtelse, han havde lovet sin Herre.«

Hajjens storhed og betydning

Koranen og Sunnahen har udførligt belyst hajjens visdom, hajjens rang, storhed og betydning inden for religionen. Koranen siger

*******Arabisk*********

Det er Allahs ret over menneskene, at den, der har evnen og midlerne til at nå frem til Guds Hus, skal udføre hajj; og den, der trodser denne befaling og handler i vantro, bør vide, at Allah ikke er afhængig af nogen af dem, der befinder sig i universet. (Sura آل عمران: 97)

1. Hajj er Allahs ret over Hans tjenere. For enhver, der har evnen og midlerne til at rejse til Guds Hus, er det obligatorisk at opfylde Allahs ret. De, der undlader at udføre hajj trods deres mulighed, ødelægger Allahs ret og er uretfærdige. Dette vers beviser, at hajj er obligatorisk. Det fremgår faktisk klart af en beretning fra Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) bekendtgjorde hajjens obligatoriske karakter, da dette vers blev åbenbaret. (Tirmidhi – Kitab al-Hajj)

Sahih Muslim indeholder også en overlevering med samme betydning, hvori Profeten (fred være med ham) siger:

O mennesker! Hajj er blevet gjort obligatorisk for jer. Udfør derfor hajj.

2. En anden vigtig sandhed, som dette vers henleder opmærksomheden på, er, at det er vantro at undlade hajj trods evnen til at udføre den, sådan som det er blevet sagt. På samme måde kaldes det i Koranen et polyteistisk foretagende et sted at opgive bønnen:

*******Arabisk*********

Og opret bønnen, og slut jer ikke til afgudsdyrkerne ved at forsømme bønnen.

På samme måde betegnes det i dette sted i det omtalte vers som kufrisk adfærd ikke at udføre hajj. Profeten (s) sagde:

Den, der har de nødvendige økonomiske midler til hajj og et transportmiddel, hvormed han kan nå frem til Baytullah, men derefter ikke udfører hajj, kan lige så godt dø som jøde eller som kristen; det gør ingen forskel. For Allah siger:

*******Arabisk*********

Hadith-overleverens hensigt er, at Profeten (s) sammenlignede dem, der ikke udfører hajj, med jøder og kristne. Meningen med at erklære dem, der ikke udfører hajj, for ligestillede med jøder og kristne, og dem, der ikke beder, for ligestillede med afgudsdyrkere, er, at Bogens folk helt havde opgivet hajj, mens afgudsdyrkerne ganske vist udførte hajj, men havde opgivet bønnen. Derfor kaldes det at opgive bønnen afgudsdyrkernes handling, og det at opgive hajj jødernes og de kristnes handling. Det er således også en fuldkommen sandhed, at Koranen selv har fremsagt denne advarsel til sådanne mennesker. Som eksempel læste hadith-overleveren kun den første del af verset. Ellers findes den advarsel, som der henvises til, i denne del af verset, nemlig:

*******Arabisk*********

De, der trods økonomisk mulighed nægter at udføre hajj, skal vide, at Allah den Ophøjede ikke bekymrer sig om noget som helst i hele verdensaltet. Det vil sige, at Han ikke bekymrer sig om den kufriske adfærd hos den, der opgiver hajj. Han bekymrer sig ikke om, under hvilke omstændigheder sådanne mennesker dør. Dette er den hårdest tænkelige formulering af advarslen. Sagen er i virkeligheden den, at den, over for hvem Allah erklærer sin utilfredshed og sin uafhængighed, hvordan kan han så blive skænket tro og vejledning?

Hasan (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg har en fast beslutning om at sende nogle mennesker til alle de byer, der er blevet en del af den islamiske stat, så de kan undersøge, hvem der ikke udfører hajj trods evnen til det. Jeg vil pålægge dem jizya (jizya er en forsvarsskat, der opkræves fra ikke-muslimer til gengæld for sikkerheden for deres liv og ejendom). De er ikke muslimer, de er ikke muslimer.« (Al-Muntaqa)

En muslim er den, der fuldstændigt overgiver sig selv til Allah den Ophøjede. Hajjens egentlige betydning er også, at mennesket fuldstændigt overgiver sig selv til Allah. Hvis de havde været muslimer, hvordan kunne de så være blevet berøvet Hajjens velsignelse, og hvordan kunne de trods deres evner have forholdt sig ligeglade med Hajj?

Hajjens fortrin og tilskyndelse

Med denne betydning af Hajj for øje har Profeten (ﷺ) på forskellige måder tilskyndet til den. Han har på mange måder beskrevet dens enestående fortrin og dermed skabt tilskyndelse og begejstring for den.

1. Den, der kommer for at besøge Baytullah og derefter hverken begår nogen uanstændig seksuel handling eller udfører nogen ulydighed mod Allah, vender tilbage renset for synder, ligesom han var ren den dag, han blev født af sin mor. (Bukhari, Muslim)

2. Den, der udfører Hajj og Umrah, er Allahs gæst. Hvis han beder sin vært, Allah, om noget, tager Han imod hans bøn, og hvis han beder Ham om tilgivelse, skænker Han ham tilgivelse. (Ibn Majah)

3. Udfør Hajj og Umrah efter hinanden. For både Hajj og Umrah fjerner fattigdom og nød samt synder, ligesom en ildovn fjerner urenheder fra jern, guld og sølv og renser dem. Belønningen for en Hajj Mabrur er intet andet end Paradiset. (Tirmidhi, Nasa’i)

Hajj Mabrur er den Hajj, der udføres med fuldstændig ikhlas (oprigtighed), den rette følelse og opfyldelse af betingelserne, og hvor den, der udfører Hajj, sørger fuldt ud for at holde sig fra ulydighed mod Allah.

4. Hvis I møder en besøgende ved al-Haram ash-Sharif, så hils på ham, før han når hjem, giv ham hånden, og bed ham om at bede Allah om tilgivelse for jer. For afgørelsen om tilgivelse for hans synder er allerede truffet. (Musnad Ahmad)

5. Hazrat Husayn (må Allah være tilfreds med ham) siger: En mand henvendte sig til Profeten (fred være med ham) og sagde: »Herre, både min krop og mit sind er svage.« Han sagde: »Udfør en jihad, hvor ikke engang en torn rammer dig.« Manden spurgte: »Herre, hvordan kan det være en jihad, hvor der ikke er nogen risiko for skade, sorg eller lidelse?« Profeten (fred være med ham) sagde: »Udfør hajj.« (Tabarani)

6. Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En mand sad på sit ridedyr tæt ved Profeten (fred være med ham) på Arafats slette, da han pludselig faldt ned og døde. Profeten sagde: »Vask ham, og begrav ham iført hans ihram-klæder. På Opstandelsens Dag vil han rejse sig, mens han fremsiger talbiya.« (Se forklaringen af talbiya i terminologien.) »Lad hans hoved og ansigt være utildækket.« (Bukhari, Muslim)

7. Hazrat Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde: Guds profet Hazrat David (fred være med ham) spurgte Allah: »Min Herre! Hvilken belønning gives den tjener, der kommer for at besøge Dit Hus?« Allah sagde: »O David! Han er Min gæst. Hans ret er, at Jeg tilgiver hans fejl og mangler i denne verden, og når han møder Mig i det hinsidige, velsigner Jeg ham med Min barmhjertighed.«

Betingelserne for, at hajj bliver obligatorisk

Der er ti betingelser for, at hajj bliver obligatorisk. Hvis blot én af disse betingelser ikke er opfyldt, bliver hajj ikke obligatorisk.

1. Islam: Hajj kan ikke være obligatorisk for en ikke-muslim.

2. Forstand: Hajj er ikke obligatorisk for den sindssyge, den mentalt forstyrrede eller den bevidstløse.

3. At have nået puberteten: Hajj er ikke obligatorisk for mindreårige børn. Hvis en velhavende person udfører hajj i sin barndom, før han når puberteten, opfylder det ikke fard-pligten. Efter puberteten skal han udføre hajj igen. Hajj udført i barndommen er nafl.

4. Økonomisk formåen: Den, der vil udføre hajj, skal være velstående. Han skal have så mange midler til rådighed, efter at hans reelle behov og gæld er dækket, at de er tilstrækkelige til at betale rejseudgifterne, og at der er tilstrækkelige midler til hans families underhold, mens han er bortrejst og indtil han vender tilbage fra hajj, for ifølge sharia påhviler forsørgelsen af disse personer ham.

5. Frihed: Hajj er ikke obligatorisk for slaver og tr 성?

6. Fysisk helbred: Man må ikke være så syg, at det er umuligt at rejse. Derfor er det ikke obligatorisk for en halt, en handicappet, en blind eller en meget gammel person selv at udføre hajj. Hvis alle de øvrige betingelser er opfyldt, kan han få hajj udført ved en andens hjælp.

7. At der ikke er nogen fare for ens liv fra en uretfærdig og tyrannisk herskers side, og at man ikke er fængslet.

8. At vejen er sikker: Hvis der er krig, hvis vejen bliver blokeret, hvis transportmidler bliver ødelagt, hvis der er fare for tyve og røvere på vejen, hvis det på grund af naturkatastrofer ikke er muligt at rejse ad søvejen, eller hvis der er nogen form for fare, er hajj ikke obligatorisk under sådanne forhold. Under disse omstændigheder bør man dog efterlade et testamente med besked om, at en anden skal udføre hajj på ens vegne, hvis forholdene senere bliver gunstige.

9. En ægtemand eller en mahram skal være med på hajj-rejsen: Forklaringen er, at hvis rejsen varer mindre end tre døgn, har en kvinde tilladelse til at rejse uden sin ægtemand. Hvis rejsen varer længere, er det ikke tilladt at rejse på hajj uden en ægtemand eller en mahram-mand. (En kvinde, der hverken har en ægtemand eller en mahram-mand, må rejse sammen med sådanne medrejsende kvinder, hvis moralske karakter man kan stole på. Dette er imam ash-Shafi’is og imam Maliks opfattelse. Imam ash-Shafi’i (må Allah forbarme sig over ham) har forklaret udtrykket »pålidelige veninder« således: Et vist antal kvinder skal være pålidelige, og de skal rejse på hajj sammen med en mahram. I så fald kan en kvinde uden ægtemand rejse med denne gruppe. Hvis gruppen imidlertid kun består af én kvinde, bør hun ikke rejse. Imam ash-Shafi’is opfattelse er meget afbalanceret. Den giver en kvinde uden ægtemand og uden mahram mulighed for at udføre hajj, samtidig med at den ikke indebærer den frygt for fristelser, som er årsagen til, at det er forbudt for en kvinde at rejse uden en mahram.) Det er også nødvendigt, at denne mahram er forstandig, myndig, religiøs og pålidelig. Det er ikke tilladt at rejse sammen med et uforstandigt barn, en synder eller en upålidelig person.

10. Ikke at være i iddah-perioden: Uanset om iddah-perioden skyldes ægtemandens død eller skilsmisse, er hajj ikke obligatorisk under iddah-perioden.

Betingelserne for, at hajj er gyldig

Der er fire betingelser for, at hajj er gyldig. Hvis hajj udføres med disse betingelser opfyldt, vil den være gyldig og anerkendt. Ellers vil den ikke være det.

1. Islam: Islam er både en betingelse for, at hajj bliver obligatorisk, og for, at den er gyldig. Hvis en ikke-muslim udfører hajjens søjler og Allah den Højeste derefter giver ham mulighed for at antage islam, er det nødvendigt for, at denne hajj kan være gyldig, at den, der udfører hajj, er muslim.

2. At være ved bevidsthed: En hajj udført af en person uden bevidsthed eller af en sindssyg person er ikke gyldig.

3. At udføre alle søjler på de fastsatte dage, tidspunkter og steder. Hajj-månederne er Shawwal, Dhu al-Qa’da og de første ti dage af Dhu al-Hijja. Tiden for udførelsen af alle hajjens søjler er ligeledes fastsat, og stederne er også fastsat. Hvis hajjens søjler udføres på en anden måde end foreskrevet, er hajj ikke gyldig.

4. At afholde sig fra det, der ødelægger hajj, og at udføre alle hajjens søjler og obligatoriske handlinger. Hvis en af hajjens søjler ikke udføres eller bliver udeladt, er hajj ikke gyldig.

Hajjens bestemmelser

1. Når alle betingelserne for, at hajj bliver obligatorisk, er til stede, er det obligatorisk at udføre hajj én gang i livet. Hajj er en individuel religiøs pligt, og dens obligatoriske status er fastslået i Koranen og hadith. Den, der benægter, at hajj er obligatorisk, er kafir, og den, der ikke udfører hajj, selv om betingelserne for dens obligatoriske status er opfyldt, er syndig og fasiq.

2. Hajj bør udføres i det samme år, som den bliver obligatorisk. Det er syndigt uden grund at udsætte den efter, at den er blevet obligatorisk, og år efter år at komme med undskyldninger.

Profeten (fred være med ham) siger: Den, der har til hensigt at udføre hajj, bør skynde sig med det. Det kan ske, at han bliver syg, eller at hans ridedyr forsvinder. Det kan også ske, at et andet behov opstår for ham. (Ibn Majah)

At ridedyret forsvinder, betyder, at man ikke længere har de nødvendige midler til rejsen, at vejen ikke er sikker, eller at der opstår et behov, som gør det umuligt at udføre hajj. Mennesket vil stå foran Allah med forpligtelsens byrde på sine skuldre. Hvornår bliver omstændighederne gunstige, og hvor stor tillid kan man have til livet? Hvad får derfor mennesket til at udsætte det og blive ved med blot at komme med undskyldninger i stedet for at udføre hajj?

3. Hvis det ifølge shariaen er nødvendigt at indhente nogens tilladelse, før man udfører den obligatoriske hajj—for eksempel hvis ens forældre er svage eller syge og har brug for ens hjælp, eller hvis man står i gæld til nogen eller er kautionist for nogen—så er det makruh tahrimi at udføre hajj uden tilladelse.

4. Hajj udført med indtjening, der er haram, er haram.

5. Hvis man træder ind i miqat uden at iføre sig ihram, bliver hajj obligatorisk.

6. Hvis nogen udsætter hajj, efter at den er blevet obligatorisk for ham, og derefter bliver ude af stand til at udføre den, bliver blind, lam eller alvorligt syg og ikke længere er i stand til at rejse, skal han sende en anden for egne midler for at udføre badal hajj på hans vegne.

Miqat og dets regler

1. Miqat betyder det bestemte og fastsatte sted, hvorfra det ikke er tilladt at rejse til Mekka al-Mukarrama uden at iføre sig ihram. Uanset af hvilken grund man ønsker at rejse til Mekka al-Mukarrama, er det nødvendigt, at man ifører sig ihram, når man når miqat. Det er makruh tahrimi at fortsætte videre uden at iføre sig ihram. (Ilmul Fiqh)

2. Der er fastsat fem mīqāt for folk, der kommer fra forskellige lande.

a. Dhū l-Hulayfa:

Dette er mīqāt for folk fra Medina og også for dem, der ønsker at komme til Makkah al-Mukarramah ad vejen fra Medina. Dette mīqāt ligger omkring otte eller ni kilometer fra Medina på vejen til Makkah. Af alle mīqāt ligger dette mīqāt længst fra Makkah, og Medinas indbyggere har også denne ret, fordi Medinas indbyggere altid har bragt større ofre på Allahs vej.

b. Dhāt ʿIrq:

Dette er mīqāt for Irak og for folk, der kommer ad vejen fra Irak. Dette mīqāt ligger omkring firs kilometer nordøst for Makkah.

c. al-Juhfah:

Dette er mīqāt for Syrien og for folk, der kommer fra Syriens retning. Det ligger omkring 180 kilometer vest for Makkah.

d. Qarn al-Manāzil:

Et bjergrigt sted på vejen øst for Makkah Mukarramah, beliggende cirka halvtreds kilometer fra Makkah. Det er miqāt for folk fra Najd og for dem, der kommer ad denne vej.

e. Yalamlam:

Et bjergrigt sted på den vej, der fører fra Yemen mod sydøst for Makkah, cirka tres miles fra Makkah. Det er miqāt for folk fra Yemen og for dem, der kommer ad denne vej. Det er også miqāt for folk fra Indien, Pakistan og Bangladesh.

Disse miqāt blev fastlagt af Profeten (fred være med ham) selv. Dette fremgår af Bukhari og Muslim. Disse miqāt gælder for dem, der opholder sig uden for miqāt, og som fagligt kaldes āfāqī. Men hvis de, der bor inden for miqāt, befinder sig inden for Haram-området, er Haram deres miqāt. Hvis de opholder sig i Hill uden for Haram-området, er Hill deres miqāt. Hvis en person, der opholder sig i Haram-området, ønsker at iføre sig ihram til umrah, er hans miqāt imidlertid Hill, ikke Haram.

Hajjens obligatoriske handlinger

Hajj har fire obligatoriske handlinger. Hvis blot én af dem udelades, er hajj ikke gyldig. De obligatoriske handlinger er følgende:

1. Ihram – det er en betingelse for hajj og en søjle i hajj.

2. At opholde sig på Arafat, selv om det kun er et kort øjeblik.

3. Ved ziyārat-tawāf er de første fire omgange fard, mens de resterende tre omgange er wajib.

4. At udføre disse fard-handlinger på de fastsatte steder, på de fastsatte tidspunkter og i den foreskrevne rækkefølge.

Ihram og dets regler

1. Ihram betyder at iføre sig hajj-klæderne med hensigt om at udføre hajj og fremsige talbiya. Efter at have fattet hensigt om hajj og fremsagt talbiya bliver man muhrim. Ligesom man træder ind i bønnen efter at have sagt takbir, hvorefter det bliver forbudt at spise, drikke, bevæge sig omkring og lignende, således begynder hajj, når man træder ind i ihram. Derefter bliver mange ting, som var tilladte og mubāh før indtrædelsen i ihram, forbudte, mens man er i ihram. Derfor kaldes det ihram.

2. Uanset af hvilken grund man rejser til Mekka – på grund af en rejse, handel eller ethvert andet formål – er det obligatorisk at træde ind i ihram, når man når miqat. Det er makruh tahrimi at fortsætte videre fra miqat uden ihram.

3. Det er sunnat mu’akkadah at foretage ghusl før indtrædelsen i ihram. Det er også masnun, at børn foretager ghusl. Det er ligeledes masnun, at kvinder foretager ghusl, mens de har menstruation eller barselsblødning. Hvis det er vanskeligt eller besværligt at foretage ghusl, bør man dog sørge for at foretage wudu. Denne wudu eller ghusl er kun med henblik på renlighed, ikke rituelt renhed. Derfor er det ikke nødvendigt at foretage tayammum, hvis man ikke har adgang til vand.

4. I forbindelse med ghusl til ihram er det mustahabb at klippe håret, klippe neglene, iføre sig et hvidt lagen og tahband samt anvende parfume.

5. Det er tilladt at træde ind i ihram allerede før man når miqat. Det er godt, hvis man kan overholde ihrams værdighed. Ellers er det wajib at træde ind i ihram, når man når miqat.

6. Forbudte handlinger under ihram: Nogle af disse er altid forbudte. Men de handlinger, der begås under ihram, er endnu mere syndige:

1. At have seksuelt samvær eller føre seksuelle samtaler; det er forbudt selv at nyde den slags samtaler med sin egen hustru.

2. At være ulydig mod Allah og begå synder.

3. At slås, skændes og fornærme andre. At tale hårdt.

4. At jage vilde dyr. Det er ikke kun haram at jage. Det er også haram på nogen måde at hjælpe jægeren, vise jægeren vej eller pege i retning af byttet.

5. At bære syet tøj, såsom skjorte, panjabi, pyjamas, sherwani, jakke og bukser, kasket, undertrøje, handsker og lignende. Kvinder må bære milwar-kamiz. De må også bære sokker og, hvis de ønsker det, smykker.

6. At bære farvet tøj eller tøj farvet med duftende farvestoffer. Kvinder må bære silketøj og også farvet tøj. Det må dog ikke være parfumeret.

7. At dække hovedet og ansigtet. Kvinder skal dække håret på hovedet.

8. At vaske hovedet og skægget med sæbe og lignende.

9. At barbere hårene et hvilket som helst sted på kroppen. At fjerne hårene ved hjælp af noget.

10. At klippe neglene eller gnide dem rene mod sten eller lignende.

11. At bruge parfume.

12. At bruge olie.

7. Tilladte handlinger i ihram-tilstanden:

Bortset fra de ovenfor nævnte ting er alt tilladt, for eksempel:

1. At hvile i enhver skygge.

২. At bade og vaske hovedet, men uden at bruge sæbe.

৩. At klø sig på kroppen eller i hovedet. Man skal dog være forsigtig, så håret ikke bliver trukket ud, eller hovedlusene i håret ikke falder ned.

৪. At medbringe penge, våben og lignende.

৫. Der er intet galt i at drive handel i sin fritid. I Koranen står der:

 ******Arabisk********

Hvis I under hajj søger jeres Herres gunst (fortjeneste gennem handel), er der intet galt i det.

৬. At skifte eller vaske ihram-klæderne.

৭. At bruge ring, ur og lignende.

8. At påføre kohl, dog ikke parfumeret kohl.

9. At lade sig omskære.

10. At indgå nikah.

11. At dræbe skadevoldende dyr, såsom ørne, krager, mus, slanger, skorpioner, tigre, hunde og lignende. Profeten (fvmh.) sagde, at der i haram-området eller under ihram ikke er nogen synd i at dræbe fem slags dyr: mus, krage, ørn, skorpion og en angribende hund.

12. Havjagt er tilladt. Hvis en ikke-muhrim (en, der ikke er i ihram) giver noget vildt fra landjorden som gave, er det tilladt at spise det.

8. Fremgangsmåden ved ihram:

Man skal klippe hår og negle grundigt, tage et bad, påføre parfume og iføre sig ihram-klæderne. Det vil sige, at man ifører sig ét klæde og én tahband og derefter beder to rakʿah nafl-bøn. Så danner man intention om hajj eller umrah og fremsiger talbiya. (Hvis man er mufrid, danner man kun intention om hajj. Hvis man er qarin, danner man intention om både hajj og umrah. Hvis man er mutamattiʿ, danner man først intention om umrah og efter at have afsluttet umrah danner man intention om hajj. Se ordlisten for disse begreber.) Så snart man, efter at have dannet intention om hajj eller umrah, fremsiger talbiya, bliver ihram bindende. Derefter er man blevet muhrim. Hvis en offerkamel sendes af sted mod Mekka i stedet for talbiya, træder den i talbiyas sted.

Talbiya og dens regler

De ord, som den, der besøger det hellige område, siger straks efter at have gjort intentionen om hajj, kaldes talbiya, og de lyder således:

*******Arabisk*********

O Allah, her er jeg. Jeg er her som svar på Dit kald. Jeg er til stede hos Dig; Du har ingen medpart. Det er sandt, at Du alene har ret til lovprisning og tak. Det er alene Dig, der giver gaver og viser nåde. Ingen deler Din herredømme og myndighed.

1. Efter at have iført sig ihram er det fard at fremsige talbiya én gang. Det er sunnah at fremsige den mange gange.

2. Fra det tidspunkt, hvor man ifører sig ihram, og indtil man på den 10. Dhul-Hijjah har kastet sten efter den første jamrah, skal man fortsætte med at fremsige talbiya. Talbiya skal fremsiges, hver gang man går ned i et lavere område, hver gang man går op, hver gang man møder en ledsager fra karavanen, efter hver bøn samt morgen og aften.

3. Det er sunnah at fremsige talbiya højt. Profeten (fred være med ham) sagde: »Jibril (fred være med ham) kom til mig og overbragte befalingen om, at jeg skulle befale mine ledsagere at fremsige talbiya med høj stemme.« (Muwatta af Imam Malik (må Allah være tilfreds med ham), Tirmidhi, Abu Dawud m.fl.) Kvinder skal imidlertid ikke fremsige talbiya højt. I Hidaya står der, at kvinder ikke skal hæve stemmen, når de fremsiger talbiya, fordi der derved kan være fare for fitna. De skal heller ikke udføre ramal og ikke løbe under sa’i, fordi det vil krænke purdah.

4. Når talbiya fremsiges, skal den fremsiges tre gange. Det er mustahabb at fremsige den tre gange.

5. Det er makruh at tale, mens talbiya fremsiges. Det er tilladt at besvare en salam.

6. Man bør ikke hilse på den, der fremsiger talbiyah. Det er makruh at hilse på ham.

7. Det er mustahabb at fremsige durood efter talbiyah.

Talbiyahs visdom og fortrin

Efter opførelsen af Kabaen befalede Allah den Højeste sin elskede Habib, Hazrat Ibrahim (a.s.):

Og bekendtgør en almindelig opfordring til menneskene om at udføre hajj, så de kommer til dig fra fjerne egne, til fods eller ridende på kamelrygge.

I virkeligheden er denne talbiyah svaret fra tjeneren på det kald, der kommer fra Allah. Tjeneren siger: »Min Herre, jeg har hørt dit kald, og jeg er kommet til din forsamling for det, du har kaldt mig til.« Den, der besøger Allahs Hus, har med jævne mellemrum hævet denne stemme. I virkeligheden siger han: »Min Herre! Du har kaldt os til at møde op i dit Hus, og alene af kærlighed til dig har vi forladt alt og er kommet hertil som gale. Vi takker dig for din barmhjertighed og dine nådegaver. Vi bekræfter din tawhid.« Talbiyahs råb giver genlyd af troen på tawhid i den troendes årer og gør ham sådan, at formålet med hans liv i denne verden alene er at udbrede tawhids budskab overalt.

Profeten (s.a.w.s.) sagde, da han beskrev talbiyahs fortrin: »Når en troende tjener råber Labbaik, svarer alt, hvad der er til højre og venstre for ham, med Labbaik, hvad enten det er sten, træer og planter eller jord. Ja, det når fra den ene ende af jorden til den anden.« (Tirmidhi)

Profeten (s.a.w.s.) sagde også: »Når en person i ihram hele dagen råber Labbaik, Labbaik, og solen derefter går ned, bliver alle hans synder udslettet, og han bliver så ren, som om han netop var blevet født af sin mors liv.«

Bøn efter talbiya

*******Arabisk*********

O Allah, jeg søger Din tilfredshed og Paradiset hos Dig, og jeg søger tilflugt fra Helvede i Din barmhjertigheds skygge.

Hazrat Ammar ibn Khuzayma beretter fra sin far, at Profeten (s) under recitationen af talbiya for at træde ind i ihram bad om Allahs tilfredshed og barmhjertighed og søgte tilflugt fra Helvede gennem Hans barmhjertighed. (Musnad al-Shafi‘i)

Efter ihram kan den, der besøger Baytullah, fremsige den bøn, han ønsker, og så meget han ønsker. Men først skal han nødvendigvis fremsige den ovenstående foreskrevne bøn, for den er en omfattende bøn. Allahs tilfredshed, opnåelsen af Paradiset og befrielsen fra Helvede er de tre ting, der udgør en troendes højeste ønsker og frugten af alle hans bestræbelser.

Waqf og dets regler

1. Waqf betyder at stå og opholde sig. Under Hajj skal man opholde sig tre steder, og reglerne for de tre steder er forskellige. Desuden må man nå frem til disse steder for at udføre de handlinger, der skal udføres under opholdet dér. Det er ikke nødvendigt at have en særskilt intention om det eller at stå, men ifølge Ahl al-Hadith er intentionen en betingelse.

2. Det vigtigste sted er Arafat, hvor man skal opholde sig. Arafat er en meget vidtstrakt slette. Arafat-området begynder dér, hvor Haram-området slutter, og sletten ligger omkring femten kilometer fra Makkah al-Mukarramah. Opholdet på Arafats slette er en af Hajj’s vigtigste søjler. Profeten (s) omtalte endda en gang selve opholdet ved Arafat som Hajj. Han siger:*******Arabisk*********På Arafats dag, når millioner af mennesker iført det samme tøj står foran Allah som et levende billede på ydmyghed og underkastelse, er det, som om de for denne stund har taget afsked med verden og er nået frem til opstandelsens slette. Det er et storslået syn, der vækker troen. Opholdet her vækker mindet om opstandelsens slette.

Betydningen af dette er, at hvis en pilgrim af en eller anden grund ikke når frem til Arafat på den 9. dag af Dhu l-Hijjah eller i løbet af natten, bliver hans hajj ikke gyldig. Hvis andre hajj-ritualer som tawaf, sa’y og ramy udelades, kan det kompenseres for. Men hvis man ikke opholder sig i Arafat, findes der ingen måde at kompensere for det på.

3. Tiden for opholdet i Arafat begynder efter middag på den 9. dag af Dhu l-Hijjah (efter at zuhr- og asr-bønnerne er blevet bedt). Men eftersom dette er hajjens største søjle, og hajj afhænger af den, er tidsrummet blevet udvidet, så der er givet mulighed for, at hvis man blot når frem til Arafat et kort øjeblik på et hvilket som helst tidspunkt i natten mellem den 9. og 10. Dhu l-Hijjah, før daggryets første lys, regnes opholdet som gyldigt, og ens hajj bliver gyldig. Abd al-Rahman ibn Ya’mar al-Dayli siger: Jeg hørte Profeten (fvmh.) sige: »Hajjens wuquf er Arafat. Den, der når frem før fajr ved natten i Muzdalifa, har fuldført sin hajj.« (Tirmidhi, Abu Dawud)

4. Jo længere opholdet i Arafat er, desto bedre. Man bør stå foran Allah med den forestilling og følelse, at dette er opstandelsens slette. Tjeneren bør sige til sig selv: Jeg har afbrudt forbindelsen til alt andet og står alene foran Ham for at få min sag afgjort og bede om Hans nåde. Dette er den mest værdifulde tid i den troendes liv. Hvem ved, om man nogensinde får denne lykke igen i livet? Derfor må man, med troens og selvrefleksionens kraft vakt til live, fuldt ud føle betydningen af hvert eneste øjeblik på denne dag og denne nat. Om Profeten (fvmh.) fortæller Jabir (må Allah være tilfreds med ham): Efter zuhr- og asr-bønnerne red Profeten (fvmh.) på sin kamel, al-Qaswa, og kom til det særlige sted på Arafats slette, hvor man skulle stå. Derefter vendte han sin kamel mod de store klippeblokke. Så stod han med ansigtet vendt mod qibla, mens folket stod foran ham. Da solen gik ned, drog han af sted mod Muzdalifa. (Muslim)

5. Om betydningen og fortræffeligheden ved opholdet i Arafat siger Profeten (fvmh.): »Blandt årets 360 dage er der ingen dag, hvor Allah den Højeste befrier flere tjenere fra Helvedes ild end på Arafats dag. På denne dag kommer Allah meget nær sine tjenere. Over for englene priser Han sig selv med henvisning til tjenerne og siger: O engle! Ser I, hvad disse tjenere ønsker?« (Muslim). Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Profeten (fvmh.) opholdt sig på Arafats slette. Da solen var ved at gå ned, gjorde han tegn til Bilal (må Allah være tilfreds med ham) om at tie. Derefter sagde Profeten (fvmh.): »O folk! Netop nu kom Gabriel til mig med Allah den Højestes hilsen og dette budskab: Allah har tilgivet alle, der befinder sig på Arafats slette.« Umar (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: »Allahs Sendebud! Gælder dette budskab kun os ledsagere eller hele ummaen?« Profeten (fvmh.) svarede: »Det gælder jer og også dem, der kommer hertil efter jer.« (Al-Targhib)

Bønnen på Arafats slette

Man bør være særligt omhyggelig med bønnerne på Arafats slette og under hele opholdet dér altid være helt koncentreret om Allah. Profeten (fvmh.) siger: »Den bedste bøn er bønnen på Arafats dag.« Nedenfor følger nogle masnun-bønner:

(a) Profeten (fvmh.) plejede at fremsige følgende bøn meget ofte på Arafats slette:

*******Arabisk*********

O Allah! Du er værdig til den lovprisning, som Du selv har lovprist Dig med, og Du er langt mere værdig til lovprisning, end vi er i stand til at give. O Allah! For Dig er min bøn, mit offer, mit liv og min død. Til Dig skal jeg vende tilbage, og alt, hvad jeg har, er for Dig. O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra gravens straf, fra onde indskydelser, der opstår i sindet (waswasa), fra gerningernes onde følger og fra splittelse. O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra alle de ulykker, som vinden bringer med sig. (Tirmidhi)

(b) I Al-Hizb al-Maqbul er der overleveret en omfattende du’a, som vil bringe velsignelse, hvis man fremsiger den.

*******Arabisk*********

O Allah! Jeg beder Dig om det gode, som Din Profet (fred være med ham) bad Dig om, og jeg søger tilflugt hos Dig fra det onde, som Din Profet (fred være med ham) søgte tilflugt hos Dig fra. O vor Herre! Vi har gjort stor uret mod os selv. Hvis Du ikke tilgiver os og viser os barmhjertighed, vil vi være blandt de fortabte. O min Herre! Gør mig til en, der opretholder bønnen, og giv også mine børn evnen til det. O vor Herre! Tag imod min bøn. Tilgiv mine forældre. Tilgiv alle muslimer på den dag, hvor regnskabets dag kommer. O min Herre! Vis nåde over begge mine forældre, ligesom de opfostrede mig med kærlighed og omsorg i min barndom. O Herre! Tilgiv os og tilgiv de af vores brødre, som gik forud for os i troen, og lad ikke vores hjerter rumme noget had eller fjendskab mod dem, der har antaget troen. O Allah! Du er i sandhed nådig og barmhjertig! O vor Herre! Du hører og ved alt. Tag imod vores tawba; Du er Den, der tager imod tawba, og Den Barmhjertige. Der findes ingen kraft til at afholde sig fra synd og ingen evne til at adlyde befalinger nogetsteds fra bortset fra Allah, Den Højeste og Den Mægtige.

(c) Profeten (fred være med ham) anbefalede, at man ofte fremsiger denne du’a:

*******Arabisk*********

O vor Herre! Giv os godhed i denne verden og godhed i det hinsidige, og beskyt os mod Helvedes ild.

Ud over disse masnun-du’aer findes der også andre masnun-du’aer, som man kan fremsige. Desuden skal man bede Allah om enhver form for godhed i denne verden og i det hinsidige, som et menneske kan ønske sig, og bede om det igen og igen. For på det tidspunkt viser Allah stor barmhjertighed mod Sin tjener, og Han berøver ikke Sin gæst noget.

7. Det er wajib at opholde sig i Muzdalifah. Det er sunnah at gå ind i Muzdalifahs område til fods. Under opholdet er det mustahabb fra tid til anden at fremsige talbiyah, tahlil og tahmid. Det er sunnah at tilbringe en nat her. Det berettes i hadith, at Profeten (s) efter solnedgang drog fra Arafat til Muzdalifah, og da han nåede frem, bad han maghrib og isha sammen. Derefter lagde han sig til at hvile indtil fajr.

8. Det er sunnah at nå frem til Mina på et tidspunkt på den 8. dag i måneden Dhul-Hijjah. Det er mustahabb at ankomme dertil efter solopgang, bede zuhr dér og tilbringe natten dér.

Tawaf og dets bestemmelser

Den sproglige betydning af tawaf er at gå rundt om noget og kredse omkring det. I islamisk terminologi betyder det at gå andægtigt rundt om Baytullah og kredse omkring det.

Baytullahs storhed og anseelse

Baytullah er ikke blot et hus af mursten og sten. Det er derimod et særligt tegn på Allahs storhed på jorden og et særligt, levende centrum for Hans religion, som Allah den Ophøjede selv under Sin egen omsorg lod opføre gennem en højt æret og fremragende profet, hvis lederskab jøder, kristne og muslimer alle anerkender.*******Arabisk*********Og husk den tid, hvor Vi udpegede stedet for dette hus (Kaaba) for Ibrahim. (Sura al-Hajj: 26)

Den Hellige Koran bevidner, at det første hus, der blev bygget til Allahs tilbedelse, er dette Baytullah (Kaaba-huset).

*******Arabisk*********

Det første gudshus, der uden tvivl blev opført for menneskene, er det hus, som ligger i Mekka.

I virkeligheden er Baytullah religionens centrum og kilde. Ifølge Koranens forklaring er det tawhids kilde og det egentlige sted for bønnen, og denne tawhid og bønnen er hele religionens kerne og sammenfatning. Med hensyn til troslæren er tawhid religionens egentlige grundlag, og med hensyn til handlinger er bønnen religionens søjle. Opførelsen af Baytullah tjener netop disse to grundlæggende formål. Derfor har Allah erklæret det for en kilde til godhed, velsignelse og vejledning.*******Arabisk*********I det er der skænket godhed og velsignelse, og det er gjort til en kilde til vejledning for alverden. (I vers 125 i sura al-Baqarah siger Allah:

*******Arabisk*********

Og Vi pålagde Ibrahim og Ismail således: »Hold Mit hus rent for dem, der bøjer sig og kaster sig ned i tilbedelse.« I vers 26 i sura al-Hajj siges det:

*******Arabisk*********

Og husk den tid, hvor Jeg anviste Ibrahim dette hus med vejledning, således at ingen skulle sættes ved Min side, og således at Mit hus skulle holdes rent for dem, der foretager tawaf, står i bøn, bøjer sig og kaster sig ned i tilbedelse.«

I Koranen har Allah den Ophøjede to steder omtalt det som*******Arabisk********* (»Mit hus«), og da den ærede Ibrahim genbosatte sine efterkommere i Mekkas klippefyldte ørkenområde, sagde han: »O Allah! Jeg har genbosat dem som naboer til Dit hus.« (I vers 37 i sura Ibrahim siges det:

*******Arabisk*********

Åh Allah! I den vand- og vegetationsløse ørken har jeg bosat mine børn ved siden af Dit hellige hus. Hvad kunne være et større bevis på Baytullahs storhed end, at Allah den Højeste har erklæret besøget af dette hus og udførelsen af hajj for en ret, Han har over for muslimerne? Hajj består i, at den troende ifører sig ihram, det vil sige gør sig værdig til at træde frem i Baytullahs nærvær, og med hengivenhed går rundt om det. Han kysser den indlejrede Hajar al-Aswad, trykker krop og sjæl tæt ind mod Multazam, beder i al-Masjid al-Haram og opholder sig på Arafat.

Dyderne ved tawaf

Formålet med opførelsen af Allahs hus er, at man skal gå rundt om det i tawaf. Allah den Højeste pålagde profeten Ibrahim (fred være med ham) dette, og dette påbud er nævnt to steder i Koranen.

*******Arabisk*********

*******Arabisk*********

1. Hold Mit hus rent for dem, der udfører tawaf. (Sura al-Baqara: 125)

2. De skal udføre tawaf omkring dette gamle hus. (Sura al-Hajj: 26)

Om tawafs dyder sagde Profeten (fred være med ham): Tawaf omkring Baytullah er en form for tilbedelse ligesom bønnen. Den eneste forskel er, at I under tawaf må tale, mens det ikke er tilladt under bønnen. Hvis nogen derfor ønsker at tale under tawaf, bør der kun komme gode ord ud af hans mund. (Tirmidhi, Nasa’i)

Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg hørte Profeten (fred være med ham) sige, at det at berøre Den Sorte Sten og Det Jemenitiske Hjørne med hånden er en soning for synder. Jeg hørte ham også sige, at den, der udfører syv tawaf omkring dette hus med fuld hengivenhed og koncentration, får en belønning svarende til at frigive en slave. Jeg hørte desuden Profeten (fred være med ham) sige, at for hvert skridt, man tager under tawaf, vil Allah tilgive én synd og nedskrive én god gerning. (Tirmidhi)

Istilam

Den sproglige betydning af istilam er at berøre og kysse. Den terminologiske betydning er at kysse Den Sorte Sten og berøre Det Jemenitiske Hjørne. Det er sunnah at udføre istilam af Den Sorte Sten ved begyndelsen af hver omgang eller cirkulation under tawaf og at udføre istilam af Den Sorte Sten ved afslutningen af tawaf. Istilam af Det Jemenitiske Hjørne er mustahabb.

Ved istilam af Den Sorte Sten skal man passe på, at der ikke kommer nogen lyd fra munden, når man kysser den. Det er masnun blot at lægge ansigtet mod Den Sorte Sten. Man skal også være opmærksom på, at hvis det på grund af den store trængsel ikke er muligt at kysse den, skal man berøre Den Sorte Sten med en stav eller lignende og kysse den. Hvis det heller ikke er muligt, skal man vende begge håndflader mod Den Sorte Sten, løfte hænderne op til ørerne og kysse hænderne.

Om dyderne ved istilam af Den Sorte Sten og Det Jemenitiske Hjørne siger Profeten (fred være med ham):

Ved Allahs ed! På Opstandelsens Dag vil Allah give den liv og lade den rejse sig. Den vil have to øjne, som den kan se med, og en mund, som den kan tale med. Den vil vidne til fordel for alle de tjenere, der udførte istilam af den. (Tirmidhi, Ibn Majah)

Bønnen ved Det Jemenitiske Hjørne

Da Profeten (fred være med ham) talte om Det Jemenitiske Hjørnes dyder, sagde han: Ved Det Jemenitiske Hjørne er der udpeget halvfjerds engle. De siger amen efter hver af de tjenere, som fremsiger denne bøn:

Åh Allah! Jeg beder Dig om tilgivelse og velbefindende i denne verden og i det hinsidige. Åh vor Herre! Giv os godhed i denne verden og godhed i det hinsidige. Beskyt os mod Helvedes ild, og giv os en plads i Paradiset sammen med de retfærdige.

Tawafs forskellige former og deres regler

Tawaf omkring Baytullah er af seks forskellige former, og reglerne for hver af dem er forskellige.

1. Tawaf az-Ziyārah: Denne tawaf kaldes også tawaf al-ifāḍah og hajj-tawaf. Tawaf az-Ziyārah er en af hajjens grundpiller. Koranen siger *******Arabisk********* at man bør foretage tawaf omkring dette gamle hus. Imamerne er enige om, at der her er tale om tawaf az-Ziyārah, som udføres den tiende dag efter opholdet på Arafat. Hvis man af en eller anden grund ikke kan udføre den den tiende Zulhijjah, kan den også udføres den ellevte eller tolvte dag.

2. Tawaf al-qudūm: Denne kaldes også tawaf at-tahiyyah. Den første tawaf, der udføres efter indrejsen i Mekka, kaldes tawaf al-qudūm. Denne tawaf er kun obligatorisk for dem, der bor uden for miqat. (I Ilmul-Fiqh, bind 5, og i Quduri betegnes den som sunnah. Ifølge Imam Malik (må Allah forbarme sig over ham) er tawaf al-qudūm derimod obligatorisk. Hans argument er, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der kommer for at besøge Baytullah, bør udføre tawaf at-tahiyyah. Ainul-Hidayah, bind 1, s. 997). I den juridiske terminologi kaldes en sådan person en āfāqī.

3. Tawaf al-wadāʿ: Den sidste tawaf, der udføres ved afskeden med Baytullah, kaldes afskedstawaf eller tawaf as-sadr. Denne tawaf er også obligatorisk for den āfāqī, det vil sige den, der kommer udefra miqat. Efter denne tawaf bør man omfavne Multazam, lægge brystet og højre kind mod det, holde fast i Baytullahs forhæng med højre hånd og bede med den største ydmyghed og en stemme fyldt med tårer. Dette er afskedens stund, og man ved ikke, hvornår man igen får denne lykke. Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) vejledning om denne tawaf er:

Ingen bør forlade Baytullah uden at have udført afskedstawaf. Kun den kvinde, der har fået menstruation, har tilladelse til at undlade det. (Bukhari)

4. Tawaf al-umrah: Dette er umrahens tawaf, som er en af umrahens grundpiller. Umrah er ikke gyldig uden denne tawaf.

5. Tawāf an-nadhr: Hvis nogen aflægger et løfte om at udføre tawāf an-nadhr, er det wajib at udføre det.

6. Nafl-tawāf: Dette kan udføres når som helst, så længe man har mulighed for at opholde sig i Mekka. Hvilken større lykke kan et menneske have end at udføre tawāf så ofte som muligt?

Tawāfs wajib-handlinger

Under tawāf er det wajib omhyggeligt at overholde ni forhold.

1. Najāsat hukmiyya: Det vil sige at være renset for hadath asghar og hadath akbar. Kvinder må ikke udføre tawāf under menstruation eller nifās. Da Hazrat Aisha (ra) fik menstruation under sin hajj, begyndte hun at græde. Profeten (s) sagde: »Hvad er der at græde over? Dette er noget, der hænger sammen med Adams døtres blod. Fortsæt med at udføre alt det, som pilgrimmene udfører, men udfør ikke tawāf omkring Baytullah, før du er blevet renset.« (Bukhari, Muslim)

2. Satr al-awrah: Det vil sige at dække de dele af kroppen, som det er nødvendigt at dække. Profeten (s) siger:*******Arabisk*********Det vil sige, at ingen må udføre tawāf nøgen eller med sin awrah afdækket. (Bukhari)

3. Tawāf skal begynde med istilām af Hajar al-Aswad.

4. Tawāf skal begynde fra højre side. Hazrat Jabir (ra) fortæller, at da Profeten (s) ankom til Mekka, gik han først hen til Hajar al-Aswad, udførte istilām af den og begyndte derefter tawāf fra højre side.

5. At udføre tawaf til fods. Hvis man har en gyldig undskyldning, er det tilladt at udføre tawaf ridende. Det er tilladt at udføre nafl-tawaf ridende uden en undskyldning, men det er bedre at gøre det til fods.

6. Efter de første fire obligatoriske runder af tawaf skal de resterende tre runder (shawt) fuldføres.

7. Efter at have fuldført de syv tawaf-runder skal man bede to rakʿah. Hadhrat Jabir (r.a.) fortæller: Da vi sammen med Profeten (fvmh.) nåede frem til Baytullah, udførte han istilam af Hajar al-Aswad. I de første tre runder udførte han raml (se den faglige forklaring), og de resterende fire udførte han på almindelig vis. Derefter gik han hen mod Maqam Ibrahim og reciterede dette vers: (Og tag Maqam Ibrahim som et fast bønnested). Derefter stillede han sig således, at Maqam Ibrahim var mellem ham og Baytullah, og så bad han. (Muslim)

8. Tawaf skal udføres uden for Hatim, så Hatim indgår i tawaf.

9. Man skal holde sig fra de handlinger, der er forbudte under ihram.

Bøn ved tawaf

Når man når frem til Hajar al-Aswad for at udføre tawaf omkring Kabaen, *******Arabisk*********skal man læse følgende bøn:

*******Arabisk*********

O Allah! Med tro på Dig, med anerkendelse af Din Bogs sandhed og i følge Din Profets (fvmh.) sunnah begynder jeg denne istilām og tawāf.

Under tawāf skal denne duʿā fremsiges sagte:

*******Arabisk*********

Allah er ophøjet over alle mangler og fejl; al lovprisning tilkommer Ham. Der er ingen ilāh ud over Allah, og Allah er den Største. Der findes ingen magt, som kan lede til den rette vej, og ingen magt, som kan beskytte mod synd.

Når du når Rukn al-Yamānī, skal du fremsige den på strækningen mellem Rukn al-Yamānī og al-Hijr al-Aswad.

*******Arabisk*********

Du skal også fremsige følgende duʿā:

*******Arabisk*********

O Allah! Giv mig tilfredshed med det, Du har givet mig, og velsign mig deri. Og vær i alle usete forhold en vogter med godhed og velsignelse.

Det er også godt at fremsige følgende bøn sammen med den:

*******Arabisk*********

Der er ingen gud undtagen Allah. Han er Én og Ene, og Han har ingen partner. Herredømmet tilhører Ham alene, al lovprisning tilhører Ham, og Han har magt over alting.

Regler for tawaf

1. Efter at have fuldført hver tawaf, det vil sige hver omgang, er det wajib at bede to rakʿat. Det er makruh tahrimi at slå to tawaf sammen og ikke bede imellem dem.

2. Hvis nogen efter at have gået syv omgange går en ottende omgang, er det nødvendigt at gå yderligere seks omgange og udføre endnu en tawaf. Det skyldes, at en frivillig gudsdyrkelse bliver obligatorisk, når man først har påbegyndt den.

3. På de tidspunkter, hvor bøn er makruh, er tawaf ikke makruh.

4. Hvis tiden for en af de fem daglige bønner indtræffer under tawaf, eller hvis der kommer en begravelsesbøn, eller man får behov for at forny sin wudu, er det ikke nødvendigt at begynde tawaf forfra, når man vender tilbage efter dette. Man skal fortsætte fra det sted, hvor man holdt op, og fuldføre tawaf.

5. Hvis man under tawaf glemmer, hvor mange runder man har gået, skal man begynde forfra. Hvis en pålidelig person derimod minder en om det, skal man følge vedkommendes anvisning.

6. Det er makruh under tawaf at spise og drikke, købe og sælge, fremsige digte eller synge sagte og at tale uden nødvendighed.

7. Under tawaf er det masnun at være fri for najasat-e haqiqi.

8. I den tawaf, der udføres først ved både hajj og umrah, er det masnun at udføre ramal, og idtiba er også masnun. (Se terminologien for disse.)

Ramal

At gå hurtigt med vuggende skulderbevægelser, så styrke, værdighed og indflydelse kommer til udtryk, kaldes ramal.

Da Profeten (s) i det syvende hijri-år kom til Mekka for at udføre umrah sammen med et stort antal ædle sahaba (ra), begyndte nogle mennesker at sige til hinanden: »Hvad er der sket med dem? De er blevet meget svage og afkræftede. Medinas klima har ødelagt deres helbred. Medinas klima er i virkeligheden meget dårligt.«

Da Profeten (fred være med ham) hørte dette fra Mekkas indbyggere, befalede han, at man i tawafs første tre omgange skulle udføre ramal, det vil sige gå hurtigt og vise sin styrke. Allah den Ophøjede satte så stor pris på denne adfærd hos sine tjenere, at den blev regnet som en vedvarende sunnah.

Ramal er kun sunnah i den tawaf, der efterfølges af sa’i. Hvis nogen derfor ikke ønsker at udføre sa’i efter tawaf al-qudum, skal han ikke udføre ramal i denne tawaf. Men han skal udføre ramal i tawaf al-ziyarah, som efterfølges af sa’i. På samme måde skal den, der udfører hajj al-qiran, ikke udføre ramal i tawaf al-hajj, hvis han allerede har udført ramal i tawaf al-umrah. Hvis nogen glemmer at udføre ramal i de første tre omgange, skal han ikke udføre det senere. Det er makruh tanzihi at udføre ramal i alle syv omgange.

Idtiba’

Det består i at iføre sig et klæde eller lignende på en sådan måde, at den ene ende føres under højre arm i stedet for over højre skulder, så højre skulder holdes bar. På denne måde kan man også vise sin styrke.

De obligatoriske handlinger ved hajj

Der er ni wajib-handlinger ved hajj

1. At udføre sa’i, det vil sige at gå hurtigt mellem Safa og Marwa. (Dette forstås således ud fra Koranens udsagn. Ifølge Ahl al-Hadith er sa’i imidlertid fard. Deres bevis er følgende hadith:

*******Arabisk*********

Det vil sige, at Allah den Højeste ikke anser den persons hajj og umrah for fuldendt, som ikke udførte sa‘i mellem Safa og Marwa. (Muslim)

2. At opholde sig i Muzdalifah. Det vil sige at nå dertil på et hvilket som helst tidspunkt fra fajrs begyndelse til solopgang.

3. At udføre ramy. Det vil sige at kaste sten på jamarāt.

4. At udføre tawaf al-qudum. Det vil sige at udføre tawaf omkring Kaabaen som det første efter indrejsen i Mekka. Tawaf al-qudum er wajib for dem, der bor uden for miqat, og som kaldes afāqī.

5. At udføre afskedstawaf. Det vil sige at udføre tawaf ved den sidste afsked med Kaabaen. Dette er også kun wajib for afāqī.

6. At barbere hovedet eller klippe håret. Efter at hajjens arkan er fuldført, skal man barbere hovedet eller klippe håret. Den tiende dag i Dhu al-Hijjah, efter at have kastet sten på Jamrat al-Aqaba, er det wajib at barbere hovedet eller klippe håret.

7. At samle bønnerne. Det vil sige, at det er wajib at bede zuhr og asr samlet på Arafats slette samt maghrib og isha samlet i Muzdalifah.

9. At udføre ramy, barbere hovedet og bringe offeret i denne rækkefølge.

Sa’y

I ordbogen betyder ordet sa’y at gå omhyggeligt, at løbe og at anstrenge sig. I faglig betydning betegner sa’y den obligatoriske handling under hajj, hvor den, der besøger Haram, løber mellem de to bjerge Safa og Marwa. Safa ligger syd for Baytullah, og Marwa ligger mod nord. I dag er der kun svage spor tilbage af disse to bjerge, og der er bygget to asfalterede veje mellem dem. Den ene er til løbet fra Safa til Marwa, og den anden til at komme fra Marwa til Safa. Det vil sige to parallelle veje, den ene frem og den anden tilbage. Over disse to veje er der opført et stort tag, som dækker dem, så de, der udfører sa’y, ikke lider under solen.

Sa’yens væsen og visdom

Den Hellige Koran siger:

*******Arabisk*********

Safa og Marwa regnes med sikkerhed blandt Allahs tegn. …….. er flertalsformen af ordet. Det, der fastsættes som et tegn for at få en åndelig betydning eller et religiøst minde til at mærkes og huskes, kaldes ……… I virkeligheden er disse steder (Safa og Marwa) mindeværdige steder for tilbedelsen af Allah og islams praktiske ydre manifestation. Marwa er det sted, hvor Allahs nære ven, den ærede Ibrahim (a.s.), lagde sin eneste søn, den ærede Ismail (a.s.), på maven og gjorde sig klar til at føre kniven mod hans strube, så han kunne virkeliggøre den drøm, han havde set. Samtidig ofrede han det kæreste, han ejede i livet, for Allahs velbehag, og aflagde dermed et virkeligt vidnesbyrd om sin egen udtalelse, “*******Arabisk********* (Jeg har fuldstændig underkastet mig Rabb al-‘Alamin) .

Så snart Allah så dette enestående syn på islam eller underkastelse, kaldte Han på ham og sagde: Ibrahim! Du har givet din drøm virkelig form. Der er ingen tvivl om, at dette var en stor prøve.

*******Arabisk*********

Og Vi kaldte på ham: »O Ibrahim! Du har gjort din drøm til virkelighed. Sandelig, sådan belønner Vi de retskafne. Dette er i sandhed en klar prøve.«

Når den troende får øje på Safa og Marwa, kommer hele denne historie om offeret naturligt frem i hans sind. Samtidig træder også Ibrahim og Ismail, må Allahs fred være med dem, frem for hans indre blik.

For at fæstne denne sandhed i menneskets sind og minde om denne inspirerende historie har Allah, den Ophøjede, gjort sa’y til en del af manasik.

Allah siger:

*******Arabisk*********

Derfor er der ingen synd i, at den, der udfører Hajj og Umrah, foretager sa’y mellem dem. Og den, der frivilligt udfører en god handling, skal vide, at Allah kender den fuldt ud og belønner den.

I uvidenhedens tidsalder havde Mekkas afgudsdyrkere opført altre for deres afguder på disse to bjerge. På Safa stod Asafs afgud, og på Marwa stod Na’ilas afgud. Man gik i tawaf omkring dem. Derfor var muslimerne i tvivl om, hvorvidt de skulle udføre sa’y mellem disse to bjerge. Da sagde Allah, at der ikke var nogen synd i at udføre denne sa’y. Det skyldes, at sa’y regnes blandt Hajj’ens manasik (de foreskrevne ritualer). Blandt de manasik, som profeten Ibrahim, må Allahs fred være med ham, blev undervist i forbindelse med Hajj, var også befalingen om at udføre sa’y mellem Safa og Marwa. Derfor bør muslimerne uden nogen form for afsky eller modvilje, men med oprigtig iver, udføre sa’y mellem Safa og Marwa. Allah kender menneskets sindstilstand fuldt ud og ser med respekt på menneskers gode følelser, oprigtige hensigter og gode handlinger.

Regler vedrørende sa’y

1. Det er wajib at udføre sa’i efter tawaf omkring Kabaen. Sa’i er ikke tilladt før tawaf.

2. Det er ganske vist ikke wajib at være ren for hadath asghar og hadath akbar under udførelsen af sa’i, men det er masnun.

3. Sa’i skal udføres syv gange. Alle disse syv gange er wajib.

4. Det er masnun at begynde sa’i straks efter tawaf, men det er ikke wajib.

5. Det er wajib at begynde sa’i ved Safa.

6. Det er wajib at udføre sa’i til fods. Af særlige grunde må den udføres ridende.

7. Det er bedst kun at udføre sa’i én gang under hele hajj, enten efter tawaf al-qudum eller efter tawaf al-ziyarah. Det er bedre at udføre den efter tawaf al-ziyarah.

8. Det er masnun at bestige Safa og Marwa, vende ansigtet mod Baytullah, løfte begge hænder for at bede og fremsige en du’a.

9. Under udførelsen af sa’y er køb og salg makruh. Hvis det er nødvendigt, må man gerne tale.

Fremgangsmåden ved sa’y og bønnerne

Uanset om sa’y udføres efter tawaf al-qudum eller tawaf az-ziyarah, skal man efter tawaf bestige Safa-bjerget. Derefter skal man læse dette vers:*******Arabisk*********(Safa og Marwa hører til Allah Ta’alas tegn). Man skal bestige Safa så højt, at Baytullah kommer til syne. Derefter skal man vende ansigtet mod Baytullah, sige Allahu akbar tre gange og læse følgende bøn:

*******Arabisk*********

Der er ingen gud ud over Allah. Han er alene, og Han har ingen partner. Herredømmet tilhører Ham, og al lovprisning tilhører Ham. Han har fuld magt over alting. Der er ingen gud ud over Allah, og Han er alene. Han opfyldte sit løfte, hjalp Sin tjener og besejrer alene alle de vantros grupper. (Muslim)

Derefter bør man fremsige durood sharif og bede den bøn, man ønsker. Man bør bede for sig selv, sine slægtninge og sine nærmeste. Dette er et sted, hvor bønner bliver accepteret. Derfor bør man inderligt bede om velsignelse i denne verden og i det hinsidige. Derefter skal man igen læse følgende bøn:

*******Arabisk*********

Åh Allah! Du har sagt: Bed Mig om noget, så vil Jeg give dig det. Og Du bryder aldrig et løfte. Det, jeg beder Dig om, er dette: Ligesom Du har skænket mig evnen til at antage islam, må Du aldrig berøve mig denne velsignelse; lad mig dø på denne måde, så jeg må dø som muslim. (Muwatta)

Derefter skal man gå ned fra Safa og gå mod Marwa og fremsige denne dua:

*******Arabisk*********

O Herre! Tilgiv mig og forbarm dig over mig. Du er den Almægtige og den Store.

På vejen fra Safa mod Marwa findes der på venstre side to grønne markeringer. Det er sunnah at løbe mellem disse to markeringer. Dette gælder kun mænd. Kvinder skal gå i normalt tempo. Hvis de løber, vil det gå ud over deres blufærdighed.

Når man derefter er steget op på Marwa-bjerget, skal man fremsige de samme duaer, som blev fremsagt på Safa. Man bør være optaget af dhikr og tasbih i et godt stykke tid, for dette er et sted, hvor duaer bliver antaget.

Derefter skal man gå ned fra Marwa og igen gå mod Safa og fremsige de duaer, som blev fremsagt på vejen dertil. På samme måde skal man løbe mellem de to grønne markeringer. Således skal man gå frem og tilbage mellem Safa og Marwa syv gange.

Ramī

Ramīs ordrette betydning er at kaste og nå frem til målet. Som fagudtryk betegner ramī den handling, hvor pilgrimmene kaster sten på de tre søjler. Det er wajib at udføre ramī ved jamarāt. Jamarāt er flertalsformen af jimār eller jumrah. En sten kaldes jumrah. På vejen til Mina står der med visse mellemrum tre søjler på menneskehøjde. Da der kastes sten på dem, kaldes de også jamarāt. De tre kaldes Jamarat al-Ula, Jamarat al-Wusta og Jamarat al-Aqabah. Den, der ligger nærmest Makkah, kaldes Jamarat al-Aqabah. Den næste kaldes Jamarat al-Wusta, og den sidste, som ligger nærmest Masjid al-Khayf, kaldes Jamarat al-Ula.

Steningens dybere mening og visdom

Nogle dage før den hellige Profets (fvmh.) fødsel (ifølge de fleste skulle det have været halvtreds dage før) indledte Abraha, den kristne hersker over Abessinien, et angreb mod Mekka med det onde formål at ødelægge Baytullah. Han rykkede frem mod Mekka med en enorm hær, herunder en elefantstyrke, for at angribe byen. Han nåede helt frem til Mahār-dalen, som ligger meget tæt på Mekka. For at tilintetgøre hans onde hensigt sørgede Allah den Ophøjede for at sende flokke af fugle fra havets side. Hver af dem kom med en lille sten i næbbet og to små sten, én i hver fod, og de lod dem regne ned over hele hæren så voldsomt, at størstedelen blev til ruiner på selve stedet, mens resten faldt om og døde undervejs. Således tilintetgjorde Allah den Ophøjede Abrahās onde plan.

Steningen ved Jamarat bærer mindet om den ødelæggende stenregn. Når man ved Jamarat kaster sten, mens man siger Allahu akbar og erklærer Allahs storhed, er det i virkeligheden en advarsel til verden om denne sandhed og en erklæring af ens egen beslutning om, at den troendes eksistens i verden er til for at værne om Allahs religion.

Hvis en magt med onde hensigter kaster et skævt blik på religionen og forsøger at udrydde den, vil den blive tilintetgjort. Gennem steningen ved Jamarat erklæres denne beslutning.

Regler for stening

1. Stening er wajib. Ifølge Imam Malik er steningen ved Jamarat al-Aqaba fard. Hvis man undlader denne stening, bliver hajj ugyldig.

2. Det er masnun at stå på et lavt sted under steningen. Det er makruh at gøre det fra et højt sted.

3. Det er masnun at sige Allahu akbar, hver gang man kaster en sten.

4. Hvis stenen ikke rammer jamarat, dvs. hvis den rammer ved siden af målet, er der ingen skyld i det.

5. På den tiende Zulhijjah, dvs. den første dag, skal der kun kastes sten mod Jamarat al-Aqabah. Derefter skal der på den ellevte og tolvte dag kastes sten mod alle tre jamarat. Det er mustahabb at kaste sten på den trettende dag. I alt foretages stenkastningen syv gange. Der skal kastes syv sten hver gang, altså i alt niogfyrre sten.

6. Det er makruh at knuse én stor sten og gøre den til syv sten.

7. Det er makruh at kaste sten mere end syv gange.

8. Det er wajib at kaste syv sten i syv separate kast. Hvis nogen kaster syv sten på én gang, tæller det kun som ét kast.

9. Det er mustahabb at tage små sten med fra Muhassir-sletten, når man kommer fra Muzdalifah for at udføre ramy. Det er makruh at samle sten op i nærheden af jamarat.

Det skal bemærkes, at de stenstykker, som bliver liggende ved siden af jamarat, bliver accepteret af Allah. Dem, der bliver accepteret hos Ham, tager englene med sig. Derfor er det makruh at udføre ramy med de stenstykker, der ligger tilbage dér.

Hazrat Abu Sa’id al-Khudri spurgte Profeten (s): »Allahs Sendebud! Det synes, som om antallet af de sten, vi hvert år udfører ramy med, bliver mindre.« Han svarede: »Ja, de af dem, som Allah accepterer, bliver taget bort. Ellers ville I se, at stenstykkerne havde hobet sig op som bjerge.« (Daraqutni)

10. Det er makruh at udføre rami med sten, som man med sikkerhed mener er urene.

11. På den tiende dag bør man ophøre med talbiyya, så snart man begynder rami. I Sahih al-Bukhari står der, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) fortsatte med talbiyya, indtil han udførte rami ved Jamarat al-Aqaba.

12. På den tiende dhu al-hijja er det foreskrevne tidspunkt for rami fra solopgang til efter middagstid. Derefter er det tilladt indtil solnedgang, men efter solnedgang er det makruh. På de øvrige dage er det foreskrevne tidspunkt for rami fra efter middagstid til solnedgang.

13. Det er sunna at tilbringe en nat i Mina for at udføre rami.

14. Efter at have udført rami ved Jamarat al-Aqaba på den tiende dag er det sunna på de øvrige dage at udføre rami i følgende rækkefølge:

Først skal man udføre rami ved Jamarat al-Ula, som ligger nær al-Khayf-moskéen. Derefter ved Jamarat al-Wusta og til sidst ved Jamarat al-Aqaba.

15. Det er bedre at udføre rami ved Jamarat al-Ula og Jamarat al-Wusta til fods, og det er bedre at udføre rami ved Jamarat al-Aqaba fra ridedyret.

16. Efter at have udført rami ved Jamarat al-Ula og Jamarat al-Wusta er det sunna at stå så længe, som det tager at recitere Surat al-Fatiha, være optaget af at fremsige tahmid, tahlil, takbir, salawat og lignende samt løfte hænderne og bede.

17. Mellem Mina og Mekka lå der en slette, som blev kaldt Muhassab. Nu er der blevet bygget beboelse dér. I dag kaldes stedet Mu’ahada. Under Afskedshajj opholdt den hellige Profet (fvmh.) sig her. Hadhrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fvmh.) bad middagsbønnen, eftermiddagsbønnen, solnedgangsbønnen og aftenbønnen her. Derefter hvilede han sig et stykke tid. Så drog han videre herfra, nåede Baytullah og udførte tawaf. (Bukhari)

Det er dog hverken sunnah, wajib eller obligatorisk at opholde sig her. Der er ingen skyld i at undlade det.

18. Ramy kan udføres med alle de materialer, som det er tilladt at udføre tayammum med, såsom mursten, sten, brændt ler, stenstykker, jord, småsten og lignende. Det er ikke tilladt at udføre ramy med træ eller genstande af metal.

Fremgangsmåden ved ramy og duʿa

Før det første kast ved Jamarat al-Aqabah bør man ophøre med talbiyah og begynde ramy. Den foreskrevne fremgangsmåde ved ramy er, at man står på et lavt sted og først fremsiger denne duʿa:

*******Arabisk*********

Jeg begynder i Allahs navn. Allah er den største. Dette gør jeg for at tilintetgøre Satans onde planer og opnå Allahs tilfredshed. O Allah, gør denne hajj til en hajj mabrur. Tilgiv synderne, og acceptér denne stræben.

Derefter tager man hvert stenstykke mellem fingrene og kaster det, mens man siger Allahu akbar for hvert kast, idet man sigter mod jamarat. Ved Jamarat al-Aqabah er det makruh at kaste sten fra bjergets top, at kaste med store mursten eller sten eller at kaste med stenstykker, der ligger i nærheden af jamarat.

Regler om barbering af hovedet eller klipning af håret

At barbere hovedet eller klippe håret er en obligatorisk del af hajjens ritualer. Allah siger:

*******Arabisk*********

I vil, om Allah vil, træde ind i al-Masjid al-Haram i sikkerhed, med barberede hoveder eller kortklippet hår. Og I vil ikke have nogen form for frygt. (Sura al-Fath: 27)

At barbere hovedet eller klippe håret er i virkeligheden en fastlagt sharia-metode til at træde ud af ihram-tilstanden og blive halal. Da Shah Waliullah (må Allah forbarme sig over ham) udtalte sig om betydningen af dette, sagde han: Betydningen af at barbere hovedet er, at det er en særlig fastlagt metode til at træde ud af ihram-tilstanden. Hvis der var blevet fastlagt en metode, som var i strid med værdigheden, ville enhver have afsluttet sin ihram efter eget ønske og indført sin egen særskilte metode. (Hujjatullah al-Baligha)

1. På offerdagen, den 10. Dhu al-Hijjah, er det wājib at barbere hovedet eller klippe håret efter at have udført ramy ved Jamrat al-Aqabah.

2. For mænd er både barbering af hovedet og klipning af håret tilladt. Men belønningen for at barbere hovedet er større, fordi Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bad to gange om tilgivelse for dem, der barberer hovedet, og én gang om tilgivelse for dem, der klipper håret. (Abu Dawud, Jami al-Fawa’id)

3. Kvinder bør klippe noget af håret. Det er ikke tilladt for dem at barbere hovedet. Ali (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød kvinder at barbere hovedet.

4. For mænd er det tilladt at klippe en fingerleds længde af håret på hele hovedet, og det er også tilladt at klippe noget af håret på en fjerdedel af hovedet. For kvinder er det tilstrækkeligt at klippe en smule af hårets spidser.

5. Hvis en person slet ikke har fået hår på hovedet, eller hvis han er skaldet, er det tilstrækkeligt blot at føre en barberkniv hen over hovedet.

6. Hvis nogen fjerner håret med et hårfjerningsmiddel, er det også tilladt.

7. Efter barbering af hovedet eller klipning af håret ophører ihram-tilstanden, og derefter bliver de handlinger tilladte for ham, som var forbudte under ihram. Samleje med hustruen er dog stadig ikke tilladt, før tawaf al-ziyarah er fuldført.

Beskrivelsen af offeret

Offerets historie er lige så gammel som religionens eller menneskehedens historie. I forskellige tidsaldre har menneskene anvendt forskellige former og metoder til at udtrykke dyb ærbødighed, at give liv, underkastelse, kærlighed og hengivenhed, ydmyghed og beskedenhed, opofrelse og offer, tilbedelse og lydighed. Allahs lov har, under hensyntagen til menneskets psykologi og følelser, fastlagt disse former og metoder for mennesket sammen med deres særlige moralske reformer og forbedringer. Mennesker har endda ofret liv foran deres egne opdigtede guder og gudinder. Dette er offerets højeste ydre udtryk. Også dette livsoffer har Allah bestemt til sig selv. Han har erklæret, at denne form for livsoffer er forbudt for enhver anden end Ham.

Det første offer i menneskehedens historie

Det første offer i menneskehedens historie var offeret bragt af profeten Adams (fred være med ham) to sønner, Habil og Qabil. Det er omtalt i Koranen.

*******Arabisk*********

Og fortæl dem sandfærdigt historien om Adams to sønner. Da de begge bragte et offer, blev den enes offer accepteret, mens den andens ikke blev accepteret. (Sura al-Ma’ida: 27)

Den ene, hvis navn var Habil, frembar oprigtigt og helhjertet en særdeles smuk vædder som offer for at opnå Allahs tilfredshed.

Den anden hed Qabil. Han frembar uopmærksomt en mængde korn, der var uegnet som føde, som offer. En ildflamme kom ned fra himlen og fortærede Habils offer. Dette blev betragtet som et tegn på, at det var blevet accepteret. Qabils korn blev derimod ikke berørt af ilden overhovedet. Det var et tegn på, at det ikke var blevet accepteret.

Offer i alle guddommelige sharīʿaer

Blandt alle de sharīʿaer, som Allah den Ophøjede har åbenbaret, fandtes der også en befaling om offer. Det var en ufravigelig del af enhver nations tilbedelse.

*******Arabisk*********

For hvert folk har Vi fastlagt en offermåde, så de kan nævne Allahs navn over de dyr, som Han har skænket dem. (Sura al-Hajj: 34)

Det vil sige, at qurbani fandtes blandt tilbedelsesformerne i enhver sharia. På forskellige tider og i forskellige lande og nationer har reglerne, fremgangsmåderne og detaljerne vedrørende qurbani naturligvis været forskellige i profeternes shariaer, alt efter forholdene. Men grundlæggende er det fælles for alle de himmelske shariaer, at dyreofringen udelukkende skal foretages for Allah og kun i Hans navn.

*******Arabisk*********

Nævn derfor kun Allahs navn over disse dyr.

Det er blevet sagt med entydige ord, at kun Allahs navn skal nævnes over dyret. Det vil sige, at hvis det skal slagtes, skal det slagtes i Allahs navn, og slagt det i Hans navn for at opnå Hans velbehag. For Han har skænket jer disse dyr. Han har underlagt dem jer og lagt forskellige goder for jer i dem.

Qurbani – et storslået minde

Den qurbani, som muslimer i dag foretager overalt i verden, og det storslåede syn af hengivelse, der fremkommer som følge heraf, er i virkeligheden fidyaen for Hazrat Ismail (a.s.). Ved at fremstille denne storslåede offerhandling i Koranen er den blevet betegnet som islam, iman og ihsan.

Qurbani er i virkeligheden det konkrete udtryk for en sådan beslutning, fast overbevisning, underkastelse og villighed til at give sit liv, at alt, hvad mennesket ejer, tilhører Allah og bør ofres på Hans vej. Det er også et tegn på denne sandhed: Når Allah giver tegn dertil, tøver Hans tjener ikke engang med at udgyde sit blod. Denne ed, underkastelse og opofrelse af livet kaldes netop

iman, islam og ihsan.

*******Arabisk*********

Da han (Isma’il) nåede den alder, hvor han kunne gå omkring sammen med ham, sagde Ibrahim en dag til ham: »Min kære søn! Jeg har i en drøm set, at jeg slagtede dig. Hvad mener du om det?« Sønnen sagde (uden tøven): »Far! Udfør straks det, du er blevet befalet. Om Allah vil, vil du finde mig standhaftig.« Da faderen og sønnen til sidst begge havde overgivet sig til Allah, og Ibrahim havde lagt sin søn ned med ansigtet mod jorden (for at slagte ham), råbte Vi til ham og sagde: »Ibrahim, du har gjort drømmen til virkelighed. Således belønner Vi de gode. Dette var i sandhed en klar prøve ved ild. Og Vi befriede ham (Isma’il) ved at give et stort qurbani-offer som løsepenge. Og Vi lod denne sunnah fra Ibrahim blive bevaret som et minde blandt de kommende ummah’er. Fred være med Ibrahim! Således belønner Vi dem, der gør godt. Han er visselig blandt Vore troende tjenere.« (Sura as-Saffat 102-111)

Det vil sige, at så længe verden består, vil dette store minde om qurbani-offeret forblive levende blandt den muslimske ummah som løsepenge for Hazrat Isma’il (a.s.). Allah skånede Hazrat Isma’ils (a.s.) liv gennem denne løsepenge, for at Hans hengivne tjenere indtil Dommedag på netop denne dag skulle kunne bringe qurbani-offer over hele verden. På denne måde skulle de kunne holde mindet om denne store begivenhed, om lydighed og om at give sit liv, levende. Denne uforanderlige sunnah med qurbani-offeret blev indført af Hazrat Ibrahim (a.s.) og Hazrat Isma’il (a.s.), og den vil indtil Dommedag blive videreført af de troende, der giver deres liv, blandt Hazrat Profeten Muhammads (s.a.w.) ummah.

Befalingen til Profeten (s.a.w.).

Profeten (s.a.w.) blev befalet at holde inspirationen og bevidstheden om qurbani-offeret og om at give sit liv levende gennem hele livet.

*******Arabisk*********

Sig: »O Muhammad (s.a.w.), min bøn, mit qurbani-offer, mit liv og min død tilhører alt sammen Allah, alverdens Herre. Han har ingen partner. Dette er jeg blevet befalet, og jeg er den første blandt alle til at underkaste mig Ham og adlyde Ham.« (Sura al-An’am 162-163)

Betydningen af en urokkelig tro på Allah og en fast overbevisning om Hans tawhid er, at alle menneskets bestræbelser skal være viet til Hans tilfredshed. Og ved at ofre alt dette på Hans vej skal han fremlægge bevis på sin tro, sin islam, sin lydighed og på, at han er rede til at give sit liv.

Det egentlige sted for qurbani er dér, hvor hundredtusinder af pilgrimme hvert år fremfører deres respektive ofre. I virkeligheden er dette en af hajjens handlinger. Men den nådige Allah har ikke berøvet dem, der bor langt fra Mekka og ikke deltager i hajj, denne store fortjeneste. Buddet om qurbani gælder ikke kun dem, der udfører hajj ved Baytullah; det er derimod en almen befaling. Det gælder enhver velhavende muslim. Dette er også bevist gennem hadith. Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) siger: Profeten (s) boede ti år i Medina og foretog qurbani hvert år. (Tirmidhi, Mishkat)

Profeten (s) sagde: Den, der ikke foretager qurbani trods at have evnen til det, bør ikke nærme sig vores eidgah. (Jami‘ al-Fawa’id)

Hazrat Anas (ra) fortæller, at Profeten (s) på dagen for Eid al-Adha sagde: Den, der har foretaget qurbani før eid-bønnen, skal gøre det igen. Den, der har gjort det efter bønnen, har fuldført sin qurbani og fulgt muslimernes rette praksis.

Det er rigtigt, at der på dagen for Eid al-Adha i Mekka ikke afholdes nogen bøn, således at det ville være i strid med muslimernes sunnah at foretage qurbani før den. Dette er Medinas praksis, og det er netop denne praksis og dens bevidnelse, som Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) fremlagde. Han siger desuden, at Profeten (s) plejede at foretage qurbani netop ved eidgah.

Qurbanis åndelige side

Koranen henviser til tre vigtige formål med qurbani. Sandheden er, at qurbani i virkeligheden kun er den qurbani, der udføres med en følelse af disse formål.

1. Offerdyret er et tegn på tilbedelsen af Allah

*******Arabisk*********

Og offerkamelerne har Vi gjort til et af Allahs tegn for dig. (Sura al-Hajj: 36)

……. er flertalsformen af ………… . …….. (sharia) betegner det særlige tegn, der henleder opmærksomheden på en åndelig og meningsfuld sandhed og bliver en anledning til og et symbol på at mindes den. Qurbani-dyret er det følbare symbol på denne åndelige sandhed. Den, der bringer qurbani, udtrykker i virkeligheden den følelse, at offerdyrets blod træder i stedet for hans eget blod. Han udtrykker også den følelse, at hans liv ligeledes vil blive ofret på Allahs vej, sådan som han har ofret dette dyr.

2. Qurbani er et praktisk udtryk for taknemmelighed over Allah den Almægtiges velsignelser.।

*******Arabisk*********

Således har Vi underlagt jer disse dyr, for at I kan være taknemmelige. (Sura al-Hajj: 36)

Allah den Almægtige har vist menneskene en stor gunst ved at underlægge dem dyrene. Mennesket får stor nytte af dem. Det drikker deres mælk og spiser deres kød. Af deres knogler, skind, uld og lignende fremstiller det forskellige ting. Det benytter deres hjælp i landbruget. Det transporterer byrder på deres rygge og bruger dem også som ridedyr. Gennem dem viser det også sin egen indflydelse og anseelse. Koranen henviser til disse nyttige egenskaber og nævner, at de er blevet underlagt menneskene, for at vække en tilskyndelse til at prise Allah og vise taknemmelighed. Samtidig ønsker den at skabe den tanke, at offeret bør bringes i den store Allahs navn, som har skænket denne store velsignelse. Qurbani er et praktisk udtryk for taknemmelighed over Allahs store velsignelse.

3. Qurbani er et ydre udtryk for Allahs storhed og fortræffelighed

*******Arabisk*********

Således har Allah underlagt dyrene jer, for at I i overensstemmelse med den vejledning, Han har givet jer, kan lovprise Hans storhed. (Sura al-Hajj: 37)

Det vil sige, at slagtningen af dyret i Allahs navn i virkeligheden er en erklæring om, at den Allah, som har skænket alle disse velsignelser, og som har underlagt dem jer, er deres sande ejer. Ofringen er et udtryk for taknemmelighed over for denne sande ejer og også et konkret udtryk for, at den troende nærer tro på Allahs storhed og ophøjethed i sit hjerte.

Ved at føre kniven over dyrets strube giver han et konkret udtryk for og en erklæring om den ovennævnte sandhed, og ved at sige »Bismillāh, Allāhu akbar« med sin mund bekræfter han denne sandhed.

Offerets livskraft

I den førislamiske tid bragte folk efter ofringen kødet hen og lagde det foran Guds Hus. De smurte dets blod på Guds Hus’ vægge. Koranen sagde: Allah har ingen som helst brug for dette kød og blod fra jer. Det, der når Ham, er den følelse af hengivelse ved ofringen, som opstår i jer, eller bør opstå i jer, på tidspunktet for slagtningen. Ofringen består ikke i kød og blod. Ofring er derimod navnet på denne sandhed: at alt, hvad vi ejer, er for Allah og skal ofres på Hans vej.

Den, der foretager ofringen, fører ikke kun kniven over dyrets strube. Han fører den også over alle sine onde tilbøjeligheder og udrydder dem. En ofring, der foretages uden denne følelse, er ikke sunnah fra Hazrat Ibrahim og Hazrat Ismail (fred være med dem), men blot en national skik. Der er ganske vist en overflod af kød ved den, men den mangler den taqwa, som er offerets livskraft.

*******Arabisk*********

Blodet og kødet fra disse dyr når på ingen måde Allah; derimod når jeres taqwa fra jer Ham.

Et offer, der ikke udspringer af følelsen og hengivenheden til taqwa, har ingen værdi i Allahs øjne. Hos Allah accepteres kun den handling, som er motiveret af taqwa.

*******Arabisk*********

Allah accepterer kun de gudfrygtiges handlinger.

Den åndelige side af kamelofret

Og offerkamelerne har Vi gjort til et af Allahs ritualer for jer. I dem er der kun godt og atter godt for jer. Stil dem derfor op på række, og nævn Allahs navn over dem. Når de derefter falder om, og deres sider berører jorden, så spis selv af dem og giv dem at spise, både dem, der ikke beder om det, og dem, der gør. (Sura al-Hajj: 36)

Måden, hvorpå kameler ofres, er, at de stilles op på række, hvorefter de rammes i struben med et skarpt våben, så blodet strømmer ud af dem. Når blodet er løbet ud, falder de til jorden. Indprent én gang dette offerbillede i jeres sind, og tænk over, hvad dette dyreoffer betyder. Det betyder, at også vores liv på samme måde er rede til at blive ofret på Allahs vej. I virkeligheden træder dette offer i stedet for ofringen af vores kære. Tænk derfor over kamelofret i denne betydning. Se for jer, hvordan den bliver såret, hvordan blodet strømmer, hvordan den falder til jorden, og hvordan den giver sit liv på Allahs vej; det skal være, som om Allahs soldater står på række på jihadens slagmark. Fjendens pile eller kugler trænger ind i deres struber, hvorefter blodets springvand bryder frem. Derefter vidner den blodrøde jord om deres selvopofrelse, og de falder én efter én til jorden og overgiver deres liv til Allah.

Offerets fremgangsmåde og bøn

Dyret skal lægges ned til slagtning på en sådan måde, at det vender mod qibla, og kniven skal være meget skarp. Så vidt muligt bør man selv slagte offerdyret. Hvis man af en eller anden grund ikke selv kan slagte det, skal man stå i nærheden af det.

Først skal denne bøn læses ved slagtningen—

*******Arabisk*********

Jeg vender mit ansigt bort fra alle retninger og retter mig oprigtigt mod Allah, som har skabt himlene og jorden, idet jeg følger Ibrahims vej, og jeg er på ingen måde blandt afgudsdyrkerne. Min bøn, mit offer, mit liv og min død er for Allah, alle verdeners Herre. Han har ingen partner. Dette er, hvad jeg er blevet befalet, og jeg er en af dem, der underkaster sig. O Allah! Dette frembæres alene for Din skyld, og det er fra Dig. (Mishkat)

Derefter skal dyret slagtes, mens man siger: Bismillahi Allahu Akbar. Efter slagtningen skal denne bøn læses—

*******Arabisk*********

O Allah! Acceptér dette offer fra mig, ligesom Du accepterede offeret fra Din elskede Habib Muhammad (s) og Din Khalil Ibrahim (a.s.).

I begyndelsen af bønnen står ordet ………… . Hvis det er ens eget offer, skal man sige …… . Hvis det er på vegne af en anden eller flere personer, skal man sige deres navne.

Qurbaniets fortrin og stærke tilskyndelse

Profeten (s) nævnte qurbanis fortrin og talrige belønninger og sagde:

1. På nahar-dagen, det vil sige den 10. dag i måneden Dhul-Hijjah, findes der intet bedre hos Allah end at lade qurbanidyrets blod flyde. På opstandelsens dag vil qurbanidyret komme med sine horn, sin uld og sine hove. Qurbanidyrets offer bliver accepteret, før blodet når at falde på jorden. Slagt derfor qurbani med oprigtig iver og et tilfreds hjerte. (Tirmidhi, Ibn Majah)

2. Sahabaerne (ra) spurgte Profeten (s): »Allahs Sendebud! Hvad er denne qurbani?« Profeten sagde: »Det er sunnah fra jeres fader Ibrahim (a).« Sahabaerne spurgte: »Allahs Sendebud! Hvilken belønning får vi for den?« Profeten (s) sagde: »For hvert af dens hår vil der blive givet én belønning.« (Tirmidhi, Ibn Majah)

3. Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (ra) beretter, at Profeten (s) sagde til Hazrat Fatima al-Zahra (ra): »Fatima! Kom og stå ved siden af dit qurbanidyr, for for hver bloddråbe, der falder på jorden fra det, vil Allah tilgive dine tidligere synder.« Hazrat Fatima (ra) spurgte: »Gælder dette glædelige budskab kun for ahl al-bayt eller for hele ummah?« Profeten (s) sagde: »Det gælder både vores ahl al-bayt og hele ummah.« (Jam’ al-Fawa’id)

4. Hazrat Ibn Buraydah (ra) beretter på sin fars vegne, at Profeten (s) på Eid al-Fitr ikke gik til bønnen uden først at have spist noget. Men på Eid al-Adha spiste han ikke noget før Eid al-Adha-bønnen. (Tirmidhi, Ahmad)

Derefter vendte han tilbage fra bønnen og spiste qurbanidyrets lever.

Qurbanis regler og spørgsmål

Sunnah-handlinger for den, der bringer qurbani

Den, der har til hensigt at udføre korban, bør efter synet af månen i måneden Zulhijja ikke klippe hår fra nogen del af kroppen, barbere hovedet eller klippe neglene. Efter at have udført korban kan han klippe hår, negle osv. Denne praksis er masnun, ikke wajib. For den, der ikke har råd til at udføre korban, er det også godt, at han på korbandagen i stedet for korban klipper sit hår, klipper neglene og fjerner hårene under navlen. Denne handling vil træde i stedet for hans korban.

Hazrat Umm Salama (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: Den, der skal udføre korban, bør efter at have set månen ikke klippe sit hår eller sine negle, før han har udført korban. (Muslim, Jami ul-Fawaid)

Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: Jeg er blevet befalet at fejre Eid på Eid ul-Adha-dagen (den tiende dag i Zulhijja). Allah den Ophøjede har fastsat denne dag som Eid for ummaen. En person spurgte: O Allahs Sendebud! Fortæl mig, en person har givet mig en ged for at få mælk fra den. Skal jeg nu udføre korban med denne ged? Profeten (s) sagde: Nej, du skal ikke udføre korban med den. Men på korbandagen skal du klippe dit hår, klippe dine negle, trimme dit overskæg og fjerne hårene under navlen. Så vil dette hos Allah udgøre hele din korban. (Jami ul-Fawaid, Abu Dawud, Nasa’i)

Korban-dyret og dets regler

1. Korban-dyrene er følgende:

Kamel, dumba, får, ged, ko og bøffel. Det er ikke tilladt at udføre korban med andre dyr end disse.

2. En dumba, ged eller får kan kun være for én person. Flere personer kan ikke være medejere af den.

3. En ko, bøffel eller kamel kan have syv deltagere, men ikke flere. Det er dog underlagt to betingelser:

Den første betingelse er, at alle deltagere skal have til hensigt at udføre qurbani eller aqiqah. Hensigten må ikke blot være at spise kødet.

Den anden betingelse er, at hver persons andel skal være præcis en syvendedel. Ingen kan være deltager med mindre end dette.

Hvis blot én af disse to betingelser ikke opfyldes, vil qurbani ikke være gyldig.

4. Der kan være færre end syv deltagere i en kamel, ko eller bøffel; for eksempel kan to, fire eller et andet antal personer tage del. Også her er det dog nødvendigt, at ingen deltager med mindre end en syvendedel. Ellers vil ingen af deltagernes qurbani være gyldig.

5. Hvis en person køber en ko med den hensigt at udføre qurbani sammen med andre deltagere, er det gyldigt. Hvis han på købstidspunktet havde til hensigt at købe hele koen til sig selv, men senere beslutter at lade andre deltage, er det også tilladt. Det er dog bedst, at han i denne situation, i overensstemmelse med sin oprindelige hensigt, udfører qurbani med hele dyret for egen regning. Hvis han ønsker at lade nogen deltage, skal han lade en velhavende person deltage, for hvem qurbani er wajib. Hvis en person, for hvem qurbani ikke er wajib, får lov til at deltage, vil det ikke være gyldigt.

6. Ved qurbani af en ko eller bøffel må ingen på egen hånd fastsætte en eller flere ekstra personers andele uden at indhente deltagernes tilladelse; ellers vil denne qurbani ikke være tilladt. Andelene skal fastsættes med tilladelse fra dem, hvis andele skal medtages. Det er ikke tilladt først at udføre qurbani efter blot at have besluttet i sit eget sind, hvem der skulle deltage, og derefter indhente deltagernes tilladelse.

7. Qurbani af en vædder, ged eller et får er gyldig, når dyret er fyldt ét år. Er det under ét år, kan qurbani ikke udføres. En ko eller bøffel skal være fyldt to år. Er den under to år, kan qurbani ikke udføres. En kamel skal være fyldt fem år for qurbani. Er den yngre, er det ikke tilladt.

8. Hvis et dyr ikke har fået horn fra fødslen, eller hvis en del af hornet er knækket efter at være vokset ud, er det tilladt at udføre qurbani med det. Men hvis hornet er knækket helt ved roden, er qurbani med det ikke tilladt.

9. Det er heller ikke tilladt at foretage qurbani med et blindt eller enøjet dyr. Det er heller ikke tilladt at foretage qurbani med et halt dyr, der går på tre ben. Hvis det sætter det fjerde ben i jorden, men halter, er qurbanien gyldig.

10. Hvis mere end en tredjedel af et dyrs øre eller hale er skåret af, er qurbanien ikke gyldig.

11. Selvom det er tilladt at foretage qurbani med et svagt og udmagret dyr, er det bedre at foretage qurbani med et velnæret og smukt dyr. Hvis dyret er så svagt og udmagret, at dets knogler er helt uden marv, er qurbanien ikke gyldig.

Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (ra) fortæller, at Profeten (s) foretog qurbani med en velnæret, hornet vædder, hvis øjenomgivelser, ansigt og ben var sorte. (Abu Dawud)

12. Det er gyldigt at foretage qurbani med et dyr, der er født uden ører, eller hvis ører er meget små.

13. Det er ikke gyldigt at foretage qurbani med et dyr, der slet ingen tænder har. Men hvis nogle af tænderne er faldet ud, og størstedelen af tænderne stadig er der, er det tilladt.

14. Det er tilladt at foretage qurbani med en kastreret vædder eller gedebuk. Profeten (s) foretog selv qurbani med en kastreret vædder.

15. En velhavende person, for hvem qurbani er wajib, købte et dyr til qurbani. Efter købet blev der fundet en fejl ved dyret, som gjorde qurbani med det ugyldig. Han skal da købe et andet dyr og foretage qurbani med det. Hvis en fattig person kommer i en sådan situation—en person, for hvem qurbani ikke var wajib—er det tilladt for ham at foretage qurbani med det fejlbehæftede dyr.

16. Selv hvis en ko eller ged er drægtig, er det tilladt at ofre den. Hvis ungen er levende, bør den også slagtes.

Bestemmelserne om qurbani

1. Det er obligatorisk at udføre qurbani. Hazrat Abū Huraira (ra.) fortæller, at Profeten (s.a.w.) sagde: »Den, der ikke udfører qurbani, selv om han har råd til det, bør ikke komme til vores eid-bønneplads.«

En person spurgte Hazrat Abdullah ibn Umar (ra.): »Er qurbani obligatorisk?« Han svarede: »Profeten (s.a.w.) og muslimerne har udført qurbani.« Da personen stillede spørgsmålet igen, sagde Hazrat Abdullah som svar: »Forstår du ikke, at Profeten (s.a.w.) og muslimerne har udført qurbani?«

2. Qurbani er obligatorisk for en qārin og en mutamattiʿ. Det er dog ikke obligatorisk for en mufrid. Hvis han udfører det af egen fri vilje, vil han få belønning for det.

3. For almindelige muslimer, bortset fra pilgrimme, er der to betingelser for, at qurbani bliver obligatorisk. Den første betingelse er, at man skal være velstående. At være velstående betyder, at man skal have så meget formue, at man ud over de grundlæggende behov har så mange aktiver, at de ved opgørelse svarer til nisab.

Det vil sige, at qurbani er obligatorisk for den, som det er obligatorisk for at betale zakāt al-fiṭr.

Den anden betingelse er, at man skal være bosat. Qurbani er ikke obligatorisk for den rejsende.

4. Qurbani er kun wajib for ens egen skyld – ikke for hustruens eller barnets skyld.

5. Det var ifølge sharia ikke wajib for en person at udføre qurbani. Men hvis han køber et dyr med hensigt om at udføre qurbani, bliver det wajib for ham at udføre qurbani med dette dyr.

6. Qurbani var wajib for en person, men af en eller anden grund kunne han ikke udføre den, da de tre qurbani-dage var gået. Hvis han havde købt en ged med dette formål, skal han give den levende ged som almisse. Hvis han ikke havde købt en, skal han give værdien af en ged som almisse.

7. En person aflagde et løfte og sagde: »Hvis den og den af mine opgaver bliver fuldført, vil jeg udføre qurbani.« Ved Allahs nåde blev hans opgave fuldført. Nu bliver qurbani wajib for ham, uanset om han er velhavende eller fattig. Reglen for qurbani, der udføres som opfyldelse af et løfte, er, at alt kødet skal fordeles blandt fattige og trængende; hverken den, der udfører qurbani, eller nogen velhavende må spise af det.

Qurbani-dagene og -tidspunktet

1. Tiden for qurbani er fra Eid al-Adha, det vil sige den 10. Dhu al-Hijjah, indtil før solnedgang den 12. Dhu al-Hijjah. Det er tilladt at udføre qurbani på hvilken som helst af disse tre dage, når det passer bedst. Den bedste dag at udføre qurbani på er dog Eid al-Adha-dagen, derefter den 11. og så den 12.

2. For indbyggerne i byer og havnebyer er det ikke tilladt at udføre qurbani før Eid-bønnen. De skal udføre qurbani efter bønnen. Folk på landet kan dog udføre qurbani efter fajr-bønnen. (Det skyldes muligvis, at det kan tage meget lang tid at vende tilbage fra Eid-pladsen, hvis den ligger langt borte, ja, det kan endda blive hen på eftermiddagen.)

3. Hvis byboere får deres qurbani udført på landet, kan deres qurbani også udføres på landet efter fajr-bønnen. Selv hvis kødet ankommer før Eid-bønnen, vil qurbani stadig være tilladt.

4. Det er tilladt at foretage qurbani på et hvilket som helst tidspunkt, dag eller nat, i qurbanidagene, det vil sige fra den 10. dag og indtil solnedgang på den 12. dag.

Det er dog bedre ikke at foretage qurbani om natten, for det kan være, at en blodåre ikke bliver skåret ordentligt over, så qurbanien ikke bliver gyldig.

5. De to betingelser for, at qurbani bliver wajib, er at være muqim og velstående. Hvis en person er på rejse, men når hjem inden solnedgang på den 12. dag, og han er velstående, bliver qurbani wajib for ham. Hvis han er muqim og fattig, men Allah gør ham velstående inden solnedgang på den 12. dag, bliver qurbani også wajib for ham.

Forskellige masail om qurbani

1. Det er ikke nødvendigt at fremsige niyyah eller en dua højt, når man foretager qurbani. Det er tilstrækkeligt med hensigten og beslutningen i hjertet, for at qurbanien er gyldig. Det er dog godt at fremsige en dua højt.

2. Det er bedst selv at slagte sit qurbani-dyr. Hvis man af en eller anden grund ikke selv kan slagte det, bør man være til stede hos dyret. Profeten (fred være med ham) sagde for eksempel til Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende): »Fatima, kom og stå ved siden af dit qurbani-dyr, for til gengæld for hver eneste dråbe af dets blod bliver dine tidligere synder tilgivet.« Fatima sagde: »Ya Rasulullah! Gælder dette kun for vores Ahl al-Bayt eller for alle almindelige muslimer?« Profeten (fred være med ham) sagde: »Det gælder både for os og for alle muslimer.« (Jami‘ al-Fawaid)

3. Hvis flere personer deltager i en qurbani af en ko, en bøffel eller lignende, må kødet ikke deles efter et skøn. I stedet skal hver enkelt del, såsom hoved, nyrer og lever, deles i syv helt lige store portioner. Derefter skal enhver have den portion, der svarer til hans andel.

4. Man kan selv spise qurbanikødet og også dele det ud blandt slægtninge og venner. Det er godt at dele en tredjedel ud blandt fattige og trængende og beholde resten til sig selv samt dele det med slægtninge og venner. Det er dog ikke obligatorisk at dele en tredjedel ud blandt de fattige. Der er intet galt i at dele mindre end dette blandt fattige og nødlidende.

5. Hvis flere personer er medejere af en ko, en bøffel eller en kamel, er det tilladt, at de i stedet for at dele kødet mellem sig fordeler det hele blandt de fattige eller tilbereder det og bespiser dem med det.

6. Det er også tilladt at give Qurbani-kød til en ikke-muslim. Det er dog ikke tilladt at give det som betaling for arbejde.

7. Qurbani-skinnet kan gives til en trængende, eller det kan sælges, og salgsbeløbet kan gives som almisse. Dette beløb bør gives til dem, som man må give zakat.

8. Qurbani-skinnet må også bruges til egne formål, for eksempel til at fremstille en bedemåtte.

9. Det er ikke rigtigt at give slagteren kød, skind, reb eller lignende som betaling for at partere kødet. Arbejdsbetalingen skal gives separat. Reb, skind og lignende skal gives som almisse.

10. Den, som er pålagt Qurbani som wajib, skal naturligvis udføre den. Hvis den ikke er wajib for en person, bør vedkommende også udføre den, så længe det ikke volder store vanskeligheder. Det er dog ikke rigtigt at låne penge for at udføre Qurbani.

Qurbani på vegne af afdøde

Den, som Allah har velsignet med rigdom og ejendom, bør ikke nøjes med kun at udføre sin obligatoriske Qurbani. For at opnå den uudtømmelige belønning for Qurbani er det tværtimod godt også at udføre Qurbani på vegne af sine ældre, såsom afdøde forældre, bedsteforældre og andre slægtninge. Det er endda en stor lykke for den troende at udføre Qurbani på vegne af sådanne lærde og åndelige vejledere, gennem hvem det blev muligt at opnå vejledningens og troens rigdom. På samme måde er det en umådelig lykke at udføre Qurbani på vegne af azwāj al-muṭahharāt, det vil sige de åndelige mødre.

Redegørelse for hady

Ordet hady betyder sprogligt en gave eller offergave; i shariaens terminologi betegner hady det dyr, som den, der besøger Haram-området, tager med sig for at ofre, eller sender dertil på anden måde.

1. Hady er af tre slags: kamel, kvæg og ged. Kamelen er den bedste hady, og geden den ringeste. Får, væddere og lignende hører til samme kategori som geder, mens bøfler og lignende hører til samme kategori som kvæg.

2. Hvad angår hady-dyrets alder, helbred og lignende, gælder de samme regler og betingelser som for offerdyret ved qurbani.

3. Hvis hady er frivillig, såsom når en ifrad-pilgrim frivilligt bringer et nafl-offer, må den, der har bragt hady, selv spise af offerkødet. Ligeledes må en pilgrim, der udfører qiran eller tamattuʿ, spise af sit eget offerkød, ligesom det er tilladt at spise kød fra et almindeligt qurbani-offer. Det skyldes, at hady ved qiran og tamattuʿ ikke er soning for nogen overtrædelse eller fejl. Allah den Højeste har derimod pålagt den, der udfører qiran eller tamattuʿ, det som taksigelse. Derfor er det tilladt at spise af det ligesom af kødet fra et almindeligt qurbani-offer. Profeten (fred være med ham) lod tilberede et stykke af hvert af sine hady-dyr, spiste det og drak også suppen. Det er fastslået gennem Jabirs (må Allah være tilfreds med ham) beretning i Sahih Muslim og andre hadith-beretninger, at Profeten (fred være med ham) bragte flere offerdyr under hajj.

Det skal bemærkes, at qiran og tamattuʿ hver kun indebærer ét obligatorisk offer, mens de øvrige er nafl-offre. Da han lod et stykke af hvert dyr tilberede og spiste det, blev det klart, at den, der bringer offeret, selv må spise kød fra alle tre slags ofre: tamattuʿ, qiran og nafl.

4. Det er ikke tilladt selv at spise af noget hady-kød bortset fra kødet fra tamattuʿ, qiran og frivilligt nafl-qurbani. Det gælder, hvad enten hady er et offer som soning for en overtrædelse, et løfteoffer eller et offer som dam for ihsab (se terminologiforklaringen). Da Profeten (fred være med ham) blev forhindret under Hudaybiyya-våbenhvilen og ikke kunne nå frem til Baytullah, sendte han ihsar-hady af sted gennem Nadjiya al-Aslami og beordrede, at han ikke selv måtte spise af kødet eller lade sine ledsagere spise af det.

5. Alt kødet fra den hady, som man ikke selv må spise af, skal gives som sadaqa til fattige og trængende, og det er obligatorisk at gøre det. Det er tilladt, hvad enten det gives til de fattige i Haram-området eller til fattige uden for området. De fattige i Haram-området har ingen særlig forrang. (ʿAyn al-Hidaya)

6. Det er ikke wajib at give alt kødet fra den hady, hvis kød det er tilladt at spise, som sadaqa til fattige og trængende; det er derimod mustahabb. Det bør deles i tre dele: én del til en selv, én del til ens slægtninge og én del til de fattige og trængende. Det er dog ikke obligatorisk at gøre sådan. Det er også tilladt at give det hele til de fattige og trængende.

Zamzams vand: etikette, regler og dua

Øst for Baytullah findes en historisk brønd, som kaldes Zamzam. I haditherne er der berettet om denne brønds store fortrin samt om mange velsignelser og fortrin ved dens vand. Da Ibrahim (a.s.) efter Allahs befaling bragte Ismail (a.s.) og hans mor Hajar (a.s.) til den vandløse ørken ved Mekka og bosatte dem dér, lod Allah den Ophøjede, i sin barmhjertighed med mor og barn, Zamzam-kilden strømme frem til dem på den stenede slette. Det berettes i en hadith:

*******Arabisk*********

Dette er den brønd, som Jibril har skabt, og det lille bassin, hvor Ismail (a.s.) drak vand. (Dar Qutni)

Efter sa’y, barbering af hovedet og lignende bør man drikke sig mæt i Zamzams vand. At drikke så meget vand, at ribbenene dækkes, er et tegn på iman. Den hykler, som er berøvet iman, kan ikke drikke så meget. Profeten (s.a.w.) siger: Det særlige tegn mellem os og hyklerne er, at hykleren ikke kan drikke Zamzams vand, så maven fyldes, og ribbenene dækkes. (Ibn Majah)

Da profeten (s.a.w.) talte om velsignelserne og fortrinene ved Zamzams vand, sagde han: Zamzams vand er gavnligt til det formål, det drikkes for. Hvis det drikkes for at blive helbredt for en sygdom, vil Allah give helbredelse. Hvis det drikkes for at opnå mæthed, vil Allah give mæthed. Hvis det drikkes for at slukke tørsten, vil Allah slukke tørsten. Dette er den brønd, som Jibril gravede med et slag af sin hæl, og dette er det åbne vandbassin, hvor Ismail (a.s.) drak vand. (Dar Qutni)

Det vil sige, at Jibril (a.s.) efter Allahs befaling på særlig vis skabte Zamzam til Ismail (a.s.) og hans mor Hajar (a.s.) i den vandløse, ufrugtbare ødemark, så deres sult og tørst kunne stilles.

Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger: Profeten (fred være med ham) har sagt: Zamzam-vandet er det bedste af alle verdens vande. Det er næring for de sultne og helbredelse for de syge. (Ibn Abbas)

Han siger endvidere: Hvis en person drikker Zamzam-vand med det formål at få beskyttelse mod en fjende, vil han få beskyttelse. (Al-Hakim)

Zamzam-vandet bør drikkes stående og efter at have sagt Bismillah, og man bør drikke sig mæt. Mens man drikker, skal man fremsige denne bøn:

*******Arabisk*********

Åh Allah, jeg beder Dig om gavnlig viden, rigelig forsørgelse og helbredelse fra enhver sygdom. (Nayl al-Awtar)

Multazam og dets bøn

Multazam er den del af Baytullahs mur, som ligger mellem Kaʿbas dør og Hajar al-Aswad. Denne del er omkring seks alen lang og er et af de vigtige steder, hvor bønner bliver besvaret. At lægge kroppen, brystet og ansigtet mod den og bede med ydmyghed, underdanighed og en klagende stemme er en masnun handling under hajj. Efter tawaf skaber det at omfavne Multazam og bede dér, især en sådan følelse og sindsbevægelse, at det bliver et smertefuldt øjeblik, hvor man tager afsked med Baytullah.

Hazrat Amr ibn Shuʿayb fortæller: Min far Shuʿayb berettede, at jeg under tawaf sammen med min far, Abdullah ibn Amr al-As (må Allah være tilfreds med ham), så nogle mennesker omfavne Baytullah. Da sagde jeg til Abdullah ibn Amr: »Tag mig hen til det sted, så vi også sammen med folkene kan omfavne Baytullah.« Han sagde: »Jeg søger tilflugt hos Allah mod den forbandede Satan.« Da han derefter havde afsluttet tawaf, omfavnede han den del af Baytullah, der ligger mellem Hajar al-Aswad og Kaʿbas dør, og sagde: »Ved Allahs ed, dette er det sted, hvor jeg så Profeten (fred være med ham) omfavne den.« (Al-Bayhaqi)

I Abu Dawuds beretning står der, at Abdullah ibn Amir (må Allah være tilfreds med ham) stillede sig mellem den Sorte Sten og Kabaens port, lagde sit bryst, ansigt og begge hænder mod Kabaens mur og sagde: »Jeg har set Profeten (fred være med ham) gøre sådan.« (Abu Dawud)

Om bønnen ved Multazam sagde Profeten (fred være med ham): »Den, der i nød beder her, vil med sikkerhed blive befriet.« (Abu Dawud, Ibn Majah)

Mens man lader kroppen hvile mod Multazam, skal man først fremsige nedenstående bøn. Derefter skal man bede om opfyldelse af sine tilladte ønsker i religionen og i denne verden:

*******Arabisk*********

Åh Allah! Du alene er værdig til lovprisning – en lovprisning og taksigelse, hvorved noget af den skyld, der følger med Dine velsignelser, kan opfyldes, og hvorved der kan ydes en smule gunst, gave og gengældelse for alle disse velsignelser. Jeg lovpriser Dig med de egenskaber hos Dig, som jeg kender, og dem, jeg ikke kender. Jeg lovpriser Dig for de velsignelser fra Dig, som jeg kender, og dem, jeg ikke kender. Under alle forhold er jeg Dig taknemmelig. Åh Allah! Send velsignelser og fred over Muhammad (fred være med ham) og over Muhammads efterkommere. Åh Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra den forkastede Satan, og beskyt mig mod alt ondt. Lad mig være tilfreds med alt det, Du har givet mig. Skænk mig velsignelse deri. Åh Allah! Medtag mig blandt Dine ærede gæster. Og giv mig evnen til at følge den rette vej, Du, alle verdeners Herre, indtil jeg møder Dig.

Steder, hvor bønner bliver antaget

Det er den troendes kendetegn under hajj at være optaget af dhikr og tasbih ved udførelsen af enhver rituel handling og at bede meget hvert sted. Man bør især sørge for at bede mere på bestemte steder. Da Hasan Basri var på vej tilbage fra Mekka til Basra, skrev han et brev til Mekkas indbyggere. I det beskrev han betydningen og fortræffeligheden ved at opholde sig i Mekka og sagde især, at den troendes bønner bliver antaget særligt på de følgende elleve steder:

1. At bede, mens både krop og sind er tæt forbundet med Multazam. Profeten (fred være med ham) sagde: »Multazam er et sted, hvor bønner bliver antaget. Enhver bøn, som en tjener fremsiger her, bliver antaget.«

2. Under Mizāben.

3. Inde i den hellige Kaba.

4. I nærheden af Zamzam.

5. Ved Safa og Marwa.

6. Ved Safa og Marwa, hvor man løber.

7. I nærheden af Ibrāhīms maqām.

8. På Arafats slette.

9. I Muzdalifa.

10. I Mina.

11. Ved Jamarat.

Umrah

Umrah betyder at besøge Det Hellige Hus, og i shariaens terminologi betyder umrah den mindre pilgrimsrejse, som kan udføres når som helst. Der er ikke fastsat nogen bestemt måned eller dag for den. Når man ønsker det, ifører man sig ihram, udfører tawaf omkring Baytullah, udfører sa’i og afslutter ihram ved at barbere hovedet eller klippe håret. Umrah kan udføres sammen med hajj eller separat. Koranen siger:

*******Arabisk*********

og udfører hajj og umrah for Allahs tilfredshed. (Sura al-Baqara)

I hadith er umrahs store fortjeneste blevet fremhævet. Profeten (fvmh.) siger: Den mest fremragende handling er at bevidne troen. Derefter kommer hijrah og jihad. Derefter findes der ikke nogen handling, der er bedre end to handlinger: Den ene er en hajj mabrur, og den anden er en umrah mabrur. (Musnad Ahmad)

Umrah mabrur betyder en umrah, der udelukkende udføres for Allahs tilfredshed, i overensstemmelse med alle dens regler, bestemmelser og betingelser.

Profeten (s) siger endvidere: Den, der rejser hjemmefra med intentionen om at udføre hajj eller umrah og derefter dør undervejs, vil komme i Paradis uden regnskab. Allah den Ophøjede føler stolthed over dem, der besøger Baytullah. (Bayhaqi, Daraqutni)

Profeten (s) siger: De, der udfører hajj og umrah, er Allahs gæster. De kommer på Allahs invitation. Derfor får de, hvad end de beder Ham om. (Al-Bazzar)

En umrah bliver en soning for synderne indtil den næste umrah. (Bukhari, Muslim)

Regler for umrah

1. Det er sunnat mu’akkadah at udføre umrah én gang i livet. Desuden medfører det belønning og velsignelse, når den end udføres. Hadhrat Jabir (ra) fortæller, at Profeten (s) blev spurgt: Er umrah obligatorisk? Profeten (s) svarede: Nej, men udfør umrah, for den har stor fortjeneste.

2. Der er ingen bestemt måned, dag eller tid for umrah, sådan som der er for hajj. Umrah kan udføres, når som helst der er mulighed for det.

3. Det er mustahabb at udføre umrah i Ramadan. Profeten (s) siger: At udføre umrah i Ramadan er som at udføre hajj sammen med mig. (Abu Dawud) I Bukhari står der, at umrah i Ramadan svarer til hajj.

4. Miqat for umrah er hil, og det gælder for alle, hvad enten de er afaqi, bor inden for miqat eller er indbyggere i Mekka. Miqat for hajj er hil for Makkas indbyggere.

5. Umrahs ritualer består kun i at iføre sig ihram, udføre tawaf og sa’i samt barbere hovedet eller klippe håret kort.

Hajjens former

Hajj har tre former, og hver af dem har sine egne regler. (1) Hajj ifrad, (2) hajj qiran, (3) hajj tamattu.

Hajj ifrad

Ifrad betyder ordret at gøre noget alene eller at udføre én handling og lignende. I shariaens terminologi betegner ifrad den hajj, der ikke udføres sammen med umrah; man ifører sig kun ihram til hajj og udfører hajjens ritualer. Den, der udfører hajj ifrad, kaldes mufrid. Når mufrid ifører sig ihram, skal han kun have intention om hajj og udføre de tidligere beskrevne hajj-søjler. Qurbani er ikke wajib for mufrid.

Hajj qiran

Ordet qiran betyder at sammenføje to ting. I terminologien kaldes det hajj qiran, når man ifører sig ihram til hajj og umrah på samme tid og udfører begge deres søjler. Den, der udfører denne hajj, kaldes qarin.

Hajj qiran er bedre end ifrad og tamattu. (Ifølge Imam al-Shafi’i er ifrad bedre, mens tamattu ifølge Imam Malik er bedre, fordi tamattu nævnes i Koranen. Imam Ahmad ibn Hanbal siger, at qiran er bedre, hvis man har offerdyret med sig, og at tamattu er bedre, hvis man ikke har det. Ifølge Ahl al-Hadith er én tawaf og én sa’i tilstrækkeligt for både umrah og hajj.)

Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Udfør hajj og umrah sammen, for de udrydder fattigdom og synder, ligesom ildovnen fjerner urenheder fra jern, guld og sølv. (Tirmidhi)

Reglerne for hajj al-qiran

1. Det er obligatorisk for den, der udfører hajj al-qiran, at udføre umrah i hajj-månederne.

2. Ved hajj al-qiran er det wajib at udføre umrahs tawaf før hajjs tawaf. Der skal udføres en særskilt tawaf og sa’y for umrah og ligeledes en særskilt tawaf og sa’y for hajj.

3. Efter at alle handlingerne i qiran-umrah er afsluttet, er det masnun at begynde på hajjs handlinger.

4. Efter qiran-umrah er det forbudt for den, der udfører qiran, at barbere hovedet eller klippe håret.

5. Det er tilladt for den, der udfører qiran, at udføre umrahs tawaf og hajjs tawaf al-qudum sammen, og det er også tilladt at udføre begge sa’y sammen, men dette er i strid med sunnah.

6. Det er wajib for den, der udfører qiran, at bringe et offer. Dette offer er en taksigelse for, at Allah har givet mulighed for at udføre hajj og umrah sammen. Hvis man ikke har råd til offeret, er det wajib at faste ti dage: tre dage før offerdagen og syv dage efter Ayyam al-Tashriq. Koranen siger:

*******Arabisk*********

Den, der ikke har råd til at ofre et offerdyr, skal faste i tre dage under hajj og syv dage, når I vender tilbage efter at have afsluttet hajj—i alt ti dage.

7. Hajj al-qiran og hajj al-tamattu gælder kun for dem, der bor uden for miqat; de kaldes afaqi. Koranen siger:

*******Arabisk*********

Dette (tamattu og qiran) gælder for dem, hvis familier ikke bor ved Den Hellige Moské. For dem, der bor inden for miqat, gælder kun hajj al-ifrad.

Hajj al-tamattu

Ordet tamattu betyder at nyde fordelene og bekvemmelighederne i en kort periode. I terminologisk betydning betyder hajj al-tamattu, at man udfører umrah og hajj sammen. Det sker ved, at man ifører sig ihram særskilt for hver af dem, afslutter ihram efter at have udført umrah og nyder de ting, der var forbudte, mens man var i ihram. Derefter ifører man sig ihram for hajj og udfører hajj. Da man ved denne form for hajj får mulighed for at træde ud af ihram og nyde tilladte ting i tiden mellem umrah og hajj, kaldes den hajj al-tamattu.

Koranen siger

*******Arabisk*********

Den, der ønsker at drage fordel af Umrah i Hajj-dagene, skal bringe et offer i overensstemmelse med sin evne.

Hajj al-Tamattuʿ er bedre end Hajj al-Ifrad, fordi man derved får mulighed for at samle to former for tilbedelse. Desuden får man den lykke at udføre nogle ekstra tilbedelseshandlinger.

Der er to måder at udføre Hajj al-Tamattuʿ på. Den ene er at tage offerdyret med sig. Den anden er ikke at tage hady-dyret med sig. Den første er bedre end den anden.

Reglerne for Hajj al-Tamattuʿ

1. Det er nødvendigt for den, der udfører Hajj al-Tamattuʿ, at udføre Umrahs tawaf i Hajj-månederne. (Hajj-månederne er Shawwal, Dhu al-Qaʿdah og de første ti dage af Dhu al-Hijjah.) Alternativt skal mindst størstedelen af Umrahs tawaf-omgange finde sted i Hajj-perioden.

2. For Hajj al-Tamattuʿ er det nødvendigt, at Umrah og Hajj udføres i samme år. Hvis en person udfører Umrahs tawaf det ene år og Hajj det følgende år, kan han ikke betegnes som en, der udfører Hajj al-Tamattuʿ.

3. For Hajj al-Tamattuʿ er det nødvendigt først at træde ind i ihram for Umrah, og det er også nødvendigt at udføre Umrahs tawaf, før man træder ind i ihram for Hajj.

4. Det er nødvendigt for den, der udfører tamattu’, ikke at vende tilbage til sin familie mellem umrahens og hajjens ihram. Med dette menes, at han efter at have afsluttet umrahens ihram ikke må tage hjem til sin familie. Hvis han derimod medbringer offerdyret, er tamattu’ gyldig.

5. Hajj tamattu’ gælder kun for dem, der bor uden for miqat. For dem, der bor i Mekka eller inden for miqat, er tamattu’ og qiran makruh tahrimi. (Ilmul-Fiqh)

6. Det er sunnah for den, der udfører tamattu’, at foretage tawaf al-qudum, og han bør udføre ramal under tawaf az-ziyarah.

7. Ligesom for den, der udfører qiran, er det også wajib for den, der udfører tamattu’, at bringe et offer. Hvis han ikke har mulighed for det, skal han faste ti dage: tre dage under hajj før offerdagen og syv dage efter ayyam at-tashriq.

8. Hvis den, der udfører tamattu’, ikke har medbragt offerdyret, afslutter han ihram efter umrahens sa’y og barberingen af hovedet. Hvis han har medbragt offerdyret, afslutter han ikke ihram; han afslutter det først efter at have bragt offeret den 10. zul-hijjah.

Profetens afskedshajj

Med ordene fra Profetens (s) sahabi, Hazrat Jabir (ra):

Hazrat Jabir (ra) var den sidste sahabi i Medina; efter hans død var der ingen sahabi tilbage i Medina. Han var blevet meget gammel og var over halvfems år. Han havde også mistet synet. Det var på den tid, hvor Hazrat Husains (ra) barnebarn, Muhammad ibn Ali, det vil sige Imam Baqir, kom for at besøge Hazrat Jabir (ra). Imam Baqir (ra) fortæller: Da nogle af os kom for at besøge ham, spurgte han hver enkelt om navn og tilstand. Da jeg sagde, at jeg var Hazrat Husains barnebarn, strøg han meget kærligt hånden over mit hoved. Derefter åbnede han knapperne på min kurta og lagde hånden lige midt på mit bryst. På det tidspunkt var jeg i min fulde ungdom. Han blev meget glad og sagde: „Velkommen, min nevø. Du er jo et minde om Husain. Sig mig, hvorfor er du kommet.“ Jeg begyndte at fortælle ————- . Han var blind. Netop da blev det tid til bøn. Han havde en lille sjal over sig, og med det rejste han sig til bøn. Sjallet var så lille, at det faldt ned, når han lagde det over skuldrene. Alligevel beholdt han dette på, selv om et større sjal lå lige i nærheden. Da han havde ledet os i bønnen og var færdig, sagde jeg: „Hazrat, fortæl os venligst om Profetens (s) afskedshajj.“

Han talte på fingrene til ni og sagde: Efter at Allahs Sendebud (s) var kommet til Medina, udførte han ikke hajj i ni år. I det tiende år efter hijra bekendtgjorde han offentligt, at han ville tage på hajj. Så snart folk fik denne nyhed, begyndte mange at samles i Medina. Alle håbede, at de ville blive Profetens ledsagere på hajj-rejsen, følge hans befalinger og gøre det samme, som han gjorde.

Endelig kom tiden til at rejse fra Medina. Hele karavanen drog af sted sammen med Profeten og slog sig ned i Dhul-Hulayfa.

Her skete der noget særligt. En kvinde fra karavanen, Asma bint Umays (ra), hustru til Hazrat Abu Bakr (ra), fødte et barn. Hun spurgte Profeten, hvad hun skulle gøre i denne situation. Profeten (s) sagde: Bad dig for ihram i denne tilstand, og bind et lændeklæde, som de andre kvinder gør i denne tilstand.

Derefter bad Profeten (s) i Dhul-Hulayfa. Efter bønnen steg han op på kamelhoppen Qaswa. Kamelhoppen bar ham til Bayda, det nærmeste højtliggende område. Da jeg fra Bayda så mig omkring i alle retninger, så jeg, så langt øjet rakte, mennesker vrimle overalt til højre og venstre. Nogle red, mens andre gik til fods. Profeten var iblandt os. Koranen blev åbenbaret for ham. Fordi han forstod Koranen fuldt ud, gjorde vi også alt det, han gjorde efter Allahs befaling. Da han nåede hertil, fremsagde han talbiya højt:

*******Arabisk*********

O Allah, din tjener er mødt frem for dig. På dit kald er jeg mødt frem for dig. Du har ingen partner. Her er jeg. Du alene har ret til lovprisning, og du alene har ret til at skænke nåde, gunst og belønning. Du har ingen partner i herredømmet og magten.

Alle fremsagde talbiya højt. De tilføjede nogle ord, men Profeten (s) gjorde ikke indsigelse. Han fortsatte altid med at fremsige sin talbiya.

Hazrat Jabir (ra) fortæller: På denne rejse var vores hensigt at udføre hajj; vi skulle ikke udføre umrah. Da jeg til sidst nåede frem til Baytullah sammen med min rene Profet, kyssede han først den sorte sten, Hajar al-Aswad. Derefter begyndte han tawaf. I de første tre omgange udførte han ramal, og i de følgende fire omgange gik han i almindeligt tempo. Derefter kom han til Maqam Ibrahim og reciterede dette vers:

*******Arabisk*********

og tag Maqām Ibrāhīm som et sted for tilbedelse.

Derefter stillede han sig sådan, at Maqām Ibrāhīm var mellem ham og Baytullāh. Her bad han to rakʿat; i den første rakʿat *******Arabisk********* og i den anden rakʿat *******Arabisk********* læste han. Derefter kom han hen til den sorte sten og kyssede den. Så begav han sig mod Ṣafā-bjerget. Da han nåede frem til Ṣafā, læste han *******Arabisk********* og sagde *******Arabisk********* Jeg begynder saʿy fra Ṣafā, sådan som Allah har nævnt det i dette vers og begyndt med det.

Derfor steg han så højt op på Ṣafā, at Baytullāh kom tydeligt til syne foran hans øjne. Han stillede sig vendt mod qiblaen. Derefter helligede han sig tawḥīd og takbīr.

Han reciterede:

*******Arabisk*********

Der findes ingen guddom undtagen Allah. Han er én og alene; Han har ingen partner. Herredømmet tilhører Ham, og Han er al lovprisning værdig. Han har magt over alt. Der findes ingen guddom undtagen Allah. Han er én og alene. Han har opfyldt sit løfte, det vil sige, Han har gjort religionen sejrende i hele Arabien. Han hjalp Sin tjener og besejrede alene de vantros og afgudsdyrkeres flokke.

Han gentog disse ord tre gange og bad. Derefter gik han ned og fortsatte mod Marwah. På Marwah sagde han det samme, som han havde sagt på Ṣafā. Sådan gennemførte han den sidste omgang og nåede frem til Marwah. Her holdt han en tale til sine ledsagere. Han stod ovenpå, mens ledsagerne stod nedenfor.

Han sagde:

Da Suraqah ibn Malik hørte dette, rejste han sig og sagde: »Allahs Sendebud, gælder denne befaling kun for dette år eller for altid?« (Blandt Mekkas indbyggere blev det anset for en alvorlig synd at udføre umrah permanent i hajj-månederne. Suraqah ibn Malik så, at tawaf og sa’i i hajj-månederne blev betragtet som umrah. Derfor stillede han dette spørgsmål.)

Hvis jeg fra begyndelsen havde forstået det, som jeg senere forstod, ville jeg ikke have taget offerdyret med. Så ville jeg have betragtet denne tawaf og sa’i som umrahens tawaf og sa’i, have gjort det til umrah og have trådt ud af ihram. De af jer, der ikke har taget et offerdyr med, kan komme og betragte dette som umrahens tawaf og sa’i og træde ud af ihram.

Profeten (fred være med ham) svarede: »Ikke kun for dette år, men for altid.«

Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) fortæller videre: Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) ankom til Mekka fra Yemen med mange offerdyr til Profeten. Han så, at hans hustru, Hazrat Fatimah, havde trådt ud af ihram. Hun havde også taget farvet tøj på og påført kohl. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) syntes ikke godt om dette og gav udtryk for sin utilfredshed. Hazrat Fatimah (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Min far har beordret mig til det.« Det vil sige, Profeten (fred være med ham) havde beordret hende til at træde ud af ihram.

Profeten (fred være med ham) vendte sig mod Hazrat Ali og spurgte ham: »Da du iførte dig ihram og fremsagde talbiyah, hvad havde du da til hensigt—havde du kun til hensigt at udføre hajj, eller havde du til hensigt at udføre både hajj og umrah?« Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg sagde: O Allah, jeg ifører mig ihram til det, som Dit Sendebud har iført sig ihram til.«

Profeten (fred være med ham) sagde: »Eftersom jeg har taget et offerdyr med, har jeg ingen mulighed for at træde ud af ihram. Du har også haft samme hensigt som jeg. Derfor har du heller ingen mulighed for at træde ud af ihram.«

Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Det samlede antal kameler, som Hazrat Ali havde bragt fra Yemen, og Profetens kameler var et hundrede. (I nogle overleveringer nævnes det, at Profeten (fred være med ham) havde bragt 63 kameler med sig, mens Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) havde bragt 37 kameler fra Yemen.)

Alle sahabaerne tog ihram af efter Profetens befaling og blev halal ved at barbere eller klippe håret. Profeten (s) og de sahabaer, som havde medbragt hady-dyr, forblev dog i ihram.

Derefter iførte de mennesker, som havde taget ihram af efter umrah, sig ihram til hajj den 8. dhul-hijjah. Profeten (s) red på al-Qaswa og drog til Mina. Her bad han de fem bønner: zuhr, asr, maghrib, isha og fajr. Efter fajr-bønnen opholdt han sig et stykke tid i Mina. Da solen var steget højt op, drog han mod Arafat. Han beordrede, at der skulle rejses et hårtelt til ham på det sted, der kaldes Nimrah (Nimrah er i virkeligheden et sted, hvor Haram-området slutter, og Arafat-området begynder. I jahiliyyah-tiden opholdt Quraysh sig inden for Harams grænser nær Mash’ar al-Haram, mens almindelige mennesker opholdt sig på Arafats slette. Derfor mente Quraysh, at Profeten (s) ville opholde sig dér. Men han havde allerede tidligere beordret, at teltet skulle rejses på det egentlige opholdssted). Quraysh var overbevist om, at Profeten (s) ville opholde sig nær Mash’ar al-Haram, for sådan havde man altid gjort i jahiliyyah-tiden. Men Profeten (s) overskred Mash’ar al-Harams grænse og gik ind i Arafats område. Han opholdt sig i det telt, der efter hans befaling var blevet rejst på det sted, der kaldes Nimrah.

Da dagen derefter hældede, beordrede han, at hawdahen skulle bindes fast på al-Qaswas ryg. Da hawdahen var fastgjort, red han på kamelhoppen og nåede frem til Urana-sletten. dér besteg han et højt sted og holdt en tale til folkemængden fra kamelryggen. Han sagde:

Forsamlede folk! Det er haram for jer uretmæssigt at dræbe nogen eller ulovligt at tilegne jer andres ejendom. Det er på samme måde haram, som denne dag er haram for jer (og som I anser den for haram).

Forstå dette grundigt: Alt fra jahiliyyah-tiden er blevet lagt under mine fødder. Og alle blodhævnskrav fra jahiliyyah-tiden er tilgivet. Først af alle erklærer jeg tilgivelsen af blodhævnskravet fra min egen slægt, nemlig drabet på sønnen af Rabi’a ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib. Rabi’as søn opholdt sig hos stammen Banu Sa’d for at blive ammet. Han blev dræbt af folk fra stammen Hudhayl.

Alle rentekrav fra jahiliyyah-tiden er bortfaldet. I denne forbindelse erklærer jeg først af alle, at min onkel Abbas ibn Abd al-Muttalibs rentekrav trækkes tilbage. Fra i dag er alle hans rentekrav ophørt.

Forsamlede folk! Frygt Allah med hensyn til kvinders rettigheder. I har knyttet dem til jer i ægteskab som en betroet gave fra Allah. Det er kun blevet halal for jer at nyde dem i overensstemmelse med Allahs ord og lov. Jeres hustruer har den særlige ret, at de ikke må give dem, som I ikke bryder jer om kommer i jeres hjem, mulighed for at sidde på jeres sengelejer. Hvis de begår denne fejl, må I give dem en mild straf. Deres særlige ret over jer er, at I efter evne sørger for deres føde og klæder.

Jeg efterlader blandt jer en sådan vejledningskilde, at hvis I holder fast i den og følger dens anvisninger, vil I aldrig afvige fra den rette vej. Denne vejledningskilde er Allahs Bog.

På opstandelsens dag vil Allah den Ophøjede spørge jer om mig: om jeg har overbragt Allahs budskab til jer eller ej. Sig mig: Hvad vil I den dag svare Allah om mig?

Den samlede folkemængde sagde enstemmigt: »Vi bevidner, at du har opfyldt din pligt til at overbringe budskabet. Du har overbragt alt. Som rådgiver og velvillig vejleder har du ikke ladet noget tilbage.«

Derefter løftede profeten (s) sin pegefinger mod himlen, pegede mod menneskene og sagde: »O Allah, vær vidne! O Allah, vær vidne! O Allah, vær vidne! Jeg har overbragt dit budskab og dine påbud til dine tjenere, og dine tjenere bevidner også, at jeg har opfyldt min pligt til at overbringe budskabet.«

Derefter kaldte Hazrat Bilal (ra) til bøn og fremsagde iqamaen. Profeten (s) ledte middagsbønnen. Derefter fremsagde Hazrat Bilal (ra) iqamaen for anden gang, og profeten (s) ledte eftermiddagsbønnen. Efter at have bedt middags- og eftermiddagsbønnen samlet gik han hen til det sted, hvor man kunne tage ophold. Så vendte han sin Kaswa mod de store klippestykker, og den samlede folkemængde stillede sig foran ham. Folkene var til fods uden ridedyr. Profeten (s) vendte sig mod qiblaen og tog ophold dér. Da solen til sidst gik ned, drog han fra Arafat mod Muzdalifa og tog Usama bin Zayd med bag sig på kamelen. Da han nåede Muzdalifa, bad han maghrib- og ishabønnen samlet. Der blev kaldt til bøn, og iqamaen blev fremsagt to gange, én gang for hver af de to bønner. Mellem disse to bønner bad han ingen sunnah- eller naflbøn. Derefter lagde han sig for at hvile. Til sidst indtrådte den sande daggry. Efter kaldet til bøn og iqamaen udførte han fajr-bønnen. Efter bønnen gik han hen nær Mash’ar al-Haram, vendte sig mod qiblaen og beskæftigede sig med tasbih og tahlil. Da det var blevet lyst mod øst, drog han derfra mod Mina, før solen stod op. Denne gang lod han Fazl bin Abbas sidde bag sig på kamelen. Da han nåede midten af Muhassir-dalen, satte han kamelens fart op. Efter at være kommet ud af Muhassir-sletten fulgte han den midterste vej, som munder ud nær den store jamrah. Da han nåede den jamrah, som lå nær træet, kastede han sten efter den. Han kastede syv småsten mod jamrah’en og sagde »Allahu akbar«, hver gang han kastede. Han kastede disse sten fra det lavtliggende sted. Efter stenkastningen gik han hen til offerstedet og slagtede treogtres ofre med egen hånd. Resten overlod han til Hazrat Ali (ra). Han havde ladet Hazrat Ali tage del i hans hady. Derefter beordrede han, at der skulle tages et stykke fra hvert offer. Det blev tilberedt, hvorefter profeten (s) og Hazrat Ali (ra) spiste noget af kødet og drak bouillonen. Derefter drog profeten ridende på kamelen mod Baytullah for at udføre ziyara. Da han nåede Mekka, bad han middagsbønnen. Efter bønnen gik han hen til medlemmerne af Abd al-Muttalibs familie, som hentede Zamzam-vand op og gav folk at drikke. Han sagde: »Hent vand op i spandene og giv folkene at drikke. Hvis jeg ikke frygtede, at folk ville trække spandene op sammen med jer, blot fordi de så mig, ville jeg selv have trukket dem op.« De gav profeten en spand fuld af vand, og profeten drak af den. (Muslim – overleveret fra Ja’far bin Muhammad bin Atiyya)

Redegørelse for jinayat

Jinayat betyder at gøre noget haram, at begå en synd og lignende. Men i forbindelse med hajj betyder jinayat at gøre noget, som bliver haram, enten fordi det sker inden for Haram-området, eller fordi man har iført sig ihram. Jinayat er af to slags:

For det første: jinayat i Haram-området

For det andet: jinayat i ihram

Hvis nogen udfører en handling, der er forbudt inden for Haram-områdets grænser, eller en handling, der er forbudt under ihram, gælder der særskilte bestemmelser om kaffara og offer som erstatning for disse to forhold; disse bestemmelser vil blive nævnt senere.

Haram-området i Mekka og dets storhed

Det mest hellige, mest velsignede og mest ærværdige hus på jorden er det, som Allah har omtalt som Sit eget hus. Dette hus er centrum for tawhid og bøn og det første hus på jorden, som blev opført til tilbedelse af Allah. Dette hus er en kilde til vejledning og velsignelse samt et tilflugtssted for hele menneskeheden.

Dette Allahs hus ligger midt i den velsignede moské, som kaldes al-Masjid al-Haram (den ærværdige moské). Den er ikke blot den bedste af alle moskéer i verden, men er også den egentlige moské. Bønner i verdens øvrige moskéer er gyldige, fordi de træder i stedet for denne moské, al-Masjid al-Haram, og alle skal bede vendt i dens retning. Al-Masjid al-Harams storhed er så omfattende, at én bøn dér giver belønning svarende til hundrede tusind bønner. (Ibn Majah)

Derpå erklærede Allah ikke blot selve byen Mekka for Haram-område, men inddrog også et område på flere kilometers bredde omkring den inden for Haram-områdets grænser og erklærede det for Haram, det vil sige et ærværdigt område. På grund af områdets storhed fastsatte Han visse former for respekt samt bestemmelser og regler. Inden for disse grænser er mange handlinger blevet gjort forbudte og ulovlige af hensyn til områdets ærværdighed, selv om de er tilladte og lovlige i resten af verden.

Disse grænser for Haram-området blev først fastlagt af profeten Ibrahim. Senere fornyede eller gentog profeten Muhammad dem i sin profetiske sendelses tid. Grænserne er velkendte og nøje kendte. I retning mod Medina strækker Haram-områdets grænse sig omkring fem kilometer, i retning mod Yemen omkring elleve kilometer, og det samme gælder i retning mod Taif og Irak; i retning mod Jeddah strækker grænsen sig omkring seksten kilometer. Efter profeten Muhammad fornyede Umar, Uthman og Muawiya de samme grænser. Derfor er disse grænser nu særdeles velkendte. Haram-områdets grænsers storhed og ærværdighed er et tegn på forbindelsen til og lydigheden mod Allah og Hans religion. Så længe ummaen som helhed bevarer denne hengivenhed og ærbødighed, vil Allahs beskyttelse og barmhjertighed fortsat være over dem, og de vil kunne leve med rank pande i verden.

Profeten sagde: Så længe min umma opfylder sin pligt over for det hellige Haram-områdes storhed og bevarer sin hengivenhed og ærbødighed, vil den fortsat opnå velstand. Men når den krænker dets ærværdighed, vil den gå til grunde. (Ibn Majah)

Overtrædelser i Haram-området

1. Det er en overtrædelse at fælde eller rive vildtvoksende urter, græs og grønne, frodige buske op i det hellige område. Hvis de ikke tilhører nogen, består boden i at give deres værdi som almisse for Allahs sag. Hvis de tilhører nogen, skal man betale det dobbelte af deres værdi; man skal både give almisse og betale ejeren værdien.

2. Det er tilladt at fælde eller rive izkhir op (izkhir er en slags duftende græs). På anmodning fra Abbas (må Allah være tilfreds med ham) gav Profeten (fred være med ham) tilladelse til at fælde eller rive izkhir op.

3. Uanset om det er vildtvoksende urter, slyngplanter eller krat, er det en overtrædelse at fælde eller rive dem op.

4. Hvis grene ikke er vildtvoksende, men er plantet, er det ikke en overtrædelse at fælde dem. Det er heller ikke en overtrædelse at plukke nogle blade af sådanne træer, hvis de ikke tilhører nogen. Hvis de tilhører nogen, må man ikke plukke dem uden ejerens tilladelse. Hvis ejeren selv plukker dem, er det ikke en overtrædelse.

5. Det er en overtrædelse at dræbe vildt i det hellige område. Drabsmanden skal betale erstatning.

6. Det er en overtrædelse at ødelægge eller tilberede æg fra fugle i det hellige område. Det er også en overtrædelse at dræbe græshopper.

7. Hvis nogen har vildt hos sig og går ind i det hellige område, er det obligatorisk for ham at sætte dette vildt fri. Hvis vildtet imidlertid er bundet med et reb, og rebet er i hans hånd, eller hvis vildtet er indesluttet i et bur, er det ikke obligatorisk at sætte det fri.

8. Det er også en overtrædelse at gå ind i det hellige område uden at iføre sig ihram ved miqat. For dette er et offer obligatorisk.

9. Det er ikke en overtrædelse at dræbe følgende inden for Haram-områdets grænser: hvepse, slanger, skorpioner, mus, fluer, væggedyr, myg, myrer og lignende samt de dyr, der angriber, og hvis angreb det er nødvendigt at forsvare sig imod.

10. Det er en overtrædelse at barbere hovedet eller klippe håret uden for Haram-området (for at træde ud af ihram). Derfor bliver ét offer obligatorisk.

Overtrædelser ved ihram

Overtrædelserne ved ihram er af tre slags.

1. Det, for hvilket der kræves to ofre.

2. Det, for hvilket der kræves ét offer.

3. Det, for hvilket der kræves et offer som sadaqa.

For hvilket to ofre bliver obligatoriske

1. Hvis en mand påfører sit hoved en stærk parfume eller stærk henna, og det forbliver der en dag og en nat, er to ofringer obligatoriske for ham, uanset om det påføres hele hovedet eller en fjerdedel af hovedet. Hvis en kvinde gør det samme, skal hun bringe én ofring.

2. For de overtrædelser, hvor én ofring er obligatorisk for den, der udfører Hajj ifrad, er to ofringer obligatoriske for den, der udfører Hajj qiran.

3. Hvis den, der udfører Hajj tamattu, medbringer offerdyret, er to ofringer obligatoriske for ham for enhver overtrædelse, mens én ofring er obligatorisk for den, der udfører Hajj ifrad.

De overtrædelser, for hvilke én ofring er obligatorisk

Kun i to tilfælde er det obligatorisk at ofre en kamel eller en ko. Ellers skal det, hvor der nævnes en ofring, forstås som en ged eller et får.

1. Hvis nogen udfører Tawaf az-Ziyarah i tilstanden janabah (som kræver den rituelle helkropsafvaskning), er det obligatorisk at ofre en kamel eller en ko.

2. Hvis nogen efter opholdet på Arafat og før Tawaf az-Ziyarah eller barberingen af hovedet har samleje med sin hustru, er det obligatorisk at ofre en kamel eller en ko. I alle andre tilfælde end disse to er det obligatorisk at ofre en ged eller et får.

3. Hvis en af Tawafs obligatoriske handlinger udelades, er én ofring obligatorisk.

At afholde sig fra de forbudte handlinger under ihram hører også til tawafs wajib-handlinger. Nedenfor redegøres der for reglerne om qurbani for nogle af disse forbudte handlinger.

4. Hvis der påføres en stor mængde parfume, bliver én qurbani wajib. Hvis der påføres en lille mængde parfume, men den masseres ind på en stor del af kroppen, såsom hovedet, hænderne og fødderne, bliver én qurbani også wajib.

5. Hvis parfumen påføres hele kroppen på samme sted, kræves én qurbani, men hvis den påføres hele kroppen forskellige steder, skal der udføres én qurbani for hvert sted.

6. Hvis der udføres qurbani efter påføring af parfume, men parfumen ikke forsvinder, skal qurbani udføres igen.

7. Hvis man tilbringer en dag iført parfumeret tøj, bliver én qurbani wajib.

8. Hvis flydende henna påføres hovedet, skægget, hænderne og fødderne, kræves én qurbani.

9. For at qurbani bliver wajib ved at bære syet tøj, er betingelsen, at man bærer det i en dag og en nat. Hvis det bæres i kortere tid, bliver qurbani ikke wajib; man skal kun give sadaqa. Det er også en betingelse, at det syede tøj bæres på normal vis. Hvis man blot lægger en kurta eller sherwani over skuldrene uden at føre armene ind i ærmerne, foreligger der ingen overtrædelse.

Reglerne vedrørende, hvornår qurbani bliver wajib, hvis man udfører tawaf uden først at være renset for najasat hukmi, er som følger:

10. Hvis en anden tawaf end tawaf al-ziyarah udføres i tilstanden janabah, bliver én qurbani wajib.

11. Hvis tawaf al-ziyarah udføres i tilstanden hadas asghar, bliver én qurbani wajib, og hvis umraens tawaf udføres i tilstanden hadas asghar, bliver én qurbani wajib.

12. Hvis tre omgange udelades under tawaf al-ziyarah, bliver én qurbani wajib; hvis mere end tre udelades, er qurbani alene ikke tilstrækkelig, og tawaf skal udføres igen.

13. Hvis en af hajjens wajib-handlinger udelades, bliver én qurbani wajib.

14. Hvis en mufrid barberer hovedet eller klipper håret, eller udfører tawaf al-ziyarah efter den 10. Zulhijjah, bliver én qurbani wajib.

15. Hvis en qarin barberer hovedet før slagtningen eller før ramy, bliver én qurbani wajib.

De overtrædelser, som kun medfører sadaqa wajib

1. Hvis der anvendes parfume i en sådan mængde, at qurbani ikke bliver wajib, bliver sadaqa wajib. (Sadaqa betyder her sadaqa svarende til sadqat al-fitr.) Hvis der for eksempel påføres parfume på et område, der er mindre end et helt lem, eller på et område af tøjet, der er mindre end eller større end en kvadratisk håndspændvidde, men det ikke anvendes en hel dag eller en hel nat.

2. Hvis et syet klædningsstykke bæres i mindre end en dag eller en nat, eller hovedet dækkes i så lang tid, bliver én sadaqa wajib. Hvis hovedet kun dækkes eller det syede tøj kun bæres i kort tid, f.eks. mindre end en time, er det tilstrækkeligt at give en håndfuld mel.

3. Hvis tawaf al-qudum, tawaf al-wada (afskedstawaf) eller en frivillig tawaf udføres i tilstanden af hadath asghar, bliver én sadaqa wajib.

4. Hvis tre eller færre omgange af tawaf al-qudum, afskedstawaf eller sa’i udelades, bliver én sadaqa wajib for hver udeladt omgang.

5. Hvis mindre end halvdelen af det antal ramy, der er wajib på én dag, udelades, bliver én sadaqa wajib for hver udeladt sten. Hvis der f.eks. den 10. dag er syv ramy ved Jamrat al-Aqaba, og en person udelader tre ramy, det vil sige stenkast, bliver én sadaqa wajib for hver sten.

6. Hvis en person klipper håret på en anden persons hoved eller nakke, uanset om den anden person er muhrim eller ikke er muhrim, bliver én sadaqa wajib for den, der klipper håret.

7. Hvis fem eller flere negle klippes, men ikke neglene på én enkelt hånd eller fod, men på forskellige hænder og fødder, bliver én sadaqa wajib.

Principielle vejledninger

1. Hvis værdien af én sadaqa eller værdien af flere wajib-sadaqaer svarer til værdien af en qurbani, hvad enten det skyldes, at qurbanien er blevet billigere, eller at værdien af flere sadaqaer er blevet så høj, at man kan købe en qurbani for den, bør man trække et mindre beløb fra denne værdi, så den resterende værdi ikke svarer til en qurbani.

2. Hvis en af hajjens obligatoriske pligter undlades uden gyldig grund, bliver qurbani obligatorisk. Hvis den derimod undlades på grund af en gyldig undskyldning, bliver hverken qurbani eller sadaqa obligatorisk.

3. Hvis man under ihram udfører en handling, der er forbudt, bliver qurbani i nogle tilfælde og sadaqa i andre tilfælde obligatorisk. Når qurbani er obligatorisk, har man også mulighed for i stedet at give sadaqa til seks fattige, én portion til hver. Man har også mulighed for at faste tre dage, når og hvor man ønsker det.

Når sadaqa er blevet obligatorisk, gives der mulighed for at faste én dag i stedet for at give sadaqa.

Erstatning for jagt

Blandt de handlinger, der er forbudte under ihram, er også jagt på vildt. Det er forbudt at jage, og det er også forbudt at hjælpe nogen med at jage. Hvis man jager vildt, skal man yde en erstatning. Erstatningen er værdien af det jagede dyr, som skal fastsættes af to retfærdige personer. I Koranen står der:

*******Arabisk*********

I, der tror, jag ikke, mens I er i ihram. Hvis nogen af jer med vilje jager, skal han yde en erstatning i form af et dyr, der svarer til det jagede dyr. To retfærdige personer blandt jer skal afgøre dette. Dette offerdyr skal sendes til Kabaen, eller man skal bespise nogle fattige som soning for denne overtrædelse, eller faste et tilsvarende antal dage, så han kan erfare følgerne af sin handling. (Sura al-Ma’ida: 95)

Det vildt, der er gjort haram i dette vers, er vildt på land. Jagt i floder eller havet er tilladt, uanset om det er tilladt at spise det eller ej. Koranen siger klart:

*******Arabisk*********

Havets vildt og det at spise det er gjort tilladt for jer, både som føde for jer under jeres ophold og som proviant for karavanen. Men landjordens vildt er forbudt for jer, så længe I er i ihram. (Sura al-Ma’idah: 96)

Reglerne om jagt og dens erstatning

1. Ligesom det er forbudt selv at jage, er det også forbudt at hjælpe en jæger. Ligesom jægeren skal yde erstatning, skal hjælperen også yde erstatning.

2. Hvis flere personer i ihram sammen nedlægger et stykke vildt, eller hvis én jager, mens de andre hjælper, skal hver af dem yde erstatning separat.

3. Hvis én person i ihram jager flere dyr, skal der ydes separat erstatning for hvert dyr.

4. Der skal kun ydes erstatning, hvis man jager et vildt dyr. Hvis man jager eller dræber et tamdyr, skal der ikke ydes erstatning. Hvis nogen for eksempel dræber en ged, en ko, en kamel, en kylling eller lignende, skal der ikke ydes erstatning.

5. For dyr, hvis kød ikke er halal, er erstatningen én ged, uanset hvor stort dyret er. Hvis nogen for eksempel dræber en elefant, skal der gives en ged som erstatning.

6. Hvis han selv dræber mere end tre lus eller græshopper, eller beordrer en anden til at dræbe dem, bliver én sadaqa al-fitr obligatorisk. Hvis han dræber tre eller færre, skal han give det, han ønsker, som sadaqa.

7. Hvis det jagede dyr tilhører nogen, skal der ydes dobbelt kompensation: Det skal naturligvis gives for Allahs sag, og ejeren skal også have den fastsatte værdi.

8. Den værdi, der gælder, skal være værdien på det sted og på det tidspunkt, hvor jagten fandt sted. Værdien på noget andet sted eller et andet tidspunkt kan ikke lægges til grund. Derfor varierer værdien alt efter sted og tid.

9. Man kan også købe et dyr, der svarer til det jagede dyr, og sende det til al-Haram for at blive slagtet. Man kan også købe fødevarer for dets værdi og give hver fattig en mængde svarende til én sadaqa al-fitr. Eller man kan lade hver fattig faste én dag i stedet for sadaqaen. Men hvis man ikke kan købe et offerdyr for den fastsatte værdi, er der to muligheder: Man kan give hver fattig et beløb svarende til sadaqa al-fitr eller faste én dag for hver sadaqa.

10. Hvis den fastsatte værdi af det jagede dyr ikke er stor nok til at købe fødevarer svarende til én sadaqa al-fitr, skal han give så meget som muligt som sadaqa eller faste.

11. Reglerne for den sadaqa, der gives som kompensation, og hvem den må anvendes til, er de samme som for sadaqa al-fitr.

En redegørelse for ihsār

Ihsār betyder sprogligt at hindre, forbyde eller holde tilbage. Som fagterm betyder ihsār, at en person ifører sig ihram med henblik på hajj eller umrah, men derefter bliver forhindret i at rejse til hajj eller umrah. En sådan person kaldes som fagterm muḥṣar (en, der er blevet forhindret).

At blive forhindret i at fuldføre hajj efter at have trådt ind i ihram og ikke kunne udføre hajj og umrah kaldes ihsar. Derfor er det obligatorisk for den, der er udsat for ihsar, at bringe et offer efter evne som kompensation for ihsar. Det kaldes dam al-ihsar. Koranen siger:

*******Arabisk*********

Fuldfør hajj og umrah for Allahs tilfredshed. Hvis I bliver omringet et sted eller må standse, så bring det offer, som I kan få fat i, frem for Allah, og barber ikke jeres hoveder, før offerdyret har nået sin destination. (Sura al-Baqara: 196)

Nogle former for ihsar

Der kan være mange årsager til at blive forhindret efter at have trådt ind i ihram og ikke kunne udføre hajj; nogle af dem nævnes her:

1. At vejen ikke er sikker, frygt for fjender, frygt for drab og plyndring, at der findes et vildt dyr på vejen eller anden frygt for ens liv og ejendom.

2. At blive ramt af sygdom, med frygt for at sygdommen vil forværres, hvis man fortsætter fremad, eller ikke længere have kræfter til at fortsætte på grund af svaghed.

3. At en kvinde efter at have trådt ind i ihram ikke har nogen mahram-mand med sig; hvis han findes, men bliver syg eller dør, eller der opstår en strid, og han nægter at tage med, eller nogen forhindrer ham i at tage med hende.

4. Pengene til rejsen er sluppet op, er blevet utilstrækkelige eller er blevet stjålet.

5. Han har mistet vejen, og der er ingen tilbage, som kan vise ham vej.

6. En kvindes iddah begynder, for eksempel fordi hendes mand skiller sig fra hende, eller fordi hendes mand dør, efter at hun har trådt ind i ihram.

7. En kvinde trådte ind i ihram uden sin mands tilladelse, og efter at hun var trådt ind i ihram, forbød hendes mand hende det. I alle disse tilfælde bliver den pågældende muhassar, efter at han eller hun er trådt ind i ihram.

Regler om ihsār

1. Som følge af ihsār skal muhassar købe en kamel, en ko eller en ged, alt efter hvad han har råd til, og sende den til Haram, så den kan ofres på hans vegne.

2. Offeret ved ihsār er wajib. Muhassar må ikke træde ud af ihram, før der er blevet bragt et offer i Haram på hans vegne. Når han sender offerdyret eller pengene til det, skal han fastsætte dagen for slagtningen, så han kan træde ud af ihram den dag.

3. Hvis man forhindres i at udføre umrah eller hajj ifrad, skal man sende ét offer, og hvis man ikke kan udføre hajj qiran eller tamattu, skal man sende to offer; i sidstnævnte tilfælde skal pengene til dem sendes.

4. Det er ikke tilladt for den forhindredes person at spise kødet fra ihsān-offeret. For dette er også en slags jināyat-offer.

5. Hvis hindringen ophæves, efter at offerdyret er blevet sendt af sted, og det er muligt, at den forhindredes offerdyr kan nå frem til Mekka, før det bliver slagtet, og han kan opnå den velsignelse at udføre hajj, er det wajib for ham straks at rejse til hajj. Men hvis det ikke kan nå frem før slagtningen, og der ikke længere er mulighed for hajj, er det wajib for ham ikke at rejse.

Badal-hajj

Badal-hajj betyder at få en anden til at udføre hajj i ens sted og for ens egen regning. Hajj er wajib for en person, men på grund af en uundgåelig årsag kan han ikke selv rejse til hajj, såsom sygdom, meget høj alder eller en anden lignende årsag. Derfor har han mulighed for at udpege en anden som sin stedfortræder og sende ham til hajj, så denne person udfører hajj på hans vegne.

Hazrat Abu Razīn (ra) spurgte Profeten (ﷺ): »O Allahs Sendebud! Min far er blevet meget gammel, så han kan hverken udføre hajj eller umrah. Han kan heller ikke sidde på et ridedyr.« Profeten (ﷺ) sagde: »Udfør hajj og umrah på vegne af din far.« (Tirmidhi)

Heraf fremgår det, at det også er gyldigt at udføre hajj på en andens vegne. Den, som ikke selv kan opfylde sin fard-hajj, kan sende en anden og derved opfylde sin egen fard. Ja, i en sådan situation bør man få sin fard opfyldt på denne måde. Dette er en fard, som Allah har fastsat. Den, som ikke får mulighed for at sende en anden, skal efterlade et testamente om, at der efter hans død skal udføres badal-hajj for hans midler.

Denne person kom til Profeten (ﷺ) og sagde: »O Allahs Sendebud! Min far er død, og han nåede ikke at opfylde sin fard-hajj i sin levetid. Skal jeg så udføre hajj på hans vegne?« Profeten (ﷺ) sagde: »Hvis han havde haft en gæld, ville du så have betalt den?« Manden svarede: »Ja, naturligvis ville jeg have betalt den.« Profeten (ﷺ) sagde: »Så er det endnu vigtigere at betale Allahs gæld.« (Jamʿ al-Fawāʾid)

Betingelser for, at badal-hajj er gyldig

Der er seksten betingelser for, at en stedfortrædende Hajj er gyldig. Af disse vedrører de første fem den, der får den stedfortrædende Hajj udført, og de elleve vedrører den, der udfører den stedfortrædende Hajj.

1. Den, der ønsker at få udført en stedfortrædende Hajj, skal ifølge sharia være forpligtet til at udføre Hajj. Hvis en person får udført en stedfortrædende Hajj, selv om Hajj ikke er obligatorisk for ham, fordi han ikke har råd, opfylder denne stedfortrædende Hajj ikke hans obligatoriske pligt. Hvis han for eksempel efter den stedfortrædende Hajj bliver økonomisk i stand til det, så Hajj bliver obligatorisk for ham, opfylder den stedfortrædende Hajj, som han fik udført, ikke hans pligt. Han skal derimod få udført en stedfortrædende Hajj igen, hvis han ikke selv er i stand til at udføre den.

2. Den, der ønsker at få udført en stedfortrædende Hajj, skal selv være ude af stand til at udføre den. Hvis hans manglende evne er midlertidig, og der er håb om, at den forsvinder, men den efter den stedfortrædende Hajj bliver permanent, uden mulighed for at forsvinde, for eksempel fordi han er blevet meget svag på grund af alderdom eller er blevet blind, er det ikke en betingelse at vente, indtil denne manglende evne ophører. Hvis Allah den Almægtige i sin særlige nåde fjerner hans manglende evne efter den stedfortrædende Hajj, er det ikke obligatorisk for ham at udføre Hajj igen; hans obligatoriske pligt må anses for opfyldt.

3. Denne manglende evne skal være opstået, før den stedfortrædende Hajj udføres. Hvis den først opstår efter den stedfortrædende Hajj, regnes denne stedfortrædende Hajj ikke som gyldig opfyldelse. Når den manglende evne er opstået, bliver det nødvendigt at få udført en stedfortrædende Hajj.

4. Den, der ønsker at få udført en stedfortrædende Hajj, skal selv bede en anden om at udføre Hajj. Hvis nogen på eget initiativ udfører Hajj på en andens vegne uden at være blevet bedt om det, bliver den obligatoriske pligt ikke opfyldt. Et testamente afgivet på dødstidspunktet regnes også som en sådan anmodning. Hvis en arving derimod udfører en stedfortrædende Hajj på den afdødes vegne uden et testamente fra den afdøde, eller får en anden til at udføre den, bliver den obligatoriske pligt opfyldt.

5. Den, der får udført den stedfortrædende Hajj, skal selv afholde alle udgifterne til Hajj.

6. Den, der udfører den stedfortrædende Hajj, skal være muslim.

7. Den, der udfører den stedfortrædende Hajj, skal være ved fuld fornuft og bevidsthed; en sindssyg eller mentalt forstyrret person kan ikke udføre den.

8. Den, der udfører stedfortrædende hajj, skal være ved sine fulde fem – det er også tilladt, at han er mindreårig. En stedfortrædende hajj udført af en sindssyg er ikke gyldig, og den obligatoriske hajj bliver ikke opfyldt.

9. Når den, der udfører den stedfortrædende hajj, ifører sig ihram, skal han have til hensigt at udføre hajj på vegne af den person, der har bedt ham om at udføre den.

10. Den stedfortrædende hajj skal udføres af den person, som den, på hvis vegne hajj udføres, har bedt om at udføre den. Det vil sige, at kun den person, som den, der bestiller den stedfortrædende hajj, har udpeget, må udføre den. Men hvis han giver tilladelse til, at hajj også må udføres gennem en anden, vil den stedfortrædende hajj også være gyldig, når den udføres af en anden person.

11. Den, der udfører den stedfortrædende hajj, skal udføre den i overensstemmelse med ønsket hos den person, der har bestilt den. Hvis den, der bestiller den stedfortrædende hajj, for eksempel ønsker qirān eller tamattuʿ, skal den, der udfører den, tilsvarende udføre hajj som qirān eller tamattuʿ.

12. Den, der udfører den stedfortrædende hajj, skal iføre sig ihram for én bestemt type hajj og på vegne af én person. Hvis han ifører sig ihram for en stedfortrædende hajj på vegne af to personer, bliver den obligatoriske hajj ikke opfyldt.

13. Den, der udfører den stedfortrædende hajj, skal rejse til hajj med et transportmiddel, ikke til fods.

14. Den, der udfører den stedfortrædende hajj, skal begynde sin hajjrejse fra det sted, hvor den person, der ønsker den stedfortrædende hajj udført, befinder sig. Hvis den stedfortrædende hajj finansieres af en tredjedel af den afdødes formue, skal rejsen ligeledes begynde fra det sted, hvorfra hajjrejsen kan påbegyndes i denne betydning.

15. Den, der udfører den stedfortrædende hajj, må ikke ødelægge sin hajj. Hvis han ødelægger hajj og senere udfører den som qada, bliver den obligatoriske hajj for den, der har bestilt den stedfortrædende hajj, ikke opfyldt.

16. Ifølge hanafitterne er det ikke nødvendigt at stille det som betingelse for den, der udfører stedfortrædende hajj, at han først skal have opfyldt sin egen obligatoriske hajj, før han kan udføre stedfortrædende hajj. Ifølge ahl al-hadith er betingelsen derimod, at han ikke kan udføre stedfortrædende hajj, hvis han ikke først har udført den obligatoriske hajj.

Tilstedeværelse i Medina

At aflægge besøg i Medina Tayyiba er ganske vist ikke en af hajjens søjler. Men Medinas enestående storhed og fortrinlighed, den store belønning for bøn i Profetens moské og det stærke ønske om at aflægge besøg hos Profeten trækker den troende til Medina. Sådan har det altid været. At et menneske rejser fra fjerne egne helt til Allahs Hus og derefter vender hjem uden at fremføre durood og salam ved Profetens hellige nærvær, er en yderst smertefuld skuffelse. Den troendes hjerte skriger af længsel efter det.

Medina Tayyibas storhed og fortrinlighed

Hvilken større storhed og fortrinlighed kunne Medina have end den, at menneskehedens store velgører tilbragte ti år af sit liv her? Her findes den moské, som blev bygget med hans hellige hænder, og hvori han bad sammen med sine ædle sahaba. Her findes også den historiske slette, hvor det afgørende slag mellem sandhed og falskhed fandt sted, og på denne rene jord ligger martyrerne fra Badr fredeligt begravet; hele den muslimske ummah er stolt af dem. Her hviler også de rene sjæle, som Profeten (s) i deres levetid havde givet det glædelige budskab om Paradiset, og på denne rene jord opholder barmhjertighedens Profet sig selv.

Før hijra hed denne by Yathrib. Efter hijra blev den kendt som Medina Tayyiba. Allah den Ophøjede gav den selv navnet Taba ………. . (Hazrat Jabir ibn Samura (ra) siger: Jeg hørte Profeten (s) sige, at Allah den Ophøjede har givet Medina navnet Taba. (Muslim)

Ordene Taba, Tiba og Tayyiba …………… betyder ren og behagelig. Sandt at sige er Medinas rene jord i virkeligheden ren og behagelig.

Efter hijra blev Hazrat Abu Bakr (ra) og Hazrat Bilal (ra) alvorligt syge. Det skyldtes, at klimaet her var meget dårligt og usundt. Epidemiske sygdomme opstod ofte. Profeten (s) bad: »O Vor Herre! Skab kærlighed til Medina i vores hjerter, ligesom vi har kærlighed til Mekka. Fordriv feberen og sygdommen herfra til Juhfa, og gør klimaet her behageligt.« (Bukhari)

Man kan forstå den enestående kærlighed, som Profeten (s) havde til Medina, heraf: Når—ja, hver gang—han vendte tilbage til Medina fra en rejse, blev han henrykt blot ved på afstand at se byens bygninger og sagde: »Der er de kommet.« (Bukhari) Derefter tog han sin kappe ned fra skuldrene og sagde: »Dette er Tayyibas vind. Åh, hvor er den liflig!«

Til de af sine ledsagere, som dækkede deres ansigter for at undgå støvet, sagde han: »Der er helbredelse i Medinas jord.« (Jazbul-Qulub)

Profeten (s) sagde: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, der findes medicin mod alle sygdomme i Medinas jord.«

Hazrat Sa’d (ra) sagde: »Jeg mener, at Profeten sagde, at der i dens jord også findes helbredelse for spedalskhed.« (At-Targhib)

For at understrege respekten for Medina sagde Profeten (s): »Ibrahim (a) erklærede Mekka for et haram-område, og jeg erklærer Medina for et haram-område. Området mellem Medinas to grænser er også haram. Her må man hverken udgyde blod eller bære våben. Selv blade fra træerne må ikke rives af. Det er dog tilladt at gøre det som foder til dyr.« (Muslim)

Om værdien af at bo i Medina og dér udholde vanskeligheder og lidelser sagde Profeten (s): »Den af min ummah, som bor i Medina og dér udholder vanskeligheder og lidelser, vil jeg gå i forbøn for på Dommedag.« (Muslim)

Profeten (s) sagde: »Blandt min ummah vil jeg først gå i forbøn for Medinas indbyggere, derefter for Makkas indbyggere og derefter for Taifs indbyggere.« (Tabarani)

Da Hazrat Ibrahim (a) genbosatte sine efterkommere i Makkas land, bekendtgjorde han:

*******Arabisk*********

Derfor, o Allah, gør menneskenes hjerter tilbøjelige til dem, og giv dem frugter som føde, så de kan blive taknemmelige tjenere. (Sura Ibrahim)

Med henvisning til denne bøn bad Profeten (s) om godhed og velsignelse for Medina:

O Allah! Ibrahim (a) var Din særligt udvalgte tjener, Din ven og Din profet. Jeg er også Din tjener og Din profet. Han bad Dig om godhed og velsignelse for Mekka. Jeg beder Dig på samme måde om godhed og velsignelse for Medina, ja, endnu mere end det. (Muslim)

Da Profeten (s) beskrev Medinas hellighed og religiøse betydning, sagde han: Dommedagen vil ikke indtræffe, før Medina har drevet de onde mennesker ud fra sit indre, ligesom en smeds ovn fjerner urenheder fra jern. (Muslim)

Profeten (s) beskrev fortjenesten ved at ønske og bestræbe sig på at dø i Medina og sagde:

Den, der kan dø i Medina, bør bestemt gøre det. Det skyldes, at jeg vil gå i forbøn for den, der dør i Medina. (Musnads Ahmad, Tirmidhi)

Hazrat Ibn Sa’d (ra) fortæller, at Hazrat Awf ibn Malik al-Ashja’i (ra) drømte, at Hazrat Umar (ra) var blevet martyrdræbt. Da denne drøm blev fortalt ham, sagde han bedrøvet:

Hvordan skulle jeg kunne få martyrdødens lykke? Jeg opholder mig jo i det arabiske land, deltager ikke selv i nogen jihad, og folk omgiver mig hele tiden. Men hvis Allah vil det, vil Han også i denne situation skænke mig martyrdødens lykke. Derefter fremsagde han denne bøn:

*******Arabisk*********

Åh Allah! Skænk mig lykken ved at blive martyr på Din vej, og lad mig dø i Din Profets by.

Al-Masjid an-Nabawis storhed

Al-Masjid an-Nabawis store storhed består også i, at den hellige Profet byggede denne moské med sine velsignede hænder og bad i den i flere år. Han erklærede denne moské for sin egen moské. Han sagde: En bøn i min moské er bedre end tusind bønner i enhver anden moské, bortset fra al-Masjid al-Haram.

Hazrat Anas (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: Den, der i min moské beder fyrre på hinanden følgende bønner på en sådan måde, at ingen af bønnerne imellem dem går glip, vil få Helvedes ild og andre straffe tilgivet, og på denne måde vil han også blive beskyttet mod hykleri. (Musnad Ahmad, at-Targhib)

Profeten (s) sagde: Området mellem mit hus og min minbar er en af Paradisets haver, og min minbar er ved Kawthar-bassinet. (Bukhari, Muslim)

Besøget ved Rawza Pak

Hvor lykkelige var ikke de muslimer, hvis øjne blev frydet ved at se den Hellige Profet (fvmh.); de blev bestandigt velsignet med hans selskab og fandt inspiration i hans ord. Denne lykke var forbeholdt de ædle sahaba. Men denne mulighed vil bestå indtil Dommedag: De, der elsker Profeten, vil besøge hans Rawda Pak og stå ved hans tærskel for at fremsige durud og salam over ham.

Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fvmh.) sagde: Den, der udførte hajj og efter min død besøgte min grav, opnåede den samme lykke ved at besøge mig som den, der besøgte mig i min levetid. (Bayhaqi)

Den, der efter min død besøger min grav, er som den, der besøgte mig i min levetid. Den, der besøger min grav, har krav på min forbøn. Blandt min ummah er der ingen gyldig undskyldning for den, som trods evne undlader at besøge min grav. (Ilmul Fiqah)

Den, der kommer for at besøge min grav og ikke har noget andet ærinde, har fået en ret over mig, nemlig at jeg går i forbøn for ham. (Ilmul Fiqah)

Reglen om at besøge Rawda Pak

Det er wajib at besøge Rawda Pak. Det synes at fremgå af hadith. Profeten (fvmh.) siger: Den, der udførte hajj, men ikke kom for at besøge min grav, har gjort mig uret. I en anden hadith står der: Den, der trods styrke og evne ikke besøger min grav, har ingen undskyldning, der kan accepteres. På baggrund af disse hadith har de lærde sagt, at det er wajib at besøge Rawda Pak.

I virkeligheden gjorde sahaba, tabi’in og andre islamiske lærde en særlig indsats for at besøge Rawda. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde for vane, hver gang han vendte tilbage fra en rejse, som det første at gå til Rawda Pak og fremsige durud og salam.

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) kom engang til Medina sammen med Ka’b Ahbar og gik som det første til Rawda Pak for at fremsige durud og salam.

Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz sendte sin budbringer fra Syrien til Medina med det formål, at han ved sin ankomst skulle overbringe hans (Umar ibn Abd al-Aziz’) hilsen til Profetens hof.

Hajj-duaer i oversigt

Under hajj skal man fremsige duaer forskellige steder, mens man udfører hajj-ritualerne. De er beskrevet korrekt i denne bog, og deres oversættelser er også medtaget. En oversigt over duaerne og sidetallene findes nedenfor:

Dua ved at drikke Zamzam-vand – s. 270

Dua efter talbiya – s. 166

Dua ved ramy – s. 187

Dua under sa’y – s. 182

Dua under tawaf – s. 176

Steder, hvor duaer bliver accepteret – s. 208

Duaen ved offeret – s. 196

Duaen ved Multazam – s. 207

Duaen på Arafats slette – s. 168

Hajjens steder

De hellige steder i det velsignede Haram og dets omgivelser, hvor hajjens ritualer og søjler udføres, er meget ærefulde steder. De er i virkeligheden tegn på Allah den Ophøjede. De har en tæt forbindelse til islams historie. Det er yderst vigtigt for enhver muslim at kende til dem, især for dem, der rejser på hajj. På den måde kan de få det fulde udbytte af hajj. Hos dem vil den åndelige hengivenhed og de følelser opstå, som er hajjens sjæl. Navnene på disse steder og en beskrivelse af dem følger nedenfor.

1. Baytullah

Det er et firkantet, helligt hus, som Hazrat Ibrahim (a.s.) og Hazrat Ismail (a.s.) byggede på Allahs befaling. De byggede det i håbet om, at det, så længe verden består, skulle være et vejledningscentrum for hele menneskeheden. Herfra fremstod den sendebud, som skulle påtage sig det store ansvar at vejlede hele verden. Koranen bevidner, at dette Baytullah var det første hus, der blev bygget på jorden til Adams efterkommere, for at de skulle tilbede Allah. Det er en kilde til godhed og velsignelse for hele verden samt et centrum for vejledning. Under hajj går de besøgende i Haram i tawaf omkring det med den største hengivenhed, ærefrygt, ydmyghed og underdanighed.

2. Batn Urana

Et særligt sted på Arafatsletten, kendt som Batn Urana eller Uranas slette. Det var på denne slette, at Profeten (fvmh.) holdt sin tale for forsamlingen under afskedspilgrimsfærden.

3. Jabal al-Rahmah

Et velsignet bjerg på Arafatsletten.

4. Jabal Qazah

Et bjerg i Muzdalifah nær al-Mash’ar al-Haram.

5. Arafatbjerget

Et bjerg på Arafatsletten. Det er på grund af dette bjerg, at denne dal eller slette kaldes Arafat eller Arafatsletten.

6. Juhfa

Juhfa er navnet på et sted, der ligger omkring 180 kilometer vest for Mekka. Juhfa er mīqāt for syrere og for alle, der ankommer ad vejen fra Syrien. Her skal man iføre sig ihrām for at komme ind i Haram-området.

7. Jumrāt

Der findes tre søjler et stykke fra Mina. De kaldes jumrāt. Den første søjle, som ligger ved markedet i retning af Masjid al-Khayf, kaldes Jumrat al-Ulā. Navnet på den anden søjle, som ligger i retning af Baytullah, er Jumrat al-ʿAqaba. Den tredje søjle ligger mellem disse to. Den kaldes Jumrat al-Wusṭā.

8. Haram

Nogle af områderne omkring den by Mekka, hvor Baytullah og Masjid al-Haram ligger, kaldes Haram. Haram har fastlagte grænser, som alle kender. Disse grænser blev først fastlagt af profeten Ibrahim (fred være med ham). Derefter fornyede og bekræftede profeten (fred og velsignelser være med ham) disse grænser i sin tid. Haram-grænsen er omkring fem kilometer i retning af Medina. I retning af Yemen er den omkring elleve kilometer, i retning af Taif også omkring elleve kilometer og så mange kilometer i retning af Irak. Efter profeten sørgede Umar (må Allah være tilfreds med ham), Uthman (må Allah være tilfreds med ham) og Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) hver især i deres tid for at bevare disse grænser. Kærlighed til og lydighed mod Allahs religion kræver, at muslimen fuldt ud tager hensyn til disse grænsers storhed, respekt og bevarelse og afholder sig fra at udføre de handlinger, der er forbudt inden for disse grænser.

9. Hatim

Den nordvestlige del af Baytullah var en del af Kabaen på profeten Ibrahims tid, men blev senere ikke indlemmet i selve bygningen under restaureringen. Før den hellige profets profetskab udbrød der brand, og en del af Kabaen brændte. Da Quraysh ville genopbygge den, slap pengene op, og nogle af murene blev derfor opført kortere. Denne ufærdige del kaldes Hatim. Eftersom Hatim er en del af Baytullah, udfører de, der foretager tawaf, tawaf uden om Hatim, så tawaf også omfatter Hatim.

10. Dhat Irq

Et sted, der ligger cirka 100 kilometer nordøst for Mekka, og som er fastsat som miqat for Iraks indbyggere samt for dem, der kommer ad vejen fra Irak og træder ind i Haram.

11. Dhu al-Hulayfah

På vejen fra Medina til Mekka ligger stedet Dhu al-Hulayfah otte eller ni kilometer fra Medina. Det er miqat for Medinas indbyggere og for dem, der kommer fra Medina, selv om det ligger flere hundrede kilometer fra Mekka.

12. Rukn al-Yamani

Det hjørne af Baytullah, der vender mod Yemen, kaldes Rukn al-Yamani. Det er et meget velsignet sted. Profeten (ﷺ) siger: Når man berører Rukn al-Yamani og Hajar al-Aswad, bliver synderne tilgivet. (At-Targhib)

13. Zamzam

Zamzam er en historisk brønd, der ligger øst for Baytullah. Da profeten Ibrahim (عليه السلام) efter Allahs befaling bragte profeten Ismail (عليه السلام) og hans mor, Hajar (عليها السلام), til Mekka og bosatte dem i den øde ørken, viste Allah dem en særlig nåde og lod denne Zamzam-kilde springe frem til dem på denne klippefyldte egn. I hadith er der berettet om denne kilde og dens vands store velsignelse. Profeten (ﷺ) siger, at man bør drikke sig mæt i Zamzams vand. Det vil være gavnligt til det formål, man drikker det for. Det er føde for den sultne og helbredelse for den syge.

14. Safā

Safā er navnet på et bjerg øst for Baytullah. I dag er der kun et lille spor tilbage af dette bjerg. Over for det, nord for Baytullah, ligger bjerget Marwah. Det er obligatorisk for den besøgende i Haram at udføre saʿy mellem disse to. Denne saʿy er omtalt i Koranen.

15. ʿArafāt

ʿArafāt er en meget vidstrakt slette omkring femten kilometer fra Mekka. Grænsen til ʿArafāt begynder dér, hvor Harams grænse slutter. At nå frem til og opholde sig på ʿArafāts slette er en meget vigtig rukun i hajj. Hvis man undlader denne rukun, er hajj ikke gyldig. I hadith er der nævnt en stor dyd ved at opholde sig på ʿArafāt.

16. Qarn al-Manāzil

Qarn al-Manāzil er navnet på et bjergområde ved vejen øst for Mekka. Det ligger omkring halvtreds kilometer fra Mekka. Det er mīqāt for befolkningen i Najd og for dem, der træder ind i Haram ad vejen gennem Najd.

17. Muḥaṣṣab

Det er en slette mellem Mekka og Mina, beliggende mellem to bjerge. I dag er den blevet bebygget. Nu kaldes den Muʿāhadah. Profeten (s) gjorde under sin afrejse fra Mina et kort ophold her. Men at standse her er ikke en del af hajj-ritualerne.

18. Muzdalifah

Midtvejs mellem Mina og Arafat ligger et sted, der hedder Muzdalifah. Det kaldes også Jamʿ, fordi pilgrimmene skal samles her natten til den 10. Zulhijjah. Det er wajib at opholde sig i Muzdalifah. Opholdstiden er fra fajr begynder, til solen står op.

19. Masjid al-Haram

Masjid al-Haram er den fornemste af alle verdens moskéer. Ja, denne moské er selve det egentlige sted for bøn, og alle verdens moskéer er i virkeligheden stedfortrædere for denne moské. Dette er den velsignede moské, i hvis midte Allahs hus ligger—det første hus til tilbedelse på jorden og kilden til vejledning og velsignelse for hele menneskeheden. Profeten (saw) sagde: Belønningen for én bøn i denne moské svarer til belønningen for et hundrede tusind bønner andre steder.

20. Masjid an-Nabawi

Da Profeten (saw) kom til Medina efter hijrah, byggede han en moské her. Han deltog selv hele tiden sammen med sahabaerne i byggearbejdet. Han sagde: »Dette er min moské.« Han bad i denne moské i ti år, og sahabaerne bad også i den i mange år. Om denne moskés fortrin og storhed sagde Profeten (saw):

Man kan kun rejse med det formål at besøge tre moskéer: Masjid al-Haram, Masjid al-Aqsa og denne min moské. (Bukhari og Muslim)

Han sagde også: Den, der udfører fyrre bønner i denne min moské på en sådan måde, at ingen af de mellemliggende bønner går tabt, vil blive befriet fra Helvedes ild og andre straffe. På samme måde vil han også blive fritaget for hykleri. (At-Targhib)

21. Khayf-moskeen

Dette er en moské i Mina. Under opholdet i Mina udfører pilgrimmene middagsbønnen, eftermiddagsbønnen, aftenbønnen, nattebønnen og morgenbønnen i denne moské.

22. Nimrah-moskeen

Den ligger lige på grænsen mellem Haram og Arafat. Den af denne moskés mure, som vender mod Mekka, udgør forbindelsesstedet mellem Haram og Arafat. I jahiliyyah-tiden plejede Quraysh ikke at tage til Arafat, men opholdt sig inden for Harams grænse, det vil sige ved siden af Mash’ar al-Haram, og de anså dette for at være deres særlige kendetegn. Men under afskedspilgrimsfærden beordrede Profeten (fvmh.), at hans telt skulle slås op i Nimrah. Sådan blev det gjort. Det er netop her, Nimrah-moskeen ligger.

23. Mash’ar al-Haram

På Muzdalifas slette findes et højt mærke. Omkring det er der opført en afgrænsning. Dette sted kaldes Mash’ar al-Haram. Her er der blevet lagt særlig vægt på at fremsige megen dhikr og tasbih. Profeten (fvmh.) steg op på dette høje sted, fremsagde tasbih og bad. Dette er også et sted, hvor bønner bliver hørt. I Den Hellige Koran er det ligeledes sagt, at man her skal ihukomme Allah meget—

*******Arabisk*********

Når I derfor vender tilbage fra Arafat, så ihukom Allah ved Mash’ar al-Haram, sådan som I er blevet befalet.

24. Mataf

Det ovale område omkring Baitullah, som også omfatter Hatim, kaldes Mataf, det vil sige stedet, hvor man udfører tawaf. Her udfører mennesker dag og nat tawaf omkring Baitullah hvert eneste øjeblik, som møl omkring en flamme. Der er kun pause i tawaf under menighedsbønnen.

25. Maqam Ibrahim

Lidt uden for Kaabaens dør, på den nordøstlige side af Baitullah, er der opført en lille kuppel. Inde i den findes en hellig sten, hvorpå der er aftryk af begge profeten Ibrahims (a) fødder. Denne kaldes Maqam Ibrahim. Det er et meget helligt og velsignet sted og et af Allahs store tegn. Allah siger:

*******Arabisk*********

Og tag Maqam Ibrahim som et permanent sted for tilbedelse.

Efter at have afsluttet tawafs syv runder beder den, der udfører tawaf, to rakʿah ved siden af Maqam Ibrahim. Bønnestedet er mellem Maqam Ibrahim og Kaabaens dør. Imam Malik (r) siger, at Maqam Ibrahim befinder sig præcis på det sted, hvor profeten Ibrahim (a) efterlod det.

26. Multazam

Den del af Baytullahs mur, som ligger mellem Hajar al-Aswad og Ka’bas dør, kaldes Multazem. Den er omkring seks fod lang. Det er et af de vigtigste steder, hvor bønner bliver besvaret. Ordet Multazem betyder stedet, hvor man holder sig fast, det vil sige stedet, hvor man omfavner med bryst, ansigt og hænder. Det er sunnah at omfavne det på denne måde og bede her med stor ydmyghed og oprigtig inderlighed.

27. Mina

Et sted inden for Haram-området, omkring fem kilometer fra Mekka. Pilgrimmene opholder sig her natten mellem den ottende og niende Dhul-Hijjah. På den niende dag, efter at solen er stået helt op, drager pilgrimmene herfra mod Arafat.

28. Mīlayn al-Akhdarayn (to grønne markeringer)

På vejen mod Marwah, mellem Safa og Marwah, er der to grønne markeringer på venstre side. Disse to kaldes Mīlayn al-Akhdarayn. Det er sunnah at løbe mellem dem, men kun for mænd, ikke for kvinder.

29. Wadi Muhassir

Et sted midtvejs mellem Muzdalifah og Mina kaldes Muhassir. Få dage før profeten Pak (s) blev født, angreb den kristne hersker over Abessinien, Abraha, Mekka med den onde hensigt at jævne Baytullah med jorden. Da han nåede frem til Muhassirs slette, sendte Allah Ta’ala talrige flokke af små fugle fra havets side. Disse fugle havde små sten i deres næb og på deres fødder. De begyndte at kaste stenene mod Abrahās soldater med sådan voldsom kraft og uden ophør, at hele hæren blev tilintetgjort. Pilgrimmene samler små sten op fra dette sted og udfører ramī med dem. Ramī udføres med den hensigt, at hvis nogen går frem med en ond plan om at ødelægge den sande religion, skal han også tilintetgøres på samme måde, som fugleflokkene tilintetgjorde Abrahās hær. Pilgrimmene bør herfra samle det nødvendige antal små sten på størrelse med kikærter og straks forlade stedet. For dette er et sted, hvor straffen har ramt.

30. Yalamlam

Navnet på et sted sydøst for Mekka på vejen fra Yemen. Det ligger cirka 60 kilometer fra Mekka. Dette sted er miqat for dem, der kommer fra Yemen og fra Yemen-egnen. Pilgrimme fra Bangladesh, Pakistan og Indien skal iføre sig ihram her.

Terminologi

1. Ihram

At iføre sig hajj-dragten med intentionen om at udføre hajj og fremsige talbiya kaldes ihram. Den, der ifører sig ihram, kaldes muhrim. Ligesom indtagelse af mad og drikke, bevægelse og lignende bliver forbudt efter fremsigelsen af takbir tahrima i bønnen, bliver mange ting, som tidligere var tilladte, forbudt, efter at man har iført sig ihram. Derfor kaldes det ihram.

2. Ihsar

Ihsar betyder sprogligt at hindre eller holde tilbage. Som fagterm betyder det, at en person har til hensigt at udføre hajj eller umrah, men derefter bliver forhindret i at udføre hajj eller umrah. En sådan person kaldes muhsar.

3. Istilam

Det betyder at berøre eller kysse. Under tawaf er det sunnah at berøre eller kysse den Sorte Sten ved begyndelsen af hver omgang og ved tawafs afslutning. Det er mustahabb at berøre det jemenitiske hjørne.

4. Istibāgh

Overklædet skal lægges om kroppen på en sådan måde, at den ene ende i stedet for at blive lagt over højre skulder føres under højre armhule og kastes over venstre skulder. Højre skulder skal være fri. Dette udtrykker hurtighed, styrke og entusiasme og viser således, at Allahs soldat er rede til at kæmpe mod fjenden.

5. I’tikāf

I’tikāf betyder, at en person i nogen tid opgiver verdenslige gøremål, opholder sig i en moské og dér er optaget af dhikr, tasbīh, ihukommelse af Allah og lignende. At udføre denne handling i de sidste ti dage af Ramadan er sunnat mu’akkada.

6. Āfāqī

Personer, der bor uden for Miqāt, kaldes āfāqī.

7. Ifrād

Hajj er af tre slags. En af disse er ifrād. De, der udfører denne hajj, kaldes mufrid.

8. Almam

Almam betyder at stige ned. Som fagudtryk betyder Almam at vende tilbage til sin familie efter at have taget ihram af.

9. Uqiyya

En vægtenhed, der svarer til 40 dirham.

10. Ayyam al-Bid

Den 13., 14. og 15. dag i hver månemåned, det vil sige Ayyam al-Bid, de lyse dage.

11. Ayyam at-Tashriq

Ayyam at-Tashriq fra den 9. til den 13. dag i måneden Dhu al-Hijjah

12. Talbiya

En særlig bøn for dem, der besøger Haram, og som de bliver ved med at fremsige.

13. Tamattu

Tamattu er en form for hajj. Det består i at udføre hajj og umra sammen og iføre sig en separat ihram for hver af dem. Efter umra tager man ihram af. Derefter bliver alle de ting, som var forbudte under ihram, tilladte for personen. Så ifører han sig igen ihram til hajj. En sådan person kaldes mutamatti.

14. Tamlik

Tamlik betyder at gøre nogen til ejer. En betingelse for zakat er, at den person, som zakatmidlerne overdrages til, gøres til ejer af dem, så han kan bruge dem, som han ønsker.

15. Jinayat

Jinayat betyder at begå en forbudt eller ond handling. I fagterminologien betyder det at udføre en handling, som er forbudt, mens man befinder sig i Haram eller er i ihram.

16. Dam al-iḥṣār

Hvis nogen efter at have formuleret intentionen forhindres i at udføre hajj eller umrah, skal vedkommende bringe et offer efter sin evne. Dette offer kaldes dam al-iḥṣār.

17. Raml

At gå hurtigt med en vuggende bevægelse under tawafs første tre runder kaldes raml.

18. Rāmī

I Mina står der tre søjler med nogen afstand fra hinanden. Man skal kaste sten efter dem. Det kaldes rāmī. Søjlerne kaldes jumrāt.

19. Sāʾimah

Sāʾimah er dyr, som lever af at spise græs i det fri. Man behøver ikke at fodre dem med foder og lignende derhjemme. De holdes imidlertid med henblik på mælk.

20. Tawaf al-qudum

Den første tawaf, der udføres efter indrejsen i Mekka, kaldes tawaf al-qudum. Den er obligatorisk for dem, der bor uden for miqat.

21. Tawaf az-ziyarah

Den tawaf, der udføres den 10. Dhu al-Hijjah efter opholdet ved Arafat, kaldes tawaf az-ziyarah. Denne tawaf er obligatorisk.

22. Tawaf al-wada eller afskedstawaf

Den tawaf, der udføres før afrejsen fra Baytullah, er afskedstawaf. Denne tawaf er obligatorisk for afakier.

23. Umrah

Umrah er den lille pilgrimsfærd. Den kan udføres når som helst. Når man får mulighed for det, ifører man sig ihram, udfører tawaf omkring Baytullah, udfører sa’i og tager ihram af efter at have barberet hovedet eller klippet håret. Umrah kan udføres sammen med hajj eller separat.

24. Fidya

På grund af manglende evne til at faste har shariaen givet den uformuende person mulighed for i stedet at give en fattig en mængde korn svarende til sadaqat al-fitr eller bespise vedkommende med to måltider. Dette kaldes fidya i den islamiske terminologi. Det er også tilladt at give kornets værdi.

25. Qiran

At indtræde i ihram for hajj og umra på samme tid og udføre begge deres grundlæggende ritualer. En pilgrim, der udfører dette, kaldes en qarin. Hajj qiran er bedre end både hajj tamattuʿ og hajj ifrad.

26. Kirat

Én kirat svarer til fem bygkorn. Tyve kirat udgør én mithqal.

27. KaffaraDen handling, som shariaen har foreskrevet som soning for en mangel eller fejl set fra shariaens synspunkt, kaldes kaffara.

28. Mithqal

En bestemt vægtenhed kaldes miskal. Den svarer til tre māsha eller én ratti.

29. Muhrim

Den person, der ifører sig ihram til hajj eller umrah fra miqat, kaldes muhrim.

30. Muhassar

Den person, der efter at have haft til hensigt at udføre hajj eller umrah af en eller anden grund bliver forhindret i at gennemføre hajj eller umrah, kaldes muhassar.

31. Miqat

Miqat er et bestemt sted, hvorfra det er forbudt at tage til Makkah Mukarramah uden at iføre sig ihram. Uanset hvilket formål en person har med at tage til Makkah, skal han iføre sig ihram, når han når miqat. Det er makruh tahrimi at fortsætte videre uden ihram.

32. Wasaq

Wasak betyder vægten af én kamel, svarende til 60 saʿ.

33. Hady

Ordret betyder det gave eller offergave. I shariaens terminologi betegner hady det dyr, som den, der besøger Haram, tager med sig eller på anden måde bringer dertil for at ofre det.

34. Yawm al-Tarwiyah

Den 8. dag i måneden Dhu l-Hijjah kaldes Yawm al-Tarwiyah. Det betyder, at hajj-ritualerne begynder denne dag.

35. Yawm Arafat

Den 9. dag i måneden Dhu l-Hijjah, det vil sige hajj-dagen, kaldes Yawm Arafat eller Arafat-dagen. Denne dag samles pilgrimmene på Arafats slette.

36. Yawm al-Nahr

Den 10. dag i måneden Dhul-Hijjah kaldes Yawm an-Nahr. Det skyldes, at ofringen begynder den dag.

— Afslutning —