Indledning

Historie og sīrah

I jāhiliyyah-tiden vidste araberne ikke, hvad historie var. For dem bestod historien af overleverede fortællinger, som var gået i arv. Beskrivelsen af det arabiske livs væsen og natur var det eneste indhold i den tids gængse historie. Den var fyldt med fortællinger om forfædrenes heltegerninger og gavmildhed samt glorværdige beretninger om loyalitet over for egen stamme og troskab mod løfter. Denne historie var rig på slægtslinjer og beskrivelser, der identificerede venner og fjender. Beretningen om det hellige Kaba-hus og dets vogtere, fortællingen om Zamzam-brøndens oprindelse, beretningerne om lederne i Jurhum og Quraysh, historien om oversvømmelsen efter bruddet på Ma’rib-dæmningen og om, hvordan dens indbyggere som følge heraf blev spredt i alle retninger, samt spåmændenes og præsternes profetier og deres versbundne prosa og poesi – alt dette, hvorigennem man kunne lære de daværende araberes sociale, politiske og religiøse liv at kende – udgjorde hovedindholdet i den arabiske nations historie. Da islam på ny blev bragt til verden gennem profeten Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fortsatte disse sagnagtige historiefortællinger med at blive fortalt fra mund til mund. Desuden fandt de arabiske fortællere et omfattende og vidtrækkende materiale i beretningerne om kaldet til islam, de forvarsler om profetskab, der var blevet iagttaget før dette, hans udvikling og opvækst, hans liv efter profetskabet, begivenhederne i profeten Muhammads, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ledsageres liv samt fortællingerne om de navnkundige muslimer, kristne, jøder og polyteister, der var fjendtligt indstillede over for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans forbilledlige liv. Som følge heraf blev også disse nye fortællinger udbredt blandt dem gennem mundtlig overlevering. Den hellige Koran, Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hadither og ledsagernes udsagn blev etableret som omfattende dokumentation for dette nye liv.

Den hellige Koran var skrevet ned fra begyndelsen. Men Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hadither forblev i lang tid uskrevne, selv om folk kendte dem som pålidelige og autentiske overleveringer. Ingen turde nedskrive haditherne i større omfang. Det var på grund af det udsagn fra Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, som Abu Sa’id, må Allah være tilfreds med ham, overleverede: »Skriv ikke noget af mit udsagn ned ud over Koranen; og hvis I har skrevet noget, så udslet det.« Derfor turde ingen nedskrive dem.

Betydningen af dette forbud er meget klar. Man frygtede, at hvis Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udsagn blev skrevet ned, mens Koranen blev åbenbaret, kunne de blive blandet sammen med Koranen og gå helt op i den. Det er unødvendigt at sige, at dette forbud blev udstedt udelukkende med det storslåede formål at undgå en sådan sammenblanding, og at det kun gjaldt den periode, hvor Koranen blev åbenbaret.

Alligevel blev der ikke taget fat på en omfattende nedskrivning af hadither før begyndelsen af Umar ibn Abd al-Aziz’ regeringstid. Han sad på kalifatets trone fra år 99 til år 101 efter hijra. Det fortælles, at han i fyrre dage søgte vejledning gennem istikhara med hensyn til, om han skulle tage fat på nedskrivningen af hadither. Til sidst fik han fra Allah en tilkendegivelse af, at det var hans pligt at gøre det. Derfor satte han Abu Bakr ibn Muhammad ibn Umar ibn Hazm til at indsamle haditherne. Abu Bakr var guvernør og dommer i Medina. Han levede indtil år 120 efter hijra. De hadither, han havde udenad, skrev han ned i en bogform og sendte dem til forskellige byer til gennemgang. Umar ibn Abd al-Aziz satte også Muhammad ibn Muslim ibn Shihab al-Zuhri til at indsamle hadither. Han udarbejdede en hadith-samling.

Derefter fortsatte muslimerne arbejdet med at indsamle hadither. Arbejdet fulgte dog ikke nogen bestemt ordningsmetode; enhver indsamlede dem på den måde, han kunne. Nogle nedskrev dem i bogform under et bestemt afsnit om de islamiske lovbestemmelser. Herefter fortsatte udviklingen af denne boglige forfattelse. På dette stadium ser vi, at mange ordnede kapitlerne i hadith-samlingerne og udskilte beretningen om Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fra disse værker. På dette stadium nedskrev de beretningen om hans fødsel, hans opvækst hos ammen og andre begivenheder før profetskabet. Derefter gav de en detaljeret beskrivelse af hans kald til Quraysh om at følge Allahs religion, hans og hans ledsageres tålmodighed under den undertrykkelse og tortur, som Quraysh udsatte dem for, samt andre tilknyttede begivenheder. Samtidig medtog de også hadither om begivenhederne i forbindelse med krige og slag.

Historikerne fulgte en anden fremgangsmåde. De forfattede omfattende værker om historien. Gennem disse værker kom deres islamiske følelser til udtryk, og derfor fandt de i Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, en utvivlsomt efterlignelsesværdig forbilledlig skikkelse for muslimerne og en kilde til vejledning.

Fremtrædende muslimske historieskrivere, der skrev værker om Sīra

De første forfattere af værker om Sīra var ʿUrwa ibn az-Zubayr ibn al-ʿAwwām (92 AH), Abbān ibn ʿUthmān (105 AH), Wahb ibn Munabbih (110 AH), Shurahbīl ibn Saʿd (123 AH), Ibn Shihāb az-Zuhrī (124 AH) og ʿAbdullah ibn Abī Bakr ibn Hazm (135 AH). Næsten alle deres værker er gået tabt. Dog er enkelte dele spredt blevet bevaret i forskellige historiske værker. At-Tabarīs historie er særlig værd at nævne i denne forbindelse. En del af Wahb ibn Munabbihs værk opbevares i dag i byen Heidelberg i Tyskland.

Efter dem fremstod endnu en gruppe forfattere af historiske værker og værker om Sīra. Blandt de mest berømte var Mūsā ibn ʿUqba (141 AH), Maʿmar ibn Rāshid (150 AH) og Muhammad ibn Ishāq (152 AH). De mest fremtrædende personer i den følgende generation var Ziyād al-Bukāʾī (183 AH), al-Wāqidī, som var forfatter til værket al-Maghāzī (historien om de krige, der blev ført under Allahs Sendebuds ledelse, må Allah velsigne ham og give ham fred) (207 AH), Ibn Hishām (218 AH) og den berømte forfatter af at-Tabaqāt, Ibn Saʿd (230 AH).

Ibn Ishāqs Sīra

Blandt de nævnte værker om Sīra er det mest berømte, mest autentiske og pålidelige samt det mest fremragende værk Sīra-værket om Muhammad ibn Ishāq. [1. Muhammad ibn Ishāq ibn Yāsār ibn ʿAbd al-Muttalib ibn ʿAbd Manāfs frigivne. Hans bedstefar Yāsār var en af krigsfangerne fra byen ʿAyn at-Tamr, der ligger vest for Kufa i retning mod Bāriyya. Da denne by i det tolvte hijrī-år under Abū Bakrs kalifat kom under muslimsk herredømme, blev Yāsār ført til Medina. Her blev hans barnebarn Muhammad født i det 85. hijrī-år. Han tilbragte sin ungdom i Medina. Derefter drog han ud for at rejse gennem de muslimsk befolkede lande. I det 115. hijrī-år rejste han til Alexandria, hvor han indsamlede og viderebragte hadither fra en gruppe egyptiske hadithlærde. Derefter rejste han til al-Jazīra, Kufa, Rayy, Buhayra og til sidst Bagdad. Det var her, han døde i det 152. hijrī-år. Den berømte lærde Ibn ʿAdī udtalte om ham: »Selv hvis Ibn Ishāqs eneste fortjeneste havde været at få samtidens konger til at afholde sig fra at forfatte meningsløse bøger og i stedet opmuntre dem til at beskæftige sig med at skrive om Allahs Sendebuds væbnede kampe, hans profetkald og verdens skabelses historie, ville han ikke desto mindre være blevet regnet for den førende og største i denne bedrift.«] Han skrev dette værk i begyndelsen af det abbasidiske styre. Det berettes, at han engang trådte ind hos den abbasidiske hersker al-Mansūr i Bagdad. Al-Mansūrs søn al-Mahdī sad lige foran ham. Al-Mansūr sagde: »Ibn Ishāq, ved du, hvem dette er?« Ibn Ishāq svarede: »Ja, det er Amīr al-Muʾminīns (al-Mansūrs) søn.« Da sagde al-Mansūr: »Gå og skriv et værk til ham, som indeholder en beskrivelse af alle begivenheder fra Adams (fred være med ham) skabelse og frem til i dag.« Ibn Ishāq gik derefter bort og fremlagde efter nogen tid det pågældende værk for al-Mansūr. Al-Mansūr sagde: »Ibn Ishāq, du har gjort værket alt for langt. Skriv det nu i en forkortet form.« Derefter blev dette omfattende værk lagt i kaliffens skatkammer.

Ibn Hishāms Sīra

Efter Ibn Ishāq kom Ibn Hishām. [2. Abū Muhammad ʿAbd al-Malik ibn Hishām ibn Ayyūb al-Himyarī. Han blev født i Basra. Senere rejste han til Egypten, hvor han mødte imam ash-Shāfiʿī. Derefter studerede de begge arabisk poesi indgående. Ud over at lave en forkortet samling af Ibn Ishāqs Sīra skrev Ibn Hishām også et værk om Himyar-stammens konger og slægtslinjer. Desuden skrev han endnu et værk, hvori han forklarede sjældne digte om Sīra. Han døde i byen Fustāt i det 218. hijrī-år.] Han forelagde os dette Sīra-værk i forkortet form. Han fuldførte dette arbejde omkring et halvt århundrede efter Ibn Ishāq havde skrevet det oprindelige værk. Ved udarbejdelsen af dette forkortede sammendrag af Ibn Ishāqs værk benyttede han kun én mellemmand, ved navn Ziyād al-Bukāʾī. [3. Al-Hāfiz Abū Muhammad Ziyād ibn ʿAbd al-Malik ibn ʿAt-Tufayl al-Bukāʾī al-ʿĀmirī al-Kūfī. Han blev kendt som al-Bukāʾī, fordi han stammede fra Banū al-Bukā, en gren af Banū ʿĀmir ibn Saʿsaʿa. Han kom til Bagdad, hvor han lærte beretningerne om Allahs Sendebuds militære ekspeditioner af Ibn Ishāq, må Allah velsigne ham og give ham fred, og lærte samt underviste i sharīʿas bestemmelser hos Muhammad ibn Sālim. Derefter vendte han tilbage til Kufa. Her døde han i det 183. hijrī-år under kaliffen Hārūn ar-Rashīds styre. At Ibn Hishām værdsatte denne lærer på behørig vis, fremgår af de følgende ord, som står i begyndelsen af værket: »Jeg har udeladt de emner, hvis omtale mange ville finde ubehagelig, eller som al-Bukāʾī ikke havde fastslået som autentiske for os gennem sin egen beretning.«] Det oprindelige værk af Ibn Ishāq, som Ibn Hishām gengav, forelægger i dette værkets nuværende form indholdet i en stærkt forkortet og redigeret skikkelse. Nogle steder har han også indføjet tilføjelser og kritik. Til andre tider har han sammenlignet Ibn Ishāqs beretninger med andre lærdes beretninger eller efterprøvet dem. Han har allerede i begyndelsen af værket beskrevet noget af den metode, han fulgte ved dets sammenstilling. Trods dette nærer vi ingen tvivl om, at Ibn Hishām samlede Ibn Ishāqs værk med fuld ærlighed, pålidelighed og hengivenhed. Han ændrede ikke et eneste ord i det. Og hver gang han følte behov for at påpege en fejl i Ibn Ishāqs beretning, forklare et vanskeligt udsagn eller fremlægge en anden beretning, der modsagde en beretning, indledte han det med ordene: »Ibn Hishām siger.«

Forkortelse var i virkeligheden hovedformålet med hans sammenstilling af værket om Sīra. Derfor udelod han historien om Ismāʿīls efterkommere, begyndende med skabelsens tidligste periode, samt andre fortællinger, som han ikke så nogen forbindelse til Sīra. Han medtog heller ikke de digte, hvis ægthed han nærede tvivl om.

Den, der forsøger at finde den oprindelige sīras indhold gennem Ibn Hishams samling, vil deri finde den største oprigtighed og fuldkomne troskab – egenskaber, som kendetegnede de muslimske lærde i den gamle tid.

Sīrat Ibn Hishams anseelse

Det er i grunden Ibn Ishaqs sīra-værk, der fra gammel tid og frem til i dag er blevet betragtet som det vigtigste autoritative værk for læsere af sīra. Blandt de få, der havde indsigt i Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, livshistorie, var der næppe nogen, som ikke anså Ibn Ishaqs sīra-værk for den vigtigste vejleder på dette område. Denne Ibn Ishaqs sīra har siden gammel tid blandt de lærde været kendt som “Sīrat Ibn Hisham”, fordi Ibn Hisham var værkets samler og forkorter. Ibn Khallikan siger: “Ibn Hisham samlede, ordnede og forkortede hele den livshistorie, som Ibn Ishaq havde samlet om Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, herunder både hans militære og almindelige livshistorie. Det er dette værk, der i dag ligger i læsernes hænder under navnet Sīrat Ibn Hisham.”

En hel del kommentatorer og fortolkere tog initiativ til at skrive kommentarer til Sīrat Ibn Hisham. Blandt dem er Abu al-Qasim Abd al-Rahman al-Suhaylis kommentar, “al-Rawd al-Anif”, meget udførlig og omfattende. 4. Abu al-Qasim Abd al-Rahman ibn Abd Allah ibn Ahmad ibn al-Khusaymi al-Suhayli al-Andalusi al-Maliki. Suhayl er navnet på en dal i området Qura i Spanien. Han blev født i år 508 efter hijra og boede dér. Senere tilbragte han også tre år i Marokko, hvor han døde i år 581 efter hijra. Den næste, der beskæftigede sig indgående med dette værk, var Abu Dharr al-Khushani. 5. Abu Dharr Musab ibn Muhammad ibn Masud al-Jiyani al-Khushani. Han var kendt som al-Khushani efter landsbyen Khushain i Spanien og Khushain-stammen i Qadaya. Han blev født i år 533 efter hijra og døde i år 604. Han forklarede de vanskelige afsnit og fremsatte også forskellige kritiske bemærkninger i sit værk “Sharh Sīrat al-Nabawiyyah”. Desuden udgav doktor Brunlah værket. Badr al-Din Muhammad ibn Ahmad al-Ayni færdiggjorde i år 805 efter hijra sin kommentar til det under titlen “Kashf al-Lisan fi Sharh Sīrat Ibn Hisham”.

På den anden side ser vi, at nogle forfattere også beskæftigede sig med at forkorte dette værk. En af dem var Burhan al-Din Ibrahim ibn Muhammad al-Murhal al-Shafii. I dette værk, der bestod af atten kapitler og bar navnet “al-Dhakhira fi Mukhtasar al-Sira”, forkortede han ikke blot Sīrat Ibn Hisham, men tilføjede også noget. Han afsluttede arbejdet med værket i år 661 efter hijra. Derefter færdiggjorde Abu al-Abbas Ahmad ibn Ibrahim ibn Abd al-Rahman al-Wasiti i år 711 efter hijra endnu et forkortet værk med titlen “Mukhtasar Sīrat Ibn Hisham”. Nogle forfattere samlede endog Sīrat Ibn Hisham i poetisk form. Blandt dem var (1) Abu Muhammad Abd al-Aziz ibn Muhammad ibn Said al-Dumayri al-Dayrini, død i år 607 efter hijra, og (2) Abu Nasr al-Fath ibn Musa ibn Muhammad al-Maghribi, død i år 793 efter hijra. Sidstnævntes værk hed “al-Fath al-Qarib fi Sīrat al-Habib”. Værket blev samlet i ti tusind verslinjer.

Den foreliggende forkortede form af Sīrat Ibn Hisham

I begyndelsen af min ungdom forsøgte jeg igen og igen at læse dette værk fra ende til anden, men dets uordnede fremstillingsform og manglende sammenhæng fremkaldte stor mental belastning og kedsomhed. Derfor læste jeg lidt herfra og lidt derfra. Det var sprogets sødme og elegance samt emnets ophøjethed, der tiltrak mig til at læse disse spredte afsnit. Disse afsnit forekom mig lige så nydelsesfulde som en blomsterhave i en gold ørken.

Når man læser Koranen og hadith, vækkes der i hjertet en ren hengivelse og mærkes en inderlig lydighedsfølelse. Når jeg læste bøger om sīra, oplevede jeg netop den samme følelse. Det forekom mig, at jeg gennem en uimodståelig tiltrækning fra et ukendt mysterium igen og igen ønskede at læse den. Min afdøde far var også forfatter til et værk om sīra. Han skrev en kortfattet bog i tredive kapitler med titlen “Talkhis al-Durus al-Awwaliyah fi al-Sira al-Muhammadiyyah”. I mange år var den den eneste lærebog på islamiske uddannelsesinstitutioner. Det siger sig selv, at sīra på den tid var et af skolernes vigtigste undervisningsfag.

Trods dette har jeg ikke været i stand til at læse Sīrat Ibn Hishām fra ende til anden. Som jeg allerede har nævnt, skyldes det manglen på en velordnet fremstillingsmetode samt den usammenhængende og springende fortællestil. Pludselig står en lang liste i vejen for den, der læser sīraen: navnene på alle krigsfangerne fra Badr, navnene på alle de heste, som den muslimske hær ved Badr benyttede, samt navnene på alle de muslimske soldater fra Ansar og Quraysh, der deltog i slaget ved Badr, på dem, der blev martyrer, og på de polyteister, der blev dræbt. På samme måde bliver læserens studium af sīraen hindret af de digte, der blev reciteret under slaget ved Badr, de dialoger, der blev fremsagt til forherligelse af forfædrene, de taler, hvori slægtslinjer blev nævnt, de lange tirader, der blot væver et net af ord, samt de fleste af de koranfortolkninger, der er blevet fremført i tilknytning hertil, men som ikke har nogen forbindelse med sīraens hovedemne. Hertil kommer angivelserne af fortællekæderne, altså isnād, som er almindelig praksis i sīra-værker, og hvis betydning kun anerkendes af kritiske lærde.

Derfor har jeg gennem denne forkortede bog forsøgt at præsentere sīraens kerne for læseren i en letlæselig form, der ikke bryder studiets kontinuitet, og i en ny og tiltalende udformning. Jeg har imidlertid gjort mig alle anstrengelser for at sikre, at originalværkets egentlige indhold forbliver uændret, så læseren kan citere det og være sikker på at kunne indhente pålidelige oplysninger fra det oprindelige værk. Jeg har ikke ændret et eneste bogstav i originalværket, for jeg har altid haft for øje, at det er mit ansvar og min pligt at gengive forfatterens udsagn ordret. Jeg har valgt og konsekvent fulgt den praksis at citere Ibn Hishāms ord korrekt og derfor indlede med ordene: »Ibn Hishām siger«. Jeg har foretaget ændringer dér, hvor det var nødvendigt af hensyn til samlingens behov og formål. Alt det øvrige er Ibn Ishāms udsagn, som Ibn Hishām har overleveret. Jeg har kun nævnt fortællernes navne dér, hvor det var nødvendigt for at underbygge udsagnet; ellers har jeg ikke nævnt dem, selv om Ibn Ishāq eller Ibn Hishām i originalværket næsten altid nævner deres navne. Jeg har bestræbt mig på at ordne alle Ibn Hishāms citater systematisk og har efter behov forklaret og analyseret nogle af dem. I denne forbindelse har jeg måttet støtte mig til sīra-forskernes overleveringer samt pålidelige hadith-værker og ordbøger.

For dem, der ikke har mulighed for at studere originalværket, er denne forkortede samling en let adgang til at læse det. Derved kan der skabes en god forbindelse mellem vor tids unge og deres gamle og storslåede arv.

Læserne kan afslutte denne bog på blot nogle få dage og hurtigt tilegne sig værdifuld og gavnlig viden fra den. Hvis de i stedet skulle læse originalværket, som i dag er uden for enhver læsers rækkevidde, ville det tage dem mange måneder.

Jeg beder Allah om, at Han vil lade samfundet drage nytte af denne bog. Hvis min lille og ubetydelige indsats i kundskabens rige lykkes, vil jeg anse mig selv for lykkelig. Allahs og Hans Sendebuds tilfredshed er det eneste mål med denne indsats.

Abd as-Salam Harun

Misr al-Jadida

Midt i Ramadan

1374 hijri

Den opadgående slægtslinje fra Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til Adam, fred være med ham

Abu Muhammad Abd al-Malik ibn Hisham siger:

Denne bog omhandler Allahs Sendebud, profeten Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Hans slægtslinje i opstigende retning er som følger:

Hans far var Abd Allah, hans far var Abd al-Muttalib (Abd al-Muttalibs egentlige navn var Shaybah), hans far var Hashim (Hashims egentlige navn var Amr), hans far var Abd Manaf (Abd Manafs egentlige navn var al-Mughirah), hans far var Qusayy (Qusayys egentlige navn var Zayd), hans far var Kilab, hans far var Murrah, hans far var Ka’b, hans far var Lu’ayy, hans far var Ghalib, hans far var Fihr, hans far var Malik, hans far var al-Nadr, hans far var Kinanah, hans far var Khuzaymah, hans far var Mudrikah (Mudrikahs egentlige navn var Amir), hans far var Ilyas, hans far var Mudar, hans far var Nizar, hans far var Ma’add, hans far var Adnan, hans far var Udd, hans far var Muqawwam, hans far var Nahur, hans far var Hita Tayrah, hans far var Ya’rub, hans far var Yashjub, hans far var Nabit, hans far var Ismail (fred være med ham), hans far var Ibrahim (fred være med ham), hans far var Tareh (Tarehs andet navn var Azar), hans far var Nahur, hans far var Sarigh, hans far var Rau, hans far var Falekh, hans far var Ubayr, hans far var Shalekh, hans far var Arfakhshad, hans far var Sam, hans far var Nuh (fred være med ham), hans far var Lamak, hans far var Muttawshalakh, hans far var Akhnukh (historikere mener, at han var profeten Idris, fred være med ham), hans far var Yard, hans far var Mahlil, hans far var Qaynan, hans far var Yanish, hans far var Shith, hans far var Adam, fred være med ham.

Ibn Hisham siger,

»Inshallah vil jeg begynde denne bog med en beretning om Ismail, profeten Ibrahims søn. Derefter vil jeg trin for trin berette om de forfædre, som blev født af Ismail, og som var forfædre til Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, samt om de sønner, der blev født af disse forfædre. På denne måde vil jeg gennemgå alle forfædrene fra Ismail, fred være med ham, til Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, samt de fortællinger, der er blevet overleveret om dem. Men for at holde bogen kort og begrænse den til det, der vedrører siraen, vil jeg ikke nedskrive beretningerne om de af Ismails børn, som ikke var blandt profeten Muhammads, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forfædre. På samme måde vil jeg for at holde bogen kort udelade nogle af de beretninger, som Ibn Ishaq havde nedskrevet i denne bog. I disse beretninger af Ibn Ishaq nævnes Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke, der er heller ikke blevet åbenbaret noget i Koranen om dem, og de tjener heller ikke som anledning til, forklaring på eller bevis for noget, der er omtalt i denne bog. Jeg har også udeladt nogle af de digte, som Ibn Ishaq nævnte, fordi jeg har bemærket, at de er ukendte for dem, der er kyndige i poesi. Desuden har jeg måttet udelade nogle af Ibn Ishaqs smagløse og folkets utilfredshed fremkaldende udsagn samt visse forhold, som ikke støttes af Bukai. Bortset fra disse ting vil jeg, inshallah, fuldstændigt medtage alle Ibn Ishaqs øvrige oplysninger i det omfang, de er blevet overleveret og anerkendt.«

Slægtslinjen blandt Ismails, fred være med ham, efterkommere

Ismails, må fred være med ham, hustru fødte tolv sønner. De var: Nabit, Qayzar, Azral, Mish, Masmaʿ, Mashi, Dam, Azar, Taym, Yatur, Nabash og Qayyum.

Nabits søn var Yasjub, Yasjubs søn var Yaʿrub, Yaʿrubs søn var Ud, og Uds søn var Adnan.

Efter Adnan blev Ismails efterkommere opdelt i forskellige stammer. Adnan havde to sønner: Maʿad og ʿAkk.

ʿAkk ibn Adnan drog til Yemen, og dér slog hans efterkommere sig permanent ned. ʿAkk giftede sig ind i den lokale stamme Banu Ashʿar og fortsatte med at bo sammen med dem, så både deres land og deres sprog blev ét. De ældste forfædre i Banu Ashʿar var: Ashʿar, hans far Nabat, hvis far var Ud, hvis far var Hamaysa, hvis far var ʿAmr, hvis far var Urayb, hvis far var Yasjhub, hvis far var Zayd, hvis far var Kahlan, hvis far var Yasjhub, hvis far var Yarub, hvis far var Qahtan.

Maʿad ibn Adnan fik fire sønner: Nizar, Qudaʿa, Qanas og Iyad. Efterkommerne af Qudayr var så heldige at overleve helt frem til Himyar ibn Saba. Men ifølge eksperten i Maʿads slægt uddøde alle øvrige efterkommere af Qanas ibn Maʿad. Kong Nuʿman ibn Mundhir af Hira var dog en af deres efterkommere.

Rabiʿa ibn Nasrs drøm

Blandt kongerne var Rabiʿa ibn Nasr af Yemen en svag og underlagt konge. En gang så han en frygtelig drøm og blev dybt skræmt. Han samlede alle spåmænd, troldmænd og aʿif’er i sit rige. På den tid fandtes der en slags spåmænd, som forudsagde fremtiden ud fra fugles skrig, bevægelser og lignende. De blev kaldt aʿif’er.

eller astrologer, og han samlede dem alle og sagde: »Jeg har haft en drøm, som har skræmt mig voldsomt. I skal fortælle mig, hvad jeg har drømt, og hvad dens tydning er.« De forsamlede astrologer sagde: »Beskriv drømmen for os. Vi skal fortælle dig dens tydning.« Kongen sagde: »Hvis jeg fortæller jer drømmen, vil jeg ikke finde trøst eller ro i jeres tydning. For tydningen eller forklaringen på denne drøm kan kun gives af den, der er i stand til at fortælle om drømmen, før jeg selv fortæller den.« En af astrologerne sagde: »Deres Majestæt, hvis De ønsker at få drømmens tydning at vide på denne måde, så tilkald Satih og Shiqq. For ingen er dygtigere end dem. De vil kunne fortælle Dem det, De ønsker at vide.«

Kongen tilkaldte de to spåmænd. Først trådte Satih frem for kongen. Kongen sagde til ham: „Jeg har haft en drøm, som har skræmt og rystet mig. Fortæl mig, hvad jeg drømte. Hvis du kan gengive drømmen korrekt, vil du også kunne tyde den korrekt.“

Satih sagde: „Godt, det vil jeg gøre. De så i en drøm et stykke ild komme frem fra mørket, stige ned over lavlandet og opsluge alle de levende væsener, der befandt sig dér.“

Kongen sagde: „Bravo! Du har gengivet drømmen helt korrekt. Fortæl mig nu, hvad den betyder.“

Han sagde: „Ved ed sværger jeg ved alle de slanger, der lever i de to klippelande, at abyssinierne vil trænge ind i Deres land og tage hele Yemen i besiddelse.“ Kongen sagde: „O Satih, dette er en yderst smertelig og oprørende sag.“

Hvornår vil det ske? I min regeringstid eller efter min tid?“

Han sagde: „Det vil ske et stykke tid efter Deres regeringstid, når der er gået mere end tres eller halvfjerds år.“ Kongen spurgte: „Vil dette land forblive i deres besiddelse for evigt, eller vil deres tilranelse ophøre?“ Han sagde: „Når der er gået lidt mere end halvfjerds år, vil deres herredømme ophøre. Derefter vil de enten blive dræbt eller flygte.“ Kongen spurgte igen: „Hvem vil dræbe eller fordrive dem?“ Satih sagde: „De vil blive dræbt eller fordrevet af Iram ibn Dhu Yazan. Han vil komme fra Aden og vil ikke lade en eneste af dem blive tilbage i Yemen.“

Kongen sagde: „Vil Iram herske for evigt eller kun midlertidigt?“

Satih sagde: „Deres herredømme vil være midlertidigt.“

Kongen sagde: »Ved hvis hånd vil magten ophøre?«

Sātiḥ sagde: »Ved en ren og hellig profets hånd. Han vil modtage åbenbaring fra den himmelske verden.«

Kongen sagde: »Hvilken slægt vil han nedstamme fra?«

Sātiḥ sagde: »Han vil nedstamme fra Ghalibs slægt, som er søn af Fihir, der er søn af Malek, der er søn af Nadar. Hans folk vil have magten indtil det øjeblik, hvor verdensaltet går til grunde.«

Kongen sagde: »Har verdensaltet da også en ende?«

Han sagde: »Ja, den dag, hvor jordens første og sidste mennesker vil blive samlet. De, der gør gode gerninger, vil blive lykkelige, mens de, der gør onde gerninger, vil lide.«

Kongen sagde: »Er din profeti sand?«

Han sagde: »Ja, ved nattens mørke og daggryets lys, ved den velordnede morgenrøde sværger jeg, at det, jeg har sagt, er fuldstændig sandt.«

Derefter ankom Shaqq til kongens hof. Kongen sagde til Shaqq alt det samme, som han havde sagt til Satiḥ. Men han lod ham ikke vide, hvad Satiḥ havde sagt; han holdt sagen hemmelig for at se, om de begge ville komme med den samme profeti eller med forskellige profetier.

Shaqq sagde: „Du har set i en drøm, at en flamme kom frem fra mørket. Den faldt ned mellem et bjerg og en have. Derefter opslugte den alle skabninger dér.“

Kongen forstod, at deres udsagn var identiske. Den eneste forskel var, at Satiḥ havde sagt, at stykket var faldet ned i lavlandet, mens Shaqq havde sagt, at det var faldet ned mellem et bjerg og en have. Derefter sagde han til Shaqq: „Du har talt sandt. Sig mig nu, hvad er tydningen af det?“

Han sagde: „Jeg sværger ved alle mennesker i de to bjergomkransede lande, at sudaneserne vil angribe dit land, og at alle svage mennesker vil blive tvunget til at adlyde deres mindste vink. De vil få herredømme over hele området fra Abyan til Najran-bjerget.“

Kongen sagde: „Det er yderst smertefuldt og vredeprovokerende. Hvornår vil dette ske? I min levetid eller først senere?“

Han sagde: „Efter at der er gået en hel del tid efter dig. Derefter vil en mægtig mand befri jer og fordrive angriberne efter at have ydmyget og vanæret dem alvorligt.“

Kongen sagde: „Hvem er denne mægtige mand?“

Han sagde: „En ung mand, som hverken er ringe eller ondsindet. Han vil fremstå fra Dhu Yazans hus. Han vil ikke lade en eneste af angriberne blive tilbage i Yemen.“

Kongen sagde: »Vil denne mands styre være evigt eller kortvarigt?«

Shek sagde: »Hans styre vil ophøre, når et udsendt sendebud kommer, som vil grundfæste sandhed og retfærdighed og komme ledsaget af fromme og retskafne mennesker. Hans folks styre vil vare indtil Qiyamah.«

Kongen sagde: »Hvad er Qiyamah?«

Han sagde: »Det er den dag, hvor herskerne skal dømmes. En røst vil lyde fra himlen, som både levende og døde vil kunne høre. På det fastsatte tidspunkt vil alle mennesker blive samlet. Den dag vil der være fremgang og velsignelse for de mådeholdne.«

Kongen sagde: »Er det, du har sagt, virkelig sandt?«

Han sagde: »Ja, jeg sværger ved Herren over himlen og jorden og alt, hvad der findes af fladt og ujævnt mellem dem, at den profeti, jeg har fremsagt for dig, er sand og uden tvivl.«

Rabi’a troede på disse to spåmænds ord og sendte sin familie til Irak med det nødvendige udstyr og de nødvendige forsyninger. Derefter sendte han et brev til Persiens daværende kejser, Shapur ibn Khurzad. Shapur sørgede for, at de kunne bosætte sig i Hira.

Abu Karb Hassan ibn Tubban As’ad overtager kongedømmet Yemen og angriber Yasrib

Efter Rabias død tilfaldt hele kongedømmet i Yemen Abu Karib Hassan ibn Tubban As’ad. Hans far, Tubban As’ad, var allerede tidligere kommet til Medina (Yathrib) fra øst og havde således på behændig vis banet vejen for at etablere sit herredømme uden at genere Medinas indbyggere. dér udnævnte han en af sine sønner til stedfortræder. Men denne søn blev pludselig dræbt af en snigmorder. Derefter vendte Tubban tilbage med planer om at ødelægge Medina og udrydde dens indbyggere. Så samlede en gruppe mænd sig under ledelse af Amr ibn Talla. Til sidst gik de i krig mod ham. Gruppen foregav, at den kæmpede mod ham om dagen, men viste ham gæstfrihed om natten. Tubban blev forbløffet over deres opførsel og sagde: »Forunderligt! Dette folk er virkelig høfligt og ædelt.« Krigen fortsatte således. En dag, mens dette stod på, kom to jødiske lærde til ham, efter at de havde fået kendskab til hans plan om at ødelægge Medina og dens indbyggere. De sagde til ham: »O konge, gør ikke dette. Selv hvis du insisterer, vil der møde dig en uovervindelig hindring, så du ikke vil kunne opnå det, du ønsker. Desuden vil du snart blive straffet.« Kongen sagde: »Af hvilken grund skulle jeg blive straffet?« De svarede: »Medina er tilflugtsstedet for den profet, der kommer ved tidernes ende. Han vil blive fordrevet fra det hellige sted af Quraysh og slå sig ned her.«

Da kongen hørte dette, opgav han sit forehavende. Han tænkte, at de to mænd virkelig måtte være vise. Kongen blev betaget af deres ord. Han forlod Medina og antog de to lærdes religion.

Tubbā, det vil sige Tubban As’ad, og hans stammefolk var afgudsdyrkere. Han drog gennem Yemen mod Mekka. Da han nåede frem mellem de to steder, der kaldes Usman og Amaj, sagde nogle mænd fra Hudhayl ibn Mudraka-stammen til ham: »O konge, ønsker du at finde et ukendt hus, som er fyldt med værdifulde skatte såsom diamanter, perler og smaragder, selv om dine forgængere blandt kongerne ikke kendte til det?« Kongen sagde: »Ja, jeg ønsker bestemt at finde et sådant hus.« De sagde: »I Mekka findes der et hus. Mekkas indbyggere tilbeder dér og beder ved siden af det.«

I virkeligheden havde mændene fra Banu Hudhayl givet Tubban dette råd med det formål at styrte ham i fordærv. For de vidste, at enhver konge, der havde ønsket at bemægtige sig Kabaen, og enhver, der havde angrebet den, var gået til grunde.

Tubban ønskede at følge Banu Hudhayls råd. Men før han gjorde det, sendte han en udsending til de to jødiske lærde for at høre deres mening. De to lærde sagde: »Banu Hudhayl ønsker at udslette dig og dine soldater. Vi kender ikke til noget hus på jorden, som nogen anden end Allah har kunnet tage i besiddelse. Hvis du følger det råd, de har givet, vil du og dine ledsagere blive tilintetgjort fra grunden. Det er uundgåeligt og uafvendeligt.« Kongen sagde: »Hvad mener I så, at jeg bør gøre, når jeg kommer hen til dette hus?« De svarede: »Du skal gøre, som Mekkas indbyggere gør. Gå rundt om huset i tawaf, og vis det ære og ærbødighed. Mens du opholder dig dér, skal du barbere håret af dit hoved. Så længe du ikke har taget afsked med huset, skal du være yderst ydmyg.« Kongen sagde: »Hvorfor gør I ikke selv dette?« De sagde: »Ved Gud, det er det hus, som vor fader Ibrahim byggede. Alt, hvad vi har fortalt dig om dette hus, er sandt. Men Mekkas indbyggere har opstillet et stort antal afguder omkring huset og derved lukket vejen for os til at komme derhen. De har også forhindret os i at komme derhen ved at opretholde blodsudgydelse i nærheden af huset, selv om det er forbudt. De er afgudsdyrkere og urene.«

Tubban fulgte de to jødiske lærdes råd og gennemførte det. Derefter gik han hen til mændene fra Hudhayl-stammen og huggede hænder og fødder af dem. Så kom han til Mekka, gik rundt om den hellige Kaba, slagtede dyr ved siden af den som offer og barberede sit hår. På denne måde tilbragte han seks dage i Mekka. I disse seks dage bestod hans vigtigste beskæftigelse i at ofre dyr, bespise Mekk as indbyggere og give dem honning at drikke. I en drøm så han, at han dækkede den ædle Kaba med et klæde. Derefter overdrog han Kabaen et betræk af et groft stof, der blev kaldt khasf.

Han drømte igen, at han iførte Kabaen et endnu bedre klæde. Derfor dækkede han senere Kabaen med et kostbart yemenitisk klæde. Historikerne mener, at denne Tubbā, det vil sige Tubban, var den første, der gav den ædle Kaba et betræk, og at han testamenterede ansvaret for at give Kabaen betræk videre til folkene fra Jurhum-stammen, som var dens vogtere. Han var også den første, der beordrede, at Kabaen skulle renses, hvilket blandt andet indebar, at den skulle befries for afguder. Han advarede alle om ikke at udgyde blod i nærheden af Kabaen og ikke at efterlade lig eller snavsede stykker tøj, som menstruerende kvinder havde brugt. Han sørgede for, at der blev lavet en dør til Kabaen og indrettet en lås og nøgler.

Derefter drog Tubbā ud fra Mekka med sine soldater og de to jødiske lærde og satte kurs mod Yemen. Da han nåede Yemen, opfordrede han landets befolkning til at opgive afgudsdyrkelsen og antage den religion, han selv havde antaget. Yemens indbyggere erklærede tydeligt, at de ikke ville opgive deres religion, medmindre de efter deres skik søgte en afgørelse hos ilden.

Jemenitterne afgjorde stridigheder ved hjælp af ild. Denne ild fortærede den uretfærdige, men skadede ikke den forurettede. En dag gik jemenitterne med deres afgudsbilleder og øvrige redskaber til dyrkelsen af deres religion, mens de to jødiske lærde bar deres himmelske bog hængende over skuldrene, og satte sig på det sted, hvor ilden kom frem. Da ilden kom frem, bevægede den sig først hen imod jemenitterne. Jemenitterne blev bange, da de så det, og trak sig væk fra ilden. De tilstedeværende bebrejdede dem det og bad dem sidde roligt på deres rette pladser. Så snart de satte sig tålmodigt, omringede ilden dem og brændte afgudsbillederne og de øvrige religiøse redskaber til aske. De få præster fra Himyar-stammen, som bar de religiøse redskaber, blev også brændt til aske. Derfor antog Himyar-stammen Tubbans religion. Fra da af slog jødedommen rod i Yemen.

Efter Tubban besteg hans søn Hassan Yemens kongelige trone. Sammen med hele Yemens befolkning indledte han et erobringstogt med det formål at underlægge sig hele den arabiske og ikke-arabiske verden. Da Himyar- og de øvrige yemenitiske stammer således nåede Bahrains område, ønskede de ikke at fortsætte længere frem sammen med ham. De besluttede at vende tilbage til deres hjemland og deres familier. De gav udtryk for denne hensigt over for Amr, en af Hassans brødre, som deltog i hæren, og sagde: “Dræb din bror Hassan, og vend tilbage til hjemlandet sammen med os. Vi vil hylde dig som konge.” Da Amr rådførte sig med sine mænd, var alle enige. Kun Dhu Ru’ayn al-Himyari modsatte sig det og forbød drabet. Men Amr ignorerede hans forbud. Da fremsagde Dhu Ru’ayn følgende digt,

“Pas på! Hvem vil bytte sin søvn for søvnløshed?

Den, der fortsætter sit lykkelige liv,

han er den sande lykkens pamfilius. Men

Himyar begik forræderi. Og for Dhu Ru’ayn blev der tilbage en af Gud anerkendt undskyldning.”

Han skrev dette lille digt på et stykke papir og forseglede det. Derefter bragte han det til Amr og sagde: “Opbevar dette notat, som jeg har skrevet, hos dig.” Amr opbevarede det. Derefter dræbte han sin bror Hassan og vendte tilbage til Yemen sammen med sine folk.

Efter at Amr ibn Tubban var vendt tilbage, blev han ramt af alvorlig søvnløshed. Da sygdommen blev alvorlig, tilkaldte han læger, fuglespåmænd, astrologer og spåmænd og bad om deres vurdering for at afdække årsagen til hans sygdom. En af dem sagde: “Se, ligesom du dræbte din bror, har enhver, der har dræbt sin egen bror eller en nær slægtning, måttet lide under denne form for søvnløshed.”

Så snart Amr hørte dette, begyndte han at dræbe alle de indflydelsesrige mænd i Yemen, som havde rådet ham til at dræbe sin bror Hassan. Efter at have dræbt dem én efter én nåede han frem til Dhū Ruʿayn, som sagde: „Beviset på min uskyld findes hos Dem.“ Amr sagde: „Hvad er det?“ Dhū Ruʿayn sagde: „Et stykke papir med noget, jeg selv har skrevet, og som jeg gav Dem.“ Amr tog det frem og så, at der stod to verslinjer på det. Han forstod, at Dhū Ruʿayn faktisk havde givet ham et godt råd. Derfor dræbte han ham ikke.

Derefter døde Amr. Efter hans død opstod der anarki og kaos i Himyar-styret, og folket blev splittet. Udnyttende denne mulighed tilranede en frygtelig og syndig mand uden for kongefamilien ved navn Lakhniya Yāsūf Dhū Shanātir sig magten. Han dræbte de fornemme blandt dem og hengav sig til fornøjelser sammen med medlemmerne af kongefamilien.

Lakhniyas største synd var homoseksualitet. En dag tilkaldte han på dette grundlag Yūrʿa Dhū-Nuwās, Hassans bror og Tubbāns søn. Da Hassan blev dræbt, var Yūrʿa stadig et lille barn. På kort tid blev han en velbygget og intelligent ung mand. Da Lakhniyas sendebud kom til Yūrʿa, forstod han hans onde hensigt. Han skjulte en skarp, let kniv under foden i sin sko og gik til Lakhniya. Lakhniya førte ham afsides og kastede sig over Yūrʿa. Yūrʿa greb straks chancen og slog ham voldsomt med kniven. Efter at have dræbt Lakhniya gik Yūrʿa ud foran folket og bekendtgjorde stolt sin bedrift. Da sagde folket: „Du har befriet os fra dette usle menneske. Derfor er du den mest værdige til at være vores hersker.“

Med støtte fra Himyar-stammen og hele Yemens befolkning grundlagde Yūrʿa Dhū-Nuwās et langvarigt og mægtigt kongedømme over dem. Yūrʿa var den sidste kejser af Himyar-dynastiet og hovedpersonen i den begivenhed, hvor mennesker blev kastet i grøften og brændt ihjel i ild (omtalt i Koranens sūra al-Burūj).

I den yemenitiske provins Najrān levede der på det tidspunkt stadig en gruppe af de sande tilhængere af profeten Jesus, fred være med ham. De var lærde, fremragende og havde en stærk beslutsomhed. Deres leder var ʿAbdullāh ibn Thāmir. Dhū-Nuwās førte en militær kampagne mod dem, opfordrede dem til at antage jødedommen og sagde klart: „Bliv enten jøder, eller gør jer klar til at dø.“ Derfor blev der gravet grøfter til dem. Til sidst blev de brutalt brændt ihjel, og mange blev dræbt med sværd, hvorefter deres lig blev lemlæstet. På denne måde dræbte Dhū-Nuwās omkring 20.000 mennesker.

Det var i forbindelse med denne Dhū-Nuwās og hans soldater, at Allah den Ophøjede åbenbarede følgende til profeten Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham: „Forbandelsen er over grøftens ilds herres. Husk, da de sad ved grøften og nød synet af det blodbad, de begik mod de troende. De nærede kun had til de troende, fordi de troede på Allah, den Almægtige, den Lovpriste.“

Det fortælles, at imamen og lederen for denne gruppe troende, som blev dræbt af Dhū-Nuwās, var profeten ʿAbdullāh ibn Thāmir.

Yemen under abessiniernes herredømme

En af de troende, der blev dræbt i Dhu-Nuwās’ ildgrav, lykkedes det på en eller anden måde at redde sig selv og flygte. Denne mand, ved navn Daws Dhu-Sulubān fra Saba-stammen, slap på snedig vis ud af ildgraven, steg op på sin hest og red i rasende fart gennem ørkenen, mens han undveg Dhu-Nuwās’ forfølgere. Ridende uden ophør nåede han frem til den romerske kejsers hof. Han gav en detaljeret beretning om den gruopvækkende massakre og forfølgelse, som Dhu-Nuwās og hele hans hær havde udsat de troende i Najrān for, og bad den romerske kejser om militær hjælp mod Dhu-Nuwās’ magt. Kejseren sagde: »Dit land ligger meget langt herfra. Derfor vil jeg skrive til kongen af Abessinien. Han bekender sig også til min religion, og hans land ligger tæt på dit.« Kejseren sendte kongen af Abessinien et brev, hvori han ikke blot beordrede ham til at yde hjælp, men også til at tage hævn. Daws mødte op hos Najāshī, kongen af Abessinien, med den romerske kejsers brev. Najāshī sendte en hær på 70.000 soldater fra Abessinien sammen med Daws. En mand ved navn Aryāt blev udnævnt til hærens leder. Som hans medhjælper blev en anden mand ved navn Abraha al-Ashram i hæren.

Aryāt gik i land ved Yəmans kyst med sin hær efter at være kommet ad søvejen. Daws Dhu-Sulubān var også med ham. Da Dhu-Nuwās hørte dette, drog han sammen med Himyar og de øvrige yəmენitiske stammer, der fulgte ham, ud for at standse Aryāts soldater. Der udbrød et voldsomt slag mellem de to parter. Til sidst led Dhu-Nuwās og hans folk nederlag. Da Dhu-Nuwās så denne situation, satte han sin hest mod havet. Hesten sprang ud i havet, og Dhu-Nuwās druknede. Dermed var Dhu-Nuwās og hans jødiske styre til ende. Aryāt trængte ind i Yəman og besteg tronen.

Konflikten mellem Aryāt og Abraha

Aryāt fortsatte med at herske over Yəman i lang tid. På et tidspunkt kom Abraha i konflikt med ham. Hans krav var, at han som Najāshīs repræsentant havde større ret til at herske over Yəman. De abessinske soldater blev splittet i to lejre på grund af dette spørgsmål. Da det var ved at komme til krig mellem de to grupper, sendte Abraha Aryāt følgende besked: »Hvis abessinierne går i krig mod hinanden, vil de selv blive ødelagt, og der kommer ingen fordel ud af det. Lad os derfor kæmpe mod hinanden i en tvekamp. Den af os to, der sejrer, skal have hele hærens troskab.« Aryāt accepterede forslaget og sagde: »Ja, du har helt ret.« Der udbrød en voldsom kamp mellem Aryāt og Abraha. Abraha var forholdsvis mere from, kraftig og kort, mens Aryāt var høj, smuk og meget kraftig. Han havde et våben i hånden. For at beskytte sin ryg placerede Abraha sin slave ved navn Atūdah bag sig. Aryāt slog Abraha i hovedet med sit sværd, men slaget ramte hans ansigt. Abrahas næse og øjenbryn blev skåret op, og hans læber og øje blev såret. Derfor blev han kaldt Abraha al-Ashram, det vil sige den næseafskårne. Da trådte Atūdah frem bag Abraha, angreb Aryāt og dræbte ham. Derefter sluttede Aryāts abessinske tilhængere sig til Abrahas gruppe, og Abraha fortsatte med at herske over Yəman som Abessiniens enstemmigt anerkendte repræsentant.

Begivenheden med elefantens folk

Derefter byggede Abraha i San’a en kirke ved navn al-Qullays, hvis lige eller mage ikke fandtes i datidens verden. [7. Dette er den historiske kirke, som Abraha byggede som et alternativ til den hellige Kaaba. Hans ønske var, at araberne i stedet for Kaaba skulle gøre denne kirke til centrum for hajj, og at hajj skulle flyttes til kirkens område.]

Derefter skrev han til Najāshī: »O konge, jeg har bygget en kirke til dig, hvis lige ikke findes i historien. Jeg vil ikke standse, før jeg har flyttet arabernes hajj til denne kirkes område.« Nyheden om dette brev, som Abraha havde skrevet til Najāshī, blev snart kendt blandt araberne. De blev yderst vrede. I Banū Kināna-stammen fandtes en gruppe, som troede på at gøre den måned, hvor blodsudgydelse var forbudt, tilladt. [8. Denne gruppe blev kaldt nasāʾah. Det var vanskeligt for araberne at overholde Dhū al-Qaʿdah, Dhū al-Hijjah og Muharram som tre sammenhængende måneder uden blodsudgydelse. De ernærede sig netop gennem røveri, plyndring og lignende ved at dræbe mennesker. Derfor blev det besværligt for dem at overholde tre forbudte måneder i træk. Når den pågældende havde afsluttet hajj og var gået ud fra Mina, efter den resterende del af 8 …., fremsagde han følgende erklæring foran folk: »Jeg er den, der ikke har nogen skamplet, hvis trussel ingen svarer på, og hvis beslutning ingen kan ændre.« Alle sagde i kor: »Ja, sandelig! Ja, sandelig!« Derefter sagde alle igen: »Flyt en af vores forbudte måneder tilbage. Gør Muharram tilladt, og regn i stedet Safar som forbudt.« Dette er nasāʾah, det vil sige processen med egenmægtigt at flytte de forbudte måneder tilbage. Det er en jahilī-skik og en fuldstændig ikke-islamisk praksis. – Oversætteren]

En af deres hidsige mænd gik i al hemmelighed hen til denne kirke, som Abraha havde bygget, gjorde afføring i den og vendte derefter tilbage til sin bebyggelse.

Da sagen på rette tid nåede Abrahas ører, begyndte han at spørge folkene:

»Hvem gjorde dette?« Folkene meddelte: »Det var en araber. Han hører til blandt dem, der udfører hajj i Kaabaen i Mekka. Da han hørte, at du ønsker at flytte hajj fra Mekka hertil, blev han vred og gjorde dette. Dermed vil han bevise, at denne kirke ikke kan være et alternativ til Kaabaen, og at den ikke er værdig til at være hajjens centrum.«

Abraha blev rasende. Han svor, at han for enhver pris ville ødelægge Kaabaen. Han fortalte abyssinierne om sin hensigt, og de hjalp ham med at forberede sig ved at skaffe alle slags midler og udstyr. Da tiden var inde, drog han af sted for at angribe Kaabaen med en flok elefanter. Da araberne fik kendskab til sagen, blev de dybt bekymrede og grebet af frygt. Da de hørte, at Abraha ville ødelægge Allahs hellige hus, Kaabaen, indså araberne, at det var deres ubetingede pligt at føre jihad mod angriberne.

En fornem og indflydelsesrig borger i Yemen ved navn Dhu Nafr opfordrede hele Yemens befolkning og de øvrige arabere til at kæmpe mod Abraha for at beskytte den ærefulde Kaaba. De, der besvarede hans opfordring, samlede sig under hans ledelse, og Dhu Nafr gik i krig mod Abraha. Men han og hans hær blev besejret, og Dhu Nafr blev taget til fange. Derefter fortsatte Abraha mod sit ønskede mål. Da han nåede khath’amitternes område, gjorde Nufayl ibn Habib al-Khath’ami modstand mod Abraha sammen med de to khath’amitiske stammer Shahran og Nahis samt flere andre arabiske stammer, der delte deres synspunkter. Nufayl blev også besejret med hele sin styrke og taget til fange. Da Abraha løslod Nufayl, fulgte han med som hans vejviser. Da Abraha drog frem over Taif, mødte Mas’ud ibn Mu’attib ham sammen med nogle mænd fra Thaqif-stammen og sagde til ham: »Konge, vi er som lydige slaver og er ikke dine modstandere. Det hus, du er på vej mod, er ikke vores gudshus. Du ønsker jo at angribe huset i Mekka. Derfor giver vi dig en mand med som vejviser; han vil vise dig Kaabaen.« Abraha blev glad for dem og viste dem venlighed. Folkene fra Taif sendte en mand ved navn Abu Righal med ham for at vise ham vejen til Mekka. Da Abraha og hans folk nåede stedet Mughammas, døde Abu Righal. Senere plejede araberne at kaste sten på Abu Righals grav, og selv i dag kaster folk sten på hans grav i Mughammas. [9. Navnet på et sted nær Mekka på vejen til Taif.]

Mens Abraha gjorde holdt i Mughammas, sendte han en abyssinier ved navn Aswad ibn Maqsud ridende til Mekka for at rekognoscere. Aswad nåede helt til Mekka, og på tilbagevejen tog han det kvæg, der tilhørte Quraysh og andre stammer, og som gik på græsgang i dalen. Blandt dette kvæg var også to hundrede kameler, der tilhørte Abd al-Muttalib ibn Hashim. På det tidspunkt var han den mest fornemme person blandt Quraysh og deres store leder. Quraysh-, Kinana- og Hudhayl-stammerne i området blev oprørte over bortførelsen af kvæget og ønskede at gå i krig mod Abraha. Men da de indså deres egen hjælpeløshed, opgav de dette ønske.

Da Abraha sendte Hunata al-Himyari til Mekka, sagde han til ham: »Find først den mest ærede person og leder i Mekka. Sig derefter til ham: Kongen er ikke kommet for at føre krig mod jer. Han er kun kommet for at ødelægge Kaabaen. Hvis I ikke går i krig for at forhindre os i dette, ønsker vi ikke at udgyde jeres blod. Hvis han ikke ønsker at kæmpe mod mig, skal du bringe ham til mig.«

Hunata trådte ind i Mekka og undersøgte sagen. Han fik at vide, at den mest ærede person og leder i Mekka var Abd al-Muttalib ibn Hashim. Da han opsøgte Abd al-Muttalib, viderebragte han det, som kongen havde bedt ham sige. Abd al-Muttalib sagde: »Ved Allah, vi ønsker ikke at kæmpe mod ham, og vi har heller ikke magt til det. Dette er Allahs hellige hus. Det er Hans eget hus og Hans egen æressag. Hvis Han ikke forhindrer os, har vi intet at stille op.«

Da sagde Hunata: »Kom med mig til kongen, for han har befalet mig at tage dig med til ham.« Abd al-Muttalib drog af sted til Abraha sammen med en af sine sønner. Så snart han nåede frem til Abrahas soldater, spurgte han efter Dhu Nafr, som var hans ven. Han fik foretræde for den fangne Dhu Nafr og sagde: »Dhu Nafr, kan du på nogen måde hjælpe os med at afværge den ulykke, der har ramt os?« Dhu Nafr svarede: »Hvilken hjælp kan en kongelig fange yde, når han hvert øjeblik forventer at blive dræbt? Jeg kan i sandhed ikke gøre meget for jer i denne ulykke. Men der er en elefantfører ved navn Unays. Han er min ven. Jeg sender ham et bud, fortæller ham om din høje status og dine rettigheder og beder ham skaffe dig tilladelse til at fremsætte din sag over for kongen. Jeg vil endda bede ham om, hvis det er muligt, at tale din sag hos kongen.« Abd al-Muttalib sagde: »Det vil være tilstrækkeligt.« Derefter sendte Dhu Nafr følgende besked til Unays: »Hør her! Abd al-Muttalib er Qurayshs ubestridte leder og leder for Mekkas handelsfolk. Han er kendt som den, der skaffer føde til menneskene i dalene og til de vilde dyr i bjergene. Blandt de dyr, som kongen har taget, er der to hundrede kameler, der tilhører Abd al-Muttalib. Sørg derfor for, at han får foretræde for kongen, og hjælp ham så meget, du kan.« Unays sagde: »Det skal jeg nok. Jeg vil gøre mit bedste.« Unays sagde til Abraha: »Konge, Qurayshs leder er til stede ved dit hof. Han ønsker at møde dig. Han er leder for handelsfolkene i Mekka. Han er kendt både for at skaffe menneskene føde i dalene og for at skaffe føde til de vilde dyr på bjergtoppene. Giv ham venligst tilladelse til at træde frem og fremsætte sine krav.« Abraha gav ham tilladelse.

Abd al-Muttalib var den tids mest fremragende af udseende samt en yderst anset og værdig personlighed. Abraha blev straks betaget og overvældet, da han så ham. Han anså Abd al-Muttalib for så højtstående, at han ikke kunne få sig selv til at lade ham sidde nedenfor, mens han selv sad på et højt sæde. På den anden side ønskede han heller ikke, at abyssinerne skulle se ham sidde på samme kongelige sæde som kongen. Derfor steg Abraha ned fra sit kongelige sæde, satte sig på et lavere leje og lod Abd al-Muttalib sætte sig ved siden af ham. Derefter sagde han til tolken: “Bed ham fremsætte sit ærinde.” Tolken adlød. Abd al-Muttalib sagde: “Jeg beder om, at mine to hundrede kameler, som kongen har taget, bliver givet tilbage.” Da tolken meddelte dette til Abraha, sagde Abraha gennem tolken: “Da jeg så dig første gang, blev jeg dybt imponeret, men efter at have hørt dine ord er jeg nu blevet stærkt frastødt af dig. Det er virkelig forbløffende, at du taler til mig om de to hundrede kameler, jeg har taget, mens du ikke siger noget om Kabaen, centrum for din og dine forfædres religion, selv om du ved, at vi er kommet for at ødelægge den.” Abd al-Muttalib sagde: “Jeg er kun kamelernes ejer. Kabaens ejer er en anden, og Han vil beskytte sit hus.” Abraha sagde: “Han vil ikke kunne forhindre mig i at angribe dette hus.” Abd al-Muttalib sagde: “Det er en sag mellem dig og Kabaens ejer.”

Abraha gav Abd al-Muttalibs kameler tilbage. Abd al-Muttalib gik til Quraysh og fortalte dem alt, hvad der var sket. Han beordrede dem til at forlade Mekka og søge tilflugt i de skjulte huler i de omkringliggende bjerge for at beskytte sig mod den mulige mishandling fra Abrahās soldater. Derefter stillede Abd al-Muttalib sig sammen med en gruppe Quraysh-folk ved indgangen til Kabaen, hvor de klamrede sig til dørtrinnet, og han bad Allah om hjælp til at beskytte dem mod Abrahās og hans hærstyrkers angreb. Mens Abd al-Muttalib holdt fast i Kabaens dørtrin, begyndte han at sige:

“O Allah, selv en tjener beskytter sine folk og sin gruppe. Beskyt derfor Dine lydige tjenere. Lad ikke deres kors og deres magt sejre over Din styrke. Hvis Du har besluttet at overlade vores qibla til deres nåde, så gør, hvad Du vil!”

Derefter forlod Abd al-Muttalib Kabaens dørtrin, og han og hans Quraysh-ledsagere søgte tilflugt i en bjerghule. Derfra begyndte de at holde øje med, hvad Abraha ville gøre, når han trængte ind i Mekka.

Tidligt næste morgen begyndte Abraha at gøre sig klar til at trænge ind i Mekka. Han samlede og organiserede sin elefanthær og sin hær. Hans elefant hed Mahmud. Abrahās plan var først at ødelægge Kabaen og derefter vende tilbage til Yemen. Da han førte elefanthæren mod Mekka, kom Nufayl ibn Habib frem og stillede sig ved siden af Abrahās elefant. Så tog han fat i elefantens øre og sagde: “Gå ned på knæ. Ellers skal du vende fredeligt tilbage til det sted, du kom fra. Du skal vide, at du befinder dig i Allahs hellige by.” Så snart han slap øret, gik elefanten ned på knæ. Nufayl slog den brutalt og fik den med stort besvær op på bjerget. Selv efter mange slag var det ikke muligt at få elefanten til at rejse sig. Derefter stak man en krum stav ind i dens snabel og gjorde den blodig, så elefanten skulle rejse sig. Men den rejste sig stadig ikke. Så snart man drev den baglæns i retning af Yemen for at få den til at vende tilbage, begyndte den at løbe. Da man drev den mod Syrien, fortsatte den også med kraftige skridt. Men så snart den blev drevet mod Mekka, gik den straks ned på knæ. Netop på dette tidspunkt sendte Allah den Ophøjede en slags sorte fugle fra havets side. Hver fugl bar tre små sten: én i sit næb og to i sine fødder. Stenene var på størrelse med linser og kikærter. Hvem de end ramte, begyndte straks at dø. De ramte dog ikke alle. Mange flygtede og begyndte at vende tilbage mod det sted, de var kommet fra. Folk faldt om og døde spredt langs vejen. Så snart en klump ramte Abraha, døde han øjeblikkeligt. Ibn Ishaq siger:

Efter at Allah den Ophøjede havde sendt Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, som profet, nævnte Han denne begivenhed som en særlig barmhjertighed og gunst over for Quraysh. For gennem den reddede Han dem fra faren for at komme under abyssinernes herredømme, så deres egne traditioner kunne bestå. Allah siger i Sura al-Fil:

[Arabisk ***********]

“Har du ikke set, hvordan din Herre handlede med elefanthæren? Gjorde Han ikke deres plan til intet? Han sendte flokke af fugle imod dem, som kastede hårde lersten på dem, og således gjorde Han dem til noget som fortærret halm eller græs.”

Efterkommere af Nizar ibn Ma’ad

Nizar ibn Ma’ad havde tre sønner: Mudar, Rabia og Anmar. [10. Ibn Hisham nævner Iyad som det fjerde barn.]

Mudars to sønner: Ilyas og Aylan

Ilyas’ tre sønner: Mudrikah, Tabikhah og Qama’ah

Mudrikahs to sønner: Khuzaymah og Huzayl

Khuzaymahs fire sønner: Kinana, Asad, Isdah og al-Hawn

Kinanas fire sønner: Nadar11, Malik, Abdmanah og Milkan

Nadars to sønner: Malik og Yakhlud

Maliks ene søn: Fihr

Fihrs fire sønner: Ghalib, Muharib, Harith og Asad

Ghalibs to sønner: Lu’ayy og Taym

Lu’ayys fire sønner: Ka’b, Amir, Usama og Iff

Ka’bs tre sønner: Murrah, Adi og Husays

Murr​​ahs tre sønner: Kilab, Taym og Yaqazah

Kilabs to sønner: Qusayy og Zuhrah

Qusayys fire sønner: Abd Manaf, Abd al-Dar, Abd al-Uzza og Abd Qusayy

Abd Manaf havde fire sønner: Hashim, Abd Shams, al-Muttalib og Nawfal

Abd al-Muttalib ibn Hashims efterkommere

Ibn Hisham siger:

»Abd al-Muttalib ibn Hashim fik ti sønner og seks døtre. Sønnerne var: al-Abbas, Hamza, Abdullah, Abu Talib, al-Zubayr og al-Harith,

11. Ifølge Ibn Hisham er Quraysh et andet navn for Nadar. Det er hans efterkommere, der er kendt som qurayshitter. Ingen kan kaldes qurayshit, hvis vedkommende ikke nedstammer fra ham. Andre siger, at Quraysh er navnet på Fihr ibn Malik.

Hajla, Muqawwim, Dirar og Abu Lahab (hvis egentlige navn var Abd al-Uzza). Døtrene var: Safiyya, Umm Hakim al-Bayda, Atika, Umayma, Arwa og Barra.«

Profeten, Allahs fred, velsignelser og barmhjertighed være med ham, Muhammads forældre

Muhammad ibn Abdullah ibn Abd al-Muttalib, Adams (fred være med ham) ypperste efterkommer, blev født af Abdullah, Abd al-Muttalibs søn, og Amina, Wahabs datter. Må Allah sende uendelig fred, barmhjertighed og velsignelse over ham og hans familie.

Hans slægtslinje gennem moderen er som følger:

Āmina bint Wahb ibn Abd Manāf ibn Zuhra ibn Kilāb ibn Murra ibn Ka’b ibn Lu’ayy ibn Ghālib ibn Fihr ibn Nadhr. Āminas mor var Barra bint Abd al-Uzzā ibn Uthmān ibn Abdud-Dār ibn Qusayy ibn Kilāb ibn Murra ibn Lu’ayy ibn Ghālib ibn Fihr ibn Mālik ibn Nadhr.

Således er Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blandt Adams efterkommere den mest ædle, fornemme, højtstående og ophøjede, både på faderens og moderens side.

Udgravningen af Zamzam-brønden og den deraf opståede uenighed

En dag, mens Abd al-Muttalib sov i al-Hatīm ved den hellige Ka’ba [12. Det vil sige den del af Ka’baens fundament, som profeten Ibrāhīm, fred være med ham, havde lagt. Quraysh byggede imidlertid ikke noget oven på det.], fik han i en drøm befaling om at grave Zamzam-brønden. Abd al-Muttalibs egen beretning om dette lyder således: Jeg sov i al-Hatīm. Da kom en ukendt fremmed og sagde til mig: »Grav den hellige brønd.« Jeg spurgte: »Hvilken hellig brønd?« Den fremmede forsvandt uden at svare. Næste dag gik jeg til mit sovekammer og lagde mig til at sove. Også denne nat kom den samme fremmede og sagde: »Grav den skjulte brønd.« Jeg spurgte: »Hvilken skjulte brønd?« Den fremmede forsvandt uden at svare. Den følgende dag gik jeg igen hen for at sove på det nævnte sted. Den fremmede kom atter og sagde: »Grav Zamzam.« Jeg sagde: »Hvad er Zamzam?« Han sagde: »Den brønd, hvis vand aldrig bliver mindre eller tørrer ud, som kan give vand til det største antal pilgrimme, og som ligger nær reden til en krage med hvide vinger, mellem møg og blod.« [13. Det fortælles, at da Abd al-Muttalib besluttede at grave brønden, så han på det sted, der var blevet anvist ham, en myretue og en kragehule. Men han kunne ikke se møg og blod. Derfor blev han usikker. Pludselig så han en ko komme løbende derhen. En mand havde forsøgt at slagte koen, men den var løbet sin vej. Manden løb efter den, men kunne ikke indhente den. Til sidst løb koen ind på området omkring al-Masjid al-Harām. Da koen nåede det anviste sted og standsede, slagtede manden den dér. Derved kom der blod og møg fra koen. Hele sagen blev klar for Abd al-Muttalib, og han begyndte straks udgravningen på dette sted.]

Da den fremmede havde gjort Zamzam-brøndens kendetegn klare for ham, stedet var blevet fastlagt, og der ikke længere var nogen tvivl om drømmens sandhed, gik han næste morgen derhen med sin søn al-Hārith og en hakke. På det tidspunkt havde han ingen anden søn end al-Hārith. Udgravningen af Zamzam-brønden [Det bør her bemærkes, at Abd al-Muttalib i virkeligheden genudgravede Zamzam-brønden. Brønden opstod første gang i 1910 f.v.t., det år hvor profeten Ismāʿīl blev født. Ifølge den hijriske kalender opstod den 2572 år før Allahs Sendebuds, må Allahs fred være med ham, fødsel. På et tidspunkt tørrede Zamzam-brønden ud og blev begravet under jorden. Til sidst var der ikke længere noget spor af den. Ingen kunne finde den, før Abd al-Muttalib genudgravede den. (Makkah Sharīfs historie, s. 22, 23 og 24)] fortsatte fremad. Da Abd al-Muttalib fik øje på den sten, hvorfra brønden udsprang, råbte han i overvældende glæde: »Allāhu akbar!« Quraysh hørte råbet og forstod, at Abd al-Muttalib havde fundet det, han søgte. De kom alle hen til ham og sagde: »O Abd al-Muttalib, det er vores fader Ismāʿīls brønd. Vi har også ret til den. Gør os til medejere af denne brønd!« Abd al-Muttalib sagde: »Det kan jeg ikke. Dette er kun blevet givet til mig, ikke til jer.« De sagde: »Afgør sagen retfærdigt mellem os. Ellers vil vi ikke forlade dig, før vi har nået en endelig aftale.« Abd al-Muttalib sagde: »Godt, så vælg den, I ønsker, som voldgiftsmand til at bilægge denne strid mellem jer og mig. Jeg er rede til at rette mig efter hans afgørelse.« De sagde: »I Banū Sa’d-stammen findes der en spåkvinde ved navn Khuzaym. Hun skal være vores voldgiftsmand.« Abd al-Muttalib drog af sted sammen med nogle mænd fra Banū Abd Manāf-stammen. En mand fra hver Quraysh-stamme fulgte med ham. Hele rejsen gik gennem ørkenområder. Så snart Abd al-Muttalib og hans gruppe nåede en ørken mellem Hijāz og Syrien, slap deres vand op. Deres tilstand blev så elendig på grund af tørsten, at der ikke længere syntes at være noget håb om at overleve. Da de bad de medrejsende Quraysh-stammer om drikkevand, nægtede de at give dem noget. De sagde: »Vi befinder os også i ørkenen, og vi frygter, at vores tilstand kan blive som jeres.«

Abd al-Muttalib var dybt såret over Qurayshs grusomme opførsel og tænkte på den elendige skæbne, der muligvis ventede dem. Derfor spurgte han sine rejsefæller: »Hvad mener I, at vi bør gøre nu?« Rejsefællerne svarede enstemmigt: »Vi vil kun gøre, hvad du mener. Giv os den anvisning, du finder bedst.« Han sagde: »Jeg mener, at enhver af os, med den smule styrke vi stadig har, bør grave sin egen grav. Når en af os derefter dør, skal vi, der stadig lever, lægge ham i graven og dække ham til med jord. Til sidst vil kun én person være tilbage. Det er bedre, at kun én mands lig går til grunde, end at hele karavanens lig går til grunde.« Alle roste enstemmigt Abd al-Muttalibs beslutning, og hver af dem gravede sin egen grav. Derefter satte de sig og talte timerne, mens de ventede på den uundgåelige død af tørst. Efter et stykke tid sagde Abd al-Muttalib til sine ledsagere: »Ved Allah, det er frygteligt fejt blot at sidde uvirksomme, ikke tage nogen steder hen og hjælpeløst overgive os til døden uden at søge noget middel til at redde livet. Det kan jo være, at Allah vil sørge for vand til os et eller andet sted. Kom derfor, lad os begive os af sted.« Forberedelserne til rejsen blev gjort. De øvrige Quraysh, som var rejsefæller og havde nægtet at give dem vand, havde indtil da fulgt nøje med i alt, hvad de foretog sig. Abd al-Muttalib steg op på sit ridedyr. Så snart ridedyret begyndte at gå, sprang en kilde med drikkevand frem under dets hove. Da Abd al-Muttalib og hans ledsagere så dette, råbte de: »Allāhu akbar!« Derefter steg Abd al-Muttalib og hans ledsagere ned fra ridedyrene, drak vandet og fyldte deres lædersække med vand. Så kaldte Abd al-Muttalib på Quraysh og sagde: »Kom, Allah har givet os vand at drikke. Drik også og fyld jeres lædersække med vand.« De kom, drak vandet og fyldte deres lædersække. Derefter sagde de: »O Abd al-Muttalib, ved Allah, din overlegenhed over os er nu endeligt fastslået. Vi vil aldrig mere strides med dig om Zamzam. Vi har forstået, at Han, som i dag gav dig vand at drikke i denne ørken, også er den, der har givet dig Zamzams vand at drikke. Fortsæt derfor uden tøven med dit ærefulde arbejde med at give folk vand.«

Abd al-Muttalib begav sig tilbage, og alle de øvrige i karavanen vendte også tilbage. Ingen gik til spåkvinden, og alle fritog også Abd al-Muttalib for at besøge hende.

Abd al-Muttalibs løfte om at ofre sin søn

Da Abd al-Muttalib under udgravningen af Zamzam-brønden blev mødt med modstand fra Quraysh, aflagde han et løfte om, at hvis han fik ti sønner, og de nåede at blive voksne i hans levetid og kunne tage sig af ham, ville han ofre én af sine sønner i Allahs navn ved siden af Kaabaen. Da antallet af hans sønner var nået op på ti, og han forstod, at de kunne beskytte ham, tilkaldte han dem alle og samlede dem. Han fortalte dem om sit løfte og bad dem derefter om at opfylde det. Alle sønnerne indvilligede og spurgte: »Hvad skal vi gøre?« Han sagde: »I skal hver tage en pil, skrive jeres navn på den og komme til mig med den.« Det gjorde de alle og kom til ham. Abd al-Muttalib gik sammen med dem hen til afguden Hobal. På det tidspunkt stod Hobal ved en fordybning midt i Kaabaen. I denne fordybning blev alt det, der var ofret til Kaabaen, samlet.

Hos Hobal var der syv pile. På hver pil var der indgraveret en bestemt tekst. På én af pilene stod der »blodpenge«. Når der opstod uenighed blandt dem om, hvem der skulle betale blodpengene, det vil sige hvem morderen var, trak de de syv pile. Hvis pilen med indskriften »blodpenge« kom frem, skulle den, hvis navn kom frem, betale blodpengene. På én pil stod der »ja«. Når de ønskede at udføre en handling, trak de pilene efter samme fremgangsmåde. Hvis pilen med »ja« kom frem, udførte de den ønskede handling. På en anden pil stod der »nej«. Når de ønskede at udføre en hvilken som helst handling, trak de pilene. Hvis pilen med »nej« kom frem, udførte de ikke handlingen. På en anden pil stod der »en af jer eller blandt jer«, på en anden »forbundet«, på en anden »uden for jer« og på en anden »vand«. Når de ville grave en brønd, trak de en af disse pile, og de handlede efter det resultat, der kom frem.

Når araberne på den tid ønskede at omskære en dreng, gifte en pige bort, begrave en afdød eller afgjøre, om et barns fødsel var legitim, og de var i tvivl, førte de den pågældende person hen til afguden Hobal. Samtidig tog de hundrede dirham og en offerkamel med. Pengene og kamelen gav de til den, der trak pilene. Derefter førte de den person, hvis sag skulle afgøres, frem foran afguden og sagde: »Vor gud, dette er den og den, søn af den og den. Vi ønsker, at du træffer en afgørelse for os i denne sag. Fortæl os derfor, hvad den rette afgørelse er.« Derefter bad de den, der trak pilene, om at trække en pil. Hvis pilen med indskriften »en af jer« kom frem, forstod de, at det pågældende barn var et legitimt barn. Hvis pilen med »uden for jer« kom frem, blev barnet regnet for deres allierede. Hvis pilen med »forbundet« kom frem, forblev barnet blandt dem i denne egenskab, mens dets afstamning eller alliance forblev uafgjort. Hvis pilen med »ja« kom frem vedrørende en anden ønsket handling, udførte de den straks. Men hvis pilen med »nej« kom frem, udsatte de handlingen i det pågældende år. Det følgende år søgte de igen en afgørelse om sagen på samme måde. Således var pilenes afgørelse den endelige afgørelse i alle deres anliggender.

Abd al-Muttalib sagde til den, der trak pilene: »Træk en pil om mine sønner.« Han fortalte ham også om sit løfte. Abdullah var på det tidspunkt Abd al-Muttalibs yngste søn. [Hamza og Abbas, som blev født senere, var også yngre end Abdullah.] Han var Abd al-Muttalibs mest elskede barn. Derfor fulgte han spændt med for at se, om pilen ville gå uden om Abdullah. Hvis den gik uden om ham, ville Abdullah jo blive skånet. Da manden skulle til at trække pilen, stod Abd al-Muttalib ved afguden Hobal og påkaldte Allah. Da pilen blev trukket, viste det sig, at Abdullahs navn var kommet frem. Abd al-Muttalib tog da Abdullah i den ene hånd og en stor kniv i den anden og gik hen til Isaf og Na’ila, afguderne, for at slagte ham. Quraysh-lederne, som sad samlet dér, rejste sig og spurgte ham: »Hvad er der sket, Abd al-Muttalib?« Han svarede: »Jeg vil slagte denne søn af mig.« Quraysh-folkene og hans sønner udbrød alle på én gang: »Slagt ham ikke uden en tvingende grund. Hvis du slagter din søn på denne måde, vil det fortsætte til evig tid. Folk vil blive ved med at bringe deres egne sønner og ofre dem, og menneskeslægten vil gradvist blive udslettet.« En mand fra Abdullahs morbrors stamme, al-Mughira ibn Abdullah ibn Umar ibn Makhzum, sagde: »Gå ikke i gang med noget sådant, medmindre I er helt uden anden udvej. Hvis vi kan befri ham ved at betale løsepenge, er vi parate til at betale dem.« Quraysh-folkene og Abd al-Muttalibs sønner sagde derimod: »Slagt ham ikke. Tag ham i stedet med til Hijaz. Der findes en kvindelig spåkvinde, som har en jinn hos sig. Spørg hende, om dette skal gøres. Derefter vil vi ikke forhindre dig. Du er fri til at gøre, hvad du vil. Hvis kvinden siger, at han skal slagtes, så slagt ham, og hvis hun viser en anden udvej, så følg den.« Abd al-Muttalib og hans ledsagere fulgte Quraysh-folkets råd og begav sig mod Hijaz. De nåede Medina og traf kvinden i Khaybar. Abd al-Muttalib fortalte kvinden hele historien om sig selv og sin søn. Kvinden sagde: »Gå nu bort. Lad min jinn komme, så jeg kan spørge ham og få det at vide.« Alle tog afsked med kvinden og vendte tilbage. Så snart Abd al-Muttalib var gået derfra, bad han til Allah. Næste morgen samledes alle igen hos kvinden. Hun sagde: »Jeg har indhentet de nødvendige oplysninger. Hvilken løsesum fastsætter jeres folk?« De svarede: »Ti kameler.« Kvinden sagde: »Vend tilbage til jeres land, før derefter den pågældende person frem til afguden, og bring ti kameler som offer. Træk så en pil for at afgøre kamelernes og den pågældende persons skæbne. Hvis pilen kommer frem med jeres mands navn, skal I tilføje flere kameler, indtil jeres guddom er tilfreds. Hvis pilen kommer frem med kamelernes navn, skal I vide, at jeres guddom er tilfreds, og at jeres mand er blevet skånet.«

Derefter drog alle til Mekka. Da de så, i overensstemmelse med kvindens anvisning, gik hen til afguden for at udføre det, de skulle, stillede Abd al-Muttalib sig op og begyndte at bede til Allah. Derefter førte de Abdullah frem sammen med ti kameler, som det var foreskrevet. Abd al-Muttalib stillede sig ved Hubal og begyndte at påkalde Allah. Så blev lodderne trukket. Da loddet faldt på Abdullahs navn, tilføjede de yderligere ti kameler, så antallet blev tyve. Abd al-Muttalib bad igen til Allah. Lodderne blev trukket på ny, og denne gang faldt loddet også på Abdullahs navn. Derfor tilføjede de endnu ti kameler, så antallet blev tredive, og Abd al-Muttalib fortsatte med at bede til Allah. Da lodderne igen blev trukket, faldt loddet på Abdullahs navn. Abd al-Muttalib tilføjede endnu ti kameler, så antallet blev fyrre, og bad til Allah. Da lodderne endnu en gang blev trukket, faldt loddet på Abdullahs navn. Igen tilføjede de ti kameler, så antallet blev halvtreds, og Abd al-Muttalib bad til Allah. Lodderne blev trukket endnu en gang, og loddet faldt på Abdullahs navn. Derefter tilføjede de yderligere ti kameler, så antallet blev tres. Da lodderne blev trukket på samme måde, faldt Abdullahs navn også denne gang. Efter at yderligere ti kameler var blevet tilføjet, så antallet blev halvfjerds, blev lodderne trukket efter samme fremgangsmåde, og igen faldt loddet på Abdullahs navn. Derefter blev endnu ti kameler tilføjet, så antallet blev firs, men også denne gang faldt loddet på Abdullahs navn. Så tilføjede de igen ti kameler, så antallet blev halvfems, og loddet faldt atter på Abdullahs navn. Efter at yderligere ti kameler var blevet tilføjet, så antallet blev et hundrede, bad Abd al-Muttalib på samme måde til Allah og lod lodderne trække. Denne gang faldt loddet på kamelerne. De forsamlede Quraysh-folk og alle de andre udbrød: »Abd al-Muttalib, din Herre er nu fuldt ud tilfreds.«

Ifølge mange beretninger sagde Abd al-Muttalib derefter: »Jeg vil ikke standse, før lodderne er trukket yderligere tre gange.« Så blev der trukket lod mellem Abdullah og kamelerne, mens Abd al-Muttalib stod og bad. Loddet faldt på kamelerne. Det samme skete anden og tredje gang. Til sidst blev disse et hundrede kameler ofret, og efter ofringen blev dyrene lagt frem på en sådan måde, at ingen blev forhindret i eller afvist fra at gå hen til dem.

Beretninger om tiden, hvor Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befandt sig i Aminas livmoder

Det er kendt fra overleverede beretninger, at Aminah bint Wahb, Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, mor, plejede at sige, at efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var blevet undfanget, kom en ukendt fremmed til hende og sagde: »Den, du bærer i din livmoder, er denne tids menneskehedes store fører. Når han er født, skal du sige: Jeg overgiver dette barn til den enestående og ene Herres beskyttelse mod alle misundeliges ondskab. Derefter skal du give ham navnet Muhammad.« [14. Før Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var der kun tre personer, der havde fået navnet Muhammad. De var: (1) Muhammad ibn Sufyan ibn Mujashi, digteren al-Farazdaqs farfar i tredje led. (2) Muhammad ibn Uhayha ibn al-Jallâh. (3) Muhammad ibn Himran ibn Rabia. Hver af disse tre mænds fædre fik at vide, at tiden for en af Allahs sendebuds fremtræden nærmede sig, og at han ville blive født i Hijaz. Da de hørte dette gennem folk, ønskede hver af dem, at han måtte blive netop hans søn. En gang gik de til en konge, der besad viden om de himmelske skrifter. Han fortalte dem, at en profet ved navn Muhammad var ved at træde frem. På det tidspunkt var de vendt hjem efter at have set, at deres respektive hustruer var gravide. Derfor besluttede de straks, at hvis de fik sønner, ville de kalde dem Muhammad. I overensstemmelse med denne beslutning gav de deres tre sønner dette navn.«

Mens han befandt sig i livmoderen, så Aminah i en drøm, at en lysstråle kom ud fra hende, hvorved hun kunne se paladserne i Busra i det syriske land.

Kort efter døde hans far, Abdullah, mens han stadig befandt sig i sin mors livmoder.

Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fødsel

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev født på en mandag, på det velsignede tidspunkt efter at den tolvte nat i Rabi al-Awwal i det år var gået, hvor begivenheden med Abrahas angreb på Kabaen med elefanthæren, det såkaldte Elefantens År, fandt sted.

Det er overleveret fra Qays ibn Makhrama, at han sagde: »Jeg og Allahs Sendebud (må Allahs fred være med ham) blev født i året for Abrahas angreb. Derfor er vi jævnaldrende.«

Hassan ibn Thabit siger:

»Jeg var dengang kun en dreng på syv eller otte år, men jeg var allerede blevet ret stærk og høj. Jeg var da blevet i stand til at forstå det, jeg hørte. Pludselig hørte jeg en jøde klatre op på en fæstning i Yasrib (Medina) og råbe højt: »O jødiske folk!« Folk samledes omkring ham og spurgte: »Hvad er der sket med dig?« Han svarede: »I nat er den stjerne steget, som varsler hans fødsel.««

Da Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev født, sendte hans mor Amina bud til hans bedstefar, Abdul Muttalib, med ordene: »Der er født dig et barnebarn. Kom og se ham.« Abdul Muttalib kom og så ham. Amina fortalte ham da om de drømme, hun havde set under sin graviditet, om det, der var blevet sagt til hende om den nyfødte, og om det navn, hun var blevet bedt om at give ham. Derefter tog Abdul Muttalib ham med ud fra Kabaen, gav barnet tilbage til moderen og begyndte at lede efter en amme. Til sidst fandt man Halima, datter af Abu Dhuayb fra Banu سعد ibn Bakr, som amme.

Halimās beretning

Halima beretter, at hun sammen med sin mand og en diegivende søn drog af sted med en gruppe kvinder fra Banu سعد for at finde et spædbarn at amme. Alle disse kvinder var optaget af at finde et ammebarn. Det var et år med frygtelig hungersnød. Vi var alle optaget af at finde et ammebarn. Det var et år med frygtelig hungersnød. Vi var blevet fuldstændig fattige. Jeg red af sted på ryggen af et hvidt æsel. Vi havde også vores gamle kamel med. Den gav ikke en dråbe mælk. Det lille barn, vi havde med, græd så meget af sult, at vi alle tilbragte søvnløse nætter på grund af ham. Jeg havde ikke mælk nok i mine bryster til at stille hans sult, og der var heller ikke mælk i kamelens yver. Vi længtes efter regn og bedre vilkår. I denne tilstand red jeg af sted på mit æsel. Vejen var lang, og efter at have rejst uafbrudt blev hele vores karavane træt og udmattet. Til sidst nåede vi frem til Mekka for at finde et ammebarn. Vi blev hver især bedt om at tage Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Men hver gang det blev sagt, at han var faderløs, afslog vi. For vi håbede alle på en god betaling fra barnets far. Vi sagde alle til hinanden: »Et faderløst barn! Hvad kan barnets mor og bedstefar dog give i betaling?« Derfor havde vi alle modvilje mod at tage ham. Imens havde alle de kvinder, der var kommet med mig, fået et eller andet ammebarn. Det var kun mig, der ikke havde fået et. Da jeg havde besluttet mig for at vende tomhændet tilbage, sagde jeg til min mand: »Ved Gud, jeg bryder mig slet ikke om at vende tomhændet tilbage sammen med så mange rejsefæller. Ved Gud, jeg vil gå til dette forældreløse barn og tage ham.« Min mand sagde: »Du kan godt tage ham. Måske har Allah lagt velsignelse for os netop i ham.«

Halima siger: Derefter gik jeg hen og hentede det forældreløse barn. Jeg var kun blevet nødt til at tage ham, fordi jeg ikke havde fundet noget andet barn, og jeg gik med ham hen til karavanen. Da jeg tog ham i mine arme, blev begge mine bryster fyldt med mælk, og barnet Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, drak sig mæt. Hans ammebror drak sig også mæt. Derefter faldt de begge i søvn. Tidligere havde vi ellers ikke kunnet sove på grund af hans gråd. Da min mand gik hen til vores kamel, så han, at dens yver også var fyldt med mælk. Han malkede en stor mængde mælk, og vi drak begge, indtil vi var mætte. Derefter tilbragte vi en rigtig god nat.

Om morgenen sagde min mand: »Halima, du skal vide, at du har bragt et meget velsignet barn med dig.« Jeg sagde: »Jeg har faktisk også selv den samme fornemmelse.«

Derefter drog vi af sted. Jeg satte mig op på æslet. Mit æsel bevægede sig fremad og efterlod hele karavanen bag sig. Intet af karavanens andre æsler kunne holde trit med det. Kvinderne, der rejste sammen med mig, begyndte at sige: “Du, Abu Zuaybs datter, stands et øjeblik og vent på os. Er det ikke det samme æsel, som du red på, da du kom?” Jeg svarede dem: “Jo, det er det.” De sagde: “Ved Allahs ed, dets tilstand har sandelig forandret sig nu.”

Til sidst nåede vi frem til vores egne hjem hos Banu Sa’d-stammen. Jeg kendte ikke noget andet sted i verden, der var så ramt af tørke som vores område. Efter at vi var kommet hjem med det lille barn Muhammad, vendte vores geder og får hver aften tilbage, mætte og med yverne fulde af mælk. Vi malkede dem ordentligt og drak mælken, mens de andre ikke kunne malke så meget som en dråbe. Der var ikke en dråbe mælk i deres geder og fårs yvere. Vores stammefolk begyndte endda at sige til hyrderne: “Lad Abu Zuaybs datter (Halima) føre sin flok ud og græsse dér, hvor I lader fårene græsse.” Men selv om hyrderne lod deres får græsse på samme sted som mine (Halimas), vendte deres flokke tilbage sultne. Således begyndte mit hjem lidt efter lidt at blive fyldt med overflod, lykke og velstand. Under disse forhold gik to år, og jeg vænnede det lille barn Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham) fra brystet. Han voksede hurtigere end de andre drenge. Da han var to år, var han blevet en livlig og buttet lille dreng. Vi tog ham med til hans mor. Men vi ønskede inderligt at beholde ham hos os, for siden han kom, havde vi modtaget megen velsignelse. Jeg sagde til hans mor: “Det ville være bedst, hvis du lod denne dreng blive hos mig, indtil han blev endnu stærkere og sundere. Jeg er bange for, at han skal blive ramt af sygdom eller en epidemi i Mekka.” Til sidst sendte hun ham tilbage med os.

Vi tog ham med tilbage. Blot nogle måneder senere vogtede han en dag får sammen med sin mælkebror på marken bag vores hus. Da kom hans bror løbende og sagde til mig og hans far: “To mænd iført hvide klæder kom, greb min qurayshitiske bror, lagde ham ned, skar hans mave op, tog alt ud af hans mave og undersøgte det.”

Både jeg og hans far løb hen til ham, tog ham op og spurgte: “Min søn, hvad er der sket med dig?” Han svarede: “To mænd iført hvide klæder kom til mig. De lagde mig ned og skar min mave op. Derefter ledte de efter noget; jeg ved ikke, hvad det var.”

Derefter tog vi Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham) med tilbage til vores hjem. Min mand sagde: “Halima, jeg er bange for, at denne dreng er blevet ramt af noget. Bring ham derfor tilbage til hans familie, før der sker ham noget.”

Vi tog ham ganske rigtigt med til hans mor. Hans mor sagde: “Søster, der ammer ham, du var jo så ivrig efter at beholde ham hos dig. Hvad er der sket, siden du har bragt ham tilbage?” Jeg sagde: “Allah har betroet mig ansvaret for to drenge. Jeg har gjort, hvad jeg skulle gøre. Jeg frygter, at der vil ske en ulykke. Jeg kan ikke holde op med at bekymre mig over det. Derfor har jeg bragt din søn sikkert tilbage til dig.” Amina sagde: “Det, du siger, er ikke den egentlige sandhed. Fortæl mig ærligt, hvad der virkelig er sket.” Hun lod mig ikke gå, før jeg havde fortalt hende hele hændelsen. Da Amina havde hørt det, sagde hun: “Mener du altså, at han er blevet besat af en jinn?” Jeg sagde: “Ja.” Hun sagde: “Da jeg blev gravid med ham, så jeg i en drøm, at et lys kom ud af min krop, og ved dets skær blev paladserne i Busra i Syriens land oplyst. Derefter voksede han i livmoderen. Ved Allahs ed, jeg har aldrig oplevet en så let og ubesværet graviditet. Da jeg fødte ham, kom han til verden med hænderne på jorden og hovedet løftet mod himlen. Du kan lade ham blive her og gå uden bekymring.”

Beretningen om opsprætningen af brystet

Ibn Ishaq siger:

Thawr ibn Yazid har overleveret fra nogle lærde mænd — efter min opfattelse kun fra Khalid ibn Ma’dan al-Kal’i — at nogle af profetens ledsagere engang sagde til Allahs Sendebud: »Allahs Sendebud, fortæl os noget om dig selv.« Han sagde: »Ja, hør efter. Jeg er frugten af min fader Ibrahims bøn og opfyldelsen af min broder Isas glade budskab. Efter at jeg var blevet undfanget, så min mor i en drøm, at et lys udgik fra hende, hvorved paladserne i Syrien blev oplyst. Og jeg blev opfostret som plejebarn blandt stammen Banu Sa’d ibn Bakr. En dag gik jeg sammen med min mælkebror ud for at vogte får bag vores — det vil sige min plejemoder Halimas — hus. Da kom to mænd iført hvide klæder hen til mig. De havde et gyldent fad fyldt med sne med sig. De greb mig, kløvede min mave, tog mit hjerte ud og kløvede også det. Derfra fjernede de en dråbe sort, størknet blod og kastede den bort. Derefter vaskede og rensede de min mave og mit hjerte med denne sne. Så sagde den ene af dem til den anden: »Vej Muhammad mod ti af hans ummahs mænd.« Han vejede mig, og jeg var tungere end de ti. Derefter sagde han igen: »Vej ham mod hundrede af hans ummahs mænd.« Jeg var også tungere end hundrede. Så sagde han igen: »Vej ham mod tusind af hans ummahs mænd.« Da de vejede mig mod tusind, var jeg også denne gang tungere end dem. Så sagde han: »Lad det være. Ved Allah, selv hvis han blev vejet mod hele sin ummah, ville han stadig være tungere end dem alle.««

Under bedstefaderens værgemål

Allahs Sendebud var under Allahs omsorg og beskyttelse, mens hans mor Aminah bint Wahb og hans bedstefader Abd al-Muttalib ibn Hashim endnu levede. I denne periode gav Allah ham en usædvanlig hurtig fysisk vækst, så den mirakuløse egenskab, som Allah ønskede, kunne komme til udtryk gennem ham. Da han var seks år gammel, døde hans mor på et sted ved navn Abwa mellem Mekka og Medina. Hun havde taget barnet Muhammad med til stammen Banu Adi ibn al-Najjar for at besøge Muhammads morbrødres hus. Hun døde på tilbagevejen mod Mekka. Efter moderens død blev Allahs Sendebud opfostret udelukkende under sin bedstefader Abd al-Muttalibs omsorg. Der blev bredt et tæppe ud for Abd al-Muttalib i skyggen af den Ædle Kaba. Hans sønner og sønnesønner plejede at sidde omkring tæppet, indtil Abd al-Muttalib kom; af respekt for ham satte ingen sig på det. Men den viljestærke unge Muhammad kom og satte sig direkte på tæppet. Hans onkler forsøgte at tage ham og flytte ham. Da Abd al-Muttalib så det, sagde han: »Forhindr ikke min sønnesøn. Ved Allah, han er en ganske enestående dreng.« Derefter satte han sig sammen med ham på tæppet og strøg ham kærligt over ryggen. Alt, hvad han gjorde, behagede ham. Da Allahs Sendebud var fyldt otte år, døde Abd al-Muttalib. Han døde otte år efter, at Abraha havde angrebet den Ædle Kaba med sin elefanthær.

Under onklen Abu Talibs værgemål

Efter Abd al-Muttalibs bortgang blev Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, opfostret hos sin onkel Abu Talib. På den tid var der en mand fra stammen Banu Lahab, som bedømte folks skæbne ved at iagttage deres fysiske kendetegn. Når han kom til Mekka, samledes Quraysh omkring ham med deres drenge. Han betragtede drengenes kroppe og forudsagde deres skæbne. Sammen med de andre gik Abu Talib også hen til denne spåmand med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Spåmanden så på ham og begyndte straks at tænke over noget. Et øjeblik lod han drengen Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, ude af betragtning. Efter nogen tid sagde han: »Denne dreng må man være særlig opmærksom på.« Da Abu Talib bemærkede spåmandens øgede interesse for drengen Muhammad, fjernede han ham diskret. Så sagde spåmanden: »Hvad er dette for noget? Bring drengen tilbage til mig. Ved Allah, han er en usædvanlig dreng.«

Historien om munken Bahira

Dette skete nogle dage senere. Abu Talib drog sammen med en karavane til Syrien for at handle. Før afrejsen bad drengen Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, om at komme med ham. Den kærlige onkel kunne ikke afslå hans ønske. Han sagde: »Jeg tager ham med mig; jeg vil aldrig rejse noget sted uden ham.«

Abu Talib drog af sted på rejsen med ham. Da karavanen nåede området Busra, gjorde den holdt. Der var en kristen munk ved navn Bahira. Han boede i en kirke. Han var særdeles kyndig i den kristne religion. I lang tid havde en himmelsk bog været opbevaret i denne kirke. Denne viden var blevet overleveret gennem generationer. Tidligere plejede de ofte at rejse forbi Bahiras opholdssted. Men han trådte ikke frem for nogen og talte ikke med nogen. I år, da Quraysh-karavanen med Abu Talib og drengen Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, gjorde holdt på dette sted ved siden af Bahiras kirke, sørgede Bahira imidlertid for rigeligt med mad til dem.

Det fortælles, at Bahira fra sin plads i kirken fik øje på noget forunderligt. Da karavanen nærmede sig, så han, at en sky fra himlen fulgte hele karavanen og kastede sin skygge udelukkende over drengen Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Da de senere gjorde holdt i skyggen af et træ, bøjede skyen og træets grene sig over Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og gav ham skygge. Da Bahira så dette, gik han ud af kirken og sendte bud til karavanens folk: “O Quraysh-købmænd, jeg har tilberedt mad til jer. Jeg beder jer alle, både unge og gamle, slaver og herrer, om at komme og spise.” En af Quraysh-mændene sagde: “O Bahira, i dag er du blevet hædret på en ny måde. Vi har passeret forbi dig mange gange før, men du har aldrig vist en sådan gæstfrihed. Hvorfor gør du det i dag?” Bahira svarede: “Det er rigtigt. Tidligere har jeg aldrig gjort sådan. Men i dag er I mine gæster. Derfor ønsker jeg af hjertet at tage mig af jer, tilberede mad til jer og lade jer alle spise.”

Derefter gik alle for at spise. Men fordi Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var så ung, blev han tilbage under træet sammen med karavanens lastdyr. Bahira undersøgte omhyggeligt alle de Quraysh-købmænd, der var samlet for at spise, men fandt ingen af de velkendte træk og den adfærd, som han havde lagt mærke til hos drengen Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Derfor sagde han: “O Quraysh-gæster, lad ingen af jer gå glip af at spise min mad.” De svarede: “O Bahira, alle, der kunne komme, er kommet. Der er kun én dreng tilbage ved karavanens lastdyr. Han er den yngste i karavanen.” Bahira sagde: “Nej, lad ham ikke blive tilbage. Kald også på ham, så han kan spise sammen med jer.” En Quraysh-mand sagde: “Ved Lat og al-Uzza, Abd Allah ibn Abd al-Muttalibs søn skal være sammen med os uden at spise sammen med os? Det kan ikke være. Det ville være skammeligt for os.” Med disse ord rejste han sig, gik hen og bar drengen Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, over til dem og satte ham til bords sammen med alle de andre. Bahira begyndte nu at betragte hele hans skikkelse nøje og undersøge de særlige kendetegn på hans krop. Han havde fundet en beskrivelse af ham i de tidligere åbenbarede skrifter. Da alle de tilstedeværende gæster havde spist færdig og var gået én efter én, gik Bahira hen til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: “Min søn, jeg beder dig ved Lat og al-Uzza om at svare på det, jeg vil spørge dig om.” Bahira svor ved Lat og al-Uzza, fordi han havde hørt Quraysh-folk sværge ved disse to afguder, når de talte med hinanden. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Spørg mig ikke ved Lat og al-Uzza. Ved Allah, jeg hader disse to guder mest af alt.” Bahira sagde: “Så beder jeg dig ved Allah om at svare på det, jeg vil spørge dig om.” Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Godt, spørg om det, du vil vide.” Derefter spurgte Bahira ham om forskellige ting: om hans søvn, hans kropsbygning og andre forhold. De svar, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav på alle hans spørgsmål, stemte fuldstændigt overens med den viden, Bahira havde. Derefter så han på hans ryg og fik øje på profetseglet mellem hans skulderblade. Seglet sad nøjagtig dér, hvor det ifølge beskrivelsen i de åbenbarede skrifter, som Bahira havde læst, skulle være.

Efter dette spurgte Bahira Abu Talib: “Hvem er drengen for dig?” Han svarede: “Min søn.” Bahira sagde: “Han er ikke din søn. Drengens far kan ikke være i live.” Abu Talib sagde: “Drengen er min nevø.” Bahira spurgte: “Hvad skete der med hans far?” Abu Talib svarede: “Hans far døde, mens drengen endnu lå i sin mors mave.” Bahira sagde: “Hans far døde altså, mens drengen endnu lå i sin mors mave.” Bahira sagde: “Ja, sådan må det være. Tag din nevø med hjem, og vogt ham omhyggeligt mod jøderne. Ved Allah, hvis de får øje på denne dreng og genkender det tegn, som jeg har genkendt, vil de forsøge at skade ham. For denne nevø af dig vil snart fremstå som en stor og betydningsfuld mand.” Derefter skyndte han sig hjem med ham.

Fijar-krigen

Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var tyve år gammel, fandt Fijar-krigen sted. Grunden til, at krigen blev kaldt Fijar-krigen, var, at begge de deltagende stammer, Kinana og Qays Aylan, havde overtrådt de forbudte ting, som gjaldt mellem dem. Den fælles hær fra Quraysh og Kinana blev ledet af Harb ibn Umayya. I den første del af dagen besejrede Qays Kinana i kampen. Men ved middagstid sejrede Kinana. [15. Ibn Hisham har nævnt, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, deltog i Fijar-krigen i flere dage. Hans onkler tog ham med til slagmarken. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Jeg afværgede de pile og spyd, som fjenderne kastede, samlede dem op og rakte dem til mine onkler.” Dette var den sidste af Fijar-krigene. Den er kendt som Fijar al-Burad. Før den havde der fundet yderligere tre Fijar-krige sted. Den første var mellem Kinana- og Hawazin-stammerne, den anden mellem Quraysh og Hawazin, og den tredje mellem Kinana og Hawazin.]

Ægteskabet med Khadija, må Allah være tilfreds med hende

Khadija bint Khuwaylid var en fornem og velhavende forretningskvinde i datidens Arabien. Hun ansatte folk i handel mod en fast løn eller på basis af en andel af fortjenesten. Quraysh var kendt som en handelsstamme. Da hun hørte om Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sandfærdighed, pålidelighed og ædle karakter, sendte hun bud til ham med et tilbud om at rejse til Syrien med hendes handelsvarer. Hun lovede ham en bedre betaling, end hun plejede at give andre. Hun ønskede også at sende en ung mand ved navn Maysara med for at hjælpe ham. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, accepterede tilbuddet og drog til Syrien med Khadijas handelsvarer og hendes slave Maysara. Kort efter ankom han til Syrien.

Efter ankomsten til Syrien hvilede han under et træ nær en præsts kirke. Præsten spurgte Maysara: “Hvem er den mand, der hviler under træet?” Maysara svarede: “Han er en mand fra Quraysh, bosat i det hellige område.” Præsten sagde: “Ingen har nogensinde hvilet under dette træ undtagen en profet!”

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, solgte de varer, han havde medbragt, og købte nogle nye ting. Derefter satte han kurs mod Mekka. Hver gang det blev middag undervejs, og solen brændte stærkt, så Maisara, at to engle skyggede for Muhammed og beskyttede ham mod solen, mens han red videre på kamelryggen. Da han nåede Mekka, overgav han de varer, han havde købt, til Khadija. Khadija solgte varerne og opnåede næsten en fordobling af sin fortjeneste. Maisara fortalte Khadija om præstens udtalelse og om, hvordan de to engle havde skyggede for Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Khadija var en intelligent og fornem kvinde med en stærk personlighed.

At lære Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at kende for hans storhed og ærlighed blev betragtet som en særlig lykke for hende, som hun udelukkende opnåede ved Allahs vilje. Da Khadija hørte om den nævnte mirakuløse begivenhed fra Maisara, sendte hun bud efter ham og sagde: »Broder, jeg er betaget og dybt imponeret af den ansete position, du har blandt din stamme, dine familiebånd og frem for alt det ry, du har for trofasthed, god karakter og sandfærdighed.« Efter at have sagt dette friede Khadija til ham. Blandt Quraysh var Khadija den mest fornemt afstammede, den mest ansete og den rigeste kvinde. Derfor ønskede alle i hendes stamme, hvis det var muligt, at gifte sig med hende.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fortalte sine onkler om Khadijas forslag. Hans onkel Hamza opsøgte Khadijas far, Khuwailid ibn Asad ibn Abd al-Uzza ibn Qusay ibn Kilab ibn Murra ibn Ka’b ibn Lu’ay, fremsatte det formelle frieri, og ægteskabet blev indgået. [16. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav Khadija tyve kameler som brudegave. Hun var hans første hustru, og så længe hun levede, giftede han sig ikke med nogen anden.]

Alle Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, børn bortset fra Ibrahim blev født af Khadija. De var: Qanim, Tahir, Tayyib, Zaynab, Umm Kulthum og Fatima. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev også kendt som Abu al-Qasim efter Qasim. Qasim og Tahir døde allerede i uvidenhedens tidsalder. Døtrene oplevede derimod alle islams fremkomst, tog imod islam og udvandrede sammen med deres far. [17. Ud fra beretningen kan man forstå, at Tahir og Tayyib var to personer. Sandheden er imidlertid, at disse begge var tilnavne for Abdullah. Han blev kaldt med begge disse navne.]

Waraka ibn Nawfals udsagn

Khadijas fætter, Waraka ibn Nawfal ibn Asad ibn Abd al-Uzza, var en kristen lærd, der havde indgående kendskab til de tidligere åbenbarede skrifter. Han var også ganske velbevandret i verdslig viden. Khadija fortalte Waraka, hvad hun havde hørt fra Maisara om den kristne præsts udtalelse, samt hvad Maisara selv havde set: at to engle havde skyggede for den kommende Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Waraka sagde: »Khadija, hvis denne begivenhed virkelig har fundet sted, så skal du vide med sikkerhed, at Muhammed er denne tids profet. Jeg vidste, at en profets komme var nært forestående blandt menneskeslægtens nuværende efterkommere, og at man ventede på ham. Dette er netop den profets tid.« Derefter beklagede Waraka, at den ventede profets komme var blevet så forsinket. I sin utålmodige venten sagde han ofte: »Hvor længe skal det endnu vare?« Således reciterede han i sin klage følgende digt:

[Arabisk ************]

»Jeg holder stædigt fast ved mindet om en så vigtig sag, som i lang tid har fået mange til at græde sagte. Efter mange beretninger om denne sag er der nu kommet endnu en beretning fra Khadija. Sandelig, Khadija, min venten er blevet meget lang. Jeg håber at se din virkelige skikkelse træde frem mellem Mekkas højder og lavninger, sådan som du har fortalt om den kristne præst. Sandelig, jeg bryder mig ikke om, at præsternes ord fordrejes.«

[Arabisk ************]

»Muhammad vil snart blive vores herre og leder, og han vil besejre sine modstandere og sprede lys over hele landet, et lys, hvormed han vil oplyse hele skaberværket. Dem, der kæmper imod ham, vil han overvinde, mens de, der indgår forlig med ham, vil sejre. Ak, hvis jeg blot var til stede, når alt dette sker, så ville jeg være den første af jer til at slutte mig til hans parti.«

Genopbygningen af den hellige Ka’ba

Da Allahs Sendebud var femogtredive år, besluttede Quraysh at renovere den hellige Ka’bas bygning. Det vigtigste formål med beslutningen var at opføre et tag over den hellige Ka’ba, for uden et tag var der fare for, at murene ville styrte sammen. På det tidspunkt var Ka’bas mure lidt over tre en halv alen høje, og de var blot bygget ved at stable sten oven på sten. Der var ingen mørtel. På dette tidspunkt blev en romersk købmands skib ved et tilfælde ført med havstrømmen og skyllet op på Jeddas kyst, hvor det blev slået i stykker. Quraysh tog plankerne fra skibet og tilpassede dem for at bruge dem til den hellige Ka’bas tag. Samtidig kom en egyptisk tømrer til Mekka. Quraysh besluttede i deres stille sind, at de kunne få ham til at udføre noget af arbejdet med renoveringen af den hellige Ka’ba. På det tidspunkt kom en slange hver dag op fra en brønd ved siden af den hellige Ka’ba og lå og solede sig oven på Ka’bas mur. I den brønd, som slangen kom op fra, blev de ting, der hver dag blev ofret til Ka’baen, kastet. Quraysh var rædselsslagne på grund af slangen, for den var så frygtindgydende, at ingen turde nærme sig den. Så snart nogen nærmede sig den, spilede den sin hætte ud, vred sig, mens den med høj lyd gned sin hud mod sig selv, og gabte med åben mund. En dag, mens slangen lå og solede sig oven på den hellige Ka’bas mur, sendte Allah en fugl dertil. Fuglen greb slangen og fløj bort med den. Quraysh blev da beroliget og sagde: »Det kan forhåbentlig være, at Allah har godkendt vores ønske. I dag har vi en håndværker, som vi holder af, det nødvendige træ er skaffet, og Allah har også befriet os for slangen.«

Derefter gjorde de klar til at rive Ka’bas mure ned og genopføre dem. På dette tidspunkt rejste Abu Wahab ibn Amr ibn A’idh ibn Imran ibn Makhzum sig, løsrev en sten fra Ka’baen og tog den op i hånden. Men stenen sprang straks ud af hans hånd og blev lagt tilbage på det sted, hvor den havde været. Da han så dette forunderlige, sagde han: »Quraysh! Brug kun jeres lovligt erhvervede formue til at opføre denne Ka’ba. Brug ikke formue, der er erhvervet gennem utugt, åger eller undertrykkelse.«

Derefter fordelte Quraysh arbejdet med at genopføre Ka’baen mellem sig. Opførelsen af den del, hvor døren skulle være, tilfaldt Banu Abd Manaf og Zuhra. Opførelsen af delen mellem Rukn al-Aswad og Rukn al-Yamani tilfaldt stammen Banu Makhzum, sammen med nogle andre Quraysh-stammer. Opførelsen af Ka’baens gulv tilfaldt Banu Jumah og Banu Sahm, mens delen ved siden af Hajar al-Aswad tilfaldt Banu Abd al-Dar, Banu Qusay, Banu Asad ibn Abd al-Uzza og Banu Adi ibn Ka’b.

Nu var tiden kommet til at begynde nedrivningen, men alle blev grebet af en ukendt frygt for at gå i gang. Da erklærede al-Walid ibn al-Mughira: »Jeg begynder nedrivningen.« Med disse ord tog han en hakke i hånden, gik hen til den ene ende af den forfaldne bygning og sagde: »O Allah, jeg er ikke afveget fra Din religion, og det, vi gør, gør vi med et godt formål.« Derefter rev han et stykke ned fra hjørnet mellem Rukn al-Yamani og Rukn al-Aswad. Alle tilbragte den følgende nat i bekymring. De sagde: »Lad os se, om der rammer al-Walid nogen ulykke. Hvis der sker ham noget, river vi ikke mere ned, men sætter det, der er revet ned, tilbage og bringer det tilbage til dets tidligere tilstand. Ellers vil vi forstå, at Allah er tilfreds med vores forehavende, og så river vi resten ned.« Næste morgen vendte al-Walid i god behold tilbage til det arbejde, han havde påbegyndt, og begyndte at rive Ka’bas mur ned. De andre gik også i gang med at rive ned sammen med ham. Således nåede de ned til det fundament, som Ibrahim havde bygget, og standsede dér. Derefter gik de alle ud for at samle sjældne grønne sten, formet som kamelpukler, som hænger sammen med hinanden. [18. I nogle overleveringer siges det, at stenene var grønne som spidserne på spyd.]

Derefter samlede Quraysh-stammerne sten med henblik på at genopføre Ka’baen. Hver stamme samlede sten for sig og udførte sin del af genopførelsen. Da murene var blevet ført op til det sted, hvor Hajar al-Aswad skulle være, begyndte der nu strid og uenighed om, hvem der skulle placere den på dens rette plads. Alle ønskede brændende at opnå æren af at løfte Hajar al-Aswad og anbringe den på dens rette sted. På grund af dette begyndte stammerne at samle sig i blokke og gjorde sig klar til krig.

Det fortælles, at Abu Umayya ibn al-Mughira, den ældste blandt hele Quraysh-folket på den tid, fremsatte følgende forslag: »O Quraysh! Lad den, der først træder ind gennem døren til denne hellige moské, få ansvaret for at afgøre denne strid.« Alle tilsluttede sig forslaget. Derefter viste det sig, at det var Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, der trådte ind som den første. Da de så ham, udbrød de alle i kor: »Dette er vores al-Amin (den fuldt troværdige) Muhammad. Vi vil bøje os for hans afgørelse.« Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, nærmede sig de stridende, fortalte de ham om deres uenighed, og han sagde: »Giv mig et stykke stof.« Da de havde givet ham stoffet, bredte han det ud, lagde Den Sorte Sten midt på det og sagde: »Hver stamme skal holde fast i en side af dette stof.« Alle tog fat i det, løftede det og bragte det til det rette sted. Derefter løftede han selv Den Sorte Sten, placerede den på dens rette plads og murede den fast.

Arabiske spåmænd, jødiske præster og kristne gejstliges profetier

Jødiske præster, kristne gejstlige og arabiske spåmænd havde allerede før Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, trådte frem, forudsagt, at tiden for hans komme nærmede sig. Jøderne og de kristne havde fremsat denne profeti på grundlag af den sidste profet, hans komme og tegnene på tidspunktet for hans fremkomst, sådan som det var beskrevet i deres respektive himmelske skrifter, samt på grundlag af de løfter, deres profeter havde givet om ham. De arabiske spåmænds profetier byggede derimod på oplysninger, som jinner, der i smug lyttede til englenes samtaler, havde bragt videre. På det tidspunkt blev disse jinner endnu ikke forhindret i at aflytte; først senere blev satanerne fordrevet ved hjælp af stjerneskud. Disse sataner kom til mandlige og kvindelige spåmænd, og derfor gav de fra tid til anden enkelte forudsigelser om den sidste profets komme. De almindelige arabere tillagde ikke disse forudsigelser særlig betydning. Men efter at Profeten var trådt frem, og de tegn, der var blevet antydet, faktisk indtraf, kom alle til at kende dem og forstå deres betydning.

Da tiden for Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, modtagelse af profetskabet nærmede sig, blev satanernes aflytning standset, og deres adgang til de steder, hvorfra de plejede at aflytte, blev hindret ved at der blev sendt stjerneskud mod dem. Derved forstod jinnerne, at dette var blevet iværksat med det formål at gennemføre en særlig guddommelig proces eller ordning i skaberværket.

Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fysiske og moralske egenskaber

Ibn Hisham siger:

Umar, Ghufras frigivne slave, har overleveret følgende beskrivelse af Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fysiske og moralske egenskaber fra Ibrahim, søn af Muhammad, søn af Ali ibn Abu Talib:

Når Ali ibn Abu Talib lovpriste Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde han altid: »Han var hverken meget høj eller meget lav, men af middelhøjde. Hans hår var hverken meget krøllet eller helt glat, men let bølget. Han var ikke meget kraftig eller tyk af kropsbygning. Hans ansigt var hverken helt rundt eller lille. Hans øjne var sorte. Hans øjenbryn var lange, hans kraveben og knoglen mellem skuldrene var fremtrædende og tydelige. Området fra brystet til navlen var dækket af fine hår. Hans hænder og fødder var kraftige. Når han gik, satte han ikke fødderne hårdt i jorden; det var, som om han steg ned ad en skråning. Når han vendte sig for at se i en retning, vendte han hele kroppen med. Mellem hans skuldre var profetskabet særligt synligt i form af profetiets segl eller mærke. Han var i sandhed den sidste profet, den mest gavmilde, den modigste, uden lige i sandfærdighed, den mest ansvarsbevidste og den mest venlige og omgængelige. Ved det første blik blev alle grebet af ærefrygt, når de så ham.« Hans lovpriser Ali, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Jeg har aldrig set nogen som ham, hverken før eller efter ham.«

Omtalen af Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) i Evangeliet

Ibn Ishaq siger:

Dette er, så vidt jeg ved, den omtale og det løfte om den ædle Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), som er nedskrevet i det Evangelium, der blev samlet af Jesu ledsager Johannes, og som Jesus selv lod nedskrive efter den åbenbaring, han modtog fra Allah:

»Den, der misunder og hader mig, hader selve Allah. Hvis jeg ikke havde vist dem de gerninger, som ingen anden nogensinde har udført, ville de ikke have været skyldige; men nu har de forkastet Allahs tegn. De har troet, at de på denne måde kunne besejre mig og Allah. Dette er sket, for at profetien i den guddommelige bog skulle gå i opfyldelse. I sandhed har de hadet mig uretfærdigt. Hvis ‘Manhamanna’ – ham, som Allah vil sende – kommer til jer, vil han vidne til fordel for mig. Han er den hellige ånd, som kommer fra Allah. Og I skal også vidne til fordel for mig, for I har været sammen med mig fra begyndelsen. Jeg har sagt jer alt dette, for at I ikke skulle tage anstød. [Se Bibelen, Johannes 15:23-36.] På syrisk betyder ‘Munhamanna’ Muhammad. På romersk er det tilsvarende ord ‘Baraklitas’.«

Modtagelsen af profetembedet

Da Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham) blev fyrre år, sendte Allah ham som en nåde for hele universet og som en glædesbudbringer for hele menneskeheden. Tidligere havde Allah den Højeste taget et løfte fra alle de profeter og sendebud, der var kommet til jorden, om at de skulle tro på Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham), støtte ham og hjælpe ham mod hans modstandere. Han pålagde også dem, der troede på dem og støttede dem, at opfylde denne forpligtelse. I overensstemmelse med dette løfte befalede enhver profet sine egne tilhængere at anerkende Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og adlyde ham.

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) beretter: »Da Allah den Højeste besluttede at ære Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og lade menneskeheden blive begunstiget gennem ham, begyndte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) at se sande drømme som en del af profetembedet. Hver drøm, han så, blev til virkelighed lige så klart som morgenens solopgang. På dette tidspunkt gjorde Allah den Højeste ham interesseret i at opholde sig i afsondrethed. At være alene og tilbagetrukket blev det, han satte størst pris på.«

Abd al-Malik ibn Ubaydullah beretter:

Da Allah den Ophøjede besluttede at ære og ophøje Allahs Sendebud og indledte hans profetskab, plejede han, når han gik ud af en eller anden grund, at forlade beboede områder og begive sig langt ud i bjergdalene og på sletterne omkring Mekka. Hver sten eller hvert træ, som han passerede, plejede da at sige: »Fred være med dig, Allahs Sendebud!« Så snart Allahs Sendebud hørte dette, så han sig omkring til højre og venstre samt bagud. Der gik nogle dage, hvor Allahs Sendebud fortsat hørte og så dette. Da han senere i måneden Ramadan opholdt sig i Hira-grotten [20. Hira er navnet på en grotte i et bjerg, der ligger tre miles fra Mekka], kom Jibril, fred være med ham, til ham med et budskab fra Allah, fyldt med den højeste ære og værdighed.

Det er overleveret fra Ubayd ibn Umayr, at

Allahs Sendebud tilbragte hvert år en måned i Hira-grotten. Også Quraysh plejede i uvidenhedens tid på samme måde at opgive afgudsdyrkelsen og hengive sig til ensom andagt. Hvert år tilbragte han således en måned i ensom tilbedelse. I denne måned gav han mad til alle fattige, der opholdt sig hos ham. Når han havde afsluttet dette månedlange ophold i ensomhed, gik Allahs Sendebud først ind i den hellige Kaaba og foretog tawaf syv gange eller flere, før han vendte hjem; først derefter gik han hjem. Da den måned nærmede sig, hvor Allah ville skænke ham den højeste ære, nemlig Ramadan i det år, hvor han modtog profetskabet, begav Allahs Sendebud sig som sædvanlig af sted for at opholde sig i Hira. Endelig kom den store nat, hvor Allah den Ophøjede hædrede ham med sendebudsskabet. På dette tidspunkt kom Jibril, fred være med ham, til ham på Allahs befaling.

Allahs Sendebud sagde: »Jeg sov. I denne tilstand viste Jibril sig med et stykke silkestof. Der stod noget skrevet på dette silkestykke. Jibril sagde til mig: ‘Læs!’ Jeg svarede: ‘Jeg kan ikke læse.’«

Så omfavnede han mig så kraftigt, at jeg troede, jeg skulle dø. Efter et stykke tid slap han mig og sagde: »Læs!« Jeg svarede: »Jeg kan ikke læse.« Han omfavnede mig igen med stor kraft. Også denne gang frygtede jeg, at jeg skulle dø på grund af trykkets voldsomhed. Igen slap han mig og sagde: »Læs!« Jeg spurgte: »Hvad skal jeg læse?« Han sagde: »Læs i din Herres navn, som skabte; Han skabte mennesket af en klump størknet blod. Læs, for din Herre er den Mest Gavmilde. Han lærte ved hjælp af pennen. Han lærte mennesket det, som det ikke kendte.« Allahs Sendebud sagde: »Derefter reciterede jeg de vers, som han havde fremsagt. Da Jibril havde fået mig til at læse så langt, standsede han og gik derefter bort. Så vågnede jeg fra min søvn. Det forekom mig, som om jeg havde skrevet noget ned i mit sind. Derefter gik jeg ud af Hira-grotten. Da jeg nåede et sted mellem bjergene, hørte jeg pludselig en stemme fra oven: ‘Muhammad, du er Allahs Sendebud, og jeg er Jibril.’ Jeg så op mod himlen og så Jibril i menneskeskikkelse på den fjerne horisont, med sine to vinger bredt ud, mens han sagde: ‘Muhammad, du er Allahs Sendebud, og jeg er Jibril.’ Jeg stod stum og så på ham. Da jeg så mod himlens øvrige egne, så jeg ham overalt i den samme skikkelse. Jeg stod længe helt ubevægelig på denne måde. Jeg var ude af stand til at gå tilbage eller frem. Imens sendte Khadija folk ud for at lede efter mig. Da de nåede Mekkas højere egne, vendte de tilbage til Khadija. Jeg stod imidlertid stadig på det samme sted. Derefter forsvandt Jibril. Jeg begav mig tilbage til min familie. Da jeg nåede frem til Khadija, satte jeg mig tæt ind til hende. Hun sagde: ‘Abul-Qasim, hvor har du været? Jeg sendte folk ud for at lede efter dig. De har gennemsøgt Mekkas højland og er kommet tilbage.’ Jeg fortalte Khadija alt, hvad jeg havde set. Khadija sagde: ‘Tag imod denne begivenhed som et yderst godt varsel, og stå fast. Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, sværger jeg, at jeg er overbevist om, at du er blevet udvalgt som profet for menneskeheden i denne tid.’

Derefter gik Khadija, indhyllet i sine klæder, til Waraqa ibn Nawfal. Waraqa var Khadijas fætter. Han havde antaget kristendommen og var meget vidende om de himmelske skrifter. Især havde han erhvervet megen viden fra dem, der troede på Toraen og Evangeliet. Khadija fortalte ham udførligt alt, hvad Allahs Sendebud havde set og hørt. Efter at have hørt det hele udbrød Waraqa: »Hellig, hellig! Den højhellige engel! Den højhellige engel! Ved Allah sværger jeg, Khadija, tro mig: Den store sendebud, som plejede at komme til Moses, er kommet til Muhammad. Muhammad er i sandhed blevet udvalgt som profet for menneskeheden i denne tid. [21. Suhayli siger: Selvom Jesus tidsmæssigt var den nærmeste profet, nævnte Waraqa Moses i stedet, fordi Waraqa på det tidspunkt havde antaget kristendommen. Ifølge de kristne er Jesus ikke en profet. Ifølge deres tro er Jesus derimod én af Allah den Ophøjedes tre personer, som er blevet forenet i Jesu væsen. Der er dog uenighed blandt de kristne om denne forklaring.] Bed ham om at stå fast.«

Khadija vendte tilbage til Allahs Sendebud og fortalte ham, hvad Waraqa havde sagt. Da Allahs Sendebud havde afsluttet sin månedlange tilbedelse i Hira-grotten, vendte han tilbage til Mekka og begyndte som sædvanlig at foretage tawaf omkring Kaabaen. På dette tidspunkt spurgte Waraqa ham: »Min nevø, fortæl mig, hvad du så og hørte.« Allahs Sendebud fortalte ham hele begivenheden. Efter at have hørt alt sagde Waraqa: »Vær helt sikker på, at du er profet for menneskeheden i denne tid. Den store sendebud, som plejede at komme til Moses, er kommet til dig. Vær også helt sikker på, at dit budskab vil blive erklæret for løgn, du vil blive udsat for forfølgelse, du vil blive fordrevet fra dit land, og der vil blive kæmpet imod dig. Hvis jeg stadig lever på det tidspunkt, vil jeg bestemt hjælpe åbent med at etablere Allahs religion.« Derefter bøjede Waraqa hovedet frem mod ham og kyssede ham på panden. Da Allahs Sendebud havde afsluttet sin tawaf, vendte han hjem.

Begyndelsen på Koranens åbenbaring

I den hellige måned Ramadan begyndte åbenbaringen at blive sendt ned til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Den ophøjede og almægtige Allah siger:

»I måneden Ramadan blev Koranen åbenbaret som vejledning for menneskeheden, med klare beviser på retledningen og som det, der skelner mellem sandhed og falskhed.«

Den store Allah siger endvidere:

»Sandelig, Vi har åbenbaret denne Koran på Magtens Nat. Og hvad ved du om, hvad Magtens Nat er? Magtens Nat er bedre end tusind måneder. På denne nat stiger englene og Gabriel ned med deres Herres tilladelse, og indtil morgengry er denne nat fredfyldt.« (Sura al-Qadr)

Allah, den Ophøjede, siger endvidere:

»Hā-Mīm! Ved den klare Bog! Sandelig, Vi har åbenbaret den på en velsignet nat. Sandelig, Vi er advarere. På denne nat afgøres enhver vis og velbegrundet sag efter Vores befaling. Og Vi ville sende et sendebud.« (Sura ad-Dukhān)

Allah, den Ophøjede, siger endvidere:

»Hvis I tror på Allah, på Hans tjener og på det, som Vi åbenbarede for Vores tjener på dagen, hvor de to grupper mødtes….« Her betyder »dagen, hvor de to grupper mødtes«, dagen hvor polyteisterne og Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, stod over for hinanden på slagmarken ved Badr.

Khadīja bint Khuwaylids antagelse af islam

Khadīja bint Khuwaylid troede på Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Hun accepterede som sand den åbenbaring, han modtog fra Allah. Hun støttede ham i udførelsen af profetgerningen. Hun var i sandhed det første menneske, der troede på Allah og Hans Sendebud og anerkendte ham som sandfærdig.

Således lettede Allah sin profets bekymringer og lidelser. Hver gang der opstod en uønsket situation, og nogen afviste hans kald og erklærede det for løgn, blev han dybt bedrøvet. Men så snart han gik til Khadīja, forsvandt hans sorg ved Allahs vilje. Khadīja trøstede ham, lettede hans hjertes sorg og smerte, bekræftede hans kald som fuldstændig sandt og opmuntrede ham til at tage menneskenes opførsel let. Må Allah sende sin barmhjertighed over hende. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Derfor er jeg blevet pålagt at give Khadīja det glædelige budskab om et hus i Paradiset, fremstillet af perler med enestående udsmykning, hvor der hverken vil være larm, sorg, lidelse eller sygdom.”

Åbenbaringens ophør

Derefter ophørte åbenbaringen i nogle dage, og dette blev meget smerteligt for Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Så kom Jibrīl til ham med sūraen “ad-Duhā”. Den mægtige Herre, som havde æret ham med profetgerningen, svor i denne sūra, at Han ikke havde forladt ham og heller ikke var blevet fjendtlig over for ham. Den Mægtige Allah siger: “Ved formiddagens lys og ved den mørke nat!

Din Herre har ikke forladt dig eller svigtet dig, og Han er ikke blevet fjendtlig over for dig.” Det vil sige: Han har ikke brudt forbindelsen med dig og forladt dig, og det er heller ikke sådan, at Han først nærede fjendskab mod dig og siden igen kom til at elske dig. “Det, der kommer, vil visselig være bedre for dig end det, der er gået forud.” Det vil sige: Det, Jeg har beredt til dig efter din tilbagevenden til Mig, er bedre for dig end det, Jeg har givet dig i denne verden. Han vil visselig snart give dig så meget, at du bliver tilfreds. Det vil sige: succes og sejr i denne verden samt belønning i det hinsidige. “Fandt Han dig ikke som forældreløs og gav dig ly? Og fandt Han dig ikke vildfaren og viste dig vejen? Og fandt Han dig ikke fattig og gjorde dig velstående?” I disse vers minder Allah den Ophøjede ham om den ære, han modtog tidligt i livet, og om den barmhjertighed og omsorg, Allah viste ham, da han var uden mor og far, uden støtte og midler og vildfaren, samt om hvordan Han ved sin nåde reddede ham fra hans elendige tilstand. “Derfor må du ikke vise vrede mod den forældreløse, og du må ikke afvise den, der beder om hjælp.” Det vil sige: Vis ikke hovmod og arrogance over for Allahs svage tjenere, og opfør dig ikke grusomt eller egenmægtigt. “Og forkynd din Herres nåde.” Det vil sige: Fortæl mennesker om den uforlignelige rigdom og enestående ære, du har opnået gennem den profetgerning, Allah har skænket dig, og kald dem til den.

Derefter helligede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sig i al hemmelighed til at forkynde religionen for betroede og pålidelige personer blandt sine nærmeste. Han begyndte at fortælle om den store nåde, som Allah havde vist ham selv og hele menneskeheden ved at skænke ham profetgerningen.

De første, der antog islam

Den første blandt mændene, der troede på Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), bad sammen med ham og af hele sit hjerte tog imod den åbenbaring, som blev sendt ned til ham fra Allah, var hans farbror Abu Talibs søn, Ali (må Allah være tilfreds med ham). Han var dengang kun ti år gammel.

Man kan se, at Allah viste Ali (må Allah være tilfreds med ham) en særlig gunst. At Allah ønskede ham det gode og allerede havde beredt passende forhold for ham, fremgår af begivenhederne forud for hans antagelse af islam. Quraysh befandt sig dengang i stor nød. Abu Talib var far til mange børn og var derfor i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde en anden farbror ved navn Abbas. Han var den mest velstående blandt Banu Hashim. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til ham: »O Abbas, din bror Abu Talib er tynget af ansvaret for mange børn. Du kan selv se, hvor frygteligt folk lider. Lad os lette byrden af hans børn. Jeg påtager mig ansvaret for én af hans sønner, og du påtager dig ansvaret for en anden. På den måde kan han befries for ansvaret for to af sine børn.«

Abbas sagde: »Godt, lad os gå.«

Derefter gik de begge hen til Abu Talib og sagde: »Så længe landets indbyggere ikke er kommet ud af den nuværende økonomiske krise, ønsker vi at lette byrden af dine børn.« Abu Talib sagde: »Lad Aqil blive hos mig. Tag derefter hvem af de andre, I ønsker.«

Derefter tog Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) Ali til sig og lod ham indgå i sin egen familie. Abbas tog Ja’far og lod ham indgå i sin familie. Ali (må Allah være tilfreds med ham) blev hos Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) indtil det tidspunkt, hvor han modtog profetskabet. Derfor troede Ali efter profetskabets begyndelse på ham, accepterede ham af hele sit hjerte som profet og begyndte at følge ham.

Ifølge nogle historikere plejede Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), når tiden for bønnen indtraf, at begive sig til en afsides bjerggrotte i Mekka, og Ali plejede at tage med ham. De gjorde dette i hemmelighed, uden at hans far, hans farbror eller nogen i hans stamme kendte til det. De gik derhen sammen og bad i ensomhed, og når aftenen kom, vendte de hjem. Sådan fortsatte de i nogen tid med Allahs vilje. En dag så Abu Talib dem begge bede. Efter bønnen spurgte han Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Min nevø, hvilken religion er det, du følger?« Han svarede: »Min farbror, det er Allahs religion, Hans engles religion, Hans profeters og sendebuds religion og især vores fader Ibrahims religion. Allah har gjort mig til et sendebud og sendt mig til menneskeheden med denne religion. O min farbror, af alle de mennesker, som jeg har undervist i denne religion, og som jeg har opfordret til at følge denne livsordning, er du den, der har størst ret til at modtage denne invitation. Og af alle dem, der har taget imod min invitation og hjulpet mig i mit arbejde, er det dig, der har størst pligt til at besvare denne opfordring og yde din støtte.«

Abu Talib sagde: »Min nevø, jeg kan ikke forlade mine forfædres religion og skikke. Men ved Allahs ed, så længe jeg lever, vil du på grund af dit virke ikke blive udsat for noget ubehageligt.«

Derefter antog Zayd ibn Haritha ibn Shurahbil ibn Ka’b ibn Abd al-Uzza islam. Tidligere var Khadijas nevø, Hakim ibn Hizam ibn Khuwaylid, kommet tilbage fra Syrien med flere slaver, blandt dem Zayd ibn Haritha. En dag kom hans faster Khadija til ham. På det tidspunkt var Khadija allerede blevet gift med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Hakim sagde: »Faster, vælg hvem som helst af disse slaver. Den dreng, du vælger, vil jeg give dig.« Hun valgte Zayd og tog ham med sig. Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) så Zayd hos Khadija og udtrykte ønske om at få ham, gav Khadija ham til Allahs Sendebud som en gave. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) frigav ham fra slaveriets lænker og tog ham til sig som adoptivsøn. Dette skete før profetskabet blev givet til ham.

Derefter antog Abu Bakr ibn Abu Quhafa islam. Hans egentlige navn var Atiq, og Abu Quhafas rigtige navn var Uthman. Efter at Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, havde antaget islam, bekendtgjorde han det offentligt. Han var meget populær blandt sit folk, venlig og omgængelig. Blandt qurayshitterne var han den mest fornemme og den, der havde størst kendskab til deres slægtsforhold. Ingen blandt qurayshitterne havde en så indsigtsfuld viden som ham om deres gode og dårlige sider samt om det, der var til deres gavn eller skade. Han var handelsmand, gavmild og retskaffen. Folk fra stammen samledes hos ham. På grund af hans venlige omgang, lærdom og handelstalent knyttede mange venskab og fortrolighed med ham. Derfor begyndte han at invitere de af stammens folk til islam, som kom ham nær og stod ham meget nær. På hans opfordring antog Uthman ibn Affan, az-Zubayr ibn al-Awwam, Abd ar-Rahman ibn Awf, Sa’d ibn Abi Waqqas og Talha ibn Ubaydullah én efter én islam. Disse fem samt Abu Bakr, Ali og Zayd – i alt otte personer – var de første muslimer. Det var dem, der først etablerede bønnen og tog islam til sig af hele deres hjerte.

Derefter antog Abu Ubayda ibn al-Jarrah, Abu Salama ibn Abd al-Asad og al-Arqam ibn Abu al-Arqam islam. [22. Al-Arqams hus lå på Safa-bjerget. Det var i dette hus, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, inviterede qurayshitterne til islam. Denne hemmelige tilflugt og forkyndelse fortsatte, indtil antallet af muslimer gennem Umar, må Allah være tilfreds med ham, nåede fyrre. Da de var blevet fyrre, trådte de frem offentligt.]

Uthman ibn Mazun og hans to brødre Qudama og Abdullah, Ubayda ibn al-Harith, Sa’id ibn Zayd ibn Amr og hans hustru Fatima, Umar ibn al-Khattabs søster, Asma bint Abu Bakr og Aisha bint Abu Bakr (Aisha var dengang en lille pige), Khabbab ibn al-Aratt, Umayr ibn Abu Waqqas, Abdullah ibn Mas’ud, Mas’ud ibn Qari, Salit ibn Amr, Ayyash ibn Abu Rabi’a og hans hustru Asma bint Salama, Khunays ibn Hudhafa, Amir ibn Rabi’a, Abdullah ibn Jahsh og hans bror Abu Ahmad, Ja’far ibn Abu Talib og hans hustru Asma bint Umais, Hatib ibn al-Harith og hans hustru Fatima bint al-Mujallal, hans bror Khutayb og hans hustru Fukaia bint Yasar, Ma’mar ibn al-Harith, Sa’ib ibn Uthman ibn Mazun, al-Muttalib ibn Azhar og hans hustru Ramla bint Abu Awf, an-Nahham, det vil sige Nu’aym ibn Abdullah, Amir ibn Fuhayra, Khalid ibn Sa’id ibn al-As og hans hustru Amina bint Khalaf, Hatib ibn Amr, Abu Hudhayfa ibn Utba ibn Rabi’a, Waqid ibn Abdullah, Khalid, søn af Bukayr ibn Abd Yalil, samt Amir, Aqil og Yas, Ammar ibn Yasir og Suhayb ibn Sinan ar-Rumi [23. Suhayb var arabisk af fødsel. I sin barndom blev han taget til fange af romerne og voksede op som slave blandt dem. Senere købte en mand fra Kalb-stammen ham og bragte ham til Mekka, hvor han solgte ham. Abdullah ibn Jud’an købte ham og frigav ham. I hadith nævnes Suhayb som den første romer, der antog islam.] antog islam.

Den offentlige forkyndelse

Derefter begyndte folk, mænd såvel som kvinder, at antage islam i store grupper. Således spredte budskabet om islam sig overalt i Mekka, og der blev talt meget om det. Da befalede den Store og Almægtige Allah sit Sendebud at forkynde Hans budskab med høj røst og offentligt at gå ud blandt folket med invitationen til Allahs religion. Efter modtagelsen af profetskabet fortsatte den hemmelige forkyndelse i tre år, før den offentlige forkyndelse af islam begyndte. Da gav Allah denne befaling: »Profet! Begynd nu at forkynde med høj røst, og tag ikke hensyn til polyteisternes ord.« Han sagde også: »Profet! Advar dine nærmeste slægtninge, vær medfølende og venlig over for de troende, der følger dig, og sig: Jeg er den tydelige advarer.«

Når Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ledsagere skulle bede, gik de til svært tilgængelige bjergkløfter og bad skjult, uden for folks syn. En dag befandt en lille gruppe af Allahs Sendebuds ledsagere, blandt dem Sa’d ibn Abi Waqqas, sig i bøn i en bjerggrotte et sted i Mekka, da en gruppe af Mekkas polyteister ankom. De begyndte hårdt at fordømme og fornærme de troende, og til sidst angreb de dem og forsøgte at dræbe dem. Ved denne lejlighed slog Sa’d ibn Abi Waqqas en af polyteisterne så kraftigt i hovedet med kæbebenet fra en død kamel, at hans hoved flækkede. Dette var den første blodsudgydelse for islams skyld.

Selv om Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forkyndte offentligt i overensstemmelse med Allahs befaling, holdt de sig ikke på afstand af ham og protesterede heller ikke imod ham, så længe han ikke kritiserede deres guder og gudinder. Men da han kritiserede deres guder og gudinder, betragtede de straks hans bevægelse som noget frygteligt og farligt. De blev voldsomt ophidsede mod ham og rustede sig til modstand og fjendskab mod ham. Han beskyttede imidlertid et lille antal mennesker, som endnu ikke var trådt offentligt frem, mod dette fjendskab for islams skyld.

Hans farbror Abu Talib fortsatte med at vise Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fuld sympati og omsorg. Han beskyttede Allahs Sendebud mod qurayshitternes angreb og stillede sig ved hans side. Derfor kunne han fortsætte arbejdet med at forkynde Allahs religion uden hindring. Men da qurayshitterne så, at Allahs Sendebud ikke tog det mindste hensyn til deres stærke indvendinger mod bruddet med deres guder og kritikken af dem, og at hans farbror desuden fortsatte med at give ham beskyttelse og på ingen måde ville udlevere ham til qurayshitterne, gik de en dag samlet til Abu Talib. De ledende og ansete mænd blandt qurayshitterne sagde: »Abu Talib, din nevø har fornærmet vores guder og gudinder, fordømt vores religion, kaldt vores forstand for dumhed og betegnet vores forfædre som vildfarne. Under disse omstændigheder må du enten forhindre ham i dette, eller give os mulighed for at straffe ham.« Abu Talib svarede dem med gribende ord, overtalte dem og sendte dem bort.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fortsatte sit arbejde som hidtil. Han blev ved med at kalde folk til Allahs religion og fortsatte med at udbrede og forkynde den. Derfor voksede Qurayshs fjendskab og vrede dag for dag. De gav sig til heftigt at kritisere Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og begyndte at ophidse hinanden imod ham.

Derfor gik de igen til Abu Talib og sagde: »Abu Talib, De er den ældste og mest ansete blandt os. Vi betragter Dem som en fremtrædende og respekteret mand.

Vi bad Dem om at forbyde Deres nevø det, men De gjorde det ikke. Ved Allah, vi kan ikke længere tillade, at dette fortsætter. Vi kan ikke længere udholde hans dristighed, når han kritiserer os, fordømmer vores guder og kalder vores fornuft for dumhed. Enten bringer De ham til tavshed, eller også går vi i krig mod ham og Dem sammen med ham, og vi standser ikke, før den ene af parterne er tilintetgjort.«

Abu Talib sendte bud efter Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han sagde til ham: »Min nevø, dine folk er kommet til mig og har sagt disse ting.« Derefter fortalte han ham, hvad Qurayshs ledere havde sagt, og fortsatte: »Nu hvor sagen er nået dertil, må du tage hensyn til både dig selv og mig. Pålæg mig ikke noget, som overstiger mine kræfter.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, troede, at hans onkel havde ændret mening, ønskede at lade ham stå alene over for Quraysh og var blevet ude af stand til at hjælpe ham. Derfor sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Onkel, ved Allah, hvis de bragte solen i min højre hånd og månen i min venstre hånd og bad mig opgive dette til gengæld for dem, ville jeg ikke opgive det. Jeg vil fortsætte med dette, indtil Allah lader sin religion sejre, eller indtil jeg går til grunde, mens jeg fortsætter med dette.« Da han havde sagt dette, blev Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, øjne fyldt med tårer. Derefter rejste han sig og gjorde sig klar til at gå. Da han var kommet et lille stykke, kaldte Abu Talib på ham og sagde: »Min nevø, kom nærmere.« Han gik hen til ham. Abu Talib sagde: »Min nevø, det er i orden. Bliv ved med at sige det, du ønsker at sige. Jeg vil aldrig, af nogen grund, overgive dig til dem.«

Da Quraysh fik at vide, at Abu Talib ikke var villig til at lade Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, stå alene over for ydmygelse, og at han trods deres brud med ham og deres fjendskab stadig stod fast på ikke at udlevere ham til dem, tog de en ung mand ved navn Umarah ibn al-Walid ibn al-Mughirah med til Abu Talib og sagde: »Abu Talib, se på denne unge mand. Han hedder Umarah ibn al-Walid, og der findes ingen ung mand i Quraysh-stammen, som er mere modig, stærk og smuk end ham. Tag ham som søn; De vil kunne drage nytte af hans forstand og hans hjælp og støtte. Og udlever så Deres nevø til os, ham, der sætter sig op imod Deres forfædres religion, skaber splittelse blandt Deres folk og kalder deres forstand for dumhed. Udlever ham til os, så dræber vi ham. De får én mand i bytte for én mand.«

Abu Talib sagde: »Ved Allah, I pålægger mig noget yderst afskyeligt. Kan jeg gå med til et forslag, hvor I giver mig jeres søn, så jeg skal give ham mad, opfostre ham og gøre ham til en mand, mens jeg overgiver min søn til jer, så I kan dræbe ham? Ved Gud, forstå dette: Det kommer aldrig til at ske.«

Mut’im ibn Adi sagde: »Abu Talib, Deres folk har fremsat et rimeligt forslag over for Dem. De ønsker at fritage Dem for noget, De selv ikke bryder Dem om. Alligevel ser det ud til, at De ikke er parat til at acceptere noget af deres forslag.« Abu Talib sagde til Mut’im: »Ved Allah, de har ikke behandlet mig retfærdigt. I virkeligheden er du fast besluttet på at ydmyge mig. Derfor ønsker du at ophidse hele folket imod mig. Gør nu, hvad du vil.«

Nu kom situationen helt ud af alles kontrol, og en krigssituation opstod. Quraysh begyndte at ophidse hinanden til krig. Hver stamme kastede sig over de få muslimer, der befandt sig blandt dem, indledte frygtelige forfølgelser og lagde et hårdt pres på dem for at få dem til at forlade islam. Den eneste, der forblev beskyttet mod denne forfølgelse, var Allahs Sendebud. Allah beskyttede ham gennem hans onkel Abu Talib.

Da Abu Talib så, at Quraysh havde valgt en yderst voldelig vej, tog han initiativ til at komme i kontakt med folkene fra stammerne Banu Hashim og Banu al-Muttalib. Han opfordrede alle til at støtte og hjælpe ham med den politik, han havde valgt: at beskytte Allahs Sendebud og stå imod enhver upassende behandling af ham. Alle fra disse to stammer besvarede hans opfordring og lovede ham deres støtte. Den eneste, der ikke gav sin støtte, var Allahs fjende, den forbandede Abu Lahab.

Al-Walid ibn al-Mughiras udtalelser om Koranen

En gruppe fra Quraysh samledes hos den ældre Quraysh-leder al-Walid ibn al-Mughira. Det var blevet tid til pilgrimsfærden. Al-Walid sagde: “Quraysh-folk, tiden for pilgrimsfærden er kommet. Folk vil komme til jer fra forskellige egne af Arabien, og de har allerede hørt om Muhammad. Derfor må I nå frem til en fælles opfattelse af ham. I må ikke være uenige om dette. Det må ikke ske, at én siger én ting, og en anden afviser hans ord. For så vil den enes ord blive modbevist af den andens.”

Alle sagde: “Så fastlæg De selv en mening. Vi vil alle gentage den.” Al-Walid sagde: “Nej, sig det selv; jeg lytter.” Alle de forsamlede sagde: “Vi vil sige, at Muhammad er spåmand.” Al-Walid sagde: “Nej, han er ikke spåmand. Vi har set mange spåmænd. Muhammads tale er ikke som spåmændenes rytmiske og uklare ord.”

Alle sagde: “Så vil vi sige, at Muhammad er sindssyg.”

Al-Walid sagde: “Nej, han er heller ikke sindssyg. Vi har set mange sindssyge, og vi ved også, hvad sindssyge er. Den sindssyges tale er præget af stivhed og uklarhed, overvældende følelsesmæssige udbrud samt tvivl og usikkerhed. Men intet af dette findes i Muhammads tale.”

Alle sagde: “Så vil vi sige, at han er digter.”

Walid sagde: »Nej, han er heller ikke digter. Vi kender alle former for poesi. Men Muhammads ord hører ikke til nogen form for poesi.«

Alle sagde nu: »Så vil vi sige, at han er en troldmand.« Walid sagde: »Han er heller ikke troldmand. Vi har set mange troldmænd og megen trolddom. Men Muhammad gør ikke som dem: Han binder ikke knuder og puster ikke på dem.« Alle sagde: »Hvad mener du så, at vi skal sige?«

Walid sagde: »Der er ingen tvivl om, at det er meget behageligt at høre Muhammads ord. Dets rod er yderst stærk, og dets grene og kviste bærer frugt. Hvad end I siger, vil det blive bevist at være løgn. Det mest passende vil dog være at kalde ham troldmand, for han taler på en måde, der er lige så virkningsfuld som trolddom til at skabe splid mellem brødre, mellem ægtefæller og mellem slægtninge. Derfor kan man med rette kalde ham troldmand; på grund af hans indflydelse er folket i virkeligheden blevet ramt af splittelse.«

Da folk derefter begyndte at ankomme til pilgrimsfærden, satte qurayshitterne sig i grupper langs de veje, hvor folk færdedes. Hver gang nogen gik forbi dem, sagde de til ham, at han skulle vogte sig for at omgås Muhammad. De fortalte ham også om Muhammads forehavender. I den anledning åbenbarede Allah følgende om al-Walid ibn al-Mughira:

»Overlad til Mig at tage mig af ham, som Jeg har skabt alene. Efter at have skabt ham gav Jeg ham rigelige formuer og mange sønner, som altid var hos ham, og banede vejen for hans lederskab og anseelse. Alligevel begærer han, at Jeg skal give ham endnu mere. Aldrig skal det ske! Han er stærkt fjendtlig over for Mine åbenbaringer.«

Derefter begyndte de at fortælle alle, de mødte, disse ting om Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Da araberne efter pilgrimsfærden spredte sig i alle retninger, var det eneste, der blev talt om blandt dem, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Således spredtes omtalen af ham til hver eneste egn i Arabien.

Beretningen om forfølgelsen af Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham

Qurayshitterne blev efterhånden rasende. De blev ude af sig selv af fjendskab mod Allahs Sendebud og hans ledsagere. De begyndte at ophidse tåbelige og udsvævende mennesker. Disse uvidende mennesker begyndte at skælde ham ud som løgner og plage ham på forskellige måder. De bagtalte ham som spåmand, troldmand, astrolog og galning. Men Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forblev standhaftig i at forkynde og udbrede Allahs religion. Efterhånden begyndte han at prædike mere åbent. Selvom hans kritik af arabernes falske skikke og sædvaner, hans forkastelse af deres afgudsdyrkelse og hans afstandtagen fra deres vantro lære var yderst stødende for dem, fortsatte han med at gøre dette med stor fasthed. Abdullah ibn Amr ibn al-As fortæller:

„En dag, da Qurayshs ledere var samlet nær den Sorte Sten, var jeg til stede dér. De begyndte at tale om Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Den tålmodighed, vi har vist over for denne mand, er uden sidestykke. Han har gjort os til nar og forhånet vores guder. Vi har båret over med ham i en yderst følsom og alvorlig sag.« Mens de således fortsatte deres samtale, viste Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig pludselig dér. Han gik roligt frem og kyssede den Sorte Sten. Da han gik forbi dem, kom nogle med fjendtlige bemærkninger. Jeg lagde mærke til reaktionen på Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ansigt. Anden gang, han gik forbi dem, kom de igen med sarkastiske bemærkninger. Jeg så reaktionen i Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ansigt. Tredje gang, da de igen kom med lignende bemærkninger, standsede han dér og sagde: »Quraysh, hør! Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, sværger jeg, at jeg vil bringe jer undergang, hvis I ikke tror.«“

Ved hans ord blev folkemængden tavs og forbløffet, som om den var blevet ramt af et lyn. Selv den blandt dem, der blot et øjeblik tidligere havde talt mest hadefuldt og ophidsende imod ham, forsøgte nu at berolige Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, med så venlige ord som muligt. Han blev endda nødt til at sige: „Abul-Qasim, gå du bare. Du er jo ikke længere en tåbe.“

Derefter forlod Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, stedet. Den følgende dag samledes alle på det samme sted. Jeg var også til stede. Så begyndte de at sige til hinanden: „Så du, hvor langt Muhammeds overmod er gået, og hvor stor en frækhed han udviste? Han sagde lige op i ansigtet på jer det, som I på ingen måde bryder jer om at høre. Og alligevel lod I ham gå.“

Netop i det øjeblik viste Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig dér. Og så var der ingen vej tilbage! Alle kastede sig på én gang over ham. De omringede ham og blev ved med at sige: „Det er jo dig, der siger anstødelige ting imod vores religion og vores guder.“

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: „Ja, det er mig, der siger disse ting.“ Jeg så en af dem forsøge at kvæle og dræbe Allahs Sendebud ved at gribe fat i begge sider af kappen over hans hals. I det øjeblik trådte Abu Bakr frem og forhindrede det. Han brød ud i gråd og sagde: „Vil I dræbe en mand, blot fordi han erklærer, at Allah er hans Herre?“

Derefter forlod folkemængden stedet. Den dag så jeg aldrig Quraysh angribe Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, så voldsomt som dette.“

Hamzas antagelse af islam

En mand fra Aslam-stammen, som havde en usædvanligt skarp hukommelse, fortalte mig:

»En dag mødte Abu Jahl Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, nær Safa-bjerget. Ved den lejlighed behandlede han ham dårligt og skældte ham ud. Han sagde yderst krænkende ting til ham. Han fremsatte hånende bemærkninger mod islam og kastede spydigheder mod hans kald og hans bevægelse. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, svarede ham ikke med et eneste ord. En slavepige, der tilhørte Abdallah ibn Judʿān, hørte disse hånende bemærkninger, mens hun sad i sit hus. Derefter forlod Abu Jahl stedet og satte sig i en Quraysh-forsamling ved Kaaba.«

Kort efter vendte Hamza, Abd al-Muttalibs søn, tilbage fra jagt med bue og pile. Han var en dygtig jæger. Han var meget kyndig i at skyde pile mod vildtet og opspore det. Når han vendte tilbage fra en sådan jagt, standsede han altid på vejen, hvis han så en Quraysh-forsamling eller en gruppe mennesker; han hilste på dem og talte med dem. Han var en fornem og stærk ung mand blandt Quraysh. Da han gik forbi Abdallah ibn Judʿāns slavepige, var Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, allerede vendt hjem. Så snart slavepigen så Hamza, sagde hun: »Hvis du bare havde set, hvordan Abul Hakam, Hishams søn [24. Abul Hakam var Abu Jahls tilnavn eller titel. Hans navn var Amr ibn Hisham ibn al-Mughira ibn Abdallah ibn Umar ibn Makhzum.], for kort tid siden behandlede din nevø Muhammad. Muhammad sad her. Så snart han så ham, behandlede han ham dårligt og skældte ham ud. Han opførte sig yderst krænkende over for ham, men Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, gik bort uden at sige et eneste ord.«

Da Hamza hørte dette, blev han ude af sig selv af vrede, for Allah ønskede at iføre ham islams hæderskrone. Derfor skyndte han sig af sted for at finde Abu Jahl. Han standsede ikke hos nogen undervejs. Hans hensigt var at give Abu Jahl en lærestreg, så snart han fandt ham. Da han trådte ind i Den Hellige Moské, så han, at Abu Jahl sad i en forsamling. Han gik hen imod ham. Så snart han kom tæt på, slog han ham voldsomt med buen og sårede ham alvorligt. Derefter sagde han: »Skælder du Muhammad ud? Jeg har jo taget hans religion til mig, og jeg støtter alt, hvad han siger. Hvis du kan, så slå igen på mig!«

Straks kom nogle mænd fra stammen Banu Makhzum løbende for at hjælpe Abu Jahl mod Hamza. Men Abu Jahl sagde: »Sig ikke noget til Hamza. Jeg har virkelig skældt hans nevø ud med de mest modbydelige ord.«

Hamza forblev fast og urokkelig i islam og fortsatte med at hjælpe og støtte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, i hans virke. Efter at Hamza, må Allah være tilfreds med ham, havde taget islam til sig, indså Quraysh, at det ikke længere ville være let at forfølge og ydmyge Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Hver gang de forsøgte at gøre noget, ville Hamza komme og stille sig i vejen. Derfor dæmpede de foreløbig forfølgelsen noget.

Utbas plan for at modarbejde Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, bevægelse

En kilde har fortalt mig, at den fremtrædende Quraysh-leder Utba ibn Rabiʿa en dag sad i Quraysh-forsamlingen. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sad på det tidspunkt alene i Den Hellige Moské. Utba sagde: »Qurayshfolk, jeg vil gå hen til Muhammad og tale med ham. Jeg vil fremsætte nogle forslag for ham. Måske vil han acceptere nogle af dem og standse sin forkyndelse. Hvad synes I om det?«

På dette tidspunkt var antallet af muslimer begyndt at vokse, fordi Hamza havde taget islam til sig. Derfor sagde alle: »Det er et meget godt forslag. Gå du blot hen og tal med ham.«

Utba gik hen til Allahs Sendebud og satte sig ved siden af ham. Han sagde: »Nevø, du er ikke uvidende om, hvor anset og ædel af slægt du er blandt vores stamme. Du er trådt frem for dit folk med en alvorlig sag. Din prædiken har skabt splittelse blandt folket. Du har kaldt dem tåber og nedgjort deres forfædre. Hør på mig! Jeg vil fremsætte nogle alternative forslag for dig. Tænk lidt over, om du kan acceptere nogle af dem.«

Allahs Sendebud sagde: »Godt, sig frem. Jeg lytter.«

Utba sagde: »Nevø, hvis du med den nye prædiken, du er begyndt på, ønsker at opnå stor rigdom, vil vi samle penge til dig og gøre dig til den rigeste blandt os. Og hvis du ønsker en høj position, vil vi gøre dig til konge over dette land. Og hvis det forholder sig sådan, at jinner kommer til dig, og du ikke kan drive dem bort, vil vi lade dig behandle. Uanset hvor mange penge det kræver, vil vi helbrede dig. For undertiden får jinner magt over mennesker, og der er behov for behandling for at drive dem bort.«

Efter at have sagt dette tav Utba. Allahs Sendebud havde lyttet opmærksomt til Utbas ord. Da han var færdig, sagde han: »Abu al-Walid, er du færdig med at tale?« – »Ja.« Han sagde: »Så lyt til nogle af mine ord.« Utba sagde: »Sig frem.« Allahs Sendebud begyndte at recitere suraen Ha-Mim as-Sajda: »I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Ha-Mim! Dette er en bog, der er åbenbaret fra Allah, den Nådige, den Barmhjertige. En bog, Koranen, åbenbaret på arabisk. Dens vers er udførligt forklaret for de vidende. Den er kommet som et glædeligt budskab og en advarsel. Men de fleste af dem vender sig bort; de vil ikke lytte. De siger: “Vore hjerter er tilsløret for det, du kalder os til.”« Utba lyttede stumt. Han sad støttet på hænderne bag sig og lyttede med stor opmærksomhed. Allahs Sendebud fortsatte sin recitation, indtil han nåede verset om prostrationen i denne sura. Så standsede han og kastede sig ned i prostration. [25. Verset lyder: »Blandt Allahs tegn er natten og dagen samt solen og månen. Kast jer ikke ned i prostration for solen eller månen, men kast jer ned i prostration for Allah, som skabte dem, hvis det er Ham alene, I er rede til at tilbede.«] Derefter sagde han: »Du har hørt det, der skulle høres. Gør nu, hvad du mener bør gøres.«

Derefter rejste Utba sig og vendte tilbage til sine ledsagere. Da de så ham, begyndte de at sige til hinanden: »Utba tog af sted med ét ansigtsudtryk, men kommer nu tilbage med et andet.« Så snart han havde sat sig blandt gruppen, spurgte de ham alle: »Abu al-Walid, hvad har du at sige?«

Utba sagde: »Jeg har hørt en tale, som jeg aldrig før har hørt magen til. Quraysh-folk, den er i sandhed hverken poesi eller en spåmands ord. Lyt til mig, og overlad denne sag til mig. Lad denne mand gøre, hvad han vil. Hav ingen forbindelse med ham. Jeg er sikker på, at det, Muhammad er optaget af at forkynde, i fremtiden vil skabe stor uro. Hvis araberne besejrer ham, har I ved andres hjælp reddet jer fra ham. Og hvis han sejrer over araberne, vil hans kongedømme være jeres kongedømme, og hans ære blive årsag til jeres ære. I vil blive den lykkeligste folkegruppe på jorden.« Da sagde de alle som én: »Muhammad har denne gang forhekset dig.« Utba sagde: »Dette er min mening. Gør nu, hvad I finder bedst.«

Samtalen mellem Allahs Sendebud og Qurayshs ledere

Islam begyndte gradvist at brede sig blandt mænd og kvinder fra Quraysh-stammerne i Mekka. Quraysh tog enhver muslim, de kunne få fat i, til fange og udsatte ham for hård tortur!

I denne situation samledes Qurayshs ledere fra hver stamme en dag efter solnedgang ved Den Ædle Kaaba. De, der samledes, var Utba ibn Rabia, Shayba ibn Rabia, Abu Sufyan ibn Harb, Nadr ibn al-Harith, Abu al-Bukhtari ibn Hisham, Aswad ibn al-Muttalib, Zam’a ibn al-Aswad, Walid ibn al-Mughira, Abu Jahl ibn Hisham, Abdullah ibn Abu Umayya, As ibn Wa’il, Nubayh ibn al-Hajjaj, Munabbih ibn al-Hajjaj og Umayya ibn Khalaf. De begyndte at sige til hinanden: »Send bud efter Muhammad, tal med ham, og skændes om nødvendigt med ham. Så kan I over for folket undgå at blive gjort ansvarlige.« Der blev straks sendt en budbringer til ham. Budbringeren kom og sagde: »Qurayshs ledere er samlet for at tale med dig. Kom med hen til dem.«

Så snart Allahs Sendebud, Allah velsigne ham og give ham fred, hørte dette, skyndte han sig bekymret hen til dem. Han troede, at de måske havde overvejet noget nyt angående den dawah, han havde fremsat for dem. Allahs Sendebud, Allah velsigne ham og give ham fred, ønskede inderligt, at de skulle vende tilbage til den rette vej. Han var dybt bedrøvet over deres stædighed og overgreb. Han gik hen og satte sig ved siden af Qurayshs ledere. De sagde: »Muhammad, vi har sendt bud efter dig, fordi vi vil tale med dig. Ved Gud, vi kender ingen anden araber, der har skabt en splittelse blandt sit folk som den, du har skabt. Du har dadlet forfædrene, fordømt den nedarvede religion, skældt guderne ud, kaldt de fornuftige mennesker tåber og splittet folkets enhed. Kort sagt har du ikke ladet noget ondt være tilbage, som du ikke har bragt mellem os og dig. Hvis du ved at sige disse ting har besluttet dig for at skaffe dig rigdom, så samler vi penge og ejendele til dig, så du kan blive den rigeste blandt os. Hvis du med dette søger rang og status, gør vi dig til vores leder. Hvis du ønsker at blive konge, så kom, og vi gør dig til vores konge. Og hvis den, der kommer til dig, er en jinn eller et spøgelse, som har fået magt over dig, er vi parate til at betale, hvad det end koster, for at få dig behandlet, så du bliver rask, eller så vi ikke skal stå til regnskab over for folket på grund af dig.«

Allahs Sendebud, Allah velsigne ham og give ham fred, svarede: »Jeg ønsker intet af det, I siger. Formålet med den dawah, jeg har fremsat for jer, er ikke, at jeg ønsker jeres rigdom, eller jeres rigdom, eller at jeg ønsker at være den højeste blandt jer i rang, eller at jeg ønsker at blive jeres konge. Allah har sendt mig til jer som et sendebud. Han har åbenbaret en bog for mig og befalet mig at være en advarer og en, der bringer jer det glade budskab. I overensstemmelse med Hans befaling har jeg overbragt jer min Herres ord og rådgivet jer oprigtigt til det, der er godt. Hvis I tager imod min dawah, vil det bringe jer lykke i denne verden og i det hinsidige. Men hvis I forkaster den, vil jeg være tålmodig, indtil Allah træffer Sin endelige afgørelse mellem jer og mig.«

De sagde: »Muhammad, hvis ingen af de forslag, vi har fremsat for dig, er acceptable for dig, så hør endnu en ting. Du ved, at ingen i verden har et så trangt beboelsesområde som os. Intet andet folk på jorden lever et så elendigt liv som det, vi lever på grund af mangel på vand og andre fornødenheder. Bed derfor din Herre, som har sendt dig som sendebud, om at flytte disse bjerge og klipper bort herfra, så vores beboelsesområde bliver større, og om at lade floder løbe i dette land ligesom i Irak og Syrien. Bed Ham også om at genoplive vores forfædre, blandt dem også Qusay ibn Kilab, som var en af de mest sandfærdige og retfærdige ledere. Vi vil spørge dem, om du taler sandt eller lyver. Hvis de siger, at du taler sandt, og du gør, som vi kræver, vil vi tro på dig, anerkende den rang, Gud har skænket dig, og virkelig acceptere dig som Allahs Sendebud.«

Allahs Sendebud, Allah velsigne ham og give ham fred, sagde til dem: »Jeg er ikke kommet til jer på grund af disse ting. Jeg har ingen myndighed over noget andet end det, som Allah har sendt mig med. Og det, som jeg er blevet sendt med, har jeg allerede overbragt jer. Hvis I tager imod det, vil det åbne lyk­kens porte for jer i denne verden og i det hinsidige. Men hvis I forkaster det, vil jeg være tålmodig, indtil Allah træffer en endelig afgørelse mellem jer og mig.«

De sagde: »Hvis heller ikke dette forslag behager dig, så gør noget for din egen skyld. Bed din Herre om at sende en engel med dig. Han skal bevidne over for os, at du taler sandt, og tale med os på dine vegne. Lad også Allah give dig mange haver og paladser samt store skatte af guld og sølv. Så vil den begærlighed efter rigdom, som vi ser hos dig, blive stillet. Du går jo omkring på markedet ligesom os og søger dit udkomme ligesom os. Når du har fået alle disse rigdomme, vil vi forstå, at du virkelig er bedre end os og har en højere rang hos din Herre. Hvis du virkelig er et sendebud, sådan som du selv påstår, så gør disse ting, så vi kan se det.«

Allahs Sendebud, Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Nej, det vil jeg heller ikke gøre. Jeg kan ikke bede Allah om disse ting. Jeg er ikke kommet til jer med disse ting. Allah har kun sendt mig som en, der bringer det glade budskab, og som en advarer. Hvis I svarer på min opfordring, vil det blive en kilde til lykke for jer i denne verden og i det hinsidige. Men hvis I forkaster den, vil der ske det, som Allah vil. Jeg vil være tålmodig, indtil Han træffer afgørelsen mellem jer og mig.«

De sagde: »Så lad nogle stykker af himlen falde ned over vores hoveder, sådan som du tror, at Allah kan gøre, hvis Han vil. Hvis du ikke gør det, vil vi ikke tro på dig.«

Allahs Sendebud sagde: »Det står helt og holdent i Allahs magt. Hvis Han vil, kan Han naturligvis gøre det.«

De sagde: »Muhammad, vidste din Herre ikke, at vi ville sætte os ned sammen med dig og bede dig om det, vi nu har bedt dig om? Kunne Han ikke være kommet til dig og have lært dig svarene på de spørgsmål, vi har stillet dig, samt fortalt dig, hvad Han ville gøre ved os, hvis vi afviste din opfordring? Vi har fået at vide, at en mand ved navn ’Rahman’, som bor i Yamama, lærer dig disse ord.« [26. Manden var Musaylima ibn Habib al-Hanafi. Han er berømt under navnet Musaylima al-Kadhdhab (Løgneren). Han var gammel, og i den førislamiske tid blev han kaldt »Rahman«. (Rawd al-Anf)]

»Ved Allahs ed vil vi aldrig tro på Rahman. Muhammad, vi fortæller dig, at vi er ude af stand til at håndtere dig. Med din opførsel over for os er du nået så langt, at vi ikke vil lade dig være. Enten vil du tilintetgøre os, eller også vil vi tilintetgøre dig; før det sker, vil vi ikke standse.« En af de forsamlede sagde: »Vi tilbeder englene. Englene er Allahs døtre.« En anden sagde: »Bring Allah og englene frem for os, ellers vil vi ikke tro på dig.«

Efter at have hørt disse ord gik Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, derfra. Hans fætter, Abdullah ibn Abu Umayya ibn al-Mughira, fulgte også med ham. Han sagde: »Hør her, Muhammad! Dit folks folk fremsatte flere forslag for dig, men du accepterede ikke ét eneste af dem. Derefter krævede de nogle ting af dig, som kunne få dem til at erfare og forstå den rang, som du selv siger, at Allah har udnævnt dig til, så de kunne anerkende dig og følge dig. Men du opfyldte heller ikke disse krav. De fremsatte også nogle krav for at få at vide, at du er bedre end dem, og at du er Allahs Sendebud. Det imødekom du heller ikke. Ved Allahs ed, du skulle stige op til himlen ad en stige, og jeg skulle med mine egne øjne se dig stige op; derefter skulle fire engle komme med dig og bevidne sandheden i dine påstande – ellers vil jeg ikke tro på dig. Selv hvis du gjorde alt dette, tror jeg ikke, at jeg ville tro på dig.« 27. Denne mand antog islam kort før erobringen af Mekka.

Derefter gik han bort fra Allahs Sendebud. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, forlod også ham og gik meget bedrøvet og sorgfuld hjem. Da han blev kaldt, var han nemlig løbet af sted i stort håb. Men da han i virkeligheden så, at de var kommet endnu længere bort fra ham, blev hans sorg grænseløs.

Abu Jahls opførsel

Efter at Allahs Sendebud var gået, sagde Abu Jahl: »Hør, Quraysh! Muhammad vil på ingen måde opgive sin kurs. Han vil ikke afholde sig fra noget som helst: at kritisere vores religion, fordømme vores forfædre, betragte vores forstand som dumhed og fornærme vores guder. Jeg sværger ved Allah, at jeg i morgen vil tage den største sten, jeg kan løfte, i hånden og vente på ham. Så snart han bøjer sig i سجده under bønnen, vil jeg knuse hans hoved med stenen. Derefter må det gå, som det går. I kan overgive mig til domstolen eller beskytte mig – det er jeres sag. Banu Abd Manaf må gøre, hvad de finder bedst.« Alle sagde: »Ved Allahs ed, vi vil under ingen omstændigheder overgive dig til domstolen. Gør det, du har besluttet dig for.«

Næste dag satte Abu Jahl sig virkelig og ventede på Allahs Sendebud med en enorm sten. Allahs Sendebud gik også for at bede, som han plejede. Selv om han boede i Mekka, bad han vendt mod Syrien. Han stod mellem det yemenitiske hjørne og den sorte sten på en sådan måde, at Kabaen lå mellem ham og Syrien. Han begyndte at bede. Quraysh sad på deres samlingssted og talte spændt øjeblikkene, ivrige efter at se, hvad Abu Jahl ville gøre.

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gik ned i sujud, løftede Abu Jahl en sten og gik hen imod ham. Men så snart han nærmede sig ham, vendte han besejret, rædselsslagen og med et forfærdet ansigt tilbage. Hans hænder syntes at være blevet stive og ubevægelige over stenen. Han kastede stenen langt væk. Da gik nogle af Quraysh hen til ham og sagde: »Abu al-Hakam, hvad er der sket med dig?« Han sagde: »Jeg var gået hen til Muhammad og ville føre den beslutning ud i livet, som jeg havde meddelt jer i går aftes. Men så snart jeg nærmede mig ham, stillede en enorm og skrækindjagende kamel sig mellem ham og mig. Ved Allahs ed, jeg har aldrig set en så frygtindgydende kamel med sådan en snude, hals og sådanne tænder. Kamelen var lige ved at æde mig.«

Beretningen om al-Nadr ibn al-Harith

Efter at Abu Jahl havde sagt dette, rejste al-Nadr ibn al-Harith sig. Han sagde: »Quraysh-folk, ved Allahs ed, en ulykke har ramt jer, som I endnu ikke har fundet nogen måde at afværge på. Muhammad var blot en ung dreng blandt jer. Han var den, I holdt mest af, den mest sandfærdige og den mest pålidelige blandt jer. Men så snart han trådte ind i manddommen, trådte han frem med noget nyt. Da kaldte I ham en troldmand. Nej, ved Allahs ed, han er ikke en troldmand. Vi har set troldmænd, og vi har også set deres besværgelser og deres bespottelser. I kaldte ham en spåmand. Ved Allahs ed, han er ikke en spåmand. Vi har både hørt og set meget af spåmændenes kneb og tricks. Den stammen, det sludder og den følelsesmæssige forvirring, der findes i en sindssygs tale, findes ikke i hans tale. Quraysh-folk, undersøg jeres egen situation. Ved Allahs ed, en frygtelig ulykke har ramt jer.«

Al-Nadr ibn al-Harith var en af Qurayshs mest lumske og intrigante mænd. Det var hans opgave på forskellige måder at plage Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og være fjendtlig over for ham. Han havde tilbragt nogen tid i Hira, hvorfra han havde lært fortællingerne om Persiens konger. Han kendte også fortællingerne om Rustam og Isfandiyar. Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, satte sig i en forsamling og reciterede Allahs ord og advarede sit folk ved at fortælle, hvordan tidligere folk var blevet ødelagt efter at være blevet ramt af Allahs vrede, sagde al-Nadr, så snart Allahs Sendebud havde afsluttet sin tale og var gået: »Quraysh-folk, jeg kan fortælle bedre historier end Muhammad. Kom, så vil jeg fortælle jer noget mere underholdende end hans ord.« Derefter fortalte han dem historierne om Persiens konger samt om Rustam og Isfandiyar. Så sagde han: »Kan Muhammad fortælle noget bedre end alt dette, jeg fortæller?«

Abdullah ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Der blev åbenbaret otte vers i Koranen om al-Nadr ibn al-Harith.«

Når versene blev reciteret for ham, sagde han altid: »Dette er blot fortællinger fra fortiden!« Dette vers og de andre vers, hvori der nævnes »fortidens fortællinger«, blev åbenbaret om netop denne al-Nadr ibn al-Harith.

Polyteisternes forfølgelse af de svage muslimer

Polyteisterne begyndte at udsætte de sahabah, som havde antaget islam og fulgt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, for voldsom forfølgelse. Hver stamme kastede sig med al sin magt over de muslimer, der tilhørte den. Nogle steder holdt de dem indespærret, slog dem og påførte dem ubeskrivelige lidelser gennem sult og tørst; andre steder lagde de dem i den brændende ørken på Mekkas glohede sletter ved middagstid og torturerede dem. De svage blev på denne måde tvunget til at forlade islam. Nogle opgav islam under presset fra den uudholdelige tortur. Andre fik hjælp og støtte, og på den måde beskyttede Allah dem. Bilal, Abu Bakrs slave, måtte på et tidspunkt tjene som slave hos en mand fra stammen Banu Jumah. Han hed Bilal ibn Rabah. Hans mor hed Hamamah. Han var vokset op hos dem fra barnsben. Han var en oprigtig og renhjertet muslim. Umayyah ibn Khalaf ibn Wahb ibn Hudhafah ibn Jumah plejede ved middagstid, når solen brændte, at føre ham ud på Mekkas slette og lægge ham på ryggen. Derefter beordrede han, at en enorm sten skulle lægges på hans bryst. Så sagde han til ham: »Hvis du ikke vil fornægte Muhammad og tilbede al-Lat og al-Uzza, skal du blive liggende sådan til din død.« Selv mens han gennemgik denne hårde lidelse, sagde han: »Ahad«, det vil sige: Allah er én, Allah er én. Når han under torturen gentog »Ahad, Ahad«, kom Waraqah ibn Nawfal undertiden forbi ham. Da Waraqah ibn Nawfal hørte Bilal sige dette, sagde han straks også: »Ved Allahs ed, Bilal, Allah er i sandhed én, Allah er én, Allah er én.« Derefter gik Waraqah til Umayyah ibn Khalaf og til de andre fra Banu Jumah, som torturerede Bilal, og sagde: »Ved Allahs ed, hvis I dræber ham på grund af dette, vil jeg anse ham for en stor from mand og kysse støvet under hans fødder.« En dag kom Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, forbi. Han så, at Bilal blev tortureret på samme måde. Han sagde til Umayyah ibn Khalaf: »Frygter du slet ikke Allah, når du torturerer dette hjælpeløse menneske? Hvor længe vil du fortsætte sådan?«

Han sagde: »Det er jo dig, der har ødelagt ham. Nu må du også befri ham fra denne situation.«

Abu Bakr sagde: »Det vil jeg gøre. Jeg har en dreng hos mig, som er stærkere og mere robust end ham, og som følger din religion. Jeg giver dig ham i bytte.« Han sagde: »Jeg accepterer.« Abu Bakr sagde: »Jeg accepterer. Jeg giver ham til dig.« Derefter gav han ham til Umayya, tog Bilal fra Umayya og befriede ham. Før hijraen frigav Abu Bakr i alt syv nyligt konverterede muslimske slaver, heriblandt Amir ibn Fuhayra, Umm Ubays og Zinnira. Da Zinnira blev frigivet, var hun allerede blevet blind. Da Quraysh så det, sagde de: »Hendes øjne er blevet ødelagt på grund af al-Lats’ og al-Uzzas forbandelse.« Zinnira sagde: »Ved Allah, jeg vil aldrig befri jer.« På det tidspunkt gik Abu Bakr forbi. Så snart han hørte det, sagde han: »Du, den og dens mors datter, bryd din ed.« Hun sagde: »Hvad siger du? Skal jeg bryde min ed? Det er jo dig, der har ødelagt dem. Nu må du befri dem.« Abu Bakr sagde: »Jeg tager dem til mig! De er frie og frigivne.« Han sagde til de to piger: »Giv kvindens mel tilbage.« De to piger sagde: »Abu Bakr, skal vi først frigøres fra forpligtelsen og derefter give melet tilbage?« Abu Bakr sagde: »Det bestemmer I selv.«

En anden gang gik han forbi en nyligt muslimsk slavekvinde fra Banu Mu’ammal. Umar ibn al-Khattab torturerede hende og pressede hende til at forlade islam. Umar var på det tidspunkt stadig afgudsdyrker. Da han blev træt af at slå hende, sagde han til hende: »Jeg beder dig undskylde, at jeg ikke kan slå dig mere, blot fordi jeg er blevet træt.« Pigen sagde: »Må Allah behandle dig på samme måde.« Da Abu Bakr så dette, købte han straks slavekvinden og frigav hende.

Abu Bakrs far, Abu Quhafa, sagde en dag til ham: »Min søn, jeg ser, at du kun frigiver svage mandlige og kvindelige slaver. Hvis du frigav stærke, unge mandlige slaver, kunne de stå fast ved din side, når du havde brug for det.« Da Abu Bakr hørte dette, sagde han: »Min far, det, jeg gør, gør jeg udelukkende for den almægtige Allahs skyld.«

Folk fra Banu Makhzum plejede ved middagstid at føre Ammar ibn Yasir og hans forældre ud i Mekkas brændende ørken og torturere dem. Hele deres familie havde antaget islam. Mens de blev tortureret, kom Allahs Sendebud til dem, trøstede dem og sagde: »Yasirs familie, vær tålmodige. I er blevet lovet Paradiset.« De slog Ammars mor, Sumayya, indtil de dræbte hende. Alligevel forlod hun ikke islam.

Og hver gang den ugudelige Abu Jahl hørte, at en eller anden havde antaget islam, ophidsede han straks Quraysh imod vedkommende. Hvis den, der havde antaget islam, var en anset person, ydmygede og vanærede han ham alligevel og sagde: »Du har forladt din fars religion, selv om din far var bedre end dig. Derfor vil vi bevise, at du er en tåbe, og at dine synspunkter er dårlige og fejlagtige. Vi vil ikke standse, før vi har tilintetgjort din ære og anseelse.« Hvis han var købmand, sagde han til ham: »Vi vil ødelægge din forretning og ødelægge dine varer.« Og hvis han var svag, slog han ham og ophidsede folk imod ham.

Said ibn Jubayr fortæller: »Jeg spurgte Abdullah ibn Abbas, om afgudsdyrkerne virkelig torturerede Allahs Sendebuds ledsagere så hårdt, at de ikke kunne bebrejdes, selv hvis de forlod islam.« Han svarede: »Ja. De slog dem og lod dem lide under sult og tørst. Nogle af dem blev som følge af denne umenneskelige tortur så svækkede, at de ikke engang kunne sidde oprejst.«

Efter denne tortur spurgte de dem: »Anerkender du, at al-Lat og al-Uzza er dine guder foruden Allah?« Nogle svarede: »Ja.« De viste dem endda et ubetydeligt insekt og sagde: »Anerkend også dette som en gud foruden Allah!« Nogle svarede i desperation »ja« for at blive skånet for den uudholdelige tortur.«

Den første hijra for muslimerne til Abessinien

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, så på den ene side, at hans sahaba blev udsat for uudholdelig forfølgelse. På den anden side levede han et forholdsvis sikkert liv, fordi han havde opnået en særlig gunst fra Allah den Ophøjede og modtog Abu Talibs støtte. Alligevel var han ude af stand til på nogen måde at forhindre den uret, der ramte dem. Under disse omstændigheder sagde han til sine sahaba: „Hvis I rejser til Abessinien, vil det ikke være dårligt. Der findes en konge dér, under hvis herredømme ingen udsættes for uret. Dette land er et tilflugtssted for sandhed og retfærdighed. Bliv dér, indtil Allah befrier jer fra denne uudholdelige situation.“ I overensstemmelse med dette råd rejste Allahs Sendebuds sahaba til Abessinien for at søge Allahs beskyttelse, af frygt for at blive tvunget til at vende tilbage til kufr og for at bevare deres religion og iman. Dette var den første hijra efter islams fremkomst.

De første, der forlod deres hjemland for denne hijra, var Uthman ibn Affan og hans hustru Ruqayya, Allahs Sendebuds datter, Abu Hudhayfa ibn Utba og hans hustru Sahla bint Suhayl, al-Zubayr ibn al-Awwam, Musab ibn Umayr, Abd al-Rahman ibn Awf, Abu Salama ibn Abd al-Asad og hans hustru Layla bint Abi Hathma, Abu Sabra ibn Abu Ruhm og Suhayl ibn Bayda. Disse ti var de første muslimer, der foretog hijra til Abessinien. (Ifølge Ibn Hisham var Uthman ibn Mazun gruppens leder.) Derefter forlod Jafar ibn Abu Talib, må Allah være tilfreds med ham, landet. Så begyndte muslimerne den ene efter den anden at samles dér. Nogle rejste med deres familier, mens andre rejste alene og forlod deres familier. På denne måde nåede antallet af de muslimer, der foretog hijra til Abessinien og begyndte at bosætte sig dér, i alt op på 83. De små børn og unge, som rejste med dem eller blev født efter ankomsten dertil, er dog ikke medregnet.

Qurayshs udsendinge sendes til Abessinien for at bringe muhajirun tilbage

Da Quraysh så, at Allahs Sendebuds sahaba levede trygt og fredeligt i Abessinien, besluttede de at sende to kompetente udsendinge til Najashi. På den måde ville Najashi sende dem tilbage, og de ville få mulighed for at omvende dem. De besluttede for enhver pris at få muslimerne ud af deres sikre og uforstyrrede tilflugtssted. De to mænd, der blev sendt med dette formål, var Abdullah ibn Abu Rabia og Amr ibn al-As ibn Wail. Quraysh samlede en stor mængde gaver, som udsendingene skulle overrække Najashi, og sendte dem derefter til ham.

Umm Salama bint Abu Umayya ibn al-Mughira, Allahs Sendebuds hustru, fortæller: Da vi ankom til Abessinien, fik vi en fremragende nabo. Det var Najashi selv. Vi opnåede fuld sikkerhed for vores religion og kunne uhindret tilbede Allah. Ingen behandlede os dårligt, og vi var ikke nødt til at høre nogen ubehagelige ord. Da Quraysh fik dette at vide, besluttede de at sende to dygtige udsendinge til Najashi angående os og sende ham sjældne og smukke genstande fra Mekka som gaver. Blandt de ting, der kom til Najashi fra Mekka, blev læderet dér anset for at være det fineste. Derfor samlede Quraysh en stor mængde læder og sendte det til ham. De undlod ikke at give gaver til nogen af Najashis embedsmænd eller hoffolk. De sendte Abdullah ibn Abu Rabia og Amr ibn al-As af sted med alle disse gaver og forklarede dem, hvad de skulle gøre. De sagde til dem: „Før I taler med Najashi om muhajirun, skal I give hver hoffunktionær og embedsmand en gave og bede ham om at overgive muhajirun til jer og ikke tale med dem, før han overgiver dem.“

Derefter drog de af sted og nåede frem til Najashi. På det tidspunkt boede vi i en fremragende bolig hos vores fremragende nabo. Før de talte med Najashi, gav de hver hoffunktionær og embedsmand en gave. Til hver af dem sagde de: „Nogle tåbelige unge mænd fra vores land har søgt tilflugt i kongens rige. De har forladt deres folks religion, men har heller ikke antaget jeres religion. De har skabt en ny og besynderlig religion, som er helt ukendt for både jer og os. Folkets mest fremstående mænd har sendt os til kongen, så han kan sende dem tilbage til deres eget folk. Når vi taler med kongen, skal I råde ham til at sende dem tilbage og ikke tale med dem, for deres eget folk kender bedst deres fejl og mangler.“ Alle hoffolkene erklærede sig enige. Derefter gav de Najashi gaver, og han tog imod dem. Så begyndte de at tale med ham. De sagde: „O konge, nogle tåbelige unge mænd fra vores land har søgt tilflugt i dit land. De har forladt deres folks religion og har heller ikke antaget din religion. De har opfundet en besynderlig religion, som er ukendt for både dig og os. Deres folks mest ærede mænd har sendt os som udsendinge til dig angående dem. De er deres ældre og deres slægtninge. Vi er kommet for at anmode dig om at sende dem tilbage. Deres ældre og slægtninge kender bedst til deres fejl og mangler.“

Umm Salama fortæller: Det var det mest uønskede for Abdullah ibn Abu Rabia og Amr ibn al-As, at Najashi skulle høre muhajiruns forklaring. Kongens hoffolk sagde til kongen: „O konge, de to har ret. Deres eget folk kender deres fejl og mangler bedst. Overgiv dem derfor til disse to udsendinge, så de kan føre dem tilbage til deres hjemland og deres eget folk.“

Najashi blev meget vred. Han sagde: »Nej, under disse omstændigheder vil jeg ikke udlevere dem til disse to udsendinge. En gruppe mennesker bor hos mig. De er blevet gæster i mit land. De har foretrukket at komme til mig frem for at tage et andet sted hen. Jeg vil indkalde dem og også høre deres udlægning af det, som disse to fremmede har sagt. Hvis jeg finder, at de beskyttede virkelig er, som de to mænd beskriver dem, vil jeg udlevere dem og sende dem tilbage til deres folk; ellers vil jeg ikke gøre det. Så længe de ønsker at blive hos mig, vil jeg tage imod dem med ære.«

Umm Salama fortæller: Derefter sendte Najashi bud efter Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, ledsagere. Da Najashis budbringer gik for at tilkalde emigranterne, satte de sig sammen for at rådføre sig. De spurgte hinanden, hvad de skulle sige, når de kom til kongen. Alle sagde enstemmigt: »Vi vil sige det, vi ved, og det, vores profet har befalet os. Hvad udfaldet end bliver, må det blive sådan.«

De kom til hoffet. Najashi havde allerede tilkaldt præsterne og ladet dem møde frem. De havde slået op i Evangeliet foran kongen. Kongen spurgte dem: »Er det den religion, som I har antaget, og som har fået jer til at bryde med jeres folk, uden at I har antaget hverken min religion eller nogen anden religion?«

Ja’far ibn Abu Talib svarede: »O konge, vi var et uvidende folk. Vi tilbad afguder, spiste kød fra døde dyr og hengav os til skamløse og onde handlinger. Vi brød forbindelsen med vores nærmeste slægtninge, foragtede vores naboer, og den stærkeste blandt os tilegnede sig den svages rettigheder. Under disse omstændigheder sendte Allah en mand iblandt os til os som profet. Vi kendte ham som en mand af ædel slægt og sandfærdig, og vi havde set ham som pålidelig og dydig. Han kaldte os til kun at tilbede Allah og tro på Hans enhed. Han forbød os at tilbede de ting, som vi foruden Allah tilbad, såsom sten og afguder. Han befalede os at tale sandt, vogte det betroede, behandle vores slægtninge godt, være gode mod vores naboer og afholde os fra forbudte handlinger og blodsudgydelse. Han forbød os at begå skamløse handlinger, lyve, tilegne os de forældreløses ejendom og rette beskyldninger mod uskyldige kvinder. Han befalede os at tilbede den ene Allah og ikke sætte nogen ved Hans side. Han befalede os at bede og betale zakat.« Således fremlagde Ja’far én efter én islams forskrifter.

Ja’far fortsatte: »Vi besvarede hans kald ved at tro på ham. Vi begyndte at følge de forskrifter, som han bragte fra Allah. Vi begyndte at tilbede den ene Allah og satte ingen ved Hans side. Vi afholdt os fra det, som han erklærede haram, og accepterede som halal det, som han erklærede halal. Derfor blev vores folk vores fjender. De begyndte at forfølge os og lagde planer om at få os til at vende tilbage fra tilbedelsen af den ene Allah til afgudsdyrkelsen. De pressede os for at få os til igen at anse de afskyelige synder for halal. Da de på denne måde fik overtaget over os, gjorde vores liv uudholdeligt gennem undertrykkelse og forfølgelse og hindrede os i at følge den religion, vi havde valgt, søgte vi tilflugt i dit land. Vi anså dig for bedre end alle andre og ønskede at bo som dine naboer. O konge, vores håb er, at vi ikke vil blive udsat for undertrykkelse hos dig.«

Najashi sagde til ham: »Har du noget af den åbenbaring, som jeres profet har bragt fra Allah?« Ja’far svarede: »Ja.« Najashi sagde: »Læs noget af den for mig.« Ja’far reciterede nogle vers fra begyndelsen af suraen Maryam. Da Najashi hørte versene, begyndte han at græde. Hans skæg blev gennemvædet af tårer. Sammen med ham græd præsterne, indtil de vædede Evangeliet med deres tårer. Derefter sagde Najashi: »Jeg er sikker på, at denne åbenbaring og den åbenbaring, der kom til Isa, begge udspringer af den samme kilde. O Qurayshs to udsendinge, gå bort. Jeg vil under ingen omstændigheder udlevere dem til jer. De skal blive her.«

Umm Salama fortæller: Da vi var kommet ud fra hoffet, sagde Amr ibn al-As: »Ved Allahs ed, i morgen vil jeg igen gå til Najashi. Så vil jeg sige noget til ham, som vil få ham til at være mindre tilbageholdende over for de muslimske flygtninge.« Han sagde: »Gør ikke det. Selvom de er vores modstandere, bør vi ikke gå så langt, for mange af deres nære slægtninge lever stadig.« Amr ibn al-As sagde: »Jeg vil fortælle Najashi, at muslimerne tror, at Isa ibn Maryam blot er Allahs tjener.«

Næste dag mødte vi igen frem ved Najashis hof og sagde til ham: »O konge, de beskyttede siger noget alvorligt om Isa ibn Maryam. Tilkald dem og spørg dem, hvad deres holdning er til Isa (fred være med ham).«

Kongen kaldte igen muslimerne til hoffet for at spørge dem om deres syn på Jesus (fred være med ham). Umm Salama fortæller: Denne gang stod vi over for den sværeste prøve. De muslimske muhājirūn samledes igen for at rådføre sig med hinanden. Det nye spørgsmål, som alle stod over for, var: Hvad skulle vi sige, når kongen spurgte om Jesus, fred være med ham? Til sidst besluttede alle, at vi ville sige præcis det, som Allah har sagt, og som vores profet har lært os som sandt. Hvad resultatet end måtte blive, måtte det blive.

Da muhājirūn var mødt frem ved hoffet, spurgte han dem: »Hvad mener I om Jesus, Marias søn?« Jaʿfar ibn Abū Tālib svarede: »Vi tror på det syn på ham, som vores profet har lært os. Han har sagt, at Jesus (fred være med ham) er Allahs tjener, Hans sendebud, en ånd fra Ham, som Han har indblæst, og Hans ord, som Han sendte til Maria, jomfruen, der ikke var berørt af nogen mand.«

Da Najashī hørte dette, slog han i stærk begejstring hånden mod jorden, tog et lille stykke træ op og sagde: »Ved Allahs ed! Der er ikke engang så meget forskel mellem det, du har sagt, og Jesus, Marias søn, som dette lille stykke træ.«

Mens kongen sagde dette, hviskede de omkringstående hoffolk vredt et eller andet. Da kongen hørte det, sagde han: »Hvor meget I end hvisker, vil min holdning ikke ændre sig. Muhājirūn, gå nu tilbage til jeres respektive boliger. I skal bo fuldstændig trygt og sikkert i mit rige. Den, der fornærmer jer, vil blive idømt en bøde. Selv hvis jeg kunne opnå et bjerg af guld ved at skade blot én af jer, ville jeg ikke bryde mig om at gøre det. Embedsmænd, giv de gaver tilbage, som disse to udsendinge har bragt. Jeg har ikke brug for dem.«

Umm Salama fortæller: »Derefter vendte de begge tilbage med den dybeste ydmygelses skam hvilende over sig. De gaver, de havde bragt, blev også givet tilbage. Vi fortsatte med at bo hos ham i yderst fredelige omgivelser og i selskab med den bedste og mest venlige nabo.«

Umm Salama fortæller: Vi levede således i fredelige omgivelser. Pludselig kom en mand fra Abessinien i konflikt med Najashī om retten til kongemagten. Aldrig før havde vi været så bekymrede, som vi var på det tidspunkt. Vi frygtede, at hvis denne mand sejrede over Najashī, ville han måske ikke give os beskyttelse, sådan som Najashī gjorde, og heller ikke anerkende vores retmæssige rettigheder. Najashī drog af sted for at kæmpe mod sin rival. Nilen lå mellem de to modstandere. Muhājir-ledsagerne til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Er der nogen her, som kan være til stede på slagmarken under denne krig mellem abessinierne, se, hvordan krigen ender, og komme tilbage og fortælle os det?« Zubayr ibn al-ʿAwwām sagde: »Jeg tager af sted.« Alle samtykkede i ønsket hos denne, som var den yngste af ledsagerne.

En lædersæk blev fyldt med luft og givet til al-Zubayr. Han anbragte den på brystet. Derefter svømmede han støttet af den, indtil han nåede Nilens bred og kom op på land. Så gik han videre og nåede frem til slagmarken.

Umm Salama fortæller: På dette tidspunkt blev vi ved med at bede til Allah om, at Najashī måtte sejre over sin fjende, og at hans herredømme over landet måtte bestå. Mens vi utålmodigt ventede på at få at vide, hvordan krigen var endt, fik vi pludselig øje på al-Zubayr. Han kom løbende, mens han viftede med sit tøj, og sagde: »Hør det glædelige budskab: Najashī har sejret. Allah har tilintetgjort hans fjende og fastholdt hans herredømme i Abessinien.« Derefter blev hans styre i Abessinien konsolideret. Vi boede på det bedste sted dér. Til sidst vendte vi tilbage til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han opholdt sig stadig i Mekka.

Umar ibn al-Khattabs antagelse af islam

Da Amr ibn al-ʿAs og Abdullah ibn Abu Rabiʿa vendte tilbage til Mekka til Quraysh, fik Quraysh at vide, at de ikke blot havde mislykkedes med at bringe Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ledsagere tilbage; Najashi havde desuden afskediget dem efter at have talt ubehageligt til dem. På dette tidspunkt antog også Umar islam. Han var egenrådig og dristig. Selv i hans fravær turde ingen sige eller gøre noget imod ham. Ingen turde sige eller gøre noget imod to helte som Hamza og Umar. Da Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ledsagere fik to helte som Hamza og Umar som medkæmpere, opnåede de betydelig beskyttelse mod de vantros undertrykkelse. Så at sige overgik de endda Quraysh i styrke.

Abdullah ibn Masʿud, må Allah være tilfreds med ham, plejede at sige: »Vi kunne ikke gå til Kaʿbaen og bede, før Umar, Khattabs søn, antog islam. Efter at Umar havde antaget islam, udfordrede han Quraysh, gik hen foran Kaʿbaen og bad, og vi bad sammen med ham. Umar, må Allah være tilfreds med ham, antog islam, efter at nogle af ledsagerne var udvandret til Habasha [Abessinien.«

Beretningen om Umars antagelse af islam er som følger: Hans søster Fatima bint Khattab og hendes mand Saʿid ibn Zayd havde på det tidspunkt søgt tilflugt under islams beskyttelse. De havde begge holdt dette skjult for Umar. Naʿim ibn Abdullah al-Nahham fra stammen Banu Adi ibn Kaʿb holdt også sin antagelse af islam skjult af frygt for stammens folk. Han tilhørte selv Umars stamme. En anden ledsager, Khabbab ibn al-Aratt, kom fra tid til anden til Fatima bint Khattab for at undervise hende i Koranen. En dag drog Umar ud med sværdet i hånden for at lede efter Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og nogle få af hans ledsagere. Han havde tidligere fået at vide, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, var samledes i et hus nær Safa-bjerget sammen med fyrre mandlige og kvindelige ledsagere. Sammen med ham var Hamza ibn Abd al-Muttalib, må Allah være tilfreds med ham, Abu Bakr al-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, Ali ibn Abu Talib, må Allah være tilfreds med ham, og de muslimer, som ikke var rejst til Abessinien, men var blevet hos Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, i Mekka. Naʿim stillede sig ansigt til ansigt med Umar, må Allah være tilfreds med ham, og spurgte: »Hvor skal du hen, Umar?«

Umar sagde: »Jeg leder efter den vantro Muhammed, som har skabt splittelse blandt Quraysh, erklæret dem for tåber, fordømt deres religion og fornærmet deres guder. Jeg vil dræbe ham.«

Naʿim sagde til ham: »Umar, du bedrager ganske vist dig selv. Tror du, at Banu Abd Manaf vil lade dig være, efter at du har dræbt Muhammed, og at du vil kunne færdes frit? Du bør hellere tage dig af dit eget hus.«

Umar sagde: »Hvorfor? Hvad har nogen fra min stamme gjort?«

Naʿim sagde: »Din svoger og fætter, Saʿid ibn Zayd ibn Amr, og din søster Fatima. Ved Allah, de har begge antaget islam. De følger Muhammeds religion. Så hvis du kan, må du hellere tage dig af dem først.« 28. Hans hensigt var at lede Umars opmærksomhed et andet sted hen, fordi han frygtede for Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, liv. Selv om det kunne medføre, at Fatima og hendes mand blev udsat for mishandling, var det en langt mindre sag sammenlignet med faren for Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, liv.

Så snart Umar hørte dette, skyndte han sig mod sin søsters og svogers hjem. Khabbab ibn al-Aratt var også til stede dér. Han havde et stykke af Den Ædle Koran hos sig, som han underviste ægteparret Sa’id i. På dette stykke stod sûraen Taha skrevet. De mærkede, at Umar var kommet. Khabbab skjulte sig straks i et lille rum. Fatima gemte stykket med Koranen. Da Umar nærmede sig huset, hørte han Khabbab recitere Koranen for dem begge. Så snart han trådte ind, sagde han: “Hvad var det, I læste? Det hørte jeg.” Sa’id og Fatima sagde begge: “Du har ikke hørt noget.” Umar sagde: “Ved Allah, jeg har hørt det. I har antaget Muhammads religion og følger den.” Med disse ord gav han sin svoger Sa’id en lussing. Fatima rejste sig og forsøgte at beskytte sin mand mod hans slag. Umar slog Fatima så hårdt, at hun blev såret.

Da de så Umars hensynsløse adfærd, sagde de begge: “Ja, vi har antaget islam og troet på Allah og Hans Sendebud. Nu kan du gøre, hvad du vil.” Da Umar så blodet på sin søsters krop, angrede han sin opførsel.

Derefter sagde han til sin søster med en angerfuld stemme: “Giv mig den bog, I læste i. Jeg vil læse lidt i den og se, hvilket budskab Muhammad forkynder.” Her skal det bemærkes, at Umar kunne læse og skrive.

Hans søster sagde: “Vi er bange for, at du ødelægger den, hvis vi giver dig bogen.”

Umar svor ved guderne og sagde: “Vær ikke bange. Jeg skal nok give den tilbage, når jeg har læst den.” Da søsteren hørte dette, fik hun håb om, at han måske ville antage islam. Derfor sagde hun: “Kære bror, fordi du er afgudsdyrker, er du uren. For at røre ved denne bog skal man imidlertid først opnå rituell renhed.”[29. Der er uenighed om kravet om rituell renhed ved berøring af Den Ædle Koran. Nogle siger, at det er obligatorisk, mens andre mener, at det ikke er obligatorisk, men anbefalet.]

Umar gik straks hen, tog et rituelt bad og vendte tilbage i ren tilstand. Fatima gav ham nu Koranen. Da han åbnede den, så han sûraen Taha. Efter at have læst lidt fra begyndelsen sagde han: “Hvilke smukke ord! Hvilket storslået budskab!” Da Khabbab hørte dette fra sit skjul, kom han frem og sagde: “Umar, det ser ud til, at Allah har besvaret Sin profets bøn og udvalgt dig til islam. I går bad han: ‘O Allah, styrk islam gennem Abu al-Hakam ibn Hisham eller Umar ibn al-Khattab.’ O Umar, besvar Allahs kald, besvar Allahs kald!”

Umar sagde da: “O Khabbab, fortæl mig, hvor jeg kan finde Muhammad. Jeg vil gå til ham og antage islam.” Khabbab sagde: “Han opholder sig i et hus nær Safa-bjerget sammen med nogle af sine ledsagere.”

Umar hængte sit sværd over skulderen og begav sig af sted for at finde Allahs Sendebud og hans ledsagere. Da han nåede frem til stedet, bankede han på døren. Da en af ledsagerne hørte lyden, rejste han sig, gik hen og så ham gennem vinduet. Han så Umar stå dér med et sværd i hånden. Rædselsslagen vendte han tilbage til Allahs Sendebud og sagde: “O Allahs Sendebud, Umar står ved døren med et sværd.” Hamza, måtte Allah den Almægtige være tilfreds med ham, sagde: “Lad ham komme ind. Hvis han er kommet med gode hensigter, vil vi hjælpe ham, og hvis han er kommet med onde hensigter, dræber vi ham med hans eget sværd.”

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Lad ham komme.« Han gav Umar tilladelse til at gå ind. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, rejste sig, gik hen imod Umar og tog imod ham inde i rummet. Han greb ham hårdt i en knytnæve ved buksernes linning eller dér, hvor de to ender af kappen mødes ved halsen. Derefter sagde han: »O søn af al-Khattab, hvad er du kommet for? Ved Allah, jeg tror ikke, at du vil holde dig tilbage, før en alvorlig ulykke fra Allah rammer dig.«

Umar sagde: »O Allahs Sendebud, jeg er kommet for at tro på Allah, Hans Sendebud og de bestemmelser, som Allah har åbenbaret.«

Så snart Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hørte dette, råbte han »Allahu akbar« så højt, at alle Allahs Sendebuds ledsagere forstod, at Umar havde antaget islam. Efter Hamzas islamantagelse styrkedes Allahs Sendebuds ledsageres mod betydeligt, da Umar også antog islam. De blev sikre på, at disse to nu kunne modstå polyteisternes overgreb og forfølgelse af Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og at de alle med støtte fra disse to ville være i stand til at bekæmpe muslimernes fjender. Derefter gik ledsagerne fra stedet tilbage til hver deres opholdssted.

Umar, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: »Den nat, efter at jeg havde antaget islam, begyndte jeg at tænke over, hvem der blandt Mekkas indbyggere var Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, mest hårdnakkede fjende. Jeg ville gå til ham og fortælle ham, at jeg havde antaget islam. Jeg besluttede, at Abu Jahl var den største fjende. Derfor gik jeg straks til hans hus og bankede på døren. Abu Jahl kom ud og stillede sig foran mig. Han sagde: ›Nevø, du er hjerteligt velkommen.‹ [30. Umars mor, Hantama bint Hisham, var Abu Jahls søster.]

»Hvad bringer dig hertil?« Jeg sagde: »Jeg er kommet for at fortælle dig, at jeg tror på Allah og Hans Sendebud Muhammad, og at jeg har accepteret den vejledning og de budskaber, han har bragt.« Så snart han hørte dette, smækkede han døren i ansigtet på mig og sagde: »Må Allah vanære dig, og må Han vanære det budskab, du er kommet med.«

Beretningen om aftalen

Quraysh så, at Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, ledsagere havde fundet tilflugt på et sikkert og fredeligt sted, og at Najashi havde påtaget sig ansvaret for at beskytte dem, der havde søgt tilflugt hos ham. De så også, at Umar havde antaget islam.

Som følge heraf var mænd som Umar og Hamza blevet en del af Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, ledsagergruppe, og islam var begyndt at brede sig blandt stammerne omkring Mekka. I denne situation samledes de igen og besluttede at underskrive en aftale om, at resten af Quraysh fra da af ikke længere ville indgå ægteskab med eller handle med stammerne Banu Hashim og Banu Abd al-Muttalib.

De indkaldte til en forsamling, udarbejdede og underskrev denne aftale. Derefter hængte de aftalen op inde i Den Ædle Kaaba, så dens betydning og indflydelse på dem blev større.

Mansur ibn Ikramah nedskrev denne aftale, og på grund af Rasulullahs forbandelse blev flere af hans fingre lammede.

Efter at denne aftale var indgået, søgte medlemmerne af Banu Abd al-Muttalib tilflugt hos Abu Talib. De samledes alle hos ham, og sammen med Abu Talib gik de ind i hans bjergpas. Abu Lahab forlod derimod Banu Hashim, sluttede sig til de fjendtlige Quraysh og støttede deres side. Han plejede at sige: “Muhammad fortæller mig sådanne ting, som jeg ikke kan se. Han siger, at der vil være liv igen efter døden. Hvis jeg tror på dette, hvad har jeg så tilbage i mine hænder?” Derefter pustede han på sine to hænder og sagde: “Må I begge gå til grunde. (Det vil sige: begge hænder.) Jeg ser ikke noget af det, Muhammad siger, gælde for jer.” (Hans hensigt var sandsynligvis at gøre nar af spørgsmålet om, at gerningernes bog skulle gives i hånden. Oversætterens anmærkning.) I denne forbindelse åbenbarede Allah dette vers:

[Arabisk *************]

“Må Abu Lahabs to hænder gå til grunde, og måtte han selv gå til grunde.”

Belejringen af Banu Abd al-Muttalib og Banu Hashim i bjergpasset varede i to eller tre år. I denne tid led de uudsigelige kvaler. Intet nåede frem til dem, bortset fra den hemmelige hjælp fra en eller to medfølende Quraysh-slægtninge.

[31. Nogle mener, at anledningen til åbenbaringen af surah al-Lahab var følgende: Da Allah befalede Rasulullah at kalde sine nærmeste slægtninge til islam, besteg han en dag Safa-bjerget og kaldte på alle Mekkas indbyggere. Da alle var samlet, sagde han: “Hvis jeg fortalte jer, at en hærstyrke lå på lur på sletten på den anden side af bjerget for at angribe jer, ville I så tro mig?” Da sagde alle enstemmigt: “Vi har aldrig set dig tale usandt.” Så sagde han: “Jeg advarer jer mod en hård straf.” På dette tidspunkt sagde Abu Lahab: “Må du dø! Er det derfor, du kaldte os sammen?” Som svar på dette blev surah al-Lahab åbenbaret.]

Qurayshs forfølgelse af Rasulullah (s.a.w.)

På grund af Allahs særlige beskyttelse kunne de ikke foretage noget fysisk angreb mod ham, stillet over for den effektive modstand fra hans onkler og stammerne Banu Abd al-Muttalib og Banu Hashim. Derfor valgte de i deres desperation at ty til at fordømme, håne, spotte og latterliggøre ham samt at indlade sig i stridigheder og skænderier med ham. Koranen blev ved med at blive åbenbaret med detaljerede beskrivelser og analyser af qurayshitternes sådanne handlinger og deres fjendtlige adfærd over for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Nogle af navnene på dem, der opførte sig sådan, er nævnt i Koranen. Andre er uden at blive nævnt ved navn blevet inkluderet i den generelle beskrivelse af de vantro.

Blandt de personer fra Quraysh, hvis navne er nævnt i Koranen på grund af sådanne handlinger, var Abu Lahab ibn Abd al-Muttalib. Hans hustru, Umm Jamil bint Harb ibn Umayya, omtales som »brændebærersken«, det vil sige hende, der bar brænde. Hun samlede nemlig torne og spredte dem på Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, vej. Derfor åbenbarede Allah denne sura om dem begge:

[Arabisk *************]

»Må Abu Lahabs hænder gå til grunde, og må han selv gå til grunde. Hans rigdom og alt, hvad han har tjent, vil ikke gavne ham. Han skal visselig kastes i en ild med flammer, og det samme skal hans hustru, brændebærersken. Om hendes hals vil der være et reb af palmefibre.«

Ibn Ishaq siger: Jeg har hørt, at Umm Jamil, da hun hørte om den sura fra Koranen, som var blevet åbenbaret om hende og hendes mand, kom til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, med en sten knuget i hånden. På det tidspunkt sad han sammen med Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, i al-Masjid al-Haram ved siden af Kaabaen. Da hun kom hen til dem begge og stillede sig foran dem, gjorde Allah den Almægtige Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, usynlig for hendes øjne. Derfor kunne hun ikke se nogen anden end Abu Bakr. Hun sagde: »O Abu Bakr, hvor er din ledsager? Jeg har hørt, at han taler nedsættende om mig. Ved Allah, hvis jeg fik fat i ham, ville jeg kaste denne sten i ansigtet på ham.« Derefter gik hun sin vej. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »O Allahs Sendebud, tror du, at hun kunne se dig?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Hun kunne ikke se mig. Allah havde frataget hende evnen til at se mig.«

Og Umayya ibn Khalaf ibn Wahb ibn Hudhafa ibn Jumah plejede, så snart han så Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, at skælde ham højlydt ud og mumle fornærmelser. Allah åbenbarede sura al-Humaza om ham:

[Arabisk *************]

»Fortabt er enhver, der taler nedsættende ansigt til ansigt, bag andres ryg fordømmer dem og samler rigdom sammen og tæller den igen og igen. Han tror, at hans rigdom vil holde ham i live for evigt. Nej, bestemt ikke! Han skal visselig kastes i al-Hutama. Og hvad ved du om, hvad al-Hutama er? Det er Allahs ild, som er antændt, og som når helt ind til hjerterne. Den vil blive lukket over dem og lukket inde omkring dem, i høje søjler.«

En anden var ʿAs ibn Wāʾil al-Sahmī. Khabbāb ibn al-Aratt, en af Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, fremtrædende ledsagere, var smed. Han havde solgt et sværd til ʿAs, som derfor skyldte ham en del penge. Da han kom for at kræve pengene tilbage, sagde ʿAs: »O Khabbāb, tror jeres mand Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke, at de, der kommer i Paradiset, vil få så meget guld, sølv, klæder og tjenere, som de ønsker?« Khabbāb svarede: »Jo.« ʿAs sagde: »Så giv mig frist indtil Opstandelsens Dag, O Khabbāb. Jeg vil betale dig det, jeg skylder dig, når jeg kommer i Paradiset. O Khabbāb, jeg sværger ved Allah, at hverken du eller din ledsager Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, vil være mig overlegen hos Allah eller være mere lykkelig end jeg.« I denne forbindelse åbenbarede Allah følgende om ʿAs:

[Arabisk *************]

»Har du set den, der fornægter Mine åbenbaringer og siger: “Jeg vil fortsat blive forsynet med rigdom og børn”? Har han fået kendskab til det usete, eller har han indgået en pagt med Den Barmhjertige? Aldrig! Jeg vil skrive ned, hvad han siger, og Jeg vil forøge hans straf. Det, han taler om af børn og rigdom, vil til sidst tilhøre Mig, og han vil komme til Mig alene.« (Sura Maryam)

Ifølge en anden overlevering mødte Abū Jahl ibn Hishām Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »O Muhammad, du må holde op med at fornærme vores guder; ellers vil jeg fornærme din Gud.« I denne forbindelse åbenbarede Allah dette vers:

[Arabisk *************]

»Forband ikke dem, som de tilbeder ved siden af Allah, for så vil de af fjendskab og uvidenhed forbande Allah.« (Sura al-Anʿām)

Nadar ibn al-Hārith ibn Kalada ibn ʿAbd Manāf ibn ʿAbd al-Dār ibn Qusayy var endnu en sådan person. Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ved en forsamling kaldte folk til Allah, reciterede Koranen og fortalte Quraysh om de tidligere folk, der var blevet tilintetgjort, og advarede dem om, at de kunne få samme skæbne, fortalte Nadar forsamlingens tilhørere historierne om de persiske helte Rustam og Isfandiyar. Derefter sagde han: »Muhammad kan ikke fortælle bedre historier end jeg. Muhammads historier er ikke andet end fortællinger fra fortiden. Ligesom Muhammad har skrevet dem ned, har jeg også skrevet dem ned.« Om ham åbenbarede Allah:

[Arabisk *************]

“De har sagt: Dette er fortællinger fra tidligere tider, som Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, har fået skrevet ned. De bliver læst op for ham hver morgen og aften. Sig, o profet: Denne åbenbaring er blevet sendt ned af Ham, som kender alle himlens og jordens skjulte hemmeligheder. Sandelig, Han er den Tilgivende, den Barmhjertige.” (Koranen)

[Arabisk *************]

“Når den vantro får Mine vers læst op, siger han straks: Dette er blot fortællinger fra gamle dage.” (Al-Qalam)

Der blev også åbenbaret:

[Arabisk *************]

“Ve enhver løgnagtig synder, som, når Allahs vers bliver læst op for ham, stædigt fastholder sin hovmodighed og lader, som om han ikke har hørt dem. Så giv ham budskab om en smertefuld straf.” (Al-Jathiya)

En anden mand var Akhnas ibn Shurayq ibn Amr ibn Wahb al-Thaqafi. Han var en anset mand. Han ydmygede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, på forskellige måder og talte skamløse ord om ham. Om ham siger Allah i sura Al-Qalam:

[Arabisk *************]

„Adlyd ikke en sådan person, som sværger overdrevent meget, som er uden betydning, som i overdreven grad skælder ud og går rundt og bagtaler, som forhindrer gode gerninger, overskrider grænserne og giver sig hen til syndige handlinger, som er særdeles ondsindet og tyrannisk, og som frem for alt er af ukendt herkomst.“

Walid ibn al-Mughira sagde: „Skulle åbenbaringen blive sendt ned over Muhammad, når der blandt Quraysh findes en høvding som mig og blandt Thaqif Abu Mas’ud Amr ibn Umayr al-Thaqafi? Er vi to ikke de mest fremtrædende mænd i de to byer, og er vi ikke blevet forbigået?“

Som svar åbenbarede Allah verset fra sura az-Zukhruf,

[Arabisk *************]

„De siger: ‚Hvorfor blev Koranen ikke åbenbaret for en fremtrædende mand fra en af de to byer [32. det vil sige Mekka og Taif]?‘ Er det dem, der fordeler din Herres nåde? Det er Mig, der har fordelt deres underhold mellem dem i det jordiske liv, og Jeg har ophøjet nogle af dem over andre, for at de kan gøre brug af hinanden. Din Herres nåde er i sandhed bedre end det, de samler sammen.“

Uqba ibn Abi Mu’ayt og Ubayy ibn Khalaf var hinandens nære venner. En dag sad Uqba i Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, forsamling og lyttede til hans ord. Da Ubayy fik dette at vide, kom han til Uqba og sagde: „Tror du, at jeg ikke har hørt, at du sad i Muhammads forsamling og lyttede til hans ord?“ Derefter aflagde han en streng ed og sagde: „Hvis du har siddet i Muhammads forsamling og lyttet til hans ord uden at spytte ham i ansigtet, vil det være forbudt for mig at se dit ansigt.“ Allahs forbandelse være over Uqba! Den elendige fulgte i sandhed Allahs fjende Ubayys befaling.

I den forbindelse åbenbarede Allah,

[Arabisk *************]

“Den dag vil den uretfærdige bide sig selv i fingrene og sige: Ve mig! Hvis blot jeg havde fulgt Sendebudet. Ve mig! Hvis blot jeg ikke havde taget den og den som nær ven. Han vildledte mig, efter at vejledningen var kommet til mig. Sandelig, Satan er yderst dygtig til at ydmyge mennesket.”

En dag gik Ubay ibn Khalaf til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, med et gammelt, næsten helt forfaldent knoglefragment og sagde: “Muhammad, tror du virkelig, at Allah vil bringe denne forfaldne knogle til live igen?” Derefter knuste han den i sin hånd, pustede på den og blæste den hen imod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Ja, jeg siger, at Allah vil bringe denne knogle og dig til live igen, efter at I er blevet forfaldne. Derefter vil Han kaste dig i Helvede.” I denne forbindelse åbenbarede Allah et vers:

[Arabisk *************]

“Han fremsætter et eksempel om Mig, men glemmer sin egen skabelse. Han siger: ‘Hvem vil bringe disse knogler til live igen, når de er blevet forfaldne?’ Sig til ham: ‘Han vil bringe dem til live igen, som skabte dem første gang. Han har fuldt kendskab til al skabelse. Han er Allah, som for jer frembragte ild fra det grønne træ, og med den tænder I jeres ildsteder.’” (Yasin)

En anden dag, da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, foretog tawaf om Kabaen, omringede al-Aswad ibn al-Muttalib ibn Khalaf og al-As ibn Wa’il al-Sahmi Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. De var alle ældre og fremtrædende mænd i deres respektive stammer. De sagde: “Muhammad, kom, lad os tilbede din Gud, og du skal tilbede vores guder. På den måde kan vi tage del i hinandens tilbedelse. Hvis din gud er bedre end vores guder, får vi del i tilbedelsen af ham. Og hvis vores guder er bedre end din Gud, får du også del i dem.” Som svar på dette åbenbarede Allah:

[Arabisk *************]

“Profet, sig: O I vantro! Jeg tilbeder ikke det, som I tilbeder. Og I tilbeder ikke Ham, som jeg tilbeder. Jeg vil ikke tilbede det, som I tilbeder, og I vil ikke tilbede Ham, som jeg tilbeder. I har jeres religion, og jeg har min religion.” (Al-Kafirun)

Da Allah nævnte zaqqum-træet for at skræmme de vantro, sagde Abu Jahl ibn Hisham: “Quraysh, ved I, hvad det zaqqum-træ er, som Muhammad skræmmer jer med?” De svarede: “Nej.” Så sagde han: “Det er Medinas dadler, som opbevares med smør. Ved Allah, hvis jeg får mulighed for at bo i Medina, vil jeg spise dem, indtil jeg er mæt.” I denne forbindelse åbenbarede Allah:

[Arabisk *************]

“Zaqqum-træet skal være synderens føde; det vil syde i maven som en masse olie, ligesom kogende vand syder.” (Ad-Dukhan)

Det vil sige, at det, Abu Jahl plejede at sige om Zaqqum, ikke var sandt.

En gang mødte al-Walid ibn al-Mughira Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, begyndte at tale med ham. Han var blevet håbefuld med hensyn til, at al-Walid ville antage islam. På dette tidspunkt kom den blinde sahabi Ibn Umm Maktum hen til dem. Han begyndte at tale med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og bad ham recitere Koranen for sig. Hans ankomst og hans tale forekom Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forstyrrende, fordi han ikke længere kunne være fuldt opmærksom på samtalen med al-Walid. Derfor var hans håb om, at al-Walid ville antage islam, ved at briste. Da han så, at Abdullah ibn Umm Maktums tale begyndte at blive meget omfattende, vendte han sig bort med irritation og tillagde ham ingen betydning. Derfor åbenbarede Allah den Højeste følgende om ham:

[Arabisk *************]

“Han rynkede panden og vendte sig bort, fordi den blinde kom til ham. Og hvad ved du, måske ville han blive bedre eller tage imod formaningen, og formaningen ville være til gavn for ham. Men hvad angår den, der er uinteresseret, vier du ham stor opmærksomhed. Hvad kommer det dig ved, hvis han ikke forbedrer sig? Og hvad angår den, der kom løbende til dig og frygtede konsekvensen, viser du ham uvilje. Nej, aldrig! Dette er en formaning; den, der vil, kan tage imod den. Den er nedskrevet i ærede skrifter, ophøjede og rene.” (Sura Abasa)

Det vil sige, at Allah siger: Jeg har sendt dig som en, der bringer alle det glade budskab og advarer alle, og Jeg har ikke sendt dig til en bestemt person. Berøv derfor ikke den, der ønsker det, det, han søger. Og begær ikke den, der ikke ønsker det.

De, der generede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, lige ved hans hjem, var Abu Lahab, al-Hakam ibn Abi al-As, Uqba ibn Abi Mu’ayt, Adi ibn Hamra as-Saqafi og Ibn al-Asda al-Hadhali. De var alle hans naboer. Ingen af dem antog islam bortset fra al-Hakam ibn Abi al-As. Det er blevet berettet, at disse mennesker, når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad, kastede gedens indvolde efter ham. Nogle af dem kastede også disse indvolde i den gryde, der stod på ilden i hans hus for at lave mad. Til sidst blev Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, nødt til at bede skjult bag en mur. Når de kastede indvolde på hans krop, løftede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, dem op på enden af en stav, gik ud af huset og stillede sig ved døren til den pågældendes hus og sagde: “O Abd Manaf-slægt, hvilken slags naboskabsadfærd er dette fra jer?” Derefter kastede han indvoldene på vejen.”

Muhajirun vender tilbage efter at have hørt, at Mekkas indbyggere havde antaget islam

De sahabaer fra Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, som var udvandret til Abessinien, hørte, at Mekkas indbyggere havde antaget islam. Da de hørte dette, satte de kurs mod Mekka. Da de nærmede sig byen, erfarede de, at det, de havde hørt om, at Mekkas indbyggere havde antaget islam, ikke var sandt. Derfor trådte ingen af dem ind i byen uden enten hjælp fra en af Mekkas indbyggere eller ved at gøre det i hemmelighed. I alt vendte 33 sahabaer tilbage fra Abessinien. Uthman ibn Maz’un trådte ind i Mekka under W alid ibn Mughirahs beskyttelse, mens Abu Salamah ibn Abd al-Asad trådte ind under Abu Talibs og hans moder Rabah bint Abd al-Muttalibs beskyttelse.

Historien om pagtens ophævelse

En gruppe blandt Quraysh tog til sidst initiativ til at ophæve den pagt, som Quraysh havde underskrevet med det formål at holde Banu Hashim og Banu al-Muttalib belejret i bjergpasset. Den, der især fortjente ros i denne sag, var Hisham ibn Amr. Han var nemlig halvbror på mødrenes side til Nadlah ibn Hashim ibn Abd Manaf. Hisham plejede at komme til Banu Hashim og Banu al-Muttalib, som var under belejring, og forsyne dem med fødevarer, som han bragte på kamelryg. Når han nåede indgangen til bjergpasset, tog han hjelmen af hovedet og slog kraftigt med den mod den ene side. Derefter gik han ind i bjergpasset. Han kom igen og bragte tøj med sig. På denne måde forsynede han dem på forskellige tidspunkter med de nødvendige ting.

En dag gik Hisham til Zuhayr ibn Abu Umayyah ibn Mughirah. Han var søn af Atikah, Abd al-Muttalibs datter. Han sagde: »Zuhayr, du lever selv et behageligt liv med mad, drikke, hustru og familie, mens du ved, hvor og hvordan dine morbrødre lever. De er boykottet. Ingen handler med dem eller gifter sig med dem. Hvordan kan du acceptere denne situation? Jeg sværger ved Allah, at hvis de havde været Abu al-Hakam ibn Hashims (Abu Jahl) morbrødre, og du havde bedt ham om at boykotte dem på denne måde, ville han aldrig have efterkommet din anmodning.« Zuhayr sagde: »Det er nok, det er nok. Sig ikke mere. Hør, Hisham, hvad kan jeg gøre alene? Hvis jeg havde én mand med mig, ville jeg tage initiativ til at ophæve denne pagt.« Hisham sagde: »Jeg har fundet én mand.« Zuhayr sagde: »Hvem er han?« Hisham sagde: »Det er mig selv.« Zuhayr sagde: »Find endnu en mand.«

Hisham gik til Mut’im ibn Adi og sagde til ham: »Mut’im, hvis to mænd fra Banu Abd Manaf langsomt dør af sult, vil du så i stilhed se på dette syn for at bevare Qurayshs velvilje? Hvis du bliver ved med at give Quraysh en sådan mulighed, vil de snart også rette sig mod jer.« Mut’im sagde: »Jeg forstår. Hvad kan jeg gøre alene?« Hisham sagde: »Du har allerede fundet endnu en mand.« Mut’im sagde: »Hvem er det?« Hisham sagde: »Det er mig selv.« Mut’im sagde: »Vi må finde en tredje mand.« Hisham sagde: »Jeg har også fundet en tredje mand.« Mut’im sagde: »Hvem er det?« Hisham sagde: »Zuhayr ibn Abu Umayyah.« Mut’im sagde: »Find endnu en, en fjerde mand.«

Derefter gik han til Abu al-Bukhtari ibn Hashim. Hos ham gentog han det samme, som han havde sagt til Mut’im. Abu al-Bukhtari sagde: »Hvis vi gør dette, vil nogen så hjælpe os?« Han sagde: »Ja.« Han sagde: »Hvem?« Hisham sagde: »Zuhayr, Mut’im og jeg selv.« Abu al-Bukhtari sagde: »Find endnu en, en femte mand.«

Derefter gik han til Zam’ah ibn al-Aswad ibn al-Muttalib. Han talte med ham om sagen og nævnte hans slægtskab med de belejrede samt hans rettigheder over for dem. Zam’ah sagde: »Er der andre, der støtter den sag, som du opfordrer mig til?« Han sagde: »Ja.« Derefter fortalte han ham om dem alle.

Derefter fastsatte de en dato, hvor de skulle samles ved foden af et bjerg ved navn Hajjun i Makkas højland. Da tiden var inde, samledes de dér og besluttede at begynde arbejdet på at få aftaledokumentet ophævet. Zuhayr sagde: “Jeg vil selv gå forrest i denne sag og påtage mig ansvaret for at drøfte den med alle.”

Næste morgen gik de alle hen og samledes på Qurayshs mødesteder. Zuhayr mødte op i prægtige klæder, foretog tawaf omkring Kabaen syv gange og gik derefter hen til den forsamlede folkemængde og sagde: “Makkas folk, hvordan kan det gå til, at vi spiser og drikker, mens Banu Hashim langsomt dør under belejring, uden at nogen må handle med dem? Ved Allah, jeg vil ikke holde op, før dette aftaledokument, som ødelægger slægtskabsbånd og tilskynder til uretfærdighed, er revet i stykker.”

Abu Jahl, som sad i et hjørne af Den Hellige Moské, råbte: “Du lyver. Ved Allah, det vil ikke blive revet i stykker.” Da sagde Zama ibn al-Aswad: “Ved Allah, du er selv den største løgner. Da dette aftaledokument blev skrevet, var vi ikke enige i dets indhold.” Abu al-Bukhtari sagde: “Zama har ret. Vi accepterer eller anerkender ikke det, der står skrevet i denne aftale.” Mut’im ibn Adi sagde: “I to har ret. Den, der siger det modsatte, er en løgner. Over for Allah erklærer vi, at vi ikke har noget med denne aftale at gøre, og vi forkaster det, der står skrevet i den.” Hisham ibn Amr sagde det samme. Efter at have hørt alt dette sagde Abu Jahl: “Dette blev besluttet i nattens mørke, og der blev rådført sig om det et andet sted.” Mens Abu Jahl sagde dette, sad Abu Talib i et hjørne af moskeen. Mut’im gik frem for at rive aftaledokumentet i stykker. Men da han tog det i hånden, så han, at termitterne havde ædt hele aftaledokumentet bort med undtagelse af ordene “Bismika Allahumma” (“I dit navn, o Allah”).

Det fortælles, at hånden på aftaledokumentets skriver, Mansur ibn Ikrima, blev lam.

Beretningen om en mand fra Irash-stammen, der solgte kameler til Abu Jahl

Ibn Ishaq siger: Abd al-Malik ibn Abd Allah ibn Abu Sufyan al-Thaqafi, som havde en særdeles skarp hukommelse, fortalte mig:

En mand fra Irash-stammen kom engang til Mekka med en af sine kameler. Abu Jahl købte kamelen af ham, men blev ved med at trække betalingen i langdrag.

Manden fra Irash-stammen, som ikke så nogen anden udvej, gik hen til en af Qurayshs forsamlinger. Han henvendte sig til alle de tilstedeværende og sagde: “Quraysh-folk, er der nogen af jer, som kan få Abu al-Hakam ibn Hisham til at betale mig det, han skylder mig?”

Se, jeg er en fremmed rejsende. Da han så, at jeg var svag, trækker han tiden ud med at betale det, han skylder mig.” På dette tidspunkt sad Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i en side af moskeen. De tilstedeværende qurayshitter pegede på Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: “Kan du se den mand, der sidder dér? Gå hen til ham og sig det. Han vil sørge for, at du får din tilgodehavende betaling.” I virkeligheden sagde de dette kun for at gøre nar. De var ikke uvidende om det fjendtlige forhold mellem Abu Jahl og Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).

Den irashitiske kamelhandler gik hen til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han sagde til ham: “O Allahs tjener, Abu al-Hakam ibn Hisham trækker tiden ud med at betale det, han skylder mig, fordi han stoler på sin magt. Jeg er en fremmed rejsende. Jeg spurgte disse mennesker, hvem der kunne sørge for, at jeg fik min ret, og de pegede alle på dig. Sørg for, at jeg får min tilgodehavende betaling fra ham. Må Allah vise dig barmhjertighed.”

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Kom med mig.” Med disse ord tog han ham med sig og gik. Da qurayshitterne så ham gå sammen med denne mand, sendte de en person efter dem og sagde: “Gå og se, hvad Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) gør.”

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gik hen til Abu Jahls hus. Da han nåede frem, bankede han på døren. Abu Jahl sagde indefra: “Hvem er det?” Han svarede: “Det er Muhammad, kom lige ud!” Abu Jahl kom straks ud. Han var så skrækslagen, at det var, som om sjælen var ved at forlade hans krop, og hans ansigt var blevet blegt. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til ham: “Betal denne mand det, du skylder ham.” Han svarede straks: “Ja, vent et øjeblik, så betaler jeg ham det, jeg skylder ham.” Med disse ord gik han ind i huset. Efter et kort stykke tid kom han ud igen og betalte kamelhandleren hans tilgodehavende.

Derefter vendte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) tilbage. Han sagde til kamelhandleren: “Gå nu tilbage til dine gøremål.” Kamelhandleren gik hen til qurayshitternes forsamling og sagde til de tilstedeværende: “Må Allah belønne ham med det bedste. Han sørgede for, at jeg fik min tilgodehavende betaling.” Til den person, som de havde sendt efter dem, sagde han: “Hvad så, hvad så du?” Han svarede: “Det var noget helt utroligt! Han behøvede ikke at gøre noget som helst. Han gik blot hen og bankede på døren, og straks kom Abu Jahl ud, som om han var rædselsslagen. Han sagde til ham: ‘Betal denne mand det, du skylder ham.’ Abu Jahl sagde: ‘Ja, vent et øjeblik. Jeg betaler ham det med det samme.’ Så gik han indenfor og kom straks ud med pengene og betalte ham det, han skyldte.” Efter kort tid kom Abu Jahl til stede. Alle sagde til ham: “Hvad er der sket, hvad er der med dig? Det, du gjorde i dag, har vi aldrig før set dig gøre!” Abu Jahl sagde: “Det er sandt, at Muhammad ikke gjorde andet end at banke på min dør. Men blot ved at høre lyden blev jeg bange, og det næste øjeblik stod jeg foran ham. Jeg så en frygtindgydende stor kamel over hans hoved. Jeg har aldrig set en kamel med en pukkel, en hals og tænder som dens. Ved Allah, hvis jeg havde nægtet, ville den med sikkerhed have ædt mig.”

Isra, eller natrejsen

En nat blev Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ført fra al-Masjid al-Haram til al-Masjid al-Aqsa, det vil sige Bayt al-Maqdis. [33. Suhayli siger: Nogle har nævnt, at hændelsen fandt sted et år før udvandringen til Medina.] På dette tidspunkt havde islam allerede vundet stor udbredelse blandt quraysh-stammen og medlemmer af andre stammer. Abdullah ibn Masud plejede at sige, at en Buraq blev bragt til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Det er et firbenet dyr. Også tidligere profeter blev ladet ride på dette dyrs ryg. Det bevæger sig så hurtigt, at det sætter sine fødder ved synets yderste grænse. Han steg op på dette dyr, og hans ledsager, Jibril, drog af sted sammen med ham. Mens han så utallige tegn i himlene og på jorden, fortsatte han sin rejse. Således fortsatte de, indtil de standsede ved Bayt al-Maqdis. Der så han en stor forsamling af profeter. Blandt dem så han også Ibrahim, Musa og Isa (fred være med dem). Han bad sammen med dem som imam. Derefter blev der bragt tre kar til ham: ét med vand, ét med vin og ét med mælk. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) siger: “Da disse tre kar blev stillet foran mig, hørte jeg nogen sige: ‘Hvis Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) tager karret med vand, vil han fare vild, og hans ummah vil også gå til grunde. Hvis han tager karret med vin, vil han fare vild, og hans ummah vil også fare vild. Men hvis han tager karret med mælk, vil både han og hans ummah finde vejledningen.’” Da jeg hørte dette, tog jeg karret med mælk og drak af det. Da sagde Jibril (fred være med ham) til mig: “O Muhammad! Du har selv fundet den rette vej, og din ummah har også fundet den rette vej.”

Det er overleveret fra Hasan (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Jeg sov ved Den Sorte Sten. Pludselig kom Jibril og klemte mig. Jeg satte mig op, men da jeg ikke så noget, lagde jeg mig ned igen. Han kom igen og klemte mig. Jeg satte mig igen op, og da jeg ikke så noget, lagde jeg mig ned igen. Tredje gang kom han og klemte mig på ny. Denne gang, da jeg satte mig op, tog han fat i min arm og trak mig. Der så jeg et hvidt dyr. Det havde en størrelse midt imellem et muldyr og et æsel. Det havde to vinger på sine lår. Det bevægede benene ved hjælp af vingerne, og det satte sine forben ved synets yderste grænse. Han lod mig ride på dette dyr. Derefter drog han af sted med mig. Vi fortsatte side om side, så ingen af os mistede den anden.” Hasan (må Allah være tilfreds med ham) siger i sin overlevering: Derefter fortsatte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sin rejse, og Jibril fortsatte sammen med ham. Da de nåede Bayt al-Maqdis, standsede de dér. De så en gruppe profeter samlet, og blandt dem var også Ibrahim, Musa og Isa (fred være med dem alle). Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var imam og bad sammen med dem. Derefter blev der bragt to kar til ham: det ene med vin og det andet med mælk. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) tog karret fyldt med mælk, drak noget af mælken og afviste karret fyldt med vin. Da Jibril så det, sagde han: “O Muhammad! Du selv er blevet ledt ad islams vej, og din ummah er også blevet ledt ad islams vej. Vin er blevet gjort forbudt for jer.” Derefter vendte han tilbage til Mekka sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Næste morgen gik han til qurayshitterne og fortalte om nattens hændelse. De fleste, der hørte det, sagde: “Ved Allah, dette er en mærkelig og utrolig sag. Hvor mange karavaner rejser ikke fra Mekka til Syrien? Det tager dem en måned at komme dertil og en måned at vende tilbage. Og Muhammad skulle have tilbagelagt denne lange afstand på én nat, være nået dertil og så være vendt tilbage til Mekka igen!”

Hasan (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Da mange muslimer hørte om denne begivenhed, forlod de islam. Folk gik til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og sagde til ham: »Abu Bakr, tror du på din ven? Han siger, at han i går nat tog til Bayt al-Maqdis, bad dér og derefter vendte tilbage til Mekka!«

Abu Bakr sagde: »Betvivler I ham?« Alle sagde: »Ja, folk sidder dér i moskéen og siger netop dette.« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Ved Allahs ed, hvis han har sagt det, har han sagt sandheden. Hvad er der at undre sig over? Han fortæller mig jo, at åbenbaring kommer til ham fra Allah. Åbenbaringen fra himlen til jorden kommer på blot et øjeblik. Jeg tror også på det, han siger. Det, som I spiler øjnene op over, er mindre forunderligt end dette.« Derefter gik han til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han spurgte ham: »Allahs profet, har du fortalt folk, at du i går nat rejste til Bayt al-Maqdis?« Han svarede: »Ja.« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud, fortæl mig, hvordan Bayt al-Maqdis ser ud, for jeg har selv været dér.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »På det tidspunkt blev Bayt al-Maqdis løftet frem foran mig, og jeg så på det.« Derefter begyndte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at beskrive dets udseende for Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Da Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) hørte det, sagde han: »Du har talt sandt. Jeg bevidner, at du uden tvivl er Allahs Sendebud.« Da beskrivelsen var afsluttet, sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til Abu Bakr: »Abu Bakr, du er as-Siddiq.« Den dag gav han Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) tilnavnet as-Siddiq, det vil sige »den yderst sandfærdige«.

Said ibn al-Musayyab (må Allah forbarme sig over ham) siger: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, beskrev for sine ledsagere profeten Abrahams, Moses’ og Jesu, fred være med dem, kropsbygning. Han havde set dem den nat. Han sagde: »Hvad angår kropsbygning, ligner profeten Abraham (fred være med ham) jeres ledsager, det vil sige Allahs Sendebud selv, mest. Moses, fred være med ham, var en høj, slank og velbygget, brunlig mand med en fremtrædende næse; han lignede en mand fra Shanua-stammen. Jesus (fred være med ham) var middelhøj og rødmosset, med blødt, glat hår og mange modermærker i ansigtet. Det så ud, som om vanddråber trillede ned fra hans hår, som om han netop var kommet ud efter at have badet i et hammam. Blandt jer lignede Urwah ibn Masud ath-Thaqafi ham mest.«

Beretningen om Mi’raj

Ibn Ishaq siger: »Jeg har gennem en pålidelig kilde fået at vide, at Abu Said al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: »Da begivenhederne ved Bayt al-Maqdis var afsluttet, blev der bragt en stige frem foran mig, så jeg kunne stige op til himlen. Jeg har aldrig set noget smukkere. Når døden nærmer sig, ser mennesket netop denne stige og stirrer på den med åbne øjne. Min ledsager, Jibril, lod mig stige op ad denne stige og standsede sammen med mig ved en af himlens porte. Denne port kaldes Bab al-Hafazah, Vogternes Port. Her gør en engel ved navn Ismail tjeneste. Under hans myndighed er der tolv tusind engle, og hver af disse engle har igen tolv tusind engle under sig.« Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fortalte denne hadith, reciterede han dette vers fra Koranen:

[Arabisk *************]

»Ingen andre end Han kender antallet af din Herres hære.« (Sura al-Muddaththir)

»Da han derefter førte mig indenfor, spurgte englen: »Jibril, hvem er dette?« Han svarede: »Dette er Muhammad.« Englen spurgte igen: »Er han en profet?« Jibril svarede: »Ja.« Derefter bad han for mit velbefindende.«

Efter at være trådt ind i den første himmel så jeg en mand sidde. Alle de dødes sjæle blev bragt frem for ham. Når nogle af dem blev bragt frem, blev han meget glad og sagde rosende: »Dette er en ren sjæl, som er kommet ud af et rent legeme.« Men når andre blev bragt frem, viste han afsky i ansigtet og sagde: »Åh! Dette er en uren sjæl, som er kommet ud af et syndigt legeme.« Jeg spurgte Gabriel: »O Gabriel, hvem er dette?« Gabriel sagde: »Dette er jeres fader Adam (fred være med ham). Hans børns sjæle bliver bragt frem for ham. Når han ser en troendes sjæl, bliver han glad og siger: »Dette er en ren sjæl, som er kommet ud af et rent legeme.« Men når han ser en vantros sjæl, skriger han, misbilliger den og siger med afsky: »Dette er en fordærvet sjæl, som er kommet ud af et syndigt legeme.«

Derefter så jeg nogle mennesker. Deres læber var som kamelers, og i deres knyttede hænder havde de små, glødende og brændende stenstykker. De puttede dem i munden, og kort efter kom de ud gennem endetarmen. Jeg spurgte: »O Gabriel, hvem er disse?« Han sagde: »Det er dem, der tilegner sig de forældreløses ejendom.«

Derefter så jeg endnu nogle mennesker. Jeg har aldrig set maver så modbydeligt store som deres. Jeg så, at de befandt sig på den vej, ad hvilken Faraos følgesvende blev ført til Helvede. [34. Det er nævnt i Koranen, at Faraos følgesvende skal udsættes for den hårdeste straf i Helvede.] De vred sig som tørstige kameler. Faraos følgere, der var på vej mod Helvede, trampede dem under fødderne, men de havde ikke engang mulighed for at flytte sig en smule derfra. Jeg spurgte: »O Gabriel, hvem er disse?« Han sagde: »Det er ågerkarle.«

Derefter så jeg endnu en gruppe mennesker. Foran dem lå der førsteklasses, velnæret kød, og lige ved siden af lå der dårligt kød med en gennemtrængende stank. Alligevel spiste de det dårlige kød og lod det gode kød være. Jeg spurgte: »O Gabriel, hvem er disse?« Han sagde: »Det er de mennesker, som går til forbudte kvinder, selv om de har lovlige hustruer.«

Derefter så jeg nogle kvinder, som var blevet hængt op med reb bundet om deres bryster. Jeg spurgte: »O Gabriel, hvem er disse?« Han sagde: »Det er de kvinder, som gennem utroskab lader børn, der er avlet af en anden mand, blive regnet blandt deres ægtemænds børn.«

Derefter førte han mig op til den anden himmel. Der mødte jeg de to fætre, Jesus (fred være med ham) og Johannes, Zakarias’ søn (fred være med ham).

Derefter førte Gabriel (fred være med ham) mig op til den tredje himmel. Der så jeg en mand, hvis ansigt strålede som fuldmånen. Jeg sagde: »O Gabriel, hvem er dette?« Han sagde: »Dette er Josef (fred være med ham), Jakobs søn (fred være med ham).«

Derefter steg jeg op til den fjerde himmel, hvor jeg så endnu en mand. Gabriel fortalte mig, at dette var Idris (fred være med ham). Derefter steg jeg op til den femte himmel. Der så jeg en gammel mand med hvidt hår og et langt skæg. Jeg har aldrig set en så smuk gammel mand. Jeg spurgte: »O Gabriel, hvem er dette?« Han sagde: »Det er Aron, Imrans søn (fred være med ham), som var elsket af sit folk!« Derefter nåede jeg den sjette himmel. Der så jeg en høj mand med brun hud og en lang næse, som om han var fra Shanu’a-stammen. Jeg sagde: »O Gabriel, hvem er dette?« Gabriel sagde: »Det er jeres broder Moses, Imrans søn (fred være med ham).«

Derefter blev jeg ført op til den syvende himmel. Der så jeg en gammel mand sidde på en stol nær døren til Bayt al-Ma’mur. Jeres ledsager, det vil sige Muhammad, er den, der ligner ham mest. Hver dag træder halvfjerds tusind engle ind i Bayt al-Ma’mur, og de vender aldrig tilbage. Sådan vil det fortsætte indtil Opstandelsens Dag. Jeg spurgte: »Hvem er han?« Han svarede: »Han er jeres fader Ibrahim, fred være med ham.«

Derefter førte han mig ind i Paradiset. Der så jeg en overordentligt smuk ung kvinde med let mørke læber. Jeg spurgte hende: »Hvem er du bestemt for?« Hun svarede: »For Zayd ibn Haritha.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, fortalte Zayd ibn Haritha denne gode nyhed.

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Derefter vendte jeg tilbage. På vejen mødte jeg Musa ibn Imran, fred være med ham. Han er i sandhed en af jeres bedste venner. Han spurgte mig: »Hvor mange daglige bønner er blevet pålagt dig?« Jeg svarede: »Halvtreds hver dag.« Musa sagde: »Se, bønnen er en meget vanskelig opgave, og din umma er meget svag. Vend tilbage til Allah, og bed Ham om at gøre byrden lettere for din umma.« Jeg vendte tilbage til Allah og bad Ham gøre byrden lettere for mig og min umma. Allah nedsatte antallet med ti bønner. Derefter vendte jeg tilbage. Jeg mødte Musa igen, og han sagde det samme som før. Jeg gik tilbage og bad Allah om at nedsætte antallet af bønner. Allah nedsatte det med yderligere ti bønner. På denne måde blev han ved med at rådgive mig.«

Hver gang jeg vendte tilbage til ham, sagde han: »Gå tilbage og bed Ham om at nedsætte det yderligere.« Således blev antallet gradvist reduceret, indtil der var fem daglige bønner tilbage. Da jeg endnu en gang vendte tilbage til Musa, fred være med ham, rådede han mig til at få dem reduceret yderligere. Jeg sagde: »Jeg har mange gange vendt tilbage til Allah og bedt Ham om at nedsætte det. Jeg skammer mig, så jeg kan ikke vende tilbage igen.«

Derfor vil den, der udfører disse fem daglige bønner med tro og årvågenhed, få belønningen for halvtreds obligatoriske bønner.«

Abu Talibs og Khadijas bortgang

Derefter døde Abu Talib og Khadija, må Allah være tilfreds med hende, samme år. Herefter kom den ene ulykke og prøvelse efter den anden over Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Khadija, må Allah være tilfreds med hende, var hans oprigtigt sandfærdige rådgiver. Han plejede at fortælle hende om alle sine sorger og lidelser. Hans onkel Abu Talib var derimod hans støtte og skjold. Han modstod qurayshitterne, når de udøvede overgreb, og støttede ham fuldt ud. Khadija og Abu Talib døde tre år før udvandringen til Medina.

Efter Abu Talibs død begyndte qurayshitterne at udsætte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, for en sådan forfølgelse, som de ikke havde vovet at udsætte ham for, mens Abu Talib levede. En dag blokerede en af qurayshitterne, en yderst ondskabsfuld og tåbelig mand, endda hans vej og kastede støv på hans hoved. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gik hjem med støvet på sig. Da hans datter så dette, løb hun grædende hen til ham og tørrede støvet af hans hoved. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde da til hende: »Min datter, græd ikke! Allah vil beskytte din far.« På dette tidspunkt sagde han: »Før Abu Talib døde, kunne qurayshitterne ikke behandle mig dårligt på nogen måde.«

Da Abu Talib blev syg, og sygdommen nåede sit yderste stadium, rådslog Quraysh en dag og sagde: Hans sygdom er blevet alvorlig, Hamza og Umar har antaget islam, og islam har bredt sig blandt alle Qurayshs stammer. Under disse omstændigheder bør vi gå til Abu Talib. Vi bør gå til ham og gennem hans mægling indgå en aftale med Muhammad. Ellers kan hans folk endog tage vores ejendele fra os. Abdullah ibn Abbas har sagt: „Utba og Shayba ibn Rabi’a, Abu Jahl, Umayya ibn Khalaf, Abu Sufyan ibn Harb og flere andre af Qurayshs fremtrædende ledere kom til Abu Talib. De sagde til ham: ‘O Abu Talib, det er ikke ukendt for dig, hvor højt vi agter dig. I dag er du alvorligt syg, og vi er bekymrede for dit liv. Du kender også karakteren af vores forhold til din nevø. Kald ham derfor til dig, og indgå en forsoning mellem os og ham, før du dør. Få et løfte fra os angående ham, og få også et løfte fra ham angående os, så vi ikke overtræder nogen grænser over for ham, og han ikke overtræder nogen grænser over for os. Vi vil ikke blande os i ham eller hans religion, og han skal heller ikke blande sig i os eller vores religion.’“

Abu Talib sendte bud efter Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Da han kom, sagde Abu Talib til ham: „Nevø, disse er de ledende mænd blandt dit folk. De er kommet for at få ét ord fra dig og til gengæld give dig et løfte.“ Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: „Ja, hvis I tager imod blot ét ord fra mig, vil I blive herrer over hele Arabien, og alle ikke-arabere vil underkaste sig jer.“ Abu Jahl sagde: „Godt! Så er jeg villig til at tage imod ti ord i stedet for ét.“ Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: „Erklær, at der ikke er nogen guddom undtagen Allah, og ophør med at tilbede alle de andre guder, som I tilbeder.“ Da de hørte dette, klappede de alle i hænderne. Derefter sagde de: „Muhammad, ønsker du, at vi i stedet for alle de andre guder kun skal tilbede én? Det er sandelig et besynderligt udsagn fra dig.“ Så begyndte de at sige til hinanden: „Se, denne mand vil aldrig give dig det, du håber på fra ham. Gå derfor bort, og hold fast ved jeres forfædres religion, indtil Allahs afgørelse kommer angående ham og jer.“

Da alle var gået derfra, sagde Abu Talib til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: „Nevø, jeg mener ikke, at du bad dem om noget urimeligt.“

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette fra Abu Talib, fik han håb om, at Abu Talib ville antage islam. Derfor blev han ved med at indtrængende bede Abu Talib: „Onkel, sig det blot én gang. Så vil det være mig tilladt at gå i forbøn for dig på Opstandelsens Dag.“

Da Abu Talib så, hvor ivrig Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var, sagde han: „Nevø, efter min død vil du og dine søskende blive ydmyget, og Quraysh vil tro, at jeg kun antog troen af frygt for døden. Hvis jeg ikke havde næret denne bekymring, ville jeg have fremsagt trosbekendelsen og antaget troen. Jeg siger kun dette for at gøre dig glad.“

Da Abu Talibs sidste øjeblik nærmede sig, så Abbas, at Abu Talib bevægede læberne. Han førte sit øre tæt hen til hans mund. Derefter sagde han til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: „Nevø, min bror har fremsagt den trosbekendelse, som du bad ham fremsige.“ Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: „Jeg hørte det ikke.“

Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, siger: Om de Quraysh-folk, som kom til Abu Talib, åbenbarede Den Ophøjede Allah dette vers:

[Arabisk *************]

»Ṣād. Ved den fuldkomne Koran, der er fuld af formaning! Men de vantro er optaget af hovmod og stædighed. Hvor mange folk før dem har Jeg ikke tilintetgjort! Da råbte de i desperation, men da var der ikke længere nogen mulighed for at undslippe. Disse mennesker undrer sig over, at en advarer er fremstået blandt dem selv, og de vantro siger: »Denne mand er jo en troldmand, en løgner. Har han gjort alle guderne til én eneste gud? Det er sandelig noget højst mærkeligt!« Deres ledere gik bort, mens de sagde: »Gå videre, og hold fast ved jeres guder. Dette er bestemt noget, der er tilsigtet. Vi har ikke hørt noget sådant fra nogen religion i nyere tid. Det er ganske vist ikke andet end opdigtet tale.«« (Sura Ṣād)

»Religionen i nyere tid« betyder kristendommen, hvis tilhængere sagde, at Allah er den tredje af tre. Derefter døde Abu Talib.

At søge hjælp hos stammen Banu Thaqif

Efter Abu Talibs død begyndte Quraysh at udsætte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, for en voldsom forfølgelse, som de ikke havde kunnet udøve, så længe hans farbror Abu Talib var i live. Derfor tog han til stammen Banu Thaqif i Taif i håb om at få hjælp og støtte til at modstå Qurayshs overgreb. Han håbede, at de måske ville antage islam, og derfor tog han alene dertil.

Da han nåede frem til Taif, opsøgte han de tre mest ansete mænd i stammen Banu Thaqif. De var tre brødre: Abd Yalil, Masud og Habib. Deres far hed Amr ibn Umayr. En af dem havde giftet sig med en kvinde fra Quraysh-stammen, fra underklanen Banu Jumah. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, satte sig hos dem, opfordrede dem til at antage islam og bad dem om at hjælpe med at udbrede islam. Han bad dem også om at støtte ham over for Qurayshs modstand. En af dem sagde: »Hvis Allah har sendt dig som sendebud, så lad Ham rive Kaabas hellige klæde ned.« [Meningen er sandsynligvis, at Kaabas anseelse er blevet krænket, fordi han er blevet sendt som sendebud. For dem var det urimeligt, at en hjælpeløs person som ham blev gjort til sendebud. – Oversætterens anmærkning] En anden sagde: »Fandt Allah ingen anden end dig til at gøre til sendebud?« Den tredje sagde: »Jeg vil ikke tale med dig overhovedet. Hvis du virkelig er et sendebud, sådan som du hævder, er det farligt at modsige dine ord. Og hvis du er en løgner, er det upassende for mig at tale med dig.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rejste sig og gik uden at sige mere. Før han tog afsked, bad han dem om ikke at fortælle andre om hans sag, eftersom de ikke havde taget imod hans opfordring. Han gjorde dette af frygt for, at de skulle fortælle andre om ham og ophidse folk imod ham. Men de efterkom ikke hans anmodning. Tværtimod ophidsede de de uvidende, tåbelige og slavebundne mennesker i stammen imod ham. De kom løbende fra alle sider, mens de skældte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ud og larmede. En stor menneskemængde omringede ham. Han blev tvunget til at søge tilflugt i en muret frugthave, der tilhørte de to brødre Utba og Shayba ibn Rabia. De to brødre befandt sig på det tidspunkt selv i haven. De mennesker fra stammen Thaqif, som havde forfulgt ham, vendte da tilbage.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, satte sig i skyggen af en vinstok. Utba og Shayba havde indtil da i stilhed været vidner til den ubeskrivelige mishandling, som Taifs indbyggere havde udsat ham for. Imens mødte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, den kvinde fra Quraysh-underklanen. Han sagde til hende: »Du så vel, hvad dine svigerbrødre gjorde mod mig?«

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, derefter var faldet lidt til ro, bad han følgende bøn til Allah:

[Arabisk *************]

“Å Allah, til Dig klager jeg over min svaghed, min afmagt, min mangel på hjælp og midler samt min mangel på indsigt, og over min ringeagtelse og den foragt og tilsidesættelse, jeg møder hos menneskene. Du, den Barmhjertigste af alle, er de svages og tilsidesattes Herre. Du er også min Herre. Hvem overgiver Du mig til? Til den fremmede, som behandler mig hårdt, eller til den fjende, som behandler mig hårdt, og som har fået magt og herredømme over mig? Hvis Du skænker mig ro og sikkerhed, er det uden tvivl en trøst for mig. Jeg søger tilflugt i Dit lys, ved hvis fremkomst alt mørke oplyses, og ved hvis hjælp alle problemer i denne verden og i det hinsidige løses. Jeg er rede til at tage imod al Din irettesættelse med bøjet hoved. Der findes ingen anden måde at opnå styrke og evne på end gennem Din hjælp.”

Da Utba og Shaiba, de to brødre, så Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, elendige tilstand og det mishandling, han indtil da havde været udsat for, blev de bevægede, da de kom i tanke om deres slægtskabsbånd til ham. Addas adlød befalingen. Han tog fadet fyldt med druer og stillede det foran Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og sagde til ham: »Spis.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, begyndte at spise efter at have sagt »Bismillah«.

Addas så på Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, ansigt og sagde: »Jeg har aldrig hørt folk her i landet sige det.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Addas, hvilket land kommer du fra? Og hvilken religion har du?« Han svarede: »Jeg er kristen. Jeg er fra Ninive.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Han er min broder. Han var profet, og jeg er også profet.« Så snart Addas hørte dette, bøjede han sig mod Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og begyndte at kysse hans hoved, hænder og fødder.

Da Rabi’as to sønner så dette, sagde de til hinanden: »Se! Han har vist ødelagt drengen.« Addas vendte tilbage til Utba og Shaiba. De sagde til ham: »Hvad er der sket med dig, Addas, siden du kyssede denne mands hoved, hænder og fødder?« Han svarede: »Min herre, der findes intet bedre menneske end ham på jorden. Han fortalte mig noget, som ingen andre end en profet kan vide.« De sagde: »Addas, hvad er det for noget vrøvl, du taler? Lad dig ikke forlede af ham til at forlade din religion, for din religion er bedre end hans.«

Beretningen om jinnerne fra Nasibin

Efter at være blevet skuffet af Banu Saqif begav Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sig fra Taif tilbage mod Mekka. Da han undervejs nåede dalen Nakhla [navnet på to dale, der ligger to dages og to nætters rejse fra Mekka. Den ene hedder Nakhlat al-Yamaniyya, og den anden Nakhlat al-Shamiyya], bad han midt om natten. På dette tidspunkt passerede syv jinner fra Nasibin stedet. De hørte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, recitere Koranen. Da bønnen var afsluttet, vendte de tilbage til Nasibin [en by eller bebyggelse ved Abbar på vejen fra Mosul til Syrien] og overbragte Koranens budskab til deres folk, som de havde troet på, så snart de havde hørt det undervejs. I den hellige Koran, i suraen al-Jinn og suraen al-Ahqaf, har Allah fortalt Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, om disse jinner. Nogle af versene fra suraen al-Ahqaf lyder: »Husk den dag, hvor Jeg sendte en gruppe jinner hen til dig, for at de kunne lytte til Koranen. Da de nåede frem, sagde de til hinanden: ›Lyt stille.‹ Da de var færdige med at lytte til Koranen, vendte de tilbage til deres folk for at advare dem. De sagde: ›Vores folk! Vi har lyttet til recitationen af en bog, der er blevet åbenbaret efter Moses som bekræftelse af hans bog (Toraen) og som vejledning til den sande og rette vej. Vores folk! Besvar kaldet fra den, der kalder til Allah, og tro på Ham; så vil Han tilgive jer jeres synder og skåne jer for en pinefuld straf.‹“

I suraen al-Jinn har Allah, den Ophøjede, sagt: »Profet, sig: Det er blevet åbenbaret for mig, at en gruppe jinner lyttede til Koranens budskab« … Hele denne sura er således fyldt med omtale af jinnerne.

Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) henvendte sig til alle stammer for at overbringe islams kald

Derefter ankom Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, til Mekka. Hele Quraysh-stammen var blevet hans værste fjender, bortset fra en håndfuld svage mennesker, som allerede havde troet på ham. Under disse omstændigheder opsøgte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, de forskellige stammer, der kom til Mekka under hajj. Han kaldte dem til Allah og sagde: »Jeg er Allahs Sendebud til jer. Støt mig og beskyt mig mod uretfærdighed, så vil jeg forelægge jer og forklare det budskab, som Allah har sendt mig.«

Rabia ibn Abbad beretter:

Jeg var dengang netop blevet ung. Jeg tog til Mina sammen med min far. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gik på det tidspunkt rundt til lejrene for de forskellige arabiske stammer, der var kommet udefra Mekka, og holdt følgende tale: »O efterkommere af så-og-så, jeg er Allahs Sendebud til jer. Allah har pålagt jer kun at tilbede Ham og ikke sætte nogen ved Hans side. Han har forbudt jer at tilbede disse afguder. Han har pålagt jer at støtte mig, tro på mig og beskytte mig mod uretfærdighed, så jeg kan overbringe Allahs budskab til jer.« På dette tidspunkt fulgte en mand med skelende øjne, to dreadlocks på hovedet og iført tøj fra Adan-området efter ham bagfra. Hver gang Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, afsluttede sin tale, sagde han straks: »O efterkommere af så-og-så, denne mand (Muhammad) opfordrer jer til at opgive tilbedelsen af al-Lat og al-Uzza og til at bryde allianceforbindelsen med Banu Malik ibn Uqaysh. [35. Uqaysh betyder en uerfaren kamel, som flygter af frygt ved synet af hvad som helst. Banu Malik ibn Uqaysh er navnet på en jinn-stamme.] Han forsøger at føre folk vild ved at fremsætte et nyt og vildledende krav. Det er det, hans kald går ud på. Lyt ikke til ham, og følg ham ikke.« Jeg spurgte min far: »Hvem er den mand, der følger efter Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, og forsøger at tilbagevise hans kald?« Han svarede: »Det er Muhammads onkel, Abu Lahab, Abd al-Uzza ibn Abd al-Muttalib.«

Ibn Ishaq siger: Ibn Shihab al-Zuhri har fortalt mig, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, personligt gik til hver eneste lejr hos folkene fra Kinda-stammen og kaldte dem til Allahs religion. Men de afviste ham alle, inklusive deres høvding Mulayh.

Han gik også til folkene fra Banu Amir ibn Sa’sa’a-stammen, kaldte dem til Allah og tilbød sig selv for dem. Som svar sagde en mand ved navn Bayhara ibn Firas: »Hvis jeg får denne unge mand fra Quraysh med mig, vil jeg ved hans hjælp kunne erobre hele Arabien.« Derefter fandt følgende samtale sted mellem ham og Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham:

Bayhara: »Godt, hvis vi adlyder dig, hjælper dig i dit arbejde, og Allah derefter giver dig sejr, vil du så give os magt og myndighed?«

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham: »Magt og myndighed er underlagt Allahs beslutning. Han giver det til hvem Han vil.«

Bayhara: »Hvad skulle der så være af mening i, at vi blot for din skyld stiller os med blottet bryst over for hele det arabiske folk? Hvis du sejrer, vil magten jo gå over til andre. Der er ingen grund til, at vi deltager i dette arbejde sammen med dig.«

Således afviste også Banū ʿĀmir-stammen ham. Efter pilgrimsfærden forlod folk Mekka og begav sig mod deres respektive områder. Folkene fra Banū ʿĀmir-stammen vendte også tilbage til deres stamme og opsøgte en meget gammel mand blandt dem. På grund af sin høje alder kunne han ikke tage på pilgrimsfærd. Hvert år, når de vendte tilbage fra pilgrimsfærden, gik de til den gamle mand og fortalte ham om begivenhederne dér. Da de også var vendt tilbage i år, spurgte den gamle mand dem om begivenhederne under deres højtid. De sagde: »Denne gang kom en ung mand fra Quraysh til os. Endnu en mand fra Banū ʿAbd al-Muṭṭalib fulgte efter ham. Den unge mand hævder, at han er profet. Han bad os om at beskytte ham mod overgreb, støtte ham og tage ham med til vores område.« Da den gamle mand hørte dette, lagde han begge hænder på sit hoved og sagde: »O Banū ʿĀmir, overvej, om I kan få det tilbage, som I er gået glip af. For ingen efterkommer af Ismāʿīl har nogensinde løgnagtigt hævdet at være profet. Ved Allah, det, den unge mand har sagt, er helt sandt. Kunne I ikke træffe en rigtig beslutning?«

ʿAbdullāh ibn Kaʿb sagde: »Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, opsøgte også folkene fra Banū Ḥanīfa-stammen i deres lejr, bragte Allahs religions budskab til dem og bad dem om at støtte ham. Men de afviste ham på den mest modbydelige måde.«

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, fortsatte således sit arbejde. Hver gang nogle mennesker samledes i Mekka i forbindelse med pilgrimsfærden eller en anden anledning, opsøgte han dem. På denne måde bragte han islams budskab til hver eneste stamme. Han opfordrede dem til at tage imod den guddommelige barmhjertighed og vejledning, som var kommet til ham. Så snart han hørte, at en kendt og fremtrædende araber var kommet til Mekka, opsøgte han ham og overbragte ham Allahs religions budskab.

Suwāid ibn Ṣāmit fra Banū ʿAmr ibn ʿAwf-stammen kom til Mekka i forbindelse med pilgrimsfærden eller ʿumraen. Da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte om ham, opsøgte han ham og inviterede ham til Allah og Hans religion, islam. Suhail sagde: »Jeg har også noget, der ligner det budskab, du fremsiger.« Allahs Sendebud sagde: »Hvilket budskab har du?« Han svarede: »Et hæfte med Luqmāns ord.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Dette budskab er meget smukt. Men det budskab, jeg har, er endnu bedre. Det er Koranen, som Allah har åbenbaret for mig; den er en kilde til vejledning og lys.« Derefter reciterede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, Koranen for Suwāid og inviterede ham til islam. Suwāid ignorerede ikke denne invitation. Han sagde: »Det, du har reciteret for mig fra Koranen, er virkelig vidunderligt.« Derefter tog Suwāid afsked med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og vendte tilbage til sin stamme i Medina. Kort tid efter dræbte folk fra Khazraj-stammen ham. Folkene fra Banū ʿAmr-stammen plejede at sige: »Vi tror, at Suwāid døde som muslim.« Suwāid blev dræbt før det slag, der fandt sted mellem Aws- og Khazraj-stammerne på et sted nær Medina, som kaldes Buʿāth.

Begyndelsen på islams udbredelse i Medina

Endelig kom det tidspunkt, hvor Allah besluttede at krone Sin religion med sejr, give Sin profet en endnu højere æresposition og opfylde det løfte, Han havde givet ham. Også denne gang fortsatte Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, som sædvanlig med at overbringe islam til folk, der var kommet til pilgrimsfesten, og opfordre de arabiske stammer til at tage imod ham. Denne gang mødte han en gruppe mennesker fra Medina. De tilhørte Khazraj-stammen i Medina. Han mødte dem på et sted nær ʿAqaba [36. Navnet på et sted, der ligger to mil fra Mekka. Det ligger mellem Mekka og Mina. Herfra kastes sten, hvilket er en af pilgrimsfærdens ritualer.]. Denne begivenhed fandt sted, fordi Allah havde besluttet at bringe denne gruppe til lykke. [37. Denne begivenhed fandt sted i profetskabets ellevte år.] Så snart Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, mødte dem, spurgte han: »Hvem er I?« De svarede: »Vi er folk fra Khazraj-stammen.« Han spurgte igen: »Er I blandt dem, der har indgået en alliance med jøderne?« De svarede: »Ja.« Han sagde: »Vil I sætte jer et øjeblik? Jeg vil gerne tale med jer om noget.« De sagde: »Ja, fortæl os.« Derefter satte de sig sammen med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, inviterede dem til islam, præsenterede islam for dem og reciterede Koranen for dem.

Den Almægtige Allah havde allerede skabt en situation, der kunne hjælpe dem med at tage islam til sig. Jøder boede omkring dem i Medina. De besad de himmelske Skrifter og havde derfor guddommelig viden. Khazraj og de øvrige arabiske stammer var polyteister, det vil sige afgudsdyrkere. Tidligere havde jøderne besejret disse hedenske arabere i aggressive krige, indtaget deres område og slået sig ned dér. Hver gang der opstod en ubehagelig situation mellem afgudsdyrkerne og jøderne, truede og skræmte jøderne afgudsdyrkerne med disse ord: »Tiden for den tids profets komme nærmer sig. Når denne profet kommer, vil vi under hans ledelse sønderhugge jer, ligesom folket ʿĀd og Iram blev dræbt i stort tal.«

Da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde talt med gruppen fra Khazraj-stammen og inviteret dem til Allahs religion, begyndte de at sige til hinanden: »Ved Allah, dette er netop den profet, som jøderne truer og skræmmer os med. Vi må under ingen omstændigheder lade jøderne få mulighed for at tage islam til sig før os.« På grund af denne tanke tog de straks imod Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, invitation og antog islam. De sagde: »Vi har efterladt vores folk hjælpeløse over for en frygtelig fjendes fjendskab. Vi håber, at Allah vil gøre hele vores folk til jeres støtter. Vi vil vende tilbage til dem og også bringe jeres invitation til dem. Hvis Allah gør dem til jeres støtter, vil ingen være mere æret og mægtig end jer.«

Efter således at have antaget troen og anerkendt islam som sand vendte de tilbage til deres hjemegn. Så vidt man ved, bestod denne gruppe fra Khazraj-stammen af seks personer. Da de nåede Medina, forelagde de Allahs Sendebuds ﷺ budskab for deres stamme og opfordrede dem til at antage islam. På denne måde nåede islams kald efterhånden ud til hvert eneste hus i Medina. Der var ikke ét hus tilbage, hvor Allahs Sendebuds ﷺ ord ikke blev omtalt.

Den første troskabsed ved al-‘Aqabah

Det følgende år kom yderligere tolv personer til Mekka i forbindelse med hajj. De mødte Allahs Sendebud ﷺ ved al-‘Aqabah. De aflagde troskabsed til Allahs Sendebud ﷺ på, at de ville antage islam og afholde sig fra ikke-islamiske handlinger. Denne edsaflæggelse kaldes den første troskabsed ved al-‘Aqabah. Den blev aflagt efter samme fremgangsmåde som de muslimske kvinders troskabsed, der blev afholdt på bjerget as-Safa dagen efter Mekkas erobring, umiddelbart efter mændenes troskabsed. Den første troskabsed ved al-‘Aqabah blev aflagt, før befalingen om at føre krig mod de vantro blev åbenbaret. Blandt deltagerne i denne troskabsed var As‘ad ibn Zurarah, Rafi‘ ibn Malik, ‘Ubadah ibn as-Samit og Abu al-Haytham ibn at-Tayyihan.

‘Ubadah ibn as-Samit sagde: »Jeg var til stede ved den første troskabsed ved al-‘Aqabah. Vi var tolv mænd. Vores troskabsed blev aflagt efter samme fremgangsmåde som kvindernes troskabsed, og det var før befalingen om krig blev åbenbaret. Vi lovede Allahs Sendebud ﷺ, at vi ikke ville sætte nogen ved Allahs side, ikke ville stjæle, ikke ville begå utugt, ikke ville dræbe vores børn, ikke ville sprede falske anklager mod nogen og ikke ville være ulydige mod Allahs Sendebud ﷺ i noget, der er retmæssigt.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Hvis I opfylder disse løfter, venter Paradiset jer. Men hvis I bryder et af dem, er jeres skæbne overladt til Allah. Hvis Han vil, straffer Han jer, og hvis Han vil, tilgiver Han jer.«

Ibn Ishaq sagde: Da denne gruppe fra Medina vendte tilbage til deres folk, sendte Allahs Sendebud ﷺ Mus‘ab ibn ‘Umair med dem for at lære dem Koranen, undervise dem i islam og forklare dem den islamiske lovs bestemmelser. Han blev kaldt Medinas lærer. Han ledede også bønnen for muslimerne i Medina, eftersom stammerne Aws og Khazraj ikke brød sig om, at en mand fra den ene stamme ledte bønnen for folk fra den anden stamme.

Den anden troskabsed ved al-‘Aqabah

Efter nogen tid vendte Mus‘ab ibn ‘Umair tilbage til Mekka. Nogle af de nye muslimer fra Medina tog til Mekka for at udføre hajj sammen med deres afgudsdyrkende stammefæller. Midt i Ayyam at-Tashriq lovede de Allahs Sendebud ﷺ, at de alle ville samles ved al-‘Aqabah. Ayyam at-Tashriq er de tre dage efter den tiende dag af Dhu al-Hijjah. Tashriq betyder at tørre skind i solen; araberne tørrede på dette tidspunkt skindene fra offerdyrene. Det siger sig selv, at den anden troskabsed blev aflagt, da det øjeblik, som Allah havde bestemt for at ophøje og give sejr til Allahs Sendebud, styrke islam og muslimerne samt bringe polyteismen og polyteisterne til fald, var kommet.

Ka‘b ibn Malik sagde: Vi drog mod Mekka sammen med vores stammes afgudsdyrkende pilgrimme. På det tidspunkt havde vi vænnet os til at bede og havde lært islams regler og bestemmelser. Vores ældre leder og stammehøvding, al-Bara ibn Ma‘rur, rejste også sammen med os. Da vi var begyndt på rejsen og netop havde forladt Medina, sagde al-Bara: »Hør her! Jeg har besluttet mig for noget, men jeg ved ikke, om I vil være enige med mig.«

Vi sagde: »Hvad er det?« Han svarede: »Jeg har besluttet ikke at bede med Kabaen bag mig, men at bede vendt mod Kabaen.« Vi sagde til ham: »Vi ved, at vores profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, plejer at bede vendt mod Syrien, det vil sige Bayt al-Maqdis. Vi kan ikke gå imod ham.« Han sagde: »Så vil jeg bede vendt mod både Kabaen og Bayt al-

Maqdis.« Vi sagde: »Men det vil vi ikke gøre.« Når det derfor var tid til bøn, bad vi vendt mod Bayt al-Maqdis, mens han bad vendt mod Kabaen. Således nåede vi frem til Mekka. Da han var kommet hertil af stædighed, bebrejdede vi ham hele vejen. Men han opgav på ingen måde sin stædighed. Efter ankomsten til Mekka sagde han til mig: »Nevø, før mig til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg vil spørge ham, om den måde, jeg har bedt på under hele rejsen, var korrekt. Den tvivl, der er opstået i mig på grund af den måde, jeg har set jer handle imod mig på, har gjort mig usikker.«

Ka’b ibn Malik fortæller: »Derefter drog vi ud for at finde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Vi kendte ham ikke og havde aldrig tidligere set ham. Da vi mødte en mand fra Mekka, spurgte vi ham: »Hvor er Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham?« Han spurgte: »Kender I Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham?« Vi svarede: »Nej.« Han sagde: »Kender I hans farbror, Abbas ibn Abd al-Muttalib?« Vi svarede: »Ja.« Vi kendte Abbas fra tidligere. Han plejede at rejse gennem vores område i handelsøjemed. Manden fra Mekka sagde: »Gå ind i Den Hellige Moské; den, som I ser sidde sammen med Abbas, er Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.« Vi gik ind i Den Hellige Moské og så Abbas sidde der, og sammen med ham sad også Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Vi hilste på ham og satte os hos ham. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte Abbas: »Kender du disse to mænd?« Han svarede: »Ja, jeg kender dem. Dette er stammelederen Bara ibn Ma’rur, og dette er Ka’b ibn Malik.« Jeg vil aldrig glemme, hvad Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde om mig, da han hørte det. Han sagde: »Er det dig, digteren Ka’b ibn Malik?« Jeg svarede: »Ja.« Da sagde Bara: »Allahs profet, før jeg begav mig ud på denne rejse, gav Allah mig mulighed for at tage islam til mig. Derefter begyndte jeg at bede vendt mod Kabaen. Men mine ledsagere afviste min måde. Derfor er jeg blevet usikker. Allahs Sendebud, hvad mener du er det rigtige?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Du burde have bedt vendt mod én qibla. Det havde været bedre, hvis du tålmodigt havde fulgt den qibla.«

Derefter accepterede de Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, qibla og begyndte at bede sammen med os vendt mod Bayt al-Maqdis. Senere drog vi af sted for at udføre hajj. Midt i ayyām at-tashrīq aftalte vi at mødes med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ved al-Aqaba. Natten efter den dag, hvor hajj-ritualerne var afsluttet, var den nat, hvor vi havde lovet at mødes med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Abdullah ibn Amr ibn Haram, Abu Jabir, var sammen med os. Han var en af de mest respekterede ledere i samfundet. Vi tog også ham med. Men vi lod ikke på nogen måde de afgudsdyrkende stammefæller, som rejste sammen med os, få at vide, hvem der var med os, eller hvad vi havde til hensigt at gøre. Vi sagde til Abu Jabir: »Abu Jabir, du er en af vores respekterede ledere. Den livsform, du følger, anser vi for meget ærefuld. Vi ønsker ikke, at du på den anden side skal kastes i Helvedes ild.« Derefter inviterede vi ham til islam og fortalte ham, at vi den dag skulle mødes med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ved al-Aqaba. Abu Jabir tog straks islam til sig og deltog sammen med os i al-Aqabas bay’a. Derefter blev han en indbyder.

Den nat sov vi i karavanen sammen med vores folks mænd. Da en tredjedel af natten var gået, begav vi os mod al-Aqaba i overensstemmelse med det løfte, vi havde givet Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Vi sneg os ud med den største forsigtighed og i dybeste hemmelighed, som natlige fugle. Undervejs nåede vi frem til et bjergpas nær al-Aqaba, hvor vi samledes. I alt var vi treoghalvfjerds mænd. To kvinder var også med os. De var Mus’ab bint Ka’b og Asma bint Amr ibn Adi. [39. Ibn Ishaq siger: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rørte aldrig ved kvinders hænder. Han modtog kun deres mundtlige troskabsed. Når de havde aflagt eden, sagde han: »I kan gå. Jeres bay’a er fuldført.«]

Ka’b ibn Malik fortæller: »Vi samledes i bjergpasset og ventede på Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Til sidst ankom han sammen med sin farbror Abbas ibn Abd al-Muttalib. Abbas havde endnu ikke taget islam til sig. Han var kun kommet for at overvære nevøens vigtige foretagende og sikre sig, at han var i sikkerhed. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde sat sig, var Abbas den første, der talte til os. Han sagde: »O Khazraj-folk, I ved uden tvivl, hvilken anseelse Muhammad har blandt os. Indtil nu har vi beskyttet ham mod hans folks overgreb og forfølgelse. Han har indtaget en enestående position blandt sit folk. Derfor har han ære og sikkerhed blandt sit folk og i sit hjemland. Trods dette nærer han et stærkt ønske om jer og er fast besluttet på at blive hos jer. Overvej derfor, om I kan holde det løfte, som I inviterer ham med, og beskytte ham mod hans fjender. Hvis I kan det, så forstå fuldt ud, hvilket ansvar I påtager jer. Men hvis I mener, at I senere vil udlevere ham til hans fjender og, efter at have taget ham med jer, udsætte ham for ydmygelse, så afstå allerede nu fra at påtage jer dette ansvar. For nu er han æret og i sikkerhed hos sit folk og i sit hjemland.« Efter at have hørt Abbas’ ord sagde vi: »Vi har hørt, hvad du siger. Allahs Sendebud, nu taler du, og modtag den troskabsed, du ønsker!«

Nu talte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Først reciterede han Koranen, derefter inviterede han alle til islam og opmuntrede dem til at tage islam til sig. Så sagde han: »Jeg ønsker, at I lover mig, at I vil beskytte mig mod fare, sådan som I beskytter jeres hustruer og børn mod fare.«

Straks tog Bara ibn Ma’rur رسول اللهs hånd og sagde: »Ja. Ved Ham, som sendte dig som profet med den sande religion: Ligesom vi beskytter vores slægtninge, hustruer og børn mod fare, vil vi også beskytte dig. O Allahs Sendebud, vi sværger dig troskab. Ved Allah, vi er blevet opdraget midt i krig og våben. Vi er en krigerisk slægt gennem generationer.«

Så snart Rasulullahs samtale med Bara var afsluttet, sagde Abu al-Haytham ibn al-Tayyihan: »O Allahs Sendebud, vi har en alliance med jøderne, og nu er vi på vej til at bryde den. Når vi har gjort dette, og Allah har givet dig sejr, vil du så forlade os og vende tilbage til din egen stamme?« Da Rasulullah hørte dette, smilede han og sagde: »Nej, jeg vil være jeres livslange ledsager i liv og død, i medgang og modgang. Jeg vil regne jeres blodsudgydelse for min egen. Jeg vil for altid være jeres, og I vil for altid være mine. Den, I kæmper imod, vil jeg også kæmpe imod.«

Rasulullah sagde også: »Udvælg tolv naqib’er, det vil sige ledere, blandt jer, og send dem til mig, så de kan få folkene i deres respektive stammer til at tilslutte sig denne troskabsed.« De udvalgte derefter tolv ledere. Ni af dem var fra Khazraj-stammen og tre fra Aws-stammen.[40. De ni ledere fra Khazraj var: As’ad ibn Zurarah, Sa’d ibn Rabi’ah, Rafi’ ibn Malik, Bara ibn Ma’rur, Abdullah ibn Amr ibn Haram, Ubadah ibn Samit, Sa’d ibn Ubadah og Mundhir ibn Amr ibn Khuraysh. De tre fra Aws-stammen var: Usayd ibn Hudayr, Sa’dah ibn Khaythamah og Rifa’ah ibn Mundhir. Ibn Hisham siger, at velinformerede historikere nævner Abu al-Haytham ibn al-Tayyihan som leder i stedet for Rifa’ah.]

Den første, der lagde sin hånd i Rasulullahs hånd og svor troskab, var Bara ibn Ma’rur. Derefter fik han sin egen stamme til at tilslutte sig troskabseden. Så snart vores troskabsed til Rasulullah var afsluttet, udstødte Satan fra toppen af al-Aqabahs bjerg et så højt skrig, at jeg aldrig før havde hørt et så frygteligt skrig. Han råbte: »O folk fra Mina, har I ikke lagt mærke til, at de vantro har indgået en sammensværgelse med Mujammam, det vil sige den foragtede? [41. Mujammam betyder den foragtede eller forkastede. Det er det modsatte af Rasulullahs navn Muhammad, som betyder den lovpriste. Polyteisterne kaldte ham dette navn, og de kaldte dem, der antog islam, sabi, det vil sige frafaldne eller irreligiøse.] De planlægger at føre krig mod jer.« Rasulullah sagde: »Dette er skriget fra al-Aqabahs Satan, Azib ibn Uzaib.«

Derefter sagde Rasulullah: »Vend tilbage til jeres respektive karavaner.«

Abbas ibn Ubada ibn Nadalah sagde: »O Allahs Sendebud, ved Allah, som sendte dig med den sande lov, hvis du ønsker det, vil vi allerede i morgen angribe dem, der opholder sig i Mina, med sværd.«

Derefter gik vi hen og lagde os til at sove, og vi sov til morgen. Så snart det blev morgen, omringede en stor gruppe fra Quraysh os. De sagde: »O folk fra Khazraj-stammen, vi har fået at vide, at I er kommet for at tage Muhammad med jer fra vores midte og sammensværge jer med ham for at føre krig mod os. Sandt at sige bryder vi os mindre om at føre krig mod jer end mod nogen anden arabisk stamme.« Da vores polyteister, som var til stede, hørte dette, svor de ved Allah og forsikrede dem: »Der er ikke blevet planlagt nogen sådan sammensværgelse her, og vi ved ikke, at noget sådant er sket.«

De talte faktisk sandt. De vidste i virkeligheden ikke noget. Mens de svor ved Allah og forsikrede Quraysh om dette, så vi på hinandens ansigter. Da folkene havde forladt Mina, undersøgte Quraysh sagen endnu grundigere. Til sidst fandt de ud af, at hændelsen var sand. Derefter begyndte de at lede overalt efter folk fra Aws- og Khazraj-stammerne. På et sted ved navn Azakhir nær Mekka mødte de Sa’d ibn Ubadah og Mundhir ibn Amr. De kunne ikke pågribe Mundhir, men Sa’d blev fanget. Sa’d havde ret langt hår. De greb ham, bandt hans hænder tæt sammen bag nakken med et kamelreb og førte ham til Mekka, mens de slog ham og trak ham i håret.

Saʿd har selv berettet følgende om dette: Jeg var blevet taget til fange og holdt som fange hos dem. I denne situation kom en gruppe qurayshitter hen til mig. Blandt dem så jeg en meget smuk mand med strålende lys hud, en slank og høj skikkelse og et venligt ansigt. Jeg tænkte ved mig selv: Hvis man blandt denne store menneskemængde kan håbe på god behandling fra nogen, må det være fra denne mand. Men da han kom hen til mig, gav han mig som det første en voldsom lussing. Så tænkte jeg ved mig selv: Når jeg har fået sådan en behandling fra denne mand, kan jeg ikke forvente god behandling fra nogen anden. På denne måde slæbte de mig rundt. Jeg var fuldstændig hjælpeløs. Pludselig fik en mand blandt mængden medlidenhed med mig og sagde: »Åh, hvor er din situation dog sørgelig! Sig mig, er der ikke én blandt qurayshitterne, som du kender eller har haft handelsforbindelser med?« Jeg svarede: »Jo, det er der. Engang gav jeg husly til handelsfolk, der handlede på vegne af az-Zubayr ibn Muṭʿim ibn ʿAdī, og hvis nogen i vores område ville begå overgreb mod dem, beskyttede jeg dem. Desuden hjalp jeg også handelsfolk, der handlede på vegne af al-Ḥārith ibn Ḥarb ibn Umayya.« Manden sagde: »Så råb meget højt og nævn de to mænd ved navn. Nævn det forhold, du har til dem.« Jeg råbte straks deres navne. Manden skyndte sig øjeblikkeligt af sted for at lede efter az-Zubayr og al-Ḥārith, og han fandt dem i al-Masjid al-Ḥarām nær Kaʿbaen.

Derefter sagde han til dem: »På sletten ikke langt fra Mekka bliver en mand fra Khazraj i dette øjeblik slået voldsomt. Mens han bliver slået, nævner han jeres begges navne og siger, at han kender jer.« Az-Zubayr og al-Ḥārith spurgte: »Hvem er det?« Han svarede: »Saʿd ibn ʿUbāda.« De sagde: »Han har talt sandt. Når vores handelsfolk kom til hans område, gav han dem husly og beskyttede dem mod overgreb.« Så kom de begge hen og befriede Saʿd fra mængden. Derefter gik Saʿd sin vej.

Den sidste troskabsed ved al-ʿAqaba og dens betingelser

Den sidste troskabsed ved al-ʿAqaba blev aflagt, efter at Allah havde givet tilladelse til væbnet kamp. Derfor svarede betingelserne for denne troskabsed, bortset fra løftet om kamp, til betingelserne for den første troskabsed. Den første troskabsed svarede til kvindernes troskabsed ved erobringen af Mekka, fordi Allah på tidspunktet for den første troskabsed ikke havde givet Sit Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilladelse til at føre krig. Efter at tilladelsen var blevet givet, tog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, derfor ved den sidste troskabsed ved al-ʿAqaba et løfte fra de troende om krig, nemlig at de ville føre krig mod alle verdens vantro. Han pålagde dem troskabens betingelser fra Allahs side og erklærede, at Paradiset ville være deres, hvis de opfyldte løftet sammen med disse betingelser.

ʿUbāda ibn aṣ-Ṣāmit (må Allah være tilfreds med ham) beretter: »Vi aflagde over for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, et løfte om kamp. Betingelserne for dette løfte var følgende: Uanset om situationen var vanskelig eller normal, ville vi altid tale for sandhed og retfærdighed, og hvad angår Allahs religion ville vi ikke frygte nogen bebrejders bebrejdelse.«

Tilladelsen til væbnet kamp

Før troskabseden ved al-ʿAqaba havde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke fået tilladelse til at føre krig eller udgyde blod, når det var nødvendigt. Indtil da var han kun blevet befalet at kalde til Allahs religion, udvise tålmodighed under overgreb og forfølgelse og tilgive de uvidende. Qurayshitterne udsatte de mennesker, som fulgte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og som havde været nødt til at forlade deres hjem, for ekstrem og grusom forfølgelse. Nogle blev på grund af den uudholdelige forfølgelse endda tvunget til at forlade islam. Qurayshitterne fordrev et betydeligt antal troende fra landet. På denne måde blev nogle muslimer udsat for umenneskelig forfølgelse, nogle forlod islam, og nogle forlod landet. Blandt dem foretog mange hijra til Abyssinien, mens andre foretog hijra til Medina. Da muslimerne således på alle måder var ydmygede og havde mistet alt, qurayshitterne havde nået grænsen for oprør mod Gud, og Hans profet var blevet forkastet, gav Allah Sit Sendebud tilladelse til at føre væbnet kamp og besejre de uretfærdige oprørere mod Gud. Dette er, hvad jeg har fået at vide fra ʿUrwa ibn az-Zubayr og andre fortællere. Ifølge dette var de første vers, der blev åbenbaret med en erklæring om, at væbnet kamp og blodsudgydelse var tilladt for at etablere Allahs lov og beskytte de troende, følgende:

[Arabisk *************]

“De, som der kæmpes imod, har fået tilladelse til at kæmpe, fordi de er blevet gjort uret imod. Og Allah har visselig magt til at hjælpe dem. Det er dem, der uretmæssigt er blevet fordrevet fra deres hjem, blot fordi de sagde: ‘Vores Herre er Allah.’ Hvis Allah ikke havde holdt nogle mennesker tilbage ved hjælp af andre, ville klostre, kirker, synagoger og moskeer, hvori Allahs navn nævnes meget, visselig være blevet ødelagt. Allah vil visselig hjælpe dem, der hjælper Ham. Allah er stærk og mægtig. Det er dem, som, hvis Vi giver dem magt og mulighed på jorden, vil etablere bønnen, betale zakat, påbyde ret og sandhed og forhindre uret og falskhed. Og hos Allah ligger alle tings endelige udfald.” (Sura al-Hajj 39-41)

Det vil sige, at Jeg gjorde væbnet kamp tilladt for Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og hans ledsagere, fordi de blev udsat for uret og forfølgelse. De havde ikke begået nogen forbrydelse eller synd mod mennesker. Når de sejrede, ville de etablere bønnen, betale zakat, påbyde det gode og forhindre det onde. Derefter åbenbarede Allah igen:

[Arabisk *************]

“Kæmp mod dem, indtil ingen troende længere tvinges til at forlade sin religion, og indtil lydigheden alene tilkommer Allah.” (Sura al-Baqara) Det vil sige, at tilbedelsen eller trældommen alene er for Allah og ikke for nogen anden.

Tilladelsen til, at muslimerne foretog hijra til Medina

Da Allah havde givet Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tilladelse til at kæmpe, og den førnævnte gruppe fra Medinas indbyggere havde forpligtet sig til at følge de islamiske bestemmelser og yde Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og hans tilhængere al mulig hjælp og støtte, beordrede Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) de muslimer, som befandt sig i Mekka, at foretage hijra til Medina og slutte sig til deres brødre blandt ansarerne. Han sagde til dem: “Allah Den Højeste har skaffet jer et sikkert opholdssted og nogle brødre.” Derfor begyndte muslimerne at foretage hijra i grupper. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) blev selv i Mekka, mens han ventede på Allahs befaling om at forlade Mekka og foretage hijra til Medina.

Beretningen om de muslimer, der foretog hijra til Medina

Den første af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ledsagere fra Quraysh, der foretog hijra, var Abu Salama ibn Abd al-Asad fra Banu Makhzum. Han foretog hijra til Medina et år før Bay‘at al-‘Aqaba. Tidligere var han vendt tilbage fra Abessinien til Mekka og var rejst til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). På dette tidspunkt begyndte Quraysh at forfølge ham. Da han hørte, at Medinas indbyggere havde antaget islam, foretog han hijra dertil. Efter Abu Salama foretog Amir ibn Rabi‘a og hans hustru i Medina, Layla bint Abu Hathma, hijra til Medina. Derefter foretog Abdullah ibn Jahsh hijra sammen med sin familie og sin bror Abd ibn Jahsh. Hans bror var også kendt som Abu Ahmad. Hans syn var svagt, men alligevel bevægede han sig omkring i Mekkas højtliggende og flade områder uden nogens hjælp. Han var digter.

Derefter emigrerede Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) og Ayyash ibn Abi Rabi’a al-Makhzumi til Medina. Herefter fortsatte muslimerne med at emigrere til Medina i stort tal.

Allahs Udsendings, må Allahs velsignelser og fred være med ham, emigration

Efter at sahabaerne var emigreret til Medina, blev Allahs Udsending, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tilbage og ventede på Allahs befaling angående emigrationen. På dette tidspunkt var der ingen andre tilbage i Mekka end Ali ibn Abi Talib, Abu Bakr as-Siddiq og en håndfuld sahabaer. De øvrige var enten taget til fange af de vantro eller blevet tvunget til at forlade islam. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) bad ofte Allahs Udsending, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om tilladelse til at emigrere. Men Allahs Udsending, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til ham: „Du skal ikke skynde dig. Måske vil Allah skaffe dig en ledsager.“ Det var Allahs Udsending, må Allahs velsignelser og fred være med ham, der blev hans ledsager under emigrationen. Det var derfor det, Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) fra da af ønskede. Da Quraysh så, at mange mennesker uden for deres egen stamme andre steder var blevet tilhængere af Allahs Udsending, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og at hans ledsagere emigrerede til dem, forstod de, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ledsagere havde fundet et sikkert hjem. Derfor blev de på vagt over for Allahs Udsendings, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udvandring fra landet. De tænkte, at han havde fuldført forberedelserne til at føre krig mod dem.

For at rådføre sig om dette samledes de i rådgivningshuset Dar an-Nadwa. Dette hus tilhørte Qusay ibn Kilab. Det var her, Quraysh samledes, hver gang de skulle træffe en beslutning. Denne gang satte de sig for at drøfte, hvad der kunne gøres ved Allahs Udsending, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fordi de var bange for ham. Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger, at de på den fastsatte dag samledes dér for at træffe en endelig beslutning angående Allahs Udsending, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Denne dag kaldes „forsamlingens dag“. På vej ind i deres rådgivningshus stillede Iblis sig foran dem i skikkelse af en gammel mand, der var indhyllet i et tæppe. Han stod lige foran døren. Da de så ham, sagde de alle: „Hvem er denne gamle mand?“ Han svarede: „Jeg er fra Najd. [42. Ifølge as-Suhayli er grunden til, at Satan præsenterede sig som en mand fra Najd, at Quraysh på forhånd havde meddelt, at ingen fra Tihama-området ville blive optaget i dette råd. De mente nemlig, at Tihamas indbyggere støttede Muhammad, Allahs Udsending, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Derfor viste Iblis sig i skikkelse af en gammel mand fra Najd.]

Jeg har hørt, i hvilken anledning I er samlet i dag. Derfor er jeg kommet for at høre jeres samtale. Jeg håber også, at I ikke vil gå glip af mine råd og min vejledning.“ Da de hørte dette, gav de ham med største respekt tilladelse til at komme ind. Han gik ind sammen med dem. Qurayshs store ledere og høvdinge havde på det tidspunkt allerede taget plads indenfor. Derefter begyndte de at tale indbyrdes om Allahs Udsending, må Allahs velsignelser og fred være med ham: „I ved alle, til hvilket punkt denne mands aktivitet nu er nået. Man ved aldrig, hvornår han med sine tilhængere udefra vil angribe os. Vi er ikke længere sikre mod hans angreb. Derfor må vi alle sammen træffe en endelig beslutning om ham.“

Rådgivningen fortsatte. På et tidspunkt sagde en af dem: „Bind ham med jernlænker, og hold ham indespærret i et aflåst kammer. Vent derefter på, at han skal lide samme skæbne som de digtere, der tidligere har lidt den skæbne som ham, det vil sige en elendig død. Det var den skæbne, der overgik Zuhayb, Nabigha og andre digtere som dem.“ Da sagde den gamle mand: „Nej, denne beslutning er ikke rigtig. Hvis I fængsler ham, vil nyheden om, at han er indespærret i et lukket kammer, nå hans tilhængere udenfor. Så kan de angribe jer og befri ham fra jer. Derefter vil deres antal vokse, og en dag vil de besejre jer. Derfor er denne beslutning ikke rigtig. Overvej, om I kan træffe en anden beslutning.“

Derefter fortsatte drøftelserne igen. En af dem sagde: „Vi vil forvise ham fra landet. Så behøver vi ikke længere bekymre os om ham. Når han først er gået fra os, vil vi være ligeglade med, hvor han tager hen, eller hvor han slår sig ned. Når han er væk, vil vi være fri for hans besværligheder. Derefter kan vi selv genoprette og normalisere vores indbyrdes venskab og gode forhold samt alle andre forhold.“

Den gamle mand fra Najd sagde: „Nej, heller ikke dette er den rigtige beslutning. Har I ikke set hans enestående talefærdighed, hans søde sprog, hans logiske tale og de sindsbedøvende ting, han modtager gennem den såkaldte åbenbaring? Hvis I tager dette skridt, kan det ske, at han tager til en anden arabisk stamme, hvor han dukker op, vinder indflydelse over dem med sine søde og hjertegribende ord, og de bliver hans tilhængere. Derefter vil han med dem angribe jer, indtage jeres land og fratage jer magten. Forkast dette og træf en anden beslutning.“

Nu sagde Abu Jahl: »Jeg har en idé, som ingen af jer indtil nu har fået.« Alle sagde: »Fortæl os, Abu al-Hakam, hvad din idé er.«

Han sagde: »Vi må udvælge en stærk og fornem ung mand fra hver stamme. Derefter giver vi hver af dem et skarpt sværd. Disse unge mænd skal angribe Muhammad samtidigt og dræbe ham. På den måde kan vi slippe af med ham. Når de alle udfører denne handling sammen, vil ansvaret for Muhammads drab i nogen grad falde på alle stammernes skuldre. Derfor vil Abd Manaf-klanen ikke kunne kæmpe mod hele folket for at hævne drabet. De vil være tvunget til at nøjes med blodpenge. Vi vil alle stammer imellem betale dem blodpengene.«

Den ældste fra Najd sagde: »Dette er den rigtige beslutning. Jeg mener ikke, at der kan findes en bedre beslutning end denne.«

Da denne beslutning var blevet vedtaget, blev rådgivningsmødet erklæret afsluttet, og alle gik hjem til deres egne huse.

Straks kom Jibril (fred være med ham) til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde til ham: »I nat må du ikke sove i den seng, som du plejer at sove i hver dag.« Da en tredjedel af natten var gået, kom den udvalgte gruppe af mordere til døren til Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, hus. De samlede sig dér og lagde sig på lur. De ventede på, at han skulle falde i søvn. Deres hensigt var at angribe ham, mens han sov. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forstod, at de var der, sagde han til Ali ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham): »Sov i min seng, og dæk dig fra top til tå med denne grønne hadramautiske kappe. Vær forvisset om, at ingen skade fra deres side vil ramme dig.« Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, skulle sove, plejede han at svøbe sig i denne kappe.

Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi fortæller, at Abu Jahl også var med i mordergruppen. Da morderne havde samlet sig ved døren til Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, hus, sagde Abu Jahl til dem: »Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, siger, at hvis I følger ham, vil der blive skabt talrige haver til jer, både til araberne og ikke-araberne, ligesom Jordans haver. Men hvis I ikke følger ham, vil I blive ødelagt og udslettet. Efter døden vil I blive genoplivet og brændt i ilden.«

Netop i det øjeblik kom Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ud og trådte frem foran dem. Han tog en håndfuld støv. Derefter sagde han henvendt til Abu Jahl: »Ja, det siger jeg, og du er også en af dem, der vil blive brændt i ilden.« På dette tidspunkt fratog Allah dem deres syn, så de ikke kunne se ham. Han begyndte at strø støvet over deres hoveder. Imens reciterede han de følgende vers fra sura Yasin:

»Yasin! Ved den vise Koran, du er visselig et Sendebud, og du følger den rette vej. Denne Koran er åbenbaret af den Almægtige, den Barmhjertige, for at du kan advare et folk, hvis forfædre ikke blev advaret, og derfor er de sunket ned i uvidenhed. De fleste af dem har fortjent Allahs straf, og derfor tror de ikke. Vi har lagt lænker om deres halse, så de når op til deres hager, og derfor står deres hoveder løftet. Vi har rejst en mur foran dem og en anden mur bag dem og således dækket dem til, så de ikke kan se.« Mens han reciterede disse vers, kastede han støv på hver af deres hoveder. Derefter gik han bort i den retning, han selv ønskede.

Efter et stykke tid kom en mand udefra hen til dem og spurgte: »Hvorfor venter I her?« De svarede: »Vi venter på Muhammad.« Han sagde: »Må Allah lade jer mislykkes! Muhammad er jo gået ud lige foran jer. Kan I ikke se, hvad der er på jeres hoveder?« Så førte de hver især hånden op til hovedet og opdagede, at det var dækket af støv.

Derefter begyndte de at gennemsøge huset. Da de så Ali (må Allah være tilfreds med ham) ligge på sengen iført Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kappe, sagde de: »Der er Muhammad; han ligger her med kappen over sig.« Derfor ventede de indtil daggry. Om morgenen rejste Ali (må Allah være tilfreds med ham) sig fra sengen, og da de så ham, udbrød de alle: »Så talte manden sandt, da han sagde, at Muhammad var taget af sted.«

Ibn Ishaq siger: Abu Bakr var en meget velhavende mand. Når han bad Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, om tilladelse til at udvandre, plejede Sendebudet at sige til ham: »Skynd dig ikke. Måske har Allah sagt netop dette til dig.« Derfor havde han allerede på det tidspunkt købt to kameler og holdt dem hjemme hos sig. Han gjorde dette som forberedelse til udvandringen.

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) berettede: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, undlod aldrig at besøge Abu Bakrs hus mindst én gang om dagen, enten om morgenen eller om eftermiddagen. Så kom den dag, hvor Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fik tilladelse til at forlade sine stammefæller i Mekka og udvandre. Den dag kom han til vores hus ved middagstid. Han plejede aldrig at komme på dette tidspunkt. Da Abu Bakr så ham, sagde han: »Der må være sket noget, ellers ville Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke være kommet på dette tidspunkt.« Da han trådte ind i huset, var der ingen andre i Abu Bakrs hus end min søster Asma bint Abu Bakr og mig. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Få de andre, der er her, til at gå væk fra mig.« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud, der er ingen andre end mine to døtre. Må mine forældre ofres for dig! Hvad er der sket med dig? Fortæl mig det.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Allah har givet mig tilladelse til at forlade Mekka og udvandre.« Abu Bakr sagde: »Må jeg også tage med?« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ja, du kan også tage med.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Før den dag vidste jeg ikke, at mennesker kunne græde af overvældende glæde. Jeg så Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) græde den dag.« Derefter sagde Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): »Allahs Sendebud, se her! Jeg har gjort disse to kameler klar netop til denne rejse.« Derefter lejede de Abd Allah ibn Arqat til at vise dem vej og tog ham med. Han var polyteist. De lod de to kameler blive hos ham, og han fortsatte med at passe og føre tilsyn med dem indtil den fastsatte tid.

Ibn Ishaq siger: På det tidspunkt, hvor Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forlod Mekka, var det ingen andre end Ali ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham), Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) og Abu Bakrs familie, der kendte til hans afrejse. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde selv fortalt Ali om sagen. Han havde bedt ham blive i Mekka i nogle dage. Folk i Mekka plejede at betro forskellige ejendele til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. De, som ikke følte sig trygge ved at opbevare noget hos sig selv, betroede det til Allahs Sendebud, fordi alle kendte hans ærlighed og pålidelighed. Derfor overdrog Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, Ali (må Allah være tilfreds med ham) ansvaret for at give disse betroede ejendele tilbage efter udvandringen og beordrede ham til at blive endnu nogle dage i Mekka.

Nu var tiden kommet til at forlade Abu Bakrs hus, må Allah være tilfreds med ham. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, besluttede at tage af sted og kom til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Derefter forlod de begge huset gennem vinduet bagest i Abu Bakrs hus. Så gik de hen til en grotte på bjerget Thawr, der ligger i den lavere del af Mekka, og trådte ind i den. Abu Bakr bad sin søn Abd Allah om nøje at lytte efter, om folk i løbet af dagen talte om dem, og om at komme til dem om aftenen og fortælle dem alt, hvad der var blevet sagt. Han gav også sin tjener Amir ibn Fuhayra, en frigiven slave, som senere arbejdede på eget initiativ mod løn, besked på at føre hans fåreflok på græs om dagen, derefter drive den hen til grotten på bjerget Thawr og møde dem ved grotten om aftenen. Asma bint Abu Bakr bragte dem mad hver aften. [43. Ibn Hisham beretter fra Hasan al-Basri: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) nåede grotten på bjerget Thawr om natten. Før Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gik ind, gik Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) ind i grotten. Han undersøgte den grundigt for at se, om der var vilde dyr eller slanger. Han udsatte sig for denne risiko for at beskytte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, mod fare.] Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig sammen med Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) i grotten på bjerget Thawr i tre dage. Imens udlovede Quraysh en belønning på hundrede kameler til den, der kunne pågribe Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, som var undsluppet dem. Abd Allah ibn Abu Bakr færdedes hele dagen blandt Quraysh og lyttede til deres rådslagninger. Han lyttede også til alle de bemærkninger, de fremsatte om de to mænd. Om aftenen gik han derefter til dem og fortalte dem alt, hvad der var sket i løbet af dagen. Tjeneren Amir ibn Fuhayra førte Abu Bakrs fåreflok på græs sammen med Mekkas indbyggeres flokke. Men så snart aftenen faldt på, drev han dem hen til grotten på bjerget Thawr og lod dem gå; da malkede de begge fårene eller slagtede dem. Om morgenen gik Abd Allah ibn Abu Bakr fra grotten på bjerget Thawr til Mekka, og Amir ibn Fuhayra fulgte efter ham med sin fåreflok for at udviske hans fodspor. Efter at der var gået tre dage, begyndte opstandelsen blandt Mekkas indbyggere over dem langsomt at lægge sig. Da ankom Abd Allah ibn Arqat selv til grotten på bjerget Thawr ridende på en kamel og med Allahs Sendebuds og Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) to kameler med sig. Asma bint Abu Bakr kom til dem med rejseproviant. Men hun havde glemt at medbringe et reb, som hun kunne hænge maden op i. De gjorde sig begge klar til at rejse. Asma forsøgte at hænge maden op, men opdagede, at der ikke var noget reb. Derfor tog hun sit mavebælte af, rev det i stykker, lavede et reb af det og bandt maden fast, så den kunne hænge. Derfor blev Asma bint Abu Bakr kaldt Dhat an-Nitaqayn, »den, der ejer de to mavebælter«. [44. Ibn Hisham siger: Jeg har hørt flere lærde sige, at hun blev kaldt Dhat an-Nitaqayn, det vil sige »den, der ejer de to mavebælter«. Forklaringen er, at da Asma ville binde madbeholderen fast og hænge den op, delte hun sit bælte i to; med det ene bandt hun beholderen fast, og med det andet hængte hun den op.]

Abu Bakr bragte de to kameler til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav ham den bedste af dem og sagde: »O Allahs Sendebud! Måtte min far og mor ofres for dig. Rid på den.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Jeg vil ikke ride på en kamel, der ikke er min.« Han sagde: »O Allahs Sendebud, den er din. Måtte min far og mor ofres for dig.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Nej, men fortæl mig, hvor meget du købte den for.« Abu Bakr oplyste kamelens pris. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Jeg tager kamelen til denne pris.« Abu Bakr sagde: »Jeg giver dig både kamelen og dens pris.«

Derefter steg de begge op på kamelerne og begav sig af sted. Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, lod sin tjener Amir ibn Fuhayra ride bag sig for at yde den nødvendige hjælp undervejs.«

Asma, Abu Bakrs datter, fortæller: Efter at Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, og Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, var begivet sig af sted, kom en gruppe Qurayshfolk, heriblandt Abu Jahl. De stillede sig foran Abu Bakrs, måtte Allah være tilfreds med ham, dør. Jeg gik hen til dem. De sagde: »Hvor er din far?« Jeg sagde: »Jeg ved ikke, hvor min far er.« Straks gav den usle og ondskabsfulde Abu Jahl mig en så hård lussing i ansigtet, at min ørering fløj af.

Derefter gik de bort. Imens gik der tre dage. Man fik ingen oplysninger om, i hvilken retning Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, var begivet sig. Pludselig kom en jinn syngende fra den lavere del af Mekka. Folk kunne ikke se ham, men de fulgte ham ved at høre hans stemme. Snart havde han krydset den højere del af Mekka og var forsvundet. Den sang, han sang, lød således:

[Arabisk *************]

»Må Allah, menneskenes Herre, give de to venner den bedste belønning, som tog ophold i Umm Maʿbads hus [45. Umm Maʿbads egentlige navn var Atika bint Khalid. Hun var en kvinde fra stammen Banu Kaʿb. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, Abu Bakr, Amir ibn Fuhayra og Abdullah ibn Arqath tog ophold i denne kvindes hus under rejsen. De ønskede at købe noget kød og nogle dadler hos hende, men hun havde ingen af delene. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, så en ged i et hjørne af Umm Maʿbads hus. Geden gav ikke mælk. Han bad kvinden om tilladelse til at malke den. Da han derefter lagde hånden på dens yver, blev det fyldt med mælk. Da kvinden så dette, tog hun straks imod islam.]

De søgte ly dér. De tog gæstfrit ophold og drog derefter videre. Den, der blev Muhammeds ven, er lykkedes. Må hele Banu Kaʿb lykønskes med, at den unge kvinde fra Banu Kaʿb var til stede og sad på det sted, hvor hun sørgede for muslimernes forplejning.«

Da vi hørte dette fra ham, forstod vi, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, var draget mod Medina.«

Suraqa ibn Malik ibn Ju’sam fortæller: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forlod Mekka på vej mod Medina. Quraysh erklærede en belønning på hundrede kameler til den, der fangede ham og bragte ham tilbage. En dag sad jeg i mit folks råd, da en af vores egne kom hen til os og sagde: »Ved Allah, jeg har netop set en gruppe på tre personer passere. Jeg tror, det må være Muhammad og hans ledsager.« Jeg blinkede til ham som tegn på, at han skulle tie, og sagde derefter: »Det er folk fra den og den stamme. De leder efter et dyr, de har mistet.« Han sagde: »Det kan godt være.«

Han sagde ikke mere. Efter at have opholdt mig der et kort stykke tid gik jeg hjem og begyndte at gøre min hest og mine våben klar til afrejse. Jeg tog også mine spådomspile med mig. Derefter iførte jeg mig mit krigsudstyr og drog af sted. Da jeg var kommet et stykke på vej, brugte jeg pilene til at spå. De gav netop det varsel, jeg på ingen måde ønskede: »Muhammad vil ikke blive skadet.« Jeg ønskede egentlig at fange ham, overgive ham til Quraysh og få belønningen på hundrede kameler. Jeg fulgte deres spor og red hurtigt frem. Så snart hesten var begyndt at galopere af sted i fuld fart med mig, snublede den. Jeg blev slynget fra hestens ryg ned på vejen. Jeg sagde ved mig selv: »Hvad er det, der foregår?« Igen tog jeg spådomspilene frem og spåede med dem. Også denne gang blev resultatet det samme: »Han vil ikke blive skadet.« Det var imidlertid ikke det resultat, jeg ønskede. Alligevel gav jeg ikke op.

Jeg var fast besluttet på ikke at standse. Igen fulgte jeg fodsporene og satte fart på hesten. Muhammad og hans ledsagere kom inden for min synsvidde, og jeg kunne se dem tydeligt. Pludselig snublede hesten igen. Jeg blev slynget af den. Jeg sagde ved mig selv: »Hvad er det, der foregår?« Igen tog jeg pilene frem og spåede. Også denne gang kom det uønskede svar: »Han vil ikke blive skadet.« Jeg lod mig heller ikke denne gang standse, men fortsatte efter dem. Igen fik jeg øje på dem. Så snart jeg kunne se dem tydeligt, snublede hesten endnu en gang; denne gang sank dens forben ned i jorden, og jeg blev slynget af den. Da jeg trak dens ben fri, begyndte røg at stige op fra stedet i hvirvlende spiraler. Nu forstod jeg, at Muhammad var blevet beskyttet mod mig, og at han var uovervindelig. Derefter råbte jeg til dem: »Jeg er Suraqa, Ju’sams søn. Vent et øjeblik; jeg vil tale med jer. Ved Allah, al min tvivl med hensyn til jer er forsvundet. I vil ikke møde nogen uønsket behandling fra min side.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til Abu Bakr: »Spørg ham, hvad han ønsker af os.« Jeg sagde: »Skriv en erklæring til mig. Det, der står skrevet, skal være et bevis mellem jer og mig.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad Abu Bakr om at skrive noget til mig.

Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, skrev en erklæring på et knoglestykke (eller på et stykke stof eller et stykke af et itu­slået lerkar) og kastede det hen til mig. Jeg samlede stykket op, lagde det i mit pilekogger og vendte tilbage. Efterfølgende fortalte jeg ikke nogen om denne begivenhed. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde erobret Mekka og afsluttet felttogene ved Hunayn og Ta’if, gik jeg hen til ham med den skriftlige erklæring. Jeg mødte ham i Ji’rana mellem Mekka og Ta’if. Jeg kom hen til en afdeling af ansarerne. Mens de stak let til mig med deres spyd, sagde de: »Forsvind, forsvind! Hvad vil du her?« Jeg gik videre til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han sad på en kamel. Jeg kan stadig se det for mig, som om det var nu: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sad med sine fødder, hvide og klare som fedt, hvilende i sadlens stigbøjler. Jeg løftede det skrevne stykke og sagde: »O Allahs Sendebud! Dette er det stykke, hvorpå du skrev en erklæring til mig. Jeg er Suraqa, Ju’sams søn.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »I dag er dagen for at holde løfter og vise høflighed. Kom nærmere.« Jeg gik hen til ham og antog islam. Senere kom jeg i tanke om et spørgsmål, jeg ville stille Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og stillede det. Men nu husker jeg det ikke længere. Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, jeg fylder et vandtrug med vand til mine egne kameler. Men andres bortløbne kameler kommer og drikker af det. Får jeg belønning for at lade disse kameler drikke på denne måde?« Han sagde: »Der er belønning for at tilfredsstille ethvert levende væsens behov.« Derefter vendte jeg tilbage til mit folk og afleverede mine zakatdyr til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.

Ibn Ishaq siger: Vejviseren Abd Allah ibn Arqat førte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, gennem det lavtliggende område ved Mekka. Derefter nåede han kystområdet. Derfra fortsatte han gennem det lavtliggende område ved Usfan, passerede Qudayd og nåede et sted ved navn al-Kharrar. Derefter passerede han Lakf og Madlajat Lakf og nåede et sted ved navn Madlaj Mahaj. Derfra fortsatte han gennem Marjaj Mahaj, Marjaj Dhi al-Ghadawayn, Batn Dhi Kishr og Jadadjid og nåede al-Ajrad. Derefter passerede han fjendeområdet ved Madlajat Tihama, Dhu Salam, og fortsatte gennem Ababid og derpå al-Fajja.

Ibn Hisham siger: Derefter nåede han sammen med dem et sted ved navn al-Arj. En del af stedets indbyggere ventede allerede på dem dér. En mand fra stammen Aslam ved navn Aws ibn Hajar sørgede for, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kunne ride til Medina på en af sine kameler, der hed Ibn al-Rida. Han sendte også en af sine tjenere, Mas’ud ibn Hunayda, med ham. Derefter forlod vejviseren al-Arj sammen med dem begge. De fortsatte forbi højre side af Ruqba, over Sanijat al-A’ir, og nåede Batn Rim. Derfra fortsatte de lige frem til bebyggelsen tilhørende Banu Amr ibn Awf i Quba. Det var den brændende, solstegte middag den tolvte dag i måneden Rabi al-Awwal. Solen stod næsten lige over hovedet.

Ankomsten til Quba

Abd al-Rahman ibn Uwaym ibn Sa’ida har overleveret denne beretning fra et stort antal ledsagere fra hans egen stamme: Da vi hørte, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, var rejst fra Mekka, og vi forventede, at han kunne nå frem til Medina hvilken som helst dag, plejede vi hver dag efter fajr-bønnen at vente på Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, på den åbne plads i vores område. Vi forlod ikke stedet, før solens varme blev uudholdelig. Når der ikke længere var nogen skygge, vendte vi hjem. Det var en særdeles varm årstid. Den dag, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, virkelig ankom, sad vi som sædvanlig og ventede på ham på den åbne plads. Da solen stod lige over os, og der ikke længere var nogen skygge, gik vi ind i vores huse. Så snart vi var gået ind, ankom Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. En jøde var den første, der fik øje på Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han havde set, hvordan vi ventede på ham. Derfor råbte han højt: »O Kaylas efterkommere! [46. Hermed menes alle ansarerne. Kayla var deres berømte formoder.]

Jeres lykkes skat er kommet.«

Vi mødte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, under skyggen af et daddeltræ. Abu Bakr, der var omtrent jævnaldrende med ham, var sammen med ham. De fleste af os havde indtil da ikke set Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. En stor menneskemængde samledes for at se ham, men ingen kunne skelne, hvem der var Abu Bakr, og hvem der var Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Da skyggen forsvandt fra Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, krop, begyndte Abu Bakr at skygge for ham med sin kappe. Så genkendte vi alle Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Ibn Ishaq siger: Ifølge mange blev Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, først gæst hos Kulthum ibn al-Hidam, mens andre siger, at det var hos Sa’d ibn Khaythama. De, der siger, at han var gæst hos Kulthum ibn al-Hidam, fortæller, at selv om han boede i Kulthums hus, plejede han at gå hen og sidde i den ugifte Sa’d ibn Khaythamas hus for at tage imod folk, der kom for at besøge ham. De ugifte blandt muhajirun boede også i dette hus. Abu Bakr al-Siddiq var gæst hos Habib ibn Isaf, mens andre siger, at det var hos Khubayja ibn Zayd.

Ali ibn Abu Talib opholdt sig tre dage i Mekka. I denne periode sørgede han for at tilbagegive de betroede ejendele, som var blevet overladt til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, til deres ejere. Derefter foretog han hijra og sluttede sig til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han blev også gæst hos Kulthum ibn al-Hidam.

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, opholdt sig fire dage hos Ibn Awf-stammen i Quba: mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. I denne periode byggede han en moské dér.

Ankomsten til Medina

Derefter forlod han Quba om fredagen efter Allahs vilje. Han tog til landsbyen Banu Salim ibn Awf og bad fredagsbønnen dér. Han udførte fredagsbønnen i moskéen i Batn al-Wadi. Batn al-Wadi kaldes også Wadi Ranuna. Det var her, han for første gang bad fredagsbønnen i Medina.

En gruppe mænd fra Banū Sālim ibn ʿAwf, blandt dem ʿItbān ibn Mālik og ʿAbbās ibn ʿUbāda ibn Nāḍla, kom til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og sagde: »Allahs Sendebud, bosæt dig permanent hos os, tilfreds med den mandskabskraft, de ressourcer og de sikkerhedsforanstaltninger, vi råder over.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, pegede på sin kamel og sagde: »Lad den gå sin vej. Den har fået befaling fra Allah om at føre mig til det rette sted.« Alle gjorde, som han sagde, og kamelen begyndte at gå, som den selv ville. Da den kom nær bebyggelsen til Banū Bayāḍa, kom en gruppe mænd fra Banū Bayāḍa under ledelse af Ziyād ibn Labīd og Farwa ibn ʿAmr til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og sagde: »Allahs Sendebud, kom til os og bosæt dig blandt det mandskab, de ressourcer og de sikkerhedsforanstaltninger, vi har.« Han sagde: »Lad denne kamel gå, som den vil. Den har fået befaling om at føre mig til det rette sted.« Kamelen fortsatte. Da den nåede bebyggelsen til Banū Sāʿida, stillede en gruppe mænd fra Banū Sāʿida under ledelse af Saʿd ibn ʿUbāda og Mundhir ibn ʿAmr sig i vejen for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. De gentog den samme anmodning som Banū Bayāḍa og Banū Sālim. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, svarede Banū Sāʿida med de samme ord, som han havde sagt til Banū Bayāḍa og Banū Sālim. Kamelen fortsatte fremad. Da den gik forbi husene til Banū Hārith-familien af Khazraj-stammen, stillede Saʿd ibn Rabīʿ, Khubayja ibn Zayd og ʿAbdullah ibn Rawāḥa sig sammen med nogle andre fra Banū Hārith-familien i vejen for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. De inviterede ham til at bo hos deres familie og have tillid til deres mandskabskraft, ressourcer og sikkerhedsforanstaltninger. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Lad kamelen gå. Den har fået befaling om at føre mig til det passende sted.« Alle ryddede vejen, og kamelen fortsatte fremad. På sin vej passerede den huset til Banū ʿAdī ibn Najjār, familien til Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, morbrødre. Da stillede Sālit ibn Qays og Abū Sālit Usayra ibn Abī Khubayza sig foran Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sammen med nogle mænd fra Banū ʿAdī ibn Najjār. De sagde: »Allahs Sendebud, kom til os og sæt din lid til den mandskabskraft, de ressourcer og de sikkerhedsforanstaltninger, vi råder over.« Han sagde: »Lad kamelen gå, som den vil. Den har fået befaling om at føre mig til det passende sted.« Det skal her nævnes, at Salmā bint ʿAmr, ʿAbd al-Muttalibs mor, var datter af Banū ʿAdī ibn Najjār.

Da kamelen kom nær boligerne til Banū Mālik ibn Najjār, satte den sig på knæ. Netop dér, hvor den satte sig, blev indgangen til Profetens Moské senere bygget. På det tidspunkt var stedet et område, hvor to forældreløse børn fra Banū Najjār tørrede dadler. De to børn var Sahl og Suhayl, ʿAmrs sønner. Mayz ibn ʿAqrā tog sig af dem. Selvom kamelen satte sig på knæ, steg Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke ned fra dens ryg. Han blev siddende stille. Efter et kort stykke tid gik kamelen et lille stykke frem. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, holdt stadig fast i dens tøjle. Derefter vendte kamelen hovedet bagud og vendte tilbage til sit første hvilested. dér satte den sig igen på knæ. Denne gang bevægede den sig og lavede en lyd, mens den lod sit bryst og den nederste del af halsen hvile mod jorden. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, steg ned fra kamelens ryg. Abū Ayyūb Khālid ibn Zayd tog hans ejendele ned og bar dem ind i sit eget hus. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev Abū Ayyūbs gæst. Han spurgte ham: »Hvem ejer området, hvor dadlerne tørres?« Mayz ibn ʿAqrā sagde: »Allahs Sendebud, det tilhører Sahl og Suhayl, ʿAmrs sønner. De er mine plejebørn og forældreløse. Jeg vil få deres samtykke. Byg en moské her.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fik befaling om at bygge en moské på dette sted. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev boende i Abū Ayyūbs hus, indtil hans moské og boliger var færdigbygget. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, deltog selv i opførelsen af moskéen for at tilskynde muslimerne til også at deltage. Derfor deltog både muhājirūn og anṣār med stor iver i arbejdet. Om dette fremsagde en muslim et digt, han selv havde forfattet:

»Hvis vi sidder ned, mens Profeten arbejder, vil det være et tegn på vores yderste vildfarelse.« Under opførelsen af moskéen fremsagde muslimerne fra tid til anden begejstrede vers. For eksempel: »Der findes intet liv af betydning ud over livet i det hinsides. O Allah, skænk barmhjertighed over anṣār og muhājirūn.« Og Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, istemte deres stemmer og sagde: »Der findes intet liv af betydning ud over livet i det hinsides. O Allah, skænk barmhjertighed over anṣār og muhājirūn.«

Da moskéen og boligerne var bygget, flyttede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fra Abū Ayyūbs hus til sit eget hjem og begyndte at bo dér.

Abū Ayyūb fortæller: Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev min gæst, boede han på underetagen, mens min hustru og jeg boede ovenpå. Jeg sagde: »Allahs Sendebud, det er yderst ubehageligt og forkasteligt for mig, at jeg bor ovenpå, mens du bor nedenunder. Bo derfor ovenpå, så flytter vi ned og bor nedenunder.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, svarede: »Det er mere bekvemt for os og for dem, der kommer for at besøge os, at vi bor nedenunder.«

Derfor boede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, på underetagen, mens vi boede ovenpå. En gang gik en krukke fyldt med vand i stykker hos os. Vi havde kun ét tæppe og ingen dyne eller andet varmt sengetøj. Af frygt for, at vandet skulle dryppe ned på Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og volde ham besvær, tørrede min hustru og jeg straks vandet op med tæppet.

Vi plejede at tilberede og sende mad til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, til om natten. Når han sendte resten af maden tilbage, spiste min hustru og jeg netop fra det sted, hvor hans hånd havde rørt den, i håb om velsignelse. En nat sendte vi ham mad på denne måde. Vi havde også noget løg eller hvidløg i maden. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sendte den tilbage. Vi kunne ikke se noget tegn på, at Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, hånd havde rørt maden. Jeg blev derfor bekymret og gik hen til ham. Jeg sagde: »Allahs Sendebud, måtte mine forældre ofres for dig. Du sendte maden tilbage, men jeg kan ikke se noget tegn på, at din hånd har rørt den. Hver gang du sendte mad tilbage, spiste min hustru og jeg af det sted, hvor din hånd havde rørt den, for at opnå velsignelse.«

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »

Allahs Sendebud sagde: »Jeg kunne lugte duften af et bestemt træ i maden. Eftersom jeg må tale ansigt til ansigt med mange mennesker, spiste jeg den derfor ikke. Men I må gerne spise den.« Derefter spiste vi maden. Siden sendte vi aldrig mere løg eller hvidløg til Allahs Sendebud. Ibn Ishaq siger: Derefter begyndte emigranterne den ene efter den anden at udvandre og slutte sig til Allahs Sendebud. Kun de, der var fanger, eller som under hård forfølgelse var blevet tvunget til at opgive islam, blev tilbage i Mekka. Bortset fra nogle få familier var situationen for alle familierne sådan, at de ikke kunne bringe alle deres familiemedlemmer og ejendele til Medina. De familier, der var i stand til at udvandre med alle deres medlemmer, var Banu Maz’un-familien fra stammen Banu Juma, Banu Jahsh ibn Riyab, som var allieret med Banu Umayya, samt Banu Bukayr-familien fra Banu Sa’d ibn Layth, som var allieret med Banu Ka’b. Efter udvandringen stod deres huse helt tomme og aflåste.

Taler i Medina og indgåelse af en aftale

Allahs Sendebud ankom til Medina i måneden Rabi al-Awwal og blev der indtil måneden Safar det følgende år. I denne periode blev der bygget en moské og et hus til ham. Desuden bredte islam sig vidt, fordi denne stamme blandt Medinas ansarer, Banu Malik ibn al-Najjar, antog islam. Bortset fra de fire familier Khatma, Waqid, Wa’iq og Umayya holdt en gruppe fra Aws-stammen fast ved afgudsdyrkelsen.

Abu Salama ibn Abd al-Rahman har overleveret til mig, at da Allahs Sendebud holdt sin første tale i Medina, rejste han sig først foran folkemængden og lovpriste Allah på behørig vis. Derefter sagde han følgende:

»O mennesker, saml gode gerninger til livet i det hinsidige. Vid, at en af jer måske pludselig vil dø, uden at der er nogen til at vogte hans fåreflok. Derefter vil hans Herre spørge ham, og der vil ikke være nogen tolk til stede. Han vil sige: ›Kom mit Sendebud ikke til dig? Skænkede Jeg dig ikke rigdom og gav dig Min gunst? Hvor meget af det sendte du da forud til livet i det hinsidige?‹ Så vil han se til højre og venstre, men ikke se noget. Han vil se fremad, og dér vil han ikke se andet end Helvede. Den, der kan beskytte sig selv mod Ilden, bør bestræbe sig på at beskytte sig mod den, selv om det kun er med et stykke af en dadel. Den, der ikke kan mere end det, bør i det mindste beskytte sig mod Ilden ved at sige et godt ord. For enhver god gerning gives en belønning på fra ti til syv hundrede gange. Fred være med jer og Allahs barmhjertighed.«

Ved en anden lejlighed holdt han følgende tale:

»Al lovprisning tilkommer Allah. Jeg lovpriser Ham og søger hjælp hos Ham. Vi søger tilflugt hos Ham mod begærets tilskyndelser og onde handlinger. Den, som Allah vejleder, kan ingen føre vild, og den, som Allah lader vildfare, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ingen gud er ud over Allah. Han er Én og uden partner. Sandelig, Allahs Bog er den bedste tale. Den, i hvis hjerte Han har gjort Koranen elsket, og som Han har givet mulighed for at antage islam efter at have været nedsunket i vantro, og som har taget imod Koranen frem for menneskers ord, er lykkedes. For der findes ingen tale, der er smukkere og mere udsmykket end Koranen. Elsk det, som Allah elsker. Elsk Allah af hele jeres hjerte. Vær ikke uopmærksomme på Allahs ord og på at ihukomme Ham, og lad ikke hjertet blive hårdt. For Allah udvælger nogle blandt alle Sine skabninger. Han udvælger også nogle handlinger blandt deres handlinger og har udvalgt nogle af Sine tjenere. Han elsker de gode ord. Blandt det, der er blevet givet menneskene, findes både det tilladte og det forbudte. Tilbed derfor Allah, og sæt ingen ved Hans side. Frygt Ham, som Han bør frygtes. Vær oprigtige over for Allah ved at omsætte det bedste af det, I siger med jeres mund, til handling, og opbyg indbyrdes kærlighed gennem Allahs nåde. Når pagten med Allah brydes, bliver Han vred. Fred være med jer.«

Derefter indgik Allahs Sendebud en erklæring mellem ansarerne og emigranterne. Gennem dette dokument lovede og sikrede han fredelig sameksistens med jøderne, anerkendte deres frihed til at praktisere deres religion og deres ejendomsret til deres rigdomme, og han fastsatte og accepterede visse betingelser sammen med dem. Erklæringen lød således:

“I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn.

Dette er en erklæring fra Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, på vegne af Qurayshs og Yathribs troende muslimer samt dem, der senere følger dem, slutter sig til dem og deltager sammen med dem i jihad. De udgør ét selvstændigt ummah blandt hele menneskeheden. Muhajirun, som er kommet fra Quraysh, skal forblive i den tilstand, de var i, da de antog islam, og princippet om, at de indbyrdes betaler blodpenge, skal opretholdes. Blandt de troende i hvert samfund skal ordningen med at frigive fanger mod løsesum fortsætte. Banu Sa’idah skal ligeledes forblive i den tilstand, de var i, da de antog islam. Blandt de troende i hver af deres grupper skal fanger kunne frigives mod løsesum. Banu Harith skal forblive i den tilstand, de var i, da de antog islam. Princippet om, at de indbyrdes betaler blodpenge, skal opretholdes, og blandt de troende i hver af deres grupper skal skikken med at frigive fanger mod løsesum fortsætte. Banu Jusham skal også forblive i den tilstand, de var i, da de antog islam. Deres tidligere skik med at betale blodpenge skal fortsætte, og blandt de troende i hver af deres grupper skal ordningen med retfærdigt at frigive fanger mod løsesum opretholdes. Banu Najjar skal ligeledes forblive i den tilstand, de var i, da de antog islam. Blandt de troende i hver af deres grupper skal ordningen med retfærdigt at frigive fanger mod løsesum fortsætte. Banu ‘Amr ibn ‘Awf skal forblive i den tilstand, de var i, da de antog islam. Deres tidligere skik med at betale blodpenge skal fortsætte, og blandt de troende i hver af deres grupper skal fanger kunne frigives retfærdigt mod løsesum. Banu Nabit skal forblive i den tilstand, de var i, da de antog islam. Deres tidligere skik med at betale blodpenge skal fortsætte, og blandt de troende i hver af deres grupper skal ordningen med retfærdigt at frigive fanger mod løsesum opretholdes. Banu Aws skal forblive i den tilstand, de var i, da de antog islam. Blandt de troende i hver af deres grupper skal fanger kunne frigives retfærdigt mod løsesum. De troende skal yde passende økonomisk hjælp til enhver blandt dem, som er forgældet eller har mange børn, med henblik på betaling af blodpenge og løsesummer. Ingen troende må modsætte sig en anden troendes allierede. De gudfrygtige troende skal træffe effektive foranstaltninger mod enhver blandt dem, der gør oprør, begår grov undertrykkelse eller forbrydelser, skader det muslimske samfunds interesser eller skaber uorden, og alle skal i fællesskab gribe ind mod en sådan forbryder, selv hvis han er søn af en af dem. Ingen troende må dræbe en anden troende til fordel for en vantro, og ingen troende må hjælpe en vantro mod en troende. Den loyale ikke-muslims rettigheder i den muslimske stat er ligeledes beskyttet. Selv den mest ubetydelige ikke-muslim skal muslimerne give beskyttelse og fuld sikkerhed. De troende skal være hinandens allierede; dette gælder ikke for andre. Og den af jøderne, der adlyder os og følger os, skal have samme rettigheder og samme hjælp som os. Ingen uret må begås mod sådanne mennesker, og ingen må hjælpes til at angribe dem. De troendes beskyttelse skal være én og den samme for alle. Når der udkæmpes en krig for islams sag, må muslimerne ikke indgå forlig med nogen ikke-muslim i den krig, undtagen på grundlag af lighed og retfærdighed. Hver kampgruppe blandt os skal følge de andre kampgrupper. En troende må kun dræbe en anden troende som gengældelse for drab og i overensstemmelse med Allahs lov. De gudfrygtige troende står på det bedste og stærkeste grundlag. Ingen polyteist i Medina må være beskytter eller garant for en persons liv og ejendom fra Quraysh, og han må heller ikke give nogen husly med henblik på at skade en troende. Den, der dræber en troende, uden at den dræbte har begået en forbrydelse, der medfører dødsstraf, og dette bevises behørigt, skal selv henrettes. Hvis den dræbtes arvinger imidlertid på anden måde gøres tilfredse, skal han ikke henrettes. Under alle omstændigheder skal alle troende stå imod denne muslimske drabsmand, og det er ikke tilladt for nogen troende at tage hans parti. Ingen troende, der har accepteret denne erklæring og har en urokkelig tro på Allah og det hinsidige, må hjælpe eller give husly til en, der indfører opdigtede ting i den islamiske lov. Den, der hjælper eller giver en sådan person husly, vil være under Allahs forbandelse, og på opstandelsens dag vil Allahs vrede falde over ham. Ingen forbøn eller løsesum vil blive accepteret på hans vegne. Og når I bliver uenige om noget, skal I søge tilflugt hos Allah og Hans Sendebud for at få truffet en afgørelse i sagen.

Så længe de troende er i krig, skal jøderne bidrage med krigsforsyninger til dem. Jøderne blandt Banū ʿAwf skal regnes for at tilhøre den samme ummah som de troende, og det samme gælder dem selv og deres allierede. Men muslimerne og jøderne skal under disse forhold hver især følge deres egen religion. Den, der begår uret, overgreb eller forbrydelser, bringer kun ødelæggelse over sig selv og sin familie. Jøderne blandt Banū Najjār har de samme rettigheder som jøderne blandt Banū ʿAwf. På samme måde har jøderne blandt Banū al-Ḥārith, Banū Sāʿida, Banū Jusham, Banū Aws, Banū Thaʿlaba og Banū Shutayba de samme rettigheder som jøderne blandt Banū ʿAwf. Men den, der begår uret, overgreb eller synd, bringer kun ødelæggelse over sig selv og sin familie. Alt, hvad der udadtil angår Thaʿlaba, skal respekteres på samme måde som deres indre forhold og deres liv. Loyalitet og overholdelse af løfter skal beskytte alle mod synd. Thaʿlabas allierede har de samme rettigheder som dem selv. Jødernes indre forhold skal respekteres på samme måde som deres liv. Ingen af dem må rejse uden for Medina uden Muḥammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sin tilladelse. Alle bør vide, at ingen form for diskussion eller afhøring kan redde nogen fra Ilden. Den, der dræber et menneske, gør det på bekostning af sin egen og sin families ødelæggelse, medmindre den dræbte selv var skyldig; da er sagen anderledes. Allah, den Ophøjede, foretrækker i dette tilfælde den største storsindethed. Jøderne skal selv bære deres udgifter, og muslimerne skal selv bære deres udgifter. De, der har tilsluttet sig dette dokument, skal yde enhver mulig hjælp, hvis en af parterne er i krig, og de skal have et forhold præget af gensidig velvilje, gode råd og storsindethed. Ingen må samarbejde med en anden om syndige handlinger. At skade sin allierede er en frygtelig og enestående forbrydelse. Det er alles pligt at hjælpe den, der er blevet gjort uret imod. Så længe de troende er i krig, skal jøderne fortsætte med at yde dem økonomisk støtte. [47. Det vil sige, at Allah og de troende ikke har noget imod at modtage deres støtte.] Yathrib er fuldstændig sikker for dette dokuments parter. Hvis en nabo ikke er skyldig og ikke beskæftiger sig med skadelige handlinger, har hans liv, ejendom og ære krav på fuld beskyttelse på samme måde som ens eget liv, ejendom og ære. Ingen må gå ind i en andens hus uden husets ejers tilladelse. Uanset hvilken ubehagelig hændelse eller strid der måtte opstå blandt dem, der har accepteret dette dokument, skal man søge afgørelse hos Allah og Muḥammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Allah ønsker, at dette dokument gennemføres med den største årvågenhed og redelighed. [48. Det er værd at bemærke, at jizya ikke var blevet pålagt, da dette dokument blev indgået, og muslimerne var svage. Hvis jøderne dengang kæmpede på muslimernes side, fik de en andel af krigsbyttet. Dokumentet gjorde det obligatorisk for dem at bidrage til krigens udgifter.] Det skal vides, at Quraysh og deres allierede ikke må gives beskyttelse. De, der har accepteret dokumentet, skal i fællesskab modstå enhver, der angriber Medina. Når der opfordres til fred og forsoning, skal de slutte fred og forsoning med den, der fremsætter opfordringen. Når de troende opfordres til en sådan fred eller forsoning, er det også obligatorisk for dem at følge den. Men hvis nogen deltager i krig mod religionen, skal de modtage deres andel fra den part, som optog dem i hæren. Jøderne blandt Aws og deres allierede har de samme rettigheder og forpligtelser som dette dokuments øvrige parter, og de skal modtage dem fuldt ud og retfærdigt fra dokumentets underskrivere. Hvis nogen følger redelighedens vej, skal hans tidligere synd overses. Hvis nogen gør noget ondt, skader det kun ham selv. Allah ønsker at se den største redelighed og sandfærdighed i overholdelsen af dette dokument. Dette dokument er ikke et værn for en undertrykker eller en forbryder. Så længe de ikke har begået uret eller en forbrydelse, skal også de, der forlader krigen eller forholder sig passive, nyde sikkerhed inden for Medinas grænser. Den, der holder fast ved redelighed og gudsfrygt, vil have Allah og Muḥammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, som beskyttere og hjælpere.

Etableringen af et broderligt bånd mellem anṣār og muhājirūn

Ibn Isḥāq siger: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, knyttede broderlige bånd mellem muhājirūn og anṣār. Jeg søger tilflugt hos Allah fra at tillægge ham noget, han ikke har sagt. Jeg har fået at vide, at han knyttede et broderligt bånd mellem hvert par. Derefter tog han ʿAlī ibn Abī Ṭālibs hånd og sagde: »Dette er min bror.« Således blev ʿAlī, Abū Ṭālibs søn, på ny gjort til bror til denne profeternes leder, de gudfrygtiges leder, Herren over alle verdeners Sendebud, som ingen i verden kan måle sig med. Der blev også knyttet et broderligt bånd mellem Allahs og Sendebudets løve, Ḥamza ibn ʿAbd al-Muṭṭalib, som var Allahs Sendebuds onkel, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og Zayd ibn Ḥāritha. Før han drog til slaget ved Uḥud, havde Ḥamza testamenteret, at Zayd ibn Ḥāritha skulle arve hans ejendom, hvis han døde. Jaʿfar al-Ṭayyār, Abū Ṭālibs søn, og Muʿādh ibn Jabal, der stammede fra Banū Salama, blev knyttet sammen som brødre. ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb og ʿItbān ibn Mālik blev brødre. Abū ʿUbayda ibn al-Jarrāḥ og Saʿd ibn Muʿādh, ʿAbd al-Raḥmān ibn ʿAwf og Saʿd ibn al-Rabīʿ, al-Zubayr ibn al-ʿAwwām og Salama ibn Salāma, ʿUthmān ibn ʿAffān og Aws ibn Thābit, Ṭalḥa ibn ʿUbayd Allāh og Kaʿb ibn Mālik, Saʿīd ibn Zayd og Ubayy ibn Kaʿb, Muṣʿab ibn ʿUmayr og Abū Ayyūb Khālid, Abū Ḥudhayfa ibn ʿUtba ibn Kaʿb, Muṣʿab ibn ʿUmayr og Abū Ayyūb Khālid, Abū Ḥudhayfa ibn ʿUtba og ʿAbbād ibn Bishr, ʿAmmār ibn Yāsir og Ḥudhayfa ibn al-Yamān samt Abū Dharr al-Ghifārī og Mundhir ibn ʿAmr blev knyttet sammen som brødre. Desuden blev der knyttet broderlige bånd mellem Ḥāṭib ibn Abī Baltaʿa og ʿUwaym ibn Sāʿida, Salmān al-Fārisī og Abū al-Dardāʾ samt Abū Bakrs frigivne slave Bilāl og Abū Ruwayḥa.

Blandt de ledsagere, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, knyttede broderlige bånd imellem, har jeg kun fået kendskab til navnene på de ovennævnte ledsagere.

Bønnekaldets begyndelse

Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde fået alle sine muhājir-brødre samlet omkring sig i Medina og havde opnået anṣārernes forenede støtte og hjælp, kunne han ånde lettet op, og islam blev en fasttømret magt. Straks blev der truffet foranstaltninger til at etablere de regelmæssige bønner, zakat og faste blev gjort obligatoriske, og love til bekæmpelse af kriminalitet blev indført. Reglerne for det tilladte og det forbudte blev også gjort gældende. På denne måde blev islam fuldt etableret blandt dem. Det var denne stamme blandt anṣār, som efter at have antaget troen havde slået sig permanent ned her. Efter at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var kommet til Medina, samledes muslimerne af sig selv hos ham, så snart det var tid til bøn; de behøvede ikke at blive kaldt sammen. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, besluttede, at han ville sørge for, at der blev blæst i et horn, ligesom jøderne blæste i et horn for at samle folk til bøn. Men straks efter opgav han det, fordi han ikke brød sig om tanken. Derefter overvejede han at kalde muslimerne til bøn ved at ringe med en klokke.

Mens disse overvejelser stod på, så Abdullah ibn Zayd i en drøm, hvordan man skulle kalde folk sammen. Han opsøgte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, i nat så jeg i en drøm en ukendt mand, der var iført grønt tøj og gik omkring med en klokke i hånden. Da manden gik forbi mig, sagde jeg til ham: ›Guds tjener, vil du sælge denne klokke?‹ Han sagde: ›Hvad vil du bruge klokken til?‹ Jeg sagde: ›Jeg vil kalde folk til bøn.‹ Han sagde: ›Skal jeg lære dig noget, der er bedre end det?‹ Jeg sagde: ›Hvad er det? Fortæl mig det.‹ Han sagde: ›Allahu akbar, Allahu akbar, Allahu akbar, Allahu akbar, ash-hadu alla ilaha illallah, ash-hadu alla ilaha illallah, ash-hadu anna Muhammadar rasulullah, ash-hadu anna Muhammadar rasulullah, hayya alas-salah, hayya alas-salah, hayya alal-falah, hayya alal-falah, Allahu akbar, Allahu akbar, la ilaha illallah.‹« Så snart han havde fortalt Allahs Sendebud om drømmen, sagde han: »Hvis Allah vil, er denne drøm sand. Tag Bilal med og stil dig et sted. Lær ham disse ord, så skal han fremsige adhān. Hans stemme er nemlig stærkere end din.« Bilal fremsagde adhān. Umar hørte den, mens han sad hjemme. Straks kom han løbende med sin kappe trukket omkring sig til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, ved Allahs ed, jeg har også set det samme, som Abdullah ibn Zayd så i sin drøm.« Da lovpriste Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, Allah og udtrykte sin taknemmelighed ved at sige: »Alhamdulillah.«

Beretningen om nogle af sahabernes sygdom

Aisha, må Allah være tilfreds med hende, fortæller:

I Medina var feberen meget udbredt. Mange af Allahs Sendebuds ledsagere, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev syge. Allah den Ophøjede skånede sin profet for den. Abu Bakr boede i samme hus som sine to tjenere, Bilal og Amir ibn Fuheira. De blev alle ramt af feber. Jeg gik for at besøge dem. På det tidspunkt var reglen om tilsløring endnu ikke blevet åbenbaret. De syges lidelser var ubeskrivelige. Først gik jeg hen til Abu Bakr og spurgte: »Far, hvordan har du det?« Han svarede ved at fremsige et digt:

»Ethvert menneske opholder sig hos sine nærmeste, men døden er meget nær.«

Jeg forstod det og sagde til mig selv: »Far taler vist i febervildelse.«

Derefter gik jeg hen til Amir ibn Fuheira og sagde: »Amir, hvordan har du det?«

Han svarede også ved at fremsige et digt: »Jeg har mødt døden, før jeg nåede at smage dens sødme,

en kujons død hænger over hans hoved,

enhver mand fører jihad med alle sine kræfter, ligesom tyren beskytter sin hud med sine horn.«

Jeg forstod, at han talte i vildelse efter at have mistet forstanden.

Når Bilals feber blev værre, gik han ud og lagde sig i husets gård.

Derefter fremsagde han højt vers og sagde:

»Åh, mon jeg nogensinde får lov til at tilbringe en nat i Fakhkh i selskab med Udhkhir og roser?

Og får jeg nogensinde mulighed for at gå ned til Majannahs vandingssted endnu en dag? Får jeg nogensinde igen lov til at se de to bjerge Shama og Tafil? [49. Fakhkh: navnet på et sted uden for Mekka. Udhkhir: navnet på en slags duftende plante. Majannah: et marked beliggende i Mekkas lavere egne.] [50. Shama og Tafil er navnene på to bjerge i Mekka.]

Det, jeg hørte fra dem, gik jeg hen og fortalte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg sagde: »På grund af feberens voldsomhed taler de alle i vildelse. De forstår ikke selv det, de siger.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Åh Allah, gør Medina lige så kær for os som Mekka eller endnu kærere. Velsign de afgrøder, der vokser her for os, og fjern alle sygdomme herfra og før dem til Mahiyya. [51. Mahiyya er et andet navn for Juhfa, stedet hvor pilgrimme fra Syrien ifører sig ihram.]«

Datoen for hijra

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ankom til Medina, var det lige før den solhede middag. Datoen var mandag den 12. Rabi al-awwal. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var da 53 år. Det skete 13 år efter profetkaldelsen. Derefter opholdt han sig i Medina resten af Rabi al-awwal samt i månederne Rabi al-thani, Jumada al-awwal, Jumada al-thani, Rajab, Sha’ban, Ramadan, Shawwal, Dhu al-Qa’da, Dhu al-Hijja og Muharram. [Det vil sige, at han efter hijraen til Medina ikke rejste noget sted uden for Medina i denne periode. – Redaktøren]

Det første felttog

Præcis 12 måneder efter ankomsten til Medina drog han i måneden Safar ud på felttoget til Waddan, også kaldet Abwa. Han nåede Waddan på jagt efter Quraysh og Banu Damra ibn Bakr. Dér underkastede Banu Damra sig hans myndighed. Derefter vendte han sikkert tilbage til Medina uden at blive udsat for nogen form for sammensværgelse. Han tilbragte resten af måneden Safar og den første del af Rabi al-awwal dér.

Felttoget under ledelse af Ubayda ibn al-Harith

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bandt selv dette felttogs banner

Mens Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, opholdt sig i Medina, sendte han Ubayda ibn al-Harith af sted med en rytterstyrke på 60 eller 80 mænd. De var alle Muhajirun. Ingen af Ansar var med dem. Da gruppen nåede et vandsted i lavlandet ved Thaniyyat al-Murra, mødte den en stor gruppe fra Quraysh. Der kom imidlertid ikke til kamp. Sa’d ibn Abi Waqqas affyrede blot én pil. Dette var den islamiske hærs første pil, der blev affyret. Derefter vendte gruppen tilbage. Muslimerne var på det tidspunkt meget begejstrede.

Ekspedition under Hamzas ledelse mod kysten

På dette tidspunkt sendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en gruppe på 30 beredne Muhajirun under Hamzas ledelse mod kysten via Īs. Også under denne ekspedition sendte han ingen Ansar med. Denne gang stod den muslimske hær over for en mekkansk styrke på 300 ryttere under Abu Jahls ledelse. Takket være Majdī ibn ʿAmr al-Juhanīs indsats kom det heller ikke denne gang til nogen konfrontation. Han holdt de to parter på afstand af hinanden. Derfor trak begge hære sig tilbage hver for sig. Heller ikke denne gang fandt der noget slag sted.

Ekspeditionen til Buʿāt

I måneden Rabīʿ al-awwal drog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ud på en militær ekspedition mod Quraysh og nåede et sted ved navn Buʿāt. Han tog dertil via Ridwā. Han vendte tilbage til Medina uden at komme i kamp. Der tilbragte han resten af Rabīʿ al-thānī og den første del af Jumādā al-ūlā. [52. Da han drog ud på denne ekspedition, fik Sāʾib ibn ʿUthmān ibn Mazʿūn, må Allah være tilfreds med ham, ansvaret for at føre tilsyn med Medina. Buʿāt: navnet på et bjerg i Juhaynah-stammens område nær Yanbuʿ.]

Ekspeditionen til al-ʿUshayrah

Derefter ledede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, endnu en militær ekspedition mod Quraysh. [53. På dette tidspunkt fik Abū Salamah ibn ʿAbd al-Asad, må Allah være tilfreds med ham, ansvaret for at beskytte Medina.] Han førte hæren gennem bjergpasset ved Banū Dīnār og derefter gennem Habārs ørken, indtil han nåede Ibn Adhars dal, hvor han gjorde holdt i skyggen af et træ. Han bad dér. Derfor findes der en moské på stedet. Da der blev tilberedt mad til ham dér, spiste han sammen med alle de andre. Stedet, hvor gryden blev stillet, er stadig tydeligt. Han fik vand fra en kilde på stedet, som kaldes al-Mushtarib. Derefter fortsatte han, med stedet Khalaʾiq på sin venstre side, og krydsede ʿAbdullāh-passet. Så drejede han til venstre, nåede sletten Yalyal og gjorde holdt ved sammenløbet af Yalyal og Dabuʿah, hvor han drak vand fra en brønd. Derefter fortsatte han gennem sletten Farsh Milāl. Til sidst nåede han vejen gennem Yamāmas mindre bjergområder. Han fulgte denne vej gennem sletten ved Yanbuʿ og gjorde holdt i al-ʿUshayrah. Her opholdt han sig nogle dage i Jumādā al-ūlā og Jumādā al-thāniyah. Her opfordrede han Banū Mudlij og deres stammeallierede fra Banū Damrah til at underkaste sig. Derefter vendte han sikkert tilbage til Medina.

Militær ekspedition under Saʿd ibn Abī Waqqās’ ledelse

Derefter sendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en styrke under Saʿd ibn Abī Waqqās’ ledelse. Denne styrke på otte Muhajirun nåede et sted i Hijaz ved navn Khazzār. Derefter vendte den sikkert tilbage til Medina.

Safān-ekspeditionen: Den første Badr-ekspedition

Mindre end ti dage efter hjemkomsten fra Ushayra-ekspeditionen angreb Quraz ibn Jabir al-Fihri en dag området omkring Medina med det formål at plyndre de kameler og andre husdyr, der gik løse dér. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, satte straks efter ham. [54. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, drog ud til dette slag, udnævnte han Zayd ibn Haritha til at have ansvaret for Medinas forsvar.] Han nåede frem til en dal ved Safwan i den ene ende af Badr-sletten. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fik ikke fat på Quraz ibn Jabir. Denne begivenhed kaldes den første Badr-ekspedition. Derefter vendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilbage til Medina, hvor han tilbragte resten af Jumada al-thani samt månederne Rajab og Sha’ban.

Den militære ekspedition under ledelse af Abdullah ibn Jahsh

I måneden Rajab sendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en styrke bestående af otte muhajirun, som var vendt tilbage fra den første Badr-ekspedition, under ledelse af Abdullah ibn Jahsh. Han inkluderede ingen ansar blandt dem. Han gav Abdullah ibn Jahsh et brev og sagde, at han skulle åbne og læse brevet efter at have rejst i to dage, men ikke før. Når han havde læst brevet, skulle han handle i overensstemmelse med instruktionerne deri og ikke tvinge nogen af sine ledsagere til noget.

Efter at have rejst i to dage åbnede Abdullah ibn Jahsh brevet og læste det. Der stod: »Når du læser dette brev fra mig, skal du straks begive dig af sted og slå lejr på et sted ved navn Nakhlah mellem Mekka og Ta’if. Hold dér udkig efter Quraysh, og giv mig besked, hvis du får nogen oplysninger.«

Så snart Abdullah ibn Jahsh havde læst brevet, sagde han: »Jeg har accepteret det og er forblevet lydig.« Derefter sagde han til sine ledsagere: »Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, har befalet mig at tage til Nakhlah og holde udkig efter Quraysh dér samt give ham besked, hvis jeg får nogen nyhed. Han har også forbudt mig at pålægge nogen af jer en obligatorisk opgave i denne sag. Hvis nogen af jer ønsker at opnå martyrdøden, så lad ham tage af sted; og den, der ikke ønsker det, kan vende tilbage. Jeg vil imidlertid adlyde Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, ordre.« Efter at have sagt dette drog alle af sted sammen med Abdullah ibn Jahsh. Ingen vendte tilbage. Han trængte ind i Hijaz. På et sted ved navn Bahran mistede Sa’d ibn Abi Waqqas og Utbah ibn Ghazwan deres kamel. De var fulgt efter den, og derfor blev de tilbage efter Abdullah ibn Jahsh for at lede efter den. Abdullah ibn Jahsh og hans ledsagere fortsatte deres rejse. Efter at have rejst videre nåede de Nakhlah og slog lejr. På dette tidspunkt passerede en karavane tilhørende Quraysh tæt forbi dem, med rosiner og læder som last samt andre handelsvarer tilhørende Quraysh. Blandt karavanens folk var Amr ibn al-Hadrami, Uthman ibn Abdullah, hans bror Nawfal ibn Abdullah og al-Hakam ibn Kaysan. Abdullah ibn Jahshs gruppe blev forskrækket, da de fik øje på dem, for de var kommet meget tæt på dem. Ukkashah ibn Mihsan gik hen imod dem. Hans hoved var barberet. Da Quraysh så ham, følte de sig trygge og sagde: »De er lokale indbyggere. Der er ingen grund til at frygte dem.« Imens rådførte muslimerne sig om, hvad de skulle gøre med Quraysh. Det var den sidste dag i måneden Rajab. Alle gav udtryk for, at hvis de lod Quraysh-karavanen være i dag, ville den straks derefter træde ind i det hellige område og være i sikkerhed for os. Hvis de derimod dræbte dem i dag, ville de blive skyldige i at have udgydt blod i en forbudt måned. Derfor blev de grebet af tvivl og tøvede med at tage noget skridt mod Quraysh-karavanen. Men kort efter rystede de tvivlen af sig og blev enige, fast besluttede på at dræbe enhver, de kunne få fat på, og tage alt, hvad de hver især havde. Waqid ibn Abdullah al-Tamimi dræbte Amr ibn al-Hadrami med et spydstik og tog Uthman ibn Abdullah og al-Hakam ibn Kaysan til fange. Nawfal ibn Abdullah flygtede og reddede sig selv. Det lykkedes på ingen måde at fange ham. Derefter ankom Abdullah ibn Jahsh til Medina hos Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sammen med karavanens tilbageværende folk og de to fanger.

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Jeg bad jer jo ikke om at kæmpe i den forbudte måned.« Derefter tilbageholdt han karavanen og fangerne og nægtede at tage deres ejendom. På grund af denne udtalelse fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev Abdullah ibn Jahsh ydmyget offentligt og stod uden svar. Folkene i hans gruppe troede, at de var blevet ødelagt. Muslimerne bebrejdede dem deres handling. Samtidig sagde Quraysh: »Muhammad og hans ledsagere har krænket den forbudte måneds hellighed. De har udgydt blod i den forbudte måned, beslaglagt andres ejendom og taget folk til fange.« En af de få muslimer, der stadig befandt sig i Mekka, svarede: »Det, muslimerne gjorde, gjorde de i måneden Sha’ban.« [Grunden til dette udsagn var, at måneden Sha’ban var begyndt efter solnedgangen på den sidste dag i Rajab. – Red.]

Da denne propagandakampagne voksede voldsomt, åbenbarede Allah den følgende åbenbaring for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred:

[Arabisk *************]

“De spørger dig om at kæmpe i den hellige måned. Sig: Det er forkert at kæmpe i denne måned. Men en endnu større uret i Allahs øjne er

at hindre mennesker i Allahs vej, at begå kufr, at forhindre dem i at komme til Den Hellige Moské og at fordrive dens beboere derfra. At føre mennesker på afveje gennem forfølgelse er i sandhed en større synd end drab. De vil fortsat kæmpe mod jer, indtil de, hvis de formår det, får jer til at forlade jeres religion.” (Al-Baqarah)

Det vil sige: Selv hvis I har begået en overtrædelse i den hellige måned, så har de jo hindret jer i at følge Allahs vej, samtidig med at de har begået kufr og forhindret jer i at komme til Den Hellige Moské. Og selv om I var beboere i Den Hellige Moské, var det i Allahs øjne en alvorligere forbrydelse at fordrive jer derfra end at dræbe en af jeres vantro. At de forfulgte muslimerne, tvang dem til at forlade deres religion og førte dem tilbage til kufr-systemet, var en endnu værre handling end drab. Denne yderste uret begår de fortsat mod jer uden ophør, og de afstår ikke fra den eller angrer den.

Da denne vejledning kom i Koranen, og Allah fjernede muslimernes frygt og bekymring, overtog Allahs Sendebud officielt den tilbageholdte karavane og fangerne. Quraysh sendte ham en besked med anmodning om at løslade Uthman og Hakam mod betaling. Allahs Sendebud svarede dem: “Vi vil ikke løslade fangerne, før vores to mænd, Sa‘d ibn Abi Waqqas og Utbah ibn Ghazwan, er vendt tilbage. For vi frygter, at deres liv er i fare på grund af jer.” Kort efter vendte Sa‘d og Utbah tilbage, hvorefter Allahs Sendebud løslod dem mod betaling. Hakam ibn Qaysān blandt de to fanger antog imidlertid islam og blev en oprigtig muslim. Derefter blev han hos Allahs Sendebud. Senere blev han martyr under begivenheden ved Bi’r Ma‘unah. Uthman ibn Abdullah rejste til Mekka og døde som vantro.

Ændringen af qibla

Det er blevet overleveret, at qibla blev ændret i måneden Sha‘ban, atten måneder efter Allahs Sendebuds ankomst til Medina.

Slaget ved Badr

En dag fik Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, at vide, at en stor karavane tilhørende qurayshitterne var på vej fra Syrien under ledelse af Abu Sufyan ibn Harb. Karavanen medførte store rigdomme og handelsvarer tilhørende qurayshitterne. Blandt karavanens folk var Makhrama ibn Nawfal, Amr ibn al-As og yderligere tredive eller fyrre mænd af qurayshitisk herkomst. Han sendte muslimerne af sted mod dem og sagde: “Dette er qurayshitternes karavane. Den medfører store rigdomme. Gå derhen. Måske vil Allah give jer disse rigdomme i jeres besiddelse.” Muslimerne besluttede at tage af sted for at indhente karavanen. Nogle gjorde sig straks klar, mens andre var lidt tilbageholdende og kom senere af sted. De havde nemlig ikke forestillet sig, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, stod over for en krig.

Da Abu Sufyan nærmede sig Hijaz, fik han en fornemmelse af, hvad der var sket. Han begyndte at spørge enhver vejfarende, han mødte, fordi han var meget bekymret over muslimernes forberedelser. Til sidst fortalte nogle vejfarende ham helt klart, at Muhammad var på vej for at angribe ham og hans karavane sammen med sine ledsagere. Abu Sufyan blev derfor på vagt og fortsatte fremad. Han sendte straks Damdam ibn Amr al-Ghifari til Mekka mod betaling. Han bad ham gå til qurayshitterne, anmode dem om at sende bevæbnede mænd for at bringe deres rigdomme i sikkerhed og fortælle dem, at Muhammad var i færd med at angribe dem sammen med sine folk. Damdam drog meget hurtigt af sted mod Mekka.

Tre dage før Damdam nåede frem til Mekka havde Atika, Abd al-Muttalibs datter, en skræmmende drøm. Hun fortalte sin bror Abbas om den og sagde: “Bror, jeg havde en dårlig drøm i dag. Jeg frygter, at en ulykke eller katastrofe vil ramme dit folk. Derfor må du ikke fortælle nogen, hvad jeg siger til dig.”

Abbas sagde: “Hvad så du i drømmen?”

Atika sagde: “Jeg så en rytter stige af på den åbne slette nær Mekka. Derefter råbte han højt: ‘Qurayshittere, gør jer klar til at dø inden for tre dage. Vogt jer!’ Så førte hans kamel ham op på toppen af Abu Qubays-bjerget. Derefter råbte han igen og bekendtgjorde det samme. Så rullede han en stor sten ned derfra. Da stenen rullede hele vejen ned og faldt ved bjergets fod, gik den i stykker, og et eller andet stykke af den faldt ned i hvert eneste hus i Mekka.”

Abbas sagde: “Det er en alvorlig drøm. Fortæl det ikke til nogen. Hold det fuldstændig hemmeligt.”

Da Abbas derefter gik ud, mødte han sin ven Walid ibn Rabi’a. Han fortalte ham om drømmen og advarede ham om ikke at fortælle det til nogen. Walid fortalte det til sin far Utba. På den måde spredte historien sig over hele Mekka. Qurayshitterne begyndte at tale om den ved alle sammenkomster og møder.

Abbas fortæller: “Den følgende dag gik jeg for at foretage tawaf omkring Ka’baen. Abu Jahl talte dér med en gruppe qurayshitter om Atikas drøm. Så snart Abu Jahl så mig, sagde han: ‘Abbas, kom herhen, når du er færdig med tawaf.’ Efter tawaf gik jeg hen til dem og satte mig. Abu Jahl sagde til mig: ‘Du søn af Abd al-Muttalib, hvornår har denne kvindelige profet fortalt jer alt dette?’”

Jeg spurgte: »Hvad handler det om?«

Abu Jahl: »Om den drøm, Atika havde set.«

Jeg spurgte: »Hvilken drøm havde hun set?«

Abu Jahl: »O Abd al-Muttalibs søn! Jeres mænd har hele tiden profeteret, og nu ser jeg, at også jeres kvinder er begyndt at profetere. Atika skulle angiveligt have set en drøm, hvori nogen sagde: ‘Gør jer klar inden for tre dage.’ Vi vil vente tre dage på jer. Hvis det, hun har sagt, er sandt, så må det, der skal ske, ske. Men hvis der ikke sker noget, når de tre dage er gået, vil vi udstede en skriftlig erklæring om jer om, at der i hele Arabien ikke findes nogen familie, der er større løgnere end jer.«

Abbas fortæller: Jeg reagerede ikke synderligt på Abu Jahls ord. Jeg nøjedes med at benægte det. Jeg sagde: Atika har ikke set nogen drøm. Derefter gik vi hver til sit. Om eftermiddagen kom hver af kvinderne fra Abd al-Muttalibs familie én efter én til mig og sagde: »Hvorfor finder I jer dog så meget i denne forbandede slyngel? Hidtil har han sagt, hvad der passede ham, til vores mænd. Nu er han også begyndt at sige, hvad der passer ham, til vores kvinder. Du hører på alt dette, uden at din æresfølelse bliver vakt.« Jeg sagde: »Ved Allah, jeg føler mig frygtelig forlegen. Jeg reagerede ikke særligt. Men jeg skal nok tage mig af ham. Hvis han siger det én gang til, vil jeg gøre, hvad der er nødvendigt på jeres vegne.«

På den tredje dag efter Atikas drøm gik jeg derhen. Jeg var da sydende af vrede og harme. Jeg tænkte, at jeg ikke havde behandlet den fyr, som han fortjente. Hvis jeg fik en ny chance, ville jeg denne gang gøre det, jeg ikke havde kunnet gøre. Jeg gik ind i moskeen og fik øje på ham derinde. Jeg begyndte at gå hen imod ham, mens jeg ventede på, at han blot skulle gentage en del af det, han havde sagt den dag, så jeg kunne kaste mig over ham. Abu Jahl var spinkel af bygning, men hans blik var skarpt, og hans tunge var skarp som en kniv. Pludselig skyndte han sig hen mod moskeens dør. Jeg sagde til mig selv: Må Allah forbande ham! Hvad er der sket med ham? Hvorfor er hele hans væsen så skrækslagent? Er det måske af frygt for min irettesættelse? Pludselig forstod jeg, at han havde hørt Damdam ibn Amr al-Ghifaris råben, som jeg endnu ikke havde hørt. Damdam var kommet til Mekkas ørken og råbte, mens han sad på sin kamel: »O Quraysh! En frygtelig katastrofe! En frygtelig katastrofe! Jeres ejendele er hos Abu Sufyan. Muhammad har sendt sine ledsagere efter disse ejendele. Det ser ud til, at I ikke længere vil kunne redde dem. Kom af sted for at hjælpe! Kom af sted for at hjælpe!« Allerede før al-Ghifari råbte dette, havde han skåret kamelens næse over, væltet sadelstolen og revet sin egen skjorte i stykker og derved udført et fantastisk nummer.

På grund af denne frygtelige begivenhed kunne ingen af os være opmærksom på nogen anden. Folk gjorde sig meget hurtigt klar. De sagde: »Har Muhammad og hans følgesvende troet, at vi er lige så hjælpeløse som al-Hadramis karavane? Aldrig! Denne gang vil de ganske vist få en helt anden oplevelse. Den dag kunne de kun tillade sig denne frækhed over for to mænd. Og det var endda mænd, hvoraf den ene ønskede at forlade slagmarken, mens den anden ville sende en stedfortræder i sit sted. I dag har hele Quraysh-stammen gjort sig klar til krig. Ikke én af Qurayshs ansete mænd er blevet tilbage. Kun Abu Lahab er fraværende; i hans sted har han sendt Asi ibn Hisham ibn al-Mughira.« Denne mand skyldte Abu Lahab fire tusind dirham. Han havde ikke kunnet betale gælden på grund af sin fattigdom. Derfor sendte Abu Lahab ham i krig som stedfortræder for sig mod at få denne gæld betalt.

Umayya ibn Khalaf havde også besluttet ikke at tage i krig. Han var en kraftigt bygget, værdig gammel mand. Uqba ibn Abu Mu’ayt kom hen til ham. Umayya sad på det tidspunkt sammen med folk i Den Hellige Moské. Han gav ham en duftende substans lavet af sandeltræ og sagde: »Værsgo, parf umér dig med denne, for du er jo en kvinde.« Umayya sagde: »Forsvind herfra! Må Allah gøre dig hæslig.« Den gamle Umayya blev skamfuld og gjorde sig derefter klar til at tage i krig.

Forberedelserne blev afsluttet, og alle var fast besluttede på at drage til slagmarken. Da de kom i tanke om krigen, der havde fundet sted mellem dem og Banū Bakr ibn ʿAbd Manāt, sagde de: „Vi frygter, at de vil angribe os bagfra.“ Denne frygt gjorde dem tøvende med hensyn til at drage i krig. Da antog Iblīs skikkelse af Surāqa ibn Mālik ibn Jaʿsham al-Mudlijī og viste sig for dem. Han sagde: „Jeg vil føre opsyn med jer, så Banū Kināna ikke kan angribe jer bagfra.“ Efter at have fået denne forsikring forlod de hurtigt Mekka.

Imens drog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ud på ekspedition sammen med sine sahāba. Der var gået nogle dage af måneden Ramadan. Han udpegede ʿAmr ibn Umm Maktūm til at lede bønnen. Han gav det hvide banner til Musʿab ibn ʿUmair. Foran Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, var der to sorte bannere. Det ene var hos ʿAlī, Abū Tālibs søn, og det hed Ørnen. Det andet var hos en af ansār. Den dag havde Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, sahāba i alt halvfjerds kameler. De begyndte at ride på dem på skift. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ʿAlī ibn Abū Tālib og Murs̱had ibn Abū Murs̱had red på skift på én kamel. Hamza ibn ʿAbd al-Muttalib samt Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, to tjenere, Zayd ibn Hāritha og Abū Kabsha, red på en anden. Abū Bakr, ʿUmar og ʿAbd al-Rahmān ibn ʿAwf red på endnu en. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fulgte vejen fra Medina mod Mekka og nåede bjergpasset uden for Medina. Derfra fortsatte han etapevis til al-ʿAqīq, Dhū al-Hulayfa, Awlāt al-Jaysh, Turbān, Malal, Ghamīs al-Hammām ved Marīns, Sayyāla i det stenede område ved Yamāma, Fajj al-Rawhā og derfra til Shanūkā. Da han derfra nåede et sted ved navn Arqāz Dhariyya, mødte han en beduin. Han spurgte beduinen, om han havde set nogen mennesker. Men han havde ingen oplysninger. Sahābaerne sagde til manden: „Hils Allahs Sendebud.“ Han sagde: „Er Allahs Sendebud blandt jer?“ Alle sagde: „Ja.“ Derefter sagde han til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: „Hvis du virkelig er Allahs Sendebud, så sig mig, hvad der er i maven på denne min kamelhoppe.“ Salama ibn Sulāma ibn Waqsh sagde til ham: „Spørg ikke Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Kom til mig, så skal jeg fortælle dig, hvad der er i dens mave. Du havde samleje med den kamelhoppe, og derfor er der en gedekid i dens mave, avlet af dig.“ Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, irettesatte straks Salama og sagde: „Ti stille! Taler du usømmeligt til manden?“ Derefter vendte han sin opmærksomhed mod noget andet.

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gjorde holdt ved en brønd i al-Rawhā, som hed Saj­sāj. Derfra drog han videre. Efter at have tilbagelagt et stykke vej forlod han vejen til Mekka og fulgte vejen til højre mod al-Nājiya. Hans mål var Badr. Da han nåede et sted nær Badr, krydsede han en dal ved navn Ruhqān. Denne dal ligger mellem bjergpassene Nāzira og Ṣafrā. Derfra nåede han bjergpasset. Så steg han ned derfra og nåede frem til Ṣafrā. Da han var nået dertil, sendte han Basbās ibn ʿAmr al-Juhanī og ʿAdī ibn Abū Zaghbā al-Juhanī til Badr-området for at indhente oplysninger om Abū Sufyān ibn Harb og de andre. Efter at have sendt de to i forvejen drog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, videre mod Badr.

Undervejs fik han at vide, at Quraysh var draget ud fra Mekka med alle deres mænd for at beskytte deres handelskaravane. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fortalte sahābaerne denne nyhed og rådførte sig med dem alle om, hvad de burde gøre i dette øjeblik. Abū Bakr al-Siddīq rejste sig først og fremsatte sin mening på fremragende vis. Derefter rejste al-Miqdād ibn ʿAmr sig og sagde: „Allahs Sendebud, gå i den retning, som Allah har befalet dig at gå. Ved Allah, vi vil ikke sige til dig, som Israels Børn sagde til Mūsā: ‘Gå du og din Herre hen og kæmp; vi bliver siddende her.’ Nej, vi siger: Gå du og din Herre hen og kæmp, og vi vil også kæmpe sammen med jer som dine og din Herres hjælpere. Ved Den, der sendte dig med den sande åbenbaring, hvis du fører os med til Bark al-Ghimād i det fjerne Yemen, vil vi følge dig dertil.“ Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, takkede al-Miqdād og bad for ham.

Derefter henvendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sig til ansār og sagde: „Giv mig jeres råd.“ Grunden til, at han tillagde ansār så stor betydning, var, at de var muslimernes hjælpere. Da de havde aflagt troskabseden ved al-ʿAqaba, havde de sagt: „Allahs Sendebud, så længe du ikke kommer til vores hjemland, kan vi ikke påtage os ansvaret for dig. Når du kommer til os, vil du være under vores beskyttelse. Vi vil beskytte dig mod alle slags farer, ligesom vi beskytter vores sønner, døtre og hustruer.“ Derfor havde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, frygtet, at ansār måske kunne mene, at deres pligt til at hjælpe og beskytte ham kun gjaldt, hvis Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev angrebet af fjender i Medina. Ansār kunne have tænkt, at det ikke var deres pligt at følge ham, hvis Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ønskede at føre dem på et felttog mod en fjende uden for deres hjemland. Da han derfor henvendte sig til ansār, sagde Saʿd ibn Muʿādh: „Allahs Sendebud, du ønsker vist at høre vores mening.“ Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: „Ja.“ Saʿd sagde: „Vi har troet på dig, og det, du er kommet med, er den fuldkomne sandhed. På grundlag af denne overbevisning har vi lovet og forpligtet os over for dig til at følge dine befalinger og adlyde dig. Allahs Sendebud, gør derfor det, du finder bedst. Vi er med dig. Ved Allah, som sendte dig med den største sandhed, hvis du krydser dette hav foran os og stiger ned i dets bundløse vand, vil vi også stige ned sammen med dig. Ikke én af vores mænd vil blive tilbage og forlade dig. Hvis du i morgen ønsker at møde fjenden med os, har vi heller ingen indvendinger imod det. Vi er tålmodige i krig og urokkelige i vores beslutning over for fjenden. Vi håber, at Allah vil give dig mulighed for at se en sådan indsats fra os, at dine øjne vil glædes. Stol på Allahs barmhjertighed og gå fremad med os.“

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev glad, da han hørte Saʿds tale, og følte sig meget opmuntret. Derefter sagde han: „Drag ud. Allah har lovet mig, at vi vil besejre den ene af de to karavaner. (Den ene var handelskaravanen med Abū Sufyān og ʿAmr ibn al-ʿĀs, og den anden var den enorme, kampklædte hær, der kom under Abū Jahl.) Ved Allah, det er, som om jeg allerede nu ser Quraysh lide en ynkelig død.“

Derefter slog Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) lejr nær Badrs slette. Så drog han selv ud på patrulje sammen med en af sine sahaba (57. Dette var Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham.). Efter at være kommet et stykke vej mødte de en gammel arabisk mand. Han spurgte ham, om han vidste noget om Quraysh, eller om han havde hørt noget om Muhammad og hans ledsagere. Den gamle mand sagde: „Sig mig, hvem I er, ellers fortæller jeg jer ikke noget.“ Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: „Fortæl først det, vi gerne vil vide. Derefter vil vi fortælle dig, hvem vi er.“ Den gamle mand sagde: „Jeg har hørt, at Muhammad og hans ledsagere drog af sted på den og den dag. Hvis det er sandt, bør de nu befinde sig det og det sted. Og hvad angår Quraysh, har jeg hørt, at de drog af sted på den og den dag. Hvis det er sandt, bør de i dag være nået frem til det og det sted.“ Den gamle mand nævnte netop det sted, hvor begge grupper virkelig befandt sig. Derefter spurgte han: „Hvor kommer I fra?“ Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) svarede: „Fra vand.“ Den gamle mand sagde: „Hvad mener du med ’fra vand’? Mener du vandet i Irak?“

Derefter kom Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) tilbage til sine ledsagere. Om natten sendte han en gruppe sahaba, heriblandt Ali ibn Abu Talib, az-Zubayr ibn al-Awwam og Sa’d ibn Abi Waqqas, til et vandsted ved Badrs slette for at indhente oplysninger om Quraysh. Der så de en flok kameler, som tilhørte Quraysh, og mødte blandt dem Aslam, en tjener fra stammen Banu Hajjaj, og Arid, Abu Yasars tjener fra Banu As ibn Sa’id. De tog de to tjenere med sig. På det tidspunkt bad Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). De blev spurgt: „Hvem er I?“ De svarede: „Vi er Qurayshs vandbærere. De har sendt os for at hente drikkevand til dem.“ Muslimerne troede dem ikke. De mente, at de var Abu Sufyans mænd. Derefter blev de slået, og under tæskene blev de tvunget til at indrømme, at de var Abu Sufyans mænd. Så lod muslimerne dem gå. Da Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde afsluttet bønnen, sagde han: „Da de talte sandt, slog I dem. Og da de løj, lod I dem gå. Hvad er det for en handling? De talte faktisk sandt. De er Qurayshs folk. Fortæl mig, hvad I ved om Quraysh.“ De sagde: „Ved Allahs ed, kan du se den sandklit derovre? De befinder sig på den anden side af den.“ Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte: „Hvor mange er de?“ Aslam og Arid svarede: „Det ved vi ikke.“ Han sagde: „Hvor mange dyr slagter de hver dag?“ De svarede: „Nogle dage ti, andre dage ni.“ Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: „Så må deres antal være mellem ni hundrede og tusind.“ Derefter spurgte han: „Hvilke af Qurayshs ledere er kommet?“ De svarede: „Utba ibn Rabi’a, Shayba ibn Rabi’a, Abu al-Bukhtari ibn Hisham, Hakim ibn Hizam, Nawfal ibn Khuwailid, al-Harith ibn Amir ibn Nawfal, Tu’ayma ibn Adi ibn Nawfal, an-Nadr ibn al-Harith, Zum’a ibn al-Aswad, Abu Jahl ibn Hisham, Umayya ibn Khalaf, Hujajs to sønner, Nabih og Munabbih, Suhayl ibn Amr og Amr ibn Abd Wudd.“ Efter at have indhentet disse oplysninger gik Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) hen til muslimerne og sagde: „Mekka har sendt jer sine kæreste sønner.“

Tidligere var Basbas ibn Amr og Adi ibn Abu Zagba kommet til Badrs slette under deres patrulje. De steg af deres kameler ved en bakke nær vandstedet og fyldte en lædersæk med vand. Mujdi ibn Amr al-Juhani befandt sig da ved vandstedets bred. Blandt de mennesker, der var kommet til vandstedet, var der to slavinder. Den ene krævede, at den anden skulle betale det, hun skyldte hende. Den gældbundne slavinde sagde: „Karavanen kommer i morgen eller i overmorgen. Så vil jeg betale dig det, jeg skylder dig, ved at arbejde for karavanen.“ Mujdi sagde: „Du har ret.“ Derefter forsonede han de to. Adi og Basbas hørte den samme samtale, vendte tilbage til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og fortalte ham, hvad de havde hørt. Abu Sufyan ibn Harb kom i forvejen og lod karavanen blive tilbage for at udvise forsigtighed. Da han kom til vandstedet, spurgte han Mujdi ibn Amr: „Har du bemærket nogen komme eller gå?“ Han svarede: „Jeg har ikke set nogen mistænkelig. Jeg så kun to ryttere på kameler komme hen til denne bakke og stige af deres kameler. Derefter fyldte de deres lædersæk med vand og gik.“ Abu Sufyan gik hen til det sted, hvor Basbas og Adi havde steget af deres kameler. Der fandt han noget af deres kamelers gødning, tog det op og brød det i stykker. Indeni fandt han nogle kerner. Da han så kernerne, sagde han: „Ved Allahs ed, det er foder fra Yathrib.“ Han skyndte sig tilbage til sin karavane. Han førte karavanen ad en anden vej, lod Badrs slette ligge til venstre og fortsatte hurtigt langs kysten.

Da Abu Sufyan var blevet sikker på, at han havde reddet sin karavane, sendte han følgende besked til Qurayshs hær: „I er kommet for at beskytte jeres handelskaravane, jeres folk og jeres rigdomme. Allah har beskyttet dem. Vend derfor tilbage til Mekka.“ Abu Jahl svarede: „Vi vender under ingen omstændigheder tilbage, før vi er nået til Badrs marked. Vi bliver her i tre dage, slagter dyr og holder et storslået festmåltid, drikker vin, mens sangerinder spiller på musikinstrumenter og synger, og fortæller araberne om vores ekspedition og historien om, hvordan vi samlede en hær. På den måde vil frygten for os slå rod i deres hjerter for altid. Lad os derfor tage til markedet.“ Det skal nævnes, at der hvert år blev afholdt et marked på Badrs slette, og at det var et af Arabias berømte markeder.

Derefter fortsatte Quraysh med deres forberedelser og organisering. De slog lejr på den anden side af en forholdsvis fjern, øde bakke ved Badrs slette. Allah lod kraftig regn falde. Jorden på sletten var ikke særlig gold, men var noget fugtig. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og hans ledsagere fik så meget regn, at jorden på deres lejrplads blev våd, men det skabte ingen vanskeligheder for deres bevægelse. Qurayshs lejrplads blev derimod så gennemblødt, at det blev umuligt for dem at bevæge sig. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) flyttede den muslimske hær til et sted, hvor der var samlet mere vand.

Hubab ibn al-Mundhir sagde: „O Allahs Sendebud, har du valgt dette sted efter Allahs befaling, sådan at vi ikke kan flytte os en smule herfra? Eller er det din egen taktiske vurdering?“ Han svarede: „Det er blot en taktisk vurdering og min egen mening.“ Hubab sagde: „O Allahs Sendebud, det var ikke rigtigt at vælge dette sted. Flyt derfor herfra sammen med alle. Slå lejr på et sted, hvor der er forholdsvis mindre vand. Derefter lukker vi de brønde, der ligger omkring stedet. Oven på en af dem bygger vi et bassin og fylder det med vand. Så vil vi kæmpe mod fjenden. På den måde får vi tilstrækkeligt drikkevand, mens de ikke får noget.“ Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: „Du har ret.“ Derefter rejste Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sig sammen med alle de andre. De kom til et sted, hvor der kun var samlet lidt vand, og slog lejr dér. Derefter beordrede han, at vandbrøndene skulle lukkes, og det blev gjort. Oven på en af brøndene byggede de derefter et bassin, som de fyldte med vand, og lod vandbeholdere stå i det.

Sa’d ibn Mu’adh sagde: »Allahs Sendebud, giv os tilladelse til at bygge en beskyttet platform til dig. Du kan opholde dig inden i den, mens vi bærer dig. Derefter vil vi gå fjenden i møde. Hvis Allah giver os sejr, vil vores håb blive opfyldt. Hvis ikke, vil vi bære dig bort, så du kan slutte dig til de øvrige muslimer. O Allahs profet, et stort antal muslimer kunne ikke komme med dig, fordi de ikke vidste, at du ville drage i krig. De elsker dig ikke mindre, end vi gør. Hvis de havde vidst, at du drog i krig, ville de ikke have holdt sig tilbage fra at komme. Gennem dem ville Allah have beskyttet dig, og de ville have ønsket dig det godt og kæmpet som dine hjælpere.«

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte Sa’ds ord, blev han glad, roste ham og bad for hans velbefindende. Derefter blev der bygget en beskyttet platform til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og han begyndte at opholde sig i den.

Om morgenen kom Quraysh frem over sandklitterne. Så snart Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, så dem stige ned, bad han: »O Allah, dette er Quraysh, som i stolthed og hovmod har gjort oprør mod Dig og fornægtet Dit Sendebud og i dag er draget i krig. O Allah, tiden er kommet for den hjælp, Du har lovet mig. O Allah, tilintetgør dem allerede i denne morgen.«

Da alle var kommet ned på slagmarken, rykkede en gruppe fra Quraysh frem og nåede det vandbassin, som Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde fået bygget. Hakim ibn Hizam var også blandt dem. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til ledsagerne: »Lad dem være.« Alle, der drak af dette vandbassin, blev faktisk dræbt den dag. Den eneste undtagelse var Hakim ibn Hizam; han blev ikke dræbt. Senere antog han islam og blev en god muslim. Han huskede denne begivenhed hele sit liv. Når han lejlighedsvis ville aflægge en højtidelig ed, sagde han: »Ved Ham, som reddede mig på dagen for slaget ved Badr.«

Da muslimerne var blevet rolige og stod fast, sendte Quraysh Umair ibn Wahb al-Jumahi ud for at tælle Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ledsagere. Han red rundt om hæren på sin hest og vendte tilbage, idet han sagde: »Det kan være lidt over eller lidt under tre hundrede. Men giv mig lidt mere tid, så jeg kan undersøge, om de har et skjult tilholdssted eller hjælpere.« Derefter red han rundt på hele sletten, men så intet. Da han vendte tilbage, sagde han: »Jeg fandt ikke noget. Men ud fra deres fremtoning ser det ud til, at de er kommet for at kæmpe til døden. Yathribs kameler har bragt en sikker død med sig. De er en gruppe, hvis eneste støtte og beskytter er deres sværd. Ved Allah, jeg er sikker på, at hvis én af dem bliver dræbt, vil én af jer blive dræbt som gengældelse. Når de har dræbt et tilsvarende antal mænd blandt Quraysh, vil det ikke længere være godt nyt for os. Så tænk jer stadig om.«

Da Hakim ibn Hizam hørte dette, gik han til mændene i Qurayshs hær. Først gik han til Utba ibn Rabi’a og sagde: »Walids far, du er en af Qurayshs ældre ledere, og alle retter sig efter dine ord. Er du villig til at gøre noget, som vil gøre dig mindeværdig for evigt?« Han sagde: »Hakim, hvad vil du sige?« Hakim sagde: »Før Qurayshs hær tilbage, og påtag dig ansvaret for at bilægge sagen om drabet på din allierede, Amr ibn al-Hadrami.« Utba sagde: »Det er jeg villig til. Jeg vil følge dit råd i den sag. Al-Hadrami var min allierede, og jeg er rede til at betale blodpengene og erstatte hans økonomiske tab. Gå til Abu Jahl. Jeg mener, at ingen andre end ham vil modsætte sig spørgsmålet om at føre Quraysh tilbage.« Derefter rejste Utba ibn Rabi’a sig og sagde til Quraysh: »Quraysh, vi vil ikke opnå noget ved at kæmpe mod Muhammad og hans ledsagere. Selv hvis det lykkes os at dræbe ham i dag, vil der aldrig opstå godt forhold mellem os. Den ene vil ikke kunne lide at se den anden i ansigtet, for han vil blive kendt som drabsmanden på sin fætter, morbrors søn eller en anden slægtning. Lad os derfor vende om og træde til side fra Muhammads og hans mænds vej. Lad os overlade deres sag til araberne. Hvis alle araberne sammen dræber ham, har vi opnået vores mål. Og hvis de ikke gør det, vil vi i det mindste være uskyldige over for Muhammad.«

Hakim siger: »Derefter gik jeg til Abu Jahl og så, at han sleb sit krigsudstyr. Jeg sagde til ham: ›Abu al-Hakam, Utba har sendt mig til dig.‹ Derefter fortalte jeg ham, hvad Utba havde sagt. Han svarede straks: ›Utba har mistet forstanden. Muhammad har sikkert forhekset ham. Det kommer aldrig på tale. Vi vender ikke tilbage, før Allah har afgjort sagen endeligt mellem os og Muhammad. Det, Utba har sagt, er ikke hans egentlige mening. Eftersom Muhammad og hans mænd er meget få, og hans egen søn er blandt dem, har han sagt dette, fordi hans søns liv vil være i fare, hvis der kommer krig.‹ Derefter sendte han besked til Amr ibn al-Hadrami, den dræbte Amr ibn al-Hadramis bror: ›Din allierede Utba ønsker at føre Quraysh tilbage, selv om du med egne øjne ser muligheden for at få hævn lige inden for rækkevidde. Mind derfor Quraysh om deres løfte om at hævne drabet på din bror.‹ Amr ibn al-Hadrami rejste sig, rev sin brystklædning op og begyndte at jamre og råbe: ›Åh Amr! Åh Amr!‹ Straks lød krigstrommerne. Quraysh blev grebet af kampiver. Det gode initiativ, som Utba havde taget, gjorde Amr på et øjeblik til intet.«

Aswad ibn Abd al-Asad al-Makhzumi var blandt Quraysh en yderst ondskabsfuld og fræk mand. Han begyndte sin afskyelige gerning. Han erklærede: »Jeg vil drikke af muslimernes vandbassin eller ødelægge det. Selv hvis det skulle koste mig livet, er jeg ligeglad.« Da han sagde dette og gik ud på slagmarken, trådte Hamza ibn Abd al-Muttalib frem imod ham. Mens de to angreb og slog igen, slog Hamza Aswad i benet med sit sværd. Benet blev hugget af. På dette tidspunkt var han lige ved vandbassinet. Han faldt om på ryggen, og blodet sprøjtede fra benet. Derefter kravlede han igen hen imod vandbassinet og trængte ind over dets grænse for at opfylde sit løfte. Hamza satte efter ham og dræbte ham inden for vandbassinets grænse.

Derefter trådte Utba ibn Rabīʿa frem på slagmarken. Hans bror Shayba og hans søn Walīd fulgte med ham. Han forlod Qurayshs slagorden, gik frem og råbte en udfordring til tvekamp. Tre unge mænd fra ansarerne, ʿAwf og Muʿawwidh ibn al-Hārith (to brødre) samt ʿAbdullah ibn Rawāha, trådte frem imod ham. Quraysh sagde: »Hvem er I?« De svarede: »Vi er ansarerne.« De sagde: »Vi har ikke brug for jer.« Derefter råbte en af dem: »Muhammad, send nogen fra vores folk, som er vores lige, imod os.« Så sendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ʿUbayda ibn al-Hārith, Hamza og ʿAli. Da de kom frem og præsenterede sig, blev modstanderne glade og sagde: »Godt. Nu har vi værdige modstandere.« Den yngste mujahid i den muslimske hær, ʿUbayda, begyndte at kæmpe mod ʿUtba ibn Rabīʿa, Hamza mod Shayba og ʿAli mod Walīd ibn ʿUtba. Hamza gav ikke Shayba, og ʿAli gav ikke Walīd, nogen mulighed for at slå igen. De gjorde det af med dem ved det første slag. ʿUbayda og ʿUtba udvekslede hver ét slag og blev begge alvorligt såret. Hamza og ʿAli skyndte sig frem og gjorde det af med ʿUtba med deres egne sværd. Derefter bar de ʿUbayda på deres skuldre og bragte ham tilbage til den muslimske hær.

Derefter rykkede de to parter samlet frem mod hinanden og kom tæt på hinanden. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde til ledsagerne, at de ikke måtte angribe, før han gav ordre til det. Han sagde: »Hvis Quraysh omringer jer, så kast pile mod dem og driv dem tilbage.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, opstillede på dette tidspunkt den muslimske hær og tog plads sammen med Abū Bakr al-Siddīq på den platformslignende plads. Der var ingen andre der. Han bad Allah om at sende den hjælp, Han havde lovet. Han sagde: »O Allah, hvis denne lille gruppe muslimer går til grunde i dag, vil der ikke være nogen tilbage til at tilbede Dig.« Abū Bakr sagde: »O Allahs Sendebud, bed Allah. Allah vil visselig opfylde det, Han har lovet dig.« På et tidspunkt faldt Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hen i en kort døs inde på sin platform. Derefter kom hjælpen. Se, Jibrīl kommer ridende og fører en hest ved tøjlen. Hans klæders folder er dækket af støv.« Straks gik Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ud på slagmarken og opmuntrede mujahiderne til kamp med ordene: »Ved Ham, i hvis hånd Muhammads liv er: Den, der i dag kæmper mod de vantro med tålmodighed og oprigtighed, kun bevæger sig fremad og under ingen omstændigheder trækker sig tilbage, ham vil Allah skænke Paradiset.« ʿUmayr ibn Humām fra Banū Salama holdt nogle dadler i hånden og spiste dem. Da han hørte Allahs Sendebuds ord, sagde han: »Hvor vidunderligt! Så der er åbenbart ingen hindring for mig på vejen til Paradiset ud over at opnå martyrdøden.« Efter at have sagt dette kastede han dadlerne fra sig, tog sit sværd og gik i kamp mod de vantro. Kort efter blev han martyr.

Derefter tog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en håndfuld støv i hånden og gik frem mod Quraysh. Så pustede han det mod dem og sagde: »Må deres ansigter blive vansirede.« Derefter befalede han ledsagerne: »Gå til et kraftigt angreb.« På kort tid led Quraysh et fuldstændigt nederlag. Mange af Qurayshs store ledere blev dræbt eller taget til fange.

Ibn ʿAbbās fortæller, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, den dag sagde til ledsagerne: »Jeg har fået at vide, at nogle af Banū Hāshims mænd med tvang er blevet bragt med i krigen. De har ikke noget ønske om at kæmpe mod os. Hvis nogen fra Banū Hāshim derfor kommer foran jer, må I ikke dræbe ham. Hvis Abū al-Bukhtarī ibn Hishām kommer foran nogen af jer, må I heller ikke dræbe ham, for også han er blevet slæbt med under tvang.« En mand i den muslimske hær, Abū Hudhayfa, sagde: »Vi skal dræbe vores fædre, brødre, sønner og slægtninge, men hvorfor skulle vi skåne ʿAbbās? Hvis han kommer foran mig, vil jeg helt sikkert slå ham med mit sværd.« Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hørte dette, kaldte han ʿUmar ibn al-Khattāb til sig og sagde: »ʿUmar, kan man slå Allahs Sendebuds onkel i ansigtet med et sværd?« ʿUmar sagde: »O Allahs Sendebud, giv mig tilladelse til at hugge hans hals over med mit sværd. Jeg er sikker på, at Abū Hudhayfa er blevet hykler.« Senere plejede Abū Hudhayfa at sige: »Det, jeg sagde den dag ved Badr, gør mig bekymret. Denne bekymring vil ikke forsvinde, før den er sonet ved martyrdøden.« Senere blev han martyr i slaget ved Yamāma.

Englene havde hjulpet muslimerne på mange af deres trængselsfulde dage. Men han befalede, at man skulle undersøge, om Abū Jahl befandt sig blandt de dræbtes lig. Ibn Masʿūd fortæller: Jeg huggede hans hoved af og bragte det til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, dette er hovedet af Allahs fjende, Abū Jahl.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Er det virkelig sådan?« Jeg sagde: »Ved Allah, det er det.« Ibn Masʿūd fortæller: Det havde været Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, beslutning at dræbe Abū Jahl. Derefter lagde jeg hans hoved foran Allahs Sendebud. Han lovpriste Allah og takkede Ham.

Senere befalede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, at Qurayshs lederes lig skulle kastes i brønden. Alle ligene blev kastet deri med undtagelse af Umayya ibn Khalaf. Umayyas lig var svulmet op og sad fast i hans rustning. Da ledsagerne forsøgte at frigøre ham fra rustningen, begyndte hans kød at blive revet itu. Da de så dette, lod de ham ligge, som han var, og dækkede ham til med jord og sten. Efter at ligene var blevet kastet i brønden, stillede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sig der. Det var midt om natten. Ledsagerne hørte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tiltale alle dem, der var blevet kastet i brønden, én efter én ved navn: »O brøndens beboere, O ʿUtba, Shayba, Umayya og Abū Jahl! Har I virkelig modtaget det, Allah lovede jer? Jeg har sandelig oplevet opfyldelsen af min Herres løfte.« Muslimerne sagde: »O Allahs Sendebud, tiltaler du mennesker, som er døde og rådnet bort?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »De hører det lige så tydeligt, som I hører mine ord, men de er ikke i stand til at svare.«

Derefter beordrede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, den muslimske hær til at samle det krigsbytte, der fandtes hos den. Muslimerne blev uenige om det. De, der havde samlet dette gods, sagde: »Dette gods tilkommer os.« De, der havde kæmpet mod fjenden, sagde: »Dette gods tilkommer os, for hvis vi ikke havde kæmpet, ville I ikke have fået mulighed for at samle det. Fordi vi var optaget af at kæmpe mod qurayshitterne, kunne vi ikke slutte os til jer i arbejdet med at samle krigsbyttet, og derfor kunne I samle det.« De, der var blevet udpeget til at vogte ham af frygt for, at fjenden kunne angribe Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fra en anden vej, sagde: »Ved Allah, I har ikke større ret til det end os. Også vi havde fået fjenden i vores magt og ønskede at dræbe dem. Der var heller intet, der forhindrede os i at samle dette gods, og vi ønskede også at samle det. Men af frygt for, at fjenden på ny kunne angribe Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev vi sat til at vogte ham. Derfor har I ikke større ret til dette gods end os.«

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sendte Abdullah ibn Rawahah til det højtliggende område i Medina og Zayd ibn Harithah til det lavtliggende område for at bringe muslimerne det glædelige budskab om sejren. Derefter drog han mod Medina sammen med hele sin gruppe og de polyteistiske krigsfanger. Blandt krigsfangerne var også Utbah ibn Abu Muayt og Nadr ibn al-Harith. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, medbragte også det krigsbytte, der var taget fra polyteisterne. Han overdrog Abdullah ibn Kab ibn Amr ibn Awf ansvaret for at bevogte krigsbyttet.

Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, var kommet ud fra Safra-passet og nået en sandbakke mellem passet og Najiya, satte han sig dér og fordelte krigsbyttet ligeligt blandt muslimerne. Derefter genoptog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, rejsen. Da han nåede Rawha, begyndte muslimerne dér at lykønske Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og hans ledsagere med den store sejr, som Allah havde skænket dem. Da sagde Salamah ibn Sulaymah: »Hvorfor lykønsker I os? Vi har jo blot kæmpet mod nogle garvede gamle mænd. De var blevet svækkede som tilfangetagne kameler, så vi slagtede dem.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, smilede og sagde: »Nevø, det var jo dem, der bestemte.«

Da de nåede Safra-passet, blev krigsfangen Nadr ibn al-Harith dræbt. Det var Ali, Abu Talibs søn, der dræbte ham. Derefter fortsatte de deres fremrykning. Da de nåede al-Arquz al-Zurayyah, blev også Uqbah ibn Abu Muayt dræbt. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, beordrede ham dræbt, sagde Uqbah: »Hvem skal tage sig af børnene, Muhammad?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, svarede kort: »Ilden!« Derefter dræbte Asim ibn Thabit ibn Abu al-Aflah al-Ansari Uqbah ibn Muayt. Så drog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, videre. Han nåede Medina en dag før krigsfangerne ankom. Da krigsfangerne ankom, blev de fordelt blandt ledsagerne, som skulle tage sig af dem. Derefter sagde han: »I skal vise krigsfangerne medfølelse.«

Imens nåede Haysaman ibn Abdullah som den første frem til Mekka med den skamfulde nyhed om qurayshitternes ynkelige nederlag. Qurayshitterne begyndte at begræde deres dræbte. Derefter beherskede de sig og sagde til hinanden: »Lad være med at begræde dem sådan. Hvis Muhammad og hans ledsagere får det at vide, vil de klappe i hænderne af glæde. Og skynd jer ikke med at indløse fangerne, så Muhammad og hans ledsagere får mulighed for at presse jer hårdt med hensyn til løsesummen.« Aswad, Abd al-Muttalibs søn, havde mistet sine tre sønner. De hed Zamʿah, Aqil og al-Harith. Han ønskede at begræde sine sønner. På dette tidspunkt, sent om natten, hørte han en sørgende kvindes gråd. Den blinde Aswad sagde til en af sine slaver: »Gå og undersøg, om højlydt begrædelse er blevet tilladt. Se, om qurayshitterne græder over deres dræbte. Så vil jeg græde over Zamʿah, for mit hjerte er brændt op.« Slaven vendte tilbage og fortalte: »En kvinde begræder, fordi hun har mistet sin kamel.« Da Aswad hørte dette, fremsagde han følgende digt: »Hvad er det for noget, at denne kvinde våger hele natten og græder sådan over en kamel? I virkeligheden græder hun ikke over en ung kamel, men over en fuldmåne, hvis lykke er så begrænset. Den fuldmåne, som Banu Husays, Makhzum og Abu al-Walids stamme sørger over. Hvis jeg græder, er der mange, som kan græde over Aqil og den modige løve al-Harith. Det er umuligt at nævne alle disse utallige sørgende. I sandhed har Zamʿah ingen lige.«

Derefter begyndte mekkanerne at sende løsepenge for at få krigsfangerne frigivet. Først indhentede de samtykke til at frigive Suhayl ibn Amr, hvorefter muslimerne sagde: »Nu skal I betale løsesummen.« Miqraz sagde: »Hold mig tilbage i stedet for Suhayl, og lad ham gå, så han kan tage af sted og sende jer hans løsesum.« De gik med til dette, frigav Suhayl og holdt Miqraz tilbage i hans sted. Før dette havde Umar ibn al-Khattab, måtte Allah være tilfreds med ham, sagt til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: »Allahs Sendebud, giv mig tilladelse til at slå Suhayls fortænder ud, så hans tunge kommer frem, når han taler, og han aldrig mere kan holde taler imod dig.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Jeg vil ikke vansire hans ansigt, for så vil Allah vansire mit ansigt, selv om jeg er profet.«

En af krigsfangerne var Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, svigersøn, Abu al-As ibn al-Rabi ibn Abd al-Uzza, som var gift med hans datter Zaynab. Da Zaynab antog islam, blev hun skilt fra Abu al-As, men Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, var i praksis ikke i stand til at adskille dem. Derfor fortsatte Zaynab, selv om hun var blevet muslim, med at bo hos sin polyteistiske mand. Under disse omstændigheder foretog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hijrah. Senere, da qurayshitterne drog ud til slaget ved Badr, sluttede Abu al-As sig også til dem. Således blev han en af krigsfangerne og blev bragt til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, i Medina.

Derefter begyndte Mekkas indbyggere at sende løsepenge for at få krigsfangerne frigivet. Zaynab sendte også nogle penge samt den halskæde, som Khadijah havde givet hende ved hendes bryllup, som løsesum for Abu al-As ibn al-Rabi. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev dybt bevæget, da han så halskæden. Han sagde til ledsagerne: »Hvis I finder det godt, kan I give Zaynabs løsesum tilbage og frigive hendes fange.« Ledsagerne frigav ham og gav de penge og den halskæde, der var sendt som løsesum, tilbage.

Abul ‘As tog til Mekka, og Zaynab kom til Medina, hvor de begyndte at bo hos Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Islam skilte dem ad. Kort før erobringen af Mekka tog Abul ‘As til Syrien i forretningsanliggender. Han havde fået betroet både sine egne og Qurayshs handelsmidler, som var blevet givet ham som kapital. Efter at have afsluttet sine handler var han på vej tilbage, da en styrke udsendt af Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, beslaglagde hans handelsvarer, mens Abul ‘As flygtede og reddede sig. Da styrken kom til Zaynab, Allahs Sendebuds datter, og bad om beskyttelse, gav Zaynab ham beskyttelse. Han var kommet for at få sine ejendele tilbage. Om morgenen gik Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, for at bede og stillede sig til bøn sammen med sahabaerne. Da råbte Zaynab fra kvindernes kammer: “Folk, hør efter: Jeg har givet Abul ‘As ibn Rabi‘ beskyttelse.” Efter at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde afsluttet bønnen, vendte han sig mod alle og sagde: “Muslimer, har I også hørt det, som jeg har hørt?” Alle svarede: “Ja, det har vi.” Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: “Ved Allah, før jeg hørte denne bekendtgørelse, vidste jeg intet om sagen. Ifølge aftalen kan enhver, der søger beskyttelse hos muslimerne, få den.” Derefter gik Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, til sin datter og sagde til hende: “Zaynab, tag dig godt af Abul ‘As. Men lad ham ikke komme alene til dig, for du er ikke længere tilladt for ham.”

Abdullah ibn Abu Bakr fortæller, at han sendte en besked til den styrke, som havde taget Abul ‘As’ ejendele: “I ved, hvilket forhold vi har til ham. I har taget nogle af hans ejendele. Hvis I venligt vil give ham hans ejendele tilbage, vil det være det, vi foretrækker. Hvis I ikke vil give dem tilbage, er de krigsbytte, som Allah har givet jer. I er de retmæssige ejere af disse ejendele.” De svarede: “Allahs Sendebud, vi vil hellere give ham hans ejendele tilbage.” Derefter kom den ene med en spand, en anden med hans gamle lædersæk, en tredje med hans læderbeholder, og en anden gav ham endda et lille træhåndtag tilbage. På denne måde fik han alle sine ejendele tilbage, nøjagtigt som de havde været. Intet manglede. Senere tog han ejendelene med til Mekka og gav enhver fra Quraysh det tilbage, som tilhørte ham, og sagde: “Quraysh, er der nogen af jer, som stadig mangler at få noget tilbage?” De svarede: “Må Allah belønne dig med det bedste. Vi har ikke mere til gode hos dig. Du har behandlet os som en virkelig troværdig og ædel mand.” Da sagde han: “Så vidner jeg om, at der ikke findes nogen gud ud over Allah, og at Muhammad er Hans tjener og Sendebud. Ved Allah, jeg tog ikke imod islam hos Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, før af frygt for, at I måske ville tro, at jeg kun gjorde det for at tilegne mig jeres ejendele. Da Allah havde sørget for, at disse blev bragt tilbage til jer, og jeg var blevet fritaget for mit ansvar, tog jeg imod islam.” Derefter kom Abul ‘As, Allah være tilfreds med ham, til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Blandt krigsfangerne fra Badr, som af medfølelse blev løsladt uden løsepenge, var Abul ‘As ibn Rabi‘, al-Muttalib ibn Hantab, Sayfi ibn Abu Rifa‘a og Abu ‘Azza ‘Amr ibn Abdullah ibn ‘Uthman. Abu ‘Azza var fattig og havde mange døtre, som han skulle forsørge. Han gik til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og sagde: “Allahs Sendebud, du ved, at jeg ikke ejer nogen formue. Jeg er yderst fattig og tynget af mange børn. Vis mig derfor barmhjertighed.” Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, eftergav hans løsepenge og tog hans løfte om, at han aldrig mere ville gribe til våben mod Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Abu ‘Azza vendte tilbage til sin stamme og fremsagde følgende digt til lovprisning af Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred:

“Hvem vil bringe dette budskab fra mig til Sendebuddet Muhammad?

Du er sandfærdig og verdens konge, og al pris tilkommer dig.

Du er den, der kalder til sandhed og retfærdighed,

en person højt æret og ophøjet i rang af Den Almægtige Allah,

du er en person højt æret og ophøjet i rang blandt os,”

Den, du går i krig imod, er yderst ulykkelig,

og den, du slutter fred med, er yderst lykkelig.”

Den løsesum, der blev opkrævet fra afgudsdyrkerne, beløb sig til mellem ét tusind og fire tusind dirham pr. fange. Fattige personer blev dog behandlet nådigt og løsladt uden løsesum. I alt deltog 83 Muhājirūn, 161 Ansār fra Aws-stammen og 170 Ansār fra Khazraj-stammen i slaget ved Badr, og Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gav dem alle en andel af krigsbyttet. Antallet af muslimer, der deltog i slaget ved Badr, var 314, bestående af Ansār og Muhājirūn. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gav dem alle en andel af krigsbyttet samt deres godtgørelse. Slaget ved Badr fandt sted om morgenen fredag den 17. Ramadan.

Ekspeditionen mod Banū Sulaym

Efter hjemkomsten fra slaget ved Badr opholdt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sig i Medina i syv dage. Derefter drog han på ekspedition mod Banū Sulaym-stammen. Han ledede selv ekspeditionen og indtog et vandingssted ved navn Qadr, som tilhørte dem. Her mødte han ingen modstand. Han tilbragte resten af Shawwāl og hele Dhū al-Qaʿdah i Medina. I denne periode løslod han de fleste af Qurayshs krigsfanger mod løsesum. (58. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drog på denne ekspedition, udnævnte han Sībā ibn ʿArqaṭ al-Ghifārī til at føre tilsyn med Medina. Nogle siger, at han overlod ansvaret for Medina til Ibn Umm Maktūm.)

Ekspeditionen ved Sawīq

I Dhū al-Ḥijjah drog Abū Sufyān ibn Ḥarb på ekspeditionen ved Sawīq. Dette år drog afgudsdyrkerne i krig uden at udføre hajj. For da Abū Sufyān og de øvrige Quraysh-folk var vendt tilbage til Mekka med nederlagets skam fra Badr, svor de straks, at de ikke ville hælde vand over deres hoveder for at rense sig for den urenhed, der skyldes samleje, før de havde foretaget endnu et angreb på Muḥammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og taget passende hævn. (59. Denne rituelle afvaskning, ligesom hajj og ægteskab, var også en skik i uvidenhedens tid.) For at opfylde dette løfte drog Abū Sufyān af sted med to hundrede ryttere. Efter at have krydset Najdiyyah slog han lejr ved en kilde nær et bjerg ved navn Sāʾib, ikke langt fra Medina. Derefter nåede han i nattens mørke frem til huset til Ḥuyayy ibn Akhṭab fra Banū Naḍīr og bankede på døren. Ḥuyayy blev urolig og nægtede at åbne døren. Abū Sufyān gik derfor til Sallām ibn Mishkam. Denne mand var på det tidspunkt leder af Banū Naḍīr og vogter af den fond, der var samlet til at håndtere deres nødssituationer. Da Abū Sufyān bad om tilladelse til at komme ind i hans hus, gav han ham tilladelse og beværtede ham. Sallām underrettede ham om den indre situation i Medina. Derefter vendte Abū Sufyān tilbage til sine ledsagere, mens det stadig var nat. Han sendte nogle mænd fra Quraysh-hæren mod Medina. De nåede et sted ved navn ʿUrayb nær Medina. Der satte de ild til palmelundene. Her fandt de en mand fra Ansār og hans forbundsfælle på deres fælles landbrug og dræbte dem. Derefter forsvandt de i den retning, de var kommet fra. Medinas indbyggere opdagede deres handlinger. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drog ud for at lede efter dem og efterlod Bashīr ibn ʿAbd al-Mundhir med ansvaret for Medina. Da han nåede stedet, der hedder Qarqarat al-Qadr, fandt han ingen spor af Abū Sufyān og hans mænd og vendte tilbage. Inde på gården så han nogle af de efterladte ejendele. For at gøre sig lettere og kunne flygte hurtigt havde de kastet dem fra sig. (60. Det meste af det, Quraysh havde efterladt, var mel af hvede eller byg, som kunne spises med mælk, honning og smørfedt eller med vand. Dette mel kaldes sawīq på arabisk, og derfor fik denne ekspedition navnet »ekspeditionen ved Sawīq«.) Da muslimerne var vendt tilbage uden kamp, spurgte de Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Allahs Sendebud, regnes dette som jihad for os?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Ja.«

Ekspeditionen ved Dhū ʿAmar

Efter at være vendt tilbage fra Sawīq-ekspeditionen tilbragte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hele eller næsten hele resten af måneden Dhū al-Ḥijjah i Medina. Derefter gennemførte han en ekspedition mod Ghatafān-stammen i Najd. Denne ekspedition blev kaldt Dhū al-ʿAmr-ekspeditionen. Han opholdt sig i Najd hele eller næsten hele måneden Ṣafar. Han tilbragte hele måneden Rabīʿ al-Awwal, eller med undtagelse af nogle få dage, i Medina.

Furūʿ-ekspeditionen til Baḥrān

Denne gang gennemførte han endnu en ekspedition mod Quraysh. Han krydsede Ḥijāz og nåede via Furūʿ-området frem til Baḥrān. Han tilbragte Rabīʿ al-Thānī og Jumādā al-Ūlā dér. Derefter vendte han sikkert tilbage til Medina.

Slaget ved Banū Qaynuqāʿ

Hovedårsagen til konflikten med Banū Qaynuqāʿ var, at en arabisk kvinde kom til stammen Banū Qaynuqāʿs marked med nogle varer for at sælge dem. Hun satte sig dér nær en guldsmeds butik. Folkene i butikken bad kvinden om at afdække sit ansigt, men hun nægtede. Derefter tog guldsmeden fat i en flig af kvindens klædning og bandt den fast til hendes ryg. Kvinden bemærkede det ikke. Da hun rejste sig, blev hun derfor straks nøgen. Markedsfolkene så det og begyndte at le højt. Kvinden skreg straks. En muslim angreb guldsmeden og dræbte ham. Guldsmeden var jøde. Derfor samlede jøderne sig også og dræbte denne muslim. Da den dræbte muslims familie appellerede til muslimerne, blev de vrede og angreb, og således brød der krig ud mellem muslimerne og Banū Qaynuqāʿ.

Blandt jøderne i Medina var Banū Qaynuqāʿ de første til at bryde den aftale, der var indgået mellem Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og dem. Derfor belejrede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, dem og tvang dem til at overgive sig på gunstige vilkår. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, med Allahs hjælp havde bragt dem på knæ, kom ʿAbdullāh ibn Ubayy ibn Salūl til ham og sagde: »Muhammad, behandl mine allierede venligt.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede ikke på hans ord. Han sagde igen: »Muhammad, behandl mine allierede venligt.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, vendte sig bort. Da stak han hånden ind i Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, rustningsåbning, og han sagde: »Slip mig.« På dette tidspunkt blev Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, så vred, at hans ansigt blev rødt. Derefter sagde han til ham: »Hør! Slip mig nu.« Han sagde: »Nej, giv mig først en forsikring om, at du vil behandle mine allierede venligt, så slipper jeg dig. Tro mig, fire hundrede krigere med ubeskyttede hoveder og tre hundrede krigere iført rustning har gjort mig sikker mod alle mennesker i verden. Og du vil tilintetgøre dem på én dag? Jeg er ikke sikker et øjeblik uden dem.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Godt så. Jeg overlader dem til dig.«

Derefter kom ʿUbādah ibn al-Ṣāmit, må Allah være tilfreds med ham, til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Også han havde et allianceforhold til Banū Qaynuqāʿ. Men uden at tage hensyn til dette overlod han dem til Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, beslutning og erklærede over for Allah og Sendebudet, at han frasagde sig ethvert ansvar for den aftale, han havde indgået med dem. Han sagde: »Allahs Sendebud, mine allierede og venner er kun Allah, Sendebudet og de troende. Jeg frasiger mig fuldstændigt disse vantros alliance.«

Det var angående ʿUbādah ibn al-Ṣāmit og ʿAbdullāh ibn Ubayy, at de følgende vers fra sūraen al-Māʾidah blev åbenbaret:

“O troende, tag aldrig jøder og kristne som venner og allierede. De er hinandens allierede. Den af jer, der tager dem som allierede, regnes som en af dem. Sandelig, Allah vejleder ikke de uretfærdige. Du vil se dem, hvis hjerter er syge, ile omkring i sagen om jøderne og de kristne og sige: ‘Vi frygter, at en ulykke eller prøvelse skal ramme os.’ Allah kan jo skænke sejren eller frembringe en anden begivenhed fra Sin side. Da vil de fortryde det, de skjulte i deres indre. De troende siger: ‘Er dette så tilstanden hos de mennesker, der svor ved Allah og fremsatte lange erklæringer om, at de var med jer?’ Alle deres gode gerninger er blevet til intet, og de er blevet fortabte. O troende, hvis nogen blandt jer vender sig bort fra sin religion, så er den dag ikke fjern, hvor Allah vil lade et folk træde frem, som Han elsker, og som elsker Ham; de er ydmyge over for de troende og hårde over for de vantro. De vil kæmpe på Allahs vej og frygter ikke nogens dadel eller bebrejdelse. At kunne være så standhaftig er en særlig nåde fra Allah. Han skænker den til den, Han vil. Sandelig, Allahs nåde er overalt. Han skænker den til den, Han vil. Sandelig, Allah er Den Allvidende, som er til stede overalt. Jeres ven og allierede er alene Allah, Hans Sendebud og de troende, som udfører bønnen, giver zakat og adlyder Allah. Den, der tager Allah, Hans Sendebud og de troende som allierede, hører til Allahs parti; og han bør vide, at det er Allahs parti, der i sidste ende sejrer.”

Zayd ibn Harithas ekspedition til Qarada

Qarada er et vandsted i Najd. Grunden til, at denne ekspedition blev gennemført, var, at Quraysh efter begivenhederne ved Badr anså det for farligt at benytte deres sædvanlige rute til Syrien og derfor begyndte at rejse ad vejen gennem Irak. En handelskaravane under Abu Sufyans ledelse drog ad denne vej mod Syrien. Dens vigtigste handelsvare var en stor mængde sølv. Furāt ibn Hayyān fra Banū Bakr ibn Wā’il var deres lejede vejviser. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte Zayd ibn Haritha for at angribe denne karavane. Han indhentede karavanen ved Qarada. Da karavanens folk flygtede af frygt for deres liv, bragte han hele karavanen med dens handelsvarer til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham.

Slaget ved Uhud

Da Qurayshs vantro vendte tilbage til Mekka med nederlagets skam over sig efter slaget ved Badr, og Abu Sufyan var vendt tilbage til Mekka med sin karavane, gik en gruppe fra Quraysh, heriblandt Abd Allah ibn Abi Rabi’a, Ikrima ibn Abi Jahl og Safwan ibn Umayya, til Abu Sufyan. Deres fædre, sønner eller brødre var blevet dræbt i slaget. Den fortjeneste, Abu Sufyan havde opnået fra denne karavane, var stadig hos ham. De sagde: ‘O Quraysh, Muhammad har påført jer et stort tab og dræbt jeres bedste mænd. Hjælp os nu med alle denne karavanes ejendele, så håber vi, at vi kan tage passende hævn for dem, vi har mistet.’ Alle gav deres samtykke.

Derefter gav Abu Sufyan, karavanens ikke-Quraysh-medlemmer, især folk fra stammen Kinana og Tihama, som var loyale over for Quraysh, deres samtykke til at drage i krig, og Quraysh besluttede også at gå i krig mod Muhammad. For at vække hævntørsten og forhindre krigerne i at flygte tog Quraysh nogle af deres kvinder med. Hærføreren Abu Sufyan tog sin hustru Hind bint Utba med; Ikrima ibn Abi Jahl tog Umm Hakim bint al-Harith med; al-Harith ibn Hisham tog Fatima bint al-Walid med; Safwan ibn Umayya tog Barza bint Masud med; og Amr ibn al-As tog Barita bint Munabbih med. Derefter rykkede de frem mod Medina. De slog lejr nær bjerget Batn al-Subkha ved bredden af to kilder, der udsprang fra kanalen ved indgangen til dalen foran Medina. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og muslimerne hørte, at de havde slået sig ned dér. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, talte til muslimerne og sagde: ‘Jeg har set en god drøm. Jeg så, at en af mine køer blev slagtet. Jeg så også, som om der var kommet en revne i den skarpe kant af mit sværd. Og jeg så, at jeg stak min hånd ind i en beskyttet rustning.’ Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ‘At koen blev slagtet, betyder, at nogle af mine ledsagere vil blive dræbt. Den revne, jeg så i den skarpe kant af mit sværd, er et tegn på, at en fra min familie vil blive dræbt.’ Med denne rustning forstod jeg Medina. Hvis I mener, at I vil blive i Medina og udfordre dem til kamp, mens de bliver dér, hvor de har slået sig ned, kan I gøre det. Hvis de alligevel bliver dér, vil det vise sig at være et meget dårligt sted for dem. Og hvis de går ind i Medina, vil vi bekæmpe dem fra Medina.’

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ønskede egentlig ikke at drage uden for Medina. Abd Allah ibn Ubayy ibn Sulul var ligeledes imod at drage uden for Medina for at kæmpe. Men de muslimer, som ikke havde kunnet deltage i slaget ved Badr, og for hvem Allah havde bestemt den lykke at deltage i Uhud og andre slag, sagde: ‘O Allahs Sendebud, før os ud af Medina for at møde fjenden. Lad dem ikke tro, at vi er blevet svage eller feje.’

Abdullah ibn Ubayy ibn Sulul sagde: »O Allahs Sendebud, bliv i Medina og gå ikke udenfor. Ved Allah, hvis vi går uden for Medina, vil fjenden kunne skade os mere. Men hvis fjenden trænger ind i Medina og angriber, vil vi kunne tilføje dem et større nederlag. O Allahs Sendebud, lad derfor de vantro blive, hvor de er. Hvis de bliver dér, vil dette sted blive den værst tænkelige belejringsplads for dem. Hvis de trænger ind i Medina, vil vores mænd møde dem i direkte kamp, mens kvinderne og børnene vil kaste sten efter dem ovenfra. Og hvis de vender om, vil de vende tilbage, som de kom.« På den anden side begyndte de muslimer, som ønskede at kæmpe mod Quraysh uden for Medina, at give udtryk for deres ønske over for Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Imens gik Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ind i sit hjem og iførte sig sin rustning. Det var en fredag. Samme dag døde en ansar ved navn Malik ibn Amr. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad begravelsesbønnen over ham. Derefter kom han ud til muslimernes forsamling. Da muslimerne indså, at han havde ønsket at møde Quraysh, mens han blev i Medina, fortrød de. De sagde: »O Allahs Sendebud, vi burde ikke have modsagt dig. Hvis du ønsker at blive i Medina, så gør det.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Nej, sådan går det ikke til. Det sømmer sig ikke for en profet at tage sin krigsdragt af, efter at han har iført sig den, uden at have kæmpet.« Derefter drog Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, af sted med tusind sahaba. Da de nåede et sted ved navn Shawt mellem Medina og Uhud, skilte Abdullah ibn Ubayy ibn Sulul sig fra dem med omkring en tredjedel af mændene. Han sagde: »Allahs Sendebud lyttede til dem, men lyttede ikke til mig. Folk, jeg forstår ikke, hvorfor vi skal lade så mange af os miste livet.«

Han skilte sig fra den muslimske hær sammen med hyklerne og de tvivlende blandt sit folk. Abdullah ibn Amr ibn Haram fulgte efter dem og sagde: »Jeg besværger jer ved Allah: Forlad ikke jeres muslimske brødre og Allahs Profet, så de står over for fjendens forestående angreb alene.« De sagde: »Hvis vi havde troet, at der ville blive kamp, havde vi ikke forladt jer. Vi tror ikke, der vil blive kamp.« Da de på ingen måde ville vende tilbage til slagmarken, sagde Abdullah: »O Allahs fjender, måtte Allah fjerne jer. Allah vil ikke lade Sit Sendebud være afhængigt af jer. Allah er tilstrækkelig for ham.«

Ansarerne sagde: »O Allahs Sendebud, hvad siger du til, at vi beder vores jødiske allierede om hjælp?« Han sagde: »Der er intet at gøre med dem.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, fortsatte forberedelserne til krigen. Han slog lejr i dalen nær Uhud-bjerget. Han placerede soldaterne ved den side, der lå nærmest bjerget, og stillede sig med bjerget bag sig. Han sagde til soldaterne: »Ingen må begynde kampen, før jeg giver ordre til det.« Quraysh havde allerede sluppet alle deres kameler og heste løs på det frugtbare område ved Samghah, som blev vandet af muslimernes kanal, ikke langt fra Uhud. Da en ansar hørte Allahs Sendebuds forbud mod at begynde kampen, sagde han: »Vi har endnu ikke fået vores del af høsten fra Aws’ og Khazraj’s marker. Hvordan kan vi under disse omstændigheder tolerere, at dyrene græsser dér?«

Derefter gjorde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sine syv hundrede soldater klar til kamp. Han udnævnte Abdullah ibn az-Zubayr til leder for en bueskytteenhed på halvtreds mænd. Han blev kendt ved et hvidt klæde. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til ham: »Driv fjendens ryttere tilbage ved at skyde pile mod dem. Uanset om vi vinder eller taber kampen, må du under ingen omstændigheder lade nogen komme bagfra. Bliv fast på din plads, så vi ikke bliver angrebet fra din side.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, iførte sig to rustninger på én gang og gav fanen til Musab ibn Umayr.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tog først ikke den femtenårige Samurah ibn Jundub og Rafi ibn Khadij med som krigere den dag. Senere sagde mange sahaba: »O Allahs Sendebud, Rafi er en dygtig bueskytte.« Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte det, gav han ham tilladelse. Da Rafi havde fået tilladelse, sagde nogle andre: »O Allahs Sendebud, Samurah kan besejre Rafi i brydekamp.« Så gav han også Samurah tilladelse. Men han gav ikke Usamah ibn Zayd, Abdullah ibn Amr, Zayd ibn Thabit, al-Bara ibn Hazim og Usayd ibn Zuhayr tilladelse. Senere fik de tilladelse til at deltage i Slaget ved Grøften. På det tidspunkt var de femten år gamle.

Quraysh gjorde deres hær på tre tusind krigere klar til kamp. De havde to hundrede heste med sig. Khalid ibn al-Walid blev placeret på højre side af dette rytterkorps og Ikrimah ibn Abu Jahl på venstre side.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, viste sit sværd frem og sagde: »Hvem er parat til at yde dette sværd dets ret?« Mange trådte frem. Han gav ikke sværdet til nogen af dem.

Abu Dujana trådte frem og sagde: »O Allahs Sendebud, hvad er dette sværds ret?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Du skal slå fjenden så hårdt med dette sværd, at det bliver bøjet.« Abu Dujana sagde: »O Allahs Sendebud, jeg vil tage det og yde det dets ret.« Så gav han sværdet til Abu Dujana. Abu Dujana var i sandhed en yderst modig og tapper kriger. Under kamp bevægede han sig med en meget stolt mine. Han havde et rødt hovedbånd. Når han slog sig på kroppen med det, forstod folk, at han straks ville gå i kamp. Efter at have modtaget sværdet fra Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tog han hovedbåndet frem og slog sig på hovedet med det. Derefter begyndte han at gå svajende og stolt mellem soldaternes rækker. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, så det, sagde han: »Denne måde at gå på er meget forhadt af Allah, undtagen på slagmarken.«

Imens sagde Abu Sufyan for at opildne mændene fra Banu Abdud Dar, som bar hans hærs fane, til kamp: »O Banu Abdud Dar, I bar vores fane i slaget ved Badr. Men I har set, hvad udfaldet blev for os i det slag. Husk, at angreb mod hæren altid kommer fra fanens side. Hvis fanen falder, bliver soldaterne slået. Derfor skal I enten holde fanen fast eller træde til side. Vi kan selv holde den.« Da fanebærerne hørte dette, blev de opmærksomme på fanen og lovede Abu Sufyan: »Vi overlader vores lederskab til dig. Når vi går i kamp i morgen, skal du se, hvordan vi kæmper.« Det var netop denne beslutsomhed, Abu Sufyan ønskede at indgyde dem.

Da kampen begyndte næste dag, fulgte Hind, Utbas datter, efter mændene sammen med de kvinder, der ledsagede hende, mens de slog på trommer og opildnede dem med disse ord:

»Fremragende, O Banu Abdud Dar,

fremragende er jeres indsats, O I, der vogter bagenden!

Slå til med hvert eneste skarpe sværd!«

De sagde også: »Hvis I fortsætter med at storme frem, vil vi omfavne jer og brede bløde madrasser ud for jer,

men hvis I trækker jer tilbage,

vil vi skilles fra jer.«

I vil ikke få vores kærlighed.”

For at sahabaerne under slaget ved Uhud kunne genkende hinanden, lærte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, dem et kendingsråb: »Amît, amît!« Det betyder: »Slå et dødeligt slag. Slå et dødeligt slag.«

Efterhånden blev kampen voldsom. Abu Dujana kæmpede med en sådan overvældende tapperhed, at han dræbte enhver, han mødte på sin vej. Zubayr ibn al-Awwam fortæller: »En af polyteisterne dræbte enhver af vores soldater, han fik øje på. Abu Dujana og denne mand nærmede sig hinanden. Jeg bad om, at Allah ville bringe dem sammen. Snart stod de ansigt til ansigt, og begge begyndte at slå mod den anden. Polyteisten slog Abu Dujana. Abu Dujana afværgede slaget med sit læderskjold. Sværdet trængte ind i skjoldet og sad fast. Abu Dujana slog ham derefter tilbage og dræbte ham. Så så jeg ham løfte sit sværd over hovedet på Hind bint Utba. Men i næste øjeblik sænkede han sværdet. 62. Abu Dujana siger: På slagmarken så jeg en, der ophidsede de vantro. Jeg gik frem for at standse ham. Da jeg løftede sværdet, udstødte han et skrig. Jeg så, at det var en kvinde. Jeg afstod, fordi jeg mente, at det ville være en vanære for Allahs Sendebuds sværd, Allahs fred og velsignelser være med ham, at slå en kvinde med det.«

Hamza ibn Abd al-Muttalib, måtte Allah være tilfreds med ham, dræbte under kampen Artah ibn Abd Shurahbil. Han var en af medlemmerne af den gruppe, der bar fanen. Kort efter så han Siba ibn Abd al-Uzza gå forbi ham. Han udfordrede ham til kamp og sagde: »Din mors søn, som ernærer sig ved omskærelse, kom frem foran mig.« Sibas mor ernærede sig i Mekka ved at udføre omskærelser.

Wahshi, Zubayr ibn Mutims slave, fortæller: »Jeg så på Hamza. Jeg så ham løfte sit sværd mod fjenderne og på et øjeblik meje dem ned. Han lod ingen foran sig overleve. Mens han kæmpede, blev hele hans krop dækket af støv, så han lignede en grå kamel. På dette tidspunkt gik Siba ibn Abd al-Uzza forbi mig og nærmede sig Hamza. Da Hamza så ham, udstødte han et brøl: »Din mors søn, som ernærer sig ved omskærelse, kom hen til mig, så skal du få at se!« Med disse ord slog han ham. Men det så ud, som om slaget ikke ramte hans hoved. Jeg rettede mit spyd mod Hamza. Da jeg var sikker på, at jeg havde taget korrekt sigte, kastede jeg det mod ham. Spyddet trængte ind i hans underliv og kom ud mellem hans lår. Selv i denne tilstand gik han frem mod mig. Men kort efter mistede han kræfterne og faldt om. Jeg gav ham lidt tid. Han sank sammen i dødens favn. Så gik jeg hen og trak mit spyd ud.«

Derefter vendte jeg tilbage til Qurayshs hær. På slagmarken havde jeg ikke andet mål end at dræbe Hamza. Jeg dræbte ham, fordi jeg vidste, at jeg ville blive frigivet, hvis det lykkedes mig at dræbe ham. Så snart jeg vendte tilbage til Mekka, blev jeg frigivet. Derefter boede jeg i Mekka. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, erobrede Mekka, flygtede jeg til Taif og slog mig ned dér. Men da en delegation fra Taif kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, for at antage islam, blev jeg fortvivlet. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg skulle tage hen. Jeg tænkte på at rejse til Syrien eller Yemen, for dér ville jeg kunne leve i fred. Imens sagde en mand til mig: »Hvis Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, antager islam og fremsiger trosbekendelsen, dræber han ingen.« Da jeg hørte dette, gik jeg til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han blev overvældet af forbløffelse, da han så mig i sin nærværelse stå foran ham og erklære min underkastelse under den sande religion. Han løftede blikket, så én gang på mig og sagde: »Sæt dig. Fortæl mig, hvordan du dræbte Hamza.« Jeg fortalte ham hele hændelsen fra begyndelse til slut. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde hørt det hele, sagde han: »Kom aldrig foran mig. Jeg ønsker ikke at se dig.« Så længe Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, levede, trak jeg mig til side, hver gang jeg gik til ham, så han ikke skulle se mit ansigt.

Musab ibn Umayr, måtte Allah være tilfreds med ham, kæmpede heroisk for at beskytte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og blev martyr. Han blev dræbt af Ibn Qumayya al-Laythi. Han troede, at det var Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, han havde dræbt. Derfor vendte han tilbage til Quraysh og sagde: »Jeg har dræbt Muhammad.« Da Musab var blevet dræbt, overgav Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, fanen til Ali ibn Abu Talib. Derefter kastede Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, og andre muslimske helte sig ind i kampen.

Da slaget ved Uhud antog en frygtelig form, satte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig under ansarernes fane. Han sendte en budbringer til Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, med besked om: »Gå frem med fanen.« Ali gik frem og råbte: »Jeg er rædslernes fader.« 63. Abu Sad fra Qurayshs side havde råbt: »Jeg skaber rædsel. Hvem er klar til at kæmpe mod mig? Kom an.« Det var som svar på dette, at Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, råbte det nævnte. Abu Sad gik frem til ham og sagde: »Rædslernes fader, har du lyst til at kæmpe?« Ali svarede: »Ja.« Derefter begyndte kampen mellem dem. Slag og modsvarende slag fulgte. Til sidst slog Ali ham én gang og væltede ham omkuld. Efter at have væltet ham trak Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, sig bort uden at give ham det dødelige slag. Alis ledsagere sagde til ham: »Hvorfor trak du dig bort uden at give ham det afgørende slag?« Han svarede: »Abu Sad blottede sit kønsorgan for mig. Men jeg følte medlidenhed og barmhjertighed med ham, og det var af medfølelse, at jeg gik bort fra ham. Jeg forstod imidlertid, at det var Allah Selv, der dræbte ham.«

Asim ibn Thabit ibn Abu al-Aqlah (må Allah være tilfreds med ham) drog ud i kampen og dræbte Musafi ibn Talha og hans bror Julas ibn Talha. Han ramte dem begge med sit spyd, den ene efter den anden, og hver af dem gik såret til deres mor, Sulafa, og lagde hovedet i hendes skød. Sulafa spurgte sin søn: »Min kære søn, hvem sårede dig?« Han svarede: »Ibn Abu al-Aqlah.« Da aflagde Sulafa et løfte om, at hvis det lykkedes hende at dræbe Asim ibn Thabit ibn Abu al-Aqlah, ville hun drikke vin af hans kranium.

Hanzala ibn Abu Amir, al-Ghasil [han fik efter sin død tilnavnet al-Ghasil, fordi englene havde foretaget den rituelle vask af ham], drog i kamp mod Abu Sufyan. På et tidspunkt fik Hanzala overtaget over Abu Sufyan. Da en qurayshitisk kriger ved navn Shaddad ibn Aswad så dette, angreb han Hanzala uventet og dræbte ham. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til ledsagerne: »Englene vasker jeres ven Hanzala.« Senere erfarede man fra hans hustru, at han var forpligtet til at foretage den rituelle vask. Efter at have hørt kaldet til jihad havde han ikke haft tid til at vaske sig, men var straks draget til slagmarken.

Derefter sendte Allah hjælp til muslimerne og opfyldte sit løfte til dem. Som følge deraf blev de i stand til i stort omfang at dræbe og tilintetgøre Quraysh-hæren. De vantro kunne ikke holde stand over for den muslimske hærs angreb og blev tvunget til at flygte, hvorved de led et alvorligt nederlag.

Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Ved Allahs ed, jeg så Hind, Utbas datter, og hendes ledsagere flygte hals over hoved. Jeg så hverken en stor eller en lille gruppe af afgudsdyrkerne rykke frem for at redde dem fra at blive omringet og taget til fange. Netop som sejren var ved at blive fuldstændig, forlod bueskytterne pludselig deres position og satte efter den flygtende Quraysh-hær, hvorved de efterlod bjergpasset bag os åbent. Vi blev angrebet bagfra. På dette tidspunkt råbte en eller anden: »Muhammad er blevet dræbt.« Uden anden udvej vendte vi tilbage til slagmarken, og Quraysh-hæren kastede sig på ny over os. Vi havde imidlertid endda besejret deres fanebærere og gjort dem så hjælpeløse, at ingen kunne nærme sig deres faldne fane. Til sidst samlede en kvinde ved navn Amrah bint al-Harithiyyah den op og bragte den til Quraysh. Derefter samledes de igen omkring fanen og gjorde den til deres støtte.«

Muslimerne blev spredt. Fjenden udnyttede lejligheden til at trænge ind blandt dem og iværksætte et omfattende angreb. Derfor blev denne dag en hård prøvelse og en dag med renselse. Allah hædrede en hel del muslimer med martyrdøden. Fjenden nåede endda helt frem til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han blev ramt på den ene side af kroppen. Derved blev en af hans tænder slået ud, og hans ansigt og læber blev såret. Det var Utbah ibn Abi Waqqas, der havde påført ham dette slag. Hele hans ansigt blev dækket af blod. Mens han tørrede blodet af med hånden, sagde han: »Hvordan kan et folk, der har gjort sin profets ansigt blodigt, opnå fremgang, når han kalder dem til Allah?« Som svar på hans udtalelse åbenbarede Allah den følgende vers:

[Arabisk *******]

»(O profet!) Du har ingen myndighed over den endelige afgørelse. Myndigheden tilhører Allah. Han kan tilgive dem, og Han kan også straffe dem, for de er uretfærdige.« (Ali Imran)

Ifølge Abu Said al-Khudris (må Allah være tilfreds med ham) beretning blev Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, nederste tand i højre side slået ud af et spydstik fra Utbah ibn Abi Waqqas, og hans underlæbe blev såret. Abdullah ibn Shihab al-Zuhri sårede hans pande, og Ibn Qumrah slog ham på overkæben. Som følge deraf knækkede to dele af Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, hjelm og trængte ind i hans kæbe. Derefter faldt han ned i en af de gruber, som Abu Amir havde gravet for at få muslimerne til at falde i dem og dræbe dem uden deres viden. På dette tidspunkt kom Ali (må Allah være tilfreds med ham) og tog hans hånd, mens Talhah ibn Ubaydullah (må Allah være tilfreds med ham) løftede ham op. Ved deres hjælp blev Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, i stand til at rejse sig. Malik ibn Sinan, Abu Said al-Khudris far, sugede blodet fra Allahs Sendebuds ansigt. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, lagde mærke til det, sagde han: »Den, hvis blod blandes med mit blod, vil ikke blive berørt af Helvedes ild.«

Da den polyteistiske hær havde omringet Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fra alle sider, sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Hvem er der, som er rede til at ofre sit liv for at forsvare os?« Da de hørte dette, rejste fem af Ansars ledsagere, deriblandt Ziyad ibn Sakan, sig og begyndte én efter én at kæmpe og blive martyrer for at beskytte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Den sidste var enten Ziyad ibn Sakan eller Ammara ibn Yazid ibn Sakan. Også han kæmpede tappert og blev alvorligt såret. Imens vendte en gruppe muslimer tilbage til stedet og kæmpede på den sårede ledsagers vegne, indtil de overvandt og drev fjenden på flugt. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, pegede på den sårede ledsager og sagde: »Bring ham til mig.« Muslimerne bragte ham til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han lagde hans hoved på sit knæ. I denne tilstand gik den pågældende ledsager bort.

Abu Dujana brugte sin egen krop som skjold og beskyttede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Pile trængte ind i hans ryg, mens han stod bøjet over Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og skjulte ham. Således blev hans krop gennemboret af et stort antal pile. Sa’d ibn Abi Waqqas begyndte at skyde med pile i et forsøg på at forsvare Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Sa’d sagde: »Jeg så Abu Dujana blive ved med at give mig den ene pil efter den anden, mens han sagde: ‘Må mine forældre ofres for dig. Bliv ved med at skyde.’ Fra tid til anden gav han mig endda pile uden pilespidser og sagde: ‘Skyd!’«

Efter nederlaget og rygtet om, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var blevet martyr, var Ka’b ibn Malik den første, der genkendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Ka’b sagde: »Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, øjne skinnede under hjelmen, og ved synet af dem genkendte jeg ham. Straks råbte jeg: ‘Muslimer, godt nyt! Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er i live. Han er her!’« Derefter gjorde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tegn til ham og sagde: »Ti stille.«

Efter at muslimerne havde genkendt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik de alle sammen med ham til bjergpasset. På dette tidspunkt var Abu Bakr as-Siddiq, Umar al-Faruq, Ali ibn Abi Talib, Talha ibn Ubaydullah og az-Zubayr ibn al-Awwam samt en gruppe muslimer sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.

Mens Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hvilede i bjergpasset, nåede Ubayy ibn Khalaf frem. Han sagde: »Muhammad, selv hvis du denne gang overlever med livet i behold, slipper du ikke fra mig.« Muslimerne sagde: »Allahs Sendebud, er det passende, at nogen af os viser denne mand barmhjertighed?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Lad ham komme.« Da han nærmede sig Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tog han en lanse fra al-Harith ibn Simma. Ifølge nogle overleveringer gjorde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, efter at have taget lansen i hånden et så skræmmende udfald, at vi blev så rædselsslagne, at vi spredte os og skyndte os langt væk fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ligesom en sværm giftige hvepse spredes og flyver væk, når en kamel pludselig bevæger sig voldsomt. Derefter gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, frem mod ham og slog ham med lansen i nakken. Da Ubayy ibn Khalaf blev ramt, blev han slynget ned fra hestens ryg og rullede flere gange rundt.

Tidligere havde Ubayy ibn Khalaf mødt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i Mekka og sagt: »Muhammad, jeg har en hest. Den hedder al-Awz. Jeg fodrer den hver dag med en faraq (40 kg) majs. På denne hest vil jeg dræbe dig.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, plejede at svare: »Hvis Allah vil, er det snarere mig, der vil dræbe dig.«

Det sår, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde påført Ubayy på skulderen, var ikke særlig alvorligt, men det blødte. I denne tilstand vendte han tilbage til Quraysh og sagde: »Ved Allah, Muhammad har dræbt mig.« Quraysh sagde: »Du er blot blevet overdrevent skræmt. Du har intet at frygte.« Han sagde: »Da vi stadig var i Mekka, sagde Muhammad til mig: ‘Jeg vil dræbe dig.’ Nu frygter jeg, at jeg vil dø, selv hvis han blot spytter på mig.« Quraysh satte kursen mod Mekka med ham. Undervejs, på et sted ved navn Sarif, endte denne Guds fjendes liv.

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede frem til indgangen til bjergpasset, gik Ali ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham) ud for at finde vand. Han hentede en lædersæk fuld af vand fra Mehras, en dam eller en stenomkranset sø i nærheden af Uhud, og gav det til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, for at drikke. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bemærkede en dårlig lugt i vandet og drak det ikke. I stedet vaskede han blodet af sit ansigt med vandet og hældte noget af det over sit hoved, mens han sagde: »Den, der har farvet Allahs profets ansigt med blod, vil blive ramt af Allahs frygtelige vrede.«

Derefter forsøgte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, at bestige en høj på bjerget. Men han var blevet meget svag og kunne kun støtte sig ved hjælp af to rustninger. Da han ikke kunne bestige højen, bar Talha ibn Ubaydallah (ra) ham op på sin ryg. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »På grund af den gode gerning, Talha gjorde mod Allahs Sendebud, er Paradiset blevet ham sikret.«

Blandt dem, der blev dræbt i slaget ved Uhud, var Mukhayriq fra stammen Banu Thaʿlaba. På dagen for slaget ved Uhud sagde han til sine jødiske stammefæller: »I jøder, I ved med sikkerhed, at det er jeres pligt at hjælpe Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham.« Jøderne sagde: »Men i dag er det lørdag.« Han sagde: »Lørdagen er ingen gyldig undskyldning for jer.« Derefter drog han i krig med sit sværd og sit udstyr. Han sagde: »Hvis jeg bliver dræbt, tilhører hele min ejendom Muhammad. Han må anvende den, som han ønsker.« Derefter gik han hen til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og blev dræbt, mens han kæmpede på hans side. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Mukhayriq er den bedste af jøderne.«

Abu Hurayra (ra) plejede at sige: »Fortæl mig, hvem den person er, der kommer ind i Paradiset, selv om han ikke har bedt?« Da folk ikke kunne svare, spurgte de: »Hvem er denne lykkelige person?« Han sagde: »Usayrim, ʿAmr ibn Thabit ibn Waqash fra Banu ʿAbd al-Ashhal.« Husayn ibn ʿAbd al-Rahman siger: »Jeg spurgte Mahmud ibn Asad: ›Hvordan var Usayrim som person?‹ Han svarede: ›Tidligere nægtede han at antage islam. Men den dag, hvor Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, drog ud mod Uhud, erkendte han islams sandhed og antog islam. Derefter løb han af sted med sit sværd og nåede frem til slagmarken. Han begyndte at kæmpe, blev alvorligt såret og lå ubevægelig. Senere fandt folk fra Banu ʿAbd al-Ashhal ham, da de ledte efter ligene af deres folk på slagmarken. Da de genkendte ham, sagde de til hinanden: »Hvordan er Usayrim kommet hertil? Han plejede jo at fornægte islam.« Så spurgte de ham alle: »ʿAmr, hvorfor kom du for at kæmpe her? Var det af hensyn til din stamme eller på grund af islams tiltrækning?« Han svarede: »På grund af islams tiltrækning. Jeg har troet på Allah og Hans Sendebud og er blevet muslim. Derefter kom jeg med mit sværd til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og blev såret i kamp.« Kort efter døde Usayrim for deres øjne. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte om hans hændelse, sagde han: ›Han er blandt Paradisets beboere.‹«

ʿAmr ibn al-Jamuh var svært halt. Han havde fire sønner, der var som løver. De plejede at drage ud for at kæmpe sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, på forskellige slagmarker. På dagen for slaget ved Uhud ville de holde deres far ʿAmr tilbage. De sagde: »Allah har fritaget dig for pligten til at drage i krig.« ʿAmr gik til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Mine sønner vil ikke lade mig tage med dig i dette slag. Ved Allah, jeg håber at komme ind i Paradiset med dette halte ben.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Det er sandt, at Allah har fritaget dig for pligten til jihad.« Til hans sønner sagde han derimod: »I kan lige så godt lade jeres far drage i krig. Det kan være, at Allah har bestemt martyrdøden for ham.« Derefter kæmpede ʿAmr ved Uhud og blev martyr. Imens begyndte Hind, ʿUtbas datter, og hendes ledsagerinder at lemlæste ligene af Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, dræbte ledsagere. De skar deres næser og ører af. Hind lavede ankelringe og halskæder af dem og gav disse ankelringe, halskæder og øreringe som gave til Wahshi, Zubayr ibn Mutʿims slave. Hun skar Hamzas lever ud og tyggede på den, men da hun ikke kunne sluge den, spyttede hun den ud.

Ḥalīs ibn Ḍabbān var den dag leder for de abessinske soldater i Qurayshs hær. Han gik forbi Abu Sufyan og så, at Abu Sufyan slog Hamza på hagen med spidsen af sit spyd, mens han sagde: »Din ulydige mand. Nu skal du smage fornøjelsen.« Ḥalīs kunne ikke længere tie, da han så dette. Folk fra Banu Kinana var i nærheden. Han kaldte på dem og sagde: »I Banu Kinana, se på Qurayshs leder! Se, hvordan han behandler sin døde fætter.« Abu Sufyan blev forlegen og sagde: »Hvilken ulykke! Det var en fejl fra min side. Fortæl det ikke til nogen.«

Derefter besluttede Abu Sufyan at vende hjem fra slagmarken. Lige før afrejsen besteg han bjerget og råbte højt: »De handlekraftige har fået deres rette belønning. Krigens udfald skifter mellem sejr og nederlag: den ene dag til denne side og den næste dag til den anden. O Hubal, bliv ophøjet!« Det vil sige: »Giv din religion sejr.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede ʿUmar (ra) at svare på råbet og sagde: »Sig: Allah er den største og den højeste. Vi og I er ikke lige. Vores dræbte er Paradisets beboere, mens jeres dræbte er Helvedes beboere.« Da ʿUmar svarede Abu Sufyan med dette modråb, sagde Abu Sufyan: »ʿUmar, kom lidt herhen.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til ʿUmar: »Gå hen og hør, hvad han vil sige.« ʿUmar gik hen til ham. Abu Sufyan sagde: »ʿUmar, jeg besværger dig ved Allah: Sig sandt, har vi dræbt Muhammad?« ʿUmar svarede: »Ved Allah, nej. Han har endda hørt dine ord lige nu.« Abu Sufyan sagde: »Jeg anser dig for mere ærlig og sandfærdig end Ibn Qumʾa.« Det skal bemærkes, at Ibn Qumʾa havde sagt til Quraysh: »Jeg har dræbt Muhammad.«

Derefter henvendte Abu Sufyan sig til ʿUmar og sagde: »Nogle af jeres dræbtes lig er blevet lemlæstet. Tro mig, jeg beordrede det ikke, men jeg forbød det heller ikke. Jeg er hverken tilfreds eller utilfreds med denne handling.«

Da Abu Sufyan forlod slagmarken, udfordrede han dem på forhånd til kamp ved at sige: »Vi mødes igen med jer næste år ved Badr.« Straks sendte en af Profetens ledsagere, efter Allahs Sendebuds anvisning, Abu Sufyan besked om, at de også var rede til at møde ham det følgende år.

Efter at quraysh-hæren havde forladt slagmarken og var draget bort, sendte Allahs Sendebud Ali af sted med besked om at følge efter dem og holde øje med, hvor de tog hen, og hvad de foretog sig. Hvis de førte hestene mod syd og red på kameler, skulle det forstås sådan, at de var på vej mod Mekka. Men hvis de red på hestene og trak kamelerne med sig, skulle det forstås sådan, at de var på vej mod Medina. »Ved Allahs ed! Selv hvis de ønsker at angribe Medina, vil jeg møde dem med en hær og gøre modstand mod dem.« Ali fortæller: »Jeg fulgte efter dem. Jeg så, at de førte hestene mod syd og red på kameler mod Mekka.«

Nu gik muslimerne ud for at lede efter de dræbte. Allahs Sendebud sagde: »Find Sa’d ibn ar-Rabi’ og se, om han er død eller levende.« En ledsager fra ansarerne begyndte at lede efter ham. Til sidst fandt han ham blandt de dræbte, alvorligt såret og døende. Han sagde til ham: »Allahs Sendebud har pålagt mig at se, om du er i live eller død.« Sa’d sagde: »Betragt mig som død. Overbring min hilsen til Allahs Sendebud og sig: O Allahs Sendebud, Sa’d ibn ar-Rabi’ har bedt Allah om, at Han fra vores side må give dig den bedste belønning, som en profet med rette kan få fra sit folk. Og overbring min hilsen til muslimerne og sig: Sa’d ibn ar-Rabi’ siger, at hvis fjenden kan nå frem til jeres profet, mens blot én af jer stadig er i live, vil I ikke kunne fremføre nogen undskyldning over for Allah.« Kort efter han havde sagt dette, bukkede Sa’d under for døden. Derefter gik Muhammad ibn Maslama til Allahs Sendebud og underrettede ham om Sa’d. Allahs Sendebud gik selv ud for at lede efter Hamza ibn Abd al-Muttalib. Han fandt ham midt på slagmarken. Han så, at hans mave var blevet skåret op, leveren var taget ud, og at hans lig var blevet lemlæstet ved, at næse og ører var blevet skåret af. Da Allahs Sendebud så dette, sagde han: »Hvis Safiyya ikke ville blive bedrøvet, og hvis jeg ikke frygtede, at der ville opstå en varig skik, ville jeg have ladet Hamza blive her og have ladet dyr og fugle æde hans lig. Hvis Allah endnu en gang giver mig sejr over quraysh på en slagmark, vil jeg lemlæste og sønderhugge tredive af deres lig på denne måde.« Da muslimerne så, at Allahs Sendebud var dybt bedrøvet og stærkt oprørt og rystet over den bestialske behandling af hans onkel, svor de også, at hvis de nogen sind blev sejrrige over quraysh, ville de lemlæste deres lig på en måde, som aldrig før var set i arabernes historie.

Abdullah ibn Abbas fortæller, at det var i forbindelse med denne ed, som Allahs Sendebud og hans ledsagere havde aflagt, at Allah åbenbarede dette vers:

[Arabisk *******]

»Hvis I straffer nogen, så straf dem i samme omfang, som I selv er blevet straffet. Men hvis I viser tålmodighed, så er det bedre for de tålmodige. Vær tålmodig og overbærende. Din tålmodighed og overbærenhed skal udelukkende være for Allahs velbehag. Bliv ikke bedrøvet over deres adfærd, og lad ikke deres list indsnævre dit hjerte.«

Som følge af disse to vers tilgav Allahs Sendebud polyteisterne og forbød alle at lemlæste lig.

Derefter dækkede Allahs Sendebud Hamzas lig med et tæppe. Så bad han begravelsesbønnen over ham. Derefter blev liget lagt ved siden af de andre lig, og han bad begravelsesbønnen over hver af dem. På denne måde bad han begravelsesbønnen over Hamza tooghalvfjerds gange.

Ibn Ishaq fortæller: Safiyya, Abd al-Muttalibs datter, kom for at se Hamza. Hamza var hendes fuldbror. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til Safiyyas søn, Zubayr ibn al-Awwam: „Gå hen til din mor, tal hende til ro, og send hende tilbage, så hun ikke ser sin brors sørgelige tilstand.“ Zubayr gik hen og sagde: „Mor, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, beder dig om at vende tilbage.“ Safiyya sagde: „Hvorfor? Jeg har hørt, at min brors lig er blevet lemlæstet. Det er sket for Allahs skyld, og det glæder mig. Hvis Allah vil, vil jeg være tålmodig og tilfreds.“ Zubayr sagde: „Så lad hende komme.“ Safiyya kom, så Hamza, reciterede: „Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage“, og bad om tilgivelse for ham. Derefter blev hans lig begravet på Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, befaling.

Mange af muslimerne bragte martyrernes lig til Medina og begravede dem dér. Senere forbød Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, dette og befalede, at de skulle begraves på det sted, hvor de var blevet dræbt.

Dette er overleveret fra Abdullah ibn Tha’laba. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så martyrernes lig, sagde han: „Jeg vidner om, at enhver, der er blevet såret for Allahs sag, på Opstandelsens Dag, når Allah genopliver ham, vil blive ved med at bløde fra sit sår. Blodets farve vil være som blodets, og dets duft som moskus. Se, hvem blandt dem der havde lært mest af Koranen. Begrav derefter denne person med ansigtet vendt mod de andre.“ Derefter blev to eller tre personer begravet sammen i hver grav.

Derefter drog Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, mod Medina. På dette tidspunkt mødte han en kvinde ved navn Hamna bint Jahsh. Først fik hun at vide, at hendes bror, Abdullah ibn Jahsh, var blevet martyr. Hun sagde: „Vi tilhører Allah“, og bad om tilgivelse. Derefter fik hun at vide, at hendes morbror, Hamza ibn Abd al-Muttalib, var blevet martyr. Igen sagde hun: „Vi tilhører Allah“, og bad om tilgivelse. Da hun derefter fik at vide, at hendes mand, Mus’ab ibn Umayr, var blevet martyr, skreg hun højt. Da sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: „Derfor har en kvindes mand en særlig plads hos hende.“ Han sagde dette, fordi han havde set hende forblive standhaftig, da hun hørte om sin morbrors og brors død, men skrige, da hun hørte om sin mands død.

På dette tidspunkt gik Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forbi Anṣār-ledsagernes huse fra Banū Abd al-Ashhal og Ja’far-familien. Da han hørte de hjerteskærende gråd fra de familier, der var ramt af tabet og sørgede over deres slægtninge, som var blevet dræbt i krigen, blev hans øjne også fyldt med tårer. Da han kom til at tænke på Hamza, græd han ligeledes og sagde: „Der er ingen, der græder over Hamza!“ Senere, da Sa’d ibn Mu’adh og Usayd ibn Hudayr vendte hjem, befalede de kvinderne i deres familier at græde og sørge over Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, onkel. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte disse kvinder græde over Hamza, kom han ud af huset. Han så, at de sad og græd i moskéen. Han sagde til dem: „Må Allah vise jer barmhjertighed. I kan gå nu, for I har vist mig tilstrækkelig medfølelse.“

En anden kvinde fra Banū Dinar havde mistet sin mand, sin bror og sin far som martyrer i slaget ved Uhud. Da hun fik at vide, at disse af hendes nærmeste var blevet dræbt, sagde hun roligt: „Hvordan har Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, det?“ Alle sagde: „Han har det godt. Han er, som du ønsker, at han skal være.“ Kvinden sagde: „Vis mig Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så jeg kan se ham.“ Så blev Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vist frem for hende. Da hun så ham, sagde hun: „O Allahs Sendebud, når jeg har set, at du er i sikkerhed, forekommer enhver anden ulykke mig helt ubetydelig.“

Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kom hjem, gav han sit sværd til sin datter Fatima og sagde: „Kære datter, vask og rens det. Det har gjort stor nytte i dag.“ Ali ibn Abu Talib gav også sit sværd til Fatima og sagde: „Vask også blodet af dette sværd. Ved Allah, det har gjort stor nytte.“ Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: „Hvis du i dag var oprigtig i kampen, så skal du vide, at Sahl ibn Hunayf og Abu Dujana også viste oprigtighed i jihad sammen med dig.“

Slaget ved Uhud fandt sted lørdag den 15. Shawwal. Næste dag, søndag den 16. Shawwal, lod Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sin udråber bekendtgøre, at fjenden skulle forfølges. Men ingen, der ikke havde været til stede i gårsdagens slag, måtte tage af sted i dag. Kun de, der havde været med dagen før, måtte tage af sted. Da Jabir ibn Abdullah hørte dette, sagde han: „O Allahs Sendebud, min far havde ladet mig blive hjemme for at passe på mine syv søstre. Han sagde: ‘Det vil hverken være rigtigt af dig eller mig at efterlade disse piger uden en mand hos sig. Og jeg kan heller ikke blive hjemme og foretrække, at du tager med Allahs Sendebud i jihad frem for mig. Gå derfor ikke fra dine søstre.’ Derfor blev jeg hos dem.“ Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, tillod han også Jabir at tage med ham på ekspeditionen for at forfølge fjenden. Formålet med ekspeditionen var blot at skræmme fjenden. Den blev gennemført for at vise fjenden, at muslimernes forfølgelse var et tegn på deres styrke, og at nederlaget i slaget ved Uhud ikke havde svækket dem det mindste.

Allahs sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, drog ud på et felttog og nåede et sted ved navn Hamrāʾ al-Asad, som ligger otte mil fra Medina. Efter at have opholdt sig dér mandag, tirsdag og onsdag vendte han tilbage til Medina. På dette tidspunkt havde han overdraget ansvaret for Medina til ʿAbdullah ibn Umm Maktūm. Maʿbad ibn Abī Maʿbad al-Khuzāʿī var endnu ikke muslim. Alle i hans stamme, Khuzāʿah, både muslimer og polyteister, omgikkes Allahs sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, nært og bevarede hans hemmeligheder i Tihāmah-området. Alt, hvad der skete i Tihāmah, underrettede de ham om. Intet holdt de skjult for ham. En dag mødte Maʿbad Allahs sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Om begivenhederne ved Uhud sagde han: “Muhammad, vi er smerteligt berørte og bedrøvede over den ulykke, der har ramt dig. Vi ønskede alle, at Allah ville beskytte dig.” Derefter gik Maʿbad bort, mens Allahs sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, blev ved Hamrāʾ al-Asad. Da Maʿbad kom til Rawhā [64. Rawhā, hvor Muzaynah-stammen boede, ligger to dages gang fra Medina.], mødte han Abū Sufyān og hans mænd. De havde besluttet at angribe Allahs sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og ledsagerne på ny. De sagde til hinanden: “Vi har allerede dræbt mange af Muhammads indflydelsesrige og ledende ledsagere, men nu vender vi tilbage til Mekka uden at udslette dem fuldstændigt. Vi vil hellere angribe de tilbageværende igen og først standse, når vi har gjort det af med dem.” Da Abū Sufyān så Maʿbad, sagde han: “Maʿbad, hvad er nyt derovre?” Maʿbad svarede: “Jeg så, at Muhammad har samlet en vældig skare af sine ledsagere og er kommet for at forfølge jer. Jeg har aldrig set en sådan samling før. Selv de, der ikke deltog i slaget på dagen for Uhud, har denne gang sluttet sig til Muhammad. De har angret deres gerninger.”

“Jeg så en sådan frygtelig vrede og bitterhed mod jer blandt dem, som jeg aldrig før har set.” Abū Sufyān sagde: “Hvad siger du?” Maʿbad svarede: “Jeg sværger ved Allah, at de måske allerede er på vej hertil. Måske vil du se deres hestes hoveder, før du når at drage af.” “Vi er ellers rede til at angribe igen for at udslette de tilbageværende af dem.” Maʿbad sagde: “Så fraråder jeg dig det. Gør det ikke. Da jeg så deres beredskab, kom jeg ligefrem til at digte et vers. Abū Sufyān sagde: “Hvilket digt har du digtet? Lad os høre det.” Maʿbad sagde: “Det lyder sådan:”

“Ved deres trusler og tordenbrøl var min kamel lige ved at besvime af frygt

Da flokke af heste med strittende manker strømmede hen over jorden som en oversvømmelse:

De fór hurtigt frem mod slagmarken med høje, stolte løvemænd

De var ikke vaklende og bøjede i nakken som ubevæbnede soldater.

Jeg løb straks bort i flugt. Jeg tænkte, at jorden bøjede sig

da den kom stormende mod os sammen med en uovervindelig anfører.”

Jeg sagde: Dalen skælvede under den jordrystende trampen.

Blandt indbyggerne i det hellige Haram, de forstandige og klarsynede,

advarer jeg dem med utvetydige ord mod Ahmads hær.

Der er naturligvis ingen uslinge blandt hans soldater.

Faktisk findes der ikke et passende sprog til den advarsel, jeg udtaler.” Da Abu Sufyan og hans ledsagere hørte dette, opgav de deres krigsmarch.

Abu Sufyan mødte en karavane fra Banū ʿAbd al-Qays. Han spurgte: “Hvor skal I hen?” De svarede: “Til Medina.” Abu Sufyan spurgte: “Med hvilket formål?” De svarede: “For at bringe fødevarer frem og tilbage.” Han sagde: “Vil I bringe en besked fra os til Muhammad? Hvis I gør det, vil jeg i morgen tage til ʿUkāz-markedet og give jer en stor mængde rosiner.” De indvilligede i at bringe beskeden. Han sagde: “Sig til Muhammad, at vi har besluttet at angribe ham og hans folk og udslette resten af dem.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, opholdt sig stadig i Ḥamrāʾ al-Asad. De mødte ham dér og overbragte Abu Sufyans besked til ham. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte det, sagde han: “Ḥasbunallāhu wa niʿmal-wakīl! (Allah er tilstrækkelig for os, og Han er den bedste beskytter.)” Derefter blev to fjendtlige spioner, Muʿāwiya ibn al-Mughīra ibn Abī al-ʿĀṣ og Abū ʿIzzat al-Jumaḥī, taget til fange af Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i dette område. Sidstnævnte havde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, taget til fange som krigsfange i slaget ved Badr og senere løsladt uden løsepenge. Han sagde: “Allahs Sendebud, dræb mig ikke.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Du får ikke mulighed for at tage tilbage til Mekka og tilfreds fortælle, at du har bedraget Muhammad to gange. Zubayr, halshug ham.” Zubayr halshuggede ham straks.

Derefter vendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tilbage til Medina. I Medina var der en fremtrædende mand ved navn ʿAbdullah ibn Ubayy ibn Sulūl. Hver fredag plejede han at spille en særlig rolle for at vise sin anseelse over for sin stamme. Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, begyndte at tale til folket, rejste han sig og sagde: “O folk, her er Allahs Sendebud foran jer. Gennem ham har Allah øget jeres styrke og ære. Så hjælp også ham og støt ham, og lyt til ham og adlyd ham.” Så satte han sig ned. Ingen gjorde indsigelse mod denne rolle før slaget ved Uhud. Men under slaget ved Uhud indtog han en skændig forrædersk rolle og fik et stort antal mennesker til at vende om fra vejen til slaget. Alligevel rejste han sig om fredagen, da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skulle holde sin prædiken, som før for at vise sin egen anseelse, og roste Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Muslimerne greb straks fat i hans klæder fra alle sider og sagde: “Allahs fjende, sæt dig ned! Efter det, du har gjort, sømmer disse ord sig ikke for dig.” Da han banede sig vej ud over de forsamlede bedendes nakker, sagde han: “Det, jeg sagde for at gøre Allahs Sendebuds sag betydningsfuld, må åbenbart være blevet til dårlige ord.” Ved moskeens dør mødte han en ansarisk sahabi. Denne spurgte: “Hvad er der sket med dig?” Han svarede: “Jeg forsøgte at gøre Allahs Sendebuds sag betydningsfuld. Derfor kastede hans ledsagere sig over mig, begyndte at trække i mig og bebrejde mig. Jeg havde bestræbt mig på at gøre Allahs Sendebuds sag betydningsfuld, men det forekom alle at være meget dårligt.” Den ansariske sahabi sagde: “Gå tilbage. Allahs Sendebud vil bede Allah om tilgivelse for dig.” Han svarede: “Jeg ønsker ikke, at han skal bede om tilgivelse for mig.”

Ibn Isḥāq siger: “Slaget ved Uhud var en dag med den største prøvelse og ulykke. Gennem det satte Allah de troende på prøve og udskilte hyklerne. De, som med deres munde gjorde krav på tro, men i deres hjerter i det skjulte nærede vantro tanker og forestillinger, blev denne dag afsløret. Og de af Hans elskede tjenere, som Allah ønskede at ære med martyrskabets værdighed, hædrede Han denne dag med martyrdøden.”

Det tredje år efter hijra: Rajī-ekspeditionen

Efter slaget ved Uhud kom en gruppe mænd fra de to stammer ʿAdal og Qārah til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. De sagde: “Allahs Sendebud, vores folk har antaget islam. Send derfor en gruppe af dine ledsagere med os, så de kan undervise os i islams detaljerede forskrifter og lære os Koranen.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte derfor Murs̱ad ibn Abū Murs̱ad, Khālid ibn Bukayr, ʿĀsim ibn S̱ābit, Khubayb ibn ʿAdī, Zayd ibn al-Das̱innah og ʿAbdullah ibn Tāriq med dem. Han udnævnte Murs̱ad ibn Abū Murs̱ad til leder. Han drog af sted sammen med dem alle. Da de nåede Rajī, et vandsted tilhørende Hudhayl-stammen på Hudayā mellem ʿUsfān og Mekka i en egn af Hijaz, begik de forræderi. Forræderne tilkaldte også folk fra Hudhayl-stammen for at få hjælp. Ledsagerne sad stadig på deres ridedyr. De så, at sværdbevæbnede mænd havde omringet dem fra alle sider. De gjorde sig klar til at kæmpe med deres egne sværd. Da sagde de vantro: “Ved Allahs ed, vi ønsker ikke at dræbe jer. Vi ønsker blot at skaffe os nogle penge fra Mekkas indbyggere ved hjælp af jer. Ved Allah sværger vi, at vi ikke vil dræbe jer.” Men Murs̱ad ibn Abū Murs̱ad, Khālid ibn Bukayr og ʿĀsim ibn S̱ābit sagde: “Vi har ingen tillid til nogen polyteists ed eller pagt.” ʿĀsim ibn S̱ābit svarede ved at fremsige følgende digt:

“Jeg er ikke svag, for jeg er en stærk mand med et spyd

Jeg har en bue med kraftige og skarpe pile.

Den stærke og tykke spydspids bliver slået til side, når den rammes af en sådan pil

I sandhed er døden virkelig, mens livet er forgængeligt.

Det, Allah har bestemt for mennesket, er uundgåeligt

og mennesket er tvunget til at overgive sig til sin skæbne.”

Derefter kæmpede de mod de vantro, og alle tre led martyrdøden.

Da Asim blev dræbt, besluttede folk fra Huzail-stammen at sælge hans hoved til Sulafa bint Sa’d. Efter at hendes to sønner var blevet dræbt af Asim i slaget ved Uhud, havde denne kvinde svoret, at hvis hun fik fat i Asims hoved, ville hun drikke vin af hans kranium. Huzail-stammen ville med dette formål hente Asims hoved, hvis hun fik fat i hans hoved, ville hun drikke vin af hans kranium. Da Huzail-stammen gik for at hente Asims hoved, kunne de ikke tage det med, fordi hvepse og bier havde omgivet hans lig. De sagde: »Lad det blive her indtil videre. Om eftermiddagen vil hvepsene og bierne være borte. Så skærer vi hans hoved af og tager det med.« Dermed gik de bort. Imens lod Allah en voldsom oversvømmelse feje gennem området, og Asims lig blev skyllet væk og forsvandt i oversvømmelsen.

Før sin martyrdød bad Asim Allah om, at ingen polyteist måtte røre hans lig, og at han heller ikke selv måtte røre nogen polyteist. For han anså polyteisterne for urene af hele sit hjerte og hadede dem. Da Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, hørte, at polyteisterne ikke havde kunnet røre Asims lig, fordi hvepse og bier havde omgivet det, sagde han: »Sådan beskytter Allah sin troende tjener. I sin levetid havde Asim svoret, at han ikke ville røre nogen polyteist, og at han ikke ville lade nogen polyteist røre hans krop. Efter hans død beskyttede Allah ham på nøjagtig samme måde, som han havde beskyttet sig selv i sin levetid.«

Zayd ibn Dathina, Khubayb ibn Adi og Abdullah ibn Tariq valgte alle tre en forsonlig holdning og ønskede at overleve. De rakte hænderne frem og lod sig tage til fange. De vantro tog dem til fange og førte dem til Mekka for at sælge dem. Da de nåede Zahran, løsnede Abdullah ibn Tariq sine bånd, befriede sig selv og greb sit sværd. De vantro kunne ikke fange ham, men dræbte ham som martyr ved at kaste sten efter ham på afstand. Han blev begravet netop i Zahran.

Derefter ankom de til Mekka med Khubayb ibn Adi og Zayd ibn Dathina. Quraysh havde to fanger fra Huzail-stammen. I bytte for dem solgte de disse to ledsagere til Quraysh. Khubayb blev købt på Uqba ibn al-Hariths vegne af Hujayr ibn Abu Wahab, så Uqba kunne dræbe ham som hævn for drabet på hans far. Og Zayd ibn Dathina blev taget af Safwan ibn Umayya for at dræbe ham som gengældelse for drabet på hans far, Umayya ibn Khalaf. Safwan sendte ham sammen med sin slave Nastas til Tan’im uden for det hellige område for at blive dræbt. Der omringede en stor skare fra Quraysh, heriblandt Abu Sufyan, Zayd. Da Zayd blev ført frem for at blive dræbt, sagde Abu Sufyan: »Zayd, hvis vi i dag havde Muhammad i vores hænder i stedet for dig, dræbte ham og sendte dig tilbage til din familie, ville du så foretrække det?« Zayd sagde: »Ved Allah, jeg ville ikke for alt i verden ønske, at Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på det sted, hvor han befinder sig, skulle få en torn i kroppen og lide smerte på grund af den, mens jeg sad trygt blandt min familie.«

Abu Sufyan bemærkede: »Jeg har aldrig set nogen elske Muhammad så dybt, som hans ledsagere elskede ham.« Derefter dræbte Nastas Zayd.

Maawiya, den frigivne slavekvinde hos Hujayr ibn Abu Wahab, som allerede havde antaget islam, fortæller: Khubayb opholdt sig hos mig. Han blev holdt fanget i mit hus. En dag så jeg ham spise vindruer fra en klase så stor som et menneskehoved. På det tidspunkt var der ingen vindruer i Mekka. Da tidspunktet for hans henrettelse nærmede sig, bad han mig om en barberkniv, så han kunne rense sig som forberedelse til døden. Jeg fik en dreng fra kvarteret til at hente en barberkniv til ham. Jeg bad drengen gå ind til Khubayb med barberkniven. Da han var gået ind i huset, tænkte jeg pludselig: »Hvad har jeg gjort? Ulykke! Hvad nu, hvis denne mand dræber drengen for at tage hævn? Han vil jo tage ét liv som en foregribende hævn for, at hans eget liv skal gå tabt.« Da drengen gav Khubayb barberkniven, sagde han: »Var din mor ikke bange, da hun sendte dig til mig med denne barberkniv?« Med disse ord sendte han straks drengen bort.

Derefter førte Quraysh Khubayb til Tan’im for at henrette ham. Khubayb sagde: »Hvis I ikke har noget imod det, så lad mig bede to rak’ah.« De sagde: »Det er i orden, bed.«

Han bad to rakʿat meget omhyggeligt. Derefter gik han hen foran de vantro og sagde: »Hvis I ikke havde troet, at jeg brugte lang tid på bønnen af frygt for at dø, ville jeg have bedt lidt længere.« Som følge heraf blev det en skik blandt muslimer, at de bad to rakʿat, når de blev stillet over for en sådan henrettelse. Khubayb var den første, der indførte denne skik.

Derefter løftede de vantro ham op på et stykke træ og bandt ham fast. Da fremsagde Khubayb følgende bøn: »O Allah, vi har overbragt Din Profets budskab. Overbring derfor inden i morgen tidlig til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hvad der er blevet gjort mod os. O Allah, dræb disse fjender én efter én, idet Du tæller dem, og lad ikke én af dem undslippe.« Derefter dræbte de Khubayb. Må Allah vise ham barmhjertighed.

Muawiya, Abu Sufyans søn, måtte Allah være tilfreds med ham, plejede at sige: »Den dag var jeg sammen med Abu Sufyan blandt dem, der havde samlet sig omkring Khubayb. På det tidspunkt gik det folkesagn, at hvis nogen blev forbandet, kunne han undgå forbandelsen ved straks at lægge sig på siden.«

Umar ibn al-Khattab, måtte Allah være tilfreds med ham, udnævnte Sa’id ibn Amir fra Jumah-stammen til guvernør i et område i Syrien. Han besvimede pludselig foran folk. Dette blev meddelt Umar ibn al-Khattab, og man fortalte ham, at der var sket noget med Sa’id. Umar spurgte ham: »O Sa’id, hvad er der sket med dig?« Sa’id svarede: »De troendes leder, jeg fejler ikke noget. Men jeg var til stede, da Khubayb blev henrettet, og jeg hørte hans forbandelse. Hver gang jeg kommer til at tænke på denne forbandelse, mens jeg befinder mig i en forsamling, mister jeg bevidstheden.« Senere kom han sig under Umars omsorg.

Abdullah ibn Abbas siger: Da Asims og Mursheds gruppe blev angrebet ved al-Raji, hørte hyklerne om det og bemærkede: »Ve disse bedragede mennesker, som blev dræbt på denne måde. De blev ikke hjemme, og de fik heller ikke overbragt deres profets kald.« Som svar på hyklernes ord åbenbarede Allah et vers.

[Arabisk *********]

Der findes mennesker, hvis tale om det jordiske liv behager dig – det vil sige, de fremsiger islamiske fraser med deres mund – og som tager Allah til vidne på det, der findes i deres hjerter, selv om deres indre tilstand er helt modsat deres ord; alligevel er han en bitter fjende af retfærdighed og sandhed. Det vil sige, at når han taler med dig, indlader han sig på voldsom diskussion. Når han får magt, spreder han fordærv på jorden og bestræber sig på at ødelægge afgrøder og mennesker. Allah bryder sig ikke om hans ødelæggende handlinger. Når han bliver bedt om at frygte Allah, holder hans stolthed ham fast på syndens vej. Helvede er tilstrækkeligt for en sådan person, og det er et særdeles dårligt sted. Og der findes også mennesker, som ofrer sig selv for at opnå Allahs velbehag – det vil sige ved at kæmpe på Allahs vej og opfylde det, der tilkommer Ham. Allah er i sandhed yderst barmhjertig mod Sine tjenere.« De sidste ord handler netop om de muslimske medlemmer af al-Raji-ekspeditionen.

Historikerne har i forbindelse med denne begivenhed citeret et digt af Khubayb. Da Khubayb fik at vide, at beslutningen var truffet om at korsfæste ham, fremsagde han dette digt:

“Grupperne har samlet alle deres stammer omkring mig

de har vist mig al den fjendskab, de kunne,

fordi jeg, selv med livet på spil, er forblevet tro mod mit ideal.

de har samlet alle deres kvinder og børn,

og jeg er blevet ført hen til en lang og solid gren

(for at blive korsfæstet)

Jeg overgiver kun mit liv i landflygtighed og min hjerteskærende klage til Allah.

og også det, som fjendens grupper har beredt for at dræbe mig.

Derfor, o Tronen Herre, giv mig styrke til at udholde den sammensværgelse, der er lagt mod mig,

giv mig evnen til at være tålmodig med den.

Fjenderne har solgt mit kød,

og samtidig er håbets lampe i mit liv blevet slukket.

Men det (den forestående død) er udelukkende for Guds skyld,

og hvis Han vil, kan Han skænke endeløs velsignelse selv til mine lemmer, der er revet i stykker,

kan Han skænke,

De har i stedet for én Gud givet mig død og vantroens

havde bedt ham om at vælge én af dem.

Mine øjne har afvist dem begge, og mit hjerte

er slet ikke bange (for døden)

Jeg bekymrer mig overhovedet ikke om døden, for jeg må dø.

Jeg ønsker kun at blive frelst fra den altopslugende Helvedes ild.

Ved Allah, jeg vil ikke frygte noget, når jeg dør som muslim, og uanset hvilken side jeg måtte falde til, efter at være blevet dræbt for Allahs skyld.

Jeg vil ikke vise den mindste eftergivenhed over for fjenden,

og jeg vil ikke udvise nogen uro. For det er hos Allah, jeg vender tilbage.”

I sorg over Khubayb skrev og reciterede Hassan ibn Thabit følgende digt:

»Hvad er der sket med dine øjne, siden tårerne ikke vil standse (han taler til sig selv)

men bliver ved med at strømme ned over brystet som perler

i sorgen over Khubayb – en af de unge mænd, som vidste,

at når du møder Ham, vil der ikke være nederlag eller

uro.

Gå derfor, o Khubayb! Må Allah give dig den bedste belønning.«

Hvad vil I svare, hvis Profeten spørger jer, o Quraysh?

når de fromme engle vil være samlet ved horisonten,

Til gengæld for hvad dræbte I Allahs vidne?

Til gengæld for en gudsoprørsk opportunist, som skabte uro fra land til land?

(Det skal bemærkes, at Khubayb (må Allah være tilfreds med ham) dræbte al-Harith i slaget ved Badr.)

Begivenheden ved Bi’r Ma’una (4. hijriår)

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig i Medina resten af måneden Shawwal samt i månederne Dhu al-Qa’da, Dhu al-Hijja og Muharram. Polyteisterne havde afstået fra årets hajj. I måneden Safar sendte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ekspeditionen til Bi’r Ma’una. Denne begivenhed fandt sted blot fire måneder efter slaget ved Uhud.

Baggrunden for begivenheden var, at Abu Bara Amir ibn Malik ibn Ja’far, der var kendt som »Mula’ib al-Asinna« (den dygtige spydkæmper), kom til Medina for at mødes med Allahs Sendebud. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forelagde ham islam og opfordrede ham til at antage islam. Han antog hverken islam eller sagde noget imod islam. Han sagde: »Muhammad, hvis du sender nogle af dine ledsagere til Najds folk, så de kan opfordre dem til din religion, tror jeg, at de vil antage din religion.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeg frygter, at Najds folk vil skade dem.« Abu Bara sagde: »Jeg garanterer deres sikkerhed. Send dem blot af sted. Lad dem opfordre folket til din religion.«

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte fyrre udvalgte og dygtige ledsagere blandt muslimerne af sted under ledelse af den fremtrædende ledsager Mundhir ibn Amr fra stammen Banu Sa’ida. Mundhir blev kaldt »Mu’annaq li-yamut« [årsagen til, at han fik denne titel, var, at han hurtigt ilede frem for at opnå martyrdøden] (den, der omfavner den hurtige død). Blandt hans dygtige ledsagere var de fremtrædende ledsagere al-Harith ibn al-Simma, Haram ibn Milhan, Urwa ibn Asma, Nafi ibn Budayl ibn Warqa og Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) frigivne slave Amir ibn Fuhayra. De drog af sted og slog sig ned ved Bi’r Ma’una. Dette vandhul ligger mellem Banu Amirs beboelsesområde og Banu Sulayms klippefyldte område. Selvom begge områder lå tæt på vandhullet, lå Banu Sulayms område nærmest.

Harām ibn Milhān (må Allah være tilfreds med ham) bragte et brev fra Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, til ʿĀmir ibn al-Tufayl, islams indædte fjende. Da han trådte frem for ham, værdigede han brevet ikke så meget som et blik, men dræbte Harām ibn Milhān. Derefter bad han Banū ʿĀmir om hjælp til også at dræbe de øvrige sahābah. Men Banū ʿĀmir afslog hans anmodning med ordene: „Vi ønsker ikke at bryde Banū Barās løfte. Abū Barā har givet dem sin beskyttelse.“ ʿĀmir bad da nogle undergrupper af Sulaym om hjælp. De indvilligede straks og omringede dem fra alle sider. Da sahābah så dem, greb de deres sværd og kæmpede, indtil de blev martyrer. Kun Kaʿb ibn Zayd undslap. De vantro lod ham ligge, idet de troede, at han var død. Men han var stadig i live. Trods den svækkelse, han var blevet påført af det store blodtab, lykkedes det ham med nød og næppe at slippe levende bort fra bunken af dræbte. Senere blev han martyr i slaget ved Grøften.

Da angrebet fandt sted, opholdt to sahābah, ʿAmr ibn Umayyah al-Damrī og en ansārī [Mundhir ibn Muhammad ibn ʿUqbah], sig af en eller anden grund et stykke fra gruppen. De vidste ikke, at deres ledsagere var i fare. Men da de så nogle fugle flyve over deres hoveder, blev de mistænksomme. De tænkte, at der sikkert var en særlig årsag til fuglenes flugt. De gik frem for at se, hvad der var sket med deres ledsagere. De så, at alle lå blødende på jorden, og de så også angriberne være til stede. Ansārīen sagde til ʿAmr ibn Umayyah: „Hvad mener du, vi bør gøre nu?“ Han svarede: „Jeg ønsker at gå hen og møde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og fortælle ham alt, hvad der er sket.“ Ansārīen sagde: „Jeg ønsker ikke at flygte levende fra den slagmark, hvor Mundhir ibn ʿAmr er blevet martyr. Jeg ville aldrig selv sidde og vente på at høre nyheden om en drabshandling fra folks munde.“ Derefter kæmpede han og blev martyr.

De vantro tog ʿAmr ibn Umayyah til fange. Da ʿĀmir ibn al-Tufayl hørte, at han tilhørte Mudars stamme, klippede han håret af hans pande. Da han huskede, at hans mor havde aflagt et løfte om at frigive en slave, løslod han ham som opfyldelse af dette løfte. Derefter begav ʿAmr ibn Umayyah sig mod Medina. Da han nåede al-Qarqārah, som ligger ikke langt fra Medina, kom to mænd fra Banū ʿĀmir og slog sig ned for at hvile i samme skygge som ham. ʿAmr vidste ikke, at der var en beskyttelses- og ikke-angrebspagt mellem Banū ʿĀmir og Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han spurgte dem og fik at vide, at de tilhørte Banū ʿĀmir. Han ventede lidt. Så snart de blev døsige, angreb og dræbte han dem begge. Han troede, at Banū ʿĀmir havde dræbt Allahs Sendebuds sahābah, Allahs fred og velsignelser være med ham, og at Banū ʿĀmir derfor burde udsættes for gengældelse.

Da ʿAmr ibn Umayyah kom frem til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, fortalte han ham alt, hvad der var sket. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: „Jeg må betale blodpenge (diyah) for de to, som du har dræbt.“ Derefter sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: „Det var Abū Barā, der forårsagede denne hændelse. Jeg brød mig ikke om det og var bekymret.“ Da Abū Barā fik kendskab til hændelsen, blev han meget bedrøvet. Abū Barā gav udtryk for sin vrede over, at ʿĀmir ibn al-Tufayl havde fået ham til at bryde sit løfte og dermed bragt ulykke over Allahs Sendebuds sahābah, Allahs fred og velsignelser være med ham, fordi han havde garanteret dem beskyttelse. Blandt de dræbte var også ʿĀmir ibn Fuhayrah. Hishām ibn ʿUrwah har overleveret fra sin far, at ʿĀmir ibn al-Tufayl sagde: „Der var en mand blandt denne gruppe, som jeg umiddelbart efter hans drab så mellem himlen og jorden. Til sidst så jeg, at han ligesom steg op mod himlen og forsvandt. Hvem var denne mand?“ Folkene svarede: „Det var ʿĀmir ibn Fuhayrah.“

Fordrivelsen af Banū al-Nadīr (det fjerde hijrī-år)

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gik til Banū al-Nadīr for at bede om hjælp til at betale blodpenge for de to mænd fra Banū ʿĀmir, som sahābīen ʿAmr ibn Umayyah (må Allah være tilfreds med ham) havde dræbt. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde nemlig indgået en ikke-angrebspagt med dem. Banū al-Nadīr havde ligeledes en sådan pagt med Banū ʿĀmir. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, kom til Banū al-Nadīr, bød de ham velkommen og indvilligede i at hjælpe ham med blodpengene.

Men kort efter fik de en snedig sammensværgelse i hovedet. De begyndte i al hemmelighed at rådføre sig med hinanden om, hvordan de kunne dræbe Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. De mente, at de aldrig ville få en så enestående mulighed igen. På det tidspunkt sad Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ved siden af en mur. Abū Bakr, ʿUmar og ʿAlī, må Allah være tilfreds med dem, var sammen med ham. Folkene fra Banū al-Nadīr rådførte sig med hinanden. De sagde: „Hvem vil gå op på taget af huset ved siden af, rulle en stor sten ned over Muhammad og befri os for ham?“ En mand fra Banū al-Nadīr, ʿAmr ibn Jihāsh ibn Kaʿb, klatrede op på taget for at udføre dette.

Netop i dette øjeblik erfarede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gennem åbenbaringen om deres sammensværgelse. Han rejste sig fra det sted, hvor han sad, og vendte tilbage til Medina. Hans ledsagende sahābah havde endnu ikke bemærket, hvor Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var gået hen. Efter at have ventet længe og set, at han ikke vendte tilbage, gik de ud for at lede efter ham. På vejen mødte de en mand, som kom fra Medina. De spurgte ham, hvor Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var. Han svarede: „Jeg så Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gå ind i Medina.“ Sahābah nåede straks frem til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han beordrede dem til at gøre sig klar til at angribe Banū al-Nadīr. Derefter angreb han Banū al-Nadīr sammen med muslimerne. De søgte tilflugt i deres fæstninger. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede sahābah at fælde palmetræerne og sætte ild til dem. Da folkene fra Banū al-Nadīr så dette, råbte de på afstand: „Muhammad, du plejede at forbyde at skabe ødelæggelse og fordømme den, der gjorde det. Hvorfor fælder og brænder du nu palmetræerne?“

På dette tidspunkt sendte nogle personer fra stammen Banū ʿAwf ibn Khazraj, nemlig ʿAbdullāh ibn Ubayy Sulūl, hans betroede vogter Mālik ibn Abū Kawfal, Suwayd og Dāʾim, en besked til Banū Naḍīr med følgende ord: »Vær ikke bange, og overgiv jer ikke. Vi vil under ingen omstændigheder lade jer blive besejret af muslimerne. Hvis de bekæmper jer, vil vi også gå med jer.« Banū Naḍīr foretog sig hverken overgivelse eller modstand, mens de ventede på hjælp fra dem. Til sidst kom der heller ingen hjælp. Allah indgav frygt i deres hjerter. De bad Allahs Sendebud: »Udøs ikke blod. Fordriv os i stedet, så efterlader vi alle vores våben. Giv os tilladelse til at tage så meget af vores løsøre med, som hver mands kamel kan bære.« Allahs Sendebud imødekom deres anmodning. Man handlede i overensstemmelse med Banū Naḍīrs forslag. De tog det løsøre med, som kunne transporteres på kamelryg. Nogle begyndte endda at bryde den øverste del af dørene til deres huse ned og føre den bort på kamelryg. Nogle drog til Khaybar, og andre til Syrien. Blandt de ledende personer, der drog til Khaybar, var Salām ibn Abū al-Ḥuqayq, Kināna ibn Rabīʿ ibn Abū al-Ḥuqayq og Ḥuyayy ibn Akhṭab. Khaybars indbyggere gav dem fuld støtte.

ʿAbdullāh, Abū Bakrs søn, fortæller: »Abū Bakr havde meddelt, at Banū Naḍīr havde taget deres hustruer, børn og løsøre med sig. Sammen med dette tog de også deres musikinstrumenter med. Slavinderne gik bag dem og spillede på dem. Blandt dem var også Umm ʿAmr, hustru til ʿUrwa ibn al-Ward al-ʿAbsī. De havde købt en kvinde ved navn Salmā af hendes mand. [65. Denne kvinde var først blevet gift ind i Muzayna-stammen. En gang angreb ʿUrwa ibn al-Ward dem og plyndrede dem. Ved den lejlighed bortførte han denne kvinde. ʿUrwa kom ofte til Banū Naḍīr og lånte penge af dem. Undertiden pressede de ham også til at sælge de varer, han havde plyndret, men han nægtede at sælge hende. Så gav de ʿUrwa vin at drikke og købte hende listigt af ham. De skaffede også de nødvendige vidner til denne handel. Senere fremsagde ʿUrwa med beklagelse følgende digt om sagen: »Allahs fjender gav mig vin at drikke og fik overtaget over mig gennem løgn og intriger. Ve min skæbne! Hvordan kunne jeg gå med til et forslag, som min samvittighed afskyede?«] De drog af sted med så megen pragt og stolthed, at ingen anden stamme i den tid blev set drage af sted på en sådan måde.«

De efterlod al den resterende ejendom til Allahs Sendebud. Al denne ejendom blev Allahs Sendebuds ejendom, og han kunne anvende den, som han ønskede. Allahs Sendebud fordelte kun denne ejendom blandt de første emigrerende ledsagere. Da Anṣār-lærd? Sahl ibn Ḥunayf og Abū Dujāna Simāk ibn Kharāsha fortalte ham om deres fattigdom, gav han også dem noget. Hele sūra al-Ḥashr blev åbenbaret i forbindelse med Banū Naḍīr. Denne sūra beskriver den frygtelige gengældelse, Allah påførte Banū Naḍīr, samt de hårde foranstaltninger, Han lod sit Sendebud træffe imod dem ved at sende en hær mod dem. Allah siger: »Han er den, som ved det første angreb fordrev de vantro blandt Skriftens folk fra deres hjem. I troede ikke, at de ville drage bort, og de troede, at deres fæstninger ville beskytte dem mod Allah. Men Allah kom over dem fra en side, de ikke havde forestillet sig, og Han indgav frygt i deres hjerter. Så de ødelagde deres huse med deres egne hænder og med de troendes hænder. Det var, fordi de selv brød den øverste del af deres husdøre ned og tog den med sig.«

Så tag ved lære, I, der har forstand. Hvis Allah ikke havde bestemt, at de skulle fordrives – hvilket i sig selv var en gengældelse fra Allah mod dem – ville Han have straffet dem allerede i denne verden med sværdet. Desuden venter Helvedes straf dem i det hinsidige, foruden fordrivelsen. Uanset om I fælder friske dadelpalmer eller lader dem stå på deres rødder, er begge dele med Allahs tilladelse og kun for at ydmyge de ulydige. Hvad angår den ejendom fra dem – Banū Naḍīr – som Allah har givet sit Sendebud rådighed over, så er det ikke noget, I har vundet ved at lade jeres kameler og heste galopere. Allah giver sine sendebud magt over hvem, Han vil. Og den ejendom fra byernes indbyggere, som Allah har givet sit Sendebud rådighed over – det vil sige ejendom, der er kommet i jeres besiddelse uden kamel- og hesterytteri og uden kamp – tilhører Allah, Sendebudet, de nærmeste slægtninge, de forældreløse, de fattige og den vejfarende, så rigdommen ikke blot cirkulerer blandt de velstående iblandt jer. Det, Sendebudet giver jer, skal I tage imod, og det, han forbyder jer, skal I afholde jer fra.«

Her beskriver Allah den regel, at den ejendom, der er vundet gennem krig, skal fordeles blandt muslimerne.

Derefter siger Allah:

»Har du ikke set hyklernes situation? De siger til deres brødre blandt Skriftens folk, som holder fast ved deres vantro – det vil sige Banū Naḍīr: ›Hvis I bliver fordrevet, vil vi også drage bort med jer. Vi vil aldrig lytte til nogen angående jeres interesser, og hvis der føres krig imod jer, vil vi bestemt hjælpe jer.‹ Allah bevidner, at de er løgnere. Hvis de bliver fordrevet, vil disse hyklere ikke drage bort med dem, og hvis der føres krig imod dem, vil de ikke hjælpe dem. Og selv hvis de hjælper dem, vil de til sidst vende om og flygte fra slagmarken, før kampen er forbi. Derefter vil ingen hjælp nå dem nogetsteds fra. Frygten for jer i deres hjerter er større end frygten for Allah, fordi de er et folk uden forstand. De vil aldrig kunne kæmpe mod jer samlet, undtagen i befæstede byer eller bag mure. Deres indbyrdes uenighed er stærk. I tror, at de er forenede, men deres hjerter er splittede, fordi de er et folk uden fornuft. De ligner dem, der kort før dem smagte følgerne af deres handlinger. Desuden venter der dem en smertefuld straf. Det vil sige, de ligner Banū Qaynuqāʿ. De ligner Satan, der siger til mennesket: ›Vær vantro!‹ Men når det bliver vantro, siger han: ›Jeg har intet med dig at gøre. Jeg frygter Allah, verdenernes Herre.‹ Straffen for dem begge er, at de skal brænde i ilden for evigt. Det er de uretfærdiges løn.«

Ekspeditionen til Dhāt al-Riqāʿ (4. hijrī-år)

Efter hændelsen med Banū Naḍīr tilbragte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hele måneden Rabīʿ al-awwal og en del af Jumādā al-awwal i Medina. Derefter drog han på felttog mod Banū Thaʿlaba, en underklan af Banū Muhārib fra Ghatafān, i Najd. Han overdrog ledelsen af Medina til Abū Dharr al-Ghifārī. Da han nåede Nakhl, området hvor Ghatafān-stammen boede i Najd, slog han lejr. Dette var felttoget ved Dhāt al-Riqāʿ [66. Riqāʿ betyder stykker af stof, som bruges til lapning. Årsagen til dette navn er, at der under dette felttog blev brugt faner, som var lappede. Nogle siger, at navnet skyldes, at soldaterne var nødt til at binde stofstykker om fødderne, fordi jorden var meget stenet. Andre siger, at Dhāt al-Riqāʿ var navnet på et træ eller på selve stedet, hvor begivenheden fandt sted.]. Her stod han over for en stor samling fra Ghatafān-stammen. De to parter nærmede sig hinanden, men der blev ikke udkæmpet noget slag. Alligevel forblev begge parter rædselsslagne over for hinanden. Derfor drog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, bort sammen med sine ledsagere.

Jābir ibn ʿAbdullāh (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg drog af sted fra Nakhl sammen med Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ridende på en svag kamel. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, drog af sted med hele sin gruppe, begyndte de andre rejsende at komme hurtigt frem, mens jeg blev tilbage. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, kom hen til mig og spurgte: »Jābir, hvordan går det med dig?« Jeg svarede: »Allahs Sendebud, min kamel har ladet mig tilbage.« Han sagde: »Stands kamelen.« Jeg standsede den, og Allahs Sendebud standsede også sin kamel. Så sagde han: »Giv mig den stav, du har i hånden, eller skær en gren af et træ og lav en stav til mig.« Jeg gav Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, staven. Med den stak han min kamel flere gange. Derefter sagde han til mig: »Rid op.« Jeg steg op. Da begyndte min kamel at gå så hurtigt, at den efterhånden overhalede selv Allahs Sendebuds kamel.

Under samtalen sagde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, til mig: »Jābir, vil du sælge din kamel til mig?« Jeg sagde: »Allahs Sendebud, jeg vil give dig den uden betaling.« Han sagde: »Nej, sælg den.« Jeg spurgte: »Hvor meget vil du betale?« Han sagde: »En dirham.« Jeg sagde: »Så vil jeg lide et tab.« Han sagde: »Hvad så med to dirham?« Jeg sagde: »Nej.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev ved med at hæve prisen, indtil han tilbød én uqiyya (én ounce). Da sagde jeg: »Allahs Sendebud, er du tilfreds med denne pris?« Han sagde: »Ja.« Jeg sagde: »Så giver jeg den til dig.« Han sagde: »Jeg tager imod den.« Derefter sagde han: »Jābir, er du blevet gift?« Jeg svarede: »Ja.« Han spurgte: »Med en jomfru eller en tidligere gift kvinde?« Jeg svarede: »Med en tidligere gift kvinde.« Han sagde: »Hvorfor gifter du dig ikke med en ung kvinde? Hun kunne spøge med dig, og du kunne spøge med hende.« Jeg sagde: »Allahs Sendebud, min far blev martyr i slaget ved Uhud og efterlod sig syv døtre. Derfor har jeg giftet mig med en ældre kvinde, som kan tage sig af dem og opfostre dem.« Han sagde: »Du har, om Allah vil, gjort det rigtige.« Derefter sagde han: »Når vi når frem til Sirār, vil jeg beordre, at en kamel bliver slagtet, og den vil blive slagtet. Derefter vil vi tilbringe en dag dér som gæster hos din hustru. Jeg vil fortælle hende om islam, og hun vil tage sig godt af os ved at lægge puder og senge frem.« Jeg sagde: »Allahs Sendebud, vi har jo ingen puder.« Han sagde: »Der vil helt sikkert være puder. Når du kommer frem, skal du handle klogt.«

Da vi derefter nåede Sirār [Sirār er et sted tre mil fra Medina], beordrede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, at en kamel skulle slagtes. Den blev straks slagtet. Vi spiste af kamelens kød og tilbragte en dag dér. Om aftenen gik Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ind i huset, og vi gik også ind. Jeg fortalte min hustru om hele hændelsen og alt det, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde sagt til mig. Da hun hørte det, sagde hun: »Hør min beslutning: Vi vil lytte til alt, hvad Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, siger, og adlyde det.«

Om morgenen trak jeg kamelen ved hovedet hen til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og bandt den foran døren til hans bolig. Derefter gik jeg ind i moskéen og satte mig ved siden af Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Da Allahs Sendebud kom ud af moskéen og så kamelen, sagde han: »Hvad er dette?« De tilstedeværende sagde: »Allahs Sendebud, Jābir har bragt denne kamel.« Han spurgte: »Hvor er Jābir?« Alle kaldte på mig og førte mig hen til ham. Da sagde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: »Jābir, tag denne kamel. Det er din kamel.« Derefter tilkaldte han Bilāl og sagde: »Gå med Jābir og giv ham én uqiyya som betaling for denne kamel.« Jeg gik med Bilāl, og han gav mig lidt mere end én uqiyya. Ved Allahs ed, denne kamel fortsatte således altid med at berige mig, og i mit hjem blev dens betydning og værd anerkendt. Fra Najds stenede slagmark blev dens betydning og værd anerkendt i hjemmet. Det, der hændte den på vejen hjem fra Najds stenede slagmark, var det sidste udtryk for denne anseelse.

Jābir (må Allah være tilfreds med ham) fortæller videre: Efter felttoget ved Dhāt al-Riqāʿ drog vi fra Nakhl sammen med Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. På dette tidspunkt behandlede en muslim en polyteists hustru dårligt. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, forlod slagmarken sammen med hele sin gruppe. Hendes mand vendte hjem; han havde tidligere været fraværende. Da han hørte, at hans hustru var blevet behandlet dårligt, svor han og lovede, at han ikke ville standse, før han i det mindste havde dræbt en af Muhammeds, må Allah velsigne ham og give ham fred, ledsagere. Han fulgte Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, spor. Allahs Sendebud nåede frem til et sted og gjorde holdt. Derefter sagde han: »Hvem er parat til at holde vagt over os hele natten uden at sove?« En muhājir og en ansār meldte sig. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, satte dem til at holde vagt ved indgangen til en hule i bjerget. De to ledsagere fordelte natten mellem sig således, at ansāren skulle holde vagt i den første del af natten og muhājiren i den sidste del. Derfor sov muhājiren den første del af natten, mens ansāren begyndte at bede stående.

Den polyteistiske morder nåede frem til stedet sent om natten. Da han så ansarien bede, forstod han, at han bevogtede muslimerne. Straks skød han en pil mod ham, og den trængte gennem hans krop. Derefter trak han pilen ud af kroppen og beholdt den hos sig. Alligevel forblev han urokkelig og fortsatte sin bøn. Så skød han endnu en pil, og også den trængte gennem hans krop. Morderen trak den ud og beholdt den hos sig. Alligevel forblev han standhaftig i bønnen. Derefter skød han en tredje pil. Også denne pil trængte gennem ledsagerens krop. Morderen trak den ud og beholdt den hos sig. Da afsluttede han bønnen med rukūʿ og sujūd og vækkede sin ledsager. Han sagde til ham: „Rejs dig og sæt dig op. Morderen har såret mig og gjort mig ude af stand til at fortsætte.“ Straks sprang muhajiren op og rejste sig. Da morderen så dem begge, forstod han, at de havde opdaget hans tilstedeværelse og var blevet på vagt. Derfor flygtede han.

Da muhajiren så ansariens blodige krop, sagde han: „Subḥānallāh! Hvorfor vækkede du mig ikke, da du blev ramt af den første pil?“ Ansarien svarede: „Jeg var i gang med at recitere en sūra under bønnen. Jeg havde ikke lyst til at afbryde bønnen, før jeg havde afsluttet sūraen. Men da fjenden fortsatte med at skyde pile, udførte jeg rukūʿ og sujūd og kaldte på dig. Ved Allah, hvis jeg ikke havde frygtet, at jeg ville svigte den opgave, som Allahs Sendebud havde pålagt mig, ville jeg ikke have afbrudt bønnen, før jeg var blevet dræbt.“

Ibn Isḥāq siger: Allahs Sendebud vendte tilbage til Medina efter ekspeditionen til Dhāt al-Riqāʿ og opholdt sig dér indtil udgangen af Rajab.

Den anden ekspedition til Badr (det 4. hijri-år)

Da tiden for Abū Sufyāns udfordring nærmede sig, drog Profeten i måneden Shaʿbān igen ud på en ekspedition til Badr. [Det skal bemærkes, at han på dette tidspunkt overdrog styret over Medina til ansari-ledsageren ʿAbdullāh ibn Ubayy ibn ʿAbdullāh ibn Sulūl.] Han slog lejr dér. Han tilbragte otte nætter dér i forventning om Abū Sufyān. Imens drog Abū Sufyān af sted med Mekkas indbyggere og gjorde holdt ved Majanna. Han nåede dertil via Zahrān. Derefter besluttede han at vende tilbage til Mekka.

Han sagde: „Quraysh-folk! Det sømmer sig kun for jer at føre krig i år med gode afgrøder, hvor I kan passe jeres træer og drikke mælk. Men dette er et år med misvækst. Jeg har besluttet at vende tilbage. Vend også tilbage.“ På grund af hans ord vendte folkene om. Mekkas indbyggere kaldte dem „grødædernes hær“. De sagde: „I drog kun i krig for at spise grød.“

Imens sad Allahs Sendebud på Badrs slette og talte dagene, mens han ventede på det tidspunkt, Abū Sufyān havde fastsat. På dette tidspunkt kom Makhshā ibn ʿAmr al-Damrī til ham. Det var denne mand, der på Banu Damras vegne havde indgået en fredsaftale med Allahs Sendebud under ekspeditionen til Waddān. Han sagde: „Muhammad, er du kommet til dette vandsted for at møde Quraysh?“ Allahs Sendebud svarede: „Det er sandt, broder af Banu Damra! Hvis du, selv efter at have set denne situation, ønsker det, er vi rede til at ophæve den fredsaftale, vi har med jer, og gå i krig. Hvis du ønsker, at Allah gennem krigen skal afgøre jeres og vores skæbne, har vi ingen indvendinger mod det.“ Han sagde: „Nej, Muhammad, ved Allah, det har vi intet behov for.“

Allahs Sendebud fortsatte med at vente på Abū Sufyān. På dette tidspunkt kom Maʿbad ibn Abū Maʿbad al-Khuzāʿī forbi ham. Da han så Allahs Sendebud være til stede, satte han hurtigt fart på sin kamel og red bort, mens han fremsagde følgende digt.

“(Min kamel) nærer afsky for nærheden af Muhammed og Madinas sort-rosinlignende dadler. Den iler af sted, tro mod sin fars gamle skikke og traditioner. Den må nå vandingsstedet ved Qudayd i dag og vandingsstedet ved Dajnan senest i morgen eftermiddag. [Qudayd er navnet på et sted nær Mekka.]”

Ledsageren Abdullah ibn Rawaha fremsagde følgende digt med henblik på Abu Sufyans fravær:

“Vi havde lovet at mødes ansigt til ansigt med Abu Sufyan på Badr-sletten. Men vi fandt ikke sandhed i hans løfte, og han er ikke en, der holder sine løfter. Jeg sværger, at hvis du havde holdt dit løfte, o Abu Sufyan, og mødt os, ville du være blevet tvunget til at vende tilbage vanæret og bebrejdet og have mistet dine allierede. På selve denne Badr-slette efterlod vi Utbah og hans søns lemmer. Vi efterlod også Abu Jahl lig her. I har adlydt Allahs Sendebud! Forbandet være jeres religion og jeres modbydelige og vildledende handlinger! Hvor meget I end bebrejder mig, vil jeg alligevel sige: Alt, hvad jeg ejer af rigdom og familie, er ofret for Allahs Sendebud. Vi er ham lydige. Vi aflægger ingen troskab til nogen anden end ham. Han er vores ledestjerne gennem den mørke nat.”

Ekspeditionen til Dumat al-Jandal (5. hijri-år: Rabi al-awwal)

Efter den anden ekspedition til Badr vendte Allahs Sendebud tilbage til Medina og opholdt sig dér i en måned, det vil sige indtil slutningen af måneden dhu al-hijjah. Polyteisterne undlod at udføre hajj det år. Det var det fjerde år efter Allahs Sendebuds ankomst til Medina. Derefter ledede Allahs Sendebud en militærekspedition til Dumat al-Jandal. Der fandt ikke blot intet sammenstød sted; han behøvede ikke engang at nå frem til stedet. Han vendte tilbage til Medina og tilbragte resten af året dér.

Slaget ved grøften (det 5. hijri-år, Shawwal)

Slaget ved grøften fandt sted i måneden Shawwal i det femte hijri-år. Baggrunden for slaget var, at en samlet delegation af jøder fra Banu al-Nadir og Banu Wa’il drog til Mekka, opfordrede Quraysh til at angribe Medina og udslette Allahs Sendebud, og lovede dem fuld støtte til dette. Blandt delegationens fremtrædende medlemmer var Salam ibn Abu al-Huqayq, Huyayy ibn Akhtab og Kinana ibn Abu al-Huqayq fra Banu al-Nadir samt Hawwa ibn Qays og Abu Ammar fra Wa’il-stammen. De tilskyndede et stort antal arabiske stammer til at slutte sig sammen og angribe Allahs Sendebud. Quraysh sagde til dem: “Jøder! I er bogens første folk. I ved udmærket, hvad vi er uenige med Muhammed om. Sig os derfor: Er vores religion bedre, eller er Muhammeds religion bedre?” De svarede: “Jeres religion er bedre end Muhammeds religion, og I er sandhedens fanebærere!”

Det var om dem, at Allah den Ophøjede åbenbarede disse vers fra sura al-Nisa:

»Har du ikke set dem, der har fået en del af Skriften, som tror på afguder og de oprørske kræfter, og som siger om de vantro, at de er bedre vejledt end de troende? Det er dem, Allah har forbandet. Og den, Allah har forbandet, vil aldrig finde nogen hjælper. Har de måske en andel i herredømmet? I så fald ville de ikke give menneskene så meget som en smule deraf. Eller misunder de menneskene den gunst, Allah har skænket dem, nemlig profetskabet? Vi gav jo Abrahams efterkommere Skriften og visdommen, og Vi gav dem et stort rige. Nogle af dem troede på den, mens andre hindrede menneskene i at tage imod den. Helvede er tilstrækkeligt som ild til at brænde dem.«

Da jøderne havde sagt dette om Quraysh, kunne deres glæde tilsyneladende ikke få nogen ende. Da de desuden opfordrede dem til at angribe Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev de enige om det og forpligtede sig dertil. Derefter gik disse jøder til Ghatafān-stammen og opfordrede dem til at føre krig mod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. De lovede at tage del sammen med dem og fortalte dem, at Quraysh også havde sluttet sig til dem og var rede til at angribe.

Da tiden var inde, drog Quraysh-hæren og dens leder, Abū Sufyān, ud på felttog iført krigsudrustning. Også Ghatafān drog af sted sammen med Banū Fazārah og deres leder, ʿUyainah ibn Ḥiṣn. Al-Ḥārith ibn ʿAwf ibn Abū Ḥārithah drog af sted med Banū Murrah, mens deres leder, Misʿar ibn Ruzaiq, drog af sted med Asjaʿ-stammen.

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fik kendskab til disse krigsforberedelser, lod han straks en grøft, eller voldgrav, grave rundt om Medina. For at opmuntre muslimerne til at deltage ivrigt i arbejdet i håb om belønning gravede han selv grøften med sine egne hænder. Muslimerne sluttede sig i stort tal til ham i arbejdet. Han og hans ledsagere fortsatte utrætteligt dette arbejde. Kun nogle få hyklere holdt sig borte fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og muslimerne. De tyede til forskellige undskyldninger for at unddrage sig arbejdet og begyndte i al hemmelighed at gå hjem uden Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, viden og uden tilladelse. Når der derimod opstod alvorlige vanskeligheder for nogen blandt muslimerne, og han af uundgåelig nødvendighed havde brug for at gå til sin familie, underrettede han på behørig vis Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og gik efter at have fået hans tilladelse. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tøvede ikke med at give tilladelse. Så snart deres behov var opfyldt, vendte de tilbage og deltog i det resterende arbejde. På denne måde viste de deres iver og oprigtighed i gode gerninger. Om disse troende åbenbarede Allah den Højeste disse vers fra Sūrat an-Nūr:

»De troende er kun de, der tror på Allah og Hans Sendebud, og som, selv når de er sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, optaget af en vigtig sag, ikke går noget sted uden hans tilladelse. De, der beder dig om tilladelse, er i sandhed dem, der tror på Allah og Hans Sendebud. O Profet! Når de beder dig om tilladelse til en af deres sager, så giv hvem af dem du vil, tilladelse, og bed om tilgivelse for dem. Allah er visselig Tilgivende.«

Disse vers blev åbenbaret med sigte på de oprigtige blandt muslimerne, som var ivrige efter gode gerninger og lydige mod Allah og Hans Sendebud.

Om de hyklere, der i al hemmelighed gik bort uden at bede Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om tilladelse, siger Den Almægtige Allah endvidere:

»Betragt ikke Sendebudets kald til jer som et kald fra jer til hinanden. Allah kender bestemt dem blandt jer, der i det skjulte sniger sig bort. De, der trodser Sendebudets befaling, bør tage sig i agt for, at en prøvelse eller en smertefuld straf kan ramme dem når som helst. Husk, at alt i himlene og på jorden tilhører Allah. Han ved udmærket, hvem af jer der følger sandheden, og hvem der følger løgnen. Og den dag, hvor de vender tilbage til Ham, vil Han fortælle dem om deres gerninger. Allah er visselig alvidende.« (Sūrat an-Nūr, vers 64)

I disse vers gives der en beskrivelse af hyklerne, som i det skjulte trak sig fra de opgaver, Allahs Sendebud havde pålagt dem, uden at bede ham om tilladelse.

Så snart Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde afsluttet udgravningen af grøften, ankom Quraysh med i alt ti tusind krigere fra stammen Kinana, Tihamas indbyggere og folk fra deres forskellige stammer. De slog lejr ved Mujtamaʿ al-Asyāl mellem al-Juruf og Jughāba på et sted, der hedder Rūma. Også folkene fra Ghatafān ankom sammen med deres allierede fra Najd. De slog lejr ved et sted kaldet »Jamb Naqma« i nærheden af Uhud. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, opstillede derefter den muslimske hær på tre tusind soldater med bjerget »Sala« bag sig. Grøften lå mellem ham og fjenden. Han sørgede på forhånd for, at børnene og kvinderne blev anbragt inde i fæstningerne.

Huyayy ibn Akhtab fra Guds fjender, stammen Banu Nadir, gik til Kaʿb ibn Asad fra Banu Qurayza. Denne Kaʿb ibn Asad havde stået for forsonings- og ikke-angrebsaftalen mellem Banu Qurayza og Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. På Banu Qurayzas vegne havde han givet Allahs Sendebud et fredsløfte og indgået aftalen. Kaʿb, som sad indenfor, opdagede Huyayys ankomst og lukkede fæstningens port lige foran ham. Da Huyayy bad ham åbne porten, nægtede han. Da Huyayy igen bad ham åbne, sagde Kaʿb: »Ve dig, Huyayy! Du er en ulykkesfugl. Jeg har indgået en aftale med Muhammad, og jeg vil ikke bryde den. I Muhammads måde at handle på har jeg kun set dyb respekt for og troskab mod løfter.«

Huyayy sagde: »Hvad er der? Luk dog porten lidt op. Jeg vil tale med dig om noget.« Kaʿb sagde: »Jeg kan ikke åbne porten.« Huyayy sagde: »Du har kun lukket porten, fordi du tror, at jeg vil spise af din mad.« Ved disse ord blev Kaʿb forlegen og åbnede porten. Derefter sagde Huyayy: »Jeg har bragt dig denne tids største ære og et oprørt hav med bølgende vande. Jeg har samlet hele Qurayshs hær, med dens ledere og høvdinge, og bragt den til Mujtamaʿ al-Asyāl i Rūma-området. På den anden side har jeg samlet hele Ghatafān-stammen med dens ledere og fremtrædende mænd og stillet den ved »Jamb Naqma« nær Uhud. De har alle indgået et løfte og en aftale med mig om, at de ikke vil standse, før Muhammad og hans ledsagere er udslettet.« Kaʿb sagde: »Du har snarere arrangeret, at mit ansigt skal tilsmøres med skam. Du samler skyer, som allerede har tømt sig for regn. Nu kan de kun tordne og buldre; de har intet at give. Ve dig derfor, Huyayy! Forstyr mig ikke. Lad mig blive, som jeg er. Muhammad har ikke behandlet mig dårligt. Han har kun vist ærlighed, retfærdighed og troskab mod sine løfter.« Alligevel blev Huyayy ved med at presse Kaʿb. Han lagde hånden på hans skulder og rystede ham, indtil det til sidst lykkedes ham at overtale ham. Han fik ham til at aflægge et løfte. Han sagde, at hvis Quraysh og Ghatafān vendte tilbage uden at have dræbt Muhammad, ville han blive hos Kaʿb i hans fæstning, og de to ville dele både glæde og sorg med hinanden. Således brød Kaʿb det løfte og den aftale, han havde indgået med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham.

Da denne nyhed nåede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og muslimerne, sendte han Saʿd ibn Muʿādh ibn Nuʿmān, den daværende leder af Aws-stammen (må Allah være tilfreds med ham), Saʿd ibn ʿUbāda ibn Dulaym, lederen af Khazraj (må Allah være tilfreds med ham), samt ʿAbdullah ibn Rawāha (må Allah være tilfreds med ham) og Khawwāt ibn Jubayr (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde til dem: »Gå hen og undersøg, om den nyhed, vi har fået, er sand. Hvis den er sand, skal I vende tilbage og med et tegn give mig besked. Fortæl det ikke åbent, så I svækker de almindelige muslimers moral. Hvis de derimod holder fast ved aftalen, skal I vende tilbage og offentligt meddele det.«

Da de kom frem, så de, at Kaʿb, Huyayy og deres tilhængere havde en endnu mere fjendtlig holdning til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, end man havde fået at vide. De sagde: »Hvem er Allahs Sendebud egentlig? Vi har ingen aftale eller noget løfte med Muhammad.« Da Saʿd ibn Muʿādh (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, irettesatte han dem.

De svarede ved også at irettesætte ham. Saʿd ibn Muʿādh var i virkeligheden en mand med et noget heftigt temperament. Saʿd ibn ʿUbāda sagde til ham: »Lad irettesættelserne ligge. Den aftale, der er mellem os og dem, er vigtigere end irettesættelser.« Derefter vendte de to ledere og deres to ledsagere tilbage til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. De hilste på ham og sagde: »ʿAdal og Qāra.« Det vil sige: Disse har fulgt samme vej som folkene fra ʿAdal og Qāra, der havde forrådt ledsageren Khubayb og hans ledsagere ved al-Rajīʿ. Da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte det, sagde han: »Allāhu akbar! Muslimer, modtag det gode budskab!«

På dette tidspunkt antog den katastrofe, der var rammet muslimerne, en frygtelig form. Frygten voksede voldsomt blandt dem. Bekymringerne hvirvlede rundt fra alle sider. Hykleriet blandt hyklerne i den muslimske gruppe begyndte også at blive afsløret. Muʿattib ibn Qushayr sagde ligefrem: »Muhammad lovede os, at vi skulle blive ejere af alle rigdommene i Persiens og Romerrigets imperier. Men i dag er situationen sådan, at vi ikke engang kan gå sikkert på toilettet.« Aws ibn Qayẓī sagde: »Allahs Sendebud, vores hjem og familier er blevet forsvarsløse.« (Det vil sige, at de var blevet truet af nogle folk fra deres egen stamme.) »Lad os derfor vende hjem, for vores hjem ligger uden for Medina.« Under disse omstændigheder stod Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og afgudsdyrkerne over for hinanden i mere end tyve dage og mindre end en måned. Mellem de to sider fandt der ingen anden form for kamp sted end udveksling af pile og belejring.

Muslimerne blev på grund af belejringens langvarighed udsat for uudholdelige lidelser. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte en besked til to af Ghatafān-stammens ledere, Uyayna ibn Hisn og al-Hārith ibn Awf, hvori han tilbød dem en tredjedel af hele høsten fra Medina, hvis de ville forlade belejringen sammen med deres folk og trække sig bort fra kampen mod Allahs Sendebud og hans ledsagere, måtte Allah være tilfreds med dem. På grundlag af dette tilbud blev der indgået en fredsaftale mellem Allahs Sendebud og ghatafān-folkene, og aftaledokumentet blev skrevet. Kun underskrivelsen og den endelige godkendelse manglede. Forhandlingerne og enigheden mellem begge parter om modydelsen var dog blevet afsluttet. Før de resterende formaliteter blev gennemført, sendte Allahs Sendebud bud efter Saʿd ibn Muʿādh og Saʿd ibn ʿUbāda, måtte Allah være tilfreds med dem. Da de kom, underrettede han dem om sagen og bad om deres råd. De sagde begge: »Allahs Sendebud, er dette et forslag, du fremsætter til vores bedste, eller har Allah befalet dig det, så vi er nødt til at gøre det?« Han svarede: »Det er mit eget initiativ. Jeg kan se, at hele Arabien har forenet sig og iværksat et samlet angreb på jer samt lagt en uoverstigelig belejring omkring jer fra alle sider. Derfor ønsker jeg at knuse deres styrke så meget som muligt.«

Saʿd ibn Muʿādh sagde: »Allahs Sendebud, tidligere var vi og disse mennesker optaget af polyteisme og afgudsdyrkelse. Dengang kendte vi ikke Allah og tilbad ham heller ikke. På den tid kunne de ikke spise så meget som én af vores dadler, medmindre det var som gæster eller gennem handel. Og nu, hvor Allah har iført os islams herlighed og ære og ledt os ad sandhedens vej, skal vi så give dem af vores ejendom? Ved Allah, vi har ikke brug for noget af dette. Ved Allah, vi vil ikke give dem andet end slag fra sværdet. Således vil Allah afgøre deres og vores skæbne.« Allahs Sendebud sagde: »Godt, så følger jeg din mening i denne sag.« Derefter tog Saʿd ibn Muʿādh aftaledokumentet i hånden og slettede alt, hvad der stod skrevet. Så sagde han: »Lad dem gøre, hvad de kan.«

Allahs Sendebud og muslimerne fortsatte med at opholde sig inden for fjendens belejring. Der fandt ingen kamp sted. Nogle af Qurayshs ryttere, blandt andre ʿAmr ibn ʿAbd, ʿIkrima ibn Abū Jahl, Hubayra ibn Abū Wahb og Dirār ibn al-Khattāb, forsøgte dog at indlede kampen. De red hen til Banū Kināna og sagde: »O Banū Kināna, gør jer klar til kamp. I dag skal I se, hvem der er dygtigst i krig.« Derefter satte de deres heste i galop og standsede ved randen af grøften. Da de så grøften, blev de forbløffede og sagde: »Ved Allah, dette er en sådan krigsteknik, som araberne aldrig før har opfundet.«[68. Ibn Hishām siger: Det fortælles, at Salmān al-Fārisī rådede Allahs Sendebud til at anvende denne taktik.]

Derefter fandt de det mindst brede sted i grøften og krydsede den. Til hest nåede de frem til muslimernes position mellem Salā-bjerget og grøften. ʿAlī, måtte Allah være tilfreds med ham, rykkede frem sammen med nogle muslimer for at møde dem og stillede sig for at standse dem netop ved det åbne sted, hvor de vantro var kommet ridende. Rytterne satte kurs mod dem.

ʿAmr ibn ʿAbd var blevet så invalideret af sine sår fra slaget ved Badr, at han ikke havde kunnet deltage i slaget ved Uhud. For at vise sin rang havde han mærket sig selv med et særligt symbol. Så snart han ankom, råbte han: »Hvem vil kæmpe mod mig?« ʿAlī trådte frem foran ham. Han sagde: »O ʿAmr, lovede du ikke Allah, at hvis nogen fra Quraysh tilbød dig et valg mellem to ting, ville du acceptere det? Er det sandt?« Han svarede: »Ja!« ʿAlī sagde: »Så kalder jeg dig til Allah, til Hans Sendebud og til islam.«

Han sagde: »Det har jeg ikke brug for.« ʿAlī sagde: »Så kalder jeg dig til Allah, til Hans Sendebud og til islam.«

Han sagde: »Det har jeg ikke brug for.« ʿAlī sagde: »Så udfordrer jeg dig til kamp.« Han sagde: »Min nevø, jeg ønsker ikke at dræbe dig.« ʿAlī, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Men jeg ønsker at dræbe dig.« Da ʿAmr hørte dette, blev han ophidset. Han sprang ned fra hesten, dræbte først hesten og slog den i ansigtet. Derefter gik han frem mod ʿAlī. De to kæmpede en voldsom kamp. Til sidst dræbte ʿAlī ham.

Derefter blev hans ryttergruppe besejret og flygtede over grøften. Da Abu Jahls søn, ʿIkrima, fortvivlet over ʿAmrs død kastede sit spyd fra sig og flygtede, sagde den muslimske digter Hassān ibn Thābit, da han så det:

“Han flygtede og efterlod sit spyd til os.

I virker, som om du ikke har kæmpet, Ikrima.

Du flygtede forpustet som en struds.

Det så ud, som om du var blevet skilt fra vejen

og ikke engang vendte om med nogen forsonlighed.

(Da man så dig flygte,) var det, som om man kun kunne se din ryg.”

Under slaget ved grøften og slaget mod Banu Qurayza var signalråbet blandt Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ledsagere: “Hum, la-yunsarun.” Det vil sige, at fjendens nederlag er uundgåeligt. På grund af fjendernes styrke og magt samt deres overvældende antal måtte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ledsagere holde stand på slagmarken under en voldsom frygt og rædsel.

Til sidst kom Nuʿaym ibn Masʿud og sagde: “O Allahs Sendebud, jeg har antaget islam. Min stamme ved ikke dette. Giv mig nu enhver nødvendig befaling.”

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Blandt os er du den eneste, som nyder fjendens tillid. Hvis du kan, så nedkæmp fjenden på vores vegne. Krig er jo i grunden et spørgsmål om strategi.«

Nu gik Nuʿaym ibn Masʿūd til Banū Qurayẓa. I den førislamiske tid havde han været deres nære ven. Han sagde til dem: »I ved sikkert, hvor højt jeg elsker jer. Især er det ikke ukendt for jer, hvor oprigtigt mit forhold til jer er.« De sagde: »Ja, det er sandt. Vi har aldrig haft noget at bebrejde dig.« Så sagde han: »Qurayshs og Ghatafāns situation er anderledes end jeres. Denne by er jeres by. Her har I jeres hustruer, børn og ejendom, og det er ikke muligt for jer at flytte dem et andet sted hen. Quraysh og Ghatafān er kommet for at kæmpe mod Muḥammad og hans ledsagere. I hjælper dem. Men deres hjem, ejendom og familier befinder sig et andet sted. Derfor er de ikke i samme situation som jer. Hvis de ser en fordel for sig selv her, vil de tage den; hvis ikke, vil de vende tilbage til deres hjem. Så vil I stå alene over for Muḥammad i denne by, og i den situation vil I ikke kunne holde stand mod ham. Hvis I derfor vil kæmpe mod muslimerne, skal I først tage nogle af Qurayshs ledere som gidsler. De skal forblive som sikkerhed i jeres hænder, så kan I være trygge. I bør ikke kæmpe mod Muḥammad uden at have dem hos jer.« De sagde: »Du har givet et godt råd.«

Derefter gik han til Quraysh og sagde til Abū Sufyān og Qurayshs øvrige ledere, som fulgte ham: »I ved sikkert, at jeg ønsker jer det allerbedste og er en indædt modstander af Muḥammad. Jeg har hørt noget, og det er min pligt at fortælle jer det af hensyn til jer og jeres velfærd. Men røb det ikke til nogen.«

Nuʿaym sagde: »Så hør efter. Jøderne har fortrudt, at de brød deres aftale med Muḥammad og hans ledsagere. De har sendt Muḥammad et budskab: ‘Vi beklager det, vi har gjort. Hvis vi nu tager nogle af Qurayshs og Ghatafāns ledende mænd til fange og overgiver dem til dig, så du kan dræbe dem, vil du så være tilfreds med os? Derefter vil vi slutte os til dig og udrydde alle de øvrige fra Quraysh og Ghatafān.’« Muḥammad har indvilliget i dette.« Nuʿaym sagde også til Abū Sufyān: »Hvis jøderne vil have nogle af jeres mænd som gidsler, så pas på: overgiv ikke en eneste mand til dem.«

Derefter gik Nuʿaym til Ghatafān og sagde: »O Banū Ghatafān, I er min egen stamme og mine nærmeste. I står mig kærere end alle andre. Jeg går ud fra, at I ikke har noget at bebrejde mig.« De sagde: »Du taler sandt. Vi har intet at bebrejde dig.« Nuʿaym sagde: »Så lad ingen få kendskab til den nyhed, jeg vil fortælle jer.« De sagde: »Det er i orden. Vi skal bevare fortroligheden omkring dine ord.« Nuʿaym gentog derefter ordret over for dem, hvad han havde sagt til Quraysh, og han gav også Ghatafān den samme advarsel om gidslerne, som han havde givet Quraysh.

Dette fandt sted natten før lørdagen i måneden Shawwāl i det femte hijrī-år. Allah ændrede hele situationens forløb til fordel for sit Sendebud. Abū Sufyān ibn Ḥarb og Ghatafāns ledere sendte en gruppe fra Quraysh og Ghatafān under ledelse af ʿIkrima ibn Abī Jahl til Banū Qurayẓa. De sagde til Banū Qurayẓa: »Vi kan ikke holde ud længere. Alle vores kameler og heste er ved at dø. Gør jer derfor klar til kamp. Vi vil kæmpe mod Muḥammad og nå frem til en endelig afgørelse.« De svarede: »I dag er det lørdag, og på denne dag gør vi ingenting. Nogle af vores folk foretog tidligere en handling på en lørdag, og I kender ikke det udfald, det fik. Desuden kan vi ikke kæmpe mod Muḥammad for at hjælpe jer. Men hvis I stiller nogle af jeres folk som gidsler hos os som sikkerhed, kan vi deltage i kampen og hjælpe jer. Vi frygter, at hvis I lider nederlag i kampen, eller finder det vanskeligt at fortsætte den, vil I vende tilbage til jeres land uden at bekymre jer om vores sikkerhed og efterlade os hjælpeløse i Muḥammads greb. Vi har ikke styrken til at møde Muḥammad alene.«

Da delegationen vendte tilbage med Banū Qurayẓas svar, sagde Quraysh og Ghatafān til hinanden: »Den nyhed, Nuʿaym ibn Masʿūd gav os, er sand i alle enkeltheder. Lad derfor Banū Qurayẓa få at vide, at vi ikke vil overgive en eneste mand til jer som gidsel. Hvis I ønsker at kæmpe, så kom og kæmp.« Da et sendebud igen kom til Banū Qurayẓa med Qurayshs og Ghatafāns svar, sagde Banū Qurayẓas ledere til hinanden: »Se, det Nuʿaym sagde, er fuldstændig sandt. Quraysh og Ghatafān ønsker kun at kæmpe; de bekymrer sig ikke det mindste om, hvad der sker med os. Hvis de får en fordel, har de opnået deres eget mål. Ellers vil de efterlade os hjælpeløse i Muḥammads hænder og vende tilbage til deres egne lande.«

Derfor lod de Quraysh og Ghatafān vide: »Vi vil ikke kæmpe mod Muḥammad sammen med jer, før I overgiver gidsler til os.« På denne måde afviste de endeligt Ghatafāns og Qurayshs forslag, og Allah skabte splid blandt fjenderne og besejrede dem. Desuden lod Allah den nat, som var bidende kold, en meget kold vind blæse over dem. Vinden væltede deres telte og spredte deres kogegrej.

Da Allahs Sendebud fik at vide, at der var opstået strid og splittelse blandt dem, sendte han ledsageren Hudhayfa ibn al-Yaman ud om natten for at overvåge fjendens bevægelser.

Overleveret fra Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi. En ledsager fra Kufa spurgte Hudhayfa ibn al-Yaman: „Så du Allahs Sendebud og var du i hans selskab?“ Han svarede: „Ja.“ Manden spurgte: „Hvordan plejede I at behandle ham?“ Hudhayfa svarede: „Vi anstrengte os efter bedste evne for hans skyld.“ Manden fra Kufa sagde: „Ved Gud, hvis vi havde fundet ham i live, ville vi ikke have ladet ham gå på jorden, men have båret ham på vores skuldre.“ Hudhayfa sagde: „Min nevø, lyt. Vi var sammen med Allahs Sendebud ved voldgraven. Han tilbragte en del af natten med at bede. Derefter vendte han sig mod os og sagde: ‘Hvem blandt jer kan gå ud, undersøge fjendens bevægelser og vende tilbage? Jeg beder Allah om, at han må blive min ledsager i Paradiset!’ Allahs Sendebud havde stillet som betingelse, at den, der gik ud, skulle vende tilbage efter at have fuldført opgaven. Ingen blandt muslimerne havde på grund af frygt, kulde og sult kræfter til at gå. Da ingen gjorde sig klar, kaldte Allahs Sendebud på mig. Derfor måtte jeg gøre mig klar til at gå. Han sagde: ‘Hudhayfa, gå ind blandt fjenderne og se, hvad de foretager sig. Når du vender tilbage til os, må du ikke foretage dig noget.’“

Derefter gik jeg af sted og trængte forsigtigt ind blandt fjendens styrker. På det tidspunkt var Allahs usynlige hære stadig i færd med at tilintetgøre dem. Alle deres telte og kogegrejer var blevet ødelagt, og ilden var slukket.

Da sagde Abu Sufyan til dem: „Kureisher, se hver især efter omkring jer, om der er andre til stede.“ Da jeg hørte dette, var jeg den første til at lægge hånden på den nærmeste mands krop og spørge: „Hvem er du?“ Han svarede: „Så-og-så’s søn.“[69. Det er berettet i Sharh al-Mawahib: Hudhayfa sagde: „Jeg lagde min hånd på hånden af den mand, der sad til højre for mig, og spurgte: ‘Hvem er du?’ Han svarede: ‘Jeg er Muawiya, Abu Sufyans søn.’ Derefter spurgte jeg den mand, der sad til venstre for mig: ‘Hvem er du?’ Han svarede: ‘Jeg er Amr ibn al-As.’“]

Derefter sagde Abu Sufyan: „Kureisher, det sted, hvor I opholder jer, er ikke længere egnet til ophold. Vores kameler og heste er døde, og Banu Qurayza har forladt os. De har gjort det, vi hader. I kan selv se, hvad den voldsomme storm har gjort ved os. Vores køkkenudstyr, telte og andet er blevet ødelagt. Selv ilden er slukket. Derfor skal I alle begive jer hjem. Jeg tager af sted nu.“

Efter at have sagt dette gik han hen til sin kamel. Den var bundet. Han steg op på dens ryg og slog den derefter. Efter at have slået den tre gange sprang den op. Selv om kamelens bånd blev løsnet, blev den stående. Hvis Allahs Sendebud ikke havde befalet mig: „Foretag dig ikke noget, før du er vendt tilbage,“ kunne jeg have dræbt ham, hvis jeg havde ønsket det.

Hudhayfa sagde: „Derefter vendte jeg tilbage til Allahs Sendebud. Han var iført et jemenitisk tæppe og bad. Midt under bønnen fik han øje på mig, trak mig hen til sine fødder og lagde en del af tæppet over mig. I denne stilling udførte han både rukūʿ og sujūd. Efter at have afsluttet bønnen fortalte jeg ham alt, hvad jeg havde erfaret om fjenden.“

Da Ghatafanerne hørte, at kureisherne var vendt tilbage, begav de sig mod deres hjemland. Om morgenen forlod Allahs Sendebud og muslimerne voldgraven, drog til Medina og lagde deres våben fra sig.

Felttoget mod Banu Qurayza (5. hijri-år)

Ved zuhr-tid kom Jibril (fred være med ham) til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. På hovedet bar han en silkedastar. Han red på et sadlet muldyr, der var svøbt i silkestof. Han sagde til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Allahs Sendebud, har du lagt våbnene fra dig?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: »Ja.« Jibril sagde: »Men englene har endnu ikke lagt våbnene fra sig. Og du er kun vendt tilbage fra slagmarken efter muslimernes anmodning! Muhammad, Allah har befalet dig at drage på felttog mod Banu Qurayza. Jeg vil også tage derhen og knuse dem fuldstændigt.«

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, befalede han en mand at bekendtgøre: »De, der adlyder Allah og Allahs Sendebud, skal tage til Banu Qurayzas område og bede asr-bønnen dér.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, befalede Ali, Abu Talibs søn (må Allah være tilfreds med ham), at drage mod Banu Qurayzas område med sit banner. Muslimerne fulgte ham. Da Ali (må Allah være tilfreds med ham) var draget af sted og nærmede sig deres fæstning, hørte han en skændig udtalelse om Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Da han hørte dette, vendte han om. På vejen mødte han Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, du bør ikke gå hen til disse usle mennesker.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvorfor? Jeg tror, du har hørt nogle grove og uanstændige ord om mig fra dem.« Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud, det er sandt.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis de havde set mig, ville de ikke have sagt noget af den slags.« Derefter nåede han frem til nærheden af Banu Qurayzas fæstning og sagde: »I abers brødre, har Allah ikke ydmyget jer? Nyder I ikke hans straf?« De svarede: »Abu al-Qasim — et almindeligt tilnavn for Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham — intet er skjult for dig.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, slog lejr ved en brønd ved navn al-Atā’ i nærheden af Banu Qurayza. Muslimerne begyndte at slutte sig til ham i grupper. Nogle ankom endda efter den sidste fælles isha-bøn. De havde endnu ikke bedt asr, fordi Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde sagt, at de skulle tage til Banu Qurayzas område og bede asr-bønnen dér. Da de ikke havde noget valg, havde de udsat bønnen på grund af krigen. Derfor bad de asr efter isha. Af den grund bebrejdede Koranen dem ikke. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, belejrede dem i femogtyve dage. Det blev så hårdt for dem, at de knap kunne trække vejret. Og Allah indgød frygt i deres hjerter.

Efter at folkene fra Quraysh- og Ghatafan-stammerne var draget hjemad, blev Huyayy ibn Akhtab hos Banu Qurayza i deres fæstning. Han blev der for at opfylde det løfte, Banu Qurayza havde givet. Da Banu Qurayza med sikkerhed forstod, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, under ingen omstændigheder ville vende tilbage uden at kæmpe mod dem, kaldte Ka’b ibn Asad stammens folk sammen og sagde: »Hør, jøder! Kan I se, hvilken ulykke der har ramt jer? For at redde jer ud af denne situation fremsætter jeg tre forslag. I kan vælge et hvilket som helst af dem.« De sagde: »Hvad er forslagene?« Han sagde: »Lad os alle følge og acceptere Muhammad. Ved Allah, det står klart for os, at han er en profet. Der er også nævnt noget om ham i vores skrift. På den måde kan vi være trygge og sikre med hensyn til vores eget liv og ejendom samt vores hustruers og børns liv og ejendom.« De sagde: »Vi vil aldrig afvise Toraens autoritet og heller ikke tage noget andet i stedet for den.« Han sagde: »Hvis I ikke accepterer dette, så lad os dræbe alle vores hustruer og børn. Derefter kan vi gribe sværdene og kæmpe mod Muhammad og hans ledsagere. Så vil vi ikke have nogen bekymringer eller forpligtelser bag os. Vi vil fortsætte kampen, indtil Allah træffer en endelig afgørelse mellem os og Muhammad. Hvis vi bliver dræbt, kan vi dø i forvisning om, at vores efterkommere er i sikkerhed. Og hvis vi sejrer, vil vi kunne tage nye hustruer og få børn igen.« Alle sagde: »Er det muligt, at vi dræber disse uskyldige og elskede mennesker? Hvis de ikke længere er her, hvad gavner det os så at leve i velstand og komfort?« Ka’b sagde: »Hvis I også afviser dette, er der kun én mulighed tilbage. Det er lørdag aften. Muhammad og hans ledsagere vil muligvis i dag føle sig sikre med hensyn til os. Så lad os iværksætte et overraskelsesangreb og dræbe Muhammad og hans ledsagere.« De sagde: »Skal vi på denne måde vanære lørdagen? Skal vi gøre det, som vores forfædre ikke gjorde på denne dag? Det er sandt, at nogle mennesker gjorde det, og som følge heraf blev deres ansigter forvredet. Det er ikke ukendt for jer.« Ka’b sagde: »Fra tidernes morgen og indtil i dag er der ikke født én eneste blandt jer, som i hele sit liv har været i stand til at træffe en fast og urokkelig beslutning blot for én nats skyld.«

Da de derefter ikke kunne træffe nogen beslutning, sendte de en udsending til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, med anmodning om: »Send Abu Lubaba ibn Abd al-Mundhir til os. Vi vil rådføre os med ham.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte ham. Da Abu Lubaba ankom, samlede hele stammen sig omkring ham, og kvinder og børn kom hen til ham og begyndte at græde. Synet smeltede Abu Lubabas hjerte. De sagde: »Abu Lubaba, mener du, at vi bør acceptere Muhammads afgørelse?« Han svarede: »Ja.« Samtidig gjorde han med hånden tegn ved sin hals for at vise, at denne afgørelse ikke ville være andet end drab.

Abu Lubaba siger: »Jeg indså straks, at jeg havde forrådt Allah og Hans Sendebud.« (70. Banu Qurayza blev belejret. Da de anså deres undergang for uundgåelig, sendte de Shas ibn Qays til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han gik til ham og anbefalede, at de blev benådet på samme betingelser som Banu Nadir, det vil sige at de kun måtte tage deres børn, hustruer og så meget af deres ejendele med, som kunne transporteres på kamelryggen. Alle deres resterende faste og løse ejendele skulle de efterlade, og de måtte slet ikke tage våben med. Allahs Sendebud afviste denne anmodning. Derefter sagde han: »Så giv os blot benådning, overgiv vores hustruer og børn til os, og lad os derefter drage bort. Vi ønsker overhovedet ikke at tage ejendele med på kamelryggen.« Allahs Sendebud afviste også denne anmodning og understregede, at de måtte underkaste sig hans afgørelse. Shas ibn Qays vendte tilbage med dette svar fra Allahs Sendebud. (Sharh al-Mawahib, forfattet af Zarqani). I Sharh al-Mawahib er det endvidere berettet, at Abu Lubaba, da Allahs Sendebud afviste anmodningen om benådning, mente, at han ville dræbe Banu Qurayza, hvis de underkastede sig hans afgørelse. Derfor gjorde han dem ved en gestus opmærksomme på netop dette.] Abu Lubaba gik straks, i stedet for at gå til Allahs Sendebud, til Profetens Moské, bandt sig selv til en af moskéens søjler og sagde: »Jeg vil ikke flytte mig herfra, før Allah har tilgivet mig den fejl, jeg begik. På det sted, hvor jeg forrådte Allah og Allahs Sendebud, vil jeg aldrig mere vise mig for nogen.« Allahs Sendebud ventede længe på Abu Lubaba. Da han senere hørte om det hele, sagde han: »Hvis han var kommet til mig, ville jeg have bedt om tilgivelse for ham. Men eftersom han allerede har aflagt denne ed, kan jeg ikke befri ham, før Allah har tilgivet ham.«

Umm Salama fortæller: Da Abu Lubaba var blevet tilgivet, sagde jeg: »Allahs Sendebud, må jeg overbringe ham dette glædelige budskab?« Allahs Sendebud sagde: »Du må gerne fortælle ham det.« Derefter stod Umm Salama ved døren til sit hus og sagde: »O Lubaba, glædeligt budskab! Du er blevet tilgivet.« Det skal bemærkes, at verset om sløret endnu ikke var blevet åbenbaret.

Derefter skyndte muslimerne sig hen til ham for at befri ham. Men Abu Lubaba sagde: »Jeg vil ikke befri mig selv, før Allahs Sendebud med sine egne hænder har befriet mig.« Da Allahs Sendebud fik dette at vide, løsnede han hans bindinger, da han gik til morgenbønnen.

Ibn Hisham siger: Abu Lubaba var bundet til søjlen i seks dage. Ved hver bøn kom hans hustru og løsnede hans bindinger, så han kunne bede. Derefter gik han tilbage til søjlen og bandt sig selv igen.

Næste morgen var Banu Qurayza rede til at underkaste sig Allahs Sendebuds afgørelse. Da folkene fra Aws-stammen hørte dette, skyndte de sig hen til Allahs Sendebud og sagde: »Allahs Sendebud, Banu Qurayza er vores allierede. De har hjulpet os mod Khazraj-stammen. Du ved selv, hvordan du behandlede Khazraj-stammens allierede, Banu Qaynuqa.« Før Banu Qurayza havde Allahs Sendebud belejret Banu Qaynuqa-stammen. De var allierede med Khazraj-stammen, og de havde også overgivet sig til Allahs Sendebuds afgørelse. Da Abdullah ibn Ubayy ibn Salul bad om benådning for dem, bevilgede Allahs Sendebud dem benådning. Da Aws-stammen bad Allahs Sendebud om at skåne Banu Qurayzas liv, sagde han: »Folk fra Aws-stammen, hvis jeg udpeger en af jeres egne til voldgiftsmand, vil I så acceptere det?« De svarede: »Ja.« Allahs Sendebud sagde: »Jeg udpeger Sa’d ibn Mu’adh til voldgiftsmand.«

Allahs Sendebud havde anbragt Sa’d ibn Mu’adh i et telt ved Profetens Moské hos Rufayda, en muslimsk mands hustru. Denne kvinde behandlede de sårede og tog sig af de nødlidende muslimer. Da Sa’d blev såret af en pil under Slaget ved Grøften, sagde Allahs Sendebud til muslimerne: »Anbring Sa’d i Rufaydas telt, så han kan være tæt på mig, og jeg kan holde øje med ham og pleje ham.« Da Allahs Sendebud udpegede ham til voldgiftsmand i sagen om Banu Qurayza, bragte mænd fra hans stamme ham ridende på et æsel. De havde lagt en lædersadel på æslets ryg. Han var en meget kraftig og smuk mand. Mens de førte ham til Allahs Sendebud, blev de ved med at sige til ham: »O Sa’d, vær nådig over for dine allierede. Du er blevet udpeget til voldgiftsmand, for at du skal behandle dem med medfølelse.« Da han så, hvor meget de bønfaldt ham og viste ham ydmyghed, sagde han: »Tiden er kommet for Sa’d til ikke at bekymre sig om nogens bebrejdelse eller dadel i Allahs religions sag.« Nogle af dem, der førte ham til Allahs Sendebud, vendte tilbage til Banu Abd al-Ashhals kvarter. Da kom nogle af Banu Qurayza hen til dem. Før Sa’d nåede frem til dem, havde de hørt alt fra dem, og idet de anså deres død for uundgåelig, begyndte de at græde. (71. Da de hørte Sa’d sige: »Tiden er kommet for ham til ikke at bekymre sig om nogens bebrejdelse eller dadel i Allahs religions sag«, forstod de, at han muligvis ville afsige en dødsdom over dem. Derfor begyndte de at græde, da de allerede før døden fik en antydning af den sikre død.)

Da Sa’d nåede frem til Allahs Sendebud og muslimerne, sagde Allahs Sendebud: »Rejs jer og byd jeres leder velkommen.« Quraysh-folkene og emigranterne begyndte da at sige: »Allahs Sendebuds ordre gælder kun Ansar.« Ansar sagde: »Ordren gælder alle.« Derefter gik alle hen til ham og sagde: »O Sa’d, Allahs Sendebud har overdraget dig ansvaret for at træffe afgørelse vedrørende dine allierede.« Sa’d sagde: »Den afgørelse, jeg erklærer, skal anerkendes som afgørelsen. Sværger I alle ved Allah at holde dette løfte?« De svarede: »Ja.« Derefter pegede han i den retning, hvor Allahs Sendebud sad, og sagde: »Er også de, der er her, forpligtede af dette løfte?« Af respekt nævnte Sa’d ikke Allahs Sendebud ved navn. Men Allahs Sendebud svarede: »Ja.« Da erklærede Sa’d: »Min afgørelse er, at alle mændene fra Banu Qurayza skal dræbes, al ejendom skal fordeles, og kvinderne og børnene skal tages til fange.«

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til Saʿd, må Allah være tilfreds med ham: »Din afgørelse svarer til den afgørelse, som Allah har truffet fra over de syv himle.«

Derefter blev alle fra Banu Qurayza ført ud af deres hjem og holdt tilbage i huset hos Qays bint al-Harith i Medina. Senere gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til markedspladsen i Medina, hvor Medinas markedsplads stadig ligger i dag. De blev delt op i grupper og dræbt i disse grøfter. Allahs fjende Huyayy ibn Akhtab og Banu Qurayzas høvding Kaʿb ibn Asad blev også dræbt. Deres samlede antal var seks eller syv hundrede. Ifølge dem, der anslår deres antal højere, var det mellem otte og ni hundrede. Da de blev ført i grupper til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte de høvdingen Kaʿb ibn Asad: »Kaʿb, hvordan tror du, der vil blive behandlet?« Kaʿb svarede: »Forstår I da ingenting? Kan I ikke se, hvor ligeglad og uberørt han er, han som kalder jer? Kan I ikke se, at den af jer, der går, ikke vender tilbage? Ved Allahs ed, alle vil blive dræbt.«

Således blev de alle dræbt én efter én.

Huyayy ibn Akhtab, islams mest foragtelige fjende, blev ført frem. Han bar en rosafarvet klædning. Han havde revet den itu i små stykker overalt, så den ikke kunne blive taget fra ham. Begge hans hænder var bundet med reb til hans nakke. Da hans blik faldt på Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde han: »Jeg har aldrig fortrudt mit fjendskab mod dig. Men den, der forlader Allah, må nødvendigvis blive ydmyget.« Derefter henvendte han sig til de tilstedeværende og sagde: »O folk, Allahs befaling kan ikke overtrædes. Allah havde fastsat skæbneskriftet og den store nedslagtning for Israels børn.« Efter at have sagt dette satte han sig, og derefter blev han halshugget.

De troendes mor, Aisha, må Allah være tilfreds med hende, siger: »Ingen af Banu Qurayzas kvinder blev dræbt bortset fra én. Denne kvinde talte frit med mig og lo højlydt. Netop i det øjeblik blev hendes stammefolk dræbt på Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befaling. Pludselig råbte en herold højt: ›Hvad er der? Hvad er der sket med dig?‹ Hun svarede: ›Jeg skal dræbes.‹ Jeg spurgte: ›Hvor er den og den kvinde?‹ Da hun hørte det, sagde hun: ›Det er mig.‹ ›Hvorfor?‹ Hun svarede: ›Fordi jeg har begået en frygtelig handling.‹ Derefter blev hun ført bort og dræbt.« Ibn Hisham siger: »Det var denne kvinde, der dræbte sahabien Khallad ibn Suwayd ved at kaste en møllesten efter ham.«

Aisha, må Allah være tilfreds med hende, plejede at sige: »Jeg kan ikke glemme denne kvinde. Jeg undrer mig over, at hun, selv om hun vidste, at hun ville blive dræbt, var så glad og munter.«

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalede, at hver eneste voksne mand fra Banu Qurayza skulle dræbes. Atiyya al-Qurazi siger: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalede, at hver eneste voksne mand skulle dræbes. Jeg var dengang en dreng. Da man fandt, at jeg var mindreårig, blev jeg skånet.«

Ayyub ibn Abd ar-Rahman siger: Salma bint Qays, en moster til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, som havde bedt sammen med ham vendt mod begge qiblaer og havde deltaget i kvindernes troskabsed, bad Allahs Sendebud om at skåne Rifaʿa ibn Samuʾal al-Qurazi. Hun sagde: »Rifaʿa har besluttet at bede og spise kamelkød.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, imødekom hendes anmodning og skånede hans liv. Denne mand, Rifaʿa, var voksen og havde søgt tilflugt hos Salma. Han kendte allerede Salmas familie. Således reddede Salma Rifaʿas liv.

Derefter fordelte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) Banu Qurayzas ejendele, kvinder og børn blandt muslimerne. Så sendte han Sa’d ibn Zayd al-Ansari til Najd med nogle af Banu Qurayzas slaver, både mænd og kvinder. Til gengæld købte han våben og heste dér og bragte dem med tilbage til muslimerne.

Blandt Banu Qurayzas kvinder udvalgte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) Rayhana bint Amr ibn Khunafa til sig selv. Hun forblev i hans besiddelse indtil Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) død. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) foreslog hende, at han skulle gifte sig med hende og føre hende ind bag sløret. Men hun sagde: “O Allahs Sendebud, tag mig hellere til dig som slavinde. Det vil være lettere og mere uproblematisk for både dig og mig.” Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gjorde, som hun ønskede. Da han tog hende til sig som slavinde, var hun stærkt imod at antage islam og ønskede at holde fast i jødedommen. Derfor holdt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sig på afstand af hende og blev bedrøvet. En dag, mens han sad sammen med sine ledsagere, hørte han lyden af fodtrin bag sig. Han sagde: “Thalaba ibn Sayya kommer sikkert for at fortælle mig, at Rayhana har antaget islam.” Og ganske rigtigt kom Thalaba og meddelte, at Rayhana havde antaget islam. Da blev han glad.

Allah den Ophøjede har i den hellige Koran, i sura al-Ahzab, beskrevet beretningen om Slaget ved Grøften og Banu Qurayza. Han har beskrevet, hvordan muslimerne blev sat på prøve, hvilke vældige nådegaver Han skænkede dem, og hvordan Han reddede dem fra alle vanskeligheder og gav dem sejr i begge slag. Før dette havde hyklerne imidlertid fremsat uønskede udtalelser. Allah siger: ‘O I, der tror! Husk Allahs nåde mod jer, da store hære gik til angreb på jer. Da sendte Vi en voldsom storm over dem og hære, som I ikke kunne se, og Allah så, hvad I gjorde. Da de angreb jer fra alle sider, da øjnene blev opspilet af frygt hos mange, og sjælene nåede struberne, og I begyndte at have forskellige forestillinger om Allah, blev de troende sat på prøve og rystet voldsomt. Hyklerne og de syge af hjerte sagde: “Allah og Hans Sendebud har kun lovet os bedrag.” En gruppe af dem sagde: “O folk i Yathrib! Her er ingen mulighed for at blive; vend derfor tilbage.” Nogle af deres grupper bad da Profeten om tilladelse og sagde: “Vores familier er udsat for fare.” Men de var ikke udsat for fare. De søgte blot en undskyldning for at flygte.’

Dette vers blev åbenbaret om Aws ibn Qayzi og hans ligesindede.

“Hvis fjenden var trængt ind mod dem fra alle sider af Medina, og de var blevet opfordret til at hengive sig til fitna, det vil sige afgudsdyrkelse, ville de bestemt have gjort det. De ville kun have tøvet ganske lidt med at gøre det. Tidligere havde de lovet Allah, at de ikke ville flygte ved at vende hæren ryggen. Og der vil bestemt blive spurgt til Allahs pagt. (Disse to stammer, Banu Salama og Banu Haritha, havde efter deres tilbagetog under Slaget ved Uhud lovet, at de aldrig mere ville gøre det samme. Allah mindede dem om den pagt, som de selv havde indgået.) O Profet, sig: Det vil ikke gavne jer at flygte fra døden eller drab; i så fald vil I kun få lov til at nyde livet i kort tid. Sig: Hvis Allah beslutter at udsætte jer for en ulykke eller vise jer nåde, hvem kan da beskytte jer mod Allahs beslutning? I vil ikke finde nogen anden end Allah som beskytter eller hjælper. Allah ved, hvem blandt jer der hindrer andre, og hvem der siger til deres brødre: ‘Kom med os.’ Disse hyklere deltager kun sjældent i kampen. (Det vil sige, bortset fra når selvforsvar og opfyldelsen af deres pligt kræver det.) Deres eneste formål er at tilfredsstille deres misundelse og fjendskab mod jer. Når kampen nærmer sig, vil du se dem se på dig af frygt, som øjnene hos en døende, bevidstløs person, der flakker af frygt for døden. Men når faren er drevet over, går de til jer med begærlige og begejstrede ord på grund af deres grådighed efter krigsbyttet og fremsætter store påstande. (Det vil sige, de siger ting, som I ikke bryder jer om, for de tror ikke på det hinsidige og vil ikke få nogen belønning. Derfor frygter de døden på samme måde som de, der ikke tror på livet efter døden.) De har ikke troet, og derfor har Allah tilintetgjort alle deres gode gerninger. Det er let for Allah. De tror, at forbundene (det vil sige de invaderende Quraysh og Ghatafan) ikke er draget bort. Og hvis de skulle angribe igen, ville de søge tilflugt blandt beduinerne i ørkenen og dérfra holde sig underrettet om jer; selv hvis de var iblandt jer, ville de kun i ringe grad deltage i kampen.”

Derefter henvender Allah sig til de troende og siger: “I Allahs Sendebuds liv har I et godt eksempel, for den, der håber på Allah og den sidste dag.” [Det vil sige, ikke for dem, der forsøger at opnå personlige fordele gennem Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) eller gennem hans rang.] Derefter nævner Allah de troendes sandfærdighed og deres holdning, hvorved de anerkendte og accepterede den prøve, Allah havde lovet dem, og siger: “Da de troende så de invaderende forbund, sagde de: ‘Dette er det, Allah og Hans Sendebud har lovet os, og Allah og Hans Sendebud taler sandt.’ Det øgede kun deres tro og underkastelse.” (Det vil sige tålmodighed under vanskeligheder, underkastelse under skæbnen og villighed til at acceptere sandheden.)

“Blandt de troende er der mange, som har opfyldt den pagt, de indgik med Allah. Nogle af dem har allerede fuldført deres opgave. (Det vil sige, de har afsluttet deres gerning og er vendt tilbage til Allah, såsom martyrerne fra Badr og Uhud.) Og andre venter. (Det vil sige, de venter på Allahs hjælp og på at gøre det, som Sendebudet og ledsagerne gjorde; de har ikke foretaget nogen som helst ændring i dette. (Det vil sige, de har ikke næret tvivl eller tøven og har ikke søgt en alternativ vej.)) Allah vil belønne de sandfærdige for deres sandfærdighed, og hvis Han vil, vil Han straffe hyklerne eller tilgive dem. Han er tilgivende og barmhjertig. Allah sendte de vantro (det vil sige Quraysh og Ghatafan) tilbage med deres vrede og forbitrelse; de opnåede intet godt. Allah er tilstrækkelig for de troende i kampen, for Han er stærk og mægtig. Han drev den gruppe af Skriftens folk (det vil sige Banu Qurayza), som havde hjulpet dem, ud fra deres befæstede steder og indgød frygt i deres hjerter. Således dræbte I en del af dem og tog en anden del til fange. (Det vil sige, I dræbte mændene og tog kvinder og børn til fange.) Og Han gjorde deres land, deres boliger, deres ejendele og også det land, som I endnu ikke havde betrådt (det vil sige Khaybar), til jeres ejendom. Allah har magt over alle ting.”

Da sagen med Banu Qutayba var blevet løst, forværredes Sa’d ibn Mu’adhs sår pludseligt, og han døde som martyr.

Hasan al-Basri (må Allah forbarme sig over ham) fortæller: Sa‘d var en meget fed og tung mand. Men de, der bar hans lig, fandt det usædvanligt let. Da sagde nogle af hyklerne: »Sa‘d var jo meget tung. Alligevel har vi aldrig set et så let lig.« Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, sagde han: »Grunden til, at det føltes let, er, at der blandt dem, der bar hans lig, var andre end jer (nemlig engle). Ved Allahs ed, englene glædede sig og jublede, da de modtog Sa‘ds sjæl. Ved hans død rystede Allahs trone.«

Tre polyteister blev dræbt i Slaget ved Graven. Munabbih ibn Uthman var en af dem. Han blev ramt af en pil og døde såret, efter at han var nået til Mekka. En anden var Nawfal ibn Abdullah fra Banu Makhzum. Han var kommet over graven, men blev grebet og dræbt. Han var blevet ramt af en pil, og hans lig var i muslimernes besiddelse. Polyteisterne tilbød at købe hans lig. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Vi har ikke brug for hans lig eller dets pris.« Derefter blev hans lig udleveret. Den tredje var Amr ibn Abd Wudd fra Banu Amir. Ali ibn Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham) dræbte ham.

Flere muslimer blev martyrer under felttoget mod Banu Qurayza. Blandt dem blev Khallad ibn Suwayd dræbt, da en møllesten blev kastet efter ham. Det er blevet berettet, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde om ham: »Khallad vil få belønningen for to martyrer.« Ledsageren Abu Sinan døde, mens Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, belejrede Banu Qurayza. Han blev begravet på Banu Qurayzas gravplads. Da tropperne på begge sider af graven havde afsluttet deres opstilling, og de vantro havde forladt graven, sagde Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Efter dette vil Quraysh aldrig mere angribe jer; tværtimod vil I herefter angribe dem.«

Faktisk kom der derefter ikke flere angreb fra Quraysh mod muslimerne. I stedet ledte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, angreb mod dem. Til sidst gav Allah ham mulighed for at erobre Mekka.

Felttoget mod Banu Lihyan

Derefter opholdt Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig i Medina i disse måneder: Dhu al-Hijjah, Muharram, Safar, Rabi‘ al-Awwal og Rabi‘ al-Thani. I den sjette måned efter sejren over Banu Qurayza, i Jumada al-Ula, drog han ud på felttoget mod Banu Lihyan. Formålet med felttoget var at kræve Khubayb ibn Adi og hans ledsagere (må Allah være tilfreds med dem) tilbage fra indbyggerne i Raji‘. Han drog af sted på en måde, der fik det til at se ud, som om han var på vej mod Syrien. Hans egentlige hensigt var at angribe indbyggerne i Raji‘.

Efter at have forladt Medina drog han først til Makhid og derefter til Batra ad vejen mod Syrien via bjerget Ghurab nær Medina. Der drejede han til venstre og fortsatte ad vejen mod Mekka over sletten Bina nær Medina og gennem bjergkæden Yamamah. Derefter nåede han hurtigt frem til Banu Lihyans hjemegn, Ghurān. Ghurān er sletten mellem Amaj og Usfan, som strækker sig til området Sayah. Da han nåede Ghurān, så han, at de allerede var blevet advaret og havde søgt sikkerhed i bjergene. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, slog lejr i Ghurān. Da hans overraskelsesangreb ikke lykkedes, sagde han til sine ledsagere: »Hvis vi slår lejr i Usfan, vil Mekkas indbyggere tro, at vi er på vej til Mekka.« Derefter drog han med to hundrede beredne ledsagere til Usfan og slog lejr dér. Så sendte han to ryttere af sted. De nåede helt til Qura al-Ghumaym. Derefter vendte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, tilbage til Medina med hele hæren.

Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, under hjemrejsen sagde: »Med Allahs vilje vender vi tilbage, angrer og priser vores Herre. Jeg søger tilflugt hos Allah fra rejsens besværligheder og fra tabet af familie og ejendom.«

Ekspeditionen til Dhu Qarad

Derefter tilbragte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, nogle få dage i Medina. Pludselig angreb og røvede Uyayna ibn Hisn al-Fazari sammen med nogle af Ghatafanernes ryttere Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, drægtige malkekameler, som gik og græssede ved et sted ved navn Ghaba ikke langt fra Medina. Blandt disse røvede kameler var også en mand fra Banu Ghifar og hans hustru. De dræbte manden og tog kamelerne med sig sammen med hans hustru.

Den første, der fik kendskab til dette røveri, var Salama ibn Amr ibn al-Akwa. Han var sammen med Talha ibn Abdallahs slave taget til Ghaba bevæbnet med bue og pile. Han havde en hest med sig. Da han nåede en side af bjerget Thaniyat al-Wada, råbte han højt: »Hjælp!« Derefter satte han efter dem og bevægede sig hurtigt fremad. Han løb efter dem ligesom et rovdyr, der jager sit bytte. Mens han løb, indhentede han dem og begyndte at skyde pile mod dem. Hver gang han affyrede en pil, sagde han: »Tag den! Jeg er al-Akwas søn. I dag er dagen, hvor de syndige skal tilintetgøres.« Så snart røverne satte efter ham, trak han sig tilbage, men kort efter kom han igen frem og gik dem i møde. Således affyrede han, hver gang han fik mulighed for det, pile og sagde: »Tag den! Jeg er al-Akwas søn. I dag er dagen, hvor de syndige skal tilintetgøres.« Imens blev røverne ved med at råbe: »Manden er allerede tidligt på dagen blevet så hård imod os.«

Salamas råb nåede Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ører. Han råbte og bekendtgjorde: »Fare! Fare!« Straks begyndte et stort antal sahabaer at samles hos ham ridende på deres ridedyr. Først kom Miqdad ibn Amr, derefter Abbad ibn Bishr, og så én efter én Sad ibn Zayd, Usayd ibn Zuhayr, Ukasha ibn Mihsan, Muhriz ibn Nadla, Abu Qatada al-Harith ibn Rabyi og Abu Ayyash. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte dem af sted under ledelse af Sad ibn Zayd. Han sagde: »Fortsæt med at forfølge røverne. Jeg sender flere mænd senere.« Sads styrke forfulgte dem og indhentede dem. Abu Qatada dræbte først Habib ibn Uyayna, dækkede ham med sin egen kappe og sluttede sig derefter til sine mænd.

Efter et stykke tid drog Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, selv frem sammen med en gruppe muslimer. På vejen så de Habib indsvøbt i Abu Qatadas kappe. De ledsagende sahabaer fremsagde »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage« og sagde: »Hvilken ulykke! Er Abu Qatada blevet dræbt?«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Nej, dette er ikke Abu Qatada. Denne mand blev dræbt af Abu Qatada. Han har imidlertid svøbt ham i sin egen kappe, så I kan forstå, at han er hans ledsager.« Ukasha ibn Mihsan indhentede to af røverne, Awbar og hans søn Amr, og dræbte dem begge på én gang. De red på den samme kamel. De fik også nogle af de røvede kameler tilbage. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, slog lejr ved bjerget Dhu Qarad. Derefter sluttede de øvrige muslimer sig til ham og tilbragte tiden hos ham. Salama ibn al-Akwa sagde: »Allahs Sendebud, hvis du sender mig med hundrede mænd, kan jeg tage de resterende kameler tilbage og indhente røverne.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »De spiser nu aftensmad hos Ghatafans folk.«

Derefter fordelte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, én kamel for hver hundrede af sine sahabaer, og de tilbragte dagen med at spise af den. Så vendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tilbage til Medina sammen med sahabaerne.

Gifariens hustru red på en kamel og kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og fortalte ham om sin mands død. Derefter sagde hun: »Allahs Sendebud, jeg har aflagt et løfte om, at hvis jeg på denne kamels ryg bliver reddet ud af faren, vil jeg slagte den for Allahs skyld.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, smilede og sagde: »Du ønsker at give kamelen en meget dårlig gengældelse. Allah reddede dig ud af faren ved at lade dig ride på dens ryg, og nu vil du slagte den! Der er intet løfte i forbindelse med ulydighed mod Allah. Man kan ikke opfylde et løfte med noget, man ikke ejer. Dette er min kamel. Vend tilbage til din familie. Allah vil lade det være til gavn for dig.«

Felttoget mod Banū al-Muṣṭaliq

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilbragte resten af Jumādā ath-Thāniya og måneden Rajab i Medina. Derefter drog han i Shaʿbān i det sjette år efter hijra på felttog mod Banū al-Muṣṭaliq-grenen af Khuzāʿa-stammen.

På et tidspunkt fik Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, at vide, at Banū al-Muṣṭaliq-stammen samlede sine styrker. De blev ledet af al-Ḥārith ibn Abū Ḍirār, som var far til Juwayriya, en af Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, hustruer. Så snart Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fik denne efterretning, drog han ud med sine tropper for at møde dem. Et voldsomt slag fandt sted ved bredden af en kilde ved navn al-Muraysīʿ. Allah besejrede Banū al-Muṣṭaliq. Mange af deres mænd blev dræbt. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tog deres børn, kvinder og ejendele som krigsbytte.

En muslim ved navn Hishām ibn Ṣubāba fra Banū Kalb ibn ʿAwf blev dræbt under dette. En ansārī-ledsager fra ʿUbāda ibn aṣ-Ṣāmits (må Allah være tilfreds med ham) gruppe dræbte ham ved en fejltagelse, fordi han troede, at han tilhørte fjenden.

Mens muslimerne opholdt sig ved kilden, skete der en sørgelig hændelse iblandt dem. ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb (må Allah være tilfreds med ham) havde ansat en mand fra Banū Ghifār ved navn Jaḥjaḥ ibn Masʿūd som lønarbejder til at passe sine heste. Han kom op at skændes med Sinān ibn Wabar al-Juhanī om vand, og skænderiet udviklede sig gradvist til slagsmål. Da råbte al-Juhanī: »O ansarer, hjælp!« Jaḥjaḥ råbte også: »O muhājirūn, hjælp mig!« ʿAbdullah ibn Ubayy ibn Salūl opholdt sig på dette tidspunkt sammen med en gruppe mænd fra sin stamme. Den unge Zayd ibn Arqam var også blandt dem. Da ʿAbdullah ibn Ubayy hørte råbene, blev han ophidset og sagde: »Er de virkelig gået så langt som til at gøre sådan noget? De har boet iblandt os, øget deres antal og er blevet hovmodige. Jeg kan se, at vores situation og muhājirūnernes situation er ved at blive som det ordsprog, der siger: ‘Fodr og opdræt din egen hund, gør den fed og stærk, så vil den en dag bide dig og æde dig.’ Ved Allahs ed, hvis vi vender tilbage til Medina denne gang, vil de stærke jage de svage bort derfra.« Derefter sagde han til sine stammefæller: »Se nu, hvad I har gjort mod jer selv. I har givet dem et hjem i dette land og delt jeres ejendele med dem. Hvis I ikke havde vist dem en sådan gavmildhed, havde de været tvunget til at tage et andet sted hen.«

Zayd ibn Arqam hørte disse ord og fortalte dem til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. På dette tidspunkt havde han netop besejret fjenden og draget et lettelsens suk. Da han hørte denne efterretning, var ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb (må Allah være tilfreds med ham) hos ham. Han sagde: »Befal ʿAbbād ibn Bishr at sende ham til dødsriget.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »O ʿUmar, hvis jeg gør det, vil folk sige, at Muḥammad selv dræber sine ledsagere. Det kan ikke gøres. Men giv straks besked om, at vi skal begive os herfra.« På det tidspunkt plejede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, normalt ikke at begive sig noget sted hen. Alligevel drog alle af sted.

Da ʿAbdullah ibn Ubayy ibn Salūl fik at vide, at Zayd ibn Arqam havde fortalt Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hvad han havde sagt, skyndte han sig hen til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og svor ved Allah: »Jeg har ikke sagt det, som Zayd har fortalt.« Eftersom ʿAbdullah ibn Ubayy blev anset for at være en meget anset mand blandt sin egen stamme, sagde de ansārī-ledsagere, der var hos Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: »O Allahs Sendebud, Zayd har måske hørt forkert, og måske kunne han ikke huske alt det, han fortalte.« På den måde viste de ʿAbdullah ibn Ubayy en vis høflighed og reddede ham.

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, drog af sted, og Usayd ibn Ḥuḍayr mødte ham. Efter at have hilst på ham sagde han: »O Allahs Sendebud, du er draget af sted på et meget ubelejligt tidspunkt. Normalt begiver du dig ikke noget sted hen på et sådant tidspunkt.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Har du ikke hørt, hvad jeres ledsager har sagt?« Han spurgte: »Hvilken ledsager?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »ʿAbdullah ibn Ubayy.« Usayd spurgte: »Hvad har han sagt?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Han mener, at hvis han kan vende tilbage til Medina, vil de stærke jage de svage bort derfra.« Usayd sagde: »O Allahs Sendebud, hvis du ønsker det, kan vi jage ham bort. Han er i sandhed ussel og foragtelig, mens du er mægtig.« Han sagde også: »O Allahs Sendebud, vær lidt overbærende over for ham. Ved Allahs ed, Allah sendte dig til os på et tidspunkt, hvor hans stamme var ved at gøre ham til konge. Derfor mener han, at du har berøvet ham et kongerige.«

Derefter rejste Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sammen med sine ledsagere i en dag og en nat. Undervejs led de uudholdeligt under den brændende sol. Derfor gjorde de holdt et sted. Så snart folk steg ned på jorden, faldt de alle i søvn. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde netop rejst på dette usædvanlige tidspunkt for at aflede opmærksomheden fra den mulige negative reaktion blandt folk på grund af Abdullah ibn Ubayys ord dagen før. Efter hvilen genoptog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rejsen sammen med hele sin styrke. Under rejsen gennem Hijaz gjorde han holdt nær en kilde. Stedet hed Bakya. Da de igen begyndte at rejse derfra, blæste der pludselig en smertefuld og skræmmende vind hen over muslimerne. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Frygt ikke denne vind. En meget stor kafir er død. Det er derfor, denne vind blæser.” Da han vendte tilbage til Medina, så han, at Rifāʿa ibn Zayd, en indflydelsesrig mand fra stammen Banu Qaynuqa, var død netop den dag. Han havde været hyklernes tilflugtssted og deres anstifter.

I Koranens sura al-Munafiqun, om Abdullah ibn Ubayy og folk som ham, lagde Zayd ibn Arqam hånden på sit øre og sagde: “Denne mand har opfyldt Allahs løfte gennem sit øre.” Da Abdullah, søn af Abdullah ibn Ubayy, hørte om sin fars sag, sagde han til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: “O Allahs Sendebud, jeg har hørt, at du ønsker at dræbe Abdullah ibn Ubayy på grund af hans fjendtlige udtalelser. Hvis du virkelig ønsker det, så befal mig det, og jeg vil bringe hans hoved til dig. Ved Allahs ed, Khazraj-stammen ved, at der ikke findes nogen mere hengiven søn i stammen end jeg. Jeg frygter, at du vil befale nogen at dræbe min far. Hvis han så dræber ham, og jeg ser min fars drabsmand gå åbent omkring, vil min lidenskab måske tilskynde mig og gøre mig utålmodig. Så vil jeg dræbe ham og blive tvunget til at komme i Helvede. For i så fald vil jeg være skyldig i at have dræbt en troende som hævn for en kafir.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Nej, så længe han er sammen med os, vil vi være milde over for ham og behandle ham godt.”

Fra da af, hver gang Abdullah ibn Ubayy forårsagede en ulykke, var det folk fra hans egen stamme, der satte ham på plads. De irettesatte og fordømte ham og greb ham. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en dag kendte til denne situation, sagde han til Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham): “Umar, kan du se, hvordan situationen har ændret sig? Den dag, hvor du rådede mig til at dræbe Abdullah ibn Ubayy, ville mange have rynket på næsen, hvis vi havde dræbt ham. Men hvis jeg i dag befalede, at han skulle dræbes, ville de samme mennesker, som rynkede på næsen dengang, selv dræbe ham i dag.” Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Ved Allahs ed, jeg ved, at Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, beslutning er mere gavnlig end min beslutning.”

Den muslim, som Ubayda ibn Samit (må Allah være tilfreds med ham) ved en fejltagelse havde dræbt, fordi han mistænkte ham for at være en af fjendens mænd, var Hisham ibn Subabas bror. En dag kom Miqyas ibn Subaba fra Mekka, mødte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og krævede blodpenge for sin brors drab. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sørgede for, at blodpengene blev betalt. Miqyas havde hævdet, at han var muslim. Efter at have modtaget blodpengene opholdt han sig en kort tid hos Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Derefter dræbte han en dag sin brors drabsmand, forlod islam og rejste til Mekka.

Den dag blev mange fra Banu Mustaliq dræbt. [73. Ibn Hisham siger: Muslimernes kampråb i slaget mod Banu Mustaliq var: “O du, der er blevet hjulpet, dræb, dræb.”] To mænd fra Banu Mustaliq, heriblandt Malik og hans søn, blev dræbt af Ali ibn Abu Talibs (må Allah være tilfreds med ham) hånd. Og Abd ar-Rahman ibn Awf dræbte rytteren Ahmar eller Uhaymir.

Den dag tog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, mange som krigsfanger. Han fordelte dem blandt muslimerne som slaver og slavekvinder. Blandt disse krigsfanger var Juwayriya, datter af Harith ibn Abu Dirar, høvdingen for Banu Mustaliq, og hun opnåede senere status som hustru til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.

Aisha, må Allah være tilfreds med hende, fortæller: Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fordelte krigsfangerne fra Banu Mustaliq, tilfaldt Juwayriya bint al-Harith enten Thabit ibn Qays eller en af hans fætre. Juwayriya begyndte straks at søge sin frigivelse ved at betale løsesum. Hun var en meget yndefuld og sød pige.

Enhver, der så hende, blev betaget af hende. Juwayriya kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og bad om hjælp til at blive frigivet. Da jeg så hende stå ved døren til mit værelse, fik jeg et dårligt indtryk af hende. Jeg forstod, at den henrivende skønhed, jeg så hos hende, naturligvis ikke ville undgå Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blik. Derefter mødte hun Allahs Sendebud og sagde: “O Allahs Sendebud, jeg er datter af Harith ibn Abu Dirar. Min far er stammens høvding. Du er ikke uvidende om den vanskelige situation, jeg er havnet i. Jeg er tilfaldet Thabit ibn Qays – eller en af hans fætre. Jeg beder om din hjælp til at betale min løsesum.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Hvad hvis jeg sørgede for noget, der var bedre for dig?” Hun sagde: “O Allahs Sendebud, hvad skulle det være?” Han sagde: “Jeg vil betale din løsesum på dine vegne og gifte mig med dig.” Juwayriya sagde: “O Allahs Sendebud, det accepterer jeg.” Da sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: “Sådan har jeg gjort.” Da muslimerne fik at vide, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde giftet sig med Juwayriya, sendte de alle de tilfangetagne fra Banu Mustaliq tilbage, fordi de betragtede dem som slægtninge til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. På denne måde blev et hundrede fanger fra Banu Mustaliq frigivet alene på grund af Juwayriyas ægteskab med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Sandelig, jeg kender ingen kvinde, der viste sig at være mere gavnlig for sin stamme end Juwayriya.

Yazid ibn Ruman fortæller: Efter at stammen Banu al-Mustaliq havde antaget islam, sendte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, al-Walid ibn Uqba ibn Abu Mu’ayt til dem. Da mange ryttere fra stammen hørte om hans ankomst, red de ham i møde for at byde ham velkommen. Al-Walid blev imidlertid bange, da han så dette, og vendte tilbage til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde, at stammens folk havde forsøgt at dræbe ham og havde nægtet at give ham den zakat, de skyldte. Derfor begyndte muslimerne kraftigt at presse på for at angribe Banu al-Mustaliq. Som følge heraf besluttede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, at angribe dem. Netop da kom en delegation fra Banu al-Mustaliq til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, da vi hørte, at du havde sendt en udsending til os, ville vi tage imod ham og give ham den zakat, vi skyldte. Men han vendte hurtigt tilbage. Senere hørte vi, at han havde fortalt dig, at vi havde forsøgt at dræbe ham. Ved Allahs ed, det var ikke derfor, vi kom.« Om denne begivenhed åbenbarede Allah disse to vers fra sura al-Hujurat.

»I, som tror! Hvis en ugudelig kommer til jer med en nyhed, så undersøg den grundigt, for at I ikke i uvidenhed skal angribe et folk og bagefter fortryde det, I har gjort. Og vid, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, er iblandt jer. Hvis han fulgte jer i mange sager, ville I komme i vanskeligheder. ……….«

På denne rejse var Aisha (må Allah være tilfreds med hende) også sammen med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Da han vendte tilbage med hende og nåede et sted nær Medina, begyndte en gruppe muslimer at fremsætte en bagvaskelse mod Aisha (må Allah være tilfreds med hende).

Slanderiet under ekspeditionen mod Banu al-Mustaliq i det 6. hijri-år

Aisha, må Allah være tilfreds med hende, fortæller: Når Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, rejste, trak han lod om, hvilken af sine hustruer der skulle ledsage ham. Den, hvis navn loddet faldt på, tog han med sig. Også under ekspeditionen mod Banu al-Mustaliq trak han som sædvanlig lod, og mit navn blev trukket. Derfor tog han mig med.

Dengang var det almindeligt, at kvinder spiste sparsomt. Derfor blev kroppen ikke fyldigere, og vægten steg ikke. Når min kamel var gjort klar til afrejse under en rejse, satte jeg mig i en howdah. Folk kom, løftede howdahen op og placerede den på kamelens ryg, hvorefter de bandt den fast til kamelen med reb. Så begyndte rejsen.

Efter ekspeditionen mod Banu al-Mustaliq, da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, var på vej tilbage, nåede han et sted nær Medina, hvor han tilbragte en nat. Da der derefter igen blev givet besked om afrejse, begyndte alle at rejse samlet. På det tidspunkt gik jeg ud for at forrette min nødtørft. Om halsen bar jeg en perlekæde fra Yemen. Da jeg var vendt tilbage efter at have forrettet min nødtørft, opdagede jeg, at halskæden ikke længere var om min hals. Jeg havde slet ikke bemærket, hvornår den var faldet af. Derfor måtte jeg gå tilbage fra karavanen til det sted, hvor jeg havde været, for at lede efter den. Imens gjorde karavanen sig klar til afrejse. Jeg fandt halskæden. De, der plejede at løfte min howdah op, kom hen til min kamel og løftede den som sædvanlig op. På det tidspunkt var de allerede færdige med forberedelserne til afrejsen. Da de løftede howdahen, troede de, at jeg som sædvanlig var inde i den. Derfor løftede de den op og bandt den fast til kamelen. De havde overhovedet ingen mistanke om, hvorvidt jeg var i howdahen. Derefter drev de kamelen frem og rejste. Da jeg havde samlet halskæden op og vendte tilbage til det sted, hvor karavanen havde overnattet, var pladsen tom. Der var ingen. Hele karavanen var allerede draget videre. Uden anden udvej svøbte jeg mig ind i min kappe og lagde mig på samme sted. Jeg tænkte, at de helt sikkert ville komme tilbage for at lede efter mig, når de opdagede, at jeg manglede. Jeg lå stadig dér, da jeg så Safwan ibn al-Mu’attal al-Sulami gå forbi mig. Han var også blevet adskilt fra karavanen af en eller anden grund. Han havde heller ikke overnattet sammen med karavanen. Da han så mig på afstand, kom han hen til mig og standsede foran mig. Han havde set mig før påbuddet om sløret blev åbenbaret. Så snart han så mig, udbrød han: »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage. Dette er jo Allahs Sendebuds hustru.« Jeg var stadig dækket af tøj. Han sagde: »Må Allah vise dig barmhjertighed. Hvordan er du kommet bagefter?« Jeg sagde ikke et ord til ham. Derefter førte han kamelen frem og sagde: »Rid op.« Han gik lidt væk. Jeg steg op på kamelens ryg, og han tog fat i dens hoved og førte den hurtigt mod karavanen. Således blev det morgen. Folk hvilede på et sted, da han pludselig ankom med mig ridende på kamelen. Da bagvaskerne så dette syn, begyndte de at sprede bagvaskelsen. Der opstod uro og stor forvirring blandt muslimerne på grund af den. Men jeg fik intet at vide. Så snart jeg nåede Medina, blev jeg alvorligt syg. Jeg kendte stadig ikke til begivenheden. Efterhånden nåede sagen også Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, samt mine forældres ører. De vidste heller ikke det mindste om sagen. Jeg bemærkede dog noget usædvanligt i Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, adfærd. Hans venlige behandling af mig blev mindre end før. Når jeg tidligere blev syg, plejede han at vise mig omsorg og kærlighed. Men under denne sygdom gjorde han det ikke. Det føltes ikke godt for mig. Min mor var hos mig for at pleje mig. Når han kom til mig i hendes nærvær, sagde han blot: »Hvordan har du det?« Han sagde ikke et eneste ord mere. Det voldte mig stor sorg. En dag, da jeg så hans kølige og hjerteløse opførsel, sagde jeg til ham: »Allahs Sendebud, hvis du giver mig tilladelse, vil jeg gå hen til min mor. Hun vil pleje mig.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav mig tilladelse og sagde: »Du kan godt gå; der er ingen hindring.«

Jeg gik hen til min mor. Jeg vidste stadig intet om rygtet. Efter at have været syg i mere end tyve dage blev jeg meget afkræftet og udmattet.

Vi var arabere. I modsætning til ikke-araberne byggede vi ikke toiletter i vores huse. Den slags var afskyeligt for os. Vi kvinder gik ud på den åbne mark sent om natten for at forrette vores nødtørft. En nat gik jeg ud sammen med Umm Mistah, datter af Abu Ruhm, søn af Abd al-Muttalib, for at forrette vores nødtørft. Mens hun gik sammen med mig, snublede hun pludselig, fordi hendes fod viklede sig ind i hendes kappe, og straks udbrød hun: »Må Mistah få ulykke!« Jeg sagde: »Fy! Fy! Hvad er det, du siger? Hvordan kan du sige sådan om en muhajir, der deltog i slaget ved Badr?« Hun sagde: »Abu Bakrs datter, har du da ikke hørt noget om ham?« Jeg sagde: »Om hvad?« Så fortalte hun mig om det rygte, der gik. Jeg sagde: »Var Mistah også med til at sprede dette rygte?« Hun sagde: »Ja, ved Allahs ed, det var han.«

Aisha fortæller: Da jeg hørte dette, kunne jeg ikke længere forrette min nødtørft. Jeg vendte hjem og begyndte at græde. Af den voldsomme gråd føltes det, som om mit hjerte skulle briste. Jeg sagde til min mor: »Må Allah tilgive dig. Folk har allerede sagt, hvad de ville sige. Men hvordan kunne du ikke engang fortælle mig det mindste om dette? Hvad er der sket?« Min mor sagde: »Mit barn, tag det ikke så tungt. Hvis en kvinde er smuk, hendes mand elsker hende højt, og hun desuden har en medhustru som rival, så kaster alle sig over hende, både mænd og kvinder, og begynder at sprede alle mulige rygter om hende.«

En dag holdt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en tale ved en forsamling af muslimer. Jeg kendte ikke til denne tale. Han begyndte med at prise Allah. Derefter sagde han: »I mennesker! Nogle folk krænker og forhåner min familie og siger usande ting om dem. Jeg kender ikke noget dårligt om min familie, kun godt. Der bliver også spredt rygter om en mand, som jeg har en god mening om. Han træder aldrig ind i mit hus, når jeg ikke er til stede.«

Aisha fortæller: Hovedmanden og den skjulte ophavsmand bag dette rygte var Abdullah ibn Ubayy ibn Salul. Nogle folk fra Khazraj-stammen hjalp ham også. Det, Mistah og Hamnah bint Jahsh, søsteren til Zaynab bint Jahsh, De Troendes Moder, havde sagt, blev overdrevet af denne gruppe hyklere. Hamnahs søster, Zaynab bint Jahsh, var en af Allahs Sendebuds hustruer, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Blandt sine hustruer gav Allahs Sendebud kun Zaynab en anseelse, der kunne måle sig med min. Alligevel sagde Zaynab ikke et eneste ondt ord om mig. Allah havde bevaret hende på det højeste niveau af ærlighed. Det var kun Hamnah bint Jahsh, der deltog i at sprede rygtet. Hun plejede endda at skændes med mig til forsvar for sin søster. Hendes opførsel gjorde mig meget utilpas.

Efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde holdt denne tale, sagde Usayd ibn Hudayr: »Allahs Sendebud, hvis de, der fremsætter anklagerne, er fra Aws-stammen, er vi tilstrækkelige til at sætte dem på plads. Og hvis de er fra Khazraj-stammen, så giv os den ordre, du ønsker. Ved Allah, sådanne folk fortjener at blive dræbt.« Sa’d ibn Ubadah blev regnet for en god mand. Da han hørte dette, sagde han: »Det er løgn, vi vil ikke dræbe dem. De er fra Khazraj-stammen, og derfor siger du det. Hvis de var fra din egen stamme, ville du ikke sige sådan.« Usayd sagde: »Det er dig, der lyver. I virkeligheden er du en hykler, og derfor taler du hyklernes sag.«

Aisha, må Allah være tilfreds med hende, fortæller: Derefter opstod der en voldsom diskussion mellem de to parter, og der var endda fare for, at der skulle bryde krig ud mellem de to stammer, Aws og Khazraj. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, steg ned fra prædikestolen, tilkaldte Ali og Usamah ibn Zayd, må Allah være tilfreds med dem, og rådførte sig med dem. Usamah roste mig meget. Derefter sagde han: »Allahs Sendebud, hvad angår din hustru, kender jeg ikke noget om hende ud over det gode. Dette er en løgnagtig og opdigtet anklage.« Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, der er ingen mangel på kvinder. Hvis du ønsker det, kan du tage en anden hustru i stedet for hende. Men spørg tjenestepigen; hun kan fortælle dig, hvad der virkelig er sket.« Derfor tilkaldte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Aishas tjenestepige Barirah for at afhøre hende. Da hun kom, slog Ali, må Allah være tilfreds med ham, hende voldsomt. Derefter sagde han: »Du skal fortælle sandheden til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.« Barirah sagde: »Ved Allahs ed, jeg kender Aisha som en dydig kvinde. Jeg har aldrig set nogen fejl hos hende. Det eneste er, at jeg nogle gange maler hvede til mel og beder Aisha passe på det. Men af og til glemmer hun melet og falder i søvn, hvorefter geden kommer og spiser det.«

Aisha, må Allah være tilfreds med hende, fortæller: Derefter kom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til mig. Mine forældre sad hos mig på det tidspunkt. En kvinde fra Ansar sad også hos mig. Jeg græd, og denne kvinde græd sammen med mig. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, satte sig hos mig, priste Allah og lovpriste Ham. Derefter sagde han: »Aisha, hvis du har gjort noget forkert af den slags, folk har sagt, så angiv anger over for Allah. Allah tager imod Sine tjeneres anger.«

Så snart Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde sagt dette, standsede mine tårer. Det var, som om jeg ikke længere kunne mærke hans tilstedeværelse. Jeg håbede, at mine forældre ville svare ham på mine vegne, men de sagde ikke et ord. Ved Allah, jeg havde aldrig anset mig selv for så betydningsfuld, at Allah skulle åbenbare et koranvers om mig, som ville blive reciteret i moské efter moské og læst under bønnen. Jeg håbede kun, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i en drøm ville få noget at se, hvorved Allah den Ophøjede ville tilbagevise den anklage, der var rettet mod mig. For Allah vidste, at jeg var uskyldig. Hvis ikke gennem en drøm, håbede jeg, at Han måske på almindelig vis ville meddele ham noget. Men at åbenbaringen, som blev en del af Koranen, skulle blive åbenbaret om mig—ved Allah, jeg havde aldrig anset mig selv for så betydningsfuld.

Da jeg så, at mine forældre ikke kunne svare, sagde jeg til dem: „Svarede I ikke Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham?“ De sagde: „Ved Allah, vi kan ikke finde noget, der kan tjene som svar.“ Sandt at sige kender jeg ingen anden familie, der nogensinde har været udsat for en så alvorlig krise, som Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) familie blev udsat for i disse dage.

Da jeg så, at mine forældre forholdt sig tavse om mig, begyndte mine kinder igen at strømme over af tårer, og jeg græd. Jeg sagde: „Ved Allah! Jeg vil aldrig angre den synd, som I beskylder mig for. Jeg ved, at hvis jeg indrømmer det, som folk går rundt og spreder, vil jeg have indrømmet noget, jeg overhovedet ikke har gjort. Allah selv er vidne til, at jeg er fuldstændig uskyldig i denne sag. Og hvis jeg benægter det, vil I ikke tro mig.“ Aisha siger: Derefter forsøgte jeg at komme i tanke om Yaqub, fred være med ham, men jeg kunne ikke huske hans navn. Så sagde jeg: „Jeg vil gentage det, som faderen til Yusuf, fred være med ham, sagde: ‘Tålmodighed er den smukkeste vej.’ Allah alene er min hjælp mod det, I fortæller.“ Så snart jeg havde sagt dette, viste tegnene på åbenbaring sig over Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han blev dækket med et klæde, og en pude blev lagt under hans hoved. Da jeg så dette, forblev jeg helt rolig, ubekymret og uden frygt. Jeg vidste, at jeg var uskyldig. Allah kunne ikke gøre mig uret. Mine forældre var derimod så fortvivlede, at det var, som om deres sjæle var ved at forlade deres kroppe. De var i en elendig tilstand af frygt for, at den bagvaskelse, som åbenbaringen skulle erklære sand, faktisk ville blive erklæret sand.

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: Efter et stykke tid satte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sig op, efter at være blevet sig selv igen. Selv på denne meget kolde dag dryppede sveden fra hans krop som perler. Mens han tørrede sveden af sin pande, sagde han: „Aisha, glæd dig! Allah har åbenbaret, at du er uskyldig.“ Jeg sagde: „Lovprisning og tak til Allah.“

Derefter gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udenfor, talte til muslimerne og reciterede for dem de koranvers, der var blevet åbenbaret om sagen. Derefter lod han straffen for bagvaskelsen fuldbyrde over for Mistah ibn Usama, Hassan ibn Thabit og Hamna bint Jahsh, fordi de havde været blandt de vigtigste, der spredte denne bagvaskelse.

Ibn Ishaq siger, idet han citerer nogle af Banu Najjars folk:

Abu Ayyub Khalid ibn Zayd blev spurgt af sin hustru, Umm Ayyub: „Har du hørt, hvad der bliver sagt om Aisha?“ Abu Ayyub sagde: „Ja, det har jeg. Det er løgn. Umm Ayyub, kunne du finde på at gøre noget sådant?“ Umm Ayyub sagde: „Aldrig.“ Abu Ayyub sagde: „Ved Allah, Aisha er uden tvivl bedre end dig.“

Aisha siger: Blandt de vers, der blev åbenbaret i Koranen om dem, der spredte denne bagvaskelse, er disse: „De, der fremførte denne falske beskyldning, er en gruppe blandt jer. Betragt ikke denne begivenhed som noget ondt for jer; den er i virkeligheden til gavn for jer. Enhver i denne gruppe vil få den straf, der svarer til den synd, han har begået. Og den af dem, der påtog sig den største del af denne forbrydelse, vil få en vældig straf.“ (Dette vers henviser til Hassan ibn Thabit og hans medskyldige, som deltog i at sprede bagvaskelsen.) „Hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke godt om deres egne, da de hørte dette? (Det vil sige, ligesom Abu Ayyub og hans hustru.) Da I tog ordene fra mund til mund og spredte det, I ikke vidste noget om, og anså det for en bagatel, selv om det hos Allah var en alvorlig sag.“

Efter at disse vers var blevet åbenbaret om Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og dem, der havde spredt bagvaskelsen mod hende, sagde Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): „Ved Allah, når Mistah har spredt en så skændig bagvaskelse mod Aisha, vil jeg ikke længere sørge for hans underhold og ikke gøre ham den mindste tjeneste.“ Det skal nævnes, at Mistah var en fattig slægtning af ham, og at han plejede at betale hans underhold.

Om denne ed, som Abu Bakr havde aflagt, blev følgende åbenbaret: »De af jer, der er velstående og gavmilde, må ikke sværge på, at de ikke vil vise gavmildhed over for slægtninge, fattige og dem, der er udvandret for Allahs sag. Lad dem tilgive og vise barmhjertighed. Ønsker I ikke, at Allah skal tilgive jer? Allah er tilgivende og barmhjertig.« Da Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, hørte dette vers, sagde han straks: »Ja, jeg ønsker, at Allah skal tilgive mig.« Derefter påtog han sig igen ansvaret for at forsørge Mistah og svor, at han aldrig mere ville frasige sig dette ansvar.

Ibn Ishaq siger: Om den straf, Hassan ibn Thabit fik for at fremsætte en bagvaskelse mod Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, reciterede en af muslimerne følgende digt:

»Hassan fik sin fortjente straf, og det samme gjorde Hamna og Mistah,

fordi de fremsatte uanstændige ord

om deres profets hustru, fremsatte grundløse påstande og gjorde ham bekymret.

De blev ramt af Herren over Tronens vrede.

De havde såret Allahs Sendebud, tillagt den evige, skændige bagvaskelse betydning

spredt den overalt og vanæret ham.«

(Som følge heraf) begyndte straffen over rygtesprederne at blive udøst over dem som

regn, der strømmer ned i stride strømme.”

Begivenheden ved Hudaybiyya (det 6. hijri-år)

Derefter tilbragte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, månederne Ramadan og Shawwal i Medina. I måneden Dhu al-Qadah drog han mod Mekka for at udføre umrah. Han havde ingen hensigt om at føre krig. (74. Ifølge Ibn Hisham blev ledelsen af Medina på dette tidspunkt overdraget til Namila ibn Abd Allah al-Laythi.) Han tog også de almindelige arabere, der boede i Medina, samt beduinerne fra ørkenområderne omkring byen, med som rejsefæller. Han frygtede, at Quraysh på sædvanlig vis enten ville forhindre ham i at besøge Allahs Hus eller ville komme ham i møde for at føre krig. På grund af denne frygt udsatte mange af dem, der havde ønsket at ledsage ham, deres afrejse. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drog af sted sammen med de øvrige arabere samt muhajirun og ansar. Han medbragte også en karavane af offerkameler og iførte sig ihram med henblik på umrah. (75. Han medbragte 70 kameler. Antallet af umrah-rejsende var 700. Der blev medbragt én kamel for hver ti personer.) Dette gjorde han, for at Quraysh ikke skulle frygte, at han havde til hensigt at føre krig, men skulle forstå, at han udelukkende var kommet for at besøge Allahs Hus og vise det ære.

Da han nåede Usfan nær Mekka, mødte han Bishr ibn Sufyan al-Ka’bi. Han sagde: “Allahs Sendebud, Qurayshs hær har samlet sig i nærheden. Da de hørte om din afrejse, kom de med en stor karavane af kameler for at kæmpe mod dig. De havde allerede samlet sig ved Dhu Tuwa. De har svoret, at de under ingen omstændigheder vil lade dig komme ind i Mekka. Under ledelse af Khalid ibn al-Walid er de rykket frem til Kura al-Ghamim (76. Dhu Tuwa er et sted nær Mekka. Kura al-Ghamim er en dal, der ligger otte mil før Usfan.)” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Skam få Quraysh! De er blevet opslugt af deres krigeriske sindelag. Hvad ville det skade dem, hvis de gav mig mulighed for at komme til en forståelse med hele Arabien? Hvis araberne besejrer mig, vil Qurayshs ønske dermed blive opfyldt. Men hvis Allah giver mig sejr over araberne, vil alle søge tilflugt i islam. Selv hvis de ikke antager islam, vil de kunne kæmpe med endnu større styrke. Hvad tror Quraysh egentlig? Ved Allahs ed vil jeg fortsætte jihad til det sidste—enten vil denne sag sejre, eller også vil jeg gå til grunde.”

Derefter sagde han: “Er der nogen, som kan føre os ad en anden vej end den, hvor Quraysh har samlet sig?” Så førte denne person dem ad en vanskelig bjergvej. Denne rejse var yderst hård for muslimerne. Til sidst nåede de frem til sletten ved dalens rand. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til muslimerne: “Sig: ‘Vi beder Allah om tilgivelse og angrer.’” Alle sagde det. Da sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: “Det var netop disse ord, Musa (fred være med ham) bad Israels børn om at sige. Men de ville ikke sige dem.”

Derefter beordrede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, alle til at gå gennem Jamj på højre side og nå frem til dalen Hudaybiyya i Mekkas lavland, i retning af Saniyyat al-Murar. Den muslimske hær drog af sted i overensstemmelse med ordren. Qurayshs forreste rytterstyrke fik øje på den muslimske hærs fremrykning fra en anden retning og red i lynende fart tilbage til Quraysh. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede sammen med sine folk frem til Saniyyat al-Murar, og dér standsede hans kamel. Folk sagde: “Kamelen er standset.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Den er ikke standset, og det ligger ikke i dens natur at standse. Men den samme magt, som holdt Abrahas elefanthær tilbage, har holdt den tilbage fra at rejse til Mekka. I dag vil jeg acceptere ethvert forslag, Quraysh fremsætter over for mig med henvisning til slægtskabsbåndene.” Derefter bad han sine rejsefæller slå lejr. Alle sagde: “Allahs Sendebud, her er slet intet vand. Hvordan skal vi slå lejr her?” Han tog en pil frem, gav den til en af sahabaerne og bad ham kaste den ned i en tør brønd. Da han kastede pilen, blev brønden fyldt med vand, og muslimerne slog lejr dér.

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde taget fast ophold, kom Budayl ibn Warqa sammen med nogle mænd fra Khuza’ah-stammen til ham. De talte med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. De spurgte ham: “Hvad er formålet med, at du er kommet?” Han forklarede, at han ikke var kommet for at føre krig. Han var derimod kun kommet for at besøge den hellige Kaba og vise den ære. Han sagde det samme til dem, som han havde sagt til Bishr ibn Abu Sufyan. De vendte tilbage og sagde til Quraysh: “Quraysh, I har truffet en meget forhastet beslutning om Muhammad. Han er i virkeligheden ikke kommet for at føre krig. Han er kun kommet for at besøge Kabaen.”

Da Quraysh hørte dette, anklagede de dem i stedet og lod dem høre ubehagelige ord. De sagde: »Selv hvis han ikke er kommet for at føre krig, vil vi aldrig tillade ham at trænge ind i Mekka med magt. Selv almindelige arabere ved, at Mekkas indbyggere aldrig har tilladt nogen at trænge ind i denne by med tvang.«

Alle i Khuzāʿa-stammen, både muslimer og afgudsdyrkere, var oprigtigt velvillige over for Allahs Sendebud, fred være med ham, og bevarede alle hans fortrolige oplysninger. Hvad end der skete i Mekka, holdt de det ikke skjult for Allahs Sendebud, fred være med ham.

Quraysh sendte Mikrāz ibn Hafs ibn Akhyāf til Allahs Sendebud, fred være med ham. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, så Mikrāz komme, bemærkede han på afstand: »Denne mand er en forræder.« Da han kom hen til Allahs Sendebud, fred være med ham, og talte med ham, sagde han det samme til Mikrāz, som han havde sagt til Budayl og hans ledsagere. Mikrāz vendte tilbage til Quraysh og fortalte dem, hvad Allahs Sendebud, fred være med ham, havde sagt.

Derefter sendte Quraysh Hulays ibn ʿAlqama eller ibn Zubān til Allahs Sendebud, fred være med ham. Så snart han så ham, bemærkede han: »Denne mand tilhører et gudfrygtigt folk. Før vores offerdyr hen foran ham, så han kan se dem.« Da Hulays så en stor flok kameler, der bar tegnene på at være offerdyr, gå forbi ham, og at deres pels var faldet af, fordi de i lang tid ikke havde kunnet nå frem til offerstedet, vendte han tilbage til Quraysh og fortalte, hvad han havde set. Synet af offerdyrene havde gjort så stærkt et indtryk på ham, at han ikke længere nærede nogen tvivl om, at Allahs Sendebud, fred være med ham, var kommet med det ene formål at udføre ʿumra, og han fandt derfor ikke behov for at møde ham og udspørge ham. Da Quraysh hørte hans ord, sagde de: »Sæt dig stille ned. Du er en uvidende beduin—hvad forstår du?« Dette gjorde ham vred. Han sagde: »Quraysh! Vi sluttede os ikke til jer og indgik heller ikke en aftale med jer for den slags handlingers skyld. Skal den, der er kommet for at besøge Allahs Hus og vise det ære, hindres? Jeg sværger og erklærer, at hvis I ikke lader Muhammad fuldføre det hellige formål, han er kommet for, vil jeg sammen med hele stammen forlade jer og gå bort.« De sagde: »Hulays, vent lidt! Lad os nå frem til en fælles beslutning.«

Derefter sendte Quraysh ʿUrwa ibn Masʿūd ath-Thaqafī til Allahs Sendebud, fred være med ham. Han kom hen og satte sig foran Allahs Sendebud, fred være med ham. Han sagde: »Muhammad, har du samlet denne enorme menneskemængde for at undertvinge dine egne slægtninge? Men vid, at Quraysh også er draget ud for at møde dig i kamp; de har iført sig løvens skikkelse, selv om de kun har en flok svage kameler. De har svoret ved Allah, at de aldrig vil lade dig trænge ind i byen med magt. Ved Allah, disse mennesker vil meget snart forlade dig og gå hver til sit, så du bliver alene.« Abū Bakr as-Siddīq, Allah være tilfreds med ham, sad bag Allahs Sendebud, fred være med ham, og hørte disse ord. Vred sagde han: »Gå hen og slik Lāts’ kønsdel. Tror du, at vi vil forlade Allahs Sendebud, fred være med ham?« ʿUrwa spurgte: »Hvem er denne mand?« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Det er Abū Quḥāfas søn.« ʿUrwa sagde til Abū Bakr, Allah være tilfreds med ham: »Du gjorde mig engang en tjeneste; ellers ville jeg i dag have taget hævn for det, du sagde. På grund af den tjeneste lader jeg dette passere.« Derefter begyndte ʿUrwa, mens han talte, at røre ved Allahs Sendebuds, fred være med ham, skæg. På dette tidspunkt stod al-Mughīra ibn Shuʿba, Allah være tilfreds med ham, ved siden af Allahs Sendebud, fred være med ham, med et sværd i hånden. Hver gang ʿUrwa rakte hånden mod Allahs Sendebuds, fred være med ham, skæg, slog al-Mughīra hans hånd let med sværdet og sagde: »Rør ikke Allahs Sendebuds, fred være med ham, ansigt. Ellers vil dette sværd ramme din hals.« ʿUrwa sagde: »Skam dig! Hvor er du grov og hårdhjertet.« Da Allahs Sendebud, fred være med ham, så dette, smilede han let. ʿUrwa spurgte: »Muhammad, hvem er denne mand?« Han svarede: »Det er din nevø, al-Mughīra ibn Shuʿba.« (Både al-Mughīra og ʿUrwa stammede fra Thaqīf-stammen.) ʿUrwa sagde: »Din utaknemmelige slyngel, det er ikke længe siden, jeg gjorde dig en stor tjeneste.« Derefter talte Allahs Sendebud, fred være med ham, med ʿUrwa og fortalte ham, at han ikke var kommet for at føre krig. [77. Ibn Hishām siger: Før al-Mughīra antog islam, dræbte han tretten mænd fra Banū Mālik-familien i Thaqīf-stammen. Som følge heraf opstod der en voldsom spænding mellem de to familier. Banū Mālik hjalp derefter al-Mughīra med at blive løsladt ved at betale tretten blodpenge og sørgede for forsoning mellem de to familier. Det er denne begivenhed, ʿUrwa hentyder til her.]

ʿUrwa ibn Masʿūd tog afsked med Allahs Sendebud, fred være med ham. Han havde set, hvor dybt Allahs Sendebuds, fred være med ham, ledsagere ærede og respekterede ham. Når han foretog afvaskning, konkurrerede de om at få afvaskningsvandet; når han spyttede, kæmpede de om at samle det op; og når et hår faldt fra ham, kappes de om at få det. Da han vendte tilbage til Quraysh, sagde han: »Quraysh! Jeg har set Persiens kejser Kisrā, Roms kejser Cæsar og Abessiniens konge Najāshī i deres kongelige omgivelser og med deres samtidige hof. Ved Allah, jeg har aldrig set nogen konge blive æret og respekteret af sine undersåtter, som Muhammads ledsagere ærer og respekterer ham. De er ikke villige til at efterlade Muhammad hjælpeløs over for fjenden for nogen pris. Under disse omstændigheder kan I gøre, hvad I finder bedst.«

Allahs Sendebud, fred være med ham, sendte Khirāsh ibn Umayya al-Khuzāʿī til Quraysh i Mekka. Han lod ham ride på sin egen kamel, Thaʿlab, og sendte ham til lederne for at forklare formålet med hans ankomst. De forsøgte at dræbe Allahs Sendebuds, fred være med ham, kamel og derefter dræbe Khirāsh, Allah være tilfreds med ham. Men nogle mænd fra forskellige stammer samledes, beskyttede ham og befriede ham. Derefter vendte han tilbage til Allahs Sendebud, fred være med ham.

Derefter besluttede han at sende Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) til Quraysh-lederne i Mekka for at forklare formålet med hans ankomst. Men Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: „Allahs sendebud, jeg frygter, at Quraysh vil dræbe mig. Der er ingen fra Banu Adi ibn Kab i Mekka, som kan beskytte mig mod dem. Og de ved udmærket, hvor hård en fjende jeg er af Quraysh. Send i stedet Uthman ibn Affan (må Allah være tilfreds med ham). Han har langt større indflydelse blandt Mekkas indbyggere end jeg.“ Straks sendte Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, Uthman, må Allah være tilfreds med ham, for at han skulle forklare Mekkas indbyggere, at Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke var kommet for at føre krig, men for at udføre umrah. Uthman, må Allah være tilfreds med ham, drog af sted. Da han var kommet ind i byen, mødte han Aban ibn Said. Aban gav ham beskyttelse, og derefter lykkedes det ham at overbringe Allahs sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, budskab. Uthman, må Allah være tilfreds med ham, mødtes med Abu Sufyan og de øvrige Quraysh-ledere og overbragte Allahs sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, budskab. De sagde til Uthman: „Hør, Uthman, hvis du vil gå rundt om Kabaen, så gør det.“ Uthman sagde: „Jeg vil ikke gøre det, før Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, har gjort det.“ Quraysh holdt Uthman, må Allah være tilfreds med ham, tilbage. Imens hørte Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og muslimerne, at Uthman, må Allah være tilfreds med ham, var blevet martyr.

Troskabseden ved Ridwan

Ibn Ishaq siger: Abdullah ibn Abu Bakr fortalte mig, at Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, i det øjeblik han hørte, at Uthman, må Allah være tilfreds med ham, var blevet dræbt, straks sagde: „Jeg vil ikke forlade stedet uden at kæmpe mod Quraysh.“ Han lod muslimerne aflægge ed på at kæmpe. Dette var troskabseden ved Ridwan. Denne troskabsed blev aflagt under et træ. Almindelige muslimer sagde: „Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, aflagde ed på at ofre sit liv.“ Men Jabir ibn Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, sagde, at dette ikke var en troskabsed på at ofre sit liv, men en troskabsed, der blev aflagt, for at vi ikke skulle flygte.“ [78. Ibn Hisham har nævnt, at Abu Sinan al-Asadi, må Allah være tilfreds med ham, var den første, der aflagde troskabseden.]

Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, lod alle muslimer aflægge troskabseden. Ingen undtagen én person udeblev fra denne troskabsed. Den, der udeblev, hed Jadd ibn Qays. Han var fra Banu Salama. Jabir ibn Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, sagde: „Denne mand unddrog sig troskabseden ved at gemme sig under en kamels armhule. Synet af ham, mens han gemte sig, står stadig levende for mine øjne.“

Til sidst fik Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, med sikkerhed at vide, at nyheden om Uthmans, må Allah være tilfreds med ham, død var falsk.

Fredstraktaten eller Hudaybiyyah-forliget

Quraysh sendte Suhayl ibn Amr til Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. De sendte ham med besked om at indgå et forlig med Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Det eneste mål med dette forlig skulle være, at Muhammad nødvendigvis skulle vende tilbage uden at komme ind i Mekka som i år. Araberne skulle aldrig kunne sige, at Muhammad var trængt ind i Mekka ved at bruge magt mod Quraysh.

Suhayl ibn Amr kom til Allahs sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Da han så ham komme, sagde han: „Denne mand er først blevet sendt, fordi Quraysh uden tvivl har besluttet at indgå et forlig.“ Suhayl kom og indledte en meget lang samtale. Derefter blev begge parter enige om forliget.

Afgørelsen om fredsaftalen var blevet endeligt fastlagt og manglede kun at blive nedskrevet. På dette tidspunkt skyndte Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sig hen til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »Abu Bakr, er han ikke Allahs Sendebud?« Abu Bakr svarede: »Jo.« Umar sagde: »Er vi ikke muslimer?« Abu Bakr svarede: »Jo, bestemt.« Umar sagde: »Er qurayshitterne ikke afgudsdyrkere?« Abu Bakr svarede: »Jo.« Umar sagde igen: »Hvorfor skal vi så underkaste os på denne måde i spørgsmål, der vedrører vores religion?« Abu Bakr sagde: »Umar, adlyd ham. Jeg bevidner, at Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, er Allahs Sendebud.« Umar sagde: »Jeg bevidner også, at han er Allahs Sendebud.«

Derefter gik han hen til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, er du ikke Allahs Sendebud?« Han svarede: »Jo.« Umar sagde: »Er de ikke afgudsdyrkere?« Han svarede: »Jo.« Umar sagde igen: »Hvorfor skal vi så finde os i denne ydmygelse i spørgsmål, der vedrører vores religion?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeg er Allahs tjener og Sendebud. Jeg vil aldrig overtræde Hans befaling, og Han vil aldrig føre mig vild.«

Senere plejede Umar, må Allah være tilfreds med ham, at sige: »Hele mit liv har jeg forsøgt at sone denne fejlagtige handling den dag gennem almisse, bøn, faste og frigivelse af slaver. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at undgå de dårlige følger af mine ord. Til sidst begyndte jeg at håbe, at jeg ville få et godt udfald.«

Derefter tilkaldte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, Ali ibn Abi Talib, må Allah være tilfreds med ham, og sagde: »Skriv: Bismillahir-Rahmanir-Rahim.« Suhayl sagde: »Dette udtryk kender jeg ikke. Skriv i stedet: Bismika Allahumma.« (»I dit navn, Allah.«) Derefter sagde han: »Skriv: Muhammad, Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, har indgået følgende fredsaftale med Suhayl ibn Amr.« Så snart han havde sagt dette, udbrød Suhayl ibn Amr: »Hvis jeg anerkendte dig som Allahs Sendebud, ville jeg ikke have bekæmpet dig. Skriv blot dit navn og din fars navn.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Godt, skriv det.« »Muhammad, Abdallahs søn, har indgået følgende fredsaftale med Suhayl, Amrs søn. De er begge blevet enige om, at krigen skal ophøre i ti år. I disse ti år skal folk nyde fuldstændig fred og sikkerhed og afholde sig fra enhver form for angreb mod hinanden. Hvis nogen fra qurayshitterne kommer til Muhammad uden sin værges tilladelse, skal han sende ham tilbage. Men hvis nogen af Muhammads ledsagere kommer til qurayshitterne, skal qurayshitterne ikke sende ham tilbage. Denne aftale skal aldrig krænkes. Begge parter skal overholde den oprigtigt og fuldt ud. Ingen må begå forræderi, og ingen må deltage i hemmelig smugling. Enhver, der ønsker at slutte sig til denne aftale eller indgå en ny aftale med enten Muhammad eller qurayshitterne, må frit gøre det.« Så snart denne bestemmelse var erklæret, indgik stammen Banu Khuza’a straks en alliance med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og Banu Bakr indgik en alliance med qurayshitterne. I fredsaftalen blev der desuden skrevet: »Du, Muhammad, skal i år vende tilbage uden at gå ind i vores by Mekka. Næste år åbner vi Mekkas porte for dig og forlader byen. Du må gå frit ind og opholde dig i Mekka sammen med dine ledsagere i tre dage. Du må medbringe sværd i skeder. Du er ikke forpligtet til at gå ind uden sværd.«

Netop som denne fredsaftale blev nedskrevet under opsyn af Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og Suhayl ibn Amr, ankom Suhayl ibn Amrs søn Abu Jandal dér i lænker. Han var flygtet til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. På dette tidspunkt var Allahs Sendebuds ledsagere ikke til stede. De var allerede begyndt at tvivle på den sejr, som var blevet antydet i den drøm, Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde set. Da de derfor så, at en bestemmelse om at vende tilbage i år uden at udføre umrah blev indføjet i fredsaftalen, og så Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, acceptere og finde sig i den, kom de i stor vildrede og var nær ved at fare vild. Da Suhayl ibn Amr på den anden side fik øje på Abu Jandal, mistede han besindelsen, slog ham hårdt i ansigtet og greb fat i hans brystklæder. Han sagde: »Muhammad, aftalen mellem dig og mig blev endeligt indgået, før Abu Jandal kom.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: »Det er sandt.« Derefter begyndte han med stor kraft at trække Abu Jandal i brystklæderne for at sende ham tilbage til Mekka. Abu Jandal råbte højt: »Muslimer! Skal jeg sendes tilbage til netop de qurayshitter, som torturerer mig, fordi jeg har antaget islam?« Hans klager øgede muslimernes vrede yderligere. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Abu Jandal, vær tålmodig og vær tilfreds med din situation. Allah vil sørge for en udvej for dig og for de hjælpeløse og forfulgte muslimer som dig, der befinder sig i Mekka. Vi har indgået en freds- og fredsaftale med qurayshitterne. Vi har lovet hinanden dette med Allah som vidne. Vi vil ikke bryde det løfte, vi har givet dem.«

Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, skyndte sig hen til Abu Jandal og sagde: »Abu Jandal, vær tålmodig. De er afgudsdyrkere. Deres alles blod er som hundeblod.« Mens Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde dette, rakte han sit sværd frem mod Abu Jandal. Han sagde: »Jeg håbede, at Abu Jandal ville tage sværdet og dræbe sin far.« Men til sidst blev han svag over for sin far, og sagen endte dér.

Da nedskrivningen af dokumentet var afsluttet, bevidnede mange fra både muslimernes og afgudsdyrkernes side det. Blandt de fremtrædende vidner var Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, Abd ar-Rahman ibn Awf, må Allah være tilfreds med ham, Abdallah ibn Suhayl ibn Amr, Sa’d ibn Abi Waqqas, Mahmud ibn Maslama, Miqraz ibn Hafs og Ali ibn Abi Talib, må Allah være tilfreds med ham. Miqraz var stadig afgudsdyrker på det tidspunkt. Ali, må Allah være tilfreds med ham, var den, der nedskrev dokumentet.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var bekymret over, hvordan offerkamelerne skulle ofres, så man kunne træde ud af ihram. Han udførte stadig bønnen i ihram-tilstand. Da aftalen var underskrevet, ofrede han sit offerdyr og barberede sit hoved. Straks ofrede alle ledsagerne også deres offerdyr og barberede deres hoveder. Derefter satte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, kurs mod Medina. Mens han stadig befandt sig mellem Mekka og Medina, blev sura al-Fath åbenbaret:

“O profet, Vi har givet dig en klar sejr, så Allah kan tilgive dig dine tidligere og senere synder, fuldbyrde Sin nåde over dig og lede dig ad den rette vej.”

Allah siger også: “Allah har gjort Sin Sendebuds drøm til virkelighed. Han havde i drømmen set, at han snart ville træde ind i Mekka i sikkerhed og uden frygt. Hvis Allah vil, skal I visselig træde ind i Den Hellige Moské i sikkerhed, med barberede eller kortklippede hoveder og uden frygt. Han, Allahs Sendebud, har fået kendskab til det, som I ikke kendte. Og efter denne begivenhed (Hudaybiyyah-forliget) har Han fastsat en nært forestående sejr.”

Al-Zuhrī siger: Af alle de sejre, som islam hidtil havde opnået, var denne (Hudaybiyyah-forliget) den største. Tidligere gik folk i krig, så snart de stod over for modparten. Men da forliget blev indgået, ophørte krigen, og som følge heraf fik folk mulighed for at omgås og føre samtaler med hinanden uden frygt. Derfor begyndte islam at brede sig vidt. På dette tidspunkt var situationen sådan, at enhver, der blot havde en smule sund fornuft, tog islam til sig, hvis man talte med ham om islam. Antallet af dem, der antog islam i de to år efter forliget, var ikke blot ikke mindre end det samlede antal, der havde antaget islam før forliget, men større. [79. Ibn Hishām siger: Beviset til støtte for al-Zuhrīs udsagn er, at Allahs Sendebud drog til Hudaybiyyah med 1.400 muslimer. Blot to år senere, da han drog ud for at erobre Mekka, havde han 10.000 muslimer med sig.]

Erobringen af Khaybar: Muharram i det 7. hijri-år

Efter at være vendt tilbage fra Hudaybiyyah tilbragte Allahs Sendebud Dhū l-Hijjah og en del af Muharram i Medina. Polyteisterne foretog ikke pilgrimsfærden det år. Mod slutningen af Muharram drog han ud på felttoget mod Khaybar.

Abū Muʿāṭṭab ibn ʿAmr (må Allah være tilfreds med ham) siger: Da Allahs Sendebud nåede frem til Khaybar, sagde han til ledsagerne: “Stands.” Jeg var blandt dem. Derefter sagde han: “O Allah, Himlens og jordens og alt det, der findes i dem, Herre, den suveræne Herre over alle djævle og alle dem, som de har vildledt, og den ubetingede Herre over vinden og alt det, som den driver, bærer og kaster. Vi søger tilflugt hos Dig fra alt ondt fra denne by og dens indbyggere. Gå frem i Allahs navn.” Han plejede at sige disse ord, hver gang han trådte ind i en by.

Anas ibn Mālik (må Allah være tilfreds med ham) siger: Allahs Sendebud plejede ikke at angribe et folk før om morgenen. Hvis han hørte kaldet til bøn dér, standsede han; hvis han ikke hørte kaldet til bøn, angreb han. Vi nåede Khaybar om natten og gjorde holdt. Men han hørte ikke noget kald til bøn. Derefter drog han videre med os. Jeg red bag Abū Ṭalḥah, og mine fødder rørte ved Allahs Sendebuds fødder. Om morgenen gik Khaybars arbejdere ud til dagens arbejde med hakker og kurve. Da de så Allahs Sendebud og hans hær, udbrød de forfærdede: “Ulykke! Det ser ud til, at Muhammad er ankommet med sin hær!” Så vendte de sig om og flygtede. Da Allahs Sendebud så dette, sagde han: “Allāhu akbar! Khaybar er faldet. Når vi kommer til en by, bliver dens indbyggeres morgen sandelig ulykkelig.”

Ibn Isḥāq siger: Da Allahs Sendebud rejste fra Medina til Khaybar, passerede han over bjerget Isr. Derfor blev der bygget en moské dér. Derefter fortsatte han gennem Ṣahbāʾ. Så gjorde han holdt med hele sin hær i Rājiʿ-dalen. Her indtog han en position mellem Khaybars indbyggere og Ghatafān, for at Ghatafān ikke skulle kunne hjælpe Khaybars indbyggere. De plejede altid at hjælpe Khaybars jøder mod Allahs Sendebud.

Da gatfanitterne hørte om Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, ankomst, samlede de en gruppe krigere og drog af sted for at styrke jøderne i Khaybar. Efter at have tilbagelagt et kort stykke hørte de pludselig råben og larmen over en fare, der var rammet deres familier og ejendele, som de havde efterladt bag sig. De tænkte, at muslimerne måske havde angrebet deres familier fra en anden side. Derfor vendte de tilbage og gav sig til at beskytte deres egne familier og ejendele, mens de overlod indbyggerne i Khaybar til at møde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Derefter begyndte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gradvist at erobre jødernes ejendele og fæstninger i Khaybar, den ene efter den anden. Først erobrede han deres fæstning Na’im. Her blev ledsageren Mahmud ibn Maslama martyr. Han blev martyr, da en møllesten fra en kornmølle blev kastet ned over ham. Derefter blev Abu al-Huqayqs fæstning Qamus erobret. Herfra tog han en række jøder til fange. Blandt dem var Safiyya, datter af Huyayy ibn Akhtab. Hun var Kinana ibn al-Rabi’is hustru. To af hendes kusiner blev også taget til fange. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, udvalgte Safiyya til sig selv. Dihya ibn Khalifa al-Kalbi havde bedt Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, om Safiyya. Da han havde valgt Safiyya til sig selv, gav han Dihya hendes kusine i stedet. Efterhånden blev de tilfangetagne fra Khaybar fordelt blandt alle ledsagerne.

Én efter én kom Khaybars fæstninger og deres rigdomme under Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, kontrol. Kun de to fæstninger Watiḥ og Sulalim manglede stadig at blive erobret. Til sidst erobrede han disse to fæstninger. Han belejrede dem i mere end ti dage.

Den jødiske leder Marhab iførte sig sine våben, trådte frem for at møde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og begyndte at fremsige et kampdigt. Digtet lød:

»Hele Khaybar ved, at jeg er Marhab (det vil sige, meget magtfuld).

En helt, der er dygtig til at slå med våben, erfaren og vidtberejst.

Nogle gange gennemborer jeg, og andre gange giver jeg et kraftigt slag.

Når tigre i vrede kommer stormende, kan ingen komme i nærheden af mig

eller nærme sig mig.«

Han udfordrede dem: »Kom, hvem er klar til at kæmpe en tvekamp med mig?« Kaʿb ibn

Mālik (ra) fremsagde en kampsang og svarede:

»Khaybar ved, at jeg er Kaʿb. Jeg fjerner sorg og nød; jeg er modig og urokkelig.

Når kampen bryder ud, fortsætter kamp efter kamp.

Jeg har mit skarpe sværd, som lynets glimt.

Vi vil trampe jer ned, så alle vanskeligheder bringes til ophør.

Derved vil vi blive belønnet, eller vil der tilfalde os

rigeligt krigsbytte! (Det vil komme) ved slaget fra en tordenknytnæve

og der vil ikke være nogen grund til at bebrejde ham for det.”

Allahs Sendebud sagde: »Hvem er klar til at kæmpe mod denne mand?« Muhammad ibn Maslama

sagde: »O Allahs Sendebud, jeg er klar til at kæmpe mod ham. Ved Allah, jeg er en voldsom kriger. Jeg ønsker at tage hævn over ham for drabet på min slægtning. I går dræbte han min bror, Mahmūd ibn Maslama.« Allahs Sendebud sagde: »Gå. O Allah, hjælp ham med at besejre Marhab.« Derefter begyndte en voldsom kamp mellem Muhammad ibn Maslama og Marhab. Et gammelt træ stod imellem dem som et skjul. De søgte på skift ly bag træet. På et tidspunkt satte Marhabs sværd sig fast i Muhammad ibn Maslamas skjold. Straks slog Muhammad ibn Maslama Marhab ned med et sværdslag.

Da Marhab blev dræbt, rykkede hans bror Yāsir frem med et krigsråb. Ifølge Hisham ibn Urwa gik az-Zubayr ibn al-Awwam ham i møde for at kæmpe mod ham. Da hans mor, Safiyya bint Abd al-Muttalib, hørte dette, spurgte hun: »O Allahs Sendebud, vil min søn blive dræbt?« Han sagde: »Nej, din søn vil, om Allah vil, dræbe Yāsir.« Az-Zubayr dræbte virkelig Yāsir.

Salama ibn Amr ibn al-Akwaʿ fortæller: Allahs Sendebud sendte Abu Bakr as-Siddiq med fanen for at erobre en af Khaybars fæstninger. Han kæmpede, men vendte tilbage uden at have kunnet erobre fæstningen trods store anstrengelser. Den følgende dag sendte han Umar ibn al-Khattab. Han kæmpede også hårdt, men vendte tilbage uden at have haft succes. Da sagde Allahs Sendebud: »I morgen tidlig vil jeg give fanen til en mand, som elsker Allah og Hans Sendebud. Allah vil give sejren gennem hans hånd. Han er ikke en mand, der flygter fra slagmarken.« Allahs Sendebud kaldte på Ali. Han led på det tidspunkt af en øjensygdom. Allahs Sendebud spyttede i hans øjne og sagde: »Gå frem med denne fane, og kæmp, indtil Allah giver dig sejren gennem din hånd.«

Salama fortæller: Han gik frem. Han havde en voldsom styrke og kraft, der kunne undertvinge fjenden. Han løb blot frem og tilbage med svajende bevægelser og gjorde sig klar til kamp. Vi fulgte efter ham. Han placerede fanen i en bunke sten under fæstningen. En jøde så ham ovenfra og spurgte: »Hvem er du?« Han svarede: »Jeg er Ali, Abu Talibs søn.« Jøden sagde: »Ved Toraen! I har sejret.« Til sidst skænkede Allah sejren gennem Alis hånd.

Allahs Sendebud belejrede Khaybars indbyggere i deres to fæstninger, Watih og Sulalim. Da de blev sikre på, at der ikke var nogen anden udvej end døden, bad de ham om nåde og foreslog, at de blev fordrevet fra Khaybar. Allahs Sendebud accepterede forslaget og skænkede dem nåde. Forinden havde han erobret alle deres fæstninger undtagen disse to samt al deres faste og løse ejendom, herunder jorderne an-Natah og al-Qatiba. Indbyggerne i Fadak fik kendskab til hele sagen. De bad Allahs Sendebud om at skænke dem nåde, fordrive dem og overtage deres jord og rigdomme. Allahs Sendebud accepterede deres anmodning. Blandt de jøder, der kom til Allahs Sendebud med denne anmodning, var Muhayyisa ibn Masud en af de fremtrædende. Han tilhørte Banu Haritha. Khaybars indbyggere accepterede først denne ordning. Senere bad de imidlertid om, at de ikke blev fordrevet, men i stedet fik lov til at dyrke jorden på betingelse af at dele halvdelen af udbyttet. De begrundede det med, at de var bedst i stand til at opdyrke områdets jord, og at de havde størst erfaring og dygtighed med dette arbejde. Allahs Sendebud godkendte forslaget og indgik en aftale med dem. Han stillede dog som betingelse, at vi skulle have ret til at fordrive jer, når vi ønskede det. Fadaks indbyggere indgik også en aftale med ham på denne betingelse. Således blev Khaybar muslimernes fællesejendom, mens Fadak blev Allahs Sendebuds private ejendom, fordi det ikke havde været nødvendigt at gennemføre en militær ekspedition for at erobre Fadak.

Efter disse aftaler, netop da Allahs Sendebud havde draget et lettelsens suk, forærede Zaynab bint al-Harith, hustru til Sallam ibn Mishkam, ham et stegt får. Før hun sendte det stegte får, spurgte hun: »Hvilken del af fåret foretrækker Allahs Sendebud at spise?« Hun fik at vide, at han bedst kunne lide kødet fra låret eller boven. Derfor blandede hun en stor mængde gift i låret. Derefter forgiftede hun hele fåret og bragte det til Allahs Sendebud. Han tyggede et stykke kød, men slugte det ikke. Sahabien Bishr ibn al-Bara ibn Maʿrur sad også og spiste sammen med ham. Bishr tog ligeledes et stykke kød i munden og tyggede det. Han kastede det op. Allahs Sendebud spyttede det også ud og sagde: »Denne knogle fortæller mig, at det er forgiftet.« Derefter tilkaldte han kvinden og spurgte hende. Hun tilstod. Han spurgte hende: »Hvorfor gjorde du dette?« Hun svarede: »Du ved, hvad du har gjort mod mit folk. Jeg tænkte, at jeg ville forgifte dig på denne måde. Hvis du er en konge, vil jeg blive befriet fra dig, og hvis du er en profet, vil du blive advaret om det.« Da Allahs Sendebud hørte dette, tilgav han hende. Men Bishr døde af det stykke, han havde spist. Efter at have fuldført erobringen af Khaybar drog Allahs Sendebud til Wadi al-Qura. Han belejrede indbyggerne dér i nogle dage og drog derefter til Medina.

Enten i Khaybar eller et sted undervejs tilbragte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, bryllupsnatten sammen med Safiyya. Umm Sulaym bint Milhan, Anas ibn Maliks mor, må Allah være tilfreds med ham, havde iført Safiyya brudedragt. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilbragte bryllupsnatten med hende i et telt, der lignede hans kuppeltelt. Imens holdt Abu Ayyub Khalid ibn Zayd, må Allah være tilfreds med ham, vagt over Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hele natten med et ubeklædt sværd i hånden. Hele natten patruljerede han rundt om teltet. Om morgenen så Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ham og spurgte: »Hvad er der, Abu Ayyub?« Han svarede: »Allahs Sendebud, jeg holdt vagt af frygt for, at der skulle komme en fare over dig fra denne kvindes side. Du har jo fået hendes far, hendes mand og andre medlemmer af hendes stamme dræbt. Desuden har hun netop antaget islam. Derfor frygtede jeg, at der kunne komme en fare over dig fra hendes side.« Nogle siger, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, efter at have hørt dette sagde: »O Allah, beskyt ham, ligesom Abu Ayyub var optaget af at beskytte mig hele natten.«

På tilbagevejen fra Khaybar gjorde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, holdt et sted. Sent på natten sagde han: »Hvem vil påtage sig ansvaret for at vække os ved daggry, så vi kan sove nu?« Bilal, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, det kan jeg påtage mig.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og de medfølgende muslimer gjorde derefter holdt og faldt i søvn. Om natten begyndte Bilal, må Allah være tilfreds med ham, at bede. Efter at have bedt et stykke tid satte han sig lænet mod kamelen og ventede på, at det skulle blive morgen. På et tidspunkt faldt han i søvn. Derfor var Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og de muslimske krigere ikke i stand til at vågne til tiden. Deres søvn blev først afbrudt, da den brændende sols stråler ramte dem. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, vågnede først. Da han stod op, sagde han til Bilal, må Allah være tilfreds med ham: »Bilal, hvad har du dog gjort i dag?« Han svarede: »O Allahs Sendebud, jeg blev også overvundet af den søvn, som overvandt dig.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Du har talt sandt.« Derefter red han et kort stykke videre på sin kamel. Så standsede han kamelen og foretog afvaskningen. Sahabaerne foretog også afvaskningen. Derefter bad han Bilal om at fremsige iqamaen, så bønnen kunne begynde. Han fremsagde iqamaen, og Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, bad sammen med sahabaerne. Efter bønnen vendte han sig mod sahabaerne og sagde: »Hvis I nogensinde glemmer at bede, skal I bede, så snart I kommer i tanke om det. For Allah har sagt: ‘Oprethold bønnen for at ihukomme Mig.’«

Efter sejren ved Khaybar lod Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, Ibn Luqaym al-Abasi, må Allah være tilfreds med ham, tage sig af og opdrætte alle Khaybars høns og tamdyr. Erobringen af Khaybar blev fuldført i måneden Safar. Ibn Luqaym fremsagde et digt om Khaybar, som lyder således:

»Ved en profet, omgivet af en hær af vilde, dristige mænd klædt i hvidt,

blev Nata angrebet,

da Natas indbyggere blev spredt omkring

og de to stammer Aslam og Ghifar også blev adskilt iblandt dem,

blev de sikre på nederlaget.«

Banu Amr ibn Zurars folk så ved daggry,

at al-Shiqqahs indbyggere var styrtet ned i bælgmørke midt på dagen.

Over hele dens slette havde ødelæggelse og død bredt sig.

Den havde ikke efterladt noget som helst undtagen hanerne, der galede ved daggry.

Og hver eneste fæstning var blevet indtaget af Abd Ashhal

eller af rytterne fra Banu Najjar.

(Ashhal og Banu Najjar er navnene på to af ansarernes stammer.)

Og Muhajirun, som havde blottet deres pander over hjelmenes kant—

som ikke engang kan tænke på at flygte.

Jeg vidste, at Muhammad bestemt ville sejre og

forblive der i generationer.

Jødernes øjne blev åbnet af dagens skrig og brøl.”

Ja’far ibn Abu Talibs tilbagevenden fra Abessinien

Ibn Hisham siger:

ash-Sha’bi har berettet, at Ja’far, Abu Talibs søn, vendte tilbage til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, på dagen for erobringen af Khaybar. Han kyssede ham på panden, omfavnede ham og sagde: »I dag kan jeg ikke afgøre, om jeg er mere glad over erobringen af Khaybar eller over Ja’fars tilbagevenden.« Ibn Ishaq siger: Amr ibn Umayya ad-Damri blev sendt til Negus for at hente de af Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ledsagere, som var blevet tilbage i Abessinien. Han bragte dem tilbage på to skibe. På dette tidspunkt opholdt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig i Khaybar efter at have indgået Hudaybiyya-traktaten. De ledsagere, som havde levet i eksil dér, var Ja’far ibn Abu Talib fra Banu Hashim ibn Abd Manaf, hans hustru Asma bint Umays al-Khath’amiyya og deres søn Abdullah ibn Ja’far, som var født under deres ophold i Abessinien. Fra Banu Abd Shams ibn Abd Manaf var Khalid ibn Sa’id ibn Umayya, hans hustru Amina bint Khalaf, deres søn Sa’id og deres datter Ama; begge børn var født i Abessinien. Khalids bror Amr, Mu’ayqib ibn Abu Fatima, som senere blev udnævnt til forvalter af det islamiske bayt al-mal af Umar ibn al-Khattab, samt Abu Musa al-Ash’ari. Fra Banu Asad ibn Abd al-Uzza var al-Aswad ibn Nawfal ibn Khuwailid.

Fra Banu Abd ad-Dar ibn Qusay var Jiham ibn Qays.

Banu Zuhra: Amir ibn Abi Waqqas og Utba ibn Masud.

Banu Taym ibn Murra: al-Harith ibn Khalid ibn Sakhr.

Banu Jumah ibn Amr: Uthman ibn Rabi’a ibn Uhyan.

Banu Sahm ibn Amr: Mahmiya ibn al-Jaza.

Banu Adi ibn Ka’b: Ma’mar ibn Abdullah ibn Sa’dala.

Banu Amir ibn Lu’ayy: Abu Hatim ibn Amr og Malik ibn Rabi’a.

Banu al-Harith ibn Fihr ibn Malik: Harith ibn Abd al-Qays ibn Laqit.

Nogle af hustruerne til de muslimer, som døde, mens de opholdt sig dér, fulgte med dem. Najashi sendte i alt 16 mænd sammen med Amr ibn Damra på to skibe. Blandt de muslimske udvandrere i Abessinien var der i alt 34 mænd, som ikke havde deltaget i slaget ved Badr, som ikke var vendt tilbage, mens Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, opholdt sig i Mekka, men var kommet efterfølgende, og som Najashi ikke havde sendt med disse to skibe.

Den kompenserende umra: 7. hijri-år: Dhu al-Qa’da-måneden

Efter hjemkomsten fra Khaybar opholdt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig i Medina fra Rabi al-Awwal til måneden Shawwal. I denne periode drog han selv på forskellige militære ekspeditioner eller sendte andre ledsagere af sted.

Derefter drog han i måneden Dhu al-Qa’da mod Mekka for at udføre den umra, som var blevet opgivet året før. Netop i denne måned året før havde polyteisterne standset ham undervejs og tvunget ham til at vende tilbage uden at udføre umraen. På den samme rejse befandt de muslimer, som året før havde været hans ledsagere, sig i stor fattigdom og under alvorlige savn og lidelser. Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, fortæller: Quraysh stillede sig op i forsamlingen Dar al-Nadwa for at se Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, trådte ind i Den Hellige Moské, lagde han sin kappe således, at den gik under hans højre armhule og over hans venstre skulder. Han løftede sin højre hånd, blotlagde sin højre armhule og sagde: “I dag vil Allah vise barmhjertighed mod den, der viser sig som stærk.” Derefter kyssede han den Sorte Sten, og så begyndte han og hans ledsagere at gå hurtigt og kraftfuldt. Da de kom bag Kabaen og uden for Qurayshs synsfelt, kyssede han det Jemenitiske Hjørne, gik normalt hen til det Sorte Hjørne og afsluttede én omgang. Derefter gik han igen hurtigt og kraftfuldt som før. Således gennemførte han tre omgange, mens han fuldførte de resterende omgange ved at gå i normalt tempo.

På denne rejse giftede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig med Maymuna bint al-Harith, måtte Allah være tilfreds med hende, mens han var i ihram. Abbas ibn Abd al-Muttalib, måtte Allah være tilfreds med ham, stod bag dette ægteskab.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig tre dage i Mekka. På den tredje dag kom nogle Quraysh-mænd under ledelse af Huwaytib ibn Abd al-Uzza og sagde til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: “Den fastsatte periode for jeres ophold i Mekka er udløbet. Forlad derfor Mekka.” [80. Det vil sige den periode på tre dage, der var fastsat i Hudaybiyya-traktaten.]

Quraysh havde givet ham ansvaret for at sørge for, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forlod Mekka. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Hvad skade gør det, hvis jeg fuldfører ægteskabet her i jeres nærvær, tilbereder mad til jer, og I deltager?” De svarede: “Vi har ikke brug for din mad. Du skal gå.”

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forlod Mekka. Han efterlod sin tjener Abu Rafi til at tage sig af Maymuna, måtte Allah være tilfreds med hende. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, nåede Sarif nær Tan’im. Abu Rafi kom til ham med Maymuna, måtte Allah være tilfreds med hende. Her tilbragte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sin bryllupsnat med Maymuna, måtte Allah være tilfreds med hende, og vendte derefter tilbage til Medina. Ibn Hisham siger: Ifølge Abu Ubaydas beretning blev dette vers åbenbaret ved afslutningen af denne rejse: “Allah har sandelig gjort sit Sendebuds syn sandt. I skal bestemt træde ind i Den Hellige Moské i sikkerhed og uden frygt, med barberede hoveder eller kortklippet hår. Han vidste det, som I ikke vidste, og ud over dette fastsatte Han en nært forestående sejr.” (Al-Fath, den sidste passage)

Slaget ved Mu’ta: 8. hijri-år: måneden Jumada al-Ula

Han tilbragte resten af Dhu l-Hijja og tiden frem til Rabi al-Thani i Medina. Dette år stod polyteisterne for ledelsen og tilsynet med hajj. I måneden Jumada al-Awwal sendte han en muslimsk hær mod Syrien under Zayd ibn Harithas ledelse. Denne hær kom i kamp ved et sted kaldet Mu’ta. Allahs Sendebuds befaling var, at hvis Zayd blev martyr eller såret, skulle Ja’far overtage, og hvis Ja’far blev martyr eller såret, skulle Abdullah ibn Rawaha udpeges til hærfører.

Tre tusind muslimer gjorde sig klar til at drage i krig. Da muslimerne kom for at tage afsked med dem og hilse på dem, begyndte Abdullah ibn Rawaha at græde. Folk spurgte: »Hvorfor græder du?« Han svarede: »Jeg græder ikke af kærlighed til verden eller af hengivenhed for jer. Jeg har hørt Allahs Sendebud recitere et vers fra Koranen. I dette vers nævnes Helvede, og der siges:

»Enhver af jer må komme hen til det. Dette er din Herres endelige afgørelse.« (Maryam) Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reddes fra Helvede, efter at jeg er kommet hen til dets nærhed.« Muslimerne trøstede ham og sagde: »Må Allah være jeres ledsager! Må Han beskytte jer mod Helvede og bringe jer sikkert tilbage til os.«

Som svar reciterede Abdullah ibn Rawaha dette digt:

»Jeg beder Den Nådige om tilgivelse og ønsker, at jeg

kan tilføje et omfattende, blodigt slag til de vantro.

Eller at jeg med min blodtørstige hånd kan tilføje et sådant spydstød

at det hurtigt kaster fjenden i døden og hans lever og indvolde

vil rive i stykker.

så de, der går forbi min grav, kan sige: Denne mand

blev ført af Allah ad vejledningens vej og gjort til en ghazi, og han

blev ført ad den rette vej.”

Derefter drog hæren af sted. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fulgte dem et stykke af vejen. Da han efter at have taget afsked med dem vendte tilbage, fremsagde Abdullah ibn Rawaha dette digt:

“Må Allah give den bedste ven og den fornemste afskedstager, som jeg tog afsked med,

Allah give denne bedste ven og fornemste afskedstager et liv i fred og lykke blandt dadelpalmerne.” Derefter begyndte den muslimske hær sin march. Da de nåede et sted i Shām (Syrien) ved navn Mayān, gjorde de holdt. Der erfarede de, at den romerske kejser Herakleios havde slået lejr med et hundrede tusind soldater ved et sted i Balqā-området ved navn Māyāb. Yderligere et hundrede tusind mænd fra stammerne Lakhm, Judhām, Bahrā og Balī havde sluttet sig til dem. De blev ledet af en mand fra Balī-stammen og en anden fra Irāsh-stammen som hans medhjælper. Hans navn var Mālik ibn Rāfila. Efter at have fået disse oplysninger blev den muslimske hær i Mayān i to dage og overvejede, hvad de skulle gøre. Til sidst besluttede de at skrive til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og underrette ham om fjendens styrke. Han kunne enten sende flere soldater for at hjælpe dem eller give den besked, han fandt bedst; og de ville handle derefter.

Abdullah ibn Rawaha opmuntrede muslimerne og sagde: “O muslimer! Det, som I i dag ikke bryder jer om, var netop det, I ønskede. Det er martyrdøden. Vi kæmper ikke ved hjælp af vores antal eller overlegenhed i antal. Vi kæmper for den livsordning, som Allah har æret os med. Gå derfor fremad! Enten sejr eller martyrdød—én af disse to gode ting er bestemt for os.”

Alle muslimerne sagde: »Ved Allahs ed, Ibn Ruwaha har talt sandt.«

Derefter rykkede muslimerne frem. Da de nåede nær grænsen til Balqa, stod de over for Herakleios’ samlede romerske og arabiske hær. Dette sted i Balqa hedder Masharif. Fjenden nærmede sig. Muslimerne trak sig til siden og slog lejr i en landsby ved navn Mu’ta. De gjorde sig klar til kamp ved at udnævne Qutba ibn Qatada (må Allah være tilfreds med ham) til ansvarlig for hærens højre fløj blandt Banu Udhrah og den ansariske Ubayya ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) til ansvarlig for venstre fløj. Derefter begyndte et voldsomt slag mellem de to sider. Den øverstbefalende, Zayd ibn Haritha, bar Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, banner, kæmpede med største tapperhed og døde som martyr. Derefter tog Ja’far ibn Abu Talib banneret. Han steg af sin hest, huggede dens ben over og kæmpede, indtil han blev martyr. Kort før sin martyrdød reciterede han dette digt:

»Åh, hvor vidunderligt Paradiset er, og hvor vidunderligt det er at komme nær det!

Ligesom Paradiset er det ypperste og reneste, således er dets drik også.

Romernes straf er kommet nær; de er vantro, og

de er langt ringere end jeg, selv om jeg har været udsat for deres slag.«

Ibn Hisham siger:

Jeg har gennem en pålidelig kilde erfaret, at Ja’far ibn Abu Talib først løftede banneret med sin højre hånd. Da hans højre hånd blev hugget af med fjendens sværd, løftede han banneret med sin venstre hånd. Også denne hånd blev hugget af. Da holdt han det fast med sine to vinger; derefter blev han martyr, ramt af fjendens slag. Må Allah være tilfreds med ham. På dette tidspunkt var han treogtredive år gammel. Allah den Ophøjede gav ham to vinger i Paradiset, og med dem fløj han omkring, hvorhen han ønskede. Det siges, at en romersk soldat kløvede ham i to med et sværdslag.

Ibn Ishaq siger: Efter at Ja’far var blevet martyr, løftede Abdullah ibn Rawaha fanen og red fremad. Han begyndte at overveje, om han skulle stige af hesten og deltage i kampen, og tøvede en smule. Så sagde han til sig selv,

»Jeg sværger, Ibn Rawaha, du må stige ned på denne slagmark,

enten må du stige ned, eller også må du hade det.

Selv hvis alle mennesker er samlet med krigsråb, og blandt dem

der også lyder højlydt gråd,

hvorfor ser jeg dig så ligeglad over for Paradiset?

Du har tilbragt mange dage i lykke og fred,

og dog var du i virkeligheden i et gammelt kar

Du var ikke andet end en dråbe vand.

O min sjæl, selv hvis du ikke bliver dræbt i dag, skal du

en dag dø.

Dette er dødens hus, slagmarken, som du er trådt ind på.

Du har fået alt, hvad du hidtil har ønsket.

Hvis du nu handler som de to (Zayd og Jaʿfar),

vil du blive ledt på rette vej.”

Derefter steg han ned fra hestens ryg. Da kom en af hans fætre med et stykke kød på et ben, gav ham det og sagde: »Tag det, spis det, og få lidt styrke. Du har gennemgået store strabadser de seneste dage.« Han tog kødstykket og havde netop bidt et stykke af med tænderne, da han hørte lyden af voldsom kamp og tumult blandt folk et sted ved siden af. Da sagde han: »Mens jeg stadig er i live?« Han kastede kødstykket fra sig, gik frem med sværdet i hånden og blev martyr under kampen.

Derefter tog Thabit ibn Aqram fra stammen Banu Ajlan fanen. Han sagde: »O muslimer! Vælg en hærfører i enighed.« Alle sagde: »Du er vores hærfører.« Han sagde: »Jeg er ikke i stand til at udføre denne opgave.« Da valgte muslimerne Khalid ibn al-Walid som hærfører. Han tog fanen og kæmpede tappert. Med hæren bevægede han sig snart til den ene fløj og snart frem igen. Således fortsatte han kampen. Da han en gang var gået til den ene fløj, bevægede den romerske hær sig straks også mod fløjen og brød sammen. Derefter vendte han tilbage til Medina med den muslimske hær. Det berettes, at da den muslimske hær blev angrebet af fjenden, sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Zayd ibn Harithah løftede fanen og blev martyr, mens han kæmpede. Derefter løftede Ja’far fanen og blev martyr, mens han kæmpede.« Så tav Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Derved blev ansigterne på ansarerne blege. De tænkte, at der måske var sket noget ubehageligt med Abdullah ibn Rawahah. Efter et stykke tid sagde han: »Efter Ja’far løftede Abdullah ibn Rawahah fanen og blev martyr, mens han kæmpede.« Derefter sagde han: »Jeg så i en drøm, at disse tre blev ført op på gyldne divaner i Paradiset. Jeg så, at Abdullah ibn Rawahahs divan var en smule skæv. Jeg spurgte: ›Hvorfor er det sådan?‹ Jeg fik svaret, at Zayd og Ja’far var styrtet ind i kampen uden at tøve et eneste øjeblik.«

Khalid drog tilbage til Medina med sine mænd. Da de nærmede sig Medina, gik Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og de almindelige muslimer dem i møde for at byde dem velkommen. Især børnene, både drenge og piger, løb hurtigt frem mod dem. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, red på et ridedyr og bevægede sig frem sammen med den muslimske befolkning. Han sagde: »Løft børnene op på jeres egne ridedyr. Og giv mig Ja’fars søn.« Abdullah ibn Ja’far blev ført hen til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han satte ham foran sig på ridedyret.

På dette tidspunkt kastede muslimerne i Medina jord mod denne hær og sagde: »I flygtninge! I er flygtet, efter at I drog ud for at kæmpe jihad på Allahs vej.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Nej, de er ikke flygtet. Derimod vil de, om Allah vil, angribe på ny.«

På dette tidspunkt brød de ledsagere, der var vendt tilbage fra slaget ved Mu’tah, ud i gråd, da de hørte Hassan ibn Thabits digt. Digtets betydning er som følger:

»I Medina tilbragte jeg en særdeles smertefuld nat

da alle mennesker sov, kunne jeg ikke sove.

Mindet om min ven fik en strøm af tårer til at flyde fra mine øjne,

for det er i sandhed mindet, der først og fremmest vækker gråden.«

Det er virkelig en stor prøvelse at miste en ven,

Men der findes mange ædle mennesker, som, når de stilles over for prøvelser,

udviser tålmodighed.

Jeg så de bedste blandt muslimerne kaste sig ind i kampen, den ene gruppe efter den anden,

og umiddelbart efter dem kastede deres efterkommere sig også ind i kampen.

Disse mennesker, som den ene efter den anden led martyrdøden ved Mu’tah,

vil Allah aldrig berøve dem nærheden til Ham,

Blandt dem var den fremtrædende Ja’far, den tohænde,

Zayd og Abdullah. Dødsårsagerne var i sandhed særdeles frygtelige.

En morgen drog de med de troende ud i krig; en heldig

mand var deres anfører.

Blandt Banū Hāshim var han, der strålede som fuldmånen,

den dristige helt, som havde nægtet at acceptere undertrykkelse.

Derefter indledte han et voldsomt angreb på den uovervindelige hedning på slagmarken.

Til sidst faldt han på et tidspunkt hjælpeløst sammen.

Og blev en del af martyrernes skare, hvis belønning er Paradiset

og tætte, grønne lunde.

Vi iagttog hos Ja’far en ubetinget lydighed over for Muhammad samt

et fast lederskab, når han gav ordrer.

I Banū Hāshims slægt står ære og herligheds søjler stadig.

De er Islams bjerge, og deres ledsagere

blandt disse milde af udseende, ædle og retskafne mænd er Ja’far, Ali,

den af alle anerkendte Muhammad, fred og velsignelser være med ham, Hamza, Abbas og Aqil.

For uanset hvor sandeltræet presses, vil derfra

Det er kun sandeltræets (det vil sige det velduftende) essens, der nødvendigvis kommer frem.

(det vil sige, uanset i hvilken familie i Banu Hamims slægt et barn bliver født

vil det være som de nævnte børn. Uanset i hvilken familie i den nævnte slægt

det end måtte blive født.)

Når folk bliver hjælpeløse og trængte på grund af et vanskeligt problem,

er det gennem dem, at krisen bliver løst.

De er alle Allahs nærmeste; over dem har Allah

åbenbaret sin lov og

Den hellige Skrift er bevaret hos dem.”

Erobringen af Mekka: det 8. hijri-år, måneden Ramadan

Efter slaget ved Muʾta opholdt Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sig i Medina i månederne Jumādā ath-Thāniyya og Rajab.

På dette tidspunkt angreb Banū Bakr uretmæssigt stammen Banū Khuzāʿa. Årsagen til dette angreb var, at Banū Khuzāʿas folk før islams fremkomst havde dræbt en mand ved navn Mālik ibn ʿAbbād fra Banū al-Hadramī, da han i forretningsøjemed passerede deres bopæl, og havde taget alt, hvad han ejede. Som følge heraf angreb Banū Bakr en mand fra Khuzāʿa og dræbte ham. Som hævn dræbte Khuzāʿa, kort før islams fremkomst, de tre sønner—Salmā, Kulthūm og Dhuwayb—af Aswad, høvdingen for Banū Dāʾil, en gren af Banū Bakr, nær grænsen til al-Haram. Aswad var nemlig en fjende af al-Hadramī. På grund af denne sag havde der længe hersket voldsom spænding mellem Banū Bakr og Banū Khuzāʿa. Da islam kom, blev spændingen mellem de to stammer dæmpet, og deres opmærksomhed blev rettet mod islam. I våbenhvilen ved al-Hudaybiyya, som var indgået mellem Quraysh og Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, var en af betingelserne, at ingen tredje part måtte indgå en alliance med Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, eller med Quraysh. I overensstemmelse hermed erklærede Banū Bakr sig som allierede med Quraysh, og Banū Khuzāʿa som allierede med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham.

Efter at aftalen var indgået, mente Banū Dāʾil, en gren af Banū Bakr, at de havde fået den perfekte mulighed for at hævne drabet på Aswads tre sønner, som Banū Khuzāʿa havde begået. Derfor tog Nāwfal ibn Muʿāwiya, familiens overhoved i Banū Dāʾil, initiativ til hævnen. Det skal bemærkes, at denne mand ikke havde nogen myndighed over hele Banū Bakr. En nat, mens folk fra Khuzāʿa opholdt sig ved deres egen kilde al-Watīr, dræbte Nāwfal og hans ledsagere en af khuzāʿitterne. Og så brød helvede løs. De to stammer sluttede sig sammen med andre stammer og gik i voldsom krig mod hinanden. Quraysh gav på dette tidspunkt Banū Bakr våben, og med deres hjælp kæmpede mange fra Quraysh i nattens mørke skjult sammen med khuzāʿitterne. I fortvivlelse søgte Khuzāʿa tilflugt inden for den forbudte grænse omkring al-Masjid al-Harām. Folk fra den hævngerrige stamme Dāʾil fulgte under Nāwfals ledelse efter dem helt til al-Haram. Folk fra Banū Bakr sagde til Nāwfal: »Nāwfal, stands nu. Vi befinder os nu inde i al-Haram. Frygt Gud.«

Da fremsatte Nāwfal noget frygteligt. Han sagde: »I dag har den ingen gud eller herre. O Banū Bakr, tag jeres hævn. I tøver jo ikke engang med at stjæle i al-Haram. (Det skal bemærkes, at Quraysh var blevet anklaget for at have stjålet mange kostbare statuer af guld fra Kaʿba.) Hvorfor tøver I så med at tage hævn her?« Tidligere havde deres tørst ikke været stillet, selv efter at de i nattens mørke nær kilden al-Watīr havde dræbt en svag khuzāʿit ved navn Munabbih. Munabbih var gået ud sammen med en anden mand fra sin stamme ved navn Tamīm ibn Asad. Munabbih sagde: »O Tamīm, sørg for at beskytte dig selv. Jeg er bestemt på vej mod døden. De vil enten dræbe mig eller lade mig gå.« Tamīm flygtede derfra, og de dræbte Munabbih.

Selv om khuzāʿitterne havde søgt tilflugt i huset til Rāfiʿ, en tidligere slave hos deres allierede Budayl ibn Warqa, i Mekka, blev mange fra Khuzāʿa dræbt i det fælles angreb fra Banū Bakr og Quraysh. På denne måde dræbte Quraysh deres allierede Banū Khuzāʿa på det forbudte område ved al-Haram og brød våbenhvilen ved al-Hudaybiyya. Derefter tog ʿAmr ibn Sālim al-Khuzāʿī og en mand fra Banū Kaʿb til Medina, mødte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og fortalte ham om hele hændelsen. Denne hændelse var en af årsagerne til erobringen af Mekka. Mens Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sad omgivet af folk i moskeen, kom han hen til ham og reciterede et digt, hvori han bad om hans hjælp. Digtets betydning var:

»O Herre! Jeg vil minde Muhammad om det gamle venskab mellem vores fædre og hans far og bede ham om at genoprette det. I var sønner, og vi var fædre. Dér antog vi islam og har ikke forladt den. Må Allah vise dig den rette vej. Hjælp os straks. Og kald Allahs tjenere, så de kommer os til hjælp. Blandt dem er Allahs Sendebud, som er blevet afskåret. Hvis han vanæres, vil skam blive påført hans ansigt. Han er sammen med en hær, der strømmer frem som havets skummende bølger. Vid, at Quraysh har brudt din pagt. De har overtrådt din våbenhvile og lagt et baghold for mig på et sted, der kaldes al-Kadā. De er få i antal og relativt svage i styrke. De tilbragte natten i hemmelighed ved al-Watīr.«

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte denne beretning, sagde han: »Amr, du vil få hjælp.« Straks derefter så han et stykke sky på himlen og sagde: »Dette stykke sky vil være begyndelsen på hjælpen til Banu Ka’b.«

Derefter tog Budayl ibn Warqa sammen med nogle mænd fra Banu Khuza’a til Medina og mødte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han fortalte ham om deres ulykker og vanskeligheder og om den undertrykkelse, som Quraysh havde udsat dem for ved at sætte Banu Bakr op imod dem. Derefter vendte han tilbage til Mekka. Inden da fortalte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, muslimerne: »I kan gå ud fra, at Abu Sufyan er kommet til jer og har foreslået, at fredsaftalen erklæres ukrænkelig, og at dens gyldighedsperiode forlænges.«

Da Budayl ibn Warqa og hans ledsagere var på vej tilbage til Mekka, mødte de Abu Sufyan ibn Harb ved Usfan. Quraysh havde sendt ham til Allahs Sendebud for at få fredsaftalen erklæret ukrænkelig og få dens gyldighedsperiode forlænget, fordi de var blevet bange på grund af den behandling, de havde udsat Banu Khuza’a for. Så snart Abu Sufyan mødte Budayl ibn Warqa, spurgte han ham: »Budayl, hvor kommer du fra?« Han antog, at Budayl havde været hos Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Budayl svarede: »Jeg har været på rejse i dette område sammen med nogle mænd fra Banu Khuza’a.« Abu Sufyan sagde: »Har du ikke været hos Muhammad?« Han svarede: »Nej.« Da Budayl var taget til Mekka, gik Abu Sufyan hen til det sted, hvor Budayls kamel havde stået, og undersøgte dens gødning. Da han fandt en daddelsten i gødningen, sagde han: »Budayl har ganske sikkert været hos Muhammad.« Han betragtede daddelstenen som et tegn på, at Budayl havde været i Medina.

Derefter rejste Abu Sufyan til Medina, opsøgte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og gik til sin datter, de troendes moder Umm Habiba. Da han gjorde mine til at sætte sig på Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, seng, foldede Umm Habiba sengetøjet sammen. Da Abu Sufyan så det, sagde han: »Min datter, anser du mig ikke for værdig til at sidde på den seng?« Umm Habiba svarede: »Det er Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, seng. Du er en afgudsdyrker og uren. Jeg ønsker ikke, at du sidder på Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, seng.« Abu Sufyan sagde: »Min datter, du er blevet et dårligt menneske, siden du har vendt dig bort fra mig.«

Abu Sufyan opsøgte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og talte med ham. Men han svarede ikke på noget af det, Abu Sufyan sagde. Derefter gik han til Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, og bad ham om at gå i forbøn for ham hos Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, afviste straks denne anmodning.

Derefter gik han til Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, og fremsatte den samme anmodning. Umar sagde: »Hvad siger du? Skulle jeg gå i forbøn for dig hos Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham? Selv hvis jeg ikke havde andre hjælpere end de yngste, ville jeg stadig kæmpe mod dig!«

Derefter gik han til Ali ibn Abi Talib, må Allah være tilfreds med ham. Der var også Fatima, Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, datter, til stede. Foran hende kravlede hendes lille søn Hasan, må Allah være tilfreds med ham. Abu Sufyan sagde: »Ali, du er den mest barmhjertige over for mig. Jeg er kommet til dig med et særligt behov, og jeg ønsker ikke at vende tilbage med uforrettet sag. Gå derfor i forbøn for mig hos Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham.« Han svarede: »Ve dig, Abu Sufyan! Ved Allah, Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, har besluttet sig i en bestemt sag, og vi er ude af stand til at tale med ham om den.«

Da Abu Sufyan ikke så nogen anden udvej, vendte han sig mod Fatima, må Allah være tilfreds med hende, og sagde: »Muhammads datter! Ville du synes om, at din lille søn befalede folk at give beskyttelse, så han som følge heraf for altid blev arabernes leder?« Fatima, må Allah være tilfreds med hende, svarede: »Min søn er endnu ikke blevet i stand til at give folk beskyttelse. Desuden kan ingen give nogen beskyttelse imod Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, vilje.«

Abu Sufyan sagde: »Ali! Jeg kan se, at situationen er imod mig. Giv mig nu et godt råd.« Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg kender ikke noget råd, der kan være til gavn for dig. Men du er jo leder for stammen Banu Kinana. Gå du hen og beskyt folket. Ophold dig derefter i din fødeby.« Han sagde: »Vil det redde mig?« Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Det tror jeg ikke, men jeg kan heller ikke se nogen anden udvej for dig.« Derefter gik Abu Sufyan ind i moskéen og bekendtgjorde: »O folk! Jeg har påtaget mig ansvaret for at beskytte alle Makkas indbyggere.« Med disse ord steg han op på sin kamel og red bort. Da han kom til Quraysh, spurgte de ham: »Hvordan gik det?« Han sagde: »Jeg talte med Muhammad. Han svarede ikke på noget som helst. Derefter gik jeg til Abu Bakr. Han sagde heller ikke noget, der gav håb. Så gik jeg til Umar. Jeg fandt ham som den hårdeste fjende af alle. Derefter gik jeg for at møde Ali. Han forekom mig at være den mest føjelige af dem alle. Ali rådede mig til at gøre én bestemt ting. Den har jeg gjort. Jeg ved ikke, om det vil føre til noget.«

Alle sagde: »Hvad bad Ali dig om at gøre?« Abu Sufyan sagde: »Han bad mig sørge for at beskytte Makkas indbyggere. Det har jeg bekendtgjort, før jeg kom hertil.« Folket sagde: »Har Muhammad givet dig tilladelse til at gøre dette?« Han sagde: »Nej.« Folket sagde: »Så har Ali blot gjort nar af dig. Det vil ikke være dig til nogen nytte.« Han sagde: »Men jeg havde ingen anden udvej.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede alle muslimerne i Medina samt sin familie til at gøre sig klar til rejsen. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) gik til sin datter Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og så, at hun var i færd med at pakke sine ejendele. Da han så det, sagde han: »Aisha, har Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordret jer at gøre jer klar til en rejse?« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Ja, far, du bør også gøre dig klar.« Abu Bakr sagde: »Hvad tror du, han har besluttet at rejse til?« Aisha sagde: »Det ved jeg ikke.« Derefter meddelte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tydeligt muslimerne, at han ville drage mod Mekka. Han bad dem gøre sig klar til rejsen. Han sagde også: »O Allah, skjul alle oplysninger om vores forberedelser for Quraysh, så vi kan overrumple dem.« Muslimerne gjorde sig klar på kort tid.

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde truffet alle forberedelser til at drage på felttog mod Mekka, sendte ledsageren Hatib ibn Abi Balta’a (må Allah være tilfreds med ham) et brev til Quraysh gennem en kvinde. I brevet meddelte han, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde gjort sig klar til at drage mod Mekka. Kvinden skjulte brevet i sit hår og begav sig af sted. Straks afslørede Allah den Almægtige gennem åbenbaring for Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hemmeligheden bag Hatibs forehavende. Han sendte øjeblikkeligt Ali ibn Abi Talib (må Allah være tilfreds med ham) og al-Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham) af sted med besked om, at de skulle standse kvinden undervejs og hente Hatibs brev hos hende, så Hatib ikke skulle advare Makkas indbyggere ved at fortælle dem alle oplysninger om vores forberedelser til felttoget.« De begav sig begge af sted og indhentede hende på et sted ved navn Khalif. De fik hende ned fra kamelen og ledte efter brevet i kamelens bærestol, men fandt det ikke. Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Ved Allah, Allahs Sendebuds ord kan ikke være løgn, og vi lyver heller ikke. Giv os brevet, ellers vil vi gennemsøge dig.«

Da kvinden så, at Ali (må Allah være tilfreds med ham) ikke ville give efter, sagde hun: »Vend ansigtet den anden vej.« Han vendte ansigtet bort. Kvinden løsnede sit hår og tog brevet frem. Ali (må Allah være tilfreds med ham) og al-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) bragte brevet med til Allahs Sendebud.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tilkaldte Hatib og spurgte ham, hvorfor han havde sendt brevet. Hatib sagde: »Ved Allah, der er ikke sket den mindste ændring i min tro på Allah og Allahs Sendebud. Jeg har ingen slægtninge i Mekka, men min hustru og mine børn befinder sig blandt Quraysh. Derfor ønskede jeg på denne måde at vinde deres velvilje.«

Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »O Allahs Sendebud, han har handlet hyklerisk. Giv mig tilladelse til at hugge hovedet af ham.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Umar, du ved det ikke. Det kan være, at Allah den Almægtige på dagen for slaget ved Badr sagde til deltagerne i slaget ved Badr: Gør, hvad I vil; Jeg har tilgivet jer.«

Allah den Højeste åbenbarede et vers om Hatib i suraen al-Mumtahana: »I troende! Tag ikke dem, der er Mine og jeres fjender, som venner ved at vise dem hengivenhed og kærlighed. ……… Ibrahim og hans ledsagere er et fremragende forbillede for jer. Han sagde til sit folk: Vi tager ikke hensyn til jer eller dem, som I tilbeder i stedet for Allah. Vi tager afstand fra jer, og mellem os og jer er der opstået et varigt fjendskab, indtil I tror på Allah alene som den eneste, der er værdig til at blive tilbedt.«

Derefter drog Allahs Sendebud ﷺ ud på felttoget mod Mekka. Ved denne lejlighed udnævnte han Abu Burhum al-Ghifari til sin stedfortræder i Medina. Han drog af sted, efter at ti dage af Ramadan var gået. Både han selv og alle muslimerne fastede. Da de nåede et sted ved navn Qudayd, mellem Usfan og os, brød de alle fasten.

Herfra drog han igen af sted med ti tusind muslimer og gjorde holdt ved Marr al-Zahran. Undervejs sluttede omkring syv hundrede — ifølge en anden overlevering tusind — fra Banu Sulaym og tusind fra Banu Muzayna sig til ham. På dette tidspunkt fandtes der ikke en eneste stamme i Arabien, hvor ikke et betydeligt antal mennesker havde antaget islam. Alle muhajirun og ansar deltog i Allahs Sendebud ﷺ’s felttog mod Mekka, og ikke én eneste holdt sig tilbage.

Allahs Sendebud ﷺ gjorde holdt ved Marr al-Zahran. Quraysh havde endnu ikke den mindste anelse om hans rejse eller om, hvad han havde til hensigt at gøre. En nat drog Abu Sufyan ibn Harb, Hakim ibn Hizam og Budayl ibn Warqa ud for at indsamle oplysninger om Allahs Sendebud ﷺ. Undervejs mødte Abbas ibn Abd al-Muttalib رضي الله عنه ham et sted. Abu Sufyan ibn al-Harith og Abdullah ibn Umayya ibn al-Mughira nåede undervejs frem til Allahs Sendebud ﷺ ved et sted ved navn Naif al-Uqab, mellem Mekka og Medina. Da de ønskede at få foretræde for Allahs Sendebud ﷺ, sagde de troendes moder, Umm Salama رضي الله عنها: »O Allahs Sendebud! Din fætter og din svoger er kommet.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Jeg har ikke brug for dem. Min fætter har fornærmet mig, og min svoger (Abdullah ibn Umayya, Umm Salamas halvbror) modsatte sig mig voldsomt, mens jeg opholdt mig i Mekka.«

Da de begge havde fået dette svar, sagde Abu Sufyan ibn al-Harith: »Hvis Allahs Sendebud ﷺ ikke giver mig lov til at møde ham, vil jeg tage min søn med og drage bort uden mål og med, indtil jeg dør under store lidelser af sult og tørst.«

Da Allahs Sendebud ﷺ hørte dette, blev hans hjerte blødt. Han gav tilladelse. Så gik de begge til ham og antog islam. Abu Sufyan ibn al-Harith bad om tilgivelse for de smædevers, han tidligere havde fremsagt om Allahs Sendebud ﷺ. Efter at have antaget islam fremsagde han et nyt digt. Digtets betydning er som følger:

»Den dag jeg kæmper som hærfører, vil Muhammeds hær

helt sikkert sejre over de polyteistiske styrker.«

(Den afgudsdyrkende hær) som en desorienteret rejsende i nattens mørke.

I dag er min tur kommet, nu hvor jeg er blevet vejledt.

Den, der vejleder, har vejledt mig og forandret mig

og ført mig ind i Allahs nærhed

som jeg (engang) havde jaget langt bort.

Den dag havde jeg stillet mig som en hindring for Muhammad, og

jeg havde trukket mig væk fra ham og lagt krigsplaner,

og jeg blev kaldt fra Muhammads side

Selv om jeg ikke havde noget med ham at gøre.

Han fortsatte ad den vej, han var gået ad – polyteisterne

talte ikke efter deres egne luner

selv om han talte som en, der holdt fast ved den rette opfattelse

blev han alligevel kaldt en løgner.

Så længe jeg ikke havde modtaget vejledning, ønskede jeg ved hver sammenkomst at behage dem (polyteisterne)

og sluttede mig ikke til (det muslimske) folk.

Sig derfor til Banū Thaqīf, at jeg ikke ønsker at kæmpe mod dem.

Sig til Banu Thaqif, at de skal skræmme en anden end mig.

For jeg var ikke blandt den hær, den hær som

angreb bebyggelsen,

og dette angreb blev hverken udført med min tunge eller min hånd.

I denne hær var der stammer, som var kommet fra fjerne egne, og

ukendte krigere, som var kommet fra Saham og Surdad.”

Det fortælles, at da han reciterede denne del af digtet: »Den, som jeg drev langt bort, har bragt mig ind i Allahs nærhed«, slog Allahs Sendebud ﷺ ham på brystet og sagde: »Det var jo dig, der drev mig bort.«

Da Allahs Sendebud ﷺ gjorde holdt ved Marr al-Zahran, blev Abbas ibn Abd al-Muttalib grebet af uro. Han forstod, at hvis Quraysh ikke på eget initiativ kom til Allahs Sendebud ﷺ og sluttede fred, og han trængte ind i Mekka med magt, ville Quraysh blive udslettet for altid.

Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg red på Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hvide muldyr og kom til et sted ved navn Arak. Her begyndte jeg at lede efter en brændehugger, en mælkesælger eller en anden, der var på vej til Mekka. Hvis jeg fandt en sådan, ville jeg fortælle mekkanerne, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var på vej, så de kunne komme ham i møde og slutte fred med ham, før han med magt trængte ind i Mekka.

Mens jeg var optaget af denne eftersøgning, hørte jeg Abu Sufyan og Budayl ibn Warqa tale sammen. Abu Sufyan sagde: „Jeg har aldrig før set så mange bål som dem, jeg så i nat, og heller aldrig set så stor en hær.“ Budayl sagde: „Det er sikkert Khuzāʿah-stammens hær. De har uden tvivl gjort sig klar til krig.“ Abu Sufyan svarede: „Khuzāʿah har hverken den magt eller de mandskaber, der skal til for at tænde så mange bål og samle så stor en hær.“ Da jeg genkendte Abu Sufyans stemme, sagde jeg: „Abu Sufyan!“ Han sagde: „Er det dig, Abbas?“ Jeg svarede: „Ja.“ Han spurgte: „Hvad er der sket?“ Jeg sagde: „Ved du det ikke? Det er Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og hans hær. Ved Allah! Quraysh står over for undergang.“ Han spurgte: „Hvad skal vi så gøre?“ Jeg sagde: „Hvis Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) får fat i dig, vil han dræbe dig. Sæt dig derfor op bag på dette muldyr, så tager jeg dig med til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og beder ham om beskyttelse for dig.“

Derefter satte han sig op bag mig, mens hans to ledsagere vendte tilbage. Jeg red med Abu Sufyan forbi hvert af den muslimske hærs bål. Alle spurgte: „Hvem er det?“ Men så snart de kastede et blik på mig og så, at jeg red på Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) muldyr, faldt de til ro. Ingen lagde mærke til, at Abu Sufyan sad bag mig.

Da vi passerede Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham), kom han hen til mig. Da han så Abu Sufyan sidde bag mig, sagde han: „Allahs fjende, Abu Sufyan! Lovet være Allah, som uden nogen aftale har overgivet dig til os.“ Efter at have sagt dette løb han hen til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Jeg satte også farten op. Hverken Umar eller muldyret var særlig hurtig, men muldyret kom alligevel først. Jeg steg ned fra muldyret og gik hen til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), og Umar (må Allah være tilfreds med ham) kom straks også derhen. Han sagde: „Allahs Sendebud! Her er Abu Sufyan. Allah har uden besvær bragt ham i vores hænder. Vi har heller ingen aftale med ham. Giv mig derfor lov til at hugge hovedet af ham.“

Jeg sagde: „Allahs Sendebud! Jeg har givet ham beskyttelse.“ Derefter satte jeg mig ved siden af Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), greb fat i hans hoved og sagde: „Ved Allah! I nat vil jeg ikke lade ham være alene sammen med nogen anden end mig.“

Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev ved med at sige mange ting om Abu Sufyan. Da jeg hørte det, sagde jeg: „Ti stille, Umar! Hvis Abu Sufyan havde været fra Banū Kaʿb-stammen (Banū Kaʿb er Umars (må Allah være tilfreds med ham) stamme), ville du ikke have sagt sådan. Du siger det kun, fordi han er fra Banū ʿAbd Manāf.“

Umar sagde: „Abbas! Sig ikke sådan noget. Hvis min far havde antaget islam, ville din antagelse af islam have været langt kærere for mig end hans.“

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: „Abbas, tag Abu Sufyan med dig, og bring ham til mig i morgen tidlig.“

Jeg tog Abu Sufyan med mig. Han tilbragte natten hos mig. Om morgenen tog jeg ham med til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Ve dig, Abu Sufyan! Er tiden endnu ikke kommet for dig til at erkende, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah?« Han svarede: »Din gavmildhed, storhed og omsorg for slægtninge er uden sidestykke. Jeg tænker, at hvis der fandtes en anden guddom end Allah, ville han på dette tidspunkt have hjulpet mig.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde igen: »Ve dig, Abu Sufyan! Har du endnu ikke indset, at jeg er Allahs Sendebud?« Abu Sufyan sagde: »Må mine forældre ofres for dig! Du er så gavmild, overbærende og hensynsfuld over for dine slægtninge, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Men med hensyn til, om du er Allahs Sendebud, har jeg stadig en vis tvivl.« Abbas sagde da: »Ve dig! Antag islam og bevidn, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, er Hans Sendebud. Ellers bliver du halshugget med det samme.«

Abu Sufyan aflagde sandhedsvidnesbyrdet og antog islam. Derefter sagde Abbas: »Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, Abu Sufyan er lidt ærekær. Giv ham derfor noget ærefuldt.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Godt. Den, der går ind i Abu Sufyans hus, vil være i sikkerhed. Den, der lukker døren til sit eget hus, vil være i sikkerhed. Og den, der går ind i Den Hellige Moské, vil ikke blive gjort noget.«

Da Abu Sufyan derefter forlod Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, for at vende tilbage til Mekka, sagde Allahs Sendebud: »Abbas, hold ham lidt tilbage på bjergtoppen ved bjergpasset ved dalens kant, så Allahs soldater kan marchere forbi ham, og han kan se dem.« Abbas sagde: »Derefter gik jeg hen og holdt ham tilbage i det bjergpas, som Allahs Sendebud havde omtalt. Så drog de forskellige stammer af sted i rækker bag deres egne faner. Hver gang en stamme passerede foran ham, spurgte han mig: »Abbas, hvem er de?« Jeg svarede: »Det er Banu Sulaym, Banu Muzayna eller den og den stamme.« Abu Sufyan sagde straks: »Jeg kan på ingen måde måle mig med dem.« Derefter rykkede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, frem med sin egen grønne hær. 81. Denne hær blev kaldt den grønne hær, fordi den omfattede den største mængde genstande fremstillet af jern. (Ibn Hisham) Muhajirun og Ansar var samlet i den. I denne hær var der ikke andet at se end skarpe våben af jern. Abu Sufyan sagde: »Subhanallah! Subhanallah! Abbas, hvem er dette?« Jeg svarede: »I denne hær er Allahs Sendebud selv, må Allah velsigne ham og give ham fred, og sammen med ham er Muhajirun og Ansar.« Han sagde: »Ingen har styrke til at møde denne hær. Ved Allah, Abbas! Din nevø vil i morgen blive hersker over et mægtigt imperium.« Jeg sagde: »Abu Sufyan, dette er ikke noget kongeligt. Det er profetskabets magt.« Han sagde: »Hvor vidunderligt er det da ikke.« Jeg sagde: »Skynd dig at gå til Quraysh.« Abu Sufyan tog til Mekka og bekendtgjorde: »Quraysh! Muhammad er kommet med en hær, som I ikke har styrke til at møde. Den, der nu søger tilflugt i Abu Sufyans hus, har intet at frygte.«

På dette tidspunkt gik Hind, Utbas datter, hen til Abu Sufyan, greb ham i overskægget og sagde: »Quraysh! Dræb denne fede frådser. Han har vanæret sig selv, selv om han besidder den ærefulde position som folkets leder.«

Abu Sufyan sagde: »Pas på jeres undergang. Lad jer ikke føre på afveje af denne kvindes ord. En uovervindelig hær har overvældet jer. Under disse omstændigheder vil den, der går ind i mit hus, være i sikkerhed.«

Alle sagde: »Forbandelse over dig! Hvad skulle dit hus kunne gøre for os?« Abu Sufyan sagde: »Den, der lukker døren til sit eget hus, og den, der går ind i moskéen, vil også være i sikkerhed.«

Alle folk gik hver til sit hus eller til Den Hellige Moské.

Abdullah ibn Abu Bakr fortæller: Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) nåede Dhu Tuwa, bandt han en turban af rødt jemenitisk stof om hovedet og red med bøjet hoved på grund af den sejr, han snart skulle vinde ved Allahs nåde. Som udtryk for sin taknemmelighed bøjede han hovedet så langt ned, at hans skæg rørte kamelens krop.

Asma, Abu Bakrs datter (må Allah være tilfreds med hende), fortæller: Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gjorde holdt ved Dhu Tuwa, sagde Abu Quhafa, Abu Bakrs far, til en af sine unge døtre: »Før mig op på Abu Qubays-bjerget.« Abu Quhafa havde på det tidspunkt mistet synet. Pigen førte ham op på bjerget. Abu Quhafa spurgte sin datter: »Hvad kan du se?« Hun svarede: »Jeg kan se en stor menneskemængde.« Han sagde: »Det er hæren.« Pigen sagde: »Jeg kan også se en mand, der løber foran menneskemængden og derefter tilbage bag den.« Han sagde: »Han er hærens anfører.« Pigen sagde: »Nu er menneskemængden blevet spredt.« Abu Quhafa sagde: »Så er hæren blevet sendt videre. Før mig nu hurtigt hjem.« Pigen førte ham ned fra bjerget. Før Abu Quhafa nåede hjem, nåede hæren frem til ham. Pigen bar en sølvkæde om halsen, og en eller anden rev den af hende.

Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) nåede Mekka og gik ind i Den Hellige Moské, bragte Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sin far til ham. Da Allahs Sendebud så ham, sagde han: »Hvorfor lod du ikke denne gamle mand blive hjemme? Jeg ville selv være gået til ham.«

Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »O Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), det er mere passende, at han kommer til dig, end at du går til ham.«

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) lod ham sætte sig foran sig. Derefter strøg han ham over brystet og sagde: »Antag islam.« Straks antog Abu Quhafa islam. Derefter gik Abu Bakr ind i moskéen med ham. På det tidspunkt var Abu Quhafas hoved dækket af en hvid plante, der kaldes saghamah. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Fjern dette fra hans hår.«

Derefter tog Abu Bakr sin søster i hånden og sagde: »Ved Allah, er islam i dag ikke et halssmykke for min søster?« Ingen svarede ham. Abu Bakr sagde: »Min kære søster, sørg ikke over, at dit halssmykke er blevet væk.«

Under erobringen af Mekka og slaget ved Ta’if gav Allahs Sendebuds ledsagere Muhajirun-kategorien kodenavnet »Banu Abd ar-Rahman«, Khazraj-stammen »Banu Abdullah« og Aws-stammen »Banu Ubaydullah«.

Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) beordrede muslimerne til at gå ind i Mekka, tog han en ed fra hærførerne om: »Indled ikke kamp med nogen, medmindre der bliver indledt et angreb.« Han nævnte dog navnene på nogle få personer og sagde: »Dræb dem, selv hvis de gemmer sig under Kabaens klæde.« En af dem var Abdullah ibn Sa’d fra Banu Amir. Denne mand antog først islam og blev senere udnævnt til skriver af åbenbaringen. Derefter forlod han igen islam, blev polyteist og vendte tilbage til Quraysh. Derfor beordrede Allahs Sendebud, at han skulle dræbes. Men han flygtede og søgte tilflugt hos sin mælkebror Uthman ibn Affan. Uthman (må Allah være tilfreds med ham) skjulte ham. Da forholdene i Mekka senere var blevet normale, og folket var faldet til ro, førte han ham frem for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Uthman (må Allah være tilfreds med ham) bad om sikkerhed for hans liv. Allahs Sendebud forblev længe tavs uden at svare. Derefter sagde han: »Godt.« Efter at Uthman (må Allah være tilfreds med ham) var gået, sagde Allahs Sendebud til sine ledsagere: »Jeg tav, for at en af jer skulle få lejlighed til at dræbe ham.« En af de ansariske ledsagere sagde: »O Allahs Sendebud, du kunne blot have givet mig et tegn.« Han svarede: »Det sømmer sig ikke for en profet at dræbe mennesker ved hjælp af tegn.« [82. Ibn Hisham siger: Denne mand antog senere islam igen. Under Umar ibn al-Khattabs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat udnævnte han ham til et offentligt embede. Senere gav den tredje kalif, Uthman (må Allah være tilfreds med ham), ham også ansvaret for et offentligt embede.]

Den anden var ʿAbdullah ibn Khatal fra stammen Banu Tamim. Grunden til, at der blev givet ordre til at dræbe ham, var, at han, mens han var muslim, blev sendt af sted sammen med en anden mand for at opkræve zakat. Han havde også en muslimsk tjener med sig. Undervejs gjorde de holdt et sted. Da bad han tjeneren slagte en ged og tilberede et måltid. Men tjeneren faldt i søvn uden at tilberede maden. Så dræbte han ham, forlod islam og blev polyteist.

Han havde to slavepiger. De sang sange, der forhånede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, beordrede, at ʿAbdullah ibn Khatal og hans to slavepiger skulle dræbes.

En anden var Huwairith ibn Nuqaydh. Mens han opholdt sig i Mekka, plejede han at chikanere Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

En anden var Miqyas ibn Subabah. Da en medinensisk ledsager ved en fejltagelse dræbte hans bror, dræbte Miqyas den pågældende medinensiske mand. Derefter blev han polyteist og sluttede sig til Quraysh. Derfor gav han ordre til, at han skulle dræbes.

En anden var Sarah, en frigivet slavekvinde tilhørende Banu ʿAbd al-Muttalib. Også hun plejede, mens hun opholdt sig i Mekka, at chikanere Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

En anden var ʿIkrimah, Abu Jahl’s søn.

ʿIkrimah flygtede til Yemen, og hans hustru, Umm Hakim bint al-Harith, antog islam. Da Umm Hakim bad Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, om sikkerhed for ʿIkrimah, gav han ham sikkerhed. Så hentede hun ʿIkrimah fra Yemen. Senere antog ʿIkrimah islam.

ʿAbdullah ibn Khatal og Miqyas blev dræbt. Den ene af ʿAbdullahs to slavepiger blev også dræbt, mens den anden flygtede. Senere benådede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hende. Han benådede også Sarah, må Allah velsigne ham og give ham fred. Senere blev hun imidlertid dræbt af en mand under ʿUmar ibn al-Khattabs kalifat, må Allah være tilfreds med ham. ʿAli, må Allah være tilfreds med ham, dræbte Huwairith.

Umm Hani, Abu Talibs datter (ra), fortæller: Kort før erobringen af Mekka flygtede to slaver fra stammen Banu Makhzum og søgte tilflugt hos mig. Umm Hanis mand var Hubayra ibn Abu Wahab fra Makhzum. Umm Hani fortæller: Så snart de var kommet til mig, kom min bror Ali ibn Abu Talib (ra) til mig og sagde: „Jeg vil dræbe dem.“ Jeg lukkede døren til huset og gik til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han var i færd med at bade. Der sad dej fast i badebeholderen. Fatima dækkede ham til med et klæde. Da han var færdig med at bade, bad han otte rakʿat zuhr-bøn. Derefter så han på mig og sagde: „Velkommen, Umm Hani! Den, du har givet tilflugt, har jeg også givet tilflugt. Den, du har givet sikkerhed, har jeg også givet sikkerhed. Derfor må Ali ikke dræbe dem.“

Safiyya bint Shayba fortæller: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gik ind i Mekka, og da folk var faldet til ro, red han til Den Ædle Kaʿba og foretog tawaf. Under denne tawaf kyssede han Den Sorte Sten, mens han med en stav med bøjet ende pegede på den. Efter tawaf kaldte han Uthman ibn Talha til sig og tog Kaʿbas nøgle fra ham. Da døren var blevet åbnet, gik han ind i Kaʿbaen. Der fik han øje på en træfigur af en due. Han knuste den og kastede den væk. Derefter stillede han sig på Kaʿbas dør. På dette tidspunkt havde folk søgt tilflugt i Den Hellige Moské og opholdt sig der for at opnå sikkerhed for deres liv fra ham.

Ibn Ishaq siger: Jeg har hørt fra pålidelige mennesker, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, stod på Kaʿbas dør og holdt følgende tale:

„Der findes ingen gud undtagen Allah. Han er Én og uden medhjælper. Han har opfyldt sit løfte, hjulpet sin tjener til sejr og besejret de vantros samlede styrker. Vid, at ethvert tidligere krav på blod, ejendom eller penge, har jeg trådt under mine fødder. (Det vil sige: Jeg har ophævet det.) Dog skal tjenesten ved Kaʿbaen og skikken med at beværte pilgrimmene fortsætte. Vid, at utilsigtet drab ligger nær forsætligt drab, hvad enten det sker med en stav eller en kæp. For det skal der betales blodpenge på hundrede kameler, heraf fyrre drægtige kameler. Quraysh! Allah har afskaffet jeres stolthed over uvidenhedstidens adel og jeres skik med at prale af jeres forfædre. Alle mennesker er Adams børn, og Adam blev skabt af jord.“ Derefter reciterede han dette vers:

„O menneskehed! Vi har skabt jer af en mand og en kvinde. Vi har opdelt jer i forskellige folk og stammer, blot for at I kan genkende hinanden. Sandelig, den af jer, der er mest gudfrygtig, er den mest ærefulde hos Allah.“ (Al-Hujurat) Derefter sagde han også: „Quraysh! Hvilken behandling forventer I af mig?“ Alle svarede: „God behandling, for du er vores ædle bror og søn af en ædel bror.“

Han sagde: „Gå! I er alle frie.“ Derefter satte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig i Den Hellige Moské. Ali ibn Abu Talib kom hen til ham. Han havde Kaʿbas nøgle i hånden. Han sagde: „Allahs Sendebud! Overdrag også ansvaret for at vogte Kaʿbas dør til os sammen med beværtningen af pilgrimmene.“ Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: „Hvor er Uthman ibn Talha?“ Uthman blev tilkaldt. Han sagde: „Uthman, her er din nøgle. I dag er dagen for høflighed og barmhjertighed.“

Ibn Hisham siger: Jeg har fået at vide af nogle lærde mennesker, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, på dagen for erobringen af Mekka gik ind i Kaʿbaen og dér så afbildninger af engle og mange andre ting. Han så endda en afbildning af profeten Ibrahim, Allahs fred være med ham. I hånden havde han spådomspile til at afgøre godt og ondt. Da han så det, sagde han: „Allahs forbandelse være over afgudsdyrkerne! De har gjort vores ældste stamfader til en, der bruger spådomspile til at afgøre godt og ondt. Hvad har Ibrahim med dette at gøre?“ Derefter reciterede han dette vers: „Ibrahim var hverken jøde eller kristen. Han var en oprigtigt hengiven muslim, og han var ikke blandt afgudsdyrkerne.“

Derefter beordrede han, at disse afbildninger skulle ødelægges, og de blev ødelagt. Så gik Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ind i Kaʿbaen sammen med Bilal (ra). Han beordrede ham til at kalde til bøn. På det tidspunkt sad Abu Sufyan ibn Harb, Attab ibn Usayd og Harith ibn Hisham på Kaʿbas gårdsplads. Attab ibn Usayd sagde: „Det var godt, at Allah med ære tog Usayd (min far) bort i forvejen. Ellers ville han i dag, da han hørte dette kald til bøn, have sagt noget, der også ville have vakt hans vrede.“ Harith ibn Hisham sagde: „Hvis jeg mente, at han (Muhammad) fulgte den rette vej, ville jeg følge ham.“ Abu Sufyan sagde: „Jeg vil ikke sige noget. Hvis jeg siger blot ét ord, vil selv disse sten omkring os røbe det.“

På dette tidspunkt kom Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hen til dem. Han sagde: »Jeg har hørt, hvad I har sagt.« Hārith og ʿAttāb sagde: »Vi bevidner, at du er Allahs Sendebud. Ingen af dem, der var hos os, har fortalt dig dette. Derfor kan vi ikke anklage nogen af vores ledsagere for at have fortalt dig det.« (Det er altså uden tvivl Allah, der har fortalt dig det, og det er kun muligt, fordi du er Allahs Sendebud.)

Ibn Hishām siger:

ʿAbdullāh ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, har sagt: På dagen for erobringen af Mekka red Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ind i Mekka på sit ridedyr og foretog som det første tawāf omkring Kabaen. På det tidspunkt stod statuerne, som var fastgjort med bly, stadig rundt om Kabaen. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, pegede på statuerne med sin stav og sagde: »Sandheden er kommet, og falskheden er tilintetgjort. Falskheden er i sandhed bestemt til at blive tilintetgjort.« Hver gang han pegede på en statue, væltede den enten med ansigtet opad eller nedad. Sådan blev alle statuerne én efter én væltet.

En pålidelig kilde har fortalt mig, at Fudāla ibn ʿUmair al-Laythī på dagen for erobringen af Mekka lagde planer om at dræbe Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, mens han foretog tawāf omkring Kabaen. Da han nærmede sig Allahs Sendebud med denne plan, sagde han: »Hvem er det? Fudāla, ikke sandt?« Han svarede: »Ja, Allahs Sendebud.« Han sagde: »Hvad tænkte du på i dit indre?« Han svarede: »Ingenting; jeg mindedes blot Allah.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, lo og sagde: »Bed Allah om tilgivelse.« Derefter lagde han sin hånd på hans bryst, og hans hjerte blev roligt. Senere plejede Fudāla at sige: »Fra det øjeblik Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, løftede sin hånd fra mit bryst, har intet på jorden været mig kærere end ham.«

Fudāla siger videre: Derefter gik jeg hen til min familie. På vejen passerede jeg en kvinde, som jeg havde et nært forhold til. Hun sagde: »Kom, lad os tale sammen.« Jeg sagde: »Nej.«

I denne forbindelse fremsagde Fudāla følgende digt:

»Kvinden kaldte på mig for at tale sammen. Jeg sagde: Allah og islam forbyder mig at besvare din opfordring. Hvis du på erobringens dag havde set Muhammad og hans hær – den dag statuerne blev knust og splintret – ville du have set, at Allahs religion strålede klart, mens polyteismen blev dækket af mørke.«

Ibn Ishāq siger: I alt deltog ti tusinde muslimer i erobringen af Mekka. Heraf var der syv hundrede, eller ifølge en anden opgørelse ét tusinde, fra Banū Sulaym; fire hundrede fra Banū Ghifār og Banū Aslam; ét tusinde tre hundrede fra Muzayna; og resten var folk fra Quraysh og Anṣār, deres allierede samt folk fra de arabiske stammer, heriblandt de tre stammer Tamīm, Qays og ʿAdās.

Det berømte digt, der blev skrevet om dagen for erobringen af Mekka, er et digt af Hassan ibn Thabit al-Ansari:

»Hele området fra Dhat al-Asabi og Jiwa til Adhra er blevet øde. Husene i Jiwa er blevet forladt. Banu Hashhash-stammens område er nu en gold ørken. Den stærke vind udsletter dens spor, og himlen lader ikke regnen falde dér. Tidligere fandtes dér en hjælpsom ven, og kameler og får græssede i områdets frodige lunde. Lad nu disse minder være. Men det mærkelige er, at natten er blevet dyb, og jeg kan ikke sove. Årsagen er det uredte hår (den sammenfiltrede og kaotiske tilstand), som omfavnede hende, så der ikke findes nogen måde at bringe ro til hendes sind. Det er, som om den hemmelige drik fra Baytub Ba’s, honning og vand, blev blandet med hende. En dag, når drikkene bliver undersøgt, vil det vise sig, at de er udsøgte, velsmagende og helliget. Vi vil give ham ret til at bebrejde os, hvis vi gør noget, der fortjener bebrejdelse – selv hvis det går så vidt som til skældud eller slag. Vi vil drikke disse drikke, og straks vil vi blive konger; vi vil blive som den løve, der ikke frygter noget, den møder. Vi er blevet adskilt fra vores rytteri, som løber af sted og hvirvler støv op, og hvis mål er Qada (Mekkas højland); jeg ved ikke, om I har set det. Det er en hær, hvis mænd strides om tøjlerne (om hvem der skal ride først), så ivrige er de, og på dens tyr findes et blodtørstigt spyd. Vore heste løber med stor fart. Selv kvinderne kan drive dem frem med deres slør. Hvis I ikke hindrer os, vil vi udføre umra – sejren er allerede sikret, og alle slør er revet itu. (Det vil sige, at sejrens tydelige tegn allerede er kommet til syne.) Ellers må I vente på en fremtidig krig. Guds sendebud Jibril er iblandt os. Han er den højhellige ånd, hvis lige ingen findes. Gud siger, at Han har sendt en tjener, som taler det sande ord, når ulykker og prøvelser rammer. Jeg er vidne til hans handlinger. Tag derfor imod ham. Men I (Mekkas folk) svarede: Vi vil ikke tro på ham, og vi har ingen hensigt om at tro på ham. Gud sagde også: Jeg har sendt Ansar-hæren; deres mål er krig. Vi må møde jer på den ene eller anden måde – undertiden med skældud, undertiden med krig og undertiden med bebrejdelser. Dem, der bebrejder eller skælder os ud, giver vi et sønderknusende svar i et rytmisk sprog, og dem, der udgyder vores blod, slår vi. Fortæl Abu Sufyan, at vores indtræden i Mekka er nær. Det er blevet klart, at vores sværd har gjort dig til slave og gjort lederne af Abd al-Dar-stammen til slaver. Du har hånet Muhammad, og jeg har svaret dig, og hos Gud ligger hans belønning. Du har hånet en yderst velgørende, gavmild og oprigtigt sandfærdig mand, som er Guds mest betroede, og hvis livsopgave er at holde sine løfter. Kan den, der håner Guds sendebud, være lig med den, der lovpriser og hjælper ham? Ved min far, min bedstefar og min ære vil jeg beskytte Muhammads ære mod jer. Min tunge er ubøjelig og uskyldig. Ingen spand kan gøre mit hav urent.« 282

Slaget ved Hunayn: 8. hijri-år

Da Hawazin-stammen hørte om Guds sendebuds erobring af Mekka, samlede den sig under Malik ibn Awfs ledelse. Sammen med Hawazin samlede alle fra Banu Thaqif, Banu Nasr, Banu Jusham og Banu Sa’d sig, foruden nogle få mænd fra Banu Hilal. Bortset fra disse få mænd fra Banu Sa’d og Banu Hilal deltog ingen andre fra Banu Qays i denne hærforsamling.

Duraid ibn al-Simma var en ældre mand blandt Banu Jusham. Han havde erfaring med krig og var dygtig i den. Han kunne ikke længere gøre andet end at give råd om krig. Banu Thaqif havde to ledere. Blandt deres allierede var Qareb ibn al-Aswad, mens Dhu’l-Khimar fra Banu Malik var Subay ibn al-Harith og hans bror Ahmar ibn al-Harith. Malik ibn Awf al-Nasri var imidlertid hele hærens øverstbefalende. Da Malik besluttede at lede et angreb mod Guds sendebud, tvang han hver eneste af sine mænd til at tage sin hustru, sine børn og sin bevægelige ejendom med. Da han nåede Amṭās-dalen, samledes en stor mængde mennesker hos ham, blandt dem Duraid ibn al-Simma. Da Duraid nåede Awṭās-dalen, spurgte han sine folk: »Hvilket sted er dette?« Alle sagde: »Awṭās.« Han sagde: »Ja, dette er i sandhed et egnet sted til krig. Det er hverken for højt eller stenet, og heller ikke alt for blødt. Men hvorfor kan jeg høre kamelers, geders og æslers brægen samt børnenes gråd?« Alle sagde: »Malik ibn Awf har tvunget hærens mænd til at tage deres ejendom og hustruer og børn med.« Han sagde: »Hvor er Malik?« Malik blev tilkaldt. Duraid sagde: »O Malik, du er leder og fører for dit folk. Der vil komme utallige dage efter denne dag. Hvorfor kan jeg her høre kamelers, æslers og geders brægen samt børnenes gråd?« Malik sagde: »Jeg har taget deres familier og ejendele med sammen med folkene.« Duraid sagde: »Hvorfor?« Malik sagde: »Hver mand vil have sin familie og sine ejendele bag sig, og han vil kæmpe af al kraft for at beskytte dem. Ingen vil flygte fra slagmarken.« Duraid udtrykte sin utilfredshed med Maliks argument og sagde: »Du viser dig faktisk at være som en fårehyrde (du har en hyrdes forstand, ikke en hærførers). Hvad får den besejrede ud af noget som helst? Hvis vi bliver besejret i krigen, vil dine familie, dine slægtninge og dine ejendele gå tabt sammen med dit eget nederlag.«

Duraid sagde igen: »Hvad er nyt om Banu Ka’b og Banu Kilab?« Malik sagde: »Ingen af dem er kommet til krigen.« Duraid sagde: »Så er de virkelige kæmpere og tapre soldater altså ikke kommet. Hvis der i dag havde været mulighed for en sand sejr og ære, ville Banu Ka’b og Banu Kilab bestemt være kommet. Jeg mener, at I burde have fulgt det, som Banu Ka’b og Banu Kilab gjorde. Nå, hvilke betydningsfulde krigere er kommet med jer?« Folkene sagde: »Amr ibn Amir og Awf ibn Amir.« Duraid sagde: »De er svage krigere; man får hverken fordel eller ulempe af dem. Hør her, Malik: Du har ikke gjort noget godt ved at kaste Hawazin-stammen i fjendens gab. Send dem tilbage til deres egne sikre steder. Kæmp derefter mod disse muslimer med dit rytteri. Hvis du sejrer, vil de senere slutte sig til dig. Og hvis du bliver besejret, vil dine folks familier og ejendele i det mindste blive reddet.« Malik sagde: »Nej, det vil jeg ikke gøre. Ligesom du selv er blevet gammel, er din forstand også blevet ramt af alderdommens svagheder. O Hawazin-folk, enten adlyder I mig, eller også vil jeg kæmpe alene med dette sværd til den sidste dråbe blod.« I virkeligheden ønskede Malik ikke, at det skulle blive sagt, at han havde handlet efter Duraids råd, og at Duraids berømmelse eller ry for visdom derved skulle blive større. De samlede krigere lovede at adlyde Malik. Duraid sagde: »Jeg er ikke villig til at deltage i denne dags krig og udsætte mig for fare.« Han sagde i versform:

»Ak, hvis jeg blot var ung på tidspunktet for denne krig«

Så ville jeg have vist alle slags krigstaktikker. Jeg ville have ledet en enorm

hær med langt hår, der lignede bjerggeder.”

Derefter sagde Malik: »Så snart I ser den muslimske hær, skal I trække sværdene og alle storme frem på én gang.«

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte om Hawazins krigsforberedelser, sendte han Abdullah ibn Abu Hadrad al-Aslami ind iblandt dem for på listig vis at indsamle oplysninger. Abdullah trængte ind iblandt dem, indsamlede oplysninger og kom tilbage for at underrette Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, besluttede at konfrontere Hawazin. På dette tidspunkt blev han informeret om, at Safwan ibn Umayya havde mange våben og andet krigsudstyr. Safwan var stadig polyteist. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte en person til ham for at låne våbnene og krigsudstyret til kampen mod fjenden. Safwan spurgte: »Muhammad, vil du tage dem fra mig?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: »Nej, jeg låner dem, og jeg garanterer, at de bliver leveret tilbage til dig.« Han sagde: »Det har jeg ingen indvendinger imod.« Derefter udlånte han hundrede rustninger og det nødvendige antal våben til dem. Det fortælles, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, også bad ham sørge for transporten af disse våben, og at han ordnede dette på passende vis.

Derefter drog Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ud på felttog med i alt tolv tusind soldater: to tusind fra Mekkas indbyggere og ti tusind ledsagere, som var kommet med ham fra Medina ved erobringen af Mekka. På dette tidspunkt udnævnte han Attab ibn Usaid til guvernør over Mekka for de tilbageværende mekkanere, mens han selv rykkede frem med sin hær for at møde Hawazin.

Det er overleveret fra al-Harith ibn Malik. Han sagde: »Vi drog ud på felttoget til Hunayn sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Vi var netop blevet befriet fra jahiliyyah, og vi havde endnu ikke helt forladt jahiliyyahs skikke og traditioner. Der fandtes et stort, grønt, løvrigt træ ved navn Dhat Anwāt. Qurayshs vantro og andre arabere plejede hvert år at komme til dette træ, hænge deres våben på dets grene, opholde sig en dag i dets skygge og slagte dyr dér. På vejen til Hunayn sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, så vi et stort træ og sagde: ’Allahs Sendebud! Ligesom de vantro har et Dhat Anwāt, så giv også os et Dhat Anwāt.’ Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ’Allahu akbar! Jeres udsagn ligner det, Moses’ folk sagde til ham: “Ligesom de vantro har guder, så giv også os en gud.” Dette er gamle skikke. I ønsker at holde fast i de gamle skikke.’«

Jabir ibn Abdullah, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Vi nærmede os Hunayns slette og begyndte at gå ned gennem en bred bjergdal i Tihamah. Det var endnu ikke blevet lyst. Fjendens soldater havde allerede søgt tilflugt i dalen foran os og lå i skjul i de snævre, ufremkommelige bjergkløfter og omkring dem, hvor de lå på lur efter os. De ventede fuldt beredte. Vi gik helt ubekymrede ned gennem bjergpasset, da de pludselig i samlet flok indledte et voldsomt angreb på os. Overrumplede af angrebets pludselighed begyndte vores folk hovedkulds at flygte i alle retninger, hvor de kunne, uden at tage det mindste hensyn til hinanden. Ingen havde tilsyneladende et øjeblik til at rette opmærksomheden mod nogen anden.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, trådte til side mod højre og begyndte at sige: »Soldater! Hvor går I hen? Kom til mig. Jeg er Allahs Sendebud. Jeg er Muhammad, Abdullahs søn. Hvorfor styrter I hovedkulds over kamelerne?« Men bortset fra et lille antal muhajirun, ansar og medlemmer af hans familie blev ingen tilbage hos Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Alle andre var gået.

Ibn Ishaq siger: Da folkene i den muslimske hær flygtede i uorden, begyndte nogle af de hårdhjertede mekkanere, der befandt sig hos Allahs Sendebud, at tale på forskellige måder, idet de anså nederlaget for uundgåeligt. Abu Sufyan ibn Harb sagde: »Selv hvis de når helt til havets kyst, vil deres nederlag ikke være forbi.« De pile, som blev brugt til lodtrækning, spådom og hasardspil, befandt sig stadig hos Abu Sufyan.

Jabala ibn Hambal råbte: »I dag er Muhammads magiske kraft slut.« Shaiba Uthman sagde: »Den dag besluttede jeg at dræbe Muhammad og hævne alt det blod, der var blevet udgydt af Quraysh. Så snart jeg efter denne beslutning nærmede mig Allahs Sendebud, kom pludselig noget skrækindjagende foran mig og stillede sig på tværs; det formørkede mit sind, og jeg kunne ikke dræbe ham. Jeg indså, at det lå uden for min evne at slå ham.«

En af mekkanerne har fortalt mig, at lige efter at Allahs Sendebud havde forladt Mekka på vej mod Hunayn, så han det store antal af Allahs soldater og sagde: »I dag vil vi under alle omstændigheder ikke blive besejret på grund af vores ringe antal.«

Abbas ibn Abd al-Muttalib (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg holdt fast i tøjlen på Allahs Sendebuds hvide muldyr og var sammen med ham. Jeg var meget kraftig af bygning og havde en høj stemme. Da Allahs Sendebud så de skræmte muslimske soldater flygte i vild fart, sagde han: »Folk! Jeg ser ikke, at nogen af jer vender sig om mod nogen!« Allahs Sendebud sagde til mig: »Abbas! Råb således med høj stemme: O Ansar! O I, der aflagde troskabseden under træet!«

Da jeg begyndte at råbe efter hans befaling, svarede enhver: »Labbaik!« På dette tidspunkt kunne nogle af de ridende sahaba ikke standse de løbske og flygtende kameler; de slog dem på skulderen med deres brynjer. Da de heller ikke kunne få dem til at vende om, steg de af kamelerne med deres våben og lod dem løbe. Derefter bevægede de sig i retning af den stemme, de hørte, og nåede frem til Allahs Sendebud. På denne måde samledes omkring hundrede sahaba, stillede sig op mod fjenden og kastede sig ud i et voldsomt slag.

Først blev der råbt: »O Ansar!« Senere begyndte man blot at råbe: »O Khazraj!« For Khazraj var kendt blandt araberne for at være standhaftig på slagmarken. Derefter rykkede Allahs Sendebud frem med Khazraj-hæren. Så så han ud over slagmarken og så, at en voldsom kamp var i gang. Da han så dette, sagde han: »Nu er slagmarken blevet ophedet.«

Jabir ibn Abd Allah (må Allah være tilfreds med ham) siger:

En hærfører fra Hawazin-stammen kæmpede ridende på en kamel. På dette tidspunkt stormede Ali ibn Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham) og en af Ansarerne hen imod ham og slog hans kamel på benet. Kamelen satte sig bagover. Da slog den ansariske soldat hærføreren og huggede hans ben over under knæet. Han faldt straks ned. På dette tidspunkt blev kampen voldsom, og dens forløb ændrede sig fuldstændigt. Muslimerne gik fra nederlagets rand mod sejr, og kampen sluttede ikke, før krigsfanger kom frem i rækker foran Allahs Sendebud.

Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) så på Abu Sufyan ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib. Han kæmpede denne dag med stor fasthed. Han var en oprigtig muslim. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) så, at han holdt fast i muldyrets tøjler. Da han så det, spurgte han: »Hvem er du?« Han svarede: »O Allahs Sendebud, jeg er din bror.«

Abdullah ibn Abu Bakr fortæller: Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) fik øje på Umm Sulaym bint Milhan sammen med hendes mand Abu Talha i den ene ende af sletten. Hun havde viklet et stykke stof omkring sin talje og mave. Hendes søn Abdullah ibn Abu Talha var da hos hende. Abu Talhas kamel var med dem, og af frygt for, at den skulle løbe bort, holdt han stramt fast i rebet ved dens næse. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Er du Umm Sulaym?« Hun svarede: »Ja, Allahs Sendebud, måtte mine forældre ofres for dig! Dræb dem, der flygter fra dig, ligesom du dræber de fjender, der angriber dig, for de fortjener at blive dræbt.«

Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Umm Sulaym, er Allah ikke tilstrækkelig til dette?« Umm Sulaym havde da en dolk hos sig. Abu Talha sagde: »Umm Sulaym, hvad skal du med dolken?« Umm Sulaym svarede: »Jeg har den med, så hvis en polyteist vover at nærme sig mig, vil jeg flænse hans mave med den.« Abu Talha sagde: »O Allahs Sendebud, har du hørt, hvad Umm Sulaym siger, selv om hun lider af en øjensygdom?«

Abu Qatadah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: På dagen for slaget ved Hunayn så jeg en polyteist kæmpe mod en muslim. På dette tidspunkt kom endnu en polyteist denne polyteist til hjælp. Jeg angreb ham og huggede hans hånd af med mit sværd. Han greb fat i mig med den anden hånd. Han ville under ingen omstændigheder slippe mig, men var nær ved at dræbe mig. Hvis han ikke efter kort tid var blevet svækket af det store blodtab, havde han dræbt mig. Da han faldt, dræbte jeg ham. Derefter kunne jeg på grund af den kamp, der foregik overalt omkring mig, ikke længere være opmærksom på ham. En mand fra Mekka kom så og tog hans ejendele. Da kampen var forbi, sagde Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Den, der dræber en person, får alt, hvad den dræbte ejede.« Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, jeg dræbte en mand, som havde mange ejendele. Senere kunne jeg på grund af kampens voldsomhed ikke længere holde øje med ham. Jeg ved ikke, hvem der tog hans ejendele.« En mand fra Mekka sagde: »O Allahs Sendebud, Abu Qatadah taler sandt. Jeg har alle den dræbte mands ejendele hos mig. Lad ham indgå forlig med mig om dem.« Abu Bakr al-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Ved Allah, du skal ikke indgå forlig om disse ejendele. Du er kommet for at lægge planer mod en af Allahs løver, som kæmper for Allahs religion, og alligevel vil du have del i hans krigsbytte?« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Abu Bakr har ret. Giv tingene tilbage til Abu Qatadah.«

Abu Qatadah fortæller: Derefter fik jeg alle disse ejendele tilbage fra manden fra Mekka og solgte dem. For pengene købte jeg en lille daddelplantage. Det var den første ejendom, jeg nogensinde ejede i mit liv.

Ibn Ishaq siger: Efter Hawazin-folkets nederlag viste optællingen, at Banū Malik-stammen blandt Thaqif havde lidt de største tab. Halvfjerds mænd fra denne stamme blev dræbt i slaget. Blandt de fremtrædende dræbte var Uthman ibn Abdullah ibn Rabia ibn al-Harith ibn Habib. Stammens hærfører var Dhu l-Khimāl. Da han blev dræbt, blev Uthman ibn Abdullah hærfører, og også han blev dræbt. Efter polyteisternes ynkelige nederlag i dette slag drog de sammen med Malik ibn Awf til Ta’if. Nogle af deres soldater slog lejr ved Awtas, mens andre drog mod Nakhlah. Blandt dem, der drog mod Nakhlah, var ingen andre end underklanen Banū Ghiyārah fra Thaqif. Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) hær forfulgte dem ikke. For at forfølge den del af polyisternes hær, der var draget mod Awtas, sendte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) Abu Amir al-Ashari. Der udfordrede han nogle af de besejrede soldater til kamp.

Abu Amir al-Ashari blev martyr, efter at være blevet ramt af en pil. Derefter overtog hans fætter Abu Musa al-Ashari kommandoen. Han førte kampen og sejrede, og polyisterne blev besejret.

Da nederlaget nærmede sig, tog Malik ibn Awf stilling med en gruppe ryttere fra sin stamme i en dal mellem to bjerge. Han sagde til dem: »Lad de svage folk gå. Derefter kommer de stærke folk. Vent her, indtil da.« Han blev dér, indtil de svage, besejrede soldater var gået.

Khalid ibn al-Walid dræbte en kvinde. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, kom hen til hendes lig, så han en stor menneskemængde. Han spurgte: »Hvad er der sket her?« Alle sagde: »Khalid ibn al-Walid har dræbt en kvinde.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde til en af sine ledsagere: »Gå hen til Khalid, mød ham og sig: Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, har forbudt dig at dræbe børn, kvinder, daglejere eller mandlige og kvindelige slaver.«

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde den dag sagt: »Hvis du får fat i Bijad ibn Sa’d ibn Bakr, så lad ham ikke undslippe.« Han havde begået en alvorlig forbrydelse. Muslimerne var i stand til at tage ham til fange, og de bragte ham sammen med hele hans familie, herunder Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, mælkesøster Shayma bint al-Harith. Undervejs blev hun behandlet noget hårdt. Da sagde hun: »Allahs Sendebud, jeg er din mælkesøster.« Han sagde: »Hvad er dit bevis på det?« Hun sagde: »Da jeg bar dig på mit lår, bed du mig i ryggen. Mærket er der stadig.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, genkendte hende, da han så bidemærket. Han bredte sin kappe ud for hende, så hun kunne sidde hæderfuldt, og sagde: »Hvis du foretrækker at blive hos mig, kan du blive her med ære. Og hvis du foretrækker, at jeg giver dig nogle gaver, så du kan vende tilbage til din egen stamme, kan du også gøre det.« Hun sagde: »Giv mig det, du ønsker at give mig, og send mig tilbage til min stamme.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav hende mange ting og sendte hende tilbage til hendes folk.

Ifølge beretningen fra Banu Sa’d sendte han hende bort med en slave ved navn Maksthal og en slavinde som gave. Shayma giftede senere de to slaver med hinanden, og deres efterkommere fortsatte i mange år med at leve blandt dem.

Ibn Hisham siger:

Allah, den Ophøjede, åbenbarede disse vers om slaget ved Hunayn:

»Allah har hjulpet jer på mange slagmarker, og også på dagen for slaget ved Hunayn, da I var stolte af jeres store antal. Men jeres store antal gav jer ingen fordel. Den dag blev den vidtstrakte jord trang for jer, og I vendte om på flugt. Derefter sendte Allah ro og tryghed ned over sit Sendebud og de troende, og Han sendte hære, som I ikke kunne se. Således straffer Allah de vantro. Dette er i sandhed de vantros passende straf.« (At-Tawbah)

Ibn Ishaq siger: Derefter blev alle krigsfangerne fra Hunayn og krigsbyttet bragt frem for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Mas’ud ibn ‘Amr al-Ghifari blev udpeget til at føre tilsyn med krigsbyttet. Efter ordre fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev krigsbyttet og krigsfangerne anbragt på et sted ved navn Ji’ranah.

Slaget ved Ta’if: Det 8. hijri-år

Den besejrede hær fra Banū Thaqīf drog til Tā’if, lukkede byens porte og begyndte at forberede sig på en ny kamp. ʿUrwa ibn Masʿūd og Ghaylān ibn Salama deltog ikke i felttogene til Hunayn og Tā’if. De havde i Jurash fået undervisning i at betjene kampvogne, kanoner og krigsvåben af Dabbur-typen.

Efter sejren ved Hunayn drog Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ud på et felttog. Om dette felttog fremsagde Kaʿb ibn Mālik et digt. Dets betydning er: »Fra Tihāma og Khaybar havde vi fjernet al tvivl og ladet sværdene hvile. Vi gav sværdene valget mellem Daw s og Thaqīf. Og hvis disse sværd kunne tale, ville de sige det endelige ord. Hvis I ikke ser disse sværd på jeres boligpladser, så skal jeg ikke være venligt indstillet over for nogen af os, selv hvis han ønsker at beskytte jer. Vi vil rive tagene af jeres huse ned og føre dem ud på Wajjs slette. Så vil jeres boliger blive øde.«

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede først Nakhlah al-Yamāniyya, dernæst Qarn, så Mulayh og derfra Buhrah al-Rughā i området Liya. Han lod en moské bygge dér og bad i den. Derefter drog han ad vejen ved Dayqah til Nakhab og slog lejr under et lote-træ kaldet Sādira nær jorden, der tilhørte en mand fra Banū Thaqīf. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav manden dette ultimatum: »Forlad dette sted og træk dig tilbage, ellers vil vi rive dine mure ned og jævne dem med jorden.« Da manden nægtede at gå, rev han hans mure ned.

Derefter begyndte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, igen at marchere. Da han nærmede sig Tā’if, rejste han telte og slog lejr dér sammen med soldaterne. Her blev nogle af sahāba dræbt af pile. Eftersom Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, soldater havde slået lejr lige ved Tā’ifs mure, regnede de pile, som byens indbyggere skød inde fra byen, ned over dem. Tā’ifs indbyggere havde lukket byens porte så grundigt, at muslimerne ikke kunne trænge ind. Da nogle sahāba blev martyrer efter at være blevet ramt af pile, flyttede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hele sin hær til det sted i byen, hvor Tā’ifs moské ligger i dag. Han belejrede Tā’ifs indbyggere. På dette felttog blev Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ledsaget af to hustruer, blandt dem Umm Salama, måtte Allah være tilfreds med hende. Til dem lod han opføre to kuppelformede boliger. Han bad mellem disse boliger og blev derefter boende dér. Da Banū Thaqīf antog islam, byggede ʿAmr ibn Umayya, måtte Allah være tilfreds med ham, en moské på det sted, hvor Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde bedt. Det fortælles, at en krigergruppe opholdt sig i denne moské. Hver dag kunne man høre deres kampråb og tordnende skrig. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, belejrede Tā’ifs indbyggere og kæmpede voldsomt mod dem med pile og buer. [83. Ibn Hishām har sagt: I dette slag anvendte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, en kanon. Den kanon, han anvendte mod Tā’ifs indbyggere, var islams første kanon.]

Da den fastsatte dag for nedbrydningen af Tā’ifs mure kom, gik en gruppe af Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, sahāba ind under en kampvogn og rykkede derefter samlet frem med den for at bryde Tā’ifs mure ned. Folk fra Banū Thaqīf begyndte at kaste glødende jernprojektiler mod dem. Det tvang sahāba til at komme frem under kampvognen. Og enhver, der kom frem, blev ramt af en pil fra Thaqīf. Således blev en hel del muslimer martyrer. På dette tidspunkt beordrede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, at Thaqīfs have skulle hugges ned. Sahāba begyndte at hugge det ned.

En dag under Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, belejring af Thaqīf sagde han til Abū Bakr al-Siddīq, måtte Allah være tilfreds med ham: »Abū Bakr, jeg drømte, at jeg fik overrakt en skål med ghee. En hane kom og hakkede i den, indtil den væltede al gheen ud af skålen.« Abū Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg tror ikke, at du i dag vil være i stand til at besejre Banū Thaqīf.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Det tror jeg heller ikke.«

En dag sagde Khawla bint Hakīm, måtte Allah være tilfreds med hende, ʿUthmān ibn Mazʿūns hustru: »Allahs Sendebud, hvis Allah giver dig sejr over Tā’ifs indbyggere, vil du så give mig smykkerne fra den mest smykkede kvinde blandt Banū Thaqīf, Bādiya bint Ghaylān eller Fāriʿa bint ʿUqayl?« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til hende: »Selv hvis jeg ikke får tilladelse til at handle mod Banū Thaqīf?« Khawla gik bort efter at have hørt dette og fortalte ʿUmar ibn al-Khattāb, måtte Allah være tilfreds med ham, hvad der var blevet sagt. ʿUmar, måtte Allah være tilfreds med ham, gik straks til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og spurgte: »Allahs Sendebud, sagde du det, som Khawla fortalte mig?« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Ja.« ʿUmar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde du, at du ikke havde fået tilladelse angående Banū Thaqīf?« Han svarede: »Nej.« ʿUmar sagde: »Skal jeg så nu beordre muslimerne til at forlade dette sted?« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Ja.« ʿUmar, måtte Allah være tilfreds med ham, beordrede da den muslimske hær til at marchere. Da de begyndte at drage bort, råbte Saʿīd ibn ʿUbayd: »Banū Thaqīf er forblevet, som de var.« ʿUyayna ibn Ḥiṣn sagde: »Ja, med deres værdighed og ære i behold.« En sahābī sagde: »Uyayna! De vantro har afvist Allahs Sendebud, og du roser dem? Du er ellers kommet for at kæmpe på Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, side. Skam dig!« Han svarede: »Jeg er i virkeligheden ikke kommet for at kæmpe mod Banū Thaqīf på jeres side. Jeg er kommet med det formål, at hvis Muhammad erobrede Tā’if, skulle jeg få fat i en pige fra Banū Thaqīf, så jeg kunne få en søn med hende. Banū Thaqīf er nemlig begavet med en særdeles skarp intelligens.«

Under belejringen kom nogle af Tā’ifs slaver til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og antog islam. Han frigav dem alle. Senere, da Tā’ifs indbyggere antog islam, bad nogle af dem Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, om at få disse slaver tilbage. Blandt ansøgerne var al-Hārith ibn Kalada en af de mest fremtrædende. Han gav dem et afvisende svar og sagde: »De er Guds frigivne tjenere. Jeg kan ikke igen lægge dem i slaveriets lænker.«

I alt led tolv sahabaer martyrdøden i Ta’if. Blandt dem var syv fra Quraysh, fire ansarer og én fra Banu Layth.

Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, forlod Ta’if efter kampene og belejringen, reciterede Buजयr ibn Zuhayr et digt, hvori han beskrev Ta’if og Hunayn. Dets betydning er:

»På dagen, hvor man samledes på Hunayns slette, ved daggryet, da man samledes ved Awtas, og på dagen med lynene (det sidste er muligvis Ta’if), brød et voldsomt slag ud. Hawazin samlede sit folk gennem bedrag. Til sidst blev de som en fugl, der var blevet fordrevet fra sin rede og splittet i hundrede dele. De kunne ikke forhindre os i at indtage nogen som helst stilling; de kunne kun holde os tilbage bag deres mure og voldgrave. Vi forsøgte at få Ta’ifs folk til at komme ud, men de lukkede portene og skjulte sig på et sikkert sted i deres huse. En dag vil de angrende vende tilbage til den vældige hær – den hær, der stråler af dødens lysende herlighed, og hvis samling udstråler et grønt skær. Hvis den drives mod Hazan-bjerget i Najd, vil bjerget blive udslettet. Vi bevæger os, som skovens løver bevæger sig over tornebevokset græs. Vi er som hurtige heste, der på deres vej undertiden spredes og siden samles igen. Vi bærer alle slags rustninger. Disse rustninger tjener som vores fæstninger – ligesom luft, der er samlet i en lav brønd, når den slipper ud, kan bruges som en fæstning. Rustningerne er så lange, at de rører vores sko, og de er så udsøgt fremstillede som de rustninger, der blev lavet af David og af Amr ibn Hind, kongen af Hira.«

Hawazins jord og ejendom

En beretning om krigsfangerne, om de gaver, der blev skænket for at vinde nogle af dem for islam, og om belønningerne, der blev givet til visse personer

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, drog sammen med sahabaerne og et stort antal krigsfanger fra Hawazin fra Ta’if til Ji’rana, hvor de slog lejr. Tidligere, da han havde opgivet belejringen af Thaqif og var på vej bort fra dem, bad en sahabi ham om at nedkalde en forbandelse over Banu Thaqif. Han svarede: »O Allah, giv Thaqif vejledning, og bring dem til mig.«

En delegation fra Hawazin kom til Ji’rana og mødtes med ham. På det tidspunkt havde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, seks tusind børn og kvinder fra Hawazin som krigsfanger. Antallet af kvæg og får kunne ikke opgøres. Delegationen sagde: »O Allahs Sendebud, vi er dine slægtninge og familie. Du ved, hvilken frygtelig ulykke der har ramt os. Vær derfor nådig mod os; Allah vil være nådig mod dig.«

En mand fra Hawazin rejste sig. Umiddelbart efter rejste en mand fra Banu Sa’d ibn Bakr sig. Denne mand var Zuhayr, også kendt som Abu Surad. Han sagde: »O Allahs Sendebud, blandt krigsfangerne er dine fastere, mostre og fostermødre. [84. Med fostermødre menes ammer. Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, amme Hалима var en kvinde fra netop denne Banu Sa’d-stamme, som selv var en gren af Hawazin.] Hvis vi havde ammet al-Harith ibn Abu Shimar eller al-Nu’man ibn al-Mundhir, og de i dag havde indtaget din plads, ville de også have vist os medfølelse. Du er jo bedre end dem.«

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvad ønsker I at prioritere: jeres ejendom eller jeres hustruer og børn?« De sagde: »Hvis du beder os vælge én af de to, så giv os vores børn og kvinder tilbage.« Han sagde: »Jeg giver jer de kvinder og børn, som er hos mig og Banū ʿAbd al-Muṭṭalib. Hvad angår resten, så mød op sammen med menigheden ved middagsbønnen. Henvend jer da til alle muslimerne og sig: ›Vi ønsker vores hustruer og børn tilbage. For dem, der er hos muslimerne, beder vi Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, om at gå i forbøn hos muslimerne; og for dem, der er hos Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, beder vi muslimerne om at anmode Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham.‹ Da vil jeg give dem tilbage, som er hos mig, og jeg vil bede muslimerne om også at give dem tilbage.«

Ved middagsbønnen handlede Hawāzin- og Banū Saʿd-delegationerne efter Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, anvisning. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bekendtgjorde det for dem, og muhājirūn og anṣār sagde straks: »Vi overgiver dem, der er hos os, til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham.« Kun al-Aqraʿ ibn Ḥābis på egne og Banū Tamīms vegne, ʿUyayna ibn Ḥiṣn på egne og Banū Fazāras vegne samt ʿAbbās ibn Mirdās på egne og Banū Sulayms vegne svarede ikke på denne anmodning. Men Banū Sulaym tilsidesatte ʿAbbās og sagde: »Vi overgiver alle de kvinder og børn, som nogen af os har hos sig, til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeg lover dem blandt jer, som ikke ønsker at give afkald på deres respektive rettigheder, at jeg fremover vil give hver af dem seks krigsfanger i stedet for den ene, når den første krigsfange falder i mine hænder. Giv derfor disse kvinder og børn tilbage.«

Derefter spurgte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, Hawāzins delegation: »Hvad er der sket med Mālik ibn ʿAwf?« De svarede: »Han er i Ṭāʾif sammen med Banū Thaqīf.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Underret Mālik om, at hvis han bliver muslim og kommer til mig, vil jeg give ham al hans ejendom og alle hans tilfangetagne tilbage, og desuden give ham hundrede kameler.« Mālik frygtede, at Banū Thaqīf ville tilbageholde ham, hvis de fik kendskab til Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tilbud. Derfor lagde han en plan for at komme til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Undervejs gjorde han en kamel klar som ridedyr et sted. Derefter red han sent om natten fra Ṭāʾif på en hest, indtil han nåede frem til kamelen. Så red han videre på kamelen og kom til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Da han mødte ham i Jiʿrāna eller Mekka, gav Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, alle hans tilfangetagne og hans ejendom tilbage og gav ham også hundrede kameler. Han antog islam og blev en oprigtigt troende muslim. Derefter reciterede Mālik ibn ʿAwf et digt til lovprisning af Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Digtet lyder således:

»Blandt hele menneskeheden har jeg hverken set eller hørt om et menneske, der kan måle sig med Muḥammad.

Når han lover nogen noget, holder han det fuldt ud

og giver gavmildt i store mængder

og hvis du ønsker det

kan han endda fortælle dig, hvad der vil ske i morgen.«

Når de store stammer er flygtet med hver deres hære og våben

og selv de yderst skarpe sværd er blevet slidt ned af slag efter slag

står han stadig på den støvdækkede slagmark, beskæftiget med at vogte sine unger, og

forbliver urokkelig, mens han ligger på lur i hulen.”

Derefter udnævnte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, Malik ibn Awf til leder for muslimerne blandt hans egen stamme samt for muslimerne fra stammerne Banu Sumala, Banu Salima og Banu Kahm. Malik fortsatte sammen med disse muslimer kampen mod Banu Saqif og undertvang dem til sidst. Banu Saqifs digter Abu Mihjan reciterede spottende et digt:

“Engang plejede fjenderne at frygte os. Men

i dag angriber Banu Salim os.

De krænker alle slægtskabsbånds hellighed og bryder deres løfte

Malik angreb os med deres hjælp. Ja,

han angreb os og slog sig ned oven på vores huse.

Og alligevel var det os, der burde have taget hævn.”

Derefter begyndte mange af muslimerne at presse Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til at uddele fayʾ (bytte taget uden kamp), det vil sige kameler og geder. Mens de blev ved med at presse ham, førte de ham hen under et træ, hvor hans kappe satte sig fast i træet. Da sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): “Giv mig min kappe. Ved Allah, hvis jeg havde haft så store rigdomme som træerne i Tihama, ville jeg have fordelt dem blandt jer. I ville ikke have fundet så meget som et gran af nærighed, fejhed eller løgn i mig.” Derefter gik han hen ved siden af sin kamel og tog et hår fra dens hals; han holdt det op og sagde: “O muslimske folk, ved Allah, min andel af jeres fayʾ er ikke mere end en femtedel — selv af denne lille tot uld. Og selv denne femtedel har jeg givet til jer. Hvis nogen derfor har taget blot en nål og en tråd fra dette bytte, så skal han give det tilbage. Husk, at den, der begår underslæb, på opstandelsens dag vil få dette underslæb forvandlet til ild, og det vil blive årsag til den yderste vanære og ydmygelse.”

En ansarī havde taget noget uldgarn for at sy den iturevne del af sin kamels bærestol sammen. Han gav det tilbage. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Jeg giver dig min andel af dette.” Han sagde: “Efter det, du har sagt om underslæb, har jeg overhovedet ikke brug for denne ting.” Derefter gav han den tilbage.

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav indflydelsesrige og fremtrædende personer rigdomme for at vinde deres hjerter. Han gav hver af følgende et hundrede kameler: Abu Sufyan ibn Harb, Abu Sufyans søn Mu’awiya, Hakim ibn Hizam, al-Harith ibn Kalda, al-Harith ibn Hisham, Suhayl ibn ‘Amr, Huwaytib ibn ‘Abd al-‘Uzza, al-‘Ala ibn Jariya, ‘Uyayna ibn Hisn, al-Aqra’ ibn al-Harith, Malik ibn ‘Awf og Safwan ibn Umayya.

Han gav følgende personer mindre end hundrede kameler: Makhrama ibn Nawfal al-Zuhri, ‘Umayr ibn Wahb al-Jumahi, Hisham ibn ‘Amr og ‘Amr ibn Lu’ayy. Og Sa’id ibn Yarbu’ al-Sahmi gav han hver halvtreds kameler.

Abbas ibn Mirdas gav han færre end halvtreds. Han blev vred. Han bebrejdede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og fremsagde følgende vers:

“Dette var bytte, som jeg havde taget. Jeg fandt det ved at ride på ryggen af et hesteføl og angribe landsbyerne på sletten. Jeg tog det med, mens jeg holdt folk fra min egen stamme vågne, så de ikke skulle sove. Men de faldt i søvn, og jeg var den eneste, der holdt sig vågen. Det lykkedes mig og min hest at tage dette bytte, som Uyaina og Aqra ikke havde kunnet tage. På slagmarken er jeg en dygtig kriger. Men jeg har ikke fået en tilstrækkelig andel. Jeg er dog ikke blevet helt berøvet. Jeg har kun fået nogle få små kameler. Deres fire ben er endnu ikke blevet særlig lange. Hisn og Harith (far til Uyaina og Aqra, som hver modtog hundrede kameler) var ikke mere ansete i samfundet end min far, Mirdas. Og jeg selv er ikke mindre betydningsfuld end de to. Den, du har ydmyget i dag, vil aldrig blive æret igen.”

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalede sine ledsagere: “Gå hen, giv ham noget mere, gør ham tilfreds og få ham til at tie.” Ledsagerne gik hen og gjorde ham tilfreds ved at give ham endnu nogle kameler.

Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, viste en sådan gavmildhed over for lederne af Quraysh og andre arabiske stammer, uden at give Ansar noget, blev de meget utilfredse, og nogle begyndte at komme med anstødelige bemærkninger. Nogle sagde endda: “Allahs Sendebud har gjort sine egne slægtninge tilfredse.” På dette tidspunkt opsøgte Sa’d ibn Ubada (må Allah være tilfreds med ham) Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: “Allahs Sendebud, måden hvorpå du fordelte krigsbyttet, har gjort Ansar meget vrede. Du fordelte dette bytte blandt din egen stamme, Quraysh, og andre, men gav ikke Ansar noget.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “O Sa’d! Hvad er din egen holdning?” Han svarede: “Allahs Sendebud, jeg er blot en af mit folks folk.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Så bring dit folk herhen.”

Sa’d samlede Ansar dér. Da nogle af Muhajirun også kom og ankom, gav Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, dem tilladelse til at komme. Da endnu nogle Muhajirun bagefter ønskede at komme, gav han dem ikke tilladelse. Da endnu nogle Muhajirun igen ønskede at komme, gav han dem heller ikke tilladelse. Da alle disse Ansar således var samlet, gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hen til dem. Først lovpriste han Allah på passende vis. Derefter sagde han: “O Ansar! Jeg har hørt, at der fra jeres side er blevet sagt nogle anstødelige ting, og jeg har erfaret, at I er vrede og forbitrede på mig. Sig mig: Var I ikke vildfarne, da jeg kom til jer? Gav Allah jer ikke derefter vejledning? Var I ikke fattige, hvorefter Allah gjorde jer velstående? Var I ikke hinandens fjender, hvorefter Allah gjorde jer kære for hinanden?” De svarede: “Jo. Allah og Hans Sendebud har vist os den største nåde.” Han sagde videre: “O Ansar, hvorfor svarer I ikke?” De sagde: “O Allahs Sendebud, hvad skal vi svare dig? Allahs Sendebud har vist os den største nåde.”

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “I kan sige, at jeg kom til jer på et tidspunkt, hvor ingen troede på mig, og kun I troede. Alle plagede mig, men kun I hjalp mig. Jeg var blevet fordrevet, men kun I gav mig ly. Jeg kom til jer hjælpeløs, og I tog mig til jer som en af jeres egne. Hvis I siger disse ting, vil I ikke sige noget som helst usandt, og alle vil bekræfte deres sandhed. O Ansar, er I blevet utilfredse med mig på grund af denne forgængelige verdens midlertidige ejendele? Har I ikke været tilfredse med, at jeg på forhånd havde vundet en gruppe menneskers tillid? O Ansar, er I ikke tilfredse med, at folk går bort med kameler og geder, mens I i stedet tager Allahs Sendebud med jer? Ved Ham, i hvis hånd Muhammads sjæl er, sværger jeg, at hvis jeg ikke havde været nødt til at udvandre, ville jeg have været en Ansari ligesom jer. Hvis alle går ad én vej, mens Ansar går ad en anden, vil jeg følge Ansars vej. O Allah, forbarm Dig over Ansar, over deres børn og også over deres børnebørns efterkommere.”

Ansar-ledsagerne græd så meget over denne tale af Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at selv deres skæg blev gennemvædet. De udbrød alle som én: “Vi er tilfredse med, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev vores andel, og det er vi stolte af.”

Derefter gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bort. Muslimerne gik også hver til sit arbejde.

Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) umrah fra Ji’rana

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, udnævnte midlertidigt Attab ibn Usayd til guvernør over Mekka, og Attab udførte hajj sammen med muslimerne i det 8. hijri-år.

Ibn Ishaq siger:

Derefter rejste Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fra Ji’ranah med henblik på at udføre umrah. Han gav besked på, at de resterende krigsbytter skulle opbevares i Majannah nær Marr az-Zahran. Efter at have fuldført umrah rejste han til Medina og udnævnte midlertidigt Attab ibn Usayd, må Allah være tilfreds med ham, til guvernør over Mekka. Han lod også Muadh ibn Jabal, må Allah være tilfreds med ham, blive hos Attab for at undervise den muslimske befolkning i islams detaljerede bestemmelser og Koranen. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tog de resterende krigsbytter med sig til Medina. Han udførte denne umrah i måneden Dhu al-Qa’dah. Derfor fandt hans rejse til Medina sted enten i de sidste dage af Dhu al-Qa’dah eller i begyndelsen af Dhu al-Hijjah. Ibn Ishaq siger, at årets hajj blev udført i overensstemmelse med arabernes sædvanlige skik. Attab, må Allah være tilfreds med ham, udførte hajj sammen med muslimerne. [85. Ibn Hisham siger, at det er blevet overleveret fra Zayd ibn Aslam, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, efter at have udnævnt Attab til hersker over Mekka, fastsatte en daglig godtgørelse til ham på én dirham. En dag holdt han en tale til muslimerne og sagde: “Den, der ikke bliver tilfreds, selv efter at have modtaget en godtgørelse på én dirham, vil Allah aldrig gøre tilfreds. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, har fastsat en daglig godtgørelse på én dirham til mig. Nu er jeg ikke afhængig af nogen.”] Dette var det 8. hijri-år. Fra Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, afrejse fra Taif, det vil sige fra måneden Dhu al-Qa’dah, og frem til ramadan i det 9. hijri-år holdt Taifs indbyggere fast ved polyteismen og modstanden mod islam.

Ka’b ibn Zuhayrs antagelse af islam efter afrejsen fra Taif

Efter Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, afrejse fra Taif skrev Bujayr ibn Zuhayr til sin bror, den fremtrædende og selvudnævnte digter Ka’b ibn Zuhayr: “Han har dræbt mange af dem i Mekka, som plejede at skrive nedsættende digte om Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Blandt Qurayshs digtere flygtede Ibn az-Zibara, Hubayrah og andre og reddede sig selv. Hvis du vil overleve, så mød straks op hos Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han dræber ikke den, der kommer til ham som muslim og angrer. Hvis du ikke gør det, så søg tilflugt dér i verden, hvor du føler dig sikker.”

Tidligere havde Ka’b sagt i et digt:

“Overbring denne besked fra mig til Bujayr: Har du lyst til at acceptere det, jeg har sagt? Og hvis du ikke accepterer det, så hent mig; hvad er det ellers, du interesserer dig for? Er du interesseret i den karakter og de egenskaber, som jeg ikke har set hos hans forældre (det vil sige Muhammads), og som du heller ikke har set hos dine egne forældre? Hvis du ikke accepterer mine ord, vil jeg ikke sørge, og selv hvis du ved en fejltagelse skulle komme til skade, vil jeg ikke rette dig. Den troværdige mand har ladet dig drikke en ny drik for at forme denne særlige karakter og disse egenskaber hos dig.”

Ka’b sendte dette digt til Bujayr, og Bujayr læste det op for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Da han hørte ordene: “Den troværdige mand har ladet dig drikke en ny drik,” sagde han: “Selv om Ka’b er en løgner, har han talt sandt i dette. Jeg er netop den troværdige mand.”

Da der igen blev reciteret: »Er du optaget af en sådan karakter, som du ikke har set hos hans forældre?«, sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham: »Ja, han har ikke set denne karakter hos sine forældre.«

Ibn Ishaq siger: Da Ka’b modtog Buǧayrs brev, begyndte han at se sennepsblomster for øjnene. Hans indre tørrede ud af frygt for sit liv. De fjendtligt sindede mennesker omkring ham begyndte, for at gøre ham endnu mere bange og skrækslagen, at sige: »Ka’bs død er nær.« Da han ikke så nogen anden udvej, skrev han et digt til lovprisning af Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham. I dette digt nævnte han sin egen frygt og hvordan hans fjender havde skræmt ham. Derefter rejste han til Medina. Her tog han ophold hos en mand fra Ǧuhayna-stammen, som han kendte fra tidligere. Så tog denne mand Ka’b med til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, ved tiden for morgenbønnen. Han bad sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham. Derefter pegede han på Allahs Sendebud og sagde til Ka’b: »Dette er Allahs Sendebud. Gå hen til ham og bed om beskyttelse.« Ka’b gik straks hen til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, og satte sig foran ham, uden at han genkendte ham. Ka’b sagde: »O Allahs Sendebud, hvis Ka’b ibn Zuhayr angrer, bliver muslim og kommer til dig, vil du så tage imod ham?« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, svarede: »Ja.« Da sagde han: »O Allahs Sendebud! Jeg er Ka’b ibn Zuhayr.« På dette tidspunkt kom en af ansarerne løbende hen til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, og sagde: »O Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, giv mig tilladelse til at dræbe denne Guds fjende.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, sagde: »Lad ham være. Han er kommet efter at have angret og forladt afgudsdyrkelsen.« På grund af denne ansarers opførsel blev Ka’b vred på alle ansarerne. Muhajirunerne sagde derimod ikke noget ubehageligt til ham. Han skrev et digt. Det lyder således:

»Su’ād, min hustru, er blevet skilt fra mig, og derfor er mit hjerte knust. I dag er jeg ydmyget og lænket. Det har ikke bragt mig noget godt at følge efter hende. … Jeg har hørt, at Allahs Sendebud har truet mig. Alligevel håber jeg at opnå Allahs Sendebuds tilgivelse. Vent et øjeblik! Må den Gud, som har givet dig Koranens rigdom, fyldt med formaninger, lede dig på den rette vej. Straf mig ikke, fordi du er blevet påvirket af de ondsindedes propaganda. Selv om jeg ofte har talt uoverlagt, har jeg ikke begået nogen forbrydelse. I dag befinder jeg mig i en så sårbar situation, at selv en elefant ville være blevet rædselsslagen og urolig, hvis den havde hørt og set det, jeg hører og ser her. Men hvis Allahs Sendebud, med Guds tilladelse, giver ham beskyttelse, er sagen naturligvis en anden. Hidtil har jeg vandret omkring i nattens mørke gennem den golde ørken. Til sidst har jeg lagt min hånd i hånden på den, der er i stand til at tage hævn, og hvis ord er det eneste sande ord. Jeg vil ikke trække denne hånd tilbage. Da jeg talte med ham, og da jeg fik at vide: »Du er anklaget og ansvarlig for mange ulykker«, blev han for mig mere skrækindjagende end løven i den tætte skov ved ‘Išr, den løve, som holder to andre løver i live ved at fodre dem med menneskekød. Når den springer mod en bjergtop, giver den ikke slip, før den har erobret toppen; de vilde rovdyr i området Ǧāw flygter af frygt for den, og selv mennesker tør ikke færdes på dens område, selv i flok. Kun en pålidelig mand kan bevæge sig dér, iført et blodigt våben og gammelt, laset tøj. Sandelig, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, er et strålende lys, der leder til den sande vej, og Guds uovervindelige sværd. Da en gruppe qurayshitter i Mekka troede på ham, sagde nogle af dem til de troende: »Forsvind!« De blev ganske vist drevet bort. Men over for disse helte blev qurayshitterne forsvarsløse og hjælpeløse—helte, som i krig bærer ubrudte, lange, hvide rustninger; som ikke bryder ud i jubel, selv når de sejrer (for det er deres vane), og heller ikke fortvivler, når de besejres (for de ved, at sejr og nederlag er i Guds hånd, og at deres sejr sidenhen er uundgåelig). De går med rolige, faste skridt som hvide kameler. Når de mørke, kortvoksede mænd flygter fra dem, forsvarer de sig ved at kæmpe. Slagene rammer deres bryst, ikke deres ryg, for de flygter ikke af frygt for døden, men går fremad, tager imod fjendens slag med brystet og modstår dem.«

Det berettes fra ‘Āṣim ibn ‘Umar ibn Qatāda. Da Ka’b sagde: »Når de mørke, kortvoksede mænd flygter«, blev ansarerne vrede på ham, fordi han med disse ord havde ment vores ansarer. En af vores mænd havde nemlig behandlet ham dårligt. Senere lovpriste han, for at dæmpe ansarernes vrede, deres selvopofrelse og ofre for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, samt deres rolle som hans højre hånd.

Dette er digtet:

»Den, der ønsker at gøre livet velsignet og ærefuldt, bør ikke undlade at holde sig til de fromme ansarer. Ære og storsind er en arv, de har modtaget fra deres forfædre. Derfor er de de bedste efterkommere af de bedste mennesker. De bringer kun pile og spyd med sig, iført rustninger. Deres rustninger er som spyd—på ingen måde ringere end dem. Med øjne røde som glødende kul og et skarpt blik ser de frem. Når de står over for krig, overgiver de deres liv til Profeten for at dø. Med løftede sværd og spyd forsvarer de de troendes religion. De renser sig med de vantros blod og regner det for en from handling. Ligesom de bredhalsede jagtløver øver sig i kamp i Khifārs dybe skove, tilegner de sig også krigskunst. Når de standser en angriber, standser de ham fuldstændigt. I slaget ved Badr gav de ‘Alī ibn Mas’ūd al-Māzin al-Ġassānī et sådant slag, at hele Banū Nizār blev besejret og underkastede sig. Hvis alle stammer kendte det, jeg ved om ansarerne, ville selv mine bitreste modstandere erkende det. De er et folk, der selv under den værste hungersnød viser gavmildhed mod gæster, som kommer om natten. De er et ædelt folk fra Ġassāns fornemme slægt, hvis adel ingen mangel kan findes i.«

Mens Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, hørte digtet om hans hustru Su’ād, sagde han: »I dette digt burde du have lovprist dine ansarer, for de fortjener det.« Da reciterede Ka’b det sidstnævnte digt. Ibn Hisham har desuden sagt, at Ka’b reciterede digtet, som han havde indledt med at omtale sin hustru Su’ād, for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, mens de sad i Profetens moské.

Tabuk-krigen: Rajab, det niende hijri-år

Derefter opholdt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig i Medina fra dhu al-hijja til måneden Rajab, hvorefter han bad muslimerne forberede sig på felttoget mod Rom. Historikerne al-Zuhri, Yazid ibn Ruman, Abdullah ibn Abi Bakr, Asim ibn Zamr og andre har berettet følgende om Tabuk-felttoget:

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede sine ledsagere at forberede sig på felttoget mod Rom. På det tidspunkt var situationen yderst vanskelig for muslimerne. På den ene side var der sommerens intense hede, og på den anden side herskede der hungersnød i landet. De frugter, der var vokset frem, var allerede helt modne. Folk følte en stærk trang til at høste deres frugter og opholde sig på skyggefulde, kølige steder. På netop dette tidspunkt havde ingen lyst til at tage ud. Før de fleste felttog plejede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, at give et lille vink om bestemmelsesstedet. Han fortalte, at det sted, de satte kurs mod, var et andet end det egentlige bestemmelsessted. Men hvad angik Tabuk-felttoget, skete der noget helt andet. Denne gang meddelte han alle bestemmelsesstedet uden omsvøb. For bestemmelsesstedet lå meget langt borte, tiden var yderst kritisk, og fjendens overtal var alvorligt. Derfor fortalte han på forhånd alt, så folk kunne forberede sig ordentligt til felttoget. Han bad muslimerne gøre sig klar og meddelte, at de denne gang skulle kæmpe mod den romerske kejser. Under disse forberedelser sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, en dag til Jadd ibn Qays fra Banu Salama: »Jadd, er du i år parat til at kæmpe mod romerne?« Han svarede: »Allahs Sendebud, vil du tillade mig at blive hjemme i stedet for at kaste mig ud i fare for synd? Ved Allah, mit folk ved, at der kun findes få, der er så svage over for kvinder som jeg. Jeg frygter, at jeg ikke vil kunne beherske mig, når jeg ser de romerske kvinder.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beskæftigede sig ikke mere med hans sag. Han sagde: »Jeg giver dig tilladelse.« Om Jadd ibn Qays blev dette vers åbenbaret:

[Arabisk ********]

»Nogle af dem siger: ’Giv mig tilladelse til at blive hjemme, og udsæt mig ikke for fristelse.’ Vær opmærksom på, at de allerede er blevet kastet ud i fristelsen. Og Helvede omringer de vantro.« Det vil sige, at han frygtede at blive tiltrukket af de romerske kvinder. I virkeligheden var det ikke dette, han frygtede. Ved ikke at drage ud på jihad sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og ved at sætte sine egne interesser først udsatte han sig tværtimod for en endnu større fare. Helvede er blevet bestemt for ham.

Hyklerne sagde til hinanden: »Drag ikke ud på rejse i denne intense varme.« På denne måde forsøgte de at holde sig væk fra jihad og blev grebet af tvivl og tøven på sandhedens vej. Allah, den Ophøjede, åbenbarede om dem:

»De sagde: ’Drag ikke ud på rejse i varmen.’ Sig: ’Helvedes ild er endnu varmere.’ Hvis de blot forstod det, ville de ikke sige sådan. Lad dem derfor le lidt og græde meget. De vil få den straf for deres onde handlinger, som de fortjener.«

Ibn Ishaq siger:

Derefter begyndte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, at træffe forberedelser til rejsen og bad muslimerne om hurtigt at gøre deres forberedelser færdige. Han opfordrede de velhavende muslimer til at støtte Allahs sag med ridedyr, penge, forsyninger og lignende. De rige muslimer ydede megen hjælp og anså Allahs tilfredshed for tilstrækkelig. Uthmān ibn Affān, må Allah være tilfreds med ham, gav på dette tidspunkt mere end alle andre. 86. Ibn Hishām har sagt, at han donerede et tusind dinarer til de fattige muslimer, der drog på Tabūk-ekspeditionen. Dette gjorde Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, så glad, at han bad: »O Allah, vær tilfreds med Uthmān; jeg er tilfreds med ham.«

Syv muslimer fra Anṣār og andre kom til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og bad om ridedyr. De var yderst fattige. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, erklærede, at han ikke var i stand til at skaffe dem ridedyr. Derfor vendte de grædende tilbage, fordi de ikke kunne deltage i jihād. I historien er de kendt som al-Bakkāʾūn, det vil sige de grædende. De var: Sālim ibn Umayr fra Banū Amr ibn Awf, Ulbah ibn Zayd fra Banū Ḥārithah, Abū Laylā Abd al-Raḥmān fra Banū Māzin, Amr ibn Ḥumām og Abdullāh ibn Mughaffal al-Muzanī fra Banū Salimah. Nogle siger, at det var Abdullāh ibn Amr, Ḥarmī ibn Abdullāh fra Banū Wāfiq og Irbāḍ ibn Sāriyah fra Banū Fazārah, må Allah være tilfreds med dem alle.

Det berettes, at Ibn Yamīn ibn Umayr, da han så to af dem, Abū Laylā Abd al-Raḥmān og Abdullāh ibn Mughaffal, græde, spurgte: »Hvorfor græder I?« De svarede: »Vi gik til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, for at bede om et ridedyr, så vi kunne tage med på Tabūk-ekspeditionen, men han kunne ikke give os et. Vi har heller ikke selv noget, hvormed vi kan tage med på ekspeditionen.« Da gav Ibn Yamīn dem en kamel og nogle dadler. De steg op på dette ridedyr og drog med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, på ekspeditionen. En gruppe beduinmuslimer kom til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, fremsatte forskellige undskyldninger og bad om tilladelse til ikke at tage med på ekspeditionen. Allah gav dem ikke tilladelse. Nogle mener, at de var fra Banū Ghifār. Rejsen begyndte under Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ledelse. Nogle få oprigtige og hengivne muslimer undlod at deltage i ekspeditionen sammen med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Ingen havde noget at udsætte på deres tro. Grunden til, at de blev tilbage, var blot, at de ikke havde vist tilstrækkelig fasthed i deres beslutning. Han førte hæren ad bjergpasset Saniyyat al-Wadāʿ, som ligger i udkanten af Medina. Abdullāh ibn Ubayy skilte sine underordnede fra Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, hovedstyrke og førte dem ad vejen, der går neden for Saniyyat al-Wadāʿ mod Jubbāb-bjerget. Ifølge mange var der et stort antal mennesker i denne styrke. Da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans hær var kommet langt frem, vendte Abdullāh ibn Ubayy tilbage til Medina sammen med sine medfølgende hyklere og tvivlere. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, lod Alī ibn Abī Ṭālib, må Allah være tilfreds med ham, blive tilbage for at føre tilsyn med hans familie. Han bad ham blive hos familien. Hyklerne spredte alle slags rygter om ham. De sagde, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde ladet Alī blive tilbage, fordi han anså ham for doven og ønskede at slippe af med ham. Da Alī, må Allah være tilfreds med ham, hørte disse hyklernes ord, iførte han sig sin rustning og gik til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Han opholdt sig da på et sted ved navn al-Jurf, tre mil fra Medina, hvor Umar ibn al-Khaṭṭāb, må Allah være tilfreds med ham, og mange andre fra Medina havde jordbesiddelser. Alī sagde: »O Allahs Sendebud, hyklerne har ment, at du har ladet mig blive tilbage, fordi du anser mig for doven og ønsker at slippe af med mig.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »De har løjet. Jeg har ladet dig blive tilbage for at tage vare på min familie og din familie. O Alī, ville du ikke være tilfreds, hvis jeg satte dig i den samme position over for mig, som Moses satte Hārūn i? For der kommer ingen profet efter mig.« Da Alī, må Allah være tilfreds med ham, havde hørt dette, vendte han tilbage til Medina, mens Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, drog af sted på ekspeditionen.

Nogle dage efter at den muslimske hær under Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ledelse var draget af sted på Tabūk-ekspeditionen, vendte Abū Khaythamah, må Allah være tilfreds med ham, tilbage til sin familie. Han så, at hans to hustruer opholdt sig i hver sit telt inde i haven. De havde begge stænket vand i deres telte for at køle dem ned. Han kom hen, stillede sig ved teltåbningen og så ind på sine to hustruer; han så også de foranstaltninger, de havde truffet for hans komfort og velvære. Da sagde han med rette: »Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, lider under sol, vind og varme, mens Abū Khaythamah skal sidde i sit hjem blandt sine ejendele og sin rigdom og spise tilberedt mad i selskab med smukke kvinder i den kølige skygge? Det kan aldrig være rigtigt. Ved Allahs ed, jeg vil ikke gå ind i nogen af jeres telte. Jeg vil tage til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Gør mig klar til jihād.« De samlede hans udstyr sammen. Derefter førte de hans kamel frem. Abū Khaythamah drog af sted og satte hurtigt efter Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Efter at han havde slået lejr i teltet, nåede Abū Khaythamah frem til ham. Undervejs sluttede en anden sahābī, Umayr ibn Wahb al-Jumaḥī, sig til Abū Khaythamah. Han var også på vej for at deltage i Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ekspedition. Da de begge var kommet nær Tabūk, sagde Abū Khaythamah til Umayr: »Jeg har begået en synd. Derfor gør det dig ikke noget, hvis du bliver lidt bag mig. Lad mig nå frem til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, før dig.«

Da han nærmede sig Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, i Tabūk, så sahābaherne ham og sagde: »En kamelrytter nærmer sig herfra.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Det er måske Abū Khaythamah.« Sahābaherne sagde: »O Allahs Sendebud, det er Abū Khaythamah.« Da Abū Khaythamah kom nærmere, steg han ned fra kamelen, hilste på Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og gik hen til ham. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »O Abū Khaythamah, du har gjort det, der sømmer sig for dig.« 87. Det oprindelige udtryk er[Arabisk ***]Awlā laka. Dette udtryk er anvendt flere steder i den hellige Koran. Nogle koranfortolkere har også forklaret det som: »Du var nær ved undergang.« I denne sammenhæng er den første betydning dog sandsynligvis den rette, nemlig: »Du har gjort det, der sømmer sig for dig.« Derefter fortalte han Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hele sin historie. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ønskede ham tillykke og bad for ham.

På vej til Tabuk gjorde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, et kort ophold, da han passerede al-Hijr, den velstående nations hjemsted. Da nogle af sahabaerne ville hente drikkevand fra brøndene dér, advarede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, dem og sagde: »Drik ikke af dette vand, og foretag ikke wudu med det. Hvis nogen har æltet dej med dette vand, så giv den til hestene at spise; spis den ikke selv. Gå ikke alene ud om natten.« Næsten alle sahabaerne fulgte Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, anvisning. Kun to mænd fra stammen Banu Sa’ida gik alene ud om natten: den ene for at forrette sin nødtørft og den anden for at lede efter sin bortløbne kamel. Den, der gik for at forrette sin nødtørft, besvimede netop på det sted, hvor han gjorde det. Den, der gik ud for at lede efter kamelen, blev ført bort af en voldsom vind og kastet ned på bjerget Tayyi’. Da dette blev meddelt Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde han: »Forbød jeg jer ikke at gå alene ud?« Derefter bad Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, for den mand, der var besvimet, mens han var gået for at forrette sin nødtørft, og han blev rask. Hvad angår den mand, der var blevet kastet ned på bjerget Tayyi’, bragte folk fra Tayyi’-stammen ham til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, efter at han var vendt tilbage til Medina.

Næste morgen viste det sig, at ingen i karavanen havde så meget som en dråbe vand. Da dette blev meddelt Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, bad han til Allah. Allah sendte et stykke sky, som lod regnen falde, og alles behov blev dermed dækket. Alle samlede også det nødvendige vand til den følgende tid.

Endnu en gang forsvandt Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, kamel på vejen til Tabuk. Sahabaerne gik ud for at lede efter kamelen. På dette tidspunkt var en sahabi ved navn Umar ibn Hazm hos Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han havde deltaget i troskabseden ved al-Aqaba og i slaget ved Badr. Han var en fremtrædende ældre mand fra Banu Amr. I hans gruppe var der en hykler fra stammen Banu Qaynuqa ved navn Zayd ibn al-Lusayt.

Mens Umar var hos Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, satte den nævnte Zayd ibn al-Lusayt sig hos hans folk og sagde: »Nå, Muhammad hævder altså, at han er profet, og at han kender himlens nyheder for jer. Ved han da ikke engang, hvor hans kamel er?« Netop i det øjeblik sagde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, mens Umar var til stede: »En mand siger, at Muhammad hævder at være profet og kender himlens nyheder for jer. Hvorfor ved han så ikke, hvor hans kamel er? Ved Allahs ed! Jeg ved intet ud over det, Allah har meddelt mig. Allah har vist mig, hvor kamelen er. Den befinder sig et bestemt sted inde i denne dal. Dens tøjle har sat sig fast i et træ. Gå hen og hent kamelen.« Sahabaerne gik hen, fangede kamelen og bragte den tilbage. Derefter vendte Umar tilbage til sit folk og sagde: »Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, har netop fortalt os en forunderlig nyhed. Hvem i vores hær har sagt sådan noget, og Allah har meddelt ham det?« Med disse ord gengav han, hvad Zayd ibn al-Lusayt havde sagt. Da sagde en mand fra Umars gruppe, som befandt sig i selve gruppen og ikke var gået hen til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: »Ved Allahs ed, det var Zayd, der sagde det.« Umar gik da hen til Zayd, slog ham i nakken og sagde: »Kom hen til mig, Allahs tjenere! Der gemmer sig en slange i min karavane, uden at jeg vidste det. Allahs fjende, forsvind fra min karavane. Bliv ikke længere hos mig.«

Det er blevet berettet, at Zayd derefter angrede. Andre siger imidlertid, at han blev anklaget for at fortsætte med sit hykleri helt indtil sin død.

Undervejs hændte det fra tid til anden, at en eller to mænd skilte sig fra den muslimske hær og vendte tilbage. Når muslimerne meddelte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, at en sådan person var vendt tilbage, sagde han: »Lad ham gå. Hvis der findes oprigtig kærlighed til sandheden i ham, vil Allah bringe ham tilbage til jer. Ellers har Allah befriet jer for hans selskab. Det er godt.« På et tidspunkt blev der sagt: »Allahs Sendebud, Abu Dharr er også blevet tilbage. Hans kamel har ladet ham blive tilbage.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Hvis han er blevet tilbage, så lad ham være. Hvis der findes godhed i ham, vil Allah bringe ham tilbage til jer. Hvis ikke, skal I vide, at Allah har skånet jer for ham.« Abu Dharr forsøgte mange gange at få sin kamel til at gå hurtigere, men det hjalp ikke. Til sidst tog han sit udstyr og sine forsyninger på ryggen og begyndte at gå efter Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gjorde holdt et sted undervejs, sluttede han sig til ham. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, så ham komme gående alene, sagde han: »Må Allah vise Abu Dharr barmhjertighed. Han går alene, han dør alene, og han vil atter stå alene foran Allah.« Abdullah ibn Masud fortæller: Da Uthman under sin kalifatstid forviste Abu Dharr til al-Rabdha, var der ingen hos ham dér bortset fra hans hustru og hans tjener. Han gav dem denne anvisning: »Når jeg dør, skal I vaske mig, svøbe mig i et ligklæde og lægge mig på vejen. Den første karavane, der passerer jer, skal I sige: Denne mand er Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, sahabi, Abu Dharr. Hjælp os med at begrave ham.« Efter hans død udførte hustruen og tjeneren anvisningen og lagde hans lig på vejen. På dette tidspunkt rejste Abdullah ibn Masud sammen med en gruppe pilgrimme fra Irak. Da gruppen fik øje på liget, der lå på vejen, standsede de forskrækket. Det undgik kun med nød og næppe at blive trampet ihjel under gruppens kameler. Tjeneren stillede sig foran dem og sagde: »Han er Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, sahabi, Abu Dharr. Hjælp os med at begrave ham.« Abdullah ibn Masud begyndte at græde og sagde: »Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, talte sandt: Du går alene, du dør alene, og du vil blive genoprejst alene.« Derefter steg han og hans rejsefæller ned og begravede ham. Derefter fortalte Abdullah ibn Masud dem om Abu Dharrs hændelse på rejsen til Tabuk og om de ord, som Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde sagt til ham. Derefter fortalte Abdullah ibn Masud dem om Abu Dharrs hændelse på rejsen til Tabuk og om de ord, som Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde sagt til ham. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, nåede frem til Tabuk, kom herskeren over Ayla, Yuhanna ibn Ru’ba, til ham og sluttede fred mod at betale jizya. På samme måde kom indbyggerne i Jarba og Adhruh og betalte jizya. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, skrev følgende fredsaftale til dem:

„I Allah, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Fra Allah og Allahs Sendebud Muhammad erklæres der sikkerhed for Yuhanna ibn Ru’ba, indbyggerne i Aylah og alle deres skibe og landtransportmidler. Allahs Sendebud påtager sig det fulde ansvar for sikkerheden for dem, deres ledsagere i Syrien og Yemen samt havets beboere. Hvis nogen overtræder denne aftale, kan han ikke unddrage sig straffen på grund af sin rigdom og sine ejendele. Den, der påfører nogen skade, må lovligt kræve gengældelse fra ham. De må benytte vandet i ethvert vandområde og færdes ad enhver sø- eller landvej. Ingen må hindre dem deri.“

Allahs Sendebud sendte Khalid ibn al-Walid til Ukaydir, herskeren over Dumat al-Jandal

Derefter sendte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, Khalid ibn al-Walid til Ukaydir ibn Abd al-Malik, herskeren over Dumat al-Jandal. Ukaydir var kristen og tilhørte Kinda-stammen, og han var områdets konge. Allahs Sendebud sagde til Khalid: „Når du tager derhen, vil du se Ukaydir gå på jagt efter vildokser.“

På en sommernat med klart måneskin var Ukaydir sammen med sin hustru på taget, da Khalid nåede frem inden for synsvidde af hans fæstning. På det tidspunkt begyndte en vildokse at stange med hornene mod døren til Ukaydirs palads. Hans hustru sagde: „Har du nogensinde set en sådan okse?“ Han svarede: „Nej.“ Hun sagde: „Bør man så lade et sådant bytte gå tabt?“ Han svarede: „Aldrig.“ Dermed steg han ned og satte sig på sin hest. Sammen med sin bror Hassan og flere andre fra familien satte han efter byttet. Så snart de kom ud, blev de taget til fange af den hær, som Allahs Sendebud havde sendt. Ukaydirs bror Hassan blev dræbt af den muslimske hær. Han var iført en silkekåbe med guldbroderi. Khalid tog den af ham og sendte den til Medina med en mand, før han selv tog dertil.

Anas ibn Malik, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: „Da Ukaydirs kåbe blev bragt til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så jeg den. Da muslimerne berørte den med deres hænder og undrede sig over den, sagde Allahs Sendebud: ‚Undrer I jer over denne? Ved Allah, det lommetørklæde, der er beredt til Sa’d ibn Mu’adh i Paradiset, er bedre end denne.‘“

Ibn Ishaq siger: Khalid førte Ukaydir til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han gav ham sikkerhed for livet, sluttede en aftale med ham mod betaling af jizya og løslod ham. Han vendte tilbage til sit område.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, rykkede ikke videre frem fra Tabuk, men opholdt sig dér i ti dage. Derefter vendte han tilbage til Medina. På vejen lå der i dalen Wadi al-Mush aqqaq en lille bjergkilde. Dens vand kunne højst slukke tørsten hos to eller tre rejsende. Allahs Sendebud sagde: „De, der når dalen først, skal vente med at drikke vand, indtil vi er kommet.“ Men en gruppe hyklere nåede frem først, drak det lille vand, der var dér, og gik bort. Da Allahs Sendebud nåede frem, så han, at der ikke var en dråbe vand tilbage. Han sagde: „Hvem kom her før os?“ Han fik at vide, at den og den var kommet først. Han sagde: „Jeg forbød jo, at nogen drak vand, før jeg var kommet.“ Derefter forbandede han disse hyklere og bad en ond bøn imod dem. Så steg han ned fra sit ridedyr og lagde hånden ved bjergets fod. Straks begyndte en stor mængde vand, ved Allahs vilje, at strømme frem. Han drak derefter af vandet, strøg hånden over stedet på bjerget og bad til Allah. Med det samme sprang en vandkilde frem med en voldsom brusen som et lyns torden. Folk drak sig mætte og dækkede deres øvrige behov. Allahs Sendebud sagde: „Hvis I lever længe, vil I i fremtiden høre om denne dals berømmelse, og dette vand vil gøre områderne omkring dalen frugtbare.“

Ibn Ishaq fortæller: Ibn Ukayma al-Laythi har overleveret fra Abu Ruhams nevø al-Ghifari, og Ibn Shihab al-Zuhri har overleveret fra al-Laythi, at Abu Ruham Kulthum ibn Husayn, som var en af de ledsagere, der deltog i Bay’at al-Ridwan, sagde: „Jeg deltog i Tabuk-ekspeditionen sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og rejste sammen med ham. En nat, da vi passerede Akhdar, som ligger ved siden af Tabuk, lod Allah søvnen overmande os. Mit ridedyr var helt tæt på Allahs Sendebuds ridedyr, og af frygt for at mit ridedyr skulle ramme Allahs Sendebuds fødder, hvis de kom for tæt på hinanden, kæmpede jeg af alle kræfter for at holde mig vågen og føre mit ridedyr væk fra Allahs Sendebuds ridedyr. Under disse forhold blev min søvn midt på natten uimodståelig. Straks kom mit ridedyr helt tæt op ad Allahs Sendebuds ridedyr. Jeg vågnede ved lyden af Allahs Sendebuds ‚uh‘. Jeg sagde: ‚Allahs Sendebud, bed Allah om tilgivelse for mig.‘ Han sagde: ‚Fortsæt med at gå.‘“

Allahs Sendebud begyndte at spørge, hvem blandt Banū Ghifār der ikke var kommet med på ekspeditionen, og jeg nævnte som svar navnene på dem, der ikke var kommet. Han sagde: »Hvad med de høje, rødligt farvede mænd med tynde skæg og øjenbryn?« Jeg fortalte ham, at de ikke var kommet. Han sagde: »Hvad har de kraftigt byggede, kortvoksede, mørke mænd gjort?« Jeg sagde: »Jeg har ikke set nogen af den slags blandt os.« Han sagde: »Hvad med dem, der har stor rigdom i bosættelsesområderne tilhørende Ghifār og Aslam i Hijāz?« Jeg forsøgte at huske, hvem han talte om, i forbindelse med Banū Ghifār, men jeg kunne ikke komme i tanker om det. Til sidst huskede jeg, at de var en gruppe fra Banū Aslam, som vi havde et forbund med. Jeg sagde: »Allahs Sendebud! De er en gruppe fra Banū Aslam, som vi havde et forbund med.« Jeg sagde: »Allahs Sendebud! De er en gruppe fra Banū Aslam, som var vores allierede.« Allahs Sendebud sagde: »De kunne i det mindste have hjulpet en dygtig kriger med at komme til jihad på Allahs vej ved at stille en af deres kameler til rådighed. Der var intet, der forhindrede dem i det. Uanset hvad mine øvrige ledsagere gør, er det mest smertefuldt for mig, at Qurayshs Muhājirūn, Ansār, Banū Ghifār og Banū Aslams folk ikke kom med mig.«

Banū Thaqīfs delegation ankommer og antager islam i ramadanmåneden i det niende hijri-år

Ibn Isḥāq siger:

Allahs Sendebud vendte tilbage fra Tabūk til Medina i ramadanmåneden, og i samme måned kom en delegation fra Banū Thaqīf til ham. Baggrunden for delegationens ankomst var, at da Allahs Sendebud tidligere vendte tilbage fra Ṭā’if, fulgte ʿUrwah ibn Masʿūd al-Thaqafī efter ham. Før han nåede Medina, mødte han Allahs Sendebud, antog islam og sagde derefter, at han ønskede at vende tilbage til sit folk for at prædike islam. Allahs Sendebud sagde til ham: »De vil dræbe dig.« Han kendte Banū Thaqīfs stædighed og trodsighed. Han vidste også, at de plejede at afvise enhver opfordring fra en af deres egne. Men ʿUrwah sagde: »Allahs Sendebud! Jeg er dem kærere end et nyfødt barn.«

Han var i sandhed så kær og højt anset blandt dem. Derefter vendte han tilbage til sit folk og opfordrede dem til at antage islam. Han håbede, at ingen ville modsætte sig ham på grund af den anseelse, indflydelse og autoritet, han havde blandt stammen. Da han fra taget på sit folks hus havde givet stammens medlemmer den rette opfordring og fortalt dem, at han selv havde antaget islam, og derefter så på dem, blev der skudt pile mod ham fra alle sider. En pil ramte ham, og derved blev han martyr.

Ifølge Banū Mālik blev han dræbt af Aws ibn ʿAwf fra Banū Sālim ibn Mālik, mens deres allierede siger, at han blev dræbt af Wahb ibn Jābir fra Banū ʿAttāb ibn Mālik. (Banū Sālim og Banū ʿAttāb var familier under Banū Mālik, en gren af Banū Thaqīf.) Efter at ʿUrwah var blevet såret, blev han spurgt: »Hvad mener du om din drab?« Han sagde: »Dette er en stor ære og herlighed fra Allahs side for mig. Allah har selv smykket mig med denne martyrskabs ære. Min rang er ikke højere end rangene hos de mujāhidūn, der kom med Allahs Sendebud og blev martyrer, før han vendte tilbage fra dette sted. Derfor skal I begrave mig sammen med dem.«

Det fortælles, at Allahs Sendebud, efter at have hørt nyheden om ʿUrwah ibn Masʿūds martyrdød, sagde: »ʿUrwah kan sammenlignes med den mujāhid, hvis martyrdød er omtalt i Sūrat Yā Sīn.«

Efter drabet på ʿUrwah observerede Banū Thaqīf situationen i en måned, hvorefter de samledes til et rådsmøde. De besluttede, at Banū Thaqīf ikke alene var i stand til at kæmpe mod og overleve blandt alle de arabere omkring dem, som havde antaget islam. På baggrund af denne beslutning blev de enige om, at de denne gang ville sende endnu en person til Allahs Sendebud, ligesom de tidligere havde sendt ʿUrwah. Med dette formål talte de med en mand ved navn ʿAbd Yālīl ibn ʿAmr, der var jævnaldrende med ʿUrwah ibn Masʿūd, og foreslog ham at blive Banū Thaqīfs repræsentant hos Allahs Sendebud. Han frygtede, at Banū Thaqīf ville behandle ham på samme måde, som de havde behandlet ʿUrwah, når han vendte tilbage fra Allahs Sendebud. Han sagde: »Jeg er villig, hvis I sender flere mænd med mig; ellers ikke.« Til sidst besluttede de at sende i alt seks mænd med ʿAbd Yālīl: to fra de allierede stammer og tre fra Banū Mālik. I overensstemmelse med denne beslutning sendte de med ʿAbd Yālīl al-Ḥakam ibn ʿAmr og Shuraḥbīl ibn Ghaylān fra Banū Muʿattab-familien, samt fra Banū Mālik-stammen: ʿUthmān ibn Abū al-ʿĀṣ fra Banū Yasār-familien, Aws ibn ʿAwf fra Banū Sālim-familien og Numayr ibn Khirāsh fra Banū Ḥārith-familien. ʿAbd Yālīl drog af sted med dem som leder for delegationen. Han tog disse mænd med for at mindske risikoen for at lide samme skæbne som ʿUrwah ibn Masʿūd, således at hver af dem efter tilbagekomsten til Ṭā’if kunne inddrage sin egen gruppe i sagen.

Da delegationen nærmede sig Medina, så nogle af Profetens ledsagere Mugīra ibn Shuʿba (må Allah være tilfreds med ham), mens de vogtede kameler ved en kilde. Ansvaret for at vogte disse kameler var fordelt blandt ledsagerne efter tur, og på det tidspunkt var det Mugīras tur. Efter at have mødt dem lod Mugīra kamelerne blive hos Banū Thaqīfs delegation og skyndte sig af sted for at bringe Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, det glædelige budskab om deres ankomst. Før Mugīra (må Allah være tilfreds med ham) mødte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, mødte han Abū Bakr al-Siddīq (må Allah være tilfreds med ham). Han fortalte ham, at Banū Thaqīfs delegation var kommet for at antage islam. De ønskede imidlertid, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, skulle give dem visse indrømmelser og udfærdige et dokument, der sikrede deres ejendom, jord og indbyggeres sikkerhed. Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde til Mugīra (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg beder dig ved Allah: Lad mig gå til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, før du gør det, og lad mig drøfte denne sag med ham.« Mugīra (må Allah være tilfreds med ham) indvilligede. Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham) gik til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og fortalte ham om delegationen. Derefter vendte Mugīra (må Allah være tilfreds med ham) tilbage til sine stammefæller og venner. [Det skal bemærkes, at Mugīra (må Allah være tilfreds med ham) var af Banū Thaqīfs slægt.] Han tilbragte middagstiden med at hvile sammen med dem og lærte dem, hvordan man hilser islamisk på Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Men da de mødte ham, hilste de efter den førislamiske skik.

Da delegationen trådte frem for Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, blev der indrettet et værelse til dem ved siden af Profetens Moské. Indtil et dokument blev udfærdiget for Banū Thaqīf, foregik samtalerne mellem Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og delegationen gennem Khālid ibn Saʿīd ibn al-ʿĀs, og det var også denne Khālid, der skrev dokumentet. I denne periode, indtil dokumentet var skrevet og delegationen havde antaget islam, spiste delegationsmedlemmerne ikke den mad, der kom fra Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, før Khālid først havde spist af den. Blandt de indrømmelser, de krævede af Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, var, at de skulle have lov til at fortsætte tilbedelsen af al-Lāt og ikke skulle ødelægge den i tre år. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, afviste dette krav. Derefter forkortede de perioden til ét år. Da også dette blev afvist, forkortede de den lidt efter lidt, indtil de nåede ned på én måned. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, afviste også dette. Delegationen forklarede, at formålet med dette krav var, at de ønskede at beskytte sig mod vreden hos deres stammes tåbelige folk, unge efterkommere og kvinder, og at de ikke ønskede at skabe panik blandt dem ved at ødelægge afguden, før stammens folk var blevet indført i islam. Men Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, accepterede på ingen måde dette krav. Tværtimod understregede han, at han straks ville sende Abū Sufyān ibn Ḥarb og Mugīra ibn Shuʿba (må Allah være tilfreds med ham) for at ødelægge afguden. De krævede også, at han ikke skulle tvinge dem til at bede eller til selv at ødelægge afguderne med deres egne hænder. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde klart, at der ikke kan være islam uden bønnen, men at de ikke ville blive tvunget til at ødelægge afguderne med deres egne hænder. Delegationen accepterede bønnen; selv om de bemærkede, at den var »ydmygende«, indvilligede de i at efterkomme den.

Derefter antog de alle islam, og Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, udfærdigede et dokument for dem. Så udnævnte han ʿUthmān ibn ʿĀs til deres leder. Han var det yngste medlem af gruppen og var relativt mere ivrig efter at lære Koranen og islam. Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde om ham: »Allahs Sendebud, det forekommer mig, at ʿUthmān er den, der bedst forstår islam og lærer Koranen.«

Da delegationen efter at have fuldført sit ærinde drog mod Tāʾif, sendte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, Abū Sufyān ibn Ḥarb og Mugīra ibn Shuʿba (må Allah være tilfreds med ham) med dem og pålagde dem at ødelægge afguden. De drog begge af sted sammen med delegationen. Da de nåede frem til Tāʾifs udkant, ville Mugīra (må Allah være tilfreds med ham) sende Abū Sufyān (må Allah være tilfreds med ham) i forvejen. Abū Sufyān afslog og sagde: »Gå du først hen og mød dine stammefæller.« Abū Sufyān blev ved et vandingssted ved navn Dhū al-Hudum, mens Mugīra straks gik ind i byen, tog en hakke og gik løs på al-Lāt og de andre afguder for at ødelægge dem. Mugīras stamme, Banū Muʿattab, hjalp ham, af frygt for at hans skæbne skulle blive som ʿUrwa ibn Masʿūds. Imens kom Banū Thaqīfs kvinder ud på vejene, mens de sørgede over afguden. De sagde:

»Græd over beskytteren [88. Polyteisterne kaldte al-Lāt »Daffa«, det vil sige beskytteren, fordi de troede, at al-Lāt beskyttede dem mod fjender og ulykker.] De utaknemmelige har forladt hende. [89. Det vil sige, at Banū Thaqīfs folk var blevet utaknemmelige over for deres beskytter og havde overladt hende til Mugīra, så hun kunne blive ødelagt.]

De kæmpede heller ikke ordentligt for hendes skyld.« [90. Det vil sige, at de burde være kommet for at kæmpe for at beskytte beskytteren, men ingen trådte frem for at gøre det.]

Da Mugīra derefter begyndte at slå al-Lāt med en økse, begyndte Abū Sufyān at sige: »Ak! Ak!«

Efter at al-Lāt var blevet ødelagt, samlede Mugīra alle templets skatte og sendte dem til Abū Sufyān. Blandt disse skatte var store mængder guld og silkevarer.

Efter at Urwa ibn Masud var blevet martyr, opsøgte hans søn Abu Mulayh og hans nevø Qareb ibn Aswad Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og erklærede, at de ville bryde alle forbindelser med Banu Thaqif og forlade dem for bestandig. Dette skete før delegationen fra Yalil ankom. Da Abu Mulayh og Qareb antog islam, sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til dem: “Tag hvem som helst, I ønsker, som beskytter.” De sagde: “Vi tager Allah og Hans Sendebud som beskyttere.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Også jeres morbror Abu Sufyan?” De svarede: “Ja.” Senere, da indbyggerne i Taif havde antaget islam, sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, al-Mughira og Abu Sufyan for at ødelægge Lat. Abu Mulayh sagde da: “Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med dig, betal min fars gæld af de skatte, der bliver fundet i Lat-templet.” Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, indvilligede, sagde Qareb: “Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med dig, betal også min far Aswads gæld.” Det skal bemærkes, at Urwa og Aswad var helbrødre. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Aswad døde som polyteist.” Qareb sagde: “Allahs Sendebud, hjælp en muslimsk slægtning, nemlig mig. Gælden hviler nemlig på mine skuldre, og det er mig, der beder om hjælp.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, indvilligede da og sagde til Abu Sufyan: “Betal Urwas og Aswads gæld af Lats skatte.” Da al-Mughira overgav skattene til Abu Sufyan, mindede han ham om Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befaling. Abu Sufyan betalte Urwas og Aswads gæld.

Det dokument, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skrev for Banu Thaqif, lød således: “I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Fra Allahs Sendebud Muhammad til de troende. Det er forbudt at fælde de tornefulde træer i Wajj (et sted i Taif). Den, der overtræder denne befaling, skal piskes. Den, der handler overdrevent, skal pågribes og sendes til profeten Muhammad. Dette er Allahs Sendebud Muhammads befaling. Denne erklæring er skrevet af Khalid ibn Said efter ordre fra Allahs Sendebud Muhammad ibn Abdullah. Ingen må overtræde denne erklæring. Den, der overtræder den, pådrager sig derved straf. Den er nemlig skrevet efter Allahs Sendebud Muhammads befaling.”

Det niende hijri-år blev kaldt “delegationernes år”. Sura al-Nasr blev åbenbaret dette år.

Ibn Ishaq siger: Efter erobringen af Mekka og Tabuk samt Banu Thaqifs antagelse af islam og aflæggelse af troskabseden begyndte arabiske delegationer at komme til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fra alle retninger.

Araberne ventede så at sige kun på, at Quraysh skulle antage islam. De var arabernes ledere og vejvisere. De var vogtere og forvaltere af Kabaen og Den Hellige Moské samt ubestridte efterkommere af Ismael ibn Ibrahim, fred være med ham. Ingen blandt araberne benægtede dette. Og alligevel havde netop Quraysh sat alle kræfter ind på at modarbejde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Med erobringen af Mekka underkastede Quraysh sig Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og accepterede islams herredømme. Da forstod araberne, at de ikke havde magt til at standse Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sejrsgang eller nære fjendskab mod ham. De begyndte at antage islam i flokke. Folk kom til ham fra alle sider og antog islam. Det er dette, den Ophøjede Allah siger i sura al-Nasr:

[Arabisk *******]

“Når Allahs hjælp og sejren er kommet, og du ser folk træde ind i Allahs religion i flokke, så pris din Herres hellighed med lovprisning og bed Ham om tilgivelse. Han er visselig Den Mest Tilgivende.”

Banu Tamims delegation ankommer, og sura al-Hujurat bliver åbenbaret

Da delegationerne fra de arabiske stammer begyndte at ankomme, kom delegationen fra Tamīm-stammen først, under ledelse af Utārid ibn Ḥājib al-Tamīmī. Blandt dem var også Tamīm-stammens ledende mænd. De mest fremtrædende var al-Aqraʿ ibn Ḥābis, Zabāriqān ibn Badr fra Banū Maʿd, ʿAmr ibn al-Aḥtam og Ḥabḥāb ibn Yazīd. Desuden var Nuʿaym ibn Yazīd, Qays ibn al-Ḥārith, Qays ibn ʿĀṣim og ʿUyayna ibn Ḥiṣn med i delegationen. Tidligere havde al-Aqraʿ ibn Ḥābis og ʿUyayra ibn Ḥiṣn deltaget i erobringen af Mekka samt felttogene til Ḥunayn og Ṭāʾif. De sluttede sig også til Tamīm-stammens delegation. Da denne delegation fra Tamīm kom hen til Profetens Moské, begyndte de uden for huset at råbe højt til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: “Muhammad! Kom ud og mød os.” Deres råben og larm var ubehagelig for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. De sagde: “Vi er kommet for at fremhæve vores strålende egenskaber over for dig. Tillad derfor vores hovedtaler og vores digter at tale.” Han gav dem tilladelse. Så begyndte Utārid ibn Ḥājib at sige: “Al lovprisning tilkommer Allah, som har overøst os med grænseløse velsignelser, og som alene har magt til dette. Han har gjort os til konger og beriget os med stor rigdom og velstand, hvorved vi viser vores gavmildhed. Han har gjort os til dem med den største menneskelige og økonomiske styrke blandt alle folk i øst. Er der nogen, der kan måle sig med os? Er vi ikke deres ledere og de mest fornemme? Den, der gør krav på at være vores lige i fornemhed og ædel byrd, må beskrive sin egen fortræffelighed. Vi kunne sige meget mere, hvis vi ønskede det, men vi skammer os over at prale for meget af de velsignelser, Allah har skænket os. Vores forrang er velkendt. Jeg har kun sagt dette for at give jer mulighed for at holde en tale om jeres egen slægt og forrang ligesom os – og for at give jer mulighed for at holde en endnu bedre tale.”

Efter at have sagt dette satte Utārid sig. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde da til Thābit ibn Qays (må Allah være tilfreds med ham): “Rejs dig og svar på hans tale.”

Thābit rejste sig og sagde:

“Al lovprisning tilkommer den Mægtige Allah, hvis vilje er virksom i himlene og på jorden, og hvis viden omfatter hele hans herredømmes område. Intet bliver til eller kommer til syne uden hans nåde. At der findes konger blandt os, er et resultat af hans nåde. I kraft af sin nåde udvalgte han blandt sine bedste skabninger den mest ædle af byrd, den mest fornemme og den, der var udstyret med en enestående sandfærdighed, som Sendebud. Derefter åbenbarede han sin Bog for ham og udnævnte ham til menneskehedens vogter. Han alene er den, som Allah har udvalgt blandt alle verdens skabninger. Derefter kaldte han menneskene til at tro på ham, og således tog emigranterne blandt hans egen stamme og hans nærmeste imod hans kald – mennesker, der var de mest ædle af byrd, de mest fornemme og værdige og de mest retskafne. Vi var de første, der tog imod Sendebuddets kald. Derfor er vi Allahs oprigtige hjælpere og hans Sendebuds nærmeste støtter. Vi kæmper mod dem, der ikke tror. De, der tror på Allahs Sendebud, er sikre på liv og ejendom mod vores hånd, mens vi kun kæmper mod dem, der fornægter troen, på grundlag af Allahs vilje og befaling. Denne kamp har ingen ende. Det er tilladt for os at dræbe dem. Med disse ord beder jeg Allah om tilgivelse for mig selv og for alle muslimske mænd og kvinder. As-salāmu ʿalaykum.”

Derefter rejste Zabāriqān ibn Badr sig. Han fremførte sin tale i form af et digt. Digtets betydning var følgende:

“Vi er de ærefulde. Ingen stamme kan måle sig med os. Konger findes blandt os, og alle templer er blevet grundlagt på vores initiativ. Der er ingen ende på, hvor mange stammer vi med magt har plyndret. Alligevel fortsætter vores anseelse og værdighed med at vokse uhindret. Selv under hungersnød lader vores folk andre spise stegt kød. Når skyerne ikke bringer regn efter menneskenes ønske, kommer de rejsende om natten til os fra alle egne, og vi sørger for mad til dem. Så slagter vi store kameler og mætter vores gæster. Dette er vores medfødte skik. Når du ser, at vi kommer til en stamme og fremhæver vores stolthed over vores fornemme byrd, vil du se, at de bliver vores følgere, og at deres hoveder bøjer sig. Den, der i dag fremhæver sin forrang over for os, vil derfor give os ny viden gennem sin beskrivelse, og når vores delegation vender tilbage, vil denne oplysning blive viderebragt. Vi er ikke villige til at anerkende nogens forrang. Men ingen vil kunne benægte vores forrang. Således er vi uovervindelige i ære og stolthed.”

Ḥassān var ikke til stede ved dette møde. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilkaldte ham for at svare på Tamīm-stammens digter. Han kom og svarede ved at fremføre et digt. Digtets betydning var følgende:

“Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, viste sig blandt os, beskyttede vi ham, selv om der blandt os både var mennesker, der kunne lide ham, og mennesker, der ikke kunne lide ham. Fordi han var kommet til syne i vores bosættelse, beskyttede vi ham med sværd i hånd mod alle uretfærdige og angribere. Han var kommet til syne i et ærefuldt hus, som lå blandt fremmede mennesker nær Jāriyat al-Jawlān i Syrien. Der findes ingen større ære end gammel storhed, fornem byrd, kongelig hæder og evnen til at udholde svære ulykker.”

Hassan fortæller: Så snart jeg nåede frem til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fremsagde jeg et modsvarende digt i nøjagtig samme versmål, som delegationen digter havde brugt. Da Zabarkan havde afsluttet sit digt, sagde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, til Hassan: »Hassan! Svar på Zabarkans digt.« Hassan rejste sig og fremsagde sit svarende digt. Digtets betydning er som følger:

»Qurayshs ledere har fremstillet et forbillede for menneskene. Alle, hvis gudsfrygt styrer deres skjulte handlinger, og som følger retfærdighed og sandhed, er tilfredse med dem. De er Qurayshs ledere: et folk, som i krig besejrer fjenden eller i det mindste bestræber sig på og arbejder for sit folks, de troendes, vel. Dette er ikke en ny egenskab hos dem; for enhver ny egenskab i karakteren er dårlig. Hvis der efter dem kommer en sejrherre blandt folket, er enhver sådan sejrherre ringere end selv den ringeste af deres sejrherrer. Hvis de et sted har vist svaghed, er almindelige mennesker dér ikke i stand til at udvise dygtighed. Og dér, hvor alle mennesker udviser dygtighed, viser de ingen svaghed. Hvis de konkurrerer med almindelige mennesker eller kappes med de ædle og højtstående, er det dem, der går forrest. De er kendt for en sådan renhed. De involverer sig ikke i urenhed, og ingen begærlighed eller grådighed bringer dem i vanære. De er ikke nærige med høflighed over for naboen, og de lader sig ikke fortrylle af nogen ubetydelig ting. Når vi nærer fjendskab mod et folk, skjuler vi det ikke, og vi hengiver os ikke i det skjulte til vildskab som et vildt kvæg. Når krigen løfter sin angribende næve mod os, og uskyldige mennesker bliver sønderrevne af dens slag, bringer vi den under kontrol og undertvinger den. De, Qurayshs ledere, er ikke stolte, når de besejrer fjenden, og de bliver hverken fortvivlede eller bange, når de selv lider nederlag. Når de kæmper ansigt til ansigt med døden, er de som løven i Hilya-skoven, hvis ankel ikke kan lænkes. Tag imod det, de frivilligt giver; men forsøg ikke at tage det, de i vrede ikke ønsker at give. Følgen af at kæmpe mod dem er frygtelig og bitter. Opgiv derfor fjendskabet mod dem. Selv når andre mennesker splittes i grupper, og deres natur antager forskellige former, nærer Allahs Sendebuds følgere dyb ærefrygt for ham. Mit hjerte, der føler samhørighed med dem, har viet dem min lovprisning, og ethvert menneskes tunge lovpriser dem. For uanset om folk taler alvorligt eller spøgende, er de, Muhammeds, må Allah velsigne ham og give ham fred, følgere, de bedste af alle menneskelige samfund.«

Efter denne omgang med fremsigelse af digte og modsvarende digte havde delegationen taget islam til sig. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav dem mange gaver som hilsen. Da delegationen kom til Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, residens, havde de ladet en ung mand ved navn Amr ibn Awthām blive tilbage blandt kamelerne. Qays ibn Asim var noget vred på ham. Han sagde: »O Allahs Sendebud, vi har ladet en af vores mænd blive tilbage blandt ridedyrene. Han er dog blot en ung mand.« Han ønskede at bagatellisere hans sag og antyde, at der ikke var behov for at give ham noget. Men Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav også ham en gave ligesom de andre. Da Amr ibn Awthām hørte, hvad Qays havde sagt, irettesatte han ham med et digt:

»Du har bagtalt mig over for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, men du har løjet og har ikke kunnet skade mig.

Vi har fuldstændigt hersket over jer, mens jeres herredømme er på vej til at forsvinde.«

Ibn Ishaq siger: Det var i forbindelse med denne delegation, at dette vers fra sura al-Hujurat blev åbenbaret:

[Arabisk *******]

»O Sendebud! De fleste af dem, der råber til dig uden for huset bag forhænget, er uden forstand.« (al-Hujurat)

Historien om Banū ʿĀmirs udsendinge, ʿĀmir ibn Ṭufayl og Arbad ibn Qays

En delegation på tre medlemmer fra Banū ʿĀmir kom til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. De var ʿĀmir ibn Ṭufayl, Arbad ibn Qays og Jabbār ibn Salāmī. De var stammens mest intrigante høvdinge. ʿĀmir ibn Ṭufayl var kommet med en alvorlig plan mod Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Tidligere havde folk fra hans stamme rådet ham til også at blive muslim med den begrundelse, at størstedelen af landets befolkning var ved at antage islam. Men han sagde: »Jeg har svoret, at jeg ikke vil standse, før hele det arabiske folk har anerkendt min ledelse. Og nu skulle jeg anerkende denne unge mand fra Quraysh som leder?« ʿĀmir sagde til Arbad: »Når vi to går for at møde Muḥammad, skal vi sætte os på hver sin side. Når Muḥammad vender ansigtet mod mig for at tale med mig, skal du netop da slå ham med dit sværd.«

Derefter mødtes de to udsendinge med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. ʿĀmir begyndte: »O Muḥammad, giv mig mulighed for at tale med dig i enrum.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Jeg vil ikke give dig den mulighed, før du tror på den ene Gud.« ʿĀmir gentog flere gange det samme for at give Arbad mulighed for at handle. Men da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, på ingen måde ville tale med ham i enrum, skyndte han sig bort med delegationen. På vej truede han: »Du skal få at se, jeg vil angribe dig med en vældig hær.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »O Allah, beskyt mig mod ʿĀmir ibn Ṭufayl.«

Efter at være gået ud fra Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde ʿĀmir til Arbad: »Skam dig, Arbad! Hvad gjorde du med den ordre, jeg gav dig? Ved Allah, jeg anså dig for at være den modigste mand på jorden, og jeg var den, der frygtede dig mest. Fra i dag vil jeg ikke længere frygte dig.« Arbad sagde: »Må du gå til grunde! Skynd dig ikke. Da jeg var ved at gøre det, du havde bedt mig om, opdagede jeg, at der ikke var nogen foran mig ud over dig. Hvis jeg havde slået i den situation, ville slaget være faldet på din hals. Skulle jeg i sidste ende slå dig?«

Derefter satte de kurs mod deres respektive hjem. Undervejs sendte Allah pest over ʿĀmir ibn Ṭufayls hals. Han gik ind i en kvindes hus hos Banū Salūl og døde dér af pesten. Ved sin død klagede han: »O Banū ʿĀmir! Skulle jeg til sidst rammes af strumasyge hos en kvinde fra Banū Salūl?« [91. Banū Salūl var blandt araberne kendt som en yderst feg og ussel stamme. Digteren Samawʾal siger: »Vi er et folk, der ikke anser drab for så skamfuldt som Banū ʿĀmir og Banū Salūl.«] Efter at have begravet ʿĀmir ankom hans ledsagere til Banū ʿĀmirs boplads med to geder. Folk fra udsendingenes stamme sagde til Arbad: »O Arbad! Hvordan er I kommet hertil?« Han svarede: »Det er ikke noget. Han (Muḥammad) har kaldt os til at tilbede et væsen, som jeg, hvis jeg fik fat på det, ville dræbe ved at skyde en pil mod det.« En eller to dage efter at have sagt dette var Arbad på vej et sted hen med sin kamel. Pludselig kastede Allah et lyn over ham fra himlen og brændte ham og hans kamel til aske. Arbad var digteren Labīds bror. Han digtede følgende sørgedigt over Arbad:

»Døden skåner ingen, heller ikke den kærlige far.

Jeg frygtede kun døden for Arbad – ikke nogen ulykke fra himlen

eller et angreb fra en løve.«

Derfor, o øje, hvorfor fælder du ikke tårer for Arbad?

Da vi alle, mænd som kvinder, levede gennem en tid med stor sorg og lidelse

ville Arbad ikke have taget notits af det, selv hvis de alle havde skreget.

Og hvis de havde opretholdt balancen

ville Arbad også i så fald have valgt en middelvej.

Han var en veltalende, intelligent og blødhjertet mand.

Samtidig havde han også bitterhed i sig.

Når træerne om vinteren står nøgne, og når de igen bliver frugtbærende og

bliver frisk, og de øvrige håbefulde ting viser sig,

(det vil sige, når der opstår hungersnød i landet, og afgrøderne derefter begynder at vokse

under gunstige forhold i landet). Da viste han (Arbad)

større tapperhed end junglens glubske løve og lagde sin vante skarpsindighed for dagen).

Sorgens sårede sørgende kvinder sørger over ham, som var de unge hinder

i den golde ørken (der græder forgæves). På ulykkens dag

har drabet på den tapre rytter ved et tordenslag ramt mig dybt.

Han røvede, men hvis den bestjålne kom til ham, ville han

ydede erstatning og, hvis man ønskede det, leverede det plyndrede tilbage.

den producerer vegetation trods sin store mangel.

Indbyggerne i de klippefyldte områder er blot ulykkelige

uanset hvor stor deres befolkning måtte være.

men straks efter står der igen på deres pande

fattigdom. Selv om de er talrige, er de bestemt til at falde i undergangens og

tilintetgørelsens kløer.

Ankomsten af delegationen fra Banu Abd al-Qays under Jaruds ledelse

En delegation fra stammen Banu Abd al-Qays kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, under ledelse af Jarud ibn Amr, som var kristen. Hasan beretter: Jarud trådte frem for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og begyndte at samtale med ham. Han forelagde ham islam og opfordrede og vejledte ham til at antage islam. Jarud sagde: »Allahs Sendebud! Jeg har allerede en religion. Nu er jeg villig til at forlade min egen religion for at antage din. Men kan du garantere mig, at jeg ikke vil lide noget tab ved at forlade min religion?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Ja, det garanterer jeg dig. At antage islam betyder, at Allah har givet dig mulighed for at antage en religion, der er bedre end din religion.«

Da Jarud og hans ledsagere hørte dette, antog de islam. Derefter bad de Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om ridedyr [transport] til hjemrejsen. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, erklærede, at han ikke var i stand til at skaffe ridedyr. Da sagde Jarud: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham! På vejen til vores hjemland findes der mange herreløse og vildfarne kameler. Må vi ride på dem?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Nej, vogt jer! Rid ikke på dem. De vil blive ridedyr, der fører til Helvede.«

Derefter forlod Jarud Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og satte kursen mod sit hjemland. Han forblev standhaftig i islam indtil sin død og var en meget god muslim. Han levede stadig, da nogle mennesker forlod islam efter Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bortgang.

Da nogle muslimer fra hans stamme vendte tilbage til deres tidligere religion, forklarede Jarud dem, at islam er den eneste sande religion, og opfordrede dem til at vende tilbage til islam. Han sagde: »O folk! Jeg bevidner, at der ikke findes nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er Hans tjener og Sendebud. Jeg erklærer også, at den, der ikke aflægger dette vidnesbyrd, er en vantro.«

Ankomsten af delegationen fra Banu Hanifa sammen med Musaylima al-Kadhdhab

Delegationen fra Banu Hanifa kom sammen med Musaylima al-Kadhdhab til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. De tog ind hos en kvinde fra Ansar, Bint al-Harith, som senere blev gift ind i Banu Najjar. En historiker fra Medina har berettet, at delegationen fra Banu Hanifa bragte Musaylima, indhyllet i et klæde, med sig, mens Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sad sammen med sine ledsagere. I sin hånd havde han en afgrenet daddelpalmegren med nogle få blade nær toppen. Musaylima, som var dækket af et klæde, gik hen til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, talte med ham og bad om en gave. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Selv hvis du bad mig om denne daddelpalmegren, ville jeg ikke give dig den.«

Ibn Ishaq siger: En gammel mand fra Banu Hanifa, som boede i Yamama, fortalte mig en anden beretning om Musaylimas hændelse. Han sagde:

Da delegationen fra Banu Hanifa kom for at mødes med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lod de Musaylima blive ved kamelkaravanen. Efter at delegationen havde antaget islam, fortalte de Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at Musaylima også var kommet sammen med dem. De sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham! Vi har ladet en af vores ledsagere blive tilbage for at vogte kamelkaravanen.« Da gav Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, også ham en gave af samme slags som den, han gav delegationens øvrige medlemmer. Han sagde desuden: »Jeres ledsager er ikke mindre værdig end jer, siden I har ladet ham blive tilbage for at vogte jeres ejendele i stedet for at bringe ham hertil.« Derefter forlod delegationen Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og overrakte Musaylima det, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde givet ham. Så snart de nåede Yamama, forlod Musaylima islam og begyndte at gøre krav på falsk profetskab. Han sagde: »Da I nævnte mig for Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde han da ikke: ›Han er ikke mindre værdig end jer‹? Det sagde han kun, fordi han vidste, at jeg var hans medprofet.« Derefter fremsagde han forskellige versagtige udsagn over for dem i et forsøg på at bevise, at de lignede Koranen. Et af den slags versagtige udsagn lyder:

[Arabisk *******]

«Allah har vist nåde mod de gravide kvinder, for han har bragt mennesker frem fra deres maver, mennesker, der er i stand til at bevæge sig – ud af tarme og væsker.»

Musailima gjorde vin og utugt tilladt for sin stamme og fritog dem for bønnen. Alligevel fortsatte han med at anerkende Sendebuddet af Allahs profetskab. Banu Hanifa-stammen accepterede hans opdigtede påstand.

Allah ved bedst, hvilken af de to ovenstående beretninger der er korrekt.

Beretningen om Adi, søn af Hatim at-Ta’i

Adi ibn Hatim fortalte: »Efter at have hørt Sendebudet af Allah tale hadede ingen blandt araberne ham så meget, som jeg gjorde. Jeg var selv en fornem kristen. Som stammeleder blev jeg betragtet som en konge. Da jeg hørte Sendebudet af Allah tale, opstod der et voldsomt had til ham i mit hjerte. Jeg havde en arabisk slave, som vogtede mine kameler. Jeg sagde til ham: ›Hold nogle af de bedste, tamme og velnærede kameler klar til mig, og bind dem fast i nærheden af mig. Når du hører, at Muhammeds hær nærmer sig dette område, skal du underrette mig.‹ Han bragte kamelerne og bandt dem fast hos mig.«

En morgen kom han til mig og sagde: »Adi, gør straks det, du havde tænkt dig at gøre, hvis Muhammeds hær skulle angribe dig.« Da jeg så nogle vajende faner, spurgte jeg folkene: »Hvad er det for faner?« De svarede: »Det er Muhammeds hærs faner.« Da jeg hørte det, sagde jeg til slaven: »Så bring mine kameler hen til mig.« Jeg steg op på én af kamelerne og satte min hustru og mine børn på de andre. Derefter drev jeg kamelkaravanen af sted for at tage til de kristne i Syrien. Karavanen drog ad bjergpasset ved Jushiya. Jeg efterlod en af Hatims døtre hos stammen. Selv slog jeg mig ned i Syrien. Imens kom en gruppe ryttere fra Sendebudet af Allah på jagt efter mig og tog Hatims datter til fange. De førte hende til Sendebudet af Allah som krigsfange. Sendebudet af Allah havde fået at vide, at jeg var flygtet til Syrien. Han lod Hatims datter opholde sig ved den ene side af Profetens moské. Der var også andre tilfangetagne krigsfanger blandt kvinderne. Hatims datter var veltalende. Da Sendebudet af Allah gik forbi dem, sagde hun: ›Allahs Sendebud, min far er død, og min beskytter er forsvundet. Vis mig nåde i denne situation; måtte Allah vise dig nåde.‹ Sendebudet af Allah spurgte: ›Hvem er din beskytter?‹ Hun svarede: ›Adi ibn Hatim.‹ Sendebudet af Allah sagde: ›Den Adi, som er flygtet fra Allah og Allahs Sendebud?‹ Med disse ord gik Sendebudet af Allah videre. Hatims datter fortalte: Næste dag gik han igen forbi mig. Jeg sagde det samme som dagen før, og han gentog også sit svar fra dagen før. Dagen efter gik Sendebudet af Allah igen forbi mig. Jeg var blevet fortvivlet. En af Sendebudet af Allahs følgere sagde til mig: ›Rejs dig og tal med Allahs Sendebud.‹ Jeg rejste mig og sagde igen: ›Allahs Sendebud, jeg er faderløs, og min beskytter er også forsvundet. Vis mig derfor barmhjertighed; måtte Allah vise dig barmhjertighed.‹ Sendebudet af Allah sagde: ›Jeg imødekommer din anmodning. Skynd dig ikke med at rejse herfra. Hvis du finder en pålidelig mand fra din stamme, som kan føre dig til dit hjemland, så underret mig.‹ Jeg undersøgte sagen og fandt ud af, at den person, som havde bedt mig tale med Sendebudet af Allah, var Ali, Abu Talibs søn. Jeg blev der. Til sidst kom en gruppe kamelryttere fra Bali- eller Quda’a-stammen. Jeg ønskede at tage til min bror i Syrien. Derfor mente jeg, at denne karavane ville være et passende selskab. Jeg gik til Sendebudet af Allah og sagde: ›Allahs Sendebud, en gruppe mænd fra min stamme er kommet. Jeg har tillid til dem, og de er egnede til at føre mig til min destination.‹ Sendebudet af Allah gav mig et ridedyr, rejseforplejning og tøj. Jeg drog af sted med gruppen og nåede frem til Syrien.«

Adi fortæller: »Jeg sad sammen med min familie, da jeg pludselig så en kvinde på en kamel nærme sig os. Jeg tænkte ved mig selv, at det måske var Hatims datter. Det viste sig virkelig at være hende. Hun kom hen til mig og begyndte at bebrejde mig med alle de ord, hun kunne finde. Hun sagde: ›Du, som bryder slægtskabsbåndene, din uretfærdige mand! Du er flygtet med dine børn og din hustru, mens du lod det sidste medlem af din fars familie ubeskyttet tilbage?‹ Jeg sagde: ›Søster, bebrejd mig ikke. Jeg har virkelig ingen undskyldning. Det, du siger, er netop det, jeg gjorde.‹«

Hun steg ned fra kamelens ryg og blev hos mig. Hun var en kvinde med en skarp begavelse. Jeg spurgte: »Hvad mener du om Muhammad?« Hun svarede: »Jeg mener, at du straks bør slutte dig til hans bevægelse. Hvis han er profet, vil han vise større nåde mod den, der først kommer til ham. Og hvis han er konge, vil din anseelse blandt de fornemme i Yemen ikke på nogen måde blive mindre. Du vil forblive, som du er.« Jeg sagde: »Det, du siger, er rigtigt.« Derefter drog jeg mod Medina for at møde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Da jeg nåede frem, gik jeg ind i moskéen, hvorefter Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rejste sig og drog af sted med mig mod sit hjem. På vejen mødte vi en gammel kvinde. Hun bad Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om at standse et øjeblik. Han blev stående i lang tid og lyttede til hendes forskellige behov og klager. Da jeg så det, sagde jeg til mig selv: »Ved Allahs ed, denne mand kan ikke være nogen konge.«

Derefter gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ind i sit hjem sammen med mig. Han lod mig sætte mig på en madras lavet af palmeblade. Jeg sagde: »Sæt De Dem.« Han sagde: »Nej, sæt du dig.« Jeg satte mig på den, mens Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, satte sig på jorden.

Jeg sagde til mig selv: »Dette kan bestemt ikke være en konges væsen.« Derefter sagde han: »O Adi ibn Hatim, er du ikke rakusī?« [92. Rakusī var betegnelsen for en religiøs gruppe på den tid. Denne gruppe bekendte sig til en trosretning, der lå mellem kristendommen og sabeanernes religion.] Jeg svarede: »Jo.« Han sagde: »Nød du ikke en fjerdedel af din stammes krigsbytte?« Jeg svarede: »Jo.« Han sagde: »Men det er ulovligt i din religion.« Jeg sagde: »Det er sandt.« På dette tidspunkt blev jeg overbevist om, at han virkelig var Allahs profet, som minder mennesker om det, de har glemt, og lærer dem det, de ikke kender. Derefter sagde han: »O Adi. Måske afholder muslimernes fattigdom dig fra at gå ind i islam. Ved Allahs ed, den dag er ikke langt borte, hvor muslimerne vil eje så stor rigdom og velstand, at man ikke vil kunne finde nogen, der vil tage imod penge. En anden grund til, at du ikke går ind i islam, kan være, at muslimerne er få, og deres fjender mange. Ved Allahs ed, dagen er nær, hvor du vil høre, at en kvinde alene fra Qadisiyya er kommet ridende på en kamel for at besøge Det Hellige Hus, uden frygt og i sikkerhed. Måske går du heller ikke ind i islam, fordi du kun ser konger blandt de ikke-muslimske folk. Men ved Allahs ed, dagen er meget nær, hvor de hvide paladser i Babylon vil komme under muslimernes herredømme.«

Adi sagde: »Jeg har set to af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forudsigelser gå i opfyldelse. Kun denne ene er tilbage, og ved Allahs ed vil også den gå i opfyldelse. Jeg har set Babylons hvide paladser komme under muslimernes herredømme. Jeg har også set en kvinde fuldføre hajj alene og i sikkerhed fra Qadisiyya. Og den dag vil også komme, hvor rigdommen bliver så stor, at man ikke vil kunne finde nogen, der vil tage imod penge.«

Farwa ibn Musayiq al-Muradis ankomst

Ibn Ishaq siger: Farwa ibn Musayiq al-Muradi kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, efter at have afvist kongerne af Kinda deres herredømme. I den krig, der fandt sted mellem Murad og Hamdan før islams frembrud, påførte Hamdan Murad et stort nederlag og udførte en omfattende massakre. Denne dag er i historien kendt som »Yawm al-Radam«, det vil sige »dagen for de mange grave«. Den dag blev angrebet på Murad af Hamdan-hæren ledet af Ajda ibn Malik.

Da Farwa forlod kongerne af Kinda for at tage til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremsagde han følgende digt:

»Da jeg så kongerne af Kinda som forrædere mod rigets

da han havde ringeagtet kvinders ære og blufærdighed,

idet jeg steg op på mit ridedyr i håb om den bedste gunst og det bedste tilflugtsted

begav jeg mig af sted til Muhammad.”

Da Farwa blev bragt frem for Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde han: “Farwa! Er du blevet bedrøvet over det tab, din stamme led på Yawm ar-Radm?” Han svarede: “Allahs Sendebud! Hvem ville ikke blive bedrøvet over et sådant tab?” Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Hør efter: Hvis du antager islam, vil din stamme trods dette tab opnå stadig større gavn.”

Derefter udnævnte han Farwa til styrer over stammerne Murad, Zubayd og Madhhij og sendte Khalid ibn Sa’id med ham som zakat-indsamler. Khalid fortsatte med at tjene dér indtil Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) død.

En delegation fra Dhu Zubayd ankommer under ledelse af Amr ibn Ma’di Yakrib

En delegation fra Dhu Zubayd under ledelse af Amr ibn Ma’di Yakrib kom til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og antog islam. Tidligere, da Amr havde hørt om Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), havde han sagt til Qays ibn Makshuh al-Muradi: “Qays! Du er jo leder for din stamme. Vi har hørt, at en Quraysh-mand ved navn Muhammad er stået frem i Hijaz og hævder at være profet. Lad os gå til ham sammen og se, om det, han påstår, er sandt. Hvis han virkelig er profet, vil du helt sikkert kunne indse det. Og hvis det viser sig for os, at han virkelig er profet, vil vi følge ham. Men hvis han ikke er det, vil vi i det mindste få at vide, hvor langt hans kundskaber rækker.” Men Qays afviste dette forslag og kaldte det en tåbelig idé. Derefter gik Amr ibn Ma’di Yakrib selv med hele sin gruppe til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og antog islam. Da Qays ibn Makshuh hørte dette, sagde han: “Amr modsatte sig mig og forkastede min mening. Nå, jeg skal nok vise ham.” Han truede og skældte Amr voldsomt ud.

[Ifølge Ibn Hisham blev Hamdan under dette felttog ledet af Malik ibn al-Harith al-Hamdani.]

Som svar fremsagde Amr følgende digt:

„På dagen for hændelsen i Saʿna gav jeg dig et oprigtigt råd,

jeg rådede dig til at frygte Allah og slutte dig til retfærdigheden.

Du slap fra døden som et æsel, der er stolt af sin pæl.

Han fandt mig på en hest,

hvorpå jeg sidder og er i stand til at standse hans fremfærd.

Jeg er iført en rustning, der er

rolig som en dam med klart vand i stenet terræn.“

Når spyddet rammer rustningen, bøjer det af, og dets bedste del slynges langt bort.

Hvis du kommer for at møde mig, vil du se

at du står over for en løve med én manke.

Da vil du se vores ukuelige kriger med tordenhårde næver og rank hals

(det vil sige ivrigt rede til kamp).

Hvis en jævnaldrende kriger, hans modstander, forsøger at besejre ham, så vil han

besejre ham, gribe ham og slynge ham op i luften,

for derefter at kaste ham til jorden og dræbe ham,

river hans hjerne ud og knuser ham,

hvorefter den sluger ham.

dens tænder og kløer er besmittet af shirkens undertrykkelse.”

Senere forblev ʿAmr ibn Maʿdī Yakrib blandt Banū Zubayr, som var underlagt Fārwa ibn Musayks styre, indtil Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, død. Derefter frafaldt han islam. Da han forlod sandheden, reciterede han følgende digt:

“Fārwas styre forekom os at være det værste af alle styreformer.

Vi fandt ham som det æsel, der stikker snuden ind i et skød og snuser.

Hvis du så dette styre, Abu ʿAmr, ville du

se, at hans følge kun bestod af djævle og forrædere.”

Kinda-delegationens ankomst under ledelse af Ashyas ibn Qays

Ibn Ishaq siger: Ashyas ibn Qays ankom med Kinda-delegationen til Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, hof. Zuhri ibn Shihab har fortalt mig, at Ashyas mødtes med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, i Profetens Moské sammen med firs ryttere fra Kinda. Hans følge ankom med omhyggeligt redt hår, kohl omkring øjnene og iført jemenitiske kjortler med broderet silke. Da de trådte frem for at hilse på ham, sagde Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham: »Er I ikke blevet muslimer?« De svarede: »Jo.« Han sagde: »Hvorfor er der så så meget silke på jeres kroppe?« Så snart han havde sagt dette, rev de silkedelene af deres klæder af og kastede dem bort. Derefter sagde Ashyas ibn Qays til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham:

»Allahs Sendebud! Ligesom vi er efterkommere af Akīl al-Murāb, er du også efterkommer af Akīl al-Murār.« [93. Dette var tilnavnet på en af Kindas forfædre. Da Kilab ibn Murārs mor, som var en af Qurayshs forfædre, var datter af Banu Kinda, spøgte Ashyas med, at han gennem sin morfar var efterkommer af Akīl al-Murāb.] Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, smilede let og sagde: »Brug denne slægtsbetegnelse om Abbas ibn Abd al-Muttalib og Rabīa ibn al-Hārith.« De to mænd var handelsfolk, og når de rejste til en fjern arabisk bosættelse i handelsanliggender og blev spurgt om deres herkomst, sagde de: »Vi er efterkommere af Akīl al-Murār.« På denne måde forsøgte de at øge deres anseelse, eftersom der var mange konger i Kinda-stammen. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde igen: »Nej, vi er snarere efterkommere af Nizar ibn Kināna. Vi lader os ikke identificere gennem vores mødres slægt, og vi forkaster aldrig vores fædrene afstamning.« Derefter skyndte Ashyas ibn Qays sine ledsagere tilbage til deres stamme og sagde: »Er jeres arbejde færdigt? Ved Allah, jeg lader ikke den, der siger sådan noget, slippe, uden at give ham firs piskeslag.«

Surad ibn Abdullah al-Azdis ankomst

Surad ibn Abdullah al-Azdi kom til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sammen med en gruppe mænd fra Azd-stammen, tog imod islam og blev meget hengivne muslimer. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, udnævnte ham til amīr for stammens muslimske medlemmer og befalede ham at føre jihad sammen med dem mod de omkringliggende jemenitiske afgudsdyrkende stammer.

På Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, befaling drog de først ud på et felttog mod Jurash for at føre jihad. Denne by, som var beboet af jemenitiske stammer, var på det tidspunkt omgivet af mure og befæstet. Da Khash’am-stammen hørte, at den muslimske hær var på vej for at angribe dem, sluttede den sig til jemenitterne. Surads hær belejrede de jemenitiske Khash’am-folk i omkring en måned, mens de forblev uskadt inde i Jurash og gjorde modstand. Derefter vendte Surad tilbage med sin hær. Da han nåede frem til Shakar-bjerget, troede indbyggerne i Jurash, at han var blevet besejret, og forfulgte ham. Så snart de angreb Surads hær, angreb han dem, og han dræbte et stort antal af dem. Tidligere havde indbyggerne i Jurash sendt to mænd til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, i Medina for at iagttage situationen. En dag efter asr kom de og satte sig hos Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og han spurgte dem: »Hvor ligger Shakar?« De to mænd fra Jurash svarede: »Allahs Sendebud! Der er et bjerg i vores område, som vi indbyggere i Jurash kalder Kashar.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Det bjerg hedder ikke Kashar, men Shakar.« De sagde: »Hvad er der sket ved Shakar, Allahs Sendebud?« Han sagde: »I dette øjeblik bliver mange mennesker dræbt dér.«

Da de to mænd kom og satte sig hos Abu Bakr eller Uthman, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde de: »Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, har meddelt, at folk fra jeres stamme er blevet dræbt. Bed ham om at bede om, at jeres stamme må blive befriet fra denne ulykke.« Da de bad Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, om dette, bad han således: »O Allah, fjern denne ulykke fra indbyggerne i Jurash.« Derefter rejste de to mænd mod Jurash. Da de nåede frem, erfarede de, at Surad ibn Abdullah havde dræbt indbyggerne i Jurash netop den dag og på netop det tidspunkt, hvor Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde nævnt denne begivenhed for dem.«

Jurash-delegationen kom til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og tog imod islam. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, udpegede flere beskyttede områder omkring deres by, hvor dyrene kunne græsse. Der blev afmærket særskilte områder til heste, kameler og pløjende okser, og det blev bekendtgjort, at det ikke var tilladt for nogen at tage eller spise et dyr, der græssede i disse områder.

Ankomsten af udsendinge fra kongerne af Himyar

Himyars konger sendte udsendinge med breve til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hvori de meddelte, at de havde antaget islam. Blandt disse konger var al-Harith ibn Abd Kulal, Nuaym, Maafir og Qayl, underherskeren over Hamdan. [94. Der er uenighed om ordet »qayl«. Nogle siger blot, at det betyder »konge«. Andre siger, at det betyder en højtstående embedsmand under kongen. Den sidstnævnte opfattelse er den mest udbredte.] Disse udsendinge ankom, da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, vendte tilbage fra ekspeditionen til Tabuk. Yamanens hersker Dhu Yazan sendte Malik ibn Murra al-Bahawi. De sendte alle udsendinge og breve, hvori de erklærede, at de havde antaget islam, forkastet afgudsdyrkelsen og afbrudt forbindelserne med afgudsdyrkerne. Som svar skrev Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, følgende brev til dem: »I Allahs, Den Nådiges, Den Barmhjertiges navn. Fra Allahs Sendebud og profet, Muhammad, til Ruayn, Maafir, Hamdans hersker Ibn Abd Kulal, Nuaym ibn Abd Kulal og underherskeren Nu’man. Jeg priser den Almægtige Allah, ud over hvem der ingen guddom er. Efter at vi var vendt tilbage fra romernes land, mødte jeres udsendinge os i Medina og overbragte os jeres budskab. De fortalte os, at I havde antaget islam og dræbt afgudsdyrkerne. Hvis I følger sandhedens vej, adlyder Allah og Hans Sendebud, udfører bønnen, betaler zakat, giver en femtedel af krigsbyttet til Allah, profetens andel og den del, der udvælges før fordelingen, samt den obligatoriske almisse, som er pålagt de troende, vil I opnå Allahs vejledning. Den obligatoriske almisse er en tiendedel af høsten fra landbrugsjord, der vandes af regn- og flodvand, og en tyvendedel af høsten fra kunstigt vandet landbrugsjord.«

For hver fyrre kameler gives en hun-kamel, der er over to år gammel, og for hver tredive kameler gives en kamel, der er over to år gammel. For hver fem kameler gives én ged, for hver ti kameler to geder, for hver fyrre stykker kvæg én ko, for hver tredive ét eller to år gammelt kalv, og for hver fyrre græssende geder eller får gives én ged. Dette er den obligatoriske almisse, som Allah har pålagt de troende. Det er bedre at give mere, men den, der blot giver dette, beviser sin underkastelse under islam og hjælper de troende med at sejre over afgudsdyrkerne, er troende. Han har samme rettigheder og pligter som alle andre troende. Allah og Allahs Sendebud garanterer hans fulde sikkerhed. Hvis en jøde eller kristen antager islam, bliver han en del af de troende. Hans rettigheder og pligter er de samme som de øvrige troendes. Hvis nogen ønsker at forblive i sin jødiske eller kristne religion, skal han ikke tvinges til at antage islam. Enhver voksen mand eller kvinde blandt dem, hvad enten vedkommende er slave eller fri, skal dog betale jizya. Jizyaens størrelse er én dinar eller et tilsvarende stykke stof beregnet efter købsprisen på ma’yafir, en særlig yemenitisk klædedragt. Den, der betaler denne jizya til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, har Allahs og Allahs Sendebuds beskyttelse. Den, der nægter at betale den, er Allahs og Hans Sendebuds fjende.

Allahs profet og Sendebud Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, giver Yamanens hersker Dhu Yazan følgende befaling: Når Mine udsendinge Muadh ibn Jabal, Abdullah ibn Zayd, Malik ibn Ubadah og Uqbah ibn Namir samt deres ledsagere, må Allah være tilfreds med dem, kommer til jer, skal I behandle dem godt. Hvis de opkræver den zakat og jizya, som jeres undersåtter er forpligtede til at betale, og overdrager den til udsendingene under ledelse af vores leder Muadh ibn Jabal, skal Dhu Yazan samtykke til det.

Muhammad erklærer på ny, at der ingen guddom er ud over Allah, og at han er Allahs tjener og Sendebud.

Det skal også nævnes, at Malik ibn Murra al-Bahattari har fortalt mig, at du, Dhu Yazan, var den første blandt Himyars konger, der antog islam og dræbte afgudsdyrkerne. Derfor skal du modtage det glædelige budskab og lykønskninger, og behandl Himyars folk godt. Begå ikke forræderi, og udsæt ingen for overgreb. Husk, at Allahs Sendebud er værge for jer alle, både rige og fattige. Zakat og almisse er ikke tilladt for Muhammad og hans familie. Zakat er et middel til at rense formuen, og den er kun tilladt for fattige muslimer og vejfarende. Malik har overbragt dit budskab korrekt og troværdigt. Derfor befaler jeg jer at behandle ham godt. Jeg har sendt jer nogle af mine tilhængere, som er særdeles retskafne, dygtige, lærde og gudfrygtige. Jeg befaler jer at behandle dem godt, for deres rapporter vil blive tillagt den største betydning. Og fred, Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser være med jer.«

Profeten Muhammads råd til Muadh ibn Jabal, da han blev sendt til Yaman

Ibn Ishaq siger: Abdullah ibn Abu Bakr har fortalt mig, at det blev overleveret til ham, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav Muadh nogle råd og indgik en pagt med ham, da han sendte ham som udsending. Han sagde: »Indbyd dem til islam på en let og ikke en vanskelig måde. Giv dem håb, og gør dem ikke modvillige. Du vil møde folk fra Skriftens folk. De vil spørge dig: Hvad er nøglen til Paradiset? Fortæl dem: Vidnesbyrdet om, at Allah er Én, og at Han ingen partner har, er nøglen til Paradiset.«

Banu Harith-stammens antagelse af islam under Khalid ibn al-Walids ledelse under felttoget

Ibn Ishaq siger: I den tiende hijri-års Rabi al-Thani eller Jumada al-Awwal sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Khalid ibn al-Walid til Banu Harith ibn Ka’b-stammen i Najran med følgende befaling: »Før du indleder krig, skal du i tre dage invitere dem til islam. Hvis de tager imod invitationen, skal du acceptere det. Ellers skal du angribe dem.«

Khalid drog af sted. Da han nåede frem til Banu Hariths bebyggelse, beordrede han sine ledsagere at sprede sig rundt omkring og invitere folk til islam. De sagde: »O folk, antag islam, så vil I være i sikkerhed.« Folk begyndte at antage islam, og Khalid blev hos dem. Han underviste dem i islam og gjorde dem bekendt med Koranen og Sendebudets sunna. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde også befalet ham, at hvis Najrans indbyggere antog islam i stedet for at kæmpe, skulle han blive hos dem og fortsætte med at undervise dem grundigt i islam. Khalid ibn al-Walid skrev følgende brev til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham:

»I Allahs, Den Nådiges, Den Barmhjertiges navn. Fra Khalid ibn al-Walid til Muhammad, Allahs udsendte profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham. O Allahs Sendebud! Må fred, Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser være over dig. Jeg lovpriser Allah over for dig; der er ingen guddom ud over Ham. O Allahs Sendebud, må Allahs barmhjertighed og fred være over dig. Du sendte mig til Banu Harith med befaling om, at jeg i tre dage ikke skulle kæmpe mod dem, men invitere dem til islam. Hvis de antog islam, skulle jeg acceptere det, blive hos dem og undervise dem i islams omfattende bestemmelser, Allahs Bog og Sendebudets sunna. Hvis de ikke antog islam, skulle jeg kæmpe mod dem. Så snart jeg kom hertil, har jeg i tre dage inviteret dem til islam i overensstemmelse med Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befaling. Jeg sendte mine ledsagere til folkene her. De inviterede dem med ordene: »O Banu Harith! Antag islam, så vil I være i sikkerhed.«

Som følge heraf kæmpede Banu Harith ikke, men antog islam. Jeg opholder mig blandt dem og befaler dem i overensstemmelse med det, Allah har befalet, og afholder dem fra det, Allah har forbudt. Jeg underviser dem også i islams omfattende bestemmelser og Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forskrifter, og dette arbejde fortsætter stadig på det tidspunkt, hvor jeg skriver dette brev. O Allahs Sendebud, fred, Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser være med dig.«

Som svar skrev Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, følgende brev til Khalid: »I Allahs, Den Nådiges, Den Barmhjertiges navn. Fra Muhammad, Allahs udsendte profet, til Khalid ibn al-Walid. Fred være med dig. Jeg lovpriser over for dig Allah, ud over hvem der ingen guddom er. Gennem en udsending modtog jeg dit brev og fik at vide, at Banu Harith havde antaget islam uden kamp og som svar på jeres invitation havde bevidnet, at der ingen guddom er ud over Allah, og at Muhammad er Hans tjener og Sendebud. Du har meddelt, at Allah har vejledt dem gennem Hans vejlednings budskab. Giv dem derfor det glædelige budskab, og advar dem samtidig. Kom nu tilbage, og bed en delegation fra Banu Harith om at komme til mig. Og fred, Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser være med jer.«

Efter at have modtaget Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, brev vendte Khalid tilbage til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i Medina. En delegation fra Banu Harith kom også med ham. Blandt delegationens fremtrædende medlemmer var Qays ibn al-Husayn, Yazid ibn Abd al-Madan, Yazid ibn Muhajjal, Abdullah ibn Qurrad al-Ziyadi, Shaddad ibn Abdullah al-Kinani og Amr ibn Abdullah al-Dibabi. Da de kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og han så dem, sagde han: »Hvem er disse, der ser ud som indere?« Sahabaerne sagde: »O Allahs Sendebud, det er folk fra Banu Harith.« De trådte frem foran Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hilste på ham. De sagde: »Vi bevidner, at du er Allahs Sendebud, og at der ingen guddom er ud over Allah.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Jeg bevidner også, at der ingen guddom er ud over Allah, og at jeg er Allahs Sendebud.« Derefter sagde han: »Er I så det folk, som, når det bliver trængt tilbage, rykker endnu længere frem?« Han gentog dette fire gange. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvis Khalid ikke havde fortalt mig, at I antog islam uden kamp, ville jeg have halshugget jer og ladet jer ligge under jeres fødder.« Yazid ibn Abd al-Madan sagde: »Vid, at vi ikke roste hverken dig eller Khalid.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvem roste I da?« De sagde: »O Allahs Sendebud, vi lovpriste Allah, Den Mægtige og Den Vældige, som gennem dig har vejledt os.« Han sagde: »I taler sandt.« Han sagde også: »Ved hvilken styrke sejrede I i udkæmpede kampe over jeres modstandere i jahiliyyah-tiden?« De sagde: »Hvad mener du? Vi sejrede ikke over nogen.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Jo. I sejrede over dem, der kæmpede mod jer.« Delegationens medlemmer sagde: »O Allahs Sendebud, grunden til, at vi sejrede over vores modstandere, var, at vi stod sammen og ikke indlod os i stridigheder. Vi angreb heller aldrig nogen først eller uretmæssigt.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »I taler sandt.«

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udnævnte Qays ibn al-Husayn til emir for Banu Harith.

Derefter vendte delegationen fra Banu Harith tilbage til deres eget område mod slutningen af Shawwal eller i begyndelsen af Dhu al-Qa’da. Blot fire måneder efter deres afrejse døde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham.

Efter at delegationen var rejst, sendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, Amr ibn Hazm til Banu Harith for at undervise dem i Islams udførlige bestemmelser og hans sunnah samt for at opkræve deres sadaqah. Han gav ham også et brev med sine instruktioner. Brevet lød således:

«I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Dette er en erklæring fra Allah og Hans Sendebud. O I troende, overhold pagten. Dette er en instruks til Amr ibn Hazm, Hans Sendebud Muhammads udsending til Yemen, fra den profet, som Allah har sendt. Han befalede Amr altid og overalt at frygte Allah. Man skal vide, at Allah er med dem, der frygter Ham, og med dem, der gør det gode. Han blev pålagt altid at følge retfærdighedens og sandhedens vej, sådan som Allah har befalet ham. Han skal opmuntre folk til at følge det gode og udstede befalinger derom. Han skal udbrede Koranens lære blandt dem og give folk dyb indsigt i Koranen, og han skal advare dem, så ingen rører Koranen i en uren tilstand. Han skal gøre det klart, hvad der er godt for folk, og hvad der er ondt; han skal behandle dem, der følger sandheden og retfærdigheden, mildt, men være streng over for dem, der begår uret. For Allah hader uret og har befalet, at man afholder sig fra det. Han har sagt: ‘Vogt jer! Allahs forbandelse er over de uretfærdige!’ Han skal opmuntre folk til Paradiset og til at udføre de handlinger, der fører dertil, og advare dem mod Helvede og de handlinger, der fører dertil. For at give folk en fin og omfattende forståelse af Islam skal han bestræbe sig på at vinde deres kærlighed og lære dem reglerne for den store hajj og den lille hajj, det vil sige umrah, samt sunnah, fard og Allahs befalinger. Han skal forbyde folk at bede iført blot ét kort klæde, medmindre klædet er så stort, at den ene ende kan føres over skulderen og rundt om nakken, mens den anden ende bæres. Han skal forbyde folk at sidde med benene løftet, mens de kun er iført ét klæde, på en sådan måde at deres kønsdele bliver blottet. Han skal forbyde mænd at flette håret og lade det hænge ned over ryggen. I tider med ophidselse skal han forbyde folk at råbe på grundlag af stamme- og slægtskab og befale dem kun at påkalde den ene og eneste Allahs navn. De, der ikke kalder til Allah, men kalder til bestemte stammer eller grupper, skal ryddes af vejen med sværdet; og den ene og eneste Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, udnævner Qays ibn Husayn til leder for Banu Harith.»

Derefter vendte delegationen fra Banu Harith tilbage til deres eget område mod slutningen af Shawwal eller i begyndelsen af Dhu al-Qa’da. Blot fire måneder efter deres afrejse døde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham.

Efter at delegationen var rejst, sendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, Amr ibn Hazm for at undervise Banu Harith i Islams udførlige bestemmelser og hans sunnah samt for at opkræve deres sadaqah. Han gav ham også et brev med sine instruktioner. Brevet lød således:

«I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Dette er en erklæring fra Allah og Hans Sendebud. O I troende, overhold pagten. Dette er en instruks til Amr ibn Hazm, Hans Sendebuds udsending til Yemen, fra profeten Muhammad, som Allah har sendt. Han befalede Amr altid og overalt at frygte Allah. Man skal vide, at Allah er med dem, der frygter Ham, og med dem, der gør det gode. Han blev pålagt altid at følge retfærdighedens og sandhedens vej, sådan som Allah har befalet ham. Han skal opmuntre folk til at følge det gode og udstede befalinger derom. Han skal udbrede Koranens lære blandt dem og give folk dyb indsigt i Koranen, og han skal advare dem, så ingen rører Koranen i en uren tilstand. Han skal gøre det klart, hvad der er godt for folk, og hvad der er ondt; han skal behandle dem, der følger sandheden og retfærdigheden, mildt, men være streng over for dem, der begår uret. For Allah hader uret og har befalet, at man afholder sig fra det. Han har sagt: ‘Vogt jer! Allahs forbandelse er over de uretfærdige!’ Han skal opmuntre folk til Paradiset og til at udføre de handlinger, der fører dertil, og advare dem mod Helvede og de handlinger, der fører dertil. For at give folk en fin og omfattende forståelse af Islam skal han bestræbe sig på at vinde deres kærlighed og lære dem reglerne for den store hajj og den lille hajj, det vil sige umrah, samt sunnah, fard og Allahs befalinger. Han skal forbyde folk at bede iført blot ét kort klæde, medmindre klædet er så stort, at den ene ende kan føres over skulderen og rundt om nakken, mens den anden ende bæres. Han skal forbyde folk at sidde med benene løftet, mens de kun er iført ét klæde, på en sådan måde at deres kønsdele bliver blottet. Han skal forbyde mænd at flette håret og lade det hænge ned over ryggen. I tider med ophidselse skal han forbyde folk at råbe på grundlag af stamme- og slægtskab og befale dem kun at påkalde den ene og eneste Allahs navn. De, der ikke kalder til Allah, men kalder til bestemte stammer eller grupper, skal ryddes af vejen med sværdet. En pålidelig mand fortalte mig, idet han citerede Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Før Timen vil tredive dajjal’er vise sig, og hver af dem vil hævde at være profet.’»

Felttoget for at opkræve zakat fra de embedsmænd og ledere, som Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde udpeget

Ibn Ishaq siger:

Allerede før sin død sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, sine udnævnte amīrer og embedsmænd ud for at opkræve zakat fra alle de lande og områder, som muslimerne havde erobret. Til Sanʿāʾ sendte han Muhājir ibn Abū Umayya. Mens han opholdt sig i Sanʿāʾ, gjorde al-Aswad al-ʿAnsī oprør mod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham. Ziyād ibn Labīd fra den ansariske Banū Bayāḍa-stamme sendte han til Hadramaut, ʿAdī ibn Hātim til Banū Ṭayy- og Banū Asad-stammerne, Mālik ibn Nuwayra til Banū Ḥanẓala-stammen, Zibirqān ibn Badr til en del af Banū Saʿd-stammen, Qays ibn ʿĀṣim til den anden del af samme stamme og ʿAlī ibn Abū Ṭālib, må Allah være tilfreds med ham, til Najrān for at opkræve zakat fra muslimerne og jizya fra de kristne.

Musaylimas brev til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, og svaret fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham

»Fra Allahs Sendebud, Musaylima, til Allahs Sendebud, Muhammad. Fred være med dig. Jeg er blevet gjort til din partner i profetskabet. Halvdelen af jorden tilfalder os, og den anden halvdel Quraysh. Men Quraysh overskrider altid grænserne.«

To udsendinge kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, med dette brev. Ibn Isḥāq siger: »En ældre mand fra Banū Ashjaʿ-stammen fortalte mig med Salama ibn Nuʿaym som kilde, at Nuʿaym sagde: Efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, havde taget brevet fra de to udsendinge og læst det, sagde han til dem: ›Hvad er jeres to udsagn?‹ De sagde: ›Vi siger det samme, som Musaylima siger.‹ Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, sagde: ›Ved Allah! Hvis det ikke var i strid med princippet om, at udsendinge ikke må dræbes, ville jeg have halshugget jer begge.‹«

Derefter skrev han til Musaylima: »I Allahs, den Barmhjertiges, den Nådiges navn. Fra Allahs Sendebud, Muhammad, til Musaylima, den falske fordringshaver. Fred være med den, der følger den vejledning, som kommer fra Allah. Vid, at jorden helt og holdent tilhører Allah. Han giver herredømmet over jorden til hvem blandt sine tjenere, Han vil, og den endelige succes tilkommer de gudfrygtige.« Denne brevveksling fandt sted i det tiende hijri-år.

Afskedshajj

Da måneden Dhū al-Qaʿda begyndte, gjorde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, sig klar til hajj og beordrede muslimerne til at gøre sig klar. Da der var fem dage tilbage af måneden Dhū al-Qaʿda, drog han af sted for at udføre hajj.

På tærsklen til hajj underviste han folket i hajjens regler. Derefter holdt han en tale til den forsamlede folkemængde. Efter at have lovprist Allah sagde han:

»O folk, lyt til mine ord. Jeg vil sandsynligvis aldrig mere mødes med jer på dette sted efter dette år. O mennesker, ligesom det på denne dag og i denne måned er forbudt for jer at krænke andres liv og ejendom, således er det forbudt indtil Opstandelsens Dag. I vil snart stå foran Allah, og I vil blive stillet til regnskab for jeres gerninger. Jeg har opfyldt min pligt med at overbringe Allahs budskab til jer. Den, der har noget betroet tilhørende en anden, skal give det tilbage til ejeren. Al rente er blevet afskaffet. [95. Alle former for gæld samt gengældelse for drab og legemsbeskadigelse er blevet afskaffet.] I har kun ret til hovedstolen. I må hverken begå uret mod andre eller selv blive udsat for uret. Allahs endelige afgørelse er, at ingen rente må fortsætte. Al rente, som tilhørte Abbas ibn Abd al-Muttalib, er blevet afskaffet. Straffen eller gengældelsen for alle drab og legemsbeskadigelser begået i uvidenhedens tid er blevet afskaffet. Som den første afskaffer jeg straffen eller gengældelsen for drabet på Ibn Rabia, sønnesøn af Harith ibn Abd al-Muttalib. Ibn Rabia var et spædbarn, der blev ammet hos Banu Layth. Banu Hudhayl dræbte ham. Med dette drab begynder jeg at tilgive alle drab begået i uvidenhedens tid.«

»Derefter, O mennesker, er der ikke længere nogen mulighed for, at Satan nogensinde vil blive dyrket i dette land, som tilhører jer. Han har mistet håbet om det. Men hvis I adlyder Satan i de små ting i jeres handlinger, som I anser for ubetydelige og ringe, vil han være tilfreds med det. Vær derfor på vagt over for Satan med hensyn til jeres religion.«

»O mennesker, at udsætte de forbudte måneder til det følgende år er en endnu grovere form for vantro. De vantro ledes gennem denne skik bort fra den rette vej. Ved hjælp af den gør de blodsudgydelse tilladt det ene år og forbudt det næste. På denne måde forsøger de at omgå de dage, som Allah har gjort forbudte. Således gør de i praksis det, Allah har forbudt, tilladt, og det, Allah har gjort tilladt, forbudt. Tiden har fulgt sit eget forløb siden den første skabelse af himlene og jorden. Hos Allah er der tolv måneder. Fire af dem er forbudte: tre måneder i træk og én er Rajab, Mudar-stammens måned. Denne måned ligger mellem Sha’ban og Jumada al-Thani. [96. Grunden til, at Rajab kaldes ‘Mudar-stammens Rajab’, er, at det var Mudar-stammen, der tillagde denne måned betydning. Ingen anden arabisk stamme overholdt denne måned som en forbudt måned.]

»I har visse pligter og rettigheder over for jeres kvinder, og kvinderne har visse pligter og rettigheder over for jer. Kvinderne må ikke lade nogen anden ligge i jeres senge. Det er også deres pligt ikke at begå de uanstændige handlinger, som er blevet forbudt, for det vækker jeres afsky. Hvis de alligevel gør det, har Allah givet jer ret til at sove i en anden seng end dem og til at slå dem let. Men hvis de forbedrer sig, er det jeres pligt på passende vis at sørge for deres mad og klæder. Vær venligt indstillet over for kvinderne, for de er som hjælpeløse fanger hos jer. I har taget dem til jer som en tillid fra Allah. I har gjort dem lovlige for jer i overensstemmelse med Allahs lov.«

»O alle mennesker, forstå mine ord. Jeg har fuldført opgaven med at overbringe Allahs budskab til menneskene. Jeg efterlader jer noget, som I aldrig vil fare vild, hvis I holder fast ved det. Det er Allahs Bog og Hans Sendebuds sunna, en klar og tydelig vej. O mennesker, lyt til mine ord og forstå dem. Vid, at enhver muslim er en anden muslims bror. Muslimer er brødre. Derfor er det ulovligt at tage noget, der tilhører ens bror, medmindre han frivilligt giver det bort. Begå ikke uret mod mennesker. O Allah, har jeg overbragt Din religion til menneskene?« Folk sagde: »O Allah, sandelig, Allahs Sendebud har overbragt Din religion til os.« Han sagde: »O Allah, vær vidne!«

Usama ibn Zayid sendes til Palæstina

Ibn Hisham siger: Efter at Allahs Sendebud havde holdt den ovennævnte tale, drog han med hele sin styrke

tilbage til Medina og tilbragte resten af Dhu al-Hijja samt månederne Muharram og Safar dér. Derefter sendte han en hær til Sham (Syrien) under ledelse af Usama, søn af hans frigivne slave Zayid, og beordrede ham til at erobre områderne Balqa og Darum i Palæstina. Folk gjorde sig klar til rejsen. Alle Muhajirun, som havde foretaget den første hijra, drog af sted sammen med ham.

Sendebud udsendes til konger og herskere

Ibn Hisham siger:

Tidligere havde Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sendt nogle af sine ledsagere som sendebud til kongerne og herskerne i forskellige lande. Han sendte dem breve med en invitation til islam.

Ibn Hisham siger: En pålidelig mand fra Abu Bakr al-Hudhali fortalte mig, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, en dag, efter at de var blevet forhindret i at udføre umrah på Hudaybiyyahs dag, kom til sine ledsagere og sagde: “O folk, Allah har sendt mig som en barmhjertighed til alle mennesker. Gør derfor ikke modstand mod mig, sådan som ’Isas ledsagere gjorde mod ham, fred være med ham.” Ledsagerne sagde: “Allahs Sendebud, hvordan gjorde ’Isas ledsagere modstand mod ham?” Han sagde: “De samme opgaver, som jeg pålægger jer, pålagde han også dem. Men når han ønskede at sende nogen til et sted i nærheden, viste denne person modvilje og tøvede. ’Isa, fred være med ham, klagede over dette til Allah. Derfor blev hver af dem, der tøvede, straffet på den måde, at den, der blev sendt til et bestemt folk, kom til at tale dette folks sprog.”

Derefter udvalgte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, nogle af sine ledsagere som sendebud og sendte breve med en invitation til islam til kongerne og herskerne i forskellige lande. Han sendte Dihyah ibn Khalifah al-Kalbi til den romerske kejser, ’Abdullah ibn Hudhafah al-Sahmi til den persiske kejser, ’Amr ibn Umayyah al-Damri til Negus, herskeren over Abessinien, Hatib ibn ’Amr til de to konger af Yamamah, Thumamah ibn Uthal og Hawdhah ibn ’Ali, ’Ala ibn al-Hadrami til Bahrains konge, al-Mundhir ibn Sawa, og Shuja’ ibn Wahb al-Asadi til kongen af grænselandet mod Syrien, al-Harith ibn Abu Shamir al-Ghassani.

Ibn Hisham siger: Så vidt jeg ved, blev Salit sendt til Thumamah, Hawdhah og al-Mundhir.

Ibn Ishaq siger: Yazid ibn Abu Habib al-Misri fortalte mig, at han i en bog havde set navnene på de sendebud, som Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde sendt til kongerne over araberne og ikke-araberne samt til forskellige lande. Bogen nævnte også de råd, han gav sine ledsagere, da han sendte dem af sted. Yazid sendte denne bog til den berømte lærde Muhammad ibn Shihab al-Zuhri. Al-Zuhri erklærede bogen for pålidelig. I bogen stod der: Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, kom til sine ledsagere og sagde: “Allah har sendt mig som en barmhjertighed til alle verdens folk. Bring derfor da’wah videre fra mig; Allah vil skænke jer sin barmhjertighed. Gør ikke modstand mod mig, sådan som ’Isas ledsagere gjorde.” Ledsagerne sagde: “O Allahs Sendebud, hvordan gjorde de modstand?” Han sagde: “Ligesom jeg har givet jer ansvaret for at bringe budskabet videre forskellige steder, gav han dem også ansvaret for at bringe budskabet videre forskellige steder. Den, han sendte til et sted i nærheden, blev glad og var tilfreds. Men den, han ønskede at sende langt væk, blev utilfreds og nægtede. ’Isa, fred være med ham, bad Allah om hjælp i denne sag. Derfor kom hver af dem, der blev sendt til et bestemt land, til at tale dette lands sprog.”

Ibn Ishaq siger: “Blandt de ledsagere, som ’Isa, fred være med ham, sendte til forskellige lande i verden, og blandt hans følgere, som senere blev sendt af sted, var de mest fremtrædende ledsageren Peter og hans følger Paulus. Paulus var hverken en apostel eller en ledsager af ’Isa, fred være med ham. De blev sendt til romerne. Andreas og Matthæus blev sendt til et område, hvis indbyggere spiste mennesker. Thomas blev sendt til Babylon i øst, Filip blev sendt til Kartago i Afrika eller til Afrika, Johannes blev sendt til byen Efesus, folket i Ashab al-Kahf, Jakob blev sendt til Arabien, til Hijaz, Simon blev sendt til barbarernes område, og Judas blev sendt til jorḍernes land. Judas var ikke en ledsager af ’Isa, fred være med ham.”

Den sidste ekspedition

Ibn Ishaq siger: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte Usama, søn af Zayd ibn Haritha, til Syrien og beordrede ham til at erobre områderne Balqa og Darum i Palæstina. Muslimerne gjorde de nødvendige forberedelser. Alle de muslimer, der havde foretaget den første hijra, deltog i denne ekspedition.

Begyndelsen på Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sygdom

Ibn Ishaq siger: Mens forberedelserne til ekspeditionens afrejse under Usamas ledelse stadig stod på, begyndte tegn på sygdom at vise sig hos Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og til sidst døde han af denne sygdom. Sygdommen begyndte i de sidste dage af måneden Safar eller på den første dag i Rabi al-awwal. Sygdommen begyndte på denne måde: En nat gik han sent til Medinas kirkegård Baqi al-Gharqad og bad om tilgivelse for gravens beboere. Fra den følgende dag blev han ramt af sygdom og smerter.

Abu Mu’ayhiba, Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, frigivne slave, fortæller: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vækkede mig omkring midnat og sagde: »O Abu Mu’ayhiba, jeg er blevet befalet at bede om tilgivelse for de døde på denne kirkegård. Kom med mig.« Jeg gik med ham. Da han stod foran kirkegården, sagde han:

»O gravens beboere, fred være med jer. I er i en langt bedre tilstand end den, som folk befinder sig i i dag. Fristelserne kommer som dybe, mørke nætter, der gradvist bliver mørkere og mørkere. Enhver ulykke, der kommer, er mere alvorlig end den foregående.

Derefter vendte han sig til mig og sagde: »O Abu Mu’ayhiba! Jeg blev tilbudt denne verdens rigdomme og varig ret til at nyde dem og derefter Paradiset, og jeg fik at vide: Vælg, hvad du ønsker, blandt disse rigdomme og retten til at nyde dem varigt på den ene side og Paradiset og mødet med Allah på den anden.«

Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, vælg denne verdens rigdomme og retten til at nyde dem varigt og derefter Paradiset.« Han sagde: »Nej, jeg har snarere valgt mødet med Allah og Paradiset.«

Derefter bad han for dem, der var begravet på Baqī-kirkegården, og bad om tilgivelse for dem, hvorefter han vendte hjem. Umiddelbart derefter begyndte hans sygdom og lidelser, og til sidst døde han af dem.

Allahs Sendebuds hustru, Aisha (må Allah være tilfreds med hende), fortæller: Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, vendte tilbage fra Baqī og så mig ligge med hovedpine og sige: »Åh, mit hoved!« Da han så mig sådan, sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »O Aisha, det er snarere mit hoved, der gør ondt.« Derefter sagde han: »Hvad synes du, hvis du dør før mig, og jeg svøber dig, begraver dig og beder begravelsesbønnen over dig?« Jeg sagde: »Jeg kan tydeligt se for mig, at hvis det skete, ville du vende hjem og more dig med en af dine andre hustruer.«

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, smilede han. Et øjeblik syntes hans sygdomslidelser at være forsvundet. På det tidspunkt opholdt han sig fortsat på skift hos sine hustruer. Men pludselig blev hans lidelser værre. Han befandt sig da i Maymūnas (må Allah være tilfreds med hende) værelse. Han tilkaldte alle sine hustruer og bad dem om tilladelse til, at han kunne blive plejet i mit værelse. Alle gav deres tilladelse.

En beskrivelse af Allahs Sendebuds hustruer eller de troendes mødre

Ibn Hisham siger: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde ni hustruer. De var: Aisha, Abū Bakrs datter (må Allah være tilfreds med hende), Hafsa, Umar ibn al-Khattabs datter (må Allah være tilfreds med hende), Umm Habiba, Abū Sufyans datter, søn af Harb (må Allah være tilfreds med hende), Umm Salama, Abū Umayyas datter, søn af al-Mughīra (må Allah være tilfreds med hende), Sawda, Zamʿas datter, søn af Qays (må Allah være tilfreds med hende), Zaynab, Jahshs datter (må Allah være tilfreds med hende), Maymūna, al-Hāriths datter, søn af Hazn (må Allah være tilfreds med hende), Juwayriya, al-Hāriths datter, søn af Abū Dirār (må Allah være tilfreds med hende), og Safiyya, Huyayys datter, søn af Akhtab. Oplysninger om dem er blevet overleveret af flere pålidelige lærde.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde i alt tretten hustruer. Men kun de nævnte ni var i live, da han døde. To var døde tidligere, og med to andre var der kun indgået et formelt ægteskab. De blev ikke Allahs Sendebuds hustruer.

Khadīja, Khuwailids datter, må Allah være tilfreds med hende

Khadīja var hans første hustru. Hendes far, Khuwailid ibn Asad, eller ifølge en anden overlevering hendes bror Amr ibn Khuwailid, bortgiftede Khadīja til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav hende tyve unge hunkameler som brudegave. Alle Allahs Sendebuds børn, bortset fra Ibrāhīm, blev født af hende. Hendes tidligere mand var Abū Hāla ibn Mālik. Han var fra Banū Usayd, som var allierede med Banū Abd ad-Dār. Mens hun var Abū Hālas hustru, fødte hun en søn ved navn Hind og en datter ved navn Zaynab. Før Abū Hāla havde hun været gift med Atīq ibn Ābid. Også dér fik hun en søn ved navn Abdullah og en datter ved navn Jāriya.

ʿĀʾisha bint Abū Bakr, må Allah være tilfreds med hende

Hun blev gift med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, i Mekka, da hun kun var syv år gammel. Efter hijraen til Medina indledte hun det ægteskabelige samliv med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, da hun var ni eller ti år gammel. Han giftede sig ikke med nogen anden jomfru end ʿĀʾisha, må Allah være tilfreds med hende. Hendes far, Abū Bakr as-Siddīq, må Allah være tilfreds med ham, bortgiftede hende. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, giftede sig med hende. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav hende fire hundrede dirham i medgift.

Sawda bint Zamʿa, må Allah være tilfreds med hende

Salīt ibn ʿAmr, eller ifølge en anden overlevering Abū Hātim ibn ʿAmr, bortgiftede hende til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav hende fire hundrede dirham i medgift. Hendes tidligere ægtemand hed Sakrān ibn ʿAmr. [97. Ibn Hishām siger, at Ibn Isḥāq ikke er enig i denne overlevering. Ifølge ham opholdt ʿAlī og Abū Hātim sig på dette tidspunkt begge i Abessinien, hvor de levede i landflygtighed. På dette tidspunkt var de fraværende hos Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham.]

Zaynab bint Jaḥsh, må Allah være tilfreds med hende

Hendes bror Abū Aḥmad ibn Jaḥsh bortgiftede hende. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav hende fire hundrede dirham i medgift. Hendes tidligere ægtemand var Zayd ibn Ḥāritha, må Allah være tilfreds med ham, som Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde frigivet som slave.

Det var angående Zaynab, at dette vers i Koranen blev åbenbaret: »Da Zayd havde skilt sig fra hende, giftede Jeg hende med dig.«

Umm Salama bint Abū Umayya, må Allah være tilfreds med hende

Et andet navn for hende var Hind. Det var hendes egen søn Salama, der gav hende i ægteskab. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gav hende en madras fyldt med daddelpalmefibre, et bæger, en tallerken og en håndkværn. Hendes tidligere ægtemand hed Abdullah Abu Salama. Der blev født fire børn af hende dér: Salama, Umar, Zaynab og Ruqayya.

Hafsa bint Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med hende

Hendes far, Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, gav hende personligt i ægteskab med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, mod en medgift på fire hundrede dirham. Tidligere havde hun været gift med Khunays ibn Hudhafa Sahmi.

Umm Habiba bint Abu Sufyan ibn Harb, må Allah være tilfreds med hende

Khalid ibn Sa’id ibn al-As tog initiativ til hendes ægteskab med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og fremsatte frieriet. De opholdt sig begge på det tidspunkt i eksil i Abessinien. Negus selv gav hende en medgift på fire hundrede dinarer på Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vegne. Hendes tidligere ægtemand hed Ubaydullah ibn Jahsh al-Asadi. Hendes egentlige navn var Ramla.

Juwayriya bint al-Harith, må Allah være tilfreds med hende

Denne kvinde fra Khuzā’a-stammen blev taget til fange under slaget mod Banu al-Mustaliq og tilfaldt Thabit ibn Qays, må Allah være tilfreds med ham. Juwayriya indgik en aftale med al-Harith om at blive frigivet mod betaling af en løsesum. For at få hjælp til at betale løsesummen søgte hun tilflugt hos Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, indvilligede i at betale hendes løsesum og friede til hende. Juwayriya accepterede frieriet. Derefter blev ægteskabet indgået.

Ibn Hisham nævner, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vendte tilbage fra Banu al-Mustaliqs område sammen med Juwayriya. Undervejs betroede han Juwayriya til en bestemt ansarisk ledsager og beordrede ham til at tage sig af hende, hvorefter han rejste til Medina. Da han var nået frem til Medina, kom Juwayriyas far, al-Harith ibn Abu Dirar, til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, med løsesummen for sin datters frigivelse. Da al-Harith nåede et sted, der hedder al-Aqiq, fik han øje på den kamelflok, som han var på vej med til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, som løsesum. To af kamelerne behagede ham særligt meget. Han gemte dem i en af hulerne på al-Aqiq-bjerget. Derefter kom han til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »Muhammad, I har taget min datter til fange. Her er hendes løsesum.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvad blev der af de to kameler, som du gemte i den og den hule på al-Aqiq-bjerget?« Al-Harith sagde: »Jeg bevidner, at der ikke findes nogen gud ud over Allah, og at du er Allahs Sendebud. Sandelig, kun Allah har underrettet dig om dette.« Al-Harith antog islam. Derefter sendte han folk af sted for at hente de to kameler, som var gemt på al-Aqiq-bjerget. Han overgav alle sine kameler til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Hans datter Juwayriya blev givet tilbage til ham.

Safiyya bint Huayy ibn Akhtab, må Allah være tilfreds med hende

Safiyya, datter af den jødiske leder Huayy ibn Akhtab, blev bragt af Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, fra Khaybar som krigsfange, hvorefter han gav hende hustruens status. Til dette bryllup arrangerede han en enkel bryllupsfest, hvor gæsterne i stedet for fedt eller kød kun blev beværtet med dadler og ristet mel. Hendes tidligere ægtemand hed Kinana ibn al-Rabi ibn Abu al-Huqayq.

Maymuna bint al-Harith, må Allah være tilfreds med hende

Al-Abbas ibn Abd al-Muttalib, må Allah være tilfreds med ham, arrangerede hendes ægteskab med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Han betalte også en brudegave på fire hundrede dirham på Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, vegne. Hendes tidligere ægtemand hed Abu Ruhm ibn Abd al-Uzza. Ifølge nogle historikere var hun den kvinde, som ifølge Koranens formulering selv overgav sig til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Da ægteskabsforslaget fra Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede denne kvinde, sad hun på en kamel. Som svar på forslaget sagde hun straks: “Denne kamel og dens rytter er viet til Allah og Allahs Sendebud.” I denne anledning åbenbarede den Almægtige Allah: “(Det er gjort tilladt for dig,) hvis en troende kvinde overgiver sig selv, og Profeten ønsker at gifte sig med hende.”

Nogle siger, at kvinden, som overgav sig selv til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke var hende, men Zaynab bint Jahsh. Andre siger, at det var Umm Shurayk Ghaziyya bint Jabir. Ifølge andre var hun en ukendt kvinde fra Banu Sama-stammen. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, udsatte imidlertid hendes sag.

Zaynab bint Khuzayma, må Allah være tilfreds med hende

Først blev hun gift med sin fætter Jahm ibn Amr. Senere blev hun gift med Ubayda ibn al-Harith. Qabisa ibn Amr al-Hilali bortgiftede hende til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, mod en brudegave på fire hundrede dirham. På grund af hendes store barmhjertighed og omsorg for de fattige, de trængende og de nødlidende blev hun kaldt de fattiges mor.

Disse elleve var Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, hustruer, som han levede sammen med som ægtefæller. Blandt dem var Khadija bint Khuwaylid, må Allah være tilfreds med hende, og Zaynab bint Khuzayma, må Allah være tilfreds med hende, i live på tidspunktet for Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, død og efter den. Desuden var det ikke muligt for ham at leve som ægtefælle med to andre. Den ene var Asma bint Nu’man al-Kindi. Efter at have giftet sig med denne kvinde fandt Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, at hun led af vitiligo eller spedalskhed. Derfor sendte han hende tilbage til hendes familie med gaver. Den anden var Amra bint Yazid al-Kilabiyya. Så snart hun kom til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, bad hun ham om at blive frigivet fra ham. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Hun holder sig på afstand og søger tilflugt hos Allah.” Derefter sendte han hende tilbage til hendes familie. Nogle siger, at den kvinde, som søgte tilflugt fra Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, det vil sige nægtede at indgå et ægteskabeligt forhold, var kusine til Asma bint Nu’man al-Kindi. Ifølge nogle blev hun, da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, kaldte hende til sig, stolt og sagde: “Vi er mennesker fra en fornem stamme. Folk kommer til os; vi går ikke til nogen.” Da han hørte dette, sendte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hende tilbage til hendes familie.

Blandt Allahs Sendebuds hustruer var seks af Quraysh-slægten: Khadija bint Khuwaylid, må Allah være tilfreds med hende, Aisha bint Abu Bakr, må Allah være tilfreds med hende, Hafsa bint Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med hende, Umm Habiba bint Abu Sufyan, må Allah være tilfreds med hende, Umm Salama bint Abu Umayya, må Allah være tilfreds med hende, og Sawda bint Zam’a, må Allah være tilfreds med hende. De øvrige syv var ikke fra Quraysh. Seks af dem var af arabisk oprindelse: Zaynab bint Jahsh, må Allah være tilfreds med hende, fra Banu Asad-stammen; Zaynab bint al-Harith, må Allah være tilfreds med hende, fra Banu Amir-stammen; Zaynab bint Khuzayma, må Allah være tilfreds med hende, fra Banu Khazaya-stammen; Asma bint Nu’man al-Kindiyya, må Allah være tilfreds med hende, fra Kinda-stammen; og Amra bint Yazid, må Allah være tilfreds med hende, fra Banu Kilab-stammen. Den sjette var af ikke-arabisk, jødisk oprindelse: Safiyya bint Huyayy ibn Akhtab, må Allah være tilfreds med hende, fra Banu Nadir-stammen.

Den resterende beretning om Allahs Sendebuds sygdom

Ibn Ishaq siger:

Ubaydullah ibn Abdullah ibn Utba fortalte mig fra Allahs Sendebuds hustru Aisha, fra ham igen Muhammad ibn Muslim al-Zuhri, og fra ham igen Ya’qub ibn Utba, at Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: “Efter at jeg havde fået tilladelse hos de øvrige hustruer til, at han kunne opholde sig hos mig for at blive plejet, kom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ind i mit værelse, mens han gik slæbende med fødderne og støttede sig til skuldrene af to medlemmer af sin familie, Fadl ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, og en anden mand, med hovedet forbundet. Ifølge Abdullah ibn Abbas var den anden mand Ali ibn Abu Talib, må Allah være tilfreds med ham.”

Kort efter blev Allahs Sendebuds smerter stærkere, og han sagde klagende: “Hent syv lædervandsække med vand fra forskellige brønde, og hæld det over mit hoved, så jeg kan gå ud til folk og give dem den sidste formaning.” Vi satte ham ved et stort kar til tøjvask hos Hafsa bint, må Allah være tilfreds med hende, og hældte en stor mængde vand over hans hoved. Til sidst sagde han:

“Det er nok. Det er nok.”

Al-Zuhri siger: Ayyub ibn Bashir fortalte mig, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kom ud med hovedet forbundet og satte sig på moskéens prædikestol. Så snart han begyndte at tale, bad han først om barmhjertighed for martyrerne fra slaget ved Uhud og bad om tilgivelse for dem. Han bad mange bønner for dem og sagde derefter: “Allah lod en tjener vælge mellem denne verdens rigdomme og det, der findes hos Allah. Tjeneren valgte det, der findes hos Allah.” Abu Bakr al-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, forstod meningen med disse ord. Han indså, at denne tjener ikke var nogen anden end Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Derfor sagde han grædende: “Lad os hellere ofre os selv og vores børn for dit liv.” Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “O Abu Bakr, tag det roligt og accepter det naturligt.” Derefter sagde han: “Luk disse åbne døre i moskéen, men luk ikke døren, der støder op til Abu Bakrs hus. For blandt alle dem, der har ledsaget mig, har jeg fundet Abu Bakr som den mest pålidelige støtte.”

Abd al-Rahman ibn Abdullah fortalte mig, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, også sagde: “Hvis jeg skulle tage nogen af Allahs tjenere som min fortrolige ven, ville jeg tage Abu Bakr. Men indtil den dag, hvor vi mødes hos Allah, vil kun ledsagelse, broderskab og tro være det bånd, der forbinder os.”

Muhammad ibn Jubayr fortalte mig med henvisning til beretninger fra kendte lærde som Urwa ibn az-Zubayr, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, trods sin sygdom blev urolig over forsinkelsen med at sende Usamas (ra) hær af sted. Nogle udtrykte på den anden side mild modstand mod, at den unge Usama var blevet udnævnt til hærfører, selv om der var ældre muhajirun og ansar til stede. Da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, kom han igen til prædikestolen med hovedet forbundet og satte sig. Efter at have lovprist Allah, som Han bør lovprises, sagde han: „O folk, send Usamas hær hurtigt af sted. Hvis der er blevet talt blandt jer om hans lederskab, så talte I også på samme måde om hans fars lederskab. Men sagen er i virkeligheden den, at Usama er egnet til denne opgave, og hans far var også egnet til den.“ Derefter steg Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ned fra prædikestolen. Muslimerne begyndte at gøre Usamas hær klar til afrejse. Samtidig blev Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, sygdomssmerter stadig stærkere. Da Usama med sin hær var nået til lavlandet, som ligger en farsakh fra Medina, var hans hær også nået dertil, og andre muslimer havde sluttet sig til ham, netop da de ville se, hvordan Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, tilstand var. Zuhri siger: Abdullah ibn Ka’b ibn Malik fortalte mig, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, i sin tale den dag, ud over det, han sagde om at bede for dem, der deltog i slaget ved Uhud, og om muslimernes pligter, også sagde: „O muhajirun, vær opmærksomme på ansar. Andre mennesker får efterhånden økonomisk velstand, men ansar har ikke denne mulighed på grund af deres nuværende forhold. De var vogtere af min fortrolighed og mit tilflugtssted. Gengæld derfor deres gode behandling med god behandling, og hvis I oplever noget dårligt fra dem, så tilgiv dem.“

Derefter steg Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ned fra prædikestolen og gik ind i huset. Straks blev hans sygdomssmerter stærkere. Kort efter mistede han bevidstheden.

På dette tidspunkt samledes nogle af hans hustruer, heriblandt Umm Salama og Maymuna (ra), og nogle muslimske kvinder, heriblandt Asma bint Umays, hos ham. Hans farbror Abbas (ra) var allerede hos ham.

Alle besluttede at give Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, en medicin kaldet ladud. Abbas (ra) sagde: „Jeg vil under alle omstændigheder give ham ladud.“ Til sidst gav de ham ladud, og han genvandt bevidstheden. Da han kom til sig selv, spurgte han: „Hvem gav mig dette?“ Alle svarede: „O Allahs Sendebud, det var din farbror, der gav dig det.“ Han sagde: „Det er en slags medicin, som nogle kvinder, der kom fra Abessiniens side, havde medbragt. Hvorfor anvendte I den?“ Abbas (ra) sagde: „O Allahs Sendebud, vi frygtede, at du var blevet ramt af lungebetændelse.“ Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: „Allah vil aldrig lade mig blive ramt af denne sygdom. Ingen i min familie undtagen min farbror skal undslippe denne ladud.“ Maymuna (ra) måtte indtage ladud, mens hun fastede. På denne måde lod Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sin familie bøde for denne fejlagtige handling.

Usama ibn Zayd (ra) sagde: „Da Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, tilstand blev yderst alvorlig, vendte jeg, min ledsagende hær og muslimerne tilbage til Medina, og bagefter gik jeg for at besøge Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Da jeg kom, så jeg, at han havde mistet talens evne og ikke kunne tale. Da han så mig, løftede han hånden mod himlen og lod den derefter falde ned på min krop. Så forstod jeg, at han bad for mig.“

Aisha (ra) sagde:

Da Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, sidste øjeblik nærmede sig, var de sidste ord, jeg hørte ham sige: „Nej, jeg ønsker den højeste Ven.“ Da jeg hørte det, sagde jeg til mig selv: „Han foretrækker ikke os.“ På dette tidspunkt forstod jeg, at han med sine ord om, at ingen profet får lov til at dø, før han er blevet tilbudt valget mellem livet og døden, havde valgt det, han elskede mest. Det var dette valg, han kundgjorde med ordene: „Nej, jeg ønsker den højeste Ven.“

Abu Bakrs (ra) ledelse af bønnen i menighedsbønnen

Al-Zuhrī siger: Jeg hørte det fra Ḥamza ibn ʿAbdullāh ibn ʿUmar. ʿĀʾisha (r.a.) fortalte, at da Allahs Sendebuds sygdom blev meget alvorlig, sagde han: »Bed Abu Bakr om at lede bønnen.« Jeg sagde: »Allahs Sendebud, Abu Bakr er et meget blødhjertet menneske. Hans stemme er meget lav. Når han reciterer Koranen, begynder han ofte at græde.« Han sagde: »Bed ham om at lede bønnen.« Jeg gentog igen det, jeg havde sagt. Han sagde: »I er som kvinderne, der handlede over for Yūsuf. Gå hen og bed Abu Bakr om at lede fællesbønnen.« Sandheden er, at jeg sagde dette, fordi jeg ønskede at holde Abu Bakr (r.a.) borte fra at lede bønnen. Jeg vidste nemlig, at hvis der skete noget uheldigt, ville folk give Abu Bakr (r.a.) skylden og lægge ansvaret på ham. Jeg vidste, at folk aldrig ville bryde sig om den, der skulle efterfølge Allahs Sendebud. Af disse grunde ønskede jeg at holde ham borte fra dette ansvar.

ʿAbdullāh ibn Zamʿa siger:

Da Allahs Sendebuds sygdom nåede et kritisk stadium, var jeg hos ham sammen med en gruppe muslimer. På det tidspunkt kaldte Bilāl (r.a.) ham til bøn. Allahs Sendebud sagde: »Bed en, der kan lede bønnen, om at være imam.« Først mødte jeg ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb (r.a.). Jeg sagde: »ʿUmar, kom og led bønnen.« ʿUmar (r.a.) stillede sig op for at lede bønnen. ʿUmar havde en kraftig stemme. Da han sagde takbīr, og Allahs Sendebud hørte det, sagde han: »Hvor er Abu Bakr? Dette behager hverken Allah eller muslimerne.« Der blev sendt bud efter Abu Bakr (r.a.). Da ʿUmar (r.a.) havde afsluttet den bøn, han var begyndt på, kom Abu Bakr. Fra da af var det ham, der ledede bønnen.

ʿAbdullāh ibn Zamʿa siger: ʿUmar (r.a.) sagde til mig: »Ve dig, ibn Zamʿa! Hvad var det, du gjorde mod mig? Da du bad mig om at lede bønnen, troede jeg, at Allahs Sendebud havde bedt mig om at lede bønnen. Ellers ville jeg ikke have gjort det.« Jeg sagde: »Allahs Sendebud havde ikke befalet mig at bede dig om at lede bønnen. Men da jeg ikke kunne finde Abu Bakr (r.a.), anså jeg dig blandt de tilstedeværende muslimer for at være den mest egnede til at lede bønnen.«

Ibn Isḥāq siger: Al-Zuhrī har desuden, med henvisning til Anas ibn Mālik, fortalt, at den dag, hvor Allah for altid kaldte Allahs Sendebud til Sit nærvær, var en mandag. Netop som muslimerne var i færd med at bede morgenbønnen i fællesskab, løftede Allahs Sendebud forhænget, åbnede døren og trådte ud. Han stillede sig på dørtrinnet ved siden af ʿĀʾishas (r.a.) bolig. Da de bedende muslimer fik et glimt af ham, blev de ude af sig selv af glæde. I deres glæde var de nær ved at afbryde bønnen. Da de så Allahs Sendebud stå alene uden hjælp fra nogen, forsvandt al deres bekymring og frygt på et øjeblik. Han smilede glad, da han så deres orden under bønnen, og gjorde tegn til dem: »Afbryd ikke bønnen, men afslut den.« Jeg har aldrig set Allahs Sendebud så strålende, som jeg så ham i dette øjeblik den dag. Derefter gik Allahs Sendebud tilbage. Da folk så, at han var blevet bedre, gik de hver til sit. Abu Bakr (r.a.) vendte også tilbage til sin familie i området al-Sunāḥ. [98. Abu Bakr (r.a.) havde jord og et hus på dette sted, hvor han boede sammen med sin familie.]

Muḥammad ibn Ibrāhīm har fortalt mig med henvisning til al-Qāsim ibn Muḥammad, at da Allahs Sendebud hørte ʿUmars takbīr, mens han ledede bønnen, sagde han: »Hvor er Abu Bakr? Hos Allah og muslimerne er ingen anden end Abu Bakr (r.a.) acceptabel som imam.« Hvis ʿUmar (r.a.) ikke havde sagt én bestemt ting kort før sin død, ville muslimerne uden tvivl have troet, at Allahs Sendebud havde udpeget Abu Bakr (r.a.) som kalif. Men før sin død afviste ʿUmar (r.a.) denne opfattelse. Han sagde: »Hvis jeg udpeger en kalif, så skal I vide, at den, der var bedre end jeg, også overlod sagen til deres frie overvejelse.« Da ʿUmar derefter døde uden at udpege en kalif, forstod muslimerne, at Allahs Sendebud ikke havde udpeget Abu Bakr som kalif.

Abu Bakr ibn ʿAbdullāh fortalte mig, Ibn Isḥāq: Da Abu Bakr (r.a.) ledede morgenbønnen mandag, ankom Allahs Sendebud med et bind om hovedet. Folk trak sig glade til side fra rækkerne. Abu Bakr (r.a.) forstod, at folk havde gjort det for Allahs Sendebud, og derfor trådte han tilbage fra sin plads. Men Allahs Sendebud lagde hånden på hans ryg, skubbede ham frem og sagde: »Du skal lede bønnen.« Derefter satte han sig til højre for Abu Bakr (r.a.) og bad. Efter bønnen vendte han sig mod de bedende og holdt en tale med så høj stemme, at den kunne høres uden for moskeen. Han sagde: »Folk! Helvedes ild er blevet gjort hed. Ulykkerne nærmer sig som en mørk nat. Husk, I er ikke forpligtet til at følge noget, der er mit eget. Jeg har ikke gjort noget af det, der er i Koranen, forbudt.« Da Allahs Sendebud havde afsluttet sin tale, troede Abu Bakr (r.a.), at Allahs Sendebuds helbred var blevet normalt igen. Og da det var hans hustru Ḥabība bint Khārijas turdag, bad han om hans tilladelse og tog til sin familie i al-Sunāḥ. Allahs Sendebud gik ind i sit hjem.

ʿAbdullāh ibn ʿAbbās (r.a.) fortæller, at da ʿAlī ibn Abī Ṭālib (r.a.) denne dag kom ud fra Allahs Sendebud, spurgte folk ham: »Abū al-Ḥasan, hvordan har Allahs Sendebud det?« Han svarede: »Lovet være Allah. Han er kommet sig.« Da tog al-ʿAbbās (r.a.) ham i hånden og sagde: »Ved Allah, om nogle få dage vil du blive nødt til at overtage ledelsen. Ved Allah, jeg har set dødens tegn i ʿAbd al-Muṭṭalibs sønners ansigter, og jeg har også set dem i Allahs Sendebuds ansigt. Kom, lad os gå til Allahs Sendebud. Hvis ansvaret for islam og muslimerne efter hans bortgang falder på os, vil vi få det at vide. Hvis det går til andre, vil vi bede ham om at befale alle at tage hensyn til os.« ʿAlī (r.a.) sagde: »Jeg går ikke. Hvis han nægter at give os dette ansvar, vil ingen anden give os det efter ham.« Derefter døde Allahs Sendebud samme dag hen imod middagstid.

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde:

Den dag kom Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, direkte fra moskeen til mig og lagde sig med hovedet i mit skød. Kort efter kom en mand fra Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) familie til mig med en grøn miswak. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så på den i hans hånd på en måde, der fik det til at se ud, som om han ønskede den. Jeg sagde: »Åh, Allahs Sendebud, skal jeg give dig miswaken?« Han sagde: »Ja.« Så gav jeg ham den. Han brugte den meget grundigt og lagde den derefter fra sig. Herefter blev Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, krop gradvist tungere på mit skød. Jeg så på hans ansigt og så, at hans øjne blev større. Han sagde: »Den højeste ledsager?« Jeg sagde: »Du er blevet bedt om at vælge det, du ønsker, og du har valgt det, der passer dig.«

Derefter udåndede han sit sidste åndedrag. Ibn Ishaq siger: Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, døde med hovedet på mit bryst, mens det var min tur til at have ham i mit hjem. Jeg har ikke gjort nogen uret i denne henseende. At jeg holdt ham i mit skød, da han døde, og derefter lagde ham på en pude og begyndte at slå mig i ansigtet og på brystet sammen med de andre kvinder – det var ikke andet end tåbelighed og ungdommelig naivitet.«

Det er blevet overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, døde, rejste Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sig og begyndte at sige: »Nogle hyklere påstår, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, er død. Ved Allahs ed, han er ikke død. Han er blot gået til Allah for en tid, ligesom Moses, må Allahs fred være med ham. Moses (må Allahs fred være med ham) gik til Allah i fyrre dage. Dengang blev det bekendtgjort, at han var død, men bagefter vendte han tilbage. Ved Allahs ed, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vil vende tilbage ligesom Moses (må Allahs fred være med ham). Nu vil hænder og fødder blive hugget af på dem, der siger, at han er død.«

Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) skyndte sig af sted, da han hørte om Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, der var gået bort, mens Umar (må Allah være tilfreds med ham) stadig sagde det samme. Uden at ænse det gik han ind til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i Aishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse. Han var på det tidspunkt dækket med et jemenitisk klæde i et hjørne af værelset. Han gik hen, fjernede klædet fra Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ansigt og kyssede ham. Derefter sagde han: “Må mine forældre ofres for dig. Du har smagt den død, som Allah havde bestemt for dig. Efter dette vil døden aldrig mere komme til dig.” Så dækkede han hans ansigt til igen. Derefter gik han ud og så, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) stadig sagde det samme. Han sagde: “Umar, hold op. Ti stille.” Umar (må Allah være tilfreds med ham) ville imidlertid ikke standse. Da Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) så denne situation, begyndte han at tale til folket. Da folkemængden hørte ham, forlod den Umar (må Allah være tilfreds med ham) og gik hen imod ham. Efter at have lovprist Allah sagde han:

“O folk! Den, der tilbad Muhammed, skal vide, at Muhammed er død. Og den, der tilbad Allah, skal vide, at Allah er evigt levende og uforgængelig.” Derefter reciterede han dette vers:

AArabisk ******]

“Muhammed er ikke andet end Allahs Sendebud. Mange sendebude før ham er gået bort. Hvis han dør eller bliver dræbt, vil I så vende tilbage fra islam? Den, der vender tilbage, kan ikke skade Allah det mindste. Allah vil belønne de taknemmelige på passende vis.” (Aal Imran)

Derefter skete der en sådan forandring blandt folk, at det virkede, som om de aldrig havde hørt dette vers, før de hørte det fra Abu Bakrs mund. De lærte verset udenad fra Abu Bakr og blev ved med at recitere det. Abu Huraira fortæller, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Da jeg hørte dette vers fra Abu Bakrs mund, blev jeg så forbløffet og forvirret, at jeg ikke længere kunne stå på mine ben. I det øjeblik indså jeg, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, virkelig var gået bort.«

På Banu Sa’idas klans overdækkede gårdsplads

Ibn Ishaq fortæller:

Efter Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, bortgang samledes en gruppe af Ansar-ledsagerne på Sa’ida-klanens overdækkede gårdsplads og sluttede sig sammen under Sa’d ibn Ubadas ledelse. I Fatimas (må Allah være tilfreds med hende) hjem svor Ali (må Allah være tilfreds med ham), al-Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham) og Talha ibn Ubaydullah (må Allah være tilfreds med ham) troskab til ledelsen. Også Banu Abd al-Ashhal-klanen fulgte dem under Usayd ibn Hudayrs (må Allah være tilfreds med ham) ledelse. På dette tidspunkt kom en mand til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og Umar (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »Denne gruppe af Ansar har samlet sig på Banu Sa’idas gårdsplads og sluttet sig sammen særskilt under Sa’d ibn Ubadas ledelse. Hvis I i denne situation føler, at det er nødvendigt at bevare muslimernes enhed, så skynd jer hen til dem. Ellers kan situationen blive alvorlig. Hidtil er Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ligklædning og begravelse endnu ikke blevet afsluttet. Hans familie opbevarer ham stadig i det aflukkede hus.« Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): »Lad os gå til disse Ansar-brødre og se, hvad deres sag drejer sig om.«

Beretningen fra Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og Umar (må Allah være tilfreds med ham)

Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: [Mod slutningen af Umars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat sad jeg en dag i Abd al-Rahman ibn Awfs hus i Mina og ventede på ham. Abd al-Rahman var på det tidspunkt hos Umar (må Allah være tilfreds med ham), som var ved at afslutte sin sidste pilgrimsrejse. Da Abd al-Rahman (må Allah være tilfreds med ham) vendte hjem fra Umar (må Allah være tilfreds med ham), så han, at jeg sad og ventede på ham. På det tidspunkt underviste jeg ham i Koranen. Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) sagde til mig: »Du ville blive forbløffet, hvis du så, at en mand kom til de troendes leder, Umar (må Allah være tilfreds med ham), og sagde: ‘Hvad siger du om den person, der siger: Hvis Umar døde, ville jeg vælge den og den som kalif? Ved Allah, Abu Bakrs valg som kalif var blot en pludselig og uventet begivenhed.’« Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, blev han vred, fordi han så en tendens til at føre kampagne for at gøre en bestemt person til kalif og til at nedvurdere valget af den første kalif. Han sagde: »Hvis Allah vil, vil jeg allerede i eftermiddag holde en tale til folket og advare dem mod dem, der ønsker at fordreje og ødelægge muslimernes tradition og arv.« Abd al-Rahman (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg sagde: »De troendes leder, gør ikke dette. Under pilgrimsrejsen samles mange uvidende, uforstandige og uansvarlige mennesker. Og når du stiller dig frem blandt folk, vil de uvidende være omkring dig. Jeg frygter, at de uvidende vil misforstå det, du siger, og sprede det overalt. Vent derfor, indtil du er vendt tilbage til Medina. Medina er nemlig Sendebudets centrum. Der får du mulighed for at rådføre dig med de fremtrædende og lærde mennesker, og hvis du siger det, du ønsker at sige, mens du opholder dig dér, vil Medinas forstandige mennesker kunne forstå det korrekt. Der vil ikke være mulighed for, at det fordrejes eller giver anledning til misforståelser.« Umar sagde: »Godt, sådan bliver det. Når jeg kommer til Medina, vil jeg sige dette ved den første lejlighed.«]

Ibn Abbas fortæller: Ved slutningen af Dhu al-Hijja nåede vi Medina. Jeg fandt Sa’id ibn Zayd tæt på prædikestolen og satte mig helt tæt ved siden af ham. Kort efter så jeg Umar (må Allah være tilfreds med ham) komme. Da sagde jeg til Sa’id ibn Zayd: »I dag vil han sige noget, som han aldrig har sagt, siden han blev kalif.« Sa’id blev irriteret over at høre dette og sagde: »Hvad kan han sige, som han aldrig har sagt før?« Under alle omstændigheder gik Umar hen og satte sig på prædikestolen. Så snart muezzinens kald til bøn var afsluttet, holdt han følgende tale efter at have lovprist Allah:

»I dag vil jeg sige jer noget, som jeg kun kan sige, fordi det var bestemt for mig. Måske siger jeg det, fordi min død allerede nærmer sig. Den af jer, der forstår den rette betydning af dette, må ikke gå rundt og sige noget meningsløst, som jeg ikke har sagt. Allah gav Muhammad (må Allahs velsignelse og fred være med ham) profetskabet og åbenbarede Skriften for ham. I den var også straffen for utugt, nemlig stening til døde. Vi læste, lærte og forstod dette. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) håndhævede selv denne straf, og efter ham har vi også håndhævet den. Jeg frygter, at der efter lang tid en dag vil være nogen, der siger: ‘Vi kan ikke noget sted i Allahs Bog se straffen for at stene den utugtige til døde.’ På den måde vil folk forlade en pligt, som Allah har åbenbaret, og forfalde til vildfarelse. Alligevel findes bestemmelsen om denne rajm i Allahs Bog uden nogen tvivl for enhver gift mand og gift kvinde, der begår utugt; dog skal forbrydelsen være bevist uden den mindste tvivl gennem vidner, graviditet eller en tilståelse. Vi har også læst denne bestemmelse i Allahs Bog: Forkast ikke jeres faderlige afstamning, for det hører med til kufr. Vogt jer! Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde, at I ikke må rose mig overdrevent, sådan som der blev gjort over for Isa, Marias søn (fred være med ham). Kald mig blot ‘Allahs tjener og Sendebud’. Og hør nu dette: Jeg har hørt, at en bestemt person skulle have sagt, at når Umar ibn al-Khattab dør, vil jeg anerkende en bestemt person som kalif. Lad ingen af jer vildlede folk ved at sige, at Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) tiltrædelse som kalif var en pludselig og uventet begivenhed. Det var den faktisk. Men Allah den Ophøjede beskyttede muslimerne mod dens mulige skadelige følger. Sandheden er, at der blandt jer hverken nu findes eller tidligere fandtes nogen med højere rang og større anseelse end Abu Bakr. Derfor er den, der sværger troskab til en person som kalif uden at rådføre sig med muslimerne, ikke legitim som kalif, og troskabseden fra den, der sværger ham troskab, er ugyldig og uden gyldighed. For der findes ingen anden måde at sikre, at de to personer beskyttes mod at blive dræbt.« [99. Betydningen er, at det kun er gennem rådslagning og enighed, at det kan være legitimt at anerkende nogen som kalif, emir eller leder ved at aflægge troskabsed, altså et løfte om lydighed. Men hvis to personer løsriver sig fra hele fællesskabet og på egenrådig vis aflægger troskabsed til hinanden, svarer det til at tilsidesætte og splitte fællesskabet. En sådan troskabsed vil ikke være gyldig for nogen af de to. Begge skal udvises af det større fællesskab, som er enigt om at vælge en leder blandt sine medlemmer. Hvis fællesskabet accepterer og hylder en af disse to egenrådige personer som leder, kan ingen vide, hvornår nogen vil dræbe ham, eftersom han har ringeagtet og vanæret fællesskabet ved at tilsidesætte hele dets mening; og ingen kan påtage sig ansvaret for deres sikkerhed. (Se Lisān al-ʿArab, kapitlet om betydningen af grundordet »[Arabisk ***]— se kapitlet om grundordet [Arabisk ***] og dets betydning.)]

Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter: Efter Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelse og fred være med ham) død fik vi at vide, at ansarerne var imod os. De samledes på Banu Saidas plads sammen med deres fremtrædende ældste. Ali ibn Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham), al-Zubayr ibn al-Awwam og deres ledsagere skilte sig fra os, mens muhajirun samledes hos Abu Bakr. Jeg sagde til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): »Tag med os hen til vores brødre blandt ansarerne.« På vej derhen mødte vi to ansvarlige mænd fra deres gruppe. De fortalte os om ansarernes holdning og sagde derefter: »I muhajirun, hvor er I på vej hen?« Vi svarede: »Vi går hen til vores brødre blandt ansarerne.« De sagde: »I behøver ikke gå til dem. Gør blot det, I skal gøre.« Jeg sagde: »Vi må gå.« Så kom vi til Banu Saidas plads. Da vi ankom, så vi en mand blandt de forsamlede ansarer, som havde viklet et tæppe om sig og dækket sit ansigt. Jeg spurgte: »Hvad er der sket med ham?« De svarede: »Han er syg.« Da vi havde sat os, begyndte en af deres talere at holde en tale. Han bevidnede Allahs enhed og Sendebudets sendelse og lovpriste Allah, som Han bør lovprises. Han sagde: »Vi er Allahs hjælpere og islams tapre soldater. Og I, muhajirun, er en del af os. En fredelig gruppe ørkenboere fra jeres side er allerede kommet til os og har sluttet sig til os.«

Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter: Vi kunne se, at de ønskede at få os til at afvige fra vores grundlæggende principper og var parate til med magt at etablere deres monopolistiske kontrol over dem. Jeg forberedte et fremragende svar, som forekom mig selv meget passende, og ønskede at fremsige det for Abu Bakr. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) havde en særlig myndighed, som gjorde mig meget bange for ham, og jeg forsøgte så vidt muligt at undgå at vække hans vrede. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Umar, sig du noget.« Jeg ville ikke øge hans vrede ved stædigt at holde fast. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var langt mere respekteret og vidende end vi. Han svarede dem så smukt, at han ikke blot fik alle de ord med, som jeg gennem lang tids overvejelse havde forberedt i en tale, jeg selv var blevet begejstret for; han sagde også bedre ting end dem. Han sagde: »Det, I har sagt om jeres ædle karakteregenskaber og bedrifter, er sandt. Det kan heller ikke benægtes, at araberne ikke ville have kendt noget til islam, hvis det ikke havde været for denne Quraysh-stammes indsats. De har en middelhøj slægtsmæssig rang blandt araberne, og deres boligområde ligger midt blandt hele det arabiske folk. Jeg foreslår, at I vælger en af disse to mænd for jer alle. Foren jer og aflæg troskabsed til den af dem, som I vælger som leder.« Med disse ord tog han Abu Ubayda ibn al-Jarrahs hånd. Bortset fra disse sidste ord var der ikke noget af det, han sagde, som jeg ikke kunne lide. Ved Allahs ed følte jeg, at selv hvis det havde været en synd at gå frem mod henrettelsesstedet for at blive halshugget, ville det nok have forekommet mig langt mere ønskværdigt end at være muslimernes emir, mens Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var til stede.

Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter: Efter Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) tale sagde en af ansarerne: »Vi er blandt araberne lige så pålidelige i forstand som de er fremragende i anseelse og rang. Derfor bør der være én emir fra vores side og én fra jeres side, Quraysh.« Derefter opstod der en voldsom ordstrid, og samtalen foregik med meget høje stemmer. Jeg frygtede, at der til sidst skulle opstå splittelse eller strid mellem muslimernes to grupper, muhajirun og ansarer. Jeg sagde straks med det formål at bringe hele diskussionen til ophør: »Abu Bakr, ræk hånden frem.« Han rakte den frem, og jeg aflagde ham troskabsed ved at tage hans hånd. Derefter aflagde muhajirun troskabsed, og så aflagde ansarerne også troskabsed. Derefter begyndte vi at bebrejde Sa’d ibn Ubada. En af dem blev vred og sagde: »I har trængt Sa’d ibn Ubada op i en krog.« Jeg sagde: »Det var Allah, der trængte Sa’d ibn Ubada op i en krog.«

Al-Zuhri har sagt: Urwa ibn al-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) fortalte mig, at de to ansarer, som Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), Umar (må Allah være tilfreds med ham) og de øvrige muhajirun mødte på vej til Banu Saidas plads, var Uwaym ibn Saida og Mu’adh ibn Adi fra Banu Ajlan. Det er blevet fortalt, at Uwaym ibn Saida var en af de lykkelige sahaba, til hvis pris Allah åbenbarede dette vers:

[Arabisk *******]

»Der findes dér mennesker, som gerne vil rense sig, og Allah elsker dem, der renser sig.« (At-Tawbah)

Efter at dette vers var blevet åbenbaret, sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Uwaym ibn Sa’idah er et fremragende menneske blandt denne gruppe.«

Det er blevet overleveret om Ma’n ibn Adi, må Allah være tilfreds med ham, at muslimerne den dag, hvor Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, døde, græd bitterligt og sagde: »Vi burde være døde før Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Efter hans død frygter vi, at vores tro vil blive udsat for en hård prøve.« Men Ma’n ibn Adi alene sagde: »Jeg ønsker ikke at dø før Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. For ligesom jeg troede på ham, mens Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, levede, fik jeg også efter hans død mulighed for på ny at bekræfte min tro.« Senere faldt han som martyr, da han under Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, kalifat kæmpede mod Musaylimah al-Kadhdhab i slaget ved Yamamah.

Az-Zuhri beretter med henvisning til Anas ibn Malik, må Allah være tilfreds med ham: Dagen efter den første troskabsed til kalifatet var blevet aflagt på gårdspladsen til Banu Sa’idah, satte Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, sig på moskéens prædikestol. Før han sagde noget, lovpriste Umar, må Allah være tilfreds med ham, Allah og holdt følgende tale: »O folk! Det, jeg sagde til jer i går [nemlig at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke var død, men midlertidigt var forsvundet ligesom Musa, Allahs fred være med ham, og så videre], fandt jeg ikke i Koranen, og Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde heller ikke sagt det til mig. Jeg havde troet, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, først ville dø, efter at han fuldstændigt havde bragt alle sider af vores fælles liv i orden. Men sådan forholder det sig faktisk ikke. Allah har efterladt iblandt jer den Bog, hvormed Han ledte Sit Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, mod det mål, Han havde udvalgt. Hvis I holder fast i denne Bog, vil Allah lede jer i den retning, hvori Han ledte Sit Sendebud. I dag har Allah overdraget jeres ledelse til den bedste blandt jer. Han er en af Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, fremmeste ledsagere og hans oprigtige følgesvend i hulen på Thawr-bjerget. Aflæg derfor troskabsed til ham og accepter ham som kalif eller amir.« Da aflagde folk troskabsed til ham for anden gang. Dette var den offentlige troskabsed efter troskabseden på Banu Sa’idahs gårdsplads.

Derefter holdt Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, en tale. Først lovpriste han Allah, som det sømmer sig. Så sagde han: »O folk! Jeg er blevet gjort ansvarlig for jer. Jeg er i virkeligheden ikke bedre end jer. Hvis jeg gør det gode, skal I hjælpe mig. Og hvis jeg gør noget forkert, skal I rette mig. Sandfærdighed er troskab, og løgn er forræderi. Den af jer, der anses for svag, er stærk i mine øjne, indtil jeg, om Allah vil, har givet ham den ret, der tilkommer ham. Og den af jer, der anses for stærk, er svag i mine øjne, indtil jeg har taget den ret fra ham, som tilkommer andre. Husk, at hvis et folk opgiver jihad på Allahs vej, vil Allah kaste det ud i ydmygelse, vanære og ulykke. Og det samfund, hvor uanstændighed, skamløshed og urenhed bliver udbredt, vil Allah fylde med prøvelser, ulykker og katastrofer. Så længe jeg adlyder Allah og Allahs Sendebud, skal I følge mig. Men når jeg er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, skylder I mig ikke lydighed. Vær omhyggelige med bønnen; må Allah sende Sin nåde over jer.«

Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, siger: Under Umars, må Allah være tilfreds med ham, kalifat gik jeg engang sammen med ham et sted hen. Han gik med en stok i hånden for at ordne et ærinde. Der var ingen andre sammen med ham end mig. Han mumlede noget for sig selv og slog med stokken mod sin fod. Pludselig så han på mig og sagde: »Ibn Abbas, ved du, hvorfor jeg sagde det, jeg sagde, da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, døde?« Jeg svarede: »O de troendes leder, det ved jeg ikke. Du ved det bedst.« Han sagde: »Jeg læste et vers og tænkte, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ville forblive blandt sin ummah, så længe han kunne se deres sidste handlinger og vidne om dem. Det var under indflydelse af denne forestilling, at jeg sagde det. Verset lyder således:

[Arabisk *******]

“Således har Vi gjort jer til et moderat umma, så I kan være vidner over menneskeheden, og Sendebudet kan være vidne over jer.” (Al-Baqarah)

Allahs Sendebuds ligklædning og begravelse

Ibn Ishaq siger: Efter Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) troskabsed var blevet aflagt, tog folk tirsdag initiativ til at begrave Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).

Abdullah ibn Abu Bakr, Husayn ibn Abdullah og andre har fortalt mig, at Ali ibn Abu Talib, Abbas ibn Abd al-Muttalib, Fadl ibn Abbas, Qutham ibn Abbas, Usama ibn Zayd og Allahs Sendebuds frigivne slave Shuqran (må Allah være tilfreds med dem) blev udpeget til at vaske ham. Aws ibn Khawli (må Allah være tilfreds med ham) fra Banu Awf-familien i Banu Khazraj-stammen sagde til Ali ibn Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham): “O Ali, ved Allah, sørg for, at vi får lov til at tage del i Allahs Sendebuds ligklædning og begravelse (Allahs fred og velsignelser være med ham).” Aws (må Allah være tilfreds med ham) var en sahabi, der havde deltaget i slaget ved Badr. Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Kom.” Han kom og deltog i vaskningen af Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Ali holdt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) støttet mod sit eget bryst. Abbas, Fadl og Qutham (må Allah være tilfreds med dem) vendte ham efter behov i takt med Ali (må Allah være tilfreds med ham). Usama ibn Zayd og Shuqran (må Allah være tilfreds med dem) hældte vand over ham, mens Ali (må Allah være tilfreds med ham) vaskede ham, idet han holdt ham støttet mod sit bryst. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde stadig sin skjorte på. Ali (må Allah være tilfreds med ham) vaskede ham ved forsigtigt at gnide uden på skjorten og rørte ikke direkte ved hans hud. Under vaskningen sagde Ali (må Allah være tilfreds med ham): “Må mine forældre ofres for dig. Hvor du dufter godt, både levende og død.” Under vaskningen kom der ingen af de urenheder ud af Allahs Sendebuds krop (Allahs fred og velsignelser være med ham), som normalt kommer ud af andre dødes kroppe.

Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at de ansvarlige for vaskningen blev uenige, da de skulle forberede den. Spørgsmålet var, om Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) skulle vaskes ligesom andre døde efter at have fået tøjet taget af, eller om han skulle vaskes med tøjet på. Mens denne uenighed stod på, lod Allah dem pludselig blive overmandet af søvn. På grund af søvnen faldt alles ansigter ned mod Allahs Sendebuds bryst (Allahs fred og velsignelser være med ham). I den tilstand sagde en ukendt person fra en side af huset til dem: “Vask Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) med tøjet på.” Derefter blev Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) vasket med skjorten på, og hans krop blev gnubbet gennem tøjet.

Ibn Ishaq siger: Da vaskningen af Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var afsluttet, blev han svøbt i tre stykker stof: to suharī-klæder og et jemenitisk tæppe, der blev lagt i flere lag.

Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Da forberedelserne til gravningen begyndte, blev det kendt, at Abu Ubayda ibn al-Jarrah var dygtig til at grave en darīh-grav, sådan som man gjorde blandt folk i Mekka, mens Abu Talha var dygtig til at grave en lahad-grav, sådan som man gjorde i Medina. Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sendte bud efter dem begge. Han sagde: “O Allah, sørg for det, der er bedst for Allahs Sendebud.” Til sidst blev Abu Talha fundet, og han gravede en lahad-grav til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).

Tirsdag blev Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) svøbt og vasket og lagt på sin seng i sit hus. Derefter opstod der igen uenighed blandt sahabaerne om begravelsen. Nogle sagde: “Vi begraver ham i Profetens Moské.” Andre sagde: “Vi begraver ham ved siden af de øvrige sahabaers grave.” Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) afgjorde sagen ved at sige: “Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige, at enhver profet er blevet begravet på det sted, hvor han døde.”

Derefter blev den seng, hvorpå Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var gået bort, fjernet, og graven blev gravet lige dér under den. Folk kom i grupper og bad begravelsesbønnen over Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Da mændene var færdige, bad kvinderne. Derefter børnene og de unge. Endelig blev Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) begravet ved midnat natten til onsdag.

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Ved midnat natten til onsdag vidste vi, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev begravet, da vi hørte lyden af hakkerne.

Ibn Ishaq siger: Ali, Fadl, Qutham og Shaqran (må Allah være tilfreds med dem) steg ned i graven for at lægge Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i den.

Da Aws ibn Khauli endnu en gang bad Ali (må Allah være tilfreds med ham) om at give ansarerne del i begravelsen af Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), bad Ali (må Allah være tilfreds med ham) ham stige ned i graven, og han steg ned sammen med de andre og deltog i arbejdet.

Shaqran begravede også det tæppe, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) plejede at bruge, sammen med ham, da han lagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i graven. Ved den lejlighed sagde han: »Efter Dem skal ingen andre have lov til at bruge dette tæppe.«

Al-Mughira ibn Shu’ba (må Allah være tilfreds med ham) hævdede, at han havde haft den sidste kontakt med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han lod nemlig med vilje sin ring blive i graven, da han steg op. Derefter steg han under påskud af, at ringen var faldet ned, som den sidste ned i graven, hentede ringen og rørte således ved Allahs Sendebud som den sidste. På den måde blev han den, der gjorde krav på at have haft den sidste kontakt med ham.

Mukassam Abu al-Qasim, den frigivne slave af Abdullah ibn al-Harith, beretter: Under Umar eller Uthmans kalifat foretog jeg umrah sammen med Ali (må Allah være tilfreds med ham). Han boede i sin søster Umm Hanis hus. Efter at have fuldført umrah og foretaget den rituelle afvaskning kom en gruppe muslimer fra Irak for at besøge ham. De spurgte, om al-Mughira ibn Shu’bas påstand om, at han havde haft den sidste kontakt med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), var sand. Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Den, der havde den sidste kontakt med ham, var Qutham ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham).«

Ubaydullah ibn Abdullah ibn Utba fortæller, at Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde til ham: Da Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) sygdom blev værre, havde han et firkantet, sort tæppe over sig. Med det dækkede han sit ansigt til en gang og afdækkede det en anden gang. Og han sagde: »Allahs forbandelse være over det folk, som gør profetens grav til et sted, hvor der kastes prostrationer.« Med disse ord advarede han sin ummah.

ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sidste anbefaling var denne: »Lad der ikke være nogen anden religion end islam på Den Arabiske Halvø.«

Ibn Isḥāq sagde:

Umiddelbart efter Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, død blev muslimerne omgivet af en frygtelig katastrofe. ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at araberne på dette tidspunkt begyndte at apostatere, jøderne og de kristne begyndte at løfte hovedet, og hykleriet antog et omfattende omfang. På grund af tabet af Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev muslimernes tilstand som en flok regnvåde skyer på en vinternat. Denne tilstand fortsatte, indtil de samlede sig under Abū Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) ledelse. Ibn Hišām siger: Abū ʿUbayda og andre lærde mænd har fortalt mig, at de fleste af Mekkas indbyggere straks efter Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, død begyndte at overveje at forlade islam. Da Mekkas daværende guvernør, ʿAttāb ibn Asīd, så dette, skjulte han sig af frygt. Derefter samlede Suhayl ibn ʿAmr mekkanerne og holdt en tale for dem. Efter at have lovprist Allah meddelte han dem Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, død og sagde: »Ved hans død er islam blevet endnu stærkere. Vi vil halshugge enhver, der spreder tvivl og vildledning.«

Derefter ændrede folk deres holdning, og ʿAttāb ibn Asīd trådte frem fra sit skjul.

Det var denne situation, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde talt om til ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb (må Allah være tilfreds med ham): »Han vil komme i en sådan situation, at du ikke vil kunne bebrejde ham.«

Ḥassān ibn Thābit (må Allah være tilfreds med ham) forfattede og reciterede følgende sørgedigt ved Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, død:

»I Medina findes strålende spor efter Sendebudet og minder om ham.

Almindelige spor og minder udslettes og forsvinder.«

Men det hellige steds tegn er uforgængelige og evige,

hvor minbaren, der bærer mindet om den store vejleders opstigning, stadig står.

Der findes de huse, hvorfra der fra Allahs side

blev nedsendt et strålende lys

Der findes tidløse tegn på visdom

som ikke forvrænges, selv når tidsaldrene går.

Jo ældre det bliver, desto nye indsigter udspringer deraf.

Der genkendte jeg

Jeg har lært Sendebudets (fvmh.) tegn og eksempel endnu bedre at kende,

graven, hvori han blev begravet.

Mens jeg sidder dér, fælder jeg tårer for Sendebudet, på grund af hvem

mange øjne fælder tårer og derved bliver lykkelige.

Øjnene fælder tårer og mindes i virkeligheden Sendebudets (fvmh.)

bedrifter alene—

hvis antal jeg ikke er i stand til at opgøre.

Mit hjerte, tømt og tynget af smerten ved at have mistet Ahmad (fvmh.), hans bedrifter

blev viet til at mindes.

Men jeg formåede ikke at mindes engang en tiendedel af nogen af hans bedrifter.

Jeg kan blot, med et sorgtungt hjerte, opholde mig ved siden af den grav, hvori Muhammad (sa) hviler,

i lang tid og græde; jeg har intet andet at gøre.

O Sendebuddets grav, du er blevet et kar for uendelig velsignelse og godhed.

ligesom hele denne egn er blevet berørt af vejviseren til den rette vejs fodspor.

O grav, dit indre er blevet fyldt med velsignelser, du, som rummer en ren og hellig skikkelse

og min højtelskede.

er blevet gjort bred og ordnet i lag på lag.

På den grav har mange, mange kastet jord på, og det eviggrønne

‘sud-træ’ er blevet plantet i den.

Om natten har folk (ved at begrave Allahs Sendebud (fvmh.)

viden, barmhjertighed og overbærenhed

begravet og dækket ham med jord, selv om

han ikke er en, der burde lægges i jorden.

Efter begravelsen vendte de hjem med sorg i hjertet, fordi de havde mistet Profeten (fvmh.)

Og deres rygge og hænder er blevet svage.

De er gået bort, grædende af sorg over dette store menneske – ham, hvis død

selv himlen og jorden græd over

Derfor sørger menneskene endnu mere over ham. Har der nogensinde

været sorg over en afdød, der kan måle sig med sorgen over Muhammeds død?

Ved denne død mistede menneskene ham, som var åbenbaringens nedstigningssted

Han, som var åbenbaringens nedstigningssted, var oplyst af Allahs lys

og han fordelte dette lys helt til Yemen og Najd.

Han viste dem, der fulgte ham, vejen til den Barmhjertige Allah,

beskyttede dem mod ydmygelse og bebrejdelser og viste dem retfærdighedens vej.

Han var en leder for dem, som førte dem mod sandheden

og arbejdede hårdt for den.

Han var en lærer og vejleder i sandheden

ved hvis efterfølgelse man kan opnå renselse.

Han så på de troendes fejl med overbærenhed

og accepterede deres undskyldninger.

Hvis de udførte gode og korrekte handlinger,

så var Allah selv gavmild til deres gavn.

Og hvis de blev pålagt ansvaret for en opgave—

som var vanskelig for dem,

så var det kun Ham, der gjorde den let.

Så længe Muhammads (fvmh.) følgere befinder sig blandt Allahs velsignelser,

vil han for dem være et bevis, hvormed

de vil kunne fastslå den rette handlemåde i alle forhold.

At mennesker farer vild, er uudholdeligt for Ham, og at de opnår vejledning

og forbliver på vejledningens vej, er Hans inderlige ønske.

—— Slut ——-