I Allah den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Indledning

Ved Allah den Højes særlige nåde udgives »As-habe Rasulers livshistorier, bind 5«. Vores vigtigste mål er med få ord at præsentere de ædle sahabaers (ra) liv for bengalisktalende læsere. I de fire tidligere udgivne bind har vi behandlet de mandlige sahabaers livshistorier. I bind 5 behandles livshistorierne for elleve af »Ummahat al-Mu’minin«. Disse elleve var den ærede Rasul Karims (sallallahu ‘alayhi wa sallam) »Azwaj Mutahharat«, det vil sige hans rene og hellige hustruer.

Islam har betragtet mænd og kvinder med samme blik. Begge er blevet pålagt samme ansvar og givet samme rettigheder. Ligesom mænd har bragt ofre, udvist tålmodighed og ydet bidrag til islams udbredelse og etablering i verden, har kvinder også gjort det. Ligesom mænd blev udsat for undertrykkelse og forfølgelse og blev fordrevet fra deres hjemland, udholdt kvinder tilsvarende undertrykkelse og blev tvunget til at forlade deres land. Kvinder kæmpede skulder ved skulder med mændene mod islams modstandere. Kort sagt stod de kvindelige sahabaer på ingen måde tilbage for de mandlige sahabaer i arbejdet for at gøre islam sejrende i verden. Tværtimod blev kvindernes rolle i nogle tilfælde den fremtrædende. Den første, der troede på Rasulullahs (sallallahu ‘alayhi wa sallam) profetskab og sendebudstjeneste, var en kvinde, og den første, der udførte salat, var en kvinde. Kvindernes bidrag til islam er på ingen måde mindre end mændenes. Derfor har vi taget initiativ til at præsentere læserne for de kvindelige sahabaers liv og gerninger ved siden af de mandlige sahabaers.

I næsten alle værker inden for den på arabisk skrevne disciplin »Asma ar-Rijal« (karakter- og biografisk ordbog) behandles de kvindelige sahabaers identitet og liv. Ibn Mundah (d. 395 hijri), Abu Nu‘aym, Ibn ‘Abd al-Barr (d. 463 hijri) og Abu Musa al-Isfahani (d. 581 hijri) har hver især behandlet de kvindelige sahabaers biografier i deres egne værker. Ibn ‘Abd al-Barr behandlede i sit værk »Al-Isti‘ab« biografierne for i alt 398 kvindelige sahabaer. I Muhammad ibn Sa‘ds (d. 233 hijri) værk »At-Tabaqat al-Kubra« findes biografierne for i alt 627 kvinder. Blandt dem er også 93 kvinder, som ikke var sahabaer. Kvindernes biografier er samlet i værkets ottende bind. Allama Ibn al-Athir skrev et værk om kvindernes biografier med titlen »Tarikh an-Nisa«. Titlen findes også i forskellige værker, der blev skrevet senere. I dag er værket imidlertid sjældent. Ibn al-Athirs andet bemærkelsesværdige værk er »Usd al-Ghaba fi Ma‘rifat as-Sahaba«. Et af dets bind indeholder udelukkende kvindernes livshistorier. I dette værk findes navnene på i alt 1.022 kvindelige sahabaer. En anden berømt forfatter fra det niende hijri-århundrede var Allama Ibn Hajar al-Asqalani (d. 852 hijri). Han skrev to omfattende værker med titlerne »Tahdhib at-Tahdhib« og »Al-Isaba fi Tamyiz as-Sahaba«. I det tolvte bind af »Tahdhib at-Tahdhib« behandlede han biografierne for 322 kvinder. Blandt dem findes også biografier for nogle kvindelige tabi‘in. I værket »Al-Isaba« findes derimod livshistorierne for 1.545 kvindelige sahabaer. Det er i dette værk, man finder det største antal kvindelige sahabaers navne og oplysninger om dem. Det skal dog bemærkes, at mange af de navne, der er nævnt i de forskellige værker ovenfor, forekommer flere gange. Imam adh-Dhahabis (d. 748 hijri) »Siyar A‘lam an-Nubala« og »Tadhkirat al-Huffaz« er to store værker. Heri har han samlet biografierne for mange kvindelige sahabaer. De nævnte værker er grundlæggende de oprindelige værker, der er skrevet om sahabaerne. Alle disse værker står til vores rådighed.

De, der hjalp den ærede Rasul Karim (sallallahu ‘alayhi wa sallam) på alle måder i hjemmelivet og viderebragte kendskabet til Rasulullahs (sallallahu ‘alayhi wa sallam) familieliv som forbillede for mennesker, var »Azwaj Mutahharat«. Allah den Høje erklærede dem for »Ummahat al-Mu’minin« (de troendes mødre). De er modeller og forbilleder for muslimske kvinder. Det er dem, vi har behandlet i bind 5. De var i alt elleve. Da Rasulullah (sallallahu ‘alayhi wa sallam) forlod denne verden, var deres antal ni.

I vor tid, hvor vi muslimer er stærkt påvirket af den vestlige livsfilosofi og vurderer og analyserer alt vedrørende islams ‘aqida og tro, kultur og skikke, love og regler og så videre gennem deres blik, og hvor den antiislamiske aktivitet, især under navnet kvindefrihed og fremskridt, breder sig med stor kraft, kan spørgsmålet om Rasulullahs (sallallahu ‘alayhi wa sallam) ægteskab med flere hustruer opstå selv i en troendes sind. Vi vil ikke forsøge at besvare dette spørgsmål her. For spørgsmålet er ikke nyt; kristne og jøder rejste det allerede for lang tid siden, og muslimske lærde har gennem tiderne besvaret dem på mange forskellige måder. Vi ønsker ikke at gentage det. Det, vi ønsker at minde vores læsere om, er følgende: En sand troende må have den tro, at Rasulullahs (sallallahu ‘alayhi wa sallam) hele liv blev styret og ledet af Allah den Høje selv. Han gjorde eller sagde ikke noget af egen vilje. Derfor gjorde han alt, hvad han gjorde, efter Allahs vilje og befaling. For det andet: Er der nogensinde opstået et spørgsmål i en mandlig eller kvindelig sahabas sind af samme art som det spørgsmål, der opstår i vores sind på grund af kristnes og jøders propaganda? Historien fortæller i det mindste ikke noget sådant. Hvorfor skulle vi så lade os forvirre i dag? I virkeligheden er Allah alene ejer af alle skabninger i denne verden. En ejer har ret til at give det, han ejer, til hvem han vil og i den mængde, han ønsker. Ligesom ingen har ret til at stille spørgsmål i et sådant tilfælde, gælder det også her. Allah gav sin profet (sallallahu ‘alayhi wa sallam) tilladelse til at have elleve hustruer, ligesom han under bestemte betingelser gav en troende mand mulighed for at have fire hustruer. Dette var Allahs hikma. Grundlæggende handler alt dette om tro. Vores tro må være som de ædle sahabaers tro. Hvis troen på, at alle Allahs Rasul (sallallahu ‘alayhi wa sallam) handlinger og adfærd fandt sted med Allahs vilje og tilladelse, står fast, kan ingen tvivl eller irrelevante spørgsmål snige sig ind i hjertet. Det kunne de heller ikke i de ædle sahabaers (ra) hjerter.

Fra den dag, hvor Rasulullahs (sallallahu ‘alayhi wa sallam) hustruer blev knyttet til ham i ægteskab, og Allah erklærede dem for de troendes mødre, har de haft en særlig ærefuld og respektabel plads i alle muslimers hjerter. Enhver muslim har altid betragtet dem med større ære og respekt end sin egen mor. Den ærefulde plads, de har fået hos den muslimske umma, har ikke sin lige i kvindernes historie i verden.

Da en af Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer døde, faldt Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) ned i prostration. Folk spurgte: »Hvorfor kaster du dig på dette tidspunkt ned i prostration?« Han svarede: »Når I ser et af Tegnene på Opstandelsens Dag, kaster I jer ned i prostration. Hvad kan da være et større tegn på Opstandelsens Dag end en af Azwaj al-Mutahharats død?« (Abu Dawud: Kitab as-Salat, Bab as-Sujud inda al-Ayat)

Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) var til stede, da Maymuna (må Allah være tilfreds med hende) døde på et sted ved navn Saraf, ikke langt fra Mekka. Da man løftede båren med hendes legeme, sagde han til folkene: »Dette er Maymuna. Bær hendes legeme med respekt, og bevæg det ikke unødigt.« (an-Nasa’i: Kitab an-Nikah, Dhikru Amri Rasulillah, fred være med ham, fi-n-Nikah wa Azwajihi)

Nogle af Profetens ledsagere elskede Azwaj al-Mutahharat så højt, at de testamenterede meget af deres egen ejendom som waqf til dem. Abd ar-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) testamenterede en stor have som waqf til dem; den blev solgt for fire tusind dirham. (at-Tirmidhi: Manaqib Abd ar-Rahman ibn Awf)

Enhver af de retledte kaliffer viste Azwaj al-Mutahharat stor ære og respekt. Under sin kalifatstid lod Umar (må Allah være tilfreds med ham) fremstille ni skåle, svarende til deres antal. Når der kom frugt eller anden mad til ham, sendte han den i ni skåle, én til hver af dem. (Muwatta af imam Malik: Kitab az-Zakat)

Findes der noget sted i historien en tilsvarende respekt for Umm al-Mu’minin Aisha (må Allah være tilfreds med hende) som den, Ali (må Allah være tilfreds med ham) og de øvrige ledsagere viste hende under Kamelslaget?

Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham) blev gift med Zaynab bint Jahsh (må Allah være tilfreds med hende). De levede sammen som ægtefolk i omkring et år. Da de ikke kunne enes, blev de skilt. Efter iddaens udløb sendte Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) selv Zayd til Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) med et frierbudskab. Da det var Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), der havde sendt Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) et frierbudskab, opstod der en sådan hengivenhed, ærefrygt og respekt for Zaynab i Zayds hjerte, at han ikke engang kunne løfte blikket og se på hende. Han vendte i stedet ansigtet bort, når han talte med hende. Dette er ikke nogen opdigtet fortælling eller legende; alt sammen er en virkelig sandhed.

Da kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) i år 23 efter hijra drog på pilgrimsfærd som Amir al-Hajj, tog han også Azwaj al-Mutahharat med som ledsagere med den største respekt og ære. Han overdrog det samlede ansvar for deres sikkerhed og omsorg til Uthman (må Allah være tilfreds med ham) og Abd ar-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham). De to gik foran og bagved Azwaj al-Mutahharats ridedyr og lod ingen komme nær dem. Når de gjorde holdt et sted, lod de ingen komme i nærheden af deres telte. (at-Tabaqat: Abd ar-Rahman ibn Awfs biografi)

Efter Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) bortgang levede mange af de Troendes Mødre i lang tid. Vi har forsøgt at skildre i deres biografier, hvor stor ære og respekt det muslimske fællesskab viste dem. Kort sagt er det en muslims trosmæssige ansvar og pligt at vise dem hengivenhed, respekt og ære. Det muslimske fællesskab har aldrig glemt dette ansvar og denne pligt. Når vi også læser deres biografier, vil vi bevare en ren tanke og følelse om dem i vores hjerter.

Tanken og planen om at præsentere Profeten Muhammads ledsageres liv for bengalisktalende læsere skyldes primært professor A.K.M. Nazir Ahmad Sahib, direktør for Bangladesh Islamic Center. Hans interesse og opmuntring har motiveret mig til at føre dette arbejde så langt. Han har fortsat med at hjælpe og støtte mig på mange måder. Derfor udtrykker jeg min taknemmelighed over for ham og beder til Allah om, at Han må belønne ham rigeligt for dette.

Vi har også modtaget mange værdifulde råd og forslag fra læserne vedrørende skrivningen af ledsagernes liv. Vi beklager, at vi ikke har kunnet følge alle forslagene. Vi bestræber os på at hente oplysningerne i dette værk fra pålidelige arabiske og urdu-kilder. Samtidig har vi gjort vores yderste for at anvende et passende sprog med behørigt hensyn til Ummuhāt al-Mu’minīns høje ære og rang. Hvis læserne trods dette opdager fejl i oplysningerne eller sproglige uoverensstemmelser, beder vi dem gøre os opmærksomme på dem. Må Allah den Ophøjede acceptere denne beskedne indsats for de muslimske mødre og søstre i Bengal og for deres tro på Ummuhāt al-Mu’minīn. Āmīn\

5. september 1999

21. Bhadra 1406 Muhammad Abdul Mabud

Lektor

Institut for Arabisk

Universitetet i Dhaka

Dhaka-1000.

Khadija bintKhuwailid (må Allah være tilfreds med hende)

Profeten Muhammads (Allahs velsignelser og fred være med ham) første hustru var Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Hendes kælenavne var Ummu Hindi og Ummul Qasim, og hendes tilnavn eller laqab var Tahira. Hendes far, Khuwailid ibn Asad, tilhørte Banu Asad-grenen af Quraysh-slægten i Mekka. Gennem den fædrene stamfader Qusayy var hendes slægt forbundet med Profeten Muhammads (Allahs velsignelser og fred være med ham) slægt. Det vil sige: Khadija bint Khuwailid ibn Asad ibn Abdul Uzza ibn Qusayy. Denne Qusayy var også Profeten Muhammads (Allahs velsignelser og fred være med ham) fjerde forfader i opstigende linje. Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) mor, Fatima bint Zayd, tilhørte ligeledes Quraysh-slægten. Zubayr ibn Bakkar siger: Allerede i jahiliyyah-tiden var Khadijas tilnavn at-Tahira. Da hun nåede moden alder og blev forstandig, fik hun dette tilnavn på grund af sin rene og kyske karakter. Der var et fjernt forhold mellem Profeten Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham) og Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende), som mellem en faster og hendes nevø. Derfor tog Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) efter åbenbaringen Profeten Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham) med til sin fætter Waraqa ibn Nawfal og sagde: »Lyt til, hvad Deres nevø fortæller.« Han har muligvis sagt dette netop på grund af deres slægtskabsforbindelse.

Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) familie var en fornem og velhavende familie i Mekka. Hun blev født i Mekka femten år før Aamul Fil (Elefantens År), svarende til 68 før hijra/556 e.Kr. Hakim ibn Hizam siger: »Min faster Khadija var to år ældre end mig. Jeg blev født tretten år før Elefantens År.«

Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) far, Khuwailid ibn Asad, var en respekteret mand i sin slægt. Han kom til Mekka, indgik en hilf, det vil sige en alliance, med sin fætter Abdud-Dar ibn Qusayy, og slog sig fast ned dér. Her giftede han sig med Fatima bint Zayd, en kvinde fra Mekka. Denne Fatima var mor til de troendes mor, Hazrat Khadija. Khuwailid var sin stammes anfører i Fijar-krigen. Han var far til mange børn. Den første søn var Hizam. Hizam ibn Hakim var en berømt sahabi, som i jahiliyyah-tiden fik ansvaret for at lede Darun-Nadwa i Mekka. Det andet barn var Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Det tredje barn var Awwam, far til den berømte sahabi Hazrat Zubayr (må Allah være tilfreds med ham). Safiyya bint Abdil-Muttalib, Profeten Muhammads (Allahs velsignelser og fred være med ham) faster og Hazrats Hamzas (må Allah være tilfreds med ham) helsøster, var Awwams hustru og dermed Zubayrs (må Allah være tilfreds med ham) mor. Hun var altså Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) svigerinde. Det fjerde barn var Hala. Hun var svigermor til Profeten Muhammads (Allahs velsignelser og fred være med ham) datter, Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende), og dermed mor til Abul-As ibn Rabi. Abul-As var Profeten Muhammads (Allahs velsignelser og fred være med ham) ældste svigersøn. Det femte barn var Ruqayya. Desuden nævner Baladhuri navnene på yderligere to døtre, Khalida og Raqiqa. Khalida blev gift med Ilaj ibn Abi Salama, mens Raqiqa blev gift med Abdullah ibn Bijad. Blandt Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) søskende var Hala (må Allah være tilfreds med hende) den eneste, der fik den lykke at antage islam.

Der findes ikke megen information i sirah-værkerne om Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) barndom og ungdom. Men på forskellige måder er det blevet kendt, at hun i det jahilitiske samfund voksede op med en yderst ren og kysk karakter. Hendes far, Khuwailid, lagde mærke til denne karakteregenskab hos sin datter og valgte Waraqa ibn Nawfal, datidens fremtrædende arabiske ekspert i Toraen og Evangeliet, som hendes bejler; historikerne tier imidlertid om, hvorfor dette ægteskab ikke blev til noget. Til sidst indgik hun sit første ægteskab med Abu Hala, Hind ibn Zurara at-Tamimi. Han døde allerede i jahiliyyah-tiden. Efter Abu Halas død giftede hun sig for anden gang med Atiq ibn Abid, ifølge en anden beretning med Ayiz. Dette er blevet sagt af Ibn Abdil-Barr og de fleste sirah-eksperter. Ifølge en overlevering fra Qatada var hendes første ægtemand Atiq og derefter Abu Hala. Yunus ibn Bukayr har overleveret, at Ibn Ishaq også støttede denne opfattelse. Baladhuri siger, at hendes andet ægteskab med Atiq endte med separation. Derefter giftede hun sig med Profeten Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham).

Om hvornår Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) far døde, findes der to forskellige beretninger i sirah-værkerne. Ifølge den ene beretning levede han endnu på tidspunktet for hendes ægteskab med Profeten Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham) og døde på et tidspunkt efter brylluppet. Nogle har sagt, at han døde i Fijar-krigen. Historikeren al-Waqidi har overleveret, at Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) far døde før Fijar-krigen, og at hendes farbror Amr ibn Asad bortgiftede hende med Profeten Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham). Han har desuden sagt, at der er enighed blandt vore ledsagere om, at hendes far døde før Fijar-krigen. Der er ingen uenighed om dette. Imam Suhayli har også sagt det samme.

Uanset om det skyldtes hendes fars død, adskillelsen fra hendes ægtemand eller en anden årsag, var Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) ligesom mange andre fra Quraysh-slægten en meget stor handelskvinde. Ibn Sad har sagt følgende om hendes handel: »Khadija var en meget respekteret og velhavende handelskvinde. Hendes handelsvarer blev sendt til Syrien, og hendes egne varer svarede i omfang til alle Quraysh-folkets varer tilsammen.« Af Ibn Sads bemærkning kan man forstå omfanget af Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) handel. Hun købte og solgte varer i ind- og udland ved at ansætte kvalificerede personer mod partnerskab eller løn.

Muhammad, Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), var dengang en ung mand på fireogtyve eller femogtyve år. Han havde allerede opnået stor erfaring med handel gennem flere handelsrejser sammen med sin farbror Abu Talib eller alene. Beretningerne om hans ærlighed og pålidelighed i handelen havde også spredt sig fra mund til mund blandt Mekkas folk. Alle kendte ham dengang som al-Amin. Også Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) havde hørt om hans gode ry. Især fra sin svigerinde Safiyya må hun have hørt meget om Muhammad, al-Amin (Allahs velsignelser og fred være med ham).

På dette tidspunkt overvejede Khadija, må Allah være tilfreds med hende, at sende varer til Syrien. Hun søgte derfor efter en egnet person. Til sidst ansatte hun Muhammad ibn Abdillah. Her gengiver vi nogle beretninger om, hvordan han blev ansat.

Nafisa bint Munya, Ya’las søster, fortæller: Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, var fyldt femogtyve år, kaldte Abu Talib ham en dag til sig og sagde: »Nevø! Jeg er en fattig mand, og tiden er meget vanskelig for os. Vi er ramt af alvorlig nød. Vi har hverken nogen forretning eller andre midler. En handelskaravane fra din stamme skal til Syrien. Khadija leder efter folk, som kan ledsage hendes varer. Hvis du gik til hende, ville hun måske vælge dig, for hun kender din ulastelige karakter. Jeg bryder mig ganske vist ikke om, at du rejser til Syrien, og jeg frygter for dit liv på grund af jøderne. Men der er ingen anden udvej.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, svarede: »Måske sender hun selv nogen.« Abu Talib sagde: »Måske har hun allerede ansat en anden.« Samtalen mellem onkel og nevø nåede Khadijas ører. Hun sendte derfor en person til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og sagde: »Jeg vil give Dem det dobbelte af den løn, som en anden vil give Dem.«

Al-Baladhuri har berettet, at da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, var tyve år, sagde Abu Talib en dag: »Nevø! Khadija bint Khuwaylid er en velhavende forretningskvinde. Hun har nu brug for en ærlig, troværdig og retskaffen person som dig. Hvis jeg taler med hende om dig, vil hun måske give dig ansvaret for en af sine forretninger.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, svarede: »Onkel! Gør, hvad du finder bedst.«

Abu Talib gik til Khadija og talte med hende om at ansætte Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, i en af hendes forretninger. Khadija lyttede interesseret til forslaget og traf hurtigt sin beslutning, hvorefter hun sendte ham til Syrien.

Abdullah ibn Muhammad ibn Aqil har sagt: Abu Talib sagde til Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred: »Nevø! Jeg har hørt, at Khadija har ansat en bestemt person som arbejder for to unge kameler. Det vil vi ikke acceptere for dig. Vil du tale med hende?« Han svarede: »Onkel, gør, hvad du finder bedst.« Derefter gik Abu Talib til Khadija og sagde: »Khadija! Ønsker du at ansætte Muhammad mod løn? Jeg har hørt, at du har ansat en bestemt person for to unge kameler. Når det gælder Muhammad, accepterer vi ikke mindre end fire kameler.«

Af de nævnte beretninger fremgår det, at Khadija, må Allah være tilfreds med hende, var en stor forretningskvinde. Hun ansatte mange arbejdere og medarbejdere til at lede sine forretninger. Hun havde også en skarp dømmekraft. Derfor tog hun på rette tidspunkt ikke fejl, da hun valgte Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, og betroede ham ansvaret for sin handel. Abu Talib spillede en afgørende rolle i forbindelse med denne ansættelse. Efter ansættelsen sagde Abu Talib til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: »Dette er en gunst fra Allah til dig.« Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, drog mod Syrien med Khadijas varer og hendes trofaste slave Maysara. Under rejsen formanede hans onkler hans ledsagere til at holde særligt øje med ham. Karavanen nåede Syrien. Undervejs sad han i skyggen af et træ ved siden af en kirke. Maysara var et lille stykke derfra i et ærinde. Kirkens præst gik hen til Maysara og spurgte: »Hvem er den mand, der hviler under træet?«

Maysara sagde: »En mand fra Quraysh-stammen, en af Mekkas helligdomsfolk.« Præsten sagde: »Den, der nu hviler under dette træ, kan ikke være andre end en profet.« Præsten spurgte desuden: »Er hans øjne rødlige?« Maysara svarede: »Ja. Dette røde skær forsvinder aldrig.« Præsten sagde: »Han er det. Han er den sidste af profeterne.«

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, solgte varer på markedet sammen med Maysara. På et tidspunkt kom Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, i en uenighed med en mand dér. Manden sagde til ham: »Sværg ved Lat og Uzza.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, svarede: »Jeg sværger aldrig ved dem. Jeg forkaster dem.« Manden sagde: »Du har ret.« Derefter sagde han til Maysara: »Ved Allah! Han er en profet.«

Der er en mindre uenighed om, hvilket marked Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) rejste til med Khadijas (رضي الله عنها) handelsvarer. Ifølge én beretning rejste han til markedet Busra i Syrien. Allama az-Zirikli nævner markedet Hawran. At-Tabari har overleveret fra Ibn Shihab az-Zuhri, at Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) ikke rejste til Syrien, men til et abessinsk marked i Yemen. Beretningen om rejsen til Syrien er dog den mest berømte. Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) solgte varerne på markedet i Syrien og købte det, der skulle købes. Derefter begav han sig sammen med Maysara af sted mod Mekka. Undervejs lagde Maysara mærke til, at Sendebudet (صلى الله عليه وسلم) red på sin kamel, mens to engle bredte skygge over hans hoved i den brændende middagshede. Da de på denne måde vendte tilbage til Mekka, solgte han Khadijas (رضي الله عنها) varer. Denne gang blev fortjenesten fordoblet eller næsten fordoblet. På denne rejse lod Allah den Ophøjede en dyb respekt og inderlig kærlighed til Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) opstå i Maysaras hjerte. Det var, som om han blev Allahs Sendebuds (صلى الله عليه وسلم) tjener. Da de befandt sig et sted ved navn Marr az-Zahran, ikke langt fra Mekka, sagde Maysara: »Muhammad (صلى الله عليه وسلم), gå til Khadija og fortæl hende, hvordan Allah har behandlet dig.«

De vendte tilbage til Mekka fra handelsrejsen. Slaven Maysara forelagde sin hersker, Khadija, en detaljeret rapport om alle Allahs Sendebuds (صلى الله عليه وسلم) handlinger under rejsen, præstens udtalelse, englenes skygge, den dobbelte fortjeneste og andre forhold, med den største ærlighed og pålidelighed. Maysara sagde også: »Jeg plejede at sætte mig for at spise sammen med ham. Vi blev mætte, selv om det meste af maden blev tilbage.« Begivenhederne på denne rejse er blevet gengivet forskelligt i forskellige værker. Men indholdet i alle beretningerne er det samme.

Hazrat Khadija (رضي الله عنها) var på den tid en forstandig, intelligent og beslutsom fornem kvinde i Mekka. Mennesker fra alle samfundslag i Mekka var betaget af hendes rigdom, høflighed og gode manerer. Med hensyn til ædel herkomst var hun Qurayshs midtpunkt. Mange fornemme unge mænd fra Quraysh håbede at få hende som hustru. Mange af dem sendte hende også frierier og brugte store summer på det. Hun afslog dem alle og sendte selv et frieri til Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم). Hvorfor besluttede Hazrat Khadija (رضي الله عنها) sig for at gifte sig med Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم)? Det almindelige svar på dette spørgsmål er, at hun blev betaget, da hun af sin trofaste slave Maysara hørte om Allahs Sendebuds (صلى الله عليه وسلم) moralske egenskaber og mirakuløse begivenheder, og derfor besluttede sig for at gifte sig med ham. Det er måske hovedårsagen. Men derudover har man berettet følgende. Da Sendebudet (صلى الله عليه وسلم) vendte tilbage fra Syrien, kom han undervejs ind i Mekka. Det var ved middagstid. Khadija (رضي الله عنها) befandt sig på taget af sit hus. Hun stod dér og så, at Muhammad sad på en kamel, mens to engle kastede skygge over ham. Hun viste dette syn til de andre kvinder, der var sammen med hende. Al-Mada’ini har desuden overleveret endnu en begivenhed fra Ibn Abbas (رضي الله عنه). I den førislamiske tid samledes Mekkas kvinder på et sted i anledning af en af deres højtider. Da så man på afstand en ukendt person. Manden kom nærmere og råbte højt: »Mekkas kvinder, hør efter! Inden længe vil en profet vise sig i denne by, Mekka. Han vil hedde Ahmad. Den af jer, der er i stand til det, bør blive hans hustru.« Ibn Ishaq har berettet: Khadija (رضي الله عنها) hørte fra slaven Maysara om præstens udtalelse og om, at to engle havde kastet skygge over Muhammad (صلى الله عليه وسلم), og gik til Waraqa ibn Nawfal og fortalte ham dette. Da han hørte Khadijas ord, sagde han: »Khadija! Hvis det, du siger, er sandt, så er Muhammad denne ummahs profet. Jeg har erfaret, at der snart vil komme en profet til denne ummah. Dette er hans tid.« Derefter ventede Waraqa. Det er sandsynligt, at alle de nævnte begivenheder hjalp Hazrat Khadija (رضي الله عنها) med at træffe sin beslutning.

Her er det nødvendigt at give en kort præsentation af Waraqa ibn Nawfal. For at følge Hazrat Khadijas (رضي الله عنها) liv i dets rette forløb ser vi ham gentagne gange træde frem på scenen. I den tidlige islams historie var han som morgensolens gyldne skær: Waraqa ibn Nawfal ibn Asad ibn Abd al-Uzza. Hans mor hed Hind bint Abi Kabir. Han var velbevandret i de himmelske bøger og i menneskelig viden. Han havde ingen børn. Han var blandt dem, der troede på Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) som profet, før han trådte frem som profet, og som døde før dette skete.

Der findes forskellige beretninger om, hvordan og på hvilken måde frieriet fandt sted. Men næsten alle beretninger er enige om, at det var Khadija (رضي الله عنها), der først fremsatte frieriet over for Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم).

I en beretning siges det, at Nafisa bint Munya fortæller: Efter at Muhammad var vendt tilbage fra Syrien, sendte Khadija (رضي الله عنها) mig for at undersøge hans holdning. Jeg sagde til ham: »Muhammad, hvorfor gifter du dig ikke?« Han svarede: »Jeg har ikke midler til at gifte mig.« Jeg sagde: »Hvis du blev tilbudt en smuk kvinde, rigdom, anseelse og en fornem slægt, ville du så acceptere det?« Han sagde: »Hvem er hun?« Jeg sagde: »Khadija.« Han sagde: »Hvordan skulle det kunne være muligt for mig?« Jeg sagde: »Det tager jeg mig af.« Han accepterede.

Ibn Ishaq har berettet, at Khadija var en forstandig og intelligent kvinde. Gennem en udsending sagde hun til Muhammad (صلى الله عليه وسلم): »Min fætter! Din pålidelighed, ærlighed og høje moral har betaget mig.« Denne udsending var sandsynligvis Nafisa bint Munya.

I en anden beretning siges det, at Khadija (رضي الله عنها) selv talte med Allahs Sendebud (صلى الله عليه وسلم) og bad ham fremsætte frieriet hos hendes far. Men han afslog med den begrundelse, at Khadijas far måske ville afvise ham på grund af hans fattigdom. Til sidst fremsatte Khadija selv sagen for sin far og indhentede hans samtykke.

Nogle har sagt, at Khadija først sendte Nafisa for at erfare Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) holdning til ægteskab. Da hun fik et positivt svar, talte hun direkte med Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred). Det skyldtes sandsynligvis, at kvinder i datidens Arabien, især kvinder fra fornemme slægter, havde ret til at drøfte og træffe beslutninger om ægteskab. Derfor gennemførte Khadija selv alle ægteskabets faser, selv om hendes far eller onkel stadig var i live.

Al-Kalbī fortæller: Khadija sendte besked til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) om, at han skulle fremsætte et formelt frieri hos hendes onkel ʿAmr ibn Asad. »Min far var på det tidspunkt en affældig gammel mand.« Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) fortalte sine onkler om Khadijas frieri. Han tog sine to onkler, Abū Tālib og Hāzā, med og tog på en bestemt dag til Khadijas hus. Khadija slagtede en ged og sørgede for beværtning. Hun inviterede også onklen ʿAmr og familiens folk og skænkede sin onkel drikke. Da måltidet var afsluttet, sagde Khadija til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred): »Bed Abū Tālib om at fremsætte mit formelle frieri hos min onkel ʿAmr.« Derefter holdt Abū Tālib vielsestalen og fuldførte ægteskabet mellem Khadija og Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred). Kort tid efter dette ægteskab døde Khadijas onkel.

I denne forbindelse findes der også nogle overleveringer om Khadijas far. Imām Ahmad har i sin Musnad overleveret fra Ibn ʿAbbās, at Khadijas far ikke var indforstået med dette ægteskab. En dag inviterede Khadija sin far og nogle andre Quraysh-folk til et måltid i sit hjem. Da de havde spist og drukket sig mætte og var blevet berusede, sagde Khadija til sin far: »Muhammad har sendt mig et frieri. Giv dit samtykke til dette ægteskab.« Faderen gav sit samtykke. Som det var skik, gav Khadija sin far nyt tøj på. Da han kom til bevidsthed igen, spurgte han: »Hvorfor har jeg dette nye tøj på?« Khadija sagde: »Jeg vil gifte dig med denne forældreløse fra Abū Tālib.« Han svarede: »Ved mit liv, det kommer aldrig til at ske!« Khadija sagde i en bebrejdende tone: »Vil du fremstille dig selv som en tåbe over for Quraysh på grund af min sag? Vil du fortælle dem, at du var beruset?« På grund af Khadijas ord gav han sit samtykke. Al-Aʿmash har også overleveret noget lignende fra Jābir ibn Samura. Imām al-Zuhrī har ligeledes nævnt noget tilsvarende.

Abū Mihlāz har overleveret: Khadijas far blev gjort beruset ved at få vin. Derefter blev Muhammad (må Allah velsigne ham og give ham fred) tilkaldt, og ægteskabet blev gennemført af ham. Derefter gav man som sædvanligt den gamle mand nyt tøj på. Da han var kommet til sig selv, spurgte den gamle: »Hvorfor har jeg dette tøj på?« Folk sagde til ham: »Det er din datters mand, Muhammad, der har givet dig det på.« Han blev rasende og greb et våben. Banū Hāshim stillede sig også op med våben for at gøre modstand. Til sidst blev der indgået et kompromis og forlig.

I en anden overleveringskæde er det fortalt, at Khadija gjorde sin far bevidstløs ved at give ham for meget vin. Hun slagtede en ko, smurte farve på sin fars krop og gav ham nyt tøj på. Da han kom til sig selv, spurgte han: »Hvorfor er denne ko blevet slagtet? Har du glemt, at du har giftet mig med Muhammad?« Han svarede: »Nej, det har jeg ikke gjort. Quraysh-slægtens bedste mænd har friet til dig, men jeg har ikke givet mit samtykke. Og skulle jeg have giftet dig med Muhammad?« Vi har allerede nævnt, at der er uenighed blandt sīrah-eksperter om, hvorvidt Khadijas far var i live på tidspunktet for hendes ægteskab med Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred). Derfor er der også uenighed om, hvem der var Khadijas værge (walī) ved dette ægteskab. Nogle har sagt, at det var hendes onkel ʿAmr ibn Asad, mens andre har nævnt hendes bror ʿAmr ibn Khuwailid. Hadhrat ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende) giftede hende med Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred), fordi hendes far døde før Fijār-krigen. Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham) siger desuden: »ʿAmr var på det tidspunkt en affældig gammel mand. Ud over ham var ingen andre af Asads børn i live på det tidspunkt. Og ʿAmr havde heller ingen børn.« Muhammad ibn ʿUmar har også sagt, at Khadijas far døde før Fijār. Alle de overleveringer, der knytter hendes far til Khadijas ægteskab, er usande og grundløse. Det var hendes onkel, der giftede hende med Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred).

Under alle omstændigheder holdt Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) onkel Abū Tālib den formelle vielsestale i begge parters familiers nærvær. Selv om talen er kort, regnes den på grund af sin litterære fortræffelighed for et eksempel på den arabiske prosalitteratur fra jahiliyyah-tiden. Arabiske historikere og litteraturelskere har bevaret talen. For at gøre læserne bekendt med den gengiver vi den her.

Den bliver på arabisk

»Al lovprisning tilkommer Allah, som har gjort os til efterkommere af Ibrāhīm og afkom af Ismāʿīl. Han har skænket os en ærefuld by og et hus, som mennesker søger. Han har givet os myndighed over menneskene. Uanset hvilken Quraysh-ung mand Muhammad ibn ʿAbdullah sammenlignes med, vil hans vægtskål i godhed, ære og retfærdighed være den tungeste, selv om han med hensyn til rigdom og velstand står lavest. Men rigdom og ejendele er forgængelige og som en skygge, der svinder bort. Han nærer interesse for Khadija bint Khuwailid, og hun nærer den samme tilbøjelighed til ham. Det påhviler mig at betale den mahr, som I ønsker.«

Der er en vis uenighed om, hvor stor medgift der blev fastsat ved ægteskabet mellem Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Ifølge en beretning blev der efter onklen Amrs råd fastsat fem hundrede guldmønter. Al-Kalbi siger: Medgiften blev fastsat til tolv uqiyya guld. Én uqiyya svarer til fyrre dirham. Imam Dhahabi har med Ibn Ishaq som kilde sagt, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav Khadija (må Allah være tilfreds med hende) ‘Bil Bakrah’ som medgift.

Khadija (må Allah være tilfreds med hende) afholdt selv alle udgifterne for begge parter. Hun sendte to uqiyya guld og sølv til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og bad ham sørge for deres begges klæder og walimaen med det.

På denne måde blev Khadija (må Allah være tilfreds med hende) de troendes moder. Dette fandt sted femten år før Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) profetkaldelse. Sira-specialisterne er imidlertid uenige om deres begges alder på det tidspunkt.

Al-Kalbi har med Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) som kilde berettet, at Khadija (må Allah være tilfreds med hende) var otteogtyve (28) år, da Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) giftede sig med hende. Eksperterne anså imidlertid ikke denne beretning for acceptabel, fordi dens overleveringskæde er svag. Zurqani har i værket ‘Sharh al-Mawahib’ nævnt, at Khadija (må Allah være tilfreds med hende) var fyrre år på tidspunktet for ægteskabet. Imam Dhahabi har sagt: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var da femogtyve år, og Khadija (må Allah være tilfreds med hende) var femten år ældre end ham. Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) nevø Hakim ibn Hizam har også sagt det samme. Al-Waqidi har med Nafisa bint Munya som kilde berettet, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var fireogtyve år. Nogle beretninger angiver, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var femogtyve år, og Khadija (må Allah være tilfreds med hende) seksogfyrre år. Der nævnes ligeledes aldrene treogtyve og otteogtyve år. Den mest korrekte opfattelse er, at de var henholdsvis femogtyve og fyrre år.

Femten år efter ægteskabet modtog den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) profetkaldelsen. Allerede fra tidligere var Khadija (må Allah være tilfreds med hende) blevet fast overbevist om, at hendes ægtemand Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ville blive profet. En hadith med en detaljeret beskrivelse af dette findes i kapitlet ‘Åbenbaringens begyndelse’ i Sahih al-Bukhari. Den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har berettet det på en fremragende måde.

«Den første begyndelse på åbenbaringen til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) skete gennem sande drømme under søvnen. Alt, hvad han så i drømmen, blev tydeligt for ham som morgenens sollys. Derefter holdt han af at opholde sig i afsondrethed. Han tog mad og drikke med sig og gik til Hira-grotten. Der var han optaget af tilbedelse i flere dage. Når maden slap op, vendte han tilbage til Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Så tog han forsyninger med og vendte tilbage til grotten. En dag, mens han var i denne tilstand, kom sandheden til ham. Englen greb ham og trykkede ham så hårdt, at han følte smerte. Så slap han ham og sagde igen: Læs! Han sagde igen: Jeg kan ikke læse. Jeg er ikke læsekyndig. Englen behandlede ham anden og tredje gang på samme måde som første gang. Til sidst sagde han:

Det arabiske lyder:

«Læs i din Herres navn, Han, som skabte. Han skabte mennesket af en klump størknet blod. Læs, og din Herre er den Mest Gavmilde, som har lært ved hjælp af pennen. Han har lært mennesket det, som det ikke vidste.»

Allahs Sendebud vendte skælvende af frygt tilbage til huset, kaldte på Khadija og sagde: »Dæk mig til med et tæppe, dæk mig til med et tæppe.« Hun dækkede ham til, og hans frygt fortog sig. Han fortalte Khadija hele hændelsen og gav udtryk for sin bekymring for sit liv. Khadija sagde:

Det skal være på arabisk

»Nej, det kan aldrig ske. Ved Allah! Han vil ikke ydmyge dig. Du styrker slægtskabsbåndene, hjælper de fattige og nødlidende, er gæstfri og hjælper mennesker i vanskeligheder.«

Derefter tog Khadija Allahs Sendebud med til sin fætter Waraqa ibn Nawfal. I den førislamiske tid havde han antaget kristendommen. Han skrev Evangeliet på hebraisk. På det tidspunkt var han gammel og blind. Khadija sagde: »Lyt til, hvad din nevø siger.« Han spurgte: »Nevø, hvad er der sket med dig?« Allahs Sendebud fortalte hele hændelsen. Efter at have hørt alt sagde Waraqa: »Det er den samme Namus, som Allah sendte til Moses. Ak! Hvis jeg blot var i live og rask den dag, ville dine landsmænd drive dig ud af landet.« Allahs Sendebud spurgte: »Vil de virkelig drive mig ud af landet?« Han svarede: »Ja. Hver gang nogen er kommet med det, du er kommet med, er hele verden blevet hans modstander. Hvis jeg lever til den tid og stadig har kræfter, vil jeg hjælpe dig på enhver måde.«

Imam Zuhri siger: Khadija var den første, der troede på Allah. Derefter modtog Allahs Sendebud profetkaldet. Da han havde modtaget profetkaldet og var på vej hjem, begyndte hver sten og hvert træ at hilse på ham. Da han kom hjem, sagde han til Khadija: »Ham, som jeg plejede at fortælle dig, at jeg så i mine drømme, er Gabriel. Han har vist sig for mig i åbenbaringen. Min Herre har sendt ham til mig.« Derefter fortalte han Khadija hele hændelsen med åbenbaringen. Da Khadija hørte hans ord, sagde hun: »Glædeligt budskab! Allah vil kun gøre godt mod dig og ikke noget ondt. Tag imod det, der er kommet fra Allah. Det er sandt.«

Derefter skyndte Khadija sig til ’Addas, slaven til ’Utba ibn Rabi’a. Han var en kristen fra Nineve. Khadija svor ved Allah og spurgte ’Addas: »Ved du noget om Gabriel?« ’Addas sagde: »Hellig, hellig!« Khadija sagde: »Fortæl mig lidt om alt det, du ved om ham.« ’Addas sagde: »Gabriel er den betroede, den fuldstændigt troværdige, mellem Allah og Hans profeter. Han kom til Moses og Jesus.« Fra ’Addas gik Khadija til Waraqa. Efter at have talt med dem begge vendte hun tilbage til Allahs Sendebud.

Ibn Ishaq siger: Allahs Sendebud har sagt: »Efter at have modtaget åbenbaringen gik jeg ud af hulen. Da jeg var halvvejs nede ad bjerget, hørte jeg en stemme fra himlen. Det var, som om nogen sagde til mig: “Muhammad, du er Allahs Sendebud.” Da jeg løftede hovedet, så jeg Gabriel stå der i skikkelse af en skinnende, ren mand. Hans to fødder nåede til himlens to horisonter. Han sagde til mig: “Muhammad, du er Allahs Sendebud, og jeg er Gabriel.” Jeg stod helt stille og så på dette syn. Uanset hvilken retning på himlen jeg så i, så jeg det samme syn. Jeg stod fortsat og betragtede det. Da Khadija så, at jeg var længe om at vende tilbage, sendte hun folk ud for at lede efter mig. De gennemsøgte højlandet omkring Mekka, men fandt mig ingen steder og vendte tilbage til Khadija. Men jeg stod stadig helt stille på det samme sted.«

På et tidspunkt forsvandt Gabriel. Jeg vendte hjem og satte mig tæt ved Khadija. Khadija sagde: »Abul-Qasim! Hvor har du været? Jeg sendte folk ud for at lede efter dig. De gennemsøgte højlandet omkring Mekka, men fandt dig ingen steder og vendte tilbage.« Så fortalte jeg hende hele hændelsen. Da Khadija hørte mine ord, sagde hun: »Min fætter, stå fast. Ved Ham, i hvis hånd Khadijas liv er! Jeg håber, at du bliver denne nations profet.« Derefter dækkede hun Allahs Sendebud med et tæppe og gik til Waraqa.

Det er blevet overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): En dag opholdt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) sig alene i området Ajyad i Mekka. Han så en engel sidde i horisonten med det ene ben over det andet. Han råbte: »Muhammad! Jeg er Jibril.« Sendebudet (må Allahs velsignelse og fred være med ham) blev bange, skyndte sig tilbage til Khadija (må Allah være tilfreds med hende) og sagde: »Jeg er bange for, at jeg er ved at blive en spåmand.« Khadija (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Min fætter! Sig ikke sådan. Det kan ikke ske. Du opretholder slægtskabsbåndene, taler sandt og giver betroede ting tilbage. Din karakter er i sandhed fornem.«

Abu Maysara siger: I den første periode, hvor Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) modtog åbenbaringen, hørte han, når han gik alene og søgte afsondrethed, en stemme kalde: »Muhammad!« Han blev bange. Han fortalte Khadija (må Allah være tilfreds med hende) om det. Khadija (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Allah vil ikke gøre dig noget ondt.« Derefter sendte hun ham sammen med Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) til Waraqa.

Det er blevet overleveret fra imam al-Zuhri: Efter at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) havde modtaget den første åbenbaring, ophørte åbenbaringen i flere dage. I islamisk terminologi kaldes denne periode »fatrat al-wahy«. Sendebudet (må Allahs velsignelse og fred være med ham) blev dybt bekymret. Han fortsatte med at tage til Hira-grotten. En dag så han Jibril ovenover, og forskrækket og bange vendte han straks tilbage til Khadija (må Allah være tilfreds med hende) og sagde: »Dæk mig med et tæppe.« Khadija (må Allah være tilfreds med hende) dækkede ham med et tæppe. I denne situation blev sura al-Muddaththir åbenbaret. Den samme begivenhed er blevet overleveret fra Jabir ibn Abdillah (må Allah være tilfreds med ham), men han har nævnt, at sura al-Muzzammil blev åbenbaret.

En dag ønskede Khadija (må Allah være tilfreds med hende) at sætte ham på prøve. Ibn Ishaq har berettet: En dag sagde Khadija (må Allah være tilfreds med hende) til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham): »Min fætter! Kan du give mig besked, når din ledsager Jibril (fred være med ham) kommer til dig?« Da Jibril kom, sagde Sendebudet (må Allahs velsignelse og fred være med ham) til Khadija (må Allah være tilfreds med hende): »Her er Jibril kommet.« Khadija (må Allah være tilfreds med hende) lod Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) sidde på sit højre lår og spurgte: »Kan du se ham nu?« Han svarede: »Ja, jeg kan se ham.« Khadija (må Allah være tilfreds med hende) lod derefter Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) sidde på sit venstre lår og spurgte igen: »Kan du se ham nu?« Han svarede: »Ja, jeg kan se ham.« Så tog Khadija (må Allah være tilfreds med hende) sit slør af og blottede sit bryst. Derefter spurgte hun: »Kan du stadig se ham?« Han svarede: »Nej, jeg kan ikke se ham sådan.« Da sagde Khadija (må Allah være tilfreds med hende): »Glædeligt budskab! Ved Allahs ed, han er sandelig en engel og ikke en djævel. For i denne situation vil en engel visselig føle blufærdighed.«

En dag gik Khadija (må Allah være tilfreds med hende) op mod Mekkas højtliggende område for at lede efter Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) og bringe ham mad. På vejen viste Jibril (fred være med ham) sig i skikkelse af en ukendt mand og spurgte efter Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham). Khadija (må Allah være tilfreds med hende) blev bange. Hun blev bekymret ved tanken om, at manden måske ville bortføre hende. Da Khadija (må Allah være tilfreds med hende) senere fortalte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) om det, sagde han: »Manden var Jibril (fred være med ham). Han sagde til mig, at jeg skulle hilse dig fra ham og give dig det glædelige budskab om et hus i Paradiset bygget af perler.«

Alle de tidligere nævnte begivenheder fandt sted umiddelbart før islams komme og i den første periode. Man kender til mange andre begivenheder af denne art, som tydeligt viser Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) tålmodighed, klogskab, stærke følelser og tillid til sin mand samt hendes støtte til ham under alle omstændigheder. Når man gennemgår disse begivenheder, bliver det også tydeligt, at hun allerede før Jibrils (fred være med ham) komme til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) synes at have truffet den faste beslutning, at hendes mand ville blive et ekstraordinært menneske. Han ville blive en profet. Derfor opstod der ikke det mindste øjebliks tvivl eller usikkerhed i hendes sind, da Sendebudet (må Allahs velsignelse og fred være med ham) for første gang kom til hende og fortalte, at Jibril var kommet til ham, og at han havde modtaget åbenbaring. Det var, som om hun på forhånd havde ventet på at modtage et sådant budskab og var mentalt forberedt på det. Hendes forskellige handlinger og adfærd på det tidspunkt bekræfter og dokumenterer dette.

Efter at have antaget islam testamenterede Khadija (må Allah være tilfreds med hende) hele sin formue, rigdom og velstand til formålet at udbrede religionen. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) opgav handel og forretning og helligede sig tilbedelsen af Allah samt udbredelsen og fremme af islam. Al indkomst i husholdningen ophørte. Samtidig voksede Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) bekymringer. Hun mødte alle vanskelige forhold med tålmodighed og beslutsomhed. Ibn Ishaq siger:

Det skal være på arabisk

»Den smerte, som Allahs Sendebud følte på grund af polyteisternes afvisning og vantro, fjernede Allah gennem Khadija. For hun trøstede Sendebudet, støttede ham og gav ham opmuntring. Hun troede uden tøven på alt, hvad han sagde. Hun fortalte Allahs Sendebud om polyteisternes uforskammede opførsel. Ibn Ishaq siger endvidere:

Det skal være på arabisk

»For Allahs Sendebud var Khadija en sand og pålidelig rådgiver i islamiske spørgsmål. Når Sendebudet blev ramt af vanskeligheder og ulykker, talte han åbent med hende og beklagede sig til hende.« I det syvende år efter profetkaldelsen, i måneden Muharram, boykottede Quraysh muslimerne. De søgte tilflugt i Shi’b Abi Talib. Khadija blev også interneret dér sammen med Allahs Sendebud. I næsten tre år gennemlevede Banu Hashim stor nød og hungersnød. De havde næsten ingen mulighed for at overleve ud over at spise træernes blade. Khadija bar denne lidelse med et smil sammen med sin mand. I disse vanskelige tider brugte hun sin indflydelse og skaffede fra tid til anden mad på forskellige måder. Hendes tre nevøer – Hakim ibn Hizam, Abu al-Bukhtari og Zum’a ibn al-Aswad – var alle blandt Qurayshs ledende mænd. Selv om de ikke var muslimer, spillede de på forskellige måder en særlig rolle i at sende fødevarer til de muslimske udstødte.

En dag var Hakim ibn Hizam på vej med noget hvede, som hans tjener bar på hovedet, til sin faster Khadija. Hun var på det tidspunkt interneret sammen med Allahs Sendebud i Shi’b Abi Talib. På vejen mødte han den usle Abu Jahl. Han sagde vredt: »Tager du mad med til Banu Hashim? Ved Allah, du kommer ikke derhen med denne mad. Hvis du gør det, vil jeg ydmyge og vanære dig i Mekka.« Netop da kom Abu al-Bukhtari ibn Hashim til stede. Han sagde: »Hvorfor skændes I?« Abu Jahl svarede: »Han tager mad med til Banu Hashim.« Abu al-Bukhtari sagde: »Denne mad tilhører jo hans faster og var hos Hakim. Han bringer sin fasters mad til hende, og du forhindrer ham i det? Gå til side.« Men Abu Jahl lyttede ikke til ham. Så kom de to op at slås voldsomt. På denne måde sendte Hakim ofte mad.

En anden dag forlod Abbas Shi’b for at skaffe noget mad. Abu Jahl lagde planer om at chikanere ham. Men Allah beskyttede ham. Da Khadija fik dette at vide, sendte hun en besked med en mand til sin onkel Zum’a ibn al-Aswad: »Abu Jahl forhindrer ham i at købe mad. Sig ham nogle alvorlige ord.« Zum’a gjorde, som Khadija havde bedt ham om. Derefter holdt han op med at gå for vidt.

Allerede før bønnen blev gjort obligatorisk, bad Khadija i hemmelighed sammen med Allahs Sendebud i hjemmet. Ibn Ishaq siger: En dag, da Allahs Sendebud befandt sig på Mekkas højland, kom Jibril og slog på et sted ved dalens rand, hvorved en kilde sprang frem. Først foretog Jibril afvaskningen med dette vand, og derefter foretog Sendebudet afvaskningen på samme måde. Jibril bad, og Sendebudet bad på samme måde som ham. Derefter kom Sendebudet hjem, lærte Khadija afvaskningen og viste hende i praksis, hvordan man bad, ved at bede sammen med hende.

Ibn Ishaq har også nævnt, at Ali en dag så to personer – nemlig Profeten og Khadija – bede. Ali spurgte: »Muhammad, hvad er dette?« Sendebudet præsenterede da den nye religions kald for Ali og forbød ham at fortælle det til nogen anden. Denne beretning viser, at Khadija blandt Muhammads ummah var den første, der opnåede æren af at bede sammen med Allahs Sendebud.

En mand ved navn Afif al-Kindi var på det tidspunkt kommet til Mekka for at købe nogle ting. Han opholdt sig i Abbas’ hus. En morgen så han en ung mand komme hen til Ka’baen og se op mod himlen. Derefter stillede han sig vendt mod bederetningen. En dreng kom og stillede sig ved siden af ham. Så kom en kvinde og stillede sig bag dem. De afsluttede bønnen og gik bort. Afif al-Kindi havde set det hele. Han sagde til Abbas: »Der er noget meget stort på vej til at ske!« Abbas sagde: »Drengen er Ali, og kvinden er Muhammads hustru. Min nevø mener, at hans religion er Verdenernes Herres religion, og han gør kun det, Han befaler ham. Så vidt jeg ved, er de tre de eneste mennesker i verden, der følger denne nye religion.«

Der er en vis uenighed om det nøjagtige år, hvor den ærværdige Khadija (må Allah være tilfreds med hende) døde. Det er blevet berettet, at hun døde i Mekka tre, fire eller fem år før hijraen. Imam an-Nawawi siger, at beretningen om fire år før er korrekt. Hun døde tre dage efter Abu Talibs død.

Al-Baladhuri siger: Banu Hashim forlod Shi’b Abu Talib i profetdommens tiende år. Efter at de var kommet ud derfra, døde Abu Talib samme år, enten i begyndelsen af måneden Dhu al-Qa’da eller midt i Shawwal. Der er uenighed om tidsrummet mellem Abu Talibs og Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) dødsfald: henholdsvis 35, 25, 5 eller 3 dage. Khadija døde først. Hun blev begravet på al-Hajun-kirkegården i Mekka. På det tidspunkt var begravelsesbønnen endnu ikke indført. Khadijas nevø, Hakim ibn Hizam, siger: Vi bar hende ud af huset og begravede hende på al-Hajun. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) steg ned i hendes grav. Hun døde i Ramadan i profetdommens tiende år, da hun var femogtres år gammel. Ibn al-Jawzi har også sagt dette. Det er blevet overleveret fra den ærværdige Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Khadija (må Allah være tilfreds med hende) døde, før bønnen blev gjort obligatorisk. Det er også blevet berettet, at hun døde i Ramadan, da hun var femogtres år gammel. Hun blev begravet på al-Hajun-kirkegården, der ligger på Mekkas højtliggende område. Qatada og Urwa siger, at hun døde tre år før hijraen. Al-Waqidi siger: De blev frigivet fra Banu Hashims dal tre år før hijraen. Derefter døde Abu Talib. De to døde samme år. Khadija døde dog tre dage efter Abu Talib. Imam adh-Dhahabi siger, at Khadija var 40 år gammel, da hun blev gift med Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), og at hun levede sammen med ham i 24 år. Ifølge denne beregning levede hun i 64 år.

Efter den højt ærede onkel Abu Talibs og den elskede hustru Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) bortgang begyndte et nyt kapitel i Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) liv. Det var det vanskeligste kapitel. Den ærværdige Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede selv at kalde året for deres bortgang for ”Am al-Huzn” – året med sorg og bedrøvelse. Da disse to højt elskede personer døde, blev de hårdhjertede Quraysh-folk helt hensynsløse. De behandlede ham yderst brutalt. På dette tidspunkt, fortvivlet over Mekkas indbyggere, drog han til Taif. Hvis Khadija (må Allah være tilfreds med hende) havde været i live, kunne han i det mindste have fortalt hende om sin egen sorg. Ibn Ishaq siger: Efter Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) bortgang fortsatte den ene ulykke efter den anden med at ramme Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). For der var ikke længere personer med Abu Talibs og Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) personlighed og anseelse til at stå imod de hedenske kræfter.

Ibn al-Athir siger:

Det vil lyde på arabisk

”Det muslimske ummah er nået til enighed om, at den ærværdige Khadija (må Allah være tilfreds med hende) var den første blandt alle Allahs skabninger til at blive muslim.”

Az-Zuhri, Qatada, Musa ibn Uqba, Ibn Ishaq, al-Waqidi og Sa’id ibn Yahya siger:

Det vil lyde på arabisk

»Khadija, Abu Bakr og Ali – må Allah være tilfreds med dem – var de første til at tro på Allah og Hans Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham.«

Det er blevet overleveret fra Hudhayfa – må Allah være tilfreds med ham. Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – sagde:

Det skal være på arabisk

»Khadija – må Allah være tilfreds med hende – var den første blandt alle verdens kvinder til at tro på Allah og Muhammad.«

Sa’id ibn al-Musayyib sagde:

Det skal være på arabisk

– »Khadija – må Allah være tilfreds med hende – var den første muslim blandt kvinderne.«

Imam an-Nawawi siger: Az-Zuhri og en stor gruppe af de lærde har nævnt, at Khadija – må Allah være tilfreds med hende – var den første, der troede på Allah og Hans Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham. Imam ath-Tha’labi har desuden overleveret, at der er enighed om dette. Da hun antog islam, var Khadija – må Allah være tilfreds med hende – halvtreds år gammel. Hendes antagelse af islam påvirkede også medlemmerne af hendes fædrene slægt. Da islam fremstod, levede der femten berømte mænd fra hendes fædrene slægt, Banu Asad ibn Abd al-Uzza. Ti af dem antog islam. De øvrige fem blev dræbt som vantro i slaget ved Badr.

Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) var mor til mange børn. Med sin første ægtemand, Abu Hala, fik hun to sønner ved navn Hala og Hind. De antog begge islam og opnåede æren af at blive Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sahabaer. Hind deltog sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i slaget ved Badr eller ifølge en anden overlevering i slaget ved Uhud. Ifølge Baladhuris overlevering synes der dog kun at have været én søn i hendes første ægteskab; han hed Hind. Han blev opkaldt efter sin far. Han var en veltalende mand med et flydende sprog. I Kamelslaget led han martyrdøden på Alis (må Allah være tilfreds med ham) side. Med sin anden ægtemand, Atiq fra Banu Sa’d, fik hun en datter ved navn Hindah. Også hun antog islam og opnåede æren af at blive en sahabia. Ifølge en overlevering fik hun dog i sit første ægteskab tre børn: de to sønner Hind og Harith. En vantro dræbte Harith som martyr nær den jemenitiske hjørnestenssøjle ved Kabaen. Den ene datter hed Zaynab. Datteren fra det andet ægteskab havde tilnavnet Umm Muhammad. Hun blev gift med Sayfi ibn Umayya. Med ham fik hun en søn ved navn Muhammad. Derfor blev hun kaldt Umm Muhammad.

Ibn Ishaq siger, at alle Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) børn, bortset fra Ibrahim, blev født af Hazrat Khadija. De var: al-Qasim, at-Tayyib, Zaynab, Ruqayya, Umm Kulthum og Fatima (må Allah være tilfreds med hende). Ibn Hisham siger, at Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ældste søn var al-Qasim. Derefter kom at-Tayyib og at-Tahir. Den ældste datter var Ruqayya, derefter Zaynab, Umm Kulthum og Fatima (må Allah være tilfreds med hende).

Ibn Ishaq siger endvidere, at al-Qasim, at-Tayyib og at-Tahir døde allerede i jahiliyyah-perioden. Alle døtrene levede derimod ind i den islamiske periode. De antog islam og foretog hijra til Medina sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).

Af Ibn Ishaqs og Ibn Hishams overleveringer fremgår det, at at-Tahir og at-Tayyib var to forskellige sønner. Imidlertid var disse to navne laqab’er eller tilnavne for Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) søn, Hazrat Abdullah. Al-Waqidi siger, at Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) i Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hjem fødte to sønner, al-Qasim og Abdullah. Da Abdullah blev født efter profetkaldelsen, blev han kaldt at-Tahir. Desuden fødte hun fire døtre. Hun blev således mor til i alt seks børn. Det første barn var al-Qasim. Han døde i Mekka i spædbarnsalderen, før Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) modtog profetkaldelsen. På grund af hans navn fik Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kunyaen eller tilnavnet Abu al-Qasim. Før sin død havde han lært at gå ved at tage små skridt. Ifølge Baladhuri var han kun to år gammel, da han døde.

Imam as-Suhayli har overleveret, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) efter al-Qasims død gik til Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Hun græd og sagde: »O Allahs Sendebud! Mit barn, som jeg ammede, er dødt. Hvis han havde levet, indtil han var færdig med at die, ville jeg ikke have været så bedrøvet.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) trøstede hende og sagde: »Hvis du ønsker det, kan jeg lade dig høre hans stemme fra Paradiset.« Khadija (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Allah og Hans Sendebud ved det bedst.« Denne overlevering viser, at al-Qasim ikke døde i jahiliyyah-perioden, men i den islamiske periode.

Det andet barn, Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende), var Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ældste datter. Hun blev gift med sin morbrors søn, Abu al-As ibn ar-Rabi. Abu al-As’ mor var Hala bint Khuwaylid.

Det tredje barn var Hazrat Abdullah. Han blev også kaldt at-Tayyib og at-Tahir. Da han blev født efter profetkaldelsen, blev han betegnet med disse navne. Han døde i Mekka som barn. Efter hans død begyndte de vantro, især al-As ibn Wa’il, at håne Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ved at kalde ham »abtar«, det vil sige barnløs. Da blev dette vers fra sura al-Kawthar åbenbaret:

Det vil være på arabisk

– Den, der er din fjende, er den haleløse og barnløse.

Det er dog også blevet overleveret, at det var det første barn, der døde. Det fjerde barn var Hazrat Ruqayya (må Allah være tilfreds med hende). Hendes første ægteskab var med Utba ibn Abi Lahab. På grund af hans stærke fjendskab mod islam skilte han sig fra Hazrat Ruqayya. Derefter blev hun gift med Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham). Efter hijraen døde hun i Medina, mens Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) stadig levede. Det femte barn var Hazrat Umm Kulthum (må Allah være tilfreds med hende). Hendes første ægteskab var med Mu’attab, eller ifølge en anden overlevering med Utayba ibn Abi Lahab. Også han skilte sig fra sin hustru Umm Kulthum på grund af sit stærke had til islam. Efter hendes søster Ruqayyas død blev hun gift med Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) for anden gang. Derfor fik Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) tilnavnet Dhu’n-Nurayn.

Det sjette barn, Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende), var hustru til den fjerde kalif, Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), og mor til Hazrat Imam Hasan og Husayn (må Allah være tilfreds med dem).

Det skal bemærkes, at Ibrahim var søn af Allahs Sendebuds slavinde, Hazrat Maria al-Qibtiyya (må Allah være tilfreds med hende). Denne Maria blev sendt som gave til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) af Egyptens hersker, al-Muqawqis. Kort sagt var Hazrat Khadijat al-Kubra (må Allah være tilfreds med hende) mor til alle Allahs Sendebuds børn med undtagelse af Ibrahim.

Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) tog sig kærligt og omsorgsfuldt af sine børn. Hun havde også økonomisk mulighed for at sørge for deres opdragelse og hyre ammer. Hun traf alle forberedelserne allerede før fødslen. Hun ansatte Salama, Safiyyas slavinde, til at passe børnene mod betaling. Salama ammede dem og gav dem mad.

En overlevering gør det til en vis grad klart, hvor højt Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) elskede alle sine børn, og hvor bekymret hun var for deres velfærd. En dag spurgte hun Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »O Allahs Sendebud! Hvad bliver der af de børn, jeg har fået med dig, og som døde som små, i det hinsidige?« Han svarede: »I Paradiset.« Hun spurgte igen: »Hvad bliver der af de børn, jeg fik med mine afgudsdyrkende ægtemænd, og som døde?« Han svarede: »I Helvede.« Hun spurgte: »Uden at have udført nogen gerninger?« Han svarede: »Allah ved, hvilke gerninger de ville have udført, hvis de havde levet.« Denne overlevering viser hendes dybe længsel efter sine børn. Det er umuligt at gøre rede for alle de troendes moder, Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende), fortrin, storhed og værdighed. Vi betragter med forbløffelse, hvordan en kvinde på den tid, hvor Arabien var indhyllet i et dybt mørke, helt uden tøven troede på Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) profetskab. Der var ikke den mindste tvivl eller usikkerhed i hendes hjerte. Den første dag, hvor han modtog åbenbaringen, hendes besøg hos Waraqa og hendes faste overbevisning om, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var blevet profet – alt dette er dybt værd at overveje.

Allerede før Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) modtog profetskabet, var Khadija (må Allah være tilfreds med hende) tilsyneladende fast overbevist om, at han ville blive profet. Derfor opstod der ikke så meget som et øjebliks tøven i hendes hjerte efter Gabriels (fred være med ham) komme. Dette viser tydeligt hendes dybe fremsynethed og skarpe iagttagelsesevne. Både før og efter profetskabet viste hun altid Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) respekt og troede ubetinget på hvert eneste af hans ord. I deres femogtyve år lange ægteskab opstod der ikke et øjeblik nogen form for tvivl i hendes hjerte. Selv i uvidenhedens tidsalder var hun ren og uskyldig. Hun tilbad aldrig afguder. En dag sagde den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) til hende: »Jeg vil aldrig tilbede al-Lat og al-Uzza.« Khadija (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Lad al-Lat og al-Uzza ligge. Tal ikke om dem.«

Hun var ikke blot den første, der troede på Muhammads profetskab (Allahs fred og velsignelser være med ham), og den første, der bad salat sammen med ham. Den styrke, hun gav islam i de mørke og vanskelige dage, vil forblive uudslettelig for altid. Ved islams begyndelse var hun i sandhed Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) rådgiver. Efter sit ægteskab med Allahs Sendebud lagde hun al sin formue i sin mands hænder. Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham) var Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) yndlingsslave. Også ham gav hun til sin mand.

Ibn Hisham siger: Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) nevø, Hakim ibn Hizam, købte mange slaver på markedet i Syrien og bragte dem med sig. Zayd ibn Haritha var en af dem. Fasteren Khadija gik for at besøge sin nevø Hakim. Nevøen sagde: »Faster, vælg den af disse slaver, som du bedst kan lide.« Khadija (må Allah være tilfreds med hende) valgte Zayd og tog ham med sig. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) kunne lide Zayd, da han så ham. Da Khadija (må Allah være tilfreds med hende) forstod det, gav hun ham som gave til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) frigav ham fra slaveriet og tog ham til sig som adoptivsøn.

I en anden overlevering fortælles det, at Hakim købte Zayd (må Allah være tilfreds med ham) på markedet Ukaz i Arabien til sin faster Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Det fortælles også, at Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham), da han rejste til Syrien sammen med Maysara med Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) handelsvarer, købte Zayd på denne rejse til Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Efter brylluppet overrakte Khadija (må Allah være tilfreds med hende) Zayd til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) som gave.

Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) elskede sin ægtemand, Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), dybt. Hun viste også sin ægtemands venner og slægtninge respekt, spurgte til dem og stod ved deres side i deres vanskeligheder. Engang kom Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) ammemor, Halima, på besøg. Khadija (må Allah være tilfreds med hende) tog sig af hende med samme værdighed og respekt som af sin egen svigermor. Halima fortalte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), at dyrene og fuglene i deres område var døde på grund af tørke og mangel på regn, og at der var opstået nød. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) talte med Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) om deres problemer. Khadija (må Allah være tilfreds med hende) gav Halima fyrre geder og kameler, så hun kunne fordele dem blandt sin familie.

Suwayba, Abu Lahabs slavekvinde, var endnu en ammemor for den ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Hun kom fra tid til anden til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) viste hende respekt og behandlede hende godt. Også Khadija (må Allah være tilfreds med hende) viste hende stor respekt og ære. Hun tilbød Abu Lahab at købe Suwayba for at frigive hende fra slaveriet, men han ville ikke sælge hende.

Selv om hun var en velhavende kvinde fra Mekka, tjente hun sin mand med egne hænder. Hun varetog selv alle huslige pligter, herunder opdragelsen af børnene. Hun sørgede selv for sin mands mad, hvile og lignende. I en hadith fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) fortælles det, at han sagde:

Det følgende vil være på arabisk

En dag kom Jibril (fred være med ham) til Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »Allahs Sendebud! Her kommer Khadija med et kar, hvori hun har noget mad, fødevarer eller drikke til dig. Hils hende fra hendes Herre og fra mig, og giv hende det glædelige budskab om et hus i Paradiset, bygget af perler og juveler.«

Denne hadith viser, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) selv varetog alle husførelsens og husholdningens opgaver uden at overlade dem til andre.

Hazrat Allahs Sendebud, den Ædle (Allahs fred og velsignelser være med ham), elskede også Khadija (må Allah være tilfreds med hende) dybt. Selv efter Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) død glemte han aldrig hendes minde og hendes indsats, ikke et eneste øjeblik, resten af sit liv. Dette blev bevist og fastslået gennem mange af Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) handlinger og mange af hans udtalelser.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller:

På arabisk lyder det:

-Jeg havde aldrig set Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Alligevel var jeg ikke jaloux på nogen af Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) andre hustruer i samme grad, som jeg var på hende. Det skyldtes, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) meget ofte mindedes hende. Hver gang han slagtede en ged, skar han noget af kødet fra og sendte det til Khadijas veninder. Når jeg sagde, som om der ikke fandtes nogen anden kvinde i verden end Khadija, sagde han: »Khadija var sådan. Det var gennem hende, at jeg fik børn.«

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller videre: En gang talte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om Khadija. Jeg kom med en spydig bemærkning og sagde: »Hun var jo en gammel kvinde. Og desuden var hun sådan og sådan. Allah har givet dig en bedre kvinde i hendes sted.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allah har ikke givet mig en bedre kvinde end hende. Da folk nægtede at tro på mig, troede hun på mig. Da folk berøvede mig, lod hun mig få del i sin formue. Allah skænkede mig børn gennem hende og berøvede mig børn gennem de andre.« Jeg sagde: »Jeg vil aldrig mere bebrejde dig noget på grund af hende.«

I en anden overlevering fortælles det, at Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Efter Khadijas død plejede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), hver gang en ged blev slagtet i hans hjem, at sige: »Send noget af kødet til Khadijas veninders hjem.« En dag, da han talte om Khadija, sagde han: »Jeg elsker Khadijas veninder.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller videre: Hver gang Khadija blev nævnt, undlod Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) aldrig at rose hende på en eller anden måde. Han forlod ikke huset nogen dag uden at nævne Khadija. En dag, da Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) tale om Khadija (må Allah være tilfreds med hende), fortrød hun og tænkte ved sig selv: »O Allah, hvis du fjerner Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) vrede, vil jeg aldrig mere sige noget ondt om hende.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) forstod Aishas (må Allah være tilfreds med hende) sindstilstand og sagde: »Hvordan kunne du sige sådan noget? Da folk forkastede mig, gav hun mig ly.« En anden gang sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Allah har skabt kærlighed til hende i mit hjerte.«

Abu al-As ibn al-Rabi var en ærlig, pålidelig og velhavende ung købmand fra Mekka. Han var søn af Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) søster, Hala bint Khuwaylid. Moster Khadija (må Allah være tilfreds med hende) betragtede ham som sin egen søn. Hun ønskede at gifte ham med sin datter, Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende). Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde ingen indvendinger, og brylluppet blev holdt. Ved brylluppet var der blandt de mange værdifulde ting, som Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) gav sin datter Zaynab (må Allah være tilfreds med hende), en halskæde af guld.

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) modtog profetskabet. Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) døtre blev muslimer, men Abu al-As forblev ikke-muslim. Khadija (må Allah være tilfreds med hende) forlod denne verden. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) udvandrede til Medina. Datteren Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) blev i Mekka hos sin mand. Abu al-As drog sammen med Quraysh fra Mekka til Badr for at kæmpe mod muslimerne. Hvilken grusom ironi skæbnen bød på! Han blev taget til fange og ført til Medina, hvor han kom til sin svigerfar, Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Det blev besluttet at frigive krigsfangerne mod løsepenge. Fangernes familier sendte løsepenge fra Mekka. Blandt de værdier, som Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) sendte som løsepenge for sin mand, var en halskæde af guld. Det var i virkeligheden den bryllupshalskæde, som hendes mor, Khadija (må Allah være tilfreds med hende), havde givet hende. Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) så halskæden, blev hans hjerte fyldt af smerte og sorg. Mindet om Khadija (må Allah være tilfreds med hende) viste sig for hans indre blik. Han sagde til sine ledsagere: »Hvis I kan, så løslad Zaynabs fange og giv også pengene tilbage.« Ledsagerne indvilligede, og de løslod Abu al-As uden nogen løsepenge.

Hazrat ‘A’isha (ra) siger:

På arabisk vil det lyde:

-En dag bad Hala bint Dhuwaylid, Khadijas (ra) søster, om tilladelse til at mødes med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). (Da de to søstres stemmer og måde at bede om tilladelse på lignede hinanden,) blev Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forskrækket, da han kom til at tænke på Khadijas (ra) måde at bede om tilladelse på. Derefter udbrød han, da han var faldet til ro: »Åh Allah! Det er jo Hala.« ‘A’isha (ra) siger: Jeg blev meget jaloux over dette. Jeg sagde: »Hvorfor husker du stadig på en gammel, rødkindet kvinde blandt Qurayshs gamle kvinder, som døde for så længe siden? Allah har jo givet dig en bedre hustru end hende.«

Det er blevet overleveret fra Muhammad ibn Salama. Efter Hazrat Khadijas (ra) bortgang blev Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) så dybt bedrøvet, at man frygtede for hans liv. Til sidst giftede han sig med ‘A’isha (ra).

Mange af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udsagn og kommentarer om Hazrat Khadijas (ra) fortrin og rang findes i hadith- og sīrah-værkerne. I vores tidligere gennemgang har vi fremlagt nogle af dem. Her gengiver vi yderligere nogle få udsagn.

Det er blevet overleveret fra Hazrat Anas (ra), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde:

På arabisk vil det lyde:

Blandt verdens kvinder er disse fire tilstrækkelige for jer.

Det er også berettet fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde:

Den arabiske tekst følger

– De bedste blandt verdens kvinder er Maryam, Asiya, Khadija bint Khuwailid og Fatima (må Allah være tilfreds med dem).

Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sige:

Den arabiske tekst følger

– Khadija bint Khuwailid var sin tids bedste kvinde. Maryam bint Imran var sin tids bedste kvinde.

Berettet fra Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde:

Den arabiske tekst følger

Efter Maryam bint Imran er Fatimah, Khadijah og Asiya, Faraos hustru, ledere blandt paradisets kvinder.

I en anden hadith, overleveret fra Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), står der: Blandt de kvinder, der har opnået Paradiset, er Khadijah, Fatimah, Maryam og Asiya de bedste. Imam an-Nasa’i har overleveret hadithen.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: Jeg hørte ofte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige:

Det vil stå på arabisk

– Khadijah (må Allah være tilfreds med hende) er den bedste kvinde i verden.

Imam adh-Dhahabi sagde følgende, da han beskrev Hazrat Khadijahs (må Allah være tilfreds med hende) rang og værdighed: Hendes fortræffeligheder er mange. Hun var leder for alle kvinder i sin tids verden. Hun var en af de kvinder, der havde opnået fuldkommenhed i viden, forstand og skarpsindighed. Hun var en intelligent, højt respekteret og from kvinde med ren og uskyldig karakter. Hun var blandt paradisets beboere. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) roste hende højt, gav hende forrang og anerkendte hendes overlegenhed over sine øvrige hustruer. Han viste hende den største respekt. Han giftede sig ikke med nogen anden før hende eller i hendes levetid. Hun var mor til flere af Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) børn. Hun var Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bedste livsledsager. Da han mistede hende, blev Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) dybt bedrøvet. Hun brugte sin formue på Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), mens Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) drev hendes forretning. Allah den Almægtige gav hende gennem sin Profet det glædelige budskab om et hus i Paradiset, bygget af perler og ædelsten.

Det er blevet overleveret gennem mange kæder, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Khadijah, Jibril har sendt dig fredshilsner.« I nogle overleveringer står der, at Jibril sagde: »Muhammad, hils Khadijah fra din Herres og fra min side.« Khadijah svarede:

Det vil stå på arabisk

I en overlevering fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) gengives Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) svar således:

Det vil være på arabisk

Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) tog profeten Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham) til ægtemand, stod urokkeligt ved hans side og overgav alt, hvad hun ejede, til ham; således gjorde hun menneskeheden en umådelig stor tjeneste. Vi vil aldrig kunne afslutte beskrivelsen af hendes dyder. Ligesom Allah den Ophøjede og Jibril (fred være med ham) sender vi også hende utallige hilsener og afslutter dermed vores ord.

Sauda bint Zam’a (må Allah være tilfreds med hende)

Hazrat Sauda (må Allah være tilfreds med hende) var den lykkelige kvinde, som Hazrat Rasul Karim (Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede sig med efter Umm al-Mu’minin Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) død. Han levede kun sammen med hende i ægteskab i omkring tre år eller lidt længere. Derefter tog han Umm al-Mu’minin Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) ind i sit hjem.

Hazrat Sauda var fra Banu ‘Amir ibn Lu’ay, en gren af den berømte qurayshitiske stamme i Mekka. Hendes far, Zam’a ibn Qays, var qurayshit, og hendes mor, Shamūs bint Qays, tilhørte den berømte Najjar-stamme i Medina. Salma, mor til Rasulullahs (Allahs velsignelser og fred være med ham) bedstefar ‘Abd al-Muttalib, var også datter af denne Najjar-slægt. Saudas morfar Qays ibn ‘Amr og Salma bint ‘Amr var søskende. Hazrat Saudas tilnavn var Umm al-Aswad.

I den førislamiske uvidenhedsperiode blev Hazrat Sauda første gang gift med Sakran ibn ‘Amr. Sakran var Saudas fætter. De fire berømte sahaba Suhayl ibn ‘Amr, Sahl ibn ‘Amr, Salit ibn ‘Amr og Hatib ibn ‘Amr var Sakrans brødre. I den første periode efter Hazrat Rasul Karims (Allahs velsignelser og fred være med ham) profetkald antog Hazrat Sauda og hendes mand Sakran islam. De hørte begge til blandt de heldige mænd og kvinder, som antog islam i den første periode. Tidspunktet for deres islamantagelse var det samme. Da den første gruppe af hjælpeløse muslimer fra Mekka udvandrede til Abessinien for at undslippe qurayshitternes forfølgelse, blev denne muslimske familie stadig i Mekka og holdt fast ved deres hjemland. Men da deres forfølgelse begyndte at overskride alle grænser, gjorde endnu en gruppe muslimer fra Mekka sig klar til at udvandre til Abessinien. Sauda udvandrede sammen med sin mand til Abessinien med denne gruppe. Efter at have opholdt sig dér i nogle år vendte de tilbage til Mekka, og kort før Rasulullahs (Allahs velsignelser og fred være med ham) udvandring til Medina døde Sakran som muslim i Mekka. Rasulullah (Allahs velsignelser og fred være med ham) begravede ham i Mekka.

Det er også blevet overleveret, at hun udvandrede til Abessinien sammen med sin mand med både den første og den anden gruppe. En gruppe sira-eksperter, heriblandt Abu Ubayda og Ma’mar, har sagt, at Sakran vendte tilbage fra Abessinien til Mekka. Derefter vendte han tilbage til Abessinien, enten efter at være blevet frafalden eller efter at have antaget kristendommen, og døde dér. al-Baladhuri siger, at den første overlevering er korrekt.

Omkring tre år før Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) udvandrede til Medina, giftede han sig efter Umm al-Mu’minin Hazrat Khadijas (måtte Allah være tilfreds med hende) bortgang med Hazrat Sawda (måtte Allah være tilfreds med hende).

Hazrat Khadija (måtte Allah være tilfreds med hende) var Hazrat den Ædle Sendebuds (Guds fred og velsignelser være med ham) første og højtelskede hustru. I ensomhedens uro, farerne og ulykkernes rædsel samt de tyranniske forfølgeres grusomme brutalitet var hun sin elskede mands uadskillelige ledsager. Hun trøstede ham i hvert eneste kritiske øjeblik, udtrykte sin medfølelse og hjalp ham ved sin side med at overvinde alle hindringer. Da en så fortrolig hustru og veninde gik bort, blev Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) dybt nedtrykt og bedrøvet. Han blev så plaget af smerten ved adskillelsen, at hans liv kom i fare. Desuden var Khadija Allahs Sendebuds (Guds fred og velsignelser være med ham) børns mor og hjemmets frue. I hendes fravær blev det vanskeligt at opdrage de moderløse børn og tage sig af hjemmet. Dertil kom, at afgudsdyrkernes chikane og forstyrrelser tog til. Allahs Sendebuds (Guds fred og velsignelser være med ham) tilstand vakte stor bekymring blandt hans ledsagere.

‘Uthman ibn Maz‘un (d. 2 efter hijra) var en fremtrædende ledsager. Hans hustru Khawla bint Hakim gik en dag til Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham). Under samtalen kom hun til at sige: »Allahs Sendebud! Gift dig igen!« Han spurgte: »Hvem er bruden?« Khawla svarede: »Der er både en enke og en jomfru. Man kan nu tale med den, du foretrækker.« Han spurgte igen: »Hvem er bruden?« Khawla sagde: »Enken er Sawda bint Zam‘a, og jomfruen er ‘Aisha, Abu Bakrs datter.« Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde: »Kvinder er bedre egnede til at spille en rolle i denne sag.« Således gav han sit samtykke.

Efter at have fået Allahs Sendebuds (Guds fred og velsignelser være med ham) samtykke gik Khawla til Sawdas hjem. Sawdas far stod da ved livets ende. Han havde fuldstændig trukket sig tilbage fra alle verdslige gøremål. Da Khawla kom til ham, hilste hun på ham efter jahiliyyah-skik med ordene: »An‘im sabahan!« (Godmorgen).

Den gamle spurgte: »Hvem er du?« Khawla svarede: »Jeg er Khawla bint Hakim.« Den gamle bød Khawla velkommen og lod hende sætte sig nær ham. Khawla fremsatte sit budskab således: »Muhammad ibn ‘Abdullah ibn ‘Abd al-Muttalib har friet til Sawda.« Den gamle sagde: »Det er en fornem bejler. Hvad siger din veninde Sawda?« Khawla svarede: »Hun er indforstået.« Den gamle bad om at få Sawda tilkaldt. Da Sawda kom, sagde han: »Min datter! Denne kvinde (Khawla) siger, at Muhammad ibn ‘Abdullah har sendt hende for at fri til dig. Han er en fornem bejler. Jeg ønsker at gifte dig med ham; er du indforstået?« Sawda svarede: »Ja, jeg er indforstået.« Da sagde den gamle til Khawla: »Gå og hent Muhammad.« Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) kom i brudgommens dragt, og Sawdas far overdrog Sawda til ham.

Nogle overleveringer lader forstå, at Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) før ægteskabet selv talte direkte med Sawda. Det er muligt, at Khawla arrangerede denne samtale. Imam Ahmad har samlet en overlevering fra ‘Abdullah ibn ‘Abbas (måtte Allah være tilfreds med ham). Han fortæller: Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) sendte et frieri til en kvinde fra sin stamme ved navn Sawda. Hun var selve billedet på ulykke. Hendes mand var død og havde efterladt fem eller seks børn. Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde til hende: »Hvad hindrer dig i at acceptere mit frieri?« Sawda sagde: »Ved Allah! O Allahs Profet! Du er det menneske i hele skaberværket, som jeg elsker højest. Jeg har ingen hindring for at acceptere dit frieri, men jeg frygter, at mine børn vil forstyrre dig hele tiden, morgen og aften, og forhindre mig i at tjene dig.« Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) spurgte: »Er der nogen anden hindring?« Sawda svarede: »Nej, der er ingen anden hindring.« Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde: »Må Allah vise dig barmhjertighed. De bedste kvinder er de, der rider bagud på kamelryggen. De retskafne kvinder blandt Quraysh er de, der er kærlige over for deres små børn og omsorgsfulde over for deres ægtemænd.«

Det er blevet overleveret fra Bukayr ibn al-Ashajj: Sakran vendte tilbage til Mekka med Sawda og døde derefter. Efter at have fuldført sin ‘iddah friede Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) til hende. Sawda sagde: »Overdrag ansvaret for at gennemføre ægteskabet til en fra din stamme.« Derefter overdrog Sawda opgaven til Hatib ibn ‘Amr al-‘Amiri. Det var ham, der giftede Sawda med Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham). Denne Hatib (måtte Allah være tilfreds med ham) var en muhajir og deltager i Badr.

Der findes to opfattelser af, hvem der var Sawdas wali ved hendes ægteskab med Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham). 1. Sawdas far var selv wali og gav sin datter bort. 2. Salit ibn ‘Amr eller Hatib, alternativt Abu Hatib ibn al-‘Amiri. Nogle har sagt, at Sawdas far muligvis var blevet svækket af alderdommens byrde. Derfor udnævnte han Hatib eller Salit til wali. Ibn Ishaq siger: Salit og Abu Hatib var begge ikke i Mekka på tidspunktet for dette ægteskab. De var i Abessinien. Derfor kan der ikke være tale om, at de var wali. Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) gav Sawda fire hundrede dirham i mahr.

Al-Waqidi siger: Saudahs ægteskab med Allahs Sendebud fandt sted i den tiende år af profetiet, i måneden Ramadan. Eftersom Saudahs og Aishas ægteskaber fandt sted omtrent samtidig, er historikerne uenige om, hvilket ægteskab der blev indgået først. Når man gennemgår de overleveringer, der findes om dette, fremkommer der to opfattelser. For det første foreslog Khawla både Aishas og Saudahs ægteskab på samme tid. Sendebudet gav sit samtykke til begge forslag og tillod Khawla at tale med brudens familie. Khawla talte først med Aishas familie og arrangerede ægteskabet. Derefter blev Saudahs ægteskab arrangeret. Imam Ahmad har overleveret en hadith fra Aisha. Hun sagde: Saudah var den første kvinde, som Sendebudet giftede sig med efter mig. Dette er også Abd Allah ibn Muhammad ibn Aqils opfattelse.

Ifølge Bukayr ibn al-Ashajj overleverede, giftede Sendebudet sig med Saudah efter Khadijah. Ibn Hibban har også sagt dette. Abd Allah ibn Muslim siger: Efter Khadijahs død og før sit ægteskab med Aisha giftede Sendebudet sig med Saudah i den tiende år af profetiet, i måneden Ramadan. Han boede sammen med hende i Mekka og udvandrede sammen med hende til Medina.

Abu Salamah ibn Abd al-Rahman og Yahya ibn Abd al-Rahman har begge overleveret: Efter at have fået Sendebudets tilladelse gik Khawla først til Saudah og derefter til Aisha med frieriet og arrangerede deres ægteskaber. Sendebudet levede sammen med Saudah i Mekka. Aisha var på det tidspunkt kun seks år gammel. Efter udvandringen til Medina tog han hende til sig i sit hjem. Ibn Ishaq, Qatadah, Abu Ubaydah, Ibn Qutaybah og mange andre har sagt, at Sendebudet giftede sig med Saudah efter Khadijah og før Aisha.

Ibn Ishaq har anført rækkefølgen af Sendebudets hustruer således: 1. Khadijah, 2. Saudah, 3. Aisha, 4. Hafsah, 5. Zaynab bint Khuzaymah, 6. Umm Habibah, 7. Umm Salamah, 8. Zaynab bint Jahsh, 9. Juwayriyyah, 10. Safiyyah, 11. Maymunah.

Saudahs bror, Abd Allah ibn Zam’ah, var ikke-muslim indtil tidspunktet for dette ægteskab. Han var ikke hjemme, da ægteskabet blev indgået. Da han fik det at vide bagefter, blev han så rasende og ophidset, at han begyndte at slå sig selv i hovedet af sorg og vrede. Senere blev han en eksemplarisk muslim. Resten af sit liv beklagede han altid denne skammelige opførsel. Der er også en vis uenighed blandt biograferne om tidspunktet for Saudahs ægteskab. I forskellige værker, herunder al-Tabaqat, nævnes det tiende år af profetiet. Al-Zurqani (3/460) har derimod skrevet, at det skete i det ottende år. Årsagen til denne uenighed er hovedsageligt uenigheden om tidspunktet for Khadijahs død.

Nogle overleveringer fortæller, at Saudah så to drømme, mens hendes første mand stadig levede, og at den fortolkning, som han gav, da hun fortalte ham om dem, blev til virkelighed. Ibn Sad har skrevet via Hisham ibn Muhammad, at Saudah under sin første mand Sakrans levetid en gang drømte, at Sendebudet kom hen til hende og lagde den ene fod på hendes skulder. Da Saudah fortalte sin mand om drømmen, sagde han: Ved Allah, hvis du virkelig har set denne drøm, vil jeg dø, og du vil blive gift med Allahs Sendebud.

En anden gang drømte hun, at hun lå lænet mod en pude. Pludselig brød månen sammen fra himlen og faldt ned over hende. Da hendes mand hørte om drømmen, sagde han: Jeg skal dø meget snart. Og efter min død vil du blive gift for anden gang. Den dag blev han syg, og efter kort tid døde han.

Professor Ahmad Atiyyah forklarer i værket al-Qamus al-Islami (3/557), uden at angive nogen kilde, årsagen til, at Allahs Sendebud giftede sig med Saudah, således: Saudah var en ældre enke. Hun var kraftigt bygget og tung i sine bevægelser. Sendebudet rakte hende en hjælpende hånd for at støtte hende i hendes alderdom og for at lette noget af de lidelser, hun havde gennemgået i livet.

Den ædle Allahs Sendebud foretog hijra fra Mekka til Medina i det trettende år efter profetkaldelsen. Efter at være ankommet til Medina og have slået sig lidt til ro sendte han Zayd ibn Haritha tilbage til Mekka for at hente Saudah og de andre. Aisha fortæller: Da Allahs Sendebud var ankommet til Medina, sendte han Zayd ibn Haritha og Abu Rafiʿ til Mekka med to kameler og fem hundrede dirham. Derefter drog vi alle af sted mod Medina. Zayd og Abu Rafiʿ vendte tilbage til Medina med Fatimah, Umm Kulthum, Saudah, Umm Ayman og Usamah. Under afskedspilgrimsfærden i det tiende hijri-år var Saudah ledsager på Allahs Sendebuds rejse. Han gav hende tilladelse til at tage fra Muzdalifah til Mina, før de øvrige mennesker tog af sted. Aisha fortæller: Natten ved Muzdalifah bad Saudah Allahs Sendebud om tilladelse til at tage til Mina før menneskemængden. Saudah var en kraftigt bygget kvinde. Hun kunne ikke bevæge sig hurtigt. Allahs Sendebud gav hende tilladelse.

En dag sad Allahs Sendebuds hustruer alle omkring ham. På det tidspunkt spurgte en af dem: »O Allahs Sendebud! Hvem af os vil dø først?« Han svarede: »Den af jer, hvis hånd er længst.« De tilstedeværende forstod dette udsagn bogstaveligt. De målte deres hænder, og Saudahs hånd var den længste af dem alle. De antog derfor, at Saudah ville dø først. Men da Zaynab bint Khuzaymah døde før dem alle, forstod de, at en lang hånd betød gavmildhed. At give var hendes mest elskede handling. Hun døde først blandt de rene hustruer, mens Saudah stadig var i live.

Der er stor uenighed blandt sira-eksperterne om tidspunktet for Saudahs død. Al-Waqidi siger: »Efter vores opfattelse er det korrekte, at hun døde i shawwal-måneden i år 54 efter hijra.« Ibn al-Imad al-Hanbali anså opfattelsen om, at hun døde i år 55 efter hijra under kaliffen Muʿawiyahs kalifat, for den mest korrekte. Ibn Hajar siger, at al-Bukhari i sin Tarikh med en autentisk overleveringskæde har berettet, at hun døde hen mod slutningen af ʿUmars kalifat. Imam al-Dhahabi har understreget, at hun døde hen mod slutningen af kaliffen ʿUmars kalifat. ʿUmar blev martyr i slutningen af dhu al-hijjah i år 23 efter hijra. Derfor må Saudah være død før dette. Al-Baladhuri siger, at hun døde i år 23 efter hijra, og at kaliffen ʿUmar ledede hendes begravelsesbøn. Ibn Hibban siger, at hun døde i år 65 efter hijra. Det er også blevet berettet, at hun døde under kaliffen ʿUthmans kalifat i en alder af omkring firs år. De fleste sira-forfattere har ikke skrevet om Saudahs børn. Så meget er dog kendt, at hun ikke fik børn i sit ægteskab med Allahs rene Sendebud. Hendes første ægtemand, Sakran, havde en søn ved navn ʿAbd al-Rahman, som blev martyr i slaget ved Jalula i Persien.

Blandt Allahs Sendebuds hustruer var ingen højere af vækst end Saudah. Aisha har sagt, at den, der én gang havde set hende, ikke kunne undgå at få øje på hende. Al-Zurqani har berettet, at hun havde en høj kropsbygning. Allamah Shibli Nuʿmani har sagt, at hun var kraftigt bygget. Det samme har Imam al-Dhahabi sagt. Derfor fik hun under afskedspilgrimsfærden Allahs Sendebuds tilladelse til at tage fra Muzdalifah til Mina før menneskemængden.

Der er kun overleveret fem hadither fra Saudah. Imam al-Bukhari har kun overleveret én af dem. Blandt sahabaerne hørte ʿAbdullah ibn ʿAbbas, Ibn al-Zubayr og Yahya ibn ʿAbdullah al-Ansari hadither fra hende og overleverede dem.

Omkring tre år før hijra kom Saudah til Allahs Sendebuds hus. Fra ramadan i det tiende år efter profetkaldelsen til rabiʿ al-awwal i det trettende hijri-år havde hun i næsten tretten år den lykke at leve nær Allahs Sendebud som hustru og nyde hans selskab. Saudah og Aisha blev gift med Allahs Sendebud omtrent på samme tid. Efter ægteskabet boede Aisha omkring tre år i sit fædrene hjem. I denne periode var Saudah i praksis den eneste husmoder. Hun varetog på fortrinlig vis alle opgaver i Allahs Sendebuds hjem og husholdning. Hun påtog sig også ansvaret for at opdrage Fatimah, der havde mistet sin mor, samt de øvrige døtre. Det er muligt, at hun på det tidspunkt også tog sig af Ali, som var medlem af profetens familie. Kort sagt forsøgte Saudah, som livsledsagerske, i en vanskelig og krisepræget periode af Allahs Sendebuds liv at udføre de tunge pligter og udfylde det tomrum, som Khadijah havde efterladt.

Da Aisha i det første hijri-år kom til sit ægteskabelige hjem, var medhustruen Saudah allerede der. Under sådanne omstændigheder kunne man forestille sig, at de ville forsøge at tage del i hinandens andel. Men deres forhold var helt modsat denne naturlige antagelse. Alt i deres familieliv var præget af gensidig venlighed, harmoni og enighed. På de fleste områder af huslivet var Saudah Aishas veninde. Aisha siger: »Jeg har aldrig set en kvinde, som jeg så inderligt ønskede, at min sjæl måtte være i hendes krop, som Saudah.«

I sin lydighed mod og efterfølgelse af Allahs Sendebud havde hun en særlig egenskab frem for alle de rene hustruer. Under afskedspilgrimsfærden sagde Allahs Sendebud til de troendes mødre: »Efter mig skal I blive i jeres hjem.« Saudah fulgte denne befaling så strengt, at hun aldrig mere forlod sit hjem, heller ikke for at udføre hajj. Abu Hurayrah siger: Efter Allahs Sendebuds død plejede hans øvrige hustruer at udføre hajj, men Saudah og Zaynab bint Jahsh fulgte Allahs Sendebuds befaling strengt og forlod ikke deres hjem. Saudah plejede at sige: »Jeg har udført både hajj og umrah. Nu vil jeg blive hjemme i overensstemmelse med Allahs befaling.«

En enestående side af Hazrat Rasul-e-Karims (må Allah velsigne ham og give ham fred) moral og karakter var hans gavmildhed. Blandt ledsagerne satte denne særlige egenskab sig desto tydeligere spor hos den, der havde haft størst mulighed for at være tæt på ham. Det var hans hustruer, der i højest grad havde mulighed for at tilegne sig noget fra Rasulullahs (må Allah velsigne ham og give ham fred) nærvær og selskab. Derfor fandtes denne særlige egenskab hos dem alle i almindelighed, men bortset fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sås den tydeligst hos Sawda. Ibn Sirin har berettet, at kaliffen Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) en dag sendte en pose til Hazrat Sawda (må Allah være tilfreds med hende). Hun spurgte bæreren: „Hvad er der i posen?“ Han svarede: „Dirham.“ Da hun sagde, at man ikke sender dirham som dadler i en pose, delte hun straks dirhamene ud blandt folk.

At foretrække andre frem for sig selv var også en strålende side af hendes karakter. Hun og Aisha (må Allah være tilfreds med hende) begyndte deres ægteskab med Rasulullah (må Allah velsigne ham og give ham fred) med kort tids mellemrum. Hun var imidlertid ældre end Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Derfor indtrådte alderdommen i hendes liv, og hendes tiltrækning til mænd aftog. For at opnå sin ægtemand Rasulullahs (må Allah velsigne ham og give ham fred) tilfredshed gav hun derfor sin tildelte nat til sin medhustru Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Om dette sagde Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) en gang til Urwa: „Nevø! Når Rasulullah (må Allah velsigne ham og give ham fred) opholdt sig hos sine hustruer på de nætter, der var fordelt imellem dem, gav han ikke nogen af dem forrang frem for en anden. Mange dage gik han omkring til os alle uden at røre nogen af hustruerne. Til sidst tilbragte han natten hos den hustru, hvis nat det var. Da Sawda bint Zam’a blev gammel og frygtede, at Rasulullah (må Allah velsigne ham og give ham fred) måske ville skille sig fra hende, sagde hun: ‚O Allahs Sendebud! Jeg giver min tildelte nat til Aisha (må Allah være tilfreds med hende).‘ Rasulullah (må Allah velsigne ham og give ham fred) imødekom hendes anmodning.

Her er det nødvendigt at gøre én ting klart. Beretningen om, at Hazrat Sawda (må Allah være tilfreds med hende) gav sin tid sammen med sin ægtemand til Aisha (må Allah være tilfreds med hende), findes i hadith- og sīrah-værkerne. Men samtidig findes der i sīrah-værkerne nogle beretninger, som antyder, at Rasulullah (må Allah velsigne ham og give ham fred) gav Sawda (må Allah være tilfreds med hende) én skilsmisse, da hun blev gammel. Derefter tog Rasulullah (må Allah velsigne ham og give ham fred) skilsmissen tilbage efter hendes ydmyge bøn. Men for hadithforskerne er disse beretninger uden betydning, fordi de er yderst svage. Det korrekte er, at Rasulullah (må Allah velsigne ham og give ham fred) ikke skilte sig fra nogen af sine hustruer. Hvordan kan man forestille sig, at Rasulullah (må Allah velsigne ham og give ham fred) i hendes alderdom skulle skubbe den kvinde bort, som han havde taget til hustru på et særligt tidspunkt i sit liv, og som med stor dygtighed havde varetaget Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) ansvar? Derfor troede hadithforskerne ikke på disse beretninger. De er heller ikke medtaget i nogen pålidelig hadith-samling. Men hvad hjælper det? Mange moderne historieskrivere har fremsat uanstændige bemærkninger om Sawda (må Allah være tilfreds med hende). Nogle har sagt, at hun ikke kunne være Rasulullahs (må Allah velsigne ham og give ham fred) ideelle hustru.

Når man gennemgår de forskellige beretninger om dette, bliver det tydeligt, at alderdommen indfandt sig i Sawdas liv. Hun blev ude af stand til at tilfredsstille sin ægtemand. Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde på den anden side flere hustruer. Han var selve legemliggørelsen af retfærdighed og fairness. Han behandlede alle sine hustruer ligeværdigt. Den tid, han tilbragte med hustruerne, fordelte han ligeligt mellem dem. Således fik Sawda og flere andre hustruer hver deres lige andel af den tid, hvor Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) søgte hvile og ro. Men på grund af deres alder var de i virkeligheden ude af stand til at give Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) ro. Sawda gav frivilligt sin ret til sin medhustru Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og fritog derved Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) for denne forpligtelse. Dette bekræftes af en beretning fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Hun siger: »Sawda var blevet gammel. Hun forstod, hvilken position jeg havde hos Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham), og at han ønskede at være mig nærmere. Hun blev derfor bange for, at Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) ville lade sig skille fra hende. Så hun sagde: ’O Rasulullah! Jeg giver dig min dag til Aisha. Du er fri for enhver forpligtelse i denne sag.’ Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) accepterede hendes forslag.« Hazrat Sawda var en kvinde med et noget barskt væsen. Hun var genstand for Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) grænseløse respekt. Alligevel har hun fortalt, at Sawda blev meget hurtigt vred. Allerede før påbuddet om hijab blev åbenbaret, plejede Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) ofte at anmode Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) om at give instrukser i denne sag. Da Allah endnu ikke havde givet nogen åbenbaring om det, forholdt han sig tavs. På den tid fandtes der ikke toiletter inde i husene i Mekka. Folk anså det ikke for passende at have toiletter. Derfor gik også kvinderne om natten uden for huset ud på åbne marker for at forrette deres nødtørft. Hazrat Sawda var kraftig og høj af vækst, og hun kunne genkendes selv blandt mange mennesker. En nat var hun på vej ud. På vejen fik Umar øje på hende. Han råbte: ’Jeg har genkendt dig!’ Sawda blev både flov og vred over Umars opførsel. Da hun kom tilbage, klagede hun over Umar til Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham). Som følge af denne hændelse blev versene om hijab åbenbaret.

Der er stor uenighed om årsagen til, at versene om hijab blev åbenbaret. En beretning er allerede blevet nævnt ovenfor. En anden beretning lyder, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde til Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Hos dig kommer alle slags mennesker, både gode og dårlige. Det ville være bedre, hvis du pålagde dem at holde sig bag et forhæng.« Ibn Jarir har i sin tafsir overleveret fra Mujahid, at Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) spiste sammen med sine sahaba. Hazrat Aisha var også med til måltidet. En mands hånd kom til at berøre hendes hånd. Dette mishagede Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) meget. Efter denne hændelse blev versene om hijab åbenbaret. Det er dog almindeligt kendt, at »hijab-verset« blev åbenbaret i forbindelse med måltidet ved Hazrat Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) walima. Ibn Hajar har forenet disse beretninger på følgende måde: Der var flere årsager til, at versene om hijab blev åbenbaret. Blandt dem var hændelsen med Zaynab den sidste. Det var således den, der udgjorde versets anledning til åbenbaring, for der hentydes til hændelsen i selve det pågældende vers.

Selv om Sawda (må Allah være tilfreds med hende) havde et barskt væsen, var hun også ligefrem og enkel. Nogle af hendes bemærkninger fik Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) til at le. En dag sagde hun til Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham): »I går nat bad jeg sammen med dig. Du var så længe i rukūʿ, at jeg troede, min næse var begyndt at bløde. Derfor holdt jeg mig for næsen i lang tid.« Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) smilede sagte over hendes ord.

En dag var han på rejse sammen med ‘A’isha og Hafsa (må Allah være tilfreds med dem). De spurgte spøgende: »Har du hørt noget?« Han spurgte: »Om hvad?« De svarede: »Dajjal er kommet frem.« Da han hørte dette, blev han meget bange. I nærheden var nogle mennesker ved at varme sig ved et bål i et telt. Pludselig gik han ind i teltet. Da Hafsa og ‘A’isha (må Allah være tilfreds med dem) så hans reaktion, nåede de leende frem til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og fortalte ham om deres spøg. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom, stillede sig ved teltets indgang og sagde: »Dajjal er endnu ikke kommet frem.« Så kom Sawda ud. Hun var dækket af spindelvæv, som hun rensede af, da hun kom udenfor. Mange anser beretningens overleveringskæde for svag og selve beretningen for tvivlsom.

Der findes mange flere eksempler på Hadhrat Sawdas (må Allah være tilfreds med hende) enfoldighed. Den søde hændelse i familielivet, som lå bag, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød sig selv at drikke honning, forbindes efter manges opfattelse også på en enkel måde med Sawda. Kort fortalt foregik det således:

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kunne lide søde sager. Når han besøgte sin hustru Zaynab bint Jahsh, eller ifølge en anden overlevering Hafsa, drak han honningsaft. Det vakte en vis jalousi hos ‘A’isha. Hun ønskede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke længere skulle drikke honning dér. Derfor lagde hun en plan sammen med Sawda. Når Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til dem efter at have drukket honning, skulle de hver især sige: »Der kommer en lugt af mughaffir fra din hellige mund.« Måske ville Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) så holde op med at drikke honning, for han kunne ikke lide nogen form for dårlig lugt. Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde drukket honning og kom til dem, sagde de alle det samme i overensstemmelse med den forudgående aftale. Resultatet kom hurtigt. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød sig selv honning. Da blev vers 1-3 i surah at-Tahrim åbenbaret.

Hadhrat Sawda (må Allah være tilfreds med hende) havde et meget blødt hjerte. Når hun så sine nærmestes sorg og lidelser, blev hun urolig. Hendes første ægtemands, Sakran ibn ‘Amrs, bror Suhayl ibn ‘Amr blev taget til fange ved Badr og ført til Medina. Han blev løsladt mod fire tusind dirham. Om dette siger Ibn Ishaq: Da fangerne fra Badr blev ført til Medina, opholdt Sawda sig i huset hos ‘Awf og Mu‘awwidh, sønner af ‘Afra’. Det var før åbenbaringen af reglen om hijab. På det tidspunkt blev ankomsten af fangerne fra Badr bekendtgjort. Sawda vendte hjem og fandt Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) der. Pludselig så hun den tilfangetagne Abu Yazid, Suhayl ibn ‘Amr, i et hjørne af værelset. Hans hænder var bundet tæt sammen ved halsen med et reb. Da hun så dette, kunne hun ikke længere beherske sig og udbrød: »Abu Yazid! Lod I jer virkelig fange på denne måde? Kunne I ikke dø med ære?« Sawda siger: »Jeg kom til mig selv, da jeg hørte Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) stemme inde fra huset: Sawda! Tilskynder du ham mod Allah og Hans Sendebud?« Sawda siger: »Allahs Sendebud! Da jeg så Abu Yazid Suhayl i denne tilstand, kunne jeg ikke beherske mig. Allahs Sendebud! Bed Allah om tilgivelse for mig.« Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Må Allah tilgive dig.«

I det 8. hijri-år døde Zaynab, Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) datter, i Medina. Sawda, Umm Ayman og Umm Salama foretog hendes rituelle vask.

Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sørgede for Sawdas (må Allah være tilfreds med hende) underhold i Khaybar. ‘Abd ar-Rahman al-A‘raj plejede ved forskellige sammenkomster i Medina at sige: »Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sørgede for Sawdas underhold med 80 wasaq dadler og 20 wasaq hvede eller byg.«

‘‘A’isha as-Siddiqah (må Allah være tilfreds med hende)

De troendes moder, ‘A’isha as-Siddiqah (må Allah være tilfreds med hende), var Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) højt elskede hustru. Hendes kælenavn eller kunya var Umm ‘Abdillah, og hendes titel var as-Siddiqah. I nogle overleveringer nævnes det, at hun også havde titlen al-Humayra. Hun var lys i huden og smuk. Derfor blev hun kaldt al-Humayra.¹ ‘Urwah fortæller: »En gang, før reglen om hijab blev åbenbaret, kom ‘Uyaynah ibn Hisn for at besøge Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). ‘A’isha var til stede. ‘Uyaynah pegede på ‘A’isha og sagde: ‘Allahs Sendebud! Hvem er denne al-Humayra (den smukke)?’ Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: ‘Det er Abu Bakrs datter, ‘A’isha.’² Mange har anset denne beretning for at være uden grundlag.³

Abdullah var søn af Asma, Aishas (ra) søster. I historien er han kendt som Abdullah ibn az-Zubayr. En kunya dannes efter navnet på et barn. Aisha (ra) var barnløs. Derfor havde hun ingen kunya. I datidens Arabien var kunyaen et symbol på ære og adel. Folk fra de fornemme klasser blev ikke tiltalt ved deres fornavn. Man tiltalte dem med deres kunya eller tilnavn. En dag sagde Aisha (ra) til sin mand, Allahs Sendebud (sallallahu alaihi wa sallam): »Dine andre hustruer har antaget kunyaer efter deres tidligere ægtemænds børn. Efter hvis navn skal jeg antage en kunya?« Allahs Sendebud (sallallahu alaihi wa sallam) sagde: »Efter navnet på din søsters søn, Abdullah.« Fra den dag blev hendes kunya eller tilnavn Umm Abdullah – »Abdullahs mor«.⁴

Det er også blevet overleveret, at Aisha (ra) blev mor til en søn, som døde i spædbarnsalderen. Han fik navnet Abdullah.⁵ Det var efter dette barns navn, at hun fik sin kunya. Ibn Hajar al-Asqalani siger, at denne overlevering ikke er korrekt.⁶ Desuden nævnes det tydeligt i flere sahih-hadither, at hun var barnløs.⁷

Aishas (ra) far var Allahs Sendebuds kalif, as-Siddiq al-Akbar Abu Bakr (ra), og hendes mor var Umm Ruman, Zaynab bint Amir, eller ifølge en anden opfattelse Umayr al-Kinani. Fra faderens side tilhørte hun Quraysh-stammens gren Banu Taym, og fra moderens side var hun efterkommer af Banu Kinana. Hendes mor var datter af Ghanam ibn Malik al-Kinani.⁸ Allahs Sendebuds (sallallahu alaihi wa sallam) og Aishas (ra) slægter mødes på den syvende eller ottende generation opadtil fra fædrenes side og på den ellevte eller tolvte generation fra mødrenes side.⁹

Aishas (ra) far, Abu Bakr (ra), døde i det 13. hijri-år. Hvad angår hendes mor, Umm Ruman, har de fleste historikere skrevet, at hun døde i det femte eller sjette hijri-år. Allahs Sendebud (sallallahu alaihi wa sallam) steg ned i hendes grav, begravede hende og bad begravelsesbønnen over hende.¹⁰ Men denne oplysning er ikke korrekt. For det er bevist gennem pålidelige hadither, at hun levede indtil Uthmans (ra) kalifat. I alle haditherne om begivenheden med ifk i det sjette hijri-år – beskyldningen mod Aishas (ra) ære – omtales hendes bedstemor. Hun levede også på tidspunktet for begivenheden med takhyir i det niende hijri-år, hvor man fik valget mellem forskellige muligheder. Dette fremgår af overleveringerne i at-Tabaqat, Bukhari, Muslim og Musnad Ahmad. Imam Bukhari har i Tarikh nævnt hende blandt de personer, der døde under Abu Bakrs (ra) kalifat. Han har forkastet den første overlevering. Hafiz Ibn Hajar har i værket at-Tahdhib gennem en analyserende drøftelse bevist, at Imam Mukharis overlevering er korrekt.¹¹

Aishas (ra) mor, Umm Ruman (ra), blev først gift med Abdullah ibn al-Harith al-Azdi. Abdullah kom til Mekka med sin hustru Umm Ruman og bosatte sig dér efter at have indgået en alliance med Abu Bakr. Dette var før islams tid. De fik en søn ved navn at-Tufayl. Abdullah døde, og Abu Bakr (ra) giftede sig med Umm Ruman.¹² I dette ægteskab fik hun to børn – Abdullah og Aisha. Der findes ikke mange oplysninger i historie- og sira-værkerne om det nøjagtige tidspunkt for Aishas (ra) fødsel. Derfor er der stor uenighed om hendes fødselsår. Sayyid Sulayman Nadwi siger: Historikeren Ibn Sad skrev, og nogle sira-eksperter, der fulgte ham, sagde, at Aisha blev født i begyndelsen af det fjerde år efter profetkaldelsen og blev gift som seksårig i det tiende år. Men dette kan på ingen måde være korrekt. For hvis hun blev født i begyndelsen af det fjerde år efter profetkaldelsen, ville hun i det tiende år være syv år, ikke seks. Grundlæggende er nogle oplysninger om Aishas (ra) alder fastslået ved enighed. Det er, at hun blev gift som seksårig, tre år før hijra. Hun kom til sin ægtemands hjem som niårig i Shawwal i det første hijri-år og blev enke som attenårig i Rabi al-Awwal i det ellevte hijri-år. Ud fra dette må det nøjagtige tidspunkt for hendes fødsel have været mod slutningen af det femte år efter profetkaldelsen, det vil sige i Shawwal i det niende år før hijra, svarende til juli 614 e.Kr.¹³

Det bør bemærkes, at omkring tretten år af Allahs Sendebuds (sallallahu alaihi wa sallam) treogtyve år lange profetiske liv blev tilbragt i Mekka og ti i Medina. Ifølge hr. Nadwis overlevering var det femte år efter profetkaldelsen begyndt, da Aisha (ra) blev født, efter at fire år var gået. Imam Dhahabi siger: Aisha (ra) var otte år yngre end Fatima. Aisha har sagt, at hun i Mekka mødte en gammel, blind elefantfører.¹⁴

Der findes ingen særlige oplysninger om, hvornår eller hvordan Aisha (ra) blev muslim. Men det var en stor lykke for as-Siddiq al-Akbar (ra), at islams lys først trængte ind i netop hans hjem. Derfor var Aisha en af de heldige og lykkelige nyfødte, hvis ører ikke engang et øjeblik havde hørt vantroens og afguderiets lyd. Aisha (ra) siger: »Fra det tidspunkt, hvor jeg begyndte at kende mine forældre, fandt jeg dem som muslimer.«¹⁵ Imam Dhahabi har blot sagt, at Aisha (ra) antog islam.¹⁶ Men han har ikke sagt hvornår eller hvordan. Ibn Hisham har nævnt dem, der antog islam gennem Abu Bakr (ra), under en særskilt overskrift. Her findes også Aishas (ra) navn.¹⁷

Aisha (ra) blev ammet af Wails hustru. Denne Wail havde tilnavnet Abu al-Fuqayyas. Hans bror Aflah – som var Aishas mælkeonkel – kom senere af og til for at besøge Aisha (ra). Med Allahs Sendebuds (sallallahu alaihi wa sallam) tilladelse gik Aisha (ra) ud til ham. Hendes mælkebror kom også af og til på besøg.¹⁸

‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) barndom forløb ligesom alle andre børns. Dog var der en lille forskel. Allerede i barndommen kunne man se hendes skarpe begavelse og intelligens. Ligesom andre børn var hun glad for at lege. Piger fra nabolaget på hendes egen alder kom til hende, og det meste af tiden legede hun med dem. Men selv i den alder var Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) opmærksom på respekt og værdighed, også under legen. Det hændte ofte, at hun legede med dukker sammen med de andre, når Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom hjem til dem og pludselig viste sig blandt dem. ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) gemte hurtigt dukkerne, og de andre piger løb straks væk, så snart de så Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) elskede børn. Han betragtede heller ikke deres leg som noget dårligt. Han kaldte på de børn, der var løbet væk, og bad dem lege med ‘A’ishah.19 Blandt børnenes lege var der især to, hun holdt meget af: at lege med dukker og at gynge.20 En dag legede ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) med sine dukker, da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom. Blandt dukkerne var der også en hest med to vinger. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Heste har jo ingen vinger.« ‘A’ishah svarede straks: »Hvorfor ikke? Salomon, fred være med ham, havde jo heste med vinger. Har du ikke hørt det?« Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette umiddelbare svar fra ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende), lo han så meget, at hans tænder kunne ses.21

Af denne hændelse kan man bedømme ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) naturlige åndsnærværelse, hendes kendskab til historie og tradition samt hendes skarpe begavelse.

Normalt forsvinder minderne om barndommen fra menneskets hukommelse. Men ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) huskede alt fra sin barndom. Da den ærede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) udvandrede fra Mekka til Medina, var ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) højst otte eller ni år gammel. Alligevel kunne ingen anden ledsager berette så meget om udvandringen, som hun kunne.22

Imam al-Bukhari har berettet dette i sin tafsir til sura al-Qamar. ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Da dette vers:

Den arabiske tekst følger

blev åbenbaret i Mekka, var jeg en lille pige og legede.23 I ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) barndom plejede hendes mor af og til at gøre hende vred. Hun straffede også sin datter. Det gjorde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ondt. En gang sagde han til Umm Ruman: »For min skyld må du ikke straffe hende mere.« En anden gang kom Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til ‘A’ishas faderhus og så hende græde, mens hun lænede sig op ad dørtrinnet. Han sagde til Umm Ruman: »Du har ikke taget mine ord alvorligt.« Umm Ruman sagde: »O Allahs Sendebud! Denne pige klager over mig til sin far.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Uanset hvad hun gør, må du ikke gøre hende ked af det.« Allamah Sayyid Sulayman Nadwi har berettet denne hændelse med henvisning til Mustadrak al-Hakim.

Den ærede Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) første hustru var den ærede Khadijah bint Khuwaylid. Da han giftede sig med hende, var Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) femogtyve år, og Khadijah (må Allah være tilfreds med hende) var fyrre. Efter at have levet sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i femogtyve år døde Khadijah (må Allah være tilfreds med hende) i Ramadan i profetskabsåret ti, tre år før udvandringen. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var da halvtreds år, og Khadijah var femogtres.

I biografien om Sawdah (må Allah være tilfreds med hende) har vi nævnt, at Khadijah (må Allah være tilfreds med hende) var gået bort, og at Khawlah bint Hakim, hustru til ‘Uthman ibn Maz‘un, så Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bedrøvet. Hun sagde: »O Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), gift dig igen.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte: »Med hvem?« Khawlah sagde: »Der findes både en enke og en jomfru. Man kan tale med den, du foretrækker.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte igen: »Hvem er de?« Khawlah sagde: »Enken er Sawdah bint Zam‘ah, og jomfruen er ‘A’ishah, Abu Bakrs datter.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Godt. Tal med hende om det.«24

Efter at have fået Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) samtykke kom Khawla (må Allah være tilfreds med hende) først til Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) hus for at fremsætte forslaget. Det var skik blandt araberne i jahiliyyah-tiden, at de ikke giftede deres døtre med deres biologiske brødres sønner, og heller ikke anså det for tilladt at gifte dem med sønner af halvbrødre, fætre eller plejebrødre. Da Abu Bakr derfor hørte forslaget, sagde han: »Khawla! Aisha er jo Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) niece. Hvordan kan Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gifte sig med hende?« Khawla (må Allah være tilfreds med hende) vendte tilbage og spurgte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) om sagen. Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Abu Bakr er min broder i religionen. Det er tilladt at indgå ægteskab med sådanne brødres børn.« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) accepterede forslaget og bad Khawla om at bringe Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham).25

Før forslaget om Aishas (må Allah være tilfreds med hende) ægteskab med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var der blevet talt om hendes ægteskab med Jubayr ibn Mut’im ibn Adi. Derfor var det nødvendigt også at spørge ham. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) gik til Mut’im ibn Adi og sagde: »Du havde fremsat et forslag om, at Aisha skulle giftes med din søn. Fortæl mig, hvad jeres beslutning er.« Mut’im spurgte sin hustru. Mut’ims familie havde endnu ikke antaget islam, og derfor var hans hustru ikke indforstået med forslaget. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) vendte sig da mod Mut’im og sagde: »Hvad siger din hustru?« Mut’im svarede: »Jeg mener det samme som hende.« Derefter sagde Abu Bakr til Khawla: »Bring Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham).« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kom, og Abu Bakr forestod ægteskabets indgåelse.26 Baladhuri har imidlertid nævnt, at beretningen om et tidligere forslag til Aishas ægteskab med en anden ikke er korrekt.27

Aishas (må Allah være tilfreds med hende) og Sawdas (må Allah være tilfreds med hende) ægteskaber fandt sted på samme tid. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tog Sawda hjem straks efter ægteskabet, og efter at have levet alene med hende i tre år tog han Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hjem.28

Dette ægteskab blev indgået meget enkelt og uden nogen form for pragt. Atiyya (må Allah være tilfreds med ham) har beskrevet ægteskabet således: »Aisha legede med andre piger. Hendes tjenestepige kom og hentede hende, og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) kom og forestod ægteskabets indgåelse.«

Hvor enkelt og uden ceremonier dette ægteskab blev afsluttet, kan man forstå ud fra en beretning fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) selv. Hun siger: »Da jeg blev gift, vidste jeg ingenting. Jeg var blevet gift. Derefter forklarede min mor mig alt.«29

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: »På tidspunktet for mit ægteskab var jeg en lille pige. Jeg bar en slags klædningsstykke, der blev kaldt hawf. Efter ægteskabet blev jeg genert, selv om jeg stadig var lille.« Det skal bemærkes, at hawfa er en slags læderbeklædning, der ligner bukser og bæres af børn omkring kroppens midterste del. Der er uenighed om, hvor meget mahr Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gav Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Af Ibn Sa’ds beretninger fremgår det, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gav Aisha et hus som mahr, hvis værdi var halvtreds dirham.30 Ibn Ishaq har berettet, at det var fire hundrede dirham. En anden beretning fra Ibn Sa’d, overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) selv, siger: »Mahr bestod af tolv uqiyyah og én nash, hvilket svarer til fem hundrede dirham.«31 I Sahih Muslim er det overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at mahr for Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer normalt var fem hundrede dirham.32 I Musnad Ahmad er det overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hendes mahr var fem hundrede.

Allerede før ægteskabet med Aisha (må Allah være tilfreds med hende) modtog Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) det glædelige budskab. En dag så han i en drøm, at en person havde svøbt noget ind i et stykke silke og viste det til ham, mens han sagde: »Dette er dit.« Da han åbnede det, så han Aisha (må Allah være tilfreds med hende) deri.33

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »I tre nætter så jeg dig i en drøm. En engel kom med noget, der var svøbt ind i et stykke silke, og sagde: ‘Dette er din hustru.’ Jeg åbnede det fra hovedenden og så dig deri. Jeg sagde: ‘Hvis dette er fra Allah, så lad det ske.’«34

Imam at-Tirmidhi har overleveret, at ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Jibril (fred være med ham) kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) med et billede af hende, indsvøbt i et stykke grønt silke, og sagde: »Hun skal være din hustru i denne verden og i det hinsidige.«³⁵

Der er en vis uenighed om det nøjagtige tidspunkt for ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) bryllup. Allamah Badruddin ‘Ayni skrev i sin kommentar til Sahih al-Bukhari: »‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) bryllup fandt sted to år før hijra; det siges også, at det var tre år før, og det er ligeledes blevet sagt, at det var halvandet år før.«³⁶ Nogle overleveringer fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede sig med ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) tre år efter Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) bortgang. Nogle sira-eksperter siger, at ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) bryllup fandt sted samme år, som Khadija (må Allah være tilfreds med hende) døde.³⁷

Sulaiman Nadwi siger: Det ville have været muligt at fastslå den nøjagtige dato for ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) bryllup ud fra datoen for Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) bortgang. Men der er heller ikke enighed om datoen for Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) bortgang; også her er der uenighed. I så fald kunne ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) egen overlevering have været afgørende. Men i al-Bukhari og Musnad findes der to forskellige overleveringer fra hende. Ifølge den ene blev hun gift tre år efter Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) bortgang.³⁸ Den anden overlevering angiver, at brylluppet fandt sted i det år, hvor Khadija (må Allah være tilfreds med hende) døde.³⁹

Det, som flertallet af forskerne konkluderer, og som størstedelen af de pålidelige overleveringer støtter, er, at Khadija (må Allah være tilfreds med hende) døde i Ramadan i profetskabets tiende år, tre år før hijra, og at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede sig med ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) en måned senere, i Shawwal. ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var da seks år gammel. Efter denne beregning fandt brylluppet sted i Shawwal, tre år før hijra, svarende til maj 620 e.Kr. Ibn ‘Abd al-Barr har i bogen al-Isti‘ab støttet denne opfattelse. Brylluppet fandt altså sted i det år, hvor Khadija (må Allah være tilfreds med hende) døde, mens ægteskabet blev fuldbyrdet tre år senere, da han tog hende hjem, efter at hun var blevet ni år. Dette fremgår tydeligt af en overlevering fra ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende), som Ibn Sa‘d har gengivet.⁴⁰

Efter brylluppet opholdt ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sig i omkring tre år i sit barndomshjem: to år og tre måneder i Mekka og syv eller otte måneder i Medina efter hijra.

Da polyteisternes overgreb og forfølgelser i Mekka overskred grænsen for, hvad der kunne udholdes, besluttede Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) at udvandre til Medina. ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hver morgen og aften kom til Abu Bakrs hus. En dag kom han midt på dagen, i modsætning til sin sædvane, med hoved og ansigt dækket af sin kappe. Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) to døtre, ‘Aisha og Asma, sad hos ham. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Abu Bakr! Bed de mennesker, der sidder hos dig, om at gå lidt væk; jeg vil tale med dig.« Abu Bakr sagde: »Allahs Sendebud! Der er ingen andre her end dine egne husfolk.« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kom ind og bekendtgjorde sin beslutning om udvandringen. Søstrene ‘Aisha og Asma gjorde rejseudstyret klar sammen. Derefter begav de to sig af sted mod Medina. De efterlod deres familie i Mekka blandt fjenderne.⁴¹

Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var faldet lidt til i Medina, sendte han Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham) og Abu Rafi‘ (må Allah være tilfreds med ham) til Mekka for at hente hans familie fra Mekka til Medina. Han gav dem to kameler og fem hundrede dirham, som Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) havde givet Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) til at dække hans behov. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sendte også sin søn ‘Abdullah med dem og bad ham tage ‘Aisha, Asma og deres mor Umm Ruman med til Medina.

Da alle disse mennesker drog af sted fra Mekka, sluttede Talha ibn ‘Ubaydillah sig til dem med henblik på hijra. Sammen med Abu Rafi‘ og Zayd ibn Haritha var Fatima, Umm Kulthum, Sawda bint Zam‘a, Umm Ayman og Usama ibn Zayd, og sammen med ‘Abdullah ibn Abi Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var Umm Ruman og ‘Abdullahs to søstre, ‘Aisha og Asma.⁴²

Da denne karavane var rejst fra Mekka og nåede al-Baydāʾ, hvor Banū Kinānah fra Hijaz boede, løb den kamel, som ʿĀʾishah (ra) og hendes mor Umm Rūmān (ra) red på, pludselig af sted i fuld fart med dem. Hvert øjeblik frygtede de, at de ville blive slynget ud sammen med hawdahen. Som det er kvinders natur, ænsede moderen ikke sit eget liv, men blev urolig og begyndte at græde fortvivlet over sin kære ʿĀʾishah (ra). Efter at være kommet et langt stykke blev kamelen indfanget og bragt under kontrol. Alle var i sikkerhed og nåede også sikkert frem til Medina. På det tidspunkt var den ædle Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i færd med at opføre al-Masjid an-Nabawī og huse omkring den. I et af disse huse blev der indrettet bolig for Sawdah (ra) og Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) døtre.⁴³

ʿĀʾishah (ra) slog sig sammen med sine nærmeste ned i kvarteret Banū Hārith ibn Khazraj i Medina og boede dér sammen med sin mor i syv eller otte måneder. For de fleste muhājirūn, der var kommet fra Mekka til Medina, var Medinas klima ikke gunstigt. Mange mænd og kvinder blev syge. Abū Bakr (ra) blev ramt af en voldsom feber. Den unge pige ʿĀʾishah (ra) blev optaget af at pleje sin far. En dag kom hun til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og fortalte ham om sin fars tilstand, hvorefter han bad for Abū Bakr (ra). Abū Bakr (ra) blev rask igen.

Efter at have hjulpet sin far gennem sygdommen blev ʿĀʾishah (ra) selv sengeliggende. Nu begyndte faderen at tage sig af sin datter. Abū Bakr (ra) gik hen til sin syge datters leje og strøg med stor ømhed sit ansigt mod hendes. Sygdommen var så alvorlig, at næsten alt håret på ʿĀʾishahs (ra) hoved faldt af.⁴⁴

Efter at Abū Bakr (ra), eller ifølge en anden overlevering Umm Rūmān (ra), var blevet fri for sygdom og vanskeligheder, sagde han en dag til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Allahs Sendebud! Hvorfor tager du ikke din hustru med hjem?« Han svarede: »Jeg har ikke penge på mig til at betale mahr.« Abū Bakr (ra) sagde: »Tag imod mine penge. Jeg låner dig dem.« Derefter lånte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tolv uqiyyah og én nash (= fem hundrede dirham) af Abū Bakr (ra) og sendte dem til ʿĀʾishah (ra).

Medina var som ʿĀʾishahs svigerfamilies hjem. Kvinder fra Ansār kom til Abū Bakrs (ra) hus for at byde bruden velkommen. ʿĀʾishah (ra) legede på det tidspunkt med andre piger i gården under en daddelpalme. Hendes mor Umm Rūmān (ra) kaldte på hende. Så snart hun hørte sin mors kald, løb hun forpustet hen til hende. Derefter gik hun ind i det værelse, hvor gæstekvinderne sad og ventede på hende. Da bruden trådte ind i værelset, udbrød kvinderne: »Må din ankomst blive god og velsignet!« De pyntede bruden. Kort efter ankom Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham).⁴⁵

På det tidspunkt blev der ikke serveret andet for Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) end et bæger mælk. Asmāʾ bint Yazīd var en af ʿĀʾishahs (ra) veninder. Hun fortæller: »Jeg var ʿĀʾishahs veninde. Jeg pyntede hende og førte hende hen til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Andre var også sammen med mig. På det tidspunkt fandt vi ikke andet at servere for Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) end et bæger mælk. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tog en lille mundfuld mælk fra bægeret og rakte det til ʿĀʾishah. Da jeg så, at ʿĀʾishah var for genert til at tage det, sagde jeg til hende: ›Afvis ikke Allahs Sendebuds gave.‹ Hun tog imod det meget genert, drak en smule og ville sætte bægeret fra sig. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til hende: ›Giv det til dine veninder.‹ Vi sagde: ›Allahs Sendebud! Vi har ikke lyst til at drikke på dette tidspunkt.‹ Han sagde: ›I må ikke lyve. Enhver løgn, et menneske siger, bliver skrevet ned.‹ Ifølge en anden overlevering sagde han: ›Foren ikke sult med løgn. Det bliver skrevet ned, selv små løgne.‹⁴⁶

På grundlag af de autentiske overleveringer ved man, at ʿĀʾishah (ra) flyttede ind i sin ægtemands hjem i den første hijras shawwāl-måned. Allāmah ʿAynī har skrevet, at hun flyttede ind efter slaget ved Badr i det andet hijri-år.⁴⁷ Der findes også en overlevering fra ʿĀʾishah (ra), som siger: »Han giftede sig med mig tre år før hijrah og fuldbyrdede ægteskabet med mig i shawwāl, atten måneder efter hijrah. Ved brylluppet var jeg en pige på seks år, og da ægteskabet blev fuldbyrdet, var jeg ni år.«⁴⁸ Men denne overlevering kan ikke være korrekt. For ifølge den ville ʿĀʾishah (ra) på det tidspunkt have været ti år. Alle hadith- og historieværker er imidlertid enige om, at hun på det tidspunkt var ni år.⁴⁹

Både ʿĀʾishahs (ra) bryllup og hendes flytning til sin ægtemands hjem fandt sted i shawwāl-måneden. Derfor foretrak hun hele sit liv at holde den slags ceremonier i shawwāl. Hun sagde: »Både mit bryllup og min flytning til min ægtemands hjem fandt sted i shawwāl. Hvem var da mere heldig hos sin ægtemand end jeg?«⁵⁰

Allahs Ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) lod Aisha (må Allah være tilfreds med hende) flytte ind i et lille værelse, der var bygget ved siden af Profetens Moské. Det værelse, hvor Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i dag ligger begravet, er Aishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse. Senere plejede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) at sige: »Det værelse, jeg nu befinder mig i, er det værelse, som Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) først lod mig flytte ind i. Det var også her, han gik bort.« Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) lod døren til værelset vende lige ud mod en af moskéens døre.⁵¹ Ud fra de tidligere beretninger kan enhver forstå, hvor enkel og beskeden Aishas (må Allah være tilfreds med hende) vielse, hendes flytning til ægtemandens hjem og alle de øvrige ceremonier var. Der var ingen overdreven pragt eller unødvendig overdådighed.

Gennem Aishas (må Allah være tilfreds med hende) ægteskab blev mange af datidens araberes overtroiske forestillinger og dårlige skikke afskaffet. De mente ikke, at det var tilladt at gifte sig med nogen form for brors datter, heller ikke med datteren af en bror gennem amning. Derfor udbrød Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), da han hørte Khawlas (må Allah være tilfreds med hende) forslag: »Er det tilladt? Aisha er jo Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) niece.« Da dette kom Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) for øre, sagde han: »Abu Bakr er min broder i islam. Det er tilladt for mig at gifte mig med hans datter.«

En anden dårlig skik var, at de ikke indgik ægteskab i måneden Shawwal. På et tidspunkt i fortiden var der opstået pest i Arabien i en Shawwal-måned. Derfor anså de denne måned for at være ulykkebringende og afholdt ingen bryllupper i den.⁵²

Nogle mennesker i datidens Arabien troede også, at hvis man bragte en nygift kvinde hjem i denne måned, ville forholdet ikke vare ved, men ende med separation. Aishas (må Allah være tilfreds med hende) ægteskab gjorde det af med grundlaget for denne forestilling. Ceremonien, hvor bruden blev bragt hjem, fandt sted om dagen. Også dette var i strid med den daværende skik.⁵³

En anden skik var, at de tændte bål foran bruden. De nygiftes første udveksling af blikke fandt sted på en scene eller inden døre. Alle disse dårlige skikke blev rykket op med rode gennem dette ægteskab.

Uddannelse

I det gamle Arabien, hvor selv mænd ikke havde nogen udbredt tradition for at læse og skrive, var der naturligvis slet ikke tale om, at kvinder skulle kunne det. Ved islams begyndelse var der i hele Quraysh-stammen i Mekka kun 17 personer, som kunne læse og skrive. Blandt dem var der kun én kvinde, Shifa bint Abdillah.⁵⁴ Da islam lagde særlig vægt på læse- og skrivekundskaber, blev de meget hurtigt udbredt.

Blandt Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer kunne Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) og Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) læse og skrive i nogen grad. Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) lærte selv at læse og skrive hos Shifa bint Abdillah (må Allah være tilfreds med hende) efter direkte anvisning fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham).⁵⁵ På det tidspunkt lærte også flere andre kvindelige sahaba at læse og skrive. At Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede sig med flere hustruer, især at han giftede sig med Aisha (må Allah være tilfreds med hende), mens hun endnu var ung, rummede mange former for visdom og gavn. Velsignelsen ved Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) selskab førte ganske vist utallige mænd til den højeste grad af lykke, men af naturlige årsager var almindelige kvinder ikke i stand til at opnå denne lykke. Det var gennem Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer, at hemmeligheden ved velsignelsen og det guddommelige udbytte af hans selskab kunne bringes videre og udbredes blandt kvinder overalt i verden.

Med undtagelse af ‘A’ishah as-Siddiqah (må Allah være tilfreds med hende) blev alle de øvrige rene hustruer gift med Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), efter at de var blevet enker eller skilt. På denne måde var ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) den eneste, der blev velsignet med profetiets nåde og velsignelse fra sin tidligste barndom. Barndommen og ungdommen er menneskets egentlige tid for læring og oplæring. Heldigvis tilbragte hun hele denne periode med at modtage oplæring fra sin profet, så hun kunne blive et fyrtårn af lys for halvdelen af menneskeheden.

Blandt hele Quraysh-slægten var Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) den mest erfarne og lærde inden for astrologi og poesi. ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) blev opdraget under en sådan fars omsorg. Derfor udviklede hun gennem arv en kærlighed til og dygtighed i disse to discipliner.

Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var særligt opmærksom på at give sine børn en god uddannelse og lære dem god opførsel og moral. I visse tilfælde kunne han også være streng. Dette bekræftes i hadith- og sira-værkerne. Engang var han lige ved at slå sin søn ‘Abdur-Rahman, blot fordi han havde været sen til at servere mad for gæsterne. Selv efter sit giftermål var ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) meget bange for sin far på grund af enhver fejl, hun begik.56 I mange tilfælde skældte hendes far hende voldsomt ud. Undertiden tøvede han heller ikke med at slå hende.57 En gang reddede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) hende.58 En anden gang slog han ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) hårdt på siden, mens Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) var til stede. Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) udbrød da: »Abu Bakr! Må Allah tilgive dig! Det var ikke det, vi ønskede.«59 Hazrat ‘A’ishahs (må Allah være tilfreds med hende) egentlige uddannelse og oplæring begyndte, efter at hun var flyttet ind hos sin ægtemand. I denne periode lærte hun at læse. Hun reciterede Koranen ved at se efter i teksten. En overlevering fortæller, at hun ikke kunne skrive.60 Det nævnes i hadith, at hendes slave Zakwan skrev Koranen for hende.61 I nogle overleveringer hedder det imidlertid: »Som svar på dette og hint brev skrev hun således.« Det er muligt, at overlevererne har brugt »skrev« i stedet for »fik skrevet«. Sådan sker det ofte. Under alle omstændigheder er det at skrive og læse menneskets ydre målestok for viden. Den egentlige målestok for viden ligger på et langt højere niveau. Den bedste uddannelse består i at opnå fuldkommenhed og renhed i menneskelighed og moral, kende religionens nødvendige anliggender og shariaens dybe visdom samt tilegne sig viden om Allahs ord og profetens afgørelser. Hazrat ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) var et skatkammer af al denne viden. Desuden havde hun dyb viden om historie, litteratur og lægekunst. Hun lærte historie og litteratur af sin far.62 Sin viden om lægekunst tilegnede hun sig fra de mennesker og udsendinge, der på forskellige tidspunkter kom fra forskellige egne og steder til Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) hof. I de sidste dage af sit liv var Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) for det meste syg. ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) bevarede i sin hukommelse de behandlinger og lægemidler, som de arabiske læger ordinerede forskellige steder.

En dag sagde ‘Urwah til ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende): »Jeg er forbløffet over din viden om fiqh, poesi og det gamle Arabiens historie, for det er muligt for dig at tilegne dig denne viden. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over din viden om tibb, altså lægekunst. Hvordan og hvorfra har du tilegnet dig denne viden?« ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »‘Urwah! Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) var syg i den sidste del af sit liv. Folk kom til ham fra forskellige egne af Arabien. De gav ham forskellige behandlinger og lægemidler, og jeg behandlede ham på samme måde. Det var derfra, jeg tilegnede mig denne viden.« I en anden overlevering hedder det, at ‘Urwah spurgte: »Hvorfra har du tilegnet dig denne viden om tibb?« ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) svarede: »Jeg lærte det af de lægemidler og behandlinger, der blev givet, når jeg eller en anden blev syg. Desuden huskede jeg de sygdomme og lægemidler, som folk fortalte hinanden om.«63

Der var ingen bestemt tid for tilegnelsen af religiøs viden. Shariaens store lærer var i selve hjemmet. Hun var så heldig at nyde hans selskab dag og nat. Hver dag blev der afholdt en undervisnings- og vejledningsforsamling for Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) i Profetens Moské. Hazrat ‘A’ishahs (må Allah være tilfreds med hende) kammer lå helt op ad moskéen. Derfor deltog ‘A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) fra sit hjem i den undervisning, som Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) gav folk udenfor. Hvis hun på grund af afstanden eller af en anden grund ikke forstod noget, spurgte hun ham, når han kom hjem, og fik det forklaret.64 Undertiden gik hun hen i nærheden af forsamlingen i moskéen.65 Desuden fastsatte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), på kvindernes anmodning, én dag om ugen til deres undervisning og oplæring.66

Dag og nat hørte hun drøftelser om utallige emner inden for ilm og hikmah, det vil sige viden og visdom. Hun havde selv for vane at fremlægge hvert eneste spørgsmål åbent og uden tøven for Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Hun faldt ikke til ro, før hun var tilfreds. En gang sagde Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham):

Det vil være på arabisk

Den, hvis regnskab bliver gjort op på Opstandelsens Dag, vil blive straffet.

‘A’isha (ra) sagde: O Allahs Sendebud! Allah har jo sagt –

Det skal være på arabisk

Det vil sige, at han vil få en let regnskabsaflæggelse. Profeten (sallallahu ‘alaihi wa sallam) sagde: Dette er fremlæggelsen af handlingerne. Men den, hvis handlinger bliver gransket ned til mindste detalje, er bestemt til undergang.⁶⁷

En gang sagde Profeten (sallallahu ‘alaihi wa sallam) under en prædiken og formaning: På Opstandelsens Dag vil alle mennesker blive rejst nøgne. ‘A’isha (ra) blev bekymret og udbrød: O Allahs Sendebud! Vil mænd og kvinder blive rejst sammen? Vil de så ikke se på hinanden? Profeten (sallallahu ‘alaihi wa sallam) sagde: Tiden vil være så frygtelig, at ingen vil have nogen som helst tanke for andre.⁶⁸

En dag spurgte ‘A’isha (ra) Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam), om kafirer og polyteister ville få belønning for de gode gerninger, de udfører. I Mekka var der en polyteist ved navn ‘Abdullah ibn Jud‘an, som var retskaffen af natur og blødhjertet. I den førislamiske tid samlede han Qurayshs ledere til et møde for at bilægge de indbyrdes stridigheder og uroligheder blandt Quraysh. Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) var blandt dem. ‘A’isha (ra) spurgte: »O Allahs Sendebud! ‘Abdullah ibn Jud‘an behandlede mennesker venligt i jahiliyyah-tiden. Han gav de fattige og sultende mad. Vil hans gerninger ikke være til nogen nytte?« Han svarede: Nej, ‘A’isha. Han sagde aldrig: O Allah, tilgiv mig på Opstandelsens Dag.

Jihad er en af islams vigtigste obligatoriske pligter. ‘A’isha (ra) mente, at ligesom der ikke er nogen forskel på mænd og kvinder med hensyn til andre obligatoriske pligter, måtte det også være sådan i dette tilfælde. En dag spurgte hun derfor Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam). Hun fik svaret: Hajj er kvindernes jihad.⁵⁹

En anden dag spurgte hun: O Allahs Sendebud! Jihad er den bedste handling. Skal vi kvinder ikke udføre jihad? Han sagde: Nej. Men den bedste jihad er en accepteret hajj.⁷⁰

Ved ægteskab er både brudens og brudgommens samtykke en betingelse. Ugifte piger udtrykker ofte ikke deres samtykke mundtligt af generthed. Derfor spurgte ‘A’isha (ra) en dag: O Allahs Sendebud! Pigens samtykke er jo nødvendigt ved ægteskab. Profeten (sallallahu ‘alaihi wa sallam) sagde: Ja, det er nødvendigt. ‘A’isha (ra) sagde: Men piger forbliver tavse af generthed. Profeten (sallallahu ‘alaihi wa sallam) sagde: Hendes tavshed er hendes samtykke.⁷¹

En dag ønskede Profeten efter at have bedt tahajjud-bønnen at lægge sig lidt for at hvile uden først at bede witr-bønnen. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) udbrød: »O Allahs Sendebud! Går du i seng uden at bede witr?« Profeten svarede: »Mine øjne sover, men mit hjerte sover ikke.«⁷² Umiddelbart kan Aishas (må Allah være tilfreds med hende) spørgsmål synes uhøfligt. Men hvis hun ikke havde udvist dette mod, ville Muhammads ummah være forblevet uvidende om profetværdighedens dybe mysterier.

I islam er der nævnt mange rettigheder, som naboen har. De fleste kvinder får mulighed for at opfylde disse rettigheder. Men hvis man har flere naboer, hvem skal så have forrang? Derfor spurgte Aisha (må Allah være tilfreds med hende) en dag. Profeten svarede: »Den nabo, hvis dør ligger nærmest dit hus, skal have forrang.«⁷³ En gang sagde Profeten: »Den, der ønsker at møde Allah, ønsker Allah også at møde. Og den, der ønsker at møde Allah, ønsker Allah også at møde. Men den, der ikke ønsker at møde Allah, ønsker Allah heller ikke at møde. »O Allahs Sendebud!« sagde Aisha (må Allah være tilfreds med hende), »ingen af os ønsker jo døden.« Profeten svarede: »Det er ikke det, jeg mener. Meningen er, at når den troende hører om Allahs barmhjertighed, velbehag og Paradisets tilstand, bliver hans hjerte længselsfuldt efter Allah. Og Allah venter også på hans komme. Men når den vantro hører om Allahs straf og vrede, bryder han sig ikke om at gå Allah i møde. Og Allah bryder sig heller ikke om at møde ham.«⁷⁴

En gang kom en mand for at møde Allahs Sendebud, og han gav tilladelse til, at manden måtte komme ind, idet han sagde: »Lad ham komme ind. Han er den værste mand i sin stamme.« Manden kom ind og satte sig. Profeten talte til ham med stor tålmodighed, opmærksomhed og oprigtighed. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) blev meget forundret. Da manden var gået, sagde hun: »O Allahs Sendebud! Du kendte jo manden godt. Men da han kom, talte du så oprigtigt og venligt til ham.« Profeten svarede: »Aisha! Det værste menneske er den, som folk af frygt for holder op med at omgås.«

En gang kom en mand og bad om hjælp. På Aishas (må Allah være tilfreds med hende) tegn var tjenestepigen på vej for at give ham nogle ting. Profeten sagde: »Aisha! Giv ikke efter nøje optælling; ellers vil Allah også give dig efter nøje optælling.«⁷⁵ Selv hvis det kun er et lille stykke, så giv det til tiggeren og beskyt dig derved mod Helvede. Hvis en sulten person spiser det, vil det dog gøre en forskel og stille hans sult. Hvad kunne være bedre end det?

En anden gang bad Profeten: »O Allah! Lad mig leve i fattigdom, lad mig dø i fattigdom, og oprejs mig på Opstandelsens Dag sammen med de fattige.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Hvorfor, O Allahs Sendebud?« Profeten svarede: »De, der ikke ejer rigdom, vil træde ind i Paradiset fyrre år før de velhavende. Aisha, afvis aldrig en tigger uden at give ham noget, selv hvis det blot er et stykke tørret dadel. Elsk de fattige, og lad dem sidde ved din side.«⁷⁶

I hadith- og sira-værkerne er utallige spørgsmål af denne art fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og deres svar blevet overleveret. Det var i grunden hendes daglige undervisning. Ud over forskellige moralske råd lærte Den Ædle Profet hende med stor tålmodighed om bøn, hajj, zakat og utallige andre forhold vedrørende religionen og verden. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) lærte også med stor iver og omsatte det med stor hengivenhed i praksis.

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde en meget stærk trang til at lære. Selv i de øjeblikke, hvor der var risiko for, at Allahs Sendebud ville blive vred, afholdt hun sig ikke fra at spørge. Hun kendte i virkeligheden sin ægtemands, Den Ædle Profets, karakter og væsen godt. Derfor kunne hun være åben og dristig over for ham. En gang blev Allahs Sendebud vred på sine hustruer af en eller anden grund og svor, at han ikke ville besøge nogen af dem den følgende måned. Han holdt fast ved denne ed i niogtyve dage. Det viste sig, at den pågældende månemåned netop havde niogtyve dage. På den første dag i den følgende måned, altså den tredivte dag, gik Profeten til Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Umiddelbart burde Aisha (må Allah være tilfreds med hende) have været glad. Men vi ser, at hun spurgte: »O Allahs Sendebud! Du sagde, at du ikke ville komme til os i en måned. Hvordan kunne du komme en dag tidligere?« Profeten svarede: »Aisha! En måned kan også have niogtyve dage.«

Livet i hjemmet: Det hus, som Aisha (må Allah være tilfreds med hende) flyttede ind i som brud fra sit forældrehjem, var ikke noget prægtigt palads. Omkring Profetens Moské i Banū Najjār-kvarteret i Medina lå der nogle små, primitive huse, og hun flyttede ind i et af dem. Huset lå øst for moskéen. En af dets døre vendte mod vest og ind mod moskéen. Derved blev moskéen som en gårdsplads for huset. Den Ædle Profet gik ind i moskéen gennem denne dør. Når han opholdt sig i i‘tikaf i moskéen, stak han hovedet ind i huset, og Aisha (må Allah være tilfreds med hende) redte hans hår.⁷⁷ Nogle gange sad han i moskéen, rakte hånden ind i huset og bad Aisha (må Allah være tilfreds med hende) om noget.⁷⁸

Værelset var mere end seks alen bredt. Væggene var af ler, og taget var lavet af palmeblade og grene. Ovenpå kunne man lægge et tæppe for at beskytte mod regn. Det var så lavt, at en stående person kunne nå taget med hånden. Der var en dør med én fløj, men det var aldrig nødvendigt at lukke den.⁷⁹ Et tæppe hang i døren som forhæng. Ved siden af dette værelse lå endnu et værelse, som blev kaldt »Mashraba«. Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) en gang holdt sig adskilt fra sine hustruer, tilbragte han en hel måned dér.

Af møbler fandtes der i huset en seng, en måtte, et liggeunderlag, en pude, to krukker til tørrede dadler, et kar til vand og et drikkebæger. Ikke andet. Disse genstande nævnes flere steder i forskellige hadither. Beboerne havde ikke mulighed for at tænde en lampe om natten. ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Der gik næsten fyrre nætter i træk, uden at der blev tændt en lampe i huset.

Der var i alt kun to personer i huset: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende). Efter nogle dage kom en slavinde ved navn Burayra (må Allah være tilfreds med hende) til.⁸⁰ Så længe ‘A’isha og Sawda var hans eneste to hustruer, tilbragte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hver anden nat i ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse. Senere, da han havde taget flere hustruer, og Sawda (må Allah være tilfreds med hende) frivilligt gav sin dag til ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende), tilbragte han to nætter ud af hver ni i ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse.⁸¹

Der var ikke noget særligt behov for at holde huset ryddeligt og velordnet. Der var kun sjældent mulighed for at tilberede og lave mad. ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) sagde selv: Der gik aldrig tre dage i træk, uden at profetens familie havde spist sig mætte.⁸² Hun sagde også: I månedsvis blev der ikke tændt ild i huset.⁸³ I den tid levede de af dadler og vand.⁸⁴ Efter erobringen af Khaybar fastsatte Allahs Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) en årlig ydelse til hver af sine rene hustruer.⁸⁵ ‘Abd ar-Rahman al-A‘raj plejede på sin samling i Medina at sige: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) firs wasaq dadler og tyve wasaq byg – ifølge en anden overlevering hvede – fra Khaybars afgrøder til hendes underhold.⁸⁶ Men på grund af hendes gavmildhed var denne mængde fødevarer aldrig tilstrækkelig til et helt år.

De ædle ledsagere sendte altid gaver til profetens familie. Især på de dage, hvor Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig i ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse, sendte folk med vilje flere gaver den dag.⁸⁷

Det skete ofte, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) kom udefra og spurgte: »‘A’isha, er der noget?« Hun svarede: »Allahs Sendebud, der er ingenting.« Derefter fastede de alle sammen.⁸⁸ Nogle gange sendte en ansarisk familie mælk. Så drak de den og blev mætte.⁸⁹ Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) sagde: På Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) tid bestod vores mad de fleste dage af mælk.⁹⁰

Ansvaret for at administrere Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) husholdning lå hos Bilal (må Allah være tilfreds med ham). Han fordelte fødevarerne til hele året. Når det var nødvendigt, lånte han.⁹¹

Da Allahs Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) døde, var hele Arabien kommet under islams beskyttelse. Store mængder rigdomme kom fra forskellige egne og blev samlet i statskassen. Alligevel var der den dag, Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) døde, ikke engang mad til én dag i ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) hjem.

Selv under Hazrat Abu Bakr Siddiqs (ra) kalifat modtog Hazrat Aisha (ra) en fastsat mængde korn fra afgrøderne, der blev produceret i Khaybar. Kalif Hazrat Umar (ra) indførte en fast årlig understøttelse for alle. Han fastsatte ti tusind dirham om året til hver af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer. Men til Aisha (ra) fastsatte han tolv tusind. Som begrundelse sagde han: »Aisha var Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) højt elskede hustru.«92 Det er blevet overleveret, at kalif Umar (ra) i sin tid gav hende valget mellem at modtage en andel af afgrøderne fra Khaybar eller selve jorden. Hazrat Aisha (ra) valgte da jorden.93

Hvad end af rigdom og midler der kom i hendes hænder, gav hun gavmildt videre blandt de fattige og trængende. Denne ordning bestod fra kalif Hazrat Uthmans (ra) tid og frem til Amir Muawiyas (ra) tid. Hazrat Abdullah ibn al-Zubayr (ra) var Hazrat Aishas (ra) nevø og blev kalif i Hijaz efter Amir Muawiya (ra). Han bar alle sin mosters udgifter. Men de dage, hvor understøttelsen ikke kom fra statskassen, var hendes hus nær ved at stå uden mad.94

Selv om Hazrat Aisha (ra) af natur havde skarp forstand og god dømmekraft, begik hun på grund af sin unge alder af og til fejl. Hun malede hvede til mel derhjemme og faldt i søvn; så kom en ged og spiste det.95 En dag malede hun selv melet og bagte brød. Derefter ventede hun på Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ankomst. Det var om natten. På et tidspunkt kom Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og stillede sig til bøn. Hazrat Aishas (ra) øjne begyndte at lukke sig af søvn. Imens gik en nabos ged ind i huset og spiste det hele. Sammenlignet med Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ældre hustruer var hun ikke særlig dygtig til at lave mad.96

Ægteskabsliv

Vi bør have et billede for øje af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og Aishas (ra) liv sammen og det kærlige forhold mellem dem. Islam har hverken anset kvinden for så hellig, at den har sat hende på en gudindes trone, eller betragtet hende blot som et objekt for mandens nydelse. Sådan har menneskers opfattelse af kvinden grundlæggende været i både den gamle og den moderne verden. Derfor har kvinden aldrig i noget samfund opnået sin rette status. Det er alene islam, der har givet hende den rette status. Den bedste beskrivelse af kvinden, som islam har fremhævet, er, at kvinden i denne konfliktfyldte verden er kilden til mandens fred og trøst. Koranen erklærer:

Det arabiske lyder:

Og blandt Hans tegn er, at Han har skabt ægtefæller til jer fra jeres egen slags, for at I kan finde ro hos dem, og Han har skabt kærlighed, hengivenhed og barmhjertighed mellem jer.

(Sura ar-Rum – 21)

Vi ser et levende billede af Allah den Almægtiges erklæring i profeten Muhammads (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) ægteskabelige liv. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:⁹⁷

Det skal være på arabisk

– Den bedste blandt jer er den, der er bedst over for sin hustru. Jeg er bedre over for mine hustruer end nogen af jer.

Deres ni år lange ægteskab var præget af dyb kærlighed, gensidig medfølelse, grænseløs hengivenhed og troskab. Selv under stor fattigdom, sult og alle mulige vanskelige forhold kunne der ikke ses den mindste afbrydelse i deres søde forhold. Der opstod ingen bitterhed eller uoverensstemmelser.

Den ædle Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) elskede ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) dybt. Det var kendt i hele kredsen af ledsagere. Derfor sendte folk ekstra mange gaver den dag, Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tilbragte i ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) hus. Det gjorde de andre hustruer vrede. De ønskede, at Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) skulle beordre folk til at sende deres gaver dér, hvor han opholdt sig den pågældende dag. Men ingen havde mod til at sige det. Derfor valgte de alle Fatima (må Allah være tilfreds med hende), den rene Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hjertenskære datter, til at overbringe deres ønske til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Efter at have hørt Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) ord sagde Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Min datter, ønsker du ikke også det, som jeg ønsker?« Fatima forstod sin fars ønske og gik tilbage. Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hustruer ønskede igen at sende hende, men hun var en ældre, forstandig og vittig kvinde. På en meget taktfuld måde fortalte hun Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hvad de havde på hjerte. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til hende: »Umm Salama! I må ikke genere mig på grund af ‘A’isha. For åbenbaringen er aldrig kommet til mig under nogen anden hustrus tæppe end ‘A’ishas.«⁹⁸ Imam al-Dhahabi siger, at dette svar fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) viser, at en af grundene til, at han elskede ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) mere end de andre, var Allahs befaling. Det var efter Allahs befaling, at han elskede ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) så højt.⁹⁹

En dag, efter at have vendt tilbage fra slaget ved Dhat as-Salasil, spurgte ‘Amr ibn al-‘As (må Allah være tilfreds med ham) Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »O Allahs Sendebud! Hvem er den person i denne verden, som du holder mest af?« Han svarede: »‘A’isha.« Han spurgte igen: »O Allahs Sendebud, jeg spørger om en mand.« Han svarede: »‘A’ishas far.«¹⁰⁰

Engang, da ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) gav sin datter, de troendes moder Hafsa (må Allah være tilfreds med hende), et råd, sagde han: »Forsøg ikke at konkurrere med ‘A’isha. Hun er nemlig Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) højest elskede hustru.«¹⁰¹

På en rejse blev ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) kamel pludselig ophidset og løb af sted med hende. Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) blev så urolig, at man hørte ham udbryde: »Wa ‘arusah!« Ve den, min brud!¹⁰²

Under sin sidste sygdomsperiode spurgte Hazrat Rasul Karim (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gentagne gange: »Hvilken dag er det i dag?« Alle forstod, at han ventede på den dag, der tilhørte ‘A’isha. Derfor blev han bragt til ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse. Her opholdt han sig indtil sin bortgang. Med hovedet hvilende på ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) bryst udåndede han sit sidste åndedrag.¹⁰³ Rasul (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var syg i tretten dage. Af disse tilbragte han fem dage hos sine andre hustruer og otte dage hos ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende).

Senere plejede ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) at sige: »Rasul (må Allahs velsignelser og fred være med ham) døde i mit værelse, på min dag og med hovedet på mit bryst.« I selve livets sidste øjeblik kom ‘Abd al-Rahman ibn Abi Bakr (må Allah være tilfreds med ham) for at besøge Rasulullah (må Allahs velsignelser og fred være med ham) med en frisk miswak i hånden. Rasul (må Allahs velsignelser og fred være med ham) blev ved med at se på denne miswak. Jeg forstod, at han ønskede den. Jeg tog den, vaskede den, tyggede selv på den for at gøre den blød og gav den til Rasulullah (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Han rensede sine tænder grundigt med den. Derefter rakte han hånden ud for at give den tilbage til mig, men hånden faldt ned. Han udåndede sit sidste åndedrag. Lovet være den Store Allah, som lod hans og mit spyt mødes i det sidste øjeblik af Hans Budbringers jordiske liv.¹⁰⁴

Mange mener, at årsagen til Rasulullahs (må Allahs velsignelser og fred være med ham) stærke følelser for ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) var hendes skønhed og ynde. Men denne opfattelse er helt forkert. Blandt den Rene Budbringers hustruer var Juwayriya, Zaynab og Safiyya (må Allah være tilfreds med dem) de smukkeste. Deres skønhed omtales i hadith-, sira- og historiebøgerne. Men bortset fra et eller to steder nævnes ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) skønhed og ynde ikke i særlig grad. En gang, da ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) gav Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) et råd, fremsatte han således en bemærkning om hende. Da Rasul (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hørte det, smilede han lidt.¹⁰⁵ ‘Umars bemærkning beviser i grunden kun, at ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) fortjente forrang frem for Hafsa (må Allah være tilfreds med hende).

Sagen er den, at Rasul (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »En brud kan vælges på grundlag af fire egenskaber: 1. rigdom, 2. skønhed, 3. ædel slægt og 4. religiøs fromhed. Søg derfor den religiøst fromme.«¹⁰⁶ Derfor var den hustru, gennem hvem den største tjeneste for religionen kunne ydes, også den, som Rasulullah (må Allahs velsignelser og fred være med ham) elskede højest. ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) forståelse, eftertanke, indsigt og evne til at huske religiøse bestemmelser var i usædvanlig grad større end de andre hustruers. Det var i virkeligheden disse egenskaber, der gjorde hende til ægtemandens mest elskede hustru. Allama Ibn Hazm har i bogen »Al-Milal wa al-Nihal« behandlet dette udførligt og bevist det. Denne hadith fra Rasulullah (må Allahs velsignelser og fred være med ham) er overleveret i forskellige hadithsamlinger.¹⁰⁷

Det skal være på arabisk

— Mange mænd har opnået fuldkommenhed, men blandt kvinderne har ingen opnået fuldkommenhed bortset fra Maryam bint ‘Imran og Faraos hustru Asiya. Men ‘A’ishas rang over alle kvinder er som tharids rang over al anden mad.

Denne hadith gør betydningen af Rasulullahs (må Allahs velsignelser og fred være med ham) store kærlighed til ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) forståelig. Hans betagelse skyldtes ikke ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) ungdom, skønhed og ynde, men derimod hendes indre egenskaber og fuldkommenhed. Hvad angår disse indre egenskaber, kom Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) efter ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende). Derfor var hun, selv om hun var ældre, også genstand for Rasulullahs (må Allahs velsignelser og fred være med ham) dybe kærlighed. Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) døde i en alder af femogtres år, men hendes kærlighed var så dybt forankret i Rasulullahs (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hjerte, at selv ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) følte jalousi over den.¹⁰⁸

‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) nærede en inderlig og ren kærlighed til sin ægtemand Rasulullah (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Hvis nogen gjorde krav på at dele denne kærlighed, blev hun såret. Når hun om natten vågnede og ikke fandt sin ægtemand ved siden af sig, blev hun undertiden urolig. En dag vågnede hun sent om natten. Hun fandt ikke sin ægtemand ved siden af sig. Der var heller ikke tændt nogen lampe i værelset. Hun famlede omkring i mørket. Til sidst fandt hun sin ægtemands velsignede fødder et sted. Han lå i prostration.¹⁰⁹

Endnu en gang opstod den samme situation. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) troede, at han måske var gået ind til en af sine andre hustruer. Hun så sig omkring. Hun så, at hendes mand sad i et hjørne, stille optaget af at fremsige tasbih. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) skammede sig over sin ugrundede antagelse. Hun sagde til sig selv: »Må mine forældre ofres for ham! Hvilke tanker går jeg rundt med, og i hvilken tilstand befinder han sig ikke!«110

Det hændte en anden nat. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) vågnede ved midnat. Da hun ikke fandt sin mand ved sin side, ledte hun efter ham alle vegne og nåede til kirkegården, hvor hun så ham optaget af dua og istighfar. Hun vendte stille tilbage. Om morgenen fortalte hun sin mand det, og han sagde: »Ja, om natten syntes jeg, at noget gik forbi foran mig. Så må det have været dig.«

På en rejse var Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) den Ærværdige Profets (må Allahs velsignelser og fred være med ham) rejsefæller. Mens de rejste om natten, sad Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) på Aishas (må Allah være tilfreds med hende) ridedyr og fortsatte med at tale med hende undervejs.

En dag rådførte Aisha og Hafsa (må Allah være tilfreds med dem begge) sig med hinanden og byttede ridedyr. Om natten steg Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) som sædvanlig op på Aishas (må Allah være tilfreds med hende) ridedyr og fortsatte rejsen, mens han talte med Hafsa (må Allah være tilfreds med hende). Aisha (må Allah være tilfreds med hende) blev imidlertid fortvivlet over at være berøvet sin mands selskab. Da karavanen standsede ved den næste lejrplads, steg hun ned fra ridedyret, stak begge fødder ned i græsset og sagde til sig selv: »O Allah! Jeg kan ikke længere sige noget til ham. Send en skorpion eller en slange, så den kan bide mig!«111

Blandt Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer var der kvinder fra forskellige samfundslag. Nogle var døtre af de fornemste arabiske adelsslægter. Det voldte dem stor smerte at leve sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) under så beskedne forhold. Derfor bad de samlet Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) om en højere levestandard. I denne forbindelse blev versene fra den Hellige Koran åbenbaret. Heri blev det endeligt sagt til dem, at de, som ønskede det, frivilligt kunne opløse forholdet og gå deres vej, eller acceptere disse beskedne forhold og fortsætte livet sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Da Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var den yngste, bad Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hende rådføre sig med sine forældre og meddele sit svar. Hun sagde: »Jeg vælger Allahs Sendebud.« Hun traf denne beslutning før alle de andre og bad Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »O Allahs Sendebud! Fortæl ikke nogen anden om min beslutning.«112

Den Ærværdige Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede ofte at ligge med hovedet hvilende på Aishas (må Allah være tilfreds med hende) lår. En dag lå Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og hvilede sådan, da Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) af en eller anden grund blev vred på sin datter, gik ind på hendes værelse og puffede hende i siden. Men Aisha (må Allah være tilfreds med hende) bevægede sig ikke det mindste, fordi det kunne forstyrre Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hvile.113

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) opbevarede med største omhu det tøj, som den Ærværdige Profet bar, da han døde. En dag viste hun en sahabi en af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kapper og et tæppe og sagde: »Han døde iført dette tøj.«114

Den Ærværdige Profets hele liv er et forbillede for menneskeheden. Derfor kan vi også i Aishas (må Allah være tilfreds med hende) og Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) liv se, hvordan en ægtemand bør opføre sig for at glæde sin hustru. Til tider ser vi Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) være meget åbensindet og afslappet sammen med Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Selv når han så Aishas (må Allah være tilfreds med hende) mest ubetydelige spøg eller leg, viste han sin glæde. Den Ærværdige Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde taget sig af en ansarisk pige. Han kom ind i det meget enkle hjem og sagde: »Aisha! Er der ikke nogen sang og musik?«115

En dag under eid viste nogle habashere brydeøvelser, mens de svajede og vuggede med kroppen. Aisha (ra) bad sin ægtemand om at få lov til at se forestillingen. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) stillede sig, så han dækkede hende, og Aisha (ra) nød forestillingen. Han blev stående ubevægelig, indtil Aisha (ra) selv blev træt og gik sin vej.¹¹⁶

En gang talte Aisha (ra) med lidt hævet stemme til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Netop da kom hendes far, Abu Bakr (ra), til stede. Da han så denne mangel på respekt fra sin datter, blev han vred og løftede hånden for at slå hende. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) trådte hurtigt imellem dem og beskyttede Aisha. Da Abu Bakr (ra) var gået, sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til Aisha: »Nå, hvordan reddede jeg dig?«¹¹⁷

En gang kom Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til Aisha (ra) med en pige og spurgte: »Kender du denne pige?« Aisha (ra) svarede: »Nej.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hun er slavepige hos den og den. Har du lyst til at høre hende synge?« Aisha (ra) viste interesse for at høre hende. Slavepigen sang i lang tid. På et tidspunkt bemærkede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om hende: »Satan spiller på en fløjte i hendes næsebor.« Det vil sige, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke brød sig om den slags sang. For at glæde Aisha (ra) fortalte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hende også af og til historier.¹¹⁸ Nogle gange lyttede han også tålmodigt til Aishas (ra) historier. Men selv i sådanne nære og hyggelige øjeblikke, hvis lyden af kaldet til bøn nåede hans ører, gik han straks lige ud, som om han ikke kendte nogen.¹¹⁹

En gang var Aisha (ra) rejsefælle med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). På et tidspunkt under rejsen beordrede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) alle ledsagerne til at gå i forvejen. Derefter sagde han til Aisha: »Kom, lad os løbe og se, hvem der kan komme først.« Aisha (ra) var slank og let, så hun kom først. Nogen tid senere opstod der endnu en mulighed for en sådan løbekonkurrence. Aisha (ra) fortæller: »På det tidspunkt var jeg blevet kraftigere. Derfor kom Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) foran mig.« Så sagde han: »Dette er gengældelsen for den dag.«¹²⁰

Når Allahs Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde mulighed for at spise sammen med Aisha (ra), spiste de af samme fad på den samme dug. En gang, før påbuddet om afskærmning blev givet, sad de og spiste sammen, da Umar (ra) kom til stede. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) inviterede ham til at spise, og de tre spiste sammen.¹²¹ Deres kærlighed og hengivenhed under måltiderne var sådan, at når Aisha (ra) satte sine læber et sted, drak Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) præcis fra det samme sted.¹²² Om natten tændte de ikke lys i huset, så når de sad og spiste i mørket, kom deres hænder af og til til at røre ved det samme stykke.¹²³

I værker om profetens liv og i hadithsamlinger finder man et vidunderligt billede af kærligheden, hengivenheden og den indbyrdes ømhed mellem Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og Aisha (ra). Deres adfærd viser, at islam ikke har fornægtet menneskets naturlige og rene følelser. Nogle gange ser man dem være følelsesmæssige ligesom almindelige mennesker. Vi må ikke glemme, at Aisha (ra) både var en profets hustru og en kvinde. På samme måde var Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) både profet og sendebud, men også ægtemand. Derfor er der i forskellige værker berettet om mange af deres handlinger og episoder med indbyrdes ømhed og følelser som ægtefæller, og disse er meget forbløffende og lærerige.

Allahs Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) mindedes ofte sin afdøde første hustru, Khadija (ra). En gang talte han om Khadija (ra), og Aisha (ra) udbrød: »O Allahs Sendebud! Hvorfor mindes du denne gamle kvinde så meget? Allah har jo givet dig en bedre hustru end hende.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allah har givet mig børn gennem hende.«¹²⁴

I en anden beretning fortælles det, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) en dag begyndte at prise Khadija (ra) og fortsatte med at prise hende i lang tid. Aisha (ra) fortæller: »Det brændte i mig. Jeg sagde: O Allahs Sendebud! Du priser så længe en gammel Quraysh-kvinde, hvis læber var røde, og som har været død i lang tid. Allah har jo givet dig bedre hustruer end hende.« Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette, skiftede farven i hans ansigt. Han sagde: »Khadija var en sådan hustru for mig, at hun troede på mig, da folk nægtede at anerkende mig som profet; da folk ikke ville hjælpe mig, stillede hun sig ved min side med sine midler og sin rigdom. Allah gav mig børn gennem hende, mens de andre hustruer berøvede mig muligheden for at få børn.«¹²⁵

En dag fik Aisha (ra) hovedpine. På det tidspunkt var Profeten (sallallahu ‘alayhi wa sallam) netop ved at begynde sin sidste sygdom. Han sagde til Aisha (ra): »Hvis du døde før mig, ville jeg selv vaske dig, iføre dig ligklædet og bede for dig.« Aisha (ra) sagde: »O Allahs Sendebud! De ønsker altså, at jeg skal dø. Hvis det skete, ville De jo tage en ny hustru med ind i dette hus.« Da Profeten (sallallahu ‘alayhi wa sallam) hørte dette, smilede han sagte.¹²⁶

Efter hændelsen med »Ifk«, hvor Aisha (ra) blev anklaget for umoral, blev hendes uskyld erklæret gennem åbenbaringen. Da sagde hendes mor: »Gå hen og vis din mand din taknemmelighed.« Aisha (ra) svarede straks i en fornærmet tone: »Jeg er ikke taknemmelig over for nogen anden end Allah, som har erklæret min uskyld.«

En dag sagde Profeten (sallallahu ‘alayhi wa sallam): »Aisha! Jeg kan altid mærke, om du er tilfreds med mig eller utilfreds med mig.« Aisha (ra) spurgte: »Hvordan?« Han svarede: »Når du er utilfreds, sværger du ved at sige: ’Ved Ibrahims Herre!’ Og når du er tilfreds, siger du: ’Ved Muhammads Herre!’«¹²⁷

Omsorg for ægtemanden

I hadith-samlingerne findes der mange beretninger om Aishas (ra) omsorg for sin ægtemand. Her gengiver vi nogle af dem. Selv om der var tjenere i huset, udførte hun selv alle opgaverne. Hun malede selv melet, tilberedte maden, redte sengen, hentede og stillede vand frem til afvaskning, snoede rebet om halsen på offerdyret, redte sin mands hår, påførte ham parfume, vaskede hans tøj, lagde miswak og vand ved hans hoved, når han skulle sove om natten, og vaskede og rensede miswaken.

En dag gik Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) til moskeen iført et tæppe. En sahabi sagde: »O Allahs Sendebud! Der er jo en snavset plet på tæppet.« Straks tog han tæppet af og sendte det med en tjener til Aisha (ra). Aisha (ra) fik hentet vand, vaskede selv tæppet, tørrede det og sendte det derefter tilbage til Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam).¹²⁸

Qays al-Ghifari (ra) var et af medlemmerne af Ashab as-Suffah. Han har berettet: En dag sagde Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam): »Lad os alle gå til Aishas hus i dag.« Han gik sammen med os til huset og sagde: »Aisha! Giv os alle noget at spise.« Aisha (ra) serverede tilberedt mad for os alle og gav os mælk og vand at drikke.¹²⁹ Det var sandsynligvis før åbenbaringen af påbuddet om hijab.

Selv om Aisha (ra) var sin mands højtelskede hustru, tog hun med stor iver sig af ham i endnu højere grad end de andre. Hun var altid opmærksom på sin mands komfort og på hans ønsker og det, han ikke ønskede. Det var ofte nødvendigt at vaske hans miswak. Det var udelukkende Aisha (ra), der fik denne mulighed.¹³⁰

Lydighed mod og efterfølgelse af ægtemanden:

En af hustruens vigtigste egenskaber i islam er at adlyde og følge sin ægtemand. I løbet af de ni lange år, hvor ‘A’isha (ra) levede sammen med sin ægtemand, overtrådte hun ikke blot ingen af hans anvisninger, men hvis han blot med en antydning eller gestus gav udtryk for, at han ikke brød sig om noget, afstod ‘A’isha (ra) straks fra det. En gang hængte hun med stor omhu et gardin med billeder op i døren. Da Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) skulle til at gå ind i huset, faldt hans blik på gardinet. Straks blev hans velsignede ansigt blegt. Da ‘A’isha (ra) så dette, forstod hun alt. Hun sagde: »Tilgiv mig! Vil De fortælle mig, hvad min forseelse er?« Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) sagde: »Englene går ikke ind i et hus, hvor der er billeder.« Da ‘A’isha (ra) hørte dette, rev hun gardinet i stykker.131

Mange hustruer adlyder og følger deres ægtemænd fuldt ud, mens de er i live. Men det er vanskeligt at finde et sidestykke til den grad af lydighed og efterlevelse af ægtemandens befalinger, som ‘A’isha (ra) udviste efter sin ægtemands død. Hun levede i mange år efter Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) bortgang. I alle disse år efterlevede og opfyldte hun hver eneste af sin ægtemands anvisninger og ønsker på samme måde, som hun havde gjort, mens han levede.

Allahs Ædle Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) lærte ‘A’isha (ra) gavmildhed. Hun bevarede denne egenskab med stor hengivenhed hele sit liv. En gang bad hun Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) om tilladelse til at deltage i jihad. Sendebudet (sallallahu ‘alayhi wa sallam) sagde: »Kvindernes jihad er hajj.« Fra det øjeblik, hun hørte disse ord, praktiserede hun dem så strengt, at kun få år af hendes liv gik uden hajj.132

En gang sendte en mand noget tøj og nogle kontanter til ‘A’isha (ra). Først nægtede hun at modtage det og sendte det tilbage. Derefter kaldte hun manden tilbage og tog imod det, idet hun sagde: »Jeg kom i tanke om noget.«133

En gang fastede ‘A’isha (ra) på ‘Arafahs dag. På grund af den intense varme stænkede hun vand på sit hoved. En person rådede hende til at bryde fasten. Hun sagde: »Når jeg har hørt fra Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam), at den, der faster på ‘Arafahs dag, får hele årets synder udslettet, hvordan kan jeg så bryde fasten?«134

Efter at have set Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) bede duha-bønnen bad hun denne bøn resten af sit liv. Hun plejede at sige: »Selv hvis min far stod op fra graven og forbød mig at bede denne bøn, ville jeg ikke adlyde ham.«135 En gang spurgte en kvinde ‘A’isha (ra): »Hvad mener du om at bruge henna?« Hun svarede: »Min elskede kunne godt lide hennaens farve, men han kunne ikke lide dens duft. Det er ikke haram. Hvis du vil, kan du bruge det.«

Ægtefællernes religiøse liv i hjemmet

Aishas (må Allah være tilfreds med hende) hjem var en profets bolig. Der var ikke det mindste præg af velstand og overdådighed dér. De bekymrede sig heller ikke om fornem luksus. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) vane var, at når han kom hjem, gentog han med let hævet stemme følgende ord. 136

Det skal være på arabisk

Hvis Adams børn ejede to dale fyldt med rigdom, ville de begære en tredje. Kun jorden kan fylde hans begærs mund. Allah siger: Jeg har kun skabt rigdom for at etablere bønnen og give zakat. Den, der vender sig til Allah, vil Allah også vende sig til.

Hans egentlige mål var at minde folk om, at deres grådighed ingen ende har, og hvad det egentlige formål med at give af rigdom er.

Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kom hjem efter at have udført isha-bønnen. Efter at have brugt miswak gik han straks i seng. Midt om natten vågnede han for at udføre tahajjud-bønnen. Sent på natten vækkede han Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Hun stod op og deltog i bønnen sammen med sin mand. Til sidst udførte han witr-bønnen. Efter daggry udførte Allahs rene Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fajr-bønnens sunnah, lagde sig lidt på siden og talte en smule med Aisha (må Allah være tilfreds med hende). 137 Derefter gik han ud af huset for at udføre fajr-bønnens obligatoriske bøn. Undertiden tilbragte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hele natten med tilbedelse af Allah. Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var imam, og Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fulgte ham i bønnen. Når Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) stillede sig til bøn under en sol- eller måneformørkelse, stod hun også op. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ledede fællesbønnen i moskéen, mens hun fulgte ham i bønnen hjemmefra. 138

Ud over de fem daglige bønner og tahajjud-bønnen plejede hun, efter at have set Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), også regelmæssigt at udføre duha-bønnen. Hun fastede ofte. Undertiden fastede ægtefællerne begge sammen. I de sidste ti dage af Ramadan plejede Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) at praktisere i’tikaf i moskéen. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) deltog også i dette. Hun slog et telt op i moskéens gård og afskærmede det. Efter fajr-bønnen kom Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) derhen et stykke tid. 139

I år 11 efter hijra ledsagede hun Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) på hans afskeds-hajj. Hun gik i ihram med intentionen om hajj og umrah. Men på grund af sin naturlige kvindelige tilstand kunne hun ikke udføre tawaf på det rette tidspunkt. Hun blev meget bedrøvet og begyndte at græde. Da Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kom udefra og så hende græde, begyndte han også at græde. Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte, da han så hende græde, hvad der var sket, og viste hende, hvad hun skulle gøre. Sammen med sin bror, Abd al-Rahman ibn Abi Bakr (må Allah være tilfreds med ham), fuldførte hun den uafsluttede nødvendige handling. 140

Det kan falde almindelige mennesker som os ind at spørge, om Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) under hvile og afslapning i hjemmet viste en smule lempelighed i udførelsen af profetmissionens ansvar (må Allah forbyde det). En sådan tanke er helt ubegrundet. Vi har allerede nævnt Aishas (må Allah være tilfreds med hende) udtalelse: »Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) talte med os. Så snart lyden af kaldet til bøn nåede hans ører, rejste han sig. Da føltes det, som om han slet ikke kendte os.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hængte med stor omhu et gardin med billeder op for at glæde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). I stedet for tilfredshed udtrykte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) irritation.

En gang svarede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) skarpt en jøde, som havde forbandet hende med døden. Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde straks: »Aisha! Allah er barmhjertig. Han elsker barmhjertighed og mildhed.« En anden gang malede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) selv mel til brød og faldt i søvn. Imens kom naboens ged ind i huset og spiste det hele. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) løb efter geden, fangede den og ville slå den nogle gange. Profeten (fred og velsignelser være med ham) forhindrede hende og sagde: »Aisha! Gør ikke naboen fortræd.«

Forholdet til medhustruerne og deres børn:

Så vidt vi ved, er en medhustrus eksistens det mest uudholdelige for en kvinde i denne verden. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde på samme tid fra én og helt op til otte medhustruer. Takket være Profetens (fred og velsignelser være med ham) storslåede selskab blev al urenhed fjernet fra deres hjerter, og de blev forvandlet til klare spejle. Det billede, vi får af Aishas (må Allah være tilfreds med hende) liv sammen med medhustruerne og deres børn, er blevet et enestående forbillede for verdens kvinder.

Selv om Khadija (må Allah være tilfreds med hende) ikke levede på Aishas (må Allah være tilfreds med hende) tid, var hun altid levende i Den Ædle Profets (fred og velsignelser være med ham) hjerte. Han mindedes altid Khadija (må Allah være tilfreds med hende) over for Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Derfor sagde Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Jeg misundte ikke nogen så meget som Khadija. Det skyldtes, at Profeten (fred og velsignelser være med ham) nævnte hende meget ofte, noget han ikke gjorde med andre. Det var imidlertid Aisha (må Allah være tilfreds med hende), der fortalte dette samfund om, at Profeten (fred og velsignelser være med ham) bragte offer på Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) vegne, sendte gaver til Khadijas veninder og om alle hendes bidrag i islams første tid, såsom at trøste sin mand, råde ham til tålmodighed og støtte ham med alle tilgængelige midler. Hun fortalte også, at Allah den Almægtige havde givet Khadija (må Allah være tilfreds med hende) det glædelige budskab om Paradiset. 141 Heraf kan man forstå hendes hjertes renhed og rummelighed.«

Om Saudahs (må Allah være tilfreds med hende) siger Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Bortset fra Saudah har jeg aldrig set en kvinde, som vakte et sådant ønske i mig, at jeg ville ønske, at min sjæl var i hendes krop.« Efter Maymunas (må Allah være tilfreds med hende) død sagde hun om hende: »Hun var den mest gudfrygtige af os.« 142 Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) kunne tilberede fremragende mad. Hun anerkendte hendes kunnen således: »Jeg har aldrig set nogen, der kunne lave bedre mad end hende.« Der findes mange beretninger om hendes omgang med medhustruerne og hendes opførsel over for dem i hadith- og sira-værkerne, og de tegner et billede af hendes gavmildhed, storsind og høje moral. Aishas (må Allah være tilfreds med hende) milde omgang og gode opførsel gjorde alle glade. Derfor, under ifk-hændelsen (anklagen om utugt), da hun var fortvivlet, spurgte Profeten (fred og velsignelser være med ham) hendes medhustru Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) om hendes karakter. Hun svarede: »Jeg kender ikke noget andet hos hende end godt.« 143

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde ingen børn. Flere af Profetens (fred og velsignelser være med ham) andre hustruer havde imidlertid børn. Hendes forhold til dem var forbilledligt. Zaynab, Ruqayya, Umm Kulthum og Fatima var Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) fire døtre. Før Aisha (må Allah være tilfreds med hende) kom til Profetens (fred og velsignelser være med ham) hus, var alle de andre end Fatima (må Allah være tilfreds med hende) blevet gift, og de var flyttet ind hos deres respektive ægtemænd. I hijraens sjette år døde Ruqayya, og i henholdsvis hijraens ottende og niende år døde Zaynab og Umm Kulthum. I hadith- og siralitteraturen findes der ikke en eneste beretning om et bittert forhold mellem dem og Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Tværtimod viser de bemærkninger og den opførsel, der er overleveret om Aisha (må Allah være tilfreds med hende) i forhold til disse døtre, hvor dybt et venskab hun havde med dem. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) overleverede Profetens (fred og velsignelser være med ham) ord om Zaynab, som døde som martyr på Allahs vej: »Hun var min meget elskede datter; hun blev udsat for lidelse på grund af sin kærlighed til mig.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) overleverede også, hvor stor kærlighed og ømhed Profeten (fred og velsignelser være med ham) viste Zaynabs datter Umama.

Da Aisha (må Allah være tilfreds med hende) kom til sin mands hjem, boede den unge Fatima (må Allah være tilfreds med hende) i sin fars hus. Hun var imidlertid fem eller seks år ældre end Aisha. Denne mor og datter tilbragte et år eller lidt mindre sammen. Inden hijraens andet år blev Fatima gift med Ali (må Allah være tilfreds med ham). Aisha (må Allah være tilfreds med hende) deltog sammen med de andre mødre i forberedelserne til brylluppet. Ikke nok med det: på Profetens (fred og velsignelser være med ham) befaling lagde hun særlig vægt på det. Hun pudsede huset, redte sengen, lavede med egne hænder en pude af flettede daddelpalmeblade, serverede dadler og rosiner for gæsterne og lavede noget, der lignede et træstativ, til ophængning af vandskind og tøj. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortalte: »Jeg har aldrig set et så storslået bryllup som Fatimas.« 144

Til ros for Fatima (må Allah være tilfreds med hende) sagde Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Jeg har aldrig set et bedre menneske end Fatima, bortset fra hendes far.« En tabi‘i spurgte en gang Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Hvem var Profeten (fred og velsignelser være med ham) mest kær?« Hun svarede: »Fatima.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Jeg har aldrig set nogen, hvis gang, fremtræden og måde at rejse sig og sætte sig på lignede Profetens (fred og velsignelser være med ham) så meget som Fatima.« Når Fatima kom for at besøge sin far, rejste han sig straks. Han kyssede sin datter på panden og lod hende sidde på sin plads. Og når faderen gik ind til hende, rejste hun sig, kyssede ham og førte ham hen til sin egen plads. 145

I Fātimas (ra) hjem var hun blevet en smule træt af at udføre alle huslige opgaver med egne hænder. En dag kom hun til sin far for at anmode om at få en slavepige. Ved et tilfælde traf hun ikke sin far. Da hun bad moder ‘Ā’isha om at tale med ham om sagen, vendte hun tilbage.146

‘Ā’isha (ra) fortæller: »En dag sad vi alle Profetens hustruer ved Allahs Sendebuds (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) side. På det tidspunkt kom Fātima ind fra forsiden. Hendes gang var fuldstændig som Allahs Sendebuds (sallallāhu ‘alaihi wa sallam), uden den mindste forskel. Allahs Sendebud (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) kaldte hende med stor følelse og lod hende sidde ved sin side. Derefter hviskede han nogle ord i hendes øre. Fātima begyndte at græde. Da Allahs Sendebud (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) så hendes uro, hviskede han igen noget i hendes øre. Denne gang begyndte Fātima at le. ‘Ā’isha (ra) siger: Jeg sagde: ‘Fātima! Allahs Sendebud (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) betror dig en hemmelighed uden om sine hustruer, og du græder?’ Da Allahs Sendebud (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) var gået, ville jeg spørge Fātima om sagen. Hun sagde: ‘Jeg vil ikke røbe min fars hemmelighed.’«

Efter Allahs Sendebuds (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) bortgang spurgte ‘Ā’isha (ra) hende igen en dag om sagen. Fātima sagde: »Grunden til, at jeg græd, var, at han havde fortalt mig om sin død. Grunden til, at jeg lo, var, at han sagde til mig: ‘Fātima! Er du ikke tilfreds med at være leder for alle verdens kvinder?’«147

Af alle de ovenfor nævnte begivenheder forstår man, hvor varmt et forhold ‘Ā’isha (ra) havde til sine medhustruers døtre. Mange flere begivenheder af denne art findes i hadith- og sīrah-værkerne.

Krig og kampe

Imam Bukhārī har berettet. Anas (ra) siger i sin beretning om slaget ved Uhud: »Jeg så ‘Ā’isha og Umm Sulaym (ra) bære vand i lædersække på deres skuldre og hælde det i munden på de sårede. Når vandet slap op, fyldte de dem igen og hældte vandet op.«148 På tidspunktet for slaget ved Uhud var hun højst ti eller elleve år gammel. Hun deltog i dette slag og plejede de sårede.

Imam Bukhārī siger, at slaget mod Banū al-Mustaliq var slaget ved al-Muraysī‘. Der er dog en vis uenighed blandt sīrah-eksperterne om, hvilket år dette slag fandt sted. Muhammad ibn Ishāq siger, at det fandt sted i det sjette hijrī-år. Mūsā ibn ‘Uqbah siger, at det fandt sted i det fjerde hijrī-år, mens ‘Urwah siger, at det fandt sted i Sha‘bān i det femte hijrī-år.149 Al-Muraysī‘ er en kilde, der tilhørte Banū al-Mustaliq-stammen. Deres leder var al-Hārith ibn Abī Dirār. Han samlede folk fra sin egen stamme og fra andre nærliggende stammer for at føre krig mod Allahs Sendebud (sallallāhu ‘alaihi wa sallam). Da Allahs Sendebud (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) fik dette at vide, drog han fra Madīnah med en hær for at bekæmpe dem. Et stort antal munāfiqūn (hyklerske muslimer) deltog i denne hær, flere end de nogensinde havde gjort i noget andet slag.150 Til sidst stod de to hære over for hinanden ved al-Muraysī‘. Under dette felttog udtænkte munāfiqūn en skændig sammensværgelse mod hadrat ‘Ā’isha (ra). Jeg vil nu gengive begivenheden lidt mere detaljeret.

I Sha‘bān i det femte eller sjette hijrī-år erfarede den ædle Profet (sallallāhu ‘alaihi wa sallam), at de mennesker, der boede ved al-Muraysī‘, forberedte sig på at føre krig mod muslimerne. Så snart Allahs Sendebud (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) fik dette at vide, drog han af sted mod disse mennesker med en hær. Munāfiqūn-lederen ‘Abdullāh ibn Ubayy sluttede sig på denne rejse til den ædle Profet (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) sammen med et stort antal munāfiqūn. Ibn Sa‘d siger, at så mange munāfiqūn aldrig tidligere havde deltaget i noget slag. Efter felttoget forsøgte disse munāfiqūn på forskellige måder at skabe splittelse blandt muslimerne. Gennem Allah den Almægtiges nåde samt Allahs Sendebuds (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) fremsynethed og dygtige ledelse endte alle ‘Abdullāh ibn Ubayys sammensværgelser med at mislykkes.

På denne rejse udtænkte de en sammensværgelse rettet mod de troendes moder, ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende). De fremsatte en yderst krænkende og falsk anklage mod den ærbare ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende). Hele beretningen er gengivet med ‘A’ishas egne ord i forskellige hadith- og sira-værker, herunder Sahih al-Bukhari. Hun fortæller:

Når Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) skulle rejse et sted hen, lod han ved lodtrækning afgøre, hvilken af hans hustruer der skulle ledsage ham. Under felttoget mod Banu al-Mustaliq faldt loddet på mig, og jeg ledsagede ham på rejsen. På hjemvejen, da vi nærmede os Medina, slog Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) lejr et sted om natten. Hen mod nattens slutning begyndte man at gøre sig klar til afrejse. Jeg vågnede og gik ud for at forrette mit naturlige behov. Da jeg vendte tilbage og nærmede mig lejren, opdagede jeg, at min halskæde var blevet væk et sted. Derfor gik jeg tilbage for at lede efter den. Imens var karavanen allerede draget videre. Det var skik, at jeg ved afrejsen satte mig i min hawdaj (en bærestol på kamelens ryg), hvorefter fire mænd løftede den og bandt den fast på kamelens ryg. På grund af den udbredte fattigdom var vi kvinder dengang meget lette og spinkle. Da min hawdaj blev løftet, bemærkede mændene slet ikke, at jeg ikke var i den. Uden at vide det satte de hawdajen på kamelens ryg og drog af sted.

Jeg fandt min halskæde og vendte tilbage, men kunne ikke se nogen der. Derfor dækkede jeg hele min krop med mit klæde og lagde mig dér. Jeg tænkte, at når de nåede frem og ikke fandt mig, ville de vende tilbage for at lede efter mig. I denne tilstand faldt jeg i søvn. Om morgenen kom Safwan ibn al-Mu‘attal al-Sulami til det sted, hvor jeg lå og sov. Så snart han så mig, genkendte han mig, for han havde set mig flere gange, før påbuddet om tilsløring blev åbenbaret. Da han så mig, standsede han sin kamel, og med forbløffelse udbrød han: »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage! Profetens hustru er blevet tilbage her.«

Så snart jeg hørte hans stemme, vågnede jeg. Jeg satte mig hurtigt op og dækkede mit ansigt med mit klæde. Han sagde ikke et eneste ord til mig. Han førte sin kamel hen, lod den sætte sig foran mig og trådte selv til side. Jeg steg op på kamelen, og han gik foran, mens han holdt i tøjlen. Ved middagstid indhentede vi karavanen, netop som den var standset et sted. Ingen af dem havde opdaget, at jeg var blevet tilbage. På grundlag af denne hændelse blev der opbygget et bjerg af falske anklager. Blandt dem, der var mest aktive i sagen, stod ‘Abdullah ibn Ubayy forrest. Men jeg vidste ikke det mindste om, hvad der blev sagt om mig.

I en anden overlevering fortælles det, at da den ærværdige ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) ankom ridende på Safwans kamel til soldaternes lejr, og det blev kendt, at hun var blevet tilbage, råbte ‘Abdullah ibn Ubayy: »Ved Allahs ed! Denne kvinde kunne ikke komme tilbage uden at redde sig selv. Se, se! Jeres profets hustru har tilbragt natten sammen med en anden, og nu har hun åbent taget ham med sig.«

‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: »Efter at vi var vendt tilbage til Medina, blev jeg syg. Jeg lå sengeliggende i næsten en måned. Overalt i byen begyndte denne falske anklage at cirkulere. Det varede ikke længe, før den nåede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), men jeg vidste intet om den. Alligevel havde jeg en nagende fornemmelse. Når Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) tidligere havde besøgt en syg, viste han denne gang ikke den samme omsorg. Når han kom hjem, spurgte han blot husets folk: ‘Hvordan har hun det?’ Han talte ikke med mig. Det vakte mistanke i mig om, at der måske var sket noget. Til sidst bad jeg ham om tilladelse til at tage hjem til min mor, så hun kunne pleje mig bedre.

En nat gik jeg uden for huset for at forrette mit naturlige behov. På det tidspunkt havde man endnu ikke bygget toiletter ved alle vores huse. Vi gik ud i skoven og det åbne land, når vi skulle forrette vores behov. Misthahs ibn Uthathas mor var med mig. Hun var min fars kusine. På vejen snublede hun, og pludselig kom ordene ud af hendes mund: ‘Må Misthah gå til grunde!’ Jeg sagde: ‘Hvilken slags mor er du? Ønsker du din egen søns undergang, selv om han deltog i slaget ved Badr?’ Hun sagde: »Mit barn, ved du da slet ikke noget?« Derefter fortalte hun mig hele historien og gengav alt, hvad de falske anklagere gik rundt og sagde om mig.«

Det skal bemærkes, at ud over hyklerne deltog også en lille gruppe muslimer i denne falske anklage. Blandt dem var især Misthah ibn Uthatha, islams berømte digter Hassan ibn Thabit og Hamna bint Jahsh, søster til den ærværdige Zaynab (må Allah være tilfreds med hende). ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: »Da jeg hørte denne historie, føltes det, som om mit blod blev til vand. Jeg glemte endda det behov, jeg var gået ud for at forrette. Jeg gik lige hjem og græd hele natten.«

Mens jeg var fraværende, tilkaldte Allahs Sendebud ﷺ Ali og Usama ibn Zayd og rådførte sig med dem om sagen. Usama talte godt om mig. Han sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg har aldrig set andet end godt hos nogen af dine hustruer. Alt det, der bliver sagt, er løgn og opdigtede beskyldninger.« Ali sagde: »O Allahs Sendebud! Der er ingen mangel på kvinder blandt os. Du kan tage en anden hustru i stedet for hende. Og hvis du vil kende den egentlige sandhed, kan du tilkalde tjenestepigen og spørge hende om sagen.«

Tjenestepigen blev tilkaldt og udspurgt. Hun sagde: »Ved Allah, som sendte dig med den sande religion, har jeg aldrig set noget forkasteligt hos hende, som man kunne bebrejde hende for. Det eneste, jeg har set som en fejl, er, at jeg plejede at ælte dej og bede hende om at holde øje med den et øjeblik. Men hun faldt i søvn, og gederne kom og spiste den færdiglavede dej.«

Den dag sagde Profeten ﷺ i en tale: »O muslimer! Hvem blandt jer vil beskytte mig mod den, der har såret mig ved at fremsætte en falsk beskyldning mod min hustru? Ved Allah, jeg har ikke set nogen fejl hos min hustru, og heller ikke hos den mand, som denne beskyldning er blevet rettet imod. Han kom aldrig ind i mit hus, mens jeg var fraværende.« Da Usayd ibn Hudayr – ifølge nogle overleveringer Sa‘d ibn Mu‘adh – hørte dette, rejste han sig og sagde: »O Allahs Sendebud! Hvis den, der har fremsat beskyldningen, er fra vores stamme, vil vi dræbe ham. Hvis han derimod er fra vores brødre i Khazraj-stammen, vil vi gøre, hvad du siger.« Da rejste Khazraj-stammens leder, Sa‘d ibn ‘Ubadah, sig og sagde: »Du lyver! Du vil under ingen omstændigheder kunne dræbe ham. Du siger kun, at han skal dræbes, fordi han er fra Khazraj-stammen. Hvis han var fra din egen stamme, ville du aldrig have sagt, at han skulle dræbes.« Som svar blev der sagt til ham: »Du er jo en hykler, og derfor støtter du hyklerne.«

På grund af denne ordstrid opstod der tumult i Profetens Moské. Folk fra de to stammer Aws og Khazraj var lige ved at komme op at slås i selve moskéen. Men Profeten ﷺ fik dem beroliget og steg derefter ned fra prædikestolen.

I en hel måned blev disse opdigtede ord om den falske beskyldning spredt i samfundet. Profeten ﷺ led under en svær psykisk belastning. Jeg begyndte at græde, og mine forældre tilbragte dagene i grænseløs bekymring og uro. Til sidst kom Profeten ﷺ en dag og satte sig ved siden af mig. I hele denne lange periode havde han ikke én eneste gang siddet hos mig. Abu Bakr og Umm Ruman – ‘Aishas forældre – tænkte, at der måske denne dag ville blive sagt noget afgørende. Derfor satte de sig også tæt ved. Profeten ﷺ sagde: »O ‘Aishah, disse ord om dig er nået frem til mig. Hvis du er uskyldig, håber jeg, at Allah vil åbenbare og bevise din uskyld. Men hvis du virkelig har begået en eller anden synd, så vend dig til Allah i anger og bed om tilgivelse. Når en tjener erkender sin synd og angrer, tilgiver Allah ham.«

Da jeg hørte dette, tørrede mine tårer ud. Jeg sagde til min far: »Svar du Allahs Sendebud ﷺ.« Han sagde: »Datter, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.« Jeg sagde til min mor: »Sig du noget.« Hun sagde: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.« Så sagde jeg: »I har hørt noget, og det har fæstnet sig i jeres sind. Hvis jeg nu siger, at jeg er uskyldig – Allah er vidne til, at jeg er fuldstændig uskyldig – vil I ikke tro mig. Og hvis jeg uden grund indrømmer noget, jeg slet ikke har gjort – Allah ved det – forsøgte jeg at komme i tanke om profeten Ya‘qubs navn, men jeg kunne ikke huske det. Til sidst sagde jeg: I denne situation ser jeg ingen anden mulighed end at sige det, som profeten Yusufs far sagde:«

Det følgende er på arabisk.

Efter at have sagt dette vendte jeg mig om på den anden side og lagde mig ned. Jeg sagde til mig selv: Allah kender fuldt ud min uskyld. Han vil uden tvivl åbenbare den sande sag for folk. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at der ville blive sendt en åbenbaring til min fordel, som skulle læses indtil Dommedag. Jeg troede, at Allahs Sendebud ﷺ ville få en drøm, hvori Allah ville åbenbare min uskyld. I mellemtiden indtrådte den tilstand, som Profeten ﷺ befandt sig i, når åbenbaringen kom til ham. Selv i den intense kulde begyndte sveddråber at dryppe fra hans velsignede ansigt. Da vi så denne tilstand, blev vi alle stille. Indeni følte jeg mig helt tryg, men mine forældres tilstand var yderst smertelig. De var rastløse og bekymrede over, hvilken stor sandhed Allah ville bringe for dagen. Da åbenbaringstilstanden var forbi, så Allahs Sendebud ﷺ meget glad ud. Med et smil sagde han som det første: »O ‘Aishah, glæd dig! Allah har sendt en åbenbaring, der erklærer din uskyld.« Derefter reciterede han vers 11 til og med vers 21 fra surah an-Nur for os. Min mor sagde da til mig: »Rejs dig og tak Allahs Sendebud ﷺ.« Jeg sagde: »Jeg vil hverken takke ham eller jer to. Jeg takker Allah, som har sendt vers fra Koranen ned om min uskyld. I erklærede jo heller ikke denne falske beskyldning for løgn.«

Den anklage, der blev fremsat mod Aisha (ra), kaldes på Koranens sprog al-ifk. Med dette ord har Allah den Almægtige selv fuldstændigt tilbagevist anklagen. Ordet »ifk« betyder at vende hovedsagen på hovedet og sige hvad som helst, der er i modstrid med den virkelige sandhed. I denne betydning bruges det om noget helt falsk og opdigtet. Når ordet anvendes om en anklage, betyder det en åbenlys falsk anklage og en falsk bagvaskelse.¹⁵²

Efter at Koranens vers, der erklærede Aishas (ra) uskyld, var blevet åbenbaret, blev hadd-straffen pålagt to mænd og en kvinde for åbenlyst at have fremsat falske anklager. Det var Mistah ibn Uthatha, digteren Hassan ibn Thabit og Hamna bint Jahsh (ra).¹⁵³

Begivenheden, hvor verset om tayammum blev åbenbaret:

Allah den Almægtige lod gennem Aisha (ra) menneskeheden få del i mange forskellige former for gavn. I forbindelse med al-ifk åbenbarede Han mange regler, forbud og straffebestemmelser for at holde menneskesamfundet rent for seksuel umoral og uanstændighed. På samme måde gav Han, med hende som anledning, muligheden for tayammum som et alternativ til vand, når man skulle være ren og renset. Jeg mener derfor, at en kort omtale af dette her ikke vil være malplaceret.

På endnu en rejse var Aisha (ra) sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Ifølge Ibn Sa’d var dette også en begivenhed under rejsen til slaget ved al-Muraysi.¹⁵⁴ Den samme halskæde hang denne gang også om hendes hals. Da karavanen nåede et sted ved navn Dhat al-Jaysh eller al-Bayda, rev halskæden sig igen løs fra hendes hals og faldt bort et sted.¹⁵⁵ Hun havde lært rigeligt af den tidligere begivenhed. Derfor underrettede hun straks Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om sagen. Det var tæt på daggry. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) beordrede et ophold. Der, hvor soldaterne havde slået deres telte op, var der ikke en dråbe vand. Imens blev det tid til fajr-bønnen. Folk løb forskrækkede og bekymrede hen til Abu Bakr (ra) og sagde: »Aisha (ra) har bragt hæren i en vanskelig situation.« Abu Bakr (ra) skyndte sig da direkte hen til Aisha (ra). Han så, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hvilede lidt med hovedet på Aishas (ra) knæ. Abu Bakr (ra) sagde med ophidset stemme til sin datter: »Du bringer altid nye problemer over folk.« Mens han sagde dette, stødte han vredt og frustreret flere gange til hendes ribben. Men Aisha (ra) bevægede sig ikke det mindste, fordi hun var bange for at forstyrre Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hvile.

Morgenen kom. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) vågnede og blev bekendt med alt. Det er et særkende ved de islamiske regler og bestemmelser, at de altid blev åbenbaret på det rette tidspunkt. Før denne begivenhed var wudu foreskrevet i islam før bønnen. Men da vand ikke var tilgængeligt under denne begivenhed, blev følgende vers åbenbaret, hvori det blev fastslået, hvad man skulle gøre:

Det vil være på arabisk

»Og hvis I er syge eller på rejse, eller hvis nogen af jer kommer fra toiletbesøg eller har haft omgang med kvinder, men ikke kan finde vand, så udfør tayammum med ren jord. Stryg dermed over jeres ansigter og hænder. Sandelig, Allah er tilgivende.« (An-Nisa: 43)

Grundlæggende er bestemmelsen om tayammum en særlig gave og et særligt kendetegn for netop dette ummah. Hvor er Allah den Højestes nåde ikke stor, når Han som erstatning for vand til renselse såsom wudu og ghusl har gjort et stof, som er lettere at få fat på end vand? Denne lette ordning blev ikke givet til noget tidligere ummah; den blev kun givet til Muhammads ummah.

Under alle omstændigheder blev denne gruppe af muslimske mujahider, som var fulde af følelser og begejstring, og som dengang betragtede sig selv som værende i vanskeligheder, fordi de ikke kunne finde vand, overordentlig glade, da de opnåede denne nåde fra Allah. Usayd ibn Hudayr, som var en fremtrædende sahabi, udbrød bevæget: »O Abu Bakr as-Siddiqs familie! Dette er ikke den første velsignelse, Islam har modtaget fra jer.«156

I en anden overlevering fortælles det, at Usayd ibn Hudayr sagde til Aisha: »Må Allah belønne dig godt! Hver gang der er kommet en prøvelse over dig, som du ikke bryder dig om, har Allah gennem den skænket dig og muslimerne den ene eller anden form for godhed.«157

Siddiq al-Akbar, Abu Bakr, som blot et øjeblik tidligere havde været oprørt over at skulle belære sin elskede datter, henvendte sig nu stolt til hende og sagde: »Mit hjertes stykke! Jeg vidste ikke, at du var så fuld af velsignelse. Gennem dig har Allah den Højeste skænket den muslimske ummah så megen velsignelse og lettelse.«158

Det skal bemærkes, at Aisha havde lånt denne halskæde af sin søster Asma for at bære den.159 Da Aishas kamel derefter blev rejst, så karavanen kunne fortsætte, blev halskæden fundet under kamelen.160

Begivenheden om ila eller takhyir:

Der er mange bemærkelsesværdige begivenheder fra den ædle Profets liv sammen med Aisha. De to vigtigste blandt dem er begivenheden om tahrim og begivenheden om ila eller takhyir. Tahrim er den begivenhed vedrørende honning, som er blevet omtalt i Hafsas biografi. Den anden begivenhed er ganske vist blevet antydet enkelte steder tidligere, men den er ikke blevet gennemgået udførligt; derfor beskrives den her.

Dette fandt sted i det 9. hijri-år, eller ifølge en anden opfattelse samtidig med begivenhederne omkring Ahzab og Banu Qurayza.161 På det tidspunkt var Islams budskab blevet udbredt til Arabiens fjerneste egne. Rigdomme blev stadig samlet i Islams bayt al-mal. Alligevel er der allerede tidligere blevet givet nogle antydninger af den fattigdom, nød og sparsommelighed, som medlemmerne af den ædle Profets familie levede under. Efter sejren ved Khaybar var den mængde korn og tørrede dadler, der blev tildelt de rene hustruer for hele året, meget utilstrækkelig. Desuden havde de hver især for vane at beværte gæster og var gavmilde med almisse og velgørenhed. Derfor var deres levestandard meget lav. Hver dag gik for dem med sult eller halvsult. Før deres ægteskab med Allahs Sendebud levede de et meget velstående liv i deres fædres hjem eller hos deres tidligere ægtemænd. Da de derfor så, at Allahs Sendebud rådede over rigelige økonomiske midler, krævede de alle samlet, at den tildelte forsørgelse til dem blev forhøjet.

Da denne sag nåede ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham), forklarede han først sin datter Hafsa (må Allah være tilfreds med hende): »Du kræver en forhøjelse af dit underhold. Hvis du har brug for noget, kan du blot bede mig om det.« Derefter gik Umar (må Allah være tilfreds med ham) fra dør til dør hos hver enkelt af De Troendes Mødre og forklarede dem sagen. Umm Salama sagde: »Umar! Du blander dig jo i alle forhold; nu er du også begyndt at blande dig i Allahs Sendebuds hustruers anliggender.« Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, følte han sig ydmyget og tav.

En dag kom Abu Bakr og Umar (må Allah være tilfreds med dem begge) til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og så, at hans hustruer sad omkring ham og pressede ham til at forhøje deres underhold. De to mænd var lige ved at slå deres respektive døtre, Aisha og Hafsa. Men de slap for deres fædres hænder ved at love, at de fremover ikke ville såre Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) ved at kræve en forhøjelse af deres underhold.

De øvrige hustruer fastholdt deres krav. På dette tidspunkt faldt Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) ned fra sin hest, og da hans side ramte en trærod, blev han såret.162

Ved siden af Aishas (må Allah være tilfreds med hende) kammer var der endnu et rum, som blev kaldt al-Mashraba. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) tog ophold dér. Han svor, at han ikke ville besøge nogen af sine hustruer i en hel måned. Hyklerne spredte derefter rygtet om, at Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde skilt sig fra alle sine hustruer. Da ledsagerne hørte dette, samledes de i moskeen. En uro bredte sig fra hus til hus. Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hustruer begyndte at græde. Ingen blandt ledsagerne vovede at spørge Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), om rygtet var sandt.

Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) fik nyheden, kom han til Profetens Moské og så, at ledsagerne sad tavse og nedslåede. To gange bad han om tilladelse til at møde Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), men fik intet svar. Tredje gang fik han tilladelse. Da han trådte ind, så han Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ligge på en divan; mærkerne fra det grove tæppe var aftegnet på hans hellige krop. Umar (må Allah være tilfreds med ham) lod blikket vandre rundt i rummet og så, at der ikke var andet end nogle få lerkar og en tørret lædersæk. Dette syn fik tårerne til at løbe ned ad Umars (må Allah være tilfreds med ham) kinder. Han sagde: »O Allahs Sendebud! Har du skilt dig fra dine hustruer?« Han svarede: »Nej.« Umar sagde: »Må jeg bringe denne gode nyhed videre til muslimerne?« Efter at have fået Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) tilladelse råbte Umar (må Allah være tilfreds med ham) af sine lungers fulde kraft: »Allahu akbar!«

Denne måned havde 29 dage. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: »Jeg talte dagene én efter én. Da de 29 dage var gået, kom han ud af rummet.« Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gik først til Aishas (må Allah være tilfreds med hende) rum. Hun sagde: »O Allahs Sendebud! Du havde svoret at holde dig borte i en måned, men i dag er der kun gået 29 dage.« Han sagde: »En måned kan også bestå af 29 dage.«163

Eftersom De Ædle Hustruer ønskede en højere levestandard, mens den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke kunne besmitte sig selv med verdslig luksus for at tilfredsstille sine hustruer, åbenbarede Allah den såkaldte takhyir-åbenbaring. Takhyir betyder at give valgmulighed og frihed. Det vil sige, at den af hustruerne, som ønskede det, kunne fortsætte sit ægteskabelige liv med Allahs Sendebud, mens hun accepterede fattigdom og materielle afsavn. Og den, som ønskede det, kunne forlade ham. Verset gengives nedenfor:

Det kommer på arabisk

»O profet! Sig til dine hustruer: Hvis I ønsker denne verden og dens pragt, så kom, og jeg vil give jer noget og tage afsked med jer på en god måde. Men hvis I ønsker Allah, Hans sendebud og et hjem i det hinsidige, så skal I vide, at Allah har beredt en mægtig belønning til de retskafne blandt jer.« (Al-Ahzab: 29)

I den hadith, der er nævnt i Sahih Muslim, fortæller Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) om begivenheden fra den tid, at Abu Bakr og Umar (må Allah være tilfreds med dem) en dag kom til den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) og så, at Profetens hustruer sad omkring ham, mens Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sad tavs. Han sagde, henvendt til Umar (må Allah være tilfreds med ham): »I kan se, at de sidder omkring mig; de beder mig faktisk om penge til deres udgifter.« Da de hørte dette, irettesatte begge ledsagere deres respektive døtre kraftigt og sagde til dem: »I volder Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) smerte og beder ham om noget, som han ikke har.« I en anden overlevering hedder det, at de gjorde sig klar til at slå dem. Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) standsede dem.164 Det fremgår således tydeligt af denne begivenhed, hvor alvorlige økonomiske vanskeligheder den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) på det tidspunkt befandt sig i.

Da dette vers blev åbenbaret, talte den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) først med Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Jeg vil sige dig noget; svar ikke for hurtigt. Hør dine forældres mening først.« Derefter reciterede den ædle Profet det nævnte vers for hende og sagde, at denne befaling var kommet fra Allah. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde straks: »Hvorfor skulle jeg spørge mine forældre om dette? Jeg ønsker kun Allah, Hans Sendebud og succes i det hinsidige.« Den ædle Sendebud blev meget glad for Aishas (må Allah være tilfreds med hende) svar. Han sagde: »Jeg vil på samme måde forelægge sagen for dine medhustruer, som jeg har forelagt den for dig.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Jeg beder dig om ikke at fortælle andre om min beslutning.« Men Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) efterkom ikke hendes anmodning. Han sagde det samme til sine øvrige hustruer, som han havde sagt til Aisha (må Allah være tilfreds med hende), og fortalte dem samtidig, at Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde valgt Allah, Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og det hinsidige.165 Hver af dem gav det samme svar som Aisha (må Allah være tilfreds med hende). I sirah-værkerne er denne begivenhed blevet kaldt »takhyir«. »Takhyir« betyder at give et valg: at overlade hustruen valget mellem at blive hos sin mand eller at skille sig fra ham.

Sayyid Abul A’la Maududi har med henvisning til Ibn al-Arabis Ahkam al-Qur’an sagt: »Da verset om takhyir blev åbenbaret, var den ædle Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gift med fire hustruer. De var Sawda (må Allah være tilfreds med hende), Aisha (må Allah være tilfreds med hende), Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) og Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende).«166 Allama Ibn Kathir har imidlertid med henvisning til Ikrima (må Allah være tilfreds med ham) nævnt, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på det tidspunkt havde i alt ni hustruer. Fem var fra Quraysh-stammen: Aisha, Hafsa, Umm Habiba, Sawda og Umm Salama (må Allah være tilfreds med dem), mens de øvrige var Safiyya, Maymuna, Juwayriya og Zaynab bint Jahsh al-Asadiyya (må Allah være tilfreds med dem).167 Denne forskel skyldes uenighed om tidspunktet for begivenheden.

Mandens bortgang

Da Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var atten år, døde hendes ægtemand, Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). En dag før måneden Safar i det 11. hijri-år kom Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) ind i Aishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse og så, at hun stønnede af hovedpine. Da Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) så hendes tilstand, sagde han: »Hvis du døde før mig, ville jeg selv vaske dig, svøbe dig og begrave dig.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) reagerede straks: »O Allahs Sendebud! Du siger dette, så du kan bringe en anden hustru ind i dette værelse og lade hende bo her.« Da Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette, lagde han hånden på sit hoved og udbrød: »Åh, mit hoved!« Det er blevet sagt, at det var fra dette tidspunkt, at Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) begyndte at få hovedpine.168 Derefter gik han til Maymunas (må Allah være tilfreds med hende) værelse og blev sengeliggende. Selv i denne tilstand tilbragte han natten hos den hustru, hvis tur det var. Men hver dag spurgte han, hvor han skulle være den følgende dag. Hustruerne forstod, at han ønskede at være hos Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Derfor gav de alle deres tilladelse. Fra den dag og indtil det sidste øjeblik af hans jordiske liv opholdt han sig i Aishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse.169

Nu kan et spørgsmål opstå hos nogen: Hvorfor var den ædle Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) så ivrig efter at komme til Aisha (må Allah være tilfreds med hende)? Var det, fordi han elskede hende usædvanligt højt?

Eksperterne siger, at det ikke var grunden. Allah havde i en sådan grad givet Aisha (må Allah være tilfreds med hende) intelligens, begavelse, hukommelse, naturlig modenhed og evne til at tænke, at ingen af de andre hustruer besad dette i samme grad. Derfor er det ikke en ugrundet antagelse, at Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hensigt var, at alle ord, handlinger og forhold fra hans sidste levedage skulle bevares fuldstændigt. Sådan blev det i virkeligheden også. De fleste autentiske beretninger om Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang er nået ud til verdens mennesker gennem Aisha (må Allah være tilfreds med hende).

Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) sygdom blev dag for dag mere alvorlig. På et tidspunkt blev han ude af stand til at gå til moskéen for at lede bønnen. Hans hustruer plejede ham. De reciterede nogle af de duʿaer, de havde lært af Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), og pustede derefter let på ham. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) reciterede nogle duʿaer og pustede på ham.170

De forsamlede bedende sad og ventede på Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) under morgenbønnen. Hver gang han forsøgte at rejse sig, mistede han bevidstheden. Til sidst beordrede han Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) til at lede bønnen. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: »Jeg tænkte, at hvem der end stod i Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) sted, ville folk opfatte ham som uegnet og bringe ulykke. Derfor sagde jeg: ’Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), Abu Bakr er et meget blødhjertet menneske. Han vil ikke kunne udføre dette; han vil begynde at græde. Befal en anden det.’ Men han gentog den samme befaling for anden gang. Da bad Aisha (må Allah være tilfreds med hende) Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) om igen at sige det til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ’I er alle som Josefs ledsageres kvinder. Sig, at Abu Bakr skal lede bønnen.’171

Før Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) blev syg, havde han efterladt nogle kontanter hos Aisha (må Allah være tilfreds med hende), men glemt at bruge dem. Nu kom han i denne alvorlige sygdom i tanke om dem. Han sagde til Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Hvor er de dirham? Brug dem på Allahs vej. Hvordan skulle Muhammad kunne møde Allah med en dårlig tanke i sindet?« Pengene blev straks delt ud blandt de fattige.172

Nu var Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) i sin sidste stund. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sad ved hans hoved, og han sad lænet mod hendes bryst. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortsatte med at bede om, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) måtte blive rask. Hans hånd var stadig i hendes hånd. Pludselig trak han hånden til sig og udbrød:

Det skal siges på arabisk:

Det vil sige: »O Allah! Jeg vælger den højeste ledsager.«173

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: »Når han var rask, plejede han at sige, at enhver profet ved sin dødstime får mulighed for at vælge mellem livet i denne verden og livet i det hinsidige. Efter at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde udtalt disse ord, forstod jeg, at han havde valgt at forlade os.174« Hun sagde: »Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), De lider jo meget.« Han svarede: »Belønningen står i forhold til lidelsen.«

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sad og støttede Allahs ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Pludselig mærkede hun, at hans krop blev tung. Da hun så ham i øjnene, forstod hun, at han ikke længere var iblandt dem. Hun lagde forsigtigt hans hellige hoved på puden og brød sammen i gråd.175

Hazrat ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) største ære og værdighed er, at Den Ædle Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) hellige legeme blev begravet i hendes eget hus, i et hjørne.176

En gang så Hazrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) i en drøm, at tre måner én efter én styrtede ned i hendes hus. Hun fortalte sin far, Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), om drømmen. Da Den Ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) blev begravet i hendes hus, sagde Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) til sin datter: »Dette er én af de tre måner, og den bedste af dem.«177 Senere begivenheder beviste, at den anden og tredje måne i hendes drøm var Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham).

Hazrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) blev enke som attenårig og levede yderligere otteogfyrre år i denne tilstand. Så længe hun levede, boede hun ved den velsignede grav. I begyndelsen sov hun lige ved siden af Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) grav. Efter en dag at have set Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) i en drøm, holdt hun op med at sove dér. Indtil Hazrat ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev begravet i ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) hus, gik hun ind og ud uden slør. For på det tidspunkt var den ene af de to, der lå begravet dér, hendes mand, og den anden hendes far. Efter at ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev begravet ved siden af dem, sagde hun: »Nu er sløret nødvendigt, når jeg går derhen.«

Allah, den Ophøjede, erklærede et nyt ægteskab forbudt for Azwaj al-Mutahharat (de rene hustruer). Det er blevet overleveret fra Ibn ‘Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En mand ønskede efter Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) bortgang at gifte sig med en af hans hustruer. En mand spurgte Sufyan, som var en af overleveringskædens fortællere i denne hadith: »Var det ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende)?« Sufyan svarede: »Fortællerne har nævnt det sådan.« as-Suddi siger: Den mand, der havde dette ønske, var Talha ibn ‘Ubaydullah. Det var i denne forbindelse, at det følgende vers blev åbenbaret:178

Arabisk tekst følger

»Det er ikke tilladt for jer at skade Allahs Sendebud eller at gifte jer med hans hustruer efter hans bortgang. Det er en alvorlig synd i Allahs øjne.«179

I et andet vers erklærer Allah, den Ophøjede, Azwaj al-Mutahharat for muslimernes mødre.180

Arabisk tekst følger

»Profeten står de troende nærmere end de står sig selv, og hans hustruer er deres mødre.«

Sammenfattet betyder det, at de rene hustruer – som i en del af deres liv var den Store Profets (Allahs fred og velsignelser være med ham) livsledsagere – også vil tilbringe resten af deres liv med at praktisere og udbrede deres ægtemands lære og gerninger. De er muslimernes mødre. Deres ansvar vil være at give børnene ta‘lim og tarbiyyat (undervisning og oplæring). Allah har selv fastlagt deres ansvar og pligter således:181

»Profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder. Hvis I frygter Allah, skal I derfor ikke tale på en blød og forførende måde med fremmede mænd, så den, hvis hjerte er sygt, kan få et begær. Tal derimod på en passende måde. Bliv i jeres hjem, og udstil ikke jer selv på samme måde som i den første jahiliyyah-tid. Udfør salat, giv zakat, og adlyd Allah og Hans Sendebud. Folk i Profetens husstand! Allah ønsker kun at fjerne urenhed fra jer og rense jer fuldstændigt. Husk Allahs tegn og de visdomsfulde ord, som fremsiges i jeres hjem. Sandelig, Allah er den Fineste Kender og Den, der er vidende om alt.«

Hazrat ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) resterende liv var en praktisk forklaring på det ovenfor citerede ord fra Allah. Efter den Store Profets (Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang blev den ærede far til Umm al-Mu’minin Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende), Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), valgt som kalif. Nogle dage efter at have befriet sig fra besværet med Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) ligklæde og begravelse samt valget af kalif ønskede Profetens hustruer at sende Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) til kaliffen på deres vegne for at få spørgsmålet om arven afgjort. Da mindede ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) dem om, at den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) i sin levetid havde sagt: »Jeg vil ikke efterlade nogen arving. Alt, hvad jeg efterlader, skal regnes som sadaqa.182« Da de hørte dette, blev alle stille.

Hvad var det egentlig for ejendom, som Allahs Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde efterladt, og som kunne fordeles blandt hans arvinger? Det fremgår af hadith, at han ikke efterlod dirham eller dinarer, firbenede dyr, slaver eller slavinder som arv.183

Som statens øverste ansvarlige havde han dog beholdt nogle få haver og frugtplantager under sin egen administration. De indtægter, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i sin levetid anvendte til forskellige formål, lod også det retledte kalifat fortsat anvende på samme måde. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) dækkede sine hustruers udgifter af disse indtægter, og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) fortsatte denne ordning.184

Tabet af faderen

Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) fik kun mulighed for at lede kalifatet i to år. Han døde i det trettende hijri-år. Da han lå for døden, sad hans datter ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) ved hans hovedgærde. Tidligere, mens han var rask, havde han givet sin datter noget ejendom til brug og besiddelse. Nu kom han i tanke om, at også de andre børn havde brug for ejendom, og sagde: »Min datter, et stykke af mit hjerte! Vil du give denne ejendom til dine andre brødre?« Datteren svarede: »Ja, naturligvis.« Derefter spurgte han hende: »Hvor mange stykker stof bestod Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) ligklæde i alt af?« Datteren svarede: »Tre stykker hvidt stof.« Han spurgte igen: »Hvilken dag døde han?« Hun svarede: »Mandag.« Han spurgte igen: »Hvilken dag er det i dag?« Hun svarede: »Mandag.« Han sagde: »Så må jeg også rejse herfra i nat.« Derefter så han på sin egen kappe. Der var safranpletter på den. Han sagde: »Vask dette stykke tøj, og læg derefter to andre stykker til det, så I kan svøbe mig i dem.« Datteren sagde: »Men dette tøj er gammelt.« Han svarede: »De levende har større brug for nyt tøj end de døde.«185 Samme nat døde han. Han blev begravet i Hazrat ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) kammer, ved siden af Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), dog lidt længere nede mod fødderne. Dette var den anden måne, der faldt ned i Hazrat ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) kammer. Hun mistede sin far blot to år efter at have mistet sin mand i så ung en alder.

Farouqī-kalifatet:

Kalifatet under Hazrat al-Fārūq al-Aʿẓam (må Allah være tilfreds med ham) var på alle måder præget af fremgang. Han fastsatte en kontant ydelse til enhver muslim. Ifølge én overlevering gav han hver af de rene profetiske hustruer tolv tusind årligt.¹⁸⁶ I en anden overlevering fortælles det, at han gav hver af de øvrige rene profetiske hustruer ti tusind og ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende) tolv tusind. ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) forklarede selv årsagen til denne særbehandling: »Jeg giver hende to tusind mere, fordi hun var Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) mest elskede hustru.«

I overensstemmelse med antallet af de rene profetiske hustruer lod kaliffen ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) fremstille ni skåle. Når noget kom i hans besiddelse, sendte han det i ni forskellige skåle til dem alle. Ved fordelingen af gaver og foræringer var han så omhyggelig, at når et dyr blev slagtet, sendte han alt fra hovedet til fødderne til dem.

På et tidspunkt under erobringen af Irak kom en beholder fyldt med kostbare perler i muslimernes hænder. Den blev sammen med det øvrige krigsbytte sendt til kaliffens hof. Det viste sig at være meget vanskeligt at fordele disse perler. Kaliffen ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvis I alle giver tilladelse, kan jeg sende disse perler til de troendes moder, ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende). For hun var Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) mest elskede hustru. For hun var Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) mest elskede hustru.« Beholderen blev sendt til ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende). Da hun åbnede den og så indholdet, sagde hun: »Efter Allahs Sendebud har Ibn Khattab vist mig mange store gunstbevisninger. O Allah! Lad mig ikke leve, så jeg fremover skal modtage sådanne gunstbevisninger fra ham.«

Kaliffen Hazrat ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) ønskede at blive begravet i de troendes moder ʿĀʾishahs (må Allah være tilfreds med hende) kammer, tæt ved Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) velsignede fødder. Men han kunne ikke få sig selv til at sige det. For selv om det ifølge sharīʿah ikke er nødvendigt for mænd at overholde afskærmning fra kvinder, når de er kommet under jorden, betragtede han sig af hensyn til høflighed og god opførsel stadig som ikke-mahram i forhold til ʿĀʾishah, selv efter sin begravelse. Helt frem til sit sidste øjeblik var han stærkt bekymret over disse tanker. Til sidst sendte han sin søn med besked om at hilse de troendes moder og sige: »ʿUmar ønsker at blive begravet ved siden af sine to venner.« ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Selv om jeg havde reserveret dette sted til mig selv, giver jeg ham det med tilfredshed og lader ham gå forud.«

Selv efter at have fået denne tilladelse fra de troendes moder ʿĀʾishah gav ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) før sit sidste åndedrag følgende instruktion: »Når mit lig bæres til hendes dør, skal I igen bede om tilladelse. Hvis hun giver tilladelse, skal I begrave mig indenfor. Ellers skal I begrave mig på de almindelige muslimers kirkegård.« Efter kaliffens død blev hans instruktion fulgt. ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende) gav tilladelse for anden gang, og liget blev båret ind og begravet dér.¹⁸⁷

Og således blev han den tredje måne i Hazrat ʿĀʾishahs (må Allah være tilfreds med hende) drøm – den, gennem hvem hendes drøm blev til virkelighed.

At kaliffen Hazrat ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham) led martyrdøden for oprørernes hænder er en tragisk begivenhed i islams historie. På denne baggrund blev de troendes moder, Hazrat ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende), direkte involveret i tidens politik. Som følge heraf indtraf endnu en hjerteskærende begivenhed: Kamelslaget. Vi vil ikke drage nogen konklusion om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert, at hun på denne måde involverede sig i begivenhederne efter Hazrat ʿUthmāns (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød. Vi vil blot tro, at alle hendes handlinger og bestræbelser var rettet mod islams og ummaens velbefindende. For at forstå alle disse historiske begivenheder er en mere detaljeret redegørelse nødvendig.

Hazrat Uthmans kalifat varede næsten tolv år. I den første halvdel af denne periode herskede der en fredelig atmosfære uden nogen form for uro eller tumult. Derefter begyndte der gradvist at komme forskellige klager fra folket. Hazrat Aisha har berettet, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rådede Uthman til, at hvis Allah den Almægtige en dag iførte ham kalifatets klædning, skulle han ikke selv tage den af.188

Hazrat Aisha havde stor anseelse blandt den muslimske befolkning. Ifølge Allah den Almægtiges erklæring var hun muslimernes mor. I Hijaz, Irak, Egypten og alle andre områder i kalifatet blev hun betragtet som en mor. Folk kom til hende og fortalte om deres forskellige klager og vanskeligheder, og hun gav dem råd og trøst.

Indtil den første del af Hazrat Uthmans kalifat var fremtrædende og vise sahaba stadig i live. Man indhentede deres råd i nationalt vigtige spørgsmål. Til kalifatets vigtige embeder blev de udnævnt efter deres kvalifikationer. Under de to foregående kaliffer havde ingen nogen klager. De unge, der dengang var ambitiøse – såsom Abdullah ibn az-Zubair, Muhammad ibn Abi Bakr, Marwan ibn al-Hakam, Muhammad ibn Abi Hudhaifa og Said ibn al-As – hjalp de ældre. For dem var enhver høj stilling i kalifatet eller emiratet blot et uopnåeligt håb.

Abdullah ibn az-Zubair var barnebarn af Hazrat as-Siddiq al-Akbar, fætter til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og søn af al-Hawari az-Zubair. Han anså sig selv for at være en berettiget kandidat til kalifatet.

Muhammad ibn Abi Bakr var den første kalif, Hazrat Abu Bakrs, yngste søn og halvbror til de troendes moder, Aisha. Efter Abu Bakrs død giftede Ali sig med Muhammads mor. Derfor blev Muhammad opfostret hos Ali.189 Ali betragtede ham også som sin egen søn.

Muhammad ibn Abi Hudhaifa voksede op under Hazrat Uthmans omsorg. Da han blev voksen, håbede han på at få et højt embede hos kalif Uthman. Da kaliffen ikke anså ham for kvalificeret, blev han utilfreds, forlod Medina og rejste til Egypten.

Marwan og Said ibn As var begge to unge mænd fra umayyadernes slægt. Efter de højt ansete muhajiruns død trådte deres sønner også frem med håb om at opnå mange ting fra kalifatet. Hazrat Uthman tilhørte umayyadernes slægt. Derfor opstod der en voldsom reaktion blandt alle de andre ambitiøse unge fra Quraysh-slægten, hver gang han gav høje embeder til mænd som Marwan og Said ibn As. Af denne grund deltog Muhammad ibn Abi Bakr og Muhammad ibn Abi Hudhaifa mest aktivt i protesterne mod Uthman. Desuden besad disse unge mænd ikke den lighed, retfærdighed, ærlighed, trofasthed, taqwa og gudsfrygt, som de fremtrædende sahaba havde. Derfor blev de mennesker og soldater, som havde set den første generations sahaba, vrede over disse mænds ledelse og styre.

Det vigtigste var, at araberne altid havde været frie. De var vokset op i ørkenens frie omgivelser. Enhver var loyal over for sin egen stamme og anså sin stamme for bedre end de andre stammer. Islams ideal om lighed fik dem til at glemme al deres adel og bragte dem ned på samme niveau. De første generationers sahaba opretholdt læren om islamisk lighed, men embedsmændene og de øvrige personer med høje poster i den efterfølgende nye generation glemte den selv og fik også andre til at glemme den. De begyndte offentligt i deres forsamlinger og hoffer at udtrykke deres egen vilkårlighed og stammemæssige fornemhed. De øvrige arabiske stammer tog ikke godt imod denne holdning. De krævede lige rettigheder. På den anden side kunne de nyomvendte ikke-arabiske grupper ikke udholde at blive regeret af Quraysh, Banu Umayya eller nogen anden arabisk stamme. Derfor deltog de med stor iver i enhver form for uro inden for kalifatet.

Kufa var blandt de byer, der var kendt som mødesteder mellem arabere og ikke-arabere. Det var fra denne by, at fitnaen i det islamiske kalifat begyndte. Den var den største højborg for de arabiske stammer. Saʿīd ibn al-ʿĀṣ var Kufas wali. Om natten samledes alle stammelederne i hans gård. Sædvanligvis drøftede man arabernes krige og stridigheder samt forskellene i de arabiske stammers anseelse. Det forholdt sig sådan, at ingen stamme anså sig selv for ringere end nogen anden stamme. Ofte udviklede drøftelserne sig til diskussioner, skænderier og slagsmål. I denne situation virkede det som at hælde olie på ilden, når Saʿīd ibn al-ʿĀṣ stolt fremhævede, at han selv tilhørte Quraysh-stammen. Hans fremgangsmåde vakte utilfredshed blandt stammelederne. I grunden antog det form af en fitna.

Netop på dette tidspunkt blev en jøde ved navn Ibn Saba muslim. Jødernes fremgangsmåde er, at hvis de ikke kan skade deres fjende som fjende, skifter de skikkelse og bliver venner. Derefter fuldender de langsomt gennem hemmelige sammensværgelser deres fjendes undergang. Sådan havde de tidligere også behandlet kristendommen.

Denne jødes søn, Ibn Saba, begyndte at udbrede blandt folket, at ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) i virkeligheden var den retmæssige arving til kalifatet. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde efterladt en anbefaling om, at han skulle blive hans kalif. Med alle midler fortsatte han med at udbrede denne vildfarelse. Han brugte de forskellige mindre politiske uroligheder i kalifatet som påskud til at sprede sit sammensværgelsesnet overalt. Han gennemrejste hele kalifatet. I Kufa, Basra, Egypten og andre steder, hvor der lå store militærlejre, skabte han grupper af oprørstilhængere. Han gjorde Egypten til centrum for disse oprørstilhængere og samlede personer, der var spredt forskellige steder. I historien er dette blevet kaldt den sabaiske bevægelse.

Under kalif ʿUthmāns (må Allah være tilfreds med ham) tid foregik størstedelen af krigene og kampene i Afrika. Derfor opholdt størstedelen af hæren sig dér. Under påskud af at deltage i krigen fik Muhammad ibn Abī Bakr og Muhammad ibn Abī Hudhayfa mulighed for frit at omgås soldaterne, og de såede utilfredshed blandt dem. Som følge heraf blev Egypten på kort tid centrum for oprøret mod ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham). På dette tidspunkt var ʿAbdullah ibn Abī Sarḥ Egyptens wali. Muhammad ibn Abī Bakr, Muhammad ibn Abī Hudhayfa og andre begyndte åbent at føre kampagne mod ʿAbdullah ibn Abī Sarḥ såvel som mod kalif ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham). På denne måde blev de ledere for et nyt politisk parti i Egypten.

Pilgrimsfærden nærmede sig. Efter indbyrdes kontakt og aftale drog en gruppe på tusind mennesker fra Kufa, Basra og Egypten mod Hijaz under påskud af at udføre hajj, og de slog lejr nær Medina. ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) og andre fremtrædende sahaba overtalte dem til at vende om. Efter at de havde bevæget sig et stykke, vendte de imidlertid tilbage og viste et brev, der var skrevet til Egyptens guvernør. I brevet beordrede kaliffen Egyptens guvernør til straks efter de egyptiske oprøreres ledere var vendt tilbage til Egypten at dræbe eller forvise dem. Ifølge oprørernes opfattelse var brevet skrevet af kalifens sekretær, Marwān. Derfor omringede de samlet kalif ʿUthmāns (må Allah være tilfreds med ham) hus og fremsatte to krav over for kaliffen: Enten skulle han overgive Marwān til oprørerne, eller også skulle han selv træde tilbage. ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham) afviste begge krav.

Ḥadrat ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) befandt sig på det tidspunkt i Medina. Hun tilkaldte sin halvbror, Muhammad ibn Abī Bakr, forklarede ham situationen og bad ham afholde sig fra en sådan ekstrem beslutning mod kaliffen. Men han lyttede ikke til sin søster.

Mens en sådan kaotisk tilstand herskede i Medina, rejste Ḥadrat ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) som hvert år til Mekka for at udføre hajj. Hun ønskede naturligvis også at tage Muhammad ibn Abī Bakr med sig, men kunne ikke overtale ham. Derefter forblev Ḥadrat ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham) belejret i sit eget hus i nogen tid, indtil han til sidst led martyrdøden for oprørernes hånd.

Ḥadrat ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham) led martyrdøden for oprørernes hånd. Nu var tiden kommet til at vælge en ny kalif. Naturligvis måtte alles opmærksomhed falde på de fire fremtrædende sahaba, der stadig var i live, og som havde været blandt de seks medlemmer af det råd, der var udpeget af kalif Ḥadrat ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) til at vælge en kalif. De var: Ṭalḥa, Zubayr, Saʿd ibn Abī Waqqāṣ og ʿAlī (må Allah være tilfreds med dem). På dette tidspunkt trak Saʿd (må Allah være tilfreds med ham) sig fuldstændigt tilbage og forsvandt ud af folks synsfelt. Basras indbyggere støttede Ṭalḥa (må Allah være tilfreds med ham). En del af Egyptens indbyggere støttede Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), men den øvrige del og størstedelen af oprørerne støttede ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham). Blandt ʿAlīs (må Allah være tilfreds med ham) støtter spillede al-Ashtar al-Nakhaʿī, ʿAmmār ibn Yāsir og Muhammad ibn Abī Bakr (må Allah være tilfreds med dem) en ledende rolle. Således fortsatte hver gruppe eller fraktion med at foreslå navnet på den person, de foretrak. Navnene på ʿAbdullah ibn ʿUmar, søn af den anden kalif, Ḥadrat ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), Abān, søn af den tredje kalif, Ḥadrat ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham), og ʿAbd al-Raḥmān, søn af den første kalif, Ḥadrat Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham), blev også foreslået. Efter lange drøftelser, overvejelser og diskussioner blev Ḥadrat ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) valgt til kalif på grund af oprørernes pres og Medinas indbyggeres ønske. 190

Mens alle disse begivenheder fandt sted i Medina, drømte den ærværdige Muʿāwiya (må Allah være tilfreds med ham) i Syrien om uafhængighed, mens Muḥammad ibn Abī Ḥudhayfa sad i Egypten og havde hejst uafhængighedens banner. Det brutale drab på Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) khalīfa og lederen af den muslimske verden på Medinas hellige jord i den hellige måned gjorde et dybt indtryk på mennesker fra alle samfundslag. Selv de, der tidligere havde kritiseret den ærværdige ʿUthmāns (må Allah være tilfreds med ham) måde at føre sagerne på, brød ud i protest mod denne afskyelige handling. Den ærværdige ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) var også blandt disse mennesker. Ingen af dem ønskede en sådan overdrivelse. Før denne begivenhed spurgte al-Ashtar al-Nakhaʿī en dag ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende): »Må Allah beskytte mig! Kan jeg tale om at dræbe imamernes imam?« På den baggrund spredte de oprørske og splittende mennesker rygtet om, at ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) også havde støttet drabet på ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham). Der var desuden endnu en grund til, at folk havde fået denne opfattelse: Hendes yngre halvbror Muḥammad ibn Abī Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var en af oprørernes ledere.

Vi har allerede nævnt, at den ærværdige ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) forgæves gjorde alt, hvad hun kunne, for at få sin bror til at afholde sig fra hans overilede aktiviteter mod ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham). Senere sagde den ærværdige ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) en dag følgende om ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham): »Ved Allahs ed! Jeg ønskede aldrig, at ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham) skulle udsættes for nogen form for vanære. Hvis jeg havde ønsket det, så lad mig få samme skæbne som ham. O ʿUbaydullāh ibn ʿAdī! (ʿAdī stod på ʿAlīs, må Allah være tilfreds med ham, side.) Efter at have fået dette at vide må ingen bedrage dig. Ingen kunne vanære Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ledsageres handlinger, så længe der ikke var opstået splittelse mellem dem. Den, der kritiserede ʿUthmān, sagde ting, som ikke burde være blevet sagt. Vi undersøgte deres handlinger grundigt og forstod derved, at de ikke engang kom i nærheden af ledsagernes handlinger.« I historiske værker og sīrah-værker findes mange udtalelser af denne art fra den ærværdige ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende), som viser, at hun på ingen måde havde nogen rolle i drabet på ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham). De anklager, der blev rettet mod hende, var blot et falsk rygte spredt af oprørerne.

Hele den muslimske ummah blev på den tid overvældet af sorg over denne hjerteskærende begivenhed i Medina. En lille gruppe af Profetens ledsagere, som så den have, de havde dyrket med deres eget blod, blive ødelagt, kunne ikke forholde sig passive. De begyndte at arbejde for at få sagen bragt til en afslutning. Gruppen blev ledet af tre store ledsagere: De troendes moder, den ærværdige ʿĀʾisha, den ærværdige al-Zubayr og den ærværdige Ṭalḥa (må Allah være tilfreds med dem). Ṭalḥa (må Allah være tilfreds med ham) var en mand fra Quraysh-slægten og gift med datteren af den første khalīfa, den ærværdige Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Han var en af de tidlige muslimer og en mujāhid, der deltog i alle de slag, som fandt sted under Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tid. Al-Zubayr var en tapper soldat for islam, Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fætter på mødrene side og ægtemand til den ærværdige Asmāʾ (må Allah være tilfreds med hende), datter af den første khalīfa. De var begge blandt medlemmerne af det khalīfa-panel, som den anden khalīfa, den ærværdige ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), havde udpeget.

Som tidligere nævnt tog den ærværdige ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) hvert år til Mekka for at udføre hajj, og da khalīfa ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham) blev belejret i Medina af oprørere udefra, tog hun også dertil. Da hun efter hajj var på vej tilbage til Medina, fik hun nyheden om khalīfa ʿUthmāns (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød. Efter at være kommet et lille stykke videre mødte hun de ærværdige Ṭalḥa og al-Zubayr (må Allah være tilfreds med dem). De var på vej fra Medina mod Mekka efter at have fået tilladelse af khalīfa, den ærværdige ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham). De beskrev dengang situationen med lov og orden i Medina for den ærværdige ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende), sådan som den er gengivet i forskellige gamle historiske værker, blandt andet al-Ṭabarīs. Noget af det gengives nedenfor:191

»Vi er på en eller anden måde flygtet fra Medina for at undslippe beduinerne og almindelige mennesker. Vi forlod folket i en sådan tilstand, at de stod fortvivlede og rådvilde. De er hverken i stand til at erkende sandheden eller til at afvise løgnen. De er heller ikke i stand til at beskytte sig selv.«

Den ærværdige ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Nu bør vi rådføre os om, hvad vi skal gøre.« På dette tidspunkt fremsagde hun følgende vers:

Det vil være på arabisk

»Hvis lederne af mit folk adlød mig, ville jeg bestemt kunne redde dem fra denne ulykke.«

Han vendte igen tilbage til Mekka. Da nyheden om kaliffens martyrdød spredte sig i Mekka, strømmede folk til fra alle sider. Det er overleveret fra ʿUmra bint ʿAbd ar-Rahman. På det tidspunkt sagde De Troendes Moder:129 Der findes intet andet folk end det folk, som forkaster bestemmelsen i det følgende vers:193

Det skal være på arabisk

Hvis to grupper af de troende kommer i krig med hinanden, skal I forlige dem. Hvis den ene gruppe derefter angriber den anden, skal I bekæmpe den angribende gruppe, indtil den vender tilbage til Allahs befaling. Hvis den vender tilbage, skal I forlige dem på retfærdig vis og handle retfærdigt.

Det var hajj-sæsonen. Så snart bekendtgørelsen lød, svarede flere hundrede mennesker fra den Hellige Moské. ʿAbdullah ibn ʿAmir kom fra Basra med en stor mængde kontanter og sluttede sig til ʿA’isha (ra). Yaʿla ibn Munayya bragte syv hundrede kameler og seks hundrede tusind dirham fra Yemen og overrakte dem til ʿA’isha (ra).194 For at beslutte, i hvilken retning denne hær skulle drage, blev der afholdt et rådsmøde i ʿA’ishas (ra) bolig. ʿA’ishas (ra) mening var, at de skulle drage mod Medina, fordi sabæerne og oprørerne opholdt sig dér. Hvis hendes beslutning var blevet gennemført den dag, kunne den islamiske ummas historie måske have set anderledes ud. Men de besluttede at søge militær hjælp fra Basra og Kufa, hvor Talha og az-Zubayr (ra) havde mange tilhængere, for at tage hævn for ʿUthmans (ra) blod. Derefter drog denne karavane fra Mekka mod Basra.

Hadrat ʿAbdullah ibn ʿUmar (ra) befandt sig på det tidspunkt i Mekka. Også han blev opfordret til at tage til Basra. Han afslog at rejse med denne karavane mod Basra og sagde: »Jeg er fra Medina; jeg vil gøre, som Medinas indbyggere gør.« Ingen af de andre De Troendes Mødre, som havde gjort sig klar til at vende tilbage til Medina sammen med ʿA’isha, tog med denne karavane til Basra. Kun Hafsa (ra) ønskede at tage med, men da hendes bror ʿAbdullah ibn ʿUmar (ra) forbød hende det, tog hun heller ikke af sted. De øvrige De Troendes Mødre og Mekkas almindelige indbyggere fulgte dog karavanen, der var på vej til Basra, helt til Dhat al-ʿIraq. Den dag græd og jamrede de så voldsomt over islams vanskelige situation, at man aldrig havde set noget lignende hverken før eller siden. Derfor kaldes denne dag i historien Yawm an-Nahib, »Grådens dag«.195 De Troendes Moder, ʿA’isha (ra), red på en kamel sammen med karavanen mod Basra. Da denne kamel var vidne til en af historiens største tragedier, mener jeg, at det ikke er uvedkommende her at give en kort beskrivelse af den. Man finder navnene på to personer i forbindelse med, hvem der gav kamelen til De Troendes Moder. Yaʿla ibn Munayya købte den for firs dinarer og gav den til hende. Kamelens navn var al-ʿAskar. Ifølge en anden overlevering tilhørte kamelen en mand fra stammen ʿUrayna. Denne mand fra ʿUrayna fortæller:196 Jeg red på en kamel. Pludselig kom en rytter hen til mig og sagde: »Vil du sælge denne kamel?« Jeg svarede: »Ja, det kan jeg godt.« Manden spurgte: »Hvor meget koster den?« Jeg svarede: »Et tusind dirham.« Han sagde: »Er du gal?« Jeg spurgte: »Hvorfor?« Ved Allahs ed! Når jeg har villet indhente nogen, mens jeg red på den, er det altid lykkedes mig. Og ingen har kunnet indhente mig, mens jeg sad på dens ryg. Han sagde: »Hvis du vidste, hvem jeg ønsker at købe kamelen til! Jeg vil købe den til De Troendes Moder, ʿA’isha (ra).« Jeg svarede: »Så giver jeg dig den gratis.« Han sagde: »Det går ikke sådan; kom i stedet med mig hen til karavanen, så giver vi dig en hun-kamel og mange dirham.« Jeg fulgte ham til karavanen. Til gengæld gav de mig en hun-kamel og fire, ifølge en anden overlevering seks, hundrede dirham.« Denne mand fra ʿUrayna blev taget med karavanen som vejviser.

Da folk under karavanens rejse hørte, at De Troendes Moder stod i spidsen for denne hær, sluttede mange sig til den med stor begejstring og iver. Således var en hær på tre tusind mand blevet samlet, før de knap havde tilbagelagt én manzil. Hvilken bedre mulighed kunne de unge fra ʿUthmans (ra) stamme, Banu Umayya, have fået til at skabe splittelse og uro? Situationen på det tidspunkt var så ugunstig for dem, at de var flygtet fra alle sider og havde søgt tilflugt i Mekka. Hadrat ʿA’ishas (ra) bekendtgørelse var en stor mulighed for dem. De trængte alle ind i hendes hær.

Ibn al-ʿAs fra Banu Umayya og Marwan ibn al-Hakam drog også ud med karavanen. Da de nåede Marj az-Zahran, ifølge en anden overlevering Dhat al-ʿIraq, sagde Saʿid ibn al-ʿAs til sine folk: »Hvis I ønsker at tage hævn for ʿUthmans (ra) drab, så dræb først disse mennesker.« Han hentydede til Talha, az-Zubayr og andre fremtrædende personer. For blandt Banu Umayya var den almindelige opfattelse, at ʿUthmans (ra) mordere ikke kun var dem, der havde dræbt ham, eller dem, der var kommet udefra for at demonstrere mod ham; alle de personer, der på forskellige tidspunkter havde kritiseret Hadrat ʿUthmans (ra) embedsførelse, blev også regnet blandt hans mordere, ligesom de, der havde befundet sig i Medina under urolighederne, men ikke havde kæmpet for at beskytte ham. Marwan sagde: »Vi vil få den ene af dem — Talha, az-Zubayr og ʿAli (ra) — til at kæmpe mod den anden. Den, der bliver besejret, vil gå til grunde af sig selv. Og den, der sejrer, vil blive så svækket, at vi meget let kan besejre ham.«197

Banu Umayyas egentlige formål var i virkeligheden at få Hadrat ʿA’ishas (ra) opfordring til forsoning og hendes oprigtige bestræbelser til at mislykkes. Ikke nok med det: Da de så, at en tredje magt var ved at rejse sig under ʿA’ishas (ra) ledelse, forsøgte mange af dem på forskellige måder at skabe splittelse i denne hær. De rejste spørgsmålet: Når ʿAli (ra) var blevet besejret, hvem skulle så være kalif — Talha eller az-Zubayr? Da Hadrat ʿA’isha (ra) fik kendskab til dette, satte hun en stopper for denne propaganda. Derefter blev et andet spørgsmål rejst: Kalifatets afgørelse kunne vente til senere, men hvem skulle i dette øjeblik lede bønnen som imam? Hadrat ʿA’isha (ra) satte én dag af til hver af Talhas og az-Zubayrs (ra) sønner som imam for bønnen og satte dermed også en stopper for denne fitna.

Da den store karavane på vejen gennem Charar nåede frem til et vandhul ved navn Haw’ab¹⁹⁸, begyndte hundene dér at gø og larme ved synet af den. ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) spurgte, hvad stedet hed. Der blev svaret: »Haw’ab.« Da kom hun i tanke om en udtalelse af Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). En gang havde han sagt til sine hustruer: »Allah ved, hvem af jer hundene ved Haw’ab vil gø ad.« Da den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) kom i tanke om denne profeti, besluttede hun at vende om. Da hun kom i tanke om denne profeti, besluttede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) at vende om. Karavanen blev her en dag og en nat.¹⁹⁹ Til sidst vidnede halvtreds af de lokale indbyggere, at dette ikke var Haw’ab. Så blev hun beroliget. Desuden sagde den ærede Zubayr på det tidspunkt til hende: »De vil vende tilbage, men måske vil Allah den Ophøjede gennem dig forsone denne strid.«²⁰⁰ I nogle overleveringer gengives det således: Nogle af Aishas (må Allah være tilfreds med hende) ledsagere sagde: »Gå fremad uden at vende tilbage. Når folk ser dig, vil Allah skabe forsoning mellem dem.« Mens hun tøvede med at gå fremad, blev der sagt til hende: »Skynd dig, Alis (må Allah være tilfreds med ham) hær kommer bagfra.« Disse overleveringer viser, at den ærede Aishas (må Allah være tilfreds med hende) hensigt med at drage mod Basra udelukkende var at skabe forsoning og bilægge striden.

Kufa:

Efter Mekka al-Mu‘azzama, Medina al-Munawwara og Basra var Kufa den største og vigtigste by i Arabien. Den ærede Abu Musa al-Ash‘ari (må Allah være tilfreds med ham) var dens guvernør. De to parters udsendinge fremlagde hver især deres kravs berettigelse for ham og søgte hans støtte. Den store ledsager, den ærede Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham), indså denne strids alvor og opfordrede gennem sin indflydelse og sine prædikener folket til at holde sig borte fra den. Den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sendte særskilte breve til Kufas ledere. På den anden side ankom Ammar ibn Yasir og imam al-Hasan (må Allah være tilfreds med ham) til Kufa på den ærede Alis (må Allah være tilfreds med ham) vegne. I en tale i Kufas hovedmoské skildrede den ærede Ammar datidens begivenheder klart. Efter i talen at have beskrevet den ærede Aishas ære og værdighed sagde han: »Alt dette er rigtigt, men Allah prøver hende i denne sag.« Ammars (må Allah være tilfreds med ham) tale gjorde et stærkt indtryk på Kufas indbyggere. Flere tusinde muslimer besvarede hans opfordring. Alligevel blev Kufas indbyggere ved med at være præget af tvivl og tilbageholdenhed: På den ene side stod Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustru, de troendes moder, og på den anden side stod Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) datters mand og fætter – hvem af disse to skulle man følge?

I mellemtiden nåede den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) frem i nærheden af Basra og sendte gennem budbringere breve til hver af byens arabiske ledere. Efter at være nået frem til Basra besøgte hun også nogle af ledernes hjem. En af byens ledere ville ikke svare på hendes opfordring. Hun gik selv til hans hjem og forsøgte at overbevise ham. Han sagde: »Jeg skammer mig over ikke at kunne følge min mors ord.«²⁰¹

På det tidspunkt var ‘Uthman ibn Hunayf guvernør i Basra på den ærede Alis (må Allah være tilfreds med ham) vegne. Han sendte Imran ibn Husayn og Abu al-Aswad for at få klarhed over den faktiske situation. De opsøgte den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og spurgte på guvernørens vegne om formålet med hendes ankomst. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde til dem: »Ved Allahs ed! Folk som jeg kan ikke forlade deres hjem uden at skjule noget. Og ingen mor kan skjule den virkelige situation for sine børn.« Derefter fremlagde hun for dem et klart billede af situationen i Medina og erklærede sin beslutsomhed om at straffe mordernes bag ‘Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) drab og bringe den splittelse og konflikt, der var opstået blandt ummaen, til ophør. Til sidst sagde hun:²⁰² »Det er min opgave at påbyde jer det gode og forbyde jer det onde.« Derefter reciterede hun:²⁰³

Det arabiske lyder

– de fleste af deres fortrolige rådslagninger er ikke gode; men den, der opfordrer til almisse, gode gerninger eller forsoning mellem mennesker, er en undtagelse.

Disse to mænd rejste sig fra den ærede Aishas (må Allah være tilfreds med hende) nærvær og gik til den ærede Talha og Zubayr (må Allah være tilfreds med dem). Efter at have taget afsked med dem gik de igen til den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Da sagde hun: »Abu al-Aswad, lad ikke din lidenskab føre dig mod Helvede.« Derefter reciterede hun dette vers for dem:²⁰⁴

Arabisk tekst følger

‘I skal stå fast på at aflægge retfærdigt vidnesbyrd for Allah.

Virkningen af ‘Aishas (ra) tale var, at et af medlemmerne af delegationen – Imran – trak sig fra denne strid og rådede Basras wali til at gøre det samme. Men han afstod ikke; tværtimod fortsatte han med at forsøge at skabe folkelig opbakning i Basra til fordel for Hazrat Ali (ra). Imens fortsatte Talha, Zubair og ‘Aisha (ra) gennem taler og indlæg med at opfordre Basras indbyggere til at komme dem til hjælp. En dag, efter at Talha og Zubair (ra) havde talt ved en forsamling, bemærkede Hazrat ‘Aisha (ra) tøven og tvivl blandt tilhørerne. Efter med meget rolig og alvorlig stemme at have fremsagt hamd og na‘t holdt hun følgende tale:205

‘Folket plejede at protestere mod Uthmans (ra) handlinger og offentliggøre fejl og mangler hos hans embedsmænd og ansatte. Folk kom til Medina og bad os om råd og vejledning. De fulgte det råd om forsoning og mindelig bilæggelse, som vi gav dem. Hvad angår alle anklagerne mod Uthman (ra), undersøgte vi dem grundigt og fandt ham uskyldig, from og sandfærdig. Men ballademagerne så vi som syndige og bedrageriske. De havde én ting i hjertet og noget andet på læberne. Da de blev flere, trængte de uden grund og uden skyld ind i Uthmans (ra) hus. Derefter udgød de blod, som det ikke var tilladt at udgyde, plyndrede ejendom, som det ikke var tilladt at plyndre, og vanærede og krænkede det hellige land, hvis ukrænkelighed det var deres pligt at værne om. Vogt jer! Det, der nu skal gøres, og som ingen bør modsætte sig, er at pågribe Uthmans (ra) mordere og håndhæve Allahs befalinger og lovbestemmelser med fast hånd. Allah har sagt:206

Arabisk tekst følger

-Har du set dem, som har fået en del af Skriften? De blev kaldt til Allahs Bog, for at der kunne afgøres mellem dem. Derefter vendte en del af dem sig bort og afviste den.

Ibn Abdi Rabbihi al-Andalusi har i sit værk samlet en af Hazrat ‘Aishas (ra) taler fra denne tid, som er fremragende hvad angår sprog og stil. Her bringes dens oversættelse:207

‘O folk! Ti stille! Ti stille! I skylder mig en mors ret, og jeg har også ret til at rådgive jer. Ingen kan bebrejde mig noget som helst, bortset fra et menneske, der trodser Gud. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) forlod denne verden med hovedet hvilende på mit bryst. Jeg er en af hans kæreste hustruer. Den Almægtige Allah har beskyttet mig på særlig vis mod andre mennesker. Gennem min person er den troende og hykleren blevet kendt, og gennem mig som anledning har Allah givet jer bestemmelsen om tayammum.

Min far var den tredje muslim på denne jord og den anden af de to i hulen på Thawr-bjerget. Han var den første, der blev hædret med titlen Siddiq. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) døde, mens han var tilfreds med ham og havde hængt kalifatets halskæde om hans hals. Da islams reb begyndte at vakle efter Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bortgang, var det min far, der greb det fast med stærke hænder. Han holdt tøjlerne i nifaq (hykleri) stramt, udtørrede frafaldets kilde og standsede jødernes forsøg på at puste til ilden. På det tidspunkt ventede vi med lukkede øjne på bedrag, troløshed og fitna-fasad. …Ja, nu er jeg blevet menneskenes målskive for spørgsmål. Det skyldes, at jeg er draget ud med en hær. Mit formål med at drage ud er ikke at opsøge synd og fitna – det er dette, jeg ønsker at udslette. Alt, hvad jeg siger, siger jeg i sandhedens og retfærdighedens navn. Jeg siger det for at fremlægge min undskyldning og gøre jer bekendt med sagen. Må Allah den Almægtige sende velsignelser og fred over profeten Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham).’

Folket lyttede tavst og opmærksomt til hendes tale. Hvert ord, hun udtalte, trængte også ind i modpartens hjerter som spidsen af en pil. Mange af dem forlod deres egen side og sluttede sig til Aishas (må Allah være tilfreds med hende) militærlejr.

Efter at have nået Basra skrev Aisha (må Allah være tilfreds med hende) breve til Kufas wali og til de fremtrædende personer i og omkring Kufa og Basra, hvori hun redegjorde for formålet med sin ankomst og for deres pligter. Det skal nævnes, at før Ali (må Allah være tilfreds med ham) og Aisha (må Allah være tilfreds med hende) mødtes i den afgørende konfrontation – som kaldes Kamelslaget – fandt der mange mindre sammenstød sted mellem folk fra de to sider, og mange blev dræbt eller såret. Til sidst blev Aishas (må Allah være tilfreds med hende) myndighed i Basra etableret.

Imens gjorde Ali (må Allah være tilfreds med ham) sig klar til at rejse fra Medina til Syrien for at bringe Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) under kontrol. Da han blev bekendt med samlingen i Basra, måtte han ændre sin beslutning for at finde en løsning på sagen. Men mange sahabaer og deres tilhængere, som anså denne borgerkrig blandt muslimerne for at være en fitna eller en prøvelse, ønskede ikke at ledsage Ali (må Allah være tilfreds med ham) på rejsen. I måneden Rabi al-Thani i år 36 efter hijra rejste Ali (må Allah være tilfreds med ham) fra Medina mod Basra. Resultatet af, at mange sahabaer den dag ikke indtog en aktiv rolle på Alis (må Allah være tilfreds med ham) side, blev, at de mænd, der havde dræbt Uthman (må Allah være tilfreds med ham) – og som Ali (må Allah være tilfreds med ham) ventede på en mulighed for at holde på afstand – trængte ind i hans lille hær. Det blev både årsag til, at hans omdømme blev skadet, og til mange problemer. Den dag, hvor Umm al-Muminin Aishas (må Allah være tilfreds med hende) og Amir al-Muminin Alis (må Allah være tilfreds med ham) hære stod over for hinanden nær byen Basra, gjorde en stor gruppe mennesker, som følte med den muslimske umma, oprigtigt deres yderste for at forhindre disse to grupper af troende i at støde sammen. Gennem deres indsats var forhandlingerne om forsoning næsten afsluttet. Men på den ene side befandt Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) mordere sig i Alis (må Allah være tilfreds med ham) hær – de vidste, at de ikke havde nogen redning, hvis der blev indgået forsoning – og på den anden side fandtes der i Umm al-Muminins hær folk, som ønskede at få de to grupper til at bekæmpe hinanden og derved svække dem begge. Derfor satte de onde kræfter, som lå på lur blandt begge parter, i sidste ende gennem en sammensværgelse den krig i gang, som de retskafne mennesker ihærdigt havde forsøgt at forhindre, og Kamelslaget blev en realitet.²¹⁰

Kamelslaget

Ali (må Allah være tilfreds med ham) rejste fra Medina med blot syv hundrede mænd. Yderligere syv tusinde sluttede sig til ham fra Kufa. Med en lille hær nåede han Basra. De to hære stod over for hinanden på slagmarken. Den dag blev folk fra hver eneste arabiske stamme delt i to. Den ene del af Mudar-stammen stod over for den anden. På samme måde stod den ene del af Azd og alle de øvrige stammer over for den anden del. Det var virkelig et hjerteskærende syn. Den dag var hvert medlem af begge hære, med enkelte undtagelser, en sandhedens soldat. Alle var fast overbeviste om, at de stod på sandhedens side. Ingen var villig til at vige så meget som en smule fra sin position. Nogle stammeledere fra Kufa gik til deres stammefæller blandt lederne i Basra i moskeen og opfordrede dem til at holde sig uden for denne strid. Men de svarede: »Skal vi overlade Umm al-Muminin til sig selv?«

Alligevel var folk på begge sider fast overbeviste om, at sagen ikke ville udvikle sig til krig. Der ville til sidst blive fundet en løsning. En stammeleder gik til Ali (må Allah være tilfreds med ham) og opfordrede ham til at nå frem til en forsoning. Han havde jo været indstillet på det fra begyndelsen. Lederen gik derefter til Talha, Zubayr og Umm al-Muminin og spurgte: »Hvad er jeres mål og hensigt med denne handling?« De svarede: »At straffe Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) mordere og opfordre til forsoning.« Stammelederen sagde: »Umm al-Muminin! Tænk et øjeblik: I har ladet fem tusinde menneskers blod flyde for at straffe fem hundrede mennesker, og på grund af fem tusinde vil tusinder og atter tusinder få deres blod udgydt. Hvilken form for reform og forbedring er dette?« Mandens tale var så klar og overbevisende, at Umm al-Muminin blev tavs. Hun indvilligede i forsoning, og alle nåede frem til en fælles beslutning.²¹¹

Nu var begge sider rolige. Tanken om krig og strid var forsvundet fra deres hjerter. Ingen var længere i tvivl om, at alt ville blive afgjort på rette vis. Men de forbrydere, der befandt sig blandt begge sider, indså, at hvis der blev indgået forsoning, ville deres problemer blive endeløse. Desuden ville deres mangeårige planer og anstrengelser mislykkes. Derfor blev de aktive. Et stort antal sabaiere stod på Alis (må Allah være tilfreds med ham) side. Efter forhandlingerne, da folk fra begge hære sov i nattens sidste del, gik disse sabaiere til angreb. Disse få syndere satte pludselig ild rundt omkring. Alle vågnede brat og greb deres våben. Lederne for hver gruppe og hvert parti troede, at modparten havde brudt aftalen og angrebet dem under deres søvn. Ali (må Allah være tilfreds med ham) forsøgte af alle kræfter at standse folkene, men det lykkedes ham ikke.

Uroen fortsatte indtil om morgenen. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) spurgte: »Hvad er der sket?« Hun fik at vide, at folkene var begyndt at kæmpe. Basras qadi, Ka’b ibn Suwar, kom til Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og sagde: »Rid på kamelen. Måske vil folkene gennem jeres mellemkomst nå frem til en forsoning.«²¹² Han bandt en jernbeklædt howdah fast på kamelens ryg, lod hende sætte sig deri og førte den gennem midten af hæren. Imens tilkaldte Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sine modstandere, Hazrat Talha og Hazrat Zubayr. Disse tre store sahaba blev siddende på deres heste og opholdt sig et stykke tid samme sted. Hvilken situation for disse tre våbenbrødre fra Badr og Uhud i dag! Det var virkelig et smertefuldt syn. Ali (må Allah være tilfreds med ham) mindede dem begge om en profeti fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). De huskede den også. Straks fjernede Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) ønsket om at kæmpe fra sit hjerte. Hans søn Abdullah stod lige i nærheden. Han bebrejdede sin far og kaldte ham frygtsom og fej. Zubayr svarede: »Folk ved, at jeg ikke er frygtsom. Men Ali (må Allah være tilfreds med ham) mindede mig om noget, som jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige. Ved Allah, sværger jeg, at jeg ikke længere vil kæmpe imod ham.«²¹³

Han trak i hestens tøjler, vendte den om, forlod slagmarken og satte kurs mod Medina. En sabæer ved navn Ibn Jurmuz fulgte efter ham, og undervejs, mens han lå i sujud under bønnen, skilte han med ét sværdhug hans hoved fra kroppen.

Hazrat Talha (må Allah være tilfreds med ham) havde også besluttet at trække sig fra slagmarken. Han kom Marwan fra umayyaernes stamme for øje. Han forstod, at hvis Talha vendte levende tilbage, ville det blive vanskeligt at grundlægge umayyaernes dynasti. Han skød en forgiftet pil mod ham. Pilen ramte hans fod. Det var på ingen måde muligt at standse blødningen. Han døde som martyr som følge af dette sår. Imens tilkaldte de troendes moder, Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), Ka’b ibn Suwar, gav ham sit eget eksemplar af Koranen og sagde: »Gå hen, vis den frem, og kald folk til forsoning.« Han åbnede Koranen og stillede sig mellem de to grupper. Forbryderne skød pile mod ham på afstand. Derfor døde han også som martyr.

Det blev middag. Angrebet var uventet. Til sidst trak lederne af Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) hær sig ud af denne fitna. Derfor blev hendes hær svækket. Det særlige ved denne krig var, at flertallet på begge sider var overbevist om, at modstanderne var deres muslimske brødre. Derfor forsøgte enhver at ramme sin modstander i hænder, fødder eller andre lemmer. Alle forsøgte at undgå slag mod hovedet og brystet. Formålet var, at modstanderen skulle overleve, selv hvis hans hænder eller fødder blev hugget af. De ønskede oprigtigt, at krigen måtte standse. Rundt omkring på slagmarken lå bunker af afhuggede hænder og fødder fra de kæmpendes kroppe.

Sabæerne ønskede at ydmyge Aisha (må Allah være tilfreds med hende) groft, hvis de fik hende i deres magt. Derfor rykkede kufanerne efter Hazrat Talhas og Zubayrs (må Allah være tilfreds med dem) martyrdød frem for at angribe hende.²¹⁴ Folkene fra Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) hær trak sig også tilbage fra alle sider. De troendes moders kamel stod på samme sted. Pile og spyd, der blev kastet fra alle sider, ramte hendes pansrede howdah. Hendes sønner afværgede angrebene fra højre og venstre samt forfra og bagfra. På det tidspunkt fremsagde mange af dem disse to vers.²¹⁵

Det arabiske lyder således:

»Åh vores mor, åh vores mor, som vi kender som den bedste! Ser du ikke, hvor mange tapre sønner der bliver såret, og hvordan deres hænder og hoveder bliver hugget af?«

Nu begyndte man fra alle sider at råbe, at denne blodige krig ikke ville ende, før man havde ramt de troendes moders kamel og fået den til at sætte sig ned. Banu Dabba havde dannet en ring omkring kamelen. Hvis nogen forsøgte at nærme sig kamelen, lod de ham ikke slippe levende derfra. På det tidspunkt sang de en følelsesladet og ophidsende sang. Dens tre vers lyder således:²¹⁶

Det skal være på arabisk

– Vi er Dabbahs sønner, denne kamels vogtere. Døden er sødere for os end honning.

– Vi er dødens sønner – når døden kommer. Vi bekendtgør Uthman, søn af Affan, død ved hjælp af Nizars klinge.

– Giv os vores leder tilbage, så har vi ingen strid med jer.«

Følelserne og ophidselsen var så stærke, at mændene fra Banu Dabbah én efter én trådte frem og greb fat i kamelens tøjle. Når en mands hånd blev hugget af af modstanderens slag, skyndte en anden sig frem og greb tøjlen i sin knyttede hånd. På denne måde blev hænderne på 70 (halvfjerds) mænd hugget af, mens de holdt fast i kamelens tøjle på samme sted.217 På samme måde kunne ingen af de hænder, der den dag blev rakt mod kamelens tøjle af Umm al-Mu’minins modstandere, trækkes uskadt tilbage. Hadhrat Abdullah ibn az-Zubayr (ra) stod lige i nærheden. Han fortæller: »De afhuggede hænder syntes dengang at flyve gennem luften.« Da Hadhrat Ali (ra) så dette, trængte han gennem menneskemængden og gik frem. Al-Ashtar an-Nakha‘i nåede frem til Abdullah ibn az-Zubayr. Begge var modige krigere. En sværdkamp begyndte mellem dem. Begge blev såret. I denne situation omfavnede de hinanden. Ibn az-Zubayr (ra) råbte:218

Det skal være på arabisk

Det vil sige: Dræb Malik og mig. Dræb Malik sammen med mig.

Senere plejede al-Ashtar an-Nakha‘i at sige: »Folk kendte mig ikke under navnet Malik, og derfor slap jeg levende fra det den dag. Ellers ville de have revet mig i stykker.«

Nogle af Banu Dabba stod også på Alis (ra) side. De så, at hvis kamelen ikke blev bragt ud af deres synsfelt, ville deres stamme blive udslettet på grund af det store antal mennesker, der blev dræbt. Da denne tanke opstod, kom en mand fra Dabba-stammen ved navn Bujair ibn Dalja bagfra og slog kamelens ben med sit sværd så hårdt, at kamelen styrtede sammen og satte sig ned. Straks trak de, der kæmpede omkring kamelen på Aishas (ra) side, sig væk. Da Aisha (ra) så en hånd for at undersøge, om Ali (ra) var blevet såret, råbte hun: »Hvilken forbandet hånd er dette?« Aisha sagde: »Nej, du er ikke Muhammad (den lovpriste), du er Mujammam (den forkastede).« Ifølge en anden overlevering spurgte Aisha: »Hvem er det?« Muhammad svarede: »Deres lydige bror.« Aisha (ra) sagde: »Du er ikke lydig, men ulydig.« Muhammad spurgte: »Søster! Er De blevet såret?« Aisha (ra) svarede: »Hvad kommer det dig ved?«

Imens kom den ærede Ali (ra) hen til kamelens sadel. Han spurgte: »Mor, hvordan har De det?« Aisha (ra) svarede: »Jeg har det godt.« Ali (ra) sagde: »Må Allah tilgive Dem.« Aisha sagde: »Må Allah også tilgive Dem.« 219

Den ærede Ammar ibn Yasir (ra) var i nærheden. Han sagde: »Mor, hvad synes De om denne kamp mellem Deres børn?« Aisha (ra) svarede: »Jeg er ikke din mor.« Ammar (ra) sagde: »Selv om De ikke bryder Dem om det, er De min mor.« Aisha (ra) sagde: »Du er stolt, fordi du har sejret. Du har taget den hævn, du har udøvet, med dig. Vid, at de, der handler sådan, aldrig kan sejre.«

Den ærede Aisha (ra) rejste direkte fra Basra til Mekka al-Mukarrama. Hun opholdt sig dér indtil den følgende hajj. Derefter vendte hun tilbage til Medina og boede der resten af sit liv. Hun fortrød hele sit liv den fremgangsmåde, hun havde valgt for at rense sig. 225 Ibn Sa’d har overleveret, at den ærede Aisha (ra) plejede at sige: »Ak, hvis jeg bare var et træ! Ak, hvis jeg bare var en sten! Ak, hvis jeg bare ikke eksisterede.« 226 Heraf kan man forstå omfanget af hendes anger.

En dag kom en mand fra Basra for at besøge Aisha (ra). Aisha (ra) spurgte ham: »Deltog du i vores krig?« Manden svarede: »Ja.« Aisha (ra) spurgte: »Kender du den person, som den dag fremsagde dette vers?«

Det vil være på arabisk

Manden sagde: »Han er min bror.« Fortælleren har sagt, at den ærede Aisha (ra) derefter græd så meget, at jeg følte, at denne gråd aldrig ville standse. Imam Bukhari har overleveret, at hun på dødslejet testamenterede, at hun ikke skulle begraves ved siden af Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) grav, men på Baqi‘-kirkegården sammen med Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) øvrige hustruer. 227 Ibn Sa’d har overleveret, at Aisha (ra) på dødslejet sagde: »Efter Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) har jeg gjort noget nyt. Derfor skal I begrave mig sammen med Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hustruer.« 228 Det er også blevet overleveret, at da hun reciterede verset 229

Det vil være på arabisk

Når hun reciterede: (»I skal forblive i jeres hjem«), græd hun så meget, at hendes sjal blev gennemvædet af tårer.²³⁰ Efter Kamelslaget sagde Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) til al-Qa’qa ibn Amr: »Ved Allah! Hvor ville det have været bedre, hvis jeg var død tyve år før denne dag.« Da Ali (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, fremsatte han nøjagtig samme bemærkning.²³¹

En mand ved navn A’in ibn Duraiya al-Majashi kom og begyndte at kaste sten mod hawdahen. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Gå væk! Allahs forbandelse være over dig.« Manden sagde: »Jeg ønsker blot at se Humayra én gang.« Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) forbandede da manden og sagde: »Må Allah blotlægge din ære og værdighed, afhugge din hånd og blotlægge dine kønsdele.« Senere blev manden dræbt i Basra. Alle hans ejendele blev plyndret. Hans lig blev fundet i et øde område tilhørende stammen Azd, med afhuggede hænder og fødder og uden tøj.²²⁰

Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sørgede under Muhammad ibn Abi Bakrs ledelse for, at De Troendes Moder blev ført fra slagmarken til hjemmet hos en leder i Basra, Abdullah ibn Khalaf al-Khuza’i, som støttede hendes side. De sårede soldater fra Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) hær havde søgt tilflugt i alle husets rum og på alle områder udenfor. Derefter gik Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og mange andre fremtrædende personer dertil for at mødes med De Troendes Moder. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) hilste på De Troendes Moder og opholdt sig et stykke tid ved hendes side. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) vidste, at sårede soldater fra modparten havde søgt tilflugt i huset, men han sagde ikke et ord om det.²²¹

De Troendes Moder opholdt sig nogle dage i Basra. Derefter sørgede Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) for, at hun under opsyn af Muhammad ibn Abi Bakr (må Allah være tilfreds med ham) blev sendt til Hijaz med behørig værdighed og ære, ledsaget af fyrre fornemme kvinder fra Basra. Han gav hende også tolv tusind dirham med på rejsen.²²² Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) og utallige almindelige muslimer fulgte dem et langt stykke på vej. Imam Hasan (må Allah være tilfreds med ham) fulgte karavanen mange mil. De Troendes Moder forlod Basra lørdag den første Rajab i år 36 efter hijra.²²³ Under rejsen sagde hun til folk: »Ved Allah! Bortset fra det forhold, en kvinde har til sine svigersønner, har der aldrig tidligere været noget fjendtligt forhold mellem ham (Ali) og mig. Så vidt jeg ved, er han en af de retskafne.« Som svar sagde Ali (må Allah være tilfreds med ham): »O folk! Hun har talt sandt. Der er intet fjendskab mellem mig og hende. Hun er jeres Profets hustru — i denne verden og i det hinsidige.²²⁴

Kamelslaget varede fra torsdag morgen til eftermiddagsbønnen den 10. Jumada al-Thani i år 36 efter hijra.²³² Antallet af sårede i dette slag var enormt. Historikerne er uenige om antallet af dræbte. Ibn al-Imam al-Hanbali nævner i sit værk »Shadharat al-Dhahab« treogtredive tusind, mens andre nævner sytten tusind. Ibn al-Athir og de fleste andre historikere nævner imidlertid ti tusind. Halvdelen af dem var på Alis (må Allah være tilfreds med ham) side og halvdelen på Aishas (må Allah være tilfreds med hende) side. Ibn al-Athir nævner desuden, at alene tusind mænd fra Banu Dabba blev dræbt, og at man lige ved kamelen fandt ligene af halvfjerds (70) mænd fra Banu Adi.²³³ I dette slag led mange af islams heltemodige mænd martyrdøden — mænd, som Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) selv havde oplært, og som var blandt islams mest prøvede og erfarne sønner. Talha (må Allah være tilfreds med ham), Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) og andre var blandt dem. Deres død var et uerstatteligt tab for det muslimske samfund.

Efter at Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) kamel var blevet bragt til at sætte sig på slagmarken, beordrede Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) en herold til at bekendtgøre: »Ingen må forfølge nogen, der flygter, ingen må plyndre en såret soldats ejendele, og ingen soldat må trænge ind i noget hus.« Med hensyn til kvinderne gav han især følgende befaling:²³⁴

Der vil blive skrevet arabisk

»I må under ingen omstændigheder blotlægge nogens ære og værdighed, trænge ind i noget hus eller angribe nogen kvinde — selv hvis hun håner og fornærmer jeres ære og værdighed, jeres ledere og de retskafne. På Allahs Sendebuds tid blev vi forbudt at slå kvinder — selv når disse kvinder var polyteister. Hvordan skulle man så nu kunne slå disse muslimske kvinder?«

Efter slaget gik Ali (må Allah være tilfreds med ham) rundt blandt de lig, der lå på slagmarken, og når han stod ved et kendt lig, udtrykte han sin sorg, hvad enten den pågældende havde stået på hans side eller på Aishas (må Allah være tilfreds med hende) side. Derefter beordrede han, at alle de døde fra begge sider skulle samles ét sted. Som imam ledte han begravelsesbønnen for dem alle og sørgede for, at mange blev begravet sammen i store grave. Da han stod ved liget af Talha ibn Ubaydullah (må Allah være tilfreds med ham), sagde han:

Der skal skrives på arabisk

Derefter sagde han: »Ved Allah! Jeg ville ikke have ønsket at se nogen qurayshit ligge sådan.« Så beordrede han, at soldaternes efterladte ejendele skulle samles og lægges i Basras moské, og han bekendtgjorde: »Alle kan hente deres egne ejendele derfra, bortset fra våbnene. Våbnene skal afleveres i statskassen.«235

Efter slaget plejede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) at spørge, hvem fra de to grupper der var blevet dræbt. Når man fortalte hende, at den og den var blevet dræbt, sagde hun: »Må Allah vise ham barmhjertighed.« Om de dræbte i dette slag sagde Ali (må Allah være tilfreds med ham):236

Der skal skrives på arabisk

»Jeg håber bestemt, at alle blandt disse mennesker, hvis hjerter var oprigtigt hengivne til Allah, vil komme i Paradis.«

Her er det nødvendigt at gøre én ting klart: Nogle fordrejede menneskers opfattelse er, at den egentlige årsag til Kamelslaget var en gammel vrede og et gammelt had hos Ali (må Allah være tilfreds med ham). Under Ifk-hændelsen havde Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagt til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Hvis du ønsker det, kan du forlade hende.« Det var altså grundlæggende fra dette tidspunkt, at Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var vred på Ali (må Allah være tilfreds med ham), og dette blodige sammenstød blev resultatet deraf. Men de oplysninger fra hadith og historien, som foreligger for os, giver ikke noget grundlag for at have en sådan opfattelse. Det er en fuldstændig grundløs antagelse. Historien rummer mange oplysninger, som viser det modsatte billede. Da det ville gøre fremstillingen lang, har vi ikke nævnt dem her. Ved en gennemgang af alle de historiske oplysninger viser det sig, at alle på begge sider bortset fra sammensvorne var helt uskyldige. De havde ikke til hensigt at fremkalde konflikt og sammenstød. I dette tilfælde lykkedes de sammensvornes sammensværgelse fuldstændigt.

Ali (må Allah være tilfreds med ham) var kalif i blot fire år. Derefter overtog Amir Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) ansvaret for kalifatet, og i de følgende tyve år

Han varetog ansvaret som den islamiske verdens enehersker. To år før afslutningen på hans kalifat døde Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Under Hazrat Mu‘awiyas (må Allah være tilfreds med ham) styre tilbragte hun atten år af sit liv. Bortset fra enkelte spredte begivenheder forløb denne lange periode i fuldstændig stilhed.

Engang kom Hazrat Mu‘awiya (må Allah være tilfreds med ham) til Medina og gik for at besøge Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende). ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde til ham: »Hvordan kunne du så trygt komme alene ind i mit hus? Det kunne jo også have været, at jeg havde stillet en morder her, som ville have skåret hovedet af dig, så snart du trådte ind.« Amir Mu‘awiya (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Dette er Dar al-Aman (tryghedens hus); her kunne De ikke have gjort sådan noget. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) har sagt: Troen er en hindring mod overlagt drab.« Derefter spurgte Hazrat Mu‘awiya (må Allah være tilfreds med ham): »Hvordan behandler jeg Dem?« Hun svarede: »Godt.« Så sagde Mu‘awiya (må Allah være tilfreds med ham): »Så lad sagen mellem mig og Banu Hashim ligge; opgørelsen vil ske hos Allah.«237

Hujr ibn ‘Adi (må Allah være tilfreds med ham) var en fremtrædende sahabi og en af lederne blandt ‘Alis (må Allah være tilfreds med ham) tilhængere i Kufa. På grundlag af nogle menneskers vidnesbyrd arresterede Kufas guvernør ham sammen med nogle andre og sendte ham til Damaskus. Hujr tilhørte Kindah-stammen. På det tidspunkt var Kufa et centrum for de store arabiske stammer, og også medlemmer af Kindah-stammen boede dér. Men ingen kom Hujr til undsætning. Dette til trods for, at Hujr (må Allah være tilfreds med ham) på det tidspunkt havde betydelig indflydelse og anseelse blandt sahabaerne. Nyheden om hans arrestation gjorde imidlertid alle mennesker i hver eneste del af kalifatet bedrøvede og oprørte. Mange ledere for forskellige arabiske stammer bad om hans løsladelse, men alle deres bønner blev afvist. Da denne nyhed nåede ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) i Medina, sendte hun en udsending for at intervenere. Desværre blev Hujr (må Allah være tilfreds med ham) henrettet, før udsendingen nåede frem.238

Senere, da Hazrat Mu‘awiya (må Allah være tilfreds med ham) kom til Medina og besøgte Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende), bragte hun straks Hujrs (må Allah være tilfreds med ham) sag på bane. Hun sagde: »Mu‘awiya! Hvor var din tålmodighed og dømmekraft, når det gjaldt Hujr? Frygtede du ikke Allah, da han blev dræbt?« Mu‘awiya svarede: »Jeg har ingen skyld i hans sag. Skylden ligger hos dem, der vidnede imod ham.« I en anden overlevering siges det, at Hazrat Mu‘awiya (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »De troendes moder! Jeg havde ingen, der kunne træffe den rigtige afgørelse for mig.« Den berømte tabi‘i Hazrat Masruq (må Allah forbarme sig over ham) beretter, at Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) plejede at sige: »Ved Allahs ed! Hvis Mu‘awiya havde forstået, at der stadig fandtes mod og æresfølelse i Kufa, ville han aldrig have ført Hujr bort for øjnene af dem og dræbt ham på denne måde. Men denne søn af Hind, der tyggede på levere, forstod udmærket, at alle disse mennesker var borte. Ved Allahs ed! Kufa var hjemsted for modige arabiske ledere med æresfølelse. Labid (må Allah være tilfreds med ham) sagde med rette:«241

Der vil blive skrevet arabisk

»Disse mennesker er borte – de mennesker, under hvis beskyttelse man kunne leve. Nu søger jeg tilflugt hos sådanne efterkommere, hvis hud er som huden på en kamel, der er angrebet af en hudsygdom.«

»De er hverken til gavn for nogen, og man kan heller ikke håbe på noget godt fra dem. De, der taler med dem, bliver kun gjort til genstand for fejlfinding.«

Nogle mennesker i Irak og Egypten plejede at tale nedsættende om Hazrat ‘Uthman (må Allah være tilfreds med ham), mens indbyggerne i Sham på samme måde talte upassende om Hazrat ‘Ali (må Allah være tilfreds med ham). Kharijitterne betragtede derimod dem begge som dårlige. Da Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fik kendskab til disse gruppers og undergruppers tilstand, sagde hun: »I Koranen har Allah befalet, at man skal bede om barmhjertighed og tilgivelse for Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) sahabaer, mens disse mennesker fornærmer dem.«242

Kharijitterne løsriv sig fra Hazrat Alis (ra) gruppe og samledes for første gang på et sted kaldet Harur. Derfor blev de kaldt Haruriyya. En gang kom en kvinde til Hazrat Aisha (ra) og spurgte: „Hvorfor skal bønnerne ikke indhentes, sådan som fasten på bestemte dage for kvinder skal?“ Aisha (ra) sagde med stor vrede: „Er du måske en Haruriyya!“243 Med disse ord gav hun udtryk for sit had til Haruriyyaerne.

En gang skrev Hazrat Muawiya (ra) et brev til Hazrat Aisha (ra). I brevet bad han hende om at give ham nogle råd. Hazrat Aisha (ra) skrev som svar: „Salamun alaiki! Dernæst har jeg hørt Allahs Sendebud (sallallahu alaihi wa sallam) sige: Den, der søger Allahs tilfredshed uden at bekymre sig om menneskers tilfredshed, vil Allah beskytte mod følgerne af menneskers utilfredshed. Og den, der søger menneskers tilfredshed ved at vække Allahs vrede, vil Allah overlade til menneskene. Wa-s-salamu alaiki.“244

Mod slutningen af sit liv ønskede Hazrat Muawiya (ra) at udpege sin søn Yazid som sin efterfølger. Marwan var på hans vegne guvernør i Medina. Ved en folkeforsamling i moskéen nævnte han Yazids navn. Hazrat Aishas (ra) bror, Abdur-Rahman ibn Abi Bakr (ra), rejste sig og protesterede. Straks ville Marwan arrestere ham. Abdur-Rahman løb ind i sin søster Aishas (ra) hus. Marwan turde ikke gå indenfor. Med vred stemme sagde han: „Dette er den person, om hvem dette koranvers blev åbenbaret:“

Det skal være på arabisk

– „Og den, der siger til sine forældre: Skam jer!“

Fra bag forhænget råbte Hazrat Aisha (ra): „Bortset fra versene, der erklærer min uskyld, har Allah ikke åbenbaret noget andet vers om os.“245 Denne protest viser, at søskendeparret ikke med tilfredshed accepterede udnævnelsen af Yazid. I hijra-året 49 var Allahs Sendebud (sallallahu alaihi wa sallam), Abu Bakr (ra) og Umar al-Faruq (ra) allerede blevet begravet i Hazrat Amir Muawiyas (ra) kammer. I et hjørne var der stadig plads nok til en grav. Før sin død havde Hazrat Hasan (ra) testamenteret til sin lillebror, Hazrat Imam Husain (ra), at han skulle begrave ham på dette tomme sted. Hvis nogen forhindrede det, skulle han ikke indlede konflikt eller sammenstød, men begrave ham på de almindelige muslimers kirkegård. Da Hazrat Imam Husain ville opfylde sin storebrors sidste vilje, gav Hazrat Aisha (ra) med glæde sin tilladelse. Sa’id ibn al-Asi, som på Hazrat Muawiyas (ra) vegne dengang var guvernør i Medina, gjorde heller ingen indsigelse. Men Marwan ibn Hakam modsatte sig kraftigt sammen med nogle af sine tilhængere. Hans argument var, at når oprørerne ikke havde fået lov til at begrave Hazrat Uthman (ra) dér, kunne ingen andre få tilladelse. Banu Hashim kom ud af deres huse med våben for Hazrat Imam Husains (ra) skyld, og Banu Umayya gjorde det samme på Marwans side. Endnu et blodigt sammenstød var ved at bryde ud. Hazrat Abu Hurayra (ra) blev meget bekymret.

Han forsøgte at mægle og skabe forsoning. Han sagde til Marwan: „Hvis barnebarnet ønsker at blive begravet ved siden af sin morfar, hvorfor blander du dig så?“ På den anden side sagde han til Imam Husain (ra): „Den afdøde imams sidste vilje var også, at han ikke skulle indlede konflikt eller sammenstød, hvis der opstod en hindring.“ Under alle omstændigheder viste Hazrat Imam Husain (ra) tålmodighed og begravede sin brors legeme i Jannat al-Baqi ved siden af deres mor, Hazrat Fatima az-Zahras (ra) grav.246 Om dette bringes her en overlevering med samme ordlyd, som Ibn Abd al-Barr har gengivet i sit værk Al-Isti’ab, Ibn al-Athir i sit værk Usd al-Ghaba, og Allama Suyuti i sit værk Tarikh al-Khulafa:247

– Imam Hasan (ra) sagde: „Jeg havde bedt Aisha (ra) om at give mig mulighed for at blive begravet sammen med Allahs Sendebud (sallallahu alaihi wa sallam) i hendes kammer. Hun havde givet sin tilladelse. Men jeg ved ikke, om hun gav denne tilladelse af blufærdighed. Efter min død skal du igen bede hende om tilladelse. Hvis hun giver den med glæde, skal du begrave mig dér. Jeg tror, at folk vil forhindre jer. Hvis de virkelig gør det, skal I ikke indlede konflikt eller sammenstød med dem på grund af dette. Begrav mig på Baqi-kirkegården.“ Efter Hazrat Hasans (ra) død bad Hazrat Husain (ra) Hazrat Aisha (ra) om tilladelse. Hun sagde: „Ja, jeg giver min tilladelse med et tilfreds hjerte.“ Da sagen nåede Marwan, sagde han: „Husain og Aisha lyver begge. Hasan kan under ingen omstændigheder begraves dér. De lod ikke engang Uthman blive begravet på kirkegården. Og nu ønsker de at begrave Hasan i Aishas kammer.“

Død

Hazrat ‘A’isha (ra) døde i Medina den 17. Ramadan i år 58 efter hijra, svarende til den 13. juni 678 e.Kr., i en alder af 66 år. Det var mod slutningen af Hazrat Amir Mu‘awiyas (ra) kalifat. I nogen tid før sin død havde hun været sengeliggende på grund af sygdom. Utallige mennesker stimlede sammen ved døren for at besøge hende. Når nogen spurgte til hendes helbred, svarede hun: »Jeg har det godt.«248 En dag i denne periode bad Hazrat ‘Abdullah ibn ‘Abbas (ra) om tilladelse til at komme på besøg. Hazrat ‘A’isha tøvede med at modtage ham, fordi hun tænkte, at han måske straks ville begynde at rose hende. Men hendes søstersønner forklarede hende: »Du er de troendes moder, og han er Ibn ‘Abbas. Han er kommet for at hilse på dig og tage afsked.« Så sagde hun: »Hvis I ønsker det, så kald ham ind.« Hazrat Ibn ‘Abbas (ra) blev kaldt ind. De troendes moders forestilling viste sig at være rigtig. Så snart Ibn ‘Abbas (ra) havde sat sig, begyndte han at sige: »Du har været de troendes moder lige fra begyndelsen. Du er Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) højtelskede hustru. Det eneste, der mangler, er det øjeblik, hvor din sjæl forlader din krop, så du kan forenes med Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam). Den nat, hvor din halskæde blev væk, søgte Sendebudet (sallallahu ‘alayhi wa sallam) efter vand, men folk fandt intet vand; på grund af dig åbenbarede Allah den versdel, der handler om tayammum. Jibril Amin (a) bragte fra himlen versene om din uskyld og frifindelse. Disse vers vil blive reciteret i enhver moské indtil opstandelsens dag.« Efter at have hørt så meget sagde hun: »Ibn ‘Abbas, fritag mig for denne lovprisning. Jeg ville helst slet ikke have eksisteret.«249

Før sin død gav hun den befaling, at hun skulle begraves i Jannatul Baqi sammen med Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) øvrige hustruer. Hvis døden indtraf om natten, skulle hun begraves samme nat. Hun døde om natten efter witr-bønnen. Derfor blev hun straks begravet i Jannatul Baqi efter sin befaling. Da nyheden om hendes død spredte sig, lød der gråd over hele Medina. Ansarerne kom ud af deres huse. Folk har berettet, at så mange mennesker deltog i begravelsesbønnen, at man aldrig tidligere havde set en så stor forsamling om natten. Ifølge nogle beretninger syntes det, som om det var eid-dagen, da man så mængden af kvinder. Hazrat Umm Salama (ra) hørte gråden og sagde: »Paradiset er sikret for ‘A’isha (ra). Hun var Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) mest elskede hustru.«

Hazrat Abu Hurayra (ra) var på det tidspunkt guvernør i Medina. Han ledte begravelsesbønnen. Qasim ibn Muhammad ibn Abi Bakr (ra), ‘Abdullah ibn ‘Abd al-Rahman ibn Abi Bakr, ‘Abdullah ibn ‘Atiq, ‘Urwa ibn al-Zubayr (ra) og ‘Abdullah ibn al-Zubayr (ra) – disse sønner af hendes bror og søster – sænkede hende i graven. I overensstemmelse med hendes sidste befaling blev hun begravet på kirkegården Jannatul Baqi.250

Ved de troendes moders død blev enhver muslim dybt grebet af sorg. Den berømte tabi‘i Hazrat Masruq (rah) sagde: »Hvis jeg ikke huskede én ting, ville jeg have holdt et sørgemøde for de troendes moder.« ‘Ubayd ibn ‘Umayr spurgte en mand: »Sørger du over Hazrat ‘A’ishas (ra) død?« Manden svarede: »Alle, som hun var moder for, sørger.« Ibn Sa‘d har overleveret alle disse udsagn.

Det er allerede blevet nævnt, at Hazrat ‘A’isha (ra) ikke fik børn. Hun opdrog sin søster Hazrat Asmas (ra) søn, Hazrat ‘Abdullah ibn al-Zubayr (ra), som sin egen søn. ‘Abdullah elskede også sin moster som sin egen mor. Efter hijra var denne ‘Abdullah det første barn, der blev født i en muhajir-familie i Medina. Medinas kafirer og hyklere plejede at sige, at muslimske kvinder var blevet ufrugtbare, efter at de var kommet til Medina. Da han blev født på dette tidspunkt, skyllede en bølge af glæde ind over muslimerne. Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) tyggede en dadel og lagde den med sin egen hånd mod hans kind for at udføre tahnik. Hazrat ‘A’isha opfostrede denne ‘Abdullah som sin egen søn. Det nævnes i hadith, at hun opdrog en ansarisk pige og giftede hende bort.251 Desuden blev Masruq ibn al-Ajda‘, ‘Umra bint ‘A’isha bint Talha, ‘Umra bint ‘Abd al-Rahman al-Ansariyya, Asma bint ‘Abd al-Rahman ibn Abi Bakr, ‘Urwa ibn al-Zubayr, Qasim ibn Muhammad og hans bror, ‘Abdullah ibn Yazid samt mange andre drenge og piger opfostret under hendes omsorg. Hun opdrog også Muhammad ibn Abi Bakrs (ra) døtre og sørgede for, at de blev gift.252

Fysisk fremtoning og klædedragt

Hazrat ‘A’isha (ra) var en af de piger, der voksede meget hurtigt. I en alder af ni eller ti år var hun allerede ganske veludviklet.253 Som barn var hun meget spinkel og tynd. Da hun blev ældre, blev hendes krop noget kraftigere.254 Hendes hudfarve var en blanding af hvidt og rødt. Hun havde et strålende ansigt og var meget smuk. Derfor blev hun kaldt al-Humayra.255

På grund af sin sparsommelighed og nøjsomhed ejede hun kun ét sæt tøj ad gangen. Derfor vaskede hun det ene, mens hun bar det andet.²⁵⁶ Hun havde en kjole, hvis værdi var omkring fem dirham. Men på den tid var den så værdifuld, at man lånte den for at klæde bruden på ved bryllupper.²⁵⁷ Af og til bar hun tøj farvet med safran, og undertiden bar hun også smykker. Om halsen bar hun en særlig halskæde med sort-hvide perler fremstillet i Yemen. På fingeren bar hun en guldring.²⁵⁸ Qasim ibn Muhammad beretter: »Jeg så Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) bære en guldring og gult tøj, mens hun var i ihram.« Af og til brugte hun også et silketørklæde. Senere gav hun det til Abdullah ibn al-Zubayr.²⁵⁹

Hun var overordentligt omhyggelig med shariaens regler vedrørende klædedragt. En gang kom hendes niece Hafsa bint Abdur-Rahman for at besøge hende med et tyndt tørklæde over hovedet. Hun tog det, rev det i stykker og sagde: »Ved du ikke, hvad Allah den Ophøjede har sagt i sura an-Nur?« Derefter fik hun hentet et tykt tørklæde og gav hende det.²⁶⁰ En gang opholdt hun sig som gæst i et hus. Værten havde to døtre, der var kommet godt op i alderen. Hun så, at de bad uden tørklæde. Hun formanede dem og sagde, at ingen pige fremover måtte bede uden tørklæde.²⁶¹

Vaner og karakteregenskaber

Umm al-Mu’minin Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) tid fra barndom til ungdom blev tilbragt i selskab med en så ren personlighed, hvis komme til denne verden havde til formål at fuldkommengøre den ædleste moral. Dette selskab førte hende til et sådant idealniveau af moral, som regnes for det højeste trin i åndelig udvikling. Derfor var hendes moralske niveau meget højt. Hendes hjerte var særdeles rummeligt. Desuden var hun gavmild, nøjsom, hengiven i tilbedelse og barmhjertig.

Kvinder og nøjsomhed synes at være to indbyrdes modstridende ting. Det er berettet i hadith, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Jeg har set flest kvinder i Helvedet.« Da han blev spurgt om årsagen, sagde han: »Det skyldes, at de ikke udtrykker taknemmelighed over for deres ægtemænd.« Men hos Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var disse to egenskaber forenet. Hun levede sit ægteskabsliv under voldsom mangel og fattigdom, men lod aldrig så meget som en stavelse af klage komme over sine læber. Smukke klæder, kostbare smykker, prægtige bygninger og velsmagende madvarer – intet af dette fandt hun i sin mands hjem. Samtidig så hun, hvordan krigsbyttets rigdomme strømmede ind fra den ene side som en oversvømmelse og strømmede ud fra den anden. Alligevel greb ikke den mindste grådighed eller lyst til at få noget af det hende. Efter Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) død bad hun en gang om at få bragt mad. Derefter sagde hun: »Jeg har aldrig spist mig mæt, for at jeg ikke skulle begynde at græde.« En af hendes elever spurgte: »Hvorfor?« Hun svarede: »Jeg kommer til at tænke på den tilstand, hvori Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) forlod denne verden. Ved Allahs ed! Han spiste aldrig brød og kød, så han blev mæt, to gange på én dag!«

Allah den Ophøjede havde berøvet hende børn. Men hun tog sig personligt af almindelige muslimers børn, især forældreløse, og opfostrede dem. Hun underviste dem og påtog sig ansvaret for at få dem gift.

At adlyde sin ægtemand, Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), fuldt ud og stræbe efter at opnå hans tilfredshed var Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) tanke og opgave hvert eneste øjeblik. Hvis hun så, at hans ansigt blot var en smule blegt og bedrøvet, blev hun urolig. Hun var så omsorgsfuld over for Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) slægtninge, at hun ikke tilsidesatte noget, de sagde. En gang blev hendes søstersøn Abdullah ibn al-Zubayr bekymret, da han så sin mosters grænseløse gavmildhed, og sagde, at hun nu burde holde sin hånd tilbage. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) blev så vred over disse ord, at hun svor ikke at tale med Abdullah. Men da folk fra Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) morbrors stamme gik i forbøn, kunne hun ikke længere afslå.²⁶² Hun viste også Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) venner den største agtelse og respekt og tilsidesatte ikke noget, de sagde. Så vidt muligt afviste hun ikke nogen gave.

Muhammad ibn Ash’ath (må Allah være tilfreds med ham) var en sahabi. En gang udtrykte han ønske om at forære Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) en postin (en læderjakke) og sagde: »Den er varm; De kan bære den.« Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) indvilligede i at modtage den og bar den ofte.²⁶³

Efter åbenbaringen af versene om hijab overholdt hun strengt afskærmningen. Der var en blind tābiʿī ved navn Ishaq. En dag kom han for at besøge hende. Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) gik bag et forhæng. Ishaq sagde: »Skjuler du dig for mig? Jeg kan jo ikke se dig.« Hun svarede: »Hvad gør det, at du ikke kan se mig? Jeg kan jo se dig.«²⁶⁴ En gang under hajj sagde de andre kvinder: »De troendes moder, kom, så du kan kysse den sorte sten.« Hun sagde: »I kan gå. Jeg kan ikke gå ind blandt mændene.«²⁶⁵ Når hun undertiden havde brug for at udføre tawaf om dagen, blev mændene flere gange bedt om at forlade pladsen.²⁶⁶ I shariaen findes der ikke noget påbud om afskærmning fra de døde. Men også i denne henseende var hun yderst forsigtig. Efter at ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) var blevet begravet ved siden af Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), gik hun aldrig derhen uden afskærmning.

Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) bagtalte aldrig nogen og fremsatte heller aldrig upassende bemærkninger om nogen. Mange af hendes udtalelser er blevet overleveret i hadithsamlingerne. Men ikke én af dem indeholder en dårlig bemærkning om noget menneske eller et ord, der kunne krænke nogens ære. Det er mange kvinders natur at kritisere og tale dårligt om medhustruer. Men vi har tidligere nævnt, hvor storsindet hun roste sine medhustruer. Digteren Hazrat Hassan ibn (må Allah være tilfreds med ham), som på grund af sin indblanding i ifk-hændelsen havde mangedoblet Hazrat ʿAishas (må Allah være tilfreds med hende) sorg, kom også til Hazrat ʿAishas forsamling, og hun gav ham med stor glæde tilladelse til at sidde der. En dag kom Hazrat Hassan (må Allah være tilfreds med ham) og begyndte at recitere en qasida, som han havde skrevet til hendes ære. Betydningen af et af versene var som følger:

Så snart hun hørte verset, kom Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) til at mindes den gamle ifk-hændelse. Derefter bemærkede hun blot: »Men De er ikke sådan.«²⁶⁷ Mange af Hazrat ʿAishas (må Allah være tilfreds med hende) nærmeste kunne ikke uden videre acceptere, at Hazrat Hassan (må Allah være tilfreds med ham) på denne måde kom til hendes forsamling. De ønskede ofte at sige hårde ord til Hassan (må Allah være tilfreds med ham), men Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) forbød dem det meget bestemt. Hazrat Masruq (må Allah forbarme sig over ham) fortæller: »En gang sagde jeg til de troendes moder: Hvorfor giver du ham tilladelse til at komme til dig på denne måde? Hun svarede: Han er blevet blind nu. Og hvilken større straf kan der være end blindhed? Desuden forsvarede han på Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) vegne sig mod de afgudsdyrkende digteres hån og spot i Mekka.«²⁶⁸

En gang talte man om en bestemt person. I den forbindelse udtrykte Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) ikke en god opfattelse af denne person. Folk sagde: »De troendes moder, denne person er jo død.« Så snart hun hørte det, begyndte hun at bede om hans tilgivelse. Folk sagde da: »Du talte jo netop ikke godt om ham, og nu beder du om hans tilgivelse.« Hun svarede: »Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har sagt: I skal kun tale godt om de døde.«²⁶⁹

Der var ikke det mindste spor af stolthed i hende. Hun betragtede sig selv som meget almindelig og ubetydelig. Hun brød sig slet ikke om, at nogen roste hende i hendes ansigt. I denne forbindelse har vi tidligere omtalt hendes opførsel over for Hazrat ʿAbdullah ibn ʿAbbas (må Allah være tilfreds med ham) på hendes dødsleje. Trods sin yderste ydmyghed havde hun en fuldt udviklet selvrespekt. Derfor fik nogle af hendes handlinger over for hendes ægtemand, Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), karakter af en elsket hustrus sårede stolthed. Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) under ifk-hændelsen reciterede versene om hendes uskyld for hende, og hendes mor sagde: »Min datter, vis taknemmelighed over for din ægtemand«, viste hendes svar på den ene side en stærk selvrespekt, mens det på den anden side udtrykte en elsket hustrus vidunderlige fornærmelse over for sin elskede. Hun sagde: »Jeg vil kun takke min Herre, ikke nogen anden, for det er Ham, der har æret mig ved at erklære min uskyld og renhed.«²⁷⁰ Desuden har vi tidligere nævnt, at når hun blev vred på sin ægtemand, holdt hun op med at sværge ved hans navn. Alt dette var et enestående udtryk for en elsket hustrus sårede stolthed.

Et andet tilfælde viser hendes selvrespekt i dens yderste form. Hun havde opdraget ʿAbdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) med moderlig kærlighed, og han ærede og tjente også sin moster ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) som en mor. Da han så hendes grænseløse gavmildhed, bemærkede han en gang, at man burde binde hendes hænder. Denne bemærkning sårede Hazrat ʿAishas (må Allah være tilfreds med hende) selvrespekt. Hun svor, at hun aldrig mere ville røre noget, der tilhørte hendes nevø. Nevøen ʿAbdullah (må Allah være tilfreds med ham) kom derved i store vanskeligheder. Til sidst blev hun mildnet gennem fremtrædende personers forbøn og mægling.²⁷¹

Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) havde, foruden stærk selvrespekt og personlighed, også en skarp retfærdighedssans. En gang kom en mand fra Egypten for at besøge hende. Hun spurgte ham, hvordan de daværende herskere dér behandlede deres folk på slagmarken. Manden svarede, at han ikke havde set nogen behandling, som gav grund til indvendinger. Hvis nogens kamel døde, gav herskeren ham en anden kamel; hvis nogen ikke havde en tjener, gav han ham en tjener; og hvis nogen havde brug for penge til sine udgifter, dækkede han dette behov. Da Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte hans svar, sagde hun: »Uanset hvor dårligt egypterne har behandlet min bror Muhammad ibn Abi Bakr, kan deres dårlige behandling ikke forhindre mig i at sige denne sandhed til jer: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bad netop i dette mit værelse: ›O Allah, vær hård mod den, der behandler min ummat hårdt, og vær nådig mod den, der behandler den nådigt.‹«²⁷²

Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) var meget gavmild, når det gjaldt velgørenhed. Hendes hjerte var også yderst storsindet og rummeligt. Hendes søster Hazrat Asma (må Allah være tilfreds med hende) var ligeledes meget gavmild. Gavmildhed var et af de fremtrædende træk ved de to søstres karakter. ʿAbdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg har aldrig set nogen, der var mere gavmild end de to.« Forskellen mellem dem var dog, at Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) samlede lidt efter lidt. Når der var samlet noget, gav hun det hele bort på én gang. Hazrat Asmas (må Allah være tilfreds med hende) forhold var derimod, at hun ikke gemte noget, når hun fik det i hænde, men straks gav det bort.²⁷³ Det meste af tiden var hun forgældet. Hun lånte hos forskellige personer. Når folk spurgte: »Hvorfor behøver du at stifte så megen gæld?« svarede hun: »Den, der ønsker at tilbagebetale sin gæld, får Allahs hjælp til det. Jeg søger denne hjælp fra Allah.«²⁷⁴ Hun bekymrede sig ikke om, hvorvidt hendes almisse var stor eller lille. Hun gav alt, hvad hun havde i hænde. En gang kom en kvinde med to små børn på armen og bad om hjælp. På det tidspunkt var der ikke noget i huset, som kunne gives dem. Efter at have ledt fandt hun blot én dadel. Hun delte den i to og gav hver af børnene en halvdel. Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kom hjem, fortalte hun ham om hændelsen.²⁷⁵ En anden gang kom en tigger og bad om hjælp. Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) havde nogle druer foran sig. Hun tog én drue derfra og lagde den i tiggerens hånd. Tiggeren blev ved med at se på druen, som om han tænkte: »Giver man virkelig en enkelt drue til nogen?« Da sagde hun til ham: »Se, hvor mange druer der er i denne ene drue.«²⁷⁶ Hun hentydede i virkeligheden til dette vers fra sura az-Zalzala:

Det skal være på arabisk

Det vil sige: Den, der gør så meget godt som et atom, vil få det at se.

Hazrat ‘Urwa (ra) beretter, at Hazrat ‘Aisha (ra) en gang gav hele halvfjerds tusind dirham bort på én gang for Allahs sag foran ham og derefter rystede hjørnet af sit sjal. 277 En gang sendte Hazrat Amir Mu‘awiya (ra) et hundrede tusind dirham til Hazrat ‘Aisha (ra). Da aftenen kom, var der ikke en eneste mønt tilbage. Hun havde delt det hele ud blandt de fattige og trængende. Det hændte, at hun fastede den dag. Tjenestepigen sagde, at hun burde have gemt noget til at købe mad til iftaren. Hun svarede: “Hvorfor mindede du mig ikke om det tidligere?” Der findes flere sådanne beretninger. En gang sendte Hazrat ‘Abdullah ibn az-Zubayr (ra) et hundrede tusind dirham i to store punge. Hun hældte det hele ud i et fad og begyndte at dele det ud. Også den dag fastede hun. Om aftenen bad hun tjenestepigen om at bringe noget til iftar. Tjenestepigen sagde: “Umm al-Mu’minin! Kunne du ikke have købt noget kød til iftar for disse penge?” Hun svarede: “Bebrejd ikke nogen nu. Hvorfor mindede du mig ikke om det dengang?” 278 En dag fastede hun, og der var ikke andet i huset end et brød. Da kom en kvindelig tigger og bad om noget at spise. Hun bad tjenestepigen give hende brødet. Tjenestepigen sagde: “Hvad vil du så spise til iftar i aften, hvis du giver brødet væk?” Hun svarede: “Giv hende brødet nu; så får vi se.” Om aftenen sendte nogen fårekød. Hun sagde til tjenestepigen: “Se, Allah har sendt noget, der er bedre end dit brød.” 279 Hun solgte sin bolig til Amir Mu‘awiya (ra) og gav alle pengene, hun modtog, bort for Allahs sag. 280

Af natur var Hazrat ‘Aisha (ra) frygtløs og modig. Mange begivenheder i hendes liv vidner om dette mod. Om natten vågnede hun pludselig og gik alene til kirkegården. 281 Hun gik ud på slagmarken og stillede sig der. Under slaget ved Uhud, da der herskede uro blandt den muslimske hær, bar hun en vandfyldt lædersæk på ryggen og gav de sårede soldater vand. 282 Under slaget ved Khandaq, da afgudsdyrkernes hær havde omringet Medina fra alle sider, og man frygtede et angreb fra jøderne inde fra byen, kom hun stadig frygtløst ud af fortet og overværede de muslimske mujahiders krigstaktik. 283 En gang bad hun ligefrem Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) om tilladelse til at drage ud på jihad, men fik ikke tilladelse. 284 Den dygtighed, hvormed hun førte soldaterne under Slaget ved Kamelen, er et fremragende bevis på hendes medfødte mod.

Hazrat ‘Aisha (ra) havde en stærk gudsfrygt i sit hjerte. Hendes hjerte var også meget følsomt. Hun begyndte meget hurtigt at græde. Under Afskedspilgrimsfærden, da hun på grund af menstruation ikke kunne udføre nogle af pilgrimsfærdens ritualer, begyndte hun at græde voldsomt, mens hun tænkte på sin ulykke. Senere faldt hun til ro ved Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) trøst. 285 En gang begyndte hun ligefrem at græde uroligt af frygt for Dajjal. 286 Senere i livet, hver gang hun kom til at tænke på Slaget ved Kamelen, græd hun fortvivlet.

En gang aflagde hun en ed om noget. Senere blev hun på grund af folks vedholdende opfordringer nødt til at bryde eden og frigav fyrre slaver som soning. Men hændelsen satte sig så dybt i hendes hjerte, at hendes slørs kant blev gennemvædet af tårer, hver gang hun kom til at tænke på den, mens hun tørrede øjnene. 287 Vi har allerede nævnt, at hun brød sammen i gråd, da hun under ifk-hændelsen hørte om hyklernes beskyldninger. Trods forældrenes trøst ville tårerne ikke standse.

En gang kom en fattig kvinde med sine to små børn til Hazrat ‘Aisha (ra) i håb om at få hjælp. Der var ikke meget i huset på det tidspunkt. Hun gav kvinden tre dadler. Kvinden gav én dadel til hvert af sine to børn og tog den tredje i sin egen mund. De to børn spiste deres dadler og blev ved med at se på deres mor. Så tog kvinden dadlen ud af sin egen mund, delte den i to og gav en halvdel til hvert af børnene. Hun spiste ikke selv noget. Da Hazrat ‘Aisha (ra) så dette hjerteskærende syn af moderlig kærlighed og kvindens hjælpeløse situation, blev hun dybt bevæget. Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder. 288

Hun var optaget af tilbedelse det meste af natten og dagen. Hun bad regelmæssigt duha-bønnen. Hun sagde: “Selv hvis min far rejste sig fra graven og forbød mig at bede denne bøn, ville jeg ikke opgive den.” 289 Om natten vågnede hun og bad tahajjud sammen med Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam). Selv efter Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) bortgang var hun så trofast mod denne bøn, at hun stod tidligt op og bad den før fajr-bønnen. En dag, mens hun var i gang med at bede denne bøn, kom hendes nevø Qasim til stede. Han spurgte: “Tante, hvilken bøn er det, du beder?” Hun svarede: “Jeg kunne ikke bede den om natten, men nu kan jeg ikke lade være.” 290

Hun fastede det meste af året. I nogle overleveringer hedder det, at hun altid var fastende.291 En gang fastede hun på Arafat-dagen om sommeren. Varmen og solens hede var så intens, at man stænkede vand på hendes hoved. Da hendes bror ‘Abdur-Rahman (ra) så dette, sagde han: “Hvad er behovet for at faste i denne brændende varme? Bryd fasten.” Hun sagde: “Jeg har hørt Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) sige, at hvis man faster på Arafat-dagen, bliver hele årets synder tilgivet. Skal jeg så alligevel bryde min faste?”292

Hun var yderst omhyggelig med at udføre hajj. Der gik kun sjældent et år, hvor hun ikke udførte hajj. Mod slutningen af kaliffen ‘Umars (ra) liv sendte han ‘Uthman (ra) og ‘Abdur-Rahman ibn ‘Awf (ra) med Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alaihi wa sallam) hustruer på hajj.293 Under hajj var der bestemte steder, hvor de opholdt sig. Først slog de lejr ved enden af Wadi Namir. Da der blev trængsel dér, slog de telt op lidt derfra på et sted, der hed ‘Araf. Nogle gange opholdt de sig ved foden af Jabal Sabir. Hun fastede på Arafat-dagen. Når folk begyndte at forlade ‘Arafa, brød hun fasten.294

Hun var meget venlig over for mandlige og kvindelige slaver. Når hun fik lejlighed til det, frigav hun slaver under forskellige påskud. En gang frigav hun ikke færre end fyrre slaver som soning for én ed. Det samlede antal slaver, hun frigav, var 67 (syvogtres) personer.295 Hun havde en slavinde fra Tamim-stammen. Hun hørte Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) sige, at denne stamme nedstammede fra profeten Isma‘il (as). På Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alaihi wa sallam) tilskyndelse frigav hun slavinden. I Medina var der en slavinde ved navn Burayra. Hun havde indgået en aftale med sin herre om at købe sin frihed for et bestemt beløb. Derefter begyndte hun at bede folk om hjælp. Da Hazrat ‘A’isha (ra) hørte om det, betalte hun hele beløbet alene og frigav hende. En gang blev hun syg. Folk begyndte at sige, at nogen måske havde udført trolddom. Hun tilkaldte en slavinde og spurgte hende: “Har du udført trolddom?” Hun indrømmede det. Hun spurgte igen: “Hvorfor?” Slavinden sagde: “For at De hurtigt skulle dø, så jeg kunne blive fri.” Hazrat ‘A’isha (ra) befalede: “Sælg hende til et ondt menneske, og brug pengene til at købe en slave og frigive ham.” Denne befaling blev ført ud i livet.296 I al-Hakims al-Mustadrak, i kapitlet om medicin, står der, at hun gav slavinden denne straf på grund af hendes handlinger, der var i strid med shariaen.

De fattige og trængende bør hjælpes i overensstemmelse med deres status. Hazrat ‘A’isha (ra) havde altid dette for øje. En gang kom en almindelig tigger til hende. Hun sendte ham bort med et stykke brød. Derefter kom en tigger iført noget bedre tøj. Han så ud til at være en fornem person. Hun bad ham sætte sig, gav ham mad og sendte ham derefter bort. De tilstedeværende spurgte, hvorfor hun havde behandlet de to tiggere forskelligt. Hun sagde: “Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) har sagt, at mennesker bør behandles i overensstemmelse med deres status.”297

Hun lagde meget stor vægt på selv de mest almindelige af shariaens påbud og forbud. Hun undgik også de mindste forbudte handlinger. Hvis hun hørte klokker ringe, mens hun var på vej, standsede hun straks, så lyden ikke nåede hendes ører.298 Hun havde en lejer i et af sine huse. Han spillede skak. Hun sagde til ham, at hvis han ikke holdt op med det, ville hun smide ham ud af huset.299

‘A’isha bint Talha fortæller: En jinn plejede gentagne gange at trænge ind i Hazrat ‘A’ishas (ra) hus. Hun blev ved med at forbyde den at komme ind på denne måde og truede endda med at dræbe den. Alligevel fortsatte den med at komme. En dag slog hun jinnen med en jernstang og dræbte den. Derefter så hun i en drøm, at nogen sagde til hende: “Du har dræbt den og den person, selv om han deltog i slaget ved Badr. Han plejede ikke at komme ind i dit hus, når du var tildækket, men kun når du ikke var det. Han kom til dig for at høre Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alaihi wa sallam) hadither.” Hazrat ‘A’isha (ra) fortalte sin far om drømmen. Han bad hende give tolv tusind dirham i sadaqa som diyah (blodpenge). Imam al-Dhahabi har berettet denne begivenhed i sit værk Siyar a‘lam al-nubala. Imam Ahmad siger, når han beretter denne begivenhed i sin Musnad, at jinnen kom i en slanges skikkelse, og at Hazrat ‘A’isha (ra) frigav en slave som diyah for den.

Hazrat ‘A’ishas (ra) position og status

Det står i Sahih Muslims kapitel al-Fada’il: Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) sagde: “Jeg efterlader to vældige ting blandt jer: Allahs Bog og Ahl al-Bayt (det vil sige familie og slægtninge).” Eksperter har sagt: Betydningen af Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alaihi wa sallam) ord er, at selv om Allahs Bog på grund af sit enkle og klare sprog og sin fremstilling let kan forstås og omsættes i praksis, vil der altid i verden være behov for mennesker, som kan afdække dens hemmeligheder og give dens videnskabelige og praktiske forklaring. Efter Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) bør sådanne personer søges blandt Ahl al-Bayt.

De udtalelser og ord, som den ædle Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) efterlod om Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende), gjorde også ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sig værdig til på samme måde gennem Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) selskab og undervisning. Frem for alt skærpede hun sig gennem sin medfødte skarpe intelligens og sine evner. Derfor er der ingen uenighed om, at hun indtog en særlig ærefuld position blandt Ahl al-Bayt. På dette grundlag kan man sige: Hvem kunne bedre end hende forklare og fortolke Allahs Bog og Sendebuddets (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sunna samt undervise i de islamiske regler og bestemmelser? Folk så kun Profeten uden for hjemmet; Profeten i hjemmets indre forblev skjult for deres blik. Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde derimod den lykke at se Profeten i alle situationer, både uden for hjemmet og i hjemmets indre. Derfor sagde Allahs Profet:³⁰⁰

Det skal være på arabisk

— ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) rang blandt kvinderne er som sarīds rang blandt alle slags fødevarer. Gennem en sand drøm modtog Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) det glædelige budskab om, at ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) skulle blive hans hustru. Bortset fra hendes seng modtog Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) aldrig åbenbaring i nogen anden hustrus seng. Den store engel Jibril al-Amin overbragte hende sin hilsen. Hun havde den lykke at se Jibril to gange. Allah, Verdenernes Herre, åbenbarede vers, der erklærede hendes renhed. Og Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har også meddelt, at hun vil være hans hustru i det hinsidige liv. Alt dette er overleveret i Sahih al-Bukhari i kapitlet om ‘Aishas ære og rang.

Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) plejede at sige: »Jeg siger ikke dette af stolthed, men blot som en kendsgerning. Allah den Ophøjede har skænket mig nogle egenskaber, som Han ikke har skænket nogen anden: (1) En engel viste Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) mit billede i en drøm; (2) Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede sig med mig, da jeg var syv år; (3) jeg flyttede ind i min ægtemands hjem, da jeg var ni år; (4) jeg var Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) eneste jomfruelige hustru; (5) åbenbaringen kom til ham, selv når han opholdt sig i min seng; (6) jeg var Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) mest elskede hustru; (7) koranvers blev åbenbaret for at erklære min uskyld; (8) jeg så Jibril (fred være med ham) med mine egne øjne; (9) Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udåndede sit sidste åndedrag med hovedet i mit skød; (10) jeg er datter af hans khalifa og hans siddiq; (11) jeg blev skabt ren; (12) jeg er blevet lovet tilgivelse og en god forsørgelse i Paradiset; (13) i Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sidste øjeblikke i det jordiske liv blandede mit spyt sig med hans; (14) han blev begravet i mit hjem.« Hun har selv udtalt mange andre ord om sådanne æresbevisninger og fortrin, og mange andre sahaba har ligeledes overleveret dem. De findes spredt i hadith- og sira-værkerne.³⁰¹

På grund af alle disse æresbevisninger og fortrin hos Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har nogle lærde ment, at hun havde en højere rang end sin far Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Imam al-Dhahabi siger, at deres udsagn ikke kan godtages. Han siger: »Allah den Ophøjede har tildelt enhver ting dens særlige fortrin. Vi bevidner derimod, at hun er Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustru i denne verden og i det hinsidige. Findes der nogen større ære for hende end dette? Ikke desto mindre havde Hazrat Khadija sådanne fortrin, som ingen andre har opnået. Ja, jeg tror, at Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) rang af mange grunde var langt højere end hendes.«³⁰²

Når vi anlægger et analytisk og sammenlignende blik på Hazrat ‘Aisha al-Siddiqas (må Allah være tilfreds med hende) velsignede liv, finder vi hos hende — ikke blot sammenlignet med alle kvindelige sahaba, men også med mange fremstående mandlige sahaba — især den egenskab, at hun fra fødsel og natur havde fået en tænksom og reflekterende intelligens og et skarpt sind. Hvad angår dyb viden om religionens betydning, evnen og styrken til ijtihad, metoderne til kritik og vurdering, den rette forståelse af begivenheder, dyb indre indsigt samt fremsættelsen af rigtige og korrekte afgørelser og meninger, indtog hun en meget høj position.

Alt, hvad hun sagde, og alle de forklaringer og fortolkninger, hun gav, var fuldstændig i overensstemmelse med visdom og fornuft. Det vil være vanskeligt at finde en eneste af hendes overleveringer, som kræver forskellige ta’wiler eller fortolkninger for at kunne støttes af menneskelig fornuft og visdom. Det er naturligvis sandt, at hun som en person, der stod Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) meget nær, havde en enestående mulighed for at studere alle hans ord og handlinger. Men når vi ser, at der ud over hende også var mange andre, hvis nærhed til ham på ingen måde var mindre end hendes, bliver Hazrat ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) intellektuelle og åndelige overlegenhed tydelig for os. Vi vender således tilbage til det samme: Mange andre end ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte de ord, der kom fra Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) mund, men de kunne ikke nå frem til de konklusioner, hun nåede frem til, eller forstå deres egentlige ånd med den dybde, som hendes intelligens og sind var i stand til.

De troendes moder, Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende), var en af de mest fremragende og begavede elever i Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) læresal. Omfanget og dybden af hendes viden var uden sidestykke. Hendes overlegenhed på vidensområdet gjaldt ikke blot samtidens kvinder, alle ummahat al-mu’minin — Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer, som er alle troendes mødre — eller en del af sahaba; den gjaldt alle sahaba med undtagelse af nogle få fremstående sahaba. Hazrat Abu Musa al-Ash‘ari (må Allah være tilfreds med ham) siger:³⁰³ »Vi, Muhammeds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sahaba, stod aldrig over for et vanskeligt spørgsmål, som vi spurgte ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) om, uden at vi fandt viden om det hos hende.«

Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (ra) var en sahabi af meget høj rang. Hans ovennævnte udtalelse giver os en forståelse af bredden og omfanget af Hazrat Aishas (ra) viden. Den berømte tabi’i Hazrat Ata ibn Abi Rabah – som havde den lykke at være elev hos mange sahaba – siger: 304

Hazrat Aisha (ra) var blandt mennesker den største faqih, den mest vidende og den, der havde de bedste meninger blandt almindelige mennesker.

Hazrat Imam Zuhri, der var kendt som tabi’inernes imam, og som var blevet opdraget under vejledning af flere højtstående sahaba, siger: 305

-Hazrat Aisha (ra) var det mest lærde menneske. Mange af Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) fremtrædende sahaba søgte viden hos hende.

Abu Salama, den begavede søn af den berømte sahabi Hazrat Abd al-Rahman ibn Awf (ra), som var en tabi’i af meget høj rang, siger: 306

‘Jeg har ikke set nogen, der var mere vidende end Aisha (ra) og havde en mere sikre mening end hende med hensyn til viden om Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) sunna, at træffe afgørelser i forskellige spørgsmål efter behov, åbenbaringsanledningen til versene og de obligatoriske forhold.

Hazrat Amir Muawiya (ra) spurgte en dag en person ved hoffet: »Sig mig, hvem er det mest lærde menneske i denne tid?« Manden svarede: »Amir al-Mu’minin! Det er Dem.« Amir Muawiya (ra) sagde: »Nej. Jeg besværger dig ved Allah, sig sandheden.« Manden sagde da: »Hvis det er sådan, så er det Aisha (ra).«

Hazrat Urwa ibn al-Zubayr (ra) siger:

Det arabiske lyder:

– Jeg har ikke set nogen, der var mere kyndig end Umm al-Mu’minin ‘A’isha (ra) inden for det tilladte og det forbudte, viden, poesi og lægekunst.

I en anden overlevering gengives Hazrat ‘Urwas ord således:

Det arabiske lyder:

– Jeg har ikke set nogen lærd, der var større end ‘A’isha (ra) inden for Koranen, fara’id, det tilladte og det forbudte, fiqh, poesi, lægekunst, arabernes historie og nasab-videnskaben.

Den berømte tabi‘i Hazrat Masruq (ra), som var blevet oplært under Hazrat ‘A’ishas (ra) vejledning, blev engang spurgt: Kendte Umm al-Mu’minin ‘A’isha (ra) til læren om fara’id? Han svarede:

Det arabiske lyder:

– Jeg sværger ved Ham, i hvis hånd mit liv er! Jeg har set Rasūlullāhs (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) mest fremtrædende sahaba stille ham spørgsmål om fara’id. Rasūlullāhs (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) øvrige hustruer varetog også ansvaret og pligten til at bevare, videregive og udbrede Rasūlullāhs (sallallāhu ‘alaihi wa sallam) hadith og sunna. Ingen af dem nåede dog Hazrat ‘A’ishas (ra) niveau. I denne forbindelse sagde Mahmud ibn Labid:

Den arabiske tekst lyder:

-Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer havde bevaret mange hadither i deres hukommelse. Men ingen kunne måle sig med ‘Aisha (ra) og Umm Salama (ra).

Imam Zuhri (ra) vidner om dette:

Den arabiske tekst lyder:

-Hvis al viden hos alle mennesker og Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer blev samlet, ville ‘Aishas (ra) viden blandt dem være den bredeste og mest omfattende.

Ifølge en anden overlevering siger Imam Zuhri: »Hvis hele kvindekønnets viden blev samlet sammen med ‘Aishas (ra) viden, ville ‘Aishas (ra) viden være den bedste.«

På baggrund af ovenstående overleveringer siger ‘Allama Zahabi: »Hun var et enormt skatkammer af viden.« Han siger endvidere: »Blandt Muhammads umma og blandt kvinder generelt findes der ingen, der er mere lærd end hende.«

Nogle muhaddithun overleverer, når de omtaler ‘Aishas (ra) fortræffeligheder, en hadith fra Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham):

Arabisk tekst følger

– Tag en del af jeres religion fra Humayra. Når det gælder ilm og ijtihad, altså viden og forskning, formåede Hazrat Aisha (ra) ikke blot at indtage en fremtrædende plads blandt kvinder, men også blandt mænd. Hendes position og anseelse inden for viden om Koranen, sunnah, fiqh og ahkam var så ophøjet, at hendes navn uden tøven kan nævnes sammen med Umar (ra), Ali (ra), Abdullah ibn Masud (ra), Abdullah ibn Abbas (ra) og andre. Her vil vi kort fremlægge en drøftelse af omfanget og dybden af hendes viden inden for forskellige discipliner.

Al-Koranen

Vi ved, at den hellige Koran blev åbenbaret over en periode på treogtyve år. Hazrat Aisha (ra) kom ind i Rasulullahs (sallallahu alayhi wa sallam) hus i det fjortende år efter Koranens åbenbaring og tilbragte kun ni år dér. Hendes samliv med Rasulullah (sallallahu alayhi wa sallam) varede ikke længere end ti år. Det meste af perioden, hvor Koranen blev åbenbaret, gik således forud for hendes intellektuelle udvikling og modenhed. Men en person med så usædvanlige evner og en sådan begavelse lod heller ikke sin barndom gå til spilde. I Mekka kom Rasulullah (sallallahu alayhi wa sallam) fra tid til anden til Hazrat Siddiq-e-Akbars (ra) hjem. Siddiq-e-Akbar (ra) havde også bygget en moské i sit eget hjem. Her sad han og reciterede den hellige Koran med den største ydmyghed, frygt og ærefrygt.

På grund af Hazrat Aishas (ra) usædvanlige hukommelse var det umuligt, at hun ikke skulle have draget nytte af alle disse omgivelser og forhold. Derfor hører vi hende recitere det tredje vers af sura al-Qamar—

Arabisk tekst følger

om hvilket vi hører hende sige:

Arabisk tekst følger

Dette vers blev åbenbaret i Mekka for Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham). På det tidspunkt var jeg en lille pige, der legede.

Da hændelsen med ifk (den opdigtede anklage) fandt sted, var Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) alder omkring 13 eller 14 år. Indtil da havde hun ikke lært særlig meget af Koranen udenad. Hun sagde selv:

Det arabiske lyder:

– På det tidspunkt var jeg en ung pige og havde ikke læst særlig meget af Koranen. Men på trods af det fremsatte hun allerede dengang citater fra Koranen.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde en slave ved navn Abu Yunus. Han kunne læse og skrive. Hun lod denne Abu Yunus skrive en kopi af Koranen til hende.

På grund af samkvemmet med ikke-arabere opstod de største forskelle i koranlæsningen i Irak.

En dag kom en mand fra Irak for at besøge Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Han sagde: »O de troendes moder! Vis mig venligst din Koran.« Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) spurgte om grunden, sagde han: »Hos os følger folk stadig ikke nogen bestemt rækkefølge i koranlæsningen. Jeg ønsker at ordne min Koran efter samme mønster som din.« Hun sagde: »Det gør ingen skade, hvis rækkefølgen af suraerne er omvendt.« Derefter tog hun sin egen Koran frem og lod ham skrive versene fra hver sura ned efter oplæsning.

Under sit ægteskab med Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) for vane, hvis betydningen af et vers ikke var forståelig, at spørge sin ægtemand, Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), og få det forklaret. I de autentiske hadith-samlinger er det berettet, at hun stillede ham spørgsmål om mange vers. Desuden gav Allah følgende befaling til Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer, de troendes mødre:

Den arabiske tekst følger

– O profetens husstand! Husk Allahs vers og de visdomsfulde ord, som reciteres i jeres hjem.

De handlede alle efter denne anvisning i overensstemmelse med deres egen kunnen og formåen. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, reciterede under tahajjud-bønnen de lange suraer fra Koranen med dyb koncentration, ydmyghed og et underdanigt hjerte. Under disse bønner bad også Aisha, må Allah være tilfreds med hende, bag Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Bortset fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, blev Koranen ikke åbenbaret i nogen anden hustrus seng. Derfor var det hendes øre, der først hørte den første lyd af de åbenbarede vers. Hun fortæller: »Da sura al-Baqara og sura an-Nisa blev åbenbaret, var jeg hos Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham.«

Kort sagt opnåede Aisha, må Allah være tilfreds med hende, på grund af alle disse omgivelser og forhold fuldkommen indsigt i recitationsmåden, vægten og betydningen af hvert enkelt koranvers samt metoderne til at udlede regler og bestemmelser derfra. Derfor vendte hun sig først til den hellige Koran, når hun blev spurgt om et emne. Ud over troslæren, fiqh og religiøse bestemmelser forsøgte hun også at forstå alt vedrørende Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, livsførelse og karakter—som er knyttet til den grundlæggende historie—ud fra den hellige Koran. En gang kom nogle mennesker for at besøge hende. De sagde: »De troendes moder! Fortæl os noget om Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, karakter.« Hun svarede: »Læs I ikke Koranen? Hans karakter var Koranen.« De spurgte igen: »Hvordan var Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, natlige tilbedelse?« Hun svarede: »Har I ikke læst sura al-Muzzammil?«

Der er kun overleveret meget lidt koraneksegese fra Profetens ledsagere med autentiske overleveringskæder. Blandt det, der er overleveret, er Aishas, må Allah være tilfreds med hende, forklarende overleveringer langtfra få. Her gengives nogle af dem kort:

At gå frem og tilbage mellem Safa- og Marwa-bjergene er en af hajjens vigtigste handlinger. Om dette findes følgende vers i Den Ædle Koran:

Den arabiske tekst følger

– »Safa og Marwa er uden tvivl blandt Allah den Højestes tegn. For dem, der udfører hajj eller umra i Kabaen, er der derfor ingen synd i at gå rundt om dem begge.«

En dag sagde ‘Urwa: »Kære moster! Men meningen med dette vers er jo netop, at der ikke er nogen synd i, at man ikke udfører tawaf mellem Safa og Marwa.« ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Min nevø! Du har ikke forstået det rigtigt. Hvis meningen med verset var sådan, som du har forstået det, ville Allah have sagt:

Det arabiske lyder:

– det vil sige, at der ikke er nogen synd i, at de ikke udfører tawaf mellem dem. I virkeligheden blev verset åbenbaret med henblik på Ansar. Folkene fra Medinas stammer Aws og Khazraj dyrkede i deres førislamiske liv gudinden Manat. Manats afgud stod ved bjerget Mushallal nær Qudaid. Derfor anså de tawaf mellem Safa og Marwa for noget forkert. Efter at de havde antaget islam, spurgte de Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Før islam plejede vi at gøre dette. Hvad er bestemmelsen om det nu?« I den forbindelse sagde Allah: »Udfør tawaf mellem Safa og Marwa; der er ingen synd i det.« Derefter siger hun: »Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) udførte tawaf mellem Safa og Marwa. Ingen har nu ret til at opgive det.«

Det grundprincip, der fremgår af Hazrat ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) fortolkning, er, at Koranen skal forstås på grundlag af arabernes grammatik og de ord, de brugte.

I sura Yusuf, vers 110, siger Allah den Ophøjede:

Det arabiske lyder:

– Til sidst, da sendebuddene blev fortvivlede, og folk tænkte, at sendebuddene havde fået et falsk løfte, kom Vores hjælp til dem.

Hazrat ‘Urwa spurgte Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Hvad er det arabiske udtryk?«

(Det vil sige, at profeterne blev givet et falsk løfte) skal det være, ikke den arabiske ordlyd.

(Det vil sige, at de blev kaldt løgnere) skal det være? ‘Aisha (ra.) sagde: Den arabiske ordlyd vil være.

(De blev kaldt løgnere.) ‘Urwa sagde: Profeterne var jo helt overbeviste om, at de var blevet kaldt løgnere, og at deres eget folk havde erklæret deres krav på profetskab for løgn. Hvad er da meningen med den arabiske ordlyd, det vil sige: »de antog eller formodede«? Derfor må den arabiske ordlyd: »de blev givet et falsk løfte«, være den korrekte. ‘Aisha (ra.) sagde: »Må Allah beskytte os!« Kan Allahs profeter og sendebud have en sådan antagelse om Allah, at de blev givet et falsk løfte om hjælp? Profeten ‘Urwa ville da vide: Hvad skal verset så betyde? Hun sagde: Dette blev sagt om profeternes følgere. Da de troede og anerkendte deres profetskab som sandt, begyndte deres eget folk at udsætte dem for undertrykkelse og forfølgelse. På det tidspunkt antog de, at Allahs hjælp lod vente på sig. Ja, profeterne blev så fortvivlede over deres eget folks vantro, at de frygtede, at de troende på grund af denne forsinkelse af Allahs hjælp ville komme til at kalde os løgnere. Netop da kom Allahs hjælp pludseligt.

Hvis en hustru har en klage mod sin ægtemand, er Koranens anvisning i dette tilfælde:

Den arabiske ordlyd vil være

—Hvis en hustru frygter, at hendes ægtemand vil behandle hende dårligt eller forsømme hende, er der ingen skyld i, at de forsøger at nå et forlig; og et forlig er bedst.

At indgå et forlig for at fjerne utilfredshed er jo en almindelig sag. Hvorfor var det nødvendigt, at Allah den Ophøjede åbenbarede en særlig bestemmelse om dette? ‘Aisha (ra.) siger: Dette vers blev åbenbaret om den hustru, hvis ægtemand ikke kommer meget til hende. Eller det blev åbenbaret om den hustru, som på grund af sin høje alder ikke er i stand til at tilfredsstille sin ægtemand. I en sådan særlig situation er det ikke forkert, at hustruen, hvis hun ikke ønsker at blive skilt, bliver hos sin ægtemand og giver afkald på den ret, hun har krav på hos ham. Et sådant forlig er ikke dårligt. Det er tværtimod bedre end at gå fra hinanden.

Allah den Ophøjede har sagt i vers 238 i Sura al-Baqara:

Den arabiske formulering er:

Vær omhyggelige med alle bønnerne, især den mellemste bøn. Der er uenighed blandt de ædle ledsagere om, hvilken bøn der menes med »den mellemste bøn«. Ifølge Zayd ibn Thābit (må Allah være tilfreds med ham) og Usāmah (må Allah være tilfreds med ham) er den mellemste bøn middagsbønnen. Nogle af ledsagerne mente, at det var morgenbønnen. ‘Ā’ishah (må Allah være tilfreds med hende) sagde, at der med den mellemste bøn menes eftermiddagsbønnen. Hun var så overbevist om denne fortolkning, at hun lod ordene »den arabiske formulering er:« skrive i margen på sit eget eksemplar af Koranen. Abū Yūnus, ‘Ā’ishahs (må Allah være tilfreds med hende) slave, fortæller: Hun bad mig skrive et eksemplar af Koranen og sagde: »Når du når til dette vers, så giv mig besked.« Da jeg nåede dette vers, lod hun mig skrive ordene »den arabiske formulering er:«.

Derefter sagde hun: »Sådan hørte jeg det fra Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).«

Grundlæggende er den arabiske formulering ikke et koranvers, men derimod en fortolkning af det. I Sura al-Baqarahs 284. vers siger Den Højeste Allah:

Den arabiske formulering er:

Om I åbenbarer eller skjuler det, der er i jeres hjerter, vil Allah holde jer til regnskab for det. Derefter vil Han tilgive den, Han vil, og straffe den, Han vil.

Dette vers synes at vise, at Allah vil holde mennesket til regnskab for alle de tanker og forestillinger, der et øjeblik opstår i dets hjerte. Men hvis Allah også straffer mennesket for de ufrivillige hvisken og forestillinger, der opstår, ville det være umuligt for mennesket at opnå frelse. ‘Alī (må Allah være tilfreds med ham) og Ibn ‘Abbās (må Allah være tilfreds med ham) siger, at bestemmelsen i dette vers blev ophævet af vers 286 i samme sura. Versets betydning er følgende:

»Allah pålægger ingen en byrde, der overstiger hans evne. Han får det, han har gjort sig fortjent til, og over ham hviler det, han har gjort.«

Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) havde også denne opfattelse. En person spurgte Hazrat Aisha (ra) om betydningen af det ovennævnte vers. Samtidig fremførte han vers 123 i sura an-Nisa. Versets betydning er: »Den, der gør en ond handling, vil få dens straf.« Spørgerens argument var: Hvis dette er tilfældet, hvordan skal Allahs tjenere så opnå Allahs tilgivelse og barmhjertighed, og hvordan kan de håbe på frelse? Hazrat Aisha (ra) sagde: »Efter at jeg havde spurgt Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) om fortolkningen af dette vers, er du den første, der har stillet mig dette spørgsmål.« Allahs ord er sande. Men Allah den Ophøjede tilgiver Sine tjeneres små fejl og mangler gennem forskellige lidelser og prøvelser. Når en troende bliver syg eller rammes af en ulykke, eller når han lægger noget et sted og glemmer det, hvorefter han bliver rastløs, mens han leder efter det – så bliver alt dette en årsag og anledning til, at han opnår Allahs tilgivelse og barmhjertighed. Til sidst bliver forholdet sådan, at den troende forlader denne verden renset og lutret, ligesom guld bliver rent, når det brændes i ild.

I det sjette vers i sura an-Nisa tales der om de forældreløses ejendom:

Den arabiske tekst følger

– De velstående skal naturligvis afholde sig fra at bruge den forældreløses ejendom. Den, der er fattig, må spise deraf i rimeligt omfang.

Dette vers’ påbud vedrører værgerne for de forældreløse. Hazrat Ibn Abbas (ra) beretter, at bestemmelsen i det nævnte vers blev ophævet af det følgende vers, sura an-Nisa, vers 10:

Den arabiske tekst følger

– De, der uretmæssigt fortærer de forældreløses ejendom, fylder kun ild i deres maver.

Men i det efterfølgende vers tales der om straffen for dem, der uretmæssigt fortærer de forældreløses ejendom. Derfor siger Hazrat Aisha (ra), at det vers, som tillader at spise deraf, gælder de personer, der fører tilsyn med de forældreløses ejendom og handel. Hvis en sådan værge er velstående, bør han ikke tage noget vederlag. Hvis han derimod er fattig, må han modtage noget i forhold til sin status. På grundlag af Hazrat Aishas (ra) fortolkning er der således i virkeligheden ingen modstrid mellem betydningen af de to vers. Ligesom de ovenfor citerede vers er også mange andre vers blevet fortolket af Hazrat Aisha (ra) og gengivet i hadith- og tafsirværker.

Al-hadith:

Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, er i grunden selve genstanden for hadith-videnskaben. Derfor var den person, der havde haft den største mulighed for at komme tæt på Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, også den, der havde fået denne mulighed. Tre år før hijra blev hun gift med Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham. Efter hijra var hun dog i seks måneder berøvet sin mands nærvær. Kort efter ankomsten til Medina flyttede hun ind i sin mands hjem, og siden blev de ikke adskilt. Den første periode af islam blev således tilbragt i hendes barndom. Men hendes naturlige begavelse og stærke hukommelse opvejede dette tab. Blandt Profetens hustruer var det kun Hazrat Sawda (må Allah være tilfreds med hende), der var ældre end Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) med hensyn til samliv med Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham. Hendes fysiske og mentale kræfter var begyndt at svækkes. Flere år før Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, bortgang var hun blevet ude af stand til at tage sig af sin mand. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var derimod en ung kvinde i sin opblomstring. I den alder udviklede hendes forstand og visdom sig dag for dag. Hun fik mulighed for at tjene Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, helt frem til det sidste øjeblik af hans jordiske liv. Derfor var hendes kendskab til Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, samlede tilstand og alle shariaens bestemmelser større end nogen andens.

Bortset fra Hazrat Sawda (må Allah være tilfreds med hende) blev de øvrige hustruer gift med Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, efter Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Da Hazrat Sawda (må Allah være tilfreds med hende) på grund af sin høje alder gav sin dag til Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), fik de andre hustruer mulighed for at være alene med Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, én dag hver ottende dag, mens Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fik to dage. Den moské, som var Allahs Sendebuds (må Allah være tilfreds med ham) center for folkeundervisning, lå desuden heldigvis lige ved siden af Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) hjem. Af alle disse grunde kunne ingen af hustruerne måle sig med Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), når det gjaldt kendskabet til Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, hadith og livsførelse.

Antallet af hadither, som Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) berettede, er så stort, at ingen blandt Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, hustruer, ja blandt alle de kvindelige sahaba, bortset fra måske fire eller fem mandlige sahaba, kan gøre krav på at være hendes lige. Store sahaba som Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) stod hende langt overlegen i rang på grund af deres lange samvær og ledsagelse, skarpe forståelse og intellektuelle evner. Men det, som en hustru naturligt kan lære om sin mand på én måned, kan slægtninge og venner ikke lære på mange år. På den anden side blev de nævnte højtstående sahaba straks efter Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, bortgang meget optaget af deres ansvar for kalifatets begyndende styre. Derfor fik de kun meget lidt tid og mulighed for at berette Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, hadither. De hadither, som de alligevel berettede eller fik bevaret, vedrører domme og juridiske bestemmelser. Det er disse, der danner grundlaget for vores fiqh-videnskab. Det egentlige hovedansvar for at berette hadith blev i grunden varetaget af dem, der var fri for ansvaret for at lede kalifatet.

Der er desuden endnu en grund til, at antallet af hadither, som disse højtstående sahaba berettede, var så lille. Deres tidsalder var fuldstændig sahabaernes tidsalder. På den tid var der kun sjældent behov for, at den ene spurgte den anden om Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, ord eller handlinger. Derfor var der også kun meget få muligheder for at berette hadith. Den efterfølgende generation, som hverken havde set Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, eller oplevet hans tid, var tabi’in. Deres tidsalder begyndte i grunden tyve til femogtyve år efter Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, bortgang. Det var dem, der ønskede at få et detaljeret kendskab til Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, liv. Men på det tidspunkt var disse højtstående sahaba gået bort fra denne verden. De yngre sahaba var derimod nået ind i deres livs midterste eller sidste fase. Det var dem, der tilfredsstillede tabi’inernes tørst efter viden om Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, liv og handlinger. Derfor var næsten alle de sahaba, hvis navne findes i hadithværkerne som talrige hadithberettere, unge på tidspunktet for Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, bortgang.

Der var kun syv sahaba, som havde berettet mere end tusind hadither. Nedenfor nævnes deres navne og antallet af hadither, de berettede:

1. Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) 5364

2. Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) 2660

3. Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) 2630

4. Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) 2540

5. Hazrat Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) 2686

6. Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) 2270

7. Hazrat Aisha as-Siddiqah (må Allah være tilfreds med hende) 2210

Ifølge tallene ved siden af de ovenfor nævnte navne indtager Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) en syvendeplads blandt hadith-overleverne. Denne liste er dog ikke alment accepteret. Ifølge mange har ingen andre end Hazrat Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) overleveret flere hadither end Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Ifølge dem indtager Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) en tredjeplads blandt dem, der har overleveret flest hadither.

De fleste af dem, hvis navne her er nævnt som flittige hadith-overleverere, levede også efter Umm al-Mu’minin Aishas (må Allah være tilfreds med hende) død. Derfor fortsatte deres overleveringskæde endnu et stykke tid. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde nogle yderligere begrænsninger sammenlignet med mændene. Hun var for eksempel en tilsløret kvinde. Hun kunne ikke være til stede ved enhver forsamling som de mandlige overleverere, og de studerende kunne heller ikke komme til hende når som helst, blot fordi de ønskede det. I modsætning til andre fik hun ikke mulighed for at rejse til den daværende islamiske kalifats store byer. Hvis hun, ligesom de mandlige overleverere, havde kunnet drage fordel af alle muligheder og bekvemmeligheder, ville hun have indtaget den øverste plads af alle.

Det er fremgået af den tidligere gennemgang, at det samlede antal hadither, som Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har overleveret, er to tusind to hundrede og ti (2210). Heraf er 286 hadither samlet i Sahihayn – Bukhari og Muslim. 174 er muttafaq alayh, 53 findes kun hos Bukhari, og 69 er overleveret udelukkende hos Muslim. Dermed er der i alt 228 hadither hos Bukhari og 243 hos Muslim. Desuden er Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) øvrige hadither samlet med deres overleveringskæder i forskellige værker. Alle de hadither, som Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har overleveret, er samlet i sjette bind af Imam Ahmads (må Allah være tilfreds med ham) Musnad (Egypten). Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) høje status og store anseelse blandt den muslimske ummah skyldes ikke, at hun har overleveret mange hadither; det afgørende er derimod hendes dybe og fine forståelse af hadithernes betydning og deres grundlæggende tankegang. Blandt sahabaerne er der mange, hvis antal overleverede hadither er meget lille. Alligevel hører de til de højtstående, fiqh-kyndige sahabaer. De, der uden at forstå den grundlæggende betydning af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ord blot har overleveret alt, hvad de hørte, har et stort antal overleveringer. Vi ser, at blandt alle de sahabaer, der er kendt for at have overleveret mange hadither, er det kun Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), der er blevet anerkendt som fiqh-kyndige og mujtahider. Det siges, at en fjerdedel af alle shariaens bestemmelser er overleveret fra hende. Derfor har Allamah Dhahabi sagt:

Arabisk tekst følger

Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) lærde ledsagere kendte dette fra ham. En gruppe mennesker tilegnede sig dyb forståelse af religionen direkte fra ham.

Foruden at have overleveret meget havde Hazrat ’Aisha (må Allah være tilfreds med hende) en dyb forståelse af religionens betydning og en stærk evne til at udlede regler og bestemmelser. Et særligt kendetegn ved hendes overleveringer er, at hun sammen med reglerne og begivenhederne i de fleste tilfælde også angav deres årsag. For tydeligt at fremhæve dette kendetegn ved hendes overleveringer fremlægges her en kort sammenlignende gennemgang af andre overlevereres beretninger.

I Sahih al-Bukhari findes der overleveringer fra Hazrat ’Abdullah ibn ’Umar (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat ’Aisha (må Allah være tilfreds med hende) om at tage et rituelt bad på fredagen. Her gives eksempler på de tre personers overleveringer. Hazrat ’Abdullah ibn ’Umar siger:

Arabisk tekst følger

Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: Den af jer, der kommer til fredagsbønnen, skal bestemt tage et rituelt bad, før han kommer.

Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) siger:

Arabisk tekst følger

-Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: Ghusl på fredagen er obligatorisk for enhver myndig person.

En beretning fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) om samme emne lyder således:

Det arabiske lyder:

-Folk kom fra deres hjem og fra bosættelser uden for Medina. De kom gennem støv og sand, så de blev dækket af sved og støv. En gang opholdt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) sig hos mig, da en af disse mænd kom til ham. Profeten (må Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde da: Det ville have været bedre, hvis I havde taget et bad på denne dag.

En anden beretning fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) lyder således:

Det arabiske lyder:

-Folk arbejdede med deres egne hænder. Når de gik til fredagsbønnen, kom de i denne tilstand. Så blev der sagt til dem: Det ville have været bedre, hvis I havde taget et bad.

Vi har ovenfor gengivet tre beretninger om samme emne. Hvilken grund Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) havde til at påbyde badning på fredagen, har Aisha (må Allah være tilfreds med hende) tydeligt forklaret; det findes ikke i de to andre beretninger.

Engang gav Hazrat Rasul-e-Karim besked om, at offerkødet skulle spises op inden for tre dage. Det måtte ikke opbevares i mere end tre dage. Hazrat Abdullah ibn Umar, Hazrat Abu Sa’id al-Khudri og mange andre sahaba anså denne besked for at være permanent. Mange af dem plejede at sige netop dette til folk. Hazrat Aisha anså den imidlertid ikke for at være en permanent eller endelig besked. Hun mente, at det var en midlertidig besked.

Hun beretter om sagen således:

Det arabiske lyder:

-Vi plejede at konservere offerkødet med salt. I Medina satte vi dette kød frem for Allahs Sendebud, så han kunne spise det. Han sagde: I skal ikke spise dette kød efter tre dage. Det var ikke et endeligt forbud. Han ønskede derimod, at folk også skulle give noget af dette kød til andre, så de kunne spise det.

I en anden hadith fra Hazrat Aisha, som Imam Tirmidhi har berettet, har hun også forklaret den egentlige årsag til dette forbud. En mand spurgte: O de troendes moder! Er det forbudt at spise offerkød efter mere end tre dage? Hun svarede:

Det arabiske lyder:

-Nej. På det tidspunkt var der imidlertid kun få mennesker, som kunne bringe et offer. Derfor ønskede han, at de også skulle give dette kød til dem, der ikke havde kunnet bringe et offer, så de kunne spise det.

Imam Ahmad har berettet hadithen således:

Det arabiske lyder:

– Det er ikke korrekt, at offerkødet ikke må spises efter tre dage. På det tidspunkt var der derimod kun meget få, som havde mulighed for at bringe et offer. Derfor gav han denne befaling: De, der bringer et offer, skal give kød at spise til dem, der ikke havde mulighed for at bringe et offer.

Imam Muslim overleverer denne hadith som en beretning om en begivenhed. Et år opstod der således mangel i området omkring Medina og i landsbyerne. Det var ved den lejlighed, at han gav denne befaling. Året efter, da manglen ikke længere var der, ophævede han denne befaling. Der findes også en lignende overlevering fra Hazrat Salama ibn al-Akwa (må Allah være tilfreds med ham).

Ved Kabaen er der på den ene side efter muren afsat et stykke plads, som kaldes Hatim. Under tawaf skal man udføre tawaf med Hatim inden for kredsen. Et spørgsmål kan opstå i menneskers hjerter: Hvorfor skal man også udføre tawaf omkring noget, der ikke er en del af Kabaen? Mange sahaba har måske bedt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) om svar på dette spørgsmål. Men i hadith-samlingerne findes der ingen sådan overlevering fra dem. Vi finder svaret på dette spørgsmål i Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) overlevering. Hun siger: »Jeg spurgte: ’O Allahs Sendebud! Er denne mur også en del af Kabaen?’ Han svarede: ’Ja!’ Jeg sagde: ’Hvorfor tog folk den så ikke med indenfor, da den blev bygget?’ Han svarede: ’Dit folk havde ikke tilstrækkelige midler. Derfor lod de dette stykke være udenfor.’ Jeg spurgte igen: ’Hvorfor er Kabaens dør så højt placeret?’ Han svarede: ’For at han kan lade den, han ønsker, gå ind, og forhindre den, han ønsker, i at gå ind.’«

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Hvis Aishas (må Allah være tilfreds med hende) overlevering er korrekt, kan man forstå, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) af denne grund heller ikke kyssede de to søjler på den side.« Men spørgsmålet er: Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) vidste, at Kabaen ikke var fuldstændig opført på sit oprindelige fundament, er der ingen tvivl om, at profeten Muhammad, Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), som arvtager og fornyer af Hazrat Ibrahims (fred være med ham) sharia, også vidste dette. Derfor sagde han som svar på Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) spørgsmål: »Aisha! Hvis dit folk ikke havde været så tæt på deres tid med vantro, ville jeg have revet Kabaen ned og genopført den på Ibrahims oprindelige fundament.« Eftersom den almindelige arabiske befolkning netop havde antaget islam, kunne de være blevet oprørte, hvis Kabaen var blevet genopført på ny; af frygt for dette blev det ikke gjort. Denne hadith viser, at hvis gennemførelsen af en handling i shariaen udsættes på grundlag af en større gavn, er det ikke dadelværdigt. Betingelsen er dog, at shariaen ikke kræver, at denne handling gennemføres straks.

På grundlag af Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) overlevering udvidede hendes nevø, Hazrat Abdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), Kabaen under sin kalifperiode og opførte den på Ibrahims (fred være med ham) oprindelige fundament. Efter Hazrat ibn az-Zubayrs (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød genvandt kaliffen Abdullah Malik herredømmet over Mekka. Ud fra den antagelse, at Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) havde gjort dette på grundlag af sin egen ijtihad, rev han det ned og byggede det op igen som tidligere. Men da han erfarede, at Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) ikke havde gjort det ud fra sin egen ijtihad, men på grundlag af denne overlevering fra De Troendes Moder, blev han dybt skamfuld og angerfuld over sin handling.

Efter Hazrat Allahs Ædle Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bortgang opstod der uenighed blandt de fremtrædende sahaba om, hvor han skulle begraves. Ifølge en overlevering sagde Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) da: »Profeter begraves dér, hvor de afgiver deres sidste åndedrag.« Derfor blev Allahs Ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) begravet i Aishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse, dér hvor han døde. Men den egentlige årsag findes i Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) overlevering. Hun siger:

Det arabiske lyder:

—Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde under sin sidste sygdom: »Må Allah forbande jøderne og de kristne. De har gjort deres profeters grave til steder for tilbedelse.« ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Hvis der ikke havde været denne frygt, ville Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) grav have ligget på en åben mark. Men han frygtede, at graven ville blive gjort til en moské.«

Det var netop på grund af denne frygt hos Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), at han blev begravet på det sted, hvor han udåndede.

På samme måde findes der en klar forklaring på hijra i en hadith fra ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende), som al-Bukhari har overleveret. Almindeligvis forstod man ved hijra, at man forlod sit fødested og slog sig ned i Medina. Men hun sagde: »Der er ikke længere nogen hijra. Hijra fandt sted dengang, da mennesker af frygt for deres liv kom til Allah og Hans Sendebud for at redde deres religion. Den situation findes ikke længere. Derfor vil der heller ikke være nogen egentlig hijra.« Af denne grund plejede Ibn ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) at sige: »Efter erobringen af Mekka er der ikke længere nogen hijra.«

Ifølge muhaddithin og de lærde inden for jarh wa ta‘dil (kritik og vurdering) er der forholdsvis meget få fejl og unøjagtigheder blandt de hadither, som Hazrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) har overleveret. Der er en særlig grund til dette. Almindelige sahaba hørte måske en udtalelse fra Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) én gang eller så ham udføre en handling, hvorefter de gengav udtalelsen eller handlingen nøjagtigt for andre. ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) vane var derimod ikke at fortælle noget videre, før hun havde forstået udtalelsen eller begivenheden grundigt. Hvis hun ikke forstod en af Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) udtalelser eller handlinger, stillede hun gentagne spørgsmål, indtil hun forstod dem. I hadith-samlingerne er mange af hendes spørgsmål af denne art blevet overleveret. Andre havde derimod kun sjældent denne mulighed.

Når det gjaldt hadither, som hun ikke selv havde hørt direkte, men havde hørt gennem andre, udviste hun stor forsigtighed ved overleveringen. Først efter den mest grundige kontrol, undersøgelse, analyse og efterforskning, og når hun havde fuld tillid, gengav hun dem. En gang fortalte den berømte sahabi Hazrat ‘Abdullah ibn ‘Amr ibn al-‘As (må Allah være tilfreds med ham) hende en hadith. Da han kom igen et år senere, sendte Hazrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) en mand til ham for at høre hadithen endnu en gang. ‘Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) gengav den ordret som tidligere uden nogen form for ændring eller udeladelse. Manden vendte tilbage og fortalte hadithen til ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende). Da sagde hun: »Ved Allah, jeg husker Ibn ‘Amrs ord.«

På grundlag af dette princip sendte hun, hvis hun havde modtaget en overlevering fra nogen, enhver, der kom til hende for at høre den, videre til den oprindelige overlever. Formålet var i videst muligt omfang at forkorte kæden af mellemled i hadithens overleveringskæde og gøre den til en højere isnad. For eksempel plejede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) efter at have bedt asr-bønnen i moskéen at gå hjem og bede en sunnah-bøn. Alligevel var den endelige befaling, at der ikke er nogen bøn efter asr. Nogle mennesker sendte en mand til Hazrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) for at få at vide, hvor sand denne hadith, som blev overleveret gennem hendes kæde, egentlig var. Hun sagde: »Gå til Umm Salama og spørg hende. Hun er hadithens oprindelige fortæller eller overlever.« En anden gang spurgte en mand hende om masah over khuffayn, og hun sagde: »Gå til ‘Ali (må Allah være tilfreds med ham). Han ledsagede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) på hans rejser.«

Ligesom Hazrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) beskyttede sine egne overleveringer mod enhver form for fejl og unøjagtighed, korrigerede hun også i mange tilfælde andres overleveringer. Hun påpegede og rettede selv de mindste fejl og afvigelser i sine samtidiges overleveringer med stor strenghed. I muhaddithernes terminologi er dette kendt som ‘idrak.

Hazrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) mente, at en overlevering ikke kunne være korrekt, hvis den var i modstrid med Allahs ord. Senere antog hadith-eksperterne dette som et af de vigtigste principper for kontrol og vurdering af hadither. På grundlag af dette princip nægtede Hazrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) at anerkende mange af andres overleveringer som korrekte. I stedet forklarede hun, ud fra sin egen viden, den egentlige betydning og baggrund for disse overleveringer. Eksempelvis har Hazrat ‘Abdullah ibn ‘Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat ‘Abdullah ibn ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) og flere andre sahaba overleveret:

Det arabiske vers vil følge.

Det vil sige, at den døde straffes på grund af familiens gråd.”

Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fik denne beretning forelagt, afviste hun den. Hun sagde: »Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde aldrig noget sådant. Det, der skete, var, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) en dag gik forbi liget af en jøde og så, at dennes slægtninge var begyndt at skrige og jamre. Da sagde han: De græder og jamrer, mens han bliver straffet.« Meningen med Aishas (må Allah være tilfreds med hende) udsagn er, at straffen ikke skyldes gråden og jamren. Det vil sige, at de jamrer, mens den døde på den anden side straffes for sine tidligere handlinger. Gråden er jo andres handling. Hvorfor skulle den døde så lide under andres handlinger? Derfor siger hun: »Koranen er tilstrækkelig for jer.« Allah har sagt:

Det arabiske vers vil følge.

Ingen skal bære en andens byrde.

Fortælleren Ibn Abi Mulayka siger: Da Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte om Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) beretning og hendes antagelse, kunne han ikke give noget svar.

Imam Bukhari (må Allah være tilfreds med ham) har i et særskilt afsnit i kapitlet al-Jana’iz i sit værk Sahih forsøgt at forene Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) og Ibn Umars (må Allah være tilfreds med ham) to beretninger. Han siger, at hvis gråd og jamren var en vane hos den døde, mens han levede, og hvis han i sin levetid ikke havde forbudt sine nærmeste at gøre sådan, vil han blive straffet for deres jamren. Det skyldes, at han ikke opfyldte sit ansvar for deres opdragelse, mens han levede. Allah siger:

Det arabiske vers vil følge

– I troende! Beskyt jer selv og jeres familier mod Helvedes ild.

Hvis familien, trods behørig undervisning og vejledning i hans levetid, alligevel sørger højlydt over den afdøde, er Aishas (må Allah være tilfreds med hende) synspunkt således det rette. For Allah har sagt: »Ingen skal bære en andens byrde.« Han har også sagt:

Den arabiske tekst følger.

– Hvis nogen kalder på en anden for at få ham til at bære hans tunge byrde, vil ingen bære den for ham – selv om han er en nær slægtning.

Den berømte imam og hadith-lærde Abdullah ibn al-Mubarak havde samme opfattelse som imam al-Bukhari. Nogle har imidlertid rejst følgende indvending mod imam al-Bukharis forsøg på at forene disse synspunkter: Hvis en person i sin levetid ikke har opfyldt sit ansvar for at give sin familie den rette undervisning og opdragelse, vil han efter sin død blive straffet for sin forsømmelse af dette ansvar. Men hvorfor skulle han straffes for de levendes synder? Blandt mujtahiderne fulgte imam al-Shafi‘i, imam Muhammad og imam Abu Hanifa (må Allah være tilfreds med dem) i denne sag Aishas (må Allah være tilfreds med hende) synspunkt.

Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) så Allah, Verdens Herre, to gange. Masruq (må Allah være tilfreds med ham) spurgte Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Moder! Så Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham) Allah?« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Du har sagt noget, som får hvert eneste hår på min krop til at rejse sig. Den, der siger til dig, at Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham) har set Allah, lyver.« Derefter reciterede hun dette vers:

Den arabiske tekst følger.

– Synene kan ikke omfatte Ham, men Han omfatter synene. Han er den Mest Subtile, den Alvidende.

Derefter reciterede han dette vers:

Arabisk vil være.

– Det tilkommer ikke noget menneske, at Allah taler til ham, undtagen gennem åbenbaring, fra bag et slør eller ved at sende en udsending.

Flere hadither støtter også Aishas (ra) udsagn. Af en hadith, der er samlet i Sahih Muslim, fremgår det, at Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) sagde: »Han er jo lys eller stråleglans. Hvordan skulle jeg kunne se Ham?«

Mutʿa-ægteskabet, som var udbredt i uvidenhedens tid og fra islams begyndelse indtil det 7. hijri-år i en bestemt tidsperiode, blev erklæret haram på tidspunktet for erobringen af Khaybar. Derefter mente blandt andre den ærværdige Ibn Abbas (ra), at denne form for ægteskab var tilladt. Men størstedelen af sahabaerne mente, at det var haram. En elev af den ærværdige Aisha (ra) spurgte hende en dag om mutʿa-ægteskabets gyldighed. Den ærværdige Aisha (ra) svarede ham ikke med en hadith. Hun sagde: »Mellem mig og jer er Allahs Bog.« Derefter reciterede hun dette vers:

Arabisk vil være

– og dem, der vogter deres kønsdele, bortset fra over for deres hustruer og de slavekvinder, som de ejer; da vil de ikke blive dadlet for ikke at vogte sig.

Derfor er ingen anden fremgangsmåde end disse to tilladt. Det skal bemærkes, at den kvinde, der er erhvervet gennem mutʿa, hverken er hustru eller slavekvinde.

Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) har berettet: Den uægte søn er den værste af de tre (forældre og barn).

Da dette kom Aisha (må Allah være tilfreds med hende) for øre, sagde hun: Det er ikke korrekt. Det, der skete, var, at en hykler plejede at tale nedsættende om Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). En dag sagde folk: »O Allahs Sendebud! Manden er også en uægte søn.« Da sagde Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Han er den værste af de tre.« Det vil sige: Hans forældre begik ganske vist kun en skændig handling, men de talte ikke nedsættende om Allahs Sendebud. Men dette barn, som blev født som følge af deres skændige handling, taler nedsættende om Allahs Sendebud. Derfor er han værre end dem. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) bemærkning gjaldt en særlig hændelse og ikke alle. For Allah har sagt: »Ingen bærer en andens byrde.« Det vil sige, at synden tilhører forældrene. Hvorfor skulle barnet være ansvarligt for den?

Alle de vantro, der blev dræbt i slaget ved Badr, blev begravet samlet på selve Badr-slagmarken. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) stod dér og talte til de begravede:

Den arabiske tekst lyder

»Har I fundet jeres Herres løfte sandt?« Sahabaerne spurgte: »O Allahs Sendebud! Taler du til de døde?« Ibn Umar har overleveret fra sin far, Umar (må Allah være tilfreds med ham), og Anas ibn Malik har overleveret fra Abu Talha, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) som svar sagde:

Den arabiske tekst lyder

I hører ikke bedre end dem. Men de kan ikke svare.

Da denne beretning blev nævnt for Aisha (må Allah være tilfreds med hende), sagde hun: Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde ikke dette, men sagde derimod:

Det skal være på arabisk

– Nu har de med sikkerhed indset, at alt det, jeg plejede at fortælle dem, var sandt.

Derefter reciterede Hazrat ʿAisha de to vers fra Koranen:

Det skal være på arabisk

– »Du kan ikke få de døde til at høre kaldet.«

»Du kan ikke få dem, der ligger i gravene, til at høre.«

Senere forsøgte hadith-lærde, idet de accepterede Hazrat ʿAishas argumenter og beviser, at forene de to overleveringer. Den berømte tābiʿī Hazrat Qatāda siger: »Allah gav de dræbte ved Badr livet tilbage for en tid. Som et mirakel fra Allahs Sendebud blev deres hørelse givet tilbage til dem for denne periode.«

De forskelle i overleveringer, der findes blandt Profetens ledsagere om forskellige spørgsmål, skyldes i vid udstrækning forskelle i deres forståelse.

Den forståelse og intelligens, som Allah havde skænket hende, havde Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) opnået i større mål end mange andre. Hun anvendte denne enestående dømmekraft og evne til forståelse i forbindelse med overlevering og forklaring af hadither. Her nævner vi nogle få begivenheder, hvori hendes skarpe indsigt og intelligens kommer til udtryk.

Da Hazrat Abu Sa’id al-Khudris (må Allah være tilfreds med ham) liv nærmede sig sin afslutning, bad han om nyt tøj og tog det på. Da han skulle forklare årsagen, sagde han: »En muslim bliver genoprejst i det klæde, som han dør i.« Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte dette, sagde hun: »Må Allah vise Abu Sa’id barmhjertighed. Med »klæde« mente Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) menneskets handlinger. Ellers har Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) jo tydeligt sagt, at menneskene på Dommedag vil blive genoprejst med nøgne kroppe, bare fødder og utildækkede hoveder.«

Islams forskrift er, at en fraskilt kvinde skal gennemføre sin iddah i sin mands hus. En kvindelig sahabi ved navn Fatimah plejede i modstrid med denne forskrift at fortælle om en begivenhed fra sit eget liv. Hun sagde, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde givet hende tilladelse til under iddah-perioden at flytte fra sin mands hus til et andet sted. Ved forskellige lejligheder fremlagde hun denne begivenhed som bevis over for mange sahaba. Nogle accepterede hendes overlevering, men flertallet af sahaba nægtede at godtage den. Da Marwan på et tidspunkt var guvernør i Medina, blev en sådan sag anlagt. Den ene part fremførte Fatimahs overlevering som bevis. Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fik dette at vide, irettesatte hun Fatimah skarpt. Hun sagde, at der ikke var noget godt i Fatimahs fortælling om denne begivenhed. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde ganske vist givet hende tilladelse til at flytte fra sin mands hus under iddah-perioden, men det skyldtes, at hendes mands hus lå et utrygt og skræmmende sted.

Det fremgår af flere autentiske hadither, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) især kunne lide kødet fra en gedes forben. Hazrat Ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) siger, at det netop var forbenets kød, Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bedst kunne lide. Det var også i forbenets kød, at der blev lagt gift, som blev givet til ham.

Abu Ubaid siger også, at Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) især kunne lide forbenets kød. Men om dette siger Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende):

Det bliver arabisk.

Det var ikke, fordi Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) især foretrak forbenets kød. Sagen var snarere, at han kun fik mulighed for at spise kød med lange mellemrum. Derfor blev der serveret forbenets kød for ham, eftersom det kød hurtigt bliver kogt og falder fra hinanden. Hvor meget en mangeårig, meget nær og fortrolig ven end ved om en person, kender en hustru ham alligevel langt bedre. Hele Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) legeme, fra håret på hans hoved til neglene på hans fødder, var hvert øjeblik et eksempel og et forbillede. Derfor fik enhver handling i hans liv status som lov og forskrift. Det kan således siges, at hans hustruer fik en personlig viden om ham, som det var umuligt for andre at opnå. Der findes en række spørgsmål, hvor man ser, at andre ædle sahaba traf afgørelser på grundlag af deres eget ijtihad eller en overlevering, men Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) afviste dem på grundlag af sin egen personlige erfaring. Den dag i dag accepteres hendes udtalelse som bevis i disse spørgsmål. Til læsernes orientering nævnes her nogle få sådanne spørgsmål.

Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) udstedte den juridiske afgørelse, at kvinder under den rituelle helkropsvask skulle løsne deres hårknude og gøre håret vådt. Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte dette, sagde hun: »Hvorfor siger han ikke også til kvinderne, at de skal klippe deres hår af? Jeg badede foran Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), og jeg løsnede ikke mit hår.«

Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) plejede at sige, at hvis man kysser sin hustru, mens man har wudu, bliver ens wudu ugyldig. Da Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte dette, sagde hun: »Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede ikke at tage wudu efter at have kysset.« Efter at have sagt dette brød hun ud i latter.

Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) plejede at berette, at hvis en kvinde, et æsel eller en hund passerer foran en mand, der udfører salah, bliver mandens salah ugyldig. Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte dette, blev hun vred. Hun sagde: »Har I gjort os kvinder lige med æsler og hunde? Jeg plejede at ligge med strakte ben foran Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), mens han stod i salah. Når han gik ned i sujud, puffede han til mig med hånden, og jeg trak benene til mig. Når han rejste sig, strakte jeg igen benene ud. Hvis jeg havde brug for det, trak jeg mig sammen og gik foran ham.«

En dag, da Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) holdt en prædiken, berettede han, at hvis nogen ved daggry på en fastedag havde behov for at tage et bad, skulle han ikke faste den dag. Folk gik til Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) for at få bekræftet dette. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) praksis var det modsatte.« Folk gik derefter til Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) og gjorde ham opmærksom på dette. Til sidst trak han sin tidligere fatwa tilbage.

Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) afgav den fatwa, at hvis en person ikke udfører hajj, men blot sender et offerdyr til Mekkas haram-område, gælder alle de samme regler for ham som for en pilgrim, indtil dyret er blevet slagtet dér. Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte dette, sagde hun: »Jeg flettede med mine egne hænder snoren til Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) offerdyr, og han bandt selv snoren om offerdyrets hals. Derefter tog min far dem med til Mekka. Alligevel var alt tilladt. Intet tilladt blev gjort forbudt indtil offerhandlingen.«

Vi har allerede nævnt, at Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var begavet med en enestående intelligens og hukommelse. Hukommelsen er i bund og grund en af Allahs nådegaver, og hun blev i fuldt mål velsignet med denne gave. De vers fra Koranen, som hun hørte i barndommen, mens hun legede, bevarede hun i sin hukommelse hele livet. Hadith-videnskabens pålidelighed hviler netop på hukommelse og udenadslære. At huske hver eneste daglig begivenhed fra profetens tid, gengive den nøjagtigt igen og viderebringe de ord, man havde hørt fra Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) mund, præcis sådan som man havde hørt dem, er en succesfuld muhaddiths største ansvar og pligt. De fejl, Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) påpegede hos sine samtidige, og den kritik, hun rettede mod dem, skyldtes i høj grad forskellene og variationerne i deres udenadslære. Her nævnes nogle få hændelser, som viser hendes skarpe hukommelse.

Hazrat سعد ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) døde. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) ønskede, at liget skulle bringes til moskéen, så hun også kunne deltage i janazah-bønnen. Folk protesterede. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Hvor hurtigt folk glemmer. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bad janazah-bønnen for Suhail ibn Bayda (må Allah være tilfreds med ham) netop i moskéen.«

Folk spurgte Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Hvor mange gange udførte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) umra?« Han svarede: »Fire gange. En af dem var i rajab-måneden.« Urwa (må Allah være tilfreds med ham) råbte: »Kære tante! Hører du ikke, hvad han siger?« Hun spurgte: »Hvad siger han?« Urwa sagde: »Han siger, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udførte fire umraer, hvoraf én var i rajab-måneden.« Da sagde hun: »Må Allah vise Abu Abd al-Rahman (Ibn Umars tilnavn) nåde. Allahs Sendebud udførte ikke en eneste umra, som jeg ikke deltog i. Han udførte ingen umra i rajab.«

De ædle muhaddithin har inddelt sahaba i fem niveauer med hensyn til hadith-overlevering, og næsten hvert niveau omfatter både mandlige og kvindelige sahaba. 1. niveau: De sahaba, hvis overleverede hadither udgør tusind eller flere. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hører til dette niveau. 2. niveau: De sahaba, hvis overleveringer udgør fem hundrede eller flere, men færre end tusind. Der er ingen kvindelige sahaba på dette niveau. 3. niveau: De sahaba, hvis overleveringer udgør hundrede eller flere, men færre end fem hundrede. Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) hører til dette niveau. 4. niveau: De sahaba, hvis overleveringer udgør fra fyrre til hundrede. De fleste på dette niveau er kvindelige sahaba, såsom De troendes moder Hazrat Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende), Umm Atiyya (må Allah være tilfreds med hende), De troendes moder Hazrat Hafsa (må Allah være tilfreds med hende), Asma bint Abi Bakr (må Allah være tilfreds med hende), Umm Hani (må Allah være tilfreds med hende) og andre. 5. niveau: De sahaba, hvis overleveringer udgør fyrre eller færre. Medlemmerne af dette niveau er for det meste kvinder, såsom Hazrat Umm Qays (må Allah være tilfreds med hende), Hazrat Fatima bint Qays (må Allah være tilfreds med hende), Hazrat Rabi bint Ma’ud (må Allah være tilfreds med hende), Hazrat Subra bint Safwan (må Allah være tilfreds med hende), Hazrat Kulthum bint Husayn al-Ghifari (må Allah være tilfreds med hende), Hazrat Ja’da bint Wahab (må Allah være tilfreds med hende) og andre.

Gennem gennemgangen ovenfor af disse niveauer er det blevet klart for os, hvilken rang eller position Hazrat ‘A’isha (ra) indtog inden for hadithvidenskaben. Vi har set, at hendes position var på det allerhøjeste niveau.

Umm al-Mu’minin Hazrat ‘A’isha (ra) overleverede hadither direkte fra Rasulullah (sallallahu ‘alayhi wa sallam). Desuden overleverede hun hadither gennem sin far, Hazrat Abu Bakr (ra), samt gennem ‘Umar (ra), Fatima (ra) og Sa‘d (ra). På den anden side var der mange, som hørte hadither fra Hazrat ‘A’isha (ra) og overleverede dem videre. Blandt dem var der både sahabaer og tabi‘in. ‘Allama Dhahabi nævner navnene på næsten to hundrede personer og siger derefter, at der var endnu flere.

Arbejdet med at nedskrive sahabaernes overleveringer og hadither samt samle dem i værker begyndte omkring midten af det første hijri-århundrede. Ved slutningen af dette århundrede besteg den umayyadiske kalif Hazrat ‘Umar ibn ‘Abd al-‘Aziz (rah) kalifatets trone. På hans tid var den historisk berømte Abu Bakr ibn ‘Amr ibn Hazm al-Ansari dommer i Medina. Han var en mand med omfattende lærdom i Koranen og hadith. Den største del af grundlaget for denne lærdom skyldtes hans moster, Hazrat ‘Umrah. Denne ‘Umrah var elev af Hazrat ‘A’isha (ra) og var blevet opdraget under hendes vejledning. Kaliffen ‘Umar ibn ‘Abd al-‘Aziz beordrede Abu Bakr til at nedskrive ‘Umrahs overleveringer og sende dem til ham.

Fiqh og qiyas

Al-Koranen og al-hadith eller as-sunnah er beviserne og grundlaget, mens fiqh er deres konklusioner og resultater. Alle de afgørelser, der er truffet på grundlag af Koranen og hadith, udgør fiqh og qiyas. Hvor dygtig Hazrat ‘A’isha (ra) var inden for denne videnskab om fiqh og qiyas, er allerede til en vis grad blevet klart gennem den tidligere gennemgang af hendes ekspertise i al-Koranen og al-hadith. Her gives en kort gennemgang af, hvilke principper eller retningslinjer hun fulgte inden for fiqh og qiyas.

I Rasulullahs (sallallahu ‘alayhi wa sallam) levetid var han selv centrum for alle fatwaer og afgørelser. Når et problem opstod, gav han selv løsningen på det. Efter Rasulullahs (sallallahu ‘alayhi wa sallam) bortgang overtog de højtstående sahabaer hans plads; de var dygtige til at forstå shariaens og de islamiske bestemmelsers dybere betydning. Når der opstod et nyt problem for Hazrat Abu Bakr (ra) eller Hazrat ‘Umar (ra), samlede han de lærde sahabaer og bad dem træffe en afgørelse. Hvis en af dem kendte en særlig hadith, overleverede han den. Ellers traf de en afgørelse ved at drage en analogi eller slutning ud fra en anden bestemmelse i Koranen og hadith. Indtil den tredje kalif i det retledte kalifat var dette fiqh-akademi centreret i Medina. Under Hazrat ‘Uthmans (ra) kalifat voksede uorden og uro frem, og mange mennesker forlod Medina og bosatte sig forskellige steder såsom Mekka, Ta’if, Damaskus og Basra. Derefter blev Hazrat ‘Ali (ra) kalif. Han gjorde Kufa til Dar al-Khilafa, kalifatets sæde. Af disse grunde forlod mange af de begavede elever fra Rasulullahs (sallallahu ‘alayhi wa sallam) undervisningskreds Medina og rejste til andre byer. Som følge heraf blev kundskabens virkefelt og udbredelse dog større. Men den samlede form eller det fælles særpræg gik tabt. Det, der stadig fandtes, var kun i Medina.

Efter de højtstående sahabaer var det i Medina især disse fire, der beskæftigede sig med fiqh og fatwaer: Hazrat ‘Abdullah ibn ‘Umar, Hazrat ‘Abdullah ibn ‘Abbas, Hazrat Abu Hurayra og Hazrat ‘A’isha (ra). Hvor Koranen og sunnah ikke indeholdt en klar bestemmelse, var disse fires principper forskellige. ‘Abdullah ibn ‘Umar og Abu Hurayras (ra) praksis var, at hvis der fandtes en bestemmelse i Koranen eller sunnah om det foreliggende spørgsmål, eller en handling udført af de tidligere kaliffer, så gengav de den. Hvis der ikke fandtes noget sådant, forholdt de sig tavse. Hazrat ‘Abdullah ibn ‘Abbas (ra) traf i sådanne tilfælde en afgørelse efter sin egen forståelse og fornuft ved at drage en analogi ud fra Koranen, sunnah og de spørgsmål, der var blevet løst på de tidligere kaliffers tid. Hazrat ‘A’ishas (ra) princip var i dette tilfælde først at søge en løsning på problemet i Koranen. Hvis hun ikke fandt den dér, vendte hun sig til sunnah. Hvis hun heller ikke fandt den dér, foretog hun qiyas efter sin egen fornuft. Vi har allerede tidligere omtalt noget om Hazrat ‘A’ishas (ra) metode for ijtihad og istinbat (undersøgelse og afgørelse). Her fremlægger vi endnu nogle eksempler.

Det står i Koranen:

Det skal være på arabisk

»Den fraskilte kvinde skal holde sig tilbage i tre qurūʾ.« Det vil sige, at hendes ʿiddah-periode er tre qurūʾ. Der er uenighed om betydningen af qurūʾ. En niece af Hazrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) blev skilt af sin mand. Da tre ṭuhūr, det vil sige tre perioder med renhed, var gået, og en ny måned begyndte, sagde hun til hende, at hun skulle forlade sin mands hjem. Nogle mennesker protesterede mod hendes handling og sagde, at den var i strid med Koranens påbud. Som bevis for deres synspunkt fremførte de det ovenfor nævnte koranvers. Umm al-Muʾminīn svarede: »Tre qurūʾ er korrekt. Men ved I, hvad qurūʾ betyder? Qurūʾ betyder ṭuhūr (renhed).« Alle Medinas faqīh’er fulgte Hazrat ʿAʾishahs (må Allah være tilfreds med hende) syn i denne sag. Irakerne forstod derimod qurūʾ som ḥayḍ (de særlige menstruationsdage).

Hazrat Zayd ibn Arqam (må Allah være tilfreds med ham) købte en slavekvinde af en kvinde på kredit for otte hundrede dirham. Han aftalte, at han skulle betale prisen, når han modtog sin ydelse. Før han havde betalt prisen, solgte han den pågældende slavekvinde tilbage til den samme kvinde kontant for seks hundrede dirham. Kvinden underrettede Hazrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) om denne handel. Hazrat ʿAʾishah sagde til kvinden: »Du har gjort noget forkert, og det har Zayd ibn Arqam også. Du skal fortælle ham, at den belønning, han opnåede ved at kæmpe sammen med Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), er gået tabt — medmindre han omvender sig.«

I denne særlige situation afgjorde Hazrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende), at de yderligere to hundrede dirham var renter. Det er blevet overleveret i forskellige hadith-samlinger, at Hazrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) traf denne afgørelse på grundlag af vers 275 i surah al-Baqarah.

Hvis en mand overdrager sin hustru retten til at skille sig, og hustruen giver denne ret tilbage til manden og derefter vælger ham som sin mand, vil der så alligevel indtræde en skilsmisse for hende? Om dette spørgsmål mente Hazrat ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham), at én skilsmisse ville indtræde. Men Hazrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) siger, at der ikke engang vil indtræde én skilsmisse. Som støtte for sit synspunkt henviser hun til den såkaldte takhyīr-hændelse vedrørende Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Hun siger, at Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde givet sine hustruer valget mellem at forlade ham og vælge verdslig lykke og velstand eller at blive hos ham og acceptere denne fattigdom og sult. Alle valgte den anden mulighed. Medførte det da, at én skilsmisse indtrådte for dem?

Hvis nogen frigiver en slave, opstår der efter islamisk lov en særlig forbindelse mellem herren og den frigivne slave, som i islamisk terminologi kaldes al-walāʾ (formynderskab). Som følge heraf kan den frigivende herre arve den frigivne slaves ejendom, og den frigivne slave anerkendes juridisk som medlem af sin tidligere herres slægt. Derfor er forbindelsen al-walāʾ af meget stor betydning. En frigiven slave kom engang til Hazrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) og sagde: »Jeg var slave hos ʿUtbah ibn Abī Lahab. Dette ægtepar solgte mig på den betingelse, at han skulle have retten til min al-walāʾ, når jeg blev frigivet. Nu er jeg fri. Hvem skal min al-walāʾ-forbindelse være med — ʿUtbah ibn Abī Lahab eller den, der frigav mig?« Hazrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Situationen var den samme for slavekvinden Barīrah. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til mig: ’Køb Barīrah og frigiv hende. Du vil have retten til hendes al-walāʾ, uanset hvilke betingelser sælgeren måtte opstille i strid med Allahs befaling.’«

Hazrat Barīrah (må Allah være tilfreds med hende) var slavekvinde. Hendes herre ville sælge hende på den betingelse, at han skulle have retten til hendes al-walāʾ, når hun blev frigivet. Hazrat Barīrah (må Allah være tilfreds med hende) kom til Hazrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) og fortalte hende om sin situation. Hazrat ʿAʾishah ønskede at købe hende, men ville ikke acceptere hendes herres betingelse om al-walāʾ. Da Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) kom hjem, fortalte hun ham om sagen. Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende): »Du kan uden tøven købe hende og frigive hende. En betingelse, der strider mod Allahs Bog, vil naturligvis være ugyldig.« Barīrah (må Allah være tilfreds med hende) blev frigivet fra slaveriet. Den mand, som hun var blevet gift med, mens hun var slavekvinde, ville hun efter frigivelsen ikke længere have som sin mand. Folk gav hende sadaqah, og hun gav noget af denne mad til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), som tog imod den.

Ud fra denne hændelse med Hazrat Barīrah (må Allah være tilfreds med hende) udledte Hazrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) flere regler i sharīʿah. Hun plejede at sige: »Gennem Barīrah kan man lære tre islamiske regler.« Nemlig:

1. Den person, der frigiver slaven, har retten til al-walā’.
2. Hvis en træl og en trælkvinde bliver gift, mens de er i slaveri, og hustruen senere bliver frigivet fra slaveriet, mens manden stadig er bundet af slaveriets lænker, får hustruen valget mellem at beholde den trælbundne mand eller ikke at beholde ham.
3. Hvis en person, der er berettiget til at modtage almisse og sadaqa, modtager noget som almisse og sadaqa og giver noget af det som gave til en person, der ikke er berettiget til at modtage sadaqa, vil det være tilladt for denne person at tage imod det.

Ved Afskedshajj deltog omkring et hundrede tusinde muslimer, mere eller mindre. Alle de højtstående sahaba ledsagede Allahs Sendebud (sallallahu ’alaihi wa sallam) på denne rejse. Alle begivenhederne under denne rejse burde således være kendt af alle. Hazrat ’Aisha (ra) bevarede også sine egne oplevelser i sin hukommelse. De er desuden blevet gengivet ordret i forskellige hadither. Hazrat ’Aishas (ra) beretninger blev imidlertid til grundlag for faqihers og mujtahidiners principper. Netop mens Hazrat ’Aisha (ra) udførte hajj-ritualerne, blev hun på grund af sin særlige kvindelige tilstand ude af stand til at udføre nogle af hajj-ritualerne. Dette voldte hende stor sorg. Allahs Sendebud (sallallahu ’alaihi wa sallam) trøstede hende, og efter hans anvisning iførte hun sig på ny ihram i Tan’im og udførte tawaf omkring Ka’baen. Efter at Hafiz Ibn Qayyim (ra) havde gengivet denne beretning fra Hazrat ’Aisha (ra), sagde han:

Det arabiske vil være

-Fra Hazrat ’Aishas (ra) hadith er nogle meget vigtige principper for hajj blevet udledt. For eksempel:

1. Den, der har til hensigt at udføre ’umra sammen med hajj, det vil sige har til hensigt at udføre hajj al-qirān, vil være berettiget ved at udføre én tawaf og sa’i.
2. For kvinder bortfalder tawaf al-qudum på grund af deres særlige fysiske tilstand.
3. Når kvinder får menstruation, er det tilladt at have til hensigt at udføre ‘umra efter hajj.
4. Under menstruationen kan kvinder udføre alle hajj-ritualerne bortset fra tawaf omkring Kabaen.

5. ‘Tan‘im’ er ikke en del af ‘haram’. Det ligger uden for haram-området.

6. ‘Umra kan udføres to gange på ét år, ja, endda to gange på én måned.

7. Denne begivenhed med Aisha (må Allah være tilfreds med hende) viser alene, at personer fra uden for Mekka kan iføre sig ihram fra selve Mekka (Tan‘im) og udføre ‘umra.

Her er det nødvendigt at drøfte qiyas al-‘aqli, det vil sige slutninger baseret på fornuft og indsigt, lidt nærmere. Qiyas al-‘aqli betyder ikke, at hvem som helst kan træffe en afgørelse om en bestemmelse i shariaen på grundlag af sin egen fornuft og indsigt. Det betyder derimod, at de lærde, som har indsigt i shariaens dybe mysterier og de religiøse videnskaber, gennem studiet og forskningen i Koranen og sunnaen samt ved at omsætte dem i deres eget liv udvikler en sådan evne, at når et nyt spørgsmål forelægges dem, kan de gennem denne evne forstå, hvilket svar Lovgiveren, det vil sige Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), ville have givet, hvis han havde været i live. Det kan for eksempel sammenlignes med en erfaren advokat, som har gennemgået dommene i mange sager ved en bestemt domstol. Hvis han derefter på grundlag af sin erfaring og ved at drage en slutning ud fra disse domme om en lignende sag siger, at hvis sagen blev forelagt denne domstol, ville dommen blive sådan, kaldes det qiyas al-‘aqli. Det er allerede blevet helt tydeligt i vores tidligere drøftelse, hvor fortrolig Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var med fortilfælde og afgørelser, det vil sige eksempler og domme, i den islamiske sharia. Derfor er det naturligt, at sandsynligheden for fejl og mangler i hendes qiyas er meget lille. Her vil vi nævne et eksempel på Aishas (må Allah være tilfreds med hende) qiyas al-‘aqli.

På Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) tid plejede kvinder generelt at komme til moskeen og deltage i menighedsbønnen. Børnene plejede at stå på rækker bag mændene, og kvinderne bag dem. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød folk at forhindre kvinder i at komme til moskeen.

Han sagde:

Det arabiske vil være:

Efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) død ændrede kvindernes adfærd, udsmykning og påklædning sig på grund af arabernes omgang med mennesker fra forskellige folkeslag og grupper, kulturel udveksling og økonomisk velstand. Da Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) så denne tilstand, sagde hun: »Hvis Allahs Sendebud (fred være med ham) var i live i dag, ville han forbyde kvinderne at komme i moskéen.« Hendes udtalelse er som følger:

Det arabiske vil være:

Overleveret fra Amarah. Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Hvis Allahs Sendebud (fred være med ham) havde været i live på dette tidspunkt, ville han have forhindret kvinderne i at komme i moskéen, ligesom de jødiske kvinder blev forhindret deri.«

Selv om Hazrat ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) beslutning ikke blev gennemført på det tidspunkt, byggede den på en sådan rationel analogislutning. Gennem sine livserfaringer havde hun forstået, hvilken islamisk juridisk afgørelse der kunne have været gældende i dette tilfælde.

Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) udstedte fatwaen, at enhver, der vaskede en afdød, også skulle foretage ghusl. Og hvis nogen bar den afdødes båre, skulle han forny sin wudu. Da dette kom Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) for øre, sagde hun:

Det arabiske vil være:

»Bliver selv en afdød muslim uren? Og hvad sker der med en person, hvis han bærer et stykke træ?«

Blandt sahabaerne opstod der uenighed om, hvorvidt sædafgang er nødvendig, for at ghusl bliver påkrævet. Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Det arabiske lyder: »Vand er for vand.« Det vil sige, at det kun er nødvendigt at bruge vand, når sæden er udskilt, men ikke ellers. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) berettede en hadith, der gik imod denne opfattelse, og sagde: »Hvis nogen begår utugt, og I stener ham, selv om der ikke kommer sæd ud, hvorfor skulle ghusl så ikke være påkrævet?«

Blandt sahabaerne anså Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) alle Profeten, Allahs, handlinger (Allahs velsignelser og fred være med ham) for sunnah og handlede derefter. Han foretog ikke den opdeling af sunnah i henholdsvis tilbedelsesrelateret og sædvanemæssig, som juristerne har foretaget. Han troede, at enhver handling, som Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) udførte, var sunnah, uanset af hvilken grund han udførte den. Det var nødvendigt at følge den. Derfor fulgte han Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) med hensyn til rastepladser under rejser. Det vil sige, at Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) senere opholdt sig præcis de steder, hvor Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde opholdt sig under sine rejser. Hvis Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) ved en tilfældighed havde opnået rituel renhed på et bestemt sted, opnåede han også rituel renhed dér uden noget behov. Men Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) gik ind for den ovennævnte sondring vedrørende Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) sunnah. De støttede ikke Ibn Umars (må Allah være tilfreds med ham) synspunkt. Under hajj havde Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) slået sit telt op og opholdt sig i Al-Abtahs dal. Men Aisha (må Allah være tilfreds med hende) anså ikke dette for sunnah. Det er berettet i Sahih Muslim og Musnad Ahmad:

Det arabiske lyder:

»At opholde sig i Al-Abtahs dal er ikke sunnah. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) opholdt sig dér, fordi det var lettere for ham at rejse derfra.«

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var uenig med sine samtidige i mange fiqh-spørgsmål. Senere fulgte juristerne i Hijaz i de fleste tilfælde hendes synspunkter. Imam Malik (må Allah være tilfreds med ham) samlede en stor del af Aishas (må Allah være tilfreds med hende) synspunkter og praksis i sit værk Al-Muwatta.

Undervisning og ifta (undervisning og varetagelse af ansvaret for fatwaer)

Islam anser det for en af de vigtigste former for tjeneste for viden at videregive viden til andre. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) har befalet:

Det arabiske lyder:

»Den tilstedeværende skal sandelig viderebringe budskabet til den fraværende.« Hvor meget Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) opfyldte dette ansvar, er allerede blevet tydeligt gennem vores tidligere drøftelser. Her ønsker vi at behandle emnet lidt mere detaljeret.

Efter Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang spredte de ædle sahabaer (må Allah være tilfreds med dem) sig til forskellige byer og egne i det islamiske kalifat for at udbrede den islamiske daʿwa og viden. I store byer som Mekka al-Mukarrama, Taif, Bahrain, Yemen, Damaskus, Egypten, Kufa og Basra opholdt der sig små grupper af disse store lærere. Efter 27 år blev kalifatets og regeringens centrum flyttet fra Medina til Kufa. Efter 27 år blev kalifatets og regeringens centrum flyttet fra Medina først til Kufa og senere til Damaskus. Trods dette blev Medinas åndelige og videnskabelige overlegenhed ikke på nogen måde svækket. Også dengang havde Hazrat Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Ibn ʿAbbas (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham) hver deres undervisningskreds i Medina. Men den største undervisningskreds var det særlige sted i Profetens Moské, centreret omkring Hazrat ʿAishas (må Allah være tilfreds med hende) kammer.

Medina var det islamiske kalifats hjerte og centrum. Folk strømmede dertil fra alle egne for at aflægge besøg og opnå velsignelse. De, der kom, meldte sig altid mindst én gang ved Dronningen over de Troendes kammerdør. De hilste på hende. Hun viste de besøgende den behørige respekt. Samtaler, hilsner, spørgsmål om religiøse problemstillinger og svar foregik alt sammen bag forhænget. Mænd og kvinder fra områder som Irak, Egypten og Sham kom til hende for at søge hendes hjælp og bad om hendes mening og fatwaer om forskellige spørgsmål. De besøgende forsøgte også at imødekomme de studerende, som hele tiden opholdt sig i Dronningen over de Troendes tjeneste. En af disse studerende, ʿAisha bint Talha, har fortalt:

Det skal være på arabisk

»Folk kom til Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) fra hver eneste by. På grund af mit forhold til hende kom de ældre for at besøge mig. De unge knyttede et broderligt forhold til mig. Folk sendte gaver til mig og skrev breve fra forskellige byer. Jeg forelagde dem for Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) og sagde: »Kære moster! Dette er et brev og en gave fra den og den.« Hun sagde: »Min datter! Svar dem, og send også noget tilbage til dem.««

Det var naturligt nok kvinderne, der samledes i større antal end mændene. Samtidig med at hun løste kvindernes religiøse spørgsmål, sagde hun til dem: »I skal også underrette mændene.« Engang kom nogle kvinder fra Basra. Hun gav dem nogle råd og sagde: »I skal underrette mændene. Jeg skammer mig over at sige meget til dem. Sig til dem, at de skal rense sig med vand.«

Kvinder, mindreårige drenge og de mænd, over for hvem Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) ikke behøvede at iagttage slør, sad alle i moskéen inden for kammeret, mens de andre sad uden for kammeret i Profetens Moské. Et forhæng var hængt op i døren. Hun satte sig selv bag forhænget. Folk stillede spørgsmål, og hun svarede. Om visse religiøse spørgsmål opstod der diskussioner mellem læreren og eleverne. Nogle gange redegjorde hun selv udførligt for et spørgsmål, og folk lyttede tavst og opmærksomt. Hun holdt også nøje øje med elevernes sprog, udtryksmåde og korrekte udtale. Engang kom to af hendes nevøer. De var sønner af to forskellige mødre. Den enes sprog var ikke særlig korrekt, og han begik mange fejl i sin tale. Hazrat ʿAisha (må Allah være tilfreds med hende) påpegede hans fejl og sagde: »Hvorfor taler du ikke lige så korrekt, som denne nevø af os taler? Ja, nu forstår jeg det: hans mor har oplært ham, og din mor har oplært dig.« Det skal bemærkes, at moderen til den, hvis sprog ikke var korrekt, var en slavekvinde.

Ud over sådanne midlertidige studerende, som er nævnt ovenfor, tog hun sig under egen omsorg af små drenge og piger fra forskellige familier samt forældreløse børn, opfostrede dem og underviste dem. Det hændte også, at hun på grund af sit ammeslægtskab eller fordi hun havde været deres ammemor, tillod voksne drenge, ikke længere børn, at træde ind i hendes hjem. De ikke-mahram-mænd, som ikke havde tilladelse til at komme ind i hendes hjem, sagde beklagende: »Vi er blevet berøvet en god mulighed for at tilegne os viden.« Qubaysa sagde: »Grunden til, at ʿUrwa overgik mig i viden, er, at han kunne gå ind i ʿAishas (må Allah være tilfreds med hende) hjem.« Iraks alment anerkendte imam Nakhaʿi havde som barn mulighed for at komme i Hazrat ʿAishas (må Allah være tilfreds med hende) nærhed. Derfor misundte hans samtidige ham.

Hadhrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) tog hvert år på hajj. Hendes telt blev rejst på stedet mellem bjergene Hira og Sabir. Kundskabstørstige mennesker fra nær og fjern samledes omkring teltet. Undertiden satte hun sig under Zamzams tag på Kabaens område, og de kundskabstørstige samledes omkring hende. Når hun gik, omringede kvinderne hende fra alle sider. Hun gik forrest som en imam, mens de andre fulgte efter. Folk bad om løsninger på forskellige mas’alaer og ønskede at få fjernet deres tvivl og usikkerhed, og hun forklarede dem løsningerne og fjernede deres tvivl. Hun opmuntrede folk til at stille alle slags spørgsmål. Hun sagde: »I kan stille mig de spørgsmål, som I kan stille jeres mor.« En gang sagde hun noget lignende til Hadhrat Abu Musa al-Ash‘ari (må Allah være tilfreds med ham). Hun sagde: »Jeg er jeres mor.« Og i sandhed underviste hun de studerende som en mor. Hun oplærte ‘Urwa, Qasim, Abu Salama, Masruq og Safiyya med moderlig omsorg. Hun tog små drenge og piger til sig som sine egne børn og afholdt selv alle deres udgifter. Over for nogle studerende optrådte hun så moderligt, at selv hendes nærmeste blev misundelige, når de så det. Hadhrat ‘Abdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) var Hadhrat ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) meget elskede nevø. En gang sagde han til hendes elev Aswad: »Fortæl også mig nogle af de hemmeligheder, som Umm al-Mu’minin plejede at betro dig.«

Hadhrat ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) elever viste hende stor respekt. Hadhrat ‘Amara var datter af en ansar. Hun tiltalte Hadhrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) som sin moster. Imam ash-Sha‘bi siger: »‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) tog Masruq ibn al-Ajda‘ til sig som en søn.« Utallige mennesker modtog fra Hadhrat ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) kundskabsforråd. Nedenfor gives en kort præsentation af nogle af dem, der voksede op under hendes direkte opsyn fra barndommen og senere blev anerkendt af hadith-lærde som de sande bærere af ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) kundskab:

1. ‘Urwa: Hans far var az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), og hans mor var Asma bint Abi Bakr (må Allah være tilfreds med hende). Hans morfar var Hadhrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), og hans moster var Hadhrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende). Hans moster opfostrede ham med stor kærlighed og omsorg. Han var en af Madinas fremmeste lærde og ædle mænd. Imam az-Zuhri og mange andre var hans elever. Han regnes for en imam inden for sirah og maghazi. Imam az-Zuhri siger: »Jeg så ham som et uudtømmeligt hav.« På hans tid fandtes der ingen, der overgik ham i kundskab om Hadhrat ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) overleveringer, fiqh og fatwaer. Han døde i år 94 efter hijrah.

2. Qasim ibn Muhammad: Hans bedstefar var Hadhrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), og hans faster var Hadhrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende). Fra sin tidlige barndom voksede han op under sin fasters kærlige omsorg og modtog sin undervisning hos hende. Som voksen blev han en imam inden for Madinas fiqh. Han var medlem af den forsamling af faqih’er i Madina, som bestod af syv medlemmer. Abu az-Ziyad siger: »Jeg har hverken set en større faqih end Qasim eller mødt nogen, der var mere vidende end ham om sunnah.« Ibn ‘Uyayna siger: »Qasim var sin tids største ‘alim.« Han døde i år 106 efter hijrah, ifølge en anden opfattelse i år 107.
3. Abu Salama: Han var søn af den berømte sahabi Hadhrat ‘Abdur-Rahman ibn ‘Awf (må Allah være tilfreds med ham). Efter faderens død i en ung alder voksede han op under Hadhrat ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) kærlige omsorg. Han var en af Madinas største ‘alimer på sin tid. Imam Muhri siger: »Jeg har fundet fire mennesker som have. De var ‘Urwa ibn az-Zubayr, Ibn al-Musayyab, Abu Salama og ‘Ubaydullah ibn ‘Abdillah.« Han døde i år 94 efter hijrah, ifølge en anden opfattelse i år 104.
4. Masruq ibn al-Ajda‘: Hans far var en berømt rytter fra Yemen. Den berømte arabiske helt ‘Amr ibn Ma‘dikarib var hans morbror. Imam adh-Dhahabi har overleveret fra ash-Sha‘bi, at Hadhrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) tog Masruq til sig som en søn. Ibn Sa‘d har overleveret, at hun en gang, da han kom for at besøge Umm al-Mu’minin ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende), beordrede, at der skulle tilberedes en drik til Masruq. Hun sagde: »Lav en drik til min søn.« De hadither, han overleverede fra ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende), er for størstedelens vedkommende gengivet af Imam Ahmad i al-Musnad og af Imam al-Bukhari i hans al-Jami‘. Jeg kender ingen, der var mere kundskabstørstig end ham. Han var en større mufti end Qadi Shuraih. Qadi Shuraih søgte råd hos ham. Masruq havde derimod ikke brug for Qadi Shuraih. Han varetog embedet som dommer i Kufa, men tog ikke noget honorar. Han var en fremragende tilbeder. Abu Ishaq siger: »En gang tog han på hajj. Fra han forlod sit hjem, til han vendte tilbage, sov han ikke, bortset fra mens han var i sujud.« Hans hustru sagde: »Hans fødder hævede, når han stod i bøn.« Han døde i år 63 efter hijrah.

5. ‘Amara bint ‘Abdir-Rahman: Hun var barnebarn af den berømte ansari-sahabi As‘ad ibn Zurara (må Allah være tilfreds med ham). Blandt kvinderne var hun det bedste eksempel på Hadhrat ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) undervisning og opdragelse. Hadith-lærde nævner hendes navn med stor hengivenhed og respekt. Ibn Hibban har sagt: »Hun havde den største kundskab blandt alle om ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) hadither.« Sufyan ath-Thawri siger: »‘Amara, Qasim og ‘Urwa har de stærkeste og mest pålidelige hadither fra ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende).« Umm al-Mu’minin elskede og respekterede hende. Ifølge Imam al-Bukharis overlevering var hun Umm al-Mu’minins sekretær. Folk sendte gaver og breve til Hadhrat ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende) gennem hende.

6. Safiyya bint Shayba: Safiyya var datter af Shayba, Kabaens vogter. Hendes overleverede hadither er samlet i næsten alle hadith-samlinger. I hadith-kæderne omtales hun som »Safiyya, Shaybas datter, ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) særlige elev« eller som en, der »havde ledsaget ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende)«. Folk kom til hende for at spørge om forskellige mas’alaer og om Hadhrat ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) hadither. Abu Dawud siger:

Det skal være på arabisk.

– Jeg drog på hajj sammen med ‘Adī ibn ‘Adī al-Kindī. Da vi var kommet til Mekka, sendte han mig til Safiyya bint Shayba. Hun havde hørt hadither fra Hazrat ‘Ā’isha (ra) og lært dem udenad.

7. ‘Ā’isha bint Talha (ra): Hun var datter af den berømte sahabi Hazrat Talha. Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) var hendes morfar, og Hazrat ‘Ā’isha (ra) var hendes moster. Hun blev opdraget under sin mosters omsorg. Abu Zur‘a ad-Dimashqi siger: Folk overleverede hadither fra hende, fordi de så hendes ære, anseelse og gode manerer.

8. Mu‘ādha bint ‘Abdullah al-‘Adawiyya: Hun var en kvinde fra Basra. Hun opnåede den ære at blive elev af Hazrat ‘Ā’isha (ra). Hun overleverede mange hadither med Hazrat ‘Ā’ishas (ra) egne ord. Hun var en from tilbeder på højt niveau. Efter sin mands død sov hun aldrig mere i en seng. Her er kun nævnt navnene på nogle få samt deres korte biografier. Der var også mange andre.

Selv om der tidligere allerede er blevet omtalt noget om Hazrat ‘Ā’ishas (ra) interesse for og dygtighed inden for lægekunst, historie, litteratur, poesi og talekunst, mener jeg alligevel, at der er behov for en særskilt yderligere omtale. Hazrat ‘Ā’ishas (ra) elever og disciple har berettet, at hun havde et ganske godt kendskab til historie, talekunst, litteratur og poesi. Hendes viden om lægekunst var derimod nogenlunde. Hisham ibn ‘Urwas beretning:

Det skal være på arabisk.

»Jeg har ikke set nogen, der var mere kyndig end ‘Ā’isha (ra) i Koranen, fara’id, halal og haram (fiqh), poesi, arabernes historie og nasab (slægtsforskning).«

‘Urwa siger endvidere: Jeg har ikke fundet nogen, der var mere erfaren end ‘Ā’isha (ra) inden for lægekunsten. På den tid blev lægekunsten ikke dyrket og praktiseret ordentligt i Arabien. Den største læge blandt datidens arabere var al-Harith ibn Kalada. Desuden fandtes der rundt om i Arabien mange andre mindre læger. Med lægekunst i datidens arabiske samfund mente man omtrent det, der normalt praktiseres i et analfabetisk samfund: et vist kendskab til forskellige planters egenskaber, viden om nogle afprøvede lægemidler for syge personer og lignende. En mand spurgte Hazrat ‘Ā’isha (ra): »Vi kan acceptere, at du reciterer poesi; du er jo Abu Bakrs (ra) datter, så det kan du vel. Men hvordan tilegnede du dig denne lægekunst?« Hun svarede: »Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) var ofte syg i den sidste del af sit liv. Arabiske læger kom til ham. Jeg huskede de lægemidler, de talte om.« Vi kan forstå, at deres lægekunst befandt sig på dette niveau. Desuden havde hun husket behandlingsanvisninger for nogle andre patienter. På den tid drog muslimske kvinder i krig sammen med Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam); de forbandt de sårede soldater og plejede dem. ‘Ā’isha (ra) plejede selv sårede soldater under slaget ved Uhud. Dette giver grund til at antage, at muslimske kvinder på den tid havde tilstrækkelig viden om dette område til at opfylde de mest grundlæggende behov.

Den ærede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var særdeles velbevandret i det gamle Arabiens historie, jahiliyyah-tidens skikke og traditioner samt de forskellige arabiske stammers og klaners genealogi. Den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var hans datter. Man kan sige, at hun arvede sin viden fra sin far. Derfor hørte vi den ærede Urwa sige: »Jeg har ikke set nogen, der var mere vidende end Aisha (må Allah være tilfreds med hende) om arabisk historie og genealogi.« Hun videregav mange vigtige oplysninger om det præislamiske Arabiens skikke og sociale forhold, som er blevet samlet i hadith-samlingerne. For eksempel hvilke former for ægteskab der fandtes i Arabien, hvordan skilsmisse foregik, hvad der blev sunget ved bryllupper, hvilke dage de fastede, hvor Quraysh opholdt sig under hajj, hvad de sagde, når de så en afdød persons lig, og så videre. Hendes beretninger findes blandt andet i Sahih al-Bukhari, Tirmidhi og Musnad Ahmad.

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har blandt andet berettet om den blodige krig Bu’ath mellem Medinas ansar i den førislamiske periode⁴⁰¹ samt om folkets religiøse overbevisninger og deres guder og gudinder. Hun fortalte for eksempel, at de tilbad en afgud på bjerget Mushallal.⁴⁰² Hun har givet en kronologisk og detaljeret beskrivelse af nogle af islams vigtigste begivenheder, såsom åbenbaringens begyndelse, hvordan åbenbaringen fandt sted, hvordan Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) blev påvirket under åbenbaringen, forskellige begivenheder fra profetkaldets første tid, hijrah og ifk-hændelsen i hendes eget liv.⁴⁰³ Det bemærkelsesværdige er, at mens de voksne mennesker, som var involveret i eller havde bevidnet disse begivenheder, har beskrevet dem med nogle få korte sætninger, fylder den ærede Aishas (må Allah være tilfreds med hende) beretninger adskillige sider i hadith-samlingerne. Og dog var hun ved mange af begivenhedernes indtræffen blot et barn eller højst en ung pige. Hun har beskrevet, hvordan og i hvilken rækkefølge Koranen blev åbenbaret, samt hvordan bønnen blev udført.⁴⁰⁴ Desuden har verdens mennesker gennem hende fået detaljerede oplysninger om Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) tilstand ved hans dødsleje, forberedelserne til hans ligklæde og begravelse, antallet og målene på ligklædets stykker og andre sådanne forhold.⁴⁰⁵ Ikke nok med det: Hun har også fortalt os om forholdene på slagmarken. Vi hører fra hende om slaget ved Badr,⁴⁰⁶ situationen ved Uhud, enkelte begivenheder ved Khandaq og Banu Qurayzah,⁴⁰⁷ om bønnen under frygt under slaget ved Dhat ar-Riqa’, kvindernes troskabsed ved erobringen af Mekka, dele af begivenhederne under afskedshajj og meget mere. Hun fortalte os om Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) natlige tilbedelse, hans husførelse, hans adab og akhlaq samt hans karakter og adfærd. Hun fortalte endda, hvilken dag der var den hårdeste i Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) liv.⁴⁰⁸ Kort sagt fremstillede hun et klart og korrekt billede af profetens liv for os. Hun berettede også om den ærede Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat samt om kravene og troskabseden fra den ærede Fatimah (må Allah være tilfreds med hende) og Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) øvrige hustruer.⁴⁰⁹

Det er rigtigt, at hendes viden om islams historie byggede på hendes egne erfaringer. Mange ting var sket for hendes øjne. Men hvem havde hun fået kendskab til det jahiliyyah-prægede Arabiens forhold fra? Hun havde naturligvis hørt om dem fra sin far, Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham).

Litteratur

Talrige beretninger viser, at den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var en veltalende kvinde. Hendes tale var yderst klar, ren og flydende. Musa ibn Talhah var en af hendes elever. Imam Tirmidhi gengiver i kapitlet om menneskelige egenskaber hans følgende bemærkning:

På arabisk:

Han berettede: »Jeg har ikke set nogen, der talte mere flydende og rent end Aisha (må Allah være tilfreds med hende).« I al-Mustadrak af al-Hakim er en udtalelse af Ahnaf ibn Qays gengivet. Han sagde: »Jeg har aldrig hørt bedre tale end Aishas (må Allah være tilfreds med hende) vidunderlige beskrivelser og kraftfulde ord.« Blandt de hundreder af hadither, der er overleveret fra den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende), er mange af hendes egne formuleringer også blevet bevaret. Når man læser dem, bemærker man en enestående kunstnerisk form. De rummer en vellykket anvendelse af metaforer, sammenligninger og billedlige forestillinger. Da hun for eksempel beskrev åbenbaringen til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), sagde hun:⁴¹⁰

På arabisk:

Det vil sige: »I begyndelsen modtog Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) åbenbaringen gennem sande drømme under søvnen. Enhver drøm, han så, blev klar som morgenens lys.« Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sammenlignede Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) sande drømme med morgenens lys og glans. Når Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) modtog åbenbaringen, samlede der sig sved på hans velsignede ansigt. Hun sammenlignede disse sveddråber med skinnende perler. Da hyklerne spredte bagtalelse om hende og kastede smuds på hendes karakter, får vi gennem hendes beretning et smukt billede af, hvor uudholdelige disse dage blev. Da hun beskrev, hvordan en nat i hendes liv var på den tid, sagde hun:⁴¹¹

Det arabiske vil følge

Det vil sige: »Jeg græd hele natten. Mine tårer tørrede ikke ind før morgenen, og jeg lagde ikke engang søvnens kohl på mine øjne.« Hun fremstillede på smuk vis, gennem et billedligt udtryk, at hun tilbragte natten søvnløs og med tårerne strømmende, i stedet for at sige det direkte. Hun sammenlignede søvnens komme til øjnene med at lægge kohl på dem. Kun den, der har et stærkt sprogligt herredømme, kan udtrykke sig sådan. En gang spurgte hun Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Allahs Sendebud! Hvis der findes to græsgange, hvoraf den ene er blevet afgræsset af dyr, mens den anden er fuldstændig beskyttet, hvilken af dem ville du så foretrække?« I virkeligheden ville hun vide, om han foretrak en kvinde, der havde haft en ægtemand, eller en, der ikke havde haft en. Hun ønskede altså at få at vide, hvad Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) ønskede med hensyn til hende selv. Men i stedet for at sige det direkte forklarede hun det på fremragende vis gennem en lignelse. Det skal bemærkes, at Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var den eneste jomfru blandt Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer. Alle de øvrige var enten enker eller fraskilte.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) kendte også mange folkesagn fra det gamle Arabien og kunne fortælle dem på smuk vis. I nogle hadithværker er et par af de historier, hun fortalte, gengivet. En dag fortalte hun sin ægtemand, Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), en lang fortælling om elleve søstre fra Arabien. Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) lyttede meget tålmodigt til hendes historie.⁴¹² I denne fortælling bemærker man hendes fremragende fortællestil og kunstfærdighed. Der er en overflod af ord- og sætningens ornamenter.

Taler og prædikener:

Kun veltalende og veltalende personer kan holde taler og prædikener. Det er en gudgiven egenskab. Det er en enestående kunst at få mennesker til at antage ens synspunkt og påvirke dem. Fra de ældste tider og frem til i dag har denne kunst været dyrket blandt alle verdens folk og folkeslag. Blandt de gamle arabere blev den dyrket i stor udstrækning. Historien fortæller om de store prædikanter blandt det førislamiske Arabien og om deres prædikener og taler. Af forskellige årsager og behov gennemgik prædikenens kunst en omfattende udvikling og blomstring i den islamiske periode. Den bredte sig også blandt kvinder og overskred dermed mændenes grænser. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var en af de fremmeste kvindelige prædikanter og talere. I de gamle kilder til arabisk litteratur er mange af Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) prædikener og taler blevet samlet. De prædikener, hun holdt under uroen omkring Kamelslaget, er gengivet i al-Tabaris historie. Ibn Abd Rabbih har i sit berømte værk al-ʿIqd al-Farīd citeret nogle af dem.⁴¹³

Veltalenhed og et rent sprog er blandt de vigtigste egenskaber hos en god taler; det er ligeledes nødvendigt, at han har en tydelig udtale, en kraftig stemme og en værdig alvor. Sådan var Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) stemme. al-Tabari beretter:⁴¹⁴

Det arabiske vil følge

‘‘Hazrat Aisha (ra) holdt en tale. Hun havde en høj stemme. Hendes stemme gjorde indtryk på de fleste mennesker, som om den var en fornem kvindes stemme.’’

Ahnaf ibn Qays var en berømt tabi‘i. Han havde sandsynligvis lejlighed til at høre Hazrat Aishas (ra) tale i Basra. Han bemærkede: ‘Jeg har hørt Hazrat Abu Bakrs (ra), Hazrat Umars (ra), Hazrat Uthmans (ra), Hazrat Alis (ra) og alle kaliffernes taler frem til denne tid; men den sproglige skønhed og kraft, der fandtes i ordene fra Aishas (ra) mund, fandtes ikke i nogen andens ord.’ Allama Sayyid Sulayman Nadwi citerer Ahnaf ibn Qays’ bemærkning og siger: Efter min mening er Ahnaf ibn Qays’ udsagn ikke fri for overdrivelse, men der er ingen tvivl om, at ‘Aisha (ra) var en flydende taler, der beherskede et rent sprog.’⁴¹⁵

Hazrat Amir Muawiya (ra) og Musa ibn Talha fremsatte nøjagtig samme slags bemærkning som Ahnaf. De taler, som hun holdt under Kamelslaget, var præget af en følelsesmæssig kraft og varme, der næsten var uden sidestykke. Tidligere har vi, i forbindelse med omtalen af Kamelslaget, bragt en oversættelse af en af hendes taler. Her vil vi afslutte denne omtale ved at citere et kort uddrag af endnu en tale fra denne tid.

Da Hazrat Aisha nåede frem til Basra sammen med Hazrat Talha og Zubayr (ra), samledes Basras indbyggere ved al-Mirbad. Hun henvendte sig til den forsamlede menneskemængde; først talte Talha (ra), derefter Zubayr (ra). Til sidst talte Hazrat Aisha (ra). Først lovpriste hun Allah og bragte velsignelser og fred over Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Derefter sagde hun:⁴¹⁶

Det arabiske lyder:

‘‘Folk talte om Uthmans (ra) fejl og anklagede hans embedsmænd og funktionærer. De kom til Medina, fortalte os forskellige oplysninger om dem og bad om vores råd. Vi undersøgte sagerne nærmere. Vi fandt Uthman (ra) ren, gudfrygtig og tro mod sine løfter. Men anklagerne forekom os at være syndige, bedrageriske og løgnagtige. De forsøgte at gøre det modsatte af det, de sagde med deres munde. Da de blev stærke nok til at konfrontere ham, rejste de sig samlet imod ham. De angreb ham i hans eget hus. Det blod, hvis udgydelse var forbudt, gjorde de tilladt at udgyde over ham i hans eget hus. Det blod, hvis udgydelse var forbudt, gjorde de tilladt, og det, som det var ulovligt at plyndre af ejendom eller krænke af byens ukrænkelighed, gjorde de uden tøven og uden grund lovligt. Hør! Det, der nu skal gøres, og som I ikke bør gøre noget andet end, er at pågribe Uthmans (ra) mordere og håndhæve Allahs Bogs dom over dem.’ Derefter reciterede hun vers 23 fra sura Al Imran:

‘Har du ikke set dem, som har fået en del af Skriften? De blev kaldt til Allahs Bog, for at der kunne træffes en afgørelse mellem dem, men en gruppe blandt dem vendte sig bort og nægtede.’

I Basra holdt hun endnu en ildfuld tale. Tidligere er en del af den blevet oversat og gengivet. Hvert ord og hver sætning i denne lange tale syntes at fylde tilhørerne med stærke følelser og begejstring og tryllebinde dem. Her gengives nogle linjer på hendes originalsprog:⁴¹⁷

Arabisk følger

»O folk, vær stille, vær stille. Sandelig har jeg en mors krav på jer, retten til at give råd. Ingen kan påføre mig skam – undtagen den, der har trodset sin Herre. Guds Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) døde med hovedet hvilende på mit bryst. I Paradiset vil jeg være en af hans hustruer. Min Herre har bevaret mig til ham alene og holdt mig ren for andre. Gennem mig har Allah skelnet jeres hyklere fra jeres troende. Gennem mig har Allah givet jer tilladelse til tayammum med jord fra al-Abwā. Dernæst var min far den anden af to i hulen på Thawr-bjerget, mens Allah var den tredje. Han var den første, der fik hæderstitlen as-Siddīq. Guds Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) forlod denne verden, mens han var tilfreds med ham … Ja, nu er jeg blevet centrum for det spørgsmål, som folk rejser: Hvordan drog jeg ud med en hær? Mit formål med dette var ikke at begære synd eller søge splid og fordærv …«

Breve

I de pålidelige gamle samlinger af arabisk litteratur findes der mange vigtige breve fra Aisha (ra). Hun skrev disse breve til forskellige betydningsfulde personer på forskellige tidspunkter. Spørgsmålet er nu, om hun selv skrev disse breve eller ej; der findes intet bevis for, at deres tanker og sprog ikke var Aishas (ra). Derfor gav de gamle lærde inden for arabisk litteratur disse breve en plads i deres egne værker, idet de vurderede deres litterære værdi. Mange af hendes breve er samlet i fjerde bind af Ibn Abd Rabbih al-Andalusi berømte samling, »Al-ʿIqd al-Farīd«. Da hun for eksempel nåede frem til Basra, skrev hun til en af stedets ledere, Zayd ibn Suhan:⁴¹⁸

Arabisk følger

»Fra de troendes moder Aisha (ra) til hendes oprigtige søn Zayd ibn Suhan. Salamun alayka. Dernæst: Din far var leder i den førislamiske tid, og også i islams tid. Du befinder dig på din side i en forsinket bedendes position, som man kan sige næsten eller med sikkerhed er nået frem. Du befinder dig på din side i en forsinket bedendes position, som man kan sige næsten eller med sikkerhed er nået frem. Du ved, hvilken katastrofe der er opstået i islam gennem mordet på Uthman ibn Affan. Når dette brev fra mig er nået frem til jer, skal du forhindre folk i at støtte Ali ibn Abi Talib. Bliv i dit hjem, indtil min befaling når dig. Wa salam.«

Det er værd at se lidt nærmere på det svar, som Zayd ibn Suhan gav på det ovenstående brev fra de troendes moder Aisha (ra). Vi afslutter dette emne ved at gengive brevet. Zayd ibn Suhan skriver:⁴¹⁹

Arabisk følger

»Fra Zayd ibn Suhān til de troendes moder, ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende). Fred være med dig. Derefter: Du er blevet pålagt visse handlinger, mens vi er blevet pålagt andre. Du er blevet pålagt at blive i hjemmet, mens vi er blevet pålagt at kæmpe mod mennesker, indtil fitnaen er fjernet. Du har forladt det, du er blevet pålagt at gøre. Og du har skrevet for at få os til at afholde os fra det, vi er blevet pålagt at gøre. Fred være med dig.«

Hazrat ʿĀʾishas (må Allah være tilfreds med hende) kærlighed til poesi

Araberne i den førislamiske periode var et folk med stor sans for poesi. Digtere og poesi havde en enorm indflydelse på deres individuelle liv og samfundsliv. Hos dem stod digteren over alle andre. De anså spåmanden og profeten for at være mennesker af samme rang. Derfor kaldte de også Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) for digter. Ibn Rashīq al-Qayrawānī sagde, da han beskrev digterens position og anseelse i det jāhilīske Arabien:⁴²⁰

Det vil lyde på arabisk

»Når en digter opnåede anerkendelse i en arabisk stamme, kom folk fra de andre stammer for at lykønske denne stamme. Man tilberedte forskellige slags mad. Pigerne samledes ligesom ved en bryllupsfest og spillede på instrumenter. Mændene samt børn og unge kom for at udtrykke deres glæde. Det skyldtes, at digteren var beskytter af deres ære og anseelse, forsvarer af deres slægt samt den, der udbredte deres navn og berømmelse.«

Når man læser historien om den gamle arabiske litteratur, ser man, at en flodbølge af digterisk virksomhed synes at have skyllet gennem det jāhilīske Arabien. Man finder utallige digternavne, så mange, at de ikke kan tælles. Ibn Qutayba sagde:⁴²¹

Det vil lyde på arabisk

»Digterne – de, som på grund af deres poesi blev berømte i deres samfund og blandt deres stammer i både den jāhilīske og den islamiske periode – er så talrige, at ingen kan tælle dem.«

Han sagde endvidere:

Det arabiske lyder:

»De, der ikke har skrevet poesi, er meget få; hvis vi skulle nævne deres navne, ville vi kunne nævne navnene på de fleste mennesker.«

Den berømte sahābī Anas ibn Mālik (må Allah være tilfreds med ham), Guds Sendebuds tjener, siger:

Det arabiske lyder:

Det vil sige: »Da Guds Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) kom til os, blev der fremsagt poesi i hvert eneste hus blandt ansarerne.«

Kort sagt kunne en arabisk digter gennem sin poesi nogle steder tænde en ild og andre steder lade livgivende regn falde. Denne egenskab var ikke begrænset til mænd; også kvinder var udstyret med den. Blandt muslimerne var denne arabiske egenskab fuldt til stede både før islam og i hundrede år efter islam. Man kender utallige kvinder fra den tid, som viste en sådan dygtighed i at forfatte poesi og musik, at de blev til hver deres pryd i den arabiske poesiens verden.

De troendes moder, ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende), blev født i en sådan periode af den arabiske kulturhistorie. Også i hendes egen familie dyrkede man poesien. Hendes far, Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham), var digter.⁴²⁴ Den berømte tābiʿī Saʿīd ibn al-Musayyib siger:⁴²⁵

Det lyder på arabisk:

»Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var digter. Umar (må Allah være tilfreds med ham) var digter. Og Ali (må Allah være tilfreds med ham) var den bedste digter af de tre.«

Derfor kan man sige, at han lærte digtekunsten af sin far. Hans bemærkninger og synspunkter om digtenes form, indhold, billedsprog og lignende viser dybden af hans viden om denne kunst. Hans beundrende elev al-Miqdad ibn al-Aswad sagde:

Det lyder på arabisk:

»Blandt Allahs Sendebuds ledsagere kender jeg ingen, der havde større viden om digtning og arvefordelingslæren end Aisha (må Allah være tilfreds med hende).«

Urwa ibn az-Zubayr sagde nøjagtig det samme. En anden af hendes elever sagde: »Jeg er ikke overrasket over Aishas (må Allah være tilfreds med hende) kendskab til digtning, for hun er Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) datter.«

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var også selv digter. Efter sin fars død forfattede hun en sørgedigtning, hvoraf Allama Alusi har samlet et uddrag i andet bind af sit værk Bulugh al-Arib.

Imam Bukhari har i værket al-Adab al-Mufrad overleveret en beretning fra Hazrat Urwa. Han sagde, at Hazrat Ka’b ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) havde en hel qasida udenad, som Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) kendte. En qasida bestod af omtrent fyrre vers. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde:

Det arabiske vil være

»Lær jeres børn poesi. Derved bliver deres sprog velformuleret.«

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) kunne mange digte af digtere fra både den førislamiske og den islamiske periode udenad. Hun fremførte disse digte eller dele af dem som citater, når tid og lejlighed bød sig. Mange af de digte eller vers, hun har overleveret, er blevet gengivet i forskellige hadithsamlinger. En mand spurgte Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), om Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) nogensinde havde reciteret poesi. Hun svarede: »Ja, han reciterede nogle vers af Abdullah ibn Rawaha. For eksempel:«⁴³⁰

Det arabiske vil være

»Den, du sender af sted uden rejseproviant, vil komme til dig med mange nyheder.«

En dag hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) Aisha (må Allah være tilfreds med hende) recitere følgende to vers af digteren Zuhayr ibn Janab:⁴³¹

Det arabiske vil være

»Løft din svage op; hans svaghed vil aldrig kæmpe imod dig. Derefter vil han få det, som følger af det, han har opnået.

Han vil belønne dig eller rose dig. Den, der roser din gerning, er som den, der har belønnet dig.«

Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde hørt de to vers, sagde han: »Aisha! Han talte sandt. Den, der ikke viser mennesker taknemmelighed, viser heller ikke Allah taknemmelighed.

Abu Kabir al-Hudhali var en førislamisk digter. Han skrev et digt til lovprisning af sin stedsøn, digteren Taʾabbata Sharran. De to vers lyder således:432

Arabisk følger

»Han er fri for al urenhed fra sin mors livmoder og for alle sygdomme hos den ammende amme. Når du ser på de stærke årer og blodkar i hans ansigt, vil du se dem lyse som et lyn under en voldsom regn.«

En dag fremsagde den ærværdige Aisha (må Allah være tilfreds med hende) de ovenstående to vers for Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »O Allahs Sendebud! Det er jo dig, der i højere grad fortjener disse to vers.« Over disse ord blev Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) glad.

»Aisha (må Allah være tilfreds med hende) plejede ofte at give et eksempel med de følgende to vers:433

Arabisk følger

»Når tidens hjul med dets ulykker og prøvelser farer hen over et folk, standser det til sidst hos den sidste af os. Sig til dem, der glæder sig over vores ulykke: Pas på! Meget snart vil I også stå ansigt til ansigt med det samme, som vi har gjort.«

Hazrat Aishas (ra.) bror, Abd ar-Rahman ibn Abi Bakr (ra.), døde nær Mekka og blev begravet i Mekka. Senere, da Hazrat Aisha (ra.) rejste til Mekka, stod hun ved sin brors grav og fremsagde følgende to vers:⁴³⁴

Den arabiske tekst følger

»Vi to levede sammen i lang tid som de to ledsagere til kong Dhu’l-Qarnayn. Så meget, at folk plejede at sige om os, at vi aldrig ville blive skilt fra hinanden.

Men da vi blev skilt, var det, som om Malik og jeg ikke havde tilbragt en eneste nat sammen, selv om vi havde levet sammen i lang tid.«

Mekkas muhajirers kroppe kunne i begyndelsen ikke vænne sig til Medinas klima. Hazrat Abu Bakr (ra.), Hazrat Amir ibn Fuhayra (ra.), Hazrat Bilal (ra.) og mange andre, ja selv Aisha (ra.), blev ramt af voldsom feber efter deres ankomst til Medina. I febervildelse fremsagde mange af dem poetiske vers. Hazrat Aisha (ra.) huskede nogle af disse vers og har overleveret dem. For eksempel plejede Hazrat Abu Bakr (ra.) under et feberanfald at fremsige følgende vers:⁴³⁵

Den arabiske tekst følger

»Ethvert menneske begynder dagen blandt sin familie, men døden er nærmere ham end hans skosnøre.«

Hazrat Bilal (må Allah være tilfreds med ham) fremsagde højlydt de følgende to vers, mens han var grebet af feber:

Den arabiske tekst følger

»Åh, hvis jeg blot vidste, at jeg en nat ville tilbringe i en af dalene omkring Mekka, mens Hadsjkhir- og Jalil-græsset var omkring mig. Eller at jeg en dag ville færdes ved Majjannas dam, eller at bjergene Shama og Tufayl en dag ville komme til syne for mine øjne.«

Når Hazrat Amir ibn Fuhayra (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt om sin tilstand, fremsagde han dette vers:⁴³⁶

Den arabiske tekst følger

»Jeg har mødt døden, før jeg nåede at smage livets sødme. Den feje kujons død kommer ovenfra.«

I slaget ved Badr blev mange af Qurayshs fremtrædende ledere dræbt, og de blev kastet i brønden ved Badr. Qurayshs digtere komponerede mange følelsesladede sørgedigte til minde om dem. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) kunne mange vers fra disse digte udenad, og hun har også overleveret dem. Hun har ligeledes overleveret de følgende to vers.⁴³⁷

Den arabiske tekst følger

»Hvad er der blevet af de mange danserinder og fornemme vindrikkere, som ligger i Badrs brønd? Umm Bakr ønsker dem fred og sikkerhed. Kan der komme nogen fred til mig efter mine stammefrænders død?«

Hadhrat Saʿd ibn Muʿadh (må Allah være tilfreds med ham) fremsagde under Slaget ved Grøften en verslinje fra en sang i den arabiske rajaz-versemål, og det havde Hadhrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) også husket. Hun har gengivet den således:

Den arabiske tekst lyder:

»Åh, hvis blot kamelen inden for kort tid kunne nå frem til slaget. Når døden nærmer sig, hvor skøn er da denne død.«

Hvordan de muslimske digtere i Medina svarede, når Qurayshs digtere i Mekka fremsagde digte, der fordømte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), kan vi også få at vide gennem Hadhrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende). Hun har berettet, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Forfat digte, hvori I fordømmer Quraysh. Disse digte vil være mere virkningsfulde mod dem end slag med sværd.« Hadhrat ʿAbdullah ibn Rawahah (må Allah være tilfreds med ham) var digter. Han forfattede et digt, men Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) brød sig ikke særlig meget om det. Han beordrede digteren Kaʿb ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) til at skrive et digt som svar til Quraysh. Til sidst blev det Hadhrat Hassan ibn Thabits tur. Han kom og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg sværger ved Ham, som har sendt dig som en sand profet: Jeg vil ødelægge dem fuldstændigt, ligesom man flår huden af.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Der er ingen grund til at skynde sig. Abu Bakr er blandt hele Quraysh-slægten den, der har størst kendskab til Qurayshs slægtslinjer.« Derfor gik han også til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), satte sig ind i de mange forviklinger og vanskeligheder i deres slægtsforhold og kom derefter tilbage til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg vil bringe dem til fald på en sådan måde, som man trækker hår ud af en dejklump.« Derefter fremsagde Hassan (må Allah være tilfreds med ham) en qasida, hvoraf et vers lød således:

Den arabiske tekst lyder:

»Toppen af ære og værdighed blandt Hashims slægt er Makhzums barnebarn. Men din far var en slave.«

Hadhrat ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud sige: »Hassan! Så længe du forsvarer Allah og Hans Sendebud, vil du få hjælp fra Ruh al-Qudus.« Hun har også berettet: Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sige: »Hassan har svaret dem og befriet ham for sorg og bekymring.« Efter at have berettet dette reciterede De Troendes Moder også denne qasida af Hassan for os: 438

Den arabiske tekst følger

Du har fordømt Muhammad, og jeg har svaret dig. For denne handling har jeg sin belønning hos Allah.

Du fordømmer Muhammad, som er retskaffen, gudfrygtig og Allahs Sendebud. Det ligger i hans natur og karakter at holde løfter og pagter.

Mine forfædre, min ære og min værdighed er alle som et skjold, der beskytter Muhammads ære og anseelse mod jeres angreb.

Hvad enten nogen blandt jer fordømmer, lovpriser eller hjælper Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), er det alt sammen det samme for ham.

Jibril er iblandt os. Han er Allahs budbringer og den rene ånd – ingen kan måle sig med ham.

Da han fik at vide, hvor kaotisk situationen i Medina var efter Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød, fremsagde han følgende verslinje:439

Den arabiske tekst følger

»Hvis lederne af mit folk havde lyttet til mig, kunne jeg have reddet jer fra denne fælde og undergang.«

Efter at han var nået frem til Basra, hørte man ham fremsige følgende to vers:

Arabisk følger

»Forlad de uretfærdiges land – selv om vandet dér er rent – og gå som de frygtsomme går.

Vælg græsset. Græs derefter i solen i Damads grønne dal.«

Som vi allerede har nævnt, var de to vers i rajaz-metrum, som nogle af heltene reciterede under Kamelslaget, bevaret i hazrat ʿA’ishas erindring. En gang reciterede hun de to vers og græd bitterligt. De to vers lyder således:

Arabisk følger

»Åh, vores mor! Du, som vi kender som den bedste af alle mødre, ser du ikke, hvor mange helte der er blevet såret, og hvor mange hoveder og hænder der er blevet hugget af som græs?«

Hisham ibn ‘Urwa har overleveret fra sin far, ‘Urwa. ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Må Allah vise nåde og godhed mod digteren Labid.«

Han plejede at sige:⁴⁴⁰

Den arabiske tekst følger

»Alle dem, ved hvis side man kunne bo, er gået bort. Nu lever jeg blandt efterkommerne som en skabioseramt kamel.«

Derefter sagde ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende):

»Hvis han havde set vores tilstand i denne tid, hvad ville han så have sagt! Jeg kan fremsige tusind vers af denne slags af digteren Labid. Det er dog meget lidt sammenlignet med det antal vers, jeg kan fremsige af andre digtere.«

Ud fra Hazrat ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) bemærkning kan vi danne os et indtryk af, hvor stor en kærlighed til poesi hun havde, hvor dybt hun beherskede denne disciplin, og hvor mange hundrede arabiske vers hun havde udenad. Da vi drøftede hendes bidrag til hadith-videnskaben, så vi, hvilket ekstraordinært talent hun dér lagde for dagen! Det samme billede viser sig, når det gælder arabisk poesi.

På grund af Hazrat ‘Aishas (må Allah være tilfreds med hende) poetiske smag og evne til at værdsætte kunstneriske kvaliteter plejede mange digtere at fremsige deres digte for hende. Hazrat Hassan ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham) var den anerkendte mester i poesi blandt ansarerne. Det var naturligt, at Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var utilfreds med ham, fordi han var blevet involveret i ifk-hændelsen. Alligevel kom han til Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og fremsagde sine digte for hende.⁴⁴¹ Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) roste ham og beskrev hans forskellige dyder. Desuden nævnte hun i den forbindelse også navnene på profetens (Allahs velsignelser og fred være med ham) to andre fremragende digtere i hans forsamling: Hazrat Ka‘b ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Abdullah ibn Rawaha (må Allah være tilfreds med ham).⁴⁴²

Grundlæggende er det hverken godt eller dårligt at beskæftige sig med poesi. Poesi er også en form for tale. Det gode eller dårlige ved tale afhænger ikke af poesiens rytme, men af dens indhold. Hvis indholdet ikke er dårligt, er der ingen fejl ved digtet. Det samme gælder prosa. Det gode eller dårlige afhænger af indholdet.

Hazrat ‘A’isha (ra) sagde netop dette om god og dårlig poesi:⁴⁴³

Det lyder således på arabisk:

»Nogle digte er gode, og nogle digte er dårlige. Tag imod det gode, og forkast det dårlige.«

Hun berettede fra Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam): »Den største synder blandt digtere er den, der fordømmer en hel stamme.« Det vil sige, at det blot er et moralsk fejltrin og et misbrug af den poetiske evne at fordømme en hel stamme på grund af én eller to personers dårlige handlinger.

Afslutningsvis vil vi sige, at Hazrat ‘A’isha (ra) var et så vidunderligt talent, at det ikke er muligt at beskrive og vurdere hende inden for en kort ramme. En beskrivelse af hendes liv og alsidige talenter ville kræve et omfattende værk. I vores fremstilling har vi forsøgt at give læserne et indblik i nogle sider af hende.

Hafsa bint ‘Umar ibn al-Khattab (ra)

De troendes moder, Hafsa (ra), var datter af den anden kalif, ‘Umar ibn al-Khattab (ra). Hendes mor var Zaynab bint Maz‘un, en kvinde fra Khuzā‘a-stammen og den kendte ledsager ‘Uthman ibn Maz‘uns helsøster. Hun var også selv en ledsager. ‘Abdullah ibn ‘Umar og Hafsa (ra) var helsøskende.¹ Hafsa var seks år ældre end ‘Abdullah.² Hun blev født i Mekka fem år før Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) modtog profetskabet. ‘Umar (ra) fortæller: Quraysh-folket i Mekka var på det tidspunkt optaget af at genopbygge Kabaen.³

Da hun nåede giftealderen, bortgiftede hendes far, Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham), hende første gang til Khunays ibn Hudhafa, som tilhørte Banu Sahm. Denne Khunays var blandt de første, der antog islam i Mekka. Han udvandrede til Abessinien sammen med den anden gruppe, der udvandrede dertil.⁴ Musa ibn Uqbah og Abu Ma’shar nævner dog ikke hans udvandring til Abessinien.⁵ Derfra vendte han tilbage til Mekka og udvandrede derefter igen til Medina. Da han nåede Medina, søgte han tilflugt hos Rifa’ah ibn Abd al-Mundhir fra Banu Amr ibn Awf i Quba.⁶

Der findes ingen klare oplysninger om, hvornår Hafsah (må Allah være tilfreds med hende) antog islam. Det vides dog med sikkerhed, at da Umar antog islam, antog folk fra hans egen stamme og familie islam samtidig. Hafsah antog sandsynligvis også islam sammen med sin familie på dette tidspunkt.⁷

Hun udvandrede til Medina sammen med sin mand. Kort efter ankomsten til Medina blev hun enke. Hun var da endnu ikke fyldt tyve år.⁸ Der er nogen uenighed om tidspunktet for Khunays’ død. Ifølge flertallet af sira-eksperterne deltog han i slagene ved Badr og Uhud. Ved Uhud blev han såret flere steder på kroppen, og han døde af disse sår efter at være vendt tilbage til Medina.⁹ Ifølge en anden opfattelse var han sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ved Badr. Her blev han syg eller såret, og han døde i det andet hijri-år, efter at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var vendt tilbage fra Badr til Medina.¹⁰

Efter at hans datter var blevet enke, begyndte Umar (må Allah være tilfreds med ham) at overveje hendes andet ægteskab. På dette tidspunkt døde tilfældigvis Ruqayyah (må Allah være tilfreds med hende), Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) datter og Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) hustru. Umar (må Allah være tilfreds med ham) opsøgte først Uthman og udtrykte sit ønske om at gifte Hafsah med ham. Uthman bad om tid til at overveje sagen. Nogle dage senere svarede han: »Jeg ønsker ikke at gifte mig på dette tidspunkt.« Derefter gik Umar (må Allah være tilfreds med ham) til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: »Jeg ønsker at gifte Hafsah med dig.« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) forblev tavs og gav intet svar. Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev endnu mere såret over Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) opførsel end over Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) svar. Umar (må Allah være tilfreds med ham) opsøgte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og beklagede sin sorg.¹¹ Ibn al-Athir siger, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) først friede til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), men da han ikke fik noget svar, friede han til Uthman (må Allah være tilfreds med ham).¹²

Gennem ægteskabet med Aishah (må Allah være tilfreds med hende) blev der skabt et nært slægtskabsforhold mellem Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Men der var intet sådant slægtskabsforhold til Umar (må Allah være tilfreds med ham). Det var Allahs vilje, at et sådant forhold skulle skabes gennem ægteskabet med Hafsah (må Allah være tilfreds med hende). Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hørte om Umars (må Allah være tilfreds med ham) sorg, sagde han: »Hafsah vil blive gift med en mand, der er bedre end Uthman, og Uthman vil blive gift med en kvinde, der er bedre end Hafsah.«¹³ I en anden overlevering siges det, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Skal jeg ikke fortælle dig om en svigersøn, der er bedre end Uthman, og til Uthman om en svigerfar, der er bedre end dig?« Umar sagde: »Jo, Allahs Sendebud!« Da sagde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Gift din datter Hafsah med mig, og jeg vil gifte min datter Umm Kulthum med Uthman.«¹⁴ Således blev ægteskabet endeligt aftalt. Hafsahs far, Umar, fungerede selv som wali og fuldførte ægteskabet. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gav Hafsah en medgift på fire hundrede dirham.¹⁵

Grunden til, at Uthman og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med dem) ikke svarede på Umars (må Allah være tilfreds med ham) forslag, var, at de havde hørt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tale om Hafsah. De forstod, at han ønskede at gifte sig med Hafsah af hensyn til Umars (må Allah være tilfreds med ham) ære. Men de turde ikke fortælle Umar dette af frygt for, at de kunne have misforstået ham.¹⁶ Da Hafsahs ægteskab med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) derfor var blevet indgået, mødte Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) en dag Umar (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »Allahs Sendebud talte en dag om Hafsah, men jeg ønskede ikke at afsløre hans hemmelighed. Der var ingen anden grund til, at jeg ikke besvarede dit forslag.«¹⁷

Der er en vis uenighed blandt sira-eksperterne om, hvornår Hafsah blev gift med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Denne uenighed skyldes hovedsageligt uenigheden om tidspunktet for hendes første mands død. Ibn al-Athir siger, at ægteskabet ifølge flertallet af de lærde fandt sted i det tredje hijri-år.¹⁸ Ifølge Abu Ubaydah fandt ægteskabet sted i det andet hijri-år, og det er også Ibn Abd al-Barrs opfattelse. Ibn Hajar nævner i værket al-Isabah, at opfattelsen om det tredje år er den mest sandsynlige, fordi hendes første mand blev martyr ved Uhud. Nogle siger, at ægteskabet fandt sted 25, eller ifølge en anden opfattelse 30, måneder efter hijraen. I nogle overleveringer nævnes også 20 måneder! Slaget ved Uhud fandt imidlertid sted mere end 30 måneder efter hijraen. Ibn Sa’d fastholder, at hendes første mand døde efter hjemkomsten fra Badr. Ibn Sayyid al-Nas siger, at ægteskabet fandt sted i Sha’ban, 30 måneder efter hijraen.²⁰

Der er en vis uenighed blandt sira-eksperterne om året for Hafsahs (må Allah være tilfreds med hende) død. Ifølge den mest udbredte opfattelse døde hun i Medina i Sha’ban i år 45 efter hijraen. Det var under Amir Mu’awiyahs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat, og Marwan var dengang guvernør i Medina. Han ledte begravelsesbønnen, fulgte båren til Baqi-kirkegården og blev siddende, indtil begravelsen var afsluttet. Han bar båren fra familien al-Hazams hus til al-Mughiras hus, hvorefter Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) overtog hans plads og bar den videre til graven. Hafsahs bror, Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), og hendes sønner, Asim, Salim, Abdullah og Hamzah, sænkede liget ned i graven. Således blev hun begravet på Baqi-kirkegården. Denne opfattelse er overleveret af al-Waqidi gennem Ma’mar, al-Zuhri og Salim.²¹ Ibn al-Athir hælder dog til, at Hafsah døde på det tidspunkt, hvor Hasan ibn Ali (må Allah være tilfreds med ham) aflagde troskabseden til Amir Mu’awiyah (må Allah være tilfreds med ham). Det var i Jumada al-Awwal i år 41 efter hijraen. Dette år kaldes derfor ‘Am al-Jama’ah, Enhedens år.

Ifølge en anden overlevering døde hun i det 27. hijri-år under Uthmans (ra) kalifat. Grundlaget for denne opfattelse er, at Wahab ibn Malik sagde, at hun døde det år, hvor Afrika blev erobret. Erobringen af Afrika fandt sted i det 27. hijri-år. Men dette er en alvorlig fejl. Afrika blev nemlig erobret to gange. Den første erobring fandt sted i det 27. hijri-år, mens den anden fandt sted under Muʿawiyas (ra) kalifat. Æren for denne erobring tilkom Muʿawiya ibn Khadija (ra).²² Da Hafsa (ra) døde, var hun 63 eller 59 år gammel.

Før sin død gav hun sin bror Abdullah ibn Umar (ra) det samme råd, som hendes far Umar (ra) havde givet hende på sit dødsleje. Den jordejendom, som hendes far havde efterladt hende i Gabaʿ, gjorde hun til waqf for Allahs Sendebud.²³ Hafsa (ra) efterlod sig ingen børn.²⁴

Selv om Hafsa (ra) ikke havde børn, efterlod hun sig mange elskede mænd og kvinder, som havde hørt hadith hos hende og videreberettet dem. Blandt de mest fremtrædende var: Abdullah ibn Umar, Hamza ibn Abdullah, Safiyya bint Abi Ubayda (Abdullahs hustru), al-Muttalib ibn Abi Wadaʿa, Ummu Mubashshir al-Ansariyya, Abd ar-Rahman ibn al-Harith ibn Hisham, Abdullah ibn Safwan ibn Umayya, Shutayr ibn Shakal, Sawa al-Khuzaʿi, al-Musayyib ibn Rafiʿ, al-Majlaz og mange andre.²⁵

I alt er 60 hadither blevet overleveret fra Hafsa (ra). Hun havde selv hørt dem fra Allahs Sendebud (sallallahu ʿalayhi wa sallam) og sin far Umar (ra).²⁶ Fire af de hadither, hun overleverede, er muttafaq ʿalayhi, og seks blev udelukkende overleveret af al-Bukhari.²⁷

Hafsa (ra) havde, ligesom alle andre mænd og kvinder i datidens Arabien, ingen formel uddannelse. Men hvem kunne have været større lærere end hendes far Umar (ra) og hendes ægtemand, Allahs Sendebud (sallallahu ʿalayhi wa sallam)? Under deres opdragelse og vejledning voksede hendes stærke interesse for at tilegne sig viden og forstå religionen. Hendes dybe viden om religiøse spørgsmål fremgår af forskellige begivenheder. Engang sagde Sendebudet (sallallahu ʿalayhi wa sallam): »Jeg håber, at de, der deltog i Badr og Hudaybiyya, ikke kommer i Jahannam.« Hafsa (ra) udbrød: »Allah har jo sagt:«

Det arabiske lyder:

»Der er ingen blandt jer, som ikke vil nå dertil.«

Sendebudet (sallallahu ʿalayhi wa sallam) sagde: »Ja, det er rigtigt, men har Allah ikke også sagt:«

På arabisk lyder det:

»Derefter vil Jeg redde de gudfrygtige og lade de uretfærdige blive dér knælende.« (Sura Maryam 71–72)28

Da Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) bemærkede Hafsas (ra) stærke interesse for at lære og tilegne sig viden, tænkte han altid på at undervise hende i forskellige ting. Shifa bint Abdillah var en kvindelig sahabi. Hun kunne læse og skrive. Hazrat Hafsa lærte at skrive hos hende. Shifa udførte ruqya mod en slags sår, der kaldes namla’29. En dag kom hun til Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) og sagde: »Jeg udførte ruqya i jahiliyyah-tiden. Hvis du giver mig tilladelse, vil jeg fremsige den for dig.« Efter at have hørt den sagde Sendebudet (sallallahu ‘alayhi wa sallam): »Lær også Hafsa denne ruqya.« I en anden overlevering fortælles det, at Sendebudet (sallallahu ‘alayhi wa sallam) sagde til Shifa: »Vil du ikke lære Hafsa bønnen mod namla’, ligesom du lærte hende at skrive?«30 Hafsa (ra) udførte megen tilbedelse både i Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) levetid og efter hans bortgang. Hun fastede altid og tilbragte i høj grad nætterne vågende i bøn. Jibril (alayhis salam) sagde om hende til Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam): »Hun faster meget og tilbeder meget om natten.«31 I en anden overlevering fortælles det, at Jibril (alayhis salam) sagde: »Hun er en retskaffen kvinde.«32 Det er blevet overleveret om hende, at hun døde, mens hun fastede.33

Hun kunne ikke lide nogen form for uenighed. Da spørgsmålet om voldgiften ved Dumat al-Jandal opstod efter slaget ved Siffin, ønskede hendes bror, Abdullah ibn Umar (ra), ikke at forlade sit hjem, fordi han betragtede det som fitna og splid. Men Hafsa sagde til ham: »Du har ingen personlig fordel af at deltage, men du bør deltage. Folk vil afvente din mening. Det er også muligt, at dit fravær vil skabe uenighed blandt dem.«34 I en anden overlevering fortælles det, at hun sagde: »Det er ikke passende at holde sig borte fra noget, hvorved der kan opnås forsoning blandt Muhammads ummah. Du er Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) svoger og Umar ibn al-Khattabs søn.«35

Efter Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) bortgang talte Hafsa (ra) med kalifferne om forskellige krav på folkets vegne, især med sin far, den anden kalif, Umar (ra). Ofte tog kaliffen også imod sin datters råd. Der findes flere sådanne hændelser i sira-værkerne.

Selv efter at Umar (ra) var blevet kalif, førte han husholdningen ved hjælp af den ydelse, der var blevet fastsat for ham under den første kalif, Abu Bakr (ra). Da Uthman, Ali, Talha, Zubayr og andre fremtrædende sahaba så, at husholdningen ikke kunne klare sig ordentligt med dette, samledes de og drøftede sagen. De besluttede at tale med kaliffen Umar (ra) om den. Men hvem tør sætte klokken på kattens hals? Ingen af dem vovede at tale med kaliffen om sagen. Til sidst henvendte de sig til Hafsa og bad hende tale med kaliffen. Hafsa talte med ham, men kaliffen mindede hende om Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) enkle og nøjsomme liv og sendte hende bort.36

En anden gang bad hun sin far, kaliffen Umar (ra), om at forbedre kvaliteten af hans tøj og mad og sagde: »Allah den Ophøjede har jo nu givet muslimerne større overflod i deres levebrød end tidligere.« Umar (ra) mindede sin datter om de hårde realiteter i Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) liv og græd bitterligt.37

En gang kom der nogle penge og ejendele til kaliffen Umar (ra). Hafsa kom og sagde: »O de troendes leder! Allah den Ophøjede har pålagt, at man skal tage hensyn til sine nærmeste slægtninge. Dine nærmeste slægtninge har ret til en del af disse ejendele.« Da kaliffen hørte sin datters ord, sagde han: »Mine nærmeste slægtninge har ret til min ejendom, men disse ejendele tilhører muslimerne. Datter, du får din far til at begå en fejl. Rejs dig og gå herfra.« Derefter forlod Hafsa hurtigt stedet, idet hun forsøgte at trække i kanten af sit sjal.38 Det er overleveret fra Ibn Jurayj, at kaliffen Umar (ra) en nat, mens han gik rundt om Kabaen, hørte en slavepige synge en sørgmodig kærlighedssang. Den havde to vers, som lød således:

Det arabiske lyder:

– Denne nat er blevet lang og vidstrakt, og alle sider er dækket af tæt mørke. Alene er jeg vågen; ved min side er der ingen elsket, som jeg kan føre en kærlig samtale med.

– Allah, den Uforlignelige – hvis frygten for Ham ikke havde været der, ville hele dette lejes omgivelser visselig have skælvet.

Kaliffen ʿUmar gik hen til kvinden og spurgte hende: »Hvad er der sket med dig?« Kvinden svarede: »Min mand har været borte fra mig i flere måneder. Min længsel efter at have ham hos mig er blevet stærk.« Derefter gik ʿUmar til sin datter Ḥafṣa og sagde: »Jeg vil gerne vide noget vigtigt af dig; hjælp mig. Når kvinder er borte fra deres mænd, efter hvor lang tid bliver deres længsel efter at have mændene hos sig stærk?« Ḥafṣa slog skamfuldt blikket ned. ʿUmar sagde: »Allah skammer Sig ikke over at åbenbare sandheden.« Da viste Ḥafṣa med hånden tre eller fire måneder. Derfor befalede ʿUmar, at ingen soldat måtte holdes borte i mere end fire måneder.39

Al-Bayhaqī (9/29) har overleveret fra Ibn ʿUmar, at han en nat gik rundt i byen og hørte en kvinde synge de to ovennævnte vers. Derefter spurgte han Ḥafṣa: »Hvor længe kan kvinder højst være uden deres mænd?« Ḥafṣa svarede: »Seks eller fire måneder.« ʿUmar sagde: »Jeg vil ikke holde nogen soldat borte længere end dette.«40

Ḥafṣa var ʿUmars datter. Ligesom sin far havde hun også et noget skarpt temperament. Undertiden svarede hun igen på Allahs Sendebuds ord, hvilket kunne føre til uoverensstemmelser i ægteskabet. En hændelse herom er overleveret i al-Bukhārī og andre værker. En dag sagde ʿUmar til Ibn ʿAbbās: »I den førislamiske tid var Qurayshs kvinder lydige og underdanige over for mændene. Vi tillagde dem ikke den mindste betydning. Islam gav dem værdighed. Efter at mange vers var blevet åbenbaret om dem, blev vi klar over deres plads og værdighed. Da vi kom til Medina, så vi, at kvinderne i Medina havde gjort mændene lydige og underdanige. Langsomt begyndte vores kvinder at lære af dem. Mit hus lå i bebyggelsen Banū Umayya ibn Zayd i al-ʿAwālī. En dag blev jeg meget vred på min hustru. Hun gav ikke efter, men svarede mig igen. Jeg brød mig slet ikke om hendes svar. Da sagde hun: ›Du bryder dig ikke om, at jeg svarer sådan, men Allahs Sendebuds hustruer svarer også igen på hans ord. Nogle af hans hustruer holder sig borte fra ham helt indtil aften.‹ I en anden overlevering siges det, at hun sagde: ›Din datter Ḥafṣa slynger svar direkte i ansigtet på Allahs Sendebud. Det sker, at Allahs Sendebud derfor er nedtrykt hele dagen.«

ʿUmar sagde: »Da jeg hørte dette, skyndte jeg mig hen til Ḥafṣa og spurgte hende: ›Svarer I igen på Allahs Sendebuds ord?‹ Ḥafṣa svarede: ›Ja, det gør vi.‹ Jeg spurgte: ›Er der nogen af jer, der holder sig borte fra ham indtil natten?‹ Ḥafṣa svarede: ›Ja.‹ Jeg sagde: ›Den af jer, der gør dette, vil ikke lykkes; hun vil gå til grunde. Har nogen af jer følt sig sikker på Allahs vrede, efter at Allahs Sendebud er blevet vred? Lad ikke den, der er smukkere end dig og mere elsket af Allahs Sendebud, bedrage dig.‹42

I en anden overlevering siges det, at ʿUmar sagde til Ḥafṣa: »Pas på! Gør ikke sådan. Jeg advarer dig mod Allahs straf. Lad dig ikke falde i fælden af den stolthed, som skønheden hos den, der har betaget Allahs Sendebud, har fremkaldt.« (Det vil sige ʿĀʾisha, må Allah være tilfreds med hende.)43 I endnu en overlevering siges det, at han sagde til Ḥafṣa: »Du må ikke svare Allahs Sendebud igen. Du har hverken Zaynabs skønhed eller ʿĀʾishas held.«44 Al-Tirmidhī har overleveret, at Umm al-Muʾminīn, Safiyya, en dag sad og græd. Allahs Sendebud kom ind i huset, så hende græde og spurgte hende om årsagen. Safiyya sagde: »Ḥafṣa har kaldt mig en jødisk kvinde.« Allahs Sendebud sagde til Ḥafṣa: »Frygt Allah.« Derefter sagde han til Safiyya: »Du er jo datter af en profet, din farbror er også en profet, og du er hustru til en profet. På hvilket punkt kan Ḥafṣa være stolt over for dig?«45 En anden gang sagde Ḥafṣa og ʿĀʾisha til Safiyya: »Hos Allahs Sendebud er vi begge mere værdige end dig. Vi er hans hustruer og desuden hans kusiner.« Ordene sårede Safiyya dybt. Hun sagde til dem: »Hvorfor sagde I ikke til dem, at I aldrig kan være mere værdige end mig? Min mand er Muḥammad, min far er Hārūn, og min farbror er Mūsā.«46

Selv om Aisha og Hafsa (må Allah være tilfreds med dem) var medhustruer i forhold til hinanden, var deres forhold som søstres. I de fleste henseender støttede de hinanden. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde om Hafsa: »Hafsa er sin fars datter. Ligesom hendes far var fast besluttet i enhver tale og handling, sådan var Hafsa også.«⁴⁷ Blandt Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hustruer var Hafsa den eneste, der kunne gøre krav på at være min lige.⁴⁸ Vi to var som én hånd.⁴⁹

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) lå på sit dødsleje. Han var nået til livets yderste grænse. Tiden til bønnen var kommet. Han sagde: »Bed Abu Bakr om at lede folkene i bønnen.« Aisha sagde: »Abu Bakr er et blødhjertet menneske. Hvis han stiller sig på Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) plads og reciterer Koranen, vil gråden gøre ham ude af stand til at tale, og folkene vil ikke kunne høre noget.« Dette sagde hun til Hafsa, og hun bad hende sige til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at han i stedet skulle befale mig at lede bønnen. Da Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) på Aishas (må Allah være tilfreds med hende) foranledning sagde dette til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), bemærkede han: »I er alle som Josefs ledsagerinder.«⁵⁰

Selv om Aisha og Hafsa havde en så vidunderlig overensstemmelse og et så nært forhold, viste kvindelig naturlig tilbøjelighed sig af og til mellem dem. De blev jaloux, når det gjaldt ægtemandens selskab og kærlighed. Engang var de begge med på en rejse sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Om natten red Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) på Aishas kamel og gik ad vejen, mens han talte med hende. En dag sagde Hafsa til Aisha: »Hvis du i nat rider på min kamel, og jeg rider på din, vil der vise sig et andet syn.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) indvilligede. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fortsatte rejsen sammen med Hafsa på hendes ridedyr. Da Aisha ved ankomsten til rastepladsen ikke fandt Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), stak hun sine fødder ned i izkhir-græsset og begyndte vredt at sige: »O Allah! Hvis blot en slange eller en skorpion havde bidt mig.«⁵¹

Aisha og Hafsa var henholdsvis Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) og Umars (må Allah være tilfreds med ham) døtre. Disse to store personligheder stod Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) meget nær. Derfor stod Aisha og Hafsa sammen i Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) familieliv over for de øvrige rene hustruer. Dette fællesskab virkede bag mange begivenheder i den hellige Profets (må Allahs fred og velsignelser være med ham) familieliv.

Vi må huske én ting: Alle små og store begivenheder i Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) liv er ikke blot hændelser som i almindelige menneskers liv. I enhver begivenhed findes der noget, som menneskeheden kan lære af. Allah den Højeste ønskede gennem disse begivenheder at give menneskeheden praktisk undervisning i forskellige regler og former for adfærd. Ellers kunne Han have undladt at lade disse begivenheder finde sted i Sin profets liv. Vi må se på enhver begivenhed i vores elskede Profets liv på denne måde.

Sura at-Tahrim blev åbenbaret i det 9. hijri-år. Bag denne åbenbaring lå en begivenhed fra Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) familieliv. Slik og honning var Allahs Ædle Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) yndlingsføde. Han plejede normalt efter asr-bønnen at besøge alle sine hustruer i deres hjem. En dag blev han lidt længere end sædvanligt hos Zaynab (må Allah være tilfreds med hende). Det gjorde Aisha ked af det. Hun fik at vide, at en kvinde havde sendt Zaynab noget honning som gave. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde drukket denne honning hos Zaynab, og derfor var hans ophold i hendes hjem blevet længere. Aisha og Hafsa sluttede sig sammen. Aisha sagde til Hafsa: »Når Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kommer til enten mit eller dit hjem, skal vi sige til ham: Der kommer en dårlig lugt af maghafir fra din mund.« (Maghafir er flertal af maghfur. Det er blomster fra en bestemt plante, hvorfra bierne indsamler honning.) Aisha lærte også Safiyya at sige det samme. Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til deres hjem, sagde de det samme i overensstemmelse med deres tidligere beslutning. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) brød sig meget lidt om dårlig lugt. Da han derefter igen gik til Zaynab, sagde hun til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Det er ikke nødvendigt.« Derefter erklærede han honning for forbudt for sig selv. Da Aisha hørte om Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) beslutning, sagde hun beklagende til Hafsa: »Vi har gjort noget frygteligt. Vi har berøvet Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) noget, han holdt af.« Det var i forbindelse med denne begivenhed, at følgende vers fra sura at-Tahrim blev åbenbaret:⁵²

»O profet! Hvorfor erklærer du det, som Allah har gjort tilladt for dig, forbudt for dig selv, idet du søger at behage dine hustruer?« (at-Tahrim, 1)

I forskellige overleveringer nævnes forskellige navne på den kvinde, der serverede honning for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). I nogle overleveringer nævnes Hafsa. I så fald sluttede Aisha sig sammen med Sawda og Safiyya. Det fremgår på samme måde af en overlevering fra Ibn Sa’d.⁵³ I nogle overleveringer nævnes også Umm Salama.⁵⁴

Den Ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) besluttede at afstå fra at drikke honning for at glæde sine hustruer og bad om, at denne sag blev holdt hemmelig, så den kvinde, der havde serveret honningen, ikke skulle blive såret. Ifølge de fleste beretninger fortalte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) denne hemmelighed til Hafsa (må Allah være tilfreds med hende). Men Hafsa kunne ikke holde den hemmelig. Hun fortalte den videre til Aisha. Det er dette, Allah omtaler i det tredje vers af sura at-Tahrim således: Da Profeten i fortrolighed fortalte en af sine hustruer noget, og hun derefter røbede det, og Allah underrettede Profeten om det, fortalte Profeten hende noget af det og fortiede noget. Da han fortalte hende det, sagde hun: »Hvem underrettede dig om dette?« Han sagde: »Den Alvidende og Alkundskabende har underrettet mig.«

Al-Waqidi og mange andre sira-eksperter har også berettet en anden hændelse som årsag til, at sura at-Tahrim blev åbenbaret. En dag var Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) ikke hjemme. På det tidspunkt kom Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ind i hendes hjem, tilkaldte slavekvinden Maria al-Qibtiyya og var sammen med hende. Imens vendte Hafsa tilbage, og af utilfredshed erklærede hun denne slavekvindes samvær med ham for forbudt for sig selv. Han bad hende desuden om at holde dette hemmeligt. Men hun kunne ikke holde det hemmeligt og fortalte det til Aisha. Da blev sura at-Tahrim åbenbaret. Nafi sagde: »Er det ikke korrekt, at Allahs Sendebud erklærede sin slavekvinde for forbudt for sig selv, hvorefter Allah den Højeste befalede ham at sone sin ed ved at yde kaffara?«⁵⁵

Om de to kvinder, som havde forårsaget disse hændelser og bragt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i en vanskelig situation, åbenbarede Allah det fjerde vers i at-Tahrim: »Hvis I begge angrer over for Allah, så er det godt, for jeres hjerter har allerede hældet til uret. Men hvis I støtter hinanden imod Profeten, så skal I vide, at Allah, Gabriel og de retskafne troende er hans hjælpere.«⁵⁶ Disse to kvinder var Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og Hafsa (må Allah være tilfreds med hende). Om hvem disse to kvinder var, findes der en lang beretning af Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih al-Bukhari. Han siger: I nogen tid havde jeg ønsket at spørge Umar (må Allah være tilfreds med ham) om de to kvinder, som Koranen omtaler med ordene: »Hvis I begge angrer.« Da han endelig en gang drog af sted på pilgrimsfærd, benyttede jeg lejligheden til at rejse sammen med ham. En dag undervejs, mens han foretog afvaskningen, og jeg hældte vand over ham, spurgte jeg: »Hvem er de to kvinder, som Koranen omtaler med ordene: ’Hvis I begge angrer’?« Umar svarede: »Det er mærkeligt, at du ikke ved det. De to er Hafsa og Aisha (må Allah være tilfreds med dem begge).«⁵⁷

Denne ubetydelige strid blandt Profetens familie var ikke en almindelig sag. Hyklere var altid på udkig efter enhver mulighed for at skabe splittelse mellem selve Profetens familie og hans nærmeste slægtninge og venner. Da de hørte om denne mindre uoverensstemmelse mellem de rene hustruer, ønskede de måske at opildne den yderligere. De troede, at de nu kunne få Aishas og Hafsas fædre, Abu Bakr og Umar (må Allah være tilfreds med dem), til at stille sig imod Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Men de vidste ikke, at de ved Allahs Sendebuds fødder var rede til at ofre ikke blot deres døtre, men også deres egne liv. Derfor råbte Umar (må Allah være tilfreds med ham), da han ikke fik tilladelse til at besøge Hafsa: »Hvis jeg får tilladelse, kommer jeg tilbage med Hafsas hoved.«⁵⁸ Det er netop dette, der hentydes til i det fjerde vers af sura at-Tahrim. Det vil sige, at selv hvis Aisha og Hafsa lagde planer, og hyklerne udnyttede dem, ville Allah hjælpe sin Profet. Og Allah har Gabriel, engleskarerne og alle troende mænd og kvinder i hele verden med sig.⁵⁹

Det er blevet berettet, at Allahs Ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) efter ovennævnte hændelse skilte sig fra Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) ved skilsmisse, men senere tog hende tilbage. Dette er blevet sagt af Asim ibn Umar.⁶⁰ Efter skilsmissen kom Gabriel (må Allah være tilfreds med ham) til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »Hafsa faster meget og beder meget om natten. Hun vil være din hustru i Paradiset.« På grund af Gabriels ord tog Allahs Sendebud hende tilbage.⁶¹

Ibn Sad har overleveret en beretning fra Qays ibn Yazid og Ibn Sirin. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) skilte sig én gang fra Hafsa (må Allah være tilfreds med hende). Derefter kom Hafsas to morbrødre, Qudama og Uthman ibn Mazun, for at besøge hende. Grædende sagde Hafsa til dem: »Ved Allahs ed! Han skilte sig ikke fra mig på grund af nogen ond handling fra min side.« I det samme kom Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) til stede. Han sagde: »Gabriel har sagt til mig: Tag Hafsa tilbage, for hun faster meget og beder meget. Hun vil være din hustru i Paradiset.«»⁶²

Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) siger: »En gang holdt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig borte fra sine hustruer. Folk begyndte at sige, at han havde skilt sig fra alle sine hustruer. Dette skete før påbuddet om hijab. Jeg gik til Aisha og sagde: ’Abu Bakrs datter! Har du hørt, at folk går rundt og siger, at du har såret Allahs Sendebud?’ Aisha sagde: ’Ibn al-Khattab, hvad har du med mig at gøre? Du kan gå et andet sted hen.’«

Derefter gik jeg til Hafsa og sagde: »Ved Allahs ed, jeg har fået at vide, at han ikke elsker dig. Hvis jeg ikke var her, ville han helt sikkert have skilt sig fra dig.« Da Hafsa hørte dette, begyndte hun at græde voldsomt. Jeg spurgte: »Hvor er Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham)?« Hun svarede: »Han er i et værelse lige ved siden af.« Jeg gik derhen og så Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sidde der. Et gardin hang ved døren. Gennem det bad jeg om at få foretræde for Allahs Sendebud. Efter et stykke tid fik jeg tilladelse. Jeg sagde til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Hvis du giver mig tilladelse, hugger jeg hovedet af Hafsa.« Allahs Sendebud gjorde tegn til mig med hånden om at være mild. Jeg blev stille og spurgte: »O Allahs Sendebud! Har du skilt dig fra dine hustruer?« Han svarede: »Nej.« Så stillede jeg mig ved moskéens dør og bekendtgjorde højt: »Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har ikke skilt sig fra sine hustruer.« Derefter blev det 83. vers af sura an-Nisa åbenbaret.⁶³ Hændelsen er blevet berettet forskelligt i forskellige kilder.

Gennem beretningerne om uoverensstemmelserne i Profetens familie og om skilsmisse er mange af Hafsas (må Allah være tilfreds med hende) egenskaber og fortrin samt nogle bestemmelser i sharia blevet tydelige for mig. For eksempel:

1. At give skilsmisse er tilladt. Hvis skilsmissen sker af nødvendighed eller med henblik på et gode, er den ikke i strid med fuldkommenhed.⁶⁴
2. Allah den Almægtige har selv rost Hafsa ved at bevidne, at hun fastede meget og bad meget.
3. Også i Paradiset vil hun få den lykke at være Profetens hustru (fred være med ham).
4. For at gøre hende glad erklærede Profeten (fred være med ham) to tilladte ting forbudte for sig selv.
5. Af Aishas (må Allah være tilfreds med hende) udsagn fremgår det, at hun lignede sin far.’

6. Mindre uoverensstemmelser i ægteskabet er en naturlig sag. I denne henseende er Profetens eksempel (fred være med ham) noget, vi bør følge.

Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) havde en stærk frygt for Dajjal. I Medina var der en mand ved navn Ibn Sayyad. Mange af de tegn eller kendetegn ved Dajjal, som Allahs Sendebud (fred være med ham) havde beskrevet, fandtes hos denne mand. Selv Allahs Sendebud (fred være med ham) nærede tvivl om ham. En dag mødte Hafsa og Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med dem) denne mand på vejen. Da Ibn Umar sagde noget til ham, blev han så vred og pustede sig op, at vejen blev spærret. Ibn Umar gjorde sig klar til at slå ham. Hafsa blev bange. Hun sagde til Ibn Umar: »Hvad har du med ham at gøre? Ved du ikke, at Allahs Sendebud (fred være med ham) har sagt: Det er Dajjals vrede, der vil være årsagen til, at han kommer frem?«⁶⁵

Det er ikke muligt at beskrive og afslutte omtalen af Umm al-Mu’minīn Hafsas (må Allah være tilfreds med hende) ære og anseelse i en kort artikel. Allah har bekendtgjort, at ligesom hun på denne jord blev ét med Profetens liv (må Allahs velsignelser og fred være med ham), vil hun også være ét med ham i livet efter døden.

Zaynab bint Khuzaymah (må Allah være tilfreds med hende)

Hazrat Zaynab bint Khuzaymah ibn al-Harith al-Hilāliyyah var datter af Banū Bakr ibn Hawāzin. Hendes titel eller tilnavn var Umm al-Masākīn. Da hendes mand blev martyr i slaget ved Uhud, giftede Allahs Ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig med hende samme år, og hun opnåede den enestående værdighed som en af de troendes mødre.

Der er uenighed om, hvem Hazrat Zaynab bint Khuzayma (må Allah være tilfreds med hende) blev gift med første gang. Ifølge al-Balādhurī, Ibn al-Kalbī og slægtsforskeren Abū al-Hasan ʿAlī al-Jurjānī var hendes første mand før ægteskabet med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) Tufayl ibn al-Hāsī. Tufayl ibn al-Hārith. Da Tufayl skilte sig fra hende, giftede hans bror ʿUbaydah ibn al-Hārith sig med hende. Han blev såret ved Badr og døde i al-Safrah. ʿUbaydah var da 64 år gammel. Derefter giftede Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig med hende i Ramadan i det tredje hijrī-år. Det har al-Balādhurī og Ibn Saʿd sagt.¹

Yūnus ibn Muhammad har overleveret fra Ibn Ishāq, at hun tidligere havde været gift med al-Husayn ibn al-Hārith ibn ʿAbd al-Muttalib eller med hans bror al-Tufayl ibn al-Hārith.² Ibn Hishām siger: Før sit ægteskab med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var hun gift med ʿUbaydah ibn al-Hārith. Før ʿUbaydah havde hun været gift med Jahm ibn ʿAmr ibn al-Hārith. Denne Jahm var hendes fætter.³

Ibn ʿAbd al-Barr og Ibn al-Athīr mener imidlertid, at hun umiddelbart før sit ægteskab med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var gift med ʿAbdullah ibn Jahsh.⁴ I det tredje hijrī-år blev denne ʿAbdullah martyr i slaget ved Uhud. De vantro skar hans kropsdele af og lemlæstede hans lig. Han var søn af Profetens faster Umaymah bint ʿAbd al-Muttalib (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) blev dybt bedrøvet over sin mands sådanne død. Det har også Imam al-Zuhrī sagt.⁵

I begyndelsen af Ramadan i det tredje hijrī-år giftede Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig med hende og gav hende tolv uqiyyah guld som mahr. Ibn Hishām siger, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede sig med hende mod en mahr på fire hundrede dirham.⁶ Qubaysah ibn ʿAmr al-Hilālī (må Allah være tilfreds med ham) formidlede dette ægteskab.⁷ Ifølge nogle overleveringer levede hun to eller tre måneder efter sit ægteskab med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham).⁸ Al-Balādhurī siger, at hun døde hen imod slutningen af den ottende dag i Rabīʿ al-Thānī.⁹ Dette synes at være den korrekte opfattelse. Hun var tredive år gammel, da hun døde.¹⁰ Blandt Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer var hun den første efter Hazrat Khadījah, der i hans levetid blev en af Paradisets beboere. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ledte hendes janāzah-bøn og begravede hende på al-Baqīʿ-kirkegården i Madīnah.¹¹

Ibn Hajar (må Allah være tilfreds med ham) siger, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) efter Hazrat Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) tog Zaynab bint Khuzaymah (må Allah være tilfreds med hende) ind i sit hjem. I en overlevering fra Hazrat Umm Salamah (må Allah være tilfreds med hende) fortælles det, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) efter Zaynab bint Khuzaymahs død giftede sig med hende og tog hende med ind i hendes eget hjem.¹²

Nogle har sagt, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med dette udsagn

Det vil være på arabisk

(Den af jer, hvis hånd er længst, vil meget snart efter min død slutte sig til mig.) hentydes der til Zaynab bint Khuzaymah med. Udtrykket ‘lang hånd’ er brugt i overført betydning. Det betyder gavmildhed. Eftersom Zaynab (ra) plejede at give meget i velgørenhed, blev der med ‘lang hånd’ hentydet til hende.

Men deres opfattelse er helt forkert. Denne hadith henviser i virkeligheden til Zaynab bint Jahsh (ra). Hun døde efter Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang og før de øvrige rene hustruer. Muhadditherne er desuden enige om, at Zaynab bint Khuzaymah (ra) døde, mens Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) stadig var i live.13

Ibn Hisham siger:14

Det vil være på arabisk

– På grund af hendes barmhjertighed, omsorg og medfølelse med de fattige og trængende blev hun kaldt ‘Ummul Masakin’, det vil sige de trængendes mor.

Hafiz Ibn Hajar (ra) siger:15

vil være på arabisk

Hun gav mad til de fattige og trængende og gav dem almisse; derfor blev hun kaldt Umm al-Masākīn.

Ibn Abd al-Barr og Balādhurī siger, at hun allerede i uvidenhedens tid blev kaldt dette navn.16

Umm Salama bintAbī Umayya (må Allah være tilfreds med hende)

Umm al-Mu’minīn, den ærede Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) egentlige navn var Hind. Umm Salama var hendes tilnavn, og det var under dette navn, hun blev kendt.1 Nogle har sagt, at hendes navn var Ramla, men hadith-lærde har anset dette for grundløst.2 Ramla var i virkeligheden navnet på Umm al-Mu’minīn, den ærede Umm Habība (må Allah være tilfreds med hende). Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) far var Abū Umayya ibn al-Mughīra ibn Abdullāh ibn Amr ibn al-Makhzūm. Abū Umayyas egentlige navn var Hudhayfa. Han var imidlertid kendt under navnet Abū Umayya.3 Hans titel var Zād ar-Rakb. Zād ar-Rakb betyder »karavanens rejseforråd«. Han indtog en særlig plads blandt Mekkas gavmilde mennesker og dem, der viste gæster gæstfrihed. Når han rejste et eller andet sted med en karavane, påtog han sig hele karavanens ansvar, herunder at sørge for dens forplejning. Datidens arabere gav ham denne titel, fordi de var imponerede over hans gavmildhed og storsind.4 Det skal bemærkes, at der på den tid blandt Quraysh var i alt tre personer, som bar titlen Zād ar-Rakb: Abū Umayya ibn al-Mughīra, al-Aswad ibn Abd al-Muttalib og Musāfir ibn Abī Amr.5

Hishām, far til Mekkas Abū Jahl; Hāshim, morfar til Umar ibn al-Khattāb (må Allah være tilfreds med ham); Walīd ibn al-Mughīra, far til Khālid ibn al-Walīd (må Allah være tilfreds med ham); Abū Hudhayfa al-Makhzūmī; Abū Rabīʿa, far til Ayyāsh ibn Rabīʿa; Fākihā; Hafs, Hind bint Utbas første ægtemand; og Abd Shams var alle sønner af al-Mughīra al-Makhzūmī, Abū Umayyas brødre og den ærede Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) farbrødre. Umm Harmala bint Hishām, mor til Amr ibn al-Ās (må Allah være tilfreds med ham), og Khantama bint Hāshim, mor til Umar ibn al-Khattāb (må Allah være tilfreds med ham), var begge Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) kusiner. Khālid ibn al-Walīd, Walīd ibn al-Walīd, Ayyāsh ibn Abī Rabīʿa, Salama ibn Hishām, Abū Jahl ibn Hishām, Khālid ibn Hishām og al-Hārith ibn Hishām var alle hendes fætre.6

Den ærede Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) mor hed Ātika bint Āmir ibn Rabīʿa ibn Mālik al-Kināniyya.7 Nogle forfattere har ment, at Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) mor Ātika var datter af Abd al-Muttalib. Derfor skulle Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) være kusine til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham).8 I virkeligheden blev denne Ātika gift med Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) far, og hun fødte ham tre børn ved navn Abdullāh, Umm Zuhayr og Qarība. Men denne Ātika var ikke Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) mor. Hendes mor var Ātika, datter af Āmir ibn Rabīʿa.9

Første ægteskab

Hazrat Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) første ægteskab var med ‘Abdullah ibn ‘Abd al-Asad al-Makhzumi, hvis tilnavn var Abu Salama, og som han er mest kendt under. Abu Salamas (må Allah være tilfreds med ham) farfar Hilal og Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) farfar Mughirah var brødre. Abu Salamas far, ‘Abdullah, var profeten Allahs (må Allahs velsignelser og fred være med ham) farbror gennem hans faster. Han giftede sig med Burrah, profeten Allahs (må Allahs velsignelser og fred være med ham) faster. Deres søn var Salamah (må Allah være tilfreds med ham). Hazrat Abu Talib, Hazrat Hamzah (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat ‘Abbas (må Allah være tilfreds med ham) var Abu Salamas ærede morbrødre.¹⁰ På den anden side var Abu Salama profeten Allahs (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ammebror.¹¹

De var begge, som ægtepar, blandt de mennesker, der kaldes qadīm al-islām, det vil sige dem, der antog islam i den første periode. I islams tidlige begyndelse, da folk vaklede mellem, om de skulle antage islam eller ej, og da det var en meget vanskelig opgave at træffe den rette beslutning, fik dette ægtepar den lykke at antage islam.¹² Ibn al-Athir har skrevet, at Abu Salama ibn ‘Abd al-Asad, Abu ‘Ubaydah ibn al-Harith, al-Arqam ibn Abi al-Arqam og ‘Uthman ibn Maz‘un alle antog islam på samme tid. Efter dem blev ‘Abdullah ibn Mas‘ud, Sa‘id ibn Zayd og andre muslimer.¹³

Efter at Abu Salama havde antaget islam, begyndte Banu Makhzum at udsætte ham for nådesløs forfølgelse og tortur. Til sidst flygtede han og søgte tilflugt hos Hazrat Abu Talib. Folkene fra Banu Makhzum sagde: »Abu Talib! Hidtil har du hjulpet og støttet din nevø; hvorfor overgiver du nu ikke også vores brors søn, som opholder sig under din beskyttelse, til os?« Abu Talib svarede: »Den samme fare, som jeg beskytter min brors søn imod, beskytter jeg også min søsters søn imod.« Da befalingen om hijra kom, foretog han hijra til Abessinien. Ibn Ishaq siger, at han var den første, der foretog hijra til Abessinien sammen med sin hustru.¹⁴

Hijra

Ligesom de to traf beslutningen om at antage islam sammen, var de også enige om hijra og foretog den sammen. De foretog hijra til Abessinien to gange efter hinanden.¹⁵ Efter at have opholdt sig dér i nogen tid vendte de tilbage til Mekka. Derefter begav de sig igen mod Medina. Den hjerteskærende begivenhed, som Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) blev udsat for under hijraen til Medina, er gengivet af Ibn al-Athir i hans bog med hendes egne ord. Han siger:

»Da Abu Salama besluttede at rejse til Medina, havde han kun én kamel. Han satte mig og sin søn Salama op på kamelen og begyndte selv at gå, mens han holdt dens tøjle. Folkene fra min faderfamilie, Banu Mughirah, hindrede Abu Salama og sagde: Vi vil ikke lade vores datter tage af sted under så dårlige forhold. De rev tøjlen ud af Abu Salamas hånd og tog mig med sig. Imens kom folkene fra min mands slægt, Banu ‘Abd al-Asad, og tog mit barn Salama i deres besiddelse. De sagde til Banu Mughirah: Hvis I ikke lader jeres datter tage af sted med sin mand, vil vi heller ikke lade vores barn blive hos jeres datter. Således blev jeg, min mand og mit barn spredt i tre forskellige retninger. Jeg blev meget svag af smerten over at være blevet skilt fra min mand og mit barn. Da befalingen om hijra var kommet, nåede Abu Salama frem til Medina. Og jeg var alene tilbage i Mekka. Hver morgen forlod jeg huset og satte mig på en høj i Abtah-dalen, hvor jeg græd indtil aften. Sådan gik der omkring syv eller otte dage.«

En dag blev en velvillig mand fra Banu Mughirah dybt berørt, da han så min elendige tilstand. Han samlede folkene fra Banu Mughirah og talte dem alvorligt til rette: »Hvorfor lader I ikke denne hjælpeløse pige gå? Hvorfor holder I hende adskilt fra hendes mand og barn? Lad hende gå, så hun kan blive genforenet med sin mand og sit barn.« Han udtrykte disse ord med en sådan følelsesfuldhed, at medlidenhed og barmhjertighed blev vakt i mit fædrene folks hjerter. De gav mig tilladelse til at tage hen til min mand. Da Banu ‘Abd al-Asad hørte dette, sendte de også mit barn til mig. Nu satte jeg mig i en hawdaj på kamelen og red med Salama på skødet. Jeg forlod Mekka alene og nåede Tan‘im. Der mødte jeg ‘Uthman ibn Talhah ibn Abi Talhah, som var vogter af Kabaens nøgler. Da han fik kendskab til mit ønske, spurgte han, om der var andre sammen med mig. Jeg svarede: Nej, der er ingen andre, kun jeg og dette barn. Da han hørte det, tog han fast fat i min kamels tøjle og begyndte at gå foran kamelen, mens han trak den efter sig.

Allah ved, at jeg aldrig har mødt nogen i Arabien, der var bedre og mere høflig end Talhah. Når vi nåede frem til et hvilested, og vi havde brug for at hvile, lod han kamelen sætte sig og gik om bag et træ et stykke derfra. Når det igen var tid til at rejse, gjorde han kamelen klar, kom hen til mig og sagde: »Sæt dig op på kamelen.« Når jeg havde sat mig behageligt på kamelens ryg, tog han tøjlen og gik foran. Hele rejsen foregik på denne måde. Da vi nåede Quba, landsbyen for Banu ‘Amr ibn ‘Awf i Medina, sagde ‘Uthman ibn Talhah til mig: »Din mand er i denne landsby.« Abu Salama opholdt sig dér. Jeg gik ind i området i tillid til Allah, og da jeg fik øje på Abu Salama, gik jeg hen til ham. Således viste ‘Uthman ibn Talhah mig vej til Abu Salama og begav sig derefter tilbage mod Mekka.¹⁶

Den medfølelse og omsorg, som Uthman ibn Talha viste, huskede Umm Salama (ra) hele sit liv. Hun plejede ofte at sige:

Den arabiske tekst lyder:

– »Jeg har aldrig set en mere høflig ledsager end Uthman ibn Talha.«

I denne prøvelsens tid blev muslimerne fra alle sider udsat for tortur og forfølgelse, og der var ingen ende på deres bekymringer og sorger. De lidelser, Umm Salama måtte gennemgå under hijraen, var kun en del af dette. Hun var selv bevidst om det. Derfor plejede hun senere, hver gang talen faldt på hijraen, med en vis stolthed at sige: »Jeg ved ikke, om nogen anden ahl al-bayt har gennemgået så store lidelser for islams skyld som Abu Salamas familie.«17

Ligesom Umm Salama (ra) på grund af sine øvrige dyder var frem for mange af Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) andre hustruer, havde hun også den særlige fortjeneste, at hun var den første tilslørede kvinde, der foretog hijra fra Mekka til Medina.18

Umm Salama (ra) var en kvinde med en stærk selvrespekt. Hendes far, Abu Umayya, var en berømt og anset mand blandt Quraysh. Da Umm Salama (ra) nåede frem til Quba, ville folk vide, hvem hun var. Når hun nævnte sin fars navn, ville ingen tro hende. For selv i den tid var det uhørt, at en fornem kvinde som hende rejste alene på denne måde. Umm Salama havde en stærk kærlighed til islam og troede, at det var en ufravigelig pligt at adlyde Allahs befalinger. Derfor reagerede hun ikke på nogen af folks ord. Hun bar alt i stilhed. Så kom hajj-sæsonen. Da nogle mennesker rejste fra Quba mod Mekka for at udføre hajj, gav hun dem adressen på sin far i Mekka. Da troede alle på hendes adelige afstamning og fornemme slægt. Hun vandt en plads af stor respekt og anseelse i alles hjerter.19

Minderne om hijraens lidelser og ydmygelser var endnu ikke visket bort fra deres sind, og de havde heller ikke haft mulighed for at bo sammen som ægtepar med deres børn i ret lang tid, da opfordringen til slaget ved Uhud kom. Abu Salama (ra) besvarede opfordringen og sluttede sig til hæren. Under slaget blev hans arm såret af en pil, som blev skudt af en anden mand ved navn Abu Salama Hashmi, der tilhørte modparten. Efter en måneds behandling blev han rask.20 Nogen tid senere sendte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham på ekspeditionen til Qatan, hvor han tilbragte 29 dage. På den ottende eller niende dag i Safar i det fjerde år efter hijra vendte han tilbage til Medina. Da blev hans gamle sår igen betændt, og hans liv kom i fare. Den niende dag i måneden Jumada ath-Thani samme år døde han.21 Umm Salama (ra) kom til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) for at meddele ham, at hendes mand var død. Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gik til Umm Salamas hjem. Umm Salama var da overvældet af sorg. Hun gentog blot: »Ak, hvilken død han fik i det fremmede land!« Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) rådede hende til at være tålmodig og sagde: »Bed om tilgivelse for ham, og sig:«

Den arabiske tekst lyder:

»Å Allah, skænk mig et bedre alternativ end ham.«

Derefter gik Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) hen til Abu Salamas lig og udførte hans begravelsesbøn med største alvor. I denne bøn fremsagde han ni takbīrer. Folk troede, at der måske var sket en fejl. Derfor sagde de: »Allahs Sendebud, har du ikke begået en fejl?« Han svarede: »Denne mand var værdig til at modtage takbīrerne.« Da Abu Salama døde, var hans øjne åbne. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) lukkede hans øjne med sine to hellige hænder og bad for hans tilgivelse.²²

Det andet ægteskab:

Da Abu Salama (ra) døde, var Umm Salama (ra) gravid. Efter at hun havde født barnet, friede Abu Bakr as-Siddīq (ra) til hende, fordi han tænkte på hendes ensomhed og sorg. Umm Salama (ra) afslog dette frieri.²³

I en overlevering nævnes det også, at Umar (ra) friede til hende. Forfatteren til værket »Al-Isābah« mener imidlertid, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte et frieri gennem Umar (ra). Abu Salamas selvopofrelse samt Umm Salamas (ra) hjælpeløse og ensomme situation må have berørt Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) følelser dybt. Derfor sendte Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), efter at Abu Bakrs (ra) frieri var blevet afslået, på Allah den Ophøjedes befaling et frieri gennem Umar (ra). Umm Salama (ra) udtrykte med henvisning til flere grunde, at hun ikke var i stand til at acceptere Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) frieri. Men Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) accepterede alle Umm Salamas (ra) betingelser. Da gik Umm Salama (ra) med til det. De grunde, Umm Salama angav for, at hun ikke kunne acceptere Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) frieri, var følgende: (a) »Jeg er en kvinde med en meget stærk æresfølelse, (b) jeg har flere børn, (c) jeg er en ældre kvinde, (d) jeg har ingen wali.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Ansvaret for dine børn påhviler Allah og Hans Sendebud. Allah vil fjerne din stærke æresfølelse. Hvad angår en wali, er der ingen blandt dem, som ikke vil give sit samtykke. Og du er ældre, men jeg er ældre end dig.«

Derefter sagde hun til sin søn Umar: »Gå hen og arrangér mit ægteskab med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).«²⁴

Ægteskabet med Allahs Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev indgået hen imod slutningen af måneden Shawwāl i det fjerde hijri-år. Den sorg og smerte, hun havde lidt efter sin mand Abu Salamas (ra) død, blev således fjernet, og hun fik et bedre alternativ end ham. Allah den Ophøjede forvandlede hendes sorg til glæde for evigt.

Ahmad ibn Ishaq al-Hadrami har overleveret fra Ziyad ibn Marjarem: En dag sagde Umm Salamas mand, Abu Salama, til hende: »Jeg har fået at vide, at hvis en kvindes mand kommer i Paradiset efter sin død, og hun ikke gifter sig igen, vil Allah også give hende en plads i Paradiset sammen med hendes mand. Hvis dette også gælder for mænd, så lad os love hinanden, at du ikke gifter dig efter mig, og at jeg heller ikke gifter mig efter dig.« Abu Salama sagde: »Vil du adlyde mig?« Umm Salama svarede: »Hvor skulle min glæde ellers være, hvis ikke i at adlyde dig?« Abu Salama sagde: »Hvis jeg dør før dig, skal du gifte dig igen.« Derefter bad Abu Salama: »Å Allah, skænk Umm Salama en bedre ægtemand end mig efter min død.« Umm Salama (ra) sagde: »Da Abu Salama døde, tænkte jeg ved mig selv: Hvem kan være bedre end Abu Salama?« Kort tid efter blev jeg gift med Allahs Sendebud (ra).²⁵

Den nævnte beretning viser både, at der var et varmt forhold mellem dette ægtepar, og hvor dybt virkningen af islams rigtige og rene lære var. Som følge heraf var en ægtemand i stand til at undertrykke alle sine følelser og råde sin elskede hustru til at gifte sig igen efter hans død.

Hazrat Rasul Karim (Allahs velsignelser og fred være med ham) gav Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) en håndkværn, to lædersække samt en pude med læderbetræk fyldt med dadelpalmefibre. Alle disse ting havde han også givet til sine andre hustruer.²⁶

Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte om Umm Salamas skønhed, efter at Hazrat Rasul Karim (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde giftet sig med Umm Salama, opstod der en smule jalousi i hendes hjerte. Hun kom for at se Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende). Efter at have betragtet hende nøje forstod hun, at Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) var endnu smukkere, end man beskrev hende. Hun fortalte Hazrat Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) om hendes skønhed. Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) forklarede Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at folk overdrev en smule. Derefter så Hazrat Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) hende og sagde det samme. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) betragtede igen Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) skarpt og troede, at Hafsas (må Allah være tilfreds med hende) udsagn var helt rigtigt.²⁷ Hvorom alting er, giver denne og mange andre beretninger af samme art bevis på Hazrat Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) smukke udseende.

Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) var en blufærdig kvinde med en stærk følelse af selvrespekt. I begyndelsen efter hendes ægteskab med Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) var situationen sådan, at hver gang Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) kom hen til hende, begyndte hun at amme den spæde pige Zaynab. Når Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) så dette, gik han igen. Hazrat Ammar ibn Yasir (må Allah være tilfreds med ham) var hendes mælkebror. Da han hørte om dette, blev han vred og tog pigen med sig hjem. Derefter kom Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) ind i Umm Salamas værelse og så sig omkring. Da han ikke så den lille pige, spurgte han: »Hvor er Zaynab? Hvad har du gjort med hende?« Hun svarede: »Ammar kom og tog hende med sig.« Fra den dag begyndte Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) at blive der.²⁸

Efterhånden forsvandt denne situation, og hun vænnede sig til at leve som Sendebudets andre hustruer. Senere blev hendes forhold til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) så nært, at hun blev anset for at indtage andenpladsen efter Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende).

Blandt begivenhederne i forbindelse med Hazrat Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) ægteskab med Hazrat Rasul Karim (Allahs velsignelser og fred være med ham) er denne særlig bemærkelsesværdig: Den dag, hun kom til Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) hjem, tilberedte hun selv maden. Hazrat Zaynab bint Khuzayma (må Allah være tilfreds med hende) var gået bort få dage forinden. Umm Salama blev ført ind i hendes hjem. Husgeråd og andre husholdningsgenstande var allerede gjort klar. Hazrat Umm Salama tog noget byg fra en krukke og noget fedt fra et andet kar og satte det over ilden i en gryde. Derefter malede hun byggen på håndkværnen, blandede den med fedtet og tilberedte en slags mad. Det var maden på bryllupsnatten for Hazrat Rasul Karim (Allahs velsignelser og fred være med ham) og hans livsledsager.²⁹

Hazrat Rasul Karims (Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer var delt i to grupper. I den ene gruppe var Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), Hazrat Hafsa (må Allah være tilfreds med hende), Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) og Sawda (må Allah være tilfreds med hende). I den anden gruppe var Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) og de øvrige. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) mest elskede hustru. Folk vidste dette. Derfor sendte de gaver, når Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) opholdt sig i Aishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse. Hustruerne i Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) gruppe sagde: »Vi ønsker også at modtage gaver ligesom Aisha.« Derfor burde folk sende de gaver, de ville sende, til det værelse, hvor Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) end befandt sig. De valgte Umm Salama som deres talerør til at fremsætte deres krav over for Allahs Sendebud.

Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) fremsatte sagen for Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) to gange i træk. Han ignorerede hende. Da hun nævnte det for tredje gang, sagde han: »Plag mig ikke angående Aisha. For blandt jer er der ingen anden end hende, hvis tæppe jeg har ligget under, da åbenbaringen kom til mig.«

Umm Salama sagde da:

Det vil være på arabisk

– Allahs Sendebud, jeg beder Allah om tilgivelse for at have påført dig smerte.

Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) levede tilfreds sammen med hende, idet han accepterede livets mangel og fattigdom. Engang kom al-Irbad, Ju’al ibn Suraqa og Abdullah ibn Mughaffil (må Allah være tilfreds med dem) til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), efter at de var vendt tilbage fra en rejse. De var sultne. Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) gik til Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) for at bede om noget mad til dem, men fandt intet i hendes hus, som de kunne spise.³⁰

Al-Muttalib ibn Abdullah siger: Arabernes enke Umm Salama kom som brud til muslimernes herres hjem tidligt på aftenen og begyndte at male byg sidst på natten.³¹

I det femte år efter hijra, under belejringen af den jødiske stamme Banu Qurayza i Medina, sendte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) Abu Lubaba (må Allah være tilfreds med ham) for at forhandle med dem. Under forhandlingerne gjorde han med en håndbevægelse klart for dem, at de ville blive dræbt. Men da han mente, at han havde afsløret en hemmelighed, som Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde betroet ham, blev han dybt angerfuld. Derefter bandt han sig selv til en af moskéens søjler. Han forblev i denne tilstand i mange dage, hvorefter hans omvendelse blev accepteret. Den dag var Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) i Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) hus.

Om morgenen vågnede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) i Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) hus og begyndte at smile mildt. Da Umm Salama så det, sagde hun: »Må Allah altid holde dig smilende. Hvad er årsagen til dit smil på dette tidspunkt?« Han sagde: »Abu Lubabas omvendelse er blevet accepteret.« Umm Salama bad om tilladelse til at overbringe ham denne glædelige nyhed. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Ja, hvis du ønsker det, kan du fortælle ham det.« Umm Salamas hus lå så tæt på Profetens Moské, at man kunne høre det i moskéen, hvis man råbte fra huset. Efter at have fået tilladelse stillede hun sig ved døren til sit kammer og råbte: »Abu Lubaba! Tillykke! Din omvendelse er blevet accepteret.« Så snart hendes stemme nåede folkets ører, syntes hele Medina at bryde ud i glæde og begejstring.³²

Dette skete før påbuddet om hijab blev åbenbaret.

Det år blev verset om hijab (tilsløring) åbenbaret. Indtil dette vers blev åbenbaret, plejede Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) hustruer at vise sig for nogle af deres mere fjerntstående slægtninge. Nu blev det befalet, at de skulle være tilslørede over for alle undtagen visse nære slægtninge og familiemedlemmer. Hazrat Ibn Umm Maktum var en højt anset, blind sahabi fra Quraysh-slægten. Han var også Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) mu’azzin. Eftersom han var blind, havde han adgang til Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) private gemakker. En dag, efter at hijab-verset var blevet åbenbaret, trådte han ind som tidligere af vane. Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) sagde til Hazrat Umm Salama (ra) og Hazrat Maymuna (ra): »Tilslør jer for ham.« De sagde: »Men han er jo blind.« Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) sagde: »I er ikke blinde; I kan jo se ham.«³³

Han deltog ikke i Slaget ved Graven. Men han var så tæt på Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam), at han tydeligt kunne høre hvert eneste af hans ord. Han sagde: »Jeg husker tydeligt den tid, hvor der sad støv på Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) hellige bryst. Han løftede mursten op på folks hoveder og reciterede poesi. Da hans blik pludselig faldt på Ammar ibn Yasir, sagde han: ’O Ibn Sumayya, en oprørsk gruppe vil dræbe dig.’«³⁴

På tidspunktet for Hudaybiyya-traktaten gav Hazrat Umm Salama (ra) Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) et meget rigtigt råd. I Sahih al-Bukhari berettes det, at Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) efter fredsaftalen befalede folk at ofre deres egne offerdyr i Hudaybiyya. Da aftalens betingelser tilsyneladende var imod muslimernes interesser, var muslimerne generelt skuffede og nedtrykte. Selv efter at Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) havde givet befalingen tre gange, viste ingen tegn på at ville gå i gang med at adlyde den. Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) vendte tilbage til teltet og fortalte Umm Salama (ra), hvad der var sket. Da sagde Umm Salama: »Sig ikke noget til nogen. Gå udenfor, slagt selv dit offerdyr, og klip dit hår af for at træde ud af ihram.« Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) fulgte hendes råd. Da folk så, at Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) selv handlede efter sin befaling, ofrede de alle deres dyr og trådte ud af ihram. Derefter begyndte der nærmest en konkurrence om at ofre og træde ud af ihram.³⁵

Hazrat Umm Salamas (ra) råd var yderst aktuelt og realistisk. Det løste et vanskeligt problem på et øjeblik.

På tidspunktet for begivenheden med ila og takhyir i det 9. hijri-år gav Hazrat Abu Bakr (ra) og Hazrat Umar (ra) hver især deres datter et råd. Hazrat Umar (ra) kom til Umm Salama og talte med hende. Hazrat Umm Salama (ra) sagde til ham med en noget skarp stemme:

Det vil på arabisk lyde:

»Ibn al-Khattab! Det er mærkværdigt, at De blander Dem i enhver eneste sag. De er endda begyndt at blande Dem i Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alayhi wa sallam) og hans hustruers helt private forhold.«³⁶

I »Hazrat Aishas (ra) livshistorie« har vi omtalt dette emne udførligt. Hazrat Umm Salamas (ra) svar var meget kraftfuldt. Derfor rejste Hazrat Umar (ra) sig tavs og gik. Imens spredte der sig i løbet af natten et rygte om, at Allahs ædle Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) havde skilt sig fra sine hustruer. Om morgenen kom Hazrat Umar (ra) til Allahs Sendebud (sallallahu ‘alayhi wa sallam) og fortalte ham hele hændelsen. Da han hørte om Umm Salamas (ra) kraftfulde svar, smilede han mildt.³⁷

Under erobringen af Mekka var Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) rejsefælle med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Da karavanen befandt sig ved Marruz Jahran, også kaldet Niq al-ʿUqāb, ikke langt fra Mekka, ankom Abu Sufyan ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib fra Mekka og Abdullah ibn Abi Umayya ibn al-Mughira i nattens mørke til muslimernes lejr, og de ønskede at møde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). På dette tidspunkt gav Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) følgende råd:

Det bliver på arabisk

»O Allahs Sendebud! Den ene er søn af din farbror, og den anden er søn af din faster samt din svoger.« Det skal bemærkes, at Abu Sufyan var søn af al-Harith, Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) ældre farbror, mens Abdullah var søn af Allahs Sendebuds faster Atika og bror til Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende).³⁸

Under ekspeditionen til Taif var Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).³⁹ I det tiende hijri-år var Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) syg under afskedspilgrimsfærden. Men hun ønskede ikke at udvise nogen form for forsømmelighed i udførelsen af en religiøs pligt, og derfor ledsagede hun Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på rejsen, selv om hun havde en gyldig undskyldning eller grund. Med hensyn til tawaf sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til hende: »Umm Salama! Når tiden for fajr-bønnen nærmer sig, skal du ride på din kamel og udføre tawaf.« Det gjorde hun.⁴⁰ I det ellevte hijri-år, da Hazrat Rasul-e-Karim (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev syg i sine sidste dage og opholdt sig i Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse, kom Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) ofte for at besøge Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). En dag var Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) helbred meget dårligt. Hun kunne ikke beherske sig og udstødte pludselig et skrig. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød det og sagde: »Dette er ikke muslimers forbillede.«

En dag på dette tidspunkt blev Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) sygdom forværret. Hans hustruer ønskede at give ham mælk at drikke. Han afslog, fordi han ikke havde lyst til at drikke. Men da han blev en smule bevidstløs, åbnede Umm Salama og Umm Habiba (må Allah være tilfreds med dem) med magt hans mund og fik ham til at drikke en lille smule.

På dette tidspunkt talte Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) og Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende) en dag med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om de kristne i Abessinien, som anbragte billeder af mennesker i deres gudshuse. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når en from person blandt dem dør, gør de hans grav til et gudshus, fremstiller statuer af ham og anbringer dem deri. På Dommedag vil disse mennesker være de ringeste af Allahs skabninger.«

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde forudsagt Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) Husains (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød. Netop på det tidspunkt, hvor Hazrat Husain (må Allah være tilfreds med ham) kæmpede mod Yazids hær med tapperhed og mod, så Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) i en drøm, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var kommet. Han var meget urolig. Hans velsignede hoved og skæg var dækket af støv. Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) spurgte: »O Allahs Sendebud! Hvorfor er du i denne tilstand?« Han svarede: »Jeg kommer fra stedet, hvor Husain blev martyr.« Hun vågnede, og tårerne begyndte at strømme fra hendes øjne. I denne tilstand kom følgende ord over hendes læber: »Irakerne har dræbt Husain. Må Allah tilintetgøre dem! De har vanæret Husain; måtte Allahs forbandelse ramme dem.«⁴¹

Børn

Alle Hazrat Umm Salamas (ra.) sønner og døtre var fra hendes første ægteskab. Hun fik ingen børn i Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alaihi wa sallam) hjem. I Al-Isaba, Usud al-Ghaba og Tabaqat nævnes to sønner, Salama og ‘Umar, samt en datter ved navn Zaynab. I Sahih al-Bukhari omtales en datter ved navn Durra. Ifølge dette var Hazrat Umm Salamas (ra.) børn i alt fire. Nedenfor følger en kort omtale af dem:

Salama: Han blev født i Abessinien.⁴² Han var et spædbarn på armen, da Umm Salama udvandrede til Medina. Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) giftede Hazrat Hamzas (ra.) datter Umama med Salama.⁴³

‘Umar: Da Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) døde, var han ni år gammel. Hans tilnavn var Abu Hafs. Han overleverede nogle hadither fra Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam). Han døde i Medina under Abd al-Malik ibn Marwans regeringstid. Det var under denne ‘Umars omsorg, at hans mor Umm Salamas ægteskab med Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) blev indgået. Under Hazrat ‘Alis (ra.) kalifat blev han udnævnt til guvernør over Fars og Bahrain. Hans mor sendte ham sammen med ‘Ali (ra.) til Kamelslaget. Han sagde til ‘Ali (ra.): »Jeg sender dig mit barn, som er mig kærere end mit eget liv. Han vil være hos dig, og derefter vil Allah gøre, hvad Han vil. Hvis det ikke havde været i strid med Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alaihi wa sallam) befaling, ville jeg også være draget ud sammen med dig, ligesom ‘Aisha (ra.), Talha og Zubayr er draget ud.«⁴⁴

Durra: Hun er omtalt i Sahih al-Bukhari. En dag sagde Hazrat Umm Habiba (ra.) til Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam): »Jeg har hørt, at du ønsker at gifte dig med Durra?« Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) sagde: »Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Selv hvis jeg ikke havde opfostret hende, ville hun på ingen måde have været tilladt for mig, for hun er datter af min ammebror.«⁴⁵

Zaynab: Hendes første navn var ‘Barra’. Men Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) gav hende navnet Zaynab. Alle hendes børn antog islam og opnåede status som sahabiyyat.⁴⁶

Moral

Hele Hazrat Umm Salamas (ra.) liv var et levende eksempel på zuhd og taqwa. Hun vendte kun i ringe grad sin opmærksomhed mod verdens nydelser, luksus og pragt. En gang bar hun en halskæde om halsen. Halskæden indeholdt en smule guld. Da Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) udtrykte sin utilfredshed, tog hun den af.⁴⁷

Hun fastede tre dage hver måned: mandag, torsdag og fredag.⁴⁸ Hendes børn fra det første ægteskab var hos hende. Hun opfostrede dem med den største omsorg. En gang spurgte hun Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam): »Får jeg nogen belønning for dette?« Han sagde: »Ja, det gør du.«⁴⁹ Hun var yderst omhyggelig med shariaens påbud og forbud. En gang undlod nogle mennesker at bede på det anbefalede tidspunkt. Umm Salama advarede dem og sagde: »Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) plejede at bede middagsbønnen tidligt, mens I beder eftermiddagsbønnen tidligt?«⁵⁰

En niece til Hadhrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) bad en dag to rakʿah foran hende. Da der var støv på stedet, hvor hun skulle knæle, løftede hun hovedet efter sujud og børstede jorden af sin pande. Umm Salama forbød hende det og sagde, at det var i strid med Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) praksis. En af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) slaver havde engang gjort det samme. Han sagde til ham:

Det arabiske lyder:

Må dit ansigt blive dækket af støv for Allahs skyld.

Hun var selv gavmild og opfordrede også andre til gavmildhed. En dag kom nogle fattige mennesker til hendes hus og bad om hjælp. Umm al-Husayn sad hos hende og skældte dem ud. Men Umm Salama standsede hende og sagde: »Vi har ikke fået befaling om at gøre sådan.« Derefter sagde hun til slavepigen: »Giv dem noget, og send dem bort. Hvis der ikke er andet, så giv hver af dem en daddel.«

En dag sagde Hadhrat ʿAbd al-Rahman ibn ʿAwf (må Allah være tilfreds med ham) til hende: »Moder! Jeg har samlet så store rigdomme, at jeg frygter, at de vil føre til min undergang.« Hun svarede: »Min søn, så brug dem!« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har sagt: »Der er mange ledsagere, som aldrig vil se mig igen efter min død.«⁵¹

Hun var meget opmærksom på andres velbefindende og forsømte, så vidt det var muligt, ikke gode gerninger. Som et minde om sin kærlighed til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) opbevarede hun et hår fra hans legeme hos sig. Det nævnes i Sahih al-Bukhari, at hun havde et sølvkar, hvori hun opbevarede det velsignede hår. Når nogen blandt ledsagerne blev ramt af sorg eller smerte, bragte de en skål vand og stillede den foran hende, hvorefter hun dyppede det velsignede hår i vandet. Ved dette vands velsignelse blev alle deres sorger og vanskeligheder fjernet. ʿAbdullah ibn Mawhab siger: »Jeg var Umm Salamas slave. Hun tog et af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hår frem, som blev opbevaret i henna og katam.«⁵²

De dage, hvor Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) overnattede i Hadhrat Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) hjem, redte hun en seng foran bedetæppet. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bad, mens hun lå på denne seng.⁵³

Hun var så opmærksom på Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) velbefindende, at hun frigav sin slave Safina på betingelse af, at han skulle tjene Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), så længe han levede.⁵⁴

En dag sagde Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende): »O Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), hvorfor er vi kvinder ikke nævnt i Koranen?« Efter dette spørgsmål steg Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) op på moskéens prædikestol og reciterede vers 35 fra sura al-Ahzab:

På arabisk lyder det:

– Sandelig, muslimske mænd og muslimske kvinder, troende mænd og troende kvinder, lydige mænd og lydige kvinder, sandfærdige mænd og sandfærdige kvinder, tålmodige mænd og tålmodige kvinder, ydmyge mænd og ydmyge kvinder, gavmilde mænd og gavmilde kvinder, fastende mænd og fastende kvinder, mænd, der vogter deres kønsdele, og kvinder, der vogter deres kønsdele, samt mænd og kvinder, der ihukommer Allah meget – for dem har Allah beredt tilgivelse og en stor belønning.« Det var på grund af hendes dybe forhold til og kærlighed til Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), at Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) vovede at stille et sådant spørgsmål.

Hazrat Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) storhed og anseelse.

Blandt Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer indtog Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) efter Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) den højeste plads i storhed og anseelse. Ibn Hajar siger:

På arabisk lyder det:

– Umm Salama var udstyret med enestående skønhed, fuldkommen visdom og evnen til at træffe rigtige beslutninger.

Hun overleverede hadither fra Abu Salama, Fatimat az-Zahra og Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Blandt de fremtrædende personer, der overleverede hadither fra Umm Salama, var Umar, Zaynab (søn og datter), hendes bror Amir, hendes brors søn Mus’ab ibn Abdullah, Abdullah ibn Rafi, Nafi ibn Safin, Abu Kathir, Khazra, Safiyya bint Shayba, Hind ibn al-Musayyib, Humayd, Urwa, Abu Bakr ibn Abd ar-Rahman, Sulayman ibn Yasar samt andre sahabaer og tabi’un.⁵⁵ I hadithværkerne findes der 378 hadither fra hende. Tretten af dem er muttafaqun alayh. Imam al-Bukhari har overleveret tre af dem alene, og Imam Muslim tretten alene. Derfor hører hun til den tredje generation blandt sahabaerne, der var hadithlærde. Blandt de kvindelige hadithoverleverere er der, bortset fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), ingen, der står over hende.⁵⁶

Hazrat Umm Salama (ra) havde en brændende interesse i at høre hadith. En dag var hun i færd med at få flettet sit hår. Netop da steg Rasulullah (sallallahu ‘alayhi wa sallam) op på moskeens minbar for at holde prædiken. Han nåede kun at sige: »O folk!«, og straks sagde Umm Salama til den, der flettede hendes hår: »Flet mit hår færdigt.« Hun svarede: »Hvorfor sådan en hast? Han har jo netop sagt: ’O folk!’« Umm Salama sagde: »Det er jo netop sagen—hører vi ikke også til blandt folk?« Derefter fik hun hurtigt bundet sit hår, skyndte sig op og lyttede stående til hele Rasulullahs (sallallahu ‘alayhi wa sallam) prædiken.⁵⁷

Denne begivenhed beviser hendes stærke længsel efter at tilegne sig viden.

Hazrat Umm Salamas (ra) hadither er samlet i Imam Ahmads Musnad, bind 6, side 289–324. Om Hazrat Umm Salamas (ra) rang og anseelse siger Mahmud ibn Labid:

Det lyder på arabisk

-Profetens (sallallahu ‘alayhi wa sallam) hustruer kunne mange hadither udenad. Men Hazrat Aisha og Hazrat Umm Salama (ra) havde ingen lige.⁵⁸

Allama Ibn al-Qayyim siger: »Hvis hendes fatwaer blev samlet, ville de kunne udgøre en mindre bog.«⁵⁹

Imam al-Haramayn siger: »Jeg har ikke mødt nogen kvinde, der var bedre til at træffe korrekte afgørelser end Hazrat Umm Salama (ra).

Marwan ibn al-Hakam spurgte Hazrat Umm Salama (ra) om religiøse spørgsmål og sagde åbent:⁶⁰

Det arabiske lyder:

-Hvordan kan vi spørge andre, når Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) hustruer er iblandt os?

Selv Hazrat Abu Huraira (ra) og Hazrat Ibn Abbas (ra), som blev kaldt vidensbyerne, plejede at opsøge Hazrat Umm Salamas (ra) dør for at få viden. En stor gruppe tabi’in lærte viden af hende.⁶¹

Hazrat Umm Salama (ra) kunne recitere Koranen meget smukt. Hun reciterede på samme måde og efter samme metode som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). En person spurgte hende engang: Hvordan plejede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) at recitere? Hun svarede: Han reciterede ét vers ad gangen, hvert for sig. Derefter reciterede hun selv nogle vers for ham.⁶²

Hun var særdeles indsigtsfuld. Før Hazrat Rasul Karim (Allahs fred og velsignelser være med ham) døde, sagde han noget i fortrolighed til sin datter Fatima. Selv Hazrat Aisha (ra), en hustru udstyret med alle gode egenskaber, ønskede straks at spørge Fatima om det og få det at vide. Men Fatima (ra) nægtede at fortælle det, og Aisha (ra) blev flov. Umm Salama (ra) havde imidlertid ikke travlt med at få kendskab til denne hemmelighed. Hun ventede tålmodigt og spurgte først efter Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) død.

Vers 33 i sura al-Ahzab, som kaldes Ayat at-Tathir, blev åbenbaret i Hazrat Umm Salamas (ra) hjem. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig i hendes værelse. Verset lyder:

Det arabiske lyder:

-O medlemmer af Profetens husstand! Allah ønsker kun at fjerne urenhed fra jer og rense jer fuldstændigt.

Efter at dette vers blev åbenbaret, tilkaldte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) Fatima, Ali, Hasan og Husayn (må Allah være tilfreds med dem) og sagde: »Disse er mine Ahl al-Bayt, det vil sige medlemmer af min familie.« Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) spurgte: »Allahs Sendebud! Er jeg også blandt Ahl al-Bayt?« Han svarede: »Ja, om Allah vil.«⁶³ I Jami‘ at-Tirmidhi berettes det også, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) tilkaldte de ovennævnte personer, kastede et tæppe over deres hoveder og sagde: »O Allah! Disse er mine Ahl al-Bayt. Rens dem.« Da Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) hørte denne bøn, sagde hun: »Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), er jeg også blandt dem?« Han svarede: »Du er på din plads, og du er god.«⁶⁴

En dag sad Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) ved siden af Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Da kom Jibril (Gabriel) (fred være med ham) og begyndte at tale med ham. Efter at han var gået, spurgte Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Kender du ham?« Umm Salama svarede: »Dihya al-Kalbi.« Men da Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) fortalte andre om hændelsen, fik hun at vide, at manden ikke var Dihya, men Jibril (Gabriel) (fred være med ham). Hadith-lærde mener, at dette skete før åbenbaringen af reglen om hijab.⁶⁵

Hvor dygtig hun var til at forstå den islamiske sharia, fremgår tydeligt af mange begivenheder i hendes liv og af hendes udsagn. Her nævnes nogle få eksempler: Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) plejede at sige, at hvis nogen blev rituel uren i Ramadan, skulle han straks foretage ghusl før det sande daggry; ellers ville hans faste blive ugyldig.

En mand spurgte ‘A’isha og Umm Salama (må Allah være tilfreds med dem), om Abu Hurayras udsagn var korrekt. Begge modsagde hans udsagn og sagde, at de selv havde set Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) faste, mens han var i rituel urenhed. Da Abu Hurayra hørte dette, blev han meget angerfuld. Han sagde: »Hvad skal jeg gøre? Fadl ibn ‘Abbas havde fortalt mig det sådan.« Men det er klart, at Umm Salama og ‘A’isha (må Allah være tilfreds med dem) havde større viden om dette spørgsmål.⁶⁶

En gang bad nogle sahaba Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) om at fortælle dem noget om Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) privatliv. Hun sagde: »Hans offentlige og private liv er helt ens.« Efter at have sagt dette blev Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) bekymret for, om hun havde afsløret noget af Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) privatliv, og hun fortrød. Da Allahs Sendebud kom hjem, fortalte hun ham det hele. Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Du gjorde det meget godt.«⁶⁷

‘Abdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) plejede at bede to rak‘at efter ‘asr-bønnen.

En dag spurgte Marwan ham: »Hvorfor beder du denne bøn?« Han svarede: »Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede at bede den.« Da ‘Abdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) havde fået denne hadith gennem ‘A’isha (må Allah være tilfreds med hende), sendte Marwan derfor en person til ‘A’isha for at kontrollere dens ægthed. Manden kom til ‘A’isha og fortalte hende, hvad hun havde sagt. Hun sagde: »Må Allah tilgive ‘Abdullah! Han har misforstået mine ord. Sagde jeg ikke til ham, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) forbød at bede denne bøn?«⁶⁸

En gang gav hun en mand løsningen på et religiøst spørgsmål. Manden var ikke tilfreds med svaret. Han rejste sig og gik fra hende til de andre hustruer. Alle gav ham det samme svar. Manden vendte tilbage og fortalte Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) det. Hun sagde til ham: »Ja, vent. Jeg vil gerne give dig et tilfredsstillende svar. Jeg har hørt en hadith om dette fra Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham).«⁶⁹

At Hazrat Umm Salama (ra) var en meget blufærdig kvinde, fremgår det af mange beretninger i hadith. En gang spurgte Hazrat Umm Sulaim (ra) Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam): »Hvis en kvinde drømmer, at hendes mand har samleje med hende, bliver ghusl så obligatorisk for hende?« Hazrat Umm Salama (ra) sad ved siden af og udbrød: »Umm Sulaim! Må dine hænder blive støvede! Du har gjort hele kvindekønnet forlegent over for Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam).« Som svar sagde Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam): »Hvis hun ser vand, bliver ghusl obligatorisk for hende.« Da spurgte Umm Salama (ra): »Allahs Sendebud! Hvilket vand?«⁷⁰

Efter det retledte kalifat fremsatte herskerne fra umayyade-dynastiet og deres fanatiske tilhængere forskellige uanstændige udtalelser mod Profetens familie, især om Hazrat Ali (ra). Mange fornærmede ham. De troendes moder, Umm Salama (ra), levede på den tid. Hun hadede dem og protesterede ofte. Hazrat Abu Abdillah al-Jadali (ra) fortæller: »En dag besøgte jeg Hazrat Umm Salama. Hun spurgte mig: ›Bliver Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) fornærmet blandt jer?‹ Jeg svarede: ›Må Allah beskytte os!‹ Så sagde hun: ›Jeg hørte Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) sige: Den, der fornærmer Ali, er som den, der fornærmer mig.‹«

I en anden beretning siges det, at Umm Salama (ra) sagde: »Bliver Ali og de, der elsker ham, ikke fornærmet? Og dog elskede Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) ham.«

Denne beretning viser, hvor dyb kærlighed og omsorg Profeten havde for medlemmerne af sin familie.⁷¹

Hazrat Umm Salama (ra) har viderebragt mange af Allahs Sendebuds (sallallahu ‘alaihi wa sallam) bønner og wazifaer for dag og nat. Hun har for eksempel sagt, at Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) efter salat al-fajr plejede at fremsige denne bøn:⁷²

På arabisk lyder den:

»O Allah! Jeg beder Dig om ren forsørgelse, gavnlig viden og gerninger, der bliver accepteret.«

Hun har også fortalt, at Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam), når han gik ud af huset, plejede at sige:⁷³

Arabisk tekst følger

– I Allahs navn, jeg stoler på Allah. O Allah! Vi søger Din beskyttelse mod at snuble, fare vild, begå uret, blive udsat for uret, overskride grænser over for andre eller få andre til at overskride grænser over for os.

Hun har også sagt, at Allahs Sendebud ofte plejede at sige: 74

Arabisk tekst følger

– O Du, som forandrer hjerterne! Gør mit hjerte fast på Din religion.

Det er også overleveret fra hende, at Allahs Sendebud plejede at sige: 75

Arabisk tekst følger

– Min Herre! Tilgiv mig, forbarm Dig over mig, og led mig til den rette vej.

Død

Der er uenighed om året for hendes død. Al-Wāqidī mener, at hun døde i shawwāl måned i år 59 efter hijra, og at Ḥaḍrat Abū Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) ledte hendes begravelsesbøn. Ibn Ḥibbān siger, at hun døde i slutningen af år 61 efter hijra, efter Ḥusayn ibn ʿAlīs (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød. Ifølge Abū Khaythama indtraf hendes død i slutningen af år 60 efter hijra under Yazīd ibn Muʿāwiyas kalifat. Men opfattelsen om år 63 efter hijra er den mest accepterede. Det var i dette år, at al-Ḥarra-begivenheden fandt sted. Det vil sige, at Yazīds hær belejrede Ḥaḍrat ʿAbdullāh ibn az-Zubayrs (må Allah være tilfreds med ham) styrker i Mekka og angreb Mekka.⁷⁶

Ḥaḍrat Umm Salamas (må Allah være tilfreds med hende) var 84 år gammel, da hun døde. Ḥaḍrat Abū Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) ledte hendes begravelsesbøn.⁷⁷ Ifølge den daværende skik plejede guvernøren i Medina at lede begravelsesbønnen. Walīd ibn ʿUtba var på det tidspunkt guvernør i Medina. Denne Walīd var barnebarn af Abū Sufyān (må Allah være tilfreds med ham). Før sin død efterlod Ḥaḍrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) følgende testamente: »Walīd skal gå uden for Medina, ud mod ødemarken, og sende Ḥaḍrat Abū Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) for at lede begravelsesbønnen.« Imam adh-Dhahabī har imidlertid citeret en beretning om, at det ikke er bevist, at Abū Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) ledte bønnen. For han døde før Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende). Ḥaḍrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) blev begravet på al-Baqīʿ-kirkegården i Medina.⁷⁸

Zaynab bint Jaḥsh (må Allah være tilfreds med hende)

De troendes moder, Ḥaḍrat Zaynab, havde tilnavnet Umm Ḥakam. Hendes far var Jaḥsh ibn Rabāb al-Asadī fra stammen Banū Asad ibn Khuzayma, og hendes mor var Ummayma bint ʿAbd al-Muṭṭalib, Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) faster. Hun var således Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kusine på fædrene side. Ḥaḍrat Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) to brødre, ʿUbaydullāh ibn Jaḥsh og Abū Aḥmad ibn Jaḥsh, giftede sig henholdsvis med Umm Ḥabība og Fāriʿa, Ḥaḍrat Abū Sufyāns (må Allah være tilfreds med ham) to døtre. Hendes anden bror, ʿAbdullāh ibn Jaḥsh (må Allah være tilfreds med ham), blev martyr i slaget ved Uḥud. De vantro skar hans mave op og lemlæstede hans lig. Han blev begravet i samme grav som hans morbror, Ḥaḍrat Ḥamza (må Allah være tilfreds med ham), på Uḥuds slette. Ḥamna bint Jaḥsh og Umm Ḥabība bint Jaḥsh var Ḥaḍrat Zaynabs to søstre. Begge led af kvindesygdommen istiḥāḍa. De spurgte ofte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) om forskellige spørgsmål vedrørende dette. Derfor omtales de i hadith-litteraturen.

Ḥaḍrat ʿAbdullāh ibn Jaḥsh og alle hans øvrige søskende antog islam allerede i den første periode. De blev muslimer, før Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tog til Dār al-Arqam. Derefter udvandrede de alle til Abessinien. Der blev deres bror ʿUbaydullāh kristen, mens hans hustru, Ḥaḍrat Umm Ḥabība (må Allah være tilfreds med hende), forblev fast i islam. Senere giftede Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig med hende gennem Negus. Derefter vendte de alle tilbage til Mekka. Efter nogen tid udvandrede ʿAbdullāh ibn Jaḥsh og Abū Aḥmad ibn Jaḥsh sammen med deres familier og søstre til Medina.

Ḥaḍrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) antog islam allerede i islams første periode. Ibn al-Athīr siger:

Det vil være på arabisk

Han var blandt de første muslimer.

Ægteskab

Den ædle Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede hende med sin frigivne slave og adoptivsøn, Zayd ibn Haritha. Historien rummer utallige eksempler på, hvordan islam har virkeliggjort læren om lighed og ligeværd i verden og har bragt mennesker fra alle samfundslag sammen i samme række. Ægteskabet mellem Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) og Zayd var imidlertid selve grundlaget for den praktiske undervisning i lighed og ligeværd. Derfor har det fået forrang og større betydning end alle andre eksempler af denne art.

Den høje status og ære, som Quraysh-slægten, især Banu Hashim, havde i hele Arabien som vogtere af den hellige Kaaba, ville selv ingen af datidens konger i Yemen have vovet at gøre krav på at være lige med.

Islam erklærede derimod taqwa og gudsfrygt for målestokken for ære og værdighed og fastslog, at enhver form for stolthed, aristokrati og adelig afstamning er et symbol på jahiliyyah. På dette grundlag blev Zayd, selv om han tilsyneladende var slave, regnet for større end titusinder af frie mennesker, fordi islam gennem ham havde opnået grænseløs styrke. Ud over den praktiske undervisning i islamisk lighed havde dette ægteskab også et andet formål. Ibn al-Athir har beskrevet det således:

Jeg ville ikke

Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede hende med Zayd, for at Zayd kunne give hende undervisning og opdragelse i Allahs Bog og Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) sunnah.

Quraysh pralede af deres afstamning. Der var ingen ende på deres stolthed over deres slægt. Men Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede Zaynab bint Jahsh med Zayd ibn Haritha. Zayd var en person, som Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) holdt af. Zayd blev muslim på samme tid som Khadija (må Allah være tilfreds med hende) og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham).

Under de fleste felttog udnævnte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ham til leder over Qurayshs ledere. Zayd blev så nært knyttet til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), at han blev kendt som Zayd ibn Muhammad. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) viste ham særlig gunst. Trods alle disse egenskaber og fortrin var han slave, mens Zaynab var af fornem slægt. Zaynab havde fra begyndelsen ikke ønsket dette ægteskab. Hun sagde det direkte til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham):

Det arabiske lyder

Jeg ønsker ham ikke for mig selv. Men til sidst accepterede hun det på Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) befaling. For på det tidspunkt blev dette vers fra sura al-Ahzab åbenbaret:

Det arabiske lyder

Det vil sige: Når Allah og Hans Sendebud træffer en afgørelse i en sag, har ingen troende mand eller kvinde nogen som helst valgfrihed.

Efter brylluppet boede de to sammen i et år, men der opstod ikke noget kærligt forhold mellem dem. Dag for dag blev forholdet stadig mere bittert. Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), klagede og gav udtryk for, at han ønskede at skille sig fra hende.

Det arabiske lyder

– Zayd kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: O Allahs Sendebud! Zaynab sårer mig med sine hårde ord. Jeg ønsker at skille mig fra hende.

Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forsøgte at forhindre Hazrat Zayd i at give skilsmisse. I Koranen er dette forsøg gengivet således:

Den arabiske tekst lyder:

– da du sagde til den, som Allah og du havde vist gunst: »Behold din hustru, og frygt Allah.«

Trods Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) mange forsøg holdt ægteskabet mellem Hazrat Zaynab og Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) ikke. Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) endte med at skille sig fra hende.

Som jeg allerede har nævnt, blev Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) gift med Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) efter Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ønske. Zaynab var på ingen måde indforstået med dette ægteskab. Zaynab var Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kusine. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tog sig af hende, indtil hun blev voksen og forstandig. Da de derfor blev skilt, begyndte Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) selv at ønske at gifte sig med hende for at gøre hende glad. Men eftersom indflydelsen fra den førislamiske tids skikke og traditioner stadig i nogen grad fandtes i muslimernes bevidsthed, undertrykte han sit eget ønske. For Zayd var hans adoptivsøn. Det førislamiske samfund gjorde ingen forskel mellem ens biologiske søn og adoptivsøn. Zaynab var hustru til Zayd, Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) adoptivsøn, efter at han havde skilt sig fra hende. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) frygtede, at hyklerne og de vantro ville skabe stor opstandelse, hvis han giftede sig med hende. Men eftersom skikken med ikke at gifte sig med en adoptivsøns fraskilte hustru blot var en førislamisk tradition, og eftersom Allah og Hans Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ønskede at udrydde den fra grunden, åbenbarede Allah den Almægtige Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) daværende skjulte ønske således:

Den arabiske tekst lyder:

– »Du skjuler i dit indre noget, som Allah vil bringe frem. Og du frygter menneskene, selv om det er mere passende for dig at frygte Allah.«

Imam Tirmidhi siger: Hvis Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde skjult noget af åbenbaringen, ville det have været netop dette vers. For i dette vers har Allah afsløret et skjult ønske hos Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham).

Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih Muslim. Da Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) ‘iddah-periode var udløbet, sendte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) Zayd til hende med besked om, at han skulle bringe hende hans ægteskabsforslag. Zayd gik hen og så Zaynab ælte dej. Zayd fortæller: Da jeg fik øje på hende, opstod der en dyb ærefrygt for hende i mit hjerte. Jeg mistede modet til at løfte blikket mod hende, fordi Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde sendt hende et ægteskabsforslag. Jeg trak mig lidt tilbage. I en anden overlevering fortælles det, at Zayd (må Allah være tilfreds med ham) stod med ryggen vendt mod døren til Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) hus og sagde: »Zaynab! Jeg er kommet med et forslag fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).« Zaynab svarede: »Jeg er optaget af mit arbejde lige nu. Jeg kan ikke sige noget, før jeg har søgt vejledning hos Allah.« Med disse ord begav hun sig mod moskeen. Imens åbenbarede Allah den Højeste dette vers for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham):

Den arabiske tekst lyder

»Da Zayd havde afsluttet sit forhold til hende, giftede Vi hende med dig, for at de troende ikke skulle føle nogen vanskelighed med hensyn til deres adoptivsønners hustruer, når de havde afsluttet deres forhold til dem. Allahs befaling må nødvendigvis blive gennemført.« Med dette vers gjorde Allah den Højeste det klart for Sin Profet, at det var Ham, der havde ordnet ægteskabet mellem Zaynab og ham. Derfor blev Zaynab Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hustru. Zaynabs eget ønske eller manglende ønske havde ingen betydning i denne sag. Ibn Ishaq har sagt, at det var Abu Ahmad ibn Jahsh (må Allah være tilfreds med ham), der forestod ægteskabet mellem Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og Zaynab (må Allah være tilfreds med hende). Det kan være, at der senere blev afholdt et socialt bryllup, og at Abu Ahmad ibn Jahsh stod for dette. Men det er klart overleveret i Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) efter åbenbaringen af det ovennævnte vers kom til Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) uden nogen forudgående tilladelse. I en overlevering i Sahihayn fortælles det, at Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) pralede over for sine medhustruer og sagde: »Jeres ægteskaber blev indgået af jeres værger, men mit ægteskab blev indgået af Allah den Højeste.« Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ægteskab blev indgået i måneden Dhu al-Qa‘dah i det femte hijri-år.

I sura al-Ahzabs vers 37 siger Allah: »Vi giftede hende (den fraskilte kvinde Zaynab) med dig.« Disse ord og den anvendte formulering gør det helt klart, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke indgik dette ægteskab ud fra sit eget ønske eller begær, men udelukkende på Allah den Højestes egen befaling.

Det fremgår klart af dette vers, at Allah den Højeste lod Sin Profet udføre denne handling for at opfylde et særligt behov og opnå et særligt gode, som ikke kunne opnås på nogen anden måde end denne. Blandt araberne havde der udviklet sig en yderst alvorlig forkert skik vedrørende adoptivrelationer, og den havde i århundreder fortsat med fuld styrke. Der var kun én måde, hvorpå den effektivt og med succes kunne udryddes: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) måtte selv træde frem og rive den op med rode. Det er derfor tydeligt, at Allah den Højeste ikke lod dette ægteskab indgå for at øge antallet af hustruer i Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hus. Han lod det indgå med henblik på at gennemføre en meget stor og yderst nødvendig opgave.

Ægteskabet mellem Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) blev indgået. Men islams fjender skabte stor opstandelse og pustede til sagen ved at sige, at Muhammed (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde giftet sig med sin svigerdatter, selv om hans egen sharia-lov havde gjort det forbudt for en far at gifte sig med sin søns hustru. Som svar på dette åbenbarede Allah den Højeste sura al-Ahzabs vers 40:

Den arabiske tekst lyder

– (O mennesker!) Muhammed er ikke far til nogen af jeres mænd, men han er Allahs Sendebud og den sidste af profeterne. Og Allah har viden om alle ting.

»Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd.« Det vil sige, at den mand, hvis fraskilte hustru Muhammad (må Allah velsigne ham og give ham fred) havde giftet sig med, ikke var Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) søn. Derfor var det aldrig forbudt for Sendebudet (må Allah velsigne ham og give ham fred) at gifte sig med hans fraskilte hustru. I ved selv, at den ædle Profet (må Allah velsigne ham og give ham fred) faktisk ikke har nogen søn.

Modstandernes andet spørgsmål var dette: Selv hvis den navngivne søn ikke var en biologisk søn, kunne det højst være tilladt at gifte sig med hans fraskilte hustru. Men der var vel ikke noget behov for, at han ligefrem skulle gifte sig med hende. Som svar blev det sagt: »Frem for alt er han Allahs Sendebud.« Det vil sige, at det netop på grund af sit sendebud var profeten Muhammad (må Allah velsigne ham og give ham fred) pålagt at udrydde alle misforståelser vedrørende handlinger, der er halal og tilladte, men som på grund af jeres fejlagtige skikke uden grund er blevet betragtet som haram. Desuden er han den sidste profet. Efter ham kommer der ikke blot intet andet sendebud, men heller ingen profet. Hvis nogen lov eller samfundsmæssig reform derfor forblev uvirksom eller uigennemført i hans levetid, kunne der ikke være tale om, at den senere skulle blive fuldført af en profet. Det blev derfor hans egen særlige pligt at afskaffe denne uvidenhedens skik. For yderligere at understrege betydningen af det omtalte emne blev det derefter sagt: »Allah har viden om alle ting.« Det vil sige, at Allah ved bedre end nogen, at det netop nu var nødvendigt, at denne dårlige skik blev afskaffet gennem den sidste profet. Ellers ville der efter ham ikke være nogen i verden, gennem hvem en så stærkt forankret dårlig skik kunne fjernes.

Valimafesten

Efter at Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) havde ført Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) ind i sit hjem som hustru, arrangerede han en walima. Det betyder ikke, at han arrangerede et kongeligt festmåltid. Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) walima var dog forholdsvis storslået. Festen blev afholdt ved middagstid, ifølge en anden overlevering om natten. Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Sendebudet (må Allah velsigne ham og give ham fred) gav os alle brød og kød.« For vores ædle Sendebud var dette virkelig et kongeligt arrangement. For folk fra familier, der dag efter dag måtte nøjes med mælk, må det bestemt kaldes storslået at sørge for kød og brød til tre hundrede mennesker. Derfor plejede Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) senere stolt at sige til sine medhustruer: »Det var kun ved mit bryllup, at Allahs ædle Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) holdt walima med kød og brød.« Ibn Sa’d har beskrevet denne walimas særlige kendetegn således:

Det lyder således

»Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) holdt ikke walima for nogen af sine andre hustruer på samme måde, som han gjorde for Zaynab (må Allah være tilfreds med hende). Han holdt Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) walima med gedekød.« Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger: Han arrangerede ikke så god og så rigelig mad ved nogen af de andre hustruers walima.

Anas’ (må Allah være tilfreds med ham) højtærede mor, Umm Sulaym (må Allah være tilfreds med hende), som var faster til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred), sendte noget mad til Profetens hus i anledning af Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) walima. Da maden var blevet tilberedt, sendte Allahs ædle Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) tjeneren Anas (må Allah være tilfreds med ham) for at indbyde folk. Tre hundrede gæster blev samlet. Sendebudet (må Allah velsigne ham og give ham fred) arrangerede maden for ti personer ad gangen. Folk kom i grupper, spiste og gik igen. De inviterede gæster spiste sig mætte.

Overleveret fra Abu Hatim: Da Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) skulle fuldbyrde sit første samliv med en af sine hustruer, tilberedte Umm Sulaym en slags mad, kaldet »haus« (lavet af dadler, aqit og fedt), og hældte den i et kar af messing eller træ. Derefter kaldte hun sin søn Anas til sig og sagde: »Tag dette med til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred), og sig, at det er en lille gave fra os.« Anas siger: »På det tidspunkt led folk alvorlig hungersnød. Jeg tog karret med og sagde: ›Allahs Sendebud! Umm Sulaym har sendt dette til dig. Hun sender dig også sin hilsen og siger, at dette er en lille gave fra os.‹ Sendebudet (må Allah velsigne ham og give ham fred) så på karret og sagde: ›Stil det i et hjørne af huset, og kald den og den ind.‹ Han nævnte mange menneskers navne. Desuden sagde han: ›Tag også de muslimer med, som du møder på vejen.‹ Anas siger: »Jeg indbød dem, hvis navne han havde nævnt. Da jeg kom tilbage, så jeg, at hele Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) hus, Suffaen og kamrene var fyldt med mennesker.« Fortælleren spurgte Anas: »Hvor mange mennesker var der?« Han svarede: »Omkring tre hundrede.« Anas siger: »Sendebudet (må Allah velsigne ham og give ham fred) bad mig hente madkarret. Jeg bragte det hen til ham. Han lagde sin hånd på det og bad en dua. Derefter sagde han: ›Sæt jer ti og ti, sig bismillah, og spis hver især fra den side, der er foran jer.‹ Alle spiste sig mætte efter Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) anvisning. Derefter sagde han til mig: ›Løft karret op.‹ Jeg gik frem og løftede karret. Jeg så ned i det, men jeg kan ikke sige, om der var mest, da jeg satte det fra mig, eller da jeg løftede det. Dette var begivenheden ved Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) walima.«

Allah den Almægtige ønsker at gøre muslimerne til en velciviliseret nation. Derfor blev det følgende vers i Den Hellige Koran åbenbaret i forbindelse med en begivenhed ved Zaynabs (ra) walima med det formål at afskaffe nogle af de barbariske og uciviliserede skikke, der var udbredt blandt mennesker i jahiliyyah-tiden.

Det vil være på arabisk

— I, som tror! Gå ikke ind i Profetens huse uden tilladelse, og sæt jer ikke og vent på, at maden bliver klar, uden at være inviteret. Men hvis I bliver inviteret til et måltid, så kom. Når I har spist, skal I straks gå hver til sit. Bliv ikke siddende og føre lange samtaler. Det volder Profeten ubehag, men han skammer sig over at sige det til jer. Allah skammer sig ikke over at sige sandheden.

I det ovenstående vers er flere af arabernes dårlige skikke blevet imødegået.

1. I gamle dage gik araberne uden videre ind i hinandens hjem. Hvis man havde brug for at møde nogen, var der ingen pligt til at stå ved husets dør, give sig til kende og bede om tilladelse til at komme ind. Tværtimod gik man ind i huset og spurgte kvinderne og børnene, om husets herre var hjemme. Denne jahiliyyah-skik førte til mange former for fejl og mangler. Ofte blev den begyndelsen til forskellige uønskede hændelser, der medførte moralsk fordærv. Derfor blev det først fastslået, at ingen nær ven eller fjern slægtning måtte gå ind i den Ærværdige Profets (sallallahu alayhi wa sallam) hjem uden tilladelse. Senere blev denne regel gennem sura an-Nur gjort gældende for alle muslimers hjem.

2. Blandt araberne fandtes endnu en dårlig skik og forkert tradition. De dukkede op hos en ven eller en bekendt omkring måltidstiden, eller de kom til vedkommendes hjem og blev siddende indtil spisetid. Naturligvis blev husets herre i sådanne situationer bragt i stor forlegenhed. Derfor befalede Allah den Almægtige i dette vers, at man skulle opgive denne dårlige vane. Det blev befalet, at man kun skulle gå til andres hjem for at spise, når husets herre havde inviteret én til et måltid. Denne befaling gjaldt ikke kun den Ærværdige Profets (sallallahu alayhi wa sallam) hjem. Tværtimod skulle denne regel blive en almindelig og fast skik i alle muslimers hjem. Som eksempel blev der blot henvist til Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) hjem.

3. I dette vers imødegås endnu en dårlig skik. Man ser også i samfundet mennesker, som går hjem til nogen efter at være inviteret til et måltid og bliver siddende uden grund, selv efter at de har spist færdigt. De begynder en så langvarig samtale, at den ikke synes at ville ende. De tænker slet ikke over, hvilke vanskeligheder det volder husets ejer og hans familie. Mange bragte endda den Ærværdige Profet (sallallahu alayhi wa sallam) i vanskeligheder. På grund af sin grænseløse høflighed og ydmyge natur bar han sådanne samtaler i stilhed. Til sidst blev en sådan hændelse på dagen for Zaynabs (ra) walima den endelige årsag til, at Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) tålmodighed blev sat på den yderste prøve. Det var i virkeligheden denne hændelse, der var årsagen til, at verset blev åbenbaret.

Den Ærværdige Profets (sallallahu alayhi wa sallam) særlige tjener, Anas (ra), fortæller, at denne walima-invitation fandt sted om natten. De almindelige gæster spiste ved invitationen og tog af sted. Men to eller tre af disse mænd blev siddende ubevægeligt og var optaget af forskellige samtaler.

Det ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) rejste sig på et tidspunkt, udmattet, og gik én gang rundt til hustruerne i de indre gemakker. Da han kom tilbage, så han, at folkene stadig sad urokkeligt. Han gik atter indenfor og satte sig i ‘A’ishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse. Da en stor del af natten var gået, og han erfarede, at folkene var gået, gik han til Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) værelse. Efter denne hændelse blev det nødvendigt, at Allah den Almægtige selv advarede folkene mod denne dårlige vane. Ifølge Anas’ beretning blev det omtalte vers åbenbaret netop om denne hændelse.

Efter den ovenfor nævnte hændelse lod det ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hænge et forhæng for døren til huset og forbød folk at træde ind i huset. Dette fandt sted i måneden Dhul-Qa‘dah i det femte hijri-år.

Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) ægteskab havde flere særlige kendetegn, som ikke findes andre steder. Kort fortalt er de som følger:

1. Den fejlagtige opfattelse, at en adoptiv- og retlig søn blev betragtet som lig med en biologisk søn, blev fjernet.
2. Det enorme statusskel mellem en slave og en fri person blev fjernet, og et praktisk eksempel på islamisk lighed blev således etableret gennem dette ægteskab. Slaven Zayd blev anerkendt som ligeværdig med Banu Hashim, den mest fremragende og fornemste klan i Arabien.
3. I forbindelse med dette ægteskab blev reglen om hijab åbenbaret; eller man kan sige, at dette ægteskab dannede baggrunden for åbenbaringen af reglen om hijab.
4. Åbenbaringen kom på grund af dette ægteskab.
5. Bryllupsfesten i forbindelse med dette ægteskab blev afholdt med stor pragt.

På grund af alt dette plejede Zaynab (ra) at prale over for sine medhustruer. En dag sagde hun ligefrem til Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam): »O Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam), jeg er ikke som nogen af dine andre hustruer. Blandt dem er der ingen, hvis ægteskab ikke blev indgået af hendes far, bror eller en anden værge fra hendes familie. Jeg er den eneste, hvis ægteskab Allah den Ophøjede indgik med dig fra Himlen. Din og min bedstefar er den samme person, og i min sag var Jibril (as) sendebudet.«

Imam adh-Dhahabi sagde: Det følgende er på arabisk:

»Allah giftede Zaynab med sin Profet (sallallahu alayhi wa sallam) uden nogen værge eller vidner.«

Blandt Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) hustruer var Zaynab (ra) en af dem, der kunne gøre krav på at være på lige fod med Aisha (ra). Om dette sagde Aisha (ra) selv følgende:

Det følgende er på arabisk

»Blandt Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) hustruer var hun den eneste, der kunne gøre krav på at være på lige fod med mig.«

Zaynabs (ra) krav havde også sin berettigelse. For hun var Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) kusine på fædrene side og besad skønhed og ynde. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) ønskede også altid at gøre hende glad. Zaynab (ra) havde nogle karaktertræk, som kun fandtes hos meget få kvinder. I spørgsmålet om at opnå Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) nærhed fandtes der i det skjulte en konkurrence mellem Aisha (ra) og hende. I overensstemmelse med kvindelig natur antog denne form af en slags ren misundelse, som i shariaens terminologi kaldes ghibta. Jeg bruger udtrykket »ren misundelse«, fordi de opfattelser, meninger og kommentarer om hinanden, som er blevet overleveret i hadith- og sirah-værkerne, på ingen måde udtrykker uren misundelse, fordi de opfattelser, meninger og kommentarer, som er blevet overleveret, på ingen måde udtrykker uren misundelse. For virkelig misundelse gør mennesket blind. Man kan hverken se eller tåle noget godt hos sin modpart. Men ingen af dem var sådan. På grund af velsignelsen fra Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) rene selskab var de blevet så generøse og storsindede, at hver af dem åbent anerkendte den andens gode egenskaber. Hele livet igennem fortalte de mennesker om dem. Kun mennesker af stort format kan gøre dette. I denne forbindelse kan episoden med ifk nævnes som eksempel. Aishas (ra) søster, Hamna bint Jahsh, blev også indblandet. Hun tænkte, at hvis hun ved denne lejlighed kunne besejre sin søsters medhustru og rival, Aisha (ra), ville hendes søster Zaynab (ra) blive uden konkurrence. Med gode hensigter for sin søster lod hun sig involvere i denne beskidte sammensværgelse.

Det, vi skal se på, er, hvilken rolle Zaynab (ra) spillede på dette tidspunkt. Det var en glimrende mulighed for at ramme en rivaliserende medhustru og fjerne en torn fra sin vej. Man kender ikke til nogen medhustru i verden, der skulle have ladet en så enestående mulighed gå fra sig. Men Zaynab (ra) var blevet ophøjet til et sådant niveau af moral og åndelighed, at det er umuligt at forestille sig, at en person som hende kunne udnytte en så beskidt sammensværgelse. Derfor spurgte Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) en dag under Aishas (ra) prøvelser Zaynab (ra) om hendes mening om Aisha (ra). Zaynab (ra) svarede meget klart:

Det skal være på arabisk

»Jeg kender ikke noget hos hende ud over det gode.« Derefter blev ti vers fra Koranen åbenbaret, hvori Hazrat Aishas (ra) uskyld blev erklæret. Samtidig blev Hazrat Zaynabs (ra) sandfærdighed og ædle moral bevist og fastslået. Hazrat Aisha (ra) huskede denne gæld til Hazrat Zaynab (ra) hele sit liv. Gennem hele sit liv fortalte hun folk om det. Hun fortalte åbent folk om alle de dyder, hun havde iagttaget hos Zaynab (ra). Ibn Hajar al-Asqalani (rah) skriver:

Det skal være på arabisk

Hazrat Aisha (ra) roste Hazrat Zaynab (ra) højt, da hun fortalte om hændelsen med »ifk«.

Når en så skarpsindig, lærd og ophøjet kvinde som Hazrat Aisha (ra) lovpriser Hazrat Zaynab (ra) så begejstret, synes der ikke at være behov for yderligere forklaring for at forstå, hvilken rang og position hun havde. Hazrat Aisha (ra) havde nemlig med sin gudgivne skarpe intelligens iagttaget og studeret Hazrat Zaynab (ra) indgående og på nært hold. Hazrat Zaynabs (ra) sande værdighed træder tydeligt frem i de udtalelser af Hazrat Aisha (ra), som er spredt i hadith-samlingerne. Hazrat Aisha (ra) siger:

Det skal være på arabisk

»Jeg har aldrig set en kvinde, der var mere hengiven til religionen, mere gudfrygtig, mere sandfærdig, mere gavmild, mere velgørende, mere retskaffen og mere ivrig efter at opnå Allahs tilfredshed end Zaynab (ra). Hun havde blot et lidt skarpt temperament. Men hun blev meget hurtigt ked af det på grund af det.«

Allama Ibn Abdil Barr har overleveret følgende udtalelse af Hazrat Aisha (ra) om Hazrat Zaynab (ra):

Det arabiske lyder:

-Jeg har aldrig set nogen kvinde, der var bedre end Zaynab (må Allah være tilfreds med hende), når det gjaldt religionen.

Ibn Sa’d samlede Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) følgende udtalelse:

Det arabiske lyder:

-Må Allah være nådig mod Zaynab bint Jahsh! Sandelig opnåede hun en enestående ære og status i denne verden. Allah giftede hende selv med sin Profet, og flere vers fra Koranen blev åbenbaret i anledning af hende.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde endvidere: »Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) gav hende det glædelige budskab, at hun ville være den første til at møde ham i det hinsides og blive hans hustru i Paradiset.«

Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) sagde om hende:

Det arabiske lyder:

Det vil sige, at hun var langt mere from, fastede mere og udførte langt flere bønner.

At Zaynab havde en særlig anseelse hos Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), bevises af forskellige begivenheder. Ved en lejlighed sendte Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) rene hustruer Fatimah (må Allah være tilfreds med hende) som udsending til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) for at overtale ham i en bestemt sag. Men hun vendte tilbage efter at være mislykkedes i sin opgave som udsending. Derefter blev alle enige om at vælge Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) til denne opgave, fordi hun efter alles mening var den bedst egnede til den. Hun udførte dette ansvar med stort mod. Hun gik til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og forsøgte meget ihærdigt at bevise, at Aishah (må Allah være tilfreds med hende) ikke var værdig til denne anseelse. Aishah (må Allah være tilfreds med hende) sad tavs ved siden af hende og lyttede til hendes tale, mens hun i smug kastede blikke på Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) velsignede ansigt. Da Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) havde afsluttet sin tale, rejste Aishah (må Allah være tilfreds med hende) sig med Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) tilladelse og holdt en så stærk tale, at Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) blev svar skyldig. Da sagde Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Hvordan skulle det kunne være anderledes? Hun er jo Abu Bakrs datter.«

Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) var en meget gavmild, rundhåndet, gudhengiven og nøjsom kvinde. Hun blev betragtet som et håbets og støttepunktets centrum for forældreløse, nødlidende og fattige. Hendes barmhjertighed og omsorg for de fattige og ulykkelige kendte ingen grænser. Ibn سعد har berettet:

Det arabiske lyder:

»Zaynab bint Jahsh efterlod sig hverken dirham eller dinar. Hvad end der kom i hendes hænder, gav hun bort. Hun var et tilflugtssted for de fattige og trængende.«

Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) var håndværker. Med egne hænder garvede og forarbejdede hun læder efter sin egen metode, og hele den indtægt, hun fik derfra, gav hun til trængende mennesker.

I en anden beretning fra Aishah (må Allah være tilfreds med hende) fortælles det, at Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) spandt garn med hånden og gav det til Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) krigsfanger. De vævede så klæder, som Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) brugte til krigsformål. Hendes hånd var så gavmild, at kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) fastsatte en årlig godtgørelse på tolv tusind dirham til hende; men hun tog den aldrig imod. En gang sendte Umar (må Allah være tilfreds med ham) hende et års godtgørelse. Zaynab dækkede dirhammerne med et stykke stof. Derefter beordrede hun Bazrah ibn Rafiʿ at fordele dirhammerne blandt slægtninge og fattige og trængende. Bazrah sagde: »Har vi også nogen ret til noget af dette?« Hun svarede: »Det, der ligger under stoffet, er dit.« Da han samlede det op, viste det sig at være halvtreds—ifølge en anden overlevering femogfirs—dirham. Efter at alle dirhammerne var blevet fordelt, bad hun således:

Det arabiske lyder:

»O Allah! Lad ikke disse penge komme til mig igen i fremtiden, for dette er en prøvelse.«

Denne nyhed nåede kaliffen Umar, og han bemærkede:

Det arabiske lyder:

»Dette er en kvinde, fra hvem man kun kan forvente det gode.« Derefter stod Umar et øjeblik ved hendes dør og sendte hende sine hilsener. Han sagde til Zaynab: »Jeg har fået kendskab til alt, hvad du har gjort.« Da han var gået tilbage, sendte han hende yderligere tusind dirham til hendes udgifter. Hun brugte også dem på samme måde som før. Historikerne siger, at Zaynabs ovennævnte bøn blev besvaret, og at hun døde samme år.

At Zaynab var en yderst gudfrygtig, ydmyg og from kvinde, blev bevidnet af selve Allahs Sendebud. Engang var Sendebudet i færd med at fordele krigsbyttet blandt muhajirunerne. Undervejs sagde Zaynab noget til ham. Straks irettesatte Umar hende skarpt. Allahs Sendebud sagde til Umar: »Sig ikke noget til hende. Hun er en stor tilbeder og asketisk kvinde.«

Døden:

Zaynab døde i det 20. hijri-år under kaliffen Umars kalifat. Det var samme år, Egypten blev erobret. Ifølge hafiz Ibn Hajar blev hun treoghalvtreds år gammel. Dette er flertallet af historikernes opfattelse. Historikeren al-Waqidi mente derimod, at Zaynab levede i alt halvtreds år, hvilket strider mod flertallets opfattelse. Al-Waqidi har endvidere sagt, at hun var femogtredive år gammel, da hun blev gift med Allahs Sendebud, mens andre mener, at hun var otteogtredive år.

Helt indtil det sidste øjeblik af sit liv bevarede hun sin gavmildhed. Hun sørgede selv for sit ligklæde. Hun sagde dog til sine nærmeste: »Efter min død vil Umar muligvis sende et ligklæde. Hvis det sker, skal et af de to ligklæder gives til de fattige og nødlidende.« Umar sendte fem stykker stof, og hun blev svøbt i dem. Det stof, som Zaynab havde efterladt, gav hendes søster Hafsa bort som almisse. Hun testamenterede også, at hun skulle bæres på den samme båre, som Allahs Sendebud var blevet båret på hen til graven. Hun var den første kvinde, der efter Abu Bakr blev lagt på denne båre. Begge hendes testamentariske ønsker blev opfyldt. Allahs Sendebuds øvrige hustruer foretog hendes rituelle vask.

Kalif Hazrat Umar (ra) led begravelsesbønnen for hende, og hun blev begravet på al-Baqi‘-kirkegården.

Rabi‘a ibn ‘Abdullah fortæller: »Jeg så Umar (ra) med sin pisk hængende over den ene skulder. I denne tilstand gik han frem og ledte begravelsesbønnen for Zaynab (ra) med fire takbirer. Han blev ved graven, indtil der blev stænket vand over den.«

Hazrat ‘Abdullah ibn Abi Sulayt (ra) fortæller: »Jeg så Abu Ahmad ibn Jahsh [Zaynabs (ra) bror] bære Zaynabs (ra) båre, mens han græd. Han var blind. Jeg hørte Umar (ra) sige til ham: “Abu Ahmad, træd væk fra båren, så du ikke bliver presset af menneskemængden.” Abu Ahmad sagde: “Umar, det er gennem hende, at vi har modtaget al godhed. Min gråd lindrer den stærke smerte i mit indre.” Umar sagde: “Godt, så bliv, bliv.”«

Netop da Hazrat Zaynab (ra) blev begravet, kom en ung mand fra Quraysh iført to farverige egyptiske klæder og med håret redt. Umar (ra) løftede sin stav over hans hoved og sagde: “Sådan som du er kommet, ser det ud, som om vi leger. Her begraver de ældre deres mor.” Det var en dag med voldsom varme. Hazrat Umar (ra) lod opsætte et telt dér, hvor graven blev gravet. Det siges, at dette var det første telt, der blev opsat over en grav på al-Baqi‘. Da liget skulle sænkes ned i graven, spurgte Hazrat Umar (ra) de øvrige hustruer til Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam), hvem der skulle stige ned i graven. De svarede: “De, som plejede at komme hos hende, mens hun levede.” Derefter steg Muhammad ibn ‘Abdullah ibn Jahsh, Usama ibn Zayd, ‘Abdullah ibn Abi Ahmad ibn Jahsh og Muhammad ibn Talha (ra) ned i graven efter Hazrat Umars (ra) anvisning. De var alle slægtninge til Hazrat Zaynab (ra).

Hazrat ‘A’isha (ra) blev dybt grebet af sorg over Hazrat Zaynabs (ra) død. Hun udtrykte sine følelser på det tidspunkt således:

Det vil være på arabisk

»Hun gik bort i en prisværdig og enestående tilstand. Hun efterlod forældreløse og enker fortvivlede.« Den dag Hazrat Zaynab (ra) døde, begyndte de fattige og trængende i Medina at jamre af sorg.

Hazrat Allahs Ædle Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) fastsatte et hundrede wasaq korn fra høsten i Khaybar til Hazrat Zaynab (ra).

Hazrat Zaynab (ra) efterlod sig et hus som arv. Under sin kalifatstid købte den umayyadiske kalif al-Walid ibn Abd al-Malik huset af hendes nærmeste slægtninge for halvtreds tusind dirham og indlemmede det i Profetens Moské.

Hazrat Zaynab (ra) berettede meget få hadither. I hadithsamlingerne er kun elleve hadither berettet af hende blevet samlet. To af dem er muttafaqun alayh. Blandt dem, der berettede hadither fra hende, var især Hazrat Umm Habiba (ra), Zaynab bint Abi Salama, Muhammad ibn Abdillah ibn Jahsh, Kulthum bint Talaq og slaven Mazkur.

En gang før sin bortgang sagde Hazrat Allahs ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) til sine hustruer:

Den arabiske tekst følger

-»Den af jer, hvis hånd er længst, vil hurtigst slutte sig til mig.« Med »lang hånd« mente han billedligt gavmildhed. Men de ærede hustruer forstod det bogstaveligt. Derfor samledes de og målte hinandens hænder for at se, hvis hånd der var længst. Zaynab (ra) var lav af statur. De fortsatte sådan, indtil Zaynab bint Jahsh (ra) døde. Men da hun døde før alle de andre, tænkte de grundigt over sagen og forstod betydningen af Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) ord. Derfor sagde Hazrat Aisha (ra) i sin forklaring af denne hadith:

Den arabiske tekst følger

-Zaynab havde den længste hånd blandt os. For hun tjente penge ved at arbejde med sine egne hænder og gav dem bort som almisse.

Mange har ment, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) med denne udtalelse hentydede til Hazrat Zaynab bint Khuzayma (ra). Men denne opfattelse er ikke korrekt. For Hazrat Zaynab bint Khuzayma (ra) døde før Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham).

Af de beretninger, der findes i hadith- og sira-litteraturen, kan man forstå, at Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) var en meget smuk kvinde. Engang, da Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) rådede sin datter Hazrat Hafsa (må Allah være tilfreds med hende), sagde han:

Det vil være på arabisk

– Du skal ikke svare Rasulullah (må Allahs velsignelser og fred være med ham) igen. For du har hverken Zaynabs skønhed eller den ægteskabelige hengivenhed, som Aisha nød.

Efter Rasulullahs (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bortgang udførte de øvrige hustruer hajj, men Hazrat Sawda (må Allah være tilfreds med hende) og Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) udførte ikke hajj igen. De forlod heller ikke deres hjem mere. De to forstod således Allahs og Sendebudets anvisning.

Hazrat Juwayriya bint al-Harith (må Allah være tilfreds med hende)

Umm al-Mu’minin Hazrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) var datter af den berømte stamme Khuzāʿa i Arabien, fra grenen al-Mustaliq. Hendes far, al-Harith ibn Dirar, var leder af Banu al-Mustaliq.¹

Hazrat Juwayriyas (må Allah være tilfreds med hende) første ægteskab var med en mand fra hendes egen stamme ved navn Musafi ibn Safwan (Dhu ash-Shufar). Han var Hazrat Juwayriyas (må Allah være tilfreds med hende) fætter og var kendt som Dhu ash-Shufar.² Hendes far, al-Harith, og hendes mand, Musafi, var begge indædte fjender af islam. Senere mødte hendes far op hos Rasulullah (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og antog islam.³

Slaget ved Banu al-Mustaliq:

‘Mustaliq’ var tilnavnet på en mand ved navn Juzayma ibn Sa‘d fra stammen Banu Khuza‘a. Navnet på en brønd tilhørende Banu Khuza‘a var ‘al-Muraysi‘. Under felttoget mod Banu Mustaliq slog Hazrat Allahs Ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) lejr ved denne brønd sammen med hæren. Derfor blev dette felttog i historien kendt som enten ‘Banu Mustaliq’ eller slaget ved ‘al-Muraysi‘. Felttoget fandt sted i måneden Sha‘ban i det femte år efter hijra. Nogle har dog også angivet det sjette år.⁴ Men det synes ikke at være korrekt.

I det femte år efter hijra fik Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) at vide, at lederen af Banu al-Mustaliq, al-Harith ibn Dirar, på opfordring fra Quraysh i Mekka var begyndt at forberede et angreb på Medina med en hær bestående af sine egne folk og medlemmer af andre arabiske stammer. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sendte Burayda ibn al-Husayb al-Aslami (må Allah være tilfreds med ham) for at undersøge, om oplysningerne var sande. Da han nåede frem, talte han direkte med al-Harith og forstod, at oplysningerne var sande. Han vendte straks tilbage og underrettede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) om den faktiske situation. Uden forsinkelse beordrede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sahabaerne at gøre sig klar til felttoget.

Hæren blev gjort klar. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) udnævnte Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham), eller ifølge en anden overlevering Abu Dharr al-Ghifari, som sin stedfortræder i Medina og drog selv af sted med hæren. I nogle overleveringer nævnes det, at Numayla ibn ‘Abdullah al-Laythi blev efterladt som kalif i Medina. Under alle omstændigheder forlod han Medina den 2. Sha‘ban i det femte år efter hijra og gjorde holdt ved al-Muraysi‘, ni manzil fra Medina.

Alle oplysninger nåede frem til den samlede hær af vantro under al-Hariths ledelse. De blev grebet af frygt. De øvrige arabiske stammer mistede modet til at gøre modstand og spredte sig hver for sig. Kun folkene fra al-Hariths egen stamme blev hos ham. De stillede sig op på række og holdt den muslimske hær tilbage i lang tid ved at skyde pile og kaste spyd. Til sidst indledte den muslimske hær pludselig et samlet angreb og besejrede fjendens hær. Lederen al-Harith flygtede.

Elleve vantro soldater blev dræbt, og alle de øvrige blev taget til fange. Ingen soldat fra den muslimske hær led martyrdøden. Ved en fejltagelse blev en mand ved navn Hisham ibn Sababa dog dræbt af Hazrat ‘Ubada ibn Samit (må Allah være tilfreds med ham). Omkring 600 mænd, kvinder og børn fra fjendesiden blev taget til fange, og den muslimske hær fik som ghanima (krigsbytte) deres 2.000 kameler og 5.000 geder og får.⁵

Hazrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) var blandt disse krigsfanger. Ibn Ishaq har overleveret dette, og hendes beretning er også medtaget i nogle hadith-samlinger. Alle krigsfangerne blev erklæret for slaver og slavekvinder og fordelt blandt de soldater, der havde deltaget i slaget. Hazrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) tilfaldt Hazrat Thabit ibn Qays (må Allah være tilfreds med ham), eller ifølge en anden overlevering hans fætter. Hun var datter af stammens leder. Desuden havde hun en stærk selvfølelse, et blidt væsen samt skønhed og ynde. Hun kunne ikke acceptere et liv som slavekvinde. Hun bad Hazrat Thabit ibn Qays (må Allah være tilfreds med ham) om mukataba. Thabit (må Allah være tilfreds med ham) indgik en mukataba, det vil sige en aftale om frigivelse fra slaveriet, mod ni uqiyya guld. Men hvor skulle Hazrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) få så mange penge fra? Hun besluttede at samle det nødvendige beløb ved at bede folk om hjælp.

Efter Hazrat Allahs Ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde afsluttet fordelingen af krigsbyttet, kom Hazrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) frem for ham og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg er kommet efter at have antaget islam. Ashhadu an la ilaha illallahu wa ashhadu annaka rasuluhu. Jeg er datter af min stammeleder, al-Harith ibn Dirar. Jeg blev taget til fange af den muslimske hær og tilfaldt Thabit ibn Qays. Thabit har indgået en mukataba med mig, men jeg er ikke i stand til at betale beløbet. Jeg er kommet til dig i håb om, at du vil række en hjælpende hånd ud og hjælpe mig med at betale det aftalte beløb.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Håber du ikke på noget bedre end dette?« »Hvad er det?« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Jeg betaler hele det beløb, der er aftalt med dig, og gifter mig med dig.« Hazrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) blev meget glad over dette uventede tilbud og gav sit samtykke. Derefter sendte Hazrat Allahs Ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bud efter Thabit, gav ham det aftalte beløb og frigav Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) fra slaveriet. Så giftede han sig med hende og gav hende status som en fri hustru. Ibn Ishaq har overleveret begivenheden således.⁶

I en anden overlevering fortælles det, at Hazrat Juwayriyas (må Allah være tilfreds med hende) far, al-Harith, var en af Arabiens fremtrædende ledere. Da hans datter blev taget til fange af den muslimske hær, kom han til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »Min datter kan ikke blive slavekvinde. Min anseelse står langt over slaveriet. Frigiv hende.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Ville det ikke være bedre at overlade sagen til Juwayriyas eget valg?« Al-Harith gik til sin datter Juwayriya og sagde: »Muhammad har overladt beslutningen til dig. Pas på, at du ikke bringer skam over mig.« Juwayriya sagde til sin far: »Jeg foretrækker at blive hos Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham).« Derefter giftede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sig med hende.⁷

Ibn Saʿd har også nævnt i Ṭabaqāt, at det var hendes far, der betalte hendes løsesum. Da hun var blevet helt fri, giftede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sig med hende med hendes samtykke.

Da nyheden om ægteskabet spredte sig blandt de muslimske krigere, sagde de: »Banū al-Muṣṭaliq er nu Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) ærede svigerfamilie. De mennesker, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) har giftet sig ind i, kan aldrig være slaver.« Derefter rådførte de sig med hinanden og frigav i fællesskab alle fangerne.⁸

Ibn al-Athīr har skrevet, at alle fangerne fra et hundrede huse blandt Banū al-Muṣṭaliq blev frigivet ved denne lejlighed. Imām Abū Dāwūd og Imām Aḥmad har overleveret fra ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende). Hun sagde:⁹

Det vil være på arabisk.

»Jeg har ikke set nogen kvinde, der var mere gavnlig for sit folk end Juwayriya.

Ibn Isḥāq har sagt, at et hundrede huse ikke betyder et hundrede mennesker, for deres antal var over syv hundrede. Et hundrede huse betyder menneskerne i et hundrede huse.¹⁰

Ibn al-Athīr og flere andre har også overleveret begivenheden på følgende måde: Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) var begyndt at leve som Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hustru. Hendes far, al-Ḥārith, vidste ikke dette. Han begav sig mod Medina med løsesummen og andre værdier læsset på mange kameler for at befri sin datter. Da han undervejs nåede ʿAqīq-dalen, løsnede han kamelerne, så de kunne græsse. Blandt disse kameler var to, som han holdt særligt meget af. Derfor gemte han de to kameler på et skjult sted. Derefter ankom han til Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) residens i Medina og sagde:

»De har taget min datter til fange. Her er hendes løsesum; tillad hende at tage med mig.«

Derefter begyndte han at fremvise alle de formuegenstande, kameler og andet, som han havde medbragt, én efter én. Da spurgte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) ham: »Hvor er de to kameler, som du efterlod tøjret i Aqeeq-dalen?

Harith blev meget forbavset over denne oplysning fra Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Straks fremsagde han trosbekendelsen og blev muslim. Derefter erfarede han, at den, som han var kommet for at befri, nu var blevet en pryd for Profetens husstand. Han blev overordentligt glad over sin datters lykke og mødte hende med stor glæde. Derefter drog han glad af sted sammen med hende mod sit folks hjemegn.¹¹

Al-Waqidi har overleveret dette fra ‘Urwah. Juwayriyyah (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Tre dage før Profetens (Allahs velsignelser og fred være med ham) ankomst så jeg i en drøm, at månen kom susende fra Yathribs retning og faldt ned i mit skød. Jeg fandt det ikke passende at fortælle dette til nogen. Derefter kom Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham). Da jeg blev taget til fange, håbede jeg, at min drøm ville gå i opfyldelse. Derefter befriede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) mig og giftede sig med mig. Jeg fortalte ingen i min stamme om denne drøm. Jeg vidste ikke noget om Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) ankomst, før en kusine fortalte mig om den. Derefter lovpriste jeg Allah den Højeste.¹² Imam Muslim har samlet en overlevering fra Ibn ‘Abbas (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde:¹³

Det lyder således på arabisk:

»Juwayriyyahs (må Allah være tilfreds med hende) første navn var Barra. Efter brylluppet ændrede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) det til Juwayriyyah.« Grunden var, at hendes første navn indeholdt en vis antydning af selvros, og Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) så deri et varsel om noget ondt og uheldigt. Derfor brød han sig ikke om det. I en overlevering fra Ibn ‘Abbas (må Allah være tilfreds med ham) hedder det:¹⁴

Det lyder således på arabisk:

»Han brød sig ikke om, at hun blev kaldt Barra. Derfor gik han bort fra hende.«

Den Almægtige Allah har sagt i den hellige Koran:

På arabisk lyder det:

— Anse ikke jer selv for rene. Det var især med dette vers for øje, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ændrede hendes navn.

Ibn Saʿd har sagt følgende om Ḥazrat Juwayriyas (må Allah være tilfreds med hende) medgift:15

På arabisk lyder det:

— Frigivelsen af hver eneste fange fra Banū al-Muṣṭaliq blev fastsat som hendes medgift.

Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) giftede sig med Ḥazrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende), var hun kun tyve år gammel. Ḥazrat ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) fandt hende meget smuk ved første øjekast og syntes, at hendes væremåde var særdeles sød og behagelig. Da Ḥazrat ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) beskrev hendes skønhed, sagde hun:16

På arabisk lyder det:

— Juwayriya rummede både sødme og ynde. Enhver, der så hende, vandt hun straks en plads i hjertet hos.

Imam adh-Dhahabi siger:17

På arabisk:

»Hun var en af de smukkeste kvinder.«

Hun var en kvinde med en meget stærk personlighed. Hun havde en grænseløs selvrespekt. Det kom blandt andet til udtryk i hendes uro og ihærdige bestræbelser på at blive frigivet fra slaveriet. Hun var ikke knyttet til denne verdens fornøjelser og luksus, men var helt hengiven til tilbedelsen af Allah. Flere hadithoverleveringer fortæller, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til hende og fandt hende optaget af tasbih og tahlil.

Da kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) indførte stipendier, fastsatte han et beløb på tolv tusind til alle Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham)s hustruer med undtagelse af Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) og Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende). Til disse to fastsatte han seks tusind. Han gjorde dette, fordi de på et tidspunkt i deres liv havde været slaver. Men de reagerede vredt på Umars (må Allah være tilfreds med ham) handlemåde og afviste at modtage stipendiet. De krævede lighed. Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev tvunget til at imødekomme deres krav. Ifølge en anden overlevering nævnes også Maymuna (må Allah være tilfreds med hende), og beløbet er ti tusind i stedet for tolv tusind.18

En morgen så Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), at Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) sad i moskeen og bad. Han gik derfra. Da han kom tilbage ved middagstid og fandt hende i samme tilstand, sagde han: »Forbliver du altid sådan?« Hun svarede bekræftende. Da sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Skal jeg ikke lære dig nogle ord, som er bedre end dette, og som er vigtigere end din frivillige tilbedelse?« Derefter lærte han hende denne bøn:19

På arabisk:

Der er dog også nogle forskelle i de forskellige overleveringer.

Det er berettet af Ibn Saʿd: En fredag kom Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til hadrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende). Den dag fastede Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende). Da hun ikke brød sig om kun at faste én dag, spurgte han: »Fastede du i går?« Hun svarede: »Nej.« Så spurgte han: »Har du til hensigt at faste i morgen?« Hun svarede: »Nej.« Da sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Så bryd fasten og afslut din faste.«²⁰

Den ædle Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) elskede hende dybt. Han kom altid til og fra hendes hjem. En gang kom han til hendes hjem og spurgte: »Er der noget at spise?« Hun svarede: »Min tjenestepige havde fået noget almissekød; det er det eneste, der er. Der er ikke andet.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Så kom med det. Den almisse, som var blevet givet til den, der modtog den, er nu nået frem.«²¹

Hadrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) berettede syv hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Imam al-Bukhari berettede én af dem, og Muslim berettede to.²² Blandt dem, der hørte hadither fra hende, var de mest fremtrædende Ibn Abbas, Jabir, Ibn Umar, Ubayd ibn as-Sabbaq, Tufayl, Abu Ayyub al-Muraghi, Mujahid, Kurayb, Kulthum ibn al-Mustaliq, Abdullah ibn Shaddad ibn al-Had og andre.²³

Da hadrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) blev gift med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i det femte hijri-år, var hun tyve år gammel. Ifølge den korrekte opfattelse døde hun i Medina i måneden Rabiʿ al-awwal i år 50 efter hijra. Hun var da 65 år gammel. Marwan, der på det tidspunkt var guvernør i Medina, ledte begravelsesbønnen. Hendes grav findes på al-Baqiʿ-kirkegården i Medina. Ifølge Muhammad ibn Umars beretning var hendes dødsår hijri-år 56.²⁴

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tildelte hadrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) firs wasaq dadler og tyve wasaq byg—ifølge en anden overlevering hvede—fra Khaybars afgrøder til hendes underhold.²⁵

Hadrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) berettede: En gang sagde hadrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Jeg ønsker at frigive denne slave.« Han sagde: »Giv ham til din morbror, som bor i landsbyen. Han vil tage sig af ham. Så vil du få en større belønning.«²⁶

Efter Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang levede hadrat Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende) i mange år. Men der vides ikke meget detaljeret om hendes aktiviteter i denne periode.

Ummu Habiba (må Allah være tilfreds med hende)

De troendes moder, Hazrat Umm Habiba (ra), var datter af Quraysh-lederen Hazrat Abu Sufyan (ra). Før islam var tre mænd blandt Quraysh i Mekka — ‘Utba, Abu Jahl og Abu Sufyan — fremtrædende ledere. Quraysh-stammens militære fane, ‘Uqab, var hos Abu Sufyan. Han var en stor handelsmand. Han sendte handelskaravaner til Sham, Rom og Ajam. Af og til rejste han selv med karavanerne. Abu Sufyans egentlige navn var Sakhr ibn Harb.¹

Abu Sufyan havde en datter ved navn Zaynab. Hun blev gift med Dawud ibn ‘Urwa ibn Mas‘ud ath-Thaqafi fra Ta’if.² Hans to andre døtre blev gift med de to brødre til de troendes moder, Hazrat Zaynab bint Jahsh (ra). Fari‘a blev gift med Abu Ahmad ibn Jahsh, og Umm Habiba blev gift med ‘Ubaydullah ibn Jahsh. Abu Sufyan havde en søn, Hazrat Mu‘awiya (ra), som kom i konflikt og væbnet sammenstød med de troendes leder, Hazrat ‘Ali (ra). Denne Mu‘awiyas (ra) søn, Yazid, lod Profetens (sallallahu ‘alaihi wa sallam) barnebarn, Hazrat Imam Husayn (ra), dræbe som martyr i Karbala. Mu‘awiya (ra) grundlagde det umayyadiske kalifat.

Abu Sufyans hustru, Hind bint ‘Utba, tyggede leveren på Profetens (sallallahu ‘alaihi wa sallam) farbror, Hazrat Hamza (ra), på Uhuds slagmark. Hind var mor til Hazrat Mu‘awiya (ra). Abu Sufyans anden hustru, Safiyya bint Abi al-‘As, var mor til de troendes moder, Hazrat Umm Habiba (ra). Mu‘awiya (ra) var Umm Habibas (ra) halvbror. Umm Habibas (ra) mor, Safiyya, var faster til den tredje kalif, Hazrat ‘Uthman ibn ‘Affan (ra). Umm Habiba (ra) blev født i Mekka sytten år før Profeten Muhammads (sallallahu ‘alaihi wa sallam) profetkaldelse.³

Abu Sufyan, hans hustru Hind og størstedelen af hans familie blev muslimer ved erobringen af Mekka. Men Abu Sufyan var endnu ikke blevet en oprigtig muslim. På det tidspunkt hørte han til blandt dem, hvis hjerter skulle forsones. Nogle lærde har skrevet, at han senere blev en god muslim.⁴

Selv om hendes faderlige familie forblev fjendtlig over for islam indtil erobringen af Mekka, blev familierne til Umm Habibas (ra) og Fari‘as (ra) ægtemænd muslimer allerede i islams første tid. De antog også islam sammen med deres ægtemænd.

Hazrat Umm Habiba (ra) udvandrede til Abessinien sammen med sin ægtemand ‘Ubaydullah ibn Jahsh for at undslippe de vantros forfølgelse i Mekka. På Abessiniens jord blev datteren Habiba født som ‘Ubaydullahs barn. Ibn Sa‘d har imidlertid ifølge al-Waqidis kilde nævnt, at Habiba blev født i Mekka før udvandringen til Abessinien.⁵ Det var efter denne datter, at hun fik tilnavnet Umm Habiba. Hendes egentlige navn, Ramla, blev glemt, og hun blev kendt under dette tilnavn.⁶

Nogen tid efter ankomsten til Abessinien forlod ægtemanden ‘Ubaydullah islam og antog kristendommen. Før hans frafald så Hazrat Umm Habiba (ra) ham en gang i en drøm i en forfærdelig skikkelse. Hun blev bange og tænkte ved sig selv, at noget dårligt sikkert var ved at ske med ham. Om morgenen sagde ‘Ubaydullah til hende: »Umm Habiba! Jeg har tænkt dybt over religionen. Ingen anden religion forekom mig bedre end kristendommen. Selv om jeg blev muslim, bliver jeg nu kristen.« Hazrat Umm Habiba (ra) irettesatte ham kraftigt for denne afvigelse og fortalte ham også om sin drøm. Men intet hjalp. Han forblev kristen. Således blev de skilt. ‘Ubaydullah begyndte nu at leve et sorgløst liv. En dag faldt han om og døde i stærkt beruset tilstand. Ifølge en anden overlevering døde han ved at drukne i havet, mens han var beruset.⁷ Umm Habiba (ra) fortalte endvidere: »Jeg så en, der kaldte på mig: ‘O de troendes moder!’ Jeg blev bange. Jeg fortolkede det som, at Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) ville gifte sig med mig.«⁸

Efter separationen fortsatte Hazrat Umm Habiba (ra) med at bo i Abessinien sammen med sin datter Habiba. Denne nyhed nåede Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) i Medina. Efter Umm Habibas (ra) ‘idda var udløbet, sendte Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) ‘Amr ibn Umayya ad-Damri (ra) fra Medina til Abessiniens konge, Najashi, med et brev og fire hundrede dinarer som brudegave. I brevet skrev han til Najashi: »Arrangér Umm Habibas bryllup med mig.« Så snart Najashi havde modtaget brevet, sendte han sin slavinde Abraha til Umm Habiba for at overbringe frieriet. Han lod hende også meddele: »Allahs Sendebud (sallallahu ‘alaihi wa sallam) har skrevet til mig, at jeg skal arrangere dit bryllup. Udpeg nu en repræsentant fra din side til at gennemføre ceremonien.« Hazrat Umm Habiba (ra) gav Abraha to sølvarmbånd, øreringe og en mønstret ring som tak for denne glædelige nyhed. Hun udpegede også sin fætter Khalid ibn Sa‘id ibn Abi al-‘As som sin repræsentant og sendte ham til Najashi.⁹

Om aftenen tilkaldte Najashi den ærede Ja’far ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham) og de øvrige ærede sahaba, som opholdt sig i Abessinien, til sit hof og gennemførte vielsen i alles nærvær.¹⁰ Najashi holdt selv vielsestalen og overrakte en medgift på fire hundrede dinarer på vegne af Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) til Khalid ibn Sa’id. Da alle efter ceremonien var ved at gøre sig klar til at gå, standsede Khalid ibn Sa’id dem og sagde: »Profeternes (må Allah være tilfreds med dem) sunna eller skik er, at man giver et måltid efter vielsen.« Derefter beværtede han dem alle og tog afsked med dem.¹¹ Der findes forskellige overleveringer om størrelsen på denne vielses medgift. I en overlevering i al-Mustadrak nævnes fire tusind dinarer. I Abu Dawuds overlevering nævnes fire tusind dirham. Ibn Abi Khaythama har fra imam al-Zuhri overleveret, at den var fyrre uqiyya. Allama al-Zurqani har imidlertid bemærket, at overleveringen om fire hundrede dinarer er den mest acceptable.¹²

Da medgiften nåede frem til den ærede Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende), ønskede hun at give halvtreds dinarer deraf til slavekvinden Abraha. Men Abraha afslog at tage imod dem og sagde: »Najashi har forbudt mig at tage imod dem.« Hun returnerede også alt det, som Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende) tidligere havde givet hende. Efter vielsen sendte Najashi meget moskus, ambra, parfume og andre ting som gaver til Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende). Den ærede Umm Sahabi (må Allah være tilfreds med hende) har selv overleveret dette. Hun har desuden overleveret, at Abraha på det tidspunkt fortalte hende, at hun havde antaget islam, og bad hende underrette Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) om hendes islam og bringe ham hendes hilsen. Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende) siger: »Da jeg nåede frem til Medina, fortalte jeg Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) alt om vielsen, underrettede ham om alt, hvad Abraha havde gjort, og bragte ham hendes hilsen.« Han smilede mildt og sagde:

Glæd dig!¹³

Ægteskabet mellem Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende) blev indgået i år 6 efter hijra, ifølge en anden opfattelse i år 7. Den ærede Umm al-Mu’minin Umm Habiba var på det tidspunkt 36 eller 37 år. Efter vielsen sendte Najashi Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende) til Medina med skib sammen med en gruppe muhajirun under ledelse af Shurahbil ibn Hasana (må Allah være tilfreds med ham), ifølge en anden opfattelse Ja’far ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham).¹⁴ Da denne karavane nåede Medina, opholdt Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sig i Khaybar.¹⁵

Ibn Hazm (må Allah være tilfreds med ham) har hævdet, at der er enighed om, at Umm Habibas (må Allah være tilfreds med hende) aqd blev indgået i Abessinien. Biograferne er enige om dette. I en overlevering fra den ærede Qatada (må Allah være tilfreds med ham) og imam al-Zuhri hedder det imidlertid, at Umm Habibas (må Allah være tilfreds med hende) aqd blev indgået i Medina under ledelse af Uthman ibn Affan (må Allah være tilfreds med ham).¹⁶

Ved dette bryllup blev der holdt walima, hvor han beværtede gæsterne med kød. Nogle biografer har sagt, at der muligvis blev afholdt endnu en aqd- og walima-ceremoni efter hendes ankomst til Medina.

I en overlevering i Sahih Muslim fortælles det, at folk ikke så med velvilje på Abu Sufyan, som havde antaget islam efter erobringen af Mekka, og heller ikke brød sig om hans omgang med dem. Derfor fremsatte han tre anmodninger over for Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) imødekom hans anmodninger. En af de tre ting var følgende: Abu Sufyan sagde: »For mig er Umm Habiba den smukkeste pige i Arabien. Gift dig med hende.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) accepterede.¹⁷

Denne overlevering synes at vise, at Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende) endnu ikke var blevet gift med Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), da Abu Sufyan (må Allah være tilfreds med ham) antog islam. Biograferne mener, at dette blot er overlevererens antagelse. Derfor har hadithlærde som Ibn Sa’d, Ibn Hazm, Ibn al-Jawzi, Ibn al-Athir, al-Bayhaqi og Abd al-Azim al-Mundhiri afvist den ovennævnte overlevering fra Muslim. Mange har forklaret denne overlevering ved at sige, at Abu Sufyan i virkeligheden bad om, at vielsen skulle gennemføres formelt for anden gang.¹⁸

Vi har allerede nævnt, at sīra-eksperterne er enige om, at Umm Habības (ra) nikāh blev indgået i Abessinien. Desuden er endnu en begivenhed, der støtter dette, blevet gengivet i sīra-værkerne. Ifølge en bestemmelse i Hudaybiyya-forliget erklærede Khuzāʿa-stammen, som boede i nærheden af Mekka, sin alliance med muslimerne i Medina. Quraysh brød derfor denne aftale og begyndte at forfølge dem. Khuzāʿa-stammen bad Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om hjælp. Dette gjorde Quraysh i Mekka bekymrede. For at få fredsaftalen til at bestå sendte de Abū Sufyān til Medina på deres vegne. Da Abū Sufyān kom til Medina, gik han først til sin datter, Umm al-Muʾminīn Umm Habība (ra). Da datteren så sin far, foldede hun Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sengeleje sammen, så han ikke kunne sidde på det. Abū Sufyān spurgte sin datter: »Datter! Foldede du sengelejet sammen, fordi du ikke mente, at det var egnet til, at jeg sad på det, eller fordi du ikke mente, at jeg var egnet til det?« Hun svarede: »Dette er Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sengeleje. Og du er en mushrik (en, der sætter medguder ved Allahs side) og uren. Derfor ønskede jeg ikke, at du skulle sidde på Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sengeleje.« Da Abū Sufyān hørte dette fra sin datter, rejste han sig og gik derfra for at sætte sig hos Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), hvorefter han sagde til sin datter:

Den arabiske tekst følger.

»Efter at have forladt mig er der kommet meget ondt ind i dig.«19

Af den ovennævnte begivenhed fremgår det, at Umm Habība (ra) blev Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hustru længe før Abū Sufyān antog islam. Desuden findes der en beretning fra Ibn Saʿd. Nyheden om Umm Habības (ra) ægteskab nåede Abū Sufyān i Mekka. På det tidspunkt var han Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) modstander og fjende. Han misbilligede dog ikke dette ægteskab. Han bemærkede:

Den arabiske tekst følger.

»Det er et så fornemt ægteskabsmatch, at det ikke kan afvises.«20

Umm Habība (ra) døde i Medina i år 44 efter hijra — ifølge en anden opfattelse i år 42 — under hendes bror Amīr Muʿāwiyas (ra) kalifat. Hun blev begravet i Medina. Hun var 73 år gammel ved sin død. Marwān ledede begravelsesbønnen. Derfor steg hendes brors og søsters sønner ned i graven og begravede hende.21 Hvad angår graven, vides det, at den lå i ʿAlīs (ra) hus. Det er blevet overleveret fra imām Zayn al-ʿĀbidīn (rh), at han sagde: »Engang gravede jeg i et hjørne af mit hus. Der fandt jeg en inskription. På den stod der skrevet:

Den arabiske tekst følger.

»Dette er graven til Ramla bint Sakhr.« Jeg lagde den tilbage på dens plads. Denne beretning viser, at hendes grav befandt sig i Alis (ra) hus.²² Hun rejste til Dimashq for at besøge sin bror, den ærede Muʿawiya (ra). Det siges, at hun døde dér og blev begravet dér. Imam adh-Dhahabi siger, at dette er grundløst, og at hendes grav befinder sig i Medina.²³

Før sin død lod hun den ærede ʿAisha (ra) og den ærede Umm Salama (ra) tilkalde. Hun sagde til dem: »Forholdet mellem os var som det, der findes mellem medhustruer. Eftersom I ønskede det sådan, foretrak jeg også det sådan. Bed Allah om tilgivelse for mig.« Da den ærede ʿAisha (ra) bad om tilgivelse for hende, blev hun glad og sagde:

Arabisk tekst følger

– Du har gjort mig glad; måtte Allah gøre dig glad.²⁴

Med sin første mand fik hun to børn, ʿAbdullah og Habiba. Habiba voksede op i Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) hus under hans omsorg. Hun blev gift med en fremtrædende leder af Thaqif-stammen.

Den ærede Umm Habiba (ra) var meget smuk. I Sahih Muslim gengives hendes far Abu Sufyans beskrivelse således:

Arabisk tekst følger

– For mig er Umm Habiba den smukkeste og mest skønne datter i Arabien.

I forskellige hadith-samlinger er femogtres (65) hadither overleveret fra Umm Habiba (ra). To af dem er muttafaq ‘alayhi, og to er udelukkende overleveret af imam Muslim.25 Antallet af hadith-overleverere, der overleverede hadither fra hende, er heller ikke lille. Blandt de mest fremtrædende er: Habiba (hendes datter), Mu‘awiya, ‘Utba (Abu Sufyans to sønner), ‘Abdullah ibn ‘Utba, Abu Sufyan ibn Sa‘id al-Thaqafi, Salim ibn Sawwar, Abu al-Jarrah, Safiyya bint Shayba, Zaynab bint Umm Salama, ‘Urwa ibn al-Zubayr, Abu Salih al-Samman, Shahr ibn Hawshab, ‘Anbasa, Shutayr ibn Shakal, Abu al-Malih ‘Amir al-Hudhali og andre.26

Umm al-Mu’minin Umm Habiba (ra) var en kvinde med en særdeles stærk tro. Når man tænker over den tålmodighed, standhaftighed og dømmekraft, hun udviste i betragtning af den tid, hun levede i, kan man ikke andet end at blive forbløffet. Allerede ved islams frembrud erkendte hun gennem sin egen begavelse og forstand sandheden og holdt fast ved den. Det, som mange af datidens meget intelligente mennesker ikke kunne gøre, eller som det tog dem lang tid at gøre, formåede hun let at gøre. For sandhedens skyld forlod hun sit land og sine forældre, søskende samt alle sine slægtninge og venner. Den ægtemand, som hun havde forladt alt for at støtte sig til, forlod hende i et fremmed land. Men hun afveg ikke det mindste fra sandheden. Hun forblev urokkelig i sin tro, som et bjerg. Hvor stærk må troen ikke være, når man kan gøre alt dette? Det var sandsynligvis netop på grund af denne stærke tro, at Allah den Almægtige som belønning skænkede hende den ophøjede rang som Umm al-Mu’minin allerede i denne verden.

Sammen med sin stærke tro bar hun også en grænseløs kærlighed til Allahs Sendebud i sit hjerte. Hvor stort og helligt hun anså Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) for at være, fremgår af, at hun ikke lod sin polyteistiske far sætte sig på Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) seng. Hun sagde lige ud til sin far: »Du er polyteist og uren. Jeg ønsker ikke, at du sætter dig på Allahs Sendebuds (ra) seng og gør den uren.« Dette er tro; dette er kærlighed til Allah og Allahs Sendebud.

Ligesom hun selv efterlevede den ædle Profets (sallallahu alayhi wa sallam) hadith strengt, opfordrede hun også andre til at efterleve dem. Hendes nevø Abu Sufyan ibn Sa‘id ibn al-Mughira kom engang på besøg. Han spiste chatu og skyllede blot munden. Umm al-Mu’minin sagde: »Du bør udføre wudu, for Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) har sagt: Den, der spiser noget, som er tilberedt over ild, skal udføre wudu.«27

Tre dage efter sin far Abu Sufyans (ra) død bad hun om parfume, påførte den på sin pande og sagde:

Det arabiske lyder

– Jeg hørte Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sige: »Det er ikke tilladt for en kvinde, der tror på Allah og Den Sidste Dag, at sørge over nogen, der er død, i mere end tre dage, bortset fra sin mand. Over sin mand skal hun sørge i fire måneder og ti dage.«28

Engang hørte hun Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sige: »Den, der hver dag udfører tolv rak‘at frivillig bøn, vil få bygget et hus til sig i Paradis.« Umm Habiba siger: »Siden da har jeg altid udført dem.« Som følge heraf plejede hendes elev og bror ‘Utba, ‘Utb as elev ‘Amir ibn ‘Uways og ‘Amirs elev Nu‘man ibn Salim hver især at udføre denne bøn regelmæssigt i deres egen tid.

Af natur var hun sandhedselskende. En gang sagde hun til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred): »Gift dig med min søster.« Sendebudet (må Allah velsigne ham og give ham fred) sagde: »Ønsker du det?« Hun svarede: »Hvorfor skulle jeg ikke ønske det? Der er ingen skade i det! Jeg bør ikke forhindres i at se hverken mig selv eller nogen af mine søstre i gode omstændigheder.«

Al-Dhahabī siger, da han beskriver hendes rang, at ingen af Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) hustruer var nærmere beslægtet med ham end hun. Ingen af Allahs Sendebuds (må Allah velsigne ham og give ham fred) hustruer havde en større medgift end hun. Og Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) giftede sig ikke med nogen hustru, der befandt sig længere borte fra ham end hun.²⁹

Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at da Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) giftede sig med Umm Ḥabība (må Allah være tilfreds med hende), blev følgende vers åbenbaret:³⁰

Det skal være på arabisk

»Måske vil Allah skabe venskab mellem jer og dem, som er jeres fjender.« (Sura al-Mumtaḥana, 7).

Maymūna bint al-Ḥārith (må Allah være tilfreds med hende)

Efter Umm al-Muʾminīn Ḥafṣa (må Allah være tilfreds med hende) giftede Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) sig med Maymūna bint al-Ḥārith al-Hilāliyya (må Allah være tilfreds med hende). Det var hende, som Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) giftede sig med sidst — dette har Ibn Saʿd sagt. Hendes far var al-Ḥārith ibn Ḥazn, og hendes mor var Hind bint ʿAwf.¹

Maymūna (må Allah være tilfreds med hende) var fra Quraysh-stammen. Hun var beslægtet med mange af Arabiens mest ansete og fornemme slægter og familier. Hendes søster Umm al-Faḍl Lubāba al-Kubrā var hustru til ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham). Hendes seks sønner — al-Faḍl, ʿAbdullah, ʿUbaydullah, Maʿbad, Qutham og ʿAbd al-Raḥmān — var fremtrædende personligheder i islam. Hendes anden søster, Lubāba al-Ṣughrā, var mor til Khālid ibn al-Walīd (må Allah være tilfreds med ham). Den tredje søster, Bayḍāʾ, var mor til Yazīd ibn al-Aṣamm. Den fjerde søster, Umm Ḥafīd, hed Ḥuzayla. Imām Mālik (må Allah forbarme sig over ham) har udførligt berettet dette i al-Muwaṭṭaʾ, mens al-Bukhārī og Muslim har gengivet det i en noget kortere form: En gang besøgte Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) Maymūnas (må Allah være tilfreds med hende) hjem. ʿAbdullah ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham) og Khālid ibn al-Walīd var til stede dér. Kød fra en varan blev sat frem for dem. Maymūna (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Dette kød har min søster Ḥuzayla bint al-Ḥārith sendt.« Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) spiste ikke varankødet, men de andre spiste det med hans tilladelse. Af en beretning samlet af Imām al-Ṭaḥāwī fremgår det, at Maymūna (må Allah være tilfreds med hende) heller ikke spiste, fordi Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) ikke spiste det.

Alle de ovenfor nævnte søstre var halvsøstre på fædrenes side. I værket Mawāhib al-Ladunniyya er det berettet, at Asmā’ bint ‘Umays (må Allah være tilfreds med hende), hustru til Ja‘far ibn Abī Tālib (må Allah være tilfreds med ham), var hendes halvsøster på moderens side. Ja‘far (må Allah være tilfreds med ham) fik tre sønner med hende, ved navn ‘Abdullah, Muhammad og ‘Awn. Efter at Ja‘far (må Allah være tilfreds med ham) led martyrdøden i slaget ved Mu’ta, giftede Abū Bakr al-Siddīq (må Allah være tilfreds med ham) sig med hende, og deres søn Muhammad ibn Abī Bakr blev født. Efter Abū Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) død giftede ‘Alī (må Allah være tilfreds med ham) sig med Asmā’ (må Allah være tilfreds med hende). Med ham fik hun to sønner ved navn Yahyā og ‘Awn. Maymūnas (må Allah være tilfreds med hende) anden halvsøster på moderens side, Salmā bint ‘Umays (må Allah være tilfreds med hende), var hustru til Hamza (må Allah være tilfreds med ham). Hendes anden halvsøster på moderens side var Salāma bint ‘Umays. Hun forblev ikke-muslim.²

Ægteskab

Maymūnas (må Allah være tilfreds med hende) første ægteskab var med Mas‘ūd ibn ‘Amr ibn ‘Umayr al-Thaqafī. Denne beretning findes i al-Tabaqāt, al-Zurqānī og andre værker. Ibn Hajar, forfatteren til al-Isāba, drøfter imidlertid ikke, hvem hendes første mand var. Han siger blot, at hun før Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var hustru til Abū Ruhm ibn ‘Abd al-‘Uzzā. Ifølge forskellige beretninger blev hun altså gift med Abū Ruhm, efter at hun var blevet skilt fra Mas‘ūd ibn ‘Amr. Da Abū Ruhm døde i det syvende år efter hijra, opnåede hun status som hustru til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Hun var Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) sidste hustru. Efter hende gav Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke nogen anden kvinde status som hustru.³

Ægteskabet mellem Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og Maymūna (må Allah være tilfreds med hende) blev indgået under Abu al-‘Abbās ibn ‘Abd al-Muttalibs (må Allah være tilfreds med ham) værgemål. Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i det syvende år efter hijra drog mod Mekka for at udføre Umrat al-Qadā’, sendte han Ja‘far ibn Abī Tālib (må Allah være tilfreds med ham) til Maymūna (må Allah være tilfreds med hende), som opholdt sig i Mekka, med et frieri. Hun udpegede sin svoger, al-‘Abbās ibn ‘Abd al-Muttalib (må Allah være tilfreds med ham), som sin repræsentant. Mange mener, at al-‘Abbās selv tilskyndede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til dette ægteskab.⁴

Ifølge Ibn Hishāms beretning overlod Maymūna (må Allah være tilfreds med hende) beslutningen om ægteskabet til sin søster Umm al-Fadl. Hun overlod derefter sagen til sin mand, al-‘Abbās (må Allah være tilfreds med ham).⁵

Under alle omstændigheder giftede Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sig med Maymūna (må Allah være tilfreds med hende) i ihram-tilstanden under denne umrah i Dhu al-Qa‘da i det syvende år efter hijra, mod en medgift på fem hundrede — ifølge en anden beretning fire hundrede — dirham.⁶ ⁷ Efter at have udført umrah gjorde han på vejen tilbage til Medina holdt ved et sted ved navn Sarif, seks til tolv miles fra Mekka. Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) tjener, Abū Rāfi‘, ankom dertil med Maymūna (må Allah være tilfreds med hende). På dette sted, Sarif, blev Maymūna (må Allah være tilfreds med hende) forenet med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i det telt, der var blevet opført til ham.⁸

Det fremgår af en beretning fra Ibn ‘Abbās (må Allah være tilfreds med ham), at Maymūnas (må Allah være tilfreds med hende) ægteskab med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev indgået i Mekka under udførelsen af umrah. I forbindelse med umrah opholdt de sig der i tre dage. På den tredje dag opsøgte Huwaytib ibn ‘Abd al-‘Uzzā Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sammen med nogle andre mænd fra Quraysh og sagde: »I henhold til Hudaybiyya-aftalen udløber fristen for dit ophold i dag. Forlad Mekka.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvad ville det have skadet jer at give mig lidt mere tid? Jeg kunne være blevet forenet med Maymūna blandt jer og have tilberedt et bryllupsmåltid til jer.« De sagde: »Vi har ikke brug for dit måltid. Forlad Mekka.«⁹ Derfor forlod Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hurtigt Mekka, drog til Sarif og opholdt sig dér, hvor han fuldbyrdede ægteskabet med Maymūna (må Allah være tilfreds med hende).

Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) giftede sig med Maymūna (må Allah være tilfreds med hende) under Umrat al-Qadā’. Alle eksperter i sīra er enige om dette. Blandt de islamiske jurister er der imidlertid stor uenighed om, hvorvidt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var i ihram-tilstand eller havde trådt ud af ihram, da ægteskabet blev indgået.¹⁰

Ibn Hajar (rah.) forsøgte at forene disse modstridende beretninger og sagde, at ægteskabet blev indgået, mens man var i ihram, mens samlejet fandt sted efter udførelsen af umrah, da man var blevet halal.11

Hazrat Aisha (ra.) bemærkede følgende, da hun beskrev Hazrat Maymunas (ra.) karakteregenskaber:

Det skal være på arabisk

— Blandt os frygtede Maymuna Allah mest og var mest omhyggelig med at bevare slægtskabsbåndene.12

Hun var en kvinde med en meget ren tro og rene forestillinger. Hendes klare tænkning og tro blev tydeligt manifesteret gennem forskellige begivenheder. Engang aflagde en kvinde, mens hun var syg, et løfte om, at hun ville tage til Bayt al-Maqdis og bede, hvis Allah gjorde hende rask. Ved Allahs vilje blev hun rask. Nu ville hun tage til Bayt al-Maqdis for at opfylde sit løfte. Med dette formål kom hun for at tage afsked med Hazrat Maymuna (ra.). Hazrat Maymuna (ra.) forklarede hende, at belønningen for at bede i Profetens Moské er tusind gange større end i andre moskéer. Derfor skulle hun blive her i stedet for at tage dertil.13

Hun lånte fra tid til anden penge. En gang kom hun til at låne lidt mere end sædvanligt. Derfor spurgte en person: Hvordan vil du kunne betale så stor en gæld tilbage? Hun svarede: Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) har sagt, at den, der har til hensigt at betale tilbage, får Allah selv til at betale det tilbage.14 Hazrat Maymuna (ra.) havde et stærkt ønske om at frigive slaver. Engang frigav hun en slavepige, og Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde: Ved dette har du opnået en stor belønning.15

Hun var meget streng med hensyn til shariaens påbud og forbud. Hun udviste ingen form for eftergivenhed i denne sag. Engang kom en nær slægtning for at besøge hende. Der lugtede da af alkohol fra hans mund. Hun irettesatte ham skarpt og sagde strengt til ham, at han aldrig mere måtte komme til hende.16

En slavepige, der tilhørte Hazrat Maymuna (ra.), kom engang til Hazrat Ibn Abbas’ (ra.) hjem og så, at ægtefællernes senge stod ganske langt fra hinanden. Slavepigen tænkte, at der måske var opstået en vis bitterhed mellem manden og hustruen. Men da hun spurgte, fik hun at vide, at det ikke forholdt sig sådan; Ibn Abbas (ra.) gik derimod over i en separat seng, når hans hustru havde menstruation. Slavepigen vendte tilbage og fortalte alt til de troendes moder, Maymuna (ra.). Hun sagde til slavepigen: Gå hen og sig til ham: Hvorfor tilsidesætter du i den grad Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) skik og praksis? Han plejede jo altid at hvile i vores senge.17

En dag kom Hadhrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) for at besøge sin moster, Hadhrat Maymuna (må Allah være tilfreds med hende). Da hun så, at håret på hans hoved og hans skæg var uredt, spurgte hun ham: »Min søn, hvorfor ser du sådan ud?« Ibn Abbas svarede: »Ummu Ammar har i øjeblikket menstruation. Hun plejer at rede mit hår.« Hadhrat Maymuna sagde: »Hvor er det godt! Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) plejede at ligge med hovedet i vores skød og recitere Koranen, når vi var i denne særlige tilstand. I den tilstand løftede vi måtten og bar den ind i moskéen. Min søn, har du noget i hånden?«18

Antallet af hadither, der er overleveret fra Hadhrat Maymuna (må Allah være tilfreds med hende), er 46; ifølge en anden opfattelse 76. Syv af dem er muttafaq alayh. Én er overleveret særskilt af Bukhari, og fem særskilt af Muslim. De øvrige er samlet i forskellige hadithsamlinger. Gennem nogle af de hadither, der er overleveret fra hende, kan man se hendes dybe indsigt i shariaens finere betydninger.

Blandt dem, der hørte og overleverede hadither fra Hadhrat Maymuna (må Allah være tilfreds med hende), var følgende nogle af de mest fremtrædende:

Hadhrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Abdullah ibn Shaddad ibn al-Had, Abd al-Rahman ibn al-Sa’ib, Yazid ibn Asam (de var alle hendes søsters sønner), Ubaydullah al-Khawlani, Nadba (en slavekvinde), Ata ibn Yasar, Musayman ibn Yasar, Ibrahim ibn Abdullah ibn Ma’bad ibn Abbas, Quraib, Ubayda ibn Sibaq, Ubaydullah ibn Abdullah ibn Utba, Aliya bint Subay og andre.19

Der er betydelig uenighed om dødsåret for Hadhrat Maymuna (må Allah være tilfreds med hende). Forskellige overleveringer nævner hijri-årene 51, 61, 63 og 66. Ibn Hajar og flertallet af sira-eksperterne har imidlertid erklæret opfattelsen om hijri-år 51 for den korrekte.20 En anden bemærkelsesværdig begivenhed i hendes liv er, at hun døde på det sted, der kaldes Saraf, omkring 44 år efter den dag, hvor hun dér første gang blev forenet med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) som hans hustru. Hun blev begravet netop på det sted, hvor hun havde tilbragt sin bryllupsnat med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).21

Det er også blevet overleveret, at hun rejste til Mekka for at udføre hajj. Efter hajj døde hun dér. På foranledning af Hadhrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) blev hendes lig båret på skuldrene til Saraf og begravet dér.22

Hadhrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) ledte janazah-bønnen. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Abd al-Rahman ibn Khalid ibn al-Walid, Abdullah ibn Shaddad ibn al-Had, Abdullah al-Khawlani og Yazid ibn al-Asamm sænkede liget ned i graven. Da liget blev løftet på båren, sagde Hadhrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): »Pas på! Det er Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hustru. Ryst hende ikke for meget. Bær hende med respekt. For hun er jeres mor.«23

Safiyya bint Huayy ibn Akhtab (må Allah være tilfreds med hende)

Umm al-Mu’minīn, den ærværdige Safiyya (ra), datter af Huyayy ibn Akhtab, var efterkommer af Hārūn ibn ‘Imrān, fred være med ham, gennem Lāwī ibn Ya‘qūb. Derfor blev hun kaldt Safiyya bint Huyayy al-Isrā’īliyya. Hendes far, Huyayy ibn Akhtab, tilhørte den berømte jødiske stamme Banū Nadīr i Medina, mens hendes mor, Barra’ bint Samāwāl, var datter af den jødiske stamme Banū Qurayza.¹

Den ærværdige Safiyyas (ra) egentlige navn var Zaynab. Eftersom hun blev muslimernes ejendom som en del af krigsbyttet fra slaget ved Khaybar og ved fordelingen tilfaldt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), og eftersom den del af krigsbyttet, der tilfaldt en leder eller konge, på den tid i Arabien blev kaldt safiyya, blev Zaynab derfor kendt som Safiyya, og hendes egentlige navn gik i glemmebogen. Forfatteren til Siyar al-Sahābiyyāt har sagt dette med al-Zurqānī som kilde.²

Den ærværdige Safiyyas (ra) far og morfar var begge højt respekterede ledere for deres respektive slægter. Blandt det jødiske folk, som havde boet i det nordlige Arabien siden de ældste tider, blev deres to slægter—Banū Qurayza og Banū Nadīr—regnet for at have større ære og status end alle andre arabiske jødiske slægter. Ethvert medlem af ibn Akhtabs slægt blev mødt med grænseløs respekt og anseelse. Stammens arabiske medlemmer adlød hans befalinger og ledelse uden spørgsmål. Morfaderen Samāwāl var berømt over hele Den Arabiske Halvø for sit mod og sit heltemod. Kort sagt var den ærværdige Safiyya (ra) af fornem herkomst på både fædrene og mødrene side.³

Ægteskab:

Salām ibn Mishkam fra Banū Qurayza var en berømt digter og leder. Den ærværdige Safiyya (ra) blev først gift med ham. Dette ægteskab varede ikke. Efter skilsmissen blev hun gift for anden gang med Kināna ibn Abī al-Huqayq, nevø til Abū Rāfi‘, en berømt købmand fra Hijaz og en af Khaybars ledere. Hvad angår ære og indflydelse, stod Kināna ikke tilbage for Salām på noget punkt. Han var leder af den berømte fæstning al-Qamūs i Khaybar og en stor digter.⁴ Han boede i denne fæstning sammen med sin familie. Da Khaybar efter et voldsomt og blodigt slag kom under muslimernes kontrol, og fæstningen al-Qamūs faldt, blev den ærværdige Safiyyas (ra) mand, Kināna, dræbt inde i fæstningen, og alle de øvrige medlemmer af hans familie, heriblandt Safiyya, blev taget til fange af muslimerne. Blandt dem var også to af Safiyyas (ra) kusiner. Ibn Ishāq har sagt, at Safiyya (ra) var Kinānas unge hustru. De var blevet gift blot få dage tidligere.⁵

Dette slag var så katastrofalt for jøderne i Khaybar, at alle deres håb og forventninger forsvandt som kamfer, og de mistede enhver mulighed for senere at rejse sig igen. Alle deres fremtrædende og berømte ledere blev dræbt i slaget. Blandt de dræbte var også den ærværdige Safiyyas (ra) far og bror. Derfor fortjente hun mere end alle de øvrige krigsfanger barmhjertighed og gunst.

Da fordelingen af mal al-ghanīma (krigsbytte, herunder slaver og trælkvinder) efter reglerne skulle forberedes blandt mujahiderne, og alle fanger derfor blev samlet, fortalte Dihya al-Kalbī Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), at han havde brug for en trælkvinde. Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav ham tilladelse til at vælge en blandt de tilfangetagne kvinder. Dihya (ra) valgte Safiyya (ra). Eftersom den ærværdige Safiyya (ra) med hensyn til rang og ære stod højere end Dihya (ra), sagde nogle af sahabaerne: »Allahs Sendebud! Safiyya (ra) er leder af Banū Nadīr og Banū Qurayza. Hun er kun værdig til dig.« Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) tog imod dette råd og lod Dihya al-Kalbī blive kaldt til sig sammen med Safiyya. Han bad Dihya vælge en anden trælkvinde og beholdt Safiyya (ra) hos sig. Senere frigav han hende fra slaveriet og giftede sig med hende.⁶ Det nævnes i Sahīh al-Bukhārī, at hendes frigivelse fra slaveriet blev fastsat som hendes mahr.

Det skal være på arabisk

Imam ash-Shafi‘i har i værket Kitab al-Umm, med al-Waqidis kæde som kilde, berettet, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) gav Dihya al-Kalbi hendes ægtemand Kinanas søster i stedet for Safiyya (må Allah være tilfreds med hende). Ibn Ishaq har berettet, at Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) gav ham Safiyyas kusine. I Sahih Muslim står der, at Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) købte Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) af Dihya i bytte for syv fanger.8 Allama az-Zurqani siger, at ordet »købte« ikke skal forstås i dets egentlige betydning.9

Dette fandt sted i det 7. hijri-år. I en beretning i Sahih al-Bukhari står der, at Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham), efter at have afsluttet felttoget mod Khaybar, gjorde holdt på vej tilbage til Medina ved et sted kaldet Sahba. Her redte Anas’ mor, Umm Sulaym (må Allah være tilfreds med hende), Safiyyas (må Allah være tilfreds med hende) hår, skiftede hendes tøj og påførte duft på hendes krop. Derefter sendte hun hende til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Der blev ægteskabet fuldbyrdet, og der blev også holdt walima dér. Nogle kom med dadler, andre med fedt, og andre igen med hais, det vil sige, hvad end de havde af mad. Da alt var samlet, satte alle sig sammen og spiste. Dette var i virkeligheden walimaen. Denne walima er berettet fra Anas (må Allah være tilfreds med ham) i de to Sahih-samlinger.10 På dette sted, Sahba, tilbragte Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) tre dage sammen med Safiyya (må Allah være tilfreds med hende). Den første nat, hvor ægteskabet blev fuldbyrdet, holdt Abu Ayyub al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham) uden Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) vidende vagt hele natten ved døren til hans telt med et draget sværd i hånden. Om morgenen spurgte Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) ham om årsagen, og han svarede: »Denne kvindes far, ægtemand, bror og alle hendes nære slægtninge er blevet dræbt. Derfor var jeg bange for, at hun skulle finde på noget ondt.« Da Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) hørte dette, smilede han lidt og bad for ham.11

Da han fra Sahba begav sig af sted med Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) siddende på sin kamel, kunne folk ikke forstå, om Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde givet hende status som hustru eller beholdt hende som slave i sin besiddelse. Da Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) forstod denne holdning hos folk, lod han et forhæng hænge op og skjulte Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) for folks blikke. Med dette forhæng gjorde han i virkeligheden klart, at Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) ikke var en slave, men havde opnået status som en æret hustru.12 I nogle beretninger står der, at Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) afskærmede hende med sin egen aba. På vejen fra Sahba snublede kamelen, som Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) red på. De to ryttere blev slynget af ryggen på den. Allah den Ophøjede bevarede dem uskadt. Så snart de var faldet, sprang Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham) ned fra sit ridedyr og skyndte sig hen til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »O Allahs profet! Er du kommet til skade?« Han svarede: »Nej. Se til kvinden.« Straks dækkede Abu Talha sit ansigt med et klæde, gik hen til Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) og kastede et klæde over hende. Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) rejste sig. Abu Talha gjorde sin kamel klar, og Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) steg op på den med Safiyya (må Allah være tilfreds med hende).13

Da Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) begav sig af sted fra Saba, satte Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) sin fod på hans knæ og steg op på kamelens ryg.14

Jabir (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Da Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) blev ført ind i Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) telt, var vi til stede dér. Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ›Rejs jer fra jeres mor.‹ Om aftenen gik vi derhen igen. Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) kom hen til os. I hans kappe var der to mudd af ajwa-dadler. Han sagde til os: ›Spis jeres mors walima.‹15 Da Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) nåede Medina, lod han Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) bo i huset hos den berømte ledsager al-Harith ibn Nu‘man (må Allah være tilfreds med ham). Al-Harith (må Allah være tilfreds med ham) var en af Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) selvopofrende ledsagere. Allah havde også skænket ham stor rigdom. Han huskede altid Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) behov og kom hurtigt ham til hjælp, når det var nødvendigt. Han overlod med glæde sit hus til Safiyya, så hun kunne bo der. Af Umm Sinan as-Sulamiyyas beretning fremgår det, at da de kvindelige ansar hørte om Safiyyas (må Allah være tilfreds med hende) skønhed og ynde, kom Zaynab bint Jahsh, Hafsa og Yasir sammen med ansar-kvinderne for at se Safiyya. Også Aisha (må Allah være tilfreds med hende) kom med ansigtet dækket af niqab for at se Safiyya. Da hun gik tilbage, fulgte Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) efter hende og spurgte:

»Aisha! Hvad syntes du om hende, da du så hende?«

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) svarede: »Jeg så hende; hun er jo en jødisk kvinde.« Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Sig ikke sådan. Hun har antaget islam og er blevet en god muslim.«16

De troendes mor, Safiyya (må Allah være tilfreds med hende), var en meget standhaftig kvinde. Der er ikke kendskab til, at hun nogensinde i sit liv blev utålmodig. Da al-Qamus-fæstningen faldt, og islams banner blev hejst over hele Khaybar, førte Bilal (må Allah være tilfreds med ham) Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) og hendes kusiner til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). De gik forbi jødernes lig. Sådanne omstændigheder er normalt meget hjerteskærende. Selv hjertet hos et menneske med et meget stærkt sind rystes. Derfor begyndte kvinderne, der var sammen med hende, at skrige, da de så dette frygtelige syn. De rev håret af deres hoveder og begyndte at sørge. Men se på Safiyyas (må Allah være tilfreds med hende) tilstand: Hun gik som fange forbi liget af sin elskede ægtemand, men var ikke det mindste foruroliget. Der var ingen ændring i hendes sindsstemning. Hun gik videre med faste skridt. Senere irettesatte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) Bilal (må Allah være tilfreds med ham) for på denne måde at have ført dem forbi ligene af deres fædre og brødre.17

Hadrat Safiyyah havde en grænseløs kærlighed til Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam). Da Sendebudet (sallallahu alayhi wa sallam) lå på sit dødsleje i Hadrat Aishas hjem, samledes Safiyyah (ra) og de øvrige hustruer en dag for at besøge og pleje deres ægtemand. På et tidspunkt sagde Hadrat Safiyyah med et hjerte fuldt af smerte: »Allahs Profet! Jeg ville have været glad, hvis jeg selv havde båret alle disse lidelser for dig.« Da de øvrige hustruer hørte hendes ord, begyndte de at se på hinanden på en måde, som om de nærede mistanke til det, hun havde sagt. Da sagde Sendebudet (sallallahu alayhi wa sallam): »Ved Allahs ed! Hun har talt sandt.«18

Sådan var også den ædle Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) kærlighed til Hadrat Safiyyah (ra). Han kunne lide hendes selskab og forsøgte altid at gøre hende glad. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) drog på pilgrimsrejse sammen med Safiyyah og nogle af sine andre hustruer. Undervejs blev Safiyyahs (ra) kamel syg og lagde sig ned. Safiyyah (ra) blev bange og begyndte at græde. Da Sendebudet (sallallahu alayhi wa sallam) fik det at vide, kom han og tørrede tårerne fra hendes øjne med sine velsignede hænder. Men hendes gråd standsede ikke af den grund; den blev tværtimod endnu kraftigere. Da der ikke var nogen anden udvej, gjorde Sendebudet (sallallahu alayhi wa sallam) holdt dér sammen med alle de andre. Om aftenen sagde Sendebudet (sallallahu alayhi wa sallam) til sin hustru Hadrat Zaynab bint Jahsh (ra): »Zaynab, giv Safiyyah en kamel.« Hadrat Zaynab (ra) svarede: »Skal jeg give en kamel til denne jødiske kvinde, som du har?« På grund af dette svar blev Sendebudet (sallallahu alayhi wa sallam) meget vred og afholdt sig i to eller tre måneder fra at tale med Hadrat Zaynab (ra) og besøge hende. Til sidst lykkedes det Hadrat Aishah (ra), efter store anstrengelser, gennem sin mægling at få Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) utilfredshed til at ophøre.19

En anden gang kommenterede Hadrat Aishah (ra) på Hadrat Safiyyahs (ra) kropsbygning. Sendebudet (sallallahu alayhi wa sallam) sagde da: »Du har sagt noget, som, hvis det blev blandet i havet, ville forurene det.« Det vil sige, at selv havets vand ville blive uklart.20

Efter at hun havde antaget islam og var blevet renset for sin tidligere tilstand, blev hun meget såret, hvis nogen hånede hende ved at kalde hende jøde. En dag gik Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) ind i hendes værelse og så, at hun græd. Da han spurgte, hvorfor hun græd, sagde hun: »Aishah (ra) og Zaynab (ra) hævder, at de er bedre end de andre hustruer, fordi de ikke blot er dine hustruer, men også dine kusiner.«

For at trøste hende sagde Sendebudet (sallallahu alayhi wa sallam): »Hvorfor sagde du ikke til dem: Min far er Harun (alayhis salam), min onkel er Musa (alayhis salam), og min ægtemand er Muhammad (sallallahu alayhi wa sallam). Hvordan kan I så være bedre end mig?«21

Hadrat Safiyyah (ra) var af natur yderst gavmild og velgørende. Ibn Sa’d har skrevet, at hun i sin levetid donerede det hus, hun boede i. Ifølge Allamah Zurqanis beretning, efter at hun var kommet til Medina som umm al-mu’minin, delte hun sine to guldringe fra ørerne mellem Hadrat Fatimah (ra) og de øvrige azwaj mutahharat.22

I hijri-året 35 belejrede oprørerne den tredje kalif, Hadrat Uthman (ra), i hans hus i Medina. På det tidspunkt rakte Hadrat Safiyyah (ra) kaliffen en hjælpende hånd. Da oprørerne havde afbrudt alle forsyninger og al kontakt til kaliffens hus udefra og placeret vagter rundt om det, red Hadrat Safiyyah (ra) en dag på et muldyr i retning af kaliffens hus. Hun havde en slave med sig. Hun blev opdaget af Ashtar al-Nakha’i. For at forhindre hende i at fortsætte begyndte Ashtar at slå muldyret. Hadrat Safiyyah (ra) sagde: »Jeg behøver ikke at blive ydmyget. Jeg vender tilbage. Slip mine tøjler.« Da hun var kommet hjem, satte Hadrat Safiyyah (ra) Hasan (ra) til at stå for kontakten med kaliffens hus. Han bragte mad og vand fra Umm al-Mu’minin Safiyyahs (ra) hjem til kaliffens bolig.23

Da kaliffen Umar (ra) indførte stipendier, fastsatte han tolv tusind til hver af Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) øvrige hustruer, men fastsatte seks tusind til Hadrat Juwayriyah og Hadrat Safiyyah (ra). Da de protesterede, blev der fastsat tolv tusind til dem.24

Alle biografer over Profetens ledsagere har rost Hazrat Safiyyas (må Allah være tilfreds med hende) moralske egenskaber uden forbehold. Allama Ibn Abd al-Barr har skrevet:

Det arabiske vil være

– »Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) var en tålmodig, intelligent og lærd kvinde.«25

Ibn al-Athir har sagt:

Det arabiske vil være

– »Hun var en af de mest intelligente kvinder.«26

Allama al-Dhahabi har sagt:

Det arabiske vil være

– »Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) var høflig, intelligent, af fornem byrd, smuk og from.«²⁷

Ligesom Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) øvrige hustruer var Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) også et centrum for viden og åndelig indsigt. Folk spurgte hende ofte om forskellige emner, og de var tilfredse med hendes svar. En kvinde ved navn Suhayra bint Haykar kom engang til Medina efter at have udført hajj for at møde Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende). Da hun gik ind i Hazrat Safiyyas (må Allah være tilfreds med hende) hjem, så hun mange kvinder fra Kufa sidde der og stille hende forskellige spørgsmål, som hun besvarede på en meget fornem måde.

Suhayra var også kommet med samme formål. Gennem kvinderne fra Kufa ønskede hun at få at vide, hvad reglen var angående »nabidh«. Da Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) hørte spørgsmålet, sagde hun: »Irakerne spørger ofte om dette spørgsmål.«²⁸

Ti hadither er blevet overleveret fra Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende). De blev overleveret af blandt andre Imam Zayn al-‘Abidin, Ishaq ibn ‘Abdullah ibn Harith, Muslim ibn Safwan, Kinana og ‘Ayazid ibn Mu‘attab. Én af de ti hadither er muttafaq ‘alayh.²⁹

Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) døde i Medina i Ramadan måned i år 50 efter hijra, i en alder af 60 år. Hazrat Sa‘id ibn al-‘As (må Allah være tilfreds med ham) ledte hendes begravelsesbøn. Ifølge en anden beretning ledte Hazrat Mu‘awiya (må Allah være tilfreds med ham) bønnen, da han på det tidspunkt befandt sig i Medina efter at have udført hajj.³⁰ Hun blev begravet på al-Baqi‘-kirkegården.³¹ Før sin død efterlod hun et testamente om, at hendes nevø skulle have en tredjedel af hendes efterladte formue.³²

Ibn Sa‘d har på al-Waqidis autoritet skrevet, at hun efterlod 100.000 dirham. Ibn Hisham har nævnt 30.000. Hazrat Safiyyas (må Allah være tilfreds med hende) nevø var jøde. Derfor begyndte folk at tøve og være tilbageholdende med at opfylde hendes testamente. Men da Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte om det, sendte hun gennem en budbringer følgende besked: »Folk! Frygt Allah. Opfyld Safiyyas (må Allah være tilfreds med hende) testamente.« Til sidst blev det gennemført.³³

Ibn Sa‘d har overleveret fra al-Waqidi, at Hazrat Safiyya sagde: »Da jeg kom til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), var jeg endnu ikke fyldt sytten år.«³⁴ Al-Waqidi har desuden sagt, at hun døde i år 52 efter hijra. I en anden af hans beretninger nævnes år 50. Ibn Hajar anså beretningen om år 50 for at være den mest korrekte. Ibn Mundah og Ibn Hibban har angivet, at hun døde i år 36 efter hijra. Men Ibn Hajar har sagt, at dette er helt forkert, for ‘Ali ibn Husayn (må Allah være tilfreds med ham) var ikke engang født i år 36 efter hijra. Ikke desto mindre er den hadith, han overleverede fra Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende), blevet optaget i både Bukhari og Muslim.³⁵ Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) kunne tilberede meget velsmagende mad. Selv når Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig hos en af sine andre hustruer, tilberedte hun undertiden mad og sendte den til ham. En gang sendte hun mad, mens Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig hos Hazrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende); beretningen om dette findes blandt andet i Bukhari og Nasa’i.

En gang sagde Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende): »Allahs Sendebud! Alle dine andre hustruer har slægtninge, men jeg har ingen. Hvis der skulle ske dig noget, hvor skal jeg så søge tilflugt?« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Hos ‘Ali (må Allah være tilfreds med ham).«³⁶ De troendes moder, Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende), har fortalt: En gang opholdt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sig i moskeen under i‘tikaf i de sidste ti dage af Ramadan. En dag gik hun til moskeen for at besøge Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Efter at have talt med ham et stykke tid rejste hun sig for at vende hjem. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) fulgte hende gennem moskeen helt hen til døren ved Umm Salamas bolig. På det tidspunkt kom to mænd fra ansar gående ad denne vej. De hilste på Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til dem: »Vent lidt; dette er Safiyya bint Huyayy.« Da de hørte det, sagde de subhanallah og udbrød takbir. Derefter sagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Satan kan nå hvert eneste blodkar og hver eneste åre i Adams børns krop. Jeg frygtede, at han kunne indgive noget dårligt i jeres hjerter.«³⁷

En slavepige hos Hazrat Safiyya (ra) indgav en gang en klage til kaliffen Hazrat Umar (ra) over, at der stadig var jødiske tilbøjeligheder hos hende. Hun overholdt nemlig stadig lørdagen og bevarede forbindelsen til jøderne. For at undersøge, om slavepigens ord var sande, spurgte Hazrat Umar (ra) gennem en udsending Hazrat Safiyya (ra) om anklagen. Hun svarede: »Siden Allah gav mig fredagen i stedet for lørdagen, er der ikke længere nogen grund til at overholde lørdagen. Hvad angår, at jeg bevarer forbindelsen til jøderne, er min forklaring, at jeg har slægtninge dér. Jeg må tage hensyn til at bevare slægtskabsforbindelsen med dem.« Derefter tilkaldte hun slavepigen og spurgte hende: »Hvem opmuntrede dig til at fremsætte denne anklage?« Slavepigen svarede: »Satan.« Hazrat Safiyya (ra) tav og frigav slavepigen fra slaveriet.

Før sit ægteskab med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) drømte Hazrat Safiyya en nat, at månen på himlen fór ned og faldt i hendes skød. Da hun fortalte sin mor—ifølge en anden overlevering sin mand—om drømmen, slog hun hende på kinden og sagde: »Du rækker hals efter Muhammad, arabernes konge.« Mærket efter slaget var stadig på hendes kind, da hun kom til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Da Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte, hvad mærket skyldtes, fortalte hun ham hele hændelsen.