Den islamiske sharias grundlæggende kilder er to: Den ene er Allahs Bog, det vil sige Den Ædle Koran. Den anden er sunnahen, det vil sige Profetens hadith. Med henvisning til dette sagde Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i den sidste sætning af sin afskedstale under sin afskedshajj: “Jeg efterlader to ting til jer. Hvis I holder fast i dem begge, vil der ikke være nogen risiko for, at I farer vild. Det er Allahs Bog og min sunnah eller vej.” Vi får kendskab til sunnahens redegørelse gennem hadith. Hadith er på den ene side en forklaring af Koranen, og på den anden side findes redegørelsen for sharias bestemmelser og påbud også gennem hadith. Faqih-erne har gennem hadith både fundet frem til retskilderne for de enkelte spørgsmål og klassificeret dem efter deres betydning som fard, wajib, mustahabb og så videre.

I første bind af min bog “Menneskelivet i lyset af hadith” beskrev jeg hadith om dyderne ved de forskellige former for tilbedelse. I andet bind fremlagde jeg hadith om tilbedelsens grundlag, det vil sige hadith om de enkelte retslige spørgsmål. Allerede nu er tredje og fjerde bind af bogen “Menneskelivet i lyset af hadith” også, ved Allahs nåde, blevet udgivet og nået frem til læserne. Tredje bind indeholder “Profetens hadith om moral”, mens fjerde bind indeholder hadith om Profetens testamenter.

Til sidst takker jeg min store Herre, som gav mig mulighed for at samle og udgive hele fire bind af hadith-bøger. Må Han tage imod denne ringe tjeneste fra mig, og må Han i det hinsidige acceptere den som et middel for mig til Hans nåde og frelse.

Abul Kalam Muhammad Yusuf

Kapitel 1: Renhed

Bestemmelser vedrørende vand

I forbindelse med beskrivelsen af vandets rensende egenskaber siger Allah i Den Ædle Koran:

وَأَنْزَلْنَا مِنَ السَّمَاءِ مَاءً طَهُورًا (الفرقان: ٤٨)

“Jeg har sendt rensende vand ned fra himlen.”
(Al-Furqan 48)

Allah siger endvidere:

وَيُنَزِّلُ مِنَ السَّمَاءِ مَاءً لِيُطَهِّرَكُمْ بِهِ (الأنفال: ۱۱)

“Han sender vand ned fra himlen, for at rense jer med det.”
(Al-Anfal 11)

Vand er ikke blot en uvurderlig velsignelse fra den Almægtige Allah for mennesker, men også for alle dyr, insekter, planter og vegetation. Ligesom det er nødvendigt at drikke rent vand for at bevare helbredet, er rent vand også nødvendigt for at opnå rituel renhed. Derfor forbød Profeten (fred være med ham) os bevidst at gøre rent vand urent. Det strider nemlig mod formålet med vandets skabelse. På samme måde forbød han os også at spilde eller misbruge vand.

Så længe vandets farve, smag og lugt er uændrede, betragtes det som rent. Men hvis en af de ovennævnte tre egenskaber ændres, er vandet ikke længere rent. Det er lige så forbudt at drikke dette vand, som det er ugyldigt at udføre wudu eller ghusl med det.

(۱) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا يَبُوْلَنَّ أَحَدُكُمْ فِي الْمَاءِ الدَّائِمِ الَّذِي لَا يَجْرِي ثُمَّ يَغْتَسِلُ فِيهِ (متفق عليه)

(1) “Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Ingen af jer må under nogen omstændigheder urinere i stillestående, ikke-strømmende vand og derefter bade i det.”
(Bukhari, Muslim)

Forklaring: I stillestående vand, hvor der ikke er en stor mængde vand, er det ikke tilladt at urinere eller derefter udføre wudu eller ghusl med dette vand.

(۲) وَعَنِ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ نَهَى رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنْ تُبَالَ فِي الْمَاءِ الرَّكِي (مسلم)

(2) “Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at urinere i stillestående vand.” (Muslim)

(۳) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ سُئِلَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنِ الْمَاءِ يَكُوْنُ فِي الْفَلَاةِ مِنَ الْأَرْضِ وَمَا يَنُوبُهُ مِنَ الدَّوَابِ وَالسَّبَاعَ فَقَالَ إِذَا كَانَ الْمَاءُ قُلْتَيْنِ لَمْ يَحْمِلُ الْخَبَثَ
(أحمد – أبو داود – -ترمذي- نسائي- دارمي – ابن ماجة)

(3) “Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En dag blev Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgt om det vand, der samler sig på åbne steder på markerne, og som vilde dyr og rovdyr drikker af. Som svar sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): Når vandet er en mængde svarende til to qullah (lerkrukker), bliver det ikke længere urent.”

(Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Darimi, Ibn Majah)

Forklaring: En qullah er en lerkrukke. En qullah rummer normalt lidt over tre maund vand. Derfor vil to qullah rumme mellem seks og en kvart og seks og en halv maund vand. På grundlag af ovenstående hadith kaldte imam Shafi’i og Ahmad ibn Hanbal vand på over seks maund forمَاءٌ كَثِيرٌ rigeligt vand, og det bliver ikke urent. Imam Abu Hanifa støtter imidlertid ikke denne opfattelse. Ifølge imam Abu Hanifa gælder det, at hvis et bassin eller en dam, der er 10 alen lang og 10 alen bred, mindst indeholder så meget vand, at hånden ikke rører bunden, når man øser en spandfuld vand op, så er detمَاءً كَثِيرٌ rigeligt vand, og hvis noget urent falder i denne slags vand, bliver vandet ikke urent.

(٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ يَقُولُ جَاءَ رَجُلٌ إِلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنَّا تَرْكَبُ الْبَحْرَ وَنَحْمِلُ مَعَنَا الْقَلِيْلَ مِنَ الْمَاءِ فَإِنْ تَوَضَّأْنَا بِهِ عَطِشْنَا أَفَنَتَوَضَأُ بِمَاءِ الْبَحْرِ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ هُوَ الطُّهُورُ مَاؤُهُ الْحِلُّ مَيْتَتَهُ
(موطأ إمام مالك، ترمذي، أبو داود، نسائي ، ابن ماجة ، دارمي)

(4) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En mand kom til Profeten (fred og velsignelse være med ham) og spurgte: »Allahs Sendebud, på vores sørejser sker det somme tider, at vi kun har en lille mængde ferskvand med os. Hvis vi foretager wudu med dette vand, vil vi komme til at lide af tørst. Må vi i så fald foretage wudu med havvand?« Profeten (fred og velsignelse være med ham) sagde: »Havvandet er rent, og dets døde dyr er halal.«« (Malik, Tirmidhi, Abu Dawud, Nasa’i, Ibn Majah, Darimi)

Forklaring: Selvom Profeten (fred og velsignelse være med ham) blev spurgt om havvand, redegjorde han, idet han beskrev havvandets beskaffenhed, også for havets fødevarer. Det vil sige, at ligesom havvandet er rent, er alle døde dyr, der lever i havet, også halal. På grundlag af denne hadith har imam Malik, imam Shastri og imam Ahmad ibn Hanbal erklæret alle væsener, der lever i vand, for halal, hvad enten det er fisk eller noget andet. Imam Abu Hanifa (må Allah forbarme sig over ham) har derimod blandt de levende væsener i vand kun erklæret fisk for halal. Som bevis har han fremført følgende vers fra Koranen:

وَيُحِلُّ لَهُمُ الطَّيِّبَاتِ وَيُحَرِّمَ عَلَيْهُمُ الْخَبَائِثَ (الأعراف: ١٥٧)

Betydning: »For dem er de rene og gode fødevarer gjort halal, mens de urene og dårlige fødevarer er gjort haram.« (Al-A’raf 157)
I det ovenstående vers har Allah gjort rene og gode ting halal og urene og dårlige ting haram, og alle væsener, der lever i vand, bortset fra fisk, er khabith, det vil sige urene.

Selvom spørgeren kun spurgte Profeten (fred og velsignelse være med ham) om vand, beskrev Profeten (fred og velsignelse være med ham) sammen med havvandets beskaffenhed også fødevarerne. For ligesom der kan være mangel på vand på havet, kan der også være mangel på føde.

(٥) وَعَنْ كَبُشَةَ بِنْتِ كَعْبِ بْنِ مَالِكٍ أَنَّ أَبَا قَتَادَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ دَخَلَ عَلَيْهَا فَسَكَبَتْ لَهُ وَضُوءٌ، فَجَاءَتْ هِرَّةٌ تَشْرَبُ مِنْهُ، فَأَصْغَى لَهَا أَبُو قَتَادَةَ الإِنَاءَ حَتَّى شَرِبَتْ، قَالَتْ كَبْشَةُ فَرَآنِي أَنْظُرُ إِلَيْهِ، فَقَالَ: أَتَعْجَبِينَ يَا بِنْتَ أَخِي؟ قُلْتُ: نَعَمْ، قَالَ: إِنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: إِنَّهَا لَيْسَتْ بِنَجَسِ، إِنَّمَا هِيَ مِنْ الطَّوَّافِينَ عَلَيْكُمْ أَوَ الطَّوَّافَاتِ.
(مؤطا إمام مالك – أحمد – ترمذي – نسائي)

(5) »Det er berettet fra Kabsha bint Ka’b ibn Malik, at Abu Qatadah en dag kom til hendes hjem. Hun gjorde wudu-vand klar til ham. Pludselig kom en kat og begyndte at drikke af dette vand. Abu Qatadah vippede vandbeholderen hen imod katten, så den kunne drikke, og den drak til sidst færdig. Jeg så denne scene. Derfor sagde min svigerfar Abu Qatadah til mig: »Niece, undrer du dig?« Jeg svarede: »Ja.« Så sagde han: »Profeten (fred og velsignelse være med ham) har sagt: Katten er ikke uren. Den færdes ofte blandt jer.««
(Malik, Ahmad, Tirmidhi, Nasa’i)

Forklaring: På grundlag af betydningen af den ovenstående hadith anser imam Shafi’i og Abu Yusuf det vand, der er tilbage efter en kat har drukket, for rent. Abu Hanifa (må Allah forbarme sig over ham) har dog betegnet det som makruh tanzih at foretage wudu med det vand, der er tilbage efter en kat har drukket.

Regler for afføring og urinering

(٦) وَعَنْ أَبِي أَيُّوبَ الأَنْصَارِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا أَتَيْتُمُ الْغَائِطَ فَلَا تَسْتَقْبَلُوا الْقِبْلَةَ وَلَا تَسْتَدْبِرُوهَا وَلَكِنْ شَرِّقُوا أَوْ غَرِبُوا (متفق عليه)

(6) ”Hazrat Abu Ayyub Ansari (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at han sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Når I går på toilettet, må I hverken sidde med qiblaen foran jer eller bag jer. I skal enten vende mod øst eller mod vest.” (Bukhari, Muslim)
Forklaring: Eftersom muslimer over hele verden udfører bønnen med Allahs hellige hus, Kaaba Sharif, foran sig og som qibla, forbød Allahs Profet, af respekt for Allahs hus, at man vender sig mod det, når man har afføring eller urinerer. Set fra shariaens synspunkt er dette en forkastelig og uønsket handling. Derfor skal vi, når vi sætter os for at have afføring eller urinere, nødvendigvis følge Huzurs (fred være med ham) anvisning.

(۷) قَالَ الشَّيْخُ الإِمَامُ مُحِيُّ السُّنَّةِ بَغْوِي رَحِمَهُ اللَّهُ هَذَا الْحَدِيثُ فِي الصَّحْرَاءِ وَأَمَّا فِي الْبُنْيَانِ فَلَا بَأْسَ

لِمَا رُوِيَ عَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: ارْتَقَيْتُ فَوْقَ بَيْتِ حَفْصَةً لِبَعْضٍ حَاجَتِي، فَرَأَيْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقْضِي حَاجَتَهُ مُسْتَدْبِرَ الْقِبْلَةِ، مُسْتَقِيلَ الشَّامِ (بخاري – مسلم)

(7) ”Sheikh Muhyisunnah Baghawi siger: Den ovennævnte hadith, berettet af Abu Ayyub Ansari, gjaldt det åbne land, ikke et toilet omgivet af et hegn eller en mur. For det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En gang gik jeg i et bestemt ærinde op på taget af huset til min søster, De troendes Moder, Hazrat Hafsa. Da så jeg Huzur (fred være med ham) have afføring på et afskærmet sted med qiblaen bag sig og ansigtet vendt fremad.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: På et åbent sted er det ifølge enstemmig enighed haram at have afføring eller urinere med qiblaen foran eller bag sig. Nogle sahabaer og tabi’in mente dog, at det er tilladt at sidde med qiblaen foran eller bag sig på et afskærmet sted. Den hadith, som Ibn Umar berettede, er deres bevis. Imam Shafi’i mener ligeledes, at det under sådanne omstændigheder er tilladt at have afføring eller urinere med qiblaen foran eller bag sig. I hadithen fra Abu Ayyub Ansari nævnes der imidlertid ikke, om stedet var afskærmet eller uafskærmet. Ifølge Imam Abu Hanifa sad Huzur (fred være med ham) måske drejet til den ene side, men Ibn Umar tog fejl, da han så det.

(۸)
وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا دَخَلَ الْخَلَاءَ يَقُولُ: أَللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنَ الْخُبْثِ وَالْخَبَائِثِ
(بخاري – مسلم)

(8) »Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Når Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) gik på toilettet, fremsagde han denne bøn: »O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra de mandlige og kvindelige djævle.« (Bukhari, Muslim)

(۹) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اتَّقُوا اللَّاعِنَيْنِ قَالُوا وَمَا اللَّاعِنَانِ يَا رَسُولَ اللَّهِ؟ قَالَ الَّذِي يَتَخَلَّى فِي طَرِيقِ النَّاسِ أَوْ فِي ظِلِهِمْ (مسلم)

(9) »Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hold jer fra de to handlinger, der medfører forbandelse.« Sahabaerne spurgte: »Profet, hvad mener du med de to handlinger, der medfører forbandelse?« Profeten (fred og velsignelser være med ham) svarede: »Den, der besørger sin nødtørft på menneskers vej eller på et skyggefuldt sted, hvor folk sidder.«« (Muslim)

Forklaring: At mennesker skal gøre godt mod hinanden, er et krav fra både islam og menneskeligheden. Et menneske bør ikke gøre noget, der skader eller volder andre mennesker ulempe. Set fra den islamiske lovs synspunkt er en sådan handling meget forkastelig. Hvis nogen derfor besørger sin nødtørft på menneskers vej, kan det i mørke eller uden at vide det medføre, at folk træder i det, når de går forbi, og dermed volde dem ulempe. På samme måde kan det volde mennesker ulempe, hvis man besørger sin nødtørft under træernes skygge, for en vejfarende hviler sig under træernes skygge, når han bliver træt på sin vej, for at komme til kræfter. Derfor er det forbudt at besørge sin nødtørft på sådanne skyggefulde steder.

(۱۰) وَعَنْ سَلْمَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ نَهَانًا يَعْنِي صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنْ تَسْتَقْبِلَ الْقِبْلَةَ بِغَائِطِ أَوْ بَوْلٍ وَأَنْ لَا تَسْتَنْجِيَ بِالْيَمِيْنِ أَوْ أَنْ لَا نَسْتَنْحِيَ بِأَقَلَّ مِنْ ثَلَاثَةِ أَحْجَارٍ أَوْ أَنْ تَسْتَنْجِيَ بِرَجِيعِ أَوْ عَظْمٍ (مسلم)

(10) »Det er overleveret fra Hazrat Salman (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) forbød os at besørge vores nødtørft vendt mod qiblaen, at udføre istinja (renselse efter toiletbesøg) med højre hånd og at bruge færre end tre kuluḫ til at opnå renhed. Ligeledes forbød Profeten (fred og velsignelser være med ham) os at bruge tørret gødning og knogler som kuluḫ.« (Muslim)

(۱۱) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَدْخُلُ الْخَلَاءَ فَاحْمِلُ أَنَا وَغُلَامٌ أَدَاوَةً مِّنْ مَّاءٍ وَعَنَزَةً يَسْتَنْجِي بِالْمَاءِ (بخاري – مسلم)

(11) »Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Når den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) gik på toilettet, bar jeg og en anden dreng et kar med vand samt en stav med et spyd på enden. Profeten (fred og velsignelser være med ham) udførte istinja med dette vand.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Eftersom der generelt var mangel på vand i Arabien, anbefalede Huzur (s.a.v.s.), at man efter afføring og vandladning rensede sig grundigt ved at bruge tre kulukh. Hvis der imidlertid er adgang til vand, er det bedst at bruge vand sammen med kulukh. Af ovenstående hadiths beskrivelse fremgår det, at Huzur (s.a.v.s.) som regel rensede sig ved at bruge vand efter afføring og vandladning.

En «anaza» var en slags stav med et spydspidslignende hoved. Ved hjælp af den gravede Huzur (s.a.v.s.) jorden op og samlede jordklumper. Når han bad på en åben plads, stak han den desuden ned foran sig.

Obligatorisk ghusl

Allah den Ophøjede har sagt i Den Hellige Koran:

وَإِنْ كُنتُمْ جُنُبًا فَاطْهَرُوا (المائدة – (٦)

«Hvis I er rituelt urene, skal I rense jer grundigt.» (Al-Ma’idah – 6)

I ovenstående vers er den rituelt urene blevet påbudt at rense sig. Derfor er det obligatorisk for den rituelt urene at opnå renhed gennem ghusl.

Hvornår bliver ghusl obligatorisk?

(۱۲)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا جَلَسَ أَحَدُكُمْ شُعَبِهَا

الْأَرْبَعِ ثُمَّ جَهَدَهَا فَقَدْ وَجَبَ الْغُسْلُ وَإِنْ لَّمْ يُنْزِلْ (بخاري – مسلم)

(12) »Hazrat Abu Hurayra (ra) beretter, at Allahs Sendebud (sa) sagde: Når nogen blandt jer sidder mellem en kvindes fire lemmer og har samleje med hende, bliver ghusl obligatorisk for ham, selv om der ikke kommer sæd.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Så snart man har samleje med en kvinde, bliver ghusl obligatorisk, hvad enten der kommer sæd eller ej.

(۱۳)
وَعَنْ سَعِيدِ بْنِ الْمُسِيَّبِ إِنَّ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ وَعُثْمَانَ بْنِ عَفَّانَ وَعَائِشَةَ زَوْجِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانُوا يَقُولُونَ إِذَا مَسَّ الْخِتَانُ الخِتَانَ فَقَدْ وَجَبَ الْغُسْلُ (مؤطا إمام مالك)

(13) »Det er overleveret fra Hazrat Sa’id ibn al-Musayyab, at han sagde: Hazrat Umar ibn al-Khattab, Hazrat Uthman ibn Affan og Allahs Sendebuds hustru Hazrat Aisha (ra) plejede at sige, at ghusl bliver obligatorisk, når kønsorganerne berører hinanden.« (Muwatta af Imam Malik)
Forklaring: De nævnte sahabaers opfattelse i hadithen var, at når mandens kønsorgan berører kvindens kønsorgan — det vil sige, når spidsen af mandens kønsorgan trænger ind i kvindens kønsorgan — bliver ghusl obligatorisk. Udløsning af sæd er hverken nødvendig eller en betingelse for ghusl.

(١٤) وَعَنْ نَافِعٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ بْنَ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ كَانَ يَقُولُ إِذَا جَاوَزَ الْخِتَانُ الْخِتَانَ فَقَدْ وَجَبَ الْغُسْلُ (مؤطا إمام مالك)

(14) »Det er overleveret fra Hazrat Nafi’ (ra), at Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) plejede at sige, at ghusl bliver obligatorisk, så snart det ene kønsorgan trænger ind i det andet.« (Muwatta)

(١٥) وَعَنْ أَبِي سَعِيدٍ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّمَا الْمَاءُ مِنَ الْمَاءِ رَوَاهُ الْمُسْلِمُ)، قَالَ الشَّيْخُ الإِمَامُ مُحِيُّ السُّنَّةِ رَحِمَهُ اللَّهِ هَذَا مَنْسُوخٌ وَقَالَ بْنُ عَبَّاسٍ إِنَّمَا الْمَاءُ مِنَ الْمَاءِ فِي الاحْتِلامِ رَوَاهُ التَّرْمِذِي وَلَمْ أَجِدَهُ فِي الصَّحِيحَيْنِ

(15) “Hazrat Abu Sa’id (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Vand gør vand obligatorisk.'” (Det vil sige, at sædafgang gør ghusl obligatorisk.) (Muslim)

Forklaring: Ifølge beretningerne om hadith nr. 12, 13 og 14 fremgår det, at ghusl bliver obligatorisk, så snart der har fundet samleje sted, hvad enten der sker sædafgang eller ej. Men i beretningen om hadith nr. 15 nævnes det, at sædafgang er nødvendig, for at ghusl bliver obligatorisk. Som forsoning mellem disse har Sheikh Muhyisunnah sagt, at denne hadith er blevet ophævet af de ovennævnte hadither. Ifølge Ibn Abbas gælder denne hadith natlig sædafgang.

Hvis der ikke sker sædafgang ved natlig sædafgang, bliver ghusl ikke obligatorisk. Denne udtalelse fra Ibn Abbas er overleveret i Tirmidhi Sharif.

(١٦) وَعَنْ أُمِّ سَلَمَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ قَالَتْ أُمُّ سُلَيْمٍ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّ اللَّهَ لَا يَسْتَحِي مِنَ الْحَقِّ فَهَلْ عَلَى الْمَرْأَةِ مِنَ الْغُسْلِ إِذَا احْتَمَلَتْ قَالَ نَعَمْ إِذَا رَأْتِ الْمَاءَ فَفَطَّتْ أُمُّ سَلَمَةَ وَجْهَهَا وَقَالَتْ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَوَ تَحْتَلِمُ الْمَرأَةُ ؟ قَالَ نَعَمْ تَرِبَتْ يَمِينُكَ فَبِمَا يَشْبَهُهَا وَلَدُهَا (متفق عليه)

(16) “Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: En dag sagde Umm Sulaym al-Ansari: ‘O Allahs Sendebud, Allah skammer sig aldrig ved at sige sandheden. Derfor spørger jeg, selv om jeg tilsidesætter min blufærdighed: Bliver ghusl obligatorisk, hvis en kvinde får natlig sædafgang?’ Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Ja, når hun efter at være vågnet ser sæd på sit tøj eller sin krop.’ Da Hazrat Umm Salama hørte dette, dækkede hun sit ansigt af generthed og sagde: ‘O Allahs Sendebud, får kvinder også natlig sædafgang?’ Han sagde: ‘Ja, hvad er det for noget, du siger? Hvordan skulle barnet ellers kunne ligne sin mor?'” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Ligesom mænd har kvinder også sæd. Mandens sæd er tyk og hvid, mens kvindens sæd er gullig og tynd. Den af de to, der overvinder den anden, bestemmer, hvem barnet kommer til at ligne.

Reglerne for den obligatoriske ghusl

(۱۷) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا اغْتَسَلَ مِنَ الْجَنَابَةِ غَسَلَ يَدَيْهِ وَتَوَضَّأَ وَضُوْءَهُ لِلصَّلاةِ ثُمَّ يَغْتَسِلُ ثُمَّ يُخَلِّلُ بِيَدَيْهِ حَتَّى إِذَا ظَنَّ أَنَّهُ أَرْوَى بَشْرَتَهُ أَفَاضَ عَلَيْهِ ثَلَاثَ مَرَّاتٍ ثُمَّ غَسَلَ سَائِرَ جَسَدِهِ وَقَالَتْ كُنْتُ أَنَا وَرَسُولُ اللَّهِ اغْتَسِلُ مِنْ إِنَاءٍ وَاحِدٍ نَغْتَرِفُ مِنْهُ جَمِيعًا
(بخاري – مسلم)

(17) »Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Når Profeten (fred være med ham) foretog ghusl på grund af janabah (for at fjerne rituel urenhed), vaskede han først sine to hænder og foretog derefter wudu ligesom til bøn. Så foretog han ghusl på følgende måde: Først førte han fingrene gennem håret med begge hænder, og da han mente, at hovedbunden var blevet våd, hældte han vand over hovedet tre gange. Derefter vaskede han hele kroppen med vand. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Jeg og Allahs Sendebud (fred være med ham) foretog ghusl fra det samme kar og tog vand med begge hænder og hældte det over vores egne kroppe.« (Bukhari, Muslim).

(۱۸)
وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَتْ مَيْمُنَةُ زَوْجُ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَضَعْتُ لِلنَّبِيِّ صَلَّى

اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ غَسَلاً فَسَتَرْتُهُ بِثَوْبٍ وَصَبَّ عَلَى يَدَيْهِ فَغَسَلَهُمَا ثُمَّ صَبَّ بِيَمِينِهِ عَلَى شَمَالِهِ فَغَسَلَ فَرْجَهُ فَضَرَبَ بِيَدِهِ الْأَرْضَ فَمَسَحَ ثُمَّ غَسَلَهَا فَمَضْمَضَ وَاسْتَنْشَقَ وَغَسَلَ وَجْهَهُ وَزِرَاعَيْهِ ثُمَّ صَبَّ عَلَى رَأْسِهِ وَأَفَاضَ عَلَى جَسَدِهِ ثُمَّ تَنَحَّى فَغَسَلَ قَدَمَيْهِ فَنَاوَلْتُهُ تَوْبًا فَلَمْ يَأْخُذُهُ فَانْطَلَقَ وَهُوَ يَنْقُدُ يَدَيْهِ (بخاري – مسلم)

(18) »Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Min moster, de troendes moder, Hazrat Maymuna, fortalte: En gang satte jeg badevand frem til den Ædle Profet (fred være med ham) og skærmede ham derefter af med et stykke klæde. Først hældte Profeten (fred være med ham) vand over sine hænder og vaskede dem op til håndleddene. Derefter hældte han med højre hånd noget vand over i venstre hånd og vaskede sit kønsorgan med det. Så slog han hånden mod jorden og tørrede den af, hvorefter han vaskede venstre hånd. Han skyllede munden grundigt, førte vand op i næsen, vaskede ansigtet og vaskede begge arme op til albuerne. Derefter hældte han vand over hovedet og over hele kroppen. Bagefter flyttede han sig lidt væk fra det sted, hvor han havde stået, og vaskede begge fødder. Jeg gav Profeten (fred være med ham) et stykke klæde, så han kunne tørre vandet af. Han tog det ikke, men gik bort, mens han rystede hænderne.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: I de to ovenstående hadither beskrives det, hvordan Allahs Sendebud (fred være med ham) efter samvær med sine hustruer opnåede renselse fra urenhed gennem ghusl. Profetens (fred være med ham) ægteskabelige liv er også noget, ummaen bør følge. Detaljerne i hans ægteskabelige liv var naturligvis kun kendt af Profetens (fred være med ham) ædle hustruer. I de to ovenstående hadither har to af Allahs Sendebuds (fred være med ham) ædle hustruer, de troendes mødre Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og Maymuna (må Allah være tilfreds med hende), beskrevet det, de med egne øjne så af Profetens (fred være med ham) praksis vedrørende den obligatoriske ghusl. Sahaba fulgte den måde, de havde set Profeten (fred være med ham) foretage wudu på, og den måde, de havde hørt de troendes mødre beskrive hans ghusl på. Senere inddelte madhhabernes imamer reglerne for wudu og ghusl efter deres betydning i fard, wajib og sunnah.

Ifølge Imam Azam Hazrat Abu Hanifa består ghusls fard af tre ting: (1) at skylle munden grundigt, (2) at føre vand op i næsen, (3) at vaske hele kroppen. Hvis blot en lille del af kroppen forbliver tør, er ghuslen ikke gyldig. Derfor skal vand nå alle steder, også under håret, inde i armhulerne og lignende. Ifølge imamen er ghuls øvrige handlinger ud over de ovennævnte tre fard sunnah og mustahabb. Ifølge Imam Malik er ghusls fard fem. Han medregner også intentionen og at gnide og vaske hele kroppen grundigt blandt ghuls fard. Ifølge Imam Shafi’i består ghusls fard af to ting: (1) intentionen, (2) at vaske hele kroppen. De øvrige handlinger er sunnah og mustahabb.

(۱۹)
وَعَنْ أُمِّ سَلَمَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ قُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنِّي امْرَأَةٌ أَشَدُّ صَفَرَ رَأْسِي أَفَأَنْقُضُهَ لِغُسْلِ الْجَنَابَةِ ۚ فَقَالَ لَا إِنَّمَا يَكْفِيْهِ أَنْ تَحْتِي عَلَى رَأْسِكَ ثَلَاثَ حَثِيَاتٍ ثُمَّ تُفِيضِيْنَ عَلَيْكِ الْمَاءَ فَتَطَهَّرِينَ (مسلم)

(19) “Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Jeg spurgte Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham): ’Allahs Sendebud, jeg fletter mit hår stramt. Skal jeg løsne det, når jeg foretager det obligatoriske rituelle bad?’ Han sagde: ’Nej, du skal hælde tre håndfulde vand over dit hoved og opnå renhed.’” (Muslim).

Forklaring: Når vandet når hårrødderne, behøver kvinder ikke at løsne deres fletninger.

(۲۰)
وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ إِنَّ امْرَأَةً مِّنَ الْأَنْصَارِ سَأَلَتْ النَّبِيَّ عَنْ غُسْلِهَا مِنَ الْمَحِيضِ فَأَمَرَهَا كَيْفَ تَغْتَسِلُ (بخاري – مسلم)

(20) “Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: En kvinde fra Ansar-stammen spurgte den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham), hvordan hun skulle foretage det rituelle bad efter menstruation. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forklarede hende det.” (Det vil sige, hvordan hun skulle foretage det rituelle bad efter at være blevet ren for menstruation). (Bukhari, Muslim).

Forklaring: Når kvinder bliver rene efter menstruation eller barselsblødning, er det obligatorisk for dem at foretage det rituelle bad.

Sunnah-rituelle bade

(۲۱)
وَعَن عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا جَاءَ أَحَدُكُمْ الْجُمُعَةَ فَلْيَغْتَسِلْ (بخاري – مسلم)

(21) “Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ’Når nogen af jer går for at udføre fredagsbønnen, skal han foretage det rituelle bad.’” (Bukhari, Muslim).

(۲۲) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ غَسَلَ مَيْتًا فَلْيَغْتَسِلْ
(ابن ماجة)

(22) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der vasker den afdøde, skal selv tage et bad.« (Ibn Majah).

(۲۳)
وَعَنْ قَيْسِ بْنِ عَاصِمٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ أَسْلَمَ فَأَمَرَهُ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنْ يَفْتَسِلَ بِمَاءٍ وسيدر (ترمذی – ابوداؤد – نسائی)

(23) »Det er berettet fra Hazrat Qays ibn Asim (må Allah være tilfreds med ham), at da han antog islam, beordrede Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham at tage et bad i vand blandet med sidrblade.« (Tirmidhi, Abu Dawud, Nasa’i)

Forklaring: Det er sunnah at tage et bad om fredagen, på de to eid-dage, før man ifører sig ihram og på Arafah-dagen, det vil sige den 9. dag i dhu al-hijjah. Desuden er det mustahab at tage et bad efter at have vasket den afdøde og efter at have fået foretaget åreladning. Efter at have antaget islam er det wajib at tage et bad, hvis personen er rituelt uren.

Beskrivelse af wudu

Allah, alle verdeners Herre, har påbudt, at man udfører wudu før bønnen. Således siger Allah i Sin hellige åbenbaring:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا قُمْتُمْ إِلَى الصَّلَاةِ فَاغْسِلُوا وُجُوْهَكُمْ وَأَيْدِيَكُمْ إِلَى الْمَرَافِقِ وَامْسَحُوا بِرُءُوسِكُمْ وَأَرْجُلَكُمْ إِلَى الْكَعْبَيْنِ (المائدة – ٦)

“Når I har til hensigt at bede, skal I vaske jeres ansigter og jeres hænder op til albuerne. Og I skal tørre jeres hoveder og vaske jeres fødder op til anklerne.” (Al-Mā’idah – 6)

På baggrund af ovenstående vers har Hazrat Imam Abu Hanifa (må Allah være tilfreds med ham) fastslået, at wudu har fire obligatoriske bestanddele. Det vil sige de fire legemsdele, som Allah nævner, når Han beskriver wudu: at vaske ansigt, hænder og fødder samt at tørre hovedet er obligatorisk. Ifølge Imam Shafi’i og Imam Ahmad ibn Hanbal er der imidlertid seks obligatoriske bestanddele i wudu. Disse to imamer har også medregnet intentionen om at udføre wudu blandt wudus obligatoriske bestanddele. Imam Shafi’i har desuden fastslået, at det er obligatorisk at vaske legemsdelene efter hinanden uden pause. Ifølge Imam Abu Hanifa er den obligatoriske handling opfyldt, hvis man tørrer en fjerdedel af hovedet. Ifølge Imam Malik og Imam Ahmad ibn Hanbal er det derimod obligatorisk at tørre hele hovedet. Ifølge Imam Shafi’i er den obligatoriske handling opfyldt, hvis man tørrer blot en lille del af hovedet.

Wudu er af tre slags: (1) fard (obligatorisk) (2) wajib (påkrævet) (3) mustahabb (anbefalet)

1. Det er fard at udføre wudu til bøn, sajdah al-tilawah og janazah.
2. Det er wajib at udføre wudu til tawaf omkring Baytullah Sharif.
3. Det er mustahabb at udføre wudu, mens man allerede har wudu.

Wudus fortræffeligheder

(٢٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّ أُمَّتِي يُدْعَوْنَ يَوْمَ الْقِيَامَةِ غُرَّا مُحَجَّلِيْنَ مِنْ آثَارِ الْوُضُوْءِ فَمَنِ اسْتَطَاعَ مِنْكُمْ أَنْ يُطِيلَ غُرَّتَهُ فَلْيَفْعَلْ (بخاري – مسلم)

(24) “Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når min ummah på Opstandelsens Dag bliver kaldt, vil dens hænder, fødder og ansigter være strålende og lysende på grund af wudu. Så den af jer, der har mulighed for det, bør øge sin stråleglans.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: På Opstandelsens Dag vil den troende, bedende persons ansigt, hænder og fødder være strålende og skinnende på grund af wudus fortræffeligheder. Når den ærede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ser dette tegn, vil han på Opstandelsens Dag kunne genkende sin ummah blandt de utallige mennesker og gå i forbøn for dem.

(٢٥) وَعَنْ عُثْمَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ تَوَضَّأَ فَأَحْسَنَ الْوَضُوْءَ

خَرَجَتْ خَطَايَاهُ مِنْ جَسَدِهِ حَتَّى تَخْرُجَ مِنْ تَحْتِ أَظْفَارِهِ (بخاري – مسلم)

(25) »Hazrat Uthman (ra) fortæller, at Allahs Sendebud (sa) sagde: Den, der udfører wudu og udfører den grundigt, får sine synder (de mindre synder) til at falde fra hele kroppen, ja, selv fra under neglene.« (Bukhari og Muslim)

(٢٦) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِفْتَاجُ الْجَنَّةِ الصَّلَاةُ وَمِفْتَاحُ الصَّلاةِ الطُّهُورُ (أحمد)

(26) »Hazrat Jabir (ra) fortæller, at Profeten (sa) sagde: Nøglen til Paradiset er bønnen, og bønnens nøgle er renhed.« (Ahmad)

Forklaring: Bønnen er ikke gyldig uden renhed. Derfor er wudu nødvendig til bønnen, og hvis kroppen er uren, er ghusl obligatorisk. At kroppen er ren, er en af bønnens fard-forpligtelser.

Reglerne for wudu

(۲۷)
وَعَنْ عُثْمَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ تَوَضَّأَ فَأَفْرَغَ عَلَى يَدَيْهِ ثَلاثًا ثُمَّ تَمَضْمَضَ وَاسْتَنْتَرَ ثُمَّ غَسَلَ وَجْهَهُ ثَلَاثًا ثُمَّ يَدَهُ الْيُمْنَى إِلَى الْمِرْفَقِ ثَلَاثًا ثُمَّ غَسَلَ يَدَهُ الْيُسْرَى

إِلَى الْمِرْفَقِ ثَلَاثًا ثُمَّ مَسَحَ بِرَأْسِهِ ثُمَّ غَسَلَ رِجْلَهُ الْيُمْنَى ثَلاثًا ثُمَّ الْيُسْرَى ثَلاثًا ثُمَّ قَالَ: رَأَيْتُ رَسُولَ اللَّهِ تَوَضَّأَ نَحْوَ وُضُوئِي هَذَا ثُمَّ قَالَ مَنْ تَوَضَّأَ وَضُوئِي هَذَا ثُمَّ يُصَلِّي رَكْعَتَيْنِ لَا يُحَدِّثُ نَفْسَهُ فِيْهَا بِشَيْءٍ غُفِرَ لَهُ مَا تَقَدَّمَ مِنْ ذَنْبِهِ (بخاري – مسلم)

(27) ”Det er overleveret fra Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham), at han en dag, da han foretog wudu, hældte vand over sine hænder tre gange og vaskede dem. Derefter skyllede han munden og førte vand op i næsen. Derefter vaskede han sit ansigt tre gange. Så vaskede han sin højre arm til albuen tre gange og på samme måde sin venstre arm tre gange. Derefter strøg han over sit hoved. Så vaskede han sin højre fod tre gange. Og på samme måde vaskede han også sin venstre fod tre gange. Derefter sagde han: ’Jeg har set Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) foretage wudu på samme måde, som jeg foretog wudu. Derefter sagde han: Den, der foretager wudu ligesom min wudu og derefter beder to rakʿah på en sådan måde, at ingen tanke kommer ind i hans sind (bortset fra koncentrationen om Allah), vil få alle sine tidligere (mindre) synder tilgivet.’” (Bukhari, Muslim).

Forklaring: Den ovenstående hadith beviser, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) vaskede wudus kropsdele tre gange hver. Derfor mener imamerne, at det er sunnah at vaske dem tre gange. Den omtalte hadith giver et fuldstændigt billede af, hvordan wudu skal foretages.

De forhold, der gør wudu nødvendig

De forhold, der gør wudu nødvendig, kaldes ”mujibāt al-wudu”. Og de forhold, der ophæver wudu, kaldes ”nawāqid al-wudu”. I virkeligheden er de to det samme, for det forhold, der gør wudu nødvendig, er netop det, der ophæver wudu.

(۲۸) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا تُقْبَلُ صَلَاةٌ مَنْ أَحْدَثَ حَتَّى يَتَوَضَّأَ (بخاري – مسلم)

(28) ”Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) siger: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, hvis wudu er blevet ophævet, får ikke sin bøn accepteret, før han har foretaget wudu.” (Bukhari, Muslim)

(۲۹) وَعَن عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا تُقْبَلُ صَلَاةٌ بَغَيْرِ طَهُورٍ وَلَا صَدَقَةٌ مِنْ غَلُوْلٍ (مسلم)

(29) »Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Bønnen accepteres ikke uden renhed, og en forræders donation accepteres ikke.’« (Muslim)

(۳۰)
وَعَنْ عَلِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كُنْتُ رُجُلًا مَّذَاءً فَكُنْتُ أَسْتَحِي أَنْ أَسْأَلَ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ

لِمَكَانِ ابْنَتِهِ فَأَمَرْتُ الْمِقْدَادَ فَسَأَلَهُ فَقَالَ يَغْسِلُ ذَكَرَهُ وَيَتَوَضَّأُ (بخاري – مسلم)

(30) »Det er berettet fra Ali (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: ‘Der kom meget madhy fra mig. Men fordi Profetens datter (Fatima) boede i mit hjem, skammede jeg mig over at spørge Profeten om dette. Derfor bad jeg Miqdad (må Allah være tilfreds med ham) om at spørge ham om sagen. Da han spurgte Profeten, sagde han: “En sådan person skal først vaske sit kønsorgan og derefter udføre wudu.”« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Når seksuel lyst opstår, kaldes den vandige væske, der kommer ud, bortset fra sæd, for madhy. Den kommer ikke ud med kraft. Den gør wudu obligatorisk, men gør ikke ghusl obligatorisk.

(۳۱) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا وَجَدَ أَحَدٌ فِي بَطْنِهِ شَيْئًا فَأَشْكَلَ عَلَيْهِ أَخْرَجَ مِنْهُ شَيْءٌ أَمْ لَا فَلَا يَخْرُجُنَّ مِنَ الْمَسْجِدِ حَتَّى يَسْمَعَ صَوْتًا أَوْ يَجِدَ رِيحًا (مسلم)

(31) »Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Hvis nogen af jer mærker noget i maven og bliver i tvivl om, hvorvidt noget er kommet ud af maven, skal han ikke gå ud af moskéen, før han hører en lyd eller mærker en lugt.’« (Muslim)

Forklaring: En tvivl om, hvorvidt der er kommet luft ud af maven, er i sig selv ikke årsag til, at wudu bliver ugyldig. Det sker først, når man er helt sikker på, at luften er kommet ud gennem anus.

(۳۲) وَعَن عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّ الْوَضُوْءَ عَلَى مَنْ نَامَ مُضْطَجِعًا فَإِنَّهُ إِذَا اضْطَجَعَ اسْتَرْخَتْ مَفَاصِلُهُ
(ترمذي، ابوداؤد)

(32) “Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Den, der har sovet liggende på siden, skal foretage wudu. For når man sover liggende på siden, bliver kroppens lukkemekanismer slappe.” (Tirmidhi, Abu Dawud)

Forklaring: Hvis man sover liggende på siden eller lænet op ad noget, bliver ens wudu ugyldig. Når man sover på denne måde, bliver kroppens lukkemekanismer og endetarmsåbningen slappe, så der ikke er nogen hindring for, at luft slipper ud fra maven. Hvis man derimod sover siddende eller stående, bliver søvnen ikke dyb, og der er ikke stor sandsynlighed for, at luft slipper ud; derfor bliver wudu ikke ugyldig.

Bliver wudu ugyldig, hvis man rører ved kønsorganet?

(۳۳)
وَعَنْ بُسْرَةً بِنْتِ صَفْوَانَ بْنِ نَوْفَلٍ قَالَتْ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا مَسَّ أَحَدُكُمْ ذَكَرَهُ فَلْيَتَوَضَّا
(مالك ، أحمد ، أبو داود ، ترمذي، نسائي، ابن ماجة

(33) “Det er overleveret fra Hazrat Busra bint Safwan ibn Nawfal, at hun sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Hvis nogen af jer rører ved sit kønsorgan, skal han foretage wudu.” (Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah)

Forklaring: På grund af denne hadith har imam Malik, al-Shafi’i og imam Ahmad ibn Hanbal sagt, at wudu bliver ugyldig, hvis man rører ved kønsorganet.

(٣٤) وَعَنْ طَلَقِ بْنِ عَلِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ سُئِلَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنْ مَسَ الرَّجُلِ ذَكَرَهُ بَعْدَ مَا يَتَوَضَّأُ قَالَ وَهَلْ هُوَ إِلَّا بَضْعَةٌ مِنْهُ
أبو داود، ترمذي، نسائي

(৩৪) “Det er blevet overleveret fra Hazrat Talq ibn Ali (ra.), at han sagde: Profeten (s.a.v.) blev spurgt: Hvad sker der, hvis en person rører ved sit eget kønsorgan efter at have udført wudu? Profeten (s.a.v.) svarede: Det er blot en del af kroppen. Hvorfor skulle wudu derfor blive ugyldig ved at røre ved det?” (Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i)

Forklaring: Imam Abu Hanifa har på grundlag af ovenstående hadith sagt, at wudu ikke bliver ugyldig ved at røre ved kønsorganet. Der var også uenighed om dette spørgsmål blandt sahaba.

Bliver wudu ugyldig, hvis man rører ved kvinder?

(٣٥) وَعَن عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ كَانَ يَقُولُ قُبْلَةُ الرَّجُلِ امْرَأَتَهُ وَجَسَّهَا بِيَدِهِ مِنَ الْمُلَامَسَةِ وَمَنْ قَبَّلَ امْرَأَتَهُ أَوْ جَسَهَا بِيَدِهِ فَعَلَيْهِ الْوَضُوْءُ
(مالك ، شافعي)

(৩৫) “Det er blevet overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Umar (ra.), at han sagde: At en person kysser sin egen hustru eller rører ved hendes krop med hånden, er det, der betegnes som ‘lam s’. Den, der kysser eller rører ved sin hustru, skal derfor udføre wudu.” (Malik, Shafi’i)

(٣٦) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُقَبِّلُ بَعْضَ أَزْوَاجِهِ ثُمَّ يُصَلِّي وَلَا يَتَوَضَّأُ (أبو داود ، ترمذي، نسائي، ابن ماجة)

(৩৬) “Det er blevet overleveret fra Hazrat Aisha (ra.), at hun sagde: Profeten (s.a.v.) plejede at kysse nogle af sine hustruer og bad derefter uden at udføre wudu.” (Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah)

Forklaring: Der er uenighed blandt sahaba og imamerne om, hvorvidt wudu bliver ugyldig, hvis man rører ved en kvinde efter at have udført wudu. Ifølge Imam Abu Hanifa (ra.) bliver wudu ikke ugyldig blot ved at røre ved eller kysse en kvinde. Ifølge Imam Shafi’i og Imam Malik (ra.) bliver wudu derimod ugyldig. Denne uenighed er opstået på grund af forskellige fortolkninger af et vers i Koranen. Verset lyder:

أَوْ لَمَسْتُمُ النِّسَاءَ فَلَمْ تَجِدُوا مَاءً فَتَيَمَّمُوا صَعِيدًا طَيِّبًا
(النساء – ٤٣)

»Når I ikke finder vand efter at have berørt en kvinde, skal I udføre tayammum med ren jord.« (An-Nisa 4:43)
Ifølge imam Malik og ash-Shafi‘i betyder det at berøre en kvinde her at berøre en del af hendes krop, mens imam Abu Hanifa mener, at udtrykket »at berøre en kvinde« her er brugt billedligt. Den egentlige betydning er at have samleje med en kvinde.

(۳۷)
وَعَنْ عُمَرَ بْنِ عَبْدُ الْعَزِيزِ عَنْ تَمِيمِ الدَّارِي قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْوَضُوْءُ مِنْ كُلِّ دَمٍ سَائِلٍ (دار قطني)

(37) »Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz Tamimdarī beretter, at Den Ædle Profet (fred være med ham) sagde: Man skal udføre wudu på grund af ethvert blod, der flyder.« (Ad-Daraqutni)

Forklaring: Hvis blod kommer ud af kroppen og flyder, bliver wudu ugyldig. Dette er imam Abu Hanifas opfattelse. Den ovennævnte hadith er hans bevis. Ifølge imam ash-Shafi‘i og andre imamer bliver wudu derimod ikke ugyldig på grund af blod, der flyder. De nærer tvivl om den ovennævnte hadiths pålidelighed.

(۳۸) وَعَنْ أَبِي مُوسَى رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ بَيْنَمَا رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُصَلِّي بِالنَّاسِ إِذْ دَخَلَ رَجُلٌ فَتَرَدَّى فِي حُفْرَةٍ كَانَتْ فِي الْمَسْجِدِ وَكَانَ فِي بَصَرِهِ ضَرَرٌ فَضَحِكَ كَثِيرٌ مِّنَ الْقَوْمِ وَهُمْ فِي الصَّلَاةِ فَأَمَرَ رَسُوْلُ اللَّهِ مَنْ ضَحِكَ أَنْ يُعِيدَ الْوَضُوءَ (طبراني)

(38) “Det er berettet fra Hazrat Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En dag bad Den Ædle Profet sammen med folkene. Imens kom en mand ind og faldt ned i et hul i moskeen, fordi der var en fejl ved hans syn. Derfor begyndte de fleste af de bedende at le højlydt. Derefter befalede Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) dem, der havde leet under bønnen, at udføre wudu.” (Tirmidhi).

Forklaring: Ifølge imam Abu Hanifa bliver wudu ugyldig, hvis nogen under bønnen ler højlydt, så den person, der står ved siden af, kan høre lyden. Ifølge de andre imamer bliver wudu derimod ikke ugyldig. Imam Abu Hanifa har taget sit bevis fra den ovenfor nævnte hadith.

Vigtigheden af miswak

(۳۹) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُوْلُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَوْلَا أَنْ أَشُقَّ عَلَى أُمَّتِي لَأَمَرْتُهُمْ بِتَاخِيْرِ الْعِشَاءِ وَبِالسَّوَاكِ عِنْدَ كُلِّ صَلَاةٍ (متفق عليه)

(39) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayra (r.a.), at han sagde: Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: Hvis jeg ikke havde haft til hensigt at pålægge min ummah en alt for stor byrde, ville jeg have befalet dem at udsætte isha-bønnen og bruge miswak ved hver bøn.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Det er sunnah at bruge miswak ved wudu til hver bøn. På andre tidspunkter er det mustahabb. For at bevare mundens renhed og beskytte mod sygdomme i tænderne og maven er det nødvendigt at holde tænderne, tandkødet, tungen og halsen rene. Profeten (fvmh.) lagde stor vægt på at bruge miswak. En miswak af en bitter trægren er bedst. Miswaken bør have omtrent samme tykkelse som pegefingeren og være en håndsbredde lang. Der er heller ikke noget forkert i at bruge børster af rene hår eller nylon samt tandpasta eller tandpulver fremstillet af rene stoffer.

(٤٠) وَعَنْ شَرِيحٍ بْنِ هَانِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ سَأَلْتُ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا بِأَيِّ شَيْءٍ كَانَ يَبْدَأُ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا دَخَلَ بَيْتَهُ قَالَتْ بِالسَّوَاكِ (مسلم)

(40) “Det er overleveret fra Hazrat Shuray ibn Hani (r.a.), at han sagde: Jeg spurgte Hazrat Aisha (r.a.): Hvad var det første, Profeten (fvmh.) gjorde, når han trådte ind i hjemmet? Hazrat Aisha svarede: Han brugte først miswak.” (Muslim)

(٤١) وَعَنْ حُذَيْفَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا قَامَ لِلتَّهَجُدِ مِنَ اللَّيْلِ يَشْوصُ فاه بالسواك (متفق عليه)

(41) “Hazrat Hudhayfa (r.a.) sagde: Hver gang Allahs Sendebud (fvmh.) vågnede om natten for at bede tahajjud, rensede han først sin mund med miswak.” (Bukhari, Muslim)

Hvilke handlinger er tilladte i en tilstand af rituel urenhed

(٤٢) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ ذَكَرَ عُمَرَ بْنُ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ لِرَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنَّهُ تُصِيبُهُ الْجَنَابَةُ مِنَ اللَّيْلِ فَقَالَ لَهُ رَسُوْلُ اللَّهُ تَوَضَّأْ وَأَغْسِلْ ذَكَرَكَ ثُمَّ نَمْ (بخاري – مسلم)

(42) “Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at han sagde: Hans far, Umar ibn al-Khattab, spurgte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): Hvad skal man gøre, når man om natten kommer i en tilstand af rituel urenhed? Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Du skal foretage wudu, vaske kønsorganet og derefter gå i seng.” (Bukhari og Muslim)

(٤٣) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ النَّبِيُّ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا كَانَ جُنُبًا فَأَرَادَ أَنْ يَأْكُلَ أَوْ يَنَامَ تَوَضَّأَ وَضُوْءَهُ لِلصَّلاةِ (بخاري – مسلم)

(43) “Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Når Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i en tilstand af rituel urenhed ønskede at spise eller sove, foretog han wudu på samme måde som til bøn.” (Bukhari og Muslim)

(٤٤) وَعَنْ أَبِي سَعِيدِ الْخُدْرِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا أَتَى أَحَدُكُمْ أَهْلَهُ ثُمَّ أَرَادَ أَنْ يَعُودَ فَلْيَتَوَضَّأْ بَيْنَهُمَا (مسلم)

(44) “Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når nogen af jer har samleje med sin hustru og derefter ønsker at gentage det, skal han foretage wudu mellem de to samlejer.” (Muslim)

Forklaring: Af ovenstående hadith fremgår det, at hverken det at spise og drikke eller det at sove er forbudt i en tilstand af rituel urenhed. Det anbefalelsesværdige er dog at vaske kønsorganet og foretage wudu. Det er endda tilladt at have samleje flere gange og at gå til flere hustruer, mens man er i en tilstand af rituel urenhed. Det bedste er dog at vaske penis og foretage wudu imellem dem. (Muslim)

(٤٥) وَعَنِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا تَقْرَأُ الْحَائِضُ وَلَا الْجُنُبُ شَيْئًا مِّنَ الْقُرْآنِ (ترمذي)

(45) “Hadhrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Ingen må recitere Koranen i menstruationstilstand eller i en tilstand af rituel urenhed.” (Tirmidhi)

Forklaring: Ifølge imam Abu Hanifa og imam al-Shafi’i er det forbudt for en menstruerende kvinde og for den, der er forpligtet til at foretage ghusl, at recitere Koranen i denne tilstand. Ifølge nogle er det dog tilladt, hvis det ikke drejer sig om et helt vers.

(٤٦) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَجَهُوْا هَذِهِ الْبُيُوتَ عَنِ الْمَسْجِدِ فَإِنِّي لَا أُحِلُّ الْمَسْجِدَ لِحَائِضِ وَلَا جُنُب (أبو داود)

(46) “Hadhrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Vend dørene til jeres huse bort fra moskeens retning, for jeg anser ikke moskeen for tilladt eller passende for en menstruerende kvinde eller en person i en tilstand af rituel urenhed.” (Abu Dawud)

Forklaring: Af ovenstående hadith fremgår det, at nogle af sahabaernes huse havde deres døre vendt mod Profetens Moské. Ifølge imam Abu Hanifa må en person i en tilstand af rituel urenhed under ingen omstændigheder træde ind i moskeen. Ifølge imam Malik og imam al-Shafi’i er det dog tilladt med det formål at gå igennem den.

Beskrivelse af hayd og nifas

وَيَسْأَلُونَكَ عَنِ الْمَحِيضِ قُلْ هُوَ أَذًى فَاعْتَزِلُوا النِّسَاءَ فِي الْمَحِيضِ وَلَا تَقْرَبُوهُنَّ حَتَّى يَطْهُرْنَ (البقرة : ۲۲۲)

Betydning: (O profet!) “De spørger dig om menstruation. Sig: Den er urenhed. Hold jer derfor borte fra kvinderne under menstruationen, og nærm jer dem ikke, før de er rene.” (Det vil sige: hav ikke samleje med dem.) (Sura al-Baqara – 222)

Den blødning, som hver måned kommer fra livmoderen hos kvinder, der har nået puberteten, kaldes hayd. Den korteste varighed er tre dage og tre nætter, og den længste er ti dage og ti nætter. Den blødning, der kommer efter en fødsel, kaldes nifas. Der er ingen fastsat korteste varighed for nifas; en kvinde kan blive ren efter kort tid. Den længste varighed er fyrre dage. Under hayd og nifas er faste og bøn forbudt. Bønnerne skal dog ikke indhentes, mens fasten skal indhentes. Seksuelt samvær er forbudt under hayd og nifas. Det er dog ikke forbudt at bo sammen, spise og drikke sammen eller sove i samme seng.

(٤٧) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كُنْتُ أَغْتَسِلُ أَنَا وَالنَّبِيُّ مِنْ إِنَاءٍ وَاحِدٍ كِلانَا جُنُبٌ وَكَانَ يَأْمُرُنِي فَاتَّزِرُ فَيُبَاشِرُونِ وَأَنَا حَائِضِ وَكَانَ يُخْرِجُ رَأْسَهُ إِلَيَّ وَهُوَ مُعْتَكِفٌ فَأَغْسِلُهُ وَأَنَا حَائِضِ (بخاري – مسلم)

(47) “Det er berettet fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hun sagde: Jeg og Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) badede begge fra det samme kar, mens vi var i en tilstand af urenhed. Når jeg havde menstruation, befalede han mig at binde et tøjstykke stramt om mig, over kønsdelene, og Hans Højhed (Allahs fred og velsignelser være med ham) lå sammen med mig, tæt ind til min krop.” (Bukhari og Muslim)

Forklaring: Af ovenstående hadith, berettet af Bukhari og Muslim, forstår man, at det ikke ugyldiggør iʿtikaf at sove sammen med sin menstruerende hustru, røre ved hende eller under iʿtikaf at føre en del af kroppen ud af moskeen og modtage hjælp fra sin menstruerende hustru.

(٤٨) وَعَنْ زَيْدِ بْنِ أَسْلَمَ أَنَّ رَجُلًا سَأَلَ رَسُولَ اللَّهِ فَقَالَ مَا يَحِلُّ لِي مِنْ امْرَأَتِي وَهِيَ حَائِضٌ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهُ لِتَشَدَّ عَلَيْهَا إِزَارَهَا ثُمَّ شَانَكَ بِأَعْلَاهَا
(مؤطأ إمام مالك)

(48) Det er berettet fra Zayd ibn Aslam, at en mand en dag spurgte Hans Højhed (Allahs fred og velsignelser være med ham): Hvad er tilladt for mig at gøre med min hustru, når hun har menstruation? Hans Højhed (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Bind et tøjstykke over hendes kønsdele. Derefter er det tilladt for dig at tilfredsstille dit begær over tøjet.” (Muwatta af Ibn Malik)

(٤٩) وَعَنْ نَافِعٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ عُبَيْدَ اللَّهِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَرْسَلَ إِلَى عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا زَوْجُ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَسْأَلُهَا هَلْ يُبَاشِرُ الرَّجُلُ امْرَأَتَهُ وَهِيَ حَائِضِ فَقَالَتْ لِتَشُدَّ إِزَارَهَا إِلَى أَسْفَلِهَا ثُمَّ يُبَاشِرُهَا إِنْ شَاءَ (مؤطا إمام مالك)

(49) “Det er overleveret fra Hazrat Nafi (må Allah være tilfreds med ham), at Ubaidullah bin Abdullah bin Umar (må Allah være tilfreds med ham) en dag sendte en mand til Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) for at spørge hende, om en mand må have mubasharat med sin hustru, mens hun har menstruation. Hazrat Aisha sagde: Hun skal binde et kraftigt stykke stof tæt omkring den nederste del af sin krop. Derefter kan manden have mubasharat med hende. (Imam Maliks Muwatta)”

Forklaring: Af ovenstående hadith forstår man, at hvis en mand ikke kan beherske sig, mens hans hustru har menstruation, skal han dække sine kønsdele godt med et stykke stof og tilfredsstille sit begær gennem mubasharat med sin hustru.

Masah over sokkerne

(٥٠) وَعَنْ شُرَيْحٍ بْنِ هَانِي قَالَ سَأَلْتُ عَلِيَّ بْنِ أَبِي طالِبٌ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنِ الْمَسْحِ عَلَى الْخُفْيْنِ فَقَالَ جَعَلَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ثَلَاثَةَ أَيَّامٍ وَلَيَالِيَهِنَّ لِلْمُسَافِرِ وَيَوْمًا وَلَيْلَةٌ لِلْمُقِيمِ (مسلم)

(50) “Hazrat Suraiya bin Hani siger: Jeg spurgte Hazrat Ali bin Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham) om at udføre masah over sokkerne. (Hvor længe må det udføres?) Han svarede: Huzur (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har fastsat tre dage og tre nætter for den rejsende og én dag og én nat for den fastboende.” (Det vil sige, at den rejsende under sin rejse må udføre masah over sokkerne i tre dage og tre nætter, mens den fastboende må udføre masah i én dag og én nat.) (Muslim)

Forklaring: Der er overleveret hadither fra omkring firs sahaba om at udføre masah over sokkerne. Derfor er der ingen mulighed for at benægte det. Den rejsende må udføre masah i tre dage og tre nætter i træk (72 timer), og den fastboende i én dag og én nat (24 timer). Betingelsen er dog, at han vasker fødderne efter den første wudu og derefter tager sokkerne på. Det vil sige, at efter at have udført en fuldstændig wudu og taget sokkerne på, kan han ved den næste wudu udføre masah over sokkerne uden at tage dem af.

(٥١) وَعَنْ هِشَامِ بْنِ عُرْوَةَ أَنَّهُ رَأَى أَبَاهُ يَمْسَحُ عَلَى الْخُفْيْنِ وَكَانَ لَا يَزِيدُ إِذَا مَسَحَ عَلَى الْخُفْيْنِ عَلَى أَنْ يَمْسَحَ ظُهُورَهُمَا وَلَا يَمْسَحُ بُطُونَهُمَا (مؤطا إمام مالك)

(51) “Det er overleveret fra Hazrat Hisham bin Urwa, at han så sin far, og når han udførte masah over sokkerne, udførte han det kun på oversiden og ikke på undersiden.” (Imam Maliks Muwatta)

Forklaring: Fremgangsmåden ved at foretage masah over sokkerne er, at man spreder fingerspidserne, placerer dem ved tæernes spidser og trækker hånden opad til fodsålens hæl. Først foretages masah over højre fod, derefter over venstre fod. Ifølge imam Abu Hanifa er masah kun tilladt over lædersokker, mens de øvrige imamer også anser masah over stofsokker for tilladt.

Beskrivelse af tayammum

وَإِنْ كُنْتُمْ مَرْضَى أَوْ عَلَى سَفَرٍ أَوْ جَاءَ أَحَدٌ مِّنْكُمْ مِنَ الْغَائِطِ أَوْ لَاَمَسْتُمُ النِّسَاءَ فَلَمْ تَجِدُوا مَاءً فَتَيَمَّمُوا صَعِيدًا طَيِّبًا فَأَمْسَحُوا بِوُجُوهِكُمْ وَأَيْدِيَكُمْ
(النساء : ٤٣)

“Hvis I er syge eller på rejse, eller en af jer kommer fra et toiletbesøg, eller I har berørt kvinder og ikke finder vand, så skal I søge rent og helligt jordstøv. Med det skal I tørre jeres ansigter og hænder.” (Sura an-Nisa 4:43)

(٥٢) وَعَنْ حُذَيْفَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فُضَلْنَا عَلَى النَّاسِ بِثَلَاثِ جُعِلَتْ

صَفُوفَنَا كَصُفُوفِ الْمَلَائِكَةِ وَجُعِلَتْ لَنَا الْأَرْضُ كَلُّهَا مَسْجِدًا وَجُعِلَتْ تُرْبَتُهَا لَنَا طَهُورًا إِذَا لَمْ نَجِدِ الْمَاءَ (مسلم)

(52) “Hazrat Hudhayfa (r.a.) fortæller, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Tre ting har givet os forrang frem for hele menneskeheden. Vores opstilling i rækker under bønnen er blevet gjort ligesom englenes rækker. Hele jordens overflade er blevet gjort som en moské for os. Og når der ikke kan findes vand, er jorden blevet gjort til et middel til renselse for os.” (Muslim)

Forklaring: De tidligere profeters folk bad eller udførte deres tilbedelse ikke på række. Og de tidligere profeters folks rituelle tilbedelse, særligt bønnen, foregik ikke andre steder end i moskéer. Desuden var vand uundværligt for deres renselse. Profeten (s.a.w.) siger, at Allah har vist gavmildhed over for min ummah og æret os. (1) Vi skal udføre vores bøn stående på række, ligesom englene. (2) For os er moskéen ikke gjort til en betingelse for at udføre bønnen; den jord på hele jordens overflade, hvor vi end udfører bønnen, er for os en moské. (3) Hvis der mangler vand til at opnå renselse, eller hvis vi ikke er i stand til at bruge vand, er jorden blevet erklæret som et middel til renselse for os. Det vil sige, at Allah gennem tayammum har givet os mulighed for at blive rene, hvilket ikke var muligt for de tidligere ummah’er.

Profeten (ﷺ) sagde: Min ummah er blevet beæret gennem de tre særlige egenskaber, der er nævnt ovenfor.

(٥٣) وَعَنْ عِمْرَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كُنَّا فِي سَفَرٍ مَعَ النَّبِيُّ فَصَلَّى بِالنَّاسِ فَلَمَّا انْفَتَلَ مِنْ صَلَاتِهِ إِذَا هُوَ بِرَجُلٍ مُّعْتَزِلٍ لَّمْ يُصَلِّ مَعَ الْقَوْمِ فَقَالَ مَا مَنَعَكَ يَا فُلَانُ أَنْ تُصَلِّي مَعَ الْقَوْمِ قَالَ أَصَابَتْنِي جَنَابَةٌ وَلَا مَاءً قَالَ عَلَيْكَ بِالصَّعِيدِ فَإِنَّهُ يَكْفِيكَ (بخاري، مسلم)

(53) “Hazrat Imran (ra) fortæller: Vi var engang på rejse sammen med Profeten (ﷺ). Han ledte folket i bøn. Da Profeten (ﷺ) havde afsluttet bønnen, så han en mand sidde alene for sig selv, som ikke havde bedt sammen med de andre. Profeten (ﷺ) sagde: Du dér, hvorfor bad du ikke sammen med folket? Han svarede: Jeg er blevet rituelt uren, men jeg kunne ikke finde vand. Profeten (ﷺ) sagde: Du skulle have brugt jord; det ville have været tilstrækkeligt for dig.” (Bukhari og Muslim)

Forklaring: Den ovenstående hadith beviser, at både wudu og ghusl kan udføres gennem tayammum. Imam Abu Hanifas opfattelse er dog, at man skal udføre tayammum én gang til wudu og endnu en gang til ghusl.

Reglerne for tayammum

(٥٤) وَعَنْ نَافِعٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ أَقْبَلَ هُوَ وَعَبْدُ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ مِنَ الْجُرُفِ حَتَّى إِذَا كَانَا فِي

الْمِرْبَدِ نَزَلَ عَبْدُ اللَّهِ فَتَيَمَّمَ صَعِيدًا طَيِّبًا فَمَسَحَ
بِوَجْهِهِ وَيَدَيْهِ إِلَى الْمِرْفَقَيْنِ ثُمَّ صَلِّيَ
(مؤطا إمام مالك)

(54) “Hazrat Nafi (ra) fortæller: En dag var han og Abdullah ibn Umar på vej fra et sted ved navn Juruf. Da de nåede et sted ved navn Mirbad, steg Abdullah ibn Umar af dér og udførte tayammum med ren jord. Han tørrede sit ansigt og begge sine hænder op til albuerne og bad derefter.” (Muwatta af Imam Malik)

Forklaring: Denne hadith beskriver reglerne for tayammum. Reglen for tayammum er først, at man skal have niyyat. Derefter skal man lægge begge hænder på ren jord, løfte dem og med begge hænder én gang tørre ansigtet over. Derefter skal man endnu en gang lægge hænderne på jorden, løfte dem og tørre begge arme til og med albuerne. Ifølge imam Abu Hanifa kan tayammum også udføres med jord og alle jordlignende materialer såsom sten, sand, kalksten osv. Ifølge imam al-Shafi‘i kan tayammum derimod ikke udføres med andet end jord.

بَابُ الْمُسْتَحَاضَةِ

Beskrivelse af kvinden med istihada

Hvis kvinders blødning normalt varer mindre end tre dage og tre nætter eller mere end ti dage og ti nætter, kaldes det istihada. Hvis blødningen efter en fødsel på samme måde varer mere end 40 dage, kaldes det også istihada.

Dette er hverken hayd eller nifas. Det er en form for sygdom. En kvinde, der lider af denne sygdom, skal faste og bede. Hun skal dog fornye sin wudu ved hvert bønnetidspunkt.

(٥٥) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ جَاءَتْ فَاطِمَةُ بنْتِ أَبِي حُبَيْشَ إِلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَتْ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنِّي امْرَأَةُ اسْتَحَاضُ فَلَا أَطْهَرُ أَفَادَعُ الصَّلاةَ فَقَالَ لَا إِنَّمَا ذَالِكَ عِرْقٌ وَلَيْسَ بِحَيْضِ فَإِذَا أَقْبَلَتْ حَيْضَتُكِ فَدُعِيَ الصَّلَاةَ وَإِذَا أَدْبَرَتْ فَاغْسِلِي عَنْكِ الدَّمَ ثُمَّ صَلِّي (بخاري – مسلم)

(55) Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hun sagde: Fatima bint Abu Hubaysh kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »Allahs Sendebud, jeg er en kvinde, der hele tiden lider af istihada. Jeg bliver aldrig ren. Skal jeg i denne situation holde op med at bede?« Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Nej, det er blod fra en åre, ikke hayd. Når du derfor får hayd, skal du holde op med at bede. Når perioden med hayd er forbi, skal du vaske blodet af dig (udføre ghusl) og derefter bede.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Den syge kvinde er en kvinde, hvis blødning fortsætter uden for hayd og nifas. Shariaens forskrift for hende er, at hun skal udføre ghusl, så snart hun har overskredet den fastsatte varighed af sin hayd. Derefter skal hun faste og bede som foreskrevet. Hun skal dog ved hvert bønnetidspunkt vaske blodet af sig og tage wudu. Hvad angår nifas, skal hun, når 40 dage er gået, faste og bede som foreskrevet og have samleje med sin ægtemand.

Kapitel 2: Bønnen

بَابُ الْآذَانِ

Afsnittet om adhan

Adhans ordmæssige betydning er at give besked og at kalde. I shariaens terminologi betegner adhan den højlydte kaldelse af de bedende med en særlig lyd for at samle dem til bøn i fællesskab.

I Mekka Sharif var der ingen skik for at fremsige adhan, eftersom muslimerne dér på grund af frygt for de vantro ofte udførte bønnen i hemmelighed. Efter hijraen, da muslimerne havde bygget en moské i Medina Sharif og begyndte at bede offentligt i jamaat, blev der indført en ordning med at kalde de bedende til moskéen gennem adhan.

Beskrivelsen af adhan

(٥٦) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ ذَكَرُوا النَّارَ والنَّاقُوسَ فَذَكَرُوا الْيَهُودَ وَالنَّصَارَى فَأُمِرَ بِلاَلٌ أَنْ يَشْفَعَ الْآذَانَ وَأَنْ يُؤْتِرَ الْإِقَامَةَ قَالَ إِسْمَاعِيلُ فَذَكَرْتُهُ لأَيُّوبَ فَقَالَ إِلَّا الْإِقَامَةَ (بخاري – مسلم)

(56) “Hazrat Anas (r.a.) siger: For at kalde til bøn foreslog sahabaerne ild og horn for Huzur (s.a.w.). Nogle af sahabaerne omtalte derfor dette som jødernes og de kristnes skik. Derefter blev Hazrat Bilal (r.a.) beordret til at fremsige adhan parvist og iqama uparvist. Fortælleren Ismail siger: Jeg spurgte Ayyub om iqamaens uparvise fremsigelse. Han sagde: Ja, bortset fra ‘qad qamatis-salah’.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Denne hadith er et resumé af en lang hadith om adhan, overleveret af Hazrat Abdullah ibn Umar. At sige noget parvis betyder at sige et ord to gange, mens det at sige det uparvis betyder at sige det én gang. Det er på grundlag af denne hadith, at imamerne siger, at adhan skal fremsiges parvist og iqama uparvist. I iqama skal »Qad qamatis-salah« dog fremsiges parvist, det vil sige to gange.

(٥٧) وَعَنْ يَحْيَى بْنِ سَعِيدِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ قَالَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَدْ أَرَادَ أَنْ يَتَّخِذَ خَشَبَتَيْنِ يُضْرَبُ بِهِمَا لِيَجْتَمِعَ النَّاسُ لِلصَّلَاةِ فَأَرِيَ عَبْدُ اللَّهِ بْنَ زَيرِ الْأَنْصَارِي خَشَبَتَيْنِ فِي النَّوْمِ فَقَالَ إِنَّ هَاتَيْنِ لَنَحْرٌ مِمَّا يُرِيدُ رَسُولُ اللَّهِ فَقِيلَ أَلَا تُؤَذِّنُوْنَ لِلصَّلَاةِ؟ فَأَتَى رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حينَ اسْتَيْقَظَ فَذَكَرَ لَهُ ذَالِكَ فَأَمَرَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِالْآذَانِ (مؤطا إمام مالك)

(57) »Det er overleveret fra Hazrat Yahya ibn Sa’id, at han sagde: Guds ædle Sendebud havde besluttet, at der skulle fremstilles to træstykker, som man kunne slå mod hinanden for at frembringe en lyd, så folk kunne samles til bøn. Derefter blev Abdullah ibn Zayd al-Ansari vist to tilsvarende træstykker i en drøm, og der blev sagt til ham: Det er om to træstykker af denne slags, at Sendebudet havde besluttet. Hvorfor vil I så ikke kalde til bøn med adhan? Da Abdullah vågnede, gik han straks til Sendebudet og fortalte ham om drømmen. Derefter beordrede Sendebudet, at der skulle kaldes til bøn med adhan.« (Muwatta af Imam Malik)

Forklaring: Da Profeten rådførte sig med sahabaerne om, hvordan folk skulle kaldes sammen til bøn, fremsatte forskellige personer forskellige forslag. Nogle sagde, at man skulle kalde ved at slå på en naqqara, mens andre sagde, at man skulle kalde ved at tænde en ild. Nogle af sahabaerne sagde, at det at slå på en naqqara og en klokke var de kristnes skik. At tænde ild eller blæse i et horn var jødernes og ildtilbederes måde; ingen af delene burde man gøre. Derefter besluttede Profeten at fremstille to træstykker, således at man kunne slå det ene mod det andet og frembringe en lyd for at kalde folk. Netop på dette tidspunkt hørte Abdullah ibn Zayd al-Ansari, Umar ibn al-Khattab og andre sahabaer i nattens drøm ordene i adhan og fremsatte dem for Sendebudet. Derefter besluttede Profeten at indføre adhan. Ifølge Imam al-Ghazali havde ti af Sendebudets sahabaer set den samme slags drøm om adhan. Nogle mener, at antallet af sahabaer, der så drømmen, var fjorten. Ifølge en overlevering hørte Profeten under mi’raj en lignende adhan-lyd fra en engels mund ved Sidrat al-Muntaha.

Selv om Profeten havde besluttet at indføre adhan gennem ijtihad på grundlag af sahabaernes drømme, kom godkendelsen senere gennem åbenbaringen. Adhan er ganske vist sunnah, men den er samtidig et af islams sha’air, det vil sige et islams kendemærke. Faqihere har afsagt den juridiske kendelse, at der skal føres jihad mod dem, der i fællesskab opgiver adhan.

(٥٨) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ الْمُسْلِمُونَ حِيْنَ قَدِمَ الْمَدِينَةَ يَجْتَمِعُونَ فَيَتَحَيَّنُونَ للصَّلَاةِ وَلَيْسَ يُنَادِي بِهَا أَحَدٌ فَتَكَلِّمُوا يَوْمًا فِي ذَلِكَ فَقَالَ بَعْضُهُمْ اتَّخَذُوا مِثْلَ نَاقُوْسِ النَّصَارَى وَقَالَ بَعْضُهُمْ قَرْنًا مِثْلَ قَرْنِ الْيَهُودِ فَقَالَ عُمَرُ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَوَلَا تَبْعَثُوْنَ رَجُلًا يُنَادِي بِالصَّلَاةِ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَا بِلالُ قُمْ فَنَادِ بِالصَّلَاةِ
(بخاري – مسلم)

(58) »Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Da muslimerne kom til Medina, samledes de til bøn efter eget skøn. Ingen kaldte på nogen. En dag begyndte man at drøfte dette. Nogle sagde, at man skulle indføre en klokke ligesom de kristne. Andre sagde, at man skulle indføre et horn ligesom jøderne. Da sagde Hazrat Umar: Kan I ikke sende en mand, som kan kalde folk til bøn? Derefter sagde Profeten til Bilal: O Bilal, rejs dig og kald til bøn.« (Bukhari og Muslim)

Forklaring: I Mekka blev der bedt uden adhan. Da muslimerne senere kom til Medina, samledes folk i begyndelsen også i moskeen til bøn efter eget skøn. Dette blev vanskeligt, eftersom antallet af bedende gradvist voksede. Derfor satte alle sig en dag sammen for at rådføre sig om, hvad der kunne gøres. Nogle sagde, at man skulle slå på en klokke og kalde folk, ligesom de kristne. Hazrat Umar sagde: Hvorfor kan vi ikke sende en mand, som kan kalde folk? I overensstemmelse med Hazrat Umars forslag beordrede Profeten Bilal (må Allah være tilfreds med ham) at kalde folk til bøn, når tiden for bøn var inde. Fra da af plejede Hazrat Bilal ved bønnetid at sigeالصلوة جامعةog kalde folk til bøn. Det er denne begivenhed, der omtales i den foreliggende hadith. Derefter hørte nogle af Sendebudets sahabaer ordene i den nuværende adhan i deres drømme og fortalte dem til Profeten. Flere sahabaer havde set denne drøm, og alle kom og gav Profeten den samme beskrivelse. I den ovenfor nævnte hadith, overleveret af Yahya ibn Sa’id, omtales netop den drøm om adhan, som Abdullah ibn Zayd al-Ansari havde set. Derefter fastsatte Profeten ordene og formuleringerne og beordrede, at der skulle kaldes til bøn med adhan på den måde, som den er almindelig i dag.

Kaldet til bønnen er en sunnah og et islamisk kendetegn. Hvis muslimerne i et område kollektivt ophører med at fremsige kaldet til bønnen, har retslærde udstedt en fatwa om, at det er tilladt at føre jihad mod dem. Kaldet til bønnen fra kvarterets moské er tilstrækkeligt for kvarterets beboere. Der er ikke behov for, at det fremsiges i hvert eneste hjem.

(٥٩) وَعَنْ أَبِي سَعِيدِ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ إِذَا سَمِعْتُمُ النِّدَاءَ فَقُولُوا مِثْلَ مَا يَقُولُ الْمُؤَذِّنُ
(مؤطا إمام مالك)

(59) »Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, beretter: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Når I hører kaldet til bønnen, skal I sige præcis det samme, som muezzinen siger.« (Muwatta af Imam Malik).

Forklaring: I ovennævnte hadith har Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalet, at man skal svare på kaldet til bønnen ved at fremsige de samme ord som muezzinen. I haditherne i al-Bukhari og Muslim står der imidlertid: »Når muezzinen siger حَيَّ عَلَى الْفَلَاحِ og حَيَّ عَلَى الصَّلاةِ siger, skal den, der hører det, لا حَوْلاً وَلَا قُوَّةَ إِلَّا بِاللَّهِ som svar. Men قَدْ قَامَتِ الصَّلاةُ skal man i stedet for أَقَامَهَا اللَّهُ أَبَدًا svare på kaldet til bønnen. Dette er de fromme forgængeres og de hanafitiske imamers opfattelse. Flertallets opfattelse, det vil sige de fleste imamers, er imidlertid, at det er sunnah at svare på kaldet til bønnen. Nogle imamers stærke opfattelse er dog, at et mundtligt svar på kaldet til bønnen ikke er tilstrækkeligt. Det er obligatorisk faktisk at deltage i fællesbønnen som svar. Ligesom man svarer på kaldet til bønnen, skal man også svare på iqamaen.

(٦٠) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا تُوِّبَ بِالصَّلَاةِ فَلَا تَأْتُوْهَا وَأَنتُمْ تَسْعُوْنَ وَأَتَوْهَا وَعَلَيْكُمُ السَّكِينَةُ فَمَا أَدْرَكْتُمْ فَصَلُّوْا وَمَا فَأْتَكُمْ فَأَتِمُّوا فَإِنَّ أَحَدَكُمْ فِي الصَّلَاةِ مَا كَانَ يَعْمِدُ إِلَى الصَّلاة (مؤطا إمام مالك)

(60) »Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, beretter: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Når takbiren til bønnen fremsiges, skal I ikke skynde jer af sted i uro. Kom derimod roligt, og udfør derefter så meget af bønnen, som I når sammen med menigheden; det, I ikke når, skal I udføre senere. For når I begiver jer af sted for at gøre jer klar til bønnen, regnes I allerede for at være i bøn.« (Muwatta af Imam Malik)

Forklaring: Den, der begiver sig af sted for at deltage i fællesbønnen, skal regnes for allerede at have deltaget i bønnen. Derfor skal den bedende være rolig og fattet på vejen til bønnen, ligesom han skal være rolig og fattet under selve bønnen.

(٦١) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْإِمَامُ ضَامِنٌ وَالْمُؤَذِّنُ مُؤْتَمَنَّ اللَّهُمَّ أَرْشِدِ الْأَئِمَّةَ وَاغْفِرِ لِلْمُؤَذِّنِيْنَ
أحمد – أبو داود – ترمذي)

(61) »Hazrat Abu Huraira (r.a.) beretter, at Rasul (s.a.w.) sagde: Imamen er garant for (følgernes) bøn, og mu’azzinen er betroet. Derefter bad (den ærværdige Profet (s.a.w.)) for dem begge: O Allah, led imamerne på den rette vej, og tilgiv mu’azzinerne.« (Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi)

Forklaring: Imamen er garant, det vil sige, at imamen påtager sig ansvaret for følgernes bøn. Mu’azzinen er derimod betroet med hensyn til, at de bedende udfører bønnen på det rette tidspunkt. Det vil sige, at når mu’azzinen kalder til bøn på det rette tidspunkt, kan de bedende udføre bønnen på det rette tidspunkt. Derfor er det et svigt af den betroede opgave, hvis mu’azzinen ikke kalder til bøn på det rette tidspunkt.

(٦٢) وَعَنْ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ أَذَّنَ سَبْعَ سِنِينَ مُحْتَسِبًا كُتِبَ لَهُ بَرَأَةٌ مِّنَ النَّارِ (ترمذي أبو داود – ابن ماجه)

(62) »Det er berettet fra Hazrat Ibn Abbas (r.a.), at han sagde: Rasul (s.a.w.) sagde: Den, der kalder til bøn i syv år med ønsket om at opnå belønning, vil få skrevet en frigivelse fra Helvedes ild.« (Tirmidhi, Abu Dawud, Ibn Majah)

Påklædning til bønnen

Allah, Rabb al-ʿAlamīn, har sagt i den hellige Koran:

يَا بَنِي آدَمَ خُذُوا زِينَتَكُمْ عِنْدَ كُلِّ مَسْجِدٍ
(الأعراف : ۳۱)

Det vil sige: »O Adams børn, tag jeres udsmykning på ved hver bøn.« Derfor skal man nødvendigvis iføre sig en beklædning, der dækker det, som skal dækkes. Desuden er det bedre også at anvende et ekstra dække. Ordet »udsmykning«, der er anvendt i verset, betyder nemlig fuldstændig beklædning; det vil sige, at man, når man står foran Allah, skal bære en sådan beklædning, at den både dækker det, der skal dækkes, og øger ens skønhed.

Ovenstående forklaring er gengivet i Mawlānā Sayyid Abū al-Aʿlā Mawdūdīs tafsīr. I Ibn Kathīrs værk er ovenstående vers forklaret på følgende måde.

الزِّينَةُ الرِّبَاسُ وَهُوَ مَا يُوَارِيُّ السَّوأَةَ وَمَا سَوَى ذَلِكَ مِنْ جَيْدِ الْبَرِّ وَالْمَتَاعِ فَأُمِرُوا أَنْ يَأْخُذُوا زِينَتَهُمْ عِنْدَ كُلِّ مَسْجِد وَلِهَذِهِ الْآيَةِ وَمَا وَرَدَ فِي مَعْنَاهَا مِنَ السَّنَةِ يَسْتَحِبُّ التَّجَمَّلَ عِنْدَ الصَّلَاةِ لَأَسِيَّمَا يَوْمَ الْجُمُعَةِ وَيَوْمِ الْعِيدِ
(تفسير ابن قصير)

“Med udtrykket zinat i verset menes den udsmykning eller klædedragt, som ikke blot dækker awrah, men også øger kroppens ynde og skønhed. Allah, Herren over alle verdener, har pålagt Sine tjenere at iføre sig den bedste klædedragt under bønnen. Dette vers og de øvrige vers, der er åbenbaret om dette emne, betyder, at det er sunnah for den bedende at bære sit bedste tøj ved hver bøn, særligt ved fredags- og eid-bønnen.” (Tafsīr Ibn Kathīr)

(٦٣) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا يُصَلِّيَنَّ أَحَدُكُمْ فِي التَّوْبِ الْوَاحِدِ لَيْسَ عَلَى عَائِقَيْهِ مِنْهُ شَيْءٌ
(بخاري – مسلم)

(63) Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Ingen af jer må bede iført ét eneste klædningsstykke på en sådan måde, at ingen del af det ligger over hans skulder.” (Bukhārī, Muslim)

(٦٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ مَنْ صَلَّى فِي ثَوْبِ وَاحِدٍ فَلْيُخَالِفْ بَيْنَ طَرْفَيْهِ (بخاري)

(64) Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg hørte Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: “Den, der beder iført ét eneste klædningsstykke, skal vikle de to ender omkring sig fra modsatte retninger.” (Bukhārī)

Forklaring: At dække awrah er en af bønnens obligatoriske handlinger. Derfor bør både mænd og kvinder bede iført en klædedragt, der dækker deres awrah, således at der ikke er nogen risiko for, at awrah bliver blottet under bønnen.

مَوَاقِيْتُ الصَّلاةِ

Redegørelse for bønnetiderne

إِنَّ الصَّلَاةَ كَانَتْ عَلَى الْمُؤْمِيْنِنَ كِتَبَا مَّوْقُوْتًا
(النساء – ١٠٣)

Betydning: Bønnen er bestemt som en pligt for de troende sammen med dens fastsatte tider. (An-Nisāʾ 103)

(٦٥) وَعَنْ أَبِي عَمْرِ الشَّيْبَانِي وَاسْمُهُ سَعَدُ بْنُ إِيَاسٍ قَالَ حَدَّثَنِي صَاحِبُ هَذِهِ الدَّارِ وَأَشَارَ إِلَى دَارِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ سَأَلْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَيُّ الْأَعْمَالِ أَحَبُّ إِلَى اللَّهِ؟ قَالَ الصَّلَاةُ عَلَى وَقْتِهَا قُلْتُ ثُمَّ أَيُّ؟ قَالَ بِرُّ الْوَالِدَيْنِ قُلْتُ ثُمَّ أَيُّ قَالَ الْجِهَادُ فِي سَبِيلِ اللَّهِ قَالَ حَدَّثَنِي بِهِنَّ رَسُولُ اللَّهِ وَلَوِ اسْتَزَدْتُهُ لَزَادَنِي
(بخاري – مسلم)

(65) Abu ʿAmr ash-Shaibānī, hvis navn var Saʿd ibn ʿIyāz, pegede på huset til Hazrat ʿAbdullāh ibn Masʿūd og sagde: »Ejeren af dette hus fortalte mig en hadith: Jeg spurgte Profeten: Hvilken handling er mest elsket af Allah? Profeten svarede: ‘At udføre bønnen til tiden.’ Jeg spurgte igen: ‘Hvad derefter?’ Profeten svarede: ‘At behandle sine forældre godt.’ Jeg spurgte igen: ‘Hvad derefter?’ Profeten svarede: ‘At kæmpe i Allahs vej.’ Ibn Masʿūd sagde: Profeten fortalte mig disse ord; jeg tror, at hvis jeg havde stillet ham flere spørgsmål, ville han have fortalt mig mere.« (Al-Bukhārī, Muslim)

Forklaring: Bønnen er gjort obligatorisk med en fastsat tid. Derfor er det at udføre bønnen inden for dens tid én af de tretten samlede obligatoriske dele af bønnen. I den nævnte hadith har Allahs Sendebud omtalt det at udføre bønnen på det rette tidspunkt som den handling, der er mest elsket af Allah. Imam ash-Shāfiʿī, Imam Mālik og Imam Aḥmad ibn Ḥanbal har anført, at det er bedst, det vil sige mest fortrinligt, at udføre bønnen ved tidens begyndelse. Imam Abū Ḥanīfa har derimod anført, at det er bedst at udføre ʿishāʾ-bønnen sent om natten, fajr-bønnen efter dagslyset er blevet klart, det vil sige ved tidens afslutning, og ẓuhr-bønnen lidt senere på varme dage. Imam Abū Ḥanīfa har hentet belæg for dette i forskellige hadither. Ifølge de andre imamer gælder den hadith, der anbefaler at forsinke bønnen, imidlertid den, der beder alene, og ikke dem, der beder sammen med menigheden.

(٦٦) وَعَنْ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ قَالَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَمَّنِي جِبْرَيْلُ عِنْدَ الْبَيْتِ مَرَّتَيْنِ فَصَلَّى بِيَ الظُّهْرَ حِيْنَ زَالَتِ الشَّمْسُ وَكَانَ قَدْرَ الشَّرَاكِ وَصَلَّى بِيَ الْعَصْرَ حِيْنَ صَارَ ظِلُّ كُلِّ شَيْءٍ مِثْلَهُ وَصَلَّى بِيَ الْمَغْرِبَ حِيْنَ افْطَرَ الصَّائِمُ وَصَلَّى بِيَ الْعِشَاءَ حِيْنَ غَابَ الشَّفَقُ وَصَلَّى بِيَ الْفَجْرَ حِيْنَ حَرُمَ الطَّعَامُ وَالشَّرَابُ عَلَى الصَّائِمِ فَلَمَّا كَانَ الْقَدُ وَصَلَّى بِيَ الظُّهْرَ حِيْنَ كَانَ ظِلُّهُ مِثْلَهُ وَصَلَّى بِيَ الْعَصْرَ حِيْنَ كَانَ مِثْلَيْهِ وَصَلَّى بِيَ الْمَغْرِبَ حِيْنَ افْطَرَ الصَّائِمُ وَصَلَّى بِي الْعِشَاءَ إِلَى ثُلُثِ اللَّيْلِ وَصَلَّى بِي الْفَجْرَ فَاسْفَرَ ثُمَّ الْتَفَتَ إِلَيَّ فَقَالَ يَا مُحَمَّدُ هَذَا وَقْتُ الْأَنْبِيَاءِ مِنْ قَبْلِكَ وَالْوَقْتُ مَا بَيْنَ هَذَيْنِ الْوَقْتَيْنِ
(أبو داود – ترمذي)

(66) »Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Gabriel (fred være med ham) ledte mig i bøn to gange ved Kabaen. Første gang bad han zuhr-bønnen med mig, så snart solen havde passeret zenit en smule. Dens varighed var som bredden af en skorem. Han bad asr-bønnen med mig, da enhver genstands skygge var blevet lige så lang som genstanden selv. Han bad maghrib-bønnen med mig, da den fastende bryder fasten, og isha-bønnen, da shafaqen (det røde skær på den vestlige himmel) var forsvundet. Han bad fajr-bønnen med mig på det tidspunkt, hvor mad og drikke bliver forbudt for den fastende. Da den anden dag kom, bad han zuhr-bønnen med mig, da enhver genstands skygge var blevet lige så lang som genstanden, og asr-bønnen, da skyggen var blevet dobbelt så lang. Han bad maghrib-bønnen med mig, da den fastende bryder fasten, og isha-bønnen, da en tredjedel af natten var gået. Han bad fajr-bønnen med mig, da morgenlyset begyndte at vise sig. Derefter vendte han sig mod mig og sagde: »Muhammad, dette er bønnetiderne for de profeter, der var før dig. Bønnetiden ligger mellem disse to tidsgrænser.«« (Abu Dawud, Tirmidhi)

Forklaring: Den nævnte hadith beviser, at Allah, Herren over alle verdener, efter de fem daglige bønner var blevet gjort obligatoriske, selv sendte Gabriel (fred være med ham) for at give Huzur (må Allahs velsignelser og fred være med ham) den korrekte undervisning i, hvordan disse bønner skulle udføres: hvornår bønnetiderne begynder, hvor mange rakʿat der skal bedes på hvert tidspunkt, og hvordan blandt andet rukūʿ og sujūd skal udføres. Han kom to dage i træk; den første dag bad han med Huzur ved den første tid, og den anden dag ved den sidste tid. Derefter sagde han: Bønnetiden begynder ved det tidspunkt, hvor bønnen blev bedt den første dag, og slutter ved det tidspunkt, hvor jeg afsluttede bønnen den anden dag.

Eftersom Gabriel (fred være med ham) begge dage lod Huzur bede maghrib-bønnen på samme tidspunkt, er maghrib-bønnens tid kortvarig. Ifølge imam Shafiʿi varer maghrib-bønnens tid kun, indtil adhān, iqāmah og fem rakʿat er blevet udført. Tidspunktet, hvor den fastende bryder fasten, medregnes dog også. Ifølge imam Abu Hanifa varer maghrib-tiden, indtil det røde skær på den vestlige himmel er forsvundet.
Da Gabriel (fred være med ham) begge dage lod Huzur bede maghrib-bønnen på samme tidspunkt, har man fra Huzurs tid og frem til i dag normalt givet de bedende en god rum tid til at forberede sig efter adhān ved de øvrige bønner; men sådan tid gives ikke ved maghrib-bønnen, og det vil heller ikke blive gjort frem til Dommedag. Hvis Gabriel (fred være med ham) havde givet denne tid, ville den naturligvis være blevet givet. Denne hadith beviser således, at ligesom bønnen er blevet gjort obligatorisk af Allah, kommer også måden, hvorpå bønnen skal udføres, fra Allah. Denne metode eller regel blev ikke fastlagt af Huzur gennem personlig ijtihād.

(٦٧) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَقْتُ الظُّهْرِ إِذَا زَالَتِ الشَّمْسُ وَكَانَ ظِلُّ الرَّجُلِ كَطُولِهِ مَا لَمْ يَحْضُرِ الْعَصْرُ وَوَقْتُ الْعَصْرِ مَا لَمْ تَصْفَرُّ الشَّمْسُ وَوَقْتُ صَلَاةِ الْمَغْرِبِ مَا لَمْ يَغِبُ الشَّفَقُ وَوَقْتُ صَلَاةِ الْعِشَاءِ إِلَى نِصْفِ اللَّيْلِ الْأَوْسَطِ وَوَقْتُ صَلَاةِ الصُّبْحِ مِنْ طُلُوعِ الْفَجْرِ مَا لَمْ تَطْلُعِ الشَّمْسُ فَإِذَا طَلَعَتِ الشَّمْسُ فَأَمْسِكْ عَنِ الصَّلَاةِ فَإِنَّهَا تَطْلُعُ بَيْنَ قَرْنِي الشَّيْطَانِ (مسلم)

(67) »Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Tiden for zuhr-bønnen begynder, når solen passerer zenit, og slutter, når menneskets skygge bliver lige så lang som mennesket selv, det vil sige, indtil asr-tiden indtræder. Asr-tiden varer, indtil solen derefter begynder at få en gul farve. Maghrib-bønnens tid er fra solnedgang, indtil det røde skær på den vestlige himmel forsvinder. Isha-bønnens tid varer indtil midt på natten, og fajr-tiden varer fra morgenrødens frembrud, indtil solopgangen begynder. Når solopgangen begynder, skal man afholde sig fra bøn, for den står op mellem Satans to horn.« (Muslim)

Forklaring: På grundlag af denne hadith har imamer som Malik, Shafiʿi, Ahmad ibn Hanbal, Abu Yusuf, Muhammad og Jaʿfar angivet, at zuhr-bønnens tid varer, indtil enhver genstands skygge, bortset fra den oprindelige skygge, bliver lige så lang som genstanden selv. Ifølge imam Abu Hanifa varer zuhr-tiden, indtil skyggen bliver dobbelt så lang. Den »oprindelige skygge« er den skygge, der findes ved middagstid, det vil sige, når solen står direkte over hovedet, og som breder sig til siden fra genstanden. Når solen får en gul farve, betyder det, at solstrålernes styrke er aftaget, og at solen får form som en skive; asr-tiden varer indtil da. Asr-bønnen kan dog udføres helt frem til solnedgang, men på et forkasteligt tidspunkt. Det bedste tidspunkt for isha-bønnen er indtil midnat. Fra efter midnat og indtil morgenrødens frembrud er det makrūh-tid.

Eftersom de afgudsdyrkende soltilbedere tilbeder solen ved solopgang og solnedgang, og Satan på dette tidspunkt står foran solen for at modtage deres tilbedelse, nævnes det i hadithen, at solen står op mellem Satans to horn.

Beskrivelse af moskeer og steder til bøn

(٦٨) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَحَبُّ الْبِلادِ إِلَى اللَّهِ مَسَاجِدُهَا وَأَبْغَضُ الْبِلادِ إِلَى اللَّهِ أَسْوَاقُهَا (مسلم)

(68) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (r.a.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Af alle steder er moskeen det mest elskede hos Allah, og markedet det mest forhadte.” (Muslim)

Forklaring: Når et sted udpeges og fastlægges til bøn, kaldes det udpegede sted en moské. Eftersom moskeen er bestemt til Allahs tilbedelse og bøn, vender menneskets hjerte sig mod Allah, så snart det begiver sig af sted mod moskeen. Derfor er moskeen mere elsket hos Allah. Den, der går til markedet, gør det for at opfylde sine verdslige behov, og markedets travlhed gør ham, om end midlertidigt, uopmærksom på Allah; derfor er markedet ringere i Allahs øjne. Det er dog ikke forkasteligt at oprette et marked eller gå på markedet, når der er behov for det. Det er ikke passende at opholde sig længe på markedet uden grund.

Moskeens jord skal nødvendigvis være gjort til waqf, og moskeen skal som hovedregel være åben for alle muslimer. Bønnen i moskeen giver 25 gange større belønning end bønnen uden for moskeen.

(٦٩) وَعَنْ عُثْمَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ بَنَى لِلَّهِ مَسْجِدًا بَنَى اللَّهُ لَهُ بَيْتًا فِي الْجَنَّةِ
(بخاري – مسلم)

(69) “Det er berettet fra Hazrat Osman (r.a.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Hvis nogen bygger en moské for Allahs skyld, vil Allah bygge et hus til ham i Paradis.” (Bukhari, Muslim)

(۷۰) وَعَنْ أَبِي قَتَادَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ إِذْ دَخَلَ أَحَدُكُمُ الْمَسْجِدَ فَلْيَرْكَعْ رَكْعَتَيْنِ قَبْلَ أَنْ يَجْلِسَ (بخاري – مسلم)

(70) “Det er berettet fra Hazrat Abu Qatada (r.a.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Når nogen blandt jer træder ind i moskeen, skal han bede to rakʿat, før han sætter sig.”

Forklaring: De to rakʿat-bønner, som man udfører straks efter at være trådt ind i moskéen, kaldes Dukhūl al-Masjid. Nogle mener, at de er wajib, men imam Abu Hanifa har sagt, at de er mustahabb.

(۷۱)
وَعَنْ كَعْبِ بْنِ مَالِكٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا يَقْدِمُ مِنْ سَفَرٍ إِلَّا نَهَارًا

فِي الضُّحَى فَإِذَا قَدِمَ بَدَأَ بِالْمَسْجِدِ فَصَلَّى فِيْهِ رَكْعَتَيْنِ ثُمَّ جَلَسَ فِيْهِ (بخاري – مسلم)

(71) “Hazrat Kaʿb ibn Malik siger: Allahs Sendebud vendte altid tilbage fra en rejse i dagens første del. Som det første trådte han ind i moskéen og bad to rakʿat dér. Derefter satte han sig dér.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Det er mustahabb for den, der vender hjem fra en rejse, at handle i overensstemmelse med ovenstående hadith.

(۷۲) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنْ أَكَلَ التَّوْمَ وَالْبَصَلَ وَالكُرَّثَ فَلَا يَقْرَبَنَّ مَسْجِدَنَا فَإِنَّ الْمَلَائِكَةَ تَتَأَدَّى مِمَّا يَتَأَنَّى مِنْهُ بَنُوْ آدَمَ
(بخاري – مسلم)

(72) “Det er overleveret fra Hazrat Jabir, at Allahs Sendebud sagde: Ingen bør træde ind i min moské efter at have spist hvidløg, løg eller porre, for det, der volder Adams børn ubehag, volder også englene ubehag.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Allahs Sendebud forbød at træde ind i moskéen efter at have spist løg, hvidløg eller andre rå fødevarer med en lignende stærk lugt, for folk samles i moskéen til bøn, og ligesom lugten fra munden på den, der har spist rå løg, hvidløg eller grøntsager med stærk lugt, volder de tilstedeværende mennesker ubehag, volder den også de engle, der er til stede i moskéen, ubehag. Det er ikke forbudt at spise løg og hvidløg. Men det er forbudt at tage til moskéen, eidgahen, prædikensamlinger eller lignende steder efter at have spist dem.

(۷۳) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ فِي مَرَضِهِ الَّذِي لَمْ يَقُمْ مِنْهُ لَعَنَ اللَّهُ الْيَهُودَ وَالنَّصَارَى اتَّخِذُوا قَبُورَ أَنْبِيَائِهِمْ مَسَاجِدَ
(بخاري – مسلم)

(73) »Det er berettet fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) under sin dødelige sygdom sagde: Må Allah forbande jøderne og de kristne, fordi de har gjort deres profeters grave til moskéer.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Grave blev gjort til steder for sujud eller moskéer af to grunde. Den ene var at kaste sig ned i tilbedelse med det formål at tilfredsstille de fremtrædende personer, som var begravet i gravene. Dette er åbenlys shirk eller shirk jali. Den anden var at søge tawajjuh fra disse grave under bøn eller muraqabah, i håbet om at Allah ville blive tilfreds. Dette er også shirk, men shirk khafi, det vil sige skjult shirk. Den elskede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) fremsatte denne advarsel under sin dødelige sygdom for at forhindre, at hans ummah gentog den synd, som jøderne og de kristne havde begået.

(٧٤) وَعَنْ أَنَسِ بْنِ مَالِكٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ فُرِضَتْ عَلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الصَّلَوَاتُ لَيْلَةً أُسْرِيَ

بِهِ خَمْسِيْنَ ثُمَّ نَقَصَتْ حَتَّى جُعِلَتْ خَمْسًا ثُمَّ نُوْدِيَ يَا مُحَمَّدُ إِنَّهُ لَا يُبَدِّلُ الْقَوْلَ لَدَيَّ وَإِنَّ لَكَ بِهَذِهِ الْخَمْسِ خَمْسِينَ (أحمد – نسائي – ترمذي)

(74) »Det er berettet fra Hazrat Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: På Mi’raj-natten blev halvtreds daglige bønner gjort obligatoriske for den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham). Derefter blev det bekendtgjort: O Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham), Min beslutning ændres aldrig, og for dig svarer disse fem daglige bønner til halvtreds.« (Ahmad, Nasa’i, Tirmidhi)

Forklaring: Den ovenstående hadith er en del af haditherne om Mi’raj. På selve Mi’raj-natten blev bønnen gjort obligatorisk for Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sammen med dens fastsatte tider; før dette plejede Sendebudet kun at bede om natten. Dette omtales i suraen al-Muzzammil. Af den ovenstående hadith fremgår det, at der under Mi’raj først blev gjort halvtreds daglige bønner obligatoriske for Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) og hans ummah. Derefter gjorde den Almægtige Allah, bevæget af barmhjertighed som svar på Sendebudets (Allahs fred og velsignelser være med ham) bøn, fem daglige bønner obligatoriske i stedet for halvtreds, men lod belønningen forblive som for halvtreds daglige bønner.

(٧٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَجُلًا دَخَلَ الْمَسْجِدَ وَرَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ جَالِسٌ فِي ناحِيَةِ الْمَسْجِدِ فَصَلَّى ثُمَّ جَاءَ فَسَلَّمَ عَلَيْهِ فَقَالَ لَهُ

رَسُولُ اللَّهِ وَعَلَيْكَ السَّلَامُ ارْجِعْ فَصَلِّ فَإِنَّكَ لَمْ تُصَلِّ فَرَجَعَ فَصَلَّى ثُمَّ جَاءَ فَسَلَّمَ عَلَيْهِ فَقَالَ وَعَلَيْكَ السَّلَامُ ارْجِعْ فَصَلِّ فَإِنَّكَ لَمْ تُصَلِّ فَقَالَ فِي الثَّالِثَةِ أَوْ فِي الَّتِي بَعْدَهَا عَلِمْنِي يَا رَسُولَ اللَّهِ فَقَالَ إِذَا قُمْتَ إِلَى الصَّلَاةِ فَاسْبِغِ الْوَضُوءَ ثُمَّ اسْتَقْبِلِ الْقِبْلَةَ فَكَبِّرْ ثُمَّ اقْرَأْ بِمَا تَيَسَّرَ مَعَكَ مِنَ الْقُرْآنَ ثُمَّ اسْجُدْ حَتَّى تَطْمَئِنَّ سَاجِدًا ثُمَّ ارْفَعْ حَتَّى تَطْمَئِنَّ جَالِسًا وَفِي رِوَايَةٍ ثُمَّ ارْفَعْ حَتَّى تَسْتَوِيَ قَائِمًا ثُمَّ افْعَلْ ذَلِكَ فِي صَلَاتِكَ كُلِّهَا
(بخاري – مسلم)

(75) Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) en dag sad i den ene side af Profetens Moské. På dette tidspunkt trådte en mand ind i moskéen og bad, hvorefter han kom hen og hilste på Profeten. Profeten (fred være med ham) gengældte hans hilsen og sagde: »Gå hen og bed igen, for din bøn er ikke blevet udført korrekt.« Manden gik tilbage, bad igen og kom derefter atter hen og hilste på Profeten (fred være med ham). Profeten gengældte hilsenen og sagde igen til ham: »Gå tilbage og bed, for din bøn er ikke blevet udført korrekt.« Manden gik endnu en gang tilbage, udførte bønnen og kom derefter igen hen til Profeten (fred være med ham) og hilste på ham. Profeten (fred være med ham) gengældte igen hans hilsen og sagde: »Din bøn er ikke blevet udført korrekt; bed igen.« Ved den tredje eller fjerde lejlighed sagde manden: »Allahs Sendebud, De…

lær mig, hvordan man beder.« Profeten sagde til ham: »Når du har til hensigt at bede, skal du foretage en grundig rituel afvaskning, derefter stille dig vendt mod qibla og sige takbīrat at-taḥrīma. Læs derefter så meget af Koranen, som du kan, udfør rukūʿ og vær helt rolig i rukūʿ. Løft derefter hovedet og stå helt oprejst, udfør så sujūd og vær helt rolig i sujūd. Løft derefter hovedet og stå helt oprejst. På denne måde skal du udføre hele din bøn roligt og med værdighed.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Den person, der omtales i hadithen, var Khallad ibn Rafiʿ (må Allah være tilfreds med ham), bror til Profetens berømte ledsager Rafiʿ ibn Rafiʿ. Når beretningerne i Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim og Sunan an-Nasa’i sammenholdes, fremgår det, at han først trådte ind i Profetens Moské og udførte to rakʿah tahiyyat al-masjid-bøn, som i nogle madhhaber er wajib. Det vil sige, at man efter at være trådt ind i moskéen nødvendigvis skal udføre to rakʿah-bønner. Hazrat Rafiʿ udførte bønnen så hurtigt, at han ikke satte sig ordentligt oprejst mellem rukūʿ og sujūd eller mellem rukūʿ og sujūd (qawmah og jalsah). Derfor beordrede Profeten (fred være med ham) ham gentagne gange til at bede på ny. Da manden, selv efter at have bedt flere gange, ikke kunne forstå den egentlige fejl i sin bøn, forklarede Profeten (fred være med ham) efter hans ønske, hvordan bønnen skulle udføres fuldkomment, især det punkt, som den bedende ledsager havde fejlet i. Det vil sige at udføre rukūʿ og sujūd med ro, løfte hovedet fra rukūʿ og stå oprejst samt sidde helt oprejst mellem de to sujūd; ja, at forblive i denne stilling så længe, det tager at fremsige tasbih én gang (»Subhana Rabbiyal A’la«), kaldes taʿdīl al-arkān. Ifølge de fleste imamer er taʿdīl al-arkān, i overensstemmelse med den ovenfor nævnte hadith, fard; ifølge Imam Abu Hanifa er det dog wajib.

(٧٦) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَسْتَفْتِحُ الصَّلَاةَ بِالتَّكْبِيرِ وَالْقِرَاءَةِ بِالْحَمْدِ لِلَّهِ رَبِّ الْعَالَمِيْنَ وَكَانَ إِذَا رَكَعَ لَمْ يُشْخِصَ رَأْسَهُ وَلَمْ يُصَوِّبُهُ وَلَكِنْ بَيْنَ ذَلِكَ وَكَانَ إِذَا رَفَعَ رَأْسَهُ مِنَ الرُّكُوعِ لَمْ يَسْجُدْ حَتَّى يَسْتَوِيَ قَائِمًا وَكَانَ إِذَا رَفَعَ رَأْسَهُ مِنَ السَّجْدَةِ لَمْ يَسْجُدْ حَتَّى يَسْتَوِيَ جَالِسًا وَكَانَ يَقُولُ فِي كُلِّ رَكْعَتَيْنِ التَّحِيَّةَ وَكَانَ يَفْتَرِشُ رِجْلَهُ الْيُسْرَى وَيَنْصَبُ رِجْلَهُ الْيُمْنَى وَكَانَ يَنْهَى عَنْ عَقْبَةِ الشَّيْطَانِ وَيَنْهَى أَنْ يَفْتَرِشَ الرَّجُلُ ذِرَاعَيْهِ افْتِرَاشَ السَّبْعِ وَكَانَ يَخْتِمُ الصَّلَاةَ بالتسليم (رواه مسلم)

(76) „Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: Profeten (fred og velsignelser være med ham) begyndte bønnen med »Allahu akbar« og begyndte recitationen med »Alhamdu lillahi rabbil alamin«. Når Profeten (fred og velsignelser være med ham) udførte rukūʿ, løftede eller sænkede han ikke hovedet, men holdt det midt imellem. Når han løftede hovedet fra rukūʿ, gik han ikke ned i sujūd, før han stod helt oprejst. Og når han løftede hovedet fra sujūd, gik han ikke ned i sujūd igen, før han sad helt lige. Efter hver anden rakʿat læste han »Attahiyyat«. Når han sad, bredte Profeten (fred og velsignelser være med ham) sin venstre fod ud og holdt sin højre fod oprejst. Han forbød både at sidde som Satan og at lægge begge hænder ud på jorden som et dyr. Profeten (fred og velsignelser være med ham) afsluttede bønnen med salām.“ (Muslim)

Forklaring: Hadithen indeholder en beskrivelse af, hvordan Profeten (ﷺ) udførte bønnen. På baggrund af den nævnte hadith og betydningen af den foregående hadith har Imam al-Shafiʿi, Imam Ahmad ibn Hanbal og Imam Abu Yusuf fastslået, at qawmah og jalsah – det vil sige at stå helt oprejst efter rukūʿ i den tid, det tager at fremsige én tasbīḥ, og at sidde helt oprejst mellem de to sujūd i den tid, det tager at fremsige én tasbīḥ – er obligatorisk. Dette kaldes taʿdīl al-arkān. Ifølge Imam Abu Hanifah og Imam Muhammad er det wajib. Hvis qawmah og jalsah ikke udføres korrekt, er bønnen ikke gyldig. Det var derfor, Profeten (ﷺ) gentagne gange beordrede en sahabi til at udføre bønnen. Han udførte nemlig ikke qawmah og jalsah korrekt. Det fremgår også af hadithen, at Profeten (ﷺ) begyndte bønnen med takbīr og afsluttede den med salām. Og Profeten (ﷺ) reciterede Sūrat al-Fātiḥah i hver rakʿah.

(۷۷) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ يَرْفَعُ يَدَيْهَ حَدْوَ مِنْكَبَيْهِ إِذَا افْتَتَحَ الصَّلاةَ وَإِذَا كَبَّرَ لِلرُّكُوعِ وَإِذَا رَفَعَ رَأْسَهُ مِنَ الرُّكُوعِ رَفَعَهُمَا كَذَالِكَ وَقَالَ سَمِعَ اللهُ لِمَنْ حَمِدَهُ رَبَّنَا لَكَ الْحَمْدُ وَكَانَ لَا يَفْعَلُ ذَالِكَ في السُّجُودِ (بخاري – مسلم)

(77) “Det er berettet fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Når Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) begyndte bønnen, løftede han begge hænder til skulderhøjde. Når han derefter sagde takbīr for rukūʿ, og når han løftede hovedet fra rukūʿ, løftede han også begge hænder på samme måde (til skulderhøjde) og sagde: ‘Samiʿa Allāhu liman ḥamidah, rabbanā laka al-ḥamd’ [Allah hører den, der lovpriser Ham; vor Herre, Dig tilkommer al lovprisning]. Men han løftede ikke hænderne på denne måde, når han gik ned i sujūd.” (Bukhārī, Muslim)

(۷۸) وَعَنْ نَافِعٍ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ ابْنَ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ كَانَ إِذَا دَخَلَ فِي الصَّلَاةِ كَبَّرَ وَرَفَعَ يَدَيْهِ وَإِذَا رَكَعَ رَفَعَ يَدَيْهِ وَإِذَا قَالَ سَمِعَ اللَّهُ لِمَنْ حَمِدَهُ رَفَعَ يَدَيْهِ وَإِذَا قَامَ مِنَ الرَّكَعَتَيْنِ رَفَعَ يَدَيْهِ وَرَفَعَ ذَالِكَ ابْنُ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ إِلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ (بخاري)

(78) “Det er berettet fra Nāfiʿ, at Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), når han begyndte bønnen, sagde takbīr og løftede begge hænder. Når han derefter gik ned i rukūʿ, løftede han også begge hænder. Når han sagde: ‘Samiʿa Allāhu liman ḥamidah’, løftede han også begge hænder. Og når han rejste sig efter at have bedt to rakʿah, løftede han også begge hænder. Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) tilskrev dette direkte til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham).” (Bukhārī)

Forklaring: De ovenfor nævnte hadither beviser, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) løftede begge hænder, når han gik ned i rukūʿ, og når han rejste sig fra rukūʿ; dette kaldes rafʿ al-yadayn. På grundlag af disse hadithers betydning har flertallet af imamerne, blandt andre imam Ahmad og imam al-Shāfiʿī, erklæret sig for rafʿ al-yadayn under bønnen. Ahl al-Hadith følger også denne opfattelse. Imam Abū Hanīfah går derimod ikke ind for at løfte hænderne eller udføre rafʿ al-yadayn andre steder end ved takbīr al-taḥrīmah.

Den følgende hadith i Tirmidhī, berettet af Abdullah ibn Masʿūd, er beviset for imam Abū Hanīfahs og hans følgesvendes opfattelse:

(۷۹) وَعَنِ ابْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ قَالَ لَأُصَلِّيَنَّ لَكُمْ صَلَاةَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَصَلَّى فَلَمْ يَرْفَعْ يَدَيْهِ إِلَّا مَرَّةً وَّاحِدَةً
ترمذي – نسائي – أبو داود )

(79) “Det er berettet fra ibn Masʿūd (må Allah være tilfreds med ham), at han en dag sagde: ‘Skal jeg ikke vise jer, hvordan man beder på samme måde som Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham)?’ Derefter bad han og løftede ikke hænderne mere end én gang (bortset fra ved takbīr al-taḥrīmah).” (Tirmidhī, Abū Dāwūd, Nasāʾī)
Forklaring: Ud over den ovenstående hadith findes der også en anden overlevering, hvori ibn Masʿūd siger: ‘Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede at løfte hænderne under bønnen, og det plejede vi også at gøre. Senere ophørte han med det, og derfor ophørte vi også med det.’ (Nihāyah Sharḥ Hidāyah). I en hadith, som imam al-Ṭaḥāwī har berettet, står der, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Ali (må Allah være tilfreds med ham) kun løftede hænderne ved takbīr al-taḥrīmah.

Ifølge Shāh Walī Allāh Dehlawī sagde han: “Den ædle Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) løftede nogle gange hænderne og andre gange ikke. Begge dele findes i haditherne. Derfor er begge dele sunnah. En gruppe af sahābah og tābiʿīn udførte rafʿ al-yadayn, mens en anden gruppe ikke gjorde det. Der findes beviser for begge synspunkter. Derfor bør ingen af parterne overdrive.” De, som fastslår rafʿ al-yadayn andre steder end ved takbīr al-taḥrīmah, har også betegnet det som en sunnah i bønnen, ikke som farḍ eller wājib.

(۸۰) وَعَنْ قَبِيْصَةَ بْنِ حُلْبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنْ أَبِيْهِ قَالَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَؤُمُّنَا فَيَأْخُذُ شِمَالَهُ بِيَمِينِهِ (ترمذي – ابن ماجة)
(80) “Det er berettet fra Hazrat Qabisa bin Hulb (r.a.), at hans far sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) ledte os i bøn, og under bønnen greb han sin venstre hånd med sin højre hånd.” (Tirmidhi, Ibn Majah)

(۸۱) وَعَنْ عَلِيِّ بْنِ الْحُسَيْنِ مُرْسَلاً قَالَ كَانَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُكَبِّرُ فِي الصَّلَاةِ كُلِّمَا خَفَضَ وَرَفَعَ فَلَمْ تَزِلْ تِلْكَ صَلَاتُهُ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَتَّى لَقِيَ الله (مؤطا امام مالك)

(81) “Hazrat Ali ibn Husayn (Zayn al-Abidin) beretter med en mursal-overleveringskæde, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde takbir, hver gang han sænkede og løftede hovedet under bønnen, og sådan bad han indtil sin død.” (Imam Maliks Muwatta)

Forklaring: I den første hadith beskrives det, hvordan Profeten (s.a.w.) holdt hænderne under bønnen. Det vil sige, at han lagde højre hånd oven på venstre hånd og greb den venstre hånd med højre hånd. I den anden hadith beskrives det, hvilken takbir Profeten (s.a.w.) sagde, når han rejste sig og satte sig under hver rakʿat i bønnen. Det fremgår dog også af hadithen, at han kun sagde “سَمِعَ اللَّهُ لِمَنْ حَمِدَهُnår han løftede hovedet fra rukūʿ.

Yderligere drøftelse af bønnen

Bønnens betydning:

Bønnens betydning i shariaen er uendelig stor. Blandt de formelle former for tilbedelse er bønnen den fornemste. På Dommedag vil den troende først blive spurgt om bønnen. Bønnen er nævnt igen og igen i Koranen. Profeten (s.a.w.) har betegnet bønnen som islams søjle. Det er berettet i en hadith i Tirmidhi Sharif, hvor Hazrat Abdullah bin Shafiqul Uqaili fortæller, at Profetens ledsagere ikke anså det for vantro at forsømme nogen anden religiøs handling end bønnen. Hazrat Burayda siger, at Profeten (s.a.w.) har sagt: »Den, der forsømmer bønnen, har begået vantro.« På baggrund af ovenstående hadith anser nogle den, der forsømmer bønnen, for vantro. Ifølge Imam Abu Hanifa, Malik og Shafi‘i er den, der forsømmer bønnen, ikke vantro, men fasik. Han vil af den islamiske stat blive opfordret til at angre. Hvis han nægter at angre, skal han ifølge Imam Malik og Shafi‘i dræbes som straf. Ifølge Imam Abu Hanifa skal han derimod idømmes livsvarigt fængsel. Hvis han så angrer og lover at bede, vil han blive løsladt; ellers vil han dø i fængslet. Det er således blevet klart gennem ovenstående drøftelse, hvor stor betydning bønnen har i shariaen.

Bønnens obligatoriske bestanddele:

Blandt bønnens bestanddele er nogle fard, som medfører, at bønnen ikke er gyldig, hvis de udelades. Nogle er wajib; hvis de udelades, kan det afhjælpes gennem sajda sahw. Andre er sunnah, og hvis de udelades, bliver bønnen ikke ugyldig. Bønnen har i alt 13 fard. Seks er ydre og nødvendige som forberedelse til bønnen; disse kaldes betingelser. De øvrige syv er indre og kaldes søjler.

Betingelser:

(1) At rense kroppen gennem wudu eller ghusl (2) at udføre bønnen i rent tøj (3) at bønnestedet er rent (4) at dække awrah (5) at have intentionen (niyyah) (6) at vende sig mod qibla.

Søjler:

(1) Takbir tahrima (2) qiyam, det vil sige at bede stående (3) qira’at, det vil sige at recitere en del af Koranen (4) at udføre ruku (5) at udføre sujud (6) qa’da akhirah, det vil sige den sidste siddestilling i bønnen (7) at afslutte bønnen gennem en handling, der bringer en ud af bønnen. Ifølge nogle imamer hører det også til bønnens fard at recitere surah al-Fatihah i hver rak’ah samt at rejse sig helt op og sætte sig efter ruku og sujud, det vil sige at udføre ta’dil al-arkan.

Bønnens wajib:

(1) At recitere surah al-Fatihah; ifølge andre imamer er dette fard (2) at recitere en anden surah eller en del af den sammen med surah al-Fatihah (3) at recitere i de første to rak’ah (4) at udføre bønnen i den rette rækkefølge (5) ta’dil al-arkan, det vil sige at udføre ruku og sujud korrekt; ifølge andre imamer er dette fard (6) at sidde efter de to rak’ah i en bøn på fire eller tre rak’ah (7) at recitere at-Tahiyyat (8) at afslutte bønnen med salam (9) at recitere stille i zuhr- og asr-bønnen (10) at recitere højt i maghrib-, isha- og fajr-bønnen (11) at recitere du’a qunut i witr-bønnen (12) at sige de ekstra takbirer i eid-bønnerne.

Det, der skal reciteres efter takbir tahrima

(۸۲)
وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا افْتَتَحَ الصَّلَاةَ قَالَ

سُبْحَانَكَ اللَّهُمَّ وَبِحَمْدِكَ وَتَبَارَكَ اسْمُكَ وَتَعَالَى جَدُّكَ وَلَا إِلَهَ غَيْرُكَ (ترمذي – أبو داود)

(82) Hazrat Aisha (r.a.) sagde: Når Allahs Sendebud (s.a.v.) begyndte bønnen, fremsagde han følgende bøn:

سُبْحَانَكَ اللَّهُمَّ وَبِحَمْدِكَ وَتَبَارَكَ اسْمُكَ وَتَعَالَى جَدُّكَ وَلَا إِلَهَ غَيْرُكَ

(۸۳)
وَعَنْ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ كَانَ يَقُولُ بَعْدَ تَكْبِيرَةِ الْإِحْرَامِ سُبْحَانَكَ اللَّهُمَّ وَبِحَمْدِكَ وَتَبَارَكَ اسْمُكَ وَتَعَالَى جَدُّكَ” (مسلم – دار قطني)

(83) »Det er overleveret fra Hazrat Umar (r.a.), at han efter takbīr at-taḥrīma

سُبْحَانَكَ اللَّهُمَّ وَبِحَمْدِكَ وَتَبَارَكَ اسْمُكَ وَتَعَالَى جَدُّكَ وَلَا إِلَهَ غَيْرُكَ

fremsagde denne bøn.« (Muslim, Daraqutni)

Forklaringen: Af ovenstående hadith fremgår det, at Profeten (s.a.w.) efter takbīr tahrīma

سُبْحَانَكَ اللَّهُمَّ وَبِحَمْدِكَ وَتَبَارَكَ اسْمُكَ وَتَعَالَى جَدُّكَ وَلَا إِلَهَ غَيْرُكَ

reciterede denne dua. Af hadith nr. 82 fremgår det, at Umar (r.a.) altid reciterede denne dua efter takbīr tahrīma. Hazrat Ibn Mas’ud (r.a.) og mange tabi’in reciterede også denne dua. På grundlag af ovenstående hadith anbefalede imam Abu Hanifa, imam Ahmad ibn Hanbal og Ishaq ibn Rahwayh, at man reciterer denne dua. Profeten (s.a.w.) reciterede dog også andre duaer fra tid til anden.

Recitation af sura al-Fatiha under bønnen

(٨٤) وَعَنْ عُبَادَةَ بْنِ الصَّامِتْ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا صَلَاةَ لِمَنْ لَمْ يَقْرَأْ بِفَاتِحَةِ الْكِتَابِ (بخاري – مسلم)

(84) “Hazrat Ubada ibn Samit (r.a.) sagde: Den, der ikke reciterede sura al-Fatiha, har ikke udført sin bøn.” (Bukhari, Muslim)

(٨٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ صَلَّى صَلَاةٌ لَمْ يَقْرَأْ فِيهَا بِأُمِّ الْقُرْآنِ فَهِيَ خِدَاجٌ ثَلَاثًا غَيْرَ تَمَامٍ
بخاري – مسلم – أحمد )

(85) “Hazrat Abu Huraira (r.a.) sagde: Profeten (s.a.w.) sagde: Den, der beder uden at recitere sura al-Fatiha, har en ufuldstændig bøn. Det sagde Profeten (s.a.w.) tre gange.” (Bukhari, Muslim, Ahmad)

(٨٦) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَبَا بَكْرٍ وَعُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا كَانُوْا يَفْتَتِحُونَ الصَّلاةَ بِالْحَمْدِ لِلَّهِ رَبِّ الْعَالَمِينَ (مسلم)

(86) „Hadrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham), Hadrat Abu Bakr og Umar (må Allah være tilfreds med ham) begyndte alle bønnen med al-hamdu lillahi rabbil-‘alamin (det vil sige Sura al-Fatiha).“ (Muslim)

(۸۷) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا تُجْزِئُ صَلَاةٌ لَا يُقْرَأُ فِيهَا بِفَاتِحَةِ الْكِتَابِ ابن خزيمة – ابن حبان)
(87) „Hadrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den bøn, hvori Sura al-Fatiha ikke reciteres, er ikke gyldig.“ (Ibn Khuzayma, Ibn Hibban)

Forklaring: På grundlag af de ovennævnte hadither har Imam al-Shafi’i og Imam Ahmad ibn Hanbal fastslået, at recitation af Sura al-Fatiha er obligatorisk i hver rak’a under alle omstændigheder, hvad enten bønnen bedes i fællesskab eller alene, og hvad enten imamen reciterer højt eller sagte. Imam Malik har derimod sagt, at i en jahri-bøn, det vil sige en bøn, hvor imamen reciterer højt, behøver muqtadien ikke at recitere Sura al-Fatiha. Imam Abu Hanifa siger, at det generelt er obligatorisk at recitere en hvilken som helst del af Koranen i bønnen.

فَاقْرَؤُوا مَا تَيَسَّرَ مِنَ الْقُرْآنَ

Her har Allah befalet den bedende at recitere den del af Koranen, som er lettest for ham. Da Profeten senere lærte beduinen at bede, sagde han også til ham: Derefter skal du recitere det af Koranen, som er lettest for dig. Derfor er det obligatorisk at recitere noget i bønnen, hvad enten det er Sura al-Fatiha eller en anden sura eller en del af en sura, mens recitation af Sura al-Fatiha er wajib.

Beretning om, at muqtadien ikke reciterer bag imamen

(۸۸) وَعَنْ نَافِعٍ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ كَانَ إِذَا سُئِلَ هَلْ يَقْرَأُ أَحَدٌ خَلْفَ الْإِمَامِ قَالَ إِذَا صَلَّى أَحَدُكُمْ خَلْفَ الْإِمَامِ فَحَسْبُهُ قِرَاءَةُ الْإِمَامِ وَإِذَا صَلَّى وَحْدَهُ فَلْيَقْرَأْ قَالَ وَكَانَ ابْنُ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ لَا يَقْرَأُ خَلْفَ الإِمَامِ (مؤطا إمام مالك)

(88) “Hazrat Nafiʿ fortæller: Når nogen spurgte Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), om man skulle recitere Koranen bag imamen eller ej, svarede han: Når nogen af jer beder bag imamen, er imamens recitation tilstrækkelig for ham. Han behøver ikke selv at recitere. Men hvis han beder alene, skal han recitere. Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) reciterede ikke bag imamen.” (Muwattaʾ af Imam Malik)

(۸۹) وَعَنْ أَبِي نَعِيمٍ وَهْبِ بْنِ كَيْسَانَ أَنَّهُ سَمِعَ جَابِرَ بْنَ عَبْدَ اللَّهِ يَقُولُ مَنْ صَلَّى رَكْعَةً لَمْ يَقْرَأْ فِيْهَا بِأُمِّ الْقُرْآنَ فَلَمْ يُصَلِّ إِلَّا وَرَاءَ الْإِمَامِ (مؤطا إمام مالك)

(89) “Abu Nuʿaym fortæller fra Wahb ibn Kaysan, at han hørte Jabir ibn Abdullah sige: Den, der ikke reciterer al-Fatiha i selv én rakʿa, har ikke bedt. Men det gælder ikke, hvis han beder bag imamen.” (Muwattaʾ af Imam Malik)

Forklaring: Ordet qiraʾat betyder recitation. I shariaens terminologi kaldes det qiraʾat, når man under bønnen står op og reciterer en del af Koranen på en særlig måde. Det er obligatorisk at recitere under bønnen. Ifølge Imam Shafiʿi skal der reciteres i alle fire rakʿaer. Ifølge Imam Malik er den obligatoriske pligt opfyldt, hvis der reciteres i den første rakʿa. Ifølge Imam Abu Hanifa er recitation i de to første rakʿaer påkrævet. Allahs befaling om recitation under bønnen er:

فَاقْرَؤُوا مَا تَيَسَّرَ مِنَ الْقُرْآنَ

(under bønnen) “Recitér derfor så meget af Koranen, som er let og muligt for jer.”

(۹۰) وعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّمَا جُعِلَ الْإِمَامُ لِيُؤْتَمَّ بِهِ فَإِذَا كَبَّرَ فَكَبِّرُوا وَإِذَا قَرَأَ فَانْصِتُوا
أبو داود – نسائي – ابن ماجة)

(90) “Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Imamen er kun udpeget for at blive fulgt. Når imamen derfor siger ‘Allahu akbar’, skal I også sige ‘Allahu akbar’, og når han reciterer, skal I tie.” (Abu Dawud, al-Nasaʾi, Ibn Majah)

(۹۱)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ شَدَّادٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنْ كَانَ لَهُ إِمَامٌ فَقِرَاءَةُ الإِمَامِ لَهُ قِرَاءَةٌ (دار قطني)

(91) »Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Sadad (r.a.), at den ædle Profet (s.a.w.) sagde: Den, der beder bag imamen, har imamens recitation som tilstrækkelig. (Det vil sige, at den, der følger imamen, ikke behøver at recitere.)« (Dar Qutni)

Forklaring: De to ovenfor nævnte hadither er et stærkt argument til støtte for imam Abu Hanifa for ikke at recitere bag imamen.

(۹۲) وَعَنْ أَنَسِ بْنِ مَالِكٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ صَلَّيْتُ مَعَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَبِي بَكْرٍ وَعُمَرَ وَعُثْمَانَ رِضْوَانُ اللَّهِ عَلَيْهِمْ فَلَمْ أَسْمَعُ أَحَدًا مِنْهُمْ يَقْرَأُ بسمِ اللهِ الرَّحْمَنِ الرَّحِيمِ وَفِي رِوَايَةٍ فَكَانُوا لَا يَجْهَرُونَ بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمَنِ الرَّحِيمِ
أحمد – مسلم – نسائي)

(92) »Det er overleveret fra Hazrat Anas ibn Malik (r.a.), at han sagde: Jeg bad bag den ædle Profet (s.a.w.), Hazrat Abu Bakr, Hazrat Umar og Hazrat Uthman (r.a.), men jeg hørte ingen af dem recitere »Bismillahir-Rahmanir-Rahim«. Ifølge en anden overlevering hørte jeg ingen af dem recitere »Bismillahir-Rahmanir-Rahim« højt. (Ahmad, Muslim, al-Nasa’i)

Forklaring: Den ovenfor nævnte hadith er et bevis til støtte for imam Abu Hanifa på, at man ikke skal recitere »Bismillahir-Rahmanir-Rahim« højt før recitationen i bønnen.

(۹۳) وَعَنْ أَبِي سَعِيدِ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَمَرَنَا أَنْ نَقْرَأَ بِفَاتِحَةِ الْكِتَابِ وَمَا تَيَسَّرَ (أبو داود)

(93) »Det er overleveret fra Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (r.a.), at han sagde: Vi er blevet pålagt at recitere Surat al-Fatiha og, efter hvad der er passende, endnu et stykke af Koranen i bønnen.« (Abu Dawud)

Forklaring: På grundlag af de ovennævnte hadither har imam ash-Shafi’i og imam Ahmad ibn Hanbal erklæret recitationen af Surat al-Fatiha under bønnen for fard. Imam Abu Hanifa har derimod erklæret den for wajib. Ifølge imam Abu Hanifa er det fard at recitere en hvilken som helst del af Koranen. Hvis man reciterer Surat al-Fatiha eller en anden del af Koranen, er fard-opfyldelsen dermed sket; men hvis Surat al-Fatiha ikke reciteres under bønnen, er wajib blevet undladt, og bønnen er ikke fuldstændig. Hadithens ord „hans bøn er ufuldstændig“ er et bevis på netop dette.

(٩٤) وَعَنْ عُبَادَةَ بْنِ الصَّامِتِ قَالَ كُنَّا خَلْفَ النَّبِيِّ فِي صَلَاةِ الْفَجْرِ فَقَرَأَ فَتَقُلَتْ عَلَيْهِ الْقِرَاءَةُ فَلَمَّا فَرَغَ قَالَ لَعَلَّكُمْ تَقْرَؤُوْنَ خَلْفَ إِمَامِكُمْ قُلْنَا نَعَمْ يَا رَسُوْلَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ لَا تَفْعَلُوْا إِلَّا بِفَاتِحَةِ الْكِتَابِ فَإِنَّهُ لَا صَلَاةَ لِمَنْ لَمْ يَقْرَأْ بِهَا
أبو داود – ترمذي – نسائي)

(94) “Hazrat Ubada ibn Samit fortæller: En dag stod vi bag Profeten (fred og velsignelse være med ham) under fajr-bønnen. Den Ærværdige reciterede, men recitationen forekom ham vanskelig. Da den Ærværdige havde afsluttet bønnen, sagde han: Det forekommer mig, at I reciterer bag jeres imam. Vi sagde: Ja, Allahs Sendebud. Han sagde: Gør ikke dette, men recitér Surat al-Fatiha. For den, der ikke reciterer Surat al-Fatiha, har ingen bøn.” (Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i)

Forklaring: Af den ovennævnte hadith kan man forstå, at man også skal recitere Surat al-Fatiha bag imamen. Dette er imam Ahmad ibn Hanbals opfattelse. Ifølge imam Abu Hanifa må man under ingen omstændigheder recitere Surat al-Fatiha bag imamen, for Allah siger:

وَإِذَا قُرِأَ الْقُرْآنُ فَاسْتَمِعُوْا لَهُ وَانْصِتُوا
(الْأَعْرَاف – ٢٠٤)

Betydning: “Når Koranen reciteres, skal I lytte til den med fuld opmærksomhed.” (Al-A’raf 204)

Desuden står der i en hadith:وَإِذَا قَرَءَ فَانْصِتُوا

Det vil sige: “Når (imamen) reciterer, skal I tie stille.”

Hazrat Imam Malik siger: I den bøn, hvor imamen reciterer højt, skal muktadien ikke recitere Sura al-Fatiha, men lytte til imamens recitation. Og i den bøn, hvor imamen reciterer sagte, skal muktadien recitere Sura al-Fatiha. Shah Waliullah (må Allah være tilfreds med ham) har støttet denne opfattelse, og Maulana Maududi (må Allah være tilfreds med ham) fulgte også denne praksis. På denne måde efterleves begge hadither.

(٩٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ انْصَرَفَ مِنْ صَلَاةٍ جَهَرَ فِيهَا بِالْقِرَاءَةِ فَقَالَ هَلْ قَرَأَ مَعِي أَحَدٌ مِنْكُمْ آئِفًا فَقَالَ رَجُلٌ نَعَمْ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ إِنِّي أَقُولُ مَا لِي أُنَازِعُ الْقُرْآنَ قَالَ فَانْتَهَى النَّاسُ عَنِ الْقِرَاءَةِ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِيْمَا جَهَرَ فِيْهِ بِالْقِرَاءَةِ مِنَ الصَّلَوَاتِ حِيْنَ سَمِعُوا ذَالِكَ مِنْ رَّسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ
(رواه مالك – أحمد – أبو داود – الترمذي – والنسائي)

(95) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten en gang afsluttede og forlod en bøn, hvori han havde reciteret højt. Derefter sagde Profeten: ‘Har nogen af jer netop reciteret sammen med mig under bønnen?’ En mand svarede: ‘Ja, Allahs Sendebud.’ Da sagde Allahs Sendebud: ‘Jeg tænkte for mig selv: Hvorfor har jeg vanskeligt ved at recitere Koranen i min bøn?’ Abu Huraira siger: ‘Herefter afstod folk fra at recitere bag Allahs Sendebud under de højtlæste bønner.’ (Malik, Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i)

Forklaring: Ifølge Imam Abu Hanifa er alle hadither om recitation bag imamen blevet ophævet af den nævnte hadith.

Beskrivelse af rukū

Rukū betyder at være halvt bøjet eller at bøje sig forover. I shariaens terminologi betegner rukū det at bøje sig under bønnen, idet man støtter sig på knæene, for at vise ydmyghed over for Allah. Det er en obligatorisk del af bønnen, hvilket der er enighed om. Allah siger i Koranen:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا ارْكَعُوا وَاسْجُدُوا (سورة الحج – (۷۷)

Det vil sige: »O I, der tror! Bøj jer og kast jer ned i سجود.« (Sura al-Hajj 77)

Man skal forblive i rukūʿ-stillingen og fremsige nogle tasbīḥ, og efter at have løftet hovedet fra rukūʿ skal man stå oprejst et øjeblik (så længe det tager at fremsige én tasbīḥ). Først da er rukūʿs farḍ opfyldt.

(٩٦) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَقِيمُوا الرُّكُوعَ وَالسُّجُودَ فَوَاللَّهِ
إِنِّي لَأَرَاكُمْ مِنْ بَعْدِي (بخاري – مسلم)

(96) “Det er berettet fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: Udfør rukūʿ og sujūd korrekt. Ved Allah, jeg ser jer bestemt også bagfra.” (Bukhārī, Muslim)

(۹۷) وَعَنْ عُقْبَةَ بْنِ عَامِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ لَمَّا نَزَلَتْ فَسَبِّحْ بِاسْمِ رَبِّكَ الْعَظِيمٍ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اجْعَلُوْهَا فِي رُكُوعِكُمْ فَلَمَّا نَزَلَتْ سَبِّحِ اسْمَ رَبِّكَ الْأَعْلَى قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اجْعَلُوْهَا فِي سُجُودِكُمْ
أبو داود – ابن ماجة – دارمي)

(97) “Det er berettet fra ʿUqbah ibn ʿĀmir (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Da ‘Fasabbih bi-ismi rabbikal-ʿaẓīm’ blev åbenbaret, sagde Profeten (fvmh.): Fremsig dette i jeres rukūʿ. Og da ‘Sabbih isma rabbikal-aʿlā’ blev åbenbaret, sagde Profeten (fvmh.): Fremsig dette i jeres sujūd.” (Abū Dāwūd, Ibn Mājah, Dārimī)

Forklaring: Profeten befalede, at de to ovennævnte tasbīḥ skulle fremsiges henholdsvis i rukūʿ og sujūd.

Beskrivelse af sujūd

Sujūd betyder at bøje sig som en stav og lægge panden på jorden. I sharīʿahs terminologi betegner sujūd, at man under bønnen lægger panden på jorden for Allah for at udtrykke den yderste ydmyghed. Sujūd er en af bønnens farḍ-handlinger. Man skal udføre to sujūd i hver rakʿah. Mellem de to sujūd skal man sidde oprejst og vente så længe, det tager at fremsige én tasbīḥ, så kroppen bliver helt oprejst. Dette kaldes i sharīʿahs terminologi taʿdīl al-arkān. Ifølge de fleste imamer er taʿdīl al-arkān farḍ. Hvis det udelades, bliver hele bønnen ugyldig.

(۹۸) وَعَنْ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ قَالَ رَسُولُ
اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أُمِرْتُ أَنْ أَسْجُدَ عَلَى سَبْعَةٍ أَعْظَمِ عَلَى الْجَبْهَةِ وَالْيَدَيْنِ وَالرُّكْبَتَيْنِ وَأَطْرَافِ الْقَدَمَيْنِ وَلَا نَكْفِتَ التَّيَابَ وَلَا الْشَّعْرَ
(بخاري – مسلم)

(98) “Hazrat Ibn Abbas (r.a.) fortæller: Allahs Sendebud (s.a.w.s.) sagde: Jeg er blevet befalet at udføre sujūd på syv knogler (legemsdele): panden, begge hænder, begge knæ og tæerne på begge fødder. Og jeg må ikke samle tøjet eller ordne håret (under sujūd).” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: De fleste imamer mener, at både næsen og panden skal placeres på jorden; det er obligatorisk. Ifølge imam Abu Hanifa er sujūd også gyldig, hvis kun panden placeres på jorden, men bønnen vil være makruh. Under sujūd skal begge fødder holdes på jorden. Hvis begge fødder løftes fra jorden samtidig, bliver bønnen ugyldig. Hvis den ene fod løftes, bliver bønnen makruh. Det er makruh at samle tøjet eller ordne håret under sujūd. Det er obligatorisk at forblive mellem de to sujūd i den tid, det tager at fremsige én tasbih.

(۹۹) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اعْتَدِلُوا فِي السُّجُودِ وَلَا يَبْسُطُ أَحَدُكُمْ ذِرَاعَيْهِ الْيَسَاطَ الْكَلب (بخاري – مسلم)

(99) “Hazrat Anas (r.a.) fortæller: Allahs Sendebud (s.a.w.s.) sagde: Udfør sujūd korrekt (idet dets ret opfyldes), og ingen af jer må lægge sine hænder fladt på jorden under sujūd som en hund.” (Bukhari, Muslim)

(۱۰۰) وَعَنْ عَلِيِّ بْنِ شَيْبَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ لَا صَلَاةَ لِمَنْ لَمْ يُقِمْ صُلْبَهُ فِي الرُّكُوعِ وَالسُّجُودِ أحمد – ابن ماجة)

(100) “Hazrat Ali ibn Shaiban (r.a.) fortæller: Allahs Sendebud (s.a.w.s.) sagde: Den, hvis ryg ikke bliver lige under rukū og sujūd, har ikke en gyldig bøn.” (Ahmad, Ibn Majah)

Forklaring: Mellem rukū og sujūd skal man rejse sig med ryggen helt lige. På samme måde skal man sidde med ryggen helt lige mellem de to sujūd. Dette kaldes i shariaens terminologi “tamaninat”. Det skal vare mindst den tid, det tager at fremsige én tasbih. Ifølge de fleste imamer er dette obligatorisk.

(۱۰۱) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ بَيْنَ السَّجْدَتَيْنِ اللَّهُمَّ اغْفِرْ لِي وَارْحَمْنِي وَاهْدِنِي وَعَافِنِي وَارْزُقْنِي
(أبو داود – ترمذي)

(১০১) “Hazrat Ibn Abbas (r.a.) sagde: Den ædle Profet (s.a.w.) plejede at fremsige følgende bøn mellem de to sujud: “Allahummaghfirli, warhamni, wahdini, wa‘afini, warzuqni.” (Abu Dawud, at-Tirmidhi)

(۱۰۲) وَعَنْ حُذَيْفَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ يَقُولُ بَيْنَ السَّجْدَتَيْنِ رَبِّ اغْفِرْ لِي
(نسائي – دارمي)

(১০২) “Hazrat Hudhayfa (r.a.) sagde, at den ædle Profet (s.a.w.) mellem de to sujud sagde رَبِّ اغْفِرْلِي “Rabbighfirli.« (an-Nasa’i, ad-Darimi)

Forklaring: De to ovenstående hadither beviser, at når Allahs Sendebud (s.a.w.) sad mellem de to sujud, fremsagde han en bøn i siddende stilling. Nogle gange gjorde han bønnen længere og andre gange kortere. De, der fremsiger en bøn mellem de to sujud og, når de løfter hovedet fra rukū‘, siger “Rabbana lakal-hamd”, udfører ta‘dīl al-arkān korrekt. Derfor er det bedst at fremsige bønnen.

(۱۰۳) وَعَنِ ابْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ عَلِّمَنِي رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ التَّشَهُدَ كَمَا يُعَلِّمُنِي السُّورَةَ مِنَ الْقُرْآنَ التَّحِيَّاتُ لِلَّهِ وَالصَّلَوَاتُ وَالطَّيِّبَاتُ السَّلَامُ عَلَيْكَ أَيُّهَا النَّبِيُّ وَرَحْمَةُ اللَّهِ وَبَرَكَتُهُ، السَّلامُ عَلَيْنَا وَعَلَى عِبَادِ اللَّهِ الصَّالِحِيْنَ، أَشْهَدُ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَأَشْهَدُ أَنَّ مُحَمَّدًا عَبْدُهُ وَرَسُولُهُ (بخاري – مسلم)

(১০৩) “Det er overleveret fra Hazrat Ibn Mas‘ud (r.a.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) lærte os tashahhud, ligesom han lærte os at recitere en surah fra Koranen.” (Profeten plejede at sige)

التَّحِيَّاتُ لِلَّهِ وَالصَّلَوَاتُ وَالطَّيِّبَاتُ وَالسَّلَامُ عَلَيْنَا وَعَلَى عِبَادِ اللَّهِ الصَّالِحِيْنَ أَشْهَدُ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَأَشْهَدُ أَنَّ مُحَمَّدًا عَبْدُهُ وَرَسُولُهُ (بخاري – مسلم)

Forklaring: Med hensyn til, hvilket tashahhud Profeten reciterede under bønnen, er det ud over Ibn Masʿud også blevet overleveret fra Ibn Abbas og Jabir, at de reciterede et andet tashahhud. Flertallet af muhaddithinerne er imidlertid enige om, at overleveringen fra Ḥadrat Abdullah ibn Masʿud vedrørende tashahhud er mere pålidelig og acceptabel. Imam Abu Hanifa fulgte Ibn Masʿuds tashahhud.

(١٠٤) وَعَنِ ابْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ كَانَ يَقُولُ مِنَ السُّنَّةِ إِخْفَاءُ التَّشَهر (أبو داود – ترمذي)

(104) »Det er overleveret fra Ḥadrat Ibn Masʿud (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Det er sunnah at recitere tashahhud sagte.« (Abu Dawud, Tirmidhi)

(١٠٥) وَعَنِ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كُنَّا نَقُولُ قَبْلَ أَنْ يُفْرَضَ عَلَيْنَا التَّشْهَدُ السَّلَامُ عَلَى اللهِ السَّلَامُ عَلَى جِبْرِيلَ وَمِيكَائِيْلَ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا تَقُولُ هَكَذَا وَلَكِنْ قُولُوا التَّحِيَّاتُ لِلَّهِ وَالصَّلَوَاتُ وَالطَّيِّبَاتُ السَّلَامُ عَلَيْكَ أَيُّهَا النَّبِيُّ وَرَحْمَةُ اللهِ وَبَرَكَتُهُ، السَّلَامُ عَلَيْنَا وَعَلَى عِبَادِ اللَّهِ الصَّالِحِيْنَ، أَشْهَدُ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَأَشْهَدُ أَنَّ مُحَمَّدًا عَبْدُهُ وَرَسُولُهُ (دار قطني)

(105) »Ḥadrat Abdullah ibn Masʿud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Før tashahhud blev gjort obligatorisk for os, plejede vi at sige:

السَّلَامُ عَلَى اللَّهِ السَّلَامُ عَلَى جِبْرِيلَ وَمِيكَائِيْلَ

Profeten sagde til os: »I skal ikke længere recitere det på denne måde; i stedet skal I recitere التَّحِيَّاتُ لِلَّهِ … إلى آخر الدعاء (Dar Qutni)

Forklaring: Det vil sige, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) lærte os, hvordan tashahhud skulle reciteres.

(١٠٦) وَعَنْ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ لَا تُجْزِي صَلاةٌ إِلَّا بِتَشَهُرٍ (بخاري)

(106) “Det er overleveret fra Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: »Der er ingen bøn uden recitation af tashahhud.« (Bukhari)

Forklaring: På baggrund af den ovenstående hadith har imam ash-Shafi‘i og Ahmad ibn Hanbal betegnet recitationen af tashahhud under bønnen som fard. Imam Abu Hanifa (må Allah være tilfreds med ham) har derimod betegnet recitationen af tashahhud som wajib. Selve den sidste siddestilling i bønnen, det vil sige »qa‘dah akhirah«, er dog fard ifølge alle.

At gøre tegn med pegefingeren under recitationen af tashahhud

(۱۰۷) وَعَنِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا قَعَدَ فِي التَّشَهُدِ وَضَعَ يَدَهُ الْيُسْرَى عَلَى رُكْبَتِهِ الْيُسْرَى وَوَضَعَ يَدَهُ الْيُمْنَى عَلَى رُكْبَتِهِ الْيُمْنَى وَعَقَدَ ثَلَاثَةٌ وَخَمْسِينَ وَأَشَارَ بِالسَّبَّابَةِ وَرَفَعَ إِصْبَعَهُ الْيُمْنَى الَّتِي تَلِيَ الْإِبْهَامَ يَدْعُوْنِهَا وَيَدُهُ الْيُسْرَى عَلَى رُكْبَتِهِ بَاسِطُهَا عَلَيْهَا
(مسلم – نيل الأوطار)

(107) “Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Når Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) satte sig for at recitere tashahhud, lagde han venstre hånd på venstre knæ og højre hånd på højre knæ. På dette tidspunkt lukkede han fingrene, som når man lukker dem for at angive tallet treoghalvtreds, og gjorde tegn med pegefingeren. I en anden overlevering siges det, at når Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) satte sig til bøn, lagde han begge hænder på sine knæ, løftede den finger, der var ved siden af tommelfingeren på højre hånd, og bad med den. Hans venstre hånd lå udstrakt på venstre knæ.« (Muslim)

Forklaring: Når araberne talte ved hjælp af fingrene og skulle angive tallet 53, lukkede de lillefingeren, ringfingeren og langfingeren og holdt pegefingeren oprejst. Det er dette, der omtales i hadithen.

Af denne hadith og flere andre hadither fremgår det, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) under recitationen af tashahhud holdt pegefingeren oprejst og gjorde tegn for, at Allah er Én og uden partner; dette er sunnah. Nogle gange gjorde han tegn med pegefingeren, mens de øvrige fingre var lukkede, og andre gange gjorde han tegn, mens fingrene var udstrakte. Han løftede fingeren, når han sagde »la ilaha«, og sænkede den, når han sagde »illallah«.

At fremsige durud i bønnen

(۱۰۸) وَعَنْ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ أَبِي لَيْلَى قَالَ لَقِيَنِي كعْبُ بْنُ عُجْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ فَقَالَ أَلَا أُهْدِي لَكَ هدِيَّةٌ سَمِعْتُهَا مِنَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقُلْتُ

بَلَى فَأَهْدِهَا لِي فَقَالَ سَأَلْنَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقُلْنَا يَا رَسُولَ اللَّهِ كَيْفَ الصَّلَاةُ عَلَيْكُمْ أَهْلَ الْبَيْتِ فَإِنَّ اللَّهَ قَدْ عَلَّمَنَا كَيْفَ نُسَلِّمُ عَلَيْكَ قَالَ قُوْلُوْا اللَّهُمَّ صَلِّ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا صَلَّيْتَ عَلَى إِبْرَاهِيمَ وَعَلَى آلِ إِبْرَاهِيمَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ اللَّهُمَّ بَارِكْ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا بَارَكْتَ عَلَى إِبْرَاهِيمَ وَعَلَى آلِ إِبْرَاهِيمَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ
(بخاري – مسلم)

(108) “Hazrat Abd al-Rahman ibn Abi Layla fortæller: På et tidspunkt mødte jeg Hazrat Ka’b ibn Ujrah. Han sagde: ‘Abd al-Rahman, skal jeg give dig en gave, som jeg har hørt fra den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham)? Jeg svarede: Ja, giv mig den. Da sagde han: Vi spurgte engang Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): ‘Allahs Sendebud, Allah har lært os, hvordan vi skal fremsige durud over dig. Fortæl os, hvordan vi skal fremsige durud over dig og din familie.’ Profeten sagde: ‘I skal sige således:

اللَّهُمَّ صَلِّ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا صَلَّيْتَ عَلَى إِبْرَاهِيمَ وَعَلَى آلِ إِبْرَاهِيمَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ اللَّهُمَّ

بَارِكْ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا بَارَكْتَ عَلَى إِبْرَاهِيمَ وَعَلَى آلِ إِبْرَاهِيمَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ
(بخاري – مسلم)

Forklaring: Durud er et persisk ord. Det arabiske ord for det er »salat«. At fremsige durud over Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) er obligatorisk mindst én gang i livet. Men at fremsige durud efter attahiyyat i bønnen under den sidste siddestilling er sunnah. Ifølge imam al-Shafi’i er det obligatorisk at fremsige durud i bønnen.

(۱۰۹) وَعَنْ فُضَالَةَ بْنَ عُبَيْدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ سَمِعَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ رَجُلًا يَدْعُوْ فِي صَلَاتِهِ فَلَمْ يُصَلِّ عَلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ عَجَّلَ هَذَا ثُمَّ دَعَاهُ فَقَالَ لَهُ أَوْ لِغَيْرِهِ إِذَا صَلَّى أَحَدُكُمْ فَلْيَبْدَأَ بِتَحْمِيدِ اللَّهِ وَالثَّنَاءِ عَلَيْهِ ثُمَّ لِيُصَلِّ عَلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ثُمَّ لِيَدْعُ بَعْدُ مَا شَاءَ (ترمذي)

(109) »Det er berettet fra Hazrat Fudala ibn Ubayd (r.a.), at han sagde: Profeten Karim (s.a.w.) hørte en mand bede under bønnen, men han sendte ikke salawat over Profeten Karim (s.a.w.). Huzur sagde: Denne mand har skyndt sig. Derefter kaldte Huzur (s.a.w.) ham til sig eller bad en anden kalde ham og sagde: Når nogen af jer beder, skal han begynde med »Allahs lovprisning og hyldest«

og derefter sende salawat over Profeten. Efter salawat skal han bede, som han ønsker.« (Tirmidhi)

Forklaring: Den ovenstående hadith beviser, at man skal fremsige salawat før dua. Hadithen beviser også, at salawat i bønnen er sunnah og ikke fard. For hvis det havde været fard, ville han have bedt den pågældende mand om at bede bønnen igen.

At fremsige dua efter salawat i den sidste siddende position

(۱۱۰) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا فَرَغَ أَحَدُكُمْ مِنَ التَّشَهُرِ الْآخِرِ فَلْيَتَعَوَّذَ بِاللَّهِ مِنْ أَرْبَعٍ مِنْ عَذَابِ جَهَنَّمَ وَمِنْ عَذَابِ الْقَبْرِ وَمِنْ فِتْنَةِ الْمَحْيَاءِ وَالْمَمَاتِ وَمِنْ شَرِّ الْمَسِيحِ الدَّجَّالِ (مسلم)

(110) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (r.a.), at han sagde: Rasul (s.a.w.) har sagt: Når nogen af jer har afsluttet tashahhud i den sidste rak‘at, skal han søge tilflugt hos Allah mod fire ting: Helvedes straf, gravens straf, prøvelserne i liv og død samt den enøjede Dajjals onde indflydelse.« (Muslim)

Forklaring: I den ovenstående hadith har Rasul (s.a.w.) opmuntret til at fremsige dua i bønnen efter salawat. Det er dog mustahabb at fremsige dua efter salawat i bønnen.

At afslutte bønnen med salam

(۱۱۱)
وَعَنْ عَلِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنْ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مِفْتَاحُ الصَّلَاةِ الطُّهُورُ وَتَحْرِيمُهَا التَّكْبِيرُ وَتَحْلِيلُهَا التَّسْلِيمُ
(أحمد – أبو داود – ابن ماجة – ترمذي)

(111) »Det er berettet fra Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Bønnens nøgle er rituel renhed, dens indgang er takbīr, og dens afslutning er salām.« (Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah, Tirmidhi)

(۱۱۲) وَعَنِ ابْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ يُسَلِّمُ عَنْ يَمِينِهِ وَعَنْ يَسَارِهِ السَّلَامُ عَلَيْكُمْ وَرَحْمَةُ اللهِ السَّلَامُ عَلَيْكُمْ وَرَحْمَةُ اللهِ حَتَّى يُرَى بِيَاضُ خَدِهِ
(أحمد – مسلم – نسائي – ابن ماجة)

(112) »Det er berettet fra Hazrat Ibn Masʿud (må Allah være tilfreds med ham), at den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav salām både til højre og venstre under bønnen. Han sagde: As-salāmu ʿalaykum wa raḥmatullāh, as-salāmu ʿalaykum wa raḥmatullāh. Han vendte sig så langt til højre og venstre sammen med salāmen, at man kunne se hans kinders hvidhed.« (Ahmad, Muslim, Nasāʾī, Ibn Majah)

Forklaring: Alle imamer er enige om, at det er obligatorisk at afslutte bønnen med salām. Men imamerne er uenige om, hvorvidt det er obligatorisk at give salām til begge sider eller blot til den ene side.

At sidde vendt mod de bedende efter bønnen

(۱۱۳) وَعَنْ سَمُرَةَ بْنِ جُنْدُبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا صَلَّى صَلَاةٌ أَقْبَلَ
عَلَيْنَا بِوَجْهِهِ (بخاري)

(113) »Hazrat Samura ibn Jundub (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Når Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) afsluttede bønnen, satte han sig vendt mod os.« (Bukhari)

(١١٤) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَنْصَرِفُ عَنْ يَمِينِهِ (مسلم)

(114) »Det er overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede efter bønnen at sidde vendt mod højre.« (Muslim)
Forklaring: Efter de bønner, hvor der ikke er en sunnah-bøn efter den obligatoriske bøn, plejede Huzur (Allahs velsignelser og fred være med ham) straks efter bønnen at sætte sig vendt mod menighedens deltagere, nogle gange mod venstre og andre gange mod højre. Men efter de obligatoriske bønner, hvor der er en sunnah-bøn, flyttede han sig efter bønnen til et andet sted og bad sunnah-bønnen.

(١١٥) وَعَنْ عَطَاءِ بْنِ الْخُرَاسَانِي عَنِ الْمُغِيْرَةَ رَضِيَ اللهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا يُصَلِّي الْإِمَامُ فِي الْمَوَضَعِ الَّذِي صَلَّى فِيْهِ حَتَّى يَتَحَوَّلَ
(أبو داود)

(115) »Ata ibn Khurasani har overleveret fra Hazrat Mughirah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Imamen bør ikke bede en anden bøn på det sted, hvor han stod og bad den obligatoriske bøn; han skal i stedet flytte sig derfra.« (Abu Dawud)

Forklaring: Sunnah-bønnen skal ikke bedes på samme måde som den obligatoriske bøn blev bedt; stedet skal ændres. Det vil sige, at han skal flytte sig fra stedet og bede sunnah-bønnen, så en nytilkommen kan forstå, at imamen ikke længere leder bønnen, men beder sunnah-bønnen.

At fremsige en du’a efter bønnen

(١١٦) وَعَنْ مُعَاذِ بْنِ جَبَلٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ أَخَذَ بِيَدِي رَسُولُ اللَّهِ فَقَالَ إِنِّي لَأُحِبُّكَ يَا مُعَادُ فَقُلْتُ أَنَا أُحِبُّكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ فَلَا تَدَعْ أَنْ تَقُوْلَ فِي دُبُرِ كُلِّ صَلَاةٍ رَبِّ أَعِنِّي عَلَى ذِكْرِكَ وَشُكْرِكَ وَحُسْنِ عِبَادَتِكَ (أحمد أبو داود – نسائي)

(116) »Hazrat Mu’adh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham) sagde: En dag tog Huzur (Allahs velsignelser og fred være med ham) min hånd og sagde: ’O Mu’adh, jeg elsker dig.’ Jeg sagde: ’O Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), jeg elsker også dig.’ Derefter sagde Huzur (Allahs velsignelser og fred være med ham): ’O Mu’adh, du skal bestemt fremsige denne du’a efter hver bøn.’«

رَبِّ أَعِنِّي عَلَى ذِكْرِكَ وَشُكْرِكَ وَحُسْنِ عِبَادَتِكَ
(Ahmad, Abu Dawud, an-Nasa’i)

(۱۱۷) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا سَلَّمَ لَمْ يَقْعُدْ إِلَّا مِقْدَارَ مَا يَقُولُ اللَّهُمَّ أَنْتَ السَّلَامُ وَمِنْكَ السَّلَامُ تَبَارَكْتَ يَا ذَا الْجَلَالِ وَالْإِكْرَامِ” (مسلم)

(117) “Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: Efter at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde afsluttet bønnen med salām, blev han siddende så længe, det tog at fremsige den følgende duʿā.”

اللَّهُمَّ أَنْتَ السَّلَامُ وَمِنْكَ السَّلَامُ تَبَارَكْتَ يَا ذَا الْجَلَالِ وَالْإِكْرَامِ

Betydning: “O Allah, Du er fred, og fra Dig kommer freden. Du er velsignet, Du, der besidder majestæt og ære.”

(۱۱۸)
وَعَنْ مُغِيرَةَ بْنِ شُعْبَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ يَقُولُ فِي دُبُرِ كُلِّ صَلَاةٍ

مَكْتُوبَةٍ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَحْدَهُ لَا شَرِيكَ لَهُ لَهُ الْمُلْكُ وَلَهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيْرٍ أَللَّهُمَّ لَا مَانِعَ لِمَا أَعْطَيْتَ وَلَا مُعْطِيَ لِمَا مَنَعْتَ وَلَا يَنْفَعُ ذَا الْجَدِّ مِنْكَ الْجَدُّ (بخاري – مسلم)

(118) “Det er overleveret fra Hazrat Mugīra ibn Shuʿba (må Allah være tilfreds med ham): “Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede efter hver fard-bøn at sige:

لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَحْدَهُ لَا شَرِيكَ لَهُ … إلى آخر

“Der er ingen guddom undtagen Allah. Han er Eneste, og Han har ingen partner. Herredømmet tilhører Ham, og lovprisningen tilhører Ham, og Han er Almægtig. O Allah, ingen kan forhindre det, Du ønsker at give. Og ingen kan give det, Du ønsker at forhindre. Ingen velhavendes rigdom kan beskytte ham mod Dig.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Den Ædle Profet (fred være med ham) fremsagde nogle bønner og påkaldelser efter den obligatoriske bøn. Dette bevises af beretningerne i de ovenstående hadither. Efter de obligatoriske bønner, som ikke blev efterfulgt af sunnah-bøn, fremsagde han længere bønner. Der findes imidlertid ingen beviser for, at han efter bønnen regelmæssigt foretog en fælles munajat eller bøn sammen med dem, der bad bag ham. Nogle retslærde har ganske vist senere anset dette for bedre, men det er ikke rigtigt at betragte det som nødvendigt.

Fremsigelse af tasbih efter bønnen

(۱۱۹) وَعَنْ كَعْبِ بْنِ عُجْرَةَ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مُعَقِبَاتٌ لَا يَخِيْبُ قَائِلُهُنَّ أَوْ فَائِلُهُنَّ دُبُرَ كُلِّ صَلَاةٍ مَكْتُوبَةٍ ثَلاثُ وَثَلاثُونَ تَسْبِيحَةٌ وَثَلاثُ وَثَلاتُوْنَ تَحْمِيدَةً وَأَرْبَعُ وَثَلاتُوْنَ تَكْبِيرَةً (مسلم)

(119) “Hazrat Kaʿb ibn ʿUjrah fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Efter hver obligatorisk bøn er der nogle ord, som den, der fremsiger dem, aldrig vil blive skuffet over. Det er: 33 gange “Subhanallah”, 33 gange “Alhamdulillah” og 34 gange “Allahu Akbar.” (Muslim)

(۱۲۰) وَعَنْ أَبِي أُمَامَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قِيْلَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَيُّ الدُّعَاءِ أَسْمَعُ قَالَ جَوْفَ اللَّيْلِ الْآخِرِ وَدُبُرِ الصَّلَوَاتِ الْمَكْتُوبَةِ (ترمذي)

(120) “Hazrat Abu Umamah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Nogen spurgte Allahs Sendebud (fred være med ham): “O Allahs Sendebud! Hvilken bøn bliver hurtigst besvaret?” Profeten sagde: “Bønnen i nattens sidste del og bønnen efter den obligatoriske bøn.” (Tirmidhi)

(۱۲۱)
وَعَنْ عُقْبَةَ بْنِ عَامِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ أَمَرَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنْ أَقْرَأَ بِالْمُعَوَّذَاتِ فِي دُبُرِ كُلِّ صَلاة (أحمد – أبو داود – نسائي)

(121) »Hazrat Uqba ibn Amir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Allahs Sendebud (fred være med ham) befalede mig at recitere al-Muʿawwidhatayn efter hver bøn.”«
(Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i)

Forklaring: Surah al-Falaq og surah an-Nas kaldes al-Muʿawwidhatayn. Disse to suraher er i virkeligheden også særlige former for bøn til Allah, hvorigennem man søger hjælp hos Allah mod jinners og menneskers ondskab. Disse to suraher blev åbenbaret for Allahs Sendebud (fred være med ham), da en jøde ved navn Labid havde udført trolddom mod ham. Ved at recitere disse to suraher søgte Allahs Sendebud (fred være med ham) Allahs hjælp og befriede sig selv fra trolddommens virkning. Måske bad Allahs Sendebud (fred være med ham) Hazrat Uqba ibn Amir om at recitere disse to suraher efter bønnen på grund af en særlig omstændighed hos ham. Efter den obligatoriske bøn, som ikke efterfølges af en sunnah-bøn, er det bedst at recitere al-Muʿawwidhatayn sammen med andre bønner.

Handlinger, der er forbudte under bønnen

(۱۲۲)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كُنَّا نُسَلِّمُ عَلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَهُوَ فِي الصَّلاةِ فَيَرُدُّ عَلَيْنَا فَلَمَّا رَجَعْنَا مِنْ عِنْدِ النَّجَاشِي سَلَّمْنَا عَلَيْهِ فَلَمْ يَرُدَّ عَلَيْنَا فَقُلْنَا يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كُنَّا نُسَلِّمُ عَلَيْكَ فِي الصَّلَاةِ فَتَرُدُّ
عَلَيْنَا فَقَالَ إِنَّ فِي الصَّلَاةِ لَشْغُلا (بخاري – مسلم)

(122) »Hazrat Abdullah ibn Masʿud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Når vi var i bøn, hilste vi på den Ædle Profet (fred være med ham), og han besvarede vores hilsen. Da vi senere vendte tilbage fra Najashi (efter udvandringen til Abessinien), hilste vi på Profeten (fred være med ham), mens han var i bøn. Men han besvarede ikke vores hilsen. Vi spurgte: ‘Allahs Sendebud (fred være med ham), tidligere plejede vi at hilse på dig under bønnen, og du plejede at besvare vores hilsen! Hvorfor besvarer du den ikke nu?’ Profeten (fred være med ham) sagde: ‘Der er visse storslåede handlinger i bønnen.’« (Derfor kan man ikke tale om andre ting.) (Bukhari, Muslim)

(۱۲۳)
وَعَنْ زَيْدِ بْنِ أَرْقَمَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كُنَّا نَتَكَلَّمُ فِي الصَّلَاةِ يُكَلِّمُ الرَّجُلُ مِنَّا صَاحِبَهُ وَهُوَ إِلَى جَنْبِهِ فِي الصَّلَاةِ حَتَّى نَزَلَتْ وَقُومُوا لِلَّهِ قَانِتِينَ فَأُمِرْنَا بالسُّكُوتِ وَنُهِينَا عَنِ الْكَلَامِ
بخاري – مسلم – ترمذي)

(123) »Hazrat Zayd ibn Arqam (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “På et tidspunkt plejede vi at tale, mens vi var i bøn. En person, der bad, talte ofte med den bedende, som stod ved siden af ham. Derefter

وَقُومُوا لِلَّهِ قَانِتِينَ

“Efter at dette vers var blevet åbenbaret, blev vi pålagt at forholde os tavse under bønnen og ikke tale.” (Bukhari, Muslim, Tirmidhi)

Forklaring: I begyndelsen var det tilladt at hilse med salam og føre en smule samtale under bønnen. Senere blev dette fuldstændig forbudt. Derfor bliver ens bøn ugyldig, hvis man taler, mens man er i bøn.

(١٢٤) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ يَا أَنَسُ اجْعَلْ بَصَرَكَ حَيْثُ تَسْجُدُ
(بيهقي)

(124) “Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: O Anas, fæst dit blik på det sted, hvor du vil udføre sujud.” (Bayhaqi)

Beskrivelse af sujud as-sahw

(١٢٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّ أَحَدَكُمْ إِذَا قَامَ يُصَلِّي جَاءَهُ الشَّيْطَانُ فَلَبَّسَ عَلَيْهِ حَتَّى لَا يَدْرِيَ كَمْ صَلَّى فَإِذَا وَجَدَ ذَالِكَ أَحَدُكُمْ فَلْيَسْجُدْ سَجْدَتَيْنِ وَهُوَ جالِس (بخاري – مسلم)

(125) “Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når en af jer står til bøn, kommer Satan og skaber tvivl i hans bøn, så han ikke kan sige, hvor mange rakʿat han har bedt. Når en af jer kommer i denne situation, skal han udføre to sujud, mens han sidder.” (Bukhari, Muslim)

(١٢٦) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ صَلَّى رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صَلَاةَ الْعَصْرِ فَسَلَّمَ فِي رَكْعَتَيْنِ فَقَامَ ذُو الْيَدَيْنِ فَقَالَ أَقَصُرَتِ الصَّلَاةُ يَا رَسُولَ اللَّهِ أَمْ نَسِيْتَ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كُلُّ ذَالِكَ لَمْ يَكُنْ فَقَالَ قَدْ كَانَ بَعْضُ ذَالِكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ فَأَقْبَلَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى النَّاسِ فَقَالَ أَصَدَقَ ذُوالْيَدَيْنِ فَقَالُوا نَعَمْ فَقَامَ رَسُولُ اللَّهِ فَأَتَمَّ مَا بَقِيَ مِنَ الصَّلَاةِ ثُمَّ سَجَدَ سَجْدَتَيْنِ بَعْدَ التَّسْلِيمِ وَهُوَ جَالِسٌ (مؤطا إمام مالك)

(126) »Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En dag bad Allahs Sendebud (fred være med ham) to rakʿah af ʿasr-bønnen og afsluttede bønnen med salām. En ledsager ved navn Dhul-Yadayn rejste sig og sagde: »Allahs Sendebud, er bønnen blevet forkortet, eller glemte du det?« Profeten sagde: »Ingen af delene er sket.« Dhul-Yadayn sagde: »Allahs Sendebud, noget sådant er faktisk sket.« Derefter vendte Profeten (fred være med ham) sig mod folkene og spurgte: »Har Dhul-Yadayn ret?« Alle sagde: »Ja, Allahs Sendebud.« Derefter rejste Profeten (fred være med ham) sig og fuldførte den resterende del af bønnen. Efter at have afsluttet bønnen med salām, mens han sad, udførte han derefter to sujūd as-sahw.« (Muwatta af imam Malik)

Forklaring: Hvis man uforvarende begår en fejl under bønnen og kommer i tanke om den, mens bønnen stadig er i gang, kan fejlen kompenseres ved at udføre to ekstra prostrationer. Ifølge imam Abu Hanifa kompenseres der på denne måde kun, hvis man ved en fejl undlader en wajib-handling, men ikke hvis det drejer sig om en fard-handling. Hvis en fard-handling undlades, skal bønnen gentages fra begyndelsen. Ifølge imam Abu Hanifa skal man efter at have afsluttet recitationen af at-Tahiyyat vende hovedet mod højre og sige salām, hvorefter man udfører to prostrationer. Derefter reciterer man tashahhud, durud og duʿa og afslutter med salām til begge sider. Ifølge imam ash-Shafiʿi skal man udføre de to prostrationer efter at have sagt salām til begge sider. Af hadithens beretning fremgår det, at Profeten (fred være med ham) fortsatte den resterende del af bønnen efter at have talt med dem, der fulgte ham. Dette viser, at bønnen ikke bliver ugyldig på grund af tale. I forklaringen er det imidlertid anført, at denne begivenhed fandt sted på et tidspunkt, hvor det endnu ikke var forbudt at tale under bønnen. Derfor skal man i dag udføre hele bønnen på ny, hvis man taler på den måde under bønnen.

De tider, hvor bøn er forbudt

(۱۲۷)
وَعَنْ أَبِي سَعِيدِنِ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَأَصَلَاةَ بَعْدَ الصُّبْحِ حَتَّى تَرْتَفِعَ الشَّمْسُ وَلَا صَلَاةَ بَعْدَ الْعَصْرِ حَتَّى تَغِيبَ الشَّمْسُ (بخاري – مسلم)

(127) »Det er overleveret fra Abu Saʿid al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Der er ingen bøn efter fajr-bønnen, indtil solen er stået helt op, og heller ingen bøn efter ʿasr-bønnen, indtil solen er gået helt ned.« (Bukhari, Muslim)

(۱۲۸)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ نَهَى عَنِ الصَّلَاةِ نِصْفَ النَّهَارِ حَتَّى تَزُولَ الشَّمْسُ إِلَّا يَوْمَ الْجُمُعَةِ (الشافعي)

(128) »Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) forbød at bede ved middagstid, når solen står lodret over hovedet, indtil solen begynder at hælde. Dette gælder dog ikke bønnen på fredagen.« (ash-Shafiʿi)

Forklaring: Generelt er det forbudt at bede på tre tidspunkter. Det gælder efter fajr-bønnen, indtil solen står op; efter asr-bønnen, indtil solen går ned; samt når solen står lige over hovedet ved middagstid. Dette er Abu Hanifas opfattelse uden nogen undtagelse. De øvrige imamer mener derimod, at middagsbønnen ikke er forbudt om fredagen. Nogle mener også, at hvis en person ikke har kunnet bede fajrs sunnah, fordi fajr-menighedsbønnen var begyndt, kan han bede den efter fard-bønnen, men før solopgang. Dette er ahl al-hadiths praksis.

(۱۲۹)
وَعَنْ جُبَيْرِ بْنِ مُطْعِمٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ يَا بَنِي عَبْدِ مَنَافٍ لَا تَمْنَعُوا أَحَدًا طَافَ بِهَذَا الْبَيْتِ وَصَلَّى أَيَّةَ سَاعَةٍ شَاءَ مِنْ لَيْلٍ أو نهار (ترمذي – أبو داود – نسائي)

(129) “Jubayr ibn Mut’im (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Den Ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ’O Banu Abd Manaf! I må ikke forhindre nogen, der foretager tawaf omkring dette Hus (Kaabaen), og som ønsker at bede her på noget tidspunkt af dagen eller natten.’” (Tirmidhi, Abu Dawud, al-Nasa’i)

Forklaring: Tawaf omkring Kaabaen kan foretages på alle tidspunkter, dag og nat, ved solopgang og solnedgang. Dette er alles opfattelse. På samme måde er det altid tilladt at bede i al-Masjid al-Haram. Dette er imam al-Shafi’is opfattelse på baggrund af denne hadith. Imam Ahmad ibn Hanbal siger, at denne hadith gælder de to rak’ah-bønner efter tawaf. Det vil sige, at ligesom tawaf er tilladt på alle tidspunkter, ved solopgang og solnedgang, er det også altid tilladt at bede salat al-tawaf. Andre bønner må ikke bedes på de forbudte tidspunkter. Imam Abu Hanifa anser heller ikke bønnen efter tawaf for tilladt på de forbudte tidspunkter.

(۱۳۰) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ لَمْ يُصَلِّ رَكْعَتَيِ الْفَجْرِ فَلْيُصَلِهِمَا بَعْدَ مَا تَطْلُعُ الشَّمْسُ (رواه الترمذي) وَقَدْ ثَبَتَ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَضَاهُمَا مَعَ الْفَرِيضَةِ لَمَّا نَامَ (نيل الأوطار)

(130) “Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ’Den, der ikke har kunnet bede fajrs to rak’ah (før fajr-bønnen), skal bede disse to rak’ah efter solopgang.’ Det er berettet i Tirmidhi, at Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) en gang sov under fajr-tiden og senere, efter solopgang, bad alle fire rak’ah som qada, inklusive sunnah-bønnen.” (Nayl al-Awtar)

Forklaring: Den ovennævnte hadith viser den særlige betydning af fajrs sunnah. For ingen anden sunnah-bøn findes der qada. Når bønnetiden er udløbet, skal kun fard-bønnen bedes som qada. Hvis Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) imidlertid en gang imellem ikke kunne bede de fire sunnah-rak’ah før zuhrs fard-bøn, bad han dem inden for bønnetiden efter først at have bedt de to sunnah-rak’ah, der følger efter fard-bønnen.

Betydningen af at bede i menighed

(۱۳۱) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ وَالَّذِي نَفْسِي بِيَدِهِ لَقَدْ هَمَمْتُ أَنْ آمُرَ بِحَطَبٍ فَيُحْطَبُ ثُمَّ آمُرَ بِالصَّلَاةِ فَيُؤَذَنَ لَهَا ثُمَّ آمُرَ رَجُلاً فَيَؤُمَّ النَّاسَ ثُمَّ أُخَالِفَ إِلَى رِجَالٍ لَا يَشْهَدُونَ الصَّلاةَ فَأُحَرِّقَ عَلَيْهِمْ بُيُوتَهُمْ (بخاري)

(131) »Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Ved Allah, jeg ønsker at befale, at der samles noget brænde, hvorefter det bliver samlet. Så vil jeg befale, at der bedes, og der vil blive kaldt til bøn for dette. Derefter vil jeg udpege en person til at lede folkene i bønnen. Så vil jeg gå til de mennesker, som ikke er kommet til bønnen, og sætte ild til dem sammen med deres hjem.« (Bukhari)

Forklaring: På grundlag af ovenstående hadith og Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) samt de ædle ledsageres særlige omsorg for fællesbønnen har nogle af imamerne erklæret det for en individuel religiøs pligt at udføre de obligatoriske bønner i fællesskab. Imam Abu Hanifa (må Allah forbarme sig over ham) har betegnet fællesbønnen som sunnat mu’akkada. Ifølge flertallet af hanafitiske lærde er det imidlertid wajib at udføre de obligatoriske bønner i fællesskab. Forfatteren af den berømte bog Nur al-Anwar, Allama Mulla Jiyun Hanafi, skriver i sit værk, at den obligatoriske bøn kun udføres virkelig og fuldkomment, når den udføres i fællesskab. Hvis den obligatoriske bøn derimod udføres alene, er den ikke fuldkommen udført, men vil ligne qada.

(۱۳۲) وَعَنِ ابْنَ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ أَذَّنَ بِالصَّلَاةِ فِي لَيْلَةٍ ذَاتِ بَرْدٍ وَرِيْحٍ ثُمَّ قَالَ أَلَا صَلُّوْا فِي الرِّحَالِ ثُمَّ قَالَ إِنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ يَأْمُرُ الْمُؤَذِّنَ إِذَا كَانَتْ لَيْلَةٌ ذَاتُ بَرْدٍ وَمَطَرٍ يَقُولُ أَلَا صَلُّوْا
في الرِّحَالِ (بخاري – مسلم)

(132) »Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han en kold nat med kraftig vind fremsagde adhan. Derefter bekendtgjorde han: »Lad enhver af jer bede i sit eget hjem.« Så sagde han: »Når det var en kold eller regnfuld nat, plejede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) at sige til muezzinen, at han skulle bekendtgøre: »I skal alle bede dér, hvor I befinder jer.««« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Arabien er ikke et regnfuldt land. Det er altid tørt. Derfor findes der ikke noget særligt system til bortledning af vand. Når der under vintersæsonen af og til kom kraftig vind og regn, blev det ikke blot meget koldt; veje og gyder blev også oversvømmet og uegnede til færdsel. Derfor plejede Huzur (Allahs fred og velsignelser være med ham) i sådanne situationer at bede ledsagerne om at bede i deres egne hjem. I dag er vejene i de arabiske lande naturligvis meget gode. Denne hadith giver tilladelse til at udeblive fra fællesbønnen, når der foreligger en gyldig undskyldning.

(۱۳۳)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا أُقِيمَتْ الصَّلَاةُ فَلَا صلَاةَ إِلَّا الْمَكْتُوبَةَ (مسلم)

(133) »Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) siger: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når iqamaen til bønnen er fremsagt, er der ingen anden bøn end den obligatoriske.«« (Muslim)

Forklaring: På baggrund af denne hadith siger imam ash-Shafi‘i, at når den obligatoriske bøn er begyndt, skal ingen have til hensigt at bede sunnah-bønnen, men i stedet slutte sig til den obligatoriske bøn. Dette er imam ash-Shafi‘is opfattelse vedrørende alle sunnah-bønner, herunder fajrs sunnah-bøn. Imam Abu Hanifas opfattelse er dog, at hvis der stadig er mulighed for at nå menighedsbønnen, er det bedst at bede fajrs sunnah-bøn et godt stykke fra rækkerne. Hvis en person er begyndt at bede med intentionen om zuhrs sunnah-bøn, og iqamah derefter kaldes, skal han ifølge imamernes opfattelse fuldføre to rak‘ah, afslutte med salam og slutte sig til den obligatoriske bøn.

(١٣٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَجُلًا أَعْمَى قَالَ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَيْسَ لِي قَائِدٌ يَقُودُنِي إِلَى الْمَسْجِدِ فَسَأَلَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنْ يُرَخّصَ لَهُ فَيُصَلِى فِي بَيْتِهِ فَرَخَّصَ لَهُ فَلَمَّا وَلَّى دَعَاهُ فَقَالَ هَلْ تَسْمَعُ النِّدَاءَ بِالصَّلَاةِ فَقَالَ نَعَمْ قَالَ فَأَجِبْ (مسلم – نسائي)

(134) “Det er overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at en blind sahabi sagde til Profeten (fred være med ham): ‘Profet, jeg har ingen vejleder, som kan vise mig vejen og føre mig til moskeen.’ Han bad Profeten (fred være med ham) om tilladelse til at bede hjemme i stedet for at deltage i menighedsbønnen i moskeen. Profeten (fred være med ham) gav ham tilladelse. Da han var på vej tilbage, kaldte Profeten (fred være med ham) ham igen og sagde: ‘Kan du høre lyden af adhan, mens du sidder hjemme?’ Han svarede: ‘Ja.’ Så sagde Profeten: ‘Så skal du møde op i moskeen.'” (Muslim, an-Nasa’i)

Forklaring: Den ovennævnte hadith er også et uigendriveligt bevis på menighedsbønnens nødvendighed. For selv en blind sahabi, der boede tæt på moskeen, fik ikke tilladelse af Profeten (fred være med ham) til at undlade menighedsbønnen.

(١٣٥) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ لَا صَلَاةَ بِحَضْرَةِ الطَّعَامِ وَلَا هُوَ يُدَافِعُهُ الْأَخْبَتَانِ (مسلم)

(135) “Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (fred være med ham) sige: ‘Ligesom man ikke bør bede, når maden er sat frem, bør man heller ikke bede, mens man føler trang til at gå på toilettet eller lade vandet.'” (Muslim)

Forklaring: Hvis maden bliver serveret ved bønnetid, skal man først spise og derefter bede. På samme måde skal man først forrette sin nødtørft, hvis man føler trang til afføring eller vandladning, og derefter bede. For ligesom man ikke kan koncentrere sig i bønnen, når maden er til stede og man er sulten, skaber trang til afføring eller vandladning også en hindring for koncentrationen i bønnen. Derfor skal man udføre disse to handlinger først og derefter bede, selv hvis man frygter, at menighedsbønnen vil være forbi.

(١٣٦) وَعَنْ أُمِّ الدَّرْدَاءِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَتْ دَخَلَ عَلَيَّ أَبُو الدَّرْدَاءِ وَهُوَ مُغْضَبٌ فَقُلْتُ مَا أَغْضَبَكَ قَالَ وَاللَّهِ مَا أَعْرِفُ مِنْ أَمْرِ أُمَّةٍ مُحَمَّدٍ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ شَيْئًا إِلَّا أَنَّهُمْ يُصَلُّوْنَ جَمِيعًا (بخاري)

(136) “Umm ad-Darda (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: En dag kom (min mand) Abu ad-Darda meget vred hjem til mig. Jeg spurgte ham: »Hvad er årsagen til denne vrede?« Han svarede: »Ved Allahs ed! Jeg kender kun ummaen efter Muhammad sådan, at de beder sammen i menigheden. (Men i dag ser jeg nogle afvigelser fra dette).«” (Bukhari)

(۱۳۷)
وَعَنْ أَبِي مُوسَى الْأَشْعَرِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِثْنَانِ فَمَا فَوْقَهُمَا جَمَاعَةٌ (ابن ماجة)

(137) “Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når der er to eller flere, er der en menighed.«” (Ibn Majah)

Forklaring: Menigheden består mindst af imamens to følgere. Nogle har imidlertid sagt, at menigheden består, selv når der kun er én sammen med imamen. Den følgende hadith, overleveret af Hazrat Abu Sa’id, er beviset herfor.

(۱۳۸)
وَعَنْ أَبِي سَعِيدِ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ أَنَّ رَجُلاً دَخَلَ الْمَسْجِدَ وَقَدْ صَلَّى رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِأَصْحَابِهِ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ يَتَصَدَّقَ عَلَى فَيُصْلِى مَعَهُ فَقَامَ رَجُلٌ مِّنَ الْقَوْمِ فَصَلَّى مَعَهُ (أحمد – أبو داود – ترمذي)

(138) “Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En mand kom ind i moskeen på et tidspunkt, hvor Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) allerede havde bedt sammen med sine ledsagere. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Er der nogen, der vil vise denne mand godhed (give sadaqa), det vil sige bede med ham igen som hans følger?« Da en mand hørte dette, rejste han sig og bad sammen med ham.” (Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi)

(۱۳۹) وَعَنِ النُّعْمَانِ بْنِ بَشِيرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُسَوَّى صُفُوفَنَا حَتَّى كَأَنَّمَا يُسَوِّى بِهَا الْقِدَاحَ حَتَّى رَأَى أَنَّ قَدْ عَقَلْنَا عَنْهُ ثُمَّ خَرَجَ يَوْمًا فَقَامَ حَتَّى كَادَ يُكَبِّرَ فَرَأَى رَجُلاً بَادِيًا صَدْرَهُ مِنَ الصَّفْ فَقَالَ عِبَادَ اللَّهِ لَتُسَوَّنَّ صُفُوفَكُمْ أَوْ لَيُخَالِفَنَّ اللَّهُ بَيْنَ وُجُوهِكُمْ (مسلم)

(139) “Det er overleveret fra Hazrat Nu’man ibn Bashir (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) rettede vores rækker under bønnen, som om han rettede pile efter rækken. Han fortsatte med dette, indtil han kunne se, at vi havde forstået sagen. En dag kom han derefter ud fra sit hus og stillede sig til bøn for at sige takbirat al-tahrima, da han så, at en mands bryst ragede frem foran rækken. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Som Allahs tjenere skal I rette jeres rækker; ellers vil Allah gøre jeres ansigter forskellige.«” (Muslim)

(١٤٠) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ سَرُّوا صُفُوفَكُمْ فَإِنَّ تَصْفِيَةَ الصُّفُوفِ مِنْ إِقَامَةِ الصَّلاةِ (بخاري – مسلم)

(140) “Hazrat Anas (r.a.) beretter, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: I skal rette bederækkerne, for at rette bederækkerne er ensbetydende med at oprette bønnen.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Det er shariaens ønske, at enhver kollektiv handling blandt muslimerne udføres ordentligt og disciplineret. Alt fra at rette bederækkerne til alle øvrige ceremonier lærer os dette. Profeten (s.a.w.) har betegnet det at rette rækkerne som ensbetydende med at oprette bønnen.

(١٤١) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِيَلَنِي مِنْكُمْ أُولُوْ الأَحْلامِ وَالنُّهَى ثُمَّ الَّذِيْنَ يَلُونَهُمْ ثَلَاثًا وَإِيَّاكُمْ وَهَبْشَاتِ الْأَسْوَاقِ (مسلم)

(141) “Hazrat Abdullah ibn Masud (r.a.) beretter, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: De blandt jer, som er besindige og lærde, skal stå nærmest mig under bønnen. Derefter de andre.” Dette sagde Profeten (s.a.w.) tre gange. Så sagde han: “Pas på, at I ikke larmer i moskeen som på en markedsplads.” (Muslim)

Forklaring: De lærde og kvalificerede bør stå nær imamen; det er dette, der siges i hadithen.

Hvem har ret til at være imam

(١٤٢) وَعَنْ أَبِي سَعِيدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا كَانُوا ثَلَاثَةٌ فَلْيُؤَمَّهُمْ أَحَدُهُمْ وَأَحَقُّهُمْ بِالْإِمَامَةِ أَقْرَأُهُمْ
أحمد – مسلم – نسائي – نيل الأوطار)

(142) “Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Når der er tre personer, skal én af dem lede bønnen. Den, der har størst ret til at lede bønnen, er den, der læser Koranen bedst.” (Ahmad, Muslim, Nasa’i, Nayl al-Awtar)

(١٤٣) وَعَنْ أَبِي مَسْعُوْدٍ الْأَنْصَارِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَؤُمُ الْقَوْمَ أَقْرَؤُهُمْ لِكِتَابِ اللَّهِ فَإِنْ كَانُوا فِي الْقِرَاءَةِ سَوَاءً فَأَعْلَمُهُمْ بِالسُّنَّةِ فَإِنْ كَانُوا فِي السُّنَّةِ سَوَاءٌ فَأَقْدَمُهُمْ هجْرَةً فَإِنْ كَانُوا فِي الْهِجْرَةِ سَوَاءً فَأَقْدَمُهُمْ سِنَّا وَلَا يَؤْمَنَّ الرَّجُلُ الرَّجُلَ فِي سُلْطَانِهِ وَلَا يَقْعُدْ فِي بَيْتِهِ عَلَى تَكْرِمَتِهِ إِلَّا بِإِذْنِهِ (مسلم)

(143) “Hazrat Abu Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Den, der læser Koranen bedst, skal lede folk i bønnen. Hvis alle er lige gode til at læse Koranen, skal den, der har bedst kendskab til sunnah (viden om hadith), lede dem. Hvis alle er lige i deres kendskab til sunnah, skal den, der først foretog hijra, lede dem. Hvis alle har samme rang med hensyn til hijra, skal den ældste lede dem. Ingen må lede bønnen på en andens rettigheds- eller myndighedsområde, og ingen må sætte sig på en andens hædersplads i hans hjem uden hans tilladelse.”

(١٤٤) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِيُؤَذِّنُ لَكُمْ خِيَارُكُمْ وَلِيُؤَمِّكُمْ قُرَّاكُمْ (أبو داود)

(144) “Det er overleveret fra Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Lad de bedste blandt jer fremsige jeres adhan, og lad jeres qari’er lede jer i bønnen.” (Abu Dawud)

(١٤٥) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اجْعَلُوا أَئِمَّنَّكُمْ خِيَارَكُمْ فَإِنَّهُمْ وَقْدُكُمْ فِيْمَا بَيْنَكُمْ وَبَيْنَ رَبِّكُمْ (دار قطني)

(145) “Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Gør de bedste blandt jer til jeres imamer. Det er dem, der er forbindelsesleddet mellem jer og jeres Herre.” (Dar al-Qutni)

(١٤٦) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ لَا تَؤُمَنَّ اِمْرَأَةً رَجُلًا وَلَا أَعْرَابِي مُهَاجِرًا وَلَا يَؤْمَنَّ فَاجِرٌ مُّؤْمِنًا إِلَّا أَنْ يَقْهَرَهُ بِسُلْطَانٍ يَخَافُ سَيْفَهُ أَوْ سَوْطَهُ (ابن ماجة)

(146) „Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: En kvinde må ikke lede mænd i bøn, en araber (beduin) må ikke lede en muhajir i bøn, og en fasik må ikke være imam for en troende. Men hvis man bliver tvunget dertil ved trusler med våben eller pisk, må man adlyde ham under tvang.“ (I så fald må man adlyde ham, fordi man er tvunget.) (Ibn Majah)

Forklaring: Alle er enige om, at det ikke er tilladt for kvinder at lede bønnen. Da de arabere, det vil sige beduiner, som boede omkring Medina, for størstedelens vedkommende var uvidende og først for nylig var trådt ind i islam, kan sådanne mennesker, der er uvidende om shariaens kundskab, ikke være imamer for muhajirerne, som var prøvede troende og lærde. Det er dette, der omtales i denne hadith. En troende må ikke acceptere en fasiks ledelse af bønnen, medmindre han er tvunget; dette er hadithens udsagn.

(١٤٧) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْجِهَادُ وَاجِبٌ عَلَيْكُمْ مَعَ كُلِّ أَمِيْرٍ بَرًّا كَانَ أَوْ فَاجِرًا وَإِنْ عَمِلَ الْكَبَائِرَ وَالصَّلَاةُ وَاحِبَةٌ عَلَيْكُمْ خَلْفَ كُلِّ مُسْلِمٍ بَرًّا كَانَ أَوْ فَاجِرًا وَإِنْ عَمِلَ الْكَبَائِرَ (أبو داود – ونيل الأوطار)

(147) „Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Det er obligatorisk for jer at deltage i jihad under en amir, hvad enten han er god eller ond, selv hvis han begår en stor synd. På samme måde er det obligatorisk for jer at bede bag enhver muslim, selv hvis han begår en stor synd.“ (Abu Dawud, Nayl al-Awtar)

Forklaring: Imam betyder muslimernes leder. Man bør altid vælge den bedste person som leder. På Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sahabernes tid blev der ikke skelnet mellem statens ledelse og ledelsen af bønnen. Derfor varetog muslimernes bedste personer begge former for ledelse i sahabernes tid. Men hvis muslimernes ulykke når dertil, at statens leder er en fasik, kan muslimerne ikke desto mindre holde sig fra jihad. Tværtimod skal de, med henblik på den muslimske ummas samlede vel, deltage i jihad under denne fasiks ledelse; den samme bestemmelse gælder for bønnen. Man må ikke holde sig fra menigheden, blot fordi en fasik leder bønnen. Det er dog det muslimske samfunds fælles ansvar at udpege den bedste imam til bønnen og ligeledes blandt sig vælge den bedste person til at lede staten, en person, der frygter Allah og udfører sit ansvar i overensstemmelse med Allahs vilje.

(١٤٨) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ ثَلَاثَةٌ لَا تُرْفَعُ صَلَاتُهُمْ فَوْقَ رؤُوسِهِمْ شِبْرًا رَجُلٌ أَمَّ قَوْمًا وَهُمْ لَهُ كَارِهُونَ وَامْرَأَةٌ بَاتَتْ وَزَوْجُهَا عَلَيْهَا سَاخِطٌ وَأَخَوَانِ مُتَصَارِمَانِ
(ابن ماجة)

(148) „Det er overleveret fra Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Der er tre personer, hvis bøn ikke løftes en håndsbredde over deres hoveder: (1) Den, der leder bønnen, selv om folk ikke bryder sig om ham. (2) Den kvinde, der tilbringer natten i en tilstand, hvor hendes mand er vred på hende. (3) To søskende, som er blevet adskilt fra hinanden efter at have skændtes.“ (Ibn Majah)

Imamens ansvar og pligter

(١٤٩) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا صَلَّى أَحَدُكُمْ لِلنَّاسِ

فَلْيُخَفِّفْ فَإِنَّ مِنْهُمُ السَّقِيمُ وَالضَّعِيفُ وَالْكَبِيرُ وَإِذَا صَلَّى أَحَدُكُمْ لِنَفْسِهِ فَلْيُطَوِّلْ مَا شَاءَ (بخاري – مسلم)

(149) “Hazrat Abu Huraira (r.a.) fortæller, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Når nogen af jer leder folk i bøn, skal han forkorte bønnen. For blandt folk vil der måske være syge, svage og gamle. Men når han beder alene, skal han forlænge bønnen, som han selv ønsker.” (Bukhari, Muslim)

(١٥٠) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ مَا صَلَّيْتُ وَرَاءَ إِمَامٍ قَطُّ أَخَفَّ صَلَاةً وَلَا أَتَمَّ صَلَاةٌ مِنْ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَإِنْ كَانَ لَيَسْمَعُ بُكَاءَ الصَّبِيِّ فَيُخَفِّفُ مَخَافَةً أَنْ تُفْتَنَ أُمُّهُ (بخاري – مسلم)

(150) “Det er berettet fra Hazrat Anas (r.a.), at han sagde: Jeg har aldrig bedt en så kort, men samtidig fuldkommen bøn bag nogen anden end den ædle Profet (s.a.w.). Hvis han under bønnen hørte et barn græde, forkortede han bønnen af hensyn til moderens bekymring.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Når nogen leder bønnen, bør han ikke gøre den lang. For blandt dem, der følger imamen, er der også svage, syge og gamle mennesker. Især når menigheden er stor, bør man af hensyn til almindelige menneskers forskellige vanskeligheder ikke gøre bønnen lang.

Den bedendes ansvar og pligter

(١٥١) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ صَلَّى بِنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ذَاتَ يَوْمٍ فَلَمَّا قَضَى صَلَاتَهُ أَقْبَلَ عَلَيْنَا بِوَجْهِهِ فَقَالَ أَيُّهَا النَّاسُ إِنِّي إِمَامُكُمْ فَلَا تَسْبِقُونِي بِالرُّكُوعِ وَالسُّجُودِ وَلَا بِالْقِيَامِ وَلَا بِالْإِنْصِرَافِ فَإِنِّي أَرَاكُمْ أَمَامِي وَمِنْ خَلْفِي (مسلم)

(151) “Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En dag ledte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) os i bønnen. Efter at have afsluttet bønnen vendte han sig mod os, satte sig og sagde: ‘Hør! Jeg er jeres imam, så udfør ikke rukūʿ, sujūd, qiyām eller salām før mig. Jeg kan nemlig se jer både forfra og bagfra.'” (Muslim)

Forklaring: Det er obligatorisk for den, der følger imamen, at følge imamen i enhver handling. Hvis den, der følger imamen, udfører en af bønnens handlinger før imamen, bliver hans bøn ugyldig. Derfor bør man være meget omhyggelig ved udførelsen af rukūʿ, sujūd, qiyām og salām, så man ikke udfører dem før imamen. At Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kunne se dem, der fulgte ham, fra begge sider, var et af hans mirakler.

(١٥٢) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا تُبَادِرُوا الْإِمَامَ إِذَا كَبَّرَ

فَكَبِّرُوا وَإِذَا قَالَ وَلَا الضَّالِّينَ . فَقُولُوا آمِينَ. وَإِذَا رَكَعَ فَارْكَعُوْا وَإِذَا قَالَ سَمِعَ اللَّهُ لِمَنْ حَمِدَهُ. فَقُولُوا اللَّهُمَّ رَبَّنَا لَكَ الْحَمْدُ (بخاري – مسلم)

(152) “Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Gå ikke foran imamen. Når imamen siger takbīr, skal I sige takbīr derefter (uden at hæve stemmen). Når imamen siger “walad-dāllīn”, skal I sige “āmīn”. Når imamen bøjer sig i rukūʿ, skal I også straks bøje jer, og når imamen siger “samiʿa Allāhu liman hamidah”, skal I sige: “Allāhumma rabbanā laka al-hamd.”'” (Bukhari, Muslim)

(١٥٣) وَعَنْ عَلِيٌّ وَمُعَاذِ بْنِ جَبَلٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا أَتَى أَحَدُكُمْ الصَّلَاةَ وَالْإِمَامَ عَلَى حَالٍ فَلْيَصْنَعْ كَمَا يَصْنَعُ الْإِمَامُ
(ترمذي)

(153) “Hazrat Ali og Muʿādh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med dem) fortæller: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Når nogen af jer kommer til bønnen, skal han gøre det, han ser imamen gøre i den stilling, han befinder sig i.'” (Tirmidhi)

(١٥٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا جِئْتُمْ إِلَى الصَّلَاةِ وَنَحْنُ

سُجُودٌ فَاسْجُدُوا وَلَا تَعُدُّوهَا شَيْئًا وَمَنْ أَدْرَكَ رَكْعَةً
فَقَدْ أَدْرَكَ الصَّلاةَ (أبو داود )

(154) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (r.a.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Når I kommer til bønnen og finder os i sujud, skal I også gøre sujud, men regn det ikke med; den, der har nået en hel rakʿah, har dog nået hele bønnen.” (Abu Dawud)

Forklaring: De to ovenstående hadither omhandler masbuq. I den første hadith siges det, at den, der kommer forsinket efter bønnens begyndelse, straks skal slutte sig til imamen i den stilling, han finder ham i. Men hvis han ikke når at deltage i rukuʿ, tælles rakʿahen ikke med. I den anden hadith siges det, at den, der når mindst én rakʿah sammen med imamen, får belønningen for at have udført hele bønnen sammen med menigheden.

(١٥٥) وَعَنْ يَزِيدَ بْنِ عَامِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ جِئْتُ وَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَهُوَ فِي الصَّلَاةِ فَجَلَسْتُ وَلَمْ أَدْخُلْ مَعَهُ فِي الصَّلَاةِ فَلَمَّا انْصَرَفَ عَلَيْنَا رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ رَأَنِي جَالِسًا فَقَالَ أَلَمْ تُسْلِمْ يَا يَزِيدُ قُلْتُ بَلَى يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَدْ أَسْلَمْتُ قَالَ مَا مَنَعَكَ أَنْ تَدْخُلَ مَعَ النَّاسِ فِي صَلَاتِهِمْ قَالَ إِنِّي كُنْتُ قَدْ صَلَّيْتُ فِي مَنْزِلِي وَأَنَا

أَحْسَبُ أَنْ قَدْ صَلَّيْتُمْ فَقَالَ إِذَا جِئْتَ إِلَى الصَّلَاةِ فَوَجَدْتَ النَّاسِ يُصَلُّوْنَ فَصَلِّ مَعَهُمْ وَإِنْ كُنْتَ قَدْ صَلَّيْتَ تَكُنْ لَكَ نَافِلَةٌ وَهَذِهِ مَكْتُوبَةٌ (أبو داود)

(155) “Hazrat Yazid ibn Amir (r.a.) sagde: En dag kom jeg til Allahs Sendebud (s.a.w.), mens han var i gang med bønnen. Jeg satte mig uden at slutte mig til bønnen. Efter bønnen vendte Allahs Sendebud (s.a.w.) sig om, så mig og sagde: Yazid, har du ikke antaget islam? Jeg svarede: O Allahs Sendebud (s.a.w.), jeg er bestemt blevet muslim. Profeten (s.a.w.) sagde: Hvorfor sluttede du dig så ikke til bønnen sammen med folkene? Jeg sagde: O Allahs Sendebud, jeg havde bedt hjemme og troede, at I allerede havde bedt. Da sagde Profeten (s.a.w.): Når du et sted ser folk bede, skal du også bede sammen med dem. Denne bøn bliver nafl for dig, og den tidligere bøn bliver fard.” (Abu Dawud)

Forklaring: Hadithen kan forstås på to måder: Den tidligere bøn bliver fard, fordi den blev udført med den hensigt, at den skulle være fard, mens den anden bøn bliver nafl. Dette er ifølge imam Abu Hanifa (r.h.) den korrekte opfattelse. Imam Malik, ash-Shafiʿi og imam Ahmad ibn Hanbal mener derimod, at det er fard at udføre fard-bønnen sammen med menigheden. Derfor er den anden forklaring efter deres mening den rette: Den første bøn bliver nafl, fordi den blev bedt alene, mens den anden bøn bliver fard, fordi den blev udført sammen med menigheden. Ifølge imam Abu Hanifa må kun fard-bønnerne ved zuhr og isha bedes to gange. De øvrige bønner må ikke bedes to gange. Ifølge de andre imamer må alle fard-bønner imidlertid bedes anden gang.

(١٥٦) وَعَنْ نَافِعٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ عَبْدُ اللَّهِ بْنُ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا كَانَ يَقُولُ مَنْ صَلَّى الْمَغْرِبَ أَوِ الصُّبْحَ ثُمَّ أَدْرَكَهُمَا مَعَ الْإِمَامِ فَلَا يَعُدْ لَهُمَا (مالك)

(156) “Hazrat Nafiʿ (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) plejede at sige: Den, der allerede har bedt maghrib- eller fajr-bønnen og derefter finder den i fællesskab med imamen, skal ikke bede den igen.” (Malik)

Forklaring: Eftersom den anden bøn vil være nafl, og nafl ikke består af tre rakʿat, må maghribs obligatoriske bøn ikke bedes igen sammen med imamen. Desuden er der ingen nafl-bøn fra efter fajr-bønnen indtil solopgang. Derfor må fajrs obligatoriske bøn heller ikke bedes igen. Reglen for asr-bønnen er den samme som for fajr-bønnen.

Sunnah-bønnerne før og efter de obligatoriske bønner

(١٥٧) وَعَنْ أَمْ حَبِيبَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ صَلَّى فِي يَوْمٍ وَلَيْلَةٍ ثِنْتَيْ عَشْرَةَ رَكْعَةٌ بُنِيَ لَهُ بَيْتٌ فِي الْجَنَّةِ أَرْبَعًا قَبْلَ الظُّهْرِ وَرَكْعَتَيْنِ بَعْدَهَا وَرَكْعَتَيْنِ بَعْدَ الْمَغْرِبِ وَرَكْعَتَيْنِ بَعْدَ الْعِشَاءِ وَرَكْعَتَيْنِ قَبْلَ صَلَاةِ الْفَجْرِ (ترمذي)

(157) “Hazrat Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der beder tolv rakʿat hver dag og nat, vil få bygget et hus til sig i Paradis. Fire rakʿat før zuhrs obligatoriske bøn og to rakʿat efter den, to rakʿat efter maghribs obligatoriske bøn, to rakʿat efter ishas obligatoriske bøn og to rakʿat før fajrs obligatoriske bøn.” (Tirmidhi)

Forklaring: De bønner, som Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) bad før og efter de obligatoriske bønner, og som han pålagde os at bede, er sunnah-bønner. Sunnah er af to slags: (1) Den, som Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) regelmæssigt bad og stærkt opfordrede os til at bede, kaldes “sunnat muʾakkadah”. (2) Den anden er den bøn, som Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) ikke bad regelmæssigt og heller ikke opfordrede os til at bede; den kaldes sunnat ghayr muʾakkadah.” De bønner før og efter de obligatoriske bønner, som nævnes i den overleverede hadith, er “sunnat muʾakkadah”.

(١٥٨) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ صَلَّيْتُ مَعَ رَسُوْلِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ رَكْعَتَيْنِ قَبْلَ الظُّهْرِ وَرَكْعَتَيْنِ بَعْدَهَا وَرَكْعَتَيْنِ بَعْدَ الْمَغْرِبِ وَرَكْعَتَيْنِ بَعْدَ الْعِشَاءِ فِي بَيْتِهِ قَالَ وَ حَدَّثَنِي حَفْصَةُ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ يُصَلِّي رَكْعَتَيْنِ خَفِيفَتَيْنِ حِيْنَ يَطْلُعُ الْفَجْرُ
(بخاري – مسلم)

(158) “Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg bad sammen med Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) to rakʿat før zuhrs obligatoriske bøn og to rakʿat efter den. Jeg bad også to rakʿat efter maghribs obligatoriske bøn og to rakʿat efter ishas obligatoriske bøn i Profetens (Allahs velsignelser og fred være med ham) hus. Abdullah ibn Umar har desuden sagt, at Hazrat Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) fortalte mig, at Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede at bede to korte rakʿat, efter det sande daggry var kommet til syne.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: På grundlag af denne hadith siger imam Shafi’i, at man skal bede to rak’ah sunnah før zuhr-fard-bønnen, mens imam Abu Hanifa på grundlag af den foregående hadith siger fire rak’ah. I virkeligheden bad Profeten (fred være med ham) nogle gange to rak’ah og andre gange også fire rak’ah.

Hadithens fortæller, Hazrat Hafsa bint Umar, var søster til Hazrat Abdullah ibn Umar. Derfor gik hun en dag sammen med Profeten (fred være med ham) ind i sin søsters hus efter fard-bønnen ved isha og maghrib og bad to rak’ah sunnah hver gang. Det er hende, der omtales i hadithen.

(١٥٩) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ رَكْعَتَا الْفَجْرِ خَيْرٌ مِّنَ الدُّنْيَا وَمَا فِيهَا (أحمد – مسلم – ترمذي)

(159) “Hazrat Aisha har berettet, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: ‘De to rak’ah sunnah-bønner ved fajr er mere værdifulde end verden og alt, hvad der findes i den.'” (Ahmad, Muslim, Tirmidhi)

Forklaring: Imamerne mener, at blandt sunnah-bønnerne indtager de to rak’ah ved fajr førstepladsen med hensyn til rang. Derefter kommer sunnah-bønnen ved maghrib, så de sidste to rak’ah ved zuhr, og derefter sunnah-bønnen ved isha. De øvrige sunnah-bønner kommer efter disse.” (Ashiatul Lum’at)

(١٦٠) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ لَمْ يَكُنْ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى شَيْءٍ مِنَ النَّوَافِلِ أَشَدُّ مُعَاهَدَةٌ مِّنَ الرَّكْعَتَيْنِ قَبْلَ الصُّبْحِ
بخاري – مسلم – أحمد – أبو داود)

(160) “Hazrat Aisha har berettet: Blandt de frivillige bønner plejede Profeten (fred være med ham) regelmæssigt at bede de to rak’ah før fajr med største omhu.” (Bukhari, Muslim, Ahmad, Abu Dawud)

(١٦١) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنْ لَمْ يُصَلِّ رَكْعَتَيْ الْفَجْرِ فَلْيُصْلِهُمَا بَعْدَ أَنْ تَطْلِعَ الشَّمْسُ (ترمذی)

(161) »Hazrat Abu Huraira (r.a.) berettede, at den ædle Profet (s.a.w.s.) sagde: Den, der ikke har bedt de to sunnah-rak‘ah ved fajr, skal bede dem efter solopgang.« (Tirmidhi)

Forklaring: Ifølge Imam Abu Hanifa skal den, der ikke har bedt sunnah-bønnen før fajrs obligatoriske bøn, bede den efter solopgang. Det er dog også nævnt i hadith, at den i denne situation kan bedes før solopgang.

(١٦٢) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا لَمْ يُصَلِّ أَرْبَعًا قَبْلَ الظُّهْرِ صَلَاهُنَّ

بَعْدَهَا (ترمذي) وَرَوَى ابْنُ مَاجَةَ عَنْهَا كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا فَاتَتْهُ الْأَرْبَعُ قَبْلَ الظُّهْرِ صَلَاهُنَّ بَعْدَ الرَّكْعَتَيْنِ بَعْدَ الظُّهْرِ (ابن ماجة)

(162) »Hazrat Aisha (r.a.) sagde: Hvis den ædle Profet (s.a.w.s.) ikke kunne nå at bede de fire sunnah-rak‘ah før zuhr, bad han dem senere.« (Tirmidhi)

Ibn Majah har berettet fra Hazrat Aisha (r.a.), at hvis den ædle Profet (s.a.w.s.) undertiden ikke kunne nå at bede de fire sunnah-rak‘ah før zuhr, bad han dem efter at have bedt zuhrs sidste to rak‘ah.« (Ibn Majah) Forklaring: Hvis nogen af en eller anden grund ikke kan bede zuhrs fire sunnah-rak‘ah før den obligatoriske bøn, skal han efter de to sunnah-rak‘ah efter den obligatoriske bøn bede dem inden for bønnetiden.

Witr-bønnen

(١٦٣) وَعَنِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَمَا قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صَلَاةُ اللَّيْلِ مَثْنَى مَثْنَى فَإِذَا خَشِيَ أَحَدُكُمُ الصُّبْحَ صَلَّى رَكْعَةٌ وَاحِدَةً تُوتِرُ لَهُ مَا قَدْ صَلَّى (بخاري – مسلم)

(163) »Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Umar (r.a.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Nattens bøn bedes to og to. (To rakʿat ad gangen.) Når en af jer derefter ved afslutningen af bønnen frygter, at daggryet er nær, skal han bede én rakʿah. Derved bliver hans tidligere bøn gjort til witr (ulige).« (Bukhari, Muslim)

(١٦٤) وَعَنِ عَبْدُ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَمَا عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ اجْعَلُوْا آخِرَ صَلَاتِكُمْ باللَّيْلِ وِتْرًا (مسلم)

(164) »Det er overleveret fra Abdullah ibn Umar, at Profeten (s.a.w.) sagde: Gør jeres sidste bøn om natten til witr.« (Muslim)

(١٦٥) وَعَنْ عَلِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ قَالَ إِنَّ الْوَتْرَ لَيْسَ بِحَثْمِ كَصَلَاتِكُمِ الْمَكْتُوبَةِ وَلَكِنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَوْثَرَ ثُمَّ قَالَ يَا أَهْلَ الْقُرْآنِ أَوْتِرُوا فَإِنَّ اللَّهَ وِتْرٌ يُحِبُّ الْوِتْرَ (أحمد)

(165) »Det er overleveret fra Hazrat Ali (r.a.), at han sagde: Witr er ikke obligatorisk på samme måde som den obligatoriske bøn. Men Allahs Sendebud bad altid witr. Derefter sagde han: O I, der bærer Koranen, bed witr, for Allah er ulige og elsker det ulige.« (Ahmad)

Forklaring: Efter at have gennemgået haditherne om witr-bønnen nåede Imam Abu Hanifa (r.h.) frem til den konklusion, at witr er wajib, det vil sige en pligt, der ligger mellem fard og sunnat muʾakkadah. Alle de øvrige imamer mener derimod, at witr er sunnat. I bogen Fiqh as-Sunnah betegnes witr som sunnat muʾakkadah. Den hadith, der er overleveret af Hazrat Ali (r.a.), udgør også et bevis på, at witr er sunnat muʾakkadah. Der er også uenighed blandt imamerne om, hvor mange rakʿat witr-bønnen består af. Ifølge Imam Abu Hanifa består witr af tre rakʿat, mens Imam ash-Shafiʿi og andre mener, at den består af én rakʿah. Det forholder sig faktisk sådan, at Profeten (s.a.w.) bad tahajjud to og to, og ved afslutningen bad han nogle gange tre rakʿat witr og andre gange én rakʿah. Derfor er både tre rakʿat og én rakʿah i overensstemmelse med haditherne.

(١٦٦) وَعَنْ أَبِي أَيُّوبَ الْأَنْصَارِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْوِتْرُ حَقٌّ عَلَى كُلِّ مُسْلِمٍ فَمَنْ أَحَبَّ أَنْ يُوتِرَ بِخَمْسٍ فَلْيَفْعَلْ وَمَنْ أَحَبَّ أَنْ يُوتِرَ بِثَلاثِ فَلْيَفْعَلْ وَمَنْ أَحَبَّ أَنْ يُوتِرَ بِوَاحِدَةٍ فَلْيَفْعَلْ (أبو داود – نسائي – ابن ماجة)

(166) »Det er overleveret fra Hazrat Abu Ayyub al-Ansari (r.a.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Det er enhver muslims pligt at bede witr. Den, der foretrækker at bede witr som fem rakʿat, skal gøre det; den, der ønsker at bede tre rakʿat, skal bede tre; og den, der foretrækker at bede én rakʿah, skal bede én rakʿah.«
(Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Majah)

Forklaring: Den ovenstående hadith viser, at witr-bønnen kan bedes på disse tre måder: fem, tre eller én rak‘ah. Imam Sufyan al-Thawri foretrak fem rak‘ah i witr-bønnen. Imam Abu Hanifa foretrak tre rak‘ah, og imam al-Shafi‘i foretrak én rak‘ah.

(١٦٧) وَعَنْ أَبِي سَعِيدِ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ نَامَ عَنِ الْوِتْرِ أَوْ نَسِيَهُ فَلْيُصَلِّ إِذَا ذَكَرَ وَإِذَا اسْتَيْقَظَ
ترمذي – أبو داود – ابن ماجة)

(167) “Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde: Hvis nogen falder i søvn uden at bede witr-bønnen eller glemmer at bede den, skal han bede den, når han kommer i tanke om det.” (Tirmidhi, Abu Dawud, Ibn Majah)

Forklaring: Hvis man ikke kan bede witr-bønnen til tiden eller glemmer den, skal man bede den, når man kommer i tanke om det. Det vil sige, at witr-bønnen skal indhentes ligesom den obligatoriske bøn. Denne hadith samt de hadither om witr, der er overleveret fra Hazrat Ali og Hazrat Abu Ayyub al-Ansari, styrker imam Abu Hanifas opfattelse; for hvis witr havde været en sunnah-bøn ligesom de øvrige sunnah-bønner, ville Profeten (fred være med ham) ikke have sagt dette og heller ikke påbudt, at witr skulle indhentes.

(١٦٨) وَعَنْ أُمِّ سَلَمَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ يُصَلِّي بَعْدَ الْوِتْرِ رَكْعَتَيْنِ (ترمذي) وَزَادَ ابْنُ مَاجَةُ خَفِيفَتَيْنِ وَهُوَ جَالِسٌ

(168) “De troendes moder, Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende), fortæller, at Profeten (fred være med ham) plejede at bede to rak‘ah efter witr-bønnen. (Tirmidhi, Ibn Majah)
Ibn Majah har dog sammen med den ovenstående overlevering også sagt: “Profeten (fred være med ham) gjorde den kort og bad den siddende.”

Forklaring: Imam Malik anser ikke de to nafl-rak‘ah efter witr-bønnen for korrekte. Imam Ahmad siger: »Jeg beder dem ikke, men jeg forbyder heller ikke nogen at bede dem.« Nogle imamer anser dem dog for tilladelige.

Tahajjud-bønnen (nattebønnen)

وَمِنَ اللَّيْلِ فَتَهَجَّدْ بِهِ نَافِلَةٌ لَكَ عَسَى أَنْ يَبْعَثَكَ رَبُّكَ مَقَامًا مَّحْمُودًا ( بني إسرائيل : (۷۹)

“Og bed Tahajjud-bønnen om natten; den er en ekstra bøn for dig. Snart vil din Herre føre dig til Maqam al-Mahmud.” (Bani Isra’il 79)

Den bøn, der bedes mellem ‘Isha-bønnen og Fajr-bønnen, kaldes Tahajjud-bønnen. Blandt de frivillige bønner er Tahajjud-bønnen den bedste. Tahajjud-bønnen kan bedes når som helst efter ‘Isha-bønnen og før Fajr-bønnen, men det bedste tidspunkt er efter midnat. I Koranen er der beskrevet stor dyd ved bønnen i den sidste del af natten (Tahajjud). Som der står i Koranen:

كَانُوا قَلِيْلًا مِنَ اللَّيْلِ مَا يَهْجَعُوْنَ، وَبِالْأَسْحَارِ هُمْ يَسْتَغْفِرُونَ (الذاريات : ۱۸-۱۹)

“Disse mennesker (de gudfrygtige) sover kun lidt om natten og beder Allah om tilgivelse i den sidste del af natten.” (Surah adh-Dhariyat 18–19)

وَالَّذِيْنَ يَبِيتُونَ لِرَبِّهِمْ سُجَّدًا وَقِيَامًا (الفرقان : ٦٤)

Da Allah lovpriser sine elskede tjenere, siger Han i det ovennævnte vers: “Og de tilbringer natten i prostration og stående (i bøn).” (Al-Furqan 64)

Da Allah lovpriser de sande troende, siger Han et andet sted i Koranen

تَتَجَافَى جُنُوبُهُمْ عَنِ الْمَضَاجِعِ يَدْعُوْنَ رَبَّهُمْ خَوْفًا
وَطَمَعًا وَمِمَّا رَزَقْنَاهُمْ يُنْفِقُوْنَ (السجدة : ١٦)

“Deres ribben holder sig (om natten) adskilt fra sengene; de påkalder Allah med frygt og håb, og de giver af det, Vi har givet dem, bort i Allahs sag.” (Sura Sajda-16)

Allah siger et andet sted i Koranen, henvendt til Profeten (fred være med ham),

وَمِنَ اللَّيْلِ فَتَهَجَّدْ بِهِ نَافِلَةً لَكَ ( بني إسرائيل : ٧٩)

“Og bed tahajjud-bønnen om natten; det er et ekstra påbud for dig ud over det obligatoriske.” (Sura Bani Israil-79)

De ovennævnte vers understreger tahajjud-bønnens betydning. I begyndelsen, da de fem daglige bønner endnu ikke var blevet gjort obligatoriske, var tahajjud-bønnen obligatorisk for både Profeten (fred være med ham) og hele hans ummah. Senere, da de fem daglige bønner blev gjort obligatoriske, blev tahajjud nafl for ummah, mens den forblev fard for Profeten (fred være med ham). Derfor undlod Profeten (fred være med ham) aldrig tahajjud-bønnen i sit liv. Der er dog uenighed blandt mufassirun og imamerne om, hvorvidt tahajjud-bønnen for Profeten (fred være med ham) var nafl eller fard.

Profeten (fred være med ham) bad nogle gange tahajjud, inklusive witr, som ni rakʿat, andre gange som elleve rakʿat. Nogle gange bad han tretten rakʿat, og andre gange bad han også syv rakʿat. I virkeligheden har tahajjud-bønnen

ingen fastsat grænse. Hvis der ikke er tid, kan man også bede fem rakʿat inklusive witr.

(١٦٩) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ سَلَامٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ
رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَا أَيُّهَا النَّاسُ أَفْشُوا السَّلَامَ وَأَطْعِمُوا الطَّعَامَ وَصِلُوا الْأَرْحَامَ وَصَلُّوا بِاللَّيْلِ وَالنَّاسُ نِيَامٌ تَدْخُلُوا الْجَنَّةَ بِسَلَامٍ
(حاكم – ابن ماجة – ترمذي)

(169) “Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Salam (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til os: ‘O mennesker, hils på hinanden med salam, giv hinanden mad, bevar slægtskabsbåndene, og bed om natten, når andre mennesker sover. Så vil I kunne træde ind i Paradiset i sikkerhed.'”

(Al-Hakim, Ibn Majah, Tirmidhi)

(۱۷۰) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ النَّبِيَّ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُصَلِّى فِيْمَا بَيْنَ أَنْ يَفْرُغَ مِنْ صَلَاةِ الْعِشَاءِ إِلَى الْفَجْرِ إِحْدَى عَشْرَةَ رَكْعَةً يُسَلِّمُ بَيْنَ كُلِّ رَكْعَتَيْنِ وَيُؤْتِرُ بِوَاحِدَةٍ (بخاري – مسلم)

(170) “Det er overleveret fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hun sagde: Efter at Profeten (fred være med ham) havde afsluttet isha-bønnen, bad han elleve rakʿat indtil fajr. Efter hvert par rakʿat fremsagde han salam, og han gjorde dem ulige med én rakʿah.” (Bukhari, Muslim)

(۱۷۱) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُصَلِّي مِنَ اللَّيْلِ ثَلَاثَ عَشَرَةَ رَكْعَةً مِنْهَا الْوَتْرَ وَرَكْعَتَا الْفَجْرِ (مسلم)

(171) “Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Profeten (fred være med ham) bad tretten rakʿat om natten; deri var også witr og de to rakʿat ved fajr (sunnah) medregnet.” (Muslim)

(۱۷۲) وَعَنْ سَمُرَةَ بْنِ جُنْدُبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ أَمَرَنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنْ تُصَلِّيَ مِنَ اللَّيْلِ مَا قَلَّ أَوْ كَثُرَ وَنَجْعَلَ آخِرَ ذَالِكَ وِتْرًا (طبراني – بزار)

(172) “Hazrat Samura ibn Jundub (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) befalede os at bede nattebønnen, hvad enten vi bad få eller mange rakʿat. Og vi skal gøre den sidste bøn til witr (ulige).” (at-Tabarani, al-Bazzar)

Tarawih-bønnen

Tarawih-bønnen er sunnah. Men blandt imamerne er der uenighed om, hvorvidt den er sunnat mu’akkadah. Ifølge imam Abu Hanifa, imam ash-Shafi‘i og imam Ahmad ibn Hanbal er tarawih sunnat mu’akkadah for både mænd og kvinder.

Der er uenighed blandt imamerne om antallet af rakʿat i tarawih. Det fremgår dog af de fleste hadither, at Allahs Sendebud (fred være med ham) bad elleve rakʿat inklusive witr.

I en overlevering fra imam al-Bayhaqi står der, at man på Hazrat Umars, Hazrat Uthmans og Hazrat Alis (må Allah være tilfreds med dem) tid bad tyve rakʿat tarawih i menighed. I en overlevering fra Hazrat Ibn Abbas står der, at Allahs Sendebud (fred være med ham) også bad tyve rakʿat tarawih. Hvis der ikke fandtes nogen godkendelse fra Profeten (fred være med ham) af tyve rakʿat, hvordan kunne Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) så indføre det? Og hvordan kunne de øvrige sahaba acceptere det? Det er fastslået, at Profeten (fred være med ham) både bad tarawih i menighed og alene.

Jeg (forfatteren) har flere gange rejst til Mekka og Medina for at udføre umrah i Ramadan-måneden, og jeg har bedt tarawih-bøn i Kaba Sharif og i Profetens Moské. I begge disse moskéer udføres tarawih i menighed med tyve rakʿat. Desuden beder man i de fleste moskéer i de arabiske lande tyve rakʿat tarawih i menighed. I nogle salafi-moskéer beder man dog også otte rakʿat.

(۱۷۳) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ
رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُرَغَبُ فِي قِيَامٍ رَمَضَانَ مِنْ غَيْرِ أَنْ يَأْمُرَهُمْ فِيْهِ بِعَزِيمَةٍ فَيَقُولُ مَنْ قَامَ رَمَضَانَ إِيمَانًا وَاحْتِسَابًا غُفِرَ لَهُ مَا تَقَدَّمَ مِنْ ذَنْبِهِ فَتُوُفِّيَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَالْأَمْرُ عَلَى

ذَالِكَ ثُمَّ كَانَ الْأَمْرُ عَلَى ذَالِكَ فِي خِلَافَةِ أَبِي بَكْرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ وَصَدْرًا مِنْ خِلَافَةِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَلَى ذَالِكَ (مسلم)

(173) »Hazrat Abu Huraira (ra) fortæller: Allahs Sendebud (ﷺ) opfordrede til at bede i Ramadan-måneden. Men han insisterede ikke overdrevent på dette. Han sagde: Den, der beder i Ramadan-måneden med tro og i håb om belønning, vil få alle sine tidligere synder tilgivet af Allah. Derefter døde Allahs Sendebud, mens denne bestemmelse stadig var gældende. Sådan forholdt det sig også under Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs kalifat, ja, endda i begyndelsen af Hazrat Umars kalifat.« (Muslim)

Forklaring: Denne hadith viser, at Profeten (ﷺ) opfordrede til tarawih-bønnen, men ikke pressede overdrevent på. Det vil sige, at Profeten (ﷺ) ikke beordrede, at tarawih nødvendigvis skulle bedes i fællesskab. Denne situation bestod indtil den første periode af Hazrat Umars kalifat. Derefter rådede Hazrat Umar (ra) sahaba til at bede tyve rakʿah i fællesskab, og sahaba accepterede hans råd, da de fandt det godt.

(١٧٤) وَعَنْ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ عَبْدِ الْقَارِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ قَالَ خَرَجْتُ مَعَ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ لَيْلَةٌ إِلَى الْمَسْجِدِ فَإِذَا النَّاسُ أَوْزَاعٌ مُتَفَرِّقُونَ يُصَلِّي الرَّجُلُ لِنَفْسِهِ فَيُصَلِّي الرَّجُلُ فَيُصَلِّي بِصَلَاتِهِ

الرَّهْطُ فَقَالَ عُمَرُ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ إِنِّي لَوْ جَمَعْتُ هَؤُلَاءِ عَلَى قَارِي وَاحِدٍ لَكَانَ أَمْثَلَ ثُمَّ عَزَمَ فَجَمَعَهُمْ عَلَى أُبَيِّ بْنِ كَعْبٍ ثُمَّ خَرَجْتُ مَعَهُ لَيْلَةً أُخْرَى وَالنَّاسُ يُصَلُّوْنَ بِصَلَاةِ قَارِئِهِمْ قَالَ عُمَرُ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ نِعْمَتِ الْبِدْعَةُ هَذِهِ وَالَّتِي يَنَامُوْنَ عَنْهَا أَفْضَلُ مِنَ الَّتِي يَقُوْمُوْنَ يُرِيدُ آخِرَ اللَّيْلِ وَكَانَ النَّاسُ يَقُومُونَ أَوَّلَهُ (بخاري)

(174) »Hazrat Abdur-Rahman ibn Abd al-Qari (ra) fortæller: En nat i Ramadan-måneden kom jeg til Profetens Moské sammen med Hazrat Umar ibn al-Khattab og så, at folk var opdelt i forskellige grupper. Nogle bad alene, mens en lille gruppe bad bag en anden. Da Hazrat Umar så dette, sagde han: Hvis jeg samlede dem alle bag én recitator, ville det være bedre. Derefter besluttede han sig fast for at samle dem alle bag Ubayy ibn Kaʿb. Abdur-Rahman fortæller: Den følgende nat gik jeg igen til moskeen sammen med kaliffen Hazrat Umar (ra), og folk bad bag deres imam. Da Hazrat Umar så dette, sagde han: Hvor er denne nye ordning dog fremragende! Den tid, hvor I so, er bedre end den tid, hvor I beder.« Med disse ord hentydede han til den sidste del af natten. Folk bad imidlertid i den første del af natten.

Forklaring: Denne hadith viser, at regelmæssig tarawih i fællesskab begyndte på Hazrat Umars (ra) tid. Det er dette, Hazrat Umar (ra) kaldte en ny ordning. Ordet »bidʿah« bruges her ikke som en religiøs-juridisk term, eftersom Profeten (ﷺ) også selv bad tarawih i fællesskab, dog uregelmæssigt og ikke flere nætter i træk.

(١٧٥) وَعَنْ يَزِيدَ بْنِ رُومَانَ أَنَّهُ قَالَ كَانَ النَّاسُ يَقُوْمُوْنَ فِي زَمَانِ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ فِي رَمَضَانَ بِثَلَاثٍ وَعِشْرِينَ رَكْعَةٌ (مؤطا إمام مالك)

(175) »Det er overleveret fra Yazid ibn Ruman, at han sagde: På Hazrat Umar ibn al-Khattabs (ra) tid bad folk treogtyve rakʿah om natten i Ramadan.« (Det vil sige tyve rakʿah tarawih og tre rakʿah witr.) (Muwatta af Imam Malik)

(١٧٦) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ زَوْجِ النَّبِيِّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صَلَّى فِي الْمَسْجِدِ ذَاتَ لَيْلَةٍ فَصَلَّى بِصَلَاتِهِ نَاسٌ ثُمَّ صلَّى مِنَ الْقَابِلَةِ فَكَثُرَ النَّاسُ ثُمَّ اجْتَمَعُوا مِنَ اللَّيْلَةِ الثَّالِثَةِ أَوِ الرَّابِعَةِ فَلَمْ يَخْرُجْ إِلَيْهِمْ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَلَمَّا أَصْبَحَ قَالَ قَدْ رَأَيْتُ الَّذِي صَنَعْتُمْ فَلَمْ يَمْنَعْنِي مِنَ الْخُرُوجِ إِلَيْكُمْ إِلَّا أَنِّي خَشِيْتُ أَنْ تُفْرَضَ عَلَيْكُمْ وَذَالِكَ فِي رَمَضَانَ (مؤطا إمام مالك)

(176) »Det er berettet fra de troendes moder, Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Profeten (fred være med ham) en nat i Ramadan bad i Profetens moské, og folk bad sammen med ham bag ham. Den følgende nat bad Profeten på samme måde, og der kom endnu flere mennesker. Derefter samledes der endnu flere mennesker den tredje eller fjerde nat. Men Profeten kom ikke ud den nat. Om morgenen sagde Profeten (fred være med ham): “Jeg havde set, at I samledes om natten og ventede på bønnen. Men jeg kom ikke ud af frygt for, at denne tarawih-bøn skulle blive gjort obligatorisk for jer.”« (Muwatta Imam Malik)

Bøn under rejse (qasr-bøn)

وَإِذَا ضَرَبْتُمْ فِي الْأَرْضِ فَلَيْسَ عَلَيْكُمْ جُنَاحٌ أَنْ
تَقْصُرُوا مِنَ الصَّلاة (سورة النساء – ١٠١)

»Når I rejser omkring på jorden, er der ingen skyld i, at I forkorter jeres bønner (qasr).« (Sura an-Nisa: 101)

(۱۷۷) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا زَوْجِ النَّبِيِّ صَلَّى
اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنَّهَا قَالَتْ فُرِضَتِ الصَّلَاةُ رَكْعَتَيْنِ
رَكْعَتَيْنِ فِي الْحَضَرِ وَالسَّفَرِ وَزِيدَ فِي صَلَاةِ الْحَضَرِ
(مؤطا إمام مالك)

(177) »Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: I begyndelsen blev bønnen gjort obligatorisk med to rakʿat, både når man opholdt sig hjemme og under rejse, altså under alle omstændigheder. Derefter blev bønnen under ophold forlænget, mens bønnen under rejse blev bevaret i sin oprindelige form.« (Muwatta Imam Malik)

Forklaring: Det fremgår af hadithen ovenfor, at bønnen i begyndelsen blev gjort obligatorisk med to rakʿat ved hver bønnetid. I beretningen i Sahih al-Bukhari står der, at bønnen fra begyndelsen blev gjort obligatorisk med to rakʿat. Da Profeten (fred være med ham) udvandrede til Medina, blev antallet af rakʿat øget. Fortællere som al-Bayhaqi, Ibn Hibban og Ibn Khuzayma har berettet fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at bønnen i begyndelsen var obligatorisk med to rakʿat både under rejse og ved ophold hjemme. Senere, da Profeten (fred være med ham) var ankommet til Medina efter udvandringen og var blevet noget mere sikker, blev der føjet to rakʿat til zuhr-, asr- og isha-bønnen, mens fajr- og maghrib-bønnen blev bevaret i sin oprindelige form. Eftersom bønnen under rejse i sin oprindelse består af to rakʿat, er det ikke korrekt at bede fire rakʿat under rejse. Dette er Imam Abu Hanifas mening.

(۱۷۸) وَعَنْ أَنَسِ بْنِ مَالِكٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صَلَّى الظُّهْرَ بِالْمَدِينَةِ أَرْبَعًا وَصَلَّى الْعَصْرَ بِذِي الْحُلَيْفَةِ رَكْعَتَيْنِ (بخاري – مسلم)

(178) »Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad zuhr-bønnen med fire rakʿah i Medina og asr-bønnen med to rakʿah i Dhul-Hulayfa.« (Bukhari og Muslim)

Forklaring: Dhul-Hulayfa ligger seks miles fra Medina. Dette sted kaldes også »Bir Ali«, hvilket betyder Hazrat Alis brønd. Medinas indbyggere ifører sig ihram her i forbindelse med hajj; dette er miqat for muslimerne i Medina og i de nordlige egne. Den omtalte hadith fortæller, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), lige før han drog fra Medina til Mekka for at udføre hajj, bad zuhr-bønnen med fire rakʿah i Medina og asr-bønnen med to rakʿah i Dhul-Hulayfa.

Denne hadith beviser, at man ved rejsens begyndelse skal bede den fulde bøn, mens man stadig er hjemme. Når man er kommet et stykke væk, skal man bede qasr-bønnen.

(۱۷۹) وَعَنِ عَبْدِ اللَّهِ ابْنَ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ صَحِبْتُ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَكَانَ لَا يَزِيدُ فِي السَّفَرِ عَلَى رَكْعَتَيْنِ وَأَبَا بَكْرٍ وَعُمَرَ وَعُثْمَانَ رِضْوَانِ اللَّهِ تَعَلَى عَلَيْهِمْ كَذَالِكَ (بخاري – مسلم)

(179) »Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg var Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) rejsefælle. På rejser bad Profeten altid de obligatoriske bønner med to rakʿah. På samme måde bad Hazrat Abu Bakr, Umar og Uthman (må Allah være tilfreds med dem) også to rakʿah.« (Bukhari og Muslim)

Forklaring: I en overlevering i Sahih Muslim fortælles det fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han mange gange rejste sammen med Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) indtil hans bortgang. Han bad altid de obligatoriske bønner med to rakʿah på rejser. På samme måde rejste jeg mange gange sammen med Hazrat Abu Bakr, Umar og Uthman (må Allah være tilfreds med dem) indtil deres død; også de bad altid to rakʿah på rejser.

(۱۸۰)
وَعَنْ يَعْلَى بْنِ أُمَيَّةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قُلْتُ لِعُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ إِنَّمَا قَالَ اللَّهُ تَعَالَى

أَنْ تَقْصُرُوا مِنَ الصَّلَاةِ إِنْ خِفْتُمْ أَنْ يَفْتِنَكُمُ الَّذِينَ كَفَرُوا فَقَدْ أَمِنَ النَّاسُ قَالَ عَجِبْتُ مِمَّا عَجِبْتَ مِنْهُ فَسَأَلْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ صَدَقَةٌ تَصَدَّقَ اللَّهُ بِهَا عَلَيْكُمْ فَاقْبَلُوا صَدَقَتَهُ (مسلم)

(180) »Hazrat Ya’la ibn Umayya (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg sagde til Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham): »Hvad er dette? Allah har sagt: ’Hvis I frygter, at de vantro vil udsætte jer for en prøvelse, kan I forkorte bønnen.’ Men nu er folk jo helt sikre; hvorfor skulle vi så forkorte bønnen?« Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg undrede mig også, ligesom du undrer dig.« Derfor spurgte jeg Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han sagde: »Det er en nåde (en gave) fra Allah, som Han har skænket jer. Tag derfor imod Allahs nåde.«« (Muslim)

Forklaring: Den ovenstående hadith beviser, at bønnen under en rejse skal forkortes under alle omstændigheder. Ordene i Koranen: »Hvis I frygter«, er ikke en betingelse for at forkorte bønnen. På samme måde er det Imam Abu Hanifa og flertallet af imamernes opfattelse, at bønnen skal forkortes under en rejse. Imam al-Khattabi skriver i sin bog al-Mu’allim, at de fromme forgængeres og flertallet af juristernes opfattelse er, at det er wajib at forkorte bønnen under en rejse. Dette var også Hazrat Umars, Hazrat Alis, Hazrat Abdullah ibn Umars, Hazrat Ibn Abbas’ og andre ledsageres opfattelse. Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz mente ligeledes, at det var wajib. (Nayl al-Awtar)

(۱۸۱)
وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ فُرِضَتِ الصَّلَاةُ رَكْعَتَيْنِ رَكْعَتَيْنِ بِمَكَّةَ فَلَمَّا قَدِمَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْمَدِينَةَ زَادَ مَعَ كُلِّ رَكْعَتَيْنِ رَكْعَتَيْنِ إِلَّا الْمَغْرِبَ فَإِنَّهَا وِتْرُ النَّهَارِ وَصَلَاةَ الْفَجْرِ لِطُولِ قِرَاءَتِها
أحمد – بيهقي – ابن حبان – ابن خزيمة)

(181) »Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: I Mekka blev bønnen gjort obligatorisk med to rak’ah. Da Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) derefter udvandrede til Medina, blev der føjet yderligere to rak’ah til. Maghrib blev dog ikke øget, fordi den er dagens witr, og Fajr blev ikke øget, fordi recitationen i den er lang.« (Maghrib og Fajr blev altså bevaret i deres oprindelige form). (Ahmad, al-Bayhaqi, Ibn Hibban, Ibn Khuzayma)

(۱۸۲)
وَعَنْ يَحْيَى بْنِ يَزِيدٍ قَالَ سَأَلْتُ أَنَسَ بْنَ مَالِكٍ عَنْ قَصْرِ الصَّلَاةِ فَقَالَ أَنَسٌ كَانَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا خَرَجَ مَسِيرَةً ثَلَاثَةِ أَمْيَالٍ أَوْ ثَلَاثَةِ فَرَاسِخَ يُصَلِّي رَكْعَتَيْنِ

أحمد – مسلم – أبو داود – بيهقي)

(182) Ya ibn Yazid fortæller: Jeg spurgte Anas ibn Malik om at forkorte bønnen. Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad to rak’ah på en rejse på tre mil eller tre farsakh.« (Ahmad, Muslim, Abu Dawud, al-Bayhaqi)

Forklaring: Der er stor uenighed blandt imamerne og de islamiske jurister om, hvor mange dages eller miles rejse der kræves, før man skal udføre qasr-bønnen. Imam Abu Hanifas opfattelse er, at bønnerne skal forkortes på en rejse, der varer tre dage. Imam Malik, al-Shafi’i, al-Layth, al-Awza’i og deres tilhængere mener, at qasr-bønnen skal udføres ved en rejse på 48 miles. Nogle har imidlertid på baggrund af betydningen af de overleverede hadither givet udtryk for, at qasr-bønnen skal udføres ved en rejse på tre miles. (Nayl al-Awtar)

Hvis man under en rejse opholder sig et sted, er imamerne uenige om, hvor længe man skal have til hensigt at blive, før man skal udføre den fulde bøn, fordi hadithernes formuleringer er forskellige. Imam Abu Hanifas opfattelse er, at man skal udføre bønnen med fire rak’ah, hvis man har til hensigt at opholde sig der i mindst 15 dage. Til støtte for dette fremlagde han hadither overleveret fra Ibn Abbas og Ibn Umar, som også er medtaget i Tahawi Sharif. I denne hadith nævnes 15 dage som grundlag for at udføre den fulde bøn. Imam Malik og Imam al-Shafi’is opfattelse er, at man skal udføre den fulde bøn, hvis man har til hensigt at opholde sig et sted uafbrudt i fire dage. I overleveringer fra Ali og Ibn Abbas nævnes ti dage som grundlag for at udføre den fulde bøn. Hvis man derimod opholder sig længere uden at have til hensigt at blive, skal man fortsat udføre qasr-bønnen. Profeten opholdt sig i Tabuk i op til tyve dage, mens han ventede på fjenderne, og udførte stadig qasr-bønnen. Det skyldtes, at de ventede på krig, som kunne bryde ud når som helst, og der ikke var fastsat noget bestemt tidspunkt. (Nayl al-Awtar, Ashi’at al-Lama’at, Fiqh al-Sunnah)

(۱۸۳) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ أَقَامَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَتَبُوكَ عِشْرِيْنَ يَوْمًا يَقْصُرُ الصَّلَاةَ
(أحمد – أبو داود)

(183) “Jabir beretter: Profeten udførte qasr-bønnen, mens han opholdt sig tyve dage i Tabuk.” (Ahmad, Abu Dawud)

At samle to bønner under en rejse

(١٨٤) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَجْمَعُ بَيْنَ صَلَاةِ الظُّهْرِ وَالْعَصْرِ إِذَا كَانَ عَلَى ظَهْرِ سَيْرٍ وَيَجْمَعُ بَيْنَ الْمَغْرِبِ وَالْعِشَاءِ (بخاري)

(184) “Ibn Abbas beretter: Når Allahs Sendebud var på rejse, udførte han dhuhr- og asr-bønnen samlet. På samme måde udførte han maghrib- og isha-bønnen samlet under en rejse.” (Bukhari)

(١٨٥) وَعَنْ مُعَاذِ بْنِ جَبَلٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ فِي غَزْوَةِ تَبُوكَ إِذَا ارْتَحَلَ قَبْلَ أَنْ تَزِيعَ الشَّمْسُ أَخَّرَ الظُّهْرَ حَتَّى يَجْمَعَهَا إِلَى الْعَصْرِ فَيُصَلِّيْهِمَا جَمِيعًا وَإِذَا ارْتَحَلَ بَعْدَ زَيْعُ الشَّمْسِ

صَلَّى الظُّهْرَ وَالْعَصْرَ جَمِيعًا ثُمَّ سَارَ وَكَانَ إِذَا ارْتَحَلَ قَبْلَ الْمَغْرِبِ أَخَّرَ الْمَغْرِبَ حَتَّى يُصَلِّيَهَا مَعَ الْعِشَاءِ وَإِذَا ارْتَحَلَ بَعْدَ الْمَغْرِبِ عَجَلَ الْعِشَاءَ فَصَلَاهَا مَعَ الْمَغْرِبِ
أحمد – أبو داود – ترمذي)

(185) “Hazrat Mu’adh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Under Profeten, den ædle (Allahs fred og velsignelser være med ham),s felttog til Tabuk plejede han, hvis han begav sig af sted før solen passerede meridianen, at udsætte middagsbønnen til asr-tiden. Derefter bad han begge bønner samlet. Hvis han derimod begyndte rejsen efter solens passage over meridianen, bad han zuhr og asr samlet (i zuhr-tiden). Derefter begyndte han rejsen. Hvis han begyndte rejsen før maghrib, udsatte han maghrib-bønnen og bad den samlet med isha-bønnen (i isha-tiden). Hvis Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) begyndte rejsen efter maghrib, fremrykkede han isha-bønnen og bad den samlet med maghrib-bønnen.” (Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi)

Forklaring: Den ovenstående hadith udgør et stærkt bevis for at bede to bønner samlet under en rejse. Hvad enten man er på rejse eller opholder sig et sted under rejsen, viser denne hadith, at det er tilladt at bede to bønner samlet, enten ved at fremrykke eller udsætte dem. Mange af sahabaerne og tabi’in støtter dette synspunkt. Blandt imamerne støtter også fremtrædende fuqahaer som imam ash-Shafi’i, Ahmad ibn Hanbal, Sufyan ath-Thawri, Ishaq og andre dette synspunkt. Imam Abu Hanifa, Abu Yusuf, Muhammad Hasan og an-Nakha’i mener derimod, at to bønner ikke må bedes samlet andre steder end Arafat og Muzdalifa. Det førstnævnte synspunkt er imidlertid stærkere, og de arabiske lærde praktiserer det almindeligvis. Derfor er det på grundlag af hadith ikke blot tilladt, men undertiden også bedre at bede to bønner samlet under en rejse.

Hvordan beder man på en båd, en launch eller en damper?

(١٨٦) وَعَنْ مَيْمُونِ بْنِ مِهْرَانَ عَنِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ سُئِلَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَيْفَ أُصَلِّي فِي السَّفِينَةِ قَالَ صَلِّ فِيهَا قَائِمًا إِلَّا أَنْ تَخَافَ الْغَرَقَ (دار قطني – حاكم)

(186) “Maymuna ibn Mihran har overleveret fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev spurgt: Hvordan skal jeg bede på en båd? Profeten svarede: Bed stående; men hvis der er risiko for, at båden synker, gælder noget andet.” Det vil sige: Hvis der er risiko for, at båden synker, når man beder stående, skal man bede siddende.” (Dar Qutni, Hakim)

(۱۸۷) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ أَبِي عُتَبَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ صَحِبْتُ جَابِرَ بْنَ عَبْدِ اللَّهِ وَأَبَا سَعِيدِ الْخُدْرِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ وَأَبَا هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ فِي سَفِينَةٍ فَصَلُّوا قِيَامًا فِي جَمَاعَةٍ أَمَّهُمْ بَعْضُهُمْ وَهُمْ يَقْدِرُونَ عَلَى الْجُدِّ (رواه سعيد في سننه)

(187) “Abdullah ibn Abu Utaba (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg rejste med båd sammen med Jabir ibn Abdullah, Abu Sa’id al-Khudri og Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med dem). De bad alle stående i båden sammen med menigheden, og nogle af dem ledte bønnen, selv om de, hvis de havde ønsket det, kunne være gået i land og have bedt.” (Sa’id, Nayl al-Awtar)

Forklaring: Det er tilladt at bede om bord på et skib, selv om man er i stand til at gå i land og bede; man skal dog bede stående på skibet og om muligt sammen med menigheden. Ja, hvis der er fare for, at skibet synker, når man står op for at bede sammen, skal man bede siddende. Det er dog bedre at gå i land og bede stående sammen med menigheden.

Fredagsbønnen

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا نُودِيَ لِلصَّلَاةِ مِنْ يَوْمِ الْجُمُعَةِ فَاسْعَوْا إلى ذِكْرِ اللَّهِ وَذَرُوا الْبَيْعَ ذَالِكُمْ خَيْرٌ لَّكُمْ إِنْ كُنْتُمْ تَعْلَمُونَ
(الجمعة : (۹)

“I, der tror! Når der på fredagen kaldes til bøn, så indstil handel og søg hen til ihukommelsen af Allah. Det er bedre for jer, hvis I blot vidste det. Al-Jumuʿah 9

På grundlag af Koranen, sunnah og ijmāʿ er fredagsbønnen en individuel religiøs pligt. I første bind af denne bog er det beskrevet, at verset, der påbød fredagsbønnen, blev åbenbaret kort efter, at Profeten (fred være med ham) udvandrede fra Mekka til Medina. Nogle mener dog, at den blev påbudt i Mekka kort før udvandringen. Men den blev afholdt første gang i Medina.

(۱۸۸) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنْ كَانَ يُؤْمِنُ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الْآخِرِ فَعَلَيْهِ الْجُمُعَةُ يَوْمَ الْجُمُعَةِ إِلَّا مَرِيضٌ أَوْ مُسَافِرٌ أَوِ امْرَأَةٌ أَو صَبِيٌّ أَوْ مَجْنُونٌ أَوْ مَمْلُوْكٌ فَمَنِ اسْتَغْنَى بِلَهْوِ أَوْ تِجَارَةِ اسْتَغْنَى اللَّهُ عَنْهُ وَاللَّهُ غَنِيٌّ حَمِيدٌ (دار قطني)

(188) “Det er berettet fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: ‘Fredagsbønnen på fredag er obligatorisk for enhver, der tror på Allah og det hinsidige, med undtagelse af den syge, den rejsende, kvinder, børn, den sindssyge og slaven. Den, der forsømmer fredagen på grund af underholdning og handel, vil også blive forladt af Allah. Allah er uafhængig og prisværdig.'” (ad-Dāraqutnī)

Forklaring: Ifølge de fire imamer er fredagsbønnen en individuel religiøs pligt. De, som ifølge hadithen ikke er pålagt den som en pligt, har også opfyldt deres pligt, hvis de beder fredagsbønnen. De behøver ikke bede middagsbønnen.

(۱۸۹) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ لِقَوْمٍ يَتَخَلَّفُوْنَ عَنِ الْجُمُعَةِ لَقَدْ هَمَمْتُ أَنْ آمُرَ يُصَلِّي بِالنَّاسِ ثُمَّ أُحَرِّقَ عَلَى رِجَالٍ يَتَخَلَّفُونَ عَنِ الْجُمُعَةِ بُيُوتَهُمْ
(أحمد – مسلم)

(189) “Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om dem, der plejede at udeblive fra fredagsbønnen, sagde: »Jeg ønsker, at jeg pålægger nogen at lede bønnen i mit sted, hvorefter jeg går hen og sætter ild til husene hos dem, der holder sig borte fra fredagsbønnen.« (Ahmad, Muslim)

Forklaring: Den ovenstående hadith er også et bevis på, at fredagsbønnen er obligatorisk. De mennesker, hvis huse det blev nævnt, at man skulle brænde ned, var sandsynligvis hyklere.

(۱۹۰) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنْ رَّسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنِ اغْتَسَلَ ثُمَّ أَتَى الْجُمُعَةَ فَصَلَّى مَا قُدْرَ لَهُ ثُمَّ أَنْصَتَ حَتَّى يَفْرُغَ مِنْ خُطْبَتِهِ ثُمَّ يُصَلِّي مَعَهُ غُفِرَ لَهُ مَا بَيْنَهُ وَبَيْنَ الْجُمُعَةِ الْأُخْرَى وَفَضْلَ ثَلَاثَةِ أَيَّامٍ (مسلم)

(190) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der tager et rituelt bad, derefter går til fredagsbønnen og beder så meget frivillig bøn, som han er i stand til, og derefter forholder sig tavs, indtil imamen er færdig med khutbaen, og så beder fredagsbønnen sammen med imamen, vil få tilgivet alle de synder, der er begået mellem denne fredagsbøn og den foregående fredagsbøn, samt yderligere tre dage.« (Muslim)

Forklaring: Det rituelle bad på fredagen er sunnah; det er dette sunnah-bad, der omtales i hadithen. Efter at være gået ind i moskeen skal man bede to rakʿat tahiyyat al-masjid og fire rakʿat før fredagsbønnen. Når imamen derefter holder khutba, skal man lytte tavst. Det er wajib at lytte til khutbaen, og det er haram at tale under khutbaen.

(۱۹۱) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنْ تَكَلَّمَ يَوْمَ الْجُمُعَةِ وَالْإِمَامُ يَخْطُبُ فَهُوَ كَمَثَلِ الْحِمَارِ يَحْمِلُ أَسْفَارًا وَالَّذِي قَالَ لَهُ أَنْصِتْ لَا جُمُعَةً لَهُ
أحمد – أبي شيبة – بزار – طبراني) .

(191) “Det er berettet fra Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der taler, mens imamen holder khutba, er som et æsel, der kun bærer byrder. Og den, der siger: ›Vær stille‹ (for at få andre til at tie), får heller ikke nogen fredagsbøn.« (Det vil sige, at den ikke bliver fuldkommen.) (Ahmad, Ibn Abi Shaybah, al-Bazzar, at-Tabarani)

Forklaring: Af ovenstående hadith fremgår det, at det er strengt forbudt at tale under khutbahen. Man må ikke engang sige til nogen: »Ti stille.« Man skal i stedet gøre tegn med fingeren. Det er imidlertid meget beklageligt, at der i dag udvises stor ligegyldighed over for dette. Fra imamen går op på minbaren for at holde khutbahen, og indtil bønnen begynder, er det haram at tale. Man må endda heller ikke bede.

(۱۹۲) وَعَنِ السَّائِبِ بْنِ يَزِيدَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ النِّدَاءُ يَوْمَ الْجُمُعَةِ أَوَّلُهُ إِذَا جَلَسَ الْإِمَامُ عَلَى الْمِنْبَرِ عَلَى عَهْدِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَبِي بَكْرٍ

وَعُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا فَلَمَّا كَانَ عُثْمَانُ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ وَكَثُرَ النَّاسُ زَادَ النِّدَاءَ الثَّالِثَ عَلَى الزَّوْرَاءِ
(بخاري)

(192) »Hazrat Sa’ib ibn Yazid (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at på Allahs Sendebuds (fred være med ham), Abu Bakrs og Umars (må Allah være tilfreds med dem) tid blev fredagens første adhan kaldt, når imamen satte sig på minbaren. Derefter, da Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) blev kalif, og antallet af mennesker til fredagsbønnen steg, tilføjede han en tredje adhan ved Jowra.« (Bukhari)

Forklaring: Jowra var navnet på et højtliggende sted foran Profetens Moské. I begyndelsen blev der på Allahs Sendebuds (fred være med ham) samt den første og anden kalifs tid kun kaldt én adhan til fredagsbønnen. Den blev kaldt, når imamen satte sig på minbaren. Senere, på den tredje kalif Hazrat Uthmans tid, steg antallet af bedende, og folk begyndte at komme langvejsfra. Derfor tilføjede han endnu en adhan, som blev kaldt stående på et højt sted ved vejkrydset. Fortælleren kalder den for den tredje adhan, fordi han også har regnet iqamah som en adhan.

(۱۹۳) وَعَنْ جَابِرِ بْنِ سَمُرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَتْ
لِلنَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ خُطْبَتَانِ يَجْلِسُ بَيْنَهُمَا يَقْرَأُ الْقُرْآنَ وَيُذَكِّرُ النَّاسَ فَكَانَتْ صَلَاتُهُ قَصْدًا وَخُطْبَتُهُ قَصْدًا (مسلم)

(193) »Hazrat Jabir ibn Samura (må Allah være tilfreds med ham) siger: Profeten (fred være med ham) holdt to khutbaher og satte sig mellem khutbaherne. I disse reciterede han noget af Koranen og formanede folk. Og både Allahs Sendebuds (fred være med ham) bøn og khutbah var af moderat længde.« (Muslim)

Forklaring: Khutbahen er en betingelse for fredagsbønnen, det vil sige, den er obligatorisk. Fredagsbønnen er ikke gyldig uden khutbahen. Khutbahen består af to dele: Den første del indeholder formaning, og den anden indeholder en dua. De fleste imamers opfattelse er, at khutbahen skal holdes på arabisk. Nogle tillader også khutbah på modersmålet. Allahs Sendebud (fred være med ham) og de retledte kaliffer holdt khutbah stående. Derfor skal khutbahen holdes stående. Dette er flertallet af imamers opfattelse. Nogle imamer har gjort det at stå til en betingelse for, at khutbahen er gyldig. Imam Malik og Imam Shafi‘i har sagt, at det er wajib at stå. (Ashiatul Lum‘at)

(١٩٤) وَعَنْ أَبِي الْجَعْدِ الضَّمْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ
قَالَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ تَرَكَ ثَلَاثَ
جُمَع تَهَاوُنَا بِهَا طَبَعَ اللَّهُ عَلَى قَلْبِهِ
(أبو داود – ترمذي – نسائي – ابن ماجة – دارمي – مالك – أحمد )

(194) »Hazrat Abul Jāyad Damiri (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der af forsømmelighed undlader tre fredagsbønner i træk, vil Allah forsegle hans hjerte.«
(Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah, Darimi, Malik, Ahmad)

Sunnah-bønnen efter fredagens obligatoriske bøn

(١٩٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ إِذَا صَلَّى أَحَدُكُمُ الْجُمُعَةَ فَلْيُصَلِّ بَعْدَهَا أَرْبَعَ رَكْعَاتٍ

أبو داود – ترمذي نسائي ابن ماجة)

(195) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde: Når nogen af jer har udført fredagens (obligatoriske) bøn, skal han derefter bede fire rak’ah.«

(Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah)

(١٩٦) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ يُصَلِّي بَعْدَ الْجُمُعَةِ رَكْعَتَيْنِ
فِي بَيْتِهِ (بخاري – أبو داود – ترمذي – نسائي)

(196) “Det er overleveret fra Abdullah ibn Umar (r.a.), at Profeten (s.a.w.) efter fredagsbønnens obligatoriske del gik hjem og bad to rakʿat sunnah.” (Bukhari, Abu Dawud, Nasa’i, Tirmidhi, Ibn Majah)

Forklaring: Af de to ovenstående hadither fremgår det, at Allahs Sendebud (s.a.w.) efter fredagsbønnens obligatoriske del bad fire rakʿat sunnah, kaldet “baʿd al-jumuʿa”, og også bad to rakʿat. Når Hazrat Abdullah ibn Umar bad i moskéen, bad han fire rakʿat, og når han bad hjemme, bad han to rakʿat. Ifølge Ibn Taymiyya er sunnah, at man beder fire rakʿat, hvis man beder i moskéen, og to rakʿat, hvis man kommer hjem og beder.

Eid-bønnen

(۱۹۷) وَعَنْ أَبِي سَعِيدٍ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَخْرُجُ يَوْمَ الْفِطْرِ وَالْأَضْحَى إِلَى الْمُصَلَّى فَأَوَّلُ شَيْءٍ يَبْدَأُ بِهِ الصَّلَاةُ ثُمَّ يَنْصَرِفُ فَيَقُوْمُ مُقَابِلَ النَّاسِ وَالنَّاسُ جُلُوسٌ عَلَى صُفُوفِهِمْ فَيَعِظُهُمْ وَيُوصِيْهِمْ وَيَأْمُرُهُمْ فَإِنْ كَانَ يُرِيدُ أَنْ يَقْطَعَ بَعْنَا قَطَعَهُ أَوْ يَأْمُرَ بِشَيْءٍ أَمَرَ بِهِ ثُمَّ يَنْصَرِفُ (بخاري – مسلم)

(197) “Hazrat Abu Saʿid al-Khudri (r.a.) fortæller: På dagen for Eid al-Fitr og Eid al-Adha gik Profeten (s.a.w.) ud til eid-bønnepladsen, og det første, han gjorde, var at udføre bønnen. Derefter vendte han tilbage og stillede sig med ansigtet mod folket, mens folket sad på deres rækker. Han formanede dem, rådede dem og gav dem instruktioner. Hvis han havde til hensigt at sende en hær et sted hen, udvalgte han soldater blandt dem, eller hvis han skulle give nogen en bestemt instruktion, gav han den. Derefter vendte han hjem.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Ifølge imam Abu Hanifa er eid-bønnen wajib. Imam Ahmad ibn Hanbal anser den også for wajib. Nogle har sagt, at imam Ahmad anser eid-bønnen for fard kifaya. Hos imam Malik og imam Shafiʿi er eid-bønnen sunnat mu’akkada. Ahl al-Hadith anser også eid-bønnen for sunnat mu’akkada. Eid-bønnen skal udføres som to rakʿat i fællesskab uden adhan og iqama. Der er ingen bøn før eller efter eid-bønnen. Tiden for eid-bønnen begynder umiddelbart efter ishraq og varer indtil lige før solen står helt over hovedet. Jeg, forfatteren, har flere gange med Allahs nåde bedt eid-bønnen ved Kaʿba Sharif. På eid-dagen, efter at folk har bedt fajr-bønnen i Haram, bliver de siddende på deres pladser og venter på eid-bønnen. Når solen derefter er steget lidt, udfører de eid-bønnen og tager hver især videre til deres bestemmelsessted.

(۱۹۸) وَعَنْ جَابِرِ بْنِ سَمُرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ صَلَّيْتُ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْعِيدَيْنِ غَيْرَ مَرَّةٍ وَلَا مَرَّتَيْنِ بِغَيْرِ آذَانِ وَلَا إِقَامَةٍ (مسلم)

(198) “Hazrat Jabir ibn Samura (r.a.) fortæller: Jeg har bedt de to eid-bønner sammen med Allahs Sendebud (s.a.w.) ikke blot én eller to gange, men mange gange, uden adhan og iqama.” (Muslim)

(۱۹۹) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ
كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَبُو بَكْرٍ وَعُمَرُ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا يُصَلُّوْنَ الْعِيدَيْنِ قَبْلَ الْخُطْبَةِ (بخاري – مسلم)

(199) »Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham), Abu Bakr og Umar (må Allah være tilfreds med ham) plejede at bede Eid-bønnen før khutbaen.« (Bukhari, Muslim)

(۲۰۰) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صَلَّى يَوْمَ الْفِطْرِ رَكْعَتَيْنِ لَمْ يُصَلِّ قَبْلَهُمَا وَلَا بَعْدَهُمَا (بخاري – مسلم)

(200) »Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) på Eid al-Fitr kun bad to rak’ah. Han bad ingen bøn før eller efter.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Af de ovenstående tre hadither kan man lære tre ting. (1) Profeten (fred være med ham) plejede at bede Eid-bønnen uden adhan og iqama. Derfor er der ingen adhan eller iqama ved Eid-bønnen. (2) Profeten (fred være med ham) og de retledte kaliffer bad ved begge Eid-fester bønnen før khutbaen. (3) Der er ingen bøn før eller efter Eid-bønnen.

(۲۰۱) سُئِلَ ابْنَ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَشْهِدْتَ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْعِيدَ قَالَ نَعَمْ خَرَجَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَصَلَّى ثُمَّ خَطَبَ وَلَمْ يَذْكُرْ آذَانًا وَلَا إِقَامَةً ثُمَّ أَتَى النِّسَاءَ فَوَعَظَهُنَّ وَذَكْرَهُنَّ وَأَمَرَهُنَّ بِالصَّدَقَةِ فَرَأَيْتُهُنَّ يَهْوِيْنَ إِلَى آذَانِهِنَّ وَحُلُوْقِهِنَّ يَدْفَعْنَ إِلَى بِلَالٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ ثُمَّ ارْتَفَعَ هُوَ وَبِلَالٌ إِلَى بَيْتِهِ (بخاري – مسلم)

(201) »Ibn Abbas blev en gang spurgt: Var du nogensinde til stede ved Eid-bønnen sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham)? Han svarede: Ja. Jeg så, at Profeten (fred være med ham) kom ud fra huset, bad bønnen og derefter holdt khutba. Fortælleren siger: Ibn Abbas nævnte ikke adhan og iqama i sin beretning. Efter khutbaen gik Profeten (fred være med ham) hen til kvinderne, formanede og vejledte dem og opfordrede dem til at give sadaqa. Derefter så jeg kvinderne række hænderne op mod deres ører og halse og tage deres smykker af, det ene efter det andet, og give dem til Bilal. Herefter rejste Profeten (fred være med ham) og Bilal sig og begav sig hjemad.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Denne hadith beviser også, at der ikke er adhan eller iqama ved Eid-bønnen, og at khutbaen holdes efter bønnen. Desuden fremgår det af hadithen, at kvinder på Profetens (fred være med ham) tid også deltog i Eid-bønnen. Hvis kvinder også i dag får mulighed for at deltage i Eid-bønnen under overholdelse af hijab, vil det således være en efterfølgelse af Profetens (fred være med ham) sunnah.

(۲۰۲) وَعَنِ الْبَرَاءِ بْنِ عَازِبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ ذَبَحَ قَبْلَ الصَّلَاةِ فَإِنَّمَا يَذْبَحُ لِنَفْسِهِ وَمَنْ ذَبَحَ بَعْدَ الصَّلَاةِ فَقَدْ تَمَّ نُسُكُهُ وَأَصَابَ سُنَّةَ الْمُسْلِمِينَ (بخاري – مسلم)

(202) “Det er berettet fra Hazrat Barā ibn ʿĀzib (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der slagter før bønnen på Eid al-Adhā-dagen, har slagtet for at spise det selv. Men den, der slagter efter bønnen, har fuldendt sit offer og fulgt muslimernes måde.” (Bukhārī, Muslim)

Forklaring: På Eid al-Adhā skal man bringe offer efter Eid-bønnen; det vil sige, at det egentlige tidspunkt for offeret begynder efter bønnen. Hvis man slagter før bønnen, tæller det ikke som et offer.

Hvor mange takbīr skal man sige i Eid-bønnen?

(۲۰۳) وَعَنْ عَمْرِو بْنِ شُعَيْبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنْ أَبِيهِ عَنْ جَدِهِ أَنَّ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَبَّرَ فِي عِيدٍ ثِنْتَيْ عَشْرَةً تَكْبِيرَةً سَبْعًا فِي الْأُولَى وَخَمْسًا فِي الْآخِرَةِ وَلَمْ يُصَلِّ قَبْلَهَا وَلَا بَعْدَهَا (أحمد – ابن ماجة)

(203) “ʿAmr ibn Shuʿayb har berettet fra sin far og fra sin bedstefar, at den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ved de to Eid-bønner sagde syv takbīr i den første rakʿah før recitationen og fem takbīr i den anden rakʿah. Og han bad ingen bøn hverken før eller efter Eid-bønnen.” (Aḥmad, Ibn Mājah)

(٢٠٤) وَعَنْ سَعِيدَ بْنَ الْعَاصِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ سَأَلْتُ أَبَا مُوسَى الْأَشْعَرِيَّ وَحُذَيْفَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا كَيْفَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُكَبِّرُ فِي الأَضْحَى وَالْفِطْرِ فَقَالَ أَبُوْ مُوسَى كَانَ يُكَبِّرُ أَرْبَعًا تَكْبِيرَهُ عَلَى الْجَنَائِزِ، فَقَالَ حُذَيْفَةُ صَدَقَ (أبو داود)

(204) “Hazrat Saʿīd ibn al-ʿĀṣ (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg spurgte Abū Mūsā al-Ashʿarī og Ḥudhayfah ibn al-Yamān: Hvordan, det vil sige hvor mange, takbīr plejede Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) at sige ved Eid al-Adhā og Eid al-Fiṭr? Abū Mūsā svarede: Han plejede at sige fire takbīr, sådan som man siger ved begravelsesbønnen. Ḥudhayfah sagde: Abū Mūsā har sagt det rigtigt.” (Abū Dāwūd)

Forklaring: På grund af de forskellige hadither om, hvor mange takbīr der skal fremsiges under Eid-bønnen, har imamerne haft forskellige opfattelser. Imam Mālik, al-Shāfiʿī og Aḥmad ibn Ḥanbal har på grundlag af den første hadith sagt, at der under Eid-bønnen skal fremsiges syv takbīr i den første rakʿah, ud over takbīr tahrīma, og fem takbīr i den anden rakʿah, ud over takbīr for rukūʿ. Også Ahl al-Ḥadīth på det indiske subkontinent praktiserer tolv takbīr under Eid-bønnen. Allāmah Ibn Taymiyyah og Shāh Walīullāh al-Dihlawī har ligeledes erklæret, at opfattelsen om tolv takbīr er den mest acceptable. Jeg (forfatteren) har mange gange bedt Eid-bøn forskellige steder i de arabiske lande, herunder i Makkah og Madīnah. Overalt har jeg udført Eid-bønnen med tolv takbīr. Imam Abū Ḥanīfah og Imam al-Thawrī har derimod på grundlag af den anden hadith sagt, at der under Eid-bønnen skal fremsiges otte takbīr, inklusive takbīr tahrīma og takbīr for rukūʿ i den anden rakʿah. Det betyder i virkeligheden seks ekstra takbīr. Overalt på det indiske subkontinent, i Egypten og i Tyrkiet udføres Eid-bønnen efter hanafi-fiqh. Ifølge de fleste imamer og hadith-lærde er de ekstra takbīr under Eid-bønnen imidlertid sunnah. Hvis nogen udelader en takbīr, enten ved en fejl eller med vilje, bliver bønnen ikke ugyldig af den grund. Ifølge Imam Abū Ḥanafah skal man udføre sujūd as-sahw, hvis en takbīr bliver udeladt.

Kapitel 3: Zakāt

En redegørelse for zakāt

Zakāt er en af islams fem grundlæggende søjler. Med hensyn til betydning kommer zakāt lige efter bønnen. Allāh, Rabb al-ʿĀlamīn, har mange gange i Koranen nævnt zakāt sammen med bønnen. Ligesom den blev gjort obligatorisk for Muhammads ummah, var zakāt også obligatorisk for tidligere ummaher. Zakāt blev gjort obligatorisk i Madīnah i det andet hijrī-år.

Da Allāh den Ophøjede påbød zakāt, sagde Han i Koranen:

وَأَقِيمُوا الصَّلَاةَ وَآتُوا الزَّكَاةَ وَمَا تُقَدِّمُوْ لَأَنْفُسِكُمْ مِنْ خَيْرٍ تَجِدُوهُ عِنْدَ اللَّهِ (البقرة – ١١٠)

»Og opret bønnen og giv zakāt, og hvad end af gode gerninger I gør til jeres eget bedste her (i det jordiske liv), vil I finde hele deres belønning hos Allāh.«
(Sūrah al-Baqarah, vers 110)

Allāh, Rabb al-ʿĀlamīn, siger endvidere:

وَالْمُؤْمِنُوْنَ وَالْمُؤْمِنَاتُ بَعْضُهُمْ أَوْلِيَاءُ بَعْضٍ يَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَيَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَيُقِيمُونَ الصَّلاةَ
وَيُؤْتُونَ الزَّكَاةَ (التوبة : (۷۱)

“De troende mænd og kvinder er hinandens venner. De påbyder det gode og forhindrer folk i at gøre det onde. De opretholder bønnen og giver zakat.” (Sura al-Tawbah 71)

Allah har sagt, henvendt til Sin Sendebud (s.a.w.):

خُدْ مِنْ أَمْوَالِهِمْ صَدَقَةً تُطَهِّرُهُمْ وَتُزَكِّيهِمْ بِهَا (التوبة – ١٠٣)

“Tag zakat fra deres ejendele og rens dem derved”
(Sura al-Tawbah, vers 103)

Således har Allah åbenbaret vers om zakat og nævnt den utallige steder i Sin Koran.

Zakatens betydning

(٢٠٥) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ بُنِيَ الْإِسْلَامُ عَلَى خَمْسٍ شَهَادَةِ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَأَنَّ مُحَمَّدًا عَبْدُهُ وَرَسُولُهُ وَإِقَامِ الصَّلَاةِ وَإِيتَاءِ الزَّكَاةِ وَحَجَّ الْبَيْتِ وَصَوْمِ رَمَضَانَ (بخاري – مسلم)

(205) “Hazrat Abdullah ibn Umar (ra.) fortæller, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Islams grundlag er lagt på fem ting. For det første at bevidne, at ‘der ikke er nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad (s.a.w.) er Hans tjener og Sendebud’; for det andet at etablere bønnen; for det tredje at give zakat; for det fjerde at udføre hajj til Baytullah; og for det femte at faste i måneden Ramadan.” (Bukhari, Muslim)

(٢٠٦) وَعَنْ جَرِيرِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ بَايَعْتُ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى إِقَامِ الصَّلَاةِ وَإِيْتَاءِ الزَّكَاةِ وَالنُّصْحِ لِكُلِّ مُسْلِمٍ (بخاري – مسلم)

(206) “Hazrat Jarir ibn Abdullah (ra.) fortæller: Jeg aflagde troskabseden til den ædle Profet (s.a.w.) for at etablere bønnen, give zakat og ønske enhver muslims velbefindende.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Begge de ovenstående hadither vidner om zakats særdeles store betydning i shariaen.

(۲۰۷) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ اسْتَفَادَ مَالاً فَلَا زَكَاةً فِيْهِ حَتَّى يَحُولَ عَلَيْهِ الحَوْلُ (ترمذي)

(207) “Hazrat Abdullah ibn Umar (ra.) fortæller, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Den, der har erhvervet sig formue, skal ikke betale zakat af denne formue, før der er gået et år.” (Tirmidhi)

Forklaring: For at zakat kan blive obligatorisk af zakatpligtig formue, skal den have været i ejerens besiddelse i mindst ét år. Hvis formuen bliver brugt op, før året er gået, skal der ikke betales zakat af den.

(۲۰۸) وَعَنْ عَلِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ الْعَبَّاسَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ سَأَلَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي تَعْجِيلِ صَدَقَتِهِ فَرَخَّصَ لَهُ فِي ذَالِكَ
(أبو داود – ترمذي – ابن ماجة – والدارمي)

(208) “Det er overleveret fra Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Hazrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham) en gang spurgte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om at betale zakat før årets udløb. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav ham tilladelse til det.”
(Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Majah, Darimi)

Forklaring: Hvis nogen af nødvendighed betaler zakat, før året er gået, er hans zakat dermed opfyldt.

(۲۰۹) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ فِيْمَا سَقَتِ السَّمَاءُ وَالْعُيُونُ أَوْ كَانَ عَشَرِيًّا الْعُشْرُ وَمَا سُقِيَ بِالنَّصْحِ نِصْفُ الْعُشْرِ (بخاري)

(209) “Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret fra Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: For afgrøder, der vandes af regnvand, rindende brøndvand eller kanalvand, skal der betales ushr (en tiendedel), og for afgrøder, der vandes ved kunstig vanding, skal der betales en halv ushr (en tyvendedel).” (Bukhari)

Forklaring: De jorder, der dyrkes uden kunstig vanding, men med naturligt vand såsom regnvand, rindende vand, brønde, kilder eller kanalvand, kaldes ushr-jorder. Det vil sige, at en tiendedel af afgrøderne fra disse jorder skal betales som zakat eller ushr. Afgrødemængden skal dog være 26,5 man. Det vil sige, at for at ushr eller zakat bliver obligatorisk for afgrøderne, skal den mængde, som jordejeren har produceret, være fem wasaq, det vil sige 26,5 (seksogtyve) man. Hvis den er mindre, er ushr ikke obligatorisk. Hvis jorden derimod skal dyrkes ved at tilføre vand gennem kunstig vanding, skal en tyvendedel af de producerede afgrøder betales som zakat. Om afgrødernes zakat har Allah, alle verdeners Herre, givet følgende anvisning i Koranen:

كُلُوا مِنْ ثَمَرِهِ إِذَا أَتْمَرَ وَآتُوا حَقَّهُ يَوْمَ حَصَادِهِ
(الأنعام: ١٤١)

“Spis selv af frugten, når træet bærer frugt, og giv Allahs ret, når I høster.” (Sura al-An’am 141)

Allah har et andet sted i Koranen sagt:

وَأَنْفِقُوا مِنْ طَيِّبَاتِ مَا كَسَبْتُمْ وَمِمَّا أَخْرَجْنَالَكُمْ مِنَ
الْأَرْضِ (البقرة : ٢٦٧)

“Giv noget af den halal-formue, I har erhvervet, samt noget af det, Jeg har frembragt for jer fra jorden.”
(Sura Al-Imran 267)

Ved hjælp af ovenstående vers har Den Almægtige Allah pålagt os at betale zakat af de afgrøder, der frembringes.

Ifølge Imam Abu Hanifa skal der betales zakat af alt, herunder ris, hvede, byg, bælgfrugter, dadler samt frugter og grøntsager. For Allah har sagt: “Alt, hvad Jeg har frembragt for jer fra jorden.” Men Imam Malik og Imam Shafi‘i siger, at zakat er obligatorisk af fødevarende afgrøder, som mennesker kan veje og opbevare. Der skal ikke betales zakat af grøntsager og frugter.

(۲۱۰) وَعَنْ أَبِي سَعِيدٍ الْخُدْرِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ الْوَسْقُ سِتُّوْنَ صَاعًا
أحمد – أبو داود)

(210) “Abu Sa’id al-Khudri berettede, at Den Ædle Profet sagde: En wasq er tres sāʿ.” (Ahmad, Abu Dawud)

Forklaring: På arabisk svarer én sāʿ til tre ser og ni chhatak efter vores lands mål. Tres sāʿ udgør således én wasq, og når det er fem wasq, bliver zakat obligatorisk. Det svarer efter vores lands vægt til omkring 26,5 man eller en smule mere.

(۲۱۱) وَعَنْ أَبِي سَعِيدٍ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَيْسَ فِيْمَا دُونَ خَمْسَةِ أَوْسُقٍ مِنَ التَّمْرِ صَدَقَةٌ وَلَيْسَ فِيْمَا دُونَ خَمْسٍ أَوَاقٍ مِنَ الْوَرِقِ صَدَقَةٌ وَلَيْسَ فِيْمَا دُونَ خَمْسٍ ذَوْدٍ مِنَ الإِبل صَدَقَةٌ (بخاري – مسلم)

(211) »Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Der skal ikke betales zakat for mindre end fem wasaq dadler, mindre end fem uqiyya sølv eller mindre end fem jawd kameler.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Beskrivelsen af wasaq er givet tidligere. Fyrre dirham svarer til én uqiyya, og én dirham er lidt mere end fire anna. Efter denne beregning svarer fem uqiyya til 200 dirham eller efter vores mål 52½ tola; der skal altså ikke betales zakat for mindre end 52½ tola sølv. En »jawd« betegner en lille flok kameler; fem jawd vil være omkring 25 kameler. Nogle har dog sagt 15.

(۲۱۲) وَعَنْ مُعَاذِ بْنِ جَبَلٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَمَّا وَجْهَهُ إِلَى الْيَمَنِ أَمَرَهُ أَنْ

يَأْخُذَ مِنَ الْبَقَرِ مِنْ كُلِّ ثَلَاثِيْنِ تَبِيْعًا أَوْ تَبِيْعَةً وَّمِنْ كُلِّ أَرْبَعِينَ مُسِنَّةٌ
أبو داود – ترمذي – نسائي – دارمي)

(212) »Det er berettet fra Hazrat Mu’adh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham), at da den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte ham til Yemen, pålagde han ham ved zakat på kvæg at tage én etårig han- eller hunkalv for hver tredive dyr og én toårig ko for hver fyrre køer.« (Abu Dawud, Tirmidhi, Nasai, Darimi)

Forklaring: Der skal ikke betales zakat for kvæg, som bruges til pløjning, til at trække vogne eller til lignende arbejde. Men hvis kvæget går omkring på marken og ernæres af græs og vand på åbne marker, skal der gives én etårig kalv for hver 30 køer, én toårig kalv for hver 40 køer, og for geder og får én for hver 40 dyr.

(۲۱۳) وَعَنْ أُمِّ سَلَمَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كُنْتُ أَلْبَسُ أَوْضَاحًا مِنْ ذَهَبٍ فَقُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَكَنْزٌ هُوَ فَقَالَ مَا بَلَغَ أَنْ تُؤَدَّى زَكَاتُهُ فَزُكِّي فَلَيْسَ بكنز (مالك – أبو داود)

(213) »Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) siger: Jeg plejede at bære awjāh af guld (en særlig slags smykke). Jeg spurgte Profeten: O Allahs Sendebud, er dette kanz? (Det, som Allah har advaret imod i Koranen.) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Det, der når zakatgrænsen, og hvis zakat bliver betalt, er ikke kanz.« (Malik, Abu Dawud)

Forklaring: Uanset om guldet er smykker eller opbevaret guld, skal den, der ejer syv og et halvt tola guld, og som har ejet det i et år, betale zakat af det. Zakatten skal betales ud fra guldets værdi med en sats på to en halv procent. Når zakatten på guldet er betalt, bliver det ikke til kanz, uanset mængden. Ifølge nogle imamer skal der dog ikke betales zakat af guld, som bruges. Ifølge Imam Azam Abu Hanifa skal der betales zakat, når guldmængden er syv og et halvt tola, uanset om guldet bruges eller ej.

Zakat må anvendes inden for i alt otte områder; disse områder er fastlagt i Koranen. Allah siger således:

إِنَّمَا الصَّدَقَاتُ لِلْفُقَرَاءِ وَالْمَسَاكِينَ وَالْعَامِلِينَ عَلَيْهَا وَالْمُؤَلَّفَةِ قُلُوبُهُمْ وَفِي الرِّقَابِ وَالْغَارِمِينَ وَفِي سَبِيلِ اللَّهِ وَابْنِ السَّبِيلِ فَرِيضَةً مِنَ اللَّهِ وَاللَّهُ عَلِيمٌ حَكِيمٌ (التوبة : ٦٠)

»Zakat tilkommer dem, der er (1) fattige, (2) trængende, (3) ansatte til at opkræve zakat, (4) muʾallafat al-qulub (dem, hvis hjerter det er nødvendigt at vinde for islam), (5) zakatten skal anvendes til at frigive slaver fra slaveri, (6) til at betale gæld for gældbundne, (7) i Allahs vej og (8) til rejsende.« (Sura al-Tawba: 60)

Det er tilladt at anvende zakat inden for de ovennævnte otte områder, og ikke uden for dem. Det syvende område, Allahs vej, betyder, at zakatmidler må anvendes til at dække forskellige behov hos dem, der kæmper jihad for Allahs religion.

Yderligere oplysninger om zakat

(1) Der er uenighed blandt imamerne om, hvorvidt zakat er påbudt på den zakatpligtige formue eller på ejeren. Ifølge Imam Abu Hanifa og Imam Malik er zakat påbudt på selve den zakatpligtige formue. Imam al-Shafi‘i og Imam Ahmad Hanbals opfattelse er derimod, at zakat er påbudt ejeren af formuen. Hvis han derfor ikke betaler zakat af sin zakatpligtige formue, men betaler den med en anden formue, er hans zakat alligevel betalt.

Ibn Hazm siger: Zakat er en forpligtelse, der påhviler ejeren. Derfor er zakatten på guld, sølv, ris, hvede og så videre betalt, selv om ejeren ikke betaler den af netop det pågældende guld, sølv, ris eller hvede, men betaler den af en anden del af sin formue. Ibn Hazm siger, at folk har betalt zakat på denne måde fra Profetens tid og frem til i dag. Zakat er derfor ikke påbudt på en bestemt zakatpligtig formue, men på ejeren.

(2) Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt man skal betale ushr af afgrøderne fra en kharaj-landejendom, det vil sige en ejendom, som der betales jordskat af, er der også uenighed blandt imamerne.

Sadaqat al-fitr eller fitra

Fitra kaldes den obligatoriske gave, som en velstående fastende person ved afslutningen af Ramadan og før eid giver til de fattige på egne og sine forsørgedes vegne i form af en bestemt mængde fødevarer eller deres værdi, for at rense fasten. I virkeligheden er fitra fastens zakat. Ligesom zakat på formue renser formuen, renser fitra også den fastendes faste. Fitra blev gjort obligatorisk i det andet hijri-år.

(٢١٤) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ فَرَضَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ زَكَاةَ الْفِطْرِ صَاعًا مِنْ تَمَرٍ أَوْ صَاعًا مِنْ شَعِيْرٍ عَلَى الْعَبْدِ وَالْحُرِّ وَالذَّكَرِ وَالْأُنْثَى وَالصَّغِيرِ وَالْكَبِيْرِ مِنَ الْمُسْلِمِينَ وَأَمَرَ بِهَا أَنْ تُؤَدَّى قَبْلَ خُرُوجِ النَّاسِ إِلَى الصَّلَاةِ
(بخاري – مسلم)

(214) “Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Allahs Sendebud (fred være med ham) fastsatte én sa‘ dadler eller byg som fitra for alle muslimer, uden forskel på slaver, frie mænd og kvinder, unge eller gamle. Profeten (fred være med ham) befalede desuden, at folk skulle betale den, før de begav sig til eid-bønnepladsen.” (Bukhari, Muslim)

(٢١٥) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ فَرَضَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ زَكَاةَ الْفِطْرِ طُهْرَةً لِلصَّائِمِ مِنَ اللَّغْوِ وَالرَّفَتْ وَطُعْمَةً لِلْمَسَاكِيْنِ فَمَنْ أَيَّاهَا قَبْلَ الصَّلَاةِ فَهِيَ زَكَاةٌ مَقْبُولَةٌ وَمَنْ أَدَّاهَا بَعْدَ الصَّلاةِ فَهِيَ صَدَقَةٌ مِنَ الصَّدَقَاتِ

أبو داود – ابن ماجة)

(215) “Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Allahs Sendebud (fred være med ham) gjorde sadaqat al-fitr obligatorisk for at rense den fastendes faste for tom tale og uanstændige handlinger og for at bespise de fattige. Den, der betaler den før eid-bønnen, vil den derfor blive regnet som sadaqat al-fitr for. Men den, der betaler den efter eid-bønnen, vil den blot være en almindelig gave blandt almisser.” (Abu Dawud, Ibn Majah)

Forklaring: Efter at have gennemgået haditherne om fitraen har imam ash-Shafi‘i og imam Ahmad udtalt, at fitra er fard. Imam Abu Hanifa har sagt, at den er wajib, og imam Malik har sagt, at den er sunnat mu’akkada.

Fitra skal betales, før man tager af sted til eid-bønnen, men det er bedre at betale den en eller to dage før eid. For Allah ønsker, at også fattige muslimer kan tage del i eidens glæde med de midler, som fitraen giver dem. For at fitra bliver wajib, er økonomisk formåen på eiddagen en betingelse. Det vil sige, at den, der på eiddagen er nogenlunde velstående, skal betale fitra. Nogle har sagt, at man skal betale fitra, hvis man på eiddagen ejer en formue svarende til den mængde formue, som gør zakat fard.

Én ‘sa’ svarer til tre ser og ni chhatak. Imam Abu Hanifas opfattelse er, at hvis man betaler fitra i hvede, skal man give en halv sa’, det vil sige én ser og tolv og en halv chhatak; hvis man giver andre fødevarer, skal man give en hel sa’, det vil sige tre ser og ni chhatak.

Alle faqih’er er enige om, at fitra bliver fard på den sidste fastedag.

(٢١٦) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ فِي آخِرِ رَمَضَانَ أَخْرِجُوا صَدَقَةَ صَوْمِكُمْ فَرَضَ

رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ هَذِهِ الصَّدَقَةَ صَاعًا مِنْ تَمْرٍ أَوْ شَعِيرٍ أَوْ نِصْفَ صَاعٍ مِنْ قَمْحٍ عَلَى كُلِّ حُرٍ أَوْ مَمْلُوكٍ ذَكَرٍ أَوْ أُنثَى صَغِيْرٍ أَوْ كَبِيرٍ
(أبو داود – نسائي)

(216) »Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at han en gang hen mod slutningen af Ramadan henvendte sig til folk og sagde: Betal sadaqa for jeres faste. Profeten (fred være med ham) fastsatte for enhver muslim, hvad enten han er fri eller slave, mand eller kvinde, lille eller stor, én sa’ dadler eller byg og en halv sa’ hvede.« (Abu Dawud, Nasa’i) Forklaring: Den ovenstående hadith om, at fitraen for hvede er en halv sa’, er imam Abu Hanifas bevis i denne sag.

Kapitel 4: Fasten

Fastens betydning i islamisk lov

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُتِبَ عَلَيْكُمُ الصِّيَامُ كَمَا كُتِبَ عَلَى الَّذِيْنَ مِنْ قَبْلِكُمْ لَعَلَّكُمْ تَتَّقُوْنَ
(البقرة: ۱۸۳)

“O I, der tror, fasten er blevet foreskrevet jer, ligesom den blev foreskrevet dem, der var før jer, for at I kan blive gudfrygtige.” (Sura al-Baqara – 183)

At fasten er obligatorisk, er fastslået gennem Koranen, sunnaen og ijma. Sawm eller faste er en meget gammel rituel tilbedelse, som også var foreskrevet eller obligatorisk for de samfund, der gik forud for Muhammads samfund.

Følgende er sunnaens bevis for, at fasten er obligatorisk:

(۲۱۷) وَعَنْ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ بُنِيَ الإِسْلَامُ عَلَى خَمْسٍ شَهَادَةِ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَأَنَّ مُحَمَّدًا عَبْدُهُ وَرَسُولُهُ وَإِقَامِ الصَّلَاةِ وَإِيتَاءِ الزَّكَاةِ وَصِيَامٍ رَمَضَانَ وَحِجّ الْبَيْتِ (بخاري – مسلم)

(217) “Det er berettet fra Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) sagde: Islam er bygget på fem ting: (1) at der ikke er nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad er Hans tjener og sendebud, (2) at etablere bønnen, (4) at faste i måneden Ramadan og (5) at udføre hajj til Baytullah.”

Hele ummaen har siden sahabaernes tid og frem til i dag været enige gennem ijma om, at fasten er obligatorisk. Derfor er fastens obligatoriske status også fastslået gennem ummaens ijma. At benægte fastens obligatoriske status er kufr, mens det at undlade at faste, selv om man anerkender, at fasten er obligatorisk, er fisq.

Ligesom fasten gavner menneskets sjæl, gavner den også kroppen. Gennem fasten øges menneskets sjælelige renhed og skarpheden i dets tænkeevne. Det er derfor, at sufier, asketer og gudfrygtige mennesker har fastet siden tidernes morgen.

At faste efter at have set månen og at afslutte fasten efter at have set månen

(۲۱۸) وَعَنْ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ جَاءَ أَعْرَابِي إِلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ إِنِّي رَأَيْتُ الْهِلَالَ يَعْنِي هِلَالَ رَمَضَانَ فَقَالَ أَتَشْهَدُ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللهُ قَالَ نَعَمْ قَالَ أَتَشْهَدُ أَنَّ مُحَمَّدًا رَسُولُ اللَّهِ قَالَ نَعَمْ قَالَ يَا بِلالُ أَذَّنْ فِي النَّاسِ أَنْ يَصُوْمُوا غَدًا
(بخاري – مسلم – ترمذي – نسائي)

(218) Det er berettet fra Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at en arabisk beduin kom til den ærede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »Jeg har set Ramadan-månen.« Profeten spurgte ham: »Vidner du om, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah?« Han svarede: »Ja.« Profeten spurgte ham igen: »Vidner du om, at Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham) er Allahs sendebud?« Han svarede: »Ja.« Da sagde Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) til Bilal: »Bekendtgør for folk, at de skal begynde at faste fra i morgen.« (Bukhari, Muslim, Tirmidhi, Nasa’i)

(۲۱۹) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ تَرَايَ النَّاسُ الْهِلَالَ فَأَخْبَرْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنِّي رَأَيْتُهُ فَصَامَ وَأَمَرَ النَّاسَ بِصِيَامِهِ
أبو داود – دارمي)

(219) Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En dag forsøgte folk at se Ramadan-månen. Jeg gik hen og meddelte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), at jeg havde set fastemånen. Da han hørte dette, fastede Profeten selv og beordrede folk at faste. (Abu Dawud, Darimi)

Forklaring: Hvad angår observationen af fastemånen, er én muslims vidnesbyrd tilstrækkeligt. Det vil sige, at hvis en muslim vidner om, at han selv har set månen, er det på grundlag af hans vidnesbyrd påkrævet at faste. Dette bevises af ordlyden i den ovenstående hadith. Dette er også imamernes opfattelse. Hvis himlen imidlertid er helt klar, er én persons vidnesbyrd ikke tilstrækkeligt. Hvad angår Eid-månen, er imamernes opfattelse, at der kræves vidnesbyrd fra mindst to pålidelige muslimer, hvis himlen er overskyet den 29. Ramadan. Hvis himlen er klar, kan måneobservationen ikke fastslås uden vidnesbyrd fra et større antal mennesker.

(۲۲۰) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ قَالَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا تَصُوْمُوا حَتَّى تَرَوُا الْهِلَالَ وَلَا تُفْطِرُوا حَتَّى تَرَوْهُ فَإِنْ غُمَّ عَلَيْكُمْ فَاقْدِرُوا لَهُ وَفِي رِوَايَةٍ قَالَ الشَّهْرُ تِسْعٌ وَعِشْرُونَ لَيْلَةً فَلَا تَصُوْمُوا حَتَّى تَرَوْهُ فَإِنْ غُمَّ عَلَيْكُمْ فَاكْمِلُوا
الْعِدَّةَ ثَلاثِينَ (بخاري – مسلم)

(220) “Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: I skal hverken begynde at faste, før I har set nymånen, eller afslutte fasten, før I har set den. Hvis månen er skjult (på grund af skyer), skal I fuldføre (måneden Sha’ban). I en anden overlevering siges det, at Profeten sagde: En måned kan også have niogtyve nætter; derfor skal I ikke begynde at faste, før I har set nymånen. Hvis den ikke kan ses på grund af skyer, skal I fuldføre Sha’ban med tredive dage.” (Bukhari, Muslim)

(۲۲۱) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صُومُوا لِرُؤْيَتِهِ وَأَفْطِرُوا لِرُؤْيَتِهِ فَإِنْ غُمَّ عَلَيْكُمْ فَأَكْمِلُوا عِدَّةَ شَعْبَانَ ثَلاثِينَ (بخاري – مسلم)

(221) “Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: I skal begynde at faste, når I har set nymånen, og afslutte fasten, når I har set den. Ja, men hvis månen ikke kan ses på grund af skyer, skal I fuldføre Sha’ban med tredive dage.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: En arabisk måned (månemåned) har enten 29 eller 30 dage. Derfor sagde Profeten, at hvis ingen ser månen på den 29. Sha’ban eller den 29. Ramadan, fordi himlen er overskyet, skal I fuldføre Sha’ban med tredive dage og derefter faste. Hvis Shawwals måne ikke ses på den 29. Ramadan, skal I fuldføre Ramadan med tredive dage og fejre Eid.

At faste på den tvivlsomme dag

(۲۲۲) وَعَنْ عَمَّارِ بْنِ يَاسِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ مَنْ صَامَ الْيَوْمَ الَّذِي يُشَكُ فِيْهِ فَقَدْ عَصَى أَبَا الْقَاسِمِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ (ابوداؤد – ترمذي)

(222) “Hazrat Ammar ibn Yasir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Den, der faster på den tvivlsomme dag, vil bestemt være ulydig mod Abu al-Qasim (Allahs Sendebud).” (Abu Dawud, Tirmidhi)

(۲۲۳) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صُوْمُوا لِرُؤْيَتِهِ وَافْطِرُوا لِرُؤْيَتِهِ فَإِنْ حَالَ بَيْنَكُمْ وَبَيْنَهُ سَحَابٌ فَكَمِلُوا الْعِدَّةَ ثَلَاثِينَ وَلَا تَسْتَقْبَلُوا الشَّهْرَ اسْتَقْبَالاً (أحمد – نسائي – ترمذي)

(223) “Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: I skal begynde at faste, når I ser månen, og afslutte fasten, når I ser månen. Hvis en sky kommer imellem jer og månen, så månen ikke kan ses på grund af skyen, skal I fuldføre tredive dage. Og I skal ikke uden grund fremskynde måneden.” (Ahmad, an-Nasa’i, at-Tirmidhi)

Forklaring: Hvis månen ikke kan ses, fordi himlen er overskyet, kaldes den dag يَوْمُ الشَّكِdet vil sige tvivlens dag. Det skyldes, at der på denne dag er tvivl om, hvorvidt månen er stået op eller ej. På en sådan tvivlsom dag forbød Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) strengt at faste Ramadanens faste. Han forbød også at fejre Eid på en sådan tvivlsom dag ud fra den antagelse, at månen var stået op. En sådan dag falder altid på den 29. dag i måneden, for når tredive dage er fuldført, er der ingen tvivl om, at måneden er afsluttet.

Beskrivelse af sahur og iftar

(٢٢٤) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ تَسَخَّرُوا فَإِنَّ فِي السُّحُوْرِ بَرَكَةٌ
(بخاري – مسلم)

(224) “Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Spis sahur, for der er velsignelse i sahur.” (Bukhari, Muslim)

(٢٢٥) وَعَنْ عَمْرِ وَبْنِ الْعَاصِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَصْلُ مَا بَيْنَ صِيَامِنَا وَصِيَامٍ أَهْلِ الْكِتَابِ أُكْلَةُ السَّحَرِ (أبو داود)

(225) “Hazrat Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Forskellen mellem vores faste og Skriftfolkets (jødernes og de kristnes) faste er sahur (det vil sige, at vi, Muhammads ummah, spiser sahur og derefter faster, mens Skriftfolkene ikke spiser sahur under deres faste).” (Abu Dawud)

Forklaring: Det, man spiser med hensigten at faste umiddelbart før den sande daggry, kaldes sahur. I virkeligheden begynder fasten efter indtagelsen af sahur, fra tidspunktet umiddelbart før den sande daggry. Alle imamere er enige om, at fasten stadig er gyldig, hvis man ikke spiser sahur, men man har da undladt sunnah-handlingen og ligner Skriftfolkenes faste. Derfor bør man spise lidt sahur, selv om man ikke er sulten.

(٢٢٦) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا سَمِعَ النِّدَاءَ أَحَدُكُمْ وَالْإِنَاءُ فِي يَدِهِ فَلَا يَضَعُهُ حَتَّى يَقْضِي حَاجَتَهُ مِنْهُ (أبو داود)

(226) „Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelse være med ham) sagde: Hvis nogen af jer hører kaldet til bøn, mens han har et fad med mad i hånden, skal han ikke sætte det fra sig, før han har stillet sin sult.“ (Abu Dawud)

Forklaring: Allahs Sendebud (fred og velsignelse være med ham) sagde, at man skulle spise sehri sent, så den fastendes faste ikke blev unødigt lang. Han sagde endda, at hvis der stadig var mad tilbage på ens fad, efter at man havde hørt kaldet til bøn, skulle man spise den. Men efter at man med sikkerhed har konstateret daggryets frembrud, må man ikke længere indtage mad. I en anden hadith fortælles det, at Allahs Sendebud (fred og velsignelse være med ham) sagde: I skal ikke holde op med at spise og drikke, blot fordi I hører Bilals kald til bøn, for Bilal kalder til fajr-bøn om natten, før det sande daggry bryder frem. I må spise indtil Ibn Umm Maktums kald til bøn.

(۲۲۷)
وَعَنْ سَهْلٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا يَزَالُ النَّاسُ بِخَيْرٍ مَّا عَجَّلُوا الْفِطْرَ (بخاري – مسلم)

(227) „Sahl (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelse være med ham) sagde: Så længe folk bryder fasten hurtigt, vil de forblive i velstand.“ (Bukhari, Muslim)

(۲۲۸) وَعَنْ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا أَقْبَلَ اللَّيْلُ مِنْ هَاهُنَا وَأَدْبَرَ النَّهَارُ مِنْ هَاهُنَا وَغَرَبَتِ الشَّمْسُ فَقَدْ أَفْطَرَ الصَّائِمُ (بخاري – مسلم)

(228) „Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelse være med ham) sagde: Når natten kommer fra denne side (øst), dagen forsvinder fra den anden side (vest), og solen går ned, skal den fastende bryde fasten.“ (Bukhari, Muslim)

(۲۲۹) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُوْلُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ اللَّهُ تَعَالَى أَحَبُّ عِبَادِي إِلَيَّ أَعْجَلُهُمْ فِطْرًا (ترمذي)

(229) »Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Allah den Ophøjede siger: Blandt Mine tjenere er de, der er mest elskede af Mig, de, som bryder fasten så snart som muligt.« (Tirmidhi)

Forklaring: Det er sunnah at spise sehri sent, hen imod det sidste tidspunkt, og at bryde fasten straks ved solnedgang uden nogen som helst forsinkelse. Profeten har indskærpet, at man ikke uden grund skal udsætte iftar efter solnedgang; man skal sætte sig med iftar-maden foran sig allerede før solnedgang og bryde fasten, så snart azanens lyd når ens ører. Eftersom jøder og kristne ikke spiser sehri under deres faste og forsinker iftar, har Profeten sagt, at vi skal spise sehri regelmæssigt og bryde fasten hurtigt, så vores faste adskiller sig fra jødernes og de kristnes faste.

Dette sidstnævnte hadith er en hadith qudsi, fordi Profeten her citerer Allahs ord.

(۲۳۰) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا يَزَالُ الدِّيْنُ ظَاهِرًا مَا عَجَلَ النَّاسُ الْفِطْرَ لأَنَّ الْيَهُودَ وَالنَّصَارَى يُؤَخِّرُونَ
أبو داود ابن ماجة

(230) »Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Så længe folk bryder fasten hurtigt, vil religionen forblive sejrrig. Det skyldes, at jøder og kristne forsinker iftar.« (Abu Dawud, Ibn Majah)

Forklaring: Hadithens betydning er, at religionen vil forblive sejrrig, så længe mit ummah afholder sig fra at efterligne fremmede folkeslag og handler korrekt efter sin egen religion.

(۲۳۱) وَعَنْ مُعَاذِ بْنِ زُهْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ إِنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ إِذَا أَفْطَرَ قَالَ اللَّهُمَّ لَكَ صُمْتُ وَعَلَى رِزْقِكَ أَفْطَرْتُ (أبو داود)

(231) »Hazrat Muadh ibn Zuhra (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham), når han brød fasten, sagde: O Allah, jeg har fastet for Din skyld alene, og med den forsørgelse, Du har givet mig, bryder jeg fasten.« (Abu Dawud)

(۲۳۲) وَعَنْ حَفْصَةً رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ قَالَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنْ لَمْ يُجْمِعِ الصِّيَامَ قَبْلَ الْفَجْرِ فَلَا صِيَامَ لَهُ
ترمذي – أبو داود – نسائي – دارمي)

(232) “Hazrat Hafsa (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Den, der ikke har gjort intention om at faste før daggry, vil ikke få sin faste godkendt.” (Tirmidhi, Abu Dawud, Nasa’i, Darimi)

Forklaring: Fastens obligatoriske bestanddele (arkān) er to: (1) at gøre intention, (2) at afstå fra mad, drikke og samleje med hustruen. På grundlag af denne hadith siger Imam Malik, ash-Shafi’i og Imam Ahmad ibn Hanbal, at den fastende skal gøre intention om at faste før det sande daggry. Imam Abu Hanifa støtter sig derimod til en hadith om Ashura og siger, at det også er tilstrækkeligt at gøre intention før solen står på sit højeste. (Hvis man glemmer intentionen, er situationen således:)

Handlinger, som ikke bryder fasten

(۲۳۳) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُدْرِكُهُ الْفَجْرُ فِي رَمَضَانَ وَهُوَ جُنُبٌ مِنْ غَيْرِ حُلْمٍ فَيَغْتَسِلُ وَيَصُوْمُ (بخاري – مسلم)

(233) “Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Nogle gange indtrådte daggry, mens Profeten var i en tilstand af rituelt urenhed, uden at der havde været en våd drøm; derefter foretog Profeten det rituelle bad og fastede.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Efter samleje mellem ægtefællerne i fastenatten bør man foretage det rituelle bad og blive ren, inden man spiser sehri. Hvis nogen imidlertid ikke når at foretage det rituelle bad før sehri, og det sande daggry indtræffer i denne tilstand, bliver fasten ikke ugyldig. Man skal dog foretage det rituelle bad så hurtigt som muligt.

(٢٣٤) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ كَانَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُقَبِّلُ وَيُبَاشِرُ وَهُوَ صَائِمٌ وَكَانَ أَمْلَكُكُمْ لأَرَيهِ (بخاري – مسلم)

(234) “Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Profeten (fred være med ham) kyssede og pressede sin krop mod sin hustrus krop, mens han fastede. Og han var mere selvbehersket end jer.” (Bukhari, Muslim)

(٢٣٥) عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَجُلًا سَأَلَ
النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنِ الْمُبَاشَرَةِ لِلصَّائِمِ فَرَخَّصَ لَهُ وَأَتَاهُ آخَرُ فَسَأَلَهُ فَنَهَاهُ فَإِذَا الَّذِي رُخْصَ لَهُ شَيْخٌ وَالَّذِي نَهَاهُ شَابٌ (أبو داود)

(235) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at en mand på et tidspunkt spurgte Profeten (fred være med ham) om at presse sin krop mod en fastende mands (sin egen hustrus) krop. Profeten tillod ham at gøre det. En anden mand kom og stillede det samme spørgsmål, men Profeten forbød ham det. Senere viste det sig, at den, som havde fået tilladelse, var gammel, mens den, som var blevet forbudt det, var ung.” (Abu Dawud)

Forklaring: Samleje med hustruen er fuldstændig forbudt for den fastende under fasten. Derfor må ægtefæller under fasten ikke foretage sig noget, der medfører sædafgang, eller som kan få dem til at miste selvbeherskelsen og blive tvunget til samleje. I denne forbindelse tillod Profeten den samme handling, nemlig mubāsharat mellem ægtefæller under fasten (at ligge uden tøj med kønsorganerne i kontakt), for den gamle, men forbød den for den unge, fordi den gamles seksuelle lyst var svækket. Han ville ikke miste selvbeherskelsen ved mubāsharat. Den unges seksuelle lyst var derimod ikke svækket, og derfor var der mulighed for, at han ville miste selvbeherskelsen. Eftersom Profeten (fred være med ham) var den mest selvbeherskede, var der ingen risiko for, at han mistede selvbeherskelsen ved at kysse eller omfavne under fasten, sådan som Hazrat Aisha har nævnt.

(٢٣٦) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ
صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ نَسِيَ وَهُوَ صَائِمٌ فَأَكَلَ أَوْ شَرِبَ فَلْيُتِمَّ صَوْمَهُ فَإِنَّمَا أَطْعَمَهُ اللَّهُ وَسَقَاهُ (بخاري – مسلم)

(236) “Den ærede Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) siger: Allahs Sendebud (fred være med ham) har sagt: Hvis nogen i fastende tilstand ved en fejltagelse spiser eller drikker noget, skal han fuldføre sin faste, for Allah har givet ham mad og drikke.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Hvis man spiser noget ved en fejltagelse, selv om man spiser sig mæt, bliver fasten ikke ugyldig; derfor skal den, der har spist ved en fejltagelse, fuldføre sin faste.

(۲۳۷) وَعَنْ عَامِرِ بْنِ رَبِيعَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ رَأَيْتُ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَا لَا أُحْصِي يَتَسَوَّكُ وَهُوَ صائم (ترمذي – أبو داود )

(২৩৭) »Hazrat Amir ibn Rabia (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg så utallige gange den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) bruge miswak, mens han fastede.« (Tirmidhi, Abu Dawud)

Forklaring: Uanset om man bruger en tør eller en frisk kvist til miswak under fasten, tager det ikke skade på fasten. Men det er makruh at børste tænderne med nogen form for pulveriseret tandrens eller tandpasta, mens man faster.

(۲۳۸) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ ذَرَعَهُ الْقَيْءُ وَهُوَ صَائِمٌ فَلَيْسَ عَلَيْهِ قَضَاءٌ وَمَنِ اسْتَقَاءَ عَمَدًا فَلْيَقْضِ
(ترمذي – أبو داود – ابن ماجة)

(২৩৮) »Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hvis en person kaster op, mens han faster, behøver han ikke indhente fasten. Men hvis nogen med vilje fremkalder opkastning, skal han indhente fasten.« (Tirmidhi, Abu Dawud, Ibn Majah)

Faste under en rejse

(۲۳۹) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّ حَمْزَةَ بْنَ عَمْرٍو الْأَسْلَمِي قَالَ لِلنَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَأَصُومُ فِي السَّفَرِ قَالَ إِنْ شِئْتَ فَصُمْ وَإِنْ شِئْتَ فَأَفْطِرْ
بخاري – مسلم – ترمذي)

(২৩৯) »Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: En dag spurgte Hamza ibn Amr den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham): »O Allahs Sendebud, skal jeg faste under en rejse?« Hamza var en ledsager, der fastede meget. Som svar sagde Allahs Sendebud: »Under en rejse kan du faste, hvis du ønsker det, og du kan også lade være.«« (Bukhari, Muslim, Tirmidhi)

(٢٤٠) وَعَنْ أَبِي سَعِيدٍ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ غَزَوْنَا مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِسِتَّ عَشْرَةَ مَضَتْ مِنْ شَهْرِ رَمَضَانَ فَمِنَّا مَنْ صَامَ وَمِنَّا مَنْ أَفْطَرَ فَلَمْ يَعِبِ الصَّائِمُ عَلَى الْمُفْطِرِ وَلَا الْمُفْطِرُ عَلَى الصَّائِمِ (مسلم)

(240) »Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En gang, på den 16. dag af fasten, var vi sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) på et krigstogt. På det tidspunkt fastede nogle af os, mens andre havde brudt fasten. De af os, der fastede, bebrejdede imidlertid ikke dem, der ikke fastede, ligesom de, der ikke fastede, heller ikke bebrejdede dem, der fastede. (Muslim)«

Forklaring: Af den ovenfor nævnte hadith fremgår det, at det er den rejsendes eget valg, om han vil faste under en rejse eller ej. Hvis han ønsker det, kan han faste, og ellers kan han lade være. Men hvis han ikke faster under rejsen, skal han senere indhente fasten.

(٢٤١) وَعَنْ جَابِرِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي سَفَرٍ فَرَأَى زِحَامًا وَرَجُلاً قَدْ ظُلِلَ عَلَيْهِ فَقَالَ مَا هَذَا فَقَالُوْا صَائِمٌ فَقَالَ لَيْسَ مِنَ الْبَرِّ الصَّوْمُ فِي السَّفَرِ (بخاري – مسلم)

(241) »Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En gang var Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) på en rejse. Da han under opholdet på et sted så en menneskemængde, opdagede han, at en mand blev holdt i skyggen. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte: ‘Hvad er der sket?’ Folkene svarede: ‘Han faster.’ Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Det er ikke en god gerning at faste under en rejse i denne tilstand.’« (Bukhari, Muslim)
Forklaring: Ifølge denne hadith er det bedre ikke at faste under en rejse, hvis fasten medfører ekstra besvær for den fastende. På en rejse blev nogle sahaba nemlig bevidstløse, fordi de havde fastet hen mod rejsens slutning, og Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘De har begået en syndig handling.’ Alle imamer er faktisk enige om, at den, for hvem det er vanskeligt at faste under en rejse, bør lade være med at faste. Hvad angår den, for hvem det ikke er vanskeligt at faste under en rejse, mener Imam Abu Hanifa, Imam Malik og Imam Shafi’i, at det er bedre for ham at faste. Imam Ahmad ibn Hanbal, Imam Awza’i og Imam Ishaq mener derimod, at det er bedre ikke at faste. (Nayl al-Awtar)

Kapitel 5: Hajj

Beskrivelse af hajj

وَلِلَّهِ عَلَى النَّاسِ حِجُّ الْبَيْتِ مَنِ اسْتَطَاعَ إِلَيْهِ سَبِيلاً
آل عمران (۹۷)

»Det er en pligt for den, der har mulighed for at foretage rejsen, at udføre hajj til Guds hus for Allahs skyld.« (Al Imran 97)

وَأَتِمُوا الْحَجَّ وَالْعُمْرَةَ لِلَّهِ (البقرة : ١٩٦)

“Og fuldbyrd hajj og umrah for Allahs skyld.” (Al-Baqara – 196)

Hajj er en af islams fem søjler. Efter at Sendebudet (fred være med ham) udvandrede til Medina, blev hajj gjort obligatorisk i det sjette hijri-år. Ifølge nogle blev hajj derimod gjort obligatorisk i det niende hijri-år. Det er obligatorisk at udføre hajj én gang i livet. Følgende fem betingelser skal være opfyldt for hajj: (1) at være muslim, (2) at være myndig, (3) at være ved sine fulde fem, (4) at være fri (ikke slave), (5) at have evnen til det (økonomisk, fysisk og mentalt). Ifølge imam Abu Hanifa, Malik og Ahmad ibn Hanbal er det obligatorisk at udføre hajj straks, når det bliver gjort obligatorisk. Hvis man ganske vist udfører det senere, vil pligten stadig være opfyldt. Imam al-Shafi‘i, al-Awza‘i og al-Thawri mente, at hajj er en obligatorisk pligt, som kan udsættes. Derfor er der ingen skade i at udføre det senere. Når de ovennævnte fem betingelser er opfyldt, bliver hajj obligatorisk for både mænd og kvinder. For kvinder gælder desuden den betingelse, at de skal have en mahram som rejseledsager.

(٢٤٢) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ خَطَبَنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ يَا أَيُّهَا النَّاسُ قَدْ فَرِضَ عَلَيْكُمُ الْحَجُّ فَحَجُّوا فَقَالَ رَجُلٌ أَكُلَّ عَامٍ يَا رَسُولَ اللهِ فَسَكَتَ حَتَّى قَالَهَا ثَلَاثًا فَقَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَوْ قُلْتُ نَعَمْ لَوَجَبَتْ وَلَمَا اسْتَطَعْتُمْ ثُمَّ قَالَ ذَرُونِي مَا تَرَكْتُكُمْ فَإِنَّمَا هَلَكَ مَنْ كَانَ قَبْلَكُمْ بِكَثْرَةِ سُؤَالِهِمْ وَاخْتِلَافِهِمْ عَلَى أَنْبِيَائِهِمْ فَإِذَا أَمَرْتُكُمْ بِشَيْءٍ فَأْتُوا مِنْهُ مَا اسْتَطَعْتُمْ وَإِذَا نَهَيْتُكُمْ عَنْ شَيْءٍ فَدَعُوهُ (مسلم)

(242) “Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En dag holdt Sendebudet (fred være med ham) en tale til os og sagde: ‘O mennesker! Hajj er blevet gjort obligatorisk for jer; udfør derfor hajj.’ En mand spurgte: ‘O Allahs Sendebud (fred være med ham), gælder det hvert år?’ Profeten forholdt sig tavs, indtil manden stillede det samme spørgsmål tre gange. Da sagde Profeten (fred være med ham): ‘Hvis jeg havde sagt ja, ville det være blevet obligatorisk for jer hvert år. Men så ville I ikke have været i stand til at udføre det.’ Derefter sagde Profeten: ‘Jeres forgængere blev tilintetgjort, fordi de stillede for mange spørgsmål og var uenige med deres profeter. Når jeg derfor befaler jer noget, skal I gøre det efter bedste evne, og det, jeg forbyder jer, skal I holde jer fra.’ (Muslim)

Forklaring: Det nævnes i en anden hadith, at den sahabi, som stillede spørgsmålet, var Aqra ibn Habis. Ud over spørgsmålet om, at hajj er obligatorisk, kan man få kendskab til flere ting gennem hadithen. For det første havde Allah givet den ædle Profet (fred være med ham) ret til i visse tilfælde at give grundlæggende anvisninger vedrørende sharia. Derfor er Profetens anvisninger også en kilde til sharia. For det andet bør man ikke stille unødvendige og overdrevne, detaljerede spørgsmål om religion og sharia. For det øger vanskelighederne. Allah siger for eksempel:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوْا لَا تَسلُّلُوا عَنْ أَشْيَاءَ إِنْ تُبْدَ لَكُمْ تَسْؤُكُمْ (المائدة – ١٠١)

“O I, der tror! Spørg ikke om forskellige ting uden grund, for hvis der gives svar på dem, vil det volde jer vanskeligheder.” (Al-Ma’ida – 101)

(٢٤٣) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ خَرَجْنَا مَعَ
رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَامَ حَجَّةِ الْوَدَاعِ فَمِنَّا مَنْ أَهَلَّ بِعُمْرَةٍ وَمِنَّا مَنْ أَهَلَّ بِحَجٍ وَعُمْرَةٍ وَمِنَّا مَنْ أَهَلَّ بِالْحَجِّ وَأَهَلَّ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِالْحَجِّ فَأَمَّا مَنْ أَهَلَّ بِعُمْرَةٍ فَحَلَّ وَأَمَّا مَنْ أَهَلَّ بِالْحَجِّ أَوْ جَمَعَ الْحَجَّ وَالْعُمْرَةَ لَمْ يَحِلُّوا حَتَّى كَانَ يَوْمُ النَّحْرِ
(بخاري – مسلم)

(243) “Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: I året for afskedshajj rejste vi af sted sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Nogle af os iførte sig ihram udelukkende med henblik på umrah, mens andre iførte sig ihram med henblik på både hajj og umrah. Men Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) iførte sig kun ihram med henblik på hajj. Derfor tog de, der kun havde iført sig ihram med henblik på umrah, ihram af efter tawaf og sa’y. Men de, der havde iført sig ihram udelukkende med henblik på hajj, samt de, der havde iført sig ihram til både hajj og umrah, tog ikke ihram af før offerdagen (den 10. Dhul-Hijjah).” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Dette fandt sted i det tiende hijri-år, eftersom Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) afskedshajj fandt sted i det tiende hijri-år. Af den omtalte hadith fremgår det, at hajj er af tre slags. (1) Qiran: Qiran-hajj er den hajj, hvor pilgrimmen ved miqat ifører sig ihram med henblik på både hajj og umrah og siger,اللَّهُمَّ لَبَّيْكَ بِحَجِّ وَعُمْرَةٍ

Allah, jeg er kommet for at udføre hajj og umrah.” (2) Ifrad: Ifrad er den hajj, hvor pilgrimmen ved miqat ifører sig ihram udelukkende med henblik på hajj. Begge de ovennævnte pilgrimme skal forblive iført ihram indtil den 10. Dhul-Hijjah, det vil sige offerdagen. Den førstnævnte, altså qiran-pilgrimmen, skal dog efter ankomsten til Mekka udføre umrah før hajj. Den, der har til hensigt at udføre ifrad, skal udføre umrah efter hajj og derefter iføre sig ihram på ny. (3) Tamattu’-hajj: Den pilgrim, der har til hensigt at udføre tamattu’-hajj, ifører sig ved miqat ihram udelukkende med henblik på umrah. Efter ankomsten til Mekka fuldfører han umrah gennem tawaf og sa’y, barberer hovedet eller klipper håret, tager ihram af og bliver halal. Derefter, den 8. Dhul-Hijjah, ifører han sig på ny ihram i Mekka med henblik på hajj og begiver sig mod Mina.

(٢٤٤) وَعَنْ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ وَقْتَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِأَهْلِ الْمَدِينَةِ ذَا الْحُلَيْفَةِ وَلِأَهْلِ الشَّامِ الْجُحْفَةَ وَلِأَهْلِ نَجْرٍ قَرْنَ الْمَنَازِلِ وَلِأَهْلِ الْيَمَنِ يَلَمْلَمَ فَهُنَّ لَهُنَّ وَلِمَنْ أَتَى عَلَيْهِنَّ مِنْ غَيْرِ أَهْلِهِنَّ لِمَنْ كَانَ يُرِيدُ الْحَجَّ وَالْعُمْرَةَ فَمَنْ كَانَ دُونَهُنَّ فَمُهَلُهُ مِنْ أَهْلِهِ وَكَذَاكَ وَكَذَاكَ حَتَّى أَهْلُ مَكَّةَ يُهِلُّونَ مِنْهَا (بخاري – مسلم)

(244) “Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fastsatte Zulhulaifa som miqat for Medinas indbyggere, Juhfa (Rabigh) for Syriens indbyggere, Qarn al-Manazil for Najds indbyggere og Yalamlam for Yemens indbyggere. Disse steder er miqat for de ovennævnte befolkningsgrupper og også for alle andre, der passerer disse steder på vej til hajj eller umrah. For dem, der bor inden for miqat-grænserne, er deres hjem stedet, hvor de ifører sig ihram. Således skal Mekkas indbyggere iføre sig ihram i selve Mekka.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Miqat betegner det bestemte sted, hvorfra det er forbudt at rejse mod Mekka uden at have iført sig ihram. Ifølge Imam Abu Hanifa skal alle, bortset fra dem, der bor inden for miqat-grænserne, iføre sig ihram og passere miqat. Imam al-Shafi’is opfattelse er derimod, at kun den, der har til hensigt at udføre umrah eller hajj, skal iføre sig ihram ved miqat, ikke andre.

Tawaf omkring Allahs Hus

(٢٤٥) وَعَنْ عُرْوَةَ بْنَ الزُّبَيْرِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَدْ حَجَّ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَأَخْبَرَتْنِي عَائِشَةُ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّ أَوَّلَ شَيْءٍ بَدَأَ بِهِ حِيْنَ قَدِمَ مَكَّةَ أَنَّهُ تَوَضَّأَ ثُمَّ طَافَ بِالْبَيْتِ ثُمَّ لَمْ تَكُنْ عُمْرَةٌ ثُمَّ حَجَّ أَبُو بَكْرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ فَكَانَ أَوَّلُ شَيْءٍ بَدَأَ بِهِ الطَّوَافُ بِالْبَيْتِ ثُمَّ لَمْ تَكُنْ عُمْرَةٌ ثُمَّ عُمَرُ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ ثُمَّ عُثْمَانُ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ مِثْلَ ذَالِكَ
(بخاري – مسلم)

(245) „Hazrat Urwa ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den ædle Profet udførte hajj. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har i den forbindelse sagt: Da Profeten trådte ind i Mekka, var det første, han gjorde, at udføre wudu. Derefter foretog han tawaf om Baytullah, men han gjorde den ikke til en umrah, det vil sige, han tog ikke ihram af. Derefter udførte Hazrat Abu Bakr hajj; også han foretog først tawaf om Baytullah, men gjorde heller ikke denne til en umrah. Derefter gjorde Hazrat Umar og Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med dem) det samme.“ (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Efter at man er trådt ind i Mekka iført ihram, er den første handling, man skal udføre, tawaf om Allahs Hus. Denne tawaf er sunnah. Men for den, der træder ind med hensigt om umrah, er denne tawaf wajib. Tawaf betyder at gå syv gange rundt om Allahs Hus. Denne tawaf skal begynde ved den Sorte Sten, og man skal bevæge sig mod højre. I de første tre omgange skal man gå hurtigt, og i de følgende fire omgange langsomt. Den første tawaf, som pilgrimmene udfører straks efter ankomsten til Mekka, kaldes Tawaf al-Qudum; den er sunnah. Den tawaf, som udføres den tiende dag i Dhu al-Hijjah under hajj, kaldes Tawaf az-Ziyarah eller Tawaf al-Ifadah; den er fard. Den tawaf, som udføres ved afrejsen, kaldes Tawaf al-Wida; den er wajib. Under opholdet i Mekka er belønningen for tawaf større end for andre frivillige tilbedelseshandlinger.

Tawaf, tawafs bøn og sa’i mellem Safa og Marwa

(٢٤٦) عَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا طَافَ فِي الْحَجِّ أَوِ الْعُمْرَةِ أَوَّلَ مَا يَقْدِمُ سَعَى ثَلَاثَةَ أَطْوَافٍ وَمَشَى أَرْبَعَةٌ ثُمَّ سَجَدَ سَجْدَتَيْنِ ثُمَّ يَطُوفُ بَيْنَ الصَّفَا وَالْمَرْوَةِ (بخاري – مسلم)

(246) „Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Når Profeten (fred og velsignelser være med ham) først ankom til Mekka i forbindelse med hajj eller umrah, gik han hurtigt i tre omgange og i normalt tempo i fire omgange. Derefter bad han to rak’ah ved Maqam Ibrahim. Så udførte han sa’i mellem Safa og Marwa.“ (Bukhari, Muslim)

Forklaring: For den, der udfører tawaf, er det wajib efter tawaf at stå ved Maqam Ibrahim og bede to rak’ah. Ifølge imamerne kan denne bøn bedes når som helst. Imam Abu Hanifas opfattelse er dog, at den ikke må bedes i de forbudte bønnetider; man må vente. For pilgrimmene er det fard at udføre sa’i syv gange mellem bjergene Safa og Marwa. Ifølge Imam Abu Hanifa er det dog wajib.

(٢٤٧) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ أَقْبَلَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَدَخَلَ مَكْةً فَأَقْبَلَ إِلَى الْحَجَرِ فَاسْتَلَمَهُ ثُمَّ طَافَ بِالْبَيْتِ ثُمَّ أَتَى الصَّفَا فَعَلَاهُ حَتَّى يَنْظُرَ إِلَى الْبَيْتِ فَرَفَعَ يَدَيْهِ فَجَعَلَ يَذْكُرُ اللَّهَ مَا شَاءَ وَيَدْعُوهُ (أبو داود)

(247) “Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) beretter: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) rejste fra Medina og ankom til Mekka. Derefter gik han hen mod Hajar al-Aswad og kyssede den. Så foretog han tawaf omkring Kabaen. Derefter besteg han Safa-bjerget, hvorfra han kunne se Baytullah, og med løftede hænder ihukom han Allah og bad, som han selv ønskede.” (Abu Dawud)

Forklaring: Også denne hadith viser, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) først foretog tawaf efter ankomsten til Mekka. Derefter foretog han sa’y mellem Safa og Marwa, og under både tawaf og sa’y ihukom han Allah og bad. Der er dog ikke fastsat nogen bestemt dhikr eller dua. Derfor kan man fremsige hvilken som helst dua under tawaf og sa’y.

Ophold på Arafat og Muzdalifa samt ofringen i Mina

(٢٤٨) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ نَحَرْتُ هَاهُنَا وَمِنَى كُلُّهَا مَنْحَرٌ فَانْحَرُوا فِي رِجَالِكُمْ وَوَقَفْتُ هَاهُنَا وَعَرَفَةُ كُلُّهَا مَوْقِفٌ وَوَقَفْتُ هَاهُنَا وَالْمُزْدَلِفَةُ كُلُّهَا مَوْقِفٌ (مسلم)

(248) “Det er berettet fra Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Jeg har foretaget ofringen her, men hele Mina er et sted for ofring. I kan derfor foretage ofringen på det sted, hvor I opholder jer i Mina. Jeg har opholdt mig her på Arafat, men hele Arafat er et opholdssted. Og jeg har opholdt mig her i Muzdalifa, men hele Muzdalifa er et sted for ophold.” (Muslim)

Forklaring: Den 10. Dhu al-Hijjah rejser pilgrimmene tidligt om morgenen fra Muzdalifa, og efter at have kastet sten efter Satan ved Jamara foretager de ofringen. Ifølge imam Abu Hanifa er denne ofring wajib og en del af hajj. Denne ofring kan foretages hvor som helst i Mina. Det er netop, hvad Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har sagt. Blandt hajjens fard-handlinger eller grundelementer er det vigtigste grundelement at opholde sig på Arafat i noget af tiden fra efter solens zenit den 9. Dhu al-Hijjah indtil natten. Her skal man med én adhan og særskilte iqamah’er først bede zuhr-bønnens to fard-rak’ah i fællesskab og umiddelbart derefter, med en iqamah, bede asr-bønnens to rak’ah samlet med dem. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bad på denne måde. I hadithen har Allahs Sendebud sagt, at hele Arafats slette er et sted for wuquf eller ophold. Hvis man derfor opholder sig hvor som helst dér inden for det fastsatte tidsrum, er fard-handlingen opfyldt. På samme måde rejser pilgrimmene efter solnedgang den 9. Dhu al-Hijjah fra Arafat til Muzdalifa ad vejen mod Mekka og Mina, hvor de beder maghrib- og isha-bønnerne samlet og opholder sig i Muzdalifa indtil subh sadiq. Ifølge imam Abu Hanifa er dette ophold wajib og en del af hajj. Allahs Sendebud har sagt i hadithen, at hele Muzdalifa er et opholdssted, og at pilgrimmenes ophold hvor som helst dér opfylder den wajib-handling.

(٢٤٩) وَعَنْ نَافِعٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ بْنَ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا كَانَ يَقُولُ مَنْ لَمْ يَقِفْ بِعَرَفَةَ مِنْ لَيْلَةِ الْمُزْدَلِفَةِ قَبْلَ أَنْ يَطْلَعَ الْفَجْرُ فَقَدْ فَاتَهُ الْحَجُّ وَمَنْ وَقَفَ بِعَرَفَةً مِنْ لَيْلَةِ الْمُزْدَلِفَةِ مِنْ قَبْلِ أَنْ يَطْلَعَ الْفَجْرُ فَقَدْ أَدْرَكَ الْحَجَّ (مؤطا إمام مالك)

(249) “Hazrat Nafi’ (må Allah være tilfreds med ham) siger: Abdullah ibn Umar plejede at sige: Den, der ikke når at opholde sig på Arafats slette indtil før fajr bryder frem på natten i Muzdalifa, har ikke opnået hajj. Men den, der opholder sig på Arafat før den sande daggry bryder frem på natten i Muzdalifa, har opnået hajj.” (Muwatta, Imam Malik)

Forklaring: Hvis nogen af en eller anden grund ikke kan nå frem til Arafat på dagen den 9. Dhu al-Hijjah, det vil sige fra efter middagstid til solnedgang, men når frem til Arafats slette og kan opholde sig dér i en hvilken som helst del af natten efter den 9. Dhu al-Hijjah, vil hans hajj være gyldig. Den, der opholder sig i Arafat efter middagstid, skal forlænge sit ophold indtil solnedgang og derefter begive sig mod Muzdalifah. Men den, der ikke var i stand til at opholde sig dér om dagen, vil have udført wuquf, selv hvis han opholder sig dér et kort stykke tid natten til den 10. Dhu al-Hijjah.

Stening af Jamrah

(٢٥٠) وَعَنْ جَابِرِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ رَأَيْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ رَمَى الْجَمْرَةَ بمِثْلِ حَصَى الْخَذَفِ (مسلم)

(250) “Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg så Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kaste småsten mod Jamrah, som var de dadelkerner.” (Muslim)

(٢٥١) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ رَمَى رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْجَمْرَةَ يَوْمَ النَّحْرِ ضُحًى وَأَمَّا بَعْدَ ذَالِكَ فَإِذَا زَالَتِ الشَّمْسُ (بخاري – مسلم)

(251) “Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kastede småsten mod Jamrah før middag på Eid al-Adhas dag, og de følgende to dage kastede han dem, efter at solen var gået ned.” (Bukhari, Muslim)

(٢٥٢) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ انْتَهَى إِلَى الْجَمْرَةِ الْكُبْرَى فَجَعَلَ الْبَيْتَ عَنْ يَسَارِهِ وَمِنِّي عَنْ يَمِينِهِ وَرَمَى بِسَبْعِ حَصَيَاتٍ يُكَبِّرُ مَعَ كُلِّ حَصَاةٍ ثُمَّ قَالَ هَكَذَا رَمَى الَّذِي أُنْزِلَتْ عَلَيْهِ سُورَةُ الْبَقَرَةِ (بخاري – مسلم)

(252) “Det er blevet overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at han kom til Jamrat al-Kubra og kastede syv småsten, med Baytullah til venstre og Mina til højre, og ved hvert kast sagde han: Allahu Akbar. Derefter sagde han: Den, over hvem sura al-Baqarah blev åbenbaret, kastede småsten på denne måde.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Pilgrimmene opholder sig i Muzdalifah natten til den 10. Dhu al-Hijjah, kommer ved daggry til Mina og kaster om morgenen den 10. Dhu al-Hijjah syv småsten mod Jamrat al-Kubra, den store jamrah. Derefter udfører de offeret, barberer hovedet eller klipper håret, tager ihram af og vender tilbage til normal tilstand. Det vil sige, at de bliver halal. Derefter opholder de sig i Mina i yderligere to eller tre dage og skal efter solens zenit hver dag kaste syv småsten mod hver af de tre jamrah’er. Den 10. Dhu al-Hijjah skal man dog kun kaste sten mod én jamrah. I hadithen har Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) omtalt stenkastningen på den første dag. Det er wajib at kaste sten mod jamrah’erne tre eller fire dage i træk.

Beskrivelse af offeret

(٢٥٣) وَعَنْ عَلِيِّ بْنِ أَبِي طَالِبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ نَحَرَ بَعْضَ هَدْيهِ وَنَحَرَ غَيْرُهُ بَعْضَهُ
(مؤطا إمام مالك)

(253) “Det er overleveret fra Hazrat Ali ibn Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham), at Sendebudet selv slagtede nogle af sine hady-dyr (offerdyr), mens andre blev slagtet af andre.” (Muwatta af Imam Malik)

(٢٥٤) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ ذَبَحَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا بَقَرَةً يَوْمَ النَّحْرِ (مسلم)

(254) “Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) siger: På offerdagen slagtede Sendebudet (fred og velsignelser være med ham) en ko på vegne af Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) i Mina.” (Muslim)

(٢٥٥) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ نَحَرْنَا مَعَ رَسُوْلِ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَامَ الْحُدَيْبِيَّةِ الْبُدْنَةَ عَنْ سَبْعَةِ وَالْبَقَرَةَ عَنْ سَبْعَةٍ (مسلم)

(255) “Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) siger: I Hudaybiyyah-året ofrede vi sammen med Sendebudet (fred og velsignelser være med ham) én kamel på vegne af syv personer og på samme måde én ko på vegne af syv personer.” (Muslim)

Forklaring: Et “hadī” er det offerdyr, som pilgrimmene tager med til Minā under hajj for at ofre det. Generelt er det påbudt for en velhavende person, der ejer nisāb, at bringe et offer. Den, der udfører hajj, skal barbere hovedet efter ofringen.

At barbere hovedet

(٢٥٦) وَعَنْ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَلَقَ رَأْسَهُ فِي حُجَّةِ الْوِدَاعِ وأُنَاسٌ مِنْ أَصْحَابِهِ وَقَصَّرَ بَعْضُهُمْ (بخاري – مسلم)

(258) “Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: Allahs Sendebud (fred være med ham) og nogle af hans ledsagere barberede hovedet under afskedshajj, mens andre lod håret klippe kort.” (Bukhari, Muslim)

(٢٥٧) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَيْسَ عَلَى النِّسَاءِ الْحَلْقُ إِنَّمَا عَلَى النِّسَاءِ التَّقْصِيرُ
أبو داود – ترمذي – الدارمي)

(257) “Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger: Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde, at kvinder under hajj eller umrah ikke skal barbere hovedet, men blot klippe lidt af håret.” (Abu Dawud, Tirmidhi, Darimi)

Forklaring: Blandt de foreskrevne handlinger under hajj er det obligatorisk efter ofringen at barbere eller klippe håret. Kvinder behøver ikke at barbere hovedet; for dem er det tilstrækkeligt til at opfylde det obligatoriske, at de klipper lidt af hårets spidser.

(٢٥٨) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمَرِو بْنِ الْعَاصِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَقَفَ فِي حَجَّةِ الْوَدَاعِ بِمِنِّى لِلنَّاسِ يَسْأَلُونَهُ فَجَاءَهُ رَجُلٌ فَقَالَ لَمْ أَشْعُرْ فَحَلَقْتُ قَبْلَ أَنْ أَدْبَحَ فَقَالَ إِذْبَحْ وَلَا حَرَجَ فَجَاءَ آخَرُ فَقَالَ لَمْ أَشْعُرْ فَنَحَرْتُ قَبْلَ أَنْ أَرْمِيَ فَقَالَ ارْمٍ وَلَا

حَرَجَ فَمَا سُئِلَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنْ شَيْءٍ قُدَمَ وَلَا أُخْرَ إِلَّا قَالَ افْعَلْ وَلَا حَرَجَ (بخاري – مسلم)

(258) »Det er berettet fra Abdullah ibn Amr ibn al-ʿĀs (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) under Afskedspilgrimsfærden kom til Mina og opholdt sig et sted, så folk kunne stille ham spørgsmål om forskellige forhold. Så kom en mand og sagde: ’Herre, uden at vide det barberede jeg mit hoved, før jeg ofrede.’ Han sagde: ’Der er ingen vanskelighed (synd) i det; gå nu hen og ofr.’ En anden kom og sagde: ’Herre, uden at vide det ofrede jeg, før jeg kastede stenene.’ Han sagde: ’Der er ingen vanskelighed (synd) i det. Gå nu hen og kast stenene.’ Kort sagt: Den dag blev Sendebuddet spurgt om alle mulige tilfælde, hvor én handling var blevet udført før en anden, og han gav det samme svar hver gang: ’Der er ikke noget problem; gå nu hen og udfør resten.’« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: På baggrund af den ovenstående hadith siger imam Shafiʿi, at det er sunnah at overholde rækkefølgen blandt de ovennævnte wajib-handlinger under hajj. Hvis man derfor ikke overholder rækkefølgen, har man undladt en sunnah, men hajj er gyldig, og man behøver ikke yde dam. Imam Abu Hanifa og Malik siger derimod, at det er wajib at overholde rækkefølgen. Derfor skal man, selv om der ikke er synd, yde dam for at have undladt en wajib-handling.

–: Slut :–