I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn
Indledning
Hvem er sahaba??
Ordet »sahabi« er en form af det arabiske ord »suhbat«. I ental bruges »sahib« og »sahabi«, mens flertalsformen »sahaba« anvendes. Den ordbogsmæssige betydning er ledsager, kammerat, følgesvend, en der lever sammen med andre, eller en der opholder sig i andres selskab. I islamisk terminologi betegner ordet »sahaba« Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) store ledsagere og følgesvende. Ordet »sahib« har også flere andre flertalsformer. Når det gælder Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) ledsagere og følgesvende, bruges imidlertid ud over »sahaba« også »ashab« og »sahb« som flertalsformer af »sahib«.
Allama Ibn Hajar (må Allah forbarme sig over ham) ‘al-–Isaba fi tamyiz as-sahaba’-bogen definerer sahabi således: »Inna as-sahabiyya man laqiya an-nabiyya sallallahu alayhi wa sallam mu’minan bihi wa mata ala al-islam« – det vil sige, at en sahabi er den person, der har mødt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i troen på ham og er død som muslim.
I ovenstående definition stilles der tre betingelser for at være sahabi: 1. Troen på Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). 2. At møde ham, mens man er i troen (al-liqa). 3. At dø som muslim (maut ’ala al-islam).
Den første betingelse betyder, at personer, som ganske vist har mødt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), men ikke har troet, ikke regnes som sahaba. Det gælder for eksempel Abu Jahl, Abu Lahab og andre vantro fra Mekka. Den anden betingelse, altså mødet, betyder, at også den person regnes som sahabi, som har mødt Profeten, men på grund af blindhed eller en lignende funktionsnedsættelse blev berøvet glæden ved at se ham med egne øjne. Et eksempel er den blinde sahabi Abdullah ibn Umm Maktum (må Allah være tilfreds med ham).
Den tredje betingelse, altså maut ’ala al-islam, betyder, at også de personer medregnes blandt sahaba, som var så heldige at møde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), mens de troede. Derefter blev de frafaldne. Senere antog de islam igen og døde som muslimer. Selv om de efter deres genantagelse af islam ikke på ny mødte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), regnes de stadig som sahaba. Dette er den mest korrekte opfattelse. Et eksempel er Hadrat Ash’ath ibn Qays (må Allah være tilfreds med ham) og flere andre. Hadith-eksperterne regnede Ash’ath ibn Qays blandt sahaba og samlede de hadither, han havde berettet, i de autentiske og musnad-værker. Han blev imidlertid frafalden efter at have antaget islam og vendte igen tilbage til islam under Hadrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat.
På grundlag af den sidstnævnte betingelse regnes en person ikke som sahabi, hvis han mødte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), mens han var muslim, men senere døde som frafalden. Et eksempel er Abdullah ibn Jahsh al-Asadi. Efter at han var emigreret til Habasha som muslim, blev han kristen og døde dér som frafalden. Det samme gælder de frafaldne personer Abdullah ibn Khatal, Rabi’a ibn Umayya og andre. Betingelsen om at dø som muslim, der kræves for at være sahabi, var ikke opfyldt i disse personers tilfælde.
Ifølge ovenstående definition omfatter sahaba alle, der efter at have mødt Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med tro ledsagede ham i lang eller kort tid, hvad enten de overleverede hadith fra ham eller ej, og hvad enten de deltog i en krig sammen med ham eller ej. Selv den, der blot mødte Allahs Sendebud et øjeblik i sit liv og døde som troende, hører til sahaba.
De, der ikke troede på Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), men mødte ham med tro på en tidligere profet, er ikke sahaba. Hvad angår personer som munken Buhayra, der troede på en tidligere profet, mødte Allahs Sendebud før hans profetkald og troede, at han i fremtiden ville blive profet, er der tvivl om, hvorvidt de kan regnes som sahaba. Muslimske lærde har ikke kunnet afsige nogen endelig dom om dem.
De nævnte definitioners betingelser gælder også for jinner. Jinner var også sahaba. I Koranen omtales nogle jinner, som lyttede til Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) recitation af Koranen og troede. Uden tvivl var de særdeles højtstående sahaba.
Den nævnte definition af en sahabi anses for at være den mest korrekte af Imam al-Bukhari, Imam Ahmad ibn Hanbal og flertallet af de lærde. Der findes naturligvis også nogle mindre kendte opfattelser af definitionen på en sahabi. Nogle har for eksempel stillet som betingelse, at man skulle have set ham med egne øjne (ru’ya) i stedet for blot at have mødt ham (al-liqa). Men dermed ville personer, som trods deres tro på grund af blindhed ikke fik den lykke at se Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med egne øjne, blive udelukket. Et eksempel er Abdullah ibn Umm Maktum (må Allah være tilfreds med ham). Alligevel var han en særdeles højtstående sahabi.
Hazrat Sa’id ibn al-Musayyib siger: Betingelsen for at være sahabi er at have ledsaget Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i et eller to år eller at have deltaget i en eller to ghazwaer eller krige sammen med ham. Ifølge nogle af usul-lærde og ilm al-kalam-lærde er betingelsen for at være sahabi et langvarigt fællesskab med Allahs Sendebud samt kendthed og anerkendelse for at følge Profetens sunnah (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Nogle har desuden stillet det som betingelse, at personen skulle være myndig. Ifølge en gruppe lærde er den, der så Allahs Sendebud én gang efter at være blevet myndig, sahabi. Den, der så Allahs Sendebud før myndighedsalderen, er også sahabi, men i den betydning, at Allahs Sendebud så ham, ikke i den betydning, at han selv så Allahs Sendebud. Med hensyn til overlevering af hadith er en sådan person imidlertid ikke sahabi, men opnår status som tabi’i. Man kunne spørge: Hvad er afgørelsen i tilfældet med en person, der så Allahs Sendebud efter hans død, men før begravelsen, sådan som det skete med den berømte arabiske digter Abu Ju’arib al-Hudhali? De lærde er uenige om dette spørgsmål. Den acceptable opfattelse er dog, at en sådan person ikke hører til sahabas gruppe.
Islamiske eksperter er enige om, at ledsagelsen af Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), eller suhbat, er en status, som ingen anden status blandt muslimer kan måle sig med. Ud over suhbatens status har sahaba al-kiram en hellig og høj status hos enhver muslim på grund af deres hårde arbejde og selvopofrelse for at styrke og befæste religionens grundlag samt for at udbrede islam og tjene shariaen. Derfor betegner nogle lærde den person, der nedgør sahaba, som en zindiq. Andre anser det for en strafbar forbrydelse.
Sahabas status
Der kan være forskel på sahabernes indbyrdes rang, men ingen muslim fra en senere tid – uanset hvor stor en lærd, dydig eller from han måtte være – kan opnå selv en almindelig sahabis rang. Dette er Koranen, sunnahen og ijma enige om.
Disse sahaber var det første forbindelsesled mellem Allahs Sendebud og hans ummah. Det er gennem dem og alene via dem, at de senere generationer har lært Allahs ord, den hellige Koran, Koranens fortolkning, kendskabet til Allahs Sendebud, hans undervisning og forbillede – kort sagt alt, hvad religionen rummer. Hvis dette første forbindelsesled derfor ignoreres, forkastes eller mistænkeliggøres, bryder religionens grundlag sammen. Mistilliden til Koranen og hadith begynder at slå rod.
Hafiz Ibn Abd al-Barr siger følgende, når han beskriver sahabernes rang: Allah den Ophøjede havde bestemt, at disse store mænd skulle få den enestående ære at være sammen med Allahs Sendebud og bevare og viderebringe hans sunnah. Derfor opnåede de rang som »khayr al-qurun« og »khayr ummatin«, det vil sige, deres tidsalder var den bedste tidsalder, og de var den bedste ummah.
Hafiz Abu Bakr Ibn Khatib al-Baghdadi siger: »Der findes mange hadither og overleveringer om det nævnte indhold og emne, og de stemmer alle overens med Koranens klare ord. Det vil sige, at de udtrykker sahabernes ophøjede rang, retskaffenhed, renhed og lignende. Efter at Allah og Sendebudet har erklæret dem retskafne, er de ikke afhængige af noget andet menneskes vidnesbyrd. Selv hvis Allah og Sendebudet ikke havde afgivet nogen erklæring om dem, ville deres udvandring, jihad, hjælp, forbrug af rigdom på Allahs vej, drab på fædre og sønner, deres råd om religionen samt deres faste tro og overbevisning have bevist, at uanset hvor mange retskafne og rene mennesker der måtte blive født i verden indtil Dommedag, var de bedre end alle andre med hensyn til retskaffenhed, tro, renhed og lignende.«
Nogle sahaber fik i deres levetid af Allahs Sendebud den glade meddelelse om Paradiset. Mange muslimske lærde har imidlertid erklæret, at alle sahaber er paradisiske. Ibn Hajar citerer i værket ‘al-–Isaba’ imam Ibn Hazms udtalelse fra Spanien. Han siger: »Alle sahaber hører uden tvivl til Paradisets folk – sahaberne er alle med sikkerhed paradisiske.«
Allahs Sendebud forbød at fornærme sahaberne eller kritisere dem med det formål at nedgøre dem. Han sagde: »Allah, Allah! Gør dem ikke til genstand for kritik efter mig. De, der elsker dem, elsker dem på grund af deres kærlighed til mig, og de, der hader dem, gør det på grund af deres had til mig.«
Hvordan man genkender en sahabi
Man kan spørge: Hvordan afgør man, hvem der er sahabi, og hvem der ikke er det? De lærde inden for rijal- og hadithvidenskaben har fulgt nogle grundprincipper i denne sag. For det første khabar al-tawatur, det vil sige, at et stort antal mennesker i hver tidsalder beretter eller vidner om, at en bestemt person var sahabi. For det andet khabar al-mashhur, det vil sige, at et stort antal mennesker i hver tidsalder vidner om, at den pågældende var sahabi. For det tredje på grundlag af en sahabis beretning eller vidnesbyrd. For det fjerde på grundlag af en beretning eller et vidnesbyrd fra en berømt tabi’i. For det femte hvis en person selv hævder: »Jeg er sahabi.« I så fald må man undersøge, om han besidder to egenskaber: 1. Adalah eller retskaffenhed. Dette er en særlig egenskab hos sahaberne, og den, der hævder at være sahabi, skal nødvendigvis besidde den. 2. Mu’asarat eller samtidighed. Sahabernes tidsalder sluttede i hijri-år 110. For en måned siden Sendebudet døde, sagde han nemlig: »Ingen af dem, der i dag lever på jorden, vil være i live om hundrede år fra i dag.« Hvis nogen derfor var i live efter hijri-år 110 og hævdede at være sahabi, anerkendte eksperterne i rijalvidenskaben ham ikke som sahabi. Mange fremsatte sådanne påstande, men de blev bevist falske. Deres biografier er også nedskrevet i rijalvidenskaben. Desuden fulgte hadithlærde flere andre regler og principper ved fastlæggelsen af, hvem der var sahabi.
Sahabernes antal
Det er ikke muligt at fastslå præcist, hvor mange sahabaerne var. Imam Abu Zur’a al-Razi har sagt: Da Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) døde, var der over et hundrede tusind mænd og kvinder, som havde set ham og hørt hans ord. Hver og én af dem overleverede hadith fra Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). Det er derfor let at forestille sig, hvor stort antallet af de sahabaer var, som ikke overleverede nogen hadith. Abu Zur’as udsagn støttes af en udtalelse fra Ka’b ibn Malik, som er overleveret i Bukhari og Muslim. I forbindelse med omtalen af Tabuk-ekspeditionen sagde han: »Der var mange mennesker. Intet register eller nogen diwan kunne tælle dem.«
Det er på ingen måde muligt at føre et nøjagtigt regnskab over sahabaerne. For hen imod slutningen af Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) liv antog folk islam i store grupper og aflagde troskabsed til ham. Nogle har sagt, at der i det tiende hijri-år ikke fandtes en eneste ikke-muslim i Mekka og Taif. Alle antog islam og deltog i afskedspilgrimsfærden. På samme måde blev mange arabiske stammer fuldstændigt muslimske. De fleste af dem var ørkenboere. Det var på ingen måde muligt at føre optegnelser over dem. Desuden led utallige sahabaer martyrdøden under kampagnerne mod falske profeter og frafaldne under Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. Det var ikke muligt at bevare identiteten på mange af dem.
Sahabernes rang og fortrinlighed er omtalt i adskillige vers i den hellige Koran og i talrige hadither. Nedenfor gengives betydningen af nogle få vers:
»Muhammad er Allahs Sendebud; og de, der er med ham, er hårde mod de vantro og barmhjertige indbyrdes. Du vil se dem bøje sig og kaste sig ned i tilbedelse, idet de søger Allahs gunst og tilfredshed. På deres ansigter er der mærker efter nedkastelsen. Sådan er deres beskrivelse i Toraen, og også i Evangeliet.« (Sura al-–Fath: 29)
»De første foregangsmænd blandt muhajirerne og ansarerne, samt de, der følger dem med oprigtighed: Allah er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Ham. Han har beredt dem Paradis, hvor floder løber under det, og dér skal de forblive for evigt. Det er den store succes.« (Sura at-–Tawba: 100)
“Denne ejendom er for de trængende Muhajirun, som blev fordrevet fra deres hjem og ejendele. De søger Allahs gunst og velbehag og hjælper Allah og Hans Sendebud. Det er dem, der er sandfærdige. Og de, som før Muhajirunernes ankomst boede i denne by (Madinah) og havde antaget troen, elsker Muhajirunerne og nærer ikke noget ønske i deres hjerter efter det, der er blevet givet dem, og de foretrækker dem frem for sig selv, selv om de selv er i nød.”((Sura al-–Hashr: 8-–9)) I dette vers roses først Muhajirun og derefter Ansar.
På samme måde findes der i forskellige vers, herunder Sura al- Fath: 18, , Sura al- Waqi’a: 10 , og Sura al- Anfal, vers 64 , lovprisning af de ædle sahaba, nogle steder direkte og andre steder indirekte.
På tilsvarende måde talte Guds Sendebud, fred være med ham, selv om sine ledsagere. Han roste dem inderligt ved at fastslå deres ære, rang og status. Det er for eksempel overleveret fra Abdullah ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, at Guds Sendebud, fred være med ham, sagde:
»De bedste mennesker blandt min ummah er menneskene i min tid. Derefter menneskene i den efterfølgende tid, og derefter menneskene i den tid, der følger efter den. Derefter vil en gruppe mennesker komme til syne, hvis eder vil gå forud for deres vidnesbyrd. De vil aflægge vidnesbyrd, før de bliver bedt om at vidne.«
»Tal ikke nedsættende om mine ledsagere. Ved Ham, i hvis hånd mit liv er: Hvis nogen af jer skulle give så meget guld væk som Uhud-bjerget, ville det ikke svare til en mudd eller blot en halv mudd byg, som én af dem har givet bort.«
Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, har overleveret fra Guds Sendebud, fred være med ham: »I skal handle efter det, der er blevet givet jer fra Allahs Bog. Ingen af jer vil få sin undskyldning eller indvending accepteret, hvis han forsømmer den. Hvis I ikke finder en afgørelse i Allahs Bog, skal I søge efter den i min sunnah. Hvis I heller ikke finder den dér, skal I søge efter den i mine ledsageres udsagn. Mine ledsagere er som stjernerne på himlen. Hvis I følger blot én af dem, vil I finde den rette vej. Mine ledsageres indbyrdes uenighed er en nåde for jer.«
Said ibn al-Musayyib har overleveret fra Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham. Guds Sendebud, fred være med ham, sagde:
»Efter mig spurgte jeg min Herre om mine ledsageres indbyrdes uenighed. Allah sendte mig denne åbenbaring: ’Muhammad, dine ledsagere er hos Mig som stjernerne på himlen. Ligesom stjernerne er den ene også lysere end den anden. Den, der holder fast ved blot én af deres omstridte holdninger, vil hos Mig være på den rette vej.’«
Imam al-Shafi‘i har overleveret en hadith med Anas ibn Malik som beretningskæde. Guds Sendebud, fred være med ham, sagde: »Allah har udvalgt mig og mine ledsagere. Han har knyttet ægteskabsforbindelser mellem mig og dem og gjort dem til mine hjælpere. I den sidste tid vil en gruppe mennesker komme til syne, som vil forhåne dem. Pas på: I må ikke gifte jeres sønner eller døtre med dem og heller ikke gifte deres sønner eller døtre ind i jeres familier. Pas på: I må ikke bede sammen med dem og heller ikke bede begravelsesbøn over dem. Allahs forbandelse være over dem.«
I Mishkat Sharif er en hadith blevet overleveret. Guds Sendebud, fred være med ham, sagde: »Blandt min ummah vil der med sikkerhed være én gruppe, som kommer i Paradiset.« Der blev spurgt: »Hvem er de?« Han sagde: »De, som holder fast ved mit forbillede og mine ledsageres forbillede.«
I en anden hadith sagde Profeten (fred være med ham): »Sahabaernes plads blandt min ummah er som saltets plads i maden.«
Sahabaernes samfund var et ideelt menneskeligt samfund. Deres handlinger var et fremragende eksempel for menneskeheden. I alle livets forhold var deres ærlighed, pålidelighed, høflighed, selvopofrelse og gode adfærd uden sidestykke. De viste hinanden respekt og medfølelse. De gav altid de fattiges og trængendes behov og ønsker førsteprioritet. I tapperhed og mod var de uden sidestykke. Efterfølgelsen af Allahs Sendebud (fred være med ham) var deres livs vigtigste mål. Både deres liv og deres død var for islams skyld.
Sahabaerne er det første eksempel på det bedste samfund, som den ædle Allahs Sendebud (fred være med ham) lagde grunden til. Gennem velsignelsen ved samværet med Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) blev de den levende legemliggørelse af den højeste menneskelighed. De var strålende symboler på adl, taqwa, diyanat, ihsan og khauf-e-Khoda. De var altid bevidste om, at deres ankomst til denne verden var for at ophøje islams banner og etablere lighed og retfærdighed blandt menneskeheden. Her skulle de som betroede og trofaste forvaltere af det guddommelige kalifat opfylde Allahs hensigt.
Renhed og uskyld havde skabt så rene hjerter og så stor kærlighed til retfærdighed i dem, at de med hensyn til sandhed og retfærdighed følte sig lige så ansvarlige for andre som for sig selv. Selv om de beklædte høje embeder, kunne de ikke – og forsøgte heller ikke at – beskytte deres børn og slægtninge mod straffen for overtrædelse af shariaens bestemmelser.
Kort sagt havde troen og overbevisningen oplyst alle deres evner. På meget kort tid påvirkede de størstedelen af verden. Historiens sider rummer utallige eksempler på deres militære og organisatoriske evner.
Hvis vi i dag ønsker at opbygge et samfund, der ligner sahabaernes idealsamfund, må vi nødvendigvis lære dem at kende. Vi må tilegne os karakteregenskaber og evner som deres. For at føre den bevidsthed, der i dag viser sig blandt den muslimske ummah om at opbygge et koranisk samfund, mod det rette mål, er det nødvendigt at studere sahabaernes liv grundigt. Vi må hente vejledning direkte fra deres liv. Men selv om det er sørgeligt, er det sandt, at man i det bengalske muslimske samfund kun i ringe grad beskæftiger sig med sahabaernes liv. Her drøftes opdigtede fortællinger om pīrer og awliya i stor udstrækning, mens selv en brøkdel af denne opmærksomhed ikke vies sahabaernes liv.
På arabisk, urdu og verdens øvrige sprog er der skrevet mange store værker om sahabaernes liv. Ligesom inden for andre grene af islamisk litteratur er der heller ikke på dette område blevet skrevet noget særligt betydningsfuldt værk på bengali. Professor Nazir Ahmad, administrerende redaktør af månedsbladet »Prithibi« og direktør for Bangladesh Islamic Center, gav gennem sit blad udtryk for ønsket om at præsentere læserne for noget om sahabaernes liv. Det var først og fremmest på grund af hans opmuntring, at jeg begyndte at skrive fortløbende i »Prithibi«. Det, der blev skrevet i »Prithibis« spalter, udgives nu i bogform under titlen »Asḥāb-e Rasūls livshistorier«. Hvis ikke professor Nazir Ahmad havde opmuntret mig og spillet en rolle i den fortløbende udgivelse og udgivelsen i bogform, havde jeg måske aldrig skrevet det, og det var heller ikke blevet udgivet som bog. Derfor beder jeg Allah den Ophøjede om at give ham den bedste belønning.
I første bind af »Asḥāb-e Rasūls livshistorier« behandles i alt tredive sahabaers liv. De hører alle til muhajirīn-klassen. Blandt dem er også de ti højtærede sahabaer fra »Ashara Mubashshara«. Selvom teksterne er korte, er oplysningerne hentet fra de oprindelige arabiske og urduske kilder. Jeg har forsøgt så vidt muligt at undgå omstridte emner.
Til sidst vil jeg mene, at mine anstrengelser har været umagen værd, hvis læserne blot får en smule udbytte af dette skrift. Jeg beder læserne gøre mig opmærksom på eventuelle fejl eller mangler, de måtte opdage.
Jeg udtrykker min taknemmelighed over for alle, der har været involveret i udgivelsen, herunder broderen Kamrul Islam. Må Allah den Ophøjede acceptere denne beskedne indsats fra min side. Amin.
27-2-1989 e.Kr.
Muhammad Abdul Ma’’bud
Institut for Arabisk, Universitetet i Dhaka,
Dhaka
Khadija bintu Khuwaylid ((ra))
Hendes navn var Khadija. Hendes kunya var ’Ummu Hind, og hendes tilnavn var Tahira. Hendes far var Khuwaylid, og hendes mor var Fatima bintu Zayid. Hun blev født i Mekka femten år før ’Amul Fil, det vil sige Elefantens År. Gennem den mandlige forfader Qusay forbandt hendes nasab sig med Rasulullahs nasab. Allerede i jahiliyyah-tiden fik hun tilnavnet Tahira på grund af sin rene og kyske karakter.(Al-–Isaba) Der var et fjernt forhold mellem Rasulullah (saw) og Khadija (ra), idet hun var hans fars søsters datter, mens han var hendes farbrors søn. Derfor tog Khadija (ra) efter åbenbaringen af profetskabet Rasulullah (saw) med til hans fætter Waraqa ibn Nawfal og sagde: »Lyt til, hvad din nevø har at sige.« Hun sagde det sandsynligvis på grundlag af deres slægtskabsforhold.
Hendes far, Khuwailid, havde udvalgt Waraqa ibn Nawfal, en fremtrædende ekspert i Toraen og Evangeliet i datidens arabiske samfund, som Khadijas bejler, men historikerne tier om, hvorfor det ikke blev til virkelighed. Til sidst blev hun gift for første gang med Abu Hala ibn Zurarah al-Tamimi. Han døde allerede i jahiliyyah-tiden. Efter Abu Halas død blev hun gift for anden gang med ’Atiq ibn Abid al-Makhzumi. (Sharh al-Mawahib, al-–Isti’ab) Men ifølge Qatada var hendes første ægtemand ’Atiq, og derefter Abu Hala. Yunus ibn Bukayr har berettet, at Ibn Ishaq også støttede denne opfattelse. (al- Isaba: 4/281) Ibn Hajar har imidlertid nævnt, at den førstnævnte opfattelse er flertallets opfattelse, herunder Ibn Abd al-Barrs.
Khadijas far, Khuwailid ibn Asad, var sin stammes kommandør i Fijar-krigen. Han var far til mange børn. Den førstefødte søn var Hizam. Hizam-sønnen, den berømte sahabi Hakim, blev i jahiliyyah-tiden betroet ledelsen af Mekkas Dar al-Nadwa. Det andet barn var den ærværdige Khadija. Det tredje barn, ’Awam, var far til den berømte sahabi, den ærværdige al-Zubayr, må Allah være tilfreds med ham. Safiyya, som var Rasulullahs faster og den ærværdige Hamzas helsøster, må Allah være tilfreds med hende, var ’Awams hustru og dermed al-Zubayrs mor, må Allah være tilfreds med ham. Safiyya var gift med Khadijas lillebror. Det fjerde barn var Hala. Hun var mor til Abul-’As ibn Rabi’, den ærværdige Zaynab, Rasulullahs datters, ægtemand, må Allah være tilfreds med hende. Abul-’As var Rasulullahs ældste svigersøn. Det femte barn var Ruqayya. Blandt de fem søskende døde Hizam, ’Awam og Ruqayya, før islam kom. Den ærværdige Khadija og Hala var så heldige at tage islam til sig.
Der er uenighed om, hvornår Khadijas far døde. Nogle har sagt, at han døde i Fijar-krigen. Ifølge imam Suhaili døde han allerede før Fijar-krigen. Khadija var da femogtredive år gammel. Nogle mener, at han døde efter Profeten Muhammads ægteskab med hende. (Hayatus Sahaba– 2/652)।
Uanset om det skyldtes hendes fars eller ægtemands død eller en anden årsag var Khadija, ligesom mange andre fra Quraysh-slægten, en stor forretningskvinde. Ibn Sa’d siger om hendes forretning: »Khadija var en yderst anset og velhavende forretningskvinde. Hendes handelsvarer blev sendt til Syrien, og hendes egne varer svarede i omfang til alle Quraysh-folkets varer tilsammen.« Ibn Sa’ds udtalelse giver et indtryk af omfanget af Khadijas forretning. Hun købte og solgte varer både indenlands og udenlands ved at ansætte kvalificerede folk mod partnerskab eller løn.
Profeten var dengang en ung mand på femogtyve år. Han havde allerede opnået betydelig erfaring inden for handel gennem flere handelsrejser, enten sammen med sin onkel Abu Talib eller alene. Beretningerne om hans ærlighed og pålidelighed i forretninger havde også spredt sig fra mund til mund blandt Mekkas indbyggere. For alle var han dengang al-Amin, den pålidelige. Også Khadija havde hørt om hans gode omdømme. Især havde hun sikkert hørt meget om al-Amin Muhammad fra sin lillebrors hustru Safiyya.
En dag besluttede Khadija at sende varer til Syrien med henblik på handel. Hun søgte efter en egnet person. Om dette beretter al-Zurqani via al-Waqidi: »Abu Talib kaldte på Muhammad og sagde: Nevø! Jeg er en fattig mand, og tiden er meget vanskelig. Vi er ramt af en alvorlig hungersnød. Vi har ingen forretning eller andre midler og muligheder. En handelskaravane fra din stamme skal til Syrien. Khadija søger efter nogle folk, som kan ledsage hendes varer. Hvis du gik til hende, ville hun måske vælge netop dig. Hun kender din rene karakter. Selvom jeg ikke bryder mig om, at du rejser til Syrien, og frygter for dit liv på grund af jøderne, er der ingen anden udvej.« Profeten svarede, at hun måske selv ville sende efter ham. Abu Talib sagde: Måske har hun allerede ansat en anden. Samtalen mellem onkel og nevø nåede Khadijas øren. »Hun sendte en mand til Profeten.« (Note, Siratu Ibn Hisham– 1/188)Det nævnes, at Profeten én gang i sin ungdom rejste til Syrien sammen med sin onkel. Dengang advarede præsten Bahira Abu Talib om Profeten. Det er denne begivenhed, Abu Talib hentyder til i den ovenstående beretning.
Khadija sendte gennem en mellemmand et tilbud til Muhammad (fred være med ham): Hvis han påtog sig ansvaret for en handelsrejse til Syrien, ville Khadija give ham dobbelt så stor en fortjeneste som de andre. Muhammad accepterede.
Med Khadījas (må Gud være tilfreds med hende) handelsvarer drog Muhammad (må Gud velsigne ham og give ham fred) til Syrien sammen med hendes trofaste tjener Maysara. Undervejs satte han sig i skyggen af et træ ved siden af en kirke. Kirkens præst gik hen til Maysara. Han spurgte: »Hvem er den mand, der hviler under træet?« Maysara svarede: »En mand fra Quraysh-stammen, en af Mekkas helligdomsfolk.« Præsten sagde: »Den, der nu hviler under dette træ, er ingen anden end en profet.« Historikerne har nævnt præstens navn som Nastura. (Note, Sīrat Ibn Hisham– 1/188) Ibn Hajar al-ʿAsqalānī har imidlertid kaldt denne præst Buḥayra. (Al-–Iṣāba 4/281) Han har også sagt, at Profeten (må Gud velsigne ham og give ham fred) tog til Basras marked med disse handelsvarer. Al-Ṭabarī har overleveret fra Ibn Shihāb al-Zuhrī, at Allahs Sendebud (må Gud velsigne ham og give ham fred) tog til et abessinisk marked i Yemen med Khadījas varer, ikke til Syrien. Beretningen om rejsen til Syrien er dog den mest udbredte. (Tārīkh al-Umma al- Islāmiyya, Muhammad al-–Khiḍrī Bek: 1/64)
Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, solgte handelsvarerne på markedet i Syrien og købte det, der skulle købes. Derefter begav han sig sammen med Maysara på vej mod Mekka. Undervejs bemærkede Maysara, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, red på sin kamel, mens to engle kastede skygge over ham i middagens brændende sol. Således vendte han tilbage til Mekka og solgte Khadijas handelsvarer. Denne gang blev fortjenesten dobbelt så stor eller næsten dobbelt så stor. Da den trofaste tjener Maysara var kommet hjem, fortalte han udførligt sin herskerinde Khadija om præstens bemærkning og alle de mirakuløse hændelser under rejsen. (Sīrat Ibn Hishām– 1/189)
Khadija, må Allah være tilfreds med hende, var en forstandig, intelligent og fornem kvinde. Folk fra alle samfundslag i Mekka var betaget af hendes rigdom, høflighed og sociale ynde. Mange adelige unge mænd fra Quraysh håbede at få hende som hustru. Hun afviste dem alle. Efter at have hørt alt fra Maysara sendte Khadija selv et ægteskabsforslag til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. (Sīrat Ibn Hishām– 1/189)
Der findes forskellige beretninger om, hvordan og på hvilken måde ægteskabsforslaget blev fremsat. Alle beretninger er imidlertid enige om, at det var Khadija, der først fremsatte forslaget over for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham.
Det er blevet berettet, at Khadija (ra.) selv talte med Rasulullah (sa.) og bad ham om at fremsætte frieriet over for hendes far. Men han afslog med den begrundelse, at Khadijas far måske ville afvise ham på grund af hans fattigdom. Til sidst, da Khadijas far var beruset efter at have drukket for meget, fremsatte Khadija selv sagen over for ham og fik hans samtykke. Men da han blev ædru, trak han igen sit samtykke tilbage. Khadija fik dog på ny hans samtykke.(Hayatus Sahaba– 2/652) I en anden beretning hedder det, at Nafisa bint Maniyya, hustru til Hazrat Ya’la og veninde af Khadija, tog hele initiativet i denne sag. Det var hende, der først på Khadijas vegne fremsatte følgende frieri over for Rasulullah (sa.): »Hvis du blev inviteret til rigdom, skønhed og sikkerhed for dit udkomme, ville du så tage imod det? ….« Disse ord handlede om Hazrat Khadija.
Sagen blev afgjort. På den fastsatte dato ankom Abu Talib, Hamza og nogle andre medlemmer af Rasulullahs (sa.) familie til Khadijas hjem. Khadija havde også inviteret fremtrædende medlemmer af sin familie. I alles nærvær holdt Abu Talib vielsesprædikenen. Med hensyn til litterær kvalitet indtager denne prædiken en særlig plads i den arabiske prosalitteratur fra den førislamiske tid. Brudegaven blev fastsat til fem hundrede guldmønter. Khadija bar selv alle udgifter for begge parter. Hun sendte to uqiyyaer guld og sølv til Rasulullah (sa.) og bad ham bruge det til at sørge for tøj til dem begge og til bryllupsfesten.(Hayatus Sahaba– 2/652) Således blev Hazrat Khadija »de troendes moder«. Dette skete femten år før profetkaldelsens begyndelse. Selvom sira-eksperterne er uenige om deres alder på det tidspunkt, er den mest korrekte opfattelse, at Rasulullah (sa.) var femogtyve år, og Khadija var fyrre.
Femten år efter ægteskabet modtog Hazrat Nabi Karim (sa.) profetkaldelsen. Han underrettede først Khadija (ra.) om dette. Khadija havde allerede på forhånd været fast overbevist om, at Rasulullah (sa.) ville blive profet. En hadith om dette er udførligt omtalt i kapitlet »Åbenbaringens begyndelse« i Sahih al-Bukhari. Hazrat Aisha (ra.) fortæller: Den første åbenbaring til Rasulullah (sa.) begyndte med sande drømme under søvnen. Alt, hvad han så i drømmene, blev tydeligt for ham som morgenens sollys. Derefter begyndte han at holde af at være alene. Han tog mad og drikke med sig og begav sig til Hira-grotten. Der var han optaget af tilbedelse i flere dage ad gangen. Når maden slap op, vendte han tilbage til Khadija. Så tog han forsyninger med og vendte igen tilbage til grotten. Under disse omstændigheder kom sandheden en dag til ham. En engel kom til ham og sagde: »Læs!« Han sagde: »Jeg kan ikke læse.« Englen greb ham og pressede ham så hårdt, at han følte smerte. Så slap han ham og sagde igen: »Læs!« Han sagde igen: »Jeg kan ikke læse.« Englen behandlede ham på samme måde både anden og tredje gang. Til sidst sagde han: »Læs i din Herres navn, Han, som skabte. Han skabte mennesket af en blodklump….« Rasulullah (sa.) vendte skælvende af frygt hjem. Han kaldte på Khadija og sagde: »Dæk mig med et tæppe, dæk mig med et tæppe.« Hun dækkede ham til, og hans frygt forsvandt. Han fortalte Khadija hele hændelsen og gav udtryk for sin frygt for sit liv. Khadija sagde: »Nej, det kan aldrig ske. Ved Allahs ed, Han vil ikke ydmyge dig. Du styrker slægtskabsbåndene, hjælper de fattige og nødlidende, er gæstfri og hjælper mennesker i vanskeligheder.«
Derefter tog Khadija (må Allah være tilfreds med hende) Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) med til hans fætter Waraka ibn Nawfal. I den før-islamske uvidenheds tid havde han antaget kristendommen. Han skrev Evangeliet på hebraisk. Han var gammel og blind. Khadija (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Lyt til, hvad din nevø siger.« Han spurgte: »Nevø, hvad er der hændt dig?« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) fortalte hele hændelsen. Da Waraka havde hørt det, sagde han: »Dette er den samme Namus, som Allah sendte til Moses (fred være med ham). Ak! Hvis jeg blot var i live og rask den dag, hvor dit folk vil fordrive dig fra dit land.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte: »Vil de fordrive mig fra landet?« Han svarede: »Ja. Hver gang nogen er kommet med det, du er kommet med, er hele verden blevet hans modstander. Hvis jeg lever så længe, vil jeg hjælpe dig på enhver mulig måde. ( (Bukhari, første bind)) Kort tid efter denne hændelse døde Waraka.
Efter at have antaget islam donerede Khadija (må Allah være tilfreds med hende) al sin formue til formålet at udbrede religionen. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) opgav handel og erhverv og helligede sig tilbedelsen af Allah og udbredelsen af islam. Alle husstandens indtægter ophørte. Samtidig voksede Khadijas bekymringer. Hun mødte alle vanskelige omstændigheder med tålmodighed og udholdenhed. Al–Istiaab Det fortælles i bogen: »Den smerte, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) følte på grund af polyteisternes afvisning og vantro, forsvandt, når han kom til Khadija. Det skyldtes, at hun trøstede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), gav ham mod og opmuntring. Hun troede uden tøven på alt, hvad han sagde. Hun fremstillede polyteisternes uforskammede opførsel over for Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) som noget meget let og ubetydeligt.« ((Tabakat- – 3//740))
I den syvende år efter profetkaldelsen, i måneden Muharram, boykottede Quraysh muslimerne. De søgte tilflugt i Shi’b Abi Talib. Khadija, måtte Allah være tilfreds med hende, blev også interneret dér sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. I næsten tre år gennemlevede Banu Hashim en frygtelig hungersnød. De havde ingen anden mulighed for at overleve end at spise træernes blade. Khadija udholdt også disse lidelser med et smil sammen med sin mand. I sådanne vanskelige tider brugte Khadija, måtte Allah være tilfreds med hende, sin indflydelse til fra tid til anden på forskellige måder at skaffe noget mad. Hendes tre nevøer – Hakim ibn Hizam, Abu al-Bukhtari og Zum’a ibn al-Aswad – var alle blandt Qurayshs ledere. Selvom de ikke var muslimer, spillede de på forskellige måder en særlig rolle i at sende fødevarer til muslimerne. En dag sendte Hakim ibn Hizam noget hvede til sin faster Khadija, måtte Allah være tilfreds med hende, gennem sin tjener. På vejen blev han standset af Abu Jahl. Pludselig kom Abu al-Bukhtari til stede. Han sagde til Abu Jahl: »En mand sender en smule mad til sin faster, og vil du forhindre ham i det?« (Sīrat Ibn Hisham– 1/192)
På det tidspunkt var påbuddet om de obligatoriske bønner endnu ikke blevet åbenbaret. Khadija, måtte Allah være tilfreds med hende, bad derfor lige fra begyndelsen sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, i hjemmet. (Tabakāt– 8/10)Ibn Ishaq har nævnt, at Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, en dag så dem begge – det vil sige Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og Khadija, måtte Allah være tilfreds med hende – bede. Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, spurgte: »Muhammad, hvad er dette?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forelagde ham da den nye religions kald og forbød ham at fortælle det til nogen. (Hayāt al-Sahābah– 1/70) Denne beretning viser, at Khadija, måtte Allah være tilfreds med hende, blandt Muhammads, Allahs fred og velsignelser være med ham, ummah først opnåede æren af at bede sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham.
En mand ved navn Afīq al-Kindī var kommet til Mekka for at købe nogle ting. Han opholdt sig i Hazrat Abbās’ hus. En morgen lagde han mærke til, at en ung mand kom hen til Kabaen og så op mod himlen. Derefter stillede han sig vendt mod qiblaen. En dreng kom og stillede sig ved siden af ham. Så kom en kvinde. Hun stillede sig også bag de to. De afsluttede bønnen og gik deres vej. Afīq al-Kindī så dette syn. Han sagde til Abbās: »Der er noget stort på vej til at ske.« Abbās sagde: »Ja.« Han fortsatte: »Denne unge mand er min nevø Muhammad.« Drengen er min anden nevø, Alī, og kvinden er Muhammads hustru. … Så vidt jeg ved, er de de eneste tre mennesker i verden, der følger denne nye religion.« (Tabakāt: 8/10–11)
Ibn al-Athīr siger, at den muslimske umma er enig om, at Hazrat Khadīja var den første, der troede på Allahs Sendebud, fred være med ham. Da hun antog islam, var hun halvtreds år gammel. Hendes antagelse af islam fik også indflydelse på hendes fædrene slægt. Da islam kom, levede der femten fremtrædende personer fra den fædrene slægt Banū Asad ibn ʿAbd al-ʿUzzā. Ti af dem antog islam. De øvrige fem blev dræbt som vantro i slaget ved Badr.
Efter at have levet femogtyve år i ægteskab med Allahs Sendebud, fred være med ham, døde Hazrat Khadīja i Mekka den tiende Ramadan i profeteskabets tiende år, i en alder af femogtres år. Reglerne for begravelsesbønnen var endnu ikke blevet indført. Derfor blev hun begravet uden begravelsesbøn på Mekkas kirkegård, Jannat al-Muʿallā. Den ædle Profet, fred være med ham, sænkede selv hendes legeme ned i graven. (Al–-Isāba: 4/283)
Kort tid efter Hazrat Khadījas bortgang døde Allahs Sendebuds, fred være med ham, særligt velvillige onkel, Abū Tālib. I en beretning i al-Istīʿāb siges det dog, at Khadīja døde tre dage efter Abū Tālib. Det var denne onkel, der på mange måder hjalp Allahs Sendebud, fred være med ham, i vanskelige og farefulde tider. På grund af bortgangen af Allahs Sendebuds, fred være med ham, to nære slægtninge blev dette år blandt den muslimske umma kaldt ʿĀm al-Ḥuzn, sorgens år.
Hazrat Khadija, må Allah være tilfreds med hende, var mor til mange børn. Med sin første ægtemand, Abu Hala, fik hun to sønner, Hala og Hind. Begge tog imod islam og opnåede den ære at blive Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ledsagere. Hind deltog sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, i slaget ved Badr eller ifølge en anden overlevering i slaget ved Uhud. Han var en veltalende taler med et klart sprog. Han blev martyr på Alis, må Allah være tilfreds med ham, side i Kamelslaget. Med sin anden ægtemand, Atik, fik hun en datter ved navn Hinda. Også hun tog imod islam og opnåede den ære at blive ledsager.(Sharh al-Mawāqib, al-–Istīʿāb, Ḥāshiya, Sīrat Ibn Hishām– 1/187)Ifølge en anden overlevering fik hun tre børn i sit første ægteskab: to sønner, Hind og Harith. En vantro dræbte Harith som martyr nær Kaʿbas yemenitiske hjørne. Desuden havde hun en datter, Zaynab. Datteren fra det andet ægteskab havde kunyaen Umm Muhammad.(Dāʾirat–al-–Maʿārif’al-–Islāmiyya–Islamiyya)
Seks børn blev født af den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Det første barn var Hazrat Qasim. Han døde i en ung alder i Mekka. På grund af hans navn fik Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tilnavnet Abu al-Qasim. Før sin død havde han lært at gå med små, usikre skridt. Det andet barn var Hazrat Zaynab. Det tredje barn var Hazrat Abdullah. Han blev født efter profetkaldelsen og fik derfor tilnavnene Tayyib og Tahir. Han døde i en ung alder. Det fjerde barn var Hazrat Ruqayya. Det femte barn var Hazrat Umm Kulthum. Det sjette barn var Hazrat Fatima, må Allah være tilfreds med hende. Det skal bemærkes, at Ibrahim var barnet, som Hazrat Mariya fødte.
Hazrat Khadija, må Allah være tilfreds med hende, holdt meget af sine børn. Hun var også økonomisk velstående. Hun ansatte Salama, Uqbas slavekvinde, til at tage sig af børnene mod betaling.
Blandt den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans rene hustruer havde Hazrat Khadija den højeste rang. Hun var hans første hustru; han giftede sig med hende, da han var fyrre år gammel. Så længe hun levede, indgik den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke noget andet ægteskab. Med undtagelse af Hazrat Ibrahim blev alle Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, børn født af hende.
Det er umuligt at afslutte beskrivelsen af Den troendes moder Hazrat Khadijas, må Allah være tilfreds med hende, fortrin og værdighed. Vi betragter med forbløffelse, hvordan en kvinde på den tid, hvor Arabien var indhyllet i dybt mørke, uden tøven troede på Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, profetkaldelse. Hun havde ikke den mindste tvivl eller usikkerhed i sit hjerte. Den første dag, hvor åbenbaringen blev sendt ned, hendes besøg hos Waraqa og hendes faste erklæring om, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var blevet profet — alt dette er værd at tænke grundigt over. Lige siden før Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, profetkaldelse synes Khadija at have været fast overbevist om, at han ville blive profet. Derfor viste der sig ikke den mindste tøven i hendes sind, selv et øjeblik efter Gabriels ankomst. Dette gør hendes dybe fremsyn og skarpe iagttagelsesevne tydelig. Både før og efter profetkaldelsen viste hun altid Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, respekt og troede på hvert eneste af hans ord. I de femogtyve års ægteskabsliv opstod der ikke et øjeblik nogen form for tvivl i hendes hjerte. Selv i denne uvidenhedens tid var hun ren og kysk. Hun tilbad aldrig afguder. En dag sagde den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til hende: »Jeg vil aldrig tilbede Lat og Uzza.« Khadija sagde: »Lad være med at tale om Lat og Uzza. Nævn dem slet ikke.« (Musnad Ahmad– 4/222)
Hun var ikke blot den første, der troede på Muhammads, må Allahs fred og velsignelser være med ham, profetkaldelse, og den første, der bad sammen med ham. Den styrke, hun gav islam i disse frygtelige vanskelige tider, vil forblive uforglemmelig for altid. Ved islams begyndelse var hun i virkeligheden Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, rådgiver. Efter sit ægteskab med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, overdrog hun hele sin formue til sin mand. Zayd ibn Haritha var hendes elskede slave. Også ham overdrog hun til sin mand. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, elskede Zayd højt, og for at glæde hende frigav han ham.
Selv om hun var en velhavende kvinde fra Mekka, tjente hun selv sin mand. En gang bar hun noget i en beholder til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Hazrat Gabriel, fred være med ham, sagde til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Overbring hende hilsen fra Allah, den Ophøjede, og fra mig.« (Bukhari)
Den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, glemte ikke mindet om sin elskede hustru Khadija, må Allah være tilfreds med hende, selv efter hendes død. Efter hendes død, hver gang et dyr blev slagtet i huset, opsporede han hendes veninder og sendte kød til dem, hus for hus. Hazrat Aisha sagde: »Selv om jeg ikke havde set Khadija, må Allah være tilfreds med hende, var jeg alligevel jaloux på hende. Sådan var det ikke med nogen anden. Det skyldtes, at den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, altid mindedes hende.« Undertiden gjorde Hazrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vred. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Allah har skabt kærlighed til hende i mit hjerte.«
Efter Hazrat Khadijas, må Allah være tilfreds med hende, bortgang kom hendes søster Hala en gang for at besøge den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Så snart Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte hendes stemme, udbrød han: »Er det dig, Hala?« Mindet om Khadija var da dukket op i Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sind. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, kom til at sige: »De mindes en gammel kvinde, som er død. Allah har givet Dem en langt bedre hustru end hende.« Den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: »Aldrig! Da folk ville kalde mig en løgner og afvise mig, troede hun på mig og bekræftede min sandhed. Da alle var vantro, var hun muslim. Da ingen trådte frem for at hjælpe mig, hjalp hun mig. Og det var i hendes skød, at jeg fik mine børn.« Vi mener ikke, at Hazrat Khadija, må Allah være tilfreds med hende, kan vurderes højere end dette.
Der er blevet overleveret mange hadither om Hazrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) fortræffeligheder. I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim står der: De bedste kvinder på jordens overflade er Maryam bint Imran og Khadija bint Khuwaylid. Hazrat Jibril (fred være med ham) sad hos Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred). På dette tidspunkt kom Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Jibril (fred være med ham) sagde til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred): »Giv hende det glædelige budskab om et paradisisk palads bygget af perler og ædelstene.« (al-Bukhari)
Abu Bakr Siddiq (ra.)
Hans navn var Abdullah, hans tilnavne var Siddiq og Atiq, og hans kælenavn eller kunyah var Abu Bakr. Hans fars navn var Uthman, og hans kunyah var Abu Quhafa. Hans mors navn var Salma, og hendes kunyah var Umm al-Khayr. Gennem den sjette forfader i Quraysh-slægten, Murra, forenedes hans slægt med Allahs Sendebuds slægt. Han blev født lidt over to år efter Allahs Sendebuds fødsel, og de døde med omtrent samme tidsinterval imellem sig. Derfor var hans alder ved dødsfaldet den samme som Allahs Sendebuds alder.
Han havde en lys, strålende hudfarve, var slank og spinkel og havde en bred pande. I den sidste del af sit liv blev hans hår hvidt. Han brugte henna til at farve håret. Han var yderst barmhjertig og tålmodig.
Han var en af de ansete mænd blandt Quraysh. På grund af sin viden, begavelse, erfaring, intelligens, dømmekraft og gode karakter var han respekteret af hele befolkningen i Mekka. I den førislamiske tid blev alle de blodpenge eller erstatninger for blodsudgydelse, som Mekkas indbyggere skulle betale, deponeret hos ham. Han var den største ekspert i arabernes viden om slægter og afstamning. Han havde også poetisk talent. Han talte et yderst rent og klart sprog. Han var begavet med gudgivne evner inden for talekunst og veltalenhed.
Han var en yderst populær, venlig og elskværdig mand blandt sin stamme. Han var købmand, gavmild og dydig. Selv i den førislamiske tid drak han aldrig vin. På grund af hans elskværdige omgang med mennesker, lærdom og forretningsdygtighed sluttede mange venskab og fortrolighed med ham. Hver dag blev der afholdt regelmæssige møder for Mekkas fremtrædende mænd i hans hjem.
Hazrat Abu Bakrs far, Abu Quhafa, var en højt anset mand blandt Quraysh. Han var gammel og velhavende. Hans hjem var ikke blot kendt for handel og forretning; også i sociale spørgsmål blev hans mening modtaget med stor respekt. Selvom han ikke blev tiltrukket af islam før erobringen af Mekka, findes der intet historisk bevis for, at han forsøgte at holde sin søn Abu Bakr borte fra islam. Når han af og til så Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), plejede han dog at sige: »Det er disse unge mennesker, der har fordærvet min søn.« På dagen for erobringen af Mekka kom han til Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) og erklærede sin islam. Han døde i det 14. hijri-år, næsten hundrede år gammel. I den sidste del af sit liv mistede han synet.
Hazrat Abu Bakrs mor, Umm al-Khayr, antog islam i islams tidlige fase i Mekka, længe før sin mand. Hun var blandt dem, der antog islam i Mekkas Dar al-Arqam. Ligesom sin mand levede hun også et langt liv. Omkring halvfems år gammel forlod hun denne verden, mens hun havde overladt sin søn til kalifatets embede.
Abu Bakr var sin fars eneste søn. Han blev opdraget med stor omsorg og i luksus. Fra barndommen og indtil begyndelsen af sin ungdom var han afhængig af sin far. Som tyveårig påtog han sig ansvaret for sin fars handel og forretning.
Abu Bakr havde været ven med Allahs Sendebud (fred være med ham) siden barndommen. Han ledsagede ham på de fleste af hans handelsrejser. En gang rejste han sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) til Syrien i handelsøjemed. Abu Bakr var da omkring atten år, mens Allahs Sendebud (fred være med ham) var tyve. Da de nåede grænsen til Syrien, satte Allahs Sendebud (fred være med ham) sig under et træ for at hvile. Abu Bakr gik lidt frem og så sig omkring. Han mødte en kristen munk, og de talte lidt om religion. Midt under samtalen spurgte munken: »Hvem er det dér under træet?« Abu Bakr svarede: »En ung mand fra Quraysh ved navn Muhammad ibn Abdullah.« Munken udbrød: »Denne mand vil blive arabernes profet.« Ordene fæstnede sig i Abu Bakrs hjerte. Fra da af blev hans overbevisning om, at Allahs Sendebud (fred være med ham) var en sand profet, stadig stærkere. I historiske kilder nævnes munkens navn som Buhayra eller Nastura.
Da Allahs Sendebud (fred være med ham) offentligt bekendtgjorde, at han havde modtaget profetskabet, opstod der stor uro i Mekka. Mekkas indflydelsesrige og velhavende ledere satte alle kræfter ind på at bekæmpe ham. Nogle kaldte ham sindssyg, mens andre sagde, at han var besat af en jinn. På ledernes opfordring og efter deres eksempel holdt almindelige mennesker sig også borte fra islam. Blandt Qurayshs velhavende og ansete mænd var Abu Bakr den eneste, der støttede Allahs Sendebud (fred være med ham), opmuntrede ham og uden tøven troede på hans profetskabs budskab. I den forbindelse sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Hver eneste person, som jeg har inviteret til islam, har jeg bemærket en vis tøven hos, bortset fra Abu Bakr.« Således blev Abu Bakr den første muslim blandt de voksne frie mænd.
Efter at han var blevet muslim, helligede han sig sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) arbejdet med at udbrede islam for at styrke islams grundlag. Han inviterede stammerne omkring Mekka til islam. Under pilgrimsfærdens sæson gik han fra telt til telt og inviterede folk til islam. Han fortalte de tilrejsende om islam og om Allahs Sendebud (fred være med ham). På denne måde blev arabere bekendt med den religion, som Allahs Sendebud (fred være med ham) forkyndte, og de troede på ham. Gennem hans personlige indflydelse og indsats antog mange islam, heriblandt fremtrædende unge mænd fra Quraysh som Uthman, Zubayr, Abd ar-Rahman, Sa’d og Talhah.
Da Allahs Sendebud (fred være med ham) offentligt bekendtgjorde sit profetskabs budskab, havde Abu Bakr fyrre tusind dirham. Han testamenterede hele sin formue til islam. Blandt Qurayshs slaver og slavinder blev mange udsat for mishandling og tortur, fordi de havde antaget islam. For disse penge købte han sådanne slaver og frigav dem. Tretten år senere, da han sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) foretog hijrah til Medina, havde han kun to tusind fem hundrede dirham tilbage af dette beløb. Inden længe blev også de resterende dirham brugt for islams skyld. Bilal, Khabbab, Ammar, Ammars mor Sumayyah, Suhayb, Abu Fukayhah og andre slaver og slavinder blev befriet fra slaveriets lænker for hans penge. Derfor sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) senere: »Jeg har gengældt enhver persons godhed mod mig. Men Abu Bakrs godhed er af en sådan art, at jeg ikke er i stand til at gengælde den. Allah vil belønne ham for den. Ingen andens penge har været til lige så stor nytte for mig som hans.«
Mens mange, efter at have hørt Allahs Sendebud (fred være med ham) fortælle om mi’raj, vaklede mellem tro og vantro, troede Abu Bakr uden den mindste tøven. Hasan beretter: »Da folk hørte om mi’raj, forlod et stort antal muslimer islam. De gik til Abu Bakr og sagde: ›Tror du på din ven? Han siger, at han i nat tog til Bayt al-Maqdis, bad dér og derefter vendte tilbage til Mekka.‹«
Abu Bakr sagde: »Betvivler I ham?« De svarede: »Ja, han sidder jo dér i moskeen og siger netop dette til folk.« Abu Bakr sagde: »Ved Allahs ed, hvis han har sagt det, har han sagt sandheden. Hvad er der at undre sig over? Han fortæller mig jo, at åbenbaring kommer til ham fra Allah. Åbenbaringen kommer fra himlen på et øjeblik, og det tror jeg også på. Det, som I undrer jer over, er mindre forunderligt end dette.« Derefter gik han til Allahs Sendebud (fred være med ham). Han spurgte: »Allahs profet, siger du til folk, at du i nat rejste til Bayt al-Maqdis?« Han svarede: »Ja.« Abu Bakr sagde: »Du har sagt sandheden. Jeg bevidner, at du uden tvivl er Allahs Sendebud.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Abu Bakr, du er as-Siddiq.« Således fik Abu Bakr tilnavnet as-Siddiq.
I Mekka havde Allahs Sendebud (fred være med ham) for vane at gå til Abu Bakrs hus hver morgen og aften. Når der var behov for råd i en sag, rådførte han sig med ham. Når Allahs Sendebud (fred være med ham) tog et sted hen for at invitere folk til islam og forkynde den, var Abu Bakr som regel også med ham.
Da polyteisternes forfølgelse af muslimerne nåede sit højdepunkt, ønskede han engang at udvandre til Abessinien, men en stammeleder ved navn Ibnud Daginah fik ham til at opgive denne beslutning. Han garanterede ham beskyttelse mod Quraysh på betingelse af, at Abu Bakr ikke bad offentligt. Men efter nogen tid blev det umuligt for ham at overholde denne betingelse. Han gav Ibnud Daginahs beskyttelse tilbage og blev rede til med tilfredshed at acceptere den skæbne, som ramte hans øvrige muslimske brødre.
På det vanskelige tidspunkt for Allahs Sendebuds udvandring vil Abu Bakrs opofrelse, kløgt, tålmodighed og venskab for altid stå uudsletteligt i historien. Hans ledsagelse er tydeligt bekræftet i den hellige Koran. Ibn Ishaq fortæller: »Da Abu Bakr bad Allahs Sendebud om tilladelse til at udvandre, sagde Allahs Sendebud til ham: Skynd dig ikke. Måske vil Allah skænke dig en rejsefælle. Da Abu Bakr hørte dette, tænkte han, at Allahs Sendebud måske talte om sig selv. Derfor købte han allerede dengang to kameler og passede dem meget omhyggeligt i håb om, at de måske kunne blive nyttige på udvandringstidspunktet.«
De troendes moder, Aisha, fortæller: Allahs Sendebud kom mindst én gang om dagen til Abu Bakrs hus. Den dag, han fik tilladelse til at udvandre, kom han ved middagstid til vores hus; han plejede aldrig at komme på dette tidspunkt. Så snart Abu Bakr så ham, udbrød han: Der må være sket noget. Ellers ville Allahs Sendebud ikke komme på dette tidspunkt. Da han trådte ind i huset, satte Abu Bakr sig til side på sin seng. På det tidspunkt var der ingen andre i Abu Bakrs hus end min søster Asma og mig. Allahs Sendebud sagde: Send de andre, der er hos dig, væk fra mig. Abu Bakr sagde: Allahs Sendebud, der er ingen andre end mine to døtre. Hvad er der sket? Allahs Sendebud sagde: Allah har givet mig tilladelse til at udvandre. Abu Bakr spurgte: Må jeg også tage med? Allahs Sendebud sagde: Ja, det må du. Aisha siger: Før den dag vidste jeg ikke, at et menneske kunne græde så overvældet af glæde. Jeg så Abu Bakr græde den dag. Derefter sagde Abu Bakr: »Allahs Sendebud, se her: Jeg har gjort disse to kameler klar netop til dette.«
De lejede Abdullah ibn Uraiqit til at vise dem vejen og tog ham med sig. Han var polyteist, men troværdig. I nattens mørke forlod de Abu Bakrs hus gennem bagdøren og søgte tilflugt i en hule på bjerget Thawr i den nedre del af Mekka. Ibn Hisham beretter fra Hasan al-Basri: De nåede hulen på bjerget Thawr om natten. Før Allahs Sendebud gik ind, gik Abu Bakr ind i hulen. Han undersøgte, om der var farlige dyr eller slanger og skorpioner. Han udsatte sig for denne fare for at beskytte Allahs Sendebud mod enhver skade.
Efter De troendes moder Khadijas død i Mekka så Abu Bakr, at Allahs Sendebud var nedtrykt. Med stor hengivenhed og respekt giftede han derfor sin unge datter Aisha med Allahs Sendebud. Han betalte også selv brudegaven.
Efter udvandringen deltog han sammen med Allahs Sendebud i alle ekspeditioner. Han gik ikke glip af deltagelsen i en eneste ekspedition.
Under ekspeditionen til Tabuk bar han den muslimske hærs fane. Under denne ekspedition gav han som svar på Allahs Sendebuds opfordring alt, hvad han havde af penge og ejendele i hjemmet, til Allahs Sendebud. Allahs Sendebud spurgte: »Har du efterladt noget derhjemme til dine sønner og døtre?« Han svarede: »Allah og Allahs Sendebud er nok for dem.«
Efter erobringen af Mekka, i det niende år efter udvandringen, udnævnte Allahs Sendebud Abu Bakr til »lederen af pilgrimsfærden« i forbindelse med udførelsen af den første islamiske hajj. Under Allahs Sendebuds sidste sygdom varetog han efter hans anvisning ledelsen af bønnen i Profetens Moské. Kort sagt fungerede Abu Bakr i Allahs Sendebuds levetid som hans minister og rådgiver.
Efter Profeten Muhammads ﷺ bortgang blev Abū Bakr رضي الله عنه hans efterfølger. Titlen »Khalīfat Rasūl Allāh« blev kun givet til ham. De efterfølgende kaliffer fik titlen »Amīr al-Muʾminīn«.
Handel var hans erhverv. I den førislamiske tid var han en velhavende købmand blandt Quraysh. Også efter at have antaget islam fortsatte han med dette erhverv for at tjene til livets ophold. Men efter at han blev kalif, tvang kalifatets tunge ansvar ham til at opgive sin handel. På opfordring fra ʿUmar og Abū ʿUbayda accepterede han i overensstemmelse med Shūrā-rådets beslutning at modtage et mindst muligt nødvendighedsbestemt tilskud fra Bayt al-Māl. Det beløb sig til to tusind fem hundrede dirham om året. Før sin død gav han imidlertid ordre til, at hans faste og løse ejendom skulle sælges, og at alle de penge, han havde modtaget fra Bayt al-Māl, skulle tilbagebetales.
Da Profeten Muhammads ﷺ bortgang blev bekendt, var ledsagerne fuldstændig chokerede. De kunne ikke engang forestille sig, at Profeten ﷺ kunne være død. Selv ʿUmar رضي الله عنه tog et nøgent sværd i hånden og erklærede: »Jeg vil dræbe den, der siger, at Profeten ﷺ er død.« Selv i denne følelsesmæssigt oprevne situation var Abū Bakr رضي الله عنه særdeles fast og urokkelig. Henvendt til den forsamlede folkemængde erklærede han: »De, der tilbad Muhammad, skal vide, at Muhammad er død. Men de, der tilbeder Allah, skal vide, at Allah er evigt levende – Han dør ikke.« Derefter reciterede han dette vers: »Muhammad er kun Allahs Sendebud. Før ham er mange sendebude gået bort. Hvis han dør eller bliver dræbt, vil I så vende om? Den, der vender om, kan ikke skade Allah det mindste. Og Allah vil snart belønne de taknemmelige.«(Sura Āl ʿImrān–144) Så snart folk hørte dette vers fra Abū Bakrs mund, kom de til sig selv igen. Det forekom dem, som om de hørte verset for første gang. På denne måde blev det første alvorlige problem, der opstod umiddelbart efter Profeten Muhammads ﷺ bortgang, løst gennem Abū Bakrs رضي الله عنه faste indgriben.
Profeten Muhammads ﷺ ligklædning og begravelse var endnu ikke afsluttet. I mellemtiden blev spørgsmålet om hans efterfølger stadig mere kompliceret. Medinanerne, især Anṣār, samledes på et sted kaldet »Saqīfa Banū Sāʿida«. Anṣār krævede: »Eftersom vi gav Profeten ﷺ husly og gjorde den svage islam stærk og mægtig ved at ofre vores liv og ejendom, må en af os udpeges som Profetens ﷺ efterfølger.« Muhājirūn kunne ikke acceptere dette krav. De sagde: »Vi såede islams frø, og det var os, der vandede det. Derfor har vi større ret til kalifatet.« Situationen tog en anden drejning. Der blev sendt bud efter Abū Bakr رضي الله عنه. Han befandt sig da ved Profeten Muhammads ﷺ hellige lig. Han kom til stede og talte roligt og besindigt. Over for hans argumenter og beviser bøjede Anṣār sig. På denne måde blev også det andet problem, der opstod efter Profeten Muhammads ﷺ bortgang, løst på smuk vis gennem Abū Bakrs رضي الله عنه forstand og dømmekraft.
Abū Bakr blev valgt til kalif. Efter at være blevet kalif holdt han en kort tale til de forsamlede Muhājirūn og Anṣār: »Jeg er blevet gjort til kalif mod min vilje. Ved Allah, jeg ønskede, at en anden blandt jer skulle påtage sig dette ansvar. Jeg vil minde jer om, at hvis I ønsker, at min adfærd skal være som Profeten Muhammads ﷺ, må I anse mig for ude af stand til at nå dette niveau. Han var profet og ren for fejl. Jeg har ingen særlig rang som han. Jeg er et almindeligt menneske. Jeg kan ikke påstå at være bedre end noget almindeligt menneske blandt jer. …. Hvis I ser, at jeg gør det rigtige, så hjælp mig. Hvis I ser, at jeg er på afveje, så advar mig.« Hans korte første tale, som fastlagde disse principper, vil for altid stå som et forbillede for alle verdens statsmænd.
En anden fremtrædende manifestation af hans grænseløse beslutsomhed kom til udtryk ved, at han umiddelbart efter Profeten Muhammads ﷺ bortgang sendte Usāma ibn Zayds hær af sted. Kort før Profeten Muhammads ﷺ bortgang havde han forberedt en hær for at hævne blodet fra Zayd ibn Ḥāritha, Jaʿfar ibn Abī Ṭālib og ʿAbdullāh ibn Rawāḥa رضي الله عنهم, som var blevet martyrer under Muʾta-felttoget. Som hærens kommandør udpegede han den unge Usāma ibn Zayd. På Profeten Muhammads ﷺ befaling drog Usāma af sted med sin hær mod Syrien. Så snart de var kommet ud af Medina, blev Profeten ﷺ syg. De slog lejr i udkanten af Medina, og Profeten ﷺ blev syg. De slog lejr i udkanten af Medina og ventede på, at Profeten ﷺ skulle blive rask. Men det var denne sygdom, der tog Profeten ﷺs liv. Abū Bakr رضي الله عنه blev kalif. Samtidig begyndte forskellige onde kræfter at rejse sig rundt omkring på Den Arabiske Halvø, efter at nyheden om Profeten Muhammads ﷺ bortgang var blevet kendt. Nogle forlod islam, nogle nægtede at betale zakāt, og andre gjorde krav på profetskab. I en sådan yderst kritisk situation rådede mange til, at udsendelsen af Usāmas hær skulle udsættes. Men Abū Bakr رضي الله عنه afviste dette råd meget bestemt. Hvis han havde tøvet med eller forsinket udsendelsen af denne hær, ville det efter hans overtagelse af kalifatets ansvar have været den første ulydighed mod Profeten Muhammads ﷺ befaling. For under sin sidste sygdom havde han beordret Usāmas hær til at drage af sted.
Abu Bakr forblev fast besluttet på at sende Usamas hær af sted. Da krævede en gruppe af ansarerne, at Usama i det mindste skulle fjernes fra posten som kommandør og erstattes af en ældre sahabi. Det skal bemærkes, at Usama på det tidspunkt kun var tyve år gammel. Hazrat Umar fremsatte forslaget på alles vegne. Da Abu Bakr hørte forslaget, blev han rasende. Han greb Umar i skægget og sagde: »Vil Abu Bakr afsætte den, som Allahs Sendebud har udnævnt?« På denne måde afviste han forslaget.
Hazrat Umar var også en af soldaterne i denne hær under Usama. Men på det tidspunkt var det yderst nødvendigt, at han blev i Medina for den nye kalif. Kaliffen kunne, hvis han ønskede det, selv have beordret ham til at blive i Medina. Men uden at gribe ind i Usamas myndighed bad han ham om at lade Umar blive i Medina. Usama imødekom kaliffens anmodning. Abu Bakr forstod nemlig, at Usamas udnævner var selve Allahs Sendebud. Derfor stod Usamas myndighed i dette spørgsmål over hans egen. På denne måde gennemførte Abu Bakr Allahs Sendebuds befaling på behørig vis og afholdt sig fra selv den mindste modstand mod den.
Efter Allahs Sendebuds bortgang nægtede stammerne Abas og Dhubyan at betale zakat. Sagen blev drøftet i kaliffens råd. Mange af sahabaerne rådede til ikke at føre et militært felttog mod dem. Men Abu Bakr stod fast. Han sagde: »Ved Allahs ed! Hvis nogen nu nægter at give selv den unge kamel, som man plejede at betale i zakat på Allahs Sendebuds tid, vil jeg erklære krig mod ham.«
Nogle mennesker gjorde falske krav på profetværdigheden. Med umådeligt mod og fasthed ledede Abu Bakr felttog mod disse falske profeter og gjorde alle sammensværgelser mod islam til intet. Derfor har historikere bemærket: Hvis Abu Bakr ikke havde udvist denne fasthed efter Allahs hjælp og støtte, kunne den muslimske nations historie måske være blevet skrevet anderledes.
Dette blev muligt, fordi Hazrat Abu Bakrs karakter forenede to tilsyneladende modsatrettede egenskaber: grænseløs fasthed og mildhed. Derfor var der altid balance i hans karakter. Hvis kun den ene af disse to egenskaber findes i en persons karakter, mens den anden mangler, er der stor risiko for, at balancen i hans karakter ødelægges. Men ved Allahs nåde fandtes begge disse egenskaber lige stærkt i hans karakter. Selvom Hazrat Abu Bakr var muslimernes leder og kalif, levede han et meget enkelt liv. Selv efter at være blevet kalif gik han rundt i Medinas gader for at få kendskab til folkets tilstand, og fra tid til anden udførte han også deres personlige ærinder med egne hænder. Hazrat Umar fortæller: »Hver morgen plejede jeg at udføre husarbejdet for en gammel kvinde. En dag, da jeg som sædvanlig kom til hendes hus, sagde den gamle kvinde: “Der er ikke noget arbejde i dag. En from mand har allerede udført det hele før dig.” Hazrat Umar erfarede senere, at denne fromme mand var Hazrat Abu Bakr. Selv efter at være blevet kalif plejede han således at udføre arbejdet for en forældreløs gammel kvinde. Hazrat Abu Bakr ledede kalifatet i kun omkring to et halvt år. Ikke desto mindre betragtes denne korte periode som yderst betydningsfuld i islams historie. Hans mest bemærkelsesværdige bidrag efter Allahs Sendebuds bortgang var at bevare den muslimske ummas enhed og sammenhold samt at udrydde oprørene i Arabien. Han grundlagde staten og regeringen på så stærkt et fundament, at muslimerne blev modige nok til at erklære krig mod de to supermagter Iran og Romerriget og på kort tid erobrede mange af deres områder.
Et andet af Hazrat Abu Bakrs bidrag var indsamlingen og bevarelsen af den hellige Koran. I den første del af hans kalifat opstod der oprør forskellige steder i Arabien. Under bekæmpelsen af disse oprør led flere hundrede hafiz al-Quran martyrdøden. Alene i slaget mod Musaylima al-Kadhdhab blev syv hundrede hafiz al-Quran martyrer. Derefter samlede Hazrat Abu Bakr efter råd fra Hazrat Umar hele Koranen i bogform på ét sted og opbevarede eksemplaret hos sig selv. Dette oprindelige koraneksemplar er i historien kendt som »Siddiqis mushaf«. De koraneksemplarer, der senere blev fremstillet under Hazrat Uthmans tid, var i grunden blot afskrifter af »Siddiqis mushaf«.
Den hellige Koran og Allahs Sendebuds ord har mange gange og mange steder bekendtgjort Abu Bakrs grænseløse rang og ære.
Hazrat Abu Bakr overleverede hadither fra Allahs Sendebud. Allama al-Dhahabi har i værket ‘Tadhkirat al- Huffaz’ nævnt, at han var yderst forsigtig, når han overleverede hadither. På grund af sin store forsigtighed er antallet af hadither, han overleverede, meget lavt sammenlignet med andres. Umar, Uthman, Abd al-Rahman ibn Awf, Ibn Masud, Ibn Umar, Ibn Amr, Ibn Abbas, Hudhayfa, Zayd ibn Thabit, Uqba, Maqil, Anas, Abu Hurayra, Abu Umama, Abu Baraza, Abu Musa samt hans to døtre Aisha og Asma og andre sahabaer overleverede hadither fra ham. Også fremtrædende tabiuner overleverede fra ham.
Am 7. Jumādā al-Ukhrā i år 13 efter hijra blev Abu Bakr (ra.) ramt af feber. Efter at have været syg i 15 dage døde han i august 634 e.Kr., svarende til den 21. Jumādā al-Ukhrā i år 13 efter hijra. Han blev begravet i ʿĀʾishas (ra.) kammer, lidt øst for og ved siden af Allahs Sendebud (s.a.). Han varetog kalifatets ansvar i to år, tre måneder og ti dage.
’Umar ibn al-Khattab ((ra.))
Hans navn var Umar, hans tilnavn al-Faruq og hans kunya Abu Hafs. Hans far var Khattab og hans mor Hantama. Han tilhørte Qurayshs ʿAdi-klan. Gennem en person ved navn Kaʿb, der var Umars ottende forfader, blev hans slægtslinje forbundet med Allahs Sendebuds (s.a.) slægtslinje. Faderen Khattab var en fremtrædende mand fra Quraysh. Moderen Hantama var datter af Qurayshs berømte hærfører Hisham ibn al-Mughira. En af islams største hærførere, Khalid ibn al-Walid, var al-Mughiras barnebarn. Ved foden af Mekkas Jabal ʿAqib lå i den førislamiske tid bebyggelsen tilhørende Banu ʿAdi ibn Kaʿb. Det var her, Hazrat Umars bolig lå. I den islamiske tid blev bjerget opkaldt efter Umar og fik navnet Jabal Umar – Umars bjerg.(Tabaqāt Ibn Saʿ’d 3/66) Umars fætter var Zayd ibn Nufayl. Før den ædle Allahs Sendebud viste sig, var Zayd en af dem, der ved hjælp af deres egen fornuft forkastede afgudsdyrkelsen og blev monoteister i det førislamiske Arabien.
Han blev født tretten år efter Allahs Sendebud (s.a.). Da han døde, var han også 63 år, samme alder som Allahs Sendebud (s.a.). Historikerne er dog uenige om året for hans fødsel og hans antagelse af islam.
Hans hudfarve var lys og lysbrun, han var skaldet, kinderne var magre, skægget tæt, og begge sider af hans overskæg var lange og kraftige; desuden var han høj af vækst. Selv blandt tusind mennesker ville han ses som den højeste af dem alle.
Der vides ikke meget om hans fødsel og barndom. Ibn Asakir har i sit værk Tarikh citeret en beretning fra Amr ibn al-As (ra.). Heraf fremgår det, at Amr ibn al-As en dag sad sammen med nogle venner, da han hørte ståhej. Da han undersøgte sagen, fik han at vide, at Khattab havde fået en søn. På grundlag af denne beretning synes det, at der blev afholdt en større glædesfest ved Hazrat Umars fødsel.
Der vides næsten intet om hans ungdom. Hvem skulle have vidst, at denne almindelige, stædige unge mand en dag skulle blive til al-Fārūq al-Aʿẓam? I sin tidlige ungdom satte ’Umars far ham til at vogte kameler. Han vogtede kameler på et sted nær Mekka, der hedder Dajnan. En gang, da han under sin kalifatstid passerede denne mark, mindedes han sin barndom over for sine ledsagere således: »Der var en tid, hvor jeg iført en ulden dragt vogtede Khattabs kameler på denne mark under den brændende sol. Khattab var en meget streng og barsk mand. Hvis jeg blev træt og tog en kort pause, blev jeg ubarmhjertigt slået af min far. Men i dag er jeg nået til en tid, hvor ingen andre end Allah har myndighed over mig.« (Ṭabaqāt: 3/266––67)
Allerede i begyndelsen af sin ungdom tilegnede han sig de fag, som datidens fornemme arabere skulle lære, nemlig krigskunst, brydning, talekunst og studiet af slægtslinjer med mere. Kundskaben om slægtslinjer eller nasab opnåede han gennem arv. Både hans far og hans farfar var særligt dygtige inden for dette område. Han var en af sin tids største brydere. Han deltog i brydekampe på arabernes marked i ʿUkāẓ. Allāma al-Yuʿbayānī har sagt: »’Umar var en vældig bryder.« Han var en berømt rytter blandt arabere i jahiliyya-tiden. Allāma al-Jāḥiẓ har sagt: »Når ’Umar red på en hest, virkede det, som om hans krop var smeltet sammen med hestens hud.« (Al-–Bayān wa at- Tabyīn) Han havde også et poetisk talent. Næsten alle digtene af datidens berømte digtere kunne han udenad. I virkeligheden var han grundlæggeren af den videnskabeligt baserede retning inden for arabisk digtkritik. Når man læser hans synspunkter på sprog og litteratur, forstår man, hvor stor hans indsigt på dette område var. Talekunst var en medfødt egenskab hos ham. I sin ungdom lærte han også noget at læse og skrive. Al-Balādhurī skriver: »Da Allahs Ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, modtog profetskabet, var der i hele Quraysh-stammen kun sytten personer, der kunne læse og skrive. ’Umar var en af dem.«
Handel var et anset erhverv blandt araberne i jahiliyyah-tiden. Også Umar begyndte at handle og gjorde betydelige fremskridt inden for dette. Gennem sine forretningsrejser fik han mulighed for at rejse til fjerne lande og omgås mange lærde og fremtrædende mennesker. Masudi siger: »Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, rejste under jahiliyyah-tiden til Syrien og Irak i forbindelse med handel. Som følge heraf fik han mulighed for at omgås mange konger og herskere blandt både araberne og ajam.« Shibli Numani siger: »Allerede i jahiliyyah-tiden havde Umars gode ry bredt sig over hele Arabien. Derfor udpegede Quraysh altid ham til diplomatiske opgaver. Når der opstod en strid med en anden stamme, blev han sendt som udsending for at bilægge den.« (Al–Faruq: 14)
Umars antagelse af islam er en bemærkelsesværdig begivenhed. Takket være hans fætter Zayd var tawhids budskab ikke helt nyt i hans slægt. Den første blandt dem, der antog islam, var Zayds søn Said. Said giftede sig derefter med Umars søster Fatimah. Fatimah antog også islam sammen med sin mand. En anden fremtrædende person i Umars slægt, Naim ibn Abdullah, antog også islam. Men indtil da havde Umar intet kendskab til islam. Da han første gang hørte om islam, blev han opfyldt af vrede. Han blev en bitter fjende af dem i sin slægt, som havde antaget islam. I mellemtiden fik han at vide, at også en af hans slavinder, ved navn Lubaynah, havde antaget islam. Han udsatte alle, som var under hans myndighed, for ubarmhjertig tortur. På et tidspunkt besluttede han, at Muhammad, fred være med ham, islams hovedforkynder, måtte fjernes fra verden. Som besluttet, så gjort.
Det er overleveret fra Anas ibn Malik: »Umar gik af sted med et sværd hængende over skulderen. På vejen mødte han en mand fra Banu Zuhrah — ifølge en anden overlevering Naim ibn Abdullah. Manden spurgte: Hvor er Umar på vej hen? Han svarede: For at gøre det af med Muhammad, fred være med ham. Manden sagde: Hvordan vil du, efter at have gjort det af med Muhammad, undslippe Banu Hashim og Banu Zuhrah? Da Umar hørte dette, udbrød han: Det lader til, at også du har forladt dine forfædres religion og er blevet vantro. Manden sagde: Umar, hør en forbløffende nyhed: Din søster og din svoger er blevet vantro. De har forladt din religion. (Manden ønskede i virkeligheden at lede Umar bort fra hans oprindelige mål.) Da Umar hørte dette, løb han rasende hen mod sin søsters og svogers hus. Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, bankede på døren. De to var på det tidspunkt ved at lære Koranen hos Khabbab ibn al-Aratt. Da Khabbab fornemmede, at Umar var kommet, gemte han sig i et andet rum i huset. Umar spurgte straks sin søster og svoger: Hvad var det for en mumlende lyd, jeg hørte hos jer? De reciterede på det tidspunkt surah Ta-Ha fra Koranen. De svarede: Vi talte bare sammen. Umar sagde: Det er muligt, at I to er frafaldne. Svogeren sagde: Umar, hvad vil du gøre, hvis sandheden findes et andet sted end i din religion? Umar kastede sig over sin svoger og begyndte at trampe voldsomt på ham med begge fødder. Da søsteren kom for at redde sin mand, greb Umar fat i hende og slog hende så hårdt, at hendes ansigt blev blodigt. Søsteren udbrød ophidset af vrede: Hvis sandheden findes et andet sted end i din religion, så bevidner jeg, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og jeg bevidner også, at Muhammad er Allahs Sendebud.
Nogle dage før denne begivenhed var der sket en forandring i Umar. Quraysh havde udsat muslimerne i Mekka for grusom tortur og forfølgelse, men havde ikke kunnet få en eneste af dem til at vende om. Muslimerne havde i stilhed taget imod alt og bøjet sig for det. Når det var nødvendigt, forlod de deres hjem, men de opgav ikke islam. Dette havde gjort indtryk på Umar. Han vaklede i en malstrøm af tvivl og indre konflikt. I dag gav blodet i ansigtet på hans elskede søster og hendes vidnesbyrd om sandheden ham et sådant chok, at al hans tvivl og indre konflikt forsvandt som kamfer. I samme øjeblik blev hans hjerte oplyst af sandhedens lys. Efter at have renset sig tog han det stykke af surah Ta-Ha, som hans søster holdt, og begyndte at læse det. Da han var færdig med at læse, sagde han: Tag mig med til Muhammad, fred være med ham. Da Khabbab hørte Umars ord, kom han endelig frem fra sit skjulested i huset. Han sagde: »Gode nyheder, Umar! Torsdag aften bad Allahs Sendebud, fred være med ham, for dig. Jeg håber, at bønnen er blevet besvaret. Han sagde: »O Allah, styrk islam gennem Umar ibn al-Khattab eller Amr ibn Hisham.« Khabbab sagde videre: Allahs Sendebud, fred være med ham, er nu i Dar al-Arqam ved foden af Safa.
ʿUmar begav sig mod Dar al-Arqam. Hamza og Talha stod sammen med nogle andre sahaba vagt ved døren til al-Arqams hus. Da de så ʿUmar, blev de meget bange. Hamza beroligede dem imidlertid og sagde: »Hvis Allah ønsker ʿUmar det gode, vil han antage islam og blive Allahs Sendebuds følgesvend. Ellers vil det være meget let for os at dræbe ham.« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, var inde i huset, og åbenbaringen kom ned over ham. Lidt senere kom han ud og gik hen til ʿUmar. Han greb hårdt fat i ʿUmars klæder og sværdets greb og sagde: »ʿUmar, vil du ikke holde op?« … Derefter bad han: »O Allah, her står ʿUmar foran mig. O Allah, styrk religionen gennem ʿUmar.« ʿUmar udbrød: »Jeg bevidner, at du er Allahs Sendebud.« Så snart han havde antaget islam, opfordrede han ham: »O Allahs Sendebud, kom ud af huset.« (At-Tabaqāt al-kubrā Kubrā/Ibn Sa’ʿd 3/267–69)Dette fandt sted i det sjette år efter profetkaldelsen.
Imam az-Zuhrī beretter: »ʿUmar antog islam, efter at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, var trådt ind i Dar al-Arqam. Før ham havde i alt fyrre eller lidt over fyrre mænd og kvinder antaget islam. Efter ʿUmars antagelse af islam kom Jibrīl, fred være med ham, og sagde: ›Muhammad, himlens beboere glæder sig over ʿUmars antagelse af islam.‹« (At-Tabaqāt: 3/269)
Med ʿUmars antagelse af islam begyndte et nyt kapitel i islams historie. Selvom 40–50 mennesker indtil da havde antaget islam, og Hazrat Hamza var blandt dem, var det stadig ikke sikkert for muslimerne at gå til Kaʿbaen og bede – ja, det var end ikke sikkert for dem at erklære sig som muslimer. Denne situation ændrede sig straks, da Hazrat ʿUmar antog islam. Han bekendtgjorde åbent islam og begyndte at bede i Kaʿbaens hus sammen med andre.
ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Den selvsamme nat, efter at jeg havde antaget islam, tænkte jeg over, hvem blandt Mekkas indbyggere der var Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) mest indædte fjende. Jeg ville selv gå hen til ham og fortælle ham, at jeg havde antaget islam. Jeg tænkte, at Abū Jahl var den største fjende. Så snart det blev morgen, bankede jeg på hans dør. Abū Jahl kom ud og spurgte: »Hvad bringer dig hertil?« Jeg sagde: »Jeg er kommet for at fortælle dig, at jeg tror på Allah og Hans Sendebud Muhammad (fred og velsignelser være med ham), og at jeg har accepteret de forskrifter og det budskab, han er kommet med.« Så snart han hørte dette, smækkede han døren i ansigtet på mig og sagde: »Må Allah vanære dig og også vanære det budskab, du er kommet med.« (Sīrat Ibn Hišām)
Således blev Mekkas polyteistiske magt for første gang konfronteret med en åben udfordring. Saʿīd ibn al-Musayyib fortæller: »Efter at han havde antaget islam, blev islam synlig i Mekka.« ʿAbdullah ibn Masʿūd (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »Så snart ʿUmar havde antaget islam, begyndte han at strides med Qurayš. Til sidst insisterede han på at bede i Kabaen. Og vi bad alle sammen med ham.« Suhayb ibn Sinān fortæller: »Efter at han havde antaget islam, plejede vi at sidde i grupper ved siden af Kabaen, foretage tawāf omkring Kabaen, gengælde den, der behandlede os hårdt, og afværge ethvert angreb mod os. (Tabakāt: 3/269)Derfor gav Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) ham tilnavnet »al-Fārūq«. For på grund af ham blev der skabt en åben adskillelse mellem islam og vantro. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allah Den Ophøjede har befæstet sandheden på ʿUmars tunge og i hans hjerte. Derfor er han al-Fārūq. Gennem ham har Allah skelnet mellem sandhed og falskhed. (Tabakāt: 3/270)
Da de, som i Mekka var blevet udmattede af polyteisternes forfølgelse, led under deres overgreb, beordrede Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) dem til at udvandre til Medina. Efter at Abū Salama, ʿAbdullah ibn Ubayy, Bilāl og ʿAmmār ibn Yāsir var udvandret til Medina, satte ʿUmar kurs mod Medina sammen med tyve slægtninge og venner. Blandt disse tyve var hans bror Zayd, hans nevø Saʿīd og hans svigersøn Khunays. I landsbyen Qubāʾ i udkanten af Medina søgte han tilflugt hos Rifāʿa ibn ʿAbd al-Mundhir.
Der var en markant forskel mellem Umars hijra og de andres hijra. De andres hijra foregik i al stilhed, uden at nogen vidste det. Umars hijra foregik derimod offentligt. Den bar præg af en udfordring og et oprør mod Quraysh. Før han rejste fra Mekka til Medina, foretog han først tawaf om Kabaen. Derefter gik han hen til Qurayshs samlingssted og erklærede: »Jeg begiver mig til Medina. Hvis nogen ønsker at få sin mor til at sørge over sin søn, så lad ham møde mig på den anden side af denne dal.« Efter at have fremsat denne udfordring satte han direkte kurs mod Medina. Men ingen havde modet til at tage imod udfordringen.(Tarikhul Ummah al–Islamiyya: Khidri Bek, 1/198)
Det fremgår af forskellige overleveringer, at Allahs Sendebud (fred være med ham) på forskellige tidspunkter knyttede Umar til forskellige personer i et religiøst broderskab. Abu Bakr as-Siddiq, Uways ibn Sayidah, Itban ibn Malik og Muadh ibn Afra (må Allah være tilfreds med dem) var Umars religiøse brødre. Det er dog sikkert, at han efter hijraen til Medina blev knyttet i religiøst broderskab til Itban ibn Malik, høvdingen for Banu Salim.(Tabaqat: 3/272)
Fra det første hijri-år og indtil Allahs Sendebuds (fred være med ham) bortgang var Umars (må Allah være tilfreds med ham) virke i virkeligheden en del af Allahs ædle Sendebuds (fred være med ham) virksomme liv. Der findes ikke en eneste af de krige, Allahs Sendebud (fred være med ham) måtte udkæmpe, de aftaler, han måtte indgå, de regler, han fra tid til anden måtte indføre, eller de fremgangsmåder, han måtte anvende for at udbrede islam, som blev gennemført uden Umars aktive deltagelse. Derfor bliver en detaljeret beskrivelse af disse begivenheder ikke en biografi om Umar (må Allah være tilfreds med ham), men til en biografi om Allahs ædle Sendebud (fred være med ham). Hans begivenhedsrige liv var uløseligt forbundet med Allahs ædle Sendebuds (fred være med ham) liv.
Umar deltog sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) i alle krige, herunder Badr, Uhud og Khandaq. Desuden ledede han flere sariyyaer (mindre ekspeditioner, hvor Allahs Sendebud (fred være med ham) ikke selv var til stede). Fra rådgivningen og troppeføringen under slaget ved Badr og på alle andre områder arbejdede han fast sammen med Allahs ædle Sendebud (fred være med ham). Det var hans råd om krigsfangerne fra Badr, som Allah fandt behageligt. Hans særlige rolle i dette slag var som følger:
1. Folk fra hver eneste gren af Quraysh deltog i dette slag, men ikke en eneste person fra Banu Adi, det vil sige Umars klan, deltog. Det skete under Umars indflydelse.
2. I dette slag sluttede i alt tolv mænd sig til kampen mod islam fra Umars stamme og blandt hans forbundsfæller.
3. I dette slag dræbte Hazrat ’Umar med egen hånd sin morbror, ’Asi ibn Hisham. Gennem dette drab beviste han som den første, at slægtninges og kæres indflydelse ikke kan få forrang på sandhedens vej.
Også i slaget ved Uhud var Hazrat ’Umar blandt de forreste soldater. På et tidspunkt i slaget, da de muslimske soldater blev ramt af en katastrofe, og Profeten, fred være med ham, såret søgte tilflugt på et sikkert sted på bjerget sammen med en håndfuld ledsagere, nærmede Quraysh-lederen Abu Sufyan sig. Han råbte højt navnene på Muhammad, fred være med ham, Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, ’Umar, må Allah være tilfreds med ham, og andre, og spurgte: »Er I stadig i live?« På Profetens tegn svarede ingen Abu Sufyan. Da han ikke fik noget svar, erklærede Abu Sufyan: »De er ganske vist alle blevet dræbt.« Disse ord ramte ’Umars mandighed. Han kunne ikke forholde sig tavs, men råbte: »Din Allahs fjende! Vi er alle i live.« Abu Sufyan sagde: »Uʿlu Hubal – Sejr til Hubal.« På Allahs Sendebuds tegn svarede ’Umar: »Allahu aʿla wa ajal – Allah er den højeste og den mest ophøjede.«
Også i slaget ved Khandaq spillede ’Umar en aktiv rolle. ’Umar fik ansvaret for at forsvare et bestemt sted ved Khandaq. Selv i dag findes der en moské dér, som bærer hans navn og bekendtgør mindet om ham. En dag under dette slag var han så optaget af forsvaret, at tiden for hans asr-bøn næsten var udløbet. Profeten, fred være med ham, trøstede ham og sagde: »På grund af travlhed har jeg heller ikke kunnet udføre bønnen endnu.« (Al–Faruq: Shibli Nu’mani: 25)
Allerede før troskabseden ved Hudaybiyyah begyndte Hazrat ’Umar at gøre sig klar til kamp. Han sendte sin søn Abdullah af sted for at hente en hest hos en ansari. Da han kom tilbage, fortalte han: »Folk aflægger troskabsed til Allahs Sendebud, fred være med ham.« ’Umar var på dette tidspunkt iført sin rustning. I denne tilstand løb han hen og aflagde troskabsed til Allahs Sendebud, fred være med ham.
Vilkårene i Hudaybiyyah-traktaten forekom udadtil ydmygende for muslimerne. ’Umar blev ophidset. Først over for Abu Bakr og derefter over for selve Allahs Sendebud, fred være med ham, protesterede han mod traktaten. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Jeg er Allahs Sendebud. Jeg gør ikke noget uden Allahs befaling.« ’Umar faldt til ro. Han fortrød. Ved at faste frivilligt, bede, frigive slaver og give almisse sonede han sin respektløshed.
I Khaybar var der mange befæstede fæstninger, som tilhørte jøderne. Flere af dem blev let erobret. Men to af dem kunne på ingen måde erobres. Den første dag sendte Profeten, fred være med ham, Abu Bakr, og den anden dag sendte han ’Umar for at erobre de to fæstninger. De vendte begge tilbage uden at have haft succes. Den tredje dag erklærede Profeten, fred være med ham: »I morgen vil jeg give fanen til en mand, gennem hvis hænder Allah vil skænke sejr.« Den følgende dag mødte de ædle sahaba op hos Allahs Sendebud, fred være med ham, iført våben. I alles hjerter var der et ønske om at opnå denne ære. ’Umar siger: »Bortset fra denne begivenhed i Khaybar havde jeg aldrig nogen sinde længtes efter at være hærfører eller leder.« Denne dags ære blev vundet af Allahs løve, Ali, må Allah være tilfreds med ham.
Den erobrede jord i Khaybar blev fordelt blandt mujahiderne. Hazrat ’Umar, må Allah være tilfreds med ham, gjorde sin andel til waqf til fordel for Allahs vej. Dette var den første waqf i islams historie. (Al–Faruq: 30)
Under erobringen af Mekka fulgte Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, Allahs Sendebud som en skygge. Da islams største fjende, Abu Sufyan, kom for at overgive sig, bad Umar Allahs Sendebud: »Giv mig tilladelse til straks at gøre det af med ham.« Denne dag aflagde mændene i Mekka troskabsed til Allahs Sendebud, mens kvinderne aflagde troskabsed til Umar efter Allahs Sendebuds anvisning.
Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, deltog også i felttoget ved Hunayn og kæmpede tappert. Under dette slag blev den muslimske hær på tolv tusind mand spredt på grund af de vantros heftige angreb. Ibn Ishaq siger: Kun nogle få tapre mænd blandt muhajirunerne og ansarerne stod fast sammen med Allahs Sendebud i denne farefulde stund. Blandt dem bør især Abu Bakr, Umar og Abbas, måtte Allah være tilfreds med dem, nævnes.
Under felttoget til Tabuk gav Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, som svar på Allahs Sendebuds opfordring halvdelen af hele sin formue til Allahs Sendebud.
Da Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, hørte nyheden om Allahs Sendebuds bortgang, sad han en stund lamslået. Derefter gik han hen foran Profetens Moské, trak sit sværd og erklærede: »Den, der siger, at Allahs Sendebud er gået bort, vil jeg kløve hovedet på.« Af denne hændelse kan man let forstå omfanget af hans hengivenhed for og kærlighed til Allahs Sendebud.
Efter Allahs Sendebuds bortgang, og efter de lange drøftelser ved Saqifa Bani Sa’ida, traf Umar hurtigt beslutningen om at aflægge troskabsed til Abu Bakr som kalif. Derved blev den store krise omkring valget af kalif let overvundet.
Da kaliffen Abu Bakr forstod, at hans sidste stund nærmede sig, mente han, at det ville være gavnligt at udpege sin efterfølger inden sin død. I hans øjne var Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, den bedst egnede til kalifatet. Ikke desto mindre fandt han det rigtigt at rådføre sig med de fremtrædende sahaba om sagen. Han tilkaldte Abd al-Rahman ibn Awf, måtte Allah være tilfreds med ham, og sagde: »Fortæl mig din mening om Umar.« Han svarede: »Han er bedre end enhver anden; men hans karakter rummer en vis strenghed.« Abu Bakr sagde: »Det skyldes, at han har set mig som mild; når kalifatets ansvar falder på hans skuldre, vil denne strenghed blive betydeligt mindre.« Derefter bad Abu Bakr ham om ikke at røbe det, de havde drøftet, til nogen. Så tilkaldte han Uthman ibn Affan og sagde: »Abu Abdillah, fortæl mig din mening om Umar.« Uthman sagde: »Du kender ham bedre end jeg.« Abu Bakr sagde: »Fortæl mig alligevel din mening.« Uthman sagde: »Ud fra det, jeg kender til ham, er hans indre bedre end hans ydre. Vi har ingen anden blandt os, der er som ham.« Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, bad ham om at holde det, de to havde drøftet, hemmeligt og tog derefter afsked med ham.
Da han på denne måde var færdig med at indhente forskellige personers mening, tilkaldte han Uthman ibn Affan og dikterede: »Bismillahir-Rahmanir-Rahim. Dette er en erklæring fra Abu Bakr ibn Abi Quhafa til muslimerne. Amma ba’d« — efter at have sagt dette mistede han bevidstheden. Derefter tilføjede Uthman ibn Affan selv: »Jeg har udpeget Umar ibn al-Khattab til kalif over jer, og jeg har ikke forsømt nogen bestræbelse på at varetage jeres bedste i denne sag.« Så genvandt Abu Bakr bevidstheden. Det nedskrevne blev læst op for ham. Da han havde hørt det hele, udbrød han: »Allahu akbar« og sagde: »Jeg frygtede, at folk ville blive uenige, hvis jeg døde, mens jeg var bevidstløs.« Henvendt til Uthman sagde han desuden: »Må Allah belønne dig med godhed på islams og muslimernes vegne.«
Al-Tabari siger: Derefter så Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, på folkene. Hans hustru Asma bint Umays støttede ham på det tidspunkt. Til de forsamlede sagde han: »Er I tilfredse med den mand, jeg udpeger til jer? Ved Allah, jeg har ikke forsømt nogen bestræbelse på at indhente folkets mening. Jeg har ikke indsat nogen af mine nære slægtninge i dette embede. Jeg har udpeget Umar ibn al-Khattab til jeres kalif. Lyt derfor til ham og adlyd ham.« Således begyndte Umars, måtte Allah være tilfreds med ham, kalifat den 22. Jumada al-Thani i år 13 efter hijra, svarende til den 13. august 634 e.Kr.
Det er ikke muligt kort at beskrive Hazrat Umars styreform. På blot ti år forårsagede han hele det byzantinske Romerriges og det persiske imperiums fald. I hans tid blev i alt 1.036 byer, foruden forskellige områder, erobret. Den systematiske etablering af den islamiske stat fandt hovedsageligt sted i hans tid. Alle grene af regeringen eller staten trådte frem under hans styre. Beretningerne om hans styre og retfærdighed har spredt sig blandt mennesker over hele verden som legender.
Hazrat Umar var den første kalif, der fik titlen Amīr al-muʾminīn. Han var den første til at indføre den hijriske kalender, sørge for, at tarawih-bønnen blev udført i fællesskab, anvende durraen eller stokken til at styre folket, fastsætte firs piskeslag som straf for at drikke vin, erobre mange riger, grundlægge byer, fastsætte hærens rangordning og de forskellige bataljoner, oprette et nationalt register eller en borgerliste, udnævne qadier og inddele staten i forskellige provinser.
Umar (ra.) var en af Allahs Sendebuds skrivere. Han giftede sin datter, Hazrat Hafsa, med Allahs Sendebud (sa.). Han fungerede som minister og rådgiver for Allahs Sendebud (sa.) og Abu Bakr (ra.). Både før og efter sin antagelse af islam ernærede han sig ved handel. Selv efter at kalifatets store ansvar var blevet lagt på hans skuldre, fortsatte han med at drive handel i nogle år. Men da det senere blev umuligt, rådførte fremtrædende sahaba, heriblandt Hazrat Ali (ra.), sig med hinanden og fastsatte en årlig godtgørelse på blot otte hundrede dirham fra Bayt al-Mal. I hijri-året 15, da de øvriges godtgørelser fra Bayt al-Mal blev fastsat, blev hans godtgørelse fastsat til fem tusind dirham, svarende til de fremtrædende sahabaers.
Hazrat Umars (ra.) syn på midlerne i Bayt al-Mal var som hans syn på en forældreløs ejendom. Ligesom værgen for en forældreløs passer på den forældreløses ejendom, kan han bruge så meget, som der er behov for, til den forældreløse og sig selv, men han må ikke ødsle. Hvis der ikke er behov for det, holder han sig fra den forældreløses ejendom og beskytter den blot, og når den forældreløse bliver voksen, giver han ham hans ejendom tilbage. Det var altid dette syn på Bayt al-Mal, der kom til udtryk i Umars (ra.) handlinger og adfærd.
Hazrat Umar gik altid med en durra eller stok i hånden. Selv Satan flygtede, når han så ham. (Tadhkirat al- Huffaz) Men derfor var han ikke tyrannisk. Han var en streng og retfærdig dommer. Han elskede mennesker af hele sit hjerte, og mennesker elskede også ham. Historien rummer mange beretninger om hans omsorg for sine undersåtter.
Der findes så mange hentydninger og tydelige udsagn i Koranen og hadith om Hazrat al-Faruq al-Azams fortrin og rang, at det ikke kan beskrives i en kort artikel. Hans rang hos Allah og Hans Sendebud (sa.) er meget høj. Derfor er det blevet sagt, at koranvers altid blev åbenbaret til støtte for Umars synspunkter. Hazrat Ali (ra.) sagde: »Den bedste i ummahen efter dens profet er Abu Bakr, derefter Umar.« Hazrat Abdullah ibn Masud sagde: »Umars antagelse af islam var islams sejr. Hans hijra var Allahs hjælp, og hans kalifat var Allahs barmhjertighed.« Det var med henblik på alle Umars egenskaber, at Allahs ædle Sendebud (sa.) sagde: »Hvis der efter mig skulle komme en profet, ville det være Umar.« For han havde profeternes karakter og egenskaber.
Umar ydede et betydeligt bidrag til dyrkelsen og udbredelsen af viden og videnskab. Han lagde vægt på læsning, undervisning og bevarelse af arabisk poesi. Han var meget opmærksom på at bevare det arabiske sprogs renhed; hvis nogen begik en sproglig fejl i hans nærvær, irettesatte han ham. Han troede, at det var en del af religionen at lære det arabiske sprog korrekt. Den lærde al-Dhahabi ‘Tadhkirat al- Huffaz’ nævner, at Umar var yderst streng med hensyn til overlevering af hadith og krævede, at den samme hadith blev overleveret gennem forskellige overleveringskæder.
Den berømte sahabi Mughira ibn Shu’bas (ra.) ildtilbedende slave, Abu Lu’lu Firuz, stak denne store kalif med en kniv, mens han stod under fajr-bønnen. På den tredje dag efter at være blevet såret døde han onsdag den 27. Dhu al-Hijjah i hijri-året 23. Før sin død overgav han ansvaret for at vælge en kalif blandt sig til seks fremtrædende sahaba: Ali, Uthman, Abd al-Rahman ibn Awf, Sad, Zubayr og Talha (ra.). Hazrat Suhayb (ra.) ledte begravelsesbønnen. Han blev begravet i Profetens Rawdah ved siden af Hazrat al-Siddiq al-Akbar. Han var 63 år gammel ved sin død. Hans kalifat varede ti år, seks måneder og fire dage.
’Uthman ibn ’Affan (ra)
Navnet er ’Uthman, hans kunyaer er Abu ’Amr, Abu ’Abdillah og Abu Layla, og hans laqab er Dhu’n-Nurayn.(Lag 3/53, Tahjibut Kultur)Faderen var ’Affan, og moderen var Arwa bint Qurayz. Han var afkom af umayya-grenen af Quraysh-slægten. Hans slægtslinje forenedes ved hans forfader ’Abd Manaf med Allahs Sendebuds (s.a.) slægtslinje. Han var den tredje kalif blandt de retledte kaliffer. Hans mormor Bayda bint ’Abd al-Muttalib var Allahs Sendebuds (s.a.) faster. Han blev født i 576 e.Kr., seks år efter Elefantåret.(Kartoffel–Istiyab)På dette grundlag var han seks år yngre end Allahs Ædle Sendebud, fred være med ham. Der er dog stor uenighed om hans fødselsår. Derfor er der tilsvarende uenighed om, hvor gammel han præcis var på tidspunktet for sin martyrdød. Ifølge nogle overleveringer blev han født i Taif.(båndNatul Kubra, Dr. Toha Hussein)
Hazrat ’Uthman (må Allah være tilfreds med ham) havde en middelhøj, kraftigt bygget krop. Han havde magre kinder, et tæt skæg, en lys og strålende hudfarve, tæt hår, et bredt bryst og en bred talje, sidehår, der hang ned til ørerne, kraftige underben, lange, behårede arme, koppear på ansigtet, et hennafarvet skæg og guldbesatte tænder.
Den første del af Hazrat ’Uthmans liv er, ligesom hos de øvrige sahaba, forblevet skjult i jahiliyyah-periodens mørke. Hans liv før islam er forsvundet så fuldstændigt, som om han blev født sammen med islam. Historikerne har ikke kunnet videregive nogen særlige oplysninger om hans liv før islam.
Hazrat ’Uthman var en af Quraysh-stammens fremmeste eksperter i slægtsforskning. Han havde også et indgående kendskab til Quraysh-folkets gamle historie. På grund af hans visdom, erfaring, høflighed, gode manerer og andre dyder samledes der altid en skare mennesker omkring ham. Ingen af jahiliyyah-tidens ugerninger kunne røre ham. Beskedenhed og en stærk selvrespekt var de fremtrædende kendetegn ved hans ædle karakter. I sin ungdom begyndte han at handle ligesom de øvrige fornemme Quraysh-folk. Takket være sin grænseløse ærlighed og pålidelighed opnåede han en usædvanlig succes i handelen. I Mekkas samfund fik han tilnavnet ’Ghani’ som en fremtrædende og velhavende handelsmand.
Hazrat ’Uthman regnes blandt as-Sabiqun al-Awwalun (de første, der antog islam), blandt Ashara Mubashshara og blandt de seks fremmeste sahaba, som Allahs Ædle Sendebud forblev tilfreds med hele livet. Han havde et nært forhold til Abu Bakr as-Siddiq. Det var gennem hans prædiken og opmuntring, at han antog islam. (Sīrat Ibn Hisham) I modsætning til mange andre af Mekkas lederes holdning svarede Hazrat ’Uthman på Allahs Sendebuds kald allerede i begyndelsen af hans profetgerning og viede resten af sit liv, sin formue og alle sine midler til muslimernes velfærd. Hazrat ’Uthman sagde: ’Jeg var den fjerde blandt dem, der antog islam.’ (Usud al- Ghaba) Ifølge Ibn Ishaq var Hazrat ’Uthman den første, der antog islam efter Abu Bakr, Ali og Zayd ibn Harithah.
Det væsentlige i de beretninger, som sirah-forfattere og hadith-lærde har overleveret om omstændighederne omkring Hazrat ’Uthmans antagelse af islam, er følgende:
Nogle siger, at hans moster Suʿdā var en fremtrædende kahin eller spåkvinde på den tid. Hun fortalte Uthmān noget om den ædle Profet, fred være med ham, og opmuntrede ham til at tro på ham. Det var på grund af hendes opmuntring, at han antog islam. (Al- Fitnatul Kubra) På den anden side beretter Ibn Saʿd og mange andre: ʿUthmān var på rejse i Syrien. Da han hvilede sig på stedet mellem Muʿān og Zarqāʾ, hørte han i en døsig tilstand en, der råbte: »I, som sover, skynd jer. En sendebud ved navn Ahmad er trådt frem i Mekka.« Da han vendte tilbage til Mekka, hørte han, at dette var sandt. Derefter antog han islam på Abu Bakrs opfordring. (Ṭabaqāt: 3/55)
Da ʿUthmān antog islam, var han over tredive år gammel. Allerede i den førislamiske tid havde han et nært forhold til Abu Bakr. Han kom næsten hver dag i Abu Bakrs hjem. En dag fremlagde Abu Bakr islam for ham. Det hændte, at Allahs Sendebud, fred være med ham, netop gik forbi ad den vej. Han sagde: »ʿUthmān, tag imod indgangen til Paradis. Jeg er kommet som Hans sendebud til jer og til alle Allahs skabninger.« Så snart han hørte dette, antog han islam. Efter ʿUthmāns islamantagelse forfattede hans moster Suʿdā en qasida for at lykønske ham.
ʿUthmāns helsøster Amīna samt hans halvsøskende Walīd, Khālid, ʿAmmāra og Umm Kulthūm blev alle muslimer. Deres far var ʿUqba ibn Abī Muʿayṭ. Dāruquṭnī har berettet, at Umm Kulthūm var blandt de første muhājirūn. Det siges, at hun var den første qurayshitiske brud, der aflagde troskabseden til Allahs Sendebud, fred være med ham. ʿUthmāns øvrige brødre og søstre antog islam ved erobringen af Mekka.
Selv om han efter sin islamantagelse var en respekteret mand blandt qurayshitterne, måtte han lide under islams fjenders ydmygelser. Hans farbror, al-Ḥakam ibn Abī al-ʿĀṣ, bandt ham med reb og slog ham ubarmhjertigt. Han sagde: »Ved at antage en ny religion har du sværtes vores forfædres ansigter til. Vi vil ikke lade dig gå, før du forlader denne religion.« Dette rokkede ikke det mindste ved ʿUthmāns tro. Han plejede at sige: »Gør, hvad I vil; jeg vil aldrig forlade denne religion.« (Ṭabaqāt: 3/55)
Efter ʿUthmāns islamantagelse giftede Allahs Sendebud, fred være med ham, sin egen datter Ruqayya bort til ham. Da Ruqayya døde i Medina i det andet hijri-år, giftede Allahs Sendebud, fred være med ham, sin anden datter Umm Kulthūm bort til ham. Derfor fik han tilnavnet Dhū an-Nūrayn – den, der besidder de to lys.
Ruqayya var datter af Hazrat Khadija, måtte Allah være tilfreds med hende. Hendes første ægteskab var med Utba ibn Abi Lahab, mens Umm Kulthums ægteskab var med Abu Lahabs anden søn, Utaiba. Abu Lahab var en indædt fjende af Allahs profet. Efter åbenbaringen af den hellige Qurans sura al-Lahab beordrede Abu Lahab og hans hustru Ummu Jamil (Hammā latālat al-ḥaṭab) deres to sønner til at skille sig fra Muhammads to døtre. De skilte sig fra dem. Imam Suyuti mener dog, at Uthman giftede sig med Ruqayya allerede før sin antagelse af islam. I lyset af den ovenfor nævnte begivenhed synes Suyutis opfattelse ikke at være acceptabel.
Blandt den første gruppe, der i profetens femte år emigrerede til Abessinien, fordi de var blevet plaget af mekkanernes afgudsdyrkeres forfølgelse, var Uthman og hans hustru Ruqayya. Hazrat Anas, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Den første, der emigrerede til Abessiniens land, var Uthman og hans hustru, profetens datter Ruqayya.« Da Allahs Sendebud i lang tid ikke fik nogen nyheder om dem, blev han meget bekymret. På det tidspunkt kom en qurayshitisk kvinde fra Abessinien til Mekka. Allahs Sendebud spurgte hende om deres begges velbefindende. Hun fortalte: »Jeg så Ruqayya ride på et æsel, mens Uthman førte æslet. Allahs Sendebud bad for ham: Må Allah være hans hjælper. Efter Lut, fred være med ham, var Uthman den første, der emigrerede på Allahs vej sammen med sin familie. (al-–Isaba) Mens de opholdt sig i Abessinien, blev deres søn Abdullah født, og efter denne søns navn fik Uthman kunyaen Abu Abdullah. Abdullah døde i det fjerde hijri-år. Hans ægteskab med Ruqayya var meget lykkeligt. Folk plejede at sige, at hvis nogen ønskede at se det bedste par, skulle han se på Uthman og Ruqayya.
Hazrat Uthman opholdt sig i Abessinien i nogen tid. Derefter vendte han tilbage til Mekka, da han hørte rygtet om, at lederne i Mekka havde antaget islam. Efter Allahs Sendebuds udvandring til Medina emigrerede han endnu en gang til Medina. Således blev han »Dhu al-Hijratayn« – den, der foretog to udvandringer.
Han deltog i alle slag sammen med Allahs Sendebud, bortset fra slaget ved Badr. Da Allahs Sendebud drog af sted til slaget ved Badr, lå Hazrat Ruqayya syg. På Allahs Sendebuds befaling blev Hazrat Uthman i Medina for at pleje sin syge hustru. Den dag, hvor nyheden om sejren ved Badr nåede Medina, døde Hazrat Ruqayya. Allahs Sendebud erklærede, at Uthman skulle have samme belønning og andel af krigsbyttet som Badr-krigerne. (Tabakat: 3/56) Derfor regnes han indirekte også blandt Badr-sahabaerne.
Efter Ruqayyas død giftede Profeten (fred være med ham) Ruqayyas lillesøster, Umm Kulthum, med Uthman i det tredje hijri-år. Ifølge en overlevering giftede Profeten (fred være med ham) Umm Kulthum med Uthman efter Allahs befaling. I det niende hijri-år døde Umm Kulthum også barnløs. Efter Umm Kulthums død sagde Profeten (fred være med ham): »Hvis jeg havde haft en tredje datter, ville jeg også have giftet hende med Uthman.« (Hayat ’Uthman: Riza Misri)
Uthman (må Allah være tilfreds med ham) deltog også i slaget ved Uhud. Men ligesom den lille gruppe krigere kunne han ikke forblive standhaftig sammen med Allahs Sendebud. Han forlod også slagmarken sammen med størstedelen af mujahiderne. Allah den Ophøjede erklærede dem imidlertid for tilgivet. I alle de efterfølgende slag deltog han ligesom de øvrige fremtrædende sahaba.
Profeten (fred være med ham) bekendtgjorde forberedelserne til Tabuk-ekspeditionen. Han bekendtgjorde også i Mekka og blandt de øvrige arabiske stammer, at de skulle deltage i denne ekspedition. Han bad om hjælp til organiseringen af den islamiske hær og til dækningen af dens udgifter. Sahabaerne rakte omfattende en hjælpende hånd. Abu Bakr overrakte alle sine midler til Profeten. Umar kom med halvdelen af sin samlede formue. Uthman påtog sig selv alle udgifterne for en tredjedel af denne hærs soldater. Han leverede ni hundrede og halvtreds kameler samt halvtreds heste. Ibn Ishaq siger, at Uthman brugte så enorme summer på Tabuk-hæren, at ingen anden kunne bruge et tilsvarende beløb. Nogle overleveringer fortæller, at Uthman til kampforberedelserne ved Tabuk kom med tusind dinarer i en pung og hældte dem i Profetens skød. Profeten (fred være med ham) vendte glad dinarerne frem og tilbage og sagde: »Fra i dag vil intet, Uthman gør, skade ham.« På denne måde gav han rundhåndet under forberedelserne til de fleste slag. Ifølge en overlevering bad Profeten (fred være med ham), tilfreds med hans donation i slaget ved Tabuk, om tilgivelse for alle hans tidligere og senere synder og lovede ham Paradiset. (Al-–Fitnat al- Kubra)
Hændelsen ved Hudaybiyya. Profeten (fred være med ham) kaldte Umar til sig og sagde: »Du skal tage til Mekka. Underret Mekkas ledere om formålet med vores ankomst.« Umar sagde ydmygt: »Allahs Sendebud! Jeg frygter for mit liv på grund af Quraysh. Du ved, hvor stort mit fjendskab med dem er. Jeg mener, at Uthman er den rette til denne opgave.« Profeten (fred være med ham) kaldte Uthman til sig. Han sendte Uthman til Abu Sufyan og de øvrige ledere fra Quraysh med budskabet, at vi ikke var kommet for at føre krig, men for at besøge Baytullah.
Uthman ankom til Mekka med Allahs Sendebuds budskab. Den første, han mødte, var Aban ibn Sa’id ibn al-As. Aban gav ham beskyttelse. Sammen med Aban opsøgte han Qurayshs ledere og overbragte dem Allahs Sendebuds budskab. De sagde til Uthman: »Hvis du ønsker det, kan du udføre tawaf.« Men Uthman afslog deres forslag og sagde: »Så længe Allahs Sendebud ikke udfører tawaf, kan jeg ikke udføre tawaf.« Quraysh blev vrede over hans ord og tilbageholdt ham.
Nogle overleveringer fortæller, at de holdt Uthman tilbage i tre dage. Imens spredte rygtet sig i den muslimske lejr ved Hudaybiyya, at Uthman var blevet martyrdræbt. Profeten (fred være med ham) bekendtgjorde: »Vi vender ikke tilbage, før vi har taget hævn for Uthmans blod.« Profeten (fred være med ham) lagde sin højre hånd oven på sin venstre og sagde: »O Allah, denne troskabsed er på Uthmans vegne. Han er taget til Mekka for Din og Dit Sendebuds sag.« Da Uthman vendte tilbage fra Mekka, fik han kendskab til troskabseden. Han aflagde også troskabsed til Allahs Sendebud. I historien er denne begivenhed blevet kendt som Bay’at al-Ridwan, Bay’at al-Shajara og andre navne. Den hellige Koran har rost denne troskabsed.
Efter Allahs Sendebuds bortgang, da troskabseden blev aflagt til Abu Bakr, tog Uthman hurtigt derhen, da han hørte nyheden, og aflagde troskabsed til Abu Bakr. Det dokument, som Abu Bakr på dødslejet skrev, da han udpegede Umar (må Allah være tilfreds med ham) som kalif, blev skrevet af Uthman. Han var den første, der aflagde troskabsed til kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham).
Da Umar lå dødeligt såret efter at være blevet stukket, blev han bedt om at udpege den næste kalif. Men han tøvede og sagde: »Hvis jeg efterlader en kalif, findes der et forbillede for det, sådan som en bedre mand end jeg, nemlig Abu Bakr, gjorde. Og hvis jeg ikke efterlader en kalif, findes der også et forbillede for det, sådan som en bedre mand end jeg, nemlig Allahs Sendebud, gjorde.« Han sagde også: »Hvis Abu Ubayda havde været i live, ville jeg have udpeget ham til kalif. Hvis min Herre spurgte mig, ville jeg sige: Jeg hørte Din profet sige, at han er denne ummas betroede, den mest pålidelige mand. Hvis Salim, Abu Hudhayfas frigivne slave, stadig havde været i live i dag, kunne jeg også have udpeget ham til kalif. Hvis min Herre spurgte mig, ville jeg sige: Jeg hørte Din profet sige, at Salim elsker Allah højt.« En mand sagde da: »Abdullah ibn Umar er jo til stede.« Han udbrød: »Må Allah bringe ulykke over dig! Ved Allah, jeg ønsker ikke dette fra Allah. … Hvis der findes noget godt i dette ansvar for kalifatet, har jeg fået det fra min slægt; og hvis det er noget ondt, har vi også fået det. Det er tilstrækkeligt, at én mand fra Umars slægt skal aflægge regnskab for det. Jeg har kæmpet mod mit eget nafs og berøvet min familie. Hvis jeg på nogen måde kan slippe fri uden hverken belønning eller bebrejdelse, vil jeg betragte mig selv som lykkelig.«
Da det samme igen blev sagt til ham, pegede han på Ali og sagde: »Han er den bedst egnede til at lede jer på sandhedens vej. Men jeg er hverken i levende eller død tilstand villig til at bære dette ansvar. Foran jer står denne gruppe, om hvem Allahs Sendebud har sagt, at de er blandt Paradisets beboere. De er: Abd Manaf de to sønner, Ali og Uthman; Allahs Sendebuds to morbrødre, Abd al-Rahman og Sa’d; Allahs Sendebuds hjælper og fætter gennem sin faster, al-Zubayr ibn al-Awwam; samt Talha. Vælg en af dem til kalif. Når en af dem er valgt til kalif, skal I hjælpe ham og behandle ham godt. Hvis han overdrager et ansvar til nogen af jer, skal I udføre det på behørig vis.«
Umar tilkaldte medlemmerne af den nævnte gruppe og sagde: »Jeg har tænkt over jeres situation. I er folkets ledere og styrere. Ansvaret for kalifatet bør forblive blandt jer. Allahs Sendebud døde, mens han var tilfreds med jer. Hvis I er retskafne, har jeg ingen frygt for folket. Men jeg frygter jeres indbyrdes uenighed. Folket vil blive splittet af den.«
Derefter fastsatte han valgperioden til tre dage og tre nætter efter sin død. Han sagde til al-Miqdad ibn al-Aswad: »Når jeg er blevet lagt i graven, skal du samle denne gruppe, og de skal vælge én blandt sig. Han sagde til Suhayb: »I tre dage skal du lede menighedsbønnen. Gå til Ali, Uthman, Sa’d, Abd al-Rahman, al-Zubayr og Talha, hvis Talha er i Medina (Talha var på det tidspunkt uden for Medina). Saml dem på ét sted. Tilkald også Abdullah ibn Umar. Han har dog ingen ret til kalifatet. Hold skarpt øje med dem. Hvis fem af dem bliver enige om én person, mens den sjette er uenig, så hug hans hoved af med sværdet. Hvis fire bliver enige, mens to modsætter sig, så hug hovedet af de to. Hvis de deler sig i to grupper på tre, skal den gruppe, som Abdullah ibn Umar støtter, vælge én blandt sig. Hvis den anden gruppe ikke accepterer Abdullah ibn Umars afgørelse, skal I følge den side, som Abd al-Rahman ibn Awf står på. Hvis modstanderne ikke accepterer folkets beslutning, skal I tvinge dem til at acceptere den.«
Efter at Umar var blevet begravet, samlede al-Miqdad ibn al-Aswad medlemmerne af shuraen i enten al-Miswar ibn al-Makhramas hus eller, ifølge en anden beretning, hos Aisha. De var fem. Talha var stadig uden for Medina. Abdullah ibn Umar sluttede sig til dem. Abu Talha blev udpeget til vagt ved husets dør. Der blev ført lange drøftelser og en voldsom ordstrid om sagen. På et tidspunkt sagde Abd al-Rahman: »Hvem blandt jer kan opgive sit krav og overlade til mig at vælge den bedste af jer? Jeg opgiver mit krav på kalifatet.« Uthman var den første, der accepterede dette forslag, og overgav sin myndighed til Abd al-Rahman. Derefter fulgte alle de andre hans eksempel. Således tilfaldt hele ansvaret for valget af kaliffen Abd al-Rahman.
Abd al-Rahman rådførte sig dag og nat med alle de øvrige af Allahs Sendebuds ledsagere, alle militærofficerer stationeret i Medina, de fornemme og alle repræsentanter for folket fra forskellige samfundslag. Nogle gange gjorde han det personligt og andre gange samlet. Næsten alle gav udtryk for deres støtte til Uthman.
Den nat, før den af Umar fastsatte tidsfrist udløb næste morgen, kom Abd al-Rahman til al-Makhramas hus. Først tilkaldte han al-Zubayr og Sa’d og satte sig sammen med dem i små grupper i Suffaen i Profetens moské, hvor han talte med dem én ad gangen. På samme måde talte han privat med Uthman og Ali indtil daggry.
Imens var Profetens Moské fyldt med mennesker. Alle var ivrige efter at høre den endelige beslutning. Efter en kort tale til de forsamlede indbyggere i Medina efter morgenbønnen bekendtgjorde Abdur Rahman Hazrat Uthmans navn som kalif og aflagde troskabsed til ham. Straks derefter aflagde Hazrat Ali også troskabsed. Derefter aflagde den forsamlede folkeskare troskabsed til Hazrat Uthman. Mandag morgen den 1. Muharram i hijri-år 24 overtog han ansvaret for kalifatet. (Tārīkh al-Ummah al–Islāmiyyah, Khidrī Bek)
Hazrat Uthman fortsatte med stor dygtighed at varetage kalifatets ansvar. I den første periode af kalifatet hørtes der ikke mange klager over ham. Men hen imod slutningen begyndte utilfredsheden mod ham at ulme fra områder som Basra, Kufa og Egypten. Den besejrede jødiske magt spillede i virkeligheden en særlig rolle i at skabe denne utilfredshed. Gradvist organiserede de sig, gjorde oprør og belejrede kaliffens bolig i Medina. Der var ingen fremtrædende personer blandt disse oprørere. De truede kaliffen på livet og krævede, at han skulle træde tilbage. De afskar forsyningen af mad og vand til kaliffens hus. De forhindrede folk i at bede i moskéen. På et tidspunkt trængte de ind i kaliffens hus og dræbte den aldrende kalif, mens han fastede og reciterede Koranen. (Sandelig, vi tilhører Allah og sandelig til Ham vender vi tilbage) Denne hændelse fandt sted fredag den 18. Dhu al-Hijjah i hijri-år 35 efter asr-bønnen. Der gik 25 år mellem Profetens, fred være med ham, død og Hazrat Uthmans martyrdød. Han varetog kalifatets ansvar i tolv år minus tolv dage.
Han blev begravet i den del af Jannatul Baqi, der kaldes »Hashr-e Kaukab«. Begravelsen blev fuldført mellem maghrib- og isha-bønnen. Zubair ibn Mut’im, må Allah være tilfreds med ham, ledede hans janazah-bøn. Ved begravelsesbønnen for lederen af det enorme kalifat, der strakte sig fra Kabul til Marokko, deltog kun halvfjerds mennesker. Der er uenighed om, hvor gammel han var ved sin død. Men han var mellem 82 og 90 år.(al–Fitnatul Kubra)
Efter at kaliffen Uthman var blevet belejret af oprørerne, kunne han, hvis han havde ønsket det, have tilintetgjort dem. De andre sahabaer var også rede til det. Men Hazrat Uthman ønskede ikke at lade nogen muslims blod flyde for sin egen skyld. Han ønskede ikke at blive den, der indledte blodsudgydelser blandt muslimerne. Den fremgangsmåde, som Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham, valgte i et så kritisk øjeblik, tydeliggør i virkeligheden forskellen mellem en kalif og en konge. Hvis en konge havde været i hans sted, ville han ikke have tøvet med at anvende ethvert middel for at bevare sin magt, uanset hvor meget skade eller ødelæggelse det måtte medføre. Men han var en retledt kalif. Han anså det for ubetydeligt at ofre sit eget liv, blot for at en sådan ære ikke skulle gå tabt—en ære, som bør være kærere for en muslim end alt andet.« (Khilafat og Mulukiyyat: Abul A’la Maududi)
Det muslimske folk vil aldrig kunne glemme Hazrat Uthmans bidrag til islam. I den kritiske tid for islam brugte han så meget på Allahs vej, at der ikke findes noget sidestykke blandt nogen anden velhavende muslim. For en stor sum købte han brønden »Bir Ruma«, som var ejet af jøder, og skænkede den som waqf til muslimerne i Medina. Til gengæld lovede Allahs Sendebud, fred være med ham, ham Paradiset. Det var skæbnens grusomme ironi, at den mand, som en dag havde skænket »Bir Ruma« som waqf og dermed befriet Medinas indbyggere for deres vandmangel, senere fik vandet fra denne brønd afskåret ved sit eget hus. En dag under belejringen stak han hovedet ud gennem vinduet og mindede Medinas indbyggere om dette: »Efter Allahs Sendebuds, fred være med ham, befaling var det mig, der købte Bir Ruma og skænkede den som waqf til alle. I dag nægter I mig vandet fra netop denne brønd. I dag bryder jeg min faste med urent vand, fordi jeg mangler vand.«
Sammenfatningen af de hadither, der er overleveret fra Allahs Sendebud s.a. om Uthmans fortjenester og anseelse, er denne: Han var højt elsket af Allahs Sendebud s.a. Han havde en særlig plads blandt Allahs Sendebuds s.a. nærmeste. Allahs Sendebud s.a. gav ham gentagne gange det glædelige budskab om Paradiset. Profeten s.a. sagde: »Enhver profet har en ven, og min ven i Paradiset bliver Uthman.« (Tirmidhi) Abdullah ibn Umar sagde: På Profetens s.a. tid anså muslimerne Abu Bakr, Umar og Uthman for de mest ansete af alle. Ingen anden sahabi blev tillagt nogen særlig rang.
Uthman r.a. var Allahs Sendebuds s.a. åbenbaringsskriver, »katib al-wahy«, og i Abu Bakrs og Umars tid var han rådgiver. Hvert år udførte han hajj. Men det år, hvor han blev martyr, kunne han på grund af belejringen ikke udføre hajj. Han fastede hele året. Han tilbragte hele natten i tilbedelse. Han fuldendte Koranen én gang under én rakʿah. Om natten forstyrrede han ikke nogens søvn. Om natten tog han ikke imod tjeneste fra sine tjenere. Han var yderst beskeden. Allahs Sendebud s.a. sagde: »Blandt min ummah er Uthman den mest beskedne.« Han sagde også: »Selv englene føler blufærdighed, når de ser Uthman.« Over for slægtninge og venner var han yderst venlig. Hans egenskaber og anseelse kan ikke beskrives i en kort artikel.
’Ali ibn Abi Talib (r.a.)
Hans navn var Ali; hans tilnavne var Asadullah, Haydar og Murtada, og hans kunyaer var Abu al-Hasan og Abu Turab. Hans far var Abu Talib Abd Manaf, og hans mor var Fatima. Begge forældre tilhørte Qurayshs hashemitiske gren. Ali var Allahs Sendebuds s.a. fætter på fædrene side.
Han blev født ti år før Allahs Sendebud s.a. modtog profetskabet. Abu Talib var en jævn mand. For at hjælpe sin onkel en smule tog Allahs Sendebud s.a. Ali under sin omsorg. Således voksede han op som medlem af profetens familie. Da Allahs Sendebud s.a. modtog profetskabet, var Ali mellem ni og elleve år gammel. En dag så han Allahs ædle Sendebud s.a. og de troendes moder, Khadija r.a., knælende i bøn inde i huset. Forundret spurgte han: »Hvad er dette?« Han fik svaret: »Vi tilbeder den ene Gud. Vi inviterer også dig til dette.« Ali tog uden tøven imod sin mentors invitation og blev muslim. Ingen af vantroens, afgudsdyrkelsens eller jahiliyyahens onde handlinger havde kunnet berøre ham.
Den første, der bad sammen med Allahs Sendebud s.a., var Khadija al-Kubra r.a. Der er ingen uenighed om dette. Der er imidlertid uenighed om, hvem af de tre – Abu Bakr, Ali og Zayd ibn Haritha – der først antog islam. (Tabakāt: 3/21) Ibn Abbas’ og Salman al-Farisīs r.a. overleveringer siger, at Ali r.a. antog islam først efter de troendes moder, Khadija r.a. Alle er dog enige om, at Khadija var den første blandt kvinderne, Abu Bakr den første blandt de frie voksne mænd, Zayd ibn Haritha den første blandt slaverne, og Ali r.a. den første blandt de unge.
I profetiskabets tredje år beordrede den ædle Profet ﷺ Ali til at sørge for beværtning af nogle mennesker. Alle medlemmer af Abd al-Muttalibs slægt var til stede. Da måltidet var afsluttet, talte Profeten ﷺ til dem og sagde: »Jeg er kommet med noget, der er til gavn for både religionen og denne verden. Hvem blandt jer vil være min ledsager?« Alle var tavse. Pludselig udbrød Ali رضي الله عنه: »Selv om jeg er ung, lider af en øjensygdom og har en svag krop, vil jeg hjælpe dig.«
Tiden for hijrah var kommet. De fleste muslimer havde forladt Mekka og var rejst til Medina. Den ædle Profet ﷺ ventede på Allahs befaling. Imens havde de islamfjendtlige kræfter i Mekka besluttet at fjerne den ædle Profet ﷺ fra denne verden for altid. Allah underrettede sin Sendebud ﷺ om dette. Han fik tilladelse til at foretage hijrah til Medina. For at de vantro ikke skulle få mistanke, beordrede Profeten ﷺ Ali at sove i sin seng, mens han selv ledsaget af al-Siddiq al-Akbar drog af sted mod Medina i nattens mørke. Ali رضي الله عنه sov trygt og med stor glæde, indsvøbt i den ædle Profets ﷺ tæppe. Han vidste, at han kunne miste livet under disse omstændigheder. Men han var overbevist om, at der ikke kunne findes nogen større lykke end at miste livet på denne måde. Ved daggry trængte de brutale mænd fra Mekka ind med deres onde hensigter og opdagede, at en af den ædle Profets ﷺ hengivne lå på hans plads, rede til at ofre sit liv. De mislykkedes, og Allah den Ophøjede beskyttede Ali رضي الله عنه.
Om denne hijrah fortæller Ali رضي الله عنه: »Før Allahs Sendebud ﷺ rejste til Medina, beordrede han mig til at blive i Mekka og tilbagegive de betroede ejendele, som folk havde overladt til ham. Det var jo derfor, han blev kaldt al-Amīn. Jeg blev i Mekka i tre dage. Derefter drog jeg mod Medina ad den vej, som Allahs Sendebud ﷺ havde fulgt. Til sidst nåede jeg Banū ʿAmr ibn ʿAwf, hvor Profeten ﷺ opholdt sig. Jeg fik husly i Kulthūm ibn Hidms hus.« Ifølge en anden overlevering nåede Ali رضي الله عنه Qubā i midten af måneden Rabīʿ al-Awwal. Allahs Sendebud ﷺ var stadig i Qubā. (Ṭabaqāt: 3/22)
I begyndelsen af det madinensiske liv, da Allahs Sendebud ﷺ knyttede muslimernes indbyrdes muʾākhāt, det vil sige et religiøst broderskab, lagde han sin ene hånd på Alis رضي الله عنه skulder og sagde: »Ali, du er min bror. Du skal være min arving, og jeg skal være din.« (Ṭabaqāt: 3/22)Senere etablerede Allahs Sendebud ﷺ et broderskabsforhold mellem Ali og Sahl ibn Hunayf. (Ṭabaqāt: 3/23)
I det andet hijri-år opnåede Ali رضي الله عنه den ære at blive den ædle Profets ﷺ svigersøn. Han blev gift med Allahs Sendebuds ﷺ elskede datter, paradisets kvinde, Fatimah رضي الله عنها.
Hazrat Alis (r.a.) bidrag til islam er uforglemmeligt. I alle krigene under Allahs ædle Sendebuds (s.a.) tid viste han størst mod og tapperhed. Derfor gav Huzur (s.a.) ham et sværd ved navn Zul-Fiqar sammen med tilnavnet Haidar.
Han deltog i alle krigene med undtagelse af ekspeditionen til Tabuk. Ved Badr kunne man kende ham på hans hvide uldne turban. Berettet fra Qatada. I hvert slag, inklusive Badr, bar Ali Allahs Sendebuds (s.a.) banner. (Tabakat: 3/23) Ved Uhud, da alle de øvrige mujahider var blevet besejret og flygtede, var Ali en af de få soldater, som dannede en forsvarskreds omkring Allahs Sendebud (s.a.). Allahs tilgivelse er dog blevet erklæret for dem, der flygtede.
Berettet fra Ibn Ishaq. På dagen ved Khandaq trådte ’Amr ibn Abd Wudd frem iført rustning. Han udstødte et krigsråb og sagde: Hvem vil kæmpe mod mig i en tvekamp? Ali rejste sig og sagde: O Allahs profet, jeg er klar. Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Det er ’Amr; sæt dig.« ’Amr kastede igen spørgsmålet ud: Er der ingen, der vil kæmpe mod mig? Hvor er det paradis, som I tror, at jeres dræbte vil træde ind i? Ingen af jer tør nu kæmpe mod mig? Ali (r.a.) rejste sig. Han sagde: O Allahs Sendebud, jeg er klar. Allahs Sendebud (s.a.) sagde: Sæt dig. Efter for tredje gang at have udfordret dem begyndte ’Amr at recitere sit selvforfattede digt. Ali (r.a.) rejste sig igen og sagde: O Allahs Sendebud, jeg er klar. Allahs Sendebud (s.a.) sagde: Det er jo ’Amr. Ali (r.a.) sagde: Så lad det være. Denne gang fik Ali (r.a.) tilladelse. Mens Ali (r.a.) reciterede et af sine selvforfattede digte, gik han frem mod ’Amr. ’Amr spurgte: Hvem er du? Han svarede: Ali. Han sagde: Søn af Abd Manaf? Ali sagde: Jeg er Ali, søn af Abu Talib. Han sagde: Nevø, jeg bryder mig ikke om at udgyde dit blod. Ali sagde: Ved Allahs ed, jeg bryder mig derimod ikke om at udgyde dit blod. Da ’Amr hørte dette, blev han rasende. Han steg ned, trak sit sværd og blottede det. Sværdet var som en flamme. Han gik frem og slog på Alis skjold, så det blev kløvet. Ali fældede ham med et eneste modslag. Da Allahs Sendebud (s.a.) så dette, udbrød han takbir. Derefter vendte Ali tilbage til Allahs Sendebud (s.a.), mens han reciterede et af sine egne digte. (Al–Bidaya wa-n Nihaya, Ibn Kathir 4/106)
I det syvende hijri-år blev ekspeditionen til Khaybar gennemført. Der fandtes flere stærkt befæstede jødiske forter dér. Først fik as-Siddiq al-Akbar og derefter al-Faruq al-Aʿzam til opgave at indtage forterne. Men ingen af dem lykkedes. Profeten (fred være med ham) bekendtgjorde: »I morgen vil jeg overdrage fanen til en helt, som er elsket af Allah og Hans Sendebud. Det vil være ved hans hånd, at forterne falder.« Den følgende morgen håbede alle ledsagerne at opnå denne ære. Pludselig blev Ali kaldt frem. Det var ved hans hånd, at de uindtagelige forter ved Khaybar faldt.
Da Profeten (fred være med ham) drog af sted på ekspeditionen til Tabuk, udnævnte han Ali (må Allah være tilfreds med ham) som sin stedfortræder i Medina. Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud, De drager af sted og efterlader mig blandt kvinder og børn?« Profeten (fred være med ham) svarede: »Harun var for Musa, som du er for mig. Men der kommer ingen profet efter mig.« (Tabakāt: 3/24)
I det niende hijri-år blev den første islamiske hajj afholdt under muslimsk kontrol. Dette år var as-Siddiq al-Akbar (må Allah være tilfreds med ham) amir for hajj. Profeten (fred være med ham) sendte imidlertid Ali (må Allah være tilfreds med ham) som særlig udsending for at bekendtgøre annulleringen af alle aftaler, der var indgået med de vantro.
I det tiende hijri-år blev Khalid Saifullah sendt til Yemen for at udbrede islam. Trods seks måneders indsats lykkedes det ham ikke. Han vendte tilbage. Allahs Ædle Sendebud (fred være med ham) bekendtgjorde, at Ali (må Allah være tilfreds med ham) skulle sendes. Ali (må Allah være tilfreds med ham) kom til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: »De sender mig til et folk, blandt hvem der vil opstå nye og hidtil ukendte situationer, selv om jeg ikke har nogen erfaring med domsafgørelser.« Profeten (fred være med ham) svarede: »Allah vil give dig den rette vurdering og styrke dit hjerte.« Han lagde sin hånd på Alis (må Allah være tilfreds med ham) ansigt. Ali sagde: »Derefter blev jeg aldrig mere tøvende i nogen domsafgørelse.« Før afrejsen lagde Profeten (fred være med ham) selv en turban på Alis (må Allah være tilfreds med ham) hoved og bad for ham. Ali ankom til Yemen og begyndte at forkynde. Efter kort tid blev alle yemenitter tiltrukket af islam, og hele Hamadan-stammen blev muslimer. Allahs Sendebud (fred være med ham) blev ivrig efter at se Ali (må Allah være tilfreds med ham). Han bad: »O Allah, lad ikke min død indtræffe, før jeg har set Ali.« Ali ankom fra Yemen under afskedshajj.
Efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) bortgang tog hans nærmeste slægtninge sig af ligklædningen og begravelsen. Ali (må Allah være tilfreds med ham) fik den ære at vaske hans legeme. Muhajirun og Ansar ventede imens uden for døren.
Han anerkendte kalifaterne under Abu Bakr, Umar og Uthman (må Allah være tilfreds med dem), aflagde troskabsed til dem og deltog i alle deres tids vigtige beslutninger. Selv under de mest kritiske omstændigheder rådgav han Uthman. Ligesom Abu Bakr kaldes »as-Siddiq«, Umar »al-Faruq« og Uthman »al-Ghani«, blev han på samme måde kaldt »Ali al-Murtada«. Under Abu Bakrs og Umars kalifater fungerede han som minister og rådgiver. Uthman rådførte sig også altid med ham.(Marūj adh-Dhahab: 2/2)
Da Hazrat Uthman blev belejret af oprørerne, spillede Ali den største rolle i forbindelse med hans sikkerhed. Under belejringen udnævnte han sine to sønner, Hasan og Husain, til at beskytte Hazrat Uthmans hus.। (Al–-Fitnatul Kubra: Dr. Taha Husain)
Før Hazrat Umar døde, nævnte han navnene på seks fremtrædende sahaba og testamenterede, at den næste khalifa skulle vælges blandt dem. Ali var en af dem. Før sin død sagde han om Hazrat Ali: »Hvis folk gør Ali til khalifa, vil han kunne lede dem ad den rette vej. (Al–-Fitnatul Kubra)« Under Hazrat Umars rejse til Bayt al-Maqdis lod han Ali fungere som sin stedfortræder i Medina.
Efter Hazrat Uthmans martyrdød pressede oprørerne Hazrat Talha, Zubayr og Ali til at påtage sig khalifaens ansvar. Hver af dem afslog meget bestemt. Ifølge forskellige overleveringer fortsatte Hazrat Ali med gentagne gange at afvise dette forslag. Til sidst gik Medinas indbyggere til Hazrat Ali og sagde: »Khalifaens embede kan ikke stå ledigt på denne måde. Der findes i øjeblikket ingen, der er mere egnet til dette embede end dig. Du er den, der har retten til det.« På grund af folkets vedvarende opfordringer indvilligede han til sidst i at påtage sig khalifaens ansvar. Han stillede dog som betingelse, at min bayʿa ikke må aflægges i hemmelighed. Det kræver samtykke fra muslimer i alle samfundslag. Der blev afholdt en generalforsamling i Profetens moské. Alle muhajirun og ansar, bortset fra blot seksten eller sytten sahaba, aflagde bayʿa til Ali.
Khilafatet for Hazrat Ali (ra.) begyndte under yderst vanskelige forhold. Efter at være blevet kalif var hans første opgave at straffe dem, der havde myrdet Hazrat Uthman (ra.). Men det var ikke nogen let opgave. For det første kunne ingen identificere morderne. Hazrat Uthmans hustru, Hazrat Naila, havde set morderne, men hun kunne ikke genkende nogen af dem. Muhammad ibn Abu Bakr var gået derhen med det formål at myrde ham, men efter en vred bemærkning fra Hazrat Uthman trak han sig tilbage. Muhammad ibn Abu Bakr kunne heller ikke identificere morderne. For det andet var Medina på det tidspunkt under kontrol af tusindvis af oprørere. De havde infiltreret Hazrat Alis (ra.) hær. Mange muslimer på den tid forstod imidlertid ikke hans hjælpeløse situation. De krævede straks qisas for Hazrat Uthmans (ra.) død af Hazrat Ali (ra.). Blandt dem, der fremsatte dette krav, var fremtrædende sahaba som Umm al-Mu’minin Hazrat Aisha (ra.) samt Talha og Zubayr (ra.). Under Hazrat Aishas (ra.) ledelse drog de med en hær fra Mekka mod Basra. Der var flere af deres tilhængere. Ali (ra.) ankom også dertil med sin hær. De to modstående hære stod over for hinanden i udkanten af Basra. Hazrat Aisha (ra.) fremsatte sit krav over for Ali (ra.), og Ali (ra.) forklarede sine problemer. Da begge parter var præget af oprigtighed og hengivenhed, blev sagen afgjort. Hazrat Talha og Zubayr begyndte at vende tilbage. Aisha begyndte også at forberede sin hjemrejse. Men der var ballademagere og urostiftere i begge hære, og derfor blev de bange for forsoningen. De angreb planlagt den ene parts lejr fra den anden i nattens mørke. Resultatet blev, at begge parter fik den opfattelse, at modparten havde bedraget dem under påskud af forsoning og var gået til angreb på dem. En fuldstændig krig brød ud. Ali (ra.) sejrede. Det lykkedes ham at forklare sagen for Hazrat Aisha (ra.). Aisha (ra.) vendte tilbage fra Basra til Medina.
Under slaget red Aisha på en kamel. Derfor er dette slag i historien blevet kendt som »Kamelslaget«. Slaget fandt sted i måneden Jumada al-Thani i år 36 efter hijra. I alt blev tretten tusind muslimer martyrer på begge sider, heriblandt Hazrat Talha og Zubayr, medlemmer af Ashara al-Mubashshara. Der er dog uenighed om dette. Efter at have opholdt sig femten dage i Basra drog Hazrat Ali (ra.) til Kufa. Hovedstaden blev flyttet fra Medina til Kufa.
Dette Kamelslag var muslimernes første selvdestruktive konflikt. Mange sahaba sluttede sig ikke til nogen af siderne i slaget. De var også bedrøvede over denne selvdestruktive konflikt. Da Alis (ra.) hær drog af sted fra Medina, brød medinaborgerne sammen i gråd.
Det lykkedes at nå frem til et forlig med Hazrat Aisha (ra.). Men der kunne ikke opnås nogen aftale med Muawiya (ra.), guvernøren i Syrien. Hazrat Ali (ra.) afsatte ham fra posten som guvernør i Syrien. Hazrat Muawiya (ra.) gjorde modstand. Han nægtede at adlyde Alis (ra.) ordre. Hovedindholdet i hans standpunkt var: »Indtil der er ydet qisas for mordet på Uthman (ra.), vil han ikke anerkende Ali (ra.) som kalif.«
I måneden Safar i år 37 efter hijra fandt der et sammenstød sted mellem Hazrat Alis og Hazrat Muawiyas (ra.) hære på et sted kaldet Siffin. Dette sammenstød var endnu mere frygteligt end Kamelslaget. I alt blev 90.000 (halvfems tusind) muslimer martyrer på begge sider. Blandt dem var de berømte sahaba Hazrat Ammar ibn Yasir, Khuzayma ibn Thabit og Abu Ammara al-Mazini. De blev alle martyrer for Alis (ra.) sag, dræbt af Muawiyas (ra.) hær. Det skal bemærkes, at Allahs Sendebud (sa.) om Ammar ibn Yasir sagde: »Ve, en oprørsk gruppe vil dræbe Ammar.« (Sahih al- Bukhari) Syvogtyve berømte sahaba har overleveret denne hadith. Hazrat Muawiya var også en af hadithens overleverere. Hazrat Muawiya (ra.) gav dog hadithen en anden fortolkning. Trods alt dette blev sagen ikke afgjort.
I det sidste sammenstød ved Siffin, som kaldes »Lailat al-Har«, var Hazrat Ali (ra.) tæt på at vinde. Da Hazrat Muawiya (ra.) fornemmede nederlaget, opfordrede han til en afgørelse gennem den hellige Koran. Hans soldater hængte Koranen på spydspidserne, holdt dem højt og blev ved med at sige: »Denne Koran skal afgøre vores strid.« En våbenhvile blev erklæret. Abu Musa al-Ashari (ra.) blev udpeget som voldgiftsmand på Hazrat Alis (ra.) vegne, og Hazrat Amr ibn al-As på Hazrat Muawiyas (ra.) vegne. Det blev besluttet, at begge de stridende parter skulle acceptere den fælles afgørelse fra disse to mænd. På et sted kaldet Dumat al-Jandal blev der afholdt en stor forsamling af muslimer. Men når alle historiske oplysninger analyseres, er den konklusion, man når frem til, at dette voldgiftsråd ikke formåede at skabe fred, fordi Hazrat Amr ibn al-As (ra.) i sidste øjeblik trak sig fra den aftale, han havde indgået med Hazrat Abu Musa al-Ashari (ra.). Muslimerne vendte skuffede tilbage fra Dumat al-Jandal. Derefter sluttede Ali (ra.) og Muawiya (ra.) fred med det formål at standse det meningsløse blodsudgydelse. Fra denne dag blev det muslimske kalifat i realiteten delt i to.
På dette tidspunkt opstod en ny gruppe kaldet »Kharijitterne«. Til at begynde med støttede de Ali. Senere begyndte de imidlertid at udbrede den opfattelse, at det er vantro at udpege et menneske som hakam eller voldgiftsmand i religiøse spørgsmål. Ved at acceptere Abu Musa al-Ashari (ra.) som hakam havde Ali (ra.) handlet imod Koranen. Derfor havde Hazrat Ali mistet retten til at kræve troskab. De skilte sig fra Hazrat Ali. De var yderst ekstremistiske. Der fandt et slag sted mellem dem og Ali (ra.), og mange mennesker blev dræbt eller såret.
Tre medlemmer af dette kharijitiske samfund, Abd al-Rahman Muljam, al-Barak ibn Abdillah og Amr ibn Bakr al-Tamimi, mødtes til et hemmeligt møde efter slaget ved Nahrawan. Efter lange drøftelser nåede de frem til den konklusion, at Ali, Muawiya og Amr ibn al-As (ra.) i det væsentlige var ansvarlige for den muslimske ummas indbyrdes stridigheder. Derfor måtte disse tre mænd fjernes fra verden. Ifølge beslutningen påtog Muljam sig ansvaret for Ali (ra.), mens al-Barak og Amr hver især påtog sig ansvaret for Muawiya og Amr ibn al-As (ra.). De svor, at de enten ville dræbe eller selv dø. Tiden for fajr-bønnen den 17. Ramadan i år 40 efter hijra blev fastsat til dette. Derefter drog Ibn Muljam til Kufa, al-Barak til Damaskus og Amr til Egypten.
Natten til fredag den 16. Ramadan i år 40 efter hijra lå attentatmændene på lur på deres respektive steder. Ved fajr-tid var Hazrat Ali (ra.) på vej til moskeen, som det var hans vane, mens han kaldte folk til bøn med ordene »as-salat«. Den ugudelige Ibn Muljam sprang frem med et skærpet sværd og sårede ham. Selvom han var såret, beordrede han, at attentatmanden skulle pågribes. Han kaldte sine sønner til sig og gav dem sine sidste råd. Efter at have ledet kalifatet i fire år og ni måneder døde han som martyr i Kufa lørdag den 17. Ramadan i år 40 efter hijra.
Samme dag og på samme tidspunkt blev Hazrat Muawiya (ra.) også angrebet, da han var på vej til moskeen. Angrebet mislykkedes imidlertid, og han blev kun lettere såret. På den anden side gik Amr ibn al-As ikke til moskeen den dag på grund af sygdom. I hans sted var politistyrkens leder, Kharija ibn Hudhafa, på vej til moskeen for at lede bønnen. Han blev dræbt, fordi man troede, at han var Amr ibn al-As. Således undslap Muawiya og Amr ibn al-As (ra.) med livet i behold. (Tārīkh al-Ummah al-–Islāmiyya: Khidrī Bek)
Hazrat Hasan ibn Ali (ra.) led begravelsesbønnen for Hazrat Ali (ra.). Han blev begravet ved siden af Kufas store moské. Ifølge en anden overlevering blev han dog begravet i Najaf al-Ashraf. Han var 63 år gammel, da han døde.
Da attentatmanden Ibn Muljam blev bragt ind, beordrede Ali (ra.): »Han er fange. Sørg godt for hans kost og logi. Hvis jeg overlever, kan jeg enten dræbe ham eller tilgive ham. Hvis jeg dør, skal I slå ham præcis lige så meget, som han slog mig. Begå ikke overgreb. Allah elsker ikke dem, der begår overgreb.« (Tabaqāt: 3/35)
Hazrat Ali (ra.) ledede kalifatet i fem år. Bortset fra Syrien og Egypten var alle områder, herunder Mekka og Medina, under hans myndighed. Eftersom hans tid blev tilbragt i borgerkrig, blev ingen nye områder erobret.
Hazrat Ali (ra.) udpegede ikke nogen efterfølger. Da folk spurgte ham, om hans søn Hazrat Hasan (ra.) skulle vælges til kalif, sagde han: »I denne sag giver jeg jer hverken en befaling eller et forbud.« Da en anden spurgte: »Hvorfor udpeger De ikke en stedfortræder?« svarede han: »Jeg ønsker at forlade den muslimske ummah på samme måde, som Allahs Sendebud (s.a.w.) forlod den.«
Efter Hazrat Ali (ra.)s død valgte indbyggerne i Kufa, hovedstaden og »Dar al-Khilafa«, Hazrat Hasan (ra.) til kalif. Han ønskede ikke indbyrdes strid og blodsudgydelse blandt den muslimske ummah. Derfor fandt han det mere passende at overgive kalifatets magt til Muawiya (ra.), da denne angreb Irak, frem for at føre krig. På denne måde befriede Hazrat Hasans (ra.) enestående offer den muslimske nation fra borgerkrigens greb. I islams historie kaldes året for hans tilbagetræden fra kalifatet »Amul Jama’ah« – året for enhed og sammenhold. Efter sin tilbagetræden forlod Hazrat Hasan Kufa og rejste til Medina; ni år senere døde han i år 50 efter hijra. Han fik kun mulighed for at lede kalifatet i seks måneder.
Hazrat Umar (ra.) sagde om Ali (ra.): »Blandt os er Ali den bedste til at træffe afgørelser.« Selv Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »Aqḍāhum Ali – Ali er den største dommer blandt dem.« Da Hazrat Umar (ra.) lagde mærke til hans korrekte afgørelser, sagde han flere gange: »Lawlā Ali lahalaka Umar – hvis ikke det var for Ali, ville Umar være gået til grunde.«
Ali, må Allah være tilfreds med ham, betragtede sig selv som ligestillet med enhver almindelig muslim og var altid rede til at stå til regnskab for enhver fejl. En dag stjal en jøde hans rustning. Ali genkendte den, da han så jøden sælge den på markedet. Hvis han havde ønsket det, kunne han have taget den med magt, men det gjorde han ikke. I overensstemmelse med loven anlagde han sag mod jøden ved qadiens domstol. Qadien var også en streng og retfærdig dommer. Han bad Ali om beviser til støtte for hans krav, men Ali kunne ikke fremlægge dem. Qadien afsagde derfor dom til fordel for jøden. Denne afgørelse gjorde så stærkt indtryk på jøden, at han blev muslim. Han bemærkede: »Dette er retfærdighed som profeternes. Ali, der er de troendes leder, har ført mig frem for qadien, og den qadi, som han selv har udnævnt, har afsagt dom imod ham.« Indtil sit ægteskab med Fatima, må Allah være tilfreds med hende, boede han hos den Ærværdige Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, familie. Efter brylluppet begyndte han at bo i et særskilt hus. Han fik brug for at tjene til livets ophold. Men hvor skulle kapitalen og redskaberne komme fra? Han ernærede sig ved hårdt fysisk arbejde og ved sin andel af krigsbyttet. Da understøttelser blev indført under Umar, må Allah være tilfreds med ham, blev hans årlige understøttelse fastsat til fem tusind dirham. Hasan fortæller, at han ved sin død kun efterlod syv hundrede dirham, som han havde sparet sammen for at købe en slave. (Ṭabaqāt: 3/39)
Mangel på levebrød forsvandt aldrig fra Alis, må Allah være tilfreds med ham, liv. Engang mindedes han fortiden og sagde: »På Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tid bandt jeg af sult en sten om maven.(Ḥayāt as- Ṣaḥāba: 3/312) Selv efter at han blev kalif, måtte han kæmpe med sult og fattigdom. Men hans hjerte var meget stort. Han afviste aldrig nogen, der trængte. Derfor måtte han ofte sulte sammen med hele sin familie. Han var yderst beskeden. Han udførte selv alt husarbejdet. Han bar altid groft tøj, og det var endda slidt og lappet. Han var kundskabens port. Folk kom langvejsfra for at lære af ham og kunne da se ham vogte kameler eller hakke jorden og gøre den til en mark. Han var så enkel og uhøjtidelig, at han fra tid til anden blot lagde sig til at sove på jorden. En gang så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ham i denne tilstand og tiltalte ham: »O Abu Turab« – »Du jordens primitive beboer.« Derfor fik han tilnavnet »Abu Turab«. Også efter at han blev kalif, fortsatte han med at leve dette enkle liv. Ligesom Umar, må Allah være tilfreds med ham, gik han altid med en durra eller stav i hånden og formanede folk. (Al-–Fitnat al- Kubrā)
Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) var medlem af profetens familie og blev uddannet under Profetens (fred være med ham) direkte vejledning. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Ana madīnat al-ʿilm wa ʿAlī bābuhā« – Jeg er kundskabens by, og Ali er dens port. (Tirmidhi) Han havde lært Koranen udenad og var en fremragende koranfortolker. Han havde også samlet nogle hadither. Han var imidlertid meget omhyggelig med at modtage hadither. Når nogen overleverede ham en hadith, afkrævede han fortælleren en ed. (Tazkiratul Huffaz: 1/10) Han overleverede mange hadither fra Allahs Sendebud (fred være med ham), og mange berømte sahabaer og tabi’iner overleverede hadither fra ham. I de tidligere kaliffers tid afgav tre muhajirun’er og tre ansar’er fatwaer. De var: Umar, Uthman, Ali, Ubayy ibn Ka’b, Mu’adh ibn Jabal og Zayd ibn Thabit. Ifølge en anden overlevering fra Masruq afgav følgende blandt Allahs Sendebuds (fred være med ham) sahabaer fatwaer: Ali, Ibn Mas’ud, Zayd, Ubayy ibn Ka’b og Abu Musa al-Ash’ari. (Tabaqat: 4/167, 175)
Ali var en veltalende taler og en god digter. (Kitab al- Umda: Ibn Rashiq: 1//21)Vi har en ‘diwan’ med hans digte. Den indeholder i alt 1.400 vers fordelt på mange digte. Forskere mener, at mange af de digte, der tilskrives ham, er senere indskud. Der er dog ingen tvivl blandt lærde om, at han var en fremtrædende skikkelse i den daværende arabiske poesi. Der findes en samling af hans taler med titlen ‘Nahj al-Balagha’, som fortsat bærer vidnesbyrd om hans enestående veltalenhed. (Tarikh al-Adab al-–Arabi: Dr. Umar Farrukh, , 1//309)
Hans første ægteskab var med Profetens datter, Hazrat Fatima, Khātūn-e Jannat, må Allah være tilfreds med hende. Så længe Fatima levede, indgik han ikke noget andet ægteskab. Efter Fatimas død indgik han flere ægteskaber. Ifølge al-Tabaris beretning fik han fjorten sønner og sytten døtre. Med Hazrat Fatima fik han tre sønner, Hasan, Husain og Muhsin, samt to døtre, Zaynab og Umm Kulthum. Muhsin døde allerede som barn. Ifølge al-Waqidis beretning føres hans slægt videre gennem blot fem sønner: Hasan, Husain, Muhammad (Ibn al-Hanafiyya), Abbas og Umar.
Imam Ahmad siger, at der fra Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, er blevet overleveret så mange udsagn om Alis, må Allah være tilfreds med ham, rang og fortrin, som ikke er blevet overleveret om nogen anden ledsager. (Al-–Isaba: 2/508) Det er ikke muligt i denne korte artikel selv delvist at gengive alle de egenskaber, der er blevet nævnt om ham i historien. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad utallige gange for ham og hans børn. Sendebuddet sagde: »Ingen andre end de troende vil elske dig, og ingen andre end hyklerne vil nære misundelse mod dig.«
En ledsager af Hazrat Ali, Hazrat Durar ibn Damra al-Kinani, kom en dag til Hazrat Muawiya. Muawiya bad ham om at beskrive Alis, må Allah være tilfreds med ham, fortrin. Først afslog han. Men da Muawiya blev ved med at insistere, holdt han en lang beskrivelse. Heri trådte Alis, må Allah være tilfreds med ham, fortrin vidunderligt frem. Historikerne fortæller, at alle, der var til stede ved mødet sammen med Muawiya, brød sammen i gråd, da de hørte denne beskrivelse. Derefter bemærkede Muawiya, må Allah være tilfreds med ham: »Ved Allahs ed, Abu al-Hasan (Hasans far) var netop sådan.«(Al-–Istiab: 3/44)
Zubayr ibn al- Awwam (må Allah være tilfreds med ham)
Hans navn var Zubayr, hans kunya var Abu Abdillah, og hans tilnavn var »Hawariyy Rasulillah«. Hans fars navn var al-Awwam, og hans mors navn var Safiyya bint Abd al-Muttalib. Hans mor, Hazrat Safiyya, var Rasulullahs faster. Zubayr var således Rasulullahs fætter på fædrene side. De troendes mor, Hazrat Khadija al-Kubra, var hans faster. Da han giftede sig med Hazrat Asma, datter af Hazrat Siddiq-i Akbar, blev Rasulullah hans svoger. Hazrat Asma var søster til de troendes mor, Hazrat Aisha. Rasulullah var således forbundet med ham gennem flere slægtskabsrelationer.
Hazrat Zubayr blev født otteogtyve år før hijraen. Der vides ikke meget om hans barndom. Det er dog sikkert, at hans mor fra begyndelsen opfostrede ham på en sådan måde, at han som voksen skulle blive en modig, beslutsom og selvsikker mand. Derfor slog hun ham ofte og vænnede ham til hård disciplin. En dag blev hans farbror Nawfal ibn Khuwaylid voldsomt vred på hans mor, Hazrat Safiyya, og sagde: »Ved at slå drengen sådan ihjel ender du med at dræbe ham.« Desuden kaldte han mændene fra Banu Hashim sammen og sagde: »Hvorfor overtaler I ikke Safiyya?« Safiyya svarede: »De, der siger, at jeg ikke kan udstå at se ham, taler usandt. Jeg slår ham, for at han skal blive klog og senere i livet blive i stand til at besejre fjendtlige soldater og vinde krigsbytte.«
Denne opdragelse havde naturligvis sin virkning på ham. Allerede fra en ung alder kæmpede han brydekampe med store brydere og stærke mænd. En gang kom han i håndgemæng med en kraftig ung mand i Mekka. Han slog ham så voldsomt, at mandens arm brækkede. Folk førte ham til Hazrat Safiyya og klagede over ham. I stedet for først at angre sin søns handling eller bede om tilgivelse spurgte hun dem: »Hvordan syntes I, Zubayr var—modig eller fej?«
Zubayr tog islam til sig allerede som sekstenårig. Blandt dem, der antog islam i den første periode, havde han en enestående og særlig høj status.
Selv om han var ung, stod han ikke tilbage for nogen, når det gjaldt beslutsomhed og at sætte livet på spil. Efter at han havde antaget islam, spredte nogen en dag det rygte, at polyteisterne havde taget Rasulullah til fange eller dræbt ham. Da han hørte dette, blev han så opslugt af følelser og ophidselse, at han straks trak sit sværd og trængte gennem menneskemængden for at møde Allahs Sendebud. Da Rasulullah så ham, spurgte han: »Hvad er der sket, Zubayr?« Han svarede: »Jeg havde hørt, at De var blevet taget til fange eller dræbt.« Rasulullah blev meget glad og bad for ham. Ifølge sirah-forfatterne var dette det første sværd, som en dreng trak for at ofre sig selv.
I den første periode blev han ligesom Mekkas øvrige muslimer udsat for forfølgelse og mishandling. Hans farbror gjorde alt, hvad han kunne, for at få ham til at forlade islam. Men kan troen på tawhid, når den først har sat sig i et menneskes hjerte, nogensinde udslettes? I vrede begyndte farbroderen at behandle ham endnu hårdere. Han lagde ham på ryggen på glohede sten og slog ham så voldsomt, at han næsten mistede livet. Alligevel sagde han: »Uanset hvad I gør, kan jeg ikke blive kafir igen.« Til sidst så han ingen anden udvej end at forlade sit fødeland Mekka og foretage hijra til Abessinien. Efter at have opholdt sig nogen tid i Abessinien vendte han tilbage til Mekka. I mellemtiden foretog Rasulullah også hijra fra Mekka til Medina. Han tog også til Medina.
I Mekka havde Rasulullah etableret et islamisk broderskabsforhold mellem Talha og Zubayr. Men efter ankomsten til Medina blev der på ny etableret et broderskabsforhold mellem ham og Hazrat Salama ibn Salama al-Ansari. Salama var en fremtrædende personlighed i Medina og en af dem, der havde aflagt troskabseden ved Aqaba.
Når det gjaldt deltagelse i krige, var han enestående. I slaget ved Badr viste han stort mod og stor dygtighed. Han brød polyteisternes forsvarsrækker og knuste dem. En polyteistisk soldat klatrede op på en høj. Da han udfordrede til tvekamp, greb Zubayr ham straks så fast, at de begge begyndte at rulle nedad. Da Rasulullah så det, sagde han: »Den af dem, der først rammer jorden, vil blive dræbt.« Sådan gik det virkelig. Polyteisten ramte jorden først, og Zubayr dræbte ham med ét sværdslag. På samme måde kom han ansigt til ansigt med Ubayda ibn Sa’id. Han var dækket af rustning fra top til tå, så kun hans to øjne kunne ses. Zubayr sigtede omhyggeligt mod hans øje og skød en pil. Sigtet var perfekt. Pilens spids gik gennem øjet. Med stort besvær lykkedes det ham, mens han sad på liget, at trække spidsen ud. Den var dog blevet noget bøjet. Som et minde tog Rasulullah selv denne pil, og efter hans død blev den opbevaret hos forskellige kaliffer helt frem til den tredje kalif, Hazrat Uthman. Efter Hazrat Uthmans martyrdød tog Hazrat Abdullah ibn Zubayr pilen i besiddelse, og den forblev hos ham indtil hans martyrdød.
Ved Badr kæmpede han så voldsomt, at hans sværd blev sløvt, og hele hans krop blev dækket af sår efter slagene. Et af sårene, han fik den dag, var så dybt, at det for altid blev som et hul. Hans søn Hazrat Urwa fortæller: »Vi plejede at stikke fingrene ind i dette hul og lege.« I dette slag bar han en gul turban. Da Allahs Sendebud (fred være med ham) så det, sagde han: »I dag er englene også kommet i denne dragt.«
Da kampen mellem sandhed og falskhed på Uhuds slagmark nåede sit højdepunkt, trak Allahs Sendebud (fred være med ham) sit sværd ud af skeden og sagde: »Hvem vil i dag yde dets retfærdighed?« Alle sahaba rakte ivrigt deres hænder frem. Også Zubair (må Allah være tilfreds med ham) rakte sin hånd frem tre gange, men æren for til sidst at opnå dette tilfaldt Hazrat Abu Dujana Ansari (må Allah være tilfreds med ham). Da krigens gang under slaget ved Uhud vendte som følge af bueskytternes uagtsomhed, og muslimernes sikre sejr blev forvandlet til nederlag, var Zubair (må Allah være tilfreds med ham) blandt de fjorten sahaba, der dannede en forsvarskreds omkring Allahs ædle Sendebud og satte deres liv som indsats.
Under slaget ved Khandaq fik Zubair (må Allah være tilfreds med ham) ansvaret for at forsvare den side, hvor de muslimske kvinder opholdt sig. Under dette slag brød den jødiske stamme Banu Qurayza i Medina den pagt, de havde indgået med muslimerne. Allahs Sendebud (fred være med ham) ønskede at sende nogen til dem for at undersøge deres situation. Tre gange spurgte han: »Hvem blandt jer kan bringe os nyt om dem?« Hver gang sagde Hazrat Zubair: »Jeg.« Tilfreds med hans iver sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Enhver profet har en hawari. Min hawari er Zubair.« Ordet »hawari« betyder ledsager, følgesvend og tilhænger.
Efter Khandaq deltog han også i slaget mod Banu Qurayza og i Bay’at al-Ridwan. Under slaget ved Khaybar viste han ubegrænset mod og tapperhed. Da den jødiske leder af Khaybar, Murahhib, blev dræbt, trådte hans bror Yasir, som havde en vældig krop og stor styrke, ud på slagmarken og udfordrede med et brøl til en tvekamp. Hazrat Zubair sprang frem. Da sagde hans mor, Hazrat Safiyya: »Allahs Sendebud, i dag vil mit hjertes kød sikkert blive martyr.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Nej. Zubair vil dræbe ham.« Og ganske rigtigt dræbte Zubair ham kort efter.
Efter erobringen af Khaybar var forberedelserne til erobringen af Mekka i gang. På grund af nogle menneskelige svagheder skrev den berømte sahabi Hatib ibn Abi Balta’a (må Allah være tilfreds med ham) et brev til Quraysh i Mekka, hvori han videregav alle oplysningerne. Han sendte i al hemmelighed en kvinde til Mekka med brevet. Imidlertid blev Allahs Sendebud (fred være med ham) gennem åbenbaringen underrettet om det hele. Den gruppe, han sendte for at pågribe kvinden med brevet, omfattede også Hazrat Zubair. Kvinden blev pågrebet sammen med brevet og bragt til Medina. Hatib ibn Abi Balta’a blev skamfuld og angrede. Allahs Sendebud (fred være med ham) tilgav ham også.
På dagen for erobringen af Mekka inddelte Allahs Sendebud (fred være med ham) den muslimske hær i flere grupper. I den sidste og mindste gruppe var Allahs Sendebud (fred være med ham) selv. Zubair (må Allah være tilfreds med ham) bar denne gruppes fane. Allahs Sendebud (fred være med ham) trængte ind i Mekka. Da fred og orden var genoprettet overalt, red Hazrat Mikdad og Hazrat Zubair (må Allah være tilfreds med dem) på deres respektive heste hen til Allahs ædle Sendebud. Allahs Sendebud (fred være med ham) rejste sig og tørrede med egne hænder støvet af deres ansigter.
Under slaget ved Hunayn nåede Hazrat Zubair frem til en hemmelig base for de vantro, hvor de angreb ham uventet. Med stor tapperhed ryddede han basen på kort tid. Han deltog også i kampene ved Taif og Tabuk. I det tiende hijri-år ledsagede han også Allahs Sendebud (fred være med ham) på pilgrimsrejsen under afskedshajj.
Under den anden kalif Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat fandt et voldsomt slag sted på Yarmouks slette i Syrien mellem den muslimske hær og en enorm romersk hær. Det var et slag, der skulle afgøre Syriens skæbne. Hazrat Zubair deltog også i dette slag. På et afgørende tidspunkt i slaget besluttede en gruppe muslimske soldater, at Hazrat Zubair skulle iværksætte et voldsomt angreb mod centrum af den romerske hær, mens de andre skulle følge ham tæt og støtte ham. I overensstemmelse med beslutningen angreb Hazrat Zubair (må Allah være tilfreds med ham) hurtigt og voldsomt, brød gennem den romerske hærs formation og nåede over på den anden side, men de andre var ikke i stand til at følge ham. Da han alene igen brød gennem den romerske hær for at vende tilbage, blev han angrebet voldsomt og fik et alvorligt sår i nakken. Hazrat Urwa fortæller: Efter Badr var dette det andet sår, som vi som børn plejede at lege med ved at stikke fingrene ind i det. Som følge af dette dristige angreb blev den romerske hær spredt.
Hazrat Amr ibn al-As har indledt et angreb på Egypten og belejret fæstningen i Fustat. Amir al-Mu’minin Hazrat Umar sendte ham ti tusind soldater og fire tusind officerer til hjælp. I brevet skrev han, at hver af disse officerer svarede til tusind ryttere. Hazrat Zubayr var en af disse fire tusind officerer. De muslimske soldater havde belejret fæstningen i syv måneder. Der syntes ikke at være udsigt til hverken sejr eller nederlag. En dag sagde Hazrat Zubayr i frustration: »I dag vil jeg ofre mit liv for muslimerne.« Med disse ord tog han sit blottede sværd i hånden, satte en stige op og klatrede op på toppen af fæstningsmuren. Flere andre sahaba fulgte ham. Pludselig begyndte de fra muren at råbe »Allahu akbar«. Nedenfra fyldte alle de muslimske soldater samtidig luften med råb om »Allahu akbar«. De kristne soldater troede, at muslimerne var trængt ind i fæstningen. De blev grebet af frygt og forvirring. På et tidspunkt trængte Hazrat Zubayr med stor hast ind i fæstningen, åbnede porten, og straks trængte den muslimske hær ind. Da Egyptens hersker, al-Muqawqis, ikke så nogen anden udvej, foreslog han en fredsaftale, som blev accepteret. Alle fik aman, det vil sige sikkerhed.
I år 23 efter hijra blev den anden kalif, Hazrat Umar, dødeligt såret af en ildtilbeders knivstik og døde som martyr. Før sin død nedsatte han et råd bestående af seks fremtrædende sahaba og overdrog dem ansvaret for at vælge den næste kalif. Han sagde: »Indtil den sidste dag af sit liv var Allahs Sendebud tilfreds med disse mænd.« Hazrat Zubayr var et af rådets medlemmer.
Under den tredje kalif, Hazrat Uthmans, kalifat levede Hazrat Zubayr et tilbagetrukket liv. Han påtog sig ingen statslig opgave. Han var i virkeligheden også blevet ældre. Da Hazrat Uthman i år 35 efter hijra blev belejret af oprørere, udpegede Hazrat Zubayr sin søn, Hazrat Abdullah, til at beskytte ham. Da Hazrat Uthman blev martyr, udførte han i nattens mørke i hemmelighed begravelsesbønnen for ham og begravede ham.
Under Hazrat Alis styre rejste han og Hazrat Talha til Mekka, hvor de sluttede sig til Hazrat Aisha. Der drøftede de indgående den muslimske ummas daværende situation og besluttede at tage til Basra i stedet for Medina. Et stort antal mennesker sluttede sig til dem. Hazrat Ali rykkede imidlertid frem med en hær for at gøre modstand mod dem, og den 10. Jumada al-Thani i år 36 efter hijra stod de to muslimske hære over for hinanden på et sted ved navn Dhi Qar, ikke langt fra Basra. I historien er dette kendt som Kamelslaget.
Analysen af dette sørgelige kapitel i islamisk historie er ikke hovedemnet for denne artikel. Men de, der engang var brødre, tørster nu efter hinandens blod. Uanset hvordan sagen forholdt sig, kan vi med sikkerhed sige, at det ikke skyldtes deres personlige strid eller fjendskab. De handlede sådan drevet af sandhedens og oprigtighedens følelser, begejstring og iver. Derfor ser vi, at mennesker fra den samme stamme dengang var delt på to sider. Desuden var ledernes primære mål på begge sider at nå frem til en forsoning. Derfor blev der ført samtaler mellem de to sider gennem udveksling af udsendinge. Af samme grund ser vi også, at Hazrat Ali alene red ind midt på slagmarken og råbte på Hazrat Zubayr: »Abu Abdullah! Kan du huske den dag, hvor vi to gik hånd i hånd forbi Allahs Sendebud? Allahs Sendebud spurgte dig: ’Elsker du Ali?’ Du svarede: ’Ja, Allahs Sendebud!’ Husk, at Allahs Sendebud dengang sagde: ’En dag vil du kæmpe uretmæssigt mod ham.’ Hazrat Zubayr svarede: »Ja, nu husker jeg det.«
Det var det eneste, der blev sagt. Efter at have sagt dette vendte Hazrat Ali tilbage til sit telt. Imens skete der en omvæltning i Zubayrs hjerte. Alle hans beslutninger og al hans fasthed blev knust. Han kom til de troendes moder, Hazrat Aisha, og sagde: »Jeg tog fuldstændig fejl. Ali mindede mig om et udsagn fra Allahs Sendebud.« Aisha spurgte: »Hvad ønsker du så nu?« Han svarede: »Jeg trækker mig fra denne strid.« Hans søn Abdullah sagde: »Far, forlader du os i hullet og flygter nu af frygt for Ali?« Han svarede: »Jeg har svoret, at jeg ikke vil kæmpe mod Ali igen.« Abdullah sagde: »Der findes en soning for eden.« Med disse ord tilkaldte han sin slave Makhul og frigav ham. Men Allahs Sendebuds hawari, Zubayr, sagde: »Min søn, Ali mindede mig om noget, der har dæmpet al min energi og begejstring. Jeg er helt sikker på, at vi ikke står på sandhedens side. Kom, og følg også du mig.« Hazrat Abdullah nægtede. Hazrat Zubayr drog alene af sted mod Basra.
Da Ahnaf ibn Qays så Hazrat Zubayr tage af sted, sagde han: »Lad nogen finde ud af, hvorfor han tager af sted.« Amr ibn Jarmuz sagde: »Jeg tager af sted.« Derefter bevæbnede han sig, satte sin hest i galop og indhentede Hazrat Zubayr. På det tidspunkt var Zubayr nået et stykke uden for Basra. Da Ibn Jarmuz kom tæt på, sagde han:
»Abu Abdullah, i hvilken tilstand har du forladt folket?«
– De skærer alle halsen over på hinanden.
– Hvor skal De hen nu?
– Jeg har indset min fejl. Derfor ønsker jeg at tage et andet sted hen for at holde mig væk fra denne strid.
Ibn Jarmuz sagde: »Kom, jeg skal også et stykke i den retning.« De gik sammen. Da tiden for zuhr-bønnen kom, standsede Hazrat Zubair. Ibn Jarmuz sagde: »Jeg vil også bede sammen med Dem.« De stillede sig op til bøn. Så snart Hazrat Zubair havde kastet sig ned i سجود for sin Herre, skilte den forræderiske Ibn Jarmuz med ét slag af sit sværd hovedet fra kroppen på Rasulullahs ﷺ hawari. Inna lillahi wa inna ilayhi raji’un.
Ibn Jarmuz kom til Hazrat Ali رضى الله عنه med Hazrat Zubairs sværd, rustning og andet udstyr og fortalte med stor stolthed om sin bedrift. Ali رضى الله عنه kastede et beklagende blik på sværdet og sagde: »Han fjernede utallige gange prøvelsernes skyer fra Rasulullahs ﷺ vej. O du, der har dræbt Ibn Safiyya, vid, at Helvede venter på dig.« Således led Hazrat Zubair martyrdøden i år 36 efter hijra og blev begravet i dalen as-Siba. Han blev 64 år gammel.
Hazrat Zubair besad en særdeles ædel karakter. Taqwa, kærlighed til sandheden, gavmildhed, storsind og mod var kendetegnende for hans karakter. Hans hjerte var blødt som et barns. Selv ved den mindste ting smeltede han som voks. Da dette vers blev åbenbaret:
»Du skal visselig dø, og de skal også dø. Derefter vil I på opstandelsens dag strides med hinanden foran jeres Herre.« (Zumar/31) spurgte han: »Allahs Sendebud! Vil vores strid også blive gentaget på opstandelsens dag?« Profeten ﷺ svarede: »Ja. Efter at selv det mindste atom er blevet gjort op, vil enhver rettighedshaver få sin ret.« Da han hørte dette, skælvede hans hjerte. Han udbrød: »Allahu akbar. Hvor streng en ordning det bliver.«
En dag gik han til Ummu Atas hjem, som var bedstemor til hans slave Ibrahim, og dér så han, at de stadig havde offerkød tilbage efter tashriq-dagene. Han sagde: »Ummu Ata! Allahs Sendebud ﷺ har forbudt muslimerne at spise offerkød i mere end tre dage.« Ummu Ata sagde: »Hvad skal jeg gøre? Folk sender så mange gaver, at de aldrig slipper op.« (Musnad Imam Ahmad 1/166)
Selv om Hazrat Zubayr var Allahs Sendebuds ﷺ hawari og trofaste ledsager, berettede han kun sjældent hadither af frygt for Allah og af forsigtighed. En dag spurgte hans søn Abdullah: »Far, hvorfor beretter du ikke mange hadither ligesom de andre?« Han svarede: »Min søn, jeg stod på ingen måde de andre efter i ledsagelse af og venskab med Allahs Sendebud ﷺ. Jeg har ikke været adskilt fra Allahs Sendebud ﷺ siden den dag, jeg antog islam. Men denne advarsel fra ham har gjort mig meget forsigtig: »Den, der med vilje tillægger mig en løgn, bør berede sig en plads i Helvede.«
Han var så omhyggelig med islamisk lighed, at han ikke fandt det tilladeligt at give den ene af to afdøde muslimer blot en smule forrang. I slaget ved Uhud blev hans morbror, Hazrat Hamza, martyr. Hans mor, Hazrat Safiyya, kom med to stykker stof til broderens ligklæde. Men lige ved siden af morbroderen lå liget af en ansar. Han kunne ikke acceptere, at det ene lig skulle få to stykker stof, mens det andet blev ligklædeløst. Han målte de to stykker for at dele dem mellem dem. Det viste sig, at de to stykker var af forskellig størrelse. For at ingen skulle begunstiges, afgjorde han sagen ved lodtrækning.
Hazrat Zubayr anså enhver form for modgang og fare for ringe. Frygten for døden kunne aldrig få selv den mindste revne i hans faste beslutning. Under belejringen af Alexandria ville han sætte en stige op og trænge ind i fæstningen. Hans ledsagere sagde: »Indenfor er der en voldsom pest.« Han svarede: »Vi er jo kommet for sår og pest. Hvorfor skulle vi så frygte døden?« Den dag trængte han med overvældende mod ind i fæstningen ved hjælp af en stige.
Hazrat Zubayrs ærlighed, pålidelighed, lederevner og organisatoriske evner var enestående. Når folk nærmede sig døden, ønskede de at udpege ham som værge for deres børn og deres formue. Da Muʿti ibn al-Aswad ville udpege ham som eksekutor, afslog han. Da begyndte han med grådkvalt stemme at sige: »Jeg beder dig ved Allah, Sendebudet og det nære slægtskab: Jeg har hørt al-Faruq al-Aʿzam Umar sige, at Zubayr er en søjle i religionen.« Hazrat Uthman, Miqdad, Abdullah ibn Masud, Abd al-Rahman ibn Awf og andre sahaba udpegede ham som eksekutor ved deres død. Med største ærlighed forvaltede han deres formuer og brugte dem til deres børn og familier.
Hazrat Zubayr elskede sin hustru og sine børn dybt. Især holdt han umådeligt meget af sin søn Abdullah og hans børn. Før sin død var han særdeles opmærksom på sine børns undervisning og opdragelse. Under slaget ved Yarmuk tog han sin søn Abdullah med sig. Han var da kun ti år gammel. Hazrat Zubayr satte ham på en hest og overgav ham til en soldats opsyn, så soldaten ved at vise ham krigens frygtelige scener kunne lære ham tapperhed og mod.
Når det gjaldt storsind, gavmildhed og at bruge sine midler på Allahs vej, stod han aldrig tilbage for nogen. Han ejede tusind slaver. Hver dag lod han dem arbejde mod betaling og tjente et stort beløb. Men han mente ikke, at det var passende at bruge så meget som en eneste mønt på sig selv eller sin familie. Han gav det hele bort. Kort sagt besad Hazrat Zubayr alle de egenskaber, som det er muligt for en hawari hos Profeten at besidde.
Handel var Hazrat Zubayrs vigtigste erhverv. Det bemærkelsesværdige var, at den handel, han kastede sig over, aldrig gav ham et tab.
I kampen på Allahs vej blev han ramt af utallige slag fra fjendernes pile og spyd. Ali ibn Khalid fortæller: »En mand fra Mosul kom til os. Han berettede: »Jeg var rejsefælle med Zubayr ibn al-Awwam. På et tidspunkt under rejsen så jeg på hans krop så mange ar, som jeg aldrig havde set på noget andet menneskes krop. Da jeg spurgte ham, sagde han: »Alt dette skete sammen med Allahs Sendebud ﷺ og på Allahs vej.««
ʿAlī ibn Zayd siger: »En mand, der havde set az-Zubayr, fortalte mig: ›På hans bryst var der utallige mærker efter pileskud og spydstød, som lignede springvand.‹«
Hvad angik klædedragt, var han yderst enkel. Hans sværd var derimod meget prangende. Sværdets greb var udsmykket med et fremragende mønster.
Muʿāwiya spurgte ʿAbdullah ibn ʿAbbās om hans mening om Talha og az-Zubayr. Han svarede: »Må Allah vise dem begge barmhjertighed. Ved Allahs ed var de begge yderst afholdende, dydige, retskafne, underkastede, rene, rensede og blandt dem, der døde som martyrer.«
Az-Zubayr siger: »Allahs Sendebud bad for mig og for mine børn og efterkommere.«
Az-Zubayrs største kendetegn og lykke var, at han var en af al-ʿAshara al-Mubashshara, det vil sige en af de ti ledsagere, som i denne verden fik det glædelige budskab om Paradiset.
Talha ibn ʿUbaydullah ((må Allah være tilfreds med ham))
Abū Muhammad Talha var hans navn. Hans far var ʿUbaydullah, og hans mor var Saʿba. Han var efterkommer af Qurayshs gren Taym. Hazrat Abū Bakr var også fra denne Taym-klan. Hans mor Saʿba var søster til den berømte martyrledsager Hazrat ʿAl ibn al-Hadramī.
Hazrat Talha antog islam allerede i islams tidlige periode, da han kun var femten år gammel. Han antog islam på opfordring fra Hazrat Abū Bakr as-Siddīq. I den førislamiske uvidenhedsperiode var han fast medlem af de møder, der blev afholdt i Abū Bakrs hjem.
Beretningen om, hvordan han antog islam, er meget bemærkelsesværdig. Han var rejst til Syrien med Qurayshs handelskaravane. Da de nåede byen Basra, skilte de øvrige Quraysh-købmænd i gruppen sig fra ham og blev optaget af at købe og sælge forskellige steder på markedet. Mens han gik omkring på markedet, indtraf en begivenhed, som ændrede Talhas livsbane. Han fortæller:
»Jeg befandt mig på markedet i Basra. Jeg hørte en kristen præst råbe: ’O handelsfolk! Spørg de mennesker, der er kommet til dette marked, om der blandt dem er nogen fra Mekka.’ Jeg var lige i nærheden. Jeg gik hurtigt hen til ham og sagde: ’Ja, jeg er fra Mekka.’ Han spurgte: ’Er Ahmad trådt frem blandt jer?’ Jeg sagde: ’Hvilken Ahmad?’ Han svarede: ’Abdullah ibn Abd al-Muttalibs søn. Dette er den måned, hvor han vil træde frem. Han bliver den sidste profet. Han vil træde frem i Mekka og udvandre til et land med den sorte sten og daddelpalmehaver. Unge mand, du bør skynde dig at opsøge ham.’ Talha fortæller: ’Hans ord gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg forlod min karavane, steg op på mit ridedyr og red af sted. Så snart jeg nåede hjem, spurgte jeg min familie, om der var sket noget nyt i Mekka, efter at jeg var rejst. De svarede: ’Ja, Muhammad ibn Abdullah har hævdet, at han er profet, og Abu Bakr, Abu Quhafas søn, er blevet hans tilhænger.’«
Talha fortæller: »Jeg gik til Abu Bakr og spurgte ham: ’Er det sandt, at Muhammad har hævdet, at han er profet, og at du er blevet hans tilhænger?’ Han svarede: ’Ja,’ og inviterede derefter også mig til islam. Jeg fortalte ham så udførligt om den kristne præst og det, der var sket. Derefter tog han mig med til Allahs Sendebud. Dér fremsagde jeg trosbekendelsen og antog islam, og jeg fortalte Allahs Sendebud alt, hvad præsten havde sagt. Da han hørte det, blev han meget glad. Således blev jeg den fjerde person, der antog islam gennem Abu Bakr.«
Da Talha antog islam, skabte hans mor et stort postyr. Hendes ønske var nemlig, at hendes søn skulle blive stammens leder. Stammens folk forsøgte at presse ham til at opgive islam, men opdagede, at han stod fast som et bjerg. Da de indså, at gode ord ikke nyttede, valgte de torturens vej. Masud ibn Kharash fortæller: »En dag løb jeg mellem Safa og Marwa, da jeg så en gruppe mennesker komme slæbende med en ung mand, hvis hænder var bundet. Derefter lagde de ham på maven og begyndte at slå ham voldsomt på ryggen og hovedet. Bag dem gik en gammel kvinde, som skreg sig hæs, mens hun skældte ham ud. Jeg spurgte: ’Hvorfor er det gået drengen sådan?’ De svarede: ’Det er Talha ibn Ubaydullah. Han har forladt sine forfædres religion og er blevet tilhænger af den mand fra Banu Hashim.’ ’Hvem er denne kvinde?’ spurgte jeg. De svarede: ’Det er Sab’a bint al-Hadrami, den unge mands mor.’«
Nawfal ibn Khuwaylid, kendt som Qurayshs løve, kom til Talha. Han bandt ham med et reb og bandt også Abu Bakr med det samme reb. Derefter overgav han dem begge til de stædige mænd i Mekka, så de kunne udsætte dem for tortur. Fordi de begge var bundet med det samme reb, blev de kaldt »Qarīnan«.
Efter at have antaget islam blev han således udsat for sine nærmestes og Qurayshs undertrykkelse og overgreb. I tretten lange år udholdt han alt med grænseløs tålmodighed og fortsatte oprigtigt arbejdet med at forkynde og udbrede islam. Han opsøgte fremmede rejsende i dalene omkring Mekka og besøgte i al hemmelighed beduinernes telte samt hjemmene hos byens kendte afgudsdyrkere for at bringe dem budskabet om religionen. Ligesom de andre besøgte han også regelmæssigt Mekkas »Dar al-Arqam«. I denne vanskelige tid for islam og muslimer gjorde han alt, hvad han kunne, og anstrengte sig fuldt ud for Allahs religion.
I oktober 622 udvandrede Allahs Sendebud (fred være med ham) fra Mekka til Medina sammen med Abu Bakr. Deres vejviser på denne vanskelige rejse var Abdullah ibn Uraiqit. Efter at have ført dem til Medina vendte han tilbage til Mekka og fortalte Abu Bakrs søn Abdullah hele beretningen om deres rejse i detaljer. Mens Abu Bakrs familie forberedte sig på at udvandre til Medina, sluttede Talha og Suhayb ibn Sinan sig til dem. Talha var leder af denne karavane. Da Talha og Suhayb var ankommet til Medina, tog de ophold hos As’ad ibn Zurarah. Ibn Hajar siger: Før udvandringen havde Allahs Sendebud (fred være med ham) knyttet et broderskabsbånd mellem Talha og al-Zubayr i Mekka, og efter udvandringen blev der knyttet et broderskabsbånd mellem ham og den fremtrædende medinensiske ansariske ledsager Abu Ayyub al-Ansari. Ifølge en anden overlevering havde Allahs Sendebud (fred være med ham) imidlertid knyttet et broderskabsbånd mellem ham og Ka’b ibn Malik, og deres forhold forblev urokkeligt hele livet, som mellem brødre.
Selv om han ikke deltog direkte i slaget ved Badr, deltog han indirekte. Derfor gav Allahs Sendebud (fred være med ham) ham en andel af krigsbyttet. Under slaget planlagde en gruppe vantro at angribe den muslimske befolkning i Medina. Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte Talha ud for at indhente oplysninger om dem. Ud over Talha sendte Allahs Sendebud (fred være med ham) syv andre mænd forskellige steder hen med forskellige opgaver. Derfor kunne de ikke deltage direkte i slaget. Alligevel blev de regnet blandt dem, der deltog ved Badr.
I det tredje år efter hijra fandt slaget ved Uhud sted mellem muslimerne og afgudsdyrkerne fra Mekka. I dette slag satte Hazrat Talha en enestående rekord i tapperhed og mod. I virkeligheden var han helten i slaget ved Uhud. Da den muslimske hær på grund af bueskytternes fejl blev udsat for et alvorligt tilbageslag, var Talha blandt de få soldater, der dannede en forsvarslinje omkring Allahs Sendebud (fred være med ham). På dette tidspunkt blev Hazrat Ammar ibn Yazid martyr. Da en pil, affyret af en vantro, ramte Qatada ibn Nu’mans øje, sprang øjets pupil ud af øjenhulen og hang ned over hans kind. Abu Dujana stillede sig med ansigtet vendt mod Allahs Sendebud (fred være med ham) og gjorde hele sin krop til et skjold for ham. På dette tidspunkt skød Sa’d ibn Abi Waqqas pile med overordentligt stort mod. Og Talha angreb de vantro voldsomt med et sværd i den ene hånd og et spyd i den anden.
På et tidspunkt under slaget blev alle undtagen tolv Ansarer og én Muhajir, Talha, adskilt fra Allahs Sendebud (fred være med ham). Sendebudet (fred være med ham) steg op på en bjergtop, og netop da omringede en gruppe fjendtlige soldater ham. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til sine ledsagere: »Den, der kan drive dem bort, skal være min ledsager i Paradiset.« Talha sagde: »Jeg går, Allahs Sendebud.« Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Nej, bliv du.« En mand fra Ansarerne sagde: »Jeg går.« Han sagde: »Ja, gå.« Ansarien gik og blev martyr, mens han kæmpede mod afgudsdyrkerne. Sådan råbte Allahs Sendebud (fred være med ham) igen og igen, og hver gang erklærede Talha, at han ville gå, men Sendebudet (fred være med ham) holdt ham tilbage og sendte en mand fra Ansarerne. Da alle Ansarerne én efter én havde lidt martyrdøden, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) til Talha: »Nu er det din tur. Gå.«
Hazrat Talha gik til angreb. Allahs Sendebud (fred være med ham) blev såret, en af hans velsignede tænder blev slået ud, og han blev dækket af blod. I denne situation angreb Talha alene afgudsdyrkerne én gang og drev dem et stykke bort. Derefter løb han tilbage til Allahs Sendebud (fred være med ham), bar ham på sine skuldre op ad bjerget og satte ham ned et sted, hvorefter han igen gik til angreb. Sådan afværgede han afgudsdyrkernes angreb den dag. Hazrat Abu Bakr sagde: »På dette tidspunkt var Abu Ubaida og jeg kommet et stykke væk fra Allahs Sendebud (fred være med ham). Efter et stykke tid vendte vi tilbage til Sendebudet (fred være med ham), og da vi gik hen for at pleje ham, sagde han: ›Lad mig være og se til jeres ven Talha.‹« Vi så, at han lå bevidstløs i en grøft, dækket af blod. Den ene af hans hænder var næsten revet af kroppen, og hele hans krop bar spor efter mere end halvfjerds slag med sværd samt sår fra pile og spyd. Derfor sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) senere om ham: »Hvis nogen ønsker glæden ved at se en død person gå omkring på jorden, så lad ham se Talha ibn Ubaidullah.« Derfor blev han kaldt den levende martyr. Når Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) talte om slaget ved Uhud, plejede han at sige: »Hele den dag tilhørte Talha.« I dette slag blev Talha så kær for Allahs Sendebud (fred være med ham), at han gav ham det glædelige budskab om al-Firdaws.«
I den femte hijri-årgang, i måneden Dhu al-Qa’da, begyndte en samlet styrke af forskellige arabiske stammer og jøder at gøre klar til at angribe Medina. For at standse dem besluttede den muslimske hær under Allahs Sendebuds (fred være med ham) ledelse at grave en grøft på fem håndsdybder fra øst til vest ved siden af bjerget Sala i udkanten af Medina. Hazrat Talha blev set travlt beskæftiget med at grave grøften. Knap var arbejdet afsluttet, før den samlede styrke af Quraysh fra Mekka og andre arabiske stammer belejrede Medina. Inde i Medina begyndte de jødiske stammer, især Banu Qurayza, samtidig at konspirere mod muslimerne efter at have brudt traktaten. På dette tidspunkt var muslimerne omringet af fjender både indefra og udefra. I denne vanskelige situation blev nogle muslimer naturligt nok en smule urolige af bekymring for deres hustruers, børns og familiers sikkerhed. Men flertallet af muslimernes kampvilje og deres tro på Allah forblev urokkelig. De var fuldt ud rede til at ofre alt, hvad de ejede og deres liv, på Allahs vej. Hazrat Talha tilhørte denne sidstnævnte gruppe. Allah den Ophøjede suraen al-Ahzab s andet og tredje ruku på smuk vis skildret muslimernes sindstilstand på dette tidspunkt.
Nogle muslimer stod ved grøften og talte sammen. Hazrat Talha gik forbi. Han hørte en af dem sige: »Vi bør sørge for vores hustruers og familiers sikkerhed.« Hazrat Talha standsede et øjeblik. Han sagde: »Allah er den bedste beskytter.« De, der havde sat deres lid til deres egen styrke og fysiske formåen, var blevet besejret. Folkene sagde: »De har ret.« Og de opgav deres hensigt.
Han deltog i alle ekspeditionerne, herunder troskabseden ved Ridwan, Khaybar og Mu’ta, og spillede en bemærkelsesværdig rolle. På dagen for erobringen af Mekka var Talha med i den lille gruppe af Muhajirer, som Allahs Sendebud (fred være med ham) drog ind i Mekka sammen med, og sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) trådte han ind i den hellige Kaba.
På den 25. dag i måneden Dhu al-Qa’dah i det tiende hijri-år begyndte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sin rejse fra Medina med henblik på hajj. Dette var den historiske afskedshajj. Talha blev også rejsefælle med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) nåede han frem til Dhul-Hulayfa, hvor han iførte sig ihram. På denne rejse var det kun Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og Talha, der havde offerdyr med sig. (Sahih al- Bukhari: Kitab al- Hajj)
Ved den elskede Profets bortgang blev Hazrat Talha dybt ramt. Han blev overvældet af sorg over Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Fra tid til anden plejede han at sige: »Allah den Højeste har befalet os at være tålmodige i alle ulykker. Derfor forsøger jeg at udvise smuk tålmodighed over hans fravær, samtidig med at jeg beder Allah om at give mig styrke til det.«
Under Hazrat Abu Bakrs kalifat var han hans særlige rådgiver. Gennem overvejelser, råd og handling hjalp han ham i alle anliggender. Under Riddah-krigene rådede mange fremtrædende sahaba i første omgang kaliffen til at behandle beduinerne, der nægtede at betale zakat, med en vis mildhed og til ikke at erklære jihad mod dem. Men Hazrat Talha sagde klart: »En religion, der ikke indeholder zakat, kan ikke være sand og ret.«
I måneden Jumada al-Thani i det 13. hijri-år blev Hazrat Abu Bakr syg. Hans tilstand begyndte hurtigt at forværres. En dag kom Hazrat Talha for at besøge ham. Da han var ankommet, sad de en stund i tavshed, hvorefter følgende samtale fandt sted mellem dem:
– Skal jeg udpege Umar som min efterfølger? Abu Muhammad (Talha), hvad mener du?
– Blandt sahaba besidder Umar de bedste egenskaber; han skelner mellem sandhed og løgn.
– Jeg har bedt om dit råd angående at udpege ham som min efterfølger.
– Hans natur rummer en vis strenghed, og han har en tendens til at håndhæve reglerne meget strengt.
– Hvilke fejl har han?
– Når han er så streng i Deres tid, hvem ved da, hvor meget strengere han bliver efter Dem, når han føler ansvaret hvile på sig.
– Når det tunge ansvar som kalif hviler på ham, vil han blive mild.
Til sidst sagde Talha: Jeg er ikke uenig i, at hans dyder og kvalifikationer overgår alles andres. Jeg har ikke undladt at give udtryk for min reaktion på én side af hans karakter.
I hijri-år 13 blev Hazrat ’Umar kalif. Også han gav Hazrat Talha den behørige anseelse og drog derfor altid fordel af hans råd.
Efter erobringen af Irak opstod der uenighed blandt sahabaerne om, hvorvidt landbrugsjorden dér skulle fordeles blandt mujahiderne som krigsbytte. Én gruppe sagde, at den burde fordeles. Men en anden gruppe, herunder kaliffen, var imod fordelingen. Efter lange drøftelser på shura-rådets møde blev kaliffens synspunkt enstemmigt vedtaget. I denne sag støttede Hazrat Talha utvetydigt kaliffens synspunkt på shura-rådets møde og holdt en stærk tale til fordel for det.
Blandt de seks fremtrædende sahabaer, som Amir al-Mu’minin Hazrat ’Umar før sin død betroede ansvaret for at vælge en kalif blandt dem, var også Hazrat Talha. Men i et højdepunkt af selvopofrelse trak han sig selv fra kravet på kalifatet og afgav sin stemme til støtte for Hazrat ’Uthman.
Hazrat ’Uthman blev holdt indespærret i sit hjem af oprørerne. En dag stak han hovedet ud gennem husets vindue og talte til oprørsgruppen og de forsamlede indbyggere i Medina. På et tidspunkt spurgte han: Er Talha blandt jer? Ingen svarede. Da han på denne måde spurgte for tredje gang, rejste Hazrat Talha sig. Hazrat ’Uthman sagde til ham: Jeg havde ikke forventet, at De ville være til stede blandt denne folkemængde og svare efter at være blevet spurgt tre gange. Jeg beder Dem ved Allah: Husker De den dag på det og det sted, hvor ingen andre end jeg og De var sammen med Allahs Sendebud, og Sendebudet sagde til Dem: Talha, enhver profet vil have en ledsager fra sit folk i Paradiset. ’Uthman ibn ’Affan vil være min ledsager i Paradiset. Talha bekræftede: Ja. Derefter rejste han sig og gik bort fra folkemængden.
Hazrat Uthman blev martyrdræbt. En del af den muslimske ummah hævede stemmen mod mordet på Hazrat Uthman og krævede qisas. Hazrat Talha og Zubayr rejste fra Medina til Mekka og sluttede sig til Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Ved Basras udkant stod de over for Hazrat Alis (må Allah være tilfreds med ham) hær. Gennem Hazrat Qa‘qa ibn ‘Amr begyndte de to parter at føre drøftelser. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), de troendes moder Hazrat Aisha, Talha og Zubayr nåede til enighed om en fredelig løsning på problemet. Begge parter åndede lettet op. Men de jødiske folk omkring den intrigante og sammensvorne Ibn Saba blev dybt bekymrede over dette. Det var i virkeligheden dem, der havde dræbt Hazrat Uthman. De havde skjult sig blandt Hazrat Alis (må Allah være tilfreds med ham) soldater. I nattens mørke begyndte de at skyde pile både mod Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) lejr og mod Hazrat Alis (må Allah være tilfreds med ham) hær. Soldaterne fra begge sider var faldet i tryg søvn, efter at beslutningen om fredsaftalen var blevet truffet. Da de vågnede ved dette pludselige angreb, troede de, at modparten var begyndt at angribe. Den jødiske Ibn Sabas plan lykkedes. Før morgenen var kommet, brød et voldsomt slag ud, og i historien blev dette slag kendt som Slaget ved Kamelen. Omkring ti tusind mennesker, ifølge en anden opgørelse tretten tusind, blev dræbt fra de to sider i dette slag. Allerede ved slagets begyndelse gennemborede en pil, som sabayitterne havde skudt, Hazrat Talhas fod. Da Hazrat Qa‘qa ibn ‘Amr så, at blødningen fra såret ikke standsede, bad han ham tage til Basras Darul Ilaj (hospital). Efter hans opfordring tog han sammen med en tjener til Darul Ilaj. Imidlertid var hans krop i mellemtiden blevet tømt for blod. Kort efter ankomsten døde han. Han blev begravet i Basra.
Ibn Asakir har på grundlag af forskellige kilder nævnt, at Hazrat Talha blev såret af en pil, som Marwan ibn al-Hakam skød på dagen for Slaget ved Kamelen. Han døde i en alder af 64 år i Jumada al-Awwal, ifølge en anden opfattelse den 10. Jumada al-Thani i år 36 efter hijra.
Hazrat Talha var en velhavende købmand. Men han havde ingen begærlighed efter at samle rigdom. Historien rummer mange fortællinger om hans gavmildhed. I historien omtales han som »den gavmilde Talha«. En gang kom halvfjerds tusind dirham fra Hadramaut i hans besiddelse. Om natten blev han bedrøvet og bekymret. Da hans hustru, Umm Kulthum, datter af Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), så sin mands tilstand, spurgte hun ham:
– Abu Muhammad, hvad er der sket med dig? Det virker, som om du er blevet såret over noget, jeg har gjort.
– Nej, som hustru til en muslimsk mand er du virkelig vidunderlig. Men siden i aften har jeg tænkt: Hvad vil et menneske tænke om sin Herre, hvis han sover med så mange penge liggende i huset?
– Hvad er der at være bedrøvet og bekymret over? Hvor skal du på denne tid af natten finde de fattige og trængende samt dine slægtninge? Så snart det bliver morgen, kan du fordele dem.
– Må Allah vise dig barmhjertighed! Det er det, man kalder: »Som far, så datter.«
Næste morgen fordelte han alle dirhamene i forskellige poser og beholdere blandt de fattige og trængende blandt muhajirun og ansar. Der er også berettet en anden hændelse om hans gavmildhed. En mand kom til Hazrat Talha, nævnte deres slægtskabsforbindelse og bad om hjælp. Talha sagde: »Jeg har et stykke jord på det og det sted. Uthman ibn Affan ønsker at give mig tre hundrede tusind dirham for denne jord. Hvis du ønsker det, kan du tage dette stykke jord, eller jeg kan sælge det og give dig de tre hundrede tusind dirham.« Manden ønskede at få pengene. Han gav ham hele beløbet fra salget.
Abd al- Rahman ibn ’Awf ((ra))
Ifølge Imam al-Bukhari hed Abd al-Rahman ibn Awf i uvidenhedens tid Abd Amr. Ibn Sa’d nævner i sin ‘Tabaqat’«, at han i uvidenhedens tid hed Abd Ka’ba. Efter hans antagelse af islam gav Allahs Sendebud ﷺ ham navnet Abd al-Rahman. Begge hans forældre tilhørte Zuhra-stammen. Hans mor hed Shifa bint Awf. Både hans farfar og morfar hed Awf.
Ibn Sa’d har ifølge al-Waqidis overlevering nævnt, at han blev født ti år efter År elefanten. På grundlag af denne overlevering var han ti år yngre end Allahs Sendebud ﷺ. Profeten ﷺ blev født halvtreds dage efter begivenheden med År elefanten. Ibn Hajar har imidlertid angivet, at han var tretten år yngre end Allahs Sendebud ﷺ.
Han var blandt dem, der antog islam i den første periode efter Allahs Sendebuds ﷺ profetskab. Mekkas fremtrædende mænd samledes næsten dagligt til møder i Abu Bakrs hjem. Abd al-Rahman var også et fast medlem af disse møder. Han havde et nært venskab med Abu Bakr. Det var på Abu Bakrs opfordring, at han antog islam. Historien har bevaret navnene på fem faste medlemmer af møderne i Abu Bakrs hjem: Uthman, Sa’d, Talha, Zubayr og Abd al-Rahman. De antog alle islam allerede i den første periode på Abu Bakrs opfordring og modtog løftet om Paradiset allerede i denne verden som belønning for deres grænseløse ofre for islam.
Abd al-Rahman var blandt de elleve mænd og fire kvinder, der i rajab i det femte år efter profetskabets begyndelse udgjorde den første karavane, som udvandrede fra Mekka til Abessinien. Efter Allahs Sendebuds ﷺ udvandring til Medina udvandrede han også dertil. De, der udvandrede både til Abessinien og Medina, kaldes sahib al-hijratayn, det vil sige mennesker med de to udvandringer. I Medina søgte han tilflugt i hjemmet hos Sa’d ibn Rabi’ al-Khazraji, og Allahs Sendebud ﷺ knyttede et broderskabsbånd mellem dem. Imam al-Bukhari har overleveret adskillige hadither om dette gennem flere overleveringskæder. Anas (ra) fortæller om dette: »Da Abd al-Rahman ibn Awf udvandrede til Medina, knyttede Allahs Sendebud ﷺ et broderskabsbånd mellem ham og Sa’d ibn Rabi’. Sa’d var leder af Khazraj-stammen i Medina og en velhavende mand. Han sagde til Abd al-Rahman: »Alle Ansar ved, at jeg er en velhavende mand. Jeg vil dele hele min formue ligeligt i to. Jeg har to hustruer. Jeg ønsker, at du ser på dem begge og vælger én. Jeg vil skille mig fra hende, og derefter kan du gifte dig med hende.« Abd al-Rahman sagde: »Må Allah skænke velsignelse og godhed til din familie! Broder, jeg har ikke brug for noget af dette. Vis mig blot vejen til markedet.«
Et sådant fast tillidsforhold til og en sådan enestående gavmildhed i det islamiske broderskab fra Sa’ds side er sjældent i den islamiske ummahs, ja i hele menneskehedens, historie. På den anden side er Abd al-Rahmans storhed, selvstændighed og faste beslutning om at stå på egne ben også særligt bemærkelsesværdig.
På den anden dag af sit ophold i Medina spurgte Abd al-Rahman sin ansariske broder Sa’d: »Er der et marked her, hvor man kan købe og sælge?« Han svarede: »Ja, der er Qaynuqa-markedet i Yathrib (Medina).« Abd al-Rahman købte noget ghee og ost et sted og gik til markedet. Den anden dag gjorde han det samme. Således fortsatte han sin handel. Da han havde samlet nogle penge, giftede han sig med en ansarisk kvinde.
En dag efter brylluppet kom han til Allahs Sendebud ﷺ. Da Allahs Sendebud ﷺ så safranpletter på hans tøj, spurgte han: »Er du blevet gift?« Han svarede: »Ja.« Han spurgte: »Med hvem?« Han svarede: »Med en ansarisk kvinde.« Allahs Sendebud ﷺ spurgte: »Hvor stor en mahr har du fastsat?« Han svarede: »Noget guld.« Derefter sagde Allahs Sendebud ﷺ: »Så hold walima, om så blot med en ged.«
Han fortsatte med sin forretning. Efter nogen tid, da han havde samlet flere penge, afholdt han valimah-festen i overensstemmelse med Allahs Sendebuds anvisning. Efterhånden blev hans forretning endnu større. Han indgik også en forretningsaftale med Umayyah ibn Khalaf fra Mekka.
Den ærede Abd ar-Rahman ibn Awf deltog i alle slag, herunder Badr, Uhud og Khandaq, og viste et yderst stort mod og en urokkelig beslutsomhed. Imam al-Bukhari har i Kitab al-Maghazi gengivet en begivenhed fra slaget ved Badr således med hans egne ord: »I slaget ved Badr stod jeg i rækken. Kampen rasede voldsomt. Jeg så til højre og venstre og fik øje på to unge mænd, én på hver side af mig. Jeg havde ikke megen tillid til dem. Den ene hviskede til mig: »Onkel, sig mig, hvor er Abu Jahl?« Jeg sagde: »Nevø, hvad vil du med ham?« Han sagde: »Jeg har lovet Allah, at enten vil jeg dræbe ham, eller også vil jeg ofre mit eget liv for dette formål.« Den anden sagde det samme til mig i en hvisken. Abd ar-Rahman siger: »Da jeg hørte dem, blev jeg glad ved tanken om, at jeg stod mellem to så ædle mænd. Jeg pegede på Abu Jahl. Pludselig kastede de sig begge over Abu Jahl som to falke og dræbte ham på et øjeblik. Disse to unge mænd var Mu’adh og Mu’awwidh, ‘Afrahs to sønner.« Abd ar-Rahman blev såret i foden under slaget ved Badr.
Han deltog også i slaget ved Uhud. Også i dette slag viste han et enestående mod. Allahs Sendebud havde søgt tilflugt ved et hjørne af Uhud-bjerget, da Ubayy ibn Khalaf nærmede sig med det formål at dræbe Allahs Sendebud. Da Abd ar-Rahman gik frem for at sende ham til Helvede, standsede Allahs Sendebud ham. Derefter tog Allahs Sendebud selv et spyd fra al-Harith ibn as-Simmah og kastede det mod Ubayy ibn Khalafs hals. Han blev lettere såret, flygtede skrigende og drog mod Helvede på et sted ved navn Sarif på vejen til Mekka.
Ibn Sa’d ‘Ṭabaqātul Kubrā’-værket har nævnt, at Abd ar-Rahman viste grænseløst mod og heltemod i slaget ved Uhud. Al-Baladhuri har i sin Futūḥul Buldan, Ibn Hajar i sin al-–Isābah og Ibn Khaldun i sin Tārīkh berettet, at han under dette slag blev ramt af i alt enogtredive sår over hele kroppen.
I måneden Sha’ban i det sjette hijri-år besluttede Allahs Sendebud at sende en ekspedition til Dumat al-Jandal, omkring tre hundrede miles nord for Medina. Han overdrog ledelsen af denne styrke til Abd ar-Rahman. Før afrejsen kom han til Allahs Sendebud. Allahs Sendebud tog med egne hænder turbanen af Abd ar-Rahmans hoved, lagde den til side og bandt en anden, sort turban om hans hoved. Derefter gav han Abd ar-Rahman nogle anvisninger om krigsførelsen og sendte ham af sted.
Da Mekka blev erobret, var Abd ar-Rahman med i den lille gruppe af muhajirun, som Allahs Sendebud befandt sig sammen med.
Efter erobringen af Mekka sendte Allahs Sendebud flere missionsgrupper i forskellige retninger for at udføre dawah-arbejde på Den Arabiske Halvø. De arabiske stammer var stadig nedsunket til halsen i uvidenhed og stammefanatisme. Derfor sendte Allahs Sendebud missionsgrupperne af sted bevæbnede, så de om nødvendigt kunne forsvare sig. En sådan gruppe på tredive mænd blev sendt til folkene fra Banu Khuzaymah under ledelse af den ærede Khalid ibn al-Walid. Imidlertid opstod der en misforståelse mellem den ærede Khalid og Banu Khuzaymah. På et tidspunkt angreb den ærede Khalid Banu Khuzaymah og dræbte og sårede mange af deres folk. Da Allahs Sendebud fik kendskab til hændelsen, tilkaldte han den ærede Khalid, forhørte ham og bad Allah om tilgivelse for hans fejl. Allahs Sendebud betalte blodpengene for de dræbte. Selv hvis en persons hund var blevet dræbt, blev dens erstatningsværdi betalt.
På grund af denne hændelse med Banu Khuzaymah opstod der en ordstrid og debat mellem Khalid og Abd ar-Rahman. Da Allahs Sendebud fik kendskab til dette, tilkaldte han Khalid og irettesatte ham. Han sagde: »Du har skændtes og diskuteret med en sahabi blandt as-Sabiqin al-Awwabin« (en, der antog islam i den første periode). »Det var ikke passende for dig at gøre sådan. Ved Allahs ed, selv hvis du ejede guld på størrelse med Uhud-bjerget og gav det hele bort på Allahs vej, ville du stadig ikke kunne måle dig med blot én af mine ældre sahaba.« Det bør nævnes, at den ærede Khalid antog islam i det sjette hijri-år efter slaget ved Ahzab.
Under Tabuk-ekspeditionen i det niende hijri-år bestod han også den trosprøve, som muslimerne blev udsat for. Som svar på Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opfordring gav Hazrat Abu Bakr, Uthman og Abd al-Rahman, må Allah være tilfreds med dem, rekordstore beløb til denne ekspedition. Da Abd al-Rahman overrakte otte tusind dinarer til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, begyndte hyklerne at hviske indbyrdes. De sagde: »Han er en hykler – hans formål er blot at vise sig frem.« Som svar på dem siger Allah: »Dette er den person, over hvem Allahs barmhjertighed fortsat vil blive sendt ned.« (Sura at-Tawbah: 71) I en anden overlevering fortælles det, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, da han så denne gave, udbrød: »Jeg tror, at Abd al-Rahman er ved at begå en synd. For han har ikke efterladt noget til sin familie.« Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, spurgte han: »Abd al-Rahman, har du efterladt noget til din familie?« Han svarede: »Ja. Jeg har efterladt dem noget, der er mere og bedre end det, jeg har givet bort.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, spurgte: »Hvor meget?« Han svarede: »Det, som Allah og Hans Sendebud har lovet af forsørgelse, godhed og belønning.«
En dag under Tabuk-ekspeditionen gik Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ud for at forrette sin nødtørft ved fajr-bønnens tid. Det varede lidt, før han kom tilbage. Imens indtrådte bønnetiden. På de forsamlede bedendes opfordring stillede Abd al-Rahman sig op som imam og begyndte bønnen. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kom tilbage, var én rak‘ah allerede afsluttet. Da Abd al-Rahman mærkede Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tilstedeværelse, forsøgte han at træde tilbage. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gjorde tegn til ham om at blive på sin plads. Derefter fuldførte han også den anden rak‘ah, mens Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fulgte bønnen bag ham. Imam Muslim og Abu Dawud har overleveret en hadith om dette i deres sahih-værker.
Den første kalif, Hazrat Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, lå på sit dødsleje. Der var ikke længere noget håb om hans liv. Han tilkaldte fremtrædende, eftertænksomme ledsagere og rådførte sig med dem om, hvem der skulle blive kalif efter ham. Han rådførte sig også med Hazrat Abd al-Rahman og foreslog Hazrat Umar som den næste kalif ved at fremhæve nogle af hans egenskaber. Efter tålmodigt at have lyttet til kaliffens ord sagde Abd al-Rahman: »De har ret. Der er ingen tvivl om hans kvalifikationer. Men af natur er han noget streng.
Under Hazrat Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, kalifat blev otte fremtrædende ledsagere pålagt ansvaret for fatwaer og domsafgørelser, mens alle andre blev beordret til at afholde sig fra at udstede fatwaer. Abd al-Rahman var en af disse otte.
Også under sit kalifat forhindrede Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, alle andre end de ledsagere, der besad viden og dømmekraft, i at varetage domsarbejde. Selv Abd Allah ibn Mas‘ud, som han kaldte »vidensskattkammeret«, blev beordret til at afholde sig fra det, da han begyndte at udstede fatwaer uden forudgående tilladelse. Hazrat Umar gav kun den, der var specialist inden for en bestemt gren af viden, tilladelse til at udtrykke sin mening om dette område. Under en tale på et sted ved navn Jabiyah under sin rejse til Syrien sagde han: »De, der ønsker at forstå Koranen, bør knytte sig til Ubayy ibn Ka‘b; de, der ønsker at lære om fara’id, bør gå til Zayd ibn Thabit; og de, der ønsker at blive bekendt med spørgsmål vedrørende fiqh, bør knytte sig til Mu‘adh ibn Jabal og Abd al-Rahman ibn Awf.«
Kaliffen Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, gav Hazrat Abd al-Rahman status som særlig rådgiver. Når han om natten gik rundt for at undersøge byens indbyggeres forhold, tog han ofte Hazrat Abd al-Rahman med sig og rådførte sig med ham om forskellige spørgsmål.
En nat gik kaliffen Umar ud for at gå rundt i byen sammen med Abd al-Rahman. På afstand fik de øje på lys i et hus. Da de kom nærmere, så de, at alle husets døre og vinduer var lukkede; men indefra lød høje stemmer fra nogle mennesker. Kaliffen Umar spurgte Abd al-Rahman: »Kan du høre stemmerne, der kommer indefra?
— »Ja, jeg kan høre dem.«
– Kan De forstå, hvad de siger?
– Det er lyden af mange stemmer i kor. Man kan kun høre larm; det er ikke muligt at forstå, hvad de siger.
– Ved De, hvem huset tilhører?
– Huset tilhører jo Rabi’a ibn Umayya.
Umar sagde: »Måske har de drukket vin og er berusede. Hvad mener De?«
– »Allah har forbudt os at spionere. Han har sagt: Wa lā tajassasū (spionér ikke), og wa lā taqfu mā laisa laka bihi ilmun (følg ikke det, som du ikke har viden om).«
Da Umar hørte dette, sagde han: »De har ret, og De har mindet mig om det på det rette tidspunkt.« Dermed gik han videre sammen med Abd al-Rahman. De to vers, som Abd al-Rahman i denne forbindelse mindede De Troendes Leder om, udgør selve kernen i individets grundlæggende rettigheder i det muslimske samfund.
I det 16. år efter hijra førte erobringen af Irak til det persiske Kisra-kejserriges fald i Irak, og efter slaget ved Yarmuk faldt det romerske kejserrige i Syrien. Kaliffen tog initiativ til at fastsætte jizya og kharaj. Men i denne sag mødte han stærk modstand fra hærføreren Khalid ibn al-Walid samt Bilal og Abd al-Rahman. Til sidst blev kaliffens synspunkt vedtaget efter lange drøftelser på shura-rådets gentagne møder.
Kalif ʿUmar ønskede at fastsætte understøttelser til Allahs Sendebuds ledsagere. Han fremsatte dette ønske over for ʿAbd ar-Rahman. Han rådede ham til at overdrage ansvaret for at udarbejde en fortegnelse til tre personer, der var dygtige i slægtsforskning: Makhzama ibn Nawfal, Khaybar ibn Mutʿam og ʿAqil ibn Abu Talib. I overensstemmelse med hans råd gav kaliffen dem dette ansvar. Da de havde udarbejdet fortegnelsen og forelagt den for kaliffen, gennemgik både Amīr al-Muʾminīn og ʿAbd ar-Rahman den. Efter at have set fortegnelsen sagde ʿUmar: »I skal ændre rækkefølgen i den nuværende fortegnelse og skrive mit eget navn og navnene på de andre fra min stamme, efterhånden som de kommer i rækkefølgen efter deres slægtsmæssige forbindelse til Allahs Sendebud.« ʿAli og ʿAbd ar-Rahman protesterede og sagde: »Du er Amīr al-Muʾminīn. Fortegnelsen bør begynde med dit navn.« Han sagde: »Nej. Begynd med Allahs Sendebuds onkel, ʿAbbas, og skriv derefter ʿAlis navn.« Han fastsatte understøttelsernes størrelse efter at have rådført sig med ʿAbd ar-Rahman. Derefter forelagde han den for shura-rådet.
Azwāj al-Muṭahharāt (Allahs Sendebuds hustruer) havde allerede længe udtrykt ønske om at udføre hajj. I det 23. år efter hijra afsluttede kalif ʿUmar planlægningen af deres hajjrejse. Han ledsagede dem selv på rejsen. Han overgav hele ansvaret for deres rejsearrangementer til ʿAbd ar-Rahman og ʿUthman. Under rejsen bevogtede ʿAbd ar-Rahman karavanen bevæbnet foran den, mens ʿUthman bevogtede den bagfra. De lod ingen komme tæt på deres kameler. Når de gjorde holdt et sted, stod de to på vagt ved teltene.
I det første år af sit kalifat udnævnte ʿUmar ʿAbd ar-Rahman til amīr al-hajj og sendte ham til Mekka. Han sendte også et offerdyr med ham på egne vegne. Det år udførte hele den muslimske verden hajj under hans ledelse.
Kalif ʿUmar ledte morgenbønnen i menigheden. Fīrūz, den persiske slave til al-Mughīra ibn Shuʿba, stak ham med en kniv. Mens han var såret, greb han straks hånden på ʿAbd ar-Rahman, som stod bag ham, stillede ham på sin egen plads og faldt om på jorden. Derefter afsluttede ʿAbd ar-Rahman resten af bønnen hurtigt.
Ti timer efter at ʿUmar var blevet såret, sagde han til de forsamlede mennesker: »Ligesom I plejede at sige, ønskede jeg også at udpege en person som amīr, der var i stand til at bære denne ummas byrde. Senere tænkte jeg, at hvis jeg gjorde det, ville ansvaret for det også hvile på mig efter min død. Derfor vovede jeg ikke at gøre det. Disse seks personer er: ʿAli, ʿUthman, ʿAbd ar-Rahman, Saʿd, Zubayr og Talha. Allahs Sendebud har givet dem det glædelige budskab, at de er blandt Paradisets beboere. I skal vælge en af dem som amīr. Ud over disse seks er også min søn ʿAbdullah med. Han vil dog ikke have noget med kalifatet at gøre. Hvis de nævnte seks personer i spørgsmålet om valget af kalif deler sig i to lige store grupper på tre personer, skal den, som ʿAbdullah støtter, vælges til kalif. Men hvis ʿAbdullahs mening ikke accepteres af hele folket, skal meningen hos den gruppe, som ʿAbd ar-Rahman tilhører, lægges til grund.« Gennem dette råd fra ʿUmar blev hans opfattelse af ʿAbd ar-Rahman tydelig.
ʿUmar døde. ʿAbd ar-Rahman var ikke villig til at blive kalif. På det tidspunkt var Talha heller ikke i Medina. De resterende fire personer overgav det fulde ansvar for at vælge kaliffen til ʿAbd ar-Rahman.
Det ansvar, der var blevet overdraget til ʿAbd ar-Rahman, udførte han med den største hengivenhed og samvittighedsfuldhed. I tre dage og tre nætter i træk rådførte han sig med mennesker fra alle samfundslag. Flertallet gav udtryk for, at de foretrak ʿUthman. Til sidst, før den af ʿUmar fastsatte periode på tre dage og tre nætter var udløbet, opfordrede han folk til at deltage i morgenbønnen i menigheden. Efter bønnen bekendtgjorde han foran den forsamlede folkeskare ʿUthmans navn som kalif. Fra det tidspunkt, hvor ʿUmar blev stukket med en kniv, og indtil ʿUthman blev bekendtgjort som den tredje kalif efter hans anvisning, ledte han menighedsbønnen og varetog alle administrative opgaver.
I muharram i det 24. år efter hijra blev ʿUthman valgt til kalif. Samme år udnævnte han ʿAbd ar-Rahman til amīr al-hajj. Den muslimske umma udførte dette års hajj under hans ledelse.
Hazrat Abd al-Rahman ydede den muslimske ummah en særlig tjeneste ved hele livet at være medlem af kaliffen Uthmans shura-råd og rådgive om forskellige vigtige spørgsmål. Hos hver af de tre kaliffer, Hazrat Abu Bakr, Umar og Uthman, var han en højt betroet og pålidelig person.
Ifølge Ibn Sa’d døde Hazrat Abd al-Rahman i år 32 efter hijra, 75 år gammel. Ifølge Ibn Hajar levede han dog i 72 år. Ibn Hajar har også sagt, at enten Hazrat Uthman eller Zubayr ibn al-Awwam ledte hans begravelsesbøn, og at han blev begravet på Baqi’-kirkegården i Medina. Blandt dem, der bar hans lig til kirkegården, var også den berømte sahabi Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas.
Vi har allerede set, at Abd al-Rahman kom til Medina med helt tomme hænder. Han begyndte sin handel ved at købe og sælge lidt ghee og ost. Med tiden blev han en af den daværende muslimske ummahs bedste handelsmænd og rigeste personer. Profeten, fred være med ham, bad om, at hans rigdom måtte vokse, og denne bøn blev også antaget hos Allah. Men han udviklede ikke den mindste grådighed efter eller tiltrækning til denne rigdom. Både mens Allahs Sendebud levede og efter hans død brugte han hele sit liv gavmildt denne rigdom på Allahs vej og til menneskers velfærd.
En gang besluttede Allahs Sendebud, fred være med ham, at sende en ekspedition af sted. Han sagde: »Jeg har til hensigt at sende soldater på en ekspedition; hjælp derfor.« Abd al-Rahman kom løbende hjem og vendte derefter tilbage igen og sagde: »O Allahs Sendebud, jeg har disse fire tusind. To tusind giver jeg som et godt lån til min Herre, og de resterende to tusind beholder jeg til min familie.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Må Allah velsigne alt det, du har givet bort, og alt det, du har beholdt.«
En dag opstod der stor uro i Medina: En handelskaravane var ankommet fra Syrien med enorme mængder korn. Kun kameler, kameler overalt. De troendes moder, Hazrat Aisha, spurgte: »Hvem tilhører denne handelskaravane?« Folk svarede: »Abd al-Rahman ibn Awf.« Hun sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud, fred være med ham, sige, at jeg så Abd al-Rahman hælde til den ene side på Sirat og derefter rejse sig op igen.« I en anden overlevering siges det, at Hazrat Aisha sagde: »Må Allah velsigne ham med alt det, Han har givet ham i denne verden, og må hans belønning i det hinsidige være endnu større. Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Abd al-Rahman vil komme ind i Paradiset kravlende.«
Da disse ord fra Hazrat Aisha nåede Abd al-Rahmans øren, sagde han: »Hvis Allah vil, må jeg træde ind i Paradiset oprejst.« Derefter gav han hele sit handelslager bort som sadaqa. Varerne var læsset på fem hundrede—ifølge en anden opfattelse syv hundrede—kameler. Nogle har sagt, at han også gav kamelerne bort sammen med handelsvarerne. Hazrat Abd al-Rahman var dybt hengiven til de troendes mødre. Hele sit liv brugte han rundhåndet på deres lykke og velbefindende. Hos dem var han en betroet og pålidelig person. En gang solgte han noget jord for fyrre tusind dinarer og fordelte hele salgsbeløbet blandt Banu Zuhra (profeten, fred være med ham, den ærede mor Hazrat Aminas fædrene stamme), muslimer, fattige og trængende, muhajirun og azwaj al-mutahharat. Da hendes andel nåede frem til Hazrat Aisha, spurgte hun: »Hvem har sendt den?« Der blev svaret: »Abd al-Rahman ibn Awf.« Hun sagde: »Allahs Sendebud, fred være med ham, har sagt: Efter mig vil de tålmodige vise jer medfølelse.«
Ibn Hajar‘i værket »Al-–Isaba«’ har med Ja’far ibn Barqans overleveringskæde nævnt, at Abd al-Rahman befriede i alt tredive tusind slaver. Selv i den førislamiske uvidenhedsperiode anså han det for forbudt at drikke vin.
Hazrat Abd al-Rahman var et levende eksempel på gudsfrygt og bevidsthed om Allah. Når han kom til Mekka, vendte han ikke engang blikket mod sit tidligere hjem. Folk spurgte: »Hvorfor er du så utilfreds med dit tidligere hjem?« Han sagde: »Jeg forlod det jo for min Allahs skyld.«
En dag inviterede han sine venner. Der blev serveret udsøgte retter. Da han så maden, begyndte han at græde. Folk spurgte: »Hvad er der sket?« Han sagde: »Allahs Sendebud er gået bort. I sit eget hjem fik han ikke engang spist sig mæt i bygbrød.«
En dag fastede han. Efter iftaren så han på maden, der var blevet bragt foran ham, og sagde: »Musʿab ibn ʿUmair var et bedre menneske end jeg. Da han blev martyr, fandtes der kun et lille stykke ligklæde til ham. Når man dækkede hans hoved med det, blev hans fødder blottet, og når man dækkede hans fødder, blev hans hoved blottet. Derefter skænkede Allah, den Ophøjede, os denne overflod i verden. Jeg frygter, at vores belønning måske allerede bliver givet os i denne verden.« Så begyndte han at hulke voldsomt.
Umar sagde om ham: »Abdurrahman var en af de muslimske ledere.« Ali berettede i forbindelse med en hændelse, at Allahs Sendebud sagde: »Abdurrahman er den betroede mand på himlen og jorden.«
Abdurrahman overleverede hadither direkte fra Allahs Sendebud og fra Umar. Hans sønner, såsom Ibrahim, Humayd, Umar, Musʿab og Abu Salama, hans barnebarn Miswar, hans nevø Miswar ibn Makhrama samt ledsagere som Ibn Abbas, Ibn Umar, Zubayr, Jabir, Anas og Malik ibn Aws overleverede hadither fra ham. Hans største kendemærke er, at han var en af de ti, der fik det glade budskab om Paradiset.
Saʿ’d ibn Abi Wakqas ((må Allah være tilfreds med ham))
Hans navn var Abu Ishaq Saʿd, og hans far var Abu Waqqas Malik. I historien er han kendt som Saʿd ibn Abi Waqqas. Han var fra Banu Zuhra-grenen af Quraysh-stammen. Hans mors navn var Hamna. Både hans far og mor var fra Quraysh-stammen. Saʿds far, Abu Waqqas, antog islam og opnåede æren af at blive ledsager af Allahs Sendebud. Da han lå på sit dødsleje, besøgte Allahs Sendebud ham. Også moderen Hamna antog islam. Men da hun først hørte, at hendes søn Saʿd havde antaget islam, begyndte hun at larme og jamre og samlede folk omkring sig. Saʿd blev lamslået af vrede og sorg over sin mors opførsel, gik hen i et hjørne af huset og satte sig tavs. Efter nogen tids jamren og larm sagde moderen klart: »Så længe Saʿd ikke erklærer, at han fornægter Muhammads sendebudskab, vil jeg hverken spise eller drikke, og jeg vil heller ikke søge skygge for solen. Allah har jo også påbudt lydighed mod ens mor. Hvis du ikke lytter til mig, vil du blive betragtet som ulydig, og du vil ikke længere have noget forhold til din mor.«
Saʿd blev meget urolig. Han opsøgte Allahs Sendebud og fortalte ham hele hændelsen. Før han nåede at få svar fra Allahs Sendebud, blev vers 8 i sura al-Ankabut åbenbaret:
»Vi har pålagt mennesket at behandle sine forældre godt. Men hvis de tvinger dig til at sætte noget ved Min side, som du ikke har nogen viden om, så adlyd dem ikke.«
Dette koranvers fjernede Hazrat Saʿds indre uro. Hans mor indtog ikke noget i tre dage, talte ikke med nogen og søgte ikke engang skygge fra solen. Hendes tilstand blev meget sørgelig. Gang på gang kom han til sin mor og forsøgte at overbevise hende, men hun gentog blot, at han måtte forlade islam. Til sidst blev han nødt til at sige hende lige op i ansigtet: »Mor, selv hvis tusind mødre som dig stædigt holdt fast i, at jeg skulle forlade islam, og derfor afstod fra mad og drikke og gav deres liv, ville det stadig ikke være muligt for mig at forlade den sande religion.« Disse dybt sandfærdige ord fra Hazrat Saʿd gjorde indtryk på hans mors hjerte. Til sidst antog også hun islam. Imam Muslim har overleveret en hadith om dette i kapitlet »Al-Fadaʾil« i sit værk Sahih.
Hazrat Saʿds bror Umayr antog islam kort efter, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, modtog profetskabet. Han var blandt de første, der antog islam. Ibn Khaldun nævner i sin ‘Tarikh’ Umayrs islamantagelse efterfulgt af Abdullah ibn Masʿuds.
Hazrat Abu Bakr var en nær ven af Hazrat Saʿd. Det var på Abu Bakrs opfordring, at han antog islam. Imam al-Bukhari har overleveret hadither om Saʿds islamantagelse i kapitlet »Al-Manaqib« i sit værk Sahih. Saʿd siger: »Efter at have antaget islam så jeg mig selv som den tredje muslim.« Faktisk antog han islam samtidig med, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, modtog profetskabet, men ligesom mange andre bekendtgjorde han det ikke på det tidspunkt. Dette understøttes af beretningen om hans mor og af, at verset fra surah al-Ankabut blev åbenbaret. Dette vers blev nemlig åbenbaret i profetskabets fjerde år. Det er sandsynligt, at han netop på dette tidspunkt fortalte sin mor, at han havde antaget islam.
I profetskabets tredje år kom ʿAmr ibn ʿAbasa fra stammen Sulaym i al hemmelighed til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og antog islam. Tilladelsen til at prædike offentligt var endnu ikke kommet fra Allah. Efter at have antaget islam bad ʿAmr i et hjørne af Shiʿb Abi Talib. Quraysh begyndte at kaste sten. Da Saʿd så det, gik han sammen med et par andre muslimer frem, og de begyndte at skændes og slås med de nævnte vantro fra Quraysh. Hazrat Saʿd slog en vantro hårdt med sin pisk. Mandens krop blev dækket af blod. Dette var den første hændelse i islams historie, hvor en polyteist blev blødt af en muslims hånd.
Saʿd ibn Abi Waqqas var en af de fire personer, der udvandrede til Medina efter Musʿab ibn ʿUmayr og Ibn Umm Maktums udvandring fra Mekka til Medina. I Sahih al-Bukhari er der overleveret en hadith fra al-Bara ibn ʿAzib. Han siger: »De første, der kom til os, var Musʿab ibn ʿUmayr og Ibn Umm Maktum. Disse to underviste Medinas indbyggere i Koranen. Derefter kom Bilal, Saʿd og ʿAmmar ibn Yasir.« Ibn Saʿd nævner i værket ‘Tabaqat al- Kubra’ ifølge al-Waqidis beretning, at Saʿd og hans bror Umayr udvandrede fra Mekka til Medina og boede hos deres anden bror, ʿUtba ibn Abi Waqqas. Nogle år tidligere havde ʿUtba dræbt en mand, flygtet fra Mekka og søgt tilflugt i Medina.
Hazrat Saʿds rolle i jihad på Allahs vej var yderst vigtig. Hans tapperhed og mod havde drevet islams fjender mod en meget alvorlig skæbne. Han var den første muslim, der skød med en pil på Allahs vej. Han plejede selv at sige:
– »Jeg var den første araber, der skød med en pil for Allahs skyld.«
I en længere periode efter hijraen fra Mekka til Medina var de muhajirun-muslimers økonomiske situation yderst elendig. De havde hverken fødevareforråd, tøj at bære eller bestemte midler og muligheder for at tjene til livets ophold. På grund af presset fra muhajirun, der var kommet fra Mekka, var grundlaget for Medinas begrænsede økonomiske system begyndt at vakle. Hele det muslimske samfund i Medina, både ansar og muhajirun, blev ramt af ekstrem økonomisk nød. Midt i denne dybe fattigdom fortsatte de med at udbrede islam og førte den ene krig efter den anden mod de vantro. Om denne store fattigdom sagde Hazrat Sa’d (r.a.): »Vi deltog i krige sammen med Allahs Sendebud (fvmh.), men på det tidspunkt havde vi intet at spise bortset fra træernes blade. (Det var dem, vi levede af.) Og vores afføring lignede kamelers og geders afføring.«- (Bukhari og Muslim: Manāqib Sa’d Sa’d r.a..)
En måned Safar, et år efter hijraen, sendte Allahs Sendebud (fvmh.) en gruppe på tres kamelryttere ud på patrulje for at holde øje med quraysh-stammens bevægelser. Hazrat Sa’d (r.a.) var også med i gruppen. På et tidspunkt fik de øje på en stor gruppe quraysh-folk under ledelse af Ikrima ibn Abi Jahl. Begge parter undgik imidlertid sammenstød. Da en fra quraysh-siden pludselig udstødte et højt skrig, skød Hazrat Sa’d straks en pil. Det var den første pil, der blev skudt mod de vantro i islams historie.
I måneden Rabi al-Thani i det andet hijri-år drog Allahs Sendebud (fvmh.) ud fra Medina med to hundrede sahaba. Formålet var at overvåge fjendens bevægelser omkring Medina og lade fjenden vide, at muslimerne ikke sov. Hazrat Sa’d (r.a.) bar denne hærs banner. Denne gang fandt der også et mindre sammenstød med quraysh sted på et sted kaldet Bawat. Seks måneder senere fandt slaget ved Badr sted.
Få dage før slaget ved Badr var Sa’d (r.a.) en af de tre mænd, som Allahs Sendebud (fvmh.) sendte ud for at indsamle oplysninger om quraysh-karavanen. De lå på lur nær Badrs brønd, fangede to mænd fra modparten og bragte dem til Allahs Sendebud (fvmh.). Fra dem fik Sendebudet (fvmh.) mange oplysninger om fjenden.
Ved Badr kæmpede Sa’d (r.a.) og hans bror ‘Umair (r.a.) yderst modigt. Hver af dem dræbte flere vantro og sendte dem til Helvede. Hazrat ‘Umair (r.a.) blev martyr i dette slag. Sa’d (r.a.) dræbte Sa’id ibn al-‘As, tog hans sværd og overrakte det til Allahs Sendebud (fvmh.). Han udtrykte over for Sendebudet (fvmh.) ønske om at få sværdet. Som svar sagde han: »Dette sværd tilhører hverken dig eller mig.« Ikke langt efter at Sa’d (r.a.) havde rejst sig og var gået et lille stykke fra Allahs Sendebud (fvmh.), blev suraen Al-Anfalåbenbaret. Derefter kaldte Sendebudet (fvmh.) på ham og sagde: »Tag dit sværd med dig.«
Slaget ved Uhud fandt sted et år efter Badr. Hazrat Sa’d (r.a.) deltog også i dette slag. Da den sikre sejr på grund af nogle muslimske soldaters fejl blev forvandlet til nederlag, var Sa’d (r.a.) en af de få soldater, som med livet som indsats dannede en forsvarskreds omkring Allahs Sendebud (fvmh.). Imam Bukhari har berettet denne begivenhed med Sa’ds (r.a.) egne ord:
»På dagen for Uhud spredte Allahs Sendebud (fvmh.) sit kogger foran mig og sagde:
Skyd pile! Må mine forældre ofres for dig.« Ibn Sa’d har desuden sagt: »Det hændte, at der ikke var en pil i koggeret. Sa’d (r.a.) sagde: ‘Allahs Sendebud, dette er jo tomt.’ Han sagde: ‘Skyd også den af.’«
En af Hazrat Sa’ds brødre, Umayr, blev martyr i slaget ved Badr. Under slaget ved Uhud kæmpede Sa’d med livet som indsats for at beskytte Allahs Sendebud mod de vantros heftige angreb. Netop da blev den elskede Profets ansigt såret af et stenkast fra hans anden bror, den usle Utba, og en af hans tænder blev knækket. Sa’d plejede ofte at sige: »Jeg havde ikke et så stærkt ønske om at dræbe nogen anden af de vantro, som jeg havde det med Utba. Men da jeg hørte Allahs Sendebud sige, at Allahs vrede ville ramme den, der havde gjort Allahs Sendebuds ansigt blodigt, blev mit ønske om at dræbe ham svækket, og fred sænkede sig over mit hjerte.«
Under slaget ved Uhud så han et usædvanligt syn. Han sagde: »På dagen ved Uhud så jeg to kridhvide mænd til højre og venstre for Allahs Sendebud. De kæmpede voldsomt mod de vantro. Hverken før eller siden har jeg nogensinde set dem.«
Slaget ved Khandaq fandt sted to år efter Uhud. Også i dette slag deltog han, og han skød en pil mod en snedig vantro rytter og gennemborede hans øje på en sådan måde, at Allahs Sendebud pludselig begyndte at le, da han så det. Under slaget ved Khandaq blev der rejst et telt til Allahs Sendebud i en dal ved bjerget Sala. En kold nat lå Sendebudet alene med et tæppe trukket over sig. Pludselig hørte han våbnenes klirren inde i teltet. Han spurgte: »Hvem er det?« Han fik svaret: »Sa’d, Abu Waqqas’ søn.« »Hvorfor er du kommet?« Han sagde: »Allahs Sendebud er mig kærere end tusind liv. Denne mørke og kolde nat blev jeg bekymret for dig. Derfor er jeg kommet for at holde vagt.« Allahs Profet sagde: »Sa’d! Mine øjne var åbne. Jeg håbede, at en retskaffen tjener i dag ville beskytte mig.«
I det tiende hijri-år var Sa’d også ledsager på Allahs Sendebuds afskedspilgrimsfærd. Men allerede før pilgrimsfærden blev han alvorligt syg i Mekka. Han opgav næsten håbet om livet. På den tid kom Allahs Sendebud fra tid til anden for at høre til hans tilstand. Hazrat Sa’d sagde: »En dag lagde han efter at have talt med mig sin hånd på min pande. Derefter lod han hånden glide over mit ansigt og ned til min mave og bad: ’O Allah, giv Sa’d helbredelse og fuldend hans hijra’—det vil sige, lad ham dø i Medina, stedet for hans hijra. Hazrat Sa’d plejede at sige: ’Jeg kan stadig mærke den kølige berøring og fred, som kom fra Allahs Sendebuds hånd, i mit hjerte.’ Han kom sig og levede yderligere femogfyrre år.
Den muslimske hær under Hazrat Abu Ubayda og Muthannas ledelse havde besejret Kisras hær og erobret Irak. Irak var nu under den muslimske hærs kontrol. Kisras slægtninge lagde alle deres uenigheder til side, satte Yazdegerd på tronen og opbyggede under general Rustams ledelse en enorm hær for på ny at angribe den muslimske hær. Hazrat Umar fik kendskab til disse forberedelser. Han ønskede selv at tage af sted med en hær for at hjælpe Muthanna. Men da han ikke fik Majlis ash-Shuras tilladelse, sendte han efter Shuras beslutning Sa’d og udnævnte ham til øverstbefalende for de samlede styrker på den iranske front. Hazrat Sa’d nåede Qadisiyya fra Medina med sin hær. Muthanna døde, før han nåede frem. På Qadisiyyas slette fandt der under general Sa’ds ledelse et afgørende og blodigt slag sted mellem de muslimske og persiske hære. I dette slag blev den enorme persiske hærs forsvarslinjer knust, og de led nederlag i kamp efter kamp.
På vejen til Madain, det sasanidiske riges hovedstad, havde den muslimske hær indtaget Bahurasir. Mellem Bahurasir og Madain løb den brusende og bølgeoprørte flod Dajla. Hazrat Sa’d fik at vide, at shahanshah Yazdegerd var i færd med at føre alle værdifulde ejendele bort fra hovedstaden Madain. Hazrat Sa’d rykkede hurtigt frem mod Madain med sin hær. Da han nåede Dajlas bred, så han, at iranerne allerede havde ødelagt flodbroen. Ved Dajlas bred holdt han en historisk tale til de muslimske mujahider. Talens hovedindhold var følgende:
»O Allahs tjenere, troens soldater! De sasanidiske herskere har bundet Allahs tjenere med slaveriets lænker og gennem falske og opdigtede ord bedraget dem til at tilbede ild og sol. De har samlet deres hårdt og svedigt erhvervede rigdomme hos sig selv. Da I kom som deres befriere, flygtede de og lastede den fattige befolknings ejendele på heste og æsler. Vi vil aldrig give dem en sådan mulighed. De har ødelagt broen, så vi ikke kan tage de skatte, der er lastet på deres ridedyr. Men iranerne kender os ikke. De ved ikke, at de, der stoler på Allah, og menneskehedens tjenere ikke stoler på broer eller både. I den barmhjertige og gavmilde Allahs navn fører jeg min hest ud i floden. Følg mig. Gå over Dajla i rækker, den ene efter den anden og den ene ved siden af den anden. Må Allah hjælpe og beskytte jer.«
Efter at have afsluttet talen sagde Hazrat Sa’d bismillah og red sin hest ud i floden. De øvrige mujahider fulgte deres general. Floden var oprørt. Men der opstod ikke den mindste uorden i Allahs soldaters rækker. De krydsede floden i formation og nåede den anden bred. De iranske soldater stod på sikker afstand og så på. De blev målløse af forbløffelse. Uden videre begyndte de at råbe: »Der kommer uhyrer, der kommer dæmoner. Flygt, flygt!«
Under dette pludselige angreb fra de muslimske mujahider forlod kong Yazdigird Mada’in og drog mod Hulwan, efter at have efterladt utallige skatte. Hazrat Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, trådte ind i det øde, hvide palads. Stemningen var skrækindjagende. Hvert rum i paladset syntes at være et mindesmærke om lærdom og formaning. Fra Hazrat Sa’ds, må Allah være tilfreds med ham, læber lød versene fra suraen ad-Dukhan:
– Hvor mange haver og kilder efterlod de ikke bag sig, hvor mange kornmarker og prægtige paladser samt hvor mange luksusgoder, som de frydede sig over! Sådan gik det, og Jeg lod et andet folk arve alt dette.’ (Suraen ad-Dukhan: 25––28)
Efter at Hazrat Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, var trådt ind i det hvide palads, bad han otte rak’ah som Salatul Fath. Derefter bekendtgjorde han, at der denne dag skulle afholdes fredagsbøn med menighed i det kongelige palads. Så lod han en minbar opføre og bad fredagsbønnen. Dette var den første fredagsbøn i Persien.
Efter erobringen af Mada’in beordrede kaliffen Umar, må Allah være tilfreds med ham, hærføreren Sa’d til ikke selv at forfølge iranerne, men i stedet udvælge en anden og give ham ansvaret for denne opgave. Derefter helligede han sig på kaliffens befaling den indre fred og orden, reorganiseringen af administrationen, udbredelsen af islam samt undervisningen og opdragelsen af de nye muslimer. I Mada’in, som i hundredvis af år havde været centrum for ildtilbederne, og hvor man aldrig havde hørt den Ene Guds navn, byggede Hazrat Sa’d for første gang en hovedmoské. Han byggede også moskeer i andre iranske byer. Han udvidede byen Kufa, så arabiske muslimer kunne bosætte sig der. Han var også arkitekten bag Basra i Irak.
Kalif ʿUmar udnævnte Hazrat Saʿd til guvernør i Kufa. Nogle dage senere afskedigede han ham fra denne post på baggrund af klager fra nogle af Kufas indbyggere. Det palads, som Saʿd havde opført til sig selv i Kufa, lod Muhammad ibn Maslama, efter ordre fra ʿUmar, rejse fra Medina til Kufa og sætte ild til, så det brændte ned. (Majmūʿ’ Fatāwā–Ibn Taymiyya, bind 35 s. 40)
Den mand fra Kufa, ved navn Usama ibn Qatada, som havde svoret og aflagt falsk vidnesbyrd over for kalif ʿUmar mod Hazrat Saʿd, bad Saʿd Allah om tre ting for ham som en forbandelse: at Allah ville give ham et langt liv, plage ham med fattigdom og gøre hans person til et offer for fitna. Historikerne har sagt, at denne bøn fra ham blev opfyldt til punkt og prikke. Det er ikke noget at undre sig over, for han var jo «mujtajāb al-daʿwa»—en hvis bønner bliver besvaret. Selve Allahs Sendebud bad for ham: «O Allah, besvar Saʿds bøn, når han beder.»
Det er imidlertid ikke korrekt, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) troede, at anklagerne mod Sa’d var sande. Derfor sagde han: »Jeg afskedigede ikke Sa’d, fordi han var uegnet til statsadministration eller fordi jeg ikke havde tillid til ham.« (Bukhari: Kitab al- Manaqib) Det fremgår af, at Hazrat Sa’d indtil kort før kaliffen Umars død havde hans tillid, at Hazrat Sa’d var blandt de seks medlemmer af det råd, som han nedsatte før sin død for at vælge den næste kalif. Hans sidste ord om Sa’d var: »Hvis Sa’d får ansvaret for kalifatet, er han egnet til det. Hvis det ikke bliver ham, skal den, der bliver kalif, søge hans hjælp.« (Bukhari: Kitab al- Manaqib og al-–Isaba). Hazrat Uthman udnævnte allerede i det første år af sit kalifat Sa’d til guvernør i Kufa igen. Men efter få dage opstod der uenighed mellem Kufa’s kasserer, Hazrat Abdullah ibn Mas’ud, og ham om et eller andet, og derfor tilbagekaldte kaliffen Sa’d.
Ibn Saba’s ansariske uromagere var trængt ind i Medina for at belejre kaliffen Uthman (må Allah være tilfreds med ham). Under fredagsbønens prædiken i Profetens Moské fordømte kaliffen uromagerne med hårde ord. De kastede også sten og sårede kaliffen. Hazrat Sa’d var den første, der trådte frem for at bekæmpe dem. Derefter rejste de øvrige sahaba sig samlet og drev dem bort.
Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) blev martyrdræbt af oprørerne. Hazrat Sa’d befandt sig på det tidspunkt i Medina. Medinaborgerne udpegede Hazrat Ali til kalif og aflagde troskabsed til ham. Da folk gik til Sa’ds hus for at aflægge troskabsed til Ali (må Allah være tilfreds med ham), lukkede han døren lige for næsen af dem og sagde: »Jeg vil ikke gøre det, før alle mennesker har aflagt troskabsed. Men der er ingen fare fra min side.«
Det er ikke muligt inden for denne korte ramme at behandle det smertefulde kapitel, der begyndte i islams historie efter mordet på Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham). Men for at forstå Hazrat Sa’ds rolle på dette tidspunkt er det nødvendigt at antyde, at det islamiske umma på det tidspunkt blev splittet i tre grupper. Den ene gruppe stod på Hazrat Alis side, den anden imod ham, og den tredje var neutral. Blandt både tilhængerne af og modstanderne af Hazrat Ali fandtes fremtrædende sahaba, og det samme gjorde sig gældende for den neutrale gruppe. De anså det ikke for tilladt at løfte sværdet hverken for eller imod nogen muslim. Derfor ser vi, at Hazrat Sa’d ikke sluttede sig til nogen af parterne i Slaget ved Kamelen eller Slaget ved Siffin; på det tidspunkt opholdt han sig i sit hjem i Medina.
Kort sagt trak han sig tilbage til et liv i afsondrethed efter Hazrat Uthmans martyrdød. En gang så han sin søn Umar komme til hans kamelstald og sagde: »Må Allah beskytte mig mod denne rytters ondskab.« Derefter kom Umar hen til sin far og sagde: »Du tilbringer din tid blandt kameler og geder, mens folk her er optaget af statslige stridigheder.« Hazrat Sa’d slog sin søn på brystet med hånden og sagde: »Ti stille!« Jeg har hørt Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: »Allah elsker den, der lever tilbagetrukket, den gudfrygtige og den, der ved den rette afgørelse ikke bekymrer sig om menneskers vrede eller tilfredshed.«
Efter at Sa’d (må Allah være tilfreds med ham) havde aflagt troskabsed til Hazrat Ali, anså han igen de kharijitter, der havde forladt hans gruppe, for at være fasiq. Efter Hazrat Uthmans martyrdød kom hans søn Umar til ham og sagde: »Nu har ummaen brug for en klog mand til at lede kalifatet. Efter vores opfattelse er du den rette til det.« Han nåede knap at sige dette, før Sa’d udbrød: »Lad det være. Det er nok. Du behøver ikke opmuntre mig mere.«
Hazrat Sa’d døde efter at have været syg i nogen tid i al-Aqiq-dalen, ti mil fra Medina. Biograferne er uenige om året for hans død. Den mest udbredte opfattelse er dog, at han døde i det 55. hijri-år i en alder af 85 år. Ibn Hajar støttede denne opfattelse i sit værk »Tahdhib«. Efter vaskningen og indsvøbningen i ligklædet blev liget bragt til Medina. Marwan, Medinas daværende guvernør, ledte begravelsesbønnen. Gennem flere overleveringer i Sahih Muslim kendes detaljerne om hans begravelsesbøn.
Efter Hazrat Sa’ds død sendte de troendes moder, Hazrat Aisha, og de øvrige rene hustruer besked om, at hans lig skulle bringes ind i moskeen, så de kunne deltage i begravelsesbønnen. Men folk blev usikre på, om liget måtte bringes ind i moskeen. Da Hazrat Aisha hørte dette, sagde hun: »Glemmer I det allerede? Allahs Sendebud bad jo begravelsesbønnen for Suhail ibn Bayda i denne moské.« Derefter blev liget bragt hen til de troendes mødres kamre, og de bad begravelsesbønnen.
Ved sin død ejede Hazrat Sa’d store rigdomme. Alligevel bad han om en meget gammel uldkappe og sagde: »I skal lægge mig i ligklæde med denne. Det var iført denne kappe, at jeg kæmpede mod de vantro i slaget ved Badr. Jeg ønsker at træde frem for Allah med netop denne.«
Hazrat Sa’ds søn Mus’ab fortæller: »Ved min fars sidste stund lå hans hoved i mit skød. Da jeg så, hvor alvorligt syg han var, begyndte mine øjne at fyldes med tårer. Han så på mig og spurgte: ›Min søn, hvorfor græder du?‹ Jeg svarede: ›På grund af Deres tilstand.‹ Han sagde: ›Græd ikke for min skyld. Allah vil aldrig straffe mig; jeg er blandt Paradisets beboere. Allah vil belønne de troende for deres gode gerninger og vil på grund af de vantros gode gerninger mindske deres straf.‹(Hayatus Sahaba– 3/54)
Hazrat Sa’d havde en meget høj rang og stor betydning hos Allahs Sendebud, de retledte kaliffer og de øvrige sahaba. Talrige hadither viser, hvor stor betydning de tillagde hans mening. Engang overleverede Sa’d en hadith om at stryge over lædersokkerne. Hazrat Abdullah ibn Umar ønskede at få bekræftet hadithens ægthed hos sin far, Hazrat Umar al-Faruq. Han spurgte: »Har du hørt denne hadith fra Sa’d ibn Abi Waqqas?« Han svarede: »Ja.« Umar sagde: »Ja. Når Sa’d overleverer en hadith til jer, skal I ikke spørge nogen anden om den.«
Ibn Ishaq fortæller: »Blandt Allahs Sendebuds sahaba var der fire, som var de mest standhaftige: Umar, Ali, Zubayr og Sa’d, må Allah være tilfreds med dem.«
Mens Allahs Sendebud stadig levede, foretog Sa’d adhan tre gange, når Hazrat Bilal var fraværende. Allahs Sendebud havde befalet ham: »Hvis du ikke ser Bilal sammen med mig, skal du foretage adhan.« (Hayatus Sahaba 3/116)
Hazrat Sa’d berettede mange hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Fra ham berettede hans sønner og døtre, såsom Ibrahim, Amir, Mus’ab, Muhammad og Aisha, fremtrædende sahabaer, såsom Aisha, Ibn Abbas, Ibn Umar og Jabir (må Allah være tilfreds med dem), samt fremtrædende tabi’un, såsom Sa’id ibn al-Musayyib, Abu Uthman al-Nahdi, Qays ibn Abi Hazim, Alqama, Ahnaf og andre, også hadither. (al-–Isaba 3/33)
Hazrat Sa’d havde også poetisk talent. Nogle af hans digte er blevet samlet i de gamle kilder. Ibn Hajar har i værket ‘al-–Isaba’ citeret flere vers.
Hazrat Sa’ds vigtigste kendetegn var, at han var en af de ti, der i deres levetid fik det glade budskab om Paradiset, det vil sige Ashara al-Mubashshara, og at han var den sidste fra denne gruppe, der forlod denne verden.
Abu Ubaida ibn al- Jarrah ((ra.))
Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Likulli ummatin aminun, wa aminu hadhihil ummah Abu Ubaida – ethvert folk har en betroet person, og denne muslimske nations mest betroede person er Abu Ubaida.«
Han havde et strålende ansigt, lys teint, en let og slank kropsbygning samt en høj skikkelse. Enhver, der så ham, blev glad i øjnene; ved et møde opstod hengivenhed og kærlighed i hjertet, og en følelse af tryghed blev vakt. Han var skarpsindig, yderst beskeden og genert af natur. Men i ethvert kritisk øjeblik kom en løves karakterstyrke til udtryk i ham. Hans karakteristiske glans og skarphed var som kanten af et sværd. Med Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ord var han Muhammads ummas »amin« – den troværdige.
Hans fulde navn var Amir ibn Abd Allah ibn al-Jarrah al-Fihrī al-Qurashī. Men alle kendte ham blot som Abu Ubaida. Gennem hans femte forfader, Fihr, blev hans slægtslinje forbundet med Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, slægtslinje. Hans mor var også datter af en mand fra Fihr-klanen. Ifølge sīrah-eksperterne antog han islam.
Hazrat Abd Allah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Tre mænd blandt Quraysh udmærkede sig frem for alle andre ved deres smukke udseende, gode karakter og vedvarende beskedenhed. Når de fortæller dig noget, lyver de ikke, og når du fortæller dem noget, betragter de dig ikke som en løgner. De er Abu Bakr al-Siddiq, Uthman ibn Affan og Abu Ubaida ibn al-Jarrah.«
Abu Ubaida var en af dem, der antog islam allerede i den første periode af islams udbredelse. Han antog islam dagen efter Hazrat Abu Bakr var blevet muslim. Det var ved Abu Bakrs hånd, at han bekendte sin islam. Derefter mødte han Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sammen med Abd al-Rahman ibn Awf, Uthman ibn Mazun og al-Arqam ibn Abi al-Arqam. dér bekendte de alle islam samtidigt. Således blev de den første grundvold for den mægtige islamiske bygning.
Abu Ubaida delte muslimernes bitre erfaringer i Mekka fra begyndelse til slut. I enhver situation stod han fast og bestod den ultimative prøve på troen på Allah og Sendebudet. Plaget af Qurayshs forfølgelse foretog han hijrah til Abessinien to gange. Derefter foretog han også hijrah til Medina efter Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, hijrah. I Medina blev der etableret et »dīnī muʾākhāt«, det vil sige et religiøst broderskab, mellem ham og Saʿd ibn Muʿadh. Men på dagen for slaget ved Badr overgik den prøvelse, Abu Ubaida blev udsat for, alle forestillinger og al fantasi. På slagmarken angreb han de vantro så ubønhørligt, som om han var fuldstændig ligeglad med døden. Polyteisterne blev skrækslagne over hans angreb, og deres ryttersoldater flygtede panisk i alle retninger af frygt for deres liv. Men en mand fra fjendens side blev ved med at vende tilbage og stille sig foran ham. Og han blev ved med at trække sig til side, som om han forsøgte at undgå et møde med ham. Manden trængte ind i menneskemængden. Også dér forsøgte Abu Ubaida at undgå ham. Til sidst kom han imellem fjenden og Abu Ubaida og stillede sig som en hindring. Da hans tålmodighed slap op, skilte han med ét slag af sit sværd mandens hoved fra kroppen. Manden trillede om på jorden.
Hvem var denne mand? Det var ingen anden end Abu Ubaidas far, Abd Allah ibn al-Jarrah. I virkeligheden dræbte Abu Ubaida ikke sin far; han dræbte polyteismen, der havde antaget hans fars skikkelse. Efter denne hændelse åbenbarede Allah den Ophøjede følgende vers om Abu Ubaida og hans far.
»Du vil aldrig finde mennesker, der tror på Allah og den yderste dag, vise kærlighed til dem, der sætter sig op imod Allah og Hans Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, – selv om disse skulle være deres fædre, deres sønner, deres brødre eller deres slægtninge. Det er dem, i hvis hjerter Allah den Ophøjede har grundfæstet troen, og som Han har styrket med en ånd fra Sig. Han vil føre dem ind i haver, hvorunder floder løber, og dér skal de forblive til evig tid. Allah er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Ham. De er Allahs parti. Vid, at det er Allahs parti, der vil opnå lykke.« (Al Mujadila– 22)
Der er intet mærkeligt i Abu Ubaidas sådanne handling. For hans stærke tro på Allah, hans hengivenhed til religionen og hans trofasthed over for Muhammads ummah havde nået en sådan fuldkommenhed i ham, at mange store mænd så på det med misundelse. Muhammad ibn Jaʿfar fortæller: »En delegation af kristne kom til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og sagde: ›O Abu al-Qasim! Send en af dine udvalgte ledsagere med os. Han skal afgøre en tvist om nogle af vores ejendele. Jeres muslimske samfund er vellidt og accepteret af os alle.‹ Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hørte dette, sagde han: ›Kom tilbage til mig i aften. Jeg sender en mand med jer, som er beslutsom og troværdig.‹ Hazrat Umar ibn al-Khattab siger: ›Den morgen kom jeg tidligt til moskéen for at udføre middagsbønnen. Aldrig før havde jeg været så ivrig efter lederskab som denne dag. Den eneste grund var, at jeg selv måtte blive den, der modtog denne ros fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.«
Efter at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde afsluttet middagsbønnen sammen med os, begyndte han at se til højre og venstre. Jeg løftede også min hals en smule, så han kunne få øje på mig. Men mens han lod blikket vandre, fik han på et tidspunkt øje på Abu Ubaida ibn al-Jarrah. Han kaldte på ham og sagde: »Gå med dem og afgør deres tvistede sag på grundlag af sandhed og retfærdighed.« Da sagde jeg til mig selv: »Abu Ubaida har taget denne ære fra mig.«
Abu Ubaida var ikke blot en tillidsværdig mand; han samlede også altid alle sine kræfter for at leve op til denne tillid. Det kom til udtryk på forskellige områder.
Forud for slaget ved Badr sendte Profeten (fred være med ham) en gruppe sahabaer ud for at følge Quraysh-karavanens bevægelser. Han udnævnte Abu Ubaida til deres amir. Som proviant fik de nogle dadler. Hver dag gav Abu Ubaida hver af sine ledsagere blot én daddel. De tilbragte hele dagen med at sutte på denne ene daddel og drikke vand, ligesom spædbørn sutter på deres mors bryst. Således fik de fra morgen til aften kun én daddel. Han tilbragte hele dagen med at sutte på denne ene daddel og drikke vand, ligesom spædbørn sutter på deres mors bryst. Således var blot én daddel fra morgen til aften tilstrækkelig for dem. I nogle beretninger beskrives hændelsen således: I det ottende hijri-år sendte Allahs Sendebud (fred være med ham) en styrke under Abu Ubaidas ledelse til kystområdet for at holde øje med Quraysh-folkets bevægelser. De havde ingen anden proviant med sig end nogle få dadler. Hver soldat fik kun én daddel om dagen. De levede i flere dage af denne ene daddel. Til sidst fjernede Allah den vanskelighed, de var i. Ved havkysten fandt de en enorm fisk, og de vendte tilbage til Medina ved at ernære sig af den. Måske var der tale om to forskellige hændelser.
Da muslimerne led nederlag i slaget ved Uhud, og polyteisterne højt råbte: »Hvor er Muhammad, hvor er Muhammad …«, var Abu Ubaida en af de ti mænd, der med deres egne kroppe beskyttede Allahs Sendebud (fred være med ham) mod polyteisternes pile. Efter slaget viste det sig, at Allahs Sendebuds (fred være med ham) tand var blevet slået ud, at hans pande var dækket af blod, og at to ringe fra hans hjelm var trængt ind i hans kind. Abu Bakr as-Siddiq skyndte sig frem for at fjerne de to ringe. Abu Ubaida sagde til ham: »Ved Allahs ed! Lad mig gøre det.« Han lod ham gøre det. Abu Ubaida frygtede, at Allahs Sendebud (fred være med ham) ville få smerter, hvis han trak ringene ud med hånden. Han bed derfor hårdt fast i den ene og trak den ud. Men samtidig knækkede en af hans egne tænder. Da bemærkede Abu Bakr: »Abu Ubaida er den bedste af dem, hvis tænder er blevet slået ud.« Han deltog også i ekspeditionerne til Khandaq og Banu Qurayza. Ved den historiske aftale i Hudaybiyya underskrev han som vidne. Under ekspeditionen til Khaybar viste han det højeste mod og tapperhed. Under ekspeditionen Dhat as-Salasil sendte Allahs Sendebud (fred være med ham) Abu Ubaida med to hundrede soldater bagud for at hjælpe Amr ibn al-As’ hær. De sejrede. Abu Ubaida deltog i alle sammenhænge, herunder erobringen af Mekka og ekspeditionen til Taif. Han var også Allahs Sendebuds (fred være med ham) rejsefælle under afskedspilgrimsfærden.
Efter at have antaget islam fulgte Abu Ubaida Allahs Sendebud (fred være med ham) som en skygge på alle områder, lige fra islams antagelse til de sidste dage af hans liv.
I Saqifa Banu Saida foregik der en voldsom diskussion om valget af kalif. Abu Ubaida holdt en vigtig tale til ansarerne. Han advarede dem og sagde: »O ansarernes folk! I var de første hjælpere. Bliv ikke i dag de første til at skabe splittelse.« På et tidspunkt sagde Abu Bakr til Abu Ubaida: »Ræk din hånd frem, så jeg kan aflægge troskabsed til dig.« Jeg har hørt Allahs Sendebud (fred være med ham) sige: »Hvert folk har en betroet mand, og du er denne nations betroede mand.« Abu Ubaida svarede: »Jeg kan ikke række min hånd frem foran en mand, som Allahs Sendebud (fred være med ham) befalede at lede vores bøn, og som ledede den indtil hans død.« Derefter blev troskabseden aflagt til Abu Bakr. Efter at Abu Bakr blev kalif, udfyldte Abu Ubaida rollen som hans bedste rådgiver og hjælper i spørgsmål om sandhed, retfærdighed og velfærd. Efter Abu Bakr overtog Umar ansvaret for kalifatet. Abu Ubaida underkastede sig også hans myndighed.
Efter at Abu Bakr havde overtaget ansvaret for kalifatet, besluttede han i år 13 efter hijra at føre et felttog i Syrien. Han beordrede Abu Ubaida til at drage mod Hims, Yazid ibn Abu Sufyan mod Damaskus, Shurahbil mod Jordan og Amr ibn al-As mod Palæstina. Han udnævnte Abu Ubaida til øverstbefalende for den samlede hær. Damaskus, Hims, Latakia og flere andre byer blev erobret af Abu Ubaida. Det var også ham, der ledede det frygtelige slag ved Yarmuk. Som svar på Amr ibn al-As’ opfordring deltog han i erobringen af Bayt al-Maqdis. Da indbyggerne i Bayt al-Maqdis ønskede en fredsaftale med kaliffen Umar personligt, skrev Abu Ubaida til kaliffen og underrettede ham om dette. Da kaliffen nåede Jabia for at underskrive aftalen, blev han modtaget af Abu Ubaida. I år 17 efter hijra afsatte kaliffen Umar Khalid Saifullah fra posten som amir og guvernør i Damaskus og udnævnte Abu Ubaida i hans sted. Khalid Saifullah sagde til folkene: »I bør glæde jer over, at den betroede af dette samfund er jeres guvernør.«
Under Abu Ubaidas ledelse vandt den muslimske hær den ene sejr efter den anden i Syrien og fortsatte med at erobre hele Syriens område. På dette tidspunkt brød pesten ud i Syrien som en epidemi, og hver dag blev tusinder af mennesker dens ofre. Kaliffen Umar rejste selv fra hovedstaden Medina til et sted ved navn Sargh for at undersøge situationen. Sammen med de andre ledere modtog Abu Ubaida kaliffen dér. Han rådførte sig med de ældre muhajirun og ansarer om sagen. Alle var enstemmigt af den opfattelse, at hærens medlemmer skulle forlade stedet. Umar opfordrede alle til at vende tilbage til Medina sammen med ham den følgende dag. Abu Ubaida, som havde en dyb tro på Guds bestemmelse, satte sig imod det. Han spurgte kaliffen: »A firaru min qadarillah – er dette ikke at flygte fra Allahs bestemmelse?« Kaliffen sagde bedrøvet: »Ak! Hvis blot en anden end dig havde sagt dette! Jo, vi flygter fra Allahs bestemmelse, men hen imod en anden bestemmelse.« Abu Ubaida blev dér sammen med sin hær. Efter at kaliffen Umar var nået til Medina, sendte han gennem en udsending et brev til Abu Ubaida. I brevet skrev han: »Jeg har meget brug for dig. Jeg tilkalder dig med største hast. Hvis dette brev når dig om natten, skal du rejse inden morgen. Og hvis det når dig om dagen, skal du rejse inden aften.« Da han modtog kalif Umars brev, bemærkede han: »Jeg forstår, hvad amir al-mu’minins behov for mig er. Han ønsker at holde den, der ikke længere er i live, i live.« Derefter skrev han: »Amir al-mu’minin, jeg forstår dit behov for mig. Jeg befinder mig blandt de muslimske mujahider. Jeg ønsker ikke at skåne mig selv for den ulykke, der har ramt dem. Jeg ønsker ikke at forlade dem, før Allah har truffet den endelige afgørelse mellem mig og dem. Når dette brev når dig, skal du trække din beslutning tilbage og give mig tilladelse til at blive her.«
Da Umar læste dette brev, græd han så fortvivlet, at tårerne strømmede ned fra hans øjne. Da folkene omkring ham så ham græde sådan, spurgte de ham: »Amir al-mu’minin, er Abu Ubaida gået bort?« Han svarede: »Nej. Men han står på tærsklen til døden.«
Hazrat Umars antagelse viste sig ikke at være forkert. Allerede efter få dage blev han ramt af pesten. Kort før sin død holdt han en kort, formanende tale til sin hær. Han sagde: »Hvis I følger det råd, jeg giver jer, vil I altid være på godhedens vej. I skal opretholde bønnen, faste i Ramadan, give zakat, udføre hajj og umrah, formane hinanden, tale sandhedens og retfærdighedens ord til jeres herskere og ledere, ikke skjule noget for dem og ikke lade jer opsluge af denne verdens glæder og rigdomme. Hvis et menneske skulle få lov til at leve i tusind år, vil det også få samme endeligt som det, I ser mig få i dag.« Han afsluttede sin tale med at hilse på alle. Derefter vendte han sig mod Muadh ibn Jabal og sagde: »Muadh! Du skal lede bønnen.« Umiddelbart efter forlod hans sjæl hans hellige legeme og satte kurs mod Den Højeste. Muadh rejste sig og sagde til alle de forsamlede: »Folk! I er tynget af sorg over denne mands bortgang. Ved Allah! Jeg kender ingen, hvis bryst var mere fyldt af godhed, hvis hjerte var renere, hvis kærlighed til det hinsidige var større, og som formanede folket mere end denne mand. Vis ham barmhjertighed, så vil Allah vise jer barmhjertighed.« Dette skete i år 18 efter hijrah.
Derefter samledes folk og bar Abu Ubaydas lig ud. Hans janazah-bøn blev ledet af Muadh ibn Jabal. Muadh ibn Jabal, Amr ibn al-As og al-Dahhak ibn Qays steg ned i graven og lagde hans legeme til hvile i jorden. Efter at graven var blevet dækket til, lovpriste Muadh ham i en kort tale og sagde: »Abu Ubayda, må Allah vise dig barmhjertighed! Ved Allah! Jeg vil kun sige det, jeg ved om dig, og jeg vil ikke sige noget usandt, for jeg frygter Allahs straf. Så vidt jeg ved, var du en af dem, der mindedes Allah meget og vandrede ydmygt på jorden. Du var også en af dem, der tilbragte natten i tilbedelse af deres Herre, både knælende og stående, og som hverken ødslede eller var nærige, når de gav ud, men fulgte en middelvej. Ved Allah! Så vidt jeg ved, var du ydmyg og god mod forældreløse og fattige. Du var en af de største fjender af de undertrykkende og hovmodige.«
Frygt for Allah, efterfølgelse af sunnah, taqwa, ydmyghed, en følelse af lighed samt kærlighed og barmhjertighed var særlige kendetegn ved hans karakter. En dag gik en mand til Abu Ubaydas hus og fandt ham grædende højlydt. Manden spurgte: »Hvad er der, Abu Ubayda? Hvorfor græder du så meget?« Han begyndte at sige: »En gang kom Profeten ﷺ ind på emnet muslimernes fremtidige sejre og rigdomme og nævnte Syrien. Han sagde: ‘Abu Ubayda, hvis du stadig er i live på det tidspunkt, vil tre tjenere være nok for dig: én til dig selv, én til din familie og én til at ledsage dig på dine rejser. På samme måde vil tre ridedyr være nok: ét til dig, ét til din tjener og ét til at transportere dine ejendele.’ Men nu ser jeg, at mit hus er fyldt med tjenere og min stald med heste. Åh, hvordan skal jeg kunne møde Allahs Sendebud ﷺ? Profeten ﷺ sagde: ‘Den, jeg holder mest af, er den, der møder mig i præcis den tilstand, som jeg forlod ham i.’«
Da kaliffen Hazrat Umar rejste til Syrien, så han, at officererne bar prangende klæder. Han blev så vred, at han steg af sin hest og kastede stenstykker efter dem, mens han sagde: »I har allerede så hurtigt vænnet jer til ikke-arabiske skikke.« Men Abu Ubayda mødte kaliffen som en enkel araber. Han bar meget almindeligt arabisk tøj, og kamelens tøjr var blot et almindeligt reb. Da kaliffen Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, gik til hans bolig, så han tegn på en endnu mere enkel og beskeden livsførelse. I hans hus fandtes intet ud over et sværd, et skjold og en kamelbærestol. Kaliffen sagde: »Abu Ubayda, du kunne da have skaffet dig de ting, du havde brug for.« Abu Ubayda svarede: »De troendes leder, dette er tilstrækkeligt for os.«
En gang sendte Hazrat Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, Abu Ubayda fire hundrede dinarer og fire tusind dirham som gave. Han fordelte alle pengene blandt soldaterne. Han beholdt ikke en eneste mønt til sig selv. Da Hazrat Umar hørte dette, bemærkede han: »Alhamdulillah! Der findes også sådanne mennesker i islam.«
Han var så ydmyg, at man ikke kunne skelne ham fra de almindelige soldater, selv om han var hærfører. En fremmed kunne ikke genkende ham som hærfører. En gang kom en romersk udsending og spurgte ligefrem: »Hvem er jeres hærfører?« Da soldaterne pegede på ham ved at række druerne op mod ham, blev han forbløffet over hærførerens meget enkle klæder og beskedne fremtoning.
Sa’id ibn Zayd ((ra))
Hans navn var Sa’id, og hans kunya var Abu al-A’war. Hans far var Zayd, og hans mor var Fatima bint Ba’ja. Gennem sin forfader Ka’b ibn Lu’ayy var hans slægtslinje forbundet med Allahs Sendebuds ﷺ slægtslinje.
Sa’ids far, Zayd, var en af de få lykkelige mænd i Mekka i jahiliyya-tiden, som allerede før islams fremkomst holdt sig borte fra shirk og afgudsdyrkelse og afholdt sig fra alle former for synd og uanstændighed. Han afstod endda fra kødet af dyr, der var slagtet af polyteister. En gang, før profetskabets fremkomst, mødte han Allahs Sendebud i Balda-dalen. Da der blev bragt mad frem for Allahs Sendebud, nægtede han at spise. Da Zayd blev opfordret til at spise, afslog han og sagde til dem: ‘Jeg spiser ikke kød af dyr, der er slagtet i jeres afguders navne.’
Asma fortæller: En gang så jeg Zayd læne ryggen mod Kabaen og sige: ‘Qurayshfolk! Ved Allahs ed, der er ingen blandt jer, bortset fra mig, som følger hanif-religionen.’
I jahiliyya-tiden blev pigebørn som regel begravet levende. Når Zayd hørte, at et pigebarn et sted var ved at blive dræbt eller begravet, gik han til barnets værge og tog selv ansvaret for barnet. Når barnet så var blevet voksent, førte han det til dets far og sagde: ‘Hvis du ønsker det, kan du nu selv tage ansvaret for barnet, eller du kan overlade det til mig.’
Quraysh fejrede en af deres højtider. Zayd ibn Amr ibn Nufayl stod lidt væk fra menneskemængden og iagttog det hele opmærksomt. Han så mændene binde kostbare silkepågør om hovedet og iføre sig værdifulde yemenitiske kapper. Kvinderne og børnene var iført kostbar pynt og drev dyrene, der var smykket, frem for at ofre dem foran deres afguder.
Han stillede sig med ryggen mod Kabaens mur. Derefter sagde han:
‘Folk af Quraysh-stammen! Allah den Ophøjede har skabt disse geder. Det er Ham, der lader regnen falde fra himlen og giver dem at drikke, og som skaber græsset på jorden og giver dem føde. Og alligevel slagter I dem i en andens navn? Jeg ser jer som et uvidende folk.’
Da hans onkel, Umar ibn al-Khattabs far, al-Khattab, hørte dette, rejste han sig, gav ham en lussing på kinden og sagde:
‘Må du gå til grunde! Hele tiden har vi måttet høre den slags vrøvl fra din mund og bære over med det. Nu har du overskredet grænsen for vores tålmodighed.’ Derefter ophidsede han de tåbelige mennesker i sin stamme, så de kunne skade og chikanere ham. Til sidst blev Zayd tvunget til at forlade Mekka og søge tilflugt på Hirā-bjerget. Men heller ikke da gav han op. Han udpegede en gruppe unge mænd fra Quraysh til hele tiden at holde øje med, at Zayd ikke kunne komme ind i Mekka, selv i al hemmelighed.
Derefter mødtes Zayd ibn Amr i al hemmelighed, uden Quraysh’ernes vidende, med Waraqa ibn Nawfal, Abdullah ibn Jahsh, Uthman ibn al-Harith og Umayma bint Abd al-Muttalib, Muhammed ibn Abdullahs faster. Han drøftede med dem, hvor dybt araberne var sunket ned i vildfarelse. Zayd sagde til dem:
»Ved Allah, I skal vide med sikkerhed, at jeres folk ikke bygger på noget grundlag. De har forvansket Ibrahims religion og handler i strid med den. Hvis I ønsker frelse, så søg en religion for jer selv.«
Derefter opsøgte disse fire mænd de religiøse lærde blandt jøderne, de kristne og andre religioner for at få viden om Ibrahims religion, det vil sige hanif-religionen. Waraqa ibn Nawfal antog kristendommen. Men Abdullah ibn Jahsh og Uthman ibn al-Harith kunne ikke nå frem til nogen beslutning. Og i Zayd ibn Amr ibn Nufayls liv indtraf en højst forunderlig begivenhed. Vi gengiver den her med hans egne ord.
»Jeg satte mig ind i jødedommen og kristendommen, men da jeg ikke fandt noget deri, som kunne give mig indre fred, nægtede jeg at antage nogen af dem. På et tidspunkt kom jeg til Sham (Syrien). Jeg havde på forhånd hørt, at der dér var en munk, en verdensforsagende mand, som havde indgående kendskab til de åbenbarede skrifter. Jeg opsøgte ham og fortalte ham min historie. Da han havde hørt på mig, sagde han: ‘Min bror fra Mekka, det forekommer mig, at du søger Ibrahims religion.’«
Jeg svarede: »Ja, det er netop det, jeg søger.«
Han sagde: »Den religion, du søger, findes ikke længere i dag. Men sandheden findes i din by. Allah vil sende en mand fra dit folk, som vil genoplive Ibrahims religion. Hvis du møder ham, skal du følge ham.«
Zayd begyndte igen sin rejse mod Mekka. Han satte hurtigt tempoet op for at finde den lovede profet.
Da han befandt sig et godt stykke fra Mekka, sendte Allah den profetiske Muhammed med vejledning og den sande religion. Men Zayd nåede ikke at møde ham, for inden han nåede frem til Mekka, overfaldt en gruppe beduinske røvere ham og dræbte ham.
Således blev han berøvet den lykke at få lov til at se Allahs Sendebud (fred være med ham). Før han udåndede, så han op mod himlen og bad:
»O Allah! Hvis Du har berøvet mig dette gode, så berøv ikke min søn Sa’id det.« »O Allah, selv om Du har berøvet mig denne velsignelse, så berøv ikke min søn Sa’id den.«
Allah den Ophøjede besvarede Zayds bøn. Allahs Sendebud (fred være med ham) begyndte at kalde folk til islam. Sa’id var blandt de første, der troede på Allah og Hans Sendebud (fred være med ham). Det er ikke overraskende. Sa’id var nemlig vokset op i et hjem, der med afsky havde protesteret mod og forkastet alle Qurayshs overtroiske skikke og vildfarelser. Hans far var en mand, der havde tilbragt hele sit liv med at søge sandheden. Sa’id antog ikke islam alene; sammen med ham antog også hans hustru, Fatimah bint al-Khattab, søster til Umar ibn al-Khattab, islam.
På grund af sin antagelse af islam blev denne unge mand fra Quraysh også udsat for undertrykkelse og mishandling ligesom de andre. Quraysh formåede ikke blot ikke at få ham til at opgive islam; ægteparret bragte tværtimod en betydningsfuld mand fra Quraysh ind i islam. Det var hans svoger, den ærede Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham). Gennem dem lod Allah den Ophøjede Umar træde ind i islam.
Den ærede Sa’id brugte al sin ungdoms kraft i islams tjeneste. Da han antog islam, var han endnu ikke fyldt tyve år. Bortset fra slaget ved Badr deltog han i alle andre slag sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham). På Allahs Sendebuds (fred være med ham) ordre opholdt han sig i Syrien med en vigtig opgave og kunne derfor ikke deltage i slaget ved Badr. Han fik dog sin andel af krigsbyttet fra slaget ved Badr. Derfor var han, selv om han ikke deltog direkte, indirekte medlem af Badrs hær.
Han deltog aktivt sammen med den muslimske hær i at undertvinge Persiens Kisras og Roms kejseres troner. I hvert eneste af de slag, der blev udkæmpet mod dem, ydede han et betydeligt bidrag. I slaget ved Yarmuk viste han sit ypperste mod. Han fortæller selv:
»I slaget ved Yarmuk var vi seksogtyve tusind eller omtrent så mange. Den romerske hær talte derimod et hundrede og tyve tusind soldater. De rykkede frem mod os med meget faste skridt og en urokkelig holdning som bjerge. I spidsen gik en vældig gruppe biskopper, præster og munke. De bar korsmærkede faner i hænderne og sang bønner. Bag dem stemte den enorme hær i med deres sang. Deres samlede stemmer rungede og gav genlyd som tordenbrag fra skyerne.«
Den muslimske hær blev målløs af forbløffelse ved dette frygtelige syn og deres enorme antal. Deres hjerter skælvede også noget af frygt. Hærføreren Abu Ubaydah rejste sig da og holdt en tale, der inspirerede de muslimske soldater til jihad. Han sagde: »Allahs tjenere! Hjælp Allah, så vil Han også hjælpe jer og gøre jeres fødder standhaftige.«
Allahs tjenere! Vær tålmodige. Tålmodighed er vejen til frelse fra vantro, vejen til at opnå Herrens tilfredshed og et værn mod ydmygelse og skam. Gør jeres pile og spyd skarpe, og gør jer klar med skjoldene i hænderne. Afhold jer i hjertet fra alle andre tanker end Allahs ihukommelse. Når tiden kommer, vil jeg, om Allah vil, give jer instrukser.”
Saʿīd (må Allah være tilfreds med ham) fortæller:
Da trådte en mand frem fra den muslimske hær og sagde til Abū ʿUbaydah:
‘Jeg har besluttet at ofre mit liv netop nu. Har du et budskab, som skal overbringes til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham)?’ Abū ʿUbaydah sagde: ‘Ja, det har jeg. Overbring min og muslimernes hilsen til ham, og sig: O Allahs Sendebud! Vi har virkelig fundet, at vores Herre har holdt det løfte, Han gav os.’
Saʿīd (må Allah være tilfreds med ham) fortæller:
“Så snart jeg hørte hans ord, så jeg ham trække sit sværd ud af skeden og gå frem for at kæmpe mod Allahs fjender. I den situation sprang jeg hurtigt ned på jorden, bevægede mig frem på knæene og gjorde mig klar med mit spyd i hånden. Jeg ramte den første rytter fra fjenden, som nærmede sig os. Derefter kastede jeg mig med største tapperhed over fjendens hær. Allah den Ophøjede fjernede al frygt fra mit hjerte. Derefter iværksatte den muslimske hær et fuldstændigt angreb på den romerske hær og besejrede dem.”
Saʿīd ibn Zayd deltog også i felttoget mod Damaskus. Efter erobringen af Damaskus udnævnte Abū ʿUbaydah ham til dets guvernør. Således blev han den første muslimske guvernør i Damaskus’ historie. Men på grund af sin stærke interesse for jihad kunne han ikke være tilfreds med at have fået denne post. Han skrev til Abū ʿUbaydah: ‘Jeg kan ikke bringe et sådant offer, at I fører jihad, mens jeg bliver holdt tilbage.’ Så snart brevet er nået frem, så send en anden i mit sted. Jeg er snart på vej til dig. Abū ʿUbaydah blev nødt til at udnævne Yazīd ibn Abī Sufyān til guvernør over Damaskus, og den ærede Saʿīd vendte tilbage til jihadens slagmark.
I umayyadernes tid fandt der en forunderlig begivenhed sted omkring den ærede Saʿīd ibn Zayd. I lang tid blev begivenheden fortalt blandt Medinas indbyggere.
Sagen forholder sig sådan: En kvinde ved navn ʿUrwa bint Uways begyndte at sprede det rygte, at Saʿid ibn Zayd med magt havde taget en del af hendes jord og lagt den til sin egen jord. Hun gik omkring og sagde dette alle vegne. På et tidspunkt forelagde hun sagen for Madinas guvernør, Marwan ibn al-Hakam. For at undersøge sagen sendte Marwan nogle mænd til Saʿid. For Saʿid, som var en af Allahs Sendebuds ledsagere, var dette meget smerteligt. Han sagde:
»De mener, at jeg gør hende uret. Hvordan skulle jeg kunne gøre hende uret? Jeg har hørt Allahs Sendebud sige: ’Den, der uretmæssigt tager så meget jord som en håndsbredde, vil på Opstandelsens Dag få syv lag jord hængt om sin hals.’ O Allah! Hun påstår, at jeg har gjort hende uret. Hvis hun lyver, så gør hendes øjne blinde, kast hende ned i den brønd, som hun strides med mig om, og lad et lys skinne for mig, så det bliver klart blandt muslimerne, at jeg ikke har gjort hende uret.«
Kort efter denne hændelse blev al-ʿAqīq-dalen oversvømmet på en måde, som aldrig tidligere var set. Som følge heraf blev det skjulte, omstridte mærke mellem de to jordstykker synligt, så muslimerne ved at se det forstod, at Saʿid talte sandt. Før der var gået en måned, blev kvinden blind. En dag gik hun omkring på sin jord, faldt ned i den omstridte brønd og døde.
ʿAbdullah ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller,
»Vi plejede at høre folk sige, når de forbannede nogen: Må Allah gøre dig blind, sådan som Han gjorde ʿUrwa blind. Der er ikke noget særligt overraskende ved denne begivenhed, for Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:
»Hold jer fra den forurettedes bøn. For der er ingen hindring mellem denne bøn og Allah.« Hvis dette er tilfældet for alle forurettede, hvor meget mere er det da ikke forventeligt, at bønnen fra en forurettet som Saʿid ibn Zayd, en af de ti, der har fået det gode budskab om Paradiset, al-ʿAshara al-Mubashshara, bliver besvaret?
Abu Nuʿaym har overleveret fra Birah ibn al-Harith: Mughirah ibn Shuʿbah sad i en stor moské. Nogle folk fra Kufa sad på hans højre og venstre side. På dette tidspunkt kom en mand ved navn Saʿid ibn Zayd. Mughirah hilste på ham og anbragte ham på sengen ved fodenden. Derefter kom en mand fra Kufa til stede og begyndte at overøse ʿAli ibn Abi Talib med skældsord, mens han vendte sig mod Mughirah. Han spurgte: »Mughirah, hvem er denne mand ved at skælde ud?« Han svarede: »ʿAli ibn Abi Talib.« Han sagde: »Mughirah!« Sådan kaldte han på ham tre gange. Derefter sagde han: »Jeg ønsker ikke at se, at Allahs Sendebuds (fred være med ham) ledsagere bliver forhånet foran dig, uden at du protesterer imod det. Jeg bevidner, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Abu Bakr er i Paradiset, ʿUmar er i Paradiset, ʿUthman er i Paradiset, ʿAli er i Paradiset, Talhah er i Paradiset, al-Zubayr er i Paradiset, ʿAbd al-Rahman er i Paradiset, Saʿd ibn Malik er i Paradiset. Og en niende person er også i Paradiset; hvis I ønsker det, kan jeg også nævne hans navn.« Overlevereren siger: Folkene råbte i kor og spurgte: »O Allahs Sendebuds ledsager, hvem er den niende person?« Han sagde: »Den niende person er mig.« Derefter svor han og sagde: »Den, der blot har deltaget i ét slag sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham), og hvis ansigt blev dækket af støv sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham), hans ene handling er bedre end alle et menneskes gode gerninger gennem hele dets liv – selv hvis det skulle leve lige så længe som Nuh.« (Hayatus Sahaba/ 2.– 470 s.)
Han var en af de højtstående ledsagere. Saʿid ibn Habib siger: Hos Allahs Sendebud (fred være med ham) havde Abu Bakr, ʿUmar, ʿUthman, ʿAli, Saʿd, Saʿid, Talhah, al-Zubayr og ʿAbd al-Rahman ibn ʿAwf samme status og rolle. På slagmarken stod de foran Allahs Sendebud (fred være med ham), og under menighedsbønnen stod de bag ham.
Blandt sahabaerne berettede Ibn Umar, Amr ibn Hurayth, Abu at-Tufayl og Abu Uthman an-Nahdi samt de fremtrædende tabi’un, Sa’id ibn al-Musayyib og Qays ibn Abi Hazim, hadither fra Sa’id ibn Zayd.
Al-Waqidi siger: Han døde i Aqiq-dalen og blev begravet i Medina. Dødsåret var hijri-året 50, ifølge en anden opfattelse 51 eller 52. Han levede i over halvfjerds år. Sa’d ibn Abi Waqqas vaskede ham og iførte ham ligklædet, og Abdullah ibn Umar ledede janazah-bønnen. Ifølge al-Haytham ibn Adi døde han dog i Kufa, og den berømte sahabi al-Mughira ibn Shu’ba ledede hans janazah-bøn.
Hamza ibn Abd al- Muttalib ((må Allah være tilfreds med ham))
Hans navn var Hamza, hans kunyaer var Abu Ya’la og Abu Ammara, og hans tilnavn var Allahs løve. Han var Allahs Sendebuds egen farbror. Hamzas mor, Hala bint Uhayb, var kusine til Allahs Sendebuds mor, Amina. Desuden var Hamza Allahs Sendebuds mælkebror. Abu Lahabs slavinde, Thuwayba, ammede dem begge. Han var omkring to år, ifølge en anden opfattelse fire år, ældre end Allahs Sendebud. Fra sin tidlige barndom havde han en stærk interesse for sværdkamp, bueskydning og brydning. Han var umådeligt tiltrukket af rejser og jagt, og han tilbragte en stor del af sit liv med disse aktiviteter.
I nogen tid havde tawhids kald lydt i Mekkas gader og gyder. Men en mand med en krigersk natur som Hamza viste ikke megen interesse for dette kald.
En dag var han på vej hjem fra jagt. Da han nærmede sig Safa-bjerget, kaldte en slavinde tilhørende Abdullah ibn Jud’an på ham og fortalte ham nyheden. Hun sagde: »Abu Ammara, hvis De dog bare var kommet for lidt siden og havde set, hvordan det stod til med Deres nevø! Han prædikede for folk ved Kabaen. Abu Jahl overfusede ham groft og voldte ham stor smerte. Men Muhammad vendte tilbage helt hjælpeløs uden at svare ham igen.« Da han hørte dette, kom hans krigerblod i kog. Han satte hurtigt kurs mod Kabaen. Det plejede at være hans vane, når han vendte hjem fra jagt og mødte nogen, at standse et øjeblik og udveksle nogle få ord med vedkommende. Men i dag var han blevet vanvittig af hævntørst. Uden at ænse nogen på vejen gik han lige hen til Kabaen og slog Abu Jahl hårdt i hovedet med sin bue. Abu Jahls hoved blev flænset. Da nogle mænd fra Banu Makhzum så, at situationen var ved at komme ud af kontrol, skyndte de sig Abu Jahl til hjælp. De sagde: »Hamza, du er måske blevet frafalden.« Han svarede: »Når sandheden i dette er blevet klar for mig, hvem kan så afholde mig fra det? Ja, jeg bevidner, at Muhammad er Allahs Sendebud. Alt, hvad han siger, er sandt. Ved Allahs ed kan jeg ikke længere vende mig bort fra det. Hvis I taler sandt, så prøv blot at forhindre mig.« Abu Jahl sagde til de mennesker, der var kommet ham til hjælp: »Lad Abu Ammara være. Ved Allahs ed har jeg for kort tid siden overfuset hans nevø groft.«
Senere sagde den ærede Hamza: »Jeg lod mig ophidse af vrede og fik sagt disse ord, men jeg begyndte at blive brændt af anger over at have forladt mine forfædres og min stammes religion. Jeg blev fanget i en hvirvel af tvivl og usikkerhed og kunne ikke sove hele natten. Jeg kom til Kabaen og bad meget ydmygt Allah om, at mit hjertes dør måtte åbnes for sandheden, og at tvivlen måtte forsvinde fra mit hjerte. Efter bønnen blev mit hjerte fyldt med fast overbevisning. Derefter gik jeg til Allahs Sendebud og fortalte ham om min tilstand. Han bad for, at mit hjerte måtte finde fasthed.«
Det var i muslimernes vanskelige tid, da Allahs Sendebud havde søgt tilflugt i Arqam ibn Abi al-Arqams hus og i det skjulte kaldte til islam. På det tidspunkt bestod muslimerne blot af en lille håndfuld hjemløse mennesker. Under disse omstændigheder ændrede situationen pludselig retning, da den ærede Hamza antog islam. Kafirernes unødvendige overgreb og hensynsløse fremfærd mod de troende ophørte i vid udstrækning, for alle i Mekka kendte til hans dristighed og tapperhed.
En dag efter Hamza havde taget islam til sig, gik Umar til Allahs Sendebud for at bekendtgøre, at han havde taget islam til sig. Han opholdt sig på det tidspunkt sammen med nogle af Profetens ledsagere i Arqams hus. Hamza var også dér. Umar var bevæbnet. Da de tilstedeværende så ham, blev de alle grebet af frygt. Men Hamza udbrød: »Lad ham komme ind. Hvis han er kommet med gode hensigter, vil vi også behandle ham godt. Ellers vil han blive dræbt med sit eget sværd.« Så snart Umar trådte ind, begyndte han at fremsige trosbekendelsen. Da genlød himmel og jord af de tilstedeværende muslimers takbīr-råb. Efter disse to store mænds antagelse af islam blev islam en ustoppelig kraft. Mekkas afgudsdyrkere indså, at det ikke længere ville være let at kradse Profeten på kroppen.
Mens Allahs Sendebud opholdt sig i Mekka, knyttede han et broderbånd mellem sin elskede tjener Zayd ibn Hāritha og Hamza. Hans hengivenhed og kærlighed til Zayd blev så dyb, at når han tog et sted hen, overdrog han ham ansvaret for alt.
I profetskabets trettende år udvandrede Hamza sammen med mange andre til Medina. Her opstod der en praktisk mulighed for at vise den styrke og det mod, som Gud havde skænket ham.
I den syvende måned efter udvandringen sendte Allahs Sendebud en lille styrke på tredive emigranter mod kysten i området al-ʿĪs. Formålet var at holde øje med Qurayshs bevægelser. Der var ingen hjælpere blandt denne styrke. Her mødte de ved kysten en styrke på tre hundrede mekkanske ryttere under Abu Jahl. De var på vej tilbage fra Syrien. Men takket være Majdī ibn ʿAmr al-Juhanīs indsats lykkedes det denne gang at undgå en konfrontation. Majdī havde indgået en fredsaftale med begge parter. Inden afrejsen fra Medina overrakte Allahs Sendebud den islamiske fane til Hamza. Nogle historikere, heriblandt Ibn ʿAbd al-Barr, mener, at dette var den første fane, Allahs Sendebud overrakte til en muslim. (Sīrat Ibn Hisham)
I safar-måneden i det andet hijri-år drog Allahs Sendebud selv på ekspeditionen til al-Abwā ad Qurayshs handelsrute med tres bevæbnede ledsagere. Også under denne ekspedition bar Hamza fanen, og hele styrken stod under hans kommando. Da Quraysh-karavanen allerede havde passeret, før den muslimske styrke nåede frem, kom det heller ikke denne gang til nogen konfrontation. På samme måde havde Hamza også den ære at bære den muslimske styrkes fane under ekspeditionen til al-ʿUshayra i det andet hijri-år.
I det andet hijri-år fandt slaget ved Badr sted, det vigtigste slag i islams historie. Han deltog i dette slag. Efter at de to hære havde opstillet sig på slagmarken, trådte ʿUtba, Shayba og al-Walīd fra Qurayshs side frem fra geleddet og udfordrede nogen fra den muslimske hær til en tvekamp. Tre unge hjælpere fra troens soldater tog imod udfordringen og trådte frem. Men ʿUtba råbte: »Muhammad, send os folk, der står mål med os. Vi ønsker ikke at kæmpe mod disse uegnede folk.« Allahs Sendebud befalede: »Hamza, ʿAlī og ʿUbayda, rejs jer og gå frem.« De havde blot ventet på denne ordre. Disse tre helte trådte frem foran deres modstandere med hver deres sværd og spyd. Ved det første angreb sendte Hamza ʿUtba til Helvede. Også ʿAlī besejrede sin modstander. Men der opstod i lang tid en voldsom brydekamp mellem Abu ʿUbayda og al-Walīd. Til sidst kløvede Abu ʿUbayda ham i to med ʿAlīs hjælp. Da Tuʿayma ibn ʿAdī så fjendens vanskelige situation, gik han frem for at hjælpe dem. Med Hamzas hjælp fældede ʿAlī ham med ét sværdslag. Derefter indledte afgudsdyrkerne et fuldstændigt angreb. De muslimske mujahidīn kastede sig også frem. En voldsom kamp begyndte. Under dette slag havde Hamza stukket en strudsefjer i sin turban. Derfor kunne man tydeligt se ham, hvor end han gik. Han holdt sværdet med begge hænder i et jerngreb og sønderrev tappert de vantros rækker. I dette slag led Allahs og Hans Sendebuds fjender et skamfuldt nederlag. Umayya ibn Khalaf spurgte ʿAbd al-Rahman ibn ʿAwf: »Hvem er denne mand med strudsefjeren?« Da han svarede, at det var Allahs Sendebuds onkel Hamza, sagde han: »Denne mand har i dag påført os det største tab.«
Den jødiske stamme Banū Qaynuqāʿ havde sin bosættelse lige uden for Medina. Efter Allahs Sendebud var kommet til Medina, indgik han en alliance med dem. Men da muslimerne sejrede ved Badr, blussede deres misundelse op. De gjorde oprør. På grund af dette traktatbrud drog Allahs Sendebud i shawwāl-måneden i det andet hijri-år på en militær ekspedition mod dem. Også under denne ekspedition havde Hamza ansvaret for fanen.
Qurayshs stolthed blev dybt såret af det skammelige nederlag ved Badr. En enorm qurayshisk hær, grebet af hævntørst, satte i det tredje hijri-år kurs mod Medina. Allahs Sendebud standsede sammen med sine ledsagere dens fremrykning ved foden af Uhud-bjerget. Slaget begyndte i shawwāl-måneden. Fra de vantros side trådte en tapper kriger ved navn Siba frem og udfordrede til tvekamp. Hamza gik ind på slagmarken med et draget sværd og råbte: »Din søn af Umm Anmārs urene vand, er du kommet for at kæmpe mod Allah og Hans Sendebud?« Med disse ord satte han et så voldsomt angreb ind, at Siba blev færdig med ét eneste slag. Derefter begyndte det fuldstændige slag. På grund af Hamzas hurtige angreb blev de vantros rækker sønderrevet. I dette slag dræbte han alene tredive vantro soldater.
Eftersom Hazrat Hamza havde dræbt Qurayshs fremmeste ledere i slaget ved Badr, tørstede alle Quraysh mest efter hans blod. Wahshi, Hazrat Hamzas morder, har senere fortalt om drabet på Hamza på Uhud-sletten. Ibn Hisham har gengivet det i sit værk »Sira«. Wahshi fortæller: »Jeg var en abessinisk slave tilhørende Zubayr ibn Mut’im. I slaget ved Badr blev Zubayrs farbror, Tu’aym ibn ‘Adi, dræbt af Hamza. Da Zubayr var vendt tilbage til Mekka, sagde han til mig: Hvis du kan dræbe Muhammeds onkel Hamza og dermed hævne drabet på min farbror, vil jeg frigive dig. Han trænede mig særligt til dette. Jeg drog mod Uhud udelukkende med det formål at dræbe Hamza. Slaget begyndte. Jeg gemte mig bag en klippe og ventede på Hamza. Da han på et tidspunkt kom hen i nærheden af mig, angreb jeg ham pludseligt og dræbte ham. Derefter vendte jeg tilbage til mine egne soldater og satte mig uvirksom. Jeg deltog ikke mere i slaget, for mit mål var nået. Da jeg vendte tilbage til Mekka, blev jeg frigivet fra slaveriet.«
Denne tragiske begivenhed fandt sted midt i måneden Shawwal i det tredje hijri-år. Hazrat Hamza var da næsten tres år gammel.
Efter Hazrat Hamzas martyrdød sang Qurayshs kvinder glædessange. Abu Sufyans hustru, Hind bint Utba, skar næsen og ørerne af Hamza og lavede smykker af dem; hun skar hans bryst og mave op, tog leveren ud, tyggede på den og spyttede den ud. Da Allahs Sendebud hørte dette, spurgte han, om hun også havde spist noget af den. Folk svarede: Nej. Han sagde: Allah vil ikke lade nogen del af Hamzas legeme komme i Helvede.
Efter slaget begyndte begravelsen og ligklædningen af martyrerne. Allahs Sendebud kom hen til sin ærede onkels lig. Eftersom Hind havde vansiret hans næse og ører, brast han i gråd ved synet. Han sagde: På Opstandelsens Dag vil Hamza være »Sayyid ash-Shuhada« eller alle martyrers leder. Han sagde også: Må Allahs barmhjertighed være over dig. Så vidt jeg ved, var du den mest opmærksomme på slægtskabsbånd og den mest retskafne. Hvis jeg ikke havde tænkt på Safiyyas sorg og smerte, ville jeg have ladet dig ligge sådan, så dyr og fugle kunne have ædt dig, og Allah på Opstandelsens Dag kunne have gjort dig levende igen fra deres maver. Ved Allahs ed, det er min pligt at hævne dig. Jeg vil vansire halvfjerds af dem på samme måde som dig ved at skære deres næser og ører af.« Efter denne ed fra Allahs Sendebud kom Gabrielsura an-Nahlned med de følgende to vers:
»Hvis I tager hævn, så gør det i samme omfang som den uret, der er blevet begået mod jer. Men hvis I er tålmodige, er det bedst for de tålmodige. Vær tålmodig. Din tålmodighed skyldes kun Allahs hjælp. Sørg ikke over dem, og bliv ikke bedrøvet på grund af deres intriger.« (Sura an-Nahl/126–27)
Efter at dette vers var blevet åbenbaret, sonede Allahs Sendebud sin ed. (Tabakat af Ibn Sa’d)
Hazrat Safiyya var Hazrat Hamzas helsøster. Da hun hørte om sin brors martyrdød, løb hun af sted for at se ham blot én gang. Men Profeten (fvmh.) lod hende ikke se ham; han trøstede hende og sendte hende tilbage. Hazrat Safiyya sendte to stykker stof til sin brors ligklæde. Men ved siden af Hazrat Hamza lå også et andet lig uden ligklæde. Derfor blev de to stykker stof delt mellem de to. Hazrat Khabbab ibn al-Aratt (ra.) fortæller: Vi fandt ikke andet stof til at svøbe Hamza i end ét stykke. Når vi dækkede hans fødder med det, blev hovedet blottet, og når vi dækkede hovedet, blev fødderne blottet. Derfor dækkede vi hovedet med stoffet og fødderne med ‘izkhir’-græs. (Hayatus Sahaba– 1/136) Sayyid al-Shuhada, Hazrat Hamza, blev begravet på Uhud-sletten. Imam al-Bukhari har overleveret fra Hazrat Jabir, at Profeten (fvmh.) begravede Uhud-krigens martyrer to og to i én grav. Hamza og Abdullah ibn Jahsh blev begravet i samme grav.
Ibn Hajar har i værket »al-Isaba«, med »Fawa’id Abi al-Tahir« som kilde, nævnt, at Hazrat Jabir (ra.) sagde: Den dag Muawiya gravede en brønd ved Uhud, græd vi over Uhuds martyrer. Vi fandt martyrerne helt friske. Da en mand slog Hazrat Hamza på foden, strømmede blodet frem.
Hazrat Wahshi (ra.), der havde dræbt Hazrat Hamza, tog efter erobringen af Mekka imod islam og kom til Profeten (fvmh.). Profeten (fvmh.) spurgte ham: »Er du Wahshi?« Han svarede: »Ja.« »Var det dig, der dræbte Hamza?« Han svarede: »Det, Allahs Sendebud har hørt, er sandt.« Profeten (fvmh.) sagde: »Kan du skjule dit ansigt en smule for mig?« Straks gik han ud, og han stod aldrig mere ansigt til ansigt med Profeten (fvmh.) i resten af sit liv. Efter Profetens (fvmh.) død, under Hazrat Abu Bakr Siddiqs (ra.) kalifat, blev der iværksat et felttog mod den falske profet Musaylima. Han deltog også i dette felttog med det formål at dræbe Musaylima og således gøre bod for drabet på Hazrat Hamza. Det lykkedes ham. På denne måde lod Allah ham gøre mere gavn for islam, end den skade han havde forvoldt den.
Hazrat Hamza havde også poetisk talent. Efter at have antaget islam udtrykte han sine daværende følelser gennem poesi. Noget af dette er citeret i noterne til kapitlet »Hamzas antagelse af islam« i Ibn Hishams Sira.
Abbas ibn Abd al- Muttalib (ra.)
Hans navn var Abu al-Fadl Abbas. Hans far var Abd al-Muttalib, og hans mor var Natila, eller ifølge en anden opfattelse Nasila bint Khabbab. Han var Profeten (fvmh.)s onkel. De to var imidlertid næsten jævnaldrende. Historikere mener, at han sandsynligvis blev født to eller tre år før Profeten (fvmh.).
En gang i sin barndom blev han væk. Hans mor aflagde et løfte om, at hun ville hænge et silkeklæde op over Kabaen, hvis Abbas vendte tilbage. Efter nogle dage vendte han uskadt tilbage, og Abd al-Muttalib opfyldte hendes løfte med stor pomp og pragt.
I jahiliyya-tiden var han en indflydelsesrig leder blandt Quraysh. Han arvede ansvaret for vedligeholdelsen af Kabaen og for at give pilgrimmene vand.
Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, modtog profetskabet. I Mekka begyndte han offentligt at opfordre til troen på Guds enhed. Selv om Abbas, må Allah være tilfreds med ham, i lang tid ikke offentligt erklærede, at han havde antaget islam, var han en af denne missions vigtigste støtter. Derfor var Abbas også til stede ved det hemmelige møde i en skjult lejr ved Mina, hvor de tooghalvfjerds ansarier fra Medina under pilgrimsfærdssæsonen kom til Mekka, inviterede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til at udvandre til Medina og aflagde troskabsed til ham. På det tidspunkt havde han endnu ikke antaget islam. I historien kaldes denne troskabsed den anden troskabsed ved al-Aqaba. I den anledning holdt han en tale til de tilstedeværende indbyggere fra Medina, hvori han sagde: »Khayraj-folk! I ved, at Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, befinder sig blandt sit folk med ære og anseelse. Vi har til enhver tid beskyttet ham mod fjenderne. Nu ønsker han at komme til jer. Hvis I kan hjælpe ham med livet som indsats, er det meget godt. Ellers skal I sige det klart og tydeligt nu.« Indbyggerne fra Medina lovede som svar at yde ham fuld støtte. Kort tid efter udvandrede Allahs Sendebud til Medina.
Under pres fra Quraysh i Mekka blev han tvunget til at deltage i slaget ved Badr sammen med Quraysh-hæren. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kendte den virkelige situation og befalede derfor sine ledsagere: »Hvis Abbas eller nogen fra Banu Hashim skulle komme foran jer under kampen, må I ikke dræbe dem. De er blevet ført til slagmarken med tvang.«
I slaget ved Badr blev Abbas, Aqil og Nawfal ibn al-Harith taget til fange af muslimerne sammen med de øvrige polyteistiske Quraysh-folk. Det hændte, at Abbas blev bundet så stramt, at han stønnede af smerte. Hans stønnen forstyrrede Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, nattesøvn. Da de ædle ledsagere blev klar over dette, løsnede de Abbas’ bånd. Abbas holdt op med at stønne. Allahs Sendebud spurgte: »Hvorfor kan man ikke længere høre hans stønnen?« Der blev svaret: »Hans bånd er blevet løsnet.« Straks befalede Allahs Sendebud: »Løsn båndene på alle fangerne.«
Krigsfangerne fra Badr havde ikke ekstra tøj. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav dem alle tøj at iføre sig. Abbas var høj af statur. Ingen af de andres skjorter passede ham. Den hykleriske Abdullah ibn Ubay var lige så høj som Abbas. Han gav en skjorte til Abbas. Derfor gav Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, efter Abdullah ibn Ubay’ død på sønnens anmodning en af sine egne skjorter, så den kunne lægges på den afdødes krop, selv om Abdullah var hykler. På denne måde gengældte han den godhed, som var blevet vist hans onkel.
Det blev besluttet at løslade fangerne fra Badr mod betaling af løsepenge. Abbas’ mor var datter af Khazraj, en af ansariernes stammer i Medina. Derfor henvendte folk fra denne stamme sig til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Abbas er vores nevø. Vi eftergiver hans løsepenge.« Men fordi det var i strid med lighedsprincippet, kunne Allahs Sendebud ikke acceptere forslaget. Da Abbas på den anden side var velhavende, krævede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, en stor løsesum af ham. Abbas erklærede, at han ikke var i stand til at betale så stort et beløb, og sagde: »Jeg var allerede blevet muslim i mit hjerte. Polyteisterne tvang mig til at deltage i dette slag.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Allah kender hjertets tilstand. Hvis det, du siger, er sandt, vil Allah belønne dig for det. Men ud fra din ydre situation kan du ikke få nogen særbehandling. Og din manglende evne til at betale løsepengene kan heller ikke accepteres. For jeg ved, at du i Mekka har efterladt et stort pengebeløb hos Umm al-Fadl.« Abbas udbrød forbløffet: »Ved Allahs ed! Ingen andre end jeg og Umm al-Fadl kendte til dette beløb. Jeg er helt sikker på, at du er Allahs Sendebud.« Derefter opnåede han sin løsladelse ved at betale en stor løsesum for sig selv, sin nevø Aqil og Nawfal ibn al-Harith.
Der var en særlig grund til, at Abbas blev i Mekka i så lang tid og ikke offentligt erklærede, at han havde antaget islam. Han underrettede altid Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fra Mekka om de vantros bevægelser. Desuden var han et støttepunkt for de muslimer med svag tro, som stadig opholdt sig i Mekka. Derfor afholdt Allahs Sendebud ham engang fra at udvandre, da han bad om tilladelse til det, idet han sagde: »Det er bedre, at du bliver i Mekka. Ligesom Allah har afsluttet profetskabet med mig, vil Han afslutte udvandringen med dig.«
Nogle dage før Mekkas erobring fik Abbas tilladelse til at udvandre. Han kom med hele sin familie til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, erklærede offentligt sin islam og begyndte at bo permanent i Medina. Han deltog i erobringen af Mekka. Under ekspeditionen til Hunayn red han på det samme ridedyr som Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han fortæller: »I dette slag fik de vantro overtaget, og de muslimske krigere blev spredt. Allahs Sendebud sagde: ’Abbas, råb på bueskytterne.’ Jeg havde af natur en kraftig stemme. Jeg råbte: ’Hvor er Ashab as-Sumrah – bueskytterne?’ Ved lyden af min stemme ændrede slagets gang sig på et øjeblik. Han deltog også i belejringen af Taif, ekspeditionen til Tabuk og afskedspilgrimsfærden.«
Efter hjemkomsten fra afskedspilgrimsfærden blev Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, syg. Sygdommen blev dag for dag værre. Ali, Abbas og andre medlemmer af Banu Hashim fortsatte med at tage sig af Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. På dødsdagen kom Ali ud af huset. Folk spurgte ham: »Hvordan er Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tilstand?« Da hans tilstand den dag var blevet en smule bedre, svarede han: »Ved Allahs nåde er den lidt bedre.« Men Abbas var en erfaren mand. Han tog fat i den ene af Alis hænder og sagde: »Hvad tror du? Ved Allahs ed, om tre dage vil I begynde at leve i trældom. Jeg kan tydeligt se, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vil dø af denne sygdom inden længe. Jeg kan bedømme medlemmerne af Abd al-Muttalibs families død blot ved at se deres ansigter.«
Den dag gik Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bort. Med hjælp fra Ali og de øvrige medlemmer af Banu Hashim sørgede Abbas for ligklæde og begravelse. Eftersom han var Guds Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ærede farbror og den ældste blandt Banu Hashim, kom folk udefra til ham for at udtrykke deres sorg og medfølelse.
Guds ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) viste sin farbror Abbas stor respekt. Selv den mindste lidelse, der ramte ham, gjorde ham dybt bedrøvet. Engang klagede Abbas over en af qurayshfolkets handlinger, hvorefter Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) meget ophidset sagde: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er! Den, der ikke elsker jer for Allahs og Sendebudets skyld, vil ikke have troens lys i sit hjerte.«
Engang talte Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med Abu Bakr og Umar (må Allah være tilfreds med dem) ved en sammenkomst. Da kom Abbas til stede. Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) lod ham sidde mellem sig selv og Abu Bakr og begyndte at tale med lidt dæmpet stemme. Efter at Abbas var gået, spurgte Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), hvorfor han havde gjort dette. Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Kun en ærefuld person kan give en ærefuld person dennes rette ære.« Han sagde også: »Gabriel har sagt til mig, at når Abbas er til stede, skal jeg dæmpe min stemme, ligesom han har pålagt jer at dæmpe jeres stemmer i min nærhed.«
Efter Guds ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav de efterfølgende retledte kaliffer Abbas den ære, han fortjente. Når Umar og Uthman (må Allah være tilfreds med dem) red forbi ham på hest, steg de af til ære for ham og sagde: »Dette er Guds Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) farbror.« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) gjorde kun plads til Abbas ved selv at flytte sig fra sit sæde.
Abbas gik bort i en alder af 88 år, den 12. dag i måneden Rajab/Muharram i år 32 efter hijra. Den tredje kalif, Uthman (må Allah være tilfreds med ham), ledte begravelsesbønnen, og Abdallah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) steg ned i graven og begravede ham. Han blev begravet på Baqi-kirkegården i Medina. Efter at have antaget islam levede han i 32 år og levede 56 år i jahiliyyah-perioden.
I jahiliyyah-perioden var Abbas (må Allah være tilfreds med ham) meget velhavende. Derfor modtog Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) under slaget ved Badr tyve uqiyyah guld fra ham som løsesum. Handel var hans levevej. Han drev også rentevirksomhed. Denne virksomhed fortsatte indtil erobringen af Mekka. I sin historiske tale under afskedshajj i det tiende år efter hijra sagde Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Fra i dag erklæres alle former for rentehandel i Arabien for forbudte, og som det første erklærer jeg Abbas ibn Abd al-Muttalibs rentehandel for ophævet.«
Efter at rentehandelen var ophørt, hjalp Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham med en femtedel af krigsbyttet og indtægterne fra Fadak-haven. Efter Guds Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) død krævede han og Fatima Guds Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) arv hos den første kalif. Da de fra Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) mund hørte Guds Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) udsagn om, at profeter ikke efterlader arv, forblev de tavse.
Abbas var særdeles gavmild, gæstfri og barmhjertig. Sa’d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Abbas er Guds Sendebuds farbror, den mest gavmilde blandt qurayshfolkene og den, der viste størst omsorg for sine slægtninge.« Han havde et blødt hjerte. Så snart han løftede hænderne i bøn, strømmede tårerne fra hans øjne. Derfor kunne man mærke en særlig virkning i hans bønner.«
Allahs Sendebud, fred være med ham, bad for Abbas, må Allah være tilfreds med ham, og hans børn. Han bad om tilgivelse for alle deres åbenlyse og skjulte synder. Abbas overleverede mange hadither fra Allahs Sendebud, fred være med ham, og mange sahabaer og tabi’in overleverede hadither fra ham.
Hazrat Abbas havde også poetisk talent. Han beskrev sin oplevelse af slaget ved Hunayn i et digt. Flere af dets vers er citeret i al-Isti’ab og i Ibn Ishaqs sira-værk.
Bilal ibn Rabah (ra)
Han hed Abu Abdullah Bilal. Hans far var Rabah, og hans mor var Hamamah. Han var en slave af abessinsk oprindelse, men var født i Mekka. Banu Jumah var hans herrer.
Selv om hans hudfarve udadtil var sort, fordi han var en abessinsk slave, var hans hjerte særdeles rent. Mens de lyshudede arabere, forledt af forestillinger om adel og fornem herkomst, fortsatte med at afvise sandhedens kald, blev hans hjerte oplyst af troens lys. Selvom kun få mennesker tog imod sandhedens kald, var denne abessinske slave blandt de syv personer, der vovede offentligt at erklære det.
De svage har altid været ofre for overgreb og undertrykkelse. På grund af Bilals sociale status blev han udsat for ubeskrivelige lidelser og trængsler. Hans tålmodighed og standhaftighed blev prøvet gennem forskellige former for straf og tortur. Han blev lagt på glødende sand, små sten og brændende gløder, og med et reb om halsen slæbte børn ham som en ged gennem Mekkas gader og stræder. Alligevel slap han ikke tawhids stærke reb. Abu Jahl lagde ham på maven og placerede en stor møllesten på hans ryg. Når han blev urolig under middagssolens brændende hede, sagde Abu Jahl: »Bilal, vend stadig tilbage fra Muhammads Gud.« Men fra hans hellige læber lød der stadig: »Ahad, Ahad.«
Blandt de undertrykkende mushriker var Umayya ibn Khalaf den mest ivrige. Han fandt hele tiden på nye metoder til straf og tortur. Han pinte ham på forskellige måder. Nogle gange puttede han ham i råt kohud, andre gange iførte han ham en jernrustning og satte ham på den glødende jord, mens han sagde: »Din gud er Lat og Uzza.« Men heller ikke da kom der andre ord fra denne tawhid-elskende mands tunge end »Ahad, Ahad«. Mushrikerne sagde: »Udtal blot de ord, vi siger.« Han svarede: »Min tunge kan ikke udtale jeres ord ordentligt.«
Denne dag blev Hazrat Bilal ligesom hver dag udsat for undertrykkelsens damptromle i Batha-dalen. Ved et tilfælde kom Hazrat Abu Bakr Siddiq også gående ad den vej. Han blev dybt bedrøvet. Han betalte Bilals herre et stort beløb og frigav ham. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, hørte dette, sagde han: »Abu Bakr, lad også mig få del i denne gerning.« Han svarede: »Allahs Sendebud, jeg har allerede frigivet ham.«
Efter at have foretaget hijra fra Mekka til Medina blev han gæst hos Sa‘d ibn Khuthayma (ra.). Der blev etableret et broderskab mellem ham og Abu Ruwayha Abdullah ibn Abd al-Rahman al-Khath‘ami (ra.). Der opstod et dybt forhold mellem de to. Under den anden kalif, Umar al-Faruq (ra.), besluttede Bilal at deltage i felttoget til Syrien. Kalif Umar (ra.) spurgte: »Bilal, hvem skal udbetale din understøttelse?« Han svarede: »Abu Ruwayha. Det broderskab, som Allahs Sendebud (sa.) etablerede mellem os to, kan aldrig brydes.«
Indtil hijraen havde islam været svag i Mekka, men efter hijraen blev den stærk i Medina. Fra begyndelsen af dette medinensiske liv tog grundlaget for islamisk praksis og kulturelle aktiviteter form. Moskeen blev grundlagt, de fem daglige bønner blev indført, og kaldet til bøn blev etableret. Bilal (ra.) var den første, som fik ansvaret for adhan. Når mænd og kvinder, drenge, unge og gamle hørte Bilals høje og gribende adhan, kunne ingen blive siddende roligt derhjemme. Når moskeen blev fyldt med tawhids bærere, gik han hen til Allahs Sendebuds (sa.) dør og råbte: »Hayya ‘ala-s-salah, hayya ‘ala-l-falah, as-salah ya Rasulallah – Åh Allahs Sendebud! Bønnen er begyndt.« Sendebudet (sa.) kom ud, og Bilal fremsagde takbir. Hvis Bilal (ra.) en dag ikke var til stede i Medina, varetog Abu Mahdhura og ‘Amr ibn Umm Maktum (ra.) hans opgave. Bilal (ra.) fremsagde som regel fajr-adhan før det sande daggry. Derfor blev der fremsagt adhan to gange om morgenen. Den sidste adhan blev fremsagt af ‘Amr ibn Umm Maktum (ra.). Derfor var det i ramadan tilladt at spise og drikke efter Bilals adhan.
Både når Allahs Sendebud (sa.) opholdt sig i Medina, og når han var på rejse, var Bilal hans særlige mu’adhdhin. En gang blev det nat, mens Allahs Sendebud (sa.) var på rejse. Nogle af sahabaerne sagde: »Åh Allahs Sendebud, det ville være godt, hvis du befalede os at slå telte op et sted her og overnatte.« Sendebudet (sa.) sagde: »Jeg er bange for, at søvnen skal gøre jer uopmærksomme på jeres bøn.« Bilal (ra.) påtog sig ansvaret for at vække alle. Efter Allahs Sendebuds (sa.) tilladelse slog alle teltene op og lagde sig til hvile. Bilal (ra.) satte sig imidlertid meget årvågent med ryggen støttet mod træet på en hawdaj og ventede på det sande daggry. Men ved et hændeligt tilfælde faldt hans øjne i, og han blev så dybt sovende, at han ikke vågnede før solopgang. Da Allahs Sendebud (sa.) vågnede, spurgte han først Bilal: »Hvad blev der af dit ansvar?« Han svarede: »Åh Allahs Sendebud, i dag faldt jeg så dybt i søvn, som jeg normalt ikke gør.« Sendebudet (sa.) sagde: »Når Allah vil, tager Han jeres sjæle, og når Han vil, giver Han dem tilbage. Rejs jer, fremsig adhan, og saml folk til bøn.«
Bilal (ra.) deltog i alle de vigtigste slag. I slaget ved Badr dræbte han Umayya ibn Khalaf, en af islams største fjender. Umayya var en af dem, der havde tortureret Bilal i Mekka. På dagen for erobringen af Mekka ledsagede han Allahs Sendebud (sa.). Sammen med Allahs Sendebud (sa.) fik han også den ære at træde ind i Kabaen. På Allahs Sendebuds (sa.) befaling stod han på Kabaens tag og fremsagde adhan.
Efter Allahs Sendebuds (sa.) bortgang henvendte Bilal (ra.) sig til den person, der havde vist ham den største godhed, den ærværdige as-Siddiq Abu Bakr (ra.): »O Allahs Sendebuds kalif! Frigav du mig for Allahs skyld eller for at gøre mig til din ledsager?« Han svarede: »For Allahs skyld.« Bilal sagde: »Jeg har hørt Allahs Sendebud (sa.) sige, at den troendes bedste gerning er at kæmpe på Allahs vej. Derfor ønsker jeg at gøre denne store gerning til en uadskillelig del af mit liv indtil min død.« Abu Bakr (ra.) sagde: »Bilal, gå ikke bort fra mig og gør mig ikke fortvivlet af savnets smerte.« Af hensyn til Abu Bakrs bøn deltog Bilal ikke i noget slag, så længe han levede.
Efter Abu Bakr blev Umar kalif. Bilal bad også ham om tilladelse til at deltage i jihad. Ligesom den første kalif ønskede den anden kalif at holde ham tilbage. Men da kalif Umar så hans overvældende iver og urokkelige beslutsomhed, gav han ham tilladelse til at tage af sted. Han deltog i felttoget til Syrien. Da Umar i år 16 efter hijra rejste til Syrien, bød Bilal sammen med de øvrige militære officerer kaliffen velkommen på et sted kaldet Jabia, og han ledsagede kaliffen på hans rejse til Bayt al-Muqaddas. På et tidspunkt bad kaliffen en dag Bilal om at fremsige adhan. Bilal sagde: »Selv om jeg har lovet ikke at fremsige adhan for nogen efter Allahs Sendebud (sa.), vil jeg i dag opfylde Deres ønske.« Derefter fremsagde han adhan med en så gribende stemme, at der opstod uro blandt de tilstedeværende. Umar græd så meget, at han mistede talens brug. Abu Ubayda og Mu‘adh ibn Jabal (ra.) brød sammen i gråd. Alle så for sig billeder fra profetens tid, og en særlig følelse vågnede i deres hjerter.
Bilal (ra.) blev meget begejstret for Syriens grønne og frugtbare land. Han bad den anden kalif om tilladelse til at bosætte sig permanent i Syrien sammen med sin islamiske bror Abu Ruwayha. Hans ansøgning blev imødekommet. De to bosatte sig i en lille by ved navn Khawlan. Før dem havde den berømte sahabi Abu ad-Darda al-Ansari (ra.)s stamme bosat sig i denne by. Her giftede de to sig med to piger fra denne stamme og knyttede sig til den gennem ægteskab.
Bilal (ra.) boede i Syrien i mange år. En dag så han i en drøm, at Allahs Sendebud (sa.) sagde: »Bilal, hvor længe vil dette triste liv vare? Er tiden endnu ikke kommet for, at du besøger mig?« Denne drøm gjorde såret fra hans kærlighed og hengivenhed friskt igen. Straks rejste han til Medina, og da han nåede frem til den hellige Rawda, begyndte han at vride sig som en slagtet hane. Han omfavnede Allahs Sendebuds (sa.) kære børnebørn, Hasan og Husayn (ra.), og kærtegnede dem. De to bad Bilal (ra.) om at fremsige fajr-adhan den morgen. Han kunne ikke afvise deres bøn. Ved det sande daggry stod han på taget af Profetens Moské og sagde »Allahu akbar«, og hans stemme gav genlyd gennem Medinas gyder og gader. Da Medinas indbyggere hørte hans adhan, fyldte de himmel og jord med takbir-råb.
Da han sagde: »Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs Sendebud«, begyndte alle mænd og kvinder i Medina grædende og urolige at forlade deres hjem og løbe mod moskéen. Det berettes, at man aldrig før eller siden havde set et så følelsesladet syn i Medina.
Denne hengivne elsker af Allahs Sendebud døde i det 20. hijri-år, omkring tres år gammel. Han blev begravet nær Bab as-Saghir i Damaskus.
Hazrat Bilals gode karakter havde i høj grad forhøjet hans anseelse og ære. Hazrat Umar plejede at sige: »Abu Bakr er vores leder, og han frigav vores leder Bilal.«
Hans vigtigste formål i livet var at være sammen med og tjene Allahs ædle Sendebud. Han var altid til stede omkring Allahs Sendebud og ledsagede ham på hans rejser. Under eid-bønnen og istisqa-bønnen gik han med et spyd i hånden foran Allahs Sendebud ud til bønnepladsen. Han deltog også i forsamlinger, hvor der blev holdt prædikener og givet formaninger. Trods mange behov og fattigdom sendte han, så snart han fik noget i hænde, en del af det som gave til Allahs Sendebud. En gang bragte han nogle dadler af fremragende kvalitet til Allahs Sendebud. Han spurgte: »Bilal, hvor har du fået disse?« Han svarede: »Jeg havde nogle dadler af ringere kvalitet. Fordi jeg ønskede at sende noget til din tjeneste, byttede jeg derfor én sa‘ af dem til to sa‘ af disse dadler.« Allahs Sendebud sagde: »Ak, ak, gør ikke sådan. Dette er en form for rente. Hvis du absolut ville købe dem, skulle du først have solgt dine dadler og derefter købt disse for pengene.«
Den forfølgelse og mishandling, som Hazrat Bilal udholdt i Mekka, viser hans udholdenhed, tålmodighed og standhaftighed. Han var yderst ydmyg. Hvis nogen nævnte en af hans gode egenskaber, plejede han at sige: »Jeg er blot en abyssinier, som indtil i går var slave.« Ærlighed, renhed og trofasthed var blandt de mest fremtrædende træk ved hans karakter.
Eftersom Hazrat Bilal var Allahs Sendebuds særlige muezzin, måtte han tilbringe det meste af sin tid i moskéen. Han tilbragte størstedelen af både natten og dagen i tilbedelse. En gang spurgte Allahs Sendebud ham: »For hvilken god gerning håber du mest på belønning?« Han svarede: »Jeg har ikke udført nogen særlig god gerning. Men efter hver afvaskning har jeg bedt.«
Han indgik flere ægteskaber med fornemme arabiske familier. Allahs Sendebud giftede ham selv med Abu Bakrs datter. Han knyttede også ægteskabelige forbindelser til Banu Zuhra og Abu Dardas familie, men ingen af disse ægteskaber blev velsignet med børn.
Sahih Ibn Khuzayma-værket berettes det, at Allahs Sendebud en dag kaldte på Bilal og spurgte ham: »Bilal, hvad gjorde, at du nåede Paradiset før mig? I nat trådte jeg ind i Paradiset og hørte lyden af dine skridt.« Bilal sagde: »O Allahs Sendebud, hver gang jeg begår en synd, beder jeg to rak‘at. Og når min afvaskning bliver ugyldig, foretager jeg straks en ny afvaskning og beder to rak‘at.«
Ja’’far ibn Abi Talib ((ra))
Hans navn var Abu Abdillah Ja’far, hans far var Abu Talib, og hans mor var Fatima. Han var af den hashemitiske gren af Quraysh-stammen. Han var Rasulullahs (saw) fætter og helbror til Hazrat Ali, karama Allahu wajhahu. Han var ti år ældre end Ali (ra).
Fem mænd fra Banu Abd Manaf lignede Rasulullahs (saw) ansigt så meget, at personer med svagt syn ofte forvekslede dem, når de forsøgte at skelne mellem dem. De fem var: 1. Abu Sufyan ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib. Han var både Rasulullahs (saw) fætter og mælkebror. 2. Qutham ibn al-Abbas ibn al-Muttalib. Han var også Rasulullahs (saw) fætter. 3. al-Sa’ib ibn Ubayd ibn Abd Yazid ibn Hashim. Han var Imam al-Shafi’is (rh) farfar. 4. Hasan ibn Ali – Rasulullahs (saw) dattersøn. Hans ansigt lignede Rasulullahs (saw) ansigt mest. Den femte var Ja’far ibn Abi Talib.
Selv om Abu Talib havde høj status og stor anseelse blandt Quraysh, var hans økonomiske situation yderst vanskelig på grund af hans mange børn og personer, han forsørgede. Som et ekstra hårdt slag gjorde det år uden regn hans vanskelige situation endnu mere elendig. I det år med den alvorlige tørke blev alle Quraysh-folkets afgrøder ødelagt, og også husdyrene gik til grunde. Der bredte sig et fortvivlet klageråb blandt folk. På dette tidspunkt var der blandt Banu Hashim ingen, der var mere velstående end Muhammad ibn Abdillah og hans onkel Abbas.
En dag sagde Muhammad (saw) til sin onkel Abbas: »Onkel, din bror Abu Talib har mange børn. Folk lider på dette tidspunkt under alvorlig hungersnød og mangel på mad. Lad os gå til ham og tage ansvaret for nogle af hans børn på vores skuldre. Jeg tager den ene søn, og du tager den anden.«
Abbas bemærkede: »Du har virkelig opfordret til noget godt og tilskyndet til en god handling.«
Derefter gik de begge til Abu Talib. De sagde: »Vi er kommet for at lette noget af byrden for din familie, så du kan blive lidt aflastet fra den hungersnød, som folk er ramt af.«
Abu Talib sagde: »I kan gøre, hvad I vil, blot I lader Aqil (Aqil ibn Abi Talib) blive hos mig.« Derefter tog Muhammad (saw) Ali, og Abbas tog Ja’far.
Ali blev opdraget under Muhammads (Allahs fred og velsignelser være med ham) opsyn. Derefter skænkede Allah den Højeste Muhammad profetskab, og blandt de unge var Ali den første, der fik den ære at tro på ham. Jafar blev derimod opdraget hos sin farbror Abbas, nåede voksenalderen, antog islam og blev selvforsørgende.
Ja’far ibn Abi Talib og hans hustru Asma bint Umays sluttede sig til karavanen af islams lys allerede under dens rejse. De to antog begge islam gennem Abu Bakr as-Siddiq, før Allahs Sendebud (fred være med ham) trådte ind i Dar al-Arqam. (‘Dar al- Arqam’ i Mekka et hus.। Dar al- Islam er også kendt.। Huset tilhørte Arqam ibn Abd Manaf al- Makhzumi.। I Mekka plejede Allahs Sendebud (fred være med ham). fra dette hus at kalde mennesker til islam og invitere dem til den.।) En dag så Abu Talib Ali stå ved siden af Allahs Sendebud (fred være med ham) og bede. Dette syn glædede Abu Talib meget. Han så på Ja’far, som stod lige ved siden af, og sagde: »Ja’far, stil dig også ved siden af din fætter Muhammad (fred være med ham).« Ja’far stillede sig til venstre for Allahs Sendebud (fred være med ham) og bad denne dag. Denne begivenhed gjorde et dybt indtryk på Ja’far. Få dage senere antog han islam. Før ham havde kun 31 eller 32 personer antaget islam.
Alle de fysiske og psykiske lidelser, som de første muslimer måtte gennemgå, blev også gennemgået af denne hashimitiske unge mand og hans unge hustru. Men de mistede aldrig tålmodigheden. De vidste, at vejen til Paradiset er vanskelig og fuld af torne. Det, der imidlertid pinte og bekymrede dem, ligesom deres øvrige trosbrødre, var Qurayshs hindring af overholdelsen af islams forskrifter og tilbedelsen af den ene Allah. I enhver situation lå Quraysh på lur efter dem og skabte en kvælende atmosfære.
I et sådant øjeblik bad Jaʿfar ibn Abī Ṭālib, hans hustru og nogle andre sahaba Allahs Sendebud om tilladelse til at udvandre til Abessinien. Med et hjerte tungt af sorg gav han dem tilladelse. Det var så smertefuldt for ham, fordi disse gode og rene mennesker blev tvunget til at forlade deres elskede hjemland, deres barndoms-, ungdoms- og manddoms land, alene fordi de sagde: »Vores Herre er Allah.« De havde ingen anden forbrydelse begået. De forlod landet, blev udsat for uret og forfølgelse, og han måtte hjælpeløst se på det.
Den første gruppe udvandrere nåede Abessinien under ledelse af Jaʿfar ibn Abī Ṭālib. dér fandt de tilflugt ved den retfærdige Najashis hof. Det var første gang siden deres antagelse af islam, at de smagte en vis tryghed og oplevede glæden ved frit og uden frygt at tilbede den ene Allah.
Quraysh var bekendt med denne gruppes udvandring til Abessinien og med, at de dér havde fundet tilflugt og sikkerhed ved kongens hof. De begyndte at lægge planer for at dræbe dem eller bringe dem tilbage. Umm Salama, som var direkte involveret i denne begivenhed, fortæller: »Da vi nåede Abessinien, fandt vi en god nabo og sikkerhed for vores religion. Vi blev ikke udsat for nogen form for uret eller forfølgelse i vores tilbedelse af Allah, vores Herre, og vi hørte heller ikke noget, vi ikke brød os om. Da Quraysh fik dette at vide, begyndte de at lægge planer. De udvalgte to stærke og robuste unge mænd blandt sig og sendte dem til Najashi. Disse to var ʿAmr ibn al-ʿĀṣ og ʿAbdullah ibn Abī Rabīʿa. Sammen med dem sendte de mange værdifulde gaver til Najashi og de smigrende præster ved hans hof. De fik besked på at overbringe den gave, der var bestemt til hver præst, allerede før de drøftede vores sag med Abessiniens konge.«
Da de to nåede Abessinien, mødtes de med Najashis præster og overrakte hver af dem den gave, der var bestemt til ham, hvorefter de sagde: »Der har søgt tilflugt nogle vildledte sønner i kongens rige. De har forladt deres forfædres religion og skabt splittelse og uenighed blandt deres eget folk. Når vi taler med kongen om dem, vil I så bede ham om at sende dem tilbage til os uden på nogen måde at udspørge dem om deres religion? Deres folks ledere er nemlig bedre bekendt med deres tro og adfærd. Det er dem, der skal træffe afgørelse om dem.«
Hofpræsterne gav dem ret.
Umm Salama fortæller: »Der var intet, som ʿAmr ibn al-ʿĀṣ og hans ledsager brød sig mere om end, at kongen skulle indkalde en af os og høre, hvad han havde at sige.«
De to mødte op ved Najashis hof og overrakte ham gaverne. Najashi syntes meget godt om gaverne og roste dem overdådigt. Derefter sagde de til kongen: »Ærede konge, nogle uregerlige drenge fra vores folk er trængt ind i dit rige. De har opfundet en religion, som hverken vi eller du kender. De har forladt vores religion, men de har heller ikke antaget jeres religion. Deres fædre, farbrødre og de ledende mænd i deres folk har sendt os til dig for at bringe dem tilbage. Deres folks ledere er bedre bekendt med den uro og det kaos, de har skabt.«
Najashi så på præsterne, som var til stede ved hans hof. De sagde: »Ærede konge, de har talt sandt. Deres stammeledere er nemlig bedre bekendt med deres handlinger. Send dem tilbage til deres stammeledere, så de kan træffe en beslutning om dem.«
Kongen blev voldsomt vred over præsternes ord. Han sagde: »Ved Allahs ed! Det kan ikke komme på tale. Jeg vil ikke udlevere en eneste af dem, før jeg har udspurgt dem om de anklager, der rettes mod dem. Hvis de virkelig er, sådan som disse to mænd siger, vil jeg udlevere dem. Ellers vil jeg lade dem opholde sig trygt under min beskyttelse, så længe de ønsker det.«
Umm Salama fortæller: »Derefter sendte Najashi bud efter os, så vi kunne mødes med ham. Inden vi tog af sted, samledes vi alle på ét sted. Vi antog, at kongen helt sikkert ville udspørge os om vores religion. Derfor besluttede vi at erklære det, vi tror på. Ja’far ibn Abi Talib skulle tale på alles vegne. Ingen andre skulle sige noget.«
Umm Salama fortæller: »Derefter gik vi til Najashi og så, at han havde tilkaldt alle sine præster. De sad iført deres særlige fornemme klæder og med deres religiøse skrifter opslået ved kongens højre og venstre side. Vi så også Amr ibn al-As og Abdullah ibn Abi Rabi’a hos kongen. Da vi havde sat os roligt i forsamlingen, vendte Najashi sig mod os og spurgte: ›Hvilken slags religion er det, som I har opfundet, og på grund af hvilken I har forladt jeres fædrenes religion, uden at antage hverken min eller nogen anden religion?‹«
Ja’far ibn Abi Talib sagde på alles vegne: »Ærede konge! Vi var et uvidende folk. Vi tilbad afguder, spiste døde dyr, hengav os til uanstændige handlinger, brød slægtskabsbåndene og behandlede vores naboer dårligt. De stærke blandt os berøvede de svage deres rettigheder. Sådan var vores tilstand. Til sidst sendte Allah den Ophøjede en sendebud til os. Vi kendte hans slægt, hans sandfærdighed, hans troværdighed og hans renhed. Han kaldte os til Allah, så vi kunne tro på Hans enhed, tilbede Ham og forlade tilbedelsen af de træer, sten og afguder, som vi og vores forfædre havde tilbedt.
Han påbød os at tale sandt, tilbagelevere betroede ejendele på behørig vis, bevare slægtskabsbåndene, behandle vores naboer godt og afholde os fra forbudte handlinger og uretmæssigt blodsudgydelse. Desuden forbød han os uanstændige handlinger, løgn, at fortære forældreløses ejendom og at fremsætte falske anklager mod kyske kvinder.
Han befalede os også at tilbede den ene Allah, ikke at sætte noget ved Hans side, at opretholde bønnen, betale zakat og faste i måneden Ramadan.
Da vi vidste, at han var sandfærdig, troede vi på ham og fulgte det, han havde bragt fra Allah. Derfor tror vi på, at det, han erklærede tilladt for os, er tilladt, og at det, han erklærede forbudt for os, er forbudt.«
Ærede konge! Derefter begyndte alle i vores folk at behandle os hårdt. De forfulgte os for at få os til at vende tilbage fra vores religion til afgudsdyrkelsen. Da de plagede og mishandlede os så meget og blev en hindring mellem os og vores religion, foretrak vi at komme netop hertil til dig frem for noget andet sted, i håbet om, at vi ikke ville blive udsat for overgreb hos dig.”
Umm Salama fortæller: Derefter så an-Najashi et øjeblik på Ja’far ibn Abi Talib og spurgte: Har I noget med jer af det, jeres profet har bragt fra Allah? Han svarede: Ja. »Læs noget af det for mig.« Ja’far læste: »Kaf-Ha-Ya-Ain-Sad. Dette er en beretning om din Herres barmhjertighed mod Hans tjener Zakariya, da han påkaldte sin Herre i det skjulte. Han sagde: ›Mine knogler er blevet svage, og mit hoved er blevet hvidt af alderdom; min Herre, jeg har aldrig været skuffet, når jeg har påkaldt Dig.‹”
Således læste han den første del af den hellige Koran, suraen Maryam, højt for ham.
Da an-Najashi hørte Allahs ord, græd han så meget, at hans skæg blev gennemvædet af tårer, og præsterne, der var til stede ved hoffet, græd og vædede de åbne hellige skrifter foran sig. Da an-Najashi var faldet lidt til ro, sagde han: »Det, jeres profet har bragt, og det, Isa, fred være med ham, bragte før ham, har samme ophav.« Derefter så han på Amr og hans ledsager og sagde: »Gå! Ved Allahs ed vil jeg ikke udlevere dem til jer.«
Umm Salama fortæller: Da vi forlod an-Najashis hof, sagde Amr ibn al-As, så vi kunne høre det, til sin ledsager: »Ved Allahs ed! I morgen kommer vi igen til kongen og fortæller ham om sådanne af deres handlinger, at hadets ild vil flamme voldsomt op i hans hjerte, og hans hjerte vil blive fyldt med had til dem. Vi vil bestemt opfordre kongen til at udrydde dem fuldstændigt.«
Da hans ledsager, Abdullah ibn Abi Rabi’a, hørte dette, sagde han: »Amr, det bør vi ikke gøre. Selv om de er uenige med os i religiøse spørgsmål, er de jo vores slægtninge.«
Amr sagde: »Hold nu op med det. Jeg vil bestemt fortælle kongen noget, der vil ryste deres hjerter. Jeg vil sige til kongen: De mener, at Isa ibn Maryam blot er en tjener ligesom alle andre.«
Den følgende dag mødte Amr virkelig op ved an-Najashis hof og sagde: »Ærede konge! Disse mennesker, som du har givet tilflugt og hjulpet, siger noget alvorligt om Isa ibn Maryam. Send nogen til dem og spørg dem, hvad de siger om ham.«
Umm Salama fortæller: Da vi fik dette at vide, blev vi grebet af stor bekymring. Vi spurgte hinanden: »Hvad vil I sige, når kongen spørger jer om Isa ibn Maryam?« Vi blev alle enige om, at vi ikke ville sige andet om ham end det, Allah har sagt. Vi ville ikke føje så meget som spidsen af en finger til det, vores profet havde bragt om ham. Derefter måtte vi tage imod den skæbne, der var bestemt for os. Også denne gang skulle Ja’far ibn Abi Talib tale på vores vegne.
An-Najashi sendte bud efter os. Da vi trådte ind hos ham, så vi, at præsterne sad der i samme klædedragt som dagen før. Så snart Amr ibn al-As og hans ledsager var til stede, spurgte kongen os: »Hvad siger I om Isa ibn Maryam?«
Ja’far ibn Abi Talib sagde: »Vi siger ikke andet om ham end det, vores profet siger om ham.«
»Hvad siger han?«
»Han siger: Han er Allahs tjener og Hans sendebud. Han er Hans ånd og Hans ord, som Han kastede ind i den jomfruelige og rene Maryam.«
Da an-Najashi hørte Ja’fars ord, slog han med hånden i jorden og sagde: »Ved Allah! Det, jeres profet har sagt om Isa ibn Maryam, er ikke det mindste overdrevet, ikke engang svarende til et hår.« Da de patriarker, som sad omkring an-Najashi, hørte dette, udstødte de foragtelige lyde gennem deres næsebor. Kongen sagde: »Så meget I end afskyr det.« Derefter vendte han sig mod os og sagde: »Gå, I er frie og i sikkerhed. Hvis nogen fornærmer jer eller på nogen måde lægger hindringer i vejen for jer, vil han blive stillet til ansvar. Ved Allah! Selv hvis jeg fik et bjerg af guld, ville jeg ikke bryde mig om, at blot en lille ulykke ramte nogen af jer til gengæld.« Så vendte han sig mod Amr og hans ledsager og sagde: »Giv disse to mænd deres gaver tilbage. Jeg har ikke brug for dem.«
Umm Salama fortæller: På denne måde mislykkedes Amr og hans ledsagers sammensværgelse, og de forlod hoffet med knuste hjerter, besejrede og fortvivlede. Vi fortsatte derimod med at bo hos an-Najashi som ærede naboer i den bedste bolig.
Derefter tilbragte Ja’far ibn Abi Talib og hans hustru ti hele år under an-Najashis beskyttelse, fuldstændig trygge og sikre. I det syvende år efter hijra rejste de to sammen med nogle andre muslimer fra Abessinien mod Yasrib (Medina). De nåede også frem til Medina, mens Allahs Sendebud, fred være med ham, vendte tilbage til Medina efter at have afsluttet erobringen af Khaybar. Allahs Sendebud blev så glad, da han så Ja’far, at han kyssede ham mellem øjnene og sagde: »Jeg ved ikke, hvad der glæder mig mest: erobringen af Khaybar eller Ja’fars ankomst.«
Hele det muslimske samfunds glæde og lykke, og især de fattige muslimers, var ved Ja’fars ankomst ikke det mindste mindre end Allahs Sendebuds. Ja’far var nemlig yderst barmhjertig og medfølende over for de fattige og trængende. Derfor blev han kaldt Abu’l-Masakin, det vil sige de trængendes fader.
Et år var gået, siden Ja’far ibn Abi Talib var kommet til Medina. I begyndelsen af det ottende hijri-år gjorde Allahs Sendebud en hær klar til at angribe romernes styrker i Syrien. Efter at have udnævnt Zayd ibn Haritha til hærfører sagde han: »Hvis Zayd bliver dræbt, skal Ja’far ibn Abi Talib være anfører. Hvis Ja’far bliver dræbt eller såret, skal Abdullah ibn Rawaha være anfører. Og hvis han bliver dræbt eller såret, skal muslimerne vælge en anfører blandt sig selv.«
Da den muslimske hær nåede frem til et sted ved navn Mu’ta ved Jordans grænse til Syrien, så den, at et hundrede tusind romerske soldater stod klar til at møde dem, mens yderligere et hundrede tusind kristne soldater fra arabiske stammer som Lakhm, Judham og Quda’a ventede bag dem for at komme dem til hjælp. Muslimerne var derimod kun tre tusind. Så snart slaget begyndte, led Zayd ibn Haritha martyrdøden som en helt. Derefter sprang Ja’far ibn Abi Talib ned fra sin hest og dræbte den med sit sværd, så fjendens hær ikke kunne tage den i brug. Så løftede han fanen og trængte langt ind i den romerske hærs rækker, mens han fortsatte med at nedkæmpe fjenden. Under dette blev hans højre arm hugget over. Han holdt fanen højt med venstre hånd. Kort efter blev også hans venstre arm skilt fra kroppen af endnu et sværdhug. Alligevel gav han ikke op. Han holdt den tæt ind til brystet med sine arme og lod islams fane forblive højt hævet. Kort efter kløvede et tredje sværdhug hans krop.
Derefter tog Abdullah ibn Rawaha fanen. Mens han kæmpede tappert mod fjendens soldater, fulgte han også sine to ledsagere i martyrdøden. Så tog Khalid ibn al-Walid fanen og reddede den muslimske hær.
Hazrat Abdullah ibn Umar deltog også i dette slag. Han fortæller: Da man søgte efter Ja’fars lig, fandt man halvtreds sårmærker alene på forsiden af hans krop. Han havde over halvfems sår over hele kroppen, men ikke ét eneste på ryggen.
Da Allahs Sendebud hørte om disse tre hærføreres martyrdød, blev han dybt bedrøvet. Med et hjerte tynget af sorg gik han til sin fætter Ja’fars hjem. Hans hustru Asma var netop ved at gøre sig klar til at tage imod sin mand. Hun havde æltet dej til brød, badet sine børn, smurt dem ind i olie og givet dem nyt tøj på.
Asma fortæller: Da jeg så Allahs Sendebud komme hen imod vores hus med sit ædle ansigt dækket af et tyndt og rent klæde, blev jeg grebet af forskellige former for frygt og bekymring. Men af frygt for at høre dårlige nyheder turde jeg ikke spørge ham om Ja’far. Efter at have spurgt til vores velbefindende sagde han: »Bring Ja’fars børn til mig.« Jeg kaldte på dem. De løb glade af sted i kapløb om, hvem der først kunne nå frem til Allahs Sendebud. Allahs Sendebud omfavnede dem og kyssede dem, mens tårerne strømmede fra hans øjne. Jeg sagde: »O Allahs Sendebud! Måtte mine forældre ofres for dig. Hvorfor græder du? Har du hørt dårlige nyheder om Ja’far og hans to ledsagere?« Han svarede: »Ja. De led martyrdøden i dag.« I samme øjeblik forsvandt smilet fra de små børns ansigter. Da de hørte deres mor græde og jamre, blev de stående helt stille på deres pladser som sten, som om der sad fugle på deres hoveder. Naboens kvinder kom og samledes omkring Asma. Allahs Sendebud gik bort, mens han tørrede sine øjne. Da han kom hjem, sagde han til de rene hustruer: »Pas i dag lidt på Ja’fars familie. De er i dag ude af sig selv.«
Efter Hazrat Ja’fars martyrdød var Allahs Sendebud i lang tid grebet af sorg og nedtrykthed. Til sidst bragte Hazrat Jibril ham det glædelige budskab, at Allah den Højeste havde givet Ja’far to nye, blodrøde hænder i stedet for hans to afhuggede hænder, og at han fløj omkring i Paradiset sammen med englene. Derfor fik han tilnavnene Dhul-Janahayn og al-Tayyar – den med to vinger og den flyvende.
Ibn Saʿd beretter i sin Ṭabaqāt: Da Allahs Sendebud (fred være med ham) hørte nyheden om Zayd ibn Harithas, Jaʿfar ibn Abī Ṭālibs og ʿAbdullah ibn Rawāhas martyrdød, holdt han en kort prædiken for de tilstedeværende, hvori han omtalte og roste dem, og bad: »O Allah, tilgiv Zayd; O Allah, tilgiv Zayd. O Allah, tilgiv Jaʿfar og ʿAbdullah ibn Rawāha.«
Imam Ahmad beretter fra ʿAbdullah ibn Aslam. Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede at sige til Jaʿfar: »I karakter og kropsbygning er du som mig.«
Jaʿfar var særdeles venlig over for de fattige og trængende. Abū Hurayra siger: »For vores gruppe af fattige var Jaʿfar ibn Abī Ṭālib det bedste menneske. Han tog os med hjem til sig og gav os alt, hvad han havde. Når hans mad var sluppet op, tog han sin lille, tomme lædersæk til ghee frem. Vi rev den op og spiste alt det, der sad fast indeni, ved at slikke det af. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: ›Alle de profeter, der kom før mig, blev kun givet syv særlige venner. Men jeg har fjorten særlige venner, og Jaʿfar er en af dem.‹ (Bukhari, Manāqib Ja’far)
Zayd ibn Haritha ((ra))
Han hed Abū Usāma Zayd. Hans tilnavn var Ḥibbu Rasūlillāh (Allahs Sendebuds yndling), hans far var Haritha, og hans mor var Suʿdā bint Saʿlaba.
Suʿdā bint Saʿlaba drog af sted med sin lille søn Zayd for at besøge faderens stamme, Banū Māʿin. En nat, før de nåede frem til faderens stamme, angreb en gruppe røvere fra Banū Qayn deres telt, plyndrede ejendele, kameler og andet og tog børnene til fange. Blandt disse tilfangetagne børn var også hendes søn Zayd ibn Haritha.
Zayd var da otte år gammel. Røverne tog ham med til ʿUkāz-markedet for at sælge ham. En qurayshitisk leder ved navn Ḥakīm ibn Ḥizām ibn Khuwaylid købte ham for fire hundrede dirham. Han købte også nogle andre slaver sammen med ham og vendte tilbage til Mekka.
Da hans faster Khadīja bint Khuwaylid hørte, at Ḥakīm ibn Ḥizām var vendt tilbage, kom hun for at besøge ham. Han sagde til sin faster: »Faster, jeg har købt en del slaver med fra ʿUkāz. Vælg den, du bedst kan lide blandt dem; jeg giver ham til dig som gave.«
Efter nøje at have gransket slavernes ansigter valgte Hazrat Khadija Zayd ibn Haritha. For hun havde bemærket tegn på skarp intelligens og forstand i Zayds ansigt. Hun tog ham med sig hjem.
Nogle dage efter denne begivenhed blev Khadija gift med Muhammad ibn Abdullah. Hun ønskede at give sin mand en gave. Hun kunne ikke finde noget smukkere end sin elskede slave, Zayd ibn Haritha. Hun overrakte netop denne slave til sin mand.
Denne lykkelige slave-dreng voksede op under Muhammad ibn Abdullahs omsorg. Gennem hans ædle selskab fik han mulighed for at iagttage den skønne karakter. Imens var hans kærlige mor blevet fortvivlet af sorg over sin søn. Tårerne tørrede aldrig fra hendes øjne. Hun havde mistet nattesøvnen. Hendes største sorg var, at hun ikke vidste, om hendes søn var i live eller var blevet dræbt af røvere. Derfor blev hun meget fortvivlet. Hans far, Haritha, fortsatte med at lede efter sin forsvundne søn alle tænkelige steder. Han spurgte enhver, bekendt som ubekendt, om nyt om sin søn. Han var en fremstående digter i datidens Arabien. I mange digte, som han skrev på dette tidspunkt, kom smerten over at have mistet sin søn tydeligt til udtryk. I et sådant digt siger han:
»Jeg græder over Zayd, jeg ved ikke, hvad der er blevet af ham,
Er han i live?
Så er der håb om, at han vender tilbage; eller er han død
Ved Allah! Jeg ved det ikke, skønt jeg bliver ved med at spørge.
Er du blevet bortført af folk fra sletten eller af folk fra bjerglandet?«
Ved solopgang minder solen mig om ham, og når den
går ned, minder den mig på ny om ham.
Jeg vil drage fra land til land på jagt efter dig,
mens jeg driver kamelerne frem; jeg bliver aldrig træt,
og det gør mit ridedyr heller ikke. Hvad enten mit liv består, eller døden kommer.
Ethvert menneske er jo dødeligt – uanset hvor ivrigt det jagter sine håb.«
I denne hajj-sæson kom nogle mænd fra Zayds stamme til Mekka for at udføre hajj. Mens de foretog tawaf rundt om Kaaba, stod de ansigt til ansigt med Zayd. Da de genkendte hinanden, udvekslede de hilsener. Efter at have udført hajj vendte mændene hjem og fortalte Zayds far, Haritha, hvor hans bortkomne søn befandt sig.
Da Haritha fik nyt om sin søn, gjorde han sig klar til rejsen. Han tog også løsesummen for Zayd, sit hjertes kød og blod, sin øjesten, med på sit ridedyr. Harithas bror Ka’b sluttede sig til ham som rejsefælle. Efter at de uden ophør havde rejst ad vejen mod Mekka, nåede de frem til Muhammad ibn Abdullah og sagde:
„O efterkommere af Abd al-Muttalib! I er naboer til Allahs Hus, hjælpere for de hjælpeløse, bespiser de sultne og giver husly til dem, der søger ly. Vi er kommet angående den dreng, som er hos jer. Vi har også medbragt hans løsesum. Vis os nåde, og fastsæt hans løsesum, som I ønsker.“
Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: „Hvilken dreng taler I om?“
– Jeres slave, Zayd ibn Haritha.
– Ønsker I, at jeg tilbyder jer noget bedre end løsesummen?
– Hvad er det?
– Jeg kalder ham frem foran jer. Lad ham selv vælge, om han vil blive hos mig eller tage med jer. Hvis han ønsker at tage med jer, kan I tage ham med uden løsesum. Men hvis han ønsker at blive hos mig, kan jeg ikke gøre noget ved det.
De samtykkede og sagde: „De har talt yderst retfærdigt.“
Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kaldte på Zayd. Han spurgte: „Hvem er disse to personer?“
Han sagde: »Dette er min far, Haritha ibn Shurahbil. Og dette er min onkel, Ka’b.«
Han sagde: »Hvis du ønsker det, kan du tage med dem, og hvis du ønsker det, kan du blive hos mig.«
Uden den mindste tøven svarede han straks: »Jeg bliver hos Dem.«
Hans far sagde: »Må du gå til grunde, Zayd! Du har valgt slaveri frem for dine forældre?«
Han sagde: »Jeg har set noget hos denne mand, som gør, at jeg aldrig kan forlade ham.«
Efter denne beslutning fra Zayd tog Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, ham i hånden og førte ham hen til Kabaen. Mens han stod ved siden af den Sorte Sten, erklærede han over for de tilstedeværende qurayshitter: »O Qurayshs folk! Vær vidner til, at Zayd fra i dag er min søn. Han skal arve efter mig, og jeg skal arve efter ham.«
Ved denne erklæring blev Zayds far og onkel meget glade. De efterlod ham hos Muhammad ibn Abdullah og vendte med ro i sindet tilbage til deres hjemland. Fra den dag blev Zayd ibn Haritha til Zayd ibn Muhammad. Alle tiltalte ham som Muhammads søn. Til sidst åbenbarede Allah den Ophøjede verset i Sura al-Ahzab: »Kald dem ved deres fædres navne«, og afskaffede dermed skikken med at tage adoptivsønner. Herefter blev han igen kendt som Zayd ibn Haritha.
Da Zayd forlod sine forældre og valgte Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, vidste han ikke, hvilken enorm sejr han havde vundet. Han vidste intet om, at den herre, han havde valgt i stedet for sin familie og sin stamme, var Sayyid al-awwalin wa al-akhirin, Allahs Sendebud, sendt til hele skaberværket. Ikke én eneste gang faldt det ham ind, at der i denne verden ville blive grundlagt en stat, som fra øst til vest ville blive fyldt med godhed og retfærdighed, og at netop han ville blive grundlæggeren af denne velfærdsstat. Nej, intet af dette kom dengang ind i Zayds tanker eller forestillinger. Alt er Allahs nåde. Han giver overdådigt til hvem, Han vil.
Blot få år efter denne begivenhed modtog Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, profetskabets kald. Zayd var den første blandt de mandlige slaver, der antog troen. Senere blev han Allahs Sendebuds betroede amīn, hærfører og midlertidige stedfortræder i Medina under hans fravær.
Ligesom Zayd valgte Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, frem for sine forældre, elskede Sendebudet ham også dybt og optog ham blandt sine egne børn og familiemedlemmer. Når Zayd var borte, blev han bekymret; når han vendte tilbage, blev han glad, og han tog imod ham med en sådan glæde, som man ikke så, når han mødte andre. Hazrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende, har beskrevet, hvordan Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tog imod Hazrat Zayd, da han vendte tilbage til Medina efter et felttog.
Hun fortæller:
»Zayd ibn Haritha vendte tilbage til Medina. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, befandt sig på det tidspunkt i mit værelse. Han bankede på døren. Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, rejste sig næsten nøgen. På hans krop var der kun et stykke klæde fra navlen til knæene. I denne tilstand løb han mod døren, mens han trak klædet efter sig. Han omfavnede ham og kyssede ham. Ved Allahs ed! Hverken før eller efter dette har jeg nogensinde set Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, så letpåklædt.«
Blandt den muslimske befolkning blev det kendt, hvor dybt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, elskede Zayd. Derfor omtalte folk ham som »Zayd al-Hubb«, og han fik tilnavnet »Hibbu Rasulillah«, det vil sige Allahs Sendebuds elskede.
Da Hazrat Hamza, må Allah være tilfreds med ham, antog islam, etablerede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, et broderforhold mellem ham og Zayd. Der opstod et dybt forhold mellem de to. Når Hamza rejste bort, udnævnte han endda sin trosbroder Zayd til sin stedfortræder.
Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde en slavinde ved navn »Umm Ayman«. En dag sagde han til sine ledsagere: »Hvis nogen ønsker at gifte sig med en kvinde fra Paradiset, så lad ham gifte sig med Umm Ayman.« Hazrat Zayd giftede sig med hende for at glæde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Det var med hende, at den berømte hærfører Hazrat Usama ibn Zayd blev født i Mekka.
Efter hijraen fra Mekka til Medina blev han gæst hos Hazrat Kulsum ibn Hidm. Der blev etableret et broderforhold mellem ham og Hazrat Usayd ibn Hudayr, må Allah være tilfreds med ham. Indtil da havde han boet sammen med Profetens familie som et af dens medlemmer. Efter ankomsten hertil fik han et separat hus, og han blev gift med Zaynab bint Jahsh, Allahs Sendebuds kusine. Da det imidlertid ikke lykkedes at etablere et ægteskabeligt samliv med Zaynab, skilte han sig fra hende. Derefter giftede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig med Zaynab efter Allahs befaling.
Hazrat Zayd var en af datidens bedste bueskytter i Arabien. Han deltog i alle ekspeditioner fra Badr til Mu’ta. Kun ekspeditionen til Marra Yasi kunne han ikke deltage i. Under dette slag udnævnte Allahs Sendebud (ﷺ) ham til sin stedfortræder i Medina.
I det ottende hijri-år indtraf en alvorlig begivenhed. Det år sendte Allahs Sendebud (ﷺ) al-Harith ibn Umayr al-Azdi med et brev indeholdende Islams kald til Basras hersker. Da al-Harith nåede frem til et sted ved navn Mu’ta på Jordans østlige grænse, standsede Shurahbil ibn ‘Amr, en guvernør under den ghassanidiske kejser, ham og tog ham til fange. Derefter dræbte han ham. Allahs Sendebud (ﷺ) tog sagen meget alvorligt, for ingen udsending var tidligere blevet dræbt på denne måde. Allahs Sendebud (ﷺ) samlede en hær på tre tusind soldater for at drage på ekspedition til Mu’ta og overdrog kommandoen til Hazrat Zayd ibn Haritha. Lige før afrejsen sagde Allahs Sendebud (ﷺ): ‘Hvis Zayd bliver martyr, skal Ja’far ibn Abi Talib være hærens næste leder. Hvis Ja’far bliver martyr, skal Abdullah ibn Rawaha være leder. Hvis også han bliver martyr, skal de selv vælge en leder blandt sig.’
Under Zayds ledelse drog hæren fra Medina og nåede frem til et sted ved navn Ma’an ved Jordans østlige grænse. Den romerske kejser Herakleios rykkede frem med en vældig hær på et hundrede tusind soldater for at yde ghassaniderne modstand. Yderligere et hundrede tusind hedenske arabere sluttede sig til ham. Denne samlede hær tog opstilling ikke langt fra den muslimske hær. Den muslimske hær blev i Ma’an i to nætter og rådførte sig om, hvad der skulle gøres. Nogle sagde, at man burde underrette Allahs Sendebud (ﷺ) skriftligt om fjendens antal og afvente hans videre ordrer. Andre sagde: ‘Vi kæmper ikke ved hjælp af antal, styrke eller overlegenhed. Vi kæmper med denne religion. Gå frem mod det mål, som I er draget ud for. I vil opnå én af to sejre: enten sejr eller martyrdød.’
Derefter gik disse to ulige hære i kamp mod hinanden. Da den romerske hær så de blot tre tusind soldaters tapperhed og mod over for en hær på to hundrede tusind, blev den lamslået af forbløffelse. Frygt bredte sig også i deres hjerter.
Det er sjældent, at historien har set et eksempel på den tapperhed, hvormed Zayd ibn Haritha kæmpede for at holde Allahs Sendebuds (ﷺ) banner højt. Hans krop blev gennemboret af utallige pile og spydstik. Til sidst faldt han på slagmarken. Derefter løftede Ja’far ibn Abi Talib og Abdullah ibn Rawaha efter tur banneret og led martyrdøden med tapperhed. Så valgte den muslimske hær i fællesskab Khalid ibn al-Walid som kommandør. Han var en ny muslim. Under hans ledelse blev den muslimske hær reddet fra et uundgåeligt nederlag og ødelæggelse. Således led Hazrat Zayd martyrdøden i det niende hijri-år, i en alder af 54 eller 55 år.
Da den sørgelige nyhed om Mu’ta nåede Allahs Sendebud (ﷺ), blev han så dybt bedrøvet, at man aldrig havde set ham så overvældet af sorg før. Han gik til de martyrdøde kommandørers hjem for at kondolere deres familier. Da han nåede Zayds hjem, omfavnede hans lille datter grædende Allahs Sendebud (ﷺ), og Allahs Sendebud (ﷺ) begyndte at græde højlydt. Da Sa’d ibn Ubada så ham sådan, udbrød han: ‘O Allahs Sendebud, hvad er dette?’
Han sagde: ‘Dette er et udtryk for kærlighed.’
Da Allahs Sendebud (ﷺ) vendte tilbage fra afskedspilgrimsfærden, sendte han Zayds unge søn Usama af sted med en hær for at tage hævn for drabet på hans far. Mange brød sig ikke om, at en så ung person skulle lede hæren. Da Allahs Sendebud (ﷺ) hørte dette, sagde han: ‘I kritiserede tidligere hans fars lederskab. Og nu kan I ikke acceptere hans søns lederskab. Ved Allahs ed! Zayd var værdig til at være leder, og han var den, jeg elskede mest. Derefter er hans søn Usama den, jeg elsker mest.’ Usama var sin fars værdige søn. Han vendte tilbage til Medina efter at have taget passende hævn for drabet på sin far.
Hengivenhed over for Allahs Sendebud, kærlighed til ham, lydighed mod ham og ønsket om at opnå hans tilfredshed var det eneste mål i Zayids liv. Dette fremgår af forskellige begivenheder i hans liv. Umm Ayman, må Allah være tilfreds med hende, var en ældre, næsten gammel kvinde uden ydre skønhed. Zayd, må Allah være tilfreds med ham, giftede sig med hende udelukkende for at glæde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Da hans ægteskab med Zaynab, må Allah være tilfreds med hende, var blevet opløst, fremsatte han selv på ny et forslag om, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, skulle gifte sig med Zaynab, må Allah være tilfreds med hende. Det gjorde han udelukkende, fordi Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde givet udtryk for, at han ønskede at gifte sig med hende. Af respekt for Zaynab, må Allah være tilfreds med hende, så han ikke op på hende, men vendte ansigtet bort og fremsatte blot forslaget. (Muslim)
Da Aisha, må Allah være tilfreds med hende, så Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, grænseløse kærlighed til Zayd og hans børn, plejede hun at sige: »Hvis Zayd havde været i live, ville Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, måske have udnævnt ham til sin efterfølger efter sin død.«
Abdullah ibn Abbas ((må Allah være tilfreds med ham))
Hans navn var Abdullah, og Abu al-Abbas var hans kunya. Hans far var Abbas, og hans mor var Umm al-Fadl Lubaba. Han var efterkommer af den hashemitiske gren af Quraysh-slægten. Han var fætter til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og Umm al-Mu’minin, de troendes moder, Maymuna, må Allah være tilfreds med hende, var hans egen moster.
Den store sahabi Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, besad ære og værdighed på mange områder. Blodsbåndsmæssigt var han fætter til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. På grund af sin enorme lærdom og viden fik han blandt det arabiske folk, ja, i hele Muhammads ummah, tilnavnet »Habr og Bahr« (den fromme lærde og havet). Han var et levende eksempel på taqwa og gudfrygtighed. Om ham er det blevet sagt, at han fastede om dagen, tilbragte natten i tilbedelse og i nattens sidste del bad om anger og tilgivelse. Af frygt for Allah græd han så meget, at tårerne havde dannet to striber på hans kinder.
Dette er den Abdullah ibn Abbas, som blev kaldt den rabbani (den lærde, der har lært Allah at kende) i Muhammads ummah. Han var den mest vidende om Allahs Bog, den hellige Koran, den mest kyndige i dens fortolkning og betydning og den bedst egnede til at forstå dens hemmeligheder.
Han blev født i Shi’b Abi Talib i Mekka tre år før Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udvandrede fra Mekka til Medina. Quraysh havde boykottet hans slægt, Banu Hashim, og derfor levede de på det tidspunkt i Shi’b Abi Talib. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, døde, var han blot en dreng på tretten år. Alligevel gjorde han det muslimske samfund en særlig stor tjeneste ved at bevare 1.660 af Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udsagn eller hadither i sin hukommelse, Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim hvoraf mange er overleveret. Abdullahs far, Abbas, må Allah være tilfreds med ham, antages at have antaget islam i det ottende hijri-år, kort før erobringen af Mekka. Ifølge Ibn Sa’d var Umm al-Fadl den første kvinde, der troede, efter de troendes moder Khadija, må Allah være tilfreds med hende. Derfor voksede Abdullah fra fødslen op i et miljø præget af tawhid, og da hans forstand blev moden, trådte han frem som muslim med en stærk tro.
Hans mor, den berømte sahabiyya Umm al-Fadl Lubaba bint al-Harith al-Hilaliyya, bar Abdullah til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, straks efter hans fødsel. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tog en smule spyt fra sin hellige mund, kom det ind i den lille Abdullahs mund og udførte således hans tahnik. På den måde kom Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hellige og velsignelsesrige spyt ind i hans mave, før noget verdsligt overhovedet var trængt ind i den. Og sammen med det trængte taqwa og hikma ind.
Hans far, Hazrat al-Abbas, foretog hijra til Medina med hele sin familie i det ottende hijri-år, kort før erobringen af Mekka. Abdullah var dengang højst elleve år gammel. Alligevel tilbragte han allerede det meste af sin tid i Allahs Sendebuds, fred være med ham, selskab. En dag kom han hjem og fortalte: »Jeg så en mand hos Allahs Sendebud, fred være med ham, som jeg ikke kendte.« Da Hazrat al-Abbas fortalte dette til Allahs Sendebud, fred være med ham, kaldte Profeten, fred være med ham, Abdullah til sig, satte ham på sit skød, strøg ham over hovedet og bad: »O Allah, velsign ham, og lad islams lys brede sig gennem ham.«
Fra han var syv år gammel, helligede han sig Allahs Sendebuds, fred være med ham, tjeneste og omsorg. Når der var behov for wudu, sørgede han for vandet; når Profeten stod til bøn, stillede han sig bag ham og fulgte ham i bønnen; og når Profeten drog ud på rejse, red han bag på hans ridedyr og blev hans rejsefælle. Således fulgte han ham som en skygge, mens han altid bar på et vågent sind, en klar forstand og en hukommelse, der var stærkere end alle den moderne tids optageapparater tilsammen.
Selv om Hazrat Abdullah af natur var rolig, intelligent og snarrådig, faldt den periode af hans liv, hvor han fik mulighed for at være sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham, hovedsageligt sammen med den tid i et menneskes liv, hvor man leger. Han har fortalt: »Jeg plejede at lege med de andre drenge i gyderne og på gaderne. En dag så jeg Allahs Sendebud, fred være med ham, komme bagfra. Jeg skyndte mig at gemme mig bag døren til et hus. Men han fik fat i mig. Han lagde hånden på mit hoved og sagde: ›Gå hen og hent Muawiya.‹« Muawiya var Allahs Sendebuds, fred være med ham, skriver eller sekretær. Jeg løb hen til ham og sagde: »Kom, Allahs Sendebud, fred være med ham, kalder på dig.«
De troendes moder, Hazrat Maymuna, var Hazrat Abdullahs moster og tilbragte derfor det meste af sin tid hos ham. Mange gange sov han også i hendes værelse om natten. På grund af dette blev han velsignet med et meget nært og fortroligt selskab med Allahs Sendebud, fred være med ham. Han fik også mulighed for at udføre tahajjud-bønnen sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham, om natten og række ham vand til wudu. En gang, da han under tahajjud-bønnen i Hazrat Maymunas værelse stillede sig til venstre for Allahs Sendebud, fred være med ham, tog hun Abdullah i hovedet og stillede ham til højre for ham.
Hazrat Abdullah ibn Abbas har fortalt følgende om en hændelse: »En dag gav Allahs Sendebud, fred være med ham, udtryk for, at han ville udføre wudu. Jeg sørgede hurtigt for vand til ham. Han blev meget glad for det, jeg havde gjort. Da han stillede sig til bøn, gjorde han tegn til, at jeg skulle stille mig ved siden af ham. Men jeg stillede mig bag ham. Da bønnen var afsluttet, vendte han sig mod mig og spurgte: ›Hvad forhindrede dig i at stille dig ved siden af mig, Abdullah?‹ Jeg svarede: ›Allahs Sendebud, efter min opfattelse er De så højt æret og så ophøjet, at jeg ikke anså mig selv for værdig til at stå ved siden af Dem.‹ Straks løftede han begge hænder mod himlen og bad: ›Allahumma atihil hikmah‹ – ›O Allah, giv ham hikmah, eller visdom.‹ En anden gang, da jeg om natten rakte Allahs Sendebud, fred være med ham, vand til wudu, bad han for Abdullah med ordene: ›Allahumma faqqihhu fid-din wa allimhut-ta’wil‹ – ›O Allah, gør ham til en lærd i religionen, og lær ham fortolkningsmetoden.‹«
Allah den Almægtige antog sin elskede profets bøn og skænkede den hashemitiske dreng så megen viden, at han blev genstand for de største lærdes misundelse. Historie- og biografiværkerne fortæller om mange bemærkelsesværdige eksempler på hans dybe viden og skarpe intelligens.
Da Allahs Sendebud, fred være med ham, døde, var Abdullah kun tretten år gammel. To et kvart år senere døde den første kalif, Hazrat Abu Bakr. Under den anden kalif, Hazrat Umars, kalifat trådte han ind i ungdomsalderen. Kalif Umar, må Allah være tilfreds med ham, tog ham under sin personlige omsorg og opsyn. Han gav ham tilladelse til at sidde sammen med de store sahaba ved vigtige forsamlinger. Han fik også lov til at sidde sammen med sahaba, der havde deltaget i slaget ved Badr. Hadith-lærden Ibn Abd al-Barr siger: »Umar elskede Ibn Abbas og lod ham være tæt på sig.«
Under den tredje kalif, Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham, blev der i det 27. hijri-år gennemført et felttog i Afrika under ledelse af Egyptens guvernør, Abdullah ibn Abi Sarh. Hazrat Abdullah deltog i felttoget med en hær fra Medina og forhandlede med Afrikas konge, Jarjir, som udsending for muslimerne. Da kongen så hans skarpe intellekt og intelligens, bemærkede han: »Jeg tror, at De er en af arabernes store lærde.«
Da Hazrat Uthman (ra.) i det 35. hijri-år blev sat i husarrest af oprørerne, udnævnte han Abdullah som sin stedfortræder og sendte ham til Mekka som amir al-hajj. Det var under hans ledelse, at hajj blev gennemført det år. Da han vendte tilbage til Medina efter hajj, var Medina i oprør. Kaliffen Uthman (ra.) havde lidt martyrdøden ved oprørernes hænder, og Medina var under oprørernes kontrol. De pressede Hazrat Ali til at påtage sig kalifatets ansvar. Hazrat Ali (ra.) drøftede sagen med Abdullah. Efter en detaljeret analyse af situationen rådede Abdullah Ali (ra.) til ikke at påtage sig ansvaret. De situationer, som han forventede ville opstå, hvis Hazrat Ali overtog ansvaret, blev senere alle til virkelighed.
Under Kamelslaget havde Hazrat Abdullah ansvaret for at lede Hijaz-styrkerne på Hazrat Alis side. Hazrat Ali udnævnte ham til wali over Basra. Med en hær fra Basra deltog han på Alis (ra.) side i slaget ved Siffin. Det skal bemærkes, at dette slag blev udkæmpet mellem Hazrat Ali og Hazrat Muawiya (ra.). I henhold til afgørelsen ved Siffin ønskede Hazrat Ali (ra.) at udpege Hazrat Abdullah som voldgiftsmand på sine vegne, men på grund af de andres indsigelser kunne hans ønske ikke gennemføres.
Da nogle af Alis (ra.) ledsagere forlod ham under striden og konflikten mellem Hazrat Ali og Hazrat Muawiya (ra.), sagde Abdullah ibn Abbas til Ali: »Amir al-Mu’minin, giv mig tilladelse til at gå hen til dem og tale lidt med dem.« Han sagde: »Jeg frygter, at de vil gå til enhver form for overdrivelse over for dig.« Abdullah sagde: »Insha’Allah vil der ikke ske noget sådant.«
Da Abdullah gik hen til dem, indså han, at han aldrig tidligere havde set noget folk, der var så helhjertet optaget af tilbedelse som dem. De sagde: »Ibn Abbas, velkommen! Men hvad er du kommet for?« Han svarede: »For at drøfte noget med jer.« Nogle af dem sagde: »Der er ingen grund til at drøfte noget med ham.« Men andre sagde: »Det er i orden, sig frem, så lytter vi til dig.« Han sagde: »Hvorfor nærer I en så ekstrem holdning til Ali, som var Profetens fætter, hans svigersøn og den første, der troede på ham?« De sagde: »Vi ønsker at gengælde ham for tre af hans handlinger.« Han sagde: »Hvilke tre handlinger er det?« De svarede:
1. Ved at udpege Abu Musa al-Ash’ari og Amr ibn al-As som voldgiftsmænd på slagmarken ved Siffin har han gjort mennesker til dommere i Allahs religion.
2. Han kæmpede mod Aisha og Muawiya, men tog hverken deres ejendom som krigsbytte eller deres krigsfanger som slaver.
3. Selvom muslimerne aflagde troskabsed til ham og anerkendte ham som amir, frasagde han sig titlen »Amir al-Mu’minin«.
Som svar sagde Ibn Abbas:
‘Hvis jeg kan fremlægge noget for jer fra Allahs Bog og Profetens hadith, som I ikke kan benægte, vil I så opgive den overbevisning, I holder fast ved?’ Da de svarede bekræftende, sagde han:
‘I anklager ham for at have begået en forbrydelse ved at lade mennesker dømme i et spørgsmål, der angår religionen. Men Allah den Ophøjede siger:
‘‘O I, der tror! Dræb ikke vildt, mens I er i ihram. Hvis nogen af jer med overlæg dræber noget vildt, skal to retfærdige mænd blandt jer afgøre, hvilket tilsvarende dyr der skal bringes som offer til Kabaen.’’ ((Al-–Mā’ida: 95))
‘Jeg sværger ved Allah: Er det ikke mere rimeligt at udpege mennesker til dommere for at beskytte menneskers blod og liv og bilægge deres indbyrdes stridigheder end at udpege dommere i sagen om en dræbt kanin til en værdi af fire dirham?’
De sagde: ‘Jo, det er mere rimeligt at udpege dommere for at beskytte menneskers blod og bilægge deres indbyrdes stridigheder.’ Ibn Abbas sagde: ‘Er vi så nået til en afgørelse i denne sag?’ De sagde: ‘Ja.’
Ibn Abbas sagde: ‘I siger, at Ali kæmpede mod Aisha og Muawiya, men at han ikke tog dem til fange og gjorde dem til slaver. Ønsker I, at jeres mor Aisha skal gøres til slave, og at hun skal behandles på samme måde som de øvrige slavekvinder? Hvis I svarer ja, bliver I vantro. ((fordi det i shariaen er tilladt at behandle en slavekvinde som en hustru og således at behandle hende er tilladt.)।)’
Og hvis I siger: ‘Aisha er ikke vores mor’, bliver I også vantro. For Allah siger:
»Profeten er mere omsorgsfuld over for de troende end de er over for sig selv, og hans hustruer er deres mødre.« (Sura al-–Ahzab: 36)
»Vælg nu et af disse to svar.« Derefter sagde han: »Er vi så også nået frem til en afgørelse i denne sag?« De svarede: »Ja.«
Til sidst sagde han: »I har fremsat den anklage, at Ali har opgivet titlen ’De troendes leder’. Men da aftalen mellem Allahs Sendebud, fred være med ham, og Mekkas afgudsdyrkere blev indgået under Hudaybiyyah-forliget, og formuleringen ’Muhammad, Allahs Sendebud, fred være med ham’ skulle skrives, sagde Quraysh: ’Hvis vi virkelig troede, at du var Allahs Sendebud, ville vi ikke have forhindret dig i at nå den ædle Kaaba eller have kæmpet mod dig. Skriv i stedet ’Muhammad ibn Abdillah’ i stedet for denne formulering.’ Den dag imødekom Sendebudet, fred være med ham, deres krav, mens han sagde: ’Ved Allah, jeg siger med fuld sikkerhed, at jeg er Allahs Sendebud, uanset hvor meget I benægter det.’ Ali opgav på samme måde titlen ’De troendes leder’. For hvis Muawiya havde anerkendt ham som ’De troendes leder’, ville der jo ikke have været nogen strid.« Derefter sagde han: »Er vi så også nået frem til en afgørelse i denne sag?« De svarede: »Ja.«
I den lærde samtale mellem Abdullah ibn Abbas og dem, der havde forladt Ali, blev de tilfredse og accepterede uden tøven hans stærke argumentation. Efter dette møde vendte tyve tusind mennesker tilbage til Alis lejr, mens de resterende fire tusind fastholdt deres overilede beslutning om at være fjender af Ali.
Det slag, som Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, udkæmpede mod de ekstremistiske kharijitter, fandt sted på et sted ved navn Nahrawan. Abdullah deltog i dette slag fra Basra med syv tusind soldater. Ali udnævnte desuden Abdullah til wali over hele det erobrede Iran sammen med Basra. Han udryddede det kharijittiske oprør i Iran.
Ifølge én beretning fratrådte Abdullah allerede under Alis kalifat sit embede som guvernør i Basra og rejste til Mekka. Som årsag nævnes det, at der opstod uenighed mellem ham og Basras dommer, Abu al-Aswad al-Du’ali, hvorfor han trådte tilbage. Ifølge en anden beretning varetog han embedet som wali i Basra indtil slutningen af Alis kalifat; ved begyndelsen af Muawiyas kalifat rejste han til Mekka og levede tilbagetrukket.
Da Imam Husayn, måtte Allah være tilfreds med ham, på indbydelse fra Kufas indbyggere rejste fra Medina via Mekka til Kufa, forsøgte Abdullah at få ham til at opgive rejsen ved at minde ham om Kufas indbyggeres forræderi. Abdullah blev dybt rystet, da Imam Husayn fra Karbala og hele hans familie led martyrdøden. Selvom Abdullah opholdt sig i Mekka, nægtede han at aflægge troskabseden til Abdullah ibn al-Zubayr, måtte Allah være tilfreds med ham. Han anså ham dog for at være den retmæssige arving til kalifatet. Dette fremgår tydeligt af en hadith i Bukhari Sharif. Derfor blev hans ophold i Mekka noget vanskeligt. Han rejste til Taif. Mod slutningen af sit liv blev han syg og døde i Taif.Bukhari Sharifs hadith fremgår dette tydeligt. Derfor blev hans ophold i Mekka noget vanskeligt. Han rejste til Taif. Mod slutningen af sit liv blev han syg og døde i Taif.
Hazrat Abdullah ibn Abbas anstrengte sig utrætteligt og arbejdede hårdt for at tilegne sig viden. Til dette formål benyttede han sig af alle mulige veje og metoder. Mens Allahs Sendebud, fred være med ham, levede, modtog han to håndfulde fra hans nektarrige kilde, og efter hans bortgang fortsatte han med at slukke sin kundskabstørst hos fremtrædende sahabaer. Hvor ydmyg og udholdende han var i sin søgen efter viden, kan man forstå ud fra en af hans egne beretninger. Han sagde:
»Når jeg blev klar over, at en af Allahs Sendebuds (s.a.) ledsagere havde en hadith bevaret fra ham, gik jeg hen til hans husdør. Hvis jeg ankom ved middagstid, bredte jeg min kappe ud foran hans dør og lagde mig ned. Vinden blæste støvet op, så det måske blandede sig fuldstændigt med mit tøj og min krop. Men så snart jeg bad om tilladelse til at træde ind, gav han mig tilladelse. Jeg gjorde kun dette for at spørge ham. Da han kom ud af huset og så min elendige tilstand, sagde han: ’Allahs Sendebuds (s.a.) fætter, hvad er du kommet for? Hvorfor gav du mig ikke besked? Så var jeg selv kommet til dig.’ Jeg svarede: ’Det er mig, der bør komme til dig, for viden er noget, man går hen og modtager, ikke noget, man går hen og giver.’ Derefter spurgte jeg ham om hadithen.«
I sin søgen efter viden var Ibn Abbas ydmyg. Han viste også de lærde den behørige respekt. I denne forbindelse er en bestemt hændelse særlig bemærkelsesværdig. En dag, da Zayd ibn Thabit (ra.), lederen blandt Medinas lærde inden for åbenbaringens nedskrivning, domskunst, fiqh, koranrecitation og fara’id, skulle stige op på sit ridedyr, stillede den hashemitiske unge Abdullah ibn Abbas sig foran ham på den måde, hvorpå en slave står foran sin herre, og hjalp ham med at stige op ved at holde ridedyrets tøjle og sadel. Zayd (ra.) sagde til ham: ’Profetens (s.a.) fætter, hvad laver du? Slip det.’ Ibn Abbas svarede: ’Vi er blevet pålagt at behandle vores lærde og vidensfolk på denne måde.’ Zayd (ra.) sagde: ’Ræk mig din hånd.’ Da han rakte den ene hånd frem, bøjede Zayd (ra.) sig ned, kyssede den og sagde: ’Vi er også blevet pålagt at behandle medlemmerne af vores profets familie på denne måde.’
De store lærde og tænkere på den tid var dybt forbløffede over den ærede Ibn Abbas’ vane, koncentration og arbejdsmetode i hans søgen efter viden. Masruq ibn al-Ajda’, en af de fremmeste tabi’un, fortæller: »Da jeg så Ibn Abbas, sagde jeg: ’Det smukkeste menneske.’ Da han talte, sagde jeg: ’Den mest veltalende taler.’ Og da han underviste, sagde jeg: ’Det mest vidende menneske.’«
Da han inden for tilegnelsen af viden følte en vis tilfredshed, påtog han sig opgaven at undervise mennesker. Fra da af blev hans hus forvandlet til et islamisk universitet. Det ville ikke være en overdrivelse at kalde hans hus et universitet i den betydning, vi i dag bruger ordet. Forskellen mellem et moderne universitet og Ibn Abbas’ universitet var imidlertid, at der på det moderne universitet er mange lærere, mens der dér kun var én lærer. Det var Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham.
En af Ibn Abbas’ ledsagere fortæller: ’Jeg overværede en forsamling hos Ibn Abbas, som var en stor ære og stolthed for hele Quraysh-stammen. Jeg så, at gaden foran hans hus var fyldt med mennesker. Jeg gik hen til ham og fortalte, at der var en voldsom trængsel ved husets dør. Han fik bragt vand til ablutionen, foretog ablutionen og satte sig derefter ned. Så sagde han: ’Gå udenfor og sig til de ventende mennesker, at de, som ønsker at spørge om Koranen og koranrecitation, skal komme ind.’ Jeg gik ud og sagde det til dem. Efter at jeg havde sagt det, trængte så mange mennesker ind, at ikke blot rummet, men hele huset blev fyldt. Han besvarede alt, hvad de ønskede at vide. Derefter sagde han: ’Giv plads til jeres brødre, som venter.’ De gik.’
Derefter sagde han til mig: ’Gå udenfor og sig, at de, som ønsker at vide noget om Koranens tafsir og ta’wil, skal komme ind.’ Jeg gik ud og sagde det til dem. Efter at jeg havde sagt det, blev huset fyldt med mennesker. Han besvarede alle deres spørgsmål og oplyste dem desuden om meget andet. Derefter sagde han: ’Giv plads til jeres brødre, som venter.’ De gik ud.
Igen sagde han til mig: ’Gå udenfor og send dem ind, som ønsker at vide noget om halal, haram og fiqh.’ Jeg gik ud og sendte dem ind. De var også så mange, at huset blev helt fyldt. Efter at have besvaret alle deres spørgsmål bad han dem give plads til de næste mennesker. De gik.
Han sendte mig igen ud og kaldte dem ind, som ønskede at vide noget om fara’id og de dermed forbundne juridiske spørgsmål. Også denne gang blev huset fyldt. Efter at have givet tilfredsstillende svar på alle deres spørgsmål bad han dem give plads til de næste mennesker. De gik. Han sendte mig igen ud. Han sagde: ’Send dem ind, som ønsker at vide noget om det arabiske sprog, poesi og arabernes forbløffende litteratur.’ Jeg sendte dem ind. Også denne gang blev huset fyldt. Han besvarede alle deres spørgsmål, gjorde dem tilfredse og sendte dem bort. Fortælleren bemærker: ’Denne ene forsamling er tilstrækkelig som ære og stolthed for hele Quraysh-stammen.’
Det var på grund af denne store tilstrømning, at Ibn Abbas senere fastsatte én dag om ugen til hvert enkelt emne. Han holdt forelæsninger på forskellige dage om fiqh, maghāzī, poesi, det gamle Arabiens historie og andre emner. Uanset hvor lærde de fremmødte ved disse undervisningssamlinger var, gik de altid tilfredse derfra.
På grund af sin grænseløse viden og skarpe tankeevne opnåede Ibn Abbas, trods sin unge alder, den ære at blive medlem af shura-rådet under det retledte kalifat. Når Umar, må Gud være tilfreds med ham, stod over for et vanskeligt problem, indkaldte han de ældre og lærde sahaba. Samtidig sendte han også bud efter Abdullah ibn Abbas. Når han ankom, viste Umar ham stor respekt og sagde: »Vi står over for en vanskelig prøvelse. Find en løsning, du og de andre, som er som dig.«
En gang gav Umar Abdullah ibn Abbas lidt større opmærksomhed og forrang end de andre ved en samling af ældre og højtstående sahaba. Abdullah var på det tidspunkt en ung mand. Derfor blev Umar kritiseret af de ældre sahaba. Nogle sagde: »Vi har jo også sønner og børnebørn på hans alder; vi kunne også tage dem med.« Umar prøvede da Abdullah ved at bede ham forklare et vers fra Koranen. Han bestod prøven. Umar sagde derefter: »Abdullah er en ung mand som de forstandige. Han har en spørgende tunge og et opmærksomt hjerte.«
Hisham ibn Urwah spurgte sin far, Urwah, om Ibn Abbas’ dybe viden og høje rang. Han svarede: »Jeg har aldrig mødt nogen så lærd som Ibn Abbas.«
Amr ibn Habshi fortæller: »Jeg spurgte Ibn Umar om et vers. Han sagde: Gå til Ibn Abbas og spørg også ham. For blandt de tilbageværende af dem, der har viden om alt det, der blev åbenbaret for Muhammad, må Gud velsigne ham og give ham fred, er han den mest lærde.«
Grundlaget for hans fremragende lærdom inden for tafsir og andre islamiske discipliner var for det første, at han havde haft mulighed for at være sammen med og tjene den ædle Guds Sendebud, må Gud velsigne ham og give ham fred. For det andet profeten Guds Sendebuds bøn for ham. For det tredje hans grænseløse interesse for at tilegne sig viden samt hans utrættelige anstrengelser og studier.
Da Zayd ibn Thabit døde, bemærkede Abu Hurayra: »Denne ummats lærde er gået bort, og jeg håber, at Den Ophøjede Gud vil lade Abdullah ibn Abbas efterfølge ham.«
Samtidig med at Ibn Abbas underviste fremtrædende elever og personer, var han også opmærksom på almindelige mennesker. Fra tid til anden formanede og vejledte han folket ved særlige sammenkomster.
Ibn Abbas var ikke en af den slags mennesker, der beder andre om at gøre det, som han ikke selv gør. Han fastede om dagen og hengav sig til tilbedelse om natten. Abdullah ibn Mulayka fortæller: »En gang rejste jeg sammen med Ibn Abbas fra Mekka til Medina. Hver gang vi slog telt op et sted for at hvile, tilbragte han en del af natten stående i bøn. Imens lå de øvrige rejsekammerater bevidstløse i en dyb søvn af træthed og udmattelse. En nat hørte jeg ham recitere med dyb hengivenhed:
وَجَاءَتْ سَكْرَةُ الْمَوْتِ بِالْحَقِّ ۖ ذَٰلِكَ مَا كُنتَ مِنْهُ تَحِيدُ
»Og dødens rus kommer sandelig med sandheden. Dette er det, som du plejede at flygte fra.« (Qaf: 19)
Han gentog dette vers igen og igen og græd. Sådan tilbragte han natten indtil daggry.«
Han døde i byen Taif i år 68 efter hijra, svarende til 686/688 e.Kr. Han var enoghalvfjerds år gammel ved sin død. Muhammad ibn al-Hanafiyya ledede hans begravelsesbøn. Den store moské i byen Taif, kendt som »Ibn Abbas-moskéen«, bærer stadig hans minde. På den ene side bag denne moské ligger denne store ledsagers grav. Efter at han var blevet begravet, blev dette koranvers reciteret:
يَا أَيَّتُهَا النَّفْسُ الْمُطْمَئِنَّةُ – ارْجِعِي إِلَىٰ رَبِّكِ رَاضِيَةً مَّرْضِيَّةً – فَادْخُلِي فِي عِبَادِي – وَادْخُلِي جَنَّتِي –
»O du tilfredse sjæl! Vend tilbage til din Herre, tilfreds og veltilfreds. Træd derefter ind blandt Mine tjenere, og træd ind i Mit Paradis.« (Al–Fajr: 27–30)
Abdullah ibn Masud (ra)
Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde om Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham): »Den, der ønsker at glæde sig over at recitere Koranen korrekt, sådan som den blev åbenbaret, skal recitere Koranen efter Ibn Umm Abd.«
Det var på den tid, hvor han blot var en dreng og endnu ikke var trådt ind i ungdomsårene. Han vogtede en flok geder tilhørende en af Qurayshs ledere, Uqbah ibn Abu Muayt, og førte dem rundt på bjergstierne omkring Mekka. Folk kaldte ham »Ibn Umm Abd«. Hans navn var imidlertid Abdullah, hans fars navn Masud, hans kunya Abu Abd al-Rahman, og hans mors navn Umm Abd.
Denne dreng hørte altid forskellige beretninger om, at en profet var fremstået blandt hans folk. Men på grund af sin unge alder og fordi han det meste af tiden levede på afstand af Mekkas samfundsliv, tillagde han det ikke større betydning. Som sædvanligt stod han op hver morgen, tog af sted med Uqbahs gedeflok og vendte tilbage om aftenen.
En dag så denne dreng to ældre mænd nærme sig ham på afstand. Deres ansigter bar præg af værdighed. De var så udmattede og tørstige, at deres læber og struber var tørre som træ. Da de kom nærmere, hilste de på ham og sagde: »Min søn! Malk noget mælk fra disse geder til os. Lad os drikke, så vores tørst kan stilles, og vores tørre struber kan blive lidt fugtige.«
Drengen sagde: »Det kan jeg ikke. Gederne tilhører ikke mig. Jeg er kun deres hyrde og den, der har fået dem betroet.« De to mænd blev ikke utilfredse med hans svar; tværtimod viste der sig et muntert udtryk på deres ansigter. Den ene af dem sagde igen: »Så giv mig en ged, der endnu ikke har været sammen med en buk.« Drengen pegede på en lille ged, der stod i nærheden. Manden gik hen, greb geden og begyndte at stryge dens yver med hånden, mens han sagde: »I Allahs, Den Nådiges, Den Barmhjertiges navn.« Drengen så forbløffet på dette og tænkte: »Kan en så lille ged, der aldrig har været sammen med en buk, give mælk?« Men hvor forunderligt! På kort tid svulmede gedens yver op, og en stor mængde mælk begyndte at strømme ud. Den anden mand løftede en sten med en fordybning, holdt den under patterne og fyldte den med mælk. Derefter drak de begge, og de lod også drengen drikke sammen med dem. Ibn Masud fortæller: »Alt det, jeg så, forekom mig utroligt. Da vi alle havde drukket os mætte, vendte den fromme mand sig mod gedens yver og sagde: ›Svind ind.‹ Straks svandt det ind og blev som før. Derefter bad jeg den fromme mand: ›Lær mig de ord, som du sagde.‹ Han svarede: ›Du er jo en lærd dreng.‹«
Dette var den første beretning om Abdullah ibn Masuds møde med islam. Den fromme mand var ingen anden end Allahs Sendebud selv (Allahs fred og velsignelser være med ham). Hans ledsager var Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham). På dette tidspunkt havde de søgt tilflugt i Mekkas øde bjergpas for at undgå Qurayshs forfølgelse og mishandling. Ligesom drengen syntes godt om Allahs Sendebud og hans ledsager, fandt de også drengens opførsel, trofasthed og skarpsindighed særdeles fremragende. De så gode og lykkebringende tegn hos drengen.
Kort tid efter denne hændelse antog Abdullah ibn Masud islam og viede sig til at være Allahs Sendebuds tjener (Allahs fred og velsignelser være med ham). Allahs Sendebud udnævnte ham også til sin tjener. Fra den dag blev denne lykkelige dreng forvandlet fra gedehyrde til tjener for det bedste menneske i hele skaberværket.
Abdullah ibn Masud fulgte sin herre som en skygge. Hvad enten de var på rejse eller opholdt sig hjemme, indenfor eller udenfor huset, var han altid hos ham. Når Allahs Sendebud sov, vækkede han ham; når han skulle bade, sørgede han for afskærmning; når han gik ud, gav han ham skoene på; når han kom ind, tog han skoene af for ham; og han bar hans stav og miswak. Selv når Allahs Sendebud opholdt sig i sine gemakker, kom han stadig hos ham. Allahs Sendebud havde givet ham tilladelse til at træde ind i hans værelse, når han ønskede det, og til at kende alle hans forhold uden nogen form for tøven eller forlegenhed. Derfor blev han kaldt »Sahib as-Sirr«, det vil sige den, der kendte alle Allahs Sendebuds hemmeligheder (Allahs fred og velsignelser være med ham).
Abdullah ibn Masud blev opdraget i Profetens hus, fulgte ham og tilegnede sig samme adfærd, opførsel og karaktertræk som ham. Derfor er der blevet sagt om ham: »Med hensyn til vejledning, adfærd og karaktertræk var han den bedste blandt dem, der stod Allahs Sendebud ﷺ nær.«
Ibn Masud modtog selv sin uddannelse i Allahs Sendebuds ﷺ skole. Derfor var han en af de sahabaer, som læste Koranen bedst, forstod dens betydning og mening bedst og havde størst erfaring med Allahs love og bestemmelser.
En dag opholdt Umar رضي الله عنه sig på Arafats slette. På det tidspunkt kom en mand og sagde: »De troendes leder! Jeg er kommet fra Kufa. Der så jeg en mand undervise folk i Koranen ud fra sin hukommelse.« Da Umar hørte dette, blev han så vred, som man sjældent så ham. Han begyndte at svulme af vrede inde i kamelens bærestol. Så spurgte han: »Må du gå til grunde! Hvem er den mand?«
»Abdullah ibn Masud.«
Da han hørte Ibn Masuds navn, blev han, som når man hælder vand på en brændende ild. Hans vrede forsvandt, og han genvandt sin normale tilstand. Derefter sagde han: »Må du gå til grunde! Ved Allah, jeg ved ikke, om der findes nogen, der er mere værdig end ham til denne opgave. Jeg vil fortælle dig en hændelse om dette.« Umar رضي الله عنه fortsatte: »En nat talte Allahs Sendebud ﷺ med Abu Bakr. De drøftede forskellige forhold blandt muslimerne, og jeg var også sammen med dem. Efter nogen tid gik Allahs Sendebud ﷺ ud, og vi gik ud sammen med ham. Så snart vi var kommet ud, så vi en mand stå i bøn i moskeen, men vi kunne ikke genkende ham. Allahs Sendebud ﷺ stod et stykke tid og lyttede til hans koranrecitation. Derefter vendte han sig mod os og sagde: ›Den, der ønsker at glæde sig over at recitere Koranen korrekt, sådan som den blev åbenbaret, skal recitere Koranen på samme måde som Ibn Umm Abd.‹ Derefter satte Abdullah ibn Masud sig og begyndte at bede. Allahs Sendebud ﷺ begyndte sagte at sige til ham: ›Bed, så vil du få; bed, så vil du få.‹«
Umar رضي الله عنه siger: »Jeg sagde til mig selv: Ved Allah, i morgen tidlig vil jeg gå til Abdullah ibn Masud og overbringe ham den gode nyhed om Allahs Sendebuds ﷺ bemærkning om hans bøn. Tidligt om morgenen gik jeg til ham. Da jeg kom, så jeg, at Abu Bakr as-Siddiq رضي الله عنه allerede var nået frem før mig og havde overbragt ham den gode nyhed. Hver gang jeg virkelig har konkurreret med Abu Bakr i en god gerning, har han sandelig vundet over mig.«
I denne forbindelse er en bemærkning, som han selv fremsatte om sit kendskab til Allahs Bog, Koranen, særligt bemærkelsesværdig. Han sagde: »Ved Allah, ud over hvem der ingen anden gud findes! Der er ikke blevet åbenbaret et eneste vers i Allahs Bog, uden at jeg ved, hvor det blev åbenbaret, og hvad det blev åbenbaret om. Hvis jeg får kendskab til en person, der ved mere om Allahs Bog end jeg, og det er muligt for mig at nå frem til ham, så opsøger jeg ham.«
Der er ingen overdrivelse i det, Abdullah ibn Masud sagde om sig selv. Jeg finder det passende at fortælle læserne en hændelse om dette. En nat på en rejse mødte Umar ibn al-Khattab رضي الله عنه en ukendt karavane. I nattens tætte mørke kunne man ikke se nogen af karavanens folk. Det viste sig, at Abdullah ibn Masud også befandt sig i karavanen, men Umar رضي الله عنه vidste det ikke. Umar رضي الله عنه bad en mand kalde på dem og spørge, hvor karavanen kom fra. Abdullah ibn Masud svarede fra karavanen:
– »Fra Amīq-dalen.«
– »Hvor er han på vej hen?«
– »Til al-Bayt al-ʿAtīq – til det gamle hus (det vil sige Kabaen).« Da Umar hørte svaret, sagde han: »Der må være en lærd blandt dem.« Han bad ham spørge igen: »Hvilket vers i Koranen er det ypperste?«
– »Allāhu lā ilāha illā huwa al-ḥayy al-qayyūm, lā taʾkhudhuhu sinatun wa-lā nawm – Allah, der er evigt levende og opretholder alt, der er ingen anden gud end Ham. Hverken døsighed eller søvn berører Ham.«
– »Hvilket vers udtrykker den højeste grad af retfærdighed?«
– Innallāha yaʾmuru bil-ʿadli wal-iḥsāni wa-ītāʾi dhī al-qurbā – Allah befaler retfærdighed, godgørenhed og at give til de nærmeste slægtninge. Så blev der igen spurgt:
– »Hvilket vers har den mest omfattende betydning?«
– »Fa-man yaʿmal mithqāla dharratin khayran yarahu, wa-man yaʿmal mithqāla dharratin sharran yarahu – Den, der gør så meget godt som et støvfnug, vil se dets belønning, og den, der gør så meget ondt som et støvfnug, vil ligeledes se dets belønning.«
– »Hvilket vers indgyder den største frygt?«
– »Laisa bi’amāniyyikum wa lā amāniyyi ahlil-kitābi man ya’mal sū’an yujza bihi wa lā yajid lahu min dūnillāhi waliyyan wa lā nasīrā« – »Det vil ikke ske efter jeres ønsker eller efter Skriftens folks ønsker. Den, der gør noget ondt, vil få sin straf for det, og han vil ikke finde nogen beskytter eller hjælper ud over Allah.«
»Hvilket vers vækker det største håb?«
– »Qul yā ’ibādiyalladhīna asrafū ’alā anfusihim lā taqnaṭū mir raḥmatillāhi innallāha yaghfirudh-dhunūba jamī’an. Innahū huwal-ghafūrur-raḥīm« – »Sig: O Mine tjenere, som har overtrådt alle grænser mod jer selv, fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed. Allah tilgiver visselig alle synder. Han er i sandhed Den Mest Tilgivende, Den Mest Barmhjertige.«
– »Er Abdullah ibn Mas‘ud iblandt jer?«
– »Ja.«
Abdullah ibn Mas‘ud var ikke blot en god koranrecitator, lærd, asket og gudfrygtig person; han var også en arbejdsom og forstandig mand samt en fremtrædende mujahid i vanskelige og farefulde øjeblikke. Det er tilstrækkeligt for ham som ære, at han efter Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) var den første muslim på jorden, der offentligt reciterede Koranen blandt Quraysh.
En dag samledes Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) ledsagere i Mekka. På det tidspunkt var de få og svage. De sagde til hinanden: »Ved Allahs ed, Quraysh har aldrig fået Koranen reciteret offentligt for sig. Hvem kan recitere Koranen for dem?«
Abdullah ibn Masud sagde: »Jeg vil lade dem høre det.« De andre sagde: »Vi er bekymrede for, hvad der vil ske med dig. Vi ønsker en person, som har folk omkring sig, så de kan forhindre qurayshitterne, hvis de skulle forsøge at udsætte ham for nogen form for overgreb.« Ibn Masud sagde: »Giv mig tilladelse. Allah vil beskytte mig.« Med disse ord begav han sig mod moskéen og nåede frem til Maqam Ibrahim kort før middag. Han stillede sig nær Maqam Ibrahim og begyndte at recitere Koranen højt: »Bismillahir-rahmanir-rahim. Ar-Rahman, Han har lært Koranen, Han har skabt mennesket, Han har lært ham at udtrykke sig …«
Han fortsatte med at recitere. Qurayshitterne hørte det og tænkte sig om et øjeblik. Så spurgte de hinanden: »Hvad siger Ibn Umm Abd? Forbandet være han! Han reciterer jo det samme, som Muhammad siger.« De rejste sig alle og styrtede hen imod ham og begyndte nådesløst at slå ham i ansigtet. I denne situation reciterede han så meget, som Allah ville. Derefter vendte han tilbage til sine ledsagere med en blodig krop. De sagde: »Det var netop det, vi frygtede.« Han sagde: »Ved Allah! Allahs fjender forekommer mig nu meget ubetydelige, hvilket de ikke gjorde før. Hvis I ønsker det, kan jeg gøre det samme igen i morgen.« De sagde: »Nej, det er nok. Du har ladet dem høre de ord, de hader.« Efter at Hadhrat Abdullah ibn Masud havde antaget islam, blev han udsat for qurayshitternes forfølgelse. Tvunget af omstændighederne foretog han hijra til Abessinien to gange. Til sidst foretog han hijra til Medina for at blive der for altid. I Medina blev han gæst hos den berømte ansariske sahabi Hadhrat Muadh ibn Jabal. Efter at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var kommet til Medina, etablerede han et religiøst broderskab mellem de to og skænkede ham et stykke jord ved siden af Profetens Moské, hvor han kunne bo.
Han deltog sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i alle de vigtige slag. I slaget ved Badr dræbte to unge ansaritter Abu Jahl, islams indædte fjende, og efterlod ham på slagmarken. Efter slaget sagde Allahs Sendebud: »Gå hen og se, hvordan det står til med Abu Jahl.« Abdullah ibn Masud løb derhen. Abu Jahl havde stadig liv i sig. Abdullah greb ham hårdt i skægget og sagde: »Sig mig, er du Abu Jahl?«
Han var sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ved Uhud, Khandaq, Hudaybiyyah, Khaybar og ved erobringen af Mekka. Under slaget ved Hunayn blev den muslimske hær på ti tusind mand spredt af de vantros overraskelsesangreb. Kun firs krigere stod urokkeligt omkring Allahs Sendebud, idet de satte livet på spil. Abdullah ibn Masud var en af disse firs. Under dette slag samlede Abdullah ibn Masud den håndfuld støv op, som Allahs Sendebud havde kastet mod polyteisternes hær, og lagde den i Allahs Sendebuds hånd.
Efter Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, død holdt han sig i lang tid borte fra alle aktiviteter. Men under Hadhrat Umars kalifat, i år 15 efter hijra, kunne han ikke længere forblive passiv. Han besvarede kaldet til jihad, drog ud til slaget ved Yarmuk og kæmpede tappert.
I år 20 efter hijra udnævnte kaliffen Umar, må Allah være tilfreds med ham, ham til dommer i Kufa. Ud over dommerembedet blev han også pålagt ansvaret for Bayt al-Mal, undervisning og oplæring samt for at være rådgiver for Kufas guvernør.
I hele ti år udførte han disse mange opgaver med stor dygtighed. I denne lange periode døde kaliffen Umar som martyr, Hadhrat Uthman overtog kalifatets ansvar, og Kufas guvernør blev udskiftet, men Abdullah ibn Masud forblev i sit embede. Hen imod slutningen af Hadhrat Uthmans kalifat blev Abdullah fritaget for sine opgaver. Han drog fra Kufa mod Hijaz sammen med sine ledsagere og sin familie. På vejen nåede han frem til et sted i ørkenen, der hedder Rabdha, og fik at vide, at den berømte sahabi Hadhrat Abu Dharr al-Ghifari lå på sit dødsleje dér. Kort efter hans ankomst udåndede Abu Dharr. Abdullah ibn Masud ledte begravelsesbønnen over ham og sørgede for ligklæde og begravelse. Derfra rejste han til Mekka, udførte umra og nåede frem til Medina. Han tilbragte resten af sit liv stille i Medina.
I år 32 efter hijra, da Abdullah var over tres år, kom en mand pludselig en dag til ham og sagde: »Må Allah ikke berøve mig muligheden for at deltage i din begravelsesbøn. I nat så jeg i en drøm, at Allahs Sendebud stod på en prædikestol, mens du stod foran ham. Han sagde til dig: ‘Ibn Masud, du er blevet udsat for store lidelser efter mig. Kom, kom til mig.’« Drømmen gik i opfyldelse. Kort tid efter blev han syg, og han døde af denne sygdom.
Han levede helt frem til kaliffen Uthmāns regeringstid. Da han lå på sit dødsleje, kom Uthmān en dag for at besøge ham. Han spurgte:
– Hvad klager De over?
– Mine synder.
– Er der noget, De ønsker?
– Min Herres barmhjertighed.
– De har ikke modtaget Deres understøttelse i mange år. Skal jeg beordre, at De får den igen?
– Jeg har ikke brug for noget.
– Den vil komme Deres døtre til gode efter Deres død.
– Er du bekymret for mine døtres fattigdom? Jeg har befalet dem at recitere sura al-Waqi’a hver nat. For jeg har hørt Allahs Sendebud (fvmh.) sige: »Den, der reciterer sura al-Waqi’a hver nat, vil aldrig blive ramt af fattigdom.«
Da natten faldt på ved dagens slutning, sluttede Abdullah ibn Mas’ud sig til sin ophøjede ven – den bedste af alle venner. Kaliffen Uthman bad begravelsesbønnen over ham, og han blev begravet ved siden af Uthman ibn Maz’un (ra.).
Al–Arqam ibn Abil Arqam ((ra.))
Hans navn var Abu Abdillah al-Arqam. Hans far var Abu al-Arqam Abd Manaf, og hans mor var Umaima.
Arqams slægt havde en særlig anseelse og magt blandt araberne i den førislamiske tid. Hans bedstefar, Abu Jundub Asad ibn Abdillah, var en fremtrædende mand i Mekka på sin tid.
Arqam tog islam til sig som den ellevte eller tolvte person.Al–Bidaya fortæller, at Abu Bakr efter sin islamantagelse forkyndte islam for Uthman ibn Affan, Talha ibn Ubaydillah, Zubayr ibn al-Awwam og Sa’d ibn Abi Waqqas. De tog alle straks imod denne indbydelse. Den følgende dag gik han sammen med Uthman ibn Maz’un, Abu Ubayda og al-Arqam ibn Abil Arqam til Allahs Sendebud (fvmh.). De tog alle islam til sig.
Da Arqam tog islam til sig, var situationen for alle muslimer, herunder Allahs Sendebud (fvmh.), yderst kritisk. Mekkas hedenske magthavere ønskede at bringe denne bevægelse til tavshed, før den nåede at opnå styrke. Men islam var ikke kommet for at blive udslettet. Efter Arqams islamantagelse blev hans hus omdannet til islams hemmelige hovedkvarter. Hver gang islams tidlige historie drøftes, kommer fortællingen om Dar al-Arqam, eller Arqams hus, igen frem for os. Dette hus spillede en stor rolle i islams forkyndelse og etablering. Allahs Sendebud (fvmh.) opholdt sig i huset og forkyndte islam i det skjulte, uden om quraysh-stammens opmærksomhed. De få mennesker, der indtil da havde taget islam til sig, mødtes her med Allahs Sendebud (fvmh.). Desuden forkyndte Allahs Sendebud (fvmh.) islam herfra gennem personlige kontakter. En del mennesker tog islam til sig i dette historiske hus. Den sidste, der erklærede sin islam i dette hus, var Umar ibn al-Khattab (ra.). I bogen Hayat as-Sahaba fortælles det, at da antallet af muslimer var steget til 38, pressede Abu Bakr og de andre Allahs Sendebud (fvmh.) til at forkynde islam offentligt. Som følge af deres krav indvilligede Allahs Sendebud (fvmh.). De forlod Arqams hus og spredte sig rundt omkring i Den Hellige Moské. Efter planen trådte Abu Bakr frem på Kabaens plads for at holde en tale til de tilstedeværende qurayshitter. Så snart han begyndte at fremlægge islams budskab for dem, angreb qurayshitterne ham i flok og slog ham. Den usle Utba tog sine sko af og slog Abu Bakr med dem. Abu Bakrs tilstand blev alvorlig. Hans stamme, Banu Taym, trådte frem for at redde ham. Da Abu Bakr kom til bevidsthed igen, spurgte han straks til Allahs Sendebuds (fvmh.) tilstand. Han sendte sin mor, Umm al-Khayr, til Umm Jamil for at få nyt om Allahs Sendebud (fvmh.). Umm Jamil kom og fortalte hende i al hemmelighed, at Allahs Sendebud (fvmh.) var i sikkerhed. Derefter nåede de tre i nattens mørke i al hemmelighed frem til Allahs Sendebud (fvmh.). Her tog Abu Bakrs mor, Umm al-Khayr, islam til sig gennem velsignelsen fra Allahs Sendebuds (fvmh.) bøn. De opholdt sig der i en måned. I mellemtiden nåede antallet af muslimer op på 40. Den dag, hvor Abu Bakr (ra.) blev slået, mens han forkyndte Allahs religion, tog Hamza (ra.) på samme tid, som det skete, islam til sig.
I den førislamiske tid blev der i Mekka under Allahs Sendebuds (fvmh.) ledelse oprettet en velgørenhedsalliance ved navn Hilf al-Fudul, og Arqam var et af dens medlemmer.
I det trettende år efter profetkaldelsen, da ordren om hijraen blev givet, ankom Hazrat Arqam sammen med de øvrige sahaba til Medina. Der blev etableret et broderskabsforhold mellem ham og Hazrat Abu Talha ibn Sahl. For at han kunne slå sig permanent ned, gav Allahs Sendebud (s.a.) ham et stykke jord i Medinas kvarter Banu Zuraiq.
Han deltog i slaget ved Badr, den første konfrontation mellem sandhed og falskhed. I dette slag gav Allahs Sendebud (s.a.) ham et sværd. Han deltog i alle de vigtige ekspeditioner, herunder Uhud, Khandaq og Khaybar, og kæmpede tappert og modigt. Allahs Sendebud (s.a.) udnævnte ham til opkræver af zakat.
Han døde i Medina i det hijri-år 53/55, 83 år gammel. Før sin død testamenterede han, at Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas skulle lede hans begravelsesbøn. Hazrat Sa’d befandt sig imidlertid på et sted ved navn Aqiq, et stykke fra Medina. Da hans ankomst blev lidt forsinket, protesterede Medinas daværende wali, Marwan ibn Hakam, og sagde: Hvor længe skal begravelsen vente på én person? Han ville selv træde frem og begynde at lede begravelsesbønnen, men Ubaidullah ibn Arqam gav ham ikke tilladelse. Også Banu Makhzum-stammen trådte frem for at hjælpe og støtte Ubaidullah. Mens ordstriden stod på, ankom Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (ra.). Han ledte begravelsesbønnen, og den afdøde blev begravet på Medinas Baqi’-kirkegård.
Taqwa, fromhed, uvilje mod verdslig luksus og ærlighed var særlige kendetegn ved Hazrat Arqams karakter. Han havde en stærk tilbøjelighed til tilbedelse og nattevågenhed. En gang besluttede han at rejse til Bayt al-Maqdis. Da han havde afsluttet forberedelserne til rejsen, kom han til Allahs Sendebud (s.a.) for at tage afsked. Allahs Sendebud (s.a.) spurgte: Er det med henblik på handel eller et andet behov? Arqam svarede: »Må mine forældre ofres for dig, jeg har ikke noget andet behov. Jeg ønsker blot at bede i Bayt al-Maqdis.« Det blev sagt: »Én bøn i denne min moské er bedre end tusind bønner i enhver anden moské, bortset fra al-Masjid al-Haram.« Så snart Hazrat Arqam hørte dette, satte han sig ned og opgav sin rejsebeslutning.
Hazrat Arqams hovedbeskæftigelse var handel. Efter hijraen slog han sig permanent ned i Medina. Han testamenterede sit historiske hus i Mekka som waqf til sine børn og efterkommere. I lang tid blev dette hus betragtet som et seværdigt sted for besøgende.
Hazrat Arqams hus lå ved foden af Safa-bjerget. Når man udførte sa’i mellem Safa og Marwa, måtte man passere lige foran husets dør. Huset forblev intakt indtil kaliffen Mansurs tid, år 140 efter hijraen. Men netop dette år erklærede Muhammad ibn Abdullah ibn Hasan oprør mod abbasidernes styre i Medina. Hazrat Arqams barnebarn, Abdullah ibn Uthman, var også en af oprørets støtter og medhjælpere. Derfor sendte kaliffen Mansur Shihabuddin ibn Abd Bara til Abdullah med et tilbud om at købe huset. Abdullah nægtede først at sælge, men på betingelse af at blive løsladt fra fangenskab og lokket af den høje pris indvilligede han til sidst i at sælge. Mansur erhvervede ejendomsretten til dette storslåede, velsignede og historiske hus for sytten tusind dinarer. De øvrige medejere af huset var først ikke villige, men efterhånden gik de også med til det.
Efter kaliffen Mansur gav kaliffen Mahdi huset til sin højtelskede slavinde Khayzuran. Hun rev husets gamle struktur ned og opførte en helt ny bygning. Således blev huset istandsat gennem tiderne, og langsomt forsvandt dette storslåede hjem, hvor Allahs Sendebud (s.a.) og muslimerne havde søgt tilflugt under islams kriseperiode, og som i lang tid havde været stedet, hvor åbenbaringen og englene steg ned.
Abu Huraira ad-–Dausi ((ra.))
Er der nogen blandt muslimerne, som ikke kender navnet Abu Huraira? I den før-islamske jahiliyyah-periode kaldte folk ham »Abd Shams«. Senere, da Allah den Ophøjede viste ham den gunst at vejlede ham til islam og ærede ham ved at lade ham møde Allahs Sendebud, spurgte Sendebudet ham: »Hvad hedder du?« Han svarede: »Abd Shams (Solens tjener).«
Sendebudet sagde: »Nej, fra i dag hedder du Abd al-Rahman.«
Abu Huraira sagde: »O Allahs Sendebud! Måtte mine forældre ofres for dig. Fra i dag skal mit navn være Abd al-Rahman.«
»Abu Huraira« var hans kunya eller tilnavn. Som lille legede han altid med en killing. Da hans ledsagere så det, gav de ham navnet Abu Huraira (ham, der har en killing). Efterhånden blev han kendt blandt alle under dette navn, og hans egentlige navn blev glemt. Efter at han havde antaget islam, og hans forhold til Allahs Sendebud var blevet nært, kaldte Sendebudet ham undertiden kærligt »Abu Hirrin«. Derfor foretrak han navnet Abu Hirrin frem for Abu Huraira. Han plejede at sige: »Min elskede, Allahs Sendebud, kaldte mig ved dette navn.« Desuden er »hirr« hankøn, mens »huraira« er hunkøn.
Abu Huraira antog islam under den fremtrædende sahabi Tufayl ibn Amr al-Dausis vejledning. Efter at have antaget islam blev han hos sit eget Daus-stammefolk. I det sjette hijri-år kom han sammen med en delegation fra sin stamme til Medina for at møde Allahs Sendebud. Amr ibn Ghalas fortæller, at hans første ankomst til Medina fandt sted i Muharram i det syvende hijri-år, året for erobringen af Khaybar.
Efter at være kommet til Medina helligede denne unge mand fra Daus-stammen sig uafbrudt til Allahs Sendebuds tjeneste og selskab. Nat og dag opholdt han sig døgnet rundt i moskéen. Hele tiden modtog han undervisning og åndelig opdragelse fra Allahs Sendebud og bad under hans ledelse. Så længe Sendebudet levede, havde han hverken hustru eller børn. Han havde kun sin gamle mor. Hun holdt stadig fast i afgudsdyrkelsen. Abu Huraira opfordrede altid sin kærlige mor til islam, men hun afviste det. Det voldte ham dyb smerte og sorg. En dag, da han opfordrede hende til at tro på Allah og Hans Sendebud, sagde hun så krænkende ting om Profeten, at Abu Huraira blev dybt bedrøvet. Grædende skyndte han sig straks til Allahs Sendebuds tjeneste. Sendebudet spurgte ham: »Hvorfor græder du?«
Han sagde: »Jeg opfordrer altid min mor til islam, men hun afviser det. I dag opfordrede jeg hende ligesom hver dag til islam, og hun sagde nogle ting om dig, som sårede mig dybt. O Allahs Sendebud, bed Allah om at vende Abu Hurairas mors hjerte mod islam.« Sendebudet bad.
Abu Huraira fortæller: »Jeg vendte hjem fra Allahs Sendebuds nærvær. Jeg så, at døren til huset var lukket, men jeg kunne høre lyden af vand, der løb derinde. Da jeg skulle til at gå ind, sagde min mor: »Abu Huraira, vent lidt.« Derefter ordnede hun sit tøj. Så kaldte hun på mig og bad mig komme ind. Jeg gik ind, og straks begyndte hun at fremsige: »Jeg bevidner, at der ingen gud er ud over Allah, og jeg bevidner, at Muhammad er Hans tjener og Sendebud.««
Jeg vendte tilbage til Allahs Sendebud. Nu græd jeg af glæde, ligesom jeg kort forinden havde grædt af sorg. Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, godt nyt! Den Almægtige Allah har besvaret din bøn. Han har vejledt Abu Hurayras mor, og Abu Hurayras mor har antaget islam.«
Abu Hurayra elskede Allahs Sendebud. Denne kærlighed var dyb. Han blev ikke tilfreds af blot at se på Allahs Sendebud en eller to gange. Han sagde: »Jeg har aldrig set noget smukkere og mere strålende end Allahs Sendebud. Det var, som om solens stråler skinnede fra hans ansigt.«
Fordi han havde opnået æren af at være Profetens ledsager og var blevet hædret ved at følge hans religion, takkede han altid den Almægtige Allah. Han sagde: »Al lovprisning tilhører den Almægtige Allah, som vejledte Abu Hurayra til islam. Og al lovprisning tilhører Allah, som lærte Abu Hurayra Koranen og viste ham den gunst at få ledsage profeten Muhammad, Allahs Sendebud.«
Ligesom Abu Hurayra var hengiven over for Allahs Sendebud, var han også brændende optaget af viden. At tilegne sig viden og studere den var blevet hans vane og vigtigste mål. Zayd ibn Thabit siger:
En dag bad Abu Hurayra, en af vores venner og jeg til Allah i moskeen. Da fik vi øje på Allahs Sendebud. Han kom hen og satte sig iblandt os, og vi blev alle tavse. Han sagde: »Fortsæt med det, I var i gang med.« Min ven og jeg bad til Allah før Abu Hurayra. Allahs Sendebud sagde amen, så snart vi havde bedt. Derefter bad Abu Hurayra:
»O Allah, jeg beder Dig om alt det, mine to venner har bedt Dig om. Og samtidig beder jeg om en viden, som jeg aldrig glemmer.« Også denne gang sagde Allahs Sendebud amen. Vi to sagde også: »Vi ønsker også en viden, som vi aldrig glemmer.« Allahs Sendebud sagde: »Denne mand fra stammen Daws har på dette område overgået jer to.«
Abu Hurayra elskede viden både for sin egen skyld og for andres skyld. Historien beretter om en bemærkelsesværdig hændelse i denne forbindelse. En dag gik han til markedet i Medina. Han blev forbløffet over at se folk være opslugt af køb, salg og forskellige forretninger. Han standsede og sagde: »Medinafolk, I er i sandhed blevet berøvet.« Folkene spurgte: »Abu Hurayra, hvad har du set, som viser, at vi er blevet berøvet?«
Han sagde: »Allahs Sendebuds arv bliver fordelt, mens I sidder her? Hvorfor går I ikke derhen og tager jeres respektive andele?«
De sagde: »Hvor?«
Han sagde: »I moskéen.«
Folkene skyndte sig hen mod moskéen. Abu Huraira stod dér og ventede på dem. Efter et stykke tid vendte de tilbage og sagde: »Abu Huraira, vi gik til moskéen og gik også indenfor, men vi så ikke, at der blev uddelt noget.«
Han sagde: »Så I ikke nogen i moskéen?«
De sagde: »Jo, naturligvis så vi nogen: Nogle stod i bøn, nogle var optaget af at recitere Koranen, og nogle drøftede, hvad der er haram og halal.«
Han sagde: »Må I gå til grunde! Det er jo Allahs Sendebuds arv.«
Abu Huraira bevarede og videregav tusindvis af Profetens hadither i sin hukommelse til gavn for den muslimske ummah. I SahihSahih Bukhari findes en hadith, som er overleveret fra Abu Huraira. Han siger: »Blandt Allahs Sendebuds sahaba er der ingen, der har overleveret flere hadither fra mig end Abdullah ibn Umar. Det skyldes dog, at han skrev haditherne ned, mens jeg ikke gjorde det.«
Mange så med skepsis på, at der blev overleveret så mange hadither fra Allahs Sendebud. Derfor siger han: »I tænker måske, at jeg overleverer meget mange hadither. Jeg var uden midler og fattig, og jeg tilbragte altid tiden i Allahs Sendebuds selskab med en sten bundet om maven. Muhajirerne var derimod optaget af deres handel og forretninger, mens ansarerne tog sig af deres ejendele.« Han siger også: »En dag sagde jeg: ’Allahs Sendebud, jeg hører mange af dine ord, men jeg glemmer meget af det.’ Da sagde Allahs Sendebud: ’Bred din kappe ud.’ Jeg bredte den ud. Derefter sagde han: ’Læg den tæt ind til dit bryst.’ Jeg lagde den tæt ind til mit bryst. Siden da har jeg ikke glemt et eneste ord.« Imam Bukhari siger: »Mere end otte hundrede sahabaer og tabi’un overleverede hadither fra ham. Blandt de sahabaer, der overleverede hadither fra ham, er Ibn Abbas, Ibn Umar, Jabir, Anas og Wathila særligt bemærkelsesværdige.«
På grund af hans intense fokus på at tilegne sig viden og hans store betydning af at være til stede ved Allahs Sendebuds forsamlinger måtte han i sit liv udholde en sådan sult og fattigdom, som ingen blandt hans samtidige havde oplevet. Om sig selv sagde han:
»Nogle gange blev jeg så sulten, at jeg, fordi jeg ikke kunne holde lidelsen ud, spurgte nogle af Allahs Sendebuds ledsagere om et bestemt vers fra Koranen, selv om jeg allerede kendte det. Mit formål var måske, at han, hvis han så min tilstand, ville tage mig med hjem til sig og give mig noget at spise.
En dag blev jeg voldsomt sulten. På grund af sultens smerter bandt jeg en sten fast om maven og satte mig på den vej, hvor ledsagerne plejede at færdes. Da jeg så Abu Bakr gå forbi, spurgte jeg ham om et vers. Jeg troede, at han ville bede mig gå med ham, men han inviterede mig ikke med.
Derefter kom Umar ibn al-Khattab. Ham spurgte jeg også om et vers, men han sagde heller ikke noget. Til sidst kom Allahs Sendebud. Han fornemmede min voldsomme sult. Han sagde: »Abu Hurayra?« Jeg svarede: »Labbaik, Allahs Sendebud.« Derefter fulgte jeg efter ham og gik ind i hans hjem. Da Allahs Sendebud kom ind i huset, så han en skål mælk. Han spurgte husets beboere: »Hvor kommer mælken fra?«
De svarede: »En sådan og sådan person har sendt den til dig.« Allahs Sendebud sagde: »Abu Hurayra, gå til Ahlus-Suffa og saml dem.« Efter at han havde sagt dette, blev jeg meget bedrøvet. Jeg tænkte ved mig selv: Hvad skal denne ene skål mælk gøre for alle disse mennesker fra Ahlus-Suffa? Jeg ønskede først at drikke mig mæt og derefter gå til dem. Under alle omstændigheder gik jeg til Ahlus-Suffa og kaldte dem sammen. Da de var samlet og havde sat sig hos Allahs Sendebud, sagde han:
»Abu Hurayra, tag skålen og giv den til dem, så de kan drikke.« Jeg gav den til dem én efter én, og de drak alle sammen, indtil de var tilfredse. Derefter vendte jeg tilbage til Allahs Sendebud med skålen i hånden. Han løftede hovedet, så på mig og smilede mildt, før han sagde:
»Nu er kun du og jeg tilbage.« Jeg sagde: »Du har sagt sandheden, Allahs Sendebud.« Han sagde: »Drik.« Jeg drak. Han sagde: »Drik noget mere.« Jeg drak noget mere. Hver gang han gentog, at jeg skulle drikke, drak jeg igen. Til sidst sagde jeg: »Ved Ham, som sendte dig med sandheden, jeg kan ikke drikke mere.« Derefter tog Allahs Sendebud skålen og drak resten.
Abu Hurayra måtte dog ikke leve længe under så ekstrem fattigdom og nød. Efter kort tid kom rigdom og velstand til muslimerne. Fra alle sider begyndte krigsbytte at strømme til muslimerne. Abu Hurayra blev ejer af penge, et hus, jord, en hustru og børn – han fik det hele. Men intet af dette påvirkede hans storsindede hjerte. Han glemte ikke et eneste øjeblik sin fortid. Han plejede altid at sige:
»Jeg voksede op som forældreløs og foretog hijra uden noget i hænderne. Jeg arbejdede for føden hos Busra bint Ghazwan. Når de slog deres telte op et sted, udførte jeg alle slags ærinder for dem, og når de steg op på deres ridedyr, drev jeg deres kameler frem. Til sidst skænkede Allah den Ophøjede mig Busra som hustru. Al lovprisning tilkommer Allah, som styrkede sin religion og gjorde Abu Hurayra til en leder inden for denne religion.«
Den anden kalif, Hazrat Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, udnævnte Abu Hurayra til guvernør i Bahrain. Senere afsatte han ham. Da han derefter igen ønskede at udnævne ham, afslog Abu Hurayra og forlod Medina for at bosætte sig på et sted ved navn al-Aqiq.
Under Hazrat Muawiyas styre blev Abu Hurayra flere gange udnævnt til guvernør i Medina. Men myndigheden medførte ingen forandring i hans medfødte ædelhed, gavmildhed og nøjsomhed eller i nogen af hans øvrige egenskaber.
Abu Hurayra var på det tidspunkt guvernør i Medina. Han gik ad en af Medinas veje med et bundt brænde på ryggen til sin familie. Da han på vejen passerede Tha’laba ibn Malik, sagde han: »Tha’laba, gør lidt plads for emiren.« Tha’laba sagde: »Må Allah vise dig barmhjertighed. Kan du ikke komme frem ad denne brede vej?« Han svarede: »Gør vejen bredere for jeres emir og byrden på hans ryg.«
Abu Hurayra forenede en dybtgående viden og grænseløs ydmyghed og gavmildhed med en enestående gudsfrygt og kærlighed til Allah. Han fastede om dagen og tilbragte den første tredjedel af natten i bøn. Derefter vækkede han sin hustru. Hun tilbragte den anden tredjedel af natten i bøn og vækkede derefter deres datter. Datteren tilbragte resten af natten stående i bøn. På denne måde ophørte tilbedelsen aldrig i hans hus gennem hele natten.
Ikrima fortæller, at Abu Hurayra fremsagde tasbih tolv tusind gange hver dag. Han plejede at sige: »Jeg fremsiger tasbih i et antal svarende til mine daglige synder.«
Abu Hurayra havde en sort slavekvinde. En dag blev han og hans familie meget vrede over hendes opførsel. Han var lige ved at slå hende. Han løftede pisken, men standsede så. Han sagde: »Hvis jeg ikke frygtede gengældelsen for dette på opstandelsens dag, ville jeg piske dig og påføre dig smerte, sådan som du har påført os smerte. Men jeg vil sælge dig til en, som vil betale mig din retmæssige pris. Og jeg har endnu større brug for denne betaling. Gå! For Allahs skyld har jeg frigivet dig.«
En dag sagde Abu Hurayras datter: »Far, de andre piger gør mig flov. De siger: Hvorfor laver din far ikke guldsmykker til dig?«
Han sagde: »Datter, sig til dem: Min far frygter Helvedes flammende ild.« Grunden til, at han ikke gav sin datter guldsmykker, var ikke begær efter rigdom eller nærighed. Når det gjaldt at bruge penge på Allahs vej, var han altid gavmild. Historien rummer mange beretninger om hans gavmildhed. En dag sendte Marwan ibn al-Hakam et hundrede dinarer til Abu Hurayra. Men allerede den følgende dag sendte Marwan igen en person og meddelte: »Min tjener gav dig dinarerne ved en fejl. Jeg ønskede ikke at give dem til dig, men ville give dem til en anden.« Da Abu Hurayra hørte dette, sagde han med skam og forbløffelse:
»Jeg har allerede brugt dem på Allahs vej. Jeg havde ikke en eneste dinar tilbage, da natten faldt på. Når jeg fremover får min ydelse fra Bayt al-Mal, kan du tage dem derfra.« I virkeligheden havde han gjort dette for at sætte ham på prøve.
Så længe hans mor levede, behandlede Abu Hurayra hende altid godt. Når han gik hjemmefra, gik han hen til døren til sin mors værelse og sagde: »Mor, as-salāmu alaiki wa raḥmatullāhi wa barakātuh.«
Moderen svarede: »Mit kære barn, wa alaikas-salāmu wa raḥmatullāhi wa barakātuh.«
Efter at have udvekslet hilsener sagde Abu Hurayra: »Må Allah vise dig barmhjertighed og skænke dig sin nåde, ligesom du gjorde mod mig, da jeg var lille.« Moderen sagde: »Må Allah vise dig barmhjertighed som belønning for den gode behandling, du har vist mig, efter at du blev voksen.« Når han vendte hjem, udvekslede mor og søn på samme måde bønner og hilsener.
Ligesom Abu Hurayra selv viste de ældre respekt og ærbødighed, formanede han også alle til at behandle deres forældre godt og bevare gode relationer til deres slægtninge. En dag så han to mænd gå side om side ad vejen. Den ene var betydeligt ældre end den anden. Han kaldte på den yngre og spurgte: »Hvad er den mand, der går sammen med dig, i forhold til dig?«
Han svarede: »Min far.«
Han sagde: »Du må aldrig kalde ham ved hans navn, gå foran ham eller sætte dig noget sted, før han har sat sig.«
På sit dødsleje græd han fortvivlet. Man spurgte ham, hvorfor han græd. Han svarede: »Jeg græder ikke over jeres verden. Jeg græder, når jeg tænker på den lange rejse og de sparsomme rejseforråd. Jeg er nu nået til enden af den vej, der fører til Paradis eller Helvede. Jeg ved ikke, hvilken af de to veje jeg skal gå.«
Han lå på sit dødsleje. Marwan ibn al-Hakam kom for at besøge ham og sagde: »Abu Huraira, må Allah give dig helbredelse.«
Han svarede: »O Allah, jeg elsker at møde Dig; måtte Du også ønske at møde mig og fremskynde det for mig.«
Kort efter at Marwan havde besøgt ham og var gået, udåndede han.
Historikeren al-Waqidi fortæller: »Walid ibn Uqba ledte begravelsesbønnen for ham efter asr-bønnen. Ibn Umar, Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) og flere andre af Profetens ledsagere deltog i hans begravelse.«
Da Walid underrettede Muawiya om hans død, skrev han til ham: »Find hans arvinger, giv dem ti tusind dirham, og behandl hans naboer godt. For han hjalp Uthman, mens han var under husarrest.«
Allama Ibn Hajar al-Asqalani nævner i værket Al-Isaba, med Abu Sulayman som kilde, at Abu Huraira levede i otteoghalvfjerds år. På Allahs Sendebuds tid var han lidt over tredive år gammel. Ifølge mange døde han i år 55 efter hijra; ifølge al-Waqidi var hans dødsår 59 efter hijra. Imam al-Bukhari angiver imidlertid hans dødsår til 57 efter hijra.
Abu Dharr al-–Ghifari ((ra))
I den dal, der forbandt Mekka med den ydre verden, lå Gifar-stammens bosættelse. Quraysh-folkene fra Mekka rejste med deres handelskaravaner gennem dette område til og fra Syrien. De ernærede sig udelukkende af den beskedne betaling, de fik til gengæld for at beskytte disse karavaner. Røveri og overfald var også deres erhverv. Når en handelskaravane ikke betalte dem de fødevarer eller penge, de krævede, plyndrede de den.
Jundub ibn Junadah, som var kendt under navnet Abu Dharr, var også søn af denne stamme. Allerede fra barndommen skilte han sig ud fra alle andre ved sit grænseløse mod, sin skarpe intelligens og sin fremsynethed. I den første del af sit liv i jahiliyyah-tiden var hans erhverv også røveri. Han blev berømt som en dristig røver fra Gifar-stammen. Men efter kort tid skete der en revolution i hans liv. Han begyndte at føle dyb smerte over de afguder, som hans stammefolk dyrkede ud over den ene Allah. Han indså dybt det religiøse fordærv, den blinde tro og de overtroiske forestillinger, der på den tid skyllede hen over hele den arabiske verden. Han ventede utålmodigt på en profet, som ville rense menneskenes forstand, samvittighed og hjerter og føre dem fra mørke til lys.
Han opgav røveriet og vendte sig helhjertet mod tilbedelsen af Allah, mens hele Arabien var sunket ned i vildfarelsens bundløse dyb. Hadhrat Abu Ma’shar siger: »Abu Dharr var allerede i jahiliyyah-tiden en muwahhid, det vil sige en monoteist. Han troede ikke, at nogen anden end Allah var værdig til at blive tilbedt, og han tilbad heller ingen andre afguder eller guddomme. Hans tro og tilbedelse af Allah var kendt blandt folk. Derfor sagde den person, der som den første fortalte ham om Allahs Sendebuds fremkomst:
»Abu Dharr, der er en mand i Mekka ligesom dig, som siger: ‘La ilaha illallah’.«
Han troede altså ikke blot på tawhid med læberne; allerede i jahiliyyah-tiden bad han også. Om dette har han selv sagt: »Jeg bad allerede tre år før mit møde med Allahs Sendebud.« Folk spurgte: »Hvem bad du til?« Han svarede: »Allah.« De spurgte igen: »I hvilken retning vendte du ansigtet?« Han svarede: »I den retning, Allah ville.«
Beretningen om hans antagelse af islam er også ganske bemærkelsesværdig. Ibn Hajar ‘al-–Isaba’ har udførligt berettet om hans antagelse af islam i værket. Kort fortalt kan det siges sådan: Han boede sammen med sin stamme. En dag fik han at vide, at en ny profet var trådt frem i Mekka. Han kaldte på sin bror Anis og sagde: »Du skal tage til Mekka. Indsaml dér nogle oplysninger om den, der hævder at være profet og siger, at åbenbaringer kommer til ham fra himlen, og lyt til nogle af hans ord. Når du er vendt tilbage, skal du fortælle mig om det.«
Anis tog til Mekka. Efter at have mødt Allahs Sendebud, hørt de ord, der kom fra hans mund, og vendt tilbage til sin stamme, skyndte Abu Dharr sig straks hen til Anis, da han hørte nyheden. Han begyndte ivrigt at stille ham forskellige spørgsmål om den nye profet. Anis sagde:
— »Ved Allahs ed! Jeg så manden, og han kalder mennesker til en ædel karakter. Og han siger ord, som ikke engang lød som poesi.«
– »Hvad siger folk om ham?«
– »Nogle siger, at han er troldmand, andre at han er spåmand, og atter andre at han er digter.«
– »Ved Allah! Du har ikke stillet min tørst eller været i stand til at tilfredsstille min længsel. Kan du påtage dig ansvaret for min familie, så jeg kan tage til Mekka og med egne øjne se, hvordan det forholder sig med ham?«
– »Selvfølgelig. Men vær på vagt over for Mekkas indbyggere.«
Næste morgen begav Abu Dharr sig mod Mekka. Han tog lidt rejseproviant og en vandsæk med sig. Han var hele tiden bekymret og rædselsslagen, for hvem vidste, om nogen skulle opdage hans ærinde? Sådan nåede han frem til Mekka. Han fandt det ikke tilrådeligt at spørge nogen om Muhammad, for han vidste ikke, om den person, han spurgte, var Muhammads ven eller fjende.
Dagen gik, og nattens mørke sænkede sig. Han var træt og udmattet. For at hvile lagde han sig i et hjørne af al-Masjid al-Haram. Ali ibn Abi Talib gik forbi ad den vej. Så snart han så ham, forstod han, at manden var rejsende. Han kaldte på ham: »Kom med hjem til mig.« Abu Dharr gik med ham og tilbragte natten dér. Om morgenen vendte han tilbage til moskéen med vandsækken og madpakken i hånden. Ingen af dem spurgte dog den anden om noget.
Den næste dag gik også, men han fik ikke mødt Profeten. Også denne dag lagde han sig til at sove i moskéen. Også i dag gik Ali forbi ad den samme vej. Han sagde: »Hvad er der med denne mand? Har han stadig ikke fundet frem til sit bestemmelsessted?« Han tog ham igen med hjem. Også denne nat gik dér. Ingen af dem spurgte den anden om noget. På samme måde faldt den tredje nat på. I dag sagde Ali:
– »Sig mig, i hvilket ærinde er De kommet til Mekka?«
Han sagde: »Hvis du lover mig at vise mig vej til det, jeg længes efter, kan jeg fortælle dig det.« Alī (må Allah være tilfreds med ham) lovede det.
Abū Dharr sagde:
»Jeg er kommet til Mekka fra et meget fjernt sted for at møde den nye profet og høre noget af det, han siger.«
Alīs (må Allah være tilfreds med ham) ansigt strålede af glæde. Han sagde: »Ved Allah, han er i sandhed en profet.« Derefter beskrev han profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) på forskellige måder. Han sagde også: »I morgen tidlig følger du efter mig, hvor end jeg går. Hvis jeg får øje på noget, der kan bringe dig i fare, vil jeg standse og lade, som om jeg urinerer. Når jeg begynder at gå igen, skal du fortsætte med at følge efter mig. På den måde går du ind, hvor end jeg går ind.«
På grund af Abū Dharrs stærke længsel efter at se den elskede profet og høre den åbenbaring, der var blevet sendt ned over ham, kunne han ikke ligge stille i sin seng hele natten. Næste morgen begav Alī (må Allah være tilfreds med ham) sig sammen med sin gæst mod Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hus. Abū Dharr fulgte lige efter ham. Han ænsede intet af det, der var omkring dem på vejen. Således nåede de frem til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Abū Dharr hilste.
– »Fred være med dig, Allahs Sendebud.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede:
– »Og med dig være fred, Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser.«
På denne måde opnåede Abū Dharr den ære at være den første, der hilste Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på islamisk vis. Derefter blev denne form for hilsen og gensidig besvarelse af hilsenen vedtaget og udbredt.
Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, inviterede Abu Dharr til islam og reciterede nogle vers fra Koranen for ham. Mens han stadig sad der, fremsagde Abu Dharr trosbekendelsen om Guds enhed og erklærede, at han trådte ind i den nye religion.
Abu Dharr har beskrevet det følgende således: Efter at have antaget islam blev jeg i Mekka sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han lærte mig forskellige ting om islam og oplærte mig også i at recitere nogle vers fra Koranen. Han sagde til mig: »Fortæl ikke nogen i Mekka, at du har antaget islam. Hvis nogen får det at vide, frygter jeg for dit liv.«
Jeg sagde: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, sværger jeg, at jeg ikke vil forlade Mekka, før jeg er gået til moskéen og offentligt har kaldt Quraysh til sandheden.« Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, blev tavs.
Jeg gik til moskéen. Quraysh sad dengang samlet og talte sammen. Jeg trådte frem blandt dem og råbte så højt, jeg kunne: »Qurayshs folk! Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud ud over Allah, og at Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, er Allahs Sendebud.«
Så snart mine ord nåede deres ører, blev de forskrækkede og chokerede. De sprang alle op på én gang og sagde: »Grib denne frafaldne!« De kom løbende og begyndte at slå mig ubarmhjertigt. Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, onkel, Abbas ibn Abd al-Muttalib, genkendte mig. For at redde mig fra deres hænder kastede han sig over mig. Derefter sagde han til dem: »Gå til grunde! Vil I dræbe en mand fra Ghifār-stammen, som bor ved den vej, hvor jeres handelskaravaner rejser?« Så lod de mig være.
Da jeg var kommet mig lidt, vendte jeg tilbage til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Da han så min tilstand, sagde han: »Bad jeg dig ikke om ikke at afsløre, at du havde antaget islam?« Jeg sagde: »Allahs Sendebud! Jeg følte en stærk trang i mig selv. Jeg gjorde blot denne trang synlig.« Han sagde: »Vend tilbage til dit folk. Fortæl dem, hvad du har set og hørt, og kald dem til Allah. Måske vil Allah lade dem få gavn gennem dig og belønne dig. Når du får at vide, at jeg kalder åbent, skal du komme til mig.«
Jeg vendte tilbage til mit folks hjemegn. Min bror Unays kom for at møde mig. Han spurgte: »Hvad har du gjort?« Jeg sagde: »Jeg har antaget islam og er blevet troende.« Straks åbnede Allah hans hjertes dør. Han sagde: »Jeg har ikke noget ønske om at afvise din religion. Jeg antager islam og bliver troende.« Derefter gik vi to brødre sammen til vores mor og kaldte også hende til islam. Hun sagde: »Jeg har ingen modvilje mod jeres religion, I to brødre«, og erklærede derefter, at hun også antog islam.
Fra den dag af fortsatte denne troende familie utrætteligt med at bringe islams kald til Ghifār-stammens folk. I dette arbejde blev de aldrig fortvivlede og mistede aldrig modet. Gennem deres ihærdige indsats antog et stort antal mennesker fra stammen islam, og der blev etableret fælles bøn blandt dem. En gruppe sagde imidlertid: »Vi vil holde fast ved vores religion. Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, kommer til Medina, vil vi antage islam.« Efter Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, hijrah til Medina antog de også islam. Om Ghifār-stammen sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Ghifār-stammen – Allah har tilgivet dem; og Aslam-stammen – Allah har givet dem fred og sikkerhed.«
Abu Dharr vendte tilbage til Mekka og opholdt sig i ørkenen sammen med sit folk. Én efter én sluttede slagene ved Badr, Uhud og Khandaq. Derefter kom han til Medina og knyttede sig uafbrudt til Allahs Sendebud (fred være med ham). Han bad Allahs Sendebud (fred være med ham) om at få mulighed for at tjene ham. Hans bøn blev imødekommet. Under sit ophold i Medina tilbragte han al sin tid med at tjene Allahs Sendebud (fred være med ham). Dette var hans allerhøjeste ønske. Han plejede selv at sige:
»Jeg tjente Allahs Sendebud (fred være med ham), og i min fritid kom jeg til moskéen og hvilede mig.«
Ibn Ishaq siger: Da Abu Dharr udvandrede til Medina, knyttede Allahs Sendebud (fred være med ham) et broderskabsbånd mellem Mundhir ibn Amr og Abu Dharr. Historikeren al-Waqidis opfattelse i denne sag er imidlertid, at Abu Dharr udvandrede til Medina efter åbenbaringen af verset om arv. Derfor var reglen om at knytte sådanne broderskabsbånd blevet ophævet.
Der foreligger ingen detaljerede oplysninger om hans deltagelse i slag sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham). Allama Ibn Hajar al-Asqalani har imidlertid i værket ‘Al–Isaba’ berettet følgende med Abd Allah ibn Masuds overlevering som kilde: Da Allahs Sendebud (fred være med ham) drog af sted mod Tabuk, begyndte folk at komme med forskellige undskyldninger og udtrykke tøven over for at drage i krig. Når man ikke kunne se en bestemt person, sagde ledsagerne: »Allahs Sendebud, den og den er ikke kommet.« Han svarede: »Hvis hans hensigt er god, vil Allah snart føre ham sammen med jer. Ellers har Allah fjernet ham fra jer og dermed beskyttet jer mod ham.« På et tidspunkt blev Abu Dharr nævnt, og der blev sagt: »Han har også trukket sig.« Men den virkelige sag var, at hans kamel gik langsomt. Først forsøgte han at få kamelen til at sætte farten op, men da det ikke lykkedes, tog han sine ejendele af, lagde dem på sine egne skuldre og begyndte at gå til fods. Han indhentede Allahs Sendebud (fred være med ham) ved den forreste lejr. En ledsager fik øje på ham på afstand og udbrød: »Allahs Sendebud, der kommer vist en person ad vejen.« Han sagde: »Det må være Abu Dharr.« Folk betragtede ham nøje og genkendte ham. De sagde: »Allahs Sendebud, ved Allahs ed, det er Abu Dharr.« Han sagde:
»Må Allah forbarme sig over Abu Dharr. Han går alene, han vil dø alene, og på opstandelsens dag vil han blive rejst alene.« (Tarikh al Islam: Allama al-Dhahabi, 3. bind) Allahs Sendebuds (fred være med ham) forudsigelse gik bogstaveligt talt i opfyldelse.
Hazrat Abu Dharr var af natur enkel, ligefrem, afholdende fra denne verden og glad for ensomhed. Derfor gav den ædle Profet (fred være med ham) ham tilnavnet »Masih al-Islam«. Efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) død blev han fuldstændig løsrevet fra verden. Den brændende smerte, som var begyndt i hans indre ved adskillelsen fra den elskede Profet, blev aldrig mere lindret. Derfor blev hans knuste hjerte endnu mere sønderrevet, da Hazrat Abu Bakr døde. I hans øjne fremstod Medinas frodige have da som blottet for blade og løv. Han forlod Medina og slog sig ned i Sham (Syrien).
Indtil kalifaterne under Abu Bakr og Umar, må Allah være tilfreds med dem, bestod islam i en enkel og ligetil livsførelse. Da rigdom og velstand begyndte at florere i takt med sejrene og det islamiske kalifats udbredelse, indtog pragt og luksus naturligt nok denne plads. Det var under Uthmans, må Allah være tilfreds med ham, regeringstid, at pragt og storslåethed begyndte at vinde indpas blandt forskellige mennesker. Det fik en vis indflydelse på folkets almindelige liv. Hos dem trådte sporene af nydelse og luksus frem i stedet for enkelheden fra Profetens, fred og velsignelser være med ham, tid. Abu Dharr håbede, at folk ville følge den samme enkle, ligefremme og prunkløse livsførelse, som fandtes på Profetens, fred og velsignelser være med ham, tid. Han forventede, at alle ville være fuldstændig løsrevet fra rigdom og velstand i deres hjerter. Ifølge hans gudsafhængige tro og overbevisning måtte intet gemmes i dag til morgendagen. Han troede, at ingen muslim havde ret til at samle rigdom, mens andre blev efterladt sultne og nøgne. Hazrat Muawiya, må Allah være tilfreds med ham, og de øvrige amirer mente, at enhver muslim havde ret til at opspare overskydende penge, efter at den zakat, som Allah havde pålagt de velhavende, var blevet betalt korrekt. Denne uenighed voksede og antog til sidst form af strid og ordskifte. Abu Dharr begyndte med stort mod at protestere mod disse personer. Fordi de ejede mere rigdom end nødvendigt, begyndte han at betragte dem som dem, der var omfattet af følgende vers i Koranen.
وَالَّذِينَ يَكْنِزُونَ الذَّهَبَ وَالْفِضَّةَ وَلَا يُنفِقُونَهَا فِي سَبِيلِ اللَّهِ فَبَشِّرْهُم بِعَذَابٍ أَلِيمٍ
– „Og giv dem, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, det smertefulde budskab om en straf.“ (At- Tawbah: 34)
I det foregående vers omtales jøderne og de kristne. Derfor var Amir Muawiyas opfattelse, at dette vers omhandlede disse vantro. Abu Dharr mente derimod, at versets hensigt omfattede både muslimer og ikke-muslimer. For det andet forstod Abu Dharr betydningen af ikke at bruge på Allahs vej således, at en person ikke gav hele sin formue bort på Allahs vej. Amir Muawiya mente derimod, at det kun havde forbindelse med zakat. På denne måde begyndte Abu Dharr, i overensstemmelse med sin egen tankegang, filosofi og opfattelse, at fremsætte meget skarp kritik. Muawiya, må Allah være tilfreds med ham, mente, at hvis denne situation fortsatte, kunne uro og ufred når som helst bryde ud i Sham. Han underrettede kaliffen Uthman, må Allah være tilfreds med ham, om den vanskelige situation og bad ham indtrængende om at indkalde Abu Dharr til Medina. Uthman, må Allah være tilfreds med ham, sendte bud efter ham til Medina.
En dag sad Abu Dharr der. I hans nærvær spurgte kaliffen Uthman, må Allah være tilfreds med ham, Ka’b, må Allah være tilfreds med ham: »Hvad mener du om en person, der samler rigdom, betaler zakat af den og også bruger den på Allahs vej?« Ka’b, må Allah være tilfreds med ham, svarede: »Man kan nære et godt håb for en sådan person.« Da Abu Dharr hørte dette, blev han rasende. Han løftede sin stav over Ka’bs hoved og sagde: »Du søn af en jødisk kvinde (Ka’b var søn af en jøde), hvad forstår du af dette? På opstandelsens dag vil selv en sådan persons hjerte blive stukket af en skorpion.« Til sidst sagde Uthman, må Allah være tilfreds med ham, til Abu Dharr: »Bliv hos mig; en diegivende kamel vil hver morgen og aften blive bragt til din dør.« Han svarede: »Jeg har intet behov for noget af denne verden, som du tilbyder.« Med disse ord gik han bort. Til sidst bad Uthman, må Allah være tilfreds med ham, ham om at tage til et sted ved navn Rabza, langt fra Medina, midt i ørkenen, og bo der. Ifølge nogle beretninger tog han frivilligt dertil og bosatte sig der. Langt fra beboede områder, på et ensomt sted, forsagede han et liv i luksus og fulgte Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, stærke optagethed af det hinsidige helt til sin død. Beretningen om Abu Dharrs død er også yderst smertefuld og samtidig bemærkelsesværdig. Han døde i år 31 efter hijra, ifølge en anden opfattelse i år 32, i Rabzas ørken. Hans hustru beskrev hans tilstand i hans sidste stund således:
»Da Abu Dharrs tilstand blev meget alvorlig, begyndte jeg at græde. Han spurgte: »Hvorfor græder du?« Jeg svarede: »Du drager mod det hinsidige i en øde ørken. Her findes der ud over det tøj, som du og jeg har på, ikke noget ekstra klæde, som kan bruges til dit ligklæde.« Han sagde: »Hold op med at græde. Jeg vil give dig et godt budskab. Jeg hørte Allahs Sendebud (s.a.w.) sige: ’Hvis en muslim har mistet to eller tre børn, er det tilstrækkeligt til at beskytte ham mod Helvedes ild.’ Han sagde foran en gruppe mennesker, som jeg var iblandt: ’En af jer skal dø i ørkenen, og ved hans dødstid vil en gruppe muslimer pludselig være til stede dér.’ Alle disse mennesker undtagen jeg er døde i beboede områder. Nu er jeg den eneste, der er tilbage. Derfor kan jeg med sikkerhed sige, at det er mig, der menes. Jeg sværger ved Allah, at jeg ikke lyver, og den, der sagde dette, løj heller ikke. Se mod vejen; den usete hjælp er ganske vist på vej.« Jeg sagde: »Nu er selv pilgrimmenes hjemrejse afsluttet, og der er ikke længere nogen færdsel på vejen.« Han sagde: »Nej, gå hen og se.« Derfor gik jeg i den ene retning op på en høj og spejdede ud i det fjerne, mens jeg i den anden retning skyndte mig tilbage for at pleje ham. Sådan fortsatte jeg med at løbe frem og tilbage og lede. Netop da fik jeg øje på nogle ryttere langt borte. Da jeg vinkede til dem, kom de hurtigt hen til mig og standsede. De spurgte om Abu Dharr: »Hvem er denne mand?« Jeg svarede: »Abu Dharr.« »Er han Allahs Sendebuds (s.a.w.) ledsager?« Jeg svarede: »Ja.« De sagde: »Må vore forældre ofres for ham«, og gik hen til Abu Dharr. Først fortalte Abu Dharr dem om Sendebudets (s.a.w.) forudsigelse. Derefter gav han dem denne besked: »Hvis der findes tilstrækkeligt stof til et ligklæde hos mig eller hos min hustru, så begrav mig i det.« Så lod han dem sværge på, at ingen, der beklædte selv den mindste offentlige stilling, måtte iføre ham ligklædet. Det viste sig, at alle på nær én ung ansar var knyttet til en eller anden offentlig tjeneste. Abu Dharr gav kun denne unge mand tilladelse til at iføre ham ligklædet. Karavanen var jemenitisk og kom fra Kufa. Blandt dem var også den berømte ledsager Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham). Han var på vej til Irak sammen med karavanen. Det var ham, der ledte begravelsesbønnen for Abu Dharr, hvorefter de alle begravede ham i Rabdhas ørken.«
Antallet af hadither, der er overleveret fra Abu Dharr, er i alt otteogtyve. Af dem er tolv hadither muttafaq ʿalayh, det vil sige overleveret af både al-Bukhari og Muslim. To er overleveret af al-Bukhari alene, og syv af Muslim alene. Grunden til, at antallet af hadither, han overleverede, er så lavt sammenlignet med andres, var, at han altid var stille, foretrak ensomhed og kun sjældent omgikkes mennesker. Derfor blev hans viden ikke særlig udbredt. Alligevel tilegnede lærde ledsagere som Anas ibn Malik og Abdullah ibn Abbas sig viden hos ham. Ibn Asakir har i sit værk med titlen »‘Tarikh Dimashq’« behandlet dette udførligt.
Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt om omfanget af Abu Dharrs viden. Han svarede: »Han opnåede en sådan viden, som mennesker ikke er i stand til at erhverve. Derefter blev denne viden prøvet ved at blive opvarmet i ild, men der kom ingen urenhed ud af den.« Om denne store asketiske og verdsligt afholdende ledsager sagde Allahs Sendebud (s.a.w.): »Under himlen og over jorden findes der ingen, der er mere sandfærdig end Abu Dharr.«
Under Uthmans kalifat tog Abu Dharr en gang på hajj. En mand kom og sagde: »Uthman bad fire rakʿat, mens han opholdt sig i Mina (det vil sige, han forkortede ikke bønnen).« Det behagede ham ikke. Han fordømte det i meget hårde vendinger og sagde: »Jeg bad bag Allahs Sendebud (s.a.w.), Abu Bakr og Umar. De bad alle to rakʿat.« Efter at have sagt dette ledte han selv bønnen og bad fire rakʿat. Folk sagde: »Du kritiserede jo de troendes leder, men nu bad du selv fire rakʿat.« Han svarede: »Uenighed er en meget dårlig ting. Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: ’Forhån ikke dem, der bliver ledere efter mig. Den, der ønsker at forhåne dem, kaster islams stærke reb fra sine egne skuldre og lukker døren til omvendelse for sig selv.’« (Musnad Ahmad, 5/165)
Efter at Allahs Sendebud, fred være med ham, var gået bort, strømmede tårerne uophørligt fra hans øjne, hver gang det hellige navn kom over hans tunge. Ahnaf ibn Qays beretter: »Jeg så engang en mand i Bayt al-Maqdis udføre den ene prostration efter den anden. Det gjorde et særligt indtryk på mig. Da jeg gik hen til ham for anden gang, spurgte jeg: ‘Kan du sige, om jeg har bedt et lige eller ulige antal bønner?’ Han svarede: ‘Selv om jeg ikke ved det, ved Allah det helt sikkert.’ Så sagde han: ‘Min ven Abu al-Qasim har fortalt mig …’ Da han var nået så langt, begyndte han at græde. Så sagde han: ‘Min ven Abu al-Qasim har fortalt mig.’ Også denne gang blev hans stemme kvalt af gråd. Til sidst beherskede han sig og sagde: ‘Min ven Abu al-Qasim, fred være med ham, har sagt: Den tjener, der udfører én prostration for Allah, hæver Allah ham én grad, udsletter én af hans synder og skriver én god gerning for ham.’ Jeg spurgte: ‘Hvem er du?’ Han svarede: ‘Abu Dharr – Allahs Sendebuds ledsager, fred være med ham.’«
En dag kom en mand til Abu Dharr. Han lod blikket vandre rundt i hans hus. Da han ikke så nogen husholdningsgenstande, spurgte han:
– »Abu Dharr, hvor er dine ejendele?«
– »Jeg har et hus i det hinsidige. Alle mine bedste ejendele sender jeg dertil.«
En dag sendte Syriens guvernør tre hundrede dinarer til ham og lod sige: »Brug dem til at dække dine behov.« Han sendte dinarerne tilbage med ordene: »Fandt Syriens guvernør ingen ringere af Allahs tjenere end mig?«
Salman al-–Farisi ((ra.))
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Salman er en af profetens familie.«
Dette er beretningen om en sandhedssøgende mand, der længtes efter at finde Allah. Han var Salman al-Farisi. Det er med Salman al-Farisis egne ord, at den forbløffende beretning om, hvordan han fandt sandheden, bliver fortalt. Han siger:
Jeg var dengang en ung perser fra området Isfahan i Persien. Min landsby hed Zayyan. Min far var landsbyens dahqan-leder, den rigeste og mest ansete mand. Fra min fødsel var jeg hans kæreste blandt alle Guds skabninger. Efterhånden som jeg blev ældre, voksede også hans omsorg og kærlighed til mig. På et tidspunkt begyndte han af frygt for, at noget ondt skulle ramme mig, at holde mig indespærret i huset som en pige.
Jeg begyndte at praktisere mine forældres ma jusiske religion med stor iver og opnåede meget hurtigt stillingen som vogter af den ild, vi tilbad. Ansvaret for at holde denne tilbedte ild brændende døgnet rundt blev overdraget til mig.
Min far ejede store jordbesiddelser. Han førte selv tilsyn med dem, og de gav os en rigelig høst. En dag blev han af en eller anden grund tilbageholdt derhjemme og kunne ikke tage ud for at føre tilsyn med landsbyens gård. Han kaldte på mig og sagde:
»Min søn, du kan jo se, at jeg af særlige grunde ikke kan tage ud til gården i dag. Gå du i stedet derud og før tilsyn med arbejdet på mine vegne.«
Jeg begav mig af sted mod gården. Da jeg på vejen passerede en kirke, der tilhørte de kristne, hørte jeg nogle ord fra dem. De var i gang med at bede. Det var denne lyd, der gjorde mig opmærksom.
Fordi jeg i lang tid havde været indespærret derhjemme, havde jeg ingen viden om de kristne eller om tilhængere af nogen anden religion. Da jeg hørte deres stemmer, gik jeg ind i kirken for at se, hvad de foretog sig. Jeg iagttog dem nøje. Jeg kunne virkelig godt lide deres måde at bede på, og jeg blev tiltrukket af deres religion. Jeg sagde til mig selv: »Denne religion er langt bedre end den, vi følger.« I stedet for at tage til gården tilbragte jeg hele dagen sammen med dem. Jeg spurgte dem:
– Hvor har denne religion sit udspring?
– I Sham.
Aftenen nærmede sig. Jeg vendte hjem. Min far begyndte at spørge mig om alt det, jeg havde foretaget mig i løbet af dagen.
Jeg sagde: »Far, da jeg gik forbi nogle mennesker, så jeg, at de bad i deres gudshus. Det, jeg så af deres religions ritualer, behagede mig meget. Jeg blev hos dem indtil solnedgang.« Da min far hørte det, blev han bekymret. Han sagde:
»Min søn, der er intet godt i den religion; din og dine forfædres religion er bedre end den.« Jeg sagde: »Ved Allah, sådan er det ikke! Deres religion er bedre end vores religion.«
Da min far hørte det, blev han bange og frygtede, at jeg ville forlade min religion. Derfor lagde han lænker om mine fødder og holdt mig indespærret i huset.
Jeg ventede på en mulighed. Efter nogle få dage kom muligheden. I al hemmelighed sendte jeg bud til de kristne og sagde, at de skulle give mig besked, hvis en karavane på vej mod Syrien kom forbi dem.
Efter nogle få dage kom en karavane på vej mod Syrien forbi dem. De gav mig besked. Jeg flygtede i al hemmelighed fra mit fangenskab og tog af sted sammen med dem. De bragte mig til Syrien. Da jeg var kommet til Syrien, spurgte jeg:
– Hvem er den bedste og mest lærde person i denne religion?
De svarede: Biskoppen, kirkens præst.
Jeg gik hen til ham og sagde: »Jeg er blevet tiltrukket af kristendommen. Jeg ønsker at blive hos dig, tjene dig, lære af dig og bede sammen med dig.« Han sagde: »Kom indenfor.«
Jeg gik indenfor, sluttede mig til ham og begyndte at tjene ham. Efter kort tid indså jeg, at manden var uærlig. For han befalede sine ledsagere at give almisser og opmuntrede dem til at søge belønning; men når de gav ham noget for at bruge det på Allahs vej, tilegnede han sig det selv og samlede det til sig. Han gav intet til de fattige og trængende. På denne måde samlede han syv krukker guld.
Da jeg så hans moralske forfald, hadede jeg ham inderligt. Efter få dage døde manden. De kristne fra området samledes for at begrave ham. Jeg sagde til dem: »Jeres ven var et meget uærligt menneske. Han befalede jer at give almisser og opmuntrede jer til det. Men når I gav ham dem, tilegnede han sig det hele. Han gav intet til de fattige og trængende.«
De spurgte: »Hvordan ved du det?«
Jeg sagde: »Jeg vil vise jer det skjulte forråd, hvor han samlede sin rigdom.«
De sagde: »Godt, så vis os det.«
Da jeg havde vist dem det skjulte forråd, hentede de syv krukker guld og sølv derfra. Da de så det, sagde de:
»Ved Allahs ed, vi vil ikke begrave ham.«
De hængte ham på en pæl og sønderrev hans krop ved at kaste sten på ham. Efter kort tid satte de en anden person i hans sted. Jeg søgte også hans selskab. Før ham havde jeg aldrig set nogen, der var mere ligeglad med denne verden, mere hengiven til det hinsidige og mere oprigtigt hengivet til tilbedelse dag og nat. Jeg kom til at elske ham højt. Jeg tilbragte lang tid sammen med ham. Da hans dødsstund nærmede sig, sagde jeg til ham:
– Herre, hvis selskab råder De mig til at søge efter Deres død?
Han sagde: »Min søn, jeg kender her ingen anden, der holder fast ved den sandhed, som jeg har holdt fast ved. Men i Mosul findes der en mand ved navn Sådan-og-sådan; han har hverken ændret eller føjet det mindste til denne sandhed. Søg hans selskab.«
Efter min vens død rejste jeg til Mosul og opsporede den mand, han havde beskrevet. Jeg fortalte ham hele min historie. Jeg sagde også til ham, at Sådan-og-sådan ved slutningen af sit liv havde bedt mig søge Deres selskab. Han havde desuden sagt til mig, at De holder fast ved netop den sandhed, som han udåndede sin sidste ånde i tro på. Da han hørte mine ord, sagde han: »Bliv hos mig.«
Jeg blev hos ham. Jeg syntes godt om hans livsførelse. Efter ganske kort tid døde han. Da hans dødstime nærmede sig, sagde jeg til ham:
– Herre, De kan selv se, at Allahs bestemmelse er nået til Dem. De kender jo min situation. Hvem råder De mig nu til at opsøge?
Han sagde: »Min søn, jeg kender ingen, der står fast ved det, som vi fulgte. Men i Nasibin findes der en mand ved navn Sådan-og-sådan; du kan opsøge ham.«
Efter at have begravet ham opsøgte jeg manden i Nasibin og fortalte ham hele min historie. Han bad mig blive hos ham, og jeg blev. Også denne mand viste sig at være ulastelig af karakter, ligesom de to foregående venner. Hvor stor er Allahs herlighed! Efter kort tid døde han. Ved hans sidste stund sagde jeg til ham: »De kender nogenlunde hele min historie. Hvem råder De mig nu til at opsøge?«
Han sagde: »Der er en mand ved navn Amun i Ammuriyya; du skal søge hans selskab. Bortset fra ham kender jeg ingen andre, der stadig holder fast ved denne vores sandhed.« Da jeg kom til ham, fortalte jeg ham alt om mig selv.
Da han hørte mine ord, sagde han: »Bliv hos mig.« Ved Allahs ed så jeg, mens jeg var hos ham, at han fulgte samme tro og vej som sine forgængere. Mens jeg var hos ham, blev jeg ejer af mange køer og geder.
Inden længe så jeg, at han fik samme skæbne, som jeg havde set hans forgængere få. Da hans liv nærmede sig sin afslutning, sagde jeg til ham: »De kender jo min situation godt. Hvad råder De mig nu til at gøre, og hvem anbefaler De, at jeg opsøger?«
Han sagde: »Min søn! Jeg kender ikke til nogen på jordens overflade, der stadig holder fast ved den sandhed, som vi holdt fast ved. Men i den nærmeste fremtid vil en profet fremstå i Arabien. Han vil bringe Abrahams religion på ny. Han vil blive fordrevet fra sit hjemland og udvandre til et land med dadellunde mellem store, sorte klipper. Han vil have tydelige tegn, klare som dagslyset. Han vil spise gaver, men ikke almisse. Mellem sine skuldre vil han have profetiseglet. Hvis du kan, så tag til dette land.«
Derefter døde han. Jeg blev endnu nogle dage i Ammuriyya. En dag kom nogle arabiske handelsmænd fra Kalb-stammen dertil. Jeg sagde til dem: »Hvis I tager mig med til Arabien, giver jeg jer til gengæld disse mine køer og geder.« De sagde: »Godt, vi tager dig med.«
Jeg gav dem mine køer og geder. De tog mig med sig. Da vi nåede et sted kaldet Wadi al-Qura mellem Medina og Sham, forrådte de mig og solgte mig til en jøde. Jeg begyndte at tjene som hans slave. Kort tid efter købte en fætter til ham fra Qurayza-stammen mig og bragte mig til Yathrib (Medina). Her så jeg de dadelpalmer, som min ven fra Ammuriyya havde beskrevet, og genkendte byen ud fra hans beskrivelse af stedet. Her blev jeg hos min herre.
Profeten (fvmh.) prædikede på det tidspunkt religionen i Mekka. Men fordi jeg som slave hele tiden var optaget af arbejde, nåede ingen ord eller samtaler om ham mine ører. Kort tid efter udvandrede Allahs Sendebud (fvmh.) fra Mekka og kom til Yathrib. Jeg var på toppen af en daddelpalme og lavede et eller andet arbejde, mens min herre sad nedenunder, da en af hans nevøer kom hen til ham og sagde:
»Må Allah udslette Banu Qayla (stammerne Aws og Khazraj). Ved Gud, de er nu samlet i Quba hos en mand, der netop i dag er kommet fra Mekka, og som hævder at være profet.«
Så snart hans ord nåede mine ører, føltes det, som om jeg fik feber. Jeg begyndte at ryste voldsomt. Jeg blev bange for, at jeg skulle falde med et bump ned på nakken af min herre, som sad under træet. Jeg steg hurtigt ned fra træet og sagde til manden:
– Hvad sagde du? Sig det igen til mig.
Da min herre hørte mig, blev han rasende, gav mig en kraftig lussing på kinden og sagde:
– Hvad har du med ham at gøre? Gå tilbage og gør det, du var i gang med.
Den aften tog jeg nogle af de dadler, jeg havde samlet, og gik hen imod det sted, hvor Allahs Sendebud befandt sig. Da jeg nåede frem til Allahs Sendebud, sagde jeg til ham:
– Jeg har hørt, at De er en retskaffen mand. De har nogle fattige og hjælpeløse ledsagere. Jeg havde gemt disse få ting hos mig med henblik på almisse, men jeg fandt, at De var mere berettigede til dem end andre. Med disse ord rakte jeg dadlerne frem mod ham. Han sagde til sine ledsagere: »Spis I bare.« Men han trak sin egen hånd tilbage og spiste ikke noget. Jeg sagde til mig selv: »Dette er det første tegn.«
Den dag vendte jeg tilbage. Jeg begyndte igen at samle nogle dadler. Allahs Sendebud kom fra Qubā til Medina. En dag gik jeg hen til ham med dadlerne og sagde: »Jeg har set, at De ikke spiser af det, der gives som almisse. Derfor har jeg denne gang taget en gave med til Dem.« Denne gang spiste han selv og opfordrede sine ledsagere til også at spise sammen med ham. Jeg sagde til mig selv: »Dette er det andet tegn.«
En anden dag gik jeg så hen til Allahs Sendebud. Han var i færd med at begrave en af sine ledsagere på kirkegården Baqīʿ al-Gharqad. Jeg så, at han sad iført en shamla (en slags løstsiddende klædning). Jeg hilste på ham. Derefter begyndte jeg at lade blikket vandre over hans ryg. Jeg ledte efter profetkendetegnet, som min ven i Ammuriyya havde beskrevet for mig.
Da Allahs Sendebud forstod, hvad jeg havde i sinde, fordi han så mig kaste hyppige blikke på hans ryg, fjernede han kappen fra sin ryg, og jeg så seglet tydeligt. Da genkendte jeg ham klart, kastede mig over ham, dækkede ham med kys og lod mit bryst gennemvæde af tårer. Da Allahs Sendebud så mig i denne tilstand, spurgte han:
– Hvad er der sket med dig?
Jeg fortalte ham hele historien. Han blev forbløffet og ønskede, at jeg selv skulle fortælle historien til hans ledsagere. Jeg fortalte dem den. De blev meget forbavsede og meget glade.
Fordi Salman stadig var bundet af slaveriets lænker, kunne han ikke deltage i slagene ved Badr og Uhud sammen med Allahs Sendebud. Derfor led han meget under det. Salman fortæller: »En dag kaldte Allahs Sendebud på mig og sagde: ’Indgå en mukātaba-aftale med din herre.’ Jeg indgik en aftale om, at jeg skulle plante tre hundrede dadelpalmer for ham og desuden betale fyrre uqiyya guld, og til gengæld skulle jeg blive frigivet. Jeg underrettede Allahs Sendebud om aftalen. Han kaldte ledsagerne til sig og sagde: ’Hjælp denne jeres bror.’ De gav mig hver især fem, ti, tyve eller tredive stiklinger, alt efter hvad de kunne undvære. På den måde fik jeg samlet tre hundrede stiklinger. Derefter gravede jeg hullerne efter Allahs Sendebuds anvisning. En dag gik han selv med mig derhen. Jeg rakte ham én stikling ad gangen, og han plantede den. Ved Allahs ed døde ikke en eneste af de stiklinger, han plantede. (Historikerne fortæller, at Salman kun plantede én stikling, og at netop den døde. Alle de øvrige blev plantet af Allahs Sendebud, og de overlevede alle.) På den måde opfyldte jeg en del af min aftale; der manglede kun betalingen.«
En dag kaldte Allahs Sendebud på mig, gav mig noget guldlignende, der lignede et hønseæg, og sagde: ’Gå hen og betal i overensstemmelse med din aftale.’ Jeg sagde: ’Vil dette virkelig være nok til at betale den?’ Han sagde: ’Tag det; Allah vil betale den med dette.’ Ved Allahs ed vejede vi det, og det viste sig at være fyrre uqiyya.
På denne måde opfyldte Salman sin aftale og blev frigivet. Efter at være blevet fri fra slaveriet begyndte Salman at bo sammen med muslimerne. På det tidspunkt havde han hverken hus eller hjem. Allahs Sendebud knyttede ham, ligesom de øvrige muhājirūn, sammen i et broderskabsforhold med den berømte anṣārī-ledsager Abū al-Dardā. På grund af slaveriet kunne Salman ikke deltage i slagene ved Badr og Uhud. Efter hans frigivelse fandt Slaget ved Grøften sted. Ved at yde et betydningsfuldt bidrag til dette slag indhentede han det, han havde mistet ved sit fravær fra de to tidligere slag. Arabernes forskellige stammer sluttede sig sammen med Quraysh og forberedte sig på at angribe Medina. Da Allahs Sendebud hørte om det, rådførte han sig med ledsagerne. Mange fremsatte forskellige forslag. Salman sagde: ’I Persien forsvarer man byerne ved at grave grøfter. Det vil være hensigtsmæssigt at grave en grøft på den ubeskyttede side af Medina for at beskytte byen.’ Dette forslag behagede Allahs Sendebud. Ved at grave en lang grøft vest og nordvest for Medina blev den store Quraysh-hærs angreb let standset. Allahs Sendebud deltog selv i arbejdet med at grave denne grøft. Da Quraysh-hæren nåede frem til Medinas udkant og så denne enestående krigstaktik, blev de lamslåede. Efter at have belejret Medina i 21 eller 22 dage blev de til sidst tvunget til at flygte. Salman deltog i hvert eneste slag, der fandt sted efter Slaget ved Grøften. Efter Allahs Sendebuds død opholdt Salman sig i Medina i nogen tid. Sandsynligvis bosatte han sig i Irak ved slutningen af Abū Bakrs kalifat eller begyndelsen af ʿUmars kalifat, mens hans religiøse bror Abū al-Dardā bosatte sig i Syrien. Han spillede en særlig rolle i erobringen af Iran under ʿUmar. Han kæmpede skulder ved skulder med de muslimske muǧāhidūn på forskellige fronter. Han deltog også i erobringen af Jalūlāʾ. ʿUmar udnævnte ham til wālī i al-Madāʾin. Han døde under ʿUthmāns kalifat.
Efter at Salman havde antaget islam, tilbragte han det meste af sit liv i Allahs Sendebuds selskab. Derfor opnåede han særlig dygtighed inden for viden og maʿrifa. Da ʿAlī blev spurgt om hans viden, sagde han: ’Inden for viden og visdom var Salman på niveau med Luqmān den Vise.’ Ifølge en anden overlevering sagde han: ’Han var lærd i al viden fra den første og den sidste tid.’ Med viden fra den sidste tid menes viden om Koranen. Salman havde ingen slægtninge eller nogen klan i Arabien, og derfor erklærede Allahs Sendebud ham for medlem af Ahl al-Bayt. Muʿādh ibn Jabal, som var en fremtrædende lærd og muǧtahid blandt ledsagerne, sagde: ’Søg viden hos fire personer. Salman er en af disse fire.’
Der er overleveret tres hadither fra Salman. Af dem er tre overleveret af både al-Bukhārī og Muslim, én er overleveret af Muslim alene, og tre er overleveret af al-Bukhārī alene. Fremtrædende ledsagere som Abū Saʿīd al-Khudrī, Abū al-Tufayl, Ibn ʿAbbās, Aws ibn Mālik og Ibn ʿAjzāʾ var blandt hans elever.
Hazrat Salman hørte til blandt de fremstående ledsagere, som havde den lykke at opnå en særlig nærhed til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Hazrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Når Allahs Sendebud, fred være med ham, en nat satte sig for at tale fortroligt med Salman, plejede vi, hans hustruer, at tænke, at Salman måske ville berøve os vores samvær med ham den nat.«
Han var et levende eksempel på askese og gudsfrygt. Han levede som en midlertidig rejsende. Han byggede aldrig et hus i sit liv. Hvis han fandt en mur eller skyggen fra et træ et sted, lagde han sig til at sove dér. En mand bad ham om tilladelse til at bygge et hus til ham. Han forbød det. Da manden blev ved med at insistere, spurgte han til sidst: »Hvordan vil du bygge det?« Manden svarede: »Så lille, at taget vil røre dit hoved, når du står op, og dine fødder vil nå væggen, når du ligger ned.« Det gik han med til. Der blev bygget en lille hytte til ham. Hazrat Hasan, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Selv da Salman modtog en årlig ydelse på fem tusind dirham og herskede over tredive tusind mennesker, havde han kun én aba. Han samlede brænde i den. Når han skulle sove, dækkede han sig med den ene side af abaen og bredte den anden ud som underlag.«
Da Hazrat Salman, må Allah være tilfreds med ham, lå på sit dødsleje, kom Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas, må Allah være tilfreds med ham, for at besøge ham. Salman begyndte at græde. Sa’d sagde: »Abu Abdillah, hvorfor græder du? Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, forlod jo denne verden tilfreds med dig. Du vil møde ham ved Kawthars sø.« Han svarede: »Jeg græder ikke af frygt for døden. Grunden til min gråd er, at Allahs Sendebud tog et løfte fra os om, at vores ejendele ikke skulle være flere end en rejsendes ejendele. Alligevel er der samlet så mange ting hos mig.« Sa’d sagde: »Disse ting består ikke af andet end en stor skål, et kobberfad og en ostebeholder.«
Usama ibn Zayd (ra.)
I Mekka var profetens syvende år i gang, før hijraen. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere var på det tidspunkt ofre for Qurayshs yderste overgreb. Mens han bar den tunge byrde og udførte det vanskelige ansvar at kalde til islam, mødte han ved hvert skridt forskellige sorger, lidelser og prøvelser. På dette tidspunkt viste der sig et lille skær af glæde i hans liv. En glædesbudbringer kom med det gode budskab: »Ummu Ayman har født en søn.« Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, hellige ansigt strålede af glæde. Det lykkelige spædbarn, hvis ankomst til jorden havde gjort Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, så glad, var Usama ibn Zayd.
Ledsagerne blev dog ikke forbavsede over, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, blev så glad ved nyheden om barnets fødsel. For alle kendte den stilling, barnets forældre havde hos Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Barnets mor var Baraka al-Habashiyya, kendt som Ummu Ayman. Hun var slavepige hos Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, mor, Hazrat Aminah. Denne kvinde tog sig af Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, både mens hans mor levede og efter hendes død. Da Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, åbnede sine øjne for verden, lærte han at betragte hende som sin mor. Han elskede hende meget dybt og oprigtigt. Han plejede ofte at sige: »Efter min mor er hun min mor og den sidste tilbageværende af min familie.« Denne ærefulde kvinde var den glorværdige mor til dette nyfødte barn.
Barnets far var Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, yndling, hans adoptivsøn fra tiden før islam, hans trofaste ledsager og efter islams komme hans højest elskede person – Zayd ibn Haritha, må Allah være tilfreds med ham.
Sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, blev hele det muslimske samfund i Mekka glad over nyheden om barnets fødsel. Ligesom de havde givet barnets far tilnavnet »Hibbu Rasulillah«, gav de også barnet tilnavnet »Ibnul Hibb«, det vil sige søn af Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, yndling. Dette tilnavn var i sandhed passende. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, elskede ham så højt, at hele verden ville misunde det. Usama var jævnaldrende med Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, barnebarn Hasan ibn Fatimah. Hasan var lige så usædvanligt smuk som sin morfar, Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Usama var derimod mørk og havde en flad næse ligesom sin abyssinske mor. Men Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gjorde ingen forskel på de to i sin omsorg og kærlighed. Han satte Usama på det ene lår og Hasan på det andet. Derefter holdt han dem begge ind til sit bryst og sagde: »O Allah, jeg elsker dem begge; elsk også dem begge.«
En begivenhed viser, hvor dyb og stærk Allahs Sendebuds (saws.) hengivenhed for den unge Usama var. En dag snublede den unge Usama over dørtærsklen og faldt. Hans pande blev skåret op, og blodet begyndte at strømme. Profeten (saws.) bad først Aisha (ra.) om at tørre blodet af. Men det gav ham ikke ro. Han rejste sig selv, tørrede blodet af, begyndte at kysse såret og beroligede ham med milde, kærlige og medfølende ord.
Usama nød også i sin ungdom, ligesom i sin barndom, Allahs Sendebuds (saws.) kærlighed. En af Qurayshs ledere, Hakim ibn Hizam, købte engang en kostbar kappe fra Yemen for halvtreds dinarer; den havde tilhørt kongen af Yemen, Dhu Yazan. Da han ville give kappen som gave til Allahs Sendebud (saws.), nægtede han at tage imod den, fordi Hakim på det tidspunkt stadig var afgudsdyrker. Profeten (saws.) købte dog kappen af ham for penge. En fredag bar Profeten (saws.) denne kappe én eneste gang. Derefter iførte han Usama den. Usama gik morgen og aften omkring iført kappen sammen med unge muhajirun- og ansar- mænd på hans egen alder.
I sin ungdom udviklede Usama sådanne karakteregenskaber og dyder, at han let vandt Allahs Sendebuds (saws.) hengivenhed og kærlighed. Skarp intelligens, mod, dømmekraft, en ren og from karakter samt taqwa og gudfrygtighed var hans særlige kendetegn.
På dagen for slaget ved Uhud mødte Usama op foran Allahs Sendebud (saws.) sammen med nogle andre unge sahaba på hans egen alder. De ønskede alle at deltage i jihad. Allahs Sendebud (saws.) udvalgte nogle af dem og sendte de andre hjem, fordi de endnu ikke var myndige. Usama vendte afvist hjem. Hans øjne var fyldt med tårer. Hans sorg skyldtes, at han var blevet nægtet muligheden for at kæmpe under Allahs Sendebuds (saws.) banner.
Slaget ved Khandaq nærmede sig, og Usama var også til stede. Sammen med ham var flere andre unge sahaba. Allahs Sendebud (saws.) udvalgte soldater. For at undgå endnu en gang at blive afvist som for ung, sådan som ved Uhud, rejste Usama sig på tæerne for at virke højere. Da Allahs Sendebud (saws.) så hans iver, blev hans hjerte mildt, og han udvalgte ham. Med sværdet hængende over skulderen drog Usama af sted til jihad. Han var dengang en dreng på tolv eller tretten år.
Nogle beretninger fortæller, at han på grund af sin unge alder ikke fik mulighed for at deltage i de første ekspeditioner. Han deltog for første gang i ekspeditionen til Harqa. Denne ekspedition fandt sted i det syvende eller ottende hijri-år. Han var da fjorten år gammel. Men på grund af sine grænseløse evner udnævnte Allahs Sendebud (saws.) ham til leder af ekspeditionen. Han har selv fortalt om sine oplevelser fra denne ekspedition: »Allahs Sendebud (saws.) sendte os mod Harqa. Fjenden begyndte at flygte efter at være blevet besejret. Sammen med en ansarisk soldat satte jeg efter en flygtende kriger. Da han kom inden for vores rækkevidde, råbte han højt: ‘lā ilāha illā Allāh’. Da ansarien hørte denne erklæring, trak han sig tilbage, men jeg kastede mit spyd og gennemborede ham. Han døde. Efter at vi var vendt tilbage fra ekspeditionen, fik Allahs Sendebud (saws.) det at vide. Han sagde til mig: ‘Usama, har du dræbt en mand, efter at han havde fremsagt trosbekendelsen?’ Jeg svarede, at han havde sagt det for at redde sit liv. Han lyttede ikke til min forklaring, men gentog de samme ord igen og igen. Jeg blev så dybt angerfuld, at jeg tænkte: ‘Hvis jeg blot ikke havde antaget islam før i dag.’ I en anden beretning siges det, at Allahs Sendebud (saws.) sagde til ham: ‘Spaltede du hans hjerte op for at se ind i det?’«
Under slaget ved Hunayn begyndte den muslimske hær at flygte efter at være blevet besejret. Usama stod da fast og holdt stand mod fjendens hær sammen med kun seks sahaba, heriblandt Allahs Sendebuds (saws.) onkel Abbas og Abu Sufyan ibn al-Harith. Ved hjælp af denne lille gruppe modige troende forvandlede Allahs Sendebud (saws.) den sikre nederlagssituation til sejr den dag og reddede den flygtende muslimske hær fra afgudsdyrkernes hær.
Også ved erobringen af Mekka var Usama blandt Allahs Sendebuds (saws.) ledsagere. Han red ind i Mekka på samme ridedyr som Allahs Sendebud (saws.). Den dag var Usama, Bilal og Uthman ibn Talha de eneste tre personer, der sammen med Allahs Sendebud (saws.) fik æren af at træde ind i Ka’baen. Efter at disse fire var gået ind, blev Ka’baens dør lukket.
Usama deltog i Mu’ta-ekspeditionen sammen med sin far, hærføreren Zayd ibn Haritha. Han var da under atten år. I dette slag så han med egne øjne sin fars martyrdød. Men han mistede ikke modet. Efter faderens martyrdød kæmpede han tappert først under Ja’far ibn Abi Talibs og derefter under Abdullah ibn Rawahas ledelse. Da også denne hærfører blev martyr, ligesom Zayd, kæmpede han under hærføreren Khalid ibn al-Walids ledelse og reddede den muslimske hær fra den romerske hærs kløer. På Mu’tas slagmark overlod han sin far Zayds jordiske rester til Allah, steg op på den hest, som hans far var blevet martyr på, og vendte som rytter tilbage til Medina.
I det ellevte år efter hijra beordrede Allahs Sendebud, fred være med ham, at en hær skulle gøres klar til et afgørende slag mod den romerske hær. Førsterangs militære eksperter blandt sahabaerne, såsom Abu Bakr, Umar, Sa’d ibn Abi Waqqas og Abu Ubayda ibn al-Jarrah, blev en del af denne hær. Allahs Sendebud, fred være med ham, udnævnte Usama ibn Zayd til hærens øverstbefalende. Han var da omkring tyve år. Allahs Sendebud, fred være med ham, beordrede ham at slå lejr ved grænsen nær Balqa og Darum al-Kilayr, tæt på Gazadalen.
Hæren blev gjort klar til afrejse. Imidlertid blev Allahs Sendebud, fred være med ham, syg. Da hans sygdom forværredes, standsede Usama sin afrejse med hæren og ventede på et sted ved navn Jurf i udkanten af Medina. Derfra kom han hver dag for at besøge Allahs Sendebud, fred være med ham. Usama fortæller: »Da Allahs Sendebuds, fred være med ham, sygdom blev værre, tog jeg hen for at se ham. Flere andre var sammen med mig. Da jeg trådte ind i huset, så jeg, at Allahs Sendebud, fred være med ham, var tavs. På grund af sygdommens voldsomhed kunne han ikke tale. Da han så mig, løftede han først hånden mod himlen og lagde den derefter på min krop. Jeg forstod, at han bad for mig.«
Allahs Sendebud, fred være med ham, gik bort. Da Usama hørte nyheden, skyndte han sig til Medina og deltog i ligklædningen og begravelsen. Han fik også den ære at sænke Allahs Sendebuds, fred være med ham, hellige legeme ned i graven.
Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, blev valgt til kalif. Han beordrede Usama til at drage af sted. Men en lille gruppe blandt ansarerne mente, at hærens afrejse burde udsættes en smule under de aktuelle omstændigheder. De bad Umar, må Allah være tilfreds med ham, om at tale med kaliffen om sagen. De sagde også til Umar, at hvis kaliffen stod fast på sin beslutning, skulle han i det mindste bede ham om at udnævne en ældre person end Usama til hærfører.
Abu Bakr sad. Så snart han hørte ansarernes udtalelse fra Umar, må Allah være tilfreds med ham, sprang han op, greb Faruq-e-A’zams skæg i en knytnæve og udbrød ophidset: »Søn af Khattab! Må din mor gå til grunde! Beder du mig om at afsætte den, som Allahs Sendebud, fred være med ham, har udnævnt? Ved Allah, det vil jeg aldrig gøre.«
Umar, må Allah være tilfreds med ham, vendte tilbage. Folkene spurgte: »Hvad er nyt?« Han svarede: »Må jeres alles mødre gå til grunde! På grund af jer måtte jeg høre meget fra Allahs Sendebuds kalif.«
Hæren drog af sted fra Medina under den unge kommandørs ledelse. Kaliffen Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, fulgte den et stykke på vej. Usama sad på hesten, mens kaliffen gik til fods. Usama sagde: »O Allahs Sendebuds kalif! Ved Allah, enten stiger du op på hesten, eller også stiger jeg ned.« Kaliffen sagde: »Ved Allah, hverken skal du stige ned, eller jeg skal stige op. Hvad skade er der i, at mine fødder i et stykke tid bliver støvede på Allahs vej?« Derefter sagde han til Usama: »Jeg overlader din religion, din troværdighed og afslutningen på dit arbejde til Allah. Jeg råder dig til at gennemføre den ordre, som Allahs Sendebud, fred være med ham, har givet dig.« Så lænede han sig lidt mod Usama og sagde: »Hvis du mener, at det er godt, at Umar hjælper mig, så giv ham tilladelse til at blive hos mig.« Usama imødekom Abu Bakrs anmodning og gav Umar tilladelse til at blive hos kaliffen i Medina.
Usama gennemførte hvert eneste punkt i Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, ordre. Den muslimske kavalerihær undertvang grænseområderne Balqa og Kilayatut Darum i Palæstina. Som følge heraf blev frygten for romerne for altid fjernet fra dette område for muslimerne, og vejen til erobringen af et vidtstrakt landområde – omfattende hele Syrien, Egypten og Nordafrika samt helt til Sortehavet – blev åbnet.
På dette felttog dræbte han sin fars morder og tog således hævn for drabet på sin far. På den hest, som hans far var blevet martyr på, læssede han store mængder krigsbytte og vendte som sejrherre tilbage til Medina. Kaliffen Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, tog sammen med en stor gruppe muhajirun og ansar imod ham i Medinas udkant. Da Usama nåede Medina, bad han to rakʿat i Profetens Moské og gik derefter hjem. Historikerne har sagt følgende om hans sejr: »Man har aldrig set en hær, der var mere sikker og hjembragte mere krigsbytte end Usamas hær.«
På grund af den samvittighedsfulde udførelse af det ansvar, som Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, havde betroet ham, og på grund af hans stærke personlighed opnåede Usama stor kærlighed og respekt i det muslimske samfund. Den anden kalif, Umar, må Allah være tilfreds med ham, fastsatte en større ydelse til Usama end til sin egen søn, Abdullah ibn Umar. Abdullah blev vred og klagede: »Far, Usamas ydelse er fire tusind, mens min ydelse er tre tusind. Hans far var ikke mere ærefuld end min far, og han er heller ikke mere værdig end jeg.« Umar svarede: »Ve dig! Hans far var kærere for Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, end din far var, og han var kærere for Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, end du er.« Abdullah sagde ikke mere.
Når kaliffen Umar mødte Usama, sagde han altid: »Velkommen, min amir.« Når nogen undrede sig over denne tiltale, sagde han: »Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gjorde ham til min amir eller leder.«
Under Uthmans kalifat påtog han sig af frygt for uro og strid ingen statslig opgave. Som en oprigtig muslim gav han dog altid kaliffen gode råd og drøftede i al hemmelighed folkets utilfredshed med ham.
Efter Uthmans martyrdød, da der opstod kaos, indtog han en fuldstændig neutral holdning. Han holdt sig helt borte fra konflikten mellem Ali og Muawiya. Ved denne lejlighed sendte han en gang følgende besked til Ali: »Hvis du gik ind i en tigers kæber, ville jeg også gå ind i dem med glæde. Men jeg har ikke den mindste interesse i at deltage i denne sag.« Selv om han af frygt for muslimsk blodsudgydelse ikke ønskede at blive involveret i denne konflikt, anså han Ali, må Allah være tilfreds med ham, for at være på sandhedens side. Derfor angrede han mod slutningen af sit liv, at han ikke havde hjulpet Ali.
Hazrat Usama blev opdraget i Profetens hus. Derfor burde han have været indehaver af en omfattende viden. Da Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, døde, var han kun atten år gammel. Efter at være blevet voksen fik han ikke mulighed for at nyde et langt samvær med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Derfor opnåede han på dette område ikke den forventede succes som lærde ledsagere såsom Abdullah ibn Abbas og Abdullah ibn Umar. Ikke desto mindre var det, han opnåede, på ingen måde ubetydeligt. Han bevarede mange af Profetens, fred og velsignelser være med ham, udsagn i sin hukommelse. Fremtrædende ledsagere søgte også undertiden hans hjælp for at få kendskab til shariaens bestemmelser. Da Hazrat Saʿd ibn Abi Waqqas ikke kendte nogen bestemmelse i shariaen om taʿun eller pesten, spurgte han Usama: »Har du hørt noget fra Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, om taʿun eller pesten?« Han overleverede Saʿd et udsagn fra Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, om dette. Det samlede antal hadither, som han overleverede, er 128. Af disse overleverede både imam Bukhari og imam Muslim femten. Hazrat Hasan, Muhammad ibn Abbas, Abu Hurayra, Kurayb, Abu Uthman al-Nahdi, Amr ibn Uthman, Abu Waʾil, Amir ibn Saʿd, Hasan al-Basri og andre ledsagere og tabiʿun overleverede hadither fra ham.
Eftersom han var blevet opdraget i Profetens hus, og fordi han frit kunne komme hos Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, havde Profetens, fred og velsignelser være med ham, undervisning en betydelig indflydelse på ham. På de fleste rejser havde han den lykke at ride på samme ridedyr som Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Derfor fik han også i høj grad mulighed for at tjene Allahs Sendebud. Det var for det meste ham, der bragte vandet til afvaskning og rituelt renhed frem.
Selv om han var ung, rådførte Allahs Sendebud ﷺ sig med ham om forskellige spørgsmål. Da ifk, det vil sige hyklernes opdigtede og uanstændige udsagn om ʿAisha, må Allah være tilfreds med hende, begyndte at sprede sig, var de to nære personer, som Allahs Sendebud ﷺ rådførte sig med om sagen, ʿAli og Usama, må Allah være tilfreds med dem.
Denne store hærfører døde i Medina i en alder af 60 år i det 54. år efter hijra, mod slutningen af Muʿawiyas kalifat.
ʿAbdullah ibn Umm Maktum ((ra))
Allahs Sendebuds muezzin, den ærede ʿAbdullah ibn Umm Maktum, var den store ledsager, for hvis skyld den ædle Profet ﷺ blev irettesat fra over den syvende himmel, og for hvis skyld den ærede Jibril, fred være med ham, steg ned fra Allah til Allahs Sendebud ﷺ med åbenbaring. Han var den stolte store mand, om hvem i alt seksten vers blev åbenbaret i Koranen.
Medinabeboerne kaldte ham ʿAbdullah ibn Umm Maktum. Blandt irakerne var han imidlertid kendt som ʿUmar ibn Umm Maktum. Han var af Quraysh-stammen i Mekka. Han var også i familie med Allahs Sendebud ﷺ. Han var fætter til de troendes moder, den ærede Khadija bint Khuwaylid. Hans far var Qays ibn Zayd, og hans mor var ʿAtika bint ʿAbdullah. Hans mor fødte ʿAbdullah blind; derfor blev hun kendt som ʿAtika, Umm Maktum. Maktum betyder blind, og Umm Maktum betyder den blindes mor.
Han havde ikke et ydre syn. Men han var blevet skænket et skarpt indre syn. Han oplevede den tid, hvor islams lysstråler begyndte at vise sig i Mekka. Allah den Ophøjede åbnede hans indre syn. Han antog troen. Således blev han en af de tidlige troende i islam. Han tog også del i de mekkaniske muslimers ofre, selvopofrelse, prøvelser, tålmodighed og standhaftighed. Ligesom de andre blev han også udsat for Qurayshs overgreb og forfølgelse. Trods deres utallige uretfærdigheder og overgreb blev han ikke det mindste knækket eller modløs; man kan snarere sige, at hans tro aldrig blev svækket. Jo mere deres overgreb og forfølgelse voksede, desto fastere holdt han også fast i Allahs religion. Samtidig blev hans forbindelse med Allahs Bog stadig dybere, hans forståelse af sharia blev større, og hans besøg hos Allahs Sendebud ﷺ, til tider både passende og upassende, blev hyppigere.
Hans hengivenhed og kærlighed til Allahs Sendebud ﷺ og hans stærke ønske om at memorere den hellige Koran blev så intenst, at han anså enhver mulighed på dette område for et værdifuldt bytte og udnyttede hvert eneste øjeblik. På grund af sin overvældende iver tog han undertiden også del i den tid, som Allahs Sendebud ﷺ havde afsat til sig selv eller til andre.
Det var på den tid, hvor Allahs Sendebud ﷺ stod over for en voldsom udfordring fra Qurayshs ledere i Mekka. Han var meget ivrig efter, at de skulle antage islam. En dag mødtes han med ʿUtba ibn Rabiʿa, Shayba ibn Rabiʿa, ʿAmr ibn Hisham, også kendt som Abu Jahl, Umayya ibn Khalaf og Walid ibn al-Mughira, faderen til Khalid, Allahs sværd. Han gik fra den ene til den anden, rådførte sig med dem og kaldte dem til islam. Han håbede, at de ville tage imod hans kald eller i det mindste afstå fra at mishandle og forfølge hans ledsagere. Mens han var optaget af dette vigtige arbejde, ankom ʿAbdullah ibn Umm Maktum helt uventet. Han sagde: »Allahs Sendebud, lær mig noget af det, Allah har lært dig.« Allahs Sendebud ﷺ tillagde ikke hans ord særlig betydning og fortsatte med at være opmærksom på Qurayshs ledere, i håbet om og med troen på, at de ville antage islam, hvorved Allahs religions ære ville blive større, og kaldet til islam ville blive lettere. Så snart Allahs Sendebud ﷺ havde afsluttet sin samtale og rådslagning med dem og var på vej hjem, greb Allah den Ophøjede ham og åbenbarede en irettesættelse:
‘Han rynkede panden og vendte sig bort, fordi den blinde mand kom til ham. Hvordan kunne du vide, at han måske ville blive renset eller tage imod formaningen, så formaningen kunne være til gavn for ham? Hvad angår den, der er ligeglad, ham gav du din opmærksomhed, selv om du ikke har noget ansvar, hvis han ikke selv bliver renset. Men den, der kom løbende til dig, mens han var bange og bekymret, ham ignorerede du. Nej, sådan en opførsel er upassende. Dette er nemlig en formaning. Den, der ønsker det, vil huske den. Den findes på ærede blade, ophøjede og rene, nedskrevet af ædle og fromme skrivere.’ (ʿAbasa: 1-16) (ʿAbasa: 1–16)
Den dag åbenbarede Jibril al-Amīn i alt seksten vers for Allahs Sendebud (fred være med ham) til ære for denne blinde sahabi, Abdullah ibn Umm Maktum. Versene er blevet reciteret lige siden og vil blive reciteret, så længe menneskehedens liv fortsætter på denne jord. Fra den dag viste Sendebudet (fred være med ham) Abdullah ibn Umm Maktum en særlig ære. Når han kom, kaldte han på ham og lod ham sidde tæt ved sig, spurgte til hans velbefindende og opfyldte hans behov, hvis han havde nogen. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) lavede citron- og honningsaft til ham og lod ham drikke den. Hun sagde: ‘Efter åbenbaringen af versene blev dette bestemt til ham.’ Det er ikke så mærkeligt, for han var jo den person, på grund af hvem Sendebudet blev irettesat med strenge ord fra over den syvende himmel.
Da Qurayshs hårdhed og undertrykkelse mod Sendebudet (fred være med ham) og muslimerne gik over alle grænser, gav Allah den Ophøjede muslimerne tilladelse til at foretage hijra. Abdullah ibn Umm Maktum var en af dem, der hurtigt forlod deres land for religionens skyld. Han og Musʿab ibn ʿUmayr (må Allah være tilfreds med ham) var de første blandt sahabierne, der nåede fra Mekka til Medina. Da Abdullah ibn Umm Maktum var nået til Medina, begyndte han sammen med sin ven Musʿab ibn ʿUmayr at gå fra hus til hus for at undervise folk i Koranen og Allahs religion. Barra ibn Abib (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ‘Blandt Sendebudets (fred være med ham) sahabier var Musʿab ibn ʿUmayr og Ibn Umm Maktum de første, der foretog hijra og kom til os i Medina. Så snart de var ankommet til Medina, begyndte de at undervise os i Koranen.’
Allahs Sendebud (fred være med ham) foretog hijra fra Mekka til Medina. Han udnævnte Abdullah ibn Umm Maktum og Bilal ibn Rabah til muslimernes mu’adhdhiner. De var den muslimske ummas første mu’adhdhiner. På denne måde fortsatte de hver dag fem gange med at forkynde tawhids bekendelse, kalde folk til gode handlinger og opmuntre dem til det gode. Bilal fremsagde adhan, mens Ibn Umm Maktum fremsagde iqama. Undertiden fremsagde Ibn Umm Maktum adhan, mens Bilal (må Allah være tilfreds med ham) fremsagde iqama. I Ramadan udførte de også en anden opgave. Medinanes muslimer begyndte at spise suhur, når de hørte den enes adhan, og holdt op med at spise, når de hørte den andens. Når de hørte Bilals adhan, vågnede folk for at spise suhur. Imens ventede Abdullah ibn Umm Maktum; så snart den sande daggryspause indtrådte, fremsagde han adhan, og når folk hørte den, holdt de op med at spise.
Efter Sendebudets (fred være med ham) hijra begyndte rækken af krige og kampe. Men Ibn Umm Maktum var på grund af sin funktionsnedsættelse ude af stand til at deltage i jihad. Efter slaget ved Badr åbenbarede Allah den Ophøjede nogle vers for Sin elskede profet. I versene blev mujahidun tildelt en ophøjet rang og erklæret overlegne og fornemmere end dem, der vendte sig bort fra jihad og blev hjemme. Versenes indhold fremkaldte en stærk reaktion hos Ibn Umm Maktum. Han blev dybt bedrøvet over at være berøvet mujahidunenes rang. Da dette vers blev åbenbaret:
‘De troende, der bliver hjemme, og mujahidun, der kæmper på Allahs vej, er ikke lige i rang.’ Allahs Sendebud (fred være med ham) bad åbenbaringens skriver, Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham), om at skrive verset ned. På det tidspunkt kom Ibn Umm Maktum dertil. Han sagde: ‘O Allahs Sendebud, hvis jeg havde været i stand til det, kunne jeg også have deltaget i jihad og opnået mujahidunenes rang.’
Derefter bad han meget ydmygt til Allah: ‘O Allah, åbenbar noget om min manglende evne; o Allah, åbenbar noget om min undskyldning.’ Hans ønske var så velbehageligt for Allah, at Han straks åbenbarede noget og for al fremtid fritog alle ude af stand værende mennesker i verden for pligten til jihad.
Det blev åbenbaret:
لَّا يَسْتَوِي الْقَاعِدُونَ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ غَيْرُ أُولِي الضَّرَرِ وَالْمُجَاهِدُونَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ بِأَمْوَالِهِمْ وَأَنفُسِهِمْ
»De muslimer, der bliver hjemme, er, med undtagelse af dem med en gyldig undskyldning, ikke ligeværdige i rang med dem, der kæmper for Allahs sag med deres liv og ejendom.« Her erklæres alle ude af stand til at deltage undtaget fra påbuddet om jihad gennem sætningen [غَيْرُ أُولِي الضَّرَرِ] .
Men i stedet for at hans iver efter at drage ud på jihad blev mindre på grund af dette påbud, blev den endnu større. Hans ædle hjerte nægtede at sidde hjemme sammen med de hjælpeløse. For et ædelt hjerte kan aldrig finde tilfredsstillelse i andet end ædle handlinger. Ibn Hajar al-Asqalani siger i værket »‘al- Isaba’«: »På trods af sin blindhed deltog han undertiden i krig. Han plejede at sige til folk: ’Giv mig banneret i hånden, og stil mig mellem de to rækker. Jeg er blind, så der er ingen fare for, at jeg flygter.’«
Selv om Hazrat Ibn Umm Maktum på grund af sit handicap var blevet berøvet jihadens rang, opnåede han en endnu større ære og anseelse. Når Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) drog uden for Medina på en ekspedition sammen med de førende muhajirun og ansar, efterlod han Ibn Umm Maktum som sin stedfortræder. I denne periode varetog han imam-rollen ved bønnerne i Profetens Moské. Således opnåede han denne ære i alt tretten gange under ekspeditionerne til blandt andet Abwa, Bawat, Dhu al-Asir, Juhayna, Suwayq, Ghatafan, Hamra al-Asad, Najran og Dhat al-Riqa. Under slaget ved Badr varetog han dette ansvar i nogle dage. Senere blev Hazrat Abu Lubaba tildelt dette ansvar.
Fra Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) død og indtil slutningen af Hazrat Umars kalifat vides der ikke meget om ham. Det eneste, man ved, er, at han deltog i slaget ved Qadisiyya og holdt den muslimske hærs banner højt. Ifølge historikeren al-Waqidi døde han i Medina. Ibn Sa’d har imidlertid i sit værk »Tabaqat« med al-Zubayr ibn Bakkars overlevering nævnt, at han blev martyr i slaget ved Qadisiyya. De fleste sira-forfattere anser denne beretning for at være den mest autentiske.
I det fjortende hijri-år besluttede den anden kalif, Hazrat Umar ibn al-Khattab, at føre et afgørende slag mod den persiske hær. Han skrev til guvernørerne i de forskellige provinser:
»Lad ingen, der ejer et våben, en hest eller en kamel, eller som besidder forstand, blive tilbage. Send hver eneste af dem hurtigt til mig.«
Det muslimske folk besvarede Hazrat al-Faruq al-Azams opfordring i stort tal. Fra alle retninger begyndte folk at strømme mod Medina som en oversvømmelse. Den blinde Abdullah ibn Umm Maktum kunne heller ikke blive siddende derhjemme. Han sluttede sig til mujahidunernes rækker og kom til Medina. Kaliffen Umar udnævnte Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas til øverstbefalende for denne vældige hær. Ved afrejsen gav kaliffen ham forskellige råd og tog afsked med ham.
Da den muslimske hær nåede frem til Qadisiyya, trådte Hadhrat Abdullah ibn Umm Maktum frem iført rustning og fuldt udrustet til kamp og bad om at få overdraget ansvaret for at bære den muslimske hærs banner. Han sagde: »Enten vil jeg holde dette banner højt, eller også vil jeg dø.«
Det voldsomt blodige slag, der blev udkæmpet mellem de muslimske og persiske hære på Qadisiyyas slette, har kun få sidestykker i krigshistorien. Til sidst, på den tredje dag af det afgørende slag, førte den muslimske hærs sejr til, at datidens største imperium og den mest glorværdige trone faldt. Samtidig begyndte tawhids banner at vaie stolt over dette enorme hedenske land. Denne store sejr blev opnået til prisen af utallige martyrers liv. Hadhrat Abdullah ibn Maktum var også blandt disse talrige martyrer. Efter slaget så man ham ligge på jorden, blodig og dækket af sår, mens han holdt fast om muslimernes banner.
Ibn Umm Maktum var blind. Hans hus lå også et stykke fra Profetens Moské. På vejen var der grøfter, kloakker, buskadser og vildnis. Han havde heller ingen hjælper, som altid kunne ledsage ham. På trods af alle disse vanskeligheder kom han regelmæssigt til Profetens Moské for at bede. Om dette sagde han: En dag sagde jeg: »Allahs Sendebud! Jeg er blind, og mit hus ligger et godt stykke fra moskéen. Jeg har en mand, der kan føre mig ad vejen, men han er ikke efter min smag. Vil du under disse omstændigheder give mig tilladelse til at bede derhjemme?« Han sagde: »Kan du høre kaldet til bøn?« Jeg svarede: »Ja.« Han sagde: »Så kan jeg ikke se nogen grund til at give dig tilladelse.« I en anden overlevering hedder det: Han sagde: »Allahs Sendebud! Mellem mit hus og moskéen ligger der daddelpalmeplantager og buskads og vildnis. Jeg kan ikke altid have nogen til at føre mig ad vejen. Kan jeg under disse omstændigheder bede derhjemme?« Han sagde: »Kan du høre iqamaen?« Jeg svarede: »Ja.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Så kom til moskéen og bed.« (Hayatus Sahaba, 3. bind, 121)Da lyden af adhanen og iqamaen nåede helt til hans hus, fik han, trods sin blindhed, ikke tilladelse til at bede hjemme. Under sin kalifatperiode gav Hadhrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, ham en vejviser. Hadhrat Abdullah ibn Umm Maktum var hafiz af den hellige Koran. Hadhrat Anas og Zar ibn Jaysh overleverede hadither fra ham. (Tahdhibul Kamal, 289)
Tufail ibn ’Amr ad-–Dausi (må Allah være tilfreds med ham)
Hans navn var Tufail. Hans tilnavn var «Dhu an-Nur». Han blev kaldt ad-Dausi, fordi han var søn af stammen Daus. Daus-stammen var en stærk stamme, som boede i Yemen. Han var denne stammes leder eller høvding. Handel var hans erhverv. Derfor måtte han fra tid til anden rejse til og fra Mekka.
Tufail var en af de fornemme og selvbevidste personer blandt araberne i jahiliyyah-tiden. Der blev aldrig taget en gryde ned fra hans ildsted. Døren til hans hus stod altid åben for gæster.
Han var begavet med skarpt intellekt, fremragende forstand, medfødt poetisk talent og finfølelse. Han havde stor indsigt i sprogets sødme, bitterhed og magiske kraft.
En gang kom Tufail ibn Amr til Mekka fra området Tihama, hvor hans stamme boede, i forbindelse med handel. På det tidspunkt var konflikten mellem Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og Quraysh allerede begyndt i Mekka. Begge grupper var ivrige efter at samle tilhængere af deres egne synspunkter. På den ene side kaldte Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, menneskerne til deres Herre. På den anden side forsøgte de vantro ved hjælp af alle slags midler at holde folk væk fra ham. Man kan sige, at han helt uventet blev draget ind i denne konflikt. For han var ikke kommet til Mekka med dette formål. Hidtil havde tanken om konflikten mellem Muhammad og Quraysh ikke engang strejfet ham. En usædvanlig begivenhed i hans liv er knyttet til denne konflikt. Han fortæller: «Jeg trådte ind i Mekka. Så snart Qurayshs ledere så mig, kom de hen til mig og bød mig velkommen på den bedste måde. De gav mig husly i deres mest ansete hus. Derefter kom deres ledere og lærde til mig og sagde: “Tufail, du er kommet til vores hjemland. Denne mand, som hævder at være profet, har skabt uro i alle vores forhold og splittet vores enhed. Vi frygter, at du også vil blive vildledt af hans ord, og at det samme problem som hos os vil rejse sig blandt din stamme under din ledelse. Derfor må du ikke tale med denne mand på nogen måde og ikke lytte til noget af det, han siger. Hans ord virker nemlig som magi. Han skaber splittelse mellem far og søn, bror og bror samt ægtefælle og ægtefælle.”»
Tufail fortæller: «Ved Allahs ed, de fortalte mig usædvanlige historier om Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og beskrev alle mulige mærkværdige ting, han gjorde, og advarede således både mig og min stamme mod ham. Derfor besluttede jeg, at jeg ikke ville nærme mig ham, tale med ham eller lytte til noget af det, han sagde. På den tid plejede vi at gå rundt om Kabaen og tilbede de afguder, der stod der. Da jeg gik mod moskeen for at gå rundt om Kabaen og tilbede afguderne, stoppede jeg omhyggeligt vat i begge mine ører, så Muhammads, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ord på ingen måde skulle nå mine ører.
Så snart jeg trådte ind i al-Masjid al-Haram, så jeg ham stå i bøn ved siden af Kabaen. Men hans bøn var ikke som vores bøn, og hans tilbedelse var ikke som vores tilbedelse. Synet glædede mig, og hans tilbedelse bevægede mig. Jeg fik lyst til at gå hen til ham. Mod min vilje nærmede jeg mig ham skridt for skridt, indtil jeg nåede frem til ham. Det var Allahs vilje, at nogle af hans ord skulle nå mine ører. Derfor hørte jeg trods vattet i mine ører nogle af hans gode ord. Jeg sagde til mig selv: “Tufail, måtte din mor miste dig! Du er en forstandig digter. Du kan skelne mellem godt og ondt. Hvad hindrer dig i at lytte til denne mands ord? Hvis han siger noget godt, så tag imod det, og hvis det er ondt, så afvis det.”»
Tufail fortæller: Jeg ventede. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde afsluttet bønnen, satte han kursen mod sit hjem. Jeg fulgte efter ham og nåede hans hus. Jeg sagde: “O Muhammad, folk fra dit folk har fortalt mig disse ting om dig. De skræmte mig så meget med hensyn til dig, at jeg stoppede vat i mine ører, for at intet af det, du sagde, skulle nå dem. Alligevel lod Allah den Ophøjede mig høre nogle af dine ord. Det, jeg hørte, forekom mig godt. Fortæl mig lidt mere åbent om din sag.” Efter at han havde fremlagt sit budskab klart, reciterede han sura al-Ikhlas og sura al-Falaq for mig. Sandt at sige havde jeg aldrig før hørt noget skønnere eller mere enestående end dette. I samme øjeblik rakte jeg min hånd frem mod ham og bekendte islam ved at fremsige trosbekendelsen: “Der er ingen gud uden Allah, Muhammad er Allahs Sendebud.”
Efter at have antaget islam fortsatte Quraysh i Mekka med at true ham. Da skrev han et smukt digt rettet mod dem. Digtet handlede om fordømmelsen af Quraysh, Allahs enhed og lovprisningen af Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) – det var digtets tema. Ibn Hajar ‘»al-–Isaba«’ har samlet nogle af dets vers i værket værket.
Tufail siger: Derefter blev jeg i Mekka i nogen tid, lærte islams regler og bestemmelser og memorerede, så vidt jeg kunne, nogle dele af Koranen. Jeg besluttede at vende tilbage til min stamme.
Da min gamle far hørte om min hjemkomst, kom han løbende. Jeg sagde: Far, hold dig væk fra mig. Jeg er ikke din, og du er ikke min.
Da han hørte dette, sagde han: »Hvorfor siger du det, min søn?« Jeg svarede: »Jeg har antaget islam og er blevet tilhænger af Muhammads religion, må Allahs fred og velsignelser være med ham.« Han sagde: »Min søn, så er din religion også min religion.« Jeg sagde: »Gå hen, tag et bad, ifør dig rent tøj, og kom så til mig. Jeg vil lære dig det, jeg selv har lært.« Han gik. Da han havde taget et bad, iført sig rent tøj og var vendt tilbage til mig, fremlagde jeg islams budskab for ham. Han antog straks islam. Derefter kom min hustru. Også hende bad jeg om at holde sig på afstand. Hun spurgte hvorfor og sagde: »Må mine forældre ofres for dig.« Jeg sagde: »Islam har brudt båndet mellem dig og mig. Jeg har antaget islam og er blevet tilhænger af Muhammads religion.« Hun sagde: »Så er din religion også min religion.« Jeg sagde: »Tag et bad med vand fra Yush-Sharas kilde og rens dig.« (‘Yush-–Shara’ Daws- stammens gudinde-–statue.। Lige ved den var der en fra bjerget strømmende kilde, .)Hun sagde: »Må mine forældre ofres for dig, er du ikke det mindste bange for Yush-Shara, når det gælder at forlade religionen?« Jeg sagde: »Yush-Shara, og du med, kan gå til grunde. Gå derhen, hold dig lidt væk fra menneskemængden, tag et bad, og kom tilbage. Denne døve stenstatue kan ikke skade dig; det tager jeg ansvar for.« Hun gik, og kort efter vendte hun tilbage efter at have taget et bad. Jeg fremlagde islams budskab for hende, og hun antog med glæde islam. Derefter fremlagde jeg islams budskab for alle mennesker i Daws-stammen. Men med undtagelse af Abu Hurayra tøvede de alle. Han var den eneste blandt Daws-stammen, der hurtigt antog islam.
Tufail, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: »Derefter kom jeg til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i Mekka. Denne gang var Abu Huraira med mig. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte: ’Tufail, hvordan står det til hos dem, du forlod?’ Jeg svarede: ’Deres hjerter er blevet rustne, og de er dybt opslugt af vantro. Synd og ulydighed har taget fuldstændig magt over Daws-stammen.’«
Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, rejste han sig, udførte afvaskningen, bad og løftede derefter sine hænder mod himlen. Abu Huraira fortæller: Da jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gøre dette, blev jeg bange for, at han ville bede imod min stamme, så den ville gå til grunde. Jeg sagde i mit stille sind: »Må Allah beskytte mit folk.« Men uventet hørte jeg Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: »O Allah, giv Daws-stammen vejledning.« Det sagde han tre gange. Derefter vendte han sig mod Tufail og sagde: »Vend nu tilbage til dit folk. Omgås dem mildt og kald dem til islam.«
Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, løftede sine hænder og bad for Daws-stammen, sagde Tufail: »Det ønsker jeg ikke.« Da han hørte dette, sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Der er mange andre blandt dem, der ligner dig.« Det fortælles, at Jundub ibn Amr al-Dawsi allerede i uvidenhedens tid plejede at sige: »Der må være en Skaber af dette skabte univers, men vi ved ikke, hvem Han er.« Da han hørte om Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, komme, rejste han til Medina sammen med 75 mænd og antog islam.
Tufail fortæller: »Jeg vendte tilbage og helligede mig arbejdet med at kalde Daws-stammen til islam og udbrede den. Imens foretog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hijra fra Mekka til Medina. Én efter én blev slagene ved Badr, Uhud og Grøften udkæmpet. Derefter kom jeg til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham; med mig var firs familier fra Daws-stammen. De havde alle antaget islam. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så os, blev han meget glad og gav os også en del af byttet fra Khaybar. Vi sagde: ’Allahs Sendebud, fra nu af vil vi tage ansvaret for den sydlige del i alle de slag, du deltager i.’ Tufail fortæller: ’Jeg blev hos Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Til sidst blev Mekka, ved den Almægtige Allahs vilje, erobret.’«
Tufail, må Allah være tilfreds med ham, brændte afgudsidolet Dhu al-Kaffayn, som hans stamme tilbad, til aske. Dermed blev den resterende afgudsdyrkelse blandt Daws-stammen straks udryddet, og de antog alle islam. Imens drog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ud på felttoget mod Taif. Tufail, må Allah være tilfreds med ham, sluttede sig til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i Taif med yderligere fire hundrede bevæbnede mænd fra sin stamme. Tufail var leder for sin gruppe. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte ham: »Hvem skal bære jeres banner?« Han svarede: »Da Nu’man ibn Rabi’a har haft dette ansvar i lang tid, skal han også varetage det denne gang.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, syntes godt om hans begrundelse.
Fra da af forblev Tufail ibn Amr Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, konstante ledsager, så længe han levede. Under Abu Bakr al-Siddiqs, må Allah være tilfreds med ham, kalifat ofrede han sit liv, sit sværd og sine børn i kaliffens lydighed. Da oprørenes krig brød ud og dens flammer stod i lys lue overalt, drog han af sted sammen med sin søn Amr som forreste soldat i en hær, der var sendt mod den falske profet Musaylima al-Kadhdhab. Da han var på vej mod Yamama, så han en drøm. Han bad sine ledsagere om at tyde den. Da de spurgte: »Hvad så du?«, svarede han: »Jeg så, at mit hoved blev barberet, og at en fugl fløj ud af min mund. Min hustru tog mig ind i sin mave, og min søn Amr forsøgte hurtigt at trække mig ud; men der blev rejst en mur mellem ham og mig.«
De bemærkede: »Det er en god drøm.« Tufail fortæller: »Jeg tydede imidlertid drømmen således: Det barberede hoved betyder, at mit hoved vil blive skilt fra min hals. Fuglen, der flyver ud af min mund, betyder, at min sjæl vil forlade min krop. At jeg går ind i min hustrus mave, betyder, at der vil blive gravet en grav til mig, og at jeg vil blive begravet. Mit stærkeste ønske er at dø som martyr. Min søn Amr vil også ønske martyrdøden ligesom jeg, men han vil opnå den lidt senere.« Hans tydning blev til virkelighed. I år 11 efter hijra kæmpede denne store ledsager tappert i slaget ved Yamama og døde som martyr på slagmarken. I dette slag blev håndleddet på hans eneste søn Amrs højre hånd hugget af, og han blev svækket af det store blodtab. Således vendte han tilbage til Medina efter at have mistet sin hånd og sin far på slagmarken.
Under den anden kalif, Umar ibn al-Khattabs, må Allah være tilfreds med ham, kalifat kom Amr ibn Tufail engang til ham. Da maden blev sat frem for kaliffen, inviterede han alle, der sad hos ham, til at spise. Alle tog imod invitationen, men Amr gjorde ikke. Kaliffen sagde til ham: »Hvad er der sket med dig? Skammer du dig måske på grund af din hånd?« Amr svarede: »Ja.« Kaliffen sagde: »Ved Allahs ed, jeg vil ikke spise, før du har blandet denne mad med din afhuggede hånd. Ved Allahs ed, der er ingen anden i den muslimske ummah end dig, hvis ene del er i Paradiset—nemlig din hånd.« Efter sin fars død drømte han altid om martyrdøden. Til sidst blev hans drøm til virkelighed i år 15 efter hijra, under det frygtelige slag mellem muslimerne og den romerske hær på Yarmuks sletter. Således opnåede både far og søn martyrdødens ære.
Da graden af forfølgelse og overgreb mod Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og muslimerne i Mekka en dag nåede sit højdepunkt, foreslog Tufail, at Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) skulle udvandre til hans stamme og søge tilflugt i deres uindtagelige fæstning. Han lovede ham også at påtage sig det fulde ansvar for at beskytte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Men denne ære havde Allah den Højeste bestemt for Ansarerne i Medina. Derfor accepterede han ikke Tufails opfordring.
Efter at have antaget islam havde han travlt med islamisk da’wa og forkyndelse blandt sin egen stamme og fik derfor ikke mulighed for at tilbringe lang tid i Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) selskab. Men gennem hans bestræbelser antog hele Daws-stammen islam.
Sa’id ibn ’Amir al-–Jumahi ((må Allah være tilfreds med ham))
Historikerne har sagt: Sa’id ibn Amir var en person, der købte det hinsidige for denne verdens pris og satte Allah og Hans Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) over alt andet.
Hans far hed Amir, og hans mor var Arwa bint Abi Mu’ayt. Han antog islam før erobringen af Khaybar.
Mekkas Quraysh lokkede Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) ledsager Khubayb ibn Adi (må Allah være tilfreds med ham) i en fælde, tog ham til fange og bragte ham til Mekka, hvor de offentligt og på den mest brutale måde skar hans lemmer af, mens han stadig var i live, og korsfæstede ham foran en forsamlet folkemængde. For at lade folk overvære dette hjerteskærende skue blev der slået på trommer i Mekka. Blandt de mennesker, der kom fra Mekkas område Tan’im for at se dette, var også Sa’id ibn Amir al-Jumahi.
På det tidspunkt strømmede ungdommens kogende blod gennem hans årer. Han trængte sig også frem gennem menneskemængden. Til sidst stillede han sig ved siden af Qurayshs ledere på forreste række – Abu Sufyan ibn Harb, Safwan ibn Umayya og andre. Han så Quraysh-fangen iført lænker. Mænd, kvinder, børn, gamle og unge skubbede ham frem mod dødens arena. Deres hensigt var gennem hans drab at hævne de Quraysh-folk, der var blevet dræbt i slaget ved Badr. Derfor var de grebet af en djævelsk jubel.
Sammen med fangen ankom utallige mennesker til henrettelsesstedet. Den høje unge Sa’id ibn Amir stod og så på. Midt i kvindernes og børnenes skrig og larm nåede Khubaybs faste og rolige stemme hans ører. Han sagde: »Hvis I vil give mig tilladelse, kan jeg så bede to rak’a, før I hænger mig på korset?« De gav ham tilladelse.
Sa’id ibn Amir så ham vende sig mod Kabaen og bede to rak’a. Hvor smuk og vidunderlig denne bøn var! Derefter vendte han sig mod Quraysh-lederne og sagde til dem: »Ved Allah! Hvis I ikke ville tro, at jeg forlængede bønnen af frygt for døden, ville jeg have forlænget den endnu mere.«
Derefter så Sa’id ibn Amir med egne øjne, hvordan folk fra hans egen stamme skar det ene lem efter det andet af Khubaibs krop, mens han stadig var i live. Og de spurgte ham: »Ville du bryde dig om, at Muhammad blev sat i dit sted, så du kunne blive frigivet?«
Blodet strømmede fra hans krop, og han sagde:
»Ved Allah, jeg befinder mig trygt blandt min familie og mine børn, men jeg ville ikke bryde mig om, at blot en torn skulle ridse Muhammads krop.« Da folk hørte dette, løftede de hænderne fra alle sider og begyndte at råbe: »Dræb ham! Dræb ham!«
Derefter så Sa’id ibn Amir ham se op mod himlen fra korsfæstelsespælen, mens han sagde:
»Allahumma ahsihim adadan waqtulhum badadan wa la tugadir minhum ahadan – O Allah, hold tal på dem, dræb dem én efter én, og lad ikke en eneste af dem være tilbage.« Dette var hans sidste bøn. Derefter blev hans krop gennemboret af utallige slag med sværd og spyd.
Efter nogle dage blev Quraysh optaget af store begivenheder og glemte Khubaib og hans korsfæstelsespæl. Men mindet om Khubaib forlod ikke et eneste øjeblik den unge Sa’id ibn Amir al-Jumahis hjerte. Når han sov, så han Khubaib i sine drømme, og når han var vågen, så han ham i sine forestillinger. Det var, som om han kunne se Khubaib bede to rak’a foran korsfæstelsespælen, helt roligt, værdigt og fredfyldt. Det var også, som om han med begge ører kunne høre den ydmyge tone i hans sidste bøn mod Quraysh. Han frygtede, at lynet hvert øjeblik skulle slå ned over ham, eller at sten skulle regne ned fra himlen.
Desuden lærte han af Khubaib noget, som han ikke havde kendt før. For eksempel at det sande liv er troen og den livslange jihad på troens vej. En stærk iman kan frembringe mange usædvanlige og mirakuløse ting. Desuden kan en mand, som hans ledsagere elsker så dybt, ikke være andet end en profet sendt af Allah.
Fra dette tidspunkt åbnede Allah den Almægtige Sa‘id ibn Amirs hjerte for islam. En dag rejste han sig foran en forsamling og erklærede offentligt, at han tog islam til sig, idet han brød forbindelsen med Qurayshs guder og afgudsbilleder. Han antog islam før slaget ved Khaybar.
Sa‘id ibn Amir udvandrede til Medina og søgte hele tiden Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, selskab. Han deltog i alle de efterfølgende slag, herunder slaget ved Khaybar.
Efter Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, bortgang fulgte Sa‘id ibn Amir under hans efterfølgere Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, og Umars, må Allah være tilfreds med ham, kalifater deres ordrer samvittighedsfuldt med draget sværd. Under hadrat Umars, må Allah være tilfreds med ham, kalifat bad hærføreren Abu Ubayda, må Allah være tilfreds med ham, om forstærkninger til slaget ved Yarmuk. Kaliffen sendte en hær fra Medina under Sa‘id ibn Amirs ledelse. Sa‘id, må Allah være tilfreds med ham, ydede et betydningsfuldt bidrag ved Yarmuk. Ved at købe det hinsidige liv i bytte for denne verden og ved at sætte Allahs velbehag over alle hjertets og kroppens ønsker og begær—og ved at sætte Allahs velbehag over alle hjertets og kroppens ønsker og begær—satte han et enestående eksempel for muslimerne. Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, to første kaliffer var bekendt med Sa‘id ibn Amirs ærlighed og gudsfrygt. Derfor tog de altid imod hans råd.
Den første del af hadrat Umars, må Allah være tilfreds med ham, kalifat var netop begyndt. En dag sagde Sa‘id ibn Amir til kaliffen:
»O Umar, jeg råder dig til at frygte Allah, når det gælder mennesker. Men frygt ikke mennesker, når det gælder Allah. Lad ikke dine ord være i strid med dine handlinger. For de bedste ord er de ord, der bekræftes af handlinger.
O Umar, vær altid opmærksom på de muslimer, både nær og fjern, som Allah har gjort dig til hersker over. Det, du ønsker for dig selv og din familie, skal du også ønske for dem. Det, du ikke ønsker for dig selv og din familie, skal du heller ikke ønske for dem. Overvind alle hindringer og vanskeligheder for at nå frem til sandheden. Frygt ikke nogen bebrejders bebrejdelse, når det gælder Allahs befaling.«
Umar spurgte:
»Sa‘id, hvem er i stand til at gøre dette?«
Han sagde: »En person som Dem. Allah har givet Dem myndighed over Muhammads ummah, og der er ingen anden hindring mellem Allah og Dem.«
Straks sagde han til Sa’id: »Ved Allah, jeg beder Dem, påfør mig ikke denne ulykke, og træk mig ikke mod denne verden.«
Umar blev vred og sagde:
»Må I forgå! I lægger kalifatets ansvar på mine skuldre og ønsker nu at holde jer borte fra mig? Ved Allah, jeg vil ikke lade Dem slippe.« Derefter udnævnte han Sa’id til wali over Hims. Så spurgte han: »Skal jeg fastsætte en løn til Dem?« Sa’id svarede: »Amir al-Mu’minin, hvad skal jeg bruge den til? Det stipendium, jeg modtager fra Bayt al-Mal, er allerede mere end tilstrækkeligt til mine behov.« Sa’id drog til Hims.
Nogen tid senere kom nogle af Amir al-Mu’minin Umars betroede mænd fra Hims til Medina. Umar sagde til dem:
»Giv mig en liste over jeres fattige og trængende. Jeg vil hjælpe dem lidt.« De udarbejdede en liste og gav den til Umar. Blandt andre stod også Sa’id ibn Amir på den. Kaliffen spurgte: »Hvem er denne Sa’id ibn Amir?« De svarede: »Han er vores guvernør.« Han spurgte: »Er jeres guvernør også så fattig?«
De sagde: »Ja, ved Allah. I flere dage i træk har der ikke været sat en gryde over ilden i hans hjem.«
Da kaliffen Umar hørte dette, græd han så meget, at hans skæg blev vådt af tårerne. Derefter lagde han tusind dinarer i en pung og sagde: »Overbring ham min hilsen fra mig og sig: Amir al-Mu’minin sender Dem disse penge til at dække Deres personlige behov.«
De kom til Saʿīd med poser fyldt med dinarer. Da han åbnede en af poserne, så han, at den indeholdt dinarer. Straks skubbede han posen langt væk, mens han sagde: »Innā lillāhi wa innā ilayhi rājiʿūn«, som om en stor ulykke var overgået ham. Hans kone kom løbende, skrækslagen, og spurgte:
»Saʿīd, hvad er der sket med dig? Er Amīr al-Muʾminīn gået bort?«
Han svarede: »Nej, men noget endnu større end det.«
»Er der hændt muslimerne en ulykke?«
Han svarede: »Nej, noget endnu større end det.«
Hans kone spurgte: »Hvad er det større?«
Han svarede: »Denne verden er trængt ind hos mig for at ødelægge mit hinsidige liv. En ulykke er kommet ind i mit hjem.«
Hans kone sagde: »Fjern ulykken.« På det tidspunkt vidste hun stadig ikke noget om dinarerne.
Said sagde: »Vil du hjælpe mig med dette?«
Hans hustru svarede: »Selvfølgelig.«
Derefter lagde han dinarerne i flere poser og delte dem ud blandt fattige muslimer.
Nogle dage senere kom Umar ibn al-Khattab, måtte Allah være tilfreds med ham, til Hims for med egne øjne at se, hvordan forholdene var i Syrien. På den tid blev Hims kaldt »den lille Kufa«. Det skyldtes, at indbyggerne i Hims ligesom indbyggerne i Kufa altid fremsatte overdrevne klager over deres guvernører. Derfor sagde man, at Hims også var som en mindre Kufa. Nå, efter kaliffens ankomst kom indbyggerne i Hims for at hilse på ham, og han spurgte: »Hvordan fandt I jeres guvernør?«
De fremførte fire alvorlige anklager mod guvernøren (Said) ved at nævne fire af hans handlinger. Hver af disse fire handlinger var lige alvorlig.
Umar siger: »Jeg bad indbyggerne i Hims og deres guvernør om at møde op samtidig. Jeg bad Allah om, at mit syn på ham ikke måtte blive skuffende, for jeg havde stor tillid til ham.«
Da indbyggerne i Hims og deres guvernør kom til mig, spurgte jeg:
»Hvad er jeres klage over jeres guvernør?«
De sagde: »Han tager ikke imod os, før det er blevet et godt stykke op ad dagen.«
Umar spurgte: »Sa’id, hvad har du at sige til denne anklage?«
Han forholdt sig tavs et øjeblik og sagde:
»Ved Allah! Jeg bryder mig ikke om, at dette bliver kendt af nogen. Men eftersom jeg er nødt til at sige det, vil jeg fortælle det. Jeg har ingen tjenere til min familie. Om morgenen må jeg selv udføre alt arbejdet i huset. Jeg ælter også dejen og bager brødet. Derefter vasker jeg hænder og ansigt og tager imod folk. På det tidspunkt er det allerede blevet et godt stykke op ad dagen.«
Umar spurgte:
»Har I andre klager?«
De sagde:
»Om natten tager han ikke imod nogen.
Umar spurgte,
»Sa’id, hvad har du at sige til dette?«
Han svarede:
»Ved Allah! Jeg bryder mig heller ikke om at afsløre dette. Men jeg vil sige det: Jeg har afsat dagen til menneskene og natten til Allah.«
Umar spurgte,
»Hvilke andre klager har I?«
De svarede:
»Én dag om måneden giver han ingen audiens.«
Umar spurgte: »Said, hvad er der med sagen?«
Han sagde: »De troendes leder, jeg har ingen tjener. Jeg har heller ikke andet tøj end det, jeg har på. Én gang om måneden vasker jeg det selv og venter, indtil det er tørt. Derfor kan jeg ikke tage imod folk i den første del af dagen, men jeg tager imod dem i den sidste del.«
Umar spurgte igen: »Er der andre klager over ham?«
De sagde:
»Mens han taler med folk i forsamlingen, mister han af og til pludselig bevidstheden.«
Umar spurgte: »Hvad er der, Said?«
Han sagde:
»Mens jeg endnu var polyteist, så jeg Khubayb ibn Adi blive korsfæstet. Jeg så også Quraysh skære hans lemmer af ét efter ét. På det tidspunkt spurgte Quraysh ham:
»Ville du bryde dig om, at Muhammad, fred være med ham, blev bragt i stedet for dig?«
Han svarede: »Ved Allahs ed, jeg ville vende sikkert tilbage til min familie og mine børn, men jeg ville ikke bryde mig om, at blot en torn kradsede Muhammad, fred være med ham, på kroppen til gengæld. Ved Allahs ed! Hver gang jeg kommer til at tænke på den dag, og følelsen af, at jeg ikke hjalp ham den dag, vækkes i mig, mister jeg bevidstheden. Jeg tror, at Allah ikke vil tilgive mig denne synd.«
Umar sagde da: »Al lovprisning tilkommer Allah, som ikke har gjort min antagelse til løgn.« Derefter sendte han hundrede tusind dinarer for at dække Saids behov. Da hans hustru så dinarerne, udbrød hun:
»Al lovprisning tilkommer Allah, som har befriet os fra at tage imod Deres tjeneste. Gå hen og køb mad til os, og ansæt en tjener.«
Da han hørte dette, sagde han til sin hustru:
»Ønsker du ikke, at vi opnår noget, der er bedre end dette?« Hustruen sagde: »Hvad er dette bedre?«
Han sagde: »Lad os give disse dinarer som et godt lån til Allah. Han vil give os en bedre gengæld, og vi har størst behov for denne gengæld.«
Hustruen sagde: »Ja, giv dem bort. Må Allah give dig den bedste gengæld.«
Mens han sad i denne forsamling, fyldte han dinarerne i flere poser. Derefter gav han hvert familiemedlem en pose og sagde: »Gå ud og fordel dem blandt den og den enke, den og den forældreløse, de fattige i den og den stamme samt de trængende i den og den stamme.«
Saeed var en af disse store mænd, som satte andre foran sig selv, selv når de selv havde behov.
Mens han var guvernør i Hims, tilkaldte kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham en gang til Medina. Han kom til Medina med en stav i hånden og kun en skål til at spise af. Kaliffen spurgte: »Er dette alt dit udstyr?« Han svarede: »Hvorfor skulle jeg have brug for mere end det? Jeg spiser af skålen og hænger mit udstyr på staven.«
Ifølge Ibn Saʿd døde han i år 20 efter hijra, mens han var guvernør i Hims. Ifølge Abu Ubaida døde han i år 21 efter hijra.
Suraqa ibn Malik ((må Allah være tilfreds med ham))
Da det spredte sig blandt qurayshitterne, at Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke længere var i Mekka, kunne quraysh-lederne på den ene side slet ikke tro på nyheden, mens der på den anden side bredte sig en frygt i Mekka. Straks begyndte de at gennemsøge hvert eneste hus tilhørende Banu Hashim. Mens de gennemsøgte husene hos Muhammads (Allahs fred og velsignelser være med ham) nære venner, nåede de frem til Abu Bakrs hus. Da Asma, Abu Bakrs datter, hørte deres råb, kom hun ud. Quraysh-lederen Abu Jahl spurgte hende: »Hvor er din far?« Hun svarede: »Jeg ved ikke, hvor han er nu.«
Den usle Abu Jahl gav Asma en kraftig lussing på kinden, så hendes ørering fløj af, og hun selv styrtede om på jorden.
Da qurayshitterne var blevet helt overbeviste om, at Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) virkelig var rejst fra Mekka, voksede deres uro endnu mere. De satte en gruppe sporfindere til at følge deres fodspor og finde dem. Da sporfindere kom frem til hulen på bjerget Thawr, sagde de til qurayshitterne: »Ved Allah, jeres ledsager Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) er endnu ikke gået noget sted hen fra denne hule.« Deres antagelse var faktisk korrekt. Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) og hans ledsager Abu Bakr var stadig inde i hulen, mens qurayshitterne befandt sig lige over deres hoveder. Ja, Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) kunne endda se fødderne af qurayshitterne, der gik rundt over deres hoveder på hulens overside. Hans øjne blev slørede af tårer. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) så på ham med et blik, der rummede kærlighed, medfølelse og bebrejdelse. Abu Bakr hviskede: »Allahs Sendebud, ved Allah, jeg græder ikke af frygt for mit eget liv, men af frygt for, at jeg skal være vidne til, at de behandler dig dårligt.« For at berolige ham sagde Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Abu Bakr, vær ikke bekymret. Allah er med os.«
Allah skænkede Abu Bakrs hjerte ro. Men han blev ved med at se op mod fødderne på Quraysh-folkene, der bevægede sig oven over dem. På et tidspunkt sagde han til Allahs Sendebud: »O Allahs Sendebud, hvis en af dem ser ned mod sine fødder, vil han opdage os.« Allahs Sendebud svarede: »Tror du, at vi kun er to? Der er en tredje, og Allah er med os.«
I det øjeblik hørte de to en ung mand fra Quraysh sige: »Kom alle sammen hen til hulen, så ser vi lidt ind i den.« Umayya ibn Khalaf sagde spottende til ham: »Kan du ikke se denne edderkop og dens spind ved indgangen til hulen? De har været her siden før Muhammads fødsel.« Abu Jahl sagde imidlertid: »Ved al-Lat og al-Uzza! Jeg har på fornemmelsen, at de er et eller andet sted i nærheden af os. De hører, hvad vi siger, og ser også, hvad vi foretager os. Men deres trolddom har tilsløret vores syn, så vi ikke kan se dem.«
Quraysh opgav altså ikke helt at finde Muhammad, og de ændrede heller ikke deres beslutning om at forfølge ham. De bekendtgjorde i de stammer, der boede mellem Mekka og Medina, at enhver, der pågreb Muhammad, levende eller død, ville få hundrede fuldblods kameler som belønning.
Suraka ibn Malik al-Madlaji opholdt sig på det tidspunkt i en samlingsplads for sin stamme på et sted ved navn Qudayd, ikke langt fra Mekka. Da ankom en udsending fra Quraysh, som fortalte om den belønning, Quraysh havde udlovet for at pågribe Muhammad, levende eller død.
Da Suraka hørte om de hundrede kameler, blussede begærets ild voldsomt op i ham. Men af frygt for, at denne begærlighed også skulle vækkes hos andre, beherskede han sig uden at sige noget.
Før Suraka nåede at rejse sig fra samlingspladsen, kom en anden mand fra hans stamme hen og sagde: »Ved Allah, for kort tid siden passerede tre mænd forbi mig. Jeg tror, at det må have været Muhammad, Abu Bakr og deres vejviser.«
Suraka sagde: »Nej, sådan er det ikke. Det er folk fra den og den stamme. Deres kameler er blevet væk, så de leder efter dem.« »Det kan godt være,« sagde manden og tav.
Han blev siddende der lidt endnu, for hvis han straks rejste sig fra samlingspladsen, kunne det vække de andres mistanke. Da de tilstedeværende blev optaget af at tale om et andet emne, benyttede han lejligheden til at liste ubemærket væk. Så snart han var kommet ud fra samlingspladsen, gik han hjem. Da han nåede hjem, sagde han til sin slavinde: »Gå ubemærket hen og bind min hest fast i den og den dal, uden at nogen ser dig.« Og til sin slave sagde han: »Tag disse våben, gå ud bag huset på en sådan måde, at ingen ser dig, og efterlad dem et sted i nærheden af hesten.«
Surāqa iførte sig rustning, bevæbnede sig og steg til hest. Derefter satte han hurtigt af sted for at indhente Muhammad, så ingen anden skulle nå at få fat i ham og tage belønningen. Han var blandt de dygtigste ryttere i sin stamme. Han var høj og kraftigt bygget, særdeles dygtig til at følge spor og ualmindeligt tålmodig i fare. Frem for alt var han en intelligent digter. Hans hest var af fornem race.
Surāqa fortsatte fremad. Efter at have tilbagelagt et stykke vej snublede hesten, og han blev slynget langt væk fra dens ryg. Han tog det som et dårligt varsel og udbrød: »Hvad er det? Din hest, gå til grunde!« Så steg han igen op på hesten. Kort efter snublede hesten endnu en gang. Nu blev hans opfattelse af det dårlige varsel endnu stærkere. Han overvejede at vende om, men begæret efter de hundrede kameler afholdt ham fra det.
Lidt længere fremme end det sted, hvor hesten var snublet anden gang, fik han øje på Muhammad og hans to ledsagere. Straks rakte han hånden ud mod sin bue, men hånden blev, som om den var helt følelsesløs. Han så, at hestens ben tilsyneladende sank ned i den tørre jord, mens en voldsom røg steg op foran dem og indhyllede hesten og dens øjne. Han forsøgte hurtigt at sætte hesten i bevægelse, men den stod helt stille, som om dens ben var naglet fast til jorden med jernsøm.
Derefter vendte Surāqa sig mod Allahs Sendebud, fred være med ham, og hans to ledsagere og råbte med meget ydmyg stemme: »I der! Bed jeres Herre om at frigøre min hests ben. Jeg vil ikke gøre jer noget ondt.« Allahs Sendebud, fred være med ham, bad, og hesten blev frigjort. Straks blussede hans begær op igen. Han satte atter hesten i retning af Allahs Sendebud, fred være med ham. Denne gang sad hestens ben endnu mere fast i jorden end før. Igen bad han Allahs Sendebud, fred være med ham, om hjælp og sagde: »Tag disse fødevarer, ejendele og våben. Jeg sværger ved Allah, at når jeg er blevet befriet, vil jeg få de folk, der følger efter mig, til at vende bort fra jer i en anden retning.«
De sagde: »Vi har ikke brug for dine fødevarer eller ejendele. Men du skal få folk til at holde sig væk fra os.« Derefter bad Allahs Sendebud, fred være med ham, for ham, og hesten blev frigjort. Han besluttede at vende tilbage og råbte til Allahs Sendebud, fred være med ham, og hans to ledsagere: »Vent lidt, jeg vil gerne tale med jer. Jeg sværger ved Allah, at jeg ikke vil gøre jer noget ondt.«
Allahs Sendebud, fred være med ham, og Abu Bakr udbrød begge: »Hvad ønsker du af os?« Han svarede: »Ved Allah, Muhammad, jeg ved med sikkerhed, at din religion snart vil sejre. Lov mig, at du vil vise mig ære, når jeg kommer til dit rige. Og skriv også dette ned for mig.«
Allahs Sendebud, fred være med ham, bad Abu Bakr om at skrive. Han skrev ordene på et stykke knogle og gav det til Surāqa. Da Surāqa var på vej til at vende tilbage, sagde Allahs Sendebud, fred være med ham, til ham: »Surāqa, hvordan vil det være, når du ifører dig Kisras kongelige klæder?«
Surāqa sagde forbavset: »Kisra ibn Hurmuz?« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Ja, Kisra ibn Hurmuz.«
Suraqa vendte om og red tilbage. På vejen så han, at folk stadig ledte efter Allahs Sendebud (fred være med ham). Han sagde til dem: »Vend tilbage. Jeg har ledt efter ham vidt omkring i dette område. Og I ved jo, hvor dygtig jeg er til at følge spor.« På hans ord vendte folkene om.
Han holdt fuldstændig Muhammad (fred være med ham) og hans to ledsageres færden hemmelig. Da han var blevet overbevist om, at de efterhånden var nået frem til Medina og havde opnået sikkerhed mod quraysh-folkets fjendtlighed, fortalte han om sin oplevelse. Da Abu Jahl hørte om Suraqas rolle og opførsel over for Allahs Sendebud (fred være med ham), skældte han ham voldsomt ud for hans fejhed og for ikke at have udnyttet muligheden. Som svar reciterede Suraqa to vers, som han selv havde digtet:
»Ved Allah, hvis du havde set, Abu Hikam,
hvad der skete med min hest, da dens ben sank ned, ville du have forstået
og ikke have været i tvivl om, at Muhammad er Allahs sande sendebud—
så hvem kan standse ham?«
Ibn Hajar nævner de to vers i værket ‘»Al- Isaba«’.
Tiden gik hurtigt. Den Muhammad (fred være med ham), som en dag i nattens mørke i al hemmelighed var draget bort fra Mekka, trådte igen ind i selve byen som sejrherre, ledsaget af tusinder af bevæbnede følgesvende. De tyranniske og arrogante quraysh-ledere, hvis herredømme altid havde fået Mekka til at skælve, mødte nu op hos Muhammad (fred være med ham) med rædsel og forvirring i hjertet for at tigge om nåde.
Den ædle Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde til dem: »Gå, I er alle frie.«
Suraqa ibn Malik begav sig til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, for at erklære sin islam. Han tog det troskabsløfte med sig, som Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde givet ham ti år tidligere. Senere fortalte Suraqa:
»Jeg kom fra Ji‘rānah (et sted nær Mekka) til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Da jeg trængte ind blandt en gruppe soldater fra ansarerne, begyndte de at slå mig med enderne af deres pile og sige: ‘Forsvind, forsvind! Hvad vil du?’ Alligevel trængte jeg ind mellem deres rækker og nærmede mig Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han red på sin hun-kamel. Jeg løftede hånden med troskabsløftet og sagde: ‘O Allahs Sendebud, jeg er Suraqa ibn Malik, og dette er dit troskabsløfte.’«
Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Suraqa, kom nærmere til mig. I dag er dagen for at holde løfter og vise godhed.«
Jeg nærmede mig Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og erklærede min islam foran ham. Således blev jeg velsignet med hans godhed og velsignelse.«
Efter Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, død blev Suraqa, må Allah være tilfreds med ham, bedrøvet og overvældet af sorg. Minderne om den dag, hvor han af begær efter et hundrede kameler havde besluttet at dræbe Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev ved med at dukke op i hans erindring. Nu var alle kameler i verden ikke engang så meget værd som spidsen af Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, negl. Han gentog igen og igen Allahs Sendebuds spørgsmål, må Allah velsigne ham og give ham fred: »Suraqa, hvordan vil det være den dag, du ifører dig Kisras klæder?« Han nærede ikke den mindste tvivl om, at han virkelig ville iføre sig Kisras klæder.
Tiden gik. Ansvaret for det islamiske kalifat blev overdraget til Umar al-Faruq, må Allah være tilfreds med ham. Under hans glorværdige regering trængte den muslimske hær ind i Perserriget med stormens fart. De knuste Persiens fæstninger, besejrede dets hære og tog den persiske trone.
Mod slutningen af Umar, må Allah være tilfreds med ham, kalifat ankom Sa‘d ibn Abi Waqqas’ udsendinge til Medina med det glædelige budskab om sejren over Persien. De medbragte en femtedel af Persiens krigsbytte. Da krigsbyttets rigdomme blev stablet op foran Umar, betragtede han dem med forundring. Blandt dem var Kisras krone, besat med ædelsten og perler, klæder med guldindvævede borter, perlekæder og to så storslåede klæder, som Umar, må Allah være tilfreds med ham, aldrig tidligere havde set. Desuden var der mange andre uvurderlige genstande. Umar begyndte at vende disse kostbare skatte med sin stav. Derefter så han på de tilstedeværende omkring sig og sagde: »De, der har afholdt sig fra disse ting og afleveret dem, er bestemt særdeles troværdige.«
Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), som var til stede dér, sagde: »De troendes leder, du har ikke svigtet den tillid, der blev dig vist, og det har dine undersåtter heller ikke. Hvis du havde tilegnet dig noget uretmæssigt, ville de også have gjort det.«
Derefter tilkaldte Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) Suraqa ibn Malik og iførte ham med egne hænder Kisras skjorte, bukser, sko og øvrige klæder. Han hængte Kisras sværd over hans skulder, bandt bæltet om hans talje, satte kronen på hans hoved og satte armbåndet på hans hånd. Hvor vidunderligt!
Mens Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) iførte Suraqa Kisras klæder, genlød luften over og omkring Medina af muslimernes gentagne takbīr-råb.
Da Suraqa var blevet iført Kisras klæder, vendte Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sig mod ham og sagde: »Godt gået, godt gået! På hovedet af en lille beduin fra Mudlaj-stammen stråler den store kejser Kisras krone, og på hans hånd er der et armbånd.« Derefter så han op mod himlen og sagde: »O Allah, Du gav ikke denne rigdom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), selv om han var Dig kærere og ærefuldere end jeg. Du gav den heller ikke til Abu Bakr. Også han var Dig kærere og mere ærefuld end jeg. Men Du har givet den til mig for at prøve mig. Jeg søger tilflugt hos Dig.« Derefter reciterede han følgende to vers fra Sura al-Mu’minun: »Tror de, at Vi ved den rigdom og de børn, som Vi giver dem som hjælp, fremskynder alt godt for dem? Nej, de forstår ikke.« (Sura al-Mu’minun: 55–-56)
Han forlod ikke forsamlingen, før al rigdommen var blevet fordelt blandt muslimerne.
Imam Bukhari har overleveret denne beretning om Hazrat Suraqa ibn Malik. Imam Ahmad har også overleveret den med al-Bara ibn Azib og Abu Bakr as-Siddiq som overleveringskæde.
Abu Amr siger, at Suraqa ibn Malik døde i år 24 efter hijra under kaliffen Uthmans kalifat. Nogle har sagt, at han døde efter Hazrat Uthman.
Ikrima ibn Abi Jahl (må Allah være tilfreds med ham)
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde om ham: »I nær fremtid vil Ikrima forlade vantroen og komme til jer som troende. I må ikke fornærme hans far, Abu Jahl, for at fornærme de døde volder de levendes hjerter sorg, og det når ikke den døde.«
Da profeten Muhammad, Allahs Sendebud, fred være med ham, begyndte at forkynde religionen i Mekka, var Ikrima ved at afslutte sit tredje årti. Blandt Quraysh var han den mest ansete af slægt og den rigeste. Som søn af en fornem mekkaisk familie burde han, ligesom Sa’d ibn Abi Waqqas, Mus’ab ibn Umair og andre, have antaget islam allerede i den første fase. Men på grund af sin far var det ikke muligt for ham.
Hans far, Abu Jahl, var Mekkas største tyran, leder blandt de første afgudsdyrkere og en hård undertrykker. Allah den Ophøjede prøvede de troendes tro gennem hans undertrykkelse og forfølgelse, og de bestod denne prøve. Han prøvede de troendes sandhed gennem hans bedrag, og de bestod også denne prøve. Han prøvede de troendes sandhed gennem hans bedrag, og de bestod også denne prøve.
Under sin fars ledelse helligede Ikrima sig kampen mod Muhammad, Allahs Sendebud, fred være med ham. I denne henseende var hans rolle yderst hård. På grund af hans overgreb blev Allahs Sendebuds, fred være med ham, ledsageres liv uudholdeligt. Da hans far, Abu Jahl, så denne grusomhed mod islam og muslimerne, følte han den største tilfredshed.
Hans far førte afgudsdyrkerne i slaget ved Badr. Han svor ved al-Lat og al-‘Uzza, at han ikke ville vende tilbage til Mekka, før han havde ydmyget Muhammad. Han slog lejr ved Badr og blev der i tre dage. Han slagtede kameler, drak sig fuld og hengav sig til dans og sang med sangere og sangerinder. Da Abu Jahl ledede dette slag, var Ikrima hans højre hånd og nærmeste hjælper. Men al-Lat og al-‘Uzza besvarede ikke Abu Jahls kald i dette slag; de to afgudsbilleder kunne ikke hjælpe ham. Det var heller ikke muligt.
På slagmarken ved Badr lå Abu Jahl med ansigtet nedad. Ikrima så med egne øjne, hvordan spidserne af muslimernes pile drak hans fars blod, og med egne ører hørte han det sidste skrig, der kom fra sin fars mund.
Ikrima vendte tilbage til Mekka, mens Quraysh-lederen Abu Jahls lig blev efterladt ved Badr. Det ynkelige nederlag gav ham ikke engang mulighed for at begrave sin fars lig. Sammen med ligene af de andre afgudsdyrkere, der blev dræbt ved Badr, kastede muslimerne også hans lig i en brønd kaldet »Qalib« og dækkede det med jord. Således blev denne arrogante og undertrykkende Quraysh-leders hovmod knust.
Fra denne dag viste Ikrimas holdning til islam sig i en ny form. Indtil da havde han bekæmpet islam for at beskytte sin fars ære og anseelse. Nu besluttede han at hævne sin fars blod. Sammen med de andre, der havde mistet deres fædre ved Badr, begyndte han at optænde fjendtlighedens ild mod Muhammad, fred være med ham, i afgudsdyrkernes hjerter, og han opmuntrede dem til at hævne blodet fra dem, der var blevet dræbt ved Badr. Således blev slaget ved Uhud organiseret.
Ikrima ibn Abu Dschahl drog mod Uhud. Sammen med ham drog også hans hustru, Ummu Hakim, af sted med de kvinder, der havde mistet deres ægtemænd, brødre og sønner ved Badr. Formålet var, at de skulle opholde sig bag de kæmpende soldater, spille på deres instrumenter, opmuntre Quraysh til kampen og give de soldater, der var ved at flygte, mod og styrke.
Quraysh indsatte Khalid ibn al-Walid på højre side af deres rytterstyrker og Ikrima ibn Abi Dschahl på venstre side. Den dag viste de begge det ypperste mod og den største krigskunst. De rev sejrens ære ud af hænderne på Muhammad, fred være med ham, og hans ledsagere og overrakte den til Quraysh. Derfor kunne Qurayshs leder den dag, Abu Sufyan, sige: »Dette er hævnen for dagen ved Badr.«
Derefter kom slaget ved Khandaq. De polyteistiske soldater havde i flere dage belejret Medina. Ikrimas tålmodighed var ved at briste, og han blev mere og mere bitter og frustreret. Til sidst fik han øje på en smal passage et sted i grøften. Med stort besvær fik han sin hest igennem den og kom over grøften. Flere polyteistiske soldater fulgte efter ham og kom også over grøften. De muslimske soldater satte efter dem. Ikrima reddede livet ved at flygte sammen med sine andre ledsagere, men en af hans ledsagere, Amr ibn Abd Wudd al-Amiri, mistede livet for de muslimske soldaters hænder.
På dagen for erobringen af Mekka indså Quraysh, at det på ingen måde ville være muligt at hindre Muhammad, fred være med ham, og hans ledsagere. De besluttede at lade muslimerne passere. Muhammad, fred være med ham, erklærede: Der vil kun blive kæmpet mod de indbyggere i Mekka, som går i kamp mod de muslimske soldater. Alle andre vil blive benådet.
Ikrima ibn Abi Dschahl og en anden gruppe soldater trodsede Qurayshs beslutning og rejste modstand mod muslimerne. En lille gruppe muslimske soldater under Khalid ibn al-Walids ledelse splittede deres modstandsformation fuldstændigt. Han dræbte mange af dem, mens andre flygtede og reddede livet. Blandt disse flygtende var også Ikrima ibn Abi Dschahl.
Efter muslimernes erobring af Mekka blev Ikrima ibn Abi Dschahl fuldstændig rådvild. For første gang vågnede han op fra beruselsen af sin magt. Han indså, at Mekka ikke længere var sikkert for ham. Imens tilgav Allahs Sendebud, fred være med ham, alle Mekkas indbyggere deres tidligere handlinger. Han nævnte dog nogle få personer ved navn og erklærede, at de var undtaget fra denne benådning. Han beordrede dem dræbt, selv hvis de blev fundet under Kabaens klæde. Ikrimas navn stod øverst på listen over dem, der var blevet beordret dræbt. Da han ikke så nogen anden udvej, forlod han i hemmelighed Mekka og satte kurs mod Yemen.
Imens gik Ikrimas hustru, Ummu Hakim, og Hind bint Utba til Allahs Sendebud, fred være med ham. Mange andre kvinder fulgte med dem. Deres formål var at aflægge troskabseden til Allahs Sendebud, fred være med ham. Da de nåede frem til ham, sad hans to hustruer, hans datter Fatima og mange andre kvinder fra Banu Abd al-Muttalib hos ham. Med hoved og ansigt tildækket talte Hind med Allahs Sendebud, fred være med ham. Hind var Abu Sufyans hustru og Amir Muawiyas mor. Det var hende, der havde tygget Hamzas lever under slaget ved Uhud. Derfor mødte hun på dagen for erobringen af Mekka frem ved Allahs Sendebuds, fred være med ham, bolig med hoved og ansigt tildækket af skam og anger.
»O Allahs Sendebud, lovet være Allah, som har givet Hans udvalgte religion sejr. På grund af det slægtskab, der består mellem dig og mig, håber jeg på god behandling fra dig. Nu er jeg en troende og overbevist kvinde.« Efter at have sagt dette tog hun sit slør af og afslørede sin identitet: »O Allahs Sendebud, jeg er Hind bint Utba.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Velkommen.« Hind sagde: »Ved Allah, O Allahs Sendebud, tidligere fandtes der på jorden ikke noget hjem, der for mig var kærere end dit, når det gjaldt at ydmyge og vanære mig. Men nu findes der for mig ikke noget andet hjem, der er mere ærefuldt end dit.«
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Mange flere.«
Derefter rejste Ikrimas hustru, Ummu Hakim, sig og erklærede, at hun antog islam. Så sagde hun: »O Allahs Sendebud, Ikrima er flygtet til Yemen af frygt for, at du vil dræbe ham. Giv ham sikkerhed; Allah vil give dig sikkerhed.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Han er i sikkerhed.«
I det øjeblik drog Ummu Hakim ud for at lede efter sin mand, Ikrima. Hun tog en af sine romerske slaver med sig. De to rejste ad vejen. Undervejs fik slaven et urent begær efter sin herskerinde. Han ønskede at have samleje med hende, men hun blev ved med at trække tiden ud med forskellige undskyldninger. På den måde nåede de frem til en arabisk stamme. Her bad Ummu Hakim dem om hjælp. De lovede at hjælpe hende. Hun overlod sin slave i deres varetægt og fortsatte alene. Til sidst fandt hun Ikrima ved havkysten i Tihama-området. Hun talte med en bådfører for at få ham sejlet over, og bådføreren sagde til hende:
– »Vær sandfærdig.«
Ikrima sagde til ham:
– »Hvordan skal jeg være sandfærdig?«
Bådføreren sagde:
– »Sig: Ashhadu an la ilaha illallah wa anna Muhammadan rasulullah.«
– »Det er netop derfor, jeg er flygtet.« Midt under denne samtale mellem dem ankom Umm Hakim. Hun vendte sig mod sin mand og sagde:
»Min fætter, jeg kommer fra den bedste, største og reneste af alle mennesker. Jeg har bedt ham om noget på dine vegne, og han har bevilget dig det. Så ødelæg nu ikke dig selv.«
Da Ikrima hørte dette, spurgte han:
– »Har du selv talt med ham?«
Hun svarede:
– »Ja, jeg har selv talt med ham, og han har givet dig sikkerhed.« Sådan blev hun ved med at fortælle ham, at han havde fået sikkerhed, og beroligede ham. Til sidst, da han var blevet beroliget, begav han sig tilbage sammen med sin hustru.
Mens de gik ad vejen, fortalte Umm Hakim sin mand alt om sin slaves opførsel. På vejen tilbage dræbte Ikrima slaven, før han havde taget islam til sig.
Undervejs overnattede de i et hus. Ikrima ønskede at have intimt samvær med sin hustru alene. Men hustruen afviste ham bestemt og sagde,
– »Jeg er muslim, og du er stadig afgudsdyrker.« Da Ikrima hørte sin hustrus ord, blev han forbløffet.
Han sagde:
– »Det, der står imellem dig og mig og hindrer vores forening, er jo en meget alvorlig sag!«
Da Ikrima således nærmede sig Mekka, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) til sine ledsagere: »Ikrima kommer meget snart til jer efter at have forladt vantroen som troende. I må ikke fornærme hans far, for når man fornærmer de døde, volder det de levendes hjerter smerte, men det når ikke den døde.«
Kort efter kom Ikrima sammen med sin hustru til Allahs Sendebud (fred være med ham). Så snart Sendebudet (fred være med ham) så ham, rejste han sig glad og gik ham i møde uden at have svøbt sin kappe om sig. Derefter satte Sendebudet (fred være med ham) sig. Ikrima stod foran ham og sagde:
– »Muhammad, Umm Hakim har fortalt mig, at du har givet mig sikkerhed.«
Profeten (fred være med ham) sagde: »Hun har talt sandt. Du er i sikkerhed.«
Ikrima sagde: »Muhammad, hvad kalder du til?«
Profeten ﷺ sagde: »Jeg inviterer dig til at bevidne, at der ikke findes nogen anden guddom end Allah, og at jeg er Allahs tjener og Hans sendebud. Derefter skal du udføre bønnen og betale zakat.« Således beskrev han alle islams søjler.
Ikrima sagde: »Ved Allahs ed, du inviterer virkelig kun til sandheden og påbyder det gode.« Derefter fortsatte han:
»Allerede før denne invitation var du den mest sandfærdige og den mest retskafne blandt os.« Mens han sagde dette, rakte han hånden frem og sagde: »Ashhadu an la ilaha illallah wa ashhadu annaka abduhu wa rasuluhu.« Derefter sagde han: »O Allahs Sendebud, lær mig nogle gode ord, som jeg kan sige.«
Profeten ﷺ sagde: »Sig: Ashhadu an la ilaha illallah wa anna Muhammadan abduhu wa rasuluhu.«
Profeten ﷺ sagde: »Sig: Ushhidullaha wa ushhidu man hadara anni muslimun mujahidun muhajirun — Jeg tager Allah og alle de tilstedeværende som vidner på, at jeg er muslim, mujahid og muhajir.«
Ikrima sagde netop dette. Da sagde Allahs Sendebud ﷺ til ham: »Hvis du i dag beder mig om noget, som jeg giver til andre, vil jeg give det til dig.«
Ikrima sagde: »Jeg beder dig om at bede Allah om tilgivelse for al den fjendtlighed, jeg har vist dig, for alle de krige, hvor jeg har stået over for dig, og for alt det, jeg har sagt imod dig, hvad enten det var foran dig eller bag din ryg.« Straks bad Allahs Sendebud ﷺ for ham: »O Allah, tilgiv ham al den fjendtlighed, han har vist mig, alle de veje, han har rejst for at nå frem til slagmarken med det formål at slukke Dit lys, og alt andet. Tilgiv også alle de ærekrænkende ord, han har sagt om mig, både foran mig og i mit fravær.«
Ikrimas ansigt strålede af glæde. Han sagde: »O Allahs Sendebud, ved Allahs ed! Alt, hvad jeg har brugt for at lægge hindringer på Allahs vej, vil jeg bruge det dobbelte af på Allahs vej, og for hver krig, jeg har ført for at lægge hindringer på Allahs vej, vil jeg føre det dobbelte antal krige på Allahs vej.«
Fra denne dag trådte han ind i da’wahens rækker. Han blev en dristig rytter på slagmarken, den mest flittige tilbeder i moskeen, en, der holdt sig vågen om natten, og en, der reciterede Allahs Bog. Mens han holdt den hellige Koran foran sig, plejede han at sige: »Kitabu Rabbi, kalamu Rabbi – min Herres Bog, min Herres tale.« Sådan sagde han, mens han græd inderligt.
Det løfte, Ikrima havde givet Allahs Sendebud, opfyldte han til punkt og prikke. Efter at han havde antaget islam, deltog han i hvert eneste slag, muslimerne udkæmpede, og han stod i spidsen for hver ekspedition, de drog ud på.
I slaget ved Yarmuk kastede han sig over fjenden, ligesom en tørstig person midt på en varm sommerdag kaster sig over koldt vand. På et tidspunkt under slaget blev presset mod muslimerne voldsomt. Da steg han ned fra sin hest, trak sit sværd og trængte ind i den romerske hærs indre. Da Khalid ibn al-Walid så, hvor kritisk situationen var, skyndte han sig hen til ham og sagde: »Ikrima, gør ikke dette. Din død vil være farlig for muslimerne.«
Som svar sagde han:
»Khalid, lad mig være. Du var foran mig med hensyn til at tro på Allahs Sendebud. Min far og jeg var blandt Allahs Sendebuds største fjender. Lad mig sone min fortid. Jeg kæmpede mod Allahs Sendebud i mange slag. Og skal jeg i dag flygte af frygt for den romerske hær? Det er umuligt for mig.« Efter at have sagt dette råbte han til muslimerne: »Hvem vil aflægge troskabsed på døden?« Hans farbror Harith ibn Hisham, Dirar ibn al-Azwar og yderligere fire hundrede muslimske soldater svarede på hans kald. De kæmpede voldsomt fra området foran Khalid ibn al-Walids telt og bragte en storslået sejr og ære med sig fra Yarmuks slagmark. På netop denne slagmark ved Yarmuk blev Harith ibn Hisham, Ayyash ibn Abi Rabia og Ikrima ibn Abi Jahl fundet liggende, dækket af sår. Harith ibn Hisham, som var plaget af tørst, bad om vand. Da vandet blev bragt til ham, så Ikrima på ham. Da sagde han: »Giv det til Ikrima.« Da vandglasset blev bragt hen til Ikrima, så Ayyash på ham. Da sagde Ikrima: »Giv det til Ayyash.« Da vandglasset blev bragt til Ayyash, viste det sig, at han havde draget sit sidste åndedrag. Derefter tog de glasset og gik én efter én til de to andre ledsagere, men det viste sig, at de også var gået samme vej. Må Allah den Højeste være tilfreds med dem alle og have behag i dem. Amin!«
Asma bint Abi Bakr (må Allah være tilfreds med hende)
Historikerne siger: »Asma, må Allah være tilfreds med hende, levede i hundrede år. Men i løbet af dette lange liv mistede hun ikke en eneste tand, og der viste sig heller ikke det mindste tegn på svækkelse af hendes forstand.«
Denne kvindelige sahabi var i enhver henseende en person med ligeværd og høj rang. Hendes far, farfar, søster, ægtemand og søn var alle fremtrædende sahaba. Hvad kan være en større ære, værdighed og herlighed for en muslim end dette?
Hendes far var den ærværdige Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), som var Allahs Sendebuds livslange ven og blev hans første kalif efter hans død. Hendes mor var Qutayla bint Abd al-Uzza. Hendes farfar var Abu Quhafa, også kaldet Abu Atiq, far til den ærværdige Abu Bakr. Den ærværdige Aisha, de troendes moder, var hendes søster. Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham), Allahs Sendebuds særlige hjælper og hans hawari, var hendes ægtemand, og den ærværdige Abdullah ibn az-Zubayr, som blev martyr på sandhedens og retfærdighedens vej, var hendes søn. Dette er en kort beskrivelse af den ærværdige Asma bint Abu Bakr. Hun blev født 27 år før hijraen.
Asma (må Allah være tilfreds med hende) var blandt dem, der tog imod islam i den tidligste periode. Før hende havde kun sytten mænd og kvinder opnået denne lykke. Hun blev kaldt Dhat an-Nitaqayn – hun, der havde de to bælter. Da hun under hijraen fra Mekka til Medina gjorde en rejsetaske med proviant og en lædersæk med vand klar til Allahs Sendebud og hans far, kunne hun imidlertid ikke finde noget reb til at binde åbningen med. Til sidst tog hun sit eget bælte, nitaq, af og delte det i to; med det ene bandt hun taskens åbning, og med det andet bandt hun lædersækkens åbning. Da Allahs Sendebud så dette, bad han for hende: Må Allah til gengæld skænke hende to nitaq i Paradiset. Således fik hun tilnavnet Dhat an-Nitaqayn.
Da hun blev gift med Zubayr ibn al-Awwam, var Zubayr yderst fattig og uden midler. Han havde ingen tjenere, og bortset fra én eneste hest ejede han intet, der kunne dække familiens behov. Zubayr havde imidlertid fået en dygtig og from hustru. Hun tjente sin mand, malede selv foderet til hans hest og tog sig af den. Til sidst skænkede Allah den Almægtige dem overflod, og de blev regnet blandt de mest velstående sahabi-familier.
Hazrat Asma, må Allah være tilfreds med hende, berettede: Da az-Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, giftede sig med mig, ejede han intet ud over en hest. Det var mig, der passede hesten og fodrede den med foder. Jeg malede dadelkerner til foder. Jeg bar dadelkerner fra az-Zubayrs mark – den mark, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde givet ham – hjem på mit hoved. Marken lå knap en farsakh væk. En dag var jeg på vej hjem med dadelkernerne på hovedet, da jeg mødte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på vejen. Han var sammen med nogle andre mænd. Han kaldte på mig og bad mig sætte mig op bag på hans ridedyr. Men jeg blev genert og kom til at tænke på az-Zubayr og hans ære og anseelse. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, red videre. Da jeg kom hjem, fortalte jeg az-Zubayr om hændelsen. Derefter gav min far, Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, mig en tjener. Han overtog ansvaret for hesten, og det var, som om han befriede mig.(Siyar A’lām an Nubalā– 2/290–291, Ṭabaqāt– 8/250, Musnad Ahmad– 6/347,352)
Tiden for hijraen fra Mekka til Medina nærmede sig. Hun var da højgravid, og Abdullah lå i hendes liv. Trods dette frygtede hun ikke den vanskelige og lange rejse, men drog af sted i Allahs navn. Så snart hun nåede Quba, fødte hun Abdullah. Denne Abdullah var det første barn, der blev født i en muhajir-familie i Medina efter muhajirernes ankomst dertil. Derfor udtrykte muslimerne deres glæde ved at høre om hans fødsel med takbīr-råb. Hans mor, Asma, bar det nyfødte barn i sine arme til Allahs Sendebud (fred være med ham) og overrakte ham det. Allahs Sendebud (fred være med ham) tog noget spyt fra sin tunge, kom det i barnets mund og bad for ham. Således var Allahs Sendebuds (fred være med ham) velsignede spyt det første, der kom ned i hans mave, før noget jordisk overhovedet trængte ind i den.
Hos Asma bint Abu Bakr var en række sjældne og harmoniske karakteregenskaber forenet, såsom ærlighed, gavmildhed, ædelhed og skarp intelligens. Hendes gavmildhed var ligefrem blevet til et mundheld. Hendes søn Abdullah sagde: »Jeg har ikke set nogen kvinde, der var mere gavmild end min mor Asma og min moster Aisha. Men der var forskel på deres måde at give på. Min mosters vane var først at samle forskellige ting sammen. Når hun så kunne se, at der var samlet tilstrækkeligt, fordelte hun det hele blandt fattige og trængende på én gang. Min mors vane var derimod anderledes. Hun gemte aldrig noget hos sig til den følgende dag.«
Asma var særdeles skarpsindig. Hendes intelligens kom til udtryk i forskellige krisesituationer. Af Ibn Hishams beretning fremgår det, at da nyheden om Allahs Sendebuds (fred være med ham) og Abu Bakrs hijra spredte sig i Mekka, kom Abu Jahl og nogle andre Quraysh-ledere næste dag til Abu Bakrs hus. Da de så Asma, spurgte de hende: »Hvor er din far, Abu Bakr?« Da Asma nægtede at svare, slog den usle Abu Jahl hende hårdt i ansigtet. Som følge deraf fløj hendes to øreringe af.
Under hijraen, mens Allahs Sendebud (fred være med ham) og Abu Bakr opholdt sig i grotten på Thawr-bjerget, bragte Asma dem mad og drikke i nattens mørke.
Hendes far, Abu Bakr, tog alle sine kontanter med sig under hijraen. Da bedstefaderen Abu Quhafa fik det at vide, sagde han: »Han er rejst og har efterladt os med både menneskelige og økonomiske vanskeligheder.« Asma sagde til sin bedstefar: »Nej, han har efterladt os megen rigdom.« Med disse ord lagde hun en mængde sten på det sted, hvor Abu Bakr plejede at opbevare sine penge og værdier. Derefter kaldte hun på Abu Quhafa og sagde: »Se, hvad han har efterladt.« Abu Quhafa var blind. Han troede på Asmas ord. Asma fortæller: »Jeg gjorde det for at trøste Abu Quhafa. I virkeligheden var der intet.«
Historien har ikke kunnet bevare mange af beretningerne fra Asma bint Abu Bakrs begivenhedsrige liv. Men den skarpe intelligens, karakterstyrke og trosmæssige standhaftighed, som hun viste ved sit sidste møde i livet med sin søn Abdullah, vil for altid stå uudsletteligt i historien. Efter den umayyadiske kalif Yazid ibn Muawiyas død anerkendte folk i Hijaz, Egypten, Irak og Khurasan samt i størstedelen af Syriens områder Abdullah som kalif og aflagde troskabseden til ham. Men det umayyadiske dynasti kunne ikke acceptere dette. De sendte en stor og stærk hær under ledelse af Hajjaj ibn Yusuf for at knuse ham. Der kom blodige sammenstød mellem de to parter, og Abdullah ibn Zubayr udviste herunder et ekstremt heltemod. Til sidst begyndte hans ledsagere at forlade ham, da de ikke længere så nogen mulighed for sejr. Han søgte tilflugt i Kabaens hellige område sammen med sine sidste tilhængere. Kort før det endelige sammenstød med den umayyadiske hær gik han her for at mødes med sin mor Asma for sidste gang. Asma var da svækket af alderdom og blind. Det sidste møde mellem mor og søn forløb således:
– Mor, assalāmu alaikum wa rahmatullahi wa barakatuh.
– Abdullah, wa alaika assalam. Hajjajs hær kaster sten med kastemaskiner mod din hær, som befinder sig i det hellige område, og får husene i Mekka til at ryste. Hvad er formålet med, at du er kommet på et så kritisk tidspunkt?
– Formålet er at rådføre sig med os.
– Rådføre sig! Om hvad?
– Af frygt for al-Hajjaj eller lokket af hans tilbud har folk forladt mig i denne vanskelige situation; selv mine børn og min familie har forladt mig. Nu er der kun nogle få mennesker hos mig. Uanset hvor stor deres tålmodighed og tapperhed er, vil de under ingen omstændigheder kunne holde stand i mere end en time eller to. Samtidig sender umayyaderne mig et tilbud: Hvis jeg anerkender Abd al-Malik ibn Marwan som kalif, lægger våbnene ned og aflægger troskabseden til ham, vil de give mig alt det af jordisk lykke og rigdom, jeg ønsker. Hvad råder De mig til under disse omstændigheder? Asma sagde med let hævet stemme:
– Det er helt og holdent din egen sag. Og du ved bedst, hvad der angår dig selv. Hvis du er fast overbevist om, at du står på sandhedens side og kalder mennesker til sandheden, så stå fast ligesom de, der holdt fast under dit banner og led martyrdøden. Men hvis du higer efter denne verdens lykke og rigdom, så er du det usleste af alle mennesker. Du har ødelagt dig selv og dine folk.
– Så vil jeg med sikkerhed blive dræbt i dag.
– Det er bedre at kæmpe og blive dræbt end frivilligt at overgive sig til al-Hajjaj, hvorefter de unge umayyader vil lege med dit hoved.
– Jeg er ikke bange for at blive dræbt. Jeg er bange for, at de vil hugge mine hænder og fødder af og lemlæste mig.
– Efter at være blevet dræbt har et menneske intet at frygte. For lider den slagtede ged ikke smerte, når dens skind bliver trukket af?
Da han hørte dette, blev glansen i Abdullah ibn az-Zubayrs ansigt endnu strålende. Han sagde: »Min velsignede mor, må din ophøjede værdighed blive endnu mere velsignet. Jeg kom til dig i dette kritiske øjeblik udelukkende for at høre netop disse ord fra dig. Allah ved, at jeg ikke blev bange, og at jeg ikke blev svag. Han er vidne til, at den kamp, jeg fører, ikke skyldes begær efter eller kærlighed til nogen verdslig lykke, rigdom eller anseelse. Den skyldes derimod mit had og min afsky for at erklære det forbudte tilladt. Jeg går nu til det, du har ønsket. Hvis jeg bliver martyr, må du ikke sørge over mig, men overgive alt, hvad du ejer, til Allah.«
– Hvis du bliver dræbt på grund af løgn og uretfærdighed, vil jeg blive bedrøvet.
– Mor, vær forvisset om, at din søn aldrig har begået en uretfærdig eller uanstændig handling, aldrig har overtrådt Allahs lov, aldrig har svigtet nogens tillid, aldrig har gjort en muslim eller en dhimmi uret, og at intet i denne verden er bedre for ham end Allahs tilfredshed. Det er ikke min hensigt med disse ord at erklære mig selv ren og uskyldig, for Allah ved bedst, hvem jeg er. Jeg siger kun dette, for at der må skabes tålmodighed og udholdenhed i dit hjerte. Som svar sagde Asma, må Allah være tilfreds med hende:
– Lovet være Allah, som har gjort dig standhaftig i det, Han og jeg elsker – det vil sige i den handling, som Han og jeg har ønsket. Mit barn! Kom lidt nærmere til mig, så jeg for sidste gang kan indånde duften af din krop og røre ved dig. For dette er det sidste møde i dette liv for dig og mig.
Abdullah lagde sig på maven og dækkede sin mors hænder og fødder med kys, mens moderen pressede sin næse og mund mod sin søns hoved, ansigt og skuldre, indåndede hans duft og kyssede ham, og lod sine hænder kærtegne hans krop. Efter et stykke tid slap hun ham, mens hun sagde:
– Abdullah, hvad er det, du har på?
– Mor, det er min rustning.
– Min søn, det er ikke den klædedragt, som de, der længes efter martyrdøden, bærer.
– Jeg har taget dette tøj på for at glæde dig og bringe ro i dit hjerte.
– Tag det af. Det vil være mere passende for din værdighed, dit mod og dine angreb. Desuden vil det gøre det lettere for dig at handle, bevæge dig hurtigt og færdes. Tag i stedet vide bukser på. Så vil dine intime kropsdele forblive tildækkede, selv hvis du bliver kastet til jorden.
Som hans mor havde sagt, tog Abdullah sin rustning af og iførte sig vide bukser. Mens han sagde: »Mor, glem ikke at bede for mig«, begav han sig mod den hellige moské for at slutte sig til kampen.
Straks løftede hans mor, den ærede Asma, begge hænder mod himlen og bad: »Åh Allah, forbarm dig over ham for hans lange natlige tilbedelse og højlydte gråd, mens mennesker i nattens mørke ligger bevidstløse i dyb søvn. Åh Allah, forbarm dig over ham for den sult og tørst, han udholdt ved middagstid i Mekka og Medina, mens han fastede. Åh Allah, lad din nåde regne over ham for hans godhed mod sine forældre. Åh Allah, jeg har overgivet ham til dig alene, og jeg er tilfreds med den afgørelse, du træffer for ham. Som gengældelse for dette, giv mig de tålmodiges belønning.«
Inden solen gik ned den dag, mødte den ærede Abdullah ibn az-Zubayr sin Store Herre. Få dage efter hans martyrdød forlod også den ærede Asma denne verden i år 73 efter hijra. Hun var da et hundrede år gammel. Blandt de kvindelige sahaba var hun den sidste, der døde. (Siyarus A’lam An–Nubala– 2/288)
Efter at den ærede Abdullah var blevet dræbt, lod Hajjaj hans lig hænge på en pæl. Hans mor, Asma, kom for at se sin søns lig. Hun stillede sig ved det hængende lig og sagde med stor ro: »Er tiden endnu ikke kommet for denne rytter til at stige ned fra sin hest?« For at få menneskemængden til at sprede sig sendte Hajjaj folk for at hente hende. Hun nægtede at gå med dem. Så sendte han igen besked gennem sine folk om, at hvis hun ikke kom denne gang, ville hun blive trukket af sted i håret. Den ærede Asma blev ikke bange for Hajjaj. Hun gik ikke. Denne gang kom Hajjaj selv. Følgende samtale fandt sted mellem dem. Hajjaj sagde:
– Sig mig, hvordan behandlede jeg Allahs fjende, Ibn az-Zubayr? Asma sagde: »Du har ødelagt hans liv i denne verden, og han har ødelagt dit liv i det hinsidige. Jeg har hørt, at du gjorde nar af ham ved at kalde ham søn af »Zatun-Nitaqayn«. Ved Allahs ed, jeg er selv »Zatun-Nitaqayn«. Med det ene af mine bælter bandt jeg maden til Allahs Sendebud, fred være med ham, og Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham. Det andet bælte har jeg stadig om livet. Husk, at jeg hørte den Ædle Profet, fred være med ham, sige, at der blandt Saqif-stammen ville fremstå en løgnagtig bedrager og en tyran. Den løgnagtige har jeg allerede set. (al-–Mukhtar)– og tyrannen er dig selv.« Da Hajjaj hørte denne hadith, blev han tavs. (Sahih Muslim: bind 2)।
Fra Hazrat Asma er 56 hadither blevet overleveret. Tretten af dem er overleveret af både Bukhari og Muslim, mens Bukhari alene har overleveret fem og Muslim alene fire. Mange fremtrædende sahaba overleverede hadither fra hende. Her nævnes nogle af deres navne: hendes to sønner – Abdullah og Urwah, hendes barnebarn Abdullah ibn Urwah, hendes oldebarn Ubbad ibn Abdullah, Ibn Abbas, Abu Waqid al-Laythi, Safiyyah bint Shaybah, Muhammad ibn al-Munkadir, Wahb ibn Kaysan, Abu Nawfil Muawiyah ibn Abi Akbar, al-Muttalib ibn Abdullah ibn Hantab, Fatimah bint al-Mundhir ibn az-Zubayr, Ibn Abi Mulaykah, Ubbad ibn Hamzah ibn Abdullah og mange andre. (Siyar a’lam an-–Nubala 2/288)
Mus’ab ibn ’‘Umair ((r.a.))
Han hed Mus’ab, og hans kunya var Abu Muhammad. Efter at have antaget islam fik han tilnavnet Mus’ab al-Khayr. Hans far var ‘Umair, og hans mor var Khunās bint Mālik. Han var en af Mekkas mest smukke unge mænd og var opvokset i velstand omgivet af sine forældres største kærlighed. Fordi hans mor var velhavende, lod hun ham vokse op i stor luksus og overflod. Alle slags fremragende klæder og udsøgte dufte, som fandtes i Mekka på den tid, benyttede han. Når hans navn på en eller anden måde blev nævnt i Allahs Sendebuds (fvmh.) nærvær, sagde han: »I Mekka var der ingen, som var smukkere eller bedre klædt end Mus’ab.« ((al-Tabaqāt))Historikerne har sagt: »Han var den, der brugte de fineste dufte i Mekka.«
Foruden skønhed, god smag og ædel karakter havde Allah den Højeste skabt hans hjerte med en enestående klarhed. Ved blot et glimt af tawhid blev han fyldt med afsky for shirk, og han trådte frem for den ærede Profet og antog islam. Det var på den tid, hvor Profeten (fvmh.) opholdt sig i Arqams hus og fortsatte med at kalde folk til islam, mens Mekkas jord blev stadig trangere for muslimerne.
I Mekkas gader og stræder, i Qurayshs samlingssteder og rådslagninger var der dengang kun ét samtaleemne: Muhammad al-Amīn og hans nye religion, islam. Denne forkælede søn af Quraysh lyttede meget opmærksomt til disse samtaler. Skønt han var ung, var han pryd og midtpunkt i alle Qurayshs møder og forsamlinger. Alle ønskede hans tilstedeværelse ved hvert eneste møde. Skarpt intellekt, fremragende forstand og personlighed var de vigtigste træk ved hans karakter. Og disse egenskaber åbnede alle døre og fjernede alle låse fra hans hjerte.
Han hørte, at Allahs Sendebud (fvmh.) og de troende, der troede på ham, holdt sig borte fra Qurayshs meningsløse foretagender og deres overgreb og forsamlede sig i huset hos al-Arqam ibn Abi al-Arqam ved foden af bjerget Safa. En aften, efter at have kastet al tøven og alle indre konflikter fra sig, mødte han op i Dar al-Arqam. I disse dage plejede Profeten (fvmh.) at mødes med sine ledsagere dér, lære dem Koranen og bede sammen med dem.
Så snart Mus’ab ibn ‘Umair havde sat sig i Dar al-Arqam, blev et koranvers åbenbaret. Det kom fra Allahs Sendebuds (fvmh.) læber og syntes at trænge ind i alle tilhørernes ører og ind i deres hjerters dyb. Denne velsignede aften blev også Ibn ‘Umair ejer af et troende hjerte. Af glæde og fryd blev han helt henført. Profeten (fvmh.) rakte sin hellige hånd frem og lagde den på Mus’abs bryst. Mus’ab blev opslugt af en vidunderlig fred. På et øjeblik modtog han mange gange mere visdom og viden, end hans alder tilsagde, og opnåede en sådan fasthed, at tusinder af farer og ulykker aldrig siden kunne rokke ham det mindste.
Mus’abs mor, Khunās bint Mālik, var en kvinde med en usædvanligt stærk personlighed. Mus’ab frygtede hende som selve døden. Efter at have antaget islam frygtede han ingen på jorden bortset fra sin mor. Alle andre kræfter, herunder Quraysh og deres guder og gudinder, blev små og ubetydelige i hans øjne. Men han kunne ikke overvinde sin frygt for sin mor. Derfor besluttede han at skjule nyheden om, at han havde antaget islam, indtil Allahs endelige afgørelse, og han fortsatte med at besøge Dar al-Arqam. Han fortsatte med at sidde i Allahs Sendebuds (fvmh.) forsamling. Men hans mor fik intet at vide.
En dag så ‘Uthmān ibn Talhah ham i al hemmelighed gå ind i Dar al-Arqam. En anden dag så han ham bede på samme måde som Muhammad (fvmh.), og også dette blev bemærket af ‘Uthmān. Nyheden spredte sig gennem Mekkas gader og stræder hurtigere end vinden. Den nåede også hans mors ører.
Mus’ab blev stillet til ansvar over for sin mor, folk fra sin stamme og Mekkas ledere. Med en urokkelig overbevisning og et roligt sind begyndte han at recitere for dem de store ord fra Koranen, som han havde troet på. Hans mor slog ham på kinden for at få ham til at tie. Skældud og tæsk fulgte. Derefter blev han holdt indespærret i huset.
Han fortsatte med at tilbringe tiden som fange. Han blev bevogtet døgnet rundt, dag og nat. Imens fik han at vide, at nogle troende muslimer ligesom ham var udvandret til Abessinien. Han snød sin mor og rejste sammen med denne gruppe til Abessinien.
En dag sad en gruppe muslimer sammen med Allahs Sendebud. Da de så Mus’ab gå forbi, ændrede stemningen sig blandt alle, der var til stede. De slog blikket ned, og nogle fik tårer i øjnene. For Mus’ab bar på det tidspunkt blot et slidt, laset stykke læder, der var blevet lappet hundrede gange. Tegnene på den yderste fattigdom var tydelige. Alle kom til at tænke på hans liv før islam. Dengang havde hans klæder været bløde, smukke og duftende som blomsterne i en have. Da Sendebudet så dette syn, smilede han let og sagde: »Jeg har set denne Mus’ab i Mekka. Der var ingen ung mand i Mekka, som var mere elsket af sine forældre end han. Af kærlighed til Allah og Hans Sendebud har han opgivet alt.«
Efter at have opholdt sig nogen tid i Abessinien vendte han tilbage til Mekka. Derefter rejste han på Allahs Sendebuds befaling igen til Abessinien sammen med en anden gruppe. Men Mus’ab havde indset, at hans liv havde taget en ny form, uanset om han befandt sig i Mekka eller Abessinien. Hans eneste forbillede var Muhammad, og hans eneste eftertragtede mål var den Almægtige Allahs tilfredshed.
Da hans mor ikke kunne få ham til at vende tilbage fra den nye religion, holdt hun op med at give ham noget som helst. En person, der havde forladt deres afguder og fornærmede dem, kunne hun under ingen omstændigheder give mad og klæder — selv om det var hendes egen søn.
Efter at Mus’ab var vendt tilbage fra Abessinien, ville hans mor igen tage ham til fange. Han svor hende lige i ansigtet: »Hvis du gør det, vil jeg dræbe jer alle, både dig og dem, der hjælper dig med det.« Hans mor kendte denne ulydige søn. Derfor tog hun grædende afsked med ham, og han tog også grædende afsked med sin mor.
I afskedens stund stod moderen fast på vantroen, ligesom sønnen stod fast på troen. Mens hun drev sin elskede søn ud af huset, sagde hun: »Gå, hvorhen du vil. Kald mig ikke længere mor.« Sønnen gik lidt hen imod hende og sagde: »Mor, jeg siger dig noget godt, for jeg nærer stor kærlighed til dig. Sig blot én gang: Ashhadu an la ilaha illallah wa anna Muhammadan abduhu wa rasuluhu.« Moderen blev ophidset og svor ved stjernerne: »Jeg vil ikke antage din religion. Hvis jeg antager din religion, vil man mene, at min dømmekraft og fornuft er svage.« Således blev Mus’ab, den forkælede og luksuriøst opdragne unge mand blandt Quraysh, fordrevet fra sit hjem og begav sig ud på vejen. Nu bar han groft, laset og lappet tøj. Den ene dag kunne han få mad, mens han den næste måtte gå sulten. Men hans hjerte var oplyst af troens lys.
Under pilgrimsfærden kom nogle mænd fra Medina til Mekka, mødtes i al hemmelighed med Allahs Sendebud ved al-‘Aqabah, troede på ham og aflagde troskabseden til ham. De vendte tilbage til Medina. For at undervise dem i religionen, bringe religionens kald videre til andre og forberede Medina på udvandringen sendte Allahs Sendebud Mus’ab til Medina som udsending. Således blev han den første udsending i islams historie.
Der var dengang mange sahabaer i Mekka, som var ældre og højere ansete end Mus’ab. Alligevel valgte Profeten netop ham til denne vigtige opgave. Ved hjælp af den forstand, begavelse og ædle karakter, som Gud havde skænket ham, udførte Mus’ab dette vanskelige ansvar med den største troskab. Gennem streng selvdisciplin, hengivenhed og ædelhed talte han til Medinas indbyggeres hjerter. Derfor trådte de i stort tal ind i Allahs din.
Mus’ab kom til Medina. Før hans ankomst havde kun tolv mennesker fra Medina taget til Aqaba og antaget islam. Men få måneder efter at han var kommet til Medina, tog mange mennesker imod hans da’wa og antog islam. Ved den følgende hajj-sæson kom en delegation på tooghalvfjerds muslimske indbyggere fra Medina til Mekka sammen med deres religiøse lærer og Profetens udsending, Mus’ab, og mødtes igen med Allahs Sendebud ved Aqaba.
Mus’ab havde forstået sit ansvar og dets grænser korrekt. Han forstod, at han var en, der kaldte til Allah, og en, der forkyndte det glædelige budskab om en din fra Allah, som kaldte menneskeheden til vejledning og den lige vej. Hans eneste ansvar var at viderebringe denne dins budskab.
Da Mus’ab nåede Medina, blev han gæst hos As’ad ibn Zurarah. De to begyndte at kalde folk til den Ene Gud i forskellige stammer, hjem og forsamlinger i Medina. De mødte også mange slags hindringer. Men med forstand, visdom og tålmodighed overvandt de alle hindringerne.
En dag var han i færd med at udføre da’wa for nogle mennesker. Pludselig ankom Usayd ibn Hudayr, lederen af Banu Abd al-Ashhal, bevæbnet og stærkt ophidset. Han var rasende på den mand, som var kommet hertil som Muhammads udsending og opfordrede folk til at forlade deres forfædres religion. Han fornærmede også deres afguder. Da muslimerne, som sad ved siden af Mus’ab, så Usayds krigeriske fremtoning, blev de bange. Men Mus’ab blev ikke bange; han bød Usayd velkommen med et smil. Smilende gik han ham i møde og stillede sig foran ham. Usayd sagde da til ham og As’ad ibn Zurarah: »Hvorfor kommer I til vores stammeområde og narrer vores svage folk på denne måde? Hvis I ikke ønsker at dø, så forlad vores område.«
Mus’ab sagde til ham med et smil: »Vil du ikke sætte dig et øjeblik og lytte til mig? Hør på, hvad jeg har at sige. Hvis du synes om det, kan du tage imod det; hvis du ikke synes om det, går vi.«
Usayd var en intelligent mand. Mus’abs ord gjorde indtryk på ham. Det var jo fornuftige ord. Hvorfor skulle han have noget imod at lytte? Han lagde sit våben fra sig, satte sig på jorden og lyttede opmærksomt til Mus’ab.
Mus’ab reciterede vers fra den hellige Koran og forklarede den din, som profeten Muhammad var kommet med, mens Usayds ansigt lidt efter lidt blev mere og mere smilende. Mus’ab havde endnu ikke afsluttet sin tale, da Usayd og hans ledsager udbrød: »Dette er virkelig fremragende og sandt. Hvad skal man gøre for at træde ind i jeres din?« Mus’ab svarede: »Man skal rense sin krop og sine klæder og aflægge vidnesbyrdet: ‘La ilaha illallah’.«
Usaid rejste sig og gik. Da han vendte tilbage kort efter, dryppede vandet fra hans hår. Stående erklærede han: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Hans tjener og Sendebud.« Nyheden spredte sig overalt, og Sa’d ibn Mu’adh og Sa’d ibn ‘Ubadah skyndte sig hen til Mus’ab. De tog begge imod islam. Efter at disse ledere havde antaget islam, begyndte Medinas almindelige indbyggere at sige til hinanden: »Hvorfor skal vi blive tilbage? Lad os gå til Mus’ab og antage islam.«
Således blev Allahs Sendebuds første udsending så stor en succes, at der ikke findes noget sidestykke til den i historien. Tiden gik hurtigt. Allahs Sendebud, fred være med ham, og hans ledsagere var udvandret fra Mekka til Medina. Quraysh brændte af had og lagde planer om også at udslette dem fra Medina. Ved Badr fik de en sådan lærestreg, at deres had blev forvandlet til hævntørst. Igen mødte de muslimerne ved Uhud. Før slaget begyndte, lod Allahs Sendebud, fred være med ham, blikket glide over alles ansigter midt i den muslimske hær. Han overvejede, hvem der den dag skulle have islams banner i sine hænder. Han undersøgte dem grundigt. Derefter kaldte han på Mus’ab og overrakte ham banneret.
Det voldsomme slag begyndte. Quraysh-hæren stod over for nederlag. På dette tidspunkt glemte den muslimske bueskytteafdeling Allahs Sendebuds, fred være med ham, ordre, forlod sin position og satte efter Quraysh. Men denne handling tilintetgjorde den muslimske hærs sikre sejr og førte til nederlag. Quraysh-hæren trængte pludselig ind gennem bjergpasset, som de muslimske bueskytter havde forladt, og angreb den muslimske hær bagfra. Den muslimske hær blev bragt i uorden. Quraysh-hæren udnyttede lejligheden og satte alle sine kræfter ind på at omringe Allahs Sendebud, fred være med ham.
Mus’ab ibn ‘Umair indså farens alvor. Han holdt banneret så højt, som han kunne, brølede med sønderrevet stemme som en ulv og råbte takbir igen og igen. Samtidig sprang han omkring og udfoldede sig voldsomt. Hans mål var at vende fjendernes blik bort fra Allahs Sendebud, fred være med ham, og rette det mod sig selv. Den dag forvandlede han således sin ene person til en hel hær. Med den største troskab holdt han banneret højt med den ene hånd, mens han med den anden svingede sværdet med voldsom kraft. Fjendehæren trængte ind mod ham og forsøgte over hans krop at nå frem til Allahs Sendebud, fred være med ham. Ibn Sa’d beretter om Hadhrat Mus’abs sidste øjeblikke: »På Uhuds dag bar Mus’ab ibn ‘Umair banneret. Da muslimerne blev spredt, stod Mus’ab urokkeligt fast. Rytteren Ibn Qami’ah gik frem mod ham og huggede hans højre hånd af med ét sværdslag. Mus’ab udbrød da: ‘Wa ma Muhammadun illa rasul, qad khalat min qablihir-rusul – Muhammad er kun et sendebud; før ham er mange sendebud gået bort.’ Mus’ab tog banneret i sin venstre hånd. Med endnu et sværdslag blev også hans venstre hånd hugget af. Igen bøjede han sig over banneret, mens han sagde: ‘Wa ma Muhammadun illa rasul’, og løftede det med begge arme. Derefter blev et spyd kastet mod ham. Han faldt om på jorden sammen med banneret. Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage. Den sætning, som Hadhrat Mus’ab gentagne gange fremsagde før sin martyrdød, var på det tidspunkt endnu ikke blevet åbenbaret som et koranvers. Først efter denne begivenhed ved Uhud kom Hadhrat Jibril med verset ‘Wa ma Muhammadun illa rasul …’.«
Efter slaget blev Hadhrat Mus’abs lig fundet. Hans ansigt var dækket af blod og støv. Allahs Sendebud, fred være med ham, stod ved liget og brast i gråd. Hadhrat Khabbab ibn al-Aratt sagde: »Vi udvandrede sammen med Allahs Sendebud for Allahs skyld og for at opnå Allahs velbehag. Det er Allahs ansvar at belønne os for denne handling. Mus’ab ibn ‘Umair er en af dem iblandt os, som er gået bort fra denne verden uden overhovedet at have modtaget belønningen for deres handling.
Han blev martyr ved Uhud. Der blev ikke fundet andet klæde til hans ligklæde end et enkelt stykke stof. Når hans hoved blev dækket med det, kom fødderne til syne, og når fødderne blev dækket, kom hovedet til syne. Til sidst sagde Allahs Sendebud, fred være med ham, til os: »Dæk det, der kan dækkes fra hovedsiden, med klædet, og læg resten af izkhir-græsset ved fødderne.« Allahs Sendebud, fred være med ham, stod ved Mus’abs lig og reciterede: »Minal-mu’minina rijalun sadaqu ma ‘ahadullaha ‘alayhi …« – »Blandt de troende er der mænd, som har holdt fast ved den pagt, de indgik med Allah.« Derefter så han på ligklædet og sagde: »Jeg så dig i Mekka. Der var ingen, hvis klæde var blødere og hvis hår var smukkere end dit. Og i dag ligger du her, dækket af støv, i dette klæde.« Han sagde også: »Allahs Sendebud bevidner, at I alle på opstandelsens dag vil være vidner over for Allah.« Derefter vendte han sig mod ledsagerne og sagde: »O folk, besøg dem, kom hen til dem, og hils dem med fred. Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, enhver, der sender dem fredshilsenen indtil opstandelsens dag, vil få svar på sin hilsen.«
Hadhrat Mus’abs bror Abu Rawm ibn ‘Umair, ‘Amir ibn Rabi’ah og Suwayt ibn Sa’d sænkede ham i graven og fuldførte begravelsen.
Hadhrat Mus’ab var yderst intelligent, gavmild og en veltalende taler med et klart sprog. Den hurtighed, hvormed islam bredte sig i Yathrib (Medina), vidner om disse egenskaber hos ham. Han havde lært så meget af Koranen udenad, som var blevet åbenbaret frem til hans martyrdød. Han var den første til at etablere fredagsbønnen i Medina. Da antallet af muslimer i Medina var vokset lidt, indledte han med Allahs Sendebuds, fred være med ham, tilladelse fredagsbønnen i Hadhrat Sa’d ibn Khaythamas hus, måtte Allah være tilfreds med ham. Han ledte selv bønnen. Efter bønnen blev en ged slagtet, og de bedende blev beværtet.(At-Tabaqat)
…….. Første bind afsluttet ……..
Bibliografi
1. Ibn Sa’d – Ṭabaqāt,
2. Ibn Ḥajar al-ʿAsqalānī – al-Iṣāba,
3. Ibn Hišām – as-Sīra,
4. Ibn Kathīr – al-Bidāya wa-n-Nihāya,
5. Ibn ʿAbd al-Barr – al-Istīʿāb,
6. adh-Dhahabī – Tadhkirat al-Ḥuffāẓ,
7. At-Tabari – Tarikh al-umam wa-l-muluk,
8. Adh-Dhahabi – Tarikh al-Islam
9. Ibn Asakir – Tarikh Dimashq al-kabir,
10. Yusuf Kandhlawi – Hayat as-sahaba,
11. Khalid Muhammad Khalid – Rijal hawla ar-Rasul,
12. Dr. Abdurrahman Ra’fat al-Basha – Suwar min hayat as-sahaba,
13. Muhammad al-Khudari Bek – Tarikh al-umma al-islamiyya
14. Maulana Muinuddin Nadwi – Muhajirin (urdu),
15. Dā’irat al-Ma’ārif al-Islāmiyya,
16. Forskellige hadith-samlinger.