Indledning

Efter med særlig opmærksomhed at have læst utallige islamiske værker skrevet på grundlag af Koranen, hadith, islam, det muslimske folks historie samt af nogle af vor tids største lærde, har jeg i dette hæfte kort sammenfattet og forelagt læserne den betydning og betydning i dybere forstand, som jeg har forstået i islams grundlæggende trosbekendelse, Kalima Tayyiba. Det siger sig selv, at jeg, da jeg skrev om kalimaens betydning og udførlige forklaring, nedskrev det, der er gengivet i dette hæfte, ud fra min tros faste overbevisning i hjerte og sind. Jeg mener oprigtigt, at man ikke har lært denne grundlæggende trosbekendelse i islam at kende, og heller ikke kan tro fuldt og helt på den, hvis man ikke kender dens betydning, i det mindste i dette omfang, bredt og detaljeret, og fæster troen på den af hjertet. Desuden vil det heller ikke være muligt at forme vores praktiske liv efter denne kalima. Derfor har jeg, med henblik på alle almindelige muslimer, forsøgt at forklare emnet i et så enkelt sprog og med så enkle ord som muligt.

Det er mit inderlige og oprigtige ønske, at vor tids muslimer i det mindste lærer denne kalima at kende, forstår den og tror på den så åbent og bredt, og at de ligesom muslimerne i den første tid igen må opnå en lige så enorm revolutionær kraft gennem den og blive uovervindelige i verden. Dette hæfte blev første gang udgivet i 1950. I de forløbne år er mange udgaver af det blevet fuldstændig udsolgt. Da jeg har set, at dette hæfte er blevet værdsat i samfundet, bringer jeg hundredtusindvis af taksigelser til Allah den Ophøjede.

Lad mig her nævne en nødvendig bemærkning. Mennesket er skabt af fejl og vildfarelse. Det kan sagtens være, at jeg et sted har begået en fejl, da jeg skrev kalimaens udførlige betydning; det ville ikke være det mindste mærkeligt. Hvis eftertænksomme læsere gør mig selv opmærksom på mine fejl, vil det være den retfærdigste behandling af mig. Men man må huske, at denne forklaring af kalimaen udelukkende er skrevet på grundlag af Koranen og hadith; derfor må eventuelle fejl i den også kun bevises ud fra Koranen og hadith. Bortset fra dette anerkender jeg ingen anden målestok til at afgøre, hvad der er sandt eller falsk, eller hvad der er rigtigt eller forkert.

Muhammad Abdur Rahim
1. juni 1987

أَلَمْ تَرَ كَيْفَ ضَرَبَ ٱللَّهُ مَثَلًا كَلِمَةً طَيِّبَةً كَشَجَرَةٍ طَيِّبَةٍ أَصْلُهَا ثَابِتٌ وَفَرْعُهَا فِى ٱلسَّمَآءِ ٢٤
تُؤْتِىٓ أُكُلَهَا كُلَّ حِينٍۭ بِإِذْنِ رَبِّهَا وَيَضْرِبُ ٱللَّهُ ٱلْأَمْثَالَ لِلنَّاسِ لَعَلَّهُمْ يَتَذَكَّرُونَ ٢٥

Har du ikke lagt mærke til, hvordan Allah har forklaret det ved hjælp af lignelser? Kalima Tayyiba er som et rent, stærkt og godt træ. Dets rod er fast forankret dybt i (jordens) dyb, og dets grene rækker ud i det store himmelrum (og breder sig). Det bærer til stadighed sin frugt med tilladelse fra Allah, sin Herre og Ejer (Sura Ibrahim: 24 og 25).

بِسْمِ الله الرّحمنِ الرَّحِيمِ

Kalima Tayyiba

لآ اِلَهَ اِلّا اللّهُ مُحَمَّدٌ رَسُوُل اللّهِ

Indledende ord

Kalima Tayyiba er islams grundlæggende erklæring. Intet menneske kan træde ind inden for islams grænser uden at fremsige denne kalima. Derfor skal en kafir eller mushrik, når han ønsker at antage islam, som det allerførste fremsige denne kalima. Når et barn fødes i en muslimsk familie, er det den første lyd af denne kalima, der bliver ladet høre i dets øre. I muslimernes kvarterer erklærer muezzinen denne kalima højt fem gange i døgnet og kalder alle til bøn. Under bønnen skal denne kalima fremsiges igen og igen. På Koranens sider er der skrevet om denne kalima på mange forskellige måder. Heraf kan man forstå, hvor stor betydning kalimaen har i islam. Derfor er det nødvendigt for enhver muslim at lære betydningen af denne kalima meget grundigt at kende.

Ligesom et træ ikke kan vokse, hvis man ikke sår et frø, kan islams træ heller ikke på nogen måde vokse frem på menneskets livsmark, hvis denne kalima ikke får slået dybe rødder i menneskets hjerte og sind. Når man sår et frø, vokser der et træ frem, og ligesom dette træ har en stamme, grene, blomster og frugter, kan disse egenskaber heller ikke på nogen måde komme til udtryk i muslimernes liv – såsom at udføre islams bøn, faste, hajj og zakat, skelne mellem haram og halal og i alle livets forhold udelukkende handle med Allahs tilfredshed som mål – hvis muslimerne ikke forstår betydningen af denne kalima meget grundigt og tager den til sig med hjerte og sjæl. Disse egenskaber, disse egenskaber kan ikke på nogen måde komme til udtryk i muslimernes liv.

Hvis frøet er dårligt, kan der ikke spire et træ frem af det. På samme måde er det på ingen måde muligt for et menneske at leve efter islams bud og forskrifter, hvis det ikke antager denne kalima med forståelse og indsigt eller antager en forkert betydning af den.

Hvis De indgår en handel med en anden – uanset hvilken handel det måtte være – skal De først og fremmest indgå en fast aftale med ham; ellers kan Deres forehavende ikke forløbe ordentligt. Hvis De låner penge ud til nogen, får De ham først til at erkende, at han vil betale pengene tilbage til tiden og tilbagebetale dem inden den pågældende dato. Frem for alt skal han aldrig benægte, at han har modtaget pengene, og så videre. Kun hvis han erkender alle disse ting, låner De ham penge; ellers låner De under ingen omstændigheder så meget som én penny ud til nogen.

Hvis De lader nogen dyrke Deres jord, skal De også på forhånd træffe den nødvendige aftale med ham. Hvis De selv ønsker at dyrke eller benytte en andens jord, skal De acceptere jordejeren betingelser og udfærdige en kabuliyat-nama. På samme måde må muslimen gennem hele sit liv have med Allah at gøre, og ved at fremsige denne kalima indgår han med netop Allah en fast aftale om alle livets handlinger. Hvis De underskriver et dokument uden at vide, hvad der står i det, vil De på ingen måde kunne handle i overensstemmelse med dokumentets betingelser. For De ved ikke, hvilke af dokumentets betingelser De har accepteret ved at underskrive det. Derfor kan Deres handlinger komme i strid med dokumentets betingelser. På samme måde trådte De, efter at have fremsagt Kalima Tayyiba, ind inden for islams grænser og betragtede Dem selv som muslim og som ‘Allahs tjener’; men De vidste ikke, hvilke handlinger De ved at fremsige denne kalima havde erklæret, at De ville udføre, og hvilke handlinger De havde lovet ikke at udføre. Ellers har det ingen værdi, at De fremsiger kalimaen. Allah kan ikke acceptere, at De fremsiger denne kalima. De kan ikke blive en virkelig ‘muslim’ og ‘Allahs tjener’. Ingen handling i Deres liv kan udføres i overensstemmelse med denne kalima.

Denne kalima er i enhver henseende yderst storslået og ophøjet. Allah Ta’ala har selv bevidnet denne kalima; alle englene og alle lærde og dydige blandt skabningerne har anerkendt dens sandhed. Denne yderst sande og korrekte erklæring er et urokkeligt symbol på retfærdighed og rimelighed. Det, der erklæres gennem denne kalima, er sandt og korrekt og stemmer fuldstændigt overens med den virkelige tilstand. Dette er islams grundlæggende erklæring. Ingen kan blive muslim, hvis han ikke kender denne kalimas egentlige budskab, ikke accepterer det i sit hjerte som den absolutte sandhed, ikke klart erklærer dets sandhed med sin mund og ikke i sit hjerte er villig til fuldt ud at leve efter det.

Denne kalima er en stærk erklæring af den tawhidiske aqida og en erklæring om fuldstændigt at fornægte og afvise den shirkiske aqida. Det er gennem denne erklæring, at en muslim kan blive reddet fra den shirkiske aqidas rod og dens sørgelige konsekvenser.
For at få fuldt udbytte af dette skal syv betingelser opfyldes. For det første viden – at vide, hvad der fornægtes, og hvad der anerkendes gennem den. For det andet at tro fast og inderligt på det, man har lært, som sandt og ikke nære den mindste tvivl om det. For det tredje at føle den største oprigtighed over for det – at have en streng og urokkelig holdning mod shirk. For det fjerde at fremsige erklæringen med en sådan oprigtighed, at der ikke findes det mindste spor af hykleri i den. For det femte at nære en inderlig kærlighed og hjertelig hengivenhed for denne kalima – og derfor føle glæde i sit hjerte. For det sjette at vise fuld lydighed mod den og være rede til at opfylde dens krav. At være villig til at udføre alle de handlinger, der beviser oprigtighed over for Allah og opnår Hans tilfredshed. Og for det syvende af hele sit hjerte og sind at være rede til at fornægte og afvise alt, der står i modsætning til den.

Nu forstår I klart, at ingen kan træde ind inden for islams grænser uden at fremsige kalima tayyiba; på samme måde kan ingen blive en ægte muslim eller handle som en muslim blot ved at fremsige den med munden uden at kende dens betydning. Den eneste grund til, at størstedelen af muslimerne i verden i dag ikke følger islams påbud og regler – og at de, selv om de er »muslimer«, handler og opfører sig som ikke-muslimer – er, at de ganske vist fremsiger kalimaen og tror på den, men ikke ved, hvad de fremsiger, eller hvad de tror på. Derfor ser vi, at der lever millioner og atter millioner af muslimer i verden, men at de fleste ikke lever som virkelige muslimer, selv om de praktiserer islam; snarere ser man, at de ved hvert eneste skridt handler i strid med islam. Hvad kan være mere sørgeligt end dette?

Ligesom vi ikke kan handle som ægte muslimer, fordi vi fremsiger kalimaen uden at forstå dens betydning, kan vi af samme grund heller ikke opnå Allahs barmhjertighed. Som følge heraf er vi kommet ud i mange slags sorger og ulykker – vi er nået helt ned til forfaldets yderste grænse.

Hvis vi derfor nu ønsker at blive virkelige muslimer igen, hvis vi ønsker at opnå Allahs barmhjertighed og fremgang her i verden igen, og hvis vi også ønsker at stå foran Allah i det hinsides som sande muslimer, må vi lære og forstå betydningen af kalima tayyiba grundigt og gradvist forme vores liv efter den. Derfor forsøger vi her at nedskrive den udførlige betydning af kalima tayyiba.

Betydningen af kalima tayyiba

I ved alle, at kalima tayyiba ikke er noget langt og omfattende:

لا اله الا اللهُ مُحَمَّدٌ رَّسُولُ الله –

»Der findes ingen guddom ud over Allah – Hadhrat Muhammad (fred være med ham) er Allahs sendebud. Denne kalimah består af to dele:

Den første delلا اله الا اللهُ

Den anden delمُحَمَّدٌ رَسُولُ الله

Betydningen af den første del: »Der findes ingen guddom – ud over Allah.« Det vil sige, at der ud over Allah den Ophøjede ikke findes nogen guddom eller herre, som man kan underkaste sig eller tjene som slave.

Allah den Ophøjede alene er den eneste guddom, herre og ejer, som fortjener at blive frygtet og adlydt. Han er Skaberen af hele universet – vi er Hans skabninger. Han er alles Herre – vi er Hans undergivne tjenere. Han er universets hersker og også vores ejer. Kun Ham skal man frygte. Han alene er den eneste, der skal tilbedes. Vi anerkender kun underkastelse under Ham, adlyder kun Ham og følger kun Hans lov.

Og betydningen af den anden del er: Muhammad (fred være med ham) er Allahs sendebud. Det vil sige, at Allah den Ophøjede sendte Hadhrat Muhammad (fred være med ham) til menneskeheden som leder og vejviser, som formidler og grundlægger af Hans ideal.

Som jeg allerede har sagt, er denne kalimah selve grundlaget for islam. På den står den vældige »bygning« af islams mange øvrige bud og påbud. Uden den kan denne »bygning« ikke blive opført eller stå et eneste øjeblik. Den beskrivelse af Allah, som gives i denne kalimah, er i islam den korrekte beskrivelse af Allah. I islam anerkendes den væren, som besidder alle disse egenskaber og kendetegn, som »Allah«. Men den, i hvem alle disse egenskaber ikke findes samlet, kan aldrig være »Allah«; islam er ikke rede til at anerkende ham som Allah.

Ved at erklære Muhammad (fred være med ham) for Allahs sendebud erklæres det, at han ikke blot er et menneske ved navn Muhammad (fred være med ham), men også er Allahs sendebud, og dette er hans egentlige identitet. For det andet: Hvis man skal anerkende Allah korrekt, må man også anerkende sendebudet ved navn Muhammad (fred være med ham) korrekt og fuldt ud.

Forklaring af den første del

Denne trosbekendelses første del kan opdeles i to dele. Den første del er negativ, det vil sige, at der ikke findes nogen guddom – ingen herre eller skaber. Jeg frygter ingen, underkaster mig ingen, adlyder ingens lov, ønsker ikke nåde, gunst eller hjælp fra nogen og anerkender ingen som indehaver af en højere magt. Jeg tilbeder ingen. Hvis nogen på nogen af disse områder ønsker at udøve myndighed og indflydelse over mig, afviser jeg netop denne. Jeg gør oprør mod alle. Jeg har ingen forbindelse med nogen. Den anden del er positiv; det vil sige, at jeg på alle disse områder anerkender og adlyder alene Allah.

Når et menneske fremsiger denne trosbekendelse, anerkender det dermed, at denne verden og alle dens levende væsener og ting ikke kunne være kommet til eksistens uden en skaber; alt dette er skaberens skaberværk, og denne skaber er ikke flere, men kun én. Og denne skaber er ingen anden end Allah. Det er blevet sagt klart og tydeligt i Den Ædle Koran:

اللهُ الَّذِى خَلَقَ السَّمَوتِ وَالْأَرْضَ وَمَا بَيْنَهُمَا فِى سِتَّةِ أَيَّامٍ

Han er Allah, som skabte himmelriget og jorden samt alt, hvad der er mellem dem, på seks tidsperioder. (Sura as-Sajdah: 4)

وَإِلَٰهُكُمْ إِلَٰهٌ وَٰحِدٌ لَّآ إِلَٰهَ إِلَّا هُوَ ٱلرَّحْمَٰنُ ٱلرَّحِيمُ ١٦٣45

Jeres guddom er én guddom; der findes ingen guddom foruden Ham – Han er i sandhed den meget Tilgivende og den Barmhjertige. (Sura al-Baqarah: 163)

Allah den Ophøjede skabte ikke blot hele verden og forlod den derefter; Han leder den også på rette vis og sørger blandt andet for at opretholde og nære den og alle dens levende væsener med livskraft og nødvendig føde. Også i disse forhold har Han ingen partner – heller ingen hjælper.

Allah den Højeste er verdensaltets indbyggeres opretholder, ejer og Herre. Han alene er ejer af himlene og jorden og alt, hvad der findes imellem dem, samt af al ejendom og rigdom.
,
وَمَا مِنْ دَابَّةٍ فِي الْأَرْضِ إِلَّا عَلَى اللهِ رِزْقُهَا –

Det er Allah den Højestes ansvar at sørge for føde til alle levende væsener i verden. (Hūd: 6)

ذلِكُمُ الله رَبِّكُمْ لَا إِلَهَ إِلَّا هُوَ خَالِقُ كُلِّ شَيْءٍ فَاعْبُدُوهُ ، وَهُوَ عَلَى كُلِّ

Han er jeres Allah; (i Ham findes de førnævnte egenskaber) der er ingen anden guddom end Ham. Han er Skaberen af alting; dyrk derfor alene Ham – tjen Ham. Han har ansvaret for hver eneste ting. (Sūra al-Anʿām: 102)

Det er således blevet klart bevist ud fra de ovennævnte vers, at verdensaltet har en Skaber, og at denne Skaber ikke er nogen anden end Allah den Højeste. Han er én og enestående; Han alene er verdensaltets opretholder, beskytter, forsørger og Herre. Derfor er det alle menneskers pligt at acceptere trældom over for denne ene Allah, kun anerkende Ham som guddom og Herre og ikke mene, at nogen andre besidder disse egenskaber. Dette er grundlaget for Kalima Tayyiba. Den udførlige betydning af Kalima Tayyiba findes klart i de følgende to vers fra Den Ædle Koran:

يَٰصَىٰحِبَىِ ٱلسِّجْنِ ءَأَرْبَابٌ مُّتَفَرِّقُونَ خَيْرٌ أَمِ ٱللَّهُ ٱلْوَٰحِدُ ٱلْقَهَّارُ ٣٩
مَا تَعْبُدُونَ مِن دُونِهِۦٓ إِلَّآ أَسْمَآءً سَمَّيْتُمُوهَآ أَنتُمْ وَءَابَآؤُكُم مَّآ أَنزَلَ ٱللَّهُ بِهَا مِن سُلْطَٰنٍ إِنِ ٱلْحُكْمُ إِلَّا لِلَّهِ أَمَرَ أَلَّا تَعْبُدُوٓا۟ إِلَّآ إِيَّاهُ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ٤٠

O mennesker! Er det bedre at anerkende forskellige og flere guddomme, eller er én virkelig mægtig guddom, som har magt over alle, bedre? Vid, at de ting, som I dyrker og tjener som guddomme ved siden af den ene Allah, ikke er andet end nogle meningsløse navne. Og disse navne har I selv og jeres forfædre fundet på – Allah har ikke åbenbaret noget bevis herom. Men retten og magten til at give befalinger og fastsætte love tilkommer ingen anden end Allah alene. Han har befalet alle, at de ikke må tjene eller tilbede nogen anden end Allah. Dette er den eneste sande og stærke dīn – det fuldkomne og urokkelige system for livsførelse. Men mange mennesker ved det ikke. (Sūra Yūsuf: 39–40)

I disse to koranvers er betydningen af Kalima Tayyiba blevet forklaret særdeles klart. Resuméet af disse to vers kan opdeles i fem dele.

For det første: Allahs enhed. Ved at anerkende én Allah kan mennesket opnå lykke og fred både i dette liv og i det hinsidige. Ved at anerkende flere guder er det helt naturligt, at menneskets liv ødelægges af alskens sorg og uro.

For det andet: Den tilbedelse, dyrkelse og underkastelse, som polyteisterne viser de guddomme og menneskelige herrer, de tilbeder i stedet for Allah, er på alle måder grundløs og uden fundament; den består blot af en samling navne. I virkeligheden har de ingen eksistens, og disse navne er heller ikke blevet givet af Allah den Højeste – polyteisterne har selv givet dem disse navne. De har ikke den mindste magt til at skade eller gavne mennesker. Og uden en sådan magt kan ingen anerkendes som værdig til tilbedelse eller hengivelse.

For det tredje: Når der skal udformes love og regler for menneskets livsførelse, er det kun Allah, der har magten og retten til at befale og forbyde noget; ingen andre har denne ret. De, der anerkender én Allah, kan ikke følge andet end de love og regler, som denne ene Allah har givet. I deres privatliv, i samfundet og staten samt i deres forvaltning, anvendelse og fordeling af rigdom og ejendom er de forpligtede til udelukkende at følge de regler og bestemmelser, Allah har givet. For Allah den Højeste er den absolutte ejer af suveræniteten, det vil sige den højeste magt. Denne magt kan ikke gives til nogen anden.

For det fjerde: Allah den Højeste er alles Ma’bud; mennesket er kun Hans slave – kun Hans tjener. Mennesket kan ikke anerkende underkastelse under eller lydighed mod nogen anden end den ene Allah – det kan heller ikke tilbede eller dyrke nogen anden (udføre ibadah og hengivelse).

For det femte og sidste: Det livssystem, som er blevet fastlagt for mennesket fra Allah på grundlag af de fire ovennævnte grundlæggende trosforestillinger, er det eneste uforgængelige og stærke system. Uden dette kan ingen anden religion, lære, ideologi eller livsordning være acceptabel og varig for mennesket – og den kan heller ikke være en religion for fred og lykke. Hvis nogen forsøger at ændre blot ét af dets udsagn, er han denne religions åbenlyse fjende. Det siger sig selv, at denne stærke religion er ingen anden end islam.

Hazrat Ibrahim (fred være med ham) sagde, henvendt til sin far og sit folk:

وَإِذْ قَالَ إِبْرَٰهِيمُ لِأَبِيهِ وَقَوْمِهِۦٓ إِنَّنِى بَرَآءٌ مِّمَّا تَعْبُدُونَ ٢٦
إِلَّا ٱلَّذِى فَطَرَنِى فَإِنَّهُۥ سَيَهْدِينِ ٢٧

Jeg erklærer mig fri for alt det, som I underkaster jer og tilbeder, og jeg anerkender kun Den Ophøjede, som har skabt mig. Sandelig, Han vil vise mig vejen. (Sura az-Zukhruf: 26 og 27)

Straks derefter sagde Allah:

وَجَعَلَهَا كَلِمَةًۢ بَاقِيَةً فِى عَقِبِهِۦ لَعَلَّهُمْ يَرْجِعُونَ ٢٨

Han efterlod denne kalema (erklæring) som noget varigt efter sig, så disse mennesker kunne vende tilbage til den. (Sura az-Zukhruf: 28)

Ved den første erklæring fornægtede Hazrat Ibrahim (a.s.) alle andre guddomme end Allah og fastholdt alene erkendelsen af, at man skal tjene den Store Skaber. Gennem en sådan erklæring fremsagde han i virkeligheden, med andre ord, netop erklæringen »La ilaha illallah« og gjorde denne kalema til en varig erklæring for alle mennesker. Ved denne kalema anerkender man på den ene side alene Allah med hensyn til tjeneste og lydighed, ærefrygt, håbet om barmhjertighed og overholdelse af loven; samtidig fornægter man klart shirk, det vil sige at anerkende nogen anden end Allah på disse områder. Dette er islams rene tawhid-trosbekendelse. Ingen kan blive muslim uden klart og uforbeholdent at anerkende og antage denne trosbekendelse. Allah den Højeste har befalet, at man skal antage netop denne trosbekendelse:

قُلْ إِنَّمَا أُمِرْتُ أَنْ أَعْبُدَ اللهَ وَلَا أَشْرِكَ بِهِ : اِلَيْهِ ادْعُوا وَالَيْهِ مَابِ

Sig, o profet: Jeg er blevet befalet, at jeg helt og holdent skal være en tjener og kun tjene Allah; jeg må under ingen omstændigheder sætte nogen ved Hans side. Jeg kalder til Ham alene, og hos Ham er mit tilflugtssted og min endelige tilbagevenden. (Sura ar-Ra’d: 36)

Ligesom ethvert menneske må antage sin egen trosbekendelse, må det også kalde andre mennesker i samfundet til at antage den trosbekendelse, som det selv har antaget og anser for at være den eneste sandhed. Men denne kaldelse kan udelukkende være en opfordring til fuldt ud at antage Allahs tjeneste. Ingen har den mindste ret til at fremsætte nogen anden opfordring—at fornægte Allah eller sætte nogen ved Hans side. Profeterne og sendebuddene blev sendt netop for at overbringe dette budskab, og hele deres liv kaldte de menneskene i verden til det.

Kalema Tayyebas historie

Hermed er betydningen og forklaringen af den første del af Kalima Tayyiba afsluttet. Nu skal vi se, om det, der er blevet sagt i den første del af islams kalima, er noget nyt i verden, eller om det har en historie bag sig. Beretningen om det findes netop på Koranens sider.

Så snart man bladrer i Den Ædle Koran, finder man bevis på, at læren om Allah den Højestes enhed ikke er ny i verden; tværtimod har hver eneste profet, der er kommet til verdens mennesker, givet netop denne lære videre til sin egen umma og udbredt denne opfattelse af Allah blandt dem. I Koranen siger Allah den Højeste, henvendt til profeten Muhammad (fred være med ham):

وَمَا اَرْسَلْنَا مِنْ قَبْلِكَ مِنْ رَّسُولٍ إِلَّا نُوحِي إِلَيْهِ أَنَّهُ لَا إِلَهَ إِلَّا أَنَا فَاعْبُدُونِ.

(O Muhammad!) Til alle de profeter, Jeg sendte før dig, åbenbarede Jeg denne befaling: Der findes ingen anden guddom, tilbeder eller herre end Mig. Tag derfor alle imod tilbedelsen og hengivelsen til Mig alene. (Sura al-Anbiya: 25)

Af dette vers blev det uden tvivl klart, at enhver profet og sendebud i verden har kaldt til tawhid. Som eksempel citerer vi her nogle historiske vers.

1. Profeten Nuh (fred være med ham) sagde henvendt til sit samtidige folk:

يقوم اعْبُدُوا اللهَ مَالَكُمْ مِنْ الهِ غَيْره

O folk, tag imod tilbedelsen og hengivelsen til Allah den Eneste; for I har ingen anden herre eller guddom end Ham. (Sura al-A’raf: 59)

2. Hazrat Yunus (a.s.) kaldte i mange dage sit samtidige folk til tawhid, men folket tog ikke imod hans kald. Til sidst forlod han landet i fortvivlelse. Undervejs faldt han i havet og blev tvunget til at ende i bugen på en fisk. Mens han befandt sig i fiskens bug, fremsagde Hazrat Yunus (a.s.) denne bøn:

اله الا انت سبحْنَكَ إِنِّي كُنْتُ مِنَ الظَّلِمِينَ –

O Allah! Der er ingen anden guddom end Dig. Jeg lovpriser kun Din renhed og majestæt. Sandelig, jeg er en af de uretfærdige og syndige. (Sura al-Anbiya: 87)

3. Hazrat Musa (a.s.) kaldte hele sit liv sit samtidige folk til tawhid og sagde på et tidspunkt:

أغَيْرَ اللهِ آبغِيْكُمْ إِلْهَا وَهُوَ فَضَّلَكُمْ عَلَى الْعَلَمِينَ –

Skulle jeg søge en anden guddom til jer end Allah, når det dog er Ham alene, der har givet jer forrang og ære frem for alle verdens folk? (Sura al-A’raf: 180)

4. Hazrat Salih (a.s.) kaldte sit tidsalders folk til sig med disse ord:

يقَوْمِ اعْبُدُوا اللهَ مَالَكُمْ مِنْ الهِ غَيْره –

O folk! Antag udelukkende slaveriet og tilbedelsen af Allah den Ophøjede; I har ingen anden guddom værd at tilbede end Ham.

5. Hazrat Shuʿayb (fred være med ham) sagde til sit samtidige folk:

اله غيره – يقَوْمِ اعْبُدُوا اللهَ مَالَكُمْ مِنْ

O mit folk! Tilbed udelukkende Allah den Ophøjede og tjen Ham; I har ingen anden guddom værd at tilbede end Ham. (Sura Hud: 84)

Da Hazrat Hud (fred være med ham) prædikede: O folk! Tilbed og tjen udelukkende den ene Allah; ingen andre end Ham er værdig til at blive tilbedt af jer, sagde folket:

وَحدَه وَنَذَرَ مَا كَانَ يَعْبُدُ آبَاؤُنَا اجنتنا لِنَعْبُدَ الله

Er du kommet til os for at sige, at vi kun skal tjene og tilbede Allah og forlade dem, som vores forfædre tilbad? (Sura al-Aʿraf: 70)

De var polyteister og tilbad, ud over Allah, også andre. De var ikke villige til udelukkende at tilbede den ene Allah. Denne tilbedelse indebærer både at tilbede Ham, at frygte Ham og at følge Hans lov.

Her vil jeg nøjes med at nævne disse få vers.

I Koranen findes der også en overordnet beskrivelse af profeternes og sendebudenes tawhid-forkyndelse og gerninger, hvis navne er nævnt i Koranen. Men hvis vi skulle nævne det hele, ville bogen blive for omfangsrig. Derefter vil vi i selve Koranen se, med hvilken forkyndelse Allah den Højeste sendte den sidste profet, Hazrat Muhammad (s), til verden.

Følgende blev sagt, henvendt til Hazrat Muhammad (s):

قُلْ إِنَّمَا هُوَالهُ وَاحِدٌ وَاِنَّنِي بَرِى مِمَّا تُشْرِكُونَ –

(O Muhammad!) Sig: Kun Allah er den sande Ma’bud – Han er én og ene, og jeg billiger på ingen måde jeres shirk; jeg fralægger mig fuldstændigt ethvert ansvar for dette. (Sura An’am: 19)

»Jeres shirk« betyder: De andre, som I anser for ma’bud ved siden af den ene Allah, og som I tilbeder og dyrker, anerkender jeg på ingen måde; tværtimod lyder min erklæring således:

قُلْاهو ربيلاهو عَلَيْهِ تَوَكَّلْتُ وَإِلَيْهِ مَتَابٍ –

Sig: Han alene er min Rabb – min Herre, Hersker og Mester. Der findes ingen ma’bud undtagen Ham. Ham alene sætter jeg min fulde lid til, og til Ham vender jeg mig. (Sura Ra’d: 30)

Et andet sted er det sagt:

قُلْ إِنَّمَا يُوحَى إِلَى أَنَّمَا الْهُكُم إِلهُ وَاحِدٌ ، فَهَلْ أَنتُم مُّسْلِمُونَ

Sig (o profet!): Det er blevet åbenbaret for mig, at jeres guddom – Skaberen, Forsørgeren og Ejeren – kun er én. Vil I da underkaste jer Ham og adlyde Ham? (Sura al-Anbiya: 108)

Dette vers er blevet forklaret endnu mere udførligt:

قُلْ إِنَّمَا أَنَا بَشَرٌ مِثْلُكُمْ يُوحَى إِلَى أَنَّمَا الْهُكُمُ الهُ وَاحِدٌ : فَمَنْ كَانَ
احدا يَرْجُوا لِقَاءَ رَبِّهِ فَلْيَعْمَلْ عَمَلًا صَالِحًا وَلَا يُشْرِكْ بِعِبَادَةِ رَبِّهِ

Sig (o Muhammad!): Jeg er blot et menneske ligesom jer. Men det bliver åbenbaret for mig, at jeres guddom kun er én. Derfor bør den, der håber at opnå denne ene guddoms anerkendelse og velbehag, gøre gode gerninger i overensstemmelse med den ene guddoms befalinger, og han bør ikke gøre nogen anden til Hans partner i tilbedelsen og tjenesten af sin eneste guddom. (Al-Kahf: 110)

I dette vers findes en fuldstændig beskrivelse af den sidste profet, den ærede Muhammad (fred være med ham), og hans budskab. For det første siger han, at menneskenes Herre, Skaber, Ejer og Lovgiver kun er én og den eneste – Allah.

For det andet siger han, at de, som tror på denne ene guddom, kun har to måder at opnå denne ene guddoms velbehag og anerkendelse på: Den ene er oprigtigt at anerkende den ene Allah, kun at adlyde Hans befalinger, kun at tilbede og tjene Ham og ikke sætte nogen ved Hans side i denne sag. Den anden er at udføre gode og fromme gerninger i overensstemmelse med den ene Allahs befalinger og holde sig fra syndige og ulydige handlinger.

Hvis man analyserer den sidste profets fuldstændige liv, hans handlinger og hans fuldstændige da’wa, kan man få kendskab til disse tre grundlæggende punkter. I virkeligheden er disse tre også islams og Kalimas grundlæggende punkter. Her er det blevet bevist, at den sidste profet ikke kom til verden for at bringe noget nyt budskab. Tawhid, det vil sige budskabet om Allah Ta’alas enhed, er i virkeligheden på ingen måde nyt i verden; tværtimod er det gammelt. Lige så gammelt som menneskets skabelse er, lige så gammelt er tawhid og budskabet om tawhid. Det er endnu mere sandt, at lige siden den dag, hvor mennesket for første gang begyndte at bo på jorden, er mennesket blevet kaldet til at tro på den ene Almægtige Allah, anerkende sin trældom over for Ham og leve sit liv i overensstemmelse med Hans bud. Der er aldrig blevet givet nogen opfordring til at tro på nogen anden.

Hindringer for udbredelsen af Kalima Tayyiba

Men ligesom dette budskab om Kalima og tawhid ikke er nyt i verden, er modstanden mod og fjendskabet over for denne Kalima heller ikke på nogen måde nyt eller forunderligt i verdens historie; tværtimod har hver gang, i hvilket land og fra hvis mund dette »evigt gamle« ord på ny er blevet erklæret og forkyndt, bjerge af modstand og fjendskab rejst deres hoveder fra alle sider. Alle lokale ondskabens kræfter har gjort deres yderste for at bringe denne stemme til tavshed for altid; det er ingen læser af verdenshistorien ubekendt.

Men spørgsmålet er: »lā ilāha illā Allāh«-

Hvilket budskab eller hvilken betydning er skjult i denne lille Kalima, siden der straks efter dens udtalelse opstår så mange fjender fra alle sider? Det er især værd at tænke over, at hver gang Allah Ta’alas profeter har fremsat denne lille Kalimas da’wa i et bestemt land og et bestemt samfund, er størstedelen af dette samfund straks blevet deres frygtelige fjender. Før da’waen blev fremsat, blev hver profet derimod med hensyn til moralsk karakter betragtet som højt respekteret og afholdt af alle mennesker på den tid. Hazrat Musa blev opfostret og voksede op i datidens kong Fir’auns hus. Men så snart han udtalte denne Kalima, blev hans plejefar Fir’aun straks hans største fjende. Hazrat Ibrahim var søn af en kongelig præst, sin fars elskede barn og derfor særligt afholdt af alle andre mennesker. Men da han opløftede tawhids stemme, blev alle, fra hans forældre til datidens konge, hans bitre fjender. De kastede ham endda i en brændende ild for at tilintetgøre ham for altid. Hazrat Isas fødsel var i sig selv et stort mirakel for alle mennesker – noget, som mennesket ikke kan forstå med sin almindelige fornuft. Derfor betragtede alle mennesker ham som noget »usædvanligt«. Men da også han som profet erklærede Allah Ta’alas renhed og enhed, gik hans eget folks medlemmer og hans slægtninge i gang med at bekæmpe ham som hans fjender, og til sidst beordrede datidens jødiske regering hans henrettelse. Den sidste profet, Hazrat Muhammad, havde før han erklærede tawhids budskab, levet i hele fyrre år blandt sin egen slægt og datidens øvrige mennesker. Han havde modtaget alles oprigtige respekt og ærbødighed, store som små, kvinder som mænd. Men trods dette begyndte hans egen slægt åbent at vise fjendskab mod ham fra den dag, hvor han for første gang forkyndte tawhids budskab blandt sine bekendte. Derefter måtte Hazrat i sine tretten lange år i Mekka konfrontere en himmelstræbende storm af undertrykkelse, mishandling, forfølgelse og skældsord, ja, til sidst blev han tvunget til at udvandre til Medina. Men hvorfor sker dette? Hvad var det store, som de ærede profeter sagde, siden de måtte udholde en sådan sorg, undertrykkelse, mishandling og landflygtighed?

For at få svar på dette spørgsmål og for at kende den grundlæggende årsag til den slags undertrykkelse fra deres landsmænd og nærmeste, som de ærede profeter blev udsat for, må man først vide, hvad ordet »ilah« i virkeligheden betyder. Når man har lært dette grundigt at kende, vil man meget let kunne forstå, hvor stor en fare der opstår for modstanderne, når man anerkender Allah som den »eneste ilah«.

Den sande Ilah (Ma’bud)

På næsten hver side i Koranen Sharif finder man en beskrivelse af den sande Allah, og derfra kan man lære forklaringen på det arabiske ord »ilah«. Hvis man skulle citere disse vers fra Koranen og skrive betydningen af dem alle, ville diskussionen imidlertid blive meget lang. Derfor skriver vi her kun essensen af alle versene. Det, der her er skrevet med disse koranvers for øje, er netop beskrivelsen af den sande Allah og netop den egentlige betydning af ordet »ilah«.

Allah, det vil sige den sande »ilah«, giver liv og bringer døden. Han opfostrer og forsørger alle levende væsener. Han alene hører bønner og etablerer fred og orden. Han alene kan skabe det, der er ødelagt og forfaldet, på ny. I naturens verden er det alene Hans befaling og lov, der gælder. Han alene er den egentlige ophavsmand til alle handlinger. Det er alene på Ham, man fuldstændigt må sætte sin lid. Han er håbet for den håbløse; i alle vanskeligheder og ulykker kan man altid kun håbe på Hans barmhjertighed. Menneskers gevinst og tab, skade og gavn sker kun efter Hans vilje. Alt synligt og usynligt, kendt og ukendt, ved Han fuldt ud. Han er den mægtigste og sejrer over alle. Han alene ejer al form for forrang og myndighed. Han er hævet over enhver form for fejl og mangel; Han har ingen fejltagelser, vildfarelser, synder eller forbrydelser. Han er den suveræne ejer af hele verden; Han alene er den egentlige kejser, shahanshah og konge over alle konger i hele universet. Han alene er den egentlige og ubetingede ejer af alle verdens rigdomme, værdier og ejendele. Han har skabt hele universet og styrer det selv på grundlag af de naturlove og bestemmelser, som Han har indført. Han har skabt mennesket og givet det en fuldstændig ordning til at styre dets individuelle og kollektive liv. Derfor er Hans befalinger og anvisninger den eneste lov, der skal følges i menneskets virke. På alle livets områder og i alle forhold må man underordne sig og følge alene Hans befalinger og forbud. Han lider intet tab eller nogen forringelse; Han er uforgængelig, uudtømmelig og evigt levende. Han var altid til stede, er det og vil altid være det. For Ham findes der ikke noget, der hedder fortid, fremtid eller nutid; al tid er lige nærværende for Ham. Der er ingen ændring i Hans ord og befalinger. Ingen har magt til at afvige fra Hans vilje eller handle imod Hans beslutning. Han alene er værdig til at frygtes; ingen anden har ret til at modtage nogens tjeneste eller ubetingede lydighed. Ingen er Hans meddelagtige i noget af dette; Han er én og den eneste. Ingen kan tale imod Hans vilje. Han handler efter Sin egen vilje—Han er på ingen måde forpligtet til at rette sig efter nogens ord, bøn eller forbøn. Han er ikke afhængig af nogen og behøver heller ingen; tværtimod er alt i hele universet alene afhængigt af Ham—alene afhængigt af Ham. Uden Hans barmhjertighed har ingen mulighed for at leve blot et eneste øjeblik.

Den jahilitiske opfattelse af »ilah« (ma‘bud)

Ovenfor blev der kort givet en beskrivelse af ilah, det vil sige Allah, den Ophøjede. Denne beskrivelse er blot essensen af nogle få vers om dette emne. Ellers har intet menneske evnen til at nedskrive Allahs beskrivelse til ende. Men den sande beskrivelse af Allah, som fremgår af det, der er skrevet, er netop Hans egentlige sifat og egenskaber. Men verdens mushrik’er har glemt denne sande beskrivelse af Allah og Hans egentlige egenskaber og har efter forgodtbefindende dannet sig en række grundløse forestillinger om Allah. Da de ikke kendte Allahs sande beskrivelse, forlod de sandhedens og fredens vej og blev ramt af nederlag ved hvert eneste skridt. Her citerer vi kort fra Koranen en redegørelse for dette.

Mushrik’erne glemmer Allah, den Ophøjede, den eneste hjælper, og tigger om hjælp hos andre kræfter:

وَاتَّخَذُوا مِنْ دُونِ اللهِ الهَةً لعلهم ينصَرُونَ –

De har taget andre kræfter end Allah som »ilah« i håb om, at de måske kunne få hjælp hos dem. (Sura Yasin: 74)

De kalder på døde mennesker for at få deres forehavender gennemført:

وَالَّذِينَ يَدْعُونَ مِنْ دُونِ اللّهِ لَا يَخْلُقُونَ شَيْئًا وَهُمْ يُخْلَقُونَ – اَمْوَاتٌ غَيْرُ
احياء : وَمَا يَشْعُرُونَ * أَيَّانَ يُبْعَثُونَ

De, som de tilbeder ud over Allah (idet de anser dem for herrer), kan ikke skabe så meget som én eneste ting; tværtimod er de selv blevet skabt af en anden skaber. De er døde, ikke levende. De ved ikke engang, på hvilken dag eller på hvilket tidspunkt de vil blive genoplivet. (Sura an-Nahl: 20-21)

De tjener andre magter i stedet for Ham som trælle for at opnå nærhed til Allah den Ophøjede:

وَالَّذِينَ اتَّخَذُوا مِنْ دُونِهِ أَوْلِيَا ، – مَا نَعْبُدُهُمْ إِلَّا لِيُقَرِّبُونَا إِلَى اللهِ زُلْفَى

De, som tager andre magter end Allah som herrer og beskyttere, siger: »Vi tilbeder dem kun med det formål, at de skal bringe os nærmere Allah.« Med andre ord skaber de kunstige guder for at nå frem til den sande Allah. (Sura az-Zumar: 3)

De tilbeder andre magter for at få dem til at gå i forbøn hos Allah:

وَيَعْبُدُونَ مِنْ دُونِ اللهِ مَا لَا يَضُرُّهُمْ وَلَا يَنْفَعُهُمْ وَيَقُولُونَ هَؤُلاء شُفَعَاؤُنَا عِنْدَ الله

De tilbeder sådanne ting ud over Allah, som slet ikke har magt til at gavne eller skade dem. De siger: »De vil gå i forbøn for os hos Allah.« (Sura Yunus: 18)

Det betyder, at de mener, at man ikke kan nå Allah direkte. For at nå Allah må man tage de kunstige guder som mellemled.

De tilbeder månen og solen. De mener, at dag og nat, månen og solen er forunderlige ting, som umuligt kan være andet end guddomme. Men månen og solen er skabt af Allah og er blot tegn på Hans eksistens og enhed. Allah siger:

وَمِنْ أَبْتِهِ الَّيْلُ وَالنَّهَارُ وَالشَّمْسُ وَالْقَمَرُ ط لَا تَسْجُدُوا لِلشَّمْسِ وَلَا لِلْقَمَرِ.

Natten og dagen, månen og solen er tegn på Allahs eksistens og enhed; derfor må I ikke kaste jer ned i sujud (tilbedelse) hverken for månen eller solen; for de er beviser på den sande Allahs eksistens og Hans uendelige magt. Det vil ikke gavne jer det mindste at kaste jer ned for dem. (Sura Ha-Mim as-Sajdah: 37)

De tilbeder lærde, pīrer og lærde mænd; de følger alt, hvad disse siger, uden at skelne mellem ret og uret. At adlyde et sådant menneske blindt og følge hans befalinger uden videre er shirk. For når et menneske uden videre adlyder en andens befalinger end Allahs, giver det denne person Allahs status. Allah beskriver deres tilstand således:

اتَّخَذُوا أَحْبَارَهُمْ وَرُهْبَانَهُمْ أَرْبَابًا مِنْ دُونِ اللهِ –

De har gjort deres lærde, pīrer, lærde mænd og ledende personer til deres ‘Rabb’ eller herre, i stedet for Allah den Ophøjede. (Sura at-Tawbah: 31)

De påkalder mennesker for at blive befriet fra nød eller få deres behov opfyldt. En sådan påkaldelse er forbudt i Allah den Ophøjedes øjne og er også en form for shirk. For med et sådant formål må man kun påkalde Allah. Det er blevet sagt:

إِنَّ ٱلَّذِينَ تَدْعُونَ مِن دُونِ ٱللَّهِ عِبَادٌ أَمْثَالُكُمْ فَٱدْعُوهُمْ فَلْيَسْتَجِيبُوا۟ لَكُمْ إِن كُنتُمْ صَٰدِقِينَ ١٩٤

De, som I påkalder bortset fra Allah for at blive befriet fra vanskeligheder, er ikke andet end tjenere, der ligesom jer selv er ude af stand til noget. Påkald dem derfor og se, om de svarer på jeres bøn, hvis jeres opfattelse af dem virkelig er sand. (Al-A’raf: 194)

De forkaster den ene Allahs lov og handler efter deres egne ønsker – de skelner hverken mellem ret og uret, godt og ondt eller synd og dyd.

أَرَءَيْتَ مَنِ ٱتَّخَذَ إِلَٰهَهُۥ هَوَىٰهُ أَفَأَنتَ تَكُونُ عَلَيْهِ وَكِيلًا ٤٣

Har du ikke set den, der gør sit eget begær til sin herre (og kun handler efter sit begær)? Vil du alligevel påtage dig ansvaret for ham? (Sura al-Furqan: 43)

Hvis man tænker lidt dybere over betydningen af de vers, der er nævnt her, bliver det meget let at forstå, at en gruppe mennesker i verden ikke anerkendte den ene Allah som »Ilah« og »Rabb«, det vil sige Skaberen og Opretholderen, men i virkeligheden gjorde deres egne begær, magtfulde mennesker, falske pirer, dervisher og religiøse ledere, månen og solen samt livløse afguder til deres »gud« eller »herre« og underkastede sig dem, tjente dem, tilbad dem og adlød deres befalinger. Men ingen af dem fornægtede fuldstændigt den ene Allah, hele verdens Skabers og Opretholders, eksistens, egenskaber og kendetegn; ingen sagde nogensinde, at der ikke findes en Skaber, eller at Han ikke har nogen egenskaber. I virkeligheden anerkendte de Allah som den største magt og den øverste Befalingsgiver, men den grundlæggende fejl i deres troslære var, at de samtidig anså engle, jinner, mennesker, afguder, månen, solen, stjernerne og andre af Allah den Ophøjedes skabninger for at være Hans medguder, hjælpere eller indehavere af lignende kræfter. I vanskelige tider søgte de tilflugt hos disse; når de skulle løse en vanskelig opgave, bad de dem om kraft. De mente, at disse også havde en eller anden form for magt. For at opnå nærhed til den sande Allah, få den sande Allahs tilgivelse og barmhjertighed og få disse til at gå i forbøn hos den sande Allah, tilbad og tjente de dem. De aflagde løfter til dem og frygtede dem også, fordi de mente, at de kunne skade eller gavne mennesker. En anden stor fejl var, at de – ud over Allahs lov – fastsatte, hvad der var halal og haram, ud fra deres egne begær og efter deres såkaldte pirers, dervishers og lederes ord. De tænkte ikke over og spurgte heller ikke nogen, hvad Allah den Ophøjedes befaling var om dette spørgsmål, eller om det var halal eller haram hos Allah. De ville kun vide, om deres (falske) pirer, dervisher eller ledere kunne lide den ønskede ting eller ikke, og om de kaldte den halal eller anså den for haram. Hvis de fik et svar, der passede dem, handlede de straks derefter.

Selv om de troede på, at Allah alene havde skabt al rigdom, og at Han alene havde givet den til menneskene, anså de sig selv for at være de absolutte ejere af den og tjente, anvendte og brugte den efter eget ønske.

Den egentlige årsag til modstanden mod Kalema Tayyiba

Vi har nævnt to opfattelser af Allah side om side. Den første er en beskrivelse af den sande Allah, og den anden er en forklaring på verdens uvidende og afgudsdyrkende menneskers opfattelse af »Allah«. Når man først har forstået denne forklaring grundigt, vil ingen have svært ved at forstå, hvorfor de vildfarne mennesker i det pågældende samfund samt dets falske herskere, kapitalister og religiøse ledere, hver gang og hvor som helst i verdenshistorien »La-ilaaha-illallaah« er blevet hævet på nogens læber, har sat alle kræfter ind mod det og gjort deres yderste for at ødelægge det, før det kunne slå rod. Hvorfor er de straks blevet optændt som ild, blot de hørte dette Kalema, og hvorfor har de kastet sig ud i åben fjendskab med mennesker, der i mange år havde været kendt som troværdige og sandfærdige?

Sagen er den, at hver gang denne kalemas røst er blevet løftet på ny i et land, har landets folk straks hørt den og klart forstået dens betydning og dens underliggende tankegang. De har forstået, hvilke interesser, trosforestillinger eller ordninger der bliver ramt, hvis man tror på og antager denne kalema som sand, former sit liv efter den, eller hvis dens lære bliver udbredt og grundfæstet — og hvilke af disse man uden tøven må forkaste for at antage en ny lære, en ny tro og nye ordninger. Derfor ser vi, at så snart denne kalema er blevet fremsagt og udbredt i et samfund, er dets folk principielt straks blevet delt i to grupper: Den ene gruppe har forstået denne kalema, troet på og antaget den af hjertet, fremsagt og udbredt den med munden, og gennem hele sit liv — i enhver handling — virkeliggjort dens ideal og bevist dens sandhed.

Den anden gruppe har forstået denne kalemas betydning og har derefter sat alle sine kræfter ind og brugt alle sine midler på at forsøge at tilintetgøre den i sin spire, så dens røst ikke skulle nå noget andet menneskes øre. Derfor har denne kalema, ligesom den har eksisteret siden menneskehedens begyndelse, også været modarbejdet lige siden. Af denne grund har ordene “muslim” og “kafir”, eller de to grupper blandt menneskene, eksisteret side om side siden de tidligste tider. Kampen mellem disse to grupper er en kamp om principper og idealer, og denne kamps historie er Kalema Tayyebas historie. I islams terminologi kaldes denne kamp “jihad”.

Kalema Tayyebas lære

Kort sagt er “Kalema Tayyeba” en storslået revolutionær erklæring. De, der antager den, kan ikke tilbede, tjene eller dyrke nogen anden end Allah; for at opnå nærhed til Allah eller i håb om at få forbøn hos Ham kan de ikke tilbede, underkaste sig eller adlyde nogen anden end Allah. For at opnå nærhed til Allah og blive befriet fra Hans straf kan de ikke på nogen måde antage noget menneske — en præsident, en leder eller lederinde eller en pir og from lærd — eller nogen anden vej og metode end islam, ud over at følge Allahs bud og forskrifter. De mener — og tror inderligt — at den eneste vej til Allahs barmhjertighed og velbehag og til at opnå nærhed til Ham er at tro på Ham af hjertets inderste, anerkende Ham alene som den eneste, der skal tilbedes, leve efter Hans anvisninger og gøre jihad for fuldt ud at grundfæste Hans lov på jorden. De, der udbreder andre veje og metoder end denne, og som siger: “For at opnå nærhed til Allah må man blive discipel hos en bestemt dervish eller en bestemt pir og from lærd eller besøge hans gravsted for at opnå åndelig gunst og opmærksomhed; ellers må man brænde op og dø af hans forbandelse,” eller som udbreder, at “det ikke er tilstrækkeligt blot at handle efter Koranen og hadith for at opnå nærhed til Allah”, udbreder i realiteten shirk. For at håbe på noget fra pirs og fromme lærdes åndelige kraft eller frygte den er åbenlys shirk. De, der har troet på Kalema Tayyeba, er aldrig villige til at lytte til dette kald. De vil sige med klar røst: “For at opnå Allah den Ophøjedes barmhjertighed vil vi påkalde Ham alene, vi vil kun tjene Ham, vi vil forlade de handlinger og veje, Han har forbudt, og vi vil med alle kræfter forsøge at udslette dem fra verden. For så vidt angår forbøn”قُل لِلّهِ الشَّفَاعَةُ جَمِيعَالَهُ مُلْكُ السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ ثُمَّ الَيْهِ تُرْجَعُونَsiges det: “Forbøn tilhører fuldstændigt den ene Allah. Ejerskabet over og myndigheden over himlene og jorden tilhører alene Ham. Derefter skal alle vende tilbage til Ham.” Evnen til at gå i forbøn og myndigheden over hele universet tilhører alene Allah. De vil sige: “Vi tror ikke, at nogen ud over Allah har magt til at skade eller gavne mennesker. Vi anerkender ikke, at nogen levende person eller nogen, der ligger begravet, besidder denne magt.” Dette er i sandhed den sande monoteistiske persons ord, og denne vej er den eneste livsvej for den monoteistiske person.

Det er netop dette, der siges i dette vers i Koranen:

يَٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ ٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ وَٱبْتَغُوٓا۟ إِلَيْهِ ٱلْوَسِيلَةَ وَجَٰهِدُوا۟ فِى سَبِيلِهِۦ لَعَلَّكُمْ تُفْلِحُونَ ٣٥-

O I troende tjenere! Frygt Allah den Ophøjede, søg midlet til at opnå nærhed til Ham, og fortsæt med at kæmpe på Allahs vej med dette mål; måske vil I på denne måde få fremgang. (Al-Ma’idah: 35) — Mawlana Ashraf Ali Thanvi (må Allah forbarme sig over ham) skrev i sin kommentar til dette vers: “Nogle uvidende sufier har forgæves forsøgt at bevise, at det er obligatorisk at tage en pir ud fra dette vers; men det er ikke sandt.” I virkeligheden er deres frækhed utilgivelig, når de ønsker at bevise, at dette vers gør det obligatorisk at tage en pir. For ingen steder i Koranen betyder ordet “wasila” en pir. Imam Raghib Isfahani skriver i sit værk “Mufradat Raghib Isfahani”, at ordet “al-wasila” betyder “at nå frem til noget”. Den fulde betydning af verset er: at fortsætte ad den sande og rette vej gennem viden, tilbedelse og gode gerninger.

Betydningen af denne kalema er: Der findes ingen anden, der skal tilbedes, end Allah. Derfor er det alene Allah, der har retten til herredømme og suverænitet — ingen anden end Ham. Derfor er Han alene også lovgiveren og den, der fastsætter forskrifterne.

Derfor kan ingen, der tror på denne kalima, adlyde et samfunds- eller statssystem, som ikke anerkender Allahs herredømme og suverænitet; han kan heller ikke være villig til at rette sig efter nogen lov eller forskrift, som en sådan stat udsteder.

Faktisk kan de, der tror på denne Kalima Tayyiba, ikke anerkende lydighed over for nogen anden stat end en rent islamisk regering; de kan ikke anerkende eller støtte nogen andens herredømme og suverænitet end Allahs. De kan heller ikke rette sig efter nogen lov eller forskrift, der er skabt af mennesker. De kan ikke søge dom ved en domstol, hvor der dømmes på grundlag af menneskeskabte love, og de kan heller ikke føre sag på grundlag af nogen menneskeskabt lov; for hver eneste af disse handlinger er shirk, og når man udfører dem, fornægter man i praksis Allah, selv om man bekender Ham med munden. Den Ædle Koran siger:

ألَمْ تَرَ إِلَى الَّذِينَ يَزْعُمُونَ أَنَّهُمْ أَمَنُوا بِمَا أُنْزِلَ إِلَيْكَ وَمَا أُنْزِلَ مِنْ قَبْلِكَ

يُرِيدُونَ أَنْ يُتَحَاكَمُو إِلَى الطُّغُوتِ وَقَدْ أَمِرُوا أَنْ يُكْفُرُوايه

وَيُرِيدُ الشَّيْطَانُ أَنْ يُضِلَّهُمْ ضَلَلًا بَعِيدًا – وَإِذَا قِيلَ لَهُمْ تَعَالَوْا إِلَى مَا أَنْزَلَ
اللهُ وَالَى الرَّسُول رَاَيْتَ الْمُنْفِقِينَ يَصُدُّونَ عَنْكَ صُدُودًا –

(O Profet!) Hvad mener du om de mennesker, som på den ene side i deres hjerter antager, at de tror på Koranen og de tidligere Skrifter, men på den anden side søger dom og afgørelse hos de kræfter, der gør oprør mod Allah, skønt de netop var blevet befalet fuldstændigt at fornægte disse kræfter? (Disse mennesker er i virkeligheden hyklere.) Satan ønsker at føre dem langt vild på afveje. Derfor vil du, når de bliver kaldt til Allahs lov og til Sendebudet, se, at disse hyklere vender sig bort fra dig og trækker sig langt væk. (Sura an-Nisa: 60-61) [[Note: Allama Ibn Jarir at-Tabari har i sin fortolkning af dette vers skrevet: “At søge nærhed til Allah gennem handlinger, hvorved man kan opnå Hans tilfredshed.”]]

Det vil sige, at det er klart shirk at anerkende nogen andens herredømme end den ene Allahs herredømme og suverænitet, at dømme eller søge dom efter menneskeskabte love i stedet for Allahs lov og at føre sag på grundlag af sådanne love. Når en leder eller statsmagt, der er imod islam, derfor kræver lydighed af mennesker, siger den, der tror på tawhid, med klar stemme: Vi kan ikke anerkende lydighed over for nogen anden end Allah, Hans Sendebud, en stat grundlagt på islamisk lov samt en statsoverhoved, der anerkender lydighed over for Allah og følger Hans lov. Når menneskeskabte love bliver håndhævet over for dem, og der dømmes efter dem, vil de med høj røst erklære: Vi anerkender ikke menneskeskabte love, og vi ønsker heller ingen dom efter dem. Når man i verden forsøger at forbruge, anvende og fordele rigdom, kapital og produktionsmidler efter menneskers egne ønsker eller efter en selvopfundet ideologi eller ordning, vil de klart sige, at den eneste absolutte ejer af hele verden er Allah alene. Han alene er også den sande ejer af al rigdom og alle produktionsmidler. Derfor skal de kun forbruges, besiddes og anvendes efter Allahs vilje og den ordning, Han har givet.

På denne måde begynder en grundlæggende forandring lidt efter lidt i livet hos det menneske, der tror på Kalima Tayyiba. I farefulde tider kalder han ikke på nogen anden end Allah.

Ingen guder eller gudinder, ingen fromme mænd eller helgener, ingen overnaturlig kraft, ingen konge eller hersker og heller ingen leder. Hvis han tilkalder en læge og anvender medicin efter lægens anvisning, må han på ingen måde tro, at det er lægen eller medicinen, der helbreder hans sygdom; tværtimod skal han urokkeligt fastholde troen på, at det i virkeligheden kun er Allah, der helbreder. Han bruger blot disse midler for at følge Hans befaling. Når han reciterer denne kalima og tror på den, vil han se skarpt på det samtidige samfunds- og statssystem. Hvad han end finder i det, der viser sig at være i strid med eller modsat denne kalima, vil han straks erklære oprør imod, og indtil han har knust det og fået etableret principper og et system i overensstemmelse med denne kalima, vil han utrætteligt stræbe, kæmpe og gøre en indsats for dette.

Hazrat Ibrahim (fred være med ham) gjorde netop dette. Hans erklæring lød med Koranens ord:

إِنَّا بُرَءُوا مِنْكُمْ وَمِمَّا تَعْبُدُونَ مِنْ دُونِ اللَّهِ رَ كَفَرْنَا بِكُمْ وَبَدَا بَيْنَنَا ز
وَبَيْنَكُمُ الْعَدَاوَةُ وَالْبَغْضَاء اَبَدًا حَتَّى تُؤْمِنُوا بِاللَّهِ وَحْدَهُ –

Vi har brudt alle forbindelser med jer og med jeres guddomme, som I tilbeder i stedet for Allah, og vi har frigjort os fuldstændigt fra ethvert ansvar. Vi forkaster og afviser al jeres myndighed, og fra dette øjeblik er fjendskab og had mellem os og jer tydeligt begyndt for bestandig. Denne tilstand vil bestå, indtil I tror på den ene Allah og alene adlyder Ham. (Sura al-Mumtahina: 8)

Dette er i sandhed den erklæring, som den, der tror på tawhid, afgiver. Der kan aldrig gøres en undtagelse fra den. Set fra islams synspunkt er den, der afgiver denne erklæring, den sande »oprører« og »revolutionære« — altså en tilhænger af tawhid, det vil sige en, der tror på den ene Allah.

Hvis det bliver nødvendigt for denne kalima, må den, der tror på tawhid, opgive alt, hvad han ejer. Indtil et menneske tror på kalimaen, er det frit og gør, hvad det vil — det gør uden begrænsning, hvad der falder ham ind, og kan gøre det. Men efter at have reciteret denne kalima har han ikke længere denne frihed. Derefter må han tænke over hver eneste handling, og hver gang en forbudt handling kommer ham i møde, må han straks afholde sig fra den.

Med andre ord: Så længe han var fri for at tjene Allah, var han i virkeligheden en slave — slave af sine lyster, slave af de gængse skikke og menneskeskabte love og slave af pīrer, murshider og ledere. Men i det øjeblik han reciterede »lā ilāha illallāh«, blev slaveriets lænker til alt dette straks revet af hans hals og faldt bort, og ved kun at acceptere at tjene Allah den Ophøjede opnåede han den sande frihed. I islam er dette den sande frihed.

Når denne kalima således rammer deres lyster og vaner, deres pīr-værdighed, lederskab og myndighed samt deres rigdom, deres selvopfundne økonomi, deres statslige embeder og deres samfundssystem direkte, er det så mærkeligt, at de bliver fast besluttede på at bekæmpe denne kalima, hvis de ikke accepterer den og ikke er rede til uden tøven at opgive alt, hvad der strider imod den? De, hvis hjerter tørstede efter sandheden, tog imod den, da de fandt sandheden. Blandt de andre begyndte nogle af uvidenhed, og andre på grund af egeninteresse og hovmod, at vise åbent fjendskab mod denne kalima. Denne kalima er selve hovedårsagen til al den modstand og det fjendskab, som Allahs profeter har mødt gennem verdenshistorien.

Forklaring af den anden del

مُحَمَّدٌ رَّسُولُ الله

Betydningen og forklaringen af den første del af Kalema Tayyeba, »La ilaha illallah«, er blevet beskrevet så kortfattet som muligt. Når man først har forstået den første del, vil det ikke være særlig vanskeligt at forstå betydningen af Kalemaets sidste del, nemlig »Muhammadur Rasulullah«. Den enkle betydning af denne del er: »Hazrat Muhammad (s) er Allah Ta’alas sendebud.«

Når vi accepterer den forklaring af tawhid, som vi har givet ovenfor, bliver det vores ubetingede pligt at følge Allahs vejledning og lov i enhver handling og på hvert eneste trin i livet. Ikke nok med det: Vi kan ikke anerkende eller følge noget som helst andet end Allahs lov, og vi må arbejde hele vores liv udelukkende med det formål at opnå Allahs tilfredshed. Tilbedelse og gudsdyrkelse, politik og statsstyring, ledelse og myndighed, uddannelse og dannelse, handel og køb og salg, forretning og erhverv, krig og fred, venskab og fjendskab—kort sagt må enhver handling i både privatlivet og samfundslivet nødvendigvis udføres udelukkende i overensstemmelse med Allahs tilfredshed og lov. Men nu opstår vanskeligheden: Hvor skal vi finde Allahs lov, og hvordan skal vi vide, hvilke handlinger Allah er tilfreds med, og hvilke han er utilfreds med? Hvordan skal vi forstå, hvilken livsform og hvilken ordning Allah Ta’ala foretrækker, og hvilken han ikke foretrækker? Så længe vi ikke ved og forstår dette, vil vi, uanset hvor stærkt vi tror på tawhid, aldrig være i stand til at handle i overensstemmelse med denne tro. Her er endnu et vigtigt forhold. I verden har der aldrig manglet mennesker, som fremsatte store og kostbare moralske principper. Men mennesker, der selv fulgte disse principper og viste vejen til at føre dem ud i livet, har der aldrig været mange af. Derfor er der for dem, der tror på Kalemaets første del, et uomgængeligt behov for en leder eller vejviser—en personlighed, som selv besidder en ren og hellig karakter, selv følger Allahs forordninger og viser folk den praktiske måde at følge dem på. Uden sådan en ledelse er det ikke muligt for mennesker at overholde Allahs forordninger, og uden den vil vi aldrig kunne opnå fred og velstand. Vores tro på Kalema Tayyeba vil heller ikke kunne omsættes i vores liv. Det vil derfor føre til yderst tragiske følger for os. Dette er en meget alvorlig sag.

Behovet for profeten

Dette er virkelig noget, man bør tænke lidt over. Hvis Allah blot havde sagt så meget som: »I skal kun handle i overensstemmelse med min lov og det, der behager mig; I må ikke anerkende nogen menneskeskabt lov eller nogen selvopfundet livsform—hvis I gør det, bliver I afgudsdyrkere, og afgudsdyrkerne har ingen anden udvej end at ende i Helvede«, men samtidig ikke havde åbenbaret nogen lov eller forordning og ikke havde fortalt menneskene, at han er tilfreds med denne handling og ikke bryder sig om den anden, så ville der ikke have været nogen ende på denne svage menneskeheds elendighed og ulykke. Hvis man gjorde dig til pilot på et fly og satte dig om bord for at rejse ad luftvejen fra Dhaka til Jeddah, men du hverken vidste, hvordan man fører et fly, eller kendte vejen til Jeddah, kan du let forstå, hvor stor en fare du ville befinde dig i. Verdens mennesker kan måske begå en sådan tåbelighed, men den barmhjertige og nådige Allah Ta’ala har aldrig gjort det. Fra den dag, han sendte mennesket til jorden, har han også sendt en fuldkommen ordning til at lede livet i denne verden. Han har tydeligt forklaret, hvordan enhver handling skal udføres på livets område. Han har også gjort det klart, at han er tilfreds med visse handlinger og utilfreds med andre, og han har tydeligt sagt, at den, der følger den ene vej, vil opnå hans tilfredshed, mens den, der følger den anden vej, uvægerligt vil brænde i Helvede. Ikke nok med det: For direkte at vise, hvordan den forordning, han har givet, skal føres ud i livet, har han også sørget for egnede lærere og vejledere.

Det er netop derfor, at de ærede profeter fra de tidligste tider og frem til i dag i alle lande og i enhver tidsalder har bragt Allahs forordning til menneskene. Den første profet var urmennesket Hazrat Adam (a), og den sidste profet var Hazrat Muhammad (s). Efter den sidste profets død vil en gruppe af hans repræsentanter i enhver tidsalder bestræbe sig på at udbrede dette »Kalema«, som han selv forkyndte, og på at etablere det som det stærke grundlag for statsmagten.

وَلَقَدْ بَعَثْنَا فِي كُلِّ أُمَّةٍ رَسُولًا أَنِ اعْبُدُوا اللهَ وَاجْتَنِبُوا الطَّاغُوتَ –

Vi har sendt en profet til hvert eneste folk i enhver tidsalder med dette budskab: Tilbed kun Allah den Ophøjede, og adlyd ikke – forkast – de gudsfornægtende kræfter. (Sura an-Nahl: 36)

Profetens opgave

Profeterne kommer til verden med Allahs lov. Det eneste formål med deres komme er, at de, som tror på den første del af Kalima Tayyiba – »Der er ingen gud undtagen Allah« – og anerkender Allah den Ophøjedes enevældige herredømme, i alle livets forhold skal handle efter den måde og fremgangsmåde, som profeterne har vist, så de kan blive Allahs oprigtige tjenere. Profeterne handler selv i overensstemmelse med Allahs lov og viser således menneskene den. De ved bedst, hvad Allahs lov er, og på hvilken måde man skal leve, for at Allah den Ophøjede bliver tilfreds. Ingen blandt menneskene kan vide dette uden profeterne. Derfor er det alle menneskers pligt, efter at have troet på »Der er ingen gud undtagen Allah«, at tro på profeterne, fuldt ud anerkende deres lydighedskrav og gå endnu et skridt videre ved at erklære: »Muhammad er Allahs sendebud« – Muhammad er Allahs profet. Netop derfor har enhver profet, ligesom han har forkyndt budskabet om Allahs herredømme og tawhid i verden, også krævet, at folk adlød ham.

انِّى لَكُمْ رَسُولٌ أمين – فَاتَّقُوا اللهَ وَأَطِيعُون – أَمِينٌ

Jeg er en betroet profet for jer; frygt derfor Allah, og adlyd og følg mig. (Sura ash-Shu’ara: 107 og 108)

»Betroet profet« betyder, at han på behørig vis har overbragt menneskene i verden den lov, som Allah den Ophøjede sendte til ham, og i praksis fulgt og efterlevet den for at vise dem den. I forbindelse med dette betroede ansvar begik han ikke den mindste form for forræderi eller brud på tilliden.

Allah har selv også givet en klar befaling og tilladelse til fuldt ud at anerkende lydigheden mod enhver profet:

أَطِيعُوا اللهَ وَأَطِيعُوا الرَّسُولَ –

Adlyd Allah, og adlyd Sendebudet.
Og

منْ يُطِعِ الرَّسُولَ فَقَدْ أَطَاعَ اللَّهَ

Den, der adlyder Sendebudet, adlyder i sandhed Allah. (Sura an-Nisa: 80)

For profeterne gør intet efter deres egne ønsker eller efter nogen andens befaling. Når en befaling fra Allah den Ophøjede bliver åbenbaret, er profeten den første til at virkeliggøre den gennem sine egne handlinger.

إِنْ أَتَّبِعُ إِلَّا مَا يُوحَى إِلَى –

Jeg følger kun den åbenbaring, der er blevet åbenbaret til mig, og jeg gør intet andet. (Sura al-An’am: 50)

Derfor sendte Allah den Ophøjede den sidste profet og sendebud, Hazrat Muhammad (s), til verden som det bedste forbillede og den leder, der skal følges. Og Han sagde:

لَقَدْ كَانَ لَكُمْ فِي رَسُولِ اللهِ أسْوَةٌ حَسَنَةٌ لِمَنْ كَانَ يَرْجُوا اللهَ وَالْيَوْمَ الأخرَ وَذَكَرَ اللهَ كَثِيرًا –

Der er visselig et fremragende forbillede for jer i Allahs Sendebuds person – for dem, der håber på Allah og den yderste dag og mindes Allah meget. (Sura al-Ahzab: 21)

Disse vers gør det helt klart, at vejen til oprigtigt at tilbede Allah og uforbeholdent adlyde Ham er udelukkende at følge profeterne i enhver handling i livet og åbent erklære oprør mod verdens kræfter, der trodser Allah. I virkeligheden er lydighed mod profeten den praktiske form for lydighed mod Allah.

Kalemaens fuldendelse

Som jeg allerede har sagt, sluttede den række af profeters udsendelse, der begyndte med profeten Adam (fred være med ham), med profeten Muhammad (fred være med ham). Den lovgivning, som kom fra Allah den Almægtige gennem denne sidste profet til hele menneskehedens endelige velfærd og frelse, kaldes den Ædle Koran. Nu må alle, der tror på den første del af kalemaen, »la-ilaha illallah«, også tro på og acceptere dens sidste del, »Muhammadur Rasulullah«. For menneskets eneste middel i den nuværende verden til at få en fejlfri og god livsordning samt al mulig lykke og fred i dette liv og det hinsidige er den hellige Koran og den sidste profet Muhammad (fred være med ham)s forbilledlige liv. Ligesom Allahs sidste Bog, den Ædle Koran, stadig findes hos os i uforandret form, således findes også enhver side af den sidste profet Muhammad (fred være med ham)s ophøjede liv stadig klart og lysende. Derfor blev »Kalema Tayyeba« fuldendt her – »Muhammadur Rasulullah« blev føjet til delen »la-ilaha illallah«. Som følge heraf blev Muhammad (fred være med ham) for dem, der tror på kalemaen, det evige, strålende og rene forbillede på en leder. Allah den Almægtige har sagt:

مَا كَانَ مُحَمَّدٌ أَبَا أَحَدٍ مِنْ رِجَالِكُمْ وَلكِنْ رَسُولَ اللهِ وَخَاتَمَ النَّبِيِّنَ –

Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd; derimod er han Allah den Almægtiges Sendebud og den sidste profet. (Sura al-Ahzab: 40)

Ifølge denne erklæring er profeten Muhammad (fred være med ham) den sidste profet og det sidste sendebud. Efter ham vil der ikke komme nogen profet eller noget sendebud – der er slet ikke behov for, at nogen kommer. For den lov og ordning, som menneskene har brug for, findes allerede hos dem i form af den Ædle Koran, og det forbilledlige lederskab, som de har brug for, er for evigt bevaret i Muhammads (fred være med ham) person – det vil bestå for altid, ja, indtil opstandelsens dag.

Den sidste profet, Muhammad (fred være med ham), levede i overensstemmelse med Allahs lov, den Ædle Koran, og viste, hvordan en muslim skal leve i overensstemmelse med Allahs lov. Han forklarede Koranen gennem sine ord og sine praktiske handlinger. Den fuldstændige og detaljerede beskrivelse heraf er bevaret blandt verdens muslimer gennem hadith eller sunna. Han efterlod også et ideelt samfund af mennesker, der var dannet efter Koranens bestemmelser. Dette ideelle samfund er også for menneskene i verden blevet et fuldstændig klart og rent praktisk billede af det ideal, som Sendebudet fremlagde. Derfor er Muhammads (fred være med ham) profetskab og sendebud evigt og uforanderligt.

Når vi således sammenføjer den første og den sidste del af kalimaen og fremsiger: »Lā ilāha illallāhu Muhammadur Rasūlullāh«, erklærer vi ikke blot, at vi ikke anerkender nogen anden end Allah som herre og lovgiver, og at vi ikke anerkender nogen anden end Allah som indehaver af herredømme, ubetinget myndighed og retten til at lovgive; samtidig erklærer vi også, at vi kun anerkender og følger den lovgivning, livsform og vej og metode til at nå Allah, som den sidste profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), har forkyndt. Vi er på ingen måde parate til at anerkende noget andet, for han er vores leder, som vi skal følge for altid. Ligesom vi ikke anerkender nogen politik, der strider mod hans principper, er vi heller ikke parate til at anerkende noget lederskab, der strider mod hans lederskab. Alt, hvad der strider mod den vej og metode, Hazrat har forkyndt, eller som ikke er den vej, Hazrat har fremlagt, men som i samfundet bliver fremstillet som hans vej, erklærer vi også åbent oprør imod. Hvis vi efter at have fremsagt denne fuldkomne kalima forlader den vej, Hazrat har fremlagt, og i stedet følger de love, som en gudsfornægtende magt eller troløs person har fastsat, eller følger en politik og et lederskab, der strider mod hans principper og lederskab, så findes der ingen større løgnere og forrædere end os.

Efter at have fremsagt denne fuldkomne »kalima« og troet på den er den sidste profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), vores eneste »ideelle leder«. Hvad enten det gælder et ordentligt liv i verden eller noget som helst område af livet – politik, økonomi, samfundsordenen eller varetagelsen af ansvar på det internationale område – kan vi ikke anerkende nogen anden end Hazrat Muhammad (fred være med ham) som »ideel leder«, og vi kan ikke udføre nogen handling efter en andens principper. Når vi fremsiger denne »kalima«, erklærer vi med høj røst: I store stormænd, der sidder på verdens lederskabstrone! I er løgnere, I blander jer i noget, I ikke har ret til; I har hverken ret eller kvalifikationer til at lede. Vi anerkender jer overhovedet ikke som »ledere«. Vores »leder« er den sidste profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), og efter hans bortgang er det den, som i overensstemmelse med de regler, han fremlagde, vil organisere og lede os og føre os mod det mål, han har fastsat. Bortset fra dette er alle andres lederskab løgnagtigt og ødelæggende, og for at udslette det vil vi føre en nådesløs kamp hele vores liv.

Her er en hadith om kalimaen særligt værd at nævne. Hazrat Muhammad (fred være med ham) sagde: Den, der fremsiger »Lā ilāha illallāh«, vil for altid fortsætte med at modtage stor velsignelse fra den, og alle former for straf, lidelse og ulykke vil blive holdt borte fra ham. Men hvis han tøver med at opfylde kalimaens ret, vil han ikke kunne opnå nogen gavn af den. Sahabaerne spurgte: Hvad betyder det at tøve med at opfylde dens ret? Hazrat Muhammad (fred være med ham) sagde: »Kalimaens ret krænkes, hvis man efter at have fremsagt den åbent er ulydig mod Allah, ikke føler nogen form for had eller modvilje i sit hjerte, selv når man ser Allahs åbne ulydighed, og ikke gør sit yderste for at standse den.« (Targhib wa Tarhib)

Det kan tydeligt forstås af denne hadith, at det at fremsige kalimaen (der findes ingen anden guddom end Allah) ikke blot betyder at anerkende en overnaturlig guddom, anerkende Ham med ord og udføre en smule tilbedelse af Ham; den har i virkeligheden en tæt forbindelse med menneskets praktiske liv og handlinger. Når man ved at fremsige denne kalima anerkender den Almægtige Allahs eneherredømme og myndighed, skal man derefter i sit praktiske liv følge de regler, som netop denne ene Allah Ta’ala har givet. Hans påbud og forbud skal følges nøjagtigt. Man skal gøre sit yderste og stræbe med hele sin kraft for at etablere Hans lovgivning i denne verden, og de mennesker, der forsøger at etablere deres eget herredømme og deres egen myndighed, det vil sige et rige baseret på love, de selv har udformet, i opposition til den, skal udryddes. Dette er det eneste formål med at fremsige Kalima Tayyiba. Hvis man efter at have fremsagt denne kalima ikke forsøger at opnå dens formål i overensstemmelse med den, vil man ikke få nogen gavn af at fremsige kalimaen. Da er der i virkeligheden ingen forskel på at fremsige eller ikke fremsige denne kalima og på at tro eller ikke tro; ja, sandt at sige er det under sådanne omstændigheder langt bedre ikke at vanære den ved at fremsige »kalimaen«.

For den person, der trods at have fremsagt denne kalima mener, at Allah ikke har noget politi, nogen domstol eller noget fængsel noget sted, og at det derfor er let at bryde Hans lov, mens den gudsfornægtende magts rige med dets politi, soldater, domstole og fængsler står overalt, og at det derfor ikke er muligt at modsætte sig den, er det fuldstændig meningsløst at sige »Lā ilāha illallāhu Muhammadur Rasūlullāh«. Et sådant menneske tror aldrig i sit hjerte på Allah som den eneste herre og konge eller på Hazrat Muhammad (fred være med ham) som den eneste ideelle leder. Derfor er hans fremsigelse af kalimaen med munden ikke andet end bedrag. Allah har sagt det klart:

فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا۟ فِىٓ أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا۟ تَسْلِيمًا ٦٥

Ved din Herres ed, de kan aldrig blive troende, før de gør dig til den eneste dommer i deres indbyrdes stridigheder og uden tøven accepterer den afgørelse, du træffer. (Sura an-Nisa: 65)

Efter denne forklaring af »Kalima Tayyiba« kan enhver muslim, der tror på kalimaen, afgøre, hvilken slags muslim han selv er: en fuldgyldig muslim eller en halv muslim, en oprigtig muslim eller en hyklerisk muslim?

Det er nødvendigt at forstå klart, at den, der i alle livets forhold handler udelukkende efter Allahs og Hans Sendebuds vejledning, i sandhed kan betragtes som en ægte og virkelig muslim — ingen anden.

Hvis du har forstået denne kalimas udførlige betydning, og hvis du efter at have forstået den har aflagt vidnesbyrd om den, så vil dine tanker, din tro, dine forestillinger, dine tilbøjeligheder og hele dit liv nu følge denne kalimas anvisninger. Der kan ikke længere komme nogen tanke eller forestilling ind i dit sind, som strider imod denne kalima. Nu må du for resten af livet træffe den afgørelse, at enhver tale eller lære, der strider imod denne kalima, er fuldstændig falsk — kun denne kalima er sand. I alle forhold i dit liv vil denne kalima være din leder og vejviser. Når du har fremsagt denne kalima, kan du ikke leve frit og egenrådigt som de vantro. Du kan ikke gøre alt, hvad du selv ønsker. Du kan heller ikke længere acceptere noget samfunds-, stats- eller administrationssystem, som ikke er grundlagt på den Store Skabers herredømme, suverænitet og lovgivning og ikke følger dette, men tvinger mennesker til at tjene mennesker i stedet for at gøre dem lydige mod Allah. Du kan heller ikke tolerere noget uddannelses- eller kultursystem, som ikke beriger den unge generation med en ånd af lydighed mod Allah, men i stedet gør den ateistisk, moralsk fordærvet og karakterløs. Du kan ikke længere anerkende en syndig eller vantro person som din »leder«, og du kan ikke blive medlem af noget parti, nogen forening eller organisation, der er grundlagt på idealer og regler, som strider imod islam. Du kan ikke slutte dig til noget parti, hvis bevægelse og kamp hovedsageligt har til formål at indføre en ikke-islamisk lovgivning i verden eller blot at sikre materielle interesser. Du kan ikke længere anerkende dig selv eller nogen anden som den ubetingede ejer af sin formue og ejendom. I forbindelse med levebrød, indtjening, udgifter og anvendelse af penge kan du ikke følge nogen fremgangsmåde, som Allah har forbudt. Kort sagt må du leve hele dit liv i overensstemmelse med denne kalima. Alt, hvad denne kalima befaler dig at gøre, må du gøre — selv hvis det medfører et tab på hundredtusinder af taka eller udsætter dit liv for alvorlig fare. Og det, som denne kalima forbyder dig at gøre, må du ikke gøre — selv hvis du derved må miste meget, ja selv hvis du må ofre dit liv; det må du alligevel ikke gøre. Kort sagt må du binde hele dit liv med denne kalimas reb. Hazrat Muhammad (s) forklarede dette med et meget smukt eksempel. Han sagde:

مَثَلُ الْمُؤْمِنِ وَمَثَلُ الْإِيْمَانِ كَمَثَلِ الْفَرَسِ فِى أخِيَّتِهِ يَجُولُ ثُمَّ يَرْجِعُ
إلى اجيته

En troende og hans tro kan sammenlignes med en hest, der er bundet til en pæl med et reb. Hesten er nødt til at gå rundt og vende tilbage til den samme pæl. Den troendes hals er ligeledes bundet med troens reb, og han kan ikke gå uden for det. (Bayhaqi)

Hvis du kan fremsige Kalima Tayyiba på denne måde, og hvis du ved at fremsige kalimaen kan forme dig selv således, kan du først da blive en ægte muslim; først da kan du opnå overlegenhed i denne verden og i det hinsidige opnå Allahs tilfredshed, blive frelst fra Helvedes ild og træde ind i Paradiset.

Men det må huskes, at når du er blevet gennemtrængt af en sådan revolutionær tankegang, kan du ikke alene noget sted leve et ordentligt liv. Derfor må du også bestræbe dig på at opbygge et sådant samfund af mennesker med samme tankegang, hvor det bliver muligt at leve et fuldkomment liv ved fuldt ud at bevare troen på og lydigheden mod den Ene Allah. For denne kalima kan ikke fuldt ud virkeliggøres inden for det enkelte menneskes snævre livsramme; derfor er et fuldkomment samfund absolut nødvendigt.

Shirk og nutidens muslimer

Gennem denne udførlige forklaring af Kalima Tayyiba har I lært tawhids lære. Det stik modsatte af tawhid er shirk. Hvis vi skal opnå tawhid fuldt ud, må vi ligesom holde os fra shirk; og hvis vi skal forstå tawhids betydning og væsen mere omfattende og mere åbent, må vi også lære shirk at kende.

Muslimer mener som regel, at alle de folk, som verdens profeter forkyndte tawhid og »Kalema Tayyeba« for, var ateister; de anerkendte ikke Allahs eksistens eller troede ikke på Allah. De tilbad kun guder og afguder – derfor var de mushrikun. Men vi tror på Allah og på Hans Sendebud, og derfor kan vi på ingen måde være mushrikun. Hvis vi kalder på Allahs kære tjenere i nødens stund, eller af ønsket om at opnå deres tilfredshed holder messer ved deres grave, aflægger løfter og kaster os ned i tilbedelse foran dem, eller træller for vores lærde, pirer og ledere eller for vores begær og lyster, vil vores tro på tawhid og vores muslimskhed ikke blive det mindste svækket – shirk vil ikke få mulighed for at trænge ind iblandt os. Vi vil forblive tilhængere af tawhid for evigt.

Men blot ved at læse Koranen kan man klart forstå, at muslimernes opfattelse er helt forkert – den er fuldstændig i strid med Koranens lære. Disse fejlagtige opfattelser er opstået iblandt os, fordi vi ikke ved, hvad islam er. Når vi faktisk læser Koranen, lærer vi, at alle vantro eller mushrik-folk i verden troede på Allah. De troede, at Allah den Ophøjede var Skaberen af alt: himlen, jorden, månen, solen, vinden, vandet og så videre. De troede også på Allah som den, der giver liv, giver forsørgelse, giver døden og styrer hele verdensordenen. Men samtidig troede de, at andre kræfter end Allah havde magt over eller del i disse forhold – og dette er shirk. Derfor kaldte Allah den Ophøjede dem mushrikun, selv om de troede på, at Allah findes. Det, man nu må tænke over, er dette: Hvis disse opfattelser også findes blandt muslimer, hvis en muslim mener, at andre kræfter end Allah besidder Allahs egenskaber og magt, og hvis han, selv om han tror på den ene Allah, af hjertet er villig til at følge menneskeskabte love og regler i stedet for Allahs love og regler, bliver muslimen så ikke også mushrik? De handlinger hos mushrikun, ahl al-kitab, munafiqun og andre, som kan betegnes som shirk, og som gjorde, at de blev kendt som mushrikun – hvis muslimer også giver plads til denne tro eller disse handlinger iblandt sig, hvorfor skulle de så ikke blive mushrikun? Findes der virkelig nogen rimelig grund til det? I virkeligheden kan der ikke være nogen grund til, at en handling, som er en synd for ét menneske, skulle være en dyd eller ikke en synd for et andet. Der findes ingen sådan partiskhed hos Allah – det er umuligt. Alle mennesker er Hans skabninger og i lige grad Hans tjenere; enhver vil høste resultatet af den handling, han udfører. Hvis en anden person drikker gift, dør han, men en muslim dør ikke; hvis en person af en anden religion brændes i ild, bliver han brændt, men en muslim bliver ikke brændt – sådan noget kan der ikke være tale om. Hvis I tænker jer lidt om, vil I tværtimod blive nødt til også at indrømme, at hvis en handling eller tro gør andre folk i verden til mushrikun, så vil tawhid-troende muslimer, hvis den samme handling eller tro findes iblandt dem, være endnu mere værdige til at blive anset for at fortjene en strengere straf.

Hvis du nu vurderer de nuværende muslimers tilstand efter Koranens målestok, vil du være nødt til at indrømme, at utallige trosforestillinger og handlinger præget af shirk findes blandt nutidens muslimer. Mange muslimer tror, at deres pirer og dervisher har kendskab til den usete verden; at deres velvillige blik kan bringe mennesker gavn, og at deres forbandelser kan påføre mennesker stor skade. Ved deres bønner kan en barnløs få et barn, og en arbejdsløs få et arbejde. En person i nød kan blive befriet fra sin nød. Men Allah den Ophøjede har sagt klart:

وَإِن يَمْسَسْكَ ٱللَّهُ بِضُرٍّ فَلَا كَاشِفَ لَهُۥٓ إِلَّا هُوَ وَإِن يَمْسَسْكَ بِخَيْرٍ فَهُوَ عَلَىٰ كُلِّ شَىْءٍ قَدِيرٌ ١٧

(O profet!) Hvis Allah rammer dig med en skade eller ulykke, kan ingen fjerne den undtagen Ham. Og hvis Han tilføjer dig noget godt, så er Han også i stand til det; Han har magt over alt. (Al-An’am: 17)

قُلْ إِنِّى لَآ أَمْلِكُ لَكُمْ ضَرًّا وَلَا رَشَدًا ٢١
قُلْ إِنِّى لَن يُجِيرَنِى مِنَ ٱللَّهِ أَحَدٌ وَلَنْ أَجِدَ مِن دُونِهِۦ مُلْتَحَدًا ٢٢

(O profet!) Sig: »Jeg har ingen magt over jeres gavn eller skade.« Sig også: »Ingen kan beskytte mig mod Allah, og jeg vil aldrig finde tilflugt hos nogen anden end Ham.« (Sura al-Jinn: 21-22) [[Note – Nogle mener, at dette vers er blevet ophævet, og at det derfor ikke kan fremføres som bevis. Men det er ikke rigtigt og kan ikke fastslås. Det er ganske vist sandt, at ophævelsen også er blevet overleveret fra nogle af sahabaerne. Det egentlige forhold er, at det, der siges i dette vers, er Sendebudets, den Ærede, sande tilstand. Han vidste i virkeligheden intet ud over det, som Allah meddelte ham gennem åbenbaringen. Store koranfortolkere som imam al-Qurtubi og Mahmud al-Alusi har sagt, at dette vers ikke er blevet ophævet.]]

De to vers beviser klart, at ingen pir har magt til at gøre noget godt eller ondt for mennesker eller til at gøre noget godt eller dårligt; det har heller ingen advokat eller fuldmægtig, konge eller hersker, leder eller dommer. I det ovenstående vers har Allah den Ophøjede selv ladet Hazrat Muhammad (fred være med ham) erklære, at heller ikke han besidder den egentlige magt. Den egentlige magt og myndighed tilhører alene Allah den Ophøjede. Derfor skal man i nød, ulykke, sorg og trængsler kun kalde på Ham. Kun hos Ham skal man søge tilflugt. Hvis man søger dette hos nogen anden, vil det være i strid med selve Kalemaen.

Blandt muslimer findes endnu en alvorlig opfattelse, nemlig en forvansket opfattelse af shafa’a, forbønnen. De mener, at store pīrer og darvesher, awliyaullah eller lærde og maulanaer på Opstandelsens dag vil gå i forbøn hos Allah for dem, redde dem fra Helvede og føre dem til Paradiset. I virkeligheden er denne opfattelse helt grundløs – den strider fuldstændig imod Koranens lære.

ط وَالْأَمْرُ يَوْمَنذ لله
يَوْمَ لَا تَمْلِكُ نَفْسٌ لِنَفْسٍ شَيْئًا

På Opstandelsens dag vil ingen kunne gavne nogen som helst. På denne dag vil al kongelig myndighed og al autoritet udelukkende tilhøre Allah den Ophøjede.

For ikke blot at tale om pīrerne har Allah den Ophøjede befalet selv Verdens Profet, menneskehedens ypperste, Hazrat Muhammad (fred være med ham), at erklære:

قُلْ مَا كُنْتُ بِدْعاً مِّنَ الرُّسُلِ وَمَا أَدْرِى مَا يُفْعَلُ بِي وَلَابِكُمْ
بیSig: »Jeg er ikke nogen hidtil uset profet. Jeg ved ikke selv, hvad der vil blive gjort med mig og med jer på Opstandelsens dag.« (Sura al-Ahqaf: 9)

Ved at udbrede denne fejlagtige opfattelse af shafa’a eller forbøn – opfattelsen af forbøn er af to slags. Den første er blot at bede Allah. Den anden er at tvinge noget igennem over for Allah. Islam støtter den opfattelse af forbøn, hvor man blot beder, og hvor det er Allah den Ophøjede, der har retten til at bevilge eller afslå denne bøn. Den anden er klart shirk – har en gruppe selviske pīrer gjort uvidende mennesker til deres blinde slaver. De har fået folk til at tro, at hvis man kan gøre pīren tilfreds, vil Allah også blive tilfreds. Men når en muslim kender dette koranvers og den tidligere nævnte betydning af Kalema Tayyeba, kan han ikke længere give denne fejlagtige opfattelse plads i sit hjerte.

I virkeligheden har denne opfattelse holdt almindelige muslimer borte fra islamisk praksis og tankegang. Fordi de har antaget denne opfattelse for sand, har de med alle kræfter haft travlt med blot at tage pīren i hånden, glæde ham med gaver, tjenesteydelser og hyldest samt kysse hans fødder. Som følge heraf forsvandt tawhids tankegang, mens shirkens mørke kom og fuldstændig indhyllede livet. På dette område er tendensen til gravdyrkelse i vor tid blevet særdeles alvorlig. Ved begyndelsen af enhver personlig eller national opgave aflægger man først et besøg ved graven tilhørende en bestemt pīr eller en person, der omtales som en »martyr«. Man tror, at den gravlagte vil hjælpe personen med at bestå eller fjerne hans nød. På dette tidspunkt glemmer de Allah fuldstændigt og gør den gravlagte til herre over godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at dette klart er shirk.

Desuden er vores muslimske samfund blevet involveret i endnu en form for shirk ved blindt at godtage og følge den nuværende anti-islamiske ledelse. Hvis man forstår Kalema Tayyeba, læser den og tror på den af hele sit hjerte, kan man ikke et eneste øjeblik tolerere denne nuværende ledelse. For de mennesker, der i dag leder og udøver myndighed over den muslimske nation eller stat, følger ikke selv islams grundprincip – Kalemaen – i deres privatliv; deres eget liv er nær ved at bryde sammen under byrden af alskens ulydighed. Desuden styrer de ikke den muslimske befolkning efter Allahs lov og organiserer den ikke efter islams sociale og organisatoriske idealer; deres organisations formål og mål samt deres egen fremgangsmåde er ikke i overensstemmelse med Allahs bestemmelser.

Når de derimod får magten til at herske over muslimerne, styrer de ikke staten efter de forskrifter, som Allah har givet, men efter gældende menneskeskabte love eller efter deres eget forgodtbefindende. I stedet for at gøre mennesker til Allahs tjenere gør de dem til deres egne usle slaver; med stor kraft forhindrer de dem i at leve efter Allahs forskrifter. De tøver heller ikke med at knuse alle bestræbelser og al kamp for at etablere Allahs forskrifter. Alligevel tåler muslimerne stiltiende dette organisations- og styresystem og følger blindt den islamfjendtlige ledelse. I vor tid er dette en form for alvorlig shirk. Denne shirk bidrager i høj grad til at føre muslimernes liv uden for islams grænser. Men Kalima Tayyiba befaler dem, der accepterer og tror på den, at de under ingen omstændigheder må anerkende nogen sådan ledelse eller myndighed. Ordrer om uretfærdige principper og syndige handlinger — hvad enten de kommer fra en pir eller from lærd, en konge eller hersker, en leder eller lokal autoritet, en lærd eller religiøs lærer — må under ingen omstændigheder adlydes. Selv de forældre, som det er blevet befalet at ære mest, må efter anerkendelsen af tawhid ikke adlydes i noget uretfærdigt påbud; Allah har klart forbudt dette. I så henseende kan der slet ikke være tale om at følge ledere, pirer eller lokale autoriteter. Det er blevet sagt:

وَإِنْ جَاهَدَاكَ عَلَى أَنْ تُشْرِكَ بِي مَا لَيْسَ لَكَ بِهِ عِلْمٌ فَلَا تُطِعْهُمَا

Hvis dine forældre tvinger dig til at sætte nogen ved Min (Allahs) side — noget, du ikke har den mindste viden om — så adlyd dem ikke på nogen måde. (Sura Luqman: 15)

Afsluttende ord

Efter den detaljerede forklaring af tawhid har vi også forelagt læserne en beskrivelse af den shirk, der almindeligvis findes i samfundet. Jeg håber, at læserne klart har forstået disse to grundlæggende emner.

Vi er muslimer; islam er vores religion — vores livsordning. Grundlaget for denne islam er lagt på tawhid. Uden tawhid kan islams eksistens ikke findes. Den eneste fjende af denne tawhid er shirk. Derfor må vi, hvis vi vil bevare tawhid, være særligt omhyggelige med at holde os fra shirk. Hvis blot en lille smule shirk på nogen måde trænger ind blandt tusind muslimske handlinger og tusind former for tilbedelse og lydighed, så tro mig: al jeres indsats i gode gerninger vil være fuldstændig spildt. I den hellige Koran er det blevet erklæret:

إِنَّ اللهَ لا يَغْفِرُ أَنْ يَشْرَكَ بِهِ وَيَغْفِرُ مَا دُونَ ذَلِكَ لِمَنْ يَشَاءُ ، وَمَنْ يُشْرِكْ
بالله فقد افْتَرَى انَّما عَظِيمًا

Allah vil aldrig tilgive shirk, men Han vil tilgive andre synder, hvis Han vil. Den, der sætter nogen ved Allahs side, påfører derfor sig selv en enorm syndebyrde uden grund. (Sura an-Nisa: 48)

Og shirk er en så stor synd, at den tilintetgør alle menneskets gode gerninger. Det er blevet sagt:

وَلَوْ أَشْرَكُوا لَحَبِطَ عَنْهُمْ مَّا كَانُوا يَعْمَلُونَ –

Hvis de begår shirk, vil alle deres tilbedelseshandlinger fuldstændigt blive gjort forgæves. (Sura al-An’am: 88)

Denne shirk kan brede sig blandt mennesker på flere måder. Det er shirk at have den trosopfattelse, at Allahs væsen er opdelt i flere dele. Det er også shirk at tro, at en særlig egenskab, som tilhører Allah, findes hos nogen anden end Allah. Menneskets Skaber er alene Allah, og ingen andre end Ham er beskytter og forsørger. Derfor er det shirk blot i mindste grad at anerkende nogen anden som skaber, opdrager, beskytter eller forsørger. På samme måde er det shirk at tro, at nogen anden har blot den mindste ret til herredømme, suverænitet eller lovgivning, og derefter uden protest følge denne lov på grundlag af denne tro. Det er åbenlys shirk med tilfredshed i hjertet at følge love, der er udformet af andre, på en anden måde end Allahs lov. [[Note: Det er shirk at anerkende eller tilbede nogen anden end Allah som herre; men at tro, at det ikke er shirk at følge love givet af andre, er også shirk. Allah har sagt:وَقَالَ الَّذِينَ اشْرَكُوا لَوْشَاءَ اللهُ مَا عَبَدْ نَا مِنْ دُونِهِ مِنْ شَيْءٍ نَحْنُ وَلَا أَبَاؤُنَا وَلَا حَرَّمْنَا مِنْ دُونِهِDe, der begår shirk, siger: Hvis Allah havde villet det, ville vi og vores forfædre ikke have tilbedt nogen anden end Ham, og vi ville ikke selv have gjort noget forbudt i strid med Hans tilladte og forbudte. (Sura an-Nahl: 35) Af dette vers blev det klart, at det ligesom er shirk at tage nogen anden end Allah som herre og tilbede ham, således er det også den samme form for shirk selv at udforme regler for, hvad der er tilladt og forbudt, i stedet for Allahs regler for det tilladte og det forbudte.]]

Denne kalima har i sandhed fremlagt en fuldstændig tawhidisk troslære for verdens mennesker. Den befaler, at Allah Ta’ala skal anerkendes som fuldstændig Én og uden nogen medhjælper eller lige. Han alene er Skaberen og Forsørgeren; i dette har ingen anden del med Ham. Han alene er værdig til menneskers frygt og tilbedelse; i dette har ingen anden del med Ham. Han alene er menneskenes eneste lovgiver og den, der fastsætter deres regler—på dette område har ingen anden del med Ham.

På grundlag af denne tawhidiske troslære har Allah Ta’ala udformet den religion, Han har udvalgt, islam, som hele menneskehedens eneste fuldstændige livsordning. Kun denne livsordning, som Han har givet, må og skal accepteres. I den har Han givet et fuldstændigt politisk system og en fuldstændig statsordning; Han har givet et fuldstændigt samfundssystem og en fuldstændig økonomi. Samtidig har Han fastlagt et fuldstændigt lovsystem til rettergangen. Det er de troende på tawhids pligt at gennemføre disse ordninger korrekt på livets forskellige områder. Kun ved at bestræbe sig på at opfylde denne pligt kan man opfylde sit ansvar som muslim. Ellers er det ikke muligt at være en virkelig muslim, selv om man med hensyn til navn og slægt identificerer sig som »muslim«.

Derfor er det absolut nødvendigt først at genopbygge troslæren og troen korrekt, før man udfører nogen form for tilbedelse. Først må alle former for shirk-baserede forestillinger, overbevisninger og tankegange fjernes fra sindet, så sindet bliver helt frit og rent, og derefter må tawhid indfæstes i det. Hvis man vil have en god høst, må man først pløje jorden og fjerne al skov og vildnis, rense marken fuldstændigt for affald og urenheder og så frøene i den; sådan må man også gøre med menneskets forstand og sind. Først da vil vores tawhid-tro kunne oplyse vores sind, hjerne og liv—alle livets sider og områder—med islams strålende lys. Derfor må man først sige: »La ilaha«—jeg har ingen guddom; jeg anerkender ingen som »guddom«. Derefter må man for altid fjerne alle forestillinger fra sindet om alle »guddommes« eksistens, kendetegn, frygt, ærefrygt, hengivenhed, respekt samt underkastelse og lydighed, og sige: »Illallah«—der findes ingen anden, der er værdig til tilbedelse, end Allah; ingen er Allahs rival eller lige. Men vi almindelige muslimer gentager denne kalima med munden dag og nat, fireogtyve timer i døgnet. Mange af os har travlt med gennem denne kalima at udføre dhikr af »fas anfas« og »nafi-isbat« for at rense hjertet ved at polere det. En anden gruppe går ud med denne kalima på veje og stræder, vandrer rundt i gyder og fra hus til hus og siger til enhver, de møder: »Læs kalimaen.« Det er ikke sådan, at de undlader at fortælle dem en eller anden betydning af kalimaen. Disse forskellige grupper mener—og føler i deres indre også en vis stolthed over—at de fuldt ud har opfyldt deres pligt til at udbrede denne kalima tayyiba, islams grundlæggende trosbekendelse. Ved dens polering er al snavs i hjertet blevet fjernet, så det er blevet rent som et spejl—gennem det kan man se helt op til de syv himle og jorden. På den anden side mener man, at vores muslimske identitet er blevet etableret blot ved at læse kalimaen. I det praktiske liv, især på det sociale og statslige område, synes der næsten ikke at være noget behov for at følge islam.

Det må med stor beklagelse siges, at alle disse forestillinger og tanker hos os, denne måde at udbrede Kalima på og denne anvendelse af Kalima Tayyiba fra ende til anden er helt forkert. Intet af dette er islamisk. For dem, der kender Koranen og hadith, islams historie, Allahs Sendebuds fremgangsmåde og den islamiske bevægelses arbejdsmetode, vil dette, jeg siger, ikke på nogen måde være nyt. For i virkeligheden er Kalima Tayyiba først og fremmest en revolutionær aqida og tro, en tanke og en ideologi. På det andet trin er den det grundlæggende kriterium for idealet for det praktiske liv og for dannelsen af karakteren. På det tredje trin er denne Kalima bevægelsens grundlæggende dawah samt et redskab til organisering af folket og reformering af samfundet. Og på det fjerde trin er denne Kalima en revolution, grundlaget for et fuldt udviklet samfund, grundprincippet for fastlæggelsen af en selvstændig statsordning og regeringspolitik samt det varige mål for etableringen af forbindelser med andre nationer og stater. Sandheden i dette bevises utvetydigt af den sidste profet Hazrat Muhammads (s) livsideal og virke. Derfor er det de menneskers pligt, som tror på Kalima, at bevare denne Kalimas status og betydning på rette vis, at give den mulighed for at udvikle sig og blive etableret på grundlag af denne trinvise rækkefølge og at stræbe efter dette. I det store og hele skal Kalima udbredes og anvendes netop sådan, som den sidste profet Hazrat Muhammad (s) har vist. Hvis man ikke nævner endnu en vigtig ting i denne forbindelse, vil emnet forblive ufuldstændigt. Ligesom det er nødvendigt at fremsige Kalima Tayyiba for at blive muslim som individ, må en folkegruppe på nøjagtig samme måde fremsige Kalima for at blive muslim. Vi verdens muslimer har alle fremsagt Kalima personligt; som nation må vi også fremsige Kalima ved at erklære den som statens ideal. Vi må udforme vores forfatning og alle vores love i overensstemmelse med denne Kalima og faktisk styre staten efter den. I forskellige lande i verden er det på forskellige måder blevet erklæret, at vi, folket i det pågældende land, anerkender den ene Allah som hele verdens ejer og Herre, og at vi vil styre denne stat, som er betroet os, efter Hans forskrifter. I nogle landes forfatninger står der desuden: »Fuld tillid til og tro på den Almægtige Allah skal være grundlaget for alle handlinger.« Samtidig er det som forklaring skrevet: Disse principper skal være de grundlæggende retningslinjer for landets styre, og staten skal anvende dem ved lovgivningen. …… Ved fortolkningen af andre love skal de være vejledende, og de skal være grundlaget for statens og borgernes handlinger. Men ligesom en person ikke blot kan blive muslim ved alene at fremsige Kalima, kan et lands indbyggere heller ikke som nation blive fuldgyldige muslimer alene gennem en sådan præambel eller et skriftligt dokument, og deres stat kan heller ikke blive en ren islamisk regering. Derfor er disse erklæringer i forfatningen blevet fuldstændig meningsløse. Af denne grund er det absolut nødvendigt faktisk at efterleve denne erklæring og udføre alle handlinger i overensstemmelse med den samt at etablere lederskab af mennesker, som har bevidst iman på Kalima, efterlever den i praksis og er i stand til at styre staten i overensstemmelse med den. Derfor er det i dag på den ene side muslimernes pligt at stræbe efter at gøre deres personlige liv fuldt islamisk i overensstemmelse med Kalima, og på den anden side er det lige så nødvendigt faktisk at forme og opbygge deres nationale liv og hver eneste del af staten efter et fuldt islamisk ideal. Dette er i dag verdens muslimers eneste opgave. Den, der vil stræbe mest i denne opgave, vil uden tvivl få sin fremsigelse af Kalima tilsvarende mere meningsfuld og frugtbar i denne verden og i det hinsidige.

Lad os derfor rejse os igen med denne revolutionære Kalima om Tawhid og løfte vores hoveder på jordens overflade. Lad os forme og opbygge vores personlige, familiemæssige, sociale, politiske og økonomiske liv efter denne Kalimas ideal; lad os sammen knuse al shirk, bid’a og enhver form for syndige skikke og uorden i samfundet, og lad os først i vores egne lande og derefter over hele verden igen føre den »tawhidiske din«, som Verdensprofeten forkyndte, til sejr; lad os opbygge forfatningen, lovene, uddannelsessystemet, kulturen og økonomien i overensstemmelse hermed. Til dette må der føres en organiseret, folkelig kamp. Hvert menneske må inspireres af denne Kalimas ideal; hver familie, hvert samfund og hvert folkeligt fællesskab må formes. At fortsætte denne kamp uden ophør er muslimernes livslange opgave. Dette er et ansvar, som Allah har pålagt dem. Dette ansvar skal til enhver tid og under alle omstændigheder holdes levende i sindet — det må ikke glemmes et eneste øjeblik. Ellers vil man på opstandelsens dag blive skamfuld over for Allah og blive straffet. Denne bog minder alle om netop dette.

Kort sagt

Når man kender betydningen af denne del af Kalima, »la ilaha illallah«, og accepterer den, bliver det obligatorisk at udføre følgende handlinger:

1. Vi vil ikke anerkende eller tro på nogen anden end Allah som hjælper, befrier fra vanskeligheder eller frelser.

2. Vi vil ikke tro, at nogen anden end Allah kan tilføje skade eller gavn; i alle forhold vil vi alene sætte vores lid til Allah.

3. Vi vil ikke bede til nogen anden end Allah eller anmode nogen anden om hjælp.

4. Vi vil ikke tilbede eller tjene nogen anden end Allah og vil ikke aflægge løfte i nogens navn.

5. Vi vil ikke anerkende nogen anden end Allah som Herre, lovgiver, den der fastsætter bestemmelser, eller konge og suveræn – vi vil ikke adlyde nogen andens lov (vi vil ikke adlyde en lov, der ikke grundlæggende er udformet på basis af Allahs lov og inden for dens grænser).

6. Vi vil ikke være tjener eller slave for nogen anden end Allah, og vi vil ikke blindt følge vores egne begær eller de skikke, der er gængse i landet.

7. Vi vil anerkende Allahs forskrifter som det eneste grundlag i ethvert forhold i livet og udføre enhver handling i overensstemmelse dermed.

8. Vi vil altid holde troen på, at vi skal stå til regnskab for enhver handling i livet udelukkende over for Allah, levende i vores hjerter og sind, og vi vil altid bestræbe os på at gøre det, der behager Allah, og afholde os fra det, der mishager Ham.

Når man udtaler og accepterer denne sidste del af kalimaen, »Muhammad er Allahs Sendebud«, må man acceptere følgende:

1. Hazrat Muhammad (s) er Allah den Ophøjedes sidste profet og sendebud.

2. Det livssystem og den vejledning, der gennem ham er kommet fra Allah, er sandt og evigt.

3. Alt, hvad der strider mod det ideal, han har fremlagt, og den undervisning, han har givet, er fejlagtigt og vildfarelse og skal ubetinget forkastes.

4. Ingen anden person end Ham kan være menneskenes »uafhængige leder«. Han er den eneste endelige og højeste leder for dem, der tror på kalimaen.

5. Derfor bør enhver handling i menneskelivet udføres i overensstemmelse med Allahs Bog og Sendebuddets hadith, det vil sige sunnaen.

6. Man må gøre en helhjertet indsats for at etablere et samfunds- og statssystem, som i overensstemmelse med denne kalima er grundlagt på Allahs suverænitet, og hvor den grundlæggende ret til at udforme love og bestemmelser udelukkende anerkendes og erklæres at tilhøre Allah.

Dette er enhver muslims grundlæggende tro. Dette er forskriften for enhver muslims handlinger.

Til læseren

Du har uophørligt fremsagt »Kalema Tayyeba«. Gennem denne bog har du fået kendskab til dens detaljerede betydning og forklaring. Derved er der kommet et tungt ansvar til at hvile på dig.

Nu må du først overveje, om du med denne forklaring af kalimaen er i stand til at antage fuld og oprigtig tro på den. Hvis du ikke er i stand til det, så bered dig på at antage oprigtig tro på den. Form dine tanker, din tro og dine værdier i overensstemmelse hermed.

For det andet: Undersøg dit eget liv og dine handlinger i lyset af denne detaljerede forklaring af kalimaen. Hvis du dér finder noget, der strider imod den, så fjern det. Korrigér dig selv fuldstændigt i overensstemmelse med kalimaen.

For det tredje: Hvis der findes noget i hele Deres familie og husstand, som strider mod denne kalima, så tag initiativ til at rette det.

For det fjerde: Undersøg Deres omgivelser, samfund, stat, administration, uddannelse og kultur, økonomiske transaktioner samt retssystem og skikke ud fra denne kalimas målestok, og hellig Dem bestræbelsen på at forme alt i overensstemmelse med denne kalima. De vil ikke kunne gøre dette alene; det må gøres i fællesskab. Saml derfor mennesker, der deler denne tanke, og begynd i enighed en helhjertet indsats for at etablere kalima som en sejrende kraft over hele livet.
Dette er den eneste dawah, jeg gennem hele mit liv har bragt til alle mennesker.

(Maulana) Muhammad Abdur Rahim