Forlæggerens ord

Der har i lang tid været et stærkt følt behov for et værk om fiqh-videnskaben, som skulle være kortfattet, men samtidig opfylde alle aspekter af enhver muslims livs behov. Allah være lovet, den af maulana Muhammad Yusuf Islahi på urdu forfattede “Asan Fiqh” har opfyldt dette behov for os. Vi takker Allah for at have fået mulighed for at udgive dette værk, der består af to bind, på bengali.

Da bogen er blevet oversat af den fremtrædende islamiske tænker og forfatter, hr. Abbas Ali Khan, mener vi, at oversættelsen er blevet troværdig. Dette bind indeholder tre kapitler med titlerne Aqaaid, Taharah og Salah. Bind 2 indeholder zakatens, fastens og hajjens bestemmelser.

Det er værd at bemærke, at der i den muslimske verden i dag findes fire retninger inden for fiqh-videnskaben: hanafi, maliki, shafi‘i og hanbali. Der findes desuden tilhængere af en anden retning, som ikke følger nogen af de ovennævnte fire retninger. De er kendt som salafier eller ahl al-hadith. Alle de ovennævnte retninger er korrekte. Grundlaget for dem alle er Koranen og hadith. Alle havde som mål at følge Koranen og hadith fuldt ud. Ingen oprigtig tilhænger af sandheden kan forsøge at skabe splittelse i den muslimske ummas enhed ved på grund af disse forskelle at bebrejde hinanden og anse hinanden for at være trådt ud af religionen.

På det indiske subkontinent findes der tilhængere af alle retninger. Da hanafi-retningen imidlertid har flest tilhængere, er dette værk udarbejdet udelukkende på grundlag af hanafi-retningen, så menige muslimer uden tøven og med fuld tryghed kan følge deres egen madhhab. Dog er udtalelser fra andre fiqh-retninger nogle steder medtaget i fodnoterne.

I forskellige tidsaldre har de lærde efter omfattende forskning anbefalet forskellige synspunkter vedrørende bestemte juridiske spørgsmål; det synspunkt, der er blevet anset for korrekt, er også nævnt i fodnoterne, så den, der ønsker det, kan følge det med et åbent sind. Desuden er tilbedelsens og de gode handlingers fortrin og betydning beskrevet i lyset af hadith sammen med de juridiske spørgsmål, så der kan vækkes en stærk hengivenhed for tilbedelsen i hjertet.

Det er læserne, der skal bedømme, om vi har haft succes. Må Allah den Ophøjede give os mulighed for at følge Hans religion fuldt ud. Amin. Forlæggeren

Terminologi

I fiqh-bøgerne anvendes nogle betegnelser, som har bestemte og særlige betydninger. For at forstå fiqh-reglerne og masā’il er det nødvendigt også at kende deres korrekte betydning.

Også i dette værk anvendes disse betegnelser, hvor det er nødvendigt. I stedet for at forklare dem hver gang er det blevet anset for hensigtsmæssigt allerede i begyndelsen af værket at indsætte en liste med deres forklaringer. Betegnelserne er forklaret i alfabetisk rækkefølge efter det bengalske alfabet, og man kan slå dem op efter behov. Man kan også lære alle betegnelserne udenad under ét.

Ā

1. Adā

Den tilbedelseshandling, der udføres inden for dens fastsatte tid, kaldes adā. For eksempel kaldes det adā at bede fajr-bønnen efter subḥ ṣādiq og før solopgang samt at faste i Ramadan-måneden.

2. Awsāt-e Mufaṣṣal

Suraerne fra الطارق til البينة kaldes Awsāt-e Mufaṣṣal. Det er sunnah at recitere dem under asr- og isha-bønnerne.

3. Ayyām at-Tashrīq

Den 11., 12. og 13. i måneden Dhul-Hijjah kaldes ayyām at-tashrīq. Den takbīr, der fremsiges efter hver obligatorisk bøn på disse fem dage: Yawm ʿArafah (den 9. Dhul-Hijjah), Yawm an-Nahr (den 10. Dhul-Hijjah) og ayyām at-tashrīq, kaldes takbīr at-tashrīq.

4. ʿAqīdah

Det vil sige en sandhed, som mennesket har en fast tro på, såsom sandheden om, at Allah er Én, og at ingen er Hans partner i Hans væsen, egenskaber, befalinger eller myndighed. Dette er muslimens ʿaqīdah.

5. ʿAmal qalīl

ʿAmal qalīl betegner en handling, som den bedende ikke udfører meget. Hvis man af nødvendighed udfører en sådan mindre handling, bliver bønnen hverken ugyldig eller makrūh.

6. ʿAmal kathīr

Det er en handling, som den bedende udfører meget, så enhver, der ser det, mener, at personen ikke beder. Det kan for eksempel være, at man begynder at klø sig på kroppen med begge hænder, eller at en kvinde under bøn begynder at binde sit hår. Dette kaldes ʿamal kathīr, og derved bliver bønnen ugyldig.

7. ʿAwrah

De dele af kroppen, som det er obligatorisk at holde tildækket, kaldes awrah. For mænd er det obligatorisk at holde området fra navlen til knæene tildækket. Det er også obligatorisk at dække knæene. For kvinder er det obligatorisk at holde hele kroppen tildækket med undtagelse af ansigtet, håndfladerne og fodsålerne.

I

8. Islamiske shaʿāʾir

Med islamiske shaʿāʾir menes de religiøse tilbedelseshandlinger og praksisser, som er tegn på religionens storhed og værdighed, og som skaber tiltrækning til religionen, kærlighed til den samt en følelse af dens storhed og betydning.

9. Isāl al-thawāb

At overføre belønningen for ens gode gerninger samt verdslige og legemlige tilbedelseshandlinger til en afdød, det vil sige at bede Allah: »Overfør belønningen for denne min tilbedelse eller gode gerning til den og den persons sjæl« – dette kaldes Isāl al-thawāb.

10. Yāʾisa

En ældre kvinde, hvis menstruation er ophørt, kaldes yāʾisa.

Dette

11. Offentlig adgang

Dette er en af betingelserne for, at fredagsbønnen er obligatorisk. Det betyder, at alle kategorier af mennesker på det sted, hvor fredagsbønnen afholdes, frit skal have tilladelse til at deltage, og at ingen må hindres eller forbydes det på nogen måde.

12. Iqāmah

Før man stiller sig op til bøn i menigheden, gentager én person de ord, der blev sagt i adhānen, og siger desuden قد قامت الصلوة og at sige det to gange kaldes iqāmah. Den kaldes almindeligvis også takbīr.

13. Iqtida

At bede i menigheden bag imamen kaldes iqtida. Den, der følger imamen, kaldes muqtadi. Den imam, som man følger, kaldes muqtada.

14. At vende sig mod qiblaen

At vende ansigtet mod qibla under bønnen kaldes istiqbāl al-qibla. At vende sig mod qibla betyder at vende både ansigt og bryst mod qibla. Dette er en af bønnens betingelser, og hvis denne betingelse ikke er opfyldt, er bønnen ikke gyldig.

15. Istikhāra

Istikhāra betyder at bede om det gode. Som religiøst begreb betegner istikhāra eller istikhāra-bønnen den frivillige bøn, som Profeten (s.a.v.) lærte muslimerne med det formål, at hvis man på noget tidspunkt overvejer at udføre en tilladt handling, men det ikke bliver klart, hvad der er bedst ved den, og man ikke kan føle sig sikker på nogen af de gode eller dårlige muligheder, skal man bede to rakʿah frivillig bøn og fremsige den foreskrevne istikhāra-bøn. Det kan forventes, at Allah gennem velsignelsen ved istikhāra-bønnen vil skabe sikkerhed eller en tilbøjelighed i hjertet med hensyn til en af mulighederne.

16. Istinjā

At rense og gøre kroppens forreste og bageste dele rene efter menneskelige fornødenheder, det vil sige vandladning og afføring, kaldes istinjā. Istinjā kan udføres med jord eller vand.

17. Istihāḍa

Den blødning, der kommer fra kvinders urinåbning uden for menstruation og barselsblødning, kaldes istihāḍa.

18. Én misāl

Når skyggen af enhver genstand, bortset fra dens oprindelige skygge ved middagstidens hældning, bliver lige så lang som genstanden selv, kaldes det én mithl.

19. ‘Iyādat

‘Iyādat betyder at besøge en syg og spørge ind til hans tilstand. Det er mustahabb.

og

20. Wājib

Det er lige så bindende at opfylde en wājib som en farḍ. Den, der anser den for ubetydelig og uden grund undlader den, er fāsiq og vil være strafværdig. Den er vigtigere og mere nødvendig end sunna mu’akkada. Den, der benægter en wājib, kan dog ikke kaldes kāfir.

21. Wādī

Ud over sædafgangen og den væske, der kommer ud lige før den, kaldes den tykke væske, der på andre tidspunkter kommer ud gennem penis, og som for det meste kommer ud efter vandladning, wādī.

22. Watan asli

Et sådant sted, hvor en person bor permanent, kaldes watan asli. Hvis nogen forlader dette sted med intentionen om at bo permanent et andet sted, bliver det nye sted watan asli. Det første sted vil ikke længere være watan asli.

K

23. Qira’at

At recitere den hellige Koran under bønnen kaldes qira’at. Under bønnen er qira’at svarende til én lang ayat eller tre korte ayat obligatorisk. Qira’at er en af bønnens søjler. Uden den er bønnen ikke gyldig.

24. Qurbani

At slagte et dyr for Allahs tilfredshed på dagene under Eid al-Adha kaldes qurbani. Det er en erklæring om, at Allahs tjener, hvis det bliver nødvendigt, ikke vil tøve med at udgyde sit eget blod på Allahs vej.

25. Qa’da ula

At sætte sig efter den anden rakʿat i en bøn med fire rakʿat for at recitere at-taḥiyyāt kaldes qaʿda-ye ūlā.

26. Qaʿda-ye ākhira

At sætte sig i den sidste rakʿat i hver bøn for at recitere at-taḥiyyāt kaldes qaʿda-ye ākhira. I en bøn med to rakʿat er det siddestillingen i den anden rakʿat, i en bøn med tre rakʿat i den tredje rakʿat og i en bøn med fire rakʿat i den fjerde rakʿat, der kaldes qaʿda-ye ākhira. I hver bøn er qaʿda-ye ākhira fard

27. Qawma

At stå helt oprejst og roligt efter at have rejst sig fra rukūʿ kaldes qawma. Det er en af bønnens wajib-handlinger.

28. Qiṣār al-mufaṣṣal

Fra sura الزلزال til sura الناس til og med kaldes disse suraer qiṣār al-mufaṣṣal. Det er masnūn at recitere disse suraer i maghrib-bønnen.

29. Qunūt nāzila

Ved Qunūt an-Nāzila forstås den bøn, som Profeten (fred være med ham) fremsagde for at beskytte mod fjendens ødelæggelse, knuse dens magt og tilintetgøre den. Efter Profeten sørgede også sahabaerne for at fremsige den.

Kh

30. Khusūf

En måneformørkelse kaldes khusūf. I Koranen står der وخسف القمر hvilket betyder: »Månen vil blive formørket, og den vil blive uden lys.« Den to-rakʿah-bøn, der bedes under khusūf, kaldes ṣalāt al-khusūf eller khusūf-bønnen.

G

31. Ghair-damawī-dyr

De dyr, som slet ikke har blod, eller som har blod, men hvor det ikke cirkulerer, såsom myg, fluer, hvepse og skorpioner, kaldes ghair-damawī-dyr.

32. Ghusl

At vaske hele kroppen og rense den for najāsa haqīqī og ḥukmī i overensstemmelse med sharīʿa kaldes ghusl.

Chha

33. Den oprindelige skygge

Den skygge, som enhver genstand har ved middagstid, kaldes den oprindelige skygge.

34. En-misāl-skyggen

Når enhver genstands skygge, bortset fra den oprindelige skygge, er lige så lang som genstanden selv, kaldes den en-misāl-skyggen.

35. To-misāl-skyggen

Når enhver genstands skygge, bortset fra den oprindelige skygge, er dobbelt så lang som genstanden, kaldes den to-misāl-skyggen.

J

36. At sidde mellem de to prostrationer kaldes jalsa i fiqh-terminologien; det er en af de obligatoriske handlinger i bønnen.

37. Den anden menighed

Når de, der ikke kunne deltage i den regelmæssige menighedsbøn i moskéen, danner en ny menighed efterfølgende, kaldes dette den anden menighed. Under nogle omstændigheder er denne anden menighed tilladt, mens den under andre omstændigheder er makruh.

38. Jamaʿ bayna as-salatayn

At bede to bønner, der hører til to forskellige bønnetider, samlet på én tid, kaldes jamaʿ bayna as-salatayn. For eksempel at bede zuhr- og asr-bønnen på zuhrs tid. Under hajj bedes zuhr- og asr-bønnen samlet på Arafat ved zuhrs tid den 9. Zulhijjah. Derefter, når man ankommer til Muzdalifa, bedes maghrib- og isha-bønnen samlet på ishas tid. Under hajj praktiseres jamaʿ bayna as-salatayn altså; ifølge nogle er det også tilladt under en rejse.

39. Jamaʿ suri

Det betyder, at man udsætter den ene bøn, så man beder den, når dens tid næsten er udløbet, og derefter beder bønnen for den anden tid, så snart dens tid begynder. På denne måde vil det tilsyneladende se ud, som om de to bønner blev bedt samtidig, men i virkeligheden blev hver af dem bedt inden for sin egen tid. Ifølge hanafitterne er kun jamaʿ suri tilladt under andre rejser end hajj; jamaʿ haqiqi er ikke tilladt.

40. Jamʿ haqīqī

Det betyder at bede to bønner sammen i tidspunktet for den ene af dem. For eksempel at bede zuhr- og asr-bønnen sammen i zuhr-tiden.

41. Jamʿ taqdīm

Det betyder at bede den anden bøn sammen med den første i den første bøns tidspunkt, før den anden bøns tidspunkt indtræder. For eksempel at bede asr-bønnen sammen med zuhr-bønnen i zuhr-tiden, før tidspunktet for asr-bønnen indtræder. Det gøres for eksempel ved ʿArafāt under hajj.

42. Jamʿ taʾkhīr

Det betyder at udsætte en bøn og bede den sammen med den anden bøn i den anden bøns tidspunkt. For eksempel ikke at bede maghrib-bønnen i maghrib-tiden, men udsætte den og bede den sammen med isha-bønnen i isha-tiden. Det gøres for eksempel i Muzdalifah.

43. Janābah

Janābah betyder sprogligt at holde sig på afstand. I fiqh-terminologien betegner det den tilstand af rituel urenhed, hvor ghusl bliver obligatorisk for en mand eller kvinde. Dette bad bliver nødvendigt efter gennemførelse af samleje eller ved sædafgang på anden måde, hvad enten den er fremkaldt eller sker spontant. Da en person i denne tilstand skal holde sig fra rituel renhed og bøn, kaldes tilstanden janābah.

44. Jahr-bøn

Det vil sige en bøn, hvor det er wajib for imamen at recitere højt. For eksempel er de første to rakʿat af maghrib og isha, fajr, jumuʿa samt de to eid-bønner jahr-bønner. I disse bønner er det wajib for imamen at recitere højt.

t

45. Tahmid

Efter at have rejst sig fra rukūʿ og indtaget qawma-stillingen ربنا لك الحمد læses.

46. Tahiyyat al-masjid

Tahiyyat al-masjid er den bøn, som det er sunna for dem, der træder ind i moskeen, at bede. Tahiyyat al-masjid kan bedes som to rakʿat, og det er også sunna at bede flere end det. Hvis nogen efter at være trådt ind i moskeen beder en fard-, wajib- eller sunnah-bøn, vil den træde i stedet for Tahiyyat al-masjid.

47. Tasbih

At læse Subhana rabbiyal-azim eller Subhana rabbiyal-a’la under bønnen.

48. Tasmi

At læse ved opstigning fra rukūʿسمع الله لمن حمده læses.

49. Tasmia

بسم الله الرحمن الرحيم læses.

50. Tašahhud

At læse at-Tahiyyāt under siddestillingen. Da der i slutningen aflægges vidnesbyrd om tawḥīd og risālah, kaldes det tašahhud.

51. Taʿawwudh

اعوذ بالله من الشيطان الرجيمat recitere.

52. Taʿdīl al-arkān

At udføre rukūʿ og sujūd med ro og sikkerhed og udføre qawmah og jalsah korrekt.

53. Taʿziyah

Taʿziyah er at opfordre den afdødes slægtninge til at være tålmodige, udtrykke sin medfølelse og bede for den afdøde.

54. Takbīrat al-taḥrīmah

At sige “Allāhu akbar” ved bønnens begyndelse. Den kaldes Takbīrat al-taḥrīmah, fordi bønnen begynder derefter, og tale, spisning, drikning og alt lignende bliver forbudt under bønnen.

55. Takbīr

At sige Allahu Akbar. Generelt kaldes iqāmah også takbīr.

56. Takbīr al-tashrīq

Det takbīr, der siges højt én gang efter hver obligatorisk bøn fra fajr den 9. Zulhijjah til og med asr den 13. Zulhijjah, kaldes takbīr al-tashrīq. Det lyder således:

الله اكبر الله اكبر لااله الاالله والله اكبر الله اكبر ولله الحمد-

57. Tahlīl

لااله الااللهDet at recitere det kaldes tahlīl.

58. Tahajjud

Tahajjud betyder at stå op fra søvnen. Den bøn, man beder efter at være stået op efter at have sovet et stykke tid om natten, kaldes tahajjud-bønnen. Den foreskrevne måde at bede tahajjud på er, at man står op fra søvnen efter midten af natten og beder.

59. Tayammum

I ordbogen betyder tayammum at beslutte og have til hensigt, og i fiqh-terminologien betyder tayammum at opnå tahārat fra najāsat hukmiyyah ved hjælp af ren jord eller lignende, når der ikke er vand. Tayammum kan udføres i stedet for wuḍūʾ og også i stedet for ghusl.

60. Tayamun

At begynde enhver handling fra højre side, såsom at begynde wuḍūʾ med højre hånd og først tage skoen på højre fod på.

61. Tilāwat al-Mufaṣṣal

Fra sūraen الحجرات til sūraen البروج kaldes disse sūraer Ṭiwāl al-Mufaṣṣal. Det er masnūn at recitere dem i fajr- og ẓuhr-bønnerne.

62. Tahārat

Tahārat er det modsatte af najāsat. Tahārat betyder at blive rituelt ren i overensstemmelse med sharīʿa fra kroppens najāsat ḥaqīqiyyah og najāsat ḥukmiyyah.

63. Tohr

Den rene tilstand mellem to menstruationer kaldes tohr.

64. Dabaghat

At garve råt skind, så dets fugt og dårlige lugt fjernes, kaldes dabaghat. Ved garvning bliver skindet fra ethvert halal- eller haramdyr rent. Men svineskind bliver under ingen omstændigheder rent.

65. Dāmavī-dyr

Et dyr, hvori blodet cirkulerer.

66. Dirham

En dirham vejer tre māshā og én rati. Det svarer omtrent til én taka.

67. Dū-mithl

Når solen er gået ned fra zenit, kaldes det dū-mithl, når et objekts skygge, bortset fra dets oprindelige skygge ved middagstid, bliver dobbelt så lang som objektet.

N

68. Najasat-e haqīqī

Ved najasat-e haqīqī forstås de urenheder, som naturligt vækker menneskets afsky, og som sharīʿaen påbyder, at man beskytter sin krop, sit tøj og sine øvrige ejendele imod og holder sig fra.

69. Najasat-e hukmī

En tilstand af urenhed, som ikke kan ses, men som kendes gennem sharīʿaen, kaldes najasat-e hukmī, såsom at være uden wuḍūʾ eller at have behov for ghusl. Den kaldes også hadath.

70. Najasat-e khafīfa

De former for urenhed, hvis urenhed er noget mindre alvorlig, og som ifølge visse beviser i shariaen med en vis sandsynlighed også kan anses for rene, kaldes Najasat-e-Khafifa. Derfor er bestemmelsen om dem i shariaen også noget mindre streng. Det gælder for eksempel ekskrementer fra en fugl, hvis kød det er haram at spise.

71. Najasat-e-Ghaliza

Det, hvis urenhed der ikke er nogen tvivl om, kaldes Najasat-e-Ghaliza. Mennesker føler naturligt afsky for det, og der findes også beviser i shariaen på, at det er urent. Det gælder for eksempel svinet og alt, hvad der kommer fra det, samt menneskers urin, afføring og lignende.

72. Nafl

En handling, som Profeten (s.a.) udførte en gang imellem, men ikke gjorde det meste af tiden, kaldes nafl. Nafl kaldes også mandub, mustahabb og tatawwu.

73. Nifas

Det blod, der kommer ud fra en kvindes kønsorgan efter fødslen, kaldes nifas. Blødningen varer højst 40 dage, og der er ingen fastsat minimumsvarighed.

74. Chasht-bønnen

Den frivillige bøn, der udføres fra efter solopgang, når solen står tydeligt på himlen, og indtil middag, kaldes chasht-bønnen. Denne bøn er mustahabb. Man kan bede fire rakʿat eller flere.

75. Bøn med qasr

Med bøn med qasr menes den forkortede bøn under en rejse. Shariaen har givet den rejsende så stor en lettelse, at han kan bede zuhr-, asr- og isha-bønnerne som to rakʿat i stedet for fire. Der er ingen qasr for fajr- og maghrib-bønnerne.

F

76. En handling, som det er obligatorisk for enhver muslim at udføre, og den, der benægter den, er kafir. Den, der uden gyldig grund undlader en fard, er fasik og fortjener straf. Fard er af to slags: fard al-ayn og fard al-kifaya.

77. Fard al-ayn

Det, som det er helt obligatorisk for enhver muslim at udføre; hvis man undlader det, bliver man groft syndig og fortjener straf. For eksempel bøn og faste.

78. Fard al-kifaya

Det, som ikke er obligatorisk for hver enkelt person, er en kollektiv pligt for alle muslimer, således at pligten er opfyldt for alle, hvis nogle udfører den, mens alle bliver syndige, hvis ingen udfører den. Eksempler herpå er begravelsesbønnen, at indhylle den afdøde i ligklæde og begrave ham eller hende osv.

79. Fiqh

Ordet fiqh betyder fornuft, dømmekraft, skarpsindighed og forståelse. Som fagudtryk betyder fiqh de islamiske retsregler, som lærde med dyb viden om og ekspertise i Koranen og sunnaen har udledt af Koranen og sunnaen med argumenter og beviser.

80. Fidya

Fidya er en almisse, der gives på vegne af en afdød som erstatning for de bønner, der skulle have været indhentet. Fidyaen for én bøn er en og en kvart ser hvede eller to og en halv ser byg. Man kan også give det tilsvarende beløb.

M

81. Māʾ jāri

Strømmende vand kaldes »māʾ jāri«. Det gælder for eksempel vandet i floder, have, bjergbække, kanaler og lignende. »Māʾ jāri« er rent. Man kan foretage rituel renselse med det. Men hvis det bliver blandet med så meget urenhed, at dets farve, smag og lugt ændres, kan man ikke foretage rituel renselse med det.

82. Māʾ-e rāqid qalīl

Rāqid betyder stillestående. Māʾ-e rāqid qalīl betyder så lidt stillestående eller indesluttet vand, at hvis der falder afføring i den ene ende, ændres hele vandets farve, lugt og smag helt til den anden ende.

83. Māʾ-e rāqid kathīr

Det er indesluttet vand i så stor en mængde, at hvis der falder afføring i den ene ende, sker der ingen ændring i den anden ende. Det vil sige, at vandets farve, lugt og smag ikke ændres.

84. Māʾ-e ṭāhir muṭahhir

Vand, der i sig selv er rent og også kan rense andre ting, og med hvilket wudu og ghusl er gyldige, kaldes māʾ-e ṭāhir muṭahhir.

85. Māʾ-e mustaʿmal

Det er vand, som nogen har brugt til wudu for at blive ren for hadath aṣghar eller med intentionen om belønning, eller som en person, for hvem ghusl er obligatorisk, har brugt til ghusl, forudsat at der ikke var nogen urenhed på hans krop. Sådant vand er i sig selv rent, men wudu og ghusl er ikke gyldige med det.

86. Māʾ mashkūk

Māʾ mashkūk (tvivlsomt vand) er vand, der er rent, men hvorvidt man kan opnå renselse med det, er tvivlsomt. Det gælder f.eks. vand, som et æsel eller et muldyr har drukket af og efterladt. Reglen for dette vand er, at man skal foretage wudu med det og derefter også tayammum.

87. Māʾ najās (urent vand)

Det er vand, som ikke kan anvendes til tahārah, og hvis det kommer på tøj eller kroppen, bliver disse også urene.

88. Mubāh

Enhver tilladt handling, som ikke medfører belønning, hvis man udfører den, og ingen synd, hvis man undlader den.

89. Mubāsharat

Seksuelt samvær kaldes mubāsharat.

90. Mudrik

Den person, der fra begyndelsen til slutningen forbliver sammen med imamen i menigheden, kaldes mudrik.

91. Madhy

Den hvidlige væske, der udskilles før sædafgangen på tidspunktet for seksuel ophidselses højdepunkt, kaldes madhy.

92. Murtad

En murtad er en person, der efter at have troet på islam vender tilbage til kufr.

93. Musafir

I shariaens terminologi kaldes en person musafir, når han forlader sin egen landsby for at rejse en afstand på 36 miles [ifølge nogle hanafitiske lærde er denne afstand 48 miles]. En sådan person skal bede forkortede bønner under rejsen.

94. Masbuq

En masbuq er en muqtadi, som slutter sig noget sent til menighedsbønnen, efter at én eller to rakʿah er blevet udført.

95. Mustahabb

Mustahabb betegner en handling, som Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) udførte en gang imellem, men ikke gjorde det meste af tiden. Der er stor belønning for denne handling, men ingen synd, hvis man undlader den.

96. Maseh

Maseh betyder at stryge med en våd hånd. Uanset om man udfører maseh over hovedet eller over sokkerne, skal det gøres med ubrugt vand.

97. Muqtadi

Den, der udfører bønnen bag imamen, kaldes en muqtadi.

98. Mukabbir

Den, der fremsiger iqāmah og takbīr, kaldes mukabbir. Når menigheden er stor, kaldes også den person, der gentager imāmens takbīr og viderebringer hans stemme til alle muqtadīerne, for mukabbir.

99. Makrūh taḥrīmī

Enhver handling, som det er obligatorisk for enhver muslim at afholde sig fra. Den, der udfører den uden en gyldig undskyldning, bliver en alvorlig synder. Den, der benægter dette, kan dog ikke erklæres for kāfir.

100. Makrūh tanzīhī

En handling, som man belønnes for at afholde sig fra, men ikke synder ved at udføre.

101. Manī

Et stof, hvis udskillelse fuldbyrder den seksuelle lyst og får ophidselsen til at aftage.

r

102. Rukn

Rukn er betegnelsen for den del af noget, hvis tilstedeværelse eller fravær dets beståen afhænger af. Flertalsformen af rukn er arkan. For eksempel betegner bønnernes arkan qiyam, recitation, ruku, sujud, qaumah og den afsluttende qa’dah; alle disse er dele af bønnen, hvis eksistens afhænger af dem. Islams arkan er aqidah, bøn, zakat, faste og hajj. Det er på disse, islams bygning er grundlagt. Uden dem kan denne bygning ikke bestå.

l

103. Lahik

Lahik betegner en muqtadi, som har været med i menigheden fra begyndelsen, men derefter går glip af én eller flere rak’ah.

s

104. Sutra

Hvis en bedende beder et sted, hvor folk passerer foran ham, kaldes det i den religiøse terminologi sutra at stille en høj genstand op foran sig som afskærmning.

105. Tildækning af awrah

Awrah betegner den del af kroppen, som det ifølge sharia er forbudt at vise. For mænd er det obligatorisk at dække området fra navlen til knæene; for kvinder er det obligatorisk at dække hele kroppen bortset fra ansigt, hænder og fødder. Tildækning af awrah betyder at dække disse dele, hvilket er obligatorisk.

106. Sujud as-sahw

Sahw betyder at glemme. Hvis der under bønnen ved en fejltagelse sker en forøgelse eller en mangel, bliver det obligatorisk at udføre to prostrationer ved bønnens afslutning for at udbedre den skade, der er sket på bønnen. De kaldes sahw-prostrationer.

107. Den stille bøn

De bønner, hvor det er obligatorisk for imamen at recitere sagte, kaldes stille bønner. For eksempel zuhr- og asr-bønnen.

108. Sunnah

Sunnah er de handlinger, som Profeten (fred være med ham) og de ædle sahabaer (må Allah være tilfreds med dem) udførte. De er af to slags: sunnah mu’akkadah og sunnah ghayr mu’akkadah.

109. Sunnah mu’akkadah

Det er de handlinger, som Profeten (fred være med ham) og de ædle sahabaer altid udførte og aldrig undlod uden en gyldig grund. De advarede dog ikke dem, der undlod dem. Den, som uden en gyldig grund opgiver dem og gør det til en vane, er en fāsiq og synder. Han vil blive berøvet Profetens (fred være med ham) vidnesbyrd. Hvis noget imidlertid undlades ved et tilfælde, er det en anden sag.

110. Sunnah ghayr mu’akkadah

Det er en handling, som Profeten (fred være med ham) eller sahabaerne udførte, men som de undertiden også undlod uden en gyldig grund. Den, der udfører den, får stor belønning, men der er ingen synd ved at undlade den.

111. Ṣāḥib at-tartīb

En troende tjener, som aldrig har haft en forsat bøn, men som har fået én, to eller fem af dagens og nattens fem daglige bønner som forsatte — hvad enten det skete sammenhængende eller på forskellige tidspunkter — eller som tidligere har haft forsatte bønner, men har indhentet dem, og som stadig har én, to eller fem forsatte bønner til gode, kaldes i sharīʿa-terminologien ṣāḥib at-tartīb.

112. Ṣadaqat al-fiṭr

Sadaqat al-fitr er den almisse, som enhver velstående person giver til den berettigede før eid al-fitr-bønnen. Det er wājib for enhver muslim at give denne almisse, hvis han ejer mere, end han behøver til sine grundlæggende behov, uanset om zakat er wājib for ham eller ej. Det er heller ikke en betingelse, at formuen skal have været i hans besiddelse i et helt år. Det er også wājib at give den på enhver mindreårigs vegne. Selv hvis en sindssyg er velhavende, er det wājib at give den på hans vegne.

Kapitlet om troslæren

Islams søjler

Enhver bygning eller ethvert hus står nødvendigvis på et fundament eller nogle søjler. Bygningen forbliver kun i god stand, så længe dens fundament eller søjler er stærke. Hvis disse søjler bliver vaklende eller svækkes, vil huset, der står på dem, også blive svagt. Og hvis søjlerne allerede fra grunden vakler eller bliver så forfaldne, at de er ved at styrte sammen, vil huset heller ikke kunne blive stående, men når som helst kunne styrte med et brag til jorden. Islam kan sammenlignes med et hus. Det har fem arkān eller søjler. Disse kaldes islams arkān.

Jo stærkere disse søjler i islams bygning eller hus er, desto mere varig vil den islamiske bygning også være. Hvis disse arkān, måtte Allah forbyde det, bliver svage, deres fundament løsnes, eller de bliver så ustabile, at de er ved at falde, vil den islamiske bygning heller ikke kunne bestå. Den vil en dag styrte med et brag ned på jorden.

Hvis islam nu er os kær, og hvis vi ønsker at tilbede den ene Allah i tryghed og i fredelige omgivelser under dette hus’ skygge, samtidig med at vi nærer det ædle ønske, at alle Allahs tjenere skal søge ly i denne bygning, holde sig på afstand af kufrs og shirkens farer, leve som Allahs elskede tjenere og opnå succes i både religionen og verden, så er det vores pligt at lære islams arkāns væsentlige betydning grundigt at kende og sørge fuldt ud for deres varighed og styrke. Derefter må vi under ingen omstændigheder lade dem blive svage. Årsagen er, at denne mægtige islamiske bygning med alle sine utallige velsignelser kun kan bestå, når disse søjler er stærke og står fast.

Islams arkān er fem:

1. Kalimah ṭayyibah, det vil sige at forkaste troen på og forestillingerne om kufr og shirk og antage troen på den islamiske troslære.

2. At opretholde bønnen.

3. At give zakat.

4. At faste i Ramadan.

5. At udføre hajj til Baytullah.

Profeten (sa) siger:بني الاسلام على خمس

Islams grundlag hviler på fem ting

شهادة ان لأ اله الأالله و ان محمدا رسول الله-

At bevidne, at der ikke findes nogen guddom bortset fra Allah, og at Muhammad (sa) er Allahs sendebud.

واقام الصلوة

og at udføre bønnen.

وايتاء الزكوة

og at give zakat.

وصوم رمضان

og at faste i Ramadan.

وحج البيت

og at besøge Allahs hus, det vil sige at udføre hajj.

Islamiske forestillinger – tro og tankegang

Grundlaget for gode gerninger

I islam er iman grundlaget for al tilbedelse og alle gode gerninger. Uden iman er ingen tilbedelse pålidelig, ingen god gerning bliver accepteret, og frelse er heller ikke mulig. Uanset hvor god en handling måtte se ud, vil den ikke have nogen værdi hos Allah, hvis iman ikke er dens grundlag. Koranen kalder den handling for en god gerning, hvis inspirationskilde er iman.

Allah siger:

Enhver, der gør gode gerninger, hvad enten det er en mand eller en kvinde, vil Jeg, hvis vedkommende er troende, give et rent og godt liv. (Sura an-Naml: 97)

Et andet sted i Koranen siges det:

Sig til dem: Skal Jeg fortælle jer, hvem der er mest fortabte og mislykkede med hensyn til deres gerninger? Det er dem, hvis al stræben og alle anstrengelser i det jordiske liv er blevet brugt i vildfarelse, mens de tror, at de gør gode gerninger. Det er dem, der har fornægtet Allahs tegn og ikke troet på at skulle møde Allah. Derfor er alle deres gerninger blevet til intet. På opstandelsens dag vil de ikke have nogen værdi. (Sura al-Kahf: 103-105)

Hvad menes der med iman?

At acceptere Kalima Tayyibas og Kalima Shahadas betydning i hjertet og udtale dem med munden kaldes iman.

Kalima Tayyiba: لااله الا الله محمد رسول الله

Der er ingen guddom undtagen Allah. Muhammad (s.a.) er Allahs sendebud.

Kalima Shahada: اشهد ان لأ اله الا الله واشهد ان محمدا عبده ورسوله

Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom undtagen Allah, og jeg bevidner endvidere, at Muhammad (s.a.) er Hans tjener og sendebud.

De troslæresætninger, som man i store træk skal anerkende efter at have troet på Kalima Tayyiba og Kalima Shahada, kaldes islamiske trosartikler.

Der er seks islamiske trosartikler:

Troen på Allahs væsen og egenskaber.

2. Troen på englene.

3. Troen på sendebudene (herunder troen på profetskabets afslutning).

4. Troen på de himmelske skrifter.

5. Troen på det hinsidige.

6. Troen på forudbestemmelsen.

Disse seks troslærepunkter er i virkeligheden troens seks bestanddele. Der er en dyb og uundgåelig indbyrdes forbindelse mellem dem. Hvis man accepterer ét af dem, må man acceptere alle de øvrige, og hvis man benægter ét af dem, benægter man dem alle. Troens egentlige betydning er at acceptere dem alle med hjertet. Hvis nogen nægter at acceptere blot ét af dem, kan vedkommende på ingen måde kaldes troende. På samme måde er den heller ikke troende, som ud over Islams seks troslærepunkter på eget initiativ betragter en ny troslære som en del af troen og anser den for nødvendig for troen.

Troen på Allahs væsen og egenskaber

1. Dette enorme univers rummer utallige solsystemer. Der findes også mange andre verdener af denne art. I dem findes der ligeledes forskellige former for ordninger. Deres enorme størrelse overstiger vores forestillingsevne. Disse skabninger er ikke pludselig kommet til eksistens ved et tilfælde. De er heller ikke blot resultatet af tingenes naturlige virkninger gennem mange år. Allah den Ophøjede har derimod skabt dem efter en særlig plan, ved Sin egen vilje og på Sin befaling. Han er deres sande ejer. Ved Sin grænseløse magt har Han opretholdt dem og vil opretholde dem så længe, Han vil.

2. Allah den Ophøjede er skaberen af hvert eneste væsen i naturens rige. Intet er kommet til eksistens af sig selv uden at være skabt af Ham. Ethvert væsens eksistens og beståen afhænger af Ham. Han alene er alles opretholder. Han beskytter, hvem Han vil, og tilintetgør, hvem Han vil.

3. Han har eksisteret fra før tidernes begyndelse og vil bestå til evig tid. Han er evigt levende og evigt bestående. Han forgår ikke.

4. Han er én og enestående. Alle er afhængige af Ham. Han er ikke afhængig af nogen. Han er almægtig. Ingen kan ændre Hans vilje og beslutning. Han har hverken far eller mor, børn eller efterkommere. Han har ingen hustru, søn eller familie, bror eller slægtning, klan eller stamme.

5. Han har ingen meddelagtig i noget som helst. I Hans væsen, egenskaber, herredømme og myndighed findes der ingen meddelagtig eller partner. Han eksisterer af sig selv. Med hensyn til Hans herredømme og myndighed, væsen og egenskaber behøver Han ikke hjælp fra nogen.

6. Intet ligger uden for Hans evne. Man kan ikke forestille sig noget, som Han er ude af stand til at gøre. Han er hævet over alle former for tvang, afmagt og fejl og mangler. Han er ophavet til alt godt. Alle hellige navne og fremragende egenskaber tilkommer Ham. Søvn eller dvale kan ikke berøre Ham. Han er ren og hellig og hævet over alle fejl og mangler.

7. Han alene er konge eller hersker over hele verdensaltet. Han er kilden til al myndighed. I verdensaltet udøves kun Hans myndighed. Ved udøvelsen af Sin myndighed og herredømme er Han ikke afhængig af nogen. Ingen anden end Ham kan have myndighed og herredømme. Han gør, hvad Han vil, og ingen kan kræve Ham til regnskab.

8. Han alene er den egentlige kilde til og centrum for al kraft. Alle andre kræfter er ubetydelige over for Ham. I verdensaltet findes intet, der kan tage et skridt imod Hans vilje eller trække vejret imod Hans vilje. Hvad enten det er et menneske, en engel, en djinn eller en anden mægtig skabning. Uanset hvilken stor planet i naturens rige eller hvilken synlig eller usynlig kraft ( ) det måtte være, og hvor stor og mægtig den end måtte være, er den intet over for Allahs grænseløse magt og kraft.

9. Han er til stede overalt og til enhver tid. Han ser alt. Han ser ethvert væsen, hvad enten det befinder sig under jorden eller et sted på den grænseløse himmel. Han er vidende om fremtiden. Han kender fuldstændigt menneskenes tanker, de forestillinger og følelser, der er skjult i deres inderste hjerte, samt alle former for hemmeligheder. Han er nærmere mennesket end dets halsåre og blodårer. Han har sikker viden om alle ting, fortidige såvel som kommende. Intet blad falder fra et træ uden for Hans viden, og der findes intet kornfrø skjult i jorden, som Han ikke kender.

10. Liv og død er i Hans hånd. Han giver liv og død til den, Han vil. Når Han ønsker at dræbe nogen, er der ingen, der kan beskytte ham, og når Han ønsker at holde nogen i live, kan ingen dræbe ham.

11. Han ejer alene alle rigdomme. Ingen kan give noget af denne rigdom til den, Han ønsker at berøve den. Ingen kan forhindre den, Han ønsker at give den til. Det er helt og holdent Hans afgørelse, om Han vil skænke nogen børn eller ej. Han giver sønner til den, Han vil, døtre til den, Han vil, eller begge dele til den, Han vil. Og Han berøver igen den, Han vil, begge dele. Ingen har den mindste magt til at ændre Hans beslutning.

12. Fordel og tab er alene i Hans magt. Hvis Han ønsker at udsætte nogen for skade eller ulykke, kan ingen forhindre det. Og hvis Han ønsker nogen godt, kan ingen påføre ham nogen skade eller ulykke. Kort sagt kan ingen andre end Allah gøre nogen godt eller ondt.

13. Han alene sørger for alles forsørgelse. Nøglerne til forsørgelsen er alene i Hans hånd. Han er fuldt ud bekendt med hele Sin skabning. Han giver alle deres forsørgelse. Det er også Ham, der bestemmer, hvor meget eller hvor lidt en person får i sin indtjening og forsørgelse. Den, for hvem Han har fastsat en bestemt andel, vil få netop denne andel. Ingen har ret til at gøre den større eller mindre.

14. Han er yderst retfærdig. Han er vis og har en sund dømmekraft. Han træffer de rette afgørelser. Han krænker ikke nogen rettighedshavers ret og begår ikke uret mod nogen. Det ville være i strid med Hans retfærdighed og principper, hvis den gode og den onde var lige hos Ham. Han gengælder enhver efter hans egne gerninger. Han straffer ingen synder mere end hans synd fortjener, og Han berøver ingen retskaffen person den belønning, han med rette fortjener. Enhver af Hans afgørelser træffes på grundlag af Hans fuldkomne viden, sunde dømmekraft og retfærdighed.

15. Han elsker Sine tjenere meget højt. Han tilgiver synder og accepterer den angrendes omvendelse. Han lader altid Sin barmhjertighed komme over Sine tjenere. De troende bør ikke fortvivle over Hans barmhjertighed og tilgivelse.

16. Han er den eneste, der kan elskes. Det er alene Hans tilfredshed, man skal søge. Hvis man elsker andre end Ham, skal man elske dem for Hans skyld; Hans kærlighed skal styre al anden kærlighed.

17. Han alene fortjener vores taknemmelighed. Alle former for tilbedelse, underkastelse og lydighed tilkommer alene Ham. Ingen anden end Ham kan have ret til at modtage lydighed, og ingen anden må vises taknemmelighed. Det er alene foran Ham, man ydmygt kan stå. Ham alene kan man kaste sig ned for. Ham alene kan man bede om alting. Ham alene kan man ydmygt og inderligt anråbe.

18. Det er Hans ret, at mennesket adlyder Ham. Det skal følge Hans lov. Det skal ubetinget følge bestemmelserne i den sharia, Han har fastlagt. Retten til at fastsætte, hvad der er halal og haram, tilkommer alene Ham. Ingen har den mindste ret i denne sag.

19. Kun Ham skal man frygte. Kun til Ham skal man sætte sit håb og sin lid. I enhver sag skal man bede Ham alene om hjælp. Man skal betragte Ham som den, der opfylder ønsker, frelser, beskytter og hjælper. I alle forhold skal man alene stole på Ham.

20. Vejledning skal man søge alene hos Ham. Det er Ham, der viser den rette vej. Den, som Han vejleder, kan ingen føre vild, og den, som Han lader fare vild, kan ingen føre tilbage på den rette vej.

21. Kufr, shirk, ateisme, bid‘a og lignende fører til undergang i både dette liv og det hinsidige. De værste mennesker i verden er de, der benægter Allahs eksistens, ikke accepterer Hans religion, gør andre til Hans medguder og i stedet for at adlyde Ham følger deres egne lyster.

22. Over dem, der dør i kufr, er Allahs forbandelse, englenes forbandelse og hele menneskehedens forbandelse.

23. Følgerne af kufr og shirk er Allahs vrede, og derfor må man lide evig straf og ydmygelse.

24. Shirk er åbenlys uretfærdighed og løgn. Allah kan tilgive alle andre synder. Men synden shirk vil Han under ingen omstændigheder tilgive.

ان الله لايغفر ان يشرك به ويغفر ما دون ذالك لمن يشاء

Troen på qadar

Troen på qadar er i virkeligheden en vigtig del af troen på Allah den Ophøjedes væsen og egenskaber. Derfor er den nævnt i Koranen. I hadith er den på grund af dens betydning blevet regnet som en fast troslære i islam.

Den egentlige betydning af troen på qadar er, at alt godt og ondt, som findes i verdensaltet eller vil finde sted i fremtiden, sker fra Allahs side, og at det alt sammen er omfattet af Hans viden. Ingen selv den mindste detalje ved godt eller ondt ligger uden for Hans viden. Hans viden omfatter enhver ting. Allah ved allerede før et menneskes fødsel, om det efter sin fødsel på jorden vil gøre gode eller onde gerninger. Ikke det mindste atom i verdensaltet kan bevæge sig eller virke imod Hans vilje, og heller ikke nogen fin tings funktion eller bevægelse kan være uden for Hans viden. Ingen har den mindste kraft til at afværge det, som Allah har bestemt for nogen. Hvis Han har berøvet nogen noget, har ingen magt til at give det tilbage. Det er alene Ham, der bestemmer god og ond skæbne, og menneskets lykke og ulykke er forudbestemt af Ham. (Selv om Allah den Ophøjede ved alt om den frihed eller det råderum, Han har givet mennesket til at udføre gode og onde handlinger inden for dets begrænsede område på jorden, bliver denne frihed ikke ophævet. Islams lære er, at mennesket til stadighed skal udføre gode gerninger og ikke være forsømmeligt med hensyn til lydighed mod religionen. Man skal afholde sig fra at gruble over qadar og fra at søge indviklet viden om den. Man skal blot huske, at Allah har beredt Paradiset for den troende, der udfører gode gerninger, og Helvede for forbryderne. Hvis jeg tror og udfører gode gerninger, vil jeg være berettiget til Paradiset. Men hvis jeg er vantro og gør onde gerninger, vil jeg blive kastet i Helvede.)

Den hellige Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde:

كتب الله مقاديرالخلائق قبل ان يخلق السموت والارض بخمسين الف سنة قال وكان عرشه على الماء (مسلم)

Allah nedskrev skæbnen for hele Sin skabelse halvtreds tusind år før skabelsen af himlene og jorden. Han siger, at Allahs trone dengang var over vandet. Det vil sige, at der på det tidspunkt ikke fandtes nogen skabning bortset fra vandet. (Muslim)

Troen på englene

1. Englene er en lydig skabning skabt af Allah den Ophøjede. De er skabt af lys. De er usynlige for os. De er hverken kvinder eller mænd. Allah har pålagt dem forskellige opgaver, og det er disse opgaver, de udfører.

2. Englene gør ikke noget efter eget forgodtbefindende. De har ingen del i Allahs styre, magt, myndighed eller herredømme. De er undersåtter uden nogen myndighed over for Allah. Når de får en befaling fra Allah, går de straks i gang med at udføre den med et sind uden tvivl. De er ikke i stand til at gøre noget, der strider mod Hans befaling.

3. De lovpriser bestandigt Allah. De overtræder hverken nogen af Allahs befalinger eller bliver trætte af bestandigt at lovprise Allah. Dag og nat erklærer de uafbrudt Hans hellighed.

4. Englene er altid grebet af ærefrygt og frygt for Allah. De kan ikke engang forestille sig ulydighed mod Allah eller oprør.

5. De udfører det arbejde, de er sat til, med fuldt ansvar. De udviser ingen forsømmelse af deres pligt og har ingen tilbøjelighed til at pjække fra arbejdet.

6. Kun Allah den Ophøjede ved, hvor mange de er. Men fire af dem er særligt berømte og står Allah nær. De er:

a. Hazrat Jibra’il (a.s.). Hans opgave var at overbringe Allahs bog og budskab til profeterne. Denne opgave er afsluttet, fordi profeten Muhammad Mustafa (s.a.w.) var den sidste profet.

b. Hazrat Israfil (a.s.). Han vil blæse i trompeten umiddelbart før Dommedag.

c. Hazrat Mika’il (a.s.). Han har ansvaret for at bringe regnen ned og fordele Allahs forsørgelse til Hans skabninger.

d. Hazrat Azrail (a.s.). Han er udpeget til at tage livet af enhver skabning.

7. To engle ledsager hvert menneske. Den ene nedskriver hans gode handlinger, og den anden hans onde handlinger. De kaldes »Keraman Katebin« (de ærede skrivere).

8. To engle afhører mennesket i dets grav efter døden. De kaldes Munkar og Nakir.

Troen på sendebuddene

1. Den ordning, som Allah den Ophøjede har fastlagt for at bringe Sine befalinger, forskrifter og vejledning til Sine tjenere, kaldes »Risalat«. De, som bringer denne vejledning og dette budskab til menneskene, kaldes profeter, sendebud eller budbringere.

2. Sendebuddet eller profeten videregiver Allahs ord korrekt til menneskene. De begår ingen tillidsbrist i denne henseende. De overdriver ikke, og de skjuler heller ikke noget. Åbenbaring nedsendes til dem fra Allah. De opfylder fuldt ud deres pligt til at bringe den til menneskene.

3. »Risalat« er en gave fra Allah. Han skænker den til hvem, Han vil. Denne rang er ikke et resultat af menneskets ønsker, begær eller bestræbelser. Det er en særlig gave fra Allah. Han alene ved, fra hvem og hvordan Han vil modtage denne store tjeneste.

4. Et »sendebud« er altid et menneske. Engle, jinner eller andre skabninger kan ikke opnå denne rang. De har heller ingen ret over eller indflydelse på Allah. Deres særlige egenskab er, at Allah udvælger dem som Sine stedfortrædere og til at varetage ansvaret for Risalat. Han sender Sin åbenbaring til dem.

5. Den livsordning eller religion, som han fremlægger, følger han selv fuldt ud, og han er et forbillede og eksempel på sin da‘wah. Det er ikke hans opgave at opfordre andre til at adlyde religionen, mens han selv holder sig borte fra den.

6. I enhver tidsalder er der kommet profeter. De er kommet til enhver nation og til ethvert land. En muslim tror på alle profeter og fornægter ingen profetskab. De profeter og sendebud, som er nævnt i Koranen og hadith, bekræfter muslimen sin tro på og viser dem fuld respekt. Men med hensyn til dem, som ikke er nævnt i Koranen og hadith, forholder han sig tavs. Han hverken bekræfter, at de var profeter, eller fremsætter udtalelser om dem, der udtrykker ringeagt for dem.

7. Alle profeters da‘wah var den samme. Hvis man fornægter én af dem, betyder det, at man fornægter dem alle. De tilhørte alle den samme gruppe, og de kom alle med det samme budskab.

8. At tro på en profet betyder, at man skal adlyde ham fuldstændigt. Hvis man ikke adlyder profeten, er det helt meningsløst blot mundtligt at anerkende ham som profet.

9. Med profeten Muhammad (ﷺ) er profetskabet blevet afsluttet. Der kommer ingen anden profet indtil Dommedag. Derfor er han Khātam an-Nabiyyīn, profeternes segl. Hans profetskab gælder for hele verden og for hele den tid, verden består. Hos Allah vil kun de opnå frelse, som tror på ham og lever i lydighed mod ham.

10. Profeten Muhammad (ﷺ)s liv er det fuldkomne forbillede for os på alle livets områder. Hvad religionen angår, er hans befaling endelig. En muslims opgave er helhjertet at udføre enhver handling, som han har befalet fra Allahs side, og afholde sig fra enhver handling, som han har forbudt. Kort sagt skal man underkaste sig enhver af hans afgørelser.

11. Lydighed mod Sendebudet er i virkeligheden lydighed mod Allah selv. Ulydighed mod Sendebudet er ligeledes ulydighed mod Allah. Lydighed mod Sendebudet, som udspringer af kærlighed til Allah, er troens prøvesten. Ulydighed mod Sendebudet er et tegn på hykleri.

12. Oprigtig respekt for og kærlighed til Sendebudet er et tegn på tro. Mangel på respekt for ham og uhøflighed over for ham tilintetgør alle gode gerninger. Det er en muslims ubetingede pligt ikke blot at elske Sendebudet mere end sine forældre, børn og øvrige slægtninge, men også at elske ham mere end sit eget liv.

Koranen siger: النَّبِيُّ أَوْلَى بِالْمُؤْمِنِينَ مِنْ أَنْفُسِهِمْ

Profeten er mere kær for de troende end deres eget liv. (Al-Ahzab: 6)

13. Det tydelige krav på troen på profetsendelsen er, at enhver muslim reciterer durud for Profeten Mustafa (s.a.w.) og beder for ham.

Troen på de himmelske bøger

1. Allah den Ophøjede har åbenbaret mange små og store bøger til vejledning for sine tjenere. I disse bøger har Han omtalt religionen og fastsat regler for, hvordan livet skal føres. Profeterne forklarede bøgernes hovedbudskab klart og tydeligt og viste det ved selv at praktisere det.

2. Man skal tro på alle de himmelske bøger, for disse bøgers grundlæggende lære var én og den samme. Det vil sige, at der blev sagt: Tilbed Allah, og hold jer borte fra kufr og shirk.

3. Blandt de himmelske bøger er fire berømte, som blev åbenbaret til fire fremtrædende profeter, nemlig:

a. Tawrat. Den blev åbenbaret til Hazrat Musa (a.s.).

b. Zabur. Den blev åbenbaret for profeten Dawud (a.s.).

c. Injil. Den blev åbenbaret for profeten Isa (a.s.).

d. Den Ædle Koran. Den blev åbenbaret for den sidste profet, Muhammad Mustafa (fvmh.).

4. Af de åbenbarede bøger er det kun Den Ædle Koran, der findes uændret i sin oprindelige form og skikkelse, med hvert eneste oprindelige ord, bogstav og hver eneste vokalmarkering, og sådan vil den blive bevaret indtil Dommedag. Allah har selv lovet at bevare den. Selv hvis nogle uretfærdige syndere (Gud forbyde det) brændte alle eksemplarer af Koranen, ville den stadig være bevaret. Det skyldes, at der i alle tider og i alle lande har været, er og vil være millioner af muslimer, i hvis hjerter Koranen har været, er og vil være bevaret ordret.

5. De tre andre åbenbarede bøger er i vidt omfang blevet ændret. Ingen af dem findes nu længere i sin oprindelige form. For det første blev disse bøger samlet længe efter, at de pågældende profeter havde forladt denne verden.

For det andet har vildledte mennesker, der jagtede verdslige interesser, føjet ting til disse bøgers lære, som strider mod religionens grundlæggende lære, og udeladt ting, der var i strid med deres interesser. Derfor findes der i dag kun én bevaret, pålidelig og af alle accepteret måde at lære Allahs sande religion at kende og handle efter den på, og det er gennem Den Ædle Koran. Ingen kan adlyde Allahs sande religion, hvis han fornægter Koranen og ikke søger dens vejledning. Menneskeheden, som vil blive født indtil Dommedag, bør tro på denne bog. Frelse er på ingen måde mulig uden tro på den.

6. Ingen har ret til at ændre eller tilføje noget til Den Hellige Koran. Profetens opgave var også kun at følge den korrekt. At udlede en betydning af Den Hellige Koran efter eget forgodtbefindende og gennem fortolkninger og analyser bruge dens vers til egne interesser er i højeste grad ugudelige menneskers handling.

7. Koranen indeholder løsningen på alle menneskehedens problemer. Der findes ikke noget område i det personlige eller sociale liv, som Koranen ikke har givet klar vejledning om. Derfor er det vildledning og en erklæring af oprør mod Koranen at være ligeglad med Koranen på et eller andet område af livet og opbygge sit liv efter andre principper end dem, den har givet.

Troen på det hinsides

1. Menneskets liv er ikke kun livet i denne verden. Efter døden og genopstandelsen begynder derimod et andet liv, som vil være evigt, og efter hvilket døden ikke længere vil berøre nogen. Dette liv vil, alt efter ens egne gerninger, være fyldt med den største lykke eller den største sorg og lidelse. Troen på dette liv kaldes troen på det hinsides.

2. Efter døden kommer de to engle Munkar og Nakir til hvert eneste dødt menneske og spørger:

Sig: Hvem er din Herre?

Sig: Hvad er din religion?

De peger på profeten Mustafa og siger: Sig, hvem er denne?

Dette er den første station i prøvelsen i det hinsides.

3. En dag, når der blæses i trompeten, vil hele verdensordenen blive lagt øde. Jorden vil begynde at ryste voldsomt og skælve fra side til side. Solen og månen vil støde sammen. Stjernerne vil miste deres lys og blive spredt og splittet i alle retninger. Bjerge og fjelde vil flyve omkring som fnuglet uld. Alle levende væsener på himlen og jorden vil dø, og hele verdensaltet vil blive fuldstændig tilintetgjort.

4. Derefter vil der på Allahs befaling blive blæst i hornet for anden gang. Da vil alle de døde blive genoplivet. En ny verden vil træde i eksistens. Menneskets liv vil nu være evigt. Dette kaldes Dommedagens dag, og denne dag vil være yderst skræmmende. Menneskene vil blive grebet af frygt og rædsel. Deres blikke vil være rettet nedad. Enhver vil vente på sin skæbne.

5. Alle mennesker vil blive samlet foran Allah på Hashrs slette. Den dag vil Allah sidde på dommens trone. Al myndighed og herredømme vil alene tilhøre Ham. Ingen vil vove at åbne munden uden Hans tilladelse. Allah vil aflægge regnskab med hver enkelt separat. Han vil træffe den rette afgørelse på grundlag af Sin viden, sunde dømmekraft og retfærdighed. Enhver vil få sin rette og retfærdige belønning. Ingen vil blive gjort den mindste uret.

6. De frommes gerningers bøger vil blive givet i deres højre hånd og synderes i deres venstre hånd. De fromme vil opnå frelse og succes, mens synderne vil blive skuffede. De succesfuldes ansigter vil stråle af glæde. Derimod vil syndernes ansigter blive blege og sorte af sorg og smerte. De gode og retfærdige vil finde glæde og tilfredshed i Paradiset, mens de oprørske mod Allah vil blive kastet i en flammende ild.

7. Afgørelsen på den dag vil være fast og uforanderlig. Ingen vil kunne undslippe denne afgørelse. Ingen vil kunne bedrage Allah med løgn eller nogen undskyldning. Ingen helgen eller profet vil heller kunne gå i uretmæssig forbøn for nogen. Kun den, som Allah giver tilladelse til, vil kunne tale for forbøn. Der vil kun blive bedt for den, som Allah giver tilladelse til, at der bedes for. Ingen vil få mulighed for at vende tilbage til verden endnu en gang, så han kan udføre gode gerninger og gøre livet i det hinsidige meningsfuldt. Ingen gråd eller klage vil kunne redde nogen fra Helvedes straf.

8. Ethvert menneskes gerninger i verden bliver nedskrevet. Alt, hvad vi siger og gør, bliver skrevet ned af Allahs engle. Så snart et ord kommer ud af munden, nedskriver englen det nøjagtigt.

9. Ingen af menneskets gerninger vil den dag være skjult for Allahs blik. Hvad enten den er indlejret i en hård sten på størrelse med et sennepsfrø, befinder sig i luften eller er skjult i et mørkt lag under jorden, vil Allah den dag bringe den frem. Enhver vil den dag blive stillet til regnskab foran Allah.

10. De troende, som bor i Paradiset, vil få en sådan enestående og uudtømmelig lykke og rigdom, som øjet aldrig har set, som øret aldrig har hørt om, og som hjertet aldrig har forestillet sig. Uanset hvor de går, vil de fra alle sider kun høre råb som: »Fred, fred! Velkommen, velkommen!« De vil aldrig blive berøvet denne glæde og lykke. Deres største belønning vil være, at Allah vil skænke dem synet af Ham og sige: »Mine tjenere! I dag erklærer Jeg, at Jeg er tilfreds med jer. Fra nu af vil Jeg aldrig mere være vred på jer.«

11. De oprørske mod Allah vil blive kastet i Helvedes voldsomt flammende ild. Ilden vil omgive dem, og de vil aldrig kunne flygte derfra. De vil ikke dø, så de kan blive befriet for smerten, og de vil heller ikke leve, så de kan nyde livet. I fortvivlelse vil de hvert øjeblik ønske sig døden. Men døden vil aldrig komme til dem. Helvedes ild vil blive ved med at rase i vrede og vil aldrig slukkes. Når Helvedes beboere i tørst vrider sig i smerte, vil de få smeltet, glødende metal at drikke. Det vil brænde deres ansigter. Eller de vil få noget, som ikke kan passere deres struber. Der vil blive lagt ildkraver om deres halse, og de vil blive iført klæder af tjære og ild. På grund af sult vil de blive tvunget til at spise tornet føde. Allah vil være frygteligt vred på dem.

12. Allah den Almægtige har den fulde viden om, hvem der kommer i Paradiset, og hvem der kommer i Helvede. Profeten, den ædle (fred være med ham), har imidlertid tydeligt forklaret, hvilke handlinger der fører et menneske til Paradiset. På samme måde har han tydeligt forklaret, hvilke handlinger der fører til Helvede. I denne verden kan vi ikke med sikkerhed erklære nogen for at være fra Paradiset, bortset fra de lykkelige, som den hellige Profet (fred være med ham) har givet det glade budskab om, at de vil komme i Paradiset. Men man kan bestemt håbe på Allahs barmhjertighed, når man ser gode tegn.

13. Hvis Allah vil, kan Han tilgive enhver synd. Koranen siger, at Allah ikke vil tilgive synden kufr og shirk. Men hvis man oprigtigt angrer, vil Han tilgive.” (Sura al-Furqan).

14. Hvis man antager troen på et hvilket som helst tidspunkt i livet eller angrer sine synder, accepterer Allah hans tro og anger. Men når dødsenglen for straffen viser sig ved døden, accepteres hverken troen eller angeren.

Ikke-islamiske trosforestillinger og tankegange

For at være muslim er det yderst nødvendigt at blive fuldt bekendt med islamiske trosforestillinger og tankegange, frivilligt og bevidst antage troen på dem og forme og forbedre sit liv på dette grundlag. På samme måde er det også nødvendigt at være fuldt bekendt med de ikke-islamiske trosforestillinger og tankegange, der strider mod islam og troen. Hvis man ikke kan rense sit sind og hjerte for disse trosforestillinger og tankegange, er det på ingen måde muligt at opfylde islams krav og leve et sandt islamisk liv.

Nedenfor beskrives kort nogle af de ikke-islamiske forestillinger og trosopfattelser, som en muslim med fuld bevidsthed bør holde sig fri for og rense sig selv for.

1. Det er helt i strid med troen at kunne lide kufr-tankegange og -handlinger, være stolt af dem og tilskynde andre til dem. Man skal straks angre dette.

2. At udvise foragt for islams grundlæggende etik og dens kendetegn, gøre nar af dem og omtale dem med foragt og had. Skamløse udtalelser om islam er den værste form for hykleri. At tolerere den slags tale og ikke give udtryk for sin vrede over den gennem ord og handling er at vise Allah og Hans Sendebud respektløshed. Det er et udtryk for ulydighed mod religionen og viser dermed troens yderste svaghed.

3. At udvise en urokkelig holdning til at følge forfædrenes skikke og samfundets ceremonier, selv efter at være blevet bekendt med Allahs og Hans hellige Profets (s.a.) tegn, og at anse det for ydmygende at følge Allahs og Hans Sendebuds påbud, er et resultat af islamfjendtlige trosforestillinger og tankegange. Det har ikke den fjerneste forbindelse med troen.

4. At fortolke Allahs og Sendebuddets befalinger efter eget forgodtbefindende, fordreje deres betydning for at tilpasse den til egne interesser og holde sig helt væk fra at følge Allahs og Sendebuddets påbud og forbud nøjagtigt er den yderste form for hykleri.

5. At kritisere Allahs og Hans Sendebuds befalinger, finde fejl i dem, anse dem for ikke at passe til tiden eller sige, at dette er den mørke tids handlinger og forhold, er alt sammen en følge af vildledte tankegange, som ikke har nogen som helst forbindelse med troen.

6. Allahs vantro tjenere tjener rigdom uden at skelne mellem halal og haram og lever et liv fuldt af fornøjelser. Hvis en muslim ser dette, skammer sig over sin tro og siger: »Ak! Hvis jeg ikke havde været muslim, kunne jeg også have nydt verden«, så må sådanne tanker, forestillinger og udsagn betegnes som et resultat af islamfjendtlig tankegang. Det er yderst nødvendigt at beskytte troen mod dette.

7. At anse shariaens begrænsninger og forbud for hindringer på vejen til fremskridt, være stolt af at få kvinder til at arbejde skulder ved skulder med mænd på alle livets områder, være stolt, når man ser respektable kvinder fra hjemmet give hinanden hånden, tale frit sammen og indgå forbindelser, og anse dette for fremskridt, er en skamløs form for irreligiøsitet. Det strider fuldstændig mod selvrespekt og følelsen af religiøs værdighed.

8. Ligegyldighed over for at modtage religiøs undervisning og uddannelse er ikke blot at være tilfreds med sin uvidenhed om islam. Men at erklære sig ude af stand til at praktisere islam på grund af denne uvidenhed er en arrogant tankegang, som ødelægger en muslims tro og troslære.

9. At anse andre end Allah for at være herre over og eneberettiget til gevinst og tab, ære og vanære, fremgang og tilbagegang samt lignende forhold strider mod den monoteistiske tro.

10. At nære frygt i hjertet for andre end Allah, sætte sin lid til nogen, håbe på nogen eller tro, at andre end Allah har rådighed over menneskelivets fremgang og tilbagegang, ødelægger troen.

11. At anse andre end Allah for sin værge, beskytter, den, der udfører ens anliggender, opfylder ens behov, fjerner ulykker, hører ens bønner, hjælper og beskytter, er i strid med den tauhidiske troslære.

12. At spørge nogen om noget vedrørende fremtiden og tro på det ødelægger ens tro.

13. At anse andre end Allah for at være nærværende og vidende, således at de kender alt det skjulte og åbenbare, er i strid med den islamiske troslære.

14. At påkalde andre end Allah for at få sine ønsker opfyldt, bede andre om forsørgelse og børn, lade et barns næse og ører pierce og lade en hårlok vokse i en andens navn samt aflægge løfter i en andens navn er fuldstændig shirk.

15. At frigive dyr eller slagte dyr i andres end Allahs navn, udføre bidʿah-handlinger for at redde et barn, lægge et våben ved hovedgærdet for at beskytte et nyfødt barn og frygte en anden magt for barnets liv er blandt andet shirk og i strid med tawhid.

16. At anse handlinger ved bryllup, et barns fødsel og omskærelse for nødvendige, selv om Islam ikke har anset dem for nødvendige, er ikke-islamisk tankegang og overtro.

17. At bebrejde Allah for sygdom og død, fremsætte urimelige og respektløse udtalelser samt nære dårlige tanker om Allah ødelægger troen.

18. At blive ramt af usædvanlige ulykker, gentagne gange rammes af ulykker og forskellige hændelser, uden at håbe på Allahs nåde, og — Allah forbyde det — at anse Allah for at være uden barmhjertighed er et udtryk for kufrisk tankegang. Hvis sådanne sataniske hvisken opstår i sindet, bør man straks angre oprigtigt af hele sit hjerte.

19. At stå med hænderne foldet foran nogen, at kaste sig ned i سجود for nogen og at bøje hovedet foran nogen er shirk.

20. At kysse en grav, stå med hænderne foldet foran den, lægge panden mod graven og alle andre sådanne handlinger er i strid med den tawhidiske trosbekendelse og udtryk for den største ydmygelse.

21. At opbevare et billede af en pir hos sig for at opnå velsignelse, hænge en blomsterkrans på det og vise det ærefrygt er fuldstændig shirk.

22. At søge tilflugt hos andre end Allah og erklære, at vedkommende har magt til at ændre forholdene, er fuldstændig shirk. [At standse en bil eller et andet køretøj, når man passerer en afdød persons grav, for at vise den afdøde respekt, og bringe offergaver til graven i den tro, at den afdøde kan beskytte mod ulykker, eller i den tro, at han ellers vil blive vred og bringe en ulykke over én, er fuldstændig shirk – oversætteren.]

23. At anse en persons påbud og forbud for lig med Allahs påbud og forbud, at prioritere hans anvisninger, at mene, at andre har ret til at ændre shariaens bestemmelser, at anse nogen for at stå over shariaen eller at mene, at nogen kan ophæve en af shariaens bestemmelser, er fuldstændig shirk.

24. At gå rundt om en persons hus eller en grav som tawaf og at vise et sted ærefrygt, fordi man anser det for at være som Kabaen, er et udtryk for en trosopfattelse, der strider mod islam.

25. At give navne som Ali Bakhsh, Nabi Bakhsh, Husain Bakhsh og Abdunnabi samt at påkalde nogen med navne som Ya Ghaus-ul-Madad og Ya Wali-ul-Madad er i strid med den tawhidiske trosbekendelse.

26. At anse menneskeskabte love for korrekte i forhold til Allahs lov, at følge dem, anse det for obligatorisk at følge dem, bestræbe sig på at bevare og praktisere dem samt være deres støtte og hjælper er fuldstændig i strid med troen og islamisk tankegang.

27. At anse det for tilstrækkeligt for frelse i det hinsidige at knytte sig til en pīr eller walī i stedet for tro og gode gerninger, og at mene, at alt vil blive ordnet gennem hans forbøn, eller at han har så stor indflydelse over Allah, at han kan få enhver beslutning truffet efter sit eget ønske – det er en fuldstændig islamstridig trosopfattelse.

28. At anse sig selv for fuldstændig tvunget til at begå synd eller udføre gode gerninger og mene, at mennesket ingen ret har til at gøre godt eller ondt, men at Allah får alt godt og ondt til at ske, og at mennesket derfor er tvunget til at gøre det – det er en fuldstændig islamstridig forestilling og tro. Med denne tro bliver troen på det hinsidige meningsløs.

29. At anse sig selv for fuldstændig i stand til at udføre alle handlinger og mene, at Allah ingen del har i noget af det, mennesket gør, og at mennesket har fuld myndighed over enhver handling – det er en islamstridig tankegang. Hjertet bør holdes rent for sådanne tanker.

30. At ikke anse profeterne og sendebuddene for syndfri, at tilskrive dem nogen ond handling eller at anse dem for forfattere til de himmelske bøger – det er en islamstridig trosopfattelse.

31. At kritisere de ædle sahāba (må Allah være tilfreds med dem), påpege deres fejl og mangler, vise dem respektløshed eller krænke deres rang – det er en islamstridig tankegang. Man bør angre sådanne tanker.

32. Allah og Hans Sendebud har beskrevet alle forhold vedrørende religionen udførligt og klart. At opfinde noget nyt om religionen gennem kashf og ilhām, gennem drømme eller ved hjælp af sin egen viden og fornuft, at indføre det og anse det for nødvendigt – det er bidʿa. Bidʿa er en stor synd og vildfarelse.

33. Når man rammes af ulykke, sorg og lidelse, at tale godt eller ondt om sin lod, komme med udtalelser imod taqdīr og sige den slags ting som: »Hvad skal jeg sige? Min skæbne er dårlig. Allah havde skrevet dette på min pande. Er min lod sådan, at jeg nogensinde skal få lykken at se?« – sådanne udtalelser får en til at nære en dårlig opfattelse af Allah og udvise respektløshed over for Ham. Man bør holde sig ren for sådanne islamstridige forestillinger og udtalelser. At være tilfreds med enhver af Allahs handlinger og med et tilfreds sind acceptere enhver af Hans afgørelser er et tegn på ægte tro.

Kapitlet om tahārat

Tahārat

Efter at være blevet ophøjet til profetværdigheden blev den første åbenbaring, der blev sendt til profeten Mustafa (fvmh.) for at tilskynde ham til at udføre profetens opgave, givet efter undervisningen i tawḥīd som en befaling om at opretholde fuldkommen renhed og hygiejne (tahārat).

وَثِيَابَكَ فَطَهِّر )المدثر-4)

Hold jer selv rene, hellige og velsoignerede (al-Muddaththir: 4).

ثياب Ordet ثوب er flertalsformen af ordet. Dets bogstavelige betydning er beklædning. Men her ثياب (Siyāb) henviser ikke kun til beklædning. Det omfatter derimod kroppen, tøjet og sindet—kort sagt hele personen. På arabisk betegner طاهر الثوب man den person, der er hævet over alle fejl, mangler og urenhed. Meningen med Koranens befaling er, at urenheden i ens tøj, krop og sind betyder de fejlagtige trosopfattelser og tankegange, der udspringer af shirk og kufr, samt deres afspejling i karakteren. Urenheden i kroppen og tøjet betyder en sådan urenhed og uhygiejne, som kan fornemmes og vækker afsky hos den gode smag, og som shariaen desuden har erklæret for uren (najis).

I betragtning af denne betydning af renhed har Koranen gentagne gange opfordret mennesker til den. To steder i Koranen siger Allah den Højeste, at de, der værner om renhed og velsoignering, er Hans elskede tjenere.

وَاللَّهُ يُحِبُّ الْمُطَّهِّرِينَ

Allah elsker dem, der holder sig rene og velsoignerede (at-Tawbah: 108).

إِنَّ اللَّهَ يُحِبُّ التَّوَّابِينَ وَيُحِبُّ الْمُتَطَهِّرِينَ

Allah elsker dem, der igen og igen angrer og forbliver rene og pletfrie (al-Baqarah: 222).

Den hellige Profet (s.a.w.) var selv et enestående eksempel på renhed og hygiejne. Han indskærpede især menigheden at opretholde renhed og hygiejne og tilskyndede dem til at forblive rene ved på forskellige måder at forklare dets betydning. Han erklærer, at renhed er halvdelen af troen (الطهور شطر لايمان). Derefter forklarede han udførligt og klart dens regler, bestemmelser og fremgangsmåder. Ikke nok med det: Han omsatte dem selv i sit praktiske liv og opfyldte dermed sin pligt til at få sine følgere til at forstå dem og tilegne sig dem. Derfor er det enhver muslims ufravigelige pligt at huske og følge alle disse værdifulde anvisninger og i overensstemmelse dermed holde sin zāhir og bātin (ydre og indre side) ren og pletfri. Det er også alles ufravigelige pligt at holde sind og tanker rene for vildfarne trosretninger og tankegange samt for trosforestillinger om shirk og kufr, og at holde sin krop, sine klæder og alle dermed forbundne ting rene for enhver form for urenhed og snavs. Trosforestillingerne om shirk og kufr er blevet beskrevet i det foregående kapitel. På de følgende sider beskrives reglerne for de åbenlyse former for najāsat (urenhed).

I denne forbindelse skal man huske grundigt, at målestokken for, hvad der er rent og urent, er Allahs sharīʿa. Ingen har ret til at føje noget til eller trække noget fra i denne sag efter sin egen viden, fornuft eller smag. Kun det er rent, som sharīʿaen har erklæret rent, og kun det er sandt og ret, som sharīʿaen har erklæret sandt og ret. På samme måde er det nødvendigvis ugyldigt og urent, som sharīʿaen har erklæret ugyldigt og urent. De former og metoder, som sharīʿaen har foreskrevet for at gøre noget rent og opnå renhed, er derfor de eneste måder, hvorpå renhed kan opnås. At fastsætte sin egen målestok for rent og urent efter sin personlige smag og sine egne forestillinger og på grund af unødvendig overtro og tvivl gøre Allahs enkle og ligefremme sharīʿa vanskelig er ikke blot at kaste sig selv ud i store vanskeligheder; det er også en frygtelig vildfarelse og berøver én den rette forståelse af religionen. Som følge af sådanne fejlagtige forestillinger og handlinger ser man ofte alvorlige skadelige følger, og folk begynder at opfatte sharīʿaen som en stor byrde for sig selv og fjerner sig fra islams religion.

Beskrivelse af najāsat (urenhed)

Najāsat (نجاست) betyder snavs, urenhed og uhellighed. Det er det modsatte af tahārat (طهارت) eller renhed. For at lære tahārats væsen, fremgangsmåder, regler og bestemmelser samt masā’il er det først nødvendigt at forstå najāsats væsen og dens forskellige former og lære metoderne til at gøre den ren. Derfor beskrives først reglerne for najāsat og de dertil hørende masā’il.

Najāsats forskellige former

Najāsat er af to slags: najāsat haqīqī og najāsat hukmī. Reglerne og masā’il for de to er forskellige. For at opnå renhed er det yderst nødvendigt at forstå deres regler og masā’il grundigt og huske dem.

Najāsat-e ḥaqīqiyya

De ting, hvis urenhed der ikke kan herske nogen tvivl om, kaldes najāsat-e ghalīẓa. Menneskets naturlige tilbøjelighed afskyr dem, og sharīʿa erklærer dem for urene. Deres urenhed og modbydelighed mærkes meget stærkt, og derfor findes der strenge bestemmelser om dem i sharīʿa. Nedenfor beskrives nogle former for najāsat-e ghalīẓa.

1. Svinet. Enhver del af det er najāsat-e ghalīẓa, hvad enten det er levende eller dødt.

2. Menneskets urin, afføring og sæd, enhver væske, der kommer ud gennem urinvejen, alle dyrs sæd samt små drenges og pigers urin og afføring.

3. Menneskers eller dyrs blod.

4. Opkast, uanset hvilken alder mennesket har.

5. Blod, der kommer ud gennem pigers urinvej.

6. Enhver væske, der kommer ud gennem pigers urinvej.

7. Pus, væske eller andre flydende stoffer, der kommer fra et sår.

8. Sved og spyt fra de dyr, hvis rester efter at have spist eller drukket er urene.

9. Kød, fedt og lignende samt skindet fra dyr, der er døde uden at være blevet slagtet, er najāsat-e ghalīza. Hvis skindet garves (tanning), bliver det dog rent. På samme måde er de dele, hvori blodet ikke cirkulerer, såsom horn, tænder og hove, rene.

10. Mælken fra forbudte dyr – hvad enten de er levende eller døde – samt mælken fra døde dyr (uanset om de er tilladte eller forbudte).

11. Flydende stoffer, der kommer fra et dødt dyrs krop.

12. Uddrag eller lignende stoffer, der kommer fra urene substanser.

13. Urin og afføring fra alle dyr undtagen fugle. Det omfatter møg fra køer, bøfler, elefanter, heste, æsler og muldyr samt gødning fra kameler, geder og lignende. Afføring fra fugle, der ikke kan flyve, såsom ænder og høns. Urin og afføring fra alle rovdyr.

14. Alkohol og andre flydende rusmidler.

15. Slangeskind.

16. Spyttet fra en afdød persons mund.

17. Det blod, der flyder fra en martyrs legeme.

Najasat khafifa

Najasat khafifa er de ting, hvis urenhed er noget mildere. Ifølge visse af Shariaens beviser er der tvivl om, hvorvidt de er rene. Derfor er reglen om dem i Shariaen også noget mildere. Nedenfor nævnes navnene på de ting, hvis urenhed er najasat khafifa.

1. Urin fra halal-dyr, såsom køer, bøfler, geder og lignende.

2. Hesteurin.

3. Ekskrementer fra haram-fugle, såsom krager, glenter, falke og lignende. Flagermusens urin og ekskrementer er dog rene.

4. Afføringen fra halalfugle, hvis den lugter dårligt.

5. Hvis najāsat khafīfa blandes med najāsat ghalīza, bliver det hele til najāsat ghalīza, uanset hvor lille mængden af najāsat ghalīza måtte være.

Metoden til at gøre sig ren for najāsat haqīqī

Ligesom de ting, der bliver urene, er af forskellige slags, er metoderne til at gøre dem rene også forskellige. Nogle ting forbliver faste. Nogle er lette og flyder bort. Nogle tørrer ind på grund af fugtigheden. Nogle tørrer ikke eller tørrer kun i ringe grad. I nogle tilfælde forsvinder urenheden fuldstændigt, mens den i andre tilfælde ikke gør. Derfor må man sætte sig grundigt ind i reglerne og metoderne for at gøre dem rene.

Regler for at gøre jord og lignende rene

1. Hvis jorden bliver uren, hvad enten det skyldes lidt eller tynd, flydende afføring eller tyk, fast afføring, bliver den i begge tilfælde ren, så snart den er tørret ind. Det er dog ikke tilladt at udføre tayammum på sådan jord.

2. Før den urene jord tørrer, skal man hælde rigeligt vand på den, så vandet løber bort. Man kan også hælde vand på den og suge det op med et stykke stof eller noget andet, så der ikke er noget spor eller nogen lugt af afføringen tilbage. På denne måde bliver jorden også ren. Det bør dog gøres tre gange.

3. Jord, jordklumper, sand, sten og lignende bliver rene, når de er tørret ind. En sten, der ikke er glat og opsuger flydende stoffer, bliver ren, når den er tørret ind.

4. Græs, korn og plantespirer, der vokser op af jorden, bliver rene, når de er blevet urene og derefter tørrer.

5. Ting, der står fast på jorden, såsom mure, søjler, hegn, dørtrin og lignende, bliver rene, når de tørrer.

6. Uren jord bliver også ren, hvis den vendes og drejes.

7. Hvis et komfur bliver urent på grund af ekskrementer, bliver det rent, når man tænder ild og fjerner sporene af urenheden.

8. Hvis man hælder jord over uren jord, skal ekskrementerne dækkes så grundigt, at deres lugt ikke længere kan mærkes; så bliver den ren. Der må dog ikke udføres tayammum på den.

9. Et kar, der er lavet af uren jord, forbliver urent, så længe det er råt. Når det er tørret og brændt hårdt, bliver det rent.

10. Jord, der er smurt ind i gødning, er uren. Bønnen er ikke gyldig, medmindre man lægger noget over den.

kan ikke opsuge urenhed

Regler for at gøre sådanne genstande rituelt rene

1. Genstande af metal, såsom sværd, knive, dolke, spejle, guld, sølv og andre smykker af metal samt kar og skåle af kobber, messing, aluminium og stål bliver rituelt rene, hvis man skurer og polerer dem med jord eller tørrer dem grundigt af med en våd klud. De skal skures og poleres eller tørres så grundigt, at der ikke er noget spor eller nogen lugt af urenheden tilbage. Genstandene må dog ikke være dekorerede.

2. Tallerkener, skåle og gryder af porcelæn, glas eller glat sten samt gamle, brugte tallerkener, skåle og gryder, som ikke kan opsuge urenhed, bliver rituelt rene, hvis man skurer og polerer dem med jord eller tørrer dem af med en våd klud. Det skal gøres, så der ikke er noget spor af urenheden tilbage. De må dog ikke være dekorerede.

3. Genstande af metal eller porcelæn bliver rituelt rene, hvis de vaskes tre gange med vand.

4. Hvis disse genstande er dekorerede, såsom smykker eller dekorerede tallerkener og skåle, bliver de ikke rituelt rene ved blot at blive skuret eller tørret af med en våd klud; de skal vaskes med vand.

5. Tallerkener, skåle eller andre genstande af metal, såsom dolke, knive, tænger, lænker og lignende, bliver rituelt rene, hvis de lægges i ilden.

6. Tallerkener og skåle af ler eller sten bliver rituelt rene, hvis de lægges i ilden.

7. Hvis fast eller flydende snavs kommer på en måtte, en lav bænk, en skammel, en arbejdsbænk eller en lignende genstand, bliver den ikke rituelt ren blot ved at blive tørret af med en våd klud. Den skal vaskes med vand.

Regler for renselse af ting, der opsuger najasat

1. Hvis sokker, sko eller andre ting af læder bliver urene, og najasat er fast, såsom gødning, afføring, blod, sæd og lignende, bliver de rituelt rene, når najasat skrabes eller gnides af. Hvis najasat er flydende og ikke kan ses, når det er tørret, bliver de ikke rituelt rene uden vask. De skal vaskes således, at man efter hver vask venter, indtil vandet holder op med at dryppe. På denne måde skal de vaskes tre gange.

2. Hvis nye lerkar (tallerkener, skåle eller vandkander), stenkar, der opsuger vand, eller trækar, hvori najasat trænger ind, samt sådanne tallerkener, skåle eller brugsgenstande bliver urene, skal de vaskes tre gange, og efter hver vask skal de tørre så meget, at vandet holder op med at dryppe. Hvis de vaskes i rindende vand, er det ikke nødvendigt at opfylde denne betingelse. Det er tilstrækkeligt, at alt vandet er løbet af efter en grundig vask.

3. Hvis fødevarer i form af korn bliver urene, skal de vaskes tre gange og tørres efter hver vask. Hvis najasat er fast og samlet på ét sted, er det tilstrækkeligt at fjerne det. Hvis en kat for eksempel har haft afføring oven på en bunke korn, og afføringen er tørret ind og blevet fast, er det tilstrækkeligt at fjerne den. Hvis man højst mistænker, at der er spor af det på de øvrige korn, skal disse vaskes tre gange.

4. Hvis tøj bliver ramt af najasat, skal det vaskes tre gange med vand, og det skal vrides grundigt efter hver vask. Selv hvis der efter grundig vridning og vask stadig er en dårlig lugt eller en plet, gør det ikke noget; tøjet er rituelt rent.

5. Hvis sæd kommer på tøjet og tørrer ind, bliver tøjet rituelt rent, hvis sæden skrabes af eller fjernes ved at gnide og massere den. Hvis sæden ikke er tør, bliver tøjet rituelt rent, når det vaskes tre gange med vand. Hvis sæd kommer ud efter vandrensning efter vandladning, skal tøjet vaskes igen. Hvis sæden er meget tyndtflydende og er tørret ind, bliver tøjet rituelt rent ved blot at blive vasket.

6. Ting, der er flydende som vand og ikke er olieagtige, kan bruges til at vaske najasat af tøj og gøre det rituelt rent.

7. Når tøj vaskes i rindende vand, er det ikke nødvendigt at vride det. Det er tilstrækkeligt, at vandet løber fra den ene side af tøjet til den anden.

8. Hvis et stykke stof er af en sådan beskaffenhed, at det vil gå i stykker, hvis man vrider det ved at presse det, skal det vaskes tre gange. Derefter skal man presse det med hånden eller med noget andet på en sådan måde, at vandet løber ud, uden at stoffet går i stykker.

9. Hvis uren olie, ghee eller anden olie kommer på et stykke stof, bliver stoffet rituelt rent ved at blive vasket tre gange, selv om oliens fedtethed bliver siddende i stoffet. Den urenhed, der er blandet med olien, bliver rituelt ren ved at blive vasket tre gange.

10. Hvis et stykke stof bliver urent på grund af fedt fra et dødt dyr, er det ikke tilstrækkeligt blot at vaske det tre gange. Fedtet skal fjernes, og derefter skal det vaskes.

11. Hvis der kommer urenhed på en måtte, et stort tæppe, et gulvtæppe eller andet sengetøj af samme slags, som ikke kan vrides, er fremgangsmåden til at gøre det rituelt rent, at man hælder vand over det tre gange. Efter hver hældning af vand skal det tørre. At det er tørt, betyder, at noget, der lægges på det, ikke bliver vådt.

12. Hvis en tom, hul beholder bliver uren og har opsuget urenheden, skal den fyldes med vand for at blive gjort rituelt ren. Hvis der ses tegn på eller spor af urenheden i vandet, skal vandet hældes ud, og beholderen skal fyldes igen. Så længe der findes selv det mindste spor af urenhed i vandet, skal man fortsætte med at hælde vandet ud og fylde nyt vand i. Når urenhedens farve og lugt på denne måde er forsvundet, bliver beholderen rituelt ren.

13. For at gøre stof, der er farvet med uren farve, rituelt rent, skal det vaskes så mange gange, at der kommer rent vand ud. Derefter bliver stoffet rituelt rent, uanset om farven stadig er der eller ej.

Reglerne for at gøre flydende og fedtede stoffer rituelt rene

1. Hvis man fremstiller sæbe af uren fedt eller olie, bliver sæben rituelt ren.

2. Hvis olie eller ghee er rituelt urent, skal man hælde en lige så stor mængde vand i olien eller gheen og koge det. Når vandet er fordampet, skal man igen tilsætte samme mængde vand og koge det. Gøres dette tre gange, bliver det rituelt rent. Eller man kan hælde vand i olien eller gheen. Olien eller gheen vil samle sig oven på vandet. Så skal man tage den op fra overfladen og igen hælde vand i. Gøres dette tre gange, bliver det rituelt rent.

3. Hvis honning, sirup eller sharbat er rituelt urent, skal man tilsætte vand og koge det. Når vandet er fordampet, skal man igen tilsætte vand. Gøres dette tre gange, bliver det rituelt rent.

4. Hvis rituelt uren olie smøres på hovedet eller kroppen, bliver hovedet eller kroppen rituelt rent blot ved at vaske det tre gange. Det er ikke nødvendigt at fjerne fedtet med noget.

Regler for at gøre faste ting rituelt rene

1. Hvis størknet ghee, fedt eller honning bliver rituelt urent, bliver det rituelt rent, blot ved at den urene del fjernes.

2. Hvis sigtet mel eller tørt mel bliver rituelt urent, bliver resten rituelt rent, blot ved at den urene del fjernes. Hvis en hund for eksempel har haft sin mund på det sigtede mel, bliver det rituelt rent, blot ved at denne del kasseres. Hvis hunden har haft sin mund på tørt mel, bliver resten rituelt rent, hvis man fjerner så meget, som man mener, at hundens spyt har berørt.

3. Hvis noget urent rammer sæben, vil resten forblive rituelt rent, blot ved at den urene del skæres af.

Regler for at gøre skind rituelt rent

1. Efter garvning bliver al hud rituelt ren, uanset om den stammer fra et halal- eller haram-dyr, fra et rovdyr eller et planteædende dyr. Svinehud bliver dog under ingen omstændigheder rituelt ren.

2. Huden fra et halal-dyr bliver rituelt ren straks efter slagtningen; det er ikke nødvendigt at garve den for at gøre den rituelt ren.

3. Hvis huden garves med svinefedt eller et andet urent stof, bliver den rituelt ren, når den blot vaskes tre gange.

Regler for at gøre kroppen rituelt ren

1. Hvis kroppen rammes af najāsat-e haqīqī, bliver den rituelt ren ved blot at vaske den tre gange. Hvis der kommer sæd på den, og sæden tørrer ind, bliver kroppen rituelt ren, når sæden fjernes. Hvis sæden er flydende, bliver kroppen rituelt ren ved vask.

2. Hvis kroppen eller håret farves med en uren farve, er det tilstrækkeligt at vaske det så meget, at der løber rent vand ud. Det er ikke nødvendigt at fjerne farven.

3. Hvis et urent stof anbringes i en udskæring i kroppen, bliver kroppen rituelt ren ved blot at blive vasket tre gange; det er ikke nødvendigt at fjerne det urene stof.

4. Hvis et urent stof anbringes i et sår, og såret derefter heler, er det ikke nødvendigt at fjerne det urene stof. Kroppen bliver rituelt ren ved blot at blive vasket. Hvis en knogle brækker, og en uren knogle sættes ind i stedet for den, eller hvis såret sys med et urent stof, eller en brækket tand fastgøres med et eller andet, bliver kroppen i alle disse tilfælde rituelt ren ved at blive vasket tre gange med vand, efter at den er helet.

5. Hvis man efter at have smurt kroppen med uren olie eller et andet fedtet stof blot vasker den tre gange, bliver kroppen ren. Det er ikke nødvendigt at fjerne fedtet.

Tahārats seks praktiske grundprincipper

1. For at undgå unødigt besvær gives der lempelser i reglerne om tahārat.

Det vil sige, at hvis der på et tidspunkt opstår en usædvanlig vanskelighed i forbindelse med regler, der er fastslået gennem qiyās, gives der fra sharīʿas side en dispensation og en lempelse. For eksempel er det vand, der drypper fra den dødes lig, mens det vaskes, urent. Men hvis der kommer stænk af dette vand på kroppen af dem, der vasker liget, er det tilgivet. Det skyldes, at det er meget vanskeligt at beskytte kroppen mod det.

2. Også det, som mennesker normalt kommer i kontakt med, regnes som unødigt besvær. Det vil sige, at en handling, som alle normalt udfører, gennem qiyās betegnes som uren, men som det er meget vanskeligt at undgå. Derfor er sharīʿas regel på dette område blevet lempet. For eksempel bliver vejene normalt til mudder og vand, når det regner. Det er meget vanskeligt at beskytte sig mod det. Derfor er det tilgivet, hvis stænk af muddervand rammer tøjet.

3. Det, der er erklæret tilladt på grund af et særligt behov, er kun tilladt, når behovet er til stede. Det vil sige, at noget, der på et bestemt tidspunkt er blevet tilladt på grund af et særligt behov, kun er tilladt under disse omstændigheder. Under andre omstændigheder er det ikke tilladt uden et behov.

Hvis et dyr for eksempel urinerer på korn, mens kornet tærskes ved hjælp af dyr, er det af hensyn til behovet tilgivet, og kornet forbliver rent. Men hvis dyret urinerer på kornet på et andet tidspunkt end dette, bliver det urent.

4. Urenhed, der én gang er fjernet, vender ikke tilbage. Det vil sige, at den urenhed, som sharīʿa har bestemt skal være ophørt, ikke kommer tilbage igen. Hvis man for eksempel gnider tørret sæd af et stykke tøj, bliver tøjet rent. Hvis tøjet derefter falder i vand, bliver hverken tøjet eller vandet urent. På samme måde bliver uren jord ren, når den er tørret. Hvis den derefter bliver våd, vender urenheden ikke tilbage.

5. Overtro og tvivl tillægges ingen betydning i stedet for tro og fast overbevisning. Det vil sige, at hvis man tror eller er fast overbevist om, at noget er rituelt rent, så er det rituelt rent. Det må ikke erklæres rituelt urent alene på grund af tvivl.

6. Der skal afsiges kendelser i overensstemmelse med den almindeligt udbredte skik. Det vil sige, at man ved kendelser om, hvad der er tilladt og forbudt, skal tage hensyn til den gældende praksis og sædvane. For eksempel er det menneskers vedvarende skik, at alle ønsker at beskytte mad og drikke mod urenhed. Derfor skal også ikke-muslimers mad og drikke anses for rituelt rent. Det er kun korrekt at erklære det rituelt urent, når det gennem et klart, naturligt bevis er blevet fastslået, at det er urent.

Shariaens lempelser i reglerne om rituel renhed

1. En mængde af den alvorlige urenhed svarende til én dirham er undtaget. Hvis den er fast, gælder en vægt svarende til én dirham, og hvis den er flydende, en mængde på størrelse med én dirham. Det vil sige, at hvis denne mængde af alvorlig urenhed rammer kroppen eller tøjet, og man udfører bønnen med den på sig, er bønnen gyldig og skal ikke gentages. Hvis der er mulighed for at vaske den af, er det dog bedst at gøre det.

2. Hvis den mindre alvorlige urenhed rammer kroppen eller tøjet, er en fjerdedel undtaget.

3. De stænk, der rammer dem, som vasker den afdøde under vaskningen af den afdøde, er undtaget.

4. Hvis et dyr urinerer under tærskningen på gårdspladsen, forbliver kornet rituelt rent.

5. Hvis stænk af urin eller begyndende anden urenhed i en mængde på størrelse med et hoved rammer tøjet eller kroppen, bliver den ikke rituelt uren. For personer, der holder husdyr i hjemmet, er urin, gødning og lignende fra dyrene, som rammer deres krop eller tøj, undtaget, selv hvis mængden overstiger én dirham.

6. Når vandet på vejene og gaderne under regntiden bliver til mudder, og det er svært at undgå det, er stænk derfra undskyldt.

7. Hvis museafføring blandes med korn, og mængden er så lille, at der ikke kan mærkes nogen påvirkning af melet, er melet rent. Hvis en vis mængde museafføring bliver kogt sammen med brød eller ris, og den forbliver fast uden at opløses, er maden ren og må spises.

8. De dyr, der suger menneskeblod, men ikke har cirkulerende blod i kroppen, såsom fluer, myg, væggedyr og lignende: Hvis de suger blod, og der kommer blod på kroppen eller tøjet, når de dræbes, bliver kroppen og tøjet ikke urene.

9. Hvis urenhed brændes på ild, er røgen ren, og asken er også ren. Hvis man for eksempel brænder kogødning, og røgen rammer brød eller anden mad, eller hvis tallerkener og skåle vaskes med asken, er det tilladt. Intet bliver urent.

10. Hvis nogen ligger på et urent sengetøj, en måtte, en træbriks eller jorden, og det er vådt, eller hvis nogen sætter en våd fod på urent sengetøj eller jord, bliver kroppen ved med at være ren, så længe urenhedens påvirkning ikke er tydelig på det urene sengetøj.

11. Hvis der under malkningen pludselig falder et eller to stykker kogødning i mælken, hvad enten det er fra koen eller kalven, skal de straks fjernes. Mælken forbliver ren, og der er intet til hinder for at bruge den.

12. Hvis vådt tøj lægges til tørre på et urent sted eller blot placeres der, eller hvis nogen sætter sig på en uren træbriks, mens deres tøj er vådt, bliver tøjet ikke urent. Men hvis urenheden kan mærkes i tøjet, forbliver det ikke rent.

Forskellige regler om rent og urent

1. Blod fra fisk, fluer, myg og væggedyr er ikke urent. Hvis det kommer på kroppen eller tøjet, bliver de ikke urene.

2. Hvis en del af et tæppe, en måtte eller et lignende underlag er urent, mens resten er rent, er det tilladt at bede på den rene del.

3. Hvis man efter at have påført henna på hænder, fødder eller hår får at vide, at hennaen var uren, bliver man ren ved blot at vaske det tre gange; det er ikke nødvendigt at fjerne hennaens farve.

4. Hvis man efter at have påført surma eller kohl i øjnene får at vide, at det var urent, er det ikke obligatorisk at tørre eller vaske det af. Men hvis noget af det flyder ud, skal det vaskes af.

5. En hunds spyt er urent, men dens krop er ikke uren. Hvis en hund rører ved en persons krop eller tøj, og dens pels endda er våd, bliver kroppen eller tøjet alligevel ikke urent. Men hvis der sidder urenhed på hundens krop, bliver tøjet eller kroppen urent ved berøring.

6. Hvis der kommer urenhed på en så tyk planke, at den kan kløves på midten, er det tilladt at bede på den modsatte side.

7. Menneskers sved er ren, uanset om personen er muslim eller ikke-muslim, og en kvindes sved er ren, selv når hun har menstruation eller er i barselperioden. Også sveden fra den person, der har behov for et rituelt bad, er ren.

8. Hvis urenhed brændes, og man tilbereder noget med dens røg, bliver det rent. Dampen, der stiger op fra urenhed, er også ren.

9. Misk og moskusnavle er rene.

10. Hvis der kommer vand ud af munden under søvn, og det rammer kroppen eller tøjet, forbliver det rent.

11. Selv hvis et halal-fugleæg rådner, forbliver det rent. Hvis det rammer tøjet eller kroppen, forbliver disse rene.

12. Hvis noget bliver urent, men man ikke husker, hvor najāsaen er kommet på, bør det hele vaskes.

13. Hvis hundens spyt rammer metal- eller lerkar, bliver de rene, når de vaskes grundigt tre gange. Den bedste fremgangsmåde er at skrubbe dem én gang med jord og vaske dem med vand, og derefter vaske dem to gange udelukkende med vand.

Najasat hukmī

Najasat hukmī er en tilstand af urenhed, som ikke kan ses. Den kendes gennem sharīʿaen. Det gælder for eksempel at være uden wudu eller at have behov for ghusl. Najasat hukmī kaldes også hadath.

Najasat hukmīs forskellige former

Najasat hukmiyya, eller hadath, er af to slags: hadath asghar og hadath akbar.

Hadath asghar

Den urenhedstilstand, der opstår, når man lader vandet eller har afføring, når der kommer luft ud gennem endetarmen, når der kommer blod eller pus fra en del af kroppen, når man kaster op så meget, at munden fyldes, når der kommer blod på grund af istihada, eller når man sover støttende op ad noget, kaldes hadath asghar. For at blive ren for denne tilstand skal man foretage wudu. Hvis man ikke kan få vand, eller hvis det er skadeligt at bruge vand, kan man også blive ren ved tayammum. I tilstanden hadath asghar må man ikke bede eller røre Koranen. Men den, der altid har Koranen i hænderne og har vanskeligt ved at foretage wudu igen og igen, eller hvis den, der læser Koranen, er et barn, kan undvære wudu. Uden wudu, det vil sige i tilstanden hadath asghar, må man recitere Koranen mundtligt.

Hadath akbar

Den urenhedstilstand, der opstår efter samleje med en kvinde, eller når sæd udskilles på nogen måde ledsaget af lyst, eller ved sædafgang i en drøm, samt når blodet fra hayd eller nifas kommer, kaldes hadath akbar. For at blive ren for hadath akbar skal man foretage ghusl. Hvis det ikke er muligt at foretage ghusl, kan man også blive ren ved tayammum. I tilstanden hadath akbar må man ikke bede, røre Koranen, recitere Koranen mundtligt eller gå ind i moskeen. Men man må gå ind i moskeen af tvingende nødvendige grunde. Hvis vejen til badeværelset for eksempel går gennem moskeen, tillader shariaen, at man går ind i moskeen for at hente en beholder med vand.

Beskrivelse af hayd

Efter at piger er blevet kønsmodne, kaldes det blod, der naturligt kommer ud gennem urinrøret, hayd. Dette blod er urent. Hvis det kommer på tøj eller kroppen, bliver det urent.

Alderen for hayd

Alderen for at få menstruation er mindst ni år. Hvis en pige får blødning før det fyldte niende år, regnes den ikke som menstruation. Derefter har piger normalt menstruation indtil en alder af femoghalvtreds år. Hvis der kommer blødning efter femoghalvtredsårsalderen, kan den heller ikke regnes som menstruation. Men hvis blodet i denne alder er mørkerødt eller sortligt rødt, skal det regnes som menstruation.

Menstruationens varighed

1. På menstruationens fastsatte dage regnes enhver blodfarve bortset fra helt hvid som menstruation, hvad enten den er rød, gul, khakifarvet, grøn, sort eller noget andet.

2. Hvis en pige før femoghalvtredsårsalderen, ud over mørkerødt blod, også får grønt, khakifarvet eller gult blod, skal grønt, khakifarvet eller gult blod, der kommer efter femoghalvtredsårsalderen, også regnes som menstruation.

3. Hvis blødningen varer blot lidt mindre end tre dage og tre nætter, regnes den heller ikke som menstruation. Hvis en pige for eksempel begynder at bløde ved solopgang fredag, og blødningen ophører et godt stykke før solopgang mandag, så der mangler lidt i at fuldføre tre dage og tre nætter, skal denne blødning ikke regnes som menstruation, men som istihāda.

4. Hvis en pige plejer at bløde i tre eller fire dage, og blødningen i en bestemt måned varer flere dage, regnes det som menstruation. Men hvis blødningen varer lidt mere end ti dage, regnes det antal dage, hun plejer at bløde, som menstruation, og de resterende dage som istihāda.

5. Perioden med rituel renhed mellem to menstruationer er mindst femten dage, og der er ingen fastsat øvre grænse for, hvor lang den kan være. Hvis en pige derfor ikke får blødning i flere måneder eller hele sit liv, forbliver hun rituel ren. Hvis hun derimod bløder i en eller to dage, har det godt i ti eller tolv dage, og derefter igen bløder i en eller to dage, skal hele perioden regnes som istihāda.

6. Hvis en kvindes blødning varer kortere end menstruationens varighed, det vil sige en eller to dage, hvorefter hun forbliver rituel ren i femten dage, og der derefter igen kommer en eller to dages blødning, forbliver hun under alle omstændigheder rituel ren i disse femten dage; den blødning, der kommer derefter, er istihāda.

7. Hvis en kvinde får sin første blødning, og den derefter fortsætter i flere måneder, regnes de ti dage fra den dag, blødningen først viste sig, som hayez, mens de resterende dage regnes som istihaza. På samme måde skal de første ti dage i hver måned regnes som hayez og de resterende tyve dage som istihaza.

8. Hvis en kvinde bløder i en dag eller to, derefter er ren i mindre end femten dage og så begynder at bløde igen, kan denne periode med renhed ikke regnes for gyldig; man skal derimod anse hendes blødning for at have fortsat uafbrudt. I så fald regnes den periode, der svarer til hendes sædvanlige menstruation, som hayez, og den resterende tid som istihaza. Når blødningen viser sig første gang, skal de første ti dage regnes som hayez og den resterende tid som istihaza. Antag for eksempel, at en kvinde plejer at have hayez på månedens første, anden og tredje dag. I en bestemt måned kommer blødningen på den første dag og standser derefter, hvorefter hun er ren i fjorten dage, og blødningen kommer igen på den sekstende dag. Så skal man forstå det sådan, at blødningen har fortsat gentagne gange i seksten dage. I overensstemmelse med hendes vane regnes den første, anden og tredje dag som hayez, mens de resterende tretten dage regnes som istihaza. Hvis hun plejer at have hayez på den fjerde, femte og sjette dag, skal disse regnes som hayez-dagene, mens de første tre dage og de sidste ti dage regnes som istihaza.

9. Hvis en kvinde ikke har nogen fast vane, men nogle gange bløder i fire dage, nogle gange i syv dage og nogle gange i ti dage, regnes disse perioder som hayez. Hvis hun igen bløder i mere end ti dage, skal man se på, hvor mange dage hun blødte den foregående måned. Så mange dage regnes som hayez, og de resterende dage som istihaza.

Beskrivelse af nifas

Den blødning, der kommer fra en kvindes intime organ efter fødslen, kaldes nifas. Betingelsen er dog, at blødningen først kommer, efter at mere end halvdelen af barnet er kommet ud; det er nifas, mens den blødning, der kommer før dette tidspunkt, ikke er nifas-blod.

Nifas-blødningens varighed er højst fyrre dage. Der er ingen fastsat minimumsvarighed. Det er således muligt, at en kvinde slet ikke får nifas-blødning.

Regler om nifas

1. Hvis en kvinde slet ikke bløder efter at have født et barn, er det alligevel obligatorisk for hende at tage et rituelt bad efter fødslen.

2. Hvis der i nifās-perioden kommer blod af en hvilken som helst farve bortset fra hvid, regnes det som nifās-blod.

3. Perioden med renhed mellem nifās og den næste menstruation skal være mindst 15 dage.

4. Hvis fosterets kropsdele er blevet dannet ved en abort, og der derefter kommer blod, er det nifās-blod. Men hvis fosteret blot er en klump kød, er det blod, der kommer ud, ikke nifās-blod. Hvis betingelserne for menstruation imidlertid er opfyldt, skal det regnes som menstruation; ellers er det istiḥāḍa. Hvis der for eksempel kommer blod i mindre end tre dage, eller renhedsperioden ikke varer fulde 15 dage, er det istiḥāḍa.

5. Hvis en kvinde bløder i mere end 40 dage, og dette er hendes første barn, regnes 40 dage som nifās, og resten som istiḥāḍa. Efter 40 dage skal hun foretage ghusl, blive rituelt ren og udføre de religiøse pligter; hun skal ikke vente på, at blødningen standser. Hvis det ikke er hendes første barn, og hendes faste vane er kendt, er nifās-perioden efter hendes vane, mens de resterende dage er istiḥāḍa.

6. Hvis en kvinde har for vane at have nifās-blod i 30 dage, men blodet en gang ikke standser efter 30 dage og først standser, når 40 dage er gået, regnes alle disse 40 dage som hendes nifās. Hvis der derefter kommer blod, er det istiḥāḍa. Derfor skal hun straks efter de 40 dage foretage ghusl og udføre bønnen og så videre samt indhente bønnerne fra de foregående 10 dage.

7. Hvis en persons blødning standser, før 40 dage er gået, skal hun ikke vente på, at de 40 dage udløber, men foretage ghusl og begynde at bede og så videre. Hvis der er frygt for alvorlig skade ved at foretage ghusl, skal hun rense sig med tayammum og udføre bønnen. Hun må under ingen omstændigheder lade nogen bøn blive forsømt.

Reglerne for menstruation og nifās

1. Bøn og faste er forbudt under menstruationsdagene. Bønnen er helt undtaget, men efter at være blevet ren skal de forsømte fastedage indhentes.

2. Under menstruation og barselsblødning er det for kvinder forbudt at gå ind i moskeen, udføre tawaf omkring Kabaen og læse Koranen.

3. Det er heller ikke tilladt at udføre sajda at-tilawa eller røre Koranen; dog må man røre Koranen ved hjælp af et bogomslag eller et lommetørklæde. Det er heller ikke tilladt at røre den med det tøj, man har på. Det er også forbudt at røre den med et stykke stof, der er syet fast til Koranen.

4. Det er tilladt at læse Sura al-Fatiha med intentionen om at fremsige en bøn. Ligeledes er det tilladt at læse Dua al-Qunut og andre bønner fra Koranen med intentionen om at fremsige en bøn.

5. Det er tilladt at fremsige kalima, salawat, ihukomme Allah, fremsige istighfar og recitere andre wazifaer. Hvis nogen for eksempel fremsiger »La hawla wa la quwwata illa billah«, er der intet galt i det.

6. Det er tilladt at gå til Eidgah, at gå til en institution for religiøs undervisning og at gå ind i moskeen, når det er absolut nødvendigt. Det er dog bedre at udføre tayammum, før man går ind i moskeen.

7. En kvinde, der underviser nogen i Koranen, må undervise i Koranen, mens hun har menstruation. Hun skal dog ikke læse et helt vers i ét åndedrag, men undervise ved at læse verset stykke for stykke med pauser imellem. Det er tilladt for sådanne kvinder at læse på denne måde.

8. Seksuelt samvær med hustruen er forbudt under menstruation og barselsblødning. Bortset fra denne ene handling er alt andet tilladt, såsom at kysse, spise og drikke sammen, ligge i samme seng og så videre. Men det er makruh at afholde sig fra at ligge i samme seng, spise og drikke sammen, kysse, vise hengivenhed og lignende på dette tidspunkt. [Grunden til, at det er makruh, er, at Profeten (fvmh.) omgikkes sine hustruer, mens de havde menstruation. En anden grund er, at jøderne under menstruation behandlede deres hustruer som urørlige. Derfor blev muslimerne forbudt at efterligne jøderne.]

9. En kvinde plejer at bløde i 5 dage, men blødningen standser efter 4 dage. En sådan kvinde skal udføre ghusl og bede. Hun må dog ikke have seksuelt samvær med sin mand, før de 5 dage er gået – blødningen kan nemlig begynde igen derefter.

10. Hvis en kvindes blødning stopper efter hele 10 dage og 10 nætter, er samleje med hende tilladt, selv om hun ikke har foretaget ghusl. Det samme gælder en kvinde, hvis vane er, at blødningen varer 6 dage, og blødningen derefter stopper; også i dette tilfælde er samleje tilladt før hendes ghusl. Men hvis blødningen stopper før den fastsatte vane, er samleje ikke tilladt, før vanens dage er fuldført. Det gælder også, selv om kvinden har foretaget ghusl.

11. En kvinde har for vane, at hendes blødning stopper efter 6 dage. Men hvis det i en måned sker, at de 6 dage er gået, uden at blødningen stopper, skal hun ikke foretage ghusl eller bede; hun skal derimod vente på, at blødningen stopper. Hvis blødningen derefter stopper efter 10 hele dage eller før, regnes hele denne periode som hayez. Men hvis blødningen ikke stopper efter 10 dage, er hayez-perioden fortsat kun de 6 dage. De resterende dage regnes som istihada.

12. Hvis en kvinde bliver ren i dagtimerne i Ramadan, er det wajib for hende at afholde sig fra at spise og drikke resten af dagen. Hun skal tilbringe tiden indtil aften som de fastende og skal indhente fasten for denne dag.

13. Hvis en kvinde, mens hun er ren, lægger sig til at sove efter at have anbragt et stykke stof i sit private sted, og hun om morgenen ser en blodplet på stoffet, skal hayez regnes fra det tidspunkt, hvor blodpletten blev set.

Beskrivelse af istihada

Istihada er en vedvarende blødning, som hverken er hayez eller nifas, men som skyldes sygdom. Det er som når et blodkar i en persons næse brister, så blodet bliver ved med at løbe uden at standse.

Istihadas tilstande

1. Den blødning, der kommer fra en pige under ni år, er istihada, og den blødning, der kommer fra en kvinde over 55 år, er også istihada. Men hvis blodet i sidstnævnte tilfælde er mørkerødt eller sortligt rødt, skal det regnes som hayez.

2. Det blod, der kommer hos gravide kvinder, er istihada.

3. Det blod, der kommer i mindre end tre dage og tre nætter, er istihada, og det blod, der kommer efter ti dage og ti nætter, er ligeledes istihada.

4. For en kvinde, hvis menstruationsperiode er fastlagt efter hendes sædvanlige cyklus, er det blod, der kommer efter denne fastlagte periode, istihada i de ekstra dage. Dette gælder dog, når blødningen fortsætter efter ti dage.

5. Hvis en kvindes menstruation ophører efter ti dage, men blodet begynder at komme igen, før der er gået femten dage, er dette blod istihada. For perioden med renhed mellem to menstruationer skal være mindst femten dage.

6. Hvis blødningen efter fødslen, nifas, ophører efter fyrre dage, men begynder igen efter mindre end femten dage, er denne anden blødning istihada. For efter ophøret af nifas kræves der mindst femten dage imellem, før menstruation kan indtræffe.

7. Hvis en kvinde bløder i mere end fyrre dage efter at have født et barn, og det er hendes første barn, uden at hun har en fastlagt sædvanlig cyklus, er den blødning, der varer ud over fyrre dage, istihada. Men hvis hun har en fastlagt sædvanlig cyklus, er den blødning, der varer ud over denne sædvanlige periode, istihada.

Reglerne for istihada

Reglerne for kvinder, der har istihada, er som reglerne for de patienter, hvis næsekar er sprunget, så blødningen er begyndt og ikke standser, eller som har et sår, hvorfra der hele tiden løber blod, eller en urinvejssygdom, der medfører, at urinen hele tiden drypper ud. Reglerne for kvinder med istihada er som følger:

1. Under istihada er det obligatorisk at bede. Bønnerne må ikke indhentes senere. Man må heller ikke undlade at faste.

2. Under istihada er samleje tilladt. På grund af istihada er et rituelt bad ikke obligatorisk for kvinden.

3. Hun bliver rituel ren blot ved at foretage en rituel afvaskning.

4. I denne tilstand er både recitation af Koranen og adgang til moskeen tilladt.

5. Disse kvinder må ikke bede flere bønner med én rituel afvaskning. De skal foretage en ny rituel afvaskning hver gang.

Hvidligt udflåd

Ved denne sygdom bliver der ved med at komme et hvidt eller gult flydende stof ud fra kvindens kønsorgan. Reglerne for det er nøjagtig som ved istihada. Disse kvinder skal både bede og faste. De skal også recitere Koranen. Før hver bøn skal de dog vaske kønsorganet grundigt, foretage en frisk rituel afvaskning og derefter bede.

Beskrivelse af vand

Taharat (renhed) kan kun opnås med vand, der i sig selv er pak. Med napak vand kan man hverken udføre wudu og ghusl eller rense noget urent. Tværtimod bliver rene ting urene ved hjælp af det. Derfor er det nødvendigt at forstå reglerne og bestemmelserne om, hvornår vand er pak eller napak, grundigt, så man kan opnå taharat med sikkerhed og ro i sindet.

Vandtyper

Grundlæggende er vand af to typer: pak og napak

Pak vand

Med hensyn til at opnå renhed er pak vand af fire typer:

1. Tahir mutahhir, ikke-makruh: Det vil sige pak vand, som man trygt kan bruge til wudu og ghusl uden nogen form for kerahat (følelse af afsky eller mangel på respekt). Det gælder for eksempel regnvand samt vand fra floder, havet, damme, kanaler, kilder, brønde og rørbrønde. Uanset om vandet er fersk- eller saltvand, dug eller smeltevand fra is, kan man udføre wudu og ghusl med alle disse vandtyper uden nogen form for kerahat.

2. Tahir mutahhir, makruh: Dette er vand, som det er makruh at bruge til wudu og ghusl. For eksempel har et lille barn stukket hånden i vandet. Man kan ikke med sikkerhed sige, at barnets hånd var uren, men der er mistanke om det. Eller en kat eller et andet dyr, hvis efterladte vand eller rester er makruh, har drukket af det. Derfor er det makruh at udføre wudu og ghusl med sådant vand.

3. Tahir ghair mutahhir: Dette er pak vand, som det ikke er tilladt at bruge til wudu og ghusl, såsom ma-e musta’mal, det vil sige vand, som nogen har brugt til wudu, eller vand, som en person, der var forpligtet til ghusl, har brugt til at bade sig i, uden at der var najasat på kroppen. Hvis sådant vand kommer på kroppen eller tøjet, bliver de ikke urene. Men wudu og ghusl kan ikke udføres med dette vand.

4. Mashkūk: Det vil sige vand, med hvilket det er tvivlsomt, om wuḍūʾ og ghusl er tilladt eller ej. For eksempel vand, som et æsel eller et muldyr har drukket af. Reglen for dette vand er, at man efter at have udført wuḍūʾ med det også skal udføre tayammum.

Māʾ al-najāsat (urent vand)

1. Tilstanden for urent vand: Hvis der falder najāsah i rindende vand, så dets farve, lugt og smag ændres.

2. Kathīr rāqid: Meget stillestående vand. Men hvis vandets farve, lugt og smag i alle dele er ændret, fordi der er faldet urenhed (najāsah) i det.

3. Qalīl rāqid: En lille mængde stillestående vand. Hvis der falder blot en smule najāsah i det, og vandets farve, lugt og smag ikke ændres af den, må man alligevel ikke udføre wuḍūʾ eller ghusl med dette vand, og ingen uren genstand kan renses med det.

Seks nyttige grundprincipper vedrørende vand

1. Vand er i udgangspunktet rent. Det vil sige, at det grundlæggende er rent. Derfor skal det betragtes som rent, så længe der ikke findes bevis for, at det er blevet urent. For eksempel er vandet i en fordybning et sted i skoven rent. Men hvis et argument eller et bevis fastslår, at det er blevet urent, skal det betragtes som urent.

2. Et sikkert forhold må ikke opgives på grund af tvivl. Forestil dig for eksempel, at der står vand i et rum, og at man ser en hund komme ud derfra. Nu opstår der tvivl om, hvorvidt hunden måske har stukket munden i vandet. Eller man har ikke set hunden drikke af det, og der findes heller ingen omstændighed, der beviser, at hunden har stukket munden i vandet. I en sådan situation skal vandet betragtes som rent, fordi det med sikkerhed er rent. Der er kun tvivl om, hvorvidt det er urent. Tvivl fjerner ikke sikkerhed.

3. Under vanskelige omstændigheder lempes reglen. For eksempel er fugleekskrementer urene. Da det er meget vanskeligt at beskytte en brønd mod dem, er reglen, at brøndens vand ikke bliver urent på grund af fugleekskrementer.

4. I tilfælde af uundgåelig nødvendighed bliver selv noget, der normalt ikke er tilladt, tilladt. Hvis man for eksempel er ved at dø af tørst, ikke kan finde rent vand og kun kan finde urent vand, er det i en sådan situation tilladt at drikke det urene vand.

5. Når en regel i sharia skal fastsættes, skal man tage udgangspunkt i den største mængde. Hvis rensende vand og rent, brugt vand for eksempel blandes i et kar, fastsættes reglen efter det, der er mest af. Hvis der er mest mutahhir-vand, skal alt vandet betragtes som mutahhir, og det er tilladt at udføre wudu og ghusl med det. Hvis der derimod er mest mustamal-vand (brugt vand), skal det hele betragtes som mustamal, og det er ikke tilladt at udføre wudu og ghusl med det.

6. Når man får kendskab til en ny omstændighed, skal man rette sig efter den fra det tidspunkt, hvor man får kendskab til den. Hvis man for eksempel finder en død mus i en brønd, er reglen, at brøndens vand skal betragtes som urent fra det øjeblik, musen bliver opdaget. Hvis man har udført ghusl med dette vand før det tidspunkt, skal det betragtes som tilladt.

Vandets regler

Vand, som kan bruges til tahara

1. Regnvand, vand fra floder, havet, damme, kilder, brønde, tube wells og lignende er rent, uanset om det er ferskt eller salt, ligesom dug, sne og smeltevand er rent. Det er uden tøven tilladt at udføre wudu og ghusl med alle disse former for vand.

2. Hvis vand opvarmes ved at brænde kogødning, afføring eller lignende som brændsel, forbliver det rent, og det er gyldigt at udføre wudu og ghusl med det.

3. Hvis vand har stået stille i en dam, et bassin eller en fordybning i lang tid, eller har stået i et kar i lang tid, og det derfor har ændret farve, lugt eller smag, er vandet alligevel rent, og man kan uden tøven opnå rituel renhed med det.

4. Det vand, der samler sig i små og store fordybninger i skove og øde områder, er rent. Man kan opnå rituel renhed med det uden ubehag. Men hvis det gennem argumenter og beviser bliver sikkert eller overvejende sandsynligt, at vandet er urent, er det ikke tilladt at udføre rituelle afvaskninger eller det rituelle bad med det.

5. Folk stiller krukker og lerkar med vand langs vejen, hvorfra børn, voksne, byboere og landsbyboere alle drikker. Der udvises heller ikke fuld forsigtighed i denne forbindelse. Dette vand er rent, og man kan udføre rituelle afvaskninger og det rituelle bad med det. Men hvis det gennem argumenter og beviser fastslås, at vandet er urent, er sagen en anden.

6. Hvis et lille barn stikker hånden ned i vandet, uden at det er sikkert eller blot mistænkeligt, at hånden er uren, men fordi børn normalt ikke udviser forsigtighed, synes det muligt, at der kan have været urenhed på hånden, er bestemmelsen om dette vand, at det er rent, og at rituelle afvaskninger og det rituelle bad med det er gyldige.

7. Vand fra ikke-muslimers kar er rent, for normalt ønsker alle at holde sig fra urenhed. Men hvis det gennem argumenter og beviser fastslås, at det er urent, er det rituelle bad med det ikke gyldigt.

8. Hvis et rent stof falder i vandet, så vandets farve, lugt eller smag ændres derved, er vandet stadig rent, forudsat at stoffet ikke er blevet kogt i vandet, og at det heller ikke har gjort vandet tykt, sådan som når sand blandes med rindende vand. Hvis eksempelvis safran falder i vandet, så noget af dets farve kommer frem, eller sæbe og lignende opløses, eller et andet sådant rent stof falder i vandet, forbliver vandet i alle disse tilfælde rent, og det er tilladt at udføre rituelle afvaskninger og det rituelle bad med det.

9. Vandet i brønde, som forskellige slags mennesker henter vand fra, er rent, selv om deres hænder og fødder samt spande, kar og lignende er snavsede og fyldt med støv. Hvis der imidlertid findes bevis for, at hænderne, fødderne eller beholderne hos dem, der henter vand, er urene, er sagen en anden.

10. Selv hvis en eller alle vandets tre egenskaber ændres, fordi blade falder ned i det, forbliver vandet rent. Rituelle afvaskninger og det rituelle bad med det er gyldige.

11. Hvis vandet koges med sæbe, sidrblade eller noget andet for at rense tøj eller kroppen eller for at rense selve vandet, og vandet derved ikke bliver tykkere, men forbliver flydende, er både wudu og ghusl gyldige med det, selv om dets farve, lugt og smag ændres.

12. Hvis rene kar, ris, grøntsager og lignende vaskes i vandet, eller noget rent lægges i blød i det, og blot én af vandets egenskaber ændres, eller ingen af dem ændres, er wudu og ghusl gyldige med dette vand.

13. Hvis et andet levende dyr end en gris eller en hund bades i vandet, og der ikke er kommet urenhed på dyrets krop, og dets savl ikke er kommet i vandet, er vandet rent. Hvis et andet dyr end en gris eller en hund går ned i eller bader i sådant vand, og der ikke er urenhed på dets krop, er vandet ligeledes rent. Betingelsen er, at dyrets mund vender opad, så savlet ikke falder i vandet. Selv hvis en hests eller et andet dyr, hvis kød er halal, savl falder i vandet, forbliver vandet rent. Man kan uden tvivl udføre wudu og ghusl med det.

14. Hvis der kommer en vis mængde mælk i vandet, kan man uden tøven udføre wudu og ghusl med det, uanset om vandets farve ændres en smule eller ej.

15. Når virkningen af urenheden i rindende vand, efter at det er blevet urent, forsvinder, bliver vandet atter rent. Man kan udføre taharat med det.

16. Hvis dyr uden cirkulerende blod, såsom fluer, myg og humlebier, falder i vandet og dør, eller falder i vandet efter at være døde, forbliver vandet rent, og man kan udføre wudu og ghusl med det.

17. Hvis vandlevende dyr dør i vandet, såsom fisk, krabber, skildpadder og frøer, forbliver vandet rent. Man kan udføre taharat med det uden karahat.

Bemærk: Landfrøer og vandfrøer har samme regel. Men hvis der er blod i en landfrø, og den dør i vandet, bliver vandet urent.

Vand, som ikke kan bruges til tahārat

1. Hvis blot én dråbe urin, blod eller vin falder i en lille mængde stillestående vand, eller selv en ringe mængde anden najāsat falder i det, eller der falder afføring i en mængde svarende til en ratti, bliver alt vandet urent. Uanset om vandets farve, smag eller lugt ændrer sig eller ej, kan det ikke bruges til tahārat.

2. Hvis et levende væsen med cirkulerende blod falder i en lille mængde vand og dør deri, eller falder deri efter at være dødt, bliver vandet urent. Blandt de væsener uden cirkulerende blod, som suger menneskeblod, såsom igler, store fluer og store væggedyr, vil vandet også blive urent, hvis et af dem dør deri. Hvis en frø, hvis blod cirkulerer, dør i vandet, bliver vandet urent, og det kan ikke bruges til tahārat.

3. Hvis de insekter, der findes i afføring og komøg, dør i en lille mængde vand, bliver vandet urent.

4. Hvis der var najāsat i en lille mængde vand i et bassin, og man derefter hælder vand i det, så mængden bliver stor, vil alt vandet alligevel være urent, og det kan ikke bruges til tahārat.

5. Hvis noget andet blandes i vandet eller koges i det, så det ikke længere almindeligvis kaldes vand, såsom sharbat, sirup, shorba eller sattu, kan det ikke bruges til wudu og ghusl.

6. Wudu og ghusl er ikke tilladt med flydende og strømmende væsker, som ikke kaldes vand, såsom sukkerrørssaft, kewra-vand, rosenvand og eddike. Wudu og ghusl kan heller ikke udføres med frugtekstrakt, frugtsaft og lignende, såsom citron- eller appelsinsaft eller -ekstrakt, vandmelonvand og kokosvand.

7. Hvis vand koges med et rent stof, og det stadig almindeligvis kaldes vand, men bliver noget tykkere, kan det heller ikke bruges til wudu og ghusl.

8. Hvis mælk eller safran falder i vandet, så vandet tydeligt får mælkens eller safranens farve, kan det bruges til wudu og ghusl.

9. Hvis et dyr, som ikke lever i vand, men opholder sig i vand, for eksempel en and, dør i vandet eller falder ned i det efter at være dødt, kan vandet ikke bruges til wudu og ghusl.

10. Māʾ mustaʿmal (brugt vand) er ganske vist rent, det vil sige, at kroppen eller tøjet ikke bliver urent, hvis det rammes af det, men det er ikke tilladt at bruge det til wudu og ghusl. Det skyldes, at det, selv om det selv er rent, ikke kan rense andre.

11. Hvis brugt vand blandes med rent vand, og mængden af det brugte vand bliver størst, regnes alt vandet derefter som brugt vand, og det kan ikke bruges til wudu og ghusl.

Vand, som det er makruh at bruge til tahārah

1. Det er makruh at udføre wudu og ghusl med vand, der er blevet opvarmet af solen. Det kan medføre hvide spedalskhedspletter på kroppen.

2. Hvis et menneskes spyt eller hoste falder i en lille mængde vand, bliver det makruh at bruge det til wudu og ghusl.

3. Hvis en ikke-muslim, som ikke har nogen fornemmelse for rituelt rent og urent, stikker hånden i rent vand, men det ikke er sikkert, at hånden var uren, og der kun er en mistanke om det, fordi ikke-muslimer normalt ikke har en fornemmelse for rituelt rent og urent, og hånden derfor måske var uren, er det i denne situation makruh at bruge vandet til wudu og ghusl.

4. En person, der ikke har wudu, bør ikke foretage wudu med Zamzam-vand, og en person, som er forpligtet til ghusl, bør ikke foretage ghusl med dette vand. Det er makruh at vaske urenheder og foretage istinja med dette vand.

5. Det er makruh at foretage wudu og ghusl med vand fra et sted, hvor Allahs straf er blevet sendt over et folk.

6. Det er makruh at foretage wudu og ghusl med vand, som katte, mus og haram-fugle har drukket af.

7. Hvis en æsel eller et muldyrs drikkerest falder i vandet, er det tvivlsomt, om man kan foretage wudu og ghusl med det. For det kan ikke med sikkerhed fastslås, om vandet er rent eller urent. Derfor skal man foretage tayammum efter wudu og ghusl med dette vand.

Regler om drikkerester og lignende

1. Et menneskes drikkerest er ren. Uanset om personen er muslim eller ikke-muslim, gudfrygtig eller syndefuld, kvinde eller mand, i janabah-tilstand eller i menstruations- eller barselstilstand, er drikkeresten ren i alle disse tilfælde. Men hvis personen umiddelbart efter at have drukket vin eller spist noget andet urent drikker af vandet, bliver vandet urent.

2. Drikkeresten fra halal-dyr er ren, hvad enten det er en fugl eller et planteædende dyr, såsom ko, bøffel, ged, hjort, turteldue, due og lignende. Også hestens drikkerest er ren.

3. Drikkeresten fra dyr, hvis blod ikke cirkulerer, er ren, hvad enten dyret er haram eller halal. Drikkeresten fra vanddyr er også ren, hvad enten de er halal eller haram. Men hvis de umiddelbart efter at have spist najasah drikker af vandet, bliver vandet urent. Taharat er ikke tilladt med dette vand.

4. Rester efter haram-dyr, som normalt lever i hjemmet, såsom mus og katte, samt efter haram-fugle eller små dyr, der løber omkring og spiser af egen vilje, såsom høns og ænder, er makruh. Hvis en høne er bundet, er dens rester rene. Hvis en kat drikker af vandet umiddelbart efter at have spist en mus, bliver vandet urent.

5. Rester efter svin, hunde og alle slags rovdyr er urene. For eksempel er rester efter tiger, bjørn, abe og grib hver især urene.

6. Rester efter haram-dyr, der lever i naturen, såsom elefanter og næsehorn, er også urene.

7. Hvis en kat har stukket snuden i mælk, yoghurt, valle og lignende, er det tilladt at spise det.

8. Rester efter æsler og muldyr er tvivlsomme. Wudu og ghusl med sådant vand er derfor også tvivlsomme. Efter at have udført wudu med sådant vand skal man udføre tayammum.

9. Rester efter rovfugle er makruh, såsom rester efter falke, høge og lignende.

10. Hvis en mus har gnavet et stykke af et brød eller en kiks, kan man skære det pågældende stykke væk og spise resten.

11. De dyr, hvis rester er urene, har også uren sved. De dyr, hvis rester er makruh, har også makruh-sved.

12. Det er makruh for kvinder at spise og drikke rester efter fremmede mænd.

Regler og bestemmelser vedrørende brønde

Udførlige regler for, hvordan brøndvand gøres rituelt rent

For at forstå reglerne vedrørende brønde, fremgangsmåden ved at gøre dem rituelt rene samt de tilhørende bestemmelser, skal man huske følgende syv udførlige regler:

1. Hvis alt vandet i en brønd bliver rituelt urent, skal alt vandet tømmes ud for at gøre den rituelt ren. At tømme alt vandet ud betyder, at der ikke engang må komme en halv spand vand op, når man sænker en spand ned i den. Når så meget vand er blevet tømt ud, bliver også brøndens trappe, reb og spand rituelt rene. Hvis det ikke er muligt at tømme alt vandet i en brønd, skal man tage tre hundrede spande vand op fra den; så bliver brøndvandet rituelt rent.

2. Hvis brønden er rituelt ren, således at det ikke er nødvendigt at tage selv en lille mængde vand op, og nogen på et tidspunkt ønsker at tage tyve eller toogtyve spande vand op for at berolige sig selv, er det ikke i strid med sharia, og der er ingen fejl ved det.

3. Hvis man med sikkerhed ved, hvornår en brønd blev rituelt uren, og der ikke findes nogen indikation på, hvornår det skete, skal den regnes for rituelt uren fra det tidspunkt, hvor urenheden blev opdaget. Hvis der derimod findes en indikation, f.eks. at et dyr er dødt, opsvulmet og gået i forrådnelse, skal man med sikkerhed antage, at det faldt ned i brønden og døde nogle dage tidligere. Derfor skal man genbede bønnerne for tre dage og tre nætter, og de tallerkener, kar og klæder, der er blevet vasket med dette vand, skal gøres rituelt rene igen. Der er ingen grund til at sørge over det, som ikke kan bringes i orden.

4. Ved rensningen af en brønd skal man regne efter den spand eller det kar, der normalt bruges i den pågældende brønd. Hvis der på det pågældende tidspunkt bruges en meget større eller meget mindre spand til at tage vandet op, skal man regne efter en spand af middelstørrelse. Den mængde vand, som det er påbudt at tage op, kan også tages op med et rør eller på en anden måde; derved bliver brønden også rituelt ren.

5. Brøndens vand bliver rent, uanset om alt vandet tømmes ud på én gang eller lidt efter lidt.

6. Hvis det, der har gjort vandet urent ved at falde ned i brønden, i sig selv er urent, såsom en død mus eller kat, skal det først fjernes, hvorefter vandet skal tømmes ud i overensstemmelse med den foreskrevne regel. Uanset hvor meget vand der tømmes ud, bliver brønden ikke ren, hvis det døde dyr ikke fjernes. Hvis man derimod er sikker på, at dyret er dødt, rådnet og helt blevet til jord, behøver det ikke at blive fjernet; brønden bliver ren, når vandet tømmes ud i overensstemmelse med den foreskrevne regel.

7. Hvis noget, der i sig selv er rent, men som har været udsat for najāsa, falder ned i brønden, såsom en fodbold, sko eller klæder, er det ikke en betingelse for, at brønden bliver ren, at det fjernes; det er tilstrækkeligt blot at tømme vandet ud i overensstemmelse med den foreskrevne regel.

Den urenhed, som kræver, at alt vandet tømmes ud

1. Hvis nogen form for najāsa falder ned i brønden, uanset om den er let eller alvorlig, og uanset om der er lidt eller meget af den, bliver alt vandet urent, og det bliver nødvendigt at tømme det hele ud. Hvis for eksempel menneskers urin eller afføring, urin eller afføring fra kvæg, bøfler, hunde eller katte, blod eller en dråbe vin falder ned, bliver brønden uren i alle disse tilfælde.

2. Hvis en gris falder ned i brønden, hvad enten den er levende eller død, bliver alt vandet urent, fordi grisens krop er uren ligesom urin og afføring.

3. Hvis et menneske falder ned i brønden og dør, bliver alt vandet urent, hvad enten personen er muslim eller ikke-muslim. Ligeledes bliver alt vandet urent, hvis en person, der allerede er død, falder ned i brønden, hvad enten det er et barn eller en voksen.

4. Hvis en hund, en ged eller et større dyr, såsom en ko, bøffel, kamel, elefant eller hest, falder ned i brønden og dør, bliver alt vandet urent.

5. Hvis et såret dyr med blodcirkulation falder ned i brønden, skal alt vandet øses op, uanset om dyret dør eller forbliver levende.

6. Hvis en uren genstand, såsom tøj, kar, sko og lignende, falder ned i brønden, bliver alt vandet urent.

7. Hvis et dyr med blodcirkulation, hvor lille det end er, falder ned i brønden, dør og derefter går i forrådnelse og svulmer op, eller hvis det falder ned i brønden allerede dødt, råddent og opsvulmet, bliver alt vandet urent. Hvis for eksempel en mus, en gekko eller en blodsuger falder ned, dør, går i forrådnelse og svulmer op, skal alt vandet øses op.

8. Hvis ande- eller hønsemøg falder ned i brønden, skal alt vandet øses op.

9. Hvis to katte eller flere andre dyr med tilsvarende samlet vægt falder ned i brønden og dør, bliver alt vandet urent.

10. Hvis halen på en mus eller et kamæleonlignende dyr falder af og falder ned i brønden, skal alt vandet øses op.

11. Hvis et dyr uden blodcirkulation, såsom en skorpion, humlebi, hveps, kamæleon eller landfrø, falder ned i brønden, dør og svulmer op, så alt vandet bliver urent, skal alt vandet øses op.

De urenheder, som ikke gør det nødvendigt at øse alt vandet op

1. Hvis en kat, en høne, en due eller et dyr af tilsvarende størrelse falder ned i en brønd og dør, men ikke svulmer op og brister, bliver brønden ren, når 40 spande vand er blevet tømt ud. Det er dog bedre at tømme 60 spande ud.

2. Hvis en mus, en spurv eller et dyr af tilsvarende størrelse falder ned i en brønd og dør, men ikke svulmer op og brister, bliver brønden ren, når blot 20 spande vand er blevet tømt ud. Det er dog bedre at tømme 30 spande ud.

Bemærk: I fiqh er tre dyr blevet fastlagt som målestok for vurderingen af en brønds urenhed, hvis et dyr falder ned i den: en ged, en kat og en mus.

Reglen for et dyr på størrelse med en ged eller større er den samme som for en kat.

Reglen for et dyr på størrelse med en kat eller mindre end en ged er den samme som for en kat.

Reglen for et dyr på størrelse med en mus eller større end den, men mindre end en kat, er den samme som for en mus.

3. Hvis en stor firben, som har strømmende blod, falder ned i en brønd og dør, men ikke svulmer op og brister, skal 20 spande vand tømmes ud. Det er dog bedre at tømme 30 spande ud.

4. En høne faldt ned i en brønd og døde. Mens en person hentede vand, blev det sagt, at brønden var uren. Han hældte ganske vist vandet ud, men lagde den våde spand i en anden ren brønd for at hente vand. Så blev også den rene brønd uren. For at gøre den ren skal man derfor tømme samme mængde vand ud som fra den urene brønd, altså 40 spande.

Under disse omstændigheder bliver brønden ikke uren.

1. Hvis dyr, hvis blod ikke cirkulerer, såsom skorpioner, hvepse, landfrøer og lignende, falder ned i brønden og dør, eller falder ned efter at være døde, bliver brønden ikke uren.

2. Hvis vanddyr såsom fisk, krabber, krokodiller og lignende falder ned i brønden og dør, eller falder ned efter at være døde, bliver brønden ikke uren.

3. Hvis et levende menneske falder ned i brønden og kommer levende op igen efter at være blevet helt nedsænket, bliver brønden ikke uren. Men hvis der sidder noget urent på vedkommendes krop, bliver brønden uren.

4. Hvis hår, hove eller tørre knogler fra et hvilket som helst tilladt eller forbudt dyr, bortset fra svinet, falder ned i brønden, forbliver brønden ren.

5. Hvis et dyr, hvis drikkerester er rene, falder ned i brønden og kommer levende op igen, forbliver brønden ren.

6. Hvis dyr, hvis drikkerester er urene eller tvivlsomme, falder ned i brønden og kommer levende op igen, bliver brønden ikke uren. Det er dog en betingelse, at deres mund ikke er nedsænket i vandet, og at deres spyt ikke falder i vandet. For en sikkerheds skyld er det godt at tage 20–30 spande vand op. Hvis et svin falder ned i brønden og kommer levende op igen, bliver brønden alligevel uren. Den bliver også uren, hvis nogen del af svinets krop falder ned i den.

7. Hvis afføring fra en hvilken som helst fugl bortset fra ænder og høns falder ned i brønden, bliver brønden ikke uren.

8. Hvis noget af en gedes afføring falder ned i brønden, bliver den ikke uren.

9. For dem, der holder køer og bøfler hjemme, er det vanskeligt at beskytte deres brønd mod gødning, og deres tallerkener og skåle kan heller ikke holdes helt fri for gødning. Da det er vanskeligt for dem at være fuldstændig forsigtige med gødning, bliver brønden ikke uren, hvis der falder lidt gødning i den fra tid til anden.

10. Hvis en ikke-muslim falder ned i brønden, eller en person, der skal foretage den rituelle fuldstændige afvaskning, stiger ned i den, bliver brøndens vand ikke urent, forudsat at der ikke sidder nogen urenhed på hans krop. Det er dog bedst at tage 20–30 spande vand op.

11. Hvis noget falder ned i brønden, hvis urenhed ikke er sikker, såsom udenlandsk medicin, hvorom man er i tvivl, om den indeholder alkohol, bliver brønden ikke uren.

12. I byerne leveres vand fra en tank gennem rør. Dette er rindende vand. Hvis en urenhed falder i det, anses det først for urent, når vandets farve, lugt eller smag ændres.

Beskrivelse af istinja

At rense sig efter vandladning og afføring kaldes istinja. I shariaen er der lagt særlig vægt på istinja. At være forsømmelig med istinja er en stor synd. Den hellige Profet (fred og velsignelser være med ham) har sagt, at det er en årsag til gravens straf. En gang gik han forbi to grave. Da sagde han: »Disse to døde bliver straffet, ikke på grund af noget stort, men på grund af noget, som anses for meget almindeligt. Den ene plejede ikke at beskytte sig ordentligt mod urin efter vandladning, og den anden plejede at bagtale og sprede sladder.« (Bukhari)

Skikke og regler ved vandladning og afføring

1. Det er forbudt at sidde med ansigtet eller ryggen vendt mod qiblaen, når man urinerer eller har afføring. Når man hjælper børn med at urinere eller have afføring, bør man ikke placere dem sådan, at deres ansigt eller ryg vender mod qiblaen. Man bør også afholde sig fra at urinere eller have afføring med ansigtet eller ryggen vendt mod månen eller solen.

2. Det er forbudt at urinere i et hul eller på hård jord. Det er forbudt at urinere i et hul, fordi der kan være et skadeligt dyr i det, som kan komme ud og bide. Hvis man urinerer på hård jord, vil urinsprøjt ramme en.

3. Det er forbudt at urinere eller have afføring under skyggegivende træer, ved floder og damme på de steder, hvor folk henter vand, under frugttræer, på steder hvor folk udfører wudu eller ghusl, på kirkegårde, så tæt på moskeer og eid-bedepladser, at de bedende generes af lugten, på offentlige veje og ved vejsider samt i nærheden af steder, hvor folk samles. Kort sagt er det forbudt at urinere eller have afføring alle steder, hvor folk opholder sig, sidder, hviler eller udfører andre aktiviteter. Folk bliver generet, hvis man urinerer eller har afføring sådanne steder.

4. Det er forbudt at urinere eller have afføring stående. Hvis man gør det en sjælden gang på grund af en særlig omstændighed, er der dog ingen fejl ved det.

5. Hvis en ring bærer Allahs navn, kalimaen, et koranvers eller en hadith, skal man tage den af og lægge den fra sig, når man går på toilettet; ellers vil det være respektløst.

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller:

Profeten (fred være med ham) bar en ring, hvorpå »Muhammadur Rasulullah« var indgraveret. Når han skulle urinere eller have afføring, tog han den af og lagde den fra sig (Muslim, Tirmidhi).

6. Når man urinerer eller har afføring, er det ikke tilladt uden grund at tale, hoste, læse hadith, koranvers eller noget andet godt eller sige »alhamdulillah«, hvis man nyser. Der er ingen fejl ved at læse det i sit sind.

7. Det er ikke rigtigt at forrette sin nødtørft helt nøgen eller uden grund liggende eller stående.

8. Hvis man skal forrette sin nødtørft i det fri, bør man før man sætter sig, og før man går ind på toilettet eller i latrinen, fremsige følgende bøn:

Arabisk****************১০৮******)

Åh Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig mod onde mænd, kvinder og djinner – (Bukhari).

Efter at have forrettet sin nødtørft skal man komme udenfor og fremsige denne bøn:

(Arabisk************১০৮*****)

Lovet være Allah, som fjernede besværet ved at komme af med afføring og urin fra mig og gav mig fred – (an-Nasa’i, Ibn Majah). Hvis man efter at være kommet ud fra toilettet ikke kan huske den ovenstående bøn, er det tilstrækkeligt blot at sige (Arabisk***)Åh Allah! Jeg beder Dig om Din tilgivelse.

9. Man bør ikke urinere i stillestående vand eller i rindende vand. Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at urinere i rindende vand. Han sagde endvidere, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) også forbød at urinere i stillestående vand – (Muslim, an-Nasa’i).

Etikette og regler for istinja

1. Efter vandladning og afføring er det sunnah først at rense endetarmen grundigt med jordklumper efter behov og derefter opnå rituel renhed med vand. Selv hvis man ikke har jordklumper, kan man rense sig med vand alene. Hvis man vil foretage istinja udelukkende med vand, skal man efter vandladningen vente så længe, at der ikke senere kommer dråber urin ud. Derefter skal man foretage istinja med vand.

2. Efter vandladning skal man foretage istinja med jordklumper, indtil jordklumpen er blevet helt tør; det kan ske ved at gå omkring eller på en anden måde.

3. Når man foretager istinja med jordklumper, skal man tage hensyn til civilisation, høflighed, god smag, religiøs værdighed og blufærdighed. At gå omkring uden tøven med hånden inde i bukserne eller tahbunden på et sted, hvor kvinder, børn og mænd normalt færdes, tale sammen og på besynderlig vis presse det ene lår mod det andet, er tegn på den største skamløshed og uhøflighed. Det skaber en forkert reaktion over for islamisk dannelse og god smag. Dette bør gøres på selve toilettet eller uden for menneskers syn.

4. Istinja kan foretages med vand, jordklumper, sten, almindeligt gammelt stof eller andre sugende ting, som er rene, og som kan fjerne urenheden. Man skal dog sørge for, at det, man bruger til istinja, ikke er værdifuldt eller noget, der bør behandles med respekt.

5. Det er forbudt at foretage istinja med gødning, afføring eller en jordklump, der allerede én gang er blevet brugt til istinja, eller med stoffer, der ikke kan fjerne urenheden, såsom eddike og saft.

6. Det er forbudt at foretage istinja med knogler, kul, glas eller andre hårde genstande, som kan forårsage smerte, hvis de bruges til istinja.

7. Det er forbudt at foretage istinja med jern, kobber, messing, guld, sølv eller andre metalgenstande.

8. Ting, der bruges som dyrefoder, såsom græs, blade, halm og lignende. Værdifulde ting såsom tøj og dele af menneskekroppen, såsom hår, kød og lignende. Stykker af moskeunderlag, koste og lignende. Skrivepapir, som kan bruges til at skrive på, Zamzam-vand og frugtskræller. Kort sagt er istinja forbudt med alle de ting, som mennesker og dyr drager nytte af, og som det er nødvendigt at behandle med respekt.

9. Hvis afføringen ikke breder sig uden for endetarmsåbningen, er det en sunnat mu’akkadah at foretage istinja. Hvis den breder sig, er det fard.

10. Hvis noget andet, såsom blod eller pus, kommer ud gennem urin- eller endetarmsåbningen, skal man foretage istinja.

11. Istinja skal udføres med venstre hånd. Efter istinja skal man vaske hånden grundigt med jord eller sæbe.

Hazrat Abu Hurayra (ra) siger: Når Profeten (sa) gik på toilettet, gav jeg ham vand i et messingkar. Efter at have foretaget istinja gned han sin hånd mod jorden for at rense den. – (Abu Dawud, Nasai)

Beskrivelse af wudu

Wudus fortræffelighed og velsignelse

Hvad kan være større end wudus betydning og vigtighed, når Koranen ikke blot indeholder påbuddet om den, men også beskriver udførligt, hvilke dele af kroppen der skal vaskes under wudu? Det er også blevet gjort helt klart, at wudu er en uundværlig betingelse for bønnen.

(Arabisk*****************111)

O I, der tror, vid, at når I rejser jer for at bede, skal I først vaske jeres ansigter, vaske jeres hænder til albuerne, tørre hovedet over og derefter vaske fødderne til anklerne – (al-Mā’idah: 6).

Da Profeten (sa) fremsatte wudus fortræffelighed og velsignelse, sagde han:

På opstandelsens dag vil jeg genkende folkene fra min ummah. En sahabi spurgte: »Hvordan, Allahs Sendebud?« Profeten (sa) sagde: »Jeg vil kunne genkende dem, fordi min ummahs ansigter samt hænder og fødder vil stråle af glans på grund af wudu.«

Ved en anden lejlighed talte den rene Profet (sa) om wudus betydning og sagde: »Den, der udfører wudu grundigt efter den metode, jeg har anvist, og efter wudu fremsiger denne trosbekendelse –

(Arabisk**********111)

for ham vil Paradisets otte porte blive åbnet. Derefter kan han træde ind i Paradis gennem den port, han ønsker.« (Muslim)

Desuden siger han:

På grund af wudu bliver de mindre synder tilgivet, den, der udfører wudu, vil blive hædret med en høj rang i det hinsides, og gennem wudu bortfalder alle kroppens synder (al-Bukhari, Muslim).

En anden gang omtalte Profeten (fred være med ham) wudu som et tegn på troen og sagde: Stå fast på sandhedens vej, men I vil aldrig kunne opfylde retten til at forblive urokkelige på den sande vej. Vær derfor opmærksomme på jeres fejl og mangler og forstå dette grundigt: Blandt alle jeres handlinger er bønnen den bedste, og det er kun en troende, der kan vedligeholde sin wudu fuldstændigt (Muwatta af Imam Malik, Ibn Majah).

Den sunnahmæssige måde at udføre wudu på

Den, der udfører wudu, skal først have følgende hensigt i sit hjerte: Jeg udfører kun wudu for at behage Allah og for at få belønning for mine handlinger fra Ham. Derefter (Arabisk*****skal han begynde wudu ved at sige og derefter recitere følgende bøn (Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i).

(Arabisk***********112)

Åh Allah! Tilgiv mine synder, gør min bolig rummelig for mig, og velsign min forsørgelse. – (al-Nasa’i).

Hazrat Abu Musa al-Ash’ari fortæller: Jeg bragte vand til wudu til Profeten (fred være med ham). Han begyndte at udføre wudu. Jeg hørte, at han fremsagde denne bøn under sin wudu. Jeg spurgte: »O Allahs Sendebud! Fremsagde du denne bøn?« Han sagde: »Hvilken ting vedrørende religionen og denne verden har jeg undladt at bede Ham om?«

Ved wudu skal man først tage vand med højre hånd og grundigt gnide og vaske begge hænder op til håndleddene tre gange. Derefter skal man tage vand med højre hånd og skylle munden tre gange. Man skal også bruge miswak. Profeten (fred være med ham) tillagde miswak en enestående betydning. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at når Profeten (fred være med ham) vågnede, hvad enten det var om dagen eller natten, var hans vane altid at bruge miswak før wudu (Abu Dawud (Abu Dawud). Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at når Profeten (fred være med ham) vågnede om natten for at bede tahajjud, plejede han grundigt at rense munden og tænderne med miswak, hvorefter han udførte wudu og optog sig med tahajjud-bønnen.

Profeten (sa) plejede at opmuntre ummahen til at bruge miswāk og sagde: »Miswāk renser munden grundigt og gør Allah meget tilfreds.« (Bukhārī, Nasā’ī).

Profeten (sa) sagde også: »Hvis jeg ikke tog hensyn til den besvær, det ville medføre for min ummah, ville jeg have påbudt brugen af miswāk ved hver wudu.« (Bukhārī, Muslim) ]

Hvis man på noget tidspunkt ikke har en miswāk, skal man gnide tænderne grundigt med pegefingeren og rense dem. Når man ikke faster, skal man skylle munden tre gange og gurgle grundigt. Formålet er at få vandet helt ind i halsen. Derefter skal man tre gange føre vand op i næsen på en sådan måde, at det når ind i næseborene. Under faste skal man naturligvis være forsigtig. Derefter skal man rense næsen med fingrene på venstre hånd. Der skal bruges nyt vand i næsen hver gang. Derefter skal man tage vand i begge håndflader og vaske hele ansigtet tre gange på en sådan måde, at ikke engang et hårsbredt sted forbliver tørt. Hvis skægget er tæt, skal man føre fingrene igennem det, så vandet når helt ned til hårrødderne. Mens man vasker ansigtet, skal man læse denne bøn:

(Arabisk***********১১৩)

Åh Allah! Gør mit ansigt strålende den dag, hvor nogle menneskers ansigter vil være strålende, og andres vil være mørke.

Derefter skal man vaske begge arme grundigt, mens man gnider dem, helt op til albuerne. Først skal højre arm og derefter venstre arm vaskes tre gange. Hvis man har en ring på hånden, eller hvis kvinder har armbånd og smykker på hænderne, skal de bevæges, så vandet når godt ind overalt. Man skal føre fingrene ind mellem fingrene på hænderne. Derefter skal man fugte begge hænder og foretage masah over hovedet og ørerne.

Fremgangsmåden ved masah

Fremgangsmåden ved masah er følgende: Tommelfingrene og pegefingrene holdes adskilt, mens de tre øvrige fingre på hver hånd føres sammen. Med indersiden af disse fingre skal man foretage masah fra hårrødderne ved panden bagud over en fjerdedel af hovedet. Derefter skal man trække håndryggenes bagside fremad og foretage masah over de resterende tre fjerdedele af hovedet. Derefter skal man med pegefingrene foretage masah på ørernes indersider og med tommelfingrene på ørernes ydersider. Derefter skal man med håndryggene foretage masah over nakken. Man skal ikke foretage masah over halsen. Det særlige ved denne fremgangsmåde er, at man ved at foretage masah over de forskellige dele ikke behøver at bruge den samme del af hånden endnu en gang, efter at den allerede er blevet brugt.

Efter masah skal begge fødder vaskes til anklerne tre gange hver på en sådan måde, at vandet hældes med højre hånd, mens der gnides med venstre hånd. Med venstre hånds lillefinger skal man føre fingeren mellem tæerne. På højre fod skal dette begynde ved lilletåen og slutte ved storetåen. På venstre fod skal det begynde ved storetåen og slutte ved lilletåen. Wuduens handlinger skal udføres fortløbende. Det vil sige, at den næste del skal vaskes umiddelbart efter den foregående. Det må ikke gøres med længere pauser imellem.

Efter wudu skal man vende ansigtet mod himlen og fremsige denne dua tre gange.

(Arabisk************************114*********)

Jeg bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah. Han er Én og har ingen partner. Jeg bevidner også, at Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) er Hans tjener og Sendebud. O Allah, lad mig være blandt dem, der ofte angrer, og lad mig være blandt dem, der ofte holder sig rene.

Reglerne for wudu

De situationer, hvor wudu er obligatorisk

1. Wudu er obligatorisk for hver salah, hvad enten salahen er obligatorisk eller wajib, sunnah eller nafl.

2. Wudu er obligatorisk til janazah-salah.

3. Wudu er obligatorisk for sajdah al-tilawah.

De situationer, hvor wudu er påkrævet

1. For at udføre tawaf om Baytullah.

2. For at røre ved den hellige Koran.

De situationer, hvor wudu er sunnah

1. Det er sunnah at udføre wudu før man går i seng.

2. Det er sunnah at udføre wudu før ghusl.

De situationer, hvor wudu er mustahabb

1. Wudu er mustahabb til adhan og takbir.

2. Ved oplæsning af khutbaen – hvad enten det er fredagskhutbaen eller nikah-khutbaen.

3. Under religiøs undervisning.

4. Under dhikr af Allah.

5. Efter at være vågnet.

6. Efter at have foretaget ghusl på den afdøde.

7. Ved ziyarat af Profetens (fvmh.) Rawda Mubarak.

8. Under opholdet på Arafats slette.

9. Under udførelsen af saʿi mellem Safa og Marwa.

10. Før man spiser i janaba-tilstand.

11. Under menstruation og barselsblødning ved hvert bønnetidspunkt.

12. Det er anbefalet altid at være i wudu.

Wudus obligatoriske bestanddele

Wudu har fire obligatoriske bestanddele, og i egentlig forstand er det netop disse fire, der udgør wudu. Hvis blot én af disse fire udelades, eller selv et område på størrelse med et hår ikke bliver vådt, er wudu ikke gyldig.

1. At vaske hele ansigtet én gang. Det vil sige, at det er obligatorisk at vaske hele ansigtet fra hårgrænsen øverst på panden til under hagen og fra den ene øretilhæftning til den anden.

2. At vaske begge hænder mindst én gang op til albuerne.

3. At tørre en fjerdedel af hovedet én gang.

4. At vaske begge fødder én gang op til anklerne.

Wudus sunnah-handlinger

Der er nogle sunnah-handlinger i wudu. Det er nødvendigt at overholde dem, når man udfører wudu. Selv om wudu stadig er gyldig, hvis man undlader dem eller gør noget modsat, er det ikke desto mindre en alvorlig fejl bevidst at gøre sådan og gentage det. En sådan person risikerer at blive syndig.

Wudus sunnah-handlinger er femten

1. At have til hensigt at opnå Allahs tilfredshed og belønningen i det hinsidige.

2. At begynde wudu ved at sige: Bismillāhir-Raḥmānir-Raḥīm.

3. At vaske begge hænder op til håndleddene, før man vasker ansigtet.

4. At skylle munden tre gange.

5. At bruge miswāk.

6. At skylle næsen tre gange.

7. At udføre khilāl i skægget tre gange. [Under ihrām bør man ikke udføre khilāl i skægget, hvis et skæghår pludselig skulle blive revet ud. For den, der er i ihrām, er det forbudt at rive hår ud.]

8. At udføre khilāl mellem fingrene på hænder og fødder.

9. At foretage masah over hele hovedet.

10. At foretage masah over begge ører. [Det er ikke nødvendigt at fugte hænderne med nyt vand for at foretage masah over ørerne. Men hvis hænderne bliver tørre, fordi man har rørt ved en kalot, en turban, et lommetørklæde eller lignende, skal man fugte hænderne igen.]

11. At udføre handlingerne i rækkefølge.

12. Først vaskes den højre kropsdel og derefter den venstre.

13. Efter at have vasket én kropsdel vaskes den næste. Der må ikke gå så lang tid mellem vaskene, at den første tørrer.

14. Hver kropsdel vaskes tre gange.

15. Ved wudus afslutning reciteres den masnūn-dua (den er nævnt tidligere).

Det anbefalede ved wudu

Det vil sige nogle mindre detaljer, hvis overholdelse er anbefalet ved wudu.

1. At udføre wudu siddende på et højt sted, så vandet løber væk i en anden retning, og stænk ikke rammer kroppen.

2. At udføre wudu med ansigtet vendt mod qibla.

3. Ikke at søge andres hjælp under wudu. Det vil sige selv at tage vandet og selv vaske sine lemmer. [Hvis nogen uopfordret kommer og fylder et kar med vand, er der ingen fejl ved det. Det er ikke rigtigt at vente på hjælp fra nogen. Det er på ingen måde dadelværdigt, at en anden vasker en syg eller ude af stand til at klare sig selv personers lemmer.]

4. At skylle munden og komme vand i næsen med højre hånd.

5. At rense næsen med venstre hånd.

6. Når fødderne vaskes, at hælde vand med højre hånd og vaske dem ved at gnide med venstre hånd.

7. At fremsige de sunnah-foreskrevne bønner, mens lemmerne vaskes.

8. At vaske lemmerne ved at gnide dem grundigt, så intet sted forbliver tørt, og intet snavs bliver tilbage.

De makruh-handlinger, der vedrører wudu

1. At undlade wudus god skik og mustahabb-handlinger eller gøre det modsatte.

2. At bruge mere vand end nødvendigt.

3. At bruge så lidt vand, at nogle dele forbliver tørre under vaskningen af lemmerne.

4. At tale meningsløst under wudu.

5. At vaske lemmerne ved at hælde vand kraftigt over dem.

6. At vaske dem mere end tre gange.

7. At udføre masah tre gange med nyt vand.

8. At stænke vand fra hænderne efter wudu.

9. Uden grund under wudu at vaske de dele, som ikke er påkrævede.

Masah over bandager, sår og lignende

1. Der er anlagt en træbandage eller gips over en brækket knogle. Hvis det pågældende sted er et sted, der skal vaskes ved wudu, er det tilstrækkeligt at udføre masah over det.

2. Der er anlagt en bandage eller gips over et sår, og der er risiko for skade, hvis der kommer vand på det. I så fald er det tilstrækkeligt at udføre masah; og hvis der også er risiko for skade ved masah, er det også undskyldt at undlade det.

3. Hvis sårets tilstand er sådan, at også en del af kroppens raske område er dækket af bandagen, og der er risiko for skade, hvis bandagen fjernes, eller hvis den fjernes for at vaske det raske område, er det tilstrækkeligt at udføre masah.

4. Hvis der ikke er risiko for skade ved at fjerne bandagen og vaske det pågældende område af kroppen, men der ikke er nogen til at lægge bandagen på igen, når den er fjernet, er det tilladt at udføre masah i en sådan situation.

5. Hvis der er anlagt endnu en bandage over bandagen, kan der også udføres masah over den.

6. Hvis et organ er blevet skadet eller har et sår, og der er risiko for skade, hvis der kommer vand på det, er det tilstrækkeligt at udføre masah.

7. Hvis ansigtet eller hænderne og fødderne er blevet skåret, eller hvis et organ gør ondt, og der er risiko for skade, hvis der kommer vand på det, er det tilstrækkeligt at udføre masah. Men hvis også masah medfører skade, er det ikke nødvendigt at udføre masah.

8. Hvis der på grund af revner på hænder eller fødder er påført voks, vaseline eller anden medicin, er det tilstrækkeligt at hælde vand over det. Det er ikke nødvendigt at fjerne vaseline og lignende. Hvis det også er skadeligt at hælde vand på, er masah tilstrækkeligt.

9. Hvis der er påført medicin på et sår eller en skade, eller hældt vand over bandagen eller foretaget masah, og bandagen derefter løsner sig, eller såret heler, skal stedet vaskes; masah er ikke længere tilstrækkeligt.

De ting, som det ikke er tilladt at foretage masah over

1. Over handsker.

2. Over en hue.

3. Over en turban eller et tørklæde på hovedet.

4. Over en dupatta eller en burka.

De ting, der bryder wudu

De ting, der ugyldiggør wudu, er af to slags:

For det første: Det, der kommer ud fra kroppens indre.

For det andet: Det, der rammer mennesket udefra.

Den første slags

1. Når urin eller afføring kommer ud.

2. Når der passerer luft gennem endetarmsåbningen.

3. Når andet kommer ud gennem urinrøret eller endetarmsåbningen, såsom orme, sten, blod, madhy og lignende.

4. Når blod kommer ud fra en del af kroppen og flyder.

5. Hvis der sammen med opkast, bortset fra spyt og hoste, kommer blod, pus, føde eller noget andet ud, og opkastningen fylder munden.

6. Selv hvis opkastningen ikke fylder munden, bliver wudu ugyldig, hvis den sker gentagne gange, og den samlede mængde svarer til at fylde munden.

7. Hvis der kommer blod sammen med spyt, og blodmængden er stor.

8. Hvis der kommer sædafgang uden seksuel lyst, f.eks. når man løfter en tung byrde, går ned fra et højt sted eller oplever stor sorg, bliver wudu ugyldig.

9. Hvis der på grund af smerter eller anden lidelse i øjet kommer snavs eller væske ud, som løber ned, bliver wudu ugyldig. Men den, hvis øjne konstant løber i vand, er undtaget.

10. Hvis der på grund af smerter i en kvindes bryst kommer en væske ud, som ikke er mælk, bliver wudu ugyldig.

11. Hvis der kommer blod fra istiḥāḍa.

12. Hvis der kommer madhy ud.

13. Alle forhold, der gør ghusl obligatorisk, ophæver også nødvendigvis wudu, såsom menstruation, barselsblødning, sædafgang og lignende.

Den anden kategori

1. Når man sover på ryggen, på siden eller lænet op ad noget.

2. Når man befinder sig i en tilstand, hvor bevidsthed og sansning mangler.

3. Når man mister bevidstheden på grund af sygdom eller sorg.

4. Når man bliver beruset eller bedøvet ved at indtage et rusmiddel eller indsnuse det.

5. Når man ler højlydt under enhver anden bøn end begravelsesbønnen.

6. Når to personers kønsorganer mødes, og der ikke er noget tøj eller anden hindring mellem dem, ophæves wudu også uden sædafgang.

৭. Hvis en syg person falder i søvn, mens han beder liggende.

৮. Hvis nogen uden for bønnen falder i søvn, mens han sidder på knæ eller på anden måde, og hans to sider er løftet fra jorden, bliver wudu ugyldig.

De forhold, der ikke gør wudu ugyldig

১. Hvis man falder i søvn under bønnen, selv i sujud.

২. Hvis man døser, mens man sidder.

৩. Hvis en mindreårig ler højt.

৪. Hvis man ler højt under janazah-bønnen.

৫. Hvis man ler med en dæmpet lyd under bønnen eller blot smiler svagt.

6. Hvis der kommer mælk ud af en kvindes bryst.

7. Hvis awrah bliver blottet, hvis man rører ved sin awrah, eller hvis en anden ser den.

8. Hvis der kommer blod ud af et sår, men det ikke flyder, og forbliver i selve såret.

9. Hvis man efter wudu barberer hovedet eller skægget eller plukker hårene.

10. Hvis man hoster og spytter.

11. Hvis en mand og en kvinde kysser hinanden.

12. Hvis et insekt kommer ud gennem munden, øret eller næsen.

13. Hvis et insekt kommer ud fra kroppen.

14. Hvis man bøvser, selv hvis bøvsen lugter dårligt.

15. Hvis man lyver, bagtaler eller begår en syndig handling (Allah forbyde det).

Bestemmelserne vedrørende hadas asghar

1. Bøn er haram i tilstanden af hadas asghar, uanset hvilken bøn det er.

2. Det er haram at udføre sujud, hvad enten det er recitationsprostration, taksigelsesprostration eller blot en prostration.

3. Det er makruh tahrimi at røre ved den hellige Koran, også selv om den er indpakket i et stykke stof eller et bånd.

4. Tawaf omkring Kabaen er makruh tahrimi.

5. Hvis et vers er skrevet på et stykke papir, stof, plastik, rexine eller lignende, er det også makruh tahrimi at røre ved det.

6. Hvis den hellige Koran er indpakket i en juzdan, et lommetørklæde eller lignende, det vil sige i et separat stykke stof, er det ikke makruh at røre ved den.

7. For mindreårige børn, afskrivere, trykkere og bogbindere er det ikke makruh at røre ved Koranen i tilstanden hadas-e asghar. Det skyldes, at det er vanskeligt for dem altid at være rene for hadas-e asghar.

8. I tilstanden hadas-e asghar er det tilladt under alle omstændigheder at recitere og undervise i den hellige Koran, hvad enten man ser i den eller ej, og hvad enten man kan den udenad eller ej.

9. Det er makruh at røre ved en tafsir-bog, hvori Koranens originale tekst står, uden wudu.

10. Det er tilladt at skrive den hellige Koran i tilstanden hadas-e asghar (uden wudu), hvis man ikke rører ved det, der skrives på.

11. Hvis oversættelsen af den hellige Koran er på et andet sprog, er det bedst at røre ved den efter at have udført wudu.

Reglerne for wudu for den syge

Med hensyn til wudu betragtes den person som en undtagelse, der lider af en sygdom, hvor noget, der ophæver wudu, hele tiden kommer ud af kroppen, og hvor den syge ikke har et tilstrækkeligt tidsrum til at kunne bede med tahara. For eksempel:

1. En person lider af en øjensygdom, så der hele tiden kommer øjenbetændelse eller vand fra øjnene.

2. En person lider af en urinvejssygdom, så der hele tiden kommer dråber af urin ud.

3. En person lider af en sygdom med luftafgang. Der går hele tiden luft.

4. En person lider af en mavesygdom og har hele tiden afføring.

5. En sådan syg person, fra hvem der hele tiden kommer blod eller pus.

6. En person lider af næseblod og bløder hele tiden fra næsen.

7. Der bliver hele tiden udskilt mani eller muzi gennem en persons urinåbning.

8. En kvinde får hele tiden istihada-blødning.

I alle sådanne tilfælde er reglen, at en sådan person skal forny sin wudu til hver bøn, og wuduen varer ved, indtil der indtræffer en anden årsag, som ugyldiggør den. Hvis en person for eksempel lider af næseblod og foretager wudu til zuhr-bønnen, vil hans wudu vare ved indtil asr. Men hvis han, ud over næseblodet, lader vandet eller slipper vind, bliver wuduen ugyldig.

Regler for den syge

1. En person med en vedvarende sygdom kan, efter at have foretaget ny wudu, bede alle fard-, sunnah- og nafl-bønner med denne wudu, så længe bønnetiden varer.

2. Hvis en person foretager wudu til fajr-bønnen, og hans wudu derefter ophører efter solopgang, skal han foretage ny wudu, hvis han vil bede en bøn.

3. Hvis man foretager wudu efter solopgang, kan man bede zuhr-bønnen med denne wudu. Det er ikke nødvendigt at foretage wudu for anden gang til zuhr, men denne wudu ophører, så snart asr-tiden begynder.

4. Hvis en sådan patients sygdom ophører fuldstændigt i løbet af en hel bønnetid, er sygdomstilstanden ophørt. Hvis en person for eksempel hele tiden havde haft urin, der dryppede dråbe for dråbe, men der fra zuhr til asr ikke kom en eneste dråbe, er hans sygdomstilstand ophørt. Derefter skal han foretage wudu, hver gang der kommer en dråbe urin.

Masah over mūzaerne

For at gøre det lettere har sharia tilladt masah over mūzaerne. Under vanskelige vejrforhold, især i lande hvor der hersker en frygtelig kulde, fyldes hjerte og sind spontant med taknemmelighed og glæde over, at sharia har givet denne mulighed, og man føler Allahs grænseløse barmhjertighed og godhed. Derefter vokser overbevisningen om, at din ikke har tilsidesat noget af vores behov eller nogen af vores vanskeligheder.

Hvilke sokker er det tilladt at udføre masah over

Næsten alle er enige om, at det er tilladt at udføre masah over lædersokker. Der er dog en vis uenighed om, hvorvidt det er tilladt at udføre masah over uld-, bomulds-, silke- og nylonsokker. De fleste fiqh-lærde har fastsat visse betingelser for, at masah over uld-, bomulds- og lignende sokker er tilladt. Nogle lærde siger derimod, at masah over alle slags sokker er tilladt uden nogen betingelser. I fiqh-bøgerne er tilladelsen til at udføre masah som regel kun givet for sådanne sokker, der opfylder de følgende fire betingelser.

1. De skal være så tykke, at de bliver siddende på foden, selv uden at være bundet fast.

2. De skal være så stærke, at man kan gå tre mil iført dem.

3. De skal være så tykke, at man ikke kan se huden på foden indefra.

4. De skal være vandtætte, således at de ikke opsuger vand, hvis man hælder vand over dem, og vandet ikke kan nå helt igennem.

Masah over sokker, der ikke opfylder disse fire betingelser, er ikke tilladt. Nogle fremsynede lærde anerkender ikke disse betingelser. De siger, at det eneste, der er bevist fra sunnaen, er, at Profeten (fred være med ham) udførte masah over sokker og sko.

Derfor er det tilladt at udføre masah over alle slags sokker uden nogen betingelser. En berømt og almindeligt kendt, tænksom og fremsynet religionslærd i vor tid, Maulana Sayyid Abul A’la Maududi, belyste dette spørgsmål udførligt i sit svar på en studerendes spørgsmål fra Skotland. Nedenfor gengives spørgsmålet og svaret:

Spørgsmål: Der er uenighed blandt de lærde om at foretage masah over sokker. Jeg bor i det nordlige Skotland for at studere. Her er vintrene frygteligt kolde. Det er nødvendigt hele tiden at gå med uldsokker. Er det tilladt at foretage masah over sådanne sokker? Jeg vil være taknemmelig, hvis De på grundlag af islamisk undersøgelse og forskning vil give et detaljeret svar.

Svar: Der er næsten enighed blandt alle Ahl al-Sunna om at foretage masah over lædersokker. Hvad angår uld- og bomuldssokker, har vore retslærde almindeligvis stillet det krav, at de skal være tykke og ikke så tynde, at man kan se huden på foden gennem dem nedefra. Desuden skal sokkerne blive siddende på foden uden nogen form for fastgørelse. Jeg har efter bedste evne forsøgt at undersøge, hvad grundlaget for disse betingelser er, men jeg har ikke fundet noget sådant i sunnaen. Det, der er bevist fra sunnaen, er, at Profeten (fred være med ham) foretog masah over sko og sokker. I hadithbøgerne, med undtagelse af al-Nasa’i, samt i Musnad Ahmad findes en overlevering fra al-Mughirah ibn Shu’bah om, at Profeten (fred være med ham) foretog wudu(Arabisk**********)og foretog masah over sine sokker og sko. I Abu Dawuds overlevering hedder det, at Ali, Abdullah ibn Masud, al-Bara ibn Azib, Anas ibn Malik, Abu Usamah, Sahl ibn Sad og Amr ibn al-Harith foretog masah over sokker. Desuden er det overleveret, at Umar og Ibn Abbas gjorde dette. Al-Bayhaqi har endda overleveret fra Ibn Abbas og Anas ibn Malik, og al-Tahawi fra Aws ibn Abi Aws, at Profeten (fred være med ham) kun foretog masah over skoene. Der nævnes ikke sokker i denne overlevering. Det er også overleveret, at Ali plejede at gøre det samme. Af disse forskellige overleveringer fremgår det, at det er lige så tilladt at foretage masah over kun sokker, kun sko eller over sko, mens man har sokker på, som over lædersokker. Ingen af disse overleveringer siger noget om, at Profeten (fred være med ham) nævnte nogen af de betingelser, som juristerne har opstillet. Heller ingen steder findes der en overlevering om, hvilken slags sokker Profeten (fred være med ham) og de førnævnte sahaba foretog masah over. Derfor er jeg nødt til at sige, at der ikke findes noget grundlag for de betingelser, som juristerne har opstillet, og som de har baseret deres krav på. Da juristerne ikke er lovgivere i shariaen, vil den, der ikke følger deres opstillede betingelser, ikke være syndig.

Imam al-Shafi’is og imam Ahmads opfattelse er, at man kun må foretage masah over sokker, hvis man har taget sko på oven over dem. Men ingen af de sahaba, hvis praksis er nævnt ovenfor, fulgte denne betingelse.

Efter at have tænkt over spørgsmålet om at foretage masah over sokker er jeg nået frem til, at det i virkeligheden er en lettelse, ligesom tayammum, som er givet til de troende i en situation, hvor de under alle omstændigheder er nødt til at dække fødderne, og hvor det er skadeligt eller besværligt at vaske dem gentagne gange. Grundlaget for denne lettelse er ikke den opfattelse, at fødderne beskyttes mod urenhed, når man tager sokker på efter taharah, så de ikke længere behøver at blive vasket. Grundlaget er derimod Allahs barmhjertighed, som tilsiger, at Hans tjenere skal lettes. Derfor kan man foretage masah over alt, hvad man tager på for at beskytte fødderne mod kulde og støv fra vejen eller for at beskytte et sår på foden, og som det er besværligt gentagne gange at tage af og på. Det kan være uldsokker, bomuldssokker, lædersko, en sko eller et stykke stof, der er viklet omkring foden og bundet fast.

Når jeg ser en person føre hånden ned mod foden for at foretage masah efter wudu, får jeg indtryk af, at denne tjener siger til Allah: »Hvis Du befalede det, ville jeg straks tage denne sok af og vaske foden. Men eftersom Den, der ejer al myndighed og herredømme, har givet tilladelse til det, nøjes jeg med at foretage masah.« For mig er dette i virkeligheden den sande betydning af at foretage masah over sokker. Ud fra denne betydning er alle de ting ens, som mennesker tager på efter behov, og over hvilke der er givet tilladelse til at foretage masah som en lettelse. (Rasail wa Masail, bind 2, s. 258).

Den korte konklusion på denne undersøgelse er, at man med fuld tillid kan foretage masah over alle slags sokker, hvad enten de er af uld, bomuld, silke, læder, olieklæde eller rexine. Hvis man vikler et stykke stof om foden og binder det fast, er det også tilladt at foretage masah over det.

Ud over Allamah Maududi har også Allamah Ibn Taymiyyah afgivet en tilsvarende fatwa i andet bind af sit fatwaværk.

Hafiz Ibn Qayyim og Allamah Ibn Hazm var også af den opfattelse, at man uden betingelser kan foretage masah over alle slags sokker. (For en mere udførlig redegørelse, se Tarjuman al-Qur’an, februar 1968, artiklen »Rasail wa Masail«, s. 53.)

Fremgangsmåden ved masah over sokkerne

• Begge hænder fugtes med frisk vand, fingrene på højre hånd spredes en smule, og med fingrene på højre hånd udføres masah over højre fod og med fingrene på venstre hånd over venstre fod.
• Fingrene skal føres fra tæerne op mod anklen.
• Fingrene skal trækkes hen over sokkerne med et let tryk, så berøringen fra de våde hænder mærkes på sokkerne.
• Masah udføres på oversiden af foden, ikke på undersiden.
• Masah skal kun udføres én gang over hver af de to fødder.

Varigheden af masah

For den rejsende er varigheden af masah tre dage og tre nætter. For den fastboende er den én dag og én nat. Denne periode regnes fra det tidspunkt, hvor wudu bliver ugyldig, ikke fra det tidspunkt, hvor sokkerne tages på. Antag for eksempel, at en person udfører wudu ved middagsbønnen og tager sokkerne på. Derefter bliver hans wudu ugyldig ved solnedgang. I så fald er masah gyldig for den fastboende indtil solnedgang den følgende dag. Det vil sige, at hver gang wudu bliver ugyldig, udfører han masah i forbindelse med den nye wudu. Hvis han er rejsende, er hans masah gyldig indtil solnedgang på den tredje dag. Det vil sige, at varigheden af masah udløber, når tre hele dage og tre nætter er gået fra det tidspunkt, hvor wudu blev ugyldig. Antag for eksempel, at wudu bliver ugyldig ved solnedgang fredag. Så varer perioden for masah indtil solnedgang mandag. Hvis han derefter udfører wudu til maghrib-bønnen efter solnedgang mandag, skal han vaske fødderne.

De omstændigheder, der ophæver masah

1. De samme ting, som ophæver wudu, ophæver også masah. Det vil sige, at man skal udføre masah igen efter at have udført wudu.

2. Hvis man tager khuffen af af en eller anden grund, hvis khuffen falder af af sig selv, eller hvis størstedelen af foden bliver blottet eller kommer frem.

3. Hvis foden bliver våd af vand, mens man har khuffen på, og hele foden eller størstedelen af foden bliver våd.

4. Når perioden for masah udløber. Det vil sige, når der er gået én dag og én nat for den fastboende og tre dage og tre nætter for den rejsende.

I de tre sidstnævnte tilfælde er det ikke nødvendigt at udføre wudu igen; det er tilstrækkeligt blot at vaske fødderne.

Nogle regler om masah

1. Hvis det bliver uundgåeligt, at en obligatorisk handling går tabt, fordi man ikke udfører masah, bliver masah obligatorisk. Forestil dig for eksempel, at nogen frygter, at tiden til at opholde sig på Arafat vil gå tabt, hvis tiden bruges på at vaske fødderne, eller at menighedsbønnen vil være forbi, eller at bønnetiden vil udløbe. I sådanne tilfælde bliver masah obligatorisk.

2. Hvis man kun har så meget vand til rådighed, at alle kropsdele undtagen fødderne kan vaskes med det, bliver masah obligatorisk.

3. Hvis khuffen er så kort, at anklen bliver blottet, er det tilladt at udføre masah over den, hvis den kan forlænges med læder, stof eller lignende.

4. Det er tilladt at udføre masah over sådant fodtøj, som dækker hele foden inklusive anklerne, så ingen del af fodens hud er synlig gennem det. Fodtøjet kan være af læder, gummi, plastik eller nylon.

5. Hvis man har taget en khuff på uden på en anden khuff, er det tilstrækkeligt at udføre masah over den øverste khuff.

6. De, der udfører tayammum, behøver ikke at udføre masah. Masah over khuffen er heller ikke gyldig i forbindelse med ghusl; fødderne skal vaskes.

Beskrivelse af ghusl

Den terminologiske betydning af ghusl

I ordbogen betyder ghusl at vaske hele kroppen, mens det i fiqh-terminologien betyder at vaske hele kroppen efter den særlige fremgangsmåde, som er foreskrevet af sharia, med det formål at fjerne urenhed eller opnå belønning.

Syv vejledninger om ghusl

1. Hvis man skal bade i et badeværelse eller på et åbent sted, skal man bade iført tahband, niqab eller et andet stykke tøj.

2. Man skal altid bade et afskærmet sted, så man ikke bliver set af fremmede mænd eller kvinder.

Hvis et sådant sted ikke er til rådighed, skal man binde en lungi eller lignende om sig og bade. Hvis der heller ikke er noget at binde om sig, skal man med fingeren tegne streger rundt om sig, sige Bismillah og bade siddende.

3. Kvinder bør altid bade siddende. Hvis en mand er nøgen, skal han også bade siddende. Der er dog ikke noget galt i at bade stående iført en lungi eller lignende.

4. Man bør ikke tale under ghusl. Kun hvis der er et særligt behov, er det tilladt at tale.

5. Når man bader nøgen, må man ikke vende sig mod qibla.

6. Man skal altid bade et rent og pænt sted. Man skal også afholde sig fra at urinere eller gøre lignende på badestedet.

7. Alt det, der er makruh under wudu, er også makruh under ghusl. Man skal afholde sig fra dette. Det er makruh at fremsige wudu-duaen under ghusl.

Den masnun-måde at foretage ghusl på

Den sunnah-overensstemmende måde at foretage ghusl på er at tage vand med højre hånd og vaske begge hænder op til håndleddene. Derefter udfører man istinja, uanset om der er urenhed på istinja-stedet eller ej. Hvis der er urenhed noget sted på kroppen, skal den derefter fjernes. Så vasker man begge hænder grundigt med sæbe og udfører wudu. Når man skyller munden, skal vandet nå godt ned til halsen og ind i næsen. Hvis der har samlet sig vand på ghusl-stedet, vasker man fødderne efter ghusl. Hvis ghusl er farz, fremsiger man under wudu ingen anden dua end Bismillah. Efter wudu hælder man vand over hovedet, derefter over højre skulder og så over venstre skulder. Hele kroppen skal gnides grundigt. Hvad enten det sker med sæbe eller med de bare hænder, må intet sted forblive tørt, og kroppen skal rengøres ordentligt.

Derefter skal man to gange hælde vand grundigt over hele kroppen på en sådan måde, at der ikke er risiko for, at noget sted forbliver tørt. Hvis fødderne ikke blev vasket under wudu, skal de vaskes nu. Derefter skal hele kroppen tørres grundigt med et stykke stof, et håndklæde eller et viskestykke.

Ghusls farz

Der er kun tre farz ved ghusl

1. At skylle munden. Når man skyller munden, skal man sørge for, at vandet når hele vejen gennem munden til halsen.

2. At føre vand ind i næsen.

3. Hele kroppen skal skylles med vand, så intet sted, ikke engang på størrelse med et hår, forbliver tørt. Vandet skal nå hårrødderne og ind under neglene.

Disse tre ting udgør i virkeligheden ghusl. Hvis blot én af dem udelades, er ghusl ikke gyldig.

Regler for hårknuder og smykker

1. Hvis vandet kan nå hårrødderne uden at hårknuden løsnes, behøver kvinder ikke at løsne hårknuden eller fletningen. Men hvis håret er meget tykt, eller hårknuden er bundet så stramt, at vandet ikke kan nå frem uden at løsne den, skal den løsnes.

2. Hvis håret er løst, skal alt håret gøres vådt, og vandet skal nå helt ned til rødderne, så ikke et eneste hår forbliver tørt.

3. Hvis en mand lader sit hår vokse langt og sætter det op i en hårknude ligesom kvinder eller binder det sammen på anden måde, skal han løsne det og lade vandet nå hvert enkelt hår og dets rødder.

4. Hvis det drejer sig om tætsiddende smykker såsom ringe, halskæder og lignende, samt smykker, der bæres gennem huller, såsom næseringe, øreringe eller hængende øreringe, skal de bevæges, så vandet kan nå ind under dem.

Ghusls sunnah

1. At opnå renhed med intentionen om Allahs velbehag og belønning.

2. At udføre ghusl i overensstemmelse med sunnahens rækkefølge og først udføre wudu.

3. At vaske begge hænder op til håndleddene.

4. At fjerne urenhed fra kroppen og vaske den ved at gnubbe grundigt.

5. At bruge miswak.

6. At hælde vand over hele kroppen tre gange.

Det, der er mustahabb ved ghusl

Det vil sige de handlinger, der er mustahabb under ghusl

1. Man skal bade et sted, hvor man ikke kan ses af andre. Hvis man bader stående, skal det ske iført tøj.

2. Man skal først vaske højre side og derefter venstre side.

3. Man skal bade et rent sted.

4. Man skal hverken bruge så meget vand, at det bliver spild, eller så lidt vand, at kroppen ikke bliver grundigt våd.

5. Man skal bade siddende.

Reglerne for ghusl

Typer af ghusl

Ghusl udføres af tre grunde.

1. For at blive rituelt ren efter hadath akbar. Denne ghusl er obligatorisk.

2. Med intention om at opnå belønning. Denne ghusl er sunnah eller mustahabb.

3. For at rense kroppen for støv og snavs og for at opnå lindring i varmt vejr. Denne ghusl er mubah.

Tilstande, hvor ghusl bliver obligatorisk

Ghusl bliver obligatorisk i fire tilfælde.

1. Når der forekommer sædafgang.

2. Når penishovedet føres ind i hustruens kønsorgan.

3. Når menstruationen indtræder.

4. Når nifās-blødningen begynder.

Den første situation, hvor ghusl bliver obligatorisk

Når en mand eller kvinde får sædafgang med seksuel lyst, bliver ghusl obligatorisk. Sædafgang kan ske på mange måder, for eksempel:

• Hvis man får en våd drøm om natten eller om dagen – uanset om man i drømmen har set noget eller ej.
• Hvis der sker sædafgang under samleje med en mand, en kvinde eller et dyr.
• Gennem fantasier eller ved at læse fortællinger og romaner, der fremkalder seksuel ophidselse.
• Hvis der sker sædafgang ved onani eller på nogen anden måde.

Kort sagt: Uanset hvordan det sker, bliver ghusl obligatorisk, hvis der sker sædafgang med seksuel lyst og begær. [Det skal bemærkes, at eftersom fiqh-reglen om, hvornår ghusl bliver obligatorisk, beskrives her, er forskellige former for sædafgang blevet nævnt. Ellers er det ekstrem uvidenhed og synd at fremkalde sædafgang på nogen anden måde end ved samleje med sin egen hustru eller ved en våd drøm (ihtilām).]

Nogle regler om sædafgang

1. Hvis der på en eller anden måde kommer noget sæd ud, og personen udfører ghusl, men der derefter igen kommer noget sæd ud, er hans første ghusl ugyldig, og han skal udføre ghusl endnu en gang.

2. En person oplevede seksuel nydelse i søvne på grund af en våd drøm. Men da han vågnede, fandt han ingen spor af sæd på sit tøj. Ghusl bliver ikke fard for ham.

3. Efter at være vågnet så en person, at der var sæd på hans tøj, men han husker ikke at have haft en våd drøm (ihtilam). Ghusl bliver wajib for ham.

4. Hvis en person har oplevet seksuel nydelse i søvne, men er sikker på, at det spor eller den fugtighed på tøjet ikke er sæd, men madhī eller wadī, bliver ghusl alligevel fard i alle tilfælde.

5. Hvis en person ikke er omskåret, og sæden kommer ud, men bliver tilbage under den hud, der omskæres, bliver ghusl også fard.

6. Hvis en person på en eller anden måde har oplevet seksuel nydelse, men ved selve sædafgangen klemmer penis sammen og forhindrer sæden i at komme ud, og sæden derefter kommer ud, efter at den intense nydelse er ophørt, bliver ghusl fard.

Den anden årsag til, at ghusl bliver fard

Hvis en mands penis trænger ind i et levende menneskes krop, bliver ghusl obligatorisk, hvad enten dette levende menneske er en kvinde, en mand, en mukhannath eller en hijra, og hvad enten indtrængningen sker gennem urinvejsåbningen eller anus, samt hvad enten sæd kommer ud eller ej; i alle tilfælde bliver ghusl obligatorisk.

Hvis både den, der udfører handlingen, og den, som handlingen udføres på, er myndige og ved bevidsthed, bliver ghusl obligatorisk for dem begge. Ellers bliver det kun obligatorisk for den af de to, som er myndig og ved bevidsthed. [Det, der omtales her, er reglen om, hvornår ghusl bliver obligatorisk. At føre sit kønsorgan ind i andre steder end ens egen hustrus forreste åbning, herunder den bageste åbning (anus), eller i en anden persons hvilken som helst åbning, er derimod en alvorlig synd.]

Nogle regler om, hvornår ghusl bliver obligatorisk

1. Hvis en mand fører sit kønsorgan ind i en mindreårig piges organer, og der ikke er frygt for, at hendes forreste og bageste organer derved er blevet revet over og vokset sammen, bliver ghusl obligatorisk for manden.

2. Hvis en kvinde, overvældet af seksuel lyst, fører en impotent mands kønsorgan, et dyrs kønsorgan eller en genstand og lignende ind i sig, bliver ghusl obligatorisk, hvad enten der sker sædafgang eller ej.

3. Hvis en kastreret mands kønsorgan trænger ind i en kvindes eller en mands krop, bliver ghusl stadig obligatorisk. Hvis begge er fornuftige og myndige, gælder det dem begge; ellers gælder det kun den, der er fornuftig og myndig.

4. Hvis en mand vikler et stykke stof, gummi eller noget andet omkring sit kønsorgan og fører det ind i en anden persons krop, bliver ghusl obligatorisk.

Den tredje årsag til, at ghusl bliver obligatorisk

Den tredje årsag eller situation, hvor ghusl bliver obligatorisk, er menstruationsblod. Menstruationens varighed er mindst tre dage og tre nætter og højst ti dage og ti nætter. Renhedsperioden mellem to menstruationer er mindst 15 dage. Det vil sige, at hvis blødningen varer mindre end tre dage, bliver ghusl ikke obligatorisk. Hvis blødningen kommer igen inden der er gået 15 dage efter menstruationens ophør, regnes den heller ikke som menstruation. Derfor bliver ghusl ikke obligatorisk.

Den fjerde årsag til, at ghusl bliver obligatorisk

Den fjerde årsag er barselsblod, nifas. Det blod regnes som nifas, som kommer efter at halvdelen af barnet er kommet ud. Det blod, der kommer før dette, er ikke nifas. Ghusl bliver ikke obligatorisk på grund af det. Nifas varer højst 40 dage og 40 nætter. Det blod, der kommer derefter, medfører ikke, at ghusl bliver obligatorisk. Hvis en kvinde slet ikke bløder efter fødslen, bliver ghusl ikke obligatorisk. Det er dog godt at foretage ghusl som en sikkerhedsforanstaltning.

Situationer, hvor ghusl ikke bliver obligatorisk

1. Hvis mazi eller wadi kommer ud, eller hvis blod fra istihada kommer ud, bliver ghusl ikke obligatorisk.

2. Hvis penis trænger mindre end penishovedets længde ind, bliver ghusl ikke obligatorisk.

3. Hvis mandens sæd kommer ind i skeden på anden måde end gennem samleje, bliver ghusl ikke obligatorisk.

4. Hvis penis trænger ind i en persons navle, bliver ghusl ikke obligatorisk.

De situationer, hvor ghusl er sunnah

1. På fredagen er ghusl sunnah for fredagsbønnen.

2. Ghusl er sunnah for de to eid-bønner.

3. Ghusl er sunnah ved indtrædelse i ihram til hajj eller umrah.

4. For pilgrimme er ghusl sunnah på Arafat-dagen, efter at solen har passeret zenit.

De situationer, hvor ghusl er mustahabb

1. Det er mustahabb at tage ghusl ved antagelse af islam.

2. Efter at have foretaget ghusl af en afdød er det mustahabb at tage ghusl.

3. Det er mustahabb at foretage ghusl, efter at en mental forstyrrelse og bevidstløshed er ophørt.

4. Det er mustahabb at foretage ghusl natten til den 15. Sha’ban.

5. Det er mustahabb at foretage ghusl, før man træder ind i Makkah Mu’azzamah og Madinah Sharif.

6. Det er mustahabb at foretage ghusl til bønnen under en sol- eller måneformørkelse.

7. Det er anbefalet at foretage ghusl efter fajr-bønnen den 10. dag for at opholde sig i Muzdalifah.

8. Ghusl på tidspunktet for steningen.

9. Ghusl for at angre en synd.

10. Ghusl før deltagelse i en islamisk religiøs forsamling eller begivenhed og før man tager nyt tøj på.

11. Ghusl efter hjemkomst fra en rejse.

I hvilke situationer ghusl er tilladt

Det er tilladt at foretage ghusl for at beskytte kroppen mod støv og snavs, for at køle kroppen ned og beskytte den mod varmen samt for at fjerne træthed og udmattelse.

Forskellige spørgsmål om ghusl

1. Hvis en person, mens han befinder sig i tilstanden af hadath akbar, dykker ned i en flod, en kanal eller en dam, eller står i regnen, så vandet løber over hele hans krop, og han også skyller munden og næsen, vil hans ghusl være opfyldt, og han vil være renset for hadath akbar.

2. Hvis en person ikke foretager wudu før ghusl, er det ikke nødvendigt at foretage wudu separat efter ghusl. Det skyldes, at de kropsdele, som det er obligatorisk at vaske under wudu, er blevet vasket under ghusl. Derfor er wudu også blevet udført sammen med ghusl.

3. Hvis man ikke har skyllet munden under ghusl, men har taget så meget vand i munden, at det er nået ud til alle dele af munden, vil ghusl i denne situation være gyldig. Formålet med at skylle munden er nemlig at få vandet ud til alle steder i munden, og det er sket.

4. Hvis hovedet er blevet grundigt indsmurt i olie, eller kroppen også er blevet smurt ind, og vandet derefter glider af kroppen uden at trænge ind til hårrødderne, gør det ingen skade. Ghusl vil være gyldig.

5. Hvis der sidder dej under neglene, som er tørret ind og blevet hård, eller hvis der er påført et andet skønhedsmiddel, når vandet ikke ned under det, hvis det ikke fjernes. I så fald er ghusl ikke gyldig, medmindre det fjernes.

6. Hvis det på grund af sygdom er skadeligt at hælde vand over hovedet, er ghusl gennemført, når man hælder vand over hele kroppen bortset fra hovedet. Hvis der ikke er fare for skade, skal der også hældes vand over hovedet.

Regler for hadas akbar

1. Det er haram at gå ind i moskéen, når man er i tilstanden af hadas akbar. Hvis man imidlertid på grund af en uundgåelig nødvendighed må gå ind, er det tilladt at gå derind efter at have udført tayammum. Det gælder for eksempel, hvis vejen til en persons bolig går gennem moskéen, der ikke findes nogen anden vej ud, og vandforsyningen også er i moskéen. Der er ingen vandhane, brønd eller dam udenfor. I så fald må man gå ind i moskéen efter at have udført tayammum, men man skal komme ud igen straks efter at have udført det nødvendige.

2. Det er haram at udføre tawaf omkring Baitullah, når man er i tilstanden af hadas akbar.

3. Det er også haram at recitere Koranen, selv hvis det kun er ét vers.

4. Det er også haram at røre ved Koranen. Det er dog tilladt under de samme betingelser, som gør det tilladt at røre ved den, når man er i tilstanden af hadas asghar.

5. De handlinger, der er forbudte, når man er i tilstanden af hadas asghar, er også forbudte, når man er i tilstanden af hadas akbar, såsom at bede, udføre sujud at-tilawah, sujud ash-shukr og lignende.

6. Det er tilladt at tage til eid-bønnen, når man er i tilstanden af hadas akbar, og det er også tilladt at tage til steder, hvor der gives religiøs undervisning.

7. Det er tilladt at recitere de vers fra den hellige Koran, som indeholder lovprisning, tasbih og bønner, såsom:

(Arabisk****************138*******)

8. Det er tilladt at recitere sura al-Fatiha og dua qunut med intentionen om at fremsige en bøn.

9. Det er haram at faste under menstruation og barselsblødning.

10. Samleje med hustruen under menstruation og barselsblødning er haram. Det er dog tilladt at kysse hende, vise hende kærtegn og sove sammen med hende uden samleje; ja, det er makruh at afholde sig fra omgang med hustruen i denne tilstand.

Redegørelse for tayammum

Det egentlige middel til at opnå taharat er vand, som Allah den Højeste i sin særlige nåde har sørget for at stille til rådighed i rigelige mængder for sine tjenere. Der kan imidlertid opstå situationer, hvor der ikke findes vand et sted, eller hvor det, selv om der findes vand, ligger uden for menneskets evne at opnå taharat med vand, eller hvor der er alvorlig frygt for skade ved at bruge vand. I sådanne situationer består Allah den Højestes ekstra nåde i, at Han har tilladt, at man opnår taharat med jord. Han har også forklaret fremgangsmåden, så tjeneren ikke møder vanskeligheder eller begrænsninger i at praktisere religionen.

Det står i Koranen:

(Arabisk*******************************১৩৯*************

»Og hvis I ikke finder vand, så gør det fornødne med ren jord. Slå da hænderne mod den og stryg over ansigtet og begge hænder. Allah ønsker ikke at sætte jer i vanskeligheder. Han ønsker derimod at rense jer og at fuldende Sin nåde over jer, så I kan være taknemmelige.« (Al-Mā’idah: 6)

Betydningen af tayammum

I ordbogen betyder ordet tayammum at have en hensigt og en intention. I fiqh-terminologien betyder det at have til hensigt at blive renset for rituel urenhed ved hjælp af jord. Tayammum kan udføres som erstatning for både wudu og ghusl. Det vil sige, at man derved kan blive renset både for hadas asghar og hadas akbar. Denne tilladelse til tayammum er en særlig gave til den hellige profets (sa) ummah. Det er kun rimeligt, at den ummah, hvis virke og rækkevidde omfatter hele menneskeheden i hele verden, og hvis tidsperiode strækker sig indtil Dommedag, har ret til denne lempelse (concession), så ummah’en i enhver tidsalder, under alle forhold og i enhver del af verden ikke skal møde nogen vanskelighed eller begrænsning i at efterleve de religiøse påbud.

Under hvilke forhold er tayammum tilladt?

1. Når man befinder sig et sted, hvor der ikke er noget håb om at finde vand. Der er ingen mulighed for at spørge nogen, og der er heller ingen tegn på, at der kan findes vand dér. Eller når vandet er en mil eller længere væk, og det vil være meget vanskeligt at gå dertil eller hente vand derfra. Under sådanne forhold er tayammum tilladt.

2. Når der er vand, men der befinder sig en fjende ved det, eller der er vilde dyr eller andre farlige dyr i nærheden; eller når der er vand uden for huset, men man frygter tyve eller røvere; eller når der er en brønd, men man ikke har noget at hente vand op med; eller når det for en kvinde vil være skadeligt for hendes ære og anstændighed at hente vand udefra. Under alle sådanne forhold er tayammum tilladt.

3. Vand er tilgængeligt lige i nærheden, men der er så lidt, at man vil komme til at lide af tørst, hvis man bruger det til wudu eller ghusl, eller ikke vil kunne lave mad. I så fald er tayammum tilladt.

4. Der er vand, men brugen af det kan forværre en sygdom eller have en skadelig virkning på helbredet, dog ikke blot på grund af overtro. Forestil dig for eksempel en person, der om vinteren er vant til at foretage wudu eller ghusl med varmt vand. Når han har behov for wudu eller ghusl, er der vand til rådighed, men det er koldt vand. Han ved af erfaring, at brugen af koldt vand gør ham syg eller skader hans helbred. I en sådan situation er tayammum tilladt. Det er ikke rigtigt at forblive uren, mens man venter på varmt vand, eller at lade en bøn gå tabt. Man skal i stedet rense sig ved tayammum og udføre bønnen og andre religiøse handlinger.

5. Der er vand, men den, der sælger det, kræver en urimeligt høj pris; eller vandets pris er rimelig, men den nødlidende har ikke råd til at betale den; eller man har penge nok til at betale prisen, men ikke mere end det, der er nødvendigt til rejseudgifterne, og der er risiko for, at man kommer i vanskeligheder, hvis man køber vandet. I en sådan situation er tayammum tilladt.

6. Der er vand, men det er så koldt, at brugen af det kolde vand kan medføre døden, lammelse eller en sygdom som for eksempel lungebetændelse, og der er ingen mulighed for at opvarme vandet. I en sådan situation er tayammum tilladt.

7. Hvis man ved at foretage wudu eller ghusl risikerer at gå glip af en bøn, som ikke kan indhentes senere, såsom begravelsesbønnen, eid-bønnen eller bønnen ved sol- eller måneformørkelse, er tayammum tilladt.

8. Der er vand i selve huset, men man er så svag, at man ikke er i stand til at rejse sig og hente vandet eller betjene en håndpumpe. I en sådan situation er tayammum tilladt.

9. Man rejser med tog, skib eller bus. Køretøjet er hele tiden i bevægelse, og der er ikke vand i køretøjet; eller der er vand, men der er så overfyldt, at det ikke er muligt at foretage wudu; eller køretøjet standser et sted, men man kan ikke stige ud. I en sådan situation er tayammum tilladt.

10. Hvis størstedelen af kroppen er dækket af sår eller kopper, er tayammum tilladt.

11. Under en rejse har man vand med sig, men det er muligt, at man ikke kan finde vand noget sted længere fremme, så man vil lide af tørst, eller endda risikere at miste livet. I en sådan situation er det tilladt at gemme vandet og udføre tayammum.

Den sunnah-mæssige måde at udføre tayammum på

Man fremsiger „Bismillāhir-Raḥmānir-Raḥīm“ og gør derefter intention om tayammum. Så spreder man håndfladerne en smule og slår dem let mod ren jord. Hvis der sidder meget støv på hænderne, ryster man det af eller puster det væk. Derefter stryger man forsigtigt begge hænder over hele ansigtet, så ikke engang et hårsbredt sted efterlades uberørt. Man skal også føre fingrene gennem skægget. Derefter slår man igen hænderne mod jorden på samme måde og ryster dem. Først fører man undersiden af de fire fingre på venstre hånd fra oversiden af fingrene på højre hånd op til albuen. Derefter stryger man med venstre hånds håndflade over området oven for albuen og fører den over håndryggen hen til højre hånds fingre, og man fører også fingrene gennem mellemrummene mellem fingrene. På samme måde stryger man venstre hånd med højre hånd. Hvis man bærer et ur eller en ring, er det nødvendigt at tage det af og også stryge under det.

De obligatoriske handlinger ved tayammum

Tayammums tre obligatoriske handlinger:

1. At have intention om at blive renset for Allahs tilfredshed.

2. At slå begge hænder let mod jorden og stryge over hele ansigtet.

3. Derefter at slå eller trykke begge hænder let mod jorden og stryge dem op til albuerne.

Tayammums sunnah-handlinger

1. At sige Bismillah i begyndelsen af tayammum.

2. At udføre tayammum på den foreskrevne måde, det vil sige først at udføre masah over ansigtet og derefter over begge hænder op til albuerne.

3. At slå indersiden af hænderne mod ren jord, ikke håndryggene.

4. At ryste jorden af hænderne efter at have slået dem mod jorden.

5. At holde fingrene spredt, når hænderne slås mod jorden, så støvet når ind mellem dem.

6. At udføre masah over ansigtet og hænderne med mindst tre fingre.

7. Først at udføre masah over højre hånd og derefter over venstre hånd.

8. Efter at have strøget over ansigtet stryges der gennem skægget med fingrene.

Genstande, som gør tayammum tilladt eller ikke tilladt

1. Tayammum med ren jord er tilladt, og det er desuden tilladt med alle jordlignende materialer. Alle genstande, som ikke bliver til aske eller bløde, når de brændes, men forbliver som jord, såsom kohl, kalk, mursten, sten, sand, grus, marmor eller agater, turkis og lignende, kan bruges til tayammum.

2. Tayammum er ikke tilladt med genstande, der ikke er jordlignende, og som brænder til aske eller smelter, når de lægges i ild. Det gælder for eksempel træ, jern, guld, sølv, kobber, messing, glas, maling og alle slags metalgenstande samt kul, korn, stof, papir, nylon, plastik og aske.

3. Hvis der samler sig så meget støv på noget, som tayammum ellers ikke er tilladt med, at støvet flyver op, når man slår på det med hånden, eller der kommer et mærke, når man lægger hånden på det og trækker den hen over det, bliver tayammum tilladt med det. Det gælder for eksempel støv på et stykke stof, på en stol eller et bord eller på en persons krop.

4. Med genstande, som tayammum er tilladt med, såsom jord, mursten, sten, lerkar og lignende, er tayammum tilladt, selv hvis de er blevet vasket helt rene og ikke har noget som helst støv på sig.

Det, der ophæver tayammum

1. Tayammum ophæves af alt det, der ophæver wudu. De forhold, som gør ghusl obligatorisk, ophæver både tayammum i stedet for wudu og tayammum i stedet for ghusl.

2. Hvis man foretager ét og samme tayammum for både wudu og ghusl, bliver tayammummet for wudu ugyldigt, hvis wudu bliver ugyldig, men tayammummet for ghusl bliver ikke ugyldigt. Hvis der imidlertid indtræffer noget, der gør ghusl påkrævet, bliver tayammummet for ghusl også ugyldigt.

3. Hvis tayammum udelukkende er foretaget, fordi man ikke kunne finde vand, bliver tayammum ugyldigt, så snart man finder vand.

4. Hvis tayammum er foretaget på grund af en undskyldende omstændighed eller sygdom, og denne omstændighed eller sygdom derefter ophører, bliver tayammum ugyldigt. Hvis nogen for eksempel foretager tayammum i stedet for wudu på grund af stærk kulde, og der derefter bliver mulighed for at få varmt vand, bliver tayammum straks ugyldigt.

5. Hvis man har foretaget tayammum i stedet for wudu, fordi der befinder sig et rovdyr, en slange eller en fjende i nærheden af vandet, bliver tayammum ugyldigt, så snart denne frygt er forsvundet.

6. Hvis nogen foretager tayammum på grund af mangel på vand under en rejse med tog, skib eller bus, og undervejs ser floder, damme, kilder og lignende, bliver hans tayammum ikke ugyldigt, eftersom der ikke er nogen mulighed for at bruge vand i et køretøj eller et skib i bevægelse.

7. Hvis en person foretager tayammum på grund af én undskyldende omstændighed, hvorefter denne omstændighed ophører, men en anden undskyldende omstændighed opstår, bliver tayammum alligevel ugyldigt, så snart den første omstændighed ophører. Hvis nogen for eksempel foretager tayammum, fordi han ikke kan finde vand, men straks efter at have fundet vand bliver så syg, at han ikke kan bruge vandet, ophører hans første tayammum alligevel, eftersom det blev foretaget på grund af manglende vand.

8. Hvis nogen foretog tayammum i stedet for wudu og derefter fandt så meget vand, at han kunne foretage wudu, ophører hans tayammum. Hvis nogen foretager tayammum i stedet for ghusl, det vil sige for at blive renset for den store hadath, og derefter finder så meget vand, at han kun kan foretage wudu, men ikke ghusl, bliver tayammummet for ghusl ikke ugyldigt.

Forskellige regler om tayammum

1. En person udførte tayammum på grund af mangel på vand og bad. Efter bønnen fandt han vand. Selv om han fandt vandet inden for bønnetiden, behøver han ikke at bede bønnen igen.

2. Når en person på grund af mangel på vand, sygdom eller svaghed har behov for tayammum, skal han med fuld overbevisning udføre tayammum og opfylde de religiøse pligter. Han bør ikke lade sig forstyrre af sådanne indskydelser som: »Man kan kun blive ren med vand; hvad nytter tayammum?« Renhed og urenhed afhænger ikke af vand eller jord, men af Allahs påbud. Når Allahs sharia har tilladt, at man bliver ren med jord og derefter beder, må man forstå, at man også gennem tayammum kan opnå en taharat svarende til den, der opnås gennem wudu og ghusl.

3. Hvis en person søger efter vand på en åben mark, udfører tayammum og beder, og det derefter bliver kendt, at der var vand i nærheden, er både tayammum og bønnen alligevel gyldige. Det er ikke nødvendigt at udføre wudu og bede bønnen igen.

4. Hvis der under en rejse er vand hos en anden person, og det forekommer sandsynligt, at man kan få det, hvis man spørger, bør man spørge om det og udføre wudu. Hvis det forekommer usandsynligt, at man vil få det ved at spørge, er det korrekt at udføre tayammum.

5. Tayammum er gyldigt som erstatning for både wudu og ghusl. Det vil sige, at det er gyldigt at udføre tayammum for at blive ren for både hadas asghar og hadas akbar, og metoden til tayammum er den, der er beskrevet ovenfor. Det er ikke nødvendigt at udføre et separat tayammum for hver af de to; ét og samme tayammum er tilstrækkeligt for begge. Hvis en person for eksempel er forpligtet til ghusl og udfører tayammum, kan han også bede med dette tayammum. Det er ikke nødvendigt at udføre et separat tayammum for wudu.

6. Det er ikke et krav ved tayammum, at man med ét tayammum kun må bede bønner inden for den samme bønnetid. Så længe tayammum ikke bliver ugyldigt, kan man tværtimod bede i flere bønnetider. Det tayammum, der udføres til fard-bønnen, kan således bruges til fard, sunna, nafl, janazah og sajdah tilawah. Men det tayammum, der kun udføres for at røre ved Koranen, træde ind i moskeen, recitere Koranen eller besøge en kirkegård, kan ikke bruges til at bede og lignende.

7. Hvis der er vand, men man ved, at man ikke vil nå janazah-bønnen, Eid-bønnen, kusuf- og khusuf-bønnerne eller lignende, hvis man udfører wudu eller ghusl, er det i denne situation tilladt at udføre tayammum og deltage i bønnen. Det skyldes, at disse bønner ikke kan indhentes på et andet tidspunkt.

8. Hvis en person er ude af stand til selv at udføre tayammum, skal en anden udføre tayammum for ham på den foreskrevne måde. Det vil sige, at den anden slår hans hænder mod jorden og først tørrer hans ansigt og derefter hans hænder grundigt.

9. Hvis en person har vand i to beholdere, hvoraf den ene indeholder rent vand og den anden urent vand, men han ikke ved, hvilken der indeholder rent, og hvilken der indeholder urent vand, bør han foretage tayammum i denne situation.

10. Den samme person kan foretage tayammum flere gange med den samme jordklump. Det er også tilladt for flere personer at foretage tayammum med den samme jordklump. Den jordklump, der anvendes til tayammum, har ikke samme status som māʾ mustaʿmal (brugt vand).

Bønnernes kapitel

En redegørelse for bønnen

Efter iman er namaz islams anden søjle. Det rette ville være at redegøre for namaz’ regler og spørgsmål umiddelbart efter kapitlet om troslæren. Men eftersom det er nødvendigt at være rituelt ren for alle former for urenhed for at udføre namaz, redegøres der for namaz’ regler og spørgsmål efter den udførlige redegørelse for taharat.

Bønnens betydning

Namaz er et velkendt ord for os. I Koranens terminologi bruges namaz i stedet for ‘salat’. Salatصلوةs ordbogsmæssige betydning er at vende sig mod nogen, gå frem mod nogen, bede og komme nær. I Koranens terminologi betyder namaz at rette sin opmærksomhed mod Allah, gå frem mod Ham, bede Ham alene og komme helt nær Ham. Koranen har givet undervisning i denne tilbedelsesforms søjler, mens den ædle Profet (fvmh.) har lært os dens detaljerede og nøjagtige fremgangsmåde.

(Arabisk*********149**************)

„Og ret i enhver bøn jeres blik mod Allah, og påkald Ham med oprigtig underkastelse.“ (Al-Aʿrāf: 29)

(Arabisk************) og kast jer ned i prostration og nærm jer Allah“ (Al-ʿAlaq: 19)

Det er berettet i hadith:

-En tjener er nærmest sin Herre, når han ligger i prostration foran Allah (Muslim).

-Når nogen blandt jer er optaget af bønnen, fører han en fortrolig samtale med Allah (Bukhari).

Men hvad er måden at rette sindet mod Allah, nærme sig Ham og bede Ham om noget på? Der findes kun ét korrekt svar på dette. Alle andre svar er forkerte og vildledende. Den måde, som Profeten (fred være med ham) har foreskrevet, er den korrekte, pålidelige og accepterede. Profeten lærte ikke kun bønnens søjler, bønnernes påkaldelser, tider, rakʿat og detaljerede fremgangsmåde med ord, men viste det også gennem hele sit liv ved selv at praktisere det. Hans ord og handlinger i denne forbindelse er bevaret i de mest pålidelige hadithsamlinger. Hele ummah har til stadighed udført bønnen efter denne regel og fremgangsmåde og derved bevaret den ren for enhver form for tvivl.

Bønnens fortjenester og betydning

Efter at have antaget troen er det første krav til en muslim, at han etablerer bønnen. Allah den Højestes befaling lyder: – (Arabisk***************150******)

„Sandelig, jeg er Allah. Der er ingen gud undtagen Mig. Tilbed derfor kun Mig, og opret bønnen for at ihukomme Mig.“ (Taha: 14)

Ligesom troen på Allahs væsen og egenskaber er hele religionens grundlag, hvad troslæren angår, er bønnen hele religionens grundlag, hvad handlingerne angår. Det er derfor, at der i Koranen er lagt større vægt på bønnen end på alle andre former for tilbedelse. Der er lagt så stor vægt på at opretholde den, at hele religionen tilsyneladende hviler på den.

Andre former for tilbedelse end bønnen bliver obligatoriske for bestemte mennesker på bestemte tidspunkter. For eksempel er hajj og zakat kun obligatoriske for de muslimer, der er velhavende. Faste er kun obligatorisk én måned om året. Bønnen er derimod en handling, hvortil der ikke kræves nogen anden betingelse end troen. Så snart en person har antaget troen, bliver bønnen obligatorisk for enhver voksen og fornuftig person, hvad enten det er en kvinde eller en mand, rig eller fattig, rask eller syg, fastboende eller rejsende. De fem daglige bønner er en individuel pligt. Selv på slagmarken, når der hvert øjeblik er fare for et angreb fra fjenden, er bønnen ikke blot obligatorisk; det er også stærkt påbudt at bede i fællesskab. Metoden til at udføre bønnen under fare, salat al-khawf, er selv beskrevet i Koranen.

Samtidig med at Koranen stærkt påbyder og opmuntrer til bønnen, har den for at indprente dens betydning i sindet advaret med en frygtelig skæbne [Enhver anden end dem, der har fået deres bog i højre hånd, vil som følge af sine handlinger være bundet i Helvede. De, der har fået bogen i højre hånd, vil opholde sig i Paradisets haver og spørge synderne: „Hvad bragte jer ind i Helvede?“ De vil svare: „Vi bad ikke.“ (Al-Muddaththir: 38)] og en stor ydmygelse [Den dag, hvor en frygtelig og vanskelig situation opstår (på Dommedag), vil de blive kaldt til at kaste sig ned i sujud. Men de vil ikke være i stand til at kaste sig ned. Deres blikke vil være sænkede, og ydmygelsen vil dække dem. Det er dem, der (i verden) blev kaldt til at kaste sig ned (til bøn), men som ikke kastede sig ned, selv om de var raske (Al-Qalam: 42-43)], som de, der forlader bønnen, vil opleve.

Profeten (fred være med ham) belyste på forskellige måder bønnens enestående betydning og fortrinlighed samt den frygtelige straf for at forlade den. Han sagde:

– Bønnen er det, der adskiller den troende fra kufr – (Muslim).

– Den, der regelmæssigt udfører bønnen, vil på Dommedag få bønnen som lys og som bevis på sin tro, og den vil blive årsag til hans frelse.

Den, der ikke udfører bønnen med koncentration, vil hverken få bønnen som lys eller som bevis på sin tro, og bønnen vil heller ikke redde ham fra Allahs straf. En sådan person vil på Dommedag få Følgeskab af Farao, Qarun, Haman og Ubayy ibn Khalaf – (Musnadsamlingen af Ahmad, al-Bayhaqi).

Hadhrat Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En vinter, da træernes blade faldt, trådte Profeten (fred være med ham) udenfor, tog fat i to grene på et træ og begyndte at ryste dem, så de tørre blade raslede ned. Da sagde Profeten (fred være med ham): »Abu Dharr! Når en muslim beder oprigtigt og helhjertet, falder hans synder bort på samme måde, som disse blade falder fra træet.« (Musnad Ahmad).

En dag spurgte den ædle Profet (fred være med ham) sine ledsagere: »Hvis der flød en flod forbi en af jer’ hjem, og han badede i den fem gange dagligt, ville der så være noget snavs tilbage på hans krop?« Ledsagerne svarede: »Nej, der ville ikke være noget snavs tilbage på kroppen.« Profeten (fred være med ham) sagde: »Sådan er det med de fem daglige bønner. Allah, den Ophøjede, vil gennem disse bønner udslette hans synder.« (Bukhari, Muslim).

Hadhrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at disse ord kom over den ædle Profets (fred være med ham) læber i hans sidste øjeblikke: »Bønnen, bønnen.« (Al-Adab al-Mufrad).

For at forstå bønnens betydning og fortræffelighed i religionen må man, sammen med disse klare og eftertrykkelige vejledninger fra Koranen og sunnaen, også huske, hvor dybt og inderligt den ædle Profet (fred være med ham) var knyttet til bønnen. Han fandt sine øjnes fryd i bønnen. Af den ene eller anden grund gik han til moskeen og bad så mange frivillige bønner, at hans fødder hævede.

Under alle omstændigheder bliver det efter disse udførlige forklaringer i Koranen og sunnaen helt klart, at bønnen er et uundværligt tegn på iman. Hvor der er iman, vil der nødvendigvis være bøn, og hvor der er bøn, må man forstå, at hele dinen findes. Hvis der ikke er bøn, kan man ikke forestille sig, at dinen er til stede. Den anden kalif, Hadhrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham), henledte i sine skriftlige instruktioner til de ansvarlige i sin regering deres opmærksomhed på denne sandhed og sagde: »Sagen er, at bønnen for mig er den vigtigste blandt alle jeres problemer. Den, der fuldt ud passer på sin bøn, har passet på sin din. Og den, der ødelægger sin bøn, vil i endnu højere grad ødelægge resten af dinen.« (Mishkat).

Betingelser og adab ved at opretholde salat

Den fortræffelighed og betydning, der er blevet omtalt ovenfor, gælder imidlertid den bøn, som virkelig er bøn – den bøn, der udføres med fuld bevidsthed og under hensyntagen til al ydre adab og alle indre egenskaber. Derfor har Koranen i stedet for den enkle formulering, der blot betyder at udføre bønnen, brugt ordet iqāmat(Arabisk***– og opret bønnen. (Al-Baqara 43)] (oprettelse) samt ordet muhāfazat(Arabisk********)– og de, som værner om deres bønner (Al-Mu’minun 9)] (bevarelse). Iqāmat og muhāfazat betyder, at man under udførelsen af bønnen skal tage hensyn til alle de ydre former for adab, som har forbindelse med at bringe bønnens ydre side i orden. Samtidig skal man fuldt ud sørge for de indre egenskaber, som har forbindelse med den bedendes hjerte og følelser.

Nedenfor beskrives disse former for adab (etikette) og disse egenskaber kort:

1. Tahārat eller renhed

De metoder og regler for renhed, som shariaen har lært os. I overensstemmelse hermed skal man rense sin krop og sit tøj grundigt, før man træder frem for Allah.

Arabisk****************153*****)

»I troende, vid, at når I rejser jer for bønnen, skal I vaske og rense jeres ansigter grundigt og jeres hænder op til albuerne, stryge over hovedet og vaske jeres fødder op til anklerne. Og hvis I er i tilstanden janābah, skal I rense jer grundigt. (Mā’idah: 6)

Et andet sted er det blevet sagt (arabisk*************154)

»Og rens og hold dine klæder og din påklædning godt rene. (Muddaththir: 4)

2. Punktlighed med hensyn til tiden

Det vil sige, at bønnen skal udføres til tiden. Derfor er bønnen blevet foreskrevet med overholdelse af de fastsatte tider.

(Arabisk****************154**)

»Oprethold derfor bønnen. Bønnen er sandelig foreskrevet de troende til bestemte tider.« (Nisa: 103).

Profeten (fred være med ham) sagde: De bedste tjenere er de, der holder øje med solens lys samt månens og stjernernes bevægelser, så bønnetiden ikke går forbi. – (Mustadrak al-Hakim).

3. Punktlighed i bønnen

Det vil sige, at man uafbrudt og til stadighed skal bede uden at forsømme nogen bøn. I sandhed kan de kun kaldes bedende, som beder punktligt og ikke udelader nogen bøn.

(Arabisk**********154)

»Undtagen de bedende, som altid udfører bønnen punktligt.« – (Ma’arij: 22-23).

4. Ordning af bønnerækkerne

Der skal træffes passende foranstaltninger for at holde bederækkerne lige. At rette bederækkerne er en del af at udføre bønnen korrekt.

Hazrat Nu‘man ibn Bashir fortæller, at Profeten (fred være med ham) sørgede for, at vi stod så lige i rækkerne, som om han ville rette en pil mod sit mål. Derefter kunne han mærke, at vi havde forstået vigtigheden af at holde rækkerne lige. En dag kom han ud og stillede sig for at lede bønnen. Netop som han skulle sige takbīr, fik han øje på en mand, hvis bryst ragede en smule frem foran rækken. Da sagde han: »Allahs tjener, hold rækken lige og på linje; ellers vil Allah vende jeres ansigter mod hinanden.« (Muslim)

-Hold rækkerne lige og på linje under bønnen. For at rette rækkerne er en del af at oprette bønnen.- (Bukhari).

Det vil sige, at man ikke opfylder sin pligt over for bønnen ordentligt, hvis man ikke holder rækkerne lige.

Ud over at holde rækkerne lige og på linje skal der også sørges for en ordnet placering i rækkerne. Det vil sige, at fornuftige, lærde og eftertænksomme personer skal stå nær imamen. Dette er kun muligt, når samfundet nærer respekt for de lærde, når de selv har en bevidsthed om deres særlige status, og når de kommer tidligt til moskeen og tager plads nær imamen.

Hazrat Abu Mas‘ud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) kom og lagde hånden på vores skuldre for at rette vores rækker og sagde: »Stå lige, hold rækkerne på linje, og stå ikke foran eller bagved de andre; ellers vil jeres hjerter blive fjendtligt indstillet over for hinanden.« Han sagde også: »De, der har viden og forstand, skal stå nærmest mig; derefter dem, der står dem nærmest i anseelse; og derefter dem, der med hensyn til viden og forstand står den anden gruppe nærmest.« (Bukhari)

5. Sindets ro og mådehold

Det vil sige, at man bør udføre bønnen med et trygt og roligt sind og holde pauser mellem dens forskellige dele, så man kan opfylde kravene til recitationen, ståen, rukū‘, sujūd og alle bønnens øvrige søjler og bestanddele.

(Arabisk************)

Læs ikke bønnen med for høj stemme, og heller ikke med alt for lav stemme; følg derimod en middelvej. (Bani Isra’il: 110)

Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En gang sad Den Hellige Profet (fred være med ham) i den ene side af moskeen, da en mand kom ind i moskeen og bad. Derefter kom han hen til Profeten (fred være med ham) og hilste på ham. Profeten (fred være med ham) gengældte hilsenen og sagde: »Gå tilbage og bed, for du har ikke bedt korrekt.« Manden bad igen og kom derefter hen og hilste på Profeten. Profeten (fred være med ham) sagde: »Gå tilbage og bed, for din bøn er ikke korrekt.« Efter at manden havde bedt for tredje gang, sagde han: »O Allahs Sendebud, lær mig, hvordan jeg skal bede.« Profeten (fred være med ham) sagde: »Når du har til hensigt at bede, skal du først udføre wudu grundigt. Vend dig derefter mod qibla. Begynd så bønnen med takbir tahrima, og recitér det fra Koranen, som du let kan recitere. (I en overlevering står der: Recitér Surat al-Fatiha og derefter det, du ønsker.) Gå derefter roligt ned i ruku. Rejs dig så helt lige fra ruku. Udfør derefter sujud roligt, og sæt dig roligt og lige op fra sujud. Udfør hele bønnen på denne måde med ro og sindsro.« (Bukhari og Muslim)

Meningen med Den Hellige Profets (fred være med ham) ovenstående vejledning er, at bønnen ikke er en byrde på hovedet, som man blot skal få smidt af på en eller anden måde og afslutte i hast. Tværtimod er den Allahs allerbedste tilbedelseshandling. Dens ret er, at man udfører den med fuld koncentration. En bøn, der ikke udføres med ro og sindsro, er ifølge Den Hellige Profet (fred være med ham) slet ikke bøn.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) beskriver Den Hellige Profets (fred være med ham) bøn således: Profeten (fred være med ham) begyndte bønnen med takbir tahrima og begyndte Koranrecitationen med »Alhamdulillahi rabbil alamin«. Når han gik ned i ruku, holdt han ikke hovedet løftet og bøjede det heller ikke nedad; han holdt det i en mellemstilling, lige på linje med ryggen. Når han rejste sig fra ruku, gik han ikke ned i sujud, før han stod helt lige. Når han efter den første sujud løftede hovedet, gik han ikke ned i den anden sujud, før han sad helt lige. Efter hver anden rak‘at reciterede han attahiyyat. Under recitationen af attahiyyat strakte han venstre ben ud og holdt højre fod oprejst, og han forbød at sidde som Satan. I en anden overlevering står der, at han forbød at sidde som en hund. Han forbød også at udføre sujud på den måde, hvor et rovdyr sidder med sine to forben strakt frem. Derefter afsluttede han bønnen med at sige det. (Muslim)

6. Ordningen af bøn i fællesskab

De obligatoriske bønner skal uden undtagelse udføres i fællesskab, forudsat at der ikke er frygt for skade på liv eller ejendom. (arabisk)

Bøj jer sammen med dem, der bøjer sig. (Al-Baqara: 43)

(Arabisk*******************(

Og (o Profet), når du er sammen med muslimerne, skal du lede dem i bønnen (An-Nisa: 102)

Dette er anvisningen vedrørende udførelsen af bønnen på slagmarken. Selv i denne vanskelige situation skal krigens soldater ikke bede hver for sig. Tværtimod skal Profeten lede bønnen. I overensstemmelse med Koranens anvisning skal de bede i fællesskab bag Profeten.

Profeten sagde:

Den, der hører muezzinens kald til fællesbønnen og ikke har nogen gyldig undskyldning for ikke at besvare hans kald, men alligevel ikke går til fællesbønnen og beder alene, vil hans bøn ikke blive accepteret hos Allah. Nogle spurgte: Hvad betyder en undskyldning? Han sagde: Frygt for liv og ejendom eller sygdom (Abu Dawud).

Anas (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten sagde: Den, der i 40 dage i træk udfører hver bøn på en sådan måde, at han deltager i den første takbir, vil blive fritaget for to ting: For det første helvedesilden, og for det andet hykleri – (Jami’ at-Tirmidhi)

7. Tartil og eftertanke ved Koranrecitation

Retten til Koranrecitation i bønnen opfyldes, når den fremsiges med små pauser, oprigtighed, koncentration eller nærvær og stor iver. Derefter skal man reflektere over hvert enkelt vers. Den hellige Profet fremsagde hvert bogstav tydeligt og hvert vers for sig.(Arabisk******************)

Og recitér Koranen med passende pauser (Al-Muzzammil: 4)(Arabisk**********)

Denne Bog har Vi åbenbaret for dig, og den er velsignet, for at mennesker kan grunde over dens vers, og de kundskabsrige kan lære deraf. (Sad: 29).

8. Interesse og opmærksomhed

Den egentlige bøn er den, hvor den bedende med sind, følelser og eftertanke oprigtigt vender sin opmærksomhed mod Allah, og hvor længslen efter at møde Ham og bede Ham om noget er så stærk, at hjertet efter at have bedt én bøn bliver utålmodigt efter at vente på den næste.(Arabisk***********************)

»Hold jeres qibla ved hver bøn, påkald Ham (Allah), og hellig lydighed og tjenerskab til Ham.« (Al-A’raf: 29)

»Troende! Når der på fredagen kaldes til bøn, så skynd jer til Allahs ihukommelse og opgiv alle andre gøremål.« (Al-Jumu’a: 9).

9. Ydmyghed og underkastelse

Det vil sige, at den bedende skal stå foran Allah som en lydig slave, som et udtryk for den største ydmyghed og underkastelse, således at hjertet skælver over Allahs storhed og almagt, og ydmyghedens og underkastelsens præg kommer til udtryk i alle lemmer.

(Arabisk*********************)

»Vær omhyggelig med bønnen, især den bedste af bønnerne, og stå som selve legemliggørelsen af høflighed og underkastelse over for Allah.« (Al-Baqara: 238) (Arabisk*******************)

»Og, o profet, bring glædeligt budskab til dem, der udviser ydmyghed og høflighed, og hvis tilstand er sådan, at deres hjerter skælver, når de hører Allahs dhikr, at de udholder ulykker og prøvelser standhaftigt, og at de opretholder bønnen.« (Al-Hajj: 34-35). (Arabisk****************)

»Og ihukom din Herre morgen og aften i dit indre, ydmygt og med frygt for Ham, og med dæmpet stemme, og vær ikke blandt de uopmærksomme.« (Al-A’raf: 205).

Da Hazrat Imam Zayn al-Abidin (r) udførte wudu før bønnen, blev hans ansigt blegt. Husets folk spurgte ham: »Hvorfor får du denne tilstand, når du udfører wudu?« Han svarede: »Ved I ikke, foran hvem jeg ønsker at stå?« (Ihya’ ul-Ulum).

10. Ydmyghed og underdanighed

Ydmyghed og underdanighed er bønnens sjæl. En bøn uden ydmyghed og underdanighed er ikke en bøn. I Koranen bruges ordet »khushu« – det betyder at blive lille, at blive underkuet og at bøje sig med ydmyghed. At udvise denne »khushu« i bønnen betyder, at ikke blot kroppen, men også sindet og intellektet – alt – bøjer sig underdanigt og ydmygt for Allah. En sådan frygt for Allahs storhed og majestæt fylder sindet, at onde følelser, lidenskaber og uønskede tanker ikke kan trænge ind i det. Det afspejler sig også i kroppen. Det kommer til udtryk gennem en fremtoning, der er værdig til den Almægtige Allahs storhed og magt.

(Arabisk****************)

Lykkelige er de troende, som er ydmyge i deres bøn. (Al-Mu’minun: 1-2).

11. Følelsen af nærhed til Allah

Bønnen bringer mennesket så tæt på Allah, at man ikke kan forestille sig at komme lige så tæt på gennem nogen anden from handling. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Tjeneren er allernærmest sin Herre, når han er i prostration.« (Muslim).

Et vigtigt krav ved udførelsen af bønnen er, at den bedende føler nærhed i sit hjerte. I hans hjerte skal der også være et ønske om denne nærhed, og han skal bede, som om han ser Allah, eller i det mindste have følelsen af, at Allah ser på ham.(Arabisk***************)

Prostrér dig og kom nær. (Al-ʿAlaq: 19)

12. Ihukommelse af Allah

Bønnens sande egenskab er ihukommelsen af Allah. Bønnen er den omfattende og pålidelige måde at ihukomme Allah på, fordi den er den metode, Han selv har lært os, Ham hvis ihukommelse er ønskværdig. Den bøn, der er blottet for egenskaben ihukommelse af Allah, er ikke den troendes bøn, men hyklerens bøn. Formålet med at etablere bønnen er netop at ihukomme Allah.(Arabisk**********)

Og opret bønnen for at ihukomme Mig. (Taha: 14)

(Arabisk***************)

(Man skal huske, at dette vers er et vers om sujud).

Det er i sandhed kun dem, der tror på Vore vers, som, når de bliver mindet om dem gennem disse vers, falder ned i sujud, lovpriser og erklærer deres Herre hellig, og som ikke er hovmodige – (As-Sajdah: 15).

Det vil sige, at deres ruku og sujud er ruku og sujud, der udspringer af følelse. De fremsiger ikke blot tasbih sorgløst med munden, men hvert eneste ord, de udtaler, fremsiger de i erindring om Allah, og deres bøn bliver direkte for Allah.

13. At holde sig borte fra riya

En vigtig betingelse for at værne om bønnen er, at den holdes fri for riya, prangende fremvisning for mennesker eller andre nedrige tilbøjeligheder. Ellers vil den være det modsatte af oprigtighed. Riya ødelægger ikke blot bønnen, men fører også en sådan bedende til fortabelse.(Arabisk**************)

Fortabelse venter de bedende, som er uopmærksomme på deres bøn og beder for at blive set af mennesker (Al-Ma’un: 4).

Hazrat Shaddad ibn Aws (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten (fred være med ham) sagde: Den, der beder for at blive set af mennesker, har begået shirk – (Musnad Ahmad).

14. Fuldstændig underkastelse

Den sidste og overordnede betingelse for iqamat as-salat er, at den troende under bønnen overgiver sig helt og fuldt til sin Allah. Så længe han lever, skal han forblive Allahs lydige slave, og når han står over for døden, skal også hans død være for Allah.(Arabisk****************)

Sandelig, min bøn, mit offer, mit liv og min død er alt sammen for Allah, al-‘Alamîns Herre. Han har ingen partner, og dette er jeg blevet befalet. Og jeg er den første blandt alle til at underkaste mig Allah – (Al-An‘am: 163-163).

I verset nævnes fire ting i en særlig rækkefølge: bønnen og offeret, derefter livet sammen med bønnen og døden sammen med offeret. I virkeligheden er bønnen og offeret to overordnede forhold, som repræsenterer den troendes hele liv. Bønnen er i virkeligheden en afspejling af denne sandhed: Den troende er ikke kun under bønnen, men også uden for bønnen og i hele sit liv, udelukkende Allahs lydige tjener. Offeret er et udtryk for denne sandhed: Den troendes liv og ejendom er alt sammen betroet ham, for at det skal ofres på Allahs vej.

Den bøn, der udføres med fuldstændig underkastelse, er den sande bøn. Den vil få en sådan indflydelse på hele livet, at den bedende på den ene side vil være yderst opmærksom på at holde sig fra uretfærdighed og usædelighed – han vil ikke blot afsky at begå uretfærdighed, men også at tænke på den – og på den anden side vil han være ivrig og aktiv i at gøre gode, ja, de allerbedste gerninger.

For at opfylde iqamat as-salats ret fuldt ud og gøre bønnen til en virkelig bøn skal man overholde de ovennævnte fjorten betingelser. Samtidig skal man regelmæssigt øve tahajjud, andre frivillige bønner samt dhikr og adhkar, sådan som det er sunna. Desuden skal man på et afsondret sted altid øve sig i selvransagelse og i med tårer og gråd at bede ved Allahs åsyn.

Den periode, hvor bønnen blev gjort obligatorisk

Profeten (s) og de ædle sahaba (ra) bad ganske vist fra begyndelsen. Men de fem daglige bønner blev gjort obligatoriske på natten for mi‘raj. Et år før hijra opnåede den ædle Profet (s) æren af mi‘raj og blev bragt i Allahs nærhed. Ved denne lejlighed blev denne bøn givet som en gave. Derefter kom Hazrat Jibril (a) og lærte ham bønnens betingelser og fremgangsmåde. At bønnen er obligatorisk, er klart fastslået i Koranen, og blandt alle former for tilbedelse er der givet særlig stærk opfordring til bønnen. Den, der benægter, at bønnen er obligatorisk, er bestemt ikke muslim.

Bønnens tider

Bønnen er gjort obligatorisk på fastsatte tidspunkter. [I Koranen står der- (Arabisk*********)

-Derfor opret bønnen. Sandelig, bønnen er foreskrevet for de troende på fastsatte tidspunkter – (An-Nisa: 1: 103)] Ifølge Koranens og sunnahens forklaring er tiderne for de obligatoriske bønner fem, nemlig fajr, zuhr, asr, maghrib og isha. [I forbindelse med forklaringen af bønnetiderne gives følgende anvisning i Koranen- (Arabisk**************)

Opret bønnen, når solen hælder, indtil nattens mørke, og fremsig Koranen ved fajr med regelmæssighed. Sandelig, fajr-recitationen er bevidnet (det vil sige, at englene er vidner til denne bøn). – (Bani Isra’il: 78)

At solen hælder, betyder, at dens styrke gradvist aftager efter middag. Denne ændring finder sted fire gange om dagen, og det er dette, der betegnes med ordet ‘duluk’. For eksempel:

(1) Efter middag, når solen hælder mod vest.

(2) Hen mod dagens slutning, når dens stråler svækkes, og der viser sig et gulligt skær i dem.

(3) På det tidspunkt, hvor solen går ned.

(4) Det tidspunkt, hvor det røde skær efter solnedgangen er forsvundet, og mørket falder på.

Dette er de fire tidspunkter, hvor det er blevet påbudt at opretholde Zuhr-, Asr-, Maghrib- og Isha-bønnen. Udtrykket »Koranrecitation ved Fajr« betyder »Fajr-bønnen«. I Koranen bruges ordet »salat« om bønnen. Andre steder er recitationen blevet betragtet som en vigtig del af bønnen. Heraf kan man forstå betydningen af denne del af bønnen. Fajr-recitationen er bevidnet – det vil sige, at sindet efter nattens søvn og hvile er meget roligt; mennesket genvinder sin livskraft, og tiden er særdeles behagelig og stille.

De fire bønner, som der samlet blev henvist til i det ovennævnte vers, er beskrevet mere udførligt andre steder i Koranen.(Arabisk****************)

– og oprethold bønnen ved dagens to yderpunkter og efter noget af natten er gået – (Hud: 114).

Den klare betydning af bønnen ved dagens to yderpunkter er Fajr- og Maghrib-bønnen. Den bøn, der bedes efter at natten er blevet noget dybere, er Isha-bønnen.(Arabisk***************)

Og lovpris din Herre med tasbih før solopgang og før solnedgang samt efter noget af natten er gået. Gentag tasbih, og gør det ved dagens yderpunkter. (Taha: 130)

Før solopgang vil sige, at der tales om Fajr-bønnen, og før solnedgang vil sige, at der tales om Isha-bønnen. Dagens yderpunkter er derefter tre: morgenen, tiden efter middag og tiden efter solnedgang. Det vil sige Fajr, Zuhr og Maghrib.

(Arabisk********************)

Derfor skal du lovprise Allah, når aftenen kommer for dig, og når morgenen kommer for dig. Lovprisningen af himlene og jorden tilhører alene Ham. (Og lovpris Ham) i den tredje del af natten og når tiden for din zuhr kommer. (Ar-Rum: 17-18).

Her betyder tasbih bøn. På denne måde er bønnetiderne også blevet fastsat i Koranen. For hvad skulle det ellers betyde at fastsætte tidspunktet for blot at fremsige tasbih? Derefter sendte Allah den Ophøjede Jibril (a) for at forklare bønnetiderne. Han kom til Profeten (s) og angav det nøjagtige tidspunkt for hver bøn.

Den ædle Profet (s) sagde:

Jibril (a) ledte mig i bøn ved Baytullah to gange. Den første dag ledte han mig i zuhr-bønnen, da solen netop var begyndt at hælde mod vest, og skyggen ikke var længere end en skos sål. Derefter ledte han mig i asr-bønnen, da hver genstands skygge var lige så lang som selve genstanden. Så ledte han mig i maghrib-bønnen, da den fastende bryder fasten. Han ledte mig i isha-bønnen, så snart gløden på den vestlige himmel var forsvundet, og derefter i fajr-bønnen, da mad og drikke blev forbudt for de fastende. Anden gang ledte han mig i zuhr-bønnen, da hver genstands skygge var lige så lang som selve genstanden, og i asr-bønnen, da genstandens skygge var dobbelt så lang. Han ledte mig i maghrib-bønnen ved tidspunktet for den fastendes iftar og i isha-bønnen, efter at en tredjedel af natten var gået. Han ledte mig i fajr-bønnen, efter at morgenlyset havde bredt sig tydeligt. Derefter vendte han sig mod mig og sagde: »O Muhammad (s), dette er tidspunkterne for profeternes bønner. Det korrekte tidspunkt for bønnen ligger mellem to tidspunkter.«

Fajr-tiden

Den varer fra morgenlyset viser sig, indtil før solopgang.

Zuhr-tiden

Den begynder, efter at solen hælder mod vest. Tiden varer, indtil hver genstands skygge, ud over dens oprindelige skygge, bliver dobbelt så lang. Hvis for eksempel en træpind er en alen lang, og dens oprindelige skygge ved middagstid var fire fingre, ophører zuhr-tiden, når pindens skygge bliver to alen og fire fingre. Af forsigtighedshensyn bør zuhr-bønnen dog bedes, mens hver genstands skygge, fratrukket dens oprindelige skygge, er lige så lang som genstanden. Dette er også tidspunktet for jumuah-bønnen. I varmt vejr er det bedre at bede den lidt senere. Men i alle årstider er det bedst at bede jumuah-bønnen på det tidligste tidspunkt.

Tidspunktet for asr-bønnen

Asr-bønnens tidspunkt begynder, så snart zuhr-bønnens tidspunkt er udløbet, og varer indtil solnedgang. Det er bedst at bede asr-bønnen, før solen bliver gul. Efter at solen er blevet gul, er det makruh at bede. Hvis asr-bønnen af en eller anden grund er blevet forsinket, så solen er blevet gul, bør man bede den straks uden at gøre den til qada.

Tidspunktet for maghrib-bønnen

Det begynder efter solnedgang og varer, indtil den røde farve på den vestlige himmel er forsvundet. Det er mustahabb at bede den, så snart tidspunktet for maghrib-bønnen indtræder.

Tidspunktet for isha-bønnen

Det begynder, efter at den hvide farve på den vestlige himmel er forsvundet efter den røde farve, og varer indtil subh sadiq. Den hvide farve på den vestlige himmel dækkes af mørket cirka en time og et kvarter efter solnedgang. Men af forsigtighed bør isha-bønnen bedes halvanden time senere.

Ud over disse obligatoriske bønner er der tre wajib-bønner. Nedenfor angives deres tidspunkter.

Tidspunktet for witr-bønnen

Witr-bønnen bør bedes umiddelbart efter isha-bønnen. For dem, der regelmæssigt er vant til at stå op sent om natten, er det dog mustahabb at bede den sent om natten. Men hvis man er bange for, at man måske ikke vågner, er det mustahabb at bede den umiddelbart efter isha-bønnen.

Tidspunktet for de to Eid-bønner

Når solens gule farve efter solopgang er forsvundet, og sollyset er blevet stærkt, begynder tiden for de to Eid-bønner og varer indtil middag. Det er dog altid mustahabb at bede Eid-bønnen tidligt. [Witr-bønnen er wajib. I shariaen er kun tre bønner wajib: Witr-bønnen og de to Eid-bønner. Desuden er en bøn, der er aflagt som løfte, også wajib. Når man først har påbegyndt en nafl-bøn, bliver den wajib. Hvis en bøn af en eller anden grund bliver ugyldig, bliver det nødvendigt at bede den som qada.

Disse tidspunkter for bøn gælder for hele verden

Den metode til fastsættelse af bønnetider, der er nævnt ovenfor, gælder for alle lande i verden. I områder, hvor solen står op og går ned inden for 24 timer, skal bønnetiderne fastsættes efter ovenstående metode, uanset om natten og dagen er korte eller lange. [I de landområder nær polarområderne, hvor der er en usædvanligt stor forskel mellem nat og dag, er det værd at lægge mærke til, hvad den islamiske tænker Allama Maududi sagde som svar på et spørgsmål om fastsættelsen af bønnetiderne. Nedenfor citeres spørgsmålet og svaret fra »Rasa’il wa Masa’il«, bind 2.

Tidspunkterne for bøn og faste i lande nær polarområderne

Spørgsmål: Min søn opholder sig i England i forbindelse med en uddannelse. Han ønsker at kende de grundlæggende regler for fastetiderne. På grund af regn, overskyet vejr, tåge og lignende ser man sjældent solen dér. Dagen er nogle gange meget lang og andre gange meget kort. Nogle gange er der sågar tyve timers forskel mellem solopgang og solnedgang. Skal man så faste i tyve timer eller endnu længere under sådanne forhold?

Svar: I lande, hvor solen står op og går ned inden for 24 timer, skal bønnetiderne fastsættes efter præcis den metode, der er angivet i Koranen og hadith, uanset om natten er kort eller lang. Det vil sige: fajr-bønnen før solopgang, zuhr efter middag, asr før solnedgang, maghrib umiddelbart efter solnedgang og isha, efter at noget af natten er gået. På samme måde begynder fasten ved fajr sadiq, og iftar skal foretages umiddelbart efter solnedgang. Hvor det ikke er muligt at lade noget tid gå mellem zuhr og asr eller mellem maghrib og isha, skal de to bønner bedes samlet.

Lad jeres søn på passende vis finde ud af hos meteorologisk kontor, hvornår solen står op og går ned dér, samt omtrent hvornår middagstid er. Derefter skal han fastsætte bønnetiderne i overensstemmelse hermed.

Der er ingen grund til at bekymre sig over, at dagene dér er lange under fastetiden. Ibn Battuta fortæller om byen Bulgarien i Rusland, at det var Ramadan, da han ankom dertil om sommeren. Fra iftartidspunktet til den sande daggry havde man dér kun to timer. På så kort tid nåede muslimerne både at bryde fasten, spise et måltid og bede isha-bønnen. Kort efter isha-bønnen indtrådte det sande daggry. Derefter bad de fajr-bønnen.

Bønnernes rakʿat

Fajr-bønnen

De første to rakʿat sunnat muʾakkadah [Sunnat muʾakkadah betegner den bøn, som der er lagt særlig stor vægt på. Hvis en person forsætligt undlader denne bøn uden gyldig grund, bliver han alvorligt syndig. Sunnat ghayr muʾakkadah (nafl)-bøn betyder, at den ikke er obligatorisk, men at man opnår meget stor belønning ved at bede den. Det er godt at bede den, når man har tid, mulighed og lyst. Man synder ikke ved at undlade den.] og derefter de to rakʿat farḍ-bøn. I haditherne er der lagt stor vægt på fajr-sunnatten. Profeten (s) lagde også vægt på de øvrige sunnatbønner, men han lagde størst vægt på fajr-sunnatten. Han var selv meget omhyggelig med den. Han sagde: »Forsøm under ingen omstændigheder fajr-sunnatten, selv om heste skulle trampe jer under fode.« [(Ahmad, Abu Dawud) Meningen med denne hadith er ikke, at man skal udføre denne sunnat, selv om det koster livet. Af frygt for sit liv er det endog tilladt at undlade farḍ-bønnen. Sådan er det blevet sagt på grund af den meget stærke betoning.]

Han sagde også: »Fajr-sunnatten er mig kærere end verden og alt, hvad den rummer.« [Muslim, Tirmidhi, Nasa’i.]

Blandt sunnatbønnerne var den hellige Profet (s) så samvittighedsfuld med fajr-sunnatten, som han ikke var med sunnatten til nogen anden bøn. [Bukhari, Muslim, Ahmad.] Ḥazrat Ḥafṣah (ra) fortæller, at Profeten (s) bad fajr-sunnatten i mit værelse og bad den kort. [Ahmad, Bukhari, Muslim.] I fajr-sunnatten reciterede han i den første rakʿat (*****) og i den anden rakʿat (*****). [Ahmad, Ṭaḥawi, Tirmidhi.]]

Ẓuhr-bønnen

Først fire rakʿat sunnat mu’akkadah (med én salām), derefter fire rakʿat fard. Derefter to rakʿat sunnat mu’akkadah og så to rakʿat nafl.

Jumuʿah-bønnen

Først fire rakʿat sunnat mu’akkadah (med én salām), derefter to rakʿat fard i fællesskab, og så fire rakʿat sunnat mu’akkadah med én salām. [Dette er imām Abū Ḥanīfahs (r) opfattelse. Hans to fremtrædende elever, Ṣāḥibayn, siger, at to rakʿat efter fard er sunnat mu’akkadah: først fire rakʿat med én salām og derefter to rakʿat. Begge opfattelser har støtte i hadith. Ḥazrat Abū Hurayrah (ra) beretter, at Profeten (s) sagde: »Bed fire rakʿat efter jumuʿah-bønnen« (Tirmidhī). ʿAbdullāh ibn ʿUmar (ra) plejede efter jumuʿah-bønnen at sidde hjemme og bede to rakʿat sunnat, og han sagde, at Profeten (s) også gjorde sådan. Ḥazrat Isḥāqs opfattelse er, at hvis bønnen efter jumuʿah bedes i moskéen, skal man bede fire rakʿat, fordi Profeten (s) sagde: »Bed fire rakʿat efter jumuʿah-bønnen.« Hvis den bedes hjemme, skal man bede to rakʿat, fordi Profeten (s) plejede at bede to rakʿat.]

ʿAṣr-bønnen

Først fire rakʿat sunnat ghayr mu’akkadah eller mustaḥabb, derefter fire rakʿat fard.

Ved maghrib

Først tre rakʿat fard, derefter to rakʿat sunnat mu’akkadah og så to rakʿat nafl.

ʿIshāʾ

Først fire rakʿat sunnah ghayr muʾakkadah, derefter fire rakʿat fard, derefter to rakʿat sunnah muʾakkadah, derefter tre rakʿat witr og derefter to rakʿat nafl. [Efter witr læses to rakʿat nafl. Profeten (s) sagde: Fortæl dem, som har svært ved at stå op om natten, at de skal læse to rakʿat efter witr. Hvis de får mulighed for at stå op om natten og læse tahajjud, er det godt. Ellers regnes disse to rakʿat som tahajjud. (Mishkat).

Antallet af sunnah muʾakkadah i de fem daglige bønner er to ved fajr, seks ved zuhr, to ved maghrib og to ved ishaʾ, i alt tolv (Tirmidhi). Der er i forskellige hadither blevet redegjort for deres fortjenester, og der er blevet indskærpet, at de skal udføres. De, som uden grund forsømmer disse, bliver alvorlige syndere. Profeten (s) sagde: Den muslim, som ud over fard dagligt læser tolv rakʿat for Allah, får et hus opført til sig i Paradis (Muslim).

Tidspunkter, hvor bøn er makruh

Disse tidspunkter er af tre slags: For det første det tidspunkt, hvor enhver bøn er forbudt. For det andet det tidspunkt, hvor enhver bøn er makruh. For det tredje det tidspunkt, hvor kun nafl-bøn er makruh.

Tidspunkter, hvor enhver bøn er forbudt

1. Når solen står op, og indtil dens gule farve er forsvundet helt, og lyset har bredt sig ordentligt.

2. Præcis ved middagstid – indtil middagstiden er ovre.

3. Fra det tidspunkt, hvor solen bliver rød, og indtil solnedgang. Men hvis dagens asr-bøn af en eller anden grund ikke er blevet udført, skal den udføres; den må ikke gøres som qada.

I de ovennævnte tre tidsrum er enhver bøn forbudt, hvad enten det er fard, sunnah, nafl, wajib eller sunnat-e-mu’akkadah. Også taksigelsesprostrationen og recitationsprostrationen er forbudt på disse tidspunkter. Hvis et sådant makruh-tidsrum begynder, efter at man allerede er begyndt på bønnen, bliver bønnen ugyldig. Hvis der imidlertid kommer en begravelsesbøn, skal den bedes uden forsinkelse.

Tidspunkter, hvor det er makruh at bede

1. Når man har trang til at urinere eller have afføring, eller har behov for at lade vinden gå.

2. Når man er meget sulten, og maden står klar. Hvis man føler, at man ikke vil kunne koncentrere sig om bønnen uden først at spise, vil bønnen være gyldig, hvis man beder i denne tilstand, men den vil være makruh. Man bør først få dækket alle disse behov, så man kan bede med fuld koncentration.

Tidspunkter, hvor kun nafl-bønnen er makruh

1. Når imamen rejser sig fra sin plads for at holde khutba, hvad enten det er fredagskhutbaen, eid-khutbaen, bryllupskhutbaen eller hajj-khutbaen.

2. Tiden efter fajr-bønnen indtil solopgang og indtil solens lys har bredt sig.

3. Fra efter asr-bønnen indtil solnedgang.

4. Under fajr-tiden er enhver nafl-bøn, bortset fra fajr-sunnah, [forbudt].

5. På tidspunktet for fard-bønnen siges takbīr.

6. Før eid-bønnen, hvad enten den bedes hjemme eller på en åben plads.

7. Efter eid-bønnen er nafl-bøn i eidgah [forbudt].

8. I Arafat mellem zuhr og asr samt efter asr.

9. I Muzdalifah mellem maghrib og isha samt derefter.

10. Ved maghrib-tid, ved begyndelsen af maghrib-bønnen.

Det er makruh at bede isha-bønnen meget sent og også at bede den efter midnat. Det er makruh at udsætte maghrib-bønnen, indtil stjernerne er kommet tydeligt frem.

Redegørelse for adhan og iqama

Betydningen af adhan og iqama

Adhan betyder at advare, underrette og bekendtgøre. I shariaens terminologi betegner adhan det at kalde og bekendtgøre ved hjælp af bestemte ord med det formål at samle folk til menighedsbønnen. I begyndelsen kom folk selv til moskeen på det tidspunkt, de skønnede var inde, og bad i menighed. Men efterhånden som antallet af muslimer voksede, og mange mennesker, der var optaget af forskellige gøremål, begyndte at blive muslimer, blev det klart, at der burde gives en bekendtgørelse om bønnen. Derfor lærte Profeten (s) i det første hijri-år måden at fremsige adhan på.

Iqama betyder at få nogen til at rejse sig. I islams terminologi betyder det, at adhans ord fremsiges igen, før menigheden begynder, og at det bekendtgøres, at menigheden er ved at stille sig op. Derfor siges der i iqama efter (****): (*****) — det vil sige, at bønnen er stillet op, eller at folk har rejst sig til bønnen.

Adhans fortræffelighed

Adhan er et særligt kendetegn for det muslimske samfund. I hadith er der sagt meget om adhans fortræffelighed og betydning. Nedenfor gengives noget af det.

Profeten (s) sagde:

1. Efter profeterne og martyrerne vil den, der fremsiger adhan, træde ind i Paradiset. (Ilmul Fiqh)

2. Alle, så langt adhanen når, og alle, der hører den – mennesker såvel som jinner – vil på opstandelsens dag vidne om adhan-fremkalderens tro (Bukhari).

3. For den, der kalder til adhan uafbrudt i syv år og søger belønningen for det i det hinsidige, bliver der skrevet fritagelse fra Helvede (Abu Dawud, Tirmidhi).

4. På opstandelsens dag vil adhan-fremkaldernes halse være hævet. Det vil sige, at de den dag vil blive hædret med en særlig rang (Muslim).

5. Når adhanen kaldes, fyldes Satans sind med frygt og rædsel, og han flygter i stor hast. Han kan ikke blive så langt, som adhanens lyd når (Bukhari og Muslim).

6. Hvor der kaldes til adhan, kommer Allahs barmhjertighed, og stedet er beskyttet mod straf og ulykker (Tabarani).

Den foreskrevne måde at udføre adhan og iqamah på

Den foreskrevne måde at kalde adhan på er, at mu’adhdhinen (den, der kalder til adhan), efter at have renset sig, stiller sig på et højt sted med ansigtet vendt mod qiblah, stikker pegefingrene ind i ørerne og med høj stemme siger følgende ord:

(Allah er den største) – fire gange.

(*****) (Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud undtagen Allah.) – to gange.

(****) Jeg bevidner, at Muhammad (s) er Allahs sendebud) – to gange.

(****) (Kom til bønnen) – to gange

(****) (Kom til frelse og succes) – to gange.

(****) (Allah er den største) – to gange

(****) (Der er ingen gud undtagen Allah) – én gang.

Efter at have sagt Allahu akbar to gange og efter hver af de øvrige formuleringer skal man holde en pause længe nok til, at tilhørerne kan svare –

det vil sige, at de også kan fremsige dem. Når (*****) siges, vender man ansigtet mod højre, og når (****) siges, vender man ansigtet mod venstre.

Under iqamaen skal man sige de samme ord det samme antal gange. Den eneste forskel er, at disse ord skal siges med lav stemme, mens man står i bederækkerne. Og efter (****) skal man sige (****) to gange.

Svar på adhanen og dua

1. Det er wajib for enhver, der hører adhanen, at svare på den. Det vil sige, at man skal sige det samme, som mu’azzinen siger. Men efter at have sagt (****) og (****) skal man sige (****). Profeten (s) sagde: Når mu’azzinen siger (***), og en af jer siger (***), derefter (***); når mu’azzinen derefter siger (****), og den, der svarer, siger (****); når mu’azzinen derefter siger (***), og den, der svarer, siger (***); når mu’azzinen derefter siger (****), skal den, der svarer, sige (****); når mu’azzinen derefter siger ((******), og den, der svarer, ……. Den, der siger disse ord som svar på adhanen, vil komme i Paradis. (Muslim)

2. Når mu’azzinen under fajr-adhanen siger (****) (bøn er bedre end søvn), skal den, der lytter, sige (****) (Du har sagt sandheden og talt om det gode).

3. Efter at have hørt adhanen skal man læse durood sharif. Abdullah bin Umar (ra) beretter, at Profeten (s) sagde: Når nogen blandt jer hører mit navn

****1 Uden Allahs hjælp kan vi hverken afholde os fra synder eller udføre nogen god gerning. Betydningen af ordet (***) er styrken til at afholde sig fra synd, og betydningen af ordet (****) er styrken til at adlyde Allah og følge Hans befalinger.

skal han selv sige det, som mu’azzinen siger, og sende durood over mig. For den, der sender durood over mig én gang, får ti barmhjertigheder fra Allah. På dette grundlag siger de lærde, at det er mustahabb at sige (***) én gang, når man hører det første gang (Ilmul Fiqah, bind 2).

4. Efter at have hørt adhanen skal man læse følgende dua. Hazrat Jabir (ra) beretter, at Profeten (s) sagde: Den, der læser denne dua efter at have hørt adhanen, vil have ret til min forbøn (Bukhari).

(Arabisk***************)

O Allah, Herre over dette fuldkomne kald og den forestående bøn, giv Muhammad al-Wasila, giv ham fortrin, og indsæt ham på Maqam Mahmud, som Du har lovet ham.

Meningen med »daʿwat at-tamma« er dette kald til tawhid, som lyder fra hver moské fem gange om dagen og vil fortsætte indtil Opstandelsens Dag. Meningen med »al-Wasila« er den rang af nærhed til Allah i Paradiset, som kun Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) vil opnå. Han siger:

Når nogen blandt jer hører mu’adhdhinen kalde til bøn, skal han selv gentage det og derefter bede om velsignelser over mig. (For den, der én gang beder om velsignelser over mig, vil Allah nedsende ti gange barmhjertighed over ham.) Derefter skal han bede Allah om al-Wasila for mig. Dette er en rang i Paradiset, som er bestemt for en særlig tjener blandt Allahs tjenere. Jeg håber, at denne tjener bliver mig. Den, der beder om al-Wasila for mig, vil jeg være forpligtet til at gå i forbøn for. (Muslim).

Meningen med Maqam Mahmud er en så høj rang af anerkendelse, at den, der indsættes på den, vil blive lovprist af skabningerne, »mahmud al-khala’iq«, i denne verden og i det hinsidige. Allah siger i Koranen:

(Arabisk*************************)

Snart vil din Herre indsætte dig på Maqam Mahmud. (Bani Isra’il 17:79).

5. Det er mustahabb at svare på iqamaen, men det er ikke wajib. Hvis en kvinde på noget tidspunkt fremsiger adhanen, skal den fremsiges igen.

6. Hvis man hører nogle få ord fra flere adhaner, er ét eneste svar tilstrækkeligt. Der er ikke behov for et særskilt svar på hver adhan.

7. På fredagen er det hverken wajib eller makruh at svare på adhanen under khutbaen, men det er mustahabb (Ilmul Fiqh).

Regler og fremgangsmåde for adhanen og muezzinen

1. Adhanen skal fremsiges af en mand. En adhan fremsagt af en kvinde er ikke gyldig. Hvis en kvinde fremsiger adhanen på et tidspunkt, skal den fremsiges igen.

2. Adhanen skal fremsiges af en person, der er bekendt med shariaens nødvendige regler, er from og gudfrygtig. Det er godt, at stemmen er meget høj.

3. En lærd og fornuftig person bør fremsige adhanen. Det er makruh, at en sindssyg eller en person med ringe forstand fremsiger adhanen. Det er også makruh, at et uforstandigt barn fremsiger adhanen.

4. Adhanen bør fremsiges uden for moskeen på et højt sted, vendt mod qiblaen. Den anden adhan på fredagen, som fremsiges før khutbaen, er dog ikke makruh, selv om den fremsiges inde i moskeen.

5. Adhanen skal fremsiges stående. Det er makruh at fremsige adhanen siddende.

6. Det er mustahabb under fremsigelsen af adhan at føre pegefingrene på begge hænder ind i ørernes åbninger.

7. Det er sunnah at fremsige adhanens ord med pauser og iqamah uden pauser. Adhanens ord skal fremsiges med passende vejrtrækningspauser, så den, der lytter, kan svare.

8. Det er sunnah at vende ansigtet mod højre, når (****) siges i adhan, og mod venstre, når (****) siges. Man skal dog sørge for, at brystet og føddernes forside ikke vender bort fra qibla.

Regler om adhan og iqamah

1. For de obligatoriske bønner, som er individuelt påbudte, er adhan sunnah mu’akkadah, hvad enten bønnen bedes til tiden eller som en forsinket bøn, og hvad enten den bedende er bosiddende eller rejsende. Under en rejse er adhan dog kun mustahabb og ikke sunnah mu’akkadah, når alle de ledsagere, der deltager i menighedsbønnen, er til stede.

2. Adhan skal fremsiges, efter at bønnetiden er begyndt. Hvis den fremsiges før tiden, er den ikke gyldig. Når tiden begynder, skal adhan fremsiges igen, uanset hvilken bønnetid det drejer sig om.

3. Adhan skal fremsiges på arabisk og med de ord, som Profeten (fvmh.) lærte os. Det er ikke tilladt at fremsige adhan på et andet sprog end arabisk, og det er ikke tilladt at kalde til bøn med andre ord end dem, Profeten (fvmh.) lærte os. Selv hvis folk forstår adhanen og samles under disse omstændigheder, er adhanen ikke gyldig. Det er absolut nødvendigt at fremsige adhan på den foreskrevne måde.

3. Adhan skal altid fremsiges af en fornuftig, myndig og mandlig person. En kvindes adhan er makruh tahrimi. Det er ligeledes makruh, at en sindssyg eller beruset person fremsiger adhan. En uforstandig drengs adhan er også makruh. Hvis en kvinde, en sindssyg eller en uforstandig dreng fremsiger adhan, skal den fremsiges igen.

5. I de moskeer, hvor der regelmæssigt afholdes bøn med jamaat, og jamaaten allerede er blevet afholdt efter forskrifterne med adhan og iqama, er det makruh at afholde jamaat igen med en anden adhan og iqama. Men hvis der i en moské ikke er sørget for jamaat efter forskrifterne, og der hverken er en fast imam eller en muadhdhin, er det ikke makruh at bede dér igen efter at have fremsagt adhan og iqama; tværtimod er det godt.

6. Det er ikke korrekt at fremsige adhan for andre bønner end fard ayn-bønnen, såsom janazah-, eid-, wajib- og nafl-bønner.

7. Det er ikke tilladt at tale eller besvare en hilsen, mens adhan fremsiges. Hvis nogen uventet besvarer en hilsen, er det i orden. Men hvis han derefter begynder at tale, skal adhan fremsiges igen.

8. Så snart man hører den første adhan om fredagen, er det wajib at forlade alt arbejde og gå til moskeen. Efter at have hørt adhan er det haram at fortsætte med sit sædvanlige arbejde og drive forretning.

9. Når adhanens lyd når en person, uanset om han er mand eller kvinde, og uanset om han har wudu eller ikke har wudu, bør han lytte opmærksomt til adhan. Hvis han er på vej, er det mustahabb at standse. Mens adhan fremsiges, er det ikke rigtigt at beskæftige sig med noget andet end at besvare den. Han må hverken hilse eller besvare en hilsen. Hvis han er i gang med at læse Koranen, skal han standse.

10. Den, der fremsiger adhan, har retten til at fremsige iqama. Hvis han efter at have fremsagt adhan går et andet sted hen, eller selv ønsker, at en anden skal fremsige iqama, er den pågældendes iqama gyldig.

11. Muadhdhinen skal fremsige adhan i den moské, hvor han skal udføre fard-bønnen. Det er makruh at fremsige adhan i to moskeer for den samme fard-bøn.

12. Det er også tilladt, at flere muadhdhiner fremsiger adhan samtidig.

13. Når et barn bliver født, er det mustahabb at fremsige adhan i dets højre øre og iqamah i dets venstre øre.

Det er wajib at svare på adhan, men i syv situationer bør man ikke gøre det.

1. Mens man udfører salah.

2. Mens man lytter til khutbah, hvad enten det er fredagskhutbah eller en anden khutbah.

3. Under hayd og nifas.

4. Mens man studerer eller underviser i ilm al-din.

5. Under samleje med sin hustru.

6. Mens man urinerer eller har afføring.

7. Mens man spiser.

Betingelserne for, at bønnen er obligatorisk

Der er fem betingelser for, at bønnen er obligatorisk. Hvis blot én af disse betingelser ikke er opfyldt, er bønnen ikke obligatorisk.

1. Islam. Det vil sige, at bønnen er obligatorisk for muslimer, men ikke for ikke-troende.

2. At have nået puberteten. Så længe en dreng eller pige ikke har nået puberteten, er bønnen ikke obligatorisk for dem.

3. At være ved sans og samling. Hvis nogen er sindssyg, bevidstløs eller konstant beruset eller bevidstløs, er bønnen ikke obligatorisk for vedkommende.

4. At kvinder er rituelt rene efter menstruation og barselsblødning. Under menstruation og barselsblødning er bønnen ikke obligatorisk.

5. At bønnetiden er begyndt. Det vil sige, at man skal have så meget tid, at bønnen kan udføres, eller i det mindste så meget tid, at man kan blive rituelt ren og sige den indledende takbīr. Hvis de fire ovenstående betingelser er opfyldt, men der ikke er tilstrækkelig tid til bønnen, er bønnen for det pågældende tidspunkt ikke obligatorisk.

Namazens obligatoriske dele

For at namaz kan være gyldig eller korrekt, kræves fjorten ting; hvis blot én af dem mangler, er namaz ikke gyldig. Disse fjorten ting kaldes namazens fara’id eller obligatoriske dele. Af disse er syv obligatoriske før namaz (de nødvendige forudsætninger), og de kaldes betingelser eller shara’it. De resterende syv er obligatoriske eller nødvendige under selve namaz og kaldes namazens arkan eller søjler.

Betingelserne for namaz

Der er syv betingelser for namaz. Hvis blot én af dem mangler, er namaz ikke gyldig.

1. At kroppen er rituelt ren

Det vil sige, at hvis der sidder nogen virkelig urenhed på kroppen, skal den fjernes i overensstemmelse med shariaens anvisninger. Hvis wudu er nødvendig, skal man udføre wudu. Hvis ghusl er nødvendig, skal man foretage ghusl. Hvis kroppen ikke er ren for både virkelig og rituel urenhed, er namaz ikke gyldig.

2. At tøjet er rituelt rent

Det vil sige, at det tøj, som man bærer eller har over sig under namaz, skal være rent. Skjorte, bukser, hue, turban, frakke, sherwani, sjal, tæppe, sokker, handsker—kort sagt alt, hvad den bedende har på sig, skal være rent. Ellers er namaz ikke gyldig.

3. At stedet for bønnen er rent

Det vil sige, at det er nødvendigt, at de steder, hvor den bedendes begge fødder, knæ og hænder samt stedet for prostrationen befinder sig, er rene. Det gælder, hvad enten det er bar jord eller et tæppe, en bedemåtte eller noget andet, der ligger på jorden. Selvom det kun er nødvendigt, at dette område er rent, for at bønnen er gyldig, er det alligevel ikke rigtigt at bede et sted, hvor der lige ved siden af findes afføring og urin, hvis stank trænger ud.

4. At awrah dækkes

Det vil sige at tildække de dele af kroppen, som det er foreskrevet for mænd og kvinder at dække. For mænd er det foreskrevet at dække området fra navlen til knæene. For kvinder er det foreskrevet at dække hele kroppen bortset fra håndfladerne, fødderne og ansigtet. [Dette er en sådan foreskrevet pligt, som det er helt nødvendigt altid at overholde både under og uden for bønnen. Selvom det er en foreskrevet pligt, er det medtaget blandt bønnens betingelser og ikke blandt dens bestanddele.] Når fødderne er bare, skal man sørge for, at anklerne ikke kommer til syne. For kvinder er det nødvendigt at dække anklerne.

5. At bønnetiden er indtrådt

Det vil sige, at hver bøn skal bedes inden for dens fastsatte tid. En bøn, der bedes før tidens indtræden, er ikke gyldig, og hvis den bedes efter tidens udløb, bliver den en qada-bøn.

6. At vende sig mod qibla

Det vil sige at bede vendt mod qibla. Hvis nogen uden en gyldig grund eller sygdom beder vendt i en anden retning end qibla, er hans bøn ikke gyldig.

7. At have niyyah

Det vil sige at have til hensigt i sit hjerte at udføre den specifikke obligatoriske bøn, som skal bedes. Hvis man skal indhente en bøn, der er blevet forsømt på et bestemt tidspunkt, skal man have til hensigt at bede den forsømte bøn fra det pågældende tidspunkt på den pågældende dag. For nafl- og sunnah-bønner er det tilstrækkeligt blot at have til hensigt at bede en nafl- eller sunnah-bøn. Det er godt også at udtrykke sin hensigt eller intention med ord, men det er ikke nødvendigt. Hvis man beder bag en imam, er det også nødvendigt at have til hensigt at følge ham.

Bønnens arkan

De ting i bønnen, som er obligatoriske, kaldes arkan. Bønnen har syv arkan.

1. Takbīr taḥrīma

Det vil sige at sige »Allāhu akbar«, når bønnen påbegyndes, hvorved Allahs majestæt og storhed udtrykkes. Efter denne takbīr bliver al bevægelse, spisning og drikning samt samtale forbudt; derfor kaldes den takbīr taḥrīma.

2. Qiyām

Det vil sige at stå oprejst under bønnen. Det er obligatorisk at stå så længe under bønnen, at man i dette tidsrum kan recitere den mængde af Koranen, som det er obligatorisk at recitere. Det skal bemærkes, at dette »qiyām« kun er obligatorisk i fard- og wajib-bønner. I sunnah- og nafl-bønner er »qiyām« ikke obligatorisk.

3. Qirāʾat

Det vil sige at recitere mindst ét vers under bønnen. [Det vil sige, at hvis en person på et tidspunkt afslutter bønnen efter kun at have reciteret det samme vers, er bønnen gyldig, og det er ikke nødvendigt at bede den igen. Men det er på ingen måde korrekt at gøre det til en vane kun at recitere det samme vers.] Uanset om verset er langt eller kort, skal det dog bestå af mindst to ord. For eksempel: (*****). Men hvis verset kun består af ét ord, såsom (******), er fard ikke opfyldt. [Dette er Imam Abū Ḥanīfas (r.) opfattelse. Imam Muḥammads (r.) og Imam Abū Yūsufs (r.) opfattelse er, at det er fard at recitere tre korte vers eller ét langt vers.]

I de obligatoriske bønner er qirāʾat kun fard i to rakʿāt. Det er uden betydning, om det er i de første to rakʿāt, de sidste to rakʿāt, de to midterste rakʿāt eller den første og den sidste rakʿa; i alle tilfælde er fard opfyldt. I alle rakʿāt af witr-, sunna- og nafl-bønnerne er qirāʾat fard.

4. Rukūʿ

Det er fard at udføre rukūʿ én gang i hver rakʿa. Rukūʿ betyder, at den bedende bøjer sig så langt frem, at hans hænder når ned til knæene.

5. Sujūd

To sujūd i hver rakʿa er fard.

6. Qaʿda ākhira

Det vil sige at sidde i den sidste rakʿah af bønnen så længe, at den angivne recitation kan læses.

7. At afslutte bønnen ved en forsætlig handling

Det vil sige efter at have fuldført alle bønnens arkan at udføre en handling, som er forbudt under bønnen, og som afslutter bønnen. [Bortset fra qiyam er alle de øvrige arkan obligatoriske i enhver bøn, hvad enten det er en fard-, wajib- eller nafl-bøn. Qiyam er kun obligatorisk i fard- og wajib-bønner.]

Bønnens wajib-handlinger

Med bønnens wajib-handlinger menes de nødvendige forhold, hvor bønnen kan bringes i orden gennem sujud as-sahw, hvis et af dem uforvarende bliver udeladt. Hvis sujud as-sahw ikke udføres, efter at noget uforvarende er blevet udeladt, eller hvis noget forsætligt bliver udeladt uden at sujud as-sahw udføres, bliver det wajib at bede bønnen igen. Bønnens wajib-handlinger er fjorten.

1. At udføre qiraʾah i de første to rakʿah af fard-bønnen.

2. At recitere surah al-Fatihah i de første to rakʿah af fard-bønnen og i alle rakʿah af de øvrige bønner.

3. Efter recitationen af surah al-Fatihah at recitere en anden surah i de første to rakʿah af fard-bønnen og i alle rakʿah af wajib-, sunnah- og nafl-bønnerne, hvad enten det er en hel surah, et langt vers eller tre korte vers.

4. At recitere Sura al-Fatiha før den anden sura. Hvis man først reciterer en anden sura og derefter Sura al-Fatiha, er wajib ikke opfyldt.

5. At bevare rækkefølgen mellem recitationen, rukuʿ, sujud og versene.

6. At udføre qawma, det vil sige at rejse sig fra rukuʿ og stå helt oprejst.

7. At udføre jalsa, det vil sige at sidde helt oprejst mellem de to sujud med sikkerhed og ro.

8. At udføre taʿdil al-arkan, det vil sige at udføre rukuʿ og sujud ordentligt med sikkerhed og sindsro.

9. Den første qaʿda, det vil sige i bønner på tre eller fire rakʿaer at sidde efter de to rakʿaer i det tidsrum, det tager at recitere (****).

10. At recitere at-Tahiyyat én gang i hver af de to qaʿdaer.

11. At imam’en reciterer højt i begge fajrs rakʿaer, i de første to rakʿaer af maghrib og isha, samt i Jumuʿa- og Eid-bønnerne, tarawih og Witr-bønnen i Ramadan. I Zuhr- og Asr-bønnerne samt i de sidste rakʿaer af maghrib og isha reciteres der sagte.

12. At afslutte bønnen med (****০.

13. At sige takbīr og recitere duʿāʾ al-qunūt under witr-bønnen.

14. At sige de ekstra takbīrer under de to eid-bønner.

Bønnens sunnah-handlinger

Profeten (s) udførte også visse andre handlinger under bønnen ud over fard og wajib, men der er ikke overleveret, at han lagde samme vægt på dem, som han gjorde på fard og wajib. Disse kaldes bønnens sunnah-handlinger. Selv om bønnen ikke bliver ugyldig, hvis de udelades, og sujūd as-sahw heller ikke bliver påkrævet, bør man ikke desto mindre overholde dem. Profeten (s) overholdt dem, og i virkeligheden er bønnen netop den, der ligner Profetens (s) bøn.

Bønnens sunnah-handlinger er enogtyve

1. Før man siger takbīr tahrīma, løftes begge hænder til underkanten af mænds ører [Profeten (s) løftede på grund af kulden hænderne til brystet inde under kappen.] og til kvinders skuldre. Hvis en mand på grund af en gyldig undskyldning løfter begge hænder til skuldrene, er det korrekt.

2. Når man siger takbīr tahrīma, holdes fingrene på begge hænder adskilt, og begge håndflader og fingrene vendes mod qibla.

3. Umiddelbart efter at have sagt takbīr taḥrīma skal mænd binde hænderne under navlen. Imam Shāfiʿī (r.) og lærde blandt ahl al-ḥadīth mener, at det er sunna, at mænd også binder hænderne på brystet. Det er dog ikke korrekt at sige, at det ikke er bevist gennem hadith, at hænderne skal bindes under navlen. Ibn Abī Shayba har gennem al-Qāḍī overleveret en beretning fra Wāʾil ibn Ḥujr om, at han så Profeten (fvmh.) binde hænderne under navlen. Alle denne hadiths overleverere er pålidelige, og mødet mellem Ḥaḍrat ʿAlqama og Ibn Ḥujr er også dokumenteret. Allāma Firingī Maḥallī har behandlet dette emne udførligt i al-Qawl al-Ḥāzim. ] Hænderne bindes over navlen hos mænd og over brystet hos kvinder. Den foreskrevne måde at binde hænderne på er, at højre hånds håndflade lægges over håndryggen på venstre hånd, hvorefter man griber om venstre håndled med højre hånds tommelfinger og lillefinger. De resterende tre fingre lægges ud over venstre hånd. Denne måde gælder både kvinder og mænd. Det er dog ikke sunna for kvinder at gribe om venstre håndled med to fingre.

4. Når man siger takbīr taḥrīma, skal man ikke bøje hovedet.

5. Imamen skal sige takbīr taḥrīma højt og også sige takbīr højt, når han går fra den ene rukn til den næste.

6. At recitere sanā, det vil sige at recitere “Subḥānaka Allāhumma” til slutningen. Den følgende duʿā er også nævnt i hadith:(Arabisk****************)

O Allah! Skab en sådan afstand mellem mig og mine synder som afstanden mellem øst og vest. O Allah, rens mig for synder, ligesom en hvid klædning vaskes ren for snavs og urenheder. O Allah, vask mine synder bort med vand og is. (Bukhārī)

Ifølge Abū Yūsuf (r.) er det anbefalet at recitere følgende duʿā:(Arabisk**************)

Jeg vender mit ansigt bort fra alle retninger og vender mig oprigtigt mod den hellige Væsen, som har skabt himlene og jorden, og jeg er ikke blandt afgudsdyrkerne. Sandelig, min bøn, mit offer, mit liv og min død tilhører Allah, Herren over alle verdener, og jeg er den første blandt de underkastede. (Al-Anʿām)]

7. (Arabisk*************) recitere.

8. I hver rakʿah reciteres (*****) før Sura al-Fātiha.

9. I den tredje og fjerde rakʿah af den obligatoriske bøn reciteres kun Sura al-Fātiha.

10. At sige Āmīn. Imamen skal også sige Āmīn, og den, der beder alene, skal også sige Āmīn. I de bønner, hvor imamen reciterer højt, skal alle de bedende bag imamen sige Āmīn, når recitationen af Sura al-Fātiha er afsluttet.

11. Sanā, aʿūdhu billāh, basmala og Āmīn skal reciteres sagte [Ifølge hanafitterne skal Āmīn siges sagte. I en overlevering tilskrives Imam Mālik også denne holdning. Imam al-Shāfiʿīs sidste holdning var ligeledes sådan. Det er imidlertid bevist gennem hadith, at både det at sige det sagte og det at sige det højt er tilladt. Derfor er det på ingen måde rigtigt at skændes på dette grundlag og at den ene gruppe fornærmer den anden. Når både det at sige det højt og det at sige det sagte er bevist gennem hadith, bør man respektere den, der følger den fremgangsmåde, som vedkommende ud fra sin egen forståelse anser for sunna; det er ikke rigtigt at fornærme nogen.]

12. At følge den foreskrevne fremgangsmåde for qirāʾa: I hver bøn reciteres den mængde af Koranen, som er sunna for den pågældende bøn.

14. Under rukūʿ skal hovedet og ryggen holdes helt lige, og begge knæ skal gribes med fingrene på begge hænder.

15. I qawma (stående stilling efter at have rejst sig fra rukūʿ) skal imamen sige (*****), og den bedende bag imamen skal sige (****).

16. Når man går ned i sujūd, skal man først sætte knæene, derefter begge hænder, så næsen og til sidst panden.

17. Under jalsa og qa’da skal man brede venstre fod ud og sidde på den, mens højre fod holdes oprejst, således at tæernes spidser vender mod qibla. Begge hænder skal lægges på knæene.

18. Under attahiyyat skal man ved ordene »la-ilaha« gøre tegn med pegefingeren.

19. I den sidste qa’da skal man efter attahiyyat læse durood.

20. Efter durood skal man fremsige en masnoon-dua.

21. Først skal man vende salam mod højre og derefter mod venstre.

De mustahabb-handlinger i namaz

Der er fem mustahabb-handlinger i namaz. Det er meget belønningsværdigt at følge dem, og det er ikke synd at undlade dem.

1. Hvis en mand har et sjal eller lignende over sig, skal han føre hænderne ud fra det, når han løfter dem til takbeer tahreema; kvinder skal sige takbeer tahreema uden at føre hænderne ud.

2. Under stående stilling rettes blikket mod stedet for sujud, under rukūʿ mod begge fødder, under jalsah og qaʿdah mod begge knæ, og når salām afsluttes, mod begge skuldre.

3. Når den bedende udfører bønnen alene, fremsige tasbīḥ mere end tre gange under rukūʿ og sujud.

4. Holde hosten tilbage så vidt muligt.

5. Når man gaber, forsøge at holde munden lukket; hvis munden åbner sig, dække den med højre hånd i stående stilling og med håndryggen på venstre hånd i de øvrige stillinger.

De forhold, der ugyldiggør bønnen

Der er fjorten forhold, som ugyldiggør bønnen. Det er nødvendigt at huske dem for at værne om bønnen.

1. At tale under bønnen. Uanset om det er lidt eller meget, bliver bønnen ugyldig, og den skal udføres igen. Der kan være fem forskellige situationer, når man taler:

** Den første situation er, at man selv taler med nogen eller svarer på en andens tale. Uanset om det er på ens eget sprog, et andet sprog eller selve Koranens sprog, bliver bønnen ugyldig i alle tilfælde. Forestil dig for eksempel, at nogen siger til en person ved navn Yaḥyā på Koranens sprog (***), eller siger til en pige ved navn Maryam (*****), eller spørger en rejsende (******), eller giver nogen en ordre (*******) eller siger noget efter at have hørt en dårlig nyhed (******), eller siger noget efter at have hørt nogen nyse (******), eller siger noget efter at have hørt noget mærkeligt (******), eller siger noget efter at have hørt en glædelig nyhed (******), eller får øje på nogen og ser, at han taler sludder og meningsløst. Så siger han (*****), eller hilser på nogen med salām eller besvarer en hilsen, eller nogen uden for bønnen fremsiger en duʿā, og den bedende siger āmīn, eller efter at have hørt »Ya Allah« siger (****), eller efter at have hørt Profetens (s) navn fremsiger ṣalawāt, eller en kvinde ser et barn falde og siger noget—kort sagt: Hvis nogen på nogen som helst måde taler med en person eller siger noget som svar på noget, bliver bønnen ugyldig.

** Den anden situation: Hvis man ser på et dyr og siger noget. Hvis man for eksempel under bønnen ser, at en høne eller en kat stikker hovedet ned i noget mad, og man siger noget for at jage den væk, bliver bønnen ugyldig.

** Den tredje situation: Hvis man spontant siger noget af sig selv, hvad enten det er på ens eget sprog eller på arabisk, bliver bønnen ugyldig. Hvis det derimod er en sådan sætning, som findes i Koranen, bliver bønnen ikke ugyldig. Hvis denne sætning imidlertid er en del af ens talefejl, bliver bønnen ugyldig, selv om den består af et koranisk ord. Hvis for eksempel »ha« er en persons talefejl, bliver bønnen derfor ugyldig, selv om ordet findes i Koranen.

** Den fjerde situation: At fremsige bønner og dhikr. Bønnen bliver ugyldig, hvad enten bønnen fremsiges på ens eget sprog eller på arabisk. Hvis en bøn eller en dhikr fra Koranen eller hadith pludselig kommer ud af ens mund, bliver bønnen derimod ikke ugyldig. Det vil sige, at hvis en sådan fejltagelse sker pludseligt og utilsigtet, bliver bønnen ikke ugyldig. Men man må ikke med vilje gøre dette eller vænne sig til at sige hvad som helst under rukūʿ, sujūd eller siddestillingen. Hvis man under bønnen beder om noget, som man kan bede mennesker om, bliver bønnen ugyldig, selv om det fremsiges på arabisk.

** Den femte situation: Hvis en person under bønnen ser, at en anden læser Koranen forkert, og giver ham en korrektion, bliver bønnen ugyldig, hvad enten den anden læser forkert under bønnen eller uden for bønnen. Hvis den, der læser forkert, er imamen, bliver bønnen dog ikke ugyldig. Hvis en muqtadī giver en korrektion efter at have set i Koranen, eller efter at have hørt den korrekte Koranlæsning hos en anden person giver sin imam en korrektion, bliver bønnen ugyldig. Hvis imamen tager imod hans korrektion, bliver imamens bøn også ugyldig.

2. Bønnen bliver også ugyldig, hvis man læser fra Koranen under bønnen.

3. Hvis en af bønnens betingelser ophører med at være opfyldt, bliver bønnen ugyldig, hvad enten det er en betingelse for bønnens gyldighed eller for dens obligatoriske karakter. Hvis den rituelle renhed for eksempel ophører, wuḍūʾ brydes, ghusl bliver påkrævet, menstruationsblod kommer, tøjet bliver urent, bedetæppet bliver urent, man uden grund vender ansigtet bort fra qibla-retningen, eller awrah bliver blottet og forbliver blottet så længe, at man kunne have udført rukūʿ eller sujūd; eller hvis man af en anden grund mister bevidstheden eller bliver sindssyg – kort sagt: Hvis blot én betingelse ophører med at være opfyldt, bliver bønnen ugyldig.

4. Hvis en af bønnens farāʾiḍ udelades, bliver bønnen ugyldig, hvad enten den udelades ved en fejltagelse eller med vilje. Hvis man for eksempel ikke udfører qiyām, udelader rukūʿ eller sujūd, eller slet ikke reciterer, bliver bønnen ugyldig, uanset om det sker ved en fejltagelse eller med vilje.

5. Hvis man med vilje udelader en eller alle af bønnens wājib-handlinger.

6. Hvis man ved en fejl undlader en wajib-handling i bønnen og ikke udfører sujud as-sahw, skal bønnen gentages.

7. At hoste uden en undskyldning eller et gyldigt behov. Men hvis hosten kommer af sig selv på grund af sygdom, eller man hoster for at rømme sig, eller for at gøre imamen opmærksom på, at han reciterer bønnen forkert, bliver bønnen ikke ugyldig af disse grunde. Hvis man hoster uden grund og af andre årsager end disse, bliver bønnen ugyldig.

8. Hvis man på grund af sorg, smerte, bedrøvelse eller en alvorlig ulykke udstøder et støn eller et suk, eller frembringer en smertefuld lyd eller et skrig, bliver bønnen ugyldig. Men hvis en lyd en sjælden gang kommer ud af ens mund uden hensigt, eller man græder af frygt for Allah, eller bliver overvældet af recitationen og græder eller udstøder et støn, bliver bønnen ikke ugyldig under disse omstændigheder.

9. Hvis en person under bønnen, enten med vilje eller ved en fejl, spiser eller drikker noget, for eksempel hvis der var noget spiseligt i lommen, som han uagtsomt eller med vilje spiser, bliver bønnen ugyldig. Men hvis noget mindre end størrelsen af en kikært løsner sig mellem tænderne, og den bedende spiser det, bliver bønnen ikke ugyldig. Det er dog heller ikke rigtigt at gøre dette med vilje. Den bedende skal rense munden grundigt, før han stiller sig til bøn.

10. At gå nogle få skridt under bønnen uden en undskyldning. Også dette gør bønnen ugyldig.

11. At udføre amal kathir, det vil sige en handling, som får folk, der ser det, til at tro, at personen ikke beder. Hvis nogen for eksempel ordner sit tøj med begge hænder, eller en kvinde under bønnen binder sit hår op, eller et barn dier under bønnen, bliver bønnen ugyldig i disse tilfælde.

12. At begå en alvorlig fejl under recitationen af den hellige Koran, så betydningen ændres, eller at forlænge alif’et i Allah meget under takbir; i så fald bliver bønnen ugyldig. [Hvis alif’et forlænges, bliver betydningen: »Er Allah stor?«]

13. En myndig person, der ler højt.

14. Hvis der var noget skrevet på væggen eller en plakat, eller hvis blikket faldt på et brev, og man læste det, bliver bønnen ugyldig. Men hvis man forstår betydningen uden at læse det, bliver bønnen ikke ugyldig.

15. Hvis en kvinde står tæt på en mand så længe, at man kan nå at udføre én sujud eller rukūʿ, bliver bønnen ugyldig. Men hvis det er en ung pige, som man ikke føler seksuel tiltrækning til, eller hvis det er en kvinde, men der er et forhæng imellem dem, bliver bønnen ikke ugyldig.

De forhold, som gør bønnen makruh

Man bør afholde sig fra visse handlinger, som ikke gør bønnen ugyldig, men dog gør den makruh.

***2. [Det er ikke rigtigt at skrive noget eller hænge plakater op på steder i moskeen, som den bedendes øjne falder på.]

De makruh-handlinger i bønnen er otteogtyve

1. At bære tøj på en måde, der strider mod den almindelige skik. For eksempel at lægge et sjal over hovedet og lade det hænge ned på begge sider uden at lægge det over nakken, eller at lægge en skjorte eller en sherwani over skuldrene uden at føre armene ind i ærmerne, eller at hænge et halstørklæde eller lignende om halsen, så det hænger ned på begge sider.

2. At rulle tøjet op for at beskytte det mod støv, eller at børste støv af, eller gentagne gange at puste eller bruge hænderne til at fjerne småsten og lignende fra stedet for sujud. [Hvis man én gang fjerner småsten med hånden eller renser stedet ved at puste, er der ingen fejl ved det.]

3. At lege med sit tøj, skæg, knapper, håret på hovedet eller andet, at stikke en finger i munden, at knække fingrene med hænderne, mens man står, eller at klø sig uden grund. [De fleste mennesker gør sådanne ting. Man bør med særlig opmærksomhed forsøge at holde sig fra dem. Den rette fremgangsmåde er derefter at bede med fuld koncentration og at skabe nærvær, koncentration og ydmyghed i hjertet.]

4. At bede iført så almindeligt og simpelt tøj, at man ikke bryder sig om at gå på markedet eller til nogen forsamling iført det. Hvis nogen for eksempel beder med en børnehue på hovedet. I moskéen ligger der ofte billige eller på anden måde uegnede huer, som mange beder med. Alligevel bryder ingen sig om at deltage i en religiøs forsamling iført sådanne huer.

5. Det er makruh at bede barhovedet af dovenskab og skødesløshed. Men hvis man i sit eget hjem beder uden hue uden at tillægge det religiøs betydning, er det ikke makruh. Det er dog bedre at bede i ordentligt tøj i moskéen.

6. At bede uden først at forrette sin nødtørft, når man har trang til at urinere, gå på toilettet eller slippe luft.

7. At bede med håret bundet for mænd.

8. At knække fingrene eller flette fingrene på den ene hånd ind mellem fingrene på den anden hånd.

9. At holde hænderne på hofterne under bønnen.

10. At vende ansigtet bort fra qibla eller uden grund se omkring sig med skæve øjne.

11. Under sujūd at brede begge hænder ud på jorden helt til albuerne. Det er kun makruh for mænd. Kvinder skal udføre sujūd med begge hænder bredt ud på jorden helt til albuerne.]

12. At bede vendt mod en person, som er vendt mod den bedende.

13. At imamen står helt inde i mihrab’en. Hvis fødderne er uden for mihrab’en, mens sujūd og lignende udføres indenfor, er der ingen fejl.

14. Ikke at holde et gab tilbage, når man er i stand til det, samt at gabe med vilje.

15. At bede iført tøj, hvorpå der er et billede af et levende væsen, eller at bede på en bedemåtte, hvorpå der er et billede af et levende væsen på stedet for sujūd, eller at bede et sted, hvor der er billeder over hovedet eller til højre og venstre.

16. At stå alene i en bagerste række, selv om der er plads i den forreste række.

17. At udføre salām med en hånd- eller hovedbevægelse.

18. At bede med lukkede øjne. Hvis man lukker øjnene for at koncentrere sig om bønnen og fremkalde ydmyghed, underkastelse og en følelse af beskedenhed i bønnen, er bønnen ikke makruh; tværtimod er det godt at gøre det.

19. At udføre sujūd ved kun at lade panden eller kun næsen berøre jorden, eller at udføre sujūd med kanten af huen eller oven på turbanen.

20. Uden grund at sidde med korslagte ben og at sidde med maven og brystet presset mod knæene.

21. Uden grund at lade imamen alene stå på et højere sted. Hvis nogle af muqtadierne også står sammen med ham, er der ingen skade i det. Ligeledes er det makruh, at muqtadierne uden grund står på et højere sted.

22. At bøje sig, før recitationen er afsluttet i stående stilling, og at afslutte recitationen, mens man er bøjet.

23. I farḍ-bønnen at recitere uden at overholde Koranens rækkefølge, for eksempel at recitere en bestemt sura i den første rakʿat og en anden i den anden rakʿat. Eller at springe en sura med tre vers over og recitere den efterfølgende sura, Kafirun, samt springe den mellemliggende sura Kausar over, som er en sura på tre vers. Det er også makruh at recitere nogle vers fra én sura i den første rakʿat og derefter, efter at have sprunget to vers over, recitere nogle af de efterfølgende vers i den anden rakʿat. Ligeledes er det makruh i én rakʿat at recitere to suraer på en sådan måde, at én eller flere korte eller lange suraer udelades mellem dem. Det er også makruh at have en længere recitation i den anden rakʿat end i den første, eller at vælge en bestemt sura til recitation i bønnen og altid recitere den. Hvis rækkefølgen ændres ved en fejl, er der ingen skade i det. Det skal bemærkes, at disse ting kun er makruh i farḍ-bønner; de er ikke makruh i tarawih eller andre nafl-bønner.

24. At udelade noget af bønningens sunan.

25. Under sujūd at løfte begge fødder fra jorden.

26. I bønnen at tælle vers, suraer eller tasbih med fingrene.

27. At gabe eller udvise dovenskab under bønnen.

28. At bede med noget i munden, således at det bliver vanskeligt at recitere. Hvis det ikke er vanskeligt, er det ikke forkasteligt.

De situationer, hvor det er tilladt eller obligatorisk at afbryde bønnen

1. Hvis toget afgår, mens man er i gang med at bede. Hvis der er bagage og børn i toget, er det tilladt at afbryde bønnen.

2. Hvis der kommer en slange, eller hvis nogle hvepse eller andre skadelige insekter kommer ind i tøjet, er det tilladt at afbryde bønnen for at dræbe det skadelige dyr.

3. Hvis en kat kommer for at fange en høne, en due eller en anden tam fugl, og man frygter, at katten vil spise fuglen, hvis man ikke afbryder bønnen og jager katten væk, er det tilladt at afbryde bønnen af denne grund.

4. Hvis man frygter økonomisk tab ved at færdiggøre bønnen, er det tilladt at afbryde den. For eksempel hvis en kvinde beder, og der står en gryde på komfuret, hvis indhold kan brænde på eller koge over, eller hvis nogen beder i moskéen, og sko, paraplyer og lignende er anbragt et sted, hvor der er fare for, at de bliver stjålet, eller hvis en kvinde beder hjemme og har glemt at lukke døren, så der er fare for tyveri, eller hvis en hund, kat eller abe trænger ind i huset, og man frygter, at den vil forårsage skade. Kort sagt er det tilladt at afbryde bønnen i alle situationer, hvor der er frygt for økonomisk tab. Hvis man kun frygter et meget lille tab, er det bedre at fuldføre bønnen.

5. Hvis man under bønnen får trang til at urinere eller have afføring, bør man afbryde bønnen, forrette sin nødtørft, forny sin wudu og derefter bede.

6. En blind er på vej. Foran ham er der en brønd eller en flodbred, og hvis han falder, kan han drukne og dø. Det bliver obligatorisk at afbryde bønnen for at redde ham. Gud forbyde det, men hvis han dør, vil den bedende være syndig.

7. Hvis et barn bryder i brand, mens man beder, eller et uforstandigt barn når ud til kanten af taget, eller en abe kommer ind i huset, og man frygter, at den vil bortføre et spædbarn, eller et lille barn tager en kniv eller et barberblad i hånden, og man frygter, at det vil skære sig selv eller et andet barn i hånd eller fod, eller hvis nogen er ved at blive skadet af et tog eller en bil, bliver det i alle disse situationer obligatorisk at afbryde bønnen for at redde den nødstedte fra undergang. Hvis man ikke afbryder den, begår man en alvorlig synd.

8. Hvis ens mor, far, bedstefar, bedstemor, morfar eller mormor befinder sig i fare og kalder, bliver det obligatorisk at afbryde bønnen for at hjælpe dem. Hvis der er en anden i nærheden, som kan hjælpe dem, eller hvis de kalder uden grund, er det bedre ikke at afbryde bønnen. Hvis de kalder uden grund, mens man beder en frivillig eller en sunnah-bøn, og de ikke ved, at den, de kalder på, er i gang med at bede, er det ikke desto mindre obligatorisk at afbryde bønnen og svare dem.

Den detaljerede fremgangsmåde for bønnen

Når nogen beslutter sig for at bede, skal han først sikre sig, at ingen af bønnens betingelser mangler. Derefter skal han med oprigtig hengivenhed rette sin opmærksomhed mod Allah og forestille sig, at han står foran Allah. Så skal han med oprigtighed og fuld indlevelse fremsige den følgende bøn.

(Arabisk***************)

Jeg har med fuld hengivenhed vendt mit ansigt mod Ham, som skabte himlene og jorden, og jeg er ikke blandt dem, der sætter andre ved Hans side. Sandelig, min bøn, mit offer, mit liv og min død tilhører udelukkende Allah, Herren og Herskeren over alle verdener. Han har ingen partner. Det er Hans befaling, der er blevet givet mig, og jeg er den første blandt de underkastede. (Al-An’am)

Derefter skal den bedende stå ret og have intentionen om at bede. Det vil sige, at han i sit hjerte skal beslutte, at han beder et bestemt antal rakʿah af bønnen på et bestemt tidspunkt. Intention betyder i virkeligheden beslutningen i hjertet, og det er det, der kræves. Det er dog godt at udtrykke denne beslutning med ord, for eksempel: »Jeg beder maghrib-bønnens tre obligatoriske rakʿah.« Hvis man beder bag en imam, skal man også have intentionen om: »Jeg beder bag denne imam.« Det er godt at udtrykke intentionen mundtligt, men det er tilstrækkeligt blot at sige: »Jeg beder så og så mange rakʿah af bønnen på dette tidspunkt.« For eksempel: »Jeg beder zuhr-bønnens fire obligatoriske rakʿah.« Hvis det er en sunnah- eller frivillig bøn, siger man: »Jeg beder zuhr-bønnens to sunnah-rakʿah« eller »to frivillige rakʿah«. De lange formuleringer, som man ellers normalt fremsiger ved intentionen, er unødvendige. De kan tværtimod forstyrre bønnen. Forestil dig for eksempel, at en person fra begyndelsen står bag imamen. Så snart iqamah er afsluttet, siger imamen takbir tahrimah og begynder bønnen, mens denne person fortsætter med at fremsige de lange formuleringer for intentionen. Derfor går han glip af at slutte sig til imamen ved den indledende takbir. Eller forestil dig, at imamen er i rukūʿ, og den, der følger imamen, kunne have sluttet sig til ham i rukūʿ ved at sige takbir tahrimah, men i stedet bliver stående og fremsiger lange formuleringer for intentionen. Imens rejser imamen sig fra rukūʿ, og den bedende når ikke denne rakʿah. Derfor er det passende, at det er tilstrækkeligt blot at fremsige intentionens korte og nødvendige ord. Det er ikke rigtigt at gøre sig selv besværet ved unødigt at tilføje overflødige ord.

Takbīr

Stå oprejst med kroppen i en naturlig stilling. Der skal være mindst fire fingerbredder mellem fødderne. Hold blikket rettet mod stedet for sujūd, og sammen med intentionen løfter du begge hænder til øreflipperne, mens håndfladerne vender mod qibla, og fingrene holdes åbne i en naturlig stilling. Bind derefter begge hænder under navlen, sådan at højre håndflade ligger oven på venstre håndryg. Grib om venstre håndled med højre hånds tommel- og lillefinger. Spred de øvrige fingre på venstre hånd. [Ahl al-Hadīths praksis er, at både kvinder og mænd binder hænderne over brystet. De siger også, at både kvinder og mænd løfter hænderne til skulderhøjde.]

Læs derefter følgende bøn eller sanā: (Arabisk***************)

Du er ren og hellig, oh Allah! Du alene er værdig til lovprisning. Du er den, der skænker velsignelse, og Du er ophøjet. Dit navn og Din værdighed er højt hævet. Der findes ingen ilāh ud over Dig. [Ahl al-Hadīth læser følgende bøn. (Arabisk****************)]

Læs efter sanā hele audhu billāh og bismillāh.

Læsning af Sūra al-Fātiha og Koranen

Læs derefter Sūra al-Fātiha og sig āmīn. Hvis du er muqtadī, skal du efter at have læst sanā lytte stille til imamens recitation. [Ahl al-Hadīth læser Sūra al-Fātiha sagte bag imamen.] Når imamen har afsluttet Sūra al-Fātiha, skal du sige āmīn sagte. [I de bønner, hvor recitationen læses højt, siger Ahl al-Hadīth āmīn højt bag imamen.] Læs derefter en sūra fra Koranen eller nogle få vers, mindst tre korte vers. Hvis du er muqtadī, skal du forholde dig tavs.

Rukūʿ

Efter recitationen siger man »Allahu akbar« og går ned i rukūʿ. [Ahl al-Hadith udfører rafʿ al-yadayn, når de går ned i rukūʿ, når de rejser sig fra rukūʿ, og når de rejser sig til den tredje rakʿah efter to rakʿah. Det vil sige, at de løfter hænderne op til skuldrene.] I rukūʿ placeres hænderne på knæene, og knæene gribes med fingrene. Hold begge arme helt lige. Under rukūʿ skal man sørge for, at hovedet ikke er lavere eller højere end taljen. Tværtimod skal hoved og talje være helt på linje. Recitér derefter den følgende tasbīḥ tre gange.

Rukūʿs tasbīḥ

(******) Min store Herre, fri for alle fejl og mangler. [Ahl al-Hadith reciterer (******) Ren og ophøjet er Du, o Allah. Dig tilkommer lovprisningen af min Herre. O min Herre, tilgiv mig.]

Denne tasbīḥ (*******) kan man sige mere end tre gange—fem, syv, ni eller endnu flere gange. Hvis du er imam, skal du tage hensyn til dem, der følger dig. Sig den ikke så mange gange, at de føler sig besværet. Uanset hvor mange gange du siger den, skal det dog være et ulige antal.

Qawmah

Qawmah efter rukūʿ(Arabisk***********)(Allah har hørt den, der lovpriste Ham), stå helt oprejst og sig (O vor Herre, al lovprisning tilkommer Dig). Hvis du er den, der følger imamen, skal du recitere den anden. Hvis du er imam, skal du recitere den første. I denne forbindelse siger Ahl al-Hadith(Arabisk********)]

Sujūd

Sig derefter takbīr og gå ned i sujūd. Udfør sujūd på følgende måde: Sæt først begge knæ på jorden, derefter begge hænder, så næsen og til sidst panden. Ansigtet skal være mellem begge hænder. Tommelfingrene skal være ud for ørerne. Hændernes fingre skal holdes samlet, og alle skal vende mod qiblah. Begge albuer skal være hævet over jorden, knæene skal være adskilt fra lårene, og maven skal også være adskilt fra lårene. Albuerne skal være så højt hævet over jorden, at en lille gedekid kan gå igennem under dem. Begge fødder skal berøre jorden, hvilende på tæerne, og tæerne skal vende mod qiblah.

Læs den mindst tre gange i sujūd med pauser imellem (*****).

Jalsa

Sig derefter takbīr, løft først panden og derefter hovedet, og sæt dig roligt. Sådan sidder man: Højre fod skal stå oprejst, mens venstre fod strækkes ud, og man sidder på den med begge knæ. Læg derefter begge hænder på begge knæ, så fingrene ligger på knæene. [Der er overleveret en duʿāʾ, som skal læses under jalsa, i hadith. Ahl al-Hadīth anbefaler stærkt at læse denne duʿāʾ. (Arabisk*********)

(Åh Allah! Tilgiv mig, forbarm Dig over mig, vejled mig, giv mig velstand og giv mig forsørgelse (Abū Dāwūd).]

Sig derefter takbīr og gå ned i den anden sujūd.

Udfør denne sujūd på samme måde som den første. Efter de to sujūd’er skal man sige takbīr og rejse sig til den anden rakʿah. [Ifølge Ahl al-Hadīth bør man efter sujūd i den første og tredje rakʿah sidde et øjeblik og derefter rejse sig. Det er ikke korrekt at rejse sig direkte fra sujūd.] Udfør derefter den anden rakʿah med basmalah, Sūrat al-Fātiḥah og recitation.

Qaʿdah(***)

Udfør derefter rukūʿ, qawmah, sujūd og jalsa som i den første rakʿah, og efter den anden sujūd rejser du dig og sætter dig i qaʿdah. Måden at sidde i qaʿdah på er den samme som den, der er beskrevet for jalsa. Læs derefter tashahhud roligt og med pauser imellem.

Tashahhud

(Arabisk*****************)

Al lovprisning, tilbedelse og al renhed tilkommer Allah. O profet (s), fred være med dig. Må Hans barmhjertighed og velsignelser være over dig. Fred være med os og med Allahs retskafne tjenere. Jeg bevidner, at der ingen gud er ud over Allah, og jeg bevidner, at Muhammad (s) er Hans tjener og sendebud.

Når du siger la ilaha, skal du danne en ring med højre hånds tommel- og langfinger, lukke de øvrige fingre og løfte pegefingeren mod himlen som tegn. Når du siger illallah, skal du sænke fingeren. Hold fingeren sådan, indtil du vender dig med salam.

Hvis bønnen består af fire rakʿah, skal du efter at have læst tashahhud sige takbir og rejse dig til den tredje rakʿah. Læs derefter Bismillah og surah al-Fatihah på samme måde. Hvis det er en sunnah- eller nafl-bøn, skal du i den tredje og fjerde rakʿah efter surah al-Fatihah læse en surah eller nogle få vers. Hvis det er en fard-bøn, skal du i den tredje og fjerde rakʿah ikke læse nogen del af Koranen efter surah al-Fatihah. Læs kun surah al-Fatihah og gå derefter ned i rukuʿ.

Efter begge sujud i den fjerde rakʿah skal du læse »at-Tahiyyat«. Læs derefter følgende durood sharif

(Arabisk*****************)

O Allah! Send fred og barmhjertighed over Muhammad (s) og hans familie, ligesom Du sendte barmhjertighed over Ibrahim (a) og hans familie. O Allah! Send velsignelse over Muhammad (s) og hans familie, ligesom Du sendte velsignelse over Ibrahim (a) og hans familie.

Bøn efter durood

Læs følgende bøn efter durood(Arabisk****************)

Åh Allah! Jeg har gjort stor uret mod mig selv, og der er ingen anden end Dig, som kan tilgive synder. Giv mig derfor Din særlige tilgivelse, og forbarm Dig over mig. Du er visselig Den Tilgivende og Den Nådige.

Eller læs følgende bøn, eller læs begge.(Arabisk********************)

Åh Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra Helvedes straf og gravens straf; jeg søger tilflugt fra prøvelsen med Masīḥ ad-Dajjāl; jeg søger tilflugt fra livets og dødens prøvelser. Åh Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra synd og fra knusende gæld.

Salām

Efter at have læst denne bøn og for at afslutte bønnen skal du først vende ansigtet mod højre og sige: ‘Assalāmu alaikum wa rahmatullāh’; vend derefter ansigtet mod venstre og sig: ‘Assalāmu alaikum wa rahmatullāh’. Når du siger disse ord, skal du tænke, at din bøn om fred og barmhjertighed gælder alle de bedende, der deltager i bønnen, samt englene. Efter bønnen kan du fremsige enhver tilladt bøn. Mange bønner og ihukommelser er blevet overleveret fra Profeten (fvmh.). Du bør gøre det til en vane at fremsige disse bønner og ihukommelser. Nogle bønner følger nedenfor:

Bøn efter salāh

(Arabisk**************)

Jeg beder Allah om tilgivelse. O Allah! Du er selve fredens symbol, og fredens strøm flyder fra Dig. Du er i sandhed fuld af godhed og velsignelse, O Du, der ejer barmhjertighed og nåde – (Muslim).

2. En dag tog Profeten (fvmh.) Hazrat Mu’adhs (må Allah være tilfreds med ham) hånd og sagde: »Mu’adh! Jeg elsker dig.« Derefter sagde han: »Jeg pålægger dig, at du ikke må glemme at fremsige denne bøn efter nogen bøn. Du skal altid fremsige den efter hver bøn –«

(Arabisk**************)

O Allah! Hjælp mig, så jeg kan vise Dig taknemmelighed og tilbede Dig på den bedste måde.

(Arabisk***************)

Der er ingen gud uden Allah. Han er Én og Ene, og Han har ingen medhersker. Myndighed, herredømme og kongemagt tilhører alene Ham, og Han alene har ret til ros og taknemmelighed. Han har magt over alting. O Allah! Ingen kan forhindre det, Du giver. Og ingen kan give det, Du ikke giver. Ingen stor mands storhed kan på nogen måde måle sig med Dig – (Bukhari og Muslim).

4. Subhanallah 33 gange, Alhamdulillah 33 gange, Allahu Akbar 33 gange og én gang (Arabisk********)

Allah er ren og hellig, al lovprisning tilkommer Allah, Allah er den største af alle, der er ingen gud undtagen Allah. Han er Én og har ingen partner. Herredømmet tilhører Ham, og al lovprisning tilkommer alene Ham. Han har magt over alting – (Sahih Muslim, overleveret fra Abu Hurayrah).

Måden, kvinder udfører bønnen på

Måden, hvorpå de fleste af bønnens arkan udføres, er den samme for kvinder som for mænd. Der er dog forskel på, hvordan kvinder udfører seks af bønnens handlinger. Den grundlæggende årsag til denne forskel er, at kvinder under bønnen skal være særligt opmærksomme på satr og tilsløring. De seks handlinger, som udføres forskelligt, er følgende:

1. At løfte hænderne ved takbīr al-taḥrīmah

Uanset om det er vinter eller sommer, skal kvinder altid løfte hænderne til takbīr al-taḥrīmah inde under deres sjal, dupatta eller lignende. Hænderne bør ikke føres ud over sjalet eller dupattaen, og de skal kun løftes til skulderhøjde. De skal ikke løftes til ørerne.

2. At lægge hænderne over hinanden

Kvinder skal altid lægge hænderne over brystet. De bør ikke lægge dem under brystet, over navlen. I stedet for at gribe om venstre håndled med højre hånds tommelfinger og lillefinger skal de blot lægge højre håndflade oven på venstre hånds håndryg.

3. Rukūʿ

Under rukūʿ skal kvinder kun bøje sig så meget, at begge hænder når knæene. I stedet for at gribe om knæene med fingrene skal de blot lægge de samlede fingre på knæene. Desuden skal begge albuer holdes ind mod siderne.

4. Sujūd

Under sujūd skal kvinder holde maven ind mod lårene og overarmene ind mod armhulerne. Hænderne op til albuerne skal lægges på jorden, og begge ben skal strækkes ud i stedet for at holdes oprejst.

5. Qaʿdah og jalsah

Under qaʿdah eller jalsah skal man sidde med begge fødder drejet mod højre og hvile på venstre side, således at højre lår ligger sammen med venstre lår, og højre læg hviler oven på venstre fod.

6. Qirāʾah

Kvinder skal altid fremsige qirāʾah lydløst. De har ikke tilladelse til at fremsige den med høj stemme i nogen af bønnerne.

Måden at udføre witr-bønnen på

Den bøn, der udføres efter isha-bønnen, kaldes witr. Grunden til, at den kaldes witr, er, at dens rakʿah’er er ulige i antal. Witr-bønnen er wajib. Profeten (fred være med ham) har på det kraftigste påbudt den. Han siger:

Den, der ikke udfører witr, har intet forhold til vores menighed. [Abu Dawud, Hakim. På grund af denne stærke tilskyndelse erklærer imam Abu Hanifa (må Allah være ham nådig) den for wajib. Ahl al-Hadith, imam al-Shafiʿi og qadi Abu Yusuf mener derimod, at witr-bønnen er sunnah.] Witr-bønnen består ligesom maghrib-bønnen af tre rakʿah’er. ² Imam al-Shafiʿi og Ahl al-Hadith går ind for at udføre én rakʿah. Ifølge Ahl al-Hadith er det også tilladt at udføre tre, fem, syv eller op til ni rakʿah’er. Dette skyldes, at det er fastslået gennem hadith. Fremgangsmåden er, at hvis man ønsker at udføre tre eller fem rakʿah’er med én salam, skal man ikke sætte sig undervejs for tashahhud, men sætte sig i den sidste rakʿah, læse tashahhud og durood og afslutte med salam. Hvis man vil udføre syv eller ni rakʿah’er med én salam, skal man sætte sig før den sidste rakʿah og kun læse ”at-Tahiyyat”, hvorefter man rejser sig. Derefter udfører man én rakʿah, læser at-Tahiyyat, durood og dua og afslutter med salam. – [Namaz-e Muhammadi, maulana Muhammad Junagarhi (må Allah være ham nådig).] De fleste af sahabaernes lærde udførte tre rakʿah’er.

Fremgangsmåden ved udførelsen af witr-bønnen er, at man udfører to rakʿah’er ligesom ved den obligatoriske bøn. Derefter læser man i den tredje rakʿah efter sura al-Fatiha en kort sura eller nogle få vers. Så siger man takbir og løfter begge hænder op til ørerne på samme måde som ved takbirat al-tahrima. Derefter lægger man hænderne sammen og læser dua qunut sagte og roligt. [Ifølge Ahl al-Hadith skal man i stedet for at lægge hænderne sammen efter rukuʿ løfte begge hænder mod himlen og læse dua qunut.

(****) Betydning: O Allah, tilgiv mig. (*****) Betydning: Den rene og ophøjede, sande Konge, hævet over alle fejl og mangler. (****) Betydning: Englenes Herre og Jibril al-Amins Herre (Abu Dawud, an-Nasa’i)

Qunut an-Nazilah

Med qunut an-nazilah menes den dua, som den hellige Profet (fred være med ham) læste for at beskytte sig mod fjendernes ødelæggelser, knuse deres styrke og tilintetgøre dem. ***1 Efter ham indførte de ædle sahaba (må Allah være tilfreds med dem) også denne praksis. ****2

Når muslimerne på et tidspunkt kommer ud for alvorlige vanskeligheder, når deres liv dag og nat bliver uudholdeligt på grund af den overhængende fare fra fjenden samt deres frygt og terror, og når fjendens styrke ses på alle sider, og de fortsætter med at udøve umenneskelig undertrykkelse mod muslimerne for at tilintetgøre det islamiske samfund og slukke islams lys, er det sunnah at læse qunut an-nazilah for at undgå en sådan håbløs situation og anråbe Allah om at knuse fjendens styrke og tilintetgøre dem.

Reglerne om qunut an-nazilah]

Dua-e-Qunut

(Arabisk*************)

O Allah! Vi søger kun hjælp hos Dig og beder kun Dig om tilgivelse. Vi tror på Dig og stoler kun på Dig. Vi lovpriser Dig på bedste vis, takker Dig og er ikke utaknemmelige over for Dig. Vi forkaster dem, der er ulydige mod Dig, og bryder forbindelsen med dem. O Allah! Vi tilbeder kun Dig, beder kun for Din skyld og kaster os kun ned for Dig. Vi iler hen imod Dig og er rede til at adlyde Din befaling. Vi håber på Din barmhjertighed og frygter Din straf. Din straf vil visselig ramme de vantro.

Det er godt også at fremsige følgende bøn sammen med den:

(Arabisk**********)

O Allah! Giv mig vejledning, og lad mig være blandt dem, der er blevet vejledt. Giv mig velstand, og lad mig være blandt de velstående. Tag vare på mig, og lad mig være blandt dem, Du tager vare på. Velsign det, Du har skænket mig, og beskyt mig mod det onde, som Du har bestemt. For Du alene træffer afgørelser, og ingen andens afgørelse kan gennemføres over for Dig. Den, Du tager vare på, kan ingen ydmyge eller vanære, og den, Du har gjort til Din fjende, kan aldrig opnå ære. Du er fuld af velsignelse, min Herre, Den Højeste og Den Mægtigste. Velsignelse og fred være over den elskede Profet og over hans efterkommere.

Ahl al-Hadith-folk fremsiger denne bøn i witr-bønnen.

Hvis man ikke kan Dua-e-Qunut udenad, skal man lære den udenad så hurtigt som muligt. Indtil man har lært den udenad, skal man i stedet for Dua-e-Qunut fremsige følgende bøn.

(Arabisk*************)

O Allah! Giv os det gode i denne verden, giv os det gode i det hinsidige, og frels os fra Helvedes ild. Hvis man heller ikke husker denne (***) skal den fremsiges tre gange. Efter at have afsluttet witr-bønnen med salam er det mustahabb (****) at fremsige denne bøn. Når denne bøn fremsiges tre gange, skal den tredje gang fremsiges med høj stemme *****.

I witr-bønnen kan man fremsige hvilken som helst sura efter Sura al-Fatiha. Det er dog bedst at fremsige (****) i den første rakʿah, (****) i den anden rakʿah og (*(****) i den tredje rakʿah.

Abu Ubaid ibn Kaʿb siger, at Profeten (s) plejede at fremsige disse tre suraer i witr-bønnen.

1. Det er tilladt at fremsige qunut nazila i alle bønner, der fremsiges med høj stemme. ****3 Især bør man sørge for at fremsige den i fajr-bønnen.

****1 Hazrat Abu Huraira (ra) fortæller, at Profeten (s) i isha-bønnen fremsagde denne qunut uafbrudt i op til en måned for at befri muslimske fanger og tilintetgøre de vantro. Abu Huraira (ra) siger: En dag fremsagde Profeten (s) ikke denne bøn. Da spurgte jeg Profeten (s) om årsagen til, at han ikke fremsagde den. Han sagde: »Ser du ikke, at de muslimske fanger er blevet løsladt?« – (Abu Dawud)

****2 Det er overleveret om Hazrat Abu Bakr (ra), at han fremsagde qunut nazila under krigen mod Musaylima al-Kadhdhab. Ligeledes fremsagde Hazrat Umar (ra), Hazrat Ali (ra) og Amir Muawiya (ra) qunut nazila under krige. (Ghaniyat al-Mustamli).

****3 Allama Tahawi har kun nævnt, at qunut nazila fremsiges i fajr-bønnen. Forfatteren til Shami-bogen har givet netop dette udsagn forrang.

2. Hvis de, der følger imamen, kan huske duʿāʾ al-qunūt al-nāzila, skal imamen også fremsige den sagte, og alle, der følger ham, skal også fremsige den sagte. Men eftersom de fleste, der følger imamen, i dag ikke kan huske duʿāʾen, er det bedst, at imamen fremsiger den højt ***1 med pauser, mens de, der følger ham, fortsætter med at sige: »Āmīn, āmīn.«

3. Efter at imamen og de, der følger ham, har rejst sig fra rukūʿ i den sidste rakʿa, skal de alle lægge hænderne sammen ***2. Imamen fremsiger qunūt, mens de, der følger ham, sagte siger »āmīn«. Ifølge imam Abū Ḥanīfa og imam Abū Yūsuf er det sunna at fremsige qunūt al-nāzila med hænderne lagt sammen.

4. Den, der beder alene, kan også fremsige qunūt. Kvinder kan også fremsige den i deres bøn.

Duʿāʾ al-qunūt al-nāzila

(Arabisk***************)

Al-ʿAynī har i Sharḥ al-Hidāya analyseret spørgsmålet om at fremsige den højt i alle bønner. Ordene i Sharḥ al-Hidāya af al-ʿAynī er følgende:

(Arabisk*********)

Hvis muslimerne på noget tidspunkt rammes af en ulykke, skal imamen fremsige qunūt i de bønner, hvor recitationen foregår højt. Dette er også opfattelsen hos flertallet af de lærde og imam Aḥmad ibn Ḥanbal. Se Qunūt al-nāzila og de dertil knyttede spørgsmål af den afdøde muftī Muḥammad Kifāyatullāh.

***১ Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) reciterede qunūt an-nāzila højt. (Al-Bukhari).

***২ Hvis nogen i stedet for at folde hænderne løfter dem under duʿāʾ, eller læser med hænderne hængende ned, sådan som det er overleveret fra imam Muhammad, er der ifølge hadith mulighed for at gøre dette. Det skyldes, at diskussion, strid og splid om sådanne spørgsmål på ingen måde er ønskværdigt.

O Allah! Giv os vejledning og lad os være blandt dem, som Du har vejledt. Giv os velstand og lad os være blandt dem, som Du har givet velstand. Vær vores beskytter og lad os være blandt dem, som Du har beskyttet. Velsign det, Du har givet os. Beskyt os mod det onde, som Du har bestemt, for Du alene træffer afgørelsen, og ingen kan træffe en afgørelse imod Dig. Den, som Du beskytter, kan aldrig blive ydmyget eller vanæret. Den, som Du erklærer for Din fjende, kan aldrig opnå ære. Du er den, der har megen velsignelse. O vor Herre, Du er den Højeste og den Ophøjede! Vi beder Dig om tilgivelse og omvender os til Dig. Må Allahs barmhjertighed være over Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham).

O Allah! Tilgiv os. Tilgiv de troende mænd og kvinder samt de muslimske mænd og kvinder. Foren deres hjerter, styrk deres indbyrdes forhold, og hjælp os mod Dine fjender og deres fjender.

O Allah! Forband alle de vantro, som vildleder mennesker og fører dem bort fra Din vej, som fornægter Dine sendebud, og som skaber uenighed blandt Dine elskede tjenere. Ryst dem af frygt, og send over dem en straf, som Du ikke ophæver for deres synder.

Beskrivelse af de frivillige bønner

De handlinger, som Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) udførte i forbindelse med de fem daglige bønner, er udførligt omtalt ovenfor i afsnittet om de fem daglige bønner. Ud over disse plejede den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) at bede mange frivillige bønner på forskellige tidspunkter. I hadith-samlingerne er mange af disse bøners dyder beskrevet. I virkeligheden opnår tjeneren nærhed til Allah og bliver værdig til en stor rang netop gennem rigelig frivillig tilbedelse. Bortset fra de tider, hvor det er makruh, er det til gavn og velsignelse for den, der ønsker at bede frivillige bønner, at bede når som helst og så meget, som han ønsker. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bad dog nogle særlige frivillige bønner på bestemte tidspunkter og beskrev også deres særlige dyder. Nedenfor omtales disse særlige frivillige bønner.

Tahajjud-bønnen

Tahajjud-bønnen er sunnah. Profeten (s) bad altid regelmæssigt denne bøn og tilskyndede Sahaba (ra) til at udføre den regelmæssigt. I Den Hellige Koran er der givet en særlig opfordring til Tahajjud-bønnen. Eftersom ummah er blevet påbudt at følge Profeten, er denne opfordring til Tahajjud indirekte blevet givet til hele ummah.

(Arabisk*************)

Og stå i Tahajjud en del af natten. Dette er en yderligere gunst og nåde fra Allah til dig. Snart vil Allah iføre dig den ønskede værdighed i begge verdener. (Bani Isra’il: 7).

Koranen kalder dem, der regelmæssigt praktiserer Tahajjud, for muhsin og muttaqi, og den har betegnet dem som mennesker, der vil blive begunstiget med Allahs barmhjertighed og evig lykke og velstand i det hinsidige.

(Arabisk************)

De gudfrygtige vil visselig fortsat nyde glæden ved haver og kilder, og de vil tage imod alt det, som deres Herre, deres Forsørger, løbende vil give dem. (For) de var uden tvivl muhsinin (store retskafne) før dette (i det jordiske liv). De sov kun en meget lille del af natten, og i den sidste del af natten bad de om istighfar. (De bad grædende Allah om tilgivelse.) (Adh-Dhariyat: 15-18)

Tahajjud-bønnen er i sandhed en uundværlig og effektiv metode til at rense og hellige sindet og karakteren samt forblive urokkelig på den rette vej.

(Arabisk*****************)

At stå op fra søvnen om natten er i sandhed meget effektivt til at disciplinere sindet, og Koranrecitation eller dhikr på dette tidspunkt er særdeles passende. (Al-Muzzammil: 6).

Allah har kaldt disse tjenere Sine elskede tjenere og vidnet om deres fromhed og tro. (Subhanallah)

(Arabisk**************)

Allahs elskede tjenere er de, som kaster sig ned i sujūd for deres Herre og tilbringer natten stående i bøn. – (Al-Furqan: 63-64).

Denne særlige egenskab hos de troende holdt dem standhaftige over for kufrs voldsomt angreb og kronede dem med sejr. Blandt de grundlæggende årsager til den enestående sejr, som de ubevæbnede mujahider, der hævede sandhedens røst på Badrs slagmark, vandt, var også dette: De græd foran Allah, mens tårerne strømmede, i nattens sidste del og bad om tilgivelse for deres synder.

(Arabisk*************)

Disse mennesker er urokkelige i prøvelsernes ild, følger sandheden, er fuldstændig lydige, ofrer deres rigdom på Allahs vej og beder Allah om tilgivelse for deres fejl i nattens sidste stund. – (Al-i Imran: 17).

Profeten selv (s) har sagt meget om tahajjuds fortræffelighed. Hazrat Abdullah bin Salam (ra) fortæller: Da Profeten (s) ankom til Medina, var de første ord, jeg hørte fra hans rene tunge, disse:

“O mennesker! Udbred og fremfør islam, giv mennesker mad, bevar slægtskabsbåndene, og bed om natten, mens folk sover. Så vil I komme sikkert i Paradis – (al-Hakim, Ibn Majah, at-Tirmidhi).”

Hazrat Salman al-Farisi (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde:

“Hold fast ved tahajjud-bønnen. Den er de retskafnes vane, den bringer jer nærmere Allah, udsletter synder, beskytter mod synd og fjerner sygdomme fra kroppen.”

Ved en anden lejlighed sagde han:

Efter de obligatoriske bønner er den bedste bøn tahajjud-bønnen, der bedes om natten – (Sahih Muslim, Ahmad).

Profeten (fred være med ham) sagde endvidere:

På det sidste tidspunkt af natten stiger Allah den Ophøjede ned mod denne verden og siger: “Er der nogen, der kalder, så jeg kan besvare hans kald? Er der nogen, der beder om noget, så jeg kan give ham det? Er der nogen, der beder om tilgivelse for sine synder, så jeg kan tilgive hans synder?” (Sahih al-Bukhari).

Tidspunktet for tahajjud-bønnen

Tahajjud betyder at stå op fra søvnen. Den tilskyndelse til tahajjud i Koranen i en del af natten betyder, at man efter at have sovet en del af natten står op og beder. Det anbefalede tidspunkt for tahajjud er, at man sover efter isha-bønnen og derefter står op efter midnat for at bede.

Profeten (fvmh) plejede nogle gange at stå op midt om natten og andre gange lidt før eller efter, se op mod himlen og recitere nogle vers fra den sidste rukūʿ i sura Āl ʿImrān. Derefter brugte han miswāk, foretog wudu og bad. Når han vågnede, reciterede han følgende vers—(Arabisk***************)

Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften er der mange tegn for de forstandige, som ihukommer Allah stående, siddende og liggende og tænker over skabelsens kunstfærdighed i himlene og på jorden. Derefter siger de spontant: „Vor Herre! Du har ikke skabt alt dette forgæves. Du er ren, hellig og ophøjet over nytteløse handlinger. Vor Herre! Frels os derfor fra Helvedes ild. Den, Du kaster i Helvede, har Du i sandhed kastet ud i den største vanære. Og disse uretfærdige vil ikke have nogen hjælper. Herre! Vi har hørt en kalder, som kalder til troen og opfordrer os til at anerkende vores Herre, og vi tog imod hans kald. Vor Herre! Tilgiv os vores synder, fjern de dårlige handlinger, der findes blandt os, og lad vores endelige skæbne blive sammen med de retfærdige. Allah! Opfyld de løfter, Du har givet gennem Dine sendebud, og udsæt os ikke for vanære på Opstandelsens dag. Sandelig, Du bryder ikke Dine løfter.“ (Āl ʿImrān)

Antallet af rakʿat i tahajjud

Det mindste antal rakʿat i tahajjud er to, og det højeste antal er otte. Den ædle Profet (fvmh) plejede at bede otte rakʿat i sæt af to. Derfor er det bedst at bede otte rakʿat. Det er dog ikke obligatorisk. Man kan nøjes med at bede så mange, som man er i stand til under de givne omstændigheder og muligheder.

Tarawih-bønnen

Tarawih-bønnen er sunnat mu’akkadah for både kvinder og mænd. For mænd er det sunnah at bede tarawih i forsamling. Tarawih består af tyve rakʿat ****১

Hazrat Umar (ra) indførte ordningen med at bede tyve rakʿat tarawih. Senere bad også de retledte kaliffer tyve rakʿat.

Måden at bede tarawih på er, at man med intentionen om to rakʿat tarawih som sunnah beder dem på samme måde som andre sunnah- og nafl-bønner. Efter hver fjerde rakʿat bør man sidde så længe, som det tager at bede fire rakʿat. Det er godt at fremsige tasbih og dhikr, mens man sidder. Man kan også sidde stille.

Tiden for tarawih er fra efter isha-bønnen til før fajr.

I haditherne omtales mange fortrin ved tarawih-bønnen. Den hellige Profet sagde:

»Den, der beder tarawih på Ramadan-nætterne med tro og med håb om belønningen i det hinsidige, vil Allah tilgive alle hans tidligere synder.« (Bukhari og Muslim).

Se kapitlet om fasten for en detaljeret beskrivelse af tarawih-bønnen.

1. Ifølge Ahl-e-Hadith består tarawih af otte rakʿat.

Duha-bønnen

Duha-bønnen er mustahabb. Når solen er stået helt op, og lyset har bredt sig, begynder tiden for duha-bønnen. Den varer indtil før solens nedgang mod zenit. I dette tidsrum kan man, hvis man ønsker det, bede fire eller flere rakʿat nafl-bøn. Profeten bad både fire rakʿat og flere end fire. Intentionen for duha-bønnen fremsættes således:

Jeg har til hensigt at bede fire rakʿat chasht-bøn som en sunnah fra Profeten.

Tahiyyat al-masjid

Tahiyyat al-masjid betyder den bøn, som det er foreskrevet at bede for dem, der træder ind i moskéen. Profeten (fvmh.) sagde: »Når nogen af jer går ind i moskéen, må han ikke sætte sig, før han har bedt disse to rakʿat.« (Bukhari, Muslim).

Eftersom moskéen er bygget til tilbedelse af Allah, bør mennesket, af respekt for den, straks efter indgangen kaste sig ned i sujud for Allah. Hvis nogen efter at være gået ind i moskéen beder den obligatoriske bøn eller en wajib-bøn, sunnah-bøn og lignende, vil dette også tælle som Tahiyyat al-masjid. Tahiyyat al-masjid kan bedes som to rakʿat eller som flere.

Tahiyyat al-wudu

Efter at have afsluttet wudu er det mustahabb at bede to rakʿat, før wudu-vandet er tørret. Denne bøn kaldes Tahiyyat al-wudu. Det er også tilladt at bede fire rakʿat. Også Tahiyyat al-wudu’s fortrin er omtalt i hadith. Profeten (fvmh.) sagde:

»Den, der udfører wudu grundigt og derefter beder to rakʿat med fuld oprigtighed, får Paradiset gjort obligatorisk for sig.« – (Sahih Muslim).

Det er også mustahabb at bede disse to rakʿat efter ghusl, fordi wudu også udføres sammen med ghusl.

Nafl under rejsen

Det er mustahabb at bede to rakʿah før afrejsen, og efter hjemkomsten fra rejsen bør man bede to rakʿah i moskeen, før man går ind i sit hjem. Når Profeten (s) vendte tilbage fra en rejse, gik han først til moskeen og bad to rakʿah (Sahih Muslim). Han sagde: »Ingen bedre handling lader en person blive hjemme end at bede to rakʿah i hjemmet under rejsen.« (Tabarānī).

Hvis nogen under en rejse ønsker at opholde sig et sted, er det mustahabb først at bede to rakʿah dér (se værker som Shāmī).

Salāt al-Awwābīn

Salāt al-Awwābīn bedes efter maghrib. Profeten (s) har beskrevet dens store fortjeneste og opmuntret til at bede den. Awwābīn bedes efter maghrib som seks rakʿah, i portioner på to rakʿah. Denne bøn er mustahabb.

Salāt al-Tasbīḥ

Denne bøn kaldes Salāt al-Tasbīḥ, fordi denne tasbīh fremsiges femoghalvfjerds gange i hver rakʿah.

(Arabisk***********)

Salat al-tasbih er anbefalelsesværdig. I hadith nævnes der stor belønning for den. Profeten (s) bad denne bøn på fire rakʿat. Derfor er det bedst at bede de fire rakʿat med én salam. Det er dog også gyldigt at bede to rakʿat.

Sådan udføres Salat al-tasbih: Hav intentionen om at bede fire rakʿat Salat al-tasbih, og fold derefter hænderne. Efter at have reciteret sana reciteres denne tasbih 15 gange.

Derefter reciteres Aʿudhu billah, Bismillah, sura al-Fatiha og et stykke af Koranen. Derefter reciteres tasbih ti gange.

I rukūʿ reciteres denne tasbih ti gange efter rukūʿs tasbih; når man rejser sig fra rukūʿ, reciteres den ti gange under qawma; i sujūd reciteres den ti gange efter »Subhana rabbiyal-aʿla«; og når man rejser sig fra sujūd, reciteres den ti gange under jalsa. I det andet sujūd reciteres den på samme måde ti gange.

Derefter udføres den anden rakʿat på samme måde: 15 gange efter sana, 10 gange efter recitationen, 10 gange i rukūʿ, 10 gange når man rejser sig fra rukūʿ, 10 gange i hvert af de to sujūd og 10 gange mellem de to sujūd.

Derefter udføres den tredje og fjerde rakʿat på nøjagtig samme måde. Det vil sige, at tasbih reciteres 75 gange i hver rakʿat og i alt 300 gange. For at holde styr på antallet af tasbih skal man ikke tælle ved at bøje fingrene; man skal i stedet tælle ved at trykke på fingrene. Hvis man glemmer at recitere tasbih et sted, skal man indhente det et andet sted. Hvis man for eksempel glemmer tasbih under jalsa, skal man indhente det i sujūd. Hvis man glemmer at recitere tasbih i sujūd, skal man ikke indhente det under jalsa, fordi jalsa ikke bør være længere end tiden fra sujūd. Derfor skal det indhentes i det andet sujūd.

Bønnen om anger

Ethvert menneske begår fejl og synder. Når en syndig handling er blevet begået, er det anbefalelsesværdigt, at man skamfuld og angerfuld græder og beder to rakʿat hos Allah for at få synden tilgivet.

Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den ædle Profet (fred være med ham) sagde:

Hvis en muslim begår en synd, bør han rense sig, bede to rakʿat frivillig bøn og bede Allah om tilgivelse for sin synd. Så vil Allah tilgive hans synd. Derefter reciterede han dette vers.

(Arabisk*************)

Og deres tilstand er sådan, at hvis de nogensinde begår en uanstændig handling eller gør sig selv uret ved at begå en synd, så kommer de straks Allah i hu og beder Ham om tilgivelse for deres synd. For hvem er der ud over Allah, som kan tilgive synder? Og de fastholder ikke bevidst deres begåede overtrædelser i stædighed. (Āl ʿImrān 135)

Bønnen ved kusuf og khusuf ***1

Under kusuf og khusuf er det sunna at bede to rakʿat. Der er dog ikke behov for adhan og iqamah til den. Hvis man ønsker at samle folk, skal det gøres på en anden måde.

Det er sunna under bønnen at recitere lange suraer som al-Baqarah eller Āl ʿImrān og forlænge rukūʿerne betydeligt. ****2 Efter bønnen skal imamen være optaget af dua, mens de bedende bag ham fortsat siger: »Āmīn, āmīn.« Når formørkelsen ophører, afsluttes duaen også. Men hvis tiden for en anden bøn indtræder, før formørkelsen ophører, skal man standse duaen og bede den pågældende bøn.

Ved khusuf er bøn i forsamling ikke sunna. Enhver skal bede to rakʿat alene. Profeten (fred være med ham) sagde:

Solen og månen er to af Allahs tegn. De formørkes ikke på grund af nogens fødsel eller død. Når I ser, at solen eller månen er blevet formørket, skal I påkalde Allah, bede til Ham og udføre bønnen, indtil formørkelsen ophører, og solen eller månen igen står klart. ****3

Hvis der indtræffer en solformørkelse på tidspunkter, hvor bønnen er forbudt, såsom ved solopgang, solnedgang eller midt på dagen, må man ikke bede. Men hvis formørkelsen stadig varer, efter at disse forbudte tidspunkter er forbi, må man bede.

Det er sunnah at recitere højt under Kusufs bøn. Ligeledes er det sunnah at udføre frivillige bønner i tider med frygt, fare, ulykker, sorger og vanskeligheder.

***1 En solformørkelse kaldes kusuf, og en måneformørkelse kaldes khusuf.

***2 Det er godt at recitere surah al-Ankabut i den første rakʿah og surah ar-Rum i den anden rakʿah. Det er dog ikke nødvendigt.

****3 Al-Bukhari, Muslim.

Forestil jer for eksempel, at der kommer en voldsom storm, at det uafbrudt regner styrtende, at der indtræffer et jordskælv, at lyn begynder at slå ned fra himlen, at en epidemi bryder ud, at man frygter fjenden, eller at uro og ødelæggende handlinger begynder. Kort sagt er det sunnah at bede i alle tider med fare. Denne bøn bør udføres alene, efter hvad der passer én bedst.

Salat al-Hajat

Når en tjener står over for et særligt behov, hvad enten dette behov har forbindelse med Allah, såsom ønsket om at bestå en eksamen eller behovet for et hus eller en butik, eller det har forbindelse med et andet menneske, såsom ønsket om at gifte sig med en from muslimsk pige eller behovet for et arbejde under en bestemt arbejdsgiver, er det mustahabb for ham at udføre en to-rakʿah-bøn med intentionen om Salat al-Hajah. Derefter skal han fremsige den følgende duʿa:

(Arabisk*************)

Der findes ingen guddom ud over Allah. Han er den, der i højeste grad overser fejl og mangler, og Han er overordentlig barmhjertig. Han er fri for enhver fejl og mangel, Herren over den vældige Trone. Al lovprisning tilkommer alene Allah, verdens herre og opretholder. Åh Allah, jeg beder Dig om de ting, som Din barmhjertighed gør nødvendige, og som er årsag til Din gavmildhed og tilgivelse. Jeg ønsker at få del i alt godt og at være beskyttet mod enhver synd. Åh Allah, lad mig ikke ophøre, før Du har tilgivet mine synder og fjernet min sorg og nød, og lad mig ikke forlade Dig, før Du har opfyldt de af mine behov, som behager Dig – Du, den største af alle, der viser nåde.

Efter denne duʿa skal man bede om det, man ønsker. Denne bøn er blevet prøvet med henblik på at få behov opfyldt.

En gang kom en blind mand til Profeten (s) og henvendte sig til ham. Han sagde: »Allahs Sendebud, bed Allah om at give mig mit syn tilbage.« Profeten (s) sagde: »Hvis du udviser tålmodighed, vil du få en meget stor belønning. Men hvis du ønsker det, kan jeg bede for dig.«

Da han gav udtryk for, at han ønskede, at der skulle bedes for ham, lærte Profeten (s) ham denne bøn (Ilmul Fiqah 9, bind 2).

Istikhara-bønnen

Ordet istikhara betyder at søge det gode. Hvis der opstår en situation, hvor man for eksempel har modtaget et ægteskabsforslag og skal beslutte, om man skal acceptere eller afvise det, eller hvor spørgsmålet opstår, om man skal tage på en rejse eller ej, indgå i en forretning, involvere sig med en anden person i en sag, købe eller sælge en butik, et hus eller et stykke jord, eller begynde på eller forlade et arbejde – kort sagt, hvis der opstår et problem i en hvilken som helst sag – er det mustahabb at bede to rakʿah nafl-bøn og recitere den masnun-duʿa, der hører til istikhara, for at træffe en beslutning. Efter istikhara kan man med Allahs nåde opnå succes ved at følge den retning, som man mærker en tilbøjelighed til i sit hjerte.

Profeten (s) siger: Den, der foretager istikhara, bliver aldrig skuffet, den, der søger råd, bliver aldrig angerfuld, og den mådeholdne bliver aldrig afhængig af andre (at-Tabarani).

Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: Det er et lykkeligt tegn for Adams børn at søge istikhara hos Allah. Det er også et lykkeligt tegn for Adams børn at være tilfredse med Allahs vilje. Adams børns ulykke består i, at de ikke søger istikhara hos Allah og er utilfredse med Allahs afgørelse (Musnad Ahmad).

Fremgangsmåden ved at foretage istikhara

Måden at foretage istikhara på er, at man på et passende tidspunkt, bortset fra de forbudte tidspunkter, beder to rak’at istikhara-bøn ligesom en almindelig nafl-bøn. Derefter reciterer man Allahs lovprisning og sana samt durood sharif. Så reciterer man den istikhara-dua, som Profeten har lært os, vender sig mod qibla og lægger sig til at sove. Det er godt at gøre dette syv gange. Derefter skal man følge den retning, som man mærker, at hjertet hælder mod, idet man anser den for at være Allahs vilje.

Hvis det af en eller anden grund ikke er muligt at bede, for eksempel hvis en kvinde har menstruation eller barselsblødning, er det tilstrækkeligt kun at recitere duaen. Derefter bør man handle i overensstemmelse med den retning, hjertet hælder mod.

Istikhara-duaen

Hazrat Jabir (ra) fortæller: Profeten lærte os istikhara-duaen på samme måde, som han lærte os den hellige Koran.

Han plejede at sige:

Hvis nogen af jer på noget tidspunkt bliver bekymret over en vigtig sag, så bed to rakʿah nafl-bøn og fremsig denne dua:

(Arabisk*************)

Åh Allah! På grundlag af Din viden beder jeg Dig om det gode, og ved Din magt beder jeg Dig om Din vældige nåde og gavmildhed. For Du er den, der har magten, mens jeg er magtesløs. Du ved alt, mens jeg ikke ved, og Du kender også det usete fuldt ud.

Åh Allah! Hvis denne sag efter Din viden er god for mig, for min din og min verden og med hensyn til det endelige udfald, så bestem den for mig. Gør den let for mig, og velsign den for mig. Men hvis denne sag efter Din viden er dårlig for mig, for min din og min verden og med hensyn til det endelige udfald, så hold den borte fra mig og beskyt mig mod den, og bestem det gode for mig, hvor det end måtte være; giv mig derefter evnen til at være tilfreds og standhaftig.

Beskrivelse af moskeen

Efter Profetens (s) hijrah til Medina Sharif var Hans største bekymring, at der skulle bygges en moské til Allahs tilbedelse. I nærheden af Hans bolig var der noget jord, som tilhørte to forældreløse børn ved navn Sahl og Suhail. Profeten (s) tilkaldte dem og købte jorden af dem. Derefter begyndte opførelsen af moskeen. Profeten (s) arbejdede selv sammen med de ædle sahaba (ra), bar mursten og sten med sine velsignede hænder. Da en sahabi så dette, udbrød han:

(Arabisk***********)

Hvis vi sidder stille, mens Profeten (s) arbejder med sine egne hænder, vil denne opførsel føre os vild.

Profetens ædle ledsagere arbejdede med iver og glæde og sang versene med melodi—

(Arabisk***********)

Åh Allah! Det sande liv er livet i det hinsidige. Vis derfor nåde over ansarerne og muhajirunerne.

I virkeligheden er moskéen et sådant centrum for det islamiske liv, at hele muslimens liv kredser omkring det. Uden dette kan man ikke forestille sig et islamisk samfund. Derfor sørgede Profeten (s) straks efter sin ankomst til Medina for, at denne moské blev bygget, og han bar selv mursten og sten for at opføre den.

For at holde den religiøse livskraft levende blandt muslimerne, skabe en sand følelse hos dem af ummaens eksistens og samle dens adskilte dele er det nødvendigt at gøre moskéen til centrum for det islamiske liv og sørge for, at bønnen etableres dér sammen med jamaaten. Det var netop med dette formål, at Musa (a) og Harun (a) blev pålagt at udvælge nogle boliger i Egypten og etablere bønnen dér med jamaat. Således blev de pålagt at gøre disse boliger til centrum for muslimernes liv og samle de adskilte kræfter.

(Arabisk***********)

Vi gav Musa og hans broder denne befaling: »Saml nogle boliger til jeres folk i Egypten, gør dem til qibla og etabler bønnen dér« (Yunus: 87).

Allahs Sendebud (s) gav forskellige opmuntringer til at bygge moskéer og holde dem i drift. Han sagde:

Den, der bygger en moské for at opnå Allahs tilfredshed, for ham bygger Allah et hus i Paradiset – (Tirmidhi, Bukhari).

At bygge en moské betyder at opføre selve moskébygningen. Men i den sande betydning betyder det at grundlægge en moské, at tilbede Allah i den og sørge for, at bønnen etableres med menighed. Ellers er det klart, at hvis dette formål ikke opfyldes, vil moskéen blot være en bygning som andre huse.

Profeten (fvmh.) sagde: Den person, hvis hjerte altid er knyttet til moskéen, vil være under Allahs trones skygge – (Bukhari).

Det vil sige, at tanken på moskéen aldrig på noget tidspunkt fjernes fra hans hjerte. Efter at have udført én bøn bliver han utålmodig og venter på den næste bøn.

For at holde muslimernes religiøse liv levende og vågent kan man forstå moskéens nødvendighed og betydning ved at tænke på, at Profeten (fvmh.) led på sit dødsleje, men alligevel forlod han i denne tilstand sin seng, rejste sig og støttede sig til to mænd, mens han slæbte sine velsignede fødder hen ad jorden på vej til moskéen. Derefter udførte han bønnen i menighed – (Bukhari).

Blandt hele denne verdens områder er det hos Allah kun det område, hvor Allahs moské er grundlagt, der er mest elsket. Hvordan skulle det da kunne være, at de troende ikke har et enestående forhold til moskéen?

Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fvmh.) sagde:

Blandt alle beboede steder er Allahs mest elskede sted Hans moské, og det mest afskyede sted er markederne i disse bebyggelser (Muslim).

På et tidspunkt beskrev Profeten (fvmh.) et nært forhold til moskeen som et tydeligt tegn på tro. Derefter gav han besked om, at de i det muslimske samfund, som har et oprigtigt forhold til moskeen og holder af at tjene den, er sande troende, og at I skal bevidne deres tro. Det er sandt, at disse mennesker i det muslimske samfund er værdige til respekt. At følge dem er lykke i både religionen og denne verden.

Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fvmh.) sagde:

Når I ser nogen, der har et nært forhold til moskeen og tager sig af den, skal I bevidne, at han er troende. Det skyldes, at Allah siger:(Arabisk*************)

Det er kun dem, der tror på Allah og den Yderste Dag, som holder Allahs moskeer levende.

Den ovennævnte hadith er overleveret af Tirmidhi og Ibn Majah.

Moskeens adab og etikette

1. Når man træder ind i moskeen, bør man først sætte højre fod ind. Derefter bør man fremsige durood sharif og bede den dua, som Profeten (fvmh.) har lært os. Profeten (fvmh.) siger: Når nogen af jer kommer til moskeen, skal han sende velsignelser over Profeten og bede denne dua:(Arabisk*************)

O Allah, åbn din barmhjertigheds døre for mig. (Sahih Muslim)

2. Når man træder ind i moskeen, bør man først bede to rakʿat tahiyyat al-masjid som frivillig bøn. Profeten (s) siger: Når nogen af jer kommer ind i moskeen, bør han ikke sætte sig, før han har bedt to rakʿat. (Bukhari, Muslim).

3. Man bør sidde roligt og ydmygt i moskeen, så bevidstheden om Allahs storhed og frygten for Ham fylder hjertet. At larme, spøge og le, tale om verdslige anliggender, købe og sælge samt udføre andre verdslige aktiviteter i moskeen er i strid med dens værdighed. Profeten (s) advarede mod disse handlinger. Han siger:

Der vil komme en tid, hvor mennesker vil tale rent verdsligt i moskeen. I må ikke deltage i sådanne menneskers samtaler. Allah vil ikke antage bønnen fra sådanne mennesker, der er ligeglade med religionen.

Moskeens storhed og respekten for den kræver, at man træder ind dér med ærefrygt og ydmygt sætter sig, hvor man end finder en plads. Det er en alvorlig uret, at man skubber sig frem over andre menneskers skuldre. Det er også forkert at løbe hovedkulds ind i moskeen for at nå at gøre rukūʿ med imamen og nå rakʿat. At løbe på denne måde er i strid med moskeens værdighed. Uanset om man når rakʿat eller ej, bør man gå roligt ind i moskeen med den største høflighed og anstændighed. Profeten (s) siger: Det er nødvendigt for jer, at I opholder jer i moskeen roligt og anstændigt.

4. Man bør hverken medbringe eller spise ildelugtende ting i moskeen. Profeten (s) siger: Ingen må komme ind i vores moskee efter at have spist hvidløg eller løg. For det, der volder mennesker ubehag, volder også englene ubehag. (Bukhari, Muslim).

5. Man bør ikke tage så små børn med til moskeen, at de ikke kan sige til, når de skal tisse eller have afføring. Der er nemlig risiko for, at de kommer til at tisse eller have afføring dér eller på anden måde krænker moskeens værdighed. Personer, der ikke har forståelse for, hvad der er rent og urent, bør heller ikke have adgang til moskeen.

6. Det er ikke rigtigt at gå gennem moskeen som gennemgang. Så snart man træder ind i moskeen, bliver det dens ret, at den, der træder ind, beder eller udfører dhikr og reciterer. At gå ind ad én dør og uden videre gå ud ad en anden er at vanære moskeen. Hvis nogen ved en fejltagelse går ind, bør han gå ud, så snart han kommer i tanke om det.

7. Hvis noget bliver væk, er det ikke rigtigt at råbe højt og efterlyse det i moskeen. Hvis nogen efterlyste noget i moskeen på denne måde, blev Profeten (s) vred på ham og sagde:(Arabisk**********)

Må Allah ikke give dig det tilbage, som du har mistet – (Bukhari).

8. Man bør have en dyb tilknytning til moskeen. Man bør gå til moskeen med glæde og entusiasme ved hver bøn. Profeten (fvmh.) siger:

På den frygtelige opstandelsens dag, hvor der ikke vil være nogen skygge noget sted bortset fra Allahs Trone, vil syv slags mennesker være under Tronens skygge. En af disse slags vil være dem, hvis hjerter var knyttet til prostration. – (Bukhari).

Det vil sige, at man vil have en nær tilknytning til moskeen. Moskeen vil altid være genstand for hans tanker. Når én bøn er afsluttet, vil han se på uret og vente på den næste bøn.

Profeten (fvmh.) siger:

Allah den Ophøjede bereder gæstfrihed for dem, der færdes til og fra moskeen morgen og aften. (Bukhari, Muslim)

Profeten (fvmh.) siger endvidere:

Når en person udfører afvaskning derhjemme og går til bøn, bliver Allah så glad, når han når frem til moskeen, som husets folk bliver, når en rejsende vender hjem efter sin rejse. – (Ibn Khuzaymah).

Profeten (sa) siger endvidere:

De, der går til moskeen i morgenmørket, vil på opstandelsens dag have et fuldkomment lys hos sig. (Tabarani).

Hazrat Sa’id ibn al-Musayyib (ra) fortæller, at Profeten (sa) sagde:

Den, der udfører wudu grundigt og derefter går hjemmefra for at bede, får skrevet én god gerning for hvert skridt med højre fod. Og for hvert skridt med venstre fod bliver én synd udslettet. Hvad enten moskeen er nær eller fjern. Når han derefter når frem til moskeen, og han udfører bønnen sammen med hele menigheden, får han den fulde belønning. Hvis han tilslutter sig, efter at noget af bønnen er gået, og fuldfører resten af bønnen efter salam, får han også den fulde belønning. Og hvis menigheden er afsluttet, når han når frem til moskeen, og han udfører bønnen alene i moskeen, får han ligeledes den fulde belønning. (Abu Dawud).

9. Det er moskeens ret, at der sørges for duftstoffer og lignende, og at moskeen holdes ren og renset. I Allahs øjne er dette de, der bor i Paradisets, gerning. Profeten (sa) siger, at alle sådanne handlinger – at sørge for, at moskeen bliver rengjort, holde den ren, bringe affaldet ud af moskeen og sørge for duftstoffer i moskeen, især at fylde moskeen med velduft om fredagen – vil føre mennesket til Paradiset. (Ibn Majah, Tabarani).

Han siger endvidere:

At fjerne affald fra moskeen er mahr til Paradisets smukke hourier. (Tabarani).

Det vil sige, at den, der sørger for at holde moskeen ren og velholdt, betaler mahr til de virkelig smukke hourier.

Hazrat Abu Hurayra (ra) fortæller: En kvinde plejede at feje Profetens Moské. Pludselig døde hun. Folk begravede hende uden at tillægge det større betydning og underrettede heller ikke Profeten (s). Da Profeten (s) efter at have spurgt til hende fik at vide, at hun var død og var blevet begravet, fordi man anså det for en ubetydelig sag, sagde Profeten (s):

Hvorfor underrettede I mig ikke?

Derefter gik han til hendes grav og bad for hende, idet han sagde: Det bedste, denne kvinde gjorde, var, at hun plejede at feje moskéen. (Bukhari, Muslim, Ibn Majah m.fl.).

10. Det er makruh at udføre wudu i moskéens gård, skylle munden eller efter wudu at ryste vandet af hænderne i moskéen. Nogle mennesker tørrer ansigt og hænder efter wudu og lader det brugte vand falde ned i moskéen. Det er respektløst over for moskéen. Ligeledes er det makruh at tørre mudder, der sidder på fødder, tøj og lignende, af på moskéens vægge, tæpper eller gardiner.

11. Man bør ikke gå ind i moskéen i tilstanden janabah eller under hayd eller nifas. At gå ind i moskéen i en sådan tilstand uden tvingende grund er makruh tahrimi.

12. Det er makruh at sove i moskéen eller uden grund tilbringe tiden liggende eller siddende. En rejsende har dog tilladelse til at opholde sig og sove der. De, der foretager i’tikaf, skal derimod opholde sig og sove i moskéen.

13. Man bør ikke gå til moskéen i tøj, der lader satr være blottet. Man bør for eksempel ikke gå iført niqab eller med tøjet løftet. Man bør derimod gå med kroppen tildækket og med passende adab.

14. Moskéens dør bør ikke lukkes, så enhver kan komme og bede, når han ønsker det. Hvis der imidlertid er frygt for, at mange ejendele vil blive stjålet, kan døren lukkes. Under bønnetiden skal døren dog holdes åben. Under normale omstændigheder er det makruh at holde moskéens dør lukket.

15. Der bør sørges for regelmæssig adhan og menighedsbøn i moskeen. Til at kalde til bøn og lede bønnen bør man udpege en person, som af alle de bedende, der kommer i moskeen, anses for samlet set at være den bedste med hensyn til religion og moral. Man bør så vidt muligt bestræbe sig på at finde en person til adhan og imam-rollen, som påtager sig dette ansvar udelukkende i håbet om belønning i det hinsidige.

Hazrat Uthman ibn Abi al-ʿAs (ra) fortæller: Jeg bad Profeten (s) om at udnævne mig til folkets imam.

Profeten (s) sagde:

Vær imam for dem, men tag hensyn til de svage, og udpeg en mu’adhdhin, som ikke tager betaling for at kalde til bøn. (Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Majah, al-Nasa’i).

16. Der skal træffes fuldstændige foranstaltninger for at holde moskeen levende. At holde moskeen levende betyder, at man tilbeder Allah i den, og at folk er optaget af dhikr og fikr, koranrecitation, frivillige bønner og lignende. Allah den Højestes ord lyder:

(Arabisk**************)

I huse, som Allah har tilladt at blive ophøjet, og hvor Hans navn bliver ihukommet. (Nur: 36)

Det vil sige, at moskeens ret er, at den behandles med ære og respekt, at der udføres dhikr og fikr i den, og at der sørges for tilbedelse af Allah. Dette er de troendes ret og ansvar samt et vidnesbyrd om deres tro.

I Koranen står der –(Arabisk************)

Det er kun de, der tror på Allah og den yderste dag, som opbygger Allahs moskeer og holder dem levende og velfungerende – (At-Tawbah: 17).

Men i dag sørger folk som regel på forunderlig vis for at udsmykke moskeerne med smukke ornamenter og holde dem strålende oplyst af farvede lamper. De indsamler endda bidrag til dette, hvilket er endnu værre. Men når det gælder at holde moskeerne levende og opnå den lykke at tilbede Allah, er de yderst ligeglade. Alligevel siger den hellige Profet (s):

Jeg er ikke blevet pålagt at bygge moskeerne høje og prangende. – (Abu Dawud).

Efter at have hørt denne hadith advarede Ibn Abbas folk og sagde:

»I vil blive ved med at udsmykke jeres moskeer på samme måde, som jøderne og de kristne udsmykker deres gudshuse.«

Når man går ud af moskeen, skal man først sætte venstre fod udenfor og derefter fremsige denne bøn –(Arabisk********)

Åh Allah, jeg beder Dig om Din nåde og gavmildhed.

18. Det er makruh tahrimi at urinere, have afføring eller udføre seksuelle handlinger på moskéens tag. Hvis nogen har indrettet en moské i et hus, gælder moskéens regler ikke for hele huset. De gælder derimod kun for den del, der er udlagt til bøn. På samme måde er de områder, der er udlagt til eid-bønner eller janazah-bønner, ikke omfattet af moskéens regler.

19. Det er som regel ikke tilladt for en erhvervsdrivende at udføre sit arbejde, mens han sidder i moskéen. Hvis en person imidlertid midlertidigt udfører sit arbejde i moskéen for at holde opsyn med den, eksempelvis en skrædder, der syr, eller en skriver, der skriver, er det tilladt.

Beskrivelse af bønnen i menighed

Betydningen af bøn i menighed og dens fortrin

Den stærke betoning og de fortrin ved bøn i menighed, som er omtalt i Koranen og sunnaen, tydeliggør denne sandhed: Den obligatoriske bøn er netop noget, der skal udføres i menighed, og i et islamisk samfund kan man ikke forestille sig, at den obligatoriske bøn udføres uden menighed. Hvis der naturligvis foreligger en reel undskyldning, er det en anden sag.

Koranens påbud (Arabisk***************)

Og bøj jer sammen med dem, der bøjer sig – (al-Baqarah: 43)

Kommentatorerne har almindeligvis ud fra dette vers bevist, at bønnen bør udføres i menighed – (Maʿālim al-Tanzīl, Khāzin, Tafsīr Kabīr m.fl.).

Få en fornemmelse af den enestående betydning og stærke betoning af menighedsbønnen i religionen ved dette: Selv på slagmarken, hvor der hvert øjeblik er fare for blodige sammenstød med fjenden, er det blevet påbudt, at man ikke skal bede hver for sig, men derimod sammen med menigheden. I Koranen findes der derfor ikke blot en befaling om, at bønnen skal udføres i menighed; også bønneordenen og -måden er blevet angivet:

(Arabisk*****************)

– Og når du (o profet) er blandt dem og stiller dig frem for at lede dem i bøn (under kamp), skal en gruppe af dem stå sammen med dig og have deres våben med sig. Når de har udført sujud, skal de gå om bagved, og den anden gruppe, som endnu ikke har bedt, skal komme og bede sammen med dig. De skal også være på vagt og have deres våben med sig. (An-Nisa: 102).

Profeten (fred være med ham) har sagt meget om menighedsbønnens stærke betoning og fortrin. Han har fremhævet dens betydning og velsignelse og opmuntret til den, samtidig med at han har udtalt alvorlige advarsler til dem, der forsømmer menigheden. Han siger:

Ingen bøn er vanskeligere for hyklerne end fajr- og isha-bønnen. Hvis de vidste, hvor stor belønningen for disse to bønner er, ville de altid komme til dem, selv kravlende på knæ.

Derefter siger han:

Jeg har overvejet at befale en muezzin at fremsige iqama til menighedsbønnen, udpege en anden til at lede bønnen i mit sted og selv tage bundter af brænde med hen til de huse, hvor de bor, som ikke går ud af deres hjem efter at have hørt kaldet til bøn, og sætte ild til dem og brænde dem ihjel – (Bukhari, Muslim).

At bede i menighed har syvogtyve gange større fortrin end at bede alene – (Bukhari, Muslim).

** Hazrat Anas (r.a.) sagde: Profeten (s.a.w.) har sagt:

Den, der i fyrre dage regelmæssigt udfører hver bøn sammen med menigheden, således at han ikke går glip af den første takbīr, får afgørelse om fritagelse fra to ting. (Det vil sige, at Allah den Højeste afgør, at han beskyttes mod og frelses fra to ting.) Den ene er fritagelse fra Helvedes ild, og den anden er fritagelse fra hykleri og beskyttelse mod det – (Tirmidhī).

** Hazrat ʿAbdullah ibn Masʿūd (r.a.) sagde: Profeten (s.a.w.) har sagt:

O muslimer! Allah har fastlagt »Sunan al-Hudā« for jer. Det vil sige, at Han har lært jer en metode, som ummahen kan forblive på vejledningen ved at følge. Og at udføre disse fem daglige bønner sammen med menigheden i moskéen er »Sunan al-Hudā«. Hvis I begynder at bede i jeres hjem, sådan som der er blevet henvist til angående en bestemt person, vil I forlade jeres Profets sunna. Hvis I forlader Profetens sunna, vil I vige bort fra vejledningens vej – (Muslim).

** Ifølge en beretning fra Hazrat Ubayy ibn Kaʿb (r.a.) sagde Profeten (s.a.w.):

Hvis folk kendte belønningen og fortjenesten ved menighedsbønnen, ville de løbe af sted og slutte sig til menigheden, uanset hvilken tilstand de befandt sig i. Menighedens første række er som englenes række. Det er bedre at bede to sammen end at bede alene. Jo flere mennesker der ***1 er, desto mere velbehagelig og kær er denne menighed hos Allah. ***2

** Profeten (s.a.w.) sagde desuden:

Giv dem, der går til moskéen for at udføre menighedsbønnen på mørke nætter, det glædelige budskab, at de på opstandelsens dag vil få fuldt lys – (Tirmidhī).

Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde:

Den, der udfører isha-bønnen i menighed, får belønningen for at tilbede halvdelen af natten, og den, der udfører fajr-bønnen i menighed, får belønningen for at tilbede hele natten (Tirmidhi).

I Toraen står der, at jo flere mennesker der deltager i menighedsbønnen blandt Muhammads ummah, desto større belønning får hver person. Hvis der for eksempel er tusind mennesker, får hver enkelt belønningen for tusind bønner. (Ilmul-Fiqh).

Abu Dawud.

Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde: Den, der hører kaldet til bøn, men ikke kommer for at bede i menighed, og som ikke har nogen undskyldning for ikke at komme, får ikke sin bøn accepteret, hvis han beder den alene.

En sahabi (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: »Hvad menes der med en undskyldning?« Profeten (fred være med ham) svarede: »Frygt eller sygdom.« (Abu Dawud).

Hazrat Aswad (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En dag var vi til stede hos Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), da talen faldt på regelmæssighed i bønnen og dens fortrin. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) beskrev da Profetens (fred være med ham) dødsleje og sagde:

En dag, da tiden for bønnen var inde, sagde Profeten (fred være med ham): »Bed Abu Bakr om at lede bønnen.« Vi sagde: »Abu Bakr er et blødhjertet menneske. Hvis han stiller sig på Deres plads, vil han ikke kunne beherske sig selv og vil ikke kunne lede bønnen.«

Den Hellige Profet befalede igen: »Sig til Abu Bakr, at han skal lede bønnen.« Vi gentog det samme. Da sagde Huzur: »Taler I til mig på samme måde, som de egyptiske kvinder talte til profeten Yusuf? Sig til Abu Bakr, at han skal lede bønnen.«

Under alle omstændigheder gik Hazrat Abu Bakr frem for at lede bønnen. På det tidspunkt følte Den Hellige Profet sig en smule bedre og begyndte derfor at gå mod moskeen støttet af to personer. Dette syn står levende for mine øjne. Den Hellige Profets velsignede fødder slæbte hen over jorden, mens han gik. Det vil sige, at han ikke havde kræfter nok i benene til at løfte fødderne. Abu Bakr var begyndt at lede bønnen i moskeen. Han ville da træde tilbage, men Den Hellige Profet forbød ham det og lod ham lede bønnen – (Sahih Bukhari).

Reglerne for fællesbøn

1. Fællesbøn er wajib ved de fem daglige bønner. Den er wajib, selv hvis bønnen udføres uden for moskeen, for eksempel hjemme eller på en åben plads. Det er tilladt at bede i fællesskab hjemme, men uden en gyldig undskyldning er det ikke rigtigt at gøre det. Bønnen bør bedes i fællesskab i moskeen.

2. Fællesbøn er en betingelse for Jumuʿah- og Eid-bønnerne. Det vil sige, at hverken fredagsbønnen eller Eid-bønnen kan bedes uden fællesbøn.

3. Det er sunnat mu’akkadah at bede Ramadanens tarawih-bøn sammen med menigheden, selv om hele den Hellige Koran bliver reciteret i fællesskab.

4. Det er også sunnat mu’akkadah at bede Kusuf-bønnen i fællesskab.

5. Det er mustahabb at bede witr-bønnen i Ramadan i fællesskab.

6. Det er makruh tahrimi at udføre khusuf-bønnen i menighed.

7. Det er også makruh at udføre almindelige nafl-bønner i menighed, hvis der arrangeres adhan og iqamah for at tilkalde folk, ligesom ved de obligatoriske bønner. Hvis nogle mennesker imidlertid på et tidspunkt uden nogen særlig organisering samles og udfører nafl-bønnen i menighed, er der ingen skade ved det.

Betingelser for, at menighedsbøn er wajib

1. At være mand. Menighedsbøn er ikke wajib for kvinder.

2. At være myndig. Det er ikke wajib for mindreårige børn at deltage i menighedsbøn.

3. At være ved bevidsthed. Menighedsbøn er ikke wajib for bevidstløse, sindssyge eller berusede.

4. Ikke at have nogen af de undskyldninger, som giver tilladelse til at undlade menighedsbøn.

Undskyldninger for at undlade menighedsbøn

De undskyldninger, der gør det tilladt at undlade fællesbønnen, er af fire slags. På grund af disse omstændigheder kan man undlade fællesbønnen, men man bør så vidt muligt deltage i den.

1. Den bedende er ude af stand til at gå til moskeen. For eksempel:

(a) Han er så svag, at han ikke kan gå.

(b) Han har en sygdom, der gør, at han ikke kan bevæge sig.

(c) Hvis han er blind, lam eller har fået amputeret et ben. Selv hvis nogen bringer ham til moskeen under sådanne omstændigheder, er fællesbønnen ikke obligatorisk for ham.

2. Det er meget vanskeligt at gå til moskeen, eller der er frygt for, at sygdommen bliver værre. For eksempel:

(a) Det regner voldsomt.

(b) Det er bitterligt koldt, og der er risiko for at blive syg, hvis man går udenfor.

(গ) Frygteligt mørke, så vejen ikke kan ses.

(ঘ) Der er mudder og vand på vejen til moskéen.

(ঙ) Risiko for, at transportmidlet kører, samt risiko for tab, hvis man venter på det næste transportmiddel.

3. Frygt for liv og ejendom, for eksempel:

(ক) Der er et skadeligt dyr på vejen til moskéen, såsom en slange eller et vildt dyr.

(খ) Fjenden ligger på lur.

(গ) Frygt for tyve eller røvere på vejen eller risiko for indbrud i hjemmet.

4. Et menneskeligt behov, som, hvis det ikke opfyldes, kan forhindre én i at koncentrere sig under bønnen. For eksempel:

(a) Sulten har meldt sig, og maden er klar.

(b) At trangen til at lade vandet eller komme af med afføring melder sig.

At rette bederækkerne

1. Der bør træffes fuldstændige foranstaltninger for at rette rækkerne til menighedsbønnen. Profetens (fred være med ham) anvisning er:

Hold jeres rækker lige og jævne under bønnen. At gøre dette er en del af bønnen (Bukhari, Muslim).

Hazrat Nuʿman ibn Bashir (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den hellige Profet (fred være med ham) plejede at rette vores rækker så grundigt, som om han rettede en pil. Det gjorde han, for at han kunne være sikker på, at vi havde forstået hans ord ordentligt. En gang kom han ud og stillede sig for at lede bønnen, og netop som han skulle sige takbīr, fik han øje på en mand, hvis bryst ragede lidt frem foran rækken. Da sagde den hellige Profet:

“Allahs tjener! Gør din række lige og jævn. Lad det ikke ske, at Allah vender jeres ansigter bort fra hinanden, fordi rækken ikke er lige.” – (Muslim).

2. Først skal de forreste rækker gøres lige og jævne. Derefter skal eventuelle mangler i de bageste rækker udbedres.

3. Bag imamen, nærmest ham, skal stå de personer, der er mest fremstående i kundskab og indsigt. Derefter skal de nærmest stå, som står dem nærmest med hensyn til fornuft og dømmekraft.

4. Bag imamen skal først mændenes række stå, derefter drengenes og til sidst pigernes.

5. Muqtadierne skal stå på begge sider af imamen, således at imamen står i midten; det må ikke være sådan, at der står flere på den ene side af imamen end på den anden.

6. Hvis der kun er én muqtadi, hvad enten han er en voksen mand eller en ikke-voksen dreng, bør han stå lidt bag imamen på hans højre side. Det er makruh, at en enkelt muqtadi står bag imamen eller på hans venstre side.

7. Hvis der er flere muqtadier, skal de stå bag imamen. Hvis der er to muqtadier, og de står ved imamens højre side, er det makruh tanzihi. Hvis der er flere end to, er det makruh tahrimi. For når der er flere end to muqtadier, er det wajib, at de står bag imamen – (Ilmul Fiqah, Durr al-Mukhtar, Shami).

8. Hvis der først kun er én muqtadi, og der senere kommer flere muqtadier, skal den muqtadi, der står lige ved siden af imamen, trækkes tilbage til rækken bagved, eller imamen skal træde frem, så alle muqtadierne kan stå i samme række bag imamen.

9. Når den forreste række er fuld, må den, der kommer senere, ikke stå alene i rækken bagved. En person fra den forreste række skal trækkes tilbage til rækken bagved. Men hvis man trækker en person tilbage, som ikke kender denne regel, vil han opfatte det som noget dårligt.

10. Det er makruh at stå i rækken bagved, selv om der er plads i den forreste række.

Kvindernes menighedsbøn

1. En menighedsbøn udelukkende bestående af kvinder (det vil sige, at både imamen og de bedende bag ham er kvinder) er tilladt og ikke makruh.

Hazrat Umm Waraqa (ra), datter af Nawfal, fortæller, at Profeten (s) plejede at tage hjem til hende for at besøge hende. Han havde også udpeget en muezzin til hende, som kaldte adhan til deres bøn. Umm Waraqa ledte kvinderne i sit hus i bøn. (Abu Dawud)

2. Når en kvinde leder kvinder i bøn, skal imamen stå midt i rækken og ikke foran den, uanset om der kun er én bedende bag hende eller flere.

3. Det er tilladt for en mand udelukkende at lede kvinder i bøn på betingelse af, at der er mindst én mand i denne menighed, eller at der blandt kvinderne er en mahram-kvinde, såsom hans mor, søster eller hustru. Hvis der hverken er en mand eller en mahram-kvinde i menigheden, er det makruh tahrimi at lede bønnen.

4. Hvis den bedende bag imamen er en pige eller kvinde, hvad enten hun er myndig eller mindreårig, bør hun stå bag imamen, uanset om hun er alene eller sammen med flere. Selv hvis hun er alene, skal hun ikke stå ved siden af imamen, men bag ham.

Sutrah

1. Hvis man beder på et sted, hvor folk passerer foran en, bør man placere noget foran sig, som er omkring én gaz højt og mindst så tykt som en finger. Det er mustahabb at gøre dette.

2. Det er syndigt at gå foran den bedende. Men hvis en sutrah (den tidligere nævnte genstand) er rejst foran ham, er det ikke syndigt at gå foran den. Det er dog ikke tilladt at gå mellem sutrah’en og den bedende.

3. Hvis imamen rejser en sutrah foran sig, er den tilstrækkelig for alle muqtadierne. Det er da ikke syndigt at gå foran menigheden.

Regler om menighedsbøn

1. Hvis en person kommer til den nærmeste moské og ser, at menighedsbønnen allerede er afsluttet, er det mustahabb for ham at forsøge at deltage i menighedsbønnen i en anden moské. Det er også tilladt at gå hjem og bede i menighed med husets beboere.

2. For at menighedsbønnen kan være gyldig, er det nødvendigt, at imamen og muqtadien befinder sig på samme sted under bønnen, for eksempel at de begge beder i den samme moské eller i det samme hus. Eller imamen står i moskéen, mens muqtadien står udenfor på vejen eller i sit eget hus, men der er sammenhængende rækker mellem dem.

3. Hvis imamen står inde i moskéen, mens muqtadien står på moskéens tag, eller hvis en persons hus ligger op ad moskéen, og han står på sit hus’ tag, er det tilladt, så længe der ikke er så meget tom plads mellem dem, at der kunne være to rækker.

4. Hvis en person allerede har bedt den obligatoriske bøn alene, og den obligatoriske menighedsbøn derefter begynder, bør han slutte sig til menigheden. Han skal dog ikke slutte sig til ved fajr-, asr- eller maghrib-bønnen. Det skyldes, at bøn efter fajr og asr er makruh. Grunden til, at han ikke skal slutte sig til maghrib-bønnen, er, at denne anden bøn ville blive en nafl-bøn, og det er ikke foreskrevet, at en nafl-bøn består af tre rak‘at.

5. Hvis en person er i gang med at bede den obligatoriske bøn, og denne bøn derefter begynder som menighedsbøn, bør han afbryde sin bøn og slutte sig til menigheden. Hvis han under fajr-bønnen allerede har udført sujud i den anden rak‘ah, skal han fuldføre bønnen. Hvis han efter at have fuldført bønnen ser, at menighedsbønnen endnu ikke er afsluttet, skal han, hvis det drejer sig om zuhr- eller isha-bønnen, slutte sig til menigheden.

6. Hvis nogen er begyndt på en nafl-bøn og imens stiller sig op til den obligatoriske bøn i menigheden, skal han bede to rakʿat og afslutte bønnen med salām.

7. Hvis nogen er begyndt på de første fire rakʿat sunnat muʾakkadah før zuhr- eller fredagsbønnen, og imamen på det tidspunkt rejser sig for den obligatoriske bøn, bør han bede to rakʿat sunnat og afslutte bønnen med salām. Derefter skal han fuldføre denne sunnat efter den obligatoriske bøn.

8. Når imamen har rejst sig for at bede den obligatoriske bøn, bør man ikke bede sunnat. Men hvis man er sikker på, at man ikke går glip af nogen rakʿat af den obligatoriske bøn, må man bede sunnat. Da der imidlertid er lagt særlig stor vægt på fajr-bønnens sunnat, skal man bede den, hvis man blot håber at nå én rakʿat med menigheden. Hvis man ikke håber at nå én rakʿat, skal man ikke bede den.

9. Når den obligatoriske bøn bedes i menigheden, skal den, der ønsker at bede sunnat, bede et sted adskilt fra moskeen. Hvis det ikke er muligt, skal han træde væk fra menighedens rækker og bede i et hjørne af moskeen. Hvis heller ikke det er muligt, skal han ikke bede sunnat. Derfor er enhver anden bøn makrūh tahrīmī på det sted, hvor den obligatoriske bøn bedes i menigheden.

10. Hvis man en dag bliver forsinket og derfor ikke håber at nå hele menigheden, bør man alligevel gå til moskeen og bede sammen med menigheden. Man kan håbe på belønningen for menighedsbønnen; ja, selv hvis menigheden allerede er afsluttet, kan man håbe hos Allah på at få belønningen for menighedsbønnen.

Profeten (ﷺ) sagde:

Den, der udfører wuḍūʾ grundigt og derefter går til moskeen i håb om at bede sammen med menigheden, men ved ankomsten ser, at menigheden allerede har bedt, ham vil Allah den Ophøjede give samme belønning for menighedsbønnen som dem, der deltog i menigheden og bad. Deres belønning vil ikke blive mindsket på grund af dette. – (Abū Dāwūd).

11. Den, der slutter sig til imamen under rukūʿ, regnes for at have opnået den pågældende rakʿat. Men hvis han ikke når rukūʿ, regnes han ikke for at have opnået rakʿaten.

12. Hvis én person ud over imamen slutter sig til bønnen, er der dannet en menighed ved de almindelige bønner. Til fredagsbønnen kræves der imidlertid mindst to personer ud over imamen. Ellers er der ikke dannet en fredagsmenighed.

Reglerne for den anden menighed

Når den første menighed er blevet afholdt i moskéen på regelmæssig vis, og nogle af dem, der ikke nåede menigheden, danner en anden menighed, er spørgsmålet, hvornår denne anden menighed er tilladt, og hvornår den er makruh.

1. Hvis nogen danner en anden menighed i sit hjem eller på en åben plads, efter at den regelmæssige menighed er blevet afholdt i moskéen, er det tilladt. Der er ingen uenighed om dette.

2. På et offentligt sted, hvor moskéen hverken har en fast imam eller en muezzin, og hvor der heller ikke er fastsat noget bestemt tidspunkt for bønnen, er en anden menighed tilladt.

3. Hvis den første menighed ikke er blevet afholdt med højlydt adhan og iqamah på regelmæssig og fuldstændig vis, er en anden menighed tilladt under disse omstændigheder.

4. Hvis den første menighed blev dannet af personer, som ikke hører til i kvarteret, og som heller ikke har noget ansvar for moskéen, er en anden menighed tilladt her.

5. Hvis den anden menigheds form kan ændres, er det uden tøven tilladt at danne menigheden. At ændre formen betyder, at imamen i den anden menighed flytter sig og stiller sig et andet sted end det sted, hvor imamen i den første menighed stod. I Ilmul Fiqah, bind 2, er det med henvisning til Durr al-Mukhtar blevet anført, at den anden menighed ifølge imam Abu Yusuf ikke er makruh, hvis dens form og måde ændres; og det er denne opfattelse, som fatwaen bygger på.

I Tirmidhi og Abu Dawud står der, at Profeten (fred være med ham) så en mand bede alene. Profeten (fred være med ham) sagde: »Er der nogen, som vil hjælpe ham?« Så rejste en mand sig og bad sammen med ham. Men det bør ikke være sådan i moskeen, at der regelmæssigt afholdes en anden menighedsbøn.

6. Hvis de ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, og situationen ikke er som beskrevet, vil den anden menighedsbøn være makruh. Det vil sige, at beboerne i et kvarters moské på regelmæssig vis, med høj stemme til kaldet til bøn og med iqamah, har bedt i menighed. Hvis nogle mennesker derefter ankommer til moskeen efter menighedsbønnen og beder i menighed på en sådan måde, at menighedsbønnens form ikke ændres, vil denne menighedsbøn være makruh tahrimi.

Beskrivelse af imamatet

Valg af imam

At lede bønnen som imam er en stor religiøs ære og et stort ansvar. Det er en ære som Profetens arving. Derfor skal imamen vælges med stor omhu. Dette ansvar skal betroes en person, som samlet set er bedre og mere værdig end alle de andre, der beder, og som overgår alle i viden, gudsfrygt, opofrelse og ofre samt i fremsynethed og fint dømmekraft i religiøse spørgsmål. Han skal både være muslimernes imam i moskeen og deres vejleder og leder i det praktiske liv.

Da den ædle Profet (fred være med ham) fra sit dødsleje ikke længere var i stand til at gå til moskeen, udpegede han Hazrat Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) til at repræsentere ham; han var samlet set den bedste blandt hele ummaen. Kvinderne i huset gjorde to gange indsigelse og sagde, at Hazrat Abu Bakr Siddiq var meget blødhjertet og derfor ikke ville kunne beherske sig. Alligevel sagde Profeten (fred være med ham) tre gange: »Bed Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) om at lede bønnen.« Derefter ledte Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) bønnen.

Bønnen er i virkeligheden kilden til det religiøse liv. Den, der har ret til at repræsentere muslimerne over for Allah i bønnen, er den, der er værdig til denne ære, og som samlet set udmærker sig mest i religiøse egenskaber. Hazrat Abu Masud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde:

Muslimernes imam kan være den person, der er bedst til at recitere Koranen. Hvis alle er lige på dette område, skal det være den, der har størst viden om sunnah og sharia. Hvis alle også på dette område er lige, skal det være den, der først foretog hijrah. Hvis de også i dette er lige, skal det være den ældste (Muslim).

En fremragende koranrecitator er en person, der har en særlig kærlighed til og tilknytning til Koranen, som reciterer den meget, er hafiz og kan læse Koranen smukt. Det er en person, der kan tænke over og forske i Koranen, og som har forstået Koranens kald og visdom. Hvis disse egenskaber findes hos flere personer, skal man udpege den som imam, der har størst viden om sunnaen og shariaen samt størst viden om religionens regler og juridiske spørgsmål.

At være blandt de første i hijra betyder at være den, der går forrest på religionens vej og er den bedste af alle med hensyn til opofrelse og selvopofrelse. Hvis disse egenskaber findes lige meget hos alle, skal den, der besidder dem i højeste grad, gives forrang.

Regler vedrørende imamens ledelse

1. Det er ikke tilladt for en kvinde at lede mænd i bøn. Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde, at ingen kvinde må lede en mand i bøn. – (Ibn Majah)

2. Hvis en kvinde leder kvinder i bøn, skal hun stå midt i rækken og ikke foran den.

3. Imamen skal tage hensyn til de bedendes behov og vanskeligheder, når han reciterer Koranen, og han må ikke forlænge rukūʿ og sujūd. Det er makruh tahrimi at recitere meget lange suraer og udføre meget lange rukūʿ og sujūd uden at tage hensyn til dem, der følger imamen.

Profeten (fred være med ham) sagde:

Hvis nogen af jer leder bønnen, bør han gøre den kort og let. For blandt dem, der følger imamen, kan der være syge, svage og gamle mennesker. Men hvis han beder alene, kan han gøre bønnen så lang, som han ønsker. – (Bukhari, Muslim)

Hazrat Muʿādh (må Allah være tilfreds med ham) plejede at recitere lange suraer under isha-bønnen. Derefter blev der klaget over dette til Profeten (fred være med ham). Profeten (fred være med ham) blev meget vred på Hazrat Muʿādh og sagde:

Muʿādh, ønsker du at involvere folk i fitna?

Derefter sagde han til ham: (Arabisk************)Du skal recitere suraer af denne type. – (Bukhari, Muslim)

Profeten (fred være med ham) siger om sig selv:

Når jeg begynder at lede bønnen, har jeg til hensigt at gøre den lang. Men når jeg hører børnenes gråd, forkorter jeg bønnen, fordi jeg ved, hvor meget det smerter moderen, når barnet græder. – (Bukhari)

4. Det er tilladt at udpege en mukabbir mellem imamen og menigheden, så imamens takbir kan nå frem til muqtadierne. Han siger takbir efter at have hørt imamens takbir, og muqtadierne udfører sujud og bønnenes øvrige arkan efter at have hørt hans takbir.

5. Det er makruh tahrimi at udpege en fasiq, en umoralsk person eller en bidʿah-tilhænger som imam. Hvis man på et tidspunkt ikke kan finde andre end en sådan person, er det dog ikke makruh.

6. Det er tilladt at udpege en person, der følger en hvilken som helst fiqh-retning, som imam og at bede bag ham. Hvis imamens bøn er gyldig efter hans fiqh-retning, er alle muqtadiernes bønner gyldige, uanset hvilken fiqh-retning de følger.

7. Hvis en person alene udfører den obligatoriske maghrib-, isha- eller fajr-bøn, og nogen kommer til og følger ham som muqtadi, bliver det wajib for denne imam at recitere højt. Selv hvis han allerede har reciteret sura al-Fatiha eller den efterfølgende sura, skal han recitere den igen med høj stemme. Det skyldes, at høj recitation er wajib for imamen i disse bønner. Han skal dog udføre sujud sahw, fordi han har reciteret sura al-Fatiha to gange.

8. Det er makruh at udpege en person til imam, hvis sygdom normalt vækker folks afsky, såsom spedalskhed eller en lignende sygdom.

9. Det er makruh at udpege en smuk dreng, hvis skæg endnu ikke er begyndt at vokse, til imam.

10. En person bør ikke lede bønnen, hvis muqtadierne ikke er tilfredse med hans imamat. At lede bønnen imod menighedens ønske er makruh tahrimi.

11. Hvis der en dag bliver bedt i en persons hjem, har husets ejer fortrinsret til at lede bønnen. Hvis han selv lader en anden træde frem, er der dog ingen skade i det. Ligeledes har den udpegede imam fortrinsret til at lede bønnen i en moské, hvor der er en fast imam. Hvis han selv udpeger en anden til imam, er der dog ingen skade i det.

12. Hvis imamens bøn af en eller anden grund bliver ugyldig, bliver alle de bedendes bøn ugyldig, uanset om det opdages under bønnen eller efter bønnen. Hvis det opdages efter bønnen, er det imamens pligt at underrette alle muqtadierne om det, så de kan bede bønnen igen.

13. Det er imamens ansvar at bede muqtadierne rette rækkerne og stå på linje ved at sige, at de skal komme tættere sammen og stå ved siden af hinanden, så der ikke er noget mellemrum mellem to personer.

14. En mand kan også lede bønnen udelukkende for kvinder, forudsat at der blandt kvinderne er mindst én kvinde, som er hans mahram, eller at en anden mand ud over disse kvinder deltager i menighedsbønnen.

Imamens ledelse ved hjælp af en maskine

Hvis man optager en imams stemme på et lydbånd eller ved hjælp af en grammofon fremstiller en optagelse af menighedsbønnen og følger denne i bønnen, er det ikke tilladt at bede i menighed på denne måde. På samme måde er det ikke tilladt at bede under ledelse af en imam, hvis han leder bønnen på lang afstand via radioen. [Allama Maududi (må Allah forbarme sig over ham) udtalte som svar på et spørgsmål følgende synspunkt om dette emne:

Spørgsmål: Radioen er et kommunikationsmiddel, som kan overføre én persons tale og stemme tusindvis af kilometer bort. På samme måde kan en menneskelig stemme bevares på en grammofonplade og senere gengives ved hjælp af en særlig metode. Spørgsmålet er nu: Hvis en imam leder bønnen via radioen fra tusindvis af kilometers afstand, eller hvis en stemme bevares på en grammofonplade og derefter afspilles igen, er det så tilladt at afholde menighedsbøn ved at følge disse mekaniske stemmer?

Svar: At bede på lang afstand under en persons ledelse via radioen eller at bede i en menighed er principielt ikke gyldigt. Hvis De undersøger årsagerne grundigt, vil De selv kunne forstå det.

Imamens opgave er ikke blot at lede bønnen. Han er også på en måde leder for den lokale menighed. Hans opgave er at skabe personlige relationer til folk og holde øje med deres karakter, adfærd og de lokale forhold. Derefter skal han, alt efter situationen og behovet, gennem sin khutba eller ved andre lejligheder varetage ansvaret for at forbedre og vejlede dem. Det er naturligvis en anden sag, at denne type institution, ligesom mange andre ting, også er blevet forringet. Men under alle omstændigheder er det nødvendigt at bevare den oprindelige institution i dens rette form. Hvis man begynder at bede via radioen eller lader imamens ledelse og fremførelsen af khutbaen foregå gennem en grammofon, vil imamens egentlige livskraft for altid gå tabt.

Bønnen er ikke blot »tilbedelse« som i andre religioner. Derfor vil det i virkeligheden være at ødelægge dens værdighed og betydning, hvis man fjerner personligheden fra imamens ledelse og skaber »mekaniskhed« i den.

Desuden: Hvis en person fra et centralt sted leder bønnen og fremfører khutbaen via radio eller grammofon og dermed afskaffer den lokale imamledelse, vil det skabe en kunstig ensartethed (Uniformity), som vil ødelægge islams demokratiske livskraft (Spirit) og bane vejen for diktatur. Dette stemmer overens med de systemers mentalitet og natur, som bygger på at gøre folk fuldstændigt underdanige over for den samme leder, såsom fascisme og kommunisme. Islam ønsker imidlertid ikke at gøre en central imams eller amirs autoritet så altomfattende, at de lokales myndighed helt overgår til ham, og at de selv dermed ikke får mulighed for at udvikle evnen til at tænke over deres egne interesser, forstå deres egne forhold og træffe beslutninger. Profeten (fred være med ham)s tid var den bedste tid (khayr al-qurun). Dengang udfyldte imamerne ikke blot rollen som præster, hvis opgave kun var at udføre nogle religiøse ritualer. De blev derimod udpeget som lokale ledere. Deres opgave var ta’lim og tazkiya samt at reformere og forbedre samfundet og civilisationen. De lokale menigheder skulle oprettes med det formål, at de efter evne skulle bidrage til den større og centrale menigheds velfærd og udvikling. Hvordan skulle et sådant storslået og vigtigt formål kunne opfyldes gennem radio eller grammofon? En maskine kan på ingen måde være en erstatning for et menneske. Den kan derimod være et hjælpemiddel. Derfor mener jeg, at »mekanisk imamledelse« er fuldstændig i strid med islams livskraft. – (Risala wa Masail, bind 1, s. 156 – Abul A’la Maududi).]

Regler for den, der følger imamen

1. En betingelse for, at en muqtadis bøn er gyldig, er, at han også skal have intentionen med ordene: »Jeg beder denne bøn i denne imams følge.«

Det er ikke nødvendigt at udtrykke intentionen med munden. Det er tilstrækkeligt at have den i sit hjerte.

2. Det er nødvendigt for muqtadien at stå bag imamen. Hvis muqtadien er alene, skal han stå ud for imamen; hvis han står foran ham, er bønnen ikke gyldig.

Han anses allerede for at stå foran imamen, hvis hans fødder står foran imamens fødder.

3. Det er wajib for muqtadien at følge imamen i alle bønnens fard- og wajib-handlinger. Det er dog ikke nødvendigt at gøre det samme som imamen i bønnens sunnah-handlinger. Hvis imamen derfor følger shafiʿitisk retning og løfter hænderne, rafʿ al-yadayn, når han går ned i rukūʿ og rejser sig derfra, er det ikke wajib for en muqtadi, der følger hanafitisk retning, at følge imamen i denne sunnah. Hvis imamen ligeledes reciterer duʿāʾ al-qunūt i fajr-bønnen, er det ikke nødvendigt for den hanafitiske muqtadi at recitere den. Men hvis en shafiʿitisk imam i witr-bønnen reciterer duʿāʾ al-qunūt efter rukūʿ, er det også wajib for den hanafitiske muqtadi at recitere duʿāʾ al-qunūt efter rukūʿ, fordi qunūt er wajib i witr-bønnen.

4. Når der kun er én muqtadi i menighedsbønnen, hvad enten han er en voksen eller en dreng, skal han stå lige ved imamens højre side eller lidt bag ham. Det er makruh at stå bag imamen eller på hans venstre side. Hvis muqtadien derimod er en kvinde, skal hun under alle omstændigheder stå bagved.

5. Det er makruh at stå i anden række, når der er plads i første række. Hvis der ikke er plads i første række, er det makruh at stå alene i anden række [Hazrat Wābisa ibn Maʿbad (ra) fortæller: En gang så Profeten (s), at en mand stod alene bag rækken og bad. Profeten (s) bad ham derfor om at bede sin bøn igen (Tirmidhi, Abu Dawud).] I en sådan situation bør muqtadien trække en person fra den forreste række tilbage, som han har grund til at tro ikke vil tage det ilde op. Hvis der ikke findes en sådan person i den forreste række, skal han nødvendigvis stå alene.

6. Det er nødvendigt for muqtadien at deltage sammen med imamen i alle bønnernes arkān, bortset fra recitationen. Hvis han ikke deltager i en af arkān, er bønnen ikke gyldig. Hvis imamen for eksempel går ned i rukūʿ og derefter rejser sig fra rukūʿ, men muqtadien ikke udfører rukūʿ, eller først udfører rukūʿ efter at imamen har rejst sig fra rukūʿ, er muqtadiens bøn ikke gyldig. Hvis muqtadien derimod går lidt senere eller lidt tidligere ned i rukūʿ og derefter deltager i rukūʿ sammen med imamen, er bønnen gyldig.

Typer af muqtadī

Med hensyn til deltagelse i menighedsbønnen er muqtadīer af tre typer: mudrik, masbūq og lāḥiq.

Mudrik

Den bedende, som uden afbrydelse deltager i bønnen sammen med imamen fra begyndelse til slut, kaldes mudrik.

Masbūq

Den bedende, som slutter sig til menighedsbønnen, efter at én eller flere rakʿah er blevet udført, kaldes masbūq.

Lāḥiq

En lāḥiq er en bedende, som ganske vist har sluttet sig til menighedsbønnen, men som efter sin tilslutning gik glip af én eller flere rakʿah – hvad enten det skyldtes, at hans wuḍūʾ blev brudt, at han faldt i søvn, at han ikke kunne blive i menighedsbønnen på grund af toiletbesøg, eller at han af en ekstraordinær årsag ikke kunne udføre rukūʿ og sujūd.

Regler for masbūq

Når masbūq slutter sig til menigheden, udfører han først sammen med imamen de resterende bønner, som han når at bede med ham. Når imamen derefter afslutter bønnen og hilser, skal masbūq ikke hilse, men rejse sig for at udføre de rakʿāt, han er gået glip af. Disse rakʿāt udfører han derefter som en, der beder alene; det vil sige, han skal også recitere, og hvis han begår en fejl, skal han også udføre sujūd as-sahw. Han skal bede i en sådan rækkefølge, at han sætter sig i qaʿda efter den rakʿa med recitation, som han nåede sammen med imamen, regnet efter den rakʿa, han fik med ham. Antag for eksempel, at en person slutter sig til middagsbønnen i menigheden, efter at tre rakʿāt allerede er blevet bedt. Efter at have bedt én rakʿa sammen med imamen rejser han sig og udfører de tre rakʿāt, han er gået glip af, på følgende måde: I den første rakʿa reciterer han en sūra sammen med Sūrat al-Fātiḥa og holder qaʿda ūlā (den første siddestilling). Denne rakʿa er imidlertid den anden rakʿa i hele bønnen. I den anden rakʿa reciterer han også en sūra sammen med Sūrat al-Fātiḥa, men holder derefter ikke qaʿda, fordi dette er den tredje rakʿa blandt de rakʿāt, han har fået. I den tredje rakʿa reciterer han ikke nogen sūra sammen med Sūrat al-Fātiḥa. Han sætter sig i qaʿda ākhira (den sidste siddestilling), afslutter bønnen og hilser.

Regler for lāḥiq

Lāḥiq udfører først de rakʿāt, som han gik glip af, mens han skulle bede sammen med imamen, og udfører disse rakʿāt som en muqtadī. Det vil sige, at han ikke reciterer, men står tavs. Hvis der opstår en fejl, som gør sujūd as-sahw påkrævet, skal han også udføre det. Efter at have udført de bønner, han er gået glip af, slutter han sig til menigheden og fuldfører den resterende bøn sammen med imamen. Hvis imamen i mellemtiden afslutter bønnen, afslutter lāḥiq den resterende bøn alene. Antag for eksempel, at en person fra begyndelsen har sluttet sig til imamen i menigheden. Efter én rakʿa brydes hans wuḍūʾ. Han går da stille bort og tager sin wuḍūʾ igen. Imens har imamen bedt endnu en rakʿa. På dette tidspunkt udfører lāḥiq derfor de rakʿāt, han gik glip af, på samme måde som en muqtadī; det vil sige, at han ikke reciterer eller foretager noget tilsvarende. Hvis imamen i mellemtiden har afsluttet menighedsbønnen, udfører lāḥiq sine resterende rakʿāt alene.

Regler for recitation i bønnen

1. Det er påkrævet at recitere den ædle Koran korrekt. At recitere korrekt betyder, at hvert bogstav skal udtales præcist, så forskellen i udtalen af de forskellige bogstaver bliver tydelig. Hvis man trods bestræbelser ikke kan udtale et bogstav korrekt, må man betragtes som undskyldt. Men det er en stor synd skødesløst at recitere forkert og ikke forsøge at vænne sig til korrekt recitation.

2. I de første to rakʿāt af de obligatoriske bønner er det påkrævet efter Sūrat al-Fātiḥa at recitere en sūra, ét langt vers eller tre korte vers. I witr-, sunna- og frivillige bønner er det i alle rakʿāt påkrævet efter Sūrat al-Fātiḥa at recitere en sūra, ét langt vers eller ét kort vers. I den tredje og fjerde rakʿa af de obligatoriske bønner må man ikke recitere nogen sūra efter Sūrat al-Fātiḥa; man skal blot recitere al-Fātiḥa og gå ned i rukūʿ.

3. Bortset fra den tredje og fjerde rakʿa i de obligatoriske bønner er det påkrævet at recitere Sūrat al-Fātiḥa i hver rakʿa af alle bønner, hvad enten bønnen er obligatorisk, wājib, sunna eller frivillig.

4. Det er wajib først at læse sura al-Fatiha og derefter en anden sura eller tre korte vers. Hvis man først læser en anden sura og derefter sura al-Fatiha, er wajib ikke opfyldt.

5. Fajr-, Maghrib-, Isha-, Jumu’a- og de to Eid-bønner er jahrī. Det vil sige, at imamens recitation i de første to rak’ater af Maghrib- og Isha-bønnen samt i alle rak’ater af de øvrige bønner skal være højlydt. Hvis imamen ved en fejl reciterer sagte, skal der udføres sujud as-sahw. Men hvis han reciterer sagte med vilje, skal bønnen gentages.

6. Zuhr- og Asr-bønnerne er sirrī, det vil sige, at imamens og den bedendes recitation i disse to bønner skal være sagte. I Witr-bønnen skal den, der beder alene, også recitere sagte.

7. Hvis man beder Fajr-, Maghrib- eller Isha-bønnen alene, er det godt at recitere højlydt.

8. Hvis imamen indhenter Fajr-, Maghrib- eller Isha-bønnen som qadā, skal han også recitere højlydt.

9. Det er tilladt at læse den samme sura i den anden rak’at, som man læste i den første rak’at. Men det er ikke godt at gøre sådan.

10. Også i sirrī-bønnen er det nødvendigt at recitere med udtale gennem munden. Det er ikke tilstrækkeligt at læse med lukket mund og kun i tankerne.

11. Det er makruh at bøje sig til rukū’ før recitationen er afsluttet, samt at recitere, mens man er bøjet.

12. Det er makruh bevidst at recitere i modsat rækkefølge af Koranens kronologiske rækkefølge under fard-bønnen. Hvis man for eksempel reciterer »al-Kāfirūn« i den første rakʿah og »Alam tara« i den anden rakʿah. Hvis det sker ved en fejl, er det ikke makruh. I nafl-bønnen er det ikke makruh, selv hvis man bevidst undlader at følge rækkefølgen.

13. Det er makruh at recitere flere vers fra den samme sura fra ét sted og i den anden rakʿah fortsætte længere fremme efter at have sprunget mindre end to vers over. Hvis man på samme måde reciterer to suraer og springer en sura med tre vers over imellem dem for at recitere den efterfølgende sura, er det makruh. Hvis man for eksempel reciterer sura Lahab i den første rakʿah og al-Falaq i den anden rakʿah og springer »Qul huwa Allāh« over imellem dem, er det makruh. Dette gælder dog kun fard-bønnen; ikke nafl-bønnen.

14. Det er makruh at recitere to suraer i samme rakʿah på en sådan måde, at man springer et eller flere vers over imellem dem. Dette er dog kun makruh i fard-bønnen, ikke i nafl-bønnen.

15. Hvis man ikke kan huske noget vers fra Koranen, for eksempel hvis man er blevet muslim for nylig, netop har begyndt at bede og endnu ikke har lært nogen sura eller noget vers fra Koranen udenad, bør man lære det udenad så hurtigt som muligt. Indtil da skal man i stedet for recitationen sige »Subḥānallāh« eller »al-ḥamdu lillāh« og lignende. Men hvis man forsømmer at lære Koranens suraer og vers udenad, bliver man syndig.

Den foreskrevne recitation i bønnen

1. Under en rejse kan man recitere hvilken som helst sura efter Sura al-Fātiḥah, men når man opholder sig hjemme og ikke er på rejse, er det sunnah for både imamen og den, der beder alene, at recitere en bestemt mængde af en sura i bønnen.

** I fajr- og zuhr-bønnen er det sunnah at recitere en af suraerne fra Sura al-Ḥujurāt til Sura al-Burūj. Disse suraer kaldes »Ṭiwāl al-Mufaṣṣal« (*****).

I ʿaṣr- og ʿishāʾ-bønnen er det masnūn at recitere en af suraerne fra Sura al-Ṭāriq til Sura al-Bayyinah. Disse kaldes »Awāsiṭ al-Mufaṣṣal« (*******).

** I Maghrib-bønnen er det sunnah at recitere fra suraerne fra »az-Zilzāl« til »an-Nās«. Disse kaldes Qisār al-Mufaṣṣal. )(********

2. Det er i strid med sharia selv at fastsætte en bestemt sura. De suraer, som Profeten (s) oftest reciterede i bestemte bønner, er sunnah at recitere i disse bønner.

** I Fajr-bønnens sunnah-bønner reciterede Profeten (s) for det meste sura »al-Kāfirūn« i den første rakʿah og sura »al-Ikhlās« i den anden rakʿah.

** I Witr-bønnen reciterede Profeten (s) sura »al-Aʿlā« i den første rakʿah, sura »al-Kāfirūn« i den anden rakʿah og sura »al-Ikhlās« i den tredje rakʿah.

** Om fredagen reciterede han ofte i Fajr-bønnen sura »Alif Lām Mīm Sajdah« og sura »ad-Dahr«.

3. I Jumuʿah-bønnen reciterede Profeten (s) ofte sura »al-Aʿlā« og sura »al-Ghāshiyah« eller sura »al-Jumuʿah« og sura »al-Munāfiqūn«.

Hazrat Ibn ʿAbbās (ra) siger: Om fredagen reciterede Profeten (s) i Fajr-bønnen (****) og (******), og i Jumuʿah-bønnen reciterede han sura »al-Jumuʿah« og sura »al-Munāfiqūn«.

4. Recitationen i den første rakʿah af fard-bønnen bør være længere end recitationen i den anden rakʿah. Derfor reciterede Profeten (s) en længere sura i den første rakʿah end i den anden rakʿah (Bukhari).

5. Ved fajr-bønnen bør recitationen være længere end ved alle andre bønner. Det skyldes, at sindet på dette tidspunkt er roligt og koncentreret. Desuden samles englene om morgenen og om aftenen. Recitationen i den første rakʿah bør være halvanden gang så lang som recitationen i den anden rakʿah.

Sujud at-tilawah

I Koranen findes der fjorten steder, hvor recitation eller lytning medfører én wajib-sujud. Uanset om man under bønnen hører den fra imamen eller selv reciterer den, eller om nogen reciterer eller lytter uden for bønnen, og uanset om hele verset reciteres eller høres, eller blot sujud-verset reciteres sammen med de omgivende vers – i alle disse tilfælde bliver sujud at-tilawah wajib. ****1

Reglen om recitation bag imamen

Under bønnen er en muqtadis recitation bag imamen ikke gyldig. Det er makruh tahrimi at recitere højt bag imamen. Det skyldes, at det forstyrrer imamens recitation, og Profeten (s) forbød det.

En gang spurgte han efter fajr-bønnen sahabaerne: »Var der nogen blandt jer, der reciterede bag mig?«

En sahabi svarede: »Ja, det gjorde jeg.«

Han sagde: »Jeg spørger: Hvorfor strides I med mig om at recitere Koranen?«

Det er ikke makruh at recitere sagte bag imamen, men det er heller ikke nødvendigt. Grunden er, at imamens recitation regnes som alle de bedendes

***1 For en detaljeret beskrivelse af sajdah al-tilawah henvises der til andet bind af dette værk.

recitation. Hazrat Jabir ibn Abdallah (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten (fred være med ham) sagde:

Hvis en person beder bag en imam, regnes imamens recitation som den bedendes recitation.***1

At recitere surah al-Fatihah bag imamen

Når imamen reciterer højt, som i de jahri-bønner, såsom fajr, isha og maghrib, er det makruh for den bedende at recitere surah al-Fatihah. Men når imamen reciterer sagte, som i zuhr og asr, er den afbalancerede opfattelse, at det er mustahabb for den bedende at recitere surah al-Fatihah. Imam Muhammad (må Allah være barmhjertig mod ham) har også sagt, at det af forsigtighedshensyn er godt for den bedende at recitere surah al-Fatihah. ****2 Som forfatteren til Hidayah har citeret:

(Arabisk******************)

***1 [Hadithens ordlyd er som følger: (Arabisk************)

Imam Muhammad (r) har overleveret disse to hadither gennem to isnad-kæder i sin Muwatta, og begge overleverere er yderst pålidelige. I den ene kæde er Imam Abu Hanifa (r), og i den anden Musa ibn Abi Aisha (r). Allama Ibn al-Hummam siger, at denne hadith er sahih og i overensstemmelse med Bukhari og Muslims betingelser. Allama Ayni siger, at denne hadith er sahih. Den ene er Abu Hanifa – han er også Abu Hanifa – og den anden er Musa ibn Abi Aisha (r). Han er også blandt de meget gudfrygtige og pålidelige mennesker. Imam Bukhari og Muslim har overleveret hadither fra ham.

Imam Malik har også den opfattelse, at det er mustahabb for en muk­tadi at læse Surat al-Fatiha i de stille bønner. Imam Shafii og Imam Ahmad ibn Hanbal har sagt, at det er fard for en muk­tadi at læse Surat al-Fatiha i både de stille og de højtlæste bønner. Ahl al-Hadith har også denne opfattelse.)

Redegørelse for sujud al-sahw

Sahw betyder at glemme. Hvis der på grund af glemsel sker en fejl eller mangel i bønnen, bliver det wajib at udføre to prostrationer under den sidste siddestilling i bønnen for at rette denne fejl; dette kaldes sujud al-sahw.

Fremgangsmåden ved sujud al-sahw

Under den sidste siddestilling i bønnen skal man efter al-Tahiyyat vende salam mod højre. Derefter skal man sige “Allahu akbar” og gå ned i prostration. Man skal udføre to prostrationer på samme måde som de øvrige prostrationer i bønnen, derefter læse al-Tahiyyat, salawat og andet, og afslutte bønnen ved at vende salam til begge sider. De situationer, hvor sujud al-sahw bliver wajib

1. Hvis en wajib-handling i bønnen udelades på grund af glemsel, f.eks. hvis man glemmer at læse Surat al-Fatiha eller glemmer at læse en sura efter Surat al-Fatiha.

2. Hvis udførelsen af en wajib-handling forsinkes, hvad enten det sker på grund af glemsel eller fordi man tænker over noget, f.eks. hvis en person efter at have læst Surat al-Fatiha forbliver tavs. Efter at have været tavs et stykke tid læser han derefter en anden sura.

3. Hvis udførelsen af en fard forsinkes, eller en fard udføres for tidligt, f.eks. hvis ruku forsinkes efter recitationen [her betyder forsinkelse, at der i dette tidsrum kunne udføres én sajdah eller ruku], eller hvis sajdah udføres før ruku.

4. Hvis en fard udføres gentagne gange, f.eks. hvis to ruku udføres efter hinanden.

5. Hvis formen af en wajib ændres, f.eks. ved at recitere højt i en sirri-bøn eller sagte i en jahri-bøn.

Regler om sujud sahw

1. Hvis en af bønnens fard- handlinger udelades med vilje eller ved en fejl, bliver bønnen ugyldig. Hvis en wajib på samme måde udelades med vilje, bliver bønnen ugyldig. Selv hvis man udfører sujud sahw, bliver bønnen ikke gyldig. Bønnen skal udføres igen.

2. Hvis én eller flere wajib-handlinger udelades, er det tilstrækkeligt at udføre to sujud sahw én gang. Selv hvis alle bønnens wajib-handlinger udelades, er to sujud tilstrækkelige; det er ikke korrekt at udføre mere end to sujud sahw.

3. Hvis man ved en fejl, mens man står, reciterer attahiyyat før Surah Fatiha, bliver sujud sahw ikke wajib. Det skyldes, at Allahs lovprisning og besyngelse fremsiges før Fatiha, og attahiyyat indeholder lovprisning og besyngelse. Men hvis man reciterer attahiyyat efter recitationen eller i den anden rak’ah før eller efter recitationen, bliver sujud sahw wajib.

4. Hvis qaumah ved en fejl udelades, eller hvis jalsah mellem de to sajdah ikke udføres, bliver det nødvendigt at udføre sujud sahw.

5. Hvis man glemmer at udføre den første qaʿda og rejser sig helt i stedet for at sætte sig, skal man, når man kommer i tanke om det, ikke sætte sig igen, men afslutte bønnen og udføre sujud sahw efter forskriften. Hvis man ikke er kommet helt op at stå, men stadig er tæt på sujud, skal man sætte sig ned. I så fald er sujud sahw ikke nødvendigt.

6. Hvis man i en fard-bøn på to eller fire rakʿat glemmer den sidste qaʿda***1 og rejser sig i stedet for at sætte sig, og kommer i tanke om det før sujud, skal man sætte sig og afslutte bønnen med sujud sahw. Derved bliver fard-bønnen gyldig. Hvis man efter sujud kommer i tanke om, at man ikke udførte den sidste qaʿda, skal man ikke sætte sig igen, men tilføje én rakʿat, så man fuldfører fire eller to rakʿat. I dette tilfælde er sujud sahw ikke nødvendigt. Disse rakʿat bliver til nafl, og fard-bønnen skal udføres igen. Hvis der sker en fejl i maghribs fard-bøn, skal man ikke på ny

****1 Se forklaringen på fiqh-terminologien i begyndelsen af bogen.

bede en femte rakʿat. Man skal sætte sig efter den fjerde rakʿat og afslutte bønnen, for en nafl-bøn udføres ikke med et ulige antal rakʿat. Profeten (fvmh.) siger:

Nafl-bønnens rakʿat udføres to og to (ʿIlm al-fiqh).

7. Hvis man glemmer at læse sura al-Fatiha, glemmer duʿa al-qunut, glemmer at læse at-Tahiyyat eller glemmer de ekstra takbirer ved Eid al-Fitr og Eid al-Adha, bliver sujud sahw wajib.

8. Hvis imamen ved de højt reciterede bønner ved maghrib, isha eller fajr ved en fejl reciterer sagte, bliver sujud sahw wajib.

9. Hvis imamen undlader en wajib-handling, og sujud sahw derfor bliver wajib, skal muqtadien også udføre sujud sahw. Hvis muqtadien derimod undlader en wajib-handling, bliver sujud sahw hverken wajib for muqtadien eller for imamen.

10. Hvis nogen glemmer at læse en sura efter Sura al-Fatiha eller læser suraen først og derefter Sura al-Fatiha, skal han læse en anden sura efter Sura al-Fatiha og absolut udføre sujud sahw efter den sidste qa’da.

11. Hvis nogen glemmer at læse en sura i de første to rak’at eller i én rak’at af fard-bønnen, skal han læse en sura i de efterfølgende rak’at, udføre sujud sahw og afslutte bønnen.

12. Hvis nogen glemmer at læse en sura under en sunnah- eller nafl-bøn, bliver sujud sahw obligatorisk.

13. Hvis nogen under den sidste rak’at af en fard-bøn på fire rak’at sidder så længe, som det tager at læse at-Tahiyyat, og derefter bliver i tvivl om, hvorvidt dette er hans første qa’da og rejser sig til den femte rak’at i stedet for at afslutte bønnen med salam, skal han, hvis han kommer i tanke om det før sujud, sætte sig ned, fuldføre bønnen, udføre sujud sahw efter reglerne og afslutte den med salam. Hvis han allerede har udført sujud i den femte rak’at, skal han tilføje en sjette rak’at, udføre sujud sahw og afslutte bønnen. I dette tilfælde er hans fard-bøn gyldig, mens de ekstra to rak’at regnes som nafl.

14. Hvis en person, der beder alene, eller en imam glemmer at læse Sura al-Fatiha i de sidste to rak’at af en fard-bøn på fire rak’at, bliver sujud sahw ikke obligatorisk. Hvis han derimod glemmer det under en sunnah- eller nafl-bøn, bliver sujud sahw obligatorisk. Det skyldes, at det ikke er obligatorisk at læse al-Fatiha i de sidste rak’at af en fard-bøn. I sunnah- og nafl-bønner er det obligatorisk at læse Sura al-Fatiha i hver rak’at.

15. Hvis nogen ved en fejltagelse udfører to ruku’ i én rak’at, eller tre sujud i én rak’at, eller læser Sura al-Fatiha to gange, bliver sujud sahw obligatorisk. For det er obligatorisk at læse Sura al-Fatiha én gang.

16. Hvis nogen under den første qa’da efter at-Tahiyyat begynder at læse durud og læser så meget som »Allahumma salli ‘ala Muhammad«, eller sidder tavs i så lang tid, bliver sujud sahw obligatorisk.

17. Hvis en masbuq begår en fejl, mens han fuldfører den resterende del af sin bøn, bliver det obligatorisk for ham at udføre sujud sahw under den sidste siddestilling.

18. Hvis nogen har bedt to rakʿat af den obligatoriske zuhr- eller asr-bøn, men tror, at han har bedt fire rakʿat, og derefter afslutter bønnen med salam, hvorefter han kommer i tanke om, at han kun har bedt to rakʿat, skal han bede de resterende to rakʿat for at fuldføre bønnen og udføre sajda sahw.

19. Hvis nogen under sin bøn bliver i tvivl om, hvorvidt han har bedt tre eller fire rakʿat, og denne tvivl ved et tilfælde er opstået for første gang, mens han normalt ikke plages af den slags tvivl, skal han bede bønnen igen. Men hvis han ofte får denne tvivl, skal han handle efter den antagelse, der forekommer ham mest sandsynlig. Hvis ingen af mulighederne forekommer ham mest sandsynlig, skal han regne med det lavere antal rakʿat. Hvis en person for eksempel under zuhr-bønnen bliver i tvivl om, hvorvidt han har bedt tre eller fire rakʿat, og ingen af mulighederne står klart for ham, skal han i denne situation regne med tre rakʿat, bede den resterende ene rakʿah færdig og udføre sajda sahw.

20. Hvis en sunnah eller mustahabb-handling i bønnen udelades, er sajda sahw ikke nødvendig. Hvis nogen for eksempel glemmer at recitere sana i begyndelsen af bønnen, glemmer at recitere tasbih under rukuʿ og sujud, glemmer duʿaen ved at gå ned i rukuʿ eller rejse sig derfra, eller glemmer Durood Sharif og den efterfølgende duʿa, bliver sajda sahw ikke wajib.

21. Hvis der under bønnen sker en fejl, som gør sajda sahw wajib, men bønnen afsluttes uden at udføre sajda sahw, og man derefter kommer i tanke om, at sajda sahw blev glemt, skal man, hvis ansigtet stadig vender mod qiblaen og man ikke har talt med nogen, straks udføre sajda sahw og derefter afslutte med salam efter attahiyyat og durood.

22. Hvis nogen ved en fejl kun udfører én sujud i en rakʿah, skal han, hvis han kommer i tanke om det før recitationen af attahiyyat i den sidste qaʿdah, hvad enten det er i den første eller anden rakʿah eller på et hvilket som helst andet tidspunkt, udføre den manglende sujud og derefter udføre sajda sahw efter reglerne. Hvis han kommer i tanke om sujud efter at have reciteret attahiyyat, skal han udføre sujud, recitere attahiyyat igen, udføre sajda sahw og fuldføre bønnen i overensstemmelse med qaʿdah.

23. Under en rejse er det wajib at forkorte bønnen. Hvis nogen imidlertid ved en fejl undlader at forkorte den og beder alle fire rakʿat, er det i denne situation wajib at udføre sajda sahw i den sidste rakʿah efter reglerne. I denne situation er bønnen gyldig på den måde, at de første to rakʿat er fard, mens de sidste to rakʿat er nafl.

Beskrivelse af, hvordan man udfører qada-bøn

Hvis en fard- eller wajib-bøn ikke udføres til tiden, men udføres efter tidsfristens udløb, kaldes det qada. Hvis den udføres inden for bønnetiden, kaldes det ada.

Regler om qada-bønner

1. Det er fard at indhente forsømte fard-bønner, og det er wajib at indhente den wajib-bøn, der kaldes witr.

2. Det er også wajib at indhente en bøn, som man har aflagt et løfte om at bede.

3. En nafl-bøn bliver wajib, når man først er begyndt på den. Hvis nafl-bønnen af en eller anden grund bliver ugyldig, eller hvis man efter at være begyndt må afbryde den af en eller anden grund, er det wajib at indhente den.

4. Der er ingen qada for sunnat mu’akkadah eller nafl-bønner. Fajr-sunnahen er dog meget vigtig, og der er lagt stor vægt på den i hadith. Hvis både fajr-fard-bønnen og sunnahen derfor er blevet forsømt, skal begge indhentes før middag. Derefter skal kun fard-bønnen indhentes; sunnahen skal ikke indhentes. Hvis fajr-fard-bønnen er blevet bedt inden for dens tid, mens sunnahen er blevet forsømt, kan sunnahen bedes fra efter solopgang og indtil før middag, men ikke efter middagstidens begyndelse. Hvis andre sunnah- eller nafl-bønner ikke kan bedes inden for deres tid, er det ikke wajib at indhente dem.

5. Hvis de fire sunnah-rakʿah før zuhr-fard-bønnen af en eller anden grund ikke bliver bedt, kan de bedes efter fard-bønnen. De kan bedes enten før eller efter de to sunnah-rakʿah, der bedes efter zuhr-fard-bønnen. Men når zuhr-tiden er udløbet, er det ikke wajib at indhente dem.

Regler og vejledning om qada-bønner

1. Det er en stor synd at forsømme en bøn uden gyldig grund eller undskyldning. Hadith omtaler en streng straf for dette. Hvis en sådan fejl skyldes forsømmelighed, bør man oprigtigt omvende sig og fast beslutte sig på at forbedre sig fremover.

2. Hvis en bøn bliver forsømt på grund af en legitim undskyldning eller uformåenhed, må man ikke udskyde dens qada; den bør indhentes så hurtigt som muligt. At forsinke den uden grund er en synd. Desuden er der ingen sikkerhed for, hvor længe man lever; måske får man ikke lejlighed til at gøre det, og så vil man stå foran Allah i en tilstand, hvor man trods muligheden har forsinket det og ikke nået at bede den forsømte bøn.

3. Hvis flere personers bønner på et tidspunkt bliver forsømt, f.eks. fordi de under en rejse ikke kunne nå at bede inden for bønnetiden, eller fordi alles bønner i et kvarter blev forsømt på grund af en ulykke, eller fordi nogle faldt i søvn, så alles bønner blev forsømt, skal de bede dem sammen i jamaat. Hvis den forsømte bøn var en stille bøn, skal qada-jamaatens recitation også være stille. Hvis den var en højtlæst bøn, skal recitationen være højtlæst. ****1

4. Hvis en persons bøn en eller anden gang bliver forsømt, er det bedst, at han i stilhed indhenter den derhjemme. Hvis bønnen blev forsømt på grund af forsømmelighed, er det også en synd at afsløre denne synd for folk. Selv hvis den blev forsømt på grund af uformåenhed, er det forkert og makruh at fortælle det til andre. Selv hvis man indhenter den i moskeen, bør man ikke lade folk få det at vide.

5. Der er ikke noget bestemt tidspunkt for at indhente forsømte bønner. Når man husker det og har mulighed for det, skal man bede dem. Men hvis man kommer i tanke om det på de forbudte tidspunkter, skal man vente. Når dette tidspunkt er forbi, skal man bede dem.

****1 [Engang rejste Profetens (fvmh.) karavane hele natten under en rejse og slog til sidst på natten lejr et sted. Derefter faldt alle i så dyb søvn, at tiden for fajr-bønnen udløb, men de fortsatte med at sove. Da dagen var stået op, vågnede alle på grund af solens varme. Profeten (fvmh.) lod straks kaldet til bøn blive fremsagt og bad fajr-bønnen i jamaat.]

6. Hvis flere bønnetider bliver forsømt på én gang, bør man ikke forsinke indhentningen. Man skal indhente dem så hurtigt som muligt. Hvis det er muligt, skal alle de forsømte bønner bedes i samme bønnetid. Det er ikke nødvendigt at indhente zuhr-bønnen ved zuhr-tiden og asr-bønnen ved asr-tiden; tværtimod bør alle de forsømte bønner bedes på samme tidspunkt.

7. Nogle har af forsømmelighed undladt at bede i lang tid. Således er måneder og år gået uden bøn. Derefter gav Allah dem mulighed for at angre. Da bliver det wajib for dem at indhente alle disse bønner. Hvis de angrer, kan man håbe, at Allah vil tilgive synden ved ikke at have bedt. Men de bønner, der ikke blev bedt, bliver ikke tilgivet. Derfor skal alle de forsømte bønner indhentes.

8. Hvis en person har forsømt bønner i flere måneder eller år, bør han danne sig et skøn over antallet af forsømte bønner og begynde at indhente dem. Reglen for at indhente dem er, at han, når han vil bede en forsømt bøn fra en bestemt bønnetid, nævner bønnetiden og siger: »Jeg beder den allerførste eller den allersidste bøn fra denne bønnetid.« Hvis han for eksempel vil indhente en forsømt fajr-bøn, skal han sige: »Jeg beder den allerførste eller den allersidste fajr-bøn.« Han skal fortsætte på denne måde, indtil alle de forsømte bønner er indhentet.

9. Hvis en bøn blev forsømt under en rejse, skal den bedes som qasr, når den indhentes efter hjemkomsten. Hvis en bøn derimod blev forsømt, mens man var hjemme, skal den bedes fuldt ud under en rejse.

10. Hvis kun witr-bønnen er forsømt, og ingen anden bøn er forsømt, er det ikke korrekt at bede fajr-bønnen uden først at indhente witr-bønnen. Hvis man, selv om man husker den forsømte witr-bøn, først beder fajr-bønnen og derefter witr-bønnen, skal fajr-bønnen bedes igen efter witr-bønnen.

11. Hvis en syg person kunne bede ved at gøre tegn fra sygelejet, men nogle bønner alligevel blev forsømt, bør han testamentere til sine arvinger, at fidyaen for de forsømte bønner skal betales af en tredjedel af hans formue. Fidyaen for én forsømt bøn er én og en kvart ser hvede eller to og en halv ser byg. Man kan også betale værdien af dette.

12. Hvis en syg person bliver så svag, at han ikke engang har kræfter til at bede ved at gøre tegn, eller hvis han bliver bevidstløs, og seks bønnetider på denne måde bliver forsømt, er det ikke obligatorisk for ham at indhente dem. Men hvis han kommer til bevidsthed efter fem bønnetider, skal alle bønnerne indhentes.

13. De, som af ukendte grunde har tilbragt en del af deres liv i forsømmelse, så utallige bønner er blevet forsømt, bør, hvis de får mulighed for at angre, indhente de forsømte bønner på følgende lette måde: Sammen med de obligatoriske bønner af de fem daglige bønner skal de i stedet for at bede med intentionen om sunnah- og nafl-bønner fortsætte med at bede med intentionen om at indhente de forsømte obligatoriske bønner. De skal fortsætte, indtil de har en stærk formodning om, at alle bønnerne er blevet indhentet. Det er meget godt, at man ud over de obligatoriske bønner i de fem daglige bønner også beder sunnah- og nafl-bønner, men man bør ikke forsømme at indhente de forsømte bønner. De forsømte bønner er som en gæld. Det er helt meningsløst ikke at have til hensigt at betale gælden tilbage, mens man samtidig fortsætter med at give almisse og velgørenhed. Hvis man imidlertid samtidig med fuldt ud at sørge for at indhente de forsømte obligatoriske bønner også beder sunnah- og nafl-bønner ved de fem daglige bønner, kan man håbe, at Allah Ta’ala vil acceptere det.

14. Jumu’ah-bønnen kan ikke indhentes. Hvis man ikke kan bede jumu’ah-bønnen, skal man indhente zuhr-bønnen med fire rak’ah.

15. En person deltog i eid-bønnen sammen med imamen. Derefter blev hans bøn af en eller anden grund ugyldig. Nu kan han ikke indhente denne bøn, fordi eid-bønnen ikke kan indhentes. [Ifølge Ahl al-Hadith kan eid-bønnen også bedes alene. Hvis man ikke finder en menighed ved eid-pladsen, eller hvis en syg person ikke kan tage til eid-pladsen, kan han bede alene.] Den kan heller ikke bedes alene inden for bønnetiden, fordi en menighed er en betingelse for eid-bønnen.

16. Hvis man af en eller anden grund ikke kan bede eid al-Fitr- eller eid al-Adha-bønnen på den første dag, kan eid al-Fitr-bønnen indhentes den følgende dag, og eid al-Adha-bønnen kan indhentes indtil den tolvte dag.

Sāhib at-tartīb og hans qadā-bønner

En troende, som efter at være blevet myndig ikke har haft nogen forsømte bønner, eller som i begyndelsen af sit liv har haft én eller to forsømte bønner, enten fortløbende eller lejlighedsvis, men har indhentet dem, hvis de først var blevet forsømt, og som nu har én, to eller op til fem forsømte bønner, kaldes i sharīʿahs terminologi for »sāhib at-tartīb«. Ved udførelsen af sāhib at-tartībs qadā-bønner er det nødvendigt at være opmærksom på to ting.

For det første: Så længe han ikke har udført de forsømte bønner som qadā, må han ikke udføre den aktuelle bøn i den efterfølgende bønnetid. Hvis en person for eksempel har forsømt fajr-, zuhr-, ʿasr-, maghrib- og ʿishā-bønnen, altså bønnerne for et helt døgn, må han ikke udføre den følgende dags fajr-bøn, før han har udført disse fem bønner som qadā. Hvis han alligevel udfører den med viden og vilje, er den ikke gyldig, og efter at have udført qadā-bønnerne skal han udføre fajr-bønnen igen. Men hvis sāhib at-tartīb ikke husker sine qadā-bønner og udfører bønnen i den aktuelle tid, behøver han ikke at udføre bønnen igen. Det samme gælder for witr-bønnen som for de øvrige bønner, når den skal udføres som qadā.

For det andet skal de forsømte bønner udføres i rækkefølge: først fajr-bønnen, derefter zuhr-bønnen, så ʿasr-bønnen, derefter maghrib-bønnen og til sidst ʿishā-bønnen. Hvis han udfører zuhr-bønnen før fajr-bønnen, skal han efter fajr-bønnen udføre zuhr-bønnen som qadā igen. Hvis ʿasr- eller maghrib-bønnen udføres, før zuhr-bønnen er udført som qadā, skal han på samme måde efter zuhr-bønnen igen udføre ʿasr- og maghrib-bønnen.

Den, som har mere end fem forsømte bønner, er ikke sāhib at-tartīb. For ham er det ikke obligatorisk at udføre qadā-bønnerne i rækkefølge. Når han får mulighed for det, kan han udføre den qadā-bøn, han ønsker, på det tidspunkt, han ønsker. Det er også tilladt at udføre den aktuelle bøn før qadā-bønnerne. Forpligtelsen til at følge rækkefølgen gælder kun sāhib at-tartīb.

Bøn for den hjælpeløse og den syge

1. Uanset hvor alvorlig sygdommen er, bør man så vidt muligt udføre bønnen inden for dens fastsatte tid. Selv hvis man ikke har styrke til at udføre alle bønnens arkān, bør man udføre de arkān, man har styrke til, eller udføre dem med tegn; bønnen bør under alle omstændigheder udføres inden for dens fastsatte tid. ***1

2. Man skal så vidt muligt udføre bønnen stående. Hvis det ikke er muligt at udføre hele bønnen stående, skal man stå og bede, så længe man har styrke til at stå. Hvis en hjælpeløs eller syg person blot kan rejse sig for at sige takbīrat al-iḥrām, skal han sige takbīrat al-iḥrām stående og derefter fuldføre bønnen siddende. Det er ikke tilladt at bede siddende, når man har styrke til at bede stående.

3. Hvis nogen på ingen måde er i stand til at bede stående, eller risikerer at falde på grund af svaghed, eller bliver svimmel, når vedkommende står, eller oplever stærke smerter ved at stå, eller ikke har kræfter til at udføre rukūʿ og sujūd, selv om vedkommende står, skal personen bede siddende i alle sådanne situationer.

4. Hvis det er muligt at bede siddende, skal man sidde på den foreskrevne måde, sådan som man sidder, når man læser Attahiyyāt. Hvis det ikke er muligt at sidde på denne måde, skal man bede siddende på den måde, man er i stand til. Hvis rukūʿ og sujūd ikke er muligt, skal man udføre dem ved tegn.

5. Hvis rukūʿ og sujūd skal udføres ved tegn, er det ikke tilstrækkeligt at give tegn med øjnene eller ansigtet. Man skal give tegn med hovedet. Hovedet skal bøjes lidt mindre under rukūʿ og mere under sujūd.

6. Hvis man ikke kan lade panden berøre jorden for at udføre sujūd, er det tilstrækkeligt at udføre det ved tegn. Det er makrūh at hæve en pude eller lignende op til panden og udføre sujūd på den.

*****1 [Religionens retslærde har understreget dette så kraftigt, at hvis en gravid kvindes fødselssmerter begynder, når bønnetiden indtræder, og hun stadig er ved bevidsthed, skal hun bede så hurtigt som muligt, hvad enten det er stående, siddende eller på en hvilken som helst anden måde. For når blødningen efter fødslen begynder, bliver bønnen en qada-bøn, og det er en alvorlig synd at undlade qada, selv om hun har kræfter til at bede.]

7. Hvis man ikke engang har kræfter til at bede, eller det er meget smertefuldt, eller man frygter, at sygdommen vil forværres, eller at forbindingen over såret vil gå op, skal man bede liggende. Den bedste måde at bede liggende på er at ligge på ryggen med fødderne vendt mod qibla. Benene skal dog ikke strækkes helt ud; knæene skal holdes hævet. Hovedet skal løftes lidt ved at lægge en pude eller lignende under det. Derefter udfører man rukūʿ og sujūd ved tegn. Hvis heller ikke det er muligt, skal man lægge hovedet mod nord, vende ansigtet mod qibla og bede liggende på højre side. Hvis heller ikke det er muligt, skal man bede på den måde, man er i stand til.

8. Hvis den syges tilstand er sådan, at det ikke engang er muligt at bede ved tegn, skal personen ikke bede, men udføre bønnen som qada, når vedkommende får det bedre. Hvis denne tilstand varer længere end fem bønnetider, er qada ikke obligatorisk for disse bønner; de er eftergivet. Hvis bevidstheden er ved at forsvinde på grund af svaghed, og denne tilstand varer gennem seks bønnetider, er qada heller ikke obligatorisk for disse bønner. På samme måde er bønnerne eftergivet for en rask person, der pludselig bliver bevidstløs, hvis bevidstløsheden varer gennem seks bønnetider.

9. Hvis nogen pludselig bliver syg under bønnen og ikke længere kan bede stående, skal personen fortsætte siddende; hvis det ikke er muligt siddende, skal personen fortsætte liggende eller ved tegn. Kort sagt skal resten af bønnen udføres på den måde, personen er i stand til.

10. Hvis det er vanskeligt at bede stående på en båd, et skib, et tog, et fly eller lignende i bevægelse, skal man bede siddende. Hvis der ikke er nogen vanskelighed ved at bede stående, bør man naturligvis bede stående.

11. Hvis en person har fået nogle bønner, der skulle indhentes, mens han var rask, og derefter bliver syg, skal han ikke vente med at indhente dem, til sygdommen er overstået. Han skal indhente dem under sygdommen, hvordan det end er muligt.

12. Hvis en patients seng bliver uren, og det er vanskeligt at skaffe en ren seng, eller det ikke er muligt at skifte sengen, er det tilladt at bede på den urene seng.

Redegørelse for qasr-bønnen

Shariaen har givet den rejsende mulighed for at forkorte bønnen under rejsen. Det vil sige, at de bønner, der består af fire rakʿat, bedes som to rakʿat. Allah siger: (Arabisk*****************)

-Når I drager ud på rejse på jorden, er der ingen skyld i, at I forkorter bønnen- (An-Nisa: 101).

Profeten har sagt:

Dette er en sadaqa, som Allah har skænket jer; tag imod denne sadaqa- (Bukhari, Muslim, Tirmidhi m.fl.).

Reglerne for qasr-bøn

Efter at have forladt sin egen landsby eller by er det obligatorisk for den rejsende at bede qasr. Hvis han beder den fulde bøn, er han syndig – (Al-Mul Fiqah, bind 2, s. 130, Durre Mukhtar og lignende).

Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Jeg rejste sammen med Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Uthman (må Allah være tilfreds med ham). Jeg så dem aldrig bede mere end to rakʿat i en fard-bøn« – (Bukhari, Muslim). Qasr gælder kun de bønner, hvis fard består af fire rakʿat, såsom zuhr, asr og isha. I de bønner, hvis fard består af to eller tre rakʿat, må der ikke foretages nogen forkortelse. Fajr skal bedes med to rakʿat og maghrib med tre rakʿat.

Reglerne for sunnah- og nafl-bønner under rejse

Det er ikke rigtigt at undlade sunnah-bønnen ved fajr. Man bør også bede sunnah ved maghrib; med hensyn til sunnah-bønnerne ved de øvrige bønnetider har man lov til at undlade dem. Men hvis rejsen fortsætter, er det bedre kun at bede fard og undlade sunnah. Hvis man opholder sig forskellige steder under rejsen, bør man bede dem. Witr skal bedes fuldt ud, fordi den er wajib. Der er ingen qasr i sunnah-, nafl- eller witr-bønner. Man skal bede lige så mange rakʿat under rejsen som hjemme.

Afstanden for qasr

Hvis en person forlader sit hjem for at rejse til et sted, der ligger tre dages rejse fra hans hjem eller landsby, er det wajib for ham at bede qasr. Afstanden for tre dages rejse er omtrent seksogtredive miles. Hvis man går til fods i moderat tempo, kan man ikke tilbagelægge mere end seksogtredive miles om dagen. Derfor skal enhver, der forlader sit hjem med det formål at rejse mindst seksogtredive miles, bede qasr, uanset om han når frem efter tre dages gang eller på få timer med et hurtigt transportmiddel. [Allama Maududis (må Allah forbarme sig over ham) udførlige forklaring belyser sandheden om, hvad der forstås ved en rejse i shariaens betydning. En person spurgte mig:

»Hvor lang en rejse, målt i engelske miles, gør qasr-bøn wajib?« Som svar på dette sagde Allama Maududi (må Allah forbarme sig over ham): »Fuqahaerne har fremsat forskellige opfattelser om dette spørgsmål.«

For qasr-bønnen er rejsens minimumsgrænse fastsat til ni miles og maksimumsgrænsen til 48 miles. Årsagen til uenigheden er, at der ikke er overleveret nogen klar udtalelse fra Den Hellige Profet (s) om dette. I mangel af en klar nass (***) eller udtalelse er der mulighed for forskellige opfattelser af de beviser, som slutningen eller den islamiske retsafgørelse er blevet udledt på grundlag af. Det korrekte er, at det ikke er lovgiverens hensigt at fastsætte en sådan afstand for qasr, således at rejsebestemmelserne træder i kraft, blot man overskrider et bestemt punkt. Lovgiveren har overladt forståelsen af, hvad der menes med en rejse, til den almindeligt gældende skik og brug, og enhver kan let forstå, hvornår han er på rejse, og hvornår han ikke er det. Det er rigtigt, at når vi tager fra byen til landsbyen på udflugt, eller fra landsbyen til byen for at handle, føler vi os aldrig som musafir. Men når vi virkelig må foretage en rejse, mærker vi selv, at vi er i en rejsetilstand. På grundlag af denne fornemmelse kan man enten bede qasr-bøn eller den fulde bøn. Man må forstå meget grundigt, at i religiøse spørgsmål er den samvittighedens afgørelse kun pålidelig hos den person, der ønsker at følge shariaen og ikke leder efter undskyldninger – (Rasā’il wa Masā’il, bind 1, s. 167).

Stedet, hvor qasr begynder

Efter at musafir har begivet sig ud på rejsen, skal han bede den fulde bøn, så længe han befinder sig inden for sit beboelsesområde. Når han er kommet uden for beboelsesområdet eller landsbyen, skal han bede qasr. Hvis landsbyens station ligger inden for hans beboelsesområde, skal han ikke bede qasr, men den fulde bøn. Hvis den ligger udenfor, skal han bede qasr.

Qasrs varighed

Musafir skal fortsætte med at bede qasr, indtil han vender tilbage til sit watan asli (se forklaringen af begrebet). Hvis han for eksempel har til hensigt at opholde sig et sted i femten dage eller længere, betragtes dette sted som hans watan iqamat (se forklaringen af begrebet). I watan iqamat skal han bede den fulde bøn, selv hvis han efter at have haft til hensigt at blive i femten dage opholder sig der i kortere tid. Hvis han har til hensigt at opholde sig et sted i mindre end femten dage, men af en eller anden grund gentagne gange bliver tilbageholdt dér – det vil sige, at han hele tiden har til hensigt at rejse, men ikke kommer af sted – skal han fortsat bede qasr. Selv hvis der på denne måde går flere måneder i denne usikkerhed, bliver stedet ikke betragtet som watan iqamat, og han skal fortsat bede qasr dér.

Forskellige spørgsmål vedrørende qasr

1. Hvis en person under en rejse ved en fejltagelse kommer til at bede fire rakʿat på en sådan måde, at han har siddet efter den anden rakʿat og læst at-Tahiyyat, skal han udføre sajda as-sahw. I dette tilfælde vil de to rakʿat være fard, og de to øvrige rakʿat nafl. Bønnen vil være gyldig. Men hvis han ikke har siddet efter den anden rakʿat og læst at-Tahiyyat, vil alle fire rakʿat være nafl. Qasr-bønnen skal bedes igen.

2. Hvis man under en rejse har til hensigt at opholde sig forskellige steder – for eksempel fem dage ét sted, ti dage et andet sted og tolv dage et tredje sted – uden at have til hensigt at opholde sig femten dage noget sted, skal man bede qasr under hele rejsen.

3. Hvis en kvinde efter sit ægteskab begynder at bo permanent hos sin svigerfamilie, bliver det sted, hvor hun bor sammen med sin mand, hendes ‘watan-e asli’. Hvis hun nu derfra rejser på besøg til sine forældres hjem, og afstanden fra svigerfamiliens hjem til forældrenes hjem er 36 miles, skal hun bede forkortet bøn dér. Men hvis hun kun tager til svigerfamiliens hjem i nogle få dage og har til hensigt at bo permanent hos sine forældre, vil det sted, der var hendes ‘watan-e asli’ før ægteskabet, fortsat være hendes watan-e asli.

4. Hvis en kvinde rejser sammen med sin mand, en tjenestemand sammen med sin arbejdsgiver, eller en søn sammen med sin far — det vil sige, hvis den rejsende er underlagt og lydig over for en anden person — er den underordnedes egen hensigt eller intention uden betydning. I så fald kan kvinden, tjenestemanden eller sønnen ikke blive fastboende, selv om han eller hun har til hensigt at opholde sig et sted i femten dage, medmindre hendes mand, arbejdsgiver eller far har til hensigt at opholde sig der i femten dage.

5. En fastboende kan bede bag en rejsende. Den rejsende imam bør bekendtgøre dette, så den fastboende følger efter bønnen kan rejse sig og fuldføre de resterende to rakʿat, når imamen har bedt to rakʿat og afsluttet med salam.

6. Det er gyldigt for en rejsende at bede bag en fastboende imam. I så fald skal han følge imamen og bede de fulde fire obligatoriske rakʿat; han skal ikke forkorte bønnen.

7. Hvis en person ikke har besluttet noget om opholdets varighed et sted eller har haft til hensigt at blive der i mindre end femten dage, men under bønnen får til hensigt at blive i mere end femten dage, skal han bede den fulde bøn og ikke forkorte den.

8. De bønner, der bliver forsømt under en rejse, skal indhentes som forkortede bønner, selv efter hjemkomsten. På samme måde: Hvis nogle bønner blev forsømt, mens man var hjemme, og man pludselig måtte rejse, skal disse forsømte bønner indhentes fuldt ud under rejsen; de skal ikke forkortes.

At bede to bønner samlet under en rejse

Under pilgrimsrejsen er det sunnah at praktisere ‘jamʿ baynaṣ-ṣalātayn’, det vil sige at bede to bønner samlet i ét tidspunkt. Den 9. dag af Dhul-Hijjah bedes zuhr- og ʿasr-bønnen samlet på zuhrs tidspunkt på Arafats slette. Adhan fremsiges én gang, mens iqamah fremsiges særskilt for hver af de to bønner. Eftersom ʿasr-bønnen bedes før dens fastsatte tidspunkt, fremsiges iqamah særskilt for at gøre folk opmærksomme på det.

Derefter begiver pilgrimmene sig mod Muzdalifa, når solen er gået ned. Når de når frem til Muzdalifa, udfører de maghrib- og isha-bønnen samlet. Hvis nogen udfører maghrib-bønnen undervejs til Muzdalifa, er den ikke gyldig, og han skal udføre den igen.

Bortset fra under hajj-rejsen er det ikke tilladt at udføre to bønner samlet på nogen anden rejse. Det er dog tilladt at praktisere jamʿ suri (se terminologien). Jamʿ suri betyder, at den første bøn udføres sent, ved afslutningen af dens tid, og den anden bøn udføres tidligt, ved begyndelsen af dens tid. På den måde ser det ud, som om de to bønner udføres samlet. I virkeligheden udføres de to bønner dog hver inden for sin egen tid. Hos ahl al-hadith er det tilladt at udføre to bønner samlet på enhver rejse. Ifølge dem er ikke blot jamʿ suri tilladt, men også jamʿ haqiqi. Jamʿ haqiqi betyder, at bønnerne fra to tider udføres samtidig inden for én og samme tid. Det kan gøres på to måder:

Den første er, at man udfører den anden bøn sammen med den første inden begyndelsen af den anden bøns tid, altså inden for den første bøns tid. For eksempel at udføre asr-bønnen sammen med zuhr-bønnen efter middagstidens begyndelse. Dette kaldes jamʿ taqdim.

Den anden er, at man udsætter den første bøn og udfører begge bønner samlet i den anden bøns tid. For eksempel at udsætte zuhr-bønnen og udføre zuhr- og asr-bønnen samlet i asr-tiden. Dette kaldes jamʿ ta’khir. Ifølge ahl al-hadith er jamʿ suri, jamʿ taqdim og jamʿ ta’khir alle tilladt. Den rejsende kan, alt efter behov og hvad der er lettest for ham, praktisere den af dem. Det kan gøres under selve rejsen såvel som under et ophold et sted. Alt dette er bevist gennem autentiske hadither.

Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at hvis tiden for middag indtraf, mens Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) stadig var hjemme under en rejse, udførte han først zuhr- og asr-bønnen samlet og begav sig derefter af sted. Hvis middagstiden derimod ikke var indtruffet, mens han var hjemme, begyndte han rejsen, og når asr-tiden indtraf, udførte han zuhr- og asr-bønnen samlet. På samme måde, hvis solen gik ned, mens han stadig var hjemme før afrejsen, udførte han maghrib- og isha-bønnen samlet og begav sig af sted. Hvis solen derimod ikke var gået ned, mens han var hjemme, tog han af sted, og når tiden for isha indtraf, steg han af sit ridedyr og udførte maghrib- og isha-bønnen samlet. (Musnad Ahmad).

Hazrat Muʿadh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham) fortæller i forbindelse med en begivenhed under Tabuk-ekspeditionen:

Hvis Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) under Tabuk-ekspeditionen ønskede at begynde rejsen før middagstid, udsatte han zuhr-bønnen og udførte den samlet med asr-bønnen. Hvis han rejste efter middagstidens begyndelse, udførte han zuhr-bønnen i zuhr-tiden og asr-bønnen samlet med den, og begav sig derefter af sted. Hvis han rejste før solnedgang, udsatte han maghrib-bønnen og udførte den sammen med isha-bønnen. Hvis han rejste efter solnedgang, udførte han isha-bønnen sammen med maghrib-bønnen. (Tirmidhi).

Beskrivelse af fredagsbønnen

Jumuʿa-dagens fortrin

Hos Allah er fredagen den bedste og mest fremragende af alle dage. Denne dag rummer seks særlige egenskaber, som ingen anden dag har; derfor kaldes den Jumuʿa (den store sammenkomst). Den første særlige egenskab er, at muslimerne denne dag samles i stort antal. De samles på et centralt sted for at ihukomme Allah og tilbede Ham, og den store menighed udfører fredagsbønnen. Derfor har Profeten (fred være med ham) betegnet denne dag som muslimernes festdag. ***1 I uvidenhedens tid kaldte araberne denne dag »Yawm ʿArūba«. Da dagen i islam blev fastsat som muslimernes samlingsdag, fik den navnet »Jumuʿa«. Jumuʿa er i virkeligheden en islamisk betegnelse. Jødernes lørdag var fastsat til tilbedelse, fordi Allah den dag frelste Israels børn fra Faraos slaveri. De kristne valgte selv søndagen for at adskille sig fra jøderne. Men hverken gav Jesus (fred være med ham) nogen anvisning herom, eller findes der nogen omtale af det i Evangeliet. De kristnes trosopfattelse er, at Jesus (fred være med ham) efter korsfæstelsen stod op fra graven og steg op til himlen. Det skete på en søndag. Senere fastsatte Romerriget gennem en officiel erklæring i år 321 e.Kr. denne dag som helligdag. For at adskille den muslimske menighed fra disse to trossamfund forkastede islam disse to dage og valgte fredagen til fælles tilbedelse. På dette grundlag kaldes dagen muslimernes festdag. Da Profeten (fred være med ham) beskrev de fem øvrige egenskaber eller fortrin, sagde han:

***1 [Engang sagde Profeten (fred være med ham) under en fredagsprædiken: »Muslimer! I dag er en dag, som Allah har betegnet som en festdag for jer. Derfor skal I bade denne dag; den, der kan skaffe duftstof, skal bruge det. Denne dag skal I bestemt bruge siwāk og rense tænder og mund.« – (Muwatta, Ibn Mājah).]

Fredagen er den bedste og mest fremragende af alle dage. Hos Allah har den større ære end alle andre dage. Dens rang er endog højere end ʿĪd al-Aḍḥā og ʿĪd al-Fiṭr. Denne dag har fem egenskaber, som ingen anden dag har. De er:

1. Denne dag skabte Allah Adam (fred være med ham).

2. Denne dag sendte Allah Adam (fred være med ham) til verden som sin stedfortræder.

3. Denne dag døde han.

4. Denne dag findes der en særlig stund, hvor Allah helt sikkert giver sin tjener det gode og rene, som han beder Ham om.

5. Og på denne dag vil Dommedag indtræffe. Der findes intet – hverken de engle, der er Allah nær, himlen, jorden, vinden, bakkerne, bjergene, floderne eller havene – som ikke bliver grebet af frygt og skælver på grund af fredagen (Ibn Majah).

Profeten (s.a.) sagde endvidere:

Vi kommer sidst til denne verden, men på Dommedag vil vi komme først i Paradis. Jøderne og de kristne fik Skriften og vejledningen før os, mens vi fik dem efter dem. Fredagen blev gjort obligatorisk for dem alle. Men de blev uenige om den, og Allah gav os styrke til at holde fast ved den. Derfor vil de alle komme efter os. Jøderne ærer morgendagen (lørdag), og de kristne ærer dagen efter i morgen (søndag) (Bukhari, Muslim).

Profeten (s.a.) begyndte forberedelserne til fredagen allerede torsdag og sagde:

Natten før fredagen er en lys nat, og fredagen er en strålende dag (Mishkat).

Imam Ghazali (r.h.) siger: Det er kun de, der bruger tiden på at vente på fredagen, som opnår dens åndelige inspiration og velsignelse. De forsømmelige er derimod yderst ulykkelige; de ved ikke engang, hvornår fredagen kommer, og spørger folk: »Hvilken dag er det i dag?« (Ihya’ ul-‘Ulum).

Fredagsbønnens obligatoriske karakter

Påbuddet om, at fredagsbønnen er obligatorisk, blev åbenbaret i Mekka før Hijrah. På grund af de vanskelige forhold dér var det imidlertid ikke muligt for muslimerne at udføre kollektiv tilbedelse. Profeten (s.a.) kunne derfor ikke praktisere den. De, der var udvandret før ham og var nået til Medina, fik dog Profeten (s.a.) til at sende en skriftlig instruks til Hazrat Mus’ab ibn Umayr (r.a.):

(Arabisk******************)

Når fredagen når middagstid, så opnå nærhed til Allah ved at bede to rakʿah. Efter at have modtaget denne befaling bad Musʿab ibn ʿUmair (ra) den første fredagsbøn i Medina sammen med tolv personer. – (Dāraqutnī).

Ḥazrat Kaʿb ibn Māqil (ra) og Ibn Sīrīn (ra) siger, at Ansār-folkene i Medina allerede før dette selv rådførte sig med hinanden og besluttede, at de én dag om ugen skulle samles til fælles tilbedelse. Med dette formål valgte de fredagen, idet de undlod jødernes lørdag og de kristnes søndag. Den første fredagsbøn i Medina blev derefter udført af Asʿad ibn Zurārah (ra) i området Bayāḍah sammen med 140 personer. – (Musnad Aḥmad, Abū Dāwūd, Ibn Mājah).

Derefter, da Profeten (s) udvandrede fra Mekka til Medina, opholdt han sig undervejs på et sted ved navn Qubāʾ. På den femte dag drog han derfra mod Medina. Da han nåede Banū Sālim ibn ʿAwfs område, indtraf tiden for fredagsbønnen. Dér bad han den første fredagsbøn – (Ibn Hishām).

Reglerne for fredagsbønnen, dens fortrin og betydning

Fredagsbønnen er en individuel religiøs pligt (farḍ ʿayn). Dens pligtkarakter er uigendriveligt fastslået gennem Koranen, hadith og ummaens ijmāʿ. Desuden har den en meget høj status som et symbol på islam. Den, der benægter, at den er obligatorisk, står uden for islams grænser. Hvis man forsømmer den og opgiver den, bliver man fāsiq.

Koranen siger –(Arabisk*******************)

I troende! Når der på fredagen kaldes til bøn for fredagsbønnen, så skynd jer til Allahs ihukommelse og indstil handelen. Det er bedre for jer, hvis I handler med forståelse.

Med ihukommelsen af Allah menes prædikenen og bønnen. At løbe betyder at forsøge at nå moskeen så hurtigt som muligt, med fuld regelmæssighed og koncentration. Meningen med denne usædvanligt stærke opfordring er, at de øvrige bønner kan udføres selv uden fællesbøn og kan indhentes, hvis bønnetiden er udløbet. Men fredagsbønnen kan ikke udføres uden fællesbøn, og den kan heller ikke indhentes, når tiden er udløbet. Derfor er det på ingen måde tilladt for dem, der efter at have hørt kaldet til bøn tiltales som troende, at være optaget af køb og salg eller noget andet arbejde. Det varige udbytte ved i denne tid at stå foran Allah, kaste sig ned i sujūd og være optaget af ihukommelsen af Allah er i sandhed mange gange større end det midlertidige og ustabile udbytte af verdens hektiske gøremål. Betingelsen er dog, at mennesket gør dette med fuld bevidsthed og inderlig følelse.

Den hellige Profet (s) sagde:

**Fredagsbønnen med fællesbøn er obligatorisk for enhver muslim. Den er dog ikke obligatorisk for slaven, kvinden, den mindreårige og den syge – (Abu Dawud).

**Den, der tror på Allah og det hinsidige, er forpligtet til at udføre fredagsbønnen. Hvis han derefter forsømmer denne bøn på grund af leg, underholdning eller handel, vil Allah vende sig bort fra ham, for Han er ren og uafhængig – (Dar al-Qutni).

**Hvis nogen uden gyldig grund opgiver fredagsbønnen, vil hans navn som hykler blive indskrevet i en bog, hvorfra det på ingen måde kan udslettes eller ændres – (Mishkat).

**Jeg føler, at jeg burde lade en anden lede bønnen i mit sted og selv sætte ild til husene hos de mennesker, som bliver hjemme i stedet for at komme til fredagsbønnen – (Muslim).

**Hazrat Ibn Umar (ra) og Hazrat Abu Huraira (ra) sagde, at de hørte Profeten (s) sige dette, mens han stod på prædikestolen:

Det bør være sådan, at folk afholder sig fra at opgive fredagsbønnen; ellers vil Allah forsegle deres hjerter. Derefter vil de forblive opslugt af ligegyldighed – (Muslim).

Den, der hørte kaldet til fredagsbønnen, men ikke kom til bønnen, og derefter heller ikke kom, da han hørte det andet kald til fredagsbønnen, og således udeblev fra tre fredagsbønner i træk, får sit hjerte forseglet, og hans hjerte forvandles til en hyklers hjerte – (at-Tabarānī).

Allāma as-Sarakhsī siger:

Fredagsbønnen er foreskrevet som en pligt ifølge Koranen og sunnaen, og ummaens konsensus om, at den er foreskrevet som en pligt, er fastslået – (al-Mabsūṭ, bind 2, s. 22).

Allāma Ibn al-Hammām siger:

Fredagsbønnen er en pligt, som er foreskrevet af Koranen og sunnaen. Ummaen er enig om, at den, der benægter dette, er vantro – (Fatḥ al-Qadīr, bind 1, s. 807).

Ḥazrat Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham) siger:

Den, der af forsømmelighed undlader flere fredagsbønner i træk, har kastet islam bag sig – (ʿIlm al-Fiqh).

For at opmuntre til fredagsbønnen beskrev Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) dens fortræffelighed og sagde:

Den, der bader på fredagen, sørger fuldt ud for sin rituelle renhed og renlighed, derefter påfører olie og duft, og når dagen hælder, når moskeen i den første tid; som ikke skubber to personer fra hinanden, det vil sige ikke begår den fejl at gå over rækkerne hen over deres skuldre og hoveder eller sætte sig mellem to personer, der allerede sidder, men i stedet sætter sig stille, hvor der er plads, og beder de frivillige bønner og andet, som Allah har foreskrevet ham; når imamen derefter kommer til prædikestolen, sætter han sig stille og lytter til prædikenen. En sådan persons synder, som han har begået fra den foregående fredag til denne fredag, vil blive tilgivet – (Bukhari).

Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten (fred og velsignelse være med ham) sagde, at de, der kommer til fredagsbønnen, har tre forskellige roller –

1. Den ene gruppe er de mennesker, der giver sig til meningsløs snak. Deres andel består ikke af andet end denne meningsløse snak.

2. Den anden er de mennesker, der kommer og bliver ved med at bede til Allah. Hvis Allah vil, vil Han acceptere deres bøn, og hvis Han ikke vil, vil Han ikke acceptere den.

3. Den tredje er de mennesker, der kommer og sætter sig stille; de går hverken foran ved at træde over muslimernes nakker eller volder nogen smerte. Så bliver denne gode handling en soning for alle de synder, de har begået indtil den følgende fredag og derefter i tre dage – (Abu Dawud).

Som Allah siger –(Arabisk****************)

Den, der udfører en god handling, får ti gange dens belønning.

Profeten (fred og velsignelse være med ham) siger videre –

Den, der på fredagen tager et grundigt bad, går tidligt til moskeen, går til fods og ikke rider på noget transportmiddel, derefter lytter opmærksomt til khutbaen og ikke foretager sig noget ubetydeligt under khutbaen, vil få belønningen for et års gudsdyrkelse for hvert skridt – et års bøn og et års faste (Tirmidhi).

Betingelserne for fredagsbønnen

Shariaen har fastsat visse betingelser for, at fredagsbønnen er gyldig og obligatorisk. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, er fredagsbønnen ikke obligatorisk. Disse betingelser er af to slags. Nogle betingelser skal være til stede under selve bønnen. De kaldes sharaayet-e wujub. Andre betingelser skal være opfyldt uden for bønnen. De kaldes sharaayet-e sehhhat.

Sharaayet-e wujub

Der er fem betingelser for, at fredagsbønnen er obligatorisk.

1. At være en mand. Fredagsbønnen er ikke obligatorisk for kvinder.

2. At være fri. Den er ikke obligatorisk for slaver.

3. At være myndig og ved sine fulde fem. Den er ikke obligatorisk for mindreårige og sindssyge.

4. At være fastboende. Det er ikke obligatorisk for den rejsende.

5. At være rask. Det er ikke obligatorisk for den syge og den ude af stand. At være syg betyder her, at man ikke kan gå hen til moskeen. Men den, der kan gå omkring og er i stand til at nå moskeen, er forpligtet til at udføre fredagsbønnen.

Der findes to slags personer, der er ude af stand. For det første dem, der har en fysisk funktionsnedsættelse, såsom blinde, lamme eller så gamle mennesker, at de ikke kan gå. For det andet de mennesker, som er blevet udsat for en ydre vanskelighed, såsom storm, uvejr, regn, dårligt vejr, et rovdyr på vejen eller frygt for fjendtlige mennesker.

Reglen for fredagsbønnen, når betingelserne for dens obligatoriske karakter ikke er opfyldt

Fredagsbønnen er obligatorisk for den person, hos hvem de fem ovenstående betingelser er opfyldt. Men hvis en person ikke opfylder alle eller nogle af disse betingelser og alligevel udfører fredagsbønnen, er hans bøn gyldig. Det vil sige, at han efter at have udført fredagsbønnen ikke behøver at udføre zuhr-bønnen. Hvis for eksempel en kvinde går til moskeen og udfører fredagsbønnen, eller en rejsende eller en person, der er ude af stand, udfører fredagsbønnen, er hans eller hendes bøn gyldig, og efter at have udført fredagsbønnen behøver han eller hun ikke at udføre zuhr-bønnen. Hvis for eksempel en kvinde går til moskeen, behøver hun ikke at udføre fredagsbønnen. Hvis en kvinde går til moskeen og udfører fredagsbønnen, eller en rejsende eller en person, der er ude af stand, udfører fredagsbønnen, er hans eller hendes bøn gyldig, og zuhr-bønnen skal ikke udføres.

Betingelserne for gyldighed (*****)

Der er fem betingelser for, at fredagsbønnen er gyldig. Hvis nogen udfører fredagsbønnen uden at opfylde disse betingelser, skal vedkommende udføre zuhr-bønnen. Betingelserne er som følger:

1. At være i en større by eller bymæssig bebyggelse.

2. At tiden for zuhr indtræder.

3. At khutbaen holdes.

4. At der er jama’ah.

5. At der er tilladelse for offentligheden til at deltage i bønnen.

Forklaring af betingelserne

1. Misr Jāmiʿ

Jumu’ah-bønnen er ikke gyldig i skove og jungler, landsbyer eller på steder, hvor man opholder sig midlertidigt.

Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) siger:

Bønnen på jumu‘ah og de to eid-bønner er ikke gyldige noget andet sted end i en mesre jame‘.

Med mesre jame‘ forstås en by eller en stor landsby, hvor der bor så mange muslimer, at fredagsbønnen er obligatorisk for dem, og hvis de samles i en af landsbyens moskéer, vil der ikke være plads til dem alle (generelt er ovenstående definition af mesre jame‘ hanafitternes definition. Der er også blevet angivet mange andre definitioner. For eksempel:

1. Et sted med ti tusind indbyggere er en mesr.

2. Eller en mesr (by) er et sted, hvor folk fra alle erhverv ernærer sig.

3. Det sted, som den samtidige imam betegner som en mesr og beordrer, at jumu‘ah skal etableres dér, er en mesr.

4. Mesr betegner et sted, hvor der findes markeder, veje og kvarterer, og hvor der er en leder, som kan sikre de undertryktes rettigheder over for tyrannerne, samt en lærd, som folk kommer til for at lære religiøse spørgsmål og regler.

Ud over disse har juristerne angivet mange andre definitioner. Heraf fremgår det, at der ikke findes nogen klar og præcis definition af mesre jame‘, som uden tvivl kan føre til den konklusion, at jumu‘ah kun kan bedes i byer og ikke i landsbyer. I virkeligheden har juristerne lagt vægt på det egentlige formål med betingelsen om mesre jame‘ og har forsøgt at tydeliggøre dette formål så meget som muligt ud fra deres egne synspunkter. I den forbindelse har de især haft opmærksomhed på to ting. For det første: Eftersom jumu‘ah er en meget vigtig obligatorisk bøn, som der er lagt stor vægt på, skal så mange muslimer som muligt samles for at udføre den, så ingen i videst muligt omfang berøves muligheden for at opnå denne store forpligtelses belønning. For det andet: Jumu‘ah skal ikke udføres af folk spredt og adskilt fra hinanden. Den skal derimod udføres på et centralt sted, hvor en stor forsamling af muslimer kan samles. Allama Mawdudi siger i sin analyse af mesre jame‘:

Så langt jeg har overvejet shariaens bestemmelser, synes formålet at være, at jumu‘ah ikke opfylder sit formål, hvis den udføres separat i små, adskilte kredse. Derfor har Lovgiveren påbudt, at jumu‘ah skal bedes i mesre jame‘. Selve udtrykket mesre jame‘ antyder, at det betyder en bebyggelse, som samler små menigheder; det vil sige, at folk fra mange små bebyggelser samles og udfører jumu‘ah. I denne forbindelse er antallet af butikker, markeder og bebyggelser samt andre sådanne forhold uden betydning for mesrens centrale status. Der er heller ingen direkte forbindelse mellem disse dele af mesren og jumu‘ah-menigheden, således at markeder og mange butikker skulle være nødvendige for, at jumu‘ah er gyldig. Der kræves blot en bebyggelse med central status, så muslimerne fra de omkringliggende områder kan samles dér. Hvis det er en stor by, der har central betydning i civilisatorisk henseende, er det naturligvis godt. Ellers vil den samtidige imam udpege den bebyggelse, som han finder rimelig, som mesre jame‘ og pålægge folk fra de omkringliggende områder at samles dér. Allama Ibn al-Humam siger—(Arabisk****************)

Det vil sige, at hvis imamen erklærer et sted for et Mesr og påbyder folk at etablere fredagsbønnen dér, vil bønnen være gyldig dér. Men hvis imamen forbyder indbyggerne på et sted at etablere fredagsbønnen, bør den ikke etableres dér. (Fath al-Qadir, bind 1, s. 409). Hvis der imidlertid ikke er nogen imam, kan fredagsbønnen etableres på grundlag af muslimernes fælles beslutning, og en qadi kan udpeges efter deres beslutning. På samme måde kan man, ved at udpege en stedfortræder for imamen efter deres beslutning, erklære enhver landsby for et Mesr-e Jâmeʿ.

Derefter fremsætter han følgende retfærdige og praktisk gennemførlige forslag:

Derved vil det endda blive muligt for hjemløse muslimer at udføre fredagsbønnen på den korrekte måde ifølge sharia. Fremgangsmåden er denne: Landdistrikterne skal opdeles i små områder, med en afstand mellem dem på, afhængigt af de lokale forhold, fire-fem til otte-ni miles. Ét centralt sted blandt disse områder skal med de muslimske indbyggeres samtykke erklæres for et Mesr-e Jâmeʿ. Derefter skal de nærliggende landsbyer erklæres for underlagt dette Mesr, og deres muslimske indbyggere skal tage dertil og udføre fredagsbønnen. Denne ordning vil ikke blot være gyldig i lyset af de autentiske hadither; den vil heller ikke være i strid med hanafitiske juristers analyser og vurderinger. Juristerne har givet forskellige definitioner af landsbyer eller landområder, der hører under et Mesr: Nogle har fastsat afstanden fra bebyggelserne under Mesr til ni miles, andre til to miles og andre igen til seks miles. Nogle siger desuden, at et sted regnes for at høre under Mesr, hvis man derfra kan tage til Mesr, udføre fredagsbønnen og nå hjem igen før natten falder på. Forfatteren til Bada’i foretrak netop denne sidstnævnte definition. Den støttes også af haditherne. I Tirmidhi er det overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham):(Arabisk*************)

Det vil sige, at Profeten (fred være med ham) sagde: Fredagsbønnen er obligatorisk for den, der kan nå hjem før natten efter at have udført fredagsbønnen.

Et andet sted siger Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) sagde:(Arabisk***************)

Det vil sige, at Profeten (fred være med ham) sagde: Hør efter! Hvis nogen af jer går en eller to miles bort med en flok geder for at søge græs, men ikke vender tilbage hertil, når fredagen kommer (det sagde han tre gange), vil der blive sat et segl på denne persons hjerte.

Disse hadither og juristerne analyser viser, at steder, der hører under et Mesr, ligger seks-syv miles borte eller omtrent så langt, så deres indbyggere kan udføre bønnen og nå hjem før aften. For dem, der bor inden for denne afstand, er det obligatorisk at møde op i Mesr-e Jâmaʿat og udføre fredagsbønnen, hvad enten de er fastboende i landsbyerne eller hjemløse (nomader). Ibn al-Humam siger i Fath al-Qadir:

Fredagsbønnen i landsbyer

Det er ikke gyldigt at se bort fra betingelserne for Misr-e Jami og holde Jumu’a særskilt forskellige steder i hver lille bebyggelse og i hver stor eller lille landsby. ***1 Det er derimod muslimernes pligt i fællesskab og efter samråd at udpege ét centralt sted til Jumu’a, hvorefter muslimerne fra de omkringliggende områder skal samles dér og bede Jumu’a-bønnen.

Allama Ibn Hammam siger i Fath al-Qadir:(Arabisk************)

For enhver, der bor et hvilket som helst sted under Misr, er Jumu’a lige så obligatorisk som for Misrs indbyggere. Han bør begive sig til Misr og bede Jumu’a-bønnen dér – (Fath al-Qadir, bind 1, s. 411).

For dem, der bor i byens omegn, er Jumu’a også obligatorisk ligesom for byens indbyggere. Det er ligeledes nødvendigt for dem at tage dertil og bede Jumu’a – (Fath al-Qadir, bind 1, s. 411).

Med byens omegn menes de omkringliggende bebyggelser, hvorfra den, der deltager i Jumu’a-bønnen, kan nå hjem efter bønnen inden aften.

***1 Ifølge Ahl al-Hadith er det ikke en betingelse for Jumu’a, at den afholdes i en by eller en stor bebyggelse. Hvor end nogle mennesker samles til menighedsbøn, dér er det obligatorisk at bede Jumu’a. Deres bevis er, at Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) fra Bahrain gennem et brev spurgte Umar (må Allah være tilfreds med ham), om man måtte bede Jumu’a i Bahrain. De troendes leder svarede: »Bed Jumu’a, hvor end I befinder jer« – (Ibn Khuzayma). Allama Ibn Hazm siger, at det stærkeste bevis på, at Jumu’a er gyldig i landsbyer, er, at Profeten (fred være med ham), da han ankom til Medina, opførte moskeer i Medinas små bebyggelser, hver som en særskilt bebyggelse, og bad Jumu’a-bønnen i disse bebyggelser. De var hverken store landsbyer eller byer. (Se Islamsk undervisning, Awn al-Ma’bud – kommentaren til Abu Dawud).

Profeten (fred være med ham) sagde:

Jumu’a er obligatorisk for den, der kan nå frem til sine børn og sin familie inden natten – (Tirmidhi).

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger:

Folk kom til fredagsbønnen fra deres hjem og fra Madinas omegn. Deres kroppe blev dækket af støv, og de svedte kraftigt. En gang var Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hos mig, og en af dem kom til Profeten. Han sagde: „Hvor ville det have været godt, hvis I var kommet og havde foretaget ghusl i dag.“ (Bukhari).

2. Middagsbønnens tid

Det er ikke tilladt at udføre fredagsbønnen før eller efter middagsbønnens tid. Hvis middagsbønnens tid udløber, mens fredagsbønnen udføres, bliver bønnen ugyldig, selv hvis man har siddet så længe i den sidste siddestilling, at man kunne have reciteret at-tahiyyat. Det skyldes, at fredagsbønnen ikke kan indhentes som en forsinket bøn.

3. Prædikenen

Det er også nødvendigt, at prædikenen holdes inden for bønnetiden før fredagsbønnen. Hvis prædikenen holdes før bønnetiden, er bønnen ikke gyldig. Ligeledes er bønnen ikke gyldig, hvis prædikenen holdes efter bønnen.

4. Menigheden

Fra prædikenens begyndelse til bønnen er afsluttet skal der ud over imamen være mindst tre personer, som er egnede til at lede bønnen. Hvis de er kvinder eller umyndige drenge, er bønnen ikke gyldig.

5. Offentlig adgang (en dør, der står åben for alle)

Det vil sige, at fredagsbønnen kan afholdes efter offentlig bekendtgørelse på et sted, hvor alle har adgang, og hvor enhver frit har tilladelse til at bede, uden nogen form for hindring eller begrænsning for nogen. Hvis fredagsbønnen afholdes et sådant sted, men almindelige mennesker nægtes adgang, det vil sige at man beder med lukkede døre, er fredagsbønnen ikke gyldig. Hvis man for eksempel indretter fredagsbønnen i en godsejers eller højtstående persons palæ eller bungalow, hvor almindelige mennesker ikke har adgang, er fredagsbønnen ikke tilladt.

Kravet om en muslimsk hersker for fredagsbønnen

I fiqh-bøgerne er der opstillet et krav om en hersker for fredagsbønnen. ***1 Det vil sige, at den muslimske hersker selv eller hans stedfortræder skal etablere fredagsbønnen. Formålet med dette krav er, at det er en af den muslimske herskers ufravigelige pligter at sørge for, at fredagsbønnen bliver etableret, og at føre tilsyn med denne store forsamling, så fred og orden opretholdes, og enhver form for uro undgås. Hvor der nu findes en ikke-muslimsk hersker, bortfalder fredagsbønnen ikke for muslimerne, fordi dette krav ikke er opfyldt. Tværtimod bliver det deres pligt at samles og bede fredagsbønnen. Faqih’erne har forstået betydningen af dette krav på denne måde. Derefter har de udstedt en klar fatwa om, at hvor der findes en ikke-muslimsk hersker, skal muslimerne selv sørge for at arrangere fredagsbønnen. I den berømte fiqh-bog Shami står der:

(Arabisk****************)

I lande, hvor vantro herskere regerer, er det tilladt for muslimerne selv at arrangere fredagsbønnen og bønnerne på de to eid-dage. Den, som muslimerne i gensidig enighed udpeger som qadi dér, er qadi, og det bliver hans pligt at kræve en muslimsk hersker og kæmpe for dette.

***1 I Hidaya står der:(Arabisk****************)

Det vil sige, at etableringen af fredagsbønnen ikke er tilladt uden en hersker eller herskerens stedfortræder.]

Maulana Abdul Hai Firangi Mahalli har sagt det i så klare vendinger, at fredagsbønnen også er obligatorisk for muslimer i lande, hvor en ikke-muslimsk hersker sidder ved magten. Efter Mogulstyret, da det britiske styre blev etableret i Indien, opstod spørgsmålet, om fredagsbønnen var tilladt her. Nogle snæversynede mennesker mente, at eftersom muslimsk styre er en betingelse for fredagsbønnen, burde man derfor ikke bede fredagsbønnen i Indien. Men Maulana Abdul Hai sagde utvetydigt, at fredagsbønnen er en pligt for muslimer, selv om der ikke findes en muslimsk hersker.

(Arabisk******************)

Der er ingen tvivl om, at fredagsbønnen er obligatorisk i Indien, hvor de kristne har etableret deres overherredømme og udpeget en vantro hersker, og at den er gyldig på grundlag af muslimernes indbyrdes enighed. Den, der afgiver en fatwa om, at fredagsbønnen er ophævet, er selv vildledt og vil også vildlede andre – (Tafhīmāt, bind 2, s. 410, Allama Maududi (rahimahullah)).

Fredagsbønnens sunnah-handlinger

Fredagsbønnens sunnah består af otte rakʿah, og alle er sunnah mu’akkadah. Før fard-bønnen bedes fire rakʿah med én salām, og efter fard-bønnen fire rakʿah med én salām. Dette er Imam Abu Hanifas (rahimahullah) opfattelse.

Sahibayn (rahimahumallah), det vil sige Imamens to elever, siger, at fredagsbønnen har ti sunnah-rakʿah: fire rakʿah før fard-bønnen og seks bagefter. De fire rakʿah bedes med én salām, og derefter de to rakʿah med én salām.

Fredagsbønnens regler og adab

1. Det er sunnah på fredagen at sørge for renlighed og personlig hygiejne, klippe håret og neglene, tage så godt tøj på som man har mulighed for, påføre duft og møde tidligt op i den store moské.

Profeten (s) siger:

Den, der tager et bad på fredagen, ifører sig pænt tøj, bruger parfume, hvis han har mulighed for det, kommer til fredagsbønnen, ikke trænger sig frem over folks nakker, derefter beder den bøn, som Allah har bestemt for ham, og forholder sig stille fra imamens ankomst, indtil bønnen er afsluttet, vil få alle sine synder tilgivet fra den foregående fredag til denne fredag – (Ilmul Fiqah, bind 2).

2. Hvis man trods muligheden på grund af glemsomhed eller af en anden årsag ikke får bedt fredagsbønnen, skal man bede Zuhrs fire fard-rakʿat og bør give noget i sadaqa. Hvis man på grund af pleje af en syg, stormvejr eller frygt for fjenden ikke får bedt fredagsbønnen, skal man bede Zuhr.

3. Det er bedst, at den, der holder khutbaen, også leder bønnen. Men hvis en anden af en eller anden grund leder bønnen, er den stadig gyldig – (Durr al-Mukhtar).

Fredagsbønnen skal dog ledes af den, der har hørt khutbaen. Hvis en person, der ikke har hørt khutbaen, leder bønnen, er bønnen ikke gyldig.

4. Det er bedst, at alle indbyggerne i en landsby samles i den samme jamiʿ-moské for at bede fredagsbønnen. Men i en by er det også tilladt at bede i flere moskéer – (Bahr ar-Ra’iq).

5. I en by eller en sådan landsby, hvor der afholdes fredagsbøn, er det haram at bede Zuhr før fredagsbønnen (Ilmul Fiqah).

6. Syge og handicappede personer – som fredagsbønnen ikke er wajib for – skal på fredagen bede Zuhr individuelt. For sådanne personer er det makruh tahrimi at bede Zuhr i menighed på fredagen – (Durr al-Mukhtar).

7. Fredagsbønnen bør være længere end khutbaen.

At fredagsbønnen er lang, og khutbaen kort, er et tegn på, at khatib har dyb viden om religionen og stor indsigt (Muslim).

8. Hvis en masbuq slutter sig til menigheden under den sidste siddestilling, eller når at deltage i tashahhud efter sujud as-sahw, er hans fredagsbøn stadig gyldig. Efter at imamen har afsluttet bønnen med salam, skal han rejse sig og bede to rakʿat.

9. Forberedelserne til fredagen bør begynde allerede torsdag. Profeten begyndte sine forberedelser allerede torsdag (Mishkat).

10. På fredagen bør man i højere grad sørge for at udføre dhikr, tasbih, koranrecitation, dua, istighfar, almisse og velgørenhed, pleje syge, deltage i begravelsesbønner, besøge kirkegården og udføre andre gode handlinger. Abu Sa’id al-Khudri beretter, at Profeten sagde: Der er fem gode handlinger, som hvis nogen udfører dem på én dag, vil Allah lade ham komme i Paradis—

1 – At pleje og passe en syg

2 – At deltage i en begravelsesbøn

3 – At faste

4 – At bede fredagsbønnen

5 – At frigive en slave

Der findes også en overlevering fra Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), hvori Profeten (fred være med ham) siger:

Den, der reciterer sura al-Kahf på fredagen, vil have et lys, der stråler for ham indtil den næste fredag – (an-Nasa’i).

Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten (fred være med ham) sagde: Den, der reciterer sura ad-Dukhan fredag aften, vil få halvfjerds tusind engle til at bede om tilgivelse for sig, og hans synder vil blive tilgivet (at-Tirmidhi).

Desuden siger Profeten (fred være med ham):

Der er en stund på fredagen, hvor enhver bøn, som en tjener fremsiger, bliver besvaret – (al-Bukhari).

De lærde har fremsat flere forskellige udsagn om, hvornår denne stund er; blandt dem er to blevet anerkendt som de mest autentiske. Den ene er fra det tidspunkt, hvor imamen kommer op på minbar’en for at holde khutba, og indtil bønnen er afsluttet. Den anden er fredagens sidste øjeblikke, når solen er ved at gå ned. Det er passende at fremsige bønner i disse to tidsrum.

11. Det er mustahabb at tage til moskeen længe før fredagsbønnen. Profeten (s) sagde:

Ligesom man bader for at blive ren, således: Hvis nogen på fredagen bader grundigt og når frem til moskeen ved den første tid, er det, som om han havde ofret en kamel. Den, der derefter når frem, er, som om han havde ofret en kamel; den, der derefter når frem, er, som om han havde ofret et vædderfår med horn. Når khatiben derefter kommer ud for at holde prædikenen, lukker englene dørene, lukker fremmødebogen og sætter sig inde i moskeen for at lytte til prædikenen og bede – (Bukhari, Muslim).

12. Det er sunna på fredagen at recitere sura (****) og sura (****) i fajr-bønnen.

13. Det er sunna i fredagsbønnen at recitere sura (***) og sura (****) eller sura (***) og sura (***).

14. Man bør sætte sig, hvor der er plads i moskeen; det er makruh at gå hen over andres hoveder og nakker. Det volder folk fysisk og psykisk ubehag og forstyrrer også deres koncentration. Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: Den, der forlader den første række og stiller sig i den anden række for ikke at volde sine muslimske brødre nogen ubehagelighed, vil Allah give dobbelt så stor belønning som dem, der står i den første række – (Tabarani).

15. Det er mustahabb at sende mange velsignelser over Profeten (s) på fredagen. Profeten (s) sagde:

Den bedste af jeres dage er fredagen. Adam (as) blev skabt på denne dag, og på denne dag døde han. Den sidste time vil indtræffe på denne dag. Send derfor mange velsignelser over mig på denne dag, for jeres velsignelser og hilsener bliver forelagt mig. Sahabaerne sagde: »O Allahs Sendebud! Din krop vil jo rådne og gå til grunde.« Profeten (s) sagde: »Allah har forbudt jorden at fortære profeternes kroppe« – (Abu Dawud).

Regler og etikette for prædikenen

1. Khatib’en skal holde to khutbaer. I den første khutba skal han lære tilhørerne religionens forskrifter og hvordan de skal efterleves. Dette grundlæggende formål med khutbaen kan kun opfyldes, når khatib’en henvender sig til tilhørerne på deres eget sprog, så de kan forstå ham. Blandt fuqahaerne er der imidlertid uenighed om at holde khutba på andre sprog end arabisk.

Sagen er, at den første khutba i virkeligheden holdes som waʿẓ og formaning, som en forklaring af religionens kerne og for at få folk til at forstå forskellige forhold, og den kan også holdes på andre sprog end arabisk. Den anden khutba bør naturligvis holdes på arabisk. Hvor der afholdes en international konference for muslimer, bør begge khutbaer holdes på arabisk. Da Allama Maududi (må Allah forbarme sig over ham) udtrykte sin mening om dette, sagde han:

Det bør være sådan, at den ene del af khutbaen, nemlig den anden del, nødvendigvis holdes på arabisk. Denne del skal være forbeholdt lovprisning og hyldest af Allah, salat og salam over Allahs Sendebud (fred være med ham), hans ledsagere, al-awlad og andre, samt recitation af koranvers. Derefter bør den anden del, nemlig den første khutba, med waʿẓ, råd og islamisk undervisning i overensstemmelse med tidens behov, holdes på et sprog, som alle tilhørerne eller de fleste af dem kan forstå. Til dette formål bør man fortrinsvis bruge et sprog, som blandt muslimer har international eller i det mindste regional status. I Indien (Britisk Indien) bør khutbaen for eksempel holdes på urdu i stedet for på provinssproget eller det lokale talesprog, fordi næsten alle i hver provins kan forstå urdu. På fjerntliggende steder, hvor folk ikke forstår urdu, kan khutbaen naturligvis holdes på det lokale sprog. Men hvor der afholdes en international konference for muslimer, bør khutbaen ikke holdes på noget andet sprog end arabisk (Tafhimat, bind 2, s. 342). I den anden khutba skal han recitere nogle koranvers, fremsige durud over Profeten og bede for Allahs Sendebuds ledsagere (fred være med ham) og for alle muslimer.

2. Khatib’ens opgave er til hver jumuʿa at udarbejde en tale, der er passende ud fra tid og situation, og i lyset af Koranen og sunnah at rådgive om landets og ummaens tilstand samt om de problemer, som det muslimske folk står over for. Han skal give inspiration til at løse alle problemer ud fra religionens synspunkt og tilskynde folk til at anvende de dertil passende midler. Han skal minde muslimerne om deres religiøse ansvar og pligter og skabe omsorg i dem for religionen og ummaen. Det er tilladt at læse en forberedt khutba op fra en bog, ligesom det er tilladt som en velsignelseshandling at læse en pålidelig khutba af selve Profeten (fred være med ham) op. Men det egentlige formål med jumuʿaens khutba er, at den, der har ansvaret for muslimerne, på naturlig vis hver uge, kontinuerligt og disciplineret skal overbringe religionens forskrifter til muslimerne, tydeliggøre deres ansvar og vejlede dem om opståede problemer i lyset af Koranen og sunnah. Derfor er den bedste fremgangsmåde, at khatib’en for at opfylde khutbaens formål efter behov forklarer shariaens regler og giver vejledning. Det er ikke tilstrækkeligt blot at læse en bog op. Ahle Hadith-lærde anser også khutba på andre sprog end arabisk for tilladt, ja endog bedre. Maulana Abdus Salam Bastavi siger:

Khutba betyder at holde waʿẓ og formaning ved at henvende sig til de tilstedeværende. En formaning virker kun, når den gives på tilhørernes sprog. Derfor bør khutbaen holdes på tilhørernes sprog. Hvis tilhørerne er arabisktalende, bør khutbaen holdes på arabisk, og hvis de taler et andet sprog, bør den holdes på dette sprog. Det er ikke obligatorisk kun at holde khutba på arabisk. Man bør derimod læse den arabiske original op, oversætte den og forklare den for tilhørerne (Islami Talim, bind 4, s. 130).

1. Da Allama Maududi (må Allah forbarme sig over ham) talte om khutbaens formål, sagde han:

Khutbaordningen blev i virkeligheden ikke indført, for at folk én dag om ugen på traditionel vis skulle høre noget, der lignede den prædiken eller gode formaning, som gives i kristne kirker. Khutbaen blev derimod gjort til en aktiv del af muslimernes fælles liv. Formålet var, at alle muslimer én gang om ugen nødvendigvis skulle samles, så de kunne høre Allahs forskrifter, og religionens lære skulle fæstne sig i deres hjerter. Hvis der viste sig uretfærdighed eller uorden blandt enkeltpersoner eller i menigheden, skulle man forsøge at rette det, og de skulle tilskyndes til samfundsgavnlige aktiviteter. Desuden skulle statsoverhovedet i den islamiske stat direkte forelægge regeringens politik for folket, og enhver skulle have mulighed for at stille spørgsmål eller fremlægge sit synspunkt (Tafhimat, bind 2, s. 335).

3. Efter at have holdt den første khutba skal khatib’en sidde på minbaren i så lang tid, som det tager at recitere tre korte vers eller sige »Subhanallah« tre gange. Derefter skal han rejse sig og holde den anden khutba. I den første khutba skal han med levende sprog og opmuntring og begejstring gøre folket bekendt med religionens forskrifter og bestemmelser. Det er mustahabb at holde en tale i khutbaen, der skaber opmuntring, begejstring og følelsesmæssig bevægelse.

Under den anden khutba skal der fremsiges nogle koranvers, durood og hilsener samt bedes for Profetens (s) ledsagere og for muslimerne generelt.

4. Khutbaen bør være kortere end bønnen. Det er makruh at gøre khutbaen længere end bønnen. Profeten (s) sagde: At gøre bønnen lang og khutbaen kort er et tegn på khatibens visdom og fremsynethed. Gør derfor bønnen lang og khutbaen kort. – (Muslim).

5. Under khutbaen er det wajib at sidde stille og lytte opmærksomt til khutbaen, uanset om den, der lytter, befinder sig tæt på eller langt fra khatiben.

6. Det er mustahab at sidde tæt på khatiben under khutbaen og vende ansigtet mod ham. Det står i hadith: Vær til stede ved khutbaen, og hold jer nær imamen. – (Mishkat).

7. Når khatiben rejser sig for at holde khutbaen, er det ikke rigtigt at bede eller tale. Under khutbaen er det makruh tahrimi at bede, tale, være optaget af dhikr og tasbih, spise og drikke, hilse eller besvare en hilsen. Det er også makruh tahrimi at gøre noget, der forstyrrer lytningen til khutbaen. Det er forbudt under khutbaen at lære nogen en sharia-bestemmelse eller råde til gode handlinger. Profeten (s) sagde:

Når imamen holder khutba, er den, der taler, som den, der bærer en byrde af bøger, og den, der under khutbaen siger til en anden: »Ti stille«, hans jumua er ikke gyldig. – (Musnad Ahmad, Tabarani).

Det er dog ikke blot tilladt, men wajib at bede qada-bøn under khutbaen.

8. Hvis Profetens navn nævnes under khutbaen, er det tilladt at fremsige durood stille i sit indre.

9. I den anden khutba er det mustahabb at bede for Profetens efterkommere og ledsagere, især de retledte kaliffer, Hazrat Hamza (ra) og Hazrat Abbas (ra). Det er også tilladt at bede for de ansvarlige i den islamiske stat. Det er dog makruh tahrimi at fremsætte usømmelig og overdreven ros – (Ilmul Fiqah, bind 2, s. 148, citeret fra Durre Mukhtar).

10. Selvom det ikke er forbudt at tale om eller læse om afsked og adskillelse i khutbaen på den sidste fredag i Ramadan (Jumʿat al-Widāʿ), er der ikke overleveret noget sådant fra Profeten (s) eller de ædle ledsagere. Der findes heller ingen omtale af dette i nogen anerkendt fiqh-bog. Derfor er det ikke rigtigt permanent at læse sådanne tekster. På denne måde bliver noget, der kun er mubah, læst med stor festivitas, og de, der ikke læser afskeds-khutbaen, bliver ikke anset for gode; almindelige mennesker har tillagt Jumʿat al-Widāʿ en sharʿi status. Derfor er det bedst at holde sig fra dette – (Ilmul Fiqah, bind 2, s. 148).

11. Så snart khutbaen er afsluttet, bør bønnen begynde med iqamah. Det er makruh tahrimi at beskæftige sig med verdslige gøremål mellem khutbaen og bønnen. Hvis denne pause bliver lang, for eksempel hvis khatiben sætter sig for at spise, eller sætter sig for at afgøre en andens forretningsanliggende, skal khutbaen læses for anden gang. Hvis der imidlertid opstår et religiøst behov, såsom at man må forklare nogen en sharʿi regel, at der er behov for wudu, eller at man efter khutbaen kommer i tanke om, at ghusl var nødvendigt [bemærk, at taharah ikke er en betingelse for khutbaen. Selv hvis nogen ved en fejl holder khutba i janabah-tilstand, er det ikke nødvendigt at holde den igen.

(Arabisk****************)

Hvis khatiben holder khutba siddende eller uden at være ren, er det tilladt – (Hidaya).] så er der ingen skade ved denne pause. Det er ikke nødvendigt at læse khutbaen for anden gang.

Brugen af mikrofon under bøn og khutba

Det er tilladt at bruge mikrofon under khutbaen, når det er nødvendigt.

Der er heller intet problem i at bruge mikrofon under bønnen, når det er nødvendigt. ****1

Handel efter fredagsbønne-adhan er forbudt

Så snart man hører adhanen til fredagsbønnen, bør man indstille al virksomhed og handel, gøre sig klar og begive sig af sted for at lytte til khutbaen og udføre bønnen. Det skyldes, at handel bliver haram efter adhanen til fredagsbønnen. Det er tydeligt sagt i Koranen:

(Arabisk****************)

O I, der tror! Når der kaldes til bøn på fredagen, så skynd jer hen til ihukommelsen af Allah og opgiv handelen. (Al-Jumuʿah: 9)

Tafsir-lærde er enige om, at (****) betyder khutbaen eller både khutbaen og bønnen. Og den adhan, der betegnes med (****), er den adhan, som gives før khutbaen, ikke den, der gives langt tidligere. Hazrat Sa’ib ibn Yazid (ra) fortæller, at der på Profetens (sa) tid kun blev givet én adhan, og den blev givet, når khatib gik op på minbaren

****1 Mufti Muhammad Shafi sahib udtrykker sin holdning til dette og siger: Ud fra den analyse, som fuqahaerne har fremlagt, og sahabaernes (ra) praksis i forbindelse med ændringen af qiblaen, fremgår det klart, at man ikke kan fastslå, at bønnen bliver ugyldig af denne grund – (Shariaens bestemmelse om moderne apparater, s. 89).

Allama Maududi (rh) siger, som argument for, at det ikke blot er tilladt, men også bedre at bruge mikrofon i bønnen: På grundlag af disse argumenter og beviser mener jeg, at brugen af mikrofon i bønnen ikke blot er tilladt, men også bedre. Mit hjerte vidner om, at hvis sådanne apparater havde eksisteret på Profetens (sa) tid, ville han bestemt have brugt dem i bønnen, til adhanen og i khutbaen. Ligesom han uden tøven accepterede at grave voldgraven efter iransk metode under Slaget ved Voldgraven – (Tafhimat, 2. bind, s. 380).]

sad på minbaren; derefter, da befolkningstallet var steget betydeligt på Hazrat Abu Bakrs (ra) og Hazrat Omars tid, indførte de endnu en adhan. Denne adhan blev givet fra deres bolig, ‘Zawra’, på markedet i Medina (Bukhari, Abu Dawud, Nasa’i).

Allama Shabbir Ahmad Usmani siger i sin tafsir, at der med den pågældende adhan menes den adhan, der fremsiges foran imamen. Praksissen med at fremsige den tidligere adhan blev indført på hadrat Uthmans tid med sahabernes enstemmige samtykke.

Den foreskrevne fremgangsmåde for khutbaen

Khateeben skal sætte sig vendt mod tilhørerne i ren og velsoigneret tilstand, og mu’azzinen skal fremsige adhan foran khateeben.

Så snart adhanen er afsluttet, skal khateeben gå op på minbaren og holde khutbaen efter i stilhed at have fremsagt: »Jeg søger tilflugt hos Allah fra den forbandede Satan.«

Først skal han lovprise og prise Allah, derefter aflægge vidnesbyrd om tawhid og profetens sendelse. Så skal han holde en kort, men omfattende tale med opmuntring, begejstring og alvor. Derefter skal han sætte sig ned et kort stykke tid, svarende til den tid det tager at fremsige »Subhanallah« tre gange.

Derefter skal han rejse sig for anden gang og holde den anden khutba. Også i denne khutba skal han gentage lovprisningen og vidnesbyrdet. Han skal recitere nogle vers fra Den Hellige Koran og fremsige durud og salam over Profeten (fred og velsignelser være med ham). Han skal bede for de ædle sahaba, de retledte kaliffer og især for hadrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) og hadrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham). Derefter skal han afslutte khutbaen med en bøn for de almindelige muslimer. Umiddelbart efter khutbaens afslutning skal alle rejse sig til bønnen.

Redegørelse for de to eid-bønner

Hadrat Anas fortæller, at da Profeten (fred og velsignelser være med ham) udvandrede fra Mekka og kom til Medina, så han, at folk morede sig med leg og fornøjelser på to bestemte dage hvert år. Han spurgte dem: »Hvad er disse to dage?«

De siger: Før islam kom, plejede vi at more os og fejre disse to dage.

Profeten (s) sagde: Allah har i stedet for disse to dage fastsat to bedre dage. Den ene er dagen for Eid al-Fitr, og den anden er dagen for Eid al-Adha.

Betydningen af Eid al-Fitr

Muslimerne fejrer Eid al-Fitr på den første dag i måneden Shawwal. Allah Ta’ala har pålagt sine tjenere forskellige former for tilbedelse i måneden Ramadan, såsom faste, tarawih, recitation af Koranen og velgørenhed. Tjenerne har fra Ham fået tawfiq til at udføre disse handlinger på rette vis og har derved opnået succes. Derfor fejres Eid al-Fitr for at udtrykke ægte glæde.

Betydningen af Eid al-Adha

Muslimerne fejrer Eid al-Adha på den tiende dag i måneden Dhul-Hijjah. Denne højtid bærer i virkeligheden mindet om det store offer, som profeten Ibrahim (a) og profeten Ismail (a) bragte for Allah. På Allahs befaling gjorde profeten Ibrahim (a) sig klar til at ofre sin eneste søn, profeten Ismail (a), for at opnå Allahs tilfredshed. Da profeten Ismail (a) erfarede, at dette var Allahs vilje, lagde han med glæde sin hals under den skarpe kniv. Ved at fejre Eid al-Adha til minde om offerets enestående historie erklærer muslimerne med ord og handling, at de vil ofre det liv og den ejendom, de har fået, på Allahs vej, så snart Allah befaler det. De fører kniven over dyrets hals og lader dets blod flyde, og sværger derved over for Allah: “O Allah! Ligesom vi lader dyrets blod flyde for at opnå Din tilfredshed, vil vi om nødvendigt heller ikke tøve med at lade vores blod flyde på Din vej. Hvis vi får denne lykke, vil vi bevise, at vi er lydige og trofaste tjenere for Dig.”

Sunnah-handlinger på Eid al-Fitr

1. At sørge for sin påklædning og pynt.

2. Efter fajr-bønnen at foretage ghusl for Eid-bønnen.

3. At bruge miswāk.

4. At iføre sig nyt eller rent tøj efter evne og bruge parfume.

5. At stå meget tidligt op.

6. At tage tidligt til eidgahen.

7. At betale sadaqat al-fitr, før man tager til eidgahen.

8. At spise lidt sødt, før man tager til eidgahen.

9. At udføre Eid-bønnen på eidgahen. Det er sunnat mu’akkadah at tage til eidgahen for at bede. Profeten (fvmh.) plejede at bede Eid-bønnen på eidgahen, selv om det har en enestående fortrinlighed at bede i Profetens Moské. Kun én gang bad han i Profetens Moské på grund af regn (Abu Dawud).

10. At gå til fods ad én vej og vende tilbage ad en anden vej.

11. At fremsige den følgende takbīr sagte på vejen.(Arabisk*******************)

Sunnah-handlinger på Eid al-Adha-dagen

1. På Eid al-Adha-dagen er de samme handlinger sunnah som dem, der er sunnah på Eid al-Fitr-dagen.

1. På Eid al-Adha-dagen er det sunnah ikke at spise noget, før man går til eid-bønnepladsen. Hadhrat Buraydah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) altid spiste noget, før han gik til eid-bønnepladsen på Eid al-Fitr, mens han på Eid al-Adha-dagen spiste, efter at han var vendt tilbage fra eid-bønnepladsen. (I Tirmidhī, Ibn Mājah og Musnad Ahmad nævnes det desuden, at han spiste offerkødet.)

2. På Eid al-Adha er det sunnah at fremsige takbīr højt, når man går til eid-bønnepladsen.

Eid-bønnen

Det er wajib at bede to rakʿah på eid-dagen. Betingelserne for, at eid-bønnen er gyldig og wajib, er de samme som for jumuʿah-bønnen. Eid-bønnens khutbah er dog ikke en betingelse, hvorimod fredagsbønnens khutbah er fard. Eid-khutbahen er sunnah.

Hensigten med Eid-bønnen

Jeg har til hensigt at bede Eid-bønnens to rakʿah wajib-bøn med seks takbīr. Hvis man ønsker at sige hensigten på arabisk, siger man:

(Arabisk****************(

Hvis det er Eid al-Fitr, siger man det, og hvis det er Eid al-Adha, siger man det.

Sådan udføres Eid-bønnen

Efter at have haft til hensigt at bede Eid-bønnen løfter man hænderne til øreflipperne, mens man siger »Allahu akbar«. Derefter lægger man hænderne sammen og reciterer sana.

Derefter skal man sige »Allahu akbar« tre gange og hver gang løfte hænderne til øreflipperne. Efter hver takbīr skal man standse så længe, som det tager at recitere »Subhanallah« tre gange. Efter den tredje takbīr skal man lægge hænderne sammen uden at føre dem ned. Derefter reciterer man taʿawwudh, tasmiya, sura al-Fatiha og endnu en sura.

Derefter udfører man rukūʿ og sujūd som foreskrevet, og i den anden rakʿah reciterer man sura al-Fatiha samt endnu en sura.

Derefter fremsiger han tre takbīr før rukūʿ, sænker hænderne og fremsiger så den fjerde takbīr, hvorefter han går i rukūʿ.

Tidspunktet for eid-bønnen

Når solen er stået tilstrækkeligt op, og det klare lys har bredt sig, begynder tiden for eid-bønnen og varer indtil middag. Det er imidlertid mustahabb ikke at udsætte eid-bønnen. Det sunnah-bestemte er dog at bede Eid al-Adhā-bønnen lidt tidligere og Eid al-Fitr-bønnen lidt senere.

Regler vedrørende eid-bønnen

1. Hvis nogen ikke når eid-bønnen, kan han ikke bede den alene, fordi menigheden er en betingelse for eid-bønnen. Hvis nogen deltager i eid-bønnen, men hans bøn af en eller anden grund bliver ugyldig, kan han ikke bede den som qadāʾ, og qadāʾ bliver heller ikke obligatorisk for ham. Hvis en anden person slutter sig til ham, kan han dog bede bønnen.

2. Hvis Eid al-Fitr-bønnen af en eller anden grund ikke kan bedes på eid-dagen, kan den bedes den følgende dag. Hvis det drejer sig om Eid al-Adhā, kan den bedes indtil den 12. Dhū al-Hijjah.

3. Uden gyldig grund kan Eid al-Adhā-bønnen bedes indtil den 12., men det vil være makrūh. Det er på ingen måde tilladt uden gyldig grund at udsætte Eid al-Fitr-bønnen.

4. Der er hverken adhān eller iqāmah for eid-bønnen.

5. For kvinder ***1 og for den, der af en eller anden grund ikke har bedt eid-bønnen, er det makruh at bede nafl-bøn før eid-bønnen.

6. Hvis en person slutter sig til eid-bønnen på et tidspunkt, hvor imamen har sagt takbir og er begyndt på recitationen, skal han danne intention og først sige takbir. Hvis han slutter sig til under rukūʿ, skal han danne intention og først sige takbir. Hvis han slutter sig til under rukūʿ, skal han i stedet for tasbih sige takbir, men uden at løfte hænderne. Hvis imamen rejser sig fra rukūʿ, før han har sagt hele takbir, skal han også rejse sig sammen med imamen. Den takbir, der bliver udeladt i denne situation, er tilgivet.

7. Hvis imamen glemmer at sige de ekstra takbir under eid-bønnen og kommer i tanke om det, efter at han er gået ned i rukūʿ, skal han sige takbir i rukūʿ og ikke gå tilbage til recitationen. Selv hvis han rejser sig fra rukūʿ for at stå oprejst, bliver bønnen ikke ugyldig.

8. Det er makruh at bede andre bønner på eid-pladsen eller dér, hvor eid-bønnen bliver bedt, både før og efter eid-bønnen. [Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) sagde: Profeten (s) gik ud for at bede eid-bønnen. Derefter bad han kun to rakʿat; han bad ingen bøn hverken før eller efter dem. (Tirmidhi).]

***1 Børns og kvinders deltagelse i eid-bønnen

Ifølge Ahl al-Hadith er det masnun, at kvinder og børn deltager i eid-bønnen. For ligesom eid og jumuʿah er den en del af islams religiøse forskrifter. Profeten (s) understregede selv over for kvinderne, at de skulle gå til eid-pladsen. Hazrat Umm Atiyya (ra) sagde: Profeten (s) beordrede os til at tage ugifte piger, unge kvinder, tilslørede kvinder og kvinder, der havde menstruation, med til eid-pladsen. De, der havde menstruation, skulle dog sidde adskilt fra bønneområdet på eid-pladsen, sige takbir og deltage i muslimernes bøn. Jeg sagde: »Allahs Sendebud! Mange kvinder har ikke et sjal. Hvordan skal de gå til eid-pladsen?« Profeten (s) sagde: »Den, der har et sjal, skal tage sin religiøse søster ind under sit sjal.« (Bukhari, Muslim, Tirmidhi).

Hazrat Abbas (ra) sagde: Jeg gik sammen med Profeten (s) til eid-bønnen. Han ledte bønnen og holdt khutbah. Derefter gik han til kvindernes forsamling, formanede og vejledte dem og opfordrede dem til at give sadaqah og velgørenhed. (Bukhari).

9. Hvis nogen ikke når eid-bønnen, skal han ikke bede den som qadāʾ, for eid-bønnen har ingen qadāʾ. ***1

10. Det er enstemmigt tilladt at afholde Eid-bønnen flere steder i byen. Der bør arrangeres bøn i byen for dem, der ikke kan tage til Eidgah, så de kan udføre Eid-bønnen.

11. Koranrecitationen under Eid-bønnen skal fremsiges højt. Det er godt at recitere de suraer, som Profeten (s) plejede at recitere. Nogle gange reciterede han suraerne al-Aʿla og al-Ghashiyah (Ahmad, Tirmidhi), og nogle gange suraerne Qaf og al-Qamar (Tirmidhi, Abu Dawud).

Regler om Eid-prædikenen

1. Eid-prædikenen er sunnah, og det er wajib at lytte til den.

2. Det er sunnah at holde Eid-prædikenen efter bønnen. Hadhrat Abu Saʿid (ra) fortæller, at Profeten (s) på dagen for Eid al-Fitr og Eid al-Adha plejede at tage til Eidgah. Der udførte han først bønnen. Derefter stod han vendt mod forsamlingen. Folk satte sig på deres rækker. Så prædikede han for dem og forklarede religionens regler og bestemmelser. Hvis der skulle sendes en hær i en bestemt retning, eller hvis der skulle gives en særlig vejledning, gav han den. Derefter vendte han hjem (Bukhari, Muslim).

3. Det er sunnah at holde to prædikener og at sidde et kort øjeblik mellem dem, sådan som man sidder mellem fredagsprædikenerne.

4. Der skal fremsiges takbir i Eid-prædikenen: ni gange i den første prædiken og syv gange i den anden.

5. I Eid al-Fitr-prædikenen skal reglerne om Sadaqat al-Fitr gennemgås, og i Eid al-Adha-prædikenen skal reglerne om offeret og Takbir al-Tashriq gennemgås.

****1 Ifølge Ahl al-Hadith skal den, der ikke når Eid-bønnen, bede to rakʿat alene.

Takbīr at-Tashrīq

1. Den niende dag i måneden Zulhijjah kaldes Yawm ʿArafah (Arafat-dagen). Den tiende dag kaldes Yawm an-Nahr (offerdagen), og den ellevte, tolvte og trettende dag kaldes Ayyām at-Tashrīq. Den takbīr, der siges efter de obligatoriske bønner på disse fem dage, kaldes Takbīr at-Tashrīq.

2. Takbīr at-Tashrīq er:(Arabisk*****************)

3. Takbīr at-Tashrīq skal siges efter hver obligatorisk bøn fra fajr-bønnen på Arafat-dagen til og med asr-bønnen den 13. Zulhijjah. Det vil sige, at det er wajib at sige takbīr efter 23 bønner.

4. Det er wajib at sige Takbīr at-Tashrīq højt. Kvinder skal sige den sagte.

5. Det er ikke wajib for rejsende og kvinder at sige Takbīr at-Tashrīq. Men hvis de beder bag en person, for hvem det er wajib at sige takbīr, bliver det også wajib for dem at sige den.

6. Takbīr at-Tashrīq bør siges umiddelbart efter bønnen. Men hvis man efter bønnen foretager sig noget, der er forbudt under bønnen, såsom at le højt, tale eller gå ud af moskéen, skal man ikke sige takbīr. Men hvis wudūʾen brydes, er det tilladt at sige takbīr uden wudūʾ, og det er også tilladt at sige den efter at have foretaget wudūʾ.

7. Hvis imamen glemmer at fremsige takbīr, bør den bedende bag imamen straks begynde at fremsige takbīr. Så vil imamen også komme i tanke om det. Det er ikke rigtigt at sidde tavs og vente på imamen, så man først fremsiger den, når imamen gør det.

Sygdom og dødsfald

Regler og etikette ved besøg hos syge

At gå hen til en syg og erfare, hvordan han har det, kaldes i islamisk terminologi iyādat (omsorg for den syge). Det er mustahabb at besøge den syge. Hvis den syge ikke har nogen nære slægtninge, som kan tage sig af ham, er det en pligt for muslimerne at besøge og pleje ham. Profeten (fred være med ham) gjorde en særlig indsats for at besøge syge. Han besøgte ikke kun muslimer, men gik også for at besøge ikke-muslimer. Han understregede dette ved at fremhæve den store betydning og fortjeneste ved iyādat og fastsatte også visse etiketter og regler for den.

1. For at tilskynde til iyādat nævnte han denne form for fortjeneste:

På dommedag vil Allah sige: »Adams søn, Jeg blev syg; hvorfor kom du ikke for at besøge Mig?«

Tjeneren vil sige: »Allah, Du er jo verdens Herre; hvordan skulle jeg kunne besøge Dig?«

Allah vil sige: »Min og min tjener blev syg, men du besøgte ham ikke. Hvis du var gået hen for at besøge ham, ville du have fundet Mig dér.« (Muslim)

Når en tjener besøger sin muslimske bror, der er syg, eller går for at træffe ham, bekendtgør en udråber fra himlen: »Tillykke til dig! Tillykke med, at du har besøgt en syg; du har bygget dig en bolig i Paradiset.« – (Tirmidhi).

2. Man bør gå hen til den syge og trøste ham. Man bør opfordre ham til at være tålmodig og henlede hans opmærksomhed på, at sygdom i virkeligheden er en barmhjertighed fra Allah. For den mindste sorg og lidelse, som rammer den troende, bliver en soning for hans synder. Profeten (s) spurgte den syge: (*****) »Sig mig, hvordan har du det?« Derefter trøstede han ham og sagde: (********) »Vær ikke bekymret; hvis Allah vil, vil denne sygdom blive årsag til, at du bliver renset for synder.«

Hazrat Abu Sa’id (ra) fortæller, at Profeten (s) sagde: »Hvilken som helst ulykke, sygdom, bekymring, sorg, lidelse eller bedrøvelse, der rammer muslimerne – ja, selv hvis en torn stikker dem – får Allah til at tilgive dem deres synder på grund af det.« – (Bukhari, Muslim).

Hazrat Abu Sa’id fortæller endvidere, at Profeten (s) sagde: »Når du går for at passe en syg, skal du derefter give ham trøstende ord. Selv om dine ord ikke ændrer situationen, vil den syge alligevel blive glad.« – (Tirmidhi, Ibn Majah).

3. Det er også sunna at bede for den syge. Hazrat Aisha (ra) fortæller, at Profeten (s) plejede, når en af os blev syg, at føre sin højre hånd over hans krop og fremsige denne bøn:

(Arabisk***************)

»O menneskenes Herre! Fjern denne syges lidelse. Giv ham helbredelse. Du alene er Helbrederen. Helbredelsen er fra Dig alene. Giv ham en sådan helbredelse, at der ikke er det mindste spor af sygdom tilbage.«]4. Man bør også få den syge til at bede for en selv. For under sygdom er hans hjerte vendt mod Allah. Der står i hadith: »Når I går for at besøge en syg, skal I bede ham om at bede for jer. Den syges bøn er som englenes bøn.« – (Ibn Majah). Englene beder med Allahs vilje, og derfor bliver deres bønner accepteret.

5. Man bør ikke blive siddende længe hos den syge. Men hvis det synes, at den syge ønsker, at man bliver længere, og finder trøst deri, er der ingen skade ved det. Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) siger, at man ikke bør sidde længe hos den syge eller lave larm.

6. Når man besøger en ikke-muslim, bør man, hvis lejligheden byder sig, på en vis og klog måde vække hans interesse for troen og islam. Under sygdom bliver hjertet blødere, og man bliver forholdsvis mere opmærksom på at acceptere sandheden. Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En jødisk dreng plejede at komme hos Profeten (fred være med ham). Da drengen blev syg, besøgte Profeten (fred være med ham) ham. Han satte sig ved hans hovedgærde og sagde derefter: »Accepter den sande religion.« Drengen så på sin far. Faderen sagde: »Adlyd Abu al-Qasims ord.«

Drengen blev muslim, hvorefter Profeten (fred være med ham) gik ud fra hans hus og sagde: »Lovet være Allah, som reddede drengen fra Helvede« (Bukhari).

Skikke og regler for den døende

1. Hvis der viser sig tegn på, at patienten ikke har længe igen, er det sunnah at lægge ham på højre side, så ansigtet vender mod qibla, og at hæve hans hoved. Hvis dette volder patienten smerte, skal han anbringes i den stilling, der giver ham mest mulig lindring.

2. Man bør sidde hos patienten og recitere kalimaen. Men man bør ikke bede den døende om selv at recitere den. Det kunne ske, at han på grund af dødskampens vanskeligheder pludselig nægter at recitere kalimaen, eller at der i hans uro kommer upassende ord ud af hans mund. Når han én gang har reciteret kalimaen, bør man tie. Men hvis patienten taler om verdslige ting, bør man foretage talqin, så hans sidste ord bliver kalima tayyiba. Det er mustahabb at foretage talqin af kalima tayyiba for patienten. Profeten (fred være med ham) siger:

»Foretag talqin af la ilaha illallah for den døende« (Muslim). Han siger også: »Den, hvis sidste ord er la ilaha illallah, kommer i Paradis« (Abu Dawud).

3. Det er også mustahabb at recitere sura Ya-Sin ved siden af patienten ved dødstidspunktet. Profeten (fred være med ham) siger: »Recitér sura Ya-Sin hos den døende« (Fatawa Alamgiri).

5. Det er mustahabb at påføre den døende parfume og lignende.

6. Når sjælen er forladt kroppen, skal man forsigtigt lukke hans øjne.

Ved lukningen af øjnene bør denne bøn fremsiges: (Arabisk**************)

O Allah, gør hans vanskelige sag let. Gør også hans senere tilstand let. Velsign ham med at få synet af Tihamah, og gør det sted, han går til, bedre for ham end det sted, han forlader.

7. Det er helt naturligt at sørge og føle sorg ved sine kæres død. Det er også naturligt, at tårerne løber fra øjnene. Men det er ikke rigtigt at græde højlydt og klagende, slå sig på brystet, rive sit tøj i stykker eller rulle sig rundt i sorgen som en sindssyg og lignende. Profeten (fvmh.) forbød dette strengt.

8. Det er helt forkert at tale om døden i en klagende tone, forbande sig selv eller bede en dårlig bøn for sig selv. Profeten (fvmh.) siger: Bliv altid ved med at bede for jer selv, for englene siger amen til de bønner, I fremsiger – (Muslim).

9. Den afdøde bør mindes med gode ord. Selv hvis han har begået noget ondt, bør man kun nævne hans gode egenskaber. Profeten (fvmh.) siger: Beskriv jeres afdødes gode egenskaber, og hold munden lukket om deres fejl og mangler – (Abu Dawud).

Reglerne for vask af den afdøde (mayyit)

1. Efter døden bør man ikke udsætte vasken, indhyllingen i kafan og begravelsen. Profeten (fvmh.) befalede:

Skynd jer med ligklædning og begravelse. Det er ikke rigtigt, at den afdøde bliver liggende længe i nogens hjem (Abu Dawud).

2. Det er fard kifāya at foretage rituel vask af den afdøde. Hvis en afdød ikke har nogen arvinger eller pårørende, påhviler ansvaret for den rituelle vask alle muslimer i fællesskab. Hvis en afdød begraves uden rituel vask, vil alle muslimer være syndige, hvis de kendte til det og alligevel forsømte det.

3. Hvis en afdød lægges i graven uden rituel vask, og der endnu ikke er blevet kastet jord over ham, skal han tages op og vaskes. Men hvis der allerede er kastet jord over ham, bør han ikke tages op igen.

4. Hvis en del af den afdødes krop ikke er blevet vasket, og man opdager det, efter at ligklædet er blevet lagt på, bør ligklædet tages af, og delen vaskes. Men hvis kun en lille del er tør, f.eks. en finger eller et tilsvarende lille område, er det ikke nødvendigt at tage ligklædet af og vaske den.

Det er obligatorisk at vaske den afdøde én gang, og det er sunnah at vaske ham tre gange.

6. Den, som det er tilladt at se den afdøde, må også foretage den rituelle vask. Derfor må en mand ikke vaske en kvinde, og en kvinde må ikke vaske en mand. En hustru må dog vaske sin mand, fordi hun betragtes som værende i hans nikāh indtil iddah-periodens udløb. For en mand er det derimod ikke tilladt at vaske sin hustru, fordi nikāh ophører straks ved hustruens død. Ifølge Ahl al-Hadith må en mand vaske sin hustru.

7. Både kvinder og mænd må foretage den rituelle vask af mindreårige drenge og piger.

8. Hvis den afdøde har en nær og elsket person, er det bedst, at denne foretager den rituelle vask. Hvis vedkommende ikke kender proceduren, skal en anden from person foretage den.

9. Hvis et barn dør umiddelbart efter fødslen, er det obligatorisk at udføre ghusl på det. Hvis det fødes dødt, er ghusl ikke obligatorisk, men det er godt at udføre det.

Metoden til at udføre ghusl på den afdøde i overensstemmelse med sunna

Den afdøde skal lægges på et bræt, og tøjet skal tages af. Derefter skal et andet stykke stof lægges over ham fra navlen til knæene, så de intime dele ikke kan ses. Så skal man vikle et stykke stof om hånden og udføre istinjā på ham. Derefter skal man udføre wuḍūʾ på ham på følgende måde: Først skal ansigtet vaskes, derefter begge hænder til albuerne, så skal der udføres masḥ over hovedet, og til sidst skal begge fødder vaskes. Der må ikke hældes vand i næsen eller munden. Det er dog tilladt at fugte vat og tørre tandkødet og indersiden af næsen med det. Hvis han døde i tilstanden janābah eller ḥayḍ, er dette nødvendigt. Derefter skal der lægges vat i næse, mund og ører, så vand ikke trænger ind. Så skal kroppen vaskes. Det er tilladt at bruge sæbe og lignende. Derefter skal den afdøde lægges på venstre side, og lunkent vand med sidr-blade skal hældes over ham tre gange fra hoved til fødder, sådan at det når helt ind til venstre side. Så skal han vendes over på højre side, og vandet skal hældes over ham på samme måde tre gange. Derefter skal den afdøde støttes med nogle genstande, så han kan sidde, og hans mave skal forsigtigt trykkes. Hvis der kommer afføring ud, skal den renses bort. Wuḍūʾ og ghusl skal dog ikke gentages. Derefter skal han lægges på venstre side, og vand blandet med kamfer skal hældes over ham tre gange. Til sidst skal hele kroppen tørres med et stykke stof.

Regler om kafan

1. Når kroppen er tør efter ghusl, skal kafan gives på.

2. Det er en kollektiv religiøs pligt at give kafan på.

3. Ansvaret for at købe kafan påhviler dem, der forsørgede ham i hans levetid. Hvis den afdøde ikke har nogen sådan person, og heller ikke har efterladt sig nogen formue, påhviler ansvaret for hans kafan alle muslimer i fællesskab, hvad enten én person påtager sig ansvaret, eller alle bidrager sammen.

4. Kafan er den samme for voksne, børn, muḥrim og ikke-muḥrim.

5. Kafan skal være af den slags stof, som var tilladt for den afdøde at bære, mens han eller hun levede. Det er tilladt at give kvinder et kafan af silke eller farvet stof. Men mænd må ikke få et kafan af silke eller safrangult stof.

6. Det er makruh at bruge meget kostbart stof som kafan. Det er heller ikke rigtigt, at stoffet er af den allerdårligste kvalitet. Kafan bør derimod være af samme kvalitet, som den afdøde plejede at bruge, mens han eller hun levede.

7. Det er bedst, at kafan er hvidt – hvad enten det er nyt eller gammelt.

8. Mange sørger for deres eget kafan, mens de stadig lever, og der er intet galt i det. Men det er makruh at grave sin egen grav, mens man lever.

9. For mænd er tre stykker stof sunna:

(a) En usyet skjorte eller kurta

(b) Tahband

(c) Et lagen

Skjorten skal gå fra halsen til fødderne. Izār og tahband skal gå fra hovedet til fødderne, og lagenet skal være en håndsbredde længere end dem, så det kan bindes ved både hovedet og fødderne. Korta eller skjorten må ikke have ærmer eller kile.

10. Kvinders ligklæde består af fem klæder:

(a) Korta

(b) Izār

(c) Hovedbind

(d) Brystbind

(e) Lagen

Korta går fra halsen til fødderne. Den må ikke have kile eller ærmer. Izār går fra hovedet til fødderne. Lagenet er en håndsbredde længere end den. Hovedbindet skal være tre håndsbredder langt. Det skal dække hovedet og lægges hen over ansigtet. Det må hverken bindes eller vikles. Brystbindet skal gå fra brystet til knæene. Det skal være så bredt, at det kan bindes.

11. Hvis man ikke kan skaffe ligklædet i overensstemmelse med det ovenstående, er det tilstrækkeligt at bruge en izar og et chador til mænd samt en izar, et chador og et hovedklæde til kvinder. Hvis man heller ikke kan skaffe dette, skal man gøre, hvad man kan. Hvis nogen del er ubeklædt, skal den dækkes med blade eller lignende, så den ikke forbliver nøgen.

12. Hvis det er et dødfødt barn eller et aborteret foster, bør det svøbes i et hvilket som helst rent og rituelt rent klæde og begraves.

Regler for at iføre den døde ligklædet

Reglen for at iføre en mand ligklædet er, at ligklædets chador først skal bredes ud på en seng eller en planke. Izaren skal bredes ud oven på chadoren. Derefter skal mayyiten iføres kortaen og lægges oven på izaren. Så skal izaren vikles omkring ham, således at dens højre kant ligger oven på den venstre. Det vil sige, at man først vikler den fra venstre side. På samme måde skal chadoren også vikles omkring ham.

Reglen for kvinders ligklæde er, at man først breder chadoren ud, derefter izaren, og efter at have iført mayyiten kortaen skal håret deles i to og lægges på kortaen, til højre og venstre. Derefter skal hovedklædet lægges over hovedet og anbringes over ansigtet; det skal ikke bindes. Så skal mayyiten lægges oven på izaren. Derefter skal izaren iføres efter den ovenfor beskrevne regel, således at den højre kant ligger oven på den venstre. På samme måde skal sinaband og chador vikles omkring hende. Hovedet, livet og fødderne skal bindes med stofbånd, så de ikke åbner sig i vinden undervejs.

Janaza-bønnen

Janaza-bønnen er en bøn til Den Nådige, Den Barmhjertige, for mayyiten. Når muslimer fremsiger en bøn i fællesskab, er der mulighed for, at den bliver accepteret hos Allah den Højeste. Derfor er det bedre, jo flere mennesker der deltager i janaza-bønnen. Det er dog ikke rigtigt at udsætte janazaen for at samle flere mennesker.

Reglen for janaza-bønnen

Begravelsesbønnen er en kollektiv pligt (fard kifaya). At den er en fard-pligt, er fastslået i Koranen og sunnaen. Den, der benægter dette, er kafir.

Der er to fard-pligter i begravelsesbønnen:

1. At sige Allahu akbar fire gange. Hver takbir træder i stedet for én rak’ah. I denne bøn er der hverken rukūʿ eller sujūd.

2. At stå oprejst. Det er ikke tilladt at bede begravelsesbønnen siddende uden en gyldig undskyldning. Det er heller ikke tilladt at bede den, mens man rider på noget.

Begravelsesbønnens sunnaer

Der er tre sunnaer i denne bøn

1. At fremsige Allahs hamd og sana.

2. At fremsige salawat over Profeten (fred være med ham).

3. At bede for den afdøde.

Fremgangsmåden ved bønnen

Det er sunnah at danne tre rækker til bønnen. Hvis der er mange mennesker, må man danne flere end tre rækker, men antallet af rækker bør være ulige. Imamen skal stille sig ud for den afdødes bryst med den afdøde placeret foran ham i retning mod qibla, og alle skal have følgende intention:

(Arabisk****************)

Hvis den afdøde er en kvinde, skal den tilsvarende kvindelige formulering anvendes. Med denne intention siger man Allahu Akbar én gang, løfter begge hænder til ørerne, lægger hænderne sammen som ved takbīr al-taḥrīma og reciterer—(Arabisk***********)

—Åh Allah, Du er ren og fri for alle slags fejl og mangler, samtidig med al lovprisning. Dit navn er fyldt med godhed og velsignelse, Din storhed er umådelig, Din lovprisning er ophøjet, og der findes ingen anden guddom end Dig.

Efter at have reciteret den indledende lovprisning siger man igen takbīr, men løfter ikke hænderne. Derefter reciterer man den følgende salawāt.

(Arabisk*****************)

Derefter siger han takbīr og fremsiger en duʿā for den afdøde. Hvis den afdøde er voksen (uanset om det er en mand eller en kvinde), fremsiges følgende duʿā:

(Arabisk*******************)

O Allah, tilgiv synderne hos alle vores levende og døde, hos dem af os, der er til stede og fraværende, hos vores små og store samt hos vores mænd og kvinder. O Allah, hold dem, som Du lader leve, i live på islams vej, og lad dem, hvis liv Du tager, dø med troen.

Derefter siger han den fjerde takbīr og hilser med salām til begge sider. Imamen siger takbīrerne højt.

Duʿā for en mindreårig afdød

(arabisk*)

O Allah, send dette barn i forvejen som et middel til vores frelse og trøst, gør den sorg og smerte, vi føler over ham, til en årsag til belønning og forråd for os, og gør ham til en forbeder for os, hvis forbøn bliver accepteret.

Duʿā for en mindreårig afdød pige

(Arabisk**************)

De, som ikke kan disse bønner, skal sige – (Arabisk*************)

Hvis de ikke kan sige det, er det tilstrækkeligt blot at sige de fire takbīrer; så er bønnen gyldig.

Det er dybt beklageligt, at mange muslimer berøves den velsignelse at deltage i deres kæres janazabøn og bede sammen med de øvrige. De kommer med forskellige undskyldninger og indvendinger og deltager ikke selv i janazabønnen. De lader andre bede og står tavse, som om de blot overværer et skuespil.

1. En menighed er ikke en betingelse for janazabønnen. Hvis blot én person udfører janazabønnen, er fard-kravet opfyldt. Det er dog alles pligt at deltage i janazabønnen på ordentlig vis. Profeten (ﷺ) sagde, at det er muslimernes pligt over for den afdøde at deltage i janazabønnen (Muslim).

2. Det er makruh at udføre janazabønnen i de moskeer, der er bygget til de fem daglige bønner. Det er også makruh i en fredagsmoské. I en moské, der specifikt er bygget til janazabønnen, er det dog ikke makruh.

3. Hvis flere janazaher samles på samme tid, kan man bede over hver af dem separat eller over dem alle på én gang. Hvis man beder over dem på én gang, skal hovedet på hver afdød vende mod nord og fødderne mod syd. Det vil sige, at ingen janazah må placeres ved siden af en andens hoved eller fødder. Derefter skal imamen stå ud for brystet på den janazah, der er placeret mod øst. På den måde vil han stå ud for alles bryst.

4. Janazabønnen bliver ugyldig af de samme forhold, som gør andre bønner ugyldige. Høj latter gør dog ikke janazabønnen ugyldig, og bønnen bliver heller ikke ugyldig, hvis en kvinde står på linje med eller foran en mand.

5. Hvis en person kommer for sent til janazabønnen, efter at imamen allerede har sagt nogle takbīr, skal han ikke slutte sig til imamen straks ved sin ankomst, men vente på den næste takbīr. Når imamen siger takbīr, skal han selv sige takbīr og slutte sig til bønnen. Denne takbīr regnes som hans takbīr al-taḥrīma. Når imamen har afsluttet bønnen med salām, skal han ligesom en masbūq sige de takbīr, han er gået glip af, og afslutte bønnen.

6. Hvis en person har behov for wuḍū’ eller ghusl og mener, at han ikke vil nå janazabønnen, hvis han foretager wuḍū’ eller ghusl, er det tilladt for ham at foretage tayammum og deltage i janazabønnen. Janazabønnen skal ikke indhentes senere.

7. Den, der har størst ret til at lede janazabønnen, er lederen af den islamiske stat eller den bys guvernør, som han har udnævnt. Hvis ingen af dem er til stede, er det byens qāḍī eller dennes stedfortræder. Hvis heller ingen af dem er til stede, er det kvarterets imam. Kvarterets imam leder kun bønnen, når ingen af den afdødes nærmeste slægtninge er bedre end imamen med hensyn til viden og gudsfrygt. Ellers har den nærmeste slægtning størst ret til at lede janazabønnen. Derefter leder den, som walīen giver tilladelse til.

8. Den afdøde bør bringes til graven umiddelbart efter janazabønnen.

9. Hvis den afdøde er et lille barn, skal barnet bæres til graven i armene. Én person bærer det et stykke af vejen, derefter en anden person et stykke, og sådan fortsætter de skiftevis, indtil de når graven.

10. Hvis den afdøde er voksen, skal han lægges på en båre og bæres på skuldrene af fire personer, som hver holder i et af bårebenene.

11. Det er makruh at transportere den afdøde i et køretøj uden en gyldig grund.

12. Det er sunnah at føre janazahen af sted i et lidt hurtigt tempo, men ikke så hurtigt, at den afdøde bliver rystet.

13. Det er mustahabb at gå efter janazahen. Det er makruh at gå helt foran alle andre. Man kan gå lidt foran eller lidt bagved.

14. De, der følger janazahen, bør ikke sætte sig, før janazahen er blevet sænket ned. Det er makruh at sætte sig uden en gyldig grund.

15. Det er mustahabb at følge janazahen til fods. Hvis man kører i et køretøj, skal man holde sig bag den.

16. Det er makruh at fremsige du’a og dhikr højt, mens man følger janazahen.

17. Det er makruh tahrimi, at kvinder følger janazahen.

Regler for at bære janazahen på skuldrene

Den mustahabb måde at løfte janazahen og bære den på skuldrene er, at man tager det forreste bærestykke på højre skulder og går ti skridt. Derefter går man igen ti skridt på samme måde. Efter hver ti skridt skifter man bærestykket. På denne måde går man fyrre skridt. Det fortælles i hadith, at den, der bærer janazahen fyrre skridt, får sine fyrre store synder tilgivet.

1. Det er fard kifayah at begrave den afdøde, ligesom det er fard kifayah at vaske ham. Det er også fard kifayah at udføre janazah-bønnen.

2. Gravens længde skal svare til den afdødes højde, og dens dybde skal være halvdelen heraf. Bredden skal være to alen, så den afdøde kan lægges deri.

3. Før den afdøde sænkes ned i graven, skal han placeres mod gravens qibla-side. De, der sænker ham ned i graven, skal gøre det med ansigtet vendt mod qibla.

4. Når den afdøde sænkes ned i graven, er det mustahabb at sige (**************).

5. Det er sunna at lægge den afdøde på højre side i graven med ansigtet vendt mod qibla.

6. Hvis den afdøde er en kvinde, er det mustahabb at skærme hende, når hun sænkes ned i graven. Hvis der er risiko for, at den afdødes krop bliver blottet, er det wajib at skærme hende.

7. Det er mustahabb at begynde med at lægge jord i graven fra hovedenden. Hver gang skal man tage jord med begge hænder og hælde den i graven. Første gang skal man sige (***), anden gang (******), og tredje gang skal man sige (**********)

8. Efter begravelsen er det mustahabb at blive ved graven et stykke tid og bede for den afdøde.

9. Det er mustahabb at stikke en frisk gren fra et træ ned i graven. Det nævnes i hadith, at Profeten (s) engang delte en grøn gren i to og stak de to dele ned i to grave, og sagde: Så længe disse grene ikke er tørre, vil den afdødes straf i graven være mindre.

11. Der bør begraves én afdød i én grav. Hvis det er nødvendigt, kan flere begraves i samme grav.

12. Det er haram at opføre bygninger, kupler, minareter og lignende over grave for udsmykningens skyld.

13. Hvis nogen dør under en sørejse, og landjorden er meget langt væk, således at der er fare for, at liget går i forrådnelse, inden man når frem, skal den afdøde vaskes, janazah-bønnen udføres over ham, og han skal sænkes i havet. Hvis landjorden derimod er nær, bør han begraves på land.

Trøst (taʿziyat)

I islamisk terminologi kaldes det taʿziyat at sige nogle trøstende ord til den afdødes familie med henblik på at hjælpe dem med at være tålmodige, udtrykke sin medfølelse med dem, lindre deres sorg og bede om maghfirah for den afdøde samt lignende. Profeten (s) gjorde det selv og opfordrede kraftigt til at gøre det. Han siger:

—Den, der viser en ramt person taʿziyat, får samme belønning som den ramte selv får — (Tirmidhi).

Hazrat Muʿadh (ra) siger, at da hans søn døde, sendte Profeten (s) følgende trøstebrev:

Bismillahir-Rahmanir-Rahim

Fra Muhammad, Allahs Sendebud, til Muadh bin Jabal:

Fred være med dig. Først fremsiger jeg for dig lovprisning og hæder til Allah, foruden hvem der ingen guddom er. Derefter beder jeg om, at Allah må give dig en stor belønning for denne sorg, give dig styrke til at være tålmodig og give os og dig evnen til at vise Ham taknemmelighed. Sagen er den, at mit liv, min ejendom og min familie er Allahs velsignede gaver, og de er betroede ting, som Han har overdraget os. Så længe Allah ønsker det, giver Han os mulighed for at glæde os over disse gaver. Når Han ønsker det, tager Han disse gaver tilbage. Til gengæld giver Han en stor belønning. Det vil sige, at hvis du er tålmodig for Allahs tilfredshed og belønningen i det hinsidige, vil Han skænke dig Sin særlige barmhjertighed og vejledning.

Vær derfor tålmodig, så det ikke sker, at din klagen og jammer over sorgen tilintetgør din belønning og dine fortjenester, hvorefter du vil fortryde. Husk, at den døde ikke vender tilbage, fordi man græder og klager i sin sorg, og sorgen og smerten bliver heller ikke mindre af det. Den befaling, der bliver åbenbaret, må finde sted, og den er allerede trådt i kraft – (Muazzem Kabir).

Isal-e-sawab

Isal-e-sawab betyder at overføre belønningen. Som fagudtryk betyder Isal-e-sawab, at en person har til hensigt at overføre belønningen for sine gode handlinger og sin tilbedelse til en af sine kære.

Det er mustahabb at overføre belønningen for enhver frivillig tilbedelse til den døde, hvad enten den udføres med formue, såsom sadaqa, khairat og qurbani, eller fysisk, såsom namaz, roza og lignende. Det er på ingen måde muligt for os at gengælde Hans store gaver samt Hans omsorg og kærlighed. Den troende tjener anser det imidlertid for sin lykke at overføre belønningen for sin tilbedelse til Hans rene sjæl. Den, som ikke har haft denne lykke blot én gang i livet, er det mest ulykkelige menneske af alle.

Reglerne for Isal-e-sawab

Fremgangsmåden ved Isal-e-sawab er, at den person, som ønsker at overføre belønningen for en tilbedelse til en bestemt person, efter at have afsluttet sin tilbedelse skal bede således:

O Allah, lad belønningen for denne min tilbedelse nå den og den afdøde.

Ved Allahs grænseløse barmhjertighed kan det håbes, at Han vil lade dens belønning nå den afdøde.

Reglerne for at overdrage belønningen

1. Det er ikke en betingelse for at overdrage belønningen, at man allerede under tilbedelsen skal have til hensigt at overdrage belønningen til en anden. Man kan derimod når som helst senere ønske at overdrage belønningen for sin egen tilbedelse til en anden.

2. Når en person overdrager belønningen for sin tilbedelse til en afdød, lader Allah belønningen nå den afdøde og berøver heller ikke den, der har udført tilbedelsen, noget. Han giver også denne person den fulde belønning for tilbedelsen. Derfor er det et krav, som følger af Allah den Ophøjedes grænseløse nåde, at den troende tjener, når han udfører en frivillig tilbedelse, overdrager dens belønning til de retfærdiges sjæle.

3. Hvis nogen ønsker at overdrage belønningen for sin handling til flere personer, bliver den ikke opdelt i flere dele. Allah den Ophøjede skænker i sin grænseløse nåde hver enkelt den fulde belønning.

4. Ud over disse enkle regler for at overdrage belønningen er det yderst forkasteligt på eget initiativ at opstille betingelser, fastsætte bestemte dage og datoer, derefter betragte det som en religiøs pligt at følge dem og på dette grundlag skabe sekteriske skel blandt muslimer. Det er på ingen måde passende for de troende, som ønsker at følge den rette vej, at gøre sådanne ting.

Bibliografi

1. Tafsir an-Nasafi.

2. Tafsir al-Khazin.

3. Tafsir al-Baydawi.

4. Tarjuman al-Qur’an – Maulana Abul Kalam Azad (må Allah forbarme sig over ham).

5. Tafhim al-Qur’an – Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham).

6. Oversættelse og tafsir – Maulana Shabbir Ahmad Usmani (må Allah forbarme sig over ham).

7. Sihah Sitta.

8. Al-Muwatta.

9. Riyad as-Salihin.

10. Al-Adab al-Mufrad.

11. Hasne Hesin.

12. Mishkat.

‘3. Ihya ulum ad-din.

14. Kashf al-Mahjub med videre.

Følgende værker er benyttet som hjælp:

1. Hidaya.

2. Ainul Hidaya (en kommentar til Hidaya).

3. Fathul Qadir.

4. Quduri.

5. Sharh-e Wiqaya.

6. Nurul Idah.

7. Fiqhus Sunnah – Sayyid Sabiq (må Allah forbarme sig over ham).

8. Ilmul Fiqh.

9. Ta’limul Islam.

10. Namaz-e-Muhammadi – Maulana Muhammad Junagarhi (må Allah være ham nådig).

11. Islamisk undervisning – Maulana Abdus Salam Bastavi (må Allah være ham nådig).

12. Sharia-bestemmelser vedrørende moderne apparater – Mufti Muhammad Shafi (må Allah være ham nådig).

13. Afhandlinger og spørgsmål – Maulana Maududi (må Allah være ham nådig).

14. Paradisets smykker og lignende.