Abu Musa al-Ash’ari (ra.)

Hans navn var Abdullah, og hans kunya var Abu Musa. Han var bedst kendt under sin kunya. Hans far hed Qays, og hans mor Taybah. Der vides ikke meget om hans liv før islam. Man ved dog, at han var indbygger i Yemen. Da han var af Ash’ar-stammen dér, blev han kendt som al-Ash’ari. Hazrat Abu Musa lærte islam at kende, rejste fra Yemen til Mekka og aflagde troskabsed til Allahs Sendebud (ﷺ). Han knyttede venskabsbånd til Abd Shams-stammen i Mekka. Efter at have opholdt sig nogen tid i Mekka vendte han tilbage til Yemen for at invitere sine landsmænd til islam. Hazrat Abu Musa var en af de mest indflydelsesrige ledere i sin slægt. Slægtens medlemmer reagerede hurtigt og i stort tal på invitationen. Sammen med en gruppe på omkring halvtreds muslimer rejste han ad søvejen fra Yemen for at møde Allahs Sendebud (ﷺ). På grund af det barske vejr på havet blev gruppen i stedet for Hijaz drevet til Abessinien. På dette tidspunkt var Hazrat Ja’far ibn Abi Talib og hans ledsagere, som stadig opholdt sig i Abessinien, rejst af sted mod Medina. Abu Musa fulgte sammen med sin gruppe denne karavane på vejen til Medina. De nåede Medina, netop som den muslimske hær under Allahs Sendebuds (ﷺ) ledelse vendte tilbage efter at have fuldendt erobringen af Khaybar. Allahs Sendebud (ﷺ) gav Abu Musa og alle hans ledsagere en del af krigsbyttet fra Khaybar. Hazrat Abu Musa deltog i erobringen af Mekka og i slaget ved Hunayn. Efter at være flygtet fra Hunayns slagmark samlede Banu Hawazin sig i Awtaʿs-dalen. Allahs Sendebud (ﷺ) sendte en gruppe under Hazrat Abu Amirs ledelse for at udslette dem. Da de nåede Awtaʿs, dræbte de Hawazin-lederen Durayd ibn as-Simmah og spredte hans folk. Men ved et tilfælde blev Abu Amir alvorligt såret af en pil, der blev skudt af en afgudsdyrker ved navn Hashimi. Abu Musa al-Ash’ari forfulgte og dræbte denne afgudsdyrker. Før sin død udpegede Hazrat Abu Amir Abu Musa som sin efterfølger og bad ham: »Broder, overbring min sidste hilsen til Allahs Sendebud, og bed ham om at bede om tilgivelse for mig.« Abu Amir udåndede. Abu Musa vendte tilbage til Medina med sin hær og fortalte Allahs Sendebud (ﷺ) om Abu Amirs sidste vilje. Allahs Sendebud (ﷺ) fik hentet vand, udførte wudu og bad om tilgivelse for Abu Amir. Abu Musa sagde: »O Allahs Sendebud, bed også lidt for mig.« Allahs Sendebud (ﷺ) bad: »O Allah, tilgiv Abdullah ibn Qays hans synder, og giv ham på Dommedag adgang til Paradiset med ære.« I det niende hijri-år var forberedelserne til Tabuk-ekspeditionen i gang. Abu Musas ledsagere sendte ham til Allahs Sendebud (ﷺ) for at bede om ridedyr til dem. Da Abu Musa ankom, var Allahs Sendebud (ﷺ) af en eller anden grund ophidset. Uden at forstå dette sagde Abu Musa: »O Allahs Sendebud, mine ledsagere har sendt mig, for at du skal give dem ridedyr.« Allahs Sendebud sad ned. Med ophidset stemme udbrød han: »Ved Allahs ed, jeg vil ikke give jer noget ridedyr.« Abu Musa blev bange og tænkte, at han måske havde begået en form for uhøflighed. Han vendte meget bedrøvet tilbage og fortalte sine ledsagere dette dårlige budskab. Men han havde endnu ikke nået at falde til ro, før Bilal kom løbende og sagde: »Abdullah ibn Qays, hvor er du? Kom, Allahs Sendebud kalder på dig.« Sammen med Bilal gik han til Allahs Sendebuds nærvær. Allahs Sendebud pegede på to tøjrede kameler i nærheden og sagde: »Tag disse to med til dine ledsagere.« Hazrat Abu Musa tog de to kameler med tilbage til sit folk og sagde: »Allahs Sendebud har givet jer disse to kameler som ridedyr. Men nogle af jer må gå med mig til en, der hørte Allahs Sendebuds tidligere ord, så I ikke tror, at det, jeg først fortalte jer, var noget, jeg selv havde fundet på.« Folkene sagde: »Ved Allah, vi tror på dig som en sandfærdig mand. Men når du siger, at vi skal gå, så lad os gå.« Han tog derfor nogle af dem med og beviste sandheden af sine tidligere ord. En dag efter hjemkomsten fra Tabuk gik to fremtrædende mænd fra Ash’ar-stammen sammen med Hazrat Abu Musa al-Ash’ari til Allahs Sendebud. De gav udtryk for, at de ønskede at få et embede. Allahs Sendebud (ﷺ) var i gang med at bruge siwak. Da han hørte deres ord, standsede han med at bruge den. Han vendte sig mod Abu Musa og sagde: »Abu Musa, Abu Musa.« Abu Musa sagde: »O Allahs Sendebud, jeg kendte ikke deres inderste tanker. Jeg vidste ikke, at de ville udtrykke ønske om at få et embede.« Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Hvis nogen selv ønsker et embede, vil jeg aldrig udnævne ham til det. Men Abu Musa, du skal rejse til Yemen. Jeg udnævner dig til wali dér.« Siden oldtiden havde Yemen været opdelt i to dele: Yemen al-Aqsa og Yemen al-Adna. Hazrat Mu’adh ibn Jabal fik ansvaret for Yemen al-Aqsa, og Abu Musa fik ansvaret for Yemen al-Adna. Da Allahs Sendebud (ﷺ) tog afsked med dem, sagde han til dem: »I skal behandle Yemens folk mildt og ikke vise nogen form for hårdhed. Gør folk tilfredse, og væk ikke deres vrede. Lev sammen i enighed.« Da Yemen var hans hjemland, havde Hazrat Abu Musa fra begyndelsen stor indflydelse blandt Yemens folk. Derfor udførte han sit ansvar på en god måde. Han havde et personligt venskab med den nærliggende wali, Hazrat Mu’adh. Fra tid til anden mødtes de ved grænsen og udvekslede synspunkter om forskellige spørgsmål. I det tiende hijri-år udførte Allahs Sendebud (ﷺ) hajj. Hazrat Abu Musa kom fra Yemen og deltog i hajj. Allahs Sendebud (ﷺ) spurgte ham: »Abdullah ibn Qays, er du kommet med henblik på hajj?« Han svarede: »Ja, o Allahs Sendebud.« Allahs Sendebud spurgte: »Hvad var din hensigt?« Han svarede: »Jeg sagde, at den hajj, som Allahs Sendebud udførte, ville være den samme, som jeg ville udføre.« Allahs Sendebud spurgte igen: »Har du et offerdyr med dig?« Han svarede: »Nej.« Allahs Sendebud befalede: »Efter tawaf og sa’y skal du ophæve din ihram.« (Sahih al-Bukhari). Det skal bemærkes, at Allahs Sendebud (ﷺ) udførte hajj qiran. Ved hajj qiran er det nødvendigt at medbringe et offerdyr. Efter hajj vendte Abu Musa tilbage til Yemen. På dette tidspunkt gjorde en falsk profet ved navn al-Aswad al-Ansi krav på profetskab og indledte et oprør. Hazrat Mu’adh ibn Jabal blev endda tvunget til at komme til Marib, Abu Musas hovedstad. De kunne heller ikke blive der længe. Til sidst søgte de tilflugt i Hadramawt. Selvom Ibn Maktuh al-Muradi dræbte al-Aswad al-Ansi, blussede oprøret igen op efter Allahs Sendebuds (ﷺ) død. Derefter sendte den første kalif, Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), en hær fra Medina og undertrykte oprøret. De to wali’er i Yemen vendte tilbage til deres respektive steder og genoptog deres ansvar. Hazrat Abu Musa vendte fra Hadramawt tilbage til sit tjenestested i Hadramawt og fortsatte i begyndelsen af den anden kalifs kalifat med at udføre sit ansvar særdeles vellykket. Da der under Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat begyndte militære ekspeditioner i forskellige områder, opgav Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) sit embede som wali, fordi han brændende ønskede at deltage i jihad, og sluttede sig som soldat til Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas’ hær. I det 17. hijri-år erobrede han Nasibin efter hærføreren Sa’ds ordre. Samme år blev Basras wali, al-Mughira ibn Shu’ba (må Allah være tilfreds med ham), afsat, og Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) blev udnævnt i hans sted. Khuzistan ligger ved Basras grænse. Området var stadig under iranernes kontrol. I det 16. hijri-år førte Hazrat al-Mughira (må Allah være tilfreds med ham) en militær ekspedition mod Ahwaz med det formål at erobre Khuzistan. Ahwaz’ leder sluttede fred med al-Mughira mod at betale en mindre årlig skat. Al-Mughira vendte tilbage. Da Abu Musa overtog ansvaret i al-Mughiras sted i det 17. hijri-år, standsede indbyggerne i Ahwaz skattebetalingen og gjorde oprør. Abu Musa blev tvunget til at sende soldater, erobrede Ahwaz og fortsatte ekspeditionen helt til Manadhir. Den fremtrædende officer Hazrat Muhajir ibn Ziyad (må Allah være tilfreds med ham) blev martyr under denne ekspedition til Manadhir. Fjendens hær skilte hans hoved fra kroppen og hængte det på fæstningens kuppel. Abu Musa gav Hazrat Muhajirs bror, Hazrat Rabi’, ansvaret for at erobre Manadhir. Rabi’ lykkedes med at erobre Manadhir. Imens belejrede Abu Musa Susa. Byens indbyggere søgte tilflugt i fæstningen. Til sidst nåede deres leder til en aftale med Abu Musa på betingelse af, at hundrede personer fra hans slægt skulle skånes. Lederen førte de hundrede personer frem én efter én, og Abu Musa løslod dem i overensstemmelse med aftalen. Desværre glemte lederen at nævne sit eget navn, og i henhold til fredsaftalens betingelser blev han dræbt. Efter belejringen af Susa belejrede Abu Musa Ramhormuz, og der blev sluttet fred med indbyggerne på betingelse af, at de skulle betale en årlig skat på otte hundrede tusind dirham. Efter at være blevet forfulgt fra alle sider søgte den iranske shahanshah’s hærfører, Hormuzan, tilflugt i den stærke fæstning i Shushtar. Abu Musa belejrede byen, men alle forsøg på at erobre den mislykkedes. En dag kom en mand uventet i hemmelighed ud af byen og nåede til Abu Musas lejr. Han foreslog, at han kunne få byen til at falde, hvis han fik sikkerhedsgaranti. Hans betingelse blev accepteret. Han tog en araber ved navn Ashras med sig. Ashras dækkede hoved og ansigt med et tæppe og fulgte manden som en tjener. De trængte ind i byen via floden og hemmelige tunneler, gik gennem kloakker og smalle gader og nåede Hormuzans private palads. På denne måde undersøgte Ashras i hemmelighed alle forhold i byen, vendte derefter lige så hemmeligt tilbage til Abu Musa og aflagde en detaljeret rapport. Derefter angreb Ashras efter Abu Musas ordre pludseligt med to hundrede modige soldater, dræbte portvagterne og åbnede porten. Imens stod Abu Musa med hele sin hær lige ved porten. Så snart porten blev åbnet, trængte alle soldaterne på én gang ind i byen, og der opstod stor uro. Hormuzan flygtede og søgte tilflugt i fæstningen. Da den muslimske hær nåede frem til fæstningen, steg Hormuzan op på fæstningens kuppel og erklærede, at han var villig til at overgive sig. Hans betingelse blev accepteret, og han blev sendt sammen med Hazrat til Medina, kalifatets hovedstad. Efter sejren over Shushtar belejrede den muslimske hær under Abu Musas ledelse Jundishapur. Belejringen fortsatte i nogen tid. En dag åbnede byens indbyggere pludselig byporten. De var helt roligt optaget af deres daglige gøremål. Den muslimske hær gik ind i byen og blev forbløffet over at se, hvor frygtløse indbyggerne var. Da man spurgte dem, svarede de: »Hvorfor skulle vi være bange? Vi har fået sikkerhed på betingelse af at betale jizya.« Efter nærmere undersøgelse viste det sig, at en slave i den muslimske hær alene og uden at nogen vidste det havde underskrevet denne sikkerhedsaftale. Hærføreren Abu Musa nægtede at anerkende slavens aftale. Byens indbyggere sagde: »Vi ved ikke, hvem der er slave, og hvem der er fri.« Til sidst blev sagen forelagt kaliffen i Medina. Kaliffen erklærede: »En muslims slave er også muslim. De mennesker, som han har givet aman eller sikkerhed, har dermed fået aman fra alle muslimer.« På denne måde blev islams grundlag styrket i hele Khuzistan under Abu Musas ledelse, og samtidig blev Basra, hvor han havde sit sæde, befriet for fjendens trussel. Efter Khuzistans fald forberedte iranerne sig i det 21. hijri-år på et afgørende slag ved Nihawand. Kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) sendte Nu’man ibn Muqarrin til Nihawand med en stor hær og beordrede Abu Musa til at hjælpe ham. Da Abu Musa modtog kaliffens ordre, nåede han Nihawand med en stor hær. Også i dette slag led den iranske hær et alvorligt nederlag. Efter erobringen af Khuzistan bad Abu Musa kaliffen om at indlemme det erobrede område i Basra. Indbyggerne i Kufa krævede på deres side, at området skulle indlemmes i Kufa, og fremsatte kravet over for deres wali, Ammar ibn Yasir (må Allah være tilfreds med ham). Kaliffen støttede Abu Musas krav og indlemmede det erobrede område i Basra. Da indbyggerne i Kufa ikke fik deres krav opfyldt, blev de imidlertid oprørske mod Ammar. Til sidst afsatte kaliffen efter kufanernes krav Ammar og udnævnte i det 22. hijri-år Abu Musa til wali i Kufa. Men et år senere, i det 23. hijri-år, blev han igen overflyttet til Basra. Samme år fremsatte en mand ved navn Dabbah følgende anklager mod Abu Musa over for kaliffen:

1. Abu Musa tog selv tres sønner af høvdinge blandt krigsfangerne.

2. Han overdrog alle forvaltningsopgaver til Ziyad ibn Sumayya, og i virkeligheden har Ziyad nu fuld kontrol over det hele.

3. Han gav digteren Hutay’a tusind dirham som belønning.

4. En slavepige ved navn Aqliyya fik serveret fremragende mad to gange dagligt, mens almindelige mennesker ikke havde mulighed for at spise sådan mad.

Hazrat Umar skrev klagerne med egen hånd. Han tilkaldte Abu Musa til Medina og forhørte ham. Han foretog den sædvanlige undersøgelse for at fastslå, om klagerne var sande eller falske. Den første klage blev bevist falsk. Som svar på den anden sagde Abu Musa, at Ziyad var en fremragende politiker og en dygtig administrator, og at han havde udnævnt ham til rådgiver. Kaliffen tilkaldte Ziyad og undersøgte ham, hvorefter han fandt ham egnet. Han beordrede, at Ziyad skulle fortsætte i sit embede. Som svar på den tredje klage sagde Abu Musa, at han havde givet Hutay’a en gave af sine egne midler, så Hutay’a ikke skulle satirisere ham. Men han kunne ikke give noget svar på den fjerde klage. Hazrat Umar (ra.) skældte ham lidt ud og lod ham gå. (Tabari)

Samme år, i hijra-året 23, drog Abu Musa på et felttog mod Isfahan og indlemmede området i det islamiske kalifat. Da han var vendt tilbage efter erobringen af Isfahan, blev han samme år flyttet fra Basra til Kufa. Basras indbyggere led alvorlig vandmangel. Sagen blev forelagt kaliffen, som beordrede, at der skulle graves en kanal fra Tigrisfloden til byen Basra. Under Abu Musas ledelse blev der gravet en ti mil lang kanal, hvorved Basras indbyggeres vandmangel blev afhjulpet. I historien er denne kanal kendt som Nahr Abi Musa. I hijra-året 23, i den anden måned af Dhu al-Hijjah, døde kaliffen Umar som martyr. Efter at Hazrat Uthman (ra.) havde overtaget ansvaret for kalifatet, foretog han mange ændringer i den administrative struktur. Abu Musa forblev dog guvernør i Basra indtil hijra-året 29. I hijra-året 29 gjorde kurderne oprør. Abu Musa gik til moskeen og holdt en glødende tale om jihad mod dem. I talen beskrev han fortjenesten ved at gå til fods på Allahs vej. Som reaktion herpå gjorde nogle mujahidun sig klar til at gå til fods, selv om de havde heste. En kritiker af Abu Musa sagde til dem: »Vi bør ikke skynde os så meget. Lad os se, hvordan vores emir Abu Musa selv rejser.« Abu Musa kom også ridende på en hest. Mujahidun greb hans hests tøjler og protesterede. Abu Musas tale havde i virkeligheden ikke betydet, at de, der havde heste, ikke måtte bruge dem. Men det var en tid præget af fitna og sammensværgelser. Urostifterne tog på grund af denne lille hændelse til Medina og krævede hans afsættelse. Kaliffen Uthman fjernede ham. I hijra-året 34 udnævnte kaliffen Uthman Abu Musa til guvernør i Kufa igen i stedet for Sa’id ibn al-‘As. På det tidspunkt var kalifatet overalt præget af alvorlige intriger og sammensværgelser. Allahs Sendebud (saw) havde forudsagt Abu Musas rolle. Derfor mindede Abu Musa altid Kufas indbyggere om denne profeti i sine taler og formanede dem til at holde sig borte fra al fitna. I hijra-året 35 kom denne fitna til udtryk efter Hazrat Uthmans (ra.) martyrdød og Hazrat Alis overtagelse som kalif. Hazrat Aisha, Talha og Zubayr (ra.) drog fra Mekka mod Basra, idet de krævede gengældelse for blodet fra den tredje kalif, Hazrat Uthman (ra.). Kalif Hazrat Ali (ra.) kom dem i møde ved et sted ved navn Dhi Qar. Samtidig sendte han Hazrat Hasan til Kufa sammen med Ammar ibn Yasir. Da Hazrat Hasan nåede Kufa, holdt Abu Musa al-Ash’ari en tale i Kufas moské foran en stor forsamling. I talen formanede han folket til at holde sig borte fra denne fitna. Hazrat Hasan ankom dér, og der opstod en ordveksling mellem ham og Abu Musa (ra.). Abu Musa steg stille ned fra moskeens prædikestol og tog uden nogen form for protest direkte til en ukendt landsby i Syrien, hvor han bosatte sig. På denne måde forblev han fuldstændig neutral i borgerkrigen. Ved Siffin erklærede Hazrat Ali (ra.) og Hazrat Muawiya (ra.) en våbenhvile på betingelse af, at sagen skulle afgøres af to neutrale dommere, én fra hver side. Begge parter skulle acceptere deres fælles afgørelse. Ali (ra.)s side udpegede Abu Musa, og Muawiyas (ra.) side udpegede Amr ibn al-‘As (ra.) som dommere. Begge parter samledes på et sted ved navn Dumat al-Jandal. De to mænd førte lange drøftelser om sagen. Til sidst nåede de frem til den beslutning, at både Ali og Muawiya af hensyn til ummaen skulle fjernes fra kalifatets embede, hvorefter shura-rådet skulle vælge en tredje person som kalif. De trådte begge frem for folket for at bekendtgøre deres beslutning. På Amr ibn al-‘As’ anmodning rejste Abu Musa sig først for at bekendtgøre beslutningen; men Abu Musa trak sig fra sin tidligere beslutning og erklærede Hazrat Muawiya for kalif. Abu Musa blev lamslået.

Abu Musa var i virkeligheden af en yderst enkel og ligefrem natur. Han vidste ikke, hvad bedrag og politiske intriger var. Derfor havde Hazrat Ali (ra.) været uenig i, at han skulle udpeges som dommer. Men på grund af presset fra sine tilhængere accepterede han det også. Efter at Abu Musa var blevet besejret i Amr ibn al-‘As’ politiske net, blev han så plaget af anger, at han straks begav sig mod Mekka. Han deltog ikke længere i nogen anden sag i sit liv. Der findes forskellige beretninger om året og stedet for hans død. Nogle mener, at han døde i Mekka, mens andre mener, at han døde i Kufa. Den mest udbredte opfattelse er dog, at han døde i Mekka. På samme måde findes der flere opfattelser af hans dødsår: hijra-årene 42, 44 og 52. Den mest udbredte opfattelse er dog, at hijra-året 44 var hans dødsår. (Tadhkirat al-Huffaz)

Hazrat Abu Musa (ra.) var indtil slutningen af sit liv meget omhyggelig med at følge Allahs Sendebuds (saw.) befalinger og forbud. Selv da hans tilstand blev kritisk, og han mistede bevidstheden, begyndte kvinderne at græde og jamre. Selv i dette frygtelige øjeblik kom han kortvarigt til bevidsthed og udbrød: »Den ting, som Allahs Sendebud (saw.) har erklæret sig fri for ansvar over for sådanne klagende kvinder.« Fattigdom var hans stadige ledsager i den første del af livet. Men den senere del af hans liv forløb i velstand. Hazrat Umar (ra.) fastsatte hans stipendium.

De fremtrædende sahaba, som havde fået den lykke at opnå særlig nærhed til Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, omfattede også Abu Musa, måtte Allah være tilfreds med ham. Han var en af de seks personer, der i Allahs Sendebuds levetid, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, fik tilladelse til at udstede fatwaer. (Tadhkirat al-Huffaz) En tabi’i ved navn Aswad siger: »Jeg har ikke i Kufa set nogen mere vidende end Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, og Abu Musa, måtte Allah være tilfreds med ham.« Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, plejede at sige: »Fra hoved til fod var Abu Musa gennemtrængt af viden.« Han opholdt sig altid i lærde menneskers selskab og drøftede forskellige emner med dem. Disse drøftelser udviklede sig undertiden til bahth og munazara. Især havde han særlige diskussioner med Abdullah ibn Mas’ud og Mu’adh ibn Jabal, måtte Allah være tilfreds med dem. En gang opstod der en diskussion mellem Abdullah ibn Mas’ud, måtte Allah være tilfreds med ham, og Abu Musa, måtte Allah være tilfreds med ham, om spørgsmålet vedrørende tayammum. Imam al-Bukhari har gengivet denne diskussion i kapitlet om tayammum. Han var ikke blot tørstig efter viden; han bestræbte sig også ihærdigt på at udbrede og viderebringe den. Han mente, at det var en pligt at videregive til andre, hvad end han selv vidste. En gang sagde han i en tale: »Den, som Allah har skænket viden, bør lære den til sine brødre. Men om det, han ikke har viden om, bør han ikke lade et eneste ord komme ud af sin mund.« Hans undervisningsmetoder var også forskellige. Ud over de sædvanlige undervisningskredse samlede han undertiden folk og talte til dem. Hvis han på sin vej mødte nogle mennesker et sted, overbragte han dem en eller to af Allahs Sendebuds, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, udtalelser. I undervisningen optrådte han meget mildt. Hvis nogen af uvidenhed stillede et tåbeligt spørgsmål, blev han ikke ophidset, men forklarede det med meget blid stemme.

Abu Musas forhold til den hellige Koran var yderst dybt. Han tilbragte næsten hvert eneste øjeblik dag og nat med koranrecitation og undervisning i Koranen. Da han var wali i Yemen, spurgte Mu’adh ibn Jabal ham en gang: »Hvordan reciterer du Koranen?« Han svarede: »Når jeg får mulighed for det, reciterer jeg lidt både om natten og om dagen.« Han reciterede Koranen med en meget smuk stemme. Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Abu Musa har fået del i noget af Dawuds, fred være med ham, smukke stemme.«

Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, holdt meget af hans recitation. Så snart han hørte hans koranrecitation, plejede Allahs Sendebud at standse. En gang var Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, på rejse et sted sammen med Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende. Undervejs hørte han Abu Musas koranrecitation og standsede dér. Efter at have lyttet et stykke tid fortsatte han igen. En gang reciterede Abu Musa Koranen med høj stemme under isha-bønnen. Da de troende mødres hustruer hørte den smukke stemme, kom de hen til forhænget ved deres kamre og lyttede til koranrecitationen. Da Allahs Sendebud om morgenen fik dette at vide, sagde han: »Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have reciteret med en endnu mere betagende stemme og gjort dem til elskere af Koranen.« Det var på grund af hans enestående, smukke recitation, at Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte ham til Yemen sammen med Mu’adh ibn Jabal for at undervise de nye muslimer i Koranen. Hans indsats for hadith var heller ikke mindre end hans indsats for den hellige Koran. I Kufa havde han sin egen undervisningskreds i hadith. Gennem denne undervisning blev mange store muhaddithun uddannet. Antallet af hadither, som han berettede, er 360. Af disse er 50 muttafaq ‘alayh, mens 45 er overleveret af al-Bukhari og 25 udelukkende af Muslim. Selv om han havde stor indsigt i Koranen og hadith, var han bevidst om sine egne fejl. På samme måde værdsatte han også andres viden. En gang afgav han en fatwa om et spørgsmål vedrørende arv. Den, som havde bedt om fatwaen, spurgte også Abdullah ibn Mas’ud om sagen. Abdullah ibn Mas’ud afgav en anderledes fatwa. Abu Musa erkendte sin fejl og sagde: »Så længe Abdullah ibn Mas’ud lever, bør I ikke komme til mig.« Abu Musas liv var et levende spejlbillede af Allahs Sendebuds, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, rene liv. Han bestræbte sig altid på at efterligne og følge Allahs Sendebuds, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, enhver handling, måde at gå og tale på og alt andet nøjagtigt. En gang rejste han fra Mekka til Medina. Undervejs bad han to rak’ah i isha-bønnen. Derefter rejste han sig igen og bad én rak’ah, hvori han reciterede hundrede vers fra sura an-Nisa. Da folk protesterede, sagde han: »Jeg bestræber mig altid på at sætte mine fødder dér, hvor Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, satte sine, og på at gøre nøjagtigt det, han gjorde.«

Ud over fasten i Ramadan fastede han også frivilligt, fordi Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, havde gjort det. Han fastede altid på Ashura-dagen og opfordrede folk til også at faste den dag. Han var ikke blot meget omhyggelig med sunnah, men også med mustahabb-handlinger. Det er mustahabb at slagte offerdyret med egen hånd. Alene af denne grund befalede han også sine egne døtre at slagte dyret med deres egne hænder.

Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, havde befalet, at enhver, der gik ind i en andens hus, skulle bede om tilladelse, før han trådte ind. Hvis han ikke fik tilladelse efter at have bedt om den tre gange, skulle han vende tilbage. En gang gik Abu Musa for at besøge kaliffen Umar. Han bad om tilladelse tre gange, én gang ad gangen, men kaliffen var optaget af noget andet og kunne derfor ikke svare. Abu Musa vendte tilbage. En anden gang spurgte kaliffen: »Hvorfor vendte Abu Musa tilbage?« Han svarede: »Jeg fik ikke svar, selv efter at have bedt om tilladelse tre gange, så jeg vendte tilbage.« Derefter fortalte han den hadith fra Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, som handlede om dette. Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Kom med et vidne, som har hørt denne hadith fra andre end dig.« Abu Musa kom skælvende af frygt til en forsamling af ansarerne. Ubayy ibn Ka’b, som var til stede dér, havde også hørt hadithen. Han kom til Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, og aflagde vidnesbyrd. Sha’bi siger: »Viden blev modtaget fra seks personer: Umar, Ali, Ubayy, Ibn Mas’ud, Zayd og Abu Musa.«

Kaliffen Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, udnævnte ham til wali over Basra og sendte ham dertil. Da han ankom til Basra og skulle holde tale for den samlede befolkning, sagde han: »Amir al-Mu’minin har sendt mig til jer. Jeg vil undervise jer i jeres Herres Bog og Hans Profets sunnah, og jeg vil gøre jeres veje og gader rene til gavn for jer.« Folk blev forbløffede, da de hørte talen. At kultivere befolkningen og undervise dem i religionen kunne ganske vist høre under herskerens ansvar. Men hvordan kunne han påtage sig ansvaret for at rense deres veje og gader? Det forekom dem meget mærkværdigt. Derfor sagde Hasan, måtte Allah være tilfreds med ham, om ham: »Ingen bedre rytter er kommet til Basras indbyggere end ham.« (Rijalun hawla ar-Rasul) Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede om ham at sige: »Abu Musa er rytternes leder.«

For Abu Musa, måtte Allah være tilfreds med ham, stod omsorgen for ummaens velfærd øverst. Derfor trådte han hele sit liv på alle personlige fordele og muligheder. Mens der var krig mellem Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, og Mu’awiya, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde Mu’awiya en dag til Abu Musa, at hvis han støttede Mu’awiya, ville han udnævne hans to sønner til wali’er over henholdsvis Basra og Kufa og også sørge for hans fordele og bekvemmeligheder. Abu Musa svarede skriftligt: »Du har skrevet til mig om et meget vigtigt anliggende for Muhammads umma. Det, du tilbyder mig, har jeg ikke brug for.«

Blufærdighed er en del af troen. Dette træk fandtes fuldt ud hos Abu Musa. Selv når han sov om natten, tog han en særlig slags tøj på, så hans awrah ikke blev blottet. En gang så han nogle mennesker bade nøgne i vandet. Han sagde: »Selv om det er mig kært igen og igen at blive mindet om at være levende, bryder jeg mig ikke om denne handling.«

Suhayb ibn Sinan ar-Rumi (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Suhayb, og hans kunya var Abu Yahya. Hans far var Sinan, og hans mor var Salma bint Qa’id. Faderen var af den arabiske Banu Numayr-stamme, og moderen var af Banu Tamim-slægten. Han blev kaldt ar-Rumi eller romeren. I virkeligheden var han dog ikke romer. Han var araber.

Omtrent to årtier før Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) modtog profetskabet, var hans far, Sinan ibn Malik, hersker over den gamle by Ubulla nær Basra som repræsentant for den persiske kejser. Suhayb var faderens højtelskede barn. En gang tog hans mor Suhayb med sig sammen med nogle andre mennesker og en ledsagende styrke på besøg i en landsby i Irak ved navn Saniyya. Pludselig angreb den romerske hær landsbyen en nat, uden varsel, og begik omfattende drab og plyndringer. Kvinder og børn blev taget til fange og gjort til slaver. Blandt de tilfangetagne var også barnet Suhayb. Han var dengang ikke mere end fem år gammel.

Suhayb blev solgt på et slavemarked i Rom. Han gik igen og igen fra den ene herres hænder til den andens. Sådan var slavernes lod i datidens romerske samfund. På denne måde fik han mulighed for indefra at trænge ind i det romerske samfunds dybder og på nært hold at iagttage den uanstændighed og syndighed, der fandt sted i dets indre.

Suhayb voksede op på romersk jord og nåede manddomsalderen. Han glemte det arabiske sprog eller kom næsten til at glemme det. Men han glemte ikke en eneste dag, at han var søn af det arabiske ørkenfolk. Han talte altid dagene, indtil han ville blive befriet fra slaveriets lænker og genforenet med sin stamme i Arabien. Hans længsel blev stærkere den dag, han fra en kristen kahins (profets) mund hørte: »Tiden nærmer sig, hvor en profet vil fremstå i Mekka på Den Arabiske Halvø. Han vil bekræfte Jesu, Marias søns, sendebudskab og føre mennesker fra mørket til lyset.«

Suhayb ventede på en mulighed. Muligheden kom også. En dag undslap han, mens han narrede sin herre, og drog til Mekka. Mekkanerne begyndte på grund af hans gyldne hår og hans tunge talebesvær at kalde ham Suhayb ar-Rumi. I Mekka indgik han en aftale med den fremtrædende Quraysh-leder Abdullah ibn Jud’an og begyndte at drive handel sammen med ham. Han opnåede stor succes i forretningen. Ifølge en anden overlevering blev han imidlertid købt af Banu Kalb i Arabien og bragt til Mekka. Abdullah ibn Juh’an købte ham af dem og frigav ham.

Selv midt i de tusindvis af gøremål, hans virksomhed og handel i Mekka medførte, glemte Suhayb ikke et eneste øjeblik den kristne kahins profeti. Hver gang han kom til at tænke på den, sagde han stille til sig selv: »Hvornår vil det ske?« Han behøvede dog ikke at tilbringe mange år på denne måde.

En dag vendte han tilbage fra en rejse og hørte, at Muhammad ibn Abdullah havde modtaget profetskabet. Han kaldte mennesker til at tro på den ene Allah, opfordrede dem til retfærdighed og godgørenhed og befalede dem at afholde sig fra uret og uanstændighed. Suhayb spurgte folk: »Er dette den person, som kaldes al-Amin?« De sagde: »Ja.« Han spurgte: »Hvor bor han?« Der blev svaret: »Han opholder sig i huset tilhørende al-Arqam ibn Abi al-Arqam nær Safa-bjerget. Men vær forsigtig, så ingen af Quraysh ser dig hos ham. Hvis de ser dig hos Muhammad, vil de behandle dig på samme måde, som de behandler os. Du er en fremmed, og der er ingen her til at beskytte dig. Du har heller ingen stamme eller slægt her.«

Suhaib begav sig yderst forsigtigt mod Dar al-Arqam. Da han nåede frem til døren til al-Arqams hus, så han Ammar ibn Yasir stå der. Han kendte ham fra tidligere. Efter et øjebliks tøven gik han hen til ham og spurgte: »Ammar, er du her?

Ammar spurgte ham til gengæld: »Fortæl snarere du, hvorfor er du kommet?« Suhaib svarede: »Jeg vil gerne ind til denne mand og høre noget af det, han siger.«

Ammar sagde: »Det er også mit formål.« Suhaib sagde: »Så lad os gå ind i Allahs navn.«

De nåede begge frem til Allahs Sendebud og lyttede til ham. Deres hjerter blev oplyst af troens lys. De rakte begge hænderne frem mod Allahs Sendebud og fremsagde trosbekendelsen. Den dag blev de hos Allahs Sendebud og lyttede til hans fyldte af formaninger tale. Da menneskenes larm var forstummet sent om natten, forlod de i al stilhed og mørke Allahs Sendebuds forsamling og begav sig hver til sit opholdssted. Mere end tredive sahaba havde antaget islam før Suhaib. De fleste af dem havde af frygt for Quraysh holdt deres islamantagelse hemmelig. Selv om Suhaib var udlænding og ikke havde nogen slægtninge eller venner i Mekka, holdt han ikke sin islamantagelse hemmelig. Han erklærede offentligt, at han havde antaget islam. Ligesom Bilal, Ammar, Sumayya og Khabbab blev også han offer for Qurayshs grusomme forfølgelse. Han blev ved med at udholde alle prøvelserne med stor tålmodighed. Han vidste, at vejen til Paradis ikke er bestrøet med blomster.

Da Allahs Sendebud besluttede sig for hijra, fik Suhaib kendskab til det. Han var fast overbevist om, at han skulle være den tredje af de tre – det vil sige Allahs Sendebud, Abu Bakr og Suhaib. Men det blev ikke sådan på grund af Qurayshs årvågne bevogtning. Quraysh holdt ham under opsyn, så han ikke skulle kunne forlade Mekka med sin store formue.

Efter Allahs Sendebuds hijra ventede Suhaib på en mulighed. Quraysh lod ham heller ikke ude af syne. Til sidst tyede han til en list.

En meget kold nat begyndte han gentagne gange at gå uden for huset for at forrette sin nødtørft. Så snart han var kommet tilbage fra den ene tur, gik han af sted igen. Qurayshs vagter sagde til hinanden, at al-Lat og al-Uzza havde givet ham dårlig mave. De følte sig noget mere trygge, vendte tilbage til huset og lagde sig på deres senge. Suhaib benyttede denne mulighed til at forlade huset og sætte kursen mod Medina.

Suhaib var knap nok kommet et stykke væk fra Mekka, før vagterne opdagede, hvad der var sket. De steg hurtigt til hest på hurtige heste og satte efter ham. Da Suhaib mærkede, at de var i nærheden, klatrede han op på en høj bakke, tog sin bue og sine pile frem og råbte til dem: »Quraysh! I ved, at jeg blandt jer er den bedste bueskytte og den bedste til at ramme målet. Ved Allahs ed, I kan ikke nå mig, før jeg med hver eneste pil, jeg har, har dræbt én af jer ad gangen. Og derefter har jeg jo stadig mit sværd.« En af Quraysh sagde: »Ved Allahs ed! Vi vil ikke lade dig redde både livet og tage din formue med dig. Du kom til Mekka med tomme hænder. Så snart du kom hertil, blev du ejer af al denne rigdom.«

Suhayb sagde: »Hvis jeg giver jer min formue, vil I så lade mig passere?« De sagde: »Ja.«

Suhayb tog dem med til sit hus i Mekka og gav dem sin formue. Quraysh lod ham derefter passere. Således forlod Suhayb alt for troens skyld og drog til Medina. Han sørgede ikke det mindste over den hårdt tjente formue, han havde efterladt. Når han undervejs blev træt, skulle blot tanken om mødet med Allahs Sendebud (s.a.s.) opstå, før han rystede al træthed af sig og fortsatte rejsen. Således nåede han Quba. Allahs Sendebud (s.a.s.) opholdt sig da i Kulsum ibn Hidams hus i Quba. Da Allahs Sendebud (s.a.s.) så ham komme, blev han meget glad og udbrød: »Abu Yahya, handelen har givet overskud.« Det sagde han tre gange. Suhaybs ansigt strålede af glæde. Han udbrød: »Ved Allahs ed, Allahs Sendebud, ingen har været hos dig før mig. Jibril må have underrettet dig om dette.« Handelen havde virkelig givet overskud. Som bekræftelse på dette kom Jibril (a.s.) med åbenbaringen: »Wa minan-nāsi man yashrī nafsahu ibtighā’a mardātillāh. Wallāhu ra’ūfun bil-‘ibād.« Der findes mennesker, som sælger selv deres liv for at opnå Allahs velbehag. Allah er yderst barmhjertig mod sine tjenere.

Hazrat Suhayb blev gæst hos Sa‘d ibn Khuthaymah i Medina, og der blev etableret et broderskabsforhold mellem ham og al-Harith ibn as-Simmah al-Ansari.

Hazrat Suhayb var en dygtig bueskytte. Han ledsagede Allahs Sendebud (s.a.s.) i alle slag, herunder Badr, Uhud og Khandaq. På sine ældre dage fortalte han ved offentlige sammenkomster levende og fængslende om disse krige og slag.

Om sit samvær med Allahs Sendebud (s.a.s.) plejede han selv at sige: »Jeg var til stede ved enhver situation og i enhver sammenhæng med Allahs Sendebud (s.a.s.). Hver gang han aflagde en troskabsed med nogen, var jeg til stede. Jeg deltog i hans mindre ekspeditioner. I hvert eneste slag, han udkæmpede fra begyndelse til slut, kæmpede jeg ved hans højre eller venstre side. Hver gang og overalt hvor muslimerne blev bange for fjenden bagfra eller for fjenden foran, var jeg altid sammen med dem. Vi tillod aldrig, at Allahs Sendebud (s.a.s.) kom mellem os og fjenden. Således gik Allahs Sendebud (s.a.s.) bort til sin Herres nærhed.« (Rijālun hawlar-Rasūl, s. 130)

Hazrat ‘Umar (r.a.) havde en meget høj opfattelse af Hazrat Suhayb. Han elskede ham dybt. Før sin død testamenterede han, at Suhayb skulle lede hans begravelsesbøn. Indtil medlemmerne af shuraen havde bekendtgjort navnet på den nye kalif, skulle Suhayb varetage kalifatets ansvar. Efter Hazrat ‘Umars (r.a.) død varetog han dette ansvar yderst kompetent i tre dage.

Han døde i Medina i det 38. år efter hijra, 72 år gammel. Han blev begravet på Medinas kirkegård al-Baqi.

Hazrat Suhayb (r.a.) fik mulighed for at tilbringe en stor del af sit liv i den hellige Profets selskab. Han plejede at sige: »Jeg var så heldig at opnå Allahs Sendebuds (s.a.s.) selskab allerede før åbenbaringen blev nedsendt.« Derfor var alle gode egenskaber samlet i ham. Ud over god karakter og selvrespekt gav hans hurtige fatteevne, humor og andre sådanne egenskaber hans personlighed endnu større ynde.

Han var gæstfri og gavmild. Over for fattige og trængende var han meget rundhåndet. Indimellem mente folk, at han var særdeles ødsel. En gang sagde Umar til ham: »Jeg bryder mig ikke om det, du siger. For det første er din kunya Abu Yahya. Der var en profet med dette navn, og du har ingen søn med dette navn. For det andet er du meget ødsel. For det tredje hævder du, at du er araber.« Han svarede: »Denne kunya har jeg ikke selv valgt; det er Allahs Sendebud, der valgte den. Hvad angår ødselhed, bygger min handlemåde på Allahs Sendebuds ord: ’De bedste blandt jer er de, der bespiser mennesker og besvarer salam.’ Hvad angår den tredje anklage, er svaret, at jeg virkelig er af arabisk afstamning. Som barn bortførte romerne mig, skilte mig fra min stamme og gjorde mig til slave. Derfor glemte jeg min stamme og min slægt.«

Hazrat Suhaybs kropsbygning var middelstor – hverken høj eller lav. Hans ansigt var strålende, og hans hår var tæt. I sin alderdom farvede han håret med henna. Han havde en vis talebesvær og stammen. En gang kaldte han på sin tjener Yahnus. Det lød, som om han sagde: »Nas.« Nas betyder mennesker. Umar hørte ham kalde og udbrød: »Hvorfor kalder manden på ’nas’, altså mennesker, på denne måde?« Umm Salama sagde: »Med ’nas’ kalder han ikke på mennesker, men på sin tjener Yahnus. På grund af sit talebesvær kan han ikke udtale navnet ordentligt.«

Ammar ibn Yasir (ra)

Hans navn var Ammar, og hans kunya var Abul-Yaqzan. Hans far var Yasir, og hans mor var Sumayya. Hans far var af Qahtan-slægten. Hans oprindelige hjemsted var Yemen. En af hans brødre forsvandt. På jagt efter den forsvundne bror ankom han til Mekka sammen med sine to andre brødre, Harith og Malik. De to brødre vendte tilbage til Yemen, men Yasir blev alene i Mekka. Han indgik en beskyttelsesaftale med Mekkas Banu Makhzum og giftede sig med en slavekvinde ved navn Sumayya, der tilhørte Abu Hudhayfa al-Makhzumi. Det var denne Sumayya, der blev mor til Hazrat Ammar. Abu Hudhayfa frigav Ammar, mens han stadig var barn, og de bevarede resten af livet et forhold som mellem far og søn.

Hazrat Ammar og Hazrat Suhayb ibn Sinan antog begge islam samtidig. Ammar fortæller: »Jeg så Suhayb stå ved døren til al-Arqams hus og spurgte ham: ’Hvad er dit ærinde?’ Han sagde: ’Fortæl først, hvad dit ærinde er.’ Jeg sagde: ’Jeg vil møde Muhammad og høre noget af det, han siger.’ Han sagde: ’Det er også mit ærinde.’ Derefter antog vi begge islam sammen.« Ammars far, Yasir, antog også islam enten samtidig med Ammar eller lidt før eller efter ham.

Da Hazrat Ammar antog islam, så han, at fem mænd og to kvinder havde antaget islam før ham, foruden Abu Bakr. Det betyder dog kun, at det på det tidspunkt var disse få, der offentligt havde erklæret deres islam. Ifølge autentiske overleveringer havde mere end tredive sahaba antaget islam før Ammar. De fleste af dem holdt imidlertid deres islam hemmelig af frygt for de vantro.

Mekka var ikke Hazrat Ammars fødeby. Han havde ingen slægtninge dér, som han kunne kalde sine egne. Han havde heller hverken verdslig anseelse eller magt. Desuden var hans mor, Sumayya, endnu ikke blevet frigivet fra slaveriet hos Banu Makhzum. Under sådanne forhold antog han islam, og i sin trosglød kunne han ikke holde det hemmeligt en eneste dag. Han gjorde det bekendt for alle. Da Mekkas polyteister så, at han var svag og uden beskyttelse, begyndte de at udsætte ham og hans familie for forskellige former for tortur. Midt på dagen blev han lagt på ryggen på glohede sten, og hans krop blev svedet med glødende jern. Men over for Ammars trosstyrke måtte alle polyteisternes overgreb og pinsler give fortabt.

Hazrat Ammars mor, Hazrat Sumayya, blev brutalt martyrdræbt af den usle Abu Jahl med sit spyd. Hazrat Sumayya var den første martyr i islams historie. Ammars far, Yasir, og hans bror Abdullah blev også martyrer som ofre for polyteisternes forfølgelser. En dag lagde polyteisterne Ammar på glødende kul. Netop da kom Allahs Sendebud (sa) til stedet. Med sorg lagde han sin velsignede hånd på Ammars hoved og sagde: »Ild, bliv kold for Ammar, ligesom du blev for Ibrahim.« Når Allahs Sendebud (sa) gik forbi Ammars families hjem og så dem blive tortureret, trøstede han dem. En dag sagde han: »Ammars familie, glæd jer; Paradiset venter på jer.« En gang klagede Hazrat Ammar til Allahs Sendebud over denne uudholdelige undertrykkelse og tortur. Allahs Sendebud (sa) sagde: »Vær tålmodig, vær tålmodig.« Derefter bad han: »O Allah, tilgiv Yasirs families folk.«

En dag holdt polyteisterne ham nedsænket i vand så længe, at han mistede bevidstheden. I denne tilstand tvang fjenderne ham til at afgive de erklæringer, de ønskede, med sin egen mund. Da han kom til bevidsthed igen, blev han plaget af anger. Grædende opsøgte han Allahs Sendebud (fvmh.). Sendebudet (fvmh.) spurgte: „Ammar, hvad er nyt?“ Ammar svarede: „I dag slap jeg ikke fri, før jeg havde sagt noget dårligt om dig og noget godt om deres guder.“ Sendebudet (fvmh.) spurgte: „Hvad siger dit hjerte?“ „Mit hjerte er fyldt med tro.“ Den elskede Profet (fvmh.) tørrede med stor ømhed tårerne fra hans øjne og sagde: „Der er ingen skade sket. Hvis du igen kommer i en sådan situation, må du gøre det samme.“ Derefter reciterede han følgende vers fra sura an-Nahl: „Den, der fornægter troen efter at have troet – undtagen den, der tvinges, mens hans hjerte er fast forankret i troen; der er ingen skyld over ham.“ (an-Nahl/14)

En gang spurgte Said ibn Jubayr (må Allah være tilfreds med ham) Abd Allah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): „Udsatte Quraysh virkelig muslimerne for så meget mishandling, at de blev tvunget til at forlade religionen?“ Han svarede: „Ved Allah, ja. Quraysh slog dem og lod dem sulte. De blev endda så svage, at de ikke længere kunne rejse sig eller sætte sig. I denne tilstand tvang de dem til at afgive erklæringer mod det, deres hjerter troede på. Ammar var en af disse forfulgte muslimer.“

Der er uenighed blandt sira-eksperter om, hvorvidt Ammar foretog hijra til Abessinien. Nogle har sagt, at han fulgte med den anden karavane, der drog til Abessinien. Da befalingen om hijra til Medina kom, foretog han hijra dertil og blev gæst hos Mubashshir ibn al-Mundhir. Sendebudet (fvmh.) etablerede et broderligt forhold mellem ham og Hudhayfa ibn al-Yaman al-Ansari og skænkede ham også et stykke jord, hvor han kunne slå sig permanent ned.

Seks eller syv måneder efter hijraen blev grundlaget for moskéen i Medina lagt. Sendebudet (fvmh.) deltog selv i opførelsen af moskéen. Ammar deltog også aktivt i byggeriet. Han bar mursten på hovedet, mens han fremsagde disse vers: „Nahnu al-muslimun nabni al-masajid – vi er muslimer, vi bygger moskéer.“ Abu Said fortæller: „Vi bar én mursten ad gangen, mens Ammar bar to.“ En gang gik Ammar forbi Allahs Sendebud (fvmh.). Sendebudet (fvmh.) børstede med stor kærlighed støvet og sandet af hans hoved og sagde: „Ve dig, Ammar! En oprørsk gruppe vil dræbe dig. Du vil kalde dem til Allah, mens de vil kalde dig til Helvedet.“ En gang lagde nogen så tung en byrde på hans hoved, at folk råbte: „Ammar dør, Ammar dør!“ Sendebudet (fvmh.) gik hen, tog murstenene af Ammars hoved og kastede dem langt væk.

Ammar deltog i alle de krige, der blev udkæmpet fra Badr til Tabuk. Også i de fleste blodige sammenstød under Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) tid viste han sig som en modig kriger. Abd Allah ibn Umar fortæller: „I slaget ved Yamama blev det ene af Ammars ører revet af kroppen og blev liggende på jorden, hvor det hoppede. Alligevel fortsatte han ubønhørligt med angreb efter angreb. Overalt hvor han bevægede sig, blev de vantros rækker splittet. En gang var den muslimske hær næsten ved at blive spredt. Ammar stillede sig ved en sten midt på en vidtstrakt mark og råbte: ‚I muslimske krigere! Flygter I fra Paradiset? Jeg er Ammar ibn Yasir. Kom, kom hen til mig.‘“ Dette råb virkede som magi på den muslimske hær; de gjorde igen modstand og rev sejren til sig.

I det 20. år efter hijraen udnævnte den anden kalif, Umar (må Allah være tilfreds med ham), ham til wali, altså guvernør, i Kufa. Han varetog dette embede særdeles dygtigt i ét år og ni måneder. I denne periode krævede Basras indbyggere, at nogle nyerobrede områder skulle lægges til Basra, og de henvendte sig til kaliffen. Nogle af Kufas ledere bad deres emir Ammar om at overtale kaliffen til at lægge disse områder til Kufa. Men Ammar ønskede ikke at blive indblandet i denne strid. Kufas ledere blev rasende. En af dem fornærmede ham ved at kalde ham „den øreafskårne“. Han svarede beklagende: „Ve dig, du fornærmede mit kæreste og bedste øre – det øre, der blev skåret af for Allahs sag.“

På grund af denne sag anklagede nogle af Kufas ledere ham for at være uduelig i administrationen. Kaliffen afskedigede ham. Dagen efter afskedigelsen tilkaldte kaliffen ham og spurgte ham; han skulle fortælle sandheden. Han svarede: „Jeg var ikke glad, da jeg tidligere blev udnævnt, og jeg er heller ikke utilfreds nu, hvor jeg er blevet afskediget.“

Under den tredje kalif, Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) kalifat, da protester og utilfredshed blussede op overalt, nedsatte kaliffen i det 35. år efter hijraen en undersøgelseskommission for at finde årsagen. Ammar var et af kommissionens medlemmer. Han fik ansvaret for undersøgelsen i Egypten, hvor protesternes centrum befandt sig. Han rejste til Egypten.

De øvrige medlemmer af kommissionen vendte hurtigt tilbage og fremlagde rapporter fra deres respektive områder. Men Hazrat Ammar lod vente usædvanligt længe på sig. Imens begyndte forskellige rygter og antagelser om ham at sprede sig i Dar al-Khilafa, Medina. Da han vendte tilbage fra Egypten, virkede han påvirket af dem, der skabte oprør og uorden. Ved offentlige møder og forsamlinger begyndte han skarpt at kritisere Hazrat Uthmans styreform og de provinsielle guvernørers forskellige handlinger. Derfor opstod der strid mellem ham og khalifaens folk. En gang slog Uthmans (ra) tjenere ham så alvorligt, at hele hans krop hævede op. Han fik en alvorlig skade på et af ribbenene. Han havde en pagt fra jahiliyyah-tiden med Banu Makhzum. De gik til khalifaens hof og truede med, at hvis Ammar ikke overlevede sine skader, ville de helt sikkert tage hævn. (Al-Istiab) Hændelser af denne art blev stadig hyppigere. Da oprørerne trængte ind i Medina, sendte Hazrat Uthman (ra) Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas til Ammar med besked om, at han skulle bruge sin indflydelse til at få dem til at vende tilbage. Men Ammar afslog. (Tabari)

Hazrat Uthman (ra) blev martyr. Ansvaret for kalifatet blev overdraget til Hazrat Ali. Hazrat Aisha, Talha, Zubayr og andre drog mod Basra med krav om gengældelse for Uthmans blod. Hazrat Ali sendte Ammar sammen med imam Hasan til Kufa for at vinde Kufas indbyggere over på sin side. Da Hazrat Ammar nåede Kufa, holdt Hazrat Abu Musa al-Ashari (ra) en tale ved en folkeforsamling i Kufas store moské. Efter at have fået ham ned fra prædikestolen talte først Hazrat Hasan og derefter Hazrat Ammar, og det lykkedes dem at sikre Kufas indbyggeres støtte til Ali (ra). Næste morgen samledes en hær på omkring 9.500 soldater omkring Ammar for at kæmpe på Alis (ra) side.

I år 36 efter hijra, i måneden Jumada al-Akhirah, stod Hazrat Alis og Aishas hære over for hinanden ved et sted ved navn Dhi Qar nær Basra. Hazrat Ammar deltog i dette slag sammen med Kufas hær. Allerede i slagets begyndelse, da Hazrat Zubayr så, at Ammar stod på Alis side, kom han i tanke om Allahs Sendebuds ord: »Sandheden er med Ammar, og oprørsgruppen vil dræbe ham.« Han indså sin fejltagelse, brød ud af slaget og trak sig væk. I dette slag var Hazrat Ammar fast overbevist om, at han stod på sandhedens side. Derfor kæmpede han med stor tapperhed og sejrede. I historien er dette slag kendt som Kamelslaget.

Efter Kamelslaget fandt slaget ved Siffin sted mellem Hazrat Ali og Hazrat Muawiya. Hazrat Ammar sluttede sig også i dette slag til Hazrat Alis side. Han var da 91 år, ifølge en anden overlevering 93 år. Selv i denne høje alder kunne han, inspireret af jihad, ikke blive siddende hjemme. Han havde med sikkerhed indset, at sandheden lå på Alis (ra) side. Derfor kæmpede han selv i denne alder med en løves tapperhed. Uanset hvor han angreb, blev fjendens rækker spredt. En gang fik han øje på Hazrat Amr ibn al-As, som bar fjendens banner. Han sagde: »Jeg har kæmpet mod denne bannerbærer sammen med Allahs Sendebud tre gange. Dette er min fjerde kamp mod ham. Ved Allahs ed, selv hvis han besejrer mig og driver mig helt til et sted ved navn Hajar, vil jeg stadig tro, at vi har sandheden, og at de har løgnen.« (Tabaqat 1/185)

For at opfordre folk til at slutte sig til Alis (ra) side i slaget ved Siffin plejede han at sige: »O folk, drag med mig ud i jihad mod dem, som hævder, at de søger hævn for Uthmans blod. Ved Allahs ed er hævn for blodet ikke deres mål. De nyder derimod denne verdens goder og ønsker at få endnu mere af denne nydelse. …… De har ingen indsats fra islams første tid, på grundlag af hvilken de kan kræve den muslimske ummas lydighed. De har ingen ret til lederskabet over den muslimske umma. I deres hjerter findes ikke en sådan gudsfrygt, at de kan være sandhedens tilhængere. De bedrager folk ved at tale om hævn for Uthmans blod. Deres eneste mål er at blive tyranniske konger.« (Rijalun Hawla al-Rasul/216)

Slaget ved Siffin var i gang. En aften drak Hazrat Ammar nogle slurke mælk og sagde: »Allahs Sendebud har sagt til mig, at mælk skal være min sidste føde. Derefter – i dag skal jeg mødes med mine venner, i dag skal jeg mødes med Muhammad (sa) og hans ledsagere.« Mens han sagde dette, sluttede han sig til soldaternes rækker. Derefter angreb han fjendens lejr med voldsom kraft. De kendte nemlig Allahs Sendebuds (sa) forudsigelse om Ammar samt hans store fortjenester og værdighed. Men blandt dem var der mange nye muslimer, som ikke vidste meget om Ammar. En af dem, Ibn al-Ghabia, skød en pil, som først fældede Ammar til jorden. Derefter skilte en anden mand fra Sham hans hoved fra kroppen med et sværd.

Efter at have dræbt Ammar begyndte de to drabsmænd at skændes, idet hver af dem alene krævede æren for denne bedrift. Mens de skændtes, kom de frem for Muawiya (ra). Tilfældigvis var Hazrat Amr ibn al-As også til stede. Da han så sagen, sagde han: »Ved Allahs ed, disse to skændes om Helvedet.« Hazrat Amir Muawiya blev lidt fornærmet over dette og sagde: »Amr, hvad er det, du siger? Siger du sådan om dem, der ofrer deres liv for os?« Amr svarede: »Ved Allahs ed, det er sandheden. Hvis jeg var død for tyve år siden, havde det været langt bedre.«

Efter Hazrat Ammars (ra) martyrdød blev Hazrat Amr ibn al-As dybt rystet. Han gjorde sig klar til at trække sig væk fra denne konflikt. Men Hazrat Muawiya trøstede ham ved at sige, at det ikke var os, der havde dræbt Ammar; nej, hans egentlige drabsmænd var dem, der havde bragt ham ud af hans hjem og ført ham med sig til denne slagmark. (Tabaqat)

Gennem Hazrat Ammars martyrdød blev sandhed og falskhed skilt fra hinanden. Hazrat Khuzayma ibn Thabit (ra) havde deltaget i Slaget ved Kamelen og Slaget ved Siffin, men han havde ikke trukket sit sværd mod nogen af parterne. Efter Hazrat Ammars martyrdød forstod han, at det var rigtigt at tage Ali’s parti. Han trak nu sit sværd, kastede sig over Hazrat Muawiyas (ra) hær og blev martyr. På samme måde rystede alle de sahaba, der havde været splittede af tvivl og tøven, deres tvivl af sig og tog Ali’s (ra) parti.

Da Hazrat Ali (ra) hørte om sin kære ledsager Hazrat Ammars (ra) martyrdød, udbrød han sorgfuldt: “Må Allah vise barmhjertighed over Ammar den dag, han antog islam, må Allah vise ham barmhjertighed den dag, han blev martyr, og må Allah vise ham barmhjertighed den dag, han bliver genoplivet. Jeg så ham sammen med Allahs Sendebud på et tidspunkt, hvor kun fire eller fem sahaba havde fået den ære at erklære deres tro. Ingen af sahaba fra den første generation kan nære tvivl om hans maghfirat. Ammar og sandheden er uløseligt forbundet med hinanden. Den, der dræbte ham, er med sikkerhed bestemt til Jahannam.”

Derefter beordrede Hazrat Ali (ra), at Hazrat Ammar skulle svøbes i ligklædet og begraves. Hazrat Ali ledte janaza-bønnen og beordrede, at Ammar skulle begraves i de blodgennemvædede klæder, han bar. Dette fandt sted i hijri-år 87. Hazrat Ammar var den første sahabi fra Allahs Sendebud (sa), der blev begravet i Kufas jord.

Hazrat Ammar var yderst gudfrygtig. På grund af taqwa og khawf for Allah forblev han altid stille og talte meget lidt. Han søgte altid Allahs beskyttelse mod fitna og oprør. Men Allah prøvede ham med den største fitna og gjorde ham til en succesfuld støtte for sandheden.

Han var et levende eksempel på ydmyghed og beskedenhed. Jorden var hans behagelige seng. Selv da han var wali, levede han et meget enkelt liv. Han foretog selv sine indkøb på markederne og bar selv alt på ryggen. Alt arbejde udførte han med egne hænder. Ibn Abil Hujayl, en samtidig med Hazrat Ammar, fortæller: ‘Jeg så Ammar, Kufas amir, købe nogle agurker i Kufa. Derefter bandt han dem sammen med et reb, løftede dem op på ryggen og begav sig hjemad. (Rijalun Hawlar Rasul, s. 211)

Den grundlæggende drivkraft bag hver eneste af Hazrat Ammars (ra) handlinger var Allahs tilfredshed. På vej til Slaget ved Siffin sagde han igen og igen: “O Allah, hvis jeg vidste, at Du ville blive tilfreds, hvis jeg gav mit liv ved at springe ned fra et bjerg, kaste mig ind i ild eller drukne mig i vand, så ville jeg gøre Dig tilfreds på den måde. Jeg drager i krig. Mit eneste formål er at opnå Din tilfredshed. Jeg håber, at Du ikke vil lade dette formål mislykkes.” (Tabaqat) Om hans karakterstyrke og faste tro sagde selve Allahs Sendebud (sa): ‘Troen er trængt ind i Ammars årer og blodårer og er blevet ét med dem.’ Allahs Sendebud (sa) plejede over for de andre sahaba at være stolt af Ammars tro. En gang opstod der en misforståelse mellem den berømte hærfører Khalid ibn Walid og Ammar om en sag. Da sagen kom til Allahs Sendebuds kendskab, sagde han: ‘Den, der er fjendtlig over for Ammar, vil Allah være fjendtlig over for. Den, der misunder Ammar, vil Allah også misunde. I en anden hadith står der: Efter mig skal I følge Abu Bakr og Umar. Lad jer vejlede af Ammars vej og metode.’

Hazrat Ammar fandt særlig glæde i at tilbede Allah. Han tilbragte hele natten i ihukommelse af Allah. Han undlod aldrig at bede til tiden, uanset omstændighederne. En gang var han på rejse og fik behov for ghusl. Trods mange forsøg fandt han ikke vand. Da kom han i tanke om, at jord kan træde i stedet for vand. I stedet for ghusl smurte han hele kroppen ind i støv og sand og udførte bønnen. Da han efter rejsen fortalte Allahs Sendebud (sa) om det, sagde han: ‘I en sådan situation er kun tayammum tilstrækkeligt.’

Den berømte sahabi Hazrat Huzaifa ibn al-Yaman (ra) blev kaldt ‘Sirru Rasulillah’ – den, der besad al den hemmelige viden fra Allahs Sendebud (sa). Da han befandt sig på grænsen mellem liv og død, blev han spurgt: Hvem befaler du os at holde os til, når folk bliver splittet i forskellige grupper? Han svarede: ‘I skal holde jer til Ibn Sumayya. Han vil aldrig afvige fra sandheden, så længe han lever.’ Dette var den store sahabi Huzaifas sidste ord i livet. (Rijalun Hawlar Rasul, s. 212)

Han har overleveret en hel del hadither fra Allahs Sendebud (sa). Fra ham har mange tabi’in samt sahabere som Abu Musa al-Ash’ari, Abdullah ibn Abbas og Abdullah ibn Ja’far overleveret hadither.

Uthman ibn Maz’un (ra)

Hans navn var Uthman, og hans kunya var Abu Sa’ib. Hans far var Maz’un, og hans mor var Sukhaïla bint Unays. Selv i jahiliyyah-tiden var han kendt for sin særdeles rene og fromme natur. På den tid var et stort antal mennesker vant til at drikke vin. Men han rørte den ikke en eneste gang. Til dem, der drak vin, sagde han: Hvad er fordelen ved at drikke noget, der får menneskets forstand til at forsvinde, gør det til grin for de laveste mennesker og i beruset tilstand får det til at miste enhver skelnen mellem mor og søster?

Også hans hjerte var vidunderligt rent. Allahs Sendebuds (sa) da’wah påvirkede ham meget hurtigt. Ifølge sira-forfatterne havde kun tretten personer taget islam til sig før ham. Han blev den fjortende muslim. Det fremgår af en overlevering hos Ibn Sa’d, at Uthman ibn Maz’un, Ubaydah ibn al-Harith, Abdur-Rahman ibn Awf, Abu Salamah Abd al-Asad og Abu Ubaydah ibn al-Jarrah tog islam til sig samtidig, før Allahs Sendebud (sa) søgte tilflugt i Arqams hus. Han var den første muhajir, der døde en naturlig død i Medina, og den første muslim, der blev begravet på Medinas al-Baqi-kirkegård.

I profetens femte år udvandrede den første gruppe muslimer til Abessinien med Allahs Sendebuds (sa) tilladelse. Uthman ibn Maz’un var leder af denne gruppe muhajirun. Hans søn Sa’ib var også med i gruppen. Efter at have opholdt sig i Abessinien i nogen tid hørte han, at hele Quraysh i Mekka havde taget islam til sig. Han begav sig glad mod Mekka. Da han nærmede sig Mekka og forstod, at nyheden var grundløs, blev han meget fortvivlet. Det var både vanskeligt at vende tilbage til et så fjernt land og usikkert at trænge ind i Mekka. Efterhånden vendte alle hans ledsagere tilbage til Mekka med hjælp fra deres egne polyteistiske slægtninge, og han trængte også ind i Mekka under Walid ibn Mughirahs beskyttelse. Takket være Walid ibn Mughirah blev Uthman ibn Maz’un skånet for fysisk tortur og mishandling, men synet af den undertrykkelse og mishandling, som Allahs Sendebud (sa) og de øvrige sahabere blev udsat for, gjorde ham slet ikke glad. En dag bebrejdede han sig selv og sagde: »Ve mig! Mine slægtninge, venner og folk fra min stamme udsættes for alle slags overgreb, mens jeg lever et behageligt liv under beskyttelse af en polyteist. Ved Allah! Dette er en alvorlig svaghed i mig.«

Denne tanke gjorde ham dybt fortvivlet. Han begyndte at blive plaget af skyldfølelse. Han gik til Walid og sagde: »O Abu Abdi Shams, du har opfyldt dit ansvar på bedste vis. Jeg har tilbragt så lang tid under din beskyttelse, men nu mener jeg, at det er bedre at være under Allahs og Hans Sendebuds beskyttelse. Allahs Sendebud og hans sahaberes eksempel er tilstrækkeligt for mig.« Walid sagde: »Måske har nogen gjort dig fortræd.« Han svarede: »Nej. Sagen er, at jeg nu ikke har brug for nogen andens hjælp end Allahs. Kom med mig til Ka’bah med det samme, og ligesom du offentligt erklærede, at du ville beskytte mig, så erklær også offentligt, at du trækker denne beskyttelse tilbage.« På hans insisteren indkaldte Walid til en offentlig forsamling på Ka’bahs område. Uthman rejste sig også, bekræftede Walids ord og sagde: »Venner, jeg har fundet Walid tro mod sit løfte og barmhjertig. Eftersom vi nu ikke ønsker hjælp fra nogen anden end Allah og Hans Sendebud, har jeg selv taget byrden af Walids velvilje og beskyttelse af mine skuldre.«

Efter denne erklæring gik Uthman ibn Maz’un sammen med Labid ibn Rabi’ah til en forsamling af Quraysh. Labid var en berømt digter i datidens Arabien. Så snart han var ankommet, begyndte digtoplæsningen. Labid begyndte at fremsige sin qasida. Da han nåede til verset: »Ala kullu shay’in ma khalallaha batilun« – »Alt bortset fra Allah er forgængeligt« – udbrød Uthman pludselig: »Du har talt sandt.« Men da Labid fremsagde det andet vers: »Wa kullu na’im l-mahalata za’ilun« – »Al velstand vil med sikkerhed forgå« – sagde han protesterende: »Du har talt løgn.« Alle de tilstedeværende så vredt på ham. De bad Labid fremsige verset igen. Labid gentog det, og Uthman erklærede igen, at det første vers var sandt, mens det andet var falsk, og sagde: »Du har talt løgn. Paradisets velsignelser og glæder vil aldrig forgå.« Da Labid hørte dette, blev han en smule vred og sagde: »Quraysh-folk, jeres forsamling har aldrig før været sådan.« Denne provokerende bemærkning fik hele forsamlingen til at eksplodere af vrede. Imens gik en usling hen til Uthman og slog ham hårdt i ansigtet med knytnæven. Slaget fik blodet til at samle sig i hans ene øje, så det blev sort. Folk sagde: »Uthman, du havde det jo ganske godt under Walids beskyttelse, og dit øje var også forskånet for denne smerte.« Han svarede: »Allahs beskyttelse er den sikreste og mest ærefulde. Mit øje, som stadig er uskadt, længes også efter at dele sin vens smerte.« Walid spurgte: »Ønsker du igen at komme under min beskyttelse?« Han svarede: »Allahs beskyttelse er tilstrækkelig nu.« Hans følelser på dette tidspunkt kommer vidunderligt til udtryk i en qasida, som han selv skrev. Hazrat Ali har også smukt skildret denne begivenhed med Uthman i et af sine digte. (Se Hayatus Sahaba, bind 1.)

Således fortsatte Hazrat Uthman i lang tid tålmodigt med at udholde Mekkas forskellige former for overgreb og mishandling. Derefter gav Allahs Sendebud (sa) alle sahabere tilladelse til at udvandre til Medina. Hazrat Uthman ibn Maz’un udvandrede fra Mekka til Medina sammen med sine to brødre, Qudamah ibn Maz’un og Abdullah ibn Maz’un, sin søn Sa’ib ibn Uthman og alle de øvrige medlemmer af sin familie. Hazrat Uthman efterlod ikke et eneste medlem af sin slægt i Mekka. Da han nåede Medina, blev han gæst hos Hazrat Abdullah ibn Salamah al-Ajlani (ra).

Da Allahs Sendebud ﷺ nåede Medina, gav han Hazrat Uthman og hans brødre et stort stykke jord, hvor de kunne bosætte sig permanent, og etablerede et broderskabsbånd mellem ham og Hazrat Abu al-Haytham ibn al-Tayyihan.

Den første konfrontation mellem sandhed og løgn fandt sted på Badr-sletten. Han deltog i dette slag. Da han vendte tilbage fra slaget, blev han syg. Hans ansariske bror og hans hustru samt øvrige familiemedlemmer plejede ham med stor omsorg, men

de kunne ikke redde ham fra dødens greb. Tredive måneder efter hijraen døde Hazrat Uthman ibn Maz’un i Medina.

Hazrat Umm al-Ala al-Ansariyya, hvis hus Hazrat Uthman døde i, fortæller: Da han var blevet vasket og svøbt, og begravelsen var gjort klar, kom Allahs Sendebud ﷺ. Jeg begyndte at sige: »Abu Saib, måtte Allahs barmhjertighed komme over dig. Jeg bevidner, at Allah vil ære dig.« Allahs Sendebud ﷺ spurgte: »Hvordan ved du, at Allah vil ære ham?« Jeg svarede: »O Allahs Sendebud, hvis ikke ham, hvem skulle Han så ære?« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Uthman var en mand med fast tro. Jeg håber, at det vil gå ham godt. Men ved Allahs ed, selv om jeg er Allahs Sendebud, ved jeg ikke, hvad min endelige skæbne bliver.«

Allahs Sendebud ﷺ blev dybt bedrøvet over Hazrat Uthman ibn Maz’uns død. Han bøjede sig ned tre gange og kyssede hans pande. Da blev Uthmans kinder vædet af Allahs Sendebuds ﷺ tårer. Derefter rettede han hovedet op og sagde med grådkvalt stemme: »Abu Saib, jeg tager afsked med dig. Må Allah vise dig barmhjertighed! Du tog afsked med verden på en sådan måde, at du ikke tog noget fra den, og verden kunne heller ikke tage noget fra dig.«

Selv efter Hazrat Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) død glemte Allahs Sendebud ﷺ ham ikke. Da Allahs Sendebuds ﷺ datter, Hazrat Ruqayya, døde, sagde han til hende: »Gå og slut dig til vores bedste forgænger, Uthman ibn Maz’un.«

Da Hazrat Uthman ibn Maz’un døde, fandtes der endnu ingen bestemt kirkegård for muslimerne i Medina. Efter Uthmans død valgte Allahs Sendebud ﷺ et sted i Medina, der hed »Baqi«, som kirkegård. Blandt Allahs Sendebuds ﷺ ledsagere var han den første, der blev begravet her. Allahs Sendebud ﷺ bad selv begravelsesbønnen og stod ved graven for at føre tilsyn med begravelsen. Derefter stak han en genstand ned på graven som et mærke og sagde: »Når nogen nu dør, skal han begraves i nærheden af dette sted.«

Hazrat Uthman havde en særdeles ophøjet karakter. Allerede i den førislamiske tid nærede han afsky for vin. Blufærdighed var en del af hans natur.

Han havde en dyb tilbøjelighed til ruhbāniyya eller askese. Engang besluttede han at tilintetgøre sine kødelige begær og blive en asketisk eneboer eller forsage verden. Men da Profeten (sa) fik kendskab til dette, fik han ham til at opgive det. Han sagde: »Er jeg ikke det bedste forbillede for dig? Jeg er sammen med min hustru, spiser kød, faster og bryder også fasten. Faste er min ummats kastration eller ufrugtbarhed. Den, der kastrerer sig selv eller bliver kastreret, er derfor ikke en del af min ummat.«

Tilbedelse eller nattevågen var hans kæreste beskæftigelse. Han bad hele natten. Han fastede de fleste dage på året. Han havde indrettet et rum i huset udelukkende til tilbedelse. Der praktiserede han iʿtikāf dag og nat. En dag holdt Rasul (sa) fast i dørtærsklen til dette rum og sagde to eller tre gange: »Uthman, Allah sendte mig ikke for ruhbāniyya eller askese. Den enkle og oprigtige hanafitiske religion er Allahs mest elskede blandt alle religioner.«

Hans stærke iver efter tilbedelse gjorde ham ligeglad med sin hustru og sine børn. En dag kom hans hustru til Profetens hus. Da Profetens (sa) hustru så hendes snavsede påklædning, spurgte hun:

»Hvorfor ser du sådan ud? Din mand er jo en velhavende mand blandt Quraysh.« Hun svarede: »Hvad har jeg med ham at gøre? Han beder hele natten og faster om dagen.« De troendes mødre gjorde Rasulullah (sa) bekendt med sagen. Rasul (sa) skyndte sig straks til Uthman ibn Mazʿuns hus og kaldte på ham: »Uthman, er mit eget liv ikke et forbillede for dig?« Uthman sagde: »Måtte min mor og far ofres for dig.« Rasul (sa) sagde: »Du tilbeder hele natten og faster de fleste dage.« Han svarede: »Ja, sådan gør jeg.« Da blev det sagt: »Gør ikke sådan. Du har rettigheder over for dine øjne, din krop og din familie. Bed, hvil, fast også, og bryd fasten.« Efter denne vejledning kom hans hustru en dag til Profetens hus. Denne gang så hun ud som en nygift brud. Duften af parfume bredte sig fra hendes krop.

Efter Khadijas (ra) bortgang var det Uthman ibn Mazʿuns hustru, Khawla bint Hakim, der fremsatte forslaget om ægteskab med Aisha og Sawda for Rasulullah (sa). Det var hovedsageligt gennem hendes mellemkomst, at Rasulullahs (sa) to ægteskaber blev indgået. (Hayāt as-Sahāba 2/653)

Abdullah ibn Umar (ra)

Hans navn var Abdullah, og hans kunya var Abu Abd ar-Rahman. Hans far var Umar ibn al-Khattab, og hans mor var Zaynab. Ifølge den korrekte overlevering var han fjorten år gammel på tidspunktet for slaget ved Uhud i det tredje hijri-år. Ifølge denne beregning blev han født i profetskabets andet år. Da Hazrat Umar antog islam i profetskabets sjette år, var Abdullah omkring fem år gammel.

Fra det øjeblik han begyndte at forstå, så Abdullah sit hjem oplyst af islams lys. Han voksede op i et islamisk miljø. Ifølge nogle overleveringer antog han islam før sin far. Den korrekte opfattelse er dog, at han var lille på det tidspunkt, hvor hans far antog islam. Som mindreårig søn fulgte han derfor også sin fars religion.

Hazrat Umar (ra) udvandrede sammen med sin familie fra Mekka til Medina, udmattet af de vantros forfølgelse. Abdullah rejste også til Medina sammen med sin far. Efter hijraen fandt den første konfrontation mellem sandhed og falskhed sted på Badr-sletten. Ibn Umar var dengang en trettenårig dreng. Han bad om at få lov til at deltage i jihad. Da han endnu ikke havde nået den alder, hvor man deltager i jihad, afviste Allahs Sendebud (sa) hans anmodning. Et år senere kom slaget ved Uhud igen på dagsordenen. Denne gang meldte han sig. Af samme grund lykkedes det ham heller ikke denne gang at få Allahs Sendebuds (sa) tilladelse. To år senere, i det femte hijri-år, fandt slaget ved Khandaq sted. Abdullah var femten år. Dette var første gang, han fik Allahs Sendebuds tilladelse til at drage ud i jihad.

Under Hudaybiyya-forliget i det sjette hijri-år var han rejsefælle med Allahs Sendebud (sa) og fik den lykke at aflægge Bay’at al-Ridwan. Ved et tilfælde opnåede han denne ære før sin far, Hazrat Umar (ra). Den dag sendte Hazrat Umar (ra) ham for at hente en hest hos en ansar. Da han var på vej, hørte han, at Allahs Sendebud (sa) modtog troskabseden fra sahabaerne. Han løb derhen og aflagde først troskabseden til Allahs Sendebud (sa).

Han deltog også i Khaybar-ekspeditionen. På denne rejse var han en af overlevererne af de bestemmelser om halal og haram, som Allahs Sendebud (sa) bekendtgjorde. (Bukhari)

Da Mekka blev erobret, var Ibn Umar en tyveårig ung mand. Han deltog i denne ekspedition sammen med de øvrige mujahider. Hans våben var en hurtig hest og en tung nizā. Han bar et stykke klæde over kroppen. En dag var han i færd med at skære græs til hesten med sine egne hænder, da Allahs Sendebud (sa) fik øje på ham og udbrød: »Abdullah, Abdullah.« Efter erobringen af Mekka gik han lige bag Allahs Sendebud ind i Kabaen. Han fortæller: »Usama ibn Zayd, Uthman ibn Talha og Bilal ibn Rabah gik først ind sammen med Allahs Sendebud (sa). Derefter var jeg den første, der gik ind i Kabaens indre.«

Efter erobringen af Mekka deltog han også i Hunayn-ekspeditionen og belejringen af Ta’if. Sammen med utallige muslimer ledsagede Ibn Umar også Allahs Sendebud (sa) på hans afskedshajj og udførte denne hajj.

I det niende hijri-år blev Tabuk-ekspeditionen gennemført. Allahs Sendebud (sa) drog mod Tabuk med tredive tusind mujahider. Ibn Umar var også et af denne hærs medlemmer. Kort sagt deltog han i alle de vigtige ekspeditioner og begivenheder fra Khandaq og frem til de sidste dage af Allahs Sendebuds (sa) liv.

Under den første kalifs tid ser man ikke Ibn Umar involveret i nogen betydningsfuld aktivitet. Eller også findes der, selv hvis han var involveret, ikke meget om det i historien.

Under den anden kalifs tid ses han imidlertid i historien som almindelig soldat i flere ekspeditioner. Han deltog i slaget ved Nihawand og blev syg. Han deltog i ekspeditionerne til Syrien og Egypten og blev syg. Historien fortæller, at han deltog i ekspeditionerne til Syrien og Egypten. Der er dog ikke kendskab til noget betydningsfuldt bidrag fra ham i disse ekspeditioner. I denne periode ses han heller ikke i statens administrative arbejde. Årsagen var sandsynligvis, at kalif Umar (ra) ikke ønskede, at hans nære slægtninge skulle involveres i særlige opgaver under kalifatet. Ikke desto mindre tog han af egen drift imod alle sin fars strengheder, når der opstod et spørgsmål om den muslimske ummahs gavn eller skade. Som eksempel kan nævnes, at da kalif Umar (ra) stod på dødens tærskel, hørte Ibn Umar fra sin søster, de troendes mor, Hazrat Hafsa (ra), at Umar (ra) ikke ønskede at udpege nogen som sin efterfølger. Ibn Umar tænkte på de fremtidige problemer, der kunne ramme ummahen efter faderens bortgang. Skælvende af frygt gik han frem for sin far og sagde modigt: »Forskellige ting kommer mig for øre, og jeg er kommet for at fortælle dig dem. Folk mener, at du ikke ønsker at udpege nogen som din efterfølger.« Han fortsatte: »Antag, at en hyrde vogter dine kameler og geder. Hvis han lader flokken blive på marken og kommer til dig, hvordan vil det så gå ham? At være menneskenes hyrde er en endnu vanskeligere opgave.« Disse fornuftige ord behagede kalif Umar. Efter at have tænkt et øjeblik sagde han: »Allah er selv vogter over sin dyreflok.« Til sidst overdrog han ansvaret for at vælge den næste kalif til en gruppe højtstående sahabaer.

Efter sin fars død så man for første gang Ibn Umar ved rådet, der skulle vælge kaliffen. Hazrat Umar efterlod et testamente om, at Abdullah ved valget af den næste kalif kun skulle fungere som rådgiver. Han måtte ikke gøres til kalif.

Under kalif Uthmans regering fik han mulighed for at deltage i det administrative arbejde. Han forsøgte dog aldrig at opnå nogen uretmæssig fordel. Kalif Uthman (ra) foreslog ham at overtage posten som qadi. Han afslog med ordene: »Jeg træffer hverken afgørelser mellem to personer eller leder bønnen for to personer. For Profeten (sa) sagde: ‘Qadier er af tre slags. Den første er den uvidende; deres sted er Helvede. Den anden er den verdslige lærde; også de hører til i Helvede. Den tredje er dem, der udøver ijtihad og når frem til den rigtige afgørelse. For dem er der hverken straf eller belønning.’« Kaliffen sagde: »Din far traf jo også afgørelser.« Han svarede: »Ja, det er sandt. Men når han kom ud for et problem, gik han til Allahs Sendebud (sa). Og når Sendebudet (sa) ikke kunne træffe en afgørelse, søgte han hjælp hos Jibril. Men hvem skal jeg nu gå til? For Allahs skyld, fritag mig.« Kaliffen fritog ham, men tog et løfte fra ham om, at han ikke ville fortælle dette til nogen anden. Kaliffen vidste nemlig, at hvis folk fik at vide, at Ibn Umar havde afslået posten som qadi, ville man ikke kunne finde noget andet retskaffent menneske til posten. Alle ville følge Ibn Umars eksempel.

Selv om han holdt sig borte fra kalifatets administrative ansvar, holdt han sig aldrig borte fra jihad fi sabilillah. Hver gang kaldet til jihad lød, svarede han. I hijri-år 27 deltog han i felttoget i Afrika (Tunesien, Algeriet og Marokko). I hijri-år 30 deltog han sammen med Said ibn As i felttoget i Khurasan og Tabaristan. Men efter at interne uroligheder og fitna og splid var begyndt, trak han sig fuldstændigt tilbage. Han deltog ikke længere i nogen af kalifatets aktiviteter. Efter Hazrat Uthmans (ra) martyrdød bad folk ham om at påtage sig kaliffens embede. Han afslog bestemt. Folk truede ham med at slå ham ihjel, men uden det mindste tegn på uro forblev han fast ved sin beslutning.

Der er uenighed om, hvis kalifat han anerkendte mellem Ali og Muawiya (ra). Ibn Hajar siger: »Ibn Umar mente, at man ikke burde aflægge troskabsed til nogen, før folket havde opnået enighed eller konsensus om ham. Det var ud fra dette synspunkt, at han ikke aflagde troskabsed til Ali (ra). Men ifølge en beretning i al-Mustadrak aflagde han troskabsed til Ali (ra) på den betingelse, at han ikke ville blive involveret i en borgerkrig sammen med Ali. Ali godkendte også denne betingelse. Ikke en dråbe muslimsk blod blev udgydt af hans hånd. Alligevel følte han helt til det sidste øjeblik af sit liv en stærk skyldfølelse over ikke at have sluttet sig til Alis (ra) side.«

Efter slaget ved Siffin blev Abu Musa al-Ashari og Amr ibn al-As udpeget som dommere for de to parter. Abu Musa havde foreslået sin modpart Abdullah ibn Umar som kalif. Men Amr ibn al-As afviste dette forslag. Ibn Umar var sammen med de øvrige muslimer til stede i Dumat al-Jandal for at høre de to dommeres afgørelse.

Efter Hazrat Alis martyrdød anerkendte han Emir Muawiyas kalifat. Han deltog i forskellige felttog under hans regering. Han deltog også i felttoget mod Konstantinopel.

Efter Emir Muawiya (ra) overtog Yazid ansvaret for kalifatet. For at undgå den fitna, der skyldtes splittelsen i den muslimske ummah, aflagde han troskabsed til ham. Om dette sagde han: »Hvis det er godt, vil vi være tilfredse, og hvis det er ondt, vil vi være tålmodige.« Nogen tid senere, da indbyggerne i Medina trak deres troskabsed til Yazid tilbage, kaldte han sin familie sammen og sagde: »Jeg har aflagt troskabsed til Yazid om lydighed mod Allah og Hans Sendebud. … Ingen af jer må bryde denne troskabsed. Hvis nogen bryder den, vil sværdet afgøre sagen mellem ham og mig.« Efter hans opfattelse betød ophævelsen eller tilbagetrækningen af troskabseden en form for bedrag. Og i sharia er der fastsat en streng straf for bedrag. Han aflagde ikke troskabsed til Yazid af begær efter nogen fordel.

Efter Yazids død blev hans søn, Muawiya II, kalif. Han varetog kalifatets ansvar i blot tre måneder. Efter hans død erklærede Abdullah ibn al-Zubayr (ra) sig på den ene side for kalif i Mekka. Befolkningen i Irak, Hijaz og Yemen aflagde troskabsed til ham. På den anden side gjorde Marwan krav på kalifatet og modtog troskabsed fra Syriens befolkning. Selv om størstedelen af den tids islamiske kalifat støttede Abdullah ibn al-Zubayr, tillagde Abdullah ibn Umar ikke hans krav den mindste betydning. Mens de to stridende grupper kæmpede om kalifatet, sagde en mand til Ibn Umar: »Allah har befalet os at føre jihad for at forhindre fitna.« Han svarede: »Da der var fitna, førte vi jihad. De vantro tillod ikke muslimerne at tilbede Allah; det var datidens fitna. Denne borgerkrig er ikke jihad, men en selvdestruktiv kamp om kongemagten.« Men da Hajjaj ibn Yusuf angreb Abdullah ibn al-Zubayr i Mekka og ødelagde en del af Kabaen, udtrykte han stærk forargelse og fordømmelse.

Da troskabseden til kalifatet blev aflagt til Abd al-Malik, sendte Ibn Umar også en skriftlig troskabsed. Dens ordlyd var: »Jeg og min søn lover at adlyde De Troendes Leder, Abd al-Malik, efter bedste evne i overensstemmelse med Allahs og Hans Sendebuds sunnah.« Abd al-Malik viste Ibn Umar stor respekt og fulgte ham i overholdelsen af shariaens anvisninger. Under hajj udstedte han befaling om at følge Ibn Umar med hensyn til udførelsen af hajjens søjler.

Han døde i år 74 efter hijrah, i en alder af 83 eller 84 år. Under hajj trængte spidsen af en forgiftet lanse ind i hans fod. Det var i sidste ende denne gift, der forårsagede hans død. Man antager almindeligvis, at det ikke blot skete ved et tilfælde, men at det skete på al-Hajjajs foranledning. Ibn Umar havde nemlig irettesat al-Hajjaj voldsomt for hans angreb på Abdullah ibn al-Zubayr ved Kabaen. Det gjorde al-Hajjaj vred. Derefter sårede en syrisk soldat ham på hans foranledning. Ibn Hajar har dog sagt, at Abd al-Malik havde beordret al-Hajjaj ikke at komme i konflikt med Ibn Umar. Denne ordre var meget smertefuld for al-Hajjaj. Derfor fjernede han Ibn Umar fra denne verden ad denne alternative vej.

Ibn Sa’d beretter, at al-Hajjaj engang under en khutbah beskyldte Ibn al-Zubayr for at have forvansket Allahs ord. Ibn Umar protesterede straks og udbrød: »Du lyver. Ibn al-Zubayr havde ikke en sådan magt, og du har heller ingen ret til at fremsætte en sådan beskyldning.« Al-Hajjaj kunne ikke uden videre acceptere en så hård protest i en offentlig forsamling. Men han turde heller ikke opføre sig uhøfligt over for Ibn Umar offentligt. Derfor tyede han til en sådan hemmelig sammensværgelse.

En anden beretning fortæller, at al-Hajjaj en dag holdt en så lang khutbah, at tiden til asr-bønnen blev knap. Irriteret udbrød Ibn Umar: »Solen kan ikke vente på dig.« Under alle omstændigheder kunne den tyranniske al-Hajjaj af forskellige årsager ikke udholde Ibn Umar, sandhedens soldat. Derfor sørgede han på denne måde for at fjerne ham fra denne verden.

Da Ibn Umar lå sengeliggende på grund af giftens virkning, kom al-Hajjaj for at besøge ham. Efter at have udvekslet høflighedsfraser sagde al-Hajjaj: »Hvis jeg kunne identificere den skyldige, ville jeg hugge hovedet af ham.« Ibn Umar sagde: »Det hele har du selv gjort, og så siger du, at du vil dræbe den skyldige, hvis du finder ham.« Efter at have hørt denne ubehagelige sandhed lige i ansigtet blev al-Hajjaj tavs.

Hazrat Abdullah ibn Umar havde et inderligt ønske om at udånde sit sidste åndedrag i Medina Munawwara. Da hans tilstand begyndte at forværres, bad han: »O Allah, lad mig ikke dø i Mekka.« Han testamenterede til sin søn Salim: »Hvis jeg dør i Mekka, skal du begrave mig et sted uden for Mekkas haram. Det forekommer mig ikke rigtigt at blive begravet i den jord, som jeg udvandrede fra.« Få dage efter at have testamenteret dette til sin søn Salim forlod han denne verden.

Efter hans død ønskede folk at begrave hans legeme uden for haram i overensstemmelse med hans testamente. Men al-Hajjaj forhindrede det. Han ledte selv janazah-bønnen og begravede ham på den kirkegård, der kaldes Fakh.

Hvad enten han var på rejse eller hjemme, og hvad enten han opholdt sig inden for eller uden for hjemmet, gjorde hans ledsagelse af Allahs Sendebud, undervisningen og oplæringen hos Hazrat al-Faruq al-A’zam og ikke mindst hans egen ihærdige søgen efter viden ham til et hav af islamisk viden. Inden for discipliner som Koranen, hadith og fiqh besad han en dyb viden. I datidens Medina var Ibn Umar en af de lærde, som blev kaldt »Majma al-Bahrayn« inden for viden og handling, det vil sige stedet, hvor to have mødes.

Han havde en stærk interesse for recitationen af Den Hellige Koran. Han brugte en stor del af sit liv på at studere Koranens suraer og vers. Alene studiet af Sura al-Baqara tog fjorten år. Det giver en forestilling om, hvor meget tid og arbejde han brugte på at forstå Koranen. Denne usædvanlige interesse for Koranen udviklede hos ham en enestående evne til tafsir og ta’wil af Koranen. Evnen til at forstå Koranen opstod hos ham allerede ved ungdommens begyndelse. Derfor så man ham deltage i Rasulullahs (sa) forsamlinger sammen med de fremmeste sahaba.

Efter Koranen kommer hadith. Ibn Umar var en hadith-hafiz af første rang. Antallet af hadither, han overleverede, var 1.630. Af disse blev 170 overleveret af både al-Bukhari og Muslim, det vil sige mutt alafaq alayhi. Al-Bukhari overleverede 81 alene, og Muslim 31 alene. Han havde et stærkt ønske om at kende hvert eneste ord og enhver handling fra Rasulullah (sa). Når han var borte fra Rasulullahs (sa) selskab, spurgte han dem, der havde været hos ham, om Rasulullahs (sa) ord og handlinger i det tidsrum og bevarede dem i sin hukommelse. Hvis han hørte noget nyt, som han ikke kendte, opsøgte han straks Rasulullah (sa) eller den første overleverer for at kontrollere dets ægthed. Dette undersøgende sind gjorde Ibn Umar til et vældigt hav inden for hadith-videnskaben. Hvis han ikke kunne huske hvert eneste bogstav i de ord, der var kommet fra Rasulullahs (sa) mund, overleverede han dem ikke. Hans samtidige sagde: »Blandt sahabaerne er der ingen, der er mere omhyggelig end Ibn Umar med hensyn til at undgå at tilføje eller udelade noget ved overleveringen af Rasulullahs (sa) hadither.«

En stor del af hadith-videnskaben blev viderebragt gennem Hazrat Ibn Umar. Han levede i mere end tres år efter Rasulullahs (sa) bortgang. I hele denne lange periode studerede han den religiøse viden med fuld koncentration. Ibn Shihab al-Zuhri sagde: »Intet ved Rasulullah (sa) og hans sahaba var ukendt for Ibn Umar.« Af frygt for at denne kundskabsudøvelse skulle ophøre påtog han sig heller ikke noget offentligt embede. Han havde sin faste halqa-uddannelse i Medina. I hajj-sæsonen udstedte han fatwaer. Han underviste også i hadith i folks hjem. Det er overleveret, at han en dag besøgte Abdullah ibn Muti’s hjem. Abdullah bad ham sætte sig. Efter at have sat sig sagde Ibn Umar: »Jeg er kommet til dig på dette tidspunkt for at fortælle dig en hadith.« Rasulullah (sa) sagde: »Den, der holder sig borte fra lydighed mod amiren, vil på opstandelsens dag blive rejst uden noget bevis til sin fordel. Og den, der dør efter at have skilt sig fra jama’ah, dør som i jahiliyyah.«

Han frygtede i høj grad at komme til at tilføje eller udelade noget ved overleveringen af Rasulullahs (sa) hadither. Derfor overleverede han meget få hadither. Imam al-Sha’bi sagde: »Jeg sad hos Abdullah ibn Umar i et helt år. I den tid overleverede han ikke en eneste hadith til mig.« Det var ikke, fordi han anså overlevering af hadith for noget dårligt eller overleverede få hadither uden grund; han anså det tværtimod for nødvendigt. Han kunne ikke lide ændringer i ordlyden.

På grund af hans overdrevne omhyggelighed ved overleveringen af hadith blev hans overleveringer anset for de mest pålidelige blandt muhadditherne. Når Ibn Shihab al-Zuhri havde Ibn Umars hadith om et emne, mente han ikke, at der var behov for nogen andens hadith. I hadith-overleveringens isnad kalder muhadditherne kæden »Malik, fra Nafi’, fra Ibn Umar« for Silsilat adh-Dhahab, den gyldne kæde. Ibn Umar tilbragte nemlig omkring femten år i Rasulullahs (sa) selskab. Han oplevede hele Abu Bakrs og Umars tid på nært hold og tilbragte omkring tredive år i Umars ledsagelse. Den anden person i denne isnad, Nafi’, var Ibn Umars slave. I omkring tredive år tjente han sin herre. Den tredje person i isnad’en er Imam Malik. Han fik mulighed for at sidde i sin lærer Nafis studiecirkel i ti eller tolv år.

Ud over Rasulullah (sa) tilegnede Ibn Umar sig også viden hos fremtrædende sahaba som Abu Bakr, Uthman, Ali, Zayd ibn Thabit, Abdullah ibn Mas’ud, Bilal, Suhayb, Rafi’, Aisha og Hafsa (ra).

Hazrat Abdullah ibn Umars liv var et levende spejlbillede af Rasulullahs (sa) liv. Hazrat Abu Huzayfa plejede at sige: »Efter Rasulullahs (sa) bortgang forandrer hvert menneske sig på en eller anden måde, men der skete ingen forandring med Umar eller hans søn Abdullah.« Nafi’, Ibn Umars særlige tjener, sagde til sine tabi’in-elever: »Hvis Ibn Umar levede i denne tid, ville I, når I så hans strenghed i at følge Rasulullahs (sa) sunnah, sige: Denne mand er gal.« Han levede i omkring femogfirs år og aflagde bay’ah til Rasulullah (sa) allerede som barn. Mod slutningen af sit liv sagde han: »Fra den dag, jeg aflagde bay’ah til Rasulullah (sa), og indtil denne dag har jeg hverken brudt den eller ændret noget i den.« Det var ikke kun inden for tilbedelsen, men også i alle Rasulullahs (sa) menneskelige handlinger og vaner, at han fulgte ham. Når Rasulullah (sa) for eksempel overnattede forskellige steder under hajj-rejsen, overnattede han senere selv de samme steder. De steder, hvor Rasulullah (sa) bad, bad han også. Han benyttede den samme vej, som Rasulullah (sa) havde benyttet. Selv de steder, hvor Rasulullah (sa) havde foretaget wudu og ghusl, udførte han disse handlinger samme steder. Kort sagt fulgte han hvert eneste af Rasulullahs (sa) skridt til punkt og prikke. Folk anså hvert af hans ord og handlinger for i virkeligheden at være Rasulullahs (sa) ord og handlinger. Eftersom folk fulgte ham, forklarede han tydeligt, hvis han af en personlig grund ikke kunne følge sunnah i et bestemt tilfælde: »Dette er ikke Rasulullahs (sa) handling eller praksis. Jeg har gjort det på grund af en særlig undskyldning.« På den måde fjernede han folks forvirring. Hazrat Aisha (ra) sagde om hans efterfølgelse af sunnah: »Ingen følger Rasulullahs (sa) fodspor som Ibn Umar.«

Hans tafaqquh fi’d-din, det vil sige hans tænkning og forskning i religiøse spørgsmål, havde nået sin fuldendelse. Hele sit liv tilbragte han med studiet af viden og med at udstede fatwaer. Han var en af de berømte mufti-sahabaer i Medina. Selv sin tids fremmeste islamiske lærde søgte hans hjælp til at løse forskellige mas’alaer. Selv fremtrædende tabi’in som Sa’id ibn Jubayr fik løsninger på forskellige mas’alaer hos ham. Senere blev den malikitisiske madhhab hovedsageligt opbygget på grundlag af disse fatwaer fra Ibn Umar. Imam Malik sagde, at Ibn Umar var en af religionens imamer. Hvis hans fatwaer var blevet samlet, ville de være blevet til et omfattende værk. Han var yderst omhyggelig, når han udstedte fatwaer. Hafiz Ibn Abd al-Barr sagde: »Ibn Umar var særdeles omhyggelig både med sine fatwaer og med sin praksis. Ligesom han talte efter grundig overvejelse, handlede han også efter grundig overvejelse.«

Det synes ikke, at Ibn Umar havde nogen særlig interesse for de kundskabsområder, der var udbredt i datidens Arabien ud over religiøs viden, såsom poesi, astrologi, retorik og lignende. Den mulige årsag var, at han ikke mente, det var passende at bruge tid på at studere nogen anden viden end religiøs viden.

Det er sandt, at alle sahaba i almindelighed var præget af Allahs Sendebuds (sa) karaktertræk, men Ibn Umar var præget af dem på en endnu dybere måde. I hvert af hans ord og enhver af hans handlinger blev Allahs Sendebuds (sa) væsen og karaktertræk tydeligt afspejlet.

Allah den Ophøjede har sagt om sahabaernes lovprisning i den hellige Koran: »Iza zukirallahu wajilat qulubuhum« – når Allah nævnes for dem, skælver deres hjerter af frygt. Denne tilstand var fuldt udviklet hos Ibn Umar. En gang blev dette vers reciteret foran ham: »Fakaifa iza ji’na min kulli ummatin shahida« – hvordan vil det da være, når Vi bringer et vidne fra hvert folk? Da Ibn Umar hørte dette vers, græd han så meget, at hans skæg blev vådt af tårer, og folkene omkring ham blev også berørt.

Ibn Umar var en stor tilbeder og en, der tilbragte nætterne i bøn. Det meste af natten tilbragte han i tilbedelse. Hans tjener Nafi fortæller, at han bad hele natten. Ved daggry spurgte han mig: »Er det blevet morgen?« Hvis jeg svarede ja, fortsatte han med at bede om tilgivelse, indtil det blev lidt lysere. Hvis jeg svarede nej, stillede han sig igen op til bøn. Ved recitationen af Koranen oplevede han en overjordisk fryd. Selv de mindste former for tilbedelse forsømte han ikke. Han foretog en ny wudu til hver bøn. Når han gik til moskeen, satte han langsomt sine fødder, så antallet af skridt blev større, og belønningen dermed også større.

Ibn Umar var et levende eksempel på zuhd og taqwa. Han var sin tids enestående zahid og gudfrygtige. Hadhrat Jabir (ra) plejede at sige: »Blandt os var der ingen andre end Ibn Umar, som ikke lod sig tiltrække af denne verdens pragt.« Taqwa var fremtrædende hos ham allerede fra barndommen. Da Allahs Sendebud (sa) så hans gudfrygtige natur, sagde han: »Rajul as-Salih« – en retskaffen tjener.

Han var meget gavmild. Han gav altid det, han holdt mest af, bort for Allahs sag. Enhver slave eller slavinde, som han syntes godt om, frigav han. Ved én sammenkomst uddelte han tusind dirham. Han frigav så mange slaver og slavinder, at antallet af dem, han havde frigivet, oversteg et tusind. En gang red han på en meget smuk kamel af sted til hajj. Han kunne virkelig godt lide kamelens gang. Pludselig steg han af, tog bagagen af dens ryg og beordrede, at den skulle føjes til offerdyrene. Ayyub ibn Wa’il ar-Rasibi fortæller: »En dag kom fire tusind dirham og en fløjlsmantel i Ibn Umars besiddelse. Den følgende dag så han Ibn Umar købe foder på kredit på markedet til sit ridedyr. Ibn Wa’il gik straks til Ibn Umars hus og spurgte hans familie: ›Modtog Ibn Umar ikke i går fire tusind dirham og en fløjlsmantel?‹ De svarede: ›Jo.‹ Ibn Wa’il sagde: ›I dag så jeg ham købe foder til sit dyr på kredit på markedet.‹ De sagde: ›Han havde allerede uddelt det hele, før natten var forbi.‹ Derefter gik han ud med kappen over skulderen. Da han kom hjem, så jeg, at den heller ikke var der. Da jeg spurgte ham, sagde han: ›Jeg gav den til en fattig.‹ Da Ibn Wa’il hørte dette, løb han klappende i hænderne mod markedet. Han stillede sig på et højt sted og råbte: ›I handelsfolk! Hvad vil I med denne verden? Her er Ibn Umar: Han fik fire tusind dirham i hænde og uddelte dem. Derefter købte han om morgenen foder til sit dyr på kredit.‹«

På denne måde var han en praktisk fortolkning af verset: »I vil aldrig opnå godhed, før I giver ud af det, I elsker.« Han spiste ikke et måltid uden at have en eller to fattige og trængende med sig. Ofte irettesatte han sine sønner, når de inviterede de velstående til et måltid, men ikke inviterede de fattige og trængende sammen med dem. Han sagde: »I inviterer dem, der allerede er mætte, og lader de sultne blive tilbage.«

Han var en succesfuld forretningsmand. Han ejede også land, der kunne dyrkes. Han modtog desuden en ydelse fra statskassen. Men selv nød han kun meget lidt. Han gav det hele bort. En gang gav en ven ham en fuld beholder som gave. Han spurgte: »Hvad er det?« Vennen svarede: »Det er medicin. Jeg har taget den med til dig fra Irak.« Han spurgte igen: »Hvad er dens virkning?« Vennen svarede: »Den styrker fordøjelsen.« Men i fyrre år havde han ikke spist sig mæt. Var han nærig eller fattig? Nej, historien siger ikke dette. Han gjorde det alene for at udtrykke medfølelse og sympati med Allahs Sendebud (sa) og sin far, Umar ibn al-Khattab.

Han elskede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) dybt. Da den elskede Profet gik bort, blev hans hjerte sønderknust. Hver gang han kom til at tænke på Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), brast han i gråd. Når han vendte tilbage til Medina fra en rejse, gik han altid til den velsignede Rawda og fremførte sin salam. På grund af sin kærlighed til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) elskede han også hans familie dybt. Engang spurgte en irakisk beduin ham om soningen for at have dræbt en myg. Han sagde til sine ledsagere: »Se på denne mand. Han spørger om soningen for en mygs blod, mens det var dem, der dræbte den elskede Profets hjertenskære Husayn.« På grund af sin kærlighed til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) elskede han også byen Medina inderligt. Trods al sorg og lidelse tænkte han aldrig på at forlade Medina.

Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) afholdt sig altid fra handlinger, der kunne skabe splittelse blandt den muslimske ummah. Han talte sandt. Men når han undertiden så fare for den muslimske ummah, forholdt han sig tavs. Engang hævdede Hazrat Muawiya (må Allah være tilfreds med ham): »Hvem har større ret end jeg til at opnå kalifatet?« Ibn Umar ville svare på dette, men lod være af frygt for fitna og strid. Han forblev tavs. På samme måde bad han fire rakʿat bag kaliffen Uthman i Mina, selv om han mente, at bønnen dér ifølge sunnah fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), Abu Bakr og Umar burde forkortes. Når han bad alene, bad han imidlertid kun to rakʿat. Af frygt for splittelse bad han fire rakʿat bag Uthman. Han plejede at sige: »At skabe splittelse er en dårlig handling.« Han sagde også: »Selv hvis hele Muhammads ummah anerkendte mig som kalif, og kun to personer nægtede at anerkende mig, ville jeg ikke føre krig mod dem.«

Af frygt for at skabe splittelse aflagde han troskabseden til alle kaliffer. I den tidsalder, der var præget af fitna og strid, bad han bag alle amirer og afleverede sin zakat til dem. Denne lydighed var dog begrænset af religionens grænser. Derfor bad han først bag Hajjaj, men da Hajjaj begyndte at forsinke bønnen, holdt han op med at bede bag ham. Han forlod endda Mekka og flyttede til Medina.

Ibn Umar var aldrig bange for at sige sandheden. Han kritiserede herskerne af umayyadisk afstamning direkte ansigt til ansigt. Engang holdt Hajjaj en khutba. Ibn Umar sagde til ham: »Denne mand er Allahs fjende. Han har krænket Mekkas hellige område, ødelagt Baytullah og dræbt Allahs elskede tjenere.«

En anden gang gjorde Hajjaj sin khutba så lang, at asr-bønnen blev forsinket. Ibn Umar råbte: »Bønnens tid er ved at udløbe; afslut din tale.« Således råbte han tre gange. Ibn Umar sagde til de tilstedeværende: »Hvis jeg rejser mig, vil I så gå med mig?« Folkene svarede: »Ja.« Ibn Umar rejste sig. Hajjaj steg skyndsomt ned fra minbaren og ledte bønnen. Bagefter spurgte Hajjaj Ibn Umar: »Hvorfor gjorde du det?« Han svarede: »Vi kommer til moskeen for at bede. Når bønnetiden er kommet, bør bønnen ledes med det samme. Derefter kan du tale løs, så længe du vil.« På grund af hans åbenmundethed frygtede de tyranniske herskere fra umayyaderne ham i høj grad.

Islam har afskaffet alle sådanne handlinger og egenskaber, hvorved et menneske ydmyges eller ophøjes uden grund. Ibn Umar var et levende eksempel på denne islamiske lighed. Han brød sig slet ikke om nogen adfærd, der kunne skabe forskelle inden for denne lighed. Derfor satte han sig ikke dér, hvor folk rejste sig for at ære ham. I sin omgang med sine tjenere og slaver tog han også hensyn til denne lighed. Han lærte dem selvrespekt. Han lod dem sidde sammen med sig og spise. Han mente, at det var en alvorlig synd ikke at tage vare på slavernes mad og klæder. Salim siger, at Ibn Umar i hele sit liv kun én gang skældte en slave ud. Engang slog han en slave af en eller anden grund. Bagefter angrede han det så meget, at han frigav ham.

Ydmyghed og beskedenhed var særlige kendetegn ved hans karakter. Han brød sig meget lidt om at høre ros af sig selv. En mand kastede jord i ansigtet på ham. Derefter reciterede han for ham Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hadith: »Kast jord i ansigtet på dem, der roser.« Han hilste på alle, både små og store, uden forskel. Hvis han på sin vej glemte at hilse på nogen, vendte han tilbage og hilste på ham. Selv når han hørte meget hårde ord, bar han dem over og svarede ikke igen. En mand fornærmede ham med groft sprog. Som svar sagde han blot: »Jeg og min bror er af en meget fornem slægt.« Derefter tav han.

Af Ibn Umars biografi kan vi se, at hans økonomiske forhold var meget velstående. Han uddelte tusindvis af dirham til fattige og trængende ved samme lejlighed. Men den samlede værdi af møblerne i hans eget hjem oversteg ikke et hundrede dirham. Maymun ibn Mahran siger: »Jeg gik ind i Ibn Umars hjem og beregnede prisen på tæpper, madrasser, sengetøj og så videre. Det hele blev ikke til mere end hundrede dirham.« Han levede et så enkelt og ubesmykket liv. Han udførte selv sine egne opgaver. Det behagede ham ikke at tage imod andres hjælp til sit arbejde.

Da der under Umar ibn al-Khattabs (ra) tid blev fastsat understøttelser til alle sahabaerne, blev Ibn Umars understøttelse fastsat til 2.500 dirham. Usama ibn Zayids understøttelse blev derimod fastsat til 3.000 dirham. Ibn Umar protesterede over for sin far, Umar (ra), mod denne forskel og sagde: »Når jeg på intet område står tilbage for ham, og De som hans far ikke står tilbage for hans far, hvad er så årsagen til denne forskel?« Umar (ra) svarede: »Du har talt sandt. Men Allahs Sendebud elskede hans far mere end din far og ham mere end dig.« Da Ibn Umar (ra) hørte svaret, tav han.

Hans karakteregenskaber og fortrin kan ikke beskrives og offentliggøres i dette korte skrift. En tabi’i bemærkede om ham: »Hvis jeg skulle bevidne om et menneske, at han hører til Paradisets beboere, ville jeg uden tvivl have gjort det om Ibn Umar.«

Abdullah ibn Jahsh (ra)

Hans navn var Abdullah, og hans kunya var Abu Muhammad. Hans far var Jahsh, og hans mor var Umayma. Han var beslægtet med Allahs Sendebud (sa) på flere måder. Hans mor, Umayma bint Abd al-Muttalib, var Allahs Sendebuds (sa) faster. Hans søster, De Troendes Moder, Hazrat Zaynab bint Jahsh, var Allahs Sendebuds (sa) hustru. Han var således både Allahs Sendebuds (sa) fætter på mødrene side og svoger.

Historien indeholder ingen oplysninger om hans fødselsår. Men da han led martyrdøden i slaget ved Uhud i det tredje hijri-år, var han lidt over fyrre år gammel. På grundlag af denne oplysning kan man sige, at han blev født i Mekka fireogtyve eller femogtyve år før Allahs Sendebud (sa) modtog profetskabet. I den førislamiske tid var han harif, det vil sige bundet af en alliance, med Harb ibn Umayya. Nogle har dog angivet Banu Abd Shams som hans allierede. I virkeligheden er der ingen modsigelse mellem de to overleveringer, for Harb ibn Umayya var selv medlem af Banu Abd Shams.

Hazrat Abdullah var en af de »først ankomne til islam«, det vil sige blandt dem, der antog islam i den første periode. Han antog islam, allerede før Allahs Sendebud (sa) søgte tilflugt i Dar al-Arqam.

Efter at have antaget islam blev hverken han eller hans klan skånet for quraysh-folkets undertrykkelse og overgreb. Derfor foretog han hijra til Abessinien to gange. Under den sidste hijra var alle medlemmer af hans familie med ham: hans to brødre Abu Ahmad og Ubaydullah, hans tre søstre Zaynab, Umm Habiba og Hamna samt Ubaydullahs hustru, Umm Habiba bint Abu Sufyan. Da hans bror Ubaydullah var nået til Abessinien, forlod han islam, antog kristendommen og døde dér som murtadd, det vil sige frafalden.

Da han havde forladt islam, blev hans hustru Umm Habiba skilt fra ham, og senere giftede Allahs Sendebud (sa) sig med hende og gav hende status som hustru. (Al-Isaba 2/272) Efter at have opholdt sig nogen tid i Abessinien vendte Hazrat Abdullah tilbage til Mekka sammen med de øvrige familiemedlemmer. Da han kom tilbage til Mekka, så han, at alle medlemmerne af hans klan, Banu Ghanam, havde antaget islam. Med Allahs Sendebuds (sa) tilladelse tog han dem alle med sig og foretog hijra til Medina. Før dem havde Hazrat Abu Salama foretaget hijra til Medina. Som tidligere nævnt havde hele hans klan antaget islam; han tog alle med sig, unge og gamle, mænd og kvinder, og nåede Medina. Han efterlod ikke én eneste person fra Banu Ghanam i Mekka.

Kort efter at de havde forladt Mekka, gik Qurayshs ledere, blandt andre Utba og Abu Jahl, ud fra deres huse og begav sig mod Banu Ganams kvarter. Deres formål var at se, hvem fra Ganam-stammen der var taget af sted, og hvem der var blevet tilbage. De så, at hele kvarteret var mennesketomt. Nogle huses døre stod åbne, mens andre var låste. Da Utba så dette, bemærkede han: »Banu Jahashs huse står jo gabende tomme og sørger over deres beboere.« Da Abu Jahl hørte dette, gik han ind i Abdullah ibn Jahashs hus. Han plyndrede dets ejendele, som det passede ham. I hele kvarteret var Abdullahs hus det smukkeste og mest velstående. Da Abdullah fortalte Allahs Sendebud om Abu Jahls plyndring af hans hus, trøstede han ham og sagde: »Abdullah, er du ikke glad for, at Allah til gengæld vil give dig et hus i Paradis?« Han svarede: »Jo, Allahs Sendebud.« Sendebudet sagde: »Det er, hvad du vil få.« Abdullah blev glad.

Efter ankomsten til Medina gav Asim ibn Thabit al-Ansari hele Abdullahs familie husly. Senere etablerede Allahs Sendebud et mu’akhāt, altså et broderligt forhold, mellem de to.

I Rajab i det andet hijri-år udvalgte Allahs Sendebud en gruppe på otte sahabaer. Blandt disse otte var Abdullah ibn Jahash og Sa’d ibn Abi Waqqas. Allahs Sendebud henvendte sig til dem alle og sagde: »Den af jer, der er mest udholdende over for sult og tørst, vil jeg udnævne til jeres amir.« Derefter udnævnte han Abdullah til amir. På denne måde opnåede han æren af at blive den første amir for en gruppe af troende. Allahs Sendebud gav ham anvisninger om rejseruten og rakte ham et brev med et segl, idet han sagde: »Åbn ikke dette brev før efter to dage. Når I har rejst i to dage, skal du åbne og læse det og handle i overensstemmelse med brevets anvisninger.«

Hazrat Abdullah drog af sted fra Medina sammen med sine ledsagere. Efter to dages rejse åbnede og læste han brevet som anvist. I brevet stod der, at han skulle nå et sted ved navn Nakhla mellem Mekka og Taif og indhente oplysninger om Qurayshs bevægelser og øvrige forhold. Han tog imod denne befaling med den største hengivenhed og respekt. Han henvendte sig til sine ledsagere og sagde: »Venner, jeg vil gennemføre Allahs Sendebuds befaling. Den af jer, der ønsker martyrdøden, kan tage med mig, og den, der ikke ønsker det, kan vende tilbage. Jeg vil ikke tvinge nogen.« Efter denne tale udtrykte alle hans ledsagere ønske om at følge ham. Da de nåede Nakhla, begyndte de at holde skarpt øje med Qurayshs bevægelser. En dag passerede en handelskaravane fra Quraysh ad denne vej. Karavanen bestod af fire personer: Amr ibn al-Hadrami, Hakam ibn Qaysan, Uthman ibn Abdullah og Uthmans bror Mughirah. De havde handelsvarer med sig, blandt andet huder og rosiner.

Abdullah ibn Jahash rådførte sig med sine ledsagere om, hvorvidt karavanen skulle angribes. Det var den sidste dag i de hellige måneder. Det skal bemærkes, at Dhu al-Qa’dah, Dhu al-Hijjah, Muharram og Rajab er de fire hellige måneder. Fra gammel tid havde araberne anset krig og blodsudgydelse i disse måneder for forbudt. De overvejede, at hvis de angreb karavanen den dag, ville det ske i en hellig måned. Hvis de derimod ventede til den følgende dag, ville karavanen nå ind i Mekkas hellige område. Mekkas hellige område var et sikkert sted for alle. Hvis de angreb karavanen dér, ville det være en forbudt handling. Efter rådslagningen besluttede de at angribe. De foretog et overraskelsesangreb, dræbte karavanens leder, Amr ibn al-Hadrami, tog Uthman ibn Abdullah og Hakam ibn Qaysan til fange, mens den fjerde mand flygtede. De fik store mængder varer som krigsbytte. Abdullah ibn Jahash tilbageholdt en femtedel af det opnåede krigsbytte til Allah og Hans Sendebud og fordelte de resterende fire femtedele ligeligt blandt sine ledsagere. På det tidspunkt var der endnu ikke fastlagt regler for fordelingen af krigsbytte. Abdullahs ijtihad viste sig imidlertid at være korrekt. Senere blev verset om khumus, den femtedel, åbenbaret i Koranen til støtte for hans beslutning.

Hazrat Abdullah ibn Jahash kom til Allahs Sendebud i Medina med en femtedel af krigsbyttet. Sendebudet nægtede at tage imod det. Han sagde: »Jeg befalede dig jo ikke at udgyde blod i en haram, altså forbudt, måned.«

Andre muslimer fordømte også Abdullah for hans dristighed og overtrædelse. Quraysh begyndte ligeledes at udbasunere denne begivenhed. De gik rundt og sagde, at Muhammads sahabaer havde gjort de hellige måneder tilladte. Ved at dræbe og udgyde blod havde de krænket disse måneder. Hazrat Abdullah og hans ledsagere kom i alvorlige vanskeligheder. De blev grebet af frygt for, at de havde været ulydige mod Allahs Sendebud. De blev plaget af anger. Til sidst åbenbarede Allah den følgende koranvers, hvori Han gav udtryk for tilfredshed med deres handling: »De spørger dig om den hellige måned og om at føre krig i den. Sig: At føre krig i den er en alvorlig overtrædelse. Men at hindre folk fra Allahs vej, at fornægte Ham, at hindre adgang til Den Hellige Moské (Ka’baen) og at fordrive dens beboere derfra er endnu alvorligere i Allahs øjne. Og fitna, altså at skabe splittelse eller fordærv, er værre end drab.« (Al-Baqarah 2:217)

Efter at dette koranvers var blevet åbenbaret, åndede de lettet op. Muslimerne kom i grupper for at lykønske dem og omfavnede dem. Allahs Sendebud blev tilfreds med dem, tog imod sin del af krigsbyttet fra dem og frigav de to fanger mod løsepenge.

I virkeligheden var denne hændelse med Abdallah ibn Jahsh og hans ledsagere en vigtig begivenhed i muslimernes liv. Deres krigsbytte var islams første krigsbytte, den dræbte var den første polyteist, der blev dræbt af muslimer, og de to tilfangetagne var de første fanger, muslimer tog. Den fane, der blev givet til dem, var den første fane, Allahs Sendebud (sa) overrakte, og lederen af denne gruppe, Abdallah ibn Jahsh, var den første leder, der blev tiltalt som de troendes leder. Abdallah ibn Jahsh var den første, der indførte khumus med hensyn til krigsbytte, og Allah bekræftede dette ved at åbenbare en åbenbaring. (Al-Istiʿab)

Hadhrat Abdallah ibn Jahsh deltog i slagene ved Badr og Uhud. Hadhrat Saʿd ibn Abi Waqqas har berettet: Dagen før slaget ved Uhud bad Abdallah og jeg. Jeg sagde: »O Allah, lad den fjende, der i morgen vil kæmpe mod os, være yderst modig og vred, så jeg kan dræbe ham på Din vej og tage hans våben.« Da Abdallah hørte min bøn, sagde han: »Amin.« Derefter løftede han hænderne og bad: »O Allah, giv mig en modstander, der er særdeles modig og hurtigt bliver vred. Jeg vil kæmpe mod ham på Din vej. Han vil dræbe mig, skære min næse og mine ører af og lemlæste mig. Når jeg møder Dig, og Du spørger: ’Abdallah, hvordan blev din næse og dine ører skåret af?’ vil jeg svare: ’For Din og Dit Sendebuds skyld.’« Det var, som om han kunne se, at hans ønske ville blive opfyldt. Derfor svor han gentagne gange og sagde: »O Allah, jeg sværger ved Dig, at jeg vil kæmpe mod fjenden, og han vil dræbe mig, skære min næse og mine ører af og lemlæste mig.« (Usd al-Ghaba)

I måneden Shawwal i det tredje hijri-år begyndte et voldsomt slag på Uhuds slette. Hadhrat Abdallah ibn Jahsh angreb så heftigt, at hans sværd gik i stykker. Allahs Sendebud (sa) gav ham en stav af en dadelpalmegren. I lang tid fortsatte han kampen med den. Da Abu al-Hakam ibn Akhnas al-Thaqafi derefter ramte ham med et kraftigt slag, blev hans ønske om martyrdom opfyldt. Polyteisterne lemlæstede hans krop. De skar hans næse og ører af og trådte dem på en snor som en halskæde. Da Hadhrat Saʿd så dette, udbrød han: »Ved Allah, Abdallahs bøn var bedre end min bøn.«

Han levede lidt over fyrre år. Han blev begravet i samme grav som sin morbror, sayyid al-shuhada, Hadhrat Hamza.

Da Allahs Sendebud (sa) udnævnte Abdallah til leder og sendte ham af sted på ekspeditionen til Nakhlah, sagde han til sine ledsagere: »Selv om Abdallah ibn Jahsh ikke er den bedste blandt jer, er han den, der bedst kan udholde sultens og tørstens lidelser.« Kærligheden til Allah og Hans Sendebud gjorde ham ligeglad med alt i denne verden. Hans eneste ønske var at ofre sit dyrebare liv på Allahs vej. Dette ønske blev opfyldt. Han opnåede den ærefulde titel »al-Mujaddaʿ fi Allah« (den, hvis ører er skåret af på Allahs vej). Under slaget ved Badr rådførte Allahs Sendebud (sa) sig med Abu Bakr, Umar og Abdallah ibn Jahsh om fangerne.

Abdallah ibn Amr ibn al-As (ra)

Hans navn var Abdallah, og hans kunyaer var Abu Muhammad, Abu Abd al-Rahman og Abu Nusayr. De to førstnævnte kunyaer var dog langt de mest berømte. Hans far var den berømte hærfører og diplomat, Hadhrat Amr ibn al-As (ra), og hans mor var Rita bint Munabbih. Det er blevet berettet, at Abdallah før islam bar navnet al-As (den syndige, den ulydige). Abu Zurʿa nævner i sin Tarikh, at Allahs Sendebud (sa) ved en begravelse spurgte ham: »Hvad hedder du?« Da han svarede »al-As«, sagde Sendebudet (sa): »Nej, fra i dag skal du hedde Abdallah.« Fra den dag blev al-As til Abdallah.

Ibn Saʿd siger, at Abdallah tog islam til sig før sin far, Amr ibn al-As. Ifølge forskellige kilder var faderen Amr kun ti til tolv år ældre end sønnen Abdallah. Ifølge al-Waqidi var faderen dog tyve år ældre end sønnen. (Tadhkirat al-Huffaz, al-Isaba, al-Istiʿab) Far og søn foretog begge hijra til Medina før erobringen af Mekka. Efter at have antaget islam tilbragte Abdallah det meste af sin tid i selskab med Allahs Sendebud (sa). Han skrev alt ned, hvad der kom fra Allahs Sendebuds (sa) mund, både når han var vred og når han var rolig. Nogle sahaba bad ham om ikke at gøre dette og sagde, at man ikke burde skrive alt det ned, der kom fra Allahs Sendebuds (sa) mund, når han var ophidset. Han forelagde sagen for Allahs Sendebud (sa). Sendebudet (sa) sagde: »Du kan skrive alt, hvad jeg siger. Jeg siger intet andet end sandheden.« (Musnad Ahmad, al-Istiʿab) Allahs Sendebud (sa) elskede ham mere end hans far, Amr, og han havde en højere anseelse hos Allahs Sendebud (sa).

Den ekstra tid, Abdullah havde efter at have tilbragt tid i Profetens (s.a.) selskab, blev næsten udelukkende brugt på at faste om dagen og tilbede om natten. Efterhånden blev han så dybt optaget af dette, at han blev ligeglad med sin hustru, sin familie og alt i denne verden. I denne situation mødte hans far op hos Allahs Sendebud og klagede over hans usædvanligt asketiske liv. Sendebudet (s.a.) tilkaldte Abdullah og pålagde ham at adlyde sin far. Han sagde: »Abdullah, fast, men bryd også fasten, bed, hvil dig, og opfyld også din hustrus og families rettigheder. Dette er min vej og min praksis. Den, der forkaster min vej, hører ikke til blandt mit ummah.«

Abdullah deltog i alle de krige, der blev udkæmpet på Allahs Sendebuds tid. Under krigene sørgede han som regel for ridedyr og fik ansvaret for transporten af forsyningerne. Engang spurgte en mand ham: »Abu Muhammad, dér hvor vi bor, bruges dirham og dinar ikke. Husdyr og andre dyr er vores vigtigste ejendom. Vi køber og sælger kameler i bytte for geder. Er der noget forkert ved det?« Han svarede: »En gang beordrede Allahs Sendebud (s.a.), at der skulle dannes en kamelrytterstyrke. Jeg fordelte alle de kameler, jeg havde, én efter én. Alligevel var der nogle mennesker tilbage uden ridedyr. Jeg mødte op hos Allahs Sendebud og sagde: ’Allahs Sendebud (s.a.), selv efter at jeg har fordelt alle de kameler, jeg havde, er der stadig en gruppe tilbage.’ Sendebudet beordrede: ’Køb nogle kameler, idet du for hver kamel lover at give to eller tre kameler som sadaqa.’ På den måde skaffede jeg de nødvendige kameler.« (Dar al-Qutni)

I slaget ved Yarmuk kæmpede han med stort mod. Under dette slag overrakte Amr ibn al-As selv ledelsesbanneret til Abdullah.

Ved Siffin stod Amr ibn al-As på Muawiyas side. Han tvang sin søn Abdullah til at slutte sig til Muawiyas hær. I virkeligheden nærede han en stærk afsky for denne borgerkrig. Derfor deltog han ganske vist på Muawiyas (r.a.) side, men tog i praksis ikke del i selve kampene. Han pressede gentagne gange sin far til at holde sig væk fra denne selvdestruktive krig. (Tadhkirat al-Huffaz)

Ammar ibn Yasir (r.a.) sluttede sig til Ali (r.a.) ved Siffin og blev martyr. Ammars martyrdød mindede Abdullah om en udtalelse fra Allahs Sendebud (s.a.). Han spurgte sin far, Amr ibn al-As (r.a.): »Hørte du ikke Allahs Sendebud sige: ’Ve Ibn Sumayya (Ammar)! En oprørsk gruppe vil dræbe ham’«? Da Amr ibn al-As hørte dette, så han på Muawiya og sagde: »Hører du ikke, hvad Abdullah siger?« Muawiya (r.a.) forklarede Abdullahs ord således: »Han bringer altid nye problemer. Har vi dræbt Ammar? Ansvaret for hans drab ligger i virkeligheden hos dem, der førte ham ud af hans hjem og bragte ham hertil.« (Musnad Ahmad)

To mænd angreb Ammar (r.a.) samtidig og dræbte ham. De kom til Muawiya, mens de skændtes og hver især gjorde krav på æren for drabet. Abdullah (r.a.) var tilfældigvis til stede. Da han hørte deres skænderi, sagde han: »Den ene af jer bør med tilfredshed anerkende den andens krav. For jeg hørte Allahs Sendebud sige: ’En oprørsk gruppe vil dræbe Ammar.’« Ifølge en anden overlevering sagde han til Muawiya: »Giv Ammars drabsmand det glædelige budskab om Helvede.« Da Muawiya (r.a.) hørte dette, sagde han irriteret til hans far: »Amr, vil du ikke få denne vanvittige søn af dig fjernet fra mit åsyn?« Derefter spurgte han selv Abdullah: »Hvis det forholder sig sådan, hvorfor er du så sammen med mig?« Abdullah svarede: »Fordi Allahs Sendebud (s.a.) befalede mig at forblive lydig mod min far, så længe jeg lever.«

Selv om hans hænder ikke blev besmittet i denne selvdestruktive krig ved Siffin, blev han resten af livet plaget af anger over at have deltaget i den. Han plejede ofte at sige: »Ak, hvis jeg blot var død ti år tidligere!« Fordi han havde taget Muawiyas parti, og fordi banneret havde været i hans hænder, tilbragte han resten af sit liv med tawba og istighfar. (Al-Istiab)

Raja (r.a.) fortæller: »Engang sad jeg sammen med en gruppe mennesker i Profetens Moské. Abdullah ibn Amr og Abu Said al-Khudri var også til stede. Da Abdullah så Imam Husain (r.a.) komme, sagde han: ’Skal jeg fortælle jer noget om denne mand?’ Folkene sagde: ’Hvorfor skulle du ikke det?’ Han sagde: ’Siden slaget ved Siffin har jeg ikke talt med ham. Alligevel er hans tilfredshed for mig mere dyrebar end alt i denne verden.’ Abu Said al-Khudri sagde: ’Vil du gå til ham og forsvare dig?’ Han svarede: ’Ja!’ Den følgende dag gik Abu Said al-Khudri (r.a.) sammen med ham til Husains (r.a.) hjem. Husain (r.a.) tøvede først med at give ham audiens, men indvilligede senere efter Abdullahs (r.a.) gentagne bønner. Da Abdullah forklarede baggrunden for sin deltagelse i Siffin, sagde han: ’I overensstemmelse med Allahs Sendebuds (s.a.) befaling trak jeg ikke mit sværd, sårede ingen med et spyd og affyrede heller ingen pil.’« (Usd al-Ghaba)

Med hensyn til viden og anseelse indtog Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) en særstilling blandt alle Profetens ledsagere. Ud over arabisk, hans modersmål, var han lærd i hebraisk. Han havde studeret Toraen og Evangeliet indgående. Han fortæller: »Jeg drømte, at jeg havde honning i den ene hånd og fedt i den anden, og at jeg slikkede dem og spiste dem.« Jeg fortalte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om denne drøm. Han sagde: »Du vil læse to bøger: Toraen og Koranen.« (Al-Isaba)

Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) havde samlet en stor del af de ord, der var kommet fra Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) mund. Han kaldte sin samling »Sadiqa«. Når nogen spurgte ham om et emne, og han ikke havde noget om det i sin hukommelse, fandt han svaret i den nævnte »Sadiqa«. (Musnad Ahmad) Denne samling var ham meget kær. Mujahid fortæller: »En gang fandt jeg en bog under hans seng og begyndte at se i den. Han forbød mig det. Jeg sagde: ’De forbyder mig ellers ikke noget. Hvorfor gør du det i dag?’ Han svarede: ’Dette er sandhedens bog, som jeg alene hørte fra Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og samlede.’« Han sagde også: »Hvis denne bog, den hellige Koran og godset i Wahāj blev givet til mig, ville jeg ikke have brug for noget andet i verden.«

Antallet af hadither, som Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) overleverede, var syv hundrede. Af disse blev sytten overleveret af både Bukhari og Muslim, otte blev overleveret alene af Bukhari, og tyve alene af Muslim. (Tahdhib)

Abdullahs (må Allah være tilfreds med ham) hadithundervisning havde en meget stor rækkevidde. Folk kom langvejsfra til hans undervisning for at høre hadither. Desuden samledes der, hvor end han kom, store skarer af kundskabssøgende omkring ham. En nahʿawī-sheikh fortæller: »En gang bad jeg sammen med menigheden i moskeen i Iliya. En mand stillede sig ved siden af mig. Efter bønnen satte folk sig tæt omkring ham fra alle sider. Da jeg spurgte og fik det at vide, var det Abdullah ibn Amr ibn al-As.«

Abdullah elskede sine elever dybt. Han nærede også stor respekt for sin tids lærde. En gang blev Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) nævnt i hans nærvær. Han sagde: »I har nævnt en mand, som jeg har elsket lige siden den dag, hvor Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ’Lær Koranen hos fire personer’, og som den første nævnte han Abdullah ibn Masuds navn.«

Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) overleverede hadither fra mange ledsagere, såsom Umar, Abu Darda, Muadh, Abdur-Rahman ibn Awf og sin far Amr blandt andre. Abu Nuaym siger: »Blandt ledsagerne overleverede Ibn Umar, Abu Umama, Miswar, Saib ibn Yazid og Abu Tufayl samt mange fremtrædende tabiʿin hadither fra ham.« (Al-Isaba)

Abdullah ibn Amr var især kendt for gudsfrygt, fromhed og overdreven hengivelse til tilbedelse. I historien er han blevet omtalt med titler som den bedende, den angrende og den hengivne tilbeder. Hans far Amr var en mester i intelligens, snilde og strategi, mens han selv var en fremtrædende blandt de hengivne, asketerne og de ligefremme. Hele hans liv blev brugt på tilbedelse. Efterhånden som Koranen blev åbenbaret, lærte han hver del udenad. Da åbenbaringen var afsluttet, var han også blevet hafiz af hele Koranen. På jihadens slagmark så man ham altid i forreste række. Når den væbnede jihad var forbi, så man ham i moskeen: fastende om dagen og hengiven til tilbedelse om natten. Han var fordybet i recitation af Koranen og tasbih eller i anger og istighfar. Kort sagt, når der ikke var kaldt til jihad, var han fireogtyve timer i døgnet opslugt af sawm, salah og recitation.

Af naturen havde han en tilbøjelighed til ruhbaniyya, det vil sige askese. En gang kaldte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham til sig og sagde: »Abdullah, jeg har fået at vide, at du har besluttet at tilbringe hele dit liv med at faste om dagen og tilbede om natten.« Han svarede: »Ja, Allahs Sendebud.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Du har ikke styrke til det. Faste, men bryd også fasten, og bed, men hvil også. Faste kun tre dage om måneden, for enhver god gerning belønnes tifold.« Han bad: »Jeg har styrke til mere end det.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Faste én dag og bryd fasten i to dage.« Han bad igen: »Jeg har styrke til mere end det.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Faste én dag og bryd fasten én dag. Dette er Davids (fred være med ham) måde, og dette er den bedste måde at faste på.« Han bad endnu en gang: »Jeg kan faste bedre end det.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Der findes ingen faste, der er bedre end dette.« En anden gang kom Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til hans hus og sagde: »Din krop har en ret over dig, dine øjne har en ret over dig, og din familie og dine venner har en ret over dig.«

He fulgte hele sit liv Davuds (a.s.) eksempel med hensyn til faste og tilbragte det meste af natten i tilbedelse. Han havde så stor interesse for recitation af Koranen, at han fuldførte den én gang hver tredje dag. Men i slutningen af sit liv blev denne omfattende tilbedelse byrdefuld for ham. Fra tid til anden sagde han beklagende: »Ak, hvis jeg blot havde taget imod den rukhsah, eller tilladelse til at mindske det, som Allahs Sendebud (s.a.) havde givet.« (Al-Isabah)

Da hans far, Amr ibn al-As, ofte så Abd Allahs ligegyldighed over for denne verden, klagede han til Allahs Sendebud. En dag tog Allahs Sendebud (s.a.) Abd Allah i tænderne, lagde hans hånd i faderens hånd og sagde: »Gør det, jeg siger til dig, og adlyd din far.« [Rijalun hawla ar-Rasul (s.a.)] Abd Allah adlød sin far hele livet. Derfor drog han på faderens befaling til Siffin på Muawiyas side.

Hazrat Amr ibn al-As (ra) arvede en enorm formue samt mange slaver fra sin fædrene arv. Den jordbesiddelse i Taif, som blev kaldt Wahaj, og som han erhvervede, var omkring en million dirham værd. (Usud al-Ghabah) Jorden blev dyrket på hans vegne. En gang opstod der en strid om denne jordbesiddelse med Amr ibn Sufyan. Det kom næsten til blodsudgydelse mellem de to parter. Abd Allahs bror, Hazrat Khalid ibn al-As, kom for at overtale ham. Han sagde til Khalid: »Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer eller beskytter sin ejendom, er martyr – husker du ikke Allahs Sendebuds (s.a.) ord?« (Musnad Ahmad)

Der er uenighed blandt biograferne om det år og det sted, hvor Hazrat Abd Allah (ra) døde. Historikerne har heller ikke kunnet nå til enighed om, hvor gammel han var ved sin død. Hvad angår dødsstedet, nævnes Sham, Mekka, Taif og Egypten, mens årene 65, 68 og 69 efter hijra nævnes som dødsår. Ifølge den mest udbredte opfattelse døde han imidlertid i år 65 efter hijra, i byen Fustat i Egypten, i en alder af 72 år. På det tidspunkt rasede der heftige kampe mellem Marwan ibn al-Hakams og Abd Allah ibn az-Zubayrs hære, og derfor var det ikke muligt at føre hans lig til den almindelige kirkegård. Han blev begravet på det sted, hvor han boede. (Al-Isabah, Tadhkirat al-Huffaz)

Miqdad ibn Amr (ra)

Hans navn var Miqdad, og hans kunyah var Abu al-Aswad, Abu Amr og Abu Said. Hans far var Amr ibn Tha’laba. Hans forfædres oprindelige hjemsted var Bahara. Ibn al-Kalbi beretter, at Miqdads far, Amr, dræbte en mand fra sin stamme og flygtede til Hadramaut af frygt for qisas, gengældelse, hvorefter han indgik en alliance med Kindah. Derfor blev han kaldt al-Kindi. Han giftede sig med en kvinde fra Hadramaut, og Miqdad blev født af hende. Miqdad voksede op i Hadramaut. Her kom han i strid med en mand ved navn Abu Shammar ibn Hajar al-Kindi og huggede med ét sværdslag det ene af mandens ben af. Derefter flygtede han til Mekka. I Mekka indgik han en alliance med al-Aswad ibn Abd Yaghuth og boede hos ham. Hans forhold til al-Aswad blev så varmt og nært, at al-Aswad tog Miqdad til sig som adoptivsøn. Således blev han kendt som Miqdad ibn al-Aswad, det vil sige al-Aswads søn Miqdad. Da verset i den hellige Koran, »Kald dem ved deres fædres navne«, senere blev åbenbaret, tog han i stedet for al-Aswad navnet Miqdad ibn Amr, det vil sige Amrs søn Miqdad. Derfor omtales han nogle steder i historien som Miqdad ibn Amr og andre steder som Miqdad ibn al-Aswad. (Al-Isabah, Usud al-Ghabah)

Kort efter at Miqdad havde søgt tilflugt i Mekka, nåede tawhidens kald hans ører. Den ædle Sendebuds invitation til Islam og hans forkyndelse blev hans første møde med Islam. Det var på den tid, hvor islams hårdnakkede fjender udsatte muslimerne for bestialske overgreb. Af frygt for dem holdt mange dengang deres islamiske tro hemmelig. Men efter at Miqdad havde antaget Islam, fandt han det ikke rigtigt at skjule sandheden. Han var en af de syv første, som i dette øjeblik af ekstrem terror offentligt erklærede, at de havde antaget Islam. De seks andre var Allahs Sendebud (s.a.), Abu Bakr, Ammar, hans mor Sumayya, Suhayb og Bilal (ra). (Hayat as-Sahabah 1/218)

Han blev gift med Dubayah bint az-Zubayr ibn Abd al-Muttalib, Allahs Sendebuds (s.a.) kusine. Det berettes, at han en dag sad sammen med Abd ar-Rahman ibn Awf. Pludselig spurgte Abd ar-Rahman: »Miqdad, hvorfor gifter du dig ikke?« Miqdad svarede straks og ligefremt: »Så giv mig da din datter til ægte.« Abd ar-Rahman følte sig fornærmet over dette. Han blev rasende og skældte Miqdad grundigt ud. Miqdad kom til Allahs Sendebud (s.a.) og klagede over Abd ar-Rahman. Sendebudet (s.a.) sagde: »Jeg vil selv sørge for dit ægteskab.« Derefter giftede han Miqdad med sin kusine Dubayah. (Al-Isabah)

Efter offentligt at have bekendtgjort islam ramte prøvelser al-Miqdad. Med Allahs Sendebuds (sa) tilladelse udvandrede han til Abessinien. Efter at have opholdt sig dér i nogen tid vendte han tilbage til Mekka. På det tidspunkt var udvandringen til Medina allerede i fuld gang. På grund af særlige vanskeligheder kunne han ikke udvandre til Medina. Selv efter Allahs Sendebuds udvandring til Medina blev han derfor i Mekka. Da der opstod en midlertidig konflikt mellem Mekka og Medina, drog han og Utba ibn Ghazwan mod Medina som medlemmer af en fremskudt rekognosceringsgruppe fra Quraysh. Gruppens leder var Ikrima ibn Abi Jahl. Undervejs kom de i et mindre sammenstød med en gruppe mujahider fra Medina. Lederen eller amiren for denne muslimske mujahidgruppe var den ærede Ubayda ibn al-Harith (ra). Da lejligheden bød sig, sluttede al-Miqdad og Utba ibn Ghazwan sig på dette tidspunkt til de muslimske mujahider og nåede Medina sammen med dem. I Medina blev de gæster hos den ærede Kulthum ibn Hidam. (Usud al-Ghaba) Da han i Medina på den ærede Ubay ibn Ka’bs (ra) opfordring gav udtryk for sit ønske om at bosætte sig hos Banu Adila (ifølge en anden overlevering: Jadila), skænkede Allahs Sendebud (sa) ham et stykke jord i dette område.

I det andet år efter hijra begyndte den første direkte militære konfrontation mellem polyteisme og tawhid. Samme år nåede Qurayshs hær frem til Badr-sletten. Dette var den første prøve for Allahs Sendebuds (sa) sahaba. Allahs Sendebud (sa) ønskede at høre deres råd i denne sag og dermed prøve deres tro. Fremtrædende sahaba som den ærede Siddiq Akbar og Faruq Azam holdt taler og gav udtryk for deres ønske om at sætte et enestående eksempel på opofrelse og selvopofrelse. Den ærede al-Miqdad var også til stede ved mødet. Han holdt en bevæget tale. I talen forsikrede han Allahs Sendebud (sa) og sagde: »O Allahs Sendebud, gå frem for at gennemføre den befaling, Allah har givet dig. Vi står sammen med dig. Ved Allahs ed, vi vil ikke sige til dig, som Israels børn sagde til deres profet Musa: ›Gå du og din Herre begge to og kæmp, mens vi bliver siddende her‹. Nej, vi vil sige til dig: ›Gå du og din Herre begge to og kæmp mod dem, og vi vil også kæmpe mod dem sammen med jer.‹ Ved Ham, som sendte dig med sandheden, hvis du fører os helt til Bark al-Ghimad, vil vi følge dig og kæmpe mod din fjende. Vi vil kæmpe fra alle sider: til højre for dig, til venstre for dig, foran dig og bag dig – indtil Allah giver dig sejr.« (Rijalun Hawla ar-Rasul) Da Allahs Sendebud (sa) hørte denne bevægede tale, strålede hans velsignede ansigt af glæde.

Slaget ved Badr begyndte. Blandt de muslimske mujahider var der kun tre ryttere i dette slag: al-Miqdad ibn Amr, Murthid ibn Abi Murthid og az-Zubayr ibn al-Awwam. Alle de øvrige var enten fodfolk eller red på kameler. Ifølge flere overleveringer var al-Miqdad dog den eneste beredne mujahid i dette slag. Derfor er det blevet sagt: »Al-Miqdad var den første, der lod sin hest løbe på Allahs vej.«

Ud over Badr deltog han i alle de vigtige slag, herunder Uhud og Khandaq, og viste det ypperste heltemod. I det 20. år efter hijra ledede den ærede Amr ibn al-As felttoget mod Egypten. Han sendte en anmodning om yderligere militær bistand til Medina, hovedstaden. Kaliffen Umar (ra) sendte ti tusind soldater og fire officerer. En af disse fire var al-Miqdad ibn Amr. I et brev skrev kaliffen til Amr ibn al-As: »Hver af disse fire mænd svarer til ti tusind soldater fra fjendens side.« Efter disse soldaters ankomst blev islams flag på meget kort tid hejst over hele Egypten.

De mekkanske polyteister henrettede den ærede Khubayb (ra) ved korsfæstelse. Allahs Sendebud (sa) sendte az-Zubayr og al-Miqdad for at tage Khubaybs lig ned fra korset i nattens mørke. Da de havde taget Khubaybs lig ned, løftet det op på en hest og var draget af sted, opdagede Quraysh dem og satte efter dem. (Hayatus Sahaba)

Den ærede al-Miqdad havde en meget stor mave. Derfor led han voldsomt i sin alderdom. For at lindre hans lidelser opererede en af hans romerske slaver hans mave, men operationen mislykkedes. I denne tilstand døde han i det 33. år efter hijra på et sted kaldet Jurf, tre miles fra Medina. De troendes leder, den ærede Uthman (ra), ledte begravelsesbønnen for ham. Han blev begravet på Medinas Baqi-kirkegård. Ved sin død var han omkring 70 år gammel.

De bedste karakteregenskaber udviklede sig hos den ærede al-Miqdad. Den oprigtighed og sandfærdige begejstring, han viste under slaget ved Badr, fik hele sahabasamfundet til at misunde ham. Den ærede Abdullah ibn Umar (ra) plejede at sige: »Ak! Hvis blot jeg dengang havde været gammel nok til at deltage i slaget ved Badr, og al-Miqdads ord var kommet fra min mund.« Den ærede Abdullah ibn Masud sagde: »Jeg var sammen med al-Miqdad i slaget ved Badr. At have været sammen med ham i dette slag er så dyrebart for mig, at alt i verden i sammenligning er fuldstændig værdiløst.« Den ekstreme fattigdom og nød i islams første tid gjorde ham meget tålmodig og realistisk. Han sagde: »Da jeg efter hijra kom til Medina, havde jeg ingen sikker bolig eller føde. Jeg var så udmattet af sult, at jeg var nær døden. Til sidst gav Allahs Sendebud (sa) mig og mine to ledsagere husly i hjemmet hos hans beskytter, Kulthum ibn Hidam. På det tidspunkt ejede Allahs Sendebud (sa) kun fire geder. Så mange mennesker levede af at drikke mælk fra disse geder. En nat gik Allahs Sendebud (sa) ud et sted. Han lod vente på sig. Jeg tænkte, at en ansar måske havde inviteret ham, og at han ville vende tilbage efter at have spist. Så snart denne tanke opstod hos mig, rejste jeg mig og drak den mælk, der var gemt til Allahs Sendebud (sa), i én slurk. Men straks efter blev jeg klar over, at hvis min antagelse var forkert, ville jeg blive frygteligt skamfuld. Mens jeg var plaget af denne tvivl, vendte Allahs Sendebud (sa) tilbage og gik lige hen, hvor mælken stod. Han så, at bægeret var tomt. Jeg begyndte at blive sønderrevet af skam og anger over min fejltagelse. Især da han løftede hånden for at sige noget, kendte min frygt ingen grænser. Jeg tænkte, at hele mit liv i denne verden og i det hinsidige straks ville blive ødelagt af Allahs Sendebuds (sa) forbandelse. Men jeg hørte ham sige: ›O Allah, giv føde til den, der gav mig føde, og giv drikke til den, der gav mig drikke.‹ Da jeg hørte denne bøn, fik jeg mod. Jeg rejste mig og gik hen til gederne i håb om at finde lidt mælk i en af deres yvere. Men ved Allahs grænseløse almagt fandt jeg, uanset hvilken ged jeg rørte ved, at hver eneste yver var fuld af mælk. Jeg malkede en stor mængde mælk og stillede den foran Allahs Sendebud (sa). Han spurgte: ›Har I alle drukket?‹ Jeg svarede: ›O Allahs Sendebud, drik først, så vil jeg fortælle dig hele hændelsen.‹ Allahs Sendebud (sa) drak sig mæt. Da jeg kom til at tænke på min tidligere fejl og min anger, begyndte jeg pludselig at le. Han spurgte: ›Abu al-Aswad, hvorfor ler du?‹ Jeg fortalte ham det hele. Da han havde hørt alt, sagde han: ›Dette var Allahs barmhjertighed. Hvorfor vækkede du ikke dine to ledsagere? Så ville de også være blevet begunstiget.‹«

Hazrat Miqdad var yderst skarpsindig og intelligent. Hans skarpsindighed og intelligens kom til udtryk i mange forskellige situationer og begivenheder. En af hans ledsagere berettede: En dag sad vi hos Miqdad. Da sagde en tābiʿī til ham: »Hvor lykkelige må ikke dine to øjne være, som blev velsignet med at se Allahs Sendebud. Ved Allahs ed, jeg længes inderligt efter at have set alt det, du har set, og at have været til stede ved de scener og begivenheder, som du overværede.« Da Miqdad hørte dette, blev han meget vred på manden. Folk sagde: »Hvorfor blive så ophidset over det?« Han svarede: »Det er nytteløst at længes efter fortiden og forsømme nutiden. Han ved jo ikke, hvilken rolle han selv ville have spillet, hvis han havde levet dengang. Ved Allahs ed, mange af dem, der levede samtidig med Allahs Sendebud, endte i Jahannam, fordi de ikke troede. Ved han, hvilken gruppe han selv ville have tilhørt? Bør han ikke takke Allah for, at Han har beskyttet ham mod en sådan fare og gjort ham troende på Allah og Hans Sendebud?«

En dag udnævnte Allahs Sendebud ham til leder for en gruppe. Da han vendte tilbage, spurgte Sendebudet: »Hvordan syntes du, det var at være amīr eller leder?« Som svar sagde han noget meget sandt: »Jeg følte, at jeg stod over alle andre, og at de andre stod under mig. Ved Ham, som sendte dig med sandheden, sværger jeg, at jeg aldrig mere efter i dag vil være amīr over to personer.« Han forsøgte ikke at skjule sin svaghed eller fortie sandheden. Han plejede altid at gentage dette hadith fra Allahs Sendebud: »Den, der er blevet reddet fra fitnah, er i sandhed lykkelig.«

Han elskede Allahs Sendebud mere end sit eget liv. Han havde en dyb følelse af ansvar for at beskytte og sikre Allahs Sendebud. Så snart der opstod den mindste uro i Medina, kunne man se ham bevæbnet og til hest ved døren til Allahs Sendebuds bolig. Også når det gjaldt en korrekt gennemførelse af islams regler og bestemmelser, var han yderst streng. Ligesom han var årvågen over for islams åbne fjender, var han også meget opmærksom på selv den mindste ligegyldighed og fejl hos sine venner i forhold til islam. En gang drog han på et felttog med en lille styrke. Fjendens styrker omringede dem. Gruppens amīr beordrede, at ingen i styrken den dag måtte få fri til at ride på hans ridedyr. Men en mujahid kendte ikke til denne sag. Han handlede i strid med amīrens ordre. Derfor blev han straffet hårdere, end den straf han egentlig havde fortjent hos amīren. Mujahiden græd, da Miqdad gik forbi ham. Han spurgte ind til sagen og fik den at vide. Derefter tog han ham i højre hånd, førte ham hen til amīren og diskuterede med amīren, indtil han tvang ham til at erkende sin fejl. Han sagde til amīren: »Befri dig selv for ansvaret ved at give manden mulighed for at kræve qisās.« Amīren tog Miqdads ord til sig. Manden tilgav imidlertid amīren. På denne måde fungerede han altid som en årvågen vogter, der værnede om religionens ære og værdighed. Han sagde næsten altid: »Allah har befalet mig at elske dig, og Han har også meddelt mig, at Han elsker dig.« Således blev han velsignet med kærligheden fra Allah og Hans Sendebud.

Allahs Sendebud sagde: »Hver profet har fået syv betroede ledsagere og wazīrer. Men jeg har fået fjorten. De er: Hamza, Jaʿfar, Abu Bakr, Umar, Ali, Hasan, Husayn, Abdullah ibn Masʿud, Salman, Ammar, Hudhayfa, Abu Jaʿfar, Miqdad og Bilal.«

Han kunne slet ikke lide smiger eller ros. En gang begyndte nogle mennesker at rose ham i Hazrat Uthmans nærvær. Det blev han så vred over, at han kastede jord i ansigtet på dem. Hazrat Uthman udbrød: »Miqdad, hvad foregår der?« Han svarede: »Allahs Sendebud har befalet os: Kast jord i ansigtet på den, der roser.«

Hans egentlige erhverv var handel. Desuden skænkede Allahs Sendebud ham noget jord i Khaybar-området. Senere købte Hazrat Muawiya denne jord af Miqdads arvinger for et hundrede tusind dirham.

Miqdads hustru Dubāʿa berettede: En gang gik Miqdad til et afsides sted i Baqīʿ for at besørge sin nødtørft. Mens han var i færd med det, så han en mus bringe en dinar ud fra sit hul. På denne måde bragte musen i alt sytten dinarer ud. Han samlede dem op, tog dem med til Allahs Sendebud og fortalte ham hele hændelsen. Sendebudet spurgte, om han havde stukket hånden ind i hullet. Da han svarede nej, at han ikke havde stukket hånden ind, sagde Sendebudet: »Må Allah velsigne denne formue for dig. Der skal ikke betales zakat af denne formue.« (Hayātus-Sahābah 3/645)

Hazrat Miqdad berettede en hel del hadither fra Allahs Sendebud, og Ali, Anas, Udaydullah ibn Adi, Hammam ibn al-Harith, Abdur-Rahman ibn Abi Layla og andre sahaba berettede hadither fra ham.

Amr ibn al-As (ra)

Hans navn var Amr, og hans kunyaer var Abu Abdillah og Abu Muhammad. Hans far var As, og hans mor var Nabigha. Gennem sin forfader Ka’b ibn Lu’ayy var hans slægt forbundet med Sendebuddet Allahs (sa) slægt.

Allerede i jahiliyyas tid var Amr ibn al-As’ klan, Banu Sahm, berømt som en fornem klan. Ansvaret for at mægle i Qurayshs stridigheder og tvister blev overdraget til denne klan. Der findes ingen særlige oplysninger om hans fødsel og barndom. Indtil han antog islam, var han en hårdnakket fjende af islam. I forening med Qurayshs ledere var han stærkt engageret i modstanden mod islam og muslimerne.

Det berettes, at han var en af de tre ledende mænd blandt Quraysh, som var Sendebuddet Allahs (sa) værste fjender. Sendebuddet Allahs (sa) bad til Allah imod dem, og som svar åbenbarede Allah dette vers: “Laysa laka min al-amri shay’un, aw yatuba alayhim aw yu’adhdhibahum, fa-innahum zalimun.” (Al Imran 3:128) – “Du har ingen ret til at træffe nogen afgørelse i sagen. Allah kan vise dem nåde og tilgive dem, eller Han kan straffe dem. For de er uretfærdige og undertrykkende.” Sendebuddet Allahs forstod, at han blev forbudt at nedbede en forbandelse over dem. Han overlod sagen til Allah. En af disse tre blev senere islams store hærfører, en af Arabias fremmeste diplomater og egypternes befrier: Amr ibn al-As (ra). (Rijalun hawla ar-Rasul, s. 614)

Amr ibn al-As var det mest ivrige medlem af den første gruppe muslimer, der drog til Abessinien. I Abessinien talte han med kongen og forskellige personer ved hoffet og gjorde alt, hvad han kunne, for at få dem til at gå ind for at udvise muslimerne fra Abessinien. Ved kongens hof holdt han også en flammende tale, hvori han anklagede muslimerne for frafald. Men alle hans bestræbelser mislykkedes.

I Slaget ved Khandaq sluttede næsten alle Den Arabiske Halvøs stammer sig sammen med Quraysh og ankom til udkanten af Medina for at udslette muslimerne. Også her var Amr en af Quraysh-sidens ledende mænd. Efter Khandaq skete der på en eller anden måde noget. Selv hos en så indædt fjende af islam opstod der en forandring. Han begyndte at tænke over islams kald og budskab. Han har selv sagt: “Som følge af disse overvejelser begyndte islams grundlæggende budskab lidt efter lidt at stå klart for mig. Gradvis begyndte jeg at fjerne mig fra modstanden mod muslimerne. Qurayshs ledere forstod det og sendte en mand til mig. Han begyndte at diskutere med mig. Jeg sagde til ham: ‘Sig mig, er det os eller perserne og romerne, der står på sandhedens side?’ Han sagde: ‘Det gør vi.’ Jeg spurgte: ‘Hvem besidder lykke, velstand og rigdom – dem eller os?’ Han sagde: ‘Dem.’ Jeg sagde: ‘Hvis der ikke findes noget liv efter dette liv, hvad nytter så vores liv i sandhedens tjeneste? Allerede i denne verden lever vi i nød sammenlignet med dem, der holder sig til løgnen, og i det hinsidige har vi heller ingen udsigt til at modtage nogen belønning. Derfor forekommer Muhammads (sa) lære – at der efter døden vil være en anden verden, hvor enhver vil modtage resultatet af sine handlinger – mig yderst rigtig og overbevisende.’” Efter Khandaq blev han fuldt overbevist om Sendebuddet Allahs (sa) fremgang. Han forstod, at islam var kommet for at sejre. Denne overbevisning tilskyndede ham til at antage islam.

Han fortæller: Da jeg vendte tilbage til Mekka efter Slaget ved Khandaq, tilkaldte jeg mine nærmeste slægtninge og venner og sagde: ‘I skal vide, at Muhammads budskab vil sejre over alle andre budskaber – der er ingen grund til at tvivle på det. Jeg har en velovervejet plan, og jeg vil gerne vide, hvad I mener om den.’ Han sagde: ‘Lad os tage til Najashi og blive hos ham. Hvis Muhammad sejrer over os, bliver vi hos Najashi. Og hvis vores folk sejrer, er vi jo det bedste folk. I så fald vil Najashi også behandle os godt.’ Alle accepterede min plan. Derefter drøftede vi, hvilken gave vi kunne tage med til Najashi. Det mest værdifulde, vi kunne give som gave, var læder fra vores område. Vi tog en hel del læder med og nåede frem til Abessinien.

Mens vi var på vej til Najashis hof, ankom Amr ibn Umayya ad-Damiri også dertil. Sendebuddet Allahs (sa) havde sendt ham fra Medina til Ja’far ibn Abi Talib i et særligt ærinde. Ja’far ibn Abi Talib opholdt sig stadig i Abessinien. Efter et stykke tid forlod Amr Najashis hof. Vi besluttede at bede Najashi om at udlevere Amr til os. Hvis han imødekom vores anmodning og overgav Amr til os, ville vi dræbe ham. På den måde ville Quraysh forstå, at vi havde taget hævn ved at dræbe Muhammads udsending. Efter denne beslutning trådte jeg frem for Najashis hof. Jeg bukkede for ham efter skik og overrakte vores gaver foran ham. Gaverne behagede ham særdeles meget.

Derefter sagde jeg: »Den person, der netop gik ud fra Deres hof, er udsending for vores værste fjende. Hvis De overgiver ham til os, vil vi dræbe ham.« På mine ord eksploderede Najashi af vrede. Da jeg så, at situationen blev alvorlig, sagde jeg ydmygt: »Hvis jeg havde vidst, at min anmodning ville ophidse Dem så meget, ville jeg ikke have fremsat den.« Najashi sagde: »Ønsker du, at jeg overgiver udsendingen fra den person, som al-Namus al-Akbar, der også kom til Musa (a.s.), kom til, så I kan dræbe ham?« Jeg sagde: »Er han virkelig en sådan person?« Han sagde: »Amr, jeres situation er virkelig sørgelig. Lyt til mig: Adlyd ham. Ved Allah, han er sandhedens forkæmper. Han vil sejre over sine modstandere, ligesom Musa sejrede over Farao og hans folk og hære.« Jeg sagde: »Så aflæg da troskabseden til ham på mine vegne.« Han rakte hånden frem, og jeg aflagde troskabseden til Islam ved hans hånd. Jeg vendte tilbage til mine ledsagere, men der var sket en revolution i mine tanker. Jeg åbenbarede intet for dem.

Jeg rejste fra Abessinien med det formål at aflægge troskabseden ved Allahs Sendebuds (s.a.w.) hånd. Undervejs mødte jeg Khalid ibn al-Walid. Han var også på vej fra Mekka til Medina. Jeg spurgte ham: »Abu Sulayman, hvor skal du hen?« Han svarede: »Ved Allah, jeg står over for en alvorlig prøvelse. Jeg er overbevist om, at denne mand er en profet. Man bør acceptere Islam meget snart. Hvor længe skal denne tøven og tvivl fortsætte?« Jeg sagde: »Jeg er også på vej med det samme formål.« Derefter ankom vi begge sammen til Allahs Sendebud (s.a.w.). Da Allahs Sendebud (s.a.w.) så os begge, strålede hans ansigt af glæde. Han sagde til sine sahabaer: »Laqad ramātkum Makkatu bifalājati akbādihā – Mekka har kastet de skarpeste eller mest værdifulde dele af sit hjerte mod jer.« (Rijālūn hawla al-Rasūl)

Først aflagde Khalid ibn al-Walid troskabseden ved Allahs Sendebuds (s.a.w.) hånd. Derefter trådte jeg lidt nærmere og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg vil også aflægge troskabseden, men De må tilgive alle mine tidligere synder.« Han sagde: »Amr, aflæg eden. Islam udsletter alle synder begået før den, og hijra udsletter også alle tidligere forseelser.« Jeg aflagde troskabseden ved Allahs Sendebuds hånd og vendte tilbage. Dette fandt sted i begyndelsen af det syvende hijri-år, seks måneder før erobringen af Khaybar. (Sīrat Ibn Hishām, bind 2, s. 276-278; al-Fath al-Rabbānī, bind 22; Musnad Imām Ahmad; Hayāt al-Sahāba 1/157-160)

Efter at have antaget Islam vendte han tilbage til Mekka. Efter at have opholdt sig nogle dage i Mekka foretog han igen hijra til Medina. Amr ibn al-As var ekstrem i både sin tilstand som muslim og som vantro. Ligesom han tidligere havde været fast besluttet på at udrydde Islam, var han efter sin antagelse af Islam lige så kompromisløs over for vantro og shirk. Han sagde: »Da jeg var vantro, var jeg Allahs Sendebuds (s.a.w.) største fjende. Hvis jeg var død dengang, ville Jahannam have været mit bestemmelsessted. Men efter at jeg blev muslim, kunne Allahs Sendebud (s.a.w.) aldrig komme uden for mit syn.« Efter hans antagelse af Islam fandt der også flere krige sted, men der findes ikke mange detaljer om hans deltagelse i dem. Historien fortæller dog, at flere mindre ekspeditioner blev gennemført under hans ledelse.

Ibn Sa’d fortæller, at nogle mennesker fra Banu Quda’a efter erobringen af Mekka organiserede sig og planlagde at angribe muslimerne. Allahs Sendebud (s.a.w.) sendte en styrke på tre hundrede mujahider imod dem under Abu Ubaydas ledelse. Allahs Sendebud (s.a.w.) sendte fra Medina en styrke på to hundrede mujahider for at støtte ham, også under Abu Ubaydas ledelse. Blandt dem var fremtrædende sahabaer som Abu Bakr og Umar. De gennemførte alle ekspeditionen under Amr ibn al-As’ ledelse og besejrede fjenden. I historien er denne ekspedition kendt som Ghazwa Dhat al-Salasil.

De fleste stammer på Den Arabiske Halvø antog Islam efter erobringen af Mekka. Nogle stammer accepterede Islam, men kunne ikke frigøre sig fra de overtroiske forestillinger, som de havde næret gennem generationer. De var bange for at nedbryde afguderne og afgudsdyrkelsens centre. Derfor sendte Allahs Sendebud (s.a.w.) flere styrker i forskellige retninger for at ødelægge disse afguder, så afgudsdyrkelsens centre kunne fjernes fra de nye muslimers hjerter. Et af disse centre hed Su’a. Da han nærmede sig dette center, fik de lokale kendskab til hans hensigt og sagde: »De kan ikke ødelægge dette center. Det vil selv forsvare sig.« Amr sagde: »Svæver I stadig rundt i sådanne vildfarne overbevisninger og sådan overtro? Hvordan kan den, der hverken kan se eller høre, forsvare sig selv?« Derefter udslettede han centret. Da lokalbefolkningen så dette, blev deres iman styrket.

Efter erobringen af Mekka sendte Allahs Sendebud (s.a.w.) breve med islams invitation til herskerne omkring Den Arabiske Halvø. Da herskeren i Oman modtog brevet, antog han Islam. Allahs Sendebud (s.a.w.) udnævnte Amr til wali i Oman. Amr forblev i Oman indtil Allahs Sendebuds bortgang. (Futūh al-Buldān)

Efter at Abu Bakr (r.a.) blev kalif, begyndte fitna og oprør fra falske profeter og dem, der nægtede at betale zakat, at brede sig på Den Arabiske Halvø. Amr ibn al-As befandt sig på det tidspunkt stadig i Oman. På kaliffens ordre drog han fra Oman mod Bahrain. Undervejs blev han gæst hos Qurrāh ibn Hurayrah, lederen af Banu Amr. Qurrāh viste ham stor gæstfrihed. Ved afskeden sagde han til Amr: »Hvis der opkræves zakat, vil araberne ikke underordne sig nogen form for emirskab eller ledelse. Hvis opkrævningen af zakat indstilles, vil de forblive lydige og underdanige. Derfor bør zakat afskaffes.«

Amr sagde: „Qurrah, har du forladt islam? Truer du mig med arabernes magt?“ Ved Allahs ed, jeg vil trampe sådanne mennesker ihjel under hestenes hove. Senere blev Qurrah taget til fange sammen med andre oprørere og bragt til Medina, hvor Amr løslod ham. Da Amr fra Oman nåede Medina, sendte kaliffen Abu Bakr (ra) ham ud for at slå Banu Quda’as oprør ned. På grund af hans indsats vendte Banu Quda’ah tilbage til islam. Da oprøret var blevet slået ned, vendte han igen tilbage til Oman.

Kaliffen Abu Bakr (ra) sendte i år 13 efter hijra forskellige hære til forskellige områder i Syrien. Han skrev til Amr: „Allahs Sendebud (s.a.) udnævnte dig til wali i Oman, og derfor sendte jeg dig anden gang dertil. Nu ønsker jeg at betro dig et ansvar, som vil være til gavn for dig i både dette liv og det hinsidige.“ Amr svarede: „Jeg er blot en af Allahs pile, og du er en dygtig bueskytte. Du har ret til at skyde denne pil i den retning, du ønsker.“ Kaliffen fjernede ham fra Oman og udnævnte ham til området Palæstina.

De muslimske hære angreb Syrien fra alle sider. Den romerske kejser sendte forskellige hære imod de muslimske styrker. Til sidst samledes de forskellige romerske hære ved Ajnadayn. Amr ibn al-As rykkede frem fra Palæstina mod Ajnadayn. Imens nåede Khalid ibn al-Walid og Abu Ubaidah, efter at have afsluttet felttoget mod Basra, frem til Ajnadayn for at hjælpe Amr. I år 13 efter hijra fandt et voldsomt slag sted mellem de muslimske og romerske hære ved Ajnadayn. Den romerske hærfører blev dræbt, og romerne led et ydmygende nederlag. Ved Ajnadayn sendte den romerske hærfører en arabisk spion for at indsamle oplysninger om den muslimske hær. Efter at have gået rundt i den muslimske lejr og undersøgt den spurgte hærføreren ham: „Hvilke nyheder har du medbragt?“ Han fortalte sandheden. Han sagde: „Disse mennesker tilbringer natten i tilbedelse og rider til slagmarken om dagen. Selv hvis deres prins begår en forbrydelse, håndhæves shariaens bestemmelser også over for ham.“ Da hærføreren hørte dette, bemærkede han: „Hvis de virkelig besidder sådanne egenskaber, er det bedre at blive begravet i jorden end at kæmpe imod dem.“

Amr deltog også i felttoget mod Damaskus sammen med sine to ledsagere, Khalid og Abu Ubaidah, og fik ansvaret for belejringen af Damaskus’ Tuma-port. Efter Damaskus blev felttoget mod Fahl gennemført. Også i dette felttog ledede han med succes en del af den muslimske hær.

På grund af de muslimske hæres uafbrudte angreb led de romerske styrker det ene ydmygende nederlag efter det andet. Til sidst blev de trængte romerske styrker efter den romerske kejsers ordre reorganiseret til en enorm hær på to hundrede tusind mand, som samledes ved et sted kaldet Yarmuk for at yde de muslimske styrker endelig modstand. Den muslimske hær nåede også frem til Yarmuk under ledelse af Khalid, Amr og Shurahbil ibn Hasanah. Den romerske hær var dog fire gange så stor som den samlede muslimske hær. I dette blodige slag ved Yarmuk kæmpede Amr ibn al-As med enestående tapperhed og mod. Den romerske hær led et ydmygende nederlag. Islams fane blev hejst højt over hele Syrien.

Allerede før Yarmuk havde Amr ibn al-As afsluttet erobringen af nogle områder i Palæstina. Efter Yarmuk koncentrerede han sig nu om felttoget mod Palæstinas største by, „Iliya“ eller Bayt al-Maqdis. Han belejrede Bayt al-Maqdis. Abu Ubaidah hjalp ham også. Han erobrede Bayt al-Maqdis uden nogen form for blodsudgydelse. På indbyggerne i Iliyas anmodning kom kaliffen Umar (ra) fra Medina til Bayt al-Maqdis og indgik en historisk aftale med dem. Således kom denne berømte by for første gang under muslimsk herredømme.

I selve året for erobringen af Bayt al-Maqdis brød en epidemi af ta’un eller pest ud i hele Syrien, Irak og Egypten. Tusindvis af mennesker blev ofre for døden. Amr ibn al-As rådede hærføreren Abu Ubaidah til at trække soldaterne tilbage fra Syrien og sende dem til et sikkert sted. Men Abu Ubaidah, som havde dyb tro på skæbnen, afviste rådet. Til sidst tog pesten også hans liv. Før sin død udnævnte han Amr til hærfører. Amr ibn al-As trak hæren væk fra det pestinficerede område.

Efter erobringen af Syrien bad Amr kaliffen Umar om tilladelse til at føre et felttog i Egypten. I den præislamiske tid rejste Amr til og fra Egypten i forbindelse med handel. Derfor havde han erfaring med Egypten. Kaliffen tøvede først med at imødekomme hans anmodning, men gav til sidst sin tilladelse. Da Amr drog af sted mod Egypten med sin lille hær, sendte kaliffen Umar en hær under ledelse af al-Zubayr ibn al-Awwam for at hjælpe ham.

Hadrat Amr ibn al-As vandt den ene sejr efter den anden i slagene ved Babylon, al-Arish, Ain Shams, Fustat og andre steder. Derefter bad han kaliffen Umar om tilladelse til at rykke frem mod Alexandria. Efter at have fået tilladelsen overlod han ansvaret for de erobrede områder til Hadrat Kharija ibn Hudhafa og drog ud på felttoget mod Alexandria. Han belejrede Alexandria. Makukases hær og byens indbyggere søgte tilflugt i den befæstede borg og gjorde modstand. Fra tid til anden kom de ud af borgen, foretog pludselige angreb og vendte derefter tilbage til borgen. Under disse forhold gik der næsten to år. Kaliffen Umar blev bekymret. Han skrev til Amr: »I har siddet her under belejring i to år, men der er endnu ikke kommet noget resultat. Det ser ud til, at I ligesom romerne er blevet opslugt af luksus og fornøjelser og har glemt jeres ansvar og pligt. Så snart dette brev når dig, skal du samle folkene, holde en tale for dem om jihad og læse mit brev højt for dem. Derefter skal du på fredagen angribe fjendens hær.«

I overensstemmelse med kaliffens ordre angreb han fjendens hær, og på meget kort tid kom Alexandria under den muslimske hærs kontrol. Han sendte Muawiya ibn Khudayj til Medina for at overbringe kaliffen nyheden om sejren. Da Muawiya nåede Medina, var det hen på eftermiddagen. Han gik direkte til Profetens Moské. Da kaliffen hørte det, tilkaldte han ham straks og spurgte: »Hvorfor gik du direkte til moskéen i stedet for at komme til mit hus?« Muawiya svarede: »Jeg antog, at det nu var Deres hviletid.« Kaliffen sagde: »Kan jeg sove om dagen og dermed ødelægge undersåtterne?«

Efter sejren over Alexandria erobrede han det ene område efter det andet, herunder Barca, Zuwaila, Tripolis, al-Maghrib og Sabratha. Efter erobringen af Tripolis sendte han gennem en udsending det glædelige budskab til kaliffen. Tunesien, Marokko og Algeriet lå kun ni dages rejse derfra. Han bad kaliffen om tilladelse til at føre felttog i disse områder. Af hensyn til freden og ordenen i de erobrede områder beordrede kaliffen, at felttoget i Vestafrika skulle indstilles. Dermed sluttede Amr ibn al-As’ felttog i Afrika.

Efter afslutningen på erobringen af Egypten udnævnte kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham til guvernør over Egypten. Få dage senere blev Hadrat Umar martyr. Kaliffen Uthman beholdt også Amr i hans tidligere embede. På dette tidspunkt gjorde Alexandrias indbyggere oprør på romernes tilskyndelse. Amr ibn al-As slog oprøret ned med stor hårdhed og rev af frygt for fremtidige oprør Alexandrias forsvarsmure ned.

I det 26. hijri-år afsatte Hadrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) ham fra posten som guvernør over Egypten. Tabari siger, at kaliffen Uthman ikke afsatte nogen uden en konkret anklage mod vedkommende. Det siges, at årsagen til hans afsættelse var, at der trods Egyptens store frugtbarhed ikke blev opkrævet de forventede skatteindtægter under Amr. Denne anklage var blevet rejst mod ham siden Hadrat Umars tid. Kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde også skrevet et brev til ham om dette. Anklagen mod ham bestod også under Hadrat Uthmans regering. Hadrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) skrev et brev til ham om sagen, og Amr svarede: »Koen kan ikke give mere mælk, end den er i stand til.« Efter dette svar fritog Hadrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) ham for ansvaret for skatteindtægterne og overdrog det til Abdullah ibn Sad. Efter denne begivenhed opstod der uenighed mellem Amr og Abdullah, og Egyptens administration gik i vidt omfang i stå. Under disse omstændigheder afsatte Hadrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) Amr og udnævnte Abdullah til guvernør over Egypten. (Tabari, Ibn al-Athir) Ifølge en anden overlevering blev Amr afsat allerede før oprøret i Alexandria. Da oprøret brød ud, udnævnte kaliffen Uthman ham til at slå det ned. Efter at oprøret var blevet udryddet, ønskede kaliffen kun at udnævne ham til at varetage forsvarsanliggender. Han afviste kaliffens forslag og sagde: »Det kan ikke være sådan, at jeg holder hornene, mens han malker.« Ifølge denne overlevering blev han afsat i det 25. hijri-år.

Efter at være blevet afsat som guvernør over Egypten tog Hadrat Amr ibn al-As til Medina. Han blev noget utilfreds med Hadrat Uthman. Efter sin ankomst til Medina havde han en samtale med kaliffen, og hans utilfredshed kom til udtryk i den. Da han talte med kaliffen, var de skatteindtægter, der var sendt fra Egypten, allerede nået frem til kaliffen. Disse skatteindtægter var større end dem, Amr ibn al-As havde sendt. Kaliffen sagde: »Se, koen har givet mere mælk.« Amr svarede straks: »Ja, men så vil kalven sulte.« Selv efter denne begivenhed forblev Hadrat Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham) lige så loyal og velvillig over for kaliffen Uthman som tidligere. Da oprørerne fra Egypten nåede Medina, sendte Hadrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) Amr for at overtale dem. Ved at gøre brug af sin tidligere indflydelse fik han sendt oprørerne tilbage. Desuden rådførte Hadrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) sig med Amr ibn al-As, hver gang der opstod et problem for ham. Han gav råd med stor oprigtighed. Da sammensværgelserne mod kaliffen Hadrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) tog til, indkaldte han til et møde i shura-rådet. Hadrat Amr ibn al-As var et af rådets medlemmer. Efter at have rådført sig med shura-rådet spurgte kaliffen specifikt Amr om hans mening. Han rådede kaliffen til at følge sine to forgængere, Abu Bakr og Umar (må Allah være tilfreds med dem). Det vil sige, at han skulle være mild, når det var nødvendigt, og hård, når det var nødvendigt.

Efter at være blevet afsat som guvernør over Egypten trak han sig i praksis tilbage fra politik og slog sig ned i Palæstina. Han rejste dog af og til til Medina og tilbage igen. Da kaliffen Uthman blev belejret af oprørerne, befandt Amr ibn al-As sig i Medina. Da han så, at oprøret var kommet ud af kontrol, forlod han Medina og sagde: »Må Allah ydmyge den, hvis hånd er med i drabet på Uthman, og den, der ikke kan hjælpe ham, bør forlade Medina.« Han forlod Medina og tog til Syrien. Han holdt dog hele tiden øje med forholdene i Medina gennem andre. Derefter fandt Hadrat Uthmans martyrdød og Slaget ved Kamelen sted, men han forlod ikke sit tilbagetrukne liv i Syrien. Han blandede sig ikke i noget.

Der opstod en konflikt mellem Hadrat Ali og Hadrat Muawiya. Hadrat Ali krævede troskab af Hadrat Muawiya. Muawiya rådførte sig med Amr ibn al-As. Det er blevet overleveret, at Amr først sagde til Muawiya, at det under ingen omstændigheder ville ske, at den muslimske umma gav ham samme rang som Ali. Men senere viste det sig, at Amr ibn al-As i denne strid fuldt ud tog Muawiyas parti. I slaget ved Siffin mellem de to parter var Amr hærfører for Muawiyas (må Allah være tilfreds med ham) hær. På Amrs råd hængte Muawiya i det afgørende øjeblik, hvor nederlaget syntes nært forestående, Koranen på spydspidserne og fremsatte et forslag om forsoning til Ali (må Allah være tilfreds med ham), hvorved Ali blev tvunget til at erklære en våbenhvile. Derefter blev der med henblik på at bilægge konflikten nedsat et voldgiftsråd bestående af to medlemmer. I dette råd var Amr ibn al-As Muawiyas udpegede repræsentant, mens Abu Musa al-Ashari (må Allah være tilfreds med ham) var Alis (må Allah være tilfreds med ham) udpegede repræsentant.

Nach langvarige drøftelser om sagen kom Amr og Abu Musa al-Ashari til Dumat al-Jandal for at bekendtgøre deres afgørelse. Men i det afgørende øjeblik fraveg Amr den tidligere beslutning og erklærede gennem et diplomatisk kneb Muawiya for kalif; samtidig fik han modparten Abu Musa til med egne ord at erklære Ali afsat.

Det håb om at få afsluttet den muslimske ummas selvdestruktive strid, som var opstået gennem dannelsen af voldgiftsrådet, mislykkedes ifølge historikerne på grund af Hazrat Amrs list. Stridighederne og krigen begyndte igen mellem de to parter. Amr angreb Egypten, besejrede og dræbte Muhammad ibn Abi Bakr, som Hazrat Ali havde udnævnt til Egyptens guvernør, og erobrede Egypten.

Derefter besluttede nogle medlemmer af den yderligtgående kharijitiske sekt, at eftersom de tre personer Ali, Muawiya og Amr hovedsageligt var årsag til den muslimske ummas splittelse, måtte de fjernes fra denne verden. Opgaven blev overdraget til Ibn Muljam, Barak ibn Abdillah og Amr ibn Bakr al-Tamimi. I overensstemmelse med beslutningen angreb de tre mænd de tre personer på det fastsatte tidspunkt, hver på sit sted. Hazrat Ali blev martyr, mens Muawiya overlevede med lettere kvæstelser. Da Amr var syg, var Kharija ibn Hudhafa gået ud for at lede bønnen i hans sted. Attentatmanden tog ham for Amr ibn al-As, slog ham og dræbte ham. Således overlevede Amr også.

Amir Muawiya udnævnte Amr til wali over Egypten. Mens han var wali over Egypten, opstod der en vis misforståelse mellem ham og Amir Muawiya, men gennem en tredjeparts mægling blev der indgået en aftale mellem dem, og han fortsatte i embedet som Egyptens wali. Mens han var wali over Egypten, blev han syg i år 43 efter hijra, ifølge andre i år 47 eller 51, og opgav håbet om livet. I sine sidste dage blev han voldsomt pint af anger over sine tidligere fejl.

Da han lå på dødslejet, kom Ibn Abbas for at besøge ham. Efter at have udvekslet hilsner spurgte han: »Abu Abdillah, hvordan har du det?« Amr svarede: »Hvad spørger du om? Mit verdslige liv er blevet opbygget, men min religion er gået til grunde. Hvis det ikke var sådan, men omvendt, er jeg sikker på, at jeg ville have haft succes. Hvis det, jeg ønsker for mit efterliv, kunne føre til noget, ville jeg bestemt ønske det. Hvis der var en vej til at flygte og redde mig, ville jeg flygte. Men nu hænger jeg som en manjaniq mellem himmel og jord. Jeg kan hverken stige op ved hjælp af mine hænder eller komme ned ved hjælp af mine fødder. Nevø, giv mig et råd, som kan være til gavn for mig.« Ibn Abbas sagde: »Ak! Hvor er den tid nu? Nu er nevøen blevet gammel og er blevet din bror. Hvis du nu beder mig om at græde, kan jeg græde.« Amr sagde: »Jeg er nu over firs år. Nu gør du mig fortvivlet over Allahs barmhjertighed. O Allah, denne Ibn Abbas gør mig fortvivlet over Din barmhjertighed. Giv mig nu en straf, som gør Dig tilfreds.« Ibn Abbas sagde: »Abu Abdillah, det, du tog, var nyt, mens det, du giver, er gammelt.« Amr sagde: »Ibn Abbas, hvad er der sket med dig? Du siger det modsatte af det, jeg siger.« (Al-Istiab)

Abd al-Rahman ibn Shammāsa fortæller: »Han besøgte Amr ibn al-As, da denne lå på dødslejet. Amr vendte ansigtet mod væggen og begyndte at græde. Hans søn Abdullah sagde: ›Far, hvorfor græder du? Har Allahs Sendebud ikke givet dig den og den bashāra eller gode nyhed?‹ Han svarede: ›Min bedste skat er bekendelsen eller vidnesbyrdet: lā ilāha illā Allāh, Muhammad er Allahs Sendebud. Tre perioder af mit liv er gået. I den ene periode var jeg en indædt fjende. Mit højeste ønske var på enhver måde at dræbe Allahs Sendebud. Derefter begyndte den anden periode af mit liv. Jeg aflagde troskabsed til Allahs Sendebud og antog islam. Da var jeg sådan, at ingen anden person var mig kærere eller mere ærefuld end Allahs Sendebud. På grund af den store ærefrygt og respekt kunne jeg ikke løfte blikket ordentligt mod ham. Hvis nogen nu spørger mig, hvordan hans velsignede ansigt så ud, kan jeg ikke fortælle ham noget. Hvis jeg var død dengang, havde jeg haft håb om Paradiset. Derefter kom den tredje periode af mit liv. I denne tid har jeg gjort mange forskellige ting. Jeg ved ikke, hvordan min tilstand bliver nu. Når jeg dør, skal de sørgende ikke følge med min janazah. Ved begravelsen skal I langsomt dække mig med jord. Efter begravelsen skal I blive ved graven så længe, det tager at slagte et dyr og fordele dets kød, så jeg i jeres nærvær kan blive fortrolig med graven og finde de rigtige svar på Allahs Sendebuds spørgsmål.‹ (Muslim, Kitab al-Iman)

Han gav sin søn Abdullah instrukser om, hvordan han skulle begraves efter sin død. Derefter optog han sig med dhikr og sagde: »O Allah, Du befalede, men jeg adlød ikke; Du forbød, men jeg var ulydig. Jeg er ikke uskyldig, så jeg kan fremføre en undskyldning, og jeg er heller ikke stærk, så jeg kan sejre.« Derefter udåndede han sin sidste ånde, mens han reciterede »lā ilāha illā Allāh«. Inna lillahi wa inna ilayhi rajiun. På den første dag i Shawwal i år 43 efter hijra, efter Eid al-Fitr-bønnen, ledte hans søn Abdullah janazah-bønnen. Han blev begravet på et sted i Egypten ved navn al-Muqattam. Hans grav ved siden af Egyptens første moské, »Jami Amr ibn al-As«, som han selv havde opført, er stadig markeret. Han var halvfems år gammel ved sin død.

Efter at Hazrat Amr ibn al-As havde antaget islam, tilbragte han størstedelen af sit liv på jihadens slagmarker. Derfor fik han kun ringe mulighed for at tilegne sig og studere viden. Han følte en særlig glæde og smag ved koranrecitation og reciterede den meget smukt. Selvom hans liv blev tilbragt på jihadens slagmarker, brugte han den tid, han havde, til gennem Allahs Sendebuds suhbah at forbedre sin viden og sine handlinger. Han overleverede 39 hadither eller udsagn fra Allahs Sendebud. Af disse er tre muttafaqun alayh, det vil sige overleveret af både al-Bukhari og Muslim. Tre blev overleveret alene af Muslim. Mange sahabaer og tabiiner overleverede hadither fra ham.

På trods af travlheden med jihad varetog Hazrat Amr ibn al-As også opgaven med undervisning og formaning. Efter sejren i slaget ved Dhat al-Salasil blev han dér og underviste og oplærte de nye muslimer. Efter Rasulullahs, Allahs fred og velsignelser være med ham, bortgang, da nogle menneskers tiltrækning til det jordiske blev stærkere, opfordrede han i sine taler folk til at følge Rasulullahs, Allahs fred og velsignelser være med ham, eksempel.

Han havde også sans for litteratur. Han var sin tids største prosaforfatter. Det særlige ved hans litteratur var, at han udtrykte meget med få ord, anvendte smukke sammenligninger og udsmykkede både sætningerne og tankerne. Mange eksempler på hans litteratur er blevet bevaret i historiske værker. Især det brev, som kaliffen Umar sendte fra Medina til Amr, der opholdt sig i Egypten, med ordre om at sende korn, og Amrs svarbrev dertil, er blevet bevaret som fremragende litterære eksempler. Det år, hvor der herskede en voldsom hungersnød i Arabien, kaldes nemlig »Am ar-Ramadah«. Desuden kom hans litterære talent til udtryk i hans taler, breve og forskellige former for skrifter.

Når man gennemgår hele Hazrat Amr ibn al-As’ liv, ser man, at han gennemgik forskellige prøvelser. Han kunne ikke være lige succesfuld i alle perioder. Især synes man ikke umiddelbart at kunne finde en logisk forklaring på nogle af begivenhederne i den sidste del af hans liv som sahabi. De islamiske lærde har konkluderet, at disse handlinger i den sidste del af hans liv var fejl i hans ijtihad. Bortset fra nogle omstridte begivenheder i denne periode gjorde hele hans liv, ligesom de øvrige sahabers, gennem Rasulullahs, Allahs fred og velsignelser være med ham, selskab det hvidt og smukt som en blomst.

Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, bekræftede selv styrken i Amr ibn al-As’ iman. Han sagde: »Folk har antaget islam, men Amr ibn al-As har bragt iman.« Ved en anden lejlighed sagde han: »As’ to sønner – Hisham og Amr – har bragt iman.« (Imam Ahmads Musnad) Sandheden i dette blev tydelig gennem en begivenhed i hans liv. En dag sendte den ærede Rasul, Allahs fred og velsignelser være med ham, besked om, at Amr skulle møde op straks, iført tøj og bevæbnet. Amr mødte straks op som befalet. Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde foretaget wudu; han løftede blikket, så ned igen og sagde: »Jeg ønsker at sende dig som amir. Hvis Allah vil, vil du være i sikkerhed og få meget krigsbytte. Du vil også få en andel af dette krigsbytte.« Amr udbrød straks: »Allahs Rasul, Allahs fred og velsignelser være med ham, jeg antog ikke islam af begær efter rigdom; jeg antog den af mit hjertes tilskyndelse.« Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ren og lovlig rigdom er bedst for den sandfærdige.« Ved en anden lejlighed sagde Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, at Amr ibn al-As var en af Qurayshs retskafne mænd. (Musnad Ahmad)

En dag sad han i skyggen ved Kabaens mur og fortalte folk hadith. Han sagde: »Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, har sagt: ‘Den, der oprigtigt har aflagt bay’ah til en imam, bør støtte ham med alle sine kræfter.’« Abd al-Rahman ibn Abd al-Ka’bah, som overleverede denne hadith, spurgte: »Hørte du denne hadith fra Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham?« Amr pegede på sine ører og sit hjerte og sagde: »Disse to ører har hørt den, og hjertet har bevaret den.« Derefter sagde Abd al-Rahman: »Jeres fætter Muawiya befaler os uretmæssigt at fortære hinandens ejendom og tage liv uden ret.« Da Amr hørte dette, blev han tavs. Så sagde han: »Adlyd det, der ikke indebærer ulydighed mod Allah, og adlyd ikke det, der indebærer ulydighed.« Heraf forstår man, at han af natur var sandfærdig.

Den ærede Rasul, Allahs fred og velsignelser være med ham, elskede Amr ibn al-As, må Allah være tilfreds med ham, for hans egenskaber. Hazrat Hasan, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at en mand spurgte Amr ibn al-As: »Er en person ikke retsindig, når Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, elskede ham indtil sit sidste åndedrag?« Han svarede: »Hvem kan tvivle på hans lykke?« Manden sagde: »Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, elskede dig indtil sit sidste åndedrag.«

Med hensyn til viden, intelligens og politisk indsigt var han en af de fremtrædende mænd i datidens Arabien. Imam ash-Sha’bi plejede at sige: »I det islamiske Arabien var der fire diplomater, og Amr ibn al-As var en af dem.« (Al-Isabah) I diplomati var den eneste, der kunne måle sig med ham, Hazrat Mughirah ibn Shu’bah, må Allah være tilfreds med ham. Hans kropsbygning, hans måde at gå og bevæge sig på, hans tale og meget andet viste tydeligt, at han var født til lederskab. Det fortælles, at de troendes leder, Umar, må Allah være tilfreds med ham, en dag først smilede lidt, da han så ham komme, og derefter sagde: »Abu Abdillah bør ikke gå omkring på jorden uden at være amir eller leder.« (Rijalun Hawla ar-Rasul, s. 618)

Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, anerkendte hans sunde dømmekraft. »Du er en, der har den rette opfattelse i islam« – sådan sagde Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, til ham. (Kanz al-Ummal) Når Hazrat Umar al-Faruq, må Allah være tilfreds med ham, så en person med tung opfattelse, plejede han forundret at sige: »Er skaberen af denne person og af Amr ibn al-As den samme?« (Al-Isabah)

På grund af Hazrat Amrs grænseløse intelligens og dristighed overdrog Den Ædle Sendebud (s.a.) ham ansvaret for mange vigtige ekspeditioner. I visse tilfælde blev han endda udnævnt til amir over ledsagere af så høj rang som Abu Bakr, Umar og Abu Ubayda (r.a.). Han viste virkelig i hvert eneste vanskelige øjeblik for det muslimske ummah de evner og den begavelse, der kendetegner en amir eller leder. Det var netop på grund af hans evner, at en så fremsynet hersker som Umar (r.a.) udnævnte ham til amir over Palæstina, Jordan og derefter Egypten, og han lod ham beholde denne stilling indtil de sidste dage af sit kalifat.

I historien omtales han som „Fātih Misr“ – Egyptens erobrer. Men han var ikke erobrer i den betydning, hvori man kalder ham det. I virkeligheden var han egypternes befrier. Han befriede Egyptens folk fra romernes århundredlange slaveri og lænker og banede vejen for islams daʿwah i hele Afrika.

Jihad fī sabīlillāh er det ærefulde kapitel i Hazrat Amrs (r.a.) liv. I alle krige stod han ved siden af den berømte hærfører Hazrat Khalid ibn al-Walid (r.a.). Han sagde selv, at Sendebudet (s.a.) fra den første tid på slagmarken ikke anså nogen anden for at være på niveau med ham og Khalid. (Mustadrak) Hver gang der opstod fare i Medina, trak han straks sit sværd og stillede sig imod den. En gang spredte der sig af en eller anden grund rædsel i Medina. Salim, den frigivne slave til Hazrat Abu Hudhayfa, stillede sig i Medinas moské med et sværd i hånden. Amr trak også sit sværd og stillede sig ved hans side. Senere sagde Den Ædle Sendebud (s.a.) i sin khutba: „Hvorfor søger I ikke Allahs og Hans Sendebuds beskyttelse, og hvorfor tager I ikke Amr og Salim som forbilleder?“ (Al-Isaba)

Hazrat Amr ibn al-As var særdeles gavmild. Han gav rundhåndet ud på Allahs vej. Selve Allahs Sendebud (s.a.) anerkendte dette flere gange. Alqama ibn Ramtha al-Balawi fortæller: Allahs Sendebud (s.a.) sendte Amr af sted med en hær til Bahrain, mens han selv drog ud på en anden ekspedition. Jeg ledsagede også Allahs Sendebud (s.a.) på denne ekspedition. En dag blev Sendebudet (s.a.) lidt søvnigt. Da han var kommet ud af sin døs, sagde han: „Må Allah vise Amr barmhjertighed.“ Alle blandt os, der bar dette navn, tænkte hver især på dem. Så blev han for anden og tredje gang overmandet af søvn, og da han vågnede, sagde han det samme hver gang. Til sidst mistede vi tålmodigheden og spurgte: „Hvilken Amr taler du om?“ Han sagde: „Amr ibn al-As.“ Vi spurgte om årsagen. Han sagde: „Jeg kom til at tænke på den gang, hvor jeg bad folk om sadaqa eller almisse, og han kom med en stor mængde sadaqa. Da jeg spurgte ham: ‘Hvor har du fået al denne sadaqa fra?’, svarede han: ‘Allah har givet den.’“ En anden gang sagde Sendebudet (s.a.) tre gange: „O Allah, tilgiv Amr ibn al-As. Da jeg bad ham om at give sadaqa, kom han med sadaqa.“

Khalid ibn al-Walid (r.a.)

Hans navn var Abu Sulayman Khalid, og hans tilnavn var Sayfullah (Allahs sværd). Hans far var Walid ibn al-Mughira, og hans mor var Lubaba as-Sughra, søster til de troendes moder, Hazrat Maymuna bint al-Harith, og til Lubaba al-Kubra, Hazrat Abbas ibn Abd al-Muttalibs hustru. Allahs Sendebud (s.a.) og Hazrat Abbas (r.a.) var hans morbrødre gennem ægteskab. (Usud al-Ghaba 2/93)

Hans slægt var blandt Quraysh i det førislamiske Arabien og var særdeles fornem. To ansvarsområder, qubba og ʿayinna (ledelsen af soldater og militærlejre), lå hos hans slægt. Da islam stod frem, beklædte Khalid disse poster. (Al-Istiʿab 1/157) Kort før Hudaybiyya-traktaten var Khalid leder af den gruppe fra Quraysh, der drog ud fra Mekka for at overvåge muslimernes bevægelser. I slaget ved Uhud kæmpede han tappert mod den muslimske hær og forvandlede den mekkanske polyteistiske hærs sikre nederlag til sejr.

Der findes forskellige overleveringer om, hvornår Hazrat Khalid antog islam. Den mest udbredte opfattelse er dog, at han antog islam kort før erobringen af Mekka.

Hazrat Amr ibn al-As (ra) var på vej fra Abessinien til Medina for at antage islam. Undervejs mødte han en anden karavane, der var på vej mod Medina. De var også på vej med samme mål: at antage islam i Medina. Hazrat Khalid var med i denne anden gruppe. Hazrat Amr ibn al-As spurgte Khalid: »Hvor skal du hen?« Khalid svarede: »Ved Allah, jeg er overbevist om, at denne mand er en profet – hvor længe skal vi fortsætte sådan? Lad os tage af sted og antage islam.« (Al-Isaba 1/413, Musnad Ahmad) Derefter kom han til Medina og trådte i tjeneste hos Allahs Sendebud (sa). Først aflagde Khalid troskabseden, og derefter gjorde Amr ibn al-As det samme, ved Allahs Sendebuds (sa) hånd. Amr vendte tilbage til Mekka, mens Khalid blev i Medina.

Hazrat Khalid fortæller: Efter at jeg havde antaget islam, sagde Allahs Sendebud (sa) til mig: »Jeg havde set tegn på intelligens hos dig, og jeg håbede, at denne intelligens til sidst ville føre dig til det gode og gavnlige.« Khalid fortæller: Da jeg aflagde troskabseden ved Allahs Sendebuds hånd, sagde jeg: »Bed om tilgivelse for alle de synder, jeg har begået ved at hindre folk i Allahs vej.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Islam udsletter alle tidligere synder og fejl.« Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, det er på dette grundlag, jeg aflægger troskabseden.« Han sagde: »O Allah, tilgiv ham alle de forbrydelser, han har begået ved at hindre folk i Din vej.« (Rijalun Hawla ar-Rasul, 284-285)

Efter at han havde antaget islam, beholdt Allahs Sendebud (sa) ham i den militære stilling, han havde haft før islam, og tog imod hans tjenester. (Usud al-Ghaba 2/93) Før islam var han muslimernes værste fjende, men efter at have antaget islam blev han en yderst farlig modstander for polyteisterne. I utallige slag splittede hans sværd polyteisternes enhed.

Efter at have antaget islam deltog Hazrat Khalid for første gang i Mu’tah-ekspeditionen. Som led i missionsarbejdet sendte Allahs Sendebud (sa) Hazrat al-Harith ibn Umayr al-Azdi med et brev til herskeren i Bosra. Shurahbil ibn Amr al-Ghassani dræbte al-Harith på et sted ved navn Mu’tah. For at hævne denne hændelse sendte Allahs Sendebud (sa) en hær på to tusind soldater under ledelse af Hazrat Zayd ibn Haritha. Modpartens romerske hær talte omkring to hundrede tusind soldater. Før Zayd ibn Harithas hær drog fra Medina, gav Allahs Sendebud (sa) dem følgende råd: »Hvis Zayd bliver martyr i kampen, skal Ja’far lede hæren, og hvis Ja’far bliver martyr, skal Abdullah ibn Rawaha lede den. Og hvis Abdullah også bliver martyr, skal I udnævne en af jer selv til amir.«

De var tre: Zayd, Ja’far og Abdullah. De var de tre helte under Mu’tah-ekspeditionen i Syrien. I dette ulige slag viste de en enestående tapperhed og heltemod og opnåede martyrdøden én efter én. Til sidst overtog Hazrat Khalid ledelsen. Da de tre hærførere én efter én blev martyrer, mistede den muslimske hær modet. Selv om Khalid ikke kunne besejre fjendens hær, reddede han den muslimske hær fra tilintetgørelse.

Hazrat Allahs Ædle Sendebud (sa) bekendtgjorde nyheden i Medina om de nævnte tre hærføreres martyrdød og Khalids overtagelse af ledelsen således:

»Zayd ibn Haritha tog fanen og kæmpede mod fjendens hær, indtil han blev martyr. Derefter tog Ja’far fanen, kæmpede og blev også martyr. Derefter tog Abdullah ibn Rawaha fanen, og han blev også martyr. Så tog en af Allahs sværd fanen, og gennem ham skænkede Allah sejren.« (Rijalun Hawla ar-Rasul, 286) På denne måde fik han tilnavnet »Allahs sværd« – Saifullah. Der er dog også uenighed om, hvornår og under hvilke omstændigheder han fik dette tilnavn. I en anden overlevering hedder det, at Hazrat Allahs Ædle Sendebud på et bestemt sted opholdt sig. Når nogen gik forbi, spurgte han: »Hvem er det?« Svaret lød: »Den og den.« På et tidspunkt gik Khalid forbi. Allahs Sendebud (sa) spurgte: »Hvem er det?« Der blev svaret: »Khalid.« Han sagde: »Hvor er Allahs tjener Khalid dog en god mand. Han er et af Allahs sværd.« Dette skete efter Mu’tah. (Usud al-Ghaba 2/94, Al-Isaba 1/413)

Hazrat Khalid deltog i Mu’tah-ekspeditionen som almindelig soldat under de tre hærførere Zayd, Ja’far og Abdullah. Da den sidste af de nævnte tre blev martyr, løb Hazrat Thabit ibn Aqram hen til fanen og holdt den højt med højre hånd, så der ikke skulle opstå forvirring i den muslimske hær. Med fanen løftet løb han hen til Hazrat Khalid og sagde: »Khudh al-liwa’a ya Aba Sulayman« – »Abu Sulayman, tag fanen.« Han vidste udmærket, at en ny muslim som Khalid ikke havde ret til at lede en hær, hvis forreste rækker bestod af Muhajirun og Ansar, som havde antaget islam i den første periode. Med stor respekt sagde Khalid til Thabit ibn Aqram: »Nej, jeg kan ikke tage fanen; du er den mest værdige til den. Du er ældre og badri, det vil sige en, der deltog i slaget ved Badr.« Thabit svarede: »Tag den, for du er dygtigere end jeg i krig. Jeg har netop taget denne fane med til dig.« Derefter henvendte Hazrat Thabit (ra) sig til den muslimske hær og spurgte: »Er I tilfredse med Khalid som leder?« De svarede enstemmigt: »Ja, det er vi.« (Rijalun Hawla ar-Rasul, 286-287) Khalid fortæller: »I slaget ved Mu’tah knækkede syv sværd i min hånd. Til sidst var der ét yemenitisk sværd tilbage, som ikke var knækket.« (Usud al-Ghaba 2/94)

Under erobringen af Mekka var han sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav ham ansvaret for den muslimske hærs højre fløj. Selvom Mekka blev erobret uden blodsudgydelse, mistede nogle polyteister denne dag livet for Khalids hånd. Han var på vej ind i Mekka fra retningen af Qudāʾ, da han undervejs mødte en gruppe polyteister fra Mekka. Polyteisterne begyndte at skyde med pile. Han besvarede dem ved at skyde pile tilbage, hvorved flere polyteister blev dræbt. Derfor måtte han stå til regnskab over for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Da Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) erfarede, at polyteisterne havde indledt angrebet, accepterede han det som Allahs vilje og forholdt sig tavs.

Han deltog i felttoget ved Hunayn. Den muslimske hær blev dannet af tolv tusind soldater. Den ærede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) opdelte hele hæren i flere stammebaserede afdelinger. Banū Sulaym-stammen befandt sig forrest i hele hæren, og den ærede Khalid var dens øverstbefalende. I dette slag udviste han stort mod og heltemod. Han blev såret flere steder på kroppen. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom for at se til ham, pustede på hans sårede steder, og han kom sig hurtigt. (Usd al-Ghābah 2/95) Under felttoget mod Tāʾif var Khalid øverstbefalende for fortroppen. I det niende hijri-år deltog han også i felttoget ved Tabūk. I dette slag sendte Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham med fire hundrede soldater mod ʿUqaydir ibn ʿAbd al-Malik, høvdingen over Dumāt al-Jandal. Khalid dræbte ʿUqayd​​irs bror og tog ʿUqaydir til fange, hvorefter han førte ham til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham).

I det niende hijri-år sendte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) Khalid til Banū Jadhīmah-stammen for at udføre daʿwah. På grund af Khalids invitation accepterede Banū Jadhīmah-stammen islam. Men fordi de uvidende ikke kunne udtrykke dette korrekt, misforstod Khalid dem. Han beordrede et angreb, og som følge heraf blev mange fra stammen dræbt eller såret. Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) blev bekendt med sagen, blev han dybt bedrøvet. Han løftede sine hænder og bad: »O Allah, jeg frasiger mig ethvert ansvar for det, Khalid har gjort.« Derefter sendte han den ærede ʿAlī og gav dem alle fuld erstatning. Selv erstatningen for deres dræbte hunde blev betalt. (Bukhārī: Kitāb al-Maghāzī; Usd al-Ghābah 2/94)

Efter denne hændelse vendte Khalid tilbage til Medina, og der opstod en ordveksling mellem ham og ʿAbd al-Rahmān ibn ʿAwf om sagen. På et tidspunkt fornærmede Khalid ʿAbd al-Rahmān. Da dette nåede Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) øre, blev han vred og sagde til Khalid: »Tal ikke nedsættende om mine ledsagere. Hvis nogen af jer gav så meget guld bort som Uhud-bjerget, ville han ikke kunne opnå samme værdi som en mudd eller blot det halve af en mudd, som de har givet bort.« (Usd al-Ghābah 2/95)

I det tiende hijri-år sendte den ærede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) Khalid til Banū ʿAbd al-Maddān-stammen i Najrān for at invitere dem til islam. Eftersom Khalid havde begået en alvorlig fejl ved at træffe en forhastet beslutning i sagen om Banū Jadhīmah, gav Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham en særlig vejledning før afrejsen: »Du skal kun invitere til islam; under ingen omstændigheder må du løfte sværdet.« Han fulgte denne vejledning til punkt og prikke. På grund af hans invitation accepterede hele ʿAbd al-Maddān-stammen islam. Således trådte en soldat fra slagmarken for første gang frem som en sand dāʿī til islam, det vil sige som en, der inviterer til islam. Han underviste og opdragede alle disse nye muslimer og førte dem med sig til Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hof. Samme år blev ʿAlī og Khalid (må Allah være tilfreds med dem) sendt for at bringe islams invitation til Yemens befolkning. Som svar på deres invitation accepterede Yemens befolkning islam.

ʿUzzā var et af afgudsdyrkelsens centre blandt Quraysh i det før-islamiske Arabien. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte Khalid for at ødelægge centret. Da han nåede frem, jævnede han det med jorden, mens han fremsagde følgende vers: »O ʿUzzā, du er ikke hellig; vi fornægter dig. Jeg har set, at Allah har ydmyget dig.« (Usd al-Ghābah 2/94)

Så snart den ærede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var gået bort, rejste der sig overalt på Den Arabiske Halvø en alvorlig fitnah fra dem, der havde forladt islam, falske profetiprædikanter og dem, der nægtede at betale zakat. For at knuse disse oprøreres modstand samlede kaliffen Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham) en hær og steg selv til hest for at drage af sted. Men de fremtrædende ledsagere mente, at kaliffen på dette tidspunkt burde blive i Medina, kalifatets hovedstad. Den ærede ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) tog fat i tøjlerne på kaliffens hest og spurgte: »Allahs Sendebuds kalif, hvor skal du hen? Jeg siger det samme til dig, som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til dig på dagen ved Uhud: O Abū Bakr, dit sværd er blevet rasende; gør ikke os bedrøvede ved at ofre dig selv.« Kaliffen opgav sin beslutning og blev i Medina. Han delte hele hæren i elleve afdelinger og gav Khalid ansvaret for den ene. Da han sendte Khalid af sted fra Medina, sagde han til ham: »Jeg har hørt Allahs Sendebud sige om dig: ›Khalid er et af Allahs sværd, som Allah har trukket mod de vantro og hyklerne. Hvor er Khalid dog en god tjener for Allah og en god broder til stammen.‹« (Rijālun Hawla ar-Rasūl 291)

Den ærede Khalid drog af sted fra Medina med sin hær. Før hvert felttog plejede han at give sin hær følgende instruktion: »I må ikke behandle bønderne dårligt. Lad dem leve i sikkerhed. Men hvis nogen af dem drager ud for at kæmpe mod jer, skal I kæmpe imod dem.«

Khalid førte et felttog mod den falske profet Tulayha. Kampene rasede voldsomt. I hvert eneste sammenstød led Tulayhas ledsagere nederlag. En dag spurgte Tulayha sine nærmeste: »Hvorfor lider vi sådanne nederlag?« De svarede: »Fordi enhver af os ønsker, at hans ledsager skal dø før ham. Men hver af dem, vi kæmper imod, ønsker at dø før sin ledsager.« (Hayatus-Sahaba 3/693) Khalid dræbte Tulayhas ledsagere og tog tredive af dem til fange og sendte dem til Medina. Han førte også et felttog mod Musaylima al-Kadhdhab. Den falske Musaylima blev dræbt af Hadrat Wahshi, Hadrat Hamzas drabsmand.

Efter at have udryddet de falske profeters fitna drog Hadrat Khalid mod dem, der nægtede at betale zakat, og mod murtadderne (dem, der havde forladt islam). Først slog han til mod stammerne Asad og Ghatafan. Nogle af dem blev dræbt, nogle taget til fange, mens resten angrede og vendte tilbage til islam. (Tarikh al-Khulafa, al-Suyuti, s. 72) I alle felttogene mod murtadderne stod Khalid i front. Al-Tabari sagde: »Alle de sejre, der blev vundet i felttogene mod murtadderne, skyldtes Khalid og de andre.«

Efter at have slået den indre uro ned rykkede Hadrat Khalid frem mod Irak. I slagene ved Mazar, Qaysar, Alim, Amghishiya, Hira, Anbar, Ayn al-Tamr, Dumat al-Jandal, Hasid, Khanafis, Sana, Bishr, Firad og andre steder udviste han en enestående tapperhed og taktisk kunnen og underlagde sig hele Irak. Khalids sidste slag mod irakerne fandt sted ved Firad. På den ene bred af Eufrat stod den muslimske hær, og på den anden bred stod den samlede irakiske hær. Irakerne foreslog: »Enten kommer I over til denne side, eller også lader I os komme over til jeres.« Hadrat Khalid accepterede forslaget og gav dem mulighed for at komme over. En voldsom kamp begyndte mellem de to parter. Den muslimske hær omringede fjenden fra tre sider. Bag dem lå den oprørte Eufratflod. Hvis de trak sig tilbage, ville de drukne, og hvis de rykkede frem, ville de blive ramt af de muslimske soldaters sværd; de havde ingen anden udvej. Hadrat Khalid fangede hele fjendens hær i en sådan møllesten og knuste den. Efter dette slag drog Hadrat Khalid i hemmelighed til hajj.

Mens Hadrat Khalid kæmpede i Irak, var en anden muslimsk hær samtidig engageret i kampe i Syrien. Så snart Khalids felttog i Irak var afsluttet, fik han fra kaliffens hof ordre til at slutte sig til hæren, der befandt sig i Syrien. Khalid ankom til Basra fra Irak. Den islamiske hær havde allerede ventet på ham dér. Så snart Khalid ankom, angreb han Basra. Basras indbyggere reddede livet ved at indgå en fredsaftale.

Efter at felttoget mod Basra var afsluttet, ankom Hadrat Khalid og Abu Ubayda til Ajnadayn. Hadrat Amr ibn al-As befandt sig allerede dér. I hijra-året 13 fandt et voldsomt slag sted. Ajnadayn blev underlagt Khalid.

Den muslimske hær under general Abu Ubaydas ledelse havde slået lejr og belejrede Damaskus fra fire sider. Hadrat Khalid havde ansvaret for den ene side. Selv efter tre måneders belejring var der ikke opnået noget resultat. På dette tidspunkt fødte præsten i Damaskus en søn. Byens indbyggere drak vin og hengav sig til glæde under fødselsfesten. Hadrat Khalid sov næsten ikke om natten under krigen. Han var om natten optaget af militære forberedelser og af at indsamle oplysninger om fjenden. Han blev klar over situationen i Damaskus og besluttede straks, at hans styrker skulle løbe hen til bymurens port og angribe, så snart de hørte takbir-råbet. Samtidig udvalgte han nogle fremtrædende soldater, som ved hjælp af reb trængte ind i byen. De dræbte pludselig portens vagt, brød låsen op og begyndte at råbe takbir. Så snart soldaterne udenfor hørte takbir-råbene, trængte de alle ind på én gang. Byens indbyggere lå da i dyb søvn. De blev grebet af frygt og rædsel over dette uventede angreb. De traf hurtigt en beslutning, tilbød general Abu Ubayda en fredsaftale og åbnede selv de øvrige porte i bymuren. På den ene side trængte Hadrat Khalid ind som sejrherre, mens Hadrat Abu Ubayda på den anden side indgik en fredsaftale. Halvdelen af byen blev indtaget med kamp, men Abu Ubayda behandlede alligevel hele byens befolkning ligeværdigt i overensstemmelse med fredsaftalens betingelser. (Tarikh, Ibn al-Athir 6/329)

Khalid deltog også i slaget ved Fahl. I dette slag var han øverstbefalende for fortroppen. Romerne led et skammeligt nederlag. Efter Fahl rykkede Khalid og Abu Ubayda frem mod Hims. På det tidspunkt var Yazid ibn Abu Sufyan ansvarlig for administrationen af Damaskus. Romerne lagde igen planer om at erobre Damaskus. Yazid satte sig imod dem. En voldsom kamp var i gang. Da dukkede Hadrat Khalid pludselig op bagfra som en komet. Alle på nær en lille gruppe af den romerske hær blev dræbt af Khalids styrker.

Da den romerske hersker dér hørte om den romerske hærs nederlag på de forskellige fronter i Syrien, gav han på et tidspunkt udtryk for, at han ønskede en fredsaftale med muslimerne. Men hans rådgivere tilskyndede ham til krig og sagde: »Vi vil under alle omstændigheder forhindre Abu Bakrs ryttere i at trænge ind i vores land.« Under general Mahan samlede de en enorm hær på 240.000 mand ved Yarmuk. Også deres præster forlod deres afsondrethed og ophidsede folket i religionens navn. Da kaliffen Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han: »Ved Allahs ed, jeg vil med Khalid helbrede dem for denne tilskyndelse fra deres begær.« Ja, Khalid var den dag romernes frygtelige sygdoms modgift.

Hazrat Khalid ankom til slagmarken og så, at de forskellige kommandører i den muslimske hær hver især ledede deres egne soldater. Han holdt en kort tale til de muslimske krigere. Efter lovprisningen af Allah og Hans Sendebud sagde han: »Denne dag er en af Allahs dage. På denne dag bør man ikke udvise stolthed og hovmod. Vær oprigtige i jeres jihad, og søg Allahs tilfredshed gennem jeres handlinger. Kom, lad os dele imarah, det vil sige lederskabet, mellem os. Lad nogle af os være amir i dag, andre i morgen og andre igen i overmorgen. På denne måde vil I alle blive amirer. Lad mig få denne dag.« Alle accepterede forslaget. (Rijalun Hawla ar-Rasul, s. 295) Han udnævnte én officer for hver af hærens i alt 38/36 afdelinger. Den dag opstillede han den muslimske hær på en måde, som araberne aldrig tidligere havde set magen til.

Efter at den muslimske hær havde indtaget sine positioner ved Yarmuk, tilkaldte Hazrat Khalid kvinderne og gav dem for første gang sværd i hænderne. Han beordrede dem: »I skal tage opstilling bag de muslimske mujahider. Hvis I ser nogen flygte og trække sig tilbage, skal I dræbe ham med dette sværd.« (Rijalun Hawla ar-Rasul, s. 295)

Midt i disse forberedelser sagde en muslimsk mujahid med fortvivlet stemme: »Hvor mange romere der er, og hvor få vi er.« Khalid sagde til ham: »Det, du siger, er ikke rigtigt. Sig derimod: Hvor få romerne er, og hvor mange muslimerne er – ikke målt på menneskenes antal; for ved sejr vokser hærens størrelse, og ved nederlag mindskes den. Ved Allahs ed, hvis min hests hove blot havde været i god stand, ville jeg ikke have bekymret mig om deres overtal.« (Tarikh al-Ummah al-Islamiyyah 1/193) Det skal bemærkes, at hovene på Hazrat Khalids hest, »Askar«, var blevet såret under den lange rejse.

Lige før slaget ved Yarmuk begyndte, meddelte den romerske hærfører »Mahan« gennem en udsending, at han ønskede at tale direkte med Khalid. Khalid indvilligede. De to hærførere mødtes ansigt til ansigt på området mellem de to hære. Den romerske hærfører sagde til Khalid: »Vi har erfaret, at hårdt arbejde og sult har drevet jer bort fra jeres land og bragt jer hertil. Hvis I ønsker det, kan vi give hver af jer ti dinarer, et sæt tøj og noget mad. Til gengæld vender I hjem. Næste år sender jeg jer tilsvarende ting.« Khalid forstod den fornærmelse, der lå skjult i den romerske hærførers ord. Han skar tænder af vrede og gav ham et passende svar: »Sult har ikke drevet os bort fra vores land og bragt os hertil, sådan som du siger. Men vi er et blodtørstigt folk. Vi har erfaret, at der ikke findes noget blod på jorden, som siges at være mere eftertragtet og helligt end romernes blod. Derfor er vi kommet af begær efter dette blod.« Så snart den store helt Khalid havde sagt disse ord, trak han i tøjlen, vendte direkte tilbage til sin egen hær og erklærede krig med råbet: »Allahu akbar, huwwi riyah al-jannah!«

Den romerske hær rykkede frem på en så skræmmende måde, at araberne aldrig tidligere havde set noget lignende. I centrum af den muslimske hær havde Ikrimah ibn Abi Jahl og Qa‘qa ibn ‘Amr ansvaret. Khalid beordrede dem til at angribe. De kastede sig over fjendens hær, mens de fremsagde vers af en sang. Et omfattende slag begyndte. Khalid beordrede hele sin hær til at angribe. Han trængte ind i centrum mellem det romerske kavaleri og infanteri. Hvor end han kom, blev den romerske hær splittet i stykker. En voldsom kamp fortsatte uafbrudt i en dag og en nat. Næste morgen blev Khalid set stående på den romerske hærførers platform. Ifølge at-Tabari druknede 120.000 romerske soldater i Jordanfloden i dette slag, ud over dem, der blev dræbt på slagmarken, blandt de soldater, der flygtede bagud.

Slaget var forbi. Næste morgen blev Ikrimah og hans søn ‘Amr ibn Ikrimah fundet dækket af sår. Khalid lagde Ikrimahs hoved på sit lår og ‘Amrs hoved på sit skinneben, strøg dem over hovedet og dryppede vand i deres struber, mens han sagde: »Ibn al-Hantamah« – det vil sige ‘Umar – troede, at vi ikke vidste, hvordan man opnår martyrdøden. Aldrig!« I dette slag led tre tusind muslimske soldater martyrdøden. (Tarikh al-Ummah al-Islamiyyah 1/193)

I hvilken grad Khalid ibn al-Walids personlighed påvirkede den romerske hær, kan man forstå gennem forskellige begivenheder. Slaget ved Yarmuk var i gang. På et tidspunkt under slaget trådte en kommandør fra den romerske hær, ved navn »Jarjah«, ud af sin lejr. Hans hensigt var at tale direkte med Khalid. Khalid gav ham tid og mulighed til det. Jarjah sagde: »Khalid, fortæl mig sandheden; lyv ikke. Et frit og ædelt menneske lyver ikke. Har Allah sendt jeres profet et sværd ned fra himlen, som han gav dig, og er enhver, mod hvem dette sværd er blevet løftet, blevet besejret?«

Khalid: Nej.

Jarjah: Hvorfor kaldes De så »Saifullah« – Allahs sværd?

Khalid: Allah sendte sin Sendebud til os. Nogle af os troede på ham, andre gjorde ikke. Til at begynde med hørte jeg til den sidstnævnte gruppe. Derefter vendte Allah mit hjerte. Jeg troede på Hans Sendebud og aflagde troskabseden til ham. Sendebuddet bad for mig. Han sagde til mig: »Du er et af Allahs sværd.« Således blev jeg »Saifullah«.

Jarjah: Hvad kalder I mennesker til?

Khalid: Til Allahs enhed og islam.

Jarjah: Hvordan? I har jo et forspring.

Khalid: Vi stod op sammen med Allahs Sendebud og sad sammen med ham. Vi så hans mirakler og overnaturlige gerninger. Hvis nogen havde set det, vi så, og hørt det, vi hørte, ville det naturligvis være hans pligt uden tøven at antage islam. Men I, som ikke har set ham og ikke har hørt hans ord, og som alligevel har troet på det usete, vil få en endnu større belønning, hvis I tror oprigtigt på Allah.«

Jarjah red hen til Khalid og standsede ved siden af ham. Han sagde: Khalid, lær mig islam.

Jarjah antog islam og bad to rakʿah. Disse to rakʿah var den første og sidste bøn i hans liv. Derefter drog denne nyomvendte romer sammen med den muslimske hær i krig mod romerne, med et inderligt ønske om at blive martyr. Allah den Ophøjede opfyldte hans ønske. Han blev martyr (Rijalun Hawla ar-Rasul, 299–301).

Da Herakleios hørte nyheden om den romerske hærs ynkelige nederlag ved Yarmuk, trak han sig tilbage og forlod byen Hims. Da han drog bort, sagde han: »Salamun alaika, ya Suriyya, salaman la liqa’a ba’dahu« – O Syrien, farvel; et farvel, efter hvilket der ikke kommer noget møde igen. Efter Yarmuk erobrede Hazrat Khalid »Hadir«.

Efter at have afsluttet felttoget mod Hadir drog Khalid mod »Qinnasrin«. Indbyggerne i Qinnasrin gik på forhånd ind i fæstningen for at modstå den muslimske hær og lukkede portene. Hazrat Khalid sagde til dem: »Selv hvis I søger tilflugt oven på skyerne, vil Allah enten løfte mig derop eller bringe jer ned til os.« (Tarikh al-Ummah al-Islamiyyah 2/4) Indbyggerne i Qinnasrin sluttede en fredsaftale med Khalid, da de tænkte på indbyggerne i Hims’ skæbne.

Bayt al-Maqdis var blevet belejret. Blandt den muslimske hærs kommandører under denne belejring var også Khalid. De kristne indbyggere i Bayt al-Maqdis havde ingen udvej og fremsatte et forslag om fred. De stillede dog som betingelse, at selve amir al-mu’minin, Umar, skulle underskrive fredsdokumentet med egen hånd. For at opfylde deres krav kom Khalid fra Medina til Syrien. Han tilkaldte de muslimske hærførere, der opholdt sig i Syrien, til Jabia. Khalid ankom iført meget prægtigt tøj. Da kaliffen fik øje på ham, steg han ned fra sin hest, kastede småsten efter Khalid og sagde: »Har du allerede så hurtigt ændret dine vaner?« Khalid løftede sit våben og sagde: »Men den soldatermæssige vane er ikke forsvundet.« Kaliffen sagde: »Så er der ingen skade sket.« I hijri-år 17 slog Abu Ubayda og Khalid i fællesskab oprøret i Hims ned. Samtidig ophørte flere hundrede års romersk styre i hele Syrien.

Selv en så stor hærfører skånede kaliffen Umar ikke. Han degraderede Khalid fra hærfører til almindelig soldat. Historikerne er uenige om året for afskedigelsen. Nogle mener, at han blev afsat i hijri-år 17, efter at fem år af Umars kalifat var gået. Ifølge andre beretninger afskedigede Umar ham straks efter, at han overtog kalifatets ansvar; på det tidspunkt ledede Hazrat Khalid krigen på Yarmuks slagmark.

Forskellige mennesker har berettet forskelligt om hændelsen, hvor Hazrat Khalid blev afsat. Nogle har sagt, at en voldsom krig var i gang ved Yarmuk. På dette tidspunkt ankom den nye kalif Umars (må Allah være tilfreds med ham) udsending fra Medina til slagmarken med et brev. Brevet indeholdt to meddelelser: nyheden om Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) død og udnævnelsen af Abu Ubayda i Khalids sted efter Khalids afsættelse. Efter at have læst brevet bad Khalid om tilgivelse for Abu Bakr og om Umars succes. Derefter bad han brevbringeren om ikke at afsløre brevets indhold for nogen. På denne måde holdt Khalid nyheden om Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) død og Umars ordre hemmelig, fortsatte sin kommando og sikrede den uundgåelige sejr. Derefter opsøgte han Abu Ubayda og viste ham respekt som en almindelig soldat. Abu Ubayda troede først, at det måske var en spøg. Men straks efter forstod han, at det ikke var en spøg, men virkelighed og sandhed. Khalid tog sit tøj af og lagde det foran Abu Ubayda.

Nogle har berettet den nævnte hændelse på denne måde: Hazrat Khalids udgifter gik undertiden over grænsen. Han gav store pengebeløb til digtere og forfattere. Han gav digteren Ashayas ibn Qays ti tusind dirham. Da kaliffen Umar fik dette at vide, beordrede han Abu Ubayda til at spørge Khalid, fra hvilken kilde han havde givet disse penge. Hvis han havde givet dem fra den muslimske ummas midler, havde han begået underslæb eller brudt sin tillid; hvis han havde givet dem af sine egne midler, havde han ødslet. Ifølge nogle beretninger modtog Abu Ubayda kaliffens ordre på Yarmuks slagmark. Da han spurgte Khalid, svarede han, at han havde givet pengene af sine private midler. Derefter læste Abu Ubayda kaliffens ordre op for ham og tog, som tegn på hans afskedigelse som hærfører, huen af Khalids hoved og lod hans turban falde ned over nakken. Khalid sagde blot: »Jeg har hørt kaliffens ordre og har accepteret den. Jeg er stadig rede til at adlyde min overordnedes ordrer og fortsætte min tjeneste.« Kaliffen tilkaldte ham til Medina. Da han nåede Medina, blev hans formue underkastet en streng opgørelse, men man fandt ingen uregelmæssigheder. Derefter erklærede kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) offentligt: »Jeg har ikke afsat Khalid på grund af mistillid, vrede eller nogen lignende årsag.« (Ibn al-Athir 2/418)

Ud over den nævnte hændelse var der flere andre grunde til, at Khalid blev afsat. Khalid havde en hård soldatsnatur. Han handlede efter eget forgodtbefindende i enhver sag og mente ikke, at det var nødvendigt at rådføre sig med kaliffen. Han sendte heller ikke regelmæssigt regnskaberne over hærens indtægter og udgifter til kaliffens hof. Så snart felttoget i Irak var afsluttet, rejste han til Mekka for at udføre hajj uden kaliffen Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) tilladelse. Hazrat Abu Bakr blev meget utilfreds med denne handling. Kaliffen advarede ham gentagne gange. Han svarede kaliffen: »Giv mig mulighed for at handle efter mit eget forgodtbefindende; ellers træder jeg selv tilbage fra mit ansvar.« Hazrat Umar havde været utilfreds med Khalids handlinger allerede på Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) tid. Han rådede gentagne gange Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) til at afskedige Khalid. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) svarede hver gang: »Jeg kan ikke sætte det sværd i skeden, som Allah har trukket ud af skeden.« Efter at Umar havde overtaget kalifatets ansvar, forsøgte han at reformere Khalid; men da det ikke lykkedes, afskedigede han ham.

Desuden nævner historien en tredje årsag til hans afsættelse: Blandt alle mennesker, muslimer såvel som ikke-muslimer, opstod den forestilling og tro, at islams sejr i det væsentlige afhang af Khalids fysiske styrke. Kaliffen Umar brød sig på ingen måde om denne grundløse forestilling. Ved at afsætte Khalid beviste han, at denne tro var uden grundlag.

Uanset hvordan og under hvilke omstændigheder dette skete, er Hazrat Khalids rolle i denne sag bemærkelsesværdig. Der findes intet sidestykke i historien til det eksempel på lydighed, hengivenhed og tro, som han satte. Han var i stand til dette, fordi han mente, at en hærførers og en almindelig soldats situation var den samme. Under alle forhold anså han det for sin ufravigelige pligt at opfylde sit ansvar over for Allah, Allahs Sendebud og den religion, som han havde troet på. I hans øjne var der i grunden ingen forskel mellem en lydig hærfører og en lydig almindelig soldat. Derfor tøvede han ikke det mindste med at opgive sin stilling som hærfører og udføre sit arbejde på samme måde som en almindelig soldat. Af samme grund kunne han, efter at have overdraget hærførerkablen til Abu Ubaida, i en tale til de almindelige soldater sige: »Abu Ubaida, denne ummats amīn, det vil sige dens mest tillidsværdige mand, er blevet udnævnt til jeres amīr.«

Efter at kaliffen Hazrat Umar (ra) havde fjernet Khalid fra posten som hærfører, udnævnte han ham til wāli i forskellige provinser. Efter nogen tid frasagde Khalid sig frivilligt dette ansvar og slog sig permanent ned i Medina. I år 21/22 efter hijra døde han i Medina efter at have været syg i nogle dage. Ifølge mange døde han i Hims, men det forekommer ikke korrekt. For flere kilder nævner, at kaliffen Hazrat Umar (ra) deltog i hans begravelsesbøn. (Usud al-Ghaba 2/96, al-Isaba 1/415)

Efter Hazrats Khalids (ra) død sagde kaliffen Hazrat Umar (ra): »Kvinderne er blevet ude af stand til at føde en søn som Khalid.« Efter Khalids død græd kaliffen meget fortvivlet. Senere forstod folk, at han ikke græd sådan alene på grund af sorgen over Khalids bortgang; eftersom årsagen til Khalids afsættelse var forsvundet, havde han ønsket at udnævne ham til hærfører igen. Det var, fordi døden stod i vejen for dette ønske, at han græd så meget. (Rijalun hawla ar-Rasul, s. 305)

Fra begyndelsen til slutningen af sit liv tilbragte Hazrat Khalid tiden på jihadens slagmark. Derfor fik han kun meget få muligheder for og meget lidt tid til at være i selskab med Hazrat Rasul-e Pak (sa). Han sagde selv: »Optagetheden af jihad har berøvet mig muligheden for at lære en stor del af Koranen.« (al-Isaba 1/415) Det betyder dog ikke, at han var berøvet velsignelsen og kundskaben fra det profetiske selskab. Efter Rasul-e Paks (sa) bortgang var han også blandt Medinas lærde og muftier blandt sahabaerne. På grund af sin soldatsindede natur satte han sig dog aldrig på iftā-embedets sæde. Man kender ikke mere end nogle få af hans fatwaer. (A’lam al-Muwaqqi’in) Han overleverede i alt 18 hadither. Af disse blev to overleveret af både Bukhari og Muslim, mens én blev overleveret udelukkende af Bukhari.

En gang kom Ammar ibn Yasir (ra) og han op at skændes. Khalid skældte ham voldsomt ud. Ammar klagede også til Rasulullah (sa). Efter at have hørt hele beretningen sagde Rasul (sa): »Den, der nærer misundelse og fjendskab mod Ammar, nærer misundelse og fjendskab mod Allah.« Denne udtalelse fra Rasulullah (sa) gjorde så stærkt indtryk på Khalid, at han straks skyndte sig til Ammar og gjorde ham tilfreds. Khalid sagde selv: »Efter at være gået fra Rasulullah (sa) var intet mig kærere end at opnå Ammars tilfredshed.« Hazrat Khalids hengivenhed for og kærlighed til Rasul-e Pak (sa) var så stærk, at han ikke kunne tåle, at nogen sagde blot et lille uærbødigt ord om Rasulullah (sa). En gang kom der noget guld til Rasulullah (sa). Han fordelte det blandt høvdingene fra Najd. Nogle af Quraysh og Ansar gjorde indsigelse mod dette. En mand sagde: »Muhammad, frygt Allah.« Rasul (sa) sagde: »Hvis jeg skulle være ulydig mod Allah, hvem ville så adlyde Allah?« Khalid blev rasende over mandens uærbødige ord. Han sagde: »Ya Rasulullah, giv mig tilladelse til at hugge hovedet af ham.« Rasul (sa) beroligede ham. (Bukhari)

Det lyseste og mest glorværdige kapitel i Hazrat Khalids liv var »jihad fi sabilillah« – jihad på Allahs vej. Det meste af hans liv tilbragte han på slagmarken. På grund af hans heltemodige bedrifter og uimodståelige tiltrækning til jihad modtog han titlen »Saifullah« fra Hazrat Rasul-e Pak. Han deltog i omkring 125 slag. Hvor end han drog, vendte han tilbage som sejrherre. Hazrat Rasul-e Pak havde så stor tillid til ham, at han følte sig tryg, når fanen kom i hans hænder. Han arvede en stor mængde våben fra sin familie. Efter at have antaget islam testamenterede han alt til Allahs vej som waqf. (Tabaqat) Hans venner og fjender sagde om ham: »Han er en mand, der hverken selv sover eller lader andre sove.« Khalid sagde selv: »En nat, hvor jeg kan være sammen med en nygift brud, eller en nat, hvor jeg får den glædelige besked, at en søn er blevet født til mig – det er mig mindre kært end på en isnende kold nat sammen med en gruppe muhajirun ved daggry at angribe mushrikerne.«

En dag på sit dødsleje sagde han beklagende: »Jeg har deltaget i mere end hundrede slag; på hver eneste del af min krop findes der et eller to mærker efter slag fra sværd, pile eller spyd. Og i dag dør jeg på en seng, mens jeg sparker med benene som en febersyg kamel.« Mens han sagde disse ord, trillede tårerne ned ad hans kinder. (Rijalun hawla ar-Rasul, s. 305-306, Usud al-Ghaba 2/95)

Kort før sin død testamenterede han sin efterladte ejendom til fordel for kaliffen Umar (ra). Denne efterladte ejendom bestod ikke af andet end hans hest og nogle våben. På denne måde viede han selv efter sin død de to ting, han havde elsket mest i livet, til Allahs vej.

Den ædle Allahs Sendebud (sa) roste ham flere gange i forskellige sammenhænge. En dag under erobringen af Mekka fik man øje på Khalid et stykke derfra. Sendebudet (sa) sagde til Abu Hurayra (ra): »Se, hvem er det?« Han svarede: »Khalid.« Sendebudet (sa) sagde: »Hvor er denne Allahs tjener dog god.« En gang sagde han til sahabaerne: »I må ikke skade Khalid, for han er Allahs sværd, der er ført mod de vantro.«

En gang sendte Sendebudet (sa) Umar (ra) ud for at opkræve zakat. Ibn Jamil, Khalid og Abbas – disse tre nægtede at betale zakat. Da Sendebudet (sa) hørte dette, sagde han: »Ibn Jamil var fattig, og Allah gjorde ham velhavende. Det er hans gengældelse. Men I har behandlet Khalid urimeligt. Han har testamenteret alle sine våben til Allahs vej. Hvordan kan der pålægges ham zakat? Og Abbas? Hans ansvar er mit. Ved I ikke, at en farbror er som en far?« (Abu Dawud 1/163)

Khalid (ra) var ikke blot soldat; han var også en dygtig islamisk da’i – en, der kaldte mennesker til islam. Da Sendebudet (sa) så den skade, der opstod som følge af hans forhastede beslutning i sagerne om Banu Juzayma og Malik ibn Nuwayra, rådede han ham, når han senere sendte ham ud med ansvar: »Du skal blot kalde til islam, ikke løfte sværdet.« Da han på samme måde sendte ham til Yemen, befalede han: »Lad ikke krigen begynde fra din side.« Efter denne vejledning deltog han i mange krige, og der kendes ikke til, at han nogen steder gik til overdrivelse. Både i Allahs Sendebuds (sa) levetid og efter hans bortgang udførte han da’iens ansvar på behørig vis. Efter erobringen af Mekka sendte Sendebudet (sa) forskellige missioner rundt omkring for at kalde mennesker til islam, og Khalid ledede nogle af dem. Banu Juzayma og Banu Abd al-Maddan antog islam gennem hans indsats. I kaldet til islam i Yemen var han hjælper for Ali (ra). Gennem hans indsats vendte stammer som Banu Hawazin, Banu Sulaym og Banu Amir, der havde støttet den falske profet Tulayha al-Asadi, tilbage til islam. Desuden tog utallige mennesker på forskellige tidspunkter imod islam som følge af hans kald. Før hver krig begyndte, inviterede han altid modparten til islam i overensstemmelse med islams regler. Selv midt i de hårdeste kampe på slagmarken udførte han en succesfuld da’is rolle. Den romerske soldat Jarjaha ved Yarmuk er et levende bevis på dette.

Alle detaljer om Khalids liv kan ikke gengives i en kort artikel. Vi gentager de ord, som de troendes leder Umar (ra) sagde i sorg efter Khalids død: »Raḥimallāhu Abā Sulaymān, mā ʿindallāhi khayrun mimmā kāna fīhi, laqad ʿāsha ḥamīdan wa māta saʿīdan« – »Må Allah vise Abu Sulayman Khalid barmhjertighed. Hos Allah findes der intet bedre end den tilstand, han befandt sig i. Han levede prisværdigt og døde lykkeligt.« (Rijalun Hawla ar-Rasul, s. 308)

Abdullah ibn Hudhafah as-Sahmi (ra)

Han hed Abu Hudhafah Abdullah. Hans far hed Hudhafah. Han var fra Banu Sahm-grenen af Quraysh-stammen. Han blev muslim i den første del af den islamiske mission og opholdt sig i lang tid i den ædle Sendebuds (sa) selskab. Sammen med sin bror Qays ibn Hudhafah udvandrede han til Abessinien med den anden gruppe af emigranter, der drog dertil. (Al-Isti’ab)

Han deltog sammen med Allahs Sendebud (sa) i alle slag undtagen slaget ved Badr. Abu Sa’id al-Khudri (ra) omtalte ham som »badri«, det vil sige en deltager i slaget ved Badr. Musa ibn Uqbah, Ibn Ishaq og andre omtalte ham imidlertid ikke som »badri«. (Al-Isti’ab)

Allahs Sendebud (sa) udnævnte ham til leder for en ekspedition og sendte ham af sted. Før afrejsen befalede Sendebudet (sa) de soldater, der var underlagt ham: »I må aldrig adlyde hans ordre.« Da de nåede det bestemte sted, blev Abdullah af en eller anden grund meget vred. Han spurgte soldaterne: »Har Sendebudet (sa) ikke befalet jer at adlyde mig?« De svarede: »Jo.« Han sagde: »Saml brænde, tænd et bål, og spring ind i det.« Mujahiderne samlede brænde og tændte bålet. Derefter så de på hinanden, før de skulle springe ind i ilden. Mange var uenige og sagde: »Vi fulgte Allahs Sendebud (sa) for at blive frelst fra ilden, og nu skal vi miste livet i den?« Mens denne diskussion fortsatte, gik ilden ud. Abdullahs vrede lagde sig også. Da de vendte tilbage fra ekspeditionen, fortalte de Allahs Sendebud (sa) om hændelsen. Sendebudet (sa) sagde: »Hvis I var gået ind i den ild, ville I aldrig være kommet ud af den igen. Lydighed er kun obligatorisk i sådanne forhold, som Allah har tilladt.« (Bukhari: Kitab al-Ahkam, Bab as-Sam’i wat-Ta’ah, Hayat as-Sahabah 1/67)

Den nævnte begivenhed er blevet beskrevet anderledes i visse overleveringer. Ifølge disse overleveringer var Hazrat Abdullahs ordre om at springe ind i ilden ikke en egentlig ordre. Han spøgte blot lidt med sine soldater. Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (ra) har beskrevet begivenheden således: Allahs Sendebud (sa) sendte en hær, bestående af sahabaerne, ud på et felttog. Han udnævnte Abdullah ibn Hudhafa til hærens amir. Abdullah var en spøgefuld mand. Efter at have marcheret et stykke standsede de et sted. Abdullah spurgte hærens medlemmer: »Har I ikke fået ordre til at adlyde mig?« De svarede: »Jo.« Han sagde: »Hvis jeg giver jer en ordre, vil I så udføre den?« De svarede: »Ja.« Han sagde: »I kraft af min ret og jeres pligt til at adlyde mig befaler jeg jer at springe ind i denne ild.« Så snart de havde modtaget ordren, begyndte nogle af hærens medlemmer at gøre sig klar til at springe ind i ilden. Da sagde han: »Stop! Jeg spøgte blot lidt med jer.« Da hæren var vendt tilbage til Medina, fik Allahs Sendebud (sa) kendskab til sagen. Han sagde: »Hvis nogen befaler jer at være ulydige mod Allah, skal I ikke adlyde ham.« (Sira ibn Hisham 2/640)

I det sjette hijri-år, ifølge en anden overlevering i det syvende, besluttede Hazrat Allahs Ædle Sendebud (sa) at sende udsendinge med breve, der indeholdt Islams kald, til de omkringliggende konger og herskere. Han besluttede også at sende udsendinge til de daværende verdensmagter, kejserne af Rom og Persien. Men opgaven var ikke let. Sendebuddet (sa) var også klar over dens vanskeligheder. De ville være uvidende om sproget, kulturen og befolkningen i de lande, de skulle rejse til. Dér skulle de opfordre landenes konger og herskere til at forlade deres forfædres religion og antage Islam. Uden tvivl var denne diplomatiske mission yderst risikabel. De, der rejste dertil, ville måske aldrig vende tilbage. Allahs Sendebud (sa) beordrede sahabaerne til at samles. Han rejste sig for at holde en tale. Efter at have lovprist Allah og fremsagt lovprisninger læste han trosbekendelsen. Derefter sagde han: »Amma ba’d! Jeg har besluttet at sende nogle af jer til de ajamiske, det vil sige ikke-arabiske, konger. I må ikke være uenige med mig, sådan som Israels børn var uenige med Isa ibn Maryam.«

Sahabaerne sagde: »O Allahs Sendebud, vi vil opfylde dit ønske. Send os, hvor end du ønsker.«

Hazrat Allahs rene Sendebud (sa) udvalgte seks sahabaer til at bringe breve med Islams kald til Arabien og ikke-arabiske landes konger og herskere. En af disse seks var Abdullah ibn Hudhafa. Han blev udvalgt til at bringe Allahs Sendebuds (sa) budskab til den persiske kejser Kisra.

Abdullah ibn Hudhafa gjorde sig klar til rejsen, tog afsked med sin hustru og sine børn og drog af sted. Han rejste ad de mange forskellige veje gennem det bakkede landskab. Helt alene. Han havde ingen med sig bortset fra Allah den Ene. Efter at have tilbagelagt en lang strækning nåede han frem til Persien. Han meddelte kejserens hoffolk, at han havde et brev til kejseren, og bad om tilladelse til at møde ham. Sagen blev bragt til kejserens kundskab. Han beordrede sine hoffolk til at gøre hoffet klar. Da hoffet var gjort klar, blev Persiens fremtrædende personer kaldt ind. Derefter gav han Abdullah ibn Hudhafa tilladelse til at træde ind.

Allahs Sendebuds (sa) udsending, Hazrat Abdullah ibn Hudhafa, trådte ind i Kisras kongelige hof iført en tynd »shamlah« (et klæde, der vikles om kroppen) og en tyk »aba« (en lang kjortel), klædt som en almindelig beduin. Han var høj, bredskuldret og kraftigt bygget. Han var stolt af Islams storhed og af sin tro.

Så snart Kisra så Abdullah træde ind, beordrede han en af sine hoffolk til at tage brevet fra ham. Men Abdullah nægtede at give brevet til manden og sagde: »Nej, Allahs Sendebud (sa) har beordret, at brevet skal gives direkte til Dem. Jeg kan ikke handle imod denne ordre.«

Kisra sagde til sine mænd: »Lad ham være, og lad ham komme hen til mig.« Abdullah gik frem og overrakte brevet til Kisra. Kisra tilkaldte en arabisk-talende sekretær fra Hira og bad ham åbne brevet og læse det op. Brevet blev læst op:

“Bismillahir-Rahmanir-Rahim – i den barmhjertige og nådige Allahs navn. Fra Muhammad, Allahs Sendebud, til Persiens kejser Kisra. Salamun ala man ittaba al-huda – fred være med dem, der har fulgt vejledningen.”

Blot ved at høre denne del af brevet eksploderede Kisra i vrede; hans øjne og ansigt blev røde, og venerne på hans hals svulmede op. For Rasulullah (s.a.) havde indledt brevet med sit eget navn, det vil sige, at ‘Muhammad, Allahs Sendebud’ stod foran Kisras navn. Kisra rev brevet ud af oplæserens hånd og rev det i stykker. Han fandt det ikke nødvendigt at høre, hvad brevet indeholdt. Han råbte: ‘Han er min slave, og alligevel skriver han sådan til mig?’ Derefter beordrede han, at Abdullah skulle føres ud af forsamlingen. Han blev ført ud.

Abdullah ibn Hudhafah forlod Kisras hof. Han vidste ikke, hvad Allah havde bestemt for ham. Ville han blive dræbt eller løsladt? Forskellige tanker hvirvlede rundt i hans hoved. Pludselig rystede han alle bekymringer af sig og sagde til sig selv: ‘Ved Allahs ed, efter at have afleveret Rasulullahs (s.a.) brev må der ske mig, hvad der vil. Jeg bekymrer mig ikke om noget.’ Efter at have sagt dette steg han op på sit ridedyr i Allahs navn og drog af sted. Imens, da Kisras vrede var blevet noget dæmpet, beordrede han, at Abdullah skulle føres tilbage. Men han var ikke længere at finde. De ledte grundigt overalt, men fandt ingen spor af ham. Da de undersøgte vejen mod Den Arabiske Halvø, fik de at vide, at han var draget mod sit hjemland. De kunne ikke længere få fat i ham.

Hazrat Abdullah mødte op hos Rasulullah (s.a.) og fortalte i detaljer om alt, hvad Kisra havde gjort. Efter at have hørt det hele sagde Rasulullah (s.a.): ‘Mazzaqahullahu mulkahu – måtte Allah sønderrive hans rige.’ (Al-Istiar)

Kisra skrev imidlertid til sin repræsentant, Yemens hersker Bazan: ‘Send derfra to stærke og kraftige mænd for at pågribe den person i Hijaz, som hævder at være profet, og bringe ham til mig.’ Bazan udvalgte to mænd og sendte dem til Rasulullah (s.a.). De havde også et brev med fra Rasulullah (s.a.), hvori det blev beordret, at han uden forsinkelse skulle møde op ved Kisras hof sammen med brevbringerne. Bazan gav desuden de to mænd besked på at indsamle forskellige oplysninger om Rasulullah (s.a.) og underrette ham, når de vendte tilbage.

De to mænd rejste fra Yemen og nåede efter at have fortsat dag og nat frem til Taif. Der mødte de en karavane af Quraysh-handlende. De spurgte dem om Muhammad (s.a.), og de fik at vide, at Muhammad nu befandt sig i byen Yathrib (Medina). Da Quraysh-folkene fik kendskab til formålet med de to mænds ankomst, vendte de meget glade tilbage til Mekka. De bragte Mekkas indbyggere det glædelige budskab: ‘Jubl! Kisra har nu rejst sig mod Muhammad. Nu vil I blive befriet for hans skade.’

Imens nåede de to mænd frem til Medina. De mødte Rasulullah (s.a.), overrakte ham Bazans brev og sagde: ‘Kejser Kisra har skrevet til vores konge Bazan, at han skal sende mænd for at hente dig. Vi er kommet for at hente dig på hans ordre. Hvis du besvarer vores opfordring, vil vi tale med Kisra om, hvad der er til gavn for dig, og om at han ikke straffer dig på nogen måde. Hvis du ikke besvarer vores opfordring, må du hellere tænke dig godt om. For du kender hans styrke og magt, når det gælder om at tilintetgøre dig og dit folk.’

Da de havde talt færdigt, smilede Rasulullah (s.a.) mildt og sagde: ‘Vend tilbage til jeres opholdssted i dag, og kom så igen i morgen.’

Næste dag kom de til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: »Er du klar til at tage med os for at mødes med Kisra?« Sendebudet (fred være med ham) sagde: »I kommer aldrig mere til at se Kisra. Allah har tilintetgjort ham. På den og den dato i den og den måned dræbte hans søn, Shirawayh, ham og tog tronen.« Da de hørte dette, stirrede de med forbløffede, vidt opspilede øjne på Allahs Sendebud (fred være med ham). De sagde:

»Har du tænkt over, hvad du siger? Skal vi skrive dette til Bazan?«

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Ja. Og I skal også skrive til ham, at min religion vil nå helt til grænserne af Kisras rige. Hvis du antager islam, vil du få myndighed over dit folk, sammen med alt det, der er under din kontrol.«

De to mænd forlod Allahs Sendebuds (fred være med ham) hof og nåede straks frem til Bazan, som de fortalte alt, hvad Allahs Sendebud (fred være med ham) havde sagt. Bazan bemærkede: »Hvis det, Muhammad har sagt, er sandt, så er han i sandhed en profet. Og hvis det ikke er sandt, vil vi give ham en lærestreg.«

Mens de var i gang med denne samtale, modtog Bazan et brev fra Shirawayh. Brevet lød således: »Herefter har jeg dræbt Kisra. Han blev dræbt for at tage hævn på vegne af mit folk. ……… Når dette brev er nået frem til dig, skal du indhente troskabseden til mig fra folkene omkring dig.«

Så snart Bazan havde læst Shirawayhs brev, kastede han det fra sig og erklærede sig som muslim. Sammen med ham antog alle de persere i Yemen, som befandt sig i hans nærhed, islam.

Dette var den korte beretning om hændelsen mellem Abdullah ibn Hudhafa (må Allah være tilfreds med ham) og den persiske kejser Kisra. Den hændelse, der fandt sted mellem ham og den romerske kejser, var endnu mere opsigtsvækkende. Denne hændelse fandt sted under den anden kalif, Umar (må Allah være tilfreds med ham).

I år 19 efter hijra sendte kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) en hær mod romerne. Abdullah ibn Hudhafa as-Sahmi var også med i denne hær. Kejseren havde hørt mange fortællinger om de muslimske mujahidiners tro, tapperhed og deres villighed til uden tøven at ofre livet for Allah og Sendebudet. Han havde beordret sine soldater, at hvis en muslimsk soldat blev taget til fange, skulle han bringes levende til ham. Ved Allahs vilje blev Abdullah taget til fange af romerne. Romerne førte ham frem for deres konge og sagde: »Denne mand er en af Muhammads ledsagere. Han antog hans religion helt fra begyndelsen. Han er blevet taget til fange af os, og vi har bragt ham frem for dig.«

Den romerske kejser så længe på Abdullah ibn Hudhafa og sagde:

»Jeg vil gerne fremsætte et forslag for dig.« Abdullah: »Hvad går det ud på?«

Kejseren: »Jeg foreslår, at du antager kristendommen. Hvis du gør det, vil jeg frigive dig og ære dig.«

Den fangne Abdullah svarede hurtigt og bestemt:

»Aldrig! Tusind gange foretrækker jeg døden frem for det, du kalder mig til.«

Kejseren: »Jeg anser dig for at være en intelligent mand. Hvis du accepterer mit forslag, vil jeg gøre dig til delagtig i min magt, give dig min datter til ægte og dele dette rige med dig.«

Den lænkede fange smilede svagt og sagde: »Ved Allahs ed! Selv hvis hele dit rige og alt, hvad araberne besidder, blev givet til mig, og jeg til gengæld blev bedt om at forlade Muhammeds (sa) religion blot et øjeblik, ville jeg ikke gøre det.«

Kejseren: »Så vil jeg dræbe dig.«

Fangen: »De kan gøre, hvad De ønsker.«

På kejserens ordre blev fangen hængt op på en pæl og bundet fast. Han blev hængt op i begge hænder, og kristendommen blev tilbudt ham, men han afviste den. Derefter blev han hængt op i begge fødder og opfordret til at forlade islam, men han afslog det bestemt.

Kejseren beordrede sine mænd til at standse og beordrede, at han skulle tages ned fra pælen. Derefter lod han en vældig kedel bringe og beordrede, at der skulle hældes olie i den. Olien blev opvarmet over ilden. Da olien kogte voldsomt, blev yderligere to muslimske fanger bragt frem. Den ene af dem blev kastet ned i den skoldhede olie. Så snart han blev kastet i, blev kødet på hans krop flået i stykker og skilt fra knoglerne.

Kejseren vendte sig mod Abdullah og opfordrede ham igen til at antage kristendommen. Denne gang afviste Abdullah det endnu mere hårdnakket end før. På kejserens ordre blev Abdullah nu ført hen til kedlen, der var fyldt med den skoldhede olie. Denne gang kom der tårer i Abdullahs øjne. Folkene sagde til kejseren: »Fangen græder nu.« Kejseren troede, at fangen var blevet bange. Han beordrede: »Bring fangen hen til mig.« Han blev ført frem. Også denne gang afviste han kristendommen med afsky. Kejseren sagde da til Abdullah: »Fordømt være du! Hvorfor græder du så?« Abdullah svarede: »Jeg græder, fordi jeg tænker på, at jeg om et øjeblik vil blive kastet ned i denne kedel og gå til grunde. Men jeg ville ønske, at jeg havde lige så mange liv, som der er hår på min krop, så jeg kunne ofre dem alle i denne kedel på Allahs vej.«

Nu sagde den gudsoprørske kejser: »Hvis du i det mindste kysser mit hoved, vil jeg løslade dig.«

Abdullah afviste først også dette forslag. Men han stillede som betingelse: »Hvis de andre muslimske fanger også bliver løsladt sammen med mig, går jeg med til det.«

Kejseren sagde: »Ja, de andre vil også blive løsladt.«

Abdullah fortæller: »Jeg sagde til mig selv: Der er ikke noget galt i, at de andre muslimske fanger også bliver løsladt til gengæld.« Han gik hen til kejseren og kyssede hans hoved. Den romerske kejser beordrede, at de muslimske fanger skulle samles og overdrages til Abdullah. Det samlede antal fanger var 80.«

Hazrat Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) vendte tilbage til Medina og fortalte kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) hele hændelsen i detaljer. Kaliffen blev overvældet af glæde. Han så på de tilstedeværende fanger og sagde: »Enhver muslim bør kysse Abdullah ibn Hudhाफahs hoved, og jeg er den første til at gøre det.« Dermed rejste han sig og kyssede hans hoved. (Se: Hayatus-Sahaba – 1/302, al-Isabah – 2/296-97, al-Istiab, Suwarum min Hayatis-Sahaba – 1/51-56, Usud al-Ghabah – 3/143)

Efter erobringen af Mekka sendte Allahs Sendebud (fred være med ham) Khalid ibn al-Walid til stammen Banu Juzaymah for at invitere dem til islam. På grund af en misforståelse angreb Khalid dem, og flere af deres folk blev dræbt eller såret. Denne hændelse bedrøvede Allahs Sendebud (fred være med ham) dybt. Han betalte erstatning for de dræbte og tilgav også Khalid. Ibn Ishaq siger, at da Khalid blev kritiseret for dette, sagde han: »Jeg kæmpede mod dem, fordi Abdullah ibn Hudhafah as-Sahami havde beordret det. Han sagde – han sagde: Hvis de afstår fra at antage islam, har Allahs Sendebud (fred være med ham) befalet dig at kæmpe mod dem.« (Sirat Ibn Hisham – 2/430)

En dag sad Allahs Sendebud (fred være med ham) på prædikestolen og bekendtgjorde: »Mens jeg sidder her, vil enhver af jer, der stiller et spørgsmål, få svar på det.« Abdullah ibn Hudhafah rejste sig og spurgte: »Hvem er min far?« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Din far er Hudhafah.« (Al-Isabah – 2/296) Da hans mor hørte dette, sagde hun: »Hvilket frygteligt spørgsmål stillede du Allahs Sendebud (fred være med ham)! Måtte Allah forbyde det – hvordan skulle jeg have haft det, hvis han havde sagt noget andet?«

Abdullah svarede: »Jeg ville kontrollere sandheden i mit slægtskab. Hvis han havde knyttet mig til en etiopisk slave, ville jeg have accepteret det.« (Al-Istiab)

Flere hadither er blevet overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Hudhafah. En af dem er gengivet af al-Bukhari. Blandt de fremtrædende, der overleverede hadither fra ham, var Abu Wa’il, Sulayman og Ibn Yasar.

Ibn Yunus siger, at Abdullah deltog i felttoget mod Egypten og døde i selve Egypten under Hazrat Uthmans kalifat. Han blev begravet i Egypten. (Al-Isabah – 2/296)

Det er overleveret fra Jabir: En mand bad Allahs Sendebud (fred være med ham) om hjælp, og han gav ham noget. Derefter bad en anden mand, og han lovede ham hjælp. Umar ibn al-Khattab rejste sig og sagde: »O Allahs Sendebud! Der blev bedt mig om hjælp, og jeg gav. Der blev bedt igen, og jeg gav igen. Så blev der endnu en gang bedt, og jeg lovede hjælp.« Det virkede, som om Allahs Sendebud (fred være med ham) ikke brød sig om hans ord. Da rejste Abdullah ibn Hudhafah sig og sagde: »O Allahs Sendebud, giv ud, og frygt ikke mangel fra Ham, som ejer Tronen.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Det er netop dette, jeg er blevet befalet.« (Hayatus-Sahaba – 2/145)

Ibn Asakir har overleveret fra az-Zuhri: Der blev klaget til Allahs Sendebud (fred være med ham) over Abdullah: »Han er en spøgefuld og munter mand.« Han sagde: »Lad ham være, for han har en stor mave. Han elsker Allah og Hans Sendebud højt.« (Hayatus-Sahaba – 2/321)

Khabbab ibn al-Aratt (ra)

Han hed Khabbab, hans kunya var Abu Abdillah, og hans fars navn var al-Aratt. Der er uenighed om hans slægt. Nogle har sagt, at han tilhørte Banu Tamim, mens andre har sagt, at han var af Banu Khuza’as stamme. Ifølge den korrekte opfattelse var han dog af Banu Tamim. (Ibn Hishams sira, 1/254) I sin barndom blev han lagt i slaveriets lænker. Historien beretter følgende om hans slaveri:

En kvinde ved navn Umm Anmar fra Banu Khuza’a gik til slavemarkedet i Mekka. Hendes hensigt var at købe en sund, frisk og velnæret slave, som kunne udføre alle hendes huslige opgaver. Hun begyndte nøje at betragte ansigterne på de slaver, der var bragt til markedet for at blive solgt. Til sidst valgte hun en ung slave, som endnu ikke var trådt ind i ungdomsalderen. Slaven var imidlertid ved godt helbred, og hans ansigt bar tydeligt præg af intelligens. Det var netop derfor, hun valgte ham. Efter at have betalt prisen tog hun den unge slave med sig.

Efter at de havde gået et stykke, vendte Umm Anmar sig mod slaven og spurgte:

Min dreng, hvad hedder du?

Khabbab.

Hvad hedder din far?

al-Aratt.

Hvor er dit hjemland?

Najd.

Så er du indbygger i Arabien?

Ja, jeg er fra Banu Tamim-stammen.

Hvordan er du havnet på dette slavemarked i Mekka?

En arabisk stamme angreb vores stamme, plyndrede vores husdyr og fjerkræ, dræbte mændene og tog kvinder og børn til fange og gjorde dem til slaver. Jeg er et af disse tilfangetagne børn. Derefter skiftede jeg ejere, indtil jeg nåede Mekka, og nu er jeg i Deres varetægt.

Ummu Anmar overgav sin slave til en smed i Mekka, for at han skulle lære ham kunsten og håndværket at fremstille sværd. På kort tid blev denne intelligente slave dygtig til sværdfremstilling. Ummu Anmar lejede en butik, købte smedens værktøj og udstyr og satte ham til at fremstille sværd.

Hans ærlighed, pligtopfyldenhed, pålidelighed og dygtighed i at fremstille sværd blev på kort tid kendt i Mekka. Folk begyndte at strømme til hans butik for at købe de sværd, han fremstillede.

Trods sin unge alder havde Khabbab opnået de ældres forstand og de gamles visdom. I sine ledige stunder mellem arbejdet tænkte han over det, som det uvidende samfund var nedsænket i fra top til tå: fordærv. Han tænkte på, hvilken frygtelig uvidenhed og vildfarelse hele det arabiske folk var ved at drukne i, og at han selv var et af dens usleste ofre. Han tænkte og sagde undertiden ubevidst til sig selv: Denne nat må have en ende. For at opleve denne ende ønskede han inderligt at leve længe.

Khabbab måtte ikke vente længe. Han hørte, at der fra en ung mand fra Banu Hashim, Muhammad ibn Abdullah, udgik et lysende skær. Han skyndte sig derhen. Han lyttede til hans ord og så dette lys. Straks rakte han hånden frem og erklærede: Lā ilāha illā Allāhu wa anna Muhammadan ʿabduhu wa rasūluhu. Således blev han verdens sjette muslim. Derfor blev han kaldt »Sādis al-Islām«. Mujahid siger dog: Først erklærede Allahs Sendebud (fred være med ham) islam. Derefter erklærede Abu Bakr, Khabbab, Suhayb, Bilal, Ammar og Ammars mor, Sumayya, i denne rækkefølge islam. Ifølge denne overlevering var Khabbab den tredje muslim. (Usud al-Ghaba 2/98, al-Isaba 1/426) Da den ærede Allahs Sendebud (fred være med ham) i al hemmelighed kaldte til islam i den ærede Arqam ibn Abi al-Arqams hjem, antog Khabbab islam.

Fra dette tidspunkt begyndte det andet kapitel i Khabbabs liv. Det var kapitlet, hvor han med et smil udholdt overgreb og forfølgelse for sandhedens skyld og satte sit liv på spil for at udbrede sandheden. Khabbab skjulte ikke for nogen, at han havde antaget islam. Efter kort tid nåede denne nyhed hans herskerinde, Ummu Anmar. Hun blev rasende. Sammen med sin bror Siba ibn Abdil-Uzza og en gruppe mennesker fra Banu Khuza’a gik hun til Khabbab. Han var på det tidspunkt dybt optaget af sit arbejde. Siba gik lidt frem og sagde:

Vi har hørt noget om dig, men vi troede ikke på det.

Hvad for noget?

Vi har hørt, at du har forladt din religion og er blevet tilhænger af en ung mand fra Banu Hashim?

Jeg har ikke forladt min religion, men jeg har troet på den ene Gud uden nogen partner. Jeg har forladt jeres afgudsdyrkelse og bevidnet, at Muhammad er Allahs tjener og Sendebud.

Så snart hans ord nåede deres ører, kastede de sig over ham. De begyndte at slå ham med næverne og sparke ham og trampe ham ned. Alle hamrene, jernpladerne og jernstykkerne fra hans værksted kastede de efter ham. Khabbab mistede bevidstheden og faldt om på jorden, og hans krop blev farvet rød af hans blod.

En dag hændte der noget andet. Nogle af Quraysh-folkene gik hjem til Khabbab for at hente de sværd, de havde bestilt hos ham. Khabbab fremstillede sværd og solgte dem i Mekka samt sendte dem også andre steder hen. På grund af sit travle arbejde var han kun sjældent væk hjemmefra i længere tid. Men de fandt ikke Khabbab hjemme. De blev og ventede på ham. Efter et stykke tid kom Khabbab hjem. På hans ansigt sås et strålende spørgsmålstegn. Han spurgte de ankomne, hvordan de havde det, og satte sig ned. De spurgte: »Khabbab, er sværdene blevet færdige?«

Der strålede glæde fra Khabbabs øjne og ansigt. Han tænkte på noget i sit stille sind. Så udbrød han ubevidst: »Hans sag er noget helt enestående.«

Straks spurgte mændene: »Hvem taler du om? Vi spørger jo, om sværdene er blevet færdige.«

Khabbab så dybt på dem og sagde:

»Har I set ham? Har I hørt noget af det, han har sagt?«

De så forbløffet på hinanden. En af dem spurgte spøgende: »Har du set ham?«

Khabbab stillede et næsten gådefuldt spørgsmål: »Hvem taler du om?«

Manden svarede med ophidset stemme: »Jeg taler om den, du taler om.«

Khabbab lod ikke denne mulighed for at åbenbare sandheden gå fra sig. Han sagde: »Ja, jeg har set ham og hørt hans ord. Jeg så, at sandheden strømmede fra alle sider omkring ham, og at lyset strålede fra hans ansigt.«

De ankomne begyndte nu at forstå sagen. En af dem råbte og spurgte:

»Du, Ummu Anmars slave! Hvem taler du om?« Khabbab svarede roligt:

»Mine arabiske brødre, hvem skulle det ellers være? Hvem blandt jeres folk er der ud over ham, fra hvis alle sider sandheden strømmer, og hvis ansigt stråler af lys?«

»Vi går ud fra, at du taler om Muhammad.« Khabbab bevægede let hovedet og sagde begejstret:

»Ja, han er Allahs Sendebud, sendt til os. Allah har sendt ham for at føre os fra mørket til lyset.«

Han vidste ikke, hvad der ellers kom ud af hans mund efter disse ord, eller hvad der blev sagt til ham. Så vidt han huskede, var de mænd væk, da han flere timer senere kom til bevidsthed. Hans krop var følelsesløs af smerte, og hele hans krop og hans tøj var gennemvædet af blod. Hændelsen var sket lige foran hans hus. Han kom på benene så godt, han kunne, gik ind i huset, forbandt sine sår og begyndte at gøre sig klar til den næste prøvelse. (Rijalun Hawla ar-Rasul-230)

Således fik Khabbab en særlig plads blandt de mennesker, der blev udsat for undertrykkelse og overgreb for religionens skyld. Khabbab var en af de fremmeste blandt dem, der trods fattigdom og svaghed rejste sig mod Qurayshs hovmod og fordærv.

Som ild i tørre blade spredte beretningen om Khabbabs antagelse af den nye dīn og hans lidelser sig hurtigt gennem Mekkas gyder. Mekkanerne blev lamslåede af forbløffelse over Khabbabs dristighed. Aldrig før havde de hørt, at nogen, efter at have sluttet sig til Muhammed, åbent havde erklæret det over for folk i en så udfordrende tone.

Khabbabs sag rystede Qurayshs ledere. De havde ikke forestillet sig, at denne slave-smed, uden navn, slægt eller støtte, som tilhørte Ummu Anmar, ville vove og have dristighed til på denne måde at frigøre sig fra deres magt og fordømme deres guders og deres forfædres religion. De mente, at han efter så mange tæsk nok ville falde til ro og aldrig mere begå en sådan dumhed.

Qurayshfolkets antagelse viste sig at være forkert. Resultatet blev tværtimod det modsatte. Khabbabs dristighed styrkede hans ledsageres mod. Også de blev ivrige efter offentligt at erklære, at de havde antaget islam. Én efter én begyndte de at fremsige sandhedens kalimah.

Abu Sufyan ibn Harb, al-Walid ibn al-Mughīra, Abu Jahl og andre af Qurayshs ledere samledes på Kabaens plads. De drøftede Muhammeds sag. De så, at hans sag dag for dag, ja endog time for time, voksede og fik større betydning. De besluttede nu fast og erklærede deres mål om at udrydde den, før den voksede yderligere: Fra i dag skulle hver stamme begynde at udsætte Muhammeds tilhængere i denne stamme for undertrykkelse og mishandling. Enten ville de opgive deres nye dīn, eller også ville de dø.

Siba ibn Abdi l-Uzza og hans stamme fik overdraget ansvaret for at straffe Khabbab. Når jorden blev ophedet af den brændende middagsol, trak de Khabbab ud i Mekkas dal. De blottede hans krop fuldstændigt og iførte ham en jernrustning. Han blev udmattet af tørst i den intense varme, men de gav ham ikke så meget som en dråbe vand. Når han i voldsom tørst begyndte at vride sig, sagde de til ham:

Hvad siger du om Muhammed?

Han plejede at svare: Han er Allahs tjener og sendebud. Han er kommet til os med den sande og rette dīn for at føre os fra mørke til lys.

Så slog og bankede de ham igen. Derefter spurgte de:

Hvad er din holdning til al-Lāt og al-ʿUzzā? Han sagde: Disse to stumme og døve afguder har ingen magt til at volde skade eller bringe gavn.

De opvarmede igen sten i ilden og lagde ham på den. Khabbāb fortæller: En dag tog de mig med. De tændte et bål og opvarmede en sten. Så lagde de mig på stenen, mens en af dem satte den ene fod på mit bryst og pressede mig ned. (Ḥayāt al-Ṣaḥāba 1/292) Sådan lå han, mens fedtet fra hans to skuldre smeltede og løb ned. Imām al-Shaʿbī siger, at kødet på hans ryg blev revet af.

Hans frue, Ummu Anmār, var ikke mindre brutal end sin bror Sībā. En dag så hun profeten Muḥammad (ṣallallāhu ʿalayhi wa sallam) stå i Khabbābs butik og tale med ham, og hun blev som en gal hund. Hun kom til Khabbābs butik hver anden dag, opvarmede jernplader i Khabbābs esse og pressede dem mod hans hoved. I intense smerter vred han sig, indtil han mistede bevidstheden.

En dag, da et opvarmet jern blev presset mod Khabbābs hoved, var Allahs Sendebud (ṣallallāhu ʿalayhi wa sallam) netop på vej et sted forbi ad denne vej. Da han så Khabbābs tilstand, standsede han. Hans hjerte blev dybt bevæget. Men hvad kunne han gøre? Ud over at bede for Khabbāb og trøste ham kunne han ikke gøre noget. Han løftede begge hænder mod himlen og sagde med stærke følelser: »Allāhumma unṣur Khabbāban – Åh Allah, hjælp Khabbāb.« (Rijāl Ḥawla al-Rasūl 331)

Allah den Almægtige havde besvaret Khabbābs forbandelse over Ummu Anmār. Han nåede selv at se resultatet, endnu før hijraen fra Mekka til Medina. Pludselig begyndte Ummu Anmār at få så stærke smerter i hovedet, at hun hele tiden hylede som en hund. Hendes sønner opsøgte forskellige læger for at få hende behandlet. Alle lægerne sagde: Der findes ingen medicin, som kan helbrede denne smerte. Men den kunne muligvis lindres lidt, hvis man opvarmede jern i ilden og kauteriserede hendes hoved med det. De begyndte at opvarme jernplader og behandle hendes hoved med dem.

En dag under kaliffen ʿUmar ibn al-Khaṭṭābs (raḍiyallāhu ʿanhu) kalifat gik Khabbāb til ham. Kaliffen viste ham den største ære, satte ham på en høj pude og sagde: »Bortset fra Bilāl er der ingen, der er mere værdig end dig til at sidde på denne plads.« Khabbāb sagde: »Hvordan skulle han kunne sammenlignes med mig? Selv blandt afgudsdyrkerne havde han mange, der hjalp ham; men bortset fra Allah den Eneste var der ingen, der viste mig medfølelse.« Kaliffen ønskede at høre om den mishandling, han havde været udsat for fra Quraysh. Men Khabbāb følte sig tilbageholdende med at fortælle det. Da kaliffen gentagne gange insisterede, trak han sin kappe til side og blottede sin ryg. Da kaliffen så ryggens grufulde udseende, blev han forskrækket og spurgte: »Hvordan er dette sket?«

Khabbāb sagde: »Afgudsdyrkerne tændte et bål. Da det var blevet til gløder, tog de tøjet af min krop. Derefter slæbte de mig med magt hen og lagde mig på ryggen oven på det. Kødet faldt af knoglerne i min ryg. Det var det smeltede fedt fra min ryg, der slukkede ilden.« Som følge af dette var huden på hans ryg blevet som hos en person med vitiligo. (Ḥayāt al-Ṣaḥāba 1/292; al-Mustadrak; Sīrat Ibn Hishām, noter 1/343)

Samtidig med den fysiske mishandling hånede, spottede og latterliggjorde Quraysh ham. De tilegnede sig også de penge, han havde til gode. Ibn Isḥāq siger: En mekkaansk vantro ved navn al-ʿĀṣ ibn Wāʾil al-Sahmī købte nogle sværd af ham og skyldte ham stadig et beløb for dem. Khabbāb gik hen for at kræve sine penge. Han sagde: »Hør, Khabbāb! Tror jeres ven Muḥammad – hvis religion du følger – ikke, at Paradisets beboere vil få alt, hvad de ønsker, af guld, sølv, klæder eller tjenere?« Khabbāb svarede: »Jo, det gør han.« Han sagde: »Khabbāb, giv mig tid indtil opstandelsens dag; så vil jeg tage derhen og betale det, jeg skylder dig. Ved Allahs ed! Hverken din ven Muḥammad eller du er mere elsket af Allah end jeg, og I vil heller ikke opnå større lykke end jeg.« Efter denne hændelse åbenbarede Allah den Almægtige følgende vers: »Har du set den, der fornægter Mine tegn og siger: ›Jeg vil visselig få rigdom og børn‹? Har han kendskab til det usete, eller har han modtaget et løfte fra Den Nådige? Aldrig! Vi vil nedskrive det, han siger, og Vi vil stadig forøge hans straf. Det, han taler om, vil forblive hos Mig, og han vil komme til Mig alene.« (Sūra Maryam 77-80)

En dag kom Khabbab sammen med nogle andre forfulgte venner til Allahs Sendebud (sa) og fortalte om deres lidelser og vanskeligheder. Khabbab fortæller: Da vi fortalte Allahs Sendebud (sa) om vores situation, lå han i skyggen af Kabaen med et stribet tæppe under hovedet. Vi sagde: »O Allahs Sendebud, vil du ikke bede Allah om hjælp og tilgivelse for os?«

Da Allahs Sendebud (sa) hørte vores ord, blev hans velsignede ansigt rødt. Han satte sig op og sagde derefter: »Mange af dem, der levede før jer, blev grebet, gravet ned i et hul og begravet til halvdelen. Derefter blev deres hoveder flækket på midten med en sav. Deres kød blev revet af knoglerne med jernkamme. Alligevel vaklede de ikke det mindste fra deres religion. Allah vil fuldende denne religion. En dag vil en rejsende kunne rejse fra San’a til Hadramaut uden at frygte nogen anden end Allah. På det tidspunkt vil ulven vogte fåreflokken. Men I er blevet alt for utålmodige.« (Rijālūn hawla ar-Rasūl, s. 231; Usud al-Ghābah 2/98)

Khabbab og hans venner lyttede opmærksomt til Allahs Sendebuds (sa) ord. De besluttede, at de ville udvise den grad af sabr og ofre – tålmodighed og opofrelse – som Allah og Hans Sendebud værdsætter. På denne måde blev deres iman endnu stærkere.

Den umenneskelige tortur af Khabbab fortsatte, indtil Ummu Anmar frigav ham. Imam Sha’bi siger: »Trods hundrede former for tortur bevarede Khabbab sin tålmodighed. De vantros overgreb svækkede ikke hans rygrad det mindste.« Under sit ophold i Mekka brugte han al sin tid på tilbedelse og arbejdet med at forkynde religionen. De mekkanere, som endnu af frygt ikke havde bekendt deres islam offentligt, besøgte han i hemmelighed i deres hjem og underviste dem i Koranen. Han underviste også Umar (ra)s søster Fatimah og hendes svoger Sa’id i Koranen i hemmelighed. Den dag Umar (ra) drog ud for at dræbe Allahs Ædle Sendebud, og på vejen hørte fra Nu’aym ibn Abdillah, at hans søster og svoger havde taget islam til sig, kom han til deres hus. Netop da underviste Khabbab (ra) dem i Koranen. Da Khabbab mærkede, at Umar (ra) var kommet, skjulte han sig i et hjørne af Fatimahs hus. Efter at Umar (ra) var blevet forandret ved at høre Koranen, sagde han: »Før mig til Muhammad.« Da trådte Khabbab frem fra sit skjul. Han sagde til Umar (ra): »O Umar, jeg håber, at Allahs Profets bøn for dig er blevet besvaret. I går hørte jeg Allahs Sendebud (sa) bede: ‘O Allah, styrk islam gennem én af disse to mænd: Abu al-Hakam eller Umar ibn al-Khattab.’« Umar sagde: »Khabbab, fortæl mig, hvor Muhammad er nu. Jeg ønsker at gå til ham og tage islam til mig.« Khabbab sagde: »Han opholder sig nu sammen med nogle af sine ledsagere i et hus nær Safa-bjerget.« (Sirat ibn Hisham 1/343, 345; Hayatus Sahabah 1/297)

En dag kom Qurayshs to ledere, Aqra ibn Habis og Uyayna ibn al-Fazari, til Allahs Sendebud (sa) og så ham sidde sammen med de svage troende og slaver som Ammar, Suhaib, Bilal og Khabbab. De to ledere ignorerede alle de tilstedeværende, tog Allahs Ædle Sendebud (sa) lidt til side og sagde: »Arabernes ledende repræsentanter kommer til dig. Vi kan ikke sidde sammen med disse slaver; vil du ikke bede dem gå lidt væk?« Sendebudet (sa) gav dem medhold. De sagde: »Så lad os få dette skrevet ned med det samme.« Sendebudet (sa) tilkaldte Ali og bad ham hente papir og pen. Khabbab fortæller: Vi sad da lidt længere væk. I det øjeblik kom Jibril (as) med disse vers: »Jag ikke dem bort, som påkalder deres Herre morgen og aften i ønsket om Hans velbehag. Du er ikke ansvarlig for deres gerninger, så du skulle jage dem bort; hvis du gjorde det, ville du være blandt de uretfærdige.« (Sura al-An’am 52-53)

Khabbab fortæller: Så snart de ovenstående vers var blevet åbenbaret, kastede Allahs Ædle Sendebud (sa) papir og pen fra sig og kaldte på os, så vi skulle komme nærmere. Da vi kom hen til ham, hilste han på os. Vi satte os med vores knæ mod Allahs Sendebuds (sa) knæ. Og straks åbenbarede Allah dette vers:

»Hold dig tålmodigt sammen med dem, som påkalder deres Herre morgen og aften i ønsket om Hans velbehag, og lad ikke dine øjne vende sig bort fra dem i ønsket om det jordiske livs pryd.« (Sura al-Kahf 28)

Khabbab fortæller: Fra da af, hver gang vi sad sammen med Allahs Sendebud (sa), rejste han sig ikke, før vi havde rejst os. (Hayatus Sahabah 2/475)

Khabbab udholdt i lang tid quraysh-ernes grænseløse forfølgelse i Mekka med tålmodighed og holdt fast i Mekkas jord. Til sidst gav Allah den Ophøjede tilladelse til hijra, og han udvandrede til Medina. Han udvandrede ikke for at undslippe undertrykkelsen, men for at opnå Allahs tilfredshed og velbehag. Han plejede at sige: »Jeg udvandrede kun sammen med Allahs Sendebud for Allahs skyld.« Efter ankomsten til Medina etablerede den ærede Profet, Allahs ædle Sendebud, et mu’akhāt, det vil sige et religiøst broderskab, mellem ham og Khirash ibn Samma, eller ifølge en anden overlevering Jabr ibn Utayq. (Usud al-Ghaba 2/99)

Efter ankomsten til Medina oplevede den ærede Khabbab en smule fred og tryghed i sit liv—en fred og tryghed, som han hele sit liv havde været berøvet. Her fik han mulighed for at være tæt på Allahs ædle Sendebud. Han deltog sammen med Allahs Sendebud i alle slag, herunder Badr og Uhud. Under slaget ved Uhud overværede han med egne øjne, hvad der skete med Siba’, bror til Umm Anmar. Denne dag blev han dræbt af den ærede Hamza.

Den ærede Khabbabs (ra) liv var fra ende til anden plaget af fattigdom. I en del af tiden før og efter islam ernærede han sig ved at fremstille sværd. I den sidste del af sit liv opnåede han betydelig velstand. Da khalifaerne, den ærede Umar og den ærede Uthman, under deres kalifater fastsatte ydelser til alle sahaba efter deres respektive rang, begyndte den ærede Khabbab at modtage en stor ydelse. Således ophobede der sig mange penge hos ham. Men hans omgang med disse penge var usædvanlig. Han lod sine dirham og dinarer ligge på et åbent sted. De trængende og fattige kunne derfra tage, hvad de ønskede, efter deres behov. Det krævede ingen tilladelse. På trods af alt dette var han altid bekymret ved tanken om, at Allah måske ville kræve regnskab for denne rigdom af ham, og at han derfor ville blive straffet.

En gruppe af hans ledsagere fortæller: »Vi gik for at besøge Khabbab, mens han lå på sit dødsleje. Han pegede på den ene side af sit forfaldne hus og sagde til os: ’Her er firs tusind dirham. Ved Allahs ed har jeg aldrig lukket stedet af, og jeg har aldrig forbudt nogen, der bad om hjælp, at tage derfra.’ Efter at have sagt dette begyndte han at hulke. Hans venner spurgte ham: ’Hvorfor græder du?’ Han svarede: ’Mine ledsagere er gået bort fra denne verden uden at modtage nogen belønning for deres gerninger. Jeg er stadig i live og er blevet ejer af så megen rigdom. Jeg frygter, at denne rigdom er belønningen for mine gode gerninger.’ Derfor græd han uroligt. Tårerne trillede derefter ned ad hans kinder, da han pegede på det dyre ligklæde, han havde købt til sig selv, og sagde: ’Se, dette er mit ligklæde. Men da Allahs Sendebuds onkel, den ærede Hamza, blev martyr ved Uhud, fandt man ikke andet stof til hans ligklæde end et enkelt tæppe. Når hans hoved blev dækket med tæppet, kom fødderne til syne, og når fødderne blev dækket, kom hovedet til syne.’«

I år 37 efter hijra blev han syg i Kufa. Trods behandling blev sygdommen dag for dag værre. Han led under sygdommen i lang tid. I denne tilstand plejede han fra tid til anden at sige: »Hvis Allahs Sendebud ikke havde forbudt at ønske sig døden, ville jeg have bedt om døden.« (Al-Isaba 1/416, Usud al-Ghaba 2/99) Der er uenighed blandt sira-forfatterne om året og stedet for hans død samt hans alder ved dødsfaldet. Ifølge den mest udbredte opfattelse døde han i Kufa i år 39 efter hijra, 72 år gammel, efter slaget ved Siffin. På grund af sin sygdom kunne han ikke deltage i slaget ved Siffin. Den ærede Ali modtog nyheden om hans død på vej tilbage fra slaget ved Siffin, og det var ham, der ledte begravelsesbønnen. Kufas indbyggere plejede normalt at begrave de døde inde i byen. Før sin død testamenterede den ærede Khabbab, at han skulle begraves uden for byen. I overensstemmelse med hans testamente blev han begravet uden for Kufa. Han var den første sahabi, der blev begravet uden for Kufa. (Usud al-Ghaba 2/100)

Efter at den ærede Khabbab var blevet begravet, stod de troendes leder, Ali (ra), ved hans grav og sagde: »Må Allah vise Khabbab barmhjertighed. Han tog imod islam med inderlig iver, udvandrede lydigt og tilbragte sit liv som mujahid. Allah lader ikke dem, der gør gode gerninger, gå til spilde.«

Den ærede Khabbab havde en stærk interesse i at kende Allahs Sendebuds ord og handlinger. Undertiden holdt han sig vågen om natten og i al hemmelighed iagttog hans måde at tilbede på, uden at Allahs Sendebud vidste det, og spurgte ham om det næste morgen. En gang bad Allahs Sendebud hele natten, og han iagttog ham i stilhed. Om morgenen kom han til Allahs Sendebud og sagde: »Måtte mine forældre ofres for dig, Allahs Sendebud. I nat bad du en bøn, som du aldrig før havde bedt.« Han svarede: »Ja, det var en bøn af håb og frygt. Jeg bad Allah om tre ting; to af dem gav Han mig, men den tredje gav Han mig ikke. Den første var, at Allah ikke skulle ødelægge min ummah gennem hungersnød. Dette blev accepteret. Den anden var, at Han ikke skulle lade en fremmed fjende sejre over min ummah. Også dette accepterede Allah. Den tredje var, at den ene del af min ummah ikke skulle udsættes for grusomhed fra den anden del. Dette blev ikke accepteret.« (Usud al-Ghaba 2/99)

Han overleverede treogtredive (33) hadither fra Allahs Sendebud. Heraf er tre muttafaqun alayh, to er overleveret særskilt af Bukhari, og én særskilt af Muslim. Blandt sahaba og tabi’in, der overleverede hadither fra ham, var blandt andre hans søn Abdullah, Abu Umama al-Bahili, Abu Ma’mar, Abdullah ibn Shukhayr, Qays ibn Abi Hazim, Masruq ibn al-Ajda og Alqama ibn Qays.

Datteren til Hazrat Khabbab ibn al-Aratt fortæller: Min far drog engang ud på jihad. Da han tog af sted, efterlod han os kun én ged til vores underhold og sagde: »Hvis I får brug for at malke geden, så tag den med til Ahl as-Suffa.« Vi tog geden med til dem. Der så vi Allahs Sendebud (sa) sidde. Han bandt geden og malkede den. Han sagde: »Bring mig det største kar, I har i huset.« Jeg hentede karret, som vi æltede dej i. Han malkede geden i det, og det blev fyldt. Han gav os karret med mælken og sagde: »Tag det med; drik selv af det, og giv også jeres naboer noget. Og hver gang I får brug for det, skal I bringe geden til mig, så jeg kan malke den.« Vi plejede ofte at få geden malket af Allahs Sendebud (sa) og tage den med hjem. Min far vendte tilbage fra jihad. Da han forsøgte at malke geden, holdt mælken op med at løbe. Min mor sagde: »Du har ødelagt geden. Tidligere fik vi mælk nok til at fylde dette kar.« Han spurgte: »Hvem plejede at malke den?« Mor svarede: »Allahs Sendebud (sa).« Han sagde: »Mener du, at jeg kan måle mig med ham? Hvem har hænder med større velsignelse end hans?« (Hayatus Sahaba 3/637)

Mughira ibn Shu’ba (ra)

Hans navn var Abu Abdullah Mughira, og hans far var Shu’ba ibn Abi Amir. Ud over Abu Abdullah var Abu Muhammad og Abu Isa også hans kunyaer. Han var af Banu Thaqif-stammen. Hans mor, Umama bint Afqam, var datter af Banu Nasr ibn Muawiyas stamme. Han antog islam i det femte hijri-år, året for Slaget ved Khandaq, og samme år udvandrede han fra Mekka til Medina, hvor han forblev i Allahs Sendebuds (sa) selskab. (Al-Isaba 3/452, Usud al-Ghaba 4/406, Al-Isti’ab)

Al-Bayhaqi har overleveret en beretning om, hvornår Mughira første gang mødte Allahs Ædle Sendebud (sa). Mughira fortæller: Den dag jeg første gang mødte Allahs Sendebud, gik Abu Jahl og jeg gennem en lille gyde i Mekka. Da mødte vi Allahs Sendebud (sa). Sendebudet (sa) sagde til Abu Jahl: »Ya Aba al-Hakam – O Abu al-Hakam, kom til Allah og Hans Sendebud.« Abu Jahl sagde: »Ya Muhammad! Vil du ikke holde op med at tale nedsættende om vores guder og afguder? Ønsker du blot, at vi skal bevidne, at du har overbragt budskabet? Så bevidner vi, at du har overbragt det. Ved Allah! Hvis jeg vidste, at det, du siger, var sandt, ville vi følge dig.«

Allahs Sendebud (sa) gik videre. Abu Jahl begyndte at sige til mig: »Ved Allah! Jeg ved med sikkerhed, at det, Muhammad siger, er sandt. Men det, der forhindrer mig i at tage imod det, er følgende: Banu Qusayy hævdede: “Hijaba tilhører os.”« (Det vil sige, at nøglerne til Kabaen var hos dem, og at ingen kunne træde ind i Kabaen uden deres tilladelse.) »Vi sagde: “Ja.” De sagde: “Siqaya tilhører os.”« (Ansvaret for at give pilgrimmene vand.) »Vi sagde: “Ja.” De sagde: “An-Nadwa tilhører os.”« (Ansvaret for rådforsamlingen.) »Vi sagde: “Ja.” Derefter sagde de: “Al-Liwa tilhører os.”« (Krigsfanen.) »Vi sagde: “Ja.” De bespiser folk, og det gjorde vi også. Da vi på dette område opnåede ligestilling med dem, sagde de: “Vi har en profet.” Ved Allah! Det kan jeg ikke acceptere.« (Hayatus Sahaba 1/84)

Han ledsagede Allahs Sendebud (sa) på ekspeditionen til Hudaybiyya og deltog i Bay’at ar-Ridwan. Quraysh forhindrede dem i at komme ind i Mekka. På Qurayshs vegne kom Urwa ibn Masud ath-Thaqafi for at forhandle med Allahs Sendebud (sa). Ifølge arabisk skik rakte han under samtalen gentagne gange hånden ud mod Allahs Sendebuds (sa) hellige skæg. Dette var en grov opførsel i muslimernes øjne, og Mughira blev ophidset. Hver gang Urwa rakte hånden frem, gled Mughiras hånd ubesværet ned på sværdets fæste. Til sidst brast hans tålmodighed. Han sagde i en truende tone: »Pas på! Hold dine hænder under kontrol.« Urwa vendte sig om. Da han genkendte ham, sagde han: »Din bedrager! Har jeg ikke arbejdet for dig?« Det skal bemærkes, at Urwa var Mughiras farbror. I den førislamiske tid havde Mughira dræbt nogle mennesker. Det var denne Urwa ibn Masud, der havde betalt diya, altså blodpengene, for de dræbte. Urwa hentydede til denne hændelse. (Bukhari: Kitab ash-Shuru’ fi al-Jihad wal-Musaliha, Usud al-Ghaba 4/406, Hayatus Sahaba 1/102)

Efter Hudaybiyya havde han den ære at deltage i adskillige ekspeditioner. Allahs Sendebud (sa) sendte ham og Abu Sufyan til Ta’if sammen med en særlig styrke. De besejrede fjendens styrker med tapperhed og mod.

Banu Thaqif-stammen antog islam og kom til Medina for at aflægge troskabseden til Allahs Sendebud (sa). I Medinas udkant gik Mughira og vogtede kameler, og han var den første, som folkene fra Thaqif-stammen mødte. Så snart Mughira så dem, løb han for at give Allahs Sendebud (sa) denne gode nyhed. På vejen mødte han Abu Bakr (ra) og fortalte ham nyheden. Abu Bakr bad ham højtideligt om ikke at give Allahs Sendebud (sa) den gode nyhed før ham. Han ønskede selv at være den første til at underrette Allahs Sendebud (sa) om sagen. Mughira respekterede hans anmodning. Det var derfor Abu Bakr (ra), der først bragte den gode nyhed til Allahs Sendebuds (sa) øre. Derefter gik Mughira hen til folkene fra Thaqif-stammen og lærte dem, hvordan de på islamisk vis skulle hilse på Allahs Sendebud (sa). (Hayatus Sahaba 1/184)

Han var til stede ved begravelsen efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) død. Da folk havde sænket Allahs Sendebuds (fred være med ham) hellige legeme ned i graven og var kommet op igen, kastede han pludselig med vilje sin ring ned i graven. Ali (må Allah være tilfreds med ham) bad ham hente ringen. Han steg ned i graven og berørte Allahs Sendebuds (fred være med ham) hellige fødder med hånden. Da jorden derefter langsomt blev kastet over ham, steg han op af graven. Han gjorde dette for at opnå den ære og hæder at være den sidste, der tog afsked med Allahs Sendebud (fred være med ham). Han plejede ofte stolt at sige til folk: »Jeg var den sidste af jer, der tog afsked med Allahs Sendebud (fred være med ham).« (At-Tabaqat)

Efter Allahs ærede Sendebuds død spillede han en aktiv rolle i de fleste krige under de to første kaliffers tid. På ordre fra Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) drog han først på ekspeditionen til »Bahira«. Han deltog også i nedkæmpelsen af de frafaldne i Yamama.

Efter oprøret fra de falske profeter var blevet slået ned, deltog han i felttoget mod Irak. Efter sejren ved »Buwaib«, da den muslimske hær rykkede frem mod Qadisiyya, foreslog den persiske hærfører, den berømte kriger Rustam, forhandlinger og bad om, at muslimerne sendte en repræsentant. Som svar på hans forslag blev flere udsendinge sendt frem og tilbage. Til sidst blev denne opgave overdraget til Mugira.

Perserne udsmykkede Rustams audienssal meget prægtigt for at skræmme og intimidere den muslimske udsending. Alle officererne i den persiske hær bar kostbare silkeklæder. Rustam selv bar en guldbesat krone på hovedet og sad stolt på podiet. Hele salen var dækket af dyre tæpper. Da Mugira nåede frem til audienssalen, gik han uden tøven direkte op på podiet og satte sig ved siden af Rustam. Rustams rådgivere blev yderst irriterede over at se ham sætte sig med en sådan dristighed. De greb Mugira i armen, trak ham ned og satte ham under podiet. Mugira sagde:

»Vi arabere har ikke den skik, at én mand blandt os skal være gud, mens de andre tilbeder ham. Vi er alle lige. Det var dig, der tilkaldte os; vi er ikke kommet hertil som ubudne bedende. Er jeres opførsel rimelig? Hvis jeres tilstand er sådan, vil I snart forsvinde. Jeg forstår, at jeres styre er kommet i uorden, og at jeres nederlag er uundgåeligt. Intet rige med en sådan forstand kan bestå.«

De lavere rangerende folk i audienssalen bemærkede: »Denne araber har talt sandt.«

Iranerne kendte ikke til en sådan lighed. Da de hørte Mugiras ord, blev de lidt slået ud. Rustam blev også en smule flov. Han sagde, at det var tjenestefolkenes fejl. Derefter tog han, for at behage Mugira, en pil ud af Mugiras kogger og spurgte spøgende: »Hvad skal den bruges til?« Mugira svarede: »Selv om gnisten er lille, er den ild.« Rustam pegede nu på Mugiras sværd og sagde: »Dit sværd er jo meget gammelt.« Mugira sagde: »Selv om grebet er gammelt, er det skarpt.« Derefter begyndte drøftelsen af det egentlige emne.

Rustam nævnte sit folks tapperhed, styrke og magt samt arabernes ringeagtede status og fattigdom og sagde: »I er vores naboer, og vi behandler jer godt. Vi vil heller ikke lade jer lide under nød og ulykker. Desuden vil vi give hver af jeres soldater en gave svarende til hans rang.«

Al-Mughira sagde:

»Denne verden er ikke vores mål; vores eneste mål og hensigt er det hinsidige. Allah sendte os en profet. Allah sagde til ham: De, der ikke antager Min religion, vil Jeg lade denne gruppe sejre over, og gennem dem vil Jeg tage hævn over dem. Så længe de holder fast ved religionen, vil Jeg lade dem sejre. De fornedrede vil forkaste denne religion, mens de ærefulde vil holde fast ved den.«

Rustam: »Hvad er det for en religion?«

Al-Mughira: »Grundlaget for denne religion er bekendelsen eller vidnesbyrdet: ‘Lā ilāha illā Allāh’ – der er ingen guddom ud over Allah – samt at anerkende alt, hvad der er kommet fra Allah.«

Rustam: »Det er sandelig en fremragende tanke! Hvad ellers?«

Al-Mughira: »Ethvert menneske er Adams barn, og vi er alle brødre.«

Rustam: »Hvor fremragende! Hvis vi antager jeres religion, vil I så vende tilbage til jeres land?«

Al-Mughira: »Ved Allahs ed, det vil vi. Derefter vil vi ikke nærme os jeres land, medmindre det er for handel eller et andet nødvendigt ærinde.«

Rustam: »Det er meget godt sagt!«

Fortælleren siger: Da Mugira var gået, drøftede Rustam islam med sine ledende mænd. De nægtede at antage islam. Må Allah lade dem rammes af ulykke og ydmyge dem.

I en anden beretning fortælles det, at Rustam på et tidspunkt under samtalen sagde: »Vi vil dræbe jer.«

Mugira sagde: »Hvis I dræber os, kommer vi i Paradis, og hvis vi dræber jer, bliver Jahannam jeres opholdssted, og da vil I blive tvunget til at betale jizya.« Da de hørte om jizyaen, begyndte de at råbe.

Mugira sagde: »Hvis I nægter at betale jizya, vil sværdet være den endelige afgørelse mellem jer og os.« Dette hårde svar gjorde Rustam rasende. Han sagde: »Ved solen! Inden solopgang i morgen vil jeres hær være udslettet.«

Mugira sagde: »Vil I gå over floden og komme imod os, eller skal vi komme imod jer?«

Rustam: »Vi vil gå over floden og komme imod jer.«

Efter denne samtale vendte Mugira tilbage til lejren. De muslimske soldater trak sig lidt tilbage og gav den persiske hær mulighed for at krydse floden. Hazrat Mugira deltog i dette slag, og den persiske hær led et ynkeligt nederlag. (Hayatus-Sahaba 1/220, 222-23, 3/687-92, Tarikh al-Ummah al-Islamiyyah 1/209).

I det nittende år efter hijra tog indbyggerne i Rayy, Qawmas og Isfahan kontakt til Shahanshah Yazdegerd og samlede en hær på tres tusind soldater mod muslimerne. Hazrat Ammar ibn Yasir underrettede straks kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) om sagen. Kaliffen ønskede selv at drage af sted med hæren, men opgav dette af hensyn til den indre fred og orden. Han beordrede guvernørerne i Basra og Kufa til at rykke frem mod Nihawand med hver deres hær. Han udnævnte Nu’man ibn Muqarrin til hærfører og instruerede ham: Hvis du bliver martyr, skal Hudhayfa ibn al-Yaman efterfølge dig. Hvis Hudhayfa bliver martyr, skal Jarir ibn Abdillah al-Bajali efterfølge ham, og hvis han bliver martyr, skal Mughirah ibn Shu’bah løfte fanen.

Efter at de muslimske soldater havde slået lejr nær Nihawand, foreslog iranerne igen forhandlinger og bad om, at der blev sendt en udsending. Da Mughirah tidligere med succes havde varetaget en diplomatisk mission, blev han valgt til også at udføre denne opgave. Da han som udsending trådte frem ved iranernes hof, så han, at forholdene var som før. Den iranske hærfører sad på en platform iført en guldbesat krone. De øvrige soldater og vagter ved hoffet stod højtideligt med blanke sværd hængende over skuldrene. Hele hoffet var stille og tavst. Mughirah gik lige ind uden at værdige nogen et blik. Undervejs forsøgte vagterne at standse ham. Han sagde til dem: »Det sømmer sig ikke at behandle en udsending sådan.« Forhandlingerne begyndte. Den persiske hærfører Marwanshah sagde: »I er arabere; der findes ikke på jorden en nation, der er mere ulykkelig, fattig og uren end jer. Vore soldater ville for længst have udslettet jer, men I er så usle, at vi vil tilgive jer. Ellers vil I på slagmarken se jeres lig ligge og vride sig i smerte.«

Efter lovprisningen af Allah og lovsangen til Profeten sagde Hazrat Mughirah: »Som du forestiller dig, var vi ganske vist sådan engang. Men vores Profet (fred være med ham) har forandret vores natur og skikkelse. Nu er vores vej fri i alle retninger. Så længe vores lig ikke ligger og vrider sig på slagmarken, kan vi ikke afholde os fra at fratage jer jeres trone og krone.«

Diplomatiet mislykkedes. Begge parter begyndte at gøre sig klar til krig. Hazrat Mughirah blev udnævnt til leder af venstre fløj. Under dette slag ved Nihawand blev Hazrat Nu’man ibn Muqarrin alvorligt såret og lå for døden. Men den muslimske hærs styrke, mod og beslutsomhed ændrede sig ikke. Den persiske hær led nederlag. Efter slaget gik Hazrat Maqal for at se til Hazrat Nu’man ibn Muqarrin. Han trak stadig vejret, og hans syn fungerede også stadig. Han spurgte: »Hvem er du?« Maqal præsenterede sig. Nu’man spurgte: »Hvad blev resultatet af slaget?« Maqal svarede: »Allah har skænket os sejr.« Han sagde: »Al-hamdulillah – al lovprisning tilhører Allah. Underret Umar.« Så snart han havde sagt disse ord, udåndede han sit sidste åndedrag.

Efter Nihawand blev omfattende felttog gennemført, idet forskellige hære blev sendt til forskellige områder. Hazrat Mughirah fik det overordnede ansvar for felttoget mod Hamadan. Med stor succes besejrede han indbyggerne i Hamadan og tvang dem til at indgå en fredsaftale. Han deltog også i slaget ved Yarmuk. I dette slag blev han alvorligt såret i øjet. (Al-Isabah 3/453, Usud al-Ghabah 4/401)

Efter grundlæggelsen af byen Basra udnævnte Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham til guvernør dér. Mens han var guvernør i Basra, indførte han mange regler og procedurer. Han oprettede for første gang i Basra et særskilt »diwan« eller kontor til udbetaling af soldaternes løn, godtgørelser og lignende. (Al-Isabah 3/453) Nogen tid senere afskedigede kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham fra guvernørposten på grund af en alvorlig anklage mod hans karakter. Efter undersøgelsen blev han fundet uskyldig. (Usud al-Ghabah 4/406) Da en sahabi, som var en af Allahs Sendebuds (fred være med ham) ledsagere, blev kendt uskyldig i den modbydelige anklage, der var blevet rettet mod ham, blev Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) meget glad og lovpriste Allah. Efter denne hændelse udnævnte Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham til guvernør i Kufa i stedet for Ammar ibn Yasir (må Allah være tilfreds med ham). Han forblev på denne post indtil de sidste dage af Hazrat Umars kalifat. Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) afskedigede ham fra denne post. (Usud al-Ghabah – 4/407)

Han støttede altid kaliffen Hazrat Uthman med gode råd. Imam Ahmad har overleveret dette fra Mughirah. Da Hazrat Uthman sad i husarrest, besøgte Mughirah ham en dag. Han sagde til kaliffen: »Du er folkets imam eller leder. Du kan selv se, hvad der er overgået dig. Jeg vil nævne tre muligheder for dig; vælg en af dem. 1. Gå ud af huset og erklær jihad mod oprørerne. 2. Gå i hemmelighed ud gennem husets bagdør, stig op på et ridedyr og rid direkte til Mekka. Dér vil ingen kunne skade dig. 3. Rejs til Syrien, for Muawiyah er dér.« Som svar sagde kaliffen Hazrat Uthman: »For det første ønsker jeg ikke at være den første, der udgyder blod blandt Allahs Sendebuds (fred være med ham) ummah. For det andet har jeg hørt Allahs Sendebud (fred være med ham) sige: En mand fra Quraysh vil blive begravet i Mekka, og halvdelen af verdens straf vil falde over ham. Jeg ønsker bestemt ikke at være denne mand. For det tredje ønsker jeg ikke at forlade Dar al-Hijrah og Mujawirat Rasulillah – stedet for hijrah og nærheden til Allahs Sendebud, Medina – for at rejse til Syrien. (Hayat al-Sahabah 2/396)

Der opstod en konflikt mellem Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Muawiyah (må Allah være tilfreds med ham). I begyndelsen stod Hazrat Mughirah (må Allah være tilfreds med ham) på Hazrat Alis (må Allah være tilfreds med ham) side. Han opsøgte Ali (må Allah være tilfreds med ham) og gav ham oprigtigt dette råd: »Hvis du ønsker at styrke dit kalifat, så udnævn Talha og Zubayr til henholdsvis guvernører i Kufa og Basra. Lad desuden Amir Muawiyah foreløbig beholde sin tidligere post; når du har etableret fuld myndighed, kan du gøre, hvad du ønsker.« Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) svarede ham: »Jeg vil overveje sagen om Talha og Zubayr, men så længe Muawiyah ikke standser sine nuværende handlinger, vil jeg hverken udnævne ham til guvernør noget sted eller tage imod nogen hjælp fra ham.« Mughirah blev vred over dette svar. (Al-Isti’ab) Efter mordet på Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) opstod der sammenstød og kampe mellem de to stridende parter i den muslimske ummah. Han holdt sig omhyggeligt borte fra disse sammenstød. Efter Siffin var han også til stede for at høre voldgiftsafgørelsen i Dumat al-Jandal. Efter at voldgiften i Dumat al-Jandal mislykkedes, sluttede han sig til Hazrat Muawiyahs (må Allah være tilfreds med ham) side og aflagde troskabsed til ham. Fra da af begyndte han åbent at modsætte sig Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham). (Al-Isabah 3/453, Mustadrak 3/450)

Hazrat Mug̱īras (ra.) støtte og bistand kom Hazrat Muʿāwiya særligt til gode. Mange store problemer løste han meget hurtigt ved hjælp af sin skarpe forstand. I forbindelse med kalifatet opstod der så vanskelige problemer for Amīr Muʿāwiya (ra.), at Hazrat Muʿāwiya ville have stået over for en yderst alvorlig krise, hvis Mug̱īras forstand og begavelse ikke havde været til rådighed. Ziyād var en af de mest snu og taktisk begavede mænd i Arabien. Han var Persiens wālī på Hazrat ʿAlīs (ra.) vegne og Hazrat Muʿāwiyas (ra.) bitre modstander. Selv efter Hazrat ʿAlīs (ra.) martyrdød, og efter at Hazrat Hasan (ra.) havde trukket sig fra kravet på kalifatet, da Hazrat Muʿāwiya (ra.) var blevet enehersker over hele den muslimske verden, anerkendte Ziyād ham stadig ikke som kalif. Hazrat Mug̱īra fik endda en så hårdnakket fjende til at blive loyal over for Hazrat Muʿāwiya (ra.) og reddede Muʿāwiya fra en alvorlig fare.

I år 41 efter hijra udnævnte Hazrat Amīr Muʿāwiya Hazrat Mug̱īra til wālī i Kufa som belønning for hans særlige indsats. Da Kufa-kharijitterne i år 33 efter hijra erklærede oprør, slog han det ned med stor dygtighed. På denne måde spillede han en enorm rolle i at styrke Hazrat Muʿāwiyas (ra.) kalifat.

Der er uenighed om året for Hazrat Mug̱īras død. Nogle har sagt, at han døde af den pest, der ramte Kufa i år 50 efter hijra. Andre har sagt, at han døde i år 49 eller 51 efter hijra. Han var 70 år gammel, da han døde.

Selv om Hazrat Mug̱īra (ra.) var en dygtig diplomat og soldat, opnåede han også betydelig kunnen inden for religiøs lærdom. Blandt sine jævnaldrende havde han en særlig anseelse på grund af sin omfattende viden. I forskellige hadithsamlinger findes 133 hadither, som han har overleveret. Heraf er ni muttafaq ʿalayh, mens én er overleveret særskilt af Bukhari og to særskilt af Muslim. Mange sahabaer og tabiʿiner overleverede hadither fra ham. Blandt dem var hans tre sønner: ʿUrwa, Hamza og ʿAqqār, og desuden personer som Zubayr ibn Yahya, Miswar ibn Makhrama, Qays ibn Abī Hazim, Masruq ibn al-Ajdaʿ, Nāfiʿ ibn Hubayra, ʿUrwa ibn Zubayr og ʿAmr ibn Wahhab.

Selv om han var dygtig i religiøs viden, bevægede han sig ikke på lærdommens og fatwaernes område, men på politikkens og diplomatiets vanskelige felt. Det var på dette område, at hans talent og evner udfoldede sig fuldt ud. Han regnes blandt Arabistans største diplomater. Imām Shaʿbī siger: »Arabernes mest snu mænd var fire: Muʿāwiya ibn Abī Sufyan, ʿAmr ibn al-ʿĀs, Mug̱īra ibn Shuʿba og Ziyād.« (Usud al-Ghāba 4/407, al-Isāba 3/453). Ibn Saʿd siger, at folk på grund af hans enestående forstand og begavelse omtalte ham som »Mug̱īrat al-Raʾy«, det vil sige Mug̱īra, der besad den rette mening eller afgørelse. (Al-Istīʿāb). På grund af alle disse enestående egenskaber udnævnte Hazrat ʿUmar (ra.) ham til mange høje embeder. Han opnåede endda den sjældne ære at udføre en diplomatisk mission ved det iranske hof.

Qabīsa ibn Jābir siger: »Jeg tilbragte lang tid i Mug̱īras selskab. Han var så fremsynet og intelligent, at hvis en by havde otte porte, hvorfra man ikke kunne komme ud uden list og snedighed, ville Mug̱īra have været i stand til at komme ud gennem hver eneste af dem.« Han var en mester i at løse indviklede problemer. Al-Tabarī siger, at når han fremsatte en afgørelse i en sag, sørgede han også for at have en udvej, hvis han senere måtte trække den tilbage. Når to spørgsmål blev uklare, viste hans korrekte vurdering sig altid i forbindelse med det ene af dem. (Al-Isāba 3/453)

Mange underholdende fortællinger om Hazrat Mug̱īras snedighed og diplomati findes i historien. Hazrat ʿUmar (ra.) udnævnte ham til wālī i Bahrain. Bahrains indbyggere indgav en klage over ham til kaliffen. Hazrat ʿUmar afskedigede ham. For at forhindre, at han igen blev udnævnt til wālī dér, udtænkte en dahqān, det vil sige en lokal høvding, en alvorlig sammensværgelse. Han samlede 100.000 dirham, indleverede dem til kaliffen og sagde: »Mug̱īra havde underslået dette beløb fra Bayt al-Māl og deponeret det hos mig.« Hazrat ʿUmar begyndte at forhøre ham meget strengt. Situationen var yderst vanskelig. På den ene side stod en sahabi af Allahs Sendebud (sa.), på den anden side havde utallige mennesker vidnet imod ham, og det underslæbne beløb var også til stede. Der behøvedes ingen yderligere vidner eller beviser for at bevise hans skyld. Selv i denne situation bevarede Mug̱īra sin åndelige balance. Meget roligt sagde han: »Dahqānen eller høvdingen har løjet. Jeg havde faktisk deponeret 200.000 hos ham, og han har underslået 100.000.« Da dahqānen hørte dette, blev han slået ud af skræk. Nu måtte han jo indbetale alle 200.000 til Bayt al-Māl. Han indrømmede åbent sit bedrag og blev ved med at sværge gentagne gange: »Mug̱īra havde ikke deponeret noget som helst hos mig.« På denne måde kom sandheden frem. Han havde opdigtet historien for at sprede et dårligt rygte om Mug̱īra. Efter at sagen var blevet afsluttet, spurgte Hazrat ʿUmar (ra.) Mug̱īra: »Hvorfor indrømmede du, at det drejede sig om 200.000?« Han svarede: »Han havde fremsat en falsk anklage mod mig, og jeg havde ingen anden måde at gengælde ham på.« (Al-Isāba 3/453)

Den berømte sahabi Nuʿmān ibn Muqarrin sagde engang til Mug̱īra: »Ved Allah, du er virkelig en mand med intelligens, rådgivningsevne og korrekte vurderinger.« (Hayāt al-Sahāba 1/512)

ʿAbd al-Rahman ibn Abi Bakr (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn før islam var ʿAbd al-Kaʿba, ifølge en anden overlevering ʿAbd al-ʿUzza. Efter at han antog islam, gav Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ham navnet ʿAbd al-Rahman. Han havde tre tilnavne eller kunyaer: Abu ʿAbdillah, Abu Muhammad efter sin søn Muhammad og Abu ʿUthman. Abu ʿAbdillah var dog det mest kendte. Hans far var den første kalif, Abu Bakr al-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), og hans mor var Umm Ruman eller Umm Rumman. Han var faderens ældste barn og helsøskende til de troendes moder, ʿAʾisha (må Allah være tilfreds med hende). (Usd al-Ghaba 3/304-305)

Selv om alle Abu Bakr al-Siddiqs børn antog islam helt fra begyndelsen, holdt ʿAbd al-Rahman sig i lang tid borte fra islam. Han sluttede sig til mekkanernes qurayshitter i slaget ved Badr. Midt under slaget gik han lidt frem og udfordrede muslimerne: »Hal min mubārizin« – »Er der nogen, der har mod til at kæmpe mod mig i en tvekamp?« Da hans udfordring blev hørt, blev hans far Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) øjne og ansigt røde. Han gav udtryk for, at han ville gå i tvekamp med ham, men Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forhindrede ham i det. Også i slaget ved Uhud var han sammen med mekkanernes qurayshitter. I dette slag var han blandt qurayshitterne som en af bueskytterne. (Usd al-Ghaba 3/305) Senere sagde ʿAbd al-Rahman en dag til sin far Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg så dig på Uhuds slagmark, men undgik dig.« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Hvis jeg havde set dig, ville jeg ikke have skånet dig.« (Hayat al-Sahaba 2/313)

ʿAbd al-Rahman antog islam på tidspunktet for Hudaybiyya-forliget. Derefter emigrerede han til Medina og begyndte at bo sammen med sin far Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Han tog sig alene af alle sin fars gøremål og forretninger. En nat inviterede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) nogle af folkene fra Ashab al-Suffa. Han sagde til ʿAbd al-Rahman: »Jeg går for at tjene Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham); inden jeg vender tilbage, skal du give gæsterne mad.« I overensstemmelse med sin fars anvisning satte ʿAbd al-Rahman maden frem for gæsterne på det rette tidspunkt. Men de nægtede at spise i værtens fravær. Det hændte, at Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) den dag kom sent hjem. Da han fik at vide, at gæsterne stadig var sultne, blev han meget ophidset og sagde til ʿAbd al-Rahman: »Ved Allahs ed! Jeg vil ikke give dig mad.« ʿAbd al-Rahman sad skræmt sammenkrøbet i et hjørne af huset. Efter at have samlet lidt mod sagde han: »Spørg gæsterne, om jeg ikke opfordrede dem til at spise.« Gæsterne bekræftede ʿAbd al-Rahmans ord. De svor også og sagde: »Vi vil ikke spise, før du giver ʿAbd al-Rahman lov til at spise.« På den måde blev Abu Bakrs vrede stilnet, og alle satte sig sammen og spiste. ʿAbd al-Rahman fortæller: »Den dag var der så megen velsignelse i vores mad, at vi spiste af den, uden at den overhovedet blev mindre. Jeg tog noget af denne mad med til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) spiste af den sammen med flere ledsagere.« (Bukhari)

Af natur var ʿAbd al-Rahman særdeles modig. Han var en dygtig bueskytte. Fra Hudaybiyya-forliget og indtil de sidste dage af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) liv deltog han i hvert eneste slag, der blev udkæmpet, og viste eksempler på heltemod og tapperhed. På felttoget mod Khaybar ledsagede han Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og modtog fyrre wasaq korn som sin andel af Khaybars krigsbytte. (Sirat Ibn Hisham 2/352) Han var også rejsefælle for Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) under afskedsvalfarten. Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sendte ham sammen med ʿAʾisha (må Allah være tilfreds med hende) til Tanʿim for at iføre sig ihram på ny. Det skal nævnes, at ʿAʾisha (må Allah være tilfreds med hende) under denne rejse fik menstruation og derfor ophævede sin ihram, mens hun udsatte nogle af valfartens obligatoriske handlinger. Da hun var blevet rask, tog hun efter Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) anvisning til Tanʿim, iførte sig ihram igen og udførte de udsatte handlinger. (Sirat Ibn Hisham 2/602)

Efter Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bortgang spillede han sammen med andre en aktiv rolle i bekæmpelsen af de oprør, der brød ud rundt omkring på Den Arabiske Halvø. I det blodige slag ved Yamama mod den falske profet Musaylima al-Kadhdhab viste han enestående tapperhed. I dette slag dræbte han alene syv berømte krigere fra fjendens side. Et sted i Yamamas fjendtlige fæstning var der opstået en lille åbning, som dannede en passage. De muslimske mujahider forsøgte igen og igen at trænge ind gennem denne åbning, men mislykkedes. En tapper fjendtlig soldat ved navn Mahkam ibn Tufayl bevogtede nemlig urokkeligt passagen. ʿAbd al-Rahman sigtede mod hans bryst og affyrede en pil; ramt af pilen faldt han om på jorden. De muslimske mujahider trængte straks ind, mens de trampede på deres kammeraters fødder, og åbnede fæstningens port. Således faldt fæstningen. Efter ʿUthmans martyrdød sluttede ʿAbd al-Rahman sig til sin søsters side i Kamelslaget, som blev udkæmpet mellem ʿAli og ʿAʾisha (må Allah være tilfreds med hende) på grund af en misforståelse. (Al-Isaba 2/408)

Allerede mens amir Muʿawiya (må Allah være tilfreds med ham) levede, begyndte han at arbejde på at gøre sin søn Yazid til sin efterfølger. Han beordrede Medinas wali, Marwan, til at fremlægge Yazids navn som hans efterfølger, så Medinas befolkning kunne aflægge ham bayʿa, troskabseden. Han beordrede ham også til at oplæse denne besked for de forsamlede i Medinas moské. Marwan fulgte Muʿawiyas (må Allah være tilfreds med ham) ordre til punkt og prikke. Han samlede Medinas befolkning i moskéen og oplæste amir Muʿawiyas besked for dem. Så snart han var færdig med oplæsningen, sprang ʿAbd al-Rahman ibn Abi Bakr op, rejste sig og brød forsamlingens stilhed med et vredt råb: »Ved Allahs ed! I omdanner kalifatet til en herakliansk styreform uden at tage hensyn til ummaen Muhammads mening. Når én Herakleios dør, vil en anden Herakleios efterfølge ham.« I en anden overlevering siges det, at Marwan sagde: »Dette er blot den metode, som Abu Bakr og ʿUmar indførte.« ʿAbd al-Rahman protesterede: »Nej, det er Herakleios’ og kejserens metode: metoden, hvor sønnen sættes på tronen efter faderen.« ʿAbdullah ibn al-Zubayr og Husayn ibn ʿAli støttede også ʿAbd al-Rahman kraftigt. (Al-Isaba 2/408, Usd al-Ghaba 3/306)

Marwan sagde da med meget ophidset stemme, idet han pegede på ʿAbd al-Rahman: »Venner! Dette er den person, om hvem dette vers i Koranen blev åbenbaret: »Den, der siger til sine forældre: ‘Ak jer!’« Det vil sige, at Allah har dadlet ham, fordi han ikke adlød sine forældre. Sura al-Ahqaf, vers 17. De troendes moder, ʿAʾisha (må Allah være tilfreds med hende), hørte hans ord fra sit kammer. Hun udbrød ophidset: »Ved Allahs ed! Nej, det blev ikke åbenbaret om ʿAbd al-Rahman. Hvis I ønsker det, kan jeg fortælle, om hvem dette vers blev åbenbaret.« (Al-Isaba 4/408, Usd al-Ghaba 3/306)

Den dag indså Ḥazrat ʿAbd ar-Raḥmān, at hvis Muʿāwiyas (ra) ønske blev opfyldt, ville det muslimske ummah stå over for en katastrofal konsekvens. Han forstod med sikkerhed, at dette var et komplot for at afskaffe det islamiske kalifatsystem og påtvinge det muslimske ummah kejservælde.

Ḥazrat ʿAbd ar-Raḥmān begyndte højlydt at protestere mod Ḥazrat Muʿāwiyas fremgangsmåde. Ḥazrat Muʿāwiya (ra) valgte nu en anden vej. For at bringe ʿAbd ar-Raḥmān til tavshed sendte han en udsending til ham med et hundrede tusind dirham. ʿAbd ar-Raḥmān, søn af Ḥazrat Ṣiddīq-e Akbar, kastede posen med dirham langt væk og sagde til udsendingen: “Gå tilbage. Sig til Muʿāwiya, at ʿAbd ar-Raḥmān ikke vil sælge religionen for denne verdens skyld.” (Al-Istīʿāb, Usud al-Ghāba 3/306, Ḥayāt aṣ-Ṣaḥāba 2/254, Rijālūn Ḥawla ar-Rasūl, s. 528)

Efter denne hændelse, da Ḥazrat ʿAbd ar-Raḥmān fik at vide, at Ḥazrat Muʿāwiya (ra) var på vej fra Syrien til Medina, forlod han straks Medina og rejste til Mekka. dér boede han på et sted ved navn “Ḥabshī”, ti mil fra byen, og ifølge den mest korrekte opfattelse døde han i hijri-året 53, før Yazīds troskabsed blev aflagt. Hans død indtraf meget pludseligt. På dødsdagen lagde han sig, fuldstændig rask og som sædvanlig, til at sove, men vågnede aldrig fra den søvn. Ḥazrat ʿĀʾisha blev en smule mistænksom og tænkte, at nogen måske havde forgiftet ham. Nogen tid senere kom en sund og stærk kvinde til Ḥazrat ʿĀʾisha (ra), og hun døde, mens hun lå i sujūd under bønnen. Efter denne hændelse forsvandt hendes tvivl. Ḥazrat ʿAbd ar-Raḥmāns ledsagere bragte hans lig til Mekka og begravede ham.

Da Ḥazrat ʿĀʾisha (ra) hørte om sin brors død, rejste hun til Mekka med intentionen om at udføre hajj og brød grædende sammen, mens hun stod ved graven. Under gråden gentog hun igen og igen et vers fra et sørgedigt forfattet af digteren Mutammim ibn Nuwayra. Derefter sagde hun, henvendt til sin brors sjæl: “Ved Allah! Hvis jeg havde været til stede ved din dødstime, ville jeg ikke græde sådan nu, og jeg ville have begravet dig dér, hvor du døde.” (Mustadrak 3/476, al-Iṣāba 2/408)

Ḥazrat ʿAbd ar-Raḥmān (ra) overleverede en hel del hadither fra Allahs Sendebud (sa). Mange ṣaḥābaer og tābiʿūn overleverede hadither fra ham.

Abū Ḥudhayfa ibn ʿUtba (ra)

Hans navn var Abū Ḥudhayfa Hāshim, ifølge en anden overlevering Hāshem; hans far var ʿUtba, hans mor Fāṭima bint Ṣafwān, og hans tilnavn var Umm Ṣafwān. Han var af Quraysh-stammen.

Abū Ḥudhayfa var en af de første, der tog islam til sig, det vil sige en af sabiqūn i islam. Hans far, ʿUtba, var en af de fremtrædende ledere blandt Quraysh, som var islams bitreste fjender. Han viede sit liv til modstanden mod islam. Men hvor storslået er Allahs visdom: hans egen søn Abū Ḥudhayfa tøvede ikke det mindste med at tage imod islams kald. Allerede før Allahs Sendebud (sa) i Mekka søgte tilflugt i huset hos Ḥazrat al-Arqam ibn Abī al-Arqam, havde han opnået den ære at antage islam, og ligesom mange andre blev han udsat for umenneskelig tortur fra Quraysh. (Usud al-Ghāba 5/170) Ibn Isḥāq siger, at han antog islam efter treogfyrre (43) andre. (Al-Iṣāba 4/42)

Abu Hudhaifa (må Allah være tilfreds med ham) deltog i begge hijraer til Abessinien. Efter den første hijra vendte han tilbage til Mekka. Senere rejste han igen til Abessinien. Under hijraen til Abessinien var hans hustru, Sahla bint Suhail, også med ham. Deres søn Muhammad ibn Abi Hudhaifa blev født i Abessinien under dette ophold. (Usud al-Ghaba – 5/170).

Da han for anden gang vendte tilbage fra Abessinien til Mekka, så han, at muslimerne i Mekka strømmede til Medina for at foretage hijra. Han tog også til Medina sammen med sin slave Salem og blev gæst hos Abbad ibn Bishr al-Ansari. Allahs ædle Budbringer (Allahs fred og velsignelser være med ham) knyttede dem to sammen i mu’akhāt, det vil sige broderskab. (Usud al-Ghaba – 5/170).

Han deltog med stort mod i alle de slag, der fandt sted på Allahs Budbringers tid (Allahs fred og velsignelser være med ham). Især slaget ved Badr var meget lærerigt for ham og for alle muslimer. I dette slag kæmpede han på den ene side, mens hans far Utba kæmpede tappert på den anden. Kærligheden til sandheden og retfærdigheden fik den dag muslimerne til at glemme båndene mellem nærmeste og fjender. Den dag råbte Abu Hudhaifa og udfordrede sin far, modstanderens dristige helt Utba, til en tvekamp. Da hans søster Hind bint Utba hørte denne udfordring, fordømte og dadlede hun ham voldsomt i et digt. I værket Usud al-Ghaba er to verslinjer af digtet gengivet.

I slaget ved Badr blev de fleste af Qurayshs ledere, heriblandt Abu Hudhaifas far Utba, dræbt af den muslimske hær, og alle deres lig blev kastet i en brønd ved Badr og dækket med jord. Allahs ædle Budbringer (Allahs fred og velsignelser være med ham) stod ved brønden, kaldte de dræbte Quraysh-ledere frem én efter én ved navn og sagde: »Utba! Shaiba! Umayya ibn Khalaf! Abu Jahl! Har I fundet Allahs løfte sandt? Jeg har fundet mit løfte sandt.« (Bukhari) Ibn Ishaq beretter, at Abu Hudhaifa på det tidspunkt så meget bekymret og bedrøvet ud. Da Allahs Budbringer (Allahs fred og velsignelser være med ham) så hans tilstand, spurgte han: »Abu Hudhaifa, måske sørger du over din far.« Abu Hudhaifa svarede: »Ved Allah, nej. Jeg sørger ikke over, at han blev dræbt. Men jeg havde anset ham for at være en intelligent, forstandig og beslutningsdygtig mand. Derfor håbede jeg, at han ville få den lykke at antage troen. Men da Budbringeren (Allahs fred og velsignelser være med ham) fastslog, at han var død i kufr, blev jeg bedrøvet over mit forgæves håb.« Derefter bad Allahs Budbringer (Allahs fred og velsignelser være med ham) for Abu Hudhaifa. (Sirat Ibn Hisham – 1/638-41, Usud al-Ghaba – 5/171)

Efter Allahs ædle Budbringers bortgang begyndte der under den første kalif, Abu Bakr as-Siddiqs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat, at opstå uro og forstyrrelser fra nogle falske profeter på Den Arabiske Halvø. Musailima al-Kadhdhab fra Yamama var også en af disse falske profeter. Kaliffen sendte en hær imod ham. Abu Hudhaifa (må Allah være tilfreds med ham) var også med i denne hær. Han kæmpede tappert mod den falske Musailimas hær og blev martyr på slagmarken ved Yamama. Han var 53 eller 54 år gammel, da han døde.

Det er overleveret fra Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Budbringer (Allahs fred og velsignelser være med ham) en dag under slaget ved Badr sagde til sahabaerne: »Jeg har fået at vide, at nogle mænd fra Banu Hashim og enkelte andre stammer er blevet tvunget til at deltage i dette slag. Vi behøver ikke at kæmpe mod dem. Hvis nogen af jer møder en mand fra Banu Hashim, skal han heller ikke dræbe ham. Hvis nogen møder Abu al-Bukhtari ibn Hisham, skal han ikke dræbe ham, for han er kommet under tvang.« Straks udbrød Abu Hudhaifa: »Vi vil dræbe vores fædre, sønner og brødre, men lade Abbas gå? Ved Allah, hvis jeg møder ham, vil jeg hugge ham i stykker med mit sværd.« Da Allahs Budbringer (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette fra Hudhaifa, sagde han: »Abu Hafs (Umar), skal Allahs Budbringers onkel dræbes med sværdet?« Umar sagde: »O Allahs Budbringer! Giv mig tilladelse til at hugge hovedet af ham med mit sværd. Ved Allah, han er en hykler.« Abu Hudhaifa sagde: »Jeg føler mig ikke tryg på grund af det, jeg sagde den dag, og jeg er altid bange og bekymret, indtil jeg har sonet det gennem martyrdøden.« Ved at blive martyr i slaget ved Yamama sonede han det. (Hayat as-Sahaba – 2/364-65).

Salem, mawlā for Abu Hudhaifa (må Allah være tilfreds med ham)

Allahs ædle Budbringer (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav en dag sahabaerne følgende instruktion: »Lær Koranen af fire personer: Abdullah ibn Masud, Salem, mawlā for Abu Hudhaifa, Ubayy ibn Ka’b og Muadh ibn Jabal.« Hvem var denne Salem, mawlā for Abu Hudhaifa, som Allahs Budbringer (Allahs fred og velsignelser være med ham) erklærede pålidelig, når det gjaldt undervisning i Koranen?

Hans navn var Salim, og hans kunya var Abu Abdullah. Der er uenighed om hans fars navn. Ibn Mundah siger: »Ubayd ibn Rabia.« Andre mener, at det var Maqal. Han var af iransk afstamning. Istakhr i Persien var hans forfædres hjemland. Han kom til Medina som slave hos Hazrat Subaita bint Yu’ar al-Ansariya. Hazrat Subaita var Abu Hudhaifas (ra) hustru. Da Subaita frigav ham ubetinget, tog Abu Hudhaifa ham til sig som sin søn. Han blev kendt som Salim ibn Abu Hudhaifa, ligesom Zayd blev kendt som Zayd ibn Muhammad. Nogle omtaler ham som Abu Hudhaifas slave. Af denne grund regnes han blandt muhajirun. På den anden side blev han også kaldt ansari, fordi han var Subaitas frigivne slave. Og fordi han oprindeligt var af persisk afstamning, omtaler nogle ham som ajami, det vil sige ikke-araber.

Hazrat Salim boede i Mekka sammen med Hazrat Abu Hudhaifa. Denne Abu Hudhaifa var søn af Utba, lederen af Quraysh i Mekka og islams evige fjende. Abu Hudhaifa og hans adopterede søn Salim var blandt dem, der allerede ved begyndelsen af den islamiske da’wa svarede med labbayk. Far og søn tilbad stille og ydmygt deres Herre og udviste grænseløs tålmodighed over for Quraysh-folkets brutale forfølgelse. En dag blev et koranvers åbenbaret, som afskaffede skikken med adoption: »Kald dem ved deres fædres navne.« Enhver adopteret søn blev herefter kendt ved sin biologiske fars navn. Således blev Zayd ibn Muhammad til Zayd ibn Haritha. Men Salims faderlige identitet var ukendt. Derfor blev han kendt som »Salim, mawla Abu Hudhaifa« – Salim, Abu Hudhaifas ven, ledsager, bror eller frigivne slave.

Islam afskaffede skikken med adopterede sønner. Islam synes at ville sige, at I ikke bør tillægge blodsbånd, slægtskab eller nogen anden forbindelse større betydning end det islamiske broderskab. Jeres relationer bør bygges på tro og trosbekendelse. De første muslimer forstod dette fuldt ud. Derfor fandtes der for dem efter Allah og Hans Sendebud ingen, der var kærere end deres trosbrødre. Det så vi blandt ansarerne og muhajirun. Det ser vi ligeledes i forholdet mellem den fornemme qurayshit Abu Hudhaifa og hans slave Salim, hvis faderlige ophav var ukendt og hvis navn ellers var ubemærket.

Hazrat Salims iman var som siddiqinernes, og han fulgte Allahs vej som muttaqin. Han bekymrede sig ikke om sin position i samfundet eller om sin fødsel og herkomst. Det nye samfund, som islam havde opbygget, hædrede ham med den højeste rang på grund af hans taqwa og ikhlas. I dette storslåede og velsignede nye samfund var Abu Hudhaifa stolt af at tage ham, der dagen før havde været hans slave, til sig som bror og ven. Han giftede endda sin niece, Fatima bint al-Walid, med ham og gav således sin egen familie ære og anseelse. I det samfundssystem, der fjernede al form for uretfærdighed og undertrykkelse og erklærede al falsk adel for ugyldig, gjorde Salims iman, ærlighed og standhaftighed ham til en førende personlighed.

Allerede før Hazrat Rasul Karim foretog hijra, udvandrede han til Medina sammen med sin trosven Abu Hudhaifa. I Medina blev han gæst hos Hazrat Abbad ibn Bishr. I Mekka etablerede Allahs Sendebud et trosbroderskab mellem ham og Abu Ubayda ibn al-Jarrah. Men i Medina blev hans broderskabsforbindelse etableret med Hazrat Muadh ibn Maiz al-Ansari.

Blandt sahabaerne var Salim en af dem, der blev anset for at være imam inden for recitationskunsten. Han havde en så melodisk stemme, at tilhørerne lyttede betaget, når han begyndte at recitere Koranen. En dag blev Umm al-Mu’minin Hazrat Aisha forsinket på vej til Allahs Sendebud. Allahs Sendebud spurgte: »Hvorfor blev du forsinket?« Aisha svarede: »En qari reciterede Koranen med en melodisk stemme, så jeg blev og lyttede.« Hun beskrev skønheden i hans recitation. Da Allahs Sendebud hørte hendes beskrivelse, trak han sin kappe om sig og gik udenfor for at se, hvem denne qari var. Det var ingen anden end Salim, Abu Hudhaifas mawla. Efter at have hørt hans recitation sagde Allahs Sendebud: »Alhamdulillah, alladhi ja’ala fi ummati mislaka« – al lovprisning tilkommer Allah, som har skabt en som dig blandt min ummah. (Usud al-Ghaba 2/246).

På grund af sin melodiske stemme og sit store kendskab til Koranen blev Salim betragtet med stor respekt og anseelse blandt de ædle sahabaer. Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) fortæller: »Før Allahs Sendebud udvandrede til Medina, ledede Salim bønnen for dem, der var udvandret til Medina, i Quba-moskeen.« (Bukhari). Fremtrædende sahabaer som Hazrat Abu Bakr og Hazrat Umar (ra) bad også bag ham.

Han var sammen med Rasul Karim (sa) i alle slag, herunder Badr, Uhud og Khandaq. (Usud al-Ghaba 2/246). I slaget ved Badr dræbte han med egen hånd den vantro Umayr ibn Abi Umayr. (Ibn Hisham 1/708).

Efter erobringen af Mekka sendte Allahs Sendebud (fred være med ham) adskillige missionsdelegationer til landsbyerne og stammerne omkring Mekka. Han sagde til dem: “I bliver ikke sendt som krigere, men som da’ier eller kaldende.” Lederen af en sådan delegation var Hazrat Khalid ibn al-Walid. Da Khalid nåede frem til bestemmelsesstedet, skete der en hændelse, hvor han trak sit sværd, hvilket medførte store tab blandt modparten. Da denne nyhed nåede Allahs Sendebud (fred være med ham), undskyldte han sig i lang tid over for Allah med ordene: “O Allah, jeg frasiger mig over for Dig ethvert ansvar for det, Khalid har gjort.” Hazrat Salim ledsagede Hazrat Khalid på dette felttog. Salim accepterede ikke Khalids handling i tavshed. Han protesterede kraftigt imod den. Stillet over for hans protester blev den store kriger Khalid undertiden målløs, mens han andre gange forsøgte at fremlægge argumenter til forsvar for sig selv. Til tider kom han også i en voldsom diskussion med Salim. Men Salim stod fast på sin holdning. Den dag undlod han ikke at sige sandheden af frygt for Khalid.

Salim, som blot få dage tidligere havde været en slave i Mekka, tog nu ikke det mindste hensyn til en fornem Qurayshisk hærfører fra Mekka som Khalid. Khalid blev heller ikke på nogen måde irriteret. For islam havde givet dem begge samme værdighed. Den dag accepterede Salim ikke Khalids fejl ved at vise lederen en unødig hengivenhed og ærbødighed. Tværtimod protesterede han som en, der delte ansvaret. Han gjorde det ikke for sin egen tilfredsstillelse eller for at opnå berømmelse; han havde derimod gentagne gange hørt Allahs Sendebud (fred være med ham) sige: “Ad-din an-nasihah” – religionens andet navn er oprigtig rådgivning. Det var dette råd, han den dag gav Khalid.

Da beretningen om Hazrat Khalids overgreb nåede Allahs Sendebud (fred være med ham), spurgte han: “Var der ingen, der protesterede imod eller fordømte hans handling?” Allahs Sendebud blev vred, da han hørte svaret: “Jo, Salim protesterede. Han kom i skænderi med ham.”

Hazrat Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) gik bort til Allahs nærhed. Hazrat Abu Bakrs kalifat blev konfronteret med de frafaldnes sammensværgelse. Den frygtelige kamp ved Yamama blev udkæmpet mod dem. Ingen så frygtelig krig havde tidligere fundet sted i islams historie. Den muslimske hær drog fra Medina mod Yamama. Salim og hans trosbroder Abu Hudhayfa drog af sted sammen med de andre. I krigens første fase blev den muslimske hær til dels slået ud af kurs. Heraf forstod de, at krig er krig, og ansvar er ansvar. Hazrat Khalid ibn al-Walid organiserede dem på ny og opstillede hæren på en enestående måde. Da den muslimske hær først begyndte at trække sig tilbage, råbte Hazrat Salim: “Ak, sådan var vores situation ikke på Allahs Sendebuds (fred være med ham) tid.” Han gravede en grøft til sig selv og stillede sig urokkeligt i den. (Usud al-Ghaba 2/246).

I slaget ved Yamama blev den muslimske hærs fane først båret af Hazrat Zayd ibn al-Khattab. Da han led martyrdøden, faldt fanen til jorden. Straks løftede Salim den op. Nogle gjorde indsigelse mod, at han bar fanen, og sagde: “Vi frygter, at fjenden vil angribe fra din side.” Salim sagde: “Så vil jeg blive en ussel bærer af Koranen.” (Hayat as-Sahaba 1/535).

Før de angreb fjendens hær, omfavnede de to trosbrødre, Abu Hudhayfa og Salim, hinanden og lovede hinanden at blive martyrer på sandhedens religions vej. Derefter kastede de sig begge over fjendens hær. På den ene side råbte Abu Hudhayfa: “I, som bærer Koranen, udsmyk Koranen med jeres handlinger,” mens han slog med sit sværd mod Musaylima al-Kadhdhabs styrker. På den anden side råbte Salim: “Jeg vil blive en ussel bærer af Koranen, hvis fjenden angriber fra min side.” Han sagde dette med munden, mens han med begge hænder slog fjendens soldater over halsen med sit sværd.

Et frafaldens sværd ramte hans højre hånd med et voldsomt slag. Hånden blev hugget af. Han løftede fanen med venstre hånd. Da også venstre hånd blev hugget af af fjendens slag, viklede han fanen om sin hals og holdt fast i den. I denne tilstand blev han ved med at fremsige dette koranvers: “Wa ma Muhammadun illa rasul, wa ka’ayyinin min nabiyyin qatala ma’ahu ribbiyyuna kathir.” … “Muhammad er kun Allahs Sendebud. Hvor mange profeter har ikke tidligere kæmpet sammen med talrige gudfrygtige mænd! De blev ikke svækket eller gav op på grund af de prøvelser og ulykker, der ramte dem på Allahs vej. Allah elsker de tålmodige.” Dette var hans kampråb i øjeblikkene før hans død.

Kort efter omringede en gruppe frafaldne Salim. Den store kriger Salim faldt om. Der var stadig liv tilbage i hans krop. Da Musaylima al-Kadhdhab blev dræbt, sluttede krigen med muslimernes sejr og de frafaldnes nederlag. Muslimerne begyndte at lede efter de sårede og dræbte. De fandt Salim i hans sidste øjeblikke. I denne tilstand spurgte Salim dem: “Hvordan har Abu Hudhayfa det?”

– Han er blevet martyr.

– Hvad er der sket med den, der frygtede, at fjendens styrker ville angribe fra min side?

– Han er blevet martyr.

– Læg mig blandt dem.

– De to er blevet martyrer på hver sin side af dig.

Hazrat Salim smilede blot svagt for sidste gang. Han sagde ikke mere. Salim og Abu Hudhayfa opnåede begge det, de inderligt havde ønsket sig. De tog imod islam sammen, levede sammen og blev martyrer samme sted.

Historien om Hazrat Salim er ligesom historien om Bilal og utallige andre hjælpeløse slaver. Islam kastede slaveriets åg af deres alles skuldre og satte dem på pladser som imamer, ledere og administratorer i et sandt og velsignet samfund. Alle den store islams egenskaber var samlet i ham. Hans mest bemærkelsesværdige egenskab var, at han åbent gav udtryk for det, han vidste var sandt, og aldrig afholdt sig fra at sige det. Hans troende venner kaldte ham »Salim min as-Salihin« – Salim blandt de retskafne.

Hazrat Umar ibn al-Khattab var fuld af lovprisning af Salim. Før sin død sagde han om valget af kaliffen: »Hvis Salim var i live i dag, ville jeg have overdraget ham kalifatets ansvar uden først at rådføre mig med shura.« (Usud al-Ghaba 2/246).

Hazrat Salem var barnløs. Derfor efterlod han ved sin død et testamente vedrørende den ejendom, han efterlod sig: en tredjedel til frigivelse af slaver og andre islamiske formål og en tredjedel til fordel for hans tidligere herre, Hazrat Subaita. Da Hazrat Abu Bakr (ra) i overensstemmelse med testamentet sendte en tredjedel til Subaita, nægtede han at modtage den med ordene: »Jeg frigav ham ubetinget og forventede ikke noget til gengæld.« Senere deponerede kaliffen Umar (ra) den i Bayt al-Mal. (Al-Istiab, Usud al-Ghaba 2/247).

Hadither fra Allahs Sendebud (sa) er blevet overleveret af Salem. Mange sahaba har desuden overleveret hadither fra ham.

Hatib ibn Abi Balta’a

Hans navn var Hatib, og hans kunya var Abu Muhammad og Abu Abdillah. Hans fars navn var Abu Balta’a Amr. Sira-forfatterne er uenige om hans slægt og om, hvordan han kom til Mekka. Ifølge den mest fremtrædende opfattelse var hans forfædres oprindelige hjemsted Yemen. De bosatte sig i Mekka som allierede eller traktatbundne medlemmer af Banu Asad og senere af Zubayr ibn al-Awwam. Nogle har også sagt, at han var Ubaydullah ibn Humayds slave. Han opnåede sin frigivelse fra slaveriet ved at betale det aftalte beløb på grundlag af en mukataba. (Usud al-Ghaba 1/361).

Marzubani siger i sit værk Mu’jam al-Shu’ara: »Han var en af Qurayshs mest berømte ryttere og digtere i jahiliyya-tiden.« (Al-Isaba 1/300)

Han antog islam før hijraen, og efter at Medina var blevet etableret som islams centrum, ankom han dertil sammen med sin slave Sa’d. Her var han gæst hos Hazrat Mundhir ibn Muhammad al-Ansari, og der blev etableret et mu’akhah- eller broderskabsforhold mellem ham og Hazrat Khalid ibn Rakhbala (ra).

Musa ibn Uqba og Ibn Ishaq siger, at han deltog sammen med Allahs Sendebud (sa) i slaget ved Badr. Han var også til stede ved Hudaybiyya-traktaten. (Usud al-Ghaba 1/361). Ifølge forskellige overleveringer deltog han desuden i alle de slag, der blev udkæmpet sammen med Allahs Sendebud (sa), herunder Uhud og Khandaq.

Efter hjemkomsten fra Uhud sendte Allahs Sendebud (sa) ham i det sjette år efter hijraen som islamisk missionær til Egyptens hersker, al-Muqawqis, ved dennes hof. Det følgende var indholdet af det brev, som han bragte fra Allahs Sendebud (sa) til al-Muqawqis:

»Derpå inviterer jeg Dem til islams kald. Hvis De antager islam, vil De være i sikkerhed, og Allah vil give Dem en dobbelt belønning. Men hvis De forkaster det, vil alle kopternes synder hvile på Dem. O I, som har fået Den Himmelske Bog! Kom til et ord, som er fælles for os og jer: at vi kun tilbeder én Allah, ikke sætter noget ved Hans side og ikke ophøjer hinanden til herrer ved siden af Allah.«

Hazrat Hatib ibn Abi Balta’a ankom til Mukawqis’ hof i Egypten og overrakte ham ovennævnte brev fra Allahs Sendebud. Følgende samtale fandt sted mellem de to:

Hatib: »Før Dem har der her været en hersker, som anså sig selv for at være Gud. Allah den Ophøjede nedsænkede ham i straffen i denne verden og i det hinsidige og tog en eksemplarisk hævn over ham. De bør også tage ved lære af andre. Det er ikke ønskværdigt, at De selv bliver et eksempel til skræk og advarsel.«

Mukawqis: »Vi følger én religion. Så længe ingen anden religion har vist sig at være bedre end den, kan vi ikke forlade den.«

Hatib: »Vi inviterer Dem til islams dīn, som er bedre og mere fuldkommen end alle andre religioner. Da denne profet inviterede folk til denne dīn, gjorde Quraysh voldsom modstand. Jøderne udviste desuden den største fjendtlighed. De kristne var derimod forholdsvis imødekommende. Ved Allahs ed! Ligesom Musa forkyndte det glædelige budskab om Isa, har Isa også forkyndt det glædelige budskab om Muhammad. Ligesom De inviterer jøderne til Injil, inviterer vi også jer til Koranen. Alle de folk og nationer, der findes på jorden på det tidspunkt, hvor en profet fremtræder, er denne profets ummah, og det er obligatorisk for dem at adlyde ham. Eftersom De har levet i en profets tid, er det Deres ubetingede pligt at tro på ham. Vi forsøger ikke at vende Dem bort fra Messias’ dīn, men ønsker tværtimod at føre Dem korrekt hen imod den.«

Mukawqis: »Er Muhammad virkelig en profet?«

Hatib: »Hvorfor skulle han ikke være det?«

Mukawqis: »Da Quraysh fordrev ham fra hans egen by, hvorfor bad han så ikke en forbandelse over dem?«

Hatib: Tror I på, at Jesus (fred være med ham) er Allahs sendebud? Hvis det er tilfældet, hvorfor bad han så ikke en forbandelse over sit folks mennesker, da han blev korsfæstet?

Som svar på dette så præcise og øjeblikkelige spørgsmål lod Makukasus uden tøven et udtryk for anerkendelse lyde fra sine læber. Han sagde endvidere: »Sandelig, De er en stor lærd og er kommet fra en stor lærd.« (Usud al-Ghaba 1/361). »Ud fra det, jeg har overvejet, befaler denne profet ikke noget meningsløst og forbyder heller ikke noget ønskværdigt. Jeg kan hverken kalde ham en vildfaren troldmand eller en løgnagtig spåmand. Der findes mange tegn på profetkaldet hos ham. Jeg vil snart overveje sagen grundigt.« Efter at have sagt dette tog han det hellige brev fra den ærede Allahs Sendebud, lagde det i en æske af elfenben, forseglede den og overlod den til en tilstedeværende slavepiges varetægt.

Makukasus tog afsked med den ærede Hatib med største respekt og sendte gennem ham værdifulde gaver til Allahs Sendebud: tre slavepiger, et muldyr ved navn Duldul samt en del tøj. (Zad al-Ma’ad 257). En af de tre slavepiger, som Makukasus sendte, var den ærede Maria al-Qibtiyya. Den ærede Allahs Sendebud beholdt hende til sig selv, og i hendes skød blev Allahs Sendebuds søn, den ærede Ibrahim, født. Den anden slavepige var Sirin, den ærede Marias søster. Allahs Sendebud gav hende til den berømte digter Hassan ibn Thabit, og af hende blev den ærede Abd al-Rahman ibn Hassan født. Den tredje slavepige gav Allahs Sendebud til Abu Jahl ibn Hudhayfa al-Adawi. (Hayat al-Sahaba 1/140-141, Usud al-Ghaba 1/362).

I det 8. år efter hijra begyndte forberedelserne til erobringen af Mekka. Allahs Sendebud advarede alle, så Quraysh i Mekka, som var modstanderne, ikke skulle få kendskab til sagen. Selvom den ærede Hatib ikke boede i Mekka, blev han på grund af sit gamle venskab med Quraysh svag over for dem. Han sendte en kvinde fra Muzayna-stammen mod Mekka med et brev, der indeholdt nyheden om Medinas indbyggeres hemmelige forberedelser. Det blev aftalt, at han til gengæld skulle betale kvinden den fastsatte løn. Kvinden skjulte brevet i sin hårfletning og begav sig mod Mekka. Imens blev Allahs Sendebud gennem åbenbaringen underrettet om alt. Straks beordrede han Ali, Zubayr og Miqdad at forfølge kvinden og bringe brevet tilbage. De tre red hurtigt af sted og indhentede kvinden på et sted kaldet »Khaliqa«, eller ifølge en anden overlevering »Rawdat Khakh«. Først gennemsøgte de hendes ridedyr, men fandt intet. Så sagde den ærede Ali til kvinden: »Jeg sværger ved Allah, at Allahs Sendebud ikke har fået falske oplysninger, og at vi heller ikke er blevet løjet for. Enten tager du selv brevet frem, eller også vil vi gennemsøge dig nøgen.« Da kvinden så deres strenghed, sagde hun: »Træd lidt til side.« De trådte til side. Hun løsnede sin hårfletning og tog brevet frem fra den. De tre bragte derefter brevet til Allahs Sendebud. Efter at have læst brevet spurgte Allahs Sendebud forundret: »O Hatib, hvorfor gjorde du dette?« Hatib sagde: »O Allahs Sendebud, træf ikke en forhastet beslutning om mig. Selvom jeg ikke er af Quraysh-stammen, havde jeg i uvidenhedens tid knyttet et nært forhold til dem. Eftersom alle emigranterne hjælper og støtter deres slægtninge og venner i Mekka, ønskede jeg i det mindste at give Quraysh noget til gengæld for den gode behandling, de viser mine slægtninge. Jeg gjorde ikke dette, fordi jeg var blevet frafalden eller havde forladt islam, eller fordi jeg foretrak vantro frem for islam.« (Sahih al-Bukhari, Kitab al-Maghazi).

I en anden overlevering fortælles det, at Hatib sagde: »O Allahs Sendebud! Min familie befinder sig blandt dem. Jeg skrev kun brevet, fordi jeg mente, at det ikke ville skade Allah og Hans Sendebud. Siden jeg antog islam, har jeg ikke næret nogen tvivl om Allah. Men i Mekka var jeg en fremmed, og dér befinder min mor, mine brødre og mine sønner sig.« (Al-Isaba 1/300; Hayat al-Sahaba 2/425).

Efter at have hørt Hatibs forklaring sagde den ærede Allahs Sendebud til de tilstedeværende sahaba: »Han har fortalt sandheden. Derfor må ingen tale fornærmende til ham.« Den ærede Umar sagde: »O Allahs Sendebud! Han har handlet i mistillid til Allah, Sendebudet og muslimerne. Giv mig tilladelse til at hugge hovedet af denne hykler.« Allahs Sendebud sagde: »Deltog han ikke i slaget ved Badr? Allah har givet Badr-krigerne tilladelse og sagt: Gør, hvad I vil; Paradiset er sikret jer.« Umars begge øjne blev fyldt med tårer over denne enestående storsindethed fra barmhjertighedens profet, der er en nåde for alle verdener. (Sahih al-Bukhari, Fadl man shahida Badran).

Det var med anledning af denne hændelse, at dette vers i den hellige Koran blev åbenbaret:

»O I, der har antaget troen! Tag ikke Min fjende og jeres fjende som venner. I omgås dem med venskab, selv om de fornægter den sandhed, der er kommet til jer. (Sura al-Mumtahana 1).

Efter den ædle Allahs Sendebuds (fred være med ham) død sendte den første kalif, Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), ham for anden gang til Muqawqis’ hof og indgik en fredsaftale med Muqawqis. Denne aftale forblev gældende mellem de to parter indtil Hazrat Amr ibn al-As’ (må Allah være tilfreds med ham) erobring af Egypten. (Al-Istiab).

Han døde i Medina i hijri-år 30, 65 år gammel. Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) ledte janazah-bønnen, og hans begravelse blev gennemført under deltagelse af et stort antal mennesker. (Al-Istiab).

At holde sine løfter, gengælde tjenester og tale klart var blandt de fremtrædende træk ved hans karakter. Han nærede en grænseløs omsorg for sine slægtninge og venner. Det brev, han skrev før erobringen af Mekka, blev i det væsentlige skrevet på grund af denne omsorg. Allahs Sendebud (fred være med ham) forstod dette og tilgav ham. Hans temperament var noget barskt. Han behandlede slaverne strengt. Derfor irettesatte Allahs Sendebud (fred være med ham) og de senere kaliffer ham fra tid til anden for at forbedre ham. En gang kom en af hans slaver til den ædle Allahs Sendebud (fred være med ham), klagede over hans hårdhed og sagde: »O Allahs Sendebud, Hatib vil bestemt komme i Helvede.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Du lyver. Den, der deltog i Badr og Hudaybiyyah, kan ikke komme i Helvede.« (Al-Istiab).

Under Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat klagede hans slaver mange gange til kaliffen over hans hårdhed. En gang slagtede en af hans slaver en kamel, der tilhørte en mand fra Muzayna-stammen, og som straf fastsatte han en hård straf for denne slave. Da kaliffen fik det at vide, tilkaldte han ham og sagde: »Jeg har fået at vide, at du lader dine slaver sulte.« Kaliffen advarede ham strengt.

Handel var hans vigtigste indtægtskilde. Han tjente mange penge fra en madbod. Ved sin død efterlod han fire tusind dinarer og mange huse. Nogle har sagt, at tre hadither blev overleveret fra Hatib fra Allahs Sendebud (fred være med ham), mens andre har sagt, at der blev overleveret to hadither.

‘‘Utba ibn Ghazwan (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Utba, og hans tilnavn var Abu Abdillah. Hans far var Ghazwan ibn Jabir. I den førislamiske uvidenhedsperiode var hans stamme allieret med Banu Nawfal ibn Abd Manaf. Utba var blandt de første, der besvarede opfordringen til tawhid ved islams begyndelse. I en tale hævdede han en gang, at han var den syvende muslim. (Usd al-Ghaba-3).

Plaget af de vantros forfølgelse i Mekka deltog han i den anden hijra til Abessinien. Han var da 40 år gammel. Efter at have opholdt sig i Abessinien i nogen tid vendte han tilbage til Mekka og bosatte sig igen der. Den ædle Allahs Sendebud (fred være med ham) var stadig i Mekka. (Al-Istisab, Usd al-Ghaba-3/364).

Da Allahs Sendebud ﷺ emigrerede til Medina, og den militære konflikt mellem vantro og islam begyndte, drog han og Miqdad mod Medina sammen med en qurayshitisk hær. Ikrima ibn Abi Jahl var denne hærs leder. Undervejs havde hæren en mindre træfning med en lille gruppe muslimske mujahidiner fra Medina. Lederen af denne gruppe var Hazrat Ubayda ibn al-Harith. Utba og Miqdad ventede på en passende mulighed. Da lejligheden bød sig, sluttede de sig til mujahidin-gruppen. Efter ankomsten til Medina blev Utba gæst hos Hazrat Abdullah ibn Salama al-Ajlan, og han blev gjort til broder med Hazrat Abu Dujana al-Ansari. (Tabaqat Ibn Sa’d 3/69).

Hazrat Utba ibn Ghazwan var en dygtig bueskytte. Ud over Badr, Uhud og Khandaq deltog han med stort mod i alle de slag, som Allahs Sendebud ﷺ selv deltog i. Han var også medlem af den rekognosceringsgruppe, som Allahs Sendebud ﷺ sendte mod Nakhla under ledelse af Abdullah ibn Jahsh. (Hayatus Sahaba 2/350).

I hijri-år 14 sendte den anden kalif, Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), ham fra Medina med en hær og overdrog ham ansvaret for en ekspedition til Iraks havneby Ubulla, Maysan og de omkringliggende områder. Begivenheden er blevet beskrevet således i forskellige værker: »De troendes leder, Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham), gik efter isha-bønnen i seng for at hvile sig lidt, så han senere på natten kunne gå rundt i byen. Men han kunne ikke falde i søvn. En udsending var kommet med nyheden om, at den besejrede persiske hær havde samlet sig fra sin spredte tilstand for at iværksætte et modangreb. Kaliffen fik desuden at vide, at byen Ubulla nær Basra var den vigtigste kilde til penge og mandskab for den besejrede persiske hær. Kaliffen besluttede at føre et felttog mod Ubulla for at afskære denne kilde til den persiske hær. Men manglen på tilstrækkelig militær styrke stod i vejen for at gennemføre hans beslutning. For på det tidspunkt var næsten alle i Medina, bortset fra ganske få, optaget af felttog på forskellige fronter. Kalif Umar besluttede derfor at anvende sin sædvanlige fremgangsmåde. Den bestod i at afhjælpe manglen på soldater ved at udpege en stærk og kompetent leder. Han tænkte på hærførerne. Efter et stykke tid sagde han til sig selv: ‘Jeg har fundet ham. Ja, jeg har fundet ham.’ Mens han sagde dette, gik han i seng. Det var den mujahid, som krigene ved Badr, Uhud og Khandaq havde kendt. Også Yamama var vidne til hans dygtighed og indsats. I intet slag var hans sværd blevet sløvt, og ingen af hans pile havde forfejlet sit mål. Desuden havde han foretaget to hijraer, og han var den syvende muslim på jordens overflade.«

Om morgenen sagde han: »Lad en af jer hente Utba ibn Ghazwan.« Kaliffen udnævnte ham til leder af en hær på lidt over tre hundrede mand og lovede desuden at støtte ham med yderligere soldater, som skulle følge efter.

Før Utba drog af sted fra Medina med sin hær, gav kalif Umar hærføreren Utba følgende råd:

»Drag af sted med dine ledsagere mod Arab Islands yderste grænse og den del, der ligger nær de ikke-arabiske riger, i tillid til Allahs barmhjertighed og velsignelse. Udvis så meget taqwa som muligt, og husk, at I er på vej ind i fjendeland. Jeg håber, at Allah vil hjælpe dig. Jeg har skrevet til Ala ibn al-Hadrami for at sende Arfaja ibn Harthama for at hjælpe dig. Han er en dygtig mujahid i kampen mod fjenden. Han skal være din rådgiver. Kald de ikke-arabiske folk til Allah. Giv dem, der tager imod kaldet, sikkerhed. Og dem, der afviser det, skal du tvinge til at leve under jizya. Ellers skal sagen afgøres med sværdet. På vejen skal du opmuntre alle de arabiske stammer, som du passerer, til at kæmpe mod fjenden, og frygt Allah under alle omstændigheder. (Usud al-Ghaba 3/364).«

Utba ibn Ghazwan drog af sted med sin hær. Sammen med hæren drog også femten andre kvinder, heriblandt hans hustru og andre soldaters hustruer. De nåede et område med en slags vandplante ved navn Kasba, ikke langt fra byen Ubulla. På det tidspunkt havde de intet, de kunne spise for at overleve. Da de blev ramt af voldsom sult, beordrede Utba nogle af sine mænd til at lede efter noget spiseligt. Der knytter sig en forbløffende historie til deres søgen efter mad. En af dem fortæller:

»Vi gik ind i en tæt jungle for at lede efter mad. Der så vi to sække, som lå på jorden. Den ene var fyldt med dadler, og den anden indeholdt en slags hvide korn med et gyldent ydre lag. Vi trak de to sække hen i nærheden af vores militærlejr. En af os så på sækken med kornene og sagde: ‘Det er gift, som fjenden har efterladt. Ingen må komme i nærheden af den.’ Vi begyndte at spise dadlerne. Imens løb vores hest hen til sækken med kornene og begyndte at spise af den. Vi havde næsten besluttet at slagte hesten, før den døde, så vi kunne spise dens kød.«

Derefter sagde ejeren af hesten til os: »Lad os vente lidt og holde vagt over hesten i nat. Hvis det viser sig, at hesten virkelig er ved at dø, kan vi slagte den.« Men om morgenen så vi, at hesten var helt rask. Da sagde min søster til mig: »Bror, jeg hørte vores far sige, at hvis gift opvarmes over ild og koges, mister den sin virkning.« Så tog hun nogle korn og lagde dem i en gryde, hvorefter hun begyndte at koge dem. Efter et stykke tid kaldte hun på os og sagde: »Se, hvor røde de er blevet.« Hun fjernede skallerne fra kornene og tog de hvide kerner ud. Vi lagde dem i et kar. Utba sagde: »Spis dem, mens I siger bismillah.« Vi spiste dem og opdagede, at de smagte fremragende. Senere erfarede vi, at disse korn hed »ris«.

Denne »Ubulla« lå ved Dajla-floden og var en stærkt befæstet base for fjendens hær. Utba erobrede basen med blot seks hundrede krigere og nogle få kvinder. Deres våben var også meget enkle: pile, sværd, spyd og lignende. Men ved hjælp af intelligens, snarrådighed og mod lykkedes det ham at gøre det umulige.

Utba lavede mange flag til kvinderne og bandt dem fast på spidsen af spyd. Han beordrede dem til at holde dem højt bag de muslimske mujahidiner. Han sagde også til dem: »Når vi nærmer os byen Ubulla, skal I hvirvle så meget støv op, at området omkring os bliver mørkt af støv.«

Da den muslimske hær nærmede sig Ubulla, kom den persiske hær ud af byen og så støvskyer strække sig til horisonten samt utallige flag, der vajede op og ned. De sagde til hinanden: »Det er en fortrop. Bag den er der utallige soldater, og det er dem, der hvirvler støvet op.« Frygt greb deres hjerter, og de blev grebet af panik. De tog, hvad de kunne få fat i, steg om bord på de skibe, der lå for anker i Dajla-floden, og kappes om at flygte. Utba trængte ind i Ubulla uden at miste en eneste af sine mænd. Derefter undertvang han byerne og landsbyerne langs Dajla-floden og lod islams banner vajre højt.

Den muslimske hær fik utallige krigsbytter i Ubulla. Da en af den muslimske hærs soldater kom til Medina, spurgte byens indbyggere ham: »Hvordan har muslimerne det i Ubulla?« Han svarede: »Hvad er det, I spørger om? Ved Allahs ed, da jeg forlod dem, vejede de guld og sølv på vægte.« Da medinanerne hørte dette, satte de kurs mod Ubulla på deres ridedyr.

Efter erobringen af Ubulla tænkte Utba: Hvis hans soldater bor sammen med byens lokale indbyggere i dette fremmede land, vil de meget snart vænne sig til de fremmede skikke og miste deres egenart. Han underrettede kaliffen Umar om sagen og bad om tilladelse til at opføre en militær by på et sted kaldet Basra. Basra lå nær havnen Ubulla, hvor skibe fra Indien og Persien, som sejlede på Den Persiske Golf, lå for anker. Utba drog først til dette sted med otte hundrede mænd og lagde grundstenen til byen Basra. Han udpegede et særskilt kvarter til hver stamme. Ansvaret for opførelsen af den store moské overdrog han til Mihjan ibn al-Adra. Byens huse blev til at begynde med bygget af træ og sten. Derfor blev også den store moské opført af træ. Han byggede dog ikke noget palads til sig selv, men boede i et telt af stof. (Usud al-Ghaba 3/364).

Utba blev udnævnt til den nye bys første guvernør og udførte sit hverv særdeles dygtigt i seks måneder. Men hans asketiske og ubundne forhold til verdslig lykke og rigdom tilskyndede ham til at træde tilbage. Desuden blev han chokeret, da han så Basras muslimers luksuriøse liv. De, som indtil for kort tid siden ikke kendte nogen bedre føde end kogt ris, var nu blevet vant til persiske delikatesser. Han blev bekymret for religionen. På dette tidspunkt holdt han en historisk tale til de mennesker, der var samlet i moskéen. En del af den lyder således:

»Venner! Verden er i bevægelse og forgængelig. Det meste af den er allerede passeret. I vil med sikkerhed blive flyttet fra denne verden til et sted, hvor der ikke findes nogen undergang. Hvorfor tager I så ikke den bedste rejseproviant med jer? Jeg har fået at vide, at hvis en sten bliver kastet fra Helvedes rand, vil den ikke nå bunden selv efter halvfjerds år. Men ved Allahs ed! I vil fylde det. Er I ikke forbløffede? Ved Allahs ed, jeg har fået at vide, at Paradisets porte vil være så brede, at det vil tage fyrre år at krydse afstanden. Men der vil komme en dag, hvor der bliver voldsom trængsel dér. Da jeg antog troen, var der kun seks personer sammen med Allahs Sendebud. Vi var i så yderlig nød og fattigdom, at træernes blade var vores vigtigste middel til at overleve. Af at spise disse blade fik vi sår på læberne. En dag fandt jeg et tæppe. Jeg rev det i stykker og lavede et lændeklæde til mig selv og Sa’d ibn Abi Waqqas. Men i dag er der kommet en tid, hvor hver af os er blevet leder af en eller anden by. Jeg søger Allahs beskyttelse mod en tilstand, hvor jeg anser mig selv for stor, selv om jeg er ringeagtet hos Allah. Profetskabet er afsluttet. Til sidst vil kongedømme blive indført, og meget snart vil I blive sat på prøve med andre ledere. (Musnad Ahmad ibn Hanbal 4/174).

Derefter beordrede Hazrat Utba (må Allah være tilfreds med ham) Hazrat Majashi ibn Masud til at gennemføre militære ekspeditioner i områderne langs Eufrat, og han udnævnte Hazrat Mughira ibn Shu’ba som sin stedfortræder og rejste til Mekka for at udføre hajj. Amir al-Mu’minin, Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), var også til stede dér. Her bad han kaliffen om at blive fritaget for sit ansvar, men kaliffen afslog hans anmodning. Han fremsatte anmodningen gentagne gange, og kaliffen afslog den hver gang. Kaliffen beordrede ham til at vende tilbage til Basra og igen påtage sig ansvaret. Selvom han var uvillig, adlød han kaliffens ordre. På rejsen fra Mekka mod Basra, lige før han steg op på kamelen, bad han meget ydmygt: »Allahumma la taruddani ilaiha, Allahumma la taruddani ilaiha« – »O Allah, lad mig ikke vende tilbage til Basra; O Allah, lad mig ikke vende tilbage dertil.« Den Almægtige Allah besvarede hans bøn. Undervejs faldt han pludselig ned fra kamelen og døde i en alder af femoghalvfjerds år på et sted ved navn Ma’dan Salim. Han døde i hijra-året 17, ifølge en anden overlevering i år 20. Hadither fra Utba ibn Ghazwan er blevet overleveret i Sahih Muslim og andre sunan-værker.

Amir ibn Fuhayra (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Amir, og hans tilnavn var Abu Amr. Hans far hed Fuhayra; ifølge en anden overlevering var Fuhayra hans mors navn. Ibn Hisham siger: »Amir ibn Fuhayra var en ikke-arabisk, sort slave tilhørende Banu Asad. Hazrat Abu Bakr Siddiq købte ham og frigav ham.« (Sirat Ibn Hisham 1/259). Ifølge en anden overlevering var Amir slave hos Tufayl ibn Abdillah fra stammen Azd, som var halvbror til Hazrat Aisha gennem moderen. Amir ibn Fuhayra var den syvende blandt dem, som Hazrat Siddiq Akbar (må Allah være tilfreds med ham) frigav fra slaveriet før hijraen. (Sirat Ibn Hisham 1/318).

Allerede i islams tidligste begyndelse, før Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) søgte tilflugt i Hazrat Arqams hus i Mekka, tog Amir ibn Fuhayra imod invitationen til tawhid. Han var i forvejen en hjælpeløs slave, og da han desuden antog islam, faldt et bjerg af prøvelser over ham. Forskellige former for tortur blev anvendt mod ham. Men trods alle overgrebene stod han fast som et bjerg. Til sidst blev han gennem Hazrat Siddiq Akbars (må Allah være tilfreds med ham) gavmildhed befriet fra slaveriets lænker. (Usud al-Ghaba 3/191).

Da Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sammen med Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) forlod Mekka på vej mod Medina og skjulte sig i hulen på bjerget Thawr, lod Amir ibn Fuhayra hele dagen Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) geder græsse på græsgangene omkring Thawr-bjerget. Han sørgede for, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og Abu Bakr fik mælk at drikke. Samtidig kom Hazrat Abu Bakrs søn, Abd Allah, i al hemmelighed til hulen på Thawr-bjerget hver nat for at informere Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og Siddiq Akbar om forholdene i Mekka. Om morgenen, når han vendte hjem, fulgte Amir efter ham med gedeflokken, så hans fodspor blev udslettet, og ingen skulle få den mindste mistanke. (Sirat Ibn Hisham 1/486, Bukhari – Kitab al-Maghazi).

Derefter forlod Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) hulen på Thawr-bjerget og begav sig mod Medina, og Abu Bakr lod Amir ride bag på sit ridedyr. Således foretog Amir hijra til Medina. I Medina blev han gæst hos Hazrat Sa’d ibn Khuthayma (må Allah være tilfreds med ham), og der blev etableret et religiøst broderskab mellem ham og Hazrat Harith ibn Aws. (Tabaqat Ibn Sa’d 3/164).

Amir var blandt dem, der var kommet fra Mekka til Medina, hvis helbred i begyndelsen ikke kunne tilpasse sig Medinas klima. Han blev alvorligt syg. Ibn Ishaq beretter, at Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) foretog hijra til Medina, var Medina det område på Allahs jord, der havde mest feber. Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) ledsagere blev i stort antal ramt af feber dér. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) boede i samme rum som sine to frigivne slaver, Amir ibn Fuhayra og Bilal. De blev alle ramt af feber. Jeg gik for at se til dem. Dette var før påbuddet om hijab. På grund af den voldsomme feber var de bevidstløse. Efter først at have spurgt til Abu Bakrs helbred gik jeg hen til Amir ibn Fuhayra og spurgte: »Amir, hvordan har du det?« Han svarede ved at fremsige to vers: »Jeg har mødt døden, før jeg smagte den; visselig kommer den feje mands død pludseligt ovenfra. Ethvert menneske forsøger at leve efter sin evne, ligesom koen beskytter sin hud med sine horn.«

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Ved Allahs ed, Amir ved ikke selv, hvad han siger.« Derefter spurgte Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) til Bilals helbred, vendte tilbage til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og fortalte ham om deres tilstand. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad da: »O Allah, gør Medina lige så elsket og kær for os som Mekka eller endnu mere, velsign vores fødevarer dér, og flyt dens sygdomme til et sted ved navn Mahya.« (Sirat Ibn Hisham 1/588–589; Sahih al-Bukhari – kapitlet om Profetens og hans ledsageres hijra).

Rasulullahs ﷺ bøn blev besvaret, og de kom alle til hægterne.

Hazrat Amir ibn Fuhayra deltog i slagene ved Badr og Uhud. Efter slaget ved Uhud kom en mand ved navn Abu Bara Amir ibn Malik til Medina for at besøge Rasulullah ﷺ. Den ærede Guds Sendebud ﷺ fremsatte islams kald for ham, men han hverken accepterede eller afviste det. Han sagde: »Muhammad, hvis du sendte nogle af dine ledsagere til Najds befolkning, og de fremsatte dit kald for najdianerne, tror jeg, at de ville tage imod dit kald.« Rasulullah ﷺ sagde: »Jeg frygter, at de vil angribe dem fra najdianernes side.« Abu Bara sagde: »Jeg garanterer deres sikkerhed. Send folk, og lad dem forkynde kaldet til din religion.« I tillid til hans ord udvalgte den ærede Guds Sendebud ﷺ fyrre, ifølge en anden overlevering halvfjerds, mænd og dannede en gruppe. Hazrat Amir ibn Fuhayra var også blandt dem. På Rasulullahs ﷺ befaling drog denne gruppe fra Medina i den fjerde måned efter slaget ved Uhud, i år 4 efter hijra, og slog lejr på et sted kaldet Bir Ma’una, mellem Banu Amir og Harra Banu Sulaym.

Derefter sendte de gennem Haram ibn Milhan et brev fra Rasulullah ﷺ til Amir ibn Tufayl. Uden at læse brevet dræbte Amir ibn Tufayl sendebudet, Haram ibn Milhan. Derefter angreb han gruppen uventet med hjælp fra Banu Sulaym, Ri’l og Dhakwan og dræbte alle undtagen Ka’b ibn Zayd — ifølge en anden overlevering Amr ibn Umayya al-Damiri, må Allah være tilfreds med ham. Hazrat Ka’b overlevede med nød og næppe, hårdt såret. Senere blev han martyr i slaget ved Khandaq. (Sirat Ibn Hisham 1/183-186)

Da den forræderiske Jabbar ibn Salmas spyd gennemborede Hazrat Amir ibn Fuhayras, må Allah være tilfreds med ham, bryst, kom ordene ubesværet over hans læber: »Fuztu wallahi — ved Allahs ed, jeg har vundet.« Hans legeme sprang op mod himlen. Englene gav det ligklæder og begravede det. For hans rene sjæl blev porten til al-‘Illiyyun åbnet. Da drabsmanden Jabbar ibn Salma så dette mirakuløse syn, blev han målløs af forundring og så dybt påvirket, at han antog islam. Efter denne hjerteskærende begivenhed ved Bir Ma’una reciterede den ærede Guds Sendebud ﷺ qunut al-nazila under morgenbønnen i fyrre dage i træk og bad imod disse drabsmænd. Efter denne begivenhed kom Amir ibn Tufayl til Medina og spurgte Rasulullah ﷺ: »Muhammad, hvem var den mand, som blev løftet op til himlen, så snart han blev ramt af en pil?« Rasulullah ﷺ sagde: »Det var Amir ibn Fuhayra.« (Note: Sirat Ibn Hisham 1/186; Tabaqat Ibn Sa’d – Maghazi).

Hazrat Amir ibn Fuhayras ydre hudfarve var sort som hos de abessiniske afrikanere, og størstedelen af hans fireogtredive år blev tilbragt i slaveri og trældom hos grusomme herrer. Men i karakterens skønhed var han ophøjet. Den tålmodighed og fasthed, han viste under forskellige prøvelser og ulykker, fik hans karakterstyrke til at stråle på en enestående måde. Han var så trofast, at Rasulullah ﷺ stolede på ham i mange kritiske situationer. Hans stærke længsel efter martyrdøden gjorde ham ligeglad med denne verden. Derfor, da hans bryst blev gennemboret af et spyd under sammenstødet ved Bir Ma’una, kom ordene ubesværet over hans læber: »Fuztu wallahi — ved Allahs ed, jeg har vundet.«

Abdullah ibn Suhayl, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Abdullah, og hans tilnavn eller kunya var Abu Suhayl. Hans far var Suhayl, og hans mor var Fakhta bint Amir.

Han antog troen i islams første tid og udvandrede til Abessinien sammen med den anden karavane, der drog mod Abessinien. Efter at have opholdt sig nogen tid i Abessinien vendte han tilbage til Mekka, hvor hans far fængslede ham og udsatte ham for ubarmhjertig tortur. Da Abdullah ikke længere kunne udholde mishandlingen, lod han som om han havde forladt islam og igen var vendt tilbage til et polyteistisk liv eller afgudsdyrkelsen. Hans forældre og Mekkas polyteister blev ud fra hans ydre adfærd overbevist om, at han virkelig havde forladt islam.

Imidlertid forlod Den Ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, Mekka og drog til Medina. Der begyndte at udbryde militære sammenstød mellem Mekka og Medina. Mekkanerne tog Abdullah med som deres våbenfælle for at kæmpe mod muslimerne ved Badr. Men de vidste ikke, at shirkens mørke aldrig kan trænge ind i et hjerte, hvori troens lys én gang er trængt ind. Abdullah havde i virkeligheden aldrig forladt islam. Han ventede blot på en mulighed. Ved Badr sluttede han sig til den muslimske hær.

Ved en pludselig hændelse blev Abdullahs far rasende. For at hævne sig angreb han med voldsom kraft. Men det nyttede ikke noget. Abdullah var nu fri og kæmpede tappert mod sin fars hær, skulder ved skulder med sine trosbrødre. Til sidst sejrede muslimerne. Efter Badr deltog den ærede Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, tappert sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, i alle de berømte slag. Han deltog også i Hudaybiyyah-forliget og i Bayʿat al-Ridwān. (Al-Iṣābah 2/323).

Også ved erobringen af Mekka var den ærede Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, ledsager på Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, rejse. Hans far Suhayl levede stadig i Mekka som vantro. Den ærede Abdullah bad Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, om amān eller sikkerhed for sin far. Hans far Suhayl har berettet følgende om dette: Da Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, trængte ind i Mekka, gik jeg ind i mit hus og lukkede døren. Derefter sendte jeg min søn Abdullah til Muhammad, fred og velsignelser være med ham, for at bede om sikkerhed for mig, for jeg var ikke overbevist om, at jeg ville undgå at blive dræbt. Abdullah gik til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, vil du give min far amān eller sikkerhed?« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ja. Han har fået amān eller sikkerhed fra Allah. Lad ham vise sig.« Derefter sagde Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, til folkene omkring sig: »Ingen må se ned på Suhayl ibn ʿAmr. Ved Allahs ed, han er en ærefuld og forstandig mand. En sådan mand kan aldrig være uvidende om islams skønhed. Nu har han indset, at der ikke er noget godt i det, som han var tilhænger af.«

Den ærede Abdullah gik til sin far og overbragte ham Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, besked og det glædelige budskab. Faderen blev så glad over sin søns lykke, at han udbrød: »Ved Allahs ed, du har været retskaffen både som barn og som voksen.« Efter denne forsikring fra Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, kom Suhayl, stadig tøvende og splittet, til hans hof. Han drog sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, fra Mekka med det formål at deltage i slaget ved Hunayn. Undervejs nåede han frem til et sted ved navn Jiʿrānah, ikke langt fra Mekka, hvor han antog islam. Den ærede Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gav ham hundrede kameler fra krigsbyttet fra Hunayn. (Hayāt al-Ṣaḥābah 1/173–174).

Under kaliffen Abū Bakr al-Ṣiddīqs, må Allah være tilfreds med ham, kalifat opstod der på Den Arabiske Halvø et oprør blandt dem, der nægtede at betale zakāt, og blandt de falske profeter. Den ærede Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, spillede en aktiv rolle i at slå oprøret ned. I år 12 efter hijrah faldt Abdullah som martyr på slagmarken ved Yamāmah i det blodige sammenstød med den falske profet Musaylimah. Ifølge den mest udbredte opfattelse var han blot otteogtredive år gammel, da han døde.

Abdullahs far, Suhayl, levede stadig i Mekka. Efter denne begivenhed kom kaliffen, den ærede Abū Bakr, må Allah være tilfreds med ham, til Mekka for at udføre hajj. Han opsøgte Abdullahs far og forsøgte at trøste ham. Abdullahs far sagde til kaliffen: »Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, har sagt: En martyr vil gå i forbøn for halvfjerds (70) medlemmer af sin familie. Jeg håber, at min søn ikke vil glemme mig på det tidspunkt.«

Zayd ibn al-Khaṭṭāb, må Allah være tilfreds med ham

Han hed Zayd og havde tilnavnet Abū ʿAbd al-Raḥmān. Hans far var al-Khaṭṭāb ibn Nufayl, og hans mor var Asmāʾ bint Wahb. Han var den ærede ʿUmar ibn al-Khaṭṭābs halvbror fra faderens side og var ældre end den ærede ʿUmar. (Usd al-Ghābah 2/228).

Selv om Khattabs hus var præget af frygt på grund af Umars hårde fremfærd i islams første tid, antog Zaid ikke desto mindre islam før Umar og foretog også hijra til Medina sammen med den første karavane af muhajirun. Efter at Hazrat Rasul-e-Karim, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var kommet til Medina, knyttede han et broderskabsbånd mellem Zaid og Ma’n ibn Adi al-Ajlani.

Efter sin ankomst til Medina deltog han for første gang i slaget ved Badr. Derefter deltog han også i Uhud. Han var yderst modig. I hvert slag ønskede han ikke blot sejr, men endnu mere martyrdøden. Ved Uhud kæmpede han med grænseløst mod. På dette tidspunkt bemærkede hans bror Umar, at Zaids rustning var faldet af, og at han ikke ænsede det. Han trængte ind blandt fjendens styrker med ubeskyttet krop. Umar elskede sin bror højt. Han råbte til ham: »Khudh dirʿī, yā Zaid, fa-qātil bihā« – Zaid, tag min rustning her. Tag den på, og kæmp med den.«

Zaid svarede: »Innī urīdu min ash-shahādati mā turīduhu yā Umar« – O Umar, ligesom du ønsker at drikke martyrdødens søde bæger, ønsker jeg det også.« Derefter kæmpede de begge uden rustning. (Tabaqāt Ibn Saʿd 3/275; Hayāt as-Sahābah 1/515; Rijālun hawla ar-Rasūl, s. 344).

Han var til stede ved begivenheden i Hudaybiyyah og aflagde troskabseden ved Hazrat Rasul-e-Karims, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hånd. Desuden deltog han aktivt i slagene ved Khandaq, Hunayn, Awtas og andre. Han ledsagede også Rasulullah, må Allahs fred og velsignelser være med ham, på afskedspilgrimsfærden. Under denne rejse hørte han Rasulullahs, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ord: »Giv jeres slaver og trælkvinder den samme mad, som I selv spiser, og giv dem det samme tøj, som I selv bærer. Hvis de begår en forseelse, og I ikke kan tilgive dem, så sælg dem.« (Tabaqāt 3/274).

Under Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs, må Allah være tilfreds med ham, kalifat deltog Hazrat Zaid sammen med andre i forskellige slag for at udrydde den fitna eller uro, som de frafaldne havde rejst, og han dræbte mange frafaldne med egen hånd. Den berømte frafaldne Nahar ibn Unfuh, hvis frafald Rasulullah, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde forudsagt, mens han stadig var muslim, blev selv dræbt af Hazrat Zaid. Under slaget ved Yamama mod Musaylima al-Kadhdhab blev ansvaret for at bære islams banner lagt på ham. Under slaget udførte Banu Hanifa et så voldsomt angreb, at den muslimske hær kom på randen af nederlag. Nogle soldater flygtede endda fra slagmarken. Dette øgede Zaids mod endnu mere. Han råbte til sine ledsagere: »O folk, bid tænderne sammen og fortsæt med at udslette fjenden. Stå fast. Ved Allahs ed, jeg vil ikke sige et ord, før Allah har besejret dem, eller jeg har mødt Allah. Når jeg møder Allah, vil jeg dér tale til mit eget forsvar.« (Rijālun hawla ar-Rasūl, s. 345). Derefter begyndte han at bede Allah om tilgivelse for sine ledsageres fejl og sagde: »Allāhumma innī aʿtadhiru ilayka min mirāri asḥābī« – O Allah, jeg beder Dig om tilgivelse for, at mine ledsagere flygtede.« (Hayāt as-Sahābah 1/534-535). I denne situation svingede han banneret, trængte gennem fjendens rækker og blev martyr, mens han svingede sit sværd. Efter hans martyrdød tog Salim, må Allah være tilfreds med ham, banneret op. Hazrat Zaid døde i år 12 efter hijra. (Al-Isābah 1/565).

Hazrat Zaid var en af Hazrat Umars, må Allah være tilfreds med ham, højest elskede personer. Ved hans død blev Hazrat Umar dybt bedrøvet. Hver gang en ulykke ramte ham, plejede han at sige: »Jeg har oplevet sorgen over Zaids død og har udvist tålmodighed.« Da Umar, må Allah være tilfreds med ham, så Zaids drabsmand, sagde han: »Må du gå til grunde; du har dræbt min bror. Morgenbrisen bringer hans minde med sig.« (Hayāt as-Sahābah 2/592). Trods sorgen over denne højt elskede brors død mistede han ikke besindelsen. I Medina modtog han sammen med kaliffen Abu Bakr de soldater, der vendte tilbage fra Yamama. Da han hørte om sin brors martyrdød fra dem, udbrød han: »Sabaqanī ilā al-ḥusnayn, aslama qablī wa-istashhada qablī« – Han kom mig i forkøbet i to gode gerninger: Han antog islam før mig og blev martyr før mig.« (Al-Isābah 1/565).

Netop på dette tidspunkt blev også en bror til den berømte arabiske digter Mutammim ibn Nuwayrah dræbt i et slag af Khalid ibn al-Walid. Digteren Mutammim elskede sin bror højt. Til minde om den afdøde bror forfattede han en så sørgmodig elegi, at tårerne strømmede fra tilhørernes øjne, når de hørte den. Ved et tilfælde mødte digteren Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham. Umar spurgte ham: »Hvor dybt sørgede du over din brors død?« Digteren svarede: »På grund af en sygdom begyndte tårerne at løbe fra det ene af mine øjne, og de er ikke holdt op den dag i dag.« Da Hazrat Umar hørte dette, bemærkede han: »Dette er sorgens yderste grænse. Ingen bliver så bedrøvet over den, der er gået bort.« Derefter sagde han: »Må Allah tilgive Zaid. Hvis jeg var digter, ville jeg have skrevet en elegi for ham.« Da digteren Mutammim hørte dette, udbrød han: »Amir al-Mu’minin, hvis min bror var blevet martyr på samme måde som din bror, ville jeg aldrig have fældet en tåre.« Digterens ord bragte Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, en vis trøst. Derefter sagde han: »Ingen har nogensinde sagt mig noget, der var en bedre trøst end dette.« Flere personer har overleveret hadither fra Hazrat Zaid ibn al-Khattab.

Shurahbil ibn Hasana, må Allah være tilfreds med ham

Han hed Shurahbil, og hans kunya eller tilnavn var Abu Abdillah eller Abu Abd al-Rahman. Hans far var Abdullah ibn al-Muta‘, og hans mor var Hasana. Ifølge Abu Amr var Hasana imidlertid navnet på hendes datter. Under alle omstændigheder giftede Shurahbils mor Hasana sig for anden gang med Sufyan al-Ansari, efter at Shurahbils far var død. Derfor blev han kendt under sin mors navn i stedet for sin fars. Der er uenighed om Hasanas afstamning. Nogle har sagt, at hun tilhørte Kinda-stammen, andre at hun tilhørte Tamim-stammen, mens mange mener, at hun tilhørte Banu Jumah-stammen. Han antog islam i Mekka i islams første periode og foretog hijra til Abessinien sammen med de øvrige medlemmer af sin familie. Derefter rejste han derfra til Medina. (Sirat Ibn Hisham 2/364, 369).

Shurahbil opnåede æren af at blive muslim allerede i islams første periode og foretog hijra til Abessinien med den første karavane, der rejste fra Mekka til Abessinien. Derefter kom han direkte fra Abessinien til Medina og slog sig ned hos Banu Khurayq-stammen, som han var beslægtet med gennem sin mor. Der findes ingen nævneværdige historiske oplysninger om hans liv fra ankomsten til Medina og indtil Allahs Sendebuds død. Han kom sandsynligvis til Medina kort før Allahs Sendebuds død. Hans betydningsfulde virke i islams tjeneste begyndte under kaliffen Abu Bakrs kalifat.

I år 12 efter hijra udvalgte kaliffen Abu Bakr de fire bedste soldater i den muslimske hær som kommandører. De var: 1. Amr ibn al-As, 2. Yazid ibn Abi Sufyan, 3. Abu Ubayda ibn al-Jarrah og 4. Shurahbil ibn Hasana. Han udvalgte soldater til hver af dem og fortalte dem også, hvilken rute de skulle følge. Han fastsatte desuden, hvem der efter sejren skulle blive guvernør hvor. Amr skulle være guvernør over Palæstina, Yazid over Damaskus og Shurahbil over Jordan. (Tarikh al-Ummah al-Islamiyyah 1/190-91). I nogle overleveringer nævnes dog fem hærkommandører. Blandt de fire ovennævnte nævnes tre, mens Khalid ibn al-Walid og Iyaz ibn Ghanm al-Fihri nævnes i stedet for Abu Ubayda. (Hayat al-Sahabah 3/684, 1/213). Ibn al-Barqi siger, at kaliffen Umar udnævnte Shurahbil til hersker over en fjerdedel af al-Sham. (Al-Isabah 2/143).

Under felttoget i Syrien var Shurahbil kommanderende officer i slaget ved Bosra. Før slaget udvekslede han synspunkter med sin modstander, lederen Romanus. Da dette ikke førte til noget, var han i færd med at organisere sine soldater og rykke frem, da Khalid ankom. Khalid overtog ansvaret som øverstbefalende, og under hans ledelse indvilligede modstanderen i at betale jizya. (Futuh al-Buldan, s. 119).

Efter Bosra samledes romerne ved Ajnadayn. Khalid rykkede frem for at standse dem. Efter at have tilbagelagt et stykke vej sluttede Shurahbil sig også til ham. Sammen stod de over for den romerske hær, og efter et voldsomt og blodigt sammenstød sejrede den muslimske hær. Under felttoget mod Damaskus var han kommandør for infanteriet, og under belejringen havde han ansvaret for at bevogte en af portene. Han varetog dette ansvar indtil sejren var fuldbyrdet.

Efter erobringen af Damaskus rykkede den muslimske hær frem mod Beisan ad vejen over Fahl. På grund af oversvømmelsen måtte de gøre holdt undervejs ved Fahl. Shurahbil var også med denne hær. Takket være hans årvågenhed blev den muslimske hær reddet fra en alvorlig fare. Romerne havde i virkeligheden brudt en dæmning ved havet og skabt en oversvømmelse i området mellem Fahl og Beisan. Den muslimske hær gjorde holdt og slog lejr ved Fahl. I denne vanskelige situation holdt Shurahbil vagt over lejren hele natten, så romerne ikke kunne foretage et overraskelsesangreb. Og ganske rigtigt angreb romerne en dag pludselig bagfra, men på grund af Shurahbils fremsynethed og årvågenhed blev romerne besejret.

Efter Fahl rykkede Shurahbil og Amr ibn al-As frem mod Beisan. Beisans indbyggere havde set, hvad der var sket ved Fahl, og i stedet for at gå i åben kamp lukkede de borgens porte. Så snart Shurahbil nåede Beisan, belejrede han borgen. Belejringen fortsatte i lang tid. En dag forsøgte nogle få mænd at komme ud fra borgen og angribe, men de blev dræbt. Til sidst sluttede de fred på samme betingelser som Damaskus. Derefter sendte indbyggerne i Tiberias en delegation til Shurahbil og indgik en aftale. Herefter lagde Shurahbil hele Jordan-området og alle byerne omkring det under islamisk styre, næsten uden modstand og uden blodsudgydelse.

Under felttoget ved Yarmuk trak den muslimske hær sig sammen fra alle Syriens områder og samledes ved Yarmuk. Shurahbil kom også dertil. Han og Yazid ibn Abu Sufyan slog lejr samme sted. Khalid var felttogets sipa-salar, det vil sige øverstbefalende. Han opdelte hele hæren efter en helt ny metode i seksogtredive enheder og underlagde hver enhed en officer. Ansvaret for højre og venstre fløj blev overdraget til Amr ibn al-As og Shurahbil ibn Hasana. Da den muslimske hær under dette slag vaklede efter romernes første angreb, og mange flygtede fra slagmarken, stod Shurahbil stadig fast. Han kæmpede i dette slag, som om han satte sit liv på spil.

I det 18. hijri-år var den muslimske hær engageret i felttoget i Syrien. På dette tidspunkt opstod der en pestepidemi i Irak, Syrien og Egypten. Amr ibn al-As sagde: »Denne pest er Allahs straf. Derfor bør I sprede jer i forskellige dale og bjergpas.« Da Shurahbil hørte dette, blev han meget vred. Han sagde: »Amr har ikke talt sandt. Selv da jeg var sammen med Allahs Sendebud, var Amr mere vildfaren end kamelerne i hans familie. Denne pest er i virkeligheden en bøn fra jeres profeter, en barmhjertighed fra Herren, og mange sandfærdige mennesker blandt jeres forgængere er døde af den.« (Hayatus-Sahaba 2/581). Han var et menneske, der fuldstændig satte sin lid til Allah. Derfor mente han ikke, at det var rigtigt at forlade stedet af frygt for sygdommen. Han forlod ikke stedet. Det berettes, at Hazrat Mu’adh ibn Jabal, Abu Ubayda, Shurahbil ibn Hasana og Abu Malik al-Ash’ari blev ramt af pesten samme dag. (Hayatus-Sahaba 2/582). Under denne pest i Amwas døde Hazrat Shurahbil ibn Hasana, sammen med mange andre, i en alder af 67 år. Ibn Yunus siger imidlertid, at Allahs Sendebud sendte Shurahbil til Egypten, og at han døde dér. (Al-Isaba 2/143).

Ibn Yunus’ opfattelse synes af forskellige grunde ikke at være antagelig.

Selv om hele Hazrat Shurahbils liv blev tilbragt i Abessinien og senere på jihadens slagmarker, stod han ikke på nogen måde tilbage, når det gjaldt at overlevere Allahs Sendebuds hadither. Han overleverede en hel del hadither.

Det er overleveret fra Shifa bint Abdullah. Hun siger: »Jeg gik til Allahs Sendebud for at bede om en form for almisse. Men han erklærede, at han ikke var i stand til at give almisse, mens jeg fortsatte med at insistere. Imens kom tiden for bønnen. Jeg gik ud fra Allahs Sendebuds nærvær og gik til min datters hus. Shurahbil ibn Hasanas hustru er min datter. Jeg fandt Shurahbil hjemme. Jeg sagde til ham: ›Bønnetiden er kommet, og du sidder hjemme?‹ Jeg begyndte at bebrejde ham. Da sagde han: ›Bebrejd mig ikke. Jeg har kun ét stykke tøj, og selv det har Allahs Sendebud lånt.‹ Jeg sagde: ›Måtte min far og mor ofres for ham! Hele dagen har jeg i dag skændtes med Allahs Sendebud, uden overhovedet at have forstået hans sørgelige tilstand.‹ Shurahbil siger: ›Allahs Sendebud havde kun ét stykke tøj; vi har lappet det.‹« (Hayatus-Sahaba 1/326).

Abu al-As ibn ar-Rabi, måtte Allah være tilfreds med ham

Der er stor uenighed i historien om Abu al-As’ egentlige navn. Blandt de nævnte navne er Laqit, Hisham, Mihsham, Yasir og Yasim. Hans kunya eller tilnavn var imidlertid Abu al-As, og det er under dette navn, han er kendt i historien. Hans far var Rabi ibn Abd al-Uzza, og hans mor var Hala bint Khuwaylid, Hazrat Khadijas søster. Fordi han var søn af grenen Abd Shams i Quraysh-stammen, blev han kort sagt kaldt »Abshami«. Abu al-As havde fri adgang til sin moster Hazrat Khadijas og sin onkel Allahs Sendebuds hjem. Han var meget højt elsket af dem. Abu al-As trådte gradvist ind i ungdomsalderen. Hans tiltalende ansigt betog alle. På grund af sin ædle afstamning, arabiske tapperhed, stærke selvrespekt og andre egenskaber indtog han en særlig position blandt Mekkas unge på den tid. Desuden udviklede den særlige egenskab hos Quraysh, som er nævnt i Koranen—deres rejser om vinteren og sommeren, hvor deres handelskaravaner rejser mod Yemen om vinteren og mod Levanten om sommeren—sig fuldt ud hos Abu al-As. Hans handelskaravaner rejste hele tiden mellem Mekka og Levanten. En sådan karavane omfattede mindst hundrede kameler og to hundrede mænd. På grund af hans forretningssans, ærlighed og pålidelighed betroede folk ham trygt deres varer. Ibn Ishaq siger: »Med hensyn til rigdom, pålidelighed og handel var han på det tidspunkt en af Mekkas få fremtrædende mænd.« (Al-Isaba 4/122).

Tiden gik sin gang. Imens voksede Zaynab, Muhammads ældste datter, op. Mekkas fornemme unge mænd blev ivrige efter at få hende som livsledsager. Og hvordan skulle de ikke blive ivrige? Zaynab var datter af den fornemste gren af Mekkas Quraysh-stamme. Hun var ikke blot højt anset på grund af sine forældre, men også den mest rene og dydige med hensyn til karakter, dannelse og god opførsel. Er det alle forundt at få håb om en sådan brud? Til sidst blev den unge mand Abu al-As ibn ar-Rabi, hendes fætter på mødrene side, velsignet med denne ære.

Få år efter Abu al-As’ ægteskab med Zaynab, måtte Allah være tilfreds med hende, modtog Muhammad, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, profetskabet. Han blev sendt med den sande religion og vejledning. Han fik befaling om at bringe religionens budskab til sine nærmeste slægtninge. Hazrat Khadija, måtte Allah være tilfreds med hende, og hendes døtre—nemlig Zaynab, Ruqayya, Umm Kulthum og Fatima, måtte Allah være tilfreds med dem—troede på Allahs Sendebud. Fatima var dog stadig meget lille. Allahs Sendebuds svigersøn Abu al-As elskede og respekterede sin hustru Zaynab højt. Men han var ikke villig til at forlade sine forfædres religion og antage sin elskede hustrus nye religion. Sådan fortsatte situationen. Imens begyndte der en alvorlig konflikt mellem Allahs Sendebud og Quraysh. Quraysh sagde til hinanden:

“Må I gå til grunde! Ved at gifte jer med Muhammed påtager I jer hans bekymringer. Hvis I sendte alle disse kvinder tilbage til ham, ville han lade jer være og kun beskæftige sig med dem.” Mange af dem tilsluttede sig dette og sagde: “Det er jo et fremragende argument!” Så gik de alle til Abu al-As og sagde: “Abu al-As, vi vil gifte dig med den qurayshitiske skønhed, du ønsker.” Abu al-As sagde: “Ved Allahs ed! Nej, det kan ikke komme på tale. Jeg kan ikke forlade min hustru. Selv hvis alle andre kvinder blev givet til mig i stedet for hende, ville jeg ikke ønske det.”

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte sine to andre døtre, Ruqayya og Umm Kulthum, bort fra deres ægtemænds hjem og tilbage til deres far. Den Ædle Sendebud blev meget glad, da hans døtre vendte tilbage, efter at deres ægtemænd havde forladt dem. I sit hjerte ønskede han, at Abu al-As også ville sende Zaynab bort ligesom de to andre svigersønner. Eftersom Allahs Sendebud ikke havde mulighed for at befri Zaynab fra Abu al-As, og ægteskab mellem troende kvinder og polyteister endnu ikke var blevet erklæret forbudt, forholdt han sig tavs.

Tiden gik hurtigt. Den Ædle Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udvandrede til Medina. De militære sammenstød med Quraysh begyndte. Quraysh samlede sig ved Badr for at kæmpe mod muslimerne. Trods sin store modvilje drog Abu al-As med Quraysh til Badr, for hans position blandt Quraysh gjorde det umuligt for ham at blive hjemme. Ved Badr led Quraysh et ynkeligt nederlag. Flere af deres ledere blev dræbt, og et stort antal krigere blev taget til fange, mens resten flygtede for at redde livet. Hvilken grusom ironi, at Allahs Sendebuds svigersøn Abu al-As også var blandt disse fanger. Ibn Ishaq siger, at Abdullah ibn az-Zubayr ibn an-Nu’man tog ham til fange ved Badr. Ifølge al-Waqidi blev han imidlertid taget til fange af Khirash ibn Simmah. (Al-Isaba 4/122)

Muslimerne besluttede, at fangerne fra Badr skulle løslades mod løsepenge. Afhængigt af fangernes sociale status og af, om de var rige eller fattige, blev løsepengene fastsat til mellem et tusind og fire tusind dirham. Fangernes repræsentanter begyndte at rejse frem og tilbage mellem Mekka og Medina med de fastsatte løsepenge. Zaynab, Profetens datter, sendte en udsending til Medina med løsepengene for sin ægtemand Abu al-As. Ifølge al-Waqidi var det hans bror Amr ibn Rabi, der kom til Medina med Abu al-As’ løsepenge. Zaynab sendte ikke dirham som løsepenge, men en halskæde. Hendes mor, Khadija, havde givet hende denne halskæde som bryllupsgave. Da den Ædle Sendebud så halskæden, blev han straks bedrøvet og dækkede sit sørgmodige ansigt med et tyndt stykke stof. Minderne om hans elskede hustru og datter steg frem i hans sind.

Efter et stykke tid sagde den Ædle Sendebud til sine ledsagere: “Zaynab har sendt denne halskæde som løsepenge for sin ægtemand. Hvis I ønsker det, kan I løslade hendes fange og give hende halskæden tilbage.” Ledsagerne sagde: “Allahs Sendebud, vi vil gøre det for at behage dig.” Ledsagerne gav deres samtykke. Men før Allahs Sendebud løslod Abu al-As, krævede han af ham et løfte om, at han straks efter sin tilbagekomst til Mekka ville sende Zaynab til Medina.

Så snart Abu al-As var vendt tilbage til Mekka, begyndte han at træffe forberedelser for at opfylde sit løfte. Han bad sin hustru Zaynab gøre sig klar til rejsen. Han sagde også til Zaynab, at hendes fars udsendinge ventede ikke langt fra Mekka for at hente hende. Da Abu al-As havde gjort alle rejseforberedelserne for sin hustru færdige, tilkaldte han sin bror Amr, ifølge en anden overlevering Kinana, bad ham rejse sammen med Zaynab og overgive hende til de ventende udsendinge.

Ibn Ishaq siger, at da rejseforberedelserne var afsluttet, bragte Zaynabs svoger, Kinana ibn Rabi, en kamel og gjorde den klar. Zaynab satte sig i kamelens hawdaj. Kinana hængte sin bue over skulderen, tog sit kogger i hånden og forlod Mekka midt på dagen. Der opstod stor uro blandt Quraysh. De satte efter dem og indhentede dem kort derfra i dalen Dhi Tuwa. Sira-værkerne indeholder forskellige beretninger om denne begivenhed. Her nævnes nogle af dem. Kinana ibn Rabi blev rasende over Qurayshs opførsel, tog buen ned fra skulderen, holdt den i hånden, lagde koggeret foran sig og sagde: “Hvis nogen af jer forsøger at nærme sig Zaynab, vil hans bryst blive mål for mine pile.” Kinana var en dygtig bueskytte, og hans pile ramte normalt altid deres mål. Da Abu Sufyan ibn Harb hørte dette fra Kinana, gik han hen til ham og sagde: “Nevø, sænk den pil, du har rettet mod os, så vi kan tale med dig.” Abu Sufyan sagde: “Det, du har gjort, er ikke rigtigt. Du er draget ud med Zaynab offentligt foran folk, mens vi blot sidder og ser på. Alle indbyggere i Arabien ved, hvilken ulykke der ramte os ved Badr, og hvor stor en katastrofe Zaynabs far har påført os. Hvis du på denne måde fører hans datter bort offentligt lige for næsen af os, vil alle betragte os som kujoner, og alle vil anse denne handling for en ydmygelse af os. Tag Zaynab tilbage til huset. Lad hende blive hos sin ægtemand i nogen tid. Når folk begynder at sige, at vi har forhindret Zaynab i at forlade Mekka, skal du i hemmelighed føre hende til hendes far.”

Kinana, eller ifølge en anden overlevering Amr, indvilligede i dette, og Zaynab vendte tilbage til Mekka. Nogle dage senere forlod han igen Mekka med Zaynab i nattens mørke og overgav hende på det aftalte sted til hendes fars udsendinge, sådan som hans bror havde befalet.

At-Tabarani har overleveret fra Urwah ibn az-Zubayr: En mand drog af sted sammen med Zaynab, Allahs Sendebuds datter, men to mænd fra Quraysh forfulgte dem og indhentede dem. De overmandede manden, der ledsagede Zaynab, og kastede ham ned fra kamelen. Zaynab blev slynget ned på en sten. Hendes krop blev flænset, og hun begyndte at bløde. I denne tilstand førte de Zaynab til Abu Sufyan. Abu Sufyan overgav hende til kvinderne fra Banu Hashim. Senere udvandrede hun til Medina. På grund af de smerter, Zaynab havde fået, da hun blev kastet ned fra kamelen, følte hun disse smerter resten af sit liv og døde til sidst af dem. Derfor anså folk hende for at være martyr. (Hayatus Sahaba 1/371).

Det er overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende: Zaynab, Allahs Sendebuds datter, drog fra Mekka mod Medina sammen med Kinanah. Mekkanerne forfulgte dem. Habbār ibn al-Aswad var den første, der indhentede Zaynab. Da han skød på Zaynabs kamel, faldt hun ned og kom til skade. Hun var gravid. På grund af denne skade mistede hun barnet. Derefter begyndte Banu Hashim og Banu Umayyah at strides om Zaynab. Til sidst kom hun til at opholde sig hos Hind bint Utbah. Hind sagde ofte til hende: »Denne ulykke er sket dig på grund af din far.«

En dag sagde Allahs Sendebud ﷺ til Zayd ibn Harithah: »Kan du hente Zaynab?« Zayd indvilligede. Den ærede Allahs Sendebud ﷺ gav Zayd en ring og sagde: »Tag denne med. Den skal bringes til Zaynab.« Zayd begav sig mod Mekka med ringen. I udkanten af Mekka så han en hyrde vogte geder. Han spurgte hyrden: »Hvem er du hyrde for?« Hyrden svarede: »For Abu al-As.« Han spurgte igen: »Hvis geder er det?« Han svarede: »Zaynab bint Muhammads.« Zayd fulgtes et stykke med hyrden. Derefter sagde han til ham: »Hvis jeg giver dig noget, vil du så bringe det til Zaynab?« Han indvilligede. Zayd gav ham ringen, og hyrden bragte den til Zaynab.

Zaynab spurgte hyrden: »Hvem gav dig denne?« Han svarede: »En mand.« Hun spurgte igen: »Hvor forlod du ham?« Han svarede: »På det og det sted.« Zaynab sagde ikke noget. I nattens mørke gik Zaynab i al hemmelighed derhen. Zayd sagde til hende: »Stig op på min kamel og sæt dig foran mig.« Zaynab afslog og sagde: »Nej, De skal selv sidde foran mig.« Således sad Zaynab bag Zayd og nåede frem til Medina. Den ærede Allahs Sendebud ﷺ plejede ofte at sige: »Min bedste datter har lidt for min skyld.« (Hayatus Sahaba 1/371-372).

Efter adskillelsen fra sin hustru Zaynab tilbragte Abu al-As flere år i Mekka. Kort før Allahs Sendebud ﷺ erobrede Mekka, drog han til Syrien med en handelskaravane. Efter at have afsluttet handelen var han på vej tilbage til Mekka. Karavanen bestod af et hundrede kameler og omkring et hundrede og halvfjerds mænd. Da de befandt sig nær Medina, foretog en lille patruljestyrke, der var blevet sendt fra Medina under ledelse af Zayd ibn Harithah, et overraskelsesangreb på dem og tog alle mændene til fange sammen med kamelerne og førte dem til Medina. Abu al-As formåede dog at flygte.

Ifølge Musa ibn Uqbah var det imidlertid Abu Basir og hans mænd, der angreb Abu al-As’ karavane. Det skal bemærkes, at Abu Basir og nogle andre efter Hudaybiyyah-forliget tog islam til sig. Men i henhold til forligets betingelser nægtede medinanerne at tage imod dem. Derfor flygtede de fra Mekka og slog sig ned i området ved Rødehavets kyst. De begyndte at foretage overraskelsesangreb på Mekkas handelskaravaner. På grund af frygten for dem var Qurayshs handelsvirksomhed i Mekka ved at gå i stå. Mekkas Quraysh blev tvunget til at bede Allahs Sendebud ﷺ om at tage dem tilbage til Medina. (Al-Isabah 4/122).

Under alle omstændigheder flygtede Abu al-As ikke til Mekka, men trængte i nattens mørke i frygt og hemmelighed ind i Medina og gik direkte til Zaynab for at bede om beskyttelse. Zaynab forsikrede ham om, at han var under hendes beskyttelse.

Natten gik. Da den ærede Allahs Sendebud ﷺ gik til moskeen for morgenbønnen, stillede han sig i mihraben og indledte bønnen med takbiren »Allahu akbar«. De bedende bag ham havde også afsluttet takbiren. Netop da lød Zaynabs stemme fra kvindernes række bagved: »Folk! Jeg er Zaynab, Muhammads datter. Jeg har givet Abu al-As beskyttelse; giv også I ham beskyttelse.«

Efter at have afsluttet salām vendte Allahs Sendebud, fred være med ham, sig mod folkene og spurgte: »Har I også hørt det, jeg har hørt?«

Folkene svarede: »Ja, Allahs Sendebud!« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, jeg kendte intet til denne sag. Hun har givet ham beskyttelse på alle muslimers vegne.« Derefter gik han hjem og sagde til sin datter: »Behandl Abu al-ʿĀṣ med ære. Men vid, at du ikke længere er tilladt for ham.« Så tilkaldte Allahs Sendebud, fred være med ham, de mænd fra hæren, som havde taget Abu al-ʿĀṣ’ karavanekameler og folk til fange. Han sagde til dem: »I kender denne mands anseelse blandt os. I har taget hans handelsvarer. Hvis I behandler ham venligt og giver ham hans ejendele tilbage, vil det glæde mig. Hvis I ikke ønsker det, har jeg ingen indvendinger. I kan beholde disse varer som en gave fra Allah. I har større ret til dem.« De sagde alle: »Hør, Abu al-ʿĀṣ! Du er en anset mand blandt Quraysh, Allahs Sendebuds fætter og hans svigersøn. Gør dette: Antag islam og bliv i Medina med disse varer, der tilhører Makkas indbyggere. Du vil leve meget bekvemt.« Abu al-ʿĀṣ sagde: »Det, I siger, er meget forkert. Skal jeg begynde mit liv i min nye religion med bedrag?«

Abu al-ʿĀṣ bragte sin karavane tilbage og nåede frem til Mekka. Efter at have givet hver enkelt person dennes ejendele sagde han: »O Quraysh-folk! Har I noget som helst til gode hos mig?« De svarede: »Nej. Må Allah belønne dig med det bedste. Vi har fundet dig som en fremragende mand, der holder sine løfter.«

Abu al-ʿĀṣ fortsatte: »Jeg har fuldt ud opfyldt jeres rettigheder. Nu erklærer jeg: Ashhadu an lā ilāha illallāhu wa anna Muhammadan rasūlullāh – jeg bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad sandelig er Allahs Sendebud.«

Mens jeg opholdt mig i Medina, kunne jeg have fremsagt denne erklæring. Men det gjorde jeg ikke, fordi I så kunne tro, at jeg kun gjorde det for at tilegne mig jeres ejendele efter at have givet dem tilbage. Da Allah gav mig mulighed for at tilbagelevere hver enkelt af jeres ejendele, og jeg var blevet fri for mit ansvar, erklærer jeg nu min islam.«

Derefter forlod Abu al-ʿĀṣ Mekka og begav sig til Medina, hvor han trådte frem for Allahs Sendebud. Allahs ædle Sendebud tog imod ham med ære og overgav også hans hustru Zaynab til ham. Allahs ædle Sendebud plejede ofte at sige om ham: »Han talte sandt, da han talte til mig. Han gav mig et løfte og holdt det.«

Efter at Hazrat Abu al-ʿĀṣ havde antaget islam, fik han ikke mulighed for at deltage i nogen krig sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham. Han døde i måneden Dhū al-Hijjah i år 12 efter hijra under Hazrat Abū Bakrs kalifat. Ifølge Ibn Mundah blev han dog martyr i slaget ved Yamāmah. (Al-Iṣābah 4/123, al-Istīʿāb).

Allahs Sendebud, fred være med ham, holdt meget af Zaynab og Abu al-ʿĀṣ’ datter Umāmah. Det er blevet overleveret, at han plejede at bære hende på sine skuldre under bønnen.

Umair ibn Wahab (må Allah være tilfreds med ham):

Hans navn var Umair, og hans kunya eller tilnavn var Abu Umaiya. Hans far var Wahab, og hans mor var Ummu Sakhila. Han var en af Qurayshs fremtrædende og modige ledere. Før islam var han en bitter fjende af islam og Allahs Sendebud. Han var en skarpsindig person med et skarpt og dybt blik samt en fremragende evne til at forstå ting.

Han sluttede sig til Qurayshs hær fra Mekka i slaget ved Badr, og kort før slaget begyndte, gav Qurayshs hær ham til opgave at vurdere den muslimske hærs styrke. Han red rundt på sin hest omkring den muslimske hær og vendte tilbage til Qurayshs lejr, hvor han meddelte: »De er omkring tre hundrede. Det kan være lidt færre eller lidt flere.« Hans vurdering var korrekt. Quraysh spurgte ham: »Er der mulighed for, at de får forstærkninger bagfra?« Han svarede: »Jeg har ikke set noget sådant. Men, Quraysh! Jeg har set deres kameler bære en hård død. De har intet andet til at forsvare sig med end deres sværd, og de har heller ingen steder at søge ly. Ved Allah, jeg har på fornemmelsen, at hvis I dræber én af dem, vil én af jer også blive dræbt. Hvilken fordel er der så, hvis lige så mange af jer som af dem skal blive dræbt? Tænk nu over, hvad I vil gøre.« For at få Quraysh til at afstå fra kampen sagde han også: »Mændene fra Medina har ansigter som slanger; selv den mest intense tørst får dem ikke til at vakle. De er i stand til at kæmpe mod os og tage hævn. Mænd med strålende ansigter som jer bør ikke gå i kamp mod dem.«

Mange af Qurayshs ledere blev påvirket af hans ord. De var næsten begyndt at beslutte sig for at vende tilbage til Mekka. Men Abu Jahl satte sig imod deres beslutning. Hans hjerte brændte af misundelse og krigens ild. Ved Allahs vilje blev Abu Jahl den første, der pustede til denne krig. Sammen med mange andre blev også Wahab, Umairs søn, taget til fange af den muslimske hær.

Umair ibn Wahab forlod sin søn Wahab som fange hos muslimerne og vendte selv i live tilbage fra Badr til Mekka. Han frygtede, at den mishandling, han i Mekka havde udsat Allahs Sendebud og hans ledsagere for, måske ville blive hævnet på hans tilfangetagne søn. Efter sin hjemkomst til Mekka gik han en morgen ud fra sit hus og begav sig mod Kabaen for at udføre tawaf og kaste sig ned for afguderne. Der så han Safwan ibn Umayya sidde på pladsen ved Kabaen. Han gik hen til Safwan og sagde:

– Godmorgen, Qurayshs leder.

– Godmorgen, Abu Wahab. Sæt dig, lad os tale lidt. Når man taler, går tiden lidt hurtigere. Umair satte sig ved siden af Safwan. De talte om situationen ved Badr og den ulykke, der havde ramt dem dér, og de talte de personer, som var blevet taget til fange ved Badr af Muhammad og hans ledsagere. De sørgede over de Quraysh-ledere, som var blevet dræbt ved Badr, kastet i brønden Qalib og dækket til med jord.

På et tidspunkt sagde Safwan ibn Umayya følelsesladet og ophidset: »Ved Allah, efter at de er blevet dræbt på denne måde, føles intet længere godt.« Umair sagde:

– Du har talt sandt. Efter et øjebliks tavshed sagde han igen: Jeg sværger ved Kabas Herre: Hvis jeg ikke havde været tynget af gæld og ansvar for min familie, ville jeg straks tage til Medina, gøre det af med Muhammed og sætte en stopper for alle hans onde gerninger. Så sænkede han stemmen en smule og sagde: »Min søn Wahab er jo taget til fange hos dem dér. Hvis jeg tager derhen, vil ingen fatte mistanke.«

Safwan ibn Umayya lod ikke denne mulighed gå fra sig. Han så på Umayr og sagde: »Umayr, jeg påtager mig ansvaret for al din gæld, uanset hvor stor den er. Og så længe jeg lever, og så længe din familie lever, skal de bo hos mig. Jeg mangler ikke penge eller rigdom. De skal leve lykkeligt.«

Umayr sagde:

– Lad vores samtale forblive hemmelig, så ingen får kendskab til den.

Safwan sagde:

– Det skal den.

Umayr rejste sig fra området omkring Kabaen og gik hjem. Hans hjerte brændte af hævnlyst mod Muhammed. Han begyndte at gøre sig klar til at føre sin beslutning ud i livet. Ingen fattede den mindste mistanke om hans forberedelser til rejsen, for delegationer fór på den tid frem og tilbage mellem Mekka og Medina med løsepenge for at få fangerne fra Badr løsladt.

Umayr sleb sit sværd og dyppede det i en stærk gift. Et ridedyr blev gjort klar. Han steg op på det og satte kurs mod Medina. Hans hjerte var da brændende af had og fjendskab.

Da Umair nåede frem til Medina, satte han direkte kurs mod moskeen. Han steg af sit ridedyr ved moskeens port.

Imens sad Hadhrat Umar ibn al-Khattab og nogle af sahabaerne ved moskeens port og talte om begivenhederne ved Badr. De førte en livlig samtale om, hvordan Quraysh-folkene blev dræbt, hvordan de forskellige blev taget til fange, og hvordan muhajirun og ansar hver især havde udvist heltemod og tapperhed.

Pludselig fik Hadhrat Umar øje på Umair. Han var steget af sit ridedyr og var på vej direkte mod moskeen. Hans sværd hang over skulderen. Umar udbrød forskrækket: »Det er jo den hund, Allahs fjende Umair ibn Wahb. Ved Allah, hans hensigt er ikke god. I Mekka ophidsede han altid de vantro imod os. Før slaget ved Badr var han Mekkas spion.« Han vendte sig mod sine ledsagere og sagde:

»Gå hen til Allahs Sendebud, og bliv omkring ham, så denne syndefulde mand ikke kan bedrage ham på nogen måde.«

Umar løb hen til Allahs Sendebud og sagde: »Allahs Sendebud, Allahs fjende Umair er kommet med sværdet hængende over skulderen. Jeg tror ikke, han er kommet uden en eller anden ond hensigt.«

Allahs Sendebud sagde:

»Bring ham til mig.«

Hadhrat Umar gik hen imod Umair, greb fat i hans klædning ved halsen med den ene hånd og pressede hans nakke mod sværdets fæste med den anden, hvorefter han førte ham frem for Allahs Sendebud. Da Allahs Sendebud så ham i denne tilstand, beordrede han Umar til at slippe ham. Umar slap ham. På Allahs Sendebuds befaling trådte Umar også væk fra ham. Allahs Sendebud sagde til Umair: »Umair, kom lidt nærmere.«

ʿUmayr gik lidt nærmere og sagde: »Godmorgen.«

I det førislamiske Arabien hilste folk på denne måde.

Allahs Sendebud sagde: »ʿUmayr, Allah har æret os ved at lære os en bedre hilsen end din. Gennem salām har Allah ophøjet vores rang. Denne salām er Paradisets beboeres hilsen.«

ʿUmayr sagde: »Vores hilsen er heller ikke ukendt for dig.«

Allahs Sendebud spurgte: »Hvad er du kommet for?«

»Jeg er kommet for at få den fange, som er hos jer, løsladt. Når alt kommer til alt, er du jo også fra samme slægt og samme stamme som os. Vis mig nåde i hans sag.«

»Hvorfor hænger dette sværd så om din hals?«

»Må Allah lade dette sværd bringe ulykke. Hvad gavn gjorde dette sværd os i Badr?«

Jeg glemte at tage det af halsen, da jeg steg ned fra ridedyret. Det blev siddende sådan.

—Umayr, fortæl mig sandheden: Hvorfor er du kommet?

—Jeg er udelukkende kommet for at få en fange løsladt. Allahs sendebud ﷺ sagde: »Hvilken aftale har du indgået med Safwan?«

Ved dette spørgsmål blev Umayr meget bange. Han spurgte tilbage: »Hvilken aftale har jeg indgået?«

Allahs sendebud ﷺ sagde: »Du og Safwan ibn Umayya sad på Kabaens område og talte om de dræbte Quraysh-ledere, som var blevet kastet i Kalib-brønden. Du sagde: Hvis jeg ikke havde en gældsbyrde om halsen og ansvaret for min familie, ville jeg tage til Medina og dræbe Muhammad. På betingelse af, at du dræber mig, har Safwan påtaget sig alle dine forpligtelser. Allah står imellem dig og dit forehavende.«

Umayr blev målløs et øjeblik. Da han kom til sig selv, udbrød han: »Ashhadu annaka rasulullah« — Jeg bevidner, at du i sandhed er Allahs sendebud. O Allahs sendebud, vi plejede at afvise de budskaber fra himlen, som du bragte til os, og den åbenbaring, der blev sendt ned til dig. Men den samtale, jeg havde med Safwan, kender ingen andre end ham og mig. Ved Allahs ed er jeg nu overbevist om, at ingen anden end Allah har givet dig denne viden. Alhamdulillah, al lovprisning tilkommer Allah, som har ført mig til dig, for at du kunne vejlede mig. Derefter gentog han: »Ashhadu an la ilaha illallah wa anna Muhammadan rasulullah.«

Allahs ædle sendebud ﷺ befalede sine ledsagere: »Lær jeres bror Umayr religionen, lær ham Koranen, og løslad hans fange.«

Før han antog islam, var Umayr en af Qurayshs fremmeste »satans« eller ledere. Efter at være blevet muslim blev han en fremtrædende hawari eller ledsager i islam. Efter hans islamantagelse sagde Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, sværger jeg: Da Umayr viste sig i Medina, var selv en gris ikke kærere for mig end ham. Men i dag er han mig kærere end noget af mine egne børn.« (Rijalun hawla ar-Rasul, s. 325)

Efter at have antaget islam blev Umayr optaget af at rense sig selv gennem islamisk undervisning og fylde sit hjerte med Koranens lys. Han glemte næsten Mekka og dem, han havde efterladt dér.

Imens drømte Safwan ibn Umayya hver dag farverige drømme i sit indre. Han gik rundt til Qurayshs forskellige samlingssteder i Mekka og sagde: »Snart vil en stor glædelig nyhed nå jer. Den vil give jer trøst efter Badr.«

Safwans ventetid blev længere og længere. Først blev han noget bekymret, siden blev han rastløs. Han begyndte at standse enhver karavane eller rytter, der kom fra Medina, og spørge om Umayr. Men ingen kunne give ham et tilfredsstillende svar. Så mødte han en rytter, der kom fra Medina. I sin store nysgerrighed spurgte Safwan ham straks: »Er der ikke sket noget nyt i Medina?« Manden svarede: »Jo, der er sket noget meget stort.« Safwans ansigt strålede, og hans hjerte og sind var nær ved at briste af glæde og jubel. Straks spurgte han igen: »Fortæl mig nu lidt mere om, hvad der er sket.« Manden sagde: »Umayr har antaget islam. Han får undervisning i den nye religion dér og lærer Koranen.« Det var, som om Safwans verden blev vendt på hovedet. Det var, som om lynet havde slået ned i hans hoved. Han havde troet, at selv hvis alle mennesker i verden antog islam, ville Umayr aldrig antage islam.

Så snart han havde antaget islam, forstod Umayr på rette vis det ansvar, som denne religion medførte. Han indså, at han måtte bruge lige så mange kræfter på at tjene denne religion, som han havde brugt på at bekæmpe den. I samme omfang, som han havde spredt løgne imod denne religion, måtte han kalde mennesker til den. Hvor højt han elskede Allah og Hans Sendebud, måtte han bevise gennem oprigtighed, jihad og lydighed.

Efter i nogen tid at have modtaget undervisning og åndelig oplæring i islam i Medina kom Umayr en dag til Allahs Sendebud og sagde: »Allahs Sendebud, jeg har tilbragt en stor del af mit liv med at forsøge at slukke Allahs lys og med at undertrykke og mishandle islams tilhængere. Jeg ønsker, hvis du giver mig tilladelse, at tage til Mekka og kalde Quraysh til Allah og Hans Sendebud. Hvis de accepterer min da’wah, vil det være en meget god gerning. Men hvis de afviser den, vil jeg påføre dem den samme smerte, som jeg tidligere påførte Allahs Sendebuds ledsagere.«

Allahs Sendebud gav ham tilladelse. En dag vendte Umayr tilbage til Mekka med sværdet hængende over skulderen og iført krigsudrustning. Det første menneske, han mødte i Mekka, var Safwan ibn Umayya, og han sagde: »Safwan, du er en af lederne i Mekka og en af Qurayshs største lærde. Mener du virkelig, at det er religion, når I tilbeder sten og slagter dyr i afgudernes navn? Jeg bevidner derimod, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud.« Safwan gjorde sig klar til at kaste sig over Umayr, men Umayrs sværd stoppede ham effektivt. I vrede og sorg kastede Safwan nogle uanstændige skældsord efter Umayr og gik sin vej.

Således vendte Umayr tilbage til Mekka som muslim. Få dage tidligere havde han forladt Mekka som polyteist, men da han nu trådte ind i Mekka igen, så han ud præcis som Umar havde set ud den dag, han antog islam. Efter at have antaget islam havde Umar råbt: »Ved Allah, jeg sværger, at på hvert eneste sted, hvor jeg sad, mens jeg var i kufr, vil jeg også sidde, mens jeg har iman.«

På dette område fulgte Umayr så at sige Umar som sin leder. Dag og nat fortsatte han med at kalde folk til islam i Mekkas gader og stræder. På blot nogle få uger antog et stort antal mennesker troen gennem Umayr. Før slaget ved Uhud tog han igen til Medina sammen med denne gruppe af troende. Han deltog sammen med Allahs Sendebud i alle ekspeditioner, herunder Uhud, Khandaq og erobringen af Mekka.

På dagen for erobringen af Mekka glemte Umayr ikke sin ven og ledsager Safwan. Efter at Allahs Sendebud (fred være med ham) var ankommet til Mekka, flygtede Safwan af frygt for sit liv fra Mekka og nåede Jeddah ad vejen mod Yemen. Da Umayr hørte dette, blev han dybt bedrøvet. Han besluttede fast at redde Safwan fra Satans greb. Han skyndte sig til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: »O Allahs profet! Safwan ibn Umayya er en leder blandt sit folk. Han er flygtet fra Mekka af frygt for dig. Han vil kaste sig i havet. Giv ham sikkerhed på mine vegne.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Han er i sikkerhed.« Umayr sagde: »O Allahs Sendebud, giv mig et tegn, hvorved det kan forstås, at du har givet ham sikkerhed.« Allahs Sendebud (fred være med ham) gav ham den kappe, som han havde haft over hovedet, da han trådte ind i Mekka.

Umayr ibn Zubayr beretter:

»Umayr tog kappen med sig. Da han nåede frem til Safwan, var denne i færd med at gøre sig klar til at krydse havet. Han sagde: »Safwan, måtte min mor og far ofres for dig! Ødelæg ikke dig selv på denne måde. Her har jeg bragt dig Allahs Sendebuds sikkerhed.

Safwan sagde:

»Må du gå til grunde. Gå væk fra mig. Tal ikke med mig.« Umayr sagde: »Safwan! Måtte min mor og far ofres for dig. Allahs Sendebud (fred være med ham) er sandelig det bedste af alle mennesker. Han er også det mest fromme og tålmodige menneske. Hans ære er din værdighed.« Safwan sagde: »Jeg frygter for mit liv.« Umayr sagde: »Han er endnu mere overbærende og ærefuld end det.«

Umayr (må Allah være tilfreds med ham) bragte Safwan med sig til Allahs Sendebuds (fred være med ham) nærvær. Safwan sagde: »Denne mand mener, at du har givet mig sikkerhed.«

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Han har talt sandt.«

Safwan sagde: »Giv mig to måneders frist.«

Allahs Sendebud sagde: »Du får en frist på fire måneder.«

Efter få dage antog Safwan, må Allah være tilfreds med ham, islam. (Rijalun Hawla ar-Rasul, 325; Hayatus-Sahaba, 1)

Under Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, kalifat bistod Umayr, må Allah være tilfreds med ham, kaliffen i alle vigtige anliggender. Under Umars, må Allah være tilfreds med ham, kalifat ledede Amr ibn al-As, må Allah være tilfreds med ham, felttoget mod Egypten. Da erobringen af Alexandria trak ud, sendte Umar, må Allah være tilfreds med ham, ti tusind soldater fra Medina under ledelse af fire fremragende hærførere for at hjælpe ham. En af disse fire hærførere var Umayr ibn Wahb, må Allah være tilfreds med ham.

Umar instruerede Amr ibn al-As om de fire hærførere, at han skulle placere dem i front under angrebet. Gennem deres indsats lykkedes felttoget mod Alexandria. Efter erobringen af Alexandria underlagde han på Amrs befaling store områder af Egypten. Han døde hen imod slutningen af Umars, må Allah være tilfreds med ham, kalifat.

Salama ibn al-Akwa, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Sinan, og hans far var Amr ibn al-Akwa. Der er uenighed om hans kunya, altså tilnavn. Blandt de nævnte er Abu Muslim, Abu Iyās og Abu Amir. Tilnavnet Abu Iyās, efter hans søn Iyās, er dog det mest kendte. (Al-Istiab)

Biografiforskerne er tavse om tidspunktet for Salamas antagelse af islam. Det er dog historisk fastslået, at han antog islam før det sjette hijri-år og også udvandrede til Medina. De fleste muhajirun udvandrede sammen med deres familier; men Salama, må Allah være tilfreds med ham, udvandrede til fordel for Allahs sag efter at have forladt sin hustru og sine børn.

Efter sin ankomst til Medina deltog han i næsten alle slag. I forbindelse med Hudaybiyya-våbenhvilen har Bay’at ar-Ridwan, eller Bay’at ash-Shajara, en særlig betydning i islams historie. Under begivenhederne ved Hudaybiyya i det sjette hijri-år hørte den ædle Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, nyheden om Uthmans martyrdød i hænderne på Mekkas vantro. Da han derefter aflagde dødseden med de muslimer, der var ankommet til Hudaybiyya sammen med Allahs Sendebud, aflagde Salama, må Allah være tilfreds med ham, troskabseden tre gange ved Allahs Sendebuds hånd. Han fortæller: »Under træet ved Hudaybiyya aflagde jeg dødseden ved Allahs Sendebuds hånd. Derefter gik jeg til side. Da menneskemængden var blevet noget mindre, så Allahs Sendebud mig og sagde: ‘Salama, hvad er der sket med dig? Du har jo ikke aflagt eden.’ Jeg svarede: ‘Allahs Sendebud, jeg har allerede aflagt eden.’ Sendebudet sagde: ‘Hvad gør det? Aflæg den én gang til.’ Jeg aflagde eden igen. På dette tidspunkt gav Allahs Sendebud ham et skjold. Derefter kom han igen inden for Allahs Sendebuds synsfelt. Han spurgte: ‘Salama, vil du ikke aflægge eden?’ Salama svarede: ‘Allahs Sendebud, jeg har allerede aflagt eden to gange.’ Han sagde: ‘Aflæg den én gang til.’ Salama aflagde eden for tredje gang. Denne gang spurgte Allahs Sendebud: ‘Salama, hvad har du gjort med skjoldet?’ Han svarede: ‘Min onkel stod helt ubevæbnet, så jeg gav det til ham.’ Da Allahs Sendebud hørte dette, brød han ud i latter og sagde: ‘Dit eksempel er som den mands, der beder: O Allah, skænk mig en ven, som er mig kærere end mit eget liv.’«

Mens troskabseden til Allahs Sendebud ﷺ blev aflagt i Hudaybiyya, indgik muslimerne en fredsaftale med Mekkas indbyggere. Muslimerne åndede lettet op og begyndte at omfavne hinanden. Salama lå trygt under et træ. På det tidspunkt kom fire polyteister og satte sig ved siden af ham. De begyndte at tale om Allahs Sendebud ﷺ på en måde, som han ikke ønskede at høre. Han rejste sig og satte sig under et andet træ. Efter at han havde flyttet sig, lagde de fire polyteister deres våben fra sig og lagde sig ned. Pludselig råbte en: »Muhajirun, kom hurtigt! Ibn Zanīm er blevet dræbt.« Så snart Salama hørte råbet, tog han et våben og løb hen imod de fire polyteister. De lå stadig ned. Salama tog deres våben i sin besiddelse og sagde: »Hvis I vil jer selv det godt, så følg lige efter mig. Ved Allahs ed, hvis nogen løfter hovedet, stikker jeg hans øjne ud.« Han førte dem med sig og mødte frem hos Allahs Sendebud ﷺ. Salamas onkel kom også med omkring 70–71 tilfangetagne polyteister. Den ædle Profet ﷺ løslod dem alle. Det var i forbindelse med denne begivenhed, at dette vers fra Koranen blev åbenbaret:

»Og Han er den, der efter at have givet jer sejr over de vantro på Mekkas land, holdt deres hænder tilbage fra jer og jeres hænder tilbage fra dem.« (Sura al-Fath/3).

Da muslimernes karavane var på vej tilbage til Medina, slog den lejr nær et bjerg. Polyteisterne havde nogle onde hensigter. Allahs ædle Sendebud ﷺ blev informeret om dette. Han fandt det nødvendigt at holde vagt ved lejren. Han bad om tilgivelse for den, der ville sidde vagt på bjerget. Salama blev velsignet med denne ære. Hele natten besteg han gentagne gange bjerget for at forsøge at høre fjendens fodtrin.

Nogle af Allahs ædle Sendebuds ﷺ kameler græssede på græsningsarealet ved Dhi Qarwā. En dag foretog folk fra Banū Ghatafān, eller ifølge en anden overlevering Banū Fazāra, et overraskelsesangreb, dræbte hyrden og bortførte kamelerne. Salama ibn al-Akwaʿ befandt sig lige i nærheden af stedet. Sent på natten var han gået ud, da en slave tilhørende ʿAbd ar-Rahmān ibn ʿAwf fortalte ham, at Allahs Sendebuds ﷺ kameler var blevet bortført. Salama sendte ʿAbd ar-Rahmāns slave til Medina for at underrette Allahs Sendebud ﷺ. Selv besteg han en bjergtop og råbte »Yā Sabāhāh!« (et advarselsråb om fjendens angreb) så højt, at råbet nåede fra den ene ende af Medina til den anden. Alene satte han efter røverne. De ledte efter vand, og netop da nåede han frem til dem. Han var en dygtig bueskytte. Han skød med præcise sigtemidler, mens han sagte mumlede:

»Jeg er søn af al-Akwaʿ

I dag er dagen for de usle.«

Det vil sige: »Jeg er al-Akwaʿs søn – i dag er dagen, hvor de usle tilintetgøres.« Han angreb på en sådan måde, at røverne flygtede og efterlod kamelerne. De blev så forvirrede, at de også kastede deres kapper fra sig. Imens ankom Allahs ædle Sendebud ﷺ sammen med flere folk. Salama sagde: »O Allahs Sendebud, jeg lod dem ikke drikke vand. Hvis vi straks sætter efter dem, kan vi indhente dem.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Efter at have besejret dem, så tilgiv dem.« (Bukhari, Kitāb al-Maghāzī, kapitlet om ekspeditionen til Dhi Qarwah; Sīrat Ibn Hishām 2/281–82; Hayāt as-Sahābah 1/559–61). Begivenheden er blevet gengivet på forskellige måder i forskellige værker.

I slaget ved Khaybar udviste han et enestående mod. Efter sejren ved Khaybar vendte han tilbage til Medina hånd i hånd med Allahs ædle Sendebud ﷺ.

Efter Khaybar deltog han i slagene mod Thaqīf og Hawāzin. Under dette felttog kom en mand ridende på en kamel til den muslimske militærlejr, bandt kamelen og sluttede sig stille til de muslimske soldater under morgenmåltidet. Derefter kastede han et årvågent blik omkring sig, vurderede muslimernes styrke, steg igen op på kamelen og forsvandt hurtigt. Da han var kommet og derefter igen var forsvundet på denne måde, blev muslimerne overbevist om, at han var en spion. En mand satte efter ham. Salama fulgte også efter ham og løb foran, indhentede manden og dræbte ham med ét sværdslag. Derefter vendte han tilbage med den dræbtes ridedyr. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, spurgte: »Hvem dræbte manden?« Folkene svarede: »Salama.« Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, erklærede: »Alt, hvad den dræbte ejede, tilfalder ham.« I det 7. år efter hijra sendte Hazrat Allahs Ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, en hær under Abu Bakrs ledelse mod Banū Kilāb. Salama var også med i denne hær. Under dette felttog dræbte han alene syv personer. Han tog mange af kvinderne blandt dem, der var flygtet, til fange og førte dem med sig. Blandt disse fanger var der også en smuk pige. Hazrat Abu Bakr overlod pigen til Hazrat Salamas ansvar. Hazrat Salama førte pigen til Medina. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Overlad pigen til mig.« Salama overgav pigen til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, befriede til gengæld for denne pige de muslimer, der var blevet taget til fange af de vantro.

Efter Hazrat Salama ibn al-Aqwā, må Allah være tilfreds med ham, havde antaget islam, deltog han i næsten alle de slag, der blev udkæmpet mod de vantro. Ifølge nogle overleveringer deltog han i i alt fjorten slag: syv som ledsager af Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og de resterende syv i forskellige felttog, som Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, havde sendt ud. Ifølge en overlevering i al-Mustadrak var antallet af slag, han deltog i, i alt seksten. Engang sagde han: »Jeg deltog i syv slag sammen med Allahs Sendebud og i ni sammen med Zayd ibn Hāritha.« (Rijālūn hawla ar-Rasūl, s. 555)

Blandt infanteristerne, som kæmpede med buer og spyd, var Salama en af de dygtigste. Når fjendens soldater angreb, trak han sig tilbage. Men når fjenden trak sig tilbage eller hvilede, iværksatte han et overraskelsesangreb. Dette var hans krigstaktik. Ved at anvende denne taktik besejrede han alene den hær, der under ledelse af ʿUyayna ibn Ḥiṣn al-Fiẓārī førte krig i slaget ved Dhū Qarad, i udkanten af Medina. Alene forfulgte han dem, angreb dem og slog deres angreb tilbage. På denne måde drev han dem langt bort fra Medina.

Med hensyn til tapperhed og mod, og især hurtighed i løb, indtog Salama en fremtrædende plads blandt sahabaerne. Forfatteren til al-Iṣāba skriver: »Han var en af de tapreste og hurtigere end en hest.« Under våbenhvilen ved Hudaybiyya, eller ifølge en anden opfattelse under felttoget ved Dhū Qarad, roste Allahs Ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ham med ordene: »Den bedste af vores fodfolk er Salama ibn al-Aqwā.« (Rijālūn hawla ar-Rasūl, s. 555)

Hazrat Salama var en yderst stærk mand. Det var, som om han ikke kendte til sorg og smerte. Men under slaget ved Khaybar stod han ved liget af sin bror, eller ifølge en anden opfattelse sin farbror, Hazrat ʿĀmir ibn al-Aqwā, og nyn­nede en sørgmodig sang. Dens sidste vers lød således: »(O Allah,) lad ro dale ned over os, og gør vores fødder faste, når vi står ansigt til ansigt med fjenden.«

Under dette slag ved Khaybar slog hans bror ʿĀmir med stor kraft en vantro med sit sværd. Men slaget glippede, ramte hans egen krop, og derved døde han som martyr. Efter denne hændelse bemærkede nogle af muslimerne: »Stakkels ʿĀmir – han blev berøvet martyrdødens lykke.« Netop denne dag, da Salama ligesom de andre fik den tanke, at hans bror var blevet berøvet belønningen for jihad og martyrdøden, blev han dybt bedrøvet og nedslået. Han løb hen til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og spurgte:

»O Allahs Sendebud, er alle ʿĀmirs gode gerninger gået til spilde? Er det rigtigt?«

Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, sagde:

-Han blev dræbt som mujahid. Han har to belønninger til gode. Nu svømmer han i Paradisets floder. (Rijalun hawlar-Rasul: 555-556).

Hazrat Salama blev i Medina fra Hazrat Rasul-e-Karims død og indtil Hazrat Uthmans martyrdød. Efter drabet på Hazrat Uthman indså denne tapre mujahid, at døren til fitna eller indbyrdes strid blandt den muslimske nation var blevet åbnet. En mand, der hele sit liv havde kæmpet mod de vantro sammen med sine brødre, kunne nu ikke med rette gribe til våben mod disse brødre. Den dygtighed, hvormed han havde vundet Rasulullahs ros ved at kæmpe mod polyteisterne, kunne på ingen måde anvendes til at kæmpe mod en troende eller dræbe en muslim.

Efter denne erkendelse læssede han sine ejendele på en kamel, forlod Medina og drog direkte til Rabza. Her blev han boende resten af sit liv. Det var også i Rabza, at Hazrat Abu Dharr al-Ghifari tidligere var slået sig ned efter at have forladt Medina, og det var her, han havde draget sit sidste åndedrag.

Hazrat Salama tilbragte resten af sit liv i Rabza. Få dage før sin død fik han pludselig et stærkt ønske om at tage til Medina. Han tog til Medina. Efter at have tilbragt to dage dér døde han pludseligt på den tredje dag. Således blev han begravet i sin Habibs hellige land, ved siden af martyrerne og de sandfærdige venner. (Rijalun hawlar-Rasul: 556-557).

Historikerne er uenige om året for hans død. Ifølge den korrekte opfattelse døde han i år 74 efter hijra. Ifølge en anden opfattelse var hans dødsår 64 efter hijra. Waqidi og hans tilhængere mente, at han levede i firs år. Ibn Hajar siger, at Waqidis opfattelse ikke er korrekt i forhold til den første opfattelse af dødsåret. For i så fald ville hans alder på tidspunktet for troskabsløftet ved Hudaybiyya have været omkring ti år. Og i den alder kan man ikke aflægge troskabsløftet til døden. Desuden har jeg set hos Ibn Sad, at han døde mod slutningen af Hazrat Muawiyas kalifat. Baladhuri nævner også dette. (Al-Isaba: 2/67).

Hazrat Salama havde mulighed for at opnå et nært samvær med Rasulullah. Han opnåede også den ære at ledsage Rasulullah på mange ekspeditioner. Han gjorde fuldt ud brug af denne mulighed. Desuden overleverede han hadither fra Abu Bakr, Umar, Uthman og Talha. Antallet af hadither, han overleverede, er syvoghalvfjerds (77). Seksten af dem er muttafaq alayhi, det vil sige overleveret af både Bukhari og Muslim. Fem er overleveret udelukkende af Bukhari og ni udelukkende af Muslim. (Tahdhib al-Kamal: 148). Blandt dem, der overleverede hadither fra ham, var især Yas ibn Salama, Yazid ibn Ubayd, Abd al-Rahman ibn Abdullah og Muhammad ibn Hanafiyya.

Hazrat Salama var gavmild, når det gjaldt at bruge penge på Allahs vej. Hvis nogen bad ham om noget for Allahs skyld, sendte han dem ikke tomhændede bort. Han plejede at sige: »Hvis man ikke giver for Allahs skyld, hvor skal man så give?« Han brød sig dog ikke om selv at bede om noget for Allahs skyld.

Han betragtede sadaqas midler som haram for sig selv. Hvis han havde mistanke om, at noget var sadaqa, holdt han sig fra det. Derfor brød han sig heller ikke om igen at købe noget for penge, som han selv havde givet som sadaqa.

Han var så omhyggelig med, hvad der er haram og halal, at han ikke lod børnene lege nogen leg, der lignede hasardspil.

Salama, måtte Allah være tilfreds med ham, var en af de sahaba, der afgav fatwaer i Medina. Ibn Saʿd har overleveret fra Ziyad ibn Mina. Han siger: Ibn Abbas, Ibn Umar, Abu Saʿid al-Khudri, Abu Hurayra, Abdullah ibn Amr ibn al-As, Jabir ibn Abdullah, Rafiʿ ibn Khadij, Salama ibn al-Akwaʿ og flere andre sahaba afgav fatwaer i Medina. (Hayatus-Sahaba 3/254).

Imam Bukhari har i værket »Al-Adab al-Mufrad« (s. 144) overleveret fra Abd al-Rahman ibn Razin. Han siger: Vi var på vej gennem Rabdha. Vi fik at vide, at Salama ibn al-Akwaʿ var her. Jeg gik hen til ham og hilste på ham. Han viste os begge sine hænder og sagde: »Jeg aflagde troskabseden til Allahs Sendebud med disse to hænder.« Han rakte den ene hånd frem. Hånden var så stor som en kamelpote. (Hayatus-Sahaba 2/498-499).

En gang blev Salama, måtte Allah være tilfreds med ham, spurgt: »Hvad aflagde I troskabsed til Allahs Sendebud på ved Hudaybiyyas dag?« Han svarede: »Mawt«, det vil sige døden. (Al-Istiʿab, Hayatus-Sahaba 1/249).

Salamas søn, Iyas, måtte Allah være tilfreds med ham, fremhævede på fremragende vis sin fars fortrin og særpræg med blot én sætning. Han sagde: »Ma kadzaba abi qattu« – »Min far har aldrig løjet.« (Rijalun hawla ar-Rasul 554).

Denne ene egenskab er tilstrækkelig til, at et menneske kan opnå den højeste rang blandt sandfærdige mennesker. Han viste et eksempel på denne oprigtighed på hvert eneste trin i sit liv.

Forfatteren til værket »Al-Istiʿab fi Asmaʾ al-Ashab«, Abu Umar Yusuf al-Qurtubi, har via Ibn Ishaq nævnt en usædvanlig fortælling om Salama, måtte Allah være tilfreds med ham. Ibn Ishaq siger: »Jeg har hørt, at Salama var den person, som en ulv talte med. Salama sagde: Jeg så en ulv jage en hjort. Jeg forfulgte den og tog hjorten ud af dens mund. Da sagde ulven: ’Hvad er der i vejen med dig? Jeg vil blot spise den forsørgelse, Allah har givet mig. Den er heller ikke din ejendom, så du kan rive den ud af min mund.’ Salama siger: Jeg sagde: ’O Allahs tjenere, se dette usædvanlige! Ulven taler.’ Da ulven hørte mine ord, sagde den: ’Endnu mere forunderligt er det, at Allahs Sendebud kalder jer til at tilbede Allah, mens I afviser det og skynder jer mod afgudsdyrkelse.’ Salama siger: Derefter mødte jeg op hos Allahs Sendebud og antog islam. Allah ved bedst, hvem denne ulv var.« (Al-Istiʿab).

Abu Salama ibn Abd al-Asad, måtte Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Abdullah, og hans kunya eller tilnavn var Abu Salama. Hans far var Abd al-Asad, og hans mor var Barra bint Abd al-Muttalib. Han var Rasūlullāhs ﷺ fætter på fædrene side. Ifølge den korrekte overlevering var han desuden Rasūlullāhs ﷺ mælkebror. Abu Lahabs slavinde Suwaiba ammede Rasūlullāh ﷺ, Hamza og Abu Salama. (Sīrat Ibn Hisham 2/96).

Han sluttede sig til de troendes gruppe, før den ædle Rasūl ﷺ tog ophold i Arqām ibn Abī al-Arqāms hus. Efter at Hazrat Abu Bakr رضي الله عنه havde antaget islam, inviterede han først Uthman ibn Affan, Talha ibn Ubaydullah, Zubayr ibn al-Awwam og Sa’d ibn Abi Waqqas til islam. Han bragte dem alle til Rasūlullāhs ﷺ tjeneste, og de antog alle islam sammen. Den følgende dag bragte han Uthman ibn Maz’un, Abu Ubayda ibn al-Jarrah, Abd al-Rahman ibn Awf, Abu Salama og al-Arqam ibn Abi al-Arqam til Rasūlullāh ﷺ. De antog også islam sammen. (Al-Bidaya 3/29). Hans hustru, Hazrat Umm Salama, fulgte også ham. (Usd al-Ghaba 5/281).

Han og hans hustru Umm Salama foretog hijra sammen med den første gruppe, der udvandrede til Habasha. Det var på Habashas jord, at deres datter Zaynab bint Abi Salama blev født. (Sīrat Ibn Hisham 1/322, 326). Efter nogen tid forlod han Habasha og rejste ind i Mekka under beskyttelse af Abu Talib ibn Abd al-Muttalib. Nogle mænd fra Banu Makhzum kom til Abu Talib og sagde klagende: »Abu Talib, du beskytter din nevø Muhammad mod os. Giver du nu også en af vore egne mænd beskyttelse?« Abu Talib svarede: »Han har bedt mig om beskyttelse. Desuden er han min søsters søn. Hvis jeg ikke kan beskytte min søsters søn, kan jeg heller ikke beskytte min brors søn.« På et tidspunkt rejste Abu Lahab sig og sagde: »Qurayshs folk! I går for langt over for denne gamle mand. Hvis I ikke holder op, vil vi stille os ved denne gamle mands side.« På grund af Abu Lahabs ord trak mændene fra Banu Makhzum sig tilbage. (Sīrat Ibn Hisham 1/369, 371). Anden gang foretog han hijra til Habasha sammen med sin hustru. Efter sin sidste tilbagevenden fra Habasha til Mekka rejste han efter nogen tid igen til Medina.

Hazrat Umm Salama, Abu Salamas hustru, fortæller om deres hijra til Medina: Efter at Abu Salama havde besluttet at foretage hijra til Medina, gjorde han sin kamel klar. Han satte mig på kamelens ryg og anbragte min søn Salama på mit skød. Derefter tog han fat i kamelens tøjle og begyndte at trække den af sted. Mænd fra min fædrene stamme, Banu Mughira, blokerede hans vej og sagde: »Du kan gøre, hvad du vil med hensyn til dig selv, men vi vil ikke lade denne pige fra vores familie rejse til et fremmed sted sammen med dig.« De rev mig med sig. Da blev Abu Salamas stamme, Banu Abd al-Asad, vrede. De sagde: »Når I har taget jeres pige fra ham, vil vi ikke lade vores barn, altså Salama, blive hos hans mor.« De tog min søn med sig. Jeg var tilbageholdt hos min fædrene stamme, Banu Mughira, mit lille barn Salama var hos hans fædrene stamme, Banu Abd al-Asad, og min mand Abu Salama var i Medina. Således skilte de os ad.

Hver dag gik jeg til Abtah-dalen i Mekka og sad dér og græd. I næsten et år fældede jeg tårer. Endelig fik en mand fra min fædrene stamme en dag medlidenhed med mig, da han så mig i denne tilstand. Han sagde til Banu Mughira: »Vil I ikke lade denne ulykkelige kvinde forlade Mekka? Hvorfor plager I hende ved at holde hende adskilt fra sin mand og sit barn på denne måde?« Da sagde Banu Mughira til mig: »Hvis du ønsker det, kan du rejse til din mand.« Banu Abd al-Asad gav også min søn tilbage. Jeg steg op på en kamel og begav mig ad vejen til Medina, hvor min mand var. Der var ingen anden af Allahs tjenere sammen med mig. Da jeg nåede Tan’im, mødte jeg Uthman ibn Talha. Han spurgte mig: »Abu Umayyas datter, hvor skal du hen?« Jeg svarede: »Til min mand i Medina.« Han spurgte: »Er der ingen med dig?« Jeg svarede: »Ingen andre end Allah.« Han tog fat i min kamels tøjle og gik til fods, og han fulgte mig helt til landsbyen Banu Amr ibn Awf ved Quba i Medinas udkant. Så sagde han: »Din mand bor her.« Efter at have sagt dette tog han igen vejen til Mekka. Her blev jeg genforenet med min mand. Denne Uthman ibn Talha antog islam efter Hudaybiyya-forliget. (Hayat al-Sahaba 1/358-359).

Hazrat Abu Salama foretog hijra til Medina et år før Yathribs indbyggere aflagde troskabseden til Rasūlullāh ﷺ ved Aqaba. (Sīrat Ibn Hisham 1/468). Ifølge en overlevering hos al-Bukhari var han den første Muhajir, der rejste til Medina. I en anden overlevering siges det imidlertid, at Mus’ab ibn Umayr var den første Muhajir til Medina. Allama Ibn Hajar, som søgte at forene de to overleveringer, siger: Da Abu Salama vendte tilbage fra Habasha til Mekka, begyndte Mekkas polyteister igen at forfølge ham. Han rejste derfor til Medina af frygt for Quraysh, ikke med henblik på permanent bosættelse dér. Mus’ab ibn Umayr rejste derimod til Medina, efter at befalingen om hijra var kommet. Derfor er der i virkeligheden ingen modsigelse mellem de to overleveringer. (Fath al-Bari 7/203).

Den dag, Abu Salama ankom til Medina, var den 10. Muharram. Amr ibn Awfs slægt beværtede ham i hele to måneder. Da den ædle Rasūl ﷺ kom til Medina, etablerede han et mu’akhāt- eller broderskabsbånd mellem Hazrat Khusayma al-Ansari og Abu Salama og gav dem også et stykke jord, hvor de kunne bo hver for sig.

Han spillede en modig rolle i slagene ved Badr og Uhud. Under slaget ved Uhud trængte en pil fra Abu Usama Jushami ind i hans arm. Efter en måneds lang behandling var såret tilsyneladende helet, men der udviklede sig en skade indvendigt. I denne tilstand blev han sat til at lede ekspeditionen til Qatan.

‘Katan’ er navnet på et bjerg. Banu Asad havde en bosættelse her. Hazrat Allahs Sendebud ﷺ fik at vide, at Tulayha og Asad ibn Khuwaylid ophidsede deres egen stamme og andre stammer, som de havde indflydelse på, til krig mod Medina. Allahs Sendebud ﷺ besluttede at standse denne aktivitet. Han samlede en styrke på et hundrede og halvtreds mujahidun fra muhajirun og ansar og beordrede dem til at marchere mod ‘Katan’ under Abu Salamas ledelse i Muharram/Safar i det fjerde hijri-år. Da Allahs Sendebud ﷺ overrakte Abu Salama banneret, sagde han: »Drag af sted. Spred Banu Asad, før de når at samle sig.«

Hazrat Abu Salama rykkede frem ad en lidt kendt rute og ankom pludselig til Banu Asads bebyggelse. De blev så forvirrede over dette pludselige angreb, at de begyndte at flygte. Abu Salama delte sin styrke i tre grupper og beordrede dem til at forfølge fjenden. De forfulgte dem over en lang afstand og fik mange kameler samt får og geder som krigsbytte. Alt krigsbyttet blev overgivet til Allahs Sendebud ﷺ i Medina.

Hazrat Abu Salama vendte tilbage til Medina fra felttoget mod ‘Katar’. Imidlertid begyndte giften igen at virke i såret fra pilen, han var blevet ramt af under slaget ved Uhud. Efter at have været syg i nogen tid døde han på den tredje dag i måneden Jumada al-Akhirah i det fjerde hijri-år, eller ifølge en anden overlevering i det tredje år. Det hændte, at Allahs Sendebud ﷺ kom for at se ham kort før hans sidste åndedrag. Da hans sjæl var forladt hans legeme, lukkede Allahs Sendebud ﷺ hans åbne øjne med sine hellige hænder og sagde: »Når et menneskes sjæl bliver taget, forbliver hans to øjne åbne for at se den.« (Tabaqat Ibn Sa‘d 3/172).

Imens begyndte kvinderne bag forhænget at sørge højlydt. Allahs Sendebud ﷺ fik dem til at holde op og sagde: »Nu er det tid til dua. For de engle, der kommer fra himlen til den afdøde, siger også »amin« sammen med disse menneskers dua.« Derefter bad Allahs Sendebud ﷺ således for ham: »O Allah, gør hans grav rummelig og oplys den. Tilgiv hans synder, og ophøj hans rang blandt den vejledte gruppe.« (Ibn Sa‘d 3/172).

Hazrat Abu Salama døde på et sted ved navn ‘Aliyah i udkanten af Medina. Han var kommet fra Quba og havde bosat sig her. Han blev vasket med vand fra brønden ‘Yasirah’, som tilhørte Banu Umayya ibn Zayd, og blev begravet i Madinas hellige jord.

Blandt sahaba havde Hazrat Abu Salama en særlig høj rang. Da han blev syg, besøgte Hazrat Allahs Sendebud ﷺ ham ofte.

Hazrat Umm Salama ra. fortæller: »En dag vendte Abu Salama meget glad hjem fra Allahs Sendebuds ﷺ nærvær. Han blev ved med at sige: »I dag gjorde en udtalelse fra Allahs Sendebud ﷺ mig meget glad.« Han sagde: »Hvis en muslim, der er ramt af en ulykke, i sin nød vender sig til Allah og siger: »O Allah, hjælp mig gennem denne ulykke, og giv mig den bedste belønning for den«, så besvarer Allah hans dua.« Da jeg derfor blev dybt bedrøvet over Abu Salamas død, fremsagde jeg også denne dua. Men straks tænkte jeg: »Hvem kunne være en bedre erstatning for Abu Salama?« Da min iddah var udløbet, og Allahs Sendebud ﷺ selv sendte et frierbrev, forstod jeg, at Allah havde sørget for den bedste erstatning.« (Musnad Ahmad ibn Hanbal 4/127). Således blev Umm Salama en af de troendes mødre.

Hazrat Abu Salama efterlod sig to sønner, Salama og Umar, samt to døtre, Zaynab og Durra.

Da kaliffen Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, under sit kalifat fastsatte ydelser til alle, beordrede han, at børnene af de Muhajirun og Ansar, som havde deltaget i Badr, skulle have to tusind. Da sagen om Abu Salamas søn Umar kom op, sagde han: »Giv ham tusind mere.« Muhammad ibn Abdallah, hvis far var Abdallah ibn Jahsh, som blev martyr i Uhud, protesterede og sagde: »Hans far havde ingen særlig forrang frem for vores fædre.«

Kaliffen sagde: »Han skal have to tusind på grund af sin far, Abu Salama, og yderligere tusind på grund af sin mor, Umm Salama. Hvis du havde haft en mor som hans mor, ville jeg også have givet dig tusind mere.« (Hayatus-Sahaba, 1/216–217).

Aqil ibn Abi Talib, måtte Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Aqil, og hans tilnavn var Abu Yazid. Hans far var Abu Talib ibn Abd al-Muttalib, og hans mor var Fatima. Han var af Qurayshs hashimitiske gren. Han var halvbror til den fjerde kalif, Ali, og tyve år ældre end Ali.

Aqil blev opfostret hos sin far, Abu Talib. Før Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, modtog profetskabet, opstod der en gang alvorlig nød i Mekka. Blandt Quraysh var Allahs Sendebuds og Abbas’ situation forholdsvis lidt bedre. En dag sagde Allahs Sendebud til Abbas: »Onkel, du kender jo situationen for din bror Abu Talib. Han har mange børn. Lad os tage ansvar for nogle af hans børn.« De gik begge til Abu Talib og fortalte ham om deres hensigt. Abu Talib sagde: »I må tage hvem som helst, I ønsker, bortset fra Aqil.« Allahs Sendebud tog Ali, og Abbas tog Ja’far med sig. (Hayatus-Sahaba, 2/530).

Aqils hjerte hældte fra begyndelsen til islam og muslimerne. Men af frygt for Quraysh kunne han ikke offentligt bekende sig til islam. Mod sin vilje sluttede han sig til de ledende afgudsdyrkere i slaget ved Badr, og ligesom mange andre blev han taget til fange af den muslimske hær. Allahs Sendebud beordrede Ali til at undersøge, hvem fra hans egen slægt der var blevet taget til fange. Ali kom tilbage med oplysningerne og sagde: »Nawfal, Abbas og Aqil er blevet taget til fange.« Da Allahs Sendebud hørte dette, gik han selv for at se dem. Han stillede sig ved siden af Aqil og sagde: »Abu Jahl er blevet dræbt.« Aqil sagde: »Nu er der ingen modstander til muslimerne i Tihama-området.« Aqil var helt uden midler. Hans onkel Abbas betalte hans løsesum og fik ham frigivet. Ved Badr blev han taget til fange af Ubayd ibn Aws. (Sirat Ibn Hisham, 1/687).

Efter at være blevet frigivet fra fangenskabet vendte han tilbage til Mekka. I året for erobringen af Mekka — ifølge en anden overlevering efter Hudaybiyya-traktaten — antog han islam som sædvanligt og udvandrede til Medina i begyndelsen af det ottende hijri-år. (Al-Isaba, 2/494).

Efter at have deltaget i ekspeditionen til Mu’ta vendte han igen tilbage til Mekka og blev syg. Derfor kunne han ikke deltage i erobringen af Mekka eller ekspeditionerne til Ta’if og Hunayn. (Usd al-Ghaba, 3/422). Ifølge nogle overleveringer deltog han dog i slaget ved Hunayn. I begyndelsen af dette slag, da den muslimske hær var tæt på at blive besejret, og selv Muhajirun og Ansar begyndte at flygte, var han en af dem, der stod fast. (Al-Isaba, 2/494).

Ibn Hisham siger: På dagen for slaget ved Hunayn gik Aqil ibn Abi Talib ind i teltet til sin hustru Fatima bint Shaybe ibn Rabia med et blodbestænket sværd i hånden. Hustruen sagde: Jeg kan forstå, at du har kæmpet. Men hvilken krigsbytte har du bragt med til mig? Aqil sagde: Her, tag denne nål; du kan sy tøj med den. Han lagde nålen i sin hustrus hånd. I det samme hørtes Allahs Sendebuds herold råbe. Han bekendtgjorde: Den, der har taget noget med sig, skal levere det tilbage. Selv hvis det blot er en nål og en tråd, skal det leveres tilbage. Aqil vendte sig mod sin hustru og sagde: Også din nål er væk. Dermed tog han nålen fra hendes hånd og kastede den på bunken af krigsbytte. (Sirat Ibn Hisham 2/492).

Fra Allahs Sendebuds bortgang, det vil sige efter slaget ved Hunayn, og indtil slutningen af kaliffen Uthmans kalifat findes der ikke meget i historien om Aqils rolle og virke. Under kaliffen Umars kalifat begyndte der imidlertid at samle sig store rigdomme i bait al-mal, og han rådførte sig med de fremtrædende sahaba om disse midler. Ali foreslog, at alle pengene skulle fordeles blandt folket. Uthman sagde: Der er mange penge, og alle vil få del i dem. Men hvis man ikke fører regnskab med, hvem der fik, og hvem der ikke fik, vil sagen udvikle sig til kaos. Da sagde al-Walid ibn Hisham ibn al-Mughira: O de troendes leder! Jeg har været i Sham. Der så jeg kongerne, som oprettede registre, hvor de skrev alt ned særskilt. Kaliffen kunne lide hans forslag. Han beordrede Aqil, Makhrama og al-Zubayr ibn Mut’im til at udarbejde en liste over borgerne efter deres rang. Disse tre var fremtrædende genealoger blandt Quraysh. De udarbejdede listen. (Hayat al-Sahaba 220).

Under konflikten mellem Ali og Muawiya blev Aqil igen omtalt i historiens kilder. Selvom han var Alis bror, opretholdt han af personlige grunde forbindelsen til lederen Muawiya. Under konflikten mellem Ali og Muawiya forlod han Medina og rejste til Muawiya i Sham. Historien angiver årsagen således: Aqil var en fattig og forgældet mand, som havde brug for penge. Og lederen Muawiyas skatkammer stod åbent. Fattigdom og nød tvang ham til at tage Muawiyas parti.

Da konflikten mellem lederen Muawiya og Ali var på sit højeste, gik Aqil en dag til Ali i håb om at få betalt sin gæld. Ali tog meget venligt imod ham. Han gav sin søn Hasan ansvaret for at sørge for ham. Hasan sørgede med største omhu for hans hvile. Om aftenen blev der bredt en dug ud, og Aqil blev kaldt til måltidet. Da Aqil kom, så han, at der på dugen var lagt nogle tørre brød, salt og en lille smule grøntsagstilbehør. Aqil sagde: Er dette det eneste, der er at spise? Ali sagde: Ja. Da fremsatte Aqil sit ærinde og sagde: Betal min gæld. Ali spurgte: Hvor stor er den? Han svarede: Fyrre tusind dirham. Ali sagde: Hvor skal jeg få så mange penge fra? Vent lidt; når min godtgørelse er på fire tusind, vil jeg kunne give dig dem. Aqil sagde: Hvad er dit problem? Bait al-mal er jo i dine hænder. Hvor længe vil du holde mig hen, mens jeg venter på, at din godtgørelse bliver forhøjet? Ali sagde: Jeg er kun betroet vogter af muslimernes penge. Ønsker du, at jeg skal give dig disse penge og dermed bedrage dem? Da Aqil hørte dette svar, rejste han straks til Sham og gik til lederen Muawiya. Muawiya spurgte Aqil: Hvordan så du Ali og hans ledsagere? Aqil sagde: De er Allahs Sendebuds sande sahaba. Deres eneste mangel er, at Allahs Sendebud ikke er iblandt dem. Men du og dine ledsagere er præcis som Abu Sufyans ledsagere. Selv efter denne sammenligning tilkaldte lederen Muawiya Aqil næste dag og overrakte ham halvtreds tusind dirham. (Usud al-Ghaba 4/423).

Efter Aqils ankomst til Sham plejede Muawiya at fremføre ham som et eksempel og sige: Hvis jeg ikke havde haft sandheden på min side, hvordan kunne Aqil så have forladt sin bror Ali og taget mit parti? En gang fremsatte Muawiya et argument foran folk, mens Aqil var til stede. Aqil protesterede og sagde: Min bror er god, når det gælder religionen, mens du er god, når det gælder verden. Det er blot sådan, at jeg har foretrukket verden frem for religionen. Hvad angår det hinsidige, beder jeg Allah om en god afslutning på det. (Usud al-Ghaba 3/423).

Aqil døde enten hen imod slutningen af Muawiyas kalifat eller i begyndelsen af Yazids regeringstid. (Al-Isaba 2/494).

Efter at have antaget islam blev han afskåret fra muligheden for at få et langvarigt samvær med Allahs Sendebud. Derfor opnåede han, selv om Allahs Sendebud var ham meget nær og kær, ikke den kundskabsmæssige dygtighed, som han burde have haft. Ikke desto mindre findes der i hadithværkerne nogle få hadither, som han har overleveret. Muhammad, Hasan al-Basri, Ata og andre tabi’un overleverede hadither fra ham. Ud over religiøs viden var han også dygtig inden for forskellige kundskabsområder fra den før-islamiske tid. Han var særdeles kyndig i ilm al-ansab, ayyām al-arab – slægtsforskning, historien om de gamle araberes krige og konflikter samt lignende emner. Folk kom til ham for at tilegne sig viden om disse emner. Efter bønnen i Profetens Moské plejede han at tale om disse emner, og folk sad og lyttede til ham.

Hisham al-Kalbi siger: Folk gik til disse fire mænd blandt Quraysh – Aqil, Makhrama, Huwaytib og Abu Jahl – for at få deres stridigheder og uoverensstemmelser afgjort. (Al-Isaba 2/494).

Hazrat Allahs Ædle Sendebud (s.a.) elskede ham dybt. Han plejede at sige: »Abu Zayd, min kærlighed til dig er dobbelt: på grund af vores slægtskab og fordi min onkel elskede dig.«

I medgang og modgang og under alle forhold fulgte Hazrat Aqil (r.a.) trofast Allahs Sendebuds (s.a.) sunna. Engang havde han indgået et nyt ægteskab. Om morgenen kom naboerne for at lykønske ham. De lykønskede ham med to udtryk, der var almindelige i den førislamiske tid. Ingen af disse udtryk indeholdt noget, der var i strid med islam. Men eftersom der fandtes en islamisk formulering for lykønskningen, rettede han dem og sagde: »Sig ikke sådan, men sig: Barakallahu lakum wa barakallahu alaykum. Vi er blevet pålagt at sige det på denne måde.« Hazrat Allahs Ædle Sendebud (s.a.) fastsatte en årlig tildeling på 140 wasq af den kornhøst, der blev produceret i Khaybar, til hans underhold. (Sīrat Ibn Hisham, 2/350).

Hakim ibn Hazam (r.a.)

Hans navn var Hakim, og hans tilnavn var Abu Khalid. Hans far var Hazam ibn Khuwaylid, og hans mor var Zaynab, ifølge en anden overlevering Safiyya. Hakim siger selv: »Jeg blev født i ’Am al-Fil’ (Elefantens år), det vil sige tretten år før Abraha angreb Kabaen.« Al-Waqidi siger: »Hakim blev født fem år før Allahs Sendebud (s.a.).« Hans far, Hazam, døde i Fijar-krigen. Han deltog selv i denne krig. Zubayr ibn Bakkar siger: »Hakim blev født inde i Kabaen.« (Al-Isaba, 1/349).

Historien fortæller, at han var det eneste barn i Arabien, der blev født inde i Kabaen. Hans mor gik sammen med nogle veninder ind i Kabaen. Den dag var Kabaens dør åben i anledning af en særlig begivenhed. På det tidspunkt var hans mor gravid. Ved Allahs vilje fik hun veer dér, og hun nåede ikke at komme ud. Der blev bredt et skind ud, og hun fødte en søn. Han fik navnet Hakim ibn Hazam. De troendes moder, Hazrat Khadija bint Khuwaylid, var hans faster.

Hakim voksede op i en velhavende og fornem familie i Mekka. Han var yderst høflig og intelligent. Quraysh valgte ham som leder. I den førislamiske tid blev de arabere, der tog sig af og bespiste pilgrimme, som kom til Mekka, kaldt »mut’im«, det vil sige en, der bespiser; Hakim var også en af Mekkas fremtrædende »mut’im’er«. (Sīrat Ibn Hisham, 1/664-665).

I den førislamiske tid hjalp han med egne midler dem, der kom til Mekka for at besøge Allahs Hus og kom i nød. Før Allahs Sendebud (s.a.) blev udnævnt til profet, var han hans nære ven. Selvom han var ældre end Allahs Sendebud (s.a.), elskede han ham og anså hans selskab for værdifuldt. På samme måde elskede Allahs Sendebud (s.a.) også ham og holdt ham med selskab.

Derefter blev Allahs Sendebuds (s.a.) ægteskab med Hazrat Khadija bint Khuwaylid indgået, og der blev etableret et slægtskabsforhold mellem Allahs Sendebud (s.a.) og Hakim. Derved blev deres gamle forhold endnu stærkere. Det er imidlertid meget forbløffende, at han trods det så dybe forhold mellem dem ikke troede på Allahs Sendebud (s.a.) før dagen inden erobringen af Mekka. Da han antog troen, var der gået tyve år siden Allahs Sendebuds (s.a.) profetgerning begyndte.

Allah den Højeste havde skænket Hakim viden, intelligens og slægtskab med Allahs Sendebud, fred være med ham, og derfor havde det været naturligt, at netop han som den første besvarede hans kald og troede. Men det skete ikke efter Allahs vilje. Ligesom vi undrer os over dette, undrede han sig selv over sin egen adfærd. Efter at have antaget islam blev han resten af sit liv plaget af anger over sine handlinger i det tidligere liv. En dag efter hans omvendelse så hans søn ham sidde og græde. Han spurgte:

Far, hvorfor græder du?

Min søn, der er mange grunde til, at jeg græder.

For det første antog jeg islam sent. Derfor gik jeg glip af mange store gode gerninger. Selv hvis jeg nu brugte en mængde guld svarende til hele jordens værdi på Allahs vej, ville jeg stadig ikke kunne nå op på deres niveau.

For det andet reddede Allah mit liv ved Badr og Uhud. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere ville hjælpe Quraysh mod Allahs Sendebud, fred være med ham, og at jeg heller ikke ville forlade Mekka igen. Men kort efter vovede jeg endnu en gang at hjælpe Quraysh.

For det tredje: Hver gang jeg overvejede at antage islam, så jeg på de ældre og respekterede ledere blandt Quraysh. De holdt fast i deres jahiliyyah-skikke og -vaner. Jeg fulgte også dem. Ak, hvis blot jeg ikke havde fulgt dem! Det var min efterligning af mine forfædre og ledere, der ødelagde mig. Min søn, hvorfor skulle jeg nu ikke græde?

Ligesom vi og Hakim selv undrede os over, at han antog islam så sent, undrede Allahs Sendebud, fred være med ham, sig ikke mindre. Han ønskede, at andre intelligente mennesker som Hakim hurtigt skulle slutte sig til islam.

Natten før erobringen af Mekka sagde Allahs Sendebud, fred være med ham, til sahabaerne: »Jeg ønskede ikke, at fire mænd fra Mekka skulle forblive mushriks. Jeg ønskede, at de skulle antage islam.«

Man spurgte: Hvem er de? Han svarede: Attab ibn Usayd, Zubayr ibn Mut’im, Hakim ibn Hizam og Suhayl ibn Amr. Ved Allahs nåde antog de alle islam. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, var belejret sammen med sine ledsagere i Shi’b Abi Talib i Mekka, sendte Hakim, selv om han stadig var afgudsdyrker, i hemmelighed fødevarer til sin faster Khadija. En dag blev han opdaget af den usle Abu Jahl, mens han bragte hvede. Abu Jahl forhindrede ham. Abul-Bakhtari ibn Hisham var i nærheden. Han trådte frem og sagde til Abu Jahl: Han sender blot lidt mad til sin faster. Vil du forhindre ham i det? Til sidst kom de to i et voldsomt slagsmål. (Siraen af Ibn Hisham, 1/353-354).

Da antallet af dem, der støttede Allahs Sendebud, fred være med ham, både i og uden for Mekka, voksede trods Qurayshs modstand, blev Quraysh endnu mere bekymret. De samledes i Dar an-Nadwa i Mekka for at træffe en endelig beslutning om Allahs Sendebud, fred være med ham. Hakim var også til stede ved dette møde sammen med de øvrige ledere fra Quraysh. Iblis var også til stede ved mødet i skikkelse af en gammel mand fra Najd. (Siraen af Ibn Hisham, 1/480-481).

Efter at Quraysh havde slået lejr ved Badr, gik nogle af deres mænd frem for at drikke af brønden, hvorfra Allahs Sendebud, fred være med ham, hentede vand. Hakim var blandt dem. Profeten, fred være med ham, forbød sine ledsagere at forhindre dem i at drikke vandet. Alle, der drak af dette vand, blev dræbt ved Badr, bortset fra Hakim. (Hayat as-Sahaba, 3/550).

Efter at Quraysh havde slået lejr ved Badr, sendte de Umayr ibn Wahb ud for at vurdere antallet af soldater i den muslimske hær. Umayr gik rundt omkring den muslimske lejr og sagde ved sin tilbagekomst: De er måske tre hundrede, eller lidt færre eller flere. Umayr anbefalede, at Quraysh ikke gik i kamp. Da Hakim ibn Hizam hørte hans ord, gik han gennem folkemængden hen til Utba ibn Rabi’a og sagde: Abu al-Walid! Du er Qurayshs leder og høvding. Du er en højt anset mand blandt Quraysh. Ønsker du ikke, at din gode omtale skal huskes blandt dem for altid? Utba sagde: Hvorfor siger du det, Hakim? Hakim svarede: Du skal føre folkene tilbage til Mekka. Utba sendte Hakim til Abu Jahl. Hakim fortæller: Jeg gik hen til Abu Jahl og så ham smøre olie på sit skjold. Jeg sagde: Abu al-Hakam! Utba har sendt mig til dig med dette formål. Abu Jahl sagde: Ved Allah! Han er blevet en kujon, fordi han har set Muhammad og hans ledsagere.

Vi vender ikke tilbage, før Allah har afgjort sagen mellem Muhammad og os. Og Utba ville naturligvis sige sådan noget. Hans søn er jo sammen med dem. Derfor forsøger han at skræmme jer. Således blev de bestræbelser, som Hakim og Utba havde gjort for at undgå sammenstød, forpurret af Abu Jahls stædighed. Ved Allahs vilje blev Abu Jahl det første offer ved Badr. (Siraen af Ibn Hisham, 1/622-624).

Hakim fortalte senere om nederlaget ved Badr: Vi hørte en lyd, som om noget var faldet fra himlen ned på jorden. Lyden var som en sten, der faldt ned på et fad. Allahs Sendebud, fred være med ham, havde kastet denne sten. Vi blev besejret. (Hayat as-Sahaba, 3/550).

Med det formål at erobre Mekka nåede Allahs Sendebud, fred være med ham, frem til Marr az-Zahran og slog lejr. For i hemmelighed at indsamle oplysninger på Qurayshs vegne drog Abu Sufyan ibn Harb, Hakim ibn Hizam og Budayl ibn Warqa ud fra Mekka. Da de nåede et sted kaldet Arak ikke langt fra Mekka, hørte de larmen fra kameler, heste og mennesker. De fortsatte fremad og trængte på et tidspunkt i nattens mørke ind i det muslimske område. De muslimske vagter pågreb dem. Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, tildelte Abu Sufyan flere slag i nakken. Abu Sufyan råbte forskrækket og bad Abbas om hjælp. Abbas skyndte sig hen og befriede ham fra Umar. Imens blev Hakim og Budayl ført som fanger til Allahs Sendebud, fred være med ham, hvorefter de frivilligt antog islam. Abu Sufyan antog også islam. (Hayat as-Sahaba, 1/163, 170-172; Siraen af Ibn Hisham, 2/400).

På dagen for erobringen af Mekka trådte Allahs Sendebud, fred være med ham, ind i Mekka som en sejrherre. Han besluttede at vise Hakim ibn Hizam ære. Han beordrede, at en bekendtgørelse skulle råbes ud:

1. Der er ingen guddom bortset fra Allah; Han er Én og har ingen medgud, og Muhammad er Hans tjener og Sendebud – de, der bevidner dette, er i sikkerhed.

2. Den, der lægger sine våben fra sig og sætter sig på Kabaens område, er i sikkerhed.

3. De, der lukker døren til deres hus og bliver siddende der, er i sikkerhed.

4. Den, der søger tilflugt i Abu Sufyans hus, er i sikkerhed.

5. Den, der søger tilflugt i Hakim ibn Hazams hus, er også i sikkerhed.

Hakim ibn Hazams hus lå i den lave del af Mekka, mens Abu Sufyans hus lå i den høje del.

Hakim ibn Hazam tog imod islam med største oprigtighed. Efter sin omvendelse erklærede han, at han i sit liv som muslim ville yde den samme indsats og bruge det samme beløb på Islams sag, som han havde ydet og brugt i sin modstand mod islam og Allahs Sendebud før islam.

Dar an-Nadwa i Mekka var et hus. Quraysh samledes dér for at rådføre sig og træffe beslutninger. Qusayy, en højtstående mand af Quraysh-slægten, byggede dette hus. Efter flere ejerskifter blev Hakim ejer af huset i den førislamiske tid. Efter sin omvendelse solgte han huset for et hundrede tusind dirham under Muawiyas kalifat. Muawiya bebrejdede ham og sagde: »Har du solgt dine fædres og bedstefædres anseelse og adel?« Hakim svarede: »Bortset fra taqwa, altså gudsfrygt, er al anseelse og al adel forsvundet. I jahiliyyah købte jeg huset for et bæger vin, og i dag solgte jeg det for et hundrede tusind dirham. Jeg fortæller dig også, at hele dette beløb vil blive brugt på Allahs vej. Hvor er da tabet?« (Sirat Ibn Hisham 1/125)

Efter at have antaget islam foretog Hakim ibn Hazim en gang hajj. Han lod hundrede kameler af den bedste race, pyntet med kostbare klæder, drive foran sig. Han ofrede dem alle i håb om at opnå Allahs tilfredshed.

En anden gang foretog han hajj. Mens han opholdt sig på Arafat, var hundrede slaver sammen med ham. Om halsen på hver af dem hang en sølvplade, hvorpå der stod: En slave frigivet for Allahs skyld på vegne af Hakim ibn Hazim. Han frigav dem alle. Ved en anden hajj tog han tusind geder med sig. Han ofrede dem alle i Mina og bespiste fattige og trængende muslimer med kødet.

Efter slaget ved Hunayn bad Hakim ibn Hazim Allahs Sendebud om noget af krigsbyttet. Sendebudet gav ham noget. Han bad igen, og Sendebudet gav ham atter noget. Således fik han alene hundrede kameler den dag. På det tidspunkt var han ny muslim. (Sirat Ibn Hisham-2493).

Derefter sagde Allahs Sendebud til ham:

»O Hakim, denne rigdom er meget sød og meget elsket. Den, der tager imod den med tilfredshed, får velsignelse i den. Men den, der tager imod den begærligt, får ingen velsignelse i den. Han er som den, der spiser, men ikke bliver mæt. Den øverste hånd er bedre end den nederste hånd. Det vil sige, giverens hånd er bedre end modtagerens hånd.«

Da Hakim hørte disse ord fra Allahs Sendebuds mund, sagde han: »O Allahs Sendebud, jeg sværger ved Ham, som har sendt dig med sandheden: Fra i dag vil jeg aldrig mere i mit liv bede nogen om noget. Jeg vil heller ikke tage imod noget fra nogen.« Hakim holdt sin ed fuldt ud.

Under Abu Bakrs kalifat opfordrede kaliffen ham flere gange til at modtage Hakims ydelse fra Bayt al-Mal. Hakim afslog det gentagne gange. Hazrat Umar blev kalif. Også han blev ved med at opfordre Hakim til at modtage sin andel. Til sidst sagde Hazrat Umar med folket som vidner: »O muslimske folk! Hør efter: Jeg har opfordret Hakim til at modtage sin andel, men han bliver ved med at afslå.« Således rakte Hakim indtil sin død aldrig hånden ud til nogen og tog ikke imod noget. Umar sagde ofte: »O Allah, jeg tager dig som vidne på, at jeg har kaldt på Hakim for at få ham til at modtage sin andel, men han har afslået.« (Hayat as-Sahaba-2/250-51).

En gang rejste Hakim ibn Hazim til Yemen, mens han stadig var polyteist, det vil sige afgudsdyrker. Derfra købte han en kappe, som tilhørte kongen af Yemen, Dhu Yazan, og tog til Medina, hvor han gav den som gave til Allahs Sendebud. Men Allahs Sendebud afslog den og sagde: »Jeg tager ikke imod nogen gave fra en polyteist.« Da Hakim solgte kappen, købte Allahs Sendebud den og gik ind i moskeen iført den. Hakim sagde: »Jeg har aldrig før eller siden set nogen se så smuk ud i dette tøj. Allahs Sendebud så ud som fuldmånen på en klar nat.« Uden at tænke over det kom der da et digt fra min mund til pris af Allahs Sendebud. (Hayat as-Sahaba-2/243-44).

En gang sendte Allahs Sendebud ﷺ Hakim til markedet med én dinar for at købe en offerged. På markedet købte han en ged for én dinar og solgte den derefter for to dinarer. Så købte han en ged for den ene dinar og kom tilbage til Allahs Sendebud ﷺ med den anden dinar. Allahs Sendebud ﷺ bad om velsignelse i hans forsørgelse og pålagde ham at give den fortjeneste, han havde tjent, som sadaqa. (Hayatus-Sahaba 3/345)

Der er uenighed om året for Hazrat Hakims død. Imam al-Bukhari nævner i sit værk Tarikh, at han døde i år 60 efter hijra, i en alder af 120 år. Ifølge Urwa døde han imidlertid i det tiende år af kalif Hazrat Muawiyas kalifat, må Allah være tilfreds med ham.

Nawfal ibn al-Harith, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Nawfal, og hans kunya eller tilnavn var Abu al-Harith. Hans far var al-Harith ibn Abd al-Muttalib, og hans mor var Ghaziyya. Han var fra Qurayshs hashemitiske gren og Allahs Sendebuds ﷺ fætter.

Så snart Allahs Sendebud ﷺ begyndte sit kaldsarbejde, blev selv hans nærmeste slægtninge hans fjender og satte resolut ind på at modarbejde ham. Men Nawfal bar altid kærlighed til sin bror i sit hjerte. Derfor kunne han, selv mens han var afgudsdyrker, ikke oprigtigt acceptere at modsætte sig Allahs Sendebud ﷺ. Presset af afgudsdyrkerne i Mekka blev han tvunget til at tage til Badr for at kæmpe mod muslimerne. Men på det tidspunkt gentog han igen og igen disse vers:

»Det er forbudt for mig at kæmpe mod Ahmad; Ahmad er min nærmeste slægtning.«

Da Mekkas afgudsdyrkeres hær blev besejret ved Badr, blev han ligesom de andre taget til fange. Mens han var fange, antog han islam. Da Allahs Sendebud ﷺ sagde til ham: »Nawfal, frigør dig ved at betale fidya, altså løsepenge«, svarede Nawfal: »Jeg har ikke råd til at betale løsepenge.« Nawfal udbrød: »Ved Allah, ingen andre end den Ene Allah kendte til pilene i Jidda. Jeg bevidner, at du er Allahs Sendebud.« Han havde tusind pile i Jidda. Ifølge en anden beretning antog han islam i året for Slaget ved Grøften og flyttede til Medina. (Note: Sirat Ibn Hisham 2/3; al-Isaba 3/577)

Nawfal var en dygtig digter. Han gav udtryk for sine følelser efter at have antaget islam i mange digte. Nogle af hans vers er som følger:

‘Gå væk, gå væk, jeg er ikke længere en af jer.

Jeg har intet forhold til Quraysh-ledernes religion.

Jeg har bevidnet, at Muhammad sandelig er profet.

Han er kommet med vejledning og guddommelig viden fra sin Herre.

Han er Allahs Sendebud – han kalder til gudsfrygt,

Allahs Sendebud er ingen digter.

Med denne tro vil jeg leve.

I graven vil jeg også hvile med denne tro.

Og på opstandelsens dag vil jeg rejse mig med denne tro igen.’

På tærsklen til slaget ved voldgraven eller erobringen af Mekka drog han igen sammen med Hazrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham) mod Medina. Da de nåede al-Abwa, gav Rabi’a ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib udtryk for, at han ønskede at vende tilbage til Mekka. Nawfal sagde til ham: »Hvor vil du vende tilbage til det afgudsdyrkende land, hvis indbyggere bekæmper Allahs Sendebud og fornægter ham? Nu har Allah æret sit Sendebud, og antallet af hans ledsagere er også vokset. Følg med os.« Derefter foretog karavanen hijra og nåede Medina.

Nawfal og Abbas havde haft et nært forhold allerede før deres islamantagelse. Derfor etablerede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) et religiøst broderskab mellem dem og tildelte dem også to huse, hvor de kunne bo. Det ene af husene lå ved siden af Profetens Moské på et sted kaldet Rahbat al-Qada, og det andet lå ved markedet på vejen til Saniyyat al-Wida.

Efter ankomsten til Medina deltog han for første gang i erobringen af Mekka. Han deltog i forskellige felttog, blandt andet i Ta’if og Hunayn, og udviste særlige evner og stort mod. Især ved Hunayn viste han ekstrem tapperhed. Selv da den muslimske hær blev spredt og stod på randen af nederlag, stod han urokkelig som et bjerg over for fjenden. I dette slag ydede han den muslimske hær stor hjælp. Før afrejsen overrakte han tre tusind pile til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Allahs Sendebud bemærkede: »Jeg synes at se dine pile trænge ind i afgudsdyrkernes rygge.« (Note: Sira Ibn Hisham, 2/3).

Hazrat Nawfal (må Allah være tilfreds med ham) døde i Medina i år 15 efter hijra, og kaliffen Hazrat Umar ledte begravelsesbønnen for ham. Han blev begravet på Medinas kirkegård Baqi.

Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte altid til Nawfal. Han arrangerede, at Nawfal blev gift med en kvinde fra Medina. På det tidspunkt var der ingen mad i hans hjem. Allahs Sendebud sendte sin rustning til en jøde med Abu Rafi og Abu Ayyub. De pantsatte rustningen hos denne jøde og købte for de modtagne penge tredive sa’ byg, som de bragte til Allahs Sendebud. Han gav det til Nawfal.

Abu Rafi (må Allah være tilfreds med ham)

Der er stor uenighed om Hazrat Abu Rafis (må Allah være tilfreds med ham) egentlige navn. Blandt de foreslåede navne er Ibrahim, Aslam, Sinan, Yasar, Salih, Abd al-Rahman, Karman, Yazid, Thabit og Hurmuz. Af disse er Aslam det mest kendte navn. (Al-Isaba, 4/67). Abu Rafi er hans kunya eller tilnavn. Hvad angår hans slægtsære, er det tilstrækkeligt, at han havde den lykke at tjene Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Allahs Sendebud optog ham i sin egen familie. En større familiær ære kan intet menneske opnå. Han var i virkeligheden en abyssinsk slave.

Hazrat Abu Rafi var først slave hos Hazrat Abbas. Han gav ham som gave til Allahs Sendebud, fred være med ham. Senere frigav Hazrat Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, Abu Rafi i glæde over, at Hazrat Abbas havde antaget islam.

Om hans islam er det blevet sagt, at han var en af dem, der blev tiltrukket af islam, da de så glansen i Hazrat Allahs rene Sendebuds, fred være med ham, ansigt. Abu Rafi fortæller selv om dette: En gang sendte Quraysh mig til Allahs Sendebud, fred være med ham, i et af deres ærinder. Så snart jeg så Allahs Sendebud, fred være med ham, hældte mit hjerte mod islam. Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, fred være med ham, jeg vil ikke vende tilbage.« Han sagde: »Jeg tilbageholder ikke en budbringer og bryder ikke et løfte. Vend nu tilbage. Hvis følelsen for islam stadig findes i dit hjerte efter nogle dage, så kom tilbage.« Derfor vendte han dengang tilbage, men kom igen efter nogle dage og antog islam.

Hazrat Abu Rafi holdt sin antagelse af islam hemmelig indtil slaget ved Badr af frygt for den tyranniske Quraysh-magt. En dag, kort efter at slaget ved Badr netop var afsluttet, sad han i et rum ved Zamzam-brønden nær Kabaen og fremstillede pile. Hazrat Abbas’ hustru sad ved siden af ham. På dette tidspunkt kom den usle Abu Lahab og satte sig der. Abu Lahab begyndte at spørge ham om situationen under slaget ved Badr. Det skal nævnes, at Abu Lahab ikke selv deltog i slaget ved Badr, men sendte As ibn Hisham som sin stedfortræder. Som svar på Abu Lahabs spørgsmål sagde Abu Sufyan: »Hvad er det, du spørger om? Muslimerne har knust alle vores styrker, dræbt mange og taget mange til fange.« I denne forbindelse fortælles en usædvanlig beretning om, at området fra jorden til himlen var fyldt med ryttere i sorte og hvide klæder. Da Abu Rafi hørte dette, udbrød han pludselig: »Det er engle.« Så kunne det ikke gå anderledes! Straks gav Abu Sufyan Abu Rafi et voldsomt slag på kinden. Abu Rafi samlede sig efter slaget og gjorde modstand, men han var svag. Abu Lahab kastede ham til jorden, satte sig på hans bryst og slog ham grundigt. Hazrat Abbas’ hustru kunne ikke bære at se denne mishandling. Hun tog en pæl og slog den usle Abu Lahab hårdt i hovedet. Den syndige Abu Lahabs hoved blev flænget. Hazrat Abbas’ hustru sagde da: »Slår I Abu Rafi, fordi I benytter hans herres fravær til at betragte ham som svag?« En uge efter denne hændelse døde Abu Lahab af en sygdom kaldet ’adasi (kopper). (Hayatus Sahaba 3/530-531).

At-Tabarani beretter fra Ibn Abbas, at han sagde: »I det femte år efter Allahs Sendebuds, fred være med ham, hijra sluttede vi os til Allahs Sendebud, fred være med ham. Det var under Ahzab-slaget. Jeg var sammen med min bror Fadl ibn Abbas. Vores slave Abu Rafi var også med os. Da vi nåede Medina, fandt vi Allahs Sendebud, fred være med ham, i skyttegraven.« Denne beretning viser, at Abu Rafi foretog hijra fra Mekka til Medina i det femte hijri-år. (Hayatus Sahaba 1/373).

Ibn Hisham har imidlertid overleveret en beretning fra Hazrat Aisha. Hazrat Aisha sagde: »Nogle dage efter at Allahs Sendebud, fred være med ham, var foretaget hijra til Medina og havde slået sig lidt til ro, sendte han Zayd ibn Haritha og Abu Rafi fra Medina til Mekka for at hente os.« (Sirat Ibn Hisham)

Denne beretning viser, at Abu Rafi nåede Medina før det femte hijri-år. I Medina begyndte han at bo sammen med Hazrat Allahs ædle Sendebud, fred være med ham.

Om slaget ved Badr fortæller Abu Rafi alene: »Vi drog til Khaybar under Alis ledelse. Allahs Sendebud, fred være med ham, gav sit banner til Ali og sendte ham til Khaybar. Da vi nærmede os fæstningen, kom fæstningens beboere ud og begyndte at kæmpe mod os. Ali rev en af fæstningens porte løs og brugte den som skjold. Den var i hans hånd indtil kampens afslutning. Derefter kastede han den fra sig. Vi var otte mænd, men trods alle vores kræfter kunne vi ikke vende den.« (Hayatus Sahaba 1/546).

I det syvende hijri-år rejste Allahs Sendebud, fred være med ham, til Mekka og udførte Umrat al-Qada i overensstemmelse med aftalen fra Hudaybiyya-traktaten. Abu Rafi ledsagede også Allahs Sendebud, fred være med ham, på denne rejse. Under opholdet i Mekka blev det ærefulde bryllup mellem Allahs Sendebud, fred være med ham, og Hazrat Maymuna afholdt. Da opholdsperioden i Mekka var udløbet, lod Hazrat Allahs ædle Sendebud, fred være med ham, Abu Rafi blive i Mekka og rejste til Sarif. Senere tog Abu Rafi Hazrat Maymuna med til Sarif, hvor vielsen blev fuldført. Derefter vendte alle tilbage til Medina. (Sirat Ibn Hisham 2/372).

Abu Rafi var også med i den styrke, som Profeten, Allahs Ædle Sendebud, sendte til Yemen under Ali som leder. I Alis fravær udnævnte han Abu Rafi til styrkens leder.

Abu Rafi er et strålende eksempel på de muligheder, islam har givet slaver og andre svage samfundsgrupper for at gøre fremskridt. Han var slave, men hvad angår anseelse og kvalifikationer stod han på lige fod med de frie. I hadithsamlingerne findes 68 hadither, som han har overleveret. Imam al-Bukhari har overleveret én af dem alene, og Imam Muslim tre alene.

Selv efter at være blevet frigivet fra slaveriet gav han ikke afkald på æren ved at tjene Allahs Ædle Sendebud. Derfor havde han et omfattende kendskab til Sendebuddets daglige gøremål og vaner. Fremtrædende sahaba strømmede til ham for at få oplysninger om dette. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, kom til ham sammen med en sekretær og spurgte: »Hvad plejede Sendebudet at gøre på de og de dage?« Abu Rafi fortalte, og sekretæren skrev det ned. (Al-Isaba 4/92).

Selv om Allahs Sendebud havde frigivet ham, forblev han selv knyttet til tjenesten for Sendebudet. Da Sendebudet frigav ham, trillede tårerne ned ad Abu Rafis kinder. Folk sagde til ham: »Du bliver frigivet fra slaveriet; hvorfor græder du over det?« Han svarede: »I dag går en belønning tabt for mig.« Fra da af var han juridisk fri, men han holdt fast i æren ved at tjene Allahs Sendebud. Når de var på rejse, var det ham, der satte Sendebudets telt op. Forholdet mellem ham og Allahs Sendebud som slave var så varmt og dyrebart for ham, at han hele sit liv præsenterede sig som Allahs Sendebuds slave eller tjener.

Allahs Ædle Sendebud giftede en sahabi ved navn Nawfal ibn al-Harith med en kvinde. Efter brylluppet bad han ham om noget at spise, men han havde ikke noget. Derfor sendte Sendebudet sin rustning med Abu Rafi og Abu Ayyub for at sælge den. De pantsatte hans rustning hos en jøde og kom tilbage til Allahs Sendebud med tredive saʿ byg. Sendebudet gav byggen til Nawfal. Nawfal fortæller: »Vi spiste af den byg i et halvt år. Derefter vejede vi den og opdagede, at der slet ikke var blevet mindre af den; den var stadig som før.« Da de fortalte Allahs Sendebud dette, sagde han: »Hvis I ikke havde vejet den, kunne I have spist af den hele livet.« (Hayatus-Sahaba 3/630).

På et tidspunkt i sit liv kom Abu Rafi ud for stor nød og økonomiske vanskeligheder. Han måtte endda række hånden frem blandt folk og modtage sadaqa og hjælp. Han tog dog aldrig imod mere end nødvendigt. Om denne periode i hans liv havde Allahs Sendebud forudsagt noget. Abu Rafi fortæller: En dag spurgte Allahs Sendebud ham: »Abu Rafi, hvordan vil det være, når du bliver fattig?« Abu Rafi svarede: »Vil jeg så modtage sadaqa?« Sendebudet sagde: »Ja.« Han spurgte: »Hvornår kommer min fattigdom?« Han svarede: »Efter min død.« Fortælleren Abu Sulaym siger: »Jeg så ham i fattigdom. Han sad ved vejkanten og sagde: Hvem vil give sadaqa til en blind gammel mand? Hvem vil give til den mand, om hvem Allahs Sendebud har sagt, at han i fremtiden vil blive fattig?« Han havde også sagt: »Det er ikke tilladt for en velhavende at modtage sadaqa, og det er heller ikke tilladt for en rask person.« Abu Sulaym siger: »Jeg så en mand give Abu Rafi fire dirham, men han gav ham én dirham tilbage. Manden sagde: ’Abdullah, du må ikke give min gave tilbage.’ Abu Rafi svarede: ’Allahs Sendebud forbød mig at samle overskydende rigdom.’« Abu Sulaym siger videre: »Til sidst så jeg Abu Rafi som en velhavende mand, og jeg hørte ham sige: ’Ak, hvis Abu Rafi dog var død i fattigdom!’« (Hayatus-Sahaba 2/253–254). Ifølge al-Waqidi døde han i Medina under Alis kalifat. (Al-Isaba 4/67).

Ubayda ibn al-Harith, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Ubayda, og hans kunya var Abu al-Harith eller Abu Muawiya. Hans far var al-Harith, og hans mor var Sukayla. Hans bedstefar var Abd al-Muttalib ibn Abd Manaf. Han var af Quraysh-stammen.

Ubaydah ibn al-Harith, Abu Salamah ibn Abd al-Asad, al-Arqam ibn Abi al-Arqam og Uthman ibn Maz’un tog imod Abu Bakrs da’wah og antog troen sammen. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) havde på det tidspunkt endnu ikke søgt tilflugt i al-Arqam ibn Abi al-Arqams hus. Da Ubaydah antog islam, var han en leder blandt Banu Abd Manaf. I Mekka tog han Bilal til sig som religiøs broder.

Ordren om at udvandre til Medina blev givet. Ubaydah drog til Medina sammen med sine to brødre Tufayl og Husayn samt Mistah ibn Uthathah. Undervejs blev Mistah fuldstændig ude af stand til at gå. Da folkene fra den forreste karavane fik det at vide, vendte de tilbage, løftede ham op og bragte ham til Medina. I Medina bød Abd al-Rahman al-Ajlani dem velkommen og beværtede dem med stor omsorg. Kort efter Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) ankomst til Medina blev der etableret et broderskab mellem ham og Umayr ibn Humam al-Ansari. Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) gav ham også et stykke jord, hvor han kunne bo for sig selv. Hele hans familie slog sig ned dér.

Otte måneder efter udvandringen sendte Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) ham i spidsen for en gruppe på 60 Muhajirun mod Rabigh for at holde øje med de mekkanske polyteisters bevægelser. Dette var den anden ekspedition i islams historie. Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) overgav denne hærs banner til Ubaydah. Da de nåede nær Rabigh, kom de i et mindre sammenstød med en styrke på 200 polyteister under Abu Sufyans ledelse. Det udviklede sig ikke til krig og blodsudgydelse, men begrænsede sig til, at der blev skudt med nogle pile og kastet med spyd.

Efter denne begivenhed deltog han i slaget ved Badr, den første konfrontation mellem sandhed og falskhed. Efter at hærene havde stillet sig op, trådte Utbah, Shaybah og Walid frem fra polyteisternes side og råbte: »Er der nogen, der vil kæmpe mod os?« Nogle unge ansarer gik frem fra den islamiske hær. Da råbte de: »Muhammad, vi kan ikke kæmpe mod folk af lavere rang. Send os vores værdige modstandere.« Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) beordrede Ali, Hamzah og Ubaydah til at træde frem. De havde ventet på denne ordre. Så snart de tre helte modtog den, gik de med deres spyd svingende i hænderne hen foran de tre modstandere. Ubaydah og Walid kæmpede længe mod hinanden. De blev begge alvorligt såret. Ali og Hamzah havde imidlertid begge slået deres modstandere til jorden. De kastede sig sammen over Walid, dræbte ham og bar Ubaydah såret bort fra slagmarken.

Det ene af Ubaydahs ben blev skilt fra kroppen neden for knæet. Han blev gennemblødt af blod fra isse til fod. For at trøste ham lagde Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) sit hoved på hans knæ. I denne tilstand sagde Ubaydah: »Allahs Sendebud, hvis Abu Talib på dette tidspunkt havde været i live og set min tilstand, ville han have været overbevist om, at jeg i højere grad end nogen anden var berettiget til at sige disse ord.« Derefter reciterede han et vers fra et digt af Abu Talib: »Vi vil beskytte Muhammad, selv om vi må ligge døde omkring ham, og vi vil glemme vores børn og hustruer.« (Sirat Ibn Hisham-2)

Efter slagets afslutning drog Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) mod Medina sammen med ham. Han var blevet alvorligt såret. Undervejs døde han i en alder af 63 år på et sted, der hedder Safra. Han blev begravet i Safras sand.

Han havde en høj status hos Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam). Profeten viste ham stor respekt. En gang slog Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sit telt op nær hans grav i Safra. Sahabaerne sagde: »Allahs Sendebud, der kommer en duft af moskus herfra.« Han svarede: »Her var jo Abu Muawiyas grav. Så hvorfor skulle det være mærkeligt?«

Ved Ubaydahs (radiyallahu anhu) død skrev mange digtere, heriblandt Hindah bint Uthathah og Ka’b, sørgedigte. (Sirat Ibn Hisham-2/24, 25, 41).

Ukasha ibn Mihsan (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Ukasha eller Ukkasha, og hans kunya eller tilnavn var Abu Mihsan. Hans far var Mihsan ibn Hursan. I den førislamiske uvidenhedsperiode var han en allieret eller traktatbundet person hos Banu Abd Shams. Han antog islam allerede før hijraen og forlod sammen med andre Mekka for at rejse til Medina. (Usud al-Ghaba 4/2).

Han gjorde sig bemærket for sit store mod i slaget ved Badr. I dette slag blev sværdet i hans hånd slået fuldstændig i stykker. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gav ham en daddelgren, og med den angreb han fjenden som med en spids dolk. Han kæmpede med denne gren helt til slagets afslutning. (Al-Isti’ab) Ibn Sa’d beretter fra Zayd ibn Aslam og andre: På dagen ved Badr blev Ukasha ibn Mihsans sværd knust. Allahs Sendebud gav ham en træstav. I hans hånd blev den forvandlet til et klart skinnende, hårdt jerns skarpe sværd. (Hayat as-Sahaba 3/658).

Han deltog i alle de berømte slag, herunder Uhud og Khandaq, og udviste ekstremt mod og tapperhed. I måneden Rabi’ al-Awwal i det syvende hijri-år fik han til opgave at tilintetgøre Banu Asad. Denne Banu Asads bosættelse lå omkring Ghamar-brønden på vejen til Medina. Han drog hurtigt dertil med en styrke på fyrre mænd. Men Banu Asads folk havde af frygt allerede forladt stedet og var flygtet til et andet sted. Da Ukasha ikke fandt nogen, drev han deres efterladte to hundrede kameler og nogle geder og får foran sig og vendte tilbage til Medina.

I år 12 efter hijra gav den første kalif, Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), Khalid ibn al-Walid ordre til at nedkæmpe oprøret ledet af den falske profet Tulayha al-Asadi. Ukasha og Thabit ibn Arqam var to forreste soldater i Khalids hær. De gik foran hæren. Pludselig stødte de sammen med fjendtlige soldater. Blandt disse fjendtlige soldater var Tulayha selv og hans bror Salama. Tulayha angreb Ukasha, mens Salama kastede sig over Thabit. Thabit blev martyr. Da råbte Tulayha: »Salama, kom hurtigt og hjælp mig. Han er ved at dræbe mig!« Salamas opgave var allerede afsluttet. Han skyndte sig Tulayha til hjælp, og de to brødre angreb Ukasha sammen og fældede ham. Således blev Ukasha martyr.

Da den islamiske hær nåede frem til de to martyrers lig, blev den dybt bedrøvet. Ukashas krop bar tegn på alvorlige sår; hele hans legeme var blevet lemlæstet. Hærføreren Khalid steg ned fra sin hest og beordrede hæren til at standse. Derefter begravede han de to martyrer i deres blodgennemvædede klæder i ørkenens sand.

Med hensyn til rang og fremragende egenskaber hørte han til blandt de førende sahaba.

(Usud al-Ghaba 4/3)

Hazrat Rasul Karim sagde engang: »70.000 mennesker vil træde ind i Paradiset uden at blive stillet til regnskab.« Ukasha spurgte: »O Allahs Sendebud, gælder det også mig?« Han svarede: »Ja, du er også blandt dem.« Derefter spurgte en anden mand om sig selv. Da sagde Rasul: »Ukasha er kommet dig i forkøbet.« Efter denne begivenhed blev Rasulullahs ord til et mundheld. Når nogen overgår en anden i noget, siger man: »Den og den er kommet frem som Ukasha.«

Shammas ibn Uthman

Hans navn var Shammas, hans fars navn var Uthman, og hans mors navn var Safiyya. Han var fra Qurayshs gren Banu Makhzum. Det er blevet overleveret fra Hisham al-Kalbi, at hans egentlige navn var Uthman. Grunden til, at han blev kaldt Shammas, var, at en særdeles smuk kristen mand engang kom til Mekka i den førislamiske tid. Det var, som om solens stråler skinnede fra hans ansigt. Folk blev overvældet af forundring over hans usædvanlige skønhed.

Shammas’ morbror, Utba ibn Rabi’a, hævdede på dette tidspunkt, at han kendte en mand, fra hvem der udstrålede endnu mere solskin. Som led i denne konkurrence fremviste han Hazrat Shammas. Fra den dag blev Uthman til Shammas. Shammas betyder »en, der udstråler ekstraordinære solstråler«. (Usud al-Ghaba 3/375). Al-Zubayr ibn Bakkar siger: »Han var en af Mekkas mest smukke mænd.« (Al-Isaba 1/155).

Hazrat Shammas og hans mor, Hazrat Safiyya bint Rabi’a, tog allerede i den første periode imod Rasulullahs invitation og antog islam.

Da han ikke længere kunne udholde polyteisternes forfølgelse, emigrerede han til Abessinien. Han tog også sin mor Safiyya med sig. Derfra vendte han tilbage til Mekka og emigrerede derefter igen til Medina. I Medina blev han gæst hos Hazrat Mubashshir ibn al-Mundhir. Der blev etableret et broderskabsforhold mellem ham og Hazrat Hanzala ibn Abi Amir al-Ansari.

Hazrat Shammas kæmpede tappert og satte sit liv på spil i slagene ved Badr og Uhud. Under slaget ved Uhud blev muslimernes sejr pludselig vendt til nederlag, og alle bortset fra en lille håndfuld mujahider, der ofrede deres liv, forlod slagmarken. I dette afgørende øjeblik var Shammas blandt dem, der blev stående ved Rasulullahs side og afværgede de vantros angreb. Rasul sagde: »Jeg kan ikke sammenligne Shammas med andet end et skjold.« Den dag, hvor end Rasulullah så hen, til højre eller venstre, fik han kun øje på Shammas. Han gjorde sig selv til Rasulullahs skjold den dag. Hele hans krop blev sønderrevet af sår. Efter slaget viste det sig, at der kun på mirakuløs vis var en svag livsgnist tilbage. I denne tilstand blev han bragt til Medina. Hazrat Umm Salama fik ansvaret for at pleje ham. Men han var da i den sidste fase af sit liv. Den følgende dag udåndede han. Hazrat Rasul Karim beordrede, at han skulle begraves på Uhuds martyrkirkegård i sit blodige tøj og uden begravelsesbøn. Han blev igen ført til Uhud og begravet dér. Historikeren al-Waqidi siger dog, at han blev begravet på Medinas Baqi-kirkegård. Bortset fra ham blev ingen af dem, der led martyrdøden ved Uhud, begravet på Baqi-kirkegården. (Al-Isaba 2/155).

Hazrat Hassan skrev et sørgedigt over hans død. Han var kun 34 år gammel, da han døde.

Shuja ibn Wahab, må Allah være tilfreds med ham

Han hed Shuja, hans kunya var Abu Wahab, og hans far hed Wahab. I jahiliyyah-tiden var hans familie allieret med Banū ʿAbdࢮShams som deres ḥalīf, altså som en forbundsfælle. (Usud al-Ghaba 2/386).

Hazrat Shuja var blandt dem, der antog islam i den tidlige periode. På grund af de mekkaanske polyteisters forfølgelse emigrerede han til Abessinien sammen med den anden gruppe, der udvandrede dertil. (Al-Isaba 3/138).

Mens de opholdt sig i Abessinien, opstod der et rygte om, at alle Mekkas indbyggere havde underkastet sig Allahs Sendebuds lydighed. Ligesom mange andre blev han da trukket tilbage til Mekka af kærligheden til hjemlandet. Da han kom til Mekka, opdagede han, at nyheden var fuldstændig falsk. Efter at have opholdt sig i Mekka i nogen tid emigrerede han sikkert til Medina. Her blev der etableret et religiøst broderskab mellem ham og Hazrat Aws.

Han deltog i alle de berømte slag, herunder Badr og Uhud. I måneden Rabi al-Awwal i det ottende hijri-år fik han til opgave at udslette en gruppe fra Banu Hawazin. Denne gruppe fra Banu Hawazin havde slået telte op på et sted kaldet Rassi, fem dages rejse fra Medina. Hazrat Shuja drog af sted sammen med fireogtyve modige mujahider; om dagen bevægede de sig skjult og om natten rejste de åbent og dristigt, indtil de en dag pludselig nåede frem dertil. Efter at have besejret fjendens styrker tog de et stort antal kameler, får og geder som bytte og bragte dem til Medina. Omfanget af byttet kan forstås ved, at hver mujahid ud over andre genstande fik femten kameler som sin andel.

Efter hjemkomsten fra Hudaybiyyah sendte Allahs Sendebud breve med udsendinge til de fleste af datidens konger og herskere. Allahs Sendebud sendte Shuja med et brev til al-Harith ibn Abi Shimir al-Ghassani eller, ifølge en anden overlevering, til al-Mundhir ibn al-Harith ibn Abi Shimir al-Ghassani. (Hayat al-Sahaba 1/127)

Denne al-Harith var hersker over området Ghouta nær Damaskus. De første sætninger i det brev, som Allahs Sendebud skrev til ham, lød således: “I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Fra Allahs Sendebud Muhammad til al-Harith ibn Abi Shimir. Fred være med dem, der følger vejledningen, tror og anerkender sandheden. Jeg kalder dig til at tro på Allah, som er én og ikke har nogen partner. Under disse omstændigheder vil dit kongedømme bestå.”

Al-Harith afviste denne opfordring. Hans vizir Muray antog imidlertid islam og sendte i hemmelighed en hilsen gennem Hazrat Shuja til Allahs Sendebud.

Det fremgår af en hadith overleveret af imam al-Zuhri, at Shuja ibn Wahab var Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, udsending til Kisras hof i Persien. Det var ham, der overrakte Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, brev til Kisra. (Hayatus Sahaba 1/136)

Under den første kalif, Hazrat Abu Bakrs, kalifat deltog Hazrat Shuja i slaget mod den falske profet Musaylima al-Kadhdhab og blev martyr på Yamamas slette. (Al-Isaba 2/138). Da han døde, var han lidt over fyrre år gammel.

Mihriz ibn Nadla, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Mihriz, og hans kunya eller tilnavn var Abu Fadla. Han var dog især kendt under tilnavnet Akhram al-Asadi.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår eller hvordan han antog islam. Biograferne er dog sikre på, at han antog islam allerede i den første periode. Efter at have udvandret fra Mekka til Medina indgik han en pagt med stammen Banu Abd al-Ashhal, og der blev etableret et broderskabsforhold mellem ham og Hazrat Ammar ibn Hazam, må Allah være tilfreds med ham.

Musa ibn Uqba, Ibn Ishaq og andre har nævnt ham på listen over profetens ledsagere, der deltog i Badr.

Al-Waqidi har overleveret fra Ayyub ibn Nu’man. Han sagde: I Badr blev Abu Aziz ibn Umayr, bror til Mus’ab ibn Umayr, taget til fange. Han blev overgivet til Mihriz ibn Nadlas varetægt. Mus’ab sagde til Mihriz: Bind hans hænder lidt strammere. Han har en velhavende mor i Mekka. Abu Aziz sagde: Broder, giver du en sådan ordre om mig? Mus’ab sagde: I stedet for dig er Mihriz min bror. Hans mor sendte fire tusind dirham for at løskøbe Abu Aziz. (Hayatus Sahaba 2/315).

Han kæmpede også tappert i slagene ved Uhud og Khandaq, hvor han satte sit liv på spil. Det sidste og mest betydningsfulde slag i hans liv var slaget ved Dhu Qarad. I det sjette hijri-år angreb Banu Fazara en græsgang i udkanten af Medina, dræbte hyrderne og bortførte Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, kameler. Hazrat Salama ibn al-Akwa befandt sig i nærheden af gerningsstedet. Han sendte Rabah, Allahs Sendebuds slave, eller ifølge en anden overlevering en slave tilhørende Abd al-Rahman ibn Awf, til Medina for at bringe nyheden. Imens klatrede han selv op på toppen af et bjerg og råbte »Ya Sabahah« (et advarselsråb ved fare) så højt, at råbet kunne høres fra den ene ende af Medina til den anden. I lang tid fortsatte han alene med at bekæmpe røverbanden ved hjælp af pile og sten. Imens kom Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, hær løbende til syne mellem træerne. I spidsen for hæren red Hazrat Mihriz ibn Nadla. Bag ham kom Hazrat Abu Qatada al-Ansari og Miqdad ibn al-Aswad, må Allah være tilfreds med dem. Hazrat Salama ibn al-Akwa greb tøjlen på Hazrat Akhrams, det vil sige Mihriz’, hest og sagde: Akhram, gå ikke længere frem. Jeg frygter, at røverne vil omringe dig og forhindre dig i at slutte dig til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og hans ledsagere. Han svarede: Salama, hvis du tror på Allah og Dommedagen, og hvis du ved, at Paradiset og Helvede er sande, så bliv ikke en hindring på min vej til martyrdøden. Han sagde dette med så stor lidenskab, at Hazrat Salama, må Allah være tilfreds med ham, slap tøjlen. Mihriz satte i galop og stillede sig foran Abd al-Rahman ibn Farazi for at spærre vejen. Han slog Abd al-Rahman med sværdet så kraftigt, at hans hest blev hugget i to. Men Abd al-Rahmans kastede spyd ramte også sit mål. Hazrat Mihriz blev martyr og faldt om på jorden. Abd al-Rahman sprang derefter op på Mihriz’ hest. Lige bagved kom Hazrat Abu Qatada. Han slog straks Abd al-Rahman hårdt. Således sendte Qatada, må Allah være tilfreds med ham, Abd al-Rahman til Helvede og hævnede drabet på sin ven. Da Hazrat Mihriz blev martyr, var han 37 eller 38 år gammel.

Den ovenfor nævnte begivenhed er et tydeligt bevis på hans stærke tro og hans intense længsel efter martyrdøden. Få dage før sin martyrdød så han i en drøm, at himlens porte blev åbnet for ham. Mens han rejste gennem den højeste verden, nåede han Sidrat al-Muntaha. Der blev der sagt til ham: »Dette er din bolig.«

Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) var særdeles kyndig i fortolkningen og betydningen af drømme. Hazrat Mihraz fortalte ham drømmen den følgende dag. Han sagde: »Akhram, dette er et glædeligt budskab om din martyrdød.« Få dage efter denne begivenhed blev hans drøm til virkelighed under ekspeditionen til Dhu Qarad, og han nåede sin permanente bolig, Sidrat al-Muntaha.

Shukran Salih (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Salih, og hans tilnavn eller titel var »Shukran«. Hans fars navn var Adi. Han var en slave af abessinsk afstamning, der tilhørte Hazrat Abd ar-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham). Men selv i slaveriet var det hans skæbne at udøve lederskab. Hazrat Rasul-e-Karim (Allahs fred og velsignelser være med ham) udvalgte ham til sit personlige arbejde. Han købte ham af Abd ar-Rahman mod betaling. Ifølge nogle overleveringer gav Hazrat Abd ar-Rahman ham imidlertid til Allahs Sendebud som gave uden nogen form for betaling. Der vides ikke meget om hans liv. Man finder heller ikke megen information i sira-værkerne om, hvornår eller hvordan han antog islam.

I de fleste slag blev Hazrat Shukran sat til at bevogte krigsbyttet og fangerne. Derfor fik han på den ene side en andel af krigsbyttet, og på den anden side modtog han betaling fra dem, hvis fanger han havde ansvaret for at passe. Abu Ma’shar siger, at han deltog i slaget ved Badr som slave. Derfor blev der ikke givet ham nogen andel af krigsbyttet. Men fordi han havde ansvaret for at passe fangerne ved Badr, gav hver af dem ham et mindre beløb. På den måde kom han til at modtage mere end selv dem, der havde fået en andel af krigsbyttet. Rasulullah (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev så imponeret over hans årvågenhed og dygtighed i udførelsen af sit ansvar under slaget ved Badr, at han frigav ham fra slaveriet.

Under slaget ved Marrah al-Yasi blev han sat til at samle de besejrede fjendtlige styrkers efterladte penge og ejendele, våben, geder og får samt deres øvrige genstande. Hazrat Rasul-e-Karim (Allahs fred og velsignelser være med ham) var så tilfreds med ham, at han ved sin bortgang testamenterede, at Shukran skulle behandles godt. Hazrat Shukran (må Allah være tilfreds med ham) fik den ære at deltage i begravelsen og ligklædningen sammen med Ahl al-Bayt, det vil sige Rasulullahs familie. Ibn Ishaq overleverer fra Ali ibn al-Husayn, at Ali ibn Abi Talib, Fadl ibn Abbas, Qutham ibn Abbas, Shukran, Rasulullahs frigivne slave, og Aws ibn Khawla steg ned i graven og lagde Rasulullah i graven. (Al-Isaba 2/664).

Der er uenighed om, hvorvidt Hazrat Shukran (må Allah være tilfreds med ham) efter Hazrat Rasulullahs (Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang blev i Medina eller bosatte sig i Basra. Han havde nemlig et hus i Basra. Man kender heller ikke med sikkerhed året eller stedet for hans død. I historien er han berømt som Shukran, Rasulullahs frigivne slave – Shukran, Rasulullahs mawla.

Umair ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Umayr, hans far Abu Waqqas og hans mor Hamnah bint Sufyan. Han var helbror til Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas, erobreren af Iran.

Hazrat Umayrs ældre bror, Sa’d ibn Abi Waqqas, antog islam allerede i islams første tid. Selvom Hazrat Umayr dengang var ung, fulgte han sin ældre brors eksempel. I en alder af blot 14 år emigrerede han og nåede frem til Medina. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, etablerede et religiøst broderskab mellem ham og Hazrat Amr ibn Mu’adh, den yngre bror til Hazrat Sa’d ibn Mu’adh, lederen af Medinas stamme Abd al-Ashhal. De var omtrent jævnaldrende.

I det andet hijri-år var forberedelserne til slaget ved Badr i gang. Hazrat Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udvalgte soldater. Hazrat Umayr var også mødt op ved forsamlingen. Hans bror Sa’d ibn Abi Waqqas så, at Umayr gik rastløst frem og tilbage, mens han undgik hans blik. Han spurgte ham: »Umayr, hvad er der sket med dig?« Han svarede: »Bror, jeg ønsker også at deltage i krigen. Måske vil Allah skænke mig martyrdøden. Men jeg frygter, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vil sende mig tilbage, fordi han anser mig for at være for ung.«

Da alle én efter én trådte frem foran Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev Umayrs frygt til virkelighed. Da han så på Umayrs alder, sagde han: »Du må vende tilbage.« Da Hazrat Umayr hørte dette, brød han sammen i gråd. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev rørt, da han så hans gråd, hans længsel efter jihad og hans intense ønske om martyrdøden. Umayr fik tilladelse til at deltage i krigen. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hængte selv hans sværd om ham.

Hazrat Umayr var dengang en sekstenårig dreng. Han vidste ikke engang rigtigt, hvordan man håndterede våben. Hans ældre bror lærte ham at holde sværdet. Fyldt med stærk begejstring og længsel efter martyrdøden trængte han ind gennem de vantros rækker og kæmpede længe med yderste tapperhed. I denne situation opfyldte Amr ibn Abd Wudd hans ønske om martyrdøden med et voldsomt slag fra sit sværd. Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage. Han led martyrdøden i en alder af blot seksten år. (Hayatus Sahabah 1/599) I slaget ved Khandaq dræbte Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, drabsmanden Amr ibn Abd Wudd. (Al-Isabah 3/70).

Abu Sufyan ibn al-Harith, må Allah være tilfreds med ham

Forholdet mellem Muhammad, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og Abu Sufyan ibn al-Harith var så dybt og stærkt, som det kun var tilfældet med ganske få andre. De blev født på samme tid i den samme familie. De var hinandens fætre. Abu Sufyans far, al-Harith ibn Abd al-Muttalib, var Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ældste farbror. Han døde før islam. (Note: Sirat Ibn Hisham 1/163).

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og Abu Sufyan var mælkeplejebrødre. Hazrat Halimah as-Sa’diyyah ammede dem begge. De havde et dybt forhold til hinanden indtil Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, modtog profetskabet. Der var også stor lighed mellem deres ansigter. Ifølge blandt andre Ibn al-Mubarak og Ibrahim ibn al-Mundhir hed Abu Sufyan egentlig al-Mughirah, mens Abu Sufyan var hans kunya eller tilnavn. (Al-Isabah 4/90, Sirat Ibn Hisham 1/647).

På grund af det dybe forhold mellem de to på så mange områder var det naturligt, at Abu Sufyan ville tro på ham allerede ved begyndelsen af Allahs Sendebuds profetgerning og besvare hans kald. Men i stedet for det naturlige skete det modsatte. Så snart Allahs Sendebud begyndte at kalde folk til islam i Mekka, forvandlede al Abu Sufyans venskab og slægtskab sig til misundelse, had, fjendskab og ulydighed.

Da Allahs Sendebud begyndte at kalde folk til islam, var Abu Sufyan en berømt rytter blandt Quraysh og en fremragende digter. Han satte sin tunge og sine pile ind mod Allahs Sendebud og hans kald. Han samlede alle sine kræfter i fjendskabet mod islam og muslimerne. Hver gang Quraysh planlagde et felttog mod Allahs Sendebud, pustede Abu Sufyan til ilden. Han havde en stor del af ansvaret for alle de lidelser, muslimerne blev udsat for fra Qurayshs side. Han anvendte sit poetiske talent på hijā’ eller forhånelse af Allahs Sendebud. Han forfattede også et uanstændigt digt mod Allahs Sendebud. Allahs Sendebud sagde i en linje fra en af Hassān ibn Thābits, må Allah være tilfreds med ham, berømte qasidaer: »Du har forhånet Muhammad, og jeg har svaret dig; belønningen for det tilkommer Allah.« Denne linje var i virkeligheden rettet mod Abu Sufyan. (Al-Isābah 4/90)

Abu Sufyans fjendskab mod Allahs Ædle Sendebud varede i tyve år. I denne lange periode udførte han alle de sammensværgelser mod muslimerne, som han kunne. I sīrah-værkerne findes en bemærkelsesværdig beretning om ham i forbindelse med slaget ved Badr. Abu Rāfi‘ beretter: »Efter slaget ved Badr sad jeg ved Zamzam-brønden i Mekka og lavede pile, da Abu Lahab kom og satte sig ved siden af mig. Af en eller anden grund deltog han ikke selv i Badr, men sendte en anden i sit sted. Derefter kom Abu Sufyan ibn al-Hārith ibn ‘Abd al-Muttalib. Abu Lahab bad ham sætte sig nær og ville høre alle detaljer om begivenhederne ved Badr. Abu Sufyan sagde: ›Ved Allahs ed, de var en gruppe, over for hvem vi havde overgivet vores skuldre. De førte os, som de ville, og tog os til fange, som de ville. Ved Allahs ed, trods alt dette bebrejder jeg ikke vores folk. For vi så nogle skinnende hvide ryttere på sorte og hvide flyvende heste mellem himlen og jorden. Ved Allahs ed, intet vil kunne stå dem imod.‹ Abu Rāfi‘ udbrød straks: ›Ved Allahs ed, de kan kun have været engle!‹ Abu Lahab gav Abu Rāfi‘ en lussing på kinden.« (Sīrat Ibn Hishām 1/646-47, Hayāt al-Sahābah 3/530)

Til sidst, kort før erobringen af Mekka, ophørte Abu Sufyans fjendskab mod islam. Historien om hans antagelse af islam er blevet gengivet således: Abu Sufyan siger: »Da islam blev stærk, og nyheden spredte sig om, at Allahs Sendebud var på vej for at erobre Mekka, begyndte jeg at se mørke omkring mig. Jeg sagde til mig selv: Hvor skal jeg nu tage hen, sammen med hvem, og hos hvem skal jeg opholde mig?«

Efter disse overvejelser gik jeg til min hustru og mine sønner og døtre og sagde: ›Gør jer klar til at forlade Mekka. Tiden for Muhammads indtræden i Mekka nærmer sig. Hvis muslimerne får fat i mig, vil de dræbe mig.‹

De sagde til mig: ›Du kan nu se, at både arabere og ikke-arabere anerkender Muhammads autoritet og antager hans religion. Og du holder stadig stædigt fast i dit fjendskab mod ham? Det burde jo netop være dig, der først trådte frem for at hjælpe og støtte ham.‹ På denne måde begyndte de at gøre mig ivrig efter og tiltrukket af Muhammads religion. Til sidst åbnede Allah den Ophøjede mit hjertes dør.

Jeg rejste mig straks og beordrede min slave Mazkur til at gøre en kamel og en hest klar. Jeg tog også min søn Ja‘far med. Vi satte hurtigt kurs mod al-Abwā’, mellem Mekka og Medina. Jeg havde allerede fået at vide, at Muhammad var nået dertil. Da jeg nærmede mig al-Abwā’, forklædte jeg mig, så ingen skulle genkende mig og dræbe mig, når de fandt mig foran Allahs Sendebud, før jeg nåede at erklære min islam. Jeg begyndte at gå til fods fra omkring en mils afstand. Jeg så muslimernes forreste grupper bevæge sig mod Mekka, den ene efter den anden. Af frygt for, at nogen skulle genkende mig, gik jeg et stykke væk fra deres rute. Pludselig fik jeg øje på Allahs Sendebud midt i denne menneskestrøm. Jeg skyndte mig hen foran ham og tog mit ansigtsslør af. Så snart han genkendte mig, vendte han ansigtet bort fra mig. Jeg gik rundt og stillede mig igen foran ham. Han vendte endnu en gang ansigtet bort. Sådan gjorde han flere gange.

Jeg havde troet, at Allahs Sendebud ville blive meget glad, når jeg antog islam. Men da muslimerne så, at Allahs Sendebud vendte ansigtet bort fra mig, vendte de også ansigterne bort fra mig med mørke miner. Abu Bakr vendte ansigtet meget hårdt bort, da han så mig. Jeg så hjælpeløst på ‘Umar ibn al-Khattāb. Han vendte ansigtet bort med endnu større hårdhed end sin ledsager. Han ophidsede endda en anṣārī mod mig. Denne anṣārī sagde til mig: ›O Allahs fjende! Du har påført Allahs Sendebud og hans ledsagere lidelse.‹ Den pågældende anṣārī skældte mig højlydt ud og overøste mig med fornærmelser, mens muslimerne stimlede sammen omkring mig og nådesløst lyttede til det og morede sig over det.

På det tidspunkt fik jeg øje på min onkel Abbas. Jeg gik lidt hen imod ham og sagde: »Onkel, jeg havde håbet, at Allahs Sendebud (fvmh.) på grund af mit slægtskab med ham og min anseelse blandt mit folk ville blive glad, hvis jeg antog islam. Tal med Allahs Sendebud (fvmh.) om mig, og få ham til at acceptere det.« Han sagde: »Efter at have set, hvordan han vendte ansigtet bort fra dig, kan jeg ikke sige et eneste ord til Allahs Sendebud (fvmh.) om dig. Men hvis der en dag opstår en mulighed, skal jeg nok sige det. For jeg både ærer og frygter Allahs Sendebud (fvmh.).«

Jeg sagde: »Onkel, hvem overlader du mig så til?«

Han sagde: »Jeg kan ikke gøre mere end det, du netop har hørt.« Mit hjerte blev fyldt med bekymring og uro. Pludselig fik jeg øje på min fætter Ali ibn Abu Talib. Jeg fortalte ham om sagen. Han svarede ligesom onkel Abbas. Jeg gik igen hen til onkel Abbas og sagde: »Onkel, hvis du ikke kan blødgøre Allahs Sendebuds hjerte over for mig, så sørg i det mindste for at standse den mand, der bagtaler og fornærmer mig og ophidser folk imod mig.« Han sagde: »Hvordan ser manden ud? Beskriv ham lige.« Jeg beskrev ham. Han sagde: »Det er jo Nuayman ibn al-Harith an-Najjari.« Han gik hen til Nuayman og sagde: »Hør, Nuayman! Abu Sufyan er Allahs Sendebuds fætter og min nevø. Selvom Allahs Sendebud i dag er vred på ham, vil han en dag blive tilfreds med ham. Så ydmyg ham ikke på denne måde.« Han forklarede ham det således flere gange. Til sidst lod Nuayman sig overtale og sagde: »Fra dette øjeblik vil jeg ikke længere tale hårdt til ham.«

Allahs Sendebud (fvmh.) gjorde holdt på vejen mellem Mekka og Medina, ved et sted kaldet Juhfa. Jeg gik hen og satte mig ved døren til Allahs Sendebuds (fvmh.) telt, mens min søn Ja’far stod ved min side. Da Allahs Sendebud (fvmh.) kom ud og fik øje på mig, vendte han ansigtet bort. Men heller ikke dette gjorde mig fortvivlet. Hver gang han gjorde holdt et sted, gik jeg således hen med min søn og satte mig ved døren til hans telt, og Allahs Sendebud (fvmh.) fortsatte med at behandle mig på samme måde. Sådan gik der nogen tid. Jeg begyndte at lide meget, og verden føltes trang for mig.

Ibn Ishaq siger: Abu Sufyan al-Harith og Abdullah ibn Abi Umayya bad igen om tilladelse til at møde Allahs Sendebud (fvmh.) på et sted kaldet Naq al-Uqab (på vejen mellem Mekka og Medina). Umm Salama sagde om dem: »Allahs Sendebud, dine to fætre, den ene fra din fars og den anden fra din mors side, er kommet for at møde dig.« Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: »Jeg har ikke længere brug for dem. Min fætter har vanæret mig, og min fætter fra min mors side har sagt mig alt, hvad han ville, i Mekka.« Abu Sufyan havde sin søn Ja’far med sig. Da disse ord fra Allahs Sendebud (fvmh.) nåede hans ører, sagde Abu Sufyan: »Ved Allah, enten vil han give mig tilladelse til at møde ham, eller også vil jeg tage min søn i hånden og gå, hvorhen på jorden jeg vil, og dø af sult og tørst.« Da Allahs Sendebud (fvmh.) hørte dette, blev han lidt mildere og gav dem tilladelse til at møde ham. De to gik hen til Allahs Sendebud (fvmh.) og erklærede, at de antog islam. (Sira Ibn Hisham, 2/400-401).

Abu Sufyan siger: »Allahs Sendebud (fvmh.) gik ind i Mekka, og jeg gik ind i Mekka sammen med hans karavane. Da han gik ud for at tage til moskéen, gik jeg med ham. Jeg forlod ham ikke et eneste øjeblik.«

Derefter nærmede tiden for ekspeditionen til Hunayn sig. Hele Arabien forenede sig og gjorde sig klar til krig mod muslimerne. Denne gang ville de for alvor gøre det af med islam og muslimerne. Allahs Sendebud (fvmh.) drog ud med sin hær for at møde dem. Jeg drog også med. Da jeg så de vantros enorme hær, sagde jeg til mig selv: »Ved Allah, i dag vil jeg gøre bod for al min tidligere fjendskab mod Allahs Sendebud. I dag vil jeg gennem mine handlinger glæde Allahs Sendebud (fvmh.).«

De to hære stod over for hinanden. På grund af de vantros heftige angreb kunne muslimerne ikke holde stand, men begyndte at flygte fra slagmarken. Da så jeg Allahs Sendebud (fvmh.) stå urokkelig som et bjerg midt på slagmarken på sit muldyr, Shahba. Han svingede sit sværd med voldsom kraft og forsvarede sig selv og sine ledsagere omkring sig. På det tidspunkt virkede han modig som en løve. Da jeg så dette, sprang jeg ned fra min hest og løb mod Allahs Sendebud (fvmh.) med det dragne sværd i hånden. Allah ved bedst, men på det tidspunkt håbede jeg at dø foran Allahs Sendebud (fvmh.). Min onkel Abbas holdt fast i tøjlen på Allahs Sendebuds (fvmh.) muldyr og stod på den ene side af ham, mens jeg stod på den anden. Med venstre hånd holdt jeg fast i Allahs Sendebuds ridedyr og med højre hånd sværdet, mens jeg satte ind med et voldsomt angreb. Da Allahs Sendebud (fvmh.) så dette, spurgte han onkel Abbas: »Hvem er det?« Min onkel sagde: »Det er din bror, din onkels søn – Abu Sufyan ibn al-Harith. Allahs Sendebud, bliv tilfreds med ham.« Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: »Jeg er blevet tilfreds med ham. Allah har tilgivet ham al hans fjendskab mod mig.«

Jeg blev overvældet af glæde og kyssede Profetens (fvmh.) fødder. Han vendte sig mod mig og sagde: »Min bror, gå fremad og angrib.« Disse ord fra Profeten (fvmh.) styrkede mit mod. Jeg foretog et voldsomt angreb og drev fjendens styrker bort fra deres positioner. De andre muslimer angreb også sammen med mig. Vi spredte dem og forfulgte dem næsten en farsakh.

Abu Sufyan ibn al-Harith blev på denne slagmark ved Hunayn velsignet med Profetens (fvmh.) tilfredshed og selskab. Men aldrig mere i sit liv så han op på Allahs Sendebud (fvmh.) med løftet blik. Når han mindedes sin tidligere opførsel, kunne han af skam og anger ikke driste sig til at rette blikket mod Profetens (fvmh.) velsignede ansigt.

Efter at have antaget islam blev Abu Sufyan plaget af anger, når han tænkte på sine handlinger og sin opførsel i sit tidligere jahiliyyah-liv samt på, at han havde været berøvet Allahs Bog. Resten af sit liv tilbragte han dag og nat med at recitere Koranen og søge at forstå Koranens regler, bestemmelser og formaninger. Han holdt sig borte fra alle verdslige glæder og rigdomme og vendte sig helt og fuldt mod Allah med alle sine lemmer og sin hele opmærksomhed. En dag var han på vej ind i moskeen. Da Profeten (fvmh.) så ham, kaldte han på Aisha og sagde: »Aisha, kender du denne mand?« Aisha svarede: »Nej, Allahs Sendebud.« Profeten (fvmh.) sagde: »Det er min fætter Abu Sufyan ibn al-Harith. Se, han går først ind i moskeen og forlader den sidst af alle. Hans blik viger aldrig fra snørebåndene på hans sko.«

Efter den ædle Profets (fvmh.) bortgang græd Abu Sufyan voldsomt som en mor, der har mistet sit barn. I en qasida skildrede han på meget smuk vis sin sorg over tabet. Efter at have antaget islam fremsagde han en qasida, som han selv havde forfattet, for Profeten (fvmh.), hvori han udtrykte sine daværende følelser og bad om tilgivelse. Da han i en linje af qasidaen sagde: »Han viste mig sandhedens vej, som jeg havde fordrevet ham fra«, slog Profeten (fvmh.) ham på brystet og udbrød: »Det var dig, der fordrev mig.« (Sirat Ibn Hisham 2/400-401)

Under Umar som kalif mærkede Abu Sufyan, at hans livs aften nærmede sig. En dag gravede han selv en grav. Tre dage senere forlod han denne verden. Det var, som om han havde indgået en aftale med døden. Før sin død sagde han til sin hustru, sine børn og sin familie: »Græd ikke over mig. Ved Allah, efter at jeg antog islam har jeg ikke begået nogen syndig handling.« Efter at have sagt dette udåndede han. Kaliffen Umar bad begravelsesbønnen over ham. Han døde i år 15 efter hijra, ifølge en anden opfattelse i år 20. Hisham ibn Urwah beretter fra sin far, Urwah, at Profeten (fvmh.) sagde: »Abu Sufyan er leder for paradisets unge mænd.« (Al-Isabah 4/90)

Buraydah ibn al-Husayb (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Buraydah, og hans kunya eller tilnavn var Abu Abdillah. Hans fars navn var Husayb ibn Abdillah. Han var høvding for stammen Banu Aslam. Buraydah antog islam på tidspunktet for Profeten (fvmh.)s hijra. Da den ædle Profet (fvmh.) var rejst fra Mekka mod Medina og nåede et sted kaldet Ghamim, kom Buraydah til Allahs Sendebud (fvmh.). Profeten (fvmh.) fremlagde islams budskab for ham, og han accepterede det uden tøven. Det skal bemærkes, at Ghamim ligger to manzil fra Mekka. Her antog yderligere firs personer fra Banu Aslam islam sammen med ham. Profeten (fvmh.) udførte isha-bønnen dér, og Buraydah og hans ledsagere bad bag Profeten (fvmh.). (Hayatus Sahabah 1/3) Efter at have antaget islam blev han boende blandt sin egen stamme og kom til Medina efter slagene ved Badr og Uhud. Historiske kilder er dog uenige om tidspunktet for hans antagelse af islam og hans ankomst til Medina.

Før det sjette år efter hijra foretog han hijra til Medina, og som det første deltog han i Hudaybiyyah-traktaten og opnåede den lykkelige ære at aflægge Bay’at al-Ridwan. I det syvende år efter hijra deltog han i felttoget mod Khaybar. Om dette beretter han: »Vi belejrede Khaybar. Den første dag bar Abu Bakr fanen, men sejren udeblev. Den anden dag var det det samme. Folk begyndte at blive fortvivlede. Da sagde Profeten (fvmh.): ›I morgen vil jeg give fanen til en mand, som Allah og Hans Sendebud elsker højt.‹ Folk blev meget glade ved tanken om, at sagen ville blive afgjort allerede næste dag. Tidligt næste morgen, efter at Profeten (fvmh.) havde bedt fajr-bønnen, beordrede han, at fanen skulle bringes. Folk stod på række. Han kaldte på Ali og overrakte ham fanen. Denne dag blev Khaybar erobret under Alis ledelse.«

I det 8. år efter hijra ledsagede Burayda Allahs Sendebud (fred være med ham) på felttoget mod Mekka og trådte ind i Mekka med en af hærens faner i hånden. (Hayatus-Sahaba 1/167).

I den forbindelse beretter han, at han på dagen for erobringen af Mekka udførte flere bønner med én wudu.

På tidspunktet for slaget ved Tabuk sendte Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) folk til forskellige stammer for at opmuntre folk fra Mekka og andre områder til at deltage i krigen. På dette tidspunkt sendte han Burayda til Aslam-stammen og beordrede ham til at møde op på et sted ved navn Furʿa mellem Mekka og Medina. (Tarikh Ibn Asakir 1/110).

Efter erobringen af Mekka sendte Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) en hær til Yemen under ledelse af Hazrat Khalid ibn al-Walid. Burayda var også medlem af denne hær. Senere blev en anden hær sendt dertil under ledelse af Hazrat Ali, og ledelsen af hele hæren blev overdraget til Ali (må Allah være tilfreds med ham). Efter slaget tog Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) en slavepige fra krigsbyttet til sig. Burayda kunne ikke acceptere dette. Da han var vendt tilbage til Medina, forelagde han sagen for Allahs Sendebud (fred være med ham). Efter at have hørt det hele sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Burayda, nærer du noget had til Ali?« Burayda benægtede det. Da sagde Allahs ædle Sendebud (fred være med ham): »Nær ikke nogen form for misundelse mod Ali i dit hjerte. Han får endnu mere end dette fra den femtedel af krigsbyttet.« (Sahih al-Bukhari – kapitlet om Alis udsendelse til Yemen).

I en anden beretning siges det, at farven i Allahs Sendebuds (fred være med ham) velsignede ansigt ændrede sig, da han hørte Buraydas udsagn. Han sagde: »Burayda, har jeg ikke større ret til de troende end de har til sig selv?« Burayda svarede: »Jo, Allahs Sendebud!« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Den, hvis mawla (herre/slave) jeg er, hans mawla er Ali også.« Burayda siger: »Efter at have hørt denne udtalelse fra Allahs Sendebuds (fred være med ham) rene tunge forsvandt alle mine klager over Ali. Og fra den dag opstod der i mit hjerte en så dyb kærlighed til ham, som jeg aldrig har følt for nogen anden.« (Musnad af Imam Ahmad ibn Hanbal).

I den sidste del af Allahs ædle Sendebuds (fred være med ham) liv beordrede han Usama til at lede et felttog til Syrien. Burayda var fanebærer for denne hær. Usama var draget ud fra Medina, havde slået lejr i Medinas udkant og var ved at gøre sig klar til afrejse, da han fik besked om Allahs Sendebuds (fred være med ham) sidste sygdomstilstand. Han indstillede afrejsen og skyndte sig hen til Allahs Sendebuds (fred være med ham) leje. Sammen med de andre vendte Burayda også tilbage til Medina med fanen i hånden og rejste den foran døren til Allahs Sendebuds (fred være med ham) hus. Efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) bortgang overtog Hazrat Abu Bakr kalifatets ansvar. På kaliffens ordre tog Burayda igen fanen og drog til Syrien, hvor han deltog i krigen. Efter krigen vendte han atter tilbage til Medina med fanen i hånden og rejste den foran Usamas hus. Fanen stod dér indtil den sidste dag i Usamas liv. (Hayatus-Sahaba 1/425-26).

Efter at Hazrat Burayda havde antaget islam, deltog han i alle de krige, der fandt sted i Allahs Sendebuds (fred være med ham) levetid. Det er berettet fra ham i de to Sahih-værker, at han i alt deltog i 16 (seksten) krige sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham). (Al-Isaba 1146, Ibn Saʿds Tabaqat – kapitlet om maghazi 136).

I Allahs ædle Sendebuds levetid var Burayda indbygger i Medina. Da byen Basra blev grundlagt under kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham), blev han fast bosat dér. Jihadens blod kogte i Hazrat Buraydas årer. Han plejede at sige til folk: »Livets glæde ligger jo i at ride hestene hårdt.« På grund af denne lidenskab og begejstring drog han selv under kaliffernes tid hjemmefra som soldat på forskellige felttog. Under Hazrat Uthmans kalifat deltog han i felttoget mod Khorasan, drog til Merv og blev boende dér. Selvom Hazrat Burayda var en tapper mujahid, forblev hans sværd altid i skeden under muslimernes indbyrdes stridigheder i kaliffernes tid. Han deltog ikke i nogen af de borgerkrige, der fandt sted under den anden og den tredje kalifs tid, mens han levede. På grund af sin store forsigtighed gav han end ikke udtryk for nogen mening om de personer på de to sider, som var blevet involveret i disse konflikter. I den forbindelse fortæller en mand fra Banu Bakr ibn Wa’il: »Engang var jeg sammen med Burayda al-Aslami i Sijistan. En dag nævnte jeg Ali, Uthman, Talha og Zubayr for at få hans mening om dem. Burayda vendte straks ansigtet mod qiblaen, satte sig og begyndte at bede med begge hænder løftet: ‘O Allah, tilgiv Uthman. Tilgiv også Ali, Talha og Zubayr.’ Fortælleren siger: Derefter vendte han sig mod mig og sagde: ‘Vil du være den, der dræber mig?’ Jeg sagde: ‘Hvorfor skulle jeg ville dræbe dig? Jeg bad blot om dette hos dig.’ Burayda sagde: ‘De var en gruppe mennesker, om hvem Allahs vilje allerede var fastlagt. Hvis Han vil, kan Han tilgive dem, og hvis Han vil, kan Han straffe dem. Deres regnskab er hos Allah.’ (Ibn Saʿd 4/176, Hayatus-Sahaba 3/388).

En gang besøgte han Amīr Muʿāwiya. Muʿāwiya sad på det tidspunkt og talte med en mand. Burayda sagde: „Muʿāwiya, vil du også give mig lidt tid til at tale?“ Muʿāwiya sagde: „Ja.“ Han havde troet, at Burayda måske ville sige noget ligesom de andre. Men Burayda sagde: „Jeg har hørt Allahs Sendebud sige: ‘Jeg håber på dommedag at gå i forbøn for så mange mennesker, som der findes træer, sten og sandkorn i hele verden. Muʿāwiya, du håber på denne forbøn, mens ʿAlī ikke må håbe på den?’“ (Musnad af Imām Ahmad 4/347, Hayātus-Sahāba 3/49). Det er muligt, at den første mand kritiserede Hazrat ʿAlī, og at Muʿāwiya håbede at høre dette fra Buraydas mund. At tale sandt var en særlig egenskab hos ham. I denne sag frygtede han ikke engang en meget fremtrædende personlighed.

Burayda havde en særlig respekt og anseelse blandt sahābaerne. Han bevarede mange hadither fra Allahs Sendebud i sin hukommelse. Antallet af hadither, han overleverede, var omkring 164. Af disse er to overleveret af både Bukhārī og Muslim, mens 11 kun er overleveret af Muslim. Alle de hadither, han overleverede, stammer direkte fra Allahs Sendebuds egne ord. Blandt hans elever var hans sønner ʿAbdullah og Sulaymān samt blandt andre ʿAbdullah ibn Khāziʿī, Shaʿbī og Malīh ibn Usāma særligt bemærkelsesværdige.

Allahs ædle Sendebud omgikkes ham meget ligetil og naturligt. En gang var Burayda på vej et sted hen, da han mødte Allahs Sendebud undervejs. Allahs Sendebud tog Burayda i hånden, og de begyndte at gå sammen.

Det er overleveret fra Burayda. Han sagde: „Vi sad hos Allahs Sendebud, da en mand fra Quraysh kom. Allahs Sendebud kaldte ham hen og lod ham sætte sig tæt ved sig. Da manden rejste sig for at gå, sagde Allahs Sendebud til mig: ‘Burayda, kender du denne mand?’ Jeg svarede: ‘Ja. Med hensyn til slægtens anseelse tilhører han middelklassen blandt Quraysh, men han er den rigeste af dem.’ Jeg gentog dette tre gange. Derefter sagde jeg: ‘Allahs Sendebud, jeg har fortalt dig det, jeg ved om ham. Men du ved mere end jeg.’ Allahs Sendebud sagde: ‘På dommedag vil denne egenskab ikke have nogen betydning hos Allah.’“

Når han én gang havde hørt noget fra Allahs Sendebuds mund, forsøgte han at følge det til punkt og prikke. En gang sad han hos Allahs Sendebud. Allahs Sendebud sagde: „Min ummah vil tre gange blive fordrevet af mennesker fra et folk med skjoldlignende brede ansigter og små øjne. De vil drive dem foran sig, indtil de omringer dem på Den Arabiske Halvø. Ved deres første angreb vil de, der flygter, overleve. Ved det andet angreb vil nogle overleve, mens andre vil blive dræbt! Men ved det tredje angreb vil alle blive dræbt.“ Folkene spurgte: „Allahs Sendebud, hvem er de?“ Han svarede: „Tyrkerne.“ Han sagde også: „Ved Ham, i hvis hånd mit liv er! Disse mennesker vil binde deres heste til søjlerne i muslimernes moskeer.“

Efter denne frygtelige profeti holdt Burayda altid to eller tre kameler, rejseproviant og et kar til drikkevand klar, så han kunne flygte fra denne straf, når tiden for den end måtte komme. (Musnad af Imām Ahmad 5/347).

Hazrat Burayda var høvding for Aslam-stammen. Hazrat Rabīʿa al-Aslamī var en hjælpeløs og uformuende tjener hos Allahs Sendebud. Da han ville gifte sig, beordrede Allahs Sendebud Burayda til at sørge for betaling af hans mahr. Burayda indsamlede bidrag og udførte således denne opgave.

Han døde i år 63 efter hijra i Marv i Persien under Yazīd ibn Muʿāwiyas kalifat. Han efterlod sig to sønner ved navn ʿAbdullah og Sulaymān.

Uqba ibn Amir al-Juhani, måtte Allah være tilfreds med ham

Han hed Uqba, hans tilnavn var Abu Amr, og hans far hed Amir. Han var fra Banu Juhana-stammen. Da Den Ædle Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kom til Medina, vogtede Uqba geder langt fra Medina. Nyheden om Sendebudets ankomst spredte sig gennem Medinas gader og stræder samt de omkringliggende ørkener og oaser. Lad os høre fra Uqba selv, hvordan hans første møde med Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fandt sted:

»Da Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kom til Medina, vogtede jeg mine geder uden for Medina. Da nyheden nåede mig, forlod jeg alt og tog af sted for at møde ham. Da jeg trådte frem for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde jeg: O Allahs Sendebud, vil du lade mig aflægge troskabsed? Han spurgte for at få min identitet at vide: Hvem er du? Jeg svarede: Uqba ibn Amir al-Juhani. Han spurgte: Hvilken troskabsed ønsker du mest: de fastboende beduiners troskabsed eller hijraens troskabsed? Jeg svarede: Hijraens troskabsed. Derefter lod han mig aflægge den troskabsed, som han lod muhajirun aflægge. Efter at have aflagt troskabsed til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tilbragte jeg en nat hos ham og vendte derefter tilbage til mine geder i ørkenen.«

Vi var tolv muslimer. Vi vogtede geder langt fra Medina. Nogle af os sagde: Hvis vi ikke hver anden dag møder op hos Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, for at lære om religionen og få at vide, hvad der bliver åbenbaret for ham, er der intet godt i vores liv. Hver dag skulle én af os på skift tage til Medina, mens de andre vogtede hans geder. Jeg sagde: I kan skiftes til at tage af sted én ad gangen, og jeg påtager mig ansvaret for hans geder. Jeg ønskede ikke at efterlade mine geder hos nogen og tage til Medina.

Mine ledsagere begyndte på skift at tage til Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forsamling i Medina, mens jeg vogtede deres gedeflokke. Når de vendte tilbage, hørte jeg alt det, de havde hørt eller lært, og lærte det af dem. Sådan fortsatte det i nogen tid. Imidlertid opstod denne følelse i mit hjerte: »Må du gå til grunde! På grund af gederne bliver du berøvet Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, selskab og lykken ved at høre hans egne ord direkte fra hans mund!« Efter denne erkendelse forlod jeg mine geder og drog til Medina med det formål at bosætte mig permanent ved Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i Profetens Moské.

Jeg nåede Medina. Da jeg trådte ind i Profetens Moské, hørte jeg som det første en mand sige, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde sagt: »Den, der udfører wudu fuldstændigt, bliver renset for alle sine synder, som han var den dag, hans mor fødte ham.« Jeg blev meget glad for at høre dette. Umar ibn al-Khattab sagde da: »Du ville blive endnu gladere, hvis du hørte det første udsagn.« Jeg bad ham gentage det. Han sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt: Hvis nogen dør uden at sætte noget ved Allahs side, åbner Allah alle Paradisets porte for ham. Paradiset har otte porte, og han kan gå ind gennem hvilken som helst af dem, han ønsker.« I det samme kom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til stede blandt os. Jeg satte mig ansigt til ansigt med ham. Han vendte ansigtet bort fra mig. Det gjorde han flere gange. Fjerde gang sagde jeg: O Allahs profet, måtte mine forældre ofres for dig! Hvorfor vender du på denne måde ansigtet bort fra mig? Denne gang vendte han sin opmærksomhed mod mig og sagde: »Er én person dig mere kær end tolv?« (Hayatus Sahaba 3/214-15, Suwarum min Hayatis Sahaba 4/144).

Uqba kæmpede for første gang sammen med Allahs Sendebud mod de vantro ved Uhud. Derefter spillede han en aktiv rolle i alle de slag, der fandt sted under Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, levetid. Under den anden kalif Umars, måtte Allah være tilfreds med ham, kalifat deltog han som mujahid i felttoget mod Syrien. På dagen for erobringen af Damaskus viste han stor dygtighed og tapperhed i bueskydning. Efter erobringen af Damaskus sendte hærføreren Abu Ubayda ibn al-Jarrah, måtte Allah være tilfreds med ham, ham til Medina for hurtigt at overbringe denne nyhed til kaliffen. På blot otte dage nåede han frem til kaliffen i Medina efter at have rejst uafbrudt dag og nat fra den ene fredag til den næste. I slaget ved Siffin deltog han på Amir Muawiyas, måtte Allah være tilfreds med ham, side. Efter erobringen af Egypten udnævnte Muawiya, måtte Allah være tilfreds med ham, ham på et tidspunkt til dets wali eller hersker. Abu Amr al-Kindi fortæller: Muawiya overdrog ham ansvaret for at opkræve kharaj-skatten i Egypten og lede bønnen som imam. Senere, da han ønskede at afsætte ham, beordrede han Uqba til at angribe Rhodos. Mens Uqba var på vej mod Rhodos, hørte han, at Maslama var blevet udnævnt i hans sted. Da sagde han: »Først sender man mig langt væk, og derefter afsætter man mig?« Det skete i år 47 efter hijra. Efter sin afskedigelse trak han sig tilbage fra felttoget. Der er uenighed om året for Uqbas død. Ifølge den korrekte beretning døde han i Egypten i år 58 efter hijra under Muawiyas, måtte Allah være tilfreds med ham, kalifat. Han blev begravet ved foden af bjerget Mu’attam syd for det nuværende Kairo. (Al-Isaba 3/489; Tadhkirat al-Huffaz 1/43).

Med hensyn til viden og anseelse var Uqba en bemærkelsesværdig personlighed. Koranen, hadith, fiqh, fara’id og poesi indtog en særlig plads hos ham. Allama al-Dhahabi siger: »Han var på én gang faqih, lærd, recitator af Allahs Bog, kender af fara’id-videnskaben, veltalende og en førsteklasses digter.« (Tadhkirat al-Huffaz 1/43).

Han havde en særlig interesse i at lære recitationen af den hellige Koran. Med stærk begejstring og interesse lærte han at recitere den ærede Koran. Nogle suraer lærte han selv af Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. En gang kastede han sig ned for Allahs Sendebuds fødder og bad: »O Allahs Sendebud, lær mig lidt af sura Hud og sura Yusuf.« Denne intense interesse gjorde ham til en berømt koranrecitator.

Han havde en meget melodisk stemme. Han reciterede Koranen med en smuk og velklingende stemme. Når stilheden sænkede sig sent om natten, begyndte han at recitere Koranen med en hjertegribende stemme. Allahs Sendebuds ledsagere lyttede opmærksomt til recitationen. Deres hjerter blev blødgjort af frygt for Allah, og deres øjne fyldtes med tårer. En gang sagde kaliffen Umar til ham: »Uqba, recitér noget af Koranen for os.« Uqba begyndte at recitere. Da Umar hørte recitationen, brød han sammen i gråd, og hans skæg blev vådt af tårer. Uqba ibn Amir fremstillede med egen hånd en samling af den hellige Koran. Helt frem til det 9. århundrede efter hijra blev dette eksemplar opbevaret i moskéen i Egypten, der hed »Jami Uqba ibn Amir«. På slutningen af eksemplaret stod der skrevet: »Dette er skrevet af Uqba ibn Amir al-Juhani.« Det var det ældste eksemplar af Koranen, man havde fundet i verden. Men den ulykkelige muslimske nation har, ligesom så meget andet, også mistet denne værdifulde skat. (Tahdhib al-Tahdhib 7/243, Suwar min Hayat as-Sahaba 4/148-49, Muhajirin 2/236)

Når det gjaldt overleveringen af Allahs Sendebuds hadither, stod han bestemt ikke tilbage. Det samlede antal hadither, han overleverede, var 55. Af disse blev syv overleveret af både al-Bukhari og Muslim, mens én blev overleveret særskilt af al-Bukhari og syv særskilt af Muslim. Mange fremtrædende sahaba rejste langt for at høre hadither fra ham. Abu Ayyub rejste fra Medina til Egypten udelukkende for at høre én hadith, og så snart han havde hørt den, begav han sig igen mod Medina. Også den lærde i ummaen, Abdullah ibn Abbas, tilegnede sig viden hos ham. Desuden hentede mange berømte tabi’un viden fra hans kundskabskilde. Ibn Asakir overleverer fra Ibrahim ibn Abd ar-Rahman ibn Awf. Han sagde: »Ved Allahs ed sendte Umar ibn al-Khattab, før sin død, bud efter Allahs Sendebuds ledsagere Abdullah ibn Hudhafa, Abu ad-Darda, Abu Dharr og Uqba ibn Amir fra forskellige steder og sagde til dem: Hvad er det for hadither, I overleverer så mange af fra Allahs Sendebud? De sagde: Forbyder du os at overlevere hadither? Han sagde: Nej. Men I skal blive hos mig. Så længe jeg lever, må I ikke rejse noget sted uden mig.« Så længe Umar levede, rejste de ikke langt bort fra ham. (Hayat as-Sahaba 3/240-41)

Også inden for fiqh havde Uqba en dyb lærdom. Inden for de kundskabsområder, der var direkte knyttet til religionen, såsom khutbaer, taler og poesi, havde han et stort herredømme. Selvom Uqba var en højtstående sahabi, var han ikke desto mindre meget bange for at påtage sig religiøse forpligtelser. På et tidspunkt fungerede han som imam i Egypten, men senere undgik han at lede bønnen. Abu Ali al-Hamadani fortæller: På en rejse sagde folk en gang til ham: »Da du er Allahs Sendebuds ledsager, skal du lede os i bønnen.« Han svarede: »Nej. Jeg har hørt Allahs Sendebud sige: Hvis en person leder bønnen og udfører den korrekt og til tiden, er der belønning for både imamen og menigheden. Men hvis der opstår en fejl, skal imamen stå til ansvar, mens den, der følger imamen, ikke bærer noget ansvar.«

At tjene Allahs ædle Sendebud var hans eneste lidenskab. På rejser påtog han sig ofte at holde fast i tøjlen på Allahs Sendebuds muldyr, Ash-Shahba, og føre det frem. Under denne tjeneste og dette samvær lod han ingen mulighed for at tilegne sig religiøs viden gå til spilde. Han har fortalt: »En gang ledsagede jeg Allahs Sendebud på en rejse. Mens jeg førte Allahs Sendebuds ridedyr, sagde han: Uqba, skal jeg fortælle dig om to fremragende suraer, som er lette at recitere? Jeg sagde: Fortæl mig dem. Han sagde: De to suraer er: Sig: Jeg søger tilflugt hos daggryets Herre, og Sig: Jeg søger tilflugt hos menneskenes Herre.«

Han viste Allahs Sendebud så stor respekt, at han anså det for respektløst blot at sidde på hans ridedyr. En gang udførte han på en rejse den tjeneste, han havde fået tildelt, da Allahs Sendebud standsede ridedyret og satte sig ned. Han steg ned fra ridedyrets ryg og sagde: »Uqba, sæt dig op på ridedyret.« Uqba sagde: »Ære være Allah! O Allahs Sendebud, skal jeg ride på dit ridedyr?« Allahs Sendebud gentog sin befaling. Uqba gav det samme svar. Til sidst, efter gentagne opfordringer, steg Uqba op på ridedyrets ryg for at adlyde befalingen, mens Allahs Sendebud holdt dyret i tøjlen og førte det frem. Derfor blev han kaldt Radif Rasulillah – den, der red bag Allahs Sendebud på hans ridedyr. At skjule menneskers fejl var en særlig egenskab hos Uqba. Han anså det for meget forkasteligt at offentliggøre nogens fejl. En gang kom hans sekretær og sagde: »Vores naboer drikker vin.« Han svarede: »Lad dem gøre det, men fortæl det ikke til nogen.« Sekretæren sagde: »Skal jeg underrette politiet?« Han svarede: »Det ville være meget beklageligt! Hold dig fra det.« Jeg har hørt Allahs Sendebud sige: »Den, der skjuler en andens fejl, er som en, der har gjort en død levende.« (Hayat as-Sahaba 2/423)

Han havde en særlig interesse for militærkundskab, især bueskydning. Han opmuntrede også andre til at tilegne sig denne færdighed. En gang kaldte han Khalid ibn al-Walid til sig og sagde: »Jeg har hørt Allahs Sendebud sige: Allah vil skænke tre mennesker Paradis for én pil – den, der fremstiller pilen, den, der bærer den på Allahs vej, og den, der affyrer den. Han sagde også: Blandt alle former for leg og underholdning er kun tre tilladt – bueskydning, ridetræning og spøg og leg med sin hustru. Den, der tilegner sig kunsten at skyde med bue og derefter glemmer den, har i virkeligheden mistet en enorm rigdom.« (Musnad Imam Ahmad 4/148) Han samlede mange forskellige våben til krigsbrug. Efter hans død blev hans efterladte ejendele undersøgt, og det viste sig, at der i hans hus var lidt over 70 buer. Sammen med disse buer var der en del pile og pilespidser. Alt dette gav han bort på Allahs vej. (Suwar min Hayat as-Sahaba 4/150-51)

Uqba var en velstående mand. Han havde også tjenestefolk. Ikke desto mindre udførte han selv alle sine opgaver med egne hænder.

Hazrat Uqba lå på sit dødsleje i Egypten. I denne tilstand kaldte han sine børn til sig og gav dem følgende råd: »Mine børn! Jeg forbyder jer tre ting; husk dem grundigt. 1) Modtag ikke profeten, fred være med ham, sine hadither fra andre end en pålidelig og troværdig person. 2) Bliv aldrig forgældede, selv hvis det er for at bære en aba (en løs, tyk kjortel, der er åben foran). 3) Skriv ikke digte. For så vil jeres hjerter forlade Koranen og blive optaget af dette.« (Hayatus-Sahaba, 3/201).

Kort sagt blev det skjulte talent, som gedehyrden Hazrat Uqba besad, fuldt udviklet gennem hans korte samvær med profeten, fred være med ham. Senere blev han blandt profetens ledsagere en af de største lærde, en af de bedste koranrecitatorer, en fremragende sejrende hærfører og en fremragende hersker. Da han forlod sit arbejde som gedehyrde og trådte i profetens, fred være med ham, tjeneste, vidste han ikke den mindste smule om, at han en dag skulle blive en af fortroppene i hæren, der erobrede Damaskus, og få et hus ved Damaskus’ Bab Tuma. Den dag han besluttede at vende tilbage til Medina, faldt det ham ikke én eneste gang ind, at han en dag skulle blive en af lederne ved erobringen af Egypten, blive dets guvernør og få et hus på Cairo-bjerget Mukattam. Islam udviklede hans skjulte talent så meget, at han gik fra at være gedehyrde til at blive alt dette.

Abu Barza al-Aslami

Der er betydelig uenighed blandt hadith-biograferne om Abu Barzas egentlige navn. Ifølge den mest fremtrædende opfattelse var hans navn Nadla ibn Ubayd, mens Abu Barza var hans kunya eller tilnavn. (Al-Isaba, 4/19)

Han antog islam allerede i den første periode af den islamiske mission i Mekka. Efter at være blevet muslim deltog han sammen med Hazrat, den ærede Guds sendebud, i alle de sammenstød, der fandt sted med de vantro. På dagen for erobringen af Mekka tilgav Guds sendebud, fred være med ham, selv sine værste fjender. Men nogle forbrydere, som havde overskredet grænserne for fjendskab og oprør, blev dræbt den dag. Abd al-Rahman ibn Khatal var en af dem. Denne mand havde først antaget islam. Men efter at have dræbt en af sine muslimske slaver blev han frafalden for at undgå den islamiske straf, qisas, og flygtede til Mekka. Han havde to slavinder. De gik rundt på Mekkas markeder og sang sange, der fordømte Muhammad, fred være med ham. På dagen for erobringen af Mekka havde den usle Ibn Khatal ingen anden udvej end at klamre sig til Kabaens klæde i håb om sikkerhed. Profetens ledsagere sagde til Guds sendebud, fred være med ham: »Ibn Khatal søger beskyttelse under Kabaens klæde.« Guds sendebud, fred være med ham, beordrede, at han skulle dræbes. Så snart Abu Barza modtog denne ordre, skyndte han sig hen og dræbte ham. (Abu Dawud, Kitab al-Jihad; Sirat Ibn Hisham, 2/410)

Abu Barza boede i Medina indtil den ærede Guds sendebuds, fred være med ham, død. Under Hazrat Umars kalifat blev han bosat i Basra. I slaget ved Siffin kæmpede han på Hazrat Alis side og ved Nahrawan mod kharijitterne. Under felttoget i Khorasan var han en mujahid.

Der er uenighed om tidspunktet for Hazrat Abu Barzas død. Ifølge nogle døde han i år 60 efter hijra, mens andre mener, at han døde i år 65 efter hijra. Den anden opfattelse synes at være den mest korrekte. For han levede stadig på tidspunktet for konflikten mellem Marwan og Abdullah ibn al-Zubayr, og han plejede at sige: »De skændes om alle verdens ting.« (Hayatus-Sahaba, 2/407). Ved sin død efterlod han sig sin eneste søn, Mughirah.

Hazrat Abu Barza havde mulighed for et langvarigt samvær med den ærede Guds sendebud, fred være med ham. Derfor bevarede han et betydeligt antal af Guds sendebuds, fred være med ham, hadither i sin hukommelse. Antallet af hadither, han overleverede, er 64. Af disse er 27 overleveret af både Bukhari og Muslim. To blev overleveret særskilt af Bukhari og fire særskilt af Muslim.

Hadrat Abu Barzah (ra.) havde en tilbøjelighed til askese i sin natur. Han bar ikke dyrt tøj og red heller ikke på heste. Han gik omkring med sin awrah dækket af to safranfarvede klæder. En af hans samtidige sahaba var A’iz ibn Umar. Han bar både kostbare klæder og red på heste. En mand, der ønskede at skabe strid mellem de to, kom til Hadrat A’iz og sagde: „Se på Abu Barzah; han går imod dig i spørgsmål om klædedragt og livsførelse. Du bærer dyrt khuz-tøj og rider på heste, mens han afholder sig fra begge disse ting.“ Men sahabernes broderskab var langt dybere og stærkere end deres ydre klædedragt og levevis. Hadrat A’iz svarede manden: „Må Allah forbarme sig over Abu Barzah. Hvem blandt os er i dag hans lige?“ Skuffet gik manden derfra til Abu Barzah og sagde til ham: „Se blot på A’iz. Han bryder sig ikke om din livsførelse. Han rider omkring på sin hest, og hans kostbare khuz-klæder pryder hans krop.“ Men også her fik manden det samme svar. Abu Barzah sagde til ham: „Må Allah forbarme sig over A’iz. Hvem blandt os er hans lige?“

En gang sagde en mand nogle hårde ord til Hadrat Abu Bakr as-Siddiq (ra.). Straks udbrød Abu Barzah: „Skal jeg hugge hovedet af ham?“ Abu Bakr (ra.) irettesatte ham og sagde: „Efter Allahs Sendebud (sa.) er en sådan straf ikke tilladt over for nogen anden.“ (Kanz al-Ummal 2/161, Hayatus Sahaba 2/638)

At tjene de fattige og nødlidende var en særlig egenskab hos Abu Barzah. Fra morgen til aften gav han fattige og trængende mad. Hasan ibn Hakim har overleveret dette fra sin mor.

Abu Barzah gav enker, forældreløse og fattige sarid (en slags yndlingsret blandt araberne) at spise morgen og aften. (Hayatus Sahaba 2/194-95).

Han kunne ikke tolerere nogen form for hån, spøg eller skæmt om Hadrat Allahs ædle Sendebud (sa.). Ubaydullah ibn Ziyad ønskede at vide noget om Hawd al-Kawthar. Han spurgte folkene: „Hvem kan fortælle noget om Hawd al-Kawthar?“ Folkene nævnte Abu Barzah (ra.). Ubaydullah sendte bud efter ham, og han kom. Da Ubaydullah så ham komme, sagde han hånligt: „Er dette jeres muhammadi?“ Abu Barzah svarede meget vredt: „Allah være lovet! Jeg lever i en tid, hvor ledsagerskabets værdighed bliver set ned på.“ Mens han sagde dette, satte han sig meget vredt. Ubaydullah stillede sit spørgsmål, og Abu Barzah svarede: „Den, der fornægter Hawd al-Kawthar, vil ikke kunne komme i nærheden af det, og Allah vil heller ikke lade ham drikke derfra.“ Efter at have sagt dette rejste han sig og gik.

Det er overleveret fra Hadrat Abu Barzah, at han sagde: „Under et slag (ifølge en anden overlevering ved Khaybar) angreb vi den polyteistiske hær og drev dem bort fra deres udstyr til brødbagning. Derefter tog vi det i besiddelse og begyndte at spise. I jahiliyyah-tiden havde vi hørt, at de, der spiser hvidt brød, bliver tykke. Efter at have spist deres efterladte brød begyndte nogle af os at se på deres egne skuldre for at undersøge, om de var blevet tykkere.“ (Hayatus Sahaba 1/323). Denne hændelse viser, at sahaba kiram normalt ikke brugte hvidt, fintmalet mel.

Fadl ibn Abbas (ra.)

Hans navn var Fadl, og hans tilnavn var Abu Muhammad. Hans far var den berømte sahabi Hadrat Abbas ibn Abd al-Muttalib (ra.), og hans mor var Lubaba bint al-Harith al-Hilaliyyah. Han var fætter til Allahs Sendebud (sa.) og sin fars ældste søn. Derfor blev hans far Abbas kaldt Abu al-Fadl, det vil sige Fadls far, og hans mor Lubaba blev kaldt Umm al-Fadl, det vil sige Fadls mor.

Han antog islam sammen med de øvrige familiemedlemmer allerede før slaget ved Badr, men holdt det skjult af frygt for de vantro i Mekka. Kort før erobringen af Mekka udvandrede han til Medina sammen med sin far, Ḥazrat al-ʿAbbās, og sin lillebror ʿAbdullāh (må Allah være tilfreds med ham). På tidspunktet for udvandringen var han tretten år, mens ʿAbdullāh var otte år. (Ḥayāt al-Ṣaḥābah 1/373). Efter udvandringen til Medina deltog han først i felttoget mod Mekka. Derefter deltog han også i felttoget ved Ḥunayn. Da den muslimske hær i angrebets første fase nærmede sig et nederlag og begyndte at flygte, forblev han stadig standhaftig på slagmarken sammen med Ḥazrat Rasūl al-Karīm (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Under afskedspilgrimsfærden sad han på samme ridedyr som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Derfor fik han fra den dag tilnavnet »Rādif al-Rasūl«. På dette tidspunkt kom en ung mand og en smuk ung kvinde fra Khathʿam-stammen til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) for at spørge om forskellige regler vedrørende pilgrimsfærden. Da kvinder ikke må bære ansigtsslør under pilgrimsfærden, var kvindens ansigt udækket. Faḍl var en smuk ung mand. Kvinden blev ved med at kaste stjålne blikke på ham, og Faḍl blev også ved med at se på hende. Ḥazrat Rasūl al-Karīm (må Allahs fred og velsignelser være med ham) vendte flere gange Faḍls ansigt bort. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der i dag kan vogte sine øjne, ører og sin tunge, vil få alle sine synder tilgivet.« (Ibn Saʿd 4/37, al-Iṣābah 3/208). Dette er også omtalt i Bukhārī Sharīf i kapitlet Bāb Ḥajj al-Marʾah.

Under stenkastningen i Minā holdt han sin kappe højt for at give Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) skygge. I Medina lod Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham gifte sig og betalte selv hans brudegave.

Ḥazrat Faḍl blev beæret med muligheden for at yde den sidste tjeneste for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i hans jordiske liv. Under sin sidste sygdom holdt Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sin sidste tale. Faḍl var en af de to lykkelige mænd, hvis hjælp han benyttede, da han gik ud fra sit hus for at holde denne tale. Faḍl bekendtgjorde også for folket, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ville holde en tale. (al-Iṣābah 3/208). Efter Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) død var Faḍl (må Allah være tilfreds med ham) en af de få lykkelige personer, der fik mulighed for at vaske hans hellige legeme. Ḥazrat ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) vaskede ham, Faḍl hældte vandet, Allahs Sendebud holdt klædet, og en anṣārī ved navn Aws ibn Khawlā gav vandet videre. (al-Istīʿāb, Ḥayāt al-Ṣaḥābah 2/341). Al-Wāqidī siger, at Ḥazrat Faḍl døde under epidemien med pesten i ʿAmwās under Ḥazrat ʿUmars kalifat. Andre har sagt, at han blev martyr i slaget ved Ajnādayn eller i slaget ved Yamāmah under Ḥazrat Abū Bakrs kalifat. Atter andre har sagt, at han blev martyr i slaget ved Yamāmah i år 15 efter hijrah. Der er stor uenighed om året for hans død. Imām Bukhārī anså dog opfattelsen om Ajnādayn for den mest acceptable. (al-Iṣābah 3/209).

Der er overleveret 24 hadither fra Ḥazrat Faḍl (må Allah være tilfreds med ham). Fremtrædende ṣaḥābah som Ibn ʿAbbās og Abū Hurayrah modtog også hadither fra ham. Desuden modtog tābiʿūn som Kurayb, Qutham ibn ʿAbbās, ʿAbbās ibn ʿUbaydillāh, Rabīʿah ibn al-Ḥārith, ʿUmayr, Abū Saʿīd, Sulaymān ibn Yasār, al-Shaʿbī og ʿAṭāʾ ibn Abī Rabāḥ blandt andre hadither fra ham. (al-Iṣābah 3/209).

Ṭulayb ibn ʿUmayr (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Ṭulayb, og hans tilnavn var Abū ʿAdī. Hans far var ʿUmayr ibn Wahb, og hans mor var Allahs Sendebuds faster, Arwā bint ʿAbd al-Muṭṭalib. Han var efterkommer af Banū ʿAdī-grenen af Quraysh-slægten. (Ansāb al-Ashrāf 1/88).

Der vides ikke meget særligt om Ḥazrat Ṭulaybs fødsel og liv før islam. Historien fortæller, at han sluttede sig til en karavane allerede i islams tidlige fase. Visse beretninger i historien viser, at han havde grænseløs hengivenhed og kærlighed til sin fætter Muḥammad og hans religion. Ṭulayb var altid vred over Qurayshs fjendtlige behandling af Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Af og til gav han også Quraysh et hårdt svar på deres uforskammede behandling af Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). I disse handlinger støttede hans fromme mor ham altid.

Al-Ḥārith al-Taymī fortæller, at »Ṭulayb« ibn ʿUmayr antog islam, mens Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig i Dār al-Arqam, Arqams hus, i Mekka. Efter at have antaget islam gik han derfra direkte til sin mor, Arwā bint ʿAbd al-Muṭṭalib. Han sagde til sin mor: »Mor, jeg har fulgt Muḥammad og overgivet mig til Allah.« Moderen sagde: »Den person, der er bedst egnet til at hjælpe og støtte dig, er din fætters søn. Hvis jeg havde den styrke og magt, som mænd har, ville jeg bestemt beskytte ham mod menneskene.« Ṭulayb sagde: »Mor, hvad hindrer dig i at antage islam og blive hans følgesvend? Din bror Ḥamzah har jo antaget islam.« Moderen sagde: »Jeg afventer, hvad mine andre søstre gør. Jeg vil følge dem med det samme.«

Tulaib sagde: »Jeg vil blive ved med at bede til Allah for dig, indtil du går til ham, hilser på ham og bekender, at der ikke er nogen guddom ud over Allah.« Den lykkelige mor kunne ikke afvise sit barns bøn. Hun erklærede: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud.« Fra denne dag begyndte hun med sin tunge at støtte Allahs Sendebud på enhver måde, og hun befalede sin søn Tulaib altid at stå ved Allahs Sendebuds side. (Tabakat 3/123, al-Isaba 2/233-234).

De, der antog islam i islams første tid i Mekka, blev på mange måder udsat for Qurayshs forfølgelse. En dag bad Tulaib og Hatib ibn Amr i området »Ajyad al-Asghar« i Mekka. To af Mekkas daværende værste forbrydere, Ibn al-Asda og Ibn al-Ghaytala, fik øje på dem. De angreb Tulaib og Hatib ved at kaste sten efter dem. Hatib og Tulaib afværgede angrebet i næsten en time og flygtede med nød og næppe for at redde livet. (Ansab al-Ashraf 1/117).

Mekkaneren Uqba ibn Abi Muayt var en bitter fjende af Allahs Sendebud. Desuden var han af en yderst nederdrægtig karakter. På mange måder plagede han Allahs Sendebud. En dag kom han med en kurv fuld af affald og begyndte at kaste det ved døren til Allahs Sendebuds hus. Tulaib fik øje på det. Han løb hen, rev kurven ud af Uqbas hænder og vred begge hans ører. Uqba blev rasende, fulgte efter Tulaib til hans mor og klagede: »Kan du ikke se, at din søn har taget Muhammads parti?« Den lykkelige datter af Abd al-Muttalib svarede: »Så sig mig: Hvem er mere berettiget end Tulaib til at tage hans parti? Muhammad er jo hans morbrors søn. Både vores rigdom og vores liv er viet til Muhammad.« Derefter reciterede hun et vers, hvis betydning var: »Tulaib har hjulpet sin morbrors søn og vist medfølelse med ham, hvad angår hans blod og ejendom.«

Det skal bemærkes, at denne Uqba blev taget til fange af den muslimske hær under slaget ved Badr og blev dræbt efter særlig ordre fra Allahs Sendebud. (Ansab al-Ashraf 1/147).

Efter at have antaget islam blev den ærede Tulaib (må Allah være tilfreds med ham) boende i Mekka i nogen tid, mens han modstod alle Qurayshs former for overgreb og forfølgelse. Men da forfølgelsen blev ekstrem, og det blev helt umuligt at blive i Mekka, emigrerede han til Abessinien sammen med den anden gruppe, der drog dertil. Efter at have opholdt sig der i nogen tid hørte han rygtet om, at alle Mekkas indbyggere havde antaget islam. Tulaib var blandt dem, der derfor vendte tilbage fra Abessinien til Mekka. (Sira ibn Hisham 1/324, 366).

Efter sin tilbagevenden fra Abessinien opholdt han sig nogen tid i Mekka. Derefter emigrerede han igen, denne gang til Medina. I Medina blev han gæst hos den ærede Abdullah ibn Salama al-Ajlani. Allahs Sendebud knyttede ham gennem mu’akhāt, det islamiske broderskabsbånd, til Mundhir ibn Amr al-Sa’idi.

Ifølge Muhammad ibn Umars beretning deltog den ærede Tulaib i slaget ved Badr. Al-Tabari siger: »At han deltog i slaget ved Badr, er en fastslået kendsgerning.« Musa ibn Uqba, Muhammad ibn Ishaq og Abu Ma’shar nævner imidlertid ikke Tulaibs navn på listen over dem, der deltog i slaget ved Badr. (Tabakat 3/123).

Der findes ingen yderligere oplysninger i sirah-værkerne om hans virksomhed fra slaget ved Badr og frem til hans død. Det kan dog antages, at en så energisk mand som ham aldrig kunne sidde passivt hen. Han deltog i alle ekspeditioner indtil sin død.

Han blev martyr i slaget ved Ajnadayn i måneden Jumada al-Ula i år 13 efter hijra. Musab ibn Abdillah siger imidlertid, at han blev martyr i slaget ved Yarmuk. Han var 53 år gammel ved sin død. Han efterlod sig ingen børn. (At-Tabaqat 3/124, al-Isti’ab).

Sauban ibn Najdah (må Allah være tilfreds med ham)

Han hed Sauban, hans far hed Najdah, og hans kunya eller tilnavn var Abu Abdillah. Han var afkom af den berømte himyaritiske stamme i Yemen. (Asahh as-Siyar, s. 599). Af en eller anden grund blev han gjort til slave. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, købte ham og frigav ham senere. Da han frigav ham, sagde han til Sauban: »Hvis du ønsker det, kan du tage tilbage til dine egne folk, eller du kan blive hos mig. Hvis du bliver hos mig, vil du blive regnet som et medlem af min familie.« Sauban foretrak at blive hos Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, frem for at vende tilbage til sin egen stamme.

Efter Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, var gået bort, blev han kun i Medina i kort tid. Medina blev uudholdelig for ham uden Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han forlod Medina og slog sig ned på et sted i Sham, der hedder Ramla. Han deltog i felttoget mod Egypten og forlod derefter Ramla for at bosætte sig i Hims. Det var i Hims, at han døde i år 54 efter hijra.

Sauban var Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, særlige tjener. Han havde mulighed for at være sammen med Allahs Sendebud under alle forhold, både privat og offentligt. Derfor opnåede han naturligt en særlig dygtighed i »den profetiske viden« eller Profetens kundskaber. 127 hadither fra Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, er blevet overleveret gennem ham. Ud over at memorere hadither varetog han også opgaven med at viderebringe og udbrede dem. Allamah Ibn Abd al-Barr har sagt, at Sauban var en af de personer, som både memorerede haditherne og viderebragte dem.

Da Sauban havde memoreret et stort antal hadither, kom utallige mennesker til ham for at høre dem. En gang gav folk udtryk for, at de gerne ville høre hadither fra ham, og han sagde: »Hvis en muslim udfører én prostration for Allahs skyld, hæver Allah hans rang med én grad og tilgiver hans synder.« (Musnad af imam Ahmad ibn Hanbal 5/276).

De berømte hadithlærde på Saubans tid plejede hos ham at efterprøve ægtheden af de hadither, de havde hørt fra andre. En højtstående hadithlærd som Sa’dan ibn Talhah hørte en hadith fra Abu ad-Darda (må Allah være tilfreds med ham) og fik dens ægthed efterprøvet hos Sauban. Efter Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, var gået bort, blev han regnet blandt Medinas fremtrædende mujtahid-ledsagere. (A’lam al-Muwaqqi’in 1/15).

Kredsen af Saubans elever var også meget omfattende. Sa’dan ibn Talhah, Rashid ibn Sa’d, Jubayr ibn Nusayr, Abd ar-Rahman ibn Ghanam og Abu Idris var blandt hans fremtrædende elever.

Hans hengivenhed og ærbødighed over for Den Ædle Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var så stor, at han ikke kunne tåle at høre blot ét ord fra en ikke-muslim, der udtrykte den mindste mangel på respekt over for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Engang kom en jøde til Sendebuddet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »As-salāmu ʿalayka, ya Muhammad.« Straks blev Thawban rasende. Han gav jøden et så kraftigt skub, at den stakkels mand kun med nød og næppe genvandt balancen. Da manden havde fattet sig lidt, spurgte han, hvorfor Thawban var så vred. Thawban sagde: »Hvorfor sagde du ikke ›ya Rasulullah‹, men ›ya Muhammad‹?« Manden svarede: »Hvilken forbrydelse har jeg begået ved det? Jeg har blot nævnt hans familienavn.« Sendebuddet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav ham ret og sagde: »Ja, mit familienavn er Muhammad.«

Profetskabets ære er i sandhed noget storslået. Hvis nogen også så med foragt eller ligegyldighed på det forhold, at han havde været Sendebuddets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, slave eller tjener, advarede han vedkommende. Under et ophold i Hims blev han engang syg. Da ʿAbdullah ibn Qarat al-Izdī, den daværende guvernør i Hims, ikke kom for at besøge ham, skrev han i et brev: »Hvis en slave af Musa og Isa befandt sig hos dig, ville du så ikke forhøre dig om hans sygdom eller tage hen for at besøge ham?« Da guvernøren modtog brevet, skyndte han sig så travlt ud hjemmefra, at folk troede, at der bestemt måtte være sket noget meget alvorligt. Således nåede han frem til Thawbans hus og sad længe ved hans side.

Han var så samvittighedsfuld med hensyn til at følge Den Ædle Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, anvisninger, at han resten af sit liv fulgte enhver anvisning, han én gang havde modtaget fra Sendebuddet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og aldrig foretog sig noget, hvori der blot var den mindste risiko for at overtræde en anvisning. At-Tabarani har overleveret fra Abu Umama, må Allah være tilfreds med ham. Han sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ›Hvem vil aflægge troskabseden?‹ Thawban sagde: ›Allahs Sendebud, vi har jo allerede aflagt troskabseden.‹ Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ›At du aflægger troskabseden på, at du ikke vil bede nogen om noget.‹ Thawban sagde: ›For hvad, Allahs Sendebud?‹ Han sagde: ›For Paradiset.‹ Thawban aflagde troskabseden på dette. Abu Umama siger: ›Jeg så ham i Mekka, ridende blandt menneskemængden. Da faldt hans pisk fra hans hånd. Den faldt muligvis ned på en mands nakke, og manden samlede den op. Derefter ville han række den til Thawban, men han tog ikke imod den; han steg ned fra sit ridedyr og samlede den selv op.‹« (Hayatus-Sahaba 1/242).

I en anden overlevering hedder det, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der lover mig, at han ikke vil bede mennesker om noget, ham lover jeg Paradiset.« Da Thawban hørte dette, sagde han: »Jeg lover det.« Derefter bad han aldrig nogen om noget. (Al-Isaba 1/204).

Yusuf ibn ʿAbd al-Hamid har overleveret: Thawban fortalte mig, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, engang bad for sin ahl, det vil sige sin familie. Jeg sagde: »Jeg hører jo også til Ahl al-Bayt, din familie.« Tredje gang sagde han: »Ja, du hører til min familie. Men så længe du ikke stiller dig ved en lukket dør eller går til en emir for at bede ham om noget.« (Al-Isaba 1/204).

Det fortælles i historien, at han efter alle disse anvisninger aldrig mere i sit liv bad nogen om noget.

ʿAmr ibn ʿAbasa, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var ʿAmr, og Abu Najih var hans kunya eller tilnavn. Hans far var ʿAbasa ibn ʿAmir, og hans mor var Ramla bint al-Waqiʿa. Han var halvbror på mødrene side til den berømte ledsager Abu Dharr al-Ghifari, må Allah være tilfreds med ham. (Al-Isaba 3/5).

Amr var lige fra begyndelsen af sit liv et menneske med en ren og retskaffen natur. Selv i uvidenhedens tid, da hele Arabien var optaget af afgudsdyrkelse, hadede han denne praksis og anså afgudsdyrkerne for vildledte. Han hævdede, at han var den fjerde person i islam eller udgjorde en fjerdedel af islam. Da han blev spurgt, på hvilket grundlag han fremsatte denne påstand, sagde han: »I uvidenhedens tid troede jeg, at menneskene var vildledte. Afguderne havde ingen betydning for mig. Jeg vidste, at de hverken kunne skade eller gavne. For de tilbad afguder af sten. På det tidspunkt spurgte jeg en af ahl al-kitāb, det vil sige en person, der troede på en åbenbaret religion, om den bedste religion. Han sagde: ‘I Mekka vil der vise sig en mand. Han vil opgive sit folks guddom og kalde menneskene til en anden guddom. Han vil bringe den bedste religion. Når du hører om hans fremkomst, skal du følge ham.’»

Amr siger: »På det tidspunkt modtog jeg en nyhed fra Mekka. Jeg turde ikke spørge nogen, om der var sket noget nyt i Mekka. Til sidst nåede jeg ridende på et dyr frem til Mekka. Da jeg spurgte en rytter dér, sagde han: ‘Her er der vist sig en mand, som hader sit folks eller sine landsmænds guddom.’ Jeg mødtes i hemmelighed med Allahs Sendebud, eftersom hans egne landsmænd på det tidspunkt modsatte sig ham voldsomt. Ifølge en anden overlevering fandt Amrs møde med Allahs Sendebud sted på Ukāz-markedet. Deres samtale ved det første møde forløb således: Amr spurgte: ‘Hvem er du?’«

»Jeg er Allahs profet.«

»Har Allah sendt dig?«

»Ja.«

»Med hvad er du blevet sendt?«

»At tro på Allahs enhed, ikke sætte nogen ved Hans side, ødelægge afguderne og bevare slægtskabsbåndene.«

»Har nogen taget imod dette kald?«

-Ja, én fri og én slave.

Amr siger: De to var Abu Bakr og Bilal. Derefter bad jeg ham om også at lade mig slutte mig til Allahs tilbedere. Jeg vil blive hos dig. Allahs Sendebud sagde: Hvordan kan du blive hos mig, når jeg møder modstand fra alle sider? Vend nu tilbage til dit hjemland. Når jeg begynder at prædike offentligt, skal du komme til mig. Amr siger: På denne måde antog jeg islam, og jeg betragtede mig selv som en fjerdedel af islam. (Al-Isaba 3/6, Hayatus-Sahaba 1/71-72).

I overensstemmelse med Allahs Sendebuds anvisning antog Amr islam og vendte tilbage til sit folk. Gennem de rejsende, der kom og gik mellem Mekka og andre steder, holdt han dog hele tiden sig orienteret om Allahs Sendebud. Efter Allahs Sendebuds migration til Medina kom nogle mennesker fra Yasrib, det vil sige Medina, til Amrs folk. Han spurgte dem: Hvordan har den mand, som er kommet fra Mekka til Medina, det? De svarede: Folk strømmer til ham i store grupper. Hans eget folk havde planlagt at dræbe ham, men det lykkedes ikke. Nu er han i Medina.

Da Amr hørte denne nyhed fra dem, satte han kursen mod Medina. Da han ankom til Allahs Sendebud i Medina og præsenterede sig, sagde han: Ja, jeg genkender dig; du mødte mig i Mekka. Fra da af bosatte Amr sig permanent i Medina.

Der er uenighed om, hvornår Hazrat Amr kom til Medina. Ifølge én opfattelse kom han til Medina før slaget ved Badr og deltog i det. Den mest udbredte opfattelse er dog, at han kom til Medina efter slaget ved Khaybar og før erobringen af Mekka. (Al-Isaba 3/5).

Slagene ved Badr, Uhud, Hudaybiyya og Khaybar samt flere andre slag var allerede afsluttet, mens han stadig opholdt sig i sit hjemland. Han deltog for første gang i felttoget for at erobre Mekka. Det fremgår også af overleveringer, at han deltog i felttoget mod Taif. Han har selv fortalt følgende: Under belejringen af Taif sagde Hazrat Allahs Ædle Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Den, der affyrer en pil på Allahs vej, får åbnet en port til Paradis.« Da jeg hørte dette glædelige budskab, affyrede jeg seksten pile. Efter felttoget mod Taif er det ikke præcist kendt, om han deltog i andre slag. Det vides dog, at han deltog i yderligere nogle slag. Det præcise tidspunkt for Hazrat Amr ibn Abasas, må Allah være tilfreds med ham, død kendes ikke. Sira-eksperter har på grundlag af formodninger sagt, at han døde hen mod slutningen af kaliffen Hazrat Uthmans, må Allah være tilfreds med ham, kalifat. Derfor har forfatteren til »Al-Isaba fi Tamyiz as-Sahaba«, den lærde Ibn Hajar al-Asqalani, alene på grundlag af denne formodning anført, at han døde hen mod slutningen af det uthmanske kalifat – eftersom han ingen steder omtales under konflikten mellem Ali og Muawiya, må Allah være tilfreds med dem, eller under Amir Muawiyas kalifat. (Al-Isaba 3/6). Men en overlevering i Imam Ahmad ibn Hanbals Musnad fortæller, at Amir Muawiya, må Allah være tilfreds med ham, indgik en aftale med romerne. På grund af denne aftale kunne Amir Muawiya ikke angribe romerne indtil et bestemt tidspunkt. Hazrat Muawiya lagde imidlertid en plan: Hans hær skulle nå frem til den romerske grænse, samtidig med at aftalens løbetid udløb. Derefter skulle hans hær straks indlede et angreb. På dette tidspunkt gik Amr ibn Abasa omkring og råbte: »Opfyld pagten, og begå ikke forræderi!« Denne overlevering viser, at han var i live indtil Amir Muawiyas kalifat. Men hvis forfatteren til »Al-Isaba« har ret, fandt denne begivenhed sted under det uthmanske kalifat, da Hazrat Muawiya var guvernør i Sham. Også på det tidspunkt var han i konflikt med romerne.

Hazrat Amr ibn Abasa, må Allah være tilfreds med ham, fik ikke mange muligheder for nærhed til eller samvær med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Men han forsøgte fuldt ud at udnytte den tid, han fik. Det ser vi et bevis på ved hans første møde med Allahs Sendebud i Medina. Han bad: »Lær mig noget af det, som Allah har lært dig.« Derfor finder man, trods det så korte samvær, i hadith-samlingerne i alt 48 hadither, som han har overleveret.

Blandt sahabaerne overleverede Ibn Masud, Abu Umama al-Bahili og Sahl ibn Sad hadither fra ham. Blandt tabiinerne gjorde Shurahbil ibn Samat, Sadan ibn Abi Talha, Sulaym ibn Amir, Abd ar-Rahman ibn Amir, Zubayr ibn Nafir, Abu Salam og andre det samme. (Al-Isaba 3/5).

Abū Nuʿaym har berettet en hændelse fra Kaʿbs frigivne slave. Han sagde: En dag gik ʿAmr ibn ʿAbasa ud for at vogte dyr. Ved middagstid gik jeg ud for at lede efter ham. Jeg så, at ʿAmr sov et sted, mens en sky kastede sin skygge over ham. Jeg vækkede ham. Da han vågnede, sagde han til mig: Lad dette forblive en hemmelighed mellem dig og mig. Det vil ikke være godt for dig, hvis du fortæller det til nogen anden. Jeg fortalte det ikke til nogen, så længe han levede. (al-Iṣāba 3/6)

Walīd ibn al-Walīd ibn al-Mughīra, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Walīd, og hans far var al-Walīd ibn al-Mughīra. Han var fra Banū Makhzūm-grenen af Quraysh-stammen. Han var bror til den berømte ṣaḥābī og hærfører Khālid ibn al-Walīd samt Hishām ibn al-Walīd. Ifølge en beretning var han Hishāms helbror og Khālids halvbror. Under den ærværdige Allahs Sendebuds, fred være med ham, liv i Mekka tog Walīd ikke islam til sig. Sīra-værkerne nævner ikke meget om, hvordan han på dette tidspunkt behandlede muslimerne. Det fremgår dog, at han sluttede sig til Quraysh-hæren fra Mekka, kæmpede mod muslimerne i slaget ved Badr og efter nederlaget blev taget til fange af den ærværdige ʿAbdullāh ibn Jaḥsh eller ifølge en anden beretning af Sulayṭ ibn Qays, må Allah være tilfreds med ham. (Ansāb al-Ashrāf 1/302)

Walīds to andre brødre, Khālid ibn al-Walīd og Hishām ibn al-Walīd, kom for at løskøbe ham. ʿAbdullāh ibn Jaḥsh krævede en løsesum på fire tusind dirham. Khālid tøvede med at betale så stort et beløb. Hishām blev meget vred og sagde til Khālid: Hvad er der med dig? Er du ikke længere hans bror? Selv hvis ʿAbdullāh kræver mere end dette, skal han stadig løskøbes. Historikeren al-Wāqidī siger: Walīd blev taget til fange, mens han stadig holdt fast ved sit folks religion, og han blev frigivet mod fire tusind dirham. Ifølge en anden beretning krævede den ærværdige Allahs Sendebud, fred være med ham, hans fars skjold, rustning og sværd som betaling for Walīds frigivelse. Hans brødre opfyldte dette krav og fik ham frigivet. (Ansāb al-Ashrāf 1/210)

Efter sin frigivelse rejste Walīd mod Mekka sammen med sine brødre. Da de nåede et sted kaldet Dhū al-Ḥulayfa, flygtede han fra sine brødre og vendte tilbage til Allahs Sendebud, fred være med ham, i Medina, hvor han tog islam til sig. Hans brødre vendte tilbage og mødte ham igen. De sagde: Hvis du ønskede at blive muslim, hvorfor gjorde du det så ikke, før løsesummen blev betalt? Du lod blot vores fars minder gå til spilde. Walīd sagde til dem: Ligesom de andre qurayshitter ønskede jeg også at betale løsesummen og blive fri. Jeg bekendtgjorde ikke min islam før min frigivelse, fordi jeg ikke ønskede, at Quraysh skulle kunne sige, at jeg kun var blevet muslim af frygt for at betale fidya eller løsesum.

Efter at have taget islam til sig rejste han igen mod Mekka sammen med sine brødre. Undervejs sagde hans brødre ikke noget særligt. Men da de nåede Mekka, fængslede de ham ligesom de øvrige forfulgte muslimer og spærrede ham inde i samme rum som andre muslimske fanger såsom ʿAyyāsh ibn Rabīʿa, Hishām ibn al-ʿĀṣ og Salama ibn Hishām.

Historikerne har sagt, at Quraysh udsatte disse fanger for umenneskelig tortur. De blev også truet med at blive dræbt.

al-Kalbī siger: En svag gruppe, som hverken havde stammemæssig styrke eller mandskab, blev straffet, fordi den havde taget islam til sig. Mange af dem opgav religionen, mens mange fra fornemme familier tog islam til sig og blev udsat for prøvelser. Blandt dem var Salama ibn Hishām ibn al-Mughīra, Walīd ibn al-Walīd ibn al-Mughīra og ʿAyyāsh ibn Rabīʿa. (Ansāb al-Ashrāf 1/19)

Ibn Ishaq siger: Da Walid ibn Walid ibn Mughira tog islam til sig, gik en gruppe mænd fra Banu Makhzum til hans bror Hisham ibn Walid ibn Mughira, da Walid ibn Walid ibn Mughira tog islam til sig, og bad ham udlevere Walid til dem, så de kunne dræbe ham. Deres begrundelse var, at de ville kunne føle sig sikre med hensyn til de andre, hvis de dræbte ham. Hisham afviste deres krav meget hårdt og fremsagde et digt. Han truede dem desuden med, at hvis nogen dræbte hans bror Walid, ville han dræbe deres mest ansete mand som hævn. Stillet over for denne alvorlige trussel opgav de håbet om at dræbe Walid og gik bort. (Sira Ibn Hisham 1/321).

Før slaget ved Badr plejede den ærede Guds Sendebud at bede til Allah om løsladelse af blandt andre Ayyash ibn Rabia, Salama ibn Hisham og Hisham ibn As. Efter slaget ved Badr, da Walid blev taget til fange og sluttede sig til dem, begyndte Sendebudet også at bede for ham ved at nævne hans navn. Al-Bazzar har overleveret fra Abu Huraira: Efter at Guds Sendebud havde afsluttet bønnen med salam, løftede han hovedet og sagde, mens han vendte sig mod qibla: »O Allah, befri Salama ibn Hisham, Ayyash ibn Rabia, Walid ibn Walid og alle de svage muslimer, som ikke er i stand til at finde en udvej, og som ikke kender nogen fremgangsmåde.« Ifølge en anden overlevering fremsagde Guds Sendebud denne bøn under fajr-bønnen. (Hayatus-Sahaba 3/348).

Han tilbragte en del tid i fangenskab. En dag benyttede han en lejlighed til at flygte til Medina. Den ærede Guds Sendebud spurgte ham om Ayyashs og Salamas situation. Walid sagde, at de blev tortureret, og at der var lagt én lænke om begges fødder. Den ærede Guds Sendebud sagde til ham: »Tag tilbage til Mekka. Der er en smed dér, som har taget islam til sig. Gå først hen og bo hos ham. Mød derefter Ayyash og Salama i hemmelighed, og sig: Jeg er min sendebuds repræsentant; følg med mig.«

Efter Guds Sendebuds anvisning nåede Walid frem til Mekka, mødte Ayyash og Salama og overbragte dem Guds Sendebuds budskab. Som planlagt flygtede de fra Mekka og satte kurs mod Medina. Khalid ibn al-Walid forfulgte dem, men det lykkedes ham ikke at indhente dem, så han vendte tilbage til Mekka.

Imens blev Walid og hans to ledsagere følelsesløse af udmattelse efter den uafbrudte rejse og den ukendte frygt. På dette tidspunkt gentog han igen og igen et vers fra et digt: »O mine to fødder! Bring mig hen til mit folk. Efter denne dag vil I aldrig mere se mig doven.«

Da han faldt på et sted ved navn Ajbas, kom en af hans fingre alvorligt til skade og begyndte at bløde. Han fremsagde et vers henvendt til den sårede finger: »O du, du er ikke andet end en finger, hvorfra blodet strømmer.

Alt, hvad du har opnået, er for Allahs sag.« (Ansab al-Ashraf 1/209-210)

I overensstemmelse med Hudaybiyya-traktaten rejste den ærede Guds Sendebud i det syvende hijri-år til Mekka for at udføre det foregående års umra, som skulle indhentes. Walid var på dette tidspunkt hans rejsefælle. Hans bror Khalid ibn al-Walid havde endnu ikke taget islam til sig. Om dette fortæller Khalid ibn al-Walid: »Efter Hudaybiyya-forliget, da jeg var plaget af en voldsom indre konflikt og ubeslutsomhed, trådte den ærede Guds Sendebud i det syvende hijri-år, i måneden Dhu al-Qadah, ind i Mekka for at udføre Umrat al-Qada. Jeg holdt mig skjult af frygt for at støde på nogen af dem. Jeg mødte ingen af dem. Min bror Walid ibn al-Walid var Guds Sendebuds ledsager på denne rejse. Da han ikke kunne finde mig, skrev han et brev til mig. Brevet lød således: ’I Allahs, den Barmhjertiges, den Nådiges navn. Derefter: På grund af din så fjendtlige holdning til islam forekommer du mig at være et højst mærkeligt menneske, selv om du er en person med stor forstand og visdom. Kan en person som dig være uvidende om islam? Guds Sendebud spurgte mig om dig: Hvor er Khalid? Jeg svarede: Allah vil snart bringe ham hertil. Da sagde han: Kan en person som ham være uvidende om islam? Hvis hans forstand og bestræbelse var til muslimernes fordel, ville det bringe ham godt, og jeg ville give ham større anseelse end de andre. Min bror, kom nu og tag del i den gode gerning, som er gået dig tabt.«« Det var i realiteten efter at have modtaget dette brev, at Khalid besluttede sig for at tage islam til sig, og kort efter satte han kurs mod Medina. (Hayatus-Sahaba 1/160; Usud al-Ghaba 5/93).

Der findes to overleveringer om tidspunktet for den ærværdige Walid ibn al-Walids død. Ifølge den ene overlevering døde han kort efter, at han havde befriet Ayyash og Salama og var vendt tilbage til Medina. Ifølge denne overlevering ankom han til Medina og gik direkte til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: »O Allahs Sendebud, jeg er døende. Svøb mig i noget af dit kasserede tøj.« Derefter døde han, og Allahs Sendebud svøbte ham i sit eget tøj. (Al-Isaba 3/640; Ansab al-Ashraf 1/210-211).

Men den ovenstående overlevering synes ikke at være korrekt. For flere overleveringer fortæller, at han i det syvende hijri-år deltog sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) i udførelsen af »Umrat al-Qada«. Allama Ibn Abd al-Barr har skrevet: »Det er korrekt, at han deltog sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) i Umrat al-Qada.« Umrat al-Qada fandt sted mod slutningen af det syvende hijri-år. Den første overlevering antyder derimod, at han døde i det femte hijri-år, to år før Umrat al-Qada.

Desuden har al-Waqidi sagt: »Nogle mener, at Walid flygtede fra Mekka og sluttede sig til Abu Basirs gruppe.« Det skal bemærkes, at denne Abu Basir kom til Medina efter våbenhvilen ved Hudaybiyya. Den ærværdige Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte ham tilbage til Mekka i overensstemmelse med våbenhvilaftalens betingelser. Men undervejs dræbte han en af sine ledsagere og vendte igen tilbage til Allahs Sendebud i Medina. Han beordrede Abu Basir til at forlade Medina. Abu Basir forlod Medina og tog til området ved Det Røde Havs kyst. Derefter sluttede flere unge, nyligt konverterede mænd fra Mekka sig til ham. De angreb Qurayshs handelskaravaner og plyndrede dem. Som følge heraf var Qurayshs handelsvirksomhed tæt på helt at gå i stå. Til sidst, da Quraysh ikke så nogen anden udvej, bad de Allahs Sendebud (fred være med ham) om at føre denne gruppe tilbage til Medina. Allahs Sendebud sendte bud efter dem og kaldte dem til Medina. (Ansab al-Ashraf 1/210-211).

Men al-Baladhuri anså ikke denne overlevering for korrekt. Uanset hvad findes der ikke i sira-værkerne noget bevis for, at han var i live efter det ottende hijri-år.

De troendes mor, den ærværdige Umm Salama, var kusine til Walid ibn al-Walid. Efter Walids død sagde hun til Allahs Sendebud (fred være med ham): »O Allahs Sendebud! Han er død i et fremmed land, og der er ingen her til at sørge over ham.« Allahs Sendebud gav hende tilladelse til at sørge over ham. Efter at have fået tilladelsen tilberedte Umm Salama mad og tilkaldte de andre kvinder fra nabolaget. Den ærværdige Umm Salama begyndte at fremsige en elegi, eller sørgesang. Dens to vers er som følger:

»O øje, græd over Walid ibn Walid ibn al-Mughira. Blandt os var han som regn og nåde i tørketider. I navn og ære var han som sin far. Han var alene tilstrækkelig for sin stamme.«

Så snart den ærværdige Allahs Sendebud (fred være med ham) hørte elegien, udbrød han: »Umm Salama, sig i stedet for dette: Dødskampen kommer sandelig. Og det er den, I har søgt at undslippe.« (Sura Qaf 50:19). (Ansab al-Ashraf 1/210-211; Al-Isaba 3/640).

Ibn Hisham siger: »Det er blevet mig fortalt gennem Mujahid, at han sagde: Det følgende vers fra Sura al-Fath blev åbenbaret om Walid ibn al-Walid, Salama ibn Hisham, Ayyash ibn Rabi’a, Abu Jandal ibn Suhayl og andre som dem: Hvis der ikke havde været troende mænd og kvinder, som I ikke kendte, ville I være blevet beordret til at bekæmpe dem. I ville have trampet dem ned uden at vide det og derved være blevet ramt af skade på grund af dem.«

(Sura al-Fath, 25) (Sirat Ibn Hisham, 2/321).

Salama ibn Hisham, måtte Allah være tilfreds med ham:

Hans navn var Salama, og hans tilnavn var Abu Hashem. Hans far var Hisham ibn al-Mughira, og hans mor var Dhabaya bint Amir. Han var bror til Abu Jahl, islams indædte fjende.

Dr. Muhammad Hamidullah har berettet en bemærkelsesværdig historie fra Salamas mor, Dhabaya bint Amirs liv i jahiliyyah-tiden. Al-Haytham og Ibn al-Kalbi har berettet: Muttalib ibn Abi Wada’a sagde til Ibn Abbas: Dhabaya bint Amir var gift med Hawdha ibn Ali. Da Hawdha døde, arvede Dhabaya en stor formue. Derefter vendte hun tilbage til sin fars stamme. Her sendte Abdullah ibn Jud’an al-Taymi et frieri til Dhabayas far. Hendes far indvilligede og giftede hende bort til Abdullah.

Dhabayas far sagde da: »Jeg har jo allerede giftet hende bort til Ibn Jud’an.« Huzn svor derefter og sagde: »Hvis Dhabaya tager til Ibn Jud’an, vil jeg dræbe hende foran hendes mand.«

Dhabayas far fortalte Ibn Jud’an om sagen. Ibn Jud’an lod på sin side meddele, at hvis han handlede efter Dhabayas fætterens krav, ville der på Ukaz-markedet blive rejst et banner imod ham med anklage for traktatbrud. Da Dhabayas far fortalte sin fætter om sagen, blev denne mere medgørlig og trak sit krav tilbage. Dhabaya blev sendt til Ibn Jud’an. Hun blev hos ham, så længe Allah ville det. Dhabaya var en meget smuk ung kvinde. En dag, mens hun under sit ægteskab med Ibn Jud’an gik rundt om Kabaen i Mekka, fik Hisham ibn al-Mughira øje på hende. Hisham blev betaget af Dhabayas skønhed. De talte sammen et stykke tid på Kabaens plads, og til sidst sagde Hisham: »Dhabaya! Med denne skønhed og ungdom lever du i en gammel mands hus? Hvis du kan få en skilsmisse fra ham, vil jeg gifte mig med dig.«

Da Dhabaya kom hjem, sagde hun til sin mand, Ibn Jud’an: »Jeg er en ung kvinde, mens du er en gammel mand.« Ibn Jud’an sagde: »Hvorfor siger du det? Jeg har fået at vide, at Hisham talte med dig under tawaf. Du skal ikke gifte dig med Hisham. Jeg vil ikke skille mig fra dig, før du lover mig dette. Du skal også love mig, at hvis du gifter dig med ham, vil du opfylde disse betingelser fra min side: 1. Du skal gå rundt om Kabaen nøgen. 2. Du skal ofre så og så mange kameler. 3. Du skal spinde så og så meget uldgarn.«

Dhabaya fortalte Hisham om disse betingelser. Hisham sagde: »Hvad angår den første betingelse, vil jeg tale med Quraysh og sørge for, at pladsen omkring Kabaen bliver helt tømt. Du kan alene gå nøgen rundt om Kabaen i mørket sent på natten. Ingen vil få mulighed for at se dig. Jeg vil ofre kamelerne på dine vegne. Hvad angår garnet, er det ikke en religion. Quraysh har indført det. Mine nabokvinder vil udføre dette arbejde på dine vegne.« Da Dhabaya havde fået Hishams løfte, sagde hun til sin mand, Ibn Jud’an: »Jeg accepterer dine betingelser. Hvis jeg gifter mig med Hisham, vil jeg opfylde alle disse betingelser.« Således fik Dhabaya en skilsmisse fra Ibn Jud’an og giftede sig med Hisham. Da Hisham efter at have talt med Quraysh havde tømt pladsen omkring Kabaen, gik Dhabaya nøgen rundt om Kabaen. Al-Kalbi siger: Muttalib ibn Abi Wada’a sagde: »Jeg var dengang en dreng. Jeg kiggede ind gennem en af moskéens døre. Jeg så, at Dhabaya tog sit tøj af. Sådan gik hun i en uge rundt om Kabaen, mens hun fremsagde et vers. Hisham opfyldte også de to andre betingelser. Det var med Hisham som far, at Salama ibn Hisham blev født af Dhabaya. Senere blev denne Salama en prøvet og fremragende muslim. Mens Dhabaya levede sammen med Hisham, døde hendes tidligere mand, Abdullah ibn Jud’an. Da Dhabaya hørte om hans død, sagde hun: »Han var en fremragende ægtemand for en arabisk kvinde.« Nogen tid senere døde Hisham, og Dhabaya blev enke.

Senere antog Dabayah islam. Imens voksede sønnen Salama også op og antog islam. Hazrat Allahs Ædle Sendebud (fvmh.) friede til Salama om hans mor. Salama rådførte sig med sin mor og meddelte Sendebudet (fvmh.), at han havde bemærket, at hun var uvillig. Sendebudet (fvmh.) trak derfor også sit frieri tilbage. (Ansab al-Ashraf, redigeret af dr. Hamidullah, bind 1, note nr. 3, s. 460–461).

Salama antog islam allerede i den første periode af den islamiske forkyndelse i Mekka. Han emigrerede til Abessinien. Efter at have opholdt sig der i nogen tid vendte han sammen med mange andre muhajirun tilbage til Mekka. Mange vendte igen tilbage til Abessinien. Salama ønskede også at rejse, men Abu Jahl forhindrede ham. Han begyndte at torturere ham. Salama blev holdt uden mad, og han blev også slået. Men alle deres bestræbelser mislykkedes. På det tidspunkt havde islam endnu ikke opnået nogen større styrke. Sendebudet (fvmh.) var heller ikke i stand til at yde nogen hjælp. Efter bønnen bad han imidlertid således for Salama og andre forfulgte som ham: »O Allah, befri Walid ibn Walid, Salama ibn Hisham og Ayyash ibn Rabi‘a fra mekkanernes afgudsdyrkeres hårdhed.« I Walids biografi er begivenhederne omkring Salamas frigivelse og hans emigration til Medina beskrevet udførligt.

Slaget ved Badr sluttede, mens han sad fanget i de vantros hænder i Mekka. Efter slaget ved Badr – ifølge en anden opfattelse efter slaget ved Khandaq – kom han til Medina. Efter sin ankomst til Medina deltog han i alle de slag, der fandt sted. I slaget ved Mu’tah var han også blandt dem, der flygtede fra slagmarken under fjendens voldsomme angreb. På grund af denne skam og anger holdt han sig senere næsten helt fra at gå ud af sit hus. Ibn Ishaq beretter fra De Troendes Moder, Hazrat Umm Salama, at hun spurgte Salama ibn Hishams hustru: »Hvad er der sket med Salama? Hvorfor har jeg ikke set ham deltage i bønnen i fællesskab sammen med Allahs Sendebud (fvmh.) og muslimerne?« Salamas hustru svarede: »Ved Allahs ed, han kan slet ikke gå ud. Så snart han går ud, ser folk ham og råber: ‘Ya furrar, farartum fi sabilillah’ – I flygtninge, I er flygtet fra Allahs vej.« Derfor bliver han hjemme og går ingen steder udenfor. (Ibn Hishams sira, 2/382–383).

Hazrat Allahs Ædle Sendebud (fvmh.) tiltale ham som »Karrar«, det vil sige den, der angriber voldsomt. (Al-Isaba, 2/69).

Under Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat deltog han i felttoget mod Sham, det vil sige Syrien. På et tidspunkt under dette felttog led han martyrdøden i slaget kaldet »Marj Safar« eller »Marj ar-Rum«, som fandt sted i Muharram i år 14 efter hijra under Hazrat Umars kalifat. Ifølge Urwa, Musa ibn Uqba og Abu Zur‘a ad-Dimashqi blev han imidlertid martyr i slaget ved Ajnadayn. (Al-Isaba, s. 269).

Salamas mor, Dabayah, sagde i et digt: »O den ærefulde Kabaes Herre, der er ingen grund til bekymring. Giv Salama sejr over enhver fjende. Hans to hænder i usikre handlinger – den ene viser sig, og den anden er gavmild.« (Ansab al-Ashraf, 1/208).

Amer ibn Rabi‘a (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Amer, hans kunya Abu Abdullah, og hans far var Rabi‘a. Hans klan var allieret med Khattab, faderen til Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham). Khattab elskede ham så højt, at han tog ham til sig som sin søn. Derfor var Amer tidligt i livet kendt som Amer ibn al-Khattab (Khattabs søn Amer). Men da Koranen afskaffede denne skik og påbød enhver person at identificere sig med sin biologiske fars navn, blev Hazrat Amer også kendt ved navnet på sin biologiske far, Rabi‘a, i stedet for Khattab.

På grund af det ovennævnte slægtskabsforhold bestod der helt til det sidste et meget varmt forhold mellem Hazrat ʿĀmir og Hazrat ʿUmar. Hazrat ʿĀmir ledsagede Hazrat ʿUmar på hans rejse til Bayt al-Maqdis. Det år, hvor Hazrat ʿUmar udpegede Hazrat ʿUthmān som sin efterfølger og drog på hajj, var ʿĀmir også med ham.

Hazrat ʿĀmir var blandt de lykkelige, der i islams tidlige begyndelse besvarede Allahs Sendebuds kald og antog islam, før Hazrat al-Arqam ibn Abī al-Arqams hus blev et tilflugtssted for Hazrat Allahs ædle Sendebud. På grund af konflikten mellem shirk og tawhid samt de vantros forfølgelse og undertrykkelse kunne han heller ikke leve fredeligt i Mekka. Sammen med sin hustru, Hazrat Laylā, foretog han hijra til Habasha to gange i søgen efter fred og sikkerhed. Ibn Ishaq har berettet: ʿĀmirs hustru sagde: Vi var ved at forberede os på hijra til Habasha. ʿĀmir gik ud af huset i et ærinde. På det tidspunkt kom ʿUmar og stillede sig foran mig. Han holdt sig stadig til shirk. Vi blev mishandlet af ham. ʿUmar sagde til mig: »Hvad er dette, Umm ʿAbdullah? Gør I jer klar til at rejse?« Jeg svarede: »Ja, vi vil rejse fra et af Allahs lande til et andet. I har påført os megen lidelse og gjort os uret. Lad os se, om Allah åbner en vej for os.« ʿUmar sagde: »Må Allah gøre jeres dag lykkelig.« ʿĀmirs hustru sagde: »Den dag så jeg ʿUmar så blid, som jeg aldrig før havde set ham. ʿUmar gik. Han var dybt bedrøvet over, at vi forlod landet. Da ʿĀmir kom hjem, sagde jeg til ham: »Abu ʿAbdullah, hvis du blot havde set ʿUmars sorg og hans medfølelse med os!« ʿĀmir sagde: »Håber du, at han vil antage islam?« Jeg svarede: »Ja.« Han sagde: »Khattābs æsel kan måske antage islam, men den mand, du så, vil ikke antage islam.« (Hayāt al-Sahābah 1/356).

Hazrat ʿĀmir, må Allah være tilfreds med ham, vendte tilbage fra Habasha til Mekka og foretog derefter hijra til Medina sammen med sin hustru. Ibn Ishaq siger: Blandt muhajirerne kom ʿĀmir ibn Rabīʿah og ʿAbdullah ibn Jahsh først til Medina efter Abu Salamah. (Hayāt al-Sahābah 1/363). Mange mener, at dette ikke er korrekt, og at flere personer nåede Medina før ham. Det er imidlertid sandt, at hans hustru, Hazrat Laylā, var den første kvinde, der foretog hijra fra Mekka til Medina.

Han var sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i alle slag, herunder Badr, Uhud og Khandaq. Desuden deltog han i mindre ekspeditioner. Han opfyldte med livet som indsats på fremragende vis opgaven med at forkynde Allahs ord, kalimaen. Han plejede ofte stolt at fortælle sin søn, ʿAbdullah ibn ʿĀmir, om sine hæderfulde gerninger. Ved en lejlighed sagde han: »Allahs Sendebud sendte os på ekspeditioner. På grund af fattigdom gav han os kun nogle få dadler som rejseproviant. I begyndelsen fik vi hver en håndfuld, men efterhånden blev det reduceret, indtil vi kun fik én daddel. Hazrat ʿAbdullah spurgte forbløffet: »Hvordan kunne I klare jer med én daddel?« Han svarede: »Kære søn, sig ikke sådan. Når dadlen var spist, længtes vi endda efter denne ene daddel.«

Da fitnaen og den indbyrdes strid mod slutningen af Hazrat ʿUthmāns kalifat nåede sit højdepunkt, trak Hazrat ʿĀmir, må Allah være tilfreds med ham, sig tilbage i afsondrethed. Han var hele tiden optaget af faste, bøn og tilbedelse. En nat var han optaget af tilbedelse til langt ud på natten, da han blev en smule søvnig. I en drøm så han, at nogen sagde til ham: »Stå op og bed Allah om, at Han må beskytte dig mod denne fitna, ligesom Han har beskyttet sine andre retskafne tjenere.« Hazrat ʿĀmir satte sig straks op. Efter denne hændelse blev hans afsondrethed og tilbedelse endnu mere omfattende. Fra da af så ingen ham længere forlade sit hus. I denne tilstand blev han syg, og han døde få dage efter Hazrat ʿUthmāns martyrdød. På grund af hans store afsondrethed vidste ingen, hvornår han blev syg, eller hvornår han døde. Folk blev pludselig forbavsede, da de så hans begravelsesbøn.

Musʿab ibn al-Zubayr siger: ʿĀmir døde i år 32 efter hijra. Ifølge Abu ʿUbaydah var hans dødsår år 37 efter hijra. Al-Wāqidī siger, at han døde kort tid efter Hazrat ʿUthmāns martyrdød. (Al-Isābah 2/249).

Han overleverede hadither fra Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gennem blandt andre Hazrat ʿAbdullah ibn ʿUmar, ʿAbdullah ibn al-Zubayr og Abu Umāmah ibn Sahl. Disse er blevet gengivet i forskellige hadithsamlinger, herunder al-Bukhārī og Muslim.

Det er overleveret fra ʿĀmir ibn Rabīʿah. En arabisk mand kom til ham. ʿĀmir viste ham stor respekt. Manden fortalte dette til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Derefter kom han tilbage og sagde til ʿĀmir: »Jeg har bedt Allahs Sendebud om ejerskab over en dal, hvis lige i skønhed ikke findes i Arabien. Jeg havde til hensigt at give dig en del af den, så den kunne være til gavn for dig og dine efterkommere.« ʿĀmir sagde: »Jeg har ikke brug for den jord, du nævner.« I forbindelse med denne hændelse blev følgende koranvers åbenbaret: »Menneskenes regnskab er kommet nær, men de vender sig stadig bort i uagtsomhed.« (Sura al-Anbiyāʾ 1). ʿĀmir sagde: »Dette vers gør os løsrevet fra verden.« (Al-Isābah 2/251-52).

Uthman ibn Talha, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Uthman, hans fars navn Talha ibn Abi Talha og hans mors navn Umm Sa’id Salama. Han var efterkommer af Banu Amr-grenen af Quraysh-stammen i Mekka. I den førislamiske tid var han den hellige Kabaens hajib, det vil sige vogter og tilsynsførende, samt nøglebærer. Også i den islamiske tid varetog han dette ansvar. (Usd al-Ghaba, 3/372).

Uthman ibn Talhas far Talha, hans tre brødre Musafi, Kilab og Harith samt hans farbror Uthman ibn Abi Talha blev dræbt af den muslimske hær i slaget ved Uhud, mens de var vantro. Hans far Talha gik i kamp mod Ali, må Allah være tilfreds med ham. Ali, må Allah være tilfreds med ham, sendte ham med ét slag af sit sværd til Helvede. (Ibn Hishams Sira, bind 1, note 3, s. 470).

Der vides ikke meget særligt om Uthman ibn Talhas liv før islam. Historien rummer heller ikke meget om, hvorvidt han før sin antagelse af islam deltog i forfølgelsen og mishandlingen af muslimerne i Mekka. En enkelt hændelse er kendt: Efter at Mus’ab ibn Umair, må Allah være tilfreds med ham, i hemmelighed havde antaget islam i Dar al-Arqam i Mekka, plejede han at bede i det skjulte. En dag opdagede Uthman ibn Talha det og fortalte det til Mus’abs mor og hans stamme. Derfor fængslede de Mus’ab og udsatte ham for tortur. (Hayat as-Sahaba, 1/301).

Når sira-eksperter omtaler Umm Salamas, må Allah være tilfreds med hende, hijra fra Mekka til Medina, nævner de igen og igen Uthman ibn Talhas navn. Hændelsen kan kort gengives således: Da Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, efter at være blevet løsladt fra Quraysh-folkene i Mekka alene begav sig mod Medina for at slutte sig til sin mand, Abu Salama, må Allah være tilfreds med ham, og nåede Tan’im ikke langt fra Mekka, kom Uthman ibn Talha frem og spurgte: »Abu Umayyas datter, hvor skal du hen?« Hun svarede: »Til min mand i Medina.« Uthman spurgte: »Er der ingen anden sammen med dig?« Umm Salama svarede: »Jeg har kun dette lille barn, Salama.« Derefter tog Uthman fat i tøjlen på Umm Salamas kamel og begyndte at gå med den. Da han nåede frem til Banu Amr ibn Awfs landsby i Quba i Medinas udkant, sagde han til Umm Salama: »Gå ind i Allahs navn; din mand er her.« Med disse ord satte Uthman igen kursen mod Mekka. (Ibn Hishams Sira, 1/469-70).

Da Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, foretog hijra til Medina, var Uthman stadig ikke muslim.

Der findes forskellige opfattelser af, hvornår Uthman ibn Talha antog islam. Ifølge én opfattelse skete det på tidspunktet for Hudaybiyya-forliget, ifølge en anden i det 8. hijri-år og ifølge en tredje på dagen for erobringen af Mekka. Nogle overleveringer fortæller, at han før erobringen af Mekka i det 8. hijri-år drog til Medina sammen med Khalid ibn al-Walid og Amr ibn al-As. Da beslutningen om at antage islam var truffet, sagde jeg til mig selv: »Hvem skal jeg gå til Allahs Sendebud sammen med?« Jeg drøftede sagen med Safwan ibn Umayya. Han afviste mit forslag hårdt og sagde: »Selv hvis ingen står sammen med mig, vil jeg aldrig blive hans følger.« Derefter gik jeg til Ikrima ibn Abi Jahl og sagde det samme. Han svarede ligesom Safwan. Så mødte jeg Uthman ibn Talha og sagde: »Vores situation er nu som den ræv, der befinder sig i et hul, mens der hældes vand ind i det. På et tidspunkt må den nødvendigvis komme ud.« Uthman forstod mine ord, gav sin tilslutning og udtrykte det samme ønske som jeg. Jeg sagde: »I morgen tidligt begiver jeg mig af sted mod Medina.« Derefter besluttede vi, at vi næste morgen hver for sig skulle nå frem til et sted ved navn Yazuj, tre mil fra Mekka, og derfra rejse sammen. Hvis den ene nåede frem først, skulle han vente på den anden. Før daggry nåede vi Yazuj og begyndte rejsen. Da vi nåede et sted ved navn Hadda, mødte vi Amr ibn al-As. Efter at have talt sammen erfarede vi, at han også var draget ud med samme formål. Så nåede vi alle tre sammen frem til Medina og trådte ind til Allahs Sendebud. Først aflagde jeg troskabseden til Allahs Sendebud, derefter Uthman og Amr. Det var i Safar måned i det ottende hijri-år. (Hayat as-Sahaba, 1/161-62. Digteren Abdullah ibn az-Ziba’ri skrev på det tidspunkt en qasida for at byde Talhas antagelse af islam velkommen. Ibn Hisham har optaget en del af den i sit siraværk (Sira, 2/278). Ifølge en anden overlevering antog Uthman islam på tidspunktet for Hudaybiyya-forliget og drog til Medina sammen med Khalid og Amr. (Al-Isaba, 3/460). På den anden side fremgår det af forskellige overleveringer om erobringen af Mekka, at Uthman antog islam den dag, efter at han havde modtaget Kabaens nøgle fra Allahs Sendebud. Dette kan umiddelbart rejse spørgsmålet: Kunne Allahs Sendebud efter erobringen af Mekka overdrage Kabaens nøgle til en ikke-muslim? Overdragelsen af nøglen synes at vise, at han allerede havde antaget islam. Men også i så fald opstår spørgsmålet, at Kabaens nøgle allerede før erobringen af Mekka var hos Uthman. Er det muligt, at en muslim havde Kabaens nøgle før erobringen af Mekka, og at Quraysh accepterede det? Disse spørgsmål kan måske løses på følgende måde: Han drog på forhånd til Medina sammen med Khalid og Amr, erklærede sin islam og vendte derefter tilbage til Mekka. Men Mekkas indbyggere kendte måske ikke til det. (Asahh as-Siyar, 304-306).

Fra den førislamiske tid og frem til erobringen af Mekka havde Uthman ansvaret for tilsynet med Kabaen og for at bevare dens nøgle. På dagen for erobringen af Mekka bad Allahs Ædle Sendebud ham om nøglen for at kunne træde ind i Kabaens indre. Han gik hjem og bad sin mor om nøglen, men hun nægtede at give den. Det er sandsynligt, at Uthmans mor endnu ikke havde antaget islam. Uthman løftede sit ubeklædte sværd, tvang sin mor til at udlevere nøglen og bragte den til Allahs Ædle Sendebud. Allahs Sendebud åbnede døren og gik ind i Kabaen. Uthman var også med ham. Døren blev lukket indefra. Efter at have renset og helliget Kabaen kom Allahs Sendebud ud. Derefter satte Allahs Sendebud sig i moskeen. Ali, må Allah være tilfreds med ham, kom med Kabaens nøgle i hånden, stillede sig foran ham og sagde: »Allahs Sendebud, overdrag nøglen til os. Overdrag fra nu af både siqaya- og hijaba-ansvaret, det vil sige ansvaret for at give pilgrimmene vand og føre tilsyn med Kabaen, til Banu Hashim.«

Saʿīd ibn al-Musayyib siger: Den dag forsøgte ʿAbbās ibn ʿAbd al-Muttalib at få besiddelse af Kaʿbaens nøgle, og nogle andre medlemmer af Banū Hāshim støttede ham. Ansvaret for siqāya, det vil sige at sørge for vandforsyningen, havde allerede fra tidligere været betroet ʿAbbās.

Som svar på dette krav fra Banū Hāshim sagde Guds Ædle Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Hvor er ʿUthmān ibn Ṭalḥa?« Da ʿUthmān blev tilkaldt, gav Sendebuddet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, nøglen til ham – ifølge en anden overlevering til både ʿUthmān og hans fætter Shayba – og sagde: »Her er din nøgle. Fra nu af vil denne nøgle for altid være i jeres hænder. Hvis nogen forsøger at tage den fra jer, vil han være en tyran.« (Sīrat Ibn Hishām 2/411-12)

Ibn Saʿd har skrevet: Ansvaret for Kaʿbaens nøgle havde allerede fra tidligere været hos ʿUthmān ibn Ṭalḥa. Han åbnede Kaʿbaens dør hver mandag og torsdag. En gang bad Guds Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ham om at åbne døren på en anden dag, men han afslog det meget bestemt. Guds Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde den dag: »O ʿUthmān, den dag vil komme, hvor denne nøgle vil være i min besiddelse, og jeg vil betro den til hvem jeg vil.« ʿUthmān sagde: »Måske vil hele Quraysh-stammens eksistens på den dag være udslettet.« Guds Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, afviste hans ord og sagde: »Nej, den dag vil tværtimod være Quraysh-folkets egentlige dag for værdighed og ære.« Derfor, da ʿUthmān på dagen for erobringen af Mekka tog nøglen fra Guds Sendebuds hånd, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og gik bort, kaldte han igen ʿUthmān tilbage og mindede ham om den tidligere hændelse. Da sagde ʿUthmān: »O Guds Sendebud, du er sandelig Allahs Sendebud.«

Den dag i dag findes Kaʿbaens nøgle i hænderne på medlemmer af Shaybī-klanen i Mekka. Denne Shaybī-klan nedstammer fra Shayba ibn ʿUthmān ibn Abī Ṭalḥa, fætter til ʿUthmān ibn Ṭalḥa, må Allah være tilfreds med ham. Denne Shayba ibn ʿUthmān antog islam under slaget ved Ḥunayn. Hans far, ʿUthmān ibn Abī Ṭalḥa, blev dræbt af den muslimske hær i slaget ved Uḥud, mens han stadig var vantro. Hans mor var Umm Jamīl Hind bint ʿUmayr, søster til den berømte ledsager Musʿab ibn ʿUmayr, må Allah være tilfreds med ham, som led martyrdøden i slaget ved Uḥud. Ifølge en overlevering af historikeren al-Wāqidī overdrog Guds Ædle Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, på dagen for erobringen af Mekka Kaʿbaens nøgle til både Shayba og ʿUthmān samtidig. På det tidspunkt var nøglen i hænderne på ʿUthmān ibn Ṭalḥa ibn Abī Ṭalḥa. Efter hans død overtog hans fætter Shayba ibn ʿUthmān ibn Abī Ṭalḥa den. Siden da har Kaʿbaens nøgle været i hænderne på hans mandlige efterkommere. (Aṣaḥḥ al-Siyar, s. 305)

Efter erobringen af Mekka rejste ʿUthmān ibn Ṭalḥa, må Allah være tilfreds med ham, til Medina, hvor han opholdt sig indtil Guds Sendebuds levetid, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Efter Guds Sendebuds bortgang vendte han igen tilbage til Mekka for at varetage ansvaret som vogter af Kaʿbaens nøgle, og her døde han i år 42 efter hijra. Ifølge en anden overlevering led han martyrdøden i slaget ved Ajnādayn i begyndelsen af kaliffen ʿUmars kalifat. (Sīrat Ibn Hishām 1, note 3, s. 470)

Beviset på ʿUthmān ibn Ṭalḥas gode manerer, høflighed og høje moral findes i hændelsen omkring Umm Salamas hijra. Umm Salama roste ham og sagde: »Ved Allah, jeg har aldrig set nogen mere høflig mand end ham i Arabien. Når han ankom til et sted sammen med mig, lod han kamelen sætte sig for at jeg kunne stige af, og gik et stykke væk. Når jeg var steget ned fra kamelens hawdaj og havde bevæget mig lidt væk, vendte han tilbage, bandt kamelen til et træ og lagde sig under et træ et stykke fra mig. Når det igen var tid til at rejse, gjorde han kamelen klar og førte den hen i nærheden af mig, hvorefter han gik væk og sagde: ›Stig op på kamelen.‹ Når jeg havde sat mig ordentligt på kamelens ryg, vendte han tilbage, tog fat i tøjlen og begyndte at gå. På denne måde førte han mig til Medina. (Sīrat Ibn Hishām 1/469-70) (Ḥayāt al-Ṣaḥāba 1/358-359) Dette var den praktiske form for den moralske adfærd hos ʿUthmān ibn Ṭalḥa, må Allah være tilfreds med ham, i hans liv før islam.«

Ḥajjāj ibn ʿIlāṭ, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Ḥajjāj, og hans kunya eller tilnavn var Abū Qilāba, ifølge en anden overlevering Abū Muḥammad og Abū ʿAbdullāh. Hans far var ʿIlāṭ ibn Khālid. Han tilhørte Banū Sulaym-stammen.

Ibn Sa’d siger: Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var i Khaybar, kom han til ham, trådte ind i hans tjeneste og antog islam. Derefter bosatte han sig i Medina. Det er overleveret fra Ibn Shihab, at han var den første, der anerkendte Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) profetskab som sandt og sendte folk til ham. (Al-Isaba 1/313).

Historien om hans antagelse af islam findes i en opsigtsvækkende beretning. Ibn Abi al-Dunya har i værket »Hawatif al-jinn«, og Ibn Asakir har overleveret fra Wathila ibn al-Asqa (må Allah være tilfreds med ham), at Hajjajs antagelse af islam foregik således: Han var på vej til Mekka sammen med en karavane. Da natten faldt på i en øde og skræmmende dal, blev de grebet af frygt. Hajjajs ledsagere bad ham: »Abu Kilab, hold dig vågen og bliv siddende, mens du beder om beskyttelse for dig selv og dine ledsagere.« Hajjaj påtog sig vagten og blev ved med at fremsige følgende ord:

Uʿīdhū nafsī wa-uʿīdhū saḥbī,

min kulli jinniyyin bihādhā an-naqbī,

ḥattā aʿūda sāliman wa-rakbī.

Jeg søger beskyttelse for mig selv og mine ledsagere mod alle jinner i dette bjergpas, så jeg og min karavane kan vende sikkert tilbage.

Mens han fremsagde disse ord, hørte han pludselig en stemme fra det usete recitere følgende vers fra Koranen:

»O jinner og mennesker! Hvis I kan trænge gennem himlenes og jordens grænser, så træng igennem! Men det kan I ikke uden magt.« – Sura ar-Rahman, 33.

Da de nåede frem til Mekka, fortalte de om hændelsen i quraysh’ernes råd. Quraysh’erne sagde: »Abu Kilab, du er jo også blevet gudsfornægter, kan vi se. Det er netop den tale, som ifølge Muhammads påstand er blevet åbenbaret for ham.« Hajjaj svarede: »Ved Allahs ed! Jeg og mine ledsagere har virkelig hørt denne tale.« Mens de talte om dette, kom Asī ibn Wā’il til stede. Folk sagde til ham: »Abu Hisham, har du hørt, hvad denne Abu Kilab siger?« Da han spurgte, hvad sagen drejede sig om, fortalte de ham det. Efter at have hørt det hele sagde han: »Hvad er der at undre sig over? De har hørt det fra ham, og han fremsiger det gennem Muhammads mund.« (Hayātus-Sahābah 3/576-77).

Hajjajs hustru boede stadig i Mekka, og alle hans ejendele var også dér. Efter at have antaget islam følte han behov for at flytte disse værdier til Medina. Ellers ville quraysh’erne, hvis de fik kendskab til hans islam, tage det hele fra ham. Selv Mekkas afgudsdyrkere havde mistanke til ham. Det var heller ikke let at få hans penge og ejendele flyttet ud af Mekka. Derfor tog Hajjaj til Mekka og spredte det rygte, at Muhammad (fred være med ham) var blevet besejret ved Khaybar.

På et øjeblik spredte nyheden sig over hele byen. For at glæde Mekkas afgudsdyrkere på denne måde sagde han: »Alle Muhammads (fred være med ham) ejendele bliver solgt. Jeg ønsker at købe dem, før de andre købmænd når frem. Mange mennesker forskellige steder i Mekka skylder mig penge. Hvis I gør en lille indsats, kan de let blive inddrevet.« Mekkanerne gik helhjertet i gang med denne gode gerning. Med deres bestræbelser og indflydelse fik de hans tilgodehavender inddrevet. Profeten (fred være med ham)s ærede onkel, Abbas (må Allah være tilfreds med ham), befandt sig dengang i Mekka. Han sad hjemme og hørte det hele. Han blev så dybt bedrøvet, at han ikke engang forlod huset for at undersøge, om nyheden var sand eller falsk. Han sendte en dreng for at tilkalde Hajjaj. Da Hajjaj kom, fortalte han Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sandheden. Han sagde: »Jeg spredte dette rygte for at få inddrevet mine tilgodehavender. Jeg har selv antaget islam. Hvis mekkanerne får det at vide, vil de ikke give mig så meget som én eneste mønt af det, de skylder mig. Ved Allahs vilje er Allahs Sendebud (fred være med ham) i sikkerhed. Den muslimske hær har sejret ved Khaybar, og Allahs Sendebud (fred være med ham) har giftet sig med datteren af Khaybars leder, Huyayy ibn Akhtab, og lever nu sammen med hende som ægtefolk. Afslør ikke denne hemmelighed for nogen, før jeg er kommet uden for quraysh’ernes magtområde.«

I overensstemmelse med aftalen forholdt Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sig fuldstændig tavs i tre dage. På den fjerde dag, da han var sikker på, at Hajjaj var kommet uden for mekkanernes rækkevidde, skiftede han tøj, gik til Hajjajs hus og fortalte hans hustru, hvad der virkelig var sket. Derefter gik han til området omkring Kabaen. Der blev der allerede talt om sagen. Han sagde til folk: »Muhammad (fred være med ham) har erobret Khaybar, og Huyayy ibn Akhtabs datter er nu hans hustru. Lederne af Banū Abī al-Huqayq, det vil sige lederne af Yathrib, er blevet halshugget. Hajjaj har bedraget jer og er stukket af med sine penge og ejendele.« Folk spurgte: »Hos hvem hørte du dette?« Han svarede: »Hos Hajjaj.« Da folk spurgte Hajjajs hustru, bekræftede hun også det. På den femte dag kom der også en nyhed fra Medina. Men nu kunne de ikke gøre noget som helst. Byttet var uden for deres rækkevidde. De blev tavse. (Ibn Saʿd 4/2, s. 14-15)

Hajjaj antog islam kort før slaget ved Khaybar. Det var i dette slag, at han for første gang sluttede sig til den muslimske hær. Da Mekka blev erobret, befandt han sig uden for Medina. Den ædle Allahs Sendebud (fred være med ham) besluttede at drage på felttog og tilkaldte ham til Medina. På dagen for erobringen af Mekka trængte Khalid ibn al-Walid (må Allah være tilfreds med ham) ind i Mekka ad Banū Sulayms rute med en styrke på tusind soldater. I denne styrke bar tre mænd hver sit banner: Abbas ibn Mirdas, Khufaf ibn Nudbah og Hajjaj ibn Ilat. (Hayātus-Sahābah 1/167).

Hajjaj var en velhavende mand. Det lykkedes ham også at flytte alle sine ejendele fra Mekka. I Medina byggede han et hus og en moské til sig selv. (Al-Isābah 327)

Der findes to overleveringer om tidspunktet for hans død. Ifølge den ene døde han i begyndelsen af Umar al-Faruqs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. Ifølge en anden blev han martyr i Slaget ved Kamelen, som fandt sted mellem Ali (må Allah være tilfreds med ham) og Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Den første overlevering er mere pålidelig. I Slaget ved Kamelen var det ikke Hajjaj, men hans søn, der blev martyr.

Qudamah ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham)

Hans navn var Qudamah, og hans kunya eller tilnavn var Abu Umar. Hans far var Maj’un ibn Habib, og hans mor var Sukhaïla bint al-Anbas. (Note: Sirat Ibn Hisham 1/253).

Han var fra Banu Jumah-grenen af Quraysh-stammen. Safiyya bint al-Khattab, Hazrat Umars søster, var hans hustru.

Hazrat Qudamah antog islam i islams tidlige periode. Blandt dem, der antog islam på opfordring fra Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra), var Uthman ibn Maz’un og hans to brødre Qudamah og Abdullah. Han foretog to hijraer. Efter at have antaget islam foretog han først hijra til Abessinien sammen med sine to brødre. Senere hørte mange et falsk rygte om, at alle mekkanerne havde antaget islam, og vendte derfor tilbage fra Abessinien til Mekka. Qudamah var blandt disse tilbagevendte. (Sirat Ibn Hisham 1/367).

Efter at være vendt tilbage fra Abessinien fortsatte Hazrat Qudamah med at bo i Mekka. Før slaget ved Badr foretog han igen hijra til Medina og fik den ære at deltage i Badr. Derefter deltog han i alle slagene, herunder Uhud og Khandaq.

Kaliffen Hazrat Umar (ra) udnævnte Qudamah til guvernør over Bahrain. Mens han varetog dette embede, blev han anklaget for at have drukket vin, og den foreskrevne straf for vindrikning, eller had, blev pålagt ham. Han indrømmede ikke sin forbrydelse over for Hazrat Umar, og selv om hans forsvar som en sahabi fra Badr var troværdigt, blev hans forbrydelse bevist over for Hazrat Umar på grundlag af vidneudsagn og beviser. Derfor pålagde kaliffen ham had. Det fortælles om hændelsen, at Jarud, høvdingen for Banu Abdi Qays, en dag kom til kaliffen Umar og indgav en anklage mod Qudamah for vindrikning. Kaliffen sagde til Jarud: »Er der andre vidner til denne hændelse end dig?« Jarud udpegede Hazrat Abu Hurayra (ra) som vidne. Umar (ra) tilkaldte Abu Hurayra og spurgte ham. Abu Hurayra sagde, at han aldrig havde set Qudamah drikke vin, men at han havde set ham kaste op i beruset tilstand. Umar (ra) sagde: »Forbrydelsen bevises ikke alene ved dette vidnesbyrd.« For at undersøge sagen nærmere tilkaldte han Qudamah fra Bahrain til Medina. Qudamah nåede frem til Medina. Jarud krævede igen, at kaliffen skulle pålægge ham had. Umar (ra) sagde til ham: »Er du vidne eller anklager?« Jarud svarede: »Vidne.« Kaliffen sagde: »Du har udført din opgave; ti nu stille.« Derefter insisterede Jarud igen over for kaliffen på, at had skulle pålægges. På grund af hans overdrevne insisteren opstod der tvivl i Hazrat Umars sind. Han sagde til Jarud: »Tøj din tunge, ellers advarer jeg dig.« Jarud svarede kaliffen: »Umar, din fætter har drukket vin, og alligevel skælder du mig ud – det er ikke retfærdigt.« På dette tidspunkt sagde Hazrat Abu Hurayra (ra) til kaliffen: »O de troendes leder, hvis du nærer tvivl om vores vidnesbyrd, kan du tilkalde og udspørge Qudamahs hustru, Hind, datter af al-Walid.« Umar (ra) tilkaldte hende. Hun vidnede også imod sin mand.

Nu strømmede Umars (ra) retfærdighed og retskaffenhed frem. Han sagde til Qudamah: »Qudamah, gør dig klar til at modtage straffen.« Qudamah svarede: »Selv hvis det på grundlag af deres vidnesbyrd antages, at jeg har drukket vin, har du alligevel ingen ret til at pålægge mig had.« Umar (ra) spurgte: »Hvorfor?« Qudamah reciterede derefter vers 11 fra Koranens sura al-Ma’idah for ham. Allah siger: »De, der tror og gør gode gerninger, begår ingen synd på grund af det, de har spist, når de har udvist taqwa, troet og gjort gode gerninger.« (Sura al-Ma’idah 11).

Umar (ra) sagde: »Qudamah, du fordrejer betydningen af verset. Hvis du virkelig havde frygtet Allah, ville du have afholdt dig fra det forbudte.« Hazrat Qudamah var på det tidspunkt syg. Derfor rådførte kaliffen sig med de øvrige sahaba og udsatte pålæggelsen af had, altså straffen, i nogle dage. Men efter at forbrydelsen var bevist, var det uudholdeligt for Umar at udsætte had. Han rådførte sig for anden gang med sahaba. Også denne gang talte alle for at udsætte had. Men kaliffen Umar sagde: »Det er bedre for mig, at han dør under piskeslagene, end at jeg møder Allah, mens byrden for dette hviler på mine skuldre.« Han ventede ikke længere. Mens Qudamah stadig var syg, pålagde han ham had og afbrød alle forbindelser med ham.

Nogen tid efter denne hændelse udførte de begge hajj sammen igen. På vejen tilbage til Medina faldt Umar (ra) i søvn et sted og modtog i en drøm besked om at genoprette forholdet til Qudamah. Så snart han vågnede, sendte han bud efter Qudamah. Men Qudamah nægtede at komme. Umar (ra) sendte for anden gang en mand og sagde, at hvis han ikke kom frivilligt, ville han blive hentet med magt. Qudamah kom. Kaliffen indledte selv samtalen. Derefter blev forholdet mellem de to igen normalt.

Det er blevet berettet, at ingen anden af Badr-kampens ledsagere efter den ærede Allahs Sendebuds, fred være med ham, død blev straffet for anklagen om at have drukket vin, bortset fra Qudamah. (Al-Isabah 3/229).

Der er uenighed om året for Hazrat Qudamahs, må Allah være tilfreds med ham, død. Ifølge den mest udbredte opfattelse døde han i år 36 efter hijra, under Hazrat Alis, må Allah være tilfreds med ham, kalifat, i en alder af 68 år. Ifølge en anden opfattelse døde han i år 56 efter hijra.

Hisham ibn al-As, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Hisham, og hans kunya eller tilnavne var Abu al-As og Abu Muti. Ibn Hibban siger: I uvidenhedens tid var Hishams kunya Abu al-As, det vil sige den ulydiges far. Efter at han havde antaget islam, ændrede Allahs Sendebud, fred være med ham, den til Abu Muti – den lydiges far. (Al-Isabah 2/604) Hans far var al-As ibn Wa’il. Han tilhørte Qurayshs Banu Sahm-gren. Han var den yngre bror til den berømte ledsager Hazrat Amr ibn al-As, må Allah være tilfreds med ham, som erobrede Egypten.

Lykke eller ulykke afhænger ikke af forskellen i alder. Selvom Hisham var yngre end Amr, var han mere lykkeligt begunstiget end sin storebror. Mens Amr tumlede rundt i afgudsdyrkelsens mørke, strålede islams lys allerede fra Hishams pande. Han tog imod islam allerede i den første tid, hvor den islamiske da’wah begyndte i Mekka, og da han var blevet plaget af mekkanernes forfølgelse, drog han sammen med en karavane af muhajirun til Abessinien. Efter at have opholdt sig dér et stykke tid hørte han det falske rygte, at mekkanerne havde antaget islam, og derfor vendte han sammen med mange andre tilbage til Mekka. Herfra planlagde han igen at foretage hijra til Medina, men blev taget til fange af sin far og andre medlemmer af sin slægt.

Om dette findes Umar ibn al-Khattabs beretning i forskellige sira-værker. Han siger: »Vi besluttede at foretage hijra til Medina. Jeg, Ayyash ibn Rabi’a og Hisham ibn al-As indgik denne aftale ved en brønd ved navn Udah, tilhørende Banu Ghifar, i Tan dub-dalen seks mil fra Mekka: Vi skulle hver især være til stede her næste morgen. Den, der udeblev, ville helt sikkert blive taget til fange. Jeg og Ayyash mødte op til tiden, men Hisham blev taget til fange og tortureret. Da vi nåede Medina, blev vi gæster hos Banu Amr ibn Awf i Quba. Imens kom Abu Jahl ibn Hisham og al-Harith ibn Hisham til Medina for at hente Ayyash tilbage. De var begge Ayyashs fætre, og de havde alle samme mor. Allahs Sendebud, fred være med ham, var på det tidspunkt i Mekka. De sagde til Ayyash: ‘Din mor har svoret, at hun ikke vil rede sit hår eller søge skygge for solen, før hun har set dig. Vend tilbage med os.’ Ayyashs hjerte blev blødt af hensyn til sin mor.

Umar siger: Jeg bad ham gentagne gange om ikke at vende tilbage med dem. Men til sidst drog Ayyash sammen med dem mod Mekka. Efter at de havde tilbagelagt et stykke vej, bandt de Ayyash og førte ham til Mekka, mens de torturerede ham. Der blev han holdt fanget.

Umar siger: På det tidspunkt sagde vi i Medina til hinanden, at Allah ikke ville acceptere angeren fra dem, der på denne måde havde udsat sig selv for fare. Derefter kom Allahs Sendebud, fred være med ham, til Medina, og dette vers fra Koranen blev åbenbaret:

Sig: “O Mine tjenere, som har gjort uret mod jer selv! Fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed. Allah vil tilgive alle synder. Han er Den Tilgivende, Den Mest Barmhjertige.”

Umar siger: Jeg skrev verset ned og sendte det i al hemmelighed til Hisham i Mekka. Hisham siger: Jeg plejede at recitere dette vers, mens jeg sad på et sted i Mekka, der hedder Dhu Tuwa, men jeg forstod intet. Til sidst bad jeg Allah om at skænke mig nåden til at forstå det. Derefter forstod jeg, at dette vers var blevet åbenbaret om os. Så nåede jeg frem til Allahs Sendebud (fred være med ham) i Medina. (Hayatus-Sahaba 1/345-46; Siratu Ibn Hisham 1/474-476; al-Isaba 3/604).

Ibn Hisham siger: En pålidelig person har fortalt mig, at Allahs Sendebud (fred være med ham) en dag sagde i Medina: “Hvem blandt jer kan hjælpe mig med hensyn til Ayyash ibn Rabi’a og Hisham ibn al-As?” Walid ibn al-Walid ibn al-Mughira sagde: “O Allahs Sendebud, jeg vil hjælpe dig med hensyn til dem.” Derefter drog han af sted mod Mekka. Han gik i al hemmelighed ind i Mekka og så en kvinde, som bar mad. Han spurgte hende: “O Allahs tjenestekvinde, hvor skal du hen?” Hun svarede: “Jeg skal hen til disse to fanger, det vil sige Ayyash og Hisham.” Walid fulgte efter kvinden og fandt ud af, hvor fængslet var. De var blevet bundet i et rum uden tag. Da natten faldt på, klatrede Walid over muren og nåede frem til dem, hvorefter han skar deres reb over ved hjælp af en sten. Så drog de tre sammen af sted og flygtede til Medina ridende på Walids kamel. Da deres eneste ridedyr snublede, kom Walids finger til skade og blev blodig. Han reciterede følgende vers til sin finger: “Hal anti illa usbu’un damayti wa fi sabilillahi ma laqiti.”

O du, du er ikke andet end en finger, som er blevet blodig. Det, der er hændt dig, er for Allahs sag. (Siratu Ibn Hisham 1, 476)

Slagene ved Badr, Uhud og Khandaq blev afsluttet, mens Hisham var fange i Mekka. Efter slaget ved Khandaq kom han til Medina. Han deltog aktivt i alle de slag, der blev udkæmpet mod de vantro efter Khandaq. Waqidi siger, at Allahs Sendebud (fred være med ham) i måneden Ramadan, før erobringen af Mekka, sendte Hisham ud på en ekspedition. (al-Isaba 3/604)

At lede hære og udvise tapperhed og mod var særlige kendetegn ved Hishams slægt. Børnene i denne familie voksede op under sværdets skygge. Efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) død, under Abu Bakrs kalifat, kom nogle af disse egenskaber til udtryk. Nogle overleveringer fortæller, at den første kalif, Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), sendte ham sammen med Nu’aym ibn Abdullah og nogle andre personer til den romerske kejser Herakleios’ hof for at invitere ham til islam. I den forbindelse siger Hisham: Jeg blev sendt sammen med nogle personer til Herakleios. Vi nåede frem til al-Ghuta, eller Damaskus, og kom til huset hos Jabala ibn al-Ayham al-Ghassani. Han sendte en udsending for at tale med os. Vi sagde: “Vi er blevet sendt til kejseren, og vi vil ikke tale med en udsending. Hvis der gives tilladelse, vil vi tale med ham selv.” Til sidst gav Jabala os tilladelse til at gå ind til ham.

Jabala sagde til os: “Hvad er jeres budskab?” Hisham siger: Jeg fremlagde islams budskab for ham. På det tidspunkt bar han og hans hoffolk sorte klæder. Jeg spurgte ham: “Hvorfor bærer I disse klæder?” Han svarede: “Vi har taget disse klæder på og svoret, at vi ikke vil tage dem af, før vi har fordrevet jer fra Syrien.” Jeg sagde: “Ved Allahs ed! Vi vil, om Allah vil, tage denne trone og jeres kejsers rige fra jer. Vores profet Muhammad (fred være med ham) har forudsagt netop dette.” Jabala sagde: “Nej, ikke jer; snarere er de værdige til det, som faster om dagen og står op i tilbedelse om natten. Hvordan er jeres faste?” Jeg fortalte ham om vores faste. Da blev Jabala mørk i ansigtet. Derefter sendte han os sammen med en udsending til kejser Herakleios.

Hisham siger: Vi fortsatte med at rejse sammen med udsendingen. Da vi nærmede os byen, sagde udsendingen, der fulgte os: “Jeres ridedyr kan ikke komme ind i kejserens by. Hvis I ønsker det, kan jeg skaffe jer tyrkiske heste og muldyr.” Vi sagde: “Vi vil ikke gå ind i byen på nogen anden måde end ridende på dette dyr.” Da kejseren blev informeret om vores urokkelighed, gav han os tilladelse til at komme ind, som vi ønskede. Vi nåede helt frem til kejserens kammer med vores sværd hængende over skuldrene.

Således så kejseren på Hisham ibn al-ʿĀṣ og hans ledsagere, da de steg ned fra deres dyr uden for det kongelige palads. Da de fremsagde: »Der er ingen gud undtagen Allah, og Allah er størst«, rystede de som bladene på daddelpalmer, der bevæges af vinden. Kejseren lod dem gennem andre vide, at de ikke havde ret til at prædike religionen så højlydt. De gik derefter til kejseren.

Kejseren sad på tronen, mens de romerske militære eksperter sad på deres respektive pladser. Med et smil sagde kejseren til dem: »Hvorfor hilste I ikke på mig, sådan som I hilser og udveksler hilsener indbyrdes?« Ved siden af kejseren sad en person, der talte et klart arabisk. De svarede: »Det er ikke tilladt for os at bruge den hilsen over for dig, og det er heller ikke passende for os at fremsige jeres hilsen.« Kejseren spurgte: »Hvordan hilser I hinanden og jeres konge?« De svarede: »As-salāmu ʿalayka.« Kejseren spurgte igen: »Hvad er jeres mest ophøjede udsagn?« De sagde: »Lā ilāha illā Allāhu wa Allāhu akbar« – der er ingen gud undtagen Allah, og Allah er størst. Derefter fortalte de kejseren om forskellige aspekter af islams religion, såsom salat, sawm, hajj og zakat. Delegationen opholdt sig hos ham i tre dage som hans gæster og vendte derefter tilbage til Medina. Flere sīra-værker indeholder en detaljeret beretning om denne mission for at udbrede islam. (Al-Iṣāba 2/471; Ḥayāt aṣ-Ṣaḥāba 1/204, 405; 3/557-562). I nogle beretninger siges det dog, at den, der drog til kejser Herakleios’ hof på en mission for at udbrede islam, ikke var denne Hisham, men en anden Hisham. (Al-Iṣāba 3/704).

Under kaliffen Abu Bakrs kalifat samlede romerne efter et par sammenstød en stor hær ved Ajnadayn og gjorde sig klar til kamp. Sammenstødet begyndte i måneden Jumādā al-Awwal i år 13 efter hijra. Al-Wāqidī har med Umm Bakr bint al-Miswar som kilde berettet: Under dette slag bemærkede Hisham, at nogle muslimske soldater var begyndt at tænke på flugt. Han kastede sit ansigtsdække fra sig, trængte frem midt ind i fjendens slagorden og råbte: »O muslimske soldater, jeg er Hisham ibn al-ʿĀṣ. Følg med mig. Flygter I fra Paradiset?«

Disse uomskårne mennesker kan ikke stå imod jeres sværd.« Den muslimske hær sluttede sig til Hisham og indledte et voldsomt angreb på den romerske hær. Romerne samlede sig ved indgangen til en smal passage. Hisham angreb dem fra den modsatte side af passagen. Romerne angreb ham samlet, dræbte ham og flygtede hen over hans lig. Da de muslimske soldater nåede frem, tøvede de med at forfølge fjenden af frygt for at træde på hans knuste lig. Da kom hans storebror Amr, måtte Allah være tilfreds med ham, og sagde: »O folk, Allah har skænket ham martyrdøden og taget hans sjæl; hans legeme ligger her.« Derefter krydsede de muslimske soldater den smalle passage hen over hans lig og satte efter fjendens hær. Amr ibn al-ʿĀṣ, måtte Allah være tilfreds med ham, samlede de spredte dele af liget og begravede ham. (Al-Iṣāba 3/604).

Ifølge Ibn al-Mubarak led han imidlertid martyrdøden i slaget ved Yarmuk under kaliffen Umars regeringstid. (Al-Istīʿāb, note til Al-Iṣāba 3/593-595)

Hisham ibn al-ʿĀṣ var yngre end sin bror Amr ibn al-ʿĀṣ, men var mere from end sin storebror. Efter Hishams martyrdød sad nogle qurayshitter en dag bag Kabaen og talte om de to brødre. Da de så Amr gå rundt i tawaf, spurgte de ham: »Hvem af jer to er bedst – du eller din bror Hisham?« Han svarede: »Jeg taler på både hans og mine vegne. Hans mor var datter af Hisham ibn al-Mughīra, mens min mor var en slavekvinde. Vores far elskede ham mere end mig, og I kender jo enhver fars dømmekraft med hensyn til hans børn. Vi konkurrerede begge om gode gerninger, og han besejrede mig altid. Både han og jeg deltog i krig, og hele natten bad vi begge Allah om at skænke os martyrdøden. Allah accepterede hans bøn, mens min bøn ikke blev opfyldt. (Al-Iṣāba 1/604)

Profeten, Allahs ædle Sendebud, har bevidnet de to brødres stærke tro. Han sagde: »Hisham og Amr, al-ʿĀṣ’ to sønner, er troende.«

Da Umar al-Faruq, måtte Allah være tilfreds med ham, hørte om Hishams martyrdød, sagde han: »Må Allah lade sin barmhjertighed komme over ham. Han var en fremragende tjener for islam.«

Ḏū ash-Shimālayn, ʿUmayr ibn ʿAbd ʿAmr, må Allah være tilfreds med ham.

Hans egentlige navn var ʿUmayr, hans kunya var Abū Muḥammad, og hans laqab eller tilnavn var Ḏū ash-Shimālayn. Hans fars navn var ʿAbd ʿAmr. Han tilhørte Khuzāʿa-stammen. Da han udførte alle handlinger med begge hænder, blev Ḏū ash-Shimālayn, »den, der har to højre hænder«, hans tilnavn. Hans far, ʿAbd ʿAmr ibn Naḍla, kom til Mekka og indgik en alliance med ʿAbd ibn Ḥārith ibn Naḍla ibn Zahba, hvorefter han blev boende der permanent. ʿAbd giftede sin egen datter, Num bint ʿAbd, med ham. Med hende fik han sønnen Ḏū ash-Shimālayn og datteren Rayṭa. (Ṭabaqāt ibn Saʿd 3/167).

Det skal bemærkes, at sīra-værkerne omtaler en eller to personer med disse to laqab eller tilnavne: Ḏū ash-Shimālayn, det vil sige »den, der har to højre hænder«, og Dhū al-Yadayn, »den, der har to hænder«. Sīra-specialisterne er uenige om, hvorvidt disse to tilnavne tilhørte den samme person eller to forskellige personer. Flertallet mener, at de to tilnavne tilhørte den samme person. Ibn Saʿd gav for eksempel sit værk Ṭabaqāt overskriften: »Dhū al-Yadayn, også kaldet Ḏū ash-Shimālayn«, det vil sige Dhū al-Yadayn, som også blev kaldt Ḏū ash-Shimālayn. (Ṭabaqāt 3/167).

Men mange accepterer ikke denne opfattelse. Ifølge dem var der i virkeligheden tale om to forskellige personer. Dette bekræftes også af hadith-samlingerne. En hændelse med en person ved navn Dhū al-Yadayn er overleveret fra Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, i al-Bukhārī og Muslim. En gang bad Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, to rakʿāt i stedet for fire og afsluttede bønnen med salām. Alle sahāba blev forvirrede, men ingen vovede at stille spørgsmål. Dhū al-Yadayn var meget modig. Han spurgte: »Allahs Sendebud! Er bønnen blevet forkortet, eller har du begået en fejl?« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, undersøgte hos sahāba, om hans udsagn var korrekt. Alle støttede Dhū al-Yadayn og sagde: »Du har kun bedt to rakʿāt.« Efter at have fået dette bekræftet bad han de resterende to rakʿāt og udførte derefter sujūd as-sahw. (al-Bukhārī: kapitlet om adhān, afsnittet: »Accepterer imamen de bedendes udsagn, når han er i tvivl?«)

Overleveren af denne hadith var Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham. Han antog islam i det syvende hijrī-år under Khaybar-slaget. Ḏū ash-Shimālayn blev derimod martyr i slaget ved Badr fem år tidligere. Derfor kan Dhū al-Yadayn og Ḏū ash-Shimālayn ikke være den samme person. Desuden er der forskel på deres navne. Den ene hed Khirbāq, og den anden hed ʿUmayr. (Siyar aṣ-Ṣaḥāba, al-Muhājirūn 2/327). Abū ʿUmar siger: »Ḏū ash-Shimālayn blev martyr ved Badr; han var ikke Dhū al-Yadayn.« (al-Iṣāba 3/33).

Der findes ingen oplysninger om, hvornår og hvordan Ḏū ash-Shimālayn, må Allah være tilfreds med ham, antog islam. Efter at have antaget islam emigrerede han til Medina og blev gæst hos Saʿd ibn Khaythama. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, etablerede et broderskabsforhold mellem ham og Yazīd ibn Ḥārith. Han levede ikke længe efter sin omvendelse til islam. Efter ankomsten til Medina deltog han og hans trosbroder Yazīd i det store slag ved Badr. Dette var det første og sidste slag i hans liv. I dette slag blev han martyr for hånden af den vantro Abū Usāma Zuhayr ibn Muʿāwiya al-Jushamī. Han var kun tredive år gammel, da han døde. Hans trosbroder Yazīd blev også martyr i dette slag. (Ṭabaqāt 3/168; Ansāb al-Ashrāf 1/295).

Muʿayqib ibn Abī Fāṭima, må Allah være tilfreds med ham

Muʿayqib tilhørte Daws-stammen. Af en ukendt årsag blev han imidlertid slave og kom i Saʿīd ibn al-ʿĀṣ’ besiddelse i Mekka. (Ansāb al-Ashrāf 1/200).

Ifølge en anden overlevering var han af Azd-stammen og var halif, det vil sige forbundsfælle, til Mekkas Banu Abd Shams. Han antog islam allerede i den første periode af den islamiske mission og udvandrede til Abessinien sammen med den anden gruppe, der drog dertil. Fra Abessinien kom han til Medina på tidspunktet for Khaybar-slaget. Ifølge en overlevering kom han fra Mekka til Medina sammen med Abu Musa al-Ashʿari og deltog i Khaybar-slaget. I nogle andre overleveringer nævnes det imidlertid, at han deltog i Badr-slaget og troskabseden ved Ridwan. Dette viser, at han kom til Medina før Khaybar-slaget. Ifølge dem udvandrede han ikke til Abessinien. Al-Waqidi siger dog: »Jeg har hørt fra dem, der siger, at han udvandrede til Abessinien, at Muʿayqib drog direkte fra Abessinien til Medina sammen med Jaʿfar ibn Abi Talib.« (Ansab al-Ashraf 1/200).

Det korrekte er dog, at han kom til Medina efter Khaybar-slaget. Han kunne ikke deltage i hverken Badr eller Khaybar. Ibn Saʿd har også placeret ham blandt de ledsagere, som antog islam i den første periode, men blev berøvet æren af at deltage i Badr.

I den ædle Sendebuds levetid var profetskabets »khatam«, eller segl, i hans varetægt. Derfor viste Abu Bakr og Umar ham særlig respekt efter Sendebudets død. Under de to nævntes kalifater var han udpeget til at føre tilsyn med alle økonomiske anliggender og til at vogte statskassen, Bayt al-Mal.

Kaliffen Umar elskede ham højt. I sin høje alder blev han ramt af spedalskhed. Kaliffen gjorde alle mulige forsøg på at behandle ham. Hver gang han hørte om en dygtig læge et sted, tilkaldte han vedkommende og lod ham behandle ham. Det hjalp imidlertid ikke. Frygten for, at sygdommen skulle forværres yderligere, blev dog fjernet. Folk undgår som regel at omgås spedalske og at spise og drikke sammen med dem; men Umar plejede at sidde sammen med ham og spise ved det samme dækkede bord. En gang blev der serveret aftensmad for kaliffen Umar og hans ledsagere. Kaliffen gik ud af huset og kaldte Muʿayqib ibn Abi Fatima til at spise sammen med dem. De tilstedeværende blev bange. Umar sagde til Muʿayqib: »Sæt dig ved siden af mig. Ved Allah, hvis en anden end dig havde denne sygdom, ville jeg ikke spise af samme fad med ham. Spis bare frit fra din side.« Muʿayqib satte sig sammen med dem og spiste af samme fad. (Hayat al-Sahaba 2/458). Ifølge en anden overlevering sagde Umar: »Hvis han ikke havde været en af Allahs Sendebuds ledsagere, ville jeg ikke have spist sammen med ham.« (Ansab al-Ashraf 1/200).

Efter kaliffen Umar fortsatte kaliffen Uthman med at behandle ham på samme måde. Sendebudets segl forblev til det sidste i hans varetægt. Det faldt fra hans hånd ned i den brønd, der blev kaldt Biʾr Maʿuna, eller Maʿuna-brønden. Han døde hen imod slutningen af det år, hvor seglet faldt ned i brønden. Al-Baladhuri siger: »Han døde det år under kaliffen Uthman, hvor felttoget til Afrika blev gennemført.« (Ansab al-Ashraf 1/200).

Historien nævner en af hans sønner ved navn Muhammad ibn Muʿayqib. Han overleverede også hadither fra sin far, Muʿayqib.

På uddannelsens område var han ikke nogen særlig fremstående person. Han var dog dygtig til at læse og skrive. Da Umar gjorde sin ejendom til waqf, udfærdigede Muʿayqib waqf-dokumentet. Han var også meget kyndig i Allahs Sendebuds hadither. I hadith-samlingerne findes en del hadither, der er overleveret fra ham. Af disse blev to overleveret af både al-Bukhari og Muslim, det vil sige som muttafaq ʿalayh, mens én blev overleveret alene af imam Muslim.

Aban ibn Saʿid ibn al-ʿAs

Abāns fars hed Abū Uhayha Saʿīd ibn al-ʿĀs, og hans mor hed Hind bint al-Mughīra. Hans slægt mødes med Profeten (fvmh.)s slægt ved ʿAbd Manāf, som var den femte stamfader i den opadgående gren af hans slægt. (Usud al-Ghāba 1/35)

Hans far Saʿīd var en højt anset mand blandt qurayshitterne. Han døde som vantro i Tāʾif i enten det andet eller tredje hijri-år og blev begravet dér. (Ansāb al-Ashrāf 1/142, 368).

Han havde flere dygtige sønner. Khalid og ʿAmr blandt dem antog islam allerede i islams tidlige periode og udvandrede til Abessinien. (Al-Isāba 1/13).

Abān forblev hedning sammen med sine to andre brødre, ʿUbayda og al-ʿĀs. Han blev dybt bedrøvet over, at hans to brødre Khalid og ʿAmr antog islam. Denne smerte kom til udtryk i en qaṣīda, som han forfattede. Et af dens vers lyder således:

Ak! Hvis de døde i Jāriba blot havde set, hvilken løgn ʿAmr og Khalid havde fremsat om religionen! (Al-Isāba 1/13) (Usud al-Ghāba 1/35).

Abān fortsatte sammen med sine to andre brødre med at bekæmpe Profeten (fvmh.) og muslimerne. Han drog ud fra Mekka sammen med ʿUbayda og al-ʿĀs for at kæmpe mod muslimerne i slaget ved Badr. ʿUbayda og al-ʿĀs blev på ynkelig vis dræbt af muslimerne. Abān vendte med nød og næppe tilbage til Mekka i live.

Ibn Hishām har nævnt en hændelse fra Abāns liv før islam: I tiden før islam giftede Profeten (fvmh.) nogle af sine døtre med unge mænd fra Quraysh i Mekka. Da konflikten mellem Profeten (fvmh.) og Quraysh begyndte, bad Qurayshs ledere Profetens (fvmh.) svigersønner om at lade hans døtre skille. Profeten (fvmh.)s datter Ruqayya var gift med ʿUtba ibn Abī Lahab. Quraysh sagde til ʿUtba: »Skil dig fra Muhammeds datter.« Han gik ind på det på betingelse af, at de giftede ham med en datter af Abān ibn Saʿīd eller en datter af Saʿīd ibn al-ʿĀs. De accepterede ʿUtbas krav, giftede ham med en datter af Saʿīd ibn al-ʿĀs og lod Ruqayya skille fra ham. (Sīrat Ibn Hishām 625).

På tærsklen til Hudaybiyya-forliget sendte Den Ædle Guds Sendebud (fvmh.) ʿUthmān til Mekkas qurayshitter med sit budskab. ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham) var på vej mod Mekka gennem dalen al-Balda. Quraysh spurgte ham: »Hvor skal du hen?« ʿUthmān fortalte dem det samme, som Profeten (fvmh.) havde sagt til ham. Da trådte Abān ibn Saʿīd frem fra Qurayshs rækker og bød ʿUthmān velkommen. Han havde allerede et nært forhold til ʿUthmān. Abān gjorde sin hest klar, lod ʿUthmān bestige den og påtog sig ansvaret for hans sikkerhed. Derefter førte Abān ʿUthmān ind i Mekka. (Hayāt al-Sahāba 1/156).

Efter at Uthman var kommet til Abans hus, spurgte Aban ham: »Hvorfor ser dit tøj sådan ud?« Uthmans kjortel nåede ned et sted mellem knæene og anklerne. Aban fortsatte: »Hvorfor lader du ikke din kjortel være lang ligesom mændene fra dit folk?« Uthman svarede: »Sådan bar vores profet sin kjortel.« Aban sagde: »Så foretag tawaf omkring Kabaen.« Uthman svarede: »Vi kan ikke gøre noget, før vores profet har gjort det. Vi følger kun hans fodspor.« (Hayatus-Sahaba 2/358-59; al-Isti’ab 35; Ibn Hishams Sira 2/315).

Selv om Aban i lang tid havde været fjendtligt indstillet over for islam og islams profet, ophørte han på dette tidspunkt ikke på nogen måde med at søge sandheden. Han spurgte lærde mænd om Allahs Sendebuds profetskab. På den tid var Sham eller Syrien et centrum for lærde, fremtrædende og erfarne mennesker. Aban rejste dertil i forbindelse med sin handel. En gang sagde han under en samtale til en kristen rahib dér: »Jeg er søn af Quraysh-stammen fra Hijaz. En mand fra denne stamme hævder at være udvalgt af Allah. Han siger, at Allah har sendt ham som profet, ligesom Isa og Musa.« Rahiben spurgte om mandens navn. Aban svarede: »Han hedder Muhammad.« Rahiben forklarede ud fra de himmelske bøgers beskrivelser en profets fremtrædelsesalder, slægt og andre forhold. Da Aban hørte ham, sagde han: »Alt dette findes jo hos den mand.« Rahiben sagde da: »Ved Allahs ed, så vil denne mand, efter at have opnået herredømme over hele Arabien, brede sig over hele verden. Når du vender tilbage, så overbring min salam til denne fromme tjener af Allah.« Denne rahib eller præst i Sham hed Yakka. Da Aban nu vendte tilbage fra Sham, var han ikke længere den samme som før. Hans styrke til at modarbejde islam og muslimerne var forsvundet. (Usud al-Ghaba 1/35; al-Isaba 1/13).

Da Aban tænkte på sine forfædres religion og på sine jævnaldrendes fordømmelse og hån, forholdt han sig helt tavs i nogen tid. Men den længsel efter sandheden, der var opstået i ham, var han ikke i stand til at undertrykke længe. Imens vendte hans brødre Amr og Khalid tilbage fra Abyssinien og fortsatte kontakten med Aban. Derefter antog han islam og foretog hijra til Medina, endnu før slaget ved Khaybar. De tre brødre deltog sammen med Allahs Sendebud i felttoget mod Khaybar. (al-Isaba 1/13).

Ifølge en anden overlevering gjorde Allahs Ædle Sendebud, efter at Aban var nået frem til Medina, ham til leder for en mindre styrke og sendte ham mod Najd. Da han vendte tilbage til Medina efter at have gennemført dette felttog med succes, var erobringen af Khaybar allerede afsluttet. Netop på det tidspunkt kom Abu Huraira til Medina sammen med de øvrige muhajirun fra Abyssinien. De to gik sammen til Allahs Sendebud. Allahs Sendebud gav dem en andel af krigsbyttet fra Khaybar. Ud over felttoget mod Najd fik han også ledelsen eller kommandoen over flere andre mindre felttog fra Allahs Sendebud.

Aban deltog sammen med Allahs Ædle Sendebud i felttoget mod Taif. Da Abu Siddiq så Abans fars grav i Taif, udbrød han: »Allahs forbandelse, eller fordømmelse, være over denne gravs beboer. Han var ulydig mod Allah og Sendebudet.« Aban og hans bror Amr protesterede straks mod Abu Bakrs ord og talte nedsættende om hans far, Abu Quhafa. Da sagde Allahs Sendebud: »Forband ikke de døde. Når I forbander de døde, sårer I de levende.« (Ansab al-Ashraf 1/142, 368).

Allahs Ædle Sendebud udnævnte Aban til guvernør i Bahrain i stedet for Ala ibn al-Hadrami. Han varetog dette ansvar indtil Allahs Sendebuds bortgang. Da han hørte nyheden om Allahs Sendebuds død, vendte han tilbage til Medina. (al-Isti’ab 1/35).

Aban varetog også opgaven som Allahs Sendebuds sakatib, det vil sige skriver. (Ansab al-Ashraf 1/532).

Efter Allahs Sendebuds bortgang blev Abu Bakr valgt til kalif. Selv efter at den offentlige troskabsed til ham var afsluttet, var Aban blandt de få Quraysh-mænd, der i nogen tid afholdt sig fra at aflægge troskabseden. Da Banu Hashims folk aflagde troskabseden, forsvandt hans indvending, og han aflagde også troskabseden.

Kaliffen Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, afsatte ingen af de herskere eller embedsmænd, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde udnævnt. Aban var også en hersker, der var udnævnt af Allahs Sendebud. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, bad Aban om at vende tilbage til sit embede. Men Aban afslog kaliffens anmodning. Ifølge nogle beretninger accepterede han til sidst, efter gentagne anmodninger fra kaliffen, at overtage posten som guvernør i Yemen.

Ibn Sa’d beretter: Da Aban afslog kaliffens anmodning, sagde Umar, må Allah være tilfreds med ham, en dag til Aban: “Han burde ikke have forladt sit embede på denne måde uden imamens eller lederens tilladelse. Og nu nægter han at vende tilbage dertil på hans befaling.” Aban sagde: “Ved Allahs ed! Efter Allahs Sendebud vil jeg ikke arbejde for nogen anden. Hvis jeg skulle have gjort det, ville jeg på grund af Abu Bakrs status og hans forrang i islam være blevet hans ‘amil, altså hans embedsmand.” Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, rådførte sig derfor med ledsagerne om, hvem der kunne sendes til Bahrain. Uthman sagde: “Da al-‘Ala ibn al-Hadrami tidligere var der, bør han sendes dertil.” Umar sagde: “Aban bør tvinges til at tage dertil igen.” Men Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, nægtede at gøre det. Han sagde: “Jeg kan ikke tvinge den, der siger: ‘Efter Allahs Sendebud vil jeg ikke arbejde for nogen anden.'” Derefter udnævnte han al-‘Ala ibn al-Hadrami til guvernør i Bahrain. (Hayatus Sahaba 2/59).

Der er forskellige opfattelser blandt sira-eksperterne om tidspunktet for Hazrat Abans død. Ifølge Musa ibn Uqba og de fleste slægtsforskere led han martyrdøden på slagmarken ved Ajnadayn i år 13 efter hijra, mod slutningen af Abu Bakrs kalifat. Ifølge Ibn Ishaq døde han som martyr i slaget ved Yarmuk, mens andre mener, at det skete på dagen ved Marj al-Safar. En anden beretning fortæller, at han døde i år 27 efter hijra under kalif Uthmans kalifat, og at Zayd ibn Thabit under hans opsyn samlede den uthmanske mushaf. Der er dog tilstrækkelige grunde til at anse den førstnævnte opfattelse for korrekt.

Amr ibn Umayya, må Allah være tilfreds med ham

Hans navn var Amr, og hans kunya eller tilnavn var Abu Umayya. Hans fars navn var Umayya. Han var af Banu Kinana-stammen. Ibn Hisham omtaler ham som en af de mest intelligente mænd i det førislamiske Arabien omkring tidspunktet for Allahs Sendebuds modtagelse af profetskabet og beretter i den forbindelse også en hændelse. (Sirat Ibn Hisham 1/204, 207). Han kæmpede med stort mod og tapperhed mod muslimerne på Mekkas polyteisters side i slagene ved Badr og Uhud. Umiddelbart efter Uhud antog han islam og foretog hijra til Medina.

Efter at have antaget islam deltog han for første gang i hændelsen ved Bi’r Ma’una. Hændelsen forløb således: I den fjerde måned efter slaget ved Uhud kom Abu Bara Amir ibn Malik ibn Ja’far, kendt som Mulā’ib al-Asinna og leder af Banu Kilab-stammen i Najd, til Allahs Ærværdige Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i Medina. Sendebudet præsenterede islam for ham. Uden at give udtryk for, om han ville acceptere eller afvise den, sagde han: “Hvis du sendte nogle af dine ledsagere til Kilab-stammen i Najd, ville de måske antage islam.” Sendebudet sagde: “Jeg er bekymret for folkene i Najd.” Men da Abu Bara påtog sig det fulde ansvar for den udsendte gruppes sikkerhed, sendte Allahs Sendebud en gruppe på fyrre, ifølge en anden opfattelse halvfjerds, mænd under ledelse af Mundhir ibn Amir. De nåede frem til et sted kaldet Bi’r Ma’una, slog lejr og opholdt sig der, og de overbragte Allahs Sendebuds brev med invitationen til islam til Amir ibn Tufayl gennem Haram ibn Milhan.

Amir ibn Tufayl dræbte udsendingen Haram og bekendtgjorde, at han straks ville drage ud for at bekæmpe den muslimske gruppe sammen med stammerne Asiyya, Ri’l, Dhakwan og andre. De samledes. Da muslimerne imidlertid så, at Haram lod vente på sig, drog de ud for at lede efter ham. Efter at have tilbagelagt et kort stykke vej mødte de Ri’l, Dhakwan og de andre stammer. Alle angreb de i forening den muslimske gruppe og dræbte dem alle. Kun Amr ibn Umayya overlevede. Han blev taget til fange af fjendens styrker. Han blev ført frem for Amir ibn Tufayl. Da denne erfarede, at Amr ibn Umayya var fra Mudar-stammen, løslod han ham med ordene: “Min mor havde aflagt et løfte om at frigive en slave.” Som et tegn på ydmygelse klippede han dog håret foran på hans hoved. (Sirat Ibn Hisham 2/184-185).

I denne hændelse ved Bi’r Ma’una led den berømte ledsager Amir ibn Fuhayra også martyrdøden. Da Amr ibn Umayya var blevet taget til fange og ført frem for Amir ibn Tufayl, pegede han på Amir ibn Fuhayras lig og spurgte ham: “Hvem er denne mand?” Amr ibn Umayya svarede: “Amir ibn Fuhayra.” Amir ibn Tufayl sagde da: “Jeg så, at efter han var blevet dræbt, steg hans lig højt op i luften mod himlen, hvorefter det igen kom ned.” (Hayatus Sahaba 3/595)

Da ʿAmr ibn Umayya var sluppet fri fra fjenderne ved Biʾr Maʿuna og var på vej mod Medina, nåede han et sted ved navn Karkara, hvor han mødte to mænd, der kom fra den modsatte retning. De to mænd kom også hen og satte sig i skyggen af det træ, hvor han hvilede. Under samtalen med dem fandt ʿAmr ibn Umayya ud af, at de tilhørte Banū ʿĀmir-stammen, og derfor forholdt han sig tavs. Da de var faldet i søvn, angreb ʿAmr dem og dræbte dem begge. Han mente, at dette ville være en gengældelse for den behandling, Banū ʿĀmir havde udsat Allahs Sendebuds (sa.) ledsagere for. Da ʿAmr nåede Medina og fortalte Allahs Sendebud (sa.) om hændelsen, sagde han: »ʿAmr, du har begået to drab, som gør det nødvendigt for mig at betale deres diya, altså blodpenge.« Det skal bemærkes, at Allahs Sendebud (sa.) allerede før denne hændelse havde indgået en aftale med Banū ʿĀmir. (Sīrat Ibn Hišām 2/186). Derefter betalte Allahs Sendebud (sa.) deres diya. (Sīrat Ibn Hišām 1/564).

I det sjette hijri-år beordrede Allahs Ædle Sendebud (sa.) ʿAmr ibn Umayya til at rejse til Abessinien med et brev indeholdende en invitation til islam. I brevet anbefalede Allahs Sendebud (sa.) Najāšī at vise gæstfrihed over for muhājirūn, der opholdt sig i Abessinien, og sendte ham samtidig et ægteskabsforslag til Ummu Ḥabība bint Abī Sufyān, som på det tidspunkt stadig opholdt sig dér sammen med muhājirūn fra Abessinien. Det skal bemærkes, at Ummu Ḥabība var hustru til ʿUbaydullāh ibn Jaḥš. Hun havde tidligt taget islam til sig i Mekka og var udvandret til Abessinien sammen med sin mand. Da hendes mand dér forlod islam og antog kristendommen, blev deres ægteskabelige forhold opløst. Efter at have modtaget dette invitationsbrev antog Najāšī islam ved hånden af Jaʿfar ibn Abī Ṭālib og skrev et svarbrev til Allahs Sendebud (sa.). I brevet nævnte han sin antagelse af islam, sin hilsen til Allahs Sendebud (sa.) og sin gæstfrihed over for muhājirūn. I overensstemmelse med Allahs Sendebuds (sa.) brev fremsatte Najāšī selv på hans vegne et ægteskabsforslag til Ummu Ḥabība. Han blev selv Allahs Sendebuds (sa.) repræsentant og betalte efter brylluppet en medgift på fire hundrede dīnār på Allahs Sendebuds (sa.) vegne. (Sīrat Ibn Hišām 1/224, 324). (Ḥayāt aṣ-Ṣaḥāba 1/158, 3/596-97).

Da denne ʿAmr ibn Umayya som Allahs Sendebuds (sa.) udsending nåede frem til Najāšī, var den daværende mest indædte fjende af islam, ʿAmr ibn al-ʿĀṣ, også til stede dér. Han bad Najāšī om at udlevere ʿAmr ibn Umayya til ham, så han kunne dræbe ham som hævn og derved øge sin anseelse hos Qurayš. (Sīrat Ibn Hišām 2/276-77).

ʿAmr ibn Umayya bragte de muhājirūn, som opholdt sig i Abessinien, med til Medina på to skibe under Khaybar-slaget. (Sīrat Ibn Hišām 2/359).

Efter at han var vendt tilbage til Medina fra denne diplomatiske mission i Abessinien, blev han pålagt at tage hævn for en af Abū Sufyāns ugerninger. Hændelsen var følgende: Abū Sufyān opmuntrede nogle mennesker til at dræbe Allahs Sendebud (sa.). En mand påtog sig denne opgave, og Abū Sufyān forsynede ham med det nødvendige. Han kom til Medina og gik direkte til Allahs Sendebud (sa.) i moskéen. Allahs Sendebud (sa.) gennemskuede hans hensigt. Han afslørede over for manden, hvad han var kommet for. Manden var næsten gået til angreb på Allahs Sendebud (sa.), da Usayd ibn Ḥuḍayr (ra.) pludselig greb ham og holdt ham fast. En dolk faldt ud under mandens tøj. Forbrydelsen var åbenlys, og der var ikke behov for vidner. Men Barmhjertigheden for alle verdener tilgav ham. Han afslørede hele Abū Sufyāns sammensværgelse.

Da Abū Sufyān var hovedpersonen bag denne hændelse, og fordi der på grund af ham konstant herskede en krigstilstand mellem Qurayš i Mekka og Medinas indbyggere, sendte Allahs Ædle Sendebud (sa.) ʿAmr ibn Umayya og Salama ibn Aslam – ifølge en anden overlevering Jabbār ibn Ṣakhr al-Anṣārī – på en hemmelig mission til Mekka. Han beordrede dem, at hvis de fik mulighed for det, skulle de for altid fjerne denne ophavsmand til uroen fra verden.

ʿAmr og Salama nåede i al hemmelighed frem til Mekka, men Muʿāwiya fik øje på dem, mens han foretog tawāf om Kabaen. Nyheden spredte sig blandt Qurayš. De sagde til hinanden, at deres ankomst uden tvivl ikke var uden grund. De ville bestemt forårsage en eller anden ulykke. Da ʿAmr og Salama så, at deres ankomst var blevet kendt blandt Qurayš, forlod de Mekka. Undervejs mødte de ʿUbaydullāh ibn Mālik og en mand fra Banū Huḏayl. ʿAmr dræbte ʿUbaydullāh, og Salama dræbte den anden mand.

Imens spredte Qurayš spioner rundt omkring Mekka for at lede efter dem. ʿAmr og Salama mødte to sådanne spioner. De dræbte den ene af spionerne og tog den anden til fange og bragte ham til Allahs Sendebud (sa.) i Medina. (Sīrat Ibn Hišām 2/633-34).

I en beretning fra Ahmad og at-Tabarani oplyses det, at Khubayb ibn Adi blev martyrdræbt af de vantro i Mekka, og at hans lig blev hængt op i et træ. Den Ædle Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte en hemmelig mission til Mekka for at hente Khubaybs lig. Han nåede i al hemmelighed frem til Mekka, klatrede op i træet og skar rebet over, så Khubaybs lig faldt ned på jorden. På det tidspunkt opdagede qurayshitterne ham og satte efter ham, hvorefter han flygtede og efterlod liget. Ifølge en anden beretning blev al-Miqdad ibn al-Aswad og az-Zubayr ibn al-Awwam udpeget til denne opgave, og det var dem, der gennemførte aktionen. (Hayatus-Sahaba 3/596-97).

Efter den Ædle Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, død levede Amr ibn Umayya i mange år. Historien indeholder dog ingen særlige oplysninger om hans senere liv. Han døde i Medina før år 60 efter hijra under Amir Muawiyas, må Allah være tilfreds med ham, regeringstid. I hadithsamlingerne findes tyve hadither overleveret fra Amr ibn Umayya. Abdullah, Jafar, Fadl, Zabarkan, ash-Shabi, Abu Salama ibn Abd ar-Rahman, Abu Qilaba al-Jurami og Abu al-Muhajir var blandt hans fremtrædende elever.

Han var en af datidens modigste og mest tapre mænd i Arabien. Derfor betroede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ham ansvaret for dristige ekspeditioner. Ved sin død efterlod han sig tre sønner ved navn Jafar, Abdullah og Fadl.

Mistaḥ ibn Uthatha, må Allah være tilfreds med ham

Hans egentlige navn var Awf, hans tilnavn var Abu Abbad, og hans laqab eller hæderstitel var Mistaḥ. Hans far var Uthatha ibn Abbad, og hans mor var Abu Bakrs moster, eller ifølge en anden opfattelse hans kusine på morssiden. Begge hans forældre antog islam i islams tidlige begyndelse. (Al-Isaba 3/408).

Mistaḥ antog islam i den tidlige fase af den islamiske mission. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, etablerede et broderskabsbånd mellem ham og Zayd ibn Muzayyin. Der findes ingen sikre oplysninger om tidspunktet for hans hijra. Han foretog dog hijra til Medina før slaget ved Badr, og historiske værker og sira-værker fortæller, at han deltog i slaget ved Badr. Han deltog også i slaget mod Banu al-Mustaliq. På hjemrejsen fra dette slag fandt hændelsen med ifk, altså bagvaskelsen mod de troendes moder Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sted. Da hyklerne spredte denne bagvaskelse, blev også nogle oprigtige troende sahaba involveret i den. Mistaḥ var en af dem.

Den berømte hændelse, der kaldes »hændelsen med ifk«, omtales i flere vers i den hellige Koran, blandt andet i vers 11 i sura an-Nur. Kort fortalt var hændelsen således: De troendes moder Aisha, må Allah være tilfreds med hende, var sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, under slaget mod Banu al-Mustaliq (år 6 efter hijra). På vejen tilbage til Medina slog de lejr et sted. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, gik et stykke væk fra lejren for at forrette sin nødtørft. Da hendes halskæde faldt dér, begyndte hun at lede efter den. Imens drog karavanen af sted, fordi hendes howdah var dækket af et forhæng, og man troede, at hun var inde i den. Den bageste vagt, Safwan, må Allah være tilfreds med ham, fik øje på hende, lod hende stige op på sin kamel og fulgte derefter karavanen til fods, mens han holdt i kamelens tøjle. Med denne hændelse som udgangspunkt begyndte hyklernes leder, Abdullah ibn Ubayy, at sprede forskellige bagvaskelser. I versene i sura an-Nur erklæres Aishas, må Allah være tilfreds med hende, uskyld, og der meddeles en streng straf for dem, der spreder bagvaskelser.

Efter hjemkomsten fra slaget fortalte Mistaḥ hændelsen til sin mor. En aften gik Mistaḥs mor til Aishas, må Allah være tilfreds med hende, hus i et ærinde. Aisha opholdt sig på det tidspunkt hos sin mor i sit fædrene hjem. I datidens Arabien fandtes der ikke noget fast sted ved husene, hvor man kunne urinere eller have afføring. Kvinder gik som regel om natten uden for husene ud i ørkenen for at forrette deres nødtørft. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, gik sammen med Mistaḥs mor uden for huset for at forrette sin nødtørft. Undervejs snublede Mistaḥs mor, da hendes kjole viklede sig om hendes fødder. Efter at være snublet udbrød hun ifølge arabisk skik: »Må Mistaḥ gå til grunde.« Aisha protesterede og sagde: »Forbander du således en muslim, der er emigreret, og som deltog i slaget ved Badr?« Mistaḥs mor sagde da: »Abu Bakrs datter, har du ikke hørt noget?« Derefter fortalte Mistaḥs mor hende hele hændelsen. (Sira af Ibn Hisham 1/299-300; Hayatus-Sahaba 1/587).

Den fattige Mistah var Hazrat Abu Bakrs slægtning på morssiden. Abu Bakr behandlede ham altid godt og hjalp ham økonomisk. Da han fik at vide, at Mistah var involveret i hændelsen med ’Ifk, og Koranen erklærede deres påstande for falske beskyldninger, ophørte Abu Bakr med at hjælpe Mistah. Han erklærede: »Fra nu af vil jeg ikke bruge så meget som en eneste mønt på Mistah.« Da blev følgende vers fra sura an-Nur åbenbaret: »De af jer, der ejer rigdom og overflod, skal ikke sværge, at de ikke vil give noget til fattige slægtninge og familie eller til dem, der har forladt deres hjem for Allahs sag. Lad dem tilgive dem og se bort fra deres fejl. Ønsker I ikke, at Allah skal tilgive jer? Allah er tilgivende og nåderig.« (Sura an-Nur, 22).

Efter at verset var blevet åbenbaret, begyndte Hazrat Abu Bakr igen at yde hjælp som tidligere. En lang hadith, overleveret fra Aisha i Bukhari og Muslim, giver detaljerede oplysninger om dette. (Al-Isaba, 3/408).

Men eftersom han var blevet involveret i sagen, hvor en ærbar og kysk kvinde var blevet bagvasket, og Koranen havde fastsat følgende straf for dem: »De, der anklager ærbare og kyske kvinder uden at fremføre fire vidner, skal piskes firs gange.« (Sura an-Nur, 4), blev han derfor også straffet sammen med de andre. De øvrige trofaste og berømte sahaba, som sammen med Mistah måtte udstå straffen, var Hazrat Hassan ibn Thabit og Hamna bint Jahsh, søster til de troendes moder, Hazrat Zaynab bint Jahsh. (Siraen af Ibn Hisham, 1/302). (Hayatus-Sahaba, 1/590).

Vi må huske, at de trofaste sahaba, som ligesom Hazrat Mistah blev involveret i ’Ifk-sagen, ganske enkelt blev ofre for hyklernes propaganda. Ellers kunne en person som Hazrat Mistah ikke med vilje have ladet sig involvere i den. Desuden angrede de og tog også imod straffen. Allah, Allahs Sendebud, de troendes moder Aisha, Abu Bakr og hele det muslimske ummah har tilgivet dem. Derfor vil det nu være i strid med troen at nære nogen form for fjendskab mod dem. Hazrat Mistahs største hædersbetegnelse fremgår af Hazrat Aishas udtalelse. Han var blandt dem, der antog islam i den første periode, en muhajir, der forlod sit hjem, og en mujahid, der deltog i slaget ved Badr. Hvor mange vers i den hellige Koran er ikke blevet åbenbaret til ros for sådanne mennesker!

Der er uenighed om, hvornår Hazrat Mistah døde. Ifølge én opfattelse døde han i år 34 efter hijra under Hazrat Uthmans kalifat. Ifølge en anden opfattelse døde han samme år, i år 37 efter hijra, efter at have kæmpet på Hazrat Alis side ved Siffin. Han var 56 år gammel, da han døde. (Usud al-Ghaba, 4/355; Al-Isaba, 3/408; Tabaqat, 3/52).

Marsad ibn Abi Marsad al-Ghanawi

Marsads far hed Abu Marsad Kannaz ibn Husayn. Faderen og sønnen antog begge islam allerede i den første periode af den islamiske prædiken i Mekka, og de foretog hijra til Medina før slaget ved Badr. I Mekka var Marsad bundsfælle med Hamza ibn Abd al-Muttalib, og efter hijraen til Medina knyttede Sendebuddet ham gennem mu’akhah, altså et broderskabsforhold, til Aws ibn Samit, bror til den berømte ansariske sahabi Ubada ibn Samit. (Tabaqat, 3/48; Al-Isaba, 3/398).

Hazrat Marsad og hans far, Abu Marsad Kannaz, var heltemodige krigere ved Badr. I dette slag red Marsad på en hest ved navn Sabal og kæmpede meget tappert side om side med Allahs Sendebud. Han deltog også i slaget ved Uhud. (Tabaqat, 3/48; Siraen af Ibn Hisham, 1/666).

I den før-islamske tid havde Marsad et forhold til en prostitueret i Mekka ved navn ’Inaq. Efter at utugt blev forbudt i islam, brød han forbindelsen med denne kvinde. Han var særdeles stærk og modig, og derfor betroede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ham opgaven med i hemmelighed at føre de muslimer, som blev holdt fanget og tortureret af de vantro i Mekka, til Medina. En gang tog han til Mekka med dette formål. Natten var måneklar. Han gik ubemærket gennem en af Mekkas gader. Da fik hans tidligere elskede, ’Inaq, øje på ham og kaldte på ham. Han standsede. Hun bød ham velkommen med stor sødme og lokkede ham til at tilbringe natten hos hende. Marsad sagde: »’Inaq, Allah har nu forbudt utugt.« Over dette afvisende svar blev ’Inaq dybt såret. Hun blev rasende af hævntørst og fortalte folk, at Marsad var kommet. Otte mænd satte efter ham. Han skjulte sig på et sikkert sted. Da fjenderne gav op og vendte tilbage uden at finde ham, kom han ud af sit skjul og begav sig direkte ad vejen til Medina. Da han nåede Medina, gik han til Allahs Sendebud og bad: »Allahs Sendebud! Gift mig med ’Inaq.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede ikke, men forholdt sig tavs. Umiddelbart derefter blev dette vers fra sura an-Nur åbenbaret:

»En utugtig mand gifter sig kun med en utugtig kvinde eller en afgudsdyrkende kvinde, og en utugtig kvinde eller en afgudsdyrkende mand gifter sig kun med ham. Dette er erklæret forbudt for de troende.« (Sura an-Nur: 2)

Nogle mænd fra stammerne Udhal og al-Qarah kom til Medina efter slaget ved Uhud. De mødte op hos Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og bad: »Nogle af vores stammefolk har antaget islam. Send nogle mænd med os, som kan undervise dem i religionen og Koranen.« Ifølge Ibn Ishaq sendte den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) seks mænd under ledelse af Marsad ibn Abi Marsad (må Allah være tilfreds med ham). I al-Bukhari er det imidlertid berettet, at Allahs Sendebud sendte ti mænd under ledelse af Asim ibn Thabit. Marsad var en af dem. Da gruppen nåede et sted ved en vandkilde tilhørende Banu Hudhayl, som hed Raji‘, begyndte mændene fra Udhal og al-Qarah forræderisk at råbe. Banu Hudhayls mænd kom løbende med dragne sværd og omringede gruppen. Sahabaerne sad til hest. De gjorde sig klar til kamp. Men Banu Hudhayl sagde: »Vi ønsker ikke at dræbe jer. Vi vil blot opnå nogle penge fra Mekkas indbyggere i bytte for jer. Overgiv jer selv til os, så lover vi jer sikkerhed.«

Marsad, Khalid og Asim sagde: »Vi stoler ikke på afgudsdyrkernes løfter.« Derefter kæmpede de og døde som martyrer. De tre andre ledsagere, Khubayb, Zayd og Abdullah ibn Tariq, lod derimod, som om de var føjelige, og lod sig tage til fange. Da fjenderne begyndte at binde deres hænder og fødder, protesterede Abdullah og sagde: »Dette er jeres første forræderi.« De stenede Abdullah til døde på et sted ved navn Jahran. Derefter bragte de Khubayb og Zayd til Mekka. To mænd fra Banu Hudhayl sad som fanger hos Quraysh, og Quraysh løskøbte disse to i bytte for Khubayb og Zayd. Uqbah ibn al-Harith ibn Amir tog imod Khubayb for at hævne drabet på sin far, al-Harith. Khubayb (må Allah være tilfreds med ham) havde dræbt al-Harith i slaget ved Badr. Safwan ibn Umayyah tog på den anden side imod Zayd for at hævne drabet på sin far, Umayyah ibn Khalaf. Således blev de begge ofre for Qurayshs hævntørst og led en yderst hjælpeløs og brutal martyrdød i Mekka. I historien er denne begivenhed blevet kaldt »Waqi‘at Yawm ar-Raji‘«. Ibn Sa‘d siger, at begivenheden ved Raji‘ fandt sted i safar, seksogtredive måneder efter Allahs Sendebuds hijra til Medina. (at-Tabaqat 3/48).

Asahhus-Siyar, s. 160; Sirat Ibn Hisham, s. 169-174).

Denne begivenhed er i sig selv tilstrækkelig til at vise Marsads (må Allah være tilfreds med ham) kvalifikationer og rang: Allahs Ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) valgte ham selv som lærer i religionen. Da han døde, mens Allahs Ædle Sendebud stadig levede, fik han ikke mulighed for at vise sine videnskabelige og religiøse kundskaber. Alligevel er hadith-samlingerne ikke helt uden overleveringer fra ham. Ahmad ibn Sinan al-Qattan har overleveret en hadith fra Marsad i sin Musnad, imam al-Baghawi og al-Hakim i deres Mustadrak, og at-Tabarani i sin al-Awsat. (Al-Isaba 3/398).

Abu Ahmad ibn Jahsh (må Allah være tilfreds med ham)

Hans egentlige navn var Abd, eller ifølge en anden opfattelse Abdullah, og hans tilnavn var Abu Ahmad. Hans far var Jahsh ibn Riyab, og hans mor var Umayma bint Abd al-Muttalib. På den ene side var han Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) fætter gennem mosteren, og på den anden side var han helbror til Allahs Sendebuds hustru, de troendes moder, Zaynab bint Jahsh (må Allah være tilfreds med hende). (Ansab al-Ashraf 1/88; Al-Isaba 4/3).

I begyndelsen af Allahs Sendebuds ﷺ islamiske mission i Mekka antog Ahmad Islam sammen med sine to andre brødre, Abdullah og Ubaydullah. De havde antaget Islam, allerede før Allahs Sendebud ﷺ søgte tilflugt i huset hos al-Arqam ibn Abi al-Arqam i Mekka. al-Baladhuri har sagt, at selv om hans to andre brødre, Abdullah og Ubaydullah, foretog hijra til Abessinien, gjorde han ikke selv hijra dertil. Han har desuden sagt, at alle overleveringer, hvori hans hijra til Abessinien nævnes, er grundløse. (Ansab al-Ashraf 1/199).

Ibn Ishaq siger følgende om Abu Ahmads identitet og hans hijra til Medina: Abdullah ibn Jahsh var blandt de første, der kom til Medina efter Abu Salama. Han tog sin egen familie samt en anden bror, Abu Ahmad, med sig. Denne Abu Ahmad var blind. Han færdedes uden hjælp rundt i Mekkas højtliggende og lavtliggende områder. Farwa, Abu Sufyans datter, var hans hustru, og hans mor var Umayma, Abd al-Muttalibs datter.

Da de havde forladt deres hjem og var rejst til Medina, gik Utba ibn Rabia, Abbas ibn Abd al-Muttalib og Abu Jahl ibn Hisham en dag forbi deres forladte huse på vej mod Mekkas højtliggende område. Utba pegede på det tomme hus og fremsagde et vers af digteren Abu Du’ad al-Iyadi, idet han sagde med sorg i stemmen: »Banu Jahshs hus er blevet helt tømt.« Abu Jahl svarede: »Dette er blot resultatet af vores nevøs handlinger. Han har splittet vores enhed, ødelagt alt for os og skilt os ad.« … I Medina boede Abu Salama ibn Abd al-Asad, Abdullah ibn Jahsh og Abu Ahmad i bosættelsen for Banu Amr ibn Awf i Quba. (Sirat Ibn Hisham 1/470–472).

Efter ankomsten til Medina blev han først gæst hos Mubashshir ibn Abd al-Mundhir. I Mekka var der en gruppe mennesker, hvis stadige beskæftigelse bestod i at lægge planer mod Islam og plage muslimerne. Gruppens ledere var to mænd: Abu Sufyan og Abu Jahl. Da Abu Ahmad havde foretaget hijra i forvejen og var kommet uden for deres rækkevidde, undgik han deres direkte overgreb. Abu Sufyan solgte imidlertid uretmæssigt deres forladte hus til Amr ibn Alqama. (Sirat Ibn Hisham 1/499).

Muligvis var Abu Sufyans datter, Farwa, husets svigerdatter, og det var i denne egenskab, at hun solgte huset. (Sirat Ibn Hisham 1/500). Efter erobringen af Mekka i det ottende hijri-år nævnte Abu Ahmad sagen om deres hus for Allahs Sendebud ﷺ. Folk fik ham til at tie og sagde: »Abu Ahmad, det, I har mistet på Allahs vej, skal I nu kræve tilbage – det bryder Allahs Sendebud ﷺ sig ikke om.« Ifølge en anden overlevering sendte Allahs ædle Sendebud ﷺ efter Abu Ahmads krav en besked til ham gennem Uthman. Uthman hviskede ordene i hans øre. Derefter nævnte han ikke huset med et eneste ord mere, lige indtil han døde. Senere fik hans børn at vide, at Allahs ædle Sendebud ﷺ havde bedt ham opgive kravet på huset og i stedet givet ham det glædelige budskab om et palads i Paradiset.

Han forfattede dog et flammende digt rettet mod Abu Sufyan. Nogle af versene lyder således: »Fortæl Abu Sufyan, at følgerne af det, han har gjort, er skam og anger. Du har solgt dine fædrene fætres huse og betalt din egen gæld.«

Ved Allah, menneskenes Herre, har jeg svoret en fast ed. Gå, tag det; jeg har gjort disse penge til en halskæde om din hals, som en duehalskæde, (som aldrig igen vil blive løsnet eller kunne løsnes). (Sirat Ibn Hisham 2/644).

Da ægteskabet mellem Allahs Sendebuds ﷺ frigivne slave Zayd ibn Haritha og Zaynab bint Jahsh var blevet opløst, var det Abu Ahmad, der giftede hende bort til Allahs Sendebud ﷺ. (Sirat Ibn Hisham 2/644). Hazrat Abu Ahmad døde i Medina. (Ansab al-Ashraf 1/199).

Der er imidlertid stor uenighed om tidspunktet for hans død. Ibn al-Athir har bestemt fastslået, at han døde efter sin søster Zaynab bint Jahsh, altså efter år 20 efter hijra. For Zaynab døde i år 20 efter hijra. Ibn Hajar støttede ikke denne opfattelse. Han siger, at der også findes en overlevering om, at hans søster Zaynab efter Abu Ahmads død fik hentet noget parfume og påførte det på hans krop. I al-Bukhari og Muslim er der overleveret en beretning fra Zaynab bint Umm Salama. Hun sagde: „Jeg gik til Zaynabs hus, da en af Zaynab bint Jahshs brødre døde. Hun fik hentet noget parfume og påførte det på ham.“ Ibn Hajar siger, at dette må have været ved Abu Ahmads død. For Zaynabs to andre brødre, Abdullah, blev martyr ved Uhud, mens Allahs Sendebuds levetid endnu varede, og Ubaydullah døde i Abessinien som frafalden. Allahs Sendebud giftede sig med hans hustru, Umm Habiba. (Al-Isaba 4/4).

Amr ibn Sa’id ibn al-As, må Allah være tilfreds med ham

Amrs tilnavn var Abu Uqba. Hans far var Sa’id ibn al-As. Han var efterkommer af umayya-grenen af Quraysh-slægten. Hans mor var datter af Banu Makhzum. Amr var fætter til Khalid ibn al-Walid på mødrene side. (Usud al-Ghaba 4/106). (Al-Isaba 2/539).

Sa’id ibn al-As havde fem sønner: Khalid, Aban, Sa’id, Abdullah og Amr. De antog alle islam, nogle før og nogle efter de andre. Al-Zubayr ibn Bakkar siger: Abu Uhayha Sa’id ibn Sa’id, søn af Sa’id ibn al-As, blev martyr under belejringen af Ta’if. Abdullah ibn Sa’ids tidligere navn var Hakam. Allahs Sendebud ændrede det til Abdullah. Amr ibn Sa’id blev martyr i slaget ved Ajnadayn. Khalid og derefter Amr antog islam. Ibn Ishaq siger, at Amr ikke havde nogen børn. Aban, en anden af Sa’id ibn al-As’ sønner, antog islam sidst af alle. Aban blev stærkt vred over sine brødres, især Khalids og Amrs, antagelse af islam. Khalid, Amr og Aban var alle digtere. Efter at hans to brødre Khalid og Amr havde antaget islam, skrev han også et digt, hvori han bebrejdede dem. Khalid og Amr svarede ham ligeledes på vers. I værker som Al-Isaba, Sirat Ibn Hisham og Usud al-Ghaba er nogle dele af dette digt samlet. En linje fra det digt, som Aban skrev for at bebrejde sine brødre, lyder således: „Ak! Hvis den døde i Jabira kunne se, hvilken løgn Amr og Khalid har grebet til i religionssagen!“

Deres far, Sa’id ibn al-As, var begravet på et sted ved navn Jabira. Det er dette sted, der hentydes til her. Amr svarede på digtet. En af hans linjer lyder således: „Lad nu de døde, som er gået bort ad deres vej, være; kom nu til den sandhed, hvis sandhed er helt klar.“ (Al-Isaba 2/539). (Sirat Ibn Hisham 2/360).

To år efter Khalid ibn Sa’ids hijra til Abessinien foretog Amr ibn Sa’id hijra til Abessinien sammen med den anden gruppe, der rejste dertil, og med sin hustru Fatima bint Safwan. Fatima bint Safwan døde i Abessinien. (Sirat Ibn Hisham 2/360). Amr nåede fra Abessinien Medina med skib sammen med den muslimske karavane på tidspunktet for slaget ved Khaybar. Efter sin ankomst til Medina deltog han sammen med Allahs Sendebud i erobringen af Mekka samt i ekspeditionerne til Hunayn, Ta’if, Tabuk og andre steder.

Allahs ædle Sendebud udnævnte Sa’ids tre sønner, Aban, Khalid og Amr, til guvernører over tre områder. Khalid var guvernør i Yemen, Aban i Bahrain, og Amr var guvernør over området vest for Medina, det vil sige Tabuk, Khaybar, Fadak og lignende steder. De udførte alle deres opgaver med stor dygtighed indtil Allahs Sendebuds død. Efter Allahs ædle Sendebuds død rejste de til Medina. Efter Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, havde overtaget kalifatets ansvar, bad han dem alle om at vende tilbage til deres tidligere embeder og sagde: „Jeg ser ingen, der er mere berettiget end jer til at varetage styret.“ (Al-Isaba 2/539).

Men Sa’id ibn al-As’ sønner afslog kaliffens anmodning med ordene: „Efter Allahs Sendebud vil vi ikke være nogens forvaltere eller guvernører.“

Efter at Hazrat Abu Bakr havde påtaget sig kalifatets ansvar, besluttede han at sende en hær til Syrien mod romerne. På et møde med fremtrædende sahaba blev spørgsmålet drøftet grundigt, og man indhentede deres synspunkter. De udtalte sig én efter én, mens andre forblev tavse. På et tidspunkt sagde Hazrat Umar r.a. for at opmuntre alle: »Ville I kun drage ud, hvis der var udsigt til et hurtigt resultat, eller hvis rejsen lå nær?« Amr ibn Sa’id reagerede vredt på Umars r.a. udtalelse og sagde: »Har du anvendt det eksempel, der bruges om hyklerne, på os? Hvorfor sidder du selv tavs? Begynd du først.« På dette tidspunkt udvekslede han en del skarpe ord med Umar. Derefter sagde kaliffen Abu Bakr r.a.: »Formålet med Umars udtalelse er i virkeligheden at inspirere og opmuntre jer.« Straks rejste Amrs bror Khalid sig og holdt en tale, hvori han støttede kaliffens udtalelse. Således blev sagen afgjort. (Hayatus Sahaba-1440)

Amr afslog posten som guvernør og drog med til Syrien som en almindelig mujahid. I det 13. år efter hijra fandt slaget ved Ajnadayn sted. Han kæmpede med stor tapperhed. Hver gang han så blot en smule svaghed hos den muslimske hær, råbte han og forsøgte på forskellige måder at styrke moralen. En gang sagde han meget følelsesladet: »Jeg kan slet ikke holde ud at se mine kammeraters svaghed på slagmarken. Nu går jeg selv ind.« Med disse ord brød han gennem fjendens formations midte og trængte ind blandt dem. Mens han kæmpede med yderste vovemod, opnåede han martyrdøden. Efter slaget samlede man hans lig op og så, at hele kroppen var gennemhullet af utallige sår. Da man talte dem, viste det sig, at der i alt var tredive mærker. Ifølge Ibn Ishaq og Musa ibn Uqba opnåede Amr imidlertid martyrdøden i slaget ved Marj as-Saffar. (Al-Isaba-2/539).

Waqid ibn Abdillah r.a.

Hans navn var Waqid, og hans far var Abdillah. Han stammede fra Hanzala-grenen af Yarbui-klanen i Banu Tamim-stammen. I jahiliyyah-tiden havde han en pagt med Khattab ibn Nufayl. (Tabaqat-3/390, Al-Isaba-3/628).

Ved begyndelsen af den islamiske da’wah i Mekka antog Waqid islam, allerede før Hazrat Rasul-e-Karim s.a.w. trådte ind i Hazrat Arqam ibn Abil-Arqams hus. Efter at befalingen om hijra var kommet, udvandrede han til Medina og blev gæst hos Hazrat Rifa’a ibn Abdil-Mundhir. I Medina etablerede Rasul s.a.w. et mu’akhah- eller broderskabsforhold mellem ham og Bishr ibn Bara ibn Ma’rur. (Tabaqat-3/390).

Den syttende måned efter Hazrat Rasul-e-Karim s.a.w.s hijra til Medina var Rajab. I denne måned sendte han en styrke på tolv, ifølge en anden opfattelse ni, mænd under ledelse af Hazrat Abdillah ibn Jahsh til Nakhlah for at holde øje med quraysh-stammens bevægelser. Waqid ibn Abdillah var også med. De nåede Nakhlah og lå på lur. På det tidspunkt fik de øje på en lille handelskaravane fra Quraysh. Det var den allersidste dag i Rajab. Rajab var en af de fire måneder, hvor krig var forbudt i Arabien. Derfor rådførte medlemmerne af den muslimske styrke sig med hinanden om, hvorvidt de kunne angribe på dette tidspunkt. Til sidst blev det besluttet at angribe.

Waqid ibn Abdillah r.a. skød en pil. Den pil, han affyrede, dræbte fjendens Amr ibn al-Hadrami, mens to mænd ved navn Uthman og Hakam blev taget til fange.

Da blodsudgydelsen havde fundet sted i en hellig måned, begyndte Quraysh at føre alle mulige former for propaganda mod Rasulullah s.a.w. og muslimerne. De sagde: »Respekterer Muhammad s.a.w. og hans følgere ikke helligheden af de hellige måneder, som man har overholdt siden umindelige tider?« Selv Rasul s.a.w. kunne ikke acceptere det, der var sket. Han tilkaldte mændene fra styrken og sagde: »Jeg gav jer jo ikke tilladelse til at kæmpe; hvorfor kæmpede I så?« På baggrund af denne hændelse blev følgende vers fra sura al-Baqara åbenbaret:

‘O Muhammad, de spørger dig om at føre krig i den ‘haram’-måned. Sig til dem: At føre krig i denne måned er en stor synd. Men at hindre adgangen til Allahs vej, fornægte Allah, forhindre mennesker i at tilbede i Den Hellige Moské og fordrive dens indbyggere derfra er hos Allah en endnu større synd end at føre krig i denne måned. Og at skabe uro og fordærv er en alvorligere synd end drab. (Sura al-Baqara 2:217).’

(Al-Isaba 3/628), Asahus-Siyar, s. 128).

Under alle omstændigheder var Amr ibn al-Hadrami den første kafir, der blev dræbt af en muslims hånd, Uthman og al-Hakam var de første to fanger i islams historie, og de genstande, der blev taget fra Quraysh-karavanen, var islams første krigsbytte. (Asahus-Siyar, s. 128).

Efter denne begivenhed plejede Banu Yarbu stolt at fortælle, at en af deres egne var den første i islams historie, der havde dræbt en polyteist. Umar ibn al-Khattab plejede at sige på vers: ‘I Nakhlah lod vi vores pile drikke af Ibn al-Hadramis blod, da Waqid tændte krigens ild. (Al-Isaba 3/628)

Efter Nakhlah deltog han i alle slag, herunder Badr, Uhud og al-Khandaq. Han døde tidligt under den anden kalif, Umar ibn al-Khattabs, kalifat. Han efterlod sig ingen børn. I hadith-samlingerne findes der en eller to hadither overleveret fra ham.

Abdullah ibn Makhrama ra:

Hans fulde navn var Abu Muhammad Abdullah; hans far var Makhrama ibn Abdil-Uzza, og hans mor var Bahsana bint Safwan. Han var efterkommer af Qurayshs Amir-gren. (Al-Isaba 2/365).

Han antog islam i Mekka ved begyndelsen af den islamiske mission. Sammen med den anden gruppe, der rejste til Abessinien med Ja’far ibn Abi Talib ra:, udvandrede han til Abessinien. Derfra rejste han direkte til Medina og blev gæst i Kulthum ibn al-Hidams hus. Allahs Sendebud, den ædle Profet, sa:, etablerede et religiøst broderskab mellem ham og Farwa ibn Amr al-Bayadi ra:. Efter ankomsten til Medina deltog han først i slaget ved Badr og opnåede den store ære at være blandt Badr-sahabaerne. Han var da tredive år gammel. Efter Badr deltog han sammen med Allahs Sendebud sa: i alle slag, herunder Uhud.

Hazrat Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) længtes så inderligt efter martyrdøden, at han altid var ivrig efter at få hvert eneste hår på sin krop farvet med blod. Han plejede at bede: »O Allah, tag mig ikke bort fra denne verden, før hvert eneste led i min krop er blevet sønderlemmet af slag.« Denne bøn blev besvaret, og muligheden opstod kort efter.

Under Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat opstod der en bølge af ridda, eller frafald fra religionen. Han sluttede sig til felttoget mod dem som mujahid. Han kæmpede så hårdt mod de frafaldne, at hele hans krop blev gennemhullet. Det var den hellige måned Ramadan, og han fastede. Ved solnedgang, da hans livs aften også var ved at nærme sig, kom Hazrat Abdullah ibn Makhrama (må Allah være tilfreds med ham) for at se til ham. Abdullah ibn Makhrama (må Allah være tilfreds med ham) bad ham: »Hent også lidt vand til mig.« Da han vendte tilbage med vandet, så han hans livløse krop ligge der. Han led martyrdøden i slaget ved Yamama. Han var kun enogfyrre år gammel, da han døde. (Al-Isaba 2/365).

Med hensyn til viden, handling, gudsfrygt og fromhed var han en mand med særlige egenskaber. Forfatteren af Usud al-Ghaba skriver, at han var en hengiven tilbeder, der besad stor anseelse.

Kilder:

1. Ibn Saʿd: Tabaqat

2. Ibn Hajar al-Asqalani: Al-Isaba

3. Ibn Hajar al-Asqalani: Tahdhib at-Tahdhib

4. Ibn Athir: Usud al-Ghaba

5. Ibn Athir: Tajrid Asma as-Sahaba

6. al-Baladhuri: Ansab al-Ashraf

7. adh-Dhahabi: Tadhkirat al-Huffaz

8. adh-Dhahabi: Tarikh al-Islam

9. Ibn Kathir: al-Bidaya wa’n-Nihaya

10. Ibn Asakir: at-Tarikh al-Kabir

11. az-Zirikli: al-A‘lam

12. al-Qurtubi: al-Isti‘ab (marginalkommentar til al-Isaba)

13. Ibn Hisham: As-Sira

14. Tabari: Tarikh al-Umam wa al-Muluk

15. Maulana Yusuf Kandhalawi: Hayatus-Sahaba

16. Muinuddin Ahmad Nadwi: Muhajirin

17. Dr. Abdur Rahman Ra’fat al-Basha: Suwar min Hayat as-Sahaba

18. Khalid Muhammad Khalid: Rijal hawla ar-Rasul

19. Muhammad Khidri Bek: Tarikh al-Umma al-Islamiyya

20. Daira-i-Maarif-i-Islamiyya (urdu)

21. Forskellige hadithbøger.