Indledning

Ydmyghed i sindet og et mildt hjerte er to af et godt menneskes største egenskaber. Kun mennesker med sådanne egenskaber er i stand til at tage imod alle former for råd, moralske formaninger, undervisning og vejledning til sandhedens og den rette vejs sti. Blomsterblade bøjer sig i morgenbrisen, når den lydløst bevæger sig; men selv en voldsom storm kan ikke få et træ med en stærk stamme til at bøje sig det mindste. Synets stråle trænger gennem spejlet; men selv en skarpkantet pil af sten kan ikke gøre noget indtryk. Det er præcis det samme med mennesker. Mennesker med et mildt sind og et blødt hjerte tager imod ethvert kald til sandheden; men selv store mirakler kan ikke påvirke mennesker med hårde hjerter og barske temperamenter. Spredte eksempler på denne forskel findes overalt. Men hele historien om islams udbredelse er fyldt med eksempler af denne art.

Vi kender navnene på mange ulykkelige blandt de vantro, som trods tusindvis af bestræbelser ikke bøjede sig for Allah, alverdens Herre. Men blandt sahabaerne var der tusindvis af fromme mænd, som trådte ind i islams beskyttende kreds, så snart de hørte tawhids kald. Sahabiaerne, altså de kvindelige sahabaer, deler også denne ære med sahabaerne.

De var ikke blot delagtige deri; på visse områder gik de endda mændene forud. Khadija accepterede islam uden nogen form for bestræbelse, påvirkning eller tvang og bøjede sig for Allah, alverdens Herre. Allahs Ædle Sendebud sagde:

»Jeg blev udnævnt til profet på en mandag, og Khadija bad i den sidste del af denne dag. Ali bad den følgende dag, tirsdag. Derefter sluttede Zayd ibn Haritha og Abu Bakr sig til bønnen.«

Allahs Sendebuds ord beviser, at det lys, som profetskabs- og sendebudskabets sol kastede over verdens horisont på den allerførste dag, den stod op, trængte ind i det strålende hjerte hos en kvinde med et mildt hjerte og en ren sjæl.

I islams begyndelse krævede det endnu større mod, frygtløshed og stærk beslutsomhed at erklære sin islam end blot at antage islam. Trods de vantros hindringer, overgreb og forfølgelser erklærede de kvindelige sahabaer, side om side med de mandlige sahabaer, med det største mod og den største fasthed, at de havde antaget islam.

De kvindelige sahabaer antog ikke blot islam uden større vanskeligheder; de udbredte også islam med stor lethed. I kapitlet om tayammum i Sahih al-Bukhari fortælles det, at sahabaerne under en ekspedition tog en kvinde til fange og førte hende frem for Allahs Sendebud. Hun havde en vandlædersæk fyldt med vand. Sahabaerne havde taget hende til fange, fordi de havde brug for vand. Allahs Sendebud tog hendes vand, men betalte hende for det. Kvinden fik tro på grund af Allahs Sendebuds ærlighed, og under hendes påvirkning blev hele hendes stamme muslimsk. Ummu Shuraik antog islam i den første periode i Mekka. Efter at have antaget islam indså hun, at det var hendes pligt også at viderebringe den sandhed, hun havde fundet, til andre. Hun gik rundt til forskellige huse i Mekka og bragte islams da’wa til kvinderne. Da dette blev kendt, greb de brutale qurayshitter hende og overgav hende til medlemmerne af hendes stamme. Hos dem blev hun udsat for ubeskrivelig tortur. Til sidst antog hendes stamme islam gennem hende.

Sammen med de mandlige sahaba udholdt også de kvindelige sahaba ufattelige lidelser og grusom forfølgelse. Sumayya (r.a.) antog islam. Mekkos vantro udsatte hende for alle mulige former for tortur. De iførte hende en jernrustning og lod hende stå i middagssolen på Mekkos brændende sand. Alligevel forblev hun fast i islam. En dag iførte de hende en jernrustning og lagde hende med ansigtet nedad på det glohede sand under middagssolen. På det tidspunkt gik Allahs Sendebud (saw) forbi på vejen. Han sagde til Sumayya (r.a.): »Vær tålmodig; Paradis vil være dit hjem.« Selv efter al denne tortur var de vantro ikke tilfredse. Til sidst gennemborede Abu Jahl hende med et spyd, og hun blev martyr.

Hadhrat Umars (r.a.) søster antog islam. Da det nåede hans øren, slog han hende så hensynsløst, at hele hendes krop blev gennemvædet af blod. Alligevel vaklede hun ikke det mindste. Hun sagde Umar (r.a.) lige op i ansigtet: »Gør, hvad du vil; jeg har allerede antaget islam.« På grund af hendes islamantagelse plejede Umar (r.a.) at slå slavinden Lubayna (r.a.), indtil han blev træt og måtte standse. Da sagde han: »Jeg er ikke standset af medlidenhed og barmhjertighed med dig; jeg er standset, fordi jeg er blevet træt.« Lubayna (r.a.) var heller ikke en, der gav efter. Hun sagde: »Hvis du ikke antager islam, vil Allah også straffe dig med en sådan straf.« [Ansab al-Ashraf 1/197; Ibn Hajar har sagt, at denne sahabiyas navn var Labiba og hendes tilnavn Ummu Ubayis. (Al-Isaba 4/399, 375)

På samme måde blev Zinnira (slavinde hos hans hustru) også udsat for hård tortur. Ummu Shurayk (r.a.) blev fodret med brød og honning og derefter anbragt på det brændende sand under den intense middagssol. Hendes bryst tørrede ud af tørst, og hun led efter blot en dråbe vand, men man gav hende ikke noget vand.

Da de mandlige sahaba antog troen, blev alle deres slægtskabsforbindelser med de vantro afbrudt. Men dette medførte ikke den mindste svækkelse af deres trosstyrke. De kvindelige sahabiyas situation var i denne henseende endnu vanskeligere end de mandlige sahabas. Selvom et menneske er afhængigt af hjælp og støtte fra alle sine slægtninge og venner, er en kvindes hele livsafhængighed imidlertid bygget op omkring hendes mand. Hun kan ikke under nogen omstændigheder leve uden at være afhængig af sin mand. En far kan afbryde forbindelsen til sin søn, og en søn kan afbryde forbindelsen til sin far og fortsætte livet. Men en kvinde bliver helt hjælpeløs, når hun skilles fra sin mand. På trods af dette brød de kvindelige sahaba også et så følsomt forhold og skilte sig for altid fra deres vantro mænd. Da dette vers –(Arabisk***********)[Sura al-Mumtahina 10] (Oprethold ikke ægteskabelige forhold til vantro kvinder) blev åbenbaret efter Hudaybiyya-forliget, forlod de mandlige sahaba deres vantro hustruer og udvandrede til Medina, og derfor siger Hadhrat Aisha (r.a.): [Bukhari: Kitab ash-Shurut; omtalen af Hudaybiyya-forliget. (syv sider)]

»Vi kender ingen kvindelig muhajir, som antog troen og derefter blev frafalden.« Blandt mændene findes der eksempler på frafald.

De vantro straffede de kvindelige sahaba på mange forskellige måder. Men aldrig blev der udtalt noget polyteistisk fra nogen af deres munde, bortset fra trosbekendelsen om Allahs enhed. Ummu Shurayk (r.a.) antog troen. Hendes slægtninge tog hende med og stillede hende i den brændende sol. Mens hun brændte i solens hede, gav de hende noget varmt, der lignede honning, sammen med brød, men lod hende ikke drikke vand. Da der var gået tre dage i denne tilstand, sagde de uretfærdige: »Forlad den religion, du følger.« Hun havde mistet så meget af sin forstand, at hun ikke forstod, hvad de mente. Da de pegede mod himlen med en finger for at forklare, at hun skulle fornægte tawhid, altså troen på Allahs enhed, sagde hun: »Ved Allahs ed, jeg står stadig fast på den samme tro.« [Tabaqat 8/154; Nisa Hawla ar-Rasul 0245]

I alle lande og til alle tider holder kvinder som regel fast ved gamle skikke, traditioner samt gængse overbevisninger og forestillinger. Og eftersom polyteistiske tanker og trosforestillinger i lang tid havde været udbredt og etableret i Arabien, var de dybt indgroet i menneskenes hjerter. Men straks efter at de kvindelige sahaba antog islam, afviste de med stor kraft alle gængse overbevisninger og forestillinger. Araberne mente, at hvis nogen talte om en idols fejl og mangler, ville vedkommende blive ramt af en alvorlig sygdom. Derfor begyndte de vantro at sige, da Hadhrat Zinnira (r.a.) blev blind efter at have antaget islam, at Lat og Uzza havde gjort hende blind. Da hun hørte dette, sagde hun klart: »Lat og Uzza har ingen magt til at gøre noget som helst, ikke engang for deres egne tilbedere. Alt, hvad der er sket med mig, er fra Allah.« [Usd al-Ghaba, bind 5 (Zinnira)]

I jahiliyyah-tiden plejede araberne at lægge en barberkniv under børnenes seng. De troede, at det beskyttede dem mod påvirkning fra spøgelser og dæmoner. Engang så Aisha (r.a.) en barberkniv på et barns seng og forbød denne praksis. Hun sagde, at Allahs Sendebud (saw) på ingen måde brød sig om den slags overtro. [Adab al-Mufrad: kapitlet om at-Tiyarah]

I Arabien var afgudsbilleder den vigtigste bestanddel af og det centrale omdrejningspunkt for shirk. I hvert hjem, ja, i hvert eneste værelse, stod der afgudsbilleder. Men efter at de kvindelige sahaba havde antaget islam, gav de ved enhver lejlighed og hvert øjeblik udtryk for deres negative forhold til afgudsbillederne. Efter at Hind bint ‘Utba (ra) havde fået troen, smadrede hun det afgudsbillede, der stod i hendes hjem. Derefter sagde hun til afgudsbilledet: »Vi var i høj grad blevet bedraget med hensyn til dig.« [Tabaqat, bind 8 (Hind bint ‘Utba)]

Da den berømte sahabi Abu Talha (ra) friede til Umm Sulaym (ra), sagde hun: »Abu Talha, ved du, at den gud, du tilbeder, er et afgudsbillede lavet af træ? Træet voksede op af jorden, og en eller anden abessinisk slave fældede det og lavede afgudsbilledet.« Abu Talha sagde: »Det ved jeg.« Umm Sulaym sagde: »Skammer du dig da ikke over at tilbede det?« Umm Sulaym (ra) ville ikke gifte sig med Abu Talha, før han havde opgivet afgudsdyrkelsen og fremsagt kalimah al-tawhid. [Tabaqat, bind 8 (Umm Sulaym)]

Disse dygtige kvinder fra islams første tid opdragede deres børn så godt, at hele verden betragtede deres bedrifter med forundring og beundring. De udbredte islam over hele verden. De frembragte med andre ord eksempler inden for individets, samfundets og statens områder, såsom oprettelsen af kalifatet, statsforvaltning, etablering af retfærdighed i samfundet og indførelsen af et afbalanceret økonomisk system – eksempler, som stadig fylder mennesker med forundring. Eksempler herpå er Asma’ bint Abu Bakr og hendes søn ‘Abdullah ibn az-Zubayr, Fatima bint Asad og hendes søn ‘Ali (ra), an-Nawwar bint Malik og hendes søn Zayd ibn Thabit, Safiyya bint ‘Abd al-Muttalib og hendes søn Ja‘far, Umm Ayman og hendes søn Usama (ra) samt mange andre.

Disse ædle kvinder udførte også i den tid deres ansvar med amr bil-ma‘ruf wa nahy ‘anil-munkar (at påbyde det gode og forbyde det onde).

Inden for uddannelse stod kvinderne heller ikke tilbage for mændene. Man kender navnene på talrige lærde mandlige sahaba. Men ved siden af dem var antallet af kvinder heller ikke ringe. Den syvende af de syv sahaba, der har overleveret det største antal hadither, var en kvinde. Hun var de troendes moder, ‘Aisha (ra). Inden for fortolkning og analyse af Koranen samt udledning og ijtihad vedrørende shariaens regler og bestemmelser viste kvinderne den samme dygtighed som mændene.

Islam har påbudt, at alle samfundets klasser skal behandles lige. Det var ikke kun mændene, der forsøgte at føre dette ud i praksis; kvinderne tog også initiativ til at gennemføre det. Under slaget ved Uhud kom Hamzas (ra) faster med to stykker stof til sin brors ligklæde. Hun så, at liget af en anden ansarisk mand lå nøgent ved siden af Hamzas (ra) hoved. Den værdi, som islam havde skabt i Safiyya, tillod hende ikke at overse denne nøgne ansaris lig. Hun besluttede at give det ene stykke stof til denne ansaris ligklæde. Men hvilket stykke skulle hun give? Det afgjorde hun ved lodtrækning. På denne måde blev hun et symbol på retfærdighed og lighed. [Al-Mufassal fi Ahkam al-Mar’a wa al-Bayt al-Muslim, 4/3358, 359; al-Isti‘ab, 4/335]

Var det kun mændene, der ofrede deres formue for islams tjeneste? Nej, sådan forholdt det sig ikke. Vi kender til Abu Bakrs (ra), ‘Uthmans (ra) og andres donationer. Men hvordan skulle vi kunne glemme, at de troendes moder Khadija (ra) overgav hele sin enorme formue til Allahs Sendebud (sa)? En dag i Medina talte Allahs Sendebud (sa) ved en eid-samling om vigtigheden af almisse og velgørenhed. Kvinderne var også til stede ved denne samling. De tog deres armbånd, øreringe, halskæder og fingerringe af og overrakte dem til Allahs ædle Sendebud (sa). Asma (ra) havde kun én slavekvinde. Hun solgte hende og gav alle pengene fi sabilillah. De troendes moder Zaynab bint Jahsh (ra) garvede selv skind og fordelte indtægterne fra salget blandt de fattige og trængende.

Også på slagmarken ser man nogle kvindelige sahaba være til stede. De deltog i krigen både indirekte og direkte.

Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) huggede hovedet af en jøde og kastede det bort. Blandt disse heltinder stråler også Umm Sulayms (må Allah være tilfreds med hende) navn. Under slaget ved Hunayn stod Umm Sulaym (må Allah være tilfreds med hende) med en dolk i hånden. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte: »Hvad vil du gøre med denne dolk?« Hun svarede: »Jeg vil dræbe fjenderne.«

At give forrang til andres behov frem for sine egne, det vil sige īthār, anerkendes af mennesker i alle tider som den højeste form for moralsk dyd. Det er ikke let at tilegne sig denne egenskab. Vi ser den udviklet i vid udstrækning blandt de mandlige sahaba. En mand ligger i sit livs sidste øjeblikke og giver tegn til, at en slurk vand, som han ikke selv drikker, skal gives til en såret broder ved siden af ham; denne giver igen tegn til, at vandet skal gives til en anden. Således går et glas vand rundt til tre personer, og da det igen når den første, viser det sig, at han ikke længere er i live. På samme måde lider de to næste den samme skæbne, den ene efter den anden. Hver af de tre satte den andens liv højere end sit eget. Dette er et eksempel fra de mandlige sahabas liv.

De kvindelige sahaba stod imidlertid ikke tilbage på dette område. Også hos dem var denne egenskab stærkt udviklet. En dag fastede Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Der var kun et stykke brød i huset til iftaren. Før iftaren kom en fattig kvinde og bad om noget at spise. Hun bad tjenestepigen give hende brødstykket. Tjenestepigen sagde: »Hvordan skal du så holde iftar?« Hun svarede: »Giv hende brødstykket; vi kan tænke på iftaren senere.«

En dag sagde Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Allah vil være nådig mod den, der i nat tager denne mand med sig som gæst.« Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham) tog ham med hjem. Den dag var der i huset ikke mere mad end det, der var til de små børn. Derfor fik hans hustru Umm Sulaym (må Allah være tilfreds med hende) med list børnene til at falde i søvn. Derefter satte hun den smule mad, der var, foran gæsten. Under et påskud slukkede de lyset og sad uden selv at spise, mens gæsten, uden at opdage det, spiste sig mæt.

Disse kvindelige sahaba frygtede ikke at sige sandheden og lod sig ikke skræmme af andres vrede blikke eller trusler. Da Muawiya (må Allah være tilfreds med ham), grundlæggeren af umayyadekalifatet, kom for at besøge Aisha (må Allah være tilfreds med hende), irettesatte hun ham for nogle af hans handlinger. Da Hajjaj ibn Yusuf, den tyranniske drabsmand af Abdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), kom for at besøge Asma (må Allah være tilfreds med hende), skældte hun ham hårdt ud. Hun kaldte ham endda en løgner og en Dajjal. Den magtfulde umayyadiske kalif Abd al-Malik forbandede en nat en af sine tjenere på grund af en fejl, han havde begået. Det hændte, at den berømte sahabiyya Umm ad-Darda (må Allah være tilfreds med hende) opholdt sig i kaliffens palads den nat. Om morgenen tilkaldte hun kaliffen og sagde: »I går nat forbandede du tjeneren, selv om Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) på det strengeste forbød at forbande nogen.« Kaliffen skammede sig.

Hvis man således undersøger livets forskellige sider én for én, bliver det tydeligt, at de kvindelige sahaba på alle områder af livet gik lige så langt frem som mændene og konkurrerede med dem på lige fod. I »As-hab ar-Rasuls liv«, bind 6, har vi forsøgt at fremstille disse forskellige sider af deres liv.

Vi må huske én ting: Mange af de ædle sahaba, både mænd og kvinder, havde et meget kort islamisk liv. Den største del af deres liv var henlevet i jahiliyyaens tid. Derfor findes der ikke en fuldstændig historie om deres liv. Selv omar, denne forbløffende helt i menneskehedens historie, kan vi ikke få et fuldstændigt billede af hans liv i jahiliyyaens tid, bortset fra et par begivenheder. Heraf kan man let forstå, hvor meget det er muligt at vide om andres liv før islam.

I virkeligheden har vi ikke kunnet skrive en fuldstændig livshistorie om de kvindelige sahaba, fordi vi ikke har disse oplysninger til rådighed. Det, vi har gjort, kan siges at være et udsnit af deres liv. Men disse billeder er som glimt af lys, ét efter ét. Vores bestræbelse har til formål, at muslimske kvinder gennem tiderne kan tage de kvindelige sahabas liv som forbillede og følge dem. Hvis læserne blot får en smule gavn af dette værk, vil vores arbejde have været umagen værd.

En anden ting, som ikke bør forblive usagt, er, at planen om at skrive As-hāb ar-Rasūls livshistorier oprindeligt var professor A. K. M. Nazir Ahmads, direktør for Bangladesh Islamic Center. For flere år siden opmuntrede han mig til at skrive om dette emne. Siden jeg begyndte, har han på mange forskellige måder fortsat med at støtte mig på hvert eneste trin. Jeg beder Allah den Højeste om at belønne ham på bedste vis.

Afslutningsvis vil jeg ydmygt bede læserne om at underrette forfatteren, hvis de opdager nogen fejl eller mangler. Må Allah den Højeste give os alle tawfīq til at handle i overensstemmelse med Hans vilje! Āmīn!

23. december 2004

Muhammad Abdul Mabud

Professor

Arabisk, Dhaka Universitet

Zaynab, Allahs Sendebuds datter (må Allah velsigne ham og give ham fred)

Sayyida Zaynab, datter af Muhammad, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev martyr på Allahs vej. De troendes moder, ærværdige Āʾisha, må Allah være tilfreds med hende, har overleveret følgende udsagn af Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, om hende: Hayāt as-Sahāba 1/372(Arabisk*******)

»Hun var min bedste datter. Det var på grund af sin kærlighed til mig, at hun måtte lide.«

Den højtærede mor til Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) var de troendes moder, den højtærede Khadija al-Kubra (må Allah være tilfreds med hende). Hun havde den enestående ære at være den første, der troede på Muhammeds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) profetskab. Hendes storhed og rang var så vældig, at blandt de tidligere nationer var det kun Maryam (må fred være med hende), der kunne sammenlignes med hende, hvad angår den enestående ære at være den første til at tro på profetskab. Hendes storhed og værdighed var så enestående, at hun blandt de tidligere nationer kun kunne sammenlignes med den højtærede Maryam (må fred være med hende).

Imam adh-Dhahabi siger: [Siyar a‘lam an-nubala, 2/246](Arabisk*******)

»Zaynab var Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) datter og den ældste blandt hans højtærede døtre, som udvandrede.«

Abu Amr siger, at der ikke er nogen uenighed om, at Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) var den ældste af sin fars døtre. De, der har en anden opfattelse, tager fejl, og der er ingen grund til at tillægge deres påstand betydning. Uenigheden drejer sig imidlertid om, hvorvidt Zaynab var det første af Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) børn, eller om det var al-Qasim. Ifølge en gruppe slægtsforskere var al-Qasim det første barn og Zaynab det andet. Ibn al-Kalbi har sagt, at Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) var det første barn. Ifølge Ibn Sa‘d var Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) den ældste af døtrene. Ibn Hisham har opstillet rækkefølgen af Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) børn således: [As-Sira an-nabawiyya, 1/190](Arabisk*********)

»Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ældste søn var al-Qasim, derefter kom henholdsvis at-Tayyib og at-Tahir. Hans ældste datter var Ruqayya, derefter kom henholdsvis Zaynab, Umm Kulthum og Fatima.«

Den højtærede Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) blev født ti år før hendes far Muhammeds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) modtagelse af profetskabet. Allahs højtærede Sendebud var da tredive år, og hendes moder, den højtærede Khadija (må Allah være tilfreds med hende), var femogfyrre år. Der findes ikke mange oplysninger om den højtærede Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) barndom. Denne del af hendes liv er forblevet fuldstændig ukendt. Det, man ved om hendes liv, begynder ved hendes ægteskab.

Blandt Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) døtre blev den højtærede Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) gift først, og det skete i en ung alder. Hendes far Muhammed (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var endnu ikke blevet profet. Imam adh-Dhahabi kunne ikke acceptere denne opfattelse. Han siger: [Tabaqat, 8/30-31]

Ibn Saʿd har nævnt, at Abū al-ʿĀṣ giftede sig med Zaynab før profetkaldelsen. Dette er en urealistisk påstand.

Under alle omstændigheder var hendes ægtemand, Abū al-ʿĀṣ ibn al-Rabīʿ ibn ʿAbd al-ʿUzzā, Zaynabs fætter på mødrene side. Han var søn af Hālah bint Khuwaylid, moder Khadījas (ra) egen lillesøster. [Siyar aʿlām al-nubalāʾ-2/246]

Blandt de forskellige gaver, som forældrene gav deres datter ved brylluppet, var også en halskæde af jemenitisk agat. Det var moder Khadīja (ra), der gav hende halskæden. [Ṭabaqāt-8/31]

Faderen Muḥammad (sa) modtog åbenbaringen og blev profet. Datteren Zaynab (ra) blev muslim sammen med sin mor. Ægtemanden Abū al-ʿĀṣ havde endnu ikke antaget islam. Allahs Sendebud (sa) udvandrede til Medina. Senere udvandrede Zaynab (ra) til Medina, mens hun efterlod sin ægtemand i Mekka som polyteist. [samme værk-8/32]

Allahs Sendebud (sa) roste ofte det dybe forhold og den høviske adfærd mellem Zaynab (ra) og Abū al-ʿĀṣ. [Sunan Abī Dāwūd-1/222]

Eftersom Abū al-ʿĀṣ holdt fast ved polyteismen, burde man ifølge islams påbud have skilt ægtefællerne. Men Allahs Sendebud (sa) var på det tidspunkt uden magt i Mekka. Den islamiske styrke var ikke særlig solid. Desuden strømmede de vantros undertrykkelse og overgreb voldsomt. Samtidig foregik islams udbredelse langsomt og befandt sig på et indledende stadium. Af disse grunde fandt Allahs Sendebud (sa) det mest hensigtsmæssigt ikke at skille ægtefællerne.

Abū al-ʿĀṣ elskede sin hustru Zaynab (ra) højt og viste hende også stor respekt. Men han ville på ingen måde forlade sine forfædres religion og antage sin elskede hustrus nye religion. Sådan fortsatte situationen. Imens begyndte en alvorlig strid og konflikt mellem Allahs Sendebud (sa) og Quraysh. Quraysh sagde indbyrdes:

»Må I gå til grunde! Ved at gifte jer med Muḥammads døtre har I taget hans bekymringer på jeres skuldre. Hvis I sendte disse døtre tilbage til ham, ville han lade jer være og kun beskæftige sig med dem.« Mange blandt dem støttede dette og sagde: »Det er jo et fremragende argument.« De gik samlet til Abū al-ʿĀṣ og sagde: »Abū al-ʿĀṣ, skil dig fra din hustru og send hende til hendes far. Til gengæld vil vi gifte dig med den Quraysh-kvinde, du ønsker.« Abū al-ʿĀṣ sagde: »Ved Allahs ed! Nej, det kan ikke ske. Jeg kan ikke forlade min hustru. Selv hvis alle andre kvinder blev givet til mig i stedet for hende, ville jeg ikke ønske det.« Derfor anså Allahs Sendebud (sa) hans slægtskabsforhold for meget godt og roste det. [Ṭabarī-3/136; Ibn Hishām, al-Sīrah-1/652]

Hazrat Zaynab (ra) elskede sin mand, Abu al-‘As, dybt. Omfanget af hendes kærlighed til og opofrelse for sin mand blev tydeligt gennem følgende begivenhed:

I profetskabets trettende år foretog Allahs Sendebud (sa) hijra fra Mekka til Medina. Hazrat Zaynab (ra) blev i Mekka sammen med sin mand. [Ansab al-Ashraf-1/269] En militær konflikt mellem muslimerne i Medina og Quraysh begyndte. Quraysh samledes i Badr med det formål at føre krig mod muslimerne. Trods sin store modvilje drog Abu al-‘As med Quraysh til Badr. Han havde ikke noget valg, eftersom han havde en sådan position blandt Quraysh. Quraysh led et ynkeligt nederlag ved Badr. En del af deres ledere blev dræbt, og et stort antal krigere blev taget til fange. Resten flygtede for at redde livet. Hvilken grusom ironi skæbnen byder på! Blandt disse fanger var også Allahs Sendebuds (sa) svigersøn, Hazrat Zaynabs (ra) mand, Abu al-‘As. Ibn Ishaq siger, at Hazrat ‘Abdullah ibn Zubayr ibn al-Nu‘man (ra) tog ham til fange. Ifølge al-Waqidi blev han imidlertid taget til fange af Hazrat Khirash ibn al-Simmah (ra). [Al-Isabah fi Tamyiz al-Sahabah-4/122]

Afsoningen for fangerne blev fastsat til mellem ét tusind og fire tusind dirham, afhængigt af deres sociale status og forskellen mellem rige og fattige. Fangernes repræsentanter begyndte at rejse frem og tilbage mellem Mekka og Medina med den fastsatte løsesum. Hazrat Zaynab (ra), Profetens datter, sendte en person til Medina med løsesummen for sin mand, Abu al-‘As. Ifølge al-Waqidi var det hans bror, ‘Amr ibn al-Rabi‘, der kom til Medina med Abu al-‘As’ løsesum. Hazrat Zaynab sendte et halskæde i stedet for dirham som løsesum. Hendes mor, Hazrat Khadijah (ra), havde givet hende dette halskæde som bryllupsgave. Da Hazrat Rasul Karim (sa) så halskæden, blev han dybt bedrøvet og dækkede sit sørgmodige ansigt med et tyndt stykke klæde. Mindet om den elskede hustru, der bor i Paradiset, og den højtelskede datter steg frem i hans sind.

Efter et stykke tid sagde Hazrat Rasul Karim (sa) til sahabaerne: »Zaynab har sendt dette halskæde som løsesum for sin mand. Hvis I ønsker det, kan I løslade hendes fange og give hende halskæden tilbage.« Sahabaerne indvilligede. De løslod Abu al-‘As og gav samtidig halskæden, der var blevet sendt som hans løsesum, tilbage. Rasulullah (sa) tog dog det løfte fra Abu al-‘As, at han, når han var vendt tilbage til Mekka, straks skulle sende Zaynab til Medina.

Rasulullah (sa) sendte Hazrat Zayd ibn Harithah (ra) sammen med Abu al-‘As for at hente Zaynab (ra). Han bad ham vente på et sted kaldet ‘Batan’ eller ‘Jaj’ og sagde, at han skulle tage hende med til Medina, når Zaynab (ra) var nået dertil fra Mekka. Da Abu al-‘As var nået til Mekka og var optaget af at forberede Zaynab (ra) på rejsen, kom Hind bint ‘Utbah på besøg. Da hun så forberedelserne, sagde hun: »Muhammads datter, skal du til din far?« Zaynab (ra) svarede: »Det er ikke min hensigt lige nu, men i fremtiden sker det, hvis Allah vil.« Da Hind forstod sagen, sagde hun: »Søster, hvorfor holde det hemmeligt? Hvis du virkelig skal af sted, så sig uden omsvøb, hvis der er noget, du får brug for undervejs. Jeg står til din tjeneste.«

Den giftige virkning af fjendskabet, som havde bredt sig blandt mændene, havde endnu ikke bredt sig blandt kvinderne. Derfor siger Hazrat Zaynab (ra): »Det, Hind sagde, kom fra hjertet. Hvis jeg havde haft brug for noget, ville hun uden tvivl have sørget for det. Men da jeg tænkte på situationen på det tidspunkt, afslog jeg.« [Tabari-1/1247; Ibn Hisham-1/653-54]

I sira-værkerne findes der forskellige beretninger om, hvordan Hazrat Zaynab (ra) nåede fra Mekka til Medina. Her nævnes nogle af dem:

Ibn Ishaq siger, at da Zaynab (ra) var færdig med at forberede sig på rejsen, bragte hendes svoger, Kinanah ibn al-Rabi‘, en kamel og stillede den frem. Zaynab satte sig i kamelens hawdaj. Kinanah hang sin bue over skulderen, tog sit bundt af pile i hånden og red ud fra Mekka ved højlys dag. Der opstod stort postyr blandt Quraysh. De satte efter dem og indhentede dem begge i dalen Jī-Tuwa, ikke langt fra Mekka. Kinanah blev rasende over Qurayshs opførsel, tog buen fra sin skulder, spredte bundtet af pile foran sig og sagde: »Hvis nogen af jer forsøger at nærme sig Zaynab, bliver hans bryst mål for mine pile.« Kinanah var en dygtig bueskytte. En pil, han skød, ramte sædvanligvis aldrig ved siden af målet. Da Abu Sufyan ibn Harb hørte denne trussel, gik han et stykke hen imod ham og sagde:

»Nevø, vend den pil, du har rettet mod os, bort. Vi vil gerne tale lidt med dig.« Kinana sænkede buen og sagde: »Hvad vil I sige? Sig det bare.« Abu Sufyan sagde:

»Det, du har gjort, er ikke rigtigt. Du er offentligt, midt på dagen og gennem menneskemængden, gået af sted med Zaynab, mens vi blot har siddet og set på. Hele Arabien ved, hvilken ulykke der ramte os ved Badr, og hvilken katastrofe Zaynabs far påførte os. Hvis du på denne måde offentligt fører hans datter bort lige for næsen af os, vil alle anse os for kujoner, og denne handling vil blive betragtet som en vanære for os. Før i dag Zaynab hjem igen. Lad hende blive hos sin mand i nogen tid. Når folk begynder at sige, at vi har forhindret Zaynab i at rejse fra Mekka, skal du en dag i hemmelighed føre hende til hendes far.« [Al-Bidāya 3/330; Ibn Hishām 1/654-655]

Kinana fulgte Abu Sufyans råd og vendte tilbage til Mekka med Zaynab. Da begivenheden blev kendt blandt folk, forlod han igen Mekka med Zaynab en nat under mørkets dække og overgav hende på det aftalte sted til sin broders repræsentant, sådan som hans bror havde befalet. Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) nåede Medina sammen med Zayd ibn Hāritha (må Allah være tilfreds med ham). [At-Tabarī 1/1249; az-Zurqānī: Sharḥ al-Mawāhib 3/223]

At-Tabarānī har overleveret fra ʿUrwa ibn az-Zubayr: Da en mand forlod Mekka sammen med Zaynab, Allahs Sendebuds datter (fred og velsignelse over ham), fulgte to mænd fra Quraysh efter dem. [Den ene af de to var Habbār ibn al-Aswad. Han var søn af sønnen til Khadījas (må Allah være tilfreds med hende) fætter, og derfor var han Zaynabs fætter på mødrene side. Den anden var Nāfiʿ ibn ʿAbd Qays eller Khālid ibn ʿAbd Qays.] På grund af deres meningsløse og overdrevne opførsel blev Sendebudet (fred og velsignelse over ham) meget vred. Derfor befalede han:

»Hvis I får fat i Habbār ibn al-Aswad og den mand, der gik frem sammen med ham mod Zaynab, skal I brænde dem ihjel.« Men den følgende dag sagde han igen:

»Jeg havde sagt til jer, at hvis I kunne fange disse to mænd, skulle I brænde dem ihjel. Men siden tænkte jeg over, at ingen bør straffe nogen med ild for andres skyld end Allah alene. Hvis I derfor får fat i dem, skal I dræbe dem.« Senere blev de imidlertid muslimer, og Sendebudet (fred og velsignelse over ham) tilgav dem. (Al-Bukhārī, Kitāb al-Jihād: Bāb lā yuʿadhdhab biʿadhābillāh; Al-Iṣāba: Habbār ibn al-Aswad, bind 3; Ansāb al-Ashrāf 1/357, 398; Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 2/247; Ibn Hishām 1/657)] De satte efter dem og indhentede dem. De overmandede den person, der ledsagede Zaynab (må Allah være tilfreds med hende), og kastede Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) ned fra kamelryggen. Da hun slyngedes ned på en sten, blev hendes krop

flænset, så blodet strømmede ud. I denne tilstand førte de Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) til Abu Sufyan i Mekka. Abu Sufyan overgav hende til Banū Hāshims kvinder. Senere foretog hun hijra til Medina. På grund af det fald fra kamelryggen havde hun en skade, som hun mærkede smerter fra resten af livet, og til sidst døde hun af denne skade. Derfor blev hun anset for at være martyr. [Hayāt as-Sahāba 1/371]

Ḥazrat ʿĀʾima (må Allah være tilfreds med hende) har berettet: Zaynab, Allahs Sendebuds datter (fred og velsignelse over ham), forlod Mekka sammen med Kinana med kurs mod Medina. Mekkanerne satte efter dem. Habbār ibn al-Aswad fik først fat i Zaynab. Da han ramte hendes kamel med en pil, faldt hun ned og kom til skade. Hun var gravid, og på grund af denne skade mistede hun sit ufødte barn. Derefter begyndte Banū Hāshim og Banū Umayya at strides om hende. Til sidst kom hun til at bo hos Hind bint ʿUtba. Hind sagde ofte til hende: »Denne ulykke er sket dig på grund af din far.« [Ibn Hishām 1/654]

En dag sagde Allahs Sendebud (sa) til Zayd ibn Haritha: »Kan du hente Zaynab?« Zayd indvilligede. Hans Højhed Allahs Ædle Sendebud (sa) gav Zayd en ring og sagde: »Tag denne med og nå frem til Zaynab.« Med ringen drog Zayd mod Makkah. I udkanten af Makkah så han en hyrde vogte geder. Han spurgte ham: »Hvem er du hyrde for?« Han svarede: »Abu ’l-ʿAs.« Han spurgte igen: »Hvem tilhører gederne?« Han svarede: »Zaynab, Muhammads datter.« Zayd fulgtes et stykke med hyrden. Derefter sagde han til ham: »Hvis jeg giver dig noget, kan du så bringe det til Zaynab?« Hyrden indvilligede. Zayd gav ham ringen, og hyrden overrakte den til Zaynab.

Zaynab spurgte hyrden: »Hvem gav dig denne?« Han svarede: »En mand.« Hun spurgte igen: »Hvor forlod du ham?« Han svarede: »På et bestemt sted.« Zaynab forblev tavs. I nattens mørke tog Zaynab i al stilhed derhen. Zayd sagde til hende: »Stig op bag på min kamel og sæt dig foran mig.« Zaynab sagde: »Nej, De bør selv sidde foran mig.« Således nåede Zaynab Medina siddende bag Zayd (ra). Hans Højhed Allahs Ædle Sendebud (sa) plejede ofte at sige: »Min bedste datter har lidt for min skyld.« [Hayat al-Sahaba 1/371-72] I sīrah-værkerne findes der flere forskellige overleveringer om Hans Højhed Zaynabs (ra) rejse fra Makkah til Medina.

Da forholdet mellem de to var særdeles godt, var Abu ’l-ʿAs ofte meget bedrøvet, efter at Hans Højhed Zaynab (ra) var rejst til Medina. En gang, da han var på rejse i Syrien, mindedes han Zaynab (ra) og fremsagde følgende to vers: [Tabaqat 8/32; Ansab al-Ashraf 1/398] (ARABISK==========)

»Da jeg passerede stedet, der kaldes ʿArim, kom jeg til at tænke på Zaynab. Jeg sagde: Må Allah den Ophøjede holde den person i live, som bor i Haram. Må Allah den Ophøjede belønne Muhammads (sa) datter godt. Enhver ægtemand roser det, som han kender bedst.«

Den særlige egenskab hos Quraysh i Makkah, som er blevet erklæret i Koranen – »Rihlat ash-shitā’i was-saif« – at deres handelskaravaner om vinteren drog mod Yemen og om sommeren mod Sham – var også fuldt udviklet hos Abu ’l-ʿAs. Hans handelskaravane rejste hele tiden mellem Makkah og Sham. Den bestod af mindst to hundrede mænd og et hundrede kameler. På grund af hans forretningssans, ærlighed og pålidelighed betroede folk ham trygt deres varer. Ibn Ishaq siger: »Hvad angår rigdom, pålidelighed og handel, var han en af de få ansete mænd i Makkah.« [Al-Isaba 4/122]

Efter at være blevet skilt fra sin hustru Zaynab (ra) opholdt Abu ’l-ʿAs sig i Makkah. I det sjette år efter hijra

drog han i måneden Jumada al-Awwal til Syrien med en handelskaravane tilhørende Quraysh, bestående af 170 kameler. Da karavanen efter afslutningen af handelen var på vej tilbage til Makkah og befandt sig nær Medina, fik Allahs Sendebud (sa) kendskab til det. Han sendte Zayd ibn Haritha (ra) med en styrke på 170 mænd for at opbringe karavanen. De to grupper mødtes ved et sted, der kaldes ʿIs. Den muslimske hær tog Quraysh-karavanen, alle dens handelsvarer og alle mændene til fange og bragte dem til Medina. De gjorde dog ikke noget større forsøg på at fange Abu ’l-ʿAs. Det lykkedes ham at flygte. [Ansab al-Ashraf 1/377, 399-400; Tabaqat 8/33; Siyar Aʿlam al-Nubala 2/259]

Ifølge Musa ibn ʿUqbah angreb Abu Basir og hans mænd imidlertid Abu ’l-ʿAs’ karavane. Det skal nævnes, at Abu Basir og nogle andre havde antaget islam efter Hudaybiyyah-forliget. I henhold til forligets betingelser erklærede indbyggerne i Medina sig imidlertid ude af stand til at give dem beskyttelse. Derfor flygtede de fra Makkah og slog sig ned i området ved Det Røde Havs kyst. De begyndte i samlet flok at foretage overraskelsesangreb på handelskaravanerne fra Makkah og plyndre dem. De blev en plage for Quraysh. På grund af frygten for dem var Qurayshs handel ved at gå i stå. Til sidst blev Quraysh i Makkah tvunget til at bede Allahs Sendebud (sa) om at bringe dem tilbage til Medina. [Al-Isaba 4/122]

Under alle omstændigheder drog Abu al-‘As, da han så, hvad der var sket med hans karavane, ikke til Mekka, men trængte i nattens mørke i al hemmelighed og fuld af frygt ind i Medina og gik direkte hen til Zaynab (ra) for at bede om beskyttelse. Zaynab lovede ham sikkerhed. Ingen fik noget at vide.[Ansab al-Ashraf-1/377, 399]

Natten gik. Hadrat Rasul-e Karim (sa) gik til moskéen for at bede. Han stillede sig i mihraben og indledte bønnen med takbiren »Allahu akbar«. De bedende bag ham havde også afsluttet takbiren. Da lød Zaynabs stemme fra kvindernes række bagved: »O folk, jeg er Zaynab, Muhammeds (sa) datter. Jeg har givet Abu al-‘As beskyttelse; giv også I ham beskyttelse.«

Efter at have afsluttet bønnen vendte Allahs Sendebud (sa) sig mod folkene og spurgte: »Hørte I også det, som jeg hørte?«

Folkene svarede: »Ja, Allahs Sendebud!« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, vidste jeg intet om denne sag. Hvor mærkværdigt! Selv et svagt medlem af muslimerne kan give en fjende beskyttelse. Hun har givet beskyttelse på alle muslimers vegne.«[Samme værk-1/399-400; Tabaqat-8/33]

Derefter gik Sendebudet (sa) hjem og sagde til sin datter: »Sørg for en værdig behandling af Abu al-‘As. Men vid, at du ikke længere er tilladt for ham, så længe han forbliver polyteist.« Hadrat Zaynab (ra) bad sin far om at frigive folkene fra Abu al-‘As’ karavane sammen med deres ejendele.

Allahs Sendebud tilkaldte de mænd fra den hær, som havde taget Abu al-‘As’ karavanes kameler og folk med sig. Han sagde til dem: »I kender det forhold, der er mellem Abu al-‘As og mig. I har beslaglagt hans handelsvarer. Jeg ville blive glad, hvis I viste ham venlighed og gav ham hans ejendele tilbage. Hvis I ikke ønsker det, har jeg ingen indvendinger. I kan nyde dem som en nåde fra Allah. I har størst ret til disse ejendele.« De sagde: »Allahs Sendebud! Vi giver ham alt tilbage.«[Ibn Hisham – 1/658; Tabaqat- 8/33]

Abu al-‘As gik med dem for at modtage sine ejendele. På vejen sagde de til Abu al-‘As: »Hør, Abu al-‘As, du er en fremtrædende mand blandt Quraysh. Desuden er du Allahs Sendebuds (sa) fætter og hans datters mand. Gør følgende: Antag islam og bliv i Medina med disse ejendele, som tilhører Mekkas indbyggere. Du vil leve meget bekvemt.« Skal jeg begynde mit liv i min nye religion gennem bedrag?[Samme værk]

Abu al-‘As bragte sin karavane tilbage og nåede frem til Mekka. Efter at have afleveret alles ejendele sagde han: »O Quraysh-stammens folk! Har I noget som helst til gode hos mig?« De svarede: »Nej. Må Allah belønne dig med det bedste. Vi har fundet dig som en fremragende mand, der holder sine løfter.«

Abul ‘As sagde: »Jeg har fuldt ud opfyldt jeres ret. Nu erklærer jeg: Ashhadu an la ilaha illallahu wa anna Muhammadan abduhu wa rasuluhu – jeg bevidner, at der ingen guddom er ud over Allah, og at Muhammad (sa) er Hans tjener og sendebud. Mens jeg opholdt mig i Medina, kunne jeg have afgivet denne erklæring. Men jeg gjorde det ikke, fordi I kunne have troet, at jeg havde gjort dette med det formål at tilegne mig jeres ejendom. Da Allah gav mig evnen til at give hver af jer jeres ejendom tilbage, og jeg var blevet fri for mit ansvar, erklærer jeg nu min islam.«

Dette er en begivenhed fra Muharram i det syvende hijri-år. Derefter udvandrede Abul ‘As (ra) fra sin hjemby Mekka til Medina og trådte frem for Allahs Sendebud (sa). [samme kilde som ovenfor]

Hazrat Rasul-e-Karim (sa) tog imod Abul ‘As (ra) med ære og overgav på grundlag af deres første nikah også hans hustru Zaynab (ra) til ham. [Siyar A‘lam an-Nubala-2/249; al-Isaba-4/312]

Hazrat Zaynab (ra) havde efterladt sin ægtemand Abul ‘As i Mekka, mens han stadig var polyteist. Derfor kan man naturligvis antage, at deres ægteskab var blevet opløst. Senere, da Abul ‘As tog imod islam og kom til Medina, gav Sendebudet (sa) Zaynab tilbage til ham. Spørgsmålet er nu, om han gav Zaynab tilbage på grundlag af den første nikah, eller om der blev indgået en ny nikah. Der findes to forskellige overleveringer om dette. Hazrat Ibn ‘Abbas (ra) siger: [Ibn Hisham-1/658-59; Tirmidhi (1143); Ibn Majah (2009); Siyar A‘lam an-Nubala-2/249]

»Allahs Sendebud (sa) gav efter mange år sin datter tilbage til Abul ‘As på grundlag af det første ægteskab og fastsatte ikke nogen ny mahr.«

Imam Sha‘bi siger: [Tabaqat-8/32]

»Zaynab tog imod islam og udvandrede også. Derefter tog Abul ‘As imod islam. Allahs Sendebud (sa) opløste ikke deres ægteskab.«

Som årsag til dette er det blevet sagt, at følgende vers fra sura al-Mumtahanah endnu ikke var blevet åbenbaret: [Sura al-Mumtahanah-10]

Hazrat Qatāda har også sagt noget tilsvarende. Han siger: (arabisk========)

»Efter denne hændelse blev sūraen al-Barāʾa åbenbaret. Hvis en hustru derefter antog islam før sin mand, havde manden ingen ret over hende uden en ny ʿaqd.«

Men før dette vendte muslimske kvinder tilbage til deres mænd, efter at mændene havde antaget islam, uden en ny ʿaqd.

I en anden overlevering hedder det imidlertid: (arabisk=====)

»Profeten (fvmh.) gav Zaynab tilbage til Abū al-ʿĀṣ på grundlag af et nyt ægteskab og en ny mahr.« Imam Ahmad siger: »Dette er en svag hadith.«

Selv om Ibn ʿAbbās’ (må Allah være tilfreds med ham) overlevering med hensyn til isnād har forrang frem for den anden overlevering, har fuqahāʾ handlet efter overleveringen om en anden ʿaqd. De har gentaget, at selv om Ibn ʿAbbās’ (må Allah være tilfreds med ham) overlevering har forrang frem for den anden overlevering, har fuqahāʾ handlet efter overleveringen om en anden ʿaqd. De har forklaret Ibn ʿAbbās’ (må Allah være tilfreds med ham) overlevering således, at eftersom mahr og de øvrige forhold var uændrede på tidspunktet for den anden ʿaqd, omtalte han den som den første ʿaqd. Ellers er en anden ʿaqd nødvendig efter en sådan separation. Imam Suhaylī har også sagt noget tilsvarende.

Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) elskede både sin far, Allahs Sendebud (fvmh.), og sin mand, Abū al-ʿĀṣ (må Allah være tilfreds med ham), dybt. Hun var glad for at bære smukke og kostbare klæder. Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) så hende engang iført et silkeklæde. Klædets kant var gul.

Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) fik to børn med Hazrat Abū al-ʿĀṣ (må Allah være tilfreds med ham): en søn og en datter. Sønnen ʿAlī blev født i Mekka før hijraen. Allahs Sendebud (fvmh.) tog sig af ham og opfostrede ham. Den dag Mekka blev erobret, da Allahs Sendebud (fvmh.) trådte ind i Mekka, red ʿAlī på sin morfars kamel. Han døde, mens hans far, Abū al-ʿĀṣ (må Allah være tilfreds med ham), stadig levede, før han nåede puberteten. [al-Aʿlām 3/36]

Men ifølge en beretning fra Ibn ‘Asakir fremgår det, at ‘Ali levede indtil slaget ved Yarmuk og led martyrdøden i dette slag. [Al-Isaba-4/312] Hans datter Umama levede et langt liv.

Hazrat Zaynab (ra) levede ikke længe efter genforeningen med sin mand, Abu ‘As (ra). Efter at have tilbragt et år eller lidt mere sammen med sin mand i Medina døde hun i Medina i begyndelsen af det ottende hijri-år. [Tabaqat-8/34; Al-A‘lam-3/67] Om årsagen til hendes død og hendes tilstand skrev Ibn ‘Abd al-Barr: [Al-Isti‘ab (i margen til Al-Isaba)-4/312]

‘Årsagen til Hazrat Zaynabs (ra) død var, at da hun forlod Mekka for at tage til sin far, Allahs Sendebud (sa), angreb Habbar ibn al-Aswad og en anden mand hende. En af dem kastede hende ned på en sten. Det medførte, at hun aborterede og blødte, hvorefter hun i lang tid led af sygdom. Til sidst døde hun i det ottende hijri-år.

Hazrat Umm Ayman (ra), Hazrat Sawda (ra), Hazrat Umm Salama (ra), Hazrat Umm ‘Atiyya (ra) og Hazrat Zaynab (ra) foretog hendes rituelle vask. [Ansab al-Ashraf-1/400] Allahs Sendebud (sa) ledte begravelsesbønnen over hende, steg selv ned i graven og lagde med egne hænder sin højtelskede datter i graven. Allahs Sendebuds (sa) ansigt så meget bedrøvet og blegt ud. Han bad for hende således: O Allah! Løs Zaynabs (ra) vanskeligheder, og forvandl hendes gravs snæverhed til rummelighed. [Usud al-Ghaba-5/468; Tabaqat-8/34]

Hazrat Umm ‘Atiyya (ra) fortæller: Jeg deltog i den rituelle vask af Zaynab, Allahs Sendebuds (sa) datter. Allahs Sendebud (sa) forklarede selv, hvordan vasken skulle udføres. Han sagde: Først skal I vaske hver kropsdel tre eller fem gange. Derefter skal I påføre kamfer. [Tabaqat-8/34; Siyar A‘lam al-Nubala-2/250] I en beretning nævnes det også, at hun blev vasket syv gange. Formålet var grundlæggende taharat, det vil sige renhed og rengøring: Hvis renhed og rengøring blev opnået efter tre gange, var der ikke behov for at vaske mere. Ellers skulle man vaske fem eller syv gange. Umm ‘Atiyya fortæller videre: [samme kilde]

Da vi vaskede Zaynab, sagde Allahs Sendebud (sa) til os: ‘Begynd vasken fra hendes højre side og fra de steder, der vaskes ved ablution.’

Allahs ædle Sendebud (sa) sagde også til Umm ‘Atiyya (ra), at de skulle underrette ham, når vasken var afsluttet. Da vasken var afsluttet, blev han underrettet. Han tog et af sine egne lændeklæder og sagde: Læg dette som et symbol blandt ligklæderne. [Bukhari: Bab Ghusl al-Mayyit; Siyar A‘lam al-Nubala-2/252] Allahs Sendebud (sa) beordrede, at hun skulle begraves ved siden af ‘Uthman ibn Maz‘un (ra), som var død før hende. [Ansab al-Ashraf-1/212]

Kort tid efter Hazrat Zaynabs (ra) død døde også hendes mand, Abu ‘As (ra). [Usud al-Ghaba-5/468] Al-Baladhuri siger, at han efter sin omvendelse til islam ikke deltog i nogen af Allahs Sendebuds (sa) slag, og at han døde i det tolvte hijri-år. Hazrat al-Zubayr ibn al-‘Awwam (ra) var hans fætter på mødrene side. Før sin død udpegede han ham som sin testamentariske eksekutor. [Ansab al-Ashraf-1/400]

Ruqayya, datter af Allahs Sendebud (sa)

Hazrat Ruqayya (ra) var den mellemste datter af Allahs Sendebud (sa) og Hazrat Khadija (ra). Hun blev født i Mekka syv år før sin far Muhammads (sa) profetkald. Al-Zubayr og hans onkel Mus’ab, som var ekspert i slægtsforskning, antog, at Ruqayya (ra) var Allahs Sendebuds (sa) yngste datter. Al-Jurjani støttede denne opfattelse. Flertallet mener dog, at Zaynab (ra) var den ældste, og Ruqayya den mellemste. Ifølge Ibn Hisham var Ruqayya den ældste blandt døtrene. [Sirat Ibn Hisham 1/190]

Ifølge en overlevering samlet af Muhammad ibn Ishaq blev Hazrat Zaynab (ra) født, da Allahs Sendebud (sa) var tredive år, og Hazrat Ruqayya (ra) blev født, da han var treogtredive. [Al-Isti’ab (marginalnoter til al-Isaba) 4/299] Uanset dette har biograferne konkluderet, at Hazrat Ruqayya var Allahs Sendebuds (sa) mellemste datter.

Før Allahs Sendebud (sa) modtog profetkaldet, blev Hazrat Ruqayya (ra) gift med ‘Utba, søn af Abu Lahab i Mekka. [Tabaqat Ibn Sa’d 8/36] Allahs Sendebud (sa) modtog profetkaldet. Da hans konflikt med Quraysh blev stadig mere alvorlig, valgte de enhver mulig måde og metode til at pine Allahs Sendebud. De tilsidesatte al moral og etik og besluttede at presse eller lokke mændene, som var gift med Muhammads døtre, til at skille sig fra deres hustruer og derefter sende dem tilbage til deres fædrehjem. På den måde ville Muhammads sorg og bekymring i det mindste blive større, og han ville blive optaget af sine egne problemer.

Som man tænker, sådan handler man. Først gik de til Abu al-‘As ibn al-Rabi’, ægtemanden til Allahs Sendebuds (sa) ældste datter. De bad ham skille sig fra sin hustru, Zaynab bint Muhammad, og sende hende tilbage til hendes fædrehjem. Men han afviste dem blankt. De skamløse Quraysh-ledere lod sig ikke standse af dette svar. De gik til Ruqayyas (ra) ægtemand, ‘Utba ibn Abu Lahab, og pressede ham til at skille sig fra sin hustru. Samtidig lovede de ham, at han kunne få enhver smuk kvinde fra Quraysh, som han ønskede, til hustru. Den samvittighedsløse ‘Utba accepterede deres forslag. Til gengæld for Ruqayya ønskede han en datter af Sa’id ibn al-‘As [Ansab al-Ashraf 1/401] — ifølge en anden opfattelse en datter af Aban ibn Sa’id ibn al-‘As. Quraysh-lederne accepterede med glæde hans krav. De havde ingen grund til at afslå. Deres hovedformål var jo på enhver mulig måde og i hvilket som helst omfang at pine Muhammad (sa) fysisk og psykisk. Selv Muhammads (sa) mindste smerte gav dem mental tilfredsstillelse. Den usle ‘Utba skilte sig fra sin hustru, Sayyida Ruqayya (ra). [Sirat Ibn Hisham 1/652]

Der findes dog også en anden overlevering om dette: Da sura al-Lahab — (arabisk====) — blev åbenbaret som fordømmelse af ‘Utbas forældre, blev Abu Lahab og hans hustru Umm Jamil, hammalat al-hatab, rasende og sagde til deres søn ‘Utba: “Hvis du ikke skiller dig fra Muhammads datter Ruqayya og sender hende bort, har vi ikke længere noget med dig at gøre.” Sønnen, der var lydig mod sine forældre, skilte sig fra sin hustru Ruqayya for at gøre dem tilfredse. [Al-Fath al-Rabbani ma’a Bulugh al-Amani 22/99 (hadith nr. 893)] Det skal bemærkes, at ‘Utba og Ruqayya kun havde indgået ægteskabskontrakten. Skilsmissen fandt sted, før de havde boet sammen som mand og hustru. [Tabaqat -/36]

Hazrat Ruqayyas (ra) andet ægteskab

Hazrat ‘Uthman (ra) fortæller om sin omvendelse til islam og sit ægteskab: Jeg sad sammen med nogle venner på den hellige Kaba-plads. Da kom en mand hen og fortalte mig, at Allahs Sendebud (sa) havde giftet sin datter Ruqayya bort til ‘Utba ibn Abu Lahab. Eftersom Hazrat Ruqayya var enestående på grund af sin skønhed og sine misundelsesværdige egenskaber, havde jeg en vis tilbøjelighed til hende. Da jeg hørte nyheden om hendes ægteskab, blev jeg noget urolig. Derfor rejste jeg mig og gik direkte hjem. På det tidspunkt boede min moster Sa’da hos os. Hun var desuden en kahina (spåkvinde). [I den førislamiske arabiske historie findes mange navne på kahiner og kahinaer. De fremsagde som regel profetier om sandheder og halve sandheder i gådefulde og tvetydige vendinger.] Så snart hun så mig, begyndte hun pludselig at sige følgende: (arabisk========)

»Othman, glæd dig! Tre gange fred være med dig. Igen tre gange. Og endnu en gang tre gange. Til sidst én gang fred. Således bliver det i alt ti fredshilsner. Med Allahs vilje vil du møde lykke og velsignelse og holde dig borte fra det onde. Ved Allah, du har giftet dig med en kysk og smuk pige, skøn som en blomsterknop. Du er ungkarl, og du har fået en jomfru til hustru.«

Jeg blev meget forbløffet over hendes ord. Jeg spurgte: »Moster, hvad er det, du siger?« Hun sagde:

»Othman, Othman, du Othman! Du er begavet med skønhed, og der venter dig en vigtig sag. Dette er en profet, og han har beviser med sig. Han er den sande og retmæssige Sendebud. Koranen er blevet åbenbaret til ham. Følg ham, og lad dig ikke bedrage af afguderne.«

Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg bad hende om at forklare det lidt nærmere. Denne gang sagde hun:

»Muhammad ibn Abd Allah, som er Allahs Sendebud, har bragt Koranen. Han kalder til Allah. Hans lampe er den sande lampe, og hans religion er vejen til frelse. Når strid og kamp bryder ud, sværdene blottes og spydene kastes, vil larm og tumult ikke bringe noget godt.«

Hendes ord gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg begyndte at overveje, hvad jeg skulle gøre fremover. Jeg plejede ofte at gå hen og sidde hos Abu Bakr. To dage senere gik jeg hen til ham, men der var ingen andre til stede. Da han så mig sidde bekymret, spurgte han: »Hvorfor ser du så bekymret ud i dag?« Han var min nære ven, så jeg fortalte ham det væsentlige i min mosters ord. Da han havde hørt på mig, sagde han: »Othman, du er et fornuftigt menneske. Hvis du ikke kan skelne mellem sandhed og løgn, ville det være mærkeligt. Er de afguder, som dine landsmænd tilbeder, ikke lavet af sten—væsener, der hverken kan høre eller se noget, og som ikke har magt til at gøre hverken gavn eller skade?« Othman sagde: »Alt, hvad du har sagt, er sandt.«

Abu Bakr sagde: »Det, din moster har sagt, er sandt. Muhammad ibn Abd Allah er Allahs Sendebud. Allah har sendt ham for at overbringe Hans budskab til menneskene. Hvis du går til ham og lytter opmærksomt til hans ord, hvilken skade skulle der så være i det?« Efter hans ord gik jeg til Allahs Sendebud. Ifølge en anden overlevering gik Sendebudet selv til Othman, da han hørte om deres samtale. Sendebudet sagde: »Hør, Othman, Allah kalder dig til Paradiset, så besvar Hans kald. Jeg er Allahs Sendebud; jeg er sendt til jer og til hele skaberværden.«

Kun Allah ved, hvilken kraft der lå i hans ord! Jeg mistede kontrollen over mig selv, og uden tøven kom trosbekendelsen over mine læber: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud ud over Allah, og jeg bevidner, at Muhammad er Allahs Sendebud.« [Al-Isabah 4/327-328]

Efter denne begivenhed blev ægteskabskontrakten mellem den ærværdige Uthman (ra) og den ærværdige Ruqayya (ra) indgået i Mekka.

Den ærværdige Ruqayya (ra) antog islam sammen med sin mor, de troendes moder, den ærværdige Khadija (ra), og sin storesøster, den ærværdige Zaynab. [Siyar aʿlam an-nubalaʾ – 2/251] Da de øvrige kvinder aflagde troskabseden til Allahs Sendebud (sa), aflagde hun også troskabseden. [Tabaqat – 8/36]

I det femte år efter profetskabets begyndelse foretog hun hijra til Abessinien sammen med sin ægtemand, den ærværdige Uthman (ra). Den ærværdige Asma bint Abi Bakr (ra) har berettet, at Allahs Sendebud (sa) og Abu Bakr opholdt sig i Hira-grotten, mens jeg bragte mad til dem begge. En dag bad den ærværdige Uthman (ra) Allahs Sendebud (sa) om tilladelse til at foretage hijra, og han gav ham tilladelse til at rejse til Abessinien. Derefter forlod de som ægtepar Mekka og begav sig mod Abessinien. Da jeg senere igen bragte dem mad, spurgte Allahs Sendebud (sa): Er Uthman og Ruqayya rejst? Jeg svarede: Ja, de er rejst. Da sagde han, så min far Abu Bakr (ra) kunne høre det:

»Sandelig, de to var de første, der foretog hijra efter Ibrahim og Lut.« [Ansab al-ashraf 01/199. Det er berettet fra Qatada (ra), at Allahs Sendebud (sa) sagde: »Uthman ibn Affan var den første, der foretog hijra til Den Almægtige Allah sammen med sin familie.« (Hayat as-sahaba – 1/346).]

Efter at have opholdt sig nogen tid i Abessinien vendte de igen tilbage til Mekka. På det tidspunkt var de vantros ondskabsfulde aktiviteter i Mekka taget yderligere til, så byen var blevet uegnet til beboelse. Derfor fandt de det ikke passende at blive der. De vendte igen tilbage til Abessinien.

Det er berettet fra den ærværdige Anas (ra), at Uthman ibn Affan (ra) drog mod Abessinien sammen med sin hustru Ruqayya (ra). Det tog nogen tid, før nyheden om dem nåede Allahs Sendebud. Imens kom en qurayshitisk kvinde fra Abessinien til Mekka. Hun sagde: Muhammad, jeg så din svigersøn rejse sammen med sin hustru. Allahs Sendebud (sa) spurgte: I hvilken tilstand så du dem? Hun svarede: Jeg så ham føre hende af sted, mens hun sad på et svagt æsel. Allahs Sendebud (sa) bemærkede da:

»Må Allah være deres ledsager. Efter Lut (fred være med ham) var Uthman den første, der foretog hijra sammen med sin hustru.« [Al-Bidaya – 3/66; Siyar aʿlam an-nubalaʾ – 2/251]

Efter at de anden gang havde opholdt sig i Abessinien i nogen tid, vendte de tilbage til Mekka. Efter at have opholdt sig i Mekka i nogen tid foretog de derefter hijra for bestandig til Medina sammen med deres familie og pårørende. [Tabaqat – 8/36]

Under det andet ophold i Abessinien blev Hazrat Ruqayyas (ra) søn, Abdullah, født. Det var efter Abdullahs navn, at Hazrat Uthmans tilnavn blev Abu Abdullah. Før dette, under den første hijra til Abessinien, døde et barn, som hun bar i sin livmoder. [Qatadas ‘Usud al-Ghaba’, 5/356] Qatada siger, at Ruqayya (ra) ikke fik børn med Uthman (ra). Ibn Hajar siger, at dette blot var Qatadas antagelse. Ingen andre end ham har sagt dette. [Al-Isti‘ab, 4/300] Efter Abdullah fik Hazrat Ruqayya dog ikke flere børn. [Tabaqat, 8/36]

Da Abdullah kun var seks år gammel, hakkede en hane pludselig en dag i det ene af hans øjne. Hans ansigt hævede, og giften spredte sig i hele kroppen. Som følge af denne ulykke døde han i måneden Jumada al-Awwal i det fjerde hijri-år. [Siyar A‘lam al-Nubala, 2/251] Profeten (sa) bad janazabønnen over ham, og Hazrat Uthman (ra) steg ned i graven og forestod hans begravelse.

Efter ankomsten til Medina blev Hazrat Ruqayya (ra) syg og sengeliggende i det andet hijri-år. Det var på det tidspunkt, hvor slaget ved Badr fandt sted. Hazrat Rasul Karim (sa) var optaget af forberedelserne til krigen. Han lod Uthman (ra) blive i Medina for at pleje sin syge hustru, mens han selv drog til Badr. Et år og syv måneder efter hijraen døde Hazrat Ruqayya i den velsignede måned Ramadan. Usama ibn Zayd (ra) fortæller: Netop da vi havde begravet Ruqayya, Allahs Sendebuds (sa) datter, og var ved at jævne jorden, ankom min far, Zayd ibn Haritha, med det glædelige budskab om sejren ved Badr. Sendebudet (sa) havde efterladt mig i Medina sammen med Uthman. [Sirat Ibn Hisham, 1/642–643; Ansab al-Ashraf, 1/294, 475]

Ifølge en anden overlevering var de netop optaget af Ruqayyas (ra) begravelse, da Uthman (ra) hørte takbir-råb komme langvejs fra og spurgte Usama (ra), hvad det var. Da de så efter, fik de øje på Zayd ibn Haritha (ra), som red på Allahs Sendebuds (sa) kamel og bekendtgjorde nyheden om drabet på Qurayshs ledere fra Mekka ved Badr. [Al-Isaba, 4/305]

Fordi han skulle blive hos sin syge hustru, kunne Hazrat Uthman (ra) ikke deltage i den så vigtige krig som slaget ved Badr. Profeten (sa) regnede ham imidlertid som deltager i Badr og gav ham en andel af krigsbyttet. Uthman (ra) spurgte, hvad der ville blive af belønningen for jihad. Profeten (sa) svarede: »Du vil også få belønning.« [Ansab al-Ashraf, 1/289; Sirat Ibn Hisham, 1/678]

Ibn Abbas siger, at Profeten (sa) efter Ruqayyas (ra) død sagde: [Al-Isaba, 4/304] (Arabisk=======)

»Slut dig til vores forgænger, Uthman ibn Maz‘un.« [Uthman ibn Maz‘un (ra) var morbror til De Troendes Moder, Hazrat Hafsa (ra). Han foretog hijra til Abessinien to gange og foretog til sidst hijra til Medina. Af denne overlevering fremgår det, at han døde før Hazrat Ruqayya (ra). Ifølge al-Baladhuris overlevering vendte han tilbage til Medina i den anden hijri-års Dhu al-Hijja og døde tre måneder efter hijraen. (Ashab-e Rasulers liv, 2/27) Alle er imidlertid enige om, at Hazrat Ruqayya (ra) døde på tidspunktet for slaget ved Badr. Derfor er sagen ikke forståelig.] Kvinderne begyndte at græde. På dette tidspunkt kom Umar (ra), løftede pisken i hånden og ville slå dem. Profeten (sa) greb hans pisk med hånden og sagde: »Lad dem være. De græder jo. Det, der kommer fra hjertet og øjnene, kommer fra Allah og Hans nåde. Men det, der kommer til udtryk gennem hænderne og munden, kommer fra Satan.« Fatima (ra) sad ved graven ved siden af Allahs Sendebud (sa). Profeten (sa) tørrede hendes tårer med kanten af sit klæde. [Siyar A‘lam al-Nubala, 2/262; Tabaqat, 8/37] Ibn Sa‘d siger om den ovenstående overlevering, at det blandt alle overleveringerne anses for det mest korrekte, at Allahs Sendebud (sa) var ved Badr på tidspunktet for Ruqayyas (ra) død og begravelse. Det var muligvis en hændelse, der fandt sted ved en anden af Allahs Sendebuds (sa) døtres død. Hvis det skete på tidspunktet for Ruqayyas død, var Profeten (sa) muligvis gået til graven efter sin tilbagekomst fra Badr, og kvinderne var også samlet der på det tidspunkt. [I en overlevering i Musnad af Imam Ahmad nævnes det, at Allahs Sendebud (sa) gik til graven efter sin tilbagekomst fra Badr, og at kvinderne også var samlet der. Tabaqat, 8/37] I en overlevering i Musnad af Imam Ahmad nævnes det, at Abu Talha (ra) i stedet for Uthman (ra) steg ned i graven og lagde Ruqayya i den, fordi Allahs Sendebud (sa) ikke ønskede det. Også her opstår det samme spørgsmål: Hvordan kunne det være muligt? Profeten (sa) var jo på det tidspunkt ved Badr. Derfor har hadith-lærde sagt, at dette var ved Umm Kulthums (ra) begravelse. Desuden nævner en anden overlevering Umm Kulthums (ra) navn. [Al-Fath al-Rabbani ma‘a Bulugh al-Amani, 22/199]

Det skal bemærkes, at Umm Kulthum (ra) var Allahs Sendebuds (sa) tredje datter. Efter Ruqayyas (ra) død giftede Uthman (ra) sig med hende. Hun døde nogle dage senere.

Hazrat Ruqayya (ra) var yderst smuk og havde en strålende skønhed. I værket ‘Durr al-Manthur’ står der: »Hun var en enestående skønhed. Mens hun opholdt sig i Abessinien, blev en gruppe udsvævende mænd dér målløse af forundring, da de så hendes skønhed. Denne gruppe chikanerede hende voldsomt. Hun bad en forbøn mod dem, og de blev tilintetgjort. [Durr al-Manthur, s. 207; Sahabiyat, s. 128]

Hazrat Uthman (ra) blev dybt bedrøvet over sin elskede hustrus og livsledsagers alt for tidlige død. Der var en stærk harmoni og kærlighed mellem dem. Folk plejede at sige, og udtrykket blev nærmest til et ordsprog, at:

»Blandt de ægtepar, som folk har set, var han og hans hustru Uthman de bedste. [Al-Isaba, 4/305] Forskellige overleveringer viser, at Ruqayya var en hustru, der elskede sin mand og var hengiven over for ham. I deres korte ægteskabsliv var de aldrig adskilt. De mødte alle vanskeligheder og ugunstige forhold sammen. Ligesom hun selv forsøgte at lindre alle hans lidelser ved at tage sig af sin mand, forsøgte hendes mand Uthman altid at gøre hendes liv lettere. En dag gik Allahs Sendebud (fvmh.) ind i Uthmans (ra) hjem og så Ruqayya vaske sin mands hoved. Han sagde:

»Min datter! Du skal behandle Abu Abdillah (Uthman) godt, for blandt mine ledsagere ligner han mig mest i væremåde og karakter.«

Abu Hurayra (ra) fortæller: En dag gik jeg ind i Ruqayyas hjem; hun var Allahs Sendebuds (fvmh.) datter og Uthmans hustru. Jeg så en kam i hendes hånd. Hun sagde: »Allahs Sendebud (fvmh.) gik netop ud fra mit hjem. Han så, at jeg redte Uthmans hår. [Hayat as-Sahaba, 2/542]

Ummu Kulthum datter af Allahs Sendebud ((fvmh.))

Hazrat Ummu Kulthum (ra) var den tredje datter af Allahs ædle Sendebud (fvmh.). Sira-eksperterne er dog noget uenige om dette spørgsmål. Imam adh-Dhahabi regnede hende som den fjerde blandt Allahs Sendebuds (fvmh.) børn. [Siyar a‘lam an-nubala, 2/252] Zubayr ibn Bakkar sagde, at Umm Kulthum var ældre end Ruqayya og Fatima (ra). Men flertallet af sira-forfatterne har afvist denne opfattelse. Den korrekte og pålidelige opfattelse er, at Hazrat Ummu Kulthum (ra) var yngre end Hazrat Ruqayya (ra). [Sira ibn Hisham, 1/190] At-Tabari nævnte rækkefølgen for Allahs Sendebuds (fvmh.) døtres fødsel på følgende måde. [Tarikh at-Tabari (Leiden), 3/1128]

»Zaynab, Ruqayya, Ummu Kulthum og Fatima blev født.«

Hazrat Ruqayya (ra) var Hazrat Uthmans (ra) hustru. Da hun døde i det andet hijri-år, giftede Profeten (sa) Umm Kulthum (ra) med Uthman (ra). [Tabaqat, 8/35] Hvis Umm Kulthum havde været ældre end Ruqayya, ville det have været hende, der først blev gift med Uthman (ra), ikke Ruqayya. For i alle samfund og civilisationer sørger man først for at få den ældste datter gift. Og det er både fornuftens og naturens krav.

I bøgerne om sira og historie findes der ingen omtale af Hazrat Umm Kulthums (ra) fødselsår. Man kan dog antage, at hun blev født seks år før Rasulullah (sa) modtog profetskabets kald. For det er næsten almindeligt anerkendt, at Ruqayya blev født syv år før profetskabets kald, og Hazrat Fatima (ra) fem år før. Det er også accepteret, at Umm Kulthum (ra) var yngre end Ruqayya og ældre end Fatima. Derfor må tiden mellem de to nødvendigvis regnes som hendes fødselsår. Ifølge denne beregning blev hun født seks år før profetskabets kald. [Sahabiyyat-129]

Ligesom det gælder mange andre, er også Hazrat Umm Kulthums (ra) barndom gået tabt i uvidenhedens mørke. Arabien var på den tid sådan, at man ikke har fået nogen persons livshistorie fuldstændigt overleveret. Derfor begynder hendes livshistorie først fra tidspunktet for hendes ægteskab.

Før Rasulullah (sa) modtog profetskabets kald, giftede han Ruqayya med Abu Lahabs søn Utba og Umm Kulthum med hans anden søn Utaiba. Efter at sura al-Lahab blev åbenbaret som fordømmelse af Abu Lahab og hans hustru, sagde Abu Lahab, ifølge en anden overlevering hans hustru, til de to sønner: »Hvis I ikke skiller jer fra og sender hans [Muhammads (sa)] døtre bort, vil det være forbudt for jer at bo sammen med mig og omgås mig.« [Tabaqat-8/37] I beretningen om Hazrat Ruqayya (ra) har vi nævnt, at Utba på grund af forældrenes ord og det sociale pres skilte sig fra sin hustru Ruqayya. På samme måde skilte Utaiba sig fra sin hustru Umm Kulthum for at adlyde sine forældres befaling. Tidspunktet og årsagen til de to skilsmisser var således den samme. [Usud al-Ghaba-5/12] Begge søstre blev ganske vist gift, men separationen fandt sted, før de kom til at bo hos deres ægtemænd.

Da Ruqayya (ra) døde i det andet hijri-år, blev Hazrat Uthman (ra) meget trist og nedtrykt af sorg over sin hustru. Da Rasul (sa) en dag så ham i denne tilstand, sagde han til ham: »Uthman, jeg ser dig så nedtrykt; hvad er årsagen?« Uthman (ra) svarede: »Hvordan skulle jeg kunne være andet end nedtrykt? En ulykke har ramt mig, som sandsynligvis aldrig har ramt nogen før. Rasulullahs (sa) datter er gået bort. Det har knust min ryg. Det slægtskabsbånd, jeg havde til Rasulullah (sa), er blevet brudt. Hvad skal jeg nu gøre?« Før han havde talt færdig, sagde Rasul (sa): »Jibril (as) har overbragt mig en befaling fra Allahs nærvær om, at jeg skal gifte Umm Kulthum med dig på basis af en medgift svarende til Ruqayyas.« Pragm. 5/613 [] Derefter indgik Rasul (sa) ægteskabskontrakten mellem Hazrat Uthman (ra) og Umm Kulthum i måneden Rabi al-awwal i det tredje hijri-år. [Tabaqat-8/37] To måneder efter kontraktindgåelsen, i måneden Jumada al-thani, flyttede hun ind i sin ægtemands hjem. Hazrat Umm Kulthum blev ikke mor til noget barn. [Samme sted]

Det er blevet overleveret, at Umar ibn al-Khattab (ra) efter Ruqayyas (ra) død friede sin datter Hafsa (ra) til Uthman (ra). Men han svarede ikke og forholdt sig tavs. Da Rasul (sa) fik det at vide, sagde han til Umar: »Jeg vil finde en bedre ægtemand end Uthman til Hafsa og en bedre hustru end Hafsa til Uthman.« Derefter giftede han Hafsa bort og giftede Umm Kulthum med Uthman. [Samme sted-8/38]

Hazrat Umm Kulthum (ra) antog islam sammen med sin mor, de troendes moder, Hazrat Khadija (ra). Senere aflagde hun troskabseden til Rasulullah (sa) sammen med sine andre søstre. [Samme sted-8/37] Efter Rasulullahs (sa) hijra til Medina foretog hun også hijra dertil sammen med de øvrige familiemedlemmer. [Siyar a’lam al-nubala-2/252, Hayat al-Sahaba-1/369]

Efter Hazrat Umm Kulthums (sa) død sagde Rasul (sa): »Hvis jeg havde haft ti døtre, ville jeg have giftet dem alle bort til Uthman (ra), den ene efter den anden.« [Al-Isti’ab-793] I en overlevering nævnes hundrede døtre i stedet for ti. Efter at have tilbragt seks år med sin ægtemand Uthman (ra) døde Hazrat Umm Kulthum (ra) i måneden Sha’ban i det niende hijri-år. [Siyar a’lam al-nubala-2/253] Kvinder fra Ansar vaskede hendes lig. Umm Atiyya var også blandt dem. Rasul (sa) ledte begravelsesbønnen. Hazrat Abu Talha, Ali ibn Abi Talib, Fadl ibn Abbas og Usama ibn Zayd (ra) sænkede liget i graven. [Tabaqat-8/38-39]

Det er blevet overleveret, at Anas (må Allah være tilfreds med ham) så Umm Kulthum (må Allah være tilfreds med hende) iført en silkekappe med broderede striber.[Bukhari: Bab al-Harir li-n-Nisa; Abu Dawud (2058); Nasai 8/197; Ibn Majah (3598); Tabaqat 8/38]

Efter den usle ‘Utaybah under presset fra sin far, Abu Lahab, helvedes ilds flamme, og sin mor, Umm Jamil, Ham̄malat al-Hatab, brændesamlersken, havde skilt sig fra sin hustru Umm Kulthum, kom han til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og opførte sig yderst uforskammet. Han sagde henvendt til Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Jeg fornægter din religion — eller, som det også er blevet sagt, jeg har skilt mig fra din datter. Du skal ikke komme til mig mere, og jeg vil heller ikke komme til dig igen.« Efter at have sagt dette kastede han sig som en stædig galning over Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), hvorved Sendebudets (Allahs fred og velsignelser være med ham) kjortel blev revet i stykker. Derefter rejste han mod شام. Vred over hans dyriske opførsel bad Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) en forbandelse over ham med disse ord: »Jeg beder Allah om, at Han vil lade en af Sine hunde få magt over ham.«

‘Utaybah drog mod شام sammen med en handelskaravane fra Quraysh. Da de overnattede på et sted kaldet al-Zarqa, begyndte en ulv at strejfe omkring ved siden af deres lejr. Da ‘Utaybah så den, kom han i tanke om Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) forbandelse. Han blev bange for sit liv og sagde: »Må min mor forgå! I overensstemmelse med Muhammads ord vil denne ulv jo æde mig.« Karavanefolkene sørgede imidlertid for, at han sov midt iblandt dem, og gik selv til ro. Ulven sprang over dem alle, trak ‘Utaybah ud fra midten og dræbte ham ved at bide og rive ham sønder og sammen, så han blev dækket af blod.

Fatimah bint Rasulillah (Allahs fred og velsignelser være med ham)

Fødsel samt forældrenes identitet

Hazrat Fatimah (må Allah være tilfreds med hende) blev født i Umm al-Qura, det vil sige byen Mekka, fem år før den ædle Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) modtog profetskabet. Hendes far var Sayyid al-Kawnayn, Sendebudet for alle verdener, Abu al-Qasim Muhammad ibn ‘Abdullah ibn ‘Abd al-Muttalib, og hendes mor var alle verdens kvinders leder, den første muslim og de troendes moder, Khadijah bint Khuwaylid (må Allah være tilfreds med hende). Da Fatimah blev født, var Quraysh i Mekka i gang med at restaurere det hellige Ka‘bah-hus; det var fem år før Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) modtog profetskabet. Hendes ædle forældre blev overordentligt glade over Fatimahs fødsel.[Siyar A‘lam al-Nubala 2/119] Fatimah var den yngste datter. Selv om hendes mor Khadijah (må Allah være tilfreds med hende) havde ansat ammer til sine andre børn, overlod hun ikke Fatimah til en amme. Hun ammede selv sin højt elskede yngste datter. Således voksede Hazrat Fatimah (må Allah være tilfreds med hende) op i et rent og helligt hjem under sine ædle forældres omsorg og blev badet i profetskabsåbenbaringens klare kilde.

Årsagerne til hendes fortræffelighed

Årsagerne til den storhed, værdighed, adel og fortræffelighed, der tillægges Hazrat Fatimah (må Allah være tilfreds med hende), kan kort gengives således:

1. Hendes far er vores store profet Muhammad, Allahs barmhjertighed for alle verdener, den ædleste af menneskehedens forfader, den ærede Adam (må Allahs fred være med ham), efterkommere.

2. Hendes mor er lederen for verdens kvinder, den første, der antog islam, Umm al-Mu’minin Khadija bint Khuwaylid (må Allah være tilfreds med hende).

3. Hendes ægtemand er lederen i denne verden og det hinsides, Amir al-Mu’minin, den ærede Ali (må Allah være tilfreds med ham).

4. Hendes to sønner, al-Hasan og al-Husayn (må Allah være tilfreds med dem), er de to store ledere blandt Paradisets unge og Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) vellugtende blomster.

5. En af hendes farbrødre er den ærede Hamza (må Allah være tilfreds med ham), den store leder blandt martyrerne.

6. En anden af hendes farbrødre er den ærede al-Abbas ibn Abd al-Muttalib (må Allah være tilfreds med ham), beskytter af naboernes ære og værdighed, en der brugte sin formue på mennesker i nød og modgang, klædte nøgne mennesker og gav mad til dem, der var sultne og led under mangel på føde.

7. En af hendes onkler er den ærede Ja’far ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham), den store martyrleder og hærfører.

Findes der blandt verdens kvinder nogen anden, der besidder de nævnte æresbevisninger?

at antage islam

Efter at åbenbaringen blev sendt ned til den ærværdige Allahs Sendebud (må Allah være tilfreds med ham), var Umm al-Mu’minin, den ærværdige Khadija (må Allah være tilfreds med hende), den første til at tro på ham og anerkende hans sendebudskab som sandt. Blandt de kvinder, der i den første periode troede på Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), var hans rene og hellige døtre fuldt repræsenteret. De var Zaynab, Ruqayya, Umm Kulthum og Fatima (må Allah være tilfreds med dem). Sammen med deres ædle mor Khadija (må Allah være tilfreds med hende) troede de på deres fars profet- og sendebudskab.

Ibn Ishaq har overleveret dette fra den ærværdige ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Hun sagde: Da Allah udstyrede sin profet med profetembedet, antog Khadija og hendes døtre islam. Således trådte Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) døtre allerede i den første tid ind på islams arena sammen med deres mor og fæstede lid til deres fars sendebudskab. Allerede før profetembedet var de udsmykket med høje moralske egenskaber. Efter islam blev disse egenskaber endnu mere forskønnede og harmoniske.

Imam az-Zurqani har i værket Sharh al-Mawahib omtalt Fatimas og hendes søstres antagelse af islam i den første tid således: »Der er ingen grund til at nævne hans døtre. For der kan ikke være nogen tvivl om, at de allerede før profetembedet fulgte deres fars liv og adfærd fast og holdt stærkt fast ved den.« Et andet sted har az-Zurqani om profetdøtrenes forrang i at antage islam sagt således: Kort sagt er der ikke behov for noget bevis på, at de antog islam tidligt. Da de voksede op i den sandeste og mest ædle faders og den bedste og mest kærlige moders favn, modtog de deres fars ypperste akhlak, det vil sige moral, og fra deres mor fik de en intelligens, som ikke kan sammenlignes med nogen kvinde, hverken blandt de tidligere eller de senere. Profetens families islam, det vil sige hans hustruers og døtres islam, var derfor en islam, der udsprang af en ren natur, og som blev næret af troen og profetembedet. De voksede op på grundlag af storhed, værdighed og høj moral. [Tarajim Sayyidati Bayt an-Nubuwwah, s. 592]

Faderens støtte i barndommen og ungdommen

Åbenbaringen blev sendt ned til den ærværdige Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han begyndte i overensstemmelse med Allah, Herren over alverdenernes, befaling at kalde menneskene til islam og helligede sig fuldstændigt islams forkyndelse og udbredelse. Derfor begyndte han at se bort fra alle de sorger og lidelser, farer og prøvelser, overgreb og forfølgelser, fornægtelser, falske beskyldninger og overdrivelser, som han blev udsat for. På et tidspunkt begyndte Quraysh at gå til yderligheder i deres fjendskab mod Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). De begyndte at håne og spotte ham og ophidse folk mod ham. Den ærværdige Fatima (må Allah være tilfreds med hende) var dengang stadig i sin barndom. Selv i så ung en alder kunne Fatima forstå, at hendes far gennemlevede en vanskelig periode i sit liv. Ofte gik hun omkring i nærheden af sin far. En gang så hun den fordærvede ‘Uqba ibn Abi Mu‘ayt behandle sin far på en så ussel måde, at hun aldrig kunne glemme det. Denne ‘Uqba gjorde krav på at tilhøre Quraysh-stammen i Mekka. I virkeligheden var hans herkomst ukendt. Han voksede op som en ussel synder og forbryder. For at skjule skammen over sin fødsel begik han hele tiden forskellige misgerninger på eget initiativ i et forsøg på at vinde Quraysh-ledernes gunst.

En gang sad ‘Uqba ved et møde blandt de fordærvede, afgudsdyrkende Quraysh-folk i Mekka. Nogle af Quraysh-lederne sagde: »Se, Muhammad ligger i sujūd. Er der blandt de tilstedeværende nogen, der kan tage disse rådne indvolde fra kamelen og bringe dem hen og lægge dem på hans ryg?« Den usle ‘Uqba meldte sig ivrigt til denne skændige handling og sagde: »Jeg gør det.« Derefter gik han hurtigt hen til de rådne indvolde, samlede dem op og kastede dem over ryggen på Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham), mens han lå i sujūd. Quraysh-lederne brød ud i høj latter, da de på afstand så dette. Den ærværdige Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) rejste sig ikke fra sujūd. Straks nåede nyheden Fatima (må Allah være tilfreds med hende) i hjemmet. Hun skyndte sig derhen og fjernede med stor omsorg selv snavset fra sin fars ryg. Hun hentede vand og vaskede snavset af sin fars krop. Derefter gik hun hen til denne gruppe af syndere og overøste dem med hårde ord. [Al-Bidaya wan-Nihaya, 3/44; Hayat as-Sahaba, 1/271]

Efter at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde afsluttet bønnen, løftede han begge hænder og bad: (arabisk=======)

»Åh Allah! Grib fat i Shayba ibn Rabīʿa, åh Allah! Tag Abū Jahl ibn Hishām, åh Allah! Tag dig af ʿUqba ibn Abī Muʿayt, åh Allah, og tag dig af Umayya ibn Khalaf.«

Da de hårdhjertede så Allahs Sendebud (sa) løfte hænderne og bede således, forstummede deres latter. De blev grebet af frygt og uro. Allah besvarede sin elskede profets bøn. Alle de fire nævnte forbrydere blev dræbt ved Badr. [Al-Bayhaqī, Dalāʾil an-Nubuwwah 2/278, 280; Al-Bidāya wa-n-Nihāya 3/44] Det skal nævnes, at ʿUqba blev taget til fange af muslimerne ved Badr. Sendebudet (sa) beordrede, at han skulle dræbes. Da sagde han: »Muhammad! Hvem skal så sørge for kager til mine små døtre?« Han svarede: »Helvedesilden.« Derefter sagde han: »Vil du dræbe mig, selv om jeg er fra Quraysh?« Han svarede: »Ja.« Så vendte han sig mod sahabaerne og sagde: »Ved I, hvordan denne mand behandlede mig? En dag lå jeg nedkastet i bøn bag Maqām Ibrāhīm. Pludselig kom han, satte sin fod på min nakke og pressede så hårdt, at mine øjne næsten sprang ud. En anden gang, mens jeg lå nedkastet i bøn, kom han et sted fra med gedemøg og hældte det over mit hoved. Fatima løb hen, fjernede det og vaskede mit hoved. Således endte denne ugudelige ʿUqbas liv for muslimernes hænder. [Al-Bidāya wa-n-Nihāya 3/44; Hayāt as-Sahāba 1/271; Nisāʾ Mubashsharāt bil-Janna 206]

En dag i denne tidlige ungdom gik Fatima med sin far, idet hun holdt ham i hånden, til Kabaens gård. Hun så, at så snart hendes far nærmede sig Den Sorte Sten, omringede en gruppe afgudsdyrkere ham og begyndte at sige: »Er du ikke den person, som siger den slags ting?« Derefter begyndte de at opremse dem én efter én: »Du fornærmer vores forfædre, taler om vores guders fejl og anser de forstandige og kloge mennesker for uvidende og tåbelige.«

Han sagde: »Ja, det er mig.«

Da den unge Fatima så det næste, var det, som om hendes åndedræt standsede. Hun blev lammet af skræk. Hun så, at en af dem havde viklet sin fars kappe om hans hals og var begyndt at trække hårdt i den. Abū Bakr (ra) stod foran dem og sagde med stærkt ophidset stemme: »Vil I dræbe en mand blot fordi han siger: Allah er min Herre og Opretholder?«

Mændene stirrede på ham med brændende blikke. De greb ham i skægget og slog derefter hans hoved, så blodet strømmede. [Ibn Hishām, as-Sīra an-Nabawiyya 1/310]

Således satte Abū Bakr (ra) denne dag sit eget liv på spil og befriede Muhammad (sa) fra de hårdhjertede mænds hænder. Efter at være blevet befriet begav han sig hjem. Datteren Fatima gik lige bag sin far. På vejen mødte de både frie og slaver, og hver eneste af dem påførte ham stor smerte ved at råbe forskellige uanstændige bemærkninger efter ham. Sendebudet (sa) gik lige hjem og kastede sig udmattet af alvorlige overgreb på sengen. Den unge Fatima så alt dette med egne øjne. [Tarājim Sayyidāt Bayt an-Nubuwwa 592]

Fatima i Shiʿb Abī Ṭālib

Quraysh valgte en ny måde at forfølge Allahs Sendebud (s.a.w.) på. Denne gang blev deres forfølgelse også udvidet til Banū Hāshim og Banū ʿAbd al-Muṭṭalib. Mekkas afgudsdyrkere besluttede fast at boykotte dem. Handel, samtaler og omgang med dem skulle ophøre, indtil Allahs Sendebud (s.a.w.) bøjede sig for dem. Med undtagelse af Abū Rahab søgte Banū Hāshim og Banū ʿAbd al-Muṭṭalib tilflugt i “Shiʿb Abī Ṭālib” i udkanten af Mekka. De blev holdt belejret dér. Det belejrede liv antog efter nogen tid en frygtelig form. Selv uden for “Shiʿb” kunne man dengang høre sultne kvinders og børns klageråb og gråd. Fāṭimah (r.a.) var også blandt de belejrede. Belejringen påvirkede hendes helbred alvorligt. Den fejlernæring, hun blev udsat for under opholdet dér, bar hun med sig resten af livet. Belejringen varede omkring tre år.[Nisāʾ Mubashsharāt bil-Jannah, s. 206]

For at glemme det belejrede livs sorger og smerter blev hun ramt af endnu en stor sorg. Den kærlige mor, den ærværdige Khadījah (r.a.), som havde taget sig af dem alle, og som i al stilhed havde varetaget alle den velsignede profetfamilies opgaver, gik bort. Det var, som om hun overlod alle Allahs Sendebuds (s.a.w.) opgaver til sin datter Fāṭimah. Hun trådte frem ved sin fars side med stor selvtillid og beslutsomhed. Hun modtog i stigende grad sin fars kærlighed og omsorg. Indtil hijraen til Madinah fortsatte hun med at bidrage som sin fars hjælper i hans daʿwah-arbejde i Mekka. Derfor blev hendes tilnavn “Ummu Abīhā” (hendes fars mor).[Samme værk, s. 207; Usud al-Ghābah, 5/250; al-Iṣābah, 4/450]

Hijraen og Fāṭimah

Den nat, hvor Allahs Sendebud (s.a.w.) foretog hijra til Madinah, var Fāṭimah (r.a.) vidne til den dristige rolle, som ʿAlī (r.a.) spillede, helt tæt på. Med sit liv som indsats lagde ʿAlī (r.a.) sig i Allahs Sendebuds (s.a.w.) seng for at narre Qurayshs brutale mænd. Fāṭimah var også hjemme denne frygtelige nat. Hun afviste frygtløst alt pres fra Quraysh. Derefter blev ʿAlī (r.a.) i tre dage i Mekka, afleverede de penge og ejendele, der var blevet betroet Allahs Sendebud (s.a.w.), til deres ejere og drog så til Madinah.

Fāṭimah og hendes søster Umm Kulthūm blev i Mekka. Da Allahs Sendebud (s.a.w.) efter nogen tid havde slået sig til ro i Madinah, sendte han en sahabi for at hente familiemedlemmerne. Det skete i profetskabets trettende år. Fāṭimah (r.a.) var da atten år. Da hun nåede Madinah, så hun, at emigranterne dér havde fundet fred og sikkerhed. I det fremmede land havde man skabt broderskabsbånd midt i ensomheden. Han havde selv taget ʿAlī (r.a.) som sin religiøse broder.[Ibn Hishām, 2/150; al-Istīʿāb, 3/198]

Ægteskabet

I det andet hijri-år blev Fāṭimah (r.a.) gift med ʿAlī (r.a.) efter slaget ved Badr. Der er opstået en mindre uenighed blandt sīrah-eksperter om det nøjagtige år og tidspunkt for brylluppet samt Fāṭimahs og ʿAlīs (r.a.) alder på det tidspunkt. Ifølge én opfattelse fandt ægteskabet sted efter slaget ved Uḥud. Det er også blevet overleveret, at ʿAlī og Fāṭimah blev gift fire måneder efter, at Allahs Sendebud (s.a.w.) havde hentet den ærværdige ʿĀʾishah (r.a.) ind i sit hjem, og at deres bryllupsnat fandt sted ni måneder efter brylluppet. Fāṭimah (r.a.) var på bryllupstidspunktet femten år og fem en halv måned, mens ʿAlī (r.a.) var enogtyve år og fem måneder.[Aʿlām an-Nisāʾ, 4/109] Ibn ʿAbd al-Barr nævner i sit værk “al-Istīʿāb”, og Ibn Saʿd i sit værk “Ṭabaqāt”, at ʿAlī (r.a.) giftede sig med Fāṭimah (r.a.) i måneden Rajab, fem måneder efter Allahs Sendebuds (s.a.w.) ankomst til Madinah, og at deres bryllupsnat fandt sted efter hjemkomsten fra slaget ved Badr. Fāṭimah var da atten år. I al-Ṭabarīs historie hedder det, at ʿAlīs og Fāṭimahs (r.a.) bryllupsnat fandt sted i måneden Dhū al-Ḥijjah, toogtyve måneder efter hijraen, i det andet hijri-år. På tidspunktet for brylluppet var ʿAlī (r.a.) fire år ældre end Fāṭimah.[Samme værk; Ṭabaqāt, 8/11; Nisāʾ Mubashsharāt bil-Jannah, s. 208]

Selv fremtrædende sahaba med høj status som Abū Bakr (r.a.) og ʿUmar (r.a.) ønskede at få Fāṭimah (r.a.) som hustru. De fremsatte også deres forslag for Allahs Sendebud (s.a.w.), men han afviste dem med stor ydmyghed og venlighed. I al-Ḥākims Mustadrak og an-Nasāʾīs Sunan er det overleveret, at Abū Bakr og ʿUmar (r.a.) begge friede til Fāṭimah. Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde til dem: “Hun er stadig ung.” I en overlevering hedder det, at Abū Bakr fremsatte sit forslag. Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: “Abū Bakr! Vent på Allahs afgørelse vedrørende hende.” Abū Bakr (r.a.) fortalte dette til ʿUmar (r.a.), som sagde: “Han har jo afvist dit forslag.” Derefter sagde Abū Bakr til ʿUmar (r.a.): “Fremsæt nu du et forslag om at gifte dig med Fāṭimah over for Allahs Sendebud (s.a.w.).” ʿUmar (r.a.) fremsatte sit forslag. Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde nøjagtig det samme til ʿUmar, som han havde sagt til Abū Bakr. Da ʿUmar (r.a.) fortalte Abū Bakr det, bemærkede han: “ʿUmar, han har også afvist dit forslag.” Derefter sagde ʿUmar (r.a.) til ʿAlī (r.a.): “Du er den passende bejler til Fāṭimah.” ʿAlī (r.a.) sagde: “Blandt mine ejendele har jeg ikke andet end denne rustning.” Der findes flere overleveringer om, hvordan ʿAlīs og Fāṭimahs bryllup fandt sted. De ligner for det meste hinanden. Her gengives nogle af dem.

Ifølge en beretning i Ibn Sa’ds Tabakāt og Usud al-Ghāba gik Ali (ra), efter Umars råd, til Allahs Sendebud (sa) for at bede om Fatimas hånd. Sendebudet (sa) tog straks selv initiativet og foreslog Fatima som hustru til Ali (ra). Sendebudet (sa) giftede straks Fatima bort til Ali (ra) på eget initiativ. Da denne nyhed nåede Fatima, begyndte hun at græde. Derefter gik Allahs Sendebud (sa) til Fatima og sagde til hende: »Fatima! Jeg har giftet dig bort til den mest lærde, den mest forstandige og den første, der antog islam.« I en anden beretning siges det, at Allahs Sendebud (sa) efter Alis (ra) frieri sagde: »Fatima! Ali tænker på dig.« Fatima svarede ikke, men forholdt sig tavs. Derefter fuldførte Allahs Sendebud (sa) vielsen.

En anden beretning lyder således: Nogle af Ansarerne i Medina sagde til Ali: »Du har jo Fatima.« Efter dette gik Ali til Allahs Sendebud (sa). Sendebudet (sa) sagde: »Hvad ønsker Abu Talibs søn?« Ali talte om Fatima. Allahs Sendebud (sa) sagde: »Marhaban wa ahlan« (velkommen i familien). Han sagde ikke mere. Ali rejste sig fra Allahs Sendebuds (sa) nærvær og gik hen til den gruppe af Ansarer, som ventede på ham. De spurgte: »Hvad er nyt?« Ali sagde: »Jeg ved det ikke. Han sagde ikke andet til mig end »Marhaban wa ahlan«.« De sagde: »Er det ikke tilstrækkeligt, at Allahs Sendebud (sa) har sagt dette til dig? Han har budt dig velkommen som et medlem af familien.« Om hvordan Ali (ra) blev gift med Fatima, har han fortalt følgende: Der kom et frieri til Fatima hos Allahs Sendebud (sa). Da sagde en af mine slavinder til mig: »Ved du, at der er kommet et frieri til Fatima hos Allahs Sendebud (sa)?«

Jeg sagde: »Nej.«

Hun sagde: »Jo, der er kommet et frieri. Hvorfor går du ikke til Allahs Sendebud (sa)? Hvis du går til ham, vil Allahs Sendebud (sa) gifte Fatima bort til dig.«

Jeg sagde: »Har jeg overhovedet noget, som jeg kan gifte mig med hende for?«

Hun sagde: »Hvis du går til Allahs Sendebud (sa), vil han bestemt gifte hende bort til dig.«

Ali (ra) fortæller: »Ved Allahs ed! Hun blev ved med at give mig håb og opmuntre mig på denne måde. Til sidst gik jeg en dag til Allahs Sendebud (sa). Da jeg havde sat mig foran ham, blev jeg som stum. På grund af hans storhed og den alvor og ærefrygt, der var i hans nærvær, kunne jeg ikke få et eneste ord frem. På et tidspunkt spurgte han mig selv: »Hvorfor er du kommet? Er der noget, du har brug for?« Ali (ra) fortæller: »Jeg forblev tavs.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Du er vel kommet for at bede om Fatimas hånd?««

Jeg sagde: »Ja.« Han sagde: »Har du noget, hvormed du kan gøre hende tilladt for dig?« Jeg sagde: »Ved Allahs ed, o Allahs Sendebud! Det har jeg ikke.« Han sagde: »Hvad har du gjort med den rustning, jeg gav dig?«

Jeg sagde: »Jeg har den hos mig.« Ved Ham, i hvis hånd Alis liv er, er det blot en Hutami-rustning. Den er ikke engang fire dirham værd.

Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Jeg har giftet Fatima med dig til gengæld for den. Send den til hende, og gør hende dermed tilladt for dig.«

Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Dette var mahr for Fatima, Allahs Sendebuds datter (ﷺ).« [Dala’il an-Nubuwwah 3/160; Usud al-Ghabah 5/250; Al-Bidayah wan-Nihayah 3/346; Tabaqat 8/12]

Ali (må Allah være tilfreds med ham) skyndte sig hjem og hentede rustningen. Allahs Sendebud (ﷺ) bad ham sælge den, så der kunne købes udstyr til brudens udsmykning. [Sahih al-Bukhari, Kitab al-Buyu‘; Sunan an-Nasa’i, Kitab an-Nikah; Musnad Ahmad 1/93, 104, 108] Rustningen blev købt af Uthman ibn Affan (må Allah være tilfreds med ham) for fire hundrede og halvfjerds (470) dirham. Pengene blev lagt i Allahs Sendebuds (ﷺ) hånd. Han bad Bilal (må Allah være tilfreds med ham) købe noget parfume og duftstoffer for en del af dem og give resten til Umm Salamah (må Allah være tilfreds med hende), så hun kunne købe udstyr til brudens udsmykning for dem.

Da alt var gjort klar, sendte Allahs Sendebud (ﷺ) bud efter Sahabaerne. Da de var kommet, bekendtgjorde han, at han havde giftet sin datter Fatima med Ali (må Allah være tilfreds med ham) for fire hundrede mithqal sølv. Derefter holdt Allahs Sendebud (ﷺ) på brudens vegne og brudgommen Ali (må Allah være tilfreds med ham) selv, i overensstemmelse med arabisk skik, korte khutbaer. Derefter blev der stillet et fad fyldt med dadler frem blandt de tilstedeværende ærede Sahabaer. [Tarajim Sayyidati Bayt an-Nubuwwah, s. 607]

Allahs Sendebuds (ﷺ) khutba ved Fatimas og Alis (må Allah være tilfreds med dem begge) bryllup: [Jamharat Khutab al-Arab 3/344]

»Al lovprisning tilkommer Allah, som lovprises for sine gaver og sin nåde, som er den tilbedelsesværdige i kraft af sin styrke og magt, som indgyder frygt på grund af sin straf, og hos hvem der håbes på alt, hvad Han har. Han gennemfører sin befaling i himlene og på jorden. Med sin styrke og magt skabte Han denne skabte verden; derefter adskilte Han dem ved påbud og forbud, styrkede dem gennem religionen og ærede dem gennem sin profet Muhammad (ﷺ). Derefter gjorde Allah, den Ophøjede, ægteskabsordningen til et middel til at bevare de efterfølgende generationer og til en obligatorisk pligt. Gennem den knyttede Han blodsbånd sammen med hinanden. Denne ordning fastsatte Han for skaberværden.«

Han, hvis navn er højst velsignet, og hvis ihukommelse er ophøjet, har sagt: »Det er Ham, der har skabt mennesket af vand og derefter gjort det til et væsen med blodslægtskab og ægteskabelige relationer. Din Herre er i stand til alt.« Allahs befaling bevæger sig således mod den endelige skæbne. Enhver endelig skæbne har en fastsat tid, og enhver fastsat tid har en afslutning. »Allah udsletter, hvad Han vil, og bevarer, hvad Han vil, og hos Ham findes Moderbogen.«

Derefter har min Herre befalet mig, at jeg skulle gifte Fāṭimah med ʿAlī. Og jeg har giftet hende med ham for fire hundrede mithqāl sølv – hvis ʿAlī er tilfreds med det.

Efter Allahs Sendebuds khutbah holdt brudgommen ʿAlī (ra) i overensstemmelse med datidens arabiske skik en kort khutbah. Først lovpriste og priste han Allah og fremsagde derefter ṣalāt og salām over Sendebudet. Så sagde han: [samme sted-3/345]

“Denne forsamling er noget, Allah har bestemt og været tilfreds med. Og ægteskabet er noget, Allah har befalet og givet tilladelse til. Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, har giftet mig med sin datter Fāṭimah mod en mahr på fire hundrede og firs dirham. Jeg har accepteret det. Spørg derfor ham; Allah er tilstrækkelig som vidne.”

Således blev profetens datter Fāṭimah az-Zahrās ægteskab med ʿAlī indgået på en yderst enkel og beskeden måde. Med andre ord blev den mest storslåede og ærefulde ægteskabelige forbindelse i islams lange historie etableret.

Familielivet

Dette ægteskab blev indgået i måneden Rajab efter ankomsten til Medina. I det andet hijrī-år, efter slaget ved Badr, lykkedes det ʿAlī (ra) at leje et hus, så han kunne hente sin hustru dertil. Der var ikke det mindste præg af velstand eller luksus i huset. Det var et meget enkelt hjem. Der var ingen kostbare møbler, senge, madrasser, gulvmåtter eller puder – intet af den slags. ʿAlī ejede kun et fåreskind; han bredte det ud og sov på det om natten, mens det om dagen blev brugt som en vandsæk. De havde ingen tjenere. [Aʿlām an-Nisāʾ 4/109; Ṭabaqāt 8/13; Ṣaḥābiyyāt 148] Asmāʾ bint ʿUmays (ra), som havde overværet ʿAlī og Fāṭimahs bryllup og indretningen af deres brudekammer, har sagt, at de ikke ejede andet end puder og sengeleje fyldt med daddelpalmefibre. Det siges også, at der på det tidspunkt ikke blev holdt nogen bedre walīmah end ʿAlīs (ra). Man kan danne sig en forestilling om, hvordan denne walīmah må have været, ud fra følgende beretning: ʿAlī (ra) pantsatte en af sine rustninger hos en jøde og skaffede noget byg. [Ṭabaqāt 8/23] Det er således ikke vanskeligt ud fra denne beretning at forestille sig, hvordan måltidet på deres bryllupsnat var.

Banū ʿAbd al-Muṭṭalib holdt dog i anledning af dette ægteskab en så storslået fest, at de efter sigende aldrig tidligere havde holdt en lignende. Ifølge beretningerne i Ṣaḥīḥayn og al-Iṣābah var det Ḥamzah (ra), som var onkel til både Muḥammad (sa) og ʿAlī, der slagtede to gamle kameler og bespiste slægtningene. [Tarājim Bayt an-Nubuwwah 607]

Da bryllupsceremonien var afsluttet, tog de ankomne slægtninge og gæster én efter én af sted efter at have ønsket det nygifte par lykke og velsignelse. Allahs Sendebud (sa) kaldte på Umm Salamah (ra) og bad hende tage med bruden til ʿAlīs hus. Han sagde også til dem, at de skulle vente dér på hans (Allahs Sendebuds, sa) ankomst.

Bilal (ra) kaldte til ‘isha-bønnen. Profeten (sa) ledte bønnen som imam for menigheden i moskéen. Derefter gik han til ‘Alis (ra) hus. Han bad om, at der blev hentet lidt vand. Da vandet var kommet, reciterede han nogle vers fra Koranen over det og pustede på det. Han bad dem give brudeparret noget af dette vand at drikke. Med det resterende vand udførte Profeten (sa) wudu i et kar, som blev holdt frem under ham. Derefter stænkede han vandet på deres begges hoveder. Så rejste han sig for at gå, mens han fremsagde denne bøn (A‘lam an-nisa’, 4/109):

‘O Allah! Skænk velsignelse over dem begge. O Allah! Skænk dem begge godhed. O Allah! Giv deres efterkommere fremgang.’

I en anden overlevering fortælles det, at han på vej bort sagde til sin datter: Fatima! Jeg har ikke begået nogen fejl ved at gifte dig med det bedste medlem af min familie (Tabaqat, 8/15, 28).

Fatima kunne ikke holde tårerne tilbage. Faderen stod tavs et øjeblik. Derefter sagde han med stærk følelse til sin datter for at lette stemningen: Jeg overlader dig til en mand, der har den stærkeste tro, den største viden, den bedste moral og det mest ophøjede sind (Tarajim Sayyidati Bayt an-Nubuwwah, 608).

Ansigt til ansigt med fattigdommens barske virkelighed

I det hjem, hvortil Fatima kom fra sin fars hus, var der ingen overflod. Det er snarere passende at beskrive det, der fandtes dér, som fattigdommens barske virkelighed. I den henseende var hendes andre søstres ægtemænds økonomiske forhold langt bedre til sammenligning. Zaynab blev gift med Abu al-‘As. De øvrige blev gift med to sønner af ‘Abd al-‘Uzza ibn ‘Abd al-Muttalib, en af Mekkas meget velhavende mænd. Efter at de var blevet skilt på grund af islam, blev de begge, den ene efter den anden, gift med ‘Uthman ibn ‘Affan (ra). Og ‘Uthman (ra) var en velstående mand. Sammenlignet med dem var ‘Ali (ra) en yderst fattig mand. Han havde hverken nogen selvoparbejdet formue eller modtaget noget gennem arv. Hans far var den mest ansete mand i Mekka, men han ejede ikke nogen større rigdom. Desuden havde han mange børn. For at lette byrden overtog Muhammad (sa) og hans onkel ‘Abbas ansvaret for opdragelsen af to af hans sønner. På denne måde blev ‘Ali (ra) knyttet til Muhammads (sa) familie.

Her kan der opstå et spørgsmål: Hvorfor levede en intelligent ung mand af fornem mekkansk slægt som ‘Ali (ra) i så grænseløs fattigdom? Svaret kan findes i ‘Alis (ra) eget liv. Muhammad (sa) blev Rasul. Blandt de unge var ‘Ali (ra) den første, der troede på ham. Ifølge Ibn Ishaqs beretning var han dengang ti år gammel (samme værk, 612). Fra da af blev han knyttet til profeten Muhammads (sa) liv. Hver gang Profeten (sa) blev konfronteret med en vanskelig virkelighed, hvor havde ‘Ali (ra), hvis liv var begyndt på denne måde, så mulighed for at beskæftige sig med handel? Mange år gik med at kæmpe sig gennem sammenstødene med Quraysh i Mekka. Han tog til Medina med helt tomme hænder. Der kastede han sig på ny ind i da‘wah-arbejdet på et nyt sted. Midt i dette kom slaget ved Badr. Han drog i krig. Efter krigen gav Profeten (sa) ham en rustning som hans del af krigsbyttet. Det var første gang, han blev ejer af en formuegenstand.

Fatima vidste, at ‘Ali (ra) var en yderst fattig mand. Derfor nævnte Fatima, hvis Baladhuris beretning er sand, hans fattigdom, da Profeten (sa) fortalte hende om ‘Alis frieri. Som svar sagde Profeten (sa):

Han vil være en leder i denne verden og også være blandt de sandfærdige i det hinsidige. Blandt sahabaerne er han den mest vidende. Han er desuden meget forstandig. Og han var den første til at antage islam.’[Samme kilde; Hayat as-Sahaba-3/256]

Denne beretning kan godt være sand. For det er ikke mærkeligt, at mangel og fattigdom kommer i betragtning på et sådant tidspunkt i forbindelse med et ægteskab.

Fatima flyttede som attenårig ind hos sin mand. Alle historikere har sagt, at der ikke var den mindste overflod eller velstand dér. I dette hjem fandt hun en læderpude fyldt med dadelpalmefibre, et leje, en håndkværn, to vandbeholdere, to vandkrukker samt parfume og duftstoffer. På grund af fattigdom kunne hendes mand ikke give hende nogen tjener eller tjenestepige til at hjælpe hende med husarbejdet eller udføre de relativt hårdere opgaver. Fatima udførte alle slags arbejde alene. Af at dreje håndkværnen fik hun hård hud på hænderne, af at bære vandfyldte vandbeholdere fik hun mærker på ryggen, og af at feje huset blev hendes tøj beskidt.[Tabaqat-8/159; al-Isaba-4/450] Ali kunne ikke holde ud at se hende arbejde på denne måde. Men han kunne heller ikke gøre noget ved det. Han hjalp hende selv med det, han kunne. Han var altid opmærksom på Fatimas helbred. For på grund af den underernæring, hun havde været udsat for under livet i Mekka og de mange vanskeligheder dér, var hendes helbred blevet meget svagt. Da de begge blev meget trætte af at arbejde sådan både hjemme og ude, sagde Ali en dag til sin mor, Fatima bint Asad ibn Hashim: »Hjælp Allahs Sendebuds datter med at hente vand og med andre udendørs opgaver, så vil Fatima hjælpe dig med at male korn og bage brød derhjemme.« På dette tidspunkt vendte Fatimas far, Allahs Sendebud, tilbage til Medina fra et slag som sejrherre med store mængder krigsbytte og krigsfanger. En dag sagde Ali: »Fatima! Det gør mig meget ondt at se dig lide sådan. Allah den Ophøjede har givet os en del krigsfanger. Hvad om du gik til din far og bad ham om en krigsfange som slave til at hjælpe dig?« Fatima sagde, mens hun udmattet skubbede håndkværnen til side: »Jeg går, om Allah vil.« Derefter hvilede hun sig lidt i husets gård, dækkede sin krop og sit hoved med et sjal og gik med langsomme skridt mod sin fars hus. Da hendes far så hende, spurgte han med mild stemme: »Datter, hvorfor er du kommet?« Fatima svarede: »Jeg er kommet for at hilse på dig.« Af blufærdighed kunne hun ikke fortælle sin far, hvad hun havde på hjerte. Hun vendte hjem og fortalte sin mand om det. Denne gang gik Ali sammen med Fatima til Allahs Sendebud. Med bøjet hoved af blufærdighed fortalte Fatima nu sin far om sit behov. Han sagde til hende: »Ved Allahs ed! Jeg vil ikke give jer så meget som én slave. Folkene fra Suffa lider frygteligt af sult. Jeg kan ikke gøre noget for dem. Jeg vil sælge disse ting og bruge pengene på dem.«

Efter at have hørt dette takkede ægteparret deres far og vendte hjem. Men den kærlige far kunne ikke være helt rolig efter at have sendt dem tomhændede tilbage. Hele dagen blev billedet af hans elskede datter, udmattet af arbejdet, ved med at svæve for hans indre blik.

Aftenen kom. Det var også bitterligt koldt. Ali og Fatima forsøgte at sove liggende på et hårdt leje. Men kan man sove i sådan en kulde? Netop da lød der banken på døren. Så snart de åbnede døren, så de deres far, Muhammad Mustafa, stå der. Han så, at det tæppe, som datteren og svigersønnen forsøgte at sove under i den strenge vinterkulde, var så lille, at de kun lige kunne ligge sammenkrøbne under det. Hvis de trak det op mod hovedet, stak fødderne ud. Hvis de i stedet trak det ned mod fødderne, blev hovedet blottet. De skyndte sig at byde denne ædle gæst velkommen. Han bad dem om ikke at gøre sig umage, men blive i den stilling, de allerede var i. Han forstod deres situation dybt med hele sit hjerte og sagde derefter med blid stemme: »Skal jeg fortælle jer noget, der er bedre end det, I bad mig om?«

De udbrød begge på én gang: »Fortæl os det, Allahs Sendebud!«

Han sagde: »Jibril har lært mig disse ord: Efter hver bøn skal I begge sige Subhanallah ti gange, Alhamdulillah ti gange og Allahu akbar ti gange. Og om natten, når I går i seng for at sove, skal I sige Subhanallah treogtredive gange, Alhamdulillah treogtredive gange og Allahu akbar fireogtredive gange.« Efter at have sagt dette gik han hurtigt bort og efterlod datteren og svigersønnen. [Denne hadith er overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim. Se også Tabaqat-8/25; A’lam an-Nisa’-4/111.]

Selv en tredjedel af et århundrede efter denne begivenhed blev Imam Ali hørt tale om disse ord, som Allahs Sendebud havde lært ham. Han plejede at sige: »Det blev hørt, at Allahs Sendebud havde lært os disse ord.« Han plejede at sige: »Siden Allahs Sendebud lærte os disse ord, har jeg ikke undladt dem en eneste dag frem til i dag.« En iraker spurgte engang: »Heller ikke på den frygtelige nat under slaget ved Siffin?« Han svarede med stor eftertryk: »Heller ikke på natten ved Siffin.«[Sahih Muslim; ad-Du’a, bind 4, hadith nr. 2091; Tabaqat-8/19]

I denne forbindelse kan endnu en begivenhed nævnes. Ali (må Allah være tilfreds med ham) kom engang ud for stor nød og fattigdom. En dag sagde han til sin hustru Fatima (må Allah være tilfreds med hende): »Det ville være godt, hvis du gik til Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og bad ham om noget.« Fatima (må Allah være tilfreds med hende) gik af sted. Umm Ayman (må Allah være tilfreds med hende) sad hos Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Fatima bankede på døren. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til Umm Ayman: »Det er helt sikkert Fatimas banken. Hun er kommet til os på et tidspunkt, hvor hun normalt ikke plejer at komme.« Fatima (må Allah være tilfreds med hende) trådte ind og sagde: »O Allahs Sendebud! Englenes føde er tasbih, tahlil og tahmid. Men hvad skal vi spise?« Han sagde: »Ved Ham, som sendte mig med sandheden, har der ikke været tændt ild i Muhammads families køkken i tredive dage. Nogle geder er kommet til mig; hvis du ønsker det, kan jeg give dig fem geder. Og hvis du ønsker det, kan jeg i stedet lære dig fem ord, som Jibril har lært mig.«

Fatima (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Lær mig hellere de fem ord, som Jibril har lært dig.« Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Sig (arabisk========)«

Efter at have lært disse fem ord vendte Fatima (må Allah være tilfreds med hende) tilbage til Ali (må Allah være tilfreds med ham). Da Ali (må Allah være tilfreds med ham) så Fatima, spurgte han: »Hvordan står det til?« Fatima sagde: »Jeg gik fra dig med håb om at få denne verden, men jeg er vendt tilbage med det hinsidige.« Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Denne dag er den bedste dag i dit liv.« [Kanz al-Ummaal 1/302; Hayat as-Sahaba 1/43]

Mindre ægteskabelige uoverensstemmelser

Fra den tidlige ungdom, da hun havde opnået en vis forstand og indsigt, og frem til den alder, hvor Fatima nu var nået, vidste hun ikke, hvad glæde og fornøjelse var. Uanset om hendes far var nær på hende eller langt borte, kendte hun ikke til glæde og fornøjelse; hun var altid uden ende bekymret og urolig for ham. Når han drog i krig, blev denne bekymring hundrede gange større. Desuden var der, fordi hun siden sin tidlige barndom havde beskyttet sin far, blevet opbygget en kampånd i hende selv. Derfor skyndte hun sig til slagmarken, når hun fik mulighed for det. Således så man hende under slaget ved Uhud binde forbindinger på de sårede krigere, lægge medicin på deres sår og give vand til de martyrer, der lå på dødens rand. Når hun var hjemme, ønskede hun en blid og kærlig behandling fra sin mand. Men hvor var muligheden for denne blidhed i Alis (må Allah være tilfreds med ham) livshistorie? Hele hans liv bestod jo af hård kamp, så det var ikke mærkeligt, at der fandtes en vis hårdhed i ham. Derfor blev deres forhold fra tid til anden anspændt. Det nåede også hendes fars ører. Han skyndte sig derhen og fik med tålmodighed forligt de to.

Det er blevet berettet, at man en dag ved aftenstid så Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gå noget hastigt mod sin datters hus, med bekymring og uro i ansigtet. Da han kort efter kom ud derfra, så han meget glad ud. De ædle ledsagere sagde: »O Allahs Sendebud! Vi så dig gå ind i én tilstand, og nu kommer du ud glad og munter!«

Han svarede: »Hvordan skulle jeg ikke være glad, når jeg har forligt de to mennesker, som er mig allermest kære?« [Tabaqat 8/499; al-Isaba 4/368; A’lam an-Nisa 4/11]

En anden gang blev Fatima (må Allah være tilfreds med hende) såret af Alis (må Allah være tilfreds med ham) hårdhed. Hun sagde: »Jeg vil klage til Allahs Sendebud« og gik ud af huset. Ali (må Allah være tilfreds med ham) fulgte efter hende. Fatima fortalte sin far, hvorfor hun var vred på sin mand, og den ædle far forklarede hende det meget blidt og gjorde hende glad. På vej hjem sammen med sin hustru sagde Ali (må Allah være tilfreds med ham): »Ved Allah! Jeg vil aldrig mere gøre noget, der gør dig utilfreds.« [Tabaqat 8/26; al-Isaba 4/368]

Alis (ra) ønske om at gifte sig igen, mens Fatima stadig var i live

Selv om Fatima (ra) ikke ønskede det, indtraf der nogle hændelser, som gjorde hende dybt urolig. Fatima kunne på ingen måde acceptere, at hendes mand giftede sig igen og bragte en medhustru ind i hjemmet. Ali (ra) fik ønske om at gifte sig igen. Han regnede ganske enkelt med, at det ifølge shariaens bestemmelser var tilladt at gifte sig igen. Ligesom det er tilladt for andre muslimske kvinder at have op til fire hustruer samtidig, var der heller ikke noget galt i, at Profetens (fred være med ham) datter fik en anden hustru ind i hjemmet. Han antog, at Fatima ikke ville blive særlig vred på ham af den grund, for der fandtes jo et eksempel på det i hendes faderlige hjem. Aisha, Hafsa og Umm Salama (ra) levede jo sammen. Desuden havde en kvinde fra Banu Makhzum engang begået tyveri, og hendes slægtninge bad gennem Usama ibn Zayd Allahs Sendebud (fred være med ham) om at fritage hende for straffen. Da sagde Sendebudet (fred være med ham): »Beder du om at få ophævet den straf, som Allah har fastsat?« Derefter holdt han en tale til de tilstedeværende. Han sagde: »Mange tidligere folk blev udslettet, fordi de lod en anset person gå fri, når han begik tyveri. Men hvis en svag person begik tyveri, påførte de ham hadd, den fastsatte straf. Ved Allahs ed! Hvis selv Fatima, Muhammads datter, stjal, ville jeg hugge hendes hånd af.« [Sahih al-Bukhari: al-Anbiya; Muslim: al-Hudud; Tarajim Sayyidati Bayt an-Nubuwwah, s. 618] Ud fra denne udtalelse nåede Ali frem til den konklusion, at Fatima jo også var som alle andre muslimske kvinder.

Det var på grundlag af en så enkel beregning, at Ali (ra) overvejede at gifte sig igen, men han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at reaktionen ville blive så alvorlig. Så snart det blev kendt, at han ville fri til datteren af Amr ibn Hisham ibn al-Mughira al-Makhzumi, eksploderede Fatima i vrede og ophidselse. Også Allahs Sendebud (fred være med ham) blev vred. Da Fatima hørte om Alis frieri til Amr ibn Hishams, det vil sige Abu Jahls, datter, skyndte hun sig til sin far og sagde bebrejdende: »Folk fra dit folk tror, at du ikke bliver vred, selv når din datters interesser krænkes. Men nu er denne Ali i færd med at gifte sig med Abu Jahls datter.« [Nisa’ Mubashsharat bil-Jannah, s. 215]

Da Allahs Sendebud (fred være med ham) hørte dette, blev han i virkeligheden stærkt vred. Men sagen var temmelig kompliceret, for den indebar også spørgsmålet om Alis (ra) ret. Ali kunne gifte sig med flere kvinder, selv om Fatima stadig var hans hustru. Denne ret havde Allah givet ham. Hvordan skulle Allahs Sendebud (fred være med ham) kunne hindre ham i denne ret? På den anden side var det også en stor sorg, at hans kære datter skulle få en medhustru i hjemmet. Derfor havde problemet endnu en side: Den kvinde, Ali havde friet til, var datter af Abu Jahl, Amr ibn Hisham. Kunne Allahs Sendebuds datter og datteren af Allahs fjende bo sammen i Alis hjem som hans hustruer?

Dette var den samme Abu Jahl, hvis afskyelige fjendskab mod islam og nådesløse forfølgelse af Profeten (fred være med ham) og muslimerne endnu ikke var udslettet af Profetens (fred være med ham) og muslimernes erindring. Denne fjende af Allah havde en dag sagt til qurayshitterne: »I Quraysh! I ser, at denne Muhammad ikke holder op med at kritisere vores guder, bagtale vores forfædre og kalde vores fornuftige mænd tåbelige og dumme. Ved Allah sværger jeg, at jeg i morgen vil sidde med en stor sten, som jeg kan bære. Så snart han går ned i سجدة, vil jeg knuse hans hoved med stenen. Derefter kan I gøre med mig, hvad I ønsker: udlevere mig til Banu Abd Manaf eller beskytte mig mod dem.« [Ibn Hisham, as-Sirah, 1/319; Tarajim Sayyidati Bayt an-Nubuwwah, s. 619]

Han plejede at håne Profeten Muhammad (fred være med ham) på Qurayshs forsamlinger og sige: »I Quraysh! Muhammad påstår, at antallet af Allahs soldater i Helvede, som vil straffe jer og holde jer fanget, kun er nitten. I er jo langt flere end dem. Kan hundrede af jer ikke klare én af dem?« Da blev dette koranvers åbenbaret: (Arabisk)

»Jeg har gjort englene til Helvedes vogtere, og Jeg har kun nævnt dette antal som en prøve for de vantro.« [Ibn Hisham, as-Sirah, 1/333, 335]

Dette var den samme Abu Jahl, som sagde til Akhnas ibn Shurayq, da han spurgte ham om den Koran, han havde hørt: »Hvad har du hørt? Vi og Banu Abd Manaf konkurrerede med hinanden om anseelse. De gav folk mad, og det gjorde vi også. De påtog sig ansvar for folk, og det gjorde vi også. De gav almisse til folk, og det gjorde vi også. Således blev vi lige som to heste i et kapløb. Da sagde de: “Der er en profet iblandt os, som modtager åbenbaring fra himlen.” Hvordan kan vi nu få en profet iblandt os? Ved Allahs ed! Jeg vil aldrig tro på ham eller anse ham for sandfærdig.« [Tarajim Sayyidati Bayt an-Nubuwwah, s. 620]

Dette var Abu Jahl, som, når han hørte, at en fremtrædende person havde antaget islam, truede, nedværdigede og ydmygede ham. Han sagde: »Har du forladt din far, som var bedre end dig? Vi vil udbrede, at din intelligens er dumhed, fastslå, at dine meninger og beslutninger er fulde af fejl, og udslette din anseelse og værdighed.«

Og hvis en handelsmand antog islam, sagde han til ham: »Ved Allahs ed! Vi vil ødelægge din forretning og ruinere dig økonomisk.« Hvis den, der antog islam, var svag, udsatte han ham for fysisk afstraffelse for at presse ham til at forlade islam.

Dette var Abu Jahl, som under belejringen af Shi’b Abi Talib i Mekka forhindrede Hakim ibn Hizam ibn Khuwailid i at bringe lidt mad til sin faster Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Denne forbandede mand stillede sig i vejen for ham og sagde: »Bringer du mad til Banu Hashim? Ved Allahs ed! Du kommer ikke til at tage denne mad med dig. Kom med til Mekka, så vil jeg ydmyge dig.« Han nægtede at vige. Den dag kom de to i alvorligt slagsmål. Det var i denne forbindelse, at følgende blev åbenbaret:

»Sandelig, Zaqqūm-træet er synderens føde. Det vil syde i deres maver som smeltet kobber, som kogende vand.«

Denne Abu Jahl mødte i Mekka en kristen delegation fra Najran. De var kommet til Mekka efter at have hørt om Muhammads (må Allahs velsignelser og fred være med ham) profetskab for at få flere oplysninger om ham. Efter at have mødt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og hørt hans ord, antog de troen. Så snart de var kommet ud fra Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forsamling, stillede Abu Jahl sig foran dem og sagde til dem:

»Må Allah lade jeres karavane mislykkes. Jeres trosfæller, som blev tilbage, sendte jer for at indsamle oplysninger om denne mand. Knap havde I sat jer hos ham, før I forlod jeres religion og begyndte at tro på ham? Jeg kender ingen karavane, der er dummere end jer.« [Ibn Hisham, det tidligere anførte]

Denne Abu Jahl havde umiddelbart før Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hijra til Medina sagt til qurayshitterne, at de skulle udvælge én modig og snu ung mand fra hver gren af Quraysh-stammen og give hver af dem et skarpt sværd. Derefter skulle de sammen angribe Muhammad og dræbe ham med ét slag, som var de én mand. På den måde ville ansvaret for hans blod på lige vis påhvile alle Quraysh-stammens grene. [Tabaqat 2/15, 17]

Om natten foretog Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hijra til Medina. Næste morgen drog qurayshitterne ud for at lede efter ham. Abu Jahl var blandt dem. De stillede sig ved døren til Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) hus og begyndte at råbe. Abu Bakrs datter Asma (må Allah være tilfreds med hende) kom ud. De spurgte: »Hvor er din far?« Hun svarede: »Ved Allahs ed! Jeg ved ikke, hvor min far er.« Da løftede Abu Jahl, al ondskabs og alle usædelige handlingers ophav, sin hånd og gav Asma et kraftigt slag på kinden. Hendes ørering sprang af.

Da de to parter ved Badr gjorde sig klar til at gå i kamp, sendte Quraysh-hæren en mand af sted for at indhente oplysninger om fjendens antal og styrke. Han vendte tilbage og advarede dem mod at gå i kamp. Hakīm ibn Hizām ibn Khuwaylid gik til ‘Utbah ibn Rabī‘ah og bad ham vende tilbage med sine folk. ‘Utbah gav udtryk for sin modvilje og sendte Hakīm videre til Abū Jahl. Men Abū Jahl ville ikke høre tale om andet end kamp.

Dette var Abū Jahl, en af de syv hårdnakkede kāfirer, som Profeten (sa) nedkaldte en forbandelse over på dagen ved Badr. Han blev dræbt i dette slag som den forbandede kāfir. Da hans afhuggede hoved blev bragt frem for Allahs Sendebud (sa), lovpriste han Allah.[Samme kilde; Tarājimu Sayyidāti Bayt an-Nubūwah-612] Allahs Sendebud (sa) beholdt Abū Jahls kamel hos sig. Fire år senere, da han drog mod Mekka med henblik på ‘umrah, tog han kamelen med som offerdyr. Undervejs blev han standset af Quraysh ved Hudaybiyah, hvor han ofrede kamelen.[Tabaqāt-2/69]

Kunne datteren til en sådan fjende af islam blive medhustru til Fātimah (ra), Allahs Sendebuds (sa) datter? Derfor afviste Allah og Hans Sendebud (sa) det. Profeten (sa) forlod vredt huset og gik mod moskéen, hvor han gik direkte op på minbaren. Derefter holdt han følgende tale til de fremmødte:

‘Banū Hishām ibn al-Mughīrah beder om min tilladelse til at gifte deres datter med ‘Alī. Jeg vil ikke give dem denne tilladelse. Jeg vil ikke give dem denne tilladelse. Jeg vil ikke give dem denne tilladelse. Men hvis ‘Alī ønsker det, kan han skille sig fra min datter og gifte sig med deres datter. Min datter er nemlig som en del af min krop. Det, der gør hende urolig, gør også mig urolig, og det, der volder hende smerte, volder også mig smerte. Jeg frygter, at hun vil blive bragt i vanskeligheder med hensyn til sin religion.

Derefter kom han ind på sin svigersøn Abū al-‘Ās. Han roste det ægteskabelige slægtskab med ham meget og sagde:

‘Han har givet mig et løfte og holdt det. Han har indgået en pagt med mig og opfyldt den. Jeg kan ikke gøre det tilladte forbudt. På samme måde kan jeg heller ikke gøre det forbudte tilladt. Men Allahs Sendebuds datter og Allahs fjendes datter kan aldrig bo sammen.’[Denne hadith er samlet i næsten alle hadithsamlinger, herunder Sahīh al-Bukhārī, al-Muslim, Sunan Abī Dāwūd, Sunan Ibn Mājah, Sunan at-Tirmidhī og Sunan Ahmad (6/326, 328).]

‘Alī (ra) var i moskéen. Han sad tavs og lyttede til sin svigerfars tale. Derefter forlod han moskéen og begav sig langsomt hjemad. Da han omsider nåede hjem, sad Fātimah der, tynget af sorg og smerte. ‘Alī (ra) gik langsomt hen og satte sig ved siden af hende. Han sad tavs i lang tid, som om han ikke kunne beslutte, hvad han skulle sige. Da han så, at Fātimah græd, sagde han sagte og undskyldende:

‘Fātimah! Jeg har begået en fejl med hensyn til din ret. Mennesker som dig kan tilgive.’ Der gik lang tid, uden at Fātimah svarede. Så sagde hun omsider: ‘Må Allah tilgive dig.’ Nu blev ‘Alī (ra) lidt lettet. Derefter fortalte han hende alt, hvad der var sket i moskéen. Han fortalte hende også, at Profeten (sa) havde sagt, at Allahs Sendebuds datter og Allahs fjendes datter aldrig kan bo sammen. Fātimahs øjne blev fyldt med tårer. Derefter rejste hun sig for at bede. [Tarājimu Sayyidāti Bayt an-Nubūwah-624]

Hvornår fandt denne begivenhed om hensigten om et andet ægteskab sted?

Der står et spørgsmål tilbage her, nemlig: Hvornår havde ‘Alī (ra) til hensigt at indgå dette andet ægteskab? Selvom Profetens (sa) ovennævnte vigtige tale er gengivet i historiens og sīrah-litteraturens værker, har ingen fastslået det nøjagtige tidspunkt. Ikke desto mindre var dette en meget vigtig begivenhed for Profetens (sa) liv og hans familie. Derfor er nogle forskere efter forskellige vurderinger og analyser nået frem til den konklusion, at dette fandt sted tidligt i ‘Alī og Fātimahs (ra) ægteskabelige liv. Mere specifikt var det muligvis i det andet hijrī-år, før deres første barn, Hasan, blev født i det tredje år. Dette er dog udelukkende en formodning; der findes ingen overleveret dokumentation eller beviser til støtte for den.

Hasan og Husayns fødsel

De skyer, der havde samlet sig over ‘Alī og Fātimahs (ra) liv, forsvandt, og de bestod en vanskelig prøve i livet. Hjemmet, der havde været præget af mangel og knaphed, blev igen fyldt med kærlighed, hengivenhed og medfølelse. Midt i dette blev deres første barn, Hasan, født i det tredje hijrī-år. Profeten, Fātimahs far, fik denne glædelige nyhed. Han skyndte sig af sted, løftede sin elskede datter Fātimahs nyfødte barn med begge hænder, fremsagde adhān i hans øre og begyndte grundigt at betragte ham. Hele Madīnah syntes at være opslugt af glæde og fest. Allahs Sendebud barberede sit barnebarn Hasans hoved og gav sølv, svarende til hårets vægt, til de fattige og trængende. Da Hasan var lidt over et år gammel, fødte Fātimah (ra) endnu et barn i måneden Sha‘bān i det fjerde hijrī-år. Dette barn var Husayn. [Sahīh al-Bukhārī, Kitāb al-Manāqib; Muslim, al-Fadā’il]

Der er uenighed om navnet på denne datter af Abū Jahl. Den mest udbredte opfattelse er, at hun hed Juwaybiyyah. Hun er også blevet kaldt al-‘Awrā’, al-Hanqā’, Jahdam og Jamīlah. Hun antog islam, aflagde troskabseden til Allahs Sendebud (sa) og bevarede også nogle hadither fra Allahs Sendebud (sa) i sin hukommelse. [A‘lām al-Nisā’, 4/112; note 1]

‘Alī (ra) trak sit frieri tilbage, og Abū Jahls datter blev gift med ‘Uttāb ibn Usayd.

Efter denne begivenhed levede Fātimah (ra) resten af sit liv som ‘Alīs (ra) eneste hustru. Han tog ikke en anden hustru, så længe Fātimah (ra) levede. Fātimah blev mor til fire børn: Hasan, Husayn, Umm Kulthūm og Zaynab. Hun plejede at vugge den lille Hasan i sine hænder, mens hun reciterede følgende vers: [Pragukt, 4/113]

»Mit barn ligner Profeten, ikke ‘Alī.«

Profeten Muhammads (sa) kærlighed og omsorg for Hasan og Husayn

Disse to højt elskede barnebørn af den ærede Guds Sendebud bringer på den ene side ro i hans hjerte og fylder på den anden side deres mor az-Zahrās to arme. Efter den ærede Khadīǧas (ra) død gav Sendebudet (sa) flere kvinder hustruens status, men ingen af dem kunne skænke ham børn. Den følelse af savn efter sønner, som han bar i sig, blev fjernet, da han fik disse to barnebørn. Gennem dem blev han overbevist om muligheden for, at hans slægt ville bestå på jorden. Derfor blev hans faderlige kærlighed også rettet mod dem. Det er således ikke mærkeligt, at han omtalte dem begge som sine sønner. Det er blevet overleveret fra Anas ibn Mālik, at Sendebudet (sa) sagde til Fātima (ra): »Kald mine to sønner.« Når de kom hen til ham, duftede han til deres kroppe og omfavnede dem. [Tarājim Sajjidāti Bayt an-Nubuwwah—626] Den ærede Usāma ibn Zayd (ra) har sagt: »En dag bankede jeg på døren til Profeten Muhammads (sa) hus i et bestemt ærinde. Han kom ud med noget indpakket i sit tæppe. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var pakket ind i tæppet. Da jeg var færdig med mit ærinde, spurgte jeg: ›Guds Sendebud! Hvad er det, du har dækket med tæppet?‹

Da han tog tæppet til side, så jeg Hasan og Husayn. Så sagde han: »De to er min søn og min datter. O Allah! Jeg elsker dem begge; elsk også Du dem, og elsk også dem, der elsker dem.« [Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ—3/251]

Allah, Herren over verdenerne, har vist Fātima az-Zahrā stor nåde og barmhjertighed. Gennem hende bevarede Han den elskede profet Mustafa (sa)s slægt. På samme måde ærede og ophøjede Allah også ʿAlī (ra) ved gennem ham at give den sidste profets slægt videre. Af blodsbånd var ʿAlī (ra) Profeten Muhammads (sa) nærmeste svigersøn. I hans krop løb det rene hashemitiske blod. Profeten (sa)s og ʿAlī (ra)s slægter mødtes ved ʿAbd al-Muttalib. De var begge hans børnebørn. Senere opfostrede Muhammad (sa), som var søn af denne faderlige onkel, ʿAlī med faderlig kærlighed og gav ham sin egen højtelskede datter. Derfor havde ʿAlī (ra) en meget høj position og status hos Guds Sendebud (sa). Det er blevet overleveret fra ʿAlī (ra): »En dag spurgte jeg Guds Sendebud (sa): ›Hvem af os to, Fātima og jeg, holder du mest af?‹ Han svarede: ›Fātima er mig kærere end dig, og du er mere æret hos mig end hun er.‹

Dette svar tydeliggjorde Fātimas og ʿAlīs (ra) position og status hos Guds Sendebud (sa). Derfor skyndte han sig, så snart han fik mulighed for det midt i alle sine mange gøremål, til hjemmet hos dette par, som han elskede mest, og tog sine to højtelskede barnebørn op på skødet og kærtegnede dem. En dag kom han til deres hjem og så, at ʿAlī og Fātima sov, mens den lille Hasan græd efter mad. Han ønskede ikke at forstyrre deres søvn. Han tog Hasan op og gik hen til en ged, der var bundet i husets gård, malkede selv gedens mælk og gav Hasan den, så han faldt til ro.

Det skete også en anden dag. Guds Sendebud (sa) var på vej et sted hen i hast forbi Fātima og ʿAlīs (ra) hus. Da hørte han Husayns gråd. Han gik ind i huset og sagde bebrejdende til sin datter: »Ved du ikke, at hans gråd gør mig ondt?« [Tarājim Sajjidāti Bayt an-Nubuwwah—627]

Døtrene Zaynab og Umm Kulthūms fødsel

Derefter fortsatte dette pars antal børn med at vokse. I det femte år efter hijra blev Fātima (ra) mor til sin første datter. Hendes morfar, Sendebudet (sa), gav hende navnet »Zaynab«. Det skal bemærkes, at en af Fātimas helsøstre hed »Zaynab« og døde efter hijraen til Medina. Mindet om denne Zaynab levede i hendes fars og søsters hjerter. Fātimas datter blev opkaldt efter denne moster. To år senere blev Fātima (ra) mor til sin anden datter. Også hende opkaldte Sendebudet (sa) efter en anden af sine afdøde døtre, Umm Kulthūm. På denne måde holdt Fātima (ra) mindet om sine to afdøde søstre i live gennem sine døtre. Guds Sendebud (sa) efterlod disse fire børn af Fātima (ra) i live, da han gik bort til Allah, Herren over verdenerne.

Alle Fatimas (ra) børn var stykker af Allahs Sendebuds (sa) hjerte; især syntes han at finde sine afdøde sønner i Hasan og Husayn. Derfor nærede han en særlig kærlighed til dem. En dag bar han den ene af dem på skulderen gennem Medinas marked. Da tiden for bønnen kom, gik han ind i moskeen, satte ham kærligt til side og stillede sig op som imam. Men han blev så længe i sujud, at de bedende bag ham blev forbløffede. Efter bønnen spurgte en af dem: »O Allahs Sendebud! Du udførte en så lang sujud, at vi troede, der var sket noget, eller at der var blevet åbenbaret en åbenbaring.« Han svarede: »Nej, der er ikke sket noget sådant. Sagen er den, at min søn satte sig på min ryg. Jeg ønskede, at han skulle få sit ønske opfyldt. Derfor skyndte jeg mig ikke.«

En dag sad Allahs Sendebud (sa) på minbaren og holdt en tale. Da så han brødrene Hasan og Husayn komme gående i røde klæder, snublende på deres vej. Han standsede talen, steg ned fra minbaren, løftede dem begge op og satte dem foran sig. Derefter sagde han henvendt til de tilstedeværende: »Allah har sandelig sagt:« [Sura at-Taghabun-15] (arabisk=========)

»Jeres ejendele og jeres børn er i sandhed en prøve.«

Jeg så dette barn gå og falde. Da jeg ikke kunne bære synet, afbrød jeg talen og løftede dem op.

En anden dag så man Allahs Sendebuds (sa) hænder på det lille barn Husayns skuldre, mens hans to fødder stod på Allahs Sendebuds fødder. Han holdt ham fast og sagde: »Klatr op.« Husayn klatrede opad, indtil han til sidst satte fødderne på sin morfars bryst. Da sagde han til Husayn: »Åbn munden.« Han åbnede munden, og da han kyssede ham på munden, sagde han: »O Allah! Jeg elsker ham, og han elsker også mig. Elsk dem, der elsker ham.« [Muslim, al-Fadā’il]

En dag var Allahs Sendebud (sa) på vej for at spise et måltid hos nogen sammen med nogle sahaba. På vejen så han Husayn lege med børn på sin egen alder. Allahs Sendebud (sa) rakte begge hænder frem og gik hen for at gribe ham. For ikke at blive fanget af sin morfar løb han snart den ene vej og snart den anden. Allahs Sendebud stillede sig leende foran ham. Til sidst greb han ham, satte ham på den ene af sine hænder, lagde den anden hånd under hans hage og kyssede ham. Derefter sagde han: »Husayn er en del af mig, og jeg er en del af Husayn.« [Tarājim Sayyidāti Bayt an-Nubuwwah-630]

Abu Sufyan ved døren til Fatimas hus

Tiden gik. Hele Arabien var ved at blive befriet for sit mørke gennem islams lys. På et tidspunkt begyndte Allahs Sendebud (sa) at forberede felttoget mod Mekka. Der bredte sig stor begejstring i Medina. Mænd og kvinder ville alle deltage i felttoget. Nyheden nåede i rette tid frem til Mekka. De hedenske qurayshitter begyndte at skælve af frygt. De tænkte, at der denne gang ikke var nogen redning. Efter mange overvejelser sendte de Abu Sufyan ibn Harb til Medina for at få medinanerne til at opgive deres beslutning. For hans datter, Umm Habiba Ramla (ra), havde allerede antaget islam, og Allahs Sendebud (sa) havde givet hende status som hustru. Derfor mente de, at denne opgave kunne lykkes gennem hende.

Ali og Fatima besluttede at deltage i dette felttog. En aften før afrejsen var de i gang med at forberede rejsen. Mange minder dukkede op i deres sind. Fra tid til anden talte de også om fortiden. Var Mekka, som de havde forladt for otte år siden, stadig det samme? I deres minder trådte nu billederne af moder Khadija (må Allah være tilfreds med hende) og fader Abu Talib frem. Mens de befandt sig i denne følelsesladede tilstand, lød der pludselig et bank på døren. Ali (må Allah være tilfreds med ham) gik hen mod døren for at se, hvem den sene gæst var. Fatima så også i den retning. Da de åbnede døren, så de Abu Sufyan ibn Harb stå der. Det var netop denne Abu Sufyan, der var fanebærer for Mekkas hedenske hær og ægtemand til Hind, kvinden som havde flænset brystet på den martyrdøde Hamza (må Allah være tilfreds med ham) ved Uhud, taget hans lever ud og tygget på den.

Abu Sufyan begyndte at fortælle, hvordan og hvorfor han var kommet til Medina. Han sagde: Mekkanerne havde sendt ham for at redde sig fra Muhammads (må Allahs fred og velsignelser være med ham) angreb og indgå en forsoning med ham. Han var kommet ind i Medina uden at røbe sin identitet og var gået direkte til sin datter, de troendes moder Umm Habiba Ramlas (må Allah være tilfreds med hende), hjem. Da han dér ville sætte sig på Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) seng, blev han standset af sin egen datter. For han var afgudsdyrker og uren. Han var ikke værdig til at sidde på Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) rene seng. Datteren rullede sengen sammen. Han forsøgte at tale med hende, men fik intet svar. Hos Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) blev han mødt på samme måde. Derefter gik han til Umar (må Allah være tilfreds med ham). Da Umar havde hørt hans anmodning, sagde han: Skal jeg gå til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) for at gå i forbøn for dig? Ved Allahs ed! Hvis jeg ikke finder andet end en lille plante, der spirer op af jorden, vil jeg bekæmpe jer med den. [Ibn Hisham, as-Sira 4/38]

Efter at have sagt dette tav Abu Sufyan et øjeblik. Så sank han en klump og sagde henvendt til Ali (må Allah være tilfreds med ham): O Ali! Du er den mest velvillige over for mit folk. Jeg er kommet til dig i et ærinde. Ligesom jeg er vendt skuffet tilbage fra de andre, ønsker jeg ikke at vende sådan tilbage fra dig. Gå i forbøn for mig hos Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).

Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Abu Sufyan! Må ulykke ramme dig. Ved Allahs ed! Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har allerede truffet en beslutning i denne sag. Vi kan ikke sige noget om den.

Nu så Abu Sufyan på Fatima, som stod tavs ved siden af, og pegede på Hasan, der netop var vågnet på sengen ved siden af og var på vej hen til sin mor. Så sagde han til Fatima: O Muhammads datter! Vil du sige til denne søn af dig, at han skal stille sig blandt folk, erklære sikkerhed for medlemmerne af sin stamme og for bestandig blive hele Arabiens leder?

Fatima svarede: Min lille søn er endnu ikke gammel nok til at stille sig blandt folk og erklære nogen sikkerhed, og ingen kan give nogen sikkerhed hen over hovedet på Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).

I fortvivlelse rejste Abu Sufyan sig for at gå. Da han var nået hen til døren, standsede han et øjeblik. Så sagde han med meget blid stemme: Abu’l-Hasan (Ali)! Det ser ud til, at sagen er blevet meget vanskelig for mig. Giv mig et råd.

Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg kender ikke noget råd, der vil være til gavn for dig. Men du er leder for Kinana-stammen (en gren af Quraysh-stammen). Stil dig selv blandt folk og bed om sikkerhed. Vend derefter tilbage til dit hjemland.

Abū Sufyān sagde: »Vil dette være til nogen nytte for mig?« ʿAlī (ra) forblev tavs et øjeblik og sagde så: »Ved Allahs ed! Det tror jeg ikke. Men jeg kan ikke se nogen anden udvej for Dem.«

Abū Sufyān gik bort efter at have besluttet at følge ʿAlīs (ra) råd. Ægteparret lukkede døren til huset og begyndte at tænke over den Almægtige Allah, Rabb al-ʿĀlamīns, uendelige magt. De tænkte på Umm al-Qurā, Mekka, Kaʿbaen, qurayshitterne, deres huse og så videre. [Tarājim Sayyidāt Bayt an-Nubuwwah-633]

Fāṭima (ra) under felttoget for erobringen af Mekka

Allahs Sendebud (ra) drog fra Medina mod Mekka sammen med ti tusind muslimske ledsagere. Otte år tidligere var han kommet til Medina efter at være udvandret fra Mekka i nattens mørke, kun ledsaget af Abū Bakr aṣ-Ṣiddīq (ra). Sammen med de øvrige medlemmer af Profetens familie deltog Fāṭima også i denne karavane for at overvære denne store og glorværdige sejr og tilbagevenden. Otte år tidligere havde hun en dag forladt Mekka sammen med sin storesøster Umm Kulthūm og rejst til Medina. Hendes to andre søstre, Ruqayya og Zaynab, var også udvandret. Men i dag var de ikke med i denne sejrende karavane. De lå begravet for altid i Medinas jord. De ville aldrig vende tilbage til Mekka. Mens hun genoplevede minderne fra fortiden, fortsatte Fāṭima med karavanen. På et tidspunkt nåede karavanen Marr az-Zahrān og slog lejr. Da dagen var slut, ankom lederen af Mekkas afgudsdyrkende styrker, Abū Sufyān ibn Ḥarb, til den første have i ar-Rābigh. Han ventede ved Allahs Sendebuds (sa) dør hele natten for at få at vide, hvilken beslutning han havde truffet angående Mekkas indbyggere. Ved daggry trådte han frem for Allahs Sendebud (sa) og erklærede, at han antog islam. Derefter gik han derfra og begav sig direkte mod Mekka. Da han nåede Mekka, stillede han sig på en høj bakke og råbte: »O I folk af Quraysh! Muḥammad kommer med en så stor hær, at I aldrig har set noget lignende. Den, der går ind i Abū Sufyāns hus, er i sikkerhed; den, der lukker døren til sit eget hus og bliver dér, er i sikkerhed; og den, der går ind i moskeen, er i sikkerhed.«

Da Mekkas indbyggere hørte bekendtgørelsen, gik de ind i deres egne huse og i al-Masjid al-Ḥarām. Allahs Sendebud (sa) befandt sig ved Dhū Ṭuwā på ryggen af sit ridedyr og delte hæren op i forskellige afdelinger. Som leder og fanebærer for hver afdeling blev Saʿd ibn ʿUbāda al-Anṣārī (ra) udpeget. Han sagde igen til ʿAlī (ra): »Dette banner havde han båret ved Khaybar og i Banū Qurayẓas slag, og Allahs Sendebuds (sa) banner havde han båret ved Uḥud som muhājirernes fanebærer.« [aṭ-Ṭabaqāt, 2/27, 77]

På dagen for erobringen af Mekka drog Allahs Sendebud (sa) ind i Mekka ad vejen gennem al-Azākhir og slog sig ned på det højtliggende område i Mekka. Et telt blev rejst til ham ikke langt fra graven til Umm al-Muʾminīn Khadīja (ra). Hans datter Fāṭima az-Zahrā var også med ham. Den dag Fāṭima (ra) var på vej fra Mekka til Medina, havde al-Ḥuwayriṯ ibn Munqiḏ kastet hende ned fra ryggen af hendes ridedyr og bragt hendes liv i fare. Dette minde kastede en skygge over hendes glæde ved efter lang tid at vende tilbage til sit fødeland. Allahs Sendebud (sa) havde heller ikke glemt det. Han delte hæren op i forskellige grupper og udnævnte en leder for dem. Han sagde, at de skulle dræbe dem, selv hvis de søgte tilflugt under Kaʿbaens klæde. Al-ʿUjwayriṯ ibn Munqiḏ var blandt dem. Ansvaret for at dræbe ham blev overdraget til ʿAlī (ra), Fāṭimas (ra) ægtemand. [Tarājim Sayyidāt Bayt an-Nubuwwah-635]

Umm Hānī bint Abī Ṭālib, Allahs Sendebuds (sa) kusine og hustru til Hubayra ibn Abī Wahab fra Mekka, fortalte: »Efter at Allahs Sendebud (sa) var steget ned på det højtliggende område i Mekka, flygtede to mænd fra Banū Makhzūn, al-Ḥāriṯ ibn Hišām og Zuhayr ibn Abī Umayya ibn al-Mughīra, og søgte tilflugt i mit hus. Min bror ʿAlī ibn Abī Ṭālib (ra) kom for at besøge mig. Da han så dem, blev han voldsomt vred. Han svor ved Allahs navn og sagde: ›Jeg vil helt sikkert dræbe dem.‹ Da situationen blev kritisk, lukkede jeg hurtigt døren og skyndte mig til Allahs Sendebud (sa). Da jeg nåede frem, så jeg ham vaske sig med vand fra et stort kar, mens Fāṭima stod og afskærmede ham med et klæde. Efter at Allahs Sendebud (sa) havde vasket sig, bad han otte rakʿāt ḍuḥā-bøn. Derefter vendte han sig mod mig og sagde: ›Umm Hānī, hvorfor er du kommet?‹ Jeg fortalte ham, hvad der var sket i mit hus. Han sagde: ›Dem, du har givet tilflugt, giver jeg også tilflugt. Dem, du har lovet sikkerhed, giver jeg også tilflugt. Dem, du har lovet sikkerhed, giver jeg også sikkerhed. ʿAlī vil ikke dræbe dem.‹ [samme kilde; Ṣaḥīḥ Muslim: Salāt al-Musāfirīn]

Man ved også, hvordan Fāṭima (ra) tilbragte sin første nat i Mekka. Hun blev meget følelsesladet. Minderne om hendes elskede mor og hendes to søstre, Zaynab og Ruqayya, dukkede op i hendes sind. Hun mindedes også den grusomme behandling, Mekkas indbyggere havde udsat hendes far for, samt forskellige minder fra hendes egen barndom og ungdom i Mekka. Hun kunne ikke lukke et øje hele natten. Ved daggry lød Bilāls stemme med fajr-bønnens adhān fra al-Masjid al-Ḥarām. Mens ʿAlī (ra) gjorde sig klar til at forlade sengen og gå til bøn, spurgte han én gang: »Hasans mor, har du ikke sovet?« Med dyb følelse i stemmen svarede hun: »Jeg vil være fuldstændig vågen og nyde denne tilbagevenden i sejrens dragt. Hvis jeg falder i søvn, er jeg bange for, at hele denne begivenhed blot vil synes at have været en drøm.«

Derefter rejste hun sig til bøn. Efter bønnen tog hun en kort lur. Da hun vågnede, ønskede hun at tage til det hus, hvor hun var født – det hus, der havde været hendes egen og hendes mand ‘Alīs legeplads i barndommen. Men efter deres hijra var huset kommet i ‘Aqīl ibn Abī Tālibs besiddelse. En dag under erobringen af Mekka spurgte Usāma ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham) Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »I hvilket hus vil I bo i Mekka?« Han svarede: »Har ‘Aqīl efterladt os noget sted at bo eller noget hus?«

Under denne rejse opholdt hun sig ikke mere end to måneder i Mekka. Hun ankom til Mekka i Ramadan-måneden i det ottende hijri-år og vendte efter udførelsen af umra tilbage til Medina med sin far hen imod slutningen af dhū al-qa‘da i samme år. I denne periode besøgte hun også den salige moder Khadīja (må Allah være tilfreds med hende)«s grav.

I det niende hijri-år døde Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) tredje datter, Umm Kulthūm (må Allah være tilfreds med hende), som var den ærede ‘Uthmāns (må Allah være tilfreds med ham) hustru. I det tiende hijri-år døde også den ærede Ibrāhīm, søn af Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hustru Māriya al-Qibṭiyya. Nu var ingen af Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) børn længere i live bortset fra Fāṭima az-Zahrā.

Faderen på sit dødsleje

Derefter kom tiden for den store ulykke. I måneden Safar i det 11. hijri-år blev Fāṭimas (må Allah være tilfreds med hende) store far syg. Profetens familie og de øvrige muslimer antog, at det måske blot var en mindre sygdom, som han snart ville komme sig over. Ingen forestillede sig, at det var hans sidste sygdom. Faderen sendte bud efter sin datter. Straks adlød hun sin fars kald og begav sig mod hans hus. Ved Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) leje sad den ærede ‘Ā’isha (må Allah være tilfreds med hende) og de øvrige hustruer. Da faderen så sin datter Fāṭima komme roligt, behersket og alvorligt frem, bød han hende velkommen således:

»Min datter! Velkommen!« Derefter kyssede han hende, lod hende sætte sig ved siden af sig og sagde hviskende til hende, at hans dødstid nærmede sig. Fāṭima begyndte at græde. Hendes gråd standsede, da faderen igen hviskede til hende: [Ṭabaqāt 8/16; Bukhārī: kapitlet »Profetskabsbevisernes tegn«; Muslim: »Profetens ledsageres fortrin«; Kanz al-‘Ummāl 13/675]

»Du vil være den første blandt min familie til at slutte dig til mig. Fāṭima! Er du ikke tilfreds med at være de troende kvinders leder?« Eller også sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Er du ikke tilfreds med at være denne ummas kvinders leder?«

Så snart Fāṭima hørte dette, strålede glæde i hendes ansigt. Hun holdt op med at græde og begyndte at le. Den ærede ‘Ā’isha (må Allah være tilfreds med hende), som sad lige ved siden af, blev forundret over hendes reaktion. Hun bemærkede:

»Jeg har aldrig set et syn af glæde, der var så nær på sorg, som det er i dag.«

Senere spurgte hun ved en lejlighed Fatima: »Hvad sagde din far hviskende til dig?« Hun svarede: »Jeg kan ikke afsløre Allahs Sendebuds (sa) hemmelighed.« [Tabakat-8/16]

Da Fatima (ra) så sin fars tilstand under sygdommen, vendte hun den dag hjem. Imens fortsatte Allahs Sendebud (sa) trods sygdommen efter sædvane med at opholde sig skiftevis hos De Troendes Mødre. Den dag, han opholdt sig hos Umm al-Mu’minin Maymuna bint al-Harith al-Hilaliyya (ra), forværredes hans sygdom yderligere. Han sendte bud efter de andre hustruer. Da de var kommet, bad han i sin syge tilstand om tilladelse til at opholde sig i den ærværdige ‘A’ishas (ra) hus, og de gav ham deres tilladelse.

Profetens datter Fatima (ra) blev hele tiden, også ved at våge om natten, ved med at pleje og passe sin syge far. Ud over at tjene ham tålmodigt bad hun med den største ydmyghed og underkastelse ved Allah, Herren over alle verdener, om sin fars helbredelse. Men selv efter alt dette blev sygdommens angreb stadig stærkere, og smertens intensitet fortsatte med at tiltage. Da tog Fatima vand i hænderne og hældte det med den største ømhed over sin fars hoved. Da hun så sin fars lidelser, var hun nær ved at blive kvalt af gråd. Med gråd i stemmen sagde hun sagte: »Far! Jeg kan ikke holde ud at se dig lide.« Faderen så på hende med et kærligt blik og svarede med stor ømhed: »Efter i dag skal din far ikke længere lide.« [Bukhari: Kapitel om hans sygdom og død (sa): Fath al-Bari-8/105; Musnad Ahmad-3/141; Tabakat-2/2]

Efter at have efterladt sin datter i et hav af sorg drog faderen bort til den Almægtiges nærvær. Den dag blev Fatima (ra) i sandhed et sørgende, fader- og moderløst forældreløst barn. For denne sorg og smerte fandt hun ingen vej til trøst.

Efter at have mistet sin far blev Fatima (ra) dybt grebet af sorg. Under disse omstændigheder blev troskabseden til Abu Bakr (ra) aflagt som kalif på Sakifa Banu Sa’idas plads inden for to dage. Fatima (ra) samlede sig lidt efter sin voldsomme mentale omvæltning og gik med langsomme skridt hen til sin fars grav. Hun tog en håndfuld jord fra graven og strøg den over sine tårefyldte øjne. Mens hun indåndede dens duft, fremsagde hun de følgende to vers. [Siyar A’lam an-Nubala’-2/134; A’lam an-Nisa’-4/114]

»Den, der indånder duften af jorden fra Ahmads grav, behøver ikke at indånde duften af nogen anden parfume resten af sit liv. Hvis de ulykker, der har ramt mig, var kommet over dagen, ville den være blevet til nat.«

Efter at de ærværdige ledsagere (ra) havde afsluttet begravelsen og ligklædningen af Allahs ædle Sendebud (sa), kom de til den ærværdige Fatima (ra) for at trøste hende. Hun spurgte den ærværdige Anas (ra): »Hvordan kunne jeres hjerter gå med til at dække Allahs Sendebud (sa) med jord?« Derefter fremsagde hun følgende vers til minde om Allahs Sendebud (sa): [Usud al-Ghaba-5/532; A’lam an-Nisa’-4/113]

Himlens horisont er blevet støvet, middagssolen er blevet tilsløret, og tidsalderen er blevet indhyllet i mørke.

Efter Profeten blev jorden ikke blot bedrøvet, men blev sønderrevet af sorgens voldsomhed.

Øst og vest græder over ham, og hele stammerne Mudar og Yemen sørger.

De store bjerge og bjergmassiver samt de vældige bygninger græder over ham.

O, profeternes segl, måtte Allahs lys blive udøst over dig, og måtte Han, der åbenbarede al-Qur’an, lade sin barmhjertighed regne over dig.’

Mange har angivet, at ovenstående vers blev forfattet af Fatima, mens de førnævnte vers blev forfattet af Ali.[Sahabiyyat-150]

Fatima stod ved sin fars grav og reciterede også disse to vers:[A‘lam an-Nisa’-4/114] (Arabisk======)

‘Vi har mistet dig, ligesom man mister land og kameler. Efter din bortgang er åbenbaringen og Bogen

Du er blevet usynlig for os

Åh, hvis blot vi var døde, før du forlod os! Så havde vi ikke behøvet at høre nyheden om din død, og heller ikke en jordhøj ville have stået mellem dig og os. Selv efter sit giftermål fulgte Fatima (må Allah være tilfreds med hende) med i alle forhold i sin fars husstand. Mange gange blandede hun sig også i sine stedmødres små vredesudbrud og fornærmelser. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) elskede nemlig Umm al-Mu’minin ’Aisha dybt. Det var kendt af hele følgesvendenes samfund. Derfor sendte de flere gaver på de dage, hvor Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig i ’Aishas (må Allah være tilfreds med hende) hjem. Dette gjorde de andre hustruer vrede. De ønskede, at Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) skulle befale folk at sende deres gaver til det sted, hvor han opholdt sig den pågældende dag. Men ingen havde mod til at sige dette til Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Derfor valgte de alle Fatima (må Allah være tilfreds med hende), Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kæreste datter, til at overbringe deres ønske til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Efter at have hørt Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) tale sagde Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Min datter, ønsker du ikke også det, jeg ønsker?« Fatima (må Allah være tilfreds med hende) forstod sin fars ønske og vendte tilbage. Hendes stedmødre ville sende hende igen, men hun indvilligede ikke. [Bukhari: Fada’il ’Aisha (må Allah være tilfreds med hende); Muslim: Fada’il al-Sahaba (2441); Ashab-e Rasul-er Jibonkotha-5/73]

På jihadens slagmark

Fatima (må Allah være tilfreds med hende) spillede en strålende rolle på jihadens slagmark. Under slaget ved Uhud blev Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) såret efter at være blevet ramt på kroppen og i ansigtet. Blodet strømmede fra hans hellige legeme. Da blødningen ikke kunne standses med noget, brændte Fatima (må Allah være tilfreds med hende) en palmemåtte over ilden og påførte asken på såret. [Ansab al-Ashraf-1/324] Imam al-Bayhaqi siger i denne forbindelse: Muhajirun- og Ansar-kvinderne forlod deres hjem med kurs mod Uhud. De bar vand og mad på ryggen. Fatima bint Rasulullah (må Allahs fred og velsignelser være med ham) drog også ud sammen med dem. På et tidspunkt under slaget så hun sin far dækket af blod, omfavnede ham og begyndte at tørre blodet af hans ansigt. Samtidig lød følgende ord fra Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) mund:

»Allahs stærke vrede er faldet over det folk, som har gjort Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ansigt blodigt.«

Da den store ledsager Sahl ibn Sa’d beskrev Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) rolle ved Uhud, sagde han: Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) blev såret, hans fortænder blev brækket, og hans hoved blev ramt af et sværd. Fatima bint Rasulullah (må Allahs fred og velsignelser være med ham) begyndte at vaske blodet, mens ’Ali (må Allah være tilfreds med ham) hældte vand over ham fra sit skjold. Da Fatima (må Allah være tilfreds med hende) så, at der kom mere blod, jo mere vand der blev hældt på, tog hun en palmemåtte, brændte den til aske over ilden og lagde asken på såret. Så standsede blødningen. [Al-Bidaya wa al-Nihaya-4/39; Tabaqat-2/48; Bukhari: al-Maghazi; Muslim: al-Hudud wa al-Siyar]

I slaget ved Uhud blev Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) farbror og Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) bedstefar, Hamza (må Allah være tilfreds med ham), martyr. Det var ham, der ved Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) bryllup afholdt walima-festen og bespiste folk. Fatima (må Allah være tilfreds med hende) var meget knyttet til ham. Hele sit liv besøgte hun Hamzas (må Allah være tilfreds med ham) grav og bad grædende til Allah for ham. [Al-Bayhaqi: Dala’il al-Nubuwwah; Al-Waqidi: Al-Maghazi-2/313]

Det er også kendt, at Fatima (må Allah være tilfreds med hende) deltog i andre slag, såsom ekspeditionerne til Khandaq og Khaybar. Efter sejren ved Khaybar tildelte Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hende 85 wasq af den hvede, der blev produceret dér. Hun ledsagede også Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) på rejsen under erobringen af Mekka. Under ekspeditionen til Mu’ta sendte Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tre hærførere: Zayd ibn al-Harithah, Ja’far ibn Abi Talib og ’Abdullah ibn Rawahah (må Allah være tilfreds med dem). Den ene efter den anden blev de alle tre martyrer. Da denne nyhed nåede Medina, brød Fatima (må Allah være tilfreds med hende) sammen i gråd over sin elskede farbror Ja’far (må Allah være tilfreds med ham), mens hun råbte: »Åh, min farbror!« På dette tidspunkt kom Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til stede og bemærkede: »Den, der vil græde, bør græde over en mand som Ja’far.« [Nisa’ Mubashsharat bil Jannah-214]

Hazrat Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) status

Hendes storhed, status og særtræk er mange. I Profetens familie findes der også andre personer med høj status. Men blandt dem indtager Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende) en særligt fremtrædende position. Åbenbaringen af verset om Tathhir (verset om renselse) i sura al-Ahzab beviser Hazrat Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) særlige status og særtræk. [Sura al-Ahzab-33] (arabisk=========)

»O Profetens familie! Allah ønsker kun at fjerne urenhed fra jer og rense jer fuldstændigt.«

De troendes moder, Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), siger: [Mukhtasar Tafsir Ibn Kathir -3/94] (arabisk========)

»Jeg så Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Han kaldte på Ali, Fatima, Hasan og Husayn (må Allah være tilfreds med dem) og kastede et klæde over deres hoveder. Derefter sagde han: O Allah! Disse er medlemmer af min familie. Fjern urenhed fra dem og rens dem fuldstændigt!«

Hazrat Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i seks måneder efter åbenbaringen af dette vers, når han passerede døren til Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) hus på vej til morgenbønnen, sagde: arabisk===================

»As-salat, Profetens familie! As-salat.«

Derefter reciterede han: [Usud al-Ghaba, biografi nr. 7175; ad-Durr al-Manthur -6/605; Nisa’ Mubashsharat bil-Jannah-219] arabisk=============

Imam Ahmad (ra) har overleveret fra Hazrat Abu Hurayra (ra): Profeten (sa) så på Ali, Fatima, Hasan og Husayn (ra) og sagde: [Siyar a‘lam an-nubala’ – 2/123]

»Den, der fører krig mod jer, fører jeg krig imod; og den, der slutter fred og forsoning med jer, slutter jeg fred med.«

Om denne Profetens familie findes der også følgende udsagn fra Hazrat Rasul-e-Karim (sa): [anførte værk](Arabisk**********)

»Enhver, der nærer fjendskab mod Ahl al-Bayt, altså Profetens familie, vil Allah føre ind i Jahannam.«

I det 9. år efter hijra kom en kristen delegation fra Najran til Hazrat Rasul-e-Karim (sa), og de indlod sig på en meningsløs diskussion med ham om Hazrat Isa (as). Da blev verset om mubahala åbenbaret. Mubahala betyder, at hvis to parter strides om, hvad der er sandt og falsk, og sagen ikke kan afgøres gennem argumenter og diskussion, skal de alle bede Allah om, at den part, der lyver i sagen, må blive tilintetgjort. En sådan bøn kaldes mubahala. De stridende kan udføre denne mubahala sammen, og for at understrege dens alvor kan de også samle deres familier. Mubahala-verset lyder således: [Sura Aal-e-Imran – 61](Arabisk*********)

»Efter at viden er kommet til dig, skal du sige til enhver, der strides med dig om dette: Kom, lad os kalde vores sønner og jeres sønner, vores kvinder og jeres kvinder, os selv og jer selv; derefter skal vi ydmygt bede og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne.«

Efter at dette vers var blevet åbenbaret, inviterede Hazrat Rasul-e-Karim (sa) delegationen til mubahala. Han kom også selv forberedt til mubahala sammen med Fatima, Ali, Hasan og Husayn (ra) og sagde:(Arabisk********)»Åh Allah! Disse er min familie. Fjern urenheden fra dem og rens dem fuldstændigt.« Efter at have sagt dette tre gange fremsagde han: [Sahih Muslim: Fada’il as-Sahaba; Musnad – 4/107; Mukhtasar Tafsir Ibn Kathir – 1/287–289](Arabisk***********)

»Åh Allah, skænk Muhammeds familie Din nåde og velsignelse, ligesom Du skænkede Ibrahims familie Din nåde og velsignelse. Sandelig, Du er Den, der lovprises, Den ærefulde.«

Den ædle Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde en dag til Fatima (må Allah være tilfreds med hende): (Tahdhīb at-Tahdhīb 12/442; al-Isāba 4/366) (Arabisk********)

»Må Allah den Ophøjede glædes over din glæde og være utilfreds med din utilfredshed.«

Når Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) vendte tilbage fra en krig eller en rejse, gik han først til moskeen og bad to rakʿat. Derefter gik han til Fatimas hjem, besøgte hende og gik så til sine hustruer. (Usud al-Ghāba 5/535)

En dag, da Fatima (må Allah være tilfreds med hende) blev syg, gik Sendebudet (må Allah være tilfreds med ham) for at besøge hende. Han spurgte: »Datter! Hvordan har du det?«

Fatima sagde: »Datter! Er du ikke tilfreds med at blive leder for alle verdens kvinder?«

Fatima sagde: »Far! Hvor er Maryam, Imrans datter, så placeret?«

Som svar sagde Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Hun var leder for sin tids kvinder, mens du bliver leder for kvinderne i din tid.«

Ved Allah! Jeg har giftet dig med en leder for denne verden og det hinsides

Hazrat Rasul Karim (s.a.w.) sagde til hende –(Arabisk*********)

»Lederen blandt Paradisets kvinder er, i denne rækkefølge: Maryam, Fatima bint Muhammad (s.a.w.), Khadija og Faraos hustru Asiya.«

En gang tegnede Rasul (s.a.w.) fire streger på jorden og sagde derefter: »Ved I, hvad dette er?« Alle sagde: »Allah og Hans Rasul (s.a.w.) ved det bedst.« Han sagde: »Fatima bint Muhammad, Khadija bint Khuwaylid, Maryam bint Imran og Asiya bint Muzahim (Faraos hustru). De har en særlig rang blandt Paradisets kvinder.«

Den særlige egenskab, der er blevet tillagt Hazrat Fatimas (r.a.) personlighed, fremgår tydeligt af denne hadith fra Rasul (s.a.w.): [Tirmidhi; al-Manaqib](Arabisk********)

»Blandt verdens kvinder er Maryam, Khadija, Fatima og Faraos hustru Asiya tilstrækkelige for dig som forbilleder.«

Hazrat Rasul Karims (s.a.w.) mest elskede og kæreste var Fatima (r.a.). En gang blev Rasul (s.a.w.) spurgt: »O Allahs Rasul! Hvem er det menneske, du holder mest af?« Han svarede: »Fatima.« Imam adh-Dhahabi siger: (Arabisk*****)

»Blandt kvinderne var Fatima (r.a.) den, som Rasulullah (s.a.w.) holdt mest af, og blandt mændene var det Ali (r.a.).«

En gang spurgte Hazrat Ali (r.a.) Rasul (s.a.w.): »Hvem af os to, Fatima og jeg, holder du mest af?« Han svarede: »Fatima er mig kærere end dig.« [Nisa’ Mubashsharat bil-Jannah, s. 216]

Allahs kære

At Hazrat Fatima også var kær for Allah, fremgår af flere mirakuløse hændelser. Her kan nævnes, hvordan Allah engang skænkede velsignelse og overflod i en lille mængde mad. Hændelsen er blevet overleveret i forskellige kilder, og dens kerne er følgende: En dag sendte en af hendes naboer hende to brød og et stykke kød som gave. Hun lagde dem på et fad og dækkede det til. Derefter sendte hun sin søn for at hente Allahs Sendebud (s.a.). Sendebudet (s.a.) kom, og Fatima (r.a.) satte fadet frem for ham. Fatima (r.a.) har fortalt det følgende om, hvad der skete:

Jeg åbnede låget på fadet og så, at det var fyldt med brød og kød. Jeg blev helt lamslået af forbavselse! Jeg forstod, at denne velsignelse kom fra Allah. Jeg lovpriste Allah og sendte velsignelser over Hans profet. Derefter satte jeg fadet med maden frem for Allahs Sendebud (s.a.). Da han så det, lovpriste han Allah og spurgte: »Datter! Hvor kommer denne mad fra?«

Jeg svarede: »Far, den kommer fra Allah. Allah skænker den, Han vil, forsørgelse uden mål.«

Sendebudet (s.a.) sagde: »Min kære datter! Lovet være Allah, som har gjort dig til leder blandt Israels børns kvinder. Når Allah gav hende noget mad, og hun blev spurgt om det, sagde hun: ›Det kommer fra Allah. Sandelig, Allah skænker den, Han vil, forsørgelse uden mål.‹«

Profeten (s.a.), Ali, Fatima, Hasan, Husayn og alle Allahs Sendebuds (s.a.) hustruer spiste af denne mad. De blev alle mætte. Alligevel forblev mængden af mad på fadet den samme. Fatima fordelte maden blandt naboerne. Allah skænkede denne mad stor velsignelse og godhed. [Al-Bidaya wa-n-Nihaya 6/111; Hayat as-Sahaba 3/628; Tafsir Ibn Kathir 3/360]

Profeten (s.a.) bad engang om, at Allah ikke skulle lade Fatima sulte. Fatima siger: »Siden da har jeg aldrig mere været sulten.« Hændelsen var som følger:

En dag gik Sendebudet (s.a.) ind i Fatimas (r.a.) hjem. Hun var i færd med at male hvede med en håndkværn. Hun bar tøj lavet af kamelhår. Da faderen så sin datter i denne tilstand, begyndte han at græde og sagde: »Fatima! Slug denne verdens bitterhed for det hinsidige livs lykke og velbehag.«

Fatima rejste sig og stillede sig foran sin far. Faderen så på sin datter og så, at hendes ansigt på grund af den voldsomme sult var blevet blodløst og gustent. Han sagde: »Fatima! Kom nærmere.« Fatima stillede sig foran sin far. Faderen lagde den ene hånd på hendes skulder og fremsagde denne dua: [A‘lām an-Nisā’ – 4/125] (Arabisk*********)

»O Allah, Du, som giver den sultne mad og fjerner nød! Fjern nøden fra Fatima bint Muhammad.«

I enhver henseende – i tale, adfærd og måde at omgås andre på – var Fatima (ra) et spejlbillede af Allahs ædle Sendebud (sa). ‘Aisha (ra) siger: (Arabisk*********)

»Fatima (ra) gik. Hendes gang afveg ikke det mindste fra Allahs Sendebuds (sa) gang.« [Siyar a‘lām an-nubalā’ – 2/130] I ærlighed og sandfærdighed havde hun ingen lige. ‘Aisha (ra) plejede at sige: [samme værk – 131] (Arabisk********)

»Jeg har aldrig set nogen, der talte mere sandt end Fatima (ra). Men den, hvis datter hun var (Profeten (sa)), er naturligvis en særskilt sag.«

‘Aisha (ra) sagde også: [Abu Dawud: Bāb mā jā’a fil-qiyām (5217); Tirmidhi: Manāqib Fātima (3871)] (Arabisk**********)

»Jeg har aldrig set nogen, der i tale og samtale lignede Allahs Sendebud (sa) mere end Fatima (ra). Når Fatima (ra) kom til Sendebudet (sa), rejste han sig, trak hende hen til sig, kyssede hende og bød hende velkommen. Fatima gjorde det samme over for sin far.« Sendebudet (sa) elskede ikke noget andet af sine børn i samme grad, som han elskede Fatima (ra).

Han sagde (Arabisk*********)

»Fatima er en del af mit legeme. Den, der gør hende utilfreds, gør mig utilfreds.«

Imam as-Suhayli har på grundlag af denne hadith sagt, at den, der fornærmer Fatima (ra), bliver kafir. Han sidestillede hendes utilfredshed med Allahs Sendebuds (sa) utilfredshed. Og den, der gør Sendebudet (sa) vred, bliver kafir.[A‘lam an-nisa’ – 4/125, note 2]

Ibn al-Jawzi har sagt, at Fatima (ra) overgik alle Allahs Sendebuds (sa) øvrige døtre, og at ‘A’isha (ra) overgik alle de øvrige hustruer i ære og anseelse.[Samme værk – 4/126]

Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayra (ra), at Allahs Sendebud (sa) sagde: »Allah gav en engel tilladelse til at besøge mig. Han gav mig det glædelige budskab, at Fatima ville blive leder for alle kvinder i min ummah, og at Hasan og Husayn ville blive ledere for Paradisets beboere.[Samme værk – 4/127]« Ved en lejlighed sagde han til ‘Ali (ra): »Fatima er en del af mit legeme. Gør derfor ikke noget, der vil gøre hende utilfreds.«

Fatimas (ra) kærlighed til sin far

Ligesom Hazrat Allahs Ædle Sendebud (sa) elskede sin datter Fatima (ra) dybt, elskede Fatima også sin far inderligt. Når faderen vendte tilbage fra en rejse, gik han først til moskeen og bad. Derefter gik han til sin datter Fatimas hus, besøgte hende og gik så hjem til sig selv. Det var hans skik. En gang vendte Allahs Sendebud (sa) tilbage fra en rejse og gik til Fatimas hus. Fatima (ra) omfavnede sin far og kyssede ham på øjnene og ansigtet. Derefter så hun på sin fars ansigt og begyndte at græde. Allahs Sendebud (sa) sagde: »Hvorfor græder du?« Fatima (ra) svarede: »Ya Rasulallah! Dit ansigt er blevet blegt, og dit tøj er også blevet snavset og beskidt. Det er derfor, jeg græder.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Fatima, græd ikke. Allah har sendt din far med ansvaret for en sag. Han vil bringe den til hvert eneste hus i byerne og landsbyerne på jordens overflade, enten med ære eller med ydmygelse.[Kanz al-‘Ummal – 1/77; Hayat as-Sahaba – 1/65]«

Allahs Sendebuds (sa) irettesættelse og advarsler

Selv om hun var så højt elsket af Hazrat Allahs Ædle Sendebud (sa), tøvede Allahs Sendebud (sa) ikke med at irettesætte hende, selv hvis hun blot viste en smule interesse for denne verdens glæder og rigdom. Allahs Sendebud (sa) brød sig ikke om verdslig pragt og ydre glans. Det, han ikke selv brød sig om, kunne han heller ikke ønske for andre. En gang gav hendes ægtemand ‘Ali (ra) Fatima (ra) en halskæde af guld. Hun bar halskæden om halsen. På det tidspunkt kom Allahs Sendebud (sa), og hans blik faldt på halskæden. Han sagde: »Fatima! Ønsker du, at folk skal sige, at Allahs Sendebuds (sa) datter bærer en ildhalskæde om halsen?« Da Fatima forstod sin fars utilfredshed, solgte hun halskæden og brugte pengene til at købe en slave, som hun derefter frigav. Da Allahs Sendebud (sa) fik dette at vide, sagde han: [At-Targhib wat-Tarhib – 1/557; Musnad – 5/278, 279; Nisa‘ Hawladar Rasul – 149](Arabisk*******)

»Al lovprisning tilkommer Allah, som reddede Fatimah fra Helvedes ild.«

Endnu en begivenhed. Profeten (sa) vendte tilbage fra et slag. Som det var hans vane, ville han besøge Fatimahs (ra) hjem. For at byde sin far velkommen hængte Fatimah (ra) et forhæng op i døren og gav sine to sønner, Hasan og Husayn (ra), hver et sølvarmbånd på. Hun tænkte, at deres morfar, Profeten (sa), ville blive glad for det. Men resultatet blev det modsatte. Profeten (sa) gik ikke ind i huset, men vendte om. Den intelligente datter Fatimah (ra) forstod, hvorfor hendes far var vendt om uden at gå ind. Straks tog hun forhænget ned og rev det i stykker, og hun tog armbåndene af sine to sønners hænder. Grædende gik de hen til deres morfar. Da sagde den ærværdige Allahs Sendebud (sa): »Disse er medlemmer af min familie. Jeg ønsker ikke, at de skal smykkes med verdslig pynt.« [Sahabiyyat-147]

En gang sagde Profeten (sa) til Fatimah, ‘Ali, Hasan og Husayn (ra): »Dem, som I fører krig imod, fører jeg også krig imod, og dem, som I slutter fred og forlig med, slutter jeg også fred og forlig med.« Det vil sige: »Dem, som I er utilfredse med, er jeg også utilfreds med, og dem, som I er tilfredse med, er jeg også tilfreds med.«

Profeten (sa) gjorde det altid klart for sin højt elskede datter Fatimah (ra), at hun ikke ville blive frelst i det hinsidige blot på grund af, at hun var en profets datter. Den eneste vej til frelse dér ville være gode gerninger, taqwa og gudsfrygt. En gang sagde han i en tale: [Bukhari-6/16 (tafsir af surah ash-Shu‘ara); Nisa Hawla ar-Rasul-149](Arabisk********)

»O Qurayshs folk! Red jer selv. Jeg kan ikke gøre noget for jer hos Allah … O Fatimah bint Muhammad! Bed mig om hvad som helst af min rigdom, som du ønsker. Men jeg kan ikke gøre noget for dig hos Allah.«

Han sagde også:(Arabisk**********)

»O Fatimah bint Muhammad, red dig selv fra Helvedes ild. Jeg er ikke i stand til at gavne eller skade dig noget hos Allah.«

Da en makhzumisk kvinde stjal, forsøgte hendes stammefolk gennem Usamah ibn Zayd (ra), som stod Allahs Sendebud (sa) nær, at gå i forbøn for at få straffen frafaldet. Da sagde Profeten (sa): [Bukhari: al-Hudud; Muslim: Bab Qat‘ as-Sariq (1688)](Arabisk**********)

Ved Allahs ed! Hvis selv Fatima bint Muhammad stjal, ville jeg hugge hendes hånd af.

Kravet på faderens arv

Hans Højhed Allahs Ædle Sendebud (sa) afgik ved døden. Spørgsmålet om hans arv opstod. Fatima (ra) gik straks til kaliffen Abu Bakr (ra) og anmodede om, at hendes faders arv blev fordelt. Abu Bakr (ra) fortalte hende denne hadith fra Allahs Sendebud (sa): (Arabisk*********)

»Alt, hvad vi efterlader, er sadaqa. Det arves ikke.« Derefter sagde han: »Hvordan kan jeg da fordele det?« Som svar på dette blev Hans Højhed Fatima (ra) en smule vred. [Muslim: Fil-jihad was-sayr (1759); Bukhari: 6/139, 141; 7/259, Fil-mag hazi: Kapitel: Hadithen om Banu an-Nadir; Tabaqat 8/18; Siyar a’lam an-nubala 2/120] Fatima (ra) vendte hjem og blev syg. Det er også blevet overleveret, at Hans Højhed Fatima (ra) blev bedrøvet over Abu Bakrs (ra) svar og blev så utilfreds med Abu Bakr (ra), at hun ikke talte med ham indtil sin død. Men i en overlevering fra imam ash-Sha’bi (rh) fortælles det, at da Fatima (ra) blev syg, gik Abu Bakr (ra) til hendes hjem og bad om tilladelse til at besøge hende. Ali (ra) gik til Fatima (ra) og sagde: »Abu Bakr (ra) ønsker at besøge dig.« Fatima (ra) spurgte Ali (ra): »Er du indforstået med, at jeg giver ham tilladelse til at besøge mig?« Ali (ra) svarede: »Ja.« Fatima (ra) gav tilladelse. Abu Bakr (ra) trådte ind i huset, udvekslede hilsner og sagde derefter: »Ved Allahs ed! Jeg kan opgive al min rigdom, min familie og min stamme for at opnå Allahs, Allahs Sendebuds (sa) og jeres, ahl al-bayts, det vil sige medlemmerne af Profetens familie, tilfredshed.« Ved Abu Bakrs (ra) ord forsvandt al smerten fra Hans Højhed Fatimas (ra) hjerte. Hun blev glad. [Tabaqat 8/27] Efter at imam adh-Dhahabi (ra) havde nævnt denne oplysning, kommenterede han, at Hans Højhed Fatima (ra) kendte til sunnahen om, at en kvinde skal indhente sin mands tilladelse for at mødes med en fremmed mand i sin mands hjem. Dette fremgår af denne begivenhed. [Siyar a’lam an-nubala 2/121] Denne overlevering viser, at selv om Hans Højhed Fatima (ra) tidligere havde næret en vis utilfredshed i sit hjerte, blev den senere fjernet. Desuden fremgår det af en overlevering, at Fatima (ra) før sin død testamenterede til Abu Bakrs (ra) hustru, at hun skulle vaske hende efter døden. [Nisa’ mubashsharat bil-jannah 224; note nr. 1]

Døden

Ligesom Hans Højhed Fatimas (ra) tre andre søstre døde i deres ungdom, forlod hun også denne verden otte måneder efter Hans Højhed Allahs Ædle Sendebuds (sa) død—ifølge en anden opfattelse halvfjerds dage efter. Nogle har også sagt, at hun døde to, fire eller otte måneder efter Allahs Sendebuds (sa) død. Det korrekte er imidlertid, at Hans Højhed Allahs Ædle Sendebud (sa) døde. Allahs Sendebuds (sa) forudsigelse—»Du vil blandt min familie være den første, der slutter dig til mig«—blev til virkelighed. Hvis man antager, at Hans Højhed Fatima (ra) blev født fem år før profetkaldelsen, var hun 29 år gammel ved sin død. Nogle har sagt, at Fatima (ra) blev født ét år efter profetkaldelsen; efter denne beregning ville hun ikke have været 29 år. Da de fleste sira-eksperter mener, at Fatima (ra) var 29 år gammel ved sin død, må hun derfor være født fem år før profetkaldelsen. [Siyar a’lam an-nubala 2/127]

Al-Waqidi har sagt, at Fatima (ra) døde den 3. Ramadan i år 11 efter hijra. Hans Højhed Abbas (ra) forrettede janazabønnen. Hans Højhed Ali, Fadl og Abbas (ra) steg ned i graven og fuldførte begravelsen. I overensstemmelse med hendes testamente blev hun begravet om natten. Det er også blevet overleveret, at Ali eller ifølge en anden opfattelse Abu Bakr (ra) forrettede janazabønnen. Hendes ægtemand Ali (ra) og Asma bint Umais (ra) vaskede hende. [Al-Isti’ab 4/367, 368; Ansab al-ashraf 1/402, 405]

Der findes ikke mange oplysninger om Hans Højhed Fatimas (ra) sidste sygdom. Der findes ingen overlevering om, at hun blev ramt af en alvorlig sygdom og var sengeliggende i nogen tid. Umm Salama (ra) siger: »Ali (ra) var ikke hos Fatima (ra), da hun døde. Hun sendte bud efter mig og sagde: ›Sørg for vand til min rituelle vask. Find noget nyt og rent tøj frem, som jeg kan tage på.‹ Jeg sørgede for vand og fandt nyt tøj frem til hende. Hun foretog den rituelle vask grundigt og tog det nye tøj på. Derefter sagde hun: ›Red min seng, så jeg kan hvile.‹ Jeg redte sengen. Hun lagde sig på sengen med ansigtet vendt mod qiblaen. Derefter sagde hun til mig: ›Tiden for min afrejse er meget nær. Jeg har foretaget den rituelle vask. Der er ikke behov for, at jeg vaskes endnu en gang. Der er heller ikke behov for at tage mit tøj af.‹ Derefter sank hun hen i døden.«

Da ‘Alī (ra) kom hjem, fortalte jeg ham om alt det, der var sket. Han anså den vaskning, som Fāṭima (ra) havde fået, for tilstrækkelig og begravede hende i denne tilstand. [Da ‘Alām an-Nisā’ – 4/131] En lignende beretning er også overleveret fra Umm Rāfi‘. I nogle beretninger siges det, at det var ‘Alī (ra), og ifølge en anden opfattelse Abū Bakr (ra), der foretog den rituelle vaskning af hende. [Ṭabaqāt – 8/17, 8; Siyar A‘lām an-Nubalā’ – 2/129]

Kun meget få mennesker fik mulighed for at deltage i begravelsesbønnen. Det skyldtes, at hun døde om natten, og at Hazrat ‘Alī (ra) begravede hende samme nat i overensstemmelse med Fāṭimas ønske. Sådanne beretninger findes forskellige steder i Ṭabaqāt. ‘Ā’isha (ra) siger, at Fāṭima (ra) levede i seks måneder efter Profeten (sa), og at hun blev begravet om natten. [Siyar A‘lām an-Nubalā’ – 2/129]

Beskedenhed og blufærdighed var blandt de fremtrædende træk ved Hazrat Fāṭimas (ra) natur. Da døden nærmede sig, sagde hun til Asmā’ bint ‘Umays (ra): »Jeg bryder mig ikke om, at kvinders lig bliver ført til kirkegården ubesløret. Det medfører, at de ikke er tilslørede. Der gøres ingen forskel mellem kvinders og mænds lig. At mænd bærer kvinders lig, mens de er ubeslørede, er en forkastelig handling fra deres side.« Asmā’ bint ‘Umays (ra) sagde: »O Allahs Sendebuds datter! Jeg har set en god metode i Abessinien. Hvis du tillader det, kan jeg vise dig den.« Derefter hentede hun nogle dadelgrene og spændte et stykke stof over dem, så det dannede noget i retning af en skærm. Hazrat Fāṭima (ra) syntes meget godt om denne metode og blev meget glad.

Hazrat Fāṭimas (ra) lig blev ført til graven bag en skærm. Hendes lig var det første, der på denne måde blev ført til graven i islam. Efter hende blev også Umm al-Mu’minīn Hazrat Zaynab bint Jahshs lig båret til graven på denne måde.

Da Hazrat ‘Alī (ra) var færdig med begravelsen og ligklædningen af sin hustru Fāṭima (ra) og vendte hjem, så han meget bedrøvet og smerteligt berørt ud. I sin sorg gentog han igen og igen følgende vers: [A‘lām an-Nisā’ – 4/131] (Arabisk*****)

»Jeg kan se, at verdens lidelser i stor udstrækning har slået sig ned i mig. Og den, der hører verden til, forbliver syg indtil døden.

Efter hvert møde mellem dem, der elsker hinanden, kommer der en adskillelse. Den tid, de har sammen uden adskillelse, er kun meget kort.

Fāṭimas (ra) adskillelse fra Aḥmad (sa) beviser således, at intet venskab varer evigt.«

Hazrat ‘Alī (må Allah være tilfreds med ham) gik hver dag til Fātimas (må Allah være tilfreds med hende) grav, mindedes hende og græd, mens han reciterede de følgende to vers:(Arabisk*********)

»Hvad er der sket med mig, siden jeg kommer til graven for at hilse på den; men min elskedes grav svarer ikke på mit spørgsmål.

O grav! Hvad er der sket med dig, siden du ikke svarer på din besøgendes kald?

Er du blevet træt af kærligheden til din elskede?

Begravelsesstedet

Al-Wāqidī fortæller: Jeg sagde til ‘Abd ar-Rahmān ibn Abī al-Mawlā: De fleste mennesker siger, at Hazrat Fātimas (må Allah være tilfreds med hende) grav ligger på kirkegården Baqī‘. Hvad mener du? Han svarede: Hun blev ikke begravet på Baqī‘. Hun blev begravet i et hjørne af ‘Aqīls hus. Afstanden mellem hendes grav og vejen var omtrent syv alen. [Sahābiyyāt, s. 153]

Overlevering af hadither

Hazrat Fātima (må Allah være tilfreds med hende) har overleveret atten hadither fra Allahs Sendebud (fred være med ham). Blandt dem er én hadith muttafaq ‘alayhi, det vil sige, at al-Bukhārī og Muslim har optaget den med Hazrat ‘Ā’ishas (må Allah være tilfreds med hende) overleveringskæde. Imām Abū Dāwūd, Ibn Mājah og at-Tirmidhī har hver især optaget hadither overleveret af Fātima (må Allah være tilfreds med hende) i deres samlinger. De, der overleverede hadither fra Fātima (må Allah være tilfreds med hende), var hendes to sønner, hendes hjertekære stykker, Hasan og Husayn, hendes ægtemand ‘Alī ibn Abī Tālib, de troendes moder ‘Ā’ishah, Salmā Umm Rāfi‘, Anas ibn Mālik, Umm Salamah, Fātimah bint al-Husayn (må Allah være tilfreds med dem) og mange andre. Ibn al-Jawzī siger: Vi kender ingen anden af Allahs Sendebuds (fred være med ham) døtre, bortset fra Fātima (må Allah være tilfreds med hende), som har overleveret nogen hadith fra Allahs Sendebud (fred være med ham). [Siyar A‘lām an-Nubalā’, 2/119; A‘lām an-Nisā’, s. 128, note 1]

Umm al-Fadl bint al-Harith (ra)

Umm al-Fadl Lubaba al-Kubra, som kun er kendt under navnet Umm al-Fadl. Efter arabisk skik antog hun et tilnavn efter sin ældste søn, al-Fadl ibn Abbas. Hendes far var al-Harith ibn Huzn al-Hilali, og hendes mor var Hind bint Awf al-Kinaniyya. Denne Hind var også kendt som Khawla. [Tabaqat 8/277; al-Isi’ab 4/398] Profetens (sa) ærværdige onkel, Hadrat Abbas ibn Abd al-Muttalib (ra), giftede sig med hende. Umm al-Fadl var således Profeten (sa)s stolte faster. Hadrat Abbas’ sønner og døtre var: al-Fadl, Abdullah, Ubaydullah, Ma’bad, Qutham, Abd al-Rahman samt Umm Habibs mor. Imam adh-Dhahabi sagde: »Hun var mor til Hadrat Abbas’ (ra) seks fremragende sønner.« [Siyar a’lam an-nubala 2/314; Ansab al-ashraf 1/447] Den arabiske digter Abdullah ibn Yazid al-Hilali sagde: »Ingen fornem kvinde i Arabien har født børn som de seks børn, der blev født af Umm al-Fadl.« [Tabaqat 8/277; marginnoterne til al-Isti’ab og al-Isaba 4/399]

Hun havde mange hel-, halv- og stedsøskende, hvoraf flere blev kendt i historien på forskellige områder. Blandt dem var Maymuna bint al-Harith, som var kendt som Lubaba as-Sughra og var den berømte sahabi og hærfører Khalid ibn al-Walids (ra) stolte mor. Der var også Azza bint al-Harith og Huzayla bint al-Harith. De sidstnævnte tre var hendes fædrene halvsøstre. Mahmiyya ibn Jaza’a az-Zubaydi, Sulma, Asma og Salama var alle hendes mødrene halvbrødre og -søstre. [Usd al-ghaba 5/539] Det fremgår således, at hun var søster til de troendes moder Maymuna og moster til hærføreren Khalid ibn al-Walid. Hendes søster Salma var gift med Hadrat Hamza (ra), og Asma var gift med Hadrat Ja’far ibn Abi Talib (ra), Hadrat Alis (ra) bror, en berømt hærfører og martyr blandt sahaba. Efter Ja’fars martyrdød blev den første kalif, Hadrat Abu Bakr as-Siddiq (ra), hendes anden ægtemand. Efter Hadrat Abu Bakrs (ra) død blev Hadrat Ali (ra) hendes tredje ægtemand. Umm al-Fadls mor var i denne henseende velsignet, idet hun fik de bedste sønner fra Arabien på den tid som ægtemænd til sine døtre. Ingen anden kvinde kunne måle sig med hende i denne lykke. [Tabaqat 8/278; al-Isi’ab 4/399]

Hun blev muslim i den første del af den islamiske mission i Mekka. Det er blevet berettet, at hun var den første kvinde i Mekka, som tog islam til sig efter Hadrat Khadija (ra). [Tabaqat 8/277] I værket al-Isaba siges det imidlertid også, at hun blev muslim før hijraen. [Siyar a’lam an-nubala 2/315] Hadith-lærde har dog erklæret denne beretning for svag og den førstnævnte beretning for korrekt. [Sahabiyyat 174] Imam adh-Dhahabi regnede hende blandt de tidligste muslimer. [Siyar a’lam an-nubala 2/315]

Abu Rafi’, Profetens (sa) tjener, sagde: »Jeg var Abbas’ slave. Islam trængte ind blandt vores ahl al-bayt. Abbas og Umm al-Fadl tog islam til sig.« [Hayat as-sahaba 34/530 11; Tabaqat 8/278] Det korrekte er, at Abbas tog islam til sig allerede tidligt, men holdt det skjult.

Selv om hun var blandt muslimerne fra islams tidlige dage i Mekka, holdt hun sig trods utallige vanskeligheder fast på Mekkas jord indtil hendes mand, Hadrat Abbas (ra), udvandrede til Medina. Hadrat Abbas (ra) erklærede først islam meget sent og udvandrede til Medina helt mod slutningen. Det var på dette tidspunkt, at Umm al-Fadl (ra) udvandrede til Medina sammen med sine børn. Derfor plejede hendes søn, Hadrat Abdullah ibn Abbas (ra), senere at recitere sura an-Nisa’ vers 75 og sige: »Min mor og jeg er den kvinde og det barn, for hvis skyld der i dette vers blev befalet at kæmpe.« [Sahih al-Bukhari, Kitab at-Tafsir, sura an-Nisa’] Versets betydning er følgende: »Og hvad er der med jer, at I ikke kæmper på Allahs vej for de svage mænd, kvinder og børn, som siger: Vores Herre, bring os ud af denne by, hvis indbyggere er uretfærdige!« En hadith viser, at de tog islam til sig før Hadrat Abbas (ra), men var ude af stand til at foretage hijra. Det har imam adh-Dhahabi sagt. [Siyar a’lam an-nubala 2/315]

Allahs Sendebud (sa) erklærede Umm al-Fadl og hendes øvrige søstre for troende. En gang blev navnene på Maymuna, Umm al-Fadl, Lubaba as-Sughra, Huzayla, Azza, Asma og Salma nævnt foran Allahs Sendebud (sa). Sendebudet (sa) sagde: »Alle disse søstre er mu’minat, dvs. troende.« [Tabaqat 8/278; al-Isti’ab 4/401] Af forskellige begivenheder i Allahs Sendebuds (sa) liv fremgår det, at han ikke blot elskede sin faster Umm al-Fadl, men også tillagde hende stor betydning. Fasteren holdt også meget af ham. Sendebudet (sa) besøgte ofte hendes hjem for at se hende og hvilede sig der en stund ved middagstid. [Tabaqat 8/277; Usd al-ghaba 5/539]

Al-Ajlah berettede dette gennem Zayd ibn Ali ibn Husayns overlevering. Efter at Allahs Sendebud (sa) havde modtaget profetskabet, lagde han ikke sit hoved i skødet på nogen anden kvinde end Umm al-Fadl, og det var heller ikke tilladt ham at gøre det. Umm al-Fadl lagde Allahs Sendebuds (sa) hoved i sit skød, rensede det og påførte kohl på hans øjne. En dag, mens hun påførte kohl, faldt pludselig en tåre fra hendes øje ned på Allahs Sendebuds (sa) kind. Han løftede hovedet og spurgte: »Hvad er der sket?« Umm al-Fadl sagde: »Allah vil lade dig dø. Hvis lederskabet og magten forbliver blandt os eller går over til andre, ville du så ikke fortælle os, hvem blandt os der skal efterfølge dig?« Sendebudet (sa) sagde: »Efter mig vil I være magtesløse og svage.« [Tabaqat 8/278] Af Imam Ahmads beretning fremgår det, at denne begivenhed fandt sted under Allahs Sendebuds (sa) sidste sygdom. [Hayat as-sahaba 2/337]

Umm al-Fadl udførte også hajj sammen med Allahs Sendebud (s.a.) under afskedshajj. På dagen for opholdet ved Arafat var sahabaerne i tvivl om, hvorvidt Allahs Sendebud (s.a.) fastede. På et tidspunkt gav de udtryk for denne tvivl over for Umm al-Fadl. For at få sagen afklaret satte Umm al-Fadl en skål mælk frem for Allahs Sendebud (s.a.), og han drak den. Således blev al deres tvivl og usikkerhed fjernet.[Tabaqat/8/279;]

En dag sagde Umm al-Fadl (r.a.) til Allahs Sendebud (s.a.): »Jeg har i en drøm set, at en del af din krop befandt sig i mit hus.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Hvis Allah vil, er drømmen et godt varsel. Fatima vil få en søn, og du vil amme ham. På den måde bliver du hans plejemor.« I overensstemmelse med denne forudsigelse fødte Fatima Husayn (r.a.), og Umm al-Fadl (r.a.) ammede ham. En dag bar hun Husayn hen til Allahs Sendebud (s.a.). Det lille barn tissede i sin morfars skød. Umm al-Fadl skældte ham ud og sagde: »Har du tisset i Allahs Sendebuds (s.a.) skød?« Sendebudet (s.a.) sagde: »Ved at skælde barnet ud gør du mig ondt.« Derefter blev urinen vasket bort med vand.[Samme kilde]

Umm al-Fadl (r.a.) har fortalt tredive hadither fra Allahs Sendebud (s.a.). Dette har imam al-Dhahabi nævnt med isnad via Musnad Baqi ibn Mukhalled. Blandt dem er én hadith muttafaqun alayh, mens imam al-Bukhari har fortalt tre, som imam Muslim har fortalt alene.[Siyar a’lam al-nubala-2/315; se Bukhari-2/204, 4/206; Muslim, hadith nr. 462, 1123, 1451;]

Blandt dem, der har overleveret hadither fra Umm al-Fadl, er de mest fremtrædende: Abdullah, Tammam, Anas ibn Malik, Abdullah ibn Harith, Umayr, Kurayb og Fabus.[Usud al-ghaba-5/540]

Umm al-Fadl (r.a.) var en højtstående abida og en kvinde, der var løsrevet fra denne verdens tiltrækninger. Det var hendes vane at faste hver mandag og onsdag. Dette er blevet fortalt af hendes dygtige søn, den store sahabi Abdullah ibn Abbas (r.a.).[Tabaqat -8/278; Siyar sahabiyyat-117] Hun døde under den tredje kalif Uthmans (r.a.) kalifat. Hendes mand, Abbas (r.a.), var da stadig i live. Uthman (r.a.) ledte janaza-bønnen.[Siyar a’lam al-nubala-2/315; Siyar sahabiyyat-117]

Safiyya (r.a.), datter af Abd al-Muttalib

Safiyya (r.a.) og Allahs ædle Sendebud (s.a.) havde samme slægt og samme forfædre. Safiyya (r.a.) var nemlig Abd al-Muttalibs datter og Allahs Sendebuds (s.a.) faster. På den anden side var Hala bint Wahab, som var Allahs Sendebuds (s.a.) mors halvsøster, Safiyyas mor. Derfor var Safiyyas mor også Allahs Sendebuds (s.a.) moster.[Usud al-ghaba-5/892; al-Isaba-4/348] Hamza (r.a.), Uhuds martyr og sayyid al-shuhada, var hendes bror. De var børn af samme mor.[Tahdhib al-asma wa al-lughat-1/349]

I jahiliyya-tiden blev hun gift med Harith ibn Harb, Abu Sufyans bror ibn Harb. Hun fik en søn med ham. Efter Hariths død blev hun gift for anden gang med al-Awwam ibn Khuwaylid, med hvem hun blev mor til tre sønner: Zubayr, Sa’ib og Abd al-Ka’ba.[Tabaqat-8/42] Det skal bemærkes, at denne al-Awwam var bror til de troendes moder, Khadija al-Kubra (r.a.). Det fremgår således, at hun var den stolte mor til Zubayr ibn al-Awwam (r.a.), et af medlemmerne af Ashara Mubashshara, og farmor til den berømte sahabi Abdullah ibn al-Zubayr, som var en protesterende stemme mod undertrykkelse og tyranni og blev martyrdræbt af den despotiske Yazids hær.

Hazrat Safiyya (ra) antog islam. Der er uenighed blandt sīrat-eksperterne om, hvilke af Allahs Sendebuds (sa) fastre der antog islam. Hvad angår hendes antagelse af islam, er der imidlertid ingen uenighed blandt eksperterne. Ibn Saʿd har omtalt, at ʿArwā, ʿĀtika og andre af fast­rene antog islam. Sandheden er dog, at ingen andre end Safiyya antog islam. Det er også, hvad Ibn al-Athīr har sagt.[Usud al-Ghaba 5/492; Tahdhīb al-Asmāʾ wa’l-Lughāt 1/349] Om hendes hijra ved man kun, at hun udvandrede til Medina sammen med sin mand ʿAwwām. Ibn Saʿd har kun sagt følgende: [Tabaqāt-8] (Arabisk*****)»Hun udvandrede til Medina.«

Hazrat ʿĀʾisha (ra) fortæller: Da dette vers blev åbenbaret for Allahs Sendebud (sa) i Mekka, (Arabisk*******) [Sura al-Shuʿarāʾ -214], rejste han sig og henvendte sig således: [Siyar Aʿlām al-Nubalāʾ-2/271]

– »O Fātima, datter af Muhammad, o Safiyya, datter af ʿAbd al-Muttalib, o efterkommere af ʿAbd al-Muttalib! Jeg kan ikke gøre noget for jer hos Allah. I kan bede mig om, hvad I vil, af mine ejendele.«

Hun deltog i flere jihad-ekspeditioner. Under slaget ved Uhud blev kvinderne efterladt i digteren Hassan ibn Thabits (ra) fæstning Fāriʿ, så de kunne være i sikkerhed. Denne fæstning Fāriʿ blev også kaldt fæstningen ʿUtum. Hassan var også sammen med dem. Hazrat Safiyya var blandt disse kvinder. En dag så hun en jøde gå rundt omkring fæstningen. Hun blev alvorligt bekymret, for hvis han opdagede, hvor kvinderne befandt sig, kunne der opstå stor fare. Allahs Sendebud (sa) befandt sig nemlig på det tidspunkt på jihad-marken sammen med sin hær. Hazrat Safiyya (ra) indså farens alvor og sagde til Hassan: »Dræb denne jøde. Ellers vil han fortælle de andre jøder, hvor vi befinder os.« Hassan (ra) sagde: »Du ved, at jeg ikke kan gøre noget ved dette. Hvis jeg havde haft det mod, ville jeg have været sammen med Allahs Sendebud (sa).« Safiyya tog da selv en teltstang, kastede sig over jøden og dræbte ham. Derefter sagde hun til Hassan (ra): »Gå nu hen og hent hans ejendele. Eftersom jeg er en kvinde, og han var en mand, kan jeg ikke gøre dette. Det må du gøre.« Hassan sagde: »Der er ikke behov for disse ejendele.«[Tabaqāt-8/41; Kanz al-ʿUmmāl-7/99; Sīrat Ibn Hishām-2/228; al-Aghānī-4/164; al-Bidāya-4/108]

I en anden beretning fortælles det, at Safiyya (ra), efter at have dræbt manden, skar hans hoved af og sagde til Hassan: »Værsgo, tag det og kast det ned blandt jøderne ved fæstningens fod.« Han sagde: »Det er ikke mit arbejde.« Så kastede Safiyya selv hovedet blandt jøderne, og af frygt spredtes de i alle retninger. Senere plejede Safiyya (ra) at sige:(Arabisk*********)

»Jeg er den første kvinde, der har dræbt en mand.« Dette har ʿUrwa berettet.[Slaget ved Uhud fandt sted før slaget ved Khandaq. Hazrat Safiyya deltog også i slaget ved Uhud og satte her et strålende eksempel på mod. På et tidspunkt under dette slag blev muslimerne spredt af Qurayshs angreb, og de begyndte at flygte. Det var i realiteten et nederlag, der var indtruffet. Hazrat Safiyya (ra) tog da et spyd i hånden og slog enhver af de flygtende soldater, hun fik øje på, mens hun råbte ophidset: »Flygter I, mens I efterlader Allahs Sendebud (sa)?« Denne situation kom til Allahs Sendebuds (sa) kendskab. Sendebudet (sa) sagde til Zubayr, at han ikke måtte lade hende se Hamzas lig. Quraysh behandlede nemlig ligene umenneskeligt. De skar i dem og lemlæstede dem. Sendebudet (sa) gav Zubayr denne besked, fordi han frygtede, at hun ville miste besindelsen ved synet af sin brors så grusomt lemlæstede lig. I overensstemmelse med Allahs Sendebuds (sa) befaling gik Zubayr (ra) hen til sin mor og sagde: »Mor, Allahs Sendebud (sa) beder dig om at vende tilbage.« Hun svarede: »Jeg har hørt, at min brors lig er blevet lemlæstet. Allah ved, at jeg ikke bryder mig det mindste om, at min brors lig er blevet behandlet sådan, men jeg vil bestemt være tålmodig. In shāʾ Allāh vil jeg beherske mig.« Zubayr (ra) fortalte Allahs Sendebud (sa), hvad hans mor havde sagt. Derefter gav han Safiyya (ra) tilladelse til at gå hen til sin brors lig. Hazrat Safiyya gik hen til sin brors lig og så kroppens sønderrevne dele. Hun beherskede sig fuldstændigt. Hun sagde kun: »Innā lillāhi wa innā ilayhi rājiʿūn«, og fortsatte med at bede om hans tilgivelse. Efter at hun var gået, beordrede Allahs Sendebud (sa), at Hazrat Hamzas (ra) lig skulle begraves.[Tabaqāt-8/42; Usud al-Ghaba-5/492]

Allahs Sendebud (sa) sagde den dag: »Hvis jeg ikke havde været bekymret for Safiyyas sorg, og hvis jeg ikke havde frygtet, at det efter mig ville blive en skik, ville jeg have ladet Hamzas lig ligge sådan på slagmarken, så dyr og fugle kunne have ædt det.«[Sīrat Ibn Hishām-2/95]

Efter erobringen af Khaybar fastsatte Allahs Sendebud (sa) som underhold til Hazrat Safiyya (ra) en årlig ydelse på fyrre wasq korn fra den afgrøde, der blev produceret dér.[Tabaqāt-8/41]

Under ʿUmars (ra) kalifat døde hun i Medina i det 20. år efter hijra, 73 år gammel. Hun blev begravet på Baqīʿ-kirkegården ved siden af wudu-området i al-Mughīrah ibn Shuʿbahs gård. Nogle har sagt, at adskillige beretninger fra Allahs Sendebud (sa) blev overleveret af hende.[Ibid., 8/42; Tahdhīb al-Asmāʾ wa-l-Lughāt, 1/349; al-Istīʿāb (i margenoterne til al-Iṣābah), 4/345] Dette er ikke korrekt.

Poetisk talent

Ḥazrat Ṣafiyyah (ra) var en kvindelig poet fra Qurayshs hāshimīske gren og en veltalende kvinde. Hun blev også kendt for jihad og andre gode gerninger. Hun beherskede det arabiske sprog særdeles godt. Verslinjer strømmede frit fra hendes læber. Disse vers var præget af fremragende idéer, klare og flydende formuleringer samt blide, sande og præcise følelser og enestående tapperhed og mod. Det er blevet berettet, at når hun vuggede sit lille barn az-Zubayr i sine arme, strømmede vers, der udtrykte tapperhed, frit fra hendes læber.[Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ, 1/45]

De digte af Ḥazrat Ṣafiyyah (ra), som findes bevaret i historiske værker og sīrah-værker, efterlader ingen tvivl om, at hun var en af arabernes store kvindelige poeter. Især er hendes dygtighed i forfattelsen af elegier bemærkelsesværdig. Derfor har mange betegnet hende som(Arabisk****) eller som »Khansāʾ fra Quraysh«.[Nisāʾ min ʿAṣr an-Nubuwwah, 419]

Allāmah as-Suyūṭī har skrevet i værket »ad-Durr al-Manthūr«:[ad-Durar al-Manthūr, 261]

»Hun var en digter med et rent og klart sprog. I tale, handling, ære og anseelse samt slægtens berømmelse indtog hun en særstilling blandt hele det arabiske folk.«

Efter ʿAbd al-Muṭṭalibs død samlede Ṣafiyyah (ra) sine søstre og døtrene fra Banū Hāshim og afholdt noget, der lignede en sørgehøjtidelighed. Ved denne lejlighed reciterede mange kvinder elegier, som de selv havde forfattet. Denne elegi er blevet samlet i forskellige værker.[Se: Sīrat Ibn Hishām, 1/169–174]

Hendes to vers lyder således: (Arabisk*************************)

Jeg vågnede om natten ved stemmen fra en sørgende,

som klagede over en mand fra højlandet.

Så trillede tårerne ned ad mine to kinder på en sådan måde,

at de faldt, som perler, der ruller ned ad en skråning.

Efter Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) bortgang skrev hun en sørgedigtning. Dele af den findes i forskellige værker. Her gengives nogle af dens vers: [Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 2/271; se: Ḥayāt aṣ-Ṣaḥābah 3/347-348](Arabisk*****)

»O mine øjne! Vær gavmilde med at udgyde tårer og våge om natten

i denne henseende. Sørg over den bedste af de døde,

sørg over den, der er gået tabt.

Med dyb sorg og smerte over Muhammad al-Mustafas

minde, klag. Den sorg og smerte, som i hjertet

er smeltet sammen og har fået ham til at støtte sig

som en syg person.

Der var opstået frygt for mit liv—

da hans fastsatte dødstid indtraf,

hvilket er nedskrevet i en højtæret bog.

Han var mild over for mennesker,

Den barmhjertige og bedste vejleder.

Må Allah være nådig mod ham under alle livets og dødens omstændigheder.

Og på den evige dag skænke Allah ham Paradis.«

Her følger nogle vers fra endnu et sørgedigt, skrevet til minde om den ærede Guds Sendebud (fvmh): [Shāʿirāt al-ʿArab, 202–205](Arabisk**********)

»O Guds Sendebud! Du var vores håb og støtte. Du behandlede os godt og var ikke hård.

Du var barmhjertig, vejleder og lærer. For enhver, der sørger, må min mor, min moster, min farbror, min morbror, mit liv og min formue i dag ofres for dig.

Hvis menneskehedens Herre havde ladet vores profet leve for evigt, ville vi have været lykkelige. Men Hans beslutning var allerede truffet.

Må Allahs fred fra Ham være over dig til din ære! Og måtte du med et tilfreds hjerte træde ind i det evige Paradis.«

Da de muslimske soldater under slaget ved Uhud blev spredt langt fra Profeten (saw) i en fortvivlet tilstand, har jeg allerede omtalt det mod, som Hazrat Safiyya udviste. På det tidspunkt forfattede hun også et digt til minde om Hamza (ra). I det fremstillede hun et billede, hvoraf et vers lyder således:[Al-Isaba-4/349](Arabisk*******)

»Og en sådan dag er kommet over dig – en dag, hvis sol er blevet mørk, skønt den var strålende.«

Ummu Ayman Baraka (ra)

Ummu Ayman var Rasulullahs (saw) frigivne slavinde. Hendes egentlige navn var Baraka. Hun var en abyssinierindes datter. Hendes far hed Tha‘laba ibn ‘Amr. Hun var slavinde hos Rasulullahs (saw) ærede far, ‘Abdullah, eller ifølge en anden opfattelse hos hans mor, Amina.[Ansab al-Ashraf-1/96] Som følge af arv frigav Profeten (saw) hende fra slaveriet.[Siyar a‘lam al-nubala-2/223] Hun var Rasulullahs (saw) amme. Hun var en af dem, der bar og opfostrede Rasulullah (saw) på deres skød og i deres arme.[Ansab al-Ashraf-1/96, 476] Rasulullah (saw) havde syv geder, som Ummu Ayman vogtede.[Samme værk 1/513]

Da Rasulullah (saw) var seks år gammel, rejste hans mor Amina sammen med ham til Medina for at besøge hans fars grav. På denne rejse var ‘Abd al-Muttalib og Ummu Ayman også med.[Samme værk-1/94]

‘Ubayd ibn ‘Amr al-Khazraji kom fra Yathrib til Mekka og bosatte sig dér. Her giftede han sig med Ummu Ayman (sa). Al-Baladhuri siger, at dette ægteskab mellem ‘Ubayd og Ummu Ayman blev indgået i jahiliyya-tiden. Hun tilbragte mange år som enke i Rasulullahs (saw) husstand. En dag sagde Profeten (saw) til sine ledsagere i Mekka: »Hvis nogen af jer ønsker at gifte sig med en kvinde, der hører til Paradiset, skal han gifte sig med Ummu Ayman.« Da Zayd ibn Harith, Rasulullahs (saw) adoptivsøn og højt elskede, viste interesse for at gifte sig med hende, tog Profeten (saw) selv initiativet og lod ham gifte sig med Ayman. I Zayds hus blev den senere berømte hærfører Usama født. I overensstemmelse med arabisk skik antog hun tilnavnet Umm Ayman efter Ayman, sønnen fra hendes første ægteskab, og blev kendt i historien under dette navn. Hendes egentlige navn var Barakat. Denne Ayman blev muslim og led martyrdøden i slaget ved Hunayn.[Samme værk-1/472-473; Tabaqat-8/224; Siyar a‘lam al-nubala-2/224]

Ummu Ayman (ra) blev muslim allerede i islams første tid. Hun var blandt de personer, der opnåede den ære at udvandre både til Abessinien og Medina. Først udvandrede hun til Abessinien. Derefter vendte hun tilbage til Mekka og udvandrede igen til Medina sammen med sin mand, Zayd ibn Haritha.[Siyar al-sahabiyyat-111; Ansab al-Ashraf-1/320] Hun deltog i slagene ved Uhud og Khaybar. Ved Uhud havde hun ansvaret for at give soldaterne vand og pleje de sårede.

Al-Baladhuri siger: Rasulullahs (saw) amme, Ummu Ayman (ra), gav sammen med de ansariske kvinder de muslimske mujahidin vand under slaget ved Uhud. Hibbán ibn ‘Araqa skød en pil mod hende. Pilen ramte hendes skjold, så en del af hendes krop kom til syne. Da bueskytten så det, brød han ud i høj latter. Derefter rakte Profeten (saw) pilen til Sa‘d ibn Abi Waqqas og sagde: »Skyd med den.« Sa‘d skød pilen, og den ramte Hibbán. Han faldt straks til jorden og døde. Da Profeten (saw) så det, lo han så meget, at hans tænder blev synlige.[Samme værk-1/320]

Al-Harith ibn Hatib, Tha’laba ibn Hatib, Sawwad ibn Ghaziyya, Sa’d ibn Uthman og nogle andre flygtede fra Uhuds slagmark. Ummu Ayman skældte dem voldsomt ud. Hun kastede støv i ansigtet på dem og blev ved med at sige til dem: »Gå hjem, der står en rok; spind noget garn.«[Pragukt-1/326,]

Ummu Ayman (ra) var hele sit liv knyttet til Allahs Sendebuds (sa) familie. Sammen med medlemmerne af Allahs Sendebuds (sa) familie udvandrede hun til Medina.[Al-Isaba-4/450; Al-Isti’ab-4/450; Hayatus-Sahaba-1/369,] Også ved Alis og Fatimas bryllup ser vi Ummu Ayman (ra) helt forrest blandt alle. Sendebudet (sa) sendte sin elskede datter Fatima til hendes ægtemands hjem, og allerede næste morgen skyndte han sig til svigersønnens hus for at se datteren og svigersønnen. Han bankede på døren. Der var mange kvinder i bryllupshuset. Da alle mærkede Allahs Sendebuds (sa) tilstedeværelse, blev de meget opmærksomme. Da Ummu Ayman åbnede døren, sagde Sendebudet (sa) til hende: »Kald min bror.« Det skal nævnes, at svigersønnen Ali (ra) var Allahs Sendebuds (sa) fætter. Ummu Ayman (ra) havde opholdt sig i Alis hus den nat. Hun sagde til Allahs Sendebud (sa): »Åh Allahs Sendebud! Hvorfor kalder du Ali for din bror? Er han ikke din datters ægtemand?«[Hayatus-Sahaba-2/668]

Da Zaynab, Allahs Sendebuds (sa) datter, døde i det ottende hijri-år, deltog hun sammen med de andre kvinder i hendes renselse. Tidligere, da Ruqayya, Allahs Sendebuds (sa) datter, døde under Slaget ved Badr, var det også Ummu Ayman, der foretog hendes renselse. Al-Kalbi siger: »Da de troendes moder Khadija (ra) døde, foretog Ummu Ayman og Ummul-Fadl hendes renselse.«[Ansab al-Ashraf-1/400, 401, 406]

Den ædle Allahs Sendebud (sa) viste Ayman stor agtelse og respekt. Undertiden tiltalte han hende endda som »mor«. Han sagde også: »Det sidste tilbageværende medlem af denne familie.«[Tabaqat-8/223; Al-Hakim-4/63,] Ummu Ayman (ra) var lidt enfoldig. Sendebudet (sa) spøgte også af og til lidt med hende. En dag kom Ummu Ayman (ra) til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »Åh Allahs Sendebud! Sørg for, at jeg kan ride på et ridedyr.« Sendebudet (sa) sagde: »Jeg vil lade dig ride på en hunkamels unge.« Ummu Ayman sagde: »En unge vil ikke kunne bære min vægt.« Sendebudet (sa) sagde: »Jeg vil lade dig ride på en unge.« I virkeligheden spøgte Sendebudet (sa) blot lidt med hende. Det er overleveret i hadith, at Sendebudet (sa) ikke spøgte uden grund. Der var altid sandhed i hans spøg. Det var også tilfældet her, for alle kameler – hvad enten de er små eller store – er unger af en eller anden hunkamel.[Al-Bidaya-6/46; Al-Adab al-Mufrad lil-Bukhari-41; Siyar A’lam an-Nubala-2/225,]

Ummu Ayman (ra) kunne ikke udtale alle de arabiske bogstavslyde.[Tabaqat-8/225] Abu Ja’far al-Baqir har sagt, at Ummu Ayman (ra) en dag gik til Allahs Sendebud (sa), og da hun ville hilse, udtalte hun det således:(Arabisk*****) (Salamu la ‘alaykum). Fra den dag tillod Sendebudet (sa) hende kun at sige:(Arabisk***) As-salamu. [Pragukt; Siyar A’lam an-Nubala-2/225]

Da Allahs Sendebud (sa) døde, blev Ummu Ayman dybt bedrøvet og begyndte at græde. Folk sagde: »Græder du?« Hun svarede: »Ved Allah, jeg vidste, at han ville dø. Men jeg græder, fordi åbenbaringen fra himlen fra i dag ikke længere kommer til os.« Det er også overleveret fra Anas (ra), at Allahs Sendebud (sa) plejede at besøge Ummu Ayman fra tid til anden. »Lad os også gå hen og besøge hende lidt,« sagde de. Da de to nåede frem til Ummu Ayman, begyndte hun at græde. De sagde: »Hvorfor græder du? Det, der findes hos Allah, er bedre for Hans Sendebud (sa).« Ummu Ayman sagde: »Jeg græder ikke, fordi jeg ikke ved det. Jeg græder, fordi åbenbaringen fra himlen er ophørt.« Da Abu Bakr og Umar (ra) hørte dette, begyndte de begge at græde.[Sahih Muslim; Fada’il as-Sahaba (2454); Ibn Maja: Al-Jana’iz (1635); Kanz al-Ummal-4/48; Al-Bidaya-5/274,] Da den anden kalif, Umar, ligeledes led martyrdøden, blev hun ved med at sige grædende: »I dag er islam blevet svækket.«[Siyar A’lam an-Nubala-2/227,]

Efter at Allahs Sendebud (sa) var udvandret til Medina, overlod Ansar spontant mange af deres dadelplantager til Allahs Sendebud (sa). Senere, da Medinas jødiske stammer, Banu Qurayza og Banu Nadir, blev fordrevet fra Medina, og alt, hvad de ejede, kom i muslimernes hænder, begyndte han at give disse haver og plantager tilbage til Ansar. Blandt dem var også nogle, der tilhørte Anas (ra). Sendebudet (sa) havde givet denne plantage til Ummu Ayman. Da Anas (ra) gik til Ummu Ayman for at få plantagen tilbage, nægtede hun at give den tilbage. Senere gav Sendebudet (sa) hende ti gange så meget i stedet for denne plantage.[Sahih al-Bukhari; Al-Maghazi-7/316; Muslim; Al-Jihad wa as-Siyar-2/341,]

En dag besøgte Allahs Sendebud (sa) Ummu Ayman i hendes hjem. Ummu Ayman tilbød ham en drik. Sendebudet (sa) fastede. Derfor tøvede han med at drikke. Det viste Ummu Ayman stor utilfredshed over.[Muslim-2/341,] Hun vidste sandsynligvis ikke, at Allahs Sendebud (sa) fastede. Og Allahs Sendebud (sa) mente ikke, at det var nødvendigt at fortælle hende det.

Hazrat Ummu Ayman (må Allah være tilfreds med hende) overleverede også hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Der er overleveret fem hadither gennem hende. [Siyar A‘lam an-Nubala-2/227] Blandt dem, der overleverede hadither fra hende, er Anas ibn Malik, Hansh ibn ‘Abdullah as-San‘ani og Abu Yazid særligt bemærkelsesværdige. [Sahabiyyat-200]

Som tidligere nævnt havde hun to sønner: Ayman fra sin første ægtemand og Usama fra sin anden ægtemand. De var begge sahabaer. Usama var en meget fremtrædende sahabi og var højt elsket af Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Ayman havde en søn ved navn Hajjaj ibn Ayman. En dag gik han ind i moskeen, udførte rukū‘ og sujūd overfladisk og afsluttede sin bøn meget hurtigt. Hazrat ‘Abdullah ibn ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) sad ved siden af. Han kaldte på Ibn Ayman (må Allah være tilfreds med ham) og spurgte: »Mener du, at din bøn er udført? Din bøn er ikke udført. Gå hen og bed igen.« Efter Ibn Ayman var gået, spurgte Ibn ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) folkene: »Hvem er denne mand?« De svarede: »Hajjaj ibn Ayman, Ummu Aymans barnebarn.« Ibn ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) bemærkede da: »Når Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) så ham, viste han ham kærlighed.« [Tabaqat-8/225; Siyar A‘lam an-Nubala-2/226]

Hazrat Ummu Ayman (må Allah være tilfreds med hende) døde under kaliffen Hazrat ‘Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. Det, som Ibn al-Athir har sagt, nemlig at hun døde fem eller seks måneder efter Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bortgang, er ikke korrekt. [Tabaqat-8/227; Sahabiyyat-200]

I forskellige sira-værker er der berettet om en mirakuløs hændelse i forbindelse med Ummu Ayman (må Allah være tilfreds med hende). Da hun var på hijra, blev det aften undervejs et sted, og hun blev plaget af tørst. Der var ikke vand nogen steder i nærheden. Da kom en spand vand, ophængt i et hvidt reb fra himlen, hen foran hende. Hun drak sig mæt i vandet. Resultatet blev, at hun aldrig mere i sit liv blev plaget af tørst. Hun plejede at sige: »Selv på en middag med voldsom varme, mens jeg faster, bliver jeg ikke tørstig.« [Tabaqat-8/224; Hayatus Sahaba-3/618]

At-Tabarani har berettet: En gruppe mennesker fra al-Ghifar-stammen kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i Medina for at antage islam. Jahjah al-Ghifari var også blandt dem. De bad sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i moskeen. Efter at have afsluttet bønnen med salam erklærede Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Enhver af de bedende skal tage den gæst, der sidder ved siden af ham, med sig.« Jahjah al-Ghifari fortæller: »Alle gik hver til sit. Til sidst var kun jeg og Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tilbage i moskeen. Jeg var en høj og kraftig mand. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tog mig med hjem. Derefter malkede han en ged til mig. Jeg tømte den i én slurk. Så kom han med den mad, der var tilberedt i gryden, og jeg spiste også det hele.« Da Ummu Ayman (må Allah være tilfreds med hende) så dette, bemærkede hun: »Må Allah lade den, der i aften lod Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forblive sulten, forblive sulten.« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Ummu Ayman, vær stille. Han har spist sin forsyning, og vores forsyning er Allahs ansvar.«

Natten gik, og næste dag samledes hele gruppen. Alle begyndte at fortælle om deres mad. Jahjah fortalte også om sin oplevelse. Dagen gik. De bad maghrib-bønnen sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Som dagen før gav Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) den samme besked. Alle gik bort med hver sin gæst. Jahjah fortæller: »I dag blev kun jeg og Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tilbage. Faktisk havde ingen lyst til at tage mig med på grund af min store krop. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tog mig med hjem. Derefter malkede han en ged og kom med mælken. Jeg drak den og blev mæt derved.« Da Ummu Ayman (må Allah være tilfreds med hende) så min tilstand denne dag, udbrød hun forbløffet: »Åh Allahs Sendebud! Er dette ikke den samme gæst, som vi havde i går?« Han svarede: »Jo, det er den samme gæst. Men i aften har han spist som en troende—én persons portion.« [Kanz al-‘Ummal-1/93; al-Isaba-1/253; Hayatus Sahaba-2/197-198]

Hazrat Ummu Ayman (må Allah være tilfreds med hende) plejede at tilberede mad til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). En dag sigtede hun mel og lavede brød til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) af det sigtede mel. Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) så brødet, spurgte han: »Hvad er dette?« Ummu Ayman svarede: »I vores land laver vi denne slags brød. Derfor ønskede jeg at give dig sådan noget brød.« Det skal nævnes, at Ummu Aymans (må Allah være tilfreds med hende) hjemland var Abessinien. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Bland disse brød med den klid, der blev sigtet fra. Ælt det derefter og lav det igen til en dejklump.« [At-Targhib wat-Tarhib-5/154; Hayatus Sahaba-2/273]

Ummu Hani bint Abi Talib (må Allah være tilfreds med hende)

I historien er hun berømt under tilnavnet Ummu Hani. Hendes egentlige navn var Fakhta, ifølge en anden opfattelse Hind. Hun var datter af den ærede farbror til Allahs ædle Sendebud, Abu Talib, og hans ærede hustru, Fatima bint Asad. Hun var helsøster til Aqil, Ja’far, Talib og Ali (må Allah være tilfreds med dem).[Siratu Ibn Hisham, 2/420; A’lam an-Nisa’, 4/14; al-Isi’ab, 2/772] Der vides ikke meget om hendes barndom og ungdom. Der findes dog enkelte beretninger om hendes ægteskab. For eksempel sendte Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), før han modtog profetskabet, et frieritilbud til hendes farbror Abu Talib om at gifte sig med Ummu Hani. Hubaيرa ibn Amr ibn A’idh al-Makhzumi sendte også et frieritilbud. Farbroderen accepterede Hubayras tilbud og giftede Ummu Hani med ham. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Nevø! Vi har indgået ægteskabsforbindelse med hende. De ærefulde er kun på lige fod med de ærefulde.«[A’lam an-Nisa’, 4/14] Dette er alt, hvad der fortælles. Der findes ingen yderligere oplysninger i nogen beretning. Det er dog på forskellige måder blevet fastslået, at hun var gift med Hubayra ibn Amr.[Usd al-Ghaba, 5/624]

Der er en vis forskel mellem de forskellige beretninger om, hvornår Ummu Hani antog islam. Imam adh-Dhahabi siger:[Siyar A’lam an-Nubala’, 2/312](Arabisk*******)

»Hun antog islam sent. Hun antog islam på dagen for erobringen af Mekka.«

Blandt de beretninger, der findes om Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), findes der imidlertid også en beretning fra Ummu Hani (må Allah være tilfreds med hende), som omtales i flere værker. Heraf fremgår det, at Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) himmelfart fandt sted fra Ummu Hanis hus, og at hun på det tidspunkt var muslim. Dette fandt sted før hijra. Hun siger: »Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) isra, det vil sige natrejsen fra Mekka til Bayt al-Maqdis, fandt sted fra mit hus. Den nat bad han isha-bønnen og sov i mit hus. Vi faldt også i søvn. Lige før fajr vækkede han os. Derefter sagde han: ‘Ummu Hani! Du så, at jeg i nat bad isha-bønnen i denne dal. Derefter tog jeg til Bayt al-Maqdis og bad dér. Og nu har jeg bedt fajr-bønnen sammen med jer, hvilket I kunne se.’ Så rejste han sig for at gå ud. Jeg greb fat i et hjørne af hans kappe, så en del af hans mave blev blottet. Den så ud som foldet egyptisk koptisk linned. Jeg sagde: ‘Allahs profet! Fortæl det ikke til nogen anden. De vil ikke tro på sådan noget, og de vil volde dig skade.’ Han sagde: ‘Ved Allahs ed! Jeg vil helt sikkert fortælle dem det.’

Jeg sagde til min abessiniske slavekvinde: ‘Følg efter Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), og lyt til, hvad han siger til folk, og hvad de siger til ham.’ Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gik ud og fortalte folk om det. Da folk hørte det, blev de fuldstændig forbløffede. De sagde: ‘Muhammad! Hvilket bevis har du for denne påstand? Vi har aldrig hørt noget sådant før.’ Han sagde: ‘Jeg passerede en karavane tilhørende en bestemt stamme i en bestemt dal. De havde mistet en kamel, og jeg viste dem, hvor den var. På det tidspunkt var jeg på vej mod Sham. Derefter mødte jeg i Dajnan en karavane tilhørende en bestemt stamme. Da jeg passerede dem, sov de. Et af deres vandkar var dækket med noget. Jeg drak af karret og lagde dækket på igen. Beviset for min påstand er, at denne karavane nu befinder sig på vejen fra Bayda til Tan’ims sving. Forrest går en grå kamel.’ Folk skyndte sig straks mod Tan’im og fandt dem. De spurgte dem om vandet, der havde været dækket i karret, og de bekræftede, at det var sandt. Da karavanen, hvis kamel var blevet væk, vendte tilbage til Mekka, spurgte man også dem, og de bekræftede, at det var sandt.[Siratu Ibn Hisham, 1/402-403; Ibn Kathir, as-Sira an-Nabawiyya, 1/295]

På dagen for erobringen af Mekka træder Ummu Hani frem på historiens scene. I sira- og historieværkerne er flere begivenheder blevet berettet i forbindelse med hende. Denne dag antog hun for eksempel islam, mens hendes mand flygtede fra Mekka og drog mod Najran.[Ansab al-Ashraf, 1/362] Da han hørte, at hans hustru Ummu Hani havde antaget islam, bebrejdede han hende det og forfattede et digt. En del af digtet findes i forskellige sira-værker.[Siratu Ibn Hisham, 2/420; Usd al-Ghaba, 5/628; Ibn Durayd, al-Ishtiqaq, 152] I de følgende vers forklarer han sin hustru, hvorfor han flygtede fra Mekka.[A’lam an-Nisa’, 4/14](Arabisk********)

»Ved dit livs ed! Jeg flygtede ikke og vendte Muhammad og hans ledsagere ryggen af fejhed eller af frygt for at blive dræbt. Jeg tænkte imidlertid grundigt over min egen situation og indså, at mine pile og mit sværd ikke var tilstrækkelige i denne krig. Jeg stod fast ved min beslutning. Men da jeg frygtede, at min position ville blive uholdbar, vendte jeg tilbage, ligesom en tiger vender tilbage til sine unger.«

Mange har sagt, at hans tilbagevenden var en tilbagevenden til islam, men det er ikke korrekt. Han døde nemlig fastholdende i sin vantro.

På denne dag, dagen for erobringen af Mekka, gik hun til det sted, hvor Allahs Sendebud opholdt sig, og så ham foretage den rituelle afvaskning og bede otte rakʿah duha-bøn. Denne dag gav hun to slægtninge husly i sit hjem, og da hun fortalte Allahs Sendebud det, erklærede han også deres sikkerhed. Nedenfor gengives disse beretninger.

På dagen for erobringen af Mekka søgte al-Harith ibn Hisham tilflugt i Ummu Hanis hjem. På dette tidspunkt kom Ummu Hanis bror, ʿAli, dertil. Hun informerede ʿAli om al-Hariths situation. Straks greb ʿAli sit sværd for at dræbe ham. Ummu Hani sagde til ham: »Min bror! Jeg har givet ham sikkerhed.« Men ʿAli lyttede ikke til hende. Da kastede Ummu Hani sig over ham, greb hans begge hænder fast og sagde: »Ved Allahs ed! Du kan ikke dræbe ham. Jeg har givet ham husly.« ʿAli kunne ikke tage et eneste skridt fremad. Han forsøgte at frigøre sig fra hendes greb, men det lykkedes ham ikke.

På dette tidspunkt kom Profeten. Ummu Hani sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg har givet en sådan og sådan person husly, men ʿAli vil dræbe ham.« Sendebudet sagde: »Den, som du har givet husly, har vi også givet husly. Bliv ikke vred på ʿAli, for når ʿAli bliver vred, bliver Allah vred. Slip ham.« Ummu Hani slap ʿAli. Sendebudet sagde: »En kvinde har overvundet dig.« ʿAli sagde: »Ved Allahs ed, O Allahs Sendebud! Jeg kunne ikke engang løfte min fod fra jorden.« Allahs Sendebud lo. [Al-Marjiʿ as-sabiq-4/15; Musnad Ahmad-5/242]

Ibn Hishan har gengivet begivenheden således i sin Sira: Ummu Hani har sagt: »Da Allahs Sendebud steg ned på Mekkas højland, flygtede to mænd fra min svigerfars stamme, Banu Makhzum, nemlig al-Harith ibn Hisham og ʿAbdullah ibn Abi Rabiʿa, og søgte tilflugt i mit hjem. På dette tidspunkt kom min bror ʿAli og ville dræbe dem. Jeg lukkede døren og skyndte mig til Allahs Sendebud på Mekkas højland. Han tog venligt imod mig og sagde: ›Ummu Hani! Hvad er du kommet for?‹ Jeg informerede ham da om de to mænd og om ʿAli. Han sagde: ›Dem, som du har givet sikkerhed, har vi også givet sikkerhed. Derfor skal han ikke dræbe dem.‹ [Sira af Ibn Hisham-2/411; Hayat as-Sahaba-1/182; 3/145, 146]

Ummu Hani har sagt: »På dagen for erobringen af Mekka gik jeg til Allahs Sendebud. Jeg så, at han foretog den rituelle afvaskning, mens Fatima skærmede ham med et klæde. Jeg hilste på ham. Han spurgte: ›Hvem er du?‹ Jeg svarede: ›Ummu Hani, Abu Talibs datter.‹ Han sagde: ›Ummu Hani! Velkommen og vær hilset!‹ Efter at have afsluttet afvaskningen stillede han sig til bøn. Iført og indhyllet i blot ét klæde bad han otte rakʿah. Derefter sagde jeg: ›O Allahs Sendebud! Min bror ʿAli vil dræbe en mand, som jeg har givet husly.‹ Han sagde: ›Ummu Hani! Den, som du har givet husly, har vi også givet husly.‹ Det var duha-bønnen. [Sahih al-Bukhari-3.43; Bab Salat al-Fajr fi as-Safar-6/195, 196; Kitab al-Maghazi; Bab Manzil an-Nabiyyi Yawm al-Fath; Sahih Muslim (336), Bab Salat al-Musafirin wa Qasriha; Bab Istihbab Salat ad-Duha; al-Muwatta-1/152; Bab Salat ad-Duha]

Ummu Hani havde en stærk ærefrygt og dyb respekt for Allahs Ædle Sendebud. På et tidspunkt under erobringen af Mekka gik Sendebudet til hendes hjem. Da Ummu Hani tilbød ham en drik, drak han noget af den og rakte den derefter til Ummu Hani. Ummu Hani fastede frivilligt den dag. Hun brød sin faste og drak resten af den drik, som Allahs Sendebud havde drukket af. Da Sendebudet spurgte hende, hvorfor hun havde brudt fasten på denne måde, svarede hun: »Jeg kan ikke give afkald på muligheden for at drikke af den drik, som dine læber har rørt.« Sendebudet elskede hende højt. En gang sagde han: »Ummu Hani, tag imod en ged. Det er en yderst velsignet ting.« [Musnad Ahmad-6/343]

Ummu Hanis mand, Hubayra, forblev fast i vantroen og døde i denne tilstand. Efter at Ummu Hani havde antaget islam, blev ægtefællerne skilt på grund af islam. Derefter sendte Allahs Sendebud hende et ægteskabsforslag. Ummu Hani svarede: »Ved Allahs ed! Jeg elskede dig allerede i uvidenhedens tid. Nu, i islams tid, er denne kærlighed blevet endnu dybere. Men jeg er nu en nødlidende kvinde. Jeg har mange små sønner og døtre. Jeg frygter, at de vil volde dig vanskeligheder.« Sendebudet sagde: »Blandt kvinderne, der rider på ridedyr, er Qurayshs kvinder de bedste. De er mest kærlige over for deres børn og mest omsorgsfulde med hensyn til deres mænds rettigheder.« [Sira af Ibn Hisham-2/420; Ansab al-Ashraf-1/459]

I en anden beretning er det også kommet frem, at hun sagde: »O Allahs Sendebud! Du er mig kærere end mine egne ører og øjne. Mandens rettigheder er en meget stor sag. Hvis jeg koncentrerer mig om min mand, må jeg give afkald på meget, der angår mig selv og mine børn. Og hvis jeg koncentrerer mig om børnene, vil mandens rettigheder blive tilsidesat.« Da Allahs Sendebud hørte dette fra hende, sagde han: »Blandt kvinderne, der rider på kamelryg, er Qurayshs kvinder de bedste. De er både mest kærlige over for deres små børn og mest omsorgsfulde med hensyn til deres mænds rettigheder.« Derefter drøftede Sendebudet ikke længere sagen. [Al-ʿIqd al-Farid-6/89; Siyar Aʿlam an-Nubala-2/314; Ansab-1/459; Aʿlam an-Nisa-4/16]

En gang fortalte Umm Hani om Ammar ibn Yasir, hans far Yasir og hans bror Abdullah. [Musnad Ahmad 6/343]

Umm Hani fortalte, at Ammar ibn Yasir, hans far Yasir, hans bror Abdullah ibn Yasir og hans mor Sumayya blev tortureret, fordi de fulgte Allahs vej. En dag, da Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) gik forbi dem, sagde han: »O Yasirs familie! Vær tålmodige. Jeres hjem er Paradiset.« Derefter døde Yasir som følge af torturen. Sumayya skældte Abu Jahl voldsomt ud. Da Abu Jahl stak hende i kønsdelene med et spyd, døde hun også. Og da Abdullah blev ramt af en pil, sank han også om i døden. [Ansab al-Ashraf 1/160]

Umm Hani (må Allah være tilfreds med hende) har på samme måde givet en kort beskrivelse af, hvordan hun så Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Hun sagde: »Jeg har aldrig set nogen med smukkere tænder end Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Når jeg så på Allahs Sendebuds mave, mindede den mig om et foldet stykke papir. På dagen for erobringen af Mekka så jeg, at Allahs Sendebuds hår var delt i fire lokker.« [Samme værk 1/393] Umm Hani (må Allah være tilfreds med hende) har også fortalt om profetens datter Fatimas krav på sin fars arv hos den første kalif, Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), efter den ærede Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang. [Samme værk 1/393]

Den ærede Umm Hani (må Allah være tilfreds med hende) har overleveret 46 hadither fra Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), og de er samlet i forskellige hadithværker. [Bukhari 6/195, 196: Kapitel om forsørgelse af kvinder og deres familier; Muslim (336), kapitlet om anbefalingen af duha-bønnen] Blandt de særligt fremtrædende overleverere, der overleverede hadither fra hende, var Ja’da, Yahya, Harun, Abu Murra, Abu Salih, Abdullah ibn Ayyash, Abdullah ibn al-Harith ibn Nawfal, Abd al-Rahman ibn Abi Layla, al-Sha’bi, Ata, Kurayb, Mujahid, Urwa ibn al-Zubayr, Muhammad ibn Uqba og andre. [Siyar A’lam al-Nubala 2/312; A’lam al-Nisa 4/16]

Den ærede Umm Hanis (må Allah være tilfreds med hende) dødsår kendes ikke med sikkerhed. Ifølge beretningen i værket »Al-Isaba fi Tamyiz al-Sahaba« var hun stadig i live efter Alis (må Allah være tilfreds med ham) død. [Siyar A’lam al-Nubala 2/313] Nogle af hendes børns navne var: Amr, Hani, Yusuf og Ja’da. De var alle den ærede Alis (må Allah være tilfreds med ham) søstersønner. Den ærede Ali (må Allah være tilfreds med ham) udnævnte Ja’da til guvernør i Khurasan. [Samme værk 2/312-313; Sahabiyyat 229]

En særlig ære for den ærede Umm Hani (må Allah være tilfreds med hende) er, at den ærede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad hende om mad, spiste den hos hende og roste den. En dag sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til Umm Hani: »Har du noget mad hos dig?«

Umm Hani: »Jeg har ikke andet end nogle stykker tørt brød. Jeg skammer mig over at sætte det foran dig.«

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Bring netop dem.«

Ummu Hani fortalte: Profeten (fred være med ham) brækkede dem i små stykker og blandede dem med salt og vand. Derefter sagde han: »Er der noget tilbehør?« Ummu Hani sagde: »Allahs Sendebud! Jeg har ikke andet end lidt eddike.« Profeten (fred være med ham) bad om at få eddiken. Han blandede eddiken i brødstykkerne og spiste dem. Derefter lovpriste han Allah og sagde: »Eddike er et fremragende tilbehør. Ummu Hani! Det hus, hvori der findes eddike, bliver ikke fattigt.« [As-Sīrat al-Ḥalabiyya-3/42; Nisāʾ min ʿAṣr an-Nubuwwah-398]

Halima as-Saʿdiyya (må Allah være tilfreds med hende)

I den før-islamiske uvidenhedsperiode var det skik og brug blandt de fornemme arabere, at når de fik et barn, overgav de det til en amme fra en anden stamme. De mente, at dette gav barnet fornemhed og sproglig renhed. De fornemme folk i Mekka sendte deres spædbørn til de beduiner, der boede i ørkenen. dér tilbragte børnene den periode, hvor de blev ammet, hos beduinernes ammer. Til deres børn valgte de ammer, som af natur var intelligente og havde god smag. Ved dette valg lagde de vægt på ammernes høje moral, velproportionerede kropsbygning, rene og klare sprog samt sociale anseelse og status. Den amme, der besad disse egenskaber, havde succes i ammeerhvervet.

Mødrene til de diegivende børn kom fra ørkenen til forskellige byer og bebyggelser for at finde børn, der skulle ammes. Derfra tog de børnene med tilbage mod betaling og vendte igen tilbage til ørkenen. Ud over at amme lærte de børnene beduinernes lege, kunsten at rejse telte, god opførsel og et rent og klart sprog. Han plejede at nævne, at han var født i Quraysh-stammen og var blevet ammet og opdraget hos Banū Saʿd. [Sīrat Ibn Hishām-1/167] Han plejede at sige til sine ledsagere: »Jeg er den mest rene og veltalende blandt jer, for jeg er fra Quraysh-stammen og er blevet ammet og opdraget hos Banū Saʿd.« En gang sagde Abū Bakr as-Siddīq (må Allah være tilfreds med ham): »Allahs Sendebud! Jeg har ikke set nogen, der taler renere og mere veltalende end dig.« Han svarede: »Hvad skulle forhindre mig i at være sådan? Jeg er fra Quraysh-stammen og er blevet ammet hos Banū Saʿd.« [Ibn Kathīr, As-Sīra an-Nabawiyya-1/115; As-Sīra al-Ḥalabiyya-1/146]

Den Halima as-Saʿdiyya (må Allah være tilfreds med hende), som vi beskæftiger os med, var Banū Saʿd-stammens heldige amme, det vil sige Allahs Sendebuds (fred være med ham) fostermor. Om hende sagde digteren Shaykh Yusuf an-Nabhani (må Allah forbarme sig over ham), da han skulle beskrive hende: [Citeret i værket “Kvinder fra profetiets tidsalder” med henvisning til an-Nabhanis værk “Allahs bevis mod alle verdener”, s. 11](Arabisk********)

‘Det var Halima fra en stamme med et strålende særpræg blandt de ansete stammer, som ammede ham, hun, der var velsignet med fuldkommen lykke.

Hun havde ikke tilstrækkeligt med mad. Derefter blev hun den mest velstående blandt byens indbyggere.

Hun var lykkebringende. Gennem lykkens gunst blev hun selv en lykkebringende.’ [Profeten Ibn Hishāms biografi 1/160]

Denne lykkelige kvinde var Halimah bint ‘Abdillah ibn al-Harith al-Sa‘diyyah (ra), Allahs Sendebuds (sa) amme. Hendes mand hed al-Harith ibn ‘Abd al-‘Uzza ibn Rifa‘ah al-Sa‘di. Hendes børn var ‘Abdullah, Unaysah og Khuzaymah, ifølge en anden overlevering Huzafah. Den sidstnævnte var også kendt som ash-Shayma. De var alle al-Hariths biologiske børn og Allahs Sendebuds (sa) mælkesøskende. Allahs Sendebud (sa) og ‘Abdullah diede hos den samme kvinde. Det skal bemærkes, at denne al-Harith havde tilnavnene Thuwaybib og Abu Kabshah. [Samme kilde; Ansab al-Ashraf 1/90-91]

Halimah var amme og plejemor for Allahs Sendebuds (sa) fætter, Abu Sufyan ibn al-Harith ibn ‘Abd al-Muttalib. En kvinde fra stammen Banu Sa‘d var amme og plejemor for Allahs Sendebuds (sa) farbror, Hamzah ibn ‘Abd al-Muttalib. Da Allahs Sendebud (sa) var hos Halimah, diede Hamzahs (ra) amme ham en dag ved sit eget bryst. Før Allahs Sendebud (sa) kom til Halimah, havde han i nogle dage diet hos Abu Lahabs slavekvinde Thuwaybah. Thuwaybah havde også ammet Hamzah i nogen tid. Derfor var Hamzah Allahs Sendebuds (sa) mælkesøskende gennem både Banu Sa‘d og Thuwaybah. [Rijal al-Mubashshirun bi’l-Jannah 1/7, 2/189; Nisa’ min ‘Asr an-Nubuwwah, s. 11; Sirat Ibn Hisham 1/161; note nr. 6]

Halimah ammede Allahs Sendebud (sa). Derfor blev hun den mest berømte amme i Arabien. Hun har fortalt, hvordan hun fik Allahs Sendebud (sa) som spædbarn. Hun sagde: Det var et år med tørke og hungersnød. Sammen med yderligere ti kvinder fra Banu Sa‘d red jeg ud på et svagt, hvidt hunæsel for at lede efter et diebarn. Vi havde også en gammel hun-kamel med os. Ved Allahs ed! Der kom ikke en eneste dråbe mælk ud af dens yver. På grund af vores børns gråd af sult kunne vi slet ikke sove om natten. Hverken min mælk eller mælken fra vores kamel kunne mætte min lille søn ‘Abdullah. Alligevel håbede vi på regn og bedre tider. Til sidst nåede vi frem til Mekka. Allahs Sendebud (sa) som spædbarn blev præsenteret for hver af os. Da vi hørte, at han var forældreløs, var ingen længere interesseret i at tage ham. For vi håbede at få en god betaling fra barnets forældre. Vi sagde til hinanden: Barnet er forældreløst. Hvad kan hans mor og bedstefar egentlig give? Derfor afviste vi ham. Imens havde alle i gruppen undtagen mig fundet et diebarn. Da vi besluttede at vende tilbage til vores stamme, sagde jeg til min mand: Ved Allahs ed! De andre vender tilbage med et diebarn, mens jeg vender tomhændet tilbage. Det bryder jeg mig slet ikke om. Jeg vil gå hen til dette hashimitiske, forældreløse barn og tage ham med tilbage. Han sagde: Ja, gør det. Måske har Allah lagt velsignelse og velstand i ham for os. Derefter gik jeg til hans hus og tog ham med. [Ansab al-Ashraf 1/93-94]

I en anden overlevering fortælles det. Halimah siger: Da jeg ankom, bød ‘Abd al-Muttalib mig velkommen og spurgte: Hvem er du? Jeg svarede: En kvinde fra Banu Sa‘d. Han sagde: Hvad hedder du? Jeg svarede: Halimah.

‘Abd al-Muttalib smilede lidt og sagde: Bravo! Bravo! Held og forstand. Det er to egenskaber, som rummer alverdens godhed og evig ære. Med disse ord hentydede han til ordene sa‘d og hilm i navnene ‘Abd al-Muttalib og Halimah. Han førte Halimah til profetens (sa) mor Aminahs hus. Det var hos hende, at Halimah modtog det lille barn Muhammad. [Samme kilde; Ibn Kathir, as-Sirah 1/112-113; adh-Dhahabi, Tarikh al-Islam 1/45-46] Halimah forstod allerede fra begyndelsen på forskellige måder, at hendes lykke var stor. I nogle overleveringer fortælles det eksempelvis, at da Halimah sammen med ‘Abd al-Muttalib nåede frem til profeten (sa), hørte ‘Abd al-Muttalib en usynlig stemme fremsige følgende vers: [Nisa’ min ‘Asr an-Nubuwwah, s. 12](Arabisk*******************)

»Sandelig, Aminahs søn Muhammad er yderst troværdig, den bedste blandt skabningerne og den bedste af dem.

Ingen andre end Halimah vil amme ham. Hvor troværdig er han ikke over for de fromme!

Han er fri for skamlige fejl og mangler og renset for enhver synd og urenhed.«

Du må ikke overgive ham til nogen anden end hende. Denne befaling og afgørelse er kommet fra Den Almægtige.”

Så snart Halima tog Profeten (sa) til sig, kom velsignelse og velstand over hende og hendes mand. Da Halima tog det lille barn Muhammad (sa) op på skødet og trykkede ham ind mod sit bryst, blev hendes tørre bryst straks fyldt med mælk. Han drak sig mæt. Derefter lagde Halima sit eget barn, Abdullah, til brystet, og også han drak sig mæt. Så faldt begge børn i søvn.

Halima og hendes mand var begge udmattede af sult og tørst, for deres hunkamel havde et tørt yver. Hvor skulle de få mad eller mælk fra? Men pludselig ændrede deres situation sig. Halima har selv fortalt om det: »Min mand gik hen til vores hunkamel og så, at dens yver var fuldt af mælk. Han malkede den, og vi drak begge os mætte. Vi tilbragte natten i den største lykke. Om morgenen sagde min mand til mig: Ved Allahs ed, Halima! Du skal vide, at du har taget et velsignet barn til dig.«

Jeg sagde: Ved Allahs ed, det håber jeg. Derefter begav vi os af sted for at vende tilbage til vores landsby. Jeg satte mig op på min hunkamel med det lille barn Muhammad (sa). Hvad var dog dette! Den begyndte at gå så hurtigt, at ingen af de andre æsler i vores følge kunne følge med. På et tidspunkt sagde mine ledsagersker til mig: »Datter af Juwayb, sig os: Er dette virkelig det samme æsel, som du red på, da du tog af sted?« Jeg svarede: »Ja, det er det samme æsel.« De sagde: »Ved Allahs ed, så må der være sket noget andet.« [Sīrat Ibn Hishām 1/164; Usd al-Ghābah 5/427; al-Bidāyah wa-n-Nihāyah 3/255]

Karavanen nåede Banū Saʿds landsby. Det år var der tegn på nød og fattigdom overalt. Halima begyndte at se velsignelsen og godheden ved dette forældreløse barn. Velsignelse og velstand kom til dem i alle forhold. Hendes geder og får gik ud for at græsse på de tørre græsgange sammen med de andres geder og får. Når de vendte tilbage, var deres yvere fulde af mælk, mens de andres vendte tilbage, som da de var gået ud. Derfor sagde folk fra hendes stamme til deres hyrder: »Hvad er der galt med jer? Kan I ikke lade jeres dyr græsse dér, hvor datteren af Abū Juwaybs hyrde lader hendes geder græsse?« Men selv da de gjorde det, så de, at det ikke hjalp.

Således gik to år hos Halima. Hver dag så hun velsignelser og velstand fra Allahs side. I løbet af denne tid nåede Profetens (sa) ammeperiode sin afslutning.

Profeten (sa) voksede på en måde, som man normalt ikke ser hos andre børn. Halima mente, at det nu var på tide at tage ham med til hans mor i Mekka. Eftersom hun i disse to år naturligt havde set så meget godt og så mange velsignelser hos barnet, ønskede hun egentlig at beholde ham hos sig i endnu nogen tid. Alligevel tog hun ham med til Mekka.

Hans mor Āminah blev meget glad, da hun fik sin elskede søn tilbage. Især da hun så, at hendes søn var vokset på en sådan måde, som om han var et fireårigt barn, selv om han endnu ikke var fyldt to år. Halima bad Āminah om at få lov til at beholde barnet hos sig i landsbyen i endnu nogen tid. Moderen gav sit samtykke. Halima vendte glad tilbage til landsbyen med barnet. Barnet blev også meget glad for at komme tilbage til landsbyens natur. Således vendte Profeten (sa) for anden gang tilbage til Banū Saʿd. Det var her, den forunderlige hændelse med opsprætningen af hans bryst fandt sted, da han var fire eller fem år gammel.

Imam Muslim berettede med sin egen overleveringskæde fra Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham): Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) legede en dag med de andre børn, da Jibril (fred være med ham) kom til ham. Derefter greb han ham, lagde ham på ryggen på jorden og kløvede hans bryst. Så tog han hans hjerte (qalb) ud, fjernede en blodklump fra det og sagde: »Dette er Satans del i dig.« Derefter vaskede han det i Zamzams vand i et gyldent fad og satte det på sin plads. Legekammeraterne så dette, løb hen til hans ammemor Halima og sagde: »Muhammad er blevet dræbt.« Alle skyndte sig derhen og fandt ham bleg. [Sahih Muslim 1/101; Ibn Kathir, as-Sirah 1/13; as-Sirah al-Halabiyyah 1/150; al-Bayhaqi, Dala’il an-Nubuwwah 1/135]

Efter denne hændelse blev Halima bekymret. Hun bragte Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tilbage til hans mor.

Ibn Ishaq siger, at nogle lærde fortalte ham, at årsagen til, at barnet Muhammad blev bragt tilbage til sin mor, var følgende: Da Halima (må Allah være tilfreds med hende) anden gang tog Muhammad med sig, efter at han var blevet gammel nok til at blive fravænnet, så nogle kristne fra Abessinien ham, spurgte til hans identitet og undersøgte ham grundigt. Derefter ønskede de at tage ham med til deres land, til deres konge. De sagde: »Dette barn vil udrette noget stort i fremtiden. Vi kan se tegnene på det hos ham.« Halima blev bange for, at de måske ville stjæle ham, og derfor bragte hun ham tilbage til hans mor. [Sirat Ibn Hisham 1/167] Han blev opdraget under sin mors kærlige omsorg, indtil han var seks år gammel. Derefter døde hans mor.

Det er blevet overleveret, at da Halima sidste gang bragte barnet Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham) til hans mor, mistede hun ham, da hun nåede de højtliggende områder ved Mekka. Senere fandt Waraqa ibn Nawfal og en anden mand fra Quraysh-stammen ham. De tog ham med til Abd al-Muttalib og sagde: »Her er din søn. Vi så ham gå omkring i de højtliggende områder ved Mekka. Da vi spurgte ham, hvem han var, sagde han: Jeg er Muhammad ibn Abdillah ibn Abd al-Muttalib. Derfor har vi bragt ham til dig.« [Ibn Kathir, as-Sirah 1/15] Derefter tog Abd al-Muttalib ham på sine skuldre og gik rundt om Kabaen, mens han fremsagde et digt. Et vers fra digtet lyder således: [Sirat Ibn Hisham 1/167] “(Arabisk********)

»Jeg søger for ham beskyttelse hos Allah, menneskenes Skaber, mod enhver, der bevæger sig ved hjælp af sine skinneben og fødder.«

Efter at have bragt Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tilbage til sin mor vendte Halima tilbage til sit hjemsted. Mange år gik. Imens blev Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) voksen og giftede sig. Men han glemte aldrig sin mor Halima. Han talte ofte med sin hustru Khadija (må Allah være tilfreds med hende) om hendes kærlighed og omsorg og om, hvordan hun havde opdraget ham. Også Khadija (må Allah være tilfreds med hende) fik lyst til at se Halima. En gang kom hun i et år med stor nød. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tog imod hende i sit hjem med stor ære og viste hende gæstfrihed. Halima fortalte om tørken, om hvordan dyrene døde, og beskrev den alvorlige nød. Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) talte med Khadija (må Allah være tilfreds med hende) om at hjælpe hende. Khadija (må Allah være tilfreds med hende) gav hende med den største respekt fyrre geder og en kamel til at bære vand og til transport. På denne rejse tog Halima mange gaver med hjem til sin familie. [Ansab al-Ashraf 1/95; Nisa’ Mubashsharat bil-Jannah 1/32]

Da Allah, den Ophøjede, udvalgte Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham) som profet og sendebud til menneskeheden og befalede ham at kalde mennesker til Allah, tog Halima imod islam. [as-Sirah al-Halabiyyah 1/32] Det fortælles, at hun, hendes mand og hendes børn – Abdallah, ash-Shayma og Unaysa – alle tog islam. Forfatteren til »as-Sirah al-Halabiyyah« siger: De fleste lærde er ikke i tvivl om, at hun tog islam. Ibn Hibban har overleveret en sahih-hadith, som beviser, at hun tog islam. Hafiz Mughaltay har skrevet en bog om Halimas islam med titlen »At-Tuhfat al-Jasimah fi Islami Halimah«. [Nisa min ‘Asr an-Nubuwwah, s. 15]

Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var et menneske med et blidt hjerte og stor medfølelse. Han elskede ikke blot menneskene omkring sig, men alle, både nær og fjern, og sendte dem gaver. Hans ammemor Halima kunne naturligvis ikke undtages fra dette. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bevarede hele sit liv mindet om Halimas kærlighed og omsorg. Mor Halima havde en dyb plads i Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hjerte. Derfor kunne man selv efter at han var blevet over fyrre år høre ham kalde hende »mor, mor«, se ham tage sin egen kappe af og brede den ud, så hun kunne sidde på den, og se ham lytte indgående til alt, hvad der angik hendes velbefindende, vanskeligheder og klager. Man så også, hvordan han med glæde og et smil talte med hende som et helt lydigt barn med sin mor. [Al-Isabah 4/274]

Qadi ‘Iyad har i værket “ash-Shifa” i forbindelse med beskrivelsen af den plads, Halima og hendes slægtninge havde hos Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), anført, at Abu at-Tufayl har sagt: »Da jeg var ung, så jeg en dag Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) uddele kød på et sted, der hedder “Ji‘rana[“Ji‘rana” ligger på vejen mellem Ta’if og Mekka, men ikke nær Mekka. (Tahdhīb al-asmā’ wa-l-lughāt-3/59)]”. På det tidspunkt kom en beduinkvinde og gik helt hen til Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bredte sin kappe ud for hende og lod hende sidde. Kvinden satte sig. Jeg spurgte folkene: “Hvem er denne kvinde?” De svarede: “Hun er Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) mor; hun ammede ham.”[‘Ālam an-nisā’ -1/290]

‘Umar ibn as-Sa’ib har berettet: En dag sad Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Da kom hans ammefar. Han bredte den ene ende af et stykke klæde ud og satte sig på det. Lidt senere kom Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ammebror, ‘Abdullah ibn al-Harith. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) rejste sig og lod ham sidde foran sig.[At-Tabaqāt-1/114; al-Istī‘āb-4/262; ash-Shifā’-1/260; Usud al-ghāba-5/428]

Al-Baladhuri har berettet: Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ammesøster ash-Shaymā’ plejede sammen med sin mor, Halima, at tage ham på skødet og lege med ham. Denne ash-Shaymā’ blev taget til fange af den muslimske hær under slaget ved Hunayn. Hun blev behandlet hårdt og sagde da: “O folk! I skal vide, at jeg er jeres Profets søster.” Da hun blev bragt til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde hun: “Jeg er din søster. Jeg plejede at tage dig på skødet sammen med min mor, og du plejede at bide mig.” Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) genkendte hende, bredte sin kappe ud for hende og lod hende sidde. Han frigav hende efter at have givet hende mange gaver, herunder en træl og en trælkvinde.[Ansāb al-ashrāf-1/93]

Om den ærede Halimas (må Allah være tilfreds med hende) død har Shaykh Ahmad Zayni Dahlān sagt, at hun antog islam, foretog hijra, døde i Medina og blev begravet på Baqī‘-kirkegården. Hendes grav er kendt dér.[Nisā’ min ‘asr an-nubuwwa, s. 17] En beretning fra al-Baladhuri tyder imidlertid på, at hun ikke foretog hijra til Medina, og at hun døde før erobringen af Mekka. Beretningen lyder således: På dagen for erobringen af Mekka, mens Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig i dalen “Abtah”, kom Halimas søster til ham sammen med sin mands søster. Hun forærede Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) et kar med ost og et kar med smør. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte hende om Halimas tilstand. Hun fortalte ham, at hun var død. Da blev Sendebudets (må Allahs fred og velsignelser være med ham) øjne fyldt med tårer. Derefter spurgte Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til deres situation. De fortalte om deres nød og fattigdom. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) beordrede, at hun skulle have tøj, et lastdyr og to hundrede dirham. Da hun skulle gå, sagde hun henvendt til Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham): “Du er en fremragende omsorgsfuld leder, både som lille og som voksen.”[Ansāb al-ashrāf, s. 91; Dalā’il an-nubuwwa-1/133] Hun har overleveret hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), og ‘Abdullah ibn Ja‘far (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret fra hende.[Al-Istī‘āb-4/262]

Ash-Shaymā’ bint al-Harith as-Sa‘diyya (må Allah være tilfreds med hende)

Ash-Shaymā’s egentlige navn var Hudhāfa, og ifølge en anden opfattelse Jadhdhāma. Hendes tilnavne var ash-Shaymā’ og ash-Shammā’. Hun var en beduinkvinde fra Banū Sa‘d. I sin stamme var hun kun kendt under sit tilnavn.[Al-Bayhaqi, Dalā’il an-nubuwwa-1/132] Det er sandsynligt, at hun fik dette navn, fordi hun havde mange modermærker på kroppen.[Nisā’ min ‘asr an-nubuwwa, s. 337, note 2; al-Isāba-4/335] Det skal bemærkes, at der blandt de kvindelige sahāba ikke findes nogen anden ved navn ash-Shaymā’. Hendes far var al-Harith ibn ‘Abd al-‘Uzza ibn Rifa‘a as-Sa‘diyya, og hendes mor var den ærede Halima as-Sa‘diyya (må Allah være tilfreds med hende), den store Profets (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ammemor. Ash-Shaymās vigtigste kendetegn var, at hun var den store Profets (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ammesøster. Det skal bemærkes, at Halimas (må Allah være tilfreds med hende) børn ‘Abdullah, Unaysa og ash-Shaymā’ – disse tre var Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ammebror og -søstre. Ash-Shaymā’ hjalp sin mor Halima meget med at tage sig af det lille barn Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham).

Efter at den ærede Halima (må Allah være tilfreds med hende) havde ammet og opdraget det lille barn Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i to år, vendte hun med hans mors samtykke tilbage til sin stamme i Mekka med sit ammebarn Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham). På det tidspunkt havde han lært at gå og at lege med sine ammebrødre og -søstre. Ligesom alle andre beduindrenge og -piger vogtede Halimas børn geder og får på græsgangene omkring deres boplads. Af og til tog de også deres lille ammebror Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med sig. På dette tidspunkt tog ash-Shaymā’ sig af ham. Når vejen var lang, eller solens varme var stærk, tog hun ham på skødet. Af og til satte hun ham ned igen. Andre gange satte hun sig i skyggen med ham, løftede ham op med begge hænder og vuggede ham, mens hun sang de følgende to vers med en melodi:[Den tidligere nævnte kilde, 4/336; Ahmad Zayni Dahlān, as-Sīra an-nabawiyya-4/366](Arabisk****)

“O vores Herre! Bevar Muhammad for os”

Lad ham leve, så vi kan se ham som en ung mand.

Derefter kan vi se ham som en ærefuld leder, for hvem de fjender, der nærer fjendskab mod ham, vil bøje deres hoveder.

O Allah! Skænk ham varig ære og værdighed.’

I nogle overleveringer er det første vers gengivet således:[ Nisā’ min ‘asr an-nubuwwah-338] (Arabisk********)

‘O vores Herre! Lad min bror Muhammad leve.’

Hvor vidunderlige bønner var det ikke, hvis hvert eneste ord blev besvaret. Disse bønner blev antaget hos Allah den Almægtige.

Alle medlemmer af ash-Shaymāʾs familie, både unge og gamle, kunne se det gode og den velsignelse, der fandtes i den lille Muhammad (s.a.). Derfor udviklede alle en stærk hengivenhed og kærlighed til ham. Når mor Halima altid ville tage ham med fra sted til sted, advarede hun hende gentagne gange om, at Muhammad (s.a.) ikke måtte forsvinde ud af syne. Selv da var hun ikke rolig. Hun løb fra tid til anden hen under arbejdet for at se, hvor Muhammad (s.a.) var, og hvad han foretog sig.

En dag hvilede mor Halima sig, udmattet af den intense middagshede. Kort efter opdagede hun, at hverken ash-Shaymāʾ eller Muhammad var i nærheden. Hvor var de gået hen i denne brændende sol? Hun blev bekymret og gik ud for at lede. Hun så ash-Shaymāʾ et stykke fra huset, hvor hun vuggede Muhammad i sine arme, mens hun sang denne sang: (Arabisk*****)

»Han er min bror, selv om min mor ikke har født ham. Han er heller ikke af min fars eller farbrors slægt. O Allah, giv ham velstand.«

Mor Halima sagde bebrejdende: »Ash-Shaymaʾ, leger du med ham i denne sol?« Ash-Shaymaʾ svarede: »Mor, solen rammer ikke min bror. Jeg ser, at en sky giver skygge over hans hoved. Når han standser, standser skyen, og når han går, går skyen også. Sådan er vi kommet hertil.« Hun så forundret på drengens ansigt og spurgte:

»Er det virkelig sandt?« Ash-Shaymaʾ svarede: »Ved Allah, det er sandt! Ved Allah, det er sandt![As-Sīra al-Halabiyya 1/167-168]«

Den ædle Allahs Sendebud (sa) tilbragte indtil femårsalderen tiden sammen med mor Halima i Banu Saʿds landsby. Ud over at vokse op i ørkenens rene lys og luft tilegnede han sig også deres rene, fejlfri arabiske sprog og udtryksmåde. Dette erkendte han åbent senere i livet. Han sagde:Arabisk********)

»Jeg er den mest renmælte og veltalende af jer alle, fordi jeg er af Quraysh-slægten og voksede op med at drikke mælk hos Banu Saʿd.« Han glemte aldrig i sit liv mindet om disse fem år fra sin tidlige barndom. Hele livet huskede han den omsorg, kærlighed og hengivenhed, som mor Halima, hans søster Ash-Shaymaʾ og de øvrige medlemmer af deres familie havde vist ham.

Tiden gik, og det lille barn Muhammad fra dengang voksede op. På et tidspunkt blev han profet. Han foretog hijra til Medina. Han blev involveret i krige og konflikter med modstanderne. Da den muslimske hær sejrede i slaget mod Hawazin, blev Ash-Shaymaʾ sammen med mange andre mænd og kvinder fra Banu Saʿd taget til fange af den muslimske hær. Da hun blev taget til fange, sagde hun til de muslimske mujahider: »Ved Allah! I vil få at vide, at jeg er jeres leders ammesøster.« Men de troede ikke på hendes ord og førte hende frem for Allahs Sendebud (sa). Ash-Shaymaʾ sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg er din ammesøster.« Sendebudet (sa) sagde: »Kan du fremføre et bevis eller et tegn til støtte for din påstand?« Hun svarede: »En dag bar jeg dig på ryggen. Du bed mig, og her er mærket efter det.« [Ibn Hazm, Jamharat Ansab al-ʿArab 1/265] Sendebudet (sa) genkendte mærket. Han bredte en kappe ud, lod hende sætte sig på den og spurgte til hendes velbefindende. Derefter sagde han: »Hvis du ønsker det, kan du blive hos mig og få omsorg og ære. Hvis du ønsker det, kan du vende tilbage til din stamme.« Ash-Shaymaʾ sagde: »Jeg ønsker at vende tilbage til min stamme.« Derefter antog hun islam og erklærede sin tro på Allahs Sendebuds (sa) profetiske budskab. Sendebudet (sa) sendte hende tilbage til hendes stamme sammen med en slave ved navn Makhul[Deres slægtslinje eksisterer stadig. (Al-Bidaya wa-n-Nihaya 4/363, al-Isaba 3/435; Ansab al-Ashraf 1/93], en slavinde, mange geder, får og kameler som gaver.[Usud al-Ghaba 5/489; Al-Bidaya wa-n-Nihaya 3/363; Tarikh at-Tabari 2/171; Ansab al-Ashraf 1/93; Aʿlam an-Nisaʾ 2/317; al-Aʿlam 3/184] Ibn al-Kalbi siger, at Ash-Shaymaʾ kom til Allahs Sendebud (sa) med en delegation og som identifikation viste tandmærket på sin krop, som Allahs Sendebud (sa) havde efterladt i hendes barndom.[Ansab al-Ashraf 1/93]

Menneskehedens store profet viste ikke kun sin ammesøster Ash-Shaymaʾ storsind; hans tilgivelse og storsind omfattede hele Banu Saʿd. Det skal bemærkes, at Banu Saʿd var en gren af den store Hawazin-stamme. Da Hawazin-stammen blev besejret i slaget ved Hunayn i det 8. hijri-år, tilfaldt deres ejendele muslimerne som krigsbytte, og deres kvinder og børn blev taget til fange. Da kom en delegation fra Hawazin-stammen til Allahs Sendebud (sa) og erklærede deres troskab og deres antagelse af islam. Allahs Sendebuds (sa) ammeonkel var også med i denne delegation. De bad om tilgivelse, krævede fangerne frigivet og bad om at få deres beslaglagte ejendele tilbage. Delegationens taler, Zuhayr ibn Surad, rejste sig og holdt en tale. Noget af den lyder således:(Arabisk****)

»O Allahs Sendebud! Blandt disse fanger er også dine tanter, som opfostrede dig, og dine omsorgspersoner, som bar dig på deres hofter og rygge. Vi opfostrede dig på vores hofter og rygge og lod dig drikke af vores bryster. Jeg har set dig som et spædbarn, der blev ammet. Jeg har aldrig set et bedre ammebarn end dig. Jeg har set dig som et barn, der var blevet vænnet fra. Jeg har aldrig set nogen bedre efter fravænningen end dig. Derefter så jeg dig som ung. Jeg har aldrig set en bedre ung mand end dig. Godhed og gavnlige egenskaber er fuldkomne i dig. På trods af alt dette er vi din rod, dine rødder og din stamme. Vis os derfor nåde og gunst; Allah vil vise dig nåde.« Derefter fremsagde han følgende verslinjer:(Arabisk*********)

»O Allahs Sendebud! Vis os barmhjertighed og nåde. De er en person, hos hvem vi sætter vores håb, og hvis gunst vi venter på.

Vis barmhjertighed mod de kvinder, som ammede Dem, da Deres mund blev fyldt med deres rene og klare mælk.

Tilgiv de mødre, som ammede Dem. Sandelig, tilgivelsens egenskab er en pryd, som hele skaberværket bærer.«

Efter at Allahs Ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde hørt denne betagende fremstilling og søde poesi, sagde han: »Alt, hvad jeg og Banū ʿAbd al-Muttalib ejer, står til jeres rådighed.«

Quraysh udbrød: »Alt, hvad vi ejer, står til Allahs og Hans Sendebuds rådighed.«

Ibn Kathīr siger, at Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) derefter satte alle medlemmerne af sin ammefaders stamme fri med ære. [Al-Bidāya wa-n-Nihāya 4/363–364; Tārīkh at-Tabarī 2/173; ʿUyūn al-Athar 2/223; as-Sīra al-Halabiyya 1/170]

Der vides ikke mere om Sayyida ash-Shaymāʿs (må Allah være tilfreds med hende) liv. Det er også forblevet helt ukendt, hvornår og hvor hun døde. Az-Ziriklī har sagt, at hun døde efter år 8 efter hijra/630 e.Kr. [Al-Aʿlām 3/184]

Asmāʾ bint Abī Bakr (må Allah være tilfreds med hende)

Den intime ven af Hazrat Rasul Karim (sa) i hans levetid og hans første khalifa efter hans død, Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), var Hazrat Asmas (ra) far. Hendes mor var Qutayla bint Abdil Uzza. Denne Abdul Uzza var en berømt og agtet leder af Quraysh-stammen. Abu Bakrs (ra) ærede far, Abu Quhafa eller Abu Atiq, var hendes farfar. Abdullah ibn Abu Bakr var hendes helbror, og Umm al-Muminin Hazrat Aisha (ra) var hendes halvsøster. Zubayr ibn al-Awwam (ra), Rasulullahs (sa) hawari, det vil sige hans særlige hjælper, var hendes ægtemand, og martyren Hazrat Abdullah ibn al-Zubayr (ra), som blev dræbt på sandhedens og retfærdighedens vej, var hendes søn. Hun blev født i Mekka 27 år før hijra. På det tidspunkt var hendes far, Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), lidt over tyve år gammel.[Tabaqat ibn Sad-8/449; Usud al-Ghaba-5/372; Siyar Alam al-Nubala-2/297] Dette er en kort præsentation af Hazrat Asma bint Abu Bakr. Der findes også andre oplysninger om hende. Hendes ægtemand, Zubayr ibn al-Awwam (ra), var en af de ti, der i deres levetid fik det glade budskab om Paradiset, og hendes svigermor var Rasulullahs (sa) faster, Hazrat Safiyya bint Abd al-Muttalib (ra). Det skal bemærkes, at hun var Abu Bakr Siddiqs (ra) ældste barn og lidt over ti år ældre end Aisha (ra).[Siyar Alam al-Nubala-2/288] Denne kvindelige sahabiya havde høj ære og rang både gennem sin slægt og gennem islam. Slægtsmæssigt var hun efterkommer af Taym-grenen af Quraysh-familien i Mekka. Desuden var hendes far, farfar, søster, svigermor og søn alle fremtrædende sahaba af Rasulullah (sa). Hvad kan være en større ære, rang og glorværdighed for en muslim end dette?

Efter at Hazrat Rasul Karim (sa) var begyndt at udføre arbejdet med at kalde til islam og forkynde den i Mekka, begyndte de lokale polyteistiske modstandere at udsætte ham for overgreb og forfølgelse. Dag for dag blev det værre. På et tidspunkt besluttede de at dræbe Rasulullah (sa). Da besluttede han at forlade Mekka. Blandt dem, der indtil da havde antaget islam i Mekka, var Abu Bakr (ra) en af de fremtrædende. Han var en meget betroet og nær ven af Rasulullah (sa). En nat forlod Rasulullah (sa) i al hemmelighed Mekka sammen med Abu Bakr (ra) og søgte tilflugt i en hule på bjerget Thawr i udkanten af Mekka. Derfor blev Abu Bakr (ra) kaldt Rafiq al-Ghar, det vil sige hulens ven. Mekkas polyteister nåede i deres søgen efter dem helt frem til indgangen til denne hule på bjerget, men Allah beskyttede sin elskede profet (sa) gennem særlige foranstaltninger. Blandt dem, der i denne periode i hemmelighed holdt kontakt med dem og hjalp dem, var Hazrat Asma (ra). Hver nat tog hun alene mad fra hjemmet til hulen og vendte derefter tilbage, efter at have givet dem mad.

Hazrat Asmas (ra) bror Abdullah (ra), som endnu ikke havde antaget islam, gik hele dagen omkring forskellige steder i Mekka, satte sig ind i polyteisternes råd og planer og kom om natten for at fortælle Rasulullah (sa) om dem. Hazrat Abu Bakr Siddiqs (ra) trofaste hyrde hed Amir. Han græssede geder i området omkring bjerget Thawr, førte flokken hen til hulens indgang og malkede dem, så han kunne give mælken til dem. Når han førte denne gedeflok med sig, blev sporene efter Asma (ra) og Abdullahs (ra) færden udvisket. Derfor kunne polyteisterne på ingen måde finde dem.

Da Mekkas polyteister trods deres ihærdige bestræbelser ikke kunne finde dem, bekendtgjorde de, at den, der kunne give oplysninger om deres opholdssted, ville få hundrede kameler som belønning. Da Hazrat Asma den tredje nat kom med mad til dem, sagde Rasulullah (sa): “Gå tilbage og sig til Ali (ra), at han i morgen aften skal komme til denne hule med tre kameler og en vejviser.” Som befalet ankom Ali (ra) med tre kameler og en vejviser. Hazrat Asma (ra) kom også med proviant til to eller tre dage. Rasulullah (sa) bad dem gøre sig klar til at rejse straks. Det blev nødvendigt at binde proviantbylten og vandlæderflaskens åbning. I hastværket kunne de ikke finde noget reb i nærheden. Da tog Asma (ra) sit nitak, det vil sige sit hoftebånd, af og delte det i to stykker. Med det ene bandt hun provianten, og med det andet bandt hun vandlæderflaskens åbning. Da Rasulullah (sa) så det, udtalte han:(Arabisk**********)

“Må Allah som erstatning for dette ene nitak give dig to nitak i Paradiset.”

På denne måde fik hun tilnavnet Dhat al-Nitaqayn (hun, der ejer to hoftebånd).[Tabaqat-8/450; al-Istiab-4/229; Usud al-Ghaba-5/372 (6698); al-Bayhaqi, Dala’il al-Nubuwwah-2/472; Tahdhib al-Asma wa al-Lughat-2/597] Allah antog dette tilnavn, som var blevet udtalt af Rasulullahs (sa) hellige mund. Derfor er hun selv i dag, næsten halvandet tusind år senere, kendt over hele verden under dette tilnavn.

Der findes også flere opfattelser af årsagen til, at Asma fik tilnavnet Dhat al-Nitaqayn. Nogle har sagt, at hun bandt det ene hoftebånd oven på det andet, og at hun derfor fik dette tilnavn. Andre har sagt, at hun havde to nitak, det vil sige hoftebånd. Det ene bandt hun om livet, og med det andet bandt hun den mad, Rasulullah (sa) havde brug for, og bragte den til hulen. Derfor fik hun dette tilnavn. Det skal bemærkes, at det er almindelig skik blandt arabiske kvinder at binde hoftebånd.[Nisa min Asr al-Nubuwwah-238, note 1]

Ibn Hajar (rahimahullah) siger, at hun rev sit nitak i to stykker. Med det ene bandt hun Rasulullahs (sa) og Abu Bakrs (ra) proviant, og med det andet fortsatte hun med at bruge det som sit eget hoftebånd. Derfor begyndte hun at blive kaldt Dhat al-Nitaq, eller Dhat al-Nitaqayn, det vil sige hende, der ejer ét eller to hoftebånd.[Banat al-Sahaba-50]

Der er uenighed i overleveringerne om, hvor hændelsen med nitaqen fandt sted: i hulen på Thawr-bjerget eller i Abu Bakrs (ra) hus, da Allahs Sendebud (sa) og Abu Bakr (ra) forlod Mekka. En overlevering i Imam al-Bukharis og Ibn Ishaqs sira synes at vise, at hændelsen fandt sted, da de i nattens mørke forlod Abu Bakrs (ra) hus i Mekka.

Det er for eksempel blevet overleveret, at da Allah gav Mekkas muslimer tilladelse til at foretage hidjra fra Mekka til Medina, begyndte de undertrykte og forfulgte muslimer i grupper at forlade Mekka og rejse til Medina. Da afgudsdyrkerne begyndte at forhindre dem, fortsatte muslimerne med i hemmelighed at forlade Mekka enkeltvis eller i små grupper. Alle havde forstået den store fortjeneste ved hidjra og syntes derfor at have indledt en indbyrdes kappestrid for at opnå dette lykkelige privilegium. En dag gik Hadrat Abu Bakr (ra) til den elskede Profet (sa) og bad om tilladelse til at foretage hidjra. Profeten (sa) sagde:(Arabisk***** )»Skynd dig ikke så meget; Allah vil give dig en ledsager.« Abu Bakr (ra) forstod, at selve Profeten (sa) ville være hans ledsager på rejsen. Abu Bakrs (ra) hjerte blev fyldt med glæde. At være Allahs Sendebuds (sa) rejseledsager på rejsen til Medina, hidjraens hjem, hvilken større glæde kunne der findes?

Efter at have hørt denne antydende udtalelse fra Allahs Sendebud (sa) fortalte Abu Bakr (ra) det til sine to døtre, Asma og Aisha (ra). De blev også overordentligt glade, da de erfarede, at deres far skulle være Allahs Sendebuds (sa) rejseledsager på hidjraen. Fra da af tilbragte de tiden med at vente på dette lykkelige øjeblik.

En dag gav Allah derefter Sin Profet tilladelse til at foretage hidjra til Medina. Ved middagstid undgik Profeten (sa) alle Quraysh-afgudsdyrkernes vagters blikke og var på vej til Abu Bakr (ra). Asma (ra) så ham først inde fra huset og løb hen til sin far og sagde: »Far! Se, Allahs Sendebud (sa) kommer mod vores hus med hoved og ansigt tildækket. Han kommer aldrig på dette tidspunkt.« Abu Bakr (ra) sagde: »Måtte min mor og far ofres for ham! Ved Allahs ed, han er bestemt ikke kommet på dette tidspunkt uden en meget vigtig grund.«

Abu Bakr (ra) skyndte sig for at byde Profeten (sa) velkommen. Han bad om tilladelse til at komme ind i huset. Da Abu Bakr (ra) gav ham tilladelse, gik han ind. Han sagde til Abu Bakr (ra): »Bed dem, der er omkring dig, om at gå lidt udenfor.« Asma og Aisha var der. Abu Bakr (ra) sagde: »Allahs Sendebud! Det er mine to døtre.«

Profeten (sa) sagde: »Jeg har fået tilladelse til at rejse ud (foretage hidjra).« Abu Bakr (ra) begyndte at græde af overvældende glæde. Han sagde: »Allahs Sendebud! Får jeg den lykke at være din ledsager?« Han sagde: »Ja.« Aisha (ra) sagde: »Ved Allahs ed, før den dag havde jeg aldrig forestillet mig, at nogen kunne græde af overvældende glæde. Den dag så jeg Abu Bakr græde.« [Musnad Ahmad 6/348; Sahih al-Bukhari, hadith nr. 3905; Tabaqat 8/25]

Aisha (ra) har også fortalt om hændelsen med »Dhat an-nitaq«: »Vi to søstre gjorde de nødvendige rejseforberedelser for dem. Vi lagde deres nødvendige ting i en lædersæk. Derefter rev Asma sit nitaq over og bandt sækkens åbning med det. På den måde fik hun tilnavnet »Dhat an-nitaq«.« [Sahih al-Bukhari, hadith nr. 3905]

Af denne overlevering ovenfor kan man forstå, at hændelsen, hvor Hadrat Asma (ra) rev sit nitaq i to dele og fik tilnavnet »Dhat an-nitaqayn«, fandt sted i Hadrat Abu Bakrs (ra) hus, da Allahs Sendebud (sa) og Abu Bakr (ra) begav sig mod Thawr-bjerget.

Asmās søn, ʿAbdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), kom senere i konflikt med de umayyadiske kaliffer og deltog i krig. På det tidspunkt hånede indbyggerne i Shām ham ved at kalde ham søn af «Dhāt an-Niṭāqayn». Da dette nåede Asmās øre, sagde hun til sin søn: «Håner de dig?» Han svarede: «Ja.» Asmā (må Allah være tilfreds med hende) sagde: «Ved Allahs ed! Det, de siger, er sandt.» Senere, da al-Hajjāj ibn Yūsuf kom for at møde Asmā, sagde hun til ham: «Hvordan kan I forsøge at fornærme ʿAbdullah ved at kalde ham “Dhāt an-Niṭāqayn”? Ja, jeg havde kun ét nitaq, og det er noget, kvinder nødvendigvis må have. Med det andet nitaq bandt jeg Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) madvarer sammen.[Aʿlām an-nisāʾ 1/47]

Ægteskab og antagelse af islam

Asmā (må Allah være tilfreds med hende) var Abū Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) ældste barn. I den første fase af den islamiske daʿwa i Mekka var Abū Bakr den første blandt mændene, der antog islam. Det er derfor naturligt, at han har præsenteret islam for sin families medlemmer, og at de også tog imod daʿwaen. Det kan således antages, at Asmā (må Allah være tilfreds med hende) var den første blandt sahabernes børn, der antog islam. Eftersom hun blev født 27 år før hijraen, må hun på det tidspunkt have været midt i sit andet årti. Hun var altså kun en ung pige. Imām an-Nawawī (må Allah være tilfreds med ham) siger: [Tahdhīb al-asmāʾ wa-l-lughāt 2/597; Banāt aṣ-ṣaḥāba 40](Arabisk*******)

«Asmā (må Allah være tilfreds med hende) antog islam efter sytten personer, og det skete meget tidligt.» Ibn ʿAbd al-Barr (må Allah være tilfreds med ham) siger: [al-Istīʿāb 12/196;]

‘(Arabisk*****)– Hendes antagelse af islam fandt sted meget tidligt i Mekka.» Ibn ʿAsākir har nævnt, at Asmā (må Allah være tilfreds med hende) var ti år ældre end ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende). Derefter sagde han, da han omtalte muhājirernes antagelse af islam: [Tārīkh madīnat Dimashq, (Tarājim an-nisāʾ) 10]

(Arabisk********)

«Derefter antog nogle mennesker fra de arabiske stammer islam. En af dem var Asmā bint Abī Bakr (må Allah være tilfreds med hende). Hun var på det tidspunkt stadig ung, men rækkefølgen blandt de kvinder, der først antog islam, var således: Khadīja, Umm Ayman al-Habashiyya, Umm al-Faḍl, ʿAbbās’ hustru, og Fāṭima bint Khaṭṭāb, ʿUmars søster (må Allah være tilfreds med hende).[Banāt aṣ-ṣaḥāba 41]

På et tidspunkt, hvor islams daʿwa bredte sig hurtigt i Mekka, hvor de polyteistiske qurayshfolk stadig øgede deres vold og forfølgelse, og hvor de forfulgte muslimer på Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) befaling én efter én udvandrede fra Mekka, sendte Zubayr ibn al-ʿAwwām (må Allah være tilfreds med ham), Allahs ædle Sendebuds fætter, et frierbrev til Asmā (må Allah være tilfreds med hende).

Zubayr var en af de unge mænd, som i islams første tid tog imod Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) invitation og antog islam. Efter sin islamantagelse hengav han sig til islams tjeneste ligesom de øvrige muslimer i den første tid. Han udholdt med et smil på læben de forskellige former for mishandling og tortur, som de afgudsdyrkende modstandere udsatte ham for. Derfor blev han kendt som Profetens (må Allah velsigne ham og give ham fred) nære ledsager og rytter.

Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) var en modig ung mand. Han satte religionen over det verdslige liv og det evige liv over det jordiske. Men da han sendte et ægteskabsforslag til en velhavende og fornem familie som Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham), ejede han ikke andet end én hest. Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) familie accepterede forslaget, og ægteskabet mellem Asma og Zubayr blev indgået.

Asmas snarrådighed og kløgt

Da Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) antog islam, havde han omkring hundrede tusind dirham i sin besiddelse. Efter sin islamantagelse overgav han hele sin formue til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) for at udbrede islam og hjælpe de nye muslimer. Derfor tog han ved hijraen alle de penge med sig, som han havde—omkring halvanden tusind, ifølge en anden overlevering fem eller seks tusind—og overlod sine børn og sin familie til Allahs beskyttelse. Efter at have taget afsked med Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) ved Thawr-bjerget vendte Asma (må Allah være tilfreds med hende) hjem. Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) far, Abu Quhafa, Asmas bedstefar, som endnu ikke havde antaget islam, var blevet meget svag af alderdom og havde mistet synet. Om morgenen hørte han fra folk, at hans søn var forsvundet, og han kom til sin søns hus. Med stor sorg sagde han: »Ak! Abu Bakr er selv rejst og har taget hele formuen med sig, så han har efterladt sine børn i fare.« Asma (må Allah være tilfreds med hende) udbrød straks: »Nej, bedstefar, han har efterladt os mange penge.«

Efter at have sagt dette fyldte Asma (må Allah være tilfreds med hende) en pose med sten, bandt den til og lagde den dér, hvor Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) plejede at opbevare sine opsparede penge, for at trøste den gamle mand. Derefter dækkede hun den med et stykke stof. Så tog hun sin bedstefars hånd og førte ham hen til dette pengested. Hun lagde hans hånd på posen med stenene og lod den føre hen over den. Den gamle mand blev beroliget, idet han troede, at der var samlet tilstrækkeligt med penge dér. Asma (må Allah være tilfreds med hende) har sagt: »Jeg gjorde kun dette for at trøste ham. Ved Allah! Han havde ikke efterladt os noget som helst.« [Al-Fath ar-Rabbani (Sharh al-Musnad), 20/282; Sirat Ibn Hisham, 1/448; Nihayat al-Abir, 16/332]

Ummaens Farao, Abu Jahls lussing

Da det om morgenen spredte sig i Mekkas gader og stræder, at Muhammad (må Allah velsigne ham og give ham fred) og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var rejst fra Mekka i nattens mørke, gik afgudsdyrkerne nærmest fra forstanden. Denne ummas Farao-lignende mand, Abu Jahl, og de øvrige afgudsdyrkende ledere i Mekka begyndte at gennemsøge husene tilhørende Banu Hashim og deres undergrupper på både Mekkas højtliggende og lavtliggende områder. En gruppe qurayshitter, ledet af den forbandede forbryder Abu Jahl, omringede Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) hus. Gruppens leder, Abu Jahl, gik frem og bankede på døren. I huset var der på det tidspunkt ingen andre end Asma, hendes søster Aisha og Aishas (må Allah være tilfreds med hende) mor, Umm Ruman (må Allah være tilfreds med hende). Asma (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: »Jeg åbnede døren og gik ud til dem. De sagde: ›Abu Bakrs datter, hvor er din far?‹«

Jeg sagde: »Ved Allah! Jeg ved ikke, hvor min far er.« Straks løftede Abu Jahl den ene hånd. Han var et nedrigt og ondsindet menneske. Han gav mig en voldsom lussing på kinden, så min ørering fløj af. [Tarikh Madinat Dimashq (Tarajim an-Nisa), s. 3]

Denne begivenhed giver et vist indtryk af, hvor ussel og syndig Abu Jahl var. På det tidspunkt, hvor denne begivenhed fandt sted, var der ingen mænd i det hus, hvor den fandt sted. Asma’ (ra) var gravid, og hendes ædle mand, az-Zubayr ibn al-‘Awwam (ra), var fraværende. Han var allerede udvandret til Medina før denne begivenhed. [Banat as-Sahaba, s. 53] Denne az-Zubayr (ra) var en af datidens største tapre ryttere og krigere i Arabien. Ingen brutal mand i Mekka havde i hans nærvær mod nok til at løfte blikket mod hans hustru, for slet ikke at tale om at løfte hånden mod hende.

Hijraen og muhajirernes første barn

Efter at Hazrat Profeten (sa) og Abu Bakr as-Siddiq (ra) var nået frem til Medina og havde overvundet de første vanskeligheder på det nye sted og var faldet lidt til, besluttede de, at man måtte sørge for at hente kvinderne fra Mekka. Det skal nævnes, at Hazrat Asmas mand, az-Zubayr (ra), var nået frem til Medina før Profeten (sa). Profeten (sa) sendte Zayd ibn Haritha (ra) og sin slave Rafi‘ til Mekka. Abu Bakr (ra) sendte på sin side en mand.

Abu Bakrs (ra) søn ‘Abdullah begav sig mod Medina sammen med sin mor, sine to søstre Asma’ og ‘A’isha samt nogle af familiens kvinder. Asma (ra) var på det tidspunkt højgravid. Da de nåede frem til landsbyen Quba uden for Medina, fødte hun barnet ‘Abdullah. [at-Tabaqat 8/123; Usud al-Ghaba 5/392]

Asmas (ra) beretning om dette lyder således:

»Jeg var højgravid på det tidspunkt. I denne tilstand nåede jeg frem til Medina og slog mig ned i Quba. Derefter fødte jeg ‘Abdullah. Jeg tog ham med og lagde ham i Guds Sendebuds (sa) skød. Han fik bragt en daddel, tyggede den og kom sit spyt ind i barnets mund. Således var Guds Sendebuds (sa) spyt det første, der efter fødslen kom ned i hans mave.

Sendebudet (sa) bad også om hans velsignelse og velbefindende. [Sahih al-Bukhari 1/555] Han var det første barn, der blev født i en muhajir-familie i Medina. Da ingen børn var blevet født hos noget muhajir-ægtepar i Medina, gik folk og sagde, at jøderne havde forhekset dem, og at de derfor aldrig ville få børn. Da ‘Abdullah blev født og således kastede støv i fjendernes ansigt, bredte glæden sig blandt muhajirerne. De protesterede mod jødernes falske propaganda ved at råbe takbir. [Sahih al-Bukhari, hadith nr. 3909, 5467; at-Tabari, Tarikh al-Umam wa al-Muluk 2.10; senere, da Hazrat ‘Abdullah (ra) blev martyrdræbt af al-Hajjajs hær, råbte indbyggerne i شام glædesfyldt takbir, da de hørte nyheden. Da den berømte sahabi Hazrat ‘Abdullah ibn ‘Umar (ra) hørte denne takbir, spurgte han: »Hvorfor råbes der takbir?« Man svarede: »Indbyggerne i شام råber takbir af glæde, fordi de har hørt nyheden om ‘Abdullahs (ra) drab.« Han sagde: »De, der råbte takbir, da de hørte om hans fødsel, var bedre end disse, som i dag råber takbir, fordi de har hørt om hans drab.« (al-‘Iqd al-Farid 4/419; Wafayat al-A‘yan 3/73, 75)] Sendebudet (sa) beordrede barnets morfar, Abu Bakr (ra), til at fremsige adhan i dets begge ører. Det gjorde han. Sendebudet (sa) gav barnet navnet ‘Abdullah og gav det som kunya, eller tilnavn, morfarens tilnavn: Abu Bakr. Senere plejede Hazrat ‘Abdullah ibn az-Zubayr (ra) med en vis stolthed at sige:(Arabisk******)»Jeg foretog hijra, mens jeg stadig lå i min mors mave.« Han plejede også at sige: »Min mor foretog hijra med mig i sin mave. Al den træthed og sult, hun udholdt, udholdt jeg også.« [al-Isaba 5/229; Nasab Quraysh, s. 237]

Hazrat Asma’ (ra) opfostrede sin søn ‘Abdullah med et hjerte fuldt af kærlighed og omsorg, så han senere kunne blive en af Islams bedste sønner. Asmas (ra) drøm blev til virkelighed. På listen over dem, der har givet deres liv for at grundfæste sandhed og skønhed på denne jord, lykkedes det også dette barn af Asma (ra) at indskrive sit navn. Hun vuggede barnet på sin arm og fremsagde vers, hvori hun sammenlignede ham med et skinnende, strålende sværd. Nogle linjer fra dette digt lyder således: [Anba’ Nujaba’ al-Abna’, s. 85; A‘lam an-Nisa’ 1/49; Banat as-Sahaba, s. 55]

(Arabisk*******)

Mellem hans far, Allahs Sendebuds trofaste hjælper, og hans morfar, Abū Bakr as-Siddīq, vil han være hvid og strålende som et skarpt, blankt sværd.

Dette er min forestilling om ham. Og mange forestillinger bliver til virkelighed. Allah er den, der besidder ære og giver magt.

Han vil gøre ham så dygtig til taler og talekunst, at han vil gøre selv de største talere målløse og fjerne de hjælpeløses og svages vanskeligheder. Når øjenæblernes side får øjenbryn, og heste løber enkeltvis og i flok.’

Med Ḥazrat az-Zubayr ibn al-ʿAwwām (må Allah være tilfreds med ham) som far og Asmāʾ som mor blev følgende børn født: sønnerne ʿAbdullāh, al-Mundhir, ʿUrwah, ʿĀṣim og al-Muhājir samt døtrene Khadījah al-Kubrā, Umm al-Ḥasan og ʿĀʾishah. (Ḥilyat al-Awliyāʾ 2/255.)

Fast tro

Efter at have antaget det islamiske liv blev troen så dybt rodfæstet i hendes hjerte, at hun ikke indgik det mindste kompromis med polyteisme og vantro. Hun afbrød endog forbindelsen til sine nærmeste ikke-muslimske slægtninge, fordi hun tænkte, at de kunne blive årsag til Allahs og Hans Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) mishag. Da Asmāʾs far skilte sig fra hendes mor, blev deres forbindelse allerede i uvidenhedens tidsalder brudt. Hele Asmāʾs familie blev til en muslimsk familie. En dag kom Asmāʾs mor for at besøge sin datter, og Asmāʾ spurgte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), om hun skulle bevare et godt forhold til sin polyteistiske mor. Da blev dette vers åbenbaret: (Sura al-Mumtaḥanah 8)(Arabisk********)

Da befalede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hende at behandle sin polyteistiske mor godt og sagde: »Ja, bevar et godt forhold til din mor.« (Tafsīr al-Qurṭubī 10/239; Musnad Aḥmad 6/344, 347, 355) ʿĀmir ibn ʿAbdullāh har overleveret fra sin far, ʿAbdullāh ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham): En dag kom Qutaylah bint ʿAbd al-ʿUzzā til sin datter Asmāʾs hjem med gaver såsom rosiner, klaret smør, ost og andet. Asmāʾ (må Allah være tilfreds med hende) nægtede at tage imod dem. Hun lod hende endog ikke komme ind i huset. ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende) underrettede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om sagen og spurgte ham om hans mening. Da blev det ovennævnte vers fra Sura al-Mumtaḥanah åbenbaret. Derefter tog Asmāʾ (må Allah være tilfreds med hende) venligt imod sin mor, førte hende ind og lod hende sidde i huset samt tog imod hendes gaver. (Musnad Aḥmad 6/344; ad-Durr al-Manthūr 8/131)

Hazrat Asma (ra) var et yderst ydmygt og beskedent menneske. Hun skammede sig ikke over selv at udføre alle huslige opgaver. Hazrat Asma (ra) har selv fortalt os følgende om sin ægtemand, Hazrat az-Zubayrs (ra), økonomiske vanskeligheder og fattigdom samt om, hvordan hun selv varetog alle hjemmets ansvar og pligter:

Da jeg blev gift med az-Zubayr ibn al-‘Awwam, ejede han intet af betydning, hverken rigdom eller formue. Han havde heller ingen slave til det fysiske arbejde. Han var et meget fattigt og nødlidende menneske. Det eneste, han ejede, var en hest og en kamel. Jeg passede dem selv. Hazrat Rasul Karim (sa) havde skænket az-Zubayr en daddelplantage tre farsakh fra centrum af Medina. Derfra samlede jeg daddelkernerne op, fyldte dem i en sæk, bar sækken på hovedet hjem og knuste dem derefter med mine egne hænder for at fodre kamelen og hesten. Jeg hentede vand fra brønden i en spand, fyldte det i en lædersæk og bar det hjem. Desuden udførte jeg selv alt husarbejdet. Da jeg ikke var god til at bage brød, æltede jeg melet, formede det til klumper og lod det stå. Lige ved siden af vores hus boede Ansarernes hustruer. De var meget enkle og ligefremme af natur. De holdt meget af os. De blev særdeles glade, når de kunne hjælpe andre med deres arbejde. De lavede og bagte mit brød for mig. Hver dag måtte jeg se disse realiteter i øjnene.

En dag, som så mange andre dage, var jeg på vej hjem fra plantagen med en byrde af daddelkerner, da jeg på vejen mødte Rasulullah (sa). Han var sammen med flere andre sahaba. Rasul (sa) fik sin kamel til at sætte sig og kaldte på mig, så jeg kunne sætte mig bag ham. Jeg blev genert, fordi jeg tænkte på min ægtemand az-Zubayrs ære og værdighed. Da han forstod, at jeg var genert, red han videre. Da jeg kom hjem, fortalte jeg az-Zubayr om det. Han bemærkede: »Allah ved, at det er mere smertefuldt for mig, at du bærer byrder på hovedet på denne måde, end at du sætter dig bag Rasul på hans ridedyr.« Nogen tid efter denne hændelse sendte min far, Abu Bakr (ra), en slave til mig. Han befriede mig for at passe hesten, og jeg blev i det mindste delvist befriet for alle vanskeligheder. [Tabaqat 8/250; Siyar A‘lam an-Nubala 2/290; Musnad Ahmad 6/352]

På grund af fattigdom og økonomiske vanskeligheder var hun meget sparsommelig, når hun skulle dække husholdningens udgifter. Hun afmålte omhyggeligt hver ting og brugte den kun efter behov. Da Rasul (sa) blev bekendt med dette, forbød han hende at bruge tingene på denne afmålte måde. Han sagde: »Du skal ikke afmåle på denne måde, når du bruger.« Ellers ville Allah kun give hende tilsvarende. Derefter opgav hun denne vane.

På et tidspunkt i sit liv blev Hazrat Asma (ra) ejer af stor rigdom og mange midler. Denne overflod kunne dog på ingen måde påvirke hendes enkle og beskedne livsførelse. Hele sit liv bar hun groft tøj, fyldte maven med tørt brød og levede helt afholdende uden at hengive sig til livets bekvemmeligheder. Efter erobringen af Irak vendte hendes søn, Mundhir, hjem med noget fint, tyndt, blødt og mønstret dametøj, som han overrakte sin mor. På grund af sin alder havde Hazrat Asma (ra) på det tidspunkt mistet synet. Derfor strøg hun hænderne over tøjet for at forsøge at bedømme dets kvalitet. Da hun forstod, at det var af meget høj kvalitet, nægtede hun at tage imod det. Da Mundhir kom med groft tøj, tog hun imod det og blev glad. Derefter sagde hun: »Min søn! Lad mig kun bære groft tøj.« [Tabaqat 8/250]

Gavmildhed

En af de mest fremtrædende egenskaber ved Hazrat Asmas (ra) karakter var gavmildhed. Denne egenskab havde hun tilegnet sig gennem sin stærke tro på Allah og sin families tradition. Hendes far, Abu Bakrs (ra), gavmildhed blev fuldt ud videreført af hans tre døtre – Asma, ‘Aisha og Umm Kulthum (ra). Denne gavmildhed udfoldede sig til fulde i deres væsen. Ja, i deres samtid blev de forbilleder på dette område. Hazrat ‘Abdullah ibn az-Zubayr (ra) fortæller således om sin mors og mosters gavmildhed: [Tarikh al-Islam wa Tabaqat al-Mashahir wa al-A‘lam 3/135; Siyar A‘lam an-Nubala 2/292](Arabisk********)

»Jeg har ikke set nogen kvinde, der var mere gavmild end min mor Asma og min moster ‘Aisha (ra). Der var dog en vis forskel på deres måde at være gavmilde på. Min moster ‘Aisha havde for det første for vane at samle forskellige ting. Når hun så, at der var samlet en tilstrækkelig mængde, gav hun pludselig det hele bort på én dag. Men min mor Asmas (ra) måde var anderledes. Hun gemte ikke noget hos sig til den følgende dag.«

Det er sandsynligt, at Asma’ (ra) fulgte Profeten Allahs (sa) råd til hende med hensyn til denne gavmildhed. Han forbød Asma’ at samle noget sammen og bruge det efter nøje optælling og sagde: »Hvis du gør sådan, vil Allah også behandle dig sådan. Kilden til din forsørgelse vil blive lukket.« Profeten (sa) sagde: [Sahih al-Bukhari, Fil-hiba (2590, 2591), Fiz-zakat (1433, 1434)](Arabisk*******)

»O Asma! Du skal ikke føre regnskab; så vil Allah heller ikke føre regnskab med dig, når du giver.«

Asma’ (ra) siger: »Efter dette råd fra Allahs Sendebud (sa) førte jeg ikke længere regnskab med, hvad jeg havde brugt, eller hvad der var kommet til mig. Hvad end jeg brugte, erstattede Allah det for mig.« [Tarikhu Madinati Dimashq (Tarajim an-nisa’)-19; Nisa’ min ‘asr an-nubuwwah-357]

Hun plejede at formane sine sønner og døtre således: »Rigdom er givet for at hjælpe og gavne andre, ikke for at blive samlet. Hvis du ikke bruger dine midler på Allahs tjenere og er nærig, vil Allah også berøve dig Sin nåde. Hvad end du giver eller bruger, vil i virkeligheden være din opsparing; denne opsparing vil aldrig blive mindre eller gå til grunde.« [Tarikhu Madinati Dimashq-16; Tabaqat-8/357]

Når Hazrat Asma’ (ra) blev syg, frigav hun alle de slaver, hun ejede. [Tabaqat-8/283] De troendes moder, Hazrat Aisha (ra), efterlod ved sin død et stykke jord, som Asma’ (ra) arvede. Hun solgte dette jordstykke for et hundrede tusind dirham og fordelte alle pengene blandt sine slægtninge og familiemedlemmer. [Sahih al-Bukhari, Babu hibatil wahid lil-jama‘ah.]

Hazrat Asma’s (ra) ægtemand, Hazrat Zubayr (ra), var et temmelig hårdt menneske af natur. Derfor spurgte Asma’ (ra) en gang Allahs Sendebud (sa): »Må jeg uden min mands tilladelse give noget af hans formue til de fattige og trængende?« Han svarede: »Ja, det må du.« [Musnad-6/353]

En gang kom Hazrat Asmas (ra) mor til hende i Medina og bad om økonomisk hjælp. Som det var hendes vane, skyndte hun sig til Allahs Sendebud (sa) og spurgte: »Min mor er mushrik (afgudsdyrker) og beder mig om økonomisk hjælp. Må jeg hjælpe hende?« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Hun er din mor.« [Sahabiyat-160] Det vil sige, at hun måtte hjælpe hende. Muhammad ibn al-Munkadir (d. 130 hijri), som var en fremtrædende tabi‘i, siger: »Asma’ var en kvinde med et gavmildt og velgørende sind.« [Tabaqat-8/353]

Misforståelser med svigermoderen

Asmas (må Allah være tilfreds med hende) svigermor var Safiyya bint Abd al-Muttalib (må Allah være tilfreds med hende), profeten Muhammads (må Allahs velsignelser og fred være med ham) faster. Hun var en af de største kvindelige digtere. Hun blev også kendt for sit mod og sin tapperhed i det islamiske liv. Hendes væsen var dog noget barskt. Når hun blev vred, gik det ofte over alle grænser. Derfor opstod der undertiden misforståelser mellem hende og hendes svigerdatter Asma (må Allah være tilfreds med hende). Dette førte også til uoverensstemmelser mellem mor og søn. Ibn Asakir har overleveret en sådan hændelse gennem Urwa ibn az-Zubayr. Engang opstod der en ophedet ordveksling mellem Safiyya og hendes søn az-Zubayr om noget, der vedrørte Asma. Asma og az-Zubayrs lille datter, Khadija, opholdt sig altid hos sin farmor. Hun hørte, hvad hendes far og farmor sagde, og gik derefter til sin mor og sagde: »Mor, hvorfor skældte du farmor ud? Hun har klaget til far.« Det blev kendt, hvad der var sket. Safiyya blev meget utilfreds med sin søn, fordi hun troede, at han havde fortalt sin svigerdatter, hvad hun havde sagt. Derfor irettesatte hun ham. Az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) sagde til sin mor: »Mor, jeg har ikke fortalt hende det.« Det gjorde hende endnu mere vred. Hun troede, at hendes søn skjulte sandheden for hende. Az-Zubayr vidste faktisk heller ikke, hvem Asma havde fået det at vide fra. I sin vrede fremsagde Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) flere irettesættende vers rettet mod sin søn. Til sidst blev sagen opklaret. Az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Mor, det var Khadija, der fortalte Asma det.« Safiyya sagde: »Nå, sådan! Lad hende aldrig mere komme ind i mit hus.« [Tarikh madinat Dimashq (Tarajim an-nisa), s. 17–18] Det skal bemærkes, at Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) holdt meget af Asma og az-Zubayrs (må Allah være tilfreds med ham) børn. Hun plejede at tage Abd Allah ibn az-Zubayr op på skødet og vugge ham, mens hun fremsagde vers af et digt med melodisk stemme. [Banat as-Sahaba, s. 62, note 1]

Gudsfrygt og viden

Ligesom det at give alt bort på Allahs vej, gavmildhed og ædel moral forskønnede hendes karakter, gjorde viden, gudsfrygt, intelligens og dygtighed inden for fiqh hendes personlighed endnu mere ophøjet. Man kan se, at hun på lige fod deltog i overleveringen af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hadither, i jihad og i andre lignende aktiviteter. Hun var beskæftiget med tilbedelse i ydmyghed og fromhed og reciterede Koranen med fuld koncentration. Når hun reciterede et bestemt vers, gentog hun det igen og igen med et bevæget hjerte. Hendes mand har fortalt: »En dag trådte jeg ind i Asmas (må Allah være tilfreds med hende) hus, og jeg så hende stå i bøn og recitere dette vers [Sura at-Tur, 27](Arabisk*****)

»Derefter viste Allah os nåde og frelste os fra Ildens straf.«

Hun reciterede. Derefter reciterede hun »a‘udhu billah«. Jeg blev stående, men hun græd og reciterede »a‘udhu billah«. Efter at have stået der længe gik jeg på markedet. Da jeg havde afsluttet mine ærinder, vendte jeg tilbage og så, at hun stadig græd og reciterede »a‘udhu billah«.[Hilyat al-Awliya-2/55; ad-Durr al-Manthur-7/635]

Ibn al-Jawzi har nævnt, at der på den tid fremstod en gruppe Koranrecitatorer og -lyttere, som udviste alle mulige besynderlige adfærdsmønstre, når de reciterede eller lyttede til Koranen. For eksempel besvimede de, rev deres tøj i stykker ved at trække i det, slog sig selv i hovedet og ansigtet med lussinger og så videre. De mente, at de på denne måde søgte Allahs beskyttelse og tilflugt. De mente også, at den Reneste af hjertet og den mest retskafne i handling, Allahs Sendebuds (fred være med ham) Sahaba, gjorde sådan, og at de blot fulgte dem.[Al-Qussam wal-Mudhakkirin-40] Den berømte hafiz fra Kufa, Husayn ibn Abd al-Rahman as-Sulami (d. 136 hijri), siger: Engang spurgte jeg Asma bint Abi Bakr (må Allah være tilfreds med hende), hvorfor Allahs Sendebuds (fred være med ham) Sahaba gjorde sådan under Koranrecitation. Hun svarede: »Sådan som Allah har beskrevet dem: Deres øjne er fyldt med tårer, og deres hud får gåsehud.« Jeg sagde: »Her er der nogle mennesker, som besvimer, når Koranen reciteres foran dem.« Hazrat Asma (må Allah være tilfreds med hende) sagde: (Arabisk******)

»Jeg søger Allahs beskyttelse mod den forbandede Satan.« [Al-Bahr al-Muhit-9/196; Tarikhu Madinati Dimashq (Tarajim an-Nisa’-20)]

Hazrat Asma (må Allah være tilfreds med hende) henviste i virkeligheden til to vers fra Koranen, hvori Sahabas tilstand under Koranrecitation er skildret. De to vers er følgende: [Sura al-Ma’ida-83](Arabisk******)

»Når de hører det, der er blevet åbenbaret for Sendebudet, vil du se deres øjne flyde over af tårer på grund af den sandhed, som de erkender.«

(Arabisk*****************)

»Allah har åbenbaret den bedste tale i en Bog, hvis dele stemmer overens, og som gentages igen og igen. Derved rejser huden sig på dem, der frygter deres Herre; derefter bliver deres krop og sind ydmyge og bøjer sig mod Allahs ihukommelse.« [Sura az-Zumar 23]

De mest gudfrygtige og fromme mennesker i denne ummah var de ædle sahaba (ra). De modtog den rette viden om islam direkte fra Hazrat Rasul-e-Karim (sa). Derfor er det på ingen måde passende at gøre noget i tilbedelsens navn, som de ikke selv gjorde. Det var dette, Hazrat Asma (ra) ville forklare ved at fremsige »A‘udhu billah«. Hun ville også forklare, at det, disse mennesker gør, i virkeligheden er Satans værk. Ærlighed og oprigtighed var medfødt hos Hazrat Asma (ra). Hun nærede medfølelse med hele menneskeheden. En gang udførte Hazrat Rasul-e-Karim (sa) formørkelsesbønnen. Bønnen var meget lang. Asma (ra) blev bange og begyndte udmattet at se sig omkring. Pludselig fik hun øje på to kvinder, der stod ikke langt fra hende. Den ene af kvinderne var lidt kraftig, mens den anden var lidt spinkel og svag. Da hun så dem stå i bøn, fik hun mod og styrke. Hun opgav sin beslutning om at trække sig tilbage og sagde til sig selv: »Jeg bør stå endnu længere end dem.« [Musnad Ahmad 3/349] Som sagt, så gjort. Hun stod urokkeligt indtil bønnen var afsluttet. Bønnen varede også flere timer. Hun stod fast, men til sidst kunne hun ikke længere holde sig oprejst. Hun var nær ved at miste bevidstheden, og det blev nødvendigt at stænke vand på hendes hoved. [Sahih al-Bukhari 1/144]

I den tidsalder var Hazrat Asma (ra) en kilde til mange former for viden. Hun var også en dygtig fortolker af drømme. Al-Waqidi har sagt: [Tahdhib al-Asma wa al-Lughat 2/598]

(Arabisk***************)

»Sa’id ibn al-Musayyib (rah) var en af de største drømmetydere. Han erhvervede denne viden fra Asma bint Abi Bakr. Og Asma erhvervede den fra sin far Abu Bakr (ra).«

Hazrat Asma (ra) havde mange beundrere og følgere. De kom for at besøge hende med hengivenhed og respekt. Hendes renhed og fromhed var vidt berømt. Folk kom for at bede hende om dua. Især i vanskelige og ulykkelige tider kom folk for at få hende til at bede for dem. Hvis en kvinde, der havde feber, kom til hende, stænkede hun vand på hendes bryst og sagde: »Rasul (sa) har sagt: Feber er Jahannams ild, så køl den med vand.« [Sahih Muslim, Kitab as-Salam 2211; Bukhari, Kitab at-Tibb 5724]

Da Umm al-Mu’minin Hazrat ’Aisha (ra) døde, gav hun en kappe, som havde tilhørt Hazrat Rasul-e-Karim (sa), til Hazrat Asma (ra). Når nogen i Asmas (ra) hus blev syg, lod hun vedkommende drikke vandet, som kappen var blevet vasket i. [Muslim, Fil-Libani wa’z-Zinati (2069); Tabaqat 1/454; Musnad 6/348]

Hazrat Asma’ (ra) udførte hajj flere gange. Første gang udførte hun den sammen med Hazrat Rasul-e-Karim (sa).

At bevare og overlevere hadith i hukommelsen

Hazrat Asma’ (ra) overgik mange af Sahabaernes (ra) døtre med hensyn til at bevare og overlevere Rasul-e-Karims (sa) hadith i hukommelsen. Blandt kvinderne i Abu Bakrs (ra) familie indtog hun dog andenpladsen. På dette område overgik Hazrat ’Aisha (ra) hende. De mandlige eller kvindelige sahaba, fra hvem der er overleveret færre end hundrede hadith, kaldes »Ashabul ’Ashara«.

[Blandt de kvindelige sahaba, der regnes blandt »Ashabul ’Ashara«, er blandt andre:

1. Asma bint Yazid (ra). Antal overleverede hadith: 81

2. Maymuna bint al-Harith, Umm al-Mu’minin (ra). Antal overleverede hadith: 76

3. Umm Habiba, Umm al-Mu’minin (ra). Antal overleverede hadith: 60

4. Asma bint Umays (ra). Antal overleverede hadither – 65

5. Asma bint Abi Bakr (ra). Antal overleverede hadither – 58

6. Umm Hani bint Abi Talib (ra). Antal overleverede hadither – 46

7. Fatima bint Qays (ra). Antal overleverede hadither – 34

8/ Umm al-Fadl bint al-Harith (ra). Antal overleverede hadither – 30

9. Umm Qays bint Mihsan (ra). Antal overleverede hadither – 24

10. ar-Rubayyi bint Mu’awwidh (ra). Antal overleverede hadither – 21

(Banat as-Sahaba-pr., 65; note 1]

Hendes ægtemand, az-Zubayr (ra), hørte også til denne gruppe af hadith-overleverere. Hun overleverede dog tyve hadither flere end sin mand. Hvor hun overleverede 58, ifølge en anden opfattelse 56, hadither, var antallet af hadither, som hendes mand overleverede, 38.

De hadither, som Hazrat Asma overleverede, er blevet samlet i forskellige værker blandt Sunan- og Musnad-samlingerne, herunder Sahihayn. Fjorten hadither er samlet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim. Desuden samlede al-Bukhari fire hadither og Muslim ligeledes fire hadither hver for sig.[A’lam an-Nisa’ 1/49; al-Isaba 4/230; Banat as-Sahaba 65, 66]

Blandt de mest fremtrædende personer, der overleverede hadither fra Hazrat Asma (ra), var hendes to sønner: Abdullah og Urwa; hendes barnebarn Abdullah ibn Urwa; hendes frigivne slave Abdullah ibn Kaisan; Ibn Abbas; Muhammad ibn al-Munkadir; Wahab ibn Kaisan og mange andre. Blandt kvinderne var Fatima bint Shayba, Umm Kulthum, den frigivne af al-Hajaba, og mange andre.[Siyar A’lam an-Nubala 2/292; Tahdhib al-Asma’ wa al-Lughat 2/597; Tahdhib at-Tahdhib 10/451]

Hazrat Asma (ra) havde også poetisk talent. Desuden var hun en veltalende kvinde. I forskellige værker findes den elegi, hun forfattede efter sin mand, az-Zubayr (ra), og sin søn, Abdullah (ra), var blevet martyrer.[A’lam an-Nisa’ 1/49]

Skilsmisse

I forskellige værker om sira er det kort beskrevet, at Hazrat az-Zubayr (ra) skilte sig fra Hazrat Asma (ra). Ingen af værkerne nævner dog nogen årsag til dette. Ibn al-Athir har imidlertid nævnt to mulige årsager. Den ene er, at Hazrat Asma (ra) var blevet gammel, og at hendes syn på grund af alderen også var begyndt at svækkes.[Usud al-Ghaba 5/393] Derfor ønskede Hazrat az-Zubayr (ra) at holde hende på afstand. Den anden er, at der, uanset årsagen, opstod bitterhed i forholdet mellem dem, og at det nåede til skilsmisse, altså til et brud på forholdet. Den første årsag er på ingen måde rimelig. Når man tager i betragtning, hvilken slags menneske Hazrat az-Zubayr (ra) var, kan man så forestille sig, at han ville forlade sin kone, som var mor til mange børn, på grund af hendes alder? Og det endda efter at hun var blevet blind? Den anden nævnte årsag er derimod fornuftig. Af den grund kan en skilsmisse være mulig. Hazrat az-Zubayr (ra) havde en noget barsk og hård natur. Derfor forværredes forholdet mellem dem, indtil det førte til separation. Dette støttes af en anden overlevering fra Ibn al-Athir. En dag blev Hazrat az-Zubayr (ra) voldsomt vred på sin hustru, Hazrat Asma (ra), på grund af noget, der var blevet sagt. Det gik endda så vidt, at der opstod vold. Asma (ra) kaldte på sin søn Abdullah (ra) for at få hjælp. Da az-Zubayr (ra) så ham komme, sagde han: »Hvis du kommer herhen, skiller jeg mig fra din mor.« Abdullah (ra) sagde: »Har du gjort min mor til genstand for din ed?« Derefter befriede han med magt sin mor fra sin fars hænder. Så blev Asma (ra) separeret fra ham.[Siyar A’lam an-Nubala 2/292; Tarikh al-Islam wa Tabaqat al-Mashahir wal-A’lam 3/134] Tag Hisham ibn Urwa til dig.[Tabaqat 8/253; Usud al-Ghaba 5/393] Uanset hvad årsagen var, flyttede Asma (ra) efter skilsmissen hen til sin søn Abdullah (ra), hvor hun fortsatte med at bo. Hazrat Abdullah (ra) tjente sin mor hele livet som en pligtopfyldende og lydig søn. Hans eneste mål i livet var at gøre sin mor tilfreds.

Flere overleveringer fortæller også, at Hazrat az-Zubayr (ra) behandlede Hazrat Asma (ra) hårdt. En dag gik Asma (ra) eksempelvis til sin far, Abu Bakr (ra), og klagede over az-Zubayrs (ra) hårde behandling af hende. Efter at have hørt Asma (ra) roste Abu Bakr (ra) først az-Zubayr (ra) og bevidnede hans kvalifikationer på forskellige områder. Derefter rådede han hende: »Min datter! Vær tålmodig. Hvis en kvinde har en retskaffen ægtemand, og han dør før hende, og hun ikke gifter sig igen, vil de blive genforenet i Paradis.«[A’lam an-Nisa’ 2/48; Banat as-Sahaba 59]

Heltemod og tapperhed samt tålmodighed og standhaftighed

Siden oldtiden har tapperhed og mod været arabernes særlige natur og egenskab. Derfor blev Hazrat Asma’ (ra) ikke blot berømt for sin gavmildhed, men også som en modig og tapper kvinde. Da lov og orden i Medina blev forværret under Sa‘id ibn al-As’ (ra), og omfattende anarki bredte sig i byen, sov Hazrat Asma’ (ra) med en skarp dolk under sin hovedpude. Da folk spurgte hende om årsagen, sagde hun: »Hvis en tyv, røver eller forbryder trænger ind i huset og angriber mig, vil jeg flænge hans mave op.« [Nisa’ Hawlar Rasul-184] Hun var sammen med al-Zubayr (ra) og overværede det berømte slag ved Yarmuk. [Banat al-Sahaba-69.]

Da Hazrat Asmas (ra) søn, ‘Abdullah (ra), var i sin fulde ungdom, gjorde folk i Hijaz, Egypten, Irak, Khurasan og størstedelen af Syrien oprør mod umayyadiske kaliffer, anerkendte ham som kalif og aflagde troskabsed til ham. Før sin død udpegede Hazrat Mu‘awiya (ra), grundlæggeren af det umayyadiske kalifat, sin søn Yazid som arving til kalifatet og grundlagde dermed det første monarki i islams historie. Men befolkningen i forskellige områder af det islamiske kalifat kunne ikke acceptere Yazids overtagelse af magten på monarkisk vis eller hans ikke-islamiske livsførelse. Hazrat ‘Abdullah (ra) nægtede også at aflægge troskabsed til Yazid. Han erklærede Mekka for det islamiske kalifats hovedstad og tog ophold dér. Folk kom i store flokke fra alle sider og aflagde troskabsed til ham. Han fortsatte med at administrere regeringsanliggenderne i de områder, han kontrollerede. Da ‘Abd al-Malik ibn Marwan overtog ansvaret for kalifatet, besluttede hans vesir, al-Hajjaj ibn Yusuf, at bekæmpe Hazrat ‘Abdullah (ra). Med en stor militærstyrke belejrede han Mekka den første dag i Dhu al-Hijjah i år 72 efter hijra. Mekka blev fuldstændig afskåret fra al kontakt med omverdenen. Krigen mellem de to parter fortsatte uafbrudt i seks måneder. Som følge af den langvarige belejring blev livet for Mekkas indbyggere stadig vanskeligere. Antallet af Hazrat ‘Abdullahs (ra) tilhængere faldt dag for dag. Da de ikke længere så nogen mulighed for sejr, begyndte de at forlade ham. Med en lille gruppe af sine sidste tilhængere tog han ophold i Kabaens Haram Sharif. Kort før det endelige sammenstød med den umayyadiske hær gik han for sidste gang for at mødes med sin mor, Asma (ra). Hazrat Asma (ra) var da tynget af alderdom og blind. Historien har ikke kunnet bevare mange af beretningerne fra Hazrat Asmas (ra) begivenhedsrige liv. Men den skarpe intelligens, karakterstyrke, urokkelige tro, yderste selvopofrelse, tillid til Allah og trofasthed mod sandheden, som hun viste under dette sidste møde mellem mor og søn, vil for altid stå uudsletteligt i historien. Deres samtale lød således:

‘Abdullah: Mor, assalamu alaikum wa rahmatullahi wa barakatuhu.

Asma’: ‘Abdullah! Wa alaika as-salam. Hajjajs hær kaster sten fra deres katapulter mod din hær, som er stationeret i Haram Sharif, og får husene i Mekka til at ryste. Hvad er formålet med, at du kommer på et så kritisk tidspunkt?

‘Abdullah: Jeg er kommet for at rådføre mig med dig.

Asma’: Rådføre dig! Om hvad?

‘Abdullah: Af frygt for eller på grund af bestikkelser fra Hajjaj har mine ledsagere forladt mig i denne vanskelige situation; selv mine børn og min familie har forladt mig. Nu er der kun få mennesker tilbage hos mig. Uanset hvor stor deres tålmodighed og tapperhed er, kan de under ingen omstændigheder holde stand i mere end en time eller to. Samtidig sender umayyaderne et tilbud: Hvis jeg anerkender Malik ibn Marwan som kalif, nedlægger våbnene og aflægger troskabsed til ham, vil de give mig alt det af denne verdens glæder og rigdomme, jeg måtte ønske. Hvad råder du mig til under disse omstændigheder?

Asma’ (ra) sagde med lidt højere stemme: »Det er helt og holdent din egen sag. Og du ved selv bedst, hvad der angår dig. Hvis du er fast overbevist om, at du står på sandhedens side og kalder folk til sandheden, så stå fast ligesom dem, der forblev urokkelige under dit banner og døde som martyrer. Men hvis du længes efter denne verdens glæder og rigdomme, så er du det usleste af alle mennesker. Du ødelægger dig selv og dine folk. Kæmp som en mand, og accepter ikke nogen ydmygelse af frygt for livet. Det er langt bedre at dø med ære under et sværdslag end at leve et vanærende liv! Jeg vil blive glad, hvis du bliver martyr. Men hvis du begærer denne forgængelige verden, hvem er så mere ussel end du? Hvis du tror, at du er blevet alene, og at du ikke har nogen anden udvej end at overgive dig, så er denne handlemåde ikke værdig for et ærefuldt menneske. Hvor længe vil du leve? Dø med et godt navn og et hæderligt ry. Så vil jeg kunne finde trøst.«

Abdullah: Så vil jeg med sikkerhed blive dræbt i dag.

Asma: Det er bedre at blive dræbt i kamp end frivilligt at overgive sig til al-Hajjaj og lade umayyadernes unge mænd lege med dit hoved.

Abdullah: Mor, jeg er ikke bange for at blive dræbt. Jeg er bange for, at de vil straffe mig på forskellige måder. De vil skære mine hænder og fødder af, lemlæste mine lemmer og vansire mig.

Asma: Min søn! Der er intet at frygte for et menneske efter døden. Når skindet flås af en slagtet ged, føler den ingen smerte.

Da Abdullahs ansigt hørte sin mors ord, strålede det endnu klarere. Han sagde: Min velsignede mor, måtte Deres ophøjede rang blive endnu mere velsignet. Jeg kom til Dem i dette kritiske øjeblik udelukkende for at høre disse ord fra Deres mund. Allah ved, at jeg ikke er blevet bange, og at jeg ikke er blevet svag. Han er vidne til, at jeg ikke kæmper af begær efter eller kærlighed til nogen jordisk lykke, rigdom eller status. Nej, denne kamp skyldes mit intense had og min afsky for at erklære det forbudte for tilladt. Jeg går nu for at udføre det, De har ønsket. Hvis jeg bliver martyr, må De ikke sørge over mig, men overlade alt til Allahs hænder.

Asma: Hvis du bliver dræbt for løgn og uretfærdigheds skyld, vil jeg sørge.

Abdullah: Mor, vær forvisset om, at Deres søn aldrig har begået en uretfærdig, uanstændig eller skamløs handling, aldrig overtrådt Allahs lov, aldrig brudt nogens tillid, aldrig gjort en muslim eller en dhimmi uret, og at intet i denne verden er bedre for ham end Allahs tilfredshed. Det er ikke min hensigt med disse ord at erklære mig selv ren og uskyldig, for Allah ved bedst, hvordan jeg er. Derefter løftede han ansigtet mod himlen og sagde med største ydmyghed: Min Gud, Du ved fuldt ud, at alt, hvad jeg har sagt til min mor, kun var for at trøste hende, så hun ikke skulle lide ved at se mig i denne tilstand.

Asma sagde: –(Arabisk****************)

‘Al lovprisning tilkommer Allah, som har gjort dig standhaftig i den gerning, som Han og jeg holder af.’ Min søn! Jeg håber, at min tålmodighed med hensyn til dig vil blive en enestående tålmodighed. Hvis du bliver dræbt foran mig, vil det være en anledning til belønning for mig. Hvis du sejrer, vil det være en glæde for mig. Gå nu frem i Allahs navn. Min søn! Kom lidt hen til mig, så jeg for sidste gang kan indånde duften af din krop og røre lidt ved dig. For dette er det sidste møde mellem dig og mig i dette jordiske liv.

‘Abdullah bøjede sig ned og dækkede sin mors hænder og fødder med kys, mens moderen lagde sin næse og mund mod sin søns hoved, ansigt og skuldre, indåndede hans duft og kyssede ham, og lod sine to hænder stryge kærligt over hans krop. Da hun ved afskeden ville omfavne sin søn, skubbede hun ham igen bort, mens hun sagde: ‘Abdullah! Hvad er det, du har taget på?

– Mor, det er min rustning.

– Min søn, dette er ikke de klæder, som de, der længes efter martyrdøden, bærer.

– Mor, jeg har taget dette tøj på for at glæde dig og bringe ro i dit hjerte.[Ashabe Rasulers livshistorie 1/211-212]

– Tag det af. Det vil være det rette for din personlighed, dit mod og dine angreb. Desuden vil det gøre det lettere for dig at handle, bevæge dig hurtigt og færdes. Tag i stedet vide bukser på. Så vil din awrah forblive tildækket, selv hvis du bliver kastet til jorden.

På sin mors opfordring tog ‘Abdullah sin rustning af og tog vide bukser på. Mens han sagde dette, gik han mod den Hellige Moské for at slutte sig til kampen: Mor, glem ikke at bede for mig – både før og efter jeg bliver dræbt.

– Jeg vil aldrig glemme at bede til Allah. Nogle kæmper på usandhedens side, men du kæmper for sandheden. Derefter løftede hun begge hænder mod himlen og bad: O Allah, forbarm Dig over ham for hans lange tilbedelse og hans højlydte gråd, når mennesker i nattens mørke ligger bevidstløse i dyb søvn, mens han våger nat efter nat. O Allah, forbarm Dig over ham for den sult og tørst, han udholdt ved middagstid i Mekka og Medina, mens han fastede. O Allah, forbarm Dig over ham for hans godhed mod sine forældre. O Allah, jeg har betroet ham til Dig alene. Jeg er tilfreds med den afgørelse, Du træffer for ham. Giv mig til gengæld de tålmodiges belønning.

Moderens, den ærværdige Asmas (må Allah være tilfreds med hende), ord bringer ro til den ærværdige Abdullahs (må Allah være tilfreds med ham) hjerte. Han går bort og kæmper med stor tålmodighed, indtil han bliver martyr. Før sin død fremsiger han følgende to vers: [Hayatus-Sahabah-1/574; Banat as-Sahabah-70] (Arabisk***************)

Min mor Asma! Græd ikke over mig, hvis jeg bliver dræbt. Der er intet tilbage af mig ud over min ære og min fromhed. Og der er et skarpt sværd tilbage, som har svækket min højre hånd, fordi jeg har slået med det igen og igen.’

Inden solen gik ned den dag, mødte den ærværdige Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) sin Højeste Herre. Efter drabet lod Hajjaj hans lig hænge. Hans mor, Asma (må Allah være tilfreds med hende), kom sammen med sin tjenestepige for at se sin søns lig. Hun så, at liget hang med ansigtet nedad. Hun stillede sig ved siden af liget og sagde meget roligt og fast: »Er tiden endnu ikke kommet for denne islams rytter til at stige ned fra hestens ryg?« For at få hende fjernet, så menneskemængden kunne spredes, sendte Hajjaj folk efter hende. Hun nægtede at gå. Han sendte igen bud med besked om, at hvis hun ikke gik, ville de trække hende i håret. Den ærværdige Asma (må Allah være tilfreds med hende) blev ikke bange for Hajjaj. Hun tog overhovedet ikke hans trussel til sig.

At tale sandt var det mest strålende træk ved den ærværdige Asmas (må Allah være tilfreds med hende) karakter. Over for en menneskedræbende tyran som Hajjaj talte hun sandt med en yderst stærk stemme. Ansigt til ansigt gav hun ham et knusende svar og knuste hans arrogance. Efter den ærværdige Abdullahs (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød kom Hajjaj til den ærværdige Asma (må Allah være tilfreds med hende) og sagde: »Din søn begik en religionsstridig handling i Allahs Hus og prædikede ateisme. Derfor lod Allah ham smage en hård straf.«

Asma (må Allah være tilfreds med hende) svarede med fast stemme: »Du er en løgner. Min søn var ikke ateist. Han fastede og var lydig og underdanig over for sine forældre. Men jeg har hørt den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sige, at der i Thaqif-stammen vil fremstå en løgnagtig bedrager og en tyran. Løgneren, al-Mukhtar ath-Thaqafi, har jeg allerede set. Og tyrannen er dig, som jeg ser foran mig nu.« Da Hajjaj hørte dette fra den ærværdige Asma (må Allah være tilfreds med hende), blev han voldsomt ophidset og rejste sig fra sin siddende stilling. Men han mistede modet til at sige noget og stod tavs. [Sahih Muslim, Fada’il as-Sahabah, hadith nr. 2545; Tabaqat-8/254; Musnad Ahmad-6/351; Siyar A‘lam an-Nubala-2/296]

I en anden overlevering fortælles det, at Hajjaj sagde til Asma (må Allah være tilfreds med hende): »Sig mig, hvordan har jeg behandlet Abdullah, Allahs fjende?« Asma svarede: »Du har ødelagt hans jordiske liv, mens han har ødelagt dit liv i det hinsidige. Jeg har hørt, at du hånede ham ved at kalde ham søn af Dhat an-Nitaqayn.« Ved Allahs ed, jeg er Dhat an-Nitaqayn. Med det ene bælte bandt jeg maden til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Det andet bælte har jeg stadig om livet. [Tabaqat-8/254; Tarikh al-Islam wa Tabaqat al-Mashahir wa al-A‘lam-3/136] Det fortælles også, at Hajjaj kom til Asma (må Allah være tilfreds med hende) og sagde: »Mor, Amīr al-Mu’minīn har pålagt mig at spørge til dig. Har du brug for noget?« Asma (må Allah være tilfreds med hende) svarede meget strengt: »Jeg er ikke din mor. Jeg er mor til den mand, der hænger på en galge ved vejens ende. Jeg har ikke brug for noget.« [Siyar A‘lam an-Nubala-2/294]

En dag efter den ærværdige Abdullahs (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød blev den ærværdige Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortalt: »Asma (må Allah være tilfreds med hende) sidder i et hjørne af moskéen.« Han bøjede sig let mod hende og sagde: »Denne livløse krop er intet. Sjælen er allerede nået til Allah. Frygt Allah og vær tålmodig.« Asma sagde: »Hvad skulle have forhindret mig i at gøre det? Profeten Yahya ibn Zakariya (må Allah være tilfreds med ham) fik også sit hoved givet som gave til en prostitueret blandt Israels børn.« [Samme værk-2/295; Tahdhib al-Asma’ wa al-Lughat-2/330]

Det skal bemærkes, at da Filistæas hersker Herodian ønskede at gifte sig med sin faster Herodias, satte Yahya sig imod det. For i deres religion var ægteskab mellem en faster og hendes nevø ikke tilladt. Men Herodias og hendes mor gav deres samtykke. De stillede Herodian det krav, at brylluppet ville finde sted, hvis han kunne hugge Yahyas hoved af og bringe det til dem på et fad. Det gjorde han. Den ærværdige Asma (må Allah være tilfreds med hende) hentydede til denne begivenhed. [Siyar A‘lam an-Nubala’-2/295; note 1; Qasas al-Anbiya-369]

Mens Hazrat Abdullahs lig hangende i flere dage, bad Hazrat Asma’ (ra) til Allah og sagde: »O Allah! Lad mig ikke dø, før jeg har sørget for, at Abdullah bliver vasket og svøbt samt begravet.« Efter at liget var blevet taget ned, bad Asma’ (ra) om at få det udleveret og vaskede det med stort besvær i Zamzams vand. [Zad al-Ma‘ad 1/140; Tarikh al-Islam wa Tabaqat al-Mashahir wal-A‘lam 1/503; al-Fakihi siger: »Af hensyn til velsignelsen plejede Mekkas indbyggere at vaske deres døde med Zamzams vand.« (Nisa’ Mubashsharat fil Jannah 266)] Kødet var gået i forrådnelse og var faldet af. Selv da Asma’ (ra) så sin søn i denne tilstand, brød hun ikke sammen. Hun udviste tålmodighed og takkede Allah.

Ibn Mulayka siger: »Jeg var blandt dem, der fik ansvaret for vaskningen. Vi tog fat i en kropsdel, og den fulgte med i vores hænder. Vi vaskede den, lagde den på ligklædet og tog derefter fat i endnu en kropsdel. På denne måde fuldførte vi vaskningen af ham. Derefter stillede hans mor, Asma’, sig op og udførte begravelsesbønnen. Han blev begravet på al-Mu‘alla-kirkegården i Mekka.« [A‘lam an-Nisa’ 1/52; Banat as-Sahaba 71]

Hazrat Abdullah ibn az-Zubayr (ra) led martyrdøden tirsdag den 17. Jumada al-Awwal i år 73 efter hijra. Få dage senere gik også Hazrat Asma’ (ra) bort i Mekka i år 73 efter hijra. Hun var da et hundrede år gammel. Blandt de mandlige og kvindelige Muhajir-ledsagere var hun den sidste, der døde. [Siyar A‘lam an-Nubala’ 2/296; A‘lam an-Nisa’ 1/52-53] I løbet af dette lange liv mistede hun ikke en eneste tand, og hun viste heller ikke det mindste tegn på svækket forstand. Hun blev begravet i Mekka ved siden af sin søn Abdullah (ra). [Banat as-Sahaba 72]

Før sin død efterlod hun denne anvisning: »Varm mine klæder ved at brænde vellugtende træ, og påfør derefter min krop duft. Påfør ikke nogen duft på mit ligklæde, følg ikke liget med ild, og begrav mig ikke om natten.« [Tahdhib al-Asma’ wal-Lughat 2/598]

Ummu Sulaym bintMilhan (ra)

Hendes tilnavn var Ummu Sulaym. Der er stor uenighed om hendes egentlige navn. Blandt de nævnte navne er Sahla, Rumayla, Mulayka, al-Ghumaysa’ og ar-Rumaysa’. Hun var en fremtrædende kvindelig ansarisk sahabiyya fra Banu Najjar. Hun var den stolte mor til den fremtrædende sahabi Hazrat Anas, Rasulullahs (saw) højt elskede tjener. Hendes far hedte Milhan ibn Khalid, og hendes mor hed Mulayka bint Malik ibn ‘Adi ibn Zayd ibn Manat. I en anden overlevering kaldes hun ‘Unayka. [al-Isaba 4/461-462; Tabaqat 3/504] Hazrat Haram ibn Milhan, en af de sahaba, der led martyrdøden i den historiske hændelse ved Bi’r Ma‘una, var hendes bror. [Hayatus Sahaba (arabisk) 1/528] I historien er hun kendt under navnet Ummu Sulaym.

Tidligt i jahiliyya-perioden giftede hun sig med Malik ibn an-Nadr. Ti år før Rasulullahs (saw) hijra til Medina blev hendes søn Anas født af ham. Hun var blandt de første af ansarerne, der antog islam. Da hun antog islam, brød hendes mand Malik forbindelsen med hende, forlod hende og hendes barn og rejste bort. [al-Isaba 4/461] Anas har overleveret følgende om dette: En dag kom Ummu Sulaym til sin mand Malik og sagde: »I dag har jeg en nyhed med, som du ikke vil bryde dig om.« Malik sagde: »Du kommer jo altid med nyheder fra denne beduin, som jeg ikke bryder mig om.« Som svar på sin mands ord sagde hun: »Ja, han er en beduin, men Allah har udvalgt ham og gjort ham til profet.« Malik spurgte: »Hvilken nyhed har du så med i dag? Lad mig høre.« Hun sagde: »Vin er blevet erklæret haram.« Malik sagde: »Så er forholdet mellem dig og mig slut her.« Derefter forlod han hjem, hustru og søn og rejste til Sham, hvor han døde som afgudsdyrker. [Hayatus Sahaba 2/590; al-Isaba 4/461; Tarikh ibn ‘Asakir 6/5]

Af ovenstående overlevering fremgår det, at hendes separation fra Malik fandt sted længe efter Rasulullahs (saw) ankomst til Medina, da vin blev erklæret haram. De overleveringer, der omhandler hendes andet ægteskab med Hazrat Abu Talha (ra), viser derimod, at separationen fandt sted før Rasulullahs (saw) ankomst til Medina. Nogle overleveringer viser, at hun tog Abu Talha som sin anden ægtemand før Rasulullahs (saw) ankomst til Medina. Andre overleveringer fortæller, at Abu Talha antog islam i Medina ved Rasulullahs (saw) egne hænder, hvorefter Ummu Sulaym giftede sig med ham. Der findes således mange forskellige overleveringer af denne art. Det er dog anerkendt, at Ummu Sulaym antog islam før Rasulullahs (saw) ankomst til Medina. Nedenfor gengiver jeg et par overleveringer om hendes andet ægteskab med Abu Talha. Det er overleveret fra Anas: Før Abu Talha antog islam, friede han til Ummu Sulaym. Som svar sagde Ummu Sulaym: »Abu Talha, ved du ikke, at den guddom, du tilbeder, er lavet af jord?« Han sagde: »Det er rigtigt.« Ummu Sulaym sagde igen: »Skammer du dig ikke over at tilbede et træ? Hvis du antager islam, vil jeg ikke have noget imod at gifte mig med dig. Og i så fald vil jeg ikke kræve nogen anden medgift end din islam.« Abu Talha gik bort efter at have sagt: »Jeg vil overveje sagen.« Efter kort tid vendte han tilbage og fremsagde: »Jeg bevidner, at der ingen gud er undtagen Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud.«

Derefter kaldte Ummu Sulaim på sin søn Anas og sagde: »Anas! Sørg for, at Abu Talha bliver gift.« Anas giftede sin mor med Abu Talha. Begivenheden er blevet overleveret i forskellige værker gennem forskellige overleveringskæder. [Hayatus-Sahaba 1/196; al-Isaba 4/461; Tabaqat 3/504; Tarikh Ibn Asakir 6/5]

En anden overlevering fortæller, at Anas sagde: Da Abu Talha friede, sagde Ummu Sulaim til ham: »Jeg har troet på denne mand og erklæret, at han er Allahs Sendebud. Hvis du følger ham, kan jeg gifte mig med dig.« Abu Talha sagde: »Det er i orden, så antager jeg også din religion.« Derefter giftede Ummu Sulaim sig med ham. Abu Talhas islam var brudegaven for dette ægteskab. I denne overleveringskæde fortælles det også, at Ummu Sulaim, da Abu Talha friede, sagde: »Jeg vil ikke gifte mig igen, før Anas er blevet voksen og er i stand til at sidde med i forskellige forsamlinger.« Anas sagde: »Må Allah belønne min mor på mine vegne. Hun opfostrede mig på bedste vis.« Da Abu Talha hørte Ummu Sulaims ord, sagde han: »Anas har jo siddet med i forsamlinger og har også talt.« Derefter giftede Anas sin mor bort.

En anden overlevering fortæller, at da Ummu Sulaim afslog frieriet, sagde Abu Talha til hende: »Ved Allah, dette er måske ikke det, du virkelig ønsker.« Hun spurgte ham til gengæld: »Ønsker du guld og sølv?« Ummu Sulaim sagde da: »Jeg erklærer, idet jeg tager dig og Allahs Profet som vidner, at hvis du antager islam, vil jeg acceptere at gifte mig med dig til gengæld for din islam.« Da Abu Talha hørte dette, sagde han: »Hvem kan hjælpe mig med dette?« Ummu Sulaim sagde til sin søn Anas: »Anas, gå med din onkel.« Han rejste sig. Anas fortæller: »Abu Talha lagde sin hånd på min skulder, og sådan gik vi af sted. Da vi nærmede os Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), hørte han, hvad vi sagde, og udbrød: »Se, der kommer Abu Talha; mellem hans øjne stråler islams ære og herlighed.« Abu Talha hilste på Profeten og sagde: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud uden Allah, og at Muhammad er Hans tjener og Sendebud.« Derefter giftede Sendebudet ham med Ummu Sulaim som modydelse for hans islam.

Ummu Sulaim fik sønnen Anas med sin første mand, og med sin anden mand, Abu Talha, fik hun to sønner: (1) Abu Umair og (2) Abdullah. Abu Umair døde som barn. Gennem de to andre blev slægten videreført.

Den tålmodighed, som Ummu Sulaim udviste ved Abu Umairs død, er lærerig for hele menneskeheden. Da Abu Umair døde, havde han netop lært at gå. Når han gik med sine små skridt, så hans forældre ufravendt på ham. Netop da tog den Almægtige Allah ham bort fra verden. Drengen var meget højt elsket af Abu Talha.

Abu Talha gik ud for at ordne noget og efterlod den syge dreng hjemme. Imens døde drengen. Moderen Ummu Sulaim bad de andre i huset om ikke at sige noget. Da Abu Talha kom hjem, spurgte han til den syge drengs tilstand. Ummu Sulaim sagde: »Han har det bedre, end han havde det.« På grund af hustruens ord troede Abu Talha, at drengen havde det godt. Han spiste og drak som sædvanligt og gik i seng. Ummu Sulaim afsluttede også sine gøremål, pyntede sig, tog parfume på og gik i seng. Ægtefællerne kom tæt på hinanden. Derefter fortalte Ummu Sulaim sin mand om sønnens død på denne måde: »Abu Talha, hvis nogen overlader dig en genstand og senere kommer for at få den tilbage, ville du så nægte at give den tilbage?« Abu Talha svarede: »Aldrig.« Ummu Sulaim sagde: »Så siger jeg dig, at du må være tålmodig med hensyn til din søn. Han har forladt denne verden.« Abu Talha spurgte: »Hvor er han nu?« Hun svarede: »Derinde, i det afsides kammer.« Abu Talha gik derind, løftede klædet fra drengens ansigt og sagde: »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.« Ifølge en anden overlevering begravede Ummu Sulaim den døde dreng, før Abu Talha kom hjem.

Derefter kom Abu Talha til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og fortalte ham om sønnens død og Ummu Sulaims opførsel. Da Sendebudet havde hørt alt, sagde han: »Den Højeste Allah har gjort denne nat velsignet for jer. Ved Ham, der sendte mig med sandheden! Allah har lagt et hankøn i hendes livmoder. Derfor var hun i stand til at udvise så stor tålmodighed ved sin søns død.« [Hayatus-Sahaba 2/590; Muslim 2/342; al-Isaba 4/461] Som følge af deres samvær denne nat blev en søn født. Det var Abdullah ibn Talha. Allah skænkede ham mange børn. [al-Isaba 4/461; se også Asahabe Rasulers Jibonkotha, bind 3, s. 115] En anden overlevering fortæller, at Sendebudet den dag bad for dette ægtepar med ordene: »O Allah, skænk velsignelse og godhed i denne nat for disse to.«

Derefter fødte Ummu Sulaim et barn. Da Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fik denne besked, sagde han til Anas: »Gå til din mor og sig, at hun efter at have klippet navlestrengen ikke må give barnet noget i munden, men skal sende det til mig.« Anas fortæller: »Min mor rakte drengen til mig, og jeg bar ham hen og lagde ham foran Allahs Sendebud.« Derefter bad Sendebudet Anas om at hente tre ajwa-dadler. Da Anas kom med dem, fjernede han stenene, puttede dadlerne i sin egen mund og tyggede dem grundigt. Så åbnede han barnets mund og lagde noget af det i den. Barnet begyndte at bevæge munden og sutte. Da Sendebudet så det, sagde han: »Mine ansarer kan lide dadler.« Derefter gav han barnet til Anas og sagde: »Tag det med til din mor.« Sendebudet gav barnet navnet Abdullah. Han bad også for barnet: »Må Allah gøre ham retskaffen og gudfrygtig.« En af ansarerne sagde: »Jeg har set Abdullahs ni sønner; de var alle fremragende Koranrecitatorer.« [Hayatus-Sahaba 2/590-591; Tarikh Ibn Asakir 6/6]

Kort efter at Allahs Sendebud (sa) var ankommet til Medina, tog Ummu Sulaym den lille dreng Anas ved hånden, førte ham hen til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »Allahs Sendebud! Her er Anas. Han vil tjene dig.« Anas var dengang blot ti år gammel. Fra da af tjente Anas ham indtil Allahs Sendebuds (sa) død. Derfor blev han kendt som »Khademun Nabi (sa)«, Profetens tjener. [Al-Isaba-4/462] I en anden overlevering nævnes det, at hun desuden sagde: »Allahs Sendebud! Vil du ikke bede lidt for ham?« Allahs Sendebud (sa) bad også for ham. [Muslim-2/944; Bukhari-2/302] Ifølge en overlevering blev det møde, hvor den ærede Allahs Sendebud (sa) knyttede broderskabsbånd mellem emigranterne og ansarerne i Medina, afholdt i Ummu Sulayms hus. Den ærede Ummu Sulaym deltog med stor iver i de store slag sammen med nogle andre ansariske kvinder. De gav soldaterne vand at drikke og plejede de sårede. [Muslim-2/103; Hayatus Sahaba-1/592-593] Tirmidhi har også overleveret denne hadith. Selv under Uhud-slaget, da den muslimske hær blev ramt af et tilbageslag, udførte hun modigt sit ansvar. Anas (ra) siger: »Jeg så Aisha og Ummu Sulaym bringe vand i lædersække og give de sårede det at drikke. Når lædersækkene var tomme, fyldte de dem igen og gav dem vand.« [Bukhari-Kitab al-Maghazi-2/581;]

I det 7. år efter hijra deltog hun også i slaget ved Khaybar. I Khaybar eller på vejen tilbage derfra blev den ærede Allahs Sendebud (sa) gift med den ærede Safiyya (ra), og deres bryllupsnat fandt sted. Det var hende, der satte Safiyyas hår, gjorde hende i stand og førte hende frem for Allahs Sendebud (sa). [Sahih Muslim-1/546; Sirat Ibn Hisham-2/340; Al-Isaba-4/462]

Det er overleveret fra den ærede Abdullah ibn Abi Bakr (ra), at Ummu Sulaym stod med en dolk i hånden under slaget ved Hunayn. På et tidspunkt under kampen fik Allahs Sendebud (sa) øje på hende. Hun stod da ved siden af sin mand, Abu Talha, med et tæppe viklet om livet. Abdullah ibn Abi Talha sad på hendes mave. Abu Talhas kamel var sammen med dem. For at holde kamelen under kontrol havde de stukket hænderne ind mellem dens hår og tøjlen. Allahs Sendebud (sa) kaldte: »Ummu Sulaym?« Hun svarede: »Ja, Allahs Sendebud! Måtte mine forældre ofres for dig! Ligesom du dræber dem, der kæmper mod dig, vil jeg også dræbe dem, der flygter fra slagmarken og forlader dig. De fortjener nemlig at blive dræbt.« Da Allahs Sendebud (sa) hørte dette, sagde han: »Ummu Sulaym! Er Allah ikke tilstrækkelig i denne sag?« Ummu Sulaym havde en dolk i hånden. Abu Talha pegede på den og sagde: »Ummu Sulaym, hvorfor har du denne dolk i hånden?« Hun svarede: »Hvis en afgudsdyrker kommer inden for min rækkevidde, vil jeg flænge hans mave op med denne dolk.« Da Abu Talha hørte dette, sagde han: »Allahs Sendebud! Har du hørt, hvad Ummu Sulaym ar-Rumaysa siger?« Allahs Sendebud (sa) smilede mildt. [Muslim-2/]

I det 5. år efter hijra blev Allahs Sendebud (sa) gift med den ærede Zaynab, de troendes moder (ra). I den anledning fremstillede Ummu Sulaym med egne hænder en meget smukt broderet ulddragt og sendte den med sin søn Anas. Hun pålagde også Anas at sige, at Allahs Sendebud (sa) måtte tage imod hendes lille gave.

Den ærede Ummu Sulaym plejede fra tid til anden at tilberede mad til Allahs Sendebud (sa) og sende den til ham. Når der blev tilberedt noget godt i hendes eget hjem, sendte hun også noget af det til Allahs Sendebud (sa). Abu Hatim har overleveret, at Ummu Sulaym i anledning af Allahs Sendebuds (sa) første samliv med en af hans hustruer tilberedte hais, en slags mad lavet af dadler, aqit og fedt, hældte det i et messing- eller trækar og kaldte derefter på sin søn Anas. Hun sagde: »Tag dette med til Allahs Sendebud (sa) og sig, at det er en lille gave fra os.« Anas siger: »På det tidspunkt led folk under stor fødevaremangel. Jeg tog karret med, gik hen til Allahs Sendebud og sagde: ’Allahs Sendebud! Ummu Sulaym har sendt dette til dig. Hun sender dig også sin salam og siger, at dette er en lille gave fra os.’ Allahs Sendebud (sa) så på karret og sagde: ’Stil det i et hjørne af huset, og kald den og den ind.’ Han nævnte mange menneskers navne. Desuden sagde han: ’Tag enhver muslim med, som du møder på vejen.’ Anas siger: ’Jeg inviterede dem, hvis navne han havde nævnt, og alle de muslimer, jeg mødte på vejen, inviterede jeg også. Da jeg kom tilbage, så jeg, at hele Allahs Sendebuds (sa) hus – både suffaen og kamrene – var fyldt med mennesker.’

Fortælleren spurgte Anas: »Hvor mange mennesker var der?« Han svarede: »Omkring tre hundrede.« Anas siger: »Allahs Sendebud (sa) bad mig hente madkarret. Jeg bragte det hen til ham. Han lagde sin hånd på det og bad. Derefter sagde han: ’Sæt jer ti og ti, sig Bismillah, og lad enhver spise fra sin egen side.’ Alle spiste sig mætte i overensstemmelse med Allahs Sendebuds anvisning. Så sagde han til mig: ’Løft karret.’ Anas siger: »Jeg trådte frem og løftede karret. Jeg så ned i det, men jeg kan ikke sige, om der var mere i det, da jeg løftede det, end da jeg satte det fra mig.« [Hayatus Sahaba-2/660-661]

Anas har overleveret en anden beretning fra sin mor. Hans mor havde en ged. Hun lavede ghee af dens mælk og fyldte det i en læderbeholder. En dag gav hun beholderen til Rabi‘a og sagde: »Giv den til Allahs Sendebud (sa); han vil spise det som tilbehør.« Rabi‘a tog den med til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »Allahs Sendebud! Ummu Sulaym har sendt en uqiyya, altså en beholder, med ghee.« Allahs Sendebud (sa) sagde til folkene: »Hæld gheeen ud, og giv hende beholderen tilbage.« Den tomme beholder blev givet tilbage til hende. Hun hængte den på en pæl. Da Ummu Sulaym kom hjem, så hun, at ghee løb over fra beholderen. Hun sagde: »Jeg har jo blot fulgt din besked. Hvis du ikke tror mig, så kom med mig og spørg Allahs Sendebud (sa).« Ummu Sulaym gik sammen med Rabi‘a hen til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »Allahs Sendebud! Jeg sendte en beholder med ghee gennem hende.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Ja, hun afleverede den.« Ummu Sulaym sagde da: »Ved Ham, som sendte dig med sandheden og den sande religion: Beholderen er stadig fuld af ghee, og det løber over.« Da Allahs Sendebud (sa) hørte dette, sagde han: »Ummu Sulaym!«

»Må Allah give dig føde, ligesom du gav Hans Profet føde. Er du så forundret? Spis selv, og giv andre at spise.« Ummu Sulaym siger: »Jeg gik hjem, fordelte det i flere glas, og vi spiste af det i en eller to måneder.« [Al-Bidaya-6/102; Hayatus Sahaba-2/635]

Imam Muslim har berettet endnu en hændelse. Anas fortæller: En dag sagde Abu Talha til min mor, Ummu Sulaym: I dag syntes jeg, at Allahs Sendebuds (SAW) stemme lød lidt svag. Det virkede, som om han var sulten. Har du noget mad? Min mor svarede: Ja. Hun pakkede nogle brødstykker ind i mit klæde og sendte mig til Allahs Sendebud (SAW). Så snart Sendebudet (SAW) så mig, spurgte han: Har Abu Talha sendt dig? Jeg svarede: Ja. Han spurgte: Mad? Jeg svarede: Ja. Sendebudet (SAW) sagde til dem, der var sammen med ham: Rejs jer. De rejste sig, og jeg gik foran dem. Da Abu Talha så alle disse mennesker, kaldte han på sin hustru og sagde: Ummu Sulaym, se! Allahs Sendebud (SAW) er kommet med folk. Vi har ikke mad nok til at give dem alle at spise. Ummu Sulaym sagde: Allah og Hans Sendebud (SAW) ved det bedst. Abu Talha lod gæsterne sætte sig. Allahs Sendebud (SAW) gik ind i huset og sagde: Bring det, I har. Der var kun en lille smule mad, men den blev alligevel bragt frem. Han sagde: Bed først ti personer komme ind. Ti personer gik ind, spiste sig mætte og gik ud. Derefter kom yderligere ti. På denne måde spiste i alt halvfjerds eller firs personer sig mætte af denne mad.[Bukhari-2/342; Muslim-2/178; Al-Bidaya-9/105; Hayatus Sahaba-2/193-194]

Hun elskede den ædle Profet grænseløst. Den ædle Profet (SAW) besøgte også ofte Ummu Sulayms hjem og hvilede sig dér om middagen. Ved disse lejligheder samlede Ummu Sulaym Allahs Sendebuds (SAW) sved og de hår, der faldt fra ham.[Bukhari-2/929]

Anas (RA) fortæller: En dag kom Allahs Sendebud (SAW) til vores hus ved middagstid, hvilede sig og begyndte at svede. Min mor kom med en flaske og begyndte at opsamle hans sved i den. Allahs Sendebud (SAW) vågnede og spurgte: Ummu Sulaym, hvad gør du? Min mor svarede: Denne sved fra dig er en duft for os. Anas plejede at sige: I hele mit liv har jeg aldrig duftet moskus eller rav, der duftede bedre end duften af Allahs Sendebuds (SAW) sved.[Tarikh Ibn Asakir-3/144, 145] Anas fortæller videre: Min mor Ummu Sulaym havde med Abu Talha en lille søn ved navn Abu Umayr. Når Allahs Sendebud (SAW) kom til vores hus, spøgte han lidt med ham. En dag så han Abu Umayr sidde med et bedrøvet ansigt. Allahs Sendebud (SAW) spurgte: Abu Umayr, hvorfor sidder du med så bekymret et ansigt? Min mor svarede: Hans lille legekammerat, Nughayr, er død. Fra da af plejede Allahs Sendebud (SAW), når han så ham, på versform at sige:

»Ya Aba Umayr, ma fa‘alan-nughayr« – Åh Abu Umayr, hvad gjorde din lille Nughayr? Det skal bemærkes, at nughayrah er en slags lille fugl, omtrent som en spurv med rødt næb.[Samme værk 3/139; Hayatus Sahaba-2/570, 571; Tabaqat-3/506]

Anas (RA) fortæller: Bortset fra sine hustruers hjem gik Allahs Sendebud (SAW) ikke ind noget sted så ofte som i Ummu Sulayms hjem. Da han en gang blev spurgt om årsagen, sagde han: Jeg føler medlidenhed med hende. Hendes far og bror blev martyrer sammen med mig.[Muslim-2/341; Al-Isaba-4/461] Ibn Hajar siger: Forklaringen på, at Allahs Sendebud (SAW) gik ind i Ummu Haram og hendes søster Ummu Sulayms hjem, er, at de to boede i samme hus, og at Ummu Sulaym deltog i jihad sammen med Allahs Sendebud (SAW).[Al-Isaba-4/461]

Ummu Sulaym var i slægtsmæssig forstand Allahs Sendebuds (SAW) moster. Slægtslinjen fra Salma bint Amr, mor til Allahs Sendebuds (SAW) bedstefar Abd al-Muttalib, mødes med Anas’ mors slægt ved Amir ibn Ghanam.[Usud al-Ghaba-1/127; Asahhus Siyar-606] Hun elskede Allahs Sendebud (SAW) af hele sit hjerte og viste ham hengivenhed og respekt. Og Allahs Sendebud (SAW) glemte aldrig hende. Han gav også denne ærefulde kvinde det glade budskab om Paradiset.[Daira-i Ma’arif-i Islamiya (urdu)-3/402]

Hazrat Ummu Sulaym havde stor ære og anseelse. Allahs Sendebud (SAW) sagde: Da jeg kom ind i Paradiset, hørte jeg en kvindes stemme. Jeg spurgte: Hvem er denne kvinde? Jeg fik at vide: Det er Ghumaysa bint Milhan, Anas’ mor.[Muslim-2/342]

Hazrat Ummu Sulaym har berettet mange hadither fra Allahs Sendebud (SAW). Anas ibn Malik, Ibn Abbas, Zayd ibn Thabit, Abu Salama ibn Abd ar-Rahman og mange andre sahaba har berettet hadither fra hende. Folk plejede at spørge hende om nødvendige religiøse spørgsmål. En gang opstod der en uenighed mellem Hazrat Abdullah ibn Abbas og Hazrat Zayd ibn Thabit, og de anerkendte begge hende som dommer.[Musnad-6/431; Al-Isaba-4/362]

Han skammede sig ikke over at spørge Allahs Sendebud (sa) for at få viden om religiøse spørgsmål. Hadhrat Aisha (ra) sagde: »Hvor er de ansariske kvinder dog gode! Skam hindrer dem ikke i at stille spørgsmål om religionen og i at søge viden om den.« Imam Ahmad har overleveret fra Umm Sulaym. Hun sagde: »Jeg sad ved siden af Umm Salama, Allahs Sendebuds (sa) hustru. Jeg spurgte: ’O Allahs Sendebud! Hvis en kvinde i søvne ser, at hun har samleje med sin mand, skal hun så foretage rituel badning?’ Da Umm Salama hørte spørgsmålet, udbrød hun: ’Umm Sulaym, måtte dine hænder blive støvede! Du har gjort hele kvindekønnet forlegent foran Allahs Sendebud (sa).’ Sulaym svarede: ’Allah skammer sig ikke over sandheden. Det er bedre at spørge Allahs Sendebud (sa) end at forblive i uvidenhed om et problem.’ Allahs Sendebud (sa) svarede: ’Umm Sulaym, måtte dine hænder blive støvede! Hun skal foretage rituel badning, hvis hun vågner af søvnen og ser væske.’ Umm Sulaym spurgte igen: ’O Allahs Sendebud! Har kvinder også væske?’ Profeten (sa) svarede: ’Hvis de ikke havde væske, hvordan skulle barnet så ligne dem? De er jo ligesom mænd.’ [Hayatus-Sahaba 3/221-222]

Det er blevet overleveret fra Anas (ra), at han sagde: »En dag tog min mor mig med til Allahs Sendebud (sa) og sagde: ’O Allahs Sendebud! Bed en lille bøn for denne lille tjener, som er din.’ Allahs Sendebud (sa) bad: ’O Allah! Berig ham i hans rigdom og børn, giv ham et langt liv, og tilgiv hans synder.’« Mod slutningen af sit liv plejede Anas at sige: »Jeg har alene begravet 98 eller ifølge en anden overlevering 102 af mine børn og efterkommere. Min have bærer blomster to gange om året. Jeg har fået et så langt liv, at jeg er blevet lede ved livet. Nu venter jeg på den fjerde ting, nemlig tilgivelsen af mine synder.« [Samme værk 3/347, 633]

Hadhrat Anas (ra) tjente Allahs Sendebud (sa) hver dag og vendte hjem ved middagstid. En dag var han på vej hjem ved middagstid. På vejen så han drenge på hans egen alder lege. Han syntes godt om legen og stod og så på den. Efter et stykke tid så han Allahs Sendebud (sa) komme hen imod dem. Han kom hen, tog Anas i hånden og sendte ham af sted i et ærinde. Da Anas kom tilbage, gik Allahs Sendebud (sa) hjemad. Da Anas kom sent hjem, spurgte hans mor Umm Sulaym ham, hvorfor det havde taget så lang tid. Han sagde: »Jeg var sendt af sted i et hemmeligt ærinde for Allahs Sendebud (sa). Derfor kom jeg sent tilbage.« Moderen tænkte, at drengen måske skjulte sandheden, og spurgte derfor: »Hvad var det for et ærinde?« Anas svarede: »Det er en hemmelighed, som ikke må fortælles til nogen.« Moderen sagde: »Så hold den hemmelig og fortæl den ikke til nogen.« [Al-Fath ar-Rabbani 22/204; Hayatus-Sahaba 1/343; 2/503] Hadhrat Anas bevarede denne hemmelighed hele sit liv.

Således findes mange beretninger fra Umm Sulayms liv spredt rundt i forskellige bøger, og de er meget lærerige. Der findes ingen pålidelige oplysninger om året for hendes død.

Ummu Haram bint Milhan ((ra))

Hadhrat Ummu Harams (ra) egentlige navn kendes ikke. Dette er hendes tilnavn, og det er under dette navn, hun er blevet berømt i historien. Hun var datter af Najjar-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. Hendes far var Milhan ibn Khalid. På sin mors side var hun søster til Hadhrat Umm Sulaym (ra) og moster til den berømte sahabi Hadhrat Anas ibn Malik, som tjente Allahs Sendebud (sa). Gennem amning var hun desuden moster til Hadhrat Allahs Ædle Sendebud (sa). [As-Sirah al-Halabiyyah 3/73]

Milhans familie fra Najjar-klanen i Medina var en særdeles velsignet familie. Ved begyndelsen af den islamiske da‘wah i Medina søgte familiens medlemmer tilflugt under islams beskyttelse. En dyb kærlighed til Allah og Hans Sendebud (sa) slog rod i det inderste af familiemedlemmernes hjerter. Alle deres mænd og kvinder ydede bemærkelsesværdige bidrag til gode gerninger som jihad, kundskabssøgning, at give deres liv for islams tjeneste og gavmildhed. Milhans to sønner, Haram og Sulaym (ra), var krigere ved Badr og Uhud. De var begge blandt de fremtrædende medlemmer af Bi’r Ma‘unah og led martyrdøden dér. En stor bedrift i Haram ibn Milhans (ra) liv var, at han nåede at få sin drabsmand, Jabbar ibn Sulami, til at blive muslim. Hændelsen foregik kort fortalt således: Da Jabbar ibn Sulami skød en pil mod Haram, trængte den gennem hans bryst, og han råbte højt:(Arabisk**************)

idet han udtalte det, faldt han til jorden. Sætningen betyder: »Ved Kabaens Herre, jeg er lykkedes!« Det vil sige: »Jeg er lykkedes ved at opnå martyrdøden.« Da drabsmanden Jabbar lærte(Arabisk *****)betydningen af ordet, forandrede hans sind sig. Han omvendte sig, trådte ind i islam og blev muslim. Den sidste sætning, som Hadhrat Haram ibn Milhan (ra) udtalte i sit liv, blev årsagen til, at Hadhrat Jabbar ibn Sulami (ra) antog islam. [Bukhari: kapitlet om Raji‘; Nisa min Athar an-Nubuwwah 42]

Blandt de fornemme kvinder i Medina, som gennem deres omgang med Guds ædle Sendebud gjorde deres moralske skønhed endnu mere strålende, var Milhāns to døtre, Umm Sulaym og Umm Harām. Det er kun forfatteren til værket »at-Tahdhīb«, der har nævnt, at Umm Harāms første ægtemand var ʿAmr ibn Qays al-Ansārī [at-Tahdhīb 12/46]. I de fleste værker nævnes imidlertid den berømte sahābī ʿUbāda ibn as-Sāmit som hendes ægtemand. Ibn Saʿd antager, at ʿUbāda ibn as-Sāmit var hendes første ægtemand, og at hendes anden ægtemand var ʿAmr ibn Qays [at-Tabaqāt 8/268]. Pålidelige sīra-værker viser dog, at ʿUbāda ibn as-Sāmit var hendes sidste ægtemand [Sahābiyāt 210]. Denne ʿUbāda var en stor sahābī blandt de tidlige ansār, medlem af al-ʿAqaba, naqīb, en modig mudjāhid ved Badr, Uhud og Khandaq samt deltager i alle betydningsfulde begivenheder, herunder Bayʿat ar-Ridwān. Han døde i Ramla i Palæstina i hijraåret 34 [Tahdhīb al-Asmāʾ wa-l-Lughāt 1/256–257; al-Aʿlām 3/258].

Den moské, som Guds ædle Sendebud byggede to mil fra Medinas centrum (Muʿdjam al-Buldān 4/302) på grundlag af taqwā og gudsfrygt, er al-Masdjid al-Qubā. Om denne moské blev dette vers åbenbaret [Sūra at-Tawba 108; as-Sīra al-Halabiyya 3/73]:(Arabisk***********)»Den moské, hvis grundvold blev lagt på gudsfrygt fra den første dag, er mere værdig til, at du udfører din salāt i den.«

Denne moské har en umådelig betydning i islams historie. Ibn ʿUmar sagde: »Allahs Sendebud kom ridende eller gik til denne moské, og han udførte to rakʿāt salāt dér« [Sahīh Muslim 4/127]. Ved siden af denne hellige moské i Qubā lå Umm Harāms families hjem. Sendebudet viste Haram stor ære og betydning. Han besøgte hende undertiden i hendes hjem og hvilede sig også der om middagen [Usd al-Ghāba 5/574; al-Istīʿāb 4/424; adh-Dhahabī: Tārīkh 3/317; al-Isāba 4/441]. Undertiden udførte han også salāt dér. Anas sagde: »En dag kom Profeten til os. I huset var kun jeg, min mor Umm Sulaym og min moster Umm Harām. Han sagde til os: ›Kom, jeg vil udføre salāt sammen med jer.‹ Det var ikke tidspunktet for nogen salāt. Han udførte salāt sammen med os og bad for alle i vores familie om alt godt i denne verden og i det hinsidige« (Sahīh Muslim 2/128). En gang, da Sendebudet kom til Umm Harāms hjem, tilberedte hun mad og gav ham den. Efter måltidet lagde han sig for at hvile lidt, mens Umm Harām redte håret på hans hoved og begyndte at lede efter lus. Da faldt Sendebudet hen i en let søvn. Kort efter vågnede han, smilede mildt og gav Umm Harām det glade budskab om martyrdøden. Fra den dag blev hun kaldt »ash-Shahīda« (den kvindelige martyr). Den anden kvinde, som Sendebudet gav det glade budskab om martyrdøden, var Umm Warqa al-Ansāriyya. Det skal bemærkes, at ʿAbd al-Muttalibs mor, Allahs Sendebuds bedstefar, var datter af Banū Nadjdjār. Derfor var Umm Harām mahram for Allahs Sendebud, fordi hun var beslægtet med ham som en moster. Derfor kunne hun røre ved Sendebudets hoved og fjerne lus fra hans hår [Nisāʾ min ʿAsr an-Nubuwwa 44].

Imam at-Tirmidhī har samlet en beretning fra Anas ibn Mālik. Han sagde: »Allahs Sendebud plejede at komme til Umm Harāms hjem, og hun gav Sendebudet mad. Umm Harām var ʿUbāda ibn as-Sāmits hustru. En dag kom Sendebudet, og hun gav ham mad. Derefter begyndte hun at rede håret på hans hoved og lede efter lus. Sendebudet faldt i søvn. Kort efter vågnede han og smilede mildt. Umm Harām spurgte: ›Guds Sendebud, hvorfor smilede du?‹ Han svarede: ›I søvne fik jeg vist, at nogle af min ummas folk var gået om bord på et skib for at krydse havet med det formål at føre jihād fī sabīlillāh.‹ Umm Harām sagde: ›Guds Sendebud, bed Allah om, at Han også gør mig til en af dem.‹

Derefter lagde Sendebudet hovedet ned og faldt igen i søvn. Efter et stykke tid vågnede han leende mildt. Umm Harām spurgte igen: »Guds Sendebud, hvorfor ler du?« Sendebudet gentog som svar det, han havde sagt før. Umm Harām fremsatte samme anmodning som tidligere. Da sagde Sendebudet:(Arabisk**********)»Du tilhører den første gruppe.«

Tiden gik. Allahs Sendebud døde. De første to kaliffer, Abū Bakr og ʿUmar, forlod én efter én denne verden. Den islamiske kalifats grænser blev kraftigt udvidet. Den tredje kalif, ʿUthmān, sad nu på kalifatets trone. Syriens guvernør, Muʿāwiya ibn Abī Sufyān, bad kaliffen om tilladelse til at føre et felttog mod øen Qubrus (Cypern) i havet. På dette tidspunkt var Qubrus under de byzantinske romeres styre. Tidligere havde muslimerne hverken haft en flåde eller nogen erfaring med felttog ad søvejen. Derfor indkaldte ʿUthmān på foranledning af guvernør Muʿāwiyas anmodning til et møde i shūrā-rådet. Efter lange drøftelser og overvejelser besluttede man at oprette en flåde og føre et felttog mod Qubrus ad søvejen. Dette var muslimernes første sømilitære ekspedition. Derfor blev der udvist stor forsigtighed.

I overensstemmelse med shūrā-rådets beslutning beordrede ʿUthmān i hijraåret 27, at man skulle krydse havet og føre et felttog mod Qubrus. Muʿāwiya oprettede en flåde. I denne flåde inkluderede han mange højtstående sahāba, såsom Abū Dharr al-Ghifārī, Abū ad-Dardā og ʿUbāda ibn as-Sāmit.

Den dag, hvor Sendebudet forudsagde, at Umm Harām skulle deltage i søkrig, og hvor hun hørte ham sige:(Arabisk***********)»Den første hær blandt min umma vil føre krig ad søvejen; de vil gøre Paradiset obligatorisk for sig selv. Umm Harām, du vil også være blandt dem.« [Bukhārī: al-Djihād; Hilyat al-Awliyāʾ wa-Tabaqāt al-Mashāhīr wa-l-Aʿlām 2/61; Tārīkh Dimashq 486 [Tarādjim an-Nisāʾ]

Fra den dag ventede Hazrat Umm Haram (r.a.) på en sådan søekspedition. Efter lang tid kom denne mulighed. Hun drog ud på jihad sammen med sin ægtemand, Ubada ibn as-Samit (r.a.). Den muslimske hær krydsede det bølgeoprørte hav, gik i land på Cypern og fordrev den romerske hær, hvorefter den hejste islams flag dér. Cypern blev i virkeligheden erobret uden kamp, alene gennem en fredsaftale.

Efter erobringen af Cypern, da hæren en dag gjorde sig klar til at vende tilbage til fastlandet, faldt Umm Haram (r.a.), da hun forsøgte at stige op på et ridedyr. Hun blev alvorligt kvæstet og døde dér som følge af sine skader. Hun blev begravet på øen Cypern, i havets land. Sunan at-Tirmidhi, hadith nr. 1645; Dala’il an-nubuwwah 2/712; Nasab Quraysh 124–125

Hisham ibn al-Ghazi siger: Graven til Umm Haram bint Milhan ligger på Cypern. Den lokale befolkning siger: Dette er graven for en retskaffen kvinde. Tarikh Dimashq 496, Tarajim an-nisa. Han har også sagt: I år 91 efter hijra så jeg hendes grav ved Bakakis’ kyst og stod ved siden af den. Den dag i dag samles utallige mennesker fra forskellige kontinenter dér. Nisa min asr an-nubuwwah 47

Hazrat Umm Haram (r.a.) var den første kvindelige søkriger i islams historie. Hun var den første kvindelige sahabiyya og søsoldat, der krydsede Det Hvide Hav med henblik på krig.

Overlevering af hadith

Hazrat Umm Haram (r.a.) overleverede hadither fra Allahs Sendebud (s.a.v.). I alt er fem hadither blevet overleveret fra hende. Mange fremtrædende sahabaer og tabi’in overleverede disse hadither, blandt andre Anas ibn Malik (r.a.), Amr ibn al-Aswad (r.a.), Ubada ibn as-Samit (r.a.), Ata ibn Yasar samt Ya’la ibn Shaddad ibn Aws (r.a.).

Hun efterlod sig tre sønner: Qays, Abdullah og Muhammad. De to første var fra hendes første ægtemand, og den sidste var fra Ubada ibn as-Samit (r.a.). Tabakat 8/318; al-Isaba 4/442

Fatima bint Qays al-–Fihrijja ((r.a.))

Den ærede Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) far var Qays ibn Khalid, og hendes mor var Umayma bint Rabi’a. Hendes bror var Dahhak ibn Qays. Fatima var ti år ældre end Dahhak. Fatimas mor, Umayma, var datter af Banu Kinana. Hendes første ægteskab var med Abu Amr Hafs ibn al-Mughira. (Al-Isti’ab 4/383, marginalnoterne til Al-Isaba; Tabaqat 8/273) Hun antog islam i den første periode af den islamiske da’wa i Mekka, og da kvinderne begyndte at emigrere fra Mekka, emigrerede hun også. (Usud al-Ghaba 5/526)

I år 10 efter hijra blev en hær under den ærede Ali (må Allah være tilfreds med ham) sendt mod Yemen. Fatimas mand, Abu Amr, var også medlem af denne hær. Amr havde allerede givet Fatima to skilsmisser, og nu, da hæren skulle rejse fra Medina, sendte han gennem deres ægteskabsformynder, Ayyash ibn Rabi’a (må Allah være tilfreds med ham), besked til hende om den tredje skilsmisse. Samtidig sendte han fem sa’ korn og fem sa’ dadler som hendes underhold. Da Fatima hos Ayyash krævede underhold og et sted at bo, sagde han: »Din mand har kun sendt disse dadler og dette korn. Derudover har vi intet. Og selv det, der er blevet givet, er kun af venlighed og medfølelse. Ellers har du ingen rettigheder til noget hos os.«

Fatima kunne ikke acceptere Ayyashs ord. Hun pakkede sit tøj sammen og gik direkte til Allahs Sendebud (fred være med ham). Khalid ibn al-Walid og nogle andre var også til stede. Fatima fortalte hele sin historie. Sendebudet (fred være med ham) spurgte: »Hvor mange gange har Abu Amr skilt dig?« Hun svarede: »Tre gange.« Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Så er Abu Amr ikke længere forpligtet til at sørge for din mad og bolig. Bo nu hos Shurayk og fuldfør din ventetid.« Men Umm Shurayks hus var fyldt med hendes slægtninge, så han sagde igen: »Ibn Maktum er blind, og han er din fætter. Derfor er det bedre, at du bor hos ham og fuldfører din ventetid.«

Den ærede Fatima begyndte i overensstemmelse med Allahs Sendebuds (fred være med ham) anvisning at bo i Ibn Maktums hus. Da hendes ventetid var udløbet, begyndte frierierne at komme fra alle sider. Blandt frierne var Mu’awiya ibn Abi Sufyan, Abu Jahm og Usama ibn Zayd. Fatima (må Allah være tilfreds med hende) rådførte sig med Allahs Sendebud (fred være med ham) om disse frierier. Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Mu’awiya er fattig og ejer ikke ret meget, og Abu Jahm er stridbar og hård af sind. Usama ibn Zayd er bedre end disse to. Gift dig med ham.« Fatima troede, at Allahs Sendebud (fred være med ham) selv ville ægte hende. Derfor tøvede hun med at gifte sig med Usama. Da han så hendes tøven, sagde Sendebudet (fred være med ham) til hende: »Hvad hindrer dig i at gifte dig med ham? Adlyd Allah og Hans Sendebud (fred være med ham). Det vil være godt for dig.« På grund af Allahs Sendebuds (fred være med ham) ord giftede Fatima (må Allah være tilfreds med hende) sig med Usama ibn Zayd. Fatima (må Allah være tilfreds med hende) plejede senere at sige: »Efter dette ægteskab blev jeg genstand for menneskers misundelse.« (Sahih Muslim 1/483; Musnad 6/411-414; Tabaqat 8/274-275)

I år 23 efter hijra, efter kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) var død, blev shura-rådets møder holdt i Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) hus. (Al-Isti’ab 4/383; Usud al-Ghaba 5/527) I år 54 efter hijra døde hendes mand, Usama (må Allah være tilfreds med ham). Hun blev dybt bedrøvet over adskillelsen fra sin mand. Som enke tilbragte hun resten af sit liv i sin bror Dahhaks husstand. Senere, da Yazid ibn Mu’awiya (må Allah være tilfreds med ham) under sin kalifatstid udnævnte Dahhak ibn Qays til guvernør i Irak, rejste Fatima til Kufa og boede dér. (Usud al-Ghaba 5/526) Det vides ikke med sikkerhed, hvornår hun døde. Hun var dog stadig i live under Abdullah ibn az-Zubayrs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. (Sahih Muslim 1/485)

Hun var en smuk kvinde. (Al-Isaba 4/384) Samtidig var hun en fuldendt kvinde med skarp intelligens, stor begavelse, raffineret kulturel smag samt sunde meninger og en veludviklet dømmekraft. (Usud al-Ghaba 5/526)

Datteren af den ærede Sa’id ibn Zayd var gift med Abdullah ibn Amr ibn Uthman. Fatima (må Allah være tilfreds med hende) var pigens moster. Abdullah gav sin hustru tre skilsmisser. Fatima bad pigen komme hjem til hende. Da Marwan fik dette at vide, sendte han Qubaysa til hende. Qubaysa kom til Fatima og sagde: »Hvordan kan du sende en kvinde ud af huset, før hendes ventetid er udløbet?« Hun svarede: »Det skyldes, at Allahs Sendebud (fred være med ham) beordrede mig til netop dette.« Derefter fortalte hun om sin egen livshistorie og reciterede som støtte for den følgende vers fra Koranen. (Arabisk**********)(Sura at-Talaq, vers 1-2) Efter at have reciteret dette sagde hun: »Dette vedrører den tilbagekaldelige skilsmisse, hvor manden kan tage sin hustru tilbage. Umiddelbart derefter står der: (Arabisk*********)Når I vil skille jer fra jeres hustruer, så skil jer fra dem med hensyn til deres ventetid, og tæl ventetiden. Frygt Allah, jeres Herre. Driv dem ikke ud af deres hjem, og lad dem ikke selv gå, medmindre de begår en klart skamløs handling. Når de nærmer sig afslutningen på deres ventetid, skal I enten beholde dem på passende vis eller skille jer fra dem på passende vis.«

På grundlag af dette sidste vers er der efter tre skilsmisser ingen mulighed tilbage under nogen omstændigheder. Derefter sagde hun: »Da vi mener, at hustruen i denne situation ikke skal have underhold, hvis hun ikke er gravid, er der ingen mening i at holde hende tilbage.« (Sahih al-Bukhari 9/421-422; Sahih Muslim, kapitlet om skilsmisse, hadith nr. 1480; Abu Dawud, hadith om skilsmisse nr. 2284; at-Tirmidhi, nikah, hadith nr. 1135; Muwatta Imam Malik 1/98; Musnad 6/415-416)

Hazrat Fatima bint Qays (må Allah være tilfreds med hende) overleverede flere hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Blandt de mest fremtrædende personer, der hørte disse hadither fra hende og viderebragte dem, var: al-Qasim ibn Muhammad, Abu Bakr ibn Abu Jahm, Abu Salama, Sa’id ibn al-Musayyib, Urwa, Abdullah ibn Abdullah, al-Aswad, Sulayman ibn Yasar, Abdullah al-Bahi, Muhammad ibn Abd al-Rahman ibn Thawban, al-Sha’bi, Abd al-Rahman ibn Asim og Tamim. [Siyar a’lam al-nubala-2/319; al-Isti’ab-4/383; Sahabiyyat-180]

Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende) var en særdeles kultiveret, smagfuld og høflig kvinde. Den berømte tabi’i-imam al-Sha’bi var hendes elev. Engang kom han for at besøge Fatima. Fatima (må Allah være tilfreds med hende) gav ham dadler at spise og blandede sattu til ham, så han kunne drikke det. [Sahih Muslim-1/484]

Fatima bint Khattab ((må Allah være tilfreds med hende))

Hazrat Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) far var al-Khattab ibn Nufayl, som nedstammede fra al-Adi-grenen af Quraysh-stammen i Mekka. Hendes mor var Hantama bint Hashim ibn al-Mughira, datter af al-Makhzum-grenen af Quraysh-stammen. [Ibn Sa’d, Tabaqat-8/267; al-Isaba-4/370] Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) vigtigste identitet er, at hun var helsøster til Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) og hustru til Hazrat Sa’id ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham). Hendes tilnavn var Umm Jamil. [Usd al-ghaba-5/519; al-Isti’ab-4/370] I islams tidlige begyndelse i Mekka hørte Fatima (må Allah være tilfreds med hende) og hendes mand til blandt de få mænd og kvinder, der antog islam, før Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tog ophold i al-Arqam ibn Abi al-Arqams (må Allah være tilfreds med ham) hus. [Tabaqat-8/267; Nisa min asr al-nubuwwa-462]

Fatima var en særdeles intelligent, fremsynet kvinde med et klart sind, et rent væsen og et rent hjerte. Hendes iman var så stærk, at der ikke fandtes den mindste plads til tvivl eller usikkerhed i den. Det er blevet overleveret, at de første kvinder, der antog islam efter Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende), var Umm al-Fadl, hustru til Abbas ibn Abd al-Muttalib (må Allah være tilfreds med ham), Asma, datter af Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), og Fatima, datter af Khattab (må Allah være tilfreds med ham). [al-Sira al-Halabiyya-1/445] Efter at Ibn Hisham havde nævnt navnene på otte personer, der antog islam i den første periode i Mekka, omtaler han ti mænd og kvinder, der antog islam; blandt dem nævnes også Sa’id ibn Zayd og hans hustru Fatima (må Allah være tilfreds med dem). [Ibn Hishams sira-1/252-254]

Quraysh-mekkanernes afgudsdyrkere udsatte muslimerne for alle mulige former for mishandling. Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) mishandlede også sin søster Fatima (må Allah være tilfreds med hende), fordi hun havde antaget islam. Han mishandlede også andre muslimer. Men hans søster Fatima vakte anger i ham og førte ham mod islam.

Allerede før islams fremkomst blev Fatima (må Allah være tilfreds med hende) gift med Sa’id ibn Zayd ibn Amr ibn Nufayl fra Quraysh-stammen i Mekka. Sa’id foretog hijra til Medina og deltog sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i alle ekspeditioner, herunder slaget ved Badr. Han var en af de lykkelige ti, som Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde givet det glade budskab om Paradiset. Han døde i Medina i år 51 efter hijra. [al-A’lam-3/146; Siyar a’lam al-nubala-1/124] Det er blevet overleveret, at ægtefællerne begge antog islam samtidig. Det er også blevet overleveret, at Fatima blev muslim før sin mand. [al-Isti’ab, marginalnoterne til al-Isaba-4/383]

Fatimas og Umars antagelse af islam (må Allah være tilfreds med dem)

I pålidelige, gamle kilder findes der gennem forskellige overleveringer detaljerede beretninger om Umar (må Allah være tilfreds med ham) og hans antagelse af islam. Her fremlægges hovedindholdet af disse beretninger.

Umar var berømt for sit barske temperament, sin hårde natur og sin yderst fjendtlige holdning til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). En dag forlod han sit hjem med et sværd hængende over skulderen, fast besluttet på at dræbe Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).

På vejen mødte han Nuʿaym ibn ʿAbdullah an-Nahhām. Han spurgte: »Umar! Hvor er du på vej hen?« Umar svarede: »Jeg er på vej for at dræbe Muhammad.« Nuʿaym sagde: »Hvis du dræber Muhammad, vil Banū Hāshim og Banū Zuhrah så lade dig være?« Umar sagde: »Det ser ud til, at også du har forladt dine forfædres religion og er blevet vantro.« Nuʿaym sagde: »Umar! Skal jeg fortælle dig noget forbløffende? Din søster og hendes mand har begge antaget islam og forladt den religion, du følger.« Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, satte han i vrede og ophidselse kurs mod sin søsters og svogers hus. På det tidspunkt var Khabbāb ibn al-Aratt (må Allah være tilfreds med ham) hos dem. Han havde et hæfte med Sūrah Tā Hā skrevet i. Han underviste dem begge i denne sūrah. Da de mærkede, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) var kommet, gemte Khabbāb (må Allah være tilfreds med ham) sig i et hjørne af huset. Fātimah gemte hæftet. Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde hørt Khabbāb undervise dem i Koranen, da han nærmede sig huset. Derfor spurgte han straks efter at være trådt ind: »Hvad var den mumlen, jeg hørte her hos jer?« De svarede: »Vi talte bare sammen.« Umar sagde: »Måske er I blevet frafaldne. Jeg har fået at vide, at I er blevet tilhængere af Muhammads religion.« Svogeren Saʿīd (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Umar! Hvad vil du gøre, hvis sandheden findes et andet sted end i din egen religion?« Nu kunne Umar (må Allah være tilfreds med ham) ikke længere beherske sig. Han kastede sig over Saʿīd (må Allah være tilfreds med ham), slog ham gentagne gange, væltede ham om på jorden og trampede på ham med begge fødder. Fātimah fjernede Umar, som havde kastet sig over hendes mand. Men Umar (må Allah være tilfreds med ham) slog Fātimah (må Allah være tilfreds med hende) så hårdt i ansigtet, at hendes ansigt blev dækket af blod. I denne tilstand sagde Fātimah: »Umar! Sandheden findes uden for din religion. Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom ud over Allah. Og jeg bevidner, at Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) er Allahs Sendebud. Jeg har allerede antaget islam. Nu er der ingen mulighed for, at jeg forlader den af frygt for dig.«

Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) så sin søsters blodige ansigt, blev han forskrækket. Han blev skamfuld og angerfuld. Han sagde: »Godt, giv mig det hæfte, I læste i, så jeg kan læse det.« Umar kunne både læse og skrive. Hans søster var stærkt opsat på, at hendes bror Umar skulle antage islam. Hun sagde: »Du er et urent menneske, og ingen andre end rene mennesker må røre ved det. Rejs dig, tag et bad, og kom så tilbage.« Umar rejste sig som en lydig dreng, tog et bad og vendte tilbage. Derefter tog han hæftet i hånden og læste:(Arabisk*********)»I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn.« Da han havde læst så meget, bemærkede han: »Hvor skønne og rene navne.« Derefter læste han:(Arabisk *********)»… og frem til dette vers: [Sūrah Tā Hā, 14]«(Arabisk******)»Sandelig, Jeg er Allah. Der er ingen guddom undtagen Mig. Så tilbed Mig, og udfør bønnen til ihukommelse af Mig.«

Derefter udbrød han med glæde i hjertet: »Dette er jo meget storslåede og vidunderlige ord! Hvor er Muhammad? Før mig til ham.«

Da Khabbāb ibn al-Aratt (må Allah være tilfreds med ham) hørte Umars (må Allah være tilfreds med ham) opfordring, skyndte han sig hen til ham. Han sagde til Umar: »Umar! Glæd dig! Jeg håber, at den bøn, Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fremsagde sidste torsdag, er blevet besvaret i dit tilfælde. Den bøn lød således:«(Arabisk**************)»O Allah! Styrk islam gennem enten Umar ibn al-Khattāb eller Abū Jahl ibn Hishām.« Khabbāb (må Allah være tilfreds med ham) fortalte også, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) nu befandt sig i al-Arqams hus ved foden af as-Safā-bjerget.

Derefter nåede Umar (må Allah være tilfreds med ham) frem til al-Arqams (må Allah være tilfreds med ham) hus nær as-Safā-bjerget og erklærede sin antagelse af islam foran Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). [Se for en detaljeret beskrivelse af begivenheden: Sīrat ibn Hishām 1/343–345; at-Tabaqāt 3/267–268; Usud al-Ghābah 4/52–53; Sifat as-Safwah 1/269–271; Aʿlām an-Nisāʾ 4/50; adh-Dhahabī, Tārīkh 1/174–175]

Fātimah (må Allah være tilfreds med hende) blev overordentlig glad over, at hun trods de slag, hun havde modtaget fra sin brors hånd, havde været årsag til, at hendes bror blev muslim. Da befalingen om at udvandre fra Mekka til Medina kom, rejste Fātimah og hendes mand Saʿīd ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham) til Medina sammen med de første udvandrere. [Al-Istīʿāb 2/553] Der deltog hun efter bedste evne sammen med de øvrige muslimske kvinder i opbygningen af det islamiske samfund.

Ibn al-Dschawzi (må Allah forbarme sig over ham) har sagt, at Fatima (må Allah være tilfreds med hende) overleverede hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Det er dog ikke muligt at fastslå, hvor mange der var. Ingen hadith overleveret af hende findes i de autentiske hadithsamlinger. [Nisa min athar an-nubuwwah-468] Ibn Hajar (må Allah forbarme sig over ham) overleverede denne hadith fra hende. (Arabisk****************)[Al-Isaba-4/381]

“Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: Så længe kærligheden til denne verden ikke viser sig blandt mit ummah gennem ugudelige lærde, vildledende personer og tyranniske herskere, vil de være i godhed og velstand. Men når kærligheden til denne verden viser sig blandt dem, frygter jeg, at Allah vil lade straffen ramme dem alle.”

I værket “Ad-Durr al-Manthur” omtales hendes storhed og værdighed således: (Arabisk*******) [Ad-Durr al-Manthur-364]

“Hun var en fremragende forfatter, en lærd og en intelligent kvinde. Ved sin død efterlod hun sig fire sønner. Hun elskede det gode og velgørende, hadede det onde og skadelige, påbød gode gerninger og forbød onde gerninger.”

Hun døde under Umar (må Allah være tilfreds med ham)s kalifat. Ved sin død efterlod hun sig fire sønner. De var: Abdullah, Abdur-Rahman, Azyad og Aswad. [Samme kilde]

Fatima bint al–Asad (r.a.)

Hun var en fremragende sahabiyya, som beskyttede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), ligesom et menneskes bryst beskytter hjertet, og øjenvipperne beskytter øjnene. Hun elskede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), ligesom en kærlig mor elsker sit eneste barn. Blandt de fremragende kvinder, hvis indsats er blevet indskrevet med gyldne bogstaver i islams tidlige historie, findes også denne kvindes navn. Hun var indehaver af stor storhed og værdighed. Efter vores elskede profet Muhammads (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bedstefar Abd al-Muttalibs død blev hun velsignet med muligheden for at tage sig af hans opdragelse. Hun var den stolte mor til Ali ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham), islams fjerde kalif og en af Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fremmeste sahaba, tapre krigere og ryttere. Hun var bedstemor til Hasan og Husayn (må Allah være tilfreds med dem), de to ledere blandt de unge, der har fået løfte om Paradiset. Hun var mor til Ja’far at-Tayyar (må Allah være tilfreds med ham), en af de tre martyrer i det store slag ved Mu’ta. Frem for alt var hun svigermor til Fatima az-Zahra (må Allah være tilfreds med hende), Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) elskede datter og mor til Hasan og Husayn (må Allah være tilfreds med dem). Imam Shamsuddin adh-Dhahabi (må Allah forbarme sig over ham) beskrev hende således: (Arabisk*************) [Siyar a’lam an-nubala-2/118]

Fatimas far hed Asad. Hendes farfar var Hashim, og hendes oldefar var Abd Manaf ibn Qusayy. Hun var datter af Hashimi-grenen af Quraysh-stammen og mor til Ali ibn Abi Talib. Hendes slægtslinje mødes med Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) slægtslinje ved Hashim. Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bedstefar Abd al-Muttalib var på den ene side hendes svigerfar og på den anden side hendes farbror. Hun var blandt de kvinder, der i den første periode udvandrede fra Mekka til Medina.

Da Rasulullahs bedstefar, Abd al-Muttalib, forstod, at hans liv nærmede sig sin afslutning, tilkaldte han sin søn Abu Talib og overlod ham ansvaret for opdragelsen af sin forældreløse nevø, Muhammad ibn Abdillah. Han ønskede, at hans forældreløse barnebarn skulle vokse op under direkte opsyn af Abu Talib og hans hustru, Fatimah bint Asad. Han formanede dem til at tage sig særligt godt af Muhammad. Fra da af blev den unge Muhammad en del af sin onkel og tantes, Abu Talibs og Fatimahs (ra), husstand. Fatimah helligede sig sammen med sin mand omsorgen for og opdragelsen af Muhammad. Efter at den unge Muhammad var blevet en del af familien, bemærkede hun, at når hendes børn spiste sammen med Muhammad, blev der stor velsignelse i deres mad. Abu Talib havde mange sønner og døtre. Han var meget fattig. Den mad, der blev tilberedt til familien ved hvert måltid, var ikke nok til at mætte alle, hvis de spiste sammen eller hver for sig. Men når Muhammad spiste sammen med dem, blev alle mætte. Derfor sagde Abu Talib, når børnene satte sig for at spise: “Vent lidt, til min søn Muhammad kommer.” Han kom og spiste sammen med dem, og der blev mad tilovers. Hvis han først drak af en skål mælk, blev de alle mætte, selv om én af dem alene kunne have tømt hele skålen. Derfor sagde Abu Talib til ham: “Du er virkelig en meget velsignet dreng.”

Børn og unge er som regel pjuskede og støvede, men Muhammad (sa) var altid velsoigneret med håret olieret og øjnene sminket med kohl. [Sirat Ibn Hisham-1/120] Fatimah bint Asad så alt dette. Derfor voksede hendes kærlighed og omsorg for Muhammad (sa) endnu mere. Hun tog sig endnu bedre af ham. Således opfostrede hun ham fra barndommen til ungdommen, det vil sige indtil hans ægteskab med Khadijah (ra), med større kærlighed og omsorg end sine egne børn. Hun beskyttede ham, som om hun skjulte ham i sin kappe mod alt ondt og al skade. Derfor så Profeten (sa) hele sit liv et billede af sin egen mor, Aminah bint Wahb, i sin tante Fatimah bint Asad. Han betragtede hende som sin anden mor efter sin biologiske mor.

Hazrat Fatimah bint Asad (ra) lyttede opmærksomt til alt, hvad folk sagde om Muhammad (sa), især når hendes mand Abu Talib ofte sagde: [as-Sirah al-Halabiyyah-1/189; Nisa’un Mubashsharat bil-Jannah-41] “Denne nevø af mig vil blive en mand af stor ære.” Hun hørte også sin mand fortælle om de mirakuløse begivenheder, der fandt sted omkring den unge Muhammad (sa) under rejsen til Syrien. Desuden hørte hun Maysarah, Khadijahs slave, fortælle om det, han havde været vidne til under sin rejse til Syrien sammen med den unge Muhammad (sa). Alt det, hun selv så hos Muhammad (sa), og alt det, hun hørte andre fortælle om ham, påvirkede og betog hende så meget, at hun uden den mindste tøven eller betænkelighed overlod sin hjertenskær, Ali, til hans omsorg.

Hun havde på nært hold set en kærlig fars skikkelse i Muhammad (sa). Hun havde bemærket Muhammads (sa) usædvanligt store interesse for og begejstring over Ali lige fra hans fødsel. Det er blevet berettet, at hun sagde: “Efter Alis fødsel tog Muhammad lidt spyt fra sin egen mund og kom det i hans mund. Derefter faldt han i søvn, mens han suttede på tungen. Næste morgen sendte vi bud efter en amme til Ali. Men han tog ikke imod nogen kvindes bryst. Jeg tilkaldte Muhammad. Han kom lidt mælk på sin tunge, og Ali faldt i søvn, mens han suttede på den. Sådan fortsatte det, så længe Allah ønskede det.” [as-Sirah al-Halabiyyah-1/432; samme sted] Da Fatimah bint Asad så og hørte alt dette, voksede hendes kærlighed, omsorg, hengivenhed og respekt for Muhammad dag for dag. Hun formanede sin søn Ali til at være Muhammads (sa) konstante ledsager.

I begyndelsen, da Rasul (sa) bad på Kabaens område, tillagde Quraysh det ikke særlig stor betydning. Senere, da han begyndte at bede regelmæssigt, holdt Ali og Zayd vagt over ham. Til sidst blev det sådan, at de to altid fulgte ham, når Rasul (sa) gik ud fra sit hjem. En dag var Ali (ra) gået ud sammen med Rasulullah (sa), og Abu Talib kunne ikke finde ham, da han kaldte på ham. Alis mor, Fatimah, sagde: “Jeg så ham gå sammen med Muhammad.” Abu Talib ledte efter dem og fandt dem i Shi’b Abi Talib. Muhammad (sa) stod i bøn, mens Ali (ra) holdt vagt over ham. [Ansab al-Ashraf-1/111]

Muhammad (sa) modtog profetskabet. Han fik befaling om at kalde sin egen stamme og sine slægtninge og venner til islam. Allah åbenbarede:(Arabisk *******)[Sura ash-Shu’ara-214] “Advar dine nærmeste slægtninge.”

Profeten (sa) fulgte sin Herres befaling. Han kaldte sine nærmeste slægtninge til denne verdens og det hinsidiges vel. Han formanede dem til at tro på Allah og Hans Sendebud. Blandt de få kvinder, der troede på Allah og Hans Sendebud og blev muslimer helt i islams første tid, var Fatimah bint Asad. Den dag var hendes mand, Abu Talib, ude af stand til at besvare sin nevø Muhammads (sa) opfordring, men deres unge søn Ali (ra) troede på Allah og Hans Sendebud.

Herfra begyndte den ædle sahabiyas, Fatimah bint Asads (ra), livs anden fase. Quraysh gik beslutsomt til angreb på Muhammad og hans religion, islam. De kom i konflikt med Banu Hashim. Da de så, at Abu Talib og hans hustru støttede og beskyttede Muhammad (sa), krævede de, at Muhammad (sa) blev udleveret til dem. Men onklen og tanten stod urokkeligt på nevøen Muhammads (sa) side. De bøjede sig ikke for noget pres. De afviste bestemt kravet om at udlevere Muhammad (sa) til dem. Derfor blev de hævngerrige over for dem, der havde fået troen og var blevet Muhammads (sa) følgere.

Da Profeten (sa) så, at Quraysh overskred alle grænser i deres forfølgelse og mishandling af hans følgere, gav han dem tilladelse til at udvandre til Abessinien. Blandt den gruppe muslimer, der først udvandrede til Abessinien for at undslippe Qurayshs undertrykkelse, var også Ja‘far ibn Abi Talib (ra), Fatima bint Asads højtelskede søn, og hans hustru Asma bint Umays (ra). Da han drog af sted, lignede denne søn af moder Fatima (ra) den Ædle Profet (sa) i udseende, fremtoning, dannelse og karakter. De fem personer fra Quraysh, som folk mente lignede Allahs Sendebud (sa), var: Ja‘far ibn Abi Talib, Qutham ibn al-Abbas, as-Sa’ib ibn Ubayd ibn Abdi Yazid ibn Hashim ibn Abd al-Muttalib, Abu Sufyan ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib og al-Hasan ibn Ali ibn Abi Talib (ra). [Nisa’un Mubashsharat bil-Jannah-42]

Da Quraysh så, at situationen gradvist var ved at komme uden for deres kontrol, besluttede de at holde alle mænd, kvinder, børn, unge og ældre fra Banu Hashim og Banu Abd al-Muttalib indesluttet i dalen Shi‘ab Abi Talib. Fatima bint Asad (ra) accepterede denne belejring sammen med de øvrige kvinder for at opnå Allahs tilfredshed. Ligesom de andre blev hun i de tre år, som dette liv i belejring varede, konfronteret med grænseløs sult og hungersnød og overlevede på nød og næppe ved at spise blade fra træerne. Endelig ophævede de belejringen efter tre år, i profetskabets tiende år. Sammen med de øvrige muslimer vendte Fatima (ra) tilbage til et liv i frihed. I disse tre år udviste kvinderne den største tålmodighed og udholdenhed.

Efter at være blevet befriet fra Shi‘ab Abi Talib døde to af Allahs Sendebuds (sa) nærmeste personer med kun kort tids mellemrum i profetskabets tiende år. Først forlod hans elskede hustru, de troendes moder, Khadija bint Khuwaylid (ra), og derefter hans onkel Abu Talib denne verden. Indtil da havde de begge været som et skjold i Allahs Sendebuds (sa) liv. Nu, hvor de ikke længere var der, begyndte de tyranniske Quraysh endnu mere voldsomt og ihærdigt at udsætte Profeten (sa) og hans følgere for overgreb og forfølgelse. Til sidst gav Allah den Ophøjede den Ædle Profet (sa) og muslimerne tilladelse til at udvandre til Medina.

Allahs Sendebud (sa) og hans ledsagere udvandrede til Medina. Fatima bint Asad (ra) forlod også Mekka sammen med de andre og rejste til Medina. Zubayr ibn Bakkar siger om hendes antagelse af islam og udvandring: (Arabisk*****************) [Al-Isti‘ab-4/370] “Hun antog islam og udvandrede til Allah og Hans Sendebud.”

Hendes rang og status

Den fremtrædende tabi‘i-imam ash-Sha‘bi (rh) siger om hendes antagelse af islam og udvandring: (Arabisk*****************) [Usud al-Ghaba-(7168); al-Isaba-4/380] “Fatima bint Asad ibn Hashim, mor til Ali ibn Abi Talib (ra), antog islam og udvandrede til Medina.”

Om Fatima bint Asads (ra) rang og betydning hos Allahs Sendebud (sa) siger Ibn Sa‘d: (Arabisk***********) [Tabaqat-8/222; Sifat as-Safwa-2/54; al-Isaba-4/380] “Fatima bint Asad antog islam. Hun var en retskaffen kvinde. Allahs Sendebud (sa) besøgte hende og plejede at hvile sig til middag i hendes hjem.”

På grund af hendes oprigtighed og gudsfrygt viste Allahs Sendebud (sa) hende den største hengivenhed og respekt. Som gengæld for at have opdraget ham, lært ham gode manerer og god karakter samt behandlet ham godt, behandlede Sendebudet (sa) også altid hende godt. Hendes søn Ali (ra) blev gift med Allahs Sendebuds datter Fatima (ra). Da viste hun sig som en omsorgsfuld mor og en forbilledlig svigermor. Deres liv var ikke præget af rigdom og overflod. Alt arbejde måtte de selv udføre. Efter at Ali (ra) havde bragt Profetens datter Fatima (ra) ind i hjemmet, sagde han til sin mor: Jeg vil hjælpe Fatima bint Rasulullah med at hente vand og med at gå omkring, når der er behov for det, mens du skal hjælpe hende med husarbejdet, at male korn og at ælte mel. [Sifat as-Safwa-2/54; adh-Dhahabi, Tarikh al-Islam-3/621; Usud al-Ghaba-5/517]

På grund af Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) store hengivenhed og respekt for Fatima bint Asad sendte han hende fra tid til anden forskellige gaver. Ja’da ibn Hubayra har overleveret fra Ali. Han sagde: »En gang sendte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) os et par meget fine, nye klæder. Samtidig sendte han besked om: ‚Lav niqab-klæder af disse to, og fordel dem mellem Fatimaerne.‘« Jeg skar dem i fire stykker. Ét stykke gav jeg til Fatima, Allahs Sendebuds datter, ét stykke til Fatima bint Asad og endnu ét stykke til Fatima bint Hamza (må Allah være tilfreds med hende). Han nævnte imidlertid ikke, hvem han gav det fjerde stykke til. Ibn Hajar (må Allah forbarme sig over ham) sagde: »Det er muligt, at han gav det til Fatima bint Shayba, Aqil ibn Abi Talibs hustru.« [Usud al-Ghaba 5/517; al-Isaba 4/380] Det skal bemærkes, at der var fireogtyve kvindelige sahabiyāt ved navn Fatima. [Nisa’un min Asr an-Nubuwwah 22; Nisa’un Mubashsharat bil-Jannah 44]

Ibn al-Athir sagde, at Fatima bint Asad var den første hashimitiske kvinde, som fødte et barn af hashimitisk slægt. [al-Isti’ab 2/774; Siyar A’lam an-Nubala 2/118] Hun var den første hashimitiske kvinde, hvis livmoder bar en kalif. Derefter blev al-Hasan ibn Ali (må Allah være tilfreds med ham) født af Fatima, Allahs Sendebuds datter. Senere blev kaliffen al-Amin født af Zubayda, kaliffen Harun ar-Rashids hustru. [Nisa’un Mubashsharat bil-Jannah 45]

Også i de ædle sahabaers hjerter havde Fatima bint Asad (må Allah være tilfreds med hende) en fremtrædende plads, især blandt sahaba-digterne. Efter at Ja’far ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham) var blevet martyr i Mu’ta, forfattede digteren Hassan ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham) et digt til hans minde, hvori han også priste hans mor Fatima højt. [Sirat Ibn Hisham 2/151]

På samme måde priste digteren al-Hajjaj ibn Ilat as-Sulami også hans mor, da han lovpriste Ali (må Allah være tilfreds med ham) for hans tapperhed og mod i slaget ved Uhud. [al-Bidaya wan-Nihaya 7/336; Nisa’un Mubashsharat bil-Jannah 45]

Mange mener, at hun døde før hijraen. Det er imidlertid ikke korrekt. Imam as-Samhudi (må Allah forbarme sig over ham) nævner i sit værk »al-Wafa bi Akhbar Dar al-Mustafa«, at hun døde i Medina og blev begravet på kirkegården ar-Rawha. [al-Isaba 4/380]

Fatima bint Asad (må Allah være tilfreds med hende) havde en særlig ærefuld plads i Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) hjerte. Derfor glemte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) heller ikke at vise hende respekt efter hendes død. Han svøbte Fatima i sit eget klæde, steg ned i hendes grav, lagde sig ved siden af hende og roste hende ved at nævne hendes gode gerninger. [Usud al-Ghaba 5/517] As-Samhudi har nævnt, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) kun steg ned i fem grave og ikke i nogen anden grav. Af disse var tre kvinders og to mænds. Desuden lå én af dem i Mekka og fire i Medina. De i Medina var: 1. Graven til Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) søn. Drengen havde boet i Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hjem og under hans omsorg. 2. Graven til Abdullah al-Muzani (må Allah være tilfreds med ham), der var kendt som »Dhu al-Bijadayn« (den, der ejede de to klæder). 3. Graven til Umm Ruman (må Allah være tilfreds med hende), mor til de troendes moder Aisha (må Allah være tilfreds med hende). 4. Graven til Fatima bint Asad (må Allah være tilfreds med hende). [Wafa al-Wafa 3/897; Nisa’un min Asr an-Nubuwwah 23]

Fatima bint Asads død satte et dybt sorgens præg på Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og sahabaerne. Allahs Sendebud bad for hende, roste hende og svøbte hende i sit eget klæde. Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »Vi sad sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), da en person kom og sagde: ‚O Allahs Sendebud! Alis, Ja’fars og Aqils mor er død.‘ Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‚Lad os alle gå til min mor.‘ Vi rejste os og gik så lydløst, som om der sad en fugl på hver af vores hoveder. Da vi nåede husets dør, tog Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sin yderkjortel af, gav den til familiens folk og sagde: ‚Når I er færdige med at vaske hende, skal I lægge dette under hendes ligklæde.‘«

Da folkene bar liget ud for at begrave det, tog Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) først en tørn med at bære båren på sin skulder, gik derefter foran båren og bagefter om bag den. Således nåede han frem til graven. Derefter steg han ned i graven, rullede sig rundt og kom så op igen. Derpå sagde han: »I Allahs navn og ved Allahs navn skal I sænke hende ned i graven.« Da begravelsen var afsluttet, rejste han sig op og sagde: »Min mor og min opdrager! Må Allah belønne dig godt. Du var en fremragende mor for mig og en fremragende opdrager.« Jabir fortæller: »Vi sagde: ‚O Allahs Sendebud! Her har du gjort to ting, som vi aldrig før har set dig gøre på denne måde.‘ Han sagde: ‚Hvilke to ting?‘ Vi svarede: ‚At du tog din kjortel af og rullede dig rundt i graven.‘ Han sagde: ‚Hvad angår kjortlen, ønskede jeg, at Helvedes ild aldrig skulle røre hende, hvis Allah vil. Og hvad angår min rulning i graven, ønskede jeg, at Allah skulle gøre hendes grav rummelig.‘ [Kanz al-Ummal 13/636; Siyar A’lam an-Nubala 2/118]

I en anden overlevering fortælles det, at Profeten (sa) lagde sig med ryggen på graven til Fatima bint Asad. Derefter fremsagde han denne bøn: (Arabisk****************)”O Allah, Du, som giver liv og død. Du er den Levende, som aldrig dør. Tilgiv min mor Fatima bint Asad, og lær hende hendes argumenter. Gør hendes grav rummelig på grundlag af Din profets og mine tidligere profeters påstande. Du er den mest barmhjertige af alle, der viser barmhjertighed.”

Derefter fremsagde han takbīr fire gange. Allahs Sendebud (sa), Abbas og Abu Bakr as-Siddiq (ra) sænkede liget ned i graven. [Nisāʾun Mubashsharāt bil-Jannah-47]

Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) fortæller: Da Fatima (ra), Alis (ra) mor, døde, iførte Profeten (sa) hende en af sine egne skjorter og lagde sig sammen med hende. Folk sagde: “O Allahs Sendebud (sa)! Vi har aldrig før set dig gøre noget sådant.” Han sagde: “Efter Abu Talib var der ingen, der behandlede mig bedre end hende. Jeg iførte hende min skjorte, for at hun kunne iføres Paradisets klæder, og jeg lagde mig sammen med hende, for at det skulle blive lettere for hende.” [Aʿlām an-Nisāʾ-4/33; Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ-2/118]

Af denne overlevering fremgår det, at Fatima bint Asad (ra) med sikkerhed vil komme i Paradiset. Imam al-Qurtubi har sagt, at Allah gav sin profet Muhammad (sa) den særlige egenskab, at han ikke ville blive udsat for gravens sammenpresning. Eftersom han lagde sig i Fatima bint Asads grav, blev Fatima (ra) gennem hans velsignelse befriet for gravens sammenpresning. [As-Sīrat al-Ḥalabiyya-2/673]

Hazrat Anas ibn Malik (ra) har sagt: Da Fatima bint Asad (ra), Alis (ra) mor, døde, gik Allahs Sendebud (sa) til hendes hus og stillede sig ved hendes hoved, mens han sagde: “Min mor, må Allah vise dig barmhjertighed. Efter min egen mor mættede du mig, selv om du selv var sulten; du klædte mig, selv om du ikke selv havde noget at tage på, og du gav mig det gode at spise, selv om du selv ikke spiste det. Ved dette håbede du på Allahs velbehag og det hinsidige.” [Majmaʿ az-Zawāʾid-9/256; Nisāʾun Mubashsharāt bil-Jannah-48]

Hazrat Allahs Ædle Sendebud (sa) var så storsindet, at han aldrig glemte, hvis nogen viste ham blot en smule omsorg eller godhed. Med ord og handling udtrykte han altid sin taknemmelighed over for vedkommende. Hvordan kunne han da glemme Fatima bint Asad (ra), som havde udfyldt en mors rolle i Profetens (sa) liv, udvandret for Allahs og Hans Sendebuds skyld og hele sit liv tænkt på Allahs Sendebuds velbefindende? Han behandlede hende, som hun burde behandles.

Fra Hazrat Fatima bint Asad (ra) er der overleveret seksogfyrre (46) hadither fra Allahs Sendebud (sa). Én af dem er muttafaqun alayhī (overleveret med samme isnad i Bukhari og Muslim). [Aʿlām an-Nisāʾ-4/33]

Hendes sønner var: Talib, Aqil, Jaʿfar og Ali (ra), og hendes døtre var: Hammad og Rita. [Tabaqāt-8/161]

Sumayya bint Khubbat (må Allah være tilfreds med hende)

Hazrat Sumayya, islams første martyr, var en kvindelig sahabiyya. Der findes ikke mange oplysninger om hendes slægt. Ibn Sa’d angiver hendes fars navn som »Khubbat« [Tabaqat-8/267], mens Baladhuri angiver »Khayyat« [Ansab al-Ashraf-1/157]. Hun var mor til den berømte martyr blandt sahaba, Ammar ibn Yasir, og slavekvinde hos makkanske Abu Hudhayfa ibn al-Mughira al-Makhzumi. [Tabaqat-8/268]

En gruppe slægtsforskere, heriblandt al-Waqidi, har sagt, at Yasir, faderen til Hazrat Ammar, var fra den Ansī-gren af Mazhaj-stammen i Yemen. Hans søn Ammar var imidlertid en frigiven slave hos Banu Makhzum i Mekka. Yasir kom til Mekka sammen med sine to brødre, al-Harith og Malik, for at lede efter deres fjerde bror, som var forsvundet. Al-Harith og Malik vendte tilbage til deres hjemland Yemen, men Yasir blev i Mekka. Efter den makkanske skik indgik han en beskyttelsesaftale med Abu Hudhayfa ibn al-Mughira al-Makhzumi og fortsatte med at bo der. Abu Hudhayfa giftede sin slavekvinde Sumayya med Yasir, og deres søn Ammar blev født. Abu Hudhayfa frigav Ammar fra slaveriet og lod ham blive hos sig. Så længe Abu Hudhayfa levede, var Ammar hos ham. [Sirat Ibn Hisham-1/261; note-4; Ansab al-Ashraf-1/157] Det skal bemærkes, at denne Abu Hudhayfa var den gudløse Abu Jahl«s onkel. [Al-A’lam-3/140] Da Hazrat Sumayya var blevet svag af alderdom, begyndte den islamiske mission i Mekka. Allerede i den første periode antog hun i hemmelighed islam sammen med sin mand Yasir og sin søn Ammar. Efter nogen tid bekendte de det offentligt. De havde ingen slægtninge eller venner i Mekka, som kunne beskytte dem mod quraysh-folkets grusomhed. Derfor undlod disse ikke at udsætte dem for ekstrem tortur.

Imam Ahmad og Ibn Majah har overleveret, at Abdullah ibn Mas’ud sagde: »De første, der offentligt bekendte islam, var syv personer: Allahs Sendebud, Abu Bakr, Ammar, Ammars mor Sumayya, Suhayb, Bilal og al-Miqdad, må Allah være tilfreds med dem. Allah sikrede Allahs Sendebud beskyttelse gennem hans onkel og Abu Bakr gennem hans stamme. De øvrige iførte afgudsdyrkerne jernrustninger og stillede dem i den brændende sol.« [Al-Bidaya-3/28; Kanz al-Ummal-7/14; al-Isaba-4/335; Hayat al-Sahaba-1/288]

Hazrat Jabir fortæller, at Allahs Sendebud en dag var på vej et sted hen ad den vej, hvor afgudsdyrkerne straffede Ammar og hans familie. Da han så deres situation, sagde han: »Yasirs familie! Glæd jer. I har løftet om Paradiset.« [Hayat al-Sahaba-1/291]

Abdullah ibn Ja’far fortæller, at Allahs Sendebud så dem i deres hjælpeløse situation og sagde: »Yasirs familie, vær tålmodige. Paradiset er jer bestemt.« [Sirat Ibn Hisham-1/320; Ansab al-Ashraf-1/160; Hayat al-Sahaba-1/291] I Ibn Abbas’ overlevering nævnes det også, at Abu Jahl dræbte Sumayya ved at stikke hende med et spyd. Yasir døde som følge af tortur og mishandling, og Abdullah ibn Yasir blev ramt af en pil, hvilket også kostede ham livet.

Uthman fortæller: »En dag gik jeg sammen med Allahs Sendebud i dalen al-Batha. Da så jeg Ammars far få øje på Allahs Sendebud og udbrød: ›Allahs Sendebud! Er tiden virkelig blevet sådan?‹ Allahs Sendebud sagde: ›Yasirs familie, vær tålmodige. O Allah, tilgiv Yasirs familie.‹« [Tabaqat-3/177; Kanz al-Ummal-7/72]

Efter at have udstået straffen hele dagen blev de frigivet om aftenen. En dag vendte Hazrat Sumayya, efter at have udstået straffen, hjem om aftenen som sædvanligt. Den brutale Abu Jahl blev ved med at fornærme hende med uanstændige ord. På et tidspunkt overskred hans bestialitet alle grænser. Han kastede et spyd mod Sumayya, og det trængte ind i hendes kønsorganer, hvorved hun blev martyr. [Tabaqat-8/265; Al-Bidaya-3/59; Sifat al-Safwa-2/32] Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.

Ammars sorg over moderens hjælpeløse død havde ingen ende. Han kom til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »Allahs Sendebud! Nu har undertrykkelsen og mishandlingen overskredet alle grænser.« Sendebudet (sa) rådede ham til at være tålmodig. Derefter sagde han: »O Allah, straf ingen fra Yasirs familie med Helvedes ild.« [Sīratu Ibn Hisham-1/319; note-5]

Hadhrat Sumayyas (ra) martyrdød fandt sted før hijraen. Derfor var hun islams første martyr. Hadhrat Mujahid (rh) siger: »Islams første martyr var Ammars mor, Sumayya.« [Tabaqat-8/265; Al-Bidaya-3/59; Sifatus-Safwa-2/32]

Da den usle Abu Jahl blev dræbt i slaget ved Badr, sagde Allahs Sendebud (sa) til Ammar: »Allah har dræbt din mors drabsmand.« [Al-Isaba-4/335] Hadhrat Sumayyas (ra) martyrdød fandt sted i år 615 e.Kr. [Al-A’lam-3/140]

Ummu Umar ((ra))

En kvindelig Ansar fra Medina. Hun er kendt i historien under tilnavnet Ummu Umar. Hendes egentlige navn var Nusayba. Hendes far hed Ka’ab ibn Amr. Hun var datter af Najjār-grenen af den berømte Khazraj-stamme i Medina. [Siyar A’lam an-Nubala-2/278] Hun blev født i Medina omkring fyrre år før Allahs Sendebuds (sa) hijra til Medina. [Sahabiyyat-204] Hun var søster til den berømte Badr-veteran, hadhrat Abdullah ibn Ka’b al-Mazini. [Siyar A’lam an-Nubala-2/278]

Ummu Umars første ægteskab var med Zayd ibn Asim ibn Amr. Denne Zayd var hendes fætter. Efter hans død giftede hun sig for anden gang med Ghaziyya ibn Amr. Hun blev mor til i alt fire børn: Abdullah og Habib fra det første ægteskab samt Tamim og Khawla fra det andet. [Tabaqat-8/412; Al-Isaba-4/479]

Allerede i islams tidligste begyndelse forkyndte den ædle Allahs Sendebud (sa) islam i Mekka og de omkringliggende områder, mens han dag for dag blev mødt af stadig hårdere modstand. Selv om der fra tid til anden opstod fortvivlelse og bekymring i hans hjerte, fortsatte han sit forkyndelsesarbejde med fuld tillid til Allahs nåde, hjælp og støtte. På et sådant tidspunkt i Allahs Sendebuds (sa) liv i Mekka kom seks mænd fra Yathrib til Mekka, mødte Allahs Sendebud (sa), lyttede til ham, antog islam og vendte tilbage til Yathrib. Året efter tog de yderligere seks personer med til Mekka, mødte i hemmelighed Allahs Sendebud (sa) og aflagde troskabsed til ham. Dette kaldes den første troskabsed ved Aqaba. På deres anmodning sendte Allahs Sendebud (sa) Mus’ab ibn Umayr (ra) med dem til Medina som da’i for at udbrede islam i Yathrib, det vil sige Medina. Denne lille gruppe helligede sig i det følgende år i stor udstrækning arbejdet med at forkynde islam i Medina. De arbejdede så oprigtigt, at islams budskab på blot ét år nåede ud til hvert eneste hjem i Medina. I denne periode antog mange af Medinas fremtrædende ledere samt mænd og kvinder fra fornemme familier islams kald. Resultatet blev, at Mus’ab ved den følgende hajj-sæson tog til Mekka med en stor gruppe på treoghalvfjerds, ifølge en anden overlevering femoghalvfjerds, personer og i hemmelighed mødte Allahs Sendebud (sa) ved Aqaba. Her fandt den anden troskabsed ved Aqaba sted. Ummu Umar (ra) var en af de mænd og kvinder i Medina, der antog islam gennem hadhrat Mus’abs forkyndelse før Allahs Sendebuds (sa) hijra til Medina. Og ikke blot hun, men hele hendes familie antog islam i denne periode. Således blev hun en af de tidlige muslimske Ansar-kvinder. [Sahabiyyat-204]

Den største begivenhed i hadhrat Ummu Umars liv var hendes deltagelse i troskabseden ved Aqaba. Ved den anden troskabsed ved Aqaba deltog femoghalvfjerds muslimer. To af dem var kvinder. Den ene var Ummu Umar (ra), og den anden var Ummu Mani (ra). [Sīrat Ibn Hisham-1/441] Efter mændenes troskabsed kaldte Ummu Umars mand, hadhrat Ghaziyya ibn Amr, de to kvinder frem og førte dem hen foran Allahs Sendebud (sa), hvorefter han sagde: »Allahs Sendebud! Disse to kvinder er også kommet sammen med os for at aflægge troskabseden.« Han sagde: »Jeg tager også deres troskabsed på det samme løfte, som jeg tog jeres på. Det er ikke nødvendigt at give hånd. Jeg giver ikke kvinder hånd.« [Ansab al-Ashraf-1/250; Al-Isaba-4/479; Sīratu Ibn Hisham-1/466]

I det andet år efter hijra fandt slaget ved Uhud sted. Ummu Umara (må Allah være tilfreds med hende) deltog i dette slag. Mange muslimer blev martyrer i dette slag, blandt dem Allahs Sendebuds (fred være med ham) højtærede onkel, Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham). Al-Waqidi siger: [Siyar A’lam an-Nubala-2/278] Ummu Umara deltog i Uhud sammen med sin mand, Ghaziyya ibn Amr, og sine to sønner fra sit første ægteskab, Abdullah og Habib [i nogle overleveringer står der »Khubayb« i stedet for Habib]. Hun var oprindeligt taget dertil med en gammel lædersæk for at give krigerne vand. Men på et tidspunkt blev hun involveret i den direkte kamp. Hun viste fremragende krigskunst. Hendes krop blev sønderrevet af tolv slag fra fjenden, ifølge en anden overlevering tretten. [Tabaqat-8/412; Siyar A’lam an-Nubala-2/279] Nogle overleveringer fortæller, at hun i dette slag sårede tolv afgudsdyrkende soldater med pile og spyd. [Ansab al-Ashraf-1/325]

På et tidspunkt under slaget ved Uhud blev den muslimske hærs moral knækket af fjendens modangreb. Bortset fra en håndfuld modige mujahider spredte alle sig og forlod slagmarken, idet de efterlod Allahs Sendebud (fred være med ham). Blandt de få mujahider, der satte livet på spil for at beskytte Allahs Sendebud (fred være med ham), var Ummu Umara, hendes mand Ghaziyya og hendes to sønner Abdullah og Habib.

Før denne kritiske situation på slagmarken, da den muslimske hær stadig bekæmpede fjenden med stor styrke og var nået til sejrens tærskel, sad Ummu Umara (må Allah være tilfreds med hende) heller ikke med hænderne i skødet. Hun fyldte sin lædersæk med vand og gav mujahiderne at drikke. Da så hun pludselig, at alle flygtede fra slagmarken. Kun ganske få mujahider stod ved siden af Allahs Sendebud (fred være med ham). Hun trådte også frem og stillede sig urokkeligt ved Allahs Sendebuds (fred være med ham) side, idet hun satte livet på spil. Hendes mand og to sønner sluttede sig til hende. På den ene side afværgede hun de vantros angreb på Allahs Sendebud (fred være med ham), og på den anden side angreb hun dem voldsomt og vendte tilbage efter at have slået mange af dem til jorden.

Ummu Umara har beskrevet den frygtelige fase af slaget ved Uhud således: »Jeg så folk flygte og forlade Allahs Sendebud (fred være med ham). Kun en håndfuld mennesker, færre end ti, var ved Allahs Sendebuds (fred være med ham) side. Jeg, mine to sønner og min mand stod ved Allahs Sendebuds (fred være med ham) side og beskyttede ham. På det tidspunkt gik de øvrige mujahider forbi Allahs Sendebud (fred være med ham) i besejret tilstand. Allahs Sendebud (fred være med ham) så, at jeg ikke havde noget skjold i hånden. Han så en mand flygte med et skjold. Han sagde til ham: ›Hey, kast dit skjold hen til en, der kæmper.‹ Manden kastede skjoldet, og jeg tog det op. Med dette skjold blev jeg ved med at beskytte Allahs Sendebud (fred være med ham). Den dag behandlede rytterkrigerne os meget hårdt. Hvis de havde været fodfolk ligesom os, ville vi have været i stand til at påføre fjenden stor skade.«

Hun har også sagt: ›En rytter kom frem mod os og slog efter mig med sit sværd, men jeg afværgede slaget med skjoldet. Han var ikke i stand til at gøre mig noget. Så snart han vendte sig om for at gå tilbage, slog jeg med sværdet mod bagbenene på hans hest. Hesten faldt til jorden sammen med rytteren. Netop da kaldte Allahs Sendebud (fred være med ham) på min søn og sagde: »Du, Ummu Umaras søn! Hjælp din mor.« Han kom løbende og hjalp mig. På denne måde sendte jeg ham til døden.« [Tabaqat-8/413; Siyar A’lam an-Nubala-2/279]

Ummu Umaras søn har fortalt. Han sagde: »Jeg deltog i slaget ved Uhud. Da de muslimske mujahider blev adskilt fra Allahs Sendebud (fred være med ham), gik min mor og jeg hen til ham og begyndte at beskytte ham mod de vantros angreb. På det tidspunkt sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) til mig: ›Er du Ummu Umaras søn?‹ Jeg svarede ja. Han sagde: ›Kast noget mod fjenden.‹ Jeg kastede en sten mod en mand foran mig. Manden sad på en hest. Den kastede sten ramte hestens ene øje. Hesten stejlede og faldt til jorden sammen med sin rytter. Jeg blev ved med at kaste sten efter manden. Da Allahs Sendebud (fred være med ham) så dette, smilede han mildt.« [Siyar A’lam an-Nubala-2/280]

På dagen ved Uhud antog Ummu Umara (må Allah være tilfreds med hende) et frygtindgydende udseende. Damra ibn Sa’ids bedstefar var en af krigerne ved Uhud. Han har sagt, at Ummu Umara den dag bandt et stykke stof om livet og satte voldsomt ind mod fjenden. I dette slag blev hun alvorligt såret tretten steder på kroppen. [Tabaqat-8/413]

På dette tidspunkt blev Den Ædle Sendebuds ene tand knækket af et slag, som en vantro havde kastet. Den brutale Ibn Qami’a svingede sit sværd mod Allahs Sendebud (fred være med ham), men slaget glippede. Straks vendte Ummu Umara (må Allah være tilfreds med hende) sig om. Hun kastede sig over uhyret Ibn Qami’a. Men da hele hans krop var dækket af rustning, havde hendes angreb ingen særlig virkning. Han rettede imidlertid nu et slag mod Ummu Umara, og det ramte hendes skulder. Hun blev alvorligt såret. [Samme værk-8/424; Ibn Hisham-2/81-82]

Ibn Qami’a flygtede og reddede livet. Men Ummu Umāras sår var meget alvorligt. Hele hendes krop blev gennemvædet af blod. Hendes søn Abdullah fortæller: Min mor blev alvorligt såret den dag. Blødningen ville ikke standse. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til hende: Forbind dit sår. I en anden overlevering fortælles det, at Allahs Sendebud (fred være med ham), da han så hende blive såret, kaldte på hendes søn Abdullah og sagde: Se til din mor, se til din mor. Forbind hendes sår. O Allah, gør dem alle til mine ledsagere i Paradiset. [Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 2/281] Ummu Umāra siger: ‘Jeg bekymrer mig ikke om de lidelser og ulykker, der er kommet over mig i denne verden.’ [Ṭabaqāt 8/414-415] Den dag stod Allahs Sendebud (fred være med ham) selv ved siden af hende, mens hendes sår blev forbundet. På dette tidspunkt nævnte Allahs Sendebud (fred være med ham) navnene på nogle modige sahābaer og sagde: Ummu Umāras indsats i dag har været langt vigtigere end deres indsats. Derefter blev hendes sår behandlet i næsten et helt år. [Samme værk 8/412; Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 2/279]

Under dette voldsomme angreb ved Uhud blev Ummu Umāras søn Abdullah også alvorligt såret. Abdullah fortæller: Den dag blev jeg alvorligt såret. Blødningen ville ikke standse. Da Allahs Sendebud (fred være med ham) så det, sagde han: Forbind dit sår. Kort efter kom min mor løbende hen imod mig med mange forbindingsstykker i hænderne og forbandt mit sår. Allahs Sendebud (fred være med ham) stod lige ved siden af. Da hun var færdig med at forbinde såret, sagde min mor til mig: Rejs dig, min søn. Slå fjendens soldater i halsen. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde da: O Ummu Umāra, hvor finder man en anden, der har lige så meget styrke og formåen som dig?

Abdullah fortæller videre: På dette tidspunkt fik vi øje på den fjendtlige soldat, som havde såret mig, ikke langt derfra. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til min mor: Det er den mand, der sårede din søn. Min mor sagde: Jeg vil møde ham ansigt til ansigt og knuse hans skinneben. Med disse ord slog hun ham, så han faldt om. Da Allahs Sendebud (fred være med ham) så det, lo han, og jeg kunne se hans fortænder. Derefter sagde han: Ummu Umāra, du har taget hævn. Så slog vi begge to ham slag efter slag og sendte ham til Helvedes bolig. Da sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): Ummu Umāra, al lovprisning tilkommer Allah, som har helbredt dig. [Samme værk]

Slaget ved Uhud var forbi. Mujāhidinerne begyndte at vende hjem. Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte Abdullah ibn Kaʿb al-Māzinī af sted og vendte ikke hjem, før han havde fået besked om Ummu Umāras tilstand.

Nogle dage efter slaget ved Uhud bekendtgjorde Allahs Sendebud (fred være med ham), at Mujāhidinerne fra Medina skulle drage ud mod Ḥamrāʾ al-Asad [et sted otte miles væk på venstre side af vejen fra Medina i retning mod Dhū al-Ḥulayfa]. Ummu Umāra gjorde sig klar til at tage derhen ved at vikle et klæde om sig. Men på grund af blødningen fra sårene var hun ikke i stand til det. [Ṭabaqāt 8/413]

Ud over Uhud deltog hun i mange andre slag. Ifølge Ibn Saʿds beretning deltog hun i slagene og ekspeditionerne ved Uhud, al-Ḥudaybiyya, Khaybar, udførelsen af qaḍāʾ-ʿumraen, Ḥunayn og Yamāma. Ifølge al-Ḥākim og Ibn al-Mundhir deltog hun også i Badr. Imām al-Dhahabī siger imidlertid, at oplysningerne om hendes deltagelse i Badr ikke er korrekte. [Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 2/278-282] Bortset fra slaget ved Yamāma findes der dog ingen detaljerede oplysninger om hendes deltagelse i de øvrige slag og ekspeditioner. Ummu Umāras søster deltog også i slaget sammen med hende. [Ibn Hishām 1/466]

Efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) død blev Musaylima al-Kadhdhāb, som var indbygger og leder i Yamāma, frafalden. Han var en grusom og tyrannisk mand af natur. Hans stamme havde omkring fyrre tusind kampdygtige mænd. De støttede ham alle. I overmod over sin magt hævdede han, at han selv var profet, og han tvang alle sine tilhængere til at anerkende ham. De, der nægtede at acceptere hans falske krav på profetskab, udsatte han for forskellige former for tortur. Ummu Umāras (må Allah være tilfreds med hende) søn, Ḥabīb ibn Zayd, blev taget til fange af Musaylima på vej fra Oman til Medina. Musaylima sagde til ham: Du bevidner jo, at Muhammad er Allahs Sendebud. Ḥabīb svarede: Ja, det bevidner jeg. Musaylima sagde da: Nej, du skal sige, at Musaylima er Allahs Sendebud. Ḥabīb afviste bestemt hans krav. Musaylima, som falskeligt hævdede at være profet, skar den ene af Ḥabībs hænder af. Derefter krævede han den samme anerkendelse af Ḥabīb. Han nægtede som før. Den hårdhjertede Musaylima skar hans anden hånd af. Kort sagt holdt den usle Musaylima fast ved sit krav, mens Ḥabīb også holdt fast ved sin stærke tro. Den brutale Musaylima skar Ḥabībs lemmer af ét efter ét. Denne tjener af Allah fandt det let at opgive livet, men anså det ikke for passende at afvige så meget som et hårsbred fra troen. Da Ummu Umāra hørte om denne begivenhed, tog hun sig sammen og besluttede i sit hjerte, at hvis den muslimske hær nogensinde drog på felttog mod denne falske profet, ville hun også deltage, og hvis Allah ville, selv sende denne tyran til Helvedes bolig. [Samme værk; Ṣaḥābiyyāt 207; Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 2/281]

Kalif Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham) hørte om Musaylimas sådanne overmod og overgreb. For at udrydde denne frafaldets rod sendte han Khālid ibn al-Walīd (må Allah være tilfreds med ham) med fire tusind soldater. Ummu Umāra (må Allah være tilfreds med hende) så dette som en gylden mulighed for at gennemføre sin beslutning. Hun bad kaliffen om tilladelse til at deltage i dette felttog. Kaliffen gav hende tilladelse. Ummu Umāra drog til Yamāma sammen med Khālid ibn al-Walīds (må Allah være tilfreds med ham) hær. Et voldsomt slag fandt sted. Tolv hundrede mujāhidiner blev martyrer. Ifølge historikernes beretninger blev der på den anden side dræbt otte til ni tusind af Musaylimas soldater. Til sidst sejrede den muslimske hær ved at dræbe Musaylima.

Der foregår et voldsomt slag. Ummu Umara (må Allah være tilfreds med hende) venter på en mulighed. Hendes eneste mål er Musaylima al-Kadhdhab, den forbryderiske morder af hendes søn. På et tidspunkt baner hun sig vej gennem fjendens rækker, mens hun fører spyddet i den ene hånd og sværdet i den anden, og når frem til Musaylima. Indtil hun når så langt, bliver hun såret elleve steder på kroppen af spyd- og sværdslag. Ikke nok med det: Den ene arm bliver hugget af. Selv da vakler hendes beslutning ikke. Hun mister på ingen måde fatningen. Hun går endnu et skridt frem. Netop som hun vil rette et sværdslag mod Musaylima, rammer pludselig to sværdslag ham samtidig. Han bliver skåret ned og kastes ned fra hestens ryg. Hun ser med forbløffelse, at hendes søn Abdullah står ved siden af. Hun spørger: »Var det dig, der dræbte ham?« Abdullah svarer: »Det ene slag var mit, det andet var Wahshis. Jeg ved ikke, hvis slag han døde af.« Ummu Umara (må Allah være tilfreds med hende) blev overordentlig glad og udførte straks taksigelsesprostration. [Ibn Hisham-1/466; Sahabiyyat-208]

Ummu Umaras (må Allah være tilfreds med hende) sår var meget alvorlige. Den ene arm var også blevet hugget af. Derfor var hun blevet meget svag. Hærføreren Khalid ibn al-Walid var en stor beundrer af hendes tapperhed og mod. Han viste hende også stor ære. Under sin egen opsyn sørgede han for hendes pleje og behandling. Han holdt hele tiden et vågent øje med, at der ikke blev begået nogen fejl i hendes behandling. Da hun blev rask, udtrykte hun derfor resten af sit liv sin taknemmelighed over for Khalid. Til hans ros sagde hun: »Han var en medfølende, ædelmodig og ydmyg leder. Han plejede og behandlede mig med stor oprigtighed.« Efter hjemkomsten til Medina besøgte kaliffen Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) hende ofte. [Tabaqat-8/416]

Ummu Umara (må Allah være tilfreds med hende) var en kvindelig kriger. Vi har på forskellige slagmarker været vidne til den forbløffende virkelighed af hendes tapperhed og mod. Det krigeriske udtryk, vi så hos hende i slagene ved Uhud og Yamama, har kun få sidestykker i verdenshistorien. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var den person, hun elskede mest. Hun beviste sin kærlighed på Uhuds slagmark. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede af og til at besøge hendes hjem. En dag kom Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Hun gav ham noget mad. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bad hende også spise sammen med ham. Ummu Umara sagde: »Jeg faster.« Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Når der spises noget hos en fastende, beder englene for ham eller hende.« [Samme værk; Musnad Ahmad-6/439; Tirmidhi-785; Ibn Majah-1748]

Også kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) sørgede omhyggeligt for Ummu Umaras (må Allah være tilfreds med hende) ære og anseelse. Under hans kalifat kom der engang nogle kapper blandt krigsbyttet. En af dem var meget smuk og kostbar. Nogle sagde, at den burde gives til kaliffens søn Abdullahs (må Allah være tilfreds med ham) hustru. Andre foreslog, at den skulle gives til kaliffens hustru Kulthum bint Ali (må Allah være tilfreds med hende). Kaliffen lyttede ikke til nogen af dem. Han sagde: »Jeg anser Ummu Umara for at være den, der har størst ret til denne kappe. Jeg vil give den til hende. For på dagen ved Uhud hørte jeg Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sige om hende: ‘Uanset hvilken retning jeg så i, så jeg kun Ummu Umara kæmpe.’« Derefter sendte han kappen til hende. [Tabaqat-8/415; Siyar a’lam al-nubala-2/281; Ansab al-ashraf-1/326]

En række hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) er blevet overleveret gennem hende. Disse hadither blev overleveret fra hende af Ubbad ibn Tamim ibn Zayd, Harith ibn Abdillah ibn Ka’b, Ikrima og Layla. [Al-Isaba-4/480]

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Ummu Umara (må Allah være tilfreds med hende) døde. Det er sikkert, at hun stadig var i live indtil krigen mod Musaylima. Men ingen har med sikkerhed kunnet sige, hvor længe hun levede derefter.

Ummu Umara (må Allah være tilfreds med hende) deltog altid i Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forsamlinger og lyttede opmærksomt til hans ord. På denne måde blev hendes tro hver dag stærkere, og hendes viden voksede. En dag sagde hun til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Jeg kan se, at alt bliver nævnt for mændenes skyld, mens intet nævnes for kvinderne.« Hendes krav var med andre ord, at kvinder skulle nævnes i Koranen på samme måde som mændene. Som følge af dette krav blev vers 35 i sura al-Ahzab åbenbaret. [Tirmidhi-4/116; samme værk-4/479]

Ummu Waraq ibn Nawfal ((må Allah være tilfreds med hende))

Der findes mange kvinder i denne verden, som tidens gang har skjult, og om hvem historien også har forholdt sig tavs. Alligevel har Allah den Ophøjede skabt begivenheder i deres liv, hvorved deres livshistorier er blevet kendt. Og da det ophobede støv og snavs blev fjernet fra deres minde og erindring, blev deres portrætter strålende og lysende. En af dem var Umm Waraqa al-Ansariyya (må Allah være tilfreds med hende). Hun blev kendt i historien under dette tilnavn, Umm Waraqa. Hendes egentlige navn er ikke nævnt i nogen af de biografiske ordbøger over Profetens ledsagere. Allahs Sendebud (s.a.v.) gav hende tilnavnet „ash-Shahida“ (den kvindelige martyr). [al-Isaba-4/481] Hendes slægtslinje var som følger: Umm Waraqa bint Abdulla ibn al-Harith ibn Uwaymir ibn Nawfal. I værket ’Usud al-Ghaba’ står der imidlertid Umayr i stedet for ’Uwaymir’. Da hun blev knyttet til en af sine forfædre, „Nawfal“, blev hun kendt som Umm Waraqa bint Nawfal. [Usud al-Ghaba-5/626; Tahdhib at-Tahdhib-12/482] Det vides ikke med sikkerhed, hvornår hun blev født eller døde. Det er dog almindeligt anerkendt, at hun døde under kaliffen Umar ibn al-Khattabs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. Heraf kan man konkludere, at hun både oplevede Allahs Sendebuds (s.a.v.) levetid, hele kaliffen Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat og en del af Umars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. Hun blev sandsynligvis martyr i år 22 efter hijra. [Tabaqat-9/165; Nisa Ra’idat, s. 108]

Umm Waraqa var en kvinde fra Ansar. Hun var blandt de kvinder, som kort efter Allahs Sendebuds (s.a.v.) hijra til Medina troede på hans profetskab og aflagde troskabsed til ham. [A‘la an-Nisa’-5/284; Tabaqat-8/457] Hun tog imod Islam på en fremragende måde og opnåede dyb viden om Allahs religion. Hun studerede Koranen og lærte det meste af den udenad. Det er blevet overleveret, at hun samlede hele Koranen. [al-Isaba-4/505] Det er blevet berettet, at da Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) samlede og nedskrev Koranen, benyttede han sig også af Umm Waraqas samling. Hun opbevarede nogle sahifaer (hæfter), hvori enkelte suraer fra Koranen var skrevet. [Nisa’ Ra’idat-108] Selv om hun ikke havde hele Koranen hos sig, var størstedelen af den bevaret i skriftlig form. Hun var en troende kvinde med en skarp hukommelse. Hun var dygtig til religionens regler. Profeten (s.a.v.) besøgte af og til hendes hjem. Hun var en af de få kvinder, som Profeten (s.a.v.) besøgte i deres hjem. Profeten (s.a.v.) værdsatte hende ikke på grund af hendes rigdom eller høje sociale status; han besøgte hende på grund af hendes tro på Allah, hendes stærke trosbevisning, hendes dygtighed i religionens regler og hendes gudsdyrkelse. I det andet år efter hijra besluttede Profeten (s.a.v.) at drage i krig mod Mekkas afgudsdyrkere ved Badr. Nyheden nåede Umm Waraqa. Hun insisterede på at slutte sig til krigen. De mange pligter i hjemmet og ansvaret for at opdrage børn kunne ikke holde hende tilbage fra pligten til „jihad fi sabilillah“ (jihad på Allahs vej). Hun skyndte sig til Allahs Sendebud (s.a.v.) og bad om tilladelse til at deltage i krigen. Hun forklarede sit formål og sagde, at hun ville forbinde de såredes sår, pleje de syge, sørge for deres mad og drikke og imødekomme krigernes behov under kampen. Hun ville udføre opgaver dér, hvis betydning på ingen måde var mindre end krigernes. Måske ville Allah den Ophøjede også skænke hende martyrdøden, når hun drog ud sammen med dem. I al-Isabas beretning gengives hendes ord således: [al-Isaba-4/505]

O Allahs Sendebud! Hvis du giver mig tilladelse, vil jeg drage i krig sammen med jer. Jeg vil pleje jeres syge og give de sårede medicin. På den måde kan Allah den Ophøjede også skænke mig martyrdøden. Som svar sagde Profeten (s.a.v.): „Umm Waraqa, bliv hjemme. Sandelig, Allah vil lade dig opnå martyrdøden hjemme.“ I en anden beretning står der: „Allah vil skænke dig martyrdøden.“ [Tabaqat-8/457; al-Isti‘ab-4/481; Sunanu Abi Dawud-1/97; as-Sira al-Halabiyya-2/357] Det var faktisk fra denne dag, at Profeten (s.a.v.) omtalte hende som en martyr. Af og til tog han ledsagere med til hendes hjem for at besøge hende. Han sagde:(Arabisk**********) [Abu Nu‘aym, Hilyat al-Awliya-2/63; Usud al-Ghaba-5/626 (7718)]

„Kom med mig, så går vi hen og besøger denne kvindelige martyr.“ Med disse og lignende ord fra Allahs Sendebud (s.a.v.) hentydede han til, at denne kvinde ville blive martyr.

I den islamiske historie kender man til adskillige områder, hvor Umm Waraqa var foregangskvinde. For eksempel:

1. Hun var den første kvinde, i hvis hjem der blev sørget for, at der blev kaldt til bøn.

2. Hun var den første i Medina, der oprettede en menighedsbøn for kvinder og ledte denne menighedsbøn som imam.

3. Hun var den første kvinde i Islam, som Allahs Sendebud (s.a.v.) gav tilnavnet „Shahida“.

4. I islams historie var hun den første kvinde, for hvis mord en mandlig slave og en kvindelig slave blev spiddet og henrettet.[Nisā’ Rā’idāt-1/110]

Umm Waraqa bad Allahs Sendebud (sa) om tilladelse til at indrette et bederum i sit eget hus og ansætte en muezzin til at fremsige adhan ved hver bøn. Sendebudet (sa) udpegede en muezzin til at fremsige adhan i hendes hus. Han fremsagde adhan ved hver bøn. Denne ordning bestod indtil Umm Waraqas død.[Abū Dāwūd-1/97; Nisā min ‘asr an-nubuwwah-297] Hun var den første kvinde, der opnåede denne lykke og ære. Et øjenvidne har fortalt: »Jeg så Umm Waraqas muezzin. Han var en meget gammel mand. Hans navn var Abd ar-Rahman.«[Nisā’ mubashsharāt bil-jinnah-293]

Sendebudet (sa) kendte hendes skarpe forstand, fremragende hukommelse og dybe viden om religionens regler og bestemmelser. Derfor gav han efter muezzinens adhan Umm Waraqa tilladelse til at etablere menighedsbøn i sit eget hus sammen med de kvinder, der boede i nabolaget, og til at lede bønnen. Denne ordning bestod under Umar ibn al-Khattabs (ra) kalifat, det vil sige indtil dagen for Umm Waraqas død. I islams historie var hun den første kvinde, hvis hus blev indrettet som moské for kvinder. [Samme sted; Sahabiyyat-216]

Umm Waraqa (ra) blev ældre. Sønnerne og døtrene voksede op. Døtrene blev gift og flyttede én efter én ind i deres ægtemænds hjem. Sønnerne blev også på grund af deres egne forpligtelser nødt til at tage bort fra deres mor. Umm Waraqas hus var nu næsten helt tomt.

Hun beholdt en mandlig slave og en kvindelig slave til at tjene hende og tage sig af huset. Hun behandlede dem meget godt. Hun lovede dem, at de efter hendes død på naturlig vis ville blive frigivet, det vil sige befriet fra slaveriet. Disse to slaver så imidlertid ikke noget tegn på Umm Waraqas død foreløbig. De kunne ikke længere vente. Mens hendes familiemedlemmer var fraværende, lagde de en plan om at myrde hende i det tomme hus. En nat, da lejligheden bød sig, viklede de et stykke stof om hendes hals, kvalte hende og flygtede, idet de troede, at de nu var blevet befriet fra slaveriet.

Umar ibn al-Khattab (ra) hørte hver dag lyden af adhan og kvindernes menighedsbøn fra Umm Waraqas (ra) hus. En dag sagde han: »Hør, siden i går har jeg ikke kunnet høre tante Umm Waraqas recitation af Koranen. Hvad er der sket med hende?« Han sendte nogen af sted for at undersøge, hvordan hun havde det. Manden vendte tilbage og fortalte, at huset var låst udefra, og at ingen svarede indefra, da han bankede på døren. Umar (ra) blev mistænksom. Denne gang gik han selv derhen. Da han ikke så nogen i huset, gik han ind. Så snart han var kommet ind, så han hendes lig ligge på gulvet, indsvøbt i et tæppe. Han råbte højt: »Allahu akbar!« Derefter bemærkede han: »Da Sendebudet (sa) gav hende tilnavnet ash-Shahīda, talte han sandt.«[Al-Isāba-4/505]

Derefter steg Umar (ra) op på moskéens prædikestol og bekendtgjorde, at Umm Waraqa var blevet martyr. Hendes to slaver havde kvalt hende og var flygtet. Han beordrede, at de skulle opspores, pågribes og bringes tilbage. Straks spredte folk sig i alle retninger for at lede efter dem. De blev pågrebet, mens de var på flugt, og ført frem for kaliffen Umar (ra) i Medina. De blev afhørt. Først forsøgte de at benægte, at de havde været involveret i mordet, men senere tilstod de, at de to i fællesskab havde dræbt hende. Da gentog Umar (ra) sine tidligere ord og sagde: »Allahs Sendebud (sa) talte sandt, da han sagde: (Arabisk*****************)»Følg med mig, så vi kan besøge denne martyr.« Således blev Umm Waraqa (ra) den første kvinde i islam, der blev hædret med tilnavnet ash-Shahīda.«

Straffen for de to slaver var uundgåelig. Umar ibn al-Khattab (ra) beordrede, at de skulle spiddes og henrettes. De blev spiddet og henrettet. Disse to slaver var de første to personer i Medina, der blev spiddet, og Umm Waraqa var den første kvinde i islam, for hvis mord en mandlig slave og en kvindelig slave blev spiddet og henrettet.[Abū Dāwūd-1/97; Tabaqāt-8/457; Al-Istī‘āb-4/482]

Fordi Umm Waraqah (må Allah være tilfreds med hende) havde tilegnet sig en dyb forståelse af religionens betydning og påtaget sig ansvaret for at undervise kvinder fra nabolaget og dem, der kom til hende, blev hun en leder blandt de muslimske kvinder. Hendes storhed og anseelse blev hundredfoldigt forøget, da hun over for Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gav udtryk for sit ønske om at slutte sig til jihad i håbet om at opnå martyrdøden.

Umm Waraqahs (må Allah være tilfreds med hende) drab rummer en lære for enhver, der er fuldstændig afhængig af slaver og tjenestefolk, især hvis disse slaver og tjenestefolk er ikke-muslimer. Der kendes mange slaver og tjenestefolk i verden, som har bragt megen ulykke ind i deres herrers liv. Blandt folk fra næsten alle nationer og folkeslag hører man udsagnet: Vær på vagt over for den skade, der kan komme fra den, du har gjort en god gerning. Umm Waraqah behandlede sine slaver godt og lovede dem deres frigivelse, men som følge heraf måtte hun miste livet ved deres hænder. Denne begivenhed rummer en stor lære og formaning for muslimske kvinder i vor tid.

Umm Waraqah (må Allah være tilfreds med hende) overleverede hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Og hendes børnebørn overleverede hadither fra hende.[Nisa’ ra’idat-113]

Umm Hakim bint al-–Harith ((ra.))

Efter at den ædle Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var blevet sendt som profet, fortsatte han i over tyve år med at kalde araberne, især Mekkas indbyggere, til islam, først i Mekka og senere i Medina. Han opfordrede dem til sandhed, skønhed og godhed, men mekkanerne opførte sig som blinde og døve. Deres adfærd var således: (Arabisk***********) [Sura Ha-Mim as-Sajdah-5]

“De siger: ‘Vore hjerter er dækket af slør over for det, du kalder os til, der er døvhed i vore ører, og mellem dig og os er der et slør. Gør derfor du, hvad du vil, og lad os gøre, hvad vi vil.’“

De gengældte kærlighed og hengivenhed med fjendskab og gengældte godhed og velvilje med ondskab og skade; deres adfærd var således: (Arabisk ***************) [Sura al-Qamar-3]

“De forkaster sandheden og følger deres egne luner, men enhver sag vil nå sit mål.”

De afbrød alle forbindelser med den ærede Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og fordrev ham fra Mekka. Men heller ikke det tilfredsstillede dem. De førte gentagne gange krig mod ham og kastede sig over ham. De udnyttede enhver mulighed for at slukke islams lys.

Derefter skænkede Allah, verdens Herre, dem sejren. Mekka blev erobret. Da den enorme verden blev snæver for dem, og de kun så mørke på alle sider, viste Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) dem storsind. Han tilgav alle deres tidligere handlinger. Mekkanerne tog frivilligt islam til sig i flok efter flok. Ummu Hakim, hendes far, mor og ægtefælle antog alle islam på dagen for erobringen af Mekka. Det skal bemærkes, at alle fire havde været bitre fjender af islam og Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Fra islams begyndelse og indtil øjeblikket før de fik troen, havde deres fjendskab i tyve år været uden grænser.

Ummu Hakim var fra al-Makhzum-grenen af Quraysh-stammen i Mekka. Ummu Hakim var hendes tilnavn. Hendes egentlige navn er gået tabt bag dette tilnavn og kendes ikke længere. Ummu Hakims familie var et af Quraysh-slægtens centre for ære, anseelse og lederskab. Hendes far var al-Harith ibn Hisham ibn al-Mughira al-Makhzumi, den usle Abu J ahls bror. Han antog islam på dagen for erobringen af Mekka. Han var en høflig og fremtrædende mand. For at styrke ham i islam gav Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham hundrede (100) kameler fra krigsbyttet efter slaget ved Hunayn. Han blev en god muslim. Senere drog han til Sham som mujahid og døde dér efter at være blevet ramt af sygdommen ‘Aun. [al-Dhahabi, Tarikh al-Islam 2/183-184]

Hendes mor, Fatima bint al-Walid ibn al-Mughira al-Makhzumiyya, var søster til den berømte hærfører Khalid ibn al-Walid (må Allah være tilfreds med ham). Hun antog islam på dagen for erobringen af Mekka. Hun overleverede en hadith fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Hun ledsagede også sin ægtefælle al-Harith på hans felttog til Sham. Med al-Harith fik hun sønnen Abd al-Rahman og datteren Ummu Hakim. [Tarikh Dimashq, biografier over kvinder, 305-307]

Ummu Hakims ægtefælle, Ikrima ibn Abi Jahl al-Makhzumi, var en af de fornemste ledere i det førislamiske Mekka. Efter erobringen af Mekka kom han til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), erklærede sin islam og blev senere en fremragende muslim. Han drog ud på et felttog til Sham og blev martyr i år 13 efter hijra ved slaget ved Ajnadayn, ifølge en anden overlevering ved slaget ved Yarmuk. Ummu Hakims morbror var Allahs sværd, Khalid ibn al-Walid (må Allah være tilfreds med ham).

Det var i en sådan familie og et sådant miljø, at Ummu Hakim voksede op. Hun giftede sig med sin fætter Ikrima. Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) trådte frem som Sendebud i Mekka. Fra den dag, han kaldte mekkanerne til islam, stod denne familie som en stærk modstander af Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og islam. Indtil erobringen af Mekka spillede de nævnte personer en ledende rolle i alle de sammensværgelser, der blev udtænkt for at holde islam tilbage, og i alle de krige, der blev udkæmpet for at udrydde islam fuldstændigt. I slaget ved Uhud deltog al-Harith, hans hustru Fatima, Ikrima, hans hustru Ummu Hakim og Khalid ibn al-Walid sammen med Quraysh-hæren.

De lod ingen mulighed for at bekæmpe islam og skade muslimerne gå til spilde. Blandt dem, som den ærede Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) erklærede for storslåede forbrydere og beordrede dræbt, selv hvis de blev fundet under Kabaens klæde, var Ummu Hakims ægtefælle, Ikrima.

Den holdning, som den ærede Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) indtog efter erobringen af Mekka, står i menneskehedens historie som et enestående forbillede. Den dag omfattede hans barmhjertighed og nåde alle, både fjender og venner, troende og ikke-troende. De, som i lang tid havde næret blindt had og fjendskab mod ham, oplevede den dag, at hans omfattende tilgivelse og nåde bragte dyb fred til deres forstenede hjerter. På et øjeblik vågnede deres hjerter, og efter at have revet sig fri af vildfarelsens lænker overgav de sig til lyset som møl. Ummu Hakim benyttede selv denne mulighed for tilgivelse på vegne af sin ægtefælle. Sammen med andre kvinder fra Quraysh-stammen, såsom Fatima bint al-Walid, Hind bint Utba og Fakhta bint al-Walid, gik hun til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), erklærede, at hun antog islam, og aflagde troskabseden. Efter hendes islamantagelse betragtede Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hende med stor respekt. Derfor opnåede hun en særlig anset position blandt kvinderne.

Umm Hakims ægtemand, Ikrima, var islams værste fjende og i Den Ædle Profets øjne en stor forbryder. Derfor udstedte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) en dødsdom over ham. Efter erobringen af Mekka flygtede han af frygt for sit liv til Yemen. Takket være hans hustru Umm Hakims indsats vendte han tilbage til Mekka og antog islam. Efter at have antaget islam rejste Umm Hakim (må Allah være tilfreds med hende) sig og sagde: »Allahs Sendebud! Af frygt for, at du ville dræbe Ikrima, er han flygtet mod Yemen. Giv ham sikkerhed, så vil Allah give dig sikkerhed.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Han er i sikkerhed.«

I samme øjeblik begav Umm Hakim sig ud for at lede efter sin ægtemand Ikrima. Hun tog en romersk slave med sig. De gik sammen. Undervejs fik slaven et uærligt begær efter sin herskerinde. Han ønskede at have samleje med hende, mens hun ved forskellige undskyldninger forsøgte at vinde tid. Således nåede de frem til en arabisk stamme. Umm Hakim bad dem om hjælp. De lovede at hjælpe hende. Hun overlod slaven til dem og fortsatte alene. Til sidst fandt hun Ikrima ved havet i Tihama-området. Han talte med en bådfører for at få ham sejlet over, mens bådføreren sagde til ham:

»Vær oprigtig.«

Ikrima sagde: »Hvordan skal jeg være oprigtig?«

Bådføreren sagde: »Sig:(Arabisk ************)

»Jeg bevidner, at der ikke findes nogen gud eller tilbedelsesværdig bortset fra den ene Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud.«

Ikrima sagde: »Det er netop derfor, jeg er flygtet.«

Midt under deres samtale ankom Umm Hakim. Hun vendte sig mod sin ægtemand og sagde: »Min fætter! Jeg kommer fra den bedste, fornemste og reneste af alle mennesker. Jeg har bedt ham om aman (sikkerhed), og han har bevilget dig aman. Så ødelæg derfor ikke længere dig selv.«

Ikrima spurgte: »Talte du selv med ham?« Hun svarede: »Ja, jeg talte selv med ham, og han har givet dig aman.« Igen og igen forsikrede hun ham om, at han havde fået aman. Til sidst blev han beroliget og drog tilbage sammen med sin hustru. [Aʿlām an-nisāʾ 1/281]

Mens de var på vej, fortalte Ummu Hakim sin mand om slavens onde hensigter. På hjemvejen dræbte Ikrima slaven, før han havde antaget islam. Undervejs overnattede de i et hus. Ikrima ønskede at være alene med sin hustru. Hun afviste ham bestemt og sagde: »Jeg er en muslimsk kvinde, mens du stadig er en mushrik.« Da Ikrima hørte det, blev han forbløffet. Han sagde: »Det, der står imellem dig og mig og forhindrer vores forening, er virkelig en meget alvorlig sag.«

Da Ikrima på denne måde nærmede sig Mekka, sagde Allahs Sendebud til sine sahaba: »Ikrima kommer meget snart til jer som troende, efter at have forladt kufr. I må ikke forhåne hans far. Når man forhåner en afdød, volder det de levendes hjerter smerte, men det når ikke den afdøde.«

Kort efter ankom Ikrima sammen med sin hustru, Ummu Hakim, til Allahs Sendebud. Så snart Sendebudet så ham, rejste han sig glad og gik ham i møde uden at svøbe sin kappe om sig. Derefter satte Sendebudet sig. Ikrima stod foran ham og sagde:

»Muhammad! Ummu Hakim har fortalt mig, at du har givet mig aman.« Profeten sagde: »Hun har talt sandt. Du er i sikkerhed.« Ikrima sagde: »Muhammad, hvad kalder du til?«

Allahs Sendebud sagde: »Jeg kalder dig til at bevidne, at der ingen guddom er ud over Allah, og at jeg, Muhammad, er Allahs tjener og Sendebud. Derefter skal du etablere bønnen og betale zakat.« Således beskrev han alle islams søjler.

Ikrima sagde: »Ved Allahs ed! Du kalder kun til sandheden og taler om det gode.« Derefter fortsatte han med at sige:

»Allerede før denne دعوت var du den mest sandfærdige og retskafne blandt os.« Derefter rakte han hånden frem mod Allahs Sendebud, mens han sagde: »Ashhadu an lā ilāha illallāhu wa ashhadu annaka ʿabduhu wa rasūluhu.«

Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: Sig: »Jeg bevidner over for Allah og alle de tilstedeværende, at jeg er muslim, mujahid og muhajir.«

Ikrima udtalte derfor ordene. Derefter sagde Allahs Sendebud (ﷺ) til ham: »Hvis du i dag beder mig om noget, som jeg giver til en anden, vil jeg give det til dig.«

Ikrima sagde: »Jeg ønsker, at du beder Allah om tilgivelse for al den fjendtlighed, jeg har vist dig, for alle de slag, hvor jeg har stået over for dig, og for alle de ord, jeg har sagt imod dig, hvad enten det var foran dig eller bag din ryg.«

Allahs Sendebud bad for ham: »O Allah! Tilgiv ham for al den fjendtlighed, han har vist mig, og for alle de veje, han har rejst for at komme til slagmarken med det formål at slukke Dit lys. Tilgiv ham også for alle de krænkende ord, han har sagt om mig, både foran mig og i mit fravær.«

Ikrimas ansigt strålede af glæde, og han sagde: »O Allahs Sendebud, ved Allahs ed! Alt, hvad jeg har brugt for at hindre Allahs vej, vil jeg bruge det dobbelte af på Allahs vej, og de kampe, jeg har ført for at hindre Allahs vej, vil jeg føre det dobbelte antal af på Allahs vej.« [at-Tabari, Tarikh 2/160; al-Bidaya wan-Nihaya 4/297; al-A‘lam 2/269; Usud al-Ghaba 5/577; Ashab-e Rasul-er Jibonkotha 1/205-208]

Fra den dag sluttede han sig til den kæmpende karavane, der arbejdede for at etablere Allahs religion på Allahs jord, og gennem sin martyrdød i slaget ved Yarmuk opfyldte han til punkt og prikke den pagt, han havde indgået med Allahs Sendebud (ﷺ).

Umm Hakim (ra) tog sammen med sin mand Ikrima (ra) til Sham for at kæmpe mod romerne. På Yarmuks slagmark stod de romerske og muslimske hære over for hinanden, og et voldsomt slag brød ud. I dette slag overgik Quraysh-kvinderne selv de mandlige krigere i sværdkamp. Umm Hakim var en af disse kvinder. I dette slag ved Yarmuk mistede Umm Hakim (ra) sin mand. Ikrima (ra) blev martyr i slaget. [Siyar A‘lam an-Nubala 1/324; al-Isaba 4/426] Efter at have overholdt iddah-perioden på fire måneder og ti dage fik hun ægteskabsforslag fra mange mænd. Yazid ibn Abi Sufyan (ra) var også blandt dem. Hun afslog dem alle og accepterede Khalid ibn Sa‘id ibn al-As’ (ra) forslag. Ægteskabet blev indgået mod en mahr på fire hundrede dinarer. Selvom ægteskabsaftalen var indgået, begyndte forberedelserne til slaget ved »Marj as-Saffar«, syd for Dimashq, allerede før bryllupsnatten. De muslimske soldater drog dertil. Hazrat Khalid (ra) ønskede at fuldbyrde ægteskabet med sin hustru, før han drog i krig. Hans hustru Umm Hakim sagde: »Det er bedre at vente, indtil fjendens styrkes samling er blevet besejret.«

Khalid (ra) sagde: »Mit hjerte siger mig, at jeg vil blive martyr i dette slag.« Umm Hakim (ra) gjorde ikke længere indsigelse. Ved Marj as-Saffar blev deres bryllupsnat tilbragt i et telt ved siden af en bro, og de overnattede dér.

Senere blev denne bro kaldt »Qantarat Umm Hakim« – Umm Hakims bro. Om morgenen blev walima-måltidet også holdt. Så snart måltidet var afsluttet, begyndte krigen mod romerne. Khalid (ra) kastede sig over fjendens hær og kæmpede som en helt, indtil han led martyrdøden. Umm Hakim (ra) var stadig iført brudedragt. Hun havde hennas farve på hænderne og duftende parfume på kroppen. Hun rev en af stolperne i det telt, hvor hun havde tilbragt bryllupsnatten, løs og tog den i hånden. Ved siden af teltet gik hun i kamp mod de romerske soldater, og den dag dræbte hun syv romerske soldater ved at slå dem med teltstolpen.[Al-Isti’ab-4/425; Tarikh Dimashq-506; Usud al-Ghaba-5/577; A’lam an-Nisa-1/281; al-Isaba-4/426]

Umm Hakim (ra) blev igen enke og vendte tilbage til Medina. Kaliffen Umar (ra) giftede sig med hende, og her fødte hun datteren Fatima bint Umar. Denne Fatima blev gift med sønnen af sin farbror, Zayd ibn al-Khattab.[At-Tabari, Tarikh-2/564; adh-Dhahabi, Tarikh-3/274; Nasab Quraysh-303]

På baggrund af forskellige begivenheder kan man forstå, at Umm Hakim (ra) døde, mens hendes ægtemand Umar (ra) stadig var i live, under hans kalifat. Allama Zirikli angiver specifikt, at det skete i år 14 efter hijra.[Nisa’ min Athar an-Nubuwwah-489]

Umama bint Abil As ((ra))

Umamas vigtigste identitet er, at hun var barnebarn af Allahs ædle Sendebud (sa). Hendes far var Abul As ibn Rabi (ra), og hendes mor var Zaynab bint Rasulullah (sa). Umama blev født i Mekka, mens hendes morfar stadig levede. Længe før Umamas fødsel døde hendes mormor, de troendes moder, Khadija al-Kubra (ra). Umamas farmor var Hala bint Khuwaylid, Khadijas yngre søster. I det 8. år efter hijra døde Umamas mor, og i det 12. år døde hendes far.[Tarajim Sayyidat Bayt an-Nubuwwah-536-537]

Morfar, Allahs ædle Sendebud (sa), elskede den lille Umama meget højt. Han havde hende altid med sig og holdt hende endda tæt ved sig under bønnen. Undertiden skete det, at Sendebudet (sa) stillede sig til bøn med hende siddende på sin skulder. Når han gik ned i ruku, satte han hende ned fra skulderen. Derefter satte han hende på sit hoved under sujud, og når han rejste sig fra sujud, tog han hende op på skulderen igen. På denne måde fuldførte han sin bøn. Denne adfærd giver en vis forestilling om, hvor stærk hans kærlighed til Umama var.

Allahs Sendebuds (sa) ledsager, Abu Qatada (ra), fortæller: En dag, efter at Bilal havde kaldt til bøn, ventede vi på zuhr-bønnen, ifølge en anden overlevering asr-bønnen, da Sendebudet (sa) kom til os med Umama bint Abil As siddende på sin skulder. Sendebudet (sa) stillede sig til bøn, og vi stillede os også til bøn bag ham. Umama sad stadig på samme måde på sin morfars skulder.

Da Sendebudet (sa) gik ned i ruku, satte han hende ned fra skulderen og lod hende sidde på jorden. Da han havde afsluttet ruku og sujud og rejste sig, tog han hende igen og løftede hende op på skulderen. Han gjorde dette i hver rak’a og fuldførte således sin bøn.[Sunan an-Nasa’i-2/45, 3/10; Tabaqat-8/232; al-Isaba-4/236; Hayat as-Sahaba-2/482]

Umm al-Mu’minin Hazrat Aisha (ra) har berettet: Abessiniens hersker, Najashi, sendte Allahs Sendebud (sa) nogle guldsmykker som gave, blandt hvilke der var en guldring. Sendebudet (sa) gav den til Umama. [Nisa’min Asr an-Nubuwah-289]

Styrken af Allahs Sendebuds (sa) kærlighed til Umama kan også forstås ud fra en anden begivenhed. En dag kom en perlebesat guldkæde til Allahs Sendebud (sa). Han tog kæden med ind i huset, viste den til sine hustruer og sagde: »Se, hvad synes I om den?« De sagde alle: »Den er helt fantastisk! Vi har aldrig før set en smukkere halskæde.« Sendebudet (sa) sagde: »Jeg vil give den til den af min familie, som jeg holder mest af, og sætte den om hendes hals.« Aisha (ra) tænkte ved sig selv, at han måske ville give den til en anden hustru i stedet for hende. De andre hustruer forestillede sig også, at den måske ville tilfalde Aisha (ra). Imens legede den lille Umama på jorden ikke langt fra sin morfar og mormødrene. Sendebudet (sa) gik hen og satte halskæden om hendes hals. [Al-Isti’ab-4/238; Usud al-Ghabah-5/400; as-Sirah al-Halabiyyah-2/452; Durrus-Sahabah fi Manaqib al-Qarabah was-Sahabah-535; A’lam an-Nisa-1/77]

Hazrat Umamas (ra) far, Abul-As ibn Rabi (ra), døde i år 12 efter hijra. Før sin død gav han udtryk for, at han ønskede at gifte Umama med sin fætter, Zubayr ibn al-Awwam. Imens døde også Umamas tante, Hazrat Fatima (ra). Før sin død bad hun sin mand Ali om, at han skulle gifte sig med Umama efter hendes bortgang. Derefter nåede Umama den giftemodne alder. Zubayr ibn al-Awwam (ra) tog initiativ til at opfylde Hazrat Fatimas (ra) sidste ønske. Gennem hans mægling blev ægteskabet mellem Ali (ra) og Umama (ra) indgået. Det var under Amīr al-Mu’minin Umars (ra) kalifat.

Hun levede i ægteskab med Ali (ra) indtil år 40 efter hijra. I denne periode blev Ali (ra) udsat for mange slags storme og prøvelser. Til sidst blev han i år 40 efter hijra alvorligt såret af en attentatmand. På grund af dette sår udåndede han. Før sin død sagde han til sin hustru Umama: »Hvis du efter min død får behov for en mand, kan du gifte dig med al-Mughira ibn Nawfal.« Han bad også al-Mughira om at gifte sig med Umama efter hans død. Han frygtede, at Mu’awiya (ra) efter hans død ville sende Umama et tilbud om ægteskab. Denne frygt blev til virkelighed. Han gik bort. Umama gennemførte sin ‘idda, det vil sige den fastsatte ventetid. Hazrat Mu’awiya (ra) tøvede ikke det mindste. Han skrev til Marwan: »Send på mine vegne et ægteskabstilbud til Umama, og brug i den forbindelse tusind dinarer.« Denne nyhed nåede Umama (ra). Hun sendte straks en besked til al-Mughira: »Hvis De ønsker at få mig, så kom hurtigt.« Han kom, og ægteskabet blev indgået med Hazrat Hasan ibn Alis (ra) som mellemmand. [al-Isaba 4/237] Mens hun var al-Mughiras hustru, gik hun bort under Mu’awiyas (ra) kalifat. Umama (ra) fik ingen børn med Ali (ra). Men i al-Mughiras hus blev hun mor til en søn, som hun kaldte Yahya. Derfor fik al-Mughira tilnavnet Abu Yahya. [samme værk; Usud al-Ghaba 5/400; A’lam an-Nisa 1/77] Mange har dog sagt, at hun heller ikke fik børn med al-Mughira. De siger, at ingen af Allahs Sendebuds (sa) døtre, bortset fra Fatima (ra), har efterladt sig efterkommere. Det kan være, at hun med al-Mughira fik en søn ved navn Yahya, men at han døde som spæd. Med Umamas død ophørte efterkommerlinjen fra profetens datter Zaynab (ra), for hendes søn Ali var allerede død før hende. [Tarajim Sayyidat Batin an-Nubuwwa 538; Nisa min Asr an-Nubuwwa 280]

Khawla bint Hakim ((ra))

Hazrat Khawla (ra) var datter af Hakim ibn Umayya fra Mekkas Banu Sulaym-stamme. Hendes tilnavn var Ummu Shurayk. [Tabaqat 8/158; al-Isti’ab 4/281; Usud al-Ghaba 5/444; Tahdhib at-Tahdhib 12/415] Hendes vigtigste kendetegn var, at hun var hustru til den berømte sahabi Hazrat Uthman ibn Maz’un (ra). Denne Uthman (ra) var en af de ledende blandt de muhajirun, der emigrerede til Medina. Han gik bort i Medina efter slaget ved Badr. Allahs Sendebud (sa) ledte begravelsesbønnen over ham og begravede ham på al-Baqi-kirkegården i Medina. Han var den første sahabi, der blev begravet på al-Baqi-kirkegården. Khawla (ra) var beslægtet med Hazrat Rasul-e-Karim (sa) som en moster. [Musnad Ahmad 6/409]

Ved begyndelsen af den islamiske da‘wa i Mekka var hun en af de få mænd og kvinder, der tidligt antog islam. Hun blev gift med Uthman ibn Maz‘un (ra), allerede før hun antog islam. Det er sandsynligt, at ægtefællerne antog islam samtidig. Efter at have antaget islam fik hun fuldt ud smagt troens sødme, og sandhedens lys rev alle slørene for hendes øjne itu. Hun trådte ind i Allahs Sendebuds (sa) selskab og nærhed. Hun viede sig til at tjene ham. At hun var i familie med Allahs Sendebud (sa), gjorde dette endnu lettere. I Mekka holdt hun hver dag øje med alt vedrørende Allahs Sendebuds (sa) husholdning samt alle dens forhold, gode som vanskelige. Efter at være kommet til Medina fortsatte hun med dette resten af sit liv. Hendes tilknytning til flere store begivenheder i Allahs Sendebuds (sa) liv gav hende en særlig anseelse. Ibn Abd al-Barr (rah) beskrev hende således: (Arabisk*****************)“Hun var en retskaffen og dydig kvinde.” Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz (rah) omtalte hende også som en retskaffen kvinde. I forbindelse med en beretning nævnte han hende således: (Arabisk**************)[Al-Isaba 4/293]

“Den retskafne kvinde Khaula bint Hakim, Uthman ibn Maz‘uns hustru, har ment det.”

Således har mange biografiske eksperter også omtalt hende som en retskaffen kvinde.

Hazrat Khadija (ra) var Hazrat Allahs Ærede Sendebuds (sa) første og højest elskede hustru. Hun var Allahs Sendebuds (sa) trofaste ledsager under alle vanskelighederne i hans liv i Mekka. I hvert eneste vanskelige øjeblik trøstede hun sin mand, udtrykte sin medfølelse og hjalp ham ved hans side med at overvinde alle hindringer. Da en så nær hustru og veninde gik bort, blev Allahs Sendebud (sa) dybt bedrøvet og smerteligt ramt. Desuden var Khadija mor til Allahs Sendebuds børn og stod for husholdningen. I hendes fravær blev det vanskeligt at opfostre de moderløse børn og tage sig af hjemmet. Dertil kom, at hedningernes plagerier og fortrædeligheder tog til. Allahs Sendebuds (sa) situation bekymrede hans ledsagere dybt.

På et sådant vanskeligt tidspunkt i Hazrat Allahs Ærede Sendebuds (sa) liv kom Khaula en dag til Allahs Sendebud (sa), og da hun så ham bedrøvet, sagde hun spontant: “Allahs Sendebud! Jeg føler, at du er blevet smerteligt ramt af Khadijas bortgang og savner hende.” Sendebudet (sa) sagde: “Ja, det er rigtigt. Hun var mor til mine børn og hjemmets husholderske.” Under samtalen sagde Khaula med den største respekt: “Allahs Sendebud! Du bør gifte dig igen.” Allahs Sendebud spurgte: “Hvem er bruden?” Khaula svarede: “Der er både en enke og en jomfru. Man kan tale med den, du foretrækker.” Han spurgte igen: “Hvem er bruden?” Khaula svarede: “Enken er Sawda bint Zam‘a, og jomfruen er Abu Bakrs datter Aisha.” Allahs Sendebud (sa) sagde: “Ja, kvinder er bedre egnet til at tage sig af dette.” [Tabaqat 8/57; Aishas biografi 24] “Gå du og fremsæt mit frieri hos dem begge.”

Der er nogen uenighed om, hvorvidt Khaula efter at have fået Allahs Sendebuds (sa) samtykke først gik til Aishas eller Sawdas hjem. Under alle omstændigheder gik hun til Sawdas hjem, og da hun så Sawda, udbrød hun: “Hvilken velsignelse og velstand har Allah mon skænket dig?” Sawda spurgte: “Hvorfor siger du det?” Hun svarede: “Allahs Sendebud (sa) har sendt mig med et frieri til dig.” Sawda sagde: “Jeg ønsker, at du taler med min far.”

S अودas (ra) far befandt sig da ved livets afslutning. Han havde trukket sig helt tilbage fra alle verdslige gøremål. Khaula gik hen til ham og hilste ham efter den førislamiske skik med ordene ‘An‘im sabahan’ (godmorgen).

Den gamle mand spurgte: “Hvem er du?” Khaula svarede: “Jeg er Khaula bint Hakim.” Den gamle bød hende velkommen og bad hende sætte sig nær ved ham. Khaula fremsatte frieriet således: “Muhammad ibn Abdillah ibn Abd al-Muttalib har friet til Sawda.” Den gamle sagde: “Det er et fornemt parti. Hvad siger din veninde Sawda?” Khaula svarede: “Hun er indforstået.” Den gamle bad om at få Sawda tilkaldt. Da Sawda kom, sagde han: “Min datter! Denne kvinde (Khaula) siger, at Muhammad ibn Abdillah har sendt hende for at fri til dig. Han er en fornem bejler. Jeg ønsker at gifte dig med ham; er du indforstået?” Sawda svarede: “Ja, det er jeg.” Da sagde den gamle til Khaula: “Gå og hent Muhammad.” Allahs Sendebud (sa) kom iført brudgomsdragt, og Sawdas far overgav Sawda til ham. [Tabari: Tarikh 2/211; Al-Bidaya wa al-Nihaya 2/130; al-Dhahabi: Tarikh 1/166; Ansab al-Ashraf 1/408; Musnad Ahmad 6/210; Tabaqat 8/53]

Efter at have fået den ædle Profets (må Allahs fred og velsignelser være med ham) samtykke gik Khawla til Abu Bakrs hus, besøgte Umm Ruman (må Allah være tilfreds med hende), Aishas (må Allah være tilfreds med hende) mor, og sagde: »Umm Ruman! Hvilken velsignelse og overflod har Allah skænket jeres hus?« Hun sagde: »Hvorfor siger du det?« Khawla sagde: »Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har sendt mig med et frierbud på Aishas vegne.« Umm Ruman sagde: »Vent lidt; Abu Bakr kommer snart.« Abu Bakr vendte hjem, og Khawla fremsatte frierbuddet for ham. Det skal nævnes, at det i det førislamiske Arabien var skik, at man ikke anså det for tilladt at gifte sig med sin helbrors børn, og heller ikke med børn af halvbrødre, fætre eller brødre gennem ammefællesskab. Da Abu Bakr derfor hørte frierbuddet, sagde han: »Khawla! Aisha er jo Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) niece. Hvordan kan dette ægteskab så finde sted?« Khawla vendte tilbage og spurgte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om sagen. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Abu Bakr er min trosbroder. Ægteskab med børn af sådanne brødre er tilladt.« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) accepterede frierbuddet og bad Khawla hente Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Derefter tog Khawla Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med sig, og ægteskabet blev indgået. [Sahih al-Bukhari, Bab Tazwij as-Sighar min al-Kibar; Ibn Kathir, as-Sirah an-Nabawiyyah 1/316; Ashab-e Rasul-er Jibonkotha 5/56]

Khawlas (må Allah være tilfreds med hende) mand, Uthman ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham), var blandt de første muslimer i Mekka. Han blev på forskellig vis udsat for de afgudsdyrkendes forfølgelse. Han emigrerede også til Abessinien, men vendte efter nogen tid tilbage til Mekka. Der findes ingen oplysninger om, at Khawla emigrerede til Abessinien. Hvis Khawlas ægteskab med Uthman ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham) blev indgået allerede i islams første tid, må hun som medlem af Uthmans familie også have været knust under Qurayshs undertrykkelse og forfølgelse. Der findes dog ingen oplysninger om dette. Det er imidlertid kendt, at hun emigrerede til Medina sammen med sin mand.

Uthman ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham) havde en stærk tilbøjelighed til ruhbaniyyah, det vil sige askese. Tilbedelse og natlige bønner var hans kæreste beskæftigelser. Han bad hele natten og fastede de fleste dage i året. Han havde indrettet et rum i huset til tilbedelse, hvor han opholdt sig i i’tikaf dag og nat. På et tidspunkt blev han helt ligeglad med sin hustru og sine børn. Khawla (må Allah være tilfreds med hende) plejede at besøge Profetens hus og spørge til Allahs Sendebuds hustruer. En dag kom hun til Profetens hus. Profetens hustruer så hendes snavsede og forfaldne klædedragt og spurgte: »Hvorfor ser du sådan ud? Din mand er jo en velhavende mand blandt Quraysh.« Hun svarede: »Hvad har jeg med ham at gøre! Han faster om dagen og beder om natten.« Hustruerne gjorde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bekendt med sagen. Han skyndte sig straks til Uthman ibn Maz’uns hus, kaldte på ham og sagde: »Uthman! Er mit liv ikke et forbillede for dig?« Uthman sagde: »Må mine forældre ofres for dig! Hvorfor siger du sådan?« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Du faster om dagen og tilbringer hele natten stående i bøn.« Han sagde: »Ja, sådan gør jeg.« Han blev formanet: »Gør ikke længere dette. Dine øjne har en ret over dig, din krop har en ret over dig, og din familie har en ret over dig. Bed, hvil, fast også, og bryd fasten.« Efter denne vejledning kom hans hustru Khawla igen en dag til Profetens hus. Den dag var hun iført brudedragt, og duften af parfume strømmede fra hendes krop. [Siyar A’lam an-Nubala 1/157-158; Nisa min Asr an-Nubuwwah 16]

Khawla (må Allah være tilfreds med hende) var en veltalende kvinde. Hun talte et rent og klart sprog og var begavet med fine og følsomme følelser. Det vides også, at hun beskæftigede sig med digtning. Efter sin mand Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) død skrev hun en elegi, hvoraf nogle vers lyder således:(Arabisk *****************) [Nisa min Asr an-Nubuwwah 169; Hayat as-Sahabah 2/611]

»Åh mine øjne! Fæld uophørligt tårer

over Uthman ibn Maz’uns store ulykke.

For en mand, der tilbragte natten for sin Skabers velbehag,

er der gode nyheder i den døde, som blev lagt i graven.«

For ham har Baqīʿ skabt et hvilested, og træerne har ydet skygge,

hans jord er blevet oplyst, efter at den havde ligget som et stenet område,

hjertet er blevet tynget af smerte – en smerte, hvis ende ikke kommer før døden.

Mine tårekanaler vil blive ude af stand til at udgyde tårer for ham.«

Efter at Khawla (ra) blev enke i det andet hijri-år, giftede hun sig ikke igen. Hun var altid tungsindig. Det fremgår af beretningerne i hadith- og sīra-værkerne, at flere kvinder af egen fri vilje tilbød sig selv til Profeten (sa) med henblik på ægteskab. Aisha (ra) siger, at Khawla var en af dem. ʿUrwa ibn az-Zubayr (ra) siger: »Vi plejede at tale om, at Khawla selv havde tilbudt sig til Allahs Sendebud (sa).« Hun var en retskaffen kvinde. Ibn Abbas (ra) siger, at han ikke tog imod nogen af de kvinder, som havde tilbudt sig selv til Allahs Sendebud (sa), selv om Allah den Ophøjede havde givet Profeten (sa) valget om at tage imod en sådan kvinde. Denne valgmulighed blev kun givet til ham. Allah siger:(Arabisk *****************)[Sura al-Ahzab-50]

»Hvis en troende kvinde tilbyder sig selv til Profeten, og Profeten ønsker at gifte sig med hende, så er hun også lovlig for ham.«[Tafsīr al-Qurṭubī og Tafsīr Ibn Kathīr – Sura al-Ahzab, vers 50-51; al-Bidāya wa-n-Nihāya-5/259; Ṭabaqāt-8/158; al-Bayhaqī, Dalāʾil an-Nubuwwa-7/287]

I det ovennævnte vers har Allah, Herren over alle verdener, betegnet sådanne kvinder som troende kvinder. Dette er en vældig ære, hæder og succes for dem. Også Khawla har del i denne ære og hæder.

Hun opnåede også æren af at deltage i jihad sammen med Allahs Sendebud (sa). Hun deltog i felttoget mod Taʾif. På det tidspunkt bad hun Allahs Sendebud (sa): »O Allahs Sendebud! Hvis Taʾif bliver erobret, vil du så give mig smykkerne fra Badiya bint Ghaylan eller Fariʿa bint ʿAqīl?« Det skal bemærkes, at disse to kvinders smykker var de smukkeste og mest værdifulde blandt kvinderne i Thaqīf-stammen. Sendebudet (sa) sagde til hende: »Jeg har endnu ikke fået tilladelse angående dem, og jeg tror ikke, at vi vil erobre dem lige nu.« Khawla (ra) gik ud fra Allahs Sendebuds (sa) nærvær og fortalte dette til ʿUmar ibn al-Khattab (ra). ʿUmar (ra) gik til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »O Allahs Sendebud! Hvad er det med det, Khawla har sagt, og som hun mener, at du har sagt?« Sendebudet (sa) sagde: »Det har jeg sagt.« ʿUmar (ra) sagde: »Skal jeg bekendtgøre afrejsen?« Sendebudet (sa) sagde: »Ja, gør det.« ʿUmar (ra) bekendtgjorde afrejsen.[Ibn Hisham, as-Sīra-2/484; Usud al-Ghāba-5/444; al-Isāba-4/291; as-Sīra al-Halabiyya-3/81-82]

Hazrat Khawla (ra) bevarede også nogle hadither fra den ærede Allahs Sendebud (sa). I alt er femten (15) hadither blevet overleveret gennem hende. Imam Muslim, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah har medtaget dem i deres samlinger. Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (ra), Sa’id ibn al-Musayyib, Bishr ibn Sa’id, Urwa (rh) og mange andre overleverede hadither fra hende.[Nisa’min Athar an-Nubuwwah-170; Sahabiyyah-251]

Khawla bint Tha‘laba ( (ra))

Hazrat Khawlas (ra) far hed Thalaba ibn Asram. Ibn Hajar har sagt, at hendes far hed Malik, og hendes bedstefar hed Thalaba.[Al-Isaba-4/289] Hun var fra Banu Awf, en gren af Medinas Khazraj-stamme. Nogle har i stedet for Khawla kaldt hende Khuwaila.[Tabaqat-8/387; Tahdhib at-Tahdhib-12/414; Usd al-Ghaba-5/442] Hun antog islam i den første del af islams udbredelse i Medina. Efter at Allahs Sendebud (sa) var kommet til Medina, aflagde hun troskabseden til ham. Hendes familie var en islamisk familie. Hendes tre brødre Bahhas, Abdullah og Yazid (ra) var alle berømte ansariske sahaba. De havde antaget islam i den første periode af islams udbredelse i Medina. Hendes ægtemand var Aws ibn as-Samit (ra), bror til Ubada ibn as-Samit (ra), lederen af Medinas Khazraj-stamme. Denne Aws (ra) deltog sammen med Allahs Sendebud (sa) i alle slag, herunder Badr, Uhud og Khandaq. Han var digter. Han døde i Ramallah i Palæstina i år 32 efter hijra, 72 år gammel.[Tabaqat-3/547; Tahdhib al-Asma wa al-Lughat-1/129]

Abdullah ibn Abbas (ra) siger, at den første sag om zihar i den islamiske tidsalder blev begået af Aws ibn as-Samit.[Ibn Qutayba, al-Ma’arif-255] Og hans hustru var Khawla bint Thalaba (ra).

I det førislamiske Arabien hændte det ofte, at når der opstod lidt uenighed, skænderi eller strid mellem ægtefællerne, sagde manden vredt: (Arabisk **********)– Dette udsagns bogstavelige betydning er: »Du er for mig som min mors ryg.« Den klare betydning af et sådant udsagn er, at han ikke længere betragter sin hustru som sin hustru, men regner hende blandt de kvinder, som er forbudte for ham. At fremsætte et sådant udsagn kaldes i fiqh-terminologien »zihar«Arabisk******) . På arabisk Arabisk****)ordet (Arabisk******)stammer fra. Dets almindelige betydning er et ridedyr, som man kan ride på. Et ridedyr kaldes på arabisk »zahr«, fordi man rider på dets ryg. Araberne i den førislamiske tid sagde med det formål at gøre deres hustru forbudt for sig selv: »At gøre dig til et »zahr« – et ridedyr – er for mig lige så forbudt som at gøre min mor til et ridedyr.« Derfor kaldte de det i deres terminologi zihar, når de udtalte sådanne sætninger eller udsagn. I det førislamiske Arabien blev sådanne udsagn anset for at være en erklæring om at bryde forholdet – ja, om at bryde det endnu stærkere end ved skilsmisse. For dem betød det nemlig, at manden ikke blot brød ægteskabsforholdet med sin hustru, men også gjorde hende lige så forbudt for sig selv som sin mor. Derfor fandtes der i det arabiske samfund en mulighed for at tage hustruen tilbage efter en skilsmisse, men efter at have erklæret zihar var ingen vej længere åben.[Tafhim al-Qur’an, Tafsir, sura al-Mujadala-16/183]

Hadithlærde har gennem forskellige overleveringskæder givet en detaljeret beretning om Hazrat Aws’ zihar-sag. Beretningernes sammenfatning og hovedindhold er, at Aws (ra) var blevet noget pirrelig i sin alderdom. Nogle beretninger siger, at der viste sig en tilstand af sindssyge hos ham. Hadithoverleverne brugte følgende udtryk for at forklare dette: (Arabisk************). På arabisk betyder dette (Arabisk******)ord ikke fuldstændig sindssyge, men det betegner en tilstand, som vi mener, når vi siger: »Den og den blev vanvittig af vrede.« På grund af denne tilstand i temperament og sind havde han allerede flere gange erklæret zihar over for sin hustru. Men efter at han havde antaget islam, skete det igen, fordi han kom op at skændes med sin hustru.

Derefter kom hans hustru Khawla (ra) til den ærede Allahs Sendebud (sa), og efter at have fortalt hele sagen bad hun: »O Allahs Sendebud! Findes der i denne situation nogen måde, hvorpå jeg og mine børn kan reddes fra en alvorlig ulykke?«

De forskellige overleverere har gengivet den ærede Profets (sa) svar med forskellige formuleringer. I nogle beretninger lød hans svar: »Jeg har indtil nu ikke modtaget nogen befaling om dette.« I en anden beretning lyder formuleringen: »Jeg tror, at du er blevet forbudt for din mand.« I endnu en beretning siger han: »Du er blevet forbudt for ham.« Da Hazrat Khawla hørte et sådant svar, begyndte hun at græde, jamre og trygle meget.

Hun fortsatte med at sige til Profeten: »Han har jo ikke sagt ordet ’skilsmisse’. Fortæl mig en udvej, så mine børn og min aldrende mands liv kan blive skånet for en alvorlig ulykke.« Men hver gang blev den Ædle Profet ved med at give hende det samme svar af denne art. Til sidst løftede Khawla hænderne og begyndte at bede: »O Allah! Jeg betror Dig min store nød og den brændende smerte ved adskillelsen fra min mand. O Allah! Lad et ord, som er til gavn for os, komme fra Din Profets mund.« Aisha fortæller: »Da opstod der en sådan scene, at jeg og alle de tilstedeværende græd over Khawlas medfølende bønner og klageråb.«

På dette tidspunkt viste tilstanden med åbenbaringen, der kom over Allahs Ædle Sendebud, sig. Aisha sagde glad til Khawla: »Khawla, meget snart vil Allah afgøre din sag.« Dette var en meget vanskelig tid for hende. Hun blev yderst urolig, svingende mellem håb og fortvivlelse. Der opstod en frygt for, at der ville komme en befaling om adskillelse, og at hun ville dø af sorgen over det. Men da hun så på Allahs Sendebud og så hans smilende ansigt, blev hun håbefuld. I sin glæde rejste hun sig. Da sagde Sendebudet: »Khuwayla! Allah har åbenbaret noget om dig og din ledsager.« Derefter reciterede han:(Arabisk ********************)[Sura al-Mujadala, 1-4]

»Allah har hørt den kvindes ord, som diskuterer med dig om sin mand og fremsætter sin klage for Allah. Allah hører jeres begges samtale. Allah hører og ser visselig alt. De blandt jer, der erklærer deres hustruer for at være deres mødre, har ikke deres hustruer som mødre. Deres mødre er kun dem, der fødte dem. De siger visselig noget forkasteligt og grundløst. Allah er visselig overbærende og tilgivende. De, der erklærer deres hustruer for at være deres mødre og derefter tilbagekalder deres ord, skal som soning frigive en slave, før de rører hinanden. Dette er en formaning til jer. Allah er velunderrettet om, hvad I gør. Den, der ikke har mulighed for det, skal faste sammenhængende i to måneder, før de rører hinanden. Den, der heller ikke er i stand til det, skal bespise tres fattige. Dette er for at I skal tro på Allah og Hans Sendebud. Dette er de grænser, Allah har fastsat. Og for de vantro er der en smertefuld straf.«

Efter at disse vers var blevet åbenbaret, sagde Sendebudet til Khawla: »Bed din mand om at frigive en slave.« Khawla sagde: »O Allahs Sendebud! Han har ikke råd til at frigive en slave.« Profeten sagde: »Så skal han faste i to sammenhængende måneder.« Khawla sagde: »Men han er jo gammel; hvordan skulle han have kræfter til at faste? Hvis han ikke spiser og drikker to eller tre gange om dagen, begynder hans syn at blive svækket.« Profeten sagde: »Så skal han bespise tres fattige.«

Khawla sagde: Han har ikke de nødvendige økonomiske midler til det. Men hvis du hjælper ham, kan det lade sig gøre. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav da den mængde fødevarer, der var nødvendig for at bespise tres fattige to gange om dagen. I nogle overleveringer siges det, at Khawla (må Allah være tilfreds med hende) gav sin mand præcis den samme mængde, som Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde givet, fra sine egne midler, så han kunne betale sin soning. [Al-Isaba 4/290]

Hustruen Khawla var taget til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) for at få afgørelsen om zihar. Imens stod hendes mand Aws (må Allah være tilfreds med ham) uroligt ved husets dør og ventede på, at hun skulle vende tilbage. Hans hjerte hamrede af tvivl og uro, og han vidste ikke, hvilken afgørelse hun ville bringe med sig. Da han efter nogen tid fik øje på Khawla i det fjerne, råbte han uroligt: »Khawla, hvad er der sket?«

Khawla sagde: Det er godt. Du er heldig. Derefter fortalte hun ham om Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) afgørelse og betalte soningen. [At-Tabaqat 8/379-380; Shajarat adh-Dhahab 1/138-139; Ansab al-Ashraf 1/251; Tafhim al-Qur’an 16/185-186]

For at ære Khawla (må Allah være tilfreds med hende) åbenbarede Allah, som svar på hendes bøn, de ovennævnte vers fra Sura al-Mujadala. Her beskrev Han ikke blot reglerne for zihar og sørgede for at fjerne hendes lidelse og smerte; for at trøste hende sagde Han allerede i begyndelsen: »Jeg har hørt den kvinde, der diskuterede med dig om sin mand.« Aisha as-Siddiqah (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Hellig er Den, som hører alle stemmer og enhver bøn. Da Khawla bint Tha’laba klagede til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) over sin mand, var jeg til stede. Men selv om jeg var så tæt på, kunne jeg ikke høre nogle af hendes ord. Alligevel havde Allah hørt alt.« [Tafsir al-Qurtubi og Tafsir Ibn Kathir, forklaringen af Sura al-Mujadala, vers 1-4] Efter at versene var blevet åbenbaret, blev Khawla (må Allah være tilfreds med hende) kendt som »al-Mujadila« (kvinden, der diskuterer).

Khawla var en af de mest veltalende kvinder blandt Ansarerne. Hun var dygtig til at fremføre afgørende ord på en strålende og kunstfærdig måde. Som eksempel på den måde og det sprog, hvormed hun fremsatte sin klage over sin mand over for Allahs Sendebud (sa), kan følgende gengives. Hun sagde: (Arabisk*************************) [Nisa min Athar an-Nubuwwah-405; Hayatus-Sahabah-3/31]

»Allahs Sendebud! Han har nydt godt af min rigdom og fortæret min ungdom. Jeg har viet mit skød til ham. Og nu, hvor jeg er blevet gammel, og mine fødsler er ophørt, har han foretaget zihar mod mig.«

Det er en kort beretning, men den har en kunstnerisk form og evnen til at fange opmærksomheden. At hendes klage blev hørt og modtaget hos Allah, og at en gunstig befaling straks blev udstedt fra Allah, var årsagen til, at hun opnåede en særlig ære og anseelse blandt Sahabaerne. I den hadith, der er overleveret af Ibn Abi Hatim og al-Bayhaqi, fortælles det, at Umar (ra) en dag var på vej et sted hen sammen med nogle ledsagere. Undervejs stillede en kvinde sig i vejen for ham. Umar (ra) standsede, bøjede hovedet og lyttede længe til hendes ord. Han blev stående, indtil hun var færdig med at tale. En af ledsagerne udbrød: »På grund af denne gamle kvinde lader du de fremtrædende mænd fra Quraysh stå her.« Umar (ra) sagde: »Ved I, hvem denne kvinde er? Det er Khawla bint Tha’laba. Hun er den kvinde, hvis klage blev hørt over den syvende himmel. Ved Allahs ed! Hvis hun havde holdt mig stående indtil natten, ville jeg være blevet stående. Jeg ville kun have bedt hende om tilladelse til at gå, når det var tid til salah.« [Tafhimul-Qur’an-16/182]

Ibn Abd al-Barr har i sit værk »al-Isti’ab« citeret en beretning fra Qatadah (rah). Da denne kvinde, Khawla, mødte Umar (ra) på vejen, hilste han på hende. Efter at kvinden havde gengældt hilsenen, begyndte hun at sige: »Hør her, Umar! Der var engang, hvor jeg så dig på markedet i Ukaz. Dengang kaldte alle dig Umair, mens du gik rundt med en stav og vogtede geder. Efter kort tid begyndte folk at kalde dig Umar. Og efter endnu nogen tid begyndte de at kalde dig Amir al-Mu’minin. Jeg siger dig: Frygt Allah lidt, når det gælder folket. Husk, at for den, der frygter Allahs forbandelse, bliver selv den fjerne som en nær slægtning. Og den, der frygter døden, må frygte, at det, han ønsker at beskytte, måske netop går tabt.«

Da Umars (ra) ledsager Jarud al-Abdi hørte dette, sagde han: »Du kvinde! Du taler meget respektløst til Amir al-Mu’minin.«

Umar (ra) sagde: »Lad hende tale. Ved du, hvem hun er? Hendes ord blev hørt over den syvende himmel; Umar (ra) må så sandelig også lytte til dem.« [Izalatul-Khafa-1/51; al-Isti’ab-4/283; al-Isabah-4/283; Kanz al-Ummal-1/385; Hayatus-Sahabah-2/436]

Dette er Khawla bint Tha’laba (ra), en troende ansarisk kvinde, om hvem Koranens vers blev åbenbaret. Gennem hende blev en vigtig bestemmelse i den islamiske sharia indført, og muslimske kvinders ære og anseelse blev ophøjet.

Det nøjagtige årstal og tidspunkt for hendes død er ikke kendt. Men forskellige begivenheder viser, at hun levede gennem det meste af den retledte kalifats periode og døde i denne periode.

Hawa bint Yazid ((ra))

Hawas far hed Yazid ibn Sinan. Hun var fra Abd al-Ashhal-stammen i Medina. Hun var hustru til Qays ibn Khutaym fra Medina. Den store ansariske sahabi Sa’d ibn Mu’adh (ra) var den ægte bror til Hawas mor, Aqrab bint Mu’adh. Den berømte sahabi Sa’d var således Hawas morbror. Den store badriske sahabi Rafi’ ibn Yazid (ra) var hendes bror. Hawa antog islam i den første fase af islams udbredelse i Medina, før Allahs Sendebud (sa) udvandrede til Medina. Hun var blandt de kvinder, som Allahs Sendebud (sa) så på med ære og respekt. Hawa må have antaget islam i perioden mellem den første og den anden troskabsed ved al-Aqaba. [Al-Isaba 4/277; Nisa min athar an-nubuwwah 91]

Hawa var en af de få kvinder fra Medina, som først trådte frem for Allahs Sendebud (sa) og aflagde troskabsed til ham. En kvinde fra Abd al-Ashhal-stammen, Umm Amir, har berettet: »En dag, mellem maghrib- og isha-bønnen, kom jeg, Layla bint al-Hutaym og Hawa bint Yazid til Allahs Sendebud (sa), mens vi havde dækket hele kroppen med vores sjaler. Vi hilste på ham. Han spurgte, hvem vi var, og vi præsenterede os. Han bød os velkommen og spurgte: ‘Hvad er I kommet for?’«

Vi sagde: »O Allahs Sendebud! Vi er kommet til dig for at aflægge troskabsed til islam. Vi har troet på dig og bevidnet, at det, du er kommet med, er sandt.«

Allahs Sendebud (sa) sagde: »Al lovprisning tilkommer Allah, som har vejledt jer til islam. Jeg har modtaget jeres troskabsed.« Umm Amir (ra) sagde: »Derefter gik jeg lidt nærmere hen til Allahs Sendebud. Da sagde han: ‘Jeg giver ikke hånd til kvinder. Det, jeg siger til tusind kvinder, er det samme, som jeg siger til én kvinde.’«

Umm Amir sagde: »Vi var de første, der aflagde troskabsed til Allahs Sendebud.« [Tabaqat 8/12; Al-Isaba 4/276]

Hawa var blandt dem, der blev udsat for overgreb og forfølgelse på grund af islam. Hendes mand, Qays ibn Khutaym, var en berømt digter fra Medinas Aws-stamme. Selvom han holdt fast ved afgudsdyrkelsen, antog hans hustru islam uden hans vidende. Da han fik det at vide, begyndte han at mishandle hende for at få hende til at opgive islam. Han hånede og latterliggjorde hende og kastede hende til jorden, når hun gik ned i sujud under bønnen. [Al-Isaba 4/276] Hawa udholdt alle overgrebene i stilhed. Allahs Sendebud (sa) befandt sig på det tidspunkt i Mekka. Gennem de muslimer, der rejste fra Medina til Mekka, fik han kendskab til forholdene i Medina. Det var gennem dem, han fik at vide, at Hawa blev mishandlet. En gang før sin død rejste Qays til markedet Dhu al-Majaz i Mekka. Da Allahs Sendebud (sa) hørte det, opsøgte han ham dér, hvor han opholdt sig. Qays blev glad for at se Allahs Sendebud og viste ham stor respekt og gæstfrihed. Allahs Sendebud (sa) opfordrede ham til at antage islam. Han bad om tid og sagde, at han ville vende tilbage til Medina og tænke lidt mere over det. Allahs Sendebud accepterede dette. Derefter skiftede han emne og sagde: ‘Din hustru Hawa bint Yazid har jo antaget islam. Du har påført hende forskellige former for lidelse. Jeg ønsker, at du ikke længere på nogen måde gør hende fortræd. Frygt Allah, og husk mine ord angående hende.’ [Tabaqat 3/324; 8/23; A’lam an-nisa 1/304]

Qays sagde: »Abu al-Qasim! Af respekt for dig vil jeg ikke længere gøre hende fortræd.« Efter at have givet Allahs Sendebud sit løfte vendte han tilbage til Medina. Han sagde til sin hustru: »Din ven har mødt mig og bedt mig om ikke at gøre dig nogen form for fortræd. Derfor vil jeg fra nu af ikke sige dig noget. Du kan frit praktisere din religion.« [Ibn Sallam, Tabaqat ash-shu’ara 192-193]

I en anden overlevering fortælles det, at han sagde til sin hustru: »Du må praktisere din religion, som du ønsker. Jeg vil ikke længere hindre dig på nogen måde. Ved Allah! Jeg har aldrig set noget menneske med et smukkere ansigt og en smukkere skikkelse end ham.« [Al-Bayhaqi, Dala’il an-Nubuwwah-2/456; A’lam an-Nisa-1/304]

Herefter åbenbarede Hawwa (ra) alt det, hun hidtil havde holdt skjult om islam, for sin mand. Hun begyndte åbent at praktisere islam. Qays hindrede hende ikke længere overhovedet. Når naboer og venner sagde til ham: »Du holder fast ved den polyteistiske religion, men din hustru er blevet en tilhænger af Muhammad (sa),« svarede han: »Jeg har lovet Muhammad, at jeg ikke længere vil volde ham nogen skade, og det løfte, jeg har givet ham, vil jeg holde. Da det nåede Allahs Sendebud (sa), at Qays holdt dette løfte og ikke mishandlede sin hustru, bemærkede han: (Arabisk*********)— Det vil sige: Manden med de sammenvoksede øjenbryn har holdt sit ord. [Usd al-Ghaba-5/431; Nisa min Asr an-Nubuwwah-94]

Således fortsatte Hawwa med at leve et islamisk liv uden hindringer. I mellemtiden emigrerede Sendebudet (sa) til Medina. Hawwa mødte allerede i den første tid sammen med nogle andre ansariske kvinder op hos Allahs Sendebud (sa) og aflagde troskabseden.

Qays antog ikke islam. Men hans to sønner, Yazid og Thabit, som Hawwa (ra) fødte, antog begge islam og opnåede æren af at blive Allahs Sendebuds (sa) sahaba. Yazid deltog sammen med Allahs Sendebud (sa) i slaget ved Uhud og blev såret tolv steder på kroppen. Denne dag kæmpede han voldsomt foran Allahs Sendebud (sa) med sværdet i hånden. Da tiltale Sendebudet (sa) ham med navnet »Jasir« og gav ham følgende ordrer:(Arabisk ************)— O Jasir! Gå fremad. Jasir! Træk dig tilbage.

Denne Yazid led martyrdøden i slaget ved »Jasr«, som blev ført under Abu Ubaydas (ra) ledelse. [Samme værk] Hvad angår Thabit, har Ibn Abd al-Barr i værket »Al-Isti’ab« sagt, at han er nævnt blandt sahabaerne. Han døde under Mu’awiyas (ra) kalifat. [Nisa min Asr an-Nubuwwah-92]

Det skal bemærkes, at Qays ibn Khutayms to søstre, Layla og Lubna, antog islam og aflagde troskabseden hos Allahs Sendebud (sa). Der findes ingen oplysninger om Hawwas sidste levetid. Historien tier om, hvornår, hvor og hvordan hun døde. Alle historiens kilder fortæller dog, at hun blev en god muslim. [Al-Isaba-4/276]

Shifa bint Abdullah ((ra))

Hazrat Shifa (ra) var datter af Adi-grenen af Quraysh-slægten i Mekka. Hendes tilnavn var Umm Sulayman. Hendes far var Abdullah ibn Abdi Shams, og hendes mor var Fatima bint Abi Wahab, som nedstammede fra Amr ibn Makhzums gren af den samme slægt. [Usd al-Ghaba-5/486; Al-Isaba fi Tamyiz as-Sahaba-4/333] Shifa blev gift med Abu Husma ibn Hudhayfa al-Adawi. [Tabaqat-8/268; Al-Isti’ab-4/332] Mange har sagt, at hendes oprindelige navn var Layla, og at det tilnavn, som senere blev givet hende, Ash-Shifa, blev det navn, hun blev kendt under. [Nisa min Asr an-Nubuwwah, note nr. 1, s. 159]

Hun tog islam til sig i selve Mekka før hijraen og var blandt de kvinder, der i den første periode emigrerede fra Mekka til Medina. [Al-Isaba-4/333] Hun var en af de kvindelige sahabiyāt, som aflagde bay‘a hos Allahs Sendebud. [Nisa’ min Athar an-Nubuwwah, s. 159] Hun havde en dyb hengivenhed og kærlighed til den ædle Allahs Sendebud. Sendebudet tillagde også hendes hengivenhed og kærlighed den største betydning. Han besøgte undertiden Shifas hjem og hvilede sig der. Hazrat Shifa (ra) havde i sit hjem særligt gemt en seng og et sæt tøj til Allahs Sendebud. Sendebudet brugte dem. Efter Hazrat Shifas død fortsatte hendes børn med at bevare disse ting med den største omhu. Men den umayyadiske kalif Marwan ibn al-Hakam (d. 65 AH) tog dem med magt fra dem. Således gik de tabt for Shifas familie. [Tahdhib al-Asma wa al-Lughat-2/87; Al-Isti‘ab-4/358]

Hazrat Umar (ra) betragtede Shifa med særlig agtelse. Han tillagde hendes mening stor betydning og nærede en særlig respekt for hende. Han gav hende nogle opgaver med at føre tilsyn med og administrere markedet. [Jamhara an-Nasab al-Arab-1/150; Al-Isaba-4/333]

Den ædle Allahs Sendebud gav hende et hus. I dette hus boede hun sammen med sin søn Sulayman. [Nisa’ min Athar an-Nubuwwah, s. 161]

En dag kaldte kaliffen Hazrat Umar (ra) hende til sig og gav hende en kappe. På samme tid gav han også Atika bint Usayd, som var til stede, en forholdsvis bedre kappe. Shifa sagde til kaliffen i en bebrejdende tone: »Må dine hænder blive dækket af støv! Du gav hende en bedre kappe end min, selv om jeg blev muslim før hende, og jeg er din kusine. Desuden er jeg kommet, fordi du sendte bud efter mig, mens hun kom af sig selv.« Umar (ra) svarede: »Jeg ville have givet dig den bedre kappe, men da hun kom, måtte jeg give hende forrang, fordi hun gennem slægten er tættere knyttet til Allahs Sendebud.« [Al-Isti‘ab-4/358; Usud al-Ghaba-5/497; Sahabiyyat, s. 240]

Hazrat Shifa var også en stor beundrer af Hazrat Umar (ra). Når hun fik tid og lejlighed, fremhævede hun Umars (ra) forbillede over for folk. En dag så hun nogle unge mænd gå forbi hende med meget langsomme skridt, mens de talte sagte. Hun spurgte: »Hvorfor er de blevet sådan?« Folk svarede: »De er abid – mennesker, der er optaget af tilbedelsen af Allah.« Hazrat Shifa (ra) sagde med en let vred tone:(Arabisk***********) [Tarikh at-Tabari-2/571; Tabaqat-3/290]

»Ved Allahs ed! Når Umar talte, talte han med høj stemme; når han gik, gik han hurtigt; og når han slog nogen, påførte han stor smerte. Ved Allahs ed! Han var den sande abid.«

Hazrat Umar (ra) plejede undertiden at besøge Hazrat Shifa (ra) i hendes hjem for at høre, hvordan hun havde det. Han spurgte til hendes mand og børns velbefindende og gav dem råd og vejledning om forskellige forhold. Shifa (ra) fortæller: »En dag kom Umar (ra) til mit hjem og så to mænd ligge og sove. De to mænd var hendes mand og hendes søn Sulayman. Umar spurgte: ›Hvad er der med dem? Bad de ikke morgenbønnen i fællesskab med os?‹ Jeg sagde: ›O de troendes leder! De har bedt i fællesskab. De havde bedt hele natten og havde derefter bedt fajr-bønnen i fællesskab om morgenen, hvorefter de lagde sig til at sove.‹ Det var i ramadanmåneden. Umar sagde: ›Det er mig kærere at bede fajr-bønnen i fællesskab end at bede hele natten og gå glip af fajr-bønnen i fællesskab.‹ [Kanz al-Ummal-4/243; Hayat as-Sahaba-3/123]

Hun kunne udføre en form for ruqya og kunne skrive. I jahiliyyah-perioden blev disse to færdigheder betragtet som meget ærefulde. En dag kom hun til Allahs Sendebud og sagde ydmygt: »I jahiliyyah-perioden kunne jeg udføre en form for ruqya. Hvis du tillader det, kan jeg fremsige den for dig.« Sendebudet gav hende tilladelse og hørte hende fremsige besværgelsen. Sendebudet sagde: »Du kan fortsætte med at udføre ruqya med denne besværgelse. Lær også Hafsa (umm al-mu’minin) den.«

I en anden overlevering siges det, at Allahs Sendebud (SA) sagde til hende: (Arabisk**************)

»Lær Hafsa besværgelsen mod namla, ligesom du lærte hende at skrive.« Denne overlevering viser, at hun lærte Hazrat Hafsa (RA) at skrive.[Al-Isaba-4/333] Det skal bemærkes, at »namla« ifølge moderne læger er en form for hudsygdom af eksemtypen.[A’lam an-Nisa-2/201] Med Allahs Sendebuds (SA) tilladelse lærte hun kvinderne denne besværgelse.[Nisa min Asr an-Nubuwwah, s. 160]

Hazrat Shifa (RA) overleverede flere hadither direkte fra Allahs Sendebud (SA) og fra Umar (RA). Blandt dem, der overleverede fra hende, var især hendes søn Sulayman, hendes sønnesønner Abu Salama, Abu Bakr og Uthman, samt Abu Ishaq og de troendes moder, Hazrat Hafsa (RA).[Tahdhib at-Tahdhib-12/428; Al-Isti’ab-4/333] Antallet af hadither, hun overleverede, er 12 (tolv).[Al-Isaba-4/333]

Man kender til hendes to børn: sønnen Sulayman og en datter, som var gift med Shurahbil ibn Hasana (RA). Sulayman var en lærd, from og retskaffen mand. Blandt muslimske lærde havde han en særlig anseelse.[Tabaqat-8/268]

Man kender ikke året for Hazrat Shifas (RA) død. Mange har dog nævnt, at det var omkring år 20 efter hijra, under Hazrat Umars (RA) kalifat.[A’lam an-Nisa-2/163]

En af Hazrat Shifas overleverede hadither lyder: (Arabisk************) [Usd al-Ghaba-5/487; Al-Isaba-4/333]

»Allahs Sendebud (SA) blev spurgt om den bedste handling. Han svarede: Tro på Allah, jihad på Allahs vej og hajj mabrur, det vil sige en hajj, der accepteres af Allah.«

At-Tabarani og al-Bayhaqi har overleveret en bemærkelsesværdig hadith fra Hazrat Shifa (RA). Shifa (RA) fortæller: En dag gik jeg til Allahs Sendebud (SA) og bad om noget sadaqa. Han blev ved med at give udtryk for, at han ikke havde mulighed for det, mens jeg fortsatte med at insistere. Imens blev det tid til bøn. Jeg gik ud og gik til min datters hus. Min datters mand var Shurahbil ibn Hasana. Da jeg på det tidspunkt så Shurahbil i huset, sagde jeg: »Bønnen skal til at begynde, og du er stadig hjemme?« Jeg begyndte at irettesætte ham. Han sagde: »Tante, irettesæt mig ikke. Jeg har kun ét stykke tøj, og selv det har Allahs Sendebud (SA) lånt.« Jeg sagde: »Den, jeg irettesætter, befinder sig altså i denne situation, uden at jeg vidste noget om det.« Shurahbil sagde: »Jeg har kun ét lappet stykke tøj.«[Kanz al-Ummal-4/41; Hayat as-Sahaba-1/326]

Hamna bint Jahsh ((ra))

Hazrat Hamna (ra) var en nær slægtning til Hazrat Allahs Ædle Sendebud. Hun var datter af hans højtærede faster Umayma bint Abd al-Muttalib. På den ene side var hun således Allahs Sendebuds kusine, og på den anden side var hun også hans svigerinde. Hun var helsøster til Umm al-Mu’minin Hazrat Zaynab bint Jahsh. [Ansab al-Ashraf-1/231; Nisa’un Mubashsharat bil-Jannah-1/243] Den berømte sahabi Mus’ab ibn Umayr (ra), Allahs Sendebuds første udsending og da’i (islamisk prædikant) sendt til Medina, var hendes første ægtemand. [Jamhara al-Ansab al-Arab-1/191; Tabaqat-8/241; al-Isti’ab-4/262]

Hazrat Hamnas (ra) ægtemand, Mus’ab ibn Umayr (ra), var en smuk ung mand fra en velhavende familie i Mekka. Hans mor, Khunasa bint Malik, ejede store rigdomme. Fra sin barndom voksede han op i overflod. Hans mor klædte ham altid i kostbare klæder. Ingen i Mekka brugte dyrere parfume end han. Han bar sko fra Hadramaut. Senere mindedes Allahs Sendebud (sa) Mus’ab og sagde:(Arabisk*************)

»Jeg har ikke set nogen i Mekka med smukkere hår, blødere kapper eller større luksus end Mus’ab.«

Da denne unge mand hørte, at Allahs Sendebud (sa) opholdt sig i al-Arqam ibn Abi al-Arqams hus og i hemmelighed kaldte folk til islam, kom han en dag dertil og antog islam. Derfra blev han elev på den profetiske madrasa. Under Profetens (sa) direkte vejledning modtog han undervisning og oplæring. På meget kort tid opnåede han en sådan tillid hos sin lærer, at denne sendte ham til Medina som udsending og da’i. Således blev han den første udsending og da’i i islams historie. [Nisa min Asr an-Nubuwwah, s. 50]

Hamna var en af de kvinder, som i islams første tid i Mekka antog islam og opnåede den ære at få Allahs Sendebuds (sa) selskab og ledsagelse. Hele Hamnas familie var muslimsk. Da qurayshitterne i Mekka udsatte dem for stadig grovere overgreb, emigrerede de alle, mænd såvel som kvinder, til Medina. Mændene blandt emigranterne var: Abdullah ibn Jahsh, hans bror Abu Ahmad, Ukasha ibn Mihsan, Shuja’, Uqba, Wahabs to sønner og Arbad. Kvinderne var: Zaynab bint Jahsh, Umm Habiba bint Jahsh, Juzama bint Jandal, Umm Qays bint Mihsan, Umm Habib bint Thumama, Umayya bint Ruqays, Sakhbara bint Tamim og Hamna bint Jahsh (ra). [Sirat Ibn Hisham-1/472; Durr as-Sahaba-556]

Efter Hazrat Hamna (ra) var kommet til Medina, helligede hun sig sammen med andre troende kvinder at opnå Allahs og Hans Sendebuds (sa) velbehag. Gennem tilegnelsen af islamisk viden hos Profeten (sa) og sin ægtemand uddannede hun sig yderligere. Hun forbedrede også sin moralske standard. Som følge heraf opnåede hun og de andre en anset position i Medinas samfund. Her blev deres datter Zaynab bint Mus’ab født. [Tabaqat-3/116; Ansab al-Ashraf-1/437]

Da Hazrat Allahs Ædle Sendebuds (sa) liv i Medina gik ind i en periode med krige, stridigheder og konflikter med modstanderne, var Hamnas (ra) indsats yderst prisværdig og forbilledlig. I slaget ved Uhud sluttede Hamna (ra) sig sammen med nogle andre muslimske kvinder til mujahiderne. Den dag spillede de en vigtig rolle. Hazrat Ka’b ibn Malik (ra), en soldat i dette slag og øjenvidne, fortæller: »På dagen for slaget ved Uhud så jeg Umm Sulaym bint Milhan og Umm al-Mu’minin Aisha (ra) bære vandlædersække hængende på ryggen. Jeg så Hamna bint Jahsh give de tørstige vand og pleje de sårede. Og jeg så Umm Ayman give de sårede vand.« [al-Waqidi, al-Maghazi-1/249, 250; Durr as-Sahaba-556]

I slaget ved Uhud blev halvfjerds muslimske mujahider, heriblandt Musʿab ibn ʿUmair (ra), martyrer. Efter slaget gik Hamna (ra) til Allahs Sendebud (sa). Sendebudet (sa) sagde til hende: »Hamna! Gør dig klar.« Hamna: »Hvem?« Sendebudet (sa): »Din morbror Hamza.« Hamza: (Arabisk**********)Må Allah tilgive ham, vise ham barmhjertighed og nåde og skænke ham Paradiset!

Profeten (sa) sagde igen: »Tæl endnu en person.«

Hamna: »Hvem?«

Profeten (sa): »Din ægtemand, Musʿab ibn ʿUmair.«

Hamna udstødte et højt skrig og udbrød: »Åh, hvor er jeg ulykkelig!«

Da Sendebudet (sa) så hendes tilstand, bemærkede han: »I en kvindes hjerte indtager ægtemanden en plads, som ingen anden har.« Det sagde han, da han så, at Hamna havde været standhaftig ved nyheden om sin morbrors og brors død, men brød sammen, da hun hørte om sin ægtemands død.

Sendebudet (sa) spurgte Hamna: »Hvorfor reagerede du sådan, da du hørte om din ægtemands død?« Hamna svarede: »Jeg kom til at tænke på, at hans børn ville blive forældreløse, og jeg blev så bekymret, at jeg mistede kontrollen.« [Sīrat Ibn Hishām-2/98; Ansāb al-Ashrāf-1/438]

Sendebudet (sa) bad for Hamna, at Allah måtte give hendes børn en bedre end Musʿab i hans sted. Derefter giftede Hamna (ra) sig med den berømte sahabi Talha ibn ʿUbaydullah (ra). Det skal bemærkes, at denne Talha var en af de ti, der i deres levetid fik det glædelige budskab om Paradiset. Med Talha fik Hamna sønnen Muhammad ibn Talha. Han var meget kærlig over for Hamnas (ra) børn. [Al-Iṣābah-2/221; Ansāb al-Ashrāf-1/88; Sunan Abī Dāwūd, hadith nr. 1590]

Hamna (ra) fortsatte med at deltage i krigene efter Uhud. Hun tog også med Allahs Sendebud (sa) til Khaybar, og efter sejren tildelte Sendebudet (sa) hende tredive wasaq af de afgrøder, der blev produceret dér. [Tabaqat-8/241; Sirat Ibn Hisham-2/352]

Efter fødslen af Hazrat Hamnas (ra) søn Muhammad ibn Talha tog hun ham med på armen til Allahs Sendebud (sa) og bad: »O Allahs Sendebud! Giv ham et navn.« Sendebudet (sa) strøg ham over hovedet, gav ham navnet Muhammad og tilnavnet Abu al-Qasim. Rashid ibn Hafs az-Zuhri siger: »Jeg har kun mødt fire af Profetens ledsageres sønner, som alle hed Muhammad og havde tilnavnet Abu al-Qasim. De var: 1. Muhammad ibn Abi Bakr (ra), 2. Muhammad ibn Ali ibn Abi Talib (ra), 3. Muhammad ibn سعد ibn Abi Waqqas (ra), 4. Muhammad ibn Talha (ra).« [Al-Isaba-3/357]

Denne Muhammad ibn Talha, Hazrat Hamnas (ra) søn, blev senere en verdensforsagende og sandfærdig tilbeder. På grund af hans mange og langvarige prostrationer fik han tilnavnet »as-Sajjad«. I måneden Jumada al-Awwal i år 36 efter hijra blev han martyr sammen med sin far Talha i Kamelslaget. Hamna (ra) fik endnu en søn med Talha (ra). Han hed عمران ibn Talha (ra). [Tabaqat-5/166; Jamharat Ansab al-Arab-1/138; Ansab al-Ashraf-1/437]

Hazrat Hamna (ra) havde stor anseelse og værdighed. Hun overleverede hadith fra Hazrat Profeten (sa), og hendes søn Imran ibn Talha overleverede hadith fra hende. Hun var søster til De Troendes Moder, Hazrat Zaynab. Det er blevet overleveret, at da Zaynabs (ra) liv nærmede sig sin afslutning, sagde hun til sin søster Hamna (ra): »Jeg har gjort mit ligklæde klar. Efter min død kan kalif Umar (ra) sende mit ligklæde. Hvis han sender det, så giv et af dem som sadaqa.« Zaynab (ra) døde. Umar (ra) sendte fem stykker klæde. Hun blev svøbt i disse klæder, mens Hamna gav det klæde, Zaynab (ra) selv havde gjort klar, som sadaqa. [Ansab al-Ashraf-1/435; Al-Isaba-4/308] Denne begivenhed viser, at Hazrat Hamna (ra) stadig levede efter år 20 efter hijra. For De Troendes Moder, Hazrat Zaynab (ra), døde i år 20 efter hijra. [Nisa min Asr an-Nubuwwah-54] Hun levede et lovprist liv i tilbedelse og hengiven tjeneste i lydighed mod Allah og Hans Sendebud (sa), hvorefter hun drog til det hinsidige.

De, der på forskellige måder var involveret i hændelsen, hvor De Troendes Moder, Hazrat Aishas (ra), rene og ærbare karakter blev udsat for bagvaskelse, var Abdullah ibn Ubayy, Zayd ibn Rifa’a, Mistah ibn Uthatha, Hassan ibn Thabit og Hamna bint Jahsh. De to første var hyklere, mens de tre øvrige var troende. Disse tre troende blev på grund af menneskelig svaghed og vildfarelse involveret i denne fitna. [Tafhim al-Quran, bind 3, surat an-Nur, s. 138; Hayatus Sahaba-1/588]

Efter at vers fra Koranen var blevet åbenbaret, hvori Hazrat Aishas (ra) uskyld blev erklæret, pålagde Allahs Sendebud (sa) dem alle den foreskrevne straf for falsk bagvaskelse. [Al-Bidaya wan-Nihaya-4/160; Ansab al-Ashraf-1/343; Hayatus Sahaba-1/590] Om årsagen til, at Hazrat Hamna (ra) blev involveret i denne handling, siger Hazrat Aisha (ra): »Blandt mine medhustruer var der ingen anden end hendes søster Zaynab, som gjorde krav på at være min lige. Derfor indtog hun, af hensyn til sin søsters bedste, rollen som min modstander og blev involveret i fitnaen.« [Sirat Ibn Hisham-2/300]

Khansa bint Amr ibn ash–Sharid ((ra))

Hazrat Khansās egentlige navn var Tumādir. På grund af sit livlige, kvikke og energiske væsen samt sit betagende udseende blev hun kaldt Khansā. Khansā betyder vildko og hind. Til sidst sank hendes egentlige navn ned i glemslens dyb, og hun blev kendt i historien under navnet Khansā. [Sahabiyat, s. 181] Hendes fars navn var ʿAmr ibn Sharīd. Han var søn af Sulaym-klanen i Qays-stammen. [Usud al-Ghābah 5/441; al-Isābah 4/287] Banū Sulaym boede nord for Hijaz og Najd. [Dr. Umar Farrukh: Tārīkh al-ādāb 1/317]

Durayd ibn as-Simmah var en berømt leder i det gamle Arabien. Da Khansā var blevet gammel nok til at gifte sig, så Durayd hende en dag omhyggeligt smøre medicin på en af sine kameler og derefter selv gøre sig ren. Det gjorde stort indtryk på Durayd, og han sendte hende et frierbrev. Khansā afslog hans frieri med disse ord: [Ibn Qutaybah: ash-Shiʿr wa ash-Shuʿarāʾ, s. 160]

“Ønsker du, at jeg skal forlade mine fætre, som om de var pilens øvre del og den forladte gamle mand fra Banū Jusham?”

Efter at være blevet afvist fremsagde Durayd et digt, hvoraf dele er blevet samlet i forskellige værker. To af dets vers lyder således: [al-Isābah 4/287](Arabisk*******************)

“Mine ledsagere og venner, byd Tumādir velkommen og vent på mig. For jeres tilstedeværelse er min støtte. Har Khunās (hinden) gjort jeres hjerter vanvittige af kærlighed, så I er blevet syge af jeres kærlighed til hende?”

Efter at have afslået Durayds frieri giftede Khansā sig med den unge mand Rawāhah ibn ʿAbd al-ʿUzzā fra sin egen stamme. Med ham fik hun en søn, Shajārah ʿAbdullāh. Nogen tid senere døde Rawāhah, og hun giftede sig med Mirdās ibn Abī ʿAmr. I dette andet ægteskab fik hun to sønner, Yazīd og Muʿāwiyah, samt en datter, ʿUmrah. [as-Suyūtī: ad-Durr al-Manthūr, s. 110; ash-Shiʿr wa ash-Shuʿarāʾ, s. 160]

Da profetskabets sol stod op i Mekka og oplyste hele verden med sine stråler, strålede Khansās (ra.) øjne af troens lys. Sammen med nogle medlemmer af sin egen stamme skyndte hun sig til Profeten Allāhs (sa.) hof i Medina og erklærede sin islam. Ved dette møde fremsagde hun sine egne digte for Profeten Allāh (sa.). Profeten lyttede tålmodigt til hendes recitation i lang tid og udtrykte sin forundring over hendes sproglige renhed og kunstneriske form samt sit ønske om at høre mere. [Usud al-Ghābah 5/441; al-Isābah 4/550]

Khansā (ra.) var digter. I den første del af sit digterliv skrev hun dog kun af og til et par vers. I den krig, der fandt sted mellem hendes stamme og den berømte asad-stamme i Arabien, blev hendes egen bror Muʿāwiyah dræbt, og hendes halvbror Sakhr blev alvorligt såret af et spyd kastet af en mand fra modparten ved navn Abū Thawr al-Asadī. I næsten et år forsøgte hun, under umådelige lidelser og vanskeligheder, at få sin bror rask. Men alle hendes anstrengelser var forgæves. Såret var meget alvorligt. Efter at have ladet sin elskede søster flyde i sorgens hav forlod han en dag denne verden. [al-Istīʿāb (marginalnote til al-Isābah) 4/296]

Khanṣā (må Gud være tilfreds med hende) elskede sine to afdøde brødre dybt. Især havde Sakhre en meget fremtrædende plads i Khanṣās (må Gud være tilfreds med hende) hjerte på grund af hans viden, forstand, tålmodighed, tapperhed, gavmildhed, smukke udseende og så videre. Derfor sørgede hun grænseløst over hans død. Fra den dag begyndte hun at skrive enestående marsiyaer (sørgedigte) til minde om Sakhre. [Usud al-Ghāba 5/441] Ibn Qutayba siger: [Ash-Shiʿr wa ash-Shuʿarāʾ 161](Arabisk********)

“Mens hun græd over Sakhre, blev hun blind.”

Der var en særlig grund til, at hun elskede Sakhre så dybt. Khanṣā (må Gud være tilfreds med hende) giftede sig med en velbyrdig, men ødsel ung mand. Han ødslede hele sin formue på nytteløse ting og blev helt ruineret. Khanṣā gik til sin bror Sakhre for at klage over sin mand. Men Sakhre gav sin søster halvdelen af sin formue. Hun tog den med tilbage til sin mands hus. Den letsindige mand brugte også dette op på kort tid og blev igen helt ruineret. Khanṣā (må Gud være tilfreds med hende) gik atter til Sakhre. Denne gang delte Sakhre også sin formue i to lige store dele og gav den bedste del til sin søster. [Dr. Umar Farrukh 1/317] På denne måde vandt Sakhre sig en varig plads dybt i sin halvsøsters hjerte. I de marsiyaer, som den ærværdige Khanṣā (må Gud være tilfreds med hende) skrev til minde om Sakhre, udtrykte hun sin intense smerte og sorg med så hjerteknusende ord, at ingen kan høre eller læse dem uden at blive dybt bevæget. Tårerne begynder at trille fra enhver persons øjne. Om de følelser, der kommer til udtryk i dem, har professor R. A. Nicholson sagt:

“Det er umuligt at oversætte den gribende og levende følelse, lidenskabens kraft og den ædle enkelhed i den stil, der kendetegner Khanṣās digtning.” [A Literary History of the Arabs, s. 126]

Nedenfor citeres nogle vers fra et af hendes marsiyaer, så man kan få et direkte indtryk af dets kunstneriske form, billedsprog og stil.

(Arabisk**********)

“O mine to øjne, vær gavmilde og vær ikke nærige. Vil I ikke græde over den gavmilde Sakhre? Vil I ikke græde over en modig og smuk mand som ham? Vil I ikke græde over en ung leder som ham?

Hans sværdhåndtag er meget langt,[‘Et langt sværdhåndtag’ betyder, at han var høj af vækst.] askebunken er enorm. [Han var yderst gæstfri. Derfor voksede der en enorm askebunke op i hans hus.] Han førte sit folk, allerede da han var ganske ung.

Når hans stamme rakte hånden ud efter en hæderfuld og glorværdig handling, kastede han sig straks ud i den. Derfor er han gået bort med ære og lykke.

Du vil se, at ære og værdighed viser vej til hans hus. Selv den højeste værdighed mener, at han bør prises.

Hvis der tales om ære og adel, vil du se ham iført værdighedens kappe.”

I overensstemmelse med de gamle arabiske kvinders skikke og sæder plejede Khansā (ra) morgen og aften at sidde ved sin brors grav, sørge over ham og fremsige de sørgedigte, hun selv havde skrevet. Nogle uddrag af disse sørgedigte følger her: [Sahabiyat-184]

(Arabisk*******************************)

“Hver dags solopgang minder mig om Sakhr. Og jeg mindes ham ved hver solnedgang. Hvis der ikke var mange sørgende omkring mig, som begræd deres egne døde, ville jeg begå selvmord.” [samme kilde]

(Arabisk******************)

“O Sakhr, hvis du har fået mine to øjne til at græde, hvad gør det så? Du har jo fået mig til at le i lang tid.

Jeg har grædt over dig blandt en gruppe højlydte klagere. Men jeg er mere berettiget til at klage højlydt end de andre, der klager højlydt.

I din levetid har jeg gennem dig afværget mange farer og ulykker. Hvem skal nu afværge denne store ulykke?

Når det er en dårlig handling at begræde en dræbt person, anser jeg det for en meget god handling at græde over dig.“

Da han beskrev Sakhrs anseelse og værdighed, sagde han: [Ash-Shi‘ru wash-Shu‘arā’-162]

(Arabisk**************)

“Store og fremtrædende ledere følger Sakhr. Sakhr er som et bjerg, på hvis top der brænder en ild.“

Det vil sige, at araberne, ligesom de finder vej ved lyset fra den flammende ild på bjergtoppen, på samme måde finder vej ved at følge Sakhr. Til minde om Sakhr digtede han også følgende klagesang: [Al-‘Iqd al-Farīd-3/268]

Arabisk*****************)

Åh, hvad er der sket med mine øjne, åh, hvad er der sket med ham? Han har gjort sin skjorte våd af tårer. Er jorden blevet befriet for sin byrde efter Sakhers, en efterkommer af al-Sharid, død? (Araberne siger, at en modig rytter er en tung byrde for jorden. Ved hans død eller drab bliver jorden befriet for denne byrde.) Derefter svor jeg at vise medfølelse med en mand, der var blevet tilintetgjort. Og mens jeg græder, spørger jeg: Hvad er der sket med ham?

Han har selv besluttet at bære al sorg og alle lidelser. Derfor er de bedre sorger mere passende for mig selv.

Jeg vil føre mig selv ad en bestemt vej og på en bestemt måde—måske imod ham eller måske til hans fordel.

En gang blev al-Khansāʾ bedt om at fortælle noget om sine to brødres egenskaber. Hun sagde:(Arabisk ***************)

“Ved Allahs ed, Sakhr var et skjold fra fortidens tid og den giftige, røde spids på et fem alen langt spyd. Og ved Allahs ed, Muʿāwiya var både veltalende og handlekraftig.

Igen blev hun spurgt: Hvem af de to havde den højeste rang og den største ære? Hun sagde:Arabisk**********)

“Sakhr er vinterens varme, mens Muʿāwiya er vindens kølighed.” Igen blev hun spurgt: Hvem af dem gjorde mest ondt? Hun sagde:Arabisk***************)

“Sakhr er hjertets rysten, mens Muʿāwiya er kroppens feber.” Derefter fremsagde hun de følgende to vers:(Arabisk**********************)

“De to var to dristige løver med blodrøde kløer, to have midt i tidens barske, rasende kredsløb, to måner ved forsamlinger, højt hævet i ære og værdighed, bjerg-lignende ledere og frie.” [samme værk-3/267]

Takket være sådanne hjertegribende sørgedigte og bemærkninger, som er citeret her, blev Hazrat Khansa (ra) berømt i hele det førislamiske Arabien som en uovertruffen forfatter af sørgedigte.

Efter Allahs Sendebuds (sa) bortgang plejede Hazrat Khansa (ra) fra tid til anden at besøge De Troendes Moder, Hazrat Aisha (ra). I overensstemmelse med datidens arabiske skik bandt hun et sort klæde om hovedet som tegn på sorg. En dag sagde Hazrat Aisha (ra) til hende: Det er forbudt i islam at bære et sådant sorgetegn. Efter Allahs Sendebuds (sa) bortgang bar jeg heller ikke noget sådant sorgetegn. Khansa (ra) sagde: Jeg vidste ikke, at det var forbudt. Men der er en særlig grund til, at jeg bærer dette tegn. Aisha (ra) spurgte, hvad grunden var.

Khansa (ra) sagde: Den mand, som min far giftede mig bort til, var en leder blandt sit folk. Men han var et meget letsindigt menneske. Han spillede alle sine og mine formuer op. Da vi var blevet fuldstændig hjælpeløse og uden midler, delte min bror Sakhr alle sine ejendele i to lige dele og gav mig den bedste del. Min mand spillede også den bort i løbet af kort tid. Da Sakhr så min elendige situation, blev han bedrøvet og delte igen alle sine ejendele i to lige dele og bad mig vælge den bedste del. Da sagde hans hustru: Du har allerede én gang givet Khansa halvdelen af din formue — og endda den bedste del — og nu beder du hende igen vælge den bedste del. Hvor længe skal dette fortsætte? Hendes mands situation er jo stadig den samme som før. Han vil spille det hele væk igen. Da reciterede Sakhr følgende to vers for sin hustru: [samme værk; al-Isaba-4/296]

(Arabisk**********************)

“Ved Allahs ed, jeg vil ikke give hende den ringeste del af min formue. Hun er en kysk og dydig kvinde; den fornedrelse og skam, som hun påfører mig, er straf nok. Når jeg dør, vil hun flænge sit slør i sorg over mig og lave et sørgebånd af sit hår.” De Troendes Moder, derfor bærer jeg dette sorgetegn til minde om ham. [ash-Shi‘r wa ash-Shu‘ara-161]

På et tidspunkt under den anden kalif, Hazrat Umars, kalifat gik Khansa (ra) til kaliffens hof. Hun var da halvtreds år gammel, og hun sørgede stadig over sin afdøde bror. Tårerne fra hendes øjne havde efterladt mærker på hendes kinder. Kaliffen spurgte: Khansa, hvad er det for mærker i dit ansigt? Hun svarede: Det er mærker efter mange års gråd over mine to brødre. Kaliffen sagde: Hvorfor sørger du så meget over dem? De er jo gået til Helvede. Khansa (ra) svarede:(Arabisk*********)[Dr. Umar Farrukh-1/317]

“Det er netop den største grund til at sørge over dem. Før græd jeg over hævnen for deres blod, men nu græder jeg over Helvedes ild for deres skyld.”

Ifølge Ibn Qutaybas beretning sagde Khansā (må Allah være tilfreds med hende): Arabisk*****************)[Ash-Shiʿr wa-sh-Shuʿarāʾ, s. 161; al-ʿIqd al-Farīd, bd. 3, s. 266]

»Før græd jeg, fordi Sakhr blev dræbt. Nu græder jeg, når jeg tænker på hans straf i Helvede.«

Efter at Khansā (må Allah være tilfreds med hende) var gået fra det hedenske liv til det islamiske liv, blev hun en oprigtig muslim i sin adfærd og sine skikke såvel som i sin tænkning og tro. Hun forstod, at vedvarende jihad er en sand muslims hellige ansvar og pligt. Derfor tøvede hun ikke med at ofre det, hun holdt allermest af.

I det sekstende år efter hijra fandt det historiske slag ved al-Qādisiyya sted under kaliffen Umars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. I dette slag kæmpede den enorme persiske hær mod den muslimske hær med stor tapperhed og dygtighed. Talrige soldater fra begge sider blev dræbt eller såret. Khansā (må Allah være tilfreds med hende) deltog i slaget sammen med sine fire sønner. Den tale, som hun natten før det afgørende slag holdt for sine fire sønner, efter at have samlet dem foran sig for at opmuntre og begejstre dem, er blevet bevaret i historien. Her gengiver vi en del af den for læserne: [Khazānat al-Adab, bd. 1, s. 395; Jamharat al-Khuṭab al-ʿArab, bd. 1, s. 231; al-Iṣāba, bd. 4, s. 288]

(Arabisk*********************************************)

»Mine kære sønner! I har taget imod islam i lydighed og udvandret frivilligt. Ved Allahs navn, ud over hvem der ingen gud findes! I er visselig sønner af én mand, ligesom I er børn af én kvinde. Jeg har ikke svigtet jeres far, jeg har ikke bragt jeres morbrødre i skam, og jeg har ikke plettet jeres slægt eller jeres ære og anseelse på nogen måde. I ved, hvor stor en belønning Allah Ta’ala har fastsat for muslimerne for jihad mod de vantro. Vær fuldt ud klar over, at det evige liv i det hinsidige er bedre end det flygtige liv i denne verden. Den Almægtige Allah, Rabb al-ʿĀlamīn, siger: »I, der tror! Vær tålmodige, stå fast i mødet med fjenden, og frygt Allah, så I kan nå jeres mål.« (Āl ʿImrān 200). I morgen tidligt skal I med omtanke kaste jer over fjendens tilintetgørelse. Søg Hans hjælp i kampen mod Allahs fjender.«

De lydige sønner lyttede opmærksomt til deres mors ord. Natten gik. Ved daggry drog de sammen mod slagmarken, mens de fremsagde nogle vers af arabisk poesi. [Al-Qurṭubī og Ibn Ḥajar har samlet mange af disse vers i deres værker. (al-Istīʿāb, bd. 4, s. 296; al-Iṣāba, bd. 4, s. 288)] På et tidspunkt kæmpede de alle med den største tapperhed og det største mod og blev martyrer. Det er værd at se nærmere på de ord, som mor Khansā (må Allah være tilfreds med hende) udtalte, da hun hørte om deres martyrdød. Hun sagde: (Arabisk***********************)[Usud al-Ghāba, bd. 5, s. 442; Jamharat al-Khuṭab al-ʿArab, bd. 1, s. 231]

»Al lovprisning tilkommer Allah, som har æret mig ved at skænke dem martyrdøden. Og jeg håber hos min Herre, at Han i det hinsidige vil samle mig med dem under skyggen af Sin evige barmhjertighed.«

Den kvinde, som i den førislamiske tid opnåede berømmelse i hele Arabien ved hele sit liv at skrive marsiyer og sørge over sin ene brors død, var den samme, som på denne måde udtrykte taknemmelighed over for Allah, da hun hørte nyheden om sine fire sønners martyrdød på én gang. Der er ikke kendt noget om, at hun sørgede offentligt for dem, skrev sørgedigte eller bar noget symbol på sorg. Hvor stærk må troen ikke være, for at man kan blive sådan?

Kaliffen Hazrat Umar (ra) gav hver af sine sønner en ydelse på hundrede dirham, mens de levede. Selv efter deres martyrdød lod han ydelsen fortsætte i Hazrat Khansas (ra) navn. Hun modtog denne ydelse resten af sit liv. [Al-Isaba-4/288; Khazanatul Adab-1/395, Dr. Umar Farrukh-1/318]

Som digter er Hazrat Khansas ((ra)’s) position

Khansa (ra) udfoldede sig inden for næsten alle den arabiske poesis områder. Men når det gælder marsiyer, er hendes lige vanskelig at finde. Allama Ibn al-Athir har skrevet: Arabisk **************) [Usud al-Ghaba-5/441]

»De lærde i arabisk poesi er enige om, at der hverken før eller efter Khansa er født nogen større kvindelig digter.«

Jarir var en af de største arabiske digtere i umayyadetiden (død 110 e.h.). Engang blev han spurgt: Hvem er den største digter i Arabien? Han svarede: Arabisk**********)[Durr al-Manthur-110]

»Hvis Khansa havde været til stede, ville det have været mig.«

Bashshar ibn Burd var en af de største arabiske digtere i abbasidetiden. Han siger: Når jeg nøje undersøger kvindelige digteres poesi, opdager jeg en eller anden fejl og svaghed i hver enkelt af deres digte. Folk spurgte: Gælder det samme også for Khansas poesi? Han svarede: Hun står endda over de mandlige digtere. [Tabaqat ash-Shu’ara-271]

Alle arabiske digtere betragtede Laylā al-Akhayliyya fra umayyadetiden som den arabiske kvindedigtnings kronede dronning, med Khansāʾ (ra) som den eneste undtagelse. Den moderne egyptiske lærde dr. ʿUmar Farrūkh vurderede Hazrat Khansāʾs poetiske talent og hendes digtning således: [Tārīkh al-adab al-ʿarabī 1/318]

(Arabisk ******************)

“Khansāʾ er i enhver henseende den største af de arabiske digtere. Hendes digte er alle sammen korte stykker. De er yderst rene, klare, fine og fast opbyggede og har fremragende indledninger. Lovprisende digte udgør kun en meget lille del af hendes digtning. Så vidt vi har set, fylder elegierne langt mere, især fordi hun led dyb sorg over sine to brødres død. Meningen i hendes elegier er klar, fin og blid, og de er et sandt talerør for følelserne. Trods den overdrevne sorg og beklagelse samt overdrivelsen i lovprisningen af de to brødre er de præget af beduinernes metode og stil.”

I Jahiliyya-tiden var det skik at afholde markeder, udstillinger og forsamlinger forskellige steder i hele Arabien. Formålet var gensidig meningsudveksling samt udstillinger og konkurrencer inden for kunst, litteratur og kultur. Mennesker fra alle samfundslag deltog, både kvinder og mænd. Araberne strømmede til disse markeder langvejsfra. De begyndte i måneden Rabīʿ al-awwal. På den første dag i denne måned blev årets første marked afholdt i Dūmat al-Jandal. Når dette marked var forbi, tog de videre til Ḥijrs marked, derfra til Oman og derfra til Ḥaḍramawt. Derefter opholdt de sig forskellige steder omkring Ṣanʿāʾ i Yemen, nogle steder ti dage og andre steder tyve. Efter således at have rejst rundt i hele Arabien, og da tiden for pilgrimsfærden nærmede sig, blev årets sidste marked afholdt i Dhū al-Qaʿda ved ʿUkāẓ, nogle få mil fra Mekka [ʿUkāẓ: beliggende mellem Nakhlah og Ṭāʾif. Her blev der normalt afholdt et handelsmarked. Markedet blev grundlagt i 540 e.Kr. og fortsatte indtil det blev plyndret af kharijitterne i år 129 efter hijra. (Dr. ʿAbd al-Munʿim Khafājī og dr. Ṣalāḥ al-Dīn ʿAbd al-Tawwāb: al-Ḥayāt al-adabiyya fī ʿaṣray al-jāhiliyya wa-ṣadr al-islām, s. 28) Da markedet i ʿUkāẓ først blev lukket af frygt for kharijitterne, blev det aldrig genåbnet. Efter ʿUkāẓ lukkede også Arab esta oldtidsmarkeder, såsom Majanna og Dhū al-Majāz, lidt efter lidt. Mekkas sidste marked af denne art blev ødelagt i år 197 efter hijra. (al-Azraqī: Akhbār Makkah, 121-122)] . Dette marked var det største og vigtigste i Arabien. Folk fra alle arabiske stammer, især stammelederne, deltog altid i det. Hvis en stammeleder af en eller anden grund ikke kunne deltage, sendte han en repræsentant. På dette marked traf araberne endelige beslutninger om valg af deres stammeledere, bilæggelse af konflikter mellem stammer og afslutning af gensidige drab og sammenstød. Ved dette marked stod Quraysh-stammen fra Mekka øverst i anseelse og værdighed. Når alle sager var blevet afgjort, fremsagde hver stammes digtere deres egne digte. Disse digte handlede om tapperhed, mod, gavmildhed, gæstfrihed, forfædrenes heltemod, stolthed, jagt, glæde og fest, blodsudgydelse, krig og kampe, fred og forsoning, kærlighed og adskillelse samt sorg. Det var her, de arabiske digteres rang og anseelse blev fastlagt.

Digteren Khansāʾ deltog også i alle disse markeder og forsamlinger, og hendes elegier blev anerkendt som uovertrufne ved ʿUkāẓ. Når hun kom ridende på en kamel, stimlede de andre digtere sammen omkring hende. Alle ventede utålmodigt på at høre hendes digte. Til sidst gjorde hun dem alle tilfredse ved at fremsige sine elegier.

Ved alle disse forsamlinger blev der som tegn på Khansāʾs særlige anseelse og ære hejst et flag ved indgangen til hendes telt, og på det stod der-(Arabisk*****) den følgende tekst. Dens betydning er: Arabernes største elegidigter. Ibn Qutayba siger: (Arabisk*******) [al-Shiʿr wa-l-shuʿarāʾ, 161; Ṣifat Jazīrat al-ʿArab, 263]

Hun opholdt sig ved disse sæsonmarkeder. Hendes hawdaj blev markeret på en særlig måde. Araberne betragtede hendes far ʿAmr og hendes to brødre, Sakhr og Muʿāwiya, som havende lidt en meget stor ulykke ved deres død. Hun fremsagde digte, og folk græd. I det førislamiske Arabien blev mange store digtere født. An-Nābigha adh-Dhubyānī (død 604 e.Kr.) var en af disse store digtere. Hans poetiske berømmelse er stadig verdensomspændende. Hans egentlige navn var Ziyād ibn Muʿāwiya, og hans tilnavn var Abū Umāma. Abū ʿUbayda skrev om ham: (Arabisk ***************) [Ṣāḥibiyāt, 186]

“Han var en af de førende digtere på første niveau, placeret forrest blandt alle digterne.” På grund af den store mængde digte af høj kvalitet, han skrev, blev han kaldt an-Nābigha. Ved markedet i ʿUkāẓ blev der kun rejst et rødt telt til ham. Det var et sjældent tegn på ære og anseelse, som man mente, kun han fortjente at modtage. Et sådant rødt telt måtte ikke rejses for nogen anden. Årsagen var, at man anså denne anseelse forbeholdt den, der var universelt anerkendt inden for digtning. Ibn Qutayba siger: (Arabisk *****) [al-Shiʿr wa-l-shuʿarāʾ, 160]

“I Ukaz blev der opsat et rødt lædertelt for an-Nabigha. Digterne kom til teltet og reciterede deres digte for ham.”

I anledning af Ukaz-markedet blev der afholdt en digterforsamling under digteren an-Nabighas ledelse. Arabien største digtere deltog i denne forsamling og opnåede anerkendelse ved at recitere deres egne digte. Ved en sådan forsamling deltog engang tre af datidens største arabiske digtere – al-A’sha Abu Basir, Hassan ibn Thabit og Khansa. Først reciterede al-A’sha, derefter Hassan. Til sidst reciterede Khansa. Da hun var færdig, vendte formanden an-Nabigha sig mod hende og sagde:(Arabisk ***********)

“Ved Allahs ed! Hvis Abu Basir ikke lige før havde reciteret sit digt for mig, ville jeg have sagt, at du er den største digter blandt djinner og mennesker.”

Da digteren Hassan hørte an-Nabighas bemærkning, blev han voldsomt vred. Han reagerede således: “Ved Allahs ed! Jeg er en større digter end dig og også end din far og din bedstefar.” An-Nabigha greb Hassan i hånden og sagde: “Nevø, kan du sige et vers, der er bedre end dette af mine vers?”(Arabisk***********)

“Du er sandelig som den nat, der omslutter mig, selv om jeg tror, at afstanden mellem dig og mig er meget stor.” Det vil sige: Du omgiver mig som natten – uanset hvor langt borte jeg befinder mig. Derefter sagde han til Khansa: “Recitér det for ham.” Khansa reciterede nogle flere af sine vers. Derefter bemærkede an-Nabigha:(Arabisk ****)

“Ved Allahs ed! Jeg har aldrig set nogen med to bryster, der var en større digter end dig.” Det vil sige: Jeg har aldrig set nogen kvindelig digter, der var større end dig. Straks korrigerede Khansa an-Nabighas ord således:(Arabisk************)

“Nej, ved Allahs ed! Heller ikke blandt dem med to testikler.” Det vil sige: De har ikke set nogen større digter end mig, ikke blot blandt kvinder, men heller ikke blandt mænd. [Abu al-Faraj al-Isfahani: Kitab al-Aghani 11/6; ash-Shi’r wa ash-Shu’ara 160]

I nogle overleveringer fortælles det, at Hassan som svar på an-Nabighas spørgsmål reciterede følgende vers for ham:Arabisk ********)

“Hos os findes store, klare og skinnende kar, som glimter hen på formiddagen. Og vores sværd er sådanne, at blodet drypper dråbe for dråbe fra deres fæster.” Digteren Hassān ville i sit vers fremhæve sin gæstfrihed samt sit mod og sin tapperhed. Men digteren an-Nābigha — ifølge en anden overlevering Khansā — kritiserede Hassāns vers skarpt, påviste dets mangler og afviste hans påstand. [Qudāma ibn Jaʿfar: Naqd ash-Shiʿr, s. 62; al-Aghānī 9/340]

Kort sagt indtog Khansā, hvad angår poetisk styrke og talent, en meget fremtrædende plads blandt samtidens arabiske digtere på andet niveau. En dīwān med hendes digte blev for første gang udgivet på tryk i 1888 af et forlag i Beirut. I 1889 blev dīwānen oversat til fransk. [Sahābiyyāt, s. 188]

Der er uenighed om året for Khansās død. Ifølge én opfattelse døde hun i begyndelsen af ʿUthmāns kalifat, i året 24 efter hijra / 644–645 e.Kr. Ifølge en anden opfattelse skete det i året 42 efter hijra / 663 e.Kr. [Dr. ʿUmar Farrūkh 1/318]

Asmā’ bint Yazīd al-Anṣāriyya (ra)

Asmā (ra) var en kvindelig anṣārisk sahabi. Hendes far var Yazīd ibn as-Sakan, og hendes mor var Umm Saʿd bint Zays ibn Masʿūd. Hendes mand var Saʿīd ibn ʿAmmāra, som var kendt under navnet Abū Saʿīd al-Anṣārī. [Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 2/296; al-Iṣāba 4/89] Asmās tilnavn var Umm Salama, ifølge en anden opfattelse Umm ʿĀmir. Hun stammede fra grenen Banū ʿAbd al-Ashhal af den berømte Aws-stamme i Medina. Hun var datter af profeten Muʿādh ibn Jabal (ra)s moster. [Nisāʾ min ʿAṣr an-Nubuwwa, s. 78] Ibn Ḥajar har kaldt hende Muʿādh ibn Jabals kusine. [al-Iṣāba 4/225]

Der findes ikke mange oplysninger om Asmās (ra) fødsel og barndom. Om hendes antagelse af islam ved man kun, at hun blev muslim efter Allahs Sendebuds (sa) hijra til Medina. Hun besad mange forskellige fremragende egenskaber. Hun var en veltalende og særdeles velformuleret kvinde. Hun var også kendt for sin intelligens, gudsfrygt, tilbedelse og overlevering af hadither. En anden vigtig del af hendes identitet var, at hun var en tapper kriger. Hun blev udpeget til at tale til Allahs Sendebud (sa) på kvindernes vegne — som kvindernes talsperson. Ifølge én overlevering deltog hun i den sidste troskabsed ved ʿAqaba. [Ḥayāt aṣ-Ṣaḥāba 1/597; note 4]

Allahs ædle Sendebud (sa) var kommet til Medina. En dag sad han omgivet af de ædle sahaba. På det tidspunkt kom Asmā og holdt denne korte tale til Allahs Sendebud (sa):

“Allahs Sendebud! Jeg er kommet på vegne af en gruppe muslimske kvinder for at fremføre nogle af deres synspunkter. Allah den Ophøjede har sendt dig som vejleder for både kvinder og mænd. Vi kvinder har troet på dig og fulgt dig. Men vi lægger mærke til, at der er stor forskel på kvinder og mænds forhold. Vi er bundet inden for hjemmets fire vægge. Vi opfylder mændenes seksuelle behov og føder deres børn. I mænd kan derimod deltage i fredagsbønnen, fællesbønnen og begravelsesbønnen. I tager på hajj. Og det vigtigste er, at I drager ud for at udføre jihad på Allahs vej. Imens tager vi os af jeres børn, passer på jeres ejendom og spinder garn på håndtenen for at fremstille tøj. Vores spørgsmål er: Får vi ikke del i jeres belønning? De kvinder, som jeg har efterladt bag mig, har samme synspunkter og samme holdning som jeg.”

Efter at have hørt Asmas tale vendte Allahs Sendebud (sa) sig mod ledsagerne og sagde: »Har I nogensinde hørt om en kvinde, der ønskede at lære om en bedre religion end dette?« De svarede: »Vi havde ikke forestillet os, at en kvinde kunne stille et sådant spørgsmål.« Derefter sagde Allahs Sendebud (sa) henvendt til Asma: »Hvis en kvinde behandler sin mand godt, lever i harmoni med ham, adlyder ham i det, han ønsker og ikke ønsker, og opfylder ægteskabets pligter og rettigheder, vil hun også få samme belønning som en mand. Gå nu, og fortæl dette til de andre kvinder, du har efterladt.«

Da Asma hørte denne gode nyhed fra Allahs Sendebuds (sa) mund, gik hun glad bort, mens hun fremsagde »La ilaha illallah« og »Allahu akbar«. [Al-Isti’ab 4/233; Usud al-Ghaba 5/398; as-Sirah al-Halabiyyah 1/149. At-Tusi har tilskrevet denne begivenhed Asma bint Ubayd al-Ansariyyah. Ibn Mundah og Abu Nu’aym har sagt, at Asma bint Yazid ibn as-Sakan og den førstnævnte var to forskellige kvinder. Ibn Abd al-Barr har anset de to ovennævnte for at være den samme kvinde, og ifølge ham var det denne kvinde, der talte med Allahs Sendebud (sa). Imam Ahmad havde også denne opfattelse. (A’lam an-Nisa 1/67; note 1)]

Blandt den gruppe kvinder, som Hazrat Asma repræsenterede, var også hendes moster. Hun bar et guldarmbånd og guldringe. Allahs Sendebud (sa) spurgte: »Betaler man zakat af disse smykker?« Hun svarede: »Nej.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Ønsker du, at Allah skal give dig armbånd og ringe af ild at bære?« Asma sagde da til sin moster: »Moster, tag dem af.« Straks tog hun alle smykkerne af og kastede dem fra sig. Derefter sagde Asma: »Allahs Sendebud! Hvis vi ikke bærer smykker, vil vi så ikke miste betydning i vores mænds øjne?« Han sagde: »Lav smykker af sølv og farv dem med safran, så de får gulds glans.« På dette tidspunkt var det tid til troskabseden. Allahs Sendebud (sa) lod dem fremsige nogle edsformuleringer. Da sagde Asma: »Allahs Sendebud! Ræk en hånd frem, så vi kan berøre den og fuldbyrde vores troskabsed.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Jeg giver ikke hånd til kvinder.« [Musnad Ahmad 6/453, 454, 458, 460, 461] I nogle kilder er smykkeepisoden blevet tilskrevet Asma selv. [Sahabiyyat 302]

Hazrat Asma (ra) opholdt sig altid i nærheden af Allahs ædle Sendebud (sa). En dag talte Allahs Sendebud (sa) foran hende om Dajjal. Hun begyndte at græde. Allahs Sendebud (sa) rejste sig og gik, mens hun var i denne tilstand. Da han kom tilbage, så han, at Asma stadig græd på samme måde. Han spurgte: »Hvorfor græder du?« Asma sagde: »Vores situation er sådan, at en slavekvinde sætter sig for at ælte dej, og imens bliver vi også sultne. Før hun når at lave maden færdig, bliver vi utålmodige efter at spise. Hvordan skal vi kunne være tålmodige, når der på Dajjals tid opstår mangel?« Allahs Sendebud (sa) sagde: »På den dag vil tasbih og takbir beskytte mod sult. Der er ingen grund til så megen gråd og klage. Hvis jeg lever den dag, vil jeg være et skjold for jer. Ellers vil Allah efter mig beskytte enhver muslim.« [Musnad Ahmad 6/453]

Kort efter at Hazrat Aisha (ra) var flyttet fra Mekka til Medina sammen med de øvrige medlemmer af sin familie, gik hun formelt fra sit barndomshjem til sin mands hjem. Hazrat Asma var også til stede ved denne ceremoni. Asma var blandt dem, der klædte Aisha (ra) som brud. Da hendes pynt var færdig, blev Aisha (ra) sat på et sæde, og der blev sendt bud til hendes mand, Allahs Sendebud (sa). Han kom og satte sig ved siden af Aisha (ra). En af kvinderne rakte Allahs Sendebud (sa) en skål mælk. Han drak lidt og rakte den til Aisha (ra). Hun holdt beskedent hovedet bøjet. Da sagde Asma i en irettesættende tone: »Tag imod det, Allahs Sendebud (sa) rækker dig.« Hazrat Aisha (ra) tog skålen med mælk fra Allahs Sendebuds (sa) hånd, drak lidt og rakte den tilbage til ham. Han rakte skålen til Asma. Asma drejede skålen for at drikke fra præcis det sted, hvor Allahs Sendebud (sa) havde sat munden. Allahs Sendebud (sa) sagde: »Giv også de andre kvinder den.« Men de tilstedeværende kvinder sagde: »Vi har ikke lyst til at drikke lige nu.« Allahs Sendebud (sa) svarede: »Sammen med sult også en løgn?« Det vil sige: »Forener I løgn med sult?« [Samme værk 6/458, 461]

Blandt de kvindelige mujahider, hvis navne findes i islams historie, indtager Hazrat Asmas navn en fremtrædende plads. Sådan bør det også være. For hun var datter af en familie, hvis medlemmer alle ofrede deres liv for at beskytte Allahs Sendebud. I enhver kritisk situation under Allahs Sendebuds (sa) liv i Medina, herunder slaget ved Uhud, sikrede denne families medlemmer Allahs Sendebuds beskyttelse med deres egne liv som indsats.

Det er blevet overleveret fra Anas ibn Malik (ra), at Allahs Sendebud (sa) på dagen for slaget ved Uhud blev adskilt fra hovedstyrken sammen med syv ansarer og to qurayshittere, i alt ni mujahider. På et tidspunkt blev Allahs Sendebud (sa) såret af fjendens angreb. Da sagde Allahs Sendebud (sa) til disse få mujahider, som var sammen med ham: »Den, der kan drive dem bort fra os, får Paradiset som belønning.« Eller han sagde: »Han vil være min ledsager i Paradiset.«

En af ansarerne trådte frem, kæmpede og blev martyr. Allahs Sendebud (sa) gentog igen de samme ord som før. Endnu en ansari trådte frem, kæmpede og blev martyr. Således blev alle syv ansarere én efter én martyrer. [Sahih Muslim: Kapitel om slaget ved Uhud] Den syvende var Asmas bror, Ammara ibn Yazid ibn as-Sakan. Da han faldt, alvorligt såret af fjendens angreb, kom en gruppe mujahider netop til stedet. De drev den polyteistiske hær bort og reddede Ammara fra deres greb. Allahs Sendebud (sa) råbte til dem: »Bring ham hen til mig.« Allahs Sendebud (sa) lagde ham ned med hovedet hvilende på sine fødder. Da han døde i denne tilstand, så man, at hans ansigt lå oven på Allahs Sendebuds (sa) fødder. I dette slag ved Uhud blev Asmas far, Yazid, hendes anden bror, Amir, og hendes onkel, Ziyad ibn as-Sakan (ra), martyrer. [Nisa min Asr an-Nubuwwah 80]

Denne måde, hvorpå hendes familiemedlemmer led martyrdøden, vakte Asmas interesse for jihad. Bayʿat ar-Ridwan, erobringen af Mekka og felttoget mod Khaybar var blandt disse. Beretterne er enige om, at Asma (ra) deltog i slaget ved Yarmuk, som fandt sted i år 15 efter hijra, og alene dræbte ni romerske soldater ved at slå dem med en teltstang.[Siyar aʿlam an-nubalaʾ-2/297; al-Isaba-4/229; Aʿlam an-nisa; Majmaʿ az-zawaʾid-9/260; Hayatus-sahaba-1/597]

Efter at Hazrat Asma (ra) havde taget islam til sig, tilbragte hun en lang tid i Allahs Sendebuds (sa) selskab og nærhed, helt frem til hans bortgang. Hun var altid omkring ham. Hun lod ikke selv den mindste mulighed for at tjene Allahs Sendebud (sa) gå fra sig. Hun lyttede opmærksomt til alt, hvad Sendebudet (sa) sagde, og huskede det. Til forskellige tider spurgte hun Allahs Sendebud (sa) om forskellige forhold for at få dem oplyst. Derfor opnåede hun blandt de ansariske kvinder den ære at være den, der berettede flest hadither. Hun berettede 81 (enogfirs) hadither fra Allahs Sendebud (sa).[Aʿlam an-nisaʾ-1/67; Nisaʾ min ʿasr an-nubuwwah-80]

De, der berettede hadither fra Hazrat Asma (ra), var: Mahmud ibn ʿAmr al-Ansari (hendes nevø), Abu Sufyan, mawla for ibn Ahmad, ʿAbd ar-Rahman ibn Thabit as-Samit al-Ansari, Mujahid ibn Jubayr, Muhajir ibn Abi Muslim og Shahr ibn Hawshab.

Hendes hadither er blevet samlet i værker som Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasaʾi og Ibn Majah.[Aʿlam an-nisaʾ-1/67; Siyar as-sahabiyyat-166] Imam al-Bukhari har også samlet dem i sit værk »Al-Adab al-Mufrad«.[Nisaʾ min ʿasr an-nubuwwah-81]

Gennem de hadither, som Hazrat Asma (ra) berettede, kan man i store træk få kendskab til omstændighederne og anledningerne til åbenbaringen af forskellige vers i Koranen, forskellige bestemmelser i shariaen, Allahs Sendebuds (sa) egenskaber, krige, hans livsforløb og andre sådanne forhold. Om anledningen til åbenbaringen af sura al-Maʾida sagde hun for eksempel: »Jeg holdt tøjlen på Allahs Sendebuds (sa) kamel al-ʿAdbaʾ. Allahs Sendebud (sa) sad på dens ryg. I den situation virkede det, som om kamelens forben ville blive knust.«[Tafsir Ibn Kathir-2.2; al-Bidaya wa an-Nihaya-3/22]

En kjortel var Allahs Sendebuds (sa) mest elskede klædedragt. Asma (ra) beskrev denne kjortel således: »Allahs Sendebuds (sa) ærmer nåede ned til håndleddene.«[Hayatus-sahaba-2/705]

Det er også blevet berettet fra Asma (ra), at Allahs Sendebud (sa) døde, mens hans rustning var pantsat hos en jøde for noget mad. Efter den ædle Allahs Sendebuds (sa) bortgang berettede hun en hadith om, at Abu Dharr al-Ghifari (ra) ville kritisere herskerne hårdt, og at han på grund af dette ville blive jaget fra sted til sted.[Ibn Majah (2838); at-Tirmidhi-(1765); Hayatus-sahaba-2/67]

I bøgerne om hadith, sira og historie er der ligesom berettet meget om Medinas ansarers medfølelse, gavmildhed og egenskab med at foretrække andre frem for sig selv, også berettet om mange af Allahs Sendebuds (sa) mirakler, som kom til udtryk gennem føde. Ibn Asakir har i sin Tarikh, med Asma som omdrejningspunkt, berettet om et af Allahs Sendebuds (sa) mirakler med Asmas egne ord. Asma siger: »En dag så jeg Allahs Sendebud (sa) bede maghrib-bønnen i vores moské. Jeg gik hjem, tog noget kød med ben og brød og satte det foran ham, idet jeg sagde: Måtte min far og mor ofres for dig! Spis dette som aftensmad. Han kaldte sine ledsagere og sagde: Begynd at spise, mens I siger bismillah. Allahs Sendebud (sa) spiste af denne beskedne mad, hans ledsagere spiste, og alle, der var til stede, spiste. Ved Ham, i hvis hånd mit liv er! Selv efter at i alt fyrre mennesker havde spist, så jeg, at det meste af kødet og brødet stadig var tilbage. Derefter drak Allahs Sendebud (sa) vand ved at sætte munden til en mashk, hvorefter han tog afsked. Vi bevarede denne mashk. Når nogen blev syg, lod man ham drikke vand af den, og af og til drak man også af den for at opnå velsignelse.«[Nisaʾ min ʿasr an-nubuwwah-82]

Hun var yderst gæstfri. En dag kom Shahr ibn Hawshab til hendes hjem. Der blev serveret mad for ham, men han viste modvilje mod at spise. Da fortalte Asmāʾ (ra) ham en hændelse fra Allahs Sendebuds (sa) liv og sagde: »Nu vil du vel ikke længere vise modvilje mod at spise?« Shahr svarede: »Mor! Det skal ikke ske igen.«[Al-Istīʿāb-3/726; Musnad Ahmad-6/458]

Efter Allahs Sendebuds (sa) bortgang forlod den ærede Asmāʾ (ra) Medina og rejste til ash-Shām. På dette tidspunkt deltog hun i slaget ved Yarmūk. Derefter bosatte hun sig i Damaskus, hvor hun fortsatte med at overlevere hadither. Dette har Ibn ʿAsākir overleveret fra Abū Zurʿah.

Det nøjagtige år for den ærede Asmāʾs (ra) død er ukendt. ʿAllāmah adh-Dhahabī (rah) har sagt, at hun levede indtil Yazīd ibn Muʿāwiyahs (ra) regeringstid.[Nisāʾ min ʿasr an-nubuwwah-83]

Det skal bemærkes, at Yazīd døde den 14. Rabīʿ al-Awwal i år 64 efter hijrah. Adh-Dhahabī har endvidere sagt, at Asmāʾ (ra) boede i Damaskus, og at hendes grav findes på Damaskus’ Bāb as-Saghīr.[Siyar aʿlām an-nubalāʾ-2/220, 296] Dette understøttes også af Ibn Kathīrs bemærkning. Hun blev begravet på Damaskus’ Bāb as-Saghīr blandt dem, der døde i år 69 efter hijrah. Ifølge hans udsagn døde den ærede Asmāʾ under ʿAbd al-Malik ibn Marwāns kalifat.[Nisāʾ min ʿasr an-nubuwwah-83] Der findes ingen oplysninger om hendes børn.

Umm Rūmān bintʿĀmir (ra)

Den ærede Umm Rūmāns (ra) fulde navn var: Umm Rūmān bint ʿĀmir ibn ʿUwaymir ibn ʿAbd Shams ibn ʿItāb ibn ʿUdhaynah al-Kināniyyah.[Usd al-ghābah-5/583; Ansāb al-ashrāf-1/409; Siyar aʿlām an-nubalāʾ-2/135] I historien forekommer navnet med to forskellige udtaler: Ummū Rūmān og Umm Rāwmān. Ibn Ishāq har sagt, at hendes egentlige navn var »Zaynab«, mens andre har sagt »Dhāʿād«.[Al-Isābah-4/433; ar-Rawd al-unuf-4/12] Hun blev kendt i historien under tilnavnet Umm Rūmān.

På Den Arabiske Halvø, i området »as-Sarāt«(Arabisk****)[Muʿjam al-buldān-3/204-205;] blev Ummū Rūmān født og voksede op. Da hun nåede giftefærdig alder, fik hun en søn ved navn ʿAbdullāh. Det var den førislamiske al-ayyām al-jāhiliyyah-periode. På det tidspunkt herskede der uretfærdighed og uro i hele Arabien. Den smule fred og sikkerhed, der fandtes på Den Arabiske Halvø, var så godt som udelukkende til stede i byen Makkah, Umm al-Qurā.[Sūrah Ibrāhīm-35](Arabisk*********)

»Da Ibrāhīm sagde: ’Min Herre! Gør denne by til en by med fred og sikkerhed …’« I centrum af denne ærefulde og glorværdige by lå Allah, Herren over alle verdeners, hus, Kaʿbah. Gennem tiderne har mennesker ønsket at komme til denne fredelige og sikre by og bosætte sig nær Kaʿbah. Umm Rūmāns mand, ʿAbdullāh ibn al-Hārith, havde også en drøm om at bo som nabo til denne hellige Kaʿbah. For at få denne drøm opfyldt drog han en dag sammen med sin hustru Umm Rūmān og sin søn at-Tufayl fra deres hjemegn as-Sarāt mod Makkah. Da han nåede Makkah, indgik han i overensstemmelse med datidens arabiske skik en aftale med Abū Bakr, som var bosiddende dér. På denne måde begyndte han at bo i Makkah sammen med sin familie under Abū Bakrs beskyttelse. Efter kort tid døde han. Den enke Umm Rūmān kom sammen med sin søn til at befinde sig i en yderst hjælpeløs situation i et fremmed land.

Midt i denne prøvelse så Umm Rūmān et håb. Deres beskytter, Abū Bakr, var en mand med en stærk personlighed samt stor gavmildhed og generøsitet. Det lå i hans natur at stå ved menneskers side i deres nød. Efter at han havde antaget islam, begyndte Mekkas hedenske kræfter at gå hårdt til Abū Bakr (ra), og derfor ønskede han at forlade landet. Da Ibn ad-Dighanna irettesatte Quraysh, udtalte han nogle ord, hvori Abū Bakrs (ra) gode egenskaber på fremragende vis blev beskrevet. Han sagde: [Nisā’ min ‘asr an-nubuwwah, 269-270](Arabisk********)

»Driver I en mand ud af landet, som hjælper de fattige og nødlidende, opretholder slægtskabsbånd, bærer andres byrder, bespiser gæster og hjælper mennesker i modgang?« Hvordan kunne en sådan mand støde en hjælpeløs enke, som havde sønner under hans beskyttelse, bort? Han rakte Umm Rūmān en hjælpende hånd. Han giftede sig med hende og knyttede hende og hendes søn til sin egen familie. På denne måde fik Umm Rūmān (ra) et strålende hjem og familieliv. I sit ægteskab med Abū Bakr skænkede hun ham en søn og en datter, ‘Abd ar-Rahmān og ‘Ā’ishah (ra). [Samme kilde; Nisā’ hawlā ar-Rasūl, 264] Denne ‘Ā’ishah (ra) opnåede senere den ære at blive »de troendes moder«.

Det vil ikke være irrelevant her at nævne, at Abū Bakr (ra) i den førislamiske tid giftede sig med Qutaylah bint ‘Abd al-‘Uzzā al-‘Āmiriyyah. Hun fødte sønnen ‘Abdullāh og datteren Asmā’ (ra). Da Qutaylah ikke antog islam, blev Abū Bakr (ra) skilt fra hende. Efter islams komme giftede Abū Bakr sig med Asmā’ bint ‘Umays (ra). Hun fødte sønnen Muhammad ibn Abī Bakr (ra). Han giftede sig også med Habībah bint Khadījah, og Abū Bakr døde, mens datteren Umm Kulthūm stadig lå i moderens liv. [Nisā’ mubashshirāt bil-jannah, 84]

Antagelsen af islam

Alle pålidelige overleveringer bekræfter, at Abū Bakr as-Siddīq (ra) var den første blandt frie mænd til at antage islam. Den, som gav alt, hvad han ejede, for islams udbredelse og fremme, må naturligvis straks efter sin egen antagelse af islam have præsenteret islam for sine nærmeste. Det vides, at han tog sin mor, Umm al-Khayr Salmā bint Sakhr (ra), ved hånden og førte hende frem for Allahs Sendebud (sa). Sendebudet (sa) indførte hende i islam. Han inviterede også sin hustru Umm Rūmān til islam, og hun opnåede den enestående ære at blive medlem af den første gruppe, der antog islam. Hadhrat ‘Ā’ishah (ra) siger: [Tahdhīb al-asmā’ wa-l-lughāt, 2/183]

(Arabisk**********)

»Efter at jeg lærte min far at kende, har jeg kun set dem begge holde fast ved denne religion.«

Ibn Sa‘d siger: (Arabisk*********)

‘Ummu Ruman tog imod islam og aflagde troskabseden i Mekka længe før og foretog også hijrah.’ [Tabakat-8/276]

Efter at have taget imod islam forsøgte hun efter bedste evne at forme sig selv og sin familie efter islams lære med hjerte og sjæl. Hun oplevede islams storhed og virkelige udtryk i Allahs Sendebuds (sa) person. Af hensyn til den islamiske da’wah besøgte Sendebudet (sa) Abu Bakrs (ra) hjem på alle tider. Hele familien blev meget glad, når Allahs Sendebud (sa) kom på dette velsignede besøg, og de tjente denne ædle gæst efter bedste evne. Ummu Ruman (ra) havde et rent sind og et hjerte fyldt med omsorg, der var gennemtrængt af stærk tro. Hun besad også en grænseløs styrke til at udvise tålmodighed i vanskeligheder. Hun led dybt, når hun så afgudsdyrkerne udsætte de svage muslimer i Mekka for grusom tortur. Hun så, hvordan Sendebudet (sa) lærte sine sahabah tålmodighed. Hun glædede sig, når hun så sin mand, Abu Bakr (ra), støtte de svage muslimer og købe slaver for egne midler for at frigive dem. Hun opmuntrede ham til hans ædle gerninger.

Ud over husarbejdet tog hun sig med den største omsorg af sin søn, ‘Abd al-Rahman, og sin datter, ‘Aishah (ra). Hun forsøgte at opdrage sine børn på grundlag af gudsfrygt og kærlighed til Allah og Hans Sendebud. Hendes rene hjerte havde fra begyndelsen fortalt hende, at hendes datter, ‘Aishah, i fremtiden ville få en særlig betydning for islam. Sendebudet (sa) kom og gik i huset morgen, middag og aften, når det passede ham. Af og til gav han også Ummu Ruman vejledning om udførelsen af husarbejdet og opdragelsen af børnene.

Da ‘Aishah (ra) var lille, hændte det undertiden, at hun gjorde sin mor vred. Moderen straffede også sin datter. Sendebudet (sa) blev ked af det over dette. En gang sagde han til Ummu Ruman: [det tidligere nævnte værk](Arabisk*****)

‘Ummu Ruman! Behandl ‘Aishah godt, og husk min befaling med hensyn til hende.’

En dag kom Sendebudet (sa) til Abu Bakrs (ra) hjem og så ‘Aishah (ra) græde, mens hun lænede sig op ad dørtrinnet. Han sagde til Ummu Ruman: »Du har ikke taget mine ord alvorligt.« Ummu Ruman svarede: »Allahs Sendebud! Denne pige klager over mig til sin far.« Sendebudet (sa) sagde: »Uanset hvad hun gør, må du ikke gøre hende ked af det.« [Ashab-e Rasulers liv-5/57]

Hendes ømhed og kærlighed til børnene, hendes dybe kærlighed til og lydighed over for sin mand og frem for alt hendes skarpe intelligens gjorde Ummu Ruman og hendes familie til et forbillede. Hun traf ikke nogen vigtig beslutning uden at rådføre sig med sin mand. Ummu Rumans rolle, da der blev sendt et frieri til hendes datter, ‘Aishah (ra), fra Allahs Sendebud (sa), er et fremragende eksempel på dette.

Tre år før hijrah døde Umm al-Mu’minin, Khadijah (ra). Sendebudet (sa) blev overvældet af sorg. En dag, da hans kone, Khawlah bint Hakim (ra), så ham bedrøvet, sagde hun: »Allahs Sendebud! Du bør gifte dig igen.« Sendebudet (sa) spurgte: »Med hvem?« Khawlah svarede: »Der er to slags egnede brude: enker og jomfruer. Man kan tale med den, du foretrækker.« Sendebudet (sa) spurgte igen: »Hvem er de?« Khawlah sagde: »Enken er Sawdah bint Zam‘ah, og jomfruen er Abu Bakrs datter, ‘Aishah.« Sendebudet (sa) sagde: »Godt. Tal med hende på mine vegne.«

Efter at have fået Allahs Sendebuds (sa) samtykke gik Khawla (ra) til Abu Bakrs hus og sagde med stor følelsesladethed til Umm Ruman (ra): »Umm Ruman! Hvorfor har Allah den Ophøjede skænket så megen khayr og baraka (velsignelse og velstand) til jeres hus?« Umm Ruman sagde: »Hvorfor? Hvad er der sket, Khawla?«

Med et ansigt strålende af glæde sagde Khawla (ra): »Allahs Sendebud (sa) har talt om Aisha (han har sendt et frierbrev angående ægteskab).«

Umm Ruman (ra) tænkte et øjeblik over et eller andet. Langsomt begyndte hendes ansigt at stråle. Hun sagde: »Khawla! Sæt Dem ned et øjeblik; Abu Bakr kommer lige straks.«

Abu Bakr (ra) kom. Da Umm Ruman (ra) fortalte ham om sagen, sagde han: »Mut’im ibn Adi havde friet til Aisha på vegne af sin søn Jubayr, og jeg havde også givet ham mit ord. Jeg kan ikke bryde mit løfte.« Abu Bakr (ra) gik til Mut’im ibn Adi og sagde: »Du havde friet til Aisha på vegne af din søn. Hvad er jeres beslutning nu? Sig det.« Mut’im spurgte sin hustru. Mut’ims familie havde endnu ikke antaget islam. Derfor sagde hustruen: »Hvis denne pige kommer ind i vores hus, vil vores søn blive frafalden. Jeg er ikke enig i dette forslag.« Abu Bakr (ra) vendte sig mod Mut’im og sagde: »Hvad mener du?« Mut’im sagde: »Det, hun har sagt, er også min mening.« Abu Bakr (ra) vendte hjem og sagde til Khawla: »Tag Allahs Sendebud (sa) med hertil.« Sendebudet (sa) kom, og ægteskabet blev indgået. [Musnad Ahmad-6/210-211; Tabaqat-8/58; adh-Dhahabi: Tarikh-1/280-281; Siyar A’lam an-Nubala’-2/149] Atiyya (ra) har berettet om dette ægteskab således: »Aisha (ra) legede med nogle andre piger. Hendes tjenestepige kom og hentede hende, og Abu Bakr (ra) kom og indgik ægteskabet.« Hvor enkelt dette ægteskab var, kan man forstå ud fra en beretning fra Aisha (ra). Hun siger: »Da jeg blev gift, forstod jeg intet. Jeg var blevet gift. Da min mor begyndte at forbyde mig at gå udenfor, forstod jeg, at jeg var blevet gift. Derefter forklarede min mor mig det hele.« [Tabaqat-8/59-60] Kort sagt opdragede Umm Ruman (ra) sin datter Aisha (ra), så hun blev værdig til i fremtiden at være de troendes moder, husets frue i Profetens hjem og den, i hvis hjem åbenbaringen kunne blive nedsendt.

Hijra

Sammen med Allahs Sendebud (sa) drog Abu Bakr (ra) i nattens mørke af sted mod Medina. De skjulte sig i hulen på Thawr-bjerget i tre dage. Umm Rumans søvn forsvandt på grund af bekymring og uro. På den ene side bekymrede hun sig over, at Abu Bakr (ra) ikke havde efterladt penge i hjemmet til sine børn, og på den anden side frygtede hun for den elskede Profets (ra) og sin mands sikkerhed. Men hun forblev yderst rolig og standhaftig, rystede alle bekymringer af sig og fortsatte med at bede til Allah om, at Allahs Sendebud (sa) måtte nå sikkert frem til Medina.

Da Allahs Sendebud (sa) havde slået sig lidt til ro i Medina, sendte han Zayd ibn Haritha (ra) og Rafi’ (ra) til Mekka for at bringe hans familie fra Mekka til Medina. Abu Bakr (ra) sendte også Abdullah med dem med besked om, at han skulle tage Asma’, Aisha og deres mor Umm Ruman med til Medina. Da alle disse mennesker drog af sted fra Mekka, blev Talha ibn Ubaydullah (ra) deres rejsefælle på hijraen. Sammen med Abu Rafi’ og Zayd ibn Haritha (ra) var Umm Kulthum, Fatima, de troendes moder Sawda bint Zam’a, Umm Ayman og Usama ibn Zayd (ra), og sammen med Abdullah ibn Abu Bakr (ra) var Umm Ruman, Asma’ og Aisha (ra). [Ansab al-Ashraf-1/269-270]

Da denne karavane var draget fra Mekka og nåede al-Bayda’, hvor Banu Kinana i Hijaz boede, blev den kamel, som Aisha (ra) og hendes mor Umm Ruman (ra) sad på, uregerlig og satte af sted i høj fart. Hvert øjeblik frygtede de, at de ville blive kastet af sammen med hawdahen. Som det er kvinders natur, ænsede moderen ikke sit eget liv, men blev urolig og begyndte at græde fortvivlet for sin kære datter Aisha (ra). Hun blev ved med at råbe:(Arabisk******)

»Red min barnebarn, red min datter!«

Hazrat ‘Aisha (ra) fortæller: På dette tidspunkt hørte jeg nogen sige: (আরব****)

»Løsn kamelens tøjle.« Jeg løsnede tøjlen. Ved Allahs vilje faldt kamelen til ro og stod stille.[Al-Bidaya wa-n-Nihaya-3/211; al-Isti‘ab-4/4343]

De var i sikkerhed og nåede også sikkert frem til Medina.

Hazrat Umm Ruman (ra) slog sig ned med sine sønner og døtre i kvarteret tilhørende Banu al-Harith ibn Khazraj i Medina og boede der i syv-otte måneder. Det skal bemærkes, at ‘Aisha (ra) boede hos sin mor. Medinas klima var ikke gunstigt for de fleste muhajirun, der var kommet fra Mekka. Mange mænd og kvinder blev syge. Abu Bakr (ra) blev syg. Abu Bakr (ra) blev syg. Takket være moderens og datterens utrættelige pleje blev han rask igen. Efter at ægtemanden var blevet rask, blev datteren ‘Aisha (ra) sengeliggende. Hendes sygdom var så alvorlig, at næsten alt hendes hår faldt af.[Sahih al-Bukhari: Kapitel om hijra; Tabaqat-8/63] Under moderens pleje blev hun rask igen. Efter at moderen, Umm Ruman (ra), og hendes familie var kommet fri af alle disse prøvelser og vanskeligheder, sagde hun en dag til Allahs Sendebud (sa): »O Allahs Sendebud! Hvorfor tager du ikke din hustru med hjem? Jeg har ikke penge til at betale mahr.« Abu Bakr (ra) sagde: »Tag imod mine penge. Jeg låner dig dem.« Derefter lånte Sendebudet (sa) et beløb svarende til mahr fra Abu Bakr (ra) og sendte det til ‘Aisha (ra).

I det sjette år efter hijra indledte hyklerne på hjemrejsen fra Muraysi‘-slaget en alvorlig sammensværgelse rettet mod Profetens familie. På denne rejse var Hazrat ‘Aisha (ra) sammen med Allahs Sendebud (sa). På hjemrejsen fra denne rejse benyttede en ond klike en hændelse som anledning til at sprede rygter med det formål at plette Hazrat ‘Aishas (ra) karakter. I næsten en måned fløj denne falske anklage rundt i Medinas samfund. Profeten (sa) selv og Abu Bakrs (ra) familie blev bragt i en yderst pinlig situation. Da rygtet om datterens vanære nåede Umm Rumans (ra) ører, mistede hun bevidstheden og faldt om på jorden.[A‘lam an-Nisa’-1/472] Men kort efter genvandt hun bevidstheden, tog sig sammen og overlod alt til Allah og Hans Sendebud. I begyndelsen blev det, folk talte om, holdt skjult for ‘Aisha (ra). Da hun senere fik det at vide, skældte hun sin mor grundigt ud for at have skjult det.[Nisa Hawla ar-Rasul-267] Da ‘Aisha (ra) vendte tilbage til Medina fra rejsen, blev hun lidt syg og gik derfor til sin mor. Derefter opholdt hun sig hos sin mor under hele denne alvorlige krise, som varede en hel måned. I denne tid så man Umm Ruman (ra) stå ved sin datters side som en forbilledlig mor. Hun rådede altid sin datter til at være tålmodig og sagde, at hun skulle sætte sin lid til Allah, Herren over verdenerne. En dag i denne periode kom Sendebudet (sa) til ‘Aishas (ra) fædrene hjem. Abu Bakr og Umm Ruman (ra) tænkte, at der måske ville blive sagt noget afgørende den dag. Derfor satte de sig begge tæt ved. Sendebudet (sa) sagde til ‘Aisha (ra): »‘Aisha, jeg har hørt disse ting om dig. Hvis du er uskyldig, håber jeg, at Allah vil åbenbare og bevise det. Men hvis du i virkeligheden har begået en synd, så vend dig i anger til Allah og bed om tilgivelse. Når en tjener bekender sin synd og angrer, tilgiver Allah ham.«

‘Aisha (ra) fortæller: Da Allahs Sendebud (sa) havde talt, tørrede mine tårer ind. Jeg sagde til min far: »Svar på Allahs ædle Sendebuds (sa) ord.« Han sagde: »Datter, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til Allahs Sendebud (sa).« Jeg sagde til min mor: »Svar Allahs Sendebud (sa).« Hun sagde: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til Allahs Sendebud.«[Tafsir Ibn Kathir, Tafsir al-Qurtubi: sura an-Nur, vers 11-21; Bukhari-6/127; Tafsir af sura an-Nur.]

I mellemtiden indtrådte den tilstand, der opstår, når åbenbaringen kommer over Sendebudet (sa). Selv i den intense kulde begyndte sveddråber at dryppe fra hans velsignede ansigt. Da vi så denne tilstand, blev vi alle tavse. Jeg var fuldstændig frygtløs. Men min far Abu Bakr og min mor Umm Ruman var i en meget sørgelig tilstand. De var urolige og bekymrede over, hvad Allah ville åbenbare af sandheden. Da åbenbaringstilstanden var forbi, så Sendebudet (sa) meget glad ud. Det første, han sagde med et smil, var: »‘Aisha, glæd dig! Allah har åbenbaret, at du er uskyldig.« Derefter reciterede han vers 11-12 fra sura an-Nur for os. Min mor sagde til mig: »Rejs dig og tak Allahs Sendebud (sa).«

Den uro og bekymring, der havde grebet Ummu Rumans (ra) familie på grund af anklagen mod hendes elskede datter, ‘Aisha (ra), forsvandt efter åbenbaringen blev nedsendt. Den anseelse og betydning, som denne familie allerede havde blandt mennesker, blev hundrede gange større. Som mor var Ummu Rumans (ra) glæde uden grænser.

På grund af sagen om Umm al-Mu’minin, Hadhrat ‘Aisha, blev hendes mor Ummu Ruman (ra) udsat for en voldsom belastning på krop og sind. Da hun havde overvundet dette, blev hun selv syg og sengeliggende. Datteren ‘Aisha (ra) gjorde alt, hvad hun kunne, for at helbrede hende. Alle forsøg mislykkedes. Hun døde i Medina i måneden Dhu al-Hijjah i det sjette hijri-år.[A‘lam an-Nisa’-1/472]

Ummu Ruman var en gudfrygtig kvinde. Det eneste, hun ønskede, var Allahs og Hans Sendebuds (sa) tilfredshed. Hun påtog sig alle ansvarsområder i hjemmet, så hendes mand fik mulighed for at bruge endnu mere tid på islams tjeneste. En dag kom hendes mand, Abu Bakr (ra), hjem med nogle af Allahs Sendebuds (sa) gæster. De skulle have aftensmad. Men der kom en hastende indkaldelse fra Allahs Sendebuds (sa) forsamling. Han sagde til Ummu Ruman (ra), at han ville blive forsinket, og bad hende give gæsterne mad. Som aftalt fik Ummu Ruman (ra) på det rette tidspunkt sin søn ‘Abd ar-Rahman til at sætte maden frem for gæsterne; men de nægtede at spise i værtens fravær. Da Abu Bakr (ra) vendte tilbage sent om natten og fik at vide, at gæsterne stadig var sultne, blev han meget vred på Ummu Ruman og sønnen ‘Abd ar-Rahman. Han var endda lige ved at slå sin søn. Til sidst faldt han til ro gennem gæsternes mellemkomst. Maden blev sat frem for gæsterne. Efter at alle havde spist sig mætte, sagde Ummu Ruman, at der stadig var tre gange så meget mad tilbage som det, der var blevet tilberedt. Abu Bakr (ra) sendte denne mad til Allahs Sendebuds (sa) hus. (Bukhari 1/84, 85)

Hun var en ‘abida, en kvinde hengiven til tilbedelse. Hendes mand lærte hende reglerne og fremgangsmåderne for tilbedelse. En dag stod hun i bøn og så sig sidelæns omkring. Abu Bakr (ra) skældte hende så kraftigt ud, at hun næsten opgav sin bøn. Derefter sagde han: Jeg hørte Allahs Sendebud (sa) sige:[Hayat as-Sahaba-3/137](Arabisk*********)

Når nogen af jer står i bøn, skal han holde blikket fast rettet. Han skal ikke dreje det fra side til side som jøderne. At holde blikket fast er en del af bønnens fuldkommenhed.

Allahs ædle Sendebud (sa) havde stor respekt for Ummu Ruman (ra), dels fordi hun var hans svigermor, dels på grund af hendes indsats for islams tjeneste. Derfor lyttede hun tavst, når datteren og svigersønnen talte sammen i hendes nærvær. Af og til mæglede hun også i deres søde og kærlige småskænderier. Allahs ædle Sendebud (sa) talte ofte om sin første hustru, Umm al-Mu’minin Hadhrat Khadijat al-Kubra (ra), og om hendes mange dyder. Det vakte ‘Aishas (ra) kvindelige jalousi. En dag kom hun til at sige: Det virker, som om der ikke findes nogen anden kvinde i verden end Khadija (ra). Sendebudet (sa) blev meget bedrøvet over ‘Aishas (ra) reaktion. Denne gang trådte Ummu Ruman frem som mor. Hun sagde til sin svigersøn: Hvad er der sket mellem dig og ‘Aisha? Hun er ung, og en person som du kan tilgive hende.[As-Sirah al-Halabiyyah-3/401]

Ummu Rumans (ra) familie bad altid Allahs Sendebud (sa) om at bede for dem. En dag gik Abu Bakr (ra) og Ummu Ruman (ra) til Allahs Sendebud (sa). Han spurgte: Hvad er I kommet for? De svarede: Allahs Sendebud! Bed foran os om tilgivelse for ‘Aisha. Sendebudet (sa) sagde:(Arabisk****)

O Allah! Tilgiv ‘Aisha, Abu Bakrs datter, alle hendes ydre og indre synder, så hun ikke har nogen synd tilbage.

Efter denne duʿā, da Profeten (sa) så sine svigerforældre meget glade, sagde han: »Fra den dag, Allah sendte mig som profet, og indtil i dag har denne duʿā været for alle muslimer blandt min ummat.« [Tuhfat as-Siddīq fī faḍāʾil Abī Bakr as-Siddīq, s. 97; Siyar aʿlām an-nubalāʾ, 2/158]

Ved den ærede Umm Rūmans (ra) død blev datteren ʿĀʾisha (ra) og de øvrige familiemedlemmer grebet af sorg, og det samme blev hendes svigersøn, Allahs ædle Sendebud (sa). Ligesom Profeten (sa) i hendes levetid nærede dyb respekt for hende, viste han også efter hendes død den samme respekt for hendes jordiske rester.

Det er blevet overleveret, at Profeten (sa) kun steg ned i fem personers grave og lagde dem til hvile. Blandt dem var tre kvinder og to mænd. I Mekka steg han ned i graven for de troendes moder Khadīja. Og i Medina var Umm Rūman (ra) en af de øvrige fire. På Baqīʿ-kirkegården lagde Allahs ædle Sendebud (sa) Umm Rūmans (ra) legeme i graven og bad denne duʿā: [al-Istīʿāb, 4/431; al-Iṣāba, 4/433; Wafāʾ al-wafāʾ, 3/897](Arabisk*****)

»O Allah! Det er ikke skjult for Dig, hvad Umm Rūman har udholdt på vejen til Din og Dit Sendebuds tilfredshed.«

Han sagde desuden til de tilstedeværende: [aṭ-Ṭabaqāt, 8/277; Kanz al-ʿummāl, 12/146; Ansāb al-ashrāf, 1/420; ar-Rawḍ al-unf, 4/21]

»Hvis nogen af jer ønsker at glæde sig ved at se en storøjet houri fra Paradis, kan han se på Umm Rūman.«

Da (Arabisk*****vil finde sted i selve Paradiset, fremgår det af Allahs Sendebuds (sa) ord, at Umm Rūman (ra) med sikkerhed vil være blandt Paradisets beboere. Dette budskab bringer netop dette glædelige løfte.

En hadith fra Allahs Sendebud (sa) er blevet overleveret gennem den ærede Umm Rūman (ra). Imam al-Bukhārī (ra) har samlet denne hadith.

Ummu ‘Atiyya bint al-Harith (må Allah være tilfreds med hende)

Ummu ‘Atiyya (må Allah være tilfreds med hende) var en ansarisk kvinde. Hendes far hed al-Harith.[Tahdhīb al-Asmā’ wa-l-Lughāt-2/364; Tahdhīb at-Tahdhīb-12/455; Usud al-Ghāba-5/603] Hun var en fremtrædende kvindelig sahabi. Ummu ‘Atiyya var hendes tilnavn, og det er under dette navn, hun er blevet kendt i historien. Hendes egentlige navn var Nusayba bint al-Harith.[Al-Qāmūs al-Muhīt, opslagsordet (nasab)] Det skal bemærkes, at man ikke har fundet nogen anden kvindelig sahabi, der både hed Nusayba og havde tilnavnet Ummu ‘Atiyya.

Det er sandsynligt, at hun antog islam før Allahs Sendebud (fred være med ham) udvandrede til Medina. Derfor har Ummu ‘Atiyya beskrevet den troskabsed, som Sendebudet (fred være med ham) aflagde med kvinderne såvel som med mændene efter sin ankomst til Medina, således:

Da Allahs Sendebud (fred være med ham) ankom til Medina, samlede han en gruppe ansariske kvinder i et hus. Derefter sendte han ‘Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) derhen. Han stillede sig på den anden side af døren og hilste, og kvinderne besvarede hilsenen. Så sagde han: »Jeg er kommet til jer som Allahs Sendebuds (fred være med ham) repræsentant.« Vi sagde: »Velkommen til Allahs Sendebud (fred være med ham) og hans repræsentant.« Han sagde: »Aflæg troskabsed på, at I ikke vil sætte nogen ved Allahs side, ikke stjæle, ikke begå utugt, ikke dræbe jeres børn, ikke rette falske anklager mod nogen og ikke være ulydige i noget godt.«

Vi sagde: »Ja, det accepterer vi.« Derefter rakte ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) sin hånd frem fra uden for døren, og kvinderne inde i huset rakte hver deres hænder frem. (Denne håndsrækning var i virkeligheden et symbol på troskabseden. Ingen af kvinderne rørte ved ‘Umars (må Allah være tilfreds med ham) hånd.) Derefter sagde ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham): »O Allah, vær vidne!« Ummu ‘Atiyya (må Allah være tilfreds med hende) siger videre: »Vi blev pålagt at lade menstruerende kvinder og unge piger gå til bønspladsen ved de to ‘ider, mens vi blev forbudt at følge begravelsesoptog og fritaget for fredagsbønnen.« Den dag spurgte Ummu ‘Atiyya om forklaringen på de to udtryk »at rette anklager« og »at være ulydig i noget godt«.[Hayāt as-Sahāba-1/251–252]

Allahs Ædle Sendebud (fred være med ham) gav kvinder tilladelse til at drage ud på jihad. I praksis deltog mange kvinder blandt muhajirun og ansar, og endda nogle af Allahs Sendebuds (fred være med ham) hustruer deltog i jihad. Således deltog Umm al-Mu’minin ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) i slagene ved Uhud og Banu al-Mustaliq, mens Umm al-Mu’minin Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) deltog i Khaybar-ekspeditionen og erobringen af Mekka.

På slagmarken var kvinder normalt beskæftiget med tjenesteopgaver, såsom at pleje de sårede, give dem medicin, tilberede mad, give vand at drikke og lignende. Ummu ‘Atiyya drog også i krig sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham). Hun har selv sagt: [At-Tajh al-Jāmi‘ li-l-Usūl-4/344; Tabaqāt-8/455; Al-Isāba-4/455; Al-Isāba-4/455; Al-Maghāzī-2/685; Sīrat Ibn Hishām-2/342](Arabisk*********)

»Jeg deltog i syv slag sammen med Profeten (fred være med ham). Jeg opholdt mig i teltene bag hæren, hvor jeg tilberedte mad til dem, gav de sårede medicin og tog mig af de syge.« Under slaget ved Khaybar drog Ummu ‘Atiyya (må Allah være tilfreds med hende) hjemmefra sammen med en gruppe på tyve kvinder for at opnå belønningen for jihad.

Hazrat Ummu ‘Atiyya (ra) havde et nært forhold til Profetens familie. Især var hendes forhold til de troendes moder, Hazrat ‘A’isha (ra), meget hjerteligt. Af og til gav hun Hazrat ‘A’isha (ra) gaver. En dag kom Allahs Sendebud (sa) ind til ‘A’isha (ra) og spurgte: »Har du noget, man kan spise?« ‘A’isha (ra) svarede: »Nej. Men der var blevet sendt noget kød fra en sadaqa-get til Ummu ‘Atiyya Nusayba, og hun har sendt noget af det videre.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Så er det nået frem til dets rette sted.« [Al-Isaba 4/455]

Hazrat Ummu ‘Atiyya (ra) havde også et forhold til Allahs Ædle Sendebuds (sa) døtre. Beviset herpå er, at da Hazrat Zaynab (ra) døde i begyndelsen af det ottende hijri-år, foretog Ummu ‘Atiyya (ra) den rituelle vask af hende. Hun har berettet det således: [Muwatta al-Imam Malik: Al-Jana’iz; Tabaqat 8/34, 35; Usud al-Ghaba 5/603; adh-Dhahabi: Tarikh 2/520](Arabisk********)

»Da Zaynab, Allahs Sendebuds (sa) datter, døde, sagde Sendebudet (sa): ‘Vask hende tre eller fem gange, et ulige antal gange. Tilsæt kamfer eller noget lignende ved den sidste vask. Når I er færdige med at vaske hende, skal I give mig besked.’ Da vi var færdige med at vaske hende, gav Sendebudet (sa) os et af sine egne lændeklæder og sagde: ‘Vikl dette om hende.’«

Da Ummu Kulthum (ra), endnu en af Allahs Sendebuds (sa) døtre, døde, foretog Ummu ‘Atiyya (ra) også den rituelle vask af hende. [At-Tabari: Tarikh 2/192; Ibn Majah, hadith nr. 1458; Tabaqat 8/38; Al-Isaba 4/466] Således udførte hun blot sine pligter på Allahs Sendebuds (sa) tid.

Under det retledte kalifat drog en af Hazrat Ummu ‘Atiyyas (ra) sønner i krig, og han blev bragt til Basra i alvorligt syg tilstand. Da moderen Ummu ‘Atiyya (ra) hørte dette, skyndte hun sig derhen. Men hendes søn døde dagen før, hun nåede frem. Hun tog ophold i Banū Khalafs palads i Basra og tog ikke derfra noget andet sted hen. På den tredje dag efter sønnens død fik hun bragt parfume og påførte den på sig selv, hvorefter hun sagde:

 (Arabisk*******)[De to Sahih-værker: At-Talaq; Tafsir al-Khazin 1/239]

»En kvinde bør ikke sørge i mere end tre dage over nogen afdød anden end sin mand. Over sin mand skal hun sørge i fire måneder og ti dage.«

Hun bestræbte sig på at følge Allahs Sendebuds (sa) påbud og forbud nøje. Da det blev forbudt altid at sørge højlydt over de døde, sagde hun: »Folk fra den og den familie kom til mig og græd højlydt, da en af deres døde var gået bort. Derfor bør jeg også som gengæld gå hen og græde over en af deres døde.« På grund af dette udsagn erklærede Sendebudet (sa) denne familie undtaget fra forbuddet. [Sahih Muslim 1/401; Musnad -/407]

Blandt de ansariske kvinder, der var begavet med en skarp hukommelse, var Ummu ‘Atiyya (ra) en af dem. Hun huskede og viderebragte en hel del hadither fra Allahs Sendebud (sa). Imam an-Nawawi (rah) har nævnt, at fyrre hadither fra Allahs Sendebud (sa) er blevet overleveret gennem Ummu ‘Atiyyas (ra) kæde. Af disse blev seks overleveret af både al-Bukhari og Muslim. Desuden overleverede hver af dem én hadith særskilt i sit eget værk.[Tahdhīb al-Asmā’ wa-l-Lughāt-2/364] Hendes hadither er også samlet i Sunan al-Arba‘a.

Blandt Profetens ledsagere hørte og viderebragte den fremtrædende tabi‘i Anas ibn Malik (ra) samt mange andre disse hadither fra hende. Blandt dem var Hafsa bint Sirin (d. 101 hijri), hendes bror Muhammad ibn Sirin, ‘Abd al-Malik ibn ‘Umair, ‘Ali ibn al-Aqmar, Ummu Shurahī (rah) og andre.[Siyar A‘lām an-Nubalā’-2/318; Tahdhīb at-Tahdhīb-12/455]

Imam adh-Dhahabi nævner Ummu ‘Atiyya (ra) blandt de lærde ledsagere inden for fiqh. Sandheden i dette bekræftes blot ved at betragte den følgende overlevering fra hende. Han sagde: (arabisk(********)

»Vi blev forbudt at følge begravelsesoptoget, men forbuddet blev ikke håndhævet strengt.« Han mente, at kvinder blev forbudt at gå efter båren. Dette forbud er imidlertid ikke så strengt som andre forbud. Det når derfor ikke niveauet haram, men er på niveauet makruh.[Nisā’ min ‘Asr an-Nubuwwah-121, note 1]

Ibn ‘Abdil Barr (rah) regnede Ummu ‘Atiyya (ra) blandt Basras indbyggere. Den berømte kvindelige tabi‘i Hafsa bint Sirin (rah) sagde også dette. [Præcederende kilde] Forskellige historiske oplysninger tyder på, at hun ikke vendte tilbage til Medina efter at have forladt byen. Hun blev i Basra indtil slutningen af sit liv. Hun opnåede dyb respekt og kærlighed hos Basras ledsagere (ra), tabi‘in og den øvrige befolkning. Hendes gode forhold til Ahl al-Bayt, det vil sige Profetens familie, bestod hele livet. Hadhrat Ali (ra) spiste og hvilede i hendes hjem. [Tabakat-8/456; al-Isaba-4/455]

I Basra blev hun kendt som en kvindelig ledsager, der var lærd inden for fiqh. Da hendes forståelse af hadith, hendes fine indsigt i shariaens bestemmelser og hendes nærhed til Allahs Sendebud (sa) blev kendt, blev hun en person, der nød respekt blandt mennesker fra alle samfundslag. Eftersom hun havde vasket Allahs Sendebuds (sa) to døtre og fortalte om dette, kom Basras ledsagere og højtstående lærde tabi‘in såsom Muhammad ibn Sirin til hende for at lære reglerne og fremgangsmåden for vask af de døde samt andre forhold. [Al-Isti‘ab-4/452; al-Isaba-4/455]

Det antages, at hun døde i Basra hen imod slutningen af år 70 efter hijra. [Siyar a‘lam an-Nubala’ 2/318]

Zaynab bint Abi Mu‘awiya (ra)

På den tid var navnet Zaynab meget udbredt i Arabien. I sīrah-værkerne finder man mange kvinder med dette navn. Vores Zaynab var en af de Zaynab’er, der gennem deres tro og gode gerninger har fået en plads i historiens blade. Hun var datter af den berømte Thaqīf-stamme. Hendes far var ‘Abdullah Abū Mu‘āwiyah ibn ‘Uttāb. Hendes ægtemand var den berømte sahābī, Hazrat ‘Abdullah ibn Mas‘ūd (r.a.).[al-Tabaqāt-8/290; al-Isti‘āb-4/310; Usud al-Ghābah-5/470; Tahdhīb al-Tahdhīb-12/422]

Hun var kunsthåndværker. Hun solgte ting, som hun selv havde fremstillet, og forsørgede dermed sine børn og sin familie. Hun antog islam sammen med andre og aflagde troskabseden til Allahs Sendebud (fvmh.) sammen med de øvrige kvinder. Hun deltog i Khaybar-ekspeditionen.[Majma‘ al-Zawā’id-6/10]

Zaynab (r.a.) var en af de kvindelige sahābiyyāt, som bevarede Allahs Sendebuds (fvmh.) hadither i hukommelsen og viderebragte dem. Der er overleveret otte hadither fra hende. Hun overleverede hadither direkte fra Allahs Sendebud (fvmh.) samt gennem sin ægtemand, ‘Abdullah ibn Mas‘ūd, og ‘Umar ibn al-Khattāb (r.a.).[Nisā’ min ‘Asr al-Nubuwwah-72] Følgende personer overleverede hadither gennem hende:

Abū ‘Ubaydah, ‘Umar ibn al-Hārith, Bisr ibn Sa‘īd, ‘Ubayd ibn Sabbāk, en af hendes nevøer, hvis navn ikke kendes, samt mange andre.[al-Isābah-4/313]

Hazrat Zaynab (r.a.) overleverede, at Allahs Sendebud (fvmh.) forbød kvinder at bruge nogen form for parfume, når de gik ud af huset. En dag sagde Allahs Sendebud (fvmh.) til hende: »Når du går ud af huset for at udføre ‘ishā’-bønnen, må du ikke berøre parfume.«[al-Tabaqāt-8/290; al-Isti‘āb-4/310; al-Isābah-4/313;]

Hazrat Zaynabs (r.a.) ægtemand, Hazrat ‘Abdullah ibn Mas‘ūd (r.a.), var en højtstående sahābī. Han fulgte Hazrat Allahs Sendebuds (fvmh.) ord og handlinger til punkt og prikke. Han kunne ikke engang forestille sig den mindste afvigelse. Han gjorde sit yderste for også at opdrage sin familie på samme måde. Som hustru lærte Hazrat Zaynab (r.a.) meget om islamiske regler og livsførelse af ham.

Imām Ahmad har samlet en overlevering fra Hazrat Zaynab (r.a.). Hun siger: »Når ‘Abdullah (min ægtemand) kom hjem efter at have udført sit arbejde udenfor, standsede han ved døren og rømmede sig eller hostede, så han ikke skulle se os i en tilstand, han ikke brød sig om. En dag kom han hjem og rømmede sig. På det tidspunkt sad en gammel kvinde hos mig og udførte besværgelser for at helbrede mig for sygdommen al-humrah. Jeg skyndte mig at gemme hende under sengen. Da han var kommet ind i værelset og havde sat sig ved siden af mig, så han en snor hænge om min hals. Han spurgte: Hvad er det?«

Jeg sagde: »Der er blevet reciteret en besværgelse over den og pustet på den for min skyld.« Han greb fat i den, rev den over og rev den i stykker. Derefter sagde han: »‘Abdullahs familie har ikke brug for shirk. Jeg har hørt Allahs Sendebud (fvmh.) sige: Besværgelser, amuletter og trolddom er shirk.«

Jeg sagde til ham: Hvorfor siger du sådan? På et tidspunkt kom der snavs ud af mit øje, og jeg plejede at gå til en bestemt jøde. Når han fremsagde besværgelser over mit øje og pustede på det, blev det bedre.

Han sagde: Det er Satans værk. Han stak dig i øjet med sin hånd. Når han fremsagde besværgelsen og pustede, holdt Satan op med at stikke dig. Det er tilstrækkeligt for dig at sige det, som Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:(Arabisk****************)

»O menneskenes Herre! Fjern denne lidelse. Du er Den, der skænker helbredelse; helbred mig. Der findes ingen helbredelse ud over Din helbredelse. Skænk en helbredelse, som ikke efterlader nogen sygdom.[Bukhari; At-Tibb, kapitlet om Profetens ruqya; Muslim: kapitlet om ruqya for den syge; Abu Dawud (3883); Ibn Majah (3530); Tafsir Ibn Kathir 4/494]

Islamiske retslærde siger, at hvis zakāt er pålagt hustruen, bør hun give zakāt til sin mand. For ansvaret for familiens underhold påhviler ikke hustruen, men manden. Hvis hun derfor giver zakātens midler til sin mand i stedet for til en anden, vil hun have krav på en større belønning.

Noget lignende skete også for Zaynab (må Allah være tilfreds med hende). En dag hørte hun Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) holde en tale, hvori han opmuntrede kvinderne til at give sadaqa og søge nærhed til Allah. Da hun kom hjem, samlede hun alle sine smykker sammen for at give dem bort. Hendes mand, ‘Abdullah ibn Mas‘ud (må Allah være tilfreds med ham), spurgte: Hvor skal du hen med disse smykker?

Hun sagde: Jeg ønsker gennem dem at opnå Allahs og Hans Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tilfredshed og nærhed.

Han sagde: Giv dem til mig og mine sønner og døtre; jeg er mere berettiget til dem.[Hilyat al-Awliya wa Tabaqat al-Asfiya 2/69]

Den efterfølgende begivenhed er blevet overleveret af imam Bukhari fra Abu Sa‘id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) således:

Zaynab, hustru til Ibn Mas‘ud, sagde: »O Allahs Profet! Du har i dag befalet sadaqa. Jeg har nogle smykker, som jeg ønsker at give som sadaqa. Men Ibn Mas‘ud (min mand) mener, at han og hans søn har større ret end andre til at modtage den. Profeten (s.a.) sagde: Ibn Mas‘ud har ret. Din mand og din søn har større ret end andre til at modtage din sadaqa.«

Hændelsen er blevet overleveret fra ‘Amr ibn al-Harith på følgende måde:

Zaynab, hustru til ‘Abdullah ibn Mas‘ud (r.a.), sagde: Allahs Sendebud (s.a.) sagde:(Arabisk************)

»O kvinder! Giv sadaqa, selv hvis det er jeres smykker.«

Zaynab sagde: Da jeg hørte dette, gik jeg tilbage til ‘Abdullah. Jeg sagde til ham: Du er en fattig mand. Allahs Sendebud (s.a.) har befalet os at give sadaqa. Gå til ham og spørg, om det er tilladt at give sadaqa til dig. Hvis det ikke er tilladt, vil jeg give den til andre.

Jeg gik af sted. Jeg så en anden ansarisk kvinde stå ved døren til Allahs Sendebud (s.a.). Det skal bemærkes, at denne kvinde også hed Zaynab, og at hun var hustru til Abu Mas‘ud al-Ansari. Hun havde samme formål som jeg. Bilal (r.a.) kom ud indefra. Vi sagde til ham: Gå venligst til Allahs Sendebud (s.a.) og sig til ham, at de to kvinder, der står ved døren, gerne vil vide, om det er tilladt at give sadaqa til deres mænd og deres små børn. Du skal ikke fortælle ham, hvem vi er.

Bilal (r.a.) gik til Allahs Sendebud (s.a.) og spurgte ham om sagen. Men Allahs Sendebud (s.a.) spurgte: Hvem er de? Bilal (r.a.) svarede: En ansarisk kvinde og Zaynab.

Allahs Sendebud (s.a.) spurgte igen: Hvilken Zaynab? Bilal svarede: Hustruen til ‘Abdullah ibn Mas‘ud. Allahs Sendebud (s.a.) sagde: De vil få to belønninger: én for slægtskabet og én for sadaqaen.[Bukhari: az-Zakat, kapitlet om zakat til slægtninge; Muslim: az-Zakat, kapitlet om fordelen ved at forsørge slægtninge, hustruen og børnene; Usud al-Ghaba 5/470–471; al-Isaba 4/313]

Hazrat Zaynabs (ra) ægtemand, Hazrat ‘Abdullah ibn Mas‘ud (ra), døde i det 32. hijriår. På sit dødsleje efterlod han et testamente til fordel for Zubayr ibn al-‘Awwam og ‘Abdullah ibn az-Zubayr (ra), hvori han gav dem en vis myndighed til at træffe beslutninger vedrørende omsorgen for hans hustru og døtre samt deres ægteskaber.[Tabaqat-3/159] Der findes ingen præcise oplysninger om, hvornår og hvor Hazrat Zaynab (ra) døde. Det antages dog, at hun levede i nogen tid efter sin mands død og døde hen mod slutningen af de retledte kaliffers kalifat.[Nisa’ min ‘Asr an-Nubuwwah-76]

Ar-Rubayyi‘u bint Mu‘awwidh (ra)

Ar-Rubayyi‘u var datter af ‘Adi ibn an-Najjars familie i Medina. Hendes familie var blandt de ansariske familier, der ydede en stor indsats for islams sag. I den første periode havde denne familie et glorværdigt bidrag til at tjene Allahs Sendebud (sa), islam og de muslimer, der var kommet fra Mekka. Hendes ædle fars sønner var Mu‘awwidh, Iyās, ‘Aqil, Khalid og ‘Amir. Deres mor var ‘Afra’ bint ‘Ubayd al-Ansariyya an-Najjariyya (ra). Faderen til hendes første tre børn var al-Harith ibn Rifa‘a an-Najjari. Men de var bedre kendt under deres mor ‘Afra’s (ra) navn end under deres fars navn. I historien er de kendt som(Arabisk***********)(‘Afra’s sønner). Faderen til de øvrige fire var al-Bukayr ibn ‘Abd Yalil al-Laythi. Alle ‘Afra’s (ra) syv sønner deltog sammen med Allahs ædle Sendebud (sa) i islamens første slag, Badr. ‘Rubayyi‘us farbror ‘Awf var en af de seks personer fra Medina, som rejste til Mekka, mødtes i hemmelighed med Allahs Sendebud (sa) og først antog islam. Han var også en ‘Aqabi, det vil sige en deltager i de to troskabseder ved ‘Aqaba. Hendes far Mu‘awwidh og den anden farbror Mu‘adh (ra) deltog i den første troskabsed ved ‘Aqaba.

Hendes bedstemor ‘Afra’ bint ‘Ubayd antog islam i den første periode, hvor islams budskab nåede Medina. Efter Allahs Sendebuds (sa) ankomst til Medina aflagde hun troskabsed sammen med de andre ansariske kvinder. Hendes syv sønner deltog i slaget ved Badr under Allahs Sendebuds (sa) fane, og to af dem led martyrdøden. Findes der blandt muslimske kvinder nogen anden, der var så lykkelig som hun? Ar-Rubayyi‘us mor, Ummu Y azid bint Qays, var også datter af ‘Adi ibn an-Najjars stamme i Medina.

Abu Jahl, som var blevet betegnet som denne ummahs farao, blev dræbt ved Badr af ‘Afra’s to sønner, og Allahs Sendebud (sa) bad en god bøn for dem.[Ansab al-Ashraf-1/299; Ahmad Zayni Dahl an, as-Sirah an-Nabawiyya-1/389](Arabisk******)

‘Må Allah skænke ‘Afra’s to sønner, som deltog i drabet på denne ummahs farao Abu Jahl, nåde og barmhjertighed.’

Ar-Rubayyi‘us mor, Ummu Yazid bint Qays, var datter af an-Najjars stamme i Medina. Hendes søster var Furay‘a bint Mu‘awwidh. Hun var også en højtstående sahabiya. På grund af at hendes bønner i Allahs nærhed i usædvanlig grad blev besvaret, blev hun kaldt(Arabisk******)(Mujabat ad-du‘awah). [Al-Isti‘ab-4/375]

Som tidligere nævnt var Ar-Rubayyi‘us farbrødre heltemodige krigere i slaget ved Badr. Den dag gav de deres liv og lagde dermed grunden til islams senere sejrsgang. Denne dag trådte den modige soldat fra Quraysh, Abu al-Walid-‘Utba ibn Rabi‘a, ud fra afgudsdyrkernes hær sammen med sin bror Shayba og sin søn al-Walid ibn ‘Utba, gik frem mod den muslimske hær og udfordrede dem til tvekamp. Straks gik ‘Afra’s tre sønner, Mu‘awwidh, Mu‘adh og ‘Awf, bevæbnede frem imod dem. De spurgte: Hvem er I? De svarede: Vi er blandt ansarerne. De sagde: Vi ønsker ikke at kæmpe mod jer. Allahs Sendebud (sa) beordrede dem til at vende tilbage og beordrede deres egne stammefæller Hamza, ‘Ali og ‘Ubayda (ra) til at træde frem. De gik frem og angreb i fællesskab, hvorved de skilte disse sataners hoveder fra deres kroppe.

Folkene i ar-Rubayyiʿus familie vidste, at denne ummatens farao, Abu Jahl, var den største hindring for islams udbredelse og etablering. Han var så ussel af natur, at han plagede Allahs Sendebud og fornærmede ham. Han forfulgte svage muslimer og dræbte dem. Derfor besluttede ar-Rubayyiʿus far, Muʿawwidh, og hendes onkel, Muʿadh (ra), at dræbe dette usle menneske, hvis de fik mulighed for det. De lovede, at de enten ville dræbe ham eller selv blive martyrer. Den eftertragtede mulighed kom. De syv brødre drog til slaget ved Badr. Den berømte muhajir-ledsager, Hazrat ʿAbdur-Rahman ibn ʿAwf (ra), har på fortrinlig vis fortalt, hvad der derefter skete. Han siger:³[Sahih al-Bukhari: Fi Fard al-Khumus (3141), Fi al-Maghazi (3964, 3988); Muslim: Fi al-Jihad (1752); Siyar Aʿlam an-Nubala-1/250; Banat as-Sahaba-66](Arabisk*******)

»På dagen for Badr stod jeg i rækken og så til højre og venstre. Jeg så to unge mænd stå på hver sin side af mig, så jeg ikke følte mig særlig tryg ved deres placering. Pludselig hviskede den ene til mig, så den anden ledsager ikke skulle høre det: »Onkel! Vis mig Abu Jahl.« Jeg sagde: »Nevø! Hvad vil du gøre med ham?« Han svarede: »Jeg har lovet Allah, at hvis jeg ser ham, vil jeg enten dræbe ham eller selv blive dræbt.« Den anden sagde på samme måde det samme til mig.«

ʿAbdur-Rahman ibn ʿAwf siger: »Jeg blev så glad over at kunne stå mellem de to! Jeg pegede med hånden på Abu Jahl og viste dem ham. Straks kastede de sig over Abu Jahl som to falke og dræbte ham. De var ʿAfras to sønner.«

Efter drabet på Abu Jahl kastede de sig tappert over fjenden. Det var under dette slag ved Badr, at ar-Rubayyiʿus ædle far, Muʿawwidh (ra), blev martyr. [Al-Istibsar-66] Profeten (sa) blev spurgt om drabet på Abu Jahl: »Hvem var sammen med dem to, da han blev dræbt?« Han svarede: »Englene, og ʿAbdullah ibn Masʿud gav det sidste slag.« Efter drabet på Abu Jahl sagde Profeten (sa): »Kan nogen gå hen og se, hvordan Abu Jahl har det?« Ibn Masʿud (ra) sagde: »Allahs Sendebud, jeg går.« Han gik hen og så, at ʿAfras to sønner havde slået ham så hårdt, at han var helt kold. [ʿUyun al-Athar-1/315; as-Sirah al-Halabiyyah-2/433]

Ar-Rubayyiʿu (ra) antog islam før Hazrat Profeten (sa) emigrerede til Medina. På det tidspunkt var hun en ung pige. Profeten (sa) kom fra Mekka til Quba og tog ophold dér. Efter at have opholdt sig der i tre dage fortsatte han mod Medinas centrum og tog ophold i huset hos Hazrat Abu Ayyub al-Ansari (ra), ved siden af Profetens Moské. Hele Medina tog ved hans velsignede ankomst imod ham med glæde, dans og sang. En linje fra deres velkomstsang lød således:

(Arabisk*****)

»Vi er unge mænd og piger fra Banu an-Najjar. Hvor dejligt! Muhammad er vores nabo.«

Profeten (sa) sagde til dem: »Elsker I mig?« De svarede: »Ja.« Han sagde: »Allah ved det; mit hjerte elsker jer.« Mange har sagt, at ar-Rubayyiʿu også var blandt disse unge mænd og piger. [Nisa min ʿAsr an-Nubuwwah-150,151] Efterhånden som hun blev ældre, engagerede hun sig på forskellige måder i kampen sammen med Allahs ædle Sendebud (sa) for islams udbredelse og etablering. Man ser hende til stede i forskellige situationer. På grund af denne families enestående ofre i islams tjeneste så Profeten (sa) på dens medlemmer med særlig respekt. De holdt altid øje med Hazrat Profeten (sa)s ønsker og modvilje samt hans velbefindende og bekvemmelighed. Profeten (sa) kunne lide at spise friske dadler sammen med unge agurker. Ar-Rubayyiʿu siger: »Min far, Muʿawwidh ibn ʿAfra (ra), sendte mig til Allahs Sendebud (sa) med et kar, der indeholdt én saʿ friske dadler og nogle unge agurker ovenpå. Han kunne lide agurker. På det tidspunkt var der kommet nogle smykker til Allahs Sendebud (sa) fra Bahrain. Han tog en håndfuld smykker derfra og gav dem til mig. I en anden overlevering nævnes guld. Derefter sagde han: »Pynt dig med dette.« Eller han sagde: »Lav smykker af dette og bær dem.« [Bukhari, Fi al-Atʿimah-9/495; Muslim, Fi al-Ashriba (2043); Tirmidhi (1845) og Ibn Majah (3325), Fi al-Atʿimah; Majmaʿ az-Zawaʾid li-l-Haythami-9/13]

Da hun nåede den giftefærdige alder, blev hun gift med den berømte muhājir-ledsager Ibn al-Bukayr al-Laythī, og med ham fik hun sønnen Muhammad ibn Iyās. Dette ægteskabs særlige betydning og ære bestod i, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om morgenen på bryllupsdagen kom til deres hus og satte sig på hendes seng. Senere i livet omtalte ar-Rubayyiʿu (må Allah være tilfreds med hende) dette med stor stolthed således: [Bukhārī, Fī an-Nikāḥ (5147); Fī al-Maghāzī (4001); Tirmidhī (1090); Ṭabaqāt 8/328; Tahdhīb al-Asmāʾ wa-l-Lughāt 2/609](Arabisk******)

»Om morgenen på min bryllupsdag kom Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til vores hus, gik ind i mit værelse og satte sig på sengen. Vores små piger slog på daff-trommer og sang lovprisende sange om mine fædre og onkler, der var blevet dræbt i slaget ved Badr. En af dem sang: ‘Blandt os er der en profet, som kender det fremtidige.’ Da sagde Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til hende: ‘Lad det være. Syng i stedet det, som I sang før.’ I en anden overlevering hedder det:

»Sig ikke dette. Syng i stedet det, som I sang før.« Han sagde i virkeligheden dette for at forhindre, at man tillagde ham viden om det usete.

Imam adh-Dhahabī har berettet om denne begivenhed således: [Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 3/198](Arabisk*******)

»Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) besøgte hende om morgenen på hendes bryllupsdag som hendes slægtning.«

Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tilstedeværelse på ar-Rubayyiʿus bryllupsdag var sandsynligvis et udtryk for respekt for hende og hendes familie. For Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kunne ikke overse denne families ofre og opofrelser for islam. For islams skyld havde familien brugt deres rigdom, kæmpet mod fjenden og endda givet deres liv. Hvordan kunne Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) derfor holde sig borte på glædens dag for denne faderløse pige, hvis far havde dræbt Abū Jahl og var blevet martyr ved Badr?

På slagmarken indledte ar-Rubayyiʿus far sin jihād ved at deltage i slaget ved Badr, og som hans datter fortsatte hun denne arv. Faderens blod flød i hendes årer. Derfor havde hun en ustoppelig længsel efter at drage ud på jihād. Hun forstod fuldt ud jihāds grænseløse betydning. Derfor deltog hun sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i adskillige jihād-ekspeditioner for at opnå Allahs tilfredshed. Ibn Kathīr (må Allah forbarme sig over ham) siger: Hun drog på jihād sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Hun gav de sårede medicin og bragte vand til de sårede. Hun har selv sagt: [Ṣifāt aṣ-Ṣafwah 2/71; at-Tāj al-Jāmiʿ li-l-Uṣūl 4/344](Arabisk******)

»Vi drog på jihād sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Vi gav mu jāhidīn vand, tog os af dem og sendte de sårede og dræbte tilbage til Medina.«

I måneden Dhu al-Qa‘dah i det sjette år efter hijra var hun blandt de fjorten hundrede mujahider, som var til stede ved den fredsaftale, Rasulullah (s.a.v.) indgik med Mekkas afgudsdyrkere i Hudaybiyyah. Der aflagde hun også den bay‘ah ved Rasulullahs (s.a.v.) hånd, hvor man lovede at sætte livet på spil i kampen mod afgudsdyrkerne. Denne bay‘ah kaldes Bay‘at ar-Ridwan og Bay‘at ash-Shajarah. Denne bay‘ah har en umådelig stor betydning i islams historie. Det fremgår tydeligt af Koranens og hadiths udsagn, at Allah, Herren over alle verdener, og Hans Rasul (s.a.v.) satte denne bay‘ah meget højt. Allah siger for eksempel: [Sura al-Fath 10] “(Arabisk*******)

‘De, der aflægger bay‘ah til dig, aflægger i sandhed bay‘ah til Allah. Allahs hånd er over deres hænder. Den, der derefter bryder den, bærer selv konsekvensen af sit brud, mens den, der opfylder sin pagt med Allah, ham vil Han visselig give en vældig belønning.’

I dette vers omtales det at aflægge bay‘ah ved at lægge hånden i Rasulullahs (s.a.v.) hånd som at aflægge bay‘ah ved at lægge hånden i Allahs hånd. Dette beviser bay‘ahens enorme betydning.

Den ædle Rasul (s.a.v.) sagde om denne bay‘ahs betydning: [Muslim (2496); Tabaqat 2/100, 101](Arabisk******)

‘Ingen af dem, der aflagde bay‘ah under træet, vil komme i Jahannam.’

Den dag sagde Rasul (s.a.v.) til dem, der havde aflagt bay‘ah: [Bukhari: kapitlet om erobringen](Arabisk*****)

‘I dag er I de bedste mennesker blandt jordens beboere.’

Den veltalende

Abu Jahls dræber, al-Rubayyiʿ, var umådeligt stolt af sin fornemme far. Dette bekræftes af en episode mellem hende og Asmāʾ bint Makhrama, Abu Jahls mor. Al-Rubayyiʿ fortæller:

Under ʿUmar ibn al-Khaṭṭābs kalifat gik jeg en dag sammen med nogle anṣārī-kvinder til Asmāʾ bint Makhrama, Abu Jahls mor. ʿAbdullāh ibn Abī Rabīʿa, Abu Jahls halvbror på mors side, var hendes anden søn. Han sendte parfume fra Yemen til Medina til sin mor Asmāʾ, og hun solgte den. Vi købte også parfume hos hende. Den dag fyldte hun parfume i mit hætteglas og vejede den, ligesom hun havde vejet parfumen til mine ledsagersker. Derefter sagde hun: »Hvor meget skylder hver af jer? Få det skrevet ned.« Jeg sagde: »Skriv al-Rubayyiʿ bint Muʿawwidhs gæld ned.«

Da Asmāʾ hørte mit navn, udbrød hun:(Arabisk***)– »Halqa«. Det er et forbandelsesord. Det betyder: »Må du dø med smerter i halsen.« Derefter sagde hun: »Er du datter af dræberen af Qurayshs leder?«

Jeg svarede: »Ikke lederen, men dræberen af hans slave.«

Hun sagde: »Ved Allah! Jeg sælger ikke noget til dig.«

Jeg sagde også: »Ved Allah! Jeg køber heller aldrig mere noget hos dig. Der er ingen duft i denne parfume.« Ifølge en anden overlevering sagde hun også: »Bortset fra din parfume har jeg aldrig fundet en rådden lugt i nogen andens parfume.« Efter at have sagt dette rejste jeg mig og gik. I virkeligheden sagde jeg dette i ophidselse. Faktisk har jeg aldrig duftet en parfume, der var mere velduftende end hendes. [al-Maghāzī li-l-Wāqidī 1/89; Ṭabaqāt 8/300–301; Ansāb al-Ashrāf 1/298; Siyar aʿlām al-nubalāʾ 3/199]

Overlevering af hadith

Det var ikke kun hendes stærke interesse for at drage ud på jihad; hun havde også en lige så stor interesse for at lære forskellige spørgsmål inden for sharīʿaen at kende, høre Allahs Sendebuds (ﷺ) udsagn og iagttage hans adfærd. Derfor besøgte hun ofte de troendes moder, ʿĀʾisha (ra). Således er flere af Allahs Sendebuds (ﷺ) egenskaber og særtræk blevet overleveret gennem hende. Imām al-Dhahabī har sagt: »Hun havde både ledsaget Allahs Sendebud (ﷺ) og overleveret hadither fra ham.« Der er overleveret 21 hadither fra hende. Disse hadither er samlet i værkerne Ṣaḥīḥ og Sunan. Én af dem er muttafaq ʿalayhi. [Jawāmiʿ al-sīra al-nabawiyya 282; Banāt al-Ṣaḥāba 167–168]

Mange fremstående lærde blandt tābiʿīn hørte hadith fra hende og viderebragte også beretninger på hendes autoritet. Nogle af disse berømte tābiʿīn var:

Sulayman ibn Yasar og Abu Salama ibn ʿAbd ar-Rahman. Disse to hørte til blandt de syv fremmeste lærde tābiʿīn. Desuden Abu ʿUbayda Muhammad ibn ʿAmmar ibn Yasir, Nafiʿ, den frigivne slave tilhørende Ibn ʿUmar (r.a.), ʿUbada ibn al-Walid ibn ʿUbada ibn as-Samit (r.a.), Khalid ibn Dhakwan, ʿAbdullah ibn Muhammad ibn ʿAqil, ʿA’isha bint Anas ibn Malik og andre. [Al-Istiʿab 4/302; Tahdhib at-Tahdhib 12/418; Siyar aʿlam an-nubala’ 3/198]

De ædle ledsagere (r.a.) har givet mange vidunderlige beskrivelser af den ærede Allahs Sendebuds (s.a.) ansigts stråleglans og skønhed. I nogle af deres beskrivelser findes sætninger med en enestående kunstnerisk form, som stærkt betager læseren og tilhøreren. Således lyder en sætning fra Abu Hurayra (r.a.): [Musnad Ahmad 2/350, 380; Bānat as-sahaba 166;](Arabisk*****)

»Jeg har aldrig set noget smukkere end Allahs Sendebud (s.a.). Det var, som om solen bevægede sig.« For at beskrive skønheden i Allahs Sendebuds (s.a.) ansigt sagde han: [Dala’il an-nubuwwa li-l-Bayhaqi 1/200; Usud al-ghaba 5/455;](Arabisk****)

»Min søn, hvis du havde set ham, ville du have sagt: Solen står op.« Det er virkelig en enestående beskrivelse.

En gang udførte Allahs Sendebud (s.a.) wudu i ar-Rubayyiʿs hus. Ar-Rubayyiʿ (r.a.) overværede, hvordan han udførte wudu. Senere plejede hun at berette om det. Mange mennesker kom til hende for at høre denne beretning. En gang kom ʿAbdullah ibn ʿAbbas (r.a.) og bad hende beskrive, hvordan Allahs Sendebud (s.a.) udførte wudu. [Tafsir al-Qurtubi 6/89] Hendes beretning er blevet samlet i forskellige hadith-værker. [Abu Dawud: Fi at-tahara – kapitlet om Profetens (s.a.) wudu; at-Tirmidhi: At-tahara (33); Ibn Majah (418)]

Ligesom det er naturligt, at et ægtepar lever sammen i denne verden, er uoverensstemmelser, stridigheder og separation også naturlige i et sådant liv. Noget sådant skete også i ar-Rubayyiʿs (r.a.) liv. Efter at have levet sammen med sin mand, Yas ibn al-Bukayr, i lang tid opstod der en så alvorlig uoverensstemmelse mellem dem, at de på ingen måde længere kunne bo sammen. Hun beskrev sagen således: »En dag opstod der et skænderi mellem mig og min fætter, det vil sige min mand. Jeg sagde til ham: ’Tag alt, hvad jeg ejer, og skil dig fra mig.’ Han sagde: ’Godt, det har jeg gjort.’« Ar-Rubayyiʿ (r.a.) sagde: »Ved Allah! Han tog alt, hvad jeg ejede, selv sengen. Jeg gik til ʿUthman (r.a.) og fortalte ham alt. Han var på det tidspunkt under belejring. Han sagde: ’Betingelsen bør opfyldes.’« Henvendt til Yas sagde han: »Du kunne have taget alt, hvad hun ejede, selv hårbåndet.« [Al-Isaba 4/294; Siyar aʿlam an-nubala’ 3/300] Denne separation fandt sted i år 35 efter hijra.

Det vides, at Hazrat ar-Rubayyiʿ (r.a.) levede et langt liv. Hendes dødsår kendes dog ikke med sikkerhed. Imam adh-Dhahabi (r.h.) har sagt, at hun døde efter år 70 efter hijra, under ʿAbd al-Malik ibn Marwans kalifat. [Siyar aʿlam an-nubala’ 3/300] En kilde nævner imidlertid, at hun døde i år 45 efter hijra. ʿAllama az-Zirikli har sagt, at hun levede indtil Muʿawiyas (r.a.) kalifat. [Al-Aʿlam 3/39]

Hind bint ‘Utba

Hind var datter af ‘Utba ibn Rabī‘a ibn ‘Abd Manāf ibn ‘Abd Shams. Hendes mor var Safiyya bint Umayya ibn Hāritha as-Sulamiyya. Hun var datter af en fornem Quraysh-familie i Mekka.[Ṭabaqāt 8/235; Tahdhīb al-Asmā’ wa-l-Lughāt 2/35; al-Iṣāba fī Tamyīz aṣ-Ṣaḥāba 4/409] Hun var en af de kvinder, der blev berømte i Arabien både før og efter islam. Hendes største betydning er, at hun var den hædrede mor til Mu‘āwiya ibn Abī Sufyān (ra), grundlæggeren af umayyadekalifatet.

Hinds første ægteskab var med den unge Quraysh-mand al-Fākih ibn al-Mughīra al-Makhzūmī, men ægteskabet holdt ikke. De blev skilt. Bag denne skilsmisse ligger en bemærkelsesværdig fortælling, som er blevet overleveret i de tidlige kilder til arabisk litteratur. Hændelsen forløb således:

Hind blev gift med al-Fākih ibn al-Mughīra fra al-Makhzūm-grenen af Quraysh-stammen i Mekka. Han var gæstfri. Han havde et gæstehus, hvor gæster kunne bo. Udefrakommende kom og gik altid dér uden tilladelse. En dag tog al-Fākih sin hustru Hind med ind i dette hus for at hvile sig om eftermiddagen. På et tidspunkt gik han ud af huset, mens Hind sov. Da kom en fremmed, og da han så en kvinde ligge og sove, vendte han om allerede ved døren. På vej tilbage mødte han al-Fākih, som blev mistænksom. Han gik ind i huset og spurgte Hind: »Hvem var den mand, der netop gik ud fra dig?« Hind svarede: »Jeg ved ikke noget. Jeg har ikke set nogen.« Al-Fākih troede ikke på hende. Han bad Hind tage hjem til sin fars hus. Sagen blev kendt blandt folk. Hinds far, ‘Utba, sagde til sin datter: »Fortæl mig sandheden om sagen. Hvis al-Fākihs ord er sande, vil jeg få en lejemorder til at dræbe ham. Så vil din vanære for altid blive fjernet. Hvis han derimod er en løgner, vil jeg bringe sagen for en berømt kāhin (spåmand) i Yemen.« Hind svarede: »Far, han lyver.«

‘Utba gik til al-Fākih og sagde til ham: »Du har fremsat en alvorlig beskyldning mod min datter. Enten vil du afsløre sandheden, eller også må du tage med til kāhinen i Yemen, så han kan afgøre sagen.« Han svarede: »Godt, sådan må det være.« Al-Fākih drog ud fra Mekka mod Yemen sammen med en gruppe mænd og kvinder fra Banū Makhzūm, og ‘Utba drog ligeledes af sted sammen med en gruppe mænd og kvinder fra Banū ‘Abd Manāf.

Da de nærmede sig kāhinens hus, ændrede Hinds ansigtsudtryk sig. Hun blev bekymret. Da hendes far så dette, sagde han til hende: »Dit ansigt så ikke sådan ud, da vi forlod Mekka.« Hun svarede: »Far! Mit ansigt er ikke blevet sådan, fordi jeg har gjort noget forkert. Jeg er derimod bekymret, fordi den, I er på vej til, blot er et menneske. Han kan både tage fejl og have ret. Det kan være, at han anklager mig, og at det derefter bliver gentaget fra mund til mund blandt araberne for altid.« Hendes far sagde: »Du har ret.«

Omsider nåede de frem til kāhinen. Kvinderne stillede sig på række. Kāhinen gik hen til dem én efter én, lagde hånden på deres hoved og sagde: »Gå! Gør det, du skal.« Til sidst gik han hen til Hind, lagde hånden på hendes hoved og sagde:(Arabisk****)

»Gå! Du har ikke begået nogen usædelig handling, og du er heller ikke en utugtig kvinde. I fremtiden vil du føde en konge, hvis navn bliver Mu‘āwiya.«

Da Hind kom ud fra Kahins hus, greb al-Fakih hende i hånden; men Hind rev den kraftigt til sig og sagde henvendt til al-Fakih: »Ved Allah! Jeg ønsker, at det barn, jeg bærer, skal fødes af en anden mand.« Derefter giftede Abu Sufyan sig med hende og blev Muawiyas far.

Det fortælles, at Hind efter sin separation fra al-Fakih sagde til sin far: »Far! Du giftede mig bort til denne mand uden at spørge mig om min mening. Derefter skete det, der måtte ske. Fra nu af må du ikke gifte mig bort til nogen, uden først at beskrive hans karakter og egenskaber udførligt for mig.« Derefter fremsatte Suhayl ibn Amr og Abu Sufyan ibn Harb deres ægteskabstilbud således:(Arabisk*****)

»Hør, Hind, kvinde blandt kvinderne! Abu Sufyan, søn af Suhayl og Harb, er kommet til dig. De nærer interesse for dig og er tilfredse med dig.

Man kan leve af deres gunst og velvilje. De kan både skade og gavne.

De er begge storsindede og gavmilde. De er begge modige helte med strålende ansigter.

Jeg har forelagt dem for dig. Det er dig, der skal vælge, for du er en fremsynet og intelligent kvinde. Benyt dig ikke af bedrag og svig; for den, der bedrager, bliver selv bedraget.«

Hind sagde: »Far! Jeg ønsker ikke at høre alt dette. Forklar mig i stedet lidt om deres karakter og egenskaber. Så kan jeg afgøre, hvem der er mest egnet til mig.« Utba begyndte nu at beskrive Suhayl og sagde: »Den ene er højtstående i stammen og velhavende. Hvis du adlyder ham, vil han adlyde dig. Hvis du vender dig imod ham, vil han bøje sig for dig. Derefter vil du få magt over ham med hensyn til familien og formuen. Den anden er kendt af alle for sin høje byrd og sine rigtige beslutninger. Han er sin stammes ære og anseelse. Han har en stærk selvfølelse, er yderst årvågen, sover ikke uagtsomt, når det gælder bevogtningen af sin formue, og lægger aldrig sin stav fra sig over for sin familie.« Hind sagde: »Far! Den første vil ødelægge en fri kvinde. Hvis denne kvinde gør oprør, vil hun aldrig overgive sig. Hun vil i virkeligheden gøre alt under sin mands beskyttelse. Hvis manden adlyder hende, vil hustruen følge hendes vink og tegn. Familiens medlemmer vil leve i frygt for hende. Så vil deres tilstand blive meget dårlig. Hvis hun under disse omstændigheder føder et barn, vil barnet blive uforstandigt. Tal ikke med mig om denne mand. Nævn heller ikke hans navn for mig. Den anden er derimod egnet til at blive ægtemand for en ren, fri og jomfruelig kvinde. Jeg er overbevist om, at hans stamme ikke vil kunne ændre hans beslutning, og at ingen frygt eller trussel vil kunne skade ham. En mand med sådanne egenskaber er værdig til at blive min ægtemand. Gift mig med ham.« Utba giftede Hind med Abu Sufyan. Hun fødte ham en søn ved navn Muawiya. Suhayl ibn Amr blev dybt såret, fordi han ikke fik Hind, og han udtrykte sin sorg i et digt. Han forsøgte også at nedgøre Abu Sufyan en smule. Abu Sufyan svarede ham i et digt.

Det følgende hændte derefter. Suhayl giftede sig med en anden kvinde, og hun fødte ham en søn. Da drengen var blevet større, gik Suhayl en dag ud med ham. På vejen så han en mand ride på en hun-kamel, mens han vogtede geder. Drengen sagde til sin far: »Far! Er disse små nogle unger af den store?« Da han hørte spørgsmålet, kom følgende ord spontant fra Suhayls mund: »Må Allah vise Hind nåde og barmhjertighed.« Med denne bemærkning kom han til at mindes Hinds fremsynethed. [Tarikh Dimashq – Tarajim an-Nisa’, 440–441; al-‘Iqd al-Farid, 6/89; as-Sabih al-Halabiyya, 6/86–78; Majma‘ az-Zawa’id, 9/267–268.]

Ibn Saʿd har imidlertid sagt, at Hinds første ægtemand var Ḥafṣ ibn al-Mughīra ibn ʿAbdullāh, og at Hind fik sønnen Abān med ham.[Ṭabaqāt-8/235]

Hind elskede Musāfir ibn Abī ʿAmr. Musāfir elskede også hende dybt. Denne Musāfir var blandt Qurayshs unge mænd den ypperste i skønhed, poetisk talent og gavmildhed. En dag sagde Hind til ham: »Da du er fattig, vil min familie ikke gå med til at gifte mig med dig. Gå til en af de nærliggende konger, erhverv dig nogle rigdomme dér, vend tilbage, og gift dig så med mig.« I håb om at få midler til Hinds medgift drog Musāfir til kongen af al-Ḥīra, an-Nuʿmān ibn al-Mundhir. Nogen tid senere drog Abū Sufyān ibn Ḥarb, eller ifølge en anden opfattelse en anden mand, fra Mekka til al-Ḥīra. Musāfir spurgte ham om forholdene i Mekka og ville vide, om der var nyt derfra. Abū Sufyān svarede: »Der er ikke noget særligt nyt. Men jeg har giftet mig med Hind bint ʿUtba.« Musāfir begyndte at fremsige følgende to vers:[Aʿlām an-Nisāʾ-5/242](Arabisk****)

»Hind er blevet forbudt for dig og er blevet den mest usle af alle forbudte ting. Hun er blevet som et ondt menneske, der trækker sit våben ud af skeden og undersøger bue og pile med begge hænder.«

På et tidspunkt opstod islam i Mekka.

I de følgende tyve år lyttede Hind ikke til islams kald. Tværtimod gik denne lange periode for hendes vedkommende med overdreven modstand mod og fjendskab over for Allahs Sendebud, islam og muslimerne. Hun lod ingen lejlighed til at vise sit fjendskab gå forbi. Det ligger kvinder naturligt at have følelser for guld og smykker. De ønsker ikke under nogen omstændigheder at give afkald på disse to ting. Men Hind tøvede ikke det mindste med at ofre dem begge for at forhindre islams udbredelse og fremgang. På dagen for erobringen af Mekka erklærede Sendebudet ﷺ Abū Sufyāns hus for et fristed. Han sagde, at enhver, der søgte tilflugt i Abū Sufyāns hus, ville være i sikkerhed. Da Abū Sufyān efter denne erklæring ville gå ind i huset, skældte Hind ham ud og sagde: »Må Allah lade ulykke ramme dig. Du er en elendig indtrænger.«[aḏ-Ḏahabī, Tārīḫ al-Islām wa-Ṭabaqāt al-Mašāhīr wa-l-Aʿlām-3/298] På grund af hendes så overdrevne fjendskab erklærede Sendebudet ﷺ, at hun skulle dræbes. Denne store fjende af islam bekendte sig til islam under erobringen af Mekka.

Hind var en af Qurayshs smukkeste og klogeste kvinder.[samme kilde] Hun havde også et fremragende poetisk talent. Til minde om de dræbte ved Badr, især hendes far ʿUtba, hendes bror al-Walīd ibn ʿUtba, hendes farbror Šayba ibn Rabīʿa og de øvrige, forfattede hun mange sørgedigte.

ʿUmar Riḍā Kaḥḥāla har beskrevet Hind således:[Aʿlām an-Nisāʾ-5/242](Arabisk*******)

Hind bint ʿUtba besad skønhed, et velovervejet standpunkt, beslutsomhed, forstand og visdom, sproglig renhed og veltalenhed, litterære evner, poetisk talent, tapperhed og mod samt selvrespekt.

Det er blevet berettet, at da Allahs Sendebud (sa) efter at være blevet pålagt at prædike islam samlede folk fra Quraysh-stammen og fremlagde islams kald for dem, protesterede Abu Lahab imod ham og gik sin vej, idet han nægtede at tage imod det. Derefter kom han til Hind bint ‘Utbah og sagde: »Utbahs datter! Jeg er kommet bort fra Muhammad og har nægtet at acceptere det, som han hævder at være kommet med. Jeg har støttet al-Lat og al-‘Uzza, og fordi han forkastede dem begge, er jeg blevet vred på Muhammad.« Hind bemærkede: »Utbahs far! Må Allah belønne dig godt.« (Sīrat Ibn Hisham 1/654)

Hind nærede et voldsomt had og fjendskab mod islam. Ikke desto mindre besad hun mange gode egenskaber. Historien beretter om en hændelse, der tydeligt viser hendes stærke selvfølelse samt hendes dybe sympati og medfølelse med kvinder. Abu al-‘As ibn Rabi‘ (ra), ægtemand til Zaynab (ra), Allahs Sendebuds (sa) datter, drog med Quraysh-hæren til Badr for at kæmpe mod muslimerne. Desværre blev han taget til fange af den muslimske hær. Mens han opholdt sig i Mekka, blev han gennem sin hustru Zaynabs (ra) indsats og muslimernes gavmildhed løsladt og vendte tilbage til Mekka. Da han kom fra Medina, havde han imidlertid lovet Allahs Sendebud (sa), at han efter ankomsten til Mekka ville bringe Zaynab respektfuldt til Medina. Da han var vendt tilbage til Mekka, bad han sin hustru Zaynab (ra) om at forberede sig på rejsen. Zaynab begyndte i al hemmelighed at gøre sig klar. Denne nyhed nåede Hind. Hun gik i nattens mørke i hemmelighed til Zaynab og sagde: »Muhammads datter! Jeg har hørt, at du vil rejse til din far?« Zaynab (ra) svarede: »Jeg har endnu ikke truffet nogen beslutning.« Hind troede, at Zaynab måske skjulte sagen for hende, og sagde derfor: »Min kusine! Skjul det ikke. Hvis du har brug for noget, der kan være dig til hjælp på rejsen, eller hvis du mangler penge, så sig det til mig; jeg vil hjælpe dig. Vær ikke genert over for mig. Den strid og splid, der findes mellem mænd, har ingen som helst indflydelse på kvinder.« Zaynab (ra) sagde senere: »Jeg var overbevist om, at hun ville gøre det, hun sagde. Ikke desto mindre var jeg bange for hende. Derfor benægtede jeg, at jeg havde til hensigt at rejse.« (Samme kilde)

En dag drog Zaynab (ra) fra Mekka mod Medina. Quraysh-folkene forhindrede hende i det og tvang hende tilbage til Mekka. Da Hind fik dette at vide, kom hun rasende ud af huset og gik hen til disse forbrydere, som hun skarpt kritiserede for deres onde handling. Til dem fremsagde hun også følgende vers: (Samme kilde 1/656; Nisā’ min ‘Asr an-Nubuwwah 472)(Arabisk*****)

»I forsoningens og fredens tid kan du opføre dig som et hårdt og strengt æsel, men på slagmarken antager du skikkelse af en menstruerende kvinde.«

Quraysh-folkene bragte Zaynab (ra) til Abu Sufyan i Mekka. Det skal bemærkes, at Zaynab (ra) var gravid. Da disse forbrydere kastede hende ned fra kamelens ryg, kom hun også alvorligt til skade. Pigerne fra Banu Hashim og Banu Umayyah begyndte at strides om, hvem der skulle pleje og forkæle hende. Til sidst tog Hind hende til sig og plejede hende, indtil hun blev rask. På dette tidspunkt plejede Hind ofte at sige til hende: »Denne ulykke, der har ramt dig, skyldes din far.«

I det andet hijri-år drog en stor hær af Mekkas afgudsdyrkere ud med det formål at sikre, at Abu Sufyans handelskaravane fra Syrien mod Mekka kunne passere uhindret, og at udslette muslimerne for altid. I spidsen for denne hær stod Quraysh-stammens udvalgte mænd og ledere. De besluttede, at de ved ankomsten til Badr ville slagte kameler, holde et stort festmåltid, drikke vin og more sig. Derefter ville de udrydde muslimerne med rod og gren, så ingen andre i Arabien nogensinde igen skulle vove at rejse sig mod dem.

I denne afgudsdyrkende hær fra Mekka var Hinds far, bror, onkel og ægtemand med. Blandt dem var også den betydningsfulde Ibn ‘Utbah (ra) og hans frigivne slave Salim (ra). I slaget ved Badr spillede denne Abu Hudhayfah ibn ‘Utbah (ra) og hans frigivne slave Salim (ra) en rolle. Abu Hudhayfahs (ra) rolle i slaget ved Badr var ærefuld.

I dette slag udfordrede han sin far ‘Utbah til en tvekamp. I fordømmelse af sin brors handlemåde fremsagde Hind følgende to vers: Siyar a‘lam an-nubala’ 1/166; Nisā’ min ‘Asr an-Nubuwwah 472(Arabisk******)

»Abū Hudhayfa, manden med skelende øjne, skæve tænder og en forbandet skæbne, er det værste menneske, når det gælder religionen.

Vil du ikke vise taknemmelighed over for din far, som opfostrede dig fra din tidligste barndom, og uden nogen form for skævhed lod dig vokse op til en fuldmoden ung mand?«

Ved krigens begyndelse blev Hindas far, bror og onkel dræbt. Ikke nok med det: Halvfjerds af den afgudsdyrkende hærs udvalgte soldater blev også dræbt. De efterlod deres døde på slagmarken ved Badr, mens de øvrige flygtede ad vejen til Mekka. Forrest blandt de flygtende var Hindas mand, Abū Sufyān. Ligesom muslimerne blev overordentligt begejstrede over denne sejr, blev alle i Mekka, både mænd og kvinder, målløse, da nyheden om Qurayshs hær nåede frem. Til at begynde med kunne mange ikke tro på nyheden. Da de besejrede begyndte at vende tilbage til Mekka, var der ikke længere nogen tvivl om dens sandhed. På grund af begivenhedens rædsel føltes det, som om himlen var styrtet ned over Mekkas indbyggere. Abū Lahab gik til sengs af sorg og døde syv dage senere på denne måde; hans liv var forbi. Qurayshs kvinder sørgede i en hel måned over deres dræbte. De slog sig for brystet, rev håret af hovedet og jamrede. De samledes ved den dræbte soldats ridedyr eller hest og klagede højlydt. Ingen af Mekkas kvinder undlod denne sorg og jamren, bortset fra Hind. Ja, Hind sørgede ikke på nogen måde. En dag opsøgte nogle kvinder fra Quraysh Hind og spurgte hende: Græd du ikke lidt over din far, bror, onkel og de øvrige familiemedlemmer? Hun svarede: Hvis jeg græder over dem, vil det nå frem til Muhammad.«

»De og kvinderne fra Khazraj-stammen vil glæde sig. Ved Allah! Olie og parfume er forbudt for mig, indtil jeg har taget hævn over Muhammad og hans ledsagere. Hvis jeg vidste, at gråd og klage ville lindre min sorg og smerte, ville jeg græde. Men jeg ved, at smerten i mit hjerte ikke vil forsvinde, før jeg har taget hævn for mine kære.«

Hind nærmede sig ikke olie eller parfume og holdt sig også borte fra Abū Sufyāns seng. Hun blev ved med at ophidse Mekkas indbyggere mod muslimerne frem til det følgende slag ved Uhud. Hun forfattede også mange sørgedigte til minde om dem, der var blevet dræbt ved Badr. Nogle vers fra disse sørgedigte lyder således:(Arabisk*******)

»Jeg græder over døden for lederen af de to Al-Abtah-dale og beskytteren af ham mod enhver oprørers onde hensigter.

Må du gå til grunde! Vid, at jeg græder over den dydige ʿUtba, Shayba og hans søn, der sikrede stammens tryghed. De var alle højt ansete blandt Ghālibs efterkommere. Deres ære og anseelse var stor.«

I slaget ved Badr blev Hindas far, ʿUtba, hendes onkel Shayba og hendes bror dræbt. Hind blev ved med at fremsige sørgedigte til minde om dem. Al-Khansāʾ var en af datidens største kvindelige arabiske digtere. I et slag i den førislamiske tid blev hendes to brødre Sakhr og Muʿāwiya dræbt. Al-Khansāʾ græd og sørgede over dem hele sit liv og forfattede mange gribende sørgedigte, hvorved hun gjorde hele den arabiske befolkning delagtig i sin sorg. Derfor blev hendes howdah og telt ved ʿUkāz-markedet særligt markeret ved, at der blev hejst et flag foran dem. Hun plejede at sige: Jeg er det menneske i Arabien, der er ramt af den største ulykke. Da Hind hørte dette, sagde hun: Jeg er ramt af en endnu større ulykke end al-Khansāʾ. Derefter beordrede hun også, at hendes howdah skulle markeres særligt, ligesom al-Khansāʾs, og hun tog til ʿUkāz. Hun sagde: Før min kamel hen i nærheden af al-Khansāʾs kamel. Det blev gjort. Da hun nærmede sig al-Khansāʾ, sagde denne: Søster! Hvem er du? Hun svarede: Jeg er Hind bint ʿUtba, det menneske i Arabien, der er ramt af den største ulykke. Jeg har hørt, at du over for araberne har fremstillet dig selv som det menneske, der er ramt af den største ulykke. Hvad er din ulykke? Hun svarede: Min far ʿAmrs, min bror Sakhrs og Muʿāwiyas død.«

Hun spurgte til gengæld Hind: »Hvad er det da, der har ramt dig?« Hun svarede: »Min far Utba og min bror al-Walid er døde.« Al-Khansa’ spurgte: »Er der andre?« Derefter reciterede hun et sørgedigt til minde om Abu Amr, Mu‘awiya og Sakhr.[A‘lam an-nisa’ 5/234]

Forberedelserne til Uhud

Siden Badr har qurayshitterne ikke haft fred i hjertet. Deres kvinder sørger fortsat over deres dræbte sønner, fædre, ægtemænd og andre kære. De bærer på en stor smerte. Derfor besluttede afgudsdyrkerne fra Mekka at tage en passende hævn for Badr. Denne gang insisterede kvinderne også på at tage med mændene i krig. Safwan ibn Umayya og nogle andre ryttere og fodfolk var imidlertid ikke villige til at tage kvinderne med. Hind trådte ud af sit hus, stillede sig foran dem og sagde henvendt til Safwan ibn Umayya: »Du overlevede jo Badr og vendte sikkert tilbage til din hustru. Ja, denne gang tager vi med og deltager i krigen. Da I drog mod Badr, sendte I kvinderne tilbage fra al-Juhfa; denne gang vil ingen kunne sende dem tilbage. Dengang mistede de deres kære.«

Quraysh-hæren drog ud fra Mekka og satte kurs mod Medina. Femten kvinder fulgte også med under Hinds ledelse.[Ansab al-ashraf 1/312-313; Blandt de øvrige kvinder, der drog til Uhud fra Mekka, var Safwan ibn Umayyas hustru Barzaz bint Umud ath-Thaqafi, Talha ibn Abi Talhas hustru Salama bint Sa‘d, al-Harith ibn Hishams hustru Fatima bint al-Walid ibn al-Mughira samt Amr ibn al-As’ hustru Hind bint Munabbih. (al-Waqidi, al-Maghazi 1/202-203)] Hævnens ild flammede voldsomt i deres hjerter. Ved Badr havde Muhammads (fred være med ham) onkel, Hamza ibn Abd al-Muttalib, dræbt Hinds kæreste. Derfor ophidsede og opmuntrede Hind den abessinske slave Wahshi med forskellige løfter. Hvis han kunne dræbe Hamza, ville hun give ham store mængder guld, smykker og penge. Det skal bemærkes, at denne Wahshi var slave hos Jubayr ibn Mut‘im.

Da de to hære stod over for hinanden på Uhuds slagmark, gjorde begge sider sig klar til kamp. Qurayshitterne mindedes Badr og de dræbte dér. Quraysh-kvinderne, under Hinds ledelse, begyndte at gå rundt foran deres opstillede soldater, mens de slog på daffer og trommer og sang følgende sang.[A‘lam an-nisa’ 5/244; I forskellige overleveringer findes der mindre variationer i sangen.](Arabisk***********)

»Vi er stjernernes døtre, med yndefulde skridt. Hvis I går fremad, vil vi omfavne jer; men hvis I trækker jer tilbage, vil vi for evigt skilles fra jer.« På den anden side mindedes muslimerne den almægtige Allah, verdens Herre, og Hans hjælp. Guds Sendebud (fred være med ham) placerede nogle dygtige bueskytter på et bestemt sted på bjerget og opstillede hele hæren på en sådan måde, at sejren med Allahs vilje var sikret, hvis ingen begik en fejl.

Kampen begyndte. I begyndelsen syntes afgudsdyrkernes nederlag uundgåeligt. Den muslimske hær nåede sejrens tærskel. Quraysh-hæren blev spredt. Quraysh-kvinderne var på vej til at blive taget som krigsfanger, ydmygede og vanærede. På et tidspunkt under kampen blev nogle muslimske soldater optaget af at samle de efterladte ejendele fra fjenden, mens nogle af de bueskytter, der var placeret på bjerget, forlod deres post, fordi de havde glemt Guds Sendebuds (fred være med ham) befaling. På et øjeblik ændrede kampen karakter. Den flygtende afgudsdyrkerhær udnyttede muslimernes svaghed. De vendte om og indledte et modangreb. Den muslimske hær blev lamslået. Kampen begyndte igen, og den endte med, at halvfjerds (70) muslimske soldater led martyrdøden, foruden mange andre dræbte og sårede. Hamza (må Allah være tilfreds med ham) blev martyr for Wahshis hånd.

Qurayshitterne brød ud i glæde og jubel. De følte sig tilfredse, fordi de mente, at de havde fået en hård hævn for Badr. Hind var den lykkeligste af alle. Hun kunne ikke nøjes med drabet på Hamza (må Allah være tilfreds med ham). Sammen med Quraysh-kvinderne kastede hun sig over de dræbte muslimske soldater og lemlæstede dem på det grusomste ved at skære deres næser, ører, hænder, fødder og andre lemmer af.

Al-Baladhuri har, da han beskrev Hindes brutalitet, sagt: »Wahshi dræbte Hamza, skar hans bryst op, tog hans lever ud og bragte den til Hinde. Hinde tyggede på leveren med tænderne og spyttede den ud. Derefter gik hun selv hen og lemlæstede Hamzas legeme ved at skære i det. Hun skar begge hans håndled, hans mave og begge hans ben af og skilte dem fra kroppen. Da hun var vendt tilbage, tog hun de værdifulde, juvelbesatte guldsmykker af sine egne lemmer – nemlig ankelringene, halskæden og øreringene – og gav dem til Wahshi. Hun tog også de guldringe, hun bar på tæerne, af og gav dem til ham. Det skyldtes, at denne Hamza havde dræbt hendes far, ‘Utba, i slaget ved Badr. [Ansab al-Ashraf-1/322]

Da den ædle Guds Sendebud hørte, at Hamzas lever var blevet tygget på, sagde han: »Hvis Hind havde tygget Hamzas lever og slugt den, ville Ildens helvede ikke have rørt hende. Allah, alverdenens Herre, har forbudt Helvedes ild at røre Hamzas kød.« [A‘lasi an-Nisa’-5/245]

Det var en så brutal og umenneskelig handling, at Qurayshs leder, Abu Sufyan, også nægtede at påtage sig ansvaret for den. Henvendt til en muslim sagde han: »Ved Allah! Jeg er hverken glad eller utilfreds med den lemlæstelse, der er blevet begået mod jer. Jeg forbød ingen at gøre det, men jeg beordrede heller ingen til at gøre det.« Da alt var overstået, stillede Hind sig på en høj klippe og råbte følgende vers: [az-Zahabi, Tarikh-2/205](Arabisk**********)

»Vi har taget hævn over jer for Badr. Den ene krig følger den anden, en krig med ild. Jeg var fortvivlet over min far ‘Utba, min bror, min onkel og mit folk. Jeg har helbredt mit hjerte og opfyldt mit løfte. O Wahshi! Du har helbredt mit hjerte for dets sygdom.«

Quraysh vendte tilbage med stor glæde i hjertet, efter i nogen grad at have opvejet tabet, ydmygelsen og skammen fra Badr. Hind begyndte da at synge: [Sīrat Ibn Hisham 2/168]

»Jeg vender tilbage, men i mit hjerte bærer jeg megen ophobet smerte. Jeg har ikke formået at opnå alt det, jeg havde sat mig for. Men jeg har dog opnået noget. Det gik ikke, som jeg havde håbet, hverken med mit formål eller på min vej.«

Flere år gik for Quraysh under konflikter og sammenstød med Medinas indbyggere.

Slaget ved Khandaq, Hudaybiyyah-forliget og til sidst erobringen af Mekka. Da der ikke var nogen anden udvej, tog Abu Sufyan, Quraysh-lederen Hindes ægtemand, dagen før Allahs Sendebud (Allahs velsignelse og fred være med ham) trådte ind i Mekka, hen til Allahs Sendebud (Allahs velsignelse og fred være med ham) for at drøfte sikkerheden for Mekkas indbyggere. Dér tog han islam til sig, vendte tilbage til Mekka og bekendtgjorde: »O Qurayshs folk! Hør efter: Jeg har antaget islam. Antag også islam. Muhammad er nemlig kommet til jer med en styrke og magt, som I ikke engang kan forestille jer.« Straks greb Hind fat i hans hoved og trykkede hårdt på det, mens hun sagde: »Du er en ussel leder for folket.« Derefter opfordrede Hind Mekkas indbyggere til at yde hård modstand og dræbe Muhammad (Allahs velsignelse og fred være med ham). [A‘lām an-Nisā’ 5/245]

Antagelse af islam og afgivelse af bay’a

Alle beretninger er enige om, at Hind antog islam efter hendes mand, Abu Sufyan, havde antaget islam på dagen for erobringen af Mekka. Hun blev en meget god muslim. Hvis man sammenstiller alle de oplysninger, der er blevet overleveret fra forskellige kilder om hendes antagelse af islam, fremstår det således:

Hind sagde til Abu Sufyan: Jeg har besluttet at følge Muhammed.

Abu Sufyan: Så sent som i går så jeg, at du afskyede denne handling inderligt.

Hind: Ved Allah! Jeg følte, at der indtil i går aftes aldrig var blevet tilbedt Allah oprigtigt i denne moské. De var kommet dertil for at udføre bønnen gennem stående bøn, rukūʿ og sujūd.

Abu Sufyan: Du har jo allerede gjort det, du ville gøre. Når du går til ham, skal du tage en fra din stamme med dig. På dagen for erobringen af Mekka undtog Allahs Sendebud seks mænd og fire kvinder fra benådningen og beordrede, at de skulle dræbes, så snart man fik fat i dem. Mændene var: Ikrima ibn Abi Jahl, Habbab ibn al-Aswad, Abdullah ibn Saʿd ibn Abi Sarh, Muqays ibn Subaba og al-Huwayrith ibn Nuqaydh. Kvinderne var: Hind bint Utba, Saba, slavekvinden til Amr ibn Hashim ibn Abd al-Muttalib, samt Hilal ibn Abdallahs to sangerinder, Fartana og Arna. Disse to sangerinder plejede at synge sange, der hånede Allahs Sendebud. (Ansab al-Ashraf 1/257; Nisaʾ min Asr an-Nubuwwah, s. 486). Ibn Hajar har desuden nævnt navnene på nogle andre kvinder og mænd. (Fath al-Bari 8/11-12)

Efter dette gik Hind til Uthman eller ifølge en anden overlevering til Umar. På det tidspunkt var nogle kvinder, som allerede tidligere havde antaget islam, sammen med Hind. Uthman gik hen og indhentede tilladelse til at mødes med Allahs Sendebud. Hind frygtede, at Sendebudet ville gribe hende på grund af hendes behandling af Hamza. Derfor gik hun ind til Sendebudet forklædt som en ukendt kvinde med hoved og ansigt tildækket.

Mange andre kvinder gik også med hende. Deres formål var at aflægge bay’a til Allahs Sendebud. Da de nåede frem til Allahs Sendebud, sad hans to hustruer, hans datter Fatima og mange andre kvinder fra Banu Abd al-Muttalib hos ham. Med hoved og ansigt tildækket sagde Hind til Allahs Sendebud: Jeg skammer mig i dag dybt og angrer, fordi jeg tyggede Hamzas lever under slaget ved Uhud. Så sagde hun med hoved og ansigt tildækket:

O Allahs Sendebud! Lovprisning til den Allah, som har gjort den religion, Han har udvalgt, sejrrig. På grund af det slægtskabsforhold, der er mellem dig og mig, håber jeg på god behandling fra dig. Nu er jeg en troende og overbevist kvinde – med disse ord løftede hun sit slør og præsenterede sig – O Allahs Sendebud! Jeg er Hind bint Utba. Sendebudet (sa) sagde: Velkommen. Hind sagde: Ved Allahs ed! Tidligere fandtes der ikke noget hus på jordens overflade, som var mig kærere end dit hus, når det gjaldt at nedværdige og ydmyge dig. Men nu findes der ikke noget andet hus, som er mere æret hos mig end dit hus. Asḥābe Rasulers livshistorie 1/205

Sendebudet (sa) sagde: Endnu meget mere. Derefter reciterede han Koranen for dem og tog deres troskabsed. Sendebudet (sa) sagde: I skal love, at I ikke vil sætte noget som partner ved siden af Allah.

Hind sagde: Du kræver af os en ed, som du ikke kræver af mændene. Alligevel giver vi dig dette løfte.

Sendebudet (sa): I må ikke stjæle.

Hind: Ved Allahs ed! Jeg tager af og til noget af Abu Sufyans formue. Jeg ved ikke, om det er halal eller haram for mig.

Abu Sufyan, som sad ved siden af, udbrød: Det, du tidligere har taget, er halal for dig. Sendebudet (sa) sagde: Så du er altså Hind bint Utba.

Hind: Ja, jeg er Hind bint Utba. Tilgiv mig min tidligere adfærd. Må Allah tilgive dig.

Sendebudet (sa) sagde: I må ikke begå utugt.

Hind: O Allahs Sendebud! Bedriver nogen fri kvinde utugt?

Allahs Sendebud (sa): I må ikke dræbe jeres børn.

Hind sagde: Vi har jo opfostret dem fra spædbarnsalderen. Du dræbte deres voksne mænd ved Badr. Derfor ved du og de bedst, hvordan det forholder sig.

Da Umar (ra) hørte dette, lo han.

Allahs Sendebud (sa): I må ikke fremsætte falske beskyldninger mod nogen.

Hind: Det er en meget dårlig handling at beskylde nogen.

Allahs Sendebud (sa): I må ikke være ulydige mod mig i nogen god gerning.

Hind: Vil vi, efter at vi har sat os i denne forsamling, stadig være ulydige mod dig i nogen god gerning?

Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) sagde til Umar: Modtag deres troskabsed og bed til Allah om tilgivelse for dem.

Umar (må Allah være tilfreds med ham) modtog deres troskabsed. Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) gav ikke kvinder hånd. Han berørte ingen anden kvinde end en kvinde, der var lovlig for ham, eller en mahram-kvinde. På samme måde gav han dem heller ikke mulighed for at røre ved ham. Da Hind derfor sagde: Allahs Sendebud! Vi ønsker at røre ved dig, sagde han: Jeg giver ikke kvinder hånd. Det, jeg siger til én kvinde, er det samme, som jeg siger til hundrede kvinder.

Derefter stadfæstede Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) Abu Sufyans og Hinds tidligere ægteskab.[Tabaqat-8/236, 237; al-Tabari, Tarikh-2/161, 162; al-Isti’ab-4/411; Usud al-Ghaba-4/4/409; as-Sira al-Halabiyya-3/46, 47; Begivenheden er desuden gengivet med mindre variationer i forskellige værker, herunder Bukhari, Muslim, Abu Dawud og Nasa’i.]

Blandt kvinderne havde Hind en personlighed præget af en særlig egenart. Da islam trængte ind i hende, fjernede den al urenhed fra hendes hjerte, og hun trådte frem i sahabiyya-samfundet som en enestående kvinde. Allah den Ophøjede fjernede uvidenhedens slør fra hende samt al usandhed og tomhed, der dækkede hendes samvittighed og bevidsthed, og gjorde hende ren og klar. Efter at have antaget islam bøjede hun sig aldrig mere for nogen vildledende tro. Hun omsatte den islamiske tro i praksis. Før islam havde hun en værdifuld afgud i sit hjem. Da hun vendte tilbage efter at have antaget islam, slog hun den i stykker med en økse, mens hun sagde: »Vi var blevet bedraget med hensyn til dig.«[Tahdhib al-Asma’ wa al-Lughat-2/357; Tabaqat-8/237; Ansab al-Ashraf-1/360]

Det fremgår heraf, at Hind var udstyret med høflighed og god opførsel. Efter at have antaget islam og anerkendt Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) sendebudskab som sandt, sendte hun en gave til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred). Sendebudet (må Allah velsigne ham og give ham fred) bad for hende. I denne forbindelse siger Ibn Asakir: Efter at have antaget islam sendte Hind gennem sin tjenestepige to stegte gedekid og en vandsæk til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred). Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) opholdt sig på det tidspunkt i al-Abtahs dal. Sammen med Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) var Umm Salama, Maymuna og nogle andre kvinder fra Banu Abd al-Muttalib. Tjenestepigen satte maden frem for Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) og sagde: Denne gave har min herskerinde sendt, og hun har ydmygt sagt om sin afmagt: På det seneste får vores geder kun sjældent kid. Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) sagde: Må Allah velsigne jeres geder og øge deres antal.

Da tjenestepigen vendte tilbage og fortalte Hind om Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) bøn, blev hun meget glad. Senere plejede tjenestepigen at sige: Vi så antallet af vores geder og deres kid blive så stort, som vi aldrig før havde set det. Hind sagde: Det skete gennem Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) bøn og hans velsignelse. Al lovprisning tilkommer Allah, som har givet os vejledning til islam. Derefter fortalte hun om denne drøm: Jeg havde i en drøm set, at jeg stod i solen i al evighed. Skyggen var lige ved siden af mig, men jeg var ikke i stand til at komme derhen. Da Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) kom til os, så jeg, at jeg ligesom trådte ind i skyggen.[Tarikh Dimashq, Tarajim an-Nisa’-456, 457]

Hinds visdomsfulde udsagn

Mange visdomsfulde udsagn kom fra Hinds mund, og de er næsten blevet til ordsprog. Ordene er så magiske, og betydningen så ophøjet, at de beviser hendes skarpe intelligens samt hendes fremragende evne til at tænke og reflektere. De tydeliggør også hendes store erfaring med livets skueplads, hendes beslutsomhed, fremsynethed, evne til at acceptere sandheden og andre sådanne egenskaber. Derfor beskrev Ibn al-Athir hende således: [Usud al-Ghaba-5/563](Arabisk********)

‘Hun var en kvinde med livskraft, selvrespekt, evne til at træffe selvstændige beslutninger samt intelligens og visdom.’

Som han sagde: ‘Kvinden er en lænke. Hun har nødvendigvis brug for en hals. Før du tager hende om halsen, så se grundigt efter, hvem du tager om halsen.’ Han sagde også: ‘Kvinder er lænker. Enhver mand må bære en lænke på sin hånd.’ [Al-Bayan wa at-Tabyin-3/267; Al-A‘lam-8/98]

En senere begivenhed. Under kaliffen Umars kalifat løb der i Mekka vand foran døren til Abu Sufyans (ra) hus. Når pilgrimmene gik forbi, gled deres fødder. Umar (ra) bad ham standse denne vandstrøm. Abu Sufyan (ra) tog ikke Umars (ra) ord alvorligt. En dag gik Umar (ra) derefter ad denne vej. Netop på det våde sted ved døren gled hans fod. Han løftede sin pisk over Abu Sufyans (ra) hoved og sagde: ‘Bad jeg dig ikke om at standse dette vandløb?’ Abu Sufyan pressede straks sin pegefinger mod sin mund. Da sagde Umar (ra): ‘Al lovprisning tilkommer Allah, som lod mig opleve, at jeg slog Abu Sufyan i Mekkas Batha-dal, mens han ikke havde nogen hjælper, og at jeg befalede ham noget, som han adlød.’ Da Hind hørte Umars bemærkning, udbrød hun: ‘Umar! Ros ham. Hvis du roser ham, vil du få noget meget stort.’

Da Umar ibn al-Khattab (ra) udnævnte Yazid ibn Abi Sufyan (ra) til guvernør i Sham, tog Muawiya (ra) til Sham sammen med Yazid. På dette tidspunkt sagde Abu Sufyan (ra) en dag til Hind (ra): ‘Hvordan føles det nu, at din søn Muawiya skal være under min søn Yazids myndighed?’ Hind svarede: ‘Hvis der opstår uro i arabernes enhed, så vil du se, hvilken position min søn og din søn indtager.’ Det skal bemærkes, at Yazid (ra) var søn af Abu Sufyans (ra) anden hustru. Kort efter døde Yazid (ra) i Sham. Umar (ra) udnævnte Muawiya (ra) i hans sted. Efter denne udnævnelse sagde Hind til Muawiya (ra): ‘Min søn! Ved Allah, kun få af de frie arabiske kvinder har født en søn som dig. Denne mand har løftet dig frem. Derfor skal du, hvad enten du bryder dig om det eller ej, gøre, som han ønsker.’ Af Hind den Ærværdiges bemærkninger og adfærd ved forskellige lejligheder fremgår det, at hun havde stor respekt for Umar (ra). Hun så altid på ham med respekt og ære.

En gang gik Hind til kaliffen Umar (ra) og bad om et lån på fire tusind dirham fra Bayt al-Mal. Hun sagde: ‘Med dette vil jeg drive handel og betale det tilbage lidt efter lidt.’ Kaliffen gav hende lånet. Hun tog pengene med til Kalb-stammens område og begyndte at købe og sælge dér. Imens fik hun at vide, at Abu Sufyan og hans søn Amr ibn Abi Sufyan var kommet til Muawiya (ra). Hun gik straks til Muawiya (ra).

Det skal bemærkes, at der allerede tidligere var opstået afstand mellem hende og Abu Sufyan (ra).

Muawiya (ra) spurgte, hvorfor hun var kommet på denne måde. Hind sagde: ‘Jeg er kommet for at holde øje med dig. Umar handler kun for Allahs skyld. Nu er din far kommet til dig. Jeg er bange for, at du vil lægge alt i hans hænder. Folk vil ikke kunne vide, hvorfra du giver ham disse ting. Senere vil Umar gribe dig.’ Muawiya (ra) gav sin far og sin bror et hundrede dinarer samt tøj og ridedyr. Broderen Amr fandt denne gave tilstrækkelig.

Abu Sufyan sagde: ‘Betragt ikke dette som en stor gave. Den blev ikke givet uden Hinds vidende. Og dette smukke tøj har Hind bragt.’ Derefter vendte de alle tilbage til Medina. På et tidspunkt spurgte Abu Sufyan Hind: ‘Har der været fortjeneste på handelen?’ Hind svarede: ‘Allah ved det bedst. Jeg har nogle handelsvarer i Medina.’ Da Hind kom til Medina, solgte hun sine varer og gik til Umar (ra) og fortalte ham om sit tab i handelen. Umar sagde: ‘Hvis de penge, du fik, havde været mine, ville jeg have eftergivet dem. Men disse penge tilhører muslimerne. Og det smukke tøj, som du gav Abu Sufyan, er stadig hos ham.’ Derefter sendte Umar (ra) folk for at arrestere Abu Sufyan. Han opkrævede det, som Abu Sufyan skyldte Hind, og løslod ham. Umar (ra) spurgte Abu Sufyan (ra): ‘Hvor meget gav Muawiya dig kontant?’ Abu Sufyan svarede: ‘Et hundrede dinarer.’ [A‘lam an-Nisa-5/249]

Det er omtalt i værket »Al-ʿIqd al-Farīd«. Abū Sufyān kom fra Muʿāwiya til Medina og gik til ʿUmar (ra) og sagde: »Giv mig noget.« ʿUmar (ra) sagde: »Jeg har ikke noget særligt hos mig, som jeg kan give dig.« ʿUmar (ra) gav en anden person sit segl og sendte ham til Hind. Han sagde til ham: »Sig til hende, at Abū Sufyān har bedt hende sende de to kar, som hun tog med.« Kort efter blev de to kar bragt til ʿUmar (ra). De indeholdt ti tusind dirham. ʿUmar (ra) sendte dirhamene sammen med karrene til Bayt al-Māl. Efter ʿUmar (ra) blev ʿUthmān (ra) kalif. Han ønskede at give pengene tilbage til Abū Sufyān (ra), men Abū Sufyān nægtede at tage imod dem og sagde: »Jeg vil under ingen omstændigheder tage de penge, som ʿUmar irettesatte mig for.« [Samme kilde; Al-ʿIqd al-Farīd 1/49]

Hind og Muʿāwiya

Mens Hind ammede sin søn Muʿāwiya (ra), forsøgte hun at opdrage ham til at være selvrespektfuld, gavmild, høflig og udstyret med forskellige gode egenskaber. Hun plejede at holde ham i sine arme som lille og vugge ham, mens hun melodisk fremsagde følgende vers. [Nisāʾ min ʿAṣr an-Nubuwwah 480]

(Arabisk***********)

»Min søn er af ædel afstamning og slægt. Han er højt elsket og forstandig blandt sin familie. Han udfører ikke uanstændige handlinger og er heller ikke af lav karakter. Han er hverken fej eller kujon, og han er heller ikke et symbol på ulykke og fordærv. Han er Banū Fihrs løve og deres leder. Han lader ikke menneskers forestillinger og antagelser blive gjort til løgn, og han flygter heller ikke af frygt.«

Da Muʿāwiya (ra) var et lille barn, så en mand ham en dag og bemærkede: »Jeg tror, at denne dreng en dag vil lede sit folk.« [Al-ʿIqd al-Farīd 2/287; ʿUyūn al-Akhbār 1/224]

Efter Yazīd ibn Abī Sufyāns død begyndte mange at sige: »Vi håber, at Muʿāwiya bliver Yazīds værdige efterfølger.« Da Hind hørte dette, bemærkede hun: »En mand som Muʿāwiya bliver ikke efterfølger for nogen.« Ved Gud! Hvis hele den arabiske halvø blev samlet og han blev kastet ind midt i den, ville han kunne komme ud, uanset hvilken vej han ønskede. [Al-ʿIqd al-Farīd 3/14] En gang blev der sagt til hende: »Hvis Muʿāwiya overlever, vil han herske over sit folk.« Hind sagde: »Må han gå til grunde, hvis han ikke hersker over andre end sit eget folk.« En gang var hun på vej til Ṭāʾif med den lille Muʿāwiya. Muʿāwiya sad forrest i haudajen på kamelens ryg. En arabisk beduin så ham og sagde til Hind: »Hold godt fast i barnet med begge hænder og opdrag ham omhyggeligt, for dette barn vil i fremtiden blive en stor leder og en person, der værner om slægtskabsbånd.« Hind afviste hans ord og sagde: »Nej, han vil snarere blive en højtstående konge og en gavmild mand.« [Aʿlām an-Nisāʾ 5/250]

Ḥaḍrat Muʿāwiya (ra) sagde følgende, da han beskrev sin mors herkomst: »Hind var i jahiliyya-tiden en meget betydningsfuld kvinde blandt Quraysh og i islams tid en æret og erfaren kvinde. Ḥaḍrat Muʿāwiya (ra) var en af arabernes største forstandige, intelligente, begavede og dygtige mænd. Han erhvervede flere af sine egenskaber fra sin mor end fra sin far. Senere i livet henførte Ḥaḍrat Muʿāwiya (ra) åbent sine personlige egenskaber til sin mor. Som svar på modstandernes kritik plejede han ofte stolt at sige: »Jeg er Hinds søn.« [Al-Bayān wa at-Tabyīn 2/92

Den ærede Hind (ra) forblev trofast mod Allahs Sendebuds (sa) pagt hele sit liv og opfyldte den til punkt og prikke. Hun deltog i slaget ved Yarmuk og opildnede på slagmarken soldaterne mod romerne. Under ‘Umars (ra) kalifat tog hun til sin søn Mu‘awiya (ra). [Tarikhu Dimashq, Tarajim an-Nisa’ – 437; al-A‘lam – 8/98]

Den ærede Hind (ra) overleverede flere hadither fra Allahs Sendebud (sa). Mu‘awiya og De Troendes Moder ‘A’isha (ra) overleverede hadither fra hende. En af de hadither, der er overleveret fra hende, er denne: [Overleveret i de fem øvrige bøger af Sihah Sitta, med undtagelse af Tirmidhi. Musnad Ahmad – 6/39; Tabaqat – 8/237;](Arabisk********)

»Jeg sagde til Profeten (ra): »Abu Sufyan er en nærig mand. Bortset fra det, jeg tager fra hans ejendom uden hans vidende, giver han hverken min søn eller mig noget. Vil jeg være skyldig i noget på grund af dette?« Han sagde: »Tag på rimelig vis så meget, som opfylder dine og din søns behov.««

Ibn al-Jawzi har imidlertid sagt i værket al-Mujtana, at vi ikke har kendskab til, at Hind skulle have overleveret noget direkte fra Allahs Sendebud (sa). [A‘lam an-Nisa – 5/250]

Ifølge forskellige overleveringer døde Hind (ra) i kaliffen ‘Umars (ra) kalifat i år 14 efter hijra, svarende til år 635 e.Kr. Den samme dag, som hun døde, døde også Abu Quhafa (ra), far til den ærede Abu Bakr as-Siddiq (ra). [Usud al-Ghaba – 563; Tahdhib al-Asma’ wal-Lughat – 2/357] Det er imidlertid også blevet overleveret, at efter Abu Sufyans (ra) død under den ærede ‘Uthmans (ra) kalifat sendte en mand et ægteskabsforslag til den ærede Mu‘awiya (ra) angående Hind. Han afslog det høfligt med ordene, at hun nu var ufrugtbar, og at hun ikke længere havde behov for at gifte sig. [al-Isaba – 4/426; Sahabiyyat – 271]

Durra (ra), Abu Lahabs datter

Efter at den ærede Allahs Sendebud (sa) var blevet udnævnt til profet, fortsatte han i tre år med at prædike Islams budskab hemmeligt i Mekka. Mange tog imod hans kald og troede på Allah og Hans Sendebud. Selvom det blev kendt, at mange havde antaget troen, forblev flertallets tro hemmelig af frygt for qurayshitternes forfølgelse. I begyndelsen tillagde qurayshitterne ikke Sendebudets (sa) prædiken særlig betydning. Tre år senere kom den ærede Jibril (as) til Sendebudet (sa) og befalede ham at kalde åbent til Islam; han meddelte ham også, at han var en tydelig advarer. Ibn ‘Abbas (ra) siger: Da dette vers –(Arabisk*********)

»Advar dine nærmeste slægtninge« [Sura ash-Shu‘ara – 214] – blev åbenbaret, steg Sendebudet (sa) op på toppen af Safa-bjerget og begyndte at råbe med høj stemme: »O folk fra Fihr-stammen, o folk fra ‘Adi-stammen!«

Da alle de ledende mænd blandt Quraysh hørte dette råb, samledes de. Den, der ikke kunne komme, sendte en repræsentant for at finde ud af, hvad sagen drejede sig om. Quraysh kom til stede, og Abū Lahab var også med dem. Så sagde han: »Sig mig, hvis jeg fortæller jer, at en gruppe ryttere ligger i skjul på sletten på den anden side af bjerget og ønsker at angribe jer, vil I så tro på det?« Alle svarede: »Ja, det vil vi, for vi har aldrig hørt dig lyve.« Profeten ﷺ sagde: »Så hør efter! Jeg er blevet sendt for at advare jer om en frygtelig straf.« Abū Lahab sagde: »Må du gå til grunde! Var det derfor, du kaldte os her?«

Efter at Abū Lahab havde sagt dette, åbenbarede Allah den Ophøjede Sūrat al-Lahab. Heri siges:(Arabisk*******)

»Må Abū Lahabs hænder gå til grunde, og må han selv gå til grunde.« [Ṣaḥīḥ Muslim 1/114; Ṣaḥīḥ al-Bukhārī 2/706; Tafsīr al-Khāzin 7/311; Tafsīr Ibn Kathīr: Sūrat al-Masad]

Durra, må Allah være tilfreds med hende, var denne Abū Lahabs datter, og ʿAbd al-Muṭṭalib var hendes bedstefar. Hun var efterkommer af den hāshimīske gren af Quraysh-klanen i Mekka og kusine til Allahs ædle Sendebud ﷺ. [Usud al-Ghāba 5/449; al-Istīʿāb 4/290; Siyar Aʿlām al-Nubalāʾ 2/275] Før vi omtaler Durra, må Allah være tilfreds med hende, er det ikke irrelevant kort at omtale hendes forældre.

Abū Lahab var en farbror til Allahs Sendebud ﷺ. Hans egentlige navn var ʿAbd al-ʿUzzā ibn ʿAbd al-Muṭṭalib ibn Hāshim. Over for sin nevø Muḥammad ﷺ nærede han et voldsomt had og fjendskab. Han havde ingen ende på sine tanker og bestræbelser på at plage ham og nedværdige hans religion og person. På grund af sin fysiske skønhed og sit strålende ansigt blev han kaldt »Abū Lahab« (flamme). Men for en person med et strålende ansigt burde navnet have været (Abū n-Nūr)(Arabisk****) eller (Arabisk****)(Abū d-Diyāʾ); men eftersom hans fremtidige opholdssted skulle blive Helvede, lod Allah allerede fra begyndelsen mennesker kalde ham Abū Lahab. [Tafsīr Ibn Kathīr; Sūrat al-Lahab]

Selv om Abū Lahab var Allahs ædle Sendebuds ﷺ farbror, havde han ikke den mindste medfølelse eller barmhjertighed med sin nevø. Så snart nevøen gjorde krav på profetkaldet og begyndte offentligt at udføre islams missionsarbejde, forværredes forholdet mellem dem alvorligt. Han begyndte at forfølge sin nevø for at ydmyge og vanære ham. Han lod ingen mulighed for at plage ham gå fra sig. For at stemple ham som løgner fulgte han efter ham på markeder og ved forskellige offentlige sammenkomster. Imām Aḥmad, må Allah være tilfreds med ham, har overleveret det fra Abū z-Zinād. Abū z-Zinād sagde: En mand ved navn Rabīʿa ibn ʿAbbād, som senere antog islam, fortalte mig: »Jeg så engang Profeten ﷺ på markedet i Dhū l-Majāz, hvor han talte til folkemængden og sagde:«(Arabisk******)

»O folk! Sig: Der er ingen guddom foruden Allah. Så vil I få succes.« En folkemængde var samlet omkring ham. En mand med et strålende ansigt fulgte efter ham og sagde til folk: »Denne religionsforræder er en løgner.« Da jeg spurgte folk, hvem denne mand var, svarede de: »Det er hans farbror, Abū Lahab.« [samme kilde; Nisāʾ min Āthār an-Nubūwa 191]

Af Tārıq ibn ʿAbdillāh al-Muḥāribīs beretning fremgår det, at Abū Lahab ikke blot var optaget af at modbevise Profetens ﷺ ord som løgn; han kastede også sten efter ham. Det fik Profetens ﷺ hæle til at bløde. [Tafhīm al-Qurʾān 6/522; Fī Ẓilāl al-Qurʾān 3/282]

Ikke nok med det! Han mente, at hans rigdom ville beskytte ham mod al ydmygelse, vanære og straf i både denne verden og det hinsidige. Det er blevet berettet, at da Allahs Sendebud (sa) kaldte sit folk til troen på Allah, sagde Abu Lahab: »Hvis det, min nevø siger, er sandt, vil jeg på Dommedag kunne løskøbe mig selv med min rigdom og mine børn.« Han ignorerede således Allah den Almægtiges erklæring: [Sura al-Shu’ara 88-89](Arabisk*******)

»Den dag vil hverken rigdom eller børn være til nogen nytte. Kun den, der kommer til Allah med et rent hjerte, vil have gavn af det.«

Før Allahs Sendebud (sa) modtog profetskabet, havde Abu Lahab giftet sine to sønner, Utba og Utaiba, med Allahs Sendebuds (sa) to døtre, Ruqayya og Umm Kulthum. Men efter at Sendebudet (sa) havde modtaget profetskabet og var begyndt at udbrede kaldet til dinen, tvang Abu Lahab sine to sønner til at lade profetens to døtre skille fra sig. [Tafhim al-Qur’an-6/522; Fi Zilal al-Qur’an-3/282]

Efter den ærefulde Sendebuds (sa) anden søn, Abdullah, var død, blev Abu Lahab så glad, at han løb hen til sine venner og med begejstret stemme sagde: »Muhammad er blevet sønneløs.« [Tafhim al-Qur’an-6/490]

Abu Lahabs hustrus, Durrahs (ra), mor, Umm Jamil, hed egentlig Arwa. Hun var datter af Harb ibn Umayya og søster til Abu Sufyan (ra). Hvad angår fjendskabet mod den ærefulde Sendebud (sa), stod hun ikke sin mand efter på noget punkt. Hun plejede at strø torne på den vej, som Sendebudet (sa) færdedes ad, og ved hans dør. Hun var yderst grov i munden og voldsomt stridbar. Det var hendes beskæftigelse at skælde Profeten (sa) ud, sprede sladder, skændes under forskellige påskud og skabe splid, uro og konfliktfyldte situationer. Kort sagt var hun en kvinde med en ussel karakter. Derfor har Allah den Almægtige sagt til hendes fordømmelse i Koranen:

(Arabisk*******)– og hans hustru, som bærer brændsel. [Sirat Ibn Hisham-1/355]

Da denne Umm Jamil fik at vide, at der var blevet åbenbaret vers til fordømmelse af hende selv og hendes mand, kom hun søgende efter Allahs Sendebud (sa) hen til Kabaen, hvor Sendebudet (sa) befandt sig. Den ærede Abu Bakr Siddiq var sammen med ham. Abu Lahabs hustru havde en håndfuld sten i hånden. Da hun nærmede sig Sendebudet (sa), fratog Allah hende synet. Derfor kunne hun ikke se Sendebudet (sa), men hun kunne se Abu Bakr (ra). Hun gik hen foran Abu Bakr (ra) og spurgte: »Hvor er din ledsager? Jeg har hørt, at han har fordømt mig. Ved Allahs ed! Hvis jeg får fat i ham, vil jeg kaste disse sten i ansigtet på ham. Se, ved Allahs ed! Jeg er også digter.« Derefter fremsagde hun følgende to vers(Arabisk****)

»Jeg har været ulydig mod Muzammam, fornægtet hans gerning og afvist hans din med had og foragt.«

Det skal bemærkes, at Mekkas datidige afgudsdyrkere ikke kaldte den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) Muhammad, men Muẓammam. Muhammad betyder „den lovpriste“. Muẓammam betyder „den forhadte“. Derefter gik Ummu Jamil bort. Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) sagde til Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham): „O Allahs Sendebud! Så hun dig ikke?“ Han svarede: „Nej, hun så mig ikke. Allah den Ophøjede havde frataget hende synet af mig.“ [samme værk, 1/356]

Ibn Ishaq siger, at de mennesker, som plagede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) inde i hans hus, blandt andre var Abu Lahab, al-Hakam ibn Abu al-‘As ibn Umayya, ‘Uqba ibn Abu Mu‘ayt, ‘Adiyy ibn Hamra, Thaqafi ibn al-Asda‘ og flere andre. De var alle Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) naboer. [Ar-Rahiq al-Makhtum, s. 103]

Det er værd at vide, hvad der blev enden på denne yderst bitre fjende af Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Han befandt sig i Mekka under slaget ved Badr. Da han hørte nyheden om muslimernes sejr i slaget, blev han ramt af en alvorlig pestlignende sygdom, (Arabisk***)(al-‘Adasa), og døde. I tre dage lå hans lig i huset. Af frygt for smitte gik ingen i nærheden. Da liget begyndte at gå i forrådnelse, og stanken bredte sig, kastede en af hans sønner vand på det på afstand og vaskede liget. Ingen fra Quraysh-stammen gik hen til liget. Derefter svøbte de det i et klæde, løftede det og bar det til Mekkas højtliggende område, hvor de lod det hvile op ad en mur og dækkede det med sten. Dette var den jordiske, usle endeligt for Allahs og Hans Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bitre fjende. [Nisa min ‘Asr an-Nubuwwa, s. 192]

I en sådan uren og skræmmende familie blev Durra bint Abu Lahab født og voksede op. Helt fra sin barndom så hun sine forældres sådanne urene og smagløse handlinger, men hun kunne ikke acceptere deres gerninger og opførsel. I sit indre forkastede hun sine forældres så modbydelige handlinger.

Efterhånden forstod hun Islams budskab. Islam fik en plads i hendes hjerte. En dag rystede hun afgudsdyrkelsens mørke af sig og blev oplyst af troens lys. (Arabisk****)(Han bringer de levende frem fra de døde.) Ligesom Allah, alverdens Herre, bringer de levende frem fra de døde, kan man sige, at det samme skete med Durra (må Allah være tilfreds med hende), da hun antog Islam.

Hazrat Durra (må Allah være tilfreds med hende) antog Islam i Mekka. [Az-Zirikli: Al-A‘lam, 2/338] Det vides dog ikke præcist, hvornår det skete. Hun emigrerede til Medina. [Siyar A‘lam an-Nubala, 2/275] Hendes første mand var al-Harith ibn Nawfal ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib. Han drog til slaget ved Badr på Qurayshs side og blev dræbt som afgudsdyrker. Med ham fik Durra (må Allah være tilfreds med hende) tre sønner: ‘Uqba, al-Walid og Abu Muslim. Efter hendes ankomst til Medina blev hun gift for anden gang med den berømte ledsager, Hazrat Dihya al-Kalbi (må Allah være tilfreds med ham). [Tabaqat Ibn Sa‘d, 8/50; Nisa min ‘Asr an-Nubuwwa, s. 193] Denne Dihya al-Kalbi (må Allah være tilfreds med ham) var en stor ledsager, som antog Islam i den tidlige periode. Han deltog sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i alle slag efter Badr. Han rejste med Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) brev til den romerske kejser Herakleios’ hof. Han var særdeles smuk. Gabriel (fred være med ham) antog undertiden hans skikkelse og kom til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Han levede indtil kalifatet under Hazrat Mu‘awiya (må Allah være tilfreds med ham). [Tahdhib al-Asma’ wa al-Lughat, 1/185]

Efter at Hazrat Durra (må Allah være tilfreds med hende) var emigreret til Medina, modtog hun stor velkomst, ære og anseelse, men nogle muslimske kvinder kunne ikke tage imod hende uden videre. Når de huskede hendes forældres behandling af Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), begyndte de at se ned på hende. Durra (må Allah være tilfreds med hende) kom i en meget pinlig situation. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) befriede hende fra denne situation. Når man samler det, der er blevet berettet i forskellige kilder om dette, lyder det således: „Durra bint Abu Lahab emigrerede til Medina og tog ophold i Rafi‘ ibn al-Mu‘alla az-Zurqis (må Allah være tilfreds med ham) hjem. Kvinderne fra Banu Zurayq kom for at møde hende og sagde: ‘Er du ikke datter af den Abu Lahab, om hvem der blev åbenbaret: ”(Arabisk*********)

Hvor er så fordelen ved din udvandring?“

Med et dybt bedrøvet hjerte kom Durra (ra) til Allahs Sendebud (sa) og fortalte ham, hvad kvinderne fra Zuraiq-stammen havde sagt. Sendebudet (sa) beroligede hende og sagde: »Sæt dig.« Derefter udførte han dhuhr-bønnen, satte sig på prædikestolen og forblev tavs et øjeblik. Så sagde han: (Arabisk*******)

»O folk! Hvorfor bliver jeg såret på grund af min familie? Ved Allah! Mine nærmeste slægtninge vil få min forbøn på opstandelsens dag. Ja, selv stammerne Sudā, Hakam og Sahlab fra Yemen vil helt sikkert få del i den.[A‘lām an-Nisā’ 1/409; Usud al-Ghāba 5/450; al-Isāba 4/490; Hayāt as-Sahāba 1/372]

I en anden overlevering siges det, at Sendebudet (sa), idet han hentydede til Durras (ra) værdighed, sagde: (Arabisk********)

»Den, der gør dig vred, gør Allah vred.«[ash-Shawkānī, Durūs as-Sahāba, 542]

Hazrat Durras (ra) forbindelse til Profetens familie var ikke fjern. Derfor besøgte hun ofte de troendes moder, ‘Ā’isha (ra), og tilegnede sig viden om forskellige islamiske emner fra hende. Det skete også ofte, at de to konkurrerede om at tjene Allahs Sendebud (sa). Hun har beskrevet en sådan episode således: »Jeg sad hos ‘Ā’isha (ra), da Sendebudet (sa) trådte ind i huset og sagde: “Giv mig vand til wudu.” Både jeg og ‘Ā’isha løb hen til vandbeholderen. Jeg nåede den før ‘Ā’isha. Efter at Allahs Sendebud (sa) havde udført wudu med vandet, løftede han blikket mod mig og sagde:

(Arabisk*****)Du er et medlem af min familie, og jeg er et medlem af din familie.[Imam ash-Shawkānī har sagt, at imam Ahmad har overleveret hadithen. Alle overlevererne i kæden fra Durra er thiqa, det vil sige troværdige. (Durūs as-Sahāba, 543)]

Hazrat Durra (ra) var en af Qurayshs fremtrædende kvindelige digtere. Hun overleverede også hadither. Hun overleverede i alt tre hadither, direkte fra Profeten (ra) og gennem ‘Ā’isha (ra). Nedenfor citeres en af de hadither, hun overleverede: (Arabisk******)

»Durra (ra) fortæller: Allahs Sendebud (sa) stod på prædikestolen, da en mand rejste sig og spurgte: “O Allahs Sendebud! Hvilken person er den bedste?” Sendebudet (sa) sagde: “Den bedste person er den, der læser mest Koran, udviser mest taqwa og fromhed, oftest påbyder det gode, oftest forbyder det onde og oftest bevarer slægtskabsbåndene intakte.”«

Den anden hadith, der er overleveret fra hende, lyder:(Arabisk********)

‘Ingen levende person må påføres skade på grund af en død person.’[Al-Isti‘ab-4/291; Al-Isaba-4/291; Al-A‘lam-2/338]

Hun besad et stærkt poetisk talent. Hun beskæftigede sig med digtning. I forskellige værker findes der nogle digte med fremragende og tankevækkende indhold, som tilskrives hende. Nedenfor følger et uddrag af et af hendes digte om Fijar-krigen: [A‘lam an-Nisa-1/409; Sha‘irat al-‘Arab-120; Nisa min ‘Asr an-Nubuwwah-196] (Arabisk*********)

‘Ved daggry på en dag med frygt og rædsel møder de en urokkelig hær, fast som et bjerg, hvori der også er ledere iført Banu Fihrs krigsdragter.

Når den enorme hær, ophidset som en galning og tavs, kommer til syne, vil du tro, at den er som havets oprørte bølger.

Rytterhæren styrter som jagtfalke frem foran den gråfarvede hær med dragne sværd i hænderne.

Disse sværds dødbringende gift ophidser selv den koldeste blandt dem og får den varmeste til at strømme frem.

De er et sådant folk, at hvis en sten stiller sig som en hindring foran dem, bliver de selv hårde og blødgør selv den hårde sten.’

Hazrat Durra bevarede hele sit liv den ære og værdighed, hun havde opnået hos Allahs Ædle Sendebud (sa). Sendebudet (sa) forlod denne verden, mens han var tilfreds med hende. Durra (ra) døde i år 20 efter hijra under kaliffen Hazrat Umars (ra) kalifat.[Nisa min Asr an-Nubuwwah-196]

Det skal bemærkes, at historien kender tre kvindelige sahabiyyer ved navn Durra. De var: Durra bint Abi Sufyan, Durra bint Abi Salama og Durra bint Abi Lahab, måtte Allah være tilfreds med dem alle.

 Ummu Kulthum (ra) bint Uqba

Ummu Kulthum var datter af Quraysh-slægten i Mekka. Dette var hendes tilnavn; hendes egentlige navn kendes ikke. Hendes far var Uqba ibn Abi Mu’ayt al-Umawi, og hendes mor var Arwa bint Qurayz.[Usud al-Ghaba-5/614; Tahdhib al-Asma’ wa al-Lughat-2/365; Siyar A’lam an-Nubala’-2/276] Det skal bemærkes, at historien nævner i alt syv kvindelige sahabiyyer ved navn Ummu Kulthum.[Se Usud al-Ghaba-5/612-615] Hun var moderligt beslægtet halvsøster til Hazrat Uthman ibn Affan (ra), et af medlemmerne af Ashara Mubashshara og islams tredje kalif. Arwa bint Qurayz var nemlig også Hazrat Uthmans (ra) mor. Ummu Kulthums (ra) to biologiske brødre, al-Walid og Umara, antog islam på tidspunktet for erobringen af Mekka.[Nisa’ min Asr an-Nubuwwah-383]

Hazrat Ummu Kulthums (ra) far var en svoren fjende af Den Ædle Profet (sa) under dennes liv i Mekka. Han blev kendt i historien for sin overdrevne forfølgelse af Profeten (sa) og de svage muslimer i Mekka. Han blev taget til fange af den muslimske hær i slaget ved Badr og dræbt på Allahs Sendebuds (sa) befaling. Ummu Kulthum (ra) befandt sig på det tidspunkt i Mekka. Historikerne har nævnt, at der ikke faldt så meget som en eneste tåre fra hendes øjne, da hun hørte nyheden om drabet på sin brutale far.

Ummu Kulthum (ra) antog islam i en ung alder, mens hun stadig boede i sin fars hus i Mekka, og dér aflagde hun troskabseden til Allahs Sendebud (sa) før hans hijra. Hun var blandt dem, der bad vendt mod begge qiblaer.[Samme kilde]

Hun var den første muhajir-kvinde, der flygtede og alene begav sig af sted mod Medina.

Hun blev født ind i en ekstremt islamfjendtlig familie i Mekka. Da det blev kendt, at hun havde antaget islam, blev hun konfronteret med yderst vanskelige forhold. Undertrykkelse og forfølgelse blev bragt over hende. Hun blev holdt indespærret i huset, så hun ikke kunne foretage hijra sammen med de muhajirer, der var på vej til Medina. Hun måtte tilbringe lang tid under disse forhold.

Ibn ʿAbd al-Barr (d. 463 hijri) fortæller, at Umm Kulthum (ra) ikke kunne foretage hijra før det syvende hijri-år. Umiddelbart efter Hudaybiyya-forliget opstod der en mulighed for hende til at foretage hijra til Medina, og hun flygtede fra Mekka og nåede frem til Medina. En af betingelserne i Hudaybiyya-forliget var, at enhver fra Mekka, som antog islam og rejste til Medina, skulle sendes tilbage. To dage efter at Umm Kulthum (ra) var nået frem til Medina, ankom hendes to helbrødre, al-Walid og ʿUmara ibn ʿUqba, til Allahs Sendebud (sa) i Medina for at kræve hende udleveret. Da blev vers 10 i sura al-Mumtahana åbenbaret, hvori det blev forbudt at sende de kvindelige muhajirer, som kom fra Mekka, tilbage. Efter dette vers blev åbenbaret, nægtede Sendebudet (sa) at overgive Umm Kulthum (ra) til hendes brødre.[Al-Bayhaqi, Dala’il an-Nubuwwah 4/171; al-Istiʿab 4/465; Nasab Quraysh 145] Han sagde til dem: “(Arabisk*******)

„Betingelsen gjaldt mændene, ikke kvinderne.“[Tafhim al-Qur’an, bind 17, s. 72; hadithen i Tafhim al-Qur’an er citeret fra Imam al-Razis Tafsir al-Kabir og Ibn al-Arabis Ahkam al-Qur’an.]

Beretningen om Hazrat Umm Kulthums (ra) hijra til Medina er ganske bemærkelsesværdig og forunderlig. Det fremgår af forskellige historiske kilder, at hun forlod Mekka alene og undervejs tog en mand fra Khuzāʿah-stammen med som ledsager. Hun nåede Medina til fods, eller ifølge en anden beretning ridende på en kamel. Ibn Saʿd (d. 230 hijri) siger: Vi kender ingen anden kvinde fra Quraysh end Umm Kulthum (ra), som alene, efter at have antaget islam, foretog hijra til Allah og Hans Sendebud.[Tabaqat 8/230]

Lad os høre beretningen om Hazrat Umm Kulthums (ra) hijra fra Mekka til Medina og hendes fremgangsmåde med hendes egne ord:

En del af min familie boede på landet (i oasen). Jeg plejede at tage derhen alene, opholde mig der i tre eller fire dage og derefter vende tilbage til Mekka. Ingen forbød mig at tage derhen på denne måde. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at rejse til Medina. En dag forlod jeg Mekka med kurs mod landet. De, der var kommet for at følge mig på vej, fulgte mig et stykke og vendte derefter tilbage. Jeg fortsatte alene, og på det tidspunkt mødte jeg en mand fra Khuzāʿah-stammen. Han spurgte: Hvor skal du hen?

Jeg spurgte: Hvorfor stiller du dette spørgsmål, og hvem er du?

Han sagde: Jeg er fra Khuzāʿah-stammen.

Da han sagde, at han var fra Khuzāʿah-stammen, blev jeg beroliget. For denne stamme havde indgået en forligs- og fredsaftale med Allahs Sendebud (sa). Jeg fortalte ham, hvem jeg var, og sagde:

Jeg er en kvinde fra Quraysh-stammen og ønsker at tage til Allahs Sendebud (ﷺ), men jeg kender ikke vejen.

Han sagde: „Jeg vil bringe dig til Medina.“

Derefter førte han en kamel hen til mig. Jeg steg op på dens ryg.

Efter nogen tid nåede vi Medina. Han var en fremragende ledsager. Må Allah belønne ham godt. Jeg gik til De Troendes Moder, Umm Salama (ra), og præsenterede mig. Hun omfavnede mig og sagde: „Er du emigreret til Den Almægtige Allah, Rabb al-ʿĀlamīn, og Hans Sendebud (ﷺ)?“

Jeg svarede: „Ja. Men jeg er bange for, at jeg bliver sendt tilbage.“

Lidt senere kom Allahs Sendebud (ﷺ) til Umm Salama (ra). Da Umm Salama (ra) fortalte ham om min situation, bød han mig velkommen med ordene: „Marhaban wa ahlan.“

Jeg sagde: „Jeg er flygtet til dig for min religions skyld. Giv mig beskyttelse, og send mig ikke tilbage. Hvis du sender mig tilbage, vil de straffe mig på en måde, som jeg ikke kan udholde.“

Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: „Den Almægtige Allah har erklæret fredsaftalen ugyldig med hensyn til kvinder.“ Som tidligere nævnt omhandlede den bestemmelse i Hudaybiyyah-aftalen, der foreskrev, at folk fra Mekka skulle sendes tilbage, kun mænd; der var intet nævnt om kvinder. Derefter reciterede Allahs Sendebud (ﷺ) de følgende to vers: [Sura al-Mumtahanah 10–11](Arabisk**********)

»O I, der tror! Når troende kvinder udvandrer til jer, så prøv dem; Allah kender fuldt ud deres tro. Hvis I får at vide, at de er troende, må I ikke sende dem tilbage til de vantro. Troende kvinder er ikke lovlige for de vantro, og de vantro mænd er ikke lovlige for troende kvinder. Giv de vantro tilbage, hvad de har brugt. Hvis I derefter gifter jer med dem, begår I ingen synd, såfremt I giver dem deres mahr. Oprethold ikke ægteskabelige forbindelser med vantro kvinder. Kræv tilbage, hvad I har brugt, og de vantro skal kræve tilbage, hvad de har brugt. Dette er Allahs bud; Han dømmer mellem jer. Allah er Alvidende, Alvise. Hvis nogen af jeres hustruer undslipper jer og slutter sig til de vantro, og I senere får mulighed for det, så giv dem, hvis hustruer er undsluppet, et beløb svarende til det, de har brugt. Frygt Allah, Ham som I tror på.«

Derefter prøvede Allahs Sendebud (sa) Ummu Kulsum (ra) og alle de kvinder, der kom til Medina efter hende, i lyset af dette vers. Hadrat Ibn Abbas blev spurgt: Hvordan prøvede Allahs Sendebud (sa) kvinderne? Han svarede: Han fik de kvinder, der ankom til Medina, til at aflægge følgende ed: Ved Allah! Jeg forlod ikke mit hjem af had eller fjendskab mod min mand. Ved Allah! Jeg forlod det ikke af længsel efter at flytte fra ét land til et andet. Ved Allah! Jeg forlod ikke mit hjem af noget verdsligt begær eller nogen verdslig attrå. Ved Allah! Jeg forlod kun mit hjem af kærlighed til Allah og Hans Sendebud (sa).[Mukhtasar Tafsir Ibn Kathir-3/485; Tafsir al-Khazin ma’a hashiyat al-Baghawi-7/78; Sirat Ibn Hisham-2/325; Siyar a’lam an-nubala-2/276; adh-Dhahabi: Tarikh-2/400; Zad al-ma’ad-3/300]

Denne begivenhed viser Ummu Kulsums (ra) skarpe intelligens og faste tro. Allah, Herren over alle verdener, fastsatte gennem hende adskillige særlige bestemmelser i den islamiske sharia. Dette var en særlig ære for hende.

Under livet i Medina indtog Hadrat Ummu Kulsum (ra) en særlig ærefuld position blandt de kvindelige sahaba. Hadrat Rasul-e-Karim (sa) så på hende med respekt og tillagde hendes oprigtighed i troen stor betydning. Han tog hende med på nogle af jihad-ekspeditionerne og satte hende til at tage sig af de sårede. Han gav hende også en andel af krigsbyttet.[Nisa min ‘asr an-nubuwwah-386]

Ægteskaber

Ummu Kulsum (ra) giftede sig ikke før udvandringen. Efter at hun var kommet til Medina, friede fire fremtrædende sahaba til hende. De var: Zubayr ibn al-Awwam, Zayd ibn Haritha, Abd ar-Rahman ibn Awf og Amr ibn al-As (ra). Hun rådførte sig med sin halvbror Uthman ibn Affan (ra). Uthman (ra) bad hende rådføre sig med Allahs Sendebud (sa). Hun gik til Allahs Sendebud (sa) og bad ham om råd, så hun kunne træffe sin beslutning. Sendebudet (sa) sagde til hende: »Gift dig med Zayd ibn Haritha. Det vil være godt for dig.« Hun giftede sig med Zayd.

Hadrat Zayd (ra) blev martyr i slaget ved Mu’ta. Derefter giftede Hadrat Zubayr ibn al-Awwam (ra) sig med hende. Hadrat Zubayr (ra) var noget hård af natur. Han behandlede sine hustruer temmelig strengt.

Derfor anmodede Hadrat Ummu Kulsum (ra) om skilsmisse, og han skilte sig fra hende. Efter at de således var blevet skilt, giftede Hadrat Abd ar-Rahman ibn Awf (ra) sig med hende. Abd ar-Rahman døde efter at være blevet syg. Derefter giftede Amr sig med hende. Abd ar-Rahman døde efter at være blevet syg. På det tidspunkt var Amr ibn al-As (ra) guvernør i Egypten. Han giftede sig med Ummu Kulsum (ra), og hun døde i hans hjem.[Tahdhib al-asma wa al-lughat-2/365; Tahdhib at-tahdhib-12/477; Ansab al-ashraf-1/471; Siyar a’lam an-nubala-2/277] Det var på det tidspunkt, hvor Hadrat Ali (ra) var den fjerde kalif og regerede som kalif.

barn

I huset hos den ærværdige az-Zubayr ibn al-ʿAwwām (må Allah være tilfreds med ham) blev Zaynab født, og i huset hos ʿAbd ar-Rahmān ibn ʿAwf (må Allah være tilfreds med ham) blev Ibrāhīm, Muhammad og Ismāʿīl født. I huset hos den ærværdige Zayd og ʿAmr ibn al-ʿĀs (må Allah være tilfreds med dem) blev der født et barn. I huset hos den ærværdige Zayd og ʿAmr ibn al-ʿĀs (må Allah være tilfreds med dem) blev der ikke født noget barn. Blandt hendes børn blev Humayd en tābiʿī og en fremragende faqīh og lærd. Han overleverede mange hadither. Han hørte hadither fra sin morbror, den ærværdige ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham), allerede som barn. Ibn al-ʿImād al-Hanbalī har sagt: »Han var en berømt og højt anset lærd.« Han døde i år 95 efter hijra. [Shadharāt adh-Dhahab 1/386–387]

På den tid, hvor læsning og skrivning overhovedet ikke var udbredt, var Umm Kulthūm en af de få kvinder fra Quraysh, der kunne læse og skrive. Hun overleverede ti hadither fra Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Blandt dem, der overleverede hadither fra hende, var hendes to sønner, Humayd ibn Nāfiʿ, og hadither blev også overleveret gennem ham. [Al-Istīʿāb 2/794] Hendes hadither er samlet i Sahīhayn (al-Bukhārī og Muslim). Én hadith er enstemmigt anerkendt som autentisk. Haditherne er også samlet i de øvrige bøger i Sihāh Sitta, bortset fra Ibn Mājah. [Sahābiyyāt 243; Nisāʾ min ʿAsr an-Nubuwwah 388]

 Asmāʾ bint ʿUmays (må Allah være tilfreds med hende)

Asmāʾ var datter af den arabiske Khathʿam-stamme. Hendes far var ʿUmays ibn Maʿād, og hendes mor var Khawla bint ʿAwf. Hendes mor, Khawla, som også var kendt som Hind, var fra stammen Kināna. Asmāʾs tilnavn var Umm ʿAbdillāh. [Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 2/282] Hun var halvsøster til de troendes moder, den ærværdige Maymūna (må Allah være tilfreds med hende). [Sīrat Ibn Hishām 1/257; note 7; Siyar Sahābiyyāt 141] Hun blev gift med Jaʿfar ibn Abī Tālib (må Allah være tilfreds med ham), den ærværdige ʿAlī ibn Abī Tālibs storebror. [Tabaqāt Ibn Saʿd 8/280; Ibn Qutayba; al-Maʿārif 171, 173] Hun var hel- eller halvsøster til en gruppe berømte kvindelige sahābiyyāt. Deres antal var ni eller ti. [Al-Isāba 4/231]

Hun antog islam, før Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) tog ophold i Dār al-Arqam i Mekka. [Tabaqāt 8/280]

Omtrent på samme tid antog hendes mand, den ærværdige Jaʿfar (må Allah være tilfreds med ham), også islam. [Sīrat Ibn Hishām 1/136] Efter at have antaget islam foretog hun hijra sammen med sin mand til Abessinien. Der blev deres tre sønner, ʿAbdullāh, Muhammad og ʿAwn, født. [Samme værk 1/323, 2/359; Ansāb al-Ashrāf 1/198; Siyar Aʿlām an-Nubalāʾ 2/283; Jamharat Ansāb al-ʿArab 390]

Efter at have opholdt sig i Abessinien i nogle år nåede hun direkte fra Abessinien frem til Medina i det syvende år efter hijra, på tidspunktet for erobringen af Khaybar. [Ansāb al-Ashrāf 1/198; Sīrat Ibn Hishām 2/359, 269] Da hun nåede Medina, gik hun til de troendes moder, den ærværdige Hafsas (må Allah være tilfreds med hende) hus. På det tidspunkt kom den ærværdige ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) til stede. Han spurgte: »Hvem er denne kvinde?« Der blev svaret: »Asmāʾ bint ʿUmays.« ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Ja, den abessinske kvinde, havets kvinde!« Asmāʾ sagde: »Ja, det er mig.« ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Gennem hijraen har vi overgået jer i rang.« Asmāʾ sagde: »Ja, det har du ret i. I var sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han gav jeres sultne mad og underviste jeres uvidende. Mens vi var langt borte fra vores land og hjælpeløse, holdt vi os dér for Allahs og Hans Sendebuds tilfredshed. Med tålmodighed og standhaftighed stod vi over for den ene hårde prøvelse og ulykke efter den anden. Lad os se Allahs Sendebud vende tilbage, så vil jeg underrette ham om sagen.« Asmāʾ sagde disse ord med en vis vrede. I mellemtiden kom Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til stede. Asmāʾ (må Allah være tilfreds med hende) fortalte ham alt. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »De foretog kun én hijra, mens I foretog to hijraer. På dette punkt har I større rang.« [Fath al-Bārī 7/317; al-Maghāzī – kapitlet om slaget ved Khaybar; Muslim, hadith nr. 2503; Fī Fadāʾil as-Sahāba; Kanz al-ʿUmmāl 8/333]

Det er blevet overleveret fra ‘Amir. Asma’ klagede således: »Guds Sendebud! Disse mennesker mener, at vi ikke er muhajirun.« Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »De, der siger sådan, taler usandt. Jeres hijra fandt sted to gange. Én gang udvandrede I til Najashi, og én gang til mig.« [Tabakat-8/281; Al-Isaba-4/231]

Da dette glædelige budskab, som var kommet fra Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) egen mund, spredte sig blandt folk, blev de, der havde udvandret til Abessinien, overordentligt glade. De kom til Asma’ for at få bekræftet sandheden i dette glædelige budskab. [Bukhari-2/607-608; Tabakat-8/281]

Det historiske slag ved Mu’ta fandt sted i det ottende hijri-år. Asmas (må Allah være tilfreds med hende) ægtemand, Ja‘far (må Allah være tilfreds med ham), var en af hærens ledere i dette slag. Han led martyrdøden i slaget. Da nyheden nåede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), skyndte han sig til Asmas (må Allah være tilfreds med hende) hus og sagde: »Bring Ja‘fars sønner til mig.« Asma’ badede drengene, gjorde dem rene og velsoignerede og førte dem frem for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) øjne blev fyldt med tårer. Han omfavnede drengene og kyssede dem. Asma’ spurgte: »Har du fået nogen nyhed om Ja‘far?« Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Ja, han er blevet martyr.« Så snart Asma’ hørte dette, udstødte hun et skrig, og huset blev forvandlet til et sted med klage og sorg. Naboernes kvinder samledes omkring hende og sagde til hende, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at slå sig på brystet. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) rejste sig derfra, vendte tilbage til sit hus og sagde: »Tilbered mad til Ja‘fars sønner, for deres mor Asma’ er blevet overvældet af sorg og smerte.« [Musnad-6/370; Ansab al-Ashraf-1/380]

Derefter gik Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til moskeen med et bedrøvet hjerte og et sørgmodigt ansigt og bekendtgjorde Hazrat Ja‘fars (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød. Netop da kom en mand til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde, at Ja‘fars hustru var begyndt at klage og græde. Han sagde til manden: »Gå og forbyd dem at gøre sådan.« Efter et stykke tid vendte manden tilbage og sagde: »Guds Sendebud, de holder ikke op.« Han sendte igen manden af sted med den samme besked. Men heller ikke det hjalp. Da sagde Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Fyld hendes mund med jord.« Det er også overleveret i Sahih Bukhari, at Hazrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) sagde til denne mand: »Ved Allahs ed! Hvis I ikke gør dette — fylder hendes mund med jord — vil Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke blive befriet for sin smerte.« På den tredje dag gik Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til Asmas hus og forbød hende at sørge på denne måde. [Musnad-6/369]

Det andet ægteskab

Seks måneder efter hendes ægtemand Hazrat Ja‘fars (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød blev Asmas andet ægteskab indgået med Hazrat Abu Bakr i måneden Shawwal i det ottende hijri-år, omkring tiden for slaget ved Hunayn. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forestod selv vielsen. [Al-Isaba-4/231] To år efter dette ægteskab, i måneden Dhu al-Qa‘dah i det tiende hijri-år, fødte hun sønnen Muhammad ibn Abi Bakr, som var undfanget med Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). På det tidspunkt var Asma’ på vej mod Mekka sammen med Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) karavane til afskedshajj. Da de nåede Dhu al-Hulayfa, fødte hun Muhammad. Nu blev hun usikker på, hvordan hun skulle gennemføre hajj. Hendes ægtemand Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) ønskede også at sende hende tilbage til Medina. Til sidst blev Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) mening indhentet. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Sig til hende, at hun skal tage et rituelt bad og iføre sig ihram til hajj.« [Tabakat-8/282; Musnad-6/369; Muslim-3/185-186]

Da hendes første ægtemand Ja‘far døde som martyr i det ottende hijri-år, blev Hazrat Asma’ (må Allah være tilfreds med hende) dybt bedrøvet. Men i håbet om at opnå Allahs og Hans Sendebuds tilfredshed forvandlede hun denne sorg og smerte til tålmodighed og taknemmelighed. Da hendes anden ægtemand Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) døde i det trettende hijri-år, blev hun igen overvældet af sorg. Gennem tålmodighed og udholdenhed overvandt hun også denne sorg. Ved sin død testamenterede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), at hans hustru Asma’ skulle foretage hans sidste rituelle vask. Asma’ vaskede ham. [Muwatta-1/223; Tabakat-8/283] Da hun var færdig med vasken, sagde hun til de tilstedeværende muhajirun: »Jeg faster, og dagen er også meget kold. Skal jeg også tage et bad?« De svarede: »Nej.« [Muwatta-1/222-223; Siyar A‘lam al-Nubala-2/286]

Da Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) døde, var det barn, Muhammad, som Asma’ havde født med ham, omkring tre år gammelt. [Tabakat-8/284] Senere blev denne Muhammad en af de fremtrædende vidner til eller hovedaktører i den alvorlige tragedie, mordet på den tredje kalif, Hazrat ‘Uthman (må Allah være tilfreds med ham).

Efter hendes anden ægtemand Abu Bakrs (ra) død tog Hazrat Asma’ Hazrat Ali (ra) som sin tredje ægtemand. Hendes søn Muhammad ibn Abi Bakr flyttede sammen med sin mor ind i sin stedfar Alis (ra) hjem og voksede op under hans kærlighed og omsorg. Det skal bemærkes, at den egentlige årsag til, at mange senere forsøgte at lægge ansvaret for mordet på Hazrat Uthman (ra) på Hazrat Ali (ra), var denne stedsøn Muhammads opførsel.

Læserne vil have bemærket, at Hazrat Asmas to sønner hed Muhammad – Muhammad ibn Ja‘far og Muhammad ibn Abi Bakr. En dag begyndte de to drenge at fremhæve hver sin adel og overlegenhed over for den anden og sagde: »Jeg er mere ærefuld end dig. Min far er mere anset end din far.« Deres diskussion fortsatte i lang tid. Hazrat Ali (ra) sagde til deres mor Asma: »Du må afgøre denne strid mellem dem.« Asma sagde: »Blandt de unge arabere har jeg ikke fundet nogen bedre end Ja‘far, og blandt de ældre har jeg ikke set nogen bedre end Abu Bakr.« Ali (ra) sagde: »Du har ikke efterladt mig noget at sige. Hvis jeg havde sagt andet end det, du har sagt, ville jeg være blevet utilfreds.« Asma sagde da: »Hvad angår godhed, er De den tredje blandt de tre.«[Pragukt-8/285; Siyar A‘lam an-Nubala-2/287]

Hazrat Asma fødte sønnen Yahya med Hazrat Ali (ra). Ibn Sa‘d har imidlertid i sin Tabaqat, med Muhammad ibn Umar som kilde, berettet, at Asma med Ali (ra) fik to sønner, Yahya og Awn. Den førstnævnte beretning synes at være korrekt, eftersom de fleste sira-eksperter har antaget netop denne opfattelse. Allama Ibn al-Athir erklærede den sidstnævnte opfattelse for fejlagtig. Han skrev, at det var en opdigtning fra Ibn al-Kalbi, som var en berømt løgner.[Usud al-Ghaba-5/395; Siyar al-Sahabiyyat-144; al-Isti‘ab-2/745] Hazrat Asma havde altså i alt fem børn med sine tre ægtemænd. Hos Hazrat Ja‘far var der Muhammad, Abdullah og Awn; hos Abu Bakr (ra) Muhammad; og hos Ali (ra) Yahya.[Ansab al-Ashraf-1/447] Alle fem var sønner.

Som tidligere antydet blev Muhammad ibn Abi Bakr involveret i oprøret og urolighederne under kalif Uthmans kalifat. Som følge heraf blev han dræbt i Egypten i år 38 efter hijra. Hans lig blev stoppet ind i et æselskind og brændt, og der blev taget en yderst grusom hævn. Naturligvis blev hans mor Asma dybt bedrøvet over sønnens tragiske skæbne. Men hun mistede ikke modet; hun udviste tålmodighed. Da hun hørte denne hjerteskærende nyhed, bredte hun sin bedemåtte ud og stillede sig op til bøn.[Al-Isaba-4/231; Sahabiyyat-173]

Mens Hazrat Asma (ra) opholdt sig i Abessinien, lærte hun nogle enkle former for folkemedicin dér. Da Allahs Sendebud (sa) lå på sit dødsleje og nærmede sig afslutningen på sit jordiske liv, diagnosticerede Umm Salama og Asma (ra) i fællesskab hans sygdom som »dhat al-janb« og forsøgte at give ham medicin. Sendebudet (sa) nægtede at indtage nogen form for medicin. Netop da blev han en smule bevidstløs. De to kvinder opfattede dette som en mulighed. De åbnede hans mund en smule og hældte medicinen ind. Da hans bevidstløshed efter nogen tid fortog sig, følte han en vis lettelse og sagde: »Denne medicin må sandsynligvis være blevet tilberedt af Asma.«[Bukhari-2/851; Ansab al-Ashraf-1/545]

Der er overleveret tres hadither fra Hazrat Asma (ra). Blandt de mest fremtrædende af dem, der hørte hadither og overleverede dem fra hende, var Abdullah ibn Ja‘far, Ibn Abbas, Qasim ibn Muhammad, Abdullah ibn Shaddad ibn al-Had, Urwa, Sa‘id ibn al-Musayyib, Umm Awn bint Muhammad ibn Ja‘far, Fatima bint Ali og Abu Yazid al-Madani.[ad-Durr al-Manthur-35; Siyar A‘lam an-Nubala-2/278] Hun tilegnede sig direkte viden om forskellige emner fra Allahs Sendebud (sa). Sendebudet (sa) lærte hende en dua, som hun skulle fremsige i tider med vanskeligheder og ulykker. Asma plejede at fremsige den.[Musnad-6/369; Kanz al-Ummal-1/299]

Hun havde stor viden om drømmetydning. Derfor plejede Umar (ra) som regel at få sine drømme tydet af hende.[Kanz al-Ummal-3/153; al-Isaba-4/231; Hayat as-Sahaba-3/450]

Hazrat Asmas (ra) tredje ægtemand, Ali (ra), blev martyr i år 40 efter hijra. Hazrat Asma døde selv nogle få dage senere.[Tahdhib at-Tahdhib-12/399; Shajarat adh-Dhahab-1/15, 48]

En dag så Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) de tre sønner af Asmās første ægtemand, Jaʿfar, og bemærkede, at de var meget magre og svage. Han spurgte: »Hvorfor er de i denne tilstand?« Asmāʾ svarede: »De bliver ramt meget af det onde øje.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvorfor udfører du så ikke ruqya for dem?« Hazrat Asmāʾ kendte en besværgelse. Hun fremsagde den for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Efter at have hørt den sagde han: »Ja, den er i orden.« [Muslim 2/223]

Hazrat Asmāʾ (må Allah være tilfreds med hende) var dybt knyttet til Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) familie i hans levetid. Nogle overleveringer viser, at hun var meget aktiv ved Hazrat Fātimas (må Allah være tilfreds med hende) bryllup. Som repræsentant for brudens familie gik hun til svigersønnen ʿAlīs (må Allah være tilfreds med ham) hus. [Hayāt as-Sahāba 2/667–668]

 Bibliografi

1. Imām adh-Dhahabī:

(a) Siyar aʿlām an-nubalāʾ, (Beirut: al-Muʾassasat ar-Risāla, 7. udgave, 1990)

(b) Tadhkirat al-huffāẓ, (Beirut: Dār Iḥyāʾ at-Turāth al-Islāmī)

(c) Tārīkh al-Islām wa-ṭabaqāt al-mashāhīr wa-l-aʿlām, (Kairo: Maktabat al-Qudsī, 1367 هـ)

2. Ibn Ḥajar:

(a) Tahdhīb al-Tahdhīb, (Hyderabad: Dā’irat al-Ma‘ārif, 1325 AH; Beirut: Dār al-Ma‘rifa)

(b) Taqrīb al-Tahdhīb (Lucknow)

(c) al-Isāba fī Tamyīz al-Sahāba, (Beirut: Dār al-Fikr, 1978)

(d) Lisān al-Mīzān, (Hyderabad, 1331 AH)

(e) Fath al-Bārī, (Egypt, 1319 AH)

3. Jamāl al-Dīn Yūsuf al-Mizzī: Tahdhīb al-Kamāl fī Asmā’ al-Rijāl, (Beirut: Mu’assasat al-Risāla, 1. udgave/1988)

5. Abū Yūsuf: Kitāb al-Kharāj, (Beirut: al-Maktab al-Tijārī)

6. Ibn Kathīr:

(a) Tafsir al-Qur’an al-‘Azim, (Misr: Dar Ihya al-Kutub al-‘Arabiyya)

(b) Mukhtasar Tafsir Ibn Kathir, (Beirut: Dar al-Qur’an al-Karim, 1981)

(c) as-Sira an-Nabawiyya, (Beirut: Dar al-Kutub al-‘Ilmiyya)

(d) al-Bidaya wan-Nihaya, (Beirut: Maktaba al-Ma’arif; Beirut: Dar al-Kutub al-‘Ilmiyya, 1983)

7. Ibn al-Jawzi: Sifat as-Safwa, (Hyderabad: Da’irat al-Ma’arif, 1357 AH)

8. Ibn Sa’d: at-Tabaqat al-Kubra, (Beirut: Dar Sadir)

9. Ibn ‘Asakir: at-Tarikh al-Kabir, (Sham: Matba’at ash-Sham, 1329 AH)

10. Yaqut al-Hamawi: Mu’jam al-Buldan, Beirut: Dar Ihya at-Turath al-‘Arabi)

11. Abū al-Faraǧ al-Iṣfahānī: Kitāb al-Aġānī, (Egypten: 1929)

12. Ibn Ḥazm: Ǧamharat ansāb al-ʿarab, (Mekka: Dār al-Maʿārif, 1962)

13. Ibn Ḫallikān: Wafayāt al-aʿyān, (Egypten: Maktabat an-Nahḍa al-Miṣriyya, 1948)

14. Muḥammad al-Alūsī: Bulūġ al-arib fī maʿrifat aḥwāl al-ʿarab, (1314 AH)

15. Ibn al-Aṯīr:

(a) Usud al-ġāba fī maʿrifat aṣ-ṣaḥāba, (Beirut: Dār Iḥyāʾ at-Turāṯ al-ʿArabī)

(b) Taǧrīd asmāʾ aṣ-ṣaḥāba, (Hyderabad: Dāʾirat al-Maʿārif, 1. udgave, 1315 AH) 16. al-Balāḏurī:

(a) Ansāb al-ašrāf, (Egypten: Dār al-Maʿārif)

(b) az-Ziriklī: al-Aʿlām, (Beirut: Dār al-ʿIlm li-l-Malāyīn, 4. udgave, 1978)

18. Ibn Hišām: as-Sīra an-Nabawiyya, (Beirut:)

19. Yūsuf al-Kandhalūbī: Ḥayāt as-Ṣaḥāba, (Damaskus: Dār al-Qalam, 2. udgave, 1983)

20. Saʿīd al-Anṣārī, Mawlānā: Siyār an-Anṣāb, (Indien: 1948)

21. Niyāz Fatehpūrī: Ṣaḥābiyyāt, (Karachi: Nafīs Akademi)

22. Ibn ʿAbd al-Barr: al-Istīʿāb (marginalnoter til al-Iṣāba)

23. Aḥmad Khalīl Jumʿa: Nisāʾ Ahl al-Bayt, (Damaskus: Dār al-Yamāma, 3. udgave, 1998)

24. Ibn Sallām al-Jumaḥī: Ṭabaqāt ash-Shuʿarāʾ, (Beirut: Dār al-Kutub al-ʿIlmiyya, 1. udgave, 1981)

26. Dr. Abdul Rahma al-Basha: Suwarun min Hayat as-Sahaba, (Saudi-Arabien, 1. udgave)

27. Dr. Shawqi Daif: Tarikh al-Adab al-Arabi, (Kairo: Dar al-Ma’arif, 7. udgave)

28. Umar Farrukh: Tarikh al-Adab al-Arabi, (Beirut: Dar al-Ilm lil-Malayin, 1985)

29. Jurji Zaydan: Tarikh al-Adab wa-l-Lughah al-Arabiyyah, (Beirut: Dar al-Maktabah al-Hayat, 3. udgave/1978)

30. Alauddin Ali al-Muttaqi: Kanz al-Ummal, (Beirut: Mu’assasat ar-Risalah, 5. udgave, 2985)

31. Ahmad Abdur-Rahman al-Banna: Bulugh al-Amani min Asrar al-Fath ar-Rabbani (Sharhul Musnad), (Kairo: Dar ash-Shihab)

32. Dr. Mustafa as-Siba’i: as-Sunnah wa Makanatuha fi at-Tashri al-Islami, (Beirut: al-Maktab al-Islami, 2. udgave, 1976)

33. Haji Khalifa: Kashf az-Zunun an Asami al-Kutub wa-l-Funun, (Beirut: Dar al-Fikr, 1990)

34. Muhammad al-Khadari Bek: Tarikh al-Umam al-Islamiyya, (Egypten: al-Maktaba at-Tijariyya al-Kubra, 1969)

35. Muhyiddin ibn Sharaf an-Nawawi: Tahdhib al-Asma’ wal-Lughat, (Egypten: at-Tiba’a al-Mughiriyya)

36. Da’ira-i-Ma’arif-i-Islamia (Lahore)

37. Ibn ‘Abdi Rabbihi: al-‘Iqd al-Farid, (Kairo: Lujnat at-Ta’lif wat-Tarjama, 3. udgave/1969)

38. Ibn Manzur: Lisan al-‘Arab, (Kairo: Dar Ma’arif)

39. ‘Umar Rida Kahhala: A’lam an-Nisa’, (Beirut: Mu’assasat ar-Risala, 5. udgave, 1984)

40. Mahmud Mahdi al-Istanbul(i) og Mustafa ash-Shilbi: Nisa’ Hawla ar-Rasul (s.a.w.), (Jeddah: Maktaba as-Sawadi, 9. udgave, 2001)

41. Ahmad Khalil Jumu‘a: Nisa’ min ‘Asr an-Nubuwwah, (Mekka: Dar Tayiba al-Khadra, 2. udgave, 2000)

42. Saʿīd Anṣārī: Siyar al-Ṣaḥābiyyāt, (Ajgarh, 1341)

43. Sayyid Sulaymān Nadwī: Sīrat-i ʿĀʾisha (ra), (Karachi: Urdu Akademi Sindh)

44. Dr. ʿAbd al-Karīm Zaydān: al-Mufaṣṣal fī Aḥkām al-Marʾa wa-l-Bayt fī al-Sharīʿa al-Islāmiyya, (Beirut: Muʾassasat al-Risāla, 3. udgave, 1997)

45. al-Bāqillānī: Iʿjāz al-Qurʾān, (Beirut: Muʾassasat al-Kutub al-Thaqāfiyya, 1. udgave, 1991)

46. al-Suyūṭī: al-Durr al-Manthūr, (Beirut: Dār al-Maʿrifa)

47. ʿAbd al-Qādir al-Baghdādī: Khizānat al-Adab, (Beirut: Dār Ṣādir)

48. Muḥammad ʿAlī al-Shawkānī: Durr al-Ṣaḥābī fī Manāqib al-Qarāba wa-l-Aṣḥāb, (Damaskus: Dār al-Fikr, 1. udgave, 1984)

49. ʿAlī ibn Burhān al-Dīn al-Ḥalabī: al-Sīra al-Ḥalabiyya, (Egypten: 1. udgave, 1964)

50. Al-Bayhaqi: Dalā’il an-Nubuwwa, (Beirut: Dār al-Kutub al-ʿIlmiyya, 1. udgave, 1985)

51. Ahmad Khalil Jumʿa: Nisā’ Mubashsharāt bil-Janna, (Beirut: Dār Ibn Kathīr, 4. udgave, 2001)

52. Muhibb ad-Dīn at-Tabarī: ar-Riyāḍ an-Nāḍira fī Manāqib al-ʿAshara, (Beirut: Dūr al-Kutub al-ʿIlmiyya, 1. udgave, 1984)

53. Ahmad Zaynī Dahlān: as-Sīra an-Nabawiyya, (Beirut: Ahliyya lin-Nashr wat-Tawzīʿ, 1983)

54. Abū Nuʿaym al-Iṣfahānī: Ḥilyat al-Awliyā’, (Beirut: Dār al-Kitāb al-ʿArabī, 2. udgave, 1967)

55. Khalil Jumʿa: Banāt aṣ-Ṣaḥāba, (Beirut: al-Yamāma, 1. udgave, 1999)

56. as-Samhūdī: Wafā’ al-Wafā’, (Beirut: Dār Iḥyā’ at-Turāth al-ʿArabī, 4. udgave, 1984)

57. Ibn ʿAsākir: Tārīkh Dimashq, (Damaskus: Dār al-Fikr)

58. Al-Haythami: Majmaʿ az-Zawaʾid wa Manbaʿ al-Fawaʾid, (Beirut: Muʾassasat al-Maʿarif, 19856)

59. Musʿab az-Zubayri: Nasab Quraysh, (Egypt: Dar al-Maʿarif, 3. udgave)

60. Ibn Qayyim: Zad al-Maʿad, (Beirut: Muʾassasat ar-Risala, 2. udgave, 1982)

61. Ibn Qayyim: Zad al-Maʿad, (Beirut: Muʾassasat ar-Risala, 2. udgave, 1982)

61. al-Waqidi: al-Maghazi, (Beirut: Alam al-Kutub)

62. Ibn Sayyid an-Nas: ʿUyun al-Athar fi Funun al-Maghazi wa-s-Siyar, (Muʾassasat ʿIzz ad-Din)

63. Ibn Qutayba: ʿUyun al-Akhbar, (Dar al-Kutub, 1963)

64. Ibn Qutayba: al-Maʿarif, (Egypt: Dar al-Maʿarif, 4. udgave, 1977)

65. Mansur ‘Ali Nasif: At-Tajmi‘ li-l-usul, (Egypten: Matba‘at al-Babi al-Halabi, 4. udgave)

66. At-Tabari: Historien om nationerne og kongerne, (Beirut: Dar al-Kutub al-‘Ilmiyya, 2. udgave, 1988)

67. ‘Abd al-Badi‘ Sakar: Arabernes kvindelige digtere, (Al-Maktab al-Islami, 1. udgave, 1967)

68. Ahmad Khalil Jum‘a: Kvinder fra historien, (Damaskus: Dar al-Yamama, 1. udgave, 1997)

70. Dr. ‘A’isha ‘Abd ar-Rahman: Biografier over kvinderne i profetens husstand, (Kairo: Dar ad-Dayyan li-t-Turath, 1. udgave, 1988)

71. Ibn Durayd: Al-Ishtiqaq, (Kairo, 1958)

72. Ibn Qudama al-Maqdisi: Al-Istibsar fi nasab as-sahaba min al-ansar, (Beirut: Dar al-Fiqh)

73. Imam al-Bukhari: Al-Adab al-Mufrad, (Dhaka: Ahsan Publication, 2001)

74. Abdurr Auf Danapuri: Aṣaḥḥ as-Sīra, (Karachi)

75. Dr. Abdul Ma‘bud: Sahabaernes livshistorie, bind 1–5, (Dhaka: Bangladesh Islamic Center)

76. Dr. Muhammad Abdul Ma‘bud: Sahabaernes poetiske talent, (Dhaka: Ahsan Publication, 1. udgave, 2003)

77. Forskellige hadithværker