Hazrat Muhammad (s.a.w.) er på den ene side den sidste profet, og på den anden side er han profet for hele menneskeheden i hele verden. Vi muslimer, som hævder at være profetens (s.a.w.) ummah, har pligt til at være bekendt med alle Rasulens påbud og forskrifter; hele Huzurs liv og gerninger udgør hans sunnah. Det er gennem hadith, at vi kan opnå viden om sunnah. Derfor er det både uomgængeligt og nødvendigt for os at tilegne os viden om hadith sammen med den hellige Koran.
Det var følelsen af dette behov, der inspirerede mig til at sammenstille denne bog. I ét værk har jeg forsøgt at samle Rasulens (s.a.w.) vejledninger om de nødvendige emner. I dette første bind har jeg naturligvis behandlet hvert emnes betydning og fortræffelighed. I andet bind har jeg behandlet masail. I tredje bind har jeg belyst haditherne om moralske emner. Og i fjerde bind har jeg belyst haditherne om Rasulens wasiyyat.
Hvis denne bog blot i ringe grad hjælper dem, der ønsker at opnå viden om Den Ædle Profets vejledning, vil jeg anse mit arbejde for at være lykkedes. Må Allah den Almægtige acceptere denne ringe indsats fra mig. Amin!

Abul Kalam Muhammad Yusuf
Dhanmondi, Dhaka.

Kapitel 1: Hadith

Hadiths definition og beskrivelse

Rasulens ord, handlinger og godkendelser kaldes hadith; det vil sige, at de ord, Huzur har sagt som Rasul, de handlinger, han har udført, og de handlinger, han har set sahaba udføre og godkendt, udgør hadith.

I indledningen til Bukhari Sharif siges der følgende som beskrivelse af hadith:

وَهُوَ عِلْمٌ يُعْرَفُ بِهِ أَقْوَالُ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَفْعَالُهُ وَأَحْوَالُهُ

»Hadith betegner den viden, hvorigennem man får kendskab til Den Ædle Profets (s.a.w.) ord, handlinger og tilstand.«

I indledningen til Mishkat Sharif gav muhaddithen Sheikh Abd al-Haqq Dehlawi følgende definition af hadith:

عِلْمُ الْحَدِيْثِ فِي اصْطِلاحِ جَمْهُورِ الْمُحَدِّثِيْنَ يُطْلَقُ عَلَى قَوْلِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَفِعْلِهِ وَتَقْرِيْرِهِ

»I muhaddithinernes terminologi betegnes hadithvidenskab som den videnskab, hvorved man får kendskab til den ædle Profets (s:)-ord og godkendelser.«

Ved en godkendelse forstås et ord eller en handling, som en sahabi har sagt eller udført foran den ædle Profet (s:), uden at Profeten (s:) gjorde indsigelse mod det. For hvis det ovennævnte ord eller den ovennævnte handling havde været forkastelig ifølge sharia, ville Huzur (s:) have gjort indsigelse. Derfor er en sådan godkendelse fra Huzur også en af de vigtigste kilder til kendskab til shariaens forskrifter.

Imam Sakhawi sagde følgende i forbindelse med definitionen af hadith:

الْحَدِيثُ فِي اللُّغَةِ ضِدُّ الْقَدِيمِ وَفِي اصْطِلاحِهِمْ قَوْلُ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَفِعْلُهُ وَتَقْرِيْرُهُ وَصِفَتُهُ حَتَّى فِي الْحَرَكَاتِ وَالسَّكَنَاتِ فِي الْيَقْظَةِ وَالنَّوْمِ

I ordbogen er ordet »hadith« (nyt) det modsatte af ordet »qadim« (gammelt). I muhaddithinernes terminologi betegnes den ædle Profets (s:)-ord, handlinger, godkendelser samt hans egenskaber og karaktertræk som hadith. Selv Huzurs bevægelser i vågen og sovende tilstand er omfattet af hadith.

Hadiths inddeling efter indhold

Shah Waliullah Dehlawi har i sit berømte værk Hujjatullah al-Baligha sagt følgende i forbindelse med omtalen af hadith: “De hadither, der er blevet overleveret fra Huzur (s:), er i almindelighed af to slags.

1) Hadither, hvori forhold vedrørende hans profet- og sendebudsansvar er blevet beskrevet. Det gælder for eksempel de hadither, hvori forskellige forhold og tilstande i livet efter døden samt de vidunderlige forhold i den himmelske verden er beskrevet. Kilden til denne type hadither er udelukkende åbenbaringen. Det er angående denne type hadither, at Allah har givet følgende anvisning.

مَا آتَاكُمُ الرَّسُولُ فَخُذُوهُ وَمَا نَهَاكُمْ عَنْهُ فَانْتَهُوا

“Adlyd alt, hvad Sendebudet pålægger jer, og afhold jer fra alt, hvad han forbyder jer.”

Hadither om shariaens regler og bestemmelser, reglerne for tilbedelse samt sådanne vidtrækkende bestemmelser til gavn for menneskeheden, som ikke er blevet begrænset til nogen bestemt tidsperiode, hører også til den første kategori. Nogle af disse stammer dog fra åbenbaringen, mens andre er Sendebudets egen ijtihad. Profetens ijtihad har naturligvis samme status som åbenbaringen, for profetens ijtihad kan aldrig forblive efter en fejltagelse. Hadither om handlingernes fadilat samt de handlendes egenskaber og rang hører også til den første kategori. Efter min mening stammer størstedelen af dem fra åbenbaringen, mens enkelte dele er resultatet af Huzurs ijtihad.

2) Hadither, hvori forhold vedrørende Huzurs profet- og sendebudsansvar ikke er blevet beskrevet, men andre forhold er blevet omtalt. Det gælder for eksempel udsagn om landbrug og om dyrs egenskaber. Huzur (s:) sagde for eksempel: I skal holde heste, der er dybsorte med en hvid blis. Ligeledes hører de hadither til den anden kategori, hvori handlinger beskrives, som Huzur udførte af vane og ikke som tilbedelse. Huzurs samtaler om verdslige og tekniske spørgsmål hører også til denne kategori. Nogle af disse har erfaring som kilde, andre lokale skikke og vaner, og atter andre vidnesbyrd og beviser. Ingen af dem er bindende for os, men de er efterlignelsesværdige.”

Muhaddithinernes syn på hadiths emne er som følger:

مَوْضُوعُ عِلْمِ الْحَدِيْثِ هُوَ ذَاتُ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِنْ حَيْثُ هُوَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ

»Den ædle Sendebuds (s.a.v.) ophøjede person er hadith-videnskabens genstand. Det vil sige, at det, som Profeten gjorde, sagde og tillod i sin egenskab af profet, samt de ophøjede egenskaber hos ham, der gennem dette udfoldede sig i hans egenskab af Sendebud, udgør hadith-videnskabens genstand.«

Formålet med at studere hadith er gennem Sendebuddets påbud og daglige handlinger at forstå betydningen af Allahs religion og opnå lykke i begge verdener. I værket »Umdat al-Qari« skrev lærden Badr al-Din al-Ayni:

وَأَمَّا فَائِدَتُهُ فَهِيَ الْفَوْزُ بِسَعَادَةِ الدَّارَيْنِ

»At opnå den højeste lykke i begge verdener er meningen med at studere hadith.«

Sunnah

Ordet sunnah betyder sprogligt den vej, man følger, samt principperne og metoden for handling. I hadith-terminologien betegner sunnah den vej og livsanskuelse, som Profeten (s.a.v.) fulgte. Dette er ikke den sunnah, der er gængs i fiqh-videnskaben. Imam al-Raghib skrev i sit værk »Mufradat«

følgende:سُنَّةُ النَّبِيِّ طَرِيقَتُهُ الَّتِي يَتَحَرَّهَا

»Den vej samt de regler og den metode, som den ædle Profet (s.a.v.) valgte, kaldes sunnah.« Lærden Ibrahim ibn Musa Sarnati skrev i sit berømte værk »al-Muyassaqat«: »Det, der er overleveret fra og fastslået gennem den ædle Profet (s.a.v.), kaldes sunnah. Især i de forhold, hvor Koranen ikke indeholder nogen tydelig bestemmelse. Tværtimod er det kun den ædle Profet, der har givet sin egen mening, sine anvisninger og lignende om disse forhold.«

Nogle gange bruges ordet sunnah i betydningen modsat bid‘ah. Man siger for eksempel, at en person holder sig til sunnah, når hans handlinger svarer til Sendebuddets handlinger. (Det gør ingen forskel, om en klar beskrivelse af disse handlinger findes i Koranen eller ej.) Omvendt siger man, at en person holder sig til bid‘ah, når hans handlinger er i modstrid med sunnah. Her er det Profetens praksis, der betegnes som sunnah.

Ordet sunnah bruges også om ṣaḥābaernes praksis, eftersom det er enstemmigt fastslået, at de ædle ṣaḥāba fulgte den autoritative sunnah.

Allāma ʿAbd al-ʿAzīz har i sin bog med titlen »Tawḍīḥ al-naẓar« defineret sunnah på følgende måde:

وَلَفْظُ السُّنَّةِ شَامِلٌ لِقَوْلِ الرَّسُوْلِ وَفِعْلِهِ عَلَيْهِ السَّلَامُ وَتُطْلَقُ عَلَى طَرِيقَةِ الرَّسُوْلِ وَالصَّحَابَةِ

»Ligesom ordet sunnah bruges om Sendebuddets ord og handlinger, bruges det også om de principper og handlemåder, som Sendebuddet og ṣaḥāba fulgte.«

Nogle gange bruges sunnah også udelukkende i betydningen hadith.

Hadiths kilde

Hadiths kilde er enten åbenbaringen eller Profetens ijtihād. Den åbenbaring, der blev sendt ned til Profeten, var af to slags.

1) Den åbenbaring, som blev reciteret for Huzur, og hvis ord og sætninger Huzur (s.) blev pålagt at bevare ordret, kaldes »åbenbaring matlu«. I bønnen reciteres kun denne form for åbenbaring. Og det er Koranen.

2) Huzur (s.) blev ikke pålagt at bevare ordene og sætningerne i den anden form for åbenbaring ordret. Huzur forklarede og fortolkede den derimod med sine egne ord. Denne form for åbenbaring kaldes »åbenbaring ghair matlu«. Og det er »hadith«.

Eksempelvis blev Huzur (på opstigningsnatten) vist forholdene i Malakut-verdenen, og Huzur beskrev dem med sine egne ord. Undertiden kom Jibra’il (a.s.) til Huzur og meddelte Allahs vilje og ønske vedrørende din og sharia. Og Huzur forklarede dette for sahabaerne med sine egne ord. Huzurs forklaring og beskrivelse af Koranens vers og handlinger (såsom antallet af rak’ah i bønnen og zakatens størrelse, som ikke er nævnt i Koranen) hører også til hadith. Og åbenbaringen er kilden til alt dette.

For der blev også åbenbaret andre former for åbenbaring til Huzur ud over Koranen. Som Huzur (s.) sagde:

إِنِّي أُوتِيْتُ الْقُرْآنَ وَمِثْلَهُ مَعَهُ

»Ligesom jeg har fået Koranen, har jeg også fået endnu en ting, der ligner Koranen.

Huzurs ijtihad hører også til hadith og er ligeledes en kilde til islamisk sharia. For hvis Huzurs ijtihad ikke havde været i overensstemmelse med Allahs vilje, ville Allah have korrigeret det gennem åbenbaring.

Kapitel 2: Iman

Renhed i intentionen

وَمَا أُمِرُوا إِلَّا لِيَعْبُدُوا اللَّهَ مُخْلِصِينَ لَهُ الدِّينَ

(سورة البينة :٥)

»Og de blev kun pålagt at tilbede Allah med oprigtig hengivenhed. (Al-Bayyina: 5)

(۱)
وَعَنْ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّمَا الْأَعْمَالُ بِالنِّيَّاتِ، وَإِنَّمَا لِامْرِئٍ مَا نَوَى، فَمَنْ كَانَتْ هِجْرَتُهُ إِلَى اللَّهِ وَإِلَى رَسُولِهِ فَهِجْرَتُهُ إِلَى اللَّهِ وَإِلَى رَسُولِهِ، وَمَنْ كَانَتْ هِجْرَتُهُ لِدُنْيَا يُصِيبُهَا أَوِ امْرَأَةٍ يَتَزَوَّجُهَا فَهِجْرَتُهُ إِلَى مَا هَاجَرَ إِلَيْهِ (بخاري – مسلم)

1) Det er overleveret fra Hazrat Umar ibn al-Khattab (ra.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.) har erklæret: Alle handlingers resultat afhænger af intentionen. Enhver vil i det hinsidige kun få det, som han har haft til hensigt. Den, der derfor foretager hijra (udvandrer) for Allahs og Hans Sendebuds skyld, vil have foretaget sin hijra for Allahs og Hans Sendebuds skyld; og den, der foretager hijra for at opnå en verdslig fordel eller for at få en kvinde, vil have foretaget sin hijra netop for dette formål. (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Denne hadith fra Den Ærværdige Profet handler om, på hvilket grundlag Allah den Ophøjede senere vil give mennesket resultatet af de handlinger, som mennesket udfører i denne verden. Den Ædle Profet (s.) siger, at Allah den Ophøjede vil give mennesket resultatet af dets handlinger på grundlag af intentionen, ikke på grundlag af selve handlingen. Det vil sige, at dets belønning for handlingen vil blive givet på grundlag af den beslutning eller sindstilstand, som fik det til at udføre den pågældende handling. Den, der derfor foretager hijra med den faste beslutning udelukkende at opnå Allahs tilfredshed ved at følge Hans påbud, vil i det hinsidige modtage den fulde belønning for sin hijra. Hvis en person derimod foretager hijra af begær efter en verdslig fordel, såsom at gifte sig med en smuk kvinde eller opnå rigdom, vil han kun opnå denne verdslige fordel. Hos Allah vil han intet have til gode i det hinsidige.

Forestil dig, at en person drager hjemmefra med den faste beslutning om at udføre hajj med det formål at opnå Allah den Ophøjedes tilfredshed. Men undervejs kommer han ud for en ulykke, og hans liv går til grunde. Selv om han i denne situation ikke når at fuldføre hajj, vil han på grund af sin oprigtige og rene intention få belønningen for hajj. Omvendt vil en anden person, som udfører hajj med det formål at rejse rundt i landet, blive berøvet belønningen.

(۲)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ اللَّهَ لَا يَنْظُرُ إِلَى صُوَرِكُمْ وَأَمْوَالِكُمْ وَلَكِنْ يَنْظُرُ إِلَى قُلُوْبِكُمْ وَأَعْمَالِكُمْ (مسلم)

(2) »Det er berettet fra Abu Huraira (ra.), at han sagde: Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: Allah ser ikke på jeres skønhed og rigdom, men på jeres hjerter og handlinger.« (Muslim)

Forklaring: Hovedbudskabet i den ovenstående hadith er, at menneskers fysiske skønhed, rigdom og lignende ikke har nogen særlig betydning hos Allah. Det, der har betydning hos Allah, er menneskets hjerte og handlinger. Det vil sige, at den handling, et menneske udfører med en god intention i sit hjerte, har særlig betydning hos Allah.

For at tilbedelse kan blive accepteret, skal to betingelser være opfyldt. Den ene er iman, og den anden er en oprigtig intention. Ligesom Allah ikke accepterer en vantros tilbedelse eller gode handlinger, accepterer Han heller ikke tilbedelsen fra den, der har en mangelfuld intention.

Islam og iman

مَنْ آمَنَ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الْآخِرِ وَعَمِلَ صَالِحًا فَلَهُمْ أَجْرُهُمْ عِنْدَ رَبِّهِمْ وَلَا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يَحْزَنُوْنَ

(سورة البقرة :٦٢)

»De, der tror på Allah og den yderste dag og gør gode handlinger, vil have deres belønning opbevaret hos Allah. De vil ikke have nogen grund til frygt eller bekymring.« (Sura al-Baqara – 62)

(۳)
وَعَنْ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ بَيْنَمَا نَحْنُ عِنْدَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ذَاتَ يَوْمٍ إِذْ طَلَعَ عَلَيْنَا رَجُلٌ شَدِيدُ بَيَاضِ الثَّيَابِ شَدِيدُ سَوَادِ الشَّعَرِ لَا يُرَى عَلَيْهِ أَثَرُ السَّفَرِ وَلَا يَعْرِفُهُ مِنَّا أَحَدٌ حَتَّى جَلَسَ إِلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَأَسْنَدَ رُكْبَتَيْهِ إِلَى رُكْبَتَيْهِ وَوَضَعَ كَفِّيْهِ عَلَى فَخِذَيْهِ، وَقَالَ: يَا مُحَمَّدًا أَخْبِرْنِي عَنْ الإِسْلَامِ، فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الإِسْلَامُ أَنْ تَشْهَدَ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَأَنَّ مُحَمَّدًا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ، وَتُقِيمَ الصَّلاةَ، وَتُؤْتِي الزَّكَاةَ، وَتَصُومَ رَمَضَانَ، وَتَحُجَّ الْبَيْتَ إِنْ اسْتَطَعْتَ إِلَيْهِ سَبِيلاً، قَالَ: صَدَقْتَ، قَالَ: فَعَجِبْنَا لَهُ يَسْأَلُهُ وَيُصَدِّقُهُ، قَالَ: فَأَخْبِرْنِي عَنْ الإِيمَانِ، قَالَ: أَنْ تُؤْمِنَ بِاللَّهِ وَمَلَائِكَتِهِ وَكُتُبِهِ وَرُسُلِهِ وَالْيَوْمِ الْآخِرِ وَتُؤْمِنَ بِالْقَدَرِ خَيْرِهِ وَشَرِّهِ، قَالَ:

صَدَقْتَ، قَالَ: فَأَخْبِرْنِي عَنْ الْإِحْسَانِ، قَالَ: أَنْ تَعْبُدَ اللَّهَ كَأَنَّكَ تَرَاهُ فَإِنْ لَمْ تَكُنْ تَرَاهُ فَإِنَّهُ يَرَاكَ، قَالَ: فَأَخْبِرْنِي عَنْ السَّاعَةِ، قَالَ: مَا الْمَسْئُولُ عَنْهَا بِأَعْلَمَ منْ السَّائِلِ، قَالَ: فَأَخْبِرْنِي عَنْ أَمَارَتِهَا ، قَالَ: أَنْ تَلِدَ الأَمَةُ رَبَّتَهَا وَأَنْ تَرَى الْحُفَاةَ الْعُرَاةَ الْعَالَةَ رِعَاءَ الشَّاءِ يَتَطَاوَلُوْنَ فِي الْبُنْيَانِ، قَالَ: ثُمَّ انْطَلَقَ فَلَبِثْتُ مَلِيًّا ، ثُمَّ قَالَ لِي: يَا عُمَرُ أَتَدْرِي مَنْ السَّائِلُ؟ قُلْتُ: اللَّهُ وَرَسُولُهُ أَعْلَمُ، قَالَ: فَإِنَّهُ جِبْرِيلُ أَتَاكُمْ يُعَلِّمُكُمْ دِينَكُمْ.
(مسلم)

(3) “Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) beretter: En dag var vi til stede hos Den Ærede Profet. Pludselig viste der sig en mand iblandt os, hvis klæder var skinnende hvide, og hvis hår var kulsort. Der var ingen tegn på rejse på hans krop, og alligevel var der ingen iblandt os, der kunne genkende ham.

[Note 1: Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: Ingen af os indbyggere i Medina kunne genkende den besøgende. Derfor var det naturligt at antage, at han var fremmed. Men en fremmed rejsendes klæder og ansigt burde bære tydelige tegn på rejsen, og der var heller ingen sådanne tegn på den besøgendes krop. Derfor forekom manden os at være ganske mærkelig.]

Derefter kom han hen til Den Ærede Profet og satte sig på en sådan måde, at hans knæ vendte mod Profetens knæ, mens hans hænder hvilede på hans lår.

[Note 2: Den besøgende satte sig foran Den Ærede Profet med samme høflighed, som den bedende sidder under tashahhud i bønnen med hænderne hvilende på lårene.]

Derefter sagde han: »O Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham), fortæl mig om islam.« Den Ærede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Islam er, at du bevidner, at der ingen guddom er ud over Allah, og at Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham) er Hans Sendebud; derefter opretholder du bønnen, giver zakat, faster i Ramadan-måneden og foretager hajj til Baytullah, hvis du har mulighed for det.« Manden sagde: »Du har talt sandt.« Vi blev forundrede over denne form for spørgsmål og svar.

[Note 3: Grunden til vores forundring var, at mandens spørgsmål var som en uvidendes, mens hans bekræftelse var som en lærds. Da han stillede spørgsmålene, virkede det, som om en elev spurgte sin lærer. Men da han bekræftede svarene, virkede det, som om en lærer bekræftede over for en elev, at svaret var rigtigt.]

Han spurgte igen: »Fortæl mig om iman.« Profeten (fvmh.) svarede: »Iman er, at du tror fast på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans profeter og det hinsidige, og at du også tror på det gode og det onde i skæbnen.« Manden sagde: »Ja, du har talt sandt.« Derefter sagde han: »Fortæl mig også om ihsan.« Profeten (fvmh.) sagde: »Ihsan er, at du tilbeder Allah, som om du ser Ham. Og hvis du ikke kan se Ham, så skal du vide, at Han ser dig.« Den fremmede sagde: »Så fortæl mig nu om Dommedagen.«

Profeten svarede: »Den, der bliver spurgt om Dommedagens tidspunkt, ved ikke mere end den, der spørger.« Manden sagde: »Så fortæl mig om dens tegn.« Profeten (fvmh.) sagde: »Tjenestepiger skal føde deres herskerinder, og du skal se tidligere barfodede, nøgne og langhalsede hyrder bo stolt i paladsernes indre.« Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Derefter gik manden bort. Efter at have opholdt sig et stykke tid spurgte Profeten (fvmh.) mig: »Umar, genkendte du den mand, der spurgte?« Jeg svarede: »Allah og Hans Sendebud ved bedst.« (Jeg ved det ikke.) Profeten sagde: »Det var Jibril. Han kom for at undervise jer i religionen gennem spørgsmål og svar.« (Muslim)

(Imam Muslim har overleveret denne hadith. Imam Bukhari har desuden nedskrevet den i sit berømte værk med mindre variationer.)

Forklaring: Da spørgeren var Hazrat Jibril (fred være med ham), kaldes hadithen »Jibrils hadith«. I hadithen forklares religionens tre grundlæggende forhold: islam, iman og ihsan.

Den sproglige betydning af ordet islam er at underkaste sig, adlyde og overgive sig selv. I sharīʿahs terminologi betyder islam at adlyde Allah og Hans Sendebud og fuldstændigt overgive sig til Allahs religion.

De fem forhold, som Profeten (fvmh.) nævnte i sin forklaring af islam, er islams fem grundlæggende søjler eller fundamenter.

Derfor vil det muslimske samfund og den muslimske stat nødvendigvis anerkende enhver, i hvem de fem forhold, der er nævnt i hadithen, findes sammen med bekendelsen af kalimaen, som muslim, og være forpligtet til at give ham alle muslimers rettigheder.

Den sproglige betydning af ordet iman er dyb tro, fast overbevisning og dyb tillid. Den terminologiske betydning er helhjertet at antage den religion, som Allah har fremlagt for menneskeheden gennem Hans Sendebud, og at have dyb tillid til dens sandhed. Hadithen nævner netop de seks grundlæggende forhold, som et menneske skal tro på; uden tro på disse regnes et menneske ikke engang som troende i grundlæggende forstand.

Det allerførste og vigtigste blandt de ovennævnte forhold er troen på Allah. Troen på Allah betyder oprigtigt at anerkende Allah alene som Skaberen, Lovgiveren, Forsørgeren, Opretholderen og den sande Ejer af hele verden. Man må ikke sætte nogen anden ved siden af Allah eller gøre nogen til Hans partner i disse forhold. Med hensyn til troen er Allah den Højestes ovennævnte egenskaber enestående og udelelige. Hvis en person tror af hjertet, at Allah er Skaberen, men nærer tvivl om, at Han er Lovgiveren – det vil sige, hvis han ikke anerkender, at Allahs lov skal følges på alle områder af livet – så er han ikke troende.

Det andet er troen på englene. Troen på englene betyder fast at tro, at englene er en del af Allahs mægtige skaberværk. Allah den Højeste har skabt dem af lys. De er hverken mænd eller kvinder. Når det er nødvendigt, kan englene antage forskellige skikkelser. Allah har udpeget dem til at varetage alle opgaver med at administrere skaberværket. De adlyder aldrig Allahs befalinger.

Det tredje er troen på Bøgerne. Det vil sige oprigtigt at tro, at de Bøger, som Allah gennem tiderne har åbenbaret for profeterne for at vejlede menneskeheden til den rette vej, er sande, korrekte og fejlfri.

Blandt de talrige Bøger, som Allah den Højeste har åbenbaret, er fire de vigtigste: Tawrat, Zabur, Injil og Furqan. Furqan, det vil sige Koranen, er Allah den Højestes sidste Skrift. I Koranen er alle sandheder fra de tidligere Bøger samt alt, hvad menneskeheden behøver for vejledning indtil Dommedag, blevet samlet. Herefter vil ingen anden himmelsk Bog blive åbenbaret. Derfor er frelse i det hinsidige efter Koranens komme umulig for nogen uden at følge Koranen.

Alle de påbud, som Koranen har givet om forskellige sider og forhold i menneskelivet, skal betragtes som noget, der uden undtagelse skal efterleves. Ellers kan ingen blive troende.

Det fjerde forhold, som det er absolut nødvendigt at tro på for at være troende, er troen på sendebuddene. Ordet rasul betyder bogstaveligt »den udsendte«. I shariaens terminologi betegnes de som rasul, som den Store Allah gennem tiderne har sendt til forskellige dele af verden med åbenbaring og en Bog for at vejlede menneskeheden. Fra menneskehedens begyndelse og frem til i dag er talrige profeter og sendebud kommet til verden. Blandt dem er Hazrat Muhammad (s.) det sidste og største sendebud.

Troen på sendebuddene betyder, at man skal tro om alle de profeter og sendebud, som Allah har udsendt, at de alle var ufejlbarlige og de mest vidende og dydige mennesker i deres respektive tidsaldre. Den vejledning, de bragte med sig, var fejlfri og kom fra Allah. Blandt alle profeterne er Hazrat Muhammad (s.) både den største og den sidste profet. De tidligere profeter blev sendt til bestemte folk, tidsaldre eller områder. Men Hazrat Muhammad (s.) blev sendt til hele verdens samlede menneskehed. Som Allah siger:

وَمَا أَرْسَلْنَاكَ إِلَّا كَافَّةً لِلنَّاسِ (سورة السبأ : ۷۸)

“O Sendebud, sandelig har Vi sendt dig som profet for hele menneskeheden.” (Sura Saba-78)

Det femte er troen på det hinsidige. Det vil sige, at man i sit hjerte skal have en fast tro på, at livet ikke ophører gennem døden, men at man træder ind i endnu et stadie af livet, som kaldes det hinsidige. På et tidspunkt i dette hinsidige vil mennesket, efter at alle det jordiske livs handlinger er blevet gjort op, få deres resultater. Derfor vil nogle blive paradisets beboere, mens andre bliver Helvedes beboere. Ordet »sāʿat«, der er nævnt i hadithen, henviser til denne dommedag. Denne dag kaldes også Hashrs eller Qiyamas dag. I Koranen, haditherne og profeternes undervisning er der lagt overordentlig stor vægt på troen på det hinsidige. For det er i virkeligheden troen på det hinsidige, der tvinger mennesket til at udføre gode gerninger i det jordiske liv. Den, der derimod ikke tror på det hinsidige, bliver egenrådig og ansvarsløs. For han tror ikke på, at han på opstandelsens dag skal stå foran Allah og aflægge regnskab for sine gode og onde handlinger.

Allah har ikke meddelt nogen den nøjagtige dato for, hvornår opstandelsens dag vil indtræffe (dag, måned og år). Han har dog meddelt sin elskede profet nogle af tegnene på, at opstandelsen nærmer sig. I den omtalte hadith spurgte Jibril (fred være med ham) Profeten om netop disse tegn: »Så fortæl mig da om tegnene på opstandelsen.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når du ser, at slavepiger føder deres herre, og at folk fra hyrdeklassen, som er barfodede og nøgne, hengiver sig til hovmod inde i store bygninger, så skal du vide, at opstandelsen er nær.«

Det vil sige, at når børn behandler deres mor som en slave, og samfundets uegnede og laveste mennesker optræder som ledere og hengiver sig til hovmod, skal man vide, at opstandelsen er nær.

I hadithen nævnte den ædle profet kun to blandt de utallige tegn på opstandelsen.

Det sjette er troen på, at både det gode og det onde i takdir kommer fra Allah. Takdir kaldes i islamisk terminologi »qada og qadar«. Og qada og qadar kaldes kort sagt takdir.

Takdir betyder at fastslå en mulig begivenhed ud fra en vurdering, før begivenheden indtræffer. Der findes mange begivenheder, som mennesket på forhånd vurderer og på grundlag heraf fastlægger sin handlemåde; dette kaldes takdir. Men fordi menneskets viden ikke er fejlfri, sker det undertiden, at dets skøn og vurdering ikke holder stik. Allahs viden er derimod fejlfri og fuldkommen, og derfor forekommer der ingen afvigelse i Hans takdir. Hvis Han imidlertid med vilje lader en afvigelse indtræffe, er det en anden sag.

Mange af de lærde, der har trængt dybt ind i sagen, har forklaret takdir på følgende måde:

“Længe før skabelsen fastlagde Den Almægtige Allah alt, hvad der skulle skabes: dets form og beskaffenhed, udseende og egenskaber, varigheden af dets eksistens, dets tilstand under denne varighed, dets forandring, udvikling, ødelæggelse, tilintetgørelse og endelige udfald. At have en fast overbevisning om Skaberens forudgående fastlæggelse kaldes at have tro på takdir.”

Allah Ta’alas viden er uden begyndelse. Det vil sige, at alt, hvad der er sket, det, der sker, og det, der vil ske i fremtiden, allerede er nærværende hos Allah. Derfor har Han på grundlag af denne evige viden fastlagt, hvad der vil ske i fremtiden. Det betyder bestemt ikke, at vi gør noget, fordi Han har fastlagt det, men at Han har fastlagt det, fordi vi vil gøre det.

Det bemærkelsesværdige er, at hadithen omtaler religionens tre vigtigste og grundlæggende bestanddele, nemlig islam, iman og ihsan. Når en person accepterer Allahs religion og beslutter sig for at følge religionens vej, er han på sit første trin muslim, på det andet

trin mu’min og på det tredje trin muhsin. Når en person udadtil udfører islams vigtigste ritualer sammen med bekendelsen af sin anerkendelse af Allah og Sendebudet, er han muslim. Det islamiske samfund og den islamiske stat vil behandle ham som muslim. Det er ikke nødvendigt for samfundet eller staten at undersøge, hvilken tilstand hans hjerte befinder sig i.

Når virkningen af ovenstående bekendelse og ydre handlinger trænger ind i en persons hjerte, det vil sige, når den ydre islamiske bekendelse og de ydre handlinger opnår hjertets godkendelse, bliver han mu’min.

Når imanens stadigt voksende indtrængen derefter gør hans hjerte hengivent til Allah, Sendebudet og religionen, bliver han muhsin.
Allahs oprigtige tjenere er uophørligt bekymrede for at opnå denne ihsans dør.

Betydningen af troen på Sendebudet

(٤) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا يُؤْمِنُ أَحَدُكُمْ حَتَّى أَكُونَ أَحَبَّ إِلَيْهِ مِنْ وَالِدِهِ وَوَلَدِهِ وَالنَّاسِ أَجْمَعِينَ (بخاري – مسلم)

(4) “Det er overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den blandt jer, som ikke kan elske mig mere end sin far, sine børn og alle andre mennesker, kan ikke være fuldkommen troende.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Det er ikke tilstrækkeligt for en troende blot generelt at tro på Sendebudet. For virkelig at være troende må man elske Sendebudet mere end sine forældre, sine børn og alle sine kære.

Kærlighed eller hengivenhed er almindeligvis af to slags. Den ene slags er

1) محبت اختياريfrivillig kærlighed.

2) محبت اضطراريnaturlig kærlighed.

Den første er under menneskets vilje, mens den anden ligger uden for menneskets kontrol. Forestil dig, at en troende elsker både sin far og Sendebudet. I denne situation beordrer hans far ham at udføre en handling, som strider imod Sendebudets (Allahs fred og velsignelser være med ham) befaling. Hvis han da tilsidesætter faderens befaling ved at give Sendebudets kærlighed forrang frem for kærligheden til sin far, må det dermed anses for, at hans kærlighed til Sendebudet har fået forrang frem for kærligheden til hans far.

Den kærlighed, der omtales i hadithen, er den første slags kærlighed (den frivillige), der menes. Hvis den naturlige kærlighed til Sendebudet imidlertid er stærkere i en persons hjerte, er det endnu bedre.

(٥) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا يُؤْمِنُ أَحَدُكُمْ حَتَّى يَكُونَ هَوَاهُ تَبَعًا لِمَا جِئْتُ بِهِ
(مشكوة)

(5) “Hazrat Abdullah ibn Amr (ra:) berettede, at den ædle Profet (s:) sagde: Den, der ikke kan underordne sine ønsker og begær under den dīn, jeg har fremlagt, kan ikke blive troende.” (Mishkat)

Forklaring: Den sande betydning af troen på Profeten er, at man fuldstændigt underordner sin egen vilje, sine impulser og sine ønsker under den sharia, som Profeten har bragt fra Allah til menneskeheden som livsordning.

(٦) وَعَنْ أَبِي أُمَامَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَنْ أَحَبَّ لِلَّهِ وَأَبْغَضَ لِلَّهِ وَأَعْطَى لِلَّهِ وَمَنَعَ لِلَّهِ فَقَدِ اسْتَكْمَلَ الإِيمَانَ (بخاري)

(6) “Hazrat Abu Umamah (ra:) berettede, at Huzur (s:) sagde: Den, hvis kærlighed og fjendskab, givning og tilbageholdelse udelukkende sker for at opnå Allahs tilfredshed, er den, der har fuldkommen tro.” (Bukhari)

Forklaring: Når en troende, mens han følger troens vej, når frem til et niveau, hvor alle hans handlinger begynder udelukkende at blive udført i overensstemmelse med Allahs vilje, må man forstå, at han har opnået fuldkommenhed i troen.

وَعَنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ(V)صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : ذَاقَ طُعْمَ الْإِيمَانِ مَنْ رَضِيَ بِاللَّهِ
رَبَّا وَبِالإِسْلَامِ دِينًا وَبِمُحَمَّدٍ رَسُولاً (بخاري – مسلم)

(7) “Hazrat Abbas (ra:) berettede, at den ædle Profet (s:) sagde: Den, der med fuld oprigtighed har accepteret Allah som Herre, islam som religion og Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, som profet, har opnået den sande smag af troen.” (Bukhari, Muslim)

Troens indflydelse på livets handlinger

(۸)
وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَلَّمَا خَطَبَنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِلَّا قَالَ: لَا إِيْمَانَ لِمَنْ لَا أَمَانَةَ لَهُ ، وَلَا دِينَ لِمَنْ لَا عَهْدَ لَهُ (بيهقي)

(8) »Det er blevet overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Sjældent gav Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) os en formaning uden at sige deri, at den, der bedriver bedrageri, ikke har tro, og den, der bryder sit løfte, ikke har religion.« (Bayhaqi)

Forklaring: I den ovennævnte hadith nævnte den elskede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) to alvorlige syndige handlinger, som strider mod religionen og troen. Den ene er svigt af en betroet tillid, og den anden er løftebrud.

I denne hadith er ordet »betroet tillid« anvendt i en bred betydning. Det omfatter således alle former for betroede tillidsforhold, såsom den enkeltes, samfundets og nationens tillid. På samme måde omfatter det betroet ejendom og formue, betroede ansvar og pligter samt ære og anseelse. Ordet »løfte« eller »forpligtelse« er også anvendt i en bred betydning her. Det omfatter således alt fra den enkeltes løfte til nationale og internationale løfter, aftaler, pagter og forpligtelser.

(۹)
وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ : لَا يُؤْمِنُ أَحَدُكُمْ حَتَّى يُحِبُّ لِأَخِيهِ مَا يُحِبُّ لِنَفْسِهِ (بخاري – مسلم)

(9) »Hazrat Anas har overleveret, at den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Ingen af jer kan blive troende, før han ønsker for sin troende broder det, som han ønsker for sig selv.« (Bukhari-Muslim)

Forklaring: Når en person har antaget troen, påhviler der ham naturligt i overensstemmelse med troens krav en række ansvar. Blandt disse ansvar indgår også personlige, familiemæssige, sociale og statslige ansvar. Det ansvar, der nævnes i hadithen, er en troendes sociale ansvar. Det vil sige, at en troende skal betragte sin troende broders interesser og rettigheder, som bor i samfundet, med præcis samme blik, som han betragter sine egne interesser og rettigheder; ellers kan han ikke blive en fuldkommen troende.

(۱۰)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْمُسْلِمُ مَنْ سَلِمَ الْمُسْلِمُونَ مِنْ لِسَانِهِ وَيَدِهِ، وَالْمُهَاجِرُ مَنْ هَاجَرَ مَا نَهَى اللَّهُ عَنْهُ (بخاري)

(10) »Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Muslimen er den, fra hvis hånd og tunge muslimerne er i sikkerhed. Og muhajiren er den, der udvandrer fra det, som Allah har forbudt.« (Bukhari)

Forklaring: Den berettede hadith hentyder til, hvordan en sand muslims og en sand muhajirs karakter bør være. Den, der antager islam som sin livsorden, vil således ikke volde nogen muslim skade hverken med sin hånd eller sin tunge. På samme måde vil den, der udvandrer fra det, som Allah har forbudt, opnå hijras fulde fortjeneste. At forlade sit land af verdslige interesser er ikke hijra.

Islams fundament

(۱۱)
وَعَنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: بُنِيَ الْإِسْلَامُ عَلَى خَمْسٍ شَهَادَةِ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ، وَأَنَّ مُحَمَّدًا عَبْدُهُ وَرَسُولُهُ، وَإِقَامِ الصَّلاةِ، وَإِيتَاءِ الزَّكَاةِ، وَالْحَجِّ، وَصَوْمِ رَمَضَانَ (بخاري – مسلم)

(11) »Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Islam er grundlagt på fem ting. De er: at bevidne, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad (Allahs fred være med ham) er Hans tjener og Sendebud; at udføre bønnen, betale zakat, foretage hajj og faste i måneden Ramadan.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: I denne hadith sammenlignes islam med et hus, og trosbekendelsen, bønnen, zakat, hajj og fasten i måneden Ramadan sammenlignes med husets søjler. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) har givet os en smuk lignelse for at forstå islam. Det er værd at bemærke, at man ikke kan forestille sig et hus uden søjler; på samme måde kalder man heller ikke blot søjler for et hus. De fem ting, der nævnes i hadithen, er kun islams fundament, ikke hele islam. Hvis nogen derfor udfører de ovennævnte fem handlinger og mener, at han har opfyldt alle islams krav, vil det være den samme slags fejl, som når en person rejser søjler og tror, at han har opført et hus.

Ligesom nogle få søjler uden tag ikke kan beskytte mennesker mod sol og regn, kan mennesket heller ikke undgå ansvaret i det hinsidige ved blot at udføre disse fem handlinger. Hele den livsorden, som Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) har forelagt menneskeheden, er islam. Ved at antage den fuldt ud kan mennesket opnå fuldstændig velfærd i både dette liv og det hinsidige.

Store synder

إِنْ تَجْتَنِبُوا كَبَائِرَ مَا تُنْهَوْنَ عَنْهُ نُكَفِّرْ عَنْكُمْ سَيِّئَاتِكُمْ وَنُدْخِلْكُمْ مُدْخَلاً كَرِيمًا (سورة النساء : ٣١)

Betydning: Hvis I holder jer fra de forbudte store synder, vil Vi tilgive jer jeres (mindre) forseelser og føre jer ind på en hæderfuld plads.” (Sura an-Nisa 4:31)

Men hvis nogen uden tøven fortsætter med hele tiden at begå små synder, vil denne lille synd til sidst udvikle sig til en stor synd. Desuden vil en person, der har været optaget af syndige handlinger hele sit liv og omvender sig umiddelbart før døden (efter at have mærket dødens tegn), ikke få sin omvendelse accepteret hos Allah. Koranens erklæring herom lyder således:

إِنَّمَا التَّوْبَةُ عَلَى اللَّهِ لِلَّذِينَ يَعْمَلُونَ السُّوءَ بِجَهَالَةٍ ثُمَّ يَتُوبُونَ مِنْ قَرِيبٍ فَأُولَئِكَ يَتُوْبُ اللَّهُ عَلَيْهِمْ وَكَانَ اللَّهُ عَلِيمًا حَكِيمًا ، وَلَيْسَتِ التَّوْبَةُ لِلَّذِينَ يَعْمَلُوْنَ السَّيِّئَاتِ حَتَّى إِذَا حَضَرَ أَحَدَهُمُ الْمَوْتُ قَالَ إِنِّي تُبْتُ الآنَ وَلَا الَّذِيْنَ يَمُوْتُوْنَ وَهُمْ كُفَّارٌ أُولَئِكَ أَعْتَدْنَا لَهُمْ عَذَابًا أَلِيمًا
(سورة النساء : ۱۷ – ۱۸)

Betydning: ”I sandhed accepteres omvendelsen kun fra dem, der begår synd i uvidenhed og derefter omvender sig uden forsinkelse. Det er sådanne menneskers omvendelse, Allah antager. Og Allah er Alvidende og Alvis. Men de, der uophørligt fortsætter med syndige handlinger og derefter, når de står ansigt til ansigt med døden, siger: ’Nu omvender jeg mig’, deres omvendelse er fuldstændig værdiløs hos Allah, ligesom omvendelsen fra den, der dør som vantro, er værdiløs. (Sura an-Nisa 4:17-18)

(۱۲)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْكَبَائِرُ الإِشْرَاكُ بِاللَّهِ، وَعُقُوقُ الْوَالِدَيْنِ، وَقَتْلُ النَّفْسِ، وَالْيَمِينُ الْغَمُوسُ (بخاري)

(12) ”Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt: De store synder er at sætte nogen ved siden af Allah, at være ulydig mod sine forældre, at dræbe nogen og at aflægge en falsk ed.” (Bukhari)

Forklaring: En handling, som Allah og Hans Sendebud ikke bryder sig om, kaldes en synd. ”Gunah” er et persisk ord. Dets arabiske ækvivalent er ”ma‘siyat”. Synder er normalt af to slags: små og store. De forseelser, for hvilke Koranen og hadith foreskriver en straf, er store synder. De synder, for hvilke Koranen og hadith ikke foreskriver nogen straf, er små synder. En troende bliver ganske vist ikke vantro på grund af andre store synder end shirk, men han må udholde Helvedes straf. Hvis en troende oprigtigt omvender sig fra andre store synder end menneskers tilgodehavender, vil Allah tilgive hans synder. Ordet ”tawba” er arabisk. Dets ordbogsmæssige betydning er at vende tilbage, at vende om. I shariaens terminologi betyder tawba at vende sig bort fra handlinger, der strider mod shariaen, med et angrende hjerte, at beslutte fast ikke at begå sådanne handlinger i fremtiden og at vende sig til Allah. Hvis nogen derfor udtaler tawba tusind gange med munden, men fortsætter med syndige handlinger, er denne mundtlige tawba i virkeligheden ikke tawba. For andre muslimer end Allahs elskede profeter og sendebude er det umuligt at afholde sig fra alle små synder. Allah, Verdens Herre, tilgiver kun store synder gennem oprigtig tawba. Der er imidlertid tre betingelser for, at tawba accepteres hos Allah. Den første betingelse er, at den, der har begået synden, føler dyb anger over den. Den anden betingelse er, at han lover Allah, at han ikke vil begå denne synd igen i sit liv. Dette gælder en handling, der udelukkende vedrører Allahs rettigheder. Men hvis den syndige handling vedrører en anden tjeners ret, tilføjes en tredje betingelse til de to ovenstående: Han skal give den tjener eller person den ret tilbage, som han har krænket, eller få vedkommende til at tilgive ham.

(۱۳)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ
اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: اجْتَنِبُوا السَّبْعَ الْمُويقَاتِ،
قَالُوا : يَا رَسُولَ اللهِ وَمَا هُنَّ؟ قَالَ: الشَّرْكُ بِاللَّهِ، وَالسِّحْرُ، وَقَتْلُ النَّفْسِ الَّتِي حَرَّمَ اللَّهُ إِلَّا بِالْحَقِّ،
وَأَكُلُ الرِّبَا، وَأَكُلُ مَالِ الْيَتِيمِ، وَالتَّوَلِي يَوْمَ
الزَّحْفِ، وَقَدْفُ الْمُحْصَنَاتِ الْمُؤْمِنَاتِ الْغَافِلَاتِ
(بخاري – مسلم)

(13) »Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Hold jer fra syv ødelæggende synder. Sahabaerne spurgte: O Allahs Sendebud, hvilke er disse syv synder? Han sagde: Det er at sætte nogen ved Allahs side, at udøve magi, at dræbe nogen uden tilladelse fra Sharia, at tage renter, at tilegne sig forældreløses ejendom, at flygte fra jihadens slagmark og falskeligt at beskylde kyske, troende kvinder for utugt, selv om de er uskyldige. (Bukhari, Muslim)

Forklaring: I den ovennævnte hadith nævnte den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) blot nogle få af de store synder. Han nævnte ikke alle de handlinger, der hører til de store synder.

(١٤) وَعَنْ مُعَادٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: أَوْصَانِي رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِعَشْرِ كَلِمَاتٍ، قَالَ: لَا تُشْرِكْ بِاللَّهِ شَيْئًا وَإِنْ قُتِلْتَ وَحُرِّقْتَ، وَلَا تَعُقِّنَّ وَالِدَيْكَ، وَإِنْ أَمْرَاكَ أَنْ تَخْرُجَ مِنْ أَهْلِكَ وَمَالِكَ، وَلَا تَتْرُكُنَّ صَلَاةً مَكْتُوبَةً مُتَعَمِّدًا؛ فَإِنَّ مَنْ تَرَكَ صَلَاةً مَكْتُوبَةٌ مُتَعَمِّدًا فَقَدْ بَرِئَتْ مِنْهُ ذِمَّةُ اللَّهِ، وَلَا تَشْرَبَنَّ خَمْرًا ؛ فَإِنَّهُ رَأْسُ كُلِّ فَاحِشَةٍ، وَإِيَّاكَ وَالْمَعْصِيَةَ؛ فَإِنَّ بِالْمَعْصِيَةِ حَلَّ سَخَطُ اللَّهِ عَزَّ وَجَلَّ، وَإِيَّاكَ وَالْفِرَارَ مِنَ الزَّحْفِ وَإِنْ هَلَكَ النَّاسُ، وَإِذَا أَصَابَ النَّاسَ مَوْتٌ

وَأَنْتَ فِيْهِمْ فَاثْبُتْ، وَأَنْفِقْ عَلَى عِبَالِكَ مِنْ طَوْلِكَ، وَلَا تَرْفَعْ عَنْهُمْ عَصَاكَ أَدَبًا وَأَخِفُهُمْ فِي اللَّهِ (رواه أحمد )

(14) »Det er overleveret fra Hazrat Muadh (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gav mig råd om ti forhold, sagde han: O Muadh, selv hvis du bliver dræbt eller brændt, må du ikke sætte nogen ved Allahs side. Og selv hvis dine forældre driver dig bort fra din familie og din ejendom, må du ikke være ulydig mod dem. Du må under ingen omstændigheder med vilje forsømme den obligatoriske bøn. For Allah og Hans Sendebud har intet ansvar for den, der frivilligt forsømmer den obligatoriske bøn. Du må under ingen omstændigheder drikke vin, for vin er ophavet til alle uanstændige handlinger. Og hold dig selv borte fra alle former for syndige handlinger, for på grund af syndige handlinger nedkommer Allahs vrede. Selv i det mest voldsomme slag må du ikke forlade jihadens slagmark. Og hvis der bryder en epidemi (smitsom sygdom) ud på det sted, hvor du opholder dig, skal du blive dér. Brug efter bedste evne penge på din families behov. Fjern ikke tugtelsens stav fra dem, når du lærer dem god opførsel, og skab gudsfrygt i deres hjerter.« (Ahmad)

Forklaring: Hadithens fortæller, Hazrat Muadh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham), var en af den ædle Profets (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fremtrædende sahabaer. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udnævnte ham til guvernør over den vigtige provins Yemen. Den overleverede hadith viser, hvor dybt et forhold han havde til Profeten.

Den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) rådede Hazrat Muadh til at holde sig ren for shirk, selv i livstruende og vanskelige øjeblikke. For hvis han på grund af sin urokkelige fastholden ved tawhid bliver dræbt af en vantro, vil han opnå martyrdødens rang. Denne ovennævnte situation kaldes i Sharias terminologi ’azimah’. Og for en fremtrædende sahabi som Hazrat Muadh er det passende at handle efter ’azimah. Hvis en almindelig muslim derimod, for at redde sit liv fra en vantro fjende, med troen på tawhid fast i sit hjerte udtaler shirk-kalimaen med sin tunge, er han blevet givet tilladelse i denne sag. Men hvis også han handler efter ’azimah og dør, vil han opnå martyrdødens rang.

Af Huzurs (s.) vejledning blev det desuden klart, at hvis der bryder en epidemisk sygdom (pest) ud i et område, må områdets indbyggere ikke forlade stedet. For hvis områdets indbyggere rejser andre steder hen, vil de syge hverken blive plejet, og der vil heller ikke blive gjort nogen indsats for at forebygge sygdommen. Hvis der derimod bryder en epidemi ud i et område, er det blevet forbudt for folk udefra at komme dertil.

Bidʿa

(١٥) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَنْ أَحْدَثَ فِي أَمْرِنَا هَذَا مَا (مسلم – بخاري) لَيْسَ فِيهِ، فَهُوَ رَدُّ

(15) Det er overleveret fra Hazrat Aisha (r.a.), at hun sagde: Rasul (s.a.w.) sagde: Den, der indfører noget i vores religion, som ikke har noget grundlag i religionen, vil få det afvist. (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Den religion, som Allah gennem sin profet Hazrat Muhammad (s.a.w.) har sendt til menneskeheden, er fuldkommen. Den omfatter de grundlæggende ordninger for alle forhold i hele menneskelivet. Hvis nogen derfor ønsker at indføre noget nyskabt i religionen, som hverken direkte eller indirekte har nogen eksistens i Koranen og hadith, er det netop bidʿa, og det skal forkastes.

Den korrekte måde at følge Rasul på

(١٦) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: جَاءَ ثَلَاثَةُ رَهْطٍ إِلَى أَزْوَاجِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَسْأَلُونَ عَنْ عِبَادَةِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ، فَلَمَّا أُخْبِرُوا بِهَا كَأَنَّهُمْ تَقَالُوْهَا ، فَقَالُوا : أَيْنَ نَحْنُ مِنَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ۚ وَقَدْ غَفَرَ اللَّهُ لَهُ مَا تَقَدَّمَ مِنْ ذَنْبِهِ وَمَا تَأَخَّرَ، فَقَالَ أَحَدُهُمْ : أَمَّا أَنَا فَأُصْلِي اللَّيْلَ أَبَدًا ، وَقَالَ الآخَرُ: إِنِّي أَصُوْمُ الدَّهْرَ فَلَا أُفْطِرُ، وَقَالَ الْآخَرُ: أَنَا أَعْتَزِلُ النِّسَاءَ وَلَا أَتَزَوَّجُ أَبَدًا، فَجَاءَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِلَيْهِمْ فَقَالَ : أَنْتُمُ الَّذِينَ قُلْتُمْ كَذَا وَكَذَا ،

أَمَا إِنِّي لَأَخْشَاكُمْ لِلَّهِ عَزَّ وَجَلَّ وَأَتْقَاكُمْ لَهُ، لَكِنِّي أَصُومُ وَأُفْطِرُ وَأُصَلِى وَأَرْقُدُ وَأَتَزَوَّجُ النِّسَاءَ، فَمَنْ رَغِبَ عَنْ سُنَّتِي فَلَيْسَ مِنِّي (بخاري – مسلم)

(16) “Det er berettet fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at tre mænd en dag opsøgte Profetens (fred være med ham) hustruer for at spørge ind til hans gudsdyrkelse. Da de blev fortalt om Profetens (fred være med ham) gudsdyrkelse, syntes de åbenbart, at den var utilstrækkelig, og sagde: Hvordan kan vi sammenlignes med Profeten (fred være med ham)? Allah har selv bekendtgjort, at Han har tilgivet hans tidligere og senere synder. Den ene af dem sagde så: Hvad mig angår, vil jeg tilbringe hele natten i bøn. Den anden sagde: Jeg vil faste hele året og ikke undlade at faste nogen dag. Den tredje sagde: Jeg vil holde mig borte fra kvinder og aldrig gifte mig. Pludselig kom Profeten (fred være med ham) til stede og spurgte dem: Hør, har I sagt disse ting?”

[Note: Der findes to opfattelser af, hvordan Den Ædle Profet (fred være med ham) fik kendskab til denne samtale. Den ene er, at Profeten på det tidspunkt opholdt sig i Profetens Moské, mens samtalen foregik i De Troendes Mødres boliger ved siden af moskéen. Derfor kunne Profeten have hørt samtalen, mens han sad i moskéen. Den anden opfattelse er, at Gabriel (fred være med ham) selv underrettede Profeten om den nævnte samtale. De tre mænd var nemlig på vej tilbage fra Profetens hus med en fejlagtig opfattelse af islamisk gudsdyrkelse. Hvis Den Ædle Profet ikke havde korrigeret deres fejl, ville de have udbredt og forkyndt netop denne fejlagtige opfattelse.]

Pas på! Jeg sværger ved Allah, at jeg blandt jer frygter Allah mest og er mest gudfrygtig over for Ham. Alligevel faster jeg nogle dage og undlader at faste andre dage (frivillig faste). Nogle gange beder jeg, og andre gange sover jeg. Og jeg har også giftet mig. Den, der ikke følger denne min sunnah, hører ikke til blandt mine ummah.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Den almægtige og barmhjertige Allah har gennem profeterne åbenbaret den religion eller livsordning, som menneskeheden skal følge. I en korrekt efterlevelse af denne religion ligger velfærd både i denne verden og i det hinsidige. Profeterne praktiserede denne religion hele deres liv og efterlod dermed ummah en praktisk udformning af religionen. I shariaens terminologi kaldes dette Profetens sunnah.

Den fuldkomne form af religionen, som vores elskede profet Muhammad (fred være med ham) efterlod os gennem alle sine handlinger og hele sit liv, er hans sunnah eller tariqa. Ingen har ret til at udelade noget fra den, ligesom ingen har ret til at føje noget nyt til den. Derfor er et udsvævende liv uden bånd til bøn, faste og halal og haram lige så uønsket hos Allah som at opgive familielivet, religionens forpligtelser og alle verdens ansvar for dag og nat at være optaget af frivillig gudsdyrkelse. Profetens vej ligger mellem disse to yderligheder. Ved at følge denne vej kan mennesket opnå varig velfærd i denne verden og i det hinsidige. I den hadith, der behandles her, henviste Profeten (fred være med ham) til denne vej og sagde, at dette er min sunnah. Den, der ikke følger min sunnah, er, hvad han end ellers måtte være, ikke en del af min ummah.

Blandt profeten Jesus’ (fred være med ham) ummah var der en gruppe gudfrygtige mennesker, som forlod alle verdslige gøremål og søgte tilflugt i celler, skove, bjerge og huler og var optaget af at mindes Allah dag og nat. Allah nævner deres forhold og advarer ummah af Muhammad ved at sige:

وَرَهْبَانِيَّةٌ ابْتَدَعُوهَا مَا كَتَبْنَاهَا عَلَيْهِمْ إِلَّا ابْتِغَاءَ رِضْوَانِ اللَّهِ فَمَا رَعَوْهَا حَقَّ رِعَايَتِهَا
(سورة الحديد : ۲۷)

“Dette munkeliv har de selv fundet på. Jeg har ikke gjort det obligatorisk for dem. De fulgte denne vej for at søge Allahs tilfredshed, men de overskred grænsen.”
(Surah al-Hadid, 28)

(۱۷)
وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا صَنَعَ رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ شَيْئًا، فَرَخَّصَ فِيْهِ، فَتَنَزَّهَ عَنْهُ قَوْمٌ، فَبَلَغَ ذَالِكَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ، فَخَطَبَ فَحَمِدَ اللَّهَ ثُمَّ قَالَ: مَا بَالُ أَقْوَامٍ يَتَنَزَّهُوْنَ عَنِ الشَّيْءِ أَصْنَعُهُ، فَوَاللَّهِ إِنِّي لَأَعْلَمُهُمْ بِاللَّهِ وَأَشَدُّهُمْ لَهُ خَشْيَةٌ (بخاري – مسلم)

(17) “Det er berettet fra Hazrat Aisha (ra:), at Rasul (s:) en dag udførte en handling og tillod andre at gøre det samme. På trods af dette afholdt nogle mennesker sig fra at gøre det. Da denne sag nåede Huzurs (s:) øre, holdt han en prædiken til dem. Først lovpriste Huzur (s:) Allah. Derefter sagde han: Hvordan kunne de foretrække at afholde sig fra en handling, som jeg selv har udført? Ved Allahs ed, jeg kender Allah bedre end de gør, og jeg frygter Ham mere end de gør. (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Der findes visse religiøse ritualer eller handlinger i sharia, som man har fået besked på at undlade under bestemte omstændigheder. For eksempel er faste i ramadanmåneden ikke obligatorisk for den syge eller den rejsende. Man kan, hvis man ønsker det, enten faste eller indhente fasten senere. Men hvis der er risiko for, at den syge eller den rejsende mister livet ved at faste, skal vedkommende nødvendigvis afstå fra fasten. For tilbedelse består i at handle i overensstemmelse med Allahs og Rasulullahs vilje. Det er ikke tilbedelse at handle efter eget forgodtbefindende uden hensyn til sharias påbud og forbud.

(۱۸)
وَعَنْ أَبِي ثَعْلَبَةَ الْخُشْنِيِّ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ اللَّهَ فَرَضَ فَرَائِضَ فَلَا تُضَيّعُوهَا ، وَحَرَّمَ حُرُمَاتٍ فَلَا تَنْتَهِكُوهَا، وَحَدَّ حُدُودًا فَلَا تَعْتَدُوهَا ، وَسَكَتَ عَنْ أَشْيَاءَ مِنْ غَيْرِ نِسْيَانٍ فَلَا تَبْحَثُوا عَنْهَا (الدار قطني)

(18) “Hazrat Abu Tha’labah al-Khushani (ra:) siger: Nabi Karim (s:) sagde: Allah har gjort visse ting obligatoriske; forsøm dem ikke. Og Han har gjort visse ting forbudte; involvér jer ikke i dem. Og om visse ting har Han med vilje ikke sagt noget; så skændes I ikke om dem.” (Dar Qutni)

(۱۹)
وَعَنْ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْأَمْرُ ثَلَثَةٌ أَمْرٌ بَيْنَ رُشْدُهُ فَاتَّبِعْهُ – وَأَمْرٌ بَيْنٌ غَيُّهُ فَاجْتَنِبُهُ وَأَمْرٌ اخْتُلِفَ فِيهِ فَكِلْهُ إِلَى اللَّهَ عَزَّ وَجَلَّ
(احمد)

(19) “Det er berettet fra Hazrat Ibn Abbas (ra:), at han sagde: Rasulullah (s:) sagde: Alle sharias forhold er af tre slags. Den ene slags er forhold, hvis rigtighed er helt åbenlys; følg dem derfor. En anden slags er forhold, hvis fejlagtighed er helt utvivlsom; undgå dem derfor. Der findes også visse forhold, som er tvivlsomme; overlad dem til Allah. (Beskæftig jer ikke med dem, før tvivlen er fjernet.) (Ahmad)

(۲۰)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ نَزَلَ الْقُرْآنَ عَلَى خَمْسَةِ أَوْجُهِ – حَلَالٌ وَحَرَامٌ وَمُحْكَمْ وَمُتَشَابِةٌ وَأَمْثَالُ فَاحِلُّوا

الْحَلَالَ وَحَرِّمُوا الْحَرَامَ وَاعْمَلُوْا بِالْمُحْكَمِ وَامِنُوْا بِالْمُتَشَابِهِ وَاعْتِيرُوا بِالْأَمْثَالِ (احمد)

(20) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde: Fem slags bestemmelser er blevet åbenbaret i Koranen. (Det vil sige, at alle Koranens vers er opdelt i fem kategorier:) halal, haram, muhkam, mutashabih og amthal. I skal derfor acceptere det halal som halal, afvise det haram som haram, handle efter det muhkam, tro på det mutashabih og tage ved lære af amthal. (Ahmad)

Forklaring: I den ovennævnte hadith har Profeten (fred og velsignelser være med ham) nævnt, at den hellige Korans vers er opdelt i fem kategorier. Den første er versene om halal, det vil sige vers, hvori det erklæres, at noget er halal. Den anden er versene om haram, det vil sige vers, hvori det siges, at noget er haram. Den tredje er versene om muhkam. Muhkam kaldes de vers, hvis formuleringer og betydninger generelt er forståelige. Den fjerde er mutashabih. Mutashabih kaldes de vers eller ord i Koranen, hvis betydning og fortolkning er vanskelige og uklare. Den femte er versene om amthal, gennem hvilke Allah har fremsat forskellige eksempler for at give menneskeheden vejledning.

I den berettede hadith er det netop nævnt, hvad vi skal gøre i forhold til de ovennævnte fem slags vers. Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: I skal acceptere det halal i Koranen som halal og afvise det haram som haram, handle efter det muhkam og tro på det mutashabih med den overbevisning, at den alvidende Allah af en særlig visdom har holdt betydningen af disse uden for vores viden. Og I skal tage ved lære af Koranens amthal (eksempler).

De ovennævnte tre hadither peger på et særligt forhold. Det er, at alle de forhold, som shariaen pålægger os at udføre, er klare og hævet over enhver tvivl. Derfor skal man uden tøven følge dem. Omvendt skal man ikke fremføre uklare, vanskelige og unødvendige spørgsmål og derved hengive sig til grundløs tvivl. I samfundet ser man en slags mennesker, som ikke tager særlig notits af shariaens klare anvisninger om, hvad der skal gøres. Men ved at fremføre forhold, der er forholdsvis mere komplicerede, vanskelige og unødvendige, ønsker de at skabe en labyrint i menneskers sind. Sandhedssøgning er slet ikke deres formål. Deres egentlige formål er snarere at vise deres egen lærdom eller at skabe tvivl i menneskers sind om religionen og shariaen. Det er denne type handling, der ifølge shariaen er forkastelig, som hadithen omtaler.

Kapitel: 3 Tilbedelse

Bønnens betydning

إِنَّ الصَّلَاةَ كَانَتْ عَلَى الْمُؤْمِنِينَ كِتَابًا مَوْقُوْتًا
(سورة النساء – (۱۰۳)

“Bønnen er visselig foreskrevet for de troende til bestemte tider.”
(Sura an-Nisa – 103)

(۲۱)
وَعَنْ عُبَادَةَ بْنِ الصَّامِتِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: خَمْسُ صَلَوَاتٍ افْتَرَضَهُنَّ اللَّهُ تَعَالَى، مَنْ أَحْسَنَ وُضُوءَهُنَّ وَصَلَاهُنَّ لِوَقْتِهِنَّ وَأَتَمَّ رُكُوْعَهُنَّ وَخُشُوْعَهُنَّ، كَانَ لَهُ عَلَى اللَّهِ عَهْدٌ أَنْ يَغْفِرَ لَهُ ، وَمَنْ لَمْ يَفْعَلْ فَلَيْسَ لَهُ عَلَى اللَّهِ عَهْدٌ إِنْ شَاءَ غَفَرَ لَهُ وَإِنْ شَاءَ عَذَّبَهُ (أبو داود)

(21) “Det er berettet fra Hazrat Ubada ibn as-Samit (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah har foreskrevet fem daglige bønner for Sine tjenere. Den, der udfører wudu grundigt, beder til tiden og udfører bønnen med koncentration, idet han er opmærksom på bukning og prostration, vil Allah visselig tilgive. Men for den, der ikke gør dette, har Allah intet ansvar med hensyn til at tilgive hans synder. Hvis Han vil, kan Han tilgive ham, og hvis Han vil, kan Han lade være.” (Abu Dawud)

Forklaring: I islams terminologi er salat navnet på en bestemt form for tilbedelse. Namaz er dens persiske oversættelse. Tilbedelse er almindeligvis af to slags. Den ene slags tilbedelse udfører mennesket med sine lemmer; den kaldes ibadat badani. Der findes også en slags tilbedelse, som mennesket udfører ved at bruge sin formue; den kaldes ibadat mali. Blandt ibadat badani er namaz den fornemste, og blandt ibadat mali er zakat den fornemste. I Koranen har Allah den Ophøjede mange gange nævnt disse to fornemste former for tilbedelse sammen. Fra menneskehedens begyndelse og indtil i dag har alle de profeter, der er kommet til verden, sammen med deres samfund haft namaz foreskrevet i en eller anden form. For den sidste profet, Hazrat Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), og hans samfund er der foreskrevet i alt fem daglige bønner. Den praktiske form for, hvornår og hvordan disse bønner skulle udføres, lærte Jibril (må Allahs fred være med ham) selv Huzur (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ved at fungere som imam og udføre ti bønner.

Huzur (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav al vejledning om, hvordan kroppen skulle renses med wudu og ghusl før bønnen, på hvilke tidspunkter bønnen skulle udføres, hvordan bukning og prostration skulle foretages, hvor længe qawma og jalsa skulle vare, og hvordan bønnen skulle udføres med ydmyghed og koncentration. Den, der udfører bønnen korrekt i overensstemmelse med Huzurs vejledning, vil Allah tilgive. Men for den, der ikke udfører den, har Allah intet ansvar med hensyn til hans tilgivelse.

(۲۲)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرِو بْنِ الْعَاصِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنَّهُ ذَكَرَ الصَّلَاةَ يَوْمًا فَقَالَ: مَنْ حَافَظَ عَلَيْهَا كَانَتْ لَهُ نُورًا وَبُرْهَانًا وَنَجَاةً يَوْمَ الْقِيَامَةِ ، وَمَنْ لَمْ يُحَافِظُ عَلَيْهَا لَمْ يَكُنْ لَهُ نُوْرٌ وَلَا بُرْهَانٌ وَلَا نَجَاةٌ، فَكَانَ يَوْمَ الْقِيَامَةِ مَعَ قَارُوْنَ وَفِرْعَوْنَ وَهَامَانَ وَأُبَيِّ بْنِ خَلَفٍ
أحمد – دارمي – بيهقي)

(22) Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham), at den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) en dag talte om bønnen og sagde: Den, der vogter nøje over sin bøn, vil denne bøn på opstandelsens dag være en årsag til lys, bevis og frelse for ham. Men den, der ikke vogter nøje over den, vil bønnen på opstandelsens dag ikke være en årsag til lys, bevis eller frelse for ham. Og denne person vil på opstandelsens dag blive genoprejst sammen med de vantro, ligesom Qarun, Farao, Haman og Ubayy ibn Khalaf. (Ahmad, Darimi, Bayhaqi)

Forklaring: I hadithen har Huzur (må Allahs fred og velsignelser være med ham) påbudt, at man skal vogte nøje over bønnen. Det vil sige, at hvis nogen hele sit liv udfører bønnen med koncentration og i overensstemmelse med de regler og den fremgangsmåde, som er foreskrevet, vil netop denne bøn give ham lys i opstandelsens mørke, vidne over for Allah om, at han er retfærdig, og befri ham fra Helvedes straf. For en sådan bedende person kan normalt aldrig blive involveret i nogen synd.

(۲۳)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهَ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: سَبْعَةٌ يُظِلُّهُمُ اللَّهُ فِي ظِلِهِ يَوْمَ لَا ظِلَّ إِلَّا ظِلُّهُ؛ الإِمَامُ الْعَادِلُ، وَشَابٌ نَشَأَ فِي عِبَادَةِ رَبِّهِ، وَرَجُلٌ قَلْبُهُ مُعَلِّقٌ فِي الْمَسَاجِدِ، وَرَجُلَانِ تَحَابًّا فِي اللَّهِ اجْتَمَعًا عَلَيْهِ وَتَفَرَّقَا عَلَيْهِ، وَرَجُلٌ طَلَبَتْهُ امْرَأَةٌ ذَاتُ مَنْصِبٍ وَجَمَالٍ فَقَالَ إِنِّي أَخَافُ اللَّهَ، وَرَجُلٌ تَصَدَّقَ أَخْفَى حَتَّى لَا تَعْلَمَ شِمَالُهُ مَا تُنْفِقُ يَمِينُهُ
-(بخاري – مسلم)

(23) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (ra.), at Allahs Sendebud (s.) sagde: På den dag, hvor der ikke findes nogen anden skygge end Allahs skygge, vil den Almægtige Allah give syv slags mennesker ly i Sin skygge. (1) En retfærdig hersker, (2) den unge mand, hvis ungdom er blevet tilbragt i tilbedelse af Allah, (3) den bedende, hvis hjerte altid er knyttet til moskeen, så han, selv efter at være vendt tilbage fra moskeen, længes efter at vende tilbage til den igen, (4) de to mennesker, hvis kærlighed og adskillelse udelukkende var for Allahs skyld. Det vil sige, hvis samvær og adskillelse begge fandt sted med Allah som centrum, (5) den, der i ensomhed mindes Allah og fælder tårer, (6) den, som bliver inviteret til at indlede et forhold af en smuk, højtstående ung kvinde, men afviser det og siger: »Jeg frygter Allah«, (7) og den, der giver i hemmelighed i en sådan grad, at hans højre hånd ikke ved, hvad hans venstre hånd har givet. (Bukhari, Muslim)

Forklaring: På den frygtelige dag, hvor der på Hashrs mark ikke vil være nogen anden skygge end den skygge, Allah selv råder over, vil menneskene vride sig under den uudholdelige varme og brændende hede. Den dag vil Allah give syv slags mennesker ly i Sin barmhjertigheds kølige skygge. Den første er den retfærdige hersker, som efter at have fået myndighed til at regere over en del af menneskeheden altid har handlet retfærdigt. Den anden er den unge mand, der har tilbragt sin ungdom i tilbedelse af Allah. I ungdommen udvikles menneskets samlede kræfter og talenter. Derfor er ungdommen det vigtigste kapitel i menneskelivet. Det er netop i ungdommen, at risikoen for at falde på afveje er størst. Derfor vil Allah på Opstandelsens Dag give den unge mand ly i Sin egen skygge, hvis han i denne vigtige periode af livet har underlagt sit ungdommelige skib Allahs religion. Den tredje er den bedende, hvis hjerte altid er knyttet til moskeen. Det vil sige, at han med fuld oprigtighed udfører bønnen i moskeen sammen med menigheden. Den fjerde slags, som vil få ly i Allahs skygge, er de to mennesker, hvis kærlighed og fjendskab udelukkende var for Allahs skyld. Det vil sige, at deres fjendskab og venskab ikke blev styret af nogen verdslig interesse. Den femte, som vil få ly i Allahs nådes skygge, er den, der i ensomhed, skjult for folks blikke, har mindet Allah og fældet tårer. Den sjette, som på Opstandelsens frygtelige dag vil få ly i Allahs kølige skygge, er en karakterfast og gudfrygtig person, som af frygt for Allahs straf har afvist en ædel og smuk ung kvindes tillokkende opfordring til at opfylde hendes begær. Den syvende, som vil få ly, er den gavmilde person, der udelukkende for at opnå Allahs tilfredshed har givet i den største hemmelighed.

At etablere bønnen er den islamiske stats statslige ansvar

(٢٤) وَعَنْ عُمَرَ بْنَ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ كَتَبَ إِلَى عُمَّالِهِ: إِنَّ أَهَمَّ أَمْوْرِكُمْ عِنْدِي الصَّلَاةُ، فَمَنْ حَافِظُ وَحَافَظَ عَلَيْهَا حَفِظَ دِينَهُ ، وَمَنْ ضَيَّعَهَا فَهُوَ لِمَا سوَاهَا أَصْيَع (موطا إمام مالك)

(24) “Det er berettet fra Hazrat Umar ibn al-Khattab (ra.), at han udsendte følgende instruks til alle sine guvernører: Blandt alle jeres ansvarsområder er bønnen det vigtigste for mig. Den, der omhyggeligt udfører sin egen bøn og fører tilsyn med bønnen, har således fuldt ud beskyttet sin religion. Men den, der ikke tager vare på bønnen, vil på ingen måde nødvendigvis være tro mod udførelsen af sine øvrige ansvarsområder.” (Muwatta Imam Malik)

Forklaring: At etablere bønnen hører til den islamiske stats statslige ansvar. Ligesom statsoverhovedet og de underordnede herskere er ansvarlige for at lede styret i deres respektive områder, er de også ansvarlige for at organisere bønnen og etablere den i deres respektive områder. Profeten (s.) og Hans værdige kaliffer varetog begge disse former for ansvar samtidig. Den anden kalif, Hazrat Umar (ra.), henledte gennem en instruks sine underordnede herskeres opmærksomhed på dette vigtige spørgsmål. For dette er et af den islamiske stats vigtigste ansvarsområder. Allah har sagt om dette i den hellige Koran:

“Når Mine oprigtige tjenere får herredømme over et område på jorden, etablerer de bønnen dér, indfører zakat og påbyder (borgerne) det gode og forbyder dem det onde.” (Sura al-Hajj, vers 41)

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde især advaret de underordnede guvernører om, at hvis de udviste forsømmelighed over for denne første forpligtelse fra Allah den Ophøjede, ville de også blive forsømmelige i udførelsen af deres øvrige ansvar.

Bønnen er den mest elskede tilbedelseshandling hos Allah

(٢٥) وَعَنِ ابْنِ مَسْعُوْدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، سَأَلْتُ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَيُّ الْأَعْمَالِ أَفْضَلُ؟ قَالَ: الصَّلَاةُ لِوَقْتِهَا ، قُلْتُ : ثُمَّ أَيُّ؟ قَالَ: بِرُّ الْوَالِدَيْنِ، قُلْتُ

ثُمَّ أَيُّ؟ قَالَ: الْجِهَادُ فِي سَبِيلِ اللَّهِ، قَالَ حَدَّثَنِي بِهِنَّ وَلَوْ اسْتَزَدْتُهُ لَزَادَنِي (بخاري – مسلم)

(25) “Det er berettet fra Hazrat Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg spurgte den ærede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham): Hvilken af alle menneskers gode handlinger er mest elsket af Allah? Den ærede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) svarede: At udføre bønnen til den fastsatte tid. Jeg spurgte: Hvad kommer derefter? Den ærede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: At behandle sine forældre godt. Jeg spurgte igen: Hvad kommer derefter? Den ærede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) svarede: At drage ud for jihad på Allahs vej. Hazrat Ibn Masud siger: Den ærede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fortalte mig ovenstående. Hvis jeg havde stillet ham flere spørgsmål, ville han have fortalt endnu mere.” (Bukhari, Muslim)

Hvornår skal man påminde sine børn om bønnen

(٢٦) وَعَنْ عَمْرِو بْنِ شُعَيْبٍ عَنْ أَبِيْهِ عَنْ جَدِّهِ قَالَ، قَالَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مُرُوا أَوْلَادَكُمْ بالصَّلاةِ، وَهُمْ أَبْنَاءُ سَبْعِ سِنِينَ، وَاضْرِبُوهُمْ وَهُمْ أَبْنَاءُ عَشْرِ سِنِينَ، وَفَرِّقُوا بَيْنَهُمْ فِي الْمَضَاجِعِ
(أبو داود)

(26) “Hazrat Amr ibn Shuayb har overleveret fra sin far, og hans far fra sin bedstefar, at han sagde: Den ærede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når jeres børn fylder syv år, skal I befale dem at bede. Når de fylder ti år, skal I straffe dem for ikke at bede og lade dem sove i separate senge.” (Abu Dawud)

Forklaring: I virkeligheden bliver bøn, faste og andre handlinger obligatoriske for alle, både kvinder og mænd, så snart de når puberteten. Men hvis drenge og piger ikke på forhånd bliver undervist i bønnen og vænnet til at bede, vil ingen af dem være i stand til at udføre bønnen straks efter at være blevet myndig. Derfor pålagde Profeten (fred være med ham) forældrene at opmuntre drenge og piger til at bede, når de er syv år, og at tvinge dem til at bede, når de er ti år. Denne befaling gælder værgerne. Hvis værgerne derfor ikke efterlever denne befaling, vil de blive holdt ansvarlige over for Allah.

På Dommedag vil der først blive spurgt til bønnen

(۲۷)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : إِنَّ أَوَّلَ مَا يُحَاسَبُ بِهِ العَبْدُ يَوْمَ القِيَامَةِ مِنْ عَمَلِهِ صَلَاتُهُ ، فَإِنْ صَلُحَتْ فَقَدْ أَفْلَحَ وَأَنْجَحَ، وَإِنْ فَسَدَتْ فَقَدْ خَابَ وَخَسِرَ، فَإِنْ انْتَقَصَ مِنْ فَرِيضَةٍ ، قَالَ الرَّبُّ: انْظُرُوا هَلْ لِعَبْدِي مِنْ تَطَوُّع

فَيُكَمَّلَ بِهَا مَا انْتَقَصَ مِنَ الفَرِيضَةِ، ثُمَّ يَكُونُ سَائِرُ
أَعْمَا لِهِ عَلَى هَذَا (ترمذي)

(27) Det er berettet fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Den ædle Profet (fred være med ham) sagde: På opstandelsens slette vil tjeneren først aflægge regnskab for sin bøn. Hvis tjeneren består prøven vedrørende bønnen, vil han være frelst. Men hvis han ikke består prøven vedrørende bønnen, vil der ikke være nogen udvej for ham. Hvis der imidlertid findes en mangel i hans obligatoriske bønner, vil Allah sige til englene: Hvis Min tjener har frivillige bønner, så udfyld manglen i de obligatoriske bønner med dem. Derefter vil den samme fremgangsmåde blive anvendt på alle hans øvrige handlinger. (Tirmidhi)

Forklaring: Det er allerede blevet nævnt, at bønnen er den vigtigste blandt de legemlige former for tilbedelse. Bønnen var desuden obligatorisk i en eller anden form for alle profeter (fred være med dem) og deres folk. Derfor vil tjeneren på Dommedag først blive udspurgt om bønnen. Den tjener, der består denne indledende prøve, vil ikke finde de efterfølgende prøver vanskelige. Hvis der på opstandelsens dag opdages en mangel i den lydige tjeners obligatoriske bønner, vil Allah i Sin nåde afhjælpe denne mangel ved hjælp af de frivillige bønner. Derefter vil den samme fremgangsmåde blive anvendt på hans efterfølgende handlinger. Det vil sige, at mangler i de obligatoriske handlinger vil blive udfyldt med frivillige handlinger.

Vigtigheden af at udføre bønnen i forsamling

(۲۸)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: صَلَاةُ الْجَمَاعَةِ تَفْضُلُ صَلَاةَ الْفَدَّ بِسَبْعٍ وَعِشْرِيْنَ دَرَجَةً
(بخاري – مسلم)

(28) „Det er overleveret fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Den Ædle Profet (fred være med ham) har sagt: Bøn udført i forsamling har syvogtyve gange større fortrin end bøn udført alene.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Allah den Ophøjede har gjort de fem daglige bønner obligatoriske for Muhammads ummah med deltagelse i forsamling. De ti bønner over to dage, som Jibril (fred være med ham) lærte Profeten (fred være med ham) under sin egen ledelse, blev også udført i forsamling. Derfor bliver den obligatoriske bøn kun udført fuldstændigt, når den bedes i forsamling. Hvis man uden gyldig undskyldning beder den obligatoriske bøn alene, bliver den ikke udført fuldstændigt, men kommer til at ligne en qada-bøn. Den berømte lærde Molla Ziyan Sahib har også nævnt dette i sin berømte bog „Nurul Anwar“. Den overleverede hadith nævner den uudtømmelige belønning ved at bede i forsamling. For bønnen i forsamling er den fuldstændige bøn. Hvis man beder den obligatoriske bøn alene, er bønnen ganske vist gyldig, men den er ikke fuldstændig.

(۲۹)
وَعَنْ أَبِي دَرْدَاءِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُوْلَ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَا مِنْ ثَلَاثَةٍ فِي قَرْيَةٍ وَلَا بَدْوِ لَا تُقَامُ فِيهِمُ الصَّلَاةُ إِلَّا قَدِ اسْتَحْوَذَ عَلَيْهِمُ الشَّيْطَانُ فَعَلَيْكَ بِالْجَمَاعَةِ فَإِنَّمَا يَأْكُلُ الذِّئْبُ القاصية
(أحمد – أبو داود – نسائي)

(29) „Det er overleveret fra Abu Darda (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) har sagt: Hvis der befinder sig tre personer i en landsby eller på et øde sted, og de ikke udfører bønnen i forsamling, vil Satan med sikkerhed få magt over dem. Derfor er deltagelse i forsamling uomgængelig for jer. For et dyr, der er adskilt fra flokken, bliver bytte for tigeren.” (Ahmad, Abu Dawud, Nasa’i)

Forklaring: I denne hadith har Profeten (fred være med ham) givet en kort og smuk sammenligning om nødvendigheden af at bede i forsamling. Når en dyreflok bevæger sig samlet ved foden af et bjerg eller på en græsgang, angriber tigeren dem ikke. For hyrdens og vagthundenes opmærksomhed er hele tiden rettet mod flokken. Men når et dyr, mens det græsser, bevæger sig uden for hyrdens synsfelt, angriber tigeren det straks, når lejligheden byder sig. På samme måde bliver den muslim, der ikke deltager i forsamlingen, et bytte for Satan.

(۳۰)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ أَمَرَنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا كُنْتُمْ فِي

الْمَسْجِدِ فَنُوْدِيَ بِالصَّلَاةِ، فَلَا يَخْرُجْ أَحَدُكُمْ حَتَّى يُصَلِّي (أحمد)

(30) „Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Den Ædle Profet (fred være med ham) har befalet os, at når I opholder jer i moskeen, og kaldet til bøn lyder, må I ikke gå derfra, før I har afsluttet bønnen. (Ahmad)

(۳۱)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: لَوْلَا مَا فِي الْبُيُوتِ مِنَ النِّسَاءِ وَالذُّرِّيَّةِ ، أَقَمْتُ صَلَاةَ الْعِشَاءِ، وَأَمَرْتُ فِتْيَانِي يُحْرِقُوْنَ مَا فِي الْبُيُوتِ بِالنَّارِ. (أحمد)

(31) »Hazrat Abu Huraira (ra.) har overleveret en hadith fra Profeten (s.), hvori det fortælles, at Profeten (s.) en dag sagde: Hvis der ikke var små børn og kvinder i husene, ville jeg begynde aftenbønnen og sende unge mænd af sted, så de kunne sætte ild til husene hos dem, der ikke kommer til bønnen. (Ahmad)

Forklaring: Den ovenstående hadith fra Profeten (s.) viser, hvor vigtig det er at udføre bønnen i fællesskab. Der er dog tre grunde, som kan tillade, at man undlader at deltage i fællesskabsbønnen. (1) Hvis man på vejen til moskeen frygter fjender eller tigre, bjørne, slanger og skorpioner.

(2) Hvis den bedende er syg. (3) Hvis der begynder en så voldsom storm, at det ikke er muligt at møde op til fællesskabsbønnen.

(۳۲)
وَعَن عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّهُ أَذَّنَ بِالصَّلَاةِ فِي لَيْلَةٍ ذَاتِ بَرْدٍ وَرِيحٍ، ثُمَّ قَالَ: أَلَا صَلُّوْا فِي الرِّحَالِ، ثُمَّ قَالَ إِنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ يَأْمُرُ الْمُؤَذِّنَ إِذَا كَانَتْ لَيْلَةٌ ذَاتُ بَرْدِ وَمَطَرٍ يَقُولُ أَلَا صَلُّوْا فِي الرِّحَالِ (بخاري – مسلم)

(32) »Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Umar (ra.), at han en kold og stormfuld nat kaldte til bøn. Derefter sagde han: O I alle, bed hver især i jeres hjem. Han fortæller endvidere, at når der var en nat med stærk kulde og regn, plejede Profeten (s.) at befale muezzinen at sige: Lad enhver udføre sin bøn dér, hvor han befinder sig.« (Bukhari, Muslim)

Det er bedre for kvinder at bede i hjemmet

(۳۳)
وَعَنِ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا تَمْنَعُوْا نِسَاءَكُمُ الْمَسَاجِدَ، وَبُيُوتُهُنَّ خَيْرٌ لَهُنَّ (أبو داود)

33) »Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Forbyd ikke jeres kvinder at gå til moskeen. Men deres hjem er bedre for dem, når de beder.« (Abu Dawud)

(٣٤) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : صَلَاةُ الْمَرْأَةِ فِي بَيْتِهَا أَفْضَلُ مِنْ صَلَاتِهَا فِي حُجْرَتِهَا، وَصَلَاتُهَا فِي مَخْدَعِهَا أَفْضَلُ مِنْ صَلَاتِهَا فِي بَيْتِهَا (أبو داود)

(34) »Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: For kvinder er deres bøn inde i hjemmet bedre end deres bøn uden for hjemmet. Og deres bøn i det inderste rum er bedre end deres bøn i hjemmet.« (Abu Dawud)

Forklaring: I overensstemmelse med betydningen af ovenstående hadith er kvinder blevet tilladt at møde frem i moskeen iført hijab, stå adskilt fra mændenes rækker og bede i fællesskab. Men Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) henviste til, at det er langt bedre for dem at bede i deres eget hjem.

Det er bedre at bede de frivillige bønner derhjemme

(٣٥) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا قَضَى أَحَدُكُمُ الصَّلَاةَ فِي

مسْجِدِهِ فَلْيَجْعَلْ لِبَيْتِهِ نَصِيبًا مِنْ صَلَاتِهِ، فَإِنَّ اللَّهَ جَاعِلٌ فِي بَيْتِهِ مِنْ صَلَاتِهِ خَيْرًا (مسلم)

(35) »Det er berettet fra Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når nogen af jer beder i moskeen, skal han lade en del af sin bøn (det vil sige den frivillige eller sunnah-bønnen) være til sit hjem. For Allah vil skænke hans hjem velsignelse på grund af denne bøn.« (Muslim)

(٣٦) وَعَنْ زَيْدِ بْنِ ثَابِتٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: صَلَاةُ الْمَرْءِ فِي بَيْتِهِ أَفْضَلُ مِنْ صَلَاتِهِ فِي مَسْجِدِي هَذَا إِلَّا الْمَكْتُوبَةَ
(أبو داود – ترمذي)

(36) »Det er berettet fra Hazrat Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Det er bedre for en person at bede i sit hjem end at bede i denne min moské, bortset fra den obligatoriske bøn.« (Abu Dawud, Tirmidhi)

Forklaring: Riyāʾ ødelægger menneskets tilbedelse. Den, der praktiserer riyāʾ, vil ikke få nogen belønning for sin tilbedelse hos Allah. Tværtimod kan denne tilbedelse, der udføres med henblik på riyāʾ (fremvisning), også gøre ham syndig. Da det at bede ekstra (nafl)-bønner offentligt på et synligt sted kan vække riyāʾ i den bedendes hjerte, har Allahs Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) opfordret til, at nafl-bønner bedes skjult i hjemmet.

Nattevågenhed og dydigheden ved tahajjud-bønnen

(۳۷)
وَعَنْ مُغِيرَةً بِنْ شُعْبَةٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَامَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَتَّى تَوَرَّمَتْ قَدَمَاهُ، فَقِيلَ لَهُ لِمَ تَصْنَعُ هَذَا؟ وَقَدْ غُفِرَ لَكَ مَا تَقَدَّمَ مِنْ ذَنْبِكَ وَمَا تَأَخَّرَ، قَالَ : أَفَلَا أَكُونُ عَبْدًا شَكُورٌ
(بخاري – مسلم)

(37) »Det er berettet fra Hazrat Mughirah ibn Shuʿbah (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En dag stod den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) så længe under tahajjud-bønnen, at hans fødder svulmede op. Da blev der sagt: Hazrat, hvorfor gør De dette, når Allah har tilgivet alle Deres tidligere og senere synder? Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: Skal jeg da ikke være en taknemmelig tjener over for Allah?« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Af alle de frivillige bønner har tahajjud-bønnen den største fortræffelighed. Tahajjud-bønnen var obligatorisk for den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham). Selvom tahajjud ikke juridisk blev gjort obligatorisk for ummahen, er det Allahs ønske, at Muhammads ummah udfører tahajjud-bønnen med særlig betydning og omhu. Tahajjud-bønnen er også nævnt i den hellige Koran. For eksempel sagde Allah den Ophøjede, henvendt til Profeten:

وَمِنَ اللَّيْلِ فَتَهَجَّدْ بِهِ نَافِلَةً لَّكَ عَسَى أَنْ يَبْعَثَكَ رَبُّكَ مَقَامًا مَحْمُوْدًا (بني إسرائيل: ۷۹)

Betydning: „Bed i en del af natten tahajjud-bønnen; det er en ekstra bøn for dig. Snart vil din Herre sende dig til Maqām Maḥmūd.“
(Banī Isrā’īl, vers 79)

Profeten (fvmh.) plejede undertiden at stå så længe i tahajjud-bønnen, at hans fodsåler hævede. Derfor sagde en af sahabaerne: „O Guds Sendebud, De er jo ma‘sūm; De har ingen synder. Alligevel har Allah lovet at tilgive alle Deres tidligere og senere fejl. Hvorfor har De da brug for at anstrenge Dem så meget?“ Profeten (fvmh.) svarede: „Skal jeg da ikke være en elsket tjener for Allah?“ Profeten (fvmh.) bad tahajjud-bønnen, inklusive witr, med 7, 9 eller 11 rak‘ah, og undertiden med 13 rak‘ah.

(۳۸)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُوْلَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: يَنْزِلُ رَبُّنَا تَبَارَكَ وَتَعَالَى كُلَّ لَيْلَةٍ إِلَى السَّمَاءِ الدُّنْيَا حِيْنَ يَبْقَى ثُلُثُ اللَّيْلِ الآخِرُ، يَقُولُ : مَنْ يَدْعُونِي فَأَسْتَجِيْبَ لَهُ، مَنْ يَسْأَلُنِي فَأُعْطِيَهُ، وَمَنْ يَسْتَغْفِرُنِي فَأَغْفِرَ لَهُ (بخاري – مسلم)

(38) „Det er berettet fra Hazrat Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Guds Ædle Sendebud (fvmh.) sagde: Når en tredjedel af natten er tilbage, stiger vores Herre, den Ophøjede og Velsignede Forsørger, selv ned til den nærmeste himmel og bliver ved med at sige: ‚Hvem er der, som vil kalde på Mig på dette tidspunkt? Jeg vil svare på hans kald. Hvem er der, som vil bede Mig om noget? Jeg vil give ham det. Hvem er der, som på dette tidspunkt vil bede Mig om tilgivelse for sine synder? Jeg vil tilgive ham.‘“
(Bukhārī, Muslim)

(۳۹)
وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، سَمِعْتُ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: إِنَّ فِي اللَّيْلِ لَسَاعَةً لَا يُوَافِقُهَا رَجُلٌ مُسْلِمٌ يَسْأَلُ اللَّهَ خَيْرًا مِنْ أَمْرِ الدُّنْيَا وَالْآخِرَةِ إِلَّا أَعْطَاهُ إِيَّاهُ وَذَالِكَ كُلَّ لَيْلَةٍ (مسلم)

(39) „Det er berettet fra Hazrat Jābir (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (fvmh.) sige: Der er ganske vist et tidspunkt i natten, hvor Allah uden tvivl giver enhver muslim det, han beder om af denne verdens og det hinsidige livs gode, hvis han får dette tidspunkt. Og dette tidspunkt kommer hver nat.“ (Det er ikke knyttet til nogen bestemt nat.) (Muslim)

(٤٠) وَعَنْ أَبِي أُمَامَةَ بَاهِلِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: قِيلَ: يَا رَسُولَ اللَّهِ أَيُّ الدُّعَاءِ أَسْمَعُ ؟ قَالَ: جَوْفَ اللَّيْلِ الآخِرِ، وَدُبُرَ الصَّلَوَاتِ الْمَكْتُوبَاتِ (ترمذي)

(40) „Det er berettet fra Hazrat Abū Umāmah al-Bāhilī (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En dag blev der spurgt: ‚O Allahs profet, på hvilket tidspunkt bliver bønner bedst hørt?‘ Profeten (fvmh.) sagde: ‚Bønnen i nattens sidste halvdel og den bøn, der bedes efter den obligatoriske bøn.‘“
(Tirmidhī)

(٤١) وَعَنْ ابْنِ مَالِكِ الأَشْعَرِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ فِي الْجَنَّةِ غُرَفًا يُرَى ظَاهِرُهَا مِنْ بَاطِنِهَا ، وَبَاطِنُهَا مِنْ ظَاهِرِهَا ، أَعَدَّهَا اللَّهُ لِمَنْ أَلَآنَ الْكَلَامَ، وَأَطْعَمَ الطَّعَامَ، وَتَابَعَ الصِّيَامَ، وَصَلَّى بِاللَّيْلِ وَالنَّاسُ نِيَامٌ (بيهقي – ترمذي)

(41) “Det er berettet fra Hazrat Ibn Malik al-Ashʿari (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Guds ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: I Paradiset findes der sådanne paladser, hvis indre og ydre er så klart og strålende, at alt udenfor kan ses indefra, og alt indenfor kan ses udefra. Allah har beredt disse paladser til den, som taler venligt med mennesker, giver de sultne mad, faster og beder på den del af natten, hvor folk almindeligvis sover.” (Bayhaqi, Tirmidhi)

Forklaring: Når alle normalt er faldet i søvn i nattens sidste del, og al verdens larm og uro er stilnet af, er der så nogen tvivl om, at den af Allahs tjenere, som giver afkald på hvilen og er optaget af anger, bøn om tilgivelse, ihukommelse og lovprisning af Allah for at få sine synder tilgivet, og som beder og påkalder Allah i bøn, er en af Allahs antagne tjenere? Når hele verden sover i nattens sidste del, giver den tilbedelse, der udføres vågen, ikke blot en overordentlig stor mental ro, men rummer heller ingen tilbøjelighed til riya (at vise sig for andre). Derfor elsker Allah en sådan person, og Han tager også imod hans bøn. I de ovenfor nævnte hadither har Allahs profet udtrykt netop dette på forskellige måder.

Den faste, der omtales i den sidste hadith, er frivillig faste. Med nattebønnen menes den frivillige bøn, det vil sige tahajjud-bønnen. De obligatoriske pligter er nemlig bindende for alle. Når en person efter at have opfyldt alle obligatoriske og nødvendige pligter udfører denne ekstra tilbedelse med det formål at opnå nærhed til Allah og Hans velbehag, vil Allah skænke ham det nævnte palads.

(٤٢) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ أَبَاهُ عُمَرَ بْنَ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ كَانَ يُصَلِّي مِنَ اللَّيْلِ مَا شَاءَ اللَّهُ ، حَتَّى إِذَا كَانَ مِنْ آخِرِ اللَّيْلِ أَيْقَظَ أَهْلَهُ للصَّلاةِ، يَقُولُ لَهُمُ الصَّلاةَ الصَّلَاةَ، ثُمَّ يَتْلُو هَذِهِ الْآيَةَ : وَأْمُرْ أَهْلَكَ بِالصَّلَاةِ وَاصْطَبِرْ عَلَيْهَا لَا نَسْأَلُكَ رِزْقاً نَحْنُ نَرْزُقُكَ وَالْعَاقِبَةُ لِلتَّقْوَى (موطأ إمام مالك)

(42) “Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at hans far, Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), plejede at bede om natten i overensstemmelse med Allahs hjælp. Når natten nærmede sig sin afslutning, vækkede han endda sin familie til bøn. Derefter reciterede han dette vers,

وَأْمُرْ أَهْلَكَ بِالصَّلَاةِ وَاصْطَبِرْ عَلَيْهَا لَا تَسْأَلُكَ رِزْقاً نَحْنُ نَرْزُقُكَ وَالْعَاقِبَةُ لِلتَّقْوَى (سورة طه : ۱۳۲)

Betydning: “O Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham), befal din familie at bede, og vær tålmodig med at udføre bønnen. Jeg beder ikke dig om forsørgelse; det er derimod Jeg, der forsørger dig. Det gode udfald tilkommer de gudfrygtige.”
(Surah Ta-Ha, vers 132)

Betydningen af fredagsbønnen

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا نُودِيَ لِلصَّلَاةِ مِنْ يَوْمِ الْجُمُعَةِ فَاسْعَوْا إِلَى ذِكْرِ اللَّهِ وَذَرُوا الْبَيْعَ ذَالِكُمْ خَيْرٌ لَكُمْ إِنْ كُنْتُمْ تَعْلَمُوْنَ (سورة الجمعة : ٩)

Betydning: »I, der tror! Når der på fredagen kaldes til bøn, så skynd jer til ihukommelsen af Allah og opgiv køb og salg. Det er bedst for jer, hvis I blot vidste det.« (Sura al-Jumu’a, vers 9)

(٤٣) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنْ كَانَ يُؤْمِنُ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الْآخِرِ

فَعَلَيْهِ الْجُمُعَةُ يَوْمَ الْجُمُعَةِ إِلَّا مَرِيضٌ أَوْ مُسَافِرٌ أَوِ امْرَأَةٌ أَوْ صَبِيٌّ أَوْ مَمْلُوكٌ فَمَنِ اسْتَغْنَى بِلَهْوِ أَوْ تِجَارَةٍ اسْتَغْنَى اللَّهُ عَنْهُ وَاللَّهُ غَنِيٌّ حَمِيدٌ (دار قطني)

(43) »Det er berettet fra Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Den, der tror på Allah og den Yderste Dag, skal nødvendigvis udføre fredagsbønnen på fredagen. Den syge, den rejsende, kvinden, barnet og slaven er dog fritaget for denne pligt. Hvis nogen bliver optaget af leg og underholdning eller af forretninger og derfor forsømmer denne bøn, vil Allah den Ophøjede også vende sig bort fra ham. Allah er Den Selvtilstrækkelige og Den Prisværdige.« (ad-Daraqutni)

Forklaring: Fredagsbønnen blev gjort obligatorisk umiddelbart før hijraen. Profeten (fred være med ham) udvandrede fra Mekka og ankom først mandag til et sted ved Medina ved navn Quba, hvor han opholdt sig i fire dage. Derefter drog han på den femte dag mod Medina. Denne dag var en fredag. Da han på vejen nåede landsbyen tilhørende stammen Banu Salim ibn Awf, var tiden for bønnen inde, og Profeten (fred være med ham) udførte dér fredagsbønnen for første gang. Den nævnte hadith omtaler, at fredagsbønnen er en obligatorisk pligt, som skal opfyldes.

I uvidenhedens tidsalder fandtes der ingen dag, der blev kaldt fredag. Araberne kaldte denne dag Yawm al-Aruba. Først efter påbuddet om fredagsbønnen fik dagen navnet »Yawm al-Jumu’a« eller fredagen. Det skyldes, at muslimerne denne dag samles i områdets største moské, på det centrale sted, for at udføre fredagsbønnen og høre prædikenen. Dette møde på fredagen er ikke blot vigtigt med hensyn til den formelle tilbedelse; det har også særlig betydning socialt og politisk. Fredagsbønnen er obligatorisk. Den må under ingen omstændigheder forlades uden en legitim, sharia-godkendt undskyldning. Kvinder, børn, syge, rejsende og slaver er dog fritaget for den. Hvis de udfører den, er deres fredagsbøn gyldig, og de behøver ikke at bede middagsbønnen.

(٤٤) وَعَنْ سَمُرَةَ بْنِ جُنْدُبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: احْضُرُوا الْجُمُعَةَ وَادْنُوْا مِنَ الْإِمَامِ، فَإِنَّ الرَّجُلَ لَيَتَخَلَّفُ عَنِ الْجُمُعَةِ حَتَّى إِنَّهُ لَيَتَخَلَّفُ عَنِ الْجَنَّةِ وَإِنَّهُ لَمِنْ أَهْلِهَا
(مسند أحمد)

(44) “Det er berettet fra Samura ibn Jundub (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Mød op til fredagsbønnen, og stå nær imamen. For den, der møder op til fredagsbønnen bagerst af alle, vil også til sidst være bagerst af alle med hensyn til at træde ind i Paradiset, selv om han bestemt er værdig til Paradiset.” (Musnadsamling af Ahmad)

(٤٥) وَعَنْ أَبِي الْجَعْدِ الضَّمْرِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ تَرَكَ ثَلَاثَ جُمَع تَهَاوُنًا بِهَا طَبَعَ اللَّهُ عَلَى قَلْبِهِ

(أبو داود – ابن ماجة – دارمي – موطأ إمام مالك)

(45) “Det er berettet fra Abu Ziyad Zamri (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der uagtsomt er fraværende fra tre fredage i træk—det vil sige ikke udfører fredagsbønnen—vil Allah sætte et segl på hans hjerte.

(Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah, Darimi, Malik)

Forklaring: Denne hadith antyder, hvor vigtig fredagsbønnen er. Hvis man uden gyldig grund er fraværende fra tre fredage i træk, gør Allah hans hjerte forsømmeligt og forseglet, hvilket får hans hjerte til at blive hårdt.

Fredagens fortræffelighed

(٤٦) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: خَيْرُ يَوْمٍ طَلَعَتْ عَلَيْهِ الشَّمْسُ يَوْمُ الْجُمُعَةِ فِيْهِ خُلِقَ آدَمُ، وَفِيهِ أُدْخِلَ الْجَنَّةَ، وَفِيْهِ أُخْرِجَ مِنْهَا ، وَلَا تَقُوْمُ السَّاعَةُ إِلَّا فِي يَوْمِ الْجُمُعَةِ (مسلم)

(৪৬) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (ra), at Allahs Sendebud (s) sagde: Blandt de dage, hvor solen står op, er den bedste dag fredag. Det var på en fredag, at Hazrat Adam (a) blev skabt. På denne dag blev han ført ind i Paradiset. Og på denne dag blev han ført ud af Paradiset og sendt ned til jorden. Og Dommedagen vil også indtræffe på en fredag.” (Muslim)

(٤٧) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ فِي الْجُمُعَةِ لَسَاعَةً لَا يُوَافِقُهَا عَبْدٌ مُسْلِمٌ يَسْأَلُ اللَّهَ مِنْهَا خَيْرًا إِلَّا أَعْطَاهُ إِيَّاهُ
(بخاري – مسلم)

(৪৭) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (ra), at han sagde: Allahs Sendebud (s) sagde, at der på en fredag ganske vist er et tidspunkt, hvor en muslimsk tjener, hvis han beder Allah om noget godt, helt sikkert får det givet.” (Bukhari, Muslim)

Eid og Eid-bønnen

(٤٨) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قَدِمَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْمَدِينَةَ وَلَهُمْ يَوْمَانِ يَلْعَبُونَ فِيهِمَا فَقَالَ: مَا هَذَانِ الْيَوْمَانِ؟ قَالُوا : كُنَّا نَلْعَبُ فِيهِمَا فِي الْجَاهِلِيَّةِ، فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: قَدْ

أَبْدَلَكُمْ اللَّهُ فِيهِمَا خَيْرًا مِنْهُمَا يَوْمَ الْأَضْحَى وَيَوْمَ الْفِطْرِ (أبو داود)

(৪৮) “Det er berettet fra Hazrat Anas (ra), at han sagde: Da Profeten (s) kom til Medina, så han, at Medinas indbyggere legede og fejrede fest på to særlige dage. Profeten (s) spurgte: Hvad er betydningen af disse to særlige dage for jer? De svarede: I uvidenhedens tidsalder (før islam) plejede vi at lege og fejre fest på disse to dage. Profeten (s) sagde: Se, Allah har i stedet for disse to dage givet jer to bedre dage. Det er Eid al-Adha-dagen og Eid al-Fitr-dagen.” (Abu Dawud)

Forklaring: Ordet Eid betyder glæde eller fryd. Da Allah har tilladt muslimerne at fejre og glæde sig på disse to særlige dage, kaldes de begge Eid-dage. Allah og Hans Sendebud (s.a.w.) har imidlertid fastlagt reglerne og retningslinjerne for muslimernes højtider og glædesfester, så de ikke blot bliver en fornøjelsesfest uden moralske og etiske begrænsninger. Ikke nok med det: Glædesfestens program er udformet på en sådan måde, at det vækker en hellig religiøs bevidsthed i muslimernes hjerter og en følelse af deres ansvar over for menneskeheden. Derfor er det foreskrevet, at enhver velhavende person skal give fitra til de fattige, før han udfører Eid-bønnen på Eid al-Fitr, og at en tredjedel af offerkødet på Eid al-Adha skal fordeles blandt de fattige og trængende. Således begrænses Eid-glæden ikke kun til de velstillede og rige, men alle, fattige såvel som rige, kan tage del i Eid-glæden. Det er vanskeligt at finde et så smukt eksempel på lighed og broderskab ved andre religioners højtider eller arrangementer.

(٤٩) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا يَغْدُو يَوْمَ الْفِطْرِ حَتَّى يَأْكُلَ تَمَرَاتٍ وَيَأْكُلُهُنَّ وِتْرًا (بخاري)

(49) “Det er overleveret fra Anas (r.a.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) gik ikke ud på Eid al-Fitr-dagen uden først at have spist mindst nogle få dadler. Og han spiste dem i et ulige antal.” (Bukhari)

Forklaring: På Eid al-Fitr-dagen spiste Profeten (s.a.w.) noget, før han gik ud for at bede. Men på Eid al-Adha-dagen spiste han ikke noget, før han gik til Eid-pladsen. Grunden til, at han spiste dadler i et ulige antal, var, at Profeten (s.a.w.) sagde: “Allah er ulige, og Han elsker det ulige.

(٥٠) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، كَانَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا كَانَ يَوْمُ عِيْدِ خَالَفَ الطَّرِيقَ
(بخاري)

(50) “Det er overleveret fra Jabir (r.a.), at han sagde: På Eid-dagen plejede Profeten (s.a.w.) at tage en anden vej.” (Bukhari)

Forklaring: Det er mustahabb at tage en anden vej, når man færdes på Eid-dagen, især når man går til Eid-pladsen. For der er påbud om at iføre sig det bedste tøj på Eid-dagen og fremsige takbir, mens man går på vejen. Derved bliver muslimernes pragt og værdighed vist på de forskellige veje og i områderne i kvarteret eller nabolaget, ligesom forskellige områder fyldes med lovprisning af Allah og takbir.

(٥١) وَعَنْ أَبِي سَعِيدٍ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، كَانَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَخْرُجُ يَوْمَ الْفِطْرِ وَالْأَضْحَى إِلَى الْمُصَلَّى فَأَوَّلُ شَيْءٍ يَبْدَأُ بِهِ الصَّلَاةُ ثُمَّ يَنْصَرِفُ فَيَقُوْمُ مُقَابِلَ النَّاسِ وَالنَّاسُ جُلُوسٌ عَلَى صُفُوفِهِمْ فَيَعِظُهُمْ وَيُوْصِيْهِمْ وَيَأْمُرُهُمْ وَإِنْ كَانَ يُرِيدُ أَنْ يَقْطَعَ بَعْثًا قَطَعَهُ أَوْ يَأْمُرَ بِشَيْءٍ أَمَرَ بِهِ ثُمَّ يَنْصَرِفُ
(بخاري – مسلم)

(51) “Det er berettet fra Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) plejede på dagen for Eid al-Fitr og Eid al-Adha at begive sig til Eidgah. Det første, han gjorde efter sin ankomst dertil, var at bede. Derefter vendte han sig om og stillede sig foran folk, mens de blev siddende på deres rækker. Han formanede dem, gav dem gode råd og gav dem instruktioner. Hvis han havde til hensigt at sende soldater et sted hen, udvalgte han dem på det tidspunkt; og hvis han skulle give nogen en ordre, gav han den. (Bukhari, Muslim)

(٥٢) وَعَنْ جَابِرٍ بْنِ سَمُرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، صَلَّيْتُ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْعِيْدَيْنِ غَيْرَ مَرَّةٍ وَلَا مَرَّتَيْنِ بِغَيْرِ أَذَانٍ وَلَا إِقَامَةٍ
(مسلم)

(52) “Hazrat Jabir ibn Samura (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg har bedt de to Eid-bønner sammen med Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) mange gange, ikke blot én eller to gange, uden adhan og iqamah.” (Muslim)

(٥٣) وَعَنِ الْبَرَاءِ بْنِ عَازِبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ خَطَبَنَا النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَوْمَ النَّحْرِ قَالَ: إِنَّ أَوَّلَ مَا نَبْدَأُ بِهِ فِي يَوْمِنَا هَذَا أَنْ تُصَلِّي ثُمَّ نَرْجِعَ فَتَنْحَرَ، فَمَنْ فَعَلَ ذَلِكَ فَقَدْ أَصَابَ سُنَّتَنَا ، وَمَنْ ذَبَحَ قَبْلَ أَنْ يُصَلِّي فَإِنَّمَا هُوَ لَحْمٌ عَجَّلَهُ لِأَهْلِهِ لَيْسَ مِنَ النُّسُكِ فِي شَيْءٍ
(بخاري – مسلم)

(53) “Hazrat Bara ibn Azib (må Allah være tilfreds med ham) sagde: En dag på Eid al-Adha holdt Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) en prædiken for os og sagde: På denne dag er det første, vi skal gøre, at bede. Derefter vender vi tilbage (fra Eidgah) og udfører qurbani. Den, der gør sådan, følger vores sunnah. Men den, der slagter før bønnen, har blot slagtet en ged med henblik på at spise dens kød, idet han i hast slagtede den til sin familie; den har overhovedet ingen kendetegn på qurbani.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Den qurbani, der udføres i overensstemmelse med Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) anvisninger, er i sandhed den korrekte qurbani. Hvis man derimod udfører qurbani efter eget forgodtbefindende uden at tage hensyn til Profetens anvisninger, kan man måske spise kødet, men det vil ikke være qurbani.

(٥٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ أَصَابَهُمْ مَطَرٌ فِي يَوْمِ عِيْدٍ فَصَلَّى بِهِمُ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صَلَاةَ الْعِيدِ فِي الْمَسْجِدِ
(أبو داود – ابن ماجة)

(54) “Det er berettet fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at det en dag på Eid regnede hos dem. Derfor bad Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) Eid-bønnen sammen med dem i moskeen.” (Abu Dawud, Ibn Majah)

Forklaring: Eid-bønnen er wajib, og det er sunnah at bede den på en stor åben plads. Hvis det imidlertid på grund af regn og vand ikke er muligt at bede på pladsen, kan den bedes i moskéen. Dette fremgår blandt andet af den hadith, der er nævnt ovenfor.

(٥٥) وَعَنْ ابْنِ الْحُوَيْرِثِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَتَبَ إِلَى عَمْرِو بْنِ حَزْمٍ وَهُوَ بِنَجْرَانَ أَنْ عَجِّلِ الْأَضْحَى وَأَخِرِ الْفِطْرَ وَذَكَرِ النَّاسَ
(شافعي)

(55) »Det er overleveret fra Hazrat Abu’l Huwairith (ra.), at Allahs Sendebud (s.) en dag gav Amr ibn Hazm, som var udnævnt til Najran (som hans embedsmand), en skriftlig instruktion om, at han skulle udføre Eid al-Adha-bønnen tidligt (ved den første tid) og bede Eid al-Fitr-bønnen senere. Og efter bønnen skulle han formane folket.« (ash-Shafi’i)

Forklaring: I virkeligheden begynder tiden for Eid-bønnen umiddelbart efter tiden for Ishraq og varer, indtil solen står på sit højeste. Eid-bønnen skal udføres inden for dette tidsrum. Profeten (s.) har imidlertid sagt, at Eid al-Adha-bønnen skal udføres tidligt i dens tid, så man umiddelbart efter bønnen kan slagte offerdyret og hurtigt spise dets kød. Det er derimod bedre at bede Eid al-Fitr-bønnen lidt senere, for det er mustahabb at spise noget før Eid al-Fitr. Derfor er en forsinkelse naturlig.

Zakat

فَأَقِيمُوا الصَّلَاةَ وَآتُوا الزَّكَاةَ وَاعْتَصِمُوا بِاللَّهِ
(سورة الحج – ۷۸)

Betydning: »Oprethold derfor bønnen, giv zakat, og hold fast ved Allah.« (Sura al-Hajj, vers 78)

(٥٦) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بَعَثَ مُعَاذَا إِلَى الْيَمَنِ فَقَالَ: إِنَّكَ

تَأْتِي قَوْمًا أَهْلَ كِتَابٍ فَادْعُهُمْ إِلَى شَهَادَةِ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ وَأَنَّ مُحَمَّدًا رَسُولُ اللَّهِ فَإِنْ هُمْ أَطَاعُوكَ لِذَالِكَ فَأَعْلِمْهُمْ أَنَّ اللَّهَ افْتَرَضَ عَلَيْهِمْ خَمْسَ صَلَوَاتٍ فِي كُلِّ يَوْمٍ وَلَيْلَةٍ فَإِنْ هُمْ أَطَاعُوكَ لِذَالِكَ فَأَعْلِمْهُمْ أَنَّ اللَّهَ افْتَرَضَ عَلَيْهِمْ صَدَقَةً فِي أَمْوَالِهِمْ تُؤْخَذُ مِنْ أَغْنِيَائِهِمْ وَتُرَدُّ عَلَى فُقَرَائِهِمْ فَإِنْ هُمْ أَطَاعُوكَ لِذَالِكَ فَإِيَّاكَ وَكَرَائِمَ أَمْوَالِهِمْ وَاتَّقِ دَعْوَةَ الْمَظْلُومِ فَإِنَّهَا لَيْسَ
بَيْنَهَا وَبَيْنَ اللَّهِ حِجَابٌ
(بخاري – مسلم)

(56) »Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham), da han sendte Hazrat Muadh som guvernør til Yemen, rådede ham således: “O Muadh, du er på vej til et sted, hvis indbyggere er ahl al-kitab (jøder og kristne). Derfor skal du først invitere dem til Allahs religion med opfordringen om, at de bevidner, at der ingen guddom er ud over Allah, og at Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) i sandhed er Hans sendebud.” Hvis de accepterer dette, skal du fortælle dem, at Allah har gjort fem daglige bønner obligatoriske for dem. Hvis de accepterer dette, skal du informere dem om, at “Allah har gjort zakat obligatorisk for dem; den skal opkræves fra de rige og fordeles blandt de fattige.” Hvis de accepterer dette, skal du passe på ikke at tage deres bedste ejendom som zakat

Men frygt de undertryktes forbandelse. For der er intet slør mellem den undertryktes bøn og Allah.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Zakat er en form for tilbedelse, som er den mest fremragende blandt de økonomiske former for tilbedelse. Ligesom bønnen er zakat blevet nævnt mange gange i den hellige Koran. Zakat var også obligatorisk i en eller anden form for tidligere profeter og deres samfund.

I en islamisk stat skal zakat opkræves af staten og fordeles til de fastsatte formål i overensstemmelse med shariaens bestemmelser. Ud over Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) og de efterfølgende retledte kaliffers praksis er også det råd om zakat, som Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav, da han sendte Hazrat Muadh som guvernør til Yemen, et tegn på, at dette er et statsligt ansvar. Hvis statsordenen ikke er islamisk, skal velhavende personer indsamle zakat gennem en pålidelig islamisk organisation og fordele den til de rette formål. Hvis en sådan organisation heller ikke findes, skal de velhavende selv beregne deres zakat og fordele den i overensstemmelse med shariaen.

Zakat skal betales én gang om året. Af guld, sølv, kontanter og handelsvarer skal der betales zakat med to en halv procent. Zakat på husdyr er ét dyr for hver tyve. Der skal desuden også betales zakat af markafgrøder og frugtavl.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt, at man ved opkrævning af zakat ikke skal tage den bedste ejendom, men derimod ejendom af middel kvalitet. Det vil sige, at han har påbudt, at man ikke tager de bedste dyr fra zakatyderens hjord eller de bedste afgrøder blandt de høstede kornsorter.

Vi kan også erfare fra denne berømte hadith af Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), at muslimer aldrig tvang de ikke-muslimer, der var under deres herredømme, til at konvertere. Efter at have fremført islams kald for dem blev de først undervist i islamisk praksis, hvis de frivilligt accepterede det. Ellers nød de under staten alle politiske, civile og religiøse rettigheder.

Konsekvenserne af ikke at betale zakat

(٥٧) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَنْ آتَاهُ اللَّهُ مَالاً فَلَمْ يُؤَدِّ زَكَاتَهُ مُثْلَ لَهُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ شُجَاعًا أَقْرَعَ لَهُ زَبِيْبَتَانِ يُطَوَّقُهُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ ثُمَّ يَأْخُذُ بِلِهْزِمَتَيْهِ يَعْنِي شَدْقَيْهِ ثُمَّ يَقُولُ أَنَا مَالُكَ أَنَا كَنْزُكَ ثُمَّ ثَلَا : وَلَا يَحْسِبَنَّ الَّذِينَ يَبْخَلُونَ الآية (بخاري)

(57) »Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayra (ra.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: Den, som Allah har skænket rigdom, men som ikke betaler zakat af den, vil på Dommedag få sin rigdom forvandlet til en frygtindgydende, giftig slange med to sorte pletter på hovedet. (De sorte pletter er kendetegn på en frygteligt giftig slange.) Denne slange vil blive viklet om hans hals som en halskæde. Derefter vil slangen bide ham i kæberne og sige: Jeg er din rigdom, jeg er din opsparede formue. Herefter reciterede Profeten (s.a.w.) følgende vers fra Koranen:

وَلَا يَحْسِبَنَّ الَّذِينَ يَبْخَلُونَ …. الآية

Betydning: »De, som Allah har skænket rigdom, men som er nærige, må ikke tro, at deres nærighed vil bringe dem noget godt. Tværtimod vil den være til det største onde for dem.« (Bukhari)

(٥٨) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: مَا خَالَطَتِ الزَّكَاةُ مَالاً قَطُّ إِلَّا أَهْلَكَتْهُ (شافعي – بخاري)

(58) »Hazrat Aisha (ra.) sagde: Jeg hørte Allahs Profet sige, at den rigdom, som ikke udskilles zakat af, men blandes sammen med zakat, i sidste ende går til grunde.« (Shafi’i, Bukhari)

Den zakatopkrævende medarbejders status

(٥٩) وَعَنْ رَافِعِ بْنِ خَدِيجٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْعَامِلُ عَلَى الصَّدَقَةِ بِالْحَقِّ كَالْغَازِي فِي سَبِيلِ اللَّهِ حَتَّى يَرْجِعَ إِلَى بَيْتِهِ
(أبو داود – ترمذي)

(59) “Det er overleveret fra Rafi ibn Khadija (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den medarbejder, der opkræver zakat korrekt, har samme rang som den, der kæmper jihad på Allahs vej. Han forbliver endda i denne rang, indtil han vender tilbage til sit hjem.” (Abu Dawud, Tirmidhi)

Forklaring: Zakat er ikke en skat, der er pålagt af staten. Den er derimod en specifik økonomisk tilbedelseshandling, som Allah den Ophøjede selv har foreskrevet. Selv om den islamiske stat udpeger medarbejdere til at opkræve zakat, er deres rang ikke blot en almindelig statsansats rang. Mens han opkræver de zakatmidler, som Allah har foreskrevet, er han derimod ligestillet med en mujahid, der kæmper jihad på Allahs vej.

Hvornår bliver zakat obligatorisk på formuen?

(٦٠) عَنِ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنِ اسْتَفَادَ مَالاً فَلَا زَكَاةَ فِيْهِ حَتَّى يَحُولَ عَلَيْهِ الْحَوْلُ (ترمذي)
(60) “Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med dem begge) sagde: Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der bliver ejer af en formue, skal ikke betale zakat af den, før der er gået et helt år, hvor formuen har været i hans besiddelse.” (Tirmidhi)

Forklaring: Zakat bliver ikke obligatorisk blot ved at eje en formue, der når zakatgrænsen. For at zakat bliver obligatorisk, er det en betingelse, at formuen forbliver i ejerens besiddelse i et helt år. Hvis nogen imidlertid betaler zakat, før året er gået, er den betalt gyldigt.

(٦١) وَعَنْ عَلِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ الْعَبَّاسِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ سَأَلَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي تَعْجِيلِ صَدَقَتِهِ قَبْلَ أَنْ تَحِلَّ فَرَخَّصَ لَهُ فِي ذَالِكَ
(أبو داود ، ترمذي)

(61) “Det er overleveret fra Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Abbas (må Allah være tilfreds med ham) en dag spurgte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om at betale zakat, før året var gået. Derfor gav Profeten ham tilladelse til det.” (Abu Dawud, Tirmidhi)

Fitra

(٦٢) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ:
فَرَضَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ زَكَاةَ الْفِطْرِ صَاعًا مِنْ تَمْرٍ أَوْ صَاعًا مِنْ شَعِيْرٍ عَلَى الْعَبْدِ وَالْحُرِّ وَالذَّكَرِ وَالْأُنْثَى وَالصَّغِيرِ وَالْكَبِيرِ مِنَ الْمُسْلِمِينَ وَأَمَرَ بِهَا أَنْ تُؤَدَّى قَبْلَ خُرُوجِ النَّاسِ إِلَى الصَّلَاةِ
(بخاري – مسلم)

(62) Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Profeten (fred og velsignelser være med ham) fastsatte sadaqat al-fitr for enhver muslim – slave eller fri, kvinde eller mand, ung eller gammel – til én sāʿ dadler eller byg. Han befalede desuden, at den skulle betales, før man drog af sted til Eid-bønnen. (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Fitra er i virkeligheden fastens zakat. Ligesom zakat renser formuen, renser fitra fasten. Det vil sige, at de mangler og fejl, der måtte forekomme under fasten, udbedres gennem fitra.

Fitra er obligatorisk. Enhver velhavende person skal betale den på egne og sine forsørgedes vegne, før han på Eid-dagen begiver sig af sted til bønnen. For zakat er det nødvendigt at have ejet den zakatpligtige formue i et helt år; det gælder ikke for fitra. Hvis man derimod om morgenen på Eid-dagen ejer en formue svarende til den zakatpligtige minimumsgrænse, skal man betale fitra.

Alle de højtider og ceremonier, som islam har fastsat, er universelle. Islam har lagt særlig vægt på, at alle – fattige såvel som rige – skal kunne deltage i ceremonierne og glæde sig over festlighederne. Derfor befalede Profeten (fred og velsignelser være med ham), at velhavende mennesker skulle betale fitra til fattige og trængende på egne og deres forsørgedes vegne, før de drog af sted til Eid-bønnen, så Eid-glæden ikke kun skulle være begrænset til de riges hjem.

Fitraens størrelse er én ser og tolv en halv chhatak af områdets vigtigste fødevare, det vil sige mel eller ris, pr. person.

(٦٣) عَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، فَرَضَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ زَكَاةَ الْفِطْرِ طُهْرَةُ لِلصَّائِمِ مِنَ اللَّغْوِ وَالرَّفَتْ وَطُعْمَةً لِلْمَسَاكِينِ (أبو داود)

(63) »Hazrat Ibn Abbas (ra.) har berettet, at Huzur (s.) fastsættede sadaqat al-fitr for at rense fasten fra tom tale og uanstændighed og for at give de fattige en gave.« (Abu Dawud)

Ramadans fortræffelighed

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُتِبَ عَلَيْكُمُ الصِّيَامُ كَمَا كُتِبَ عَلَى الَّذِينَ مِنْ قَبْلِكُمْ لَعَلَّكُمْ تَتَّقُونَ
(سورة البقرة : ۱۸۳)

»O I, der tror! Fasten er blevet foreskrevet jer, ligesom den blev foreskrevet dem før jer, så at I kan afholde jer fra synd.« (Sura al-Baqara 183)

(٦٤) وَعَنْ سَلْمَانَ الْفَارْسِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ
خَطَبَنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي آخِرِ يَوْمٍ مِنْ شَعْبَانَ، فَقَالَ: أَيُّهَا النَّاسُ قَدْ أَظَلُكُمْ شَهْرٌ عَظِيمٌ، شَهْرٌ مُبَارَكٌ فِيْهِ لَيْلَةٌ خَيْرٌ مِنْ أَلْفِ شَهْرٍ، جَعَلَ

اللَّهُ صِيَامَهُ فَرِيْضَةٌ وَقِيَامَ لَيْلِهِ تَطَوُّعًا ، مَنْ تَقَرَّبَ فِيهِ بِخَصْلَةٍ مِنَ الْخَيْرِ كَانَ كَمَنْ أَدَّى فَرِيضَةً فِيْمَا سوَاهُ، وَمَنْ أَدَّى فِيْهِ فَرِيضَةً كَانَ كَمَنْ أَدَّى سَبْعِينَ فَرِيضَةً فِيْمَا سِوَاهُ، وَهُوَ شَهْرُ الصَّبْرِ وَالصَّبْرُ ثَوَابُهُ الْجَنَّةُ، وَشَهْرُ الْمُوَاسَاةِ، وَشَهْرٌ يُزَادُ فِي رِزْقِ الْمُؤْمِنِ فِيهِ، مَنْ فَطْرَ فِيْهِ صَائِمًا كَانَ لَهُ مَغْفِرَةٌ لِذُنُوبِهِ وَعِتْقَ رَقَبَتِهِ مِنَ النَّارِ، وَكَانَ لَهُ مِثْلَ أَجْرِهِ مِنْ غَيْرِ أَنْ يَنْقُصُ مِنْ أَجْرِهِ شَيْءٌ (الدعوات الكبير للبيبهقي)

(64) »Det er berettet fra Hazrat Salman al-Farsi, at han sagde: En dag, på den sidste dag i måneden Sha’ban, holdt Rasul (s.) en tale til os. Huzur (s.) sagde: O mennesker! En stor og velsignet måned nærmer sig jer. I denne måned er der en nat, som er bedre end tusind måneder. Allah har foreskrevet fasten i denne måned og gjort natlige bønner til nafl. Den, der i denne måned udfører en nafl-handling for at opnå nærhed til Allah, vil være lig med den, der udfører en fard-handling i en anden måned. Og den, der udfører en fard-handling i denne måned, vil være lig med den, der udfører halvfjerds fard-handlinger i en anden måned. Dette er tålmodighedens måned, og belønningen for tålmodighed er Paradiset. Dette er måneden, hvor man viser hinanden medfølelse. Dette er den måned, hvor den troendes rizq øges. Hvis nogen i denne måned giver en fastende person iftar, vil hans synder blive tilgivet, og han vil blive reddet fra Jahannam. Han vil få samme sawab som den fastende person, og derfor vil intet blive trukket fra den fastendes sawab.« (Da’watul Kabir, Bayhaqi)

(٦٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : كُلُّ عَمَلِ ابْنِ آدَمَ يُضَاعَفُ الْحَسَنَةُ بِعَشْرِ أَمْثَالِهَا إِلَى سَبْعِ مِئَةِ ضِعْفٍ، قَالَ اللَّهُ تَعَالَى إِلَّا الصَّوْمَ فَإِنَّهُ لِي وَأَنَا أَجْزِي بِهِ، يَدَعُ شَهْوَتَهُ وَطَعَامَهُ مِنْ أَجْلِي لِلصَّائِمِ فَرْحَتَانِ فَرْحَةٌ عِنْدَ فِطْرِهِ وَفَرْحَةٌ عِنْدَ لِقَاءِ رَبِّهِ، وَلَخُلُوفُ فَمِ الصَّائِمِ أَطْيَبُ عِنْدَ اللَّهِ مِنْ رِيحِ الْمِسْكِ، وَالصِّيَامُ جُنَّةٌ، وَإِذَا كَانَ يَوْمُ صَوْمٍ أَحَدِكُمْ فَلَا يَرْفُتْ، وَلَا يَصْخَبْ فَإِنْ سَابَّهُ أَحَدٌ أَوْ قَاتَلَهُ فَلْيَقُلْ إِنِّي امْرُؤٌ صَائِمٌ (بخاري مسلم)

(65) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (ra.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.) sagde: Hver god handling, som Adams børn udfører, vil blive mangfoldiggjort fra ti til syv hundrede gange. Men fasten er en undtagelse fra dette. For Allah Selv siger: ‘Min tjener har fastet for at opnå Min tilfredshed; Jeg vil Selv belønne ham. Han har afstået fra mad, drikke og sine begæringer for Min skyld.’« For den fastende er der to glædestider: Den ene er ved iftaren, og den anden er ved mødet med Allah i Paradiset. Fasten er et skjold mod Satans angreb. Når I derfor faster, må I ikke tale uanstændigt eller skændes og skabe strid. Hvis nogen fornærmer den fastende eller skændes med ham, bør han svare: ‘Jeg faster.’« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Blandt de fysiske former for tilbedelse er fasten i måneden Ramadan en af de vigtigste former for tilbedelse. Fasten i Ramadan blev gjort obligatorisk for Muhammads ummah i det andet hijri-år. Ligesom bønnen og zakat havde fasten også siden umindelige tider i en eller anden form været obligatorisk for tidligere profeter og deres ummaher.

I den nævnte hadith sagde Allahs Sendebud (s.), idet han talte om fastens særlige rang, at belønningen for andre former for tilbedelse vil blive mangfoldiggjort fra ti til syv hundrede gange. Men Allah vil gøre en undtagelse for fasten. Det vil sige, at belønningen for fasten vil blive mangfoldiggjort endnu mere end syv hundrede gange.

(٦٦) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: الصَّيَامُ وَالْقُرْآنُ يَشْفَعَانِ لِلْعَبْدِ، يَقُولُ الصِّيَامُ: أَيْ رَبِّ إِنِّي مَنَعْتُهُ الطَّعَامَ وَالشَّهَوَاتِ بِالنَّهَارِ فَشَفَعْنِي فِيهِ، وَيَقُولُ الْقُرْآنُ: مَنَعْتُهُ النَّوْمَ بِاللَّيْلِ فَيُشَفَعَانِ (بيهقي – مشكوة)

(66) »Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Amr (ra.), at han sagde: Den ædle Profet (s.) sagde: Fasten og Koranen vil begge gå i forbøn for tjeneren på Opstandelsens Dag. Fasten vil sige: ‘Min Herre, jeg forhindrede denne person i at spise, drikke og følge sine seksuelle begæringer i dagtimerne under Ramadan, og han adlød mig. Tillad mig at gå i forbøn for ham.’ Og Koranen vil sige: ‘Min Herre, jeg forhindrede ham i at sove om natten, og han lyttede til mig – det vil sige, han afbrød sin nattesøvn for at recitere Koranen under tarawih-bønnen. Udpeg mig som forbeder for ham.’ Når Allah derefter tillader dem begge at gå i forbøn, vil de begge gå i forbøn.« (Bayhaqi, Mishkat)

(٦٧) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ صَامَ رَمَضَانَ إِيمَانًا وَاحْتِسَابًا غُفِرَ لَهُ مَا تَقَدَّمَ مِنْ ذَنْبِهِ، وَ مَنْ قَامَ رَمَضَانَ إِيمَانًا وَاحْتِسَابًا غُفِرَ لَهُ مَا تَقَدَّمَ مِنْ ذَنْبِهِ، وَمَنْ قَامَ لَيْلَةَ الْقَدْرِ إِيمَانًا وَاحْتِسَابًا غُفِرَ لَهُ مَا تَقَدَّمَ مِنْ ذَنْبِهِ
(بخاري – مسلم)

(67) »Hazrat Abu Huraira (ra.) sagde: Den ædle Profet (s.) sagde: Den, der faster i Ramadan med iman og ihtisab, vil få alle sine tidligere mindre synder tilgivet. Og den, der beder om natten i Ramadan med iman og ihtisab, vil få sine tidligere synder tilgivet. Og den, der tilbeder Allah på Skæbnenatten med iman og ihtisab, vil få alle sine tidligere mindre synder tilgivet.« (Bukhari, Muslim)

(٦٨) وَعَنْ سَهْلِ بْنِ سَعْدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: فِي الْجَنَّةِ ثَمَانِيَةُ أَبْوَابٍ فِيهَا بَابٌ يُسَمَّى الرَّيَّانَ، لَا يَدْخُلُهُ إِلَّا الصَّائِمُونَ (بخاري – مسلم)

(68) »Sahl ibn Sa’d (ra.) har berettet, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: Paradiset har otte porte. Navnet på en af disse porte er »Rayyan«. Kun de fastende vil komme ind i Paradiset gennem denne særlige port.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: På grund af de fastendes særlige rang og ære har Herren over alle verdener bestemt en særlig port til deres indgang i Paradiset.

(٦٩) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ لَمْ يَدَعْ قَوْلَ النُّورِ وَالْعَمَلَ بِهِ، فَلَيْسَ لِلَّهِ حَاجَةٌ فِي أَنْ يَدَعَ طَعَامَهُ وَشَرَابَهُ (بخاري)

(69) »Abu Hurayra (ra.) har berettet, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: Den, der ikke kan opgive falsk tale og falske handlinger, har Allah ikke brug for, at han afstår fra mad og drikke (faster).« (Bukhari)

(۷۰)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: كَمْ مِنْ صَائِمٍ لَيْسَ لَهُ مِنْ صِيَامِهِ إِلَّا الْجُوعُ، وَكَمْ مِنْ قَائِمٍ لَيْسَ لَهُ مِنْ قِيَامِهِ إلا السَّهَرُ (دارمي – مشكوة)

(70) »Abu Hurayra (ra.) har berettet, at den ædle Profet (ﷺ) sagde: Der findes mange fastende, som ikke får andet ud af deres faste end sult. Og der findes mange bedende, som ikke får andet ud af deres bøn end at være vågne om natten.« (Darimi, Mishkat)

Forklaring: I de to nævnte hadither har Allahs Sendebud (ﷺ) antydet formålet med fasten. Om fastens formål siges der i Koranen: »For at I skal blive udstyret med taqwa, er fasten blevet foreskrevet jer.« (Den Hellige Koran)

I en hel måned under Ramadan afholder den troende sig i dagtimerne fra mad, drikke, seksuelle lyster og lignende og opnår derved i sit hjerte en særlig egenskab, som tilskynder ham til også i de resterende elleve måneder efter Ramadan at holde sig fra det, Allah har forbudt. I islams terminologi kaldes denne særlige egenskab »taqwa«. Hvis en person derfor ikke udvikler taqwa i sig ved at faste, men tværtimod bander ad folk og lyver, mens han faster, er hans faste blot sult, og hans tarawih-bønner er værdiløse. Med andre ord vil denne ulykkelige persons sult og nattevågen ikke være til nogen nytte.

Laylat al-Qadrs fortrin

(۷۱)
وَعَنْ أَنَسِ بْنِ مَالِكٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: دَخَلَ
رَمَضَانُ، فَقَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ هَذَا الشَّهْرَ قَدْ حَضَرَكُمْ، وَفِيهِ لَيْلَةٌ خَيْرٌ مِنْ أَلْفِ شَهْرٍ، مَنْ حُرِمَهَا فَقَدْ حُرِمَ الْخَيْرَ كُلُّهُ، وَلَا يُحْرَمُ خَيْرَهَا إِلَّا مَحْرُومٌ (ابن ماجة)

(৭১) “Hazrat Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) siger: Da Ramadanmåneden en gang kom, sagde Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): Se, denne måned er nu kommet til jer. I den findes en nat, som er bedre end tusind måneder. Den, der berøves dens velsignelse, er berøvet al velsignelse. Kun den, der for evigt er berøvet, berøves dens udbytte.” (Ibn Majah)

Forklaring: For at beskrive Laylat al-Qadrs fortrin har Allah, Rabb al-‘Alamin, selv åbenbaret en sura i Koranen, som hedder “al-Qadr”. Denne nat er en særdeles ærefuld nat. Tilbedelsen på denne ene nat er bedre end tilbedelsen i tusind måneder. Den, der derfor holder sig vågen denne særlige nat for at tilbede Allah, vil være den uendelige velsignelses (belønnings) indehaver. Og der kan ikke findes nogen mere ulykkelig end den, der berøves dens velsignelse.

(۷۲)
وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : تَحَرَّوْا لَيْلَةَ الْقَدْرِ فِي الْوِتْرِ مِنَ الْعَشْرِ الْأَوَاخِرِ مِنْ رَمَضَانَ (بخاري)

(৭২) “Det er berettet fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at den ædle Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Søg Laylat al-Qadr blandt de ulige nætter i Ramadans sidste ti nætter.” (Bukhari)

Hajj

وَلِلَّهِ عَلَى النَّاسِ حِجُّ الْبَيْتِ مَنِ اسْتَطَاعَ إِلَيْهِ سَبِيلاً

Betydning: “Det er Allahs ret over menneskene, at de foretager pilgrimsfærd til dette hus, når de har mulighed for at nå frem til det.” (Āl ʿImrān: 97)

(۷۳)
وَعَنِ عَبْدُ اللَّهِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: يَا أَيُّهَا النَّاسُ إِنَّ اللَّهَ كَتَبَ عَلَيْكُمُ الْحَجَّ، فَقَامَ الْأَقْرَعُ بْنُ حَابِسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ، فَقَالَ: أَفِي كُلَّ عَامٍ يَا رَسُولَ اللَّهِ؟ قَالَ: لَوْ قُلْتُهَا لَوَجَبَتْ، وَلَوْ وَجَبَتْ لَمْ تَعْمَلُوا بِهَا أَوْ لَمْ تسْتَطِيعُوا أَنْ تَعْمَلُوا بِهَا ، الْحَجُّ مَرَّةً فَمَنْ زَادَ فَتَطَوُّع
(أحمد – نسائي – دارمي)

(73) “Det er berettet fra Hadhrat Ibn Abbās (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En dag erklærede Huzur (må Allahs velsignelser og fred være med ham): ‘O mennesker! Allah har bestemt pilgrimsfærden som en pligt for jer.’ Aqra ibn Hābis (en sahabi) rejste sig straks og spurgte: ‘O Allahs Sendebud, hvert år?’ Huzur (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Hvis jeg nu svarer ja, ville det blive obligatorisk for jer. Og hvis det blev obligatorisk, ville I ikke kunne udføre den og heller ikke have evnen til det. Pilgrimsfærden skal udføres én gang i livet. Men hvis nogen udfører den flere gange, vil det for ham være nafl.’” (Ahmad, Nasāʾī, Dārimī)

Forklaring: Blandt de islamiske gudsdyrkelser er pilgrimsfærden en vigtig gudsdyrkelse. Den er en kombination af både fysisk og økonomisk gudsdyrkelse. For at udføre pilgrimsfærden er der, ligesom der kræves fysisk anstrengelse og besvær, også behov for at bruge penge. Ligesom fasten og zakat blev pilgrimsfærden også gjort obligatorisk for Muhammads ummah efter hijrah.

Det er obligatorisk for enhver velstående muslim, som efter at have fratrukket alle nødvendige udgifter til sine forsørgede kan afholde udgifterne til rejsen til og fra Mekka, og som også fysisk er i stand til at foretage rejsen, at udføre pilgrimsfærden én gang i sit liv. Det er netop dette, Huzur (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har sagt i den berettede hadith. Af denne hadith kan vi også lære, at man ikke skal stille unødvendigt mange spørgsmål om religionen og sharīʿah. Om dette havde Allah den Ophøjede advaret sahabaerne således i Koranen:

“O I, der tror! Spørg ikke Profeten om enhver sag, for det kan medføre vanskeligheder for jer.” (Koranen)

(٧٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَنْ حَجَّ لِلَّهِ فَلَمْ يَرْفُتْ وَلَمْ (بخاري – مسلم) يَفْسُقُ، رَجَعَ كَيَوْمٍ وَلَدَتْهُ أُمُّهُ

(74) “Det er berettet fra Hadhrat Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Profet har sagt: Den, der udfører pilgrimsfærden med det formål at behage Allah, idet han afholder sig fra begær (seksuelt samkvem) og ulydighed mod Allah, vender hjem, som om han var blevet født af sin mors liv.” (Bukhārī, Muslim)

Forklaring: Ligesom et barn er uskyldigt og uplettet i det øjeblik, det fødes fra moderens liv, vender den, der udfører hajj med det formål at opnå Allahs tilfredshed, på samme måde hjem som uskyldig.

Hvornår bliver hajj obligatorisk?

(٧٥) وَعَنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ: جَاءَ رَجُلٌ إِلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ، فَقَالَ: يَا رَسُولَ اللَّهِ مَا يُوْجِبُ الْحَجَّ ؟ قَالَ: الزَّادُ وَالرَّاحِلَةُ (ترمذي – ابن ماجة)

(75) “Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En dag kom en mand til Profetens (fred være med ham) forsamling og spurgte: O Allahs profet, hvad gør hajj obligatorisk? Profeten (fred være med ham) sagde: Udgifterne til al nødvendig mad og beklædning for en selv og ens forsørgede samt rejseudgifterne.” (Det vil sige, at hajj bliver obligatorisk for den, der er i stand til at afholde alle nødvendige udgifter for sine forsørgede samt udgifterne til rejsen til og fra Mekka.)

(Tirmidhi, Ibn Majah)

Kvinder opnår jihads rang gennem hajj

(٧٦) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ: اِسْتَأْذَنْتُ النَّبِيُّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي الْجِهَادِ، فَقَالَ: جِهَادُكُنَّ الْحَجَّ (بخاري – مسلم)

(76) “Det er berettet fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hun sagde: Jeg bad Profeten (fred være med ham) om tilladelse til at deltage i jihad. Profeten (fred være med ham) sagde: Jer kvinders jihad er hajj.” (Det vil sige, at I gennem hajj får belønningen for jihad.
(Bukhari, Muslim)

En anden person udfører hajj på vegne af den uarbejdsdygtige

(۷۷)
وَعَنْ أَبِي رَزَيْنِ الْعُقَيْلِي أَنَّهُ أَتَى النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ، فَقَالَ: يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنَّ أَبِي شَيْخٌ كَبِيرٌ، لا يَسْتَطِيعُ الْحَجَّ وَلَا الْعُمْرَةَ وَلَا الضَّعْنَ، قَالَ: حُجَّ عَنْ أَبِيكَ وَاعْتَمِرْ (ترمذي – أبو داود – نسائي)

(77) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Razin Uqayli (ra), at han en dag kom til Profeten (s) og spurgte: O Allahs Profet, min far er meget gammel. Ligesom han ikke er i stand til at udføre hajj og umra, har han heller ikke længere kræfter til at rejse. Profeten (s) sagde: Udfør hajj og umra på vegne af din far.” (Tirmidhi, Abu Dawud, Nasai)

Qurbani

وَالْبُدْنَ جَعَلْنَاهَا لَكُمْ مِنْ شَعَائِرِ اللَّهِ لَكُمْ فِيْهَا خَيْرٌ فَاذْكُرُوا اسْمَ اللَّهِ عَلَيْهَا صَوَافَّ فَإِذَا وَجَبَتْ جُنُوبُهَا فَكُلُوا مِنْهَا وَأَطْعِمُوا الْقَانِعَ وَالْمُعْتَرَّ كَذَالِكَ سَخَّرْنَاهَا لَكُمْ لَعَلَّكُمْ تَشْكُرُونَ (سورة الحج : ٣٦)

Betydning: “Og offerdyrene har Vi gjort til en del af Allahs tegn for jer. I dem er der godt for jer. Nævn derfor Allahs navn over dem, mens de står klar til ofringen. Når de derefter falder om på siden på jorden, så spis af dem, og giv også mad deraf til de fattige, som beder jer om hjælp, og til dem, som ikke beder om hjælp. Og vær taknemmelige over for Mig; derfor har Vi gjort dem underordnede for jer på denne måde.” (Sura al-Hajj 36)

(۷۸)
عَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، ضَحَى رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِكَبْشَيْنِ أَمْلَحَيْنِ أَقْرَنَيْنِ ذَبَحَهُمَا بِيَدِهِ وَسَمَّى وَكَبَّرَ، قال: رَأَيْتُهُ وَاضِعًا قَدَمَهُ عَلَى صِفَاحِهِمَا ، وَيَقُولُ : وَقَالَ: بِسْمِ اللَّهِ، وَاللَّهُ أَكْبَرُ
(بخاري – مسلم)

(78) “Det er overleveret fra Hazrat Anas (ra), at han sagde: En dag ofrede Profeten (s) to grå, hornede væddere. Han slagtede dem selv med sin egen hånd, mens han sagde: \”Bismillah, Allahu Akbar.\” Hazrat Anas (ra) sagde: Jeg så Profeten sætte sin fod på deres ribben og hørte ham under slagtningen sige: \”Bismillah, Allahu Akbar.\”” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Det dyr, der slagtes på en bestemt dag i Allahs navn med det formål at opnå nærhed til Allah, kaldes qurbani. De bestemte dage for qurbani er den 10., 11. og 12. dag i måneden Dhu l-hijja.

Ligesom bøn og faste var qurbani også obligatorisk for de tidligere profeters samfund. Selv i dag kan man se forvanskede former for qurbani blandt forskellige folkeslag i verden.

Qurbani er wajib for Muhammads samfund. Enhver velstående muslim skal udføre qurbani.

(۷۹)
وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: الْبَقَرَةُ عَنْ سَبْعَةِ وَالْجَزُورُ عَنْ
سبعة (مسلم – أبو داود)

(79) “Det er overleveret fra Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at Den Ædle Profet (fred være med ham) sagde: En ko kan ofres på vegne af syv personer, og en kamel kan ofres på vegne af syv personer.” (Muslim, Abu Dawud)

Forklaring: Hvad angår qurbani, kan mellem én og syv personer deltage i en ko eller en kamel. En vædder eller en ged skal dog nødvendigvis være på vegne af én person. Til qurbani skal kamelen være fem år, koen to år, geden ét år og vædderen seks måneder gammel. Hvis dyret er yngre end dette, kan qurbani ikke udføres med det.

عَنْهُ : أَنَّ رَسُولَ
(۸۰) وَعَنِ الْبَرَاءِ بْنِ عَازِبٍ رَضِيَ اللَّهُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ سُئِلَ مَاذَا يُتَّقَى مِنَ الضَّحَايَا؟ فَأَشَارَ بِيَدِهِ وَقَالَ: أَرْبَعاً، الْعَرْجَاءُ الْبَيِّنُ طَلْعُهَا، وَالْعَوْرَاءُ الْبَيِّنُ عَوَرُهَا، وَالْمَرِيضَةُ الْبَيِّنُ مَرَضُهَا، وَالْعَجْفَاءُ الَّتِي لَا تُنْقِي

(موطأ إمام مالك – أحمد – ترمذي – نسائي – ابن ماجة)

(80) »Det er berettet fra Hazrat Barā ibn Āzib (må Allah være tilfreds med ham), at man en dag spurgte Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham), hvilke slags dyr man skulle undgå ved ofringen. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gjorde tegn med hånden og sagde: I skal undgå fire slags dyr: det halte dyr, hvis halthed er tydelig; det blinde dyr, hvis blindhed er tydelig; det syge dyr, hvis sygdom er tydelig; og det svækkede dyr, hvis knoglemarv er udtørret.«

(Mālik, Ahmad, at-Tirmidhī, an-Nasā’ī, Ibn Mājah, ad-Dārimī)

Forklaring: Ofringsdyret skal være velnæret, kraftigt og sundt. Et lemlæstet og svagt dyr, som har svært ved at bevæge sig, kan ikke bruges til ofringen.

(۸۱)
وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَا عَمِلَ ابْنُ آدَمَ مِنْ عَمَلٍ يَوْمَ النَّحْرِ أَحَبَّ إِلَى اللَّهِ مِنْ إِهْرَاقِ الدَّمِ، وَإِنَّهَا لَتَأْتِي يَوْمَ الْقِيَامَةِ بِقُرُونِهَا وَأَشْعَارِهَا وَأَظْفَارِهَا وَإِنَّ الدَّمَ لَيَقَعُ مِنَ اللَّهِ بِمَكَانٍ قَبْلَ أَنْ يَقَعَ مِنَ الْأَرْضِ فَطِيبُوا
بِهَا نَفْسًا
(ترمذي – ابن ماجة)

(81) »Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) beretter, at Allahs Ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: På ofringsdagen er ingen god handling udført af mennesket mere elsket af Allah end at lade blod flyde (det vil sige at bringe et offer). På Dommedag vil ofringsdyrene blive bragt frem med deres horn, uld og hove (på den ofrendes vægtskål). Ofringsdyrets blod når et ærefuldt sted hos Allah, før det falder til jorden. Bring derfor ofringen med glæde.« (at-Tirmidhī, Ibn Mājah)

(۸۲)
قَالَ رَسُوْلَ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ وَجَدَ (ابن ماجة) سَعَةٌ وَلَمْ يُضَحٌ فَلَا يَقْرَبَنَّ مُصَلانَا

(82) »Allahs Ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: De, der har råd, men ikke bringer et offer, bør ikke engang nærme sig min eid-bønneplads.« (Ibn Mājah)

Forklaring: Det er obligatorisk for velhavende muslimer at bringe et offer; Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ovenstående erklæring er beviset på dette.

Gaver på Allahs vej

مَثَلُ الَّذِينَ يُنْفِقُونَ أَمْوَالَهُمْ فِي سَبِيْلِ اللَّهِ كَمَثَلِ حَبَّةٍ أَنْبَتَتْ سَبْعَ سَنَابِلَ فِي كُلِّ سُنْبُلَةٍ مِائَةُ حَبَّةٍ وَاللَّهُ يُضَاعِفُ لِمَنْ يَشَاءُ وَاللَّهُ وَاسِعٌ عَلِيمٌ
(سورة البقرة : ٢٦١)

Betydning: “De, der bruger deres rigdom på Allahs vej, kan sammenlignes med et korn, der er sået, og hvorfra der vokser syv aks, og hvert aks indeholder hundrede korn. Allah giver således rigeligt til den, Han vil, og Allah er gavmild og alvidende.” (Sura al-Baqara: 261)

(۸۳)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : لَوْ كَانَ لِي مِثْلُ أُحُرٍ ذَهَبًا

مَا يَسرَّنِي أَنْ يَمُرَّ عَلَيَّ ثَلَاثُ لَيَالٍ وَعِنْدِي مِنْهُ شَيْءٌ إِلَّا (بخاري) شَيْا أَرْصِدُهُ لِدَيْنِ

(83) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Hvis jeg ejede så meget guld som Uhud-bjerget, ville jeg ikke bryde mig om, at blot en lille del af det forblev hos mig efter tre nætter. Dog det lille beløb, der er nødvendigt for at betale min gæld. (Jeg vil kun beholde dette og give resten som gave på Allahs vej.)” (Bukhari)

(٨٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَجُلٌ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَيُّ الصَّدَقَةِ أَعْظَمُ أَجْرًا؟ قَالَ: أَنْ تَصَدَّقَ وَأَنْتَ صَحِيحٌ شَحِيْحٌ تَخْشَى الْفَقْرَ وَتَأْمُلُ الْغِنَى، وَلَا تُمْهِلْ حَتَّى إِذَا بَلَغَتِ الْحُلْقُوْمَ قُلْتَ لِفُلَانٍ كَذَا وَلِفُلَانٍ كَذَا وَقَدْ كَانَ لِفُلَانٍ
(بخاري – مسلم)

(84) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En dag kom en mand til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og spurgte: O Allahs profet, under hvilken tilstand er en gave den bedste med hensyn til dens resultat? Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: En gave, mens du er rask og i stand til at tjene.”

Når du frygter at blive fattig og håber på at blive rig, vil du blive ved med at give almisse. Selv når din sjæl når struben, vil du sige: »Dette er til den og den, og dette er til den og den«, mens du tror, at det vil blive givet videre.«
(Bukhari, Muslim)

Forklaring: Allah og Hans Profet har pålagt den velstående og velhavende muslim hele livet at give almisse for at afhjælpe fattige og trængendes nød og for Allahs religions behov – helt frem til øjeblikket før døden. Men almisse givet i ungdommen er den mest elskede hos Allah.

(٨٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ سُوْلَ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَا مِنْ يَوْمٍ يُصِيحُ الْعِبَادُ فِيْهِ إِلَّا مَلَكَانِ يَنْزِلَانِ، فَيَقُولُ أَحَدُهُمَا : اللَّهُمَّ أَعْطِ مُنْفِقًا خَلَفًا وَيَقُولُ الآخَرُ: اللَّهُمَّ أَعْطِ مُمْسِكًا تَلَفًا
(بخاري – مسلم)

(85) »Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Hver morgen, når Allahs tjenere forlader deres senge, står to engle til stede. Den ene siger: O Allah, giv den gavmilde en belønning. Den anden siger: O Allah, tilføj den nærige et tab.« (Bukhari, Muslim)

(٨٦) وَعَنْ أَسْمَاءَ بِنْتِ أَبِي بَكْرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ لِي رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : أَنْفِقِي وَلَا تُحْصِي فَيُحْصِيَ اللَّهُ عَلَيْكِ، وَلَا تُوْعِي فَيُوْعِيَ اللَّهُ عَلَيْكِ، ارْضَخَيْ مَا اسْتَطَعْت (بخاري – مسلم)

(86) »Det er overleveret fra Asma bint Abu Bakr (må Allah være tilfreds med hende), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: O Asma, bliv ved med at give, og gør ikke regnskab. Ellers vil Allah gøre regnskab med dig, når Han giver dig. Og hold ikke rigdommen tilbage, ellers vil Allah holde den tilbage fra dig. Giv, selv om det kun er lidt, efter din evne.« (Bukhari, Muslim)

(۸۷)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : قَالَ اللَّهُ تَعَالَى أَنْفِقْ يَا ابْنَ آدَمَ، يُنْفَقُ عَلَيْكَ (بخاري – مسلم)

(87) »Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Allah siger: O Adams søn, bliv ved med at give, så vil Jeg også give dig.« (Bukhari, Muslim)

(۸۸)
وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَا مِنْ مُسْلِمٍ يَفْرِسُ غَرْسًا،

وَيَزْرَعُ زَرْعًا فَيَأْكُلُ مِنْهُ إِنْسَانٌ أَوْ طَيْرٌ أَوْ بَهِيمَةً إِلَّا كَانَ لَهُ بِهِ صَدَقَةٌ (بخاري – مسلم)

(88) “Det er berettet fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: Hvis en muslim planter et træ eller sår en afgrøde, og et menneske, en fugl eller et dyr derefter spiser noget af det, vil det helt sikkert blive regnet som en almisse for ham.”
(Bukhari, Muslim)

(۸۹)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَا نَقَصَتْ صَدَقَةٌ مِنْ مَالٍ وَمَا زَادَ اللَّهُ عَبْدًا بِعَفْوِ إِلَّا عِرًّا وَمَا تَوَاضَعَ أَحَدٌ لِلَّهِ إِلَّا رَفَعَهُ اللهُ
(مسلم)

(89) “Det er berettet fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: Almisse mindsker ikke rigdom, og gennem tilgivelse øger Allah tjenerens ære og anseelse. Og den, der ydmyger sig for Allahs skyld, vil Allah ophøje.” (Muslim)

Forklaring: I den nævnte hadith omtaler Allahs profet (må Allahs velsignelse og fred være med ham) tre særlige egenskaber: almisse, tilgivelse og ydmyghed. En materialistisk og kortsigtet person kunne måske mene, at rigdommen mindskes ved at give almisse, at anseelsen forringes ved at tilgive, og at værdigheden går tabt gennem ydmyghed.

Den ædle profet (må Allahs velsignelse og fred være med ham) siger: Sådan forholder det sig ikke; tværtimod er det det modsatte. Almisse øger rigdommen, tilgivelse skænker ære, og ydmyghed øger menneskets værdighed.

At give den fattige mad

(۹۰)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ أَصْبَحَ مِنْكُمُ الْيَوْمَ صَائِمًا؟ قَالَ أَبُو بَكْرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ: أَنَا، قَالَ: فَمَنْ تَبِعَ مِنْكُمُ الْيَوْمَ جَنَازَةً؟ قَالَ أَبُو بَكْرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ: أنَا، قَالَ: فَمَنْ أَطْعَمَ مِنْكُمُ الْيَوْمَ مِسْكِينًا ۚ قَالَ أَبُوْ بَكْرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ : أَنَا ، قَالَ: فَمَنْ عَادَ مِنْكُمُ الْيَوْمَ مَرِيضًا؟ قَالَ أَبُو بَكْرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ : أَنَا ، فَقَالَ رَسُوْلُ اللهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَا اجْتَمَعْنَ فِي امْرِئٍ إِلَّا دَخَلَ الْجَنَّةَ (مسلم)

(90) »Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) en dag spurgte: »Hvem blandt jer har fastet i dag?« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Jeg.« Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte igen: »Hvem blandt jer har i dag fulgt et begravelsesoptog?« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Jeg.« Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte endnu en gang: »Hvem blandt jer har i dag givet en fattig mad?« Også denne gang svarede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg.«

Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte igen: »Hvem blandt jer har i dag plejet en syg?« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Jeg.« Derefter sagde Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Den, i hvem så mange gode handlinger er samlet, vil helt sikkert træde ind i Paradiset.«« (Muslim)

(۹۱)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: اعْبُدُو الرَّحْمَنَ وَأَطْعِمُوا الطَّعَامَ، وَأَفْشُوا السَّلَامَ، تَدْخُلُوا الْجَنَّةَ بسلام (ترمذي – ابن ماجة)

(91) »Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Tilbed Allah, giv de fattige mad, og hils med høj stemme. I vil træde ind i Paradiset i tryghed.«« (Tirmidhi, Ibn Majah)

(۹۲)
وَعَنْ ثَوْبَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : أَفْضَلُ دِينَارٍ يُنْفِقُهُ الرَّجُلُ دِينَارٌ يُنْفِقُهُ عَلَى عِبَالِهِ ، وَدِيْنَارٌ يُنْفِقُهُ الرَّجُلُ عَلَى دَابَّتِهِ فِي سَبِيلِ اللَّهِ ، وَدِيْنَارٌ يُنْفِقُهُ عَلَى أَصْحَابِهِ فِي سَبِيلِ اللَّهِ
(مسلم)

(92) »Thauban (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Blandt de dinarer, som mennesker bruger, er den bedste dinar den slags, som kvinder må bruge af deres mands formue: den, som han bruger på sin families behov, på de dyr, der holdes til jihadens formål, og på sine ledsagere, der deltager i jihad.«« (Muslim)

(۹۳) وَعَنْ ابْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا أَنْفَقَ الْمُسْلِمُ نَفَقَةً عَلَى أَهْلِهِ وَهُوَ يَحْتَسِبُهَا كَانَتْ لَهُ صَدَقَةٌ (بخاري – مسلم) (93) »Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Når en muslim bruger penge på sin families behov med hensigt om belønning, regnes det hos Allah som sadaqa.«« (Bukhari, Muslim)

Hvilken slags ejendom kan kvinder bruge af deres mænds formue

(٩٤) وَعَنْ سَعْدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، لَمَّا بَايَعَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ النِّسَاءَ، قَامَتِ امْرَأَةٌ جَلِيلَةٌ كَأَنَّهَا مِنْ نِسَاءِ مُضَرَ، فَقَالَتْ يَا نَبِيَّ اللَّهِ ۚ إِنَّا كَلَّ عَلَى آبَائِنَا وَأَبْنَائِنَا وَأَزْوَاجِنِنَا، فَمَا يَحِلُّ لَنَا مِنْ أَمْوَالِهِمْ، قَالَ: الرَّطْبُ تَأْكُلْنَهُ وَتُهْدِينَهُ (أبو داود)

(94) ”Det er blevet overleveret fra Hazrat Sa’d (ra.), at han sagde: Da Allahs Sendebud (s.) modtog kvindernes troskabsed til islam, rejste en fornem kvinde fra Muzaynas stamme sig muligvis og spurgte Sendebudet (s.): ’O Allahs profet! Det er vores fædre, børn og ægtemænd, der har ansvaret for vores underhold. Hvor meget af deres ejendom er det derfor tilladt for os at bruge uden deres tilladelse?’ Sendebudet (s.) sagde: ’Friske, letfordærvelige fødevarer.’ (Det vil sige tilberedt mad, frugter og grøntsager, som er letfordærvelige. Der kræves ingen tilladelse til disse.) ’I må både spise af dem og give dem til andre.’” (Abu Dawud)

Konsekvenserne af at bede om noget uden grund

(٩٥) وَعَنْ حَكِيمِ بْنِ حِزَامٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، سَأَلْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَأَعْطَانِي، ثُمَّ سَأَلْتُهُ فَأَعْطَانِي، ثُمَّ سَأَلْتُهُ فَأَعْطَانِي ، ثُمَّ قَالَ: يَا حَكِيمُ إِنَّ هَذَا الْمَالَ خَضِرَةٌ حُلْوَةٌ فَمَنْ أَخَذَهُ بِسَخَاوَةِ نَفْسٍ بُوْرِكَ لَهُ فِيْهِ، وَمَنْ أَخَذَهُ بِإِشْرَافِ نَفْسٍ لَمْ يُبَارَكْ لَهُ فِيْهِ كَالَّذِي يَأْكُلُ، وَلَا يَشْبَعُ الْيَدُ الْعُلْيَا خَيْرٌ مِنَ الْيَدِ السُّفْلَى، قَالَ حَكِيمٌ: فَقُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ وَالَّذِي بَعَثَكَ بِالْحَقِّ لَا أَرْزَأُ أَحَدًا بَعْدَكَ شَيْئًا حَتَّى أُفَارِقَ الدُّنْيَا (بخاري – مسلم)

(95) ”Hazrat Hakim ibn Hizam (ra.) sagde: En dag bad jeg Sendebudet (s.) om noget, og han gav mig det. Da jeg igen bad ham om noget, gav han mig det endnu en gang. Derefter sagde Sendebudet (s.) til mig: ’Hakim! Husk, at denne ejendom er som grønt, velsmagende græs. Den, der tager imod den af nødvendighed uden begær, vil få velsignelse i den. Men den, der tager imod den med begær, vil ikke få velsignelse i den. Hans tilstand vil være som den, der spiser uden at blive mæt. Husk: Den øvre hånd er bedre end den nedre hånd.’ Hazrat Hakim (ra.) sagde: Da sagde jeg til Sendebudet (s.): ’O Allahs profet! Ved Ham, som har sendt dig med den sande religion, sværger jeg, at jeg aldrig vil bede nogen om noget efter dig, indtil jeg forlader denne verden.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Den ovenstående hadith hentyder til, at overdreven begærlighed efter rigdom og det at bede folk om noget og skaffe sig det fra dem uden at arbejde er forkasteligt i shariaens øjne.

(٩٦) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ وَهُوَ عَلَى الْمِنْبَرِ، وَهُوَ يَذْكُرُ الصَّدَقَةَ وَالتَّعَفُفَ عَنِ الْمَسْأَلَةِ الْيَدُ الْعُلْيَا خَيْرٌ مِنَ الْيَدِ السُّفْلَى، وَالْيَدُ الْعُلْيَا هِيَ الْمُنْفِقَةُ وَالسُّفْلَى هِيَ السَّائِلَةُ (بخاري – مسلم)

(96) „Det er berettet fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) en dag stod på prædikestolen og talte om almisse og om at afholde sig fra at tigge. Han sagde: Den øverste hånd er bedre end den nederste hånd. Den øverste hånd er den, der giver, mens den nederste hånd er den, der modtager.
(Bukhari, Muslim)

Forklaring: Eftersom giverens hånd er øverst, når han giver noget, forsøgte Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) med udtrykket „den øverste hånd“ at henvise til giveren. Og eftersom modtagerens eller tiggerens hånd er nederst, når han tager imod, henviste han med „den nederste hånd“ til tiggeren eller modtageren.

(۹۷)
وَعَنْ أَبِي سَعِيدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، إِنَّ أُنَاسًا مِنَ الْأَنْصَارِ سَأَلُوا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَأَعْطَاهُمْ حَتَّى نَفِدَ مَا عِنْدَهُ، فَقَالَ: مَا يَكُوْنُ عِنْدِي مِنْ خَيْرٍ لَا أَدَّخِرْهُ عَنْكُمْ، وَمَنْ يَسْتَعِفَّ يُعِفُهُ اللَّهُ، وَمَنْ يَسْتَغْنِ يُغْنِهِ اللَّهُ، وَمَنْ يَتَصَبَّرْ يُصَبِّرْهُ اللَّهُ، وَمَا أُعْطِيَ أَحَدٌ عَطَاءٌ خَيْرًا وَأَوْسَعَ مِنَ الصَّبْرِ
(بخاري – مسلم)

(97) „Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En dag bad nogle af ansarerne Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) om noget. Han gav dem alt, hvad de bad om, så alt det, han havde hos sig, blev brugt op. Derefter sagde den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham): Hvis jeg havde nogen formue hos mig, ville jeg ikke holde den tilbage og gemme den uden at give den til jer. Men husk: Den, der ønsker at afholde sig fra at tigge, får Allah til at hjælpe sig med at afholde sig. Og den, der ikke ønsker at være afhængig af nogen, gør Allah uafhængig af andre. Den, der ønsker at udvise tålmodighed, får Allah evnen til at være tålmodig. Husk: Ingen får en bedre og mere omfattende gave end tålmodighed.“ (Det vil sige, at det er bedre at være tålmodig end at være afhængig af andre eller tigge nogen om noget. For Allah hjælper den, der er tålmodig). (Bukhari, Muslim)

(۹۸)
وَعَنْ سَمُرَةَ بْنِ جُنْدُبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْمَسَائِلُ كُدُوحٌ يَكْدَحُ بِهَا الرَّجُلُ وَجْهَهُ، فَمَنْ شَاءَ أَبْقَى عَلَى وَجْهِهِ، وَمَنْ شَاءَ تَرَكَ إِلَّا أَنْ يَسْأَلَ الرَّجُلُ ذَا سُلْطَانٍ أَوْ فِي أَمْرٍ لَا يَجِدُ مِنْهُ بُدا (أبو داود – ترمذي – نسائي)

(98) „Samura ibn Jundub (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: At tigge er som et sår, hvormed den, der tigger, gør sit eget ansigt vansiret. Den, der ønsker det, kan derfor bevare sit ansigt uskadt, og den, der ønsker det, kan også gøre det vansiret. Det er dog ikke dadelværdigt at bede myndighederne om noget eller at bede nogen om noget, når man er hjælpeløs.“ (Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i)

Vigtigheden af halal-erhvervelse

يَسْأَلُونَكَ مَاذَا أُحِلَّ لَهُمْ قُلْ أُحِلَّ لَكُمُ الطَّيِّبَاتُ
(سورة المائدة : ٤)

“De spørger dig, hvad der er gjort tilladt for dem. Sig: De gode og rene ting er gjort tilladt for jer.” (Sura al-Ma’idah: 4)

(۹۹)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : إِنَّ اللَّهَ طَيِّبٌ لَا يَقْبَلُ إِلَّا طَيِّبًا ، وَإِنَّ اللَّهَ أَمَرَ الْمُؤْمِنِينَ بِمَا أَمَرَ بِهِ الْمُرْسَلِينَ، فَقَالَ: يَا أَيُّهَا الرُّسُلُ كُلُوا مِنَ الطَّيِّبَاتِ وَاعْمَلُوا صَالِحًا، وَقَالَ تَعَالَى: يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُلُوا مِنْ طَيِّبَاتِ مَا رَزَقْنَاكُمْ، ثُمَّ ذَكَرَ الرَّجُلَ يُطِيلُ السَّفَرَ أَشْعَثَ أَغْبَرَ يَمُدُّ يَدَيْهِ إِلَى السَّمَاءِ، يَا رَبِّ وَمَطْعَمُهُ حَرَامٌ وَمَشْرَبُهُ حَرَامٌ وَمَلْبَسُهُ حَرَامٌ، وَغُذِيَ بِالْحَرَامِ فَأَنَّى يُسْتَجَابُ لِذَالِك (مسلم)

(99) “Det er berettet fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Allah er selv ren, og Han tager kun imod det, der er rent. Allah har pålagt de troende det samme, som Han pålagde profeterne. Allah har sagt: ’O sendebude, spis af de rene ting og gør gode gerninger.’ På samme måde har Han sagt til de troende: ’O I, der tror, spis af den rene føde, som Jeg har givet jer.’ Derefter nævnte Profeten (fred være med ham) en mand, som har tilbagelagt en lang strækning, er støvet og snavset, løfter begge hænder mod himlen (for at bede) og siger: ’O Allah, O Allah’, mens hans mad, drikke og klæder alt sammen er haram. Han har endda levet af haram-føde. Hvordan skulle hans bøn da kunne blive accepteret?” (Muslim)

Forklaring: I den ovenstående hadith bliver de troende befalet at indtage ren føde, som er tjent på halal-vis og tilladt ifølge sharia. Derfor kan den troende hverken indtage halal-føde, der er tjent på haram-vis, eller haram-føde, der er erhvervet på halal-vis.

Selv hvis man efter at have indtaget føde og drikke, der er tjent på haram-vis, og iført sig klæder købt for haram-penge, går til et hvilket som helst helligt sted og beder med den største ydmyghed og inderlighed, vil Allah ikke acceptere bønnen.

(۱۰۰)
وَعَنْ أَبِي بُرْدَةَ الْأَسْلَمِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ،
قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا تَزُولُ قَدَمَا عَبْدِ يَوْمَ القِيَامَةِ حَتَّى يُسْأَلَ عَنْ خَمْسٍ: عَنْ عُمُرِهِ فِيْمَا أَفْنَاهُ، وَعَنْ عِلْمِهِ فِيْمَا فَعَلَ، وَعَنْ مَالِهِ مِنْ أَيْنَ اكتَسَبَهُ، وَفِيْمَا أَنْفَقَهُ، وَعَنْ حِسْمِهِ فِيْمَا أَبْلَاهُ
(ترمذي)

(100) “Det er berettet fra Abu Burdata al-Aslami (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Profet har sagt, at ingen på Opstandelsens Dag får lov til at flytte sine fødder, før han har aflagt regnskab for fem ting. Mennesket vil blive spurgt om sit liv: hvordan han brugte det. Og hvordan han anvendte sin viden, hvordan han tjente sin rigdom, og på hvilken måde han brugte den. Og hvad han anvendte sin krop og sit helbred til.” (Tirmidhi)

Forklaring: Islam har befalet sine tilhængere at opgive alle uretfærdige og forkastelige måder at tjene penge på, såsom tyveri og røveri, bedrag og svindel, rente og bestikkelse samt indtjening gennem tvang og vold. På samme måde er mennesket heller ikke blevet givet frie hænder, når det gælder forsørgelse og forbrug. Også dér er der fastsat regler for halal og haram.

I den nævnte hadith sagde Allahs Profet, idet han advarede muslimerne med hensyn til deres levebrød og deres udgifter, at blandt de fem ting, som tjeneren først skal stå til regnskab for på Dommedag, er hans formue. Det vil sige, hvordan han har tjent sin formue, og hvad han har brugt den til.

(۱۰۱)
وَعَنِ مِقْدَامِ بْنِ مَعْدِيُكَرِب رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَا أَكَلَ أَحَدٌ طَعَامًا قَطُّ خَيْرًا مِنْ أَنْ يَأْكُلَ مِنْ عَمَلِ يَدِهِ، وَإِنَّ نبيَّ اللَّهِ دَاوُدَ عَلَيْهِ السَّلَامُ كَانَ يَأْكُلُ مِنْ عَمَلِ يَدِيهِ
(بخاري)

(101) »Det er berettet fra Hazrat Miqdām ibn Maʿdī Karib (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den bedste føde blandt menneskers føde er den, som man skaffer sig med den formue, man selv har tjent med sine hænder. Allahs elskede profet, Hazrat Dāwūd (fred være med ham), spiste også af det, han selv havde tjent med sine hænder. (Bukhari)

Forklaring: Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har betegnet den føde, som de, der samler deres føde gennem eget arbejde og fysisk anstrengelse, skaffer sig, som den bedste føde. I denne forbindelse fremhævede han Hazrat Dāwūds (fred være med ham) eksempel. Selv om Hazrat Dāwūd (fred være med ham) var hersker over et mægtigt rige, tog han ikke så meget som en eneste mønt fra statskassen til sig selv. I stedet fremstillede han med egne hænder jernvåben og andet og ernærede sig af indtægterne fra salget.

I den hadith, der behandles her, opmuntrede den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) muslimerne til at være arbejdsomme og erhvervsaktive. Det er ikke rigtigt, at en muslim lever af andres velvilje eller ernærer sig ved tiggeri. Profeten sagde selv: الْكَاسِبُ حَبِيْبُ الله»Den, der tjener sin egen indkomst, er Allahs ven.«

(۱۰۲)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: يَأْتِي عَلَى النَّاسِ زَمَانٌ لَا يُبَالِي الْمَرْءُ مَا أَخَذَ مِنْهُ أَمِنَ الْحَلَالِ أَمْ مِنَ الْحَرَامِ (بخاري)

(102) »Det er berettet fra Hazrat Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Der vil komme en tid for menneskeheden, hvor folk ikke vil bekymre sig om, hvorvidt deres indtjening er halal eller haram.« (Bukhari)

En krop, der er opfostret med haram-føde, vil ende i Helvede

(۱۰۳)
عَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا يَدْخُلُ الْجَنَّةَ لَحْمٌ نَبَتَ مِنْ السُّحْتِ وَكُلُّ لَحْمٍ نَبَتَ مِنَ السُّحْتِ كَانَتِ النَّارُ أَوْلَى بِهِ
أحمد – دارمي – بيهقي)

(103) »Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Det kød, der er næret med haram-føde, vil ikke træde ind i Paradiset. Og ethvert stykke kød, der er vokset gennem haram-føde, fortjener Helvede.’« (Ahmad, Darimi, Bayhaqi)

Kapitel 4: Muamalat

Handel og forretning (tijarat)

(١٠٤) وَعَنْ رَافِعِ بْنِ خَدِيجٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ قِيلَ يَا رَسُولَ اللهِ صَلَّى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَيُّ الْكَسْبِ أَطْيَبُ قَالَ عَمَلُ الرَّجُلِ بَيَدِهِ وَكُلُّ بَيْعٍ مَبْرُورٍ (مسند أحمد)

(104) »Hazrat Rafi ibn Khadij (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at man en dag spurgte Profeten (fred og velsignelser være med ham): ‘O Allahs profet, hvilken af alle menneskers indtægter er den reneste?’ Profeten (fred og velsignelser være med ham) svarede: ‘Det, som mennesket tjener med sine egne hænder, og det, som det tjener gennem halal-handel.’« (Ahmad)

Forklaring: Islam har ikke givet sine tilhængere en ubegrænset ret til at erhverve rigdom. Tværtimod har den, ud fra hensynet til den nationale interesse, underlagt måderne og midlerne til at tjene penge halal- og haram-regler. Rigdom kan erhverves gennem utallige haram-veje såsom hasardspil og spekulation, bedrag og svig, renter og bestikkelse, tyveri og røveri; på samme måde kan rigdom erhverves gennem utallige halal-veje såsom handel og forretning, ansættelse og arbejde, arbejdsindsats, lån og lånoptagelse samt donationer og gaver.

Blandt alle de halal-måder at tjene på har Profeten (fred og velsignelser være med ham) betegnet indtægter opnået gennem arbejde og handel som de bedste.

(١٠٥) وَعَنْ أَبِي سَعِيدِ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : التَّاجِرُ الصَّدُوقُ الأَمِينُ مَعَ النَّبِيِّينَ وَالصِّدِّيقِينَ وَالشُّهَدَاءِ يَوْمَ الْقِيَامَةِ
(ترمذي)

(105) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: Den sandfærdige og pålidelige købmand vil på Opstandelsens Dag være sammen med profeterne, de sandfærdige og martyrerne.” (Tirmidhi)

Forklaring: Selvom handel ud fra et ydre synspunkt er en verdslig beskæftigelse, bliver denne handel, når en muslim driver forretning med et godt formål og fuld ærlighed uden at ty til løgn og troløshed, forvandlet til en hellig tilbedelseshandling. Derfor vil han på Opstandelsens Dag befinde sig sammen med mennesker, der har samme høje rang som profeterne, de sandfærdige og martyrerne.

Falske eder i forbindelse med handel

(١٠٦) وَعَنْ أَبِي ذَرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : ثَلَاثَةٌ لَا يُكَلِّمُهُمُ اللَّهُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ وَلَا يَنْظُرُ إِلَيْهِمْ وَلَا يُزَكِّيهِمْ وَلَهُمْ عَذَابٌ أَلِيمٌ، قَالَ أَبُو ذَرِّ : خَابُوا وَخَسِرُوا مَنْ هُمْ يَا رَسُولَ اللَّهِ؟ قَالَ: المسيلُ وَالْمَنَّانُ وَالْمُنْفِقُ سِلْعَتَهُ بِالْحِلْفِ الْكَذِبِ
(مسلم)

(106) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Dharr al-Ghifari (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Guds Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: På Opstandelsens Dag vil Allah ikke tale med tre slags mennesker, ikke se på dem og heller ikke rense dem for deres synder. De vil desuden blive straffet med en yderst smertefuld straf. Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: O Guds Sendebud, hvem er disse fortabte, ulykkelige og hjemsøgte mennesker? Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: De, som af stolthed lader deres klæder hænge ned under anklerne; de, som minder modtagerne om deres velgørenhed; og de, som gennem falske eder øger salget af deres varer.” (Muslim)

Forklaring: En “musbil” kaldes den person, som af stolthed lader sine klæder hænge ned til under anklerne. Sædvanligvis bar konger, herskere, stammeledere, lensherrer og andre velhavende og indflydelsesrige mennesker i den tid klæder, der hang helt ned til jorden. Det var et tegn på hovmod. Hovmod er ifølge sharia en alvorligt forkastelig egenskab. Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, hvis hjerte rummer blot den mindste smule hovmod, vil på ingen måde kunne komme ind i Allahs Paradis. En “mannan” kaldes den person, som efter at have givet en gave, når lejligheden byder sig, bebrejder modtageren den. Det er en af de mest afskyelige forbrydelser både set fra islams og menneskelighedens perspektiv. I virkeligheden har den velhavende person ikke gjort modtageren nogen tjeneste ved at give zakat, sadaqa eller anden velgørenhed. Han betaler blot den fattiges andel, som findes i hans formue. Derfor er der i dette tilfælde ikke den mindste anledning til at bebrejde modtageren; tværtimod bør han takke Allah for, at han har været i stand til behørigt at opfylde den rettighed, der tilkommer den retmæssige modtager.

Den tredje ulykkelige person, der nævnes i hadithen, er den købmand, som gennem falske eder øger salget af sine varer for at bedrage kunden.

At Allah ikke taler med eller ser på de ovennævnte tre slags mennesker, betyder, at Allah på Dommedag vil være frygteligt vred på disse tre slags mennesker.

(۱۰۷)
وَعَنْ أَبِي قَتَادَةَ الْأَنْصَارِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِيَّاكُمْ وَكَثْرَةً الْحَلِفِ فِي الْبَيْعِ فَإِنَّهُ يُنَفِّقُ ثُمَّ يَمْحَقُ (مسلم)

(107) »Det er berettet fra Hazrat Abu Qatada al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Vogt jer for at aflægge uophørlige eder under køb og salg. Selv om det giver en midlertidig fordel i handelen, medfører det i sidste ende tab.« (Muslim)

At give mindre eller mere i sidste ende

(۱۰۸)
وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَأَصْحَابِ الْمِكْيَالِ وَالْمِيزَانِ: إِنَّكُمْ قَدْ وَلَّيْتُمْ أَمْرَيْنِ هَلَكَتْ فِيهِمَا الْأُمَمُ السَّابِقَةُ قَبْلَكُمْ (ترمذي)

(108) »Det er berettet fra Hazrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Henvendt til de handelsfolk, der handler med varer, som måles, sagde Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham): I har påtaget jer ansvaret for to handlinger, som var årsag til, at flere af de tidligere folk blev tilintetgjort.«
(Tirmidhi)

Forklaring: Blandt handelsvarer findes der mange varer, hvis køb og salg foregår efter mål. I samfundet ser man nogle uærlige handelsfolk, som tager mere, når de køber efter mål. Men når de sælger, snyder de og giver mindre efter vægt. Set fra shariaens synspunkt er dette en alvorlig synd. Mange steder i Den Hellige Koran har Allah advaret menneskeheden mod denne synd. Allah siger for eksempel:

وَيْلٌ لِلْمُطَفِّفِينَ الَّذِينَ إِذَا اكْتَالُوا عَلَى النَّاسِ يَسْتَوْفُوْنَ، وَإِذَا كَالُوهُمْ أَوْ وَزَنُوهُمْ يُخْسِرُونَ
(سورة التطفيف : (١-٣)

Betydning: Ve dem, der snyder med mål og vægt, som kræver fuldt mål af folk, men giver dem mindre, når de selv skal give. (Sura at-Tatfif: 1-3)

Et andet sted i Den Ædle Koran står der:

وَالسَّمَاءَ رَفَعَهَا وَوَضَعَ الْمِيزَانَ، أَلَا تَطْغَوْا فِي الْمِيزَانِ، وَأَقِيمُوا الْوَزْنَ بِالْقِسْطِ وَلَا تُخْسِرُوا الْمِيزَانَ (سورة الرحمن (۹۷)

Betydning: Og Han, den Almægtige, har hævet himlen og fastsat vægten, så I ikke snyder med målene. Mål med retfærdighed, og giv ikke mindre i mål. (Sura ar-Rahman: 7-9)

Allah den Ophøjede sendte Hazrat Shuʿayb (fred være med ham) som profet til et folk, der var handelsfolk, og blandt dem havde synden med at give mindre eller mere i mål bredt sig som en smitsom sygdom. Allah lod dem gennem Hazrat Shuʿaybs mund advare med følgende ord:

قَالَ يَا قَوْمِ اعْبُدُوا اللَّهَ مَا لَكُمْ مِنْ إِلَهِ غَيْرُهُ وَلَا تَنْقُصُوا الْمِكْيَالَ وَالْمِيزَانَ إِنِّي أَرَاكُمْ بِخَيْرٍ وَإِنِّي أَخَافُ عَلَيْكُمْ عَذَابَ يَوْمٍ مُحِيطِ، وَيَا قَوْمِ أَوْفُوْا الْمِكْيَالَ وَالْمِيزَانَ بِالْقِسْطِ وَلَا تَبْخَسُوا النَّاسَ أَشْيَاءَهُمْ وَلَا تَعْثَوْا فِي الْأَرْضِ مُفْسِدِينَ
(سورة الهود : ٨٤ – ٨٥)

Betydning: “Og Shuʿayb (fred være med ham) sagde: O mit folk, antag Allahs tjenerskab og tilbed Ham. I har ingen anden guddom end Ham. Giv ikke mindre i mål. Jeg ser jer i velstand, og jeg frygter for jer straffen på en frygtelig dag. O mit folk, mål og vej med retfærdighed, giv ikke folk mindre af deres varer, og overskrid ikke grænserne ved at skabe splid og fordærv på Allahs jord.”
(Sura Hud: 84-85)

Trods Hazrat Shuʿaybs (fred være med ham) ovennævnte advarsel afstod handelsfolkene i Madyan ikke fra denne syndige handling. Derfor ødelagde en himmelsk straf dem fuldstændigt. I den nævnte hadith har den sidste profet, Hazrat Muhammad (fred og velsignelse være med ham), befalet sin ummah at afholde sig fra denne frygtelige synd.

Svig i handel

(۱۰۹)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّ اللَّهَ عَزَّ وَجَلَّ يَقُولُ أَنَا ثَالِثُ الشَّرِيكَيْنِ مَالَمْ يَخُنْ أَحَدُهُمَا صَاحِبَهُ فَإِذَا خَانَهُ خَرَجْتُ مِنْ بَيْنِهِمَا ، وَفِي رِوَايَةٍ وَجَاءَ الشَّيْطَانُ
(أبو داود)

(109) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (ra.), at han sagde: Den ædle Profet (fvmh.) sagde: Allah selv siger: Jeg forbliver hos de to handelspartnere, så længe ingen af dem begår svig. Men når en af dem begynder at bedrage, forlader Jeg dem. (Ifølge en anden overlevering:) Da kommer Satan ind mellem dem.” (Abu Dawud)

Forklaring: Betydningen af ovenstående hadith er, at så længe handelspartnere driver forretning med hinanden i ærlighed og ikke bedrager hinanden, skænker Allah velsignelse til deres handel. Men når den ene partner begynder at bedrage den anden, viser Satan sig, og velsignelsen forsvinder. Til sidst bliver deres handel ødelagt.

At oplagre nødvendige varer med det formål at få priserne til at stige

(۱۱۰)
وَعَنْ مُعَادٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللهِ صَلَّى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ بِئْسَ الْعَبْدُ الْمُحْتَكِرُ إِنْ إِرْخَصَ اللَّهُ الْأَسْعَارَ حَزِنَ وَإِنْ أَعْلَاهَا فَرِحَ
(مشكوة)

(110) “Det er overleveret fra Hazrat Mu’adh (ra.), at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (fvmh.) sige: Forbandet er i sandhed den person, som oplagrer varer med det formål at få priserne til at stige. Hvis Allah derefter gør varerne billigere, bliver han bekymret. Men hvis priserne stiger, bliver han glad.” (Mishkat)

(۱۱۱)
وَعَنْ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُوْلُ مَنِ احْتَكَرَ عَلَى الْمُسْلِمِينَ طَعَامَهُمْ ضَرَبَهُ اللَّهُ بِالْجُذَامِ وَالإِفلاس (ابن ماجه، بيهقي)

(111) »Det er berettet fra Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg hørte Allahs Profet sige: Den, der oplagrer fødevarer og derefter sælger dem til muslimerne til en forhøjet pris, vil Allah straffe med fattigdom og sygdommen, der kaldes spedalskhed.« (Ibn Maja, al-Bayhaqi)

At yde lån og give den trængende skyldner henstand

(۱۱۲)
وَعَنْ أَبِي قَتَادَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَنْ سَرَّهُ أَنْ يُنْجِيَهُ اللَّهُ مِنْ كُرَبِ يَوْمِ الْقِيَامَةِ فَلْيُنَفِّسَ عَنْ مُعْسِرٍ أَوْ يَضَعْ عَنْهُ
(مسلم)

(112) »Det er berettet fra Abu Qatadah (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud sagde: Den, der ønsker at blive skånet for trængslerne på Dommedag, skal give den fattige skyldner henstand eller eftergive hans gæld.« (Muslim)

Forklaring: Islam har pålagt sine tilhængere at låne penge ud til trængende mennesker uden nogen form for egen fordel, når der er behov for det. Hvis skyldneren kommer i økonomiske vanskeligheder, skal man give ham henstand med tilbagebetalingen af lånet. Og hvis han er helt ude af stand til at betale, skal man fritage ham for gælden. Om dette er der givet følgende påbud i Koranen:

وَإِنْ كَانَ ذُو عُسْرَةٍ فَنَظِرَةٌ إِلَى مَيْسَرَةٍ وَأَنْ تَصَدَّقُوْا خَيْرٌ لَكُمْ إِنْ كُنْتُمْ تَعْلَمُوْنَ (سورة البقرة : ۲۸۰)

Betydning: Hvis skyldneren er i nød, så giv ham henstand, indtil han bliver velstående. Men hvis I eftergiver ham gælden, er det uendeligt bedre for jer, hvis I blot vidste det. (Hvis I har forstand, vil I kunne forstå dette.)

(Sura al-Baqara: 280)

(۱۱۳)
أَنَّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ كَانَ الرَّجُلُ يُدَايِنُ النَّاسَ فَكَانَ يَقُولُ لِفَتَاهُ إِذَا أَتَيْتَ مُعْسِيرًا تَجَاوَزْ عَنْهُ لَعَلَّ اللَّهُ أَنْ يَتَجَاوَزَ قَالَ فَلَقِيَ اللَّهَ
فَتَجَاوَزَ عَنْهُ (بخاري – مسلم)

(113) „Den ædle Profet (sa:) sagde: En mand plejede normalt at låne penge ud til folk. Derefter sagde han til sin tjener: Når du i forbindelse med opkrævningen af et lån går til en nødlidende låntager, så eftergiv ham lånet. Måske vil Allah derfor også eftergive mig mine synder. Den Ærværdige (sa:) sagde: Da denne mand senere mødte Allah, tilgav Allah ham.”
(Bukhari og Muslim)

Vigtigheden af at tilbagebetale gæld

(١١٤) وَعَنْ أَبِي سَعِيدٍ الْخُدْرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: أُتِيَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِجَنَازَةٍ لَيُصَلِّي عَلَيْهَا فَقَالَ هَلْ عَلَى صَاحِيكُمْ دَيْنٌ؟ قَالُوا : نَعَمْ، هَلْ تَرَكَ

لَهُ مِنْ وَفَاءِ؟ قَالُوا : لَا ، قَالَ: صَلُّوا عَلَى صَاحِيكُمْ، قَالَ عَلِيُّ بْنُ أَبِي طَالِبٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ: عَلَى دَيْنُهُ يَا رَسُولَ اللَّهِ ، فَتَقَدَّمَ فَصَلَّى عَلَيْهِ (شرح السنة)

(114) „Det er berettet fra Abu Sa’id al-Khudri (ra:), at han sagde: En dag blev en afdød bragt til den ædle Profet (sa:), med det formål at den ædle Profet (sa:) skulle udføre begravelsesbønnen over ham. Den Ærværdige (sa:) spurgte: Skylder denne jeres ledsager nogen noget? Folkene svarede: Ja. Den Ærværdige (sa:) spurgte: Har han efterladt sig nogen formue, hvormed gælden kan tilbagebetales? Folkene svarede: Nej. Den Ærværdige (sa:) sagde: Så udfør I begravelsesbønnen over jeres ledsager. Jeg vil ikke udføre den. Ali ibn Abi Talib sagde: Allahs Profet (sa:), jeg påtager mig ansvaret for at tilbagebetale hans gæld. Derefter trådte den Ærværdige (sa:) frem og udførte begravelsesbønnen over ham.” (Sharh al-Sunna)

(١١٥) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرِو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: يُغْفَرُ لِلشَّهِيدِ كُلُّ ذَنْبٍ إِلَّا الدَّيْنَ (مسلم)

(115) „Det er berettet fra Abdullah ibn Amr (ra:), at Sendebudet (sa:) sagde: Allah vil tilgive martyrens alle synder, undtagen gæld.” (Muslim)

Forklaring: I begge de ovenstående hadither er der lagt allerstørste vægt på at tilbagebetale gæld. Derfor bør de, der har mulighed for at betale deres gæld, tilbagebetale den i overensstemmelse med deres løfte. Gæld er nemlig en Guds tjeners ret, og den kan kun tilgives af den tjener, som har ydet lånet. Selv hvis en person er død som martyr på Allahs vej, vil Allah ikke tilgive hans gæld, selv om Han har tilgivet alle hans øvrige synder, før långiveren tilgiver den.

Men hvis nogen trods en yderste indsats ikke er i stand til at tilbagebetale sin gæld på grund af fattigdom, kan man håbe, at Allah på opstandelsens dag vil få långiveren til at tilgive ham.

Allah hjælper den, der har til hensigt at tilbagebetale sin gæld

(١١٦) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ أَخَذَ أَمْوَالَ النَّاسِ يُرِيدُ أَدَاءَهَا أَدَّى اللَّهُ عَنْهُ، وَمَنْ أَخَذَ يُرِيدُ إِخْلَافَهَا أَتْلَفَهُ اللَّهُ عَلَيْهِ (بخاري)

(116) Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der låner penge af nogen med den hensigt at betale dem tilbage, får Allah til at sørge for, at hans gæld bliver betalt. (Det vil sige, at Allah på grund af låntagerens oprigtige, gode hensigt giver ham en sådan økonomisk mulighed, at han bliver i stand til at tilbagebetale gælden.) Men den, der låner penge af nogen med hensigt om at tilegne sig dem uretmæssigt, kaster Allah i fordærv. (Det vil sige, at Allah på grund af hans hjertes falskhed rammer ham med økonomiske vanskeligheder, så han ikke blot bliver ude af stand til at tilbagebetale sin gæld, men også ødelægger både sit liv i denne verden og i det hinsidige.) (Bukhari)

Tvangsmæssig overskridelse af jordens grænser

(۱۱۷)
وَعَنْ سَعِيدِ بْنِ زَيْدِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ أَخَذَ شَيْرًا مِنَ الْأَرْضِ ظُلْمًا فَإِنَّهُ يُطَوَّقُهُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ مِنْ سَبْعِ أَرَضِينَ
(بخاري – مسلم)

(117) Det er overleveret fra Hazrat Abu Sa’id ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hvis nogen med magt bemægtiger sig blot en håndsbredde af en andens jord, vil Allah på opstandelsens dag hænge en halskæde fra de syv jordlag om hans hals. (Bukhari, Muslim)

(۱۱۸)
وَعَنْ يَعْلَى بْنِ مُرَّةٍ قَالَ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ أَخَذَ أَرْضًا بِغَيْرِ حَقَّهَا كُلِّفَ أَنْ يَحْمِلَ تُرَابَهَا إِلَى الْمَحْشَرَ (أحمد)

(118) “Hazrat Ya’la ibn Murrah (ra:) siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (s:) sige: Den, der uretmæssigt tilegner sig en andens jord, vil på Dommedag få al jorden fra den pågældende jord lagt på sit hoved.” (Ahmad)

Den afdødes arvinger bliver ejere af hans ejendom

(۱۱۹)
عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنِ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: أَنَا أَوْلَى بِالْمُؤْمِنِينَ مِنْ أَنْفُسِهِمْ، فَمَنْ تُوُفِّيَ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ عَلَيْهِ دَيْنٌ وَلَمْ يُتْرَكْ وَجَاءٌ فَعَلَيَّ قَضَاؤُهُ ، وَمَنْ تَرَكَ مَالاً فَلِوَرِثِهِ (بخاري – مسلم)

(119) “Hazrat Abu Hurayra (ra:) siger: Den Ædle Profet (s:) sagde: Jeg er mere kær for de troende end deres eget liv. Hvis en troende derfor dør og efterlader gæld uden at efterlade nogen formue, som kan betale den, er det mit ansvar at betale den. Men hvis han efterlader sig formue, tilhører den hans arvinger.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: I henhold til islamisk lov skal alle resterende faste og løse aktiver efter den afdødes begravelse, ligklæde og opfyldelse af hans testamente fordeles blandt hans arvinger. Denne fordelingsmetode er beskrevet detaljeret i Koranen og hadith.

Hvis den afdøde slet ikke efterlader sig nogen formue, men derimod har gæld, har Sendebudet som statsoverhoved for den islamiske stat erklæret, at hvis den afdøde troende ikke efterlader nogen formue, som kan betale gælden, vil jeg selv betale den fra “Baitul Mal”.

Forbandelsen ved at berøve nogen deres arv

(۱۲۰)
وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ قَطَعَ مِيْرَاثَ وَارِثِهِ، قَطَعَ اللَّهُ مِيرَاثَهُ مِنَ الْجَنَّةِ يَوْمَ الْقِيَامَةِ (ابن ماجة)

(120) »Det er berettet fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der berøver en arving hans arv, vil Allah på Dommedag berøve arven til Paradiset.« (Ibn Majah)

(۱۲۱)
وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا اسْتَهَلَّ الصَّبِيُّ، صَلِّيَ عَلَيْهِ وَوُرِّتَ (ابن ماجة – دارمي)

(121) »Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Hvis et barn græder efter fødslen og derefter dør, skal begravelsesbønnen udføres for det, og det vil også være arving.« (Ibn Majah, Darimi)

(۱۲۲)
وَعَنْ أَسَامَةَ بْنِ زَيْدِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا يَرِثُ الْمُسْلِمُ الْكَافِرَ، وَلَا الْكَافِرُ الْمُسْلِمَ (بخاري – مسلم)

(122) »Det er berettet fra Hazrat Usama ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: En muslim vil ikke arve en vantro, og en vantro vil heller ikke arve en muslim.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Hvis et barn af en muslimsk far antager en anden religion og forlader islams religion, vil det ikke arve sin afdøde muslimske fars ejendom. På samme måde vil et barn af en ikke-muslimsk far, som antager islam, heller ikke få del i sin ikke-muslimske fars ejendom.

(۱۲۳)
عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُوْلُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْقَاتِلُ لَا يَرِثُ
(ترمذي – ابن ماجة)

(123) “Det er berettet fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Morderen bliver ikke arving efter den dræbte.” (Tirmidhi, Ibn Majah)

Testamentets betydning

(١٢٤) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُوْلُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَنْ مَاتَ عَلَى وَصِيَّةٍ مَاتَ عَلَى سَبِيلٍ وَسُنَّةٍ، وَمَاتَ عَلَى تُقِّى وَشَهَادَةٍ، وَمَاتَ مَغْفُورًا لَهُ (ابن ماجه)

(124) “Det er berettet fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der dør efter at have oprettet et testamente (om en del af sin ejendom til Allahs vej), dør på den rette vej og efter sunnahs skik; han dør i fromhed og martyrdom. Han dør i en sådan tilstand, at alle hans synder er blevet tilgivet.” (Ibn Majah)

Forklaring: Enhver velstående muslim bør testamentere en del af sin ejendom til Allahs vej. Men testamentets omfang skal begrænses til en tredjedel af hele hans ejendom. Ellers bliver han skyldig i at berøve arvingerne deres ret. Desuden er det ikke tilladt at oprette et testamente til fordel for dem, der ifølge sharia allerede er arvinger til ejendommen.

(١٢٥) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَا حَقُّ امْرِئٍ مُسْلِمٍ لَهُ شَيْءٌ يُوصِي فِيهِ يَبِيتُ لَيْلَتَيْنِ إِلَّا وَوَصِيَّتُهُ مَكْتُوبَةٌ عِنْدَهُ (بخاري – مسلم)

(125) “Det er berettet fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Hvis en muslim har noget, der bør testamenteres, vedrørende hans transaktioner, forbindelser eller lignende, bør han skrive det ned, før der er gået to nætter.” (Bukhari, Muslim)

Uretfærdighedens konsekvenser

(١٢٦) قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَلَا لَا تَظْلِمُوا ، أَلَا لَا تَظْلِمُوا ، أَلَا لَا تَظْلِمُوا ، أَلَا لَا يَحِلُّ مَالُ امرئ إلا بطيب نَفْسٍ مِنْهُ
(بيهقي)

(126) Allahs Sendebud (saw) har sagt: Vogt jer, begå ikke uret. Vogt jer, begå ikke uret. Vogt jer: Ingen må gøre en andens ejendom tilladt for nogen uden ejerens frivillige samtykke.” (Al-Bayhaqi)

(۱۲۷)
وَعَنْ أَوْسِ بْنِ شُرَحْبِيْلَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ سَمِعَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: مَنْ مَشَى مَعَ ظَالِمٍ لِيُقَوِيَهُ وَهُوَ يَعْلَمُ أَنَّهُ ظَالِمٌ فَقَدْ خَرَجَ مِنَ الْإِسْلَامِ
(بيهقي)

(127) Det er overleveret fra Hazrat Aws ibn Surahbil (ra), at han hørte den ædle Profet (saw) sige: Den, der går frem for at styrke en uretfærdig, selv om han ved, at han er uretfærdig, vil træde ud af islam.” (Al-Bayhaqi)

Forklaring: At forhindre den uretfærdige og hjælpe den undertrykte er muslimernes hellige pligt. Den, der ikke opfylder denne pligt, men gør det modsatte – det vil sige hjælper den uretfærdige uden at yde den undertrykte nogen hjælp – vil blive berøvet islams velsignelse.

Bestikkelsens konsekvens

(۱۲۸)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قال ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَعْنَةُ اللَّهِ عَلَى الرَّاشِي وَالْمُرْتَشِي (بخاري – مسلم)

(128) Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Amr (ra), at den ædle Profet (saw) sagde: Allahs forbandelse hviler både over den, der modtager bestikkelse, og den, der giver bestikkelse. (Al-Bukhari, Muslim)

Ikke at forsinke betalingen af arbejdslønnen

(۱۲۹)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : أَعْطُوا الأَجِيرَ أَجْرَهُ قَبْلَ أَنْ يَجِفَّ عَرَقُهُ (ابن ماجه)

(129) »Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: ›Betal arbejderen hans løn, før sveden på hans krop er tørret.‹« (Ibn Majah)

Forklaring: De, der arbejder som daglejere og dermed sørger for deres familiers underhold, bør få udbetalt deres løn straks efter arbejdets afslutning, så deres børn og øvrige familiemedlemmer ikke behøver at sulte. I hadith er det strengt forbudt at komme med undskyldninger for eller forsinke udbetalingen af daglejerens løn.

(۱۳۰)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: قَالَ اللَّهُ تَعَالَى ثَلَاثَةٌ أَنَا خَصْمُهُمْ يَوْمَ الْقِيَامَةِ رَجُلٌ أَعْطَى بِي ثُمَّ غَدَرَ وَرَجُلٌ بَاعَ حُرًّا فَأَكَلَ تُمَنَهُ، وَرَجُلٌ اسْتَأْجَرَ أَجِيرًا فَاسْتَوْفَى مِنْهُ وَلَمْ يُعْطِ أَجْرَهُ (بخاري)

(130) »Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah den Ophøjede har sagt: ›På Opstandelsens Dag vil Jeg strides med tre personer. Den første er den, der indgår en aftale i Mit navn og derefter bryder den. Den anden er den, der sælger en fri person og fortærer betalingen for ham. Og den tredje er den, der lader en arbejder udføre arbejdet fuldt ud, men ikke betaler ham hans løn.‹« (Bukhari)

Kapitel: 5 Sociale relationer

Ægteskab

وَأَنْكِحُوا الْأَيَامَى مِنْكُمْ وَالصَّالِحِينَ مِنْ عِبَادِكُمْ وَإِمَائِكُمْ إِنْ يَكُونُوا فُقَرَاءَ يُغْنِهِمُ اللَّهُ مِنْ فَضْلِهِ وَاللَّهُ وَاسِعٌ عَلِيمٌ (سورة النور : ۲۲)

Betydning: »Gift de ugifte blandt jer bort. Og gift også de af jeres tjenere og tjenestepiger, som er retskafne, bort. Hvis de er fattige, vil Allah gøre dem velstående ved Sin nåde. Allah er gavmild og alvidende.« (Sura an-Nur: 32)

(۱۳۱)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: يَا مَعْشَرَ الشَّبَابِ مَنِ اسْتَطَاعَ مِنْكُمُ الْبَاءَةَ فَلْيَتَزَوَّجُ فَإِنَّهُ أَغَضُّ لِلْبَصَرِ وَأَحْصَنُ لِلْفَرْجِ، وَمَنْ لَمْ يَسْتَطِعْ فَعَلَيْهِ بِالصَّوْمِ فَإِنَّهُ لَهُ وِجَاءٌ (بخاري – مسلم)

(131) »Hazrat Abdullah ibn Masud (ra.) fortæller: En dag sagde Profeten (s.a.v.) henvendt til de unge: „O unge mænd! De af jer, der er i stand til at påtage sig ægteskabets ansvar, bør gifte sig. For ægteskabet hjælper med at beherske blikket og beskytter de private dele. Og den, der ikke er i stand til at påtage sig ægteskabets ansvar, bør faste for at dæmpe sit begær. For fasten dæmper begæret.“« (Bukhari, Muslim)

At prioritere den religiøst hengivne brud

(۱۳۲)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: تُنْكَحُ الْمَرْأَةُ لأَرْبَعِ لِمَالِهَا وَلِحَسَبِهَا وَلِجَمَالِهَا وَلِدِينِهَا، فَاغْفِرْ بِذَاتِ الدِّينِ تَرِبَتْ يَدَاكَ (بخاري، مسلم)

(132) »Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (ra.), at Profeten (s.a.v.) sagde: „Kvinder bliver almindeligvis gift med ud fra fire forhold: hendes formue, hendes slægt og anseelse, hendes udseende og skønhed samt hendes religiøsitet. Men I bør bestræbe jer på at få en religiøst hengiven kvinde; det vil være til jeres gavn.“« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Meningen med den nævnte hadith er, at folk ved ægteskab almindeligvis ser på brudens rigdom, slægt og anseelse samt hendes udseende og skønhed. Nogle lægger også vægt på brudens taqwa og gudfrygtighed. Huzur (s.a.v.) har sagt, at når I gifter jer, skal I prioritere en religiøst hengiven brud; så vil I kunne opnå velstand både i denne verden og i det hinsidige. Hvis en brud ud over religiøs hengivenhed også besidder de øvrige egenskaber, er det naturligvis endnu bedre. Men det er ikke rigtigt for en muslim at gifte sig på grundlag af andre egenskaber uden at tage hensyn til brudens taqwa og gudfrygtighed.

(۱۳۳)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الدُّنْيَا كُلُّهَا مَتَاعٌ، وَخَيْرُ مَتَاعِ الدُّنْيَا الْمَرْأَةِ الصَّالِحَةِ (مسلم)

(133) “Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hele verden er rigdom. (Det vil sige, at alle verdens ting udgør rigdom.) Og blandt alle verdens rigdomme er den bedste en retskaffen hustru. (Muslim)

(١٣٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا خَطَبَ إِلَيْكُمْ مَنْ تَرْضَوْنَ دِينَهُ وَخُلُقَهُ فَزَوِّجُوهُ إِنْ لَا تَفْعَلُوا تَكُنْ فِتْنَةٌ فِي الْأَرْضِ وَفَسَادٌ كَبِيرٌ. (ترمذي)

(134) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hvis I modtager et ægteskabsforslag fra en bejler, hvis fromhed og moral I har tillid til, så bør I indgå ægteskab med ham. Ellers vil der opstå fitna, strid og fordærv på jorden.” (Tirmidhi)

Allah hjælper den unge mand, der gifter sig for at beskytte sin karakter

(١٣٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صلى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ : ثَلاثَةٌ حَقٌّ عَلَى اللَّهِ عَوْنُهُمُ

الْمُكَاتَبُ الَّذِي يُرِيدُ الأَدَاءَ، وَالنَّاكِحُ الَّذِي يُرِيدُ الْعَفَافَ وَالْمُجَاهِدُ فِي سَبِيلِ اللَّهِ
(ترمذي – نسائي – ابن ماجة)

(135) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah den Ophøjede anser det for Sin opgave at hjælpe tre personer. Den første er en person, der har indgået en frigivelseskontrakt og forsøger at betale beløbet for sin frigivelse. Den anden er den unge, gifte mand, der gifter sig for at beskytte sin karakter. Den tredje er den mujahid, der kæmper jihad på Allahs vej.” (Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah)

Tilladelse til at se den kommende brud før ægteskabet

(١٣٦) وَعَنْ جَابِرِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا خَطَبَ أَحَدُكُمُ الْمَرْأَةَ فَإِنِ اسْتَطَاعَ أَنْ يَنْظُرَ إِلَى مَا يَدْعُوهُ إِلَى نِكَاحِهَا فَلْيَفْعَلْ (أبو داود)

(136) »Det er overleveret fra Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham), at Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når nogen blandt jer frier til en kvinde med henblik på ægteskab, bør han, hvis det er muligt, se hende én gang.« (Abu Dawud)

Ægteskabets mahr og dens betydning

وَآتُوا النِّسَاءَ صَدُقَاتِهِنَّ نِحْلَةٌ (سورة النساء : ٤)

Betydning: »Giv kvinderne deres mahr med et villigt hjerte.«
(Surah an-Nisa: 4)

(۱۳۷)
وَعَنْ عُقْبَةَ بْنِ عَامِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ : قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَحَقُّ الشَّرُوطِ أَنْ تُوْفُوْا بِهِ مَا اسْتَحْلَلْتُمْ بِهِ الْفُرُوْجَ (بخاري – مسلم)

(137) »Det er overleveret fra Uqbah ibn Amir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Af alle aftaler er den aftale vigtigst at opfylde, hvorved I gør kvindens kønsdele halal for jer.« (Bukhari, Muslim)

(۱۳۸)
وَعَنْ عُقْبَةَ بْنِ عَامِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ : قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: خَيْرُ الصَّدَاقِ أَيْسَرَهُ نيل الأوطار)

(138) »Det er blevet berettet fra Ubba ibn Amir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ’Blandt medgifte er den bedste den, der er lettest at betale.’« (Nayl al-Awtar)

Det er en synd ikke at invitere de fattige til walima-festen

(۱۳۹)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: شَرُّ الطَّعَامِ طَعَامُ الْوَلِيمَةِ يُدْعَى لَهَا الأَغْنِيَاءُ وَيُتْرَكُ الْفُقَرَاءُ، وَمَنْ تَرَكَ الدَّعْوَةَ فَقَدْ عَصَى اللَّهَ وَرَسُولَهُ (بخاري – مسلم)

(139) »Det er blevet berettet fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ’Den værste mad er den walima-mad, hvor kun de rige inviteres, mens de fattige ignoreres. Og den, der afslår invitationen, er ulydig mod Allah og Hans Sendebud.’« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Den mad og drikke, der efter brylluppet arrangeres i brudgommens hjem i anledning af brylluppet, kaldes walima. Walima er sunnah, men de fattige skal altid inviteres til walima-festen; ellers er det en forbandet walima i Allahs og Hans Sendebuds øjne.

Vigtigheden af pardah

وَقُلْ لِلْمُؤْمِنَاتِ يَغْضُضْنَ مِنْ أَبْصَارِهِنَّ وَيَحْفَظْنَ فُرُوجَهُنَّ وَلَا يُبْدِينَ زِينَتَهُنَّ إِلَّا مَا ظَهَرَ مِنْهَا
(سورة النور: ۳۱)

Betydning: Sig til de troende kvinder, at de skal slå deres blikke ned, værne om deres kønsdele og ikke vise deres skønhed frem, bortset fra det, der normalt er synligt.” (Sura an-Nur: 31)

(١٤٠) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: الْمَرْأَةَ عَوْرَةٌ، فَإِذَا خَرَجَتِ اسْتَشْرَفَهَا الشَّيْطَانُ (ترمذي)

(140) »Det er overleveret fra Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at den ærede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Kvinder er skabt til at være bag sløret. Når de derfor går ud (uden at overholde sløret), får Satan dem til at se smukt udsmykkede ud i andre mænds øjne.« (Tirmidhi)

Forklaring: Som følge af mænds og kvinders frie og uhindrede omgang opstår der i samfundet en alvorlig sygdom i form af moralsk forfald. For at beskytte det muslimske samfund mod denne sygdom har Allah gjort sløret obligatorisk for kvinder. Efter Den Ærede Profets udvandring blev bestemmelserne om sløret åbenbaret i Medina. Bortset fra mahram-personer, det vil sige personer, som det ifølge sharia er forbudt at gifte sig med, skal kvinder uden undtagelse holde sløret over for alle andre. I den nævnte hadith forbød Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) kvinder at gå ud uden slør. Ellers kan de falde i Satans kløer.

(١٤١) وَعَنْ جَرِيرِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: سَأَلْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنْ نَظَرِ الْفُجَاءَةِ فَأَمَرَنِي أَنْ أَصْرِفَ بَصَرِي (مسلم)

(141) »Det er overleveret fra Jarir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg spurgte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), hvad man skal gøre, hvis ens blik pludselig falder på en kvinde. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) befalede mig: Du skal straks vende dit blik bort.« (Muslim)

(١٤٢) وَعَنْ أُمِّ سَلَمَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّهَا كَانَتْ عِنْدَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَمَيْمُونَةُ إِذَا أَقْبَلَ ابْنُ أُمِّ مَكْتُومٍ فَدَخَلَ عَلَيْهِ، فَقَالَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ
عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: احْتَجِبَا مِنْهُ، فَقُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ أَلَيْسَ هُوَ أَعْمَى، لَا يُبْصِرُنَا وَلَا يَعْرِفُنَا، فَقَالَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَفَعَمْيَاوَانِ أَنْتُمَا أَلَسْتُمَا تُبْصِرَانِهِ

(أحمد – ترمذي – أبو داود)

(142) »Det er berettet fra Hazrat Umm Salamah (må Allah være tilfreds med hende), at hun en dag sad sammen med Hazrat Maymunah (må Allah være tilfreds med hende) hos Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Pludselig kom Ibn Umm Maktum ind. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til Hazrat Umm Salamah og Maymunah (må Allah være tilfreds med dem): ’I skal tilsløre jer for denne mand, der er kommet.’ Jeg sagde: ’O Allahs profet, han er jo blind og kan ikke se os.’ Da sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): ’Er I to også blinde, siden I ikke kan se ham?’« (Ahmad, Tirmidhi, Abu Dawud)

Gensidige huqūq (rettigheder)

وَاعْبُدُوا اللَّهَ وَلَا تُشْرِكُوا بِهِ شَيْئًا وَبِالْوَالِدَيْنِ إِحْسَانًا وَبِذِي الْقُرْبَى وَالْيَتَامَى وَالْمَسَاكِينِ وَالْجَارِ ذِي الْقُرْبَى وَالْجَارِ الْجُنُبِ وَالصَّاحِبِ بِالْجَنْبِ وَابْنِ السَّبِيلِ وَمَا مَلَكَتْ أَيْمَانُكُمْ إِنَّ اللَّهَ لَا يُحِبُّ مَنْ كَانَ مُخْتَالاً فَخُورًا (سورة النساء : ٣٦)

Betydning: »Tilbed Allah, og sæt ingen ved Hans side. Vis god behandling over for forældre, nære slægtninge, forældreløse, fattige og naboer, og vis også god behandling over for hjælpeløse rejsende samt jeres mandlige og kvindelige tjenere. Allah kan bestemt ikke lide den hovmodige og pralende. (Sura an-Nisāʾ: 36)

Forældrenes rettigheder

(١٤٣) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: رَعْمَ أَنْفُهُ رَغِمَ أَنْفُهُ رَغِمَ أَنْفُهُ ، قِيلَ مَنْ يَا رَسُولَ اللَّهِ؟ قَالَ: مَنْ أَدْرَكَ وَالِدَيْهِ عِنْدَ الْكِبَرِ أَحَدَهُمَا أَوْ كِلَاهُمَا ثُمَّ لَمْ يَدْخُلِ الْجَنَّةَ (مسلم)

(143) »Det er berettet fra Hazrat Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ’Må hans næse blive tilsmudset af støv, må hans næse blive tilsmudset af støv.’

[Note: 1. Et udtryk fra det arabiske sprog. Dets ordrette oversættelse er: »Må hans næse blive tilsmudset af støv.« På dansk er den tilsigtede betydning: »En yderst ulykkelig person.«]

Må hans næse blive dækket af støv.’ Sahabaerne spurgte: “O Allahs Sendebud, hvem er denne ulykkelige person?” Profeten (ﷺ) sagde: “Det er den person, som har oplevet begge sine forældre eller den ene af dem i deres alderdom, men alligevel ikke har kunnet komme i Paradis.”
(Muslim)

Forklaring: Set fra islams synspunkt indtager forældrene efter Allah og Hans Sendebud den højeste plads hos en muslim. Koranen og hadith tillægger det overordentlig stor betydning at tjene og pleje sine forældre samt at gøre dem tilfredse, og ulydighed mod forældrene er blevet regnet blandt de store synder (så længe deres ordrer ikke er i strid med Allahs og Sendebuddets ordrer). I den nævnte hadith har Allahs Sendebud erklæret, at der ikke kan findes en mere ulykkelig person end den, som har oplevet begge sine forældre eller den ene af dem i deres alderdom, men ikke har kunnet opnå Paradis ved at tjene og pleje dem og gøre dem tilfredse.

(١٤٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَجُلٌ: يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ أَحَقُّ بِحُسْنِ صَحَابَتِي؟ قَالَ: أُمُّكَ، قَالَ : ثُمَّ مَنْ؟ قَالَ : أُمُّكَ، قَالَ ثُمَّ مَنْ؟ قَالَ : أُمُّكَ، قَالَ ثُمَّ مَنْ؟ قَالَ: أَبُوكَ
(بخاري – مسلم)

(144) “Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at en mand spurgte: “O Allahs Sendebud, hvem har mest ret til min bedste behandling?” Profeten sagde: “Din mor.” Manden spurgte igen: “Hvem derefter?” Profeten sagde: “Din mor.” Manden spurgte endnu en gang: “Hvem derefter?” Profeten svarede igen: “Din mor.” Manden spurgte på ny: “Hvem derefter?” Denne gang svarede Den Ædle Profet: “Din far.””
(Bukhari, Muslim)

Forældrenes rettigheder over deres børn efter døden

(١٤٥) وَعَنْ أَبِي أُسَيْدِنِ السَّاعِدِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، بَيْنَا نَحْنُ عِنْدَ رَسُولِ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذْ جَاءَهُ رَجُلٌ مِنْ بَنِي سَلَمَةَ ، فَقَالَ: يَا رَسُولَ اللَّهِ، هَلْ بَقِيَ مِنْ بِرِّ أَبَوَيَّ شَيْءٌ أَبَرُّهُمَا بِهِ بَعْدَ مَوْتِهِمَا؟ قَالَ: نعَمْ الصَّلَاةُ عَلَيْهِمَا، وَالاسْتِغْفَارُ لَهُمَا، وَإِنْفَاذُ عَهْدِهِمَا مِنْ بَعْدِهِمَا ، وَصِلَةُ الرَّحِمِ الَّتِي لَا تُوصَلُ إِلَّا بِهِمَا ، وَإِكْرَامُ صَدِيقِهِمَا (أبو داود)

(145) “Abu Usaid as-Saʿidi (må Allah være tilfreds med ham) beretter: En dag sad vi i Allahs Sendebuds nærvær. Pludselig kom en mand fra stammen Banu Salama til stede og spurgte Profeten: “O Allahs Sendebud, har mine forældre stadig nogen rettigheder over mig efter deres død, som jeg skal opfylde?” Profeten sagde: “Ja, du skal bede for dem og bede om tilgivelse for dem, opfylde deres eventuelle testamente, behandle slægtningene på både fædrene og mødrene side godt og vise dine forældres venner respekt.””
(Abu Dawud)

Mandens rettigheder

(١٤٦) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا صَلْتِ الْمَرْأَةُ خَمْسَهَا ، وَصَامَتْ شَهْرَهَا ، وَأَحْصَنَتْ فَرْجَهَا، وَأَطَاعَتْ بَعْلَهَا ، فَلْتَدْخُل مِنْ أَيِّ أَبْوَابِ الْجَنَّةِ شَاءَتْ (مشكوة)

(146) »Det er berettet fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Den kvinde, som regelmæssigt udfører de fem daglige bønner, faster i Ramadan, beskytter sin ære og kyskhed og adlyder sin mand, har ret til at træde ind gennem hvilken som helst af Paradisets porte.« (Mishkat)

Forklaring: Som regel er hajj og zakat ikke obligatoriske for kvinder. Hvis en kvinde under disse omstændigheder udfører de nævnte fem handlinger korrekt, antyder hadithen, at det er uundgåeligt, at hun bliver en af Paradisets beboere. Men hvis zakat og hajj bliver obligatoriske for en kvinde, skal hun også udføre disse to nævnte obligatoriske handlinger for at blive en af Paradisets beboere.

(١٤٧) عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قِيلَ لِرَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَيُّ النِّسَاءِ خَيْرٌ؟ قَالَ: الَّتِي تَسُرُّهُ

إِذَا نَظَرَ، وَتُطِيعُهُ إِذَا أَمَرَ، وَلَا تُخَالِفُهُ فِي نَفْسِهَا وَمَالِهَا بِمَا يَكْرَهُ (نسائي)

(147) »Det er berettet fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) en dag blev spurgt: Hvilken kvinde er den bedste blandt kvinder? Han (fred og velsignelser være med ham) sagde: Den kvinde, hvis mand bliver glad, når han ser på hende, som adlyder ham, når han giver hende en ordre, og som ikke gør noget, der er imod mandens ønske, hverken med hensyn til sig selv eller sin egen formue.« (Nasa’i)

En troende hustru er den fineste ejendom

(١٤٨) عَنْ تَوْبَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ لَمَّا نَزَلَتِ وَالَّذِيْنَ يَكْنِزُوْنَ الذَّهَبَ وَالْفِضَّةَ كُنَّا مَعَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي بَعْضِ أَسْفَارِهِ، فَقَالَ بَعْضُ أَصْحَابِهِ نَزَلَتْ فِي الذَّهَبِ وَالْفِضَّةِ. لَوْ عَلِمْنَا أَيُّ الْمَالِ خَيْرٌ فَنَتَّخِذَهُ، فَقَالَ: أَفْضَلُهُ لِسَانٌ ذَاكِرٌ وَقَلْبٌ شَاكِرٌ وَزَوْجَةٌ مُؤْمِنَةٌ تُعِينُهُ عَلَى دِينِهِ (ترمذي)

(148) Hazrat Thawban (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Vi var på rejse sammen med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), da det følgende vers blev åbenbaret.

وَالَّذِينَ يَكْنِزُونَ الذَّهَبَ وَالْفِضَّةَ وَلَا يُنفِقُونَهَا فِي سَبِيلِ اللَّهِ فَبَشِّرْهُم بِعَذَابٍ أَلِيمٍ (سورة التوبة : ٣٤)

“Og de, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, overbring dem det glædelige budskab om en smertefuld straf.” (Sura At-Tawbah: 34)

Nogle af os sagde: Dette vers blev jo åbenbaret om guld og sølv. (Derfor må man ikke samle det.) Hvis vi blot vidste, hvilken ejendom der var bedst, ville vi samle den og gemme den. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den bedste formue er en tunge, der ihukommer Allah, et hjerte fyldt med taknemmelighed for Allahs velsignelser og en troende hustru, som hjælper sin mand i hans religiøse arbejde.” (Tirmidhi)

(١٤٩) وَعَنْ أُمِّ سَلَمَةَ قَالَتْ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَيُّمَا امْرَأَةٍ مَاتَتْ وَزَوْجُهَا عَنْهَا رَاضٍ دَخَلَتِ الْجَنَّةَ (ترمذي)

(149) Det er berettet fra Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den kvinde, der dør, mens hendes mand er tilfreds med hende, vil uden besvær træde ind i Paradiset.” (Tirmidhi)

(١٥٠) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا دَعَا الرَّجُلُ امْرَأَتَهُ إِلَى فِرَاشِهِ فَأَبَتْ فَبَاتَ غَضْبَانَ عَلَيْهَا لَعَنَتْهَا الْمَلَائِكَةُ حَتَّى تُصبح (بخاري – مسلم)

(150) Det er berettet fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: Når en mand kalder sin hustru til ægtesengen, men hun afslår, og manden derfor forbliver vred på hende hele natten, fortsætter englene med at forbande denne kvinde indtil morgenen.” (Bukhari, Muslim)

Hustruens rettigheder

(١٥١) وَعَنْ أَبِي مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا أَنْفَقَ الرَّجُلُ عَلَى أَهْلِهِ يَحْتَسِبُهَا فَهُوَ لَهُ صَدَقَةٌ (بخاري – مسلم)

(151) ”Det er berettet fra Hazrat Abu Masʿud (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når en person bruger penge på sin families behov med intentionen om at opnå belønning i det hinsidige, bliver det for ham til sadaqa.” (Det vil sige, ligesom en person opnår belønning ved at give sadaqa eller almisse på Allahs vej, vil den ovennævnte person på grund af sin gode intention ligeledes opnå en tilsvarende belønning ved at bruge penge på sine nærmeste.) (Bukhari, Muslim)

(١٥٢) وَعَنْ عَمْرِو بْنِ الْأَحْوَصِ الْجُسْمِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، أَنَّهُ سَمِعَ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي حَجَّةَ الوَدَاعِ يَقُولُ بَعْدَ أَنْ حَمِدَ اللَّهَ، وَأَثْنَى عَلَيْهِ، وَذَكِّرَ، وَوَعَظَ، ثُمَّ قَالَ: أَلَا وَاسْتَوْصُوا بِالنِّسَاءِ

خَيْرًا ، فَإِنَّمَا هُنَّ عَوَانٌ عِنْدَكُمْ، لَيْسَ تَمْلِكُونَ مِنْهُنَّ شَيْئًا غَيْرَ ذَلِكَ، إِلَّا أَنْ يَأْتِينَ بِفَاحِشَةٍ مُبَيِّنَةٍ (ترمذي)

(152) ”Det er berettet fra Hazrat Amr ibn Ahwas Jushami (må Allah være tilfreds med ham), at jeg på dagen for afskedshajj først hørte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) lovprise Allah, derefter formane og rådgive folket og til sidst sige: O folk, behandl kvinderne godt. For jeres kvinder er som fanger i hjemmet. I må ikke være hårde mod dem, så længe de ikke åbenlyst er ulydige mod jer.” (Tirmidhi)

Forklaring: På dagen for afskedshajj holdt den ærede Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) en vigtig og principfast tale til sin ummah. I en del af denne tale befalede han sin ummah at behandle kvinder godt og opfylde deres rettigheder på behørig vis. Beretteren af ovenstående hadith henviser netop til denne del af talen.

(١٥٣) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا يَفْرَكُ مُؤْمِنٌ مُؤْمِنَةٌ إِنْ كَرِهَ مِنْهَا خُلُقًا رَضِيَ مِنْهَا آخَرَ (مسلم)

(১৫৩) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Det er ikke rigtigt, at en troende mand hader en troende kvinde. For selv om der måtte være en dårlig egenskab hos den troende hustru, har hun også mange gode egenskaber” (som hendes mand finder meget behagelige). (Muslim)

(١٥٤) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: خَيْرُكُمْ مِنْكُمْ خَيْرُكُمْ لأَهْلِهِ، وَأَنَا خَيْرُكُمْ لِأَهْلِي، وَإِذَا مَاتَ صَاحِبُكُمْ فَدَعُوهُ (ترمذي – دارمي)

(১৫৪) “Det er berettet fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at den ædle Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den bedste blandt jer er den, der er bedst over for sin familie. Jeg er den bedste af jer over for min familie. Og når en af jeres ledsagere dør, skal I tilgive ham.” (Det vil sige, I skal ikke tale dårligt om ham.) (Tirmidhi, Darimi)

(١٥٥) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ مِنْ أَكْمَلِ الْمُؤْمِنِينَ إِيمَانًا أَحْسَنُهُمْ خُلُقًا ، وَأَلْطَفُهُمْ بِأَهْلِهِ (ترمذي)

(১৫৫) “Det er berettet fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: En fuldkommen troende er den, hvis karakter er god, og som er venlig over for sin familie (hustru og børn).” (Tirmidhi)

Forklaring: Den, der har en god karakter, vil først vise sin karakters skønhed over for sine nærmeste, især over for sin hustru og sine børn. For han kan ikke i lang tid skjule sin sande karakter for de familiemedlemmer, som han omgås dag og nat. Derfor er den person i virkeligheden sådan, som familiemedlemmerne oplever ham: som et menneske med god karakter og venlighed. Følgelig er han også god i islams perspektiv. I den ovenfor nævnte hadith hentydede Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) netop til dette.

Børns og efterkommeres rettigheder

(١٥٦) وَعَنِ النُّعْمَانِ بْنِ بَشِيرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ أَبَاهُ أَتَى بِهِ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ إِنِّي نَحَلْتُ ابْنِي هَذَا غُلَامًا كَانَ لِي، فَقَالَ رَسُولِ اللَّهِ : أَكُلَّ وَلَدِكَ نَحَلْتَهُ مِثْلَ هَذَا ، فَقَالَ : لَا ، فَقَالَ رَسُولِ اللَّهِ : فَارْجِعْهُ، وَفِي رِوَايَةٍ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَفَعَلْتَ هَذَا بِوَلَدِكَ كُلِهِمْ؟ قَالَ : لَا ، قَالَ: اتَّقُوا اللَّهَ وَاعْدِلُوا فِي أَوْلَادِكُمْ، فَرَجَعَ أَبِي فَرَدَّ تِلْكَ
الصدقة
(بخاري – مسلم)

(156) “Det er overleveret fra Hazrat Nu’man ibn Bashir (må Allah være tilfreds med ham), at Nu’mans far en dag tog ham med og mødte op hos Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Herre, jeg har givet denne søn af mig en af mine egne slaver.« Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Har du også givet dine andre børn en tilsvarende gave?« Han svarede nej. Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Så tag denne slave tilbage.« Ifølge en anden overlevering sagde Profeten (fred og velsignelser være med ham) til ham: »Har du givet hvert eneste af dine børn en tilsvarende slave?« Han svarede nej. Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Frygt Allah, og vær retfærdig mellem dine børn.« Derefter vendte min far hjem og tog den nævnte slave tilbage, som han havde givet som gave.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Efter at Profeten (fred og velsignelser være med ham) var udvandret til Medina Sharif, var den første søn, der blev født i et muslimsk hjem, den ovennævnte hadiths overlever, Hazrat Nu’man ibn Bashir. Som det første barn i den nyligt oprettede islamiske regering i Medina elskede alle, både Ansar og Muhajirun, Hazrat Nu’man højt. Dette var måske også en af grundene til hans fars særlige hengivenhed for ham. Ikke desto mindre tillod Profeten (fred og velsignelser være med ham) ikke, at han fik noget ekstra i forhold til sine øvrige brødre. Hvis man ikke er retfærdig mellem sine børn, men giver ét af dem noget ekstra, er det nemlig forkasteligt ifølge shariaen. Desuden vil det skabe strid og ufred mellem brødrene, hvorved der kan opstå manglende respekt for forældrene.

(١٥٧) وَعَنْ سَعِيدِ بْنِ الْعَاصِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: مَا نَحَلَ وَالِدٌ وَلَدَهُ مِنْ نَحْلٍ أَفْضَلَ مِنْ أَدَبٍ حَسَنٍ (جامع الأصول – مشكوة)

(157) “Det er overleveret fra Hazrat Sa’id ibn As (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Faderens bedste gave til sine børn er god ta’lim og tarbiyat.« (Jami’ al-Usul, Mishkat)
Forklaring: Uanset hvor mange ejendomme, huse, jordarealer og andre værdier en far efterlader til sine børn, vil alle disse værdier være værdiløse set fra islams synspunkt, hvis han ikke efterlader dem med passende ta’lim og tarbiyat. Uden passende undervisning vil de nemlig forblive uvidende om den rette forståelse af religionen og verden. Derfor kan ingen formue afhjælpe denne mangel. Det er således et af forældrenes vigtigste ansvar at give deres børn ta’lim og tarbiyat.

(١٥٨) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا مَاتَ الإِنْسَانُ انْقَطَعَ عَنْهُ عَمَلُهُ إِلَّا مِنْ ثَلَاثَةٍ إِلَّا مِنْ صَدَقَةٍ جَارِيَةٍ، أَوْ عِلْمٍ يُنْتَفَعُ بِهِ، أَوْ وَلَدٍ صَالِحٍ يَدْعُو لَهُ (مسلم)

(158) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når et menneske dør, ophører alle dets handlinger straks. Men der er tre ting, hvis virkning ikke ophører på grund af døden. Den første er sadaqa jariya, den anden er gavnlig viden, og den tredje er et fromt barn, som altid beder for sine forældre.« (Muslim)

Forklaring: Sadaqa jariya betegner en vidtrækkende, ædel handling, hvis resultater almindelige mennesker fortsat nyder godt af i lang tid efter giverens død. Det kan for eksempel være at anlægge veje til gavn for folket eller at oprette madrasaer og moskeer. Hvis en person udfører en sådan handling og dør, vil belønningen for den fortsat blive føjet til hans bog over handlinger efter døden. På samme måde vil en lærer, der har undervist nogen i gavnlig viden, hvorved denne person kan opnå en ret forståelse af denne verden og det hinsidige, fortsat modtage belønningen for det efter sin død. Det skyldes, at folk i lang tid vil have gavn af hans nyttige undervisning. På tilsvarende vis: Hvis forældre dør efter at have efterladt sig et fromt barn, som efter deres død beder om tilgivelse for dem, vil disse forældre også efter døden fortsat modtage belønning på grund af deres barns bønner.

(١٥٩) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ كَانَتْ لَهُ أُنثَى فَلَمْ يَئِدْهَا وَلَمْ يَهِنْهَا وَلَمْ يُؤْثِرُ وَلَدَهُ عَلَيْهَا يَعْنِي الذَّكُورَ أَدْخَلَهُ الْجَنَّةَ (أبو داود)

(১৫৯) “Det er berettet fra Hadrat Ibn Abbas (ra.), at Profeten (s.) sagde: Hvis en person, efter at der er blevet født en datter i hans hjem, ikke begraver hende levende (sådan som man gjorde i uvidenhedens tidsalder), ikke ser ned på hende og ikke foretrækker en søn frem for denne datter, vil Allah skænke ham Paradiset. (Abu Dawud)

(١٦٠) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، جَاءَتْنِي امْرَأَةٌ وَمَعَهَا ابْنَتَانِ لَهَا تَسْأَلُنِي، فَلَمْ تَجِدُ عِنْدِي غَيْرَ ثَمَرَةٍ وَاحِدَةٍ، فَأَعْطَيْتُهَا إِيَّاهَا ، فَقَسَّمَتْهَا بَيْنَا ابْنَتَيْهَا ولَمْ تَأْكُلْ مِنْهَا ، ثُمَّ قَامَتْ فَخَرَجَتْ، فَدَخَلَ النَّبِيُّ

صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَحَدَّثْتُهُ، فَقَالَ: مَنِ ابْتُلِيَ مِنْ هَذِهِ الْبَنَاتِ بِشَيْءٍ فَأَحْسَنَ إِلَيْهِنَّ، كُنَّ لَهُ سِتْرًا مِنَ
النَّارِ (بخاري – مسلم)

(১৬০) “Det er berettet fra Hadrat Aisha (ra.), at hun sagde: En dag kom en nødlidende kvinde med sine to døtre til mig i håb om at få noget. Men jeg havde på det tidspunkt ikke anden mad end én dadel. Derfor gav jeg den til hende. Kvinden delte dadlen i to og gav hver af sine døtre et stykke, uden selv at spise noget. Kort efter at hun var gået, trådte Profeten (s.) ind i huset, og jeg fortalte ham hele hændelsen. Da han hørte det, sagde han: Den, som Allah har sat på prøve gennem sådanne døtre, og som derefter behandler disse døtre godt, vil have dem som et skjold mod Helvede på Dommedag.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Mennesker foretrækker almindeligvis sønner frem for døtre, fordi døtrene efter deres ægteskab flytter til deres mands hjem. Derefter vil de ikke kunne være til særlig nytte for deres forældre eller deres husholdning. Derfor betragtes udgifterne til døtrene som en unødvendig byrde. I den ovenfor nævnte hadith fordømmes forældrenes nævnte holdning indirekte, og det at forsørge døtre betegnes som en ædel handling. Ja, det nævnes endda, at det at forsørge døtre med et tilfreds sind er en årsag til frelse fra Helvede.

Gennem den nævnte hadith får vi indblik i én ting: Nogle gange var der ikke mere end én dadel i Hadrat Muhammads (s.) hjem, Herren over begge verdener. Selv i en sådan situation tøvede han ikke det mindste med at give selv denne ene dadel bort, når en sulten person havde brug for den.

Forældreløse børns rettigheder

(١٦١) وَعَنْ سَهْلِ بْنِ سَعَدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : أَنَا وَكَافِلُ الْيَتِيمِ لَهُ وَلِغَيْرِهِ فِي الْجَنَّةِ هَكَذَا ، وَأَشَارَ بِالسَّبَّابَةِ وَالْوُسْطَى وَفَرَّجَ بَيْنَهُمَا
(بخاري – مسلم)

(161) “Hazrat Sahl ibn Saad (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at den ædle Profet (fred være med ham) sagde: »Jeg og den, der tager sig af en forældreløs og en fattig, vil være i Paradiset på denne måde.« Da han sagde dette, viste Profeten (fred være med ham) det ved at holde en lille afstand mellem sin pege- og langfinger.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Her omtales, at den, der tager sig af en forældreløs, vil opnå en særlig rang i Paradiset.

(١٦٢) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: خَيْرُ بَيْتٍ فِي

الْمُسْلِمِينَ بَيْتٌ فِيهِ يَتِيمٌ يُحْسَنُ إِلَيْهِ، وَشَرُّ بَيْتٍ فِي الْمُسْلِمِينَ بَيْتٌ فِيهِ يَتِيمٌ يُسَاءُ إِلَيْهِ (ابن ماجة)

(162) »Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at den ædle Profet (fred være med ham) sagde: »Blandt muslimernes hjem er det bedste det hjem, hvor en forældreløs bor, og hvor han behandles godt. Og blandt muslimernes hjem er det værste det hjem, hvor en forældreløs bor, og hvor han behandles grusomt.« (Ibn Majah)

(١٦٣) وَعَنْ خُوَيْلِدِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: اللَّهُمَّ إِنِّي أُحَرِّجُ حَقَّ الضَّعِيفَيْنِ الْيَتِيمِ وَالْمَرْأَةِ (نسائي)

(163) “Hazrat Khuwaylid ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Min Herre, jeg tillægger de to svage menneskegruppers rettigheder den største betydning: de forældreløses og kvindernes.«” (Nasa’i)

Forklaring: Før islam blev forældreløse og kvinder udsat for ekstrem uretfærdighed. Forældreløse blev som regel behandlet dårligt, og deres ejendom blev tilranet. Kvinder blev heller ikke tillagt nogen særlig status i datidens samfund, og de blev udsat for forskellige former for overgreb. Efter Allah den Almægtiges befaling lagde Profeten (fred være med ham), som profet og leder af den islamiske stat, stor vægt på at sikre disse to svage gruppers rettigheder. Det fremgår tydeligt af Profetens (fred være med ham) ovenstående udtalelse.

Naboens rettigheder

(١٦٤) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَا زَالَ جِبْرِيلُ يُوْصِينِي بِالْجَارِ حَتَّى ظَنَنْتُ أَنَّهُ سَيُوْرِتُهُ (بخاري – مسلم)

(164) »Det er overleveret fra Hazrat Aisha (r.a.), at Profeten (s.a.w.) sagde: Gabriel (a.s.) blev ved med at indskærpe over for mig, at jeg skulle varetage naboens rettigheder, så meget, at jeg fik den tanke, at naboen måske ville blive gjort til arving til ens ejendom.« (Bukhari, Muslim)

(١٦٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: وَاللَّهِ لَا يُؤْمِنُ وَاللَّهِ لَا يُؤْمِنُ وَاللَّهِ لَا يُؤْمِنُ، قِيلَ: مَنْ يَا رَسُولَ اللَّهِ؟ قَالَ: الَّذِي لَا يَأْمَنُ جَارُهُ بَوَائِقَهُ (بخاري – مسلم)

(165) »Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (r.a.), at Allahs Sendebud (s.a.w.) en dag sagde til sine ledsagere: Jeg sværger ved Allah, at den mand ikke er troende; jeg sværger ved Allah, at den mand ikke er troende; jeg sværger ved Allah, at den mand ikke er troende. En af ledsagerne spurgte: O Allahs Sendebud, hvem er denne ulykkelige mand? Profeten (s.a.w.) sagde: Den, hvis nabo ikke er i sikkerhed for hans skade.« (Bukhari, Muslim)

(١٦٦) وَعَنْ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: لَيْسَ الْمُؤْمِنُ الَّذِي يَشْبَعُ وَجَارُهُ جَائِعٌ إِلَى جَنْبِهِ (مشكوة)

(166) »Det er overleveret fra Hazrat Ibn Abbas (r.a.), at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (s.a.w.) sige: Den, der spiser sig mæt og tilfreds, mens hans nabo ved siden af ham er sulten, er ikke troende.« (Mishkat)

Forklaring: I Koranen og hadith er der lagt særlig vægt på naboens rettigheder og krav. Det kan uden tvivl siges, at det samfund, hvis medlemmer er venlige over for hinanden som naboer, giver den sultne nabo mad, afholder sig fra at skade naboen og altid ønsker naboens vel, er et idealsamfund. Og det er netop et sådant idealsamfund, islam ønsker. I de nævnte hadither har Profeten (s.a.w.) opmuntret sin ummah til at opbygge et sådant idealsamfund, der er medfølende over for naboerne.

(١٦٧) وَعَنْ أَبِي ذَرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا طَبَخْتَ مَرَقَةً فَأَكْثِرْ مَاءَهَا وَتَعَاهَدْ جَيرَانَكَ (مسلم)

(167) “Det er berettet fra Hazrat Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når du tilbereder en gryderet, skal du tilsætte lidt ekstra vand, så du kan tage hensyn til din nabo.” (Det vil sige: Uanset om I tilbereder kød, fisk eller grøntsager, skal I tilsætte lidt ekstra sovs, så I kan give noget af det til jeres nabo.)” (Muslim)

(١٦٨) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: يَا نِسَاءَ الْمُسْلِمَاتِ لَا تَحْقِرَنَّ جَارَةٌ لِجَارَتِهَا وَلَوْ فِرْسَنَ شَاةٍ (بخاري – مسلم)

(168) “Det er berettet fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: O muslimske kvinder, betragt det ikke som ubetydeligt at sende selv en lille ting til jeres nabos hus, selv hvis det blot er et lille stykke af en gedes ben.” (Bukhari, Muslim)

(١٦٩) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنَّ لِي جَارَيْنِ فَإِلَى أَيِّهِمَا أُهْدِي؟ قَالَ إِلَى أَقْرَبِهِمَا مِنْكِ بابا (بخاري)

(169) “Det er berettet fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hun en dag spurgte den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham): O Allahs Profet, jeg har to naboer; hvem af dem skal jeg give forrang, når jeg sender en gave? Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, hvis dør er nærmest din dør.” (Bukhari)

Forklaring: Selv om man skal behandle naboer fra alle samfundslag venligt og tage hensyn til alles rettigheder, er der forskel på naboers rettigheder. For eksempel har en nabo, der er ens slægtning, større rettigheder end en nabo, der ikke er ens slægtning. På samme måde har den nabo, hvis hus eller hjem ligger nærmest, større ret. Det vil sige, at den nærmeste nabo skal have større betydning end den fjernere nabo.

Tjenestefolks rettigheder

(۱۷۰)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِخْوَانُكُمْ جَعَلَهُمُ اللَّهُ تَحْتَ أَيْدِيكُمْ فَمَنْ جَعَلَ اللَّهُ أَخَاهُ تَحْتَ يَدِهِ فَلْيُطْعِمْهُ مِمَّا يَأْكُلُ، وَلْيُلْبِسَهُ مِمَّا يَلْبَسُ، وَلَا يُكَلِّفُهُ مِنَ الْعَمَلِ مَا يَغْلِبُهُ فَإِنْ كَلْفَهُ مَا يَغْلِبُهُ فَلْيُعِنْهُ عَلَيْهِ (بخاري – مسلم)

(170) Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Jeres tjenere, eller rettere jeres slaver og slavepiger, er i virkeligheden jeres brødre. Allah har lagt dem under jeres myndighed. Den, hvis bror Allah har lagt under hans myndighed, bør derfor give ham den samme mad, som han selv spiser, og give ham det samme tøj, som han selv bærer. Han må ikke pålægge ham arbejde, som overstiger hans evner. Hvis han alligevel pålægger ham sådant arbejde, skal han hjælpe ham med at udføre det.« (Bukhari, Muslim)

(۱۷۱)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا صَنَعَ لأَحَدِكُمْ خَادِمُهُ طَعَامَهُ ثُمَّ جَاءَهُ بِهِ وَقَدْ وَلِيَ حَرَّهُ وَدُخَانَهُ فَلْيُقْعِدَهُ عِنْدَهُ، فَلْيَأْكُلْ فَإِنْ كَانَ الطَّعَامُ مَشْفُوْهَا قَلِيلاً فَلْيَضَعْ فِي يَدِهِ مِنْهُ أُكَلَةً أَوْ أُكَلَتَيْنِ (مسلم)

(171) Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Når jeres tjener har tilberedt maden og bringer den frem for jer, skal I lade ham sidde og spise sammen med jer, for han har udholdt køkkenets røg og varme. Hvis der er mangel på mad, skal I i det mindste give ham en eller to mundfulde.« (Muslim)

De fattiges og trængendes rettigheder

(۱۷۲)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ اللَّهَ عَزَّ وَجَلَّ يَقُولُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ : يَا ابْنَ آدَمَ اسْتَطْعَمْتُكَ فَلَمْ

تُطْعِمْنِي، قَالَ: يَا رَبِّ وَكَيْفَ أُطْعِمُكَ وَأَنْتَ رَبُّ الْعَالَمِينَ، قَالَ: أَمَا عَلِمْتَ أَنَّهُ اسْتَطْعَمَكَ عَبْدِي فُلَانٌ فَلَمْ تُطْعِمْهُ، أَمَا عَلِمْتَ أَنَّكَ لَوْ أَطْعَمْتَهُ لَوَجَدْتَ ذَلِكَ عنْدِي، يَا ابْنَ آدَمَ اسْتَسْقَيْتُكَ فَلَمْ تَسْقِنِي، قَالَ: يَا رَبِّ كَيْفَ أَسْقِيكَ وَأَنْتَ رَبُّ الْعَالَمِينَ، قَالَ: اسْتَسْقَاكَ عَبْدِي فُلَانٌ فَلَمْ تَسْقِهِ أَمَا إِنَّكَ لَوْ سَقَيْتَهُ وَجَدْتَ ذَالِكَ عِنْدِي (مسلم)

(172) Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »På Opstandelsens Dag vil Allah helt sikkert sige til Adams søn: ›Adams søn, Jeg bad dig om mad, men du gav Mig ikke mad.‹ Adams søn vil sige: ›Herre, hvordan kunne jeg give Dig mad, når Du er hele verdens Herre?‹ Allah vil sige: ›Husker du ikke, at en af Mine tjenere bad dig om mad, men du gav ham ikke mad? Vidste du ikke, at hvis du havde givet ham mad den dag, ville du sikkert have fundet belønningen for det hos Mig?‹ Derefter vil Allah sige til en anden: ›Adams søn, Jeg bad dig om vand at drikke, men du gav Mig ikke vand at drikke.‹ Adams søn vil sige: ›Herre, hvordan kunne jeg give Dig vand at drikke, når Du er hele verdens Vogter?‹ Allah vil sige: ›En af Mine tjenere bad dig om vand at drikke, men du gav ham ikke vand. Hvis du havde givet ham vand at drikke den dag, ville du i dag have fundet belønningen for det hos Mig.‹« (Det vil sige, at belønningen for det ville være blevet givet dig i dag.) (Muslim)

(۱۷۳)
وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : أَفْضَلُ الصَّدَقَةِ أَنْ تُشِيعَ كَيدًا جَائِعًا (مشكوة)

(173) Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den bedste gave er at mætte en sulten person.« (Mishkat)

(١٧٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : السَّاعِي عَلَى الْأَرْمَلَةِ وَالْمِسْكِينِ كَالْمُجَاهِدِ فِي سَبِيلِ اللَّهِ، وَأَحْسِبُهُ قَالَ: كَالْقَائِمِ لَا يَفْتُرُ وَكَالصَّائِمِ لَا يُفْطِرُ (بخاري – مسلم)

(174) Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den, der bestræber sig på at løse en enkes og en fattigs problemer, er som den, der kæmper i jihad på Allahs vej.« Fortælleren siger: »Jeg mener, at Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) også sagde, at han er som den, der tilbringer hele natten i bøn og faster hele året.« (Bukhari, Muslim)

(١٧٥) قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَيْسَ الْمِسْكِينُ الَّذِي يَطُوفُ عَلَى النَّاسِ تَرُدُّهُ اللُّقْمَةُ وَاللُّقْمَتَانِ وَالتَّمْرَةُ وَالتَّمْرَتَانِ، وَلَكِنِ الْمِسْكِينُ الَّذِي لا يَجِدُ غِنِّى يُغْنِيهِ وَلَا يُفْطَنُ لَهُ فَيُتَصَدَّقُ عَلَيْهِ وَلَا يَقُومُ
فَيَسْأَلُ النَّاسَ (بخاري – مسلم)

(175) Den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den, der går fra dør til dør hos folk og tigger sig til en eller to håndfulde mad eller en eller to dadler, er ikke en fattig. Den virkeligt fattige er den, der ikke har tilstrækkelige midler til at opfylde sine behov, men som på grund af skam og blufærdighed ikke beder nogen om noget, og hvis fattigdom ingen kender, så de kan give ham almisse.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: I de nævnte hadither har Allahs Profet beordret muslimerne at tage sig af samfundets hjælpeløse, fattige, trængende, forældreløse, enker og andre nødlidende, at afhjælpe deres nød og give dem mad, når de er sultne. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har også nævnt, at de, som bestræber sig på at hjælpe nødlidende, udfører en handling, der er bedre end frivillig tilbedelse og i visse tilfælde svarer til jihad på Allahs vej. I den sidstnævnte hadith har Allahs Profet, da han talte om de fattige, indirekte vejledt muslimerne til at opsøge og give til de nødlidende, som på grund af skam ikke afslører deres behov, selv om de ikke har de nødvendige midler til at afhjælpe deres nød.

Den syge muslimske broders ret

(١٧٦) وَعَنْ أَبِي مُوسَى الْأَشْعَرِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَطْعِمُوا الْجَائِعَ وَعُودُوا الْمَرِيضِ، وَقُكُوا الْعَانِي (بخاري)

(176) »Det er blevet overleveret fra Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: I skal give den sultne mad, pleje den syge og befri fangen.« (Bukhari)

(۱۷۷)
وَعَنْ ثَوْبَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ الْمُسْلِمَ إِذَا عَادَ أَخَاهُ الْمُسْلِمَ لَمْ يَزَلْ فِي خُرْفَةِ الْجَنَّةِ حَتَّى يَرْجِعَ (مسلم)

(177) »Det er blevet overleveret fra Hazrat Thawban (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Når en muslim besøger sin syge muslimske bror, er han som én, der bliver ved med at plukke frugter i Paradisets have, indtil han vender hjem.« (Muslim)

Forklaring: I den hellige Koran og hadith er muslimernes indbyrdes forhold blevet sammenlignet med brødres forhold. Det er Allahs og Hans Sendebuds ønske, at det muslimske samfund skal være venligt og medfølende over for hinanden. Derfor bør en muslim, når han bliver syg, tage sig af sin muslimske bror, spørge til hans helbred og pleje ham.

(۱۷۸)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: حَقُّ الْمُسْلِمِ عَلَى الْمُسْلِمِ ست، قِيلَ : مَا هُنَّ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ؟ قَالَ: إِذَا لَقِيتَهُ فَسَلِّمْ عَلَيْهِ، وَإِذَا دَعَاكَ فَأَجِبْهُ، وَإِذَا استنْصَحَكَ فَانْصَحْ لَهُ ، وَإِذَا عَطَسَ فَحَمِدَ اللَّهَ فَشَمِّتْهُ، وَإِذَا مَرِضَ تَعُدْهُ وَإِذَا مَاتَ فَاتَّبَعْهُ (مسلم)

(178) »Det er blevet overleveret fra Hazrat Abu Huraira, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: En muslim har seks rettigheder over for en anden muslim. Der blev spurgt: O Allahs profet, hvilke er de? Profeten (fred være med ham) sagde: Når du møder en muslim, skal du hilse med salam. Når nogen inviterer dig, skal du tage imod invitationen. Når nogen beder dig om et råd, skal du give ham et råd. Når han nyser og siger »Alhamdulillah«, skal du svare ham: »Yarhamukallah«. Når han bliver syg, skal du besøge ham. Og når han dør, skal du deltage i hans janazah og begravelse.« (Muslim)

(۱۷۹)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ اللَّهَ عَزَّ وَجَلَّ يَقُولُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ يَا ابْنَ آدَمَ مَرِضْتُ فَلَمْ تَعُدْنِي، قَالَ: رَبِّ كَيْفَ أَعُودُكَ وَأَنْتَ رَبُّ الْعَالَمِينَ، قَالَ: أَمَا عَلِمْتَ أَنَّ عَبْدِي فُلَانًا مَرِضَ فَلَمْ تَعُدْهُ أَمَا عَلِمْتَ أَنَّكَ لَوْ عُدْتَهُ لَوَجَدْتَنِي عِنْدَهُ (مسلم)

(179) »Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: På opstandelsens dag vil Allah sige til en person: ‘Adams søn, Jeg var syg, men du besøgte Mig ikke.’ Han vil sige: ‘Min Herre, hvordan skulle Du være blevet syg, så jeg kunne besøge Dig, når Du er alle verdeners Herre?’ Allah vil sige: ‘Du vidste, at Min og sådan en tjener var syg, men du besøgte ham ikke. Vidste du ikke, at hvis du havde besøgt ham, ville du have fundet Mig hos ham?’« (Muslim)

Forklaring: Det fremgår af hadithens omtale, at omsorg for den lidende, at give den sultne mad og at give den tørstige vand er handlinger, som Allah holder meget af. Og hvad end et menneske bruger på disse handlinger, er det opbevaret hos Allah.

Muslimernes gensidige rettigheder

(۱۸۰)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنَ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ:
إِنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ : الْمُسْلِمُ أَخُو الْمُسْلِمِ لَا يَظْلِمُهُ وَلَا يُسْلِمُهُ، وَمَنْ كَانَ فِي حَاجَةِ أَخِيهِ كَانَ اللَّهُ فِي حَاجَتِهِ، وَمَنْ فَرَّجَ عَنْ مُسْلِمٍ كُرْيَةً فَرَّجَ اللَّهُ عَنْهُ كُرْبَةً مِنْ كُرُبَاتِ يَوْمِ الْقِيَامَةِ، وَمَنْ سَتَرَ مُسْلِمًا سَتَرَهُ اللَّهُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ
(بخاري – مسلم)

(১৮০) “Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Muslimer er hinandens brødre. Derfor må han hverken begå nogen form for uret mod ham eller overlade ham hjælpeløs. Og den, der afhjælper sin muslimske brors behov, vil Allah afhjælpe hans behov. Ligeledes vil Allah på opstandelsens dag fjerne sorgen fra den, der fjerner en muslims sorg. Og den, der skjuler en muslims fejl, vil Allah også skjule hans fejl på samlingens dag.” (Bukhari, Muslim)

(۱۸۱)
وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: انْصُرْ أَخَاكَ ظَالِمًا أَوْ مَظْلُومًا ،

فَقَالَ رَجُلٌ: يَا رَسُولَ اللَّهِ أَنصُرُهُ مَظْلُومًا فَكَيْفَ نَنْصُرُهُ ظَالِمًا؟ قَالَ: تَمْنَعْهُ مِنَ الظُّلْمِ، فَذَالِكَ نَصْرُكَ إِيَّاهُ (بخاري – مسلم)

(১৮১) “Det er overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Du skal hjælpe din muslimske bror, hvad enten han er en undertrykker eller undertrykt. En af ledsagerne spurgte: O Allahs profet, jeg kan ganske vist hjælpe den undertrykte, men hvordan skal jeg hjælpe undertrykkeren? Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Du skal forhindre ham i at begå uret; dette vil være din hjælp til ham.” (Det vil sige, når en muslim forhindres i at begå uret, bliver han vendt bort fra en frygtelig syndig handling, som ville have kastet ham i Helvedes ild. Og dette vil være at hjælpe ham.) (Bukhari, Muslim)

(۱۸۲)
وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: وَالَّذِي نَفْسِي بِيَدِهِ لَا يُؤْمِنُ عَبْدٌ حَتَّى يُحِبُّ لأَخِيهِ مَا يُحِبُّ لِنَفْسِهِ (بخاري – مسلم)

(182) “Det er berettet fra Hadhrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Ved Ham, hvis hånd mit liv er i, sværger jeg, at ingen kan blive en sand troende, før han ønsker for sin anden bror det samme, som han ønsker for sig selv.” (Bukhari, Muslim)

(۱۸۳)
وَعَنْ أَبِي أَيُّوبَ الأَنْصَارِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ،
قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا يَحِلُّ لِرَجُلٍ أَنْ يَهْجُرَ أَخَاهُ فَوْقَ ثَلَاثِ لَيَالٍ يَلْتَقِيَانِ فَيُعْرِضُ هَذَا وَيُعْرِضُ هَذَا وَخَيْرُهُمَا الَّذِي يَبْدَأُ بِالسَّلَامِ
(بخاري – مسلم)

(183) “Det er berettet fra Hadhrat Abu Ayyub Ansari (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Det er ikke tilladt for nogen at afbryde forbindelsen med sin muslimske bror i tre dage og nætter på en sådan måde, at de vender sig bort fra hinanden. Ja, den af dem, der først bryder denne tavshed ved at hilse med salam, er den bedste.” (Bukhari, Muslim)
Forklaring: Hvis der af en eller anden grund opstår uoverensstemmelse mellem to muslimer, og deres forhold som følge heraf bliver bittert, så de holder op med at tale sammen, er det ifølge islam forkert, at denne tilstand varer mere end tre dage. De bør bilægge deres uoverensstemmelse inden for tre dage. Og blandt de to er den, der først dæmper sin vrede og rækker hånden ud til forsoning mod den anden bror, den som Profeten (fred og velsignelser være med ham) har betegnet som det bedste menneske.

Dyrs og fugles rettigheder

(١٨٤) وَعَنْ سُهَيْلِ بْنِ الْحَنْظَلِيَّةِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: مَرَّ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَبَعِيْرٍ قَدْ لَحِقَ ظَهْرُهُ بِبَطْنِهِ، فَقَالَ: اتَّقُوا اللَّهَ فِي هَذِهِ الْبَهَائِمِ الْمُعْجَمَةِ فَارْكَبُوهَا وَكُلُوهَا صَالِحةً (أبو داود)

(184) “Det er berettet fra Hadhrat Suhail ibn Hanzaliya (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En dag gik Profeten (fred og velsignelser være med ham) forbi en kamel, hvis mave og ryg var blevet ét af sult. Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: Frygt Allah med hensyn til disse stumme dyr. I skal ride på dem, når de er i god stand, og forlade dem, når de er i god stand. (Det vil sige, I skal ride på dem, mens de er sunde og stærke, og stige ned fra deres ryg, før de bliver udmattede af sult.)” (Abu Dawud)

(١٨٥) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِذَا سَافَرْتُمْ فِي الْخِصْبِ فَأَعْطُوا الإِيلَ حَقَّهَا مِنَ الْأَرْضِ وَإِذَا سَافَرْتُمْ فِي السَّنَةِ فَأَسْرِعُوا عَلَيْهَا السَّيْرَ (مسلم)

(185) “Det er berettet fra Abu Huraira (ra.), at den ædle Profet (s.) sagde: Når I rejser gennem områder med rigelige græsgange, skal I give jeres kameler mulighed for at få deres ret fra jorden (græs og vand). Og når I rejser gennem tørre områder (uden græs og vand), skal I drive kamelerne hurtigt frem. (Så kamelerne ikke lider under mangel på græs og vand undervejs, men kan nå bestemmelsesstedet og få mad og hvile.” (Muslim)

Forklaring: Islam er et gavnligt og fuldstændig retfærdigt livssystem. Her befales det ikke blot at handle retfærdigt over for menneskeheden, men også at handle retfærdigt over for stumme levende væsener som dyr og fugle.

I de to ovenfor nævnte hadither har Allahs Profet vejledt os til at tage os af lastdyr, give dem tilstrækkeligt med mad og drikke og ikke pålægge dem arbejde, der overstiger deres evner. Derfor bør de, som bruger køer, bøfler, kameler, heste og andre dyr til blandt andet pløjning, vogntræk og ridning, yde disse stumme dyr ordentlig pleje og ikke påføre dem lidelser, der overstiger deres evner.

(١٨٦) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بَيْنَمَا رَجُلٌ يَمْشِي
بِطَرِيقِ اشْتَدَّ عَلَيْهِ الْعَطَشُ فَوَجَدَ بَتْرًا فَنَزَلَ فِيهَا
فَشَرِبَ ثُمَّ خَرَجَ فَإِذَا كَلْبٌ يَلْهَثْ يَأْكُلُ الثَّرَى مِنَ
الْعَطَشِ، فَقَالَ الرَّجُلُ لَقَدْ بَلَغَ هَذَا الْكَلْبَ مِنَ الْعَطَشِ مِثْلُ الَّذِي كَانَ بَلَغَنِي فَنَزَلَ الْبَشْرَ فَمَلأَ خُفْهُ

ثُمَّ أَمْسَكَهُ بِفِيهِ فَسَقَى الْكَلْبَ فَشَكَرَ اللَّهُ لَهُ فَغَفَرَ لَهُ، فَقَالُوا : يَا رَسُولَ اللَّهِ وَإِنَّ لَنَا فِي الْبَهَائِمِ أَجْرًا؟ فَقَالَ : نَعَمْ، فِي كُلِّ ذَاتِ كَيدٍ رَطْبَةٍ أَجْرًا.
(بخاري – مسلم)

(186) “Det er berettet fra Abu Huraira (ra.), at Allahs Sendebud (s.) sagde: En dag gik en mand ad vejen. Pludselig blev han voldsomt tørstig. Foran sig fandt han en brønd, gik ned i den og drak vand. Da han var kommet op igen, så han en tørstig hund gispe og slikke på den våde jord (på grund af tørstens smerte). Manden tænkte ved sig selv: For kort tid siden var jeg lige så tørstig efter vand, som denne hund er nu. Straks gik manden ned i brønden igen, fyldte sin lædersok med vand, holdt den fast mellem tænderne, steg op og gav den tørstige hund vand. Derefter takkede han Allah. Som belønning tilgav Allah ham hans synder. Sahabaerne spurgte: O Allahs Sendebud (s.), vil vi også få belønning, hvis vi viser barmhjertighed over for firbenede dyr? Profeten (s.) sagde: Ja, I vil få belønning for at vise barmhjertighed over for ethvert levende væsen.”
(Bukhari, Muslim)

Kapitel: 6 Karaktermæssige mangler

Løgn

(۱۸۷) وَعَنْ أَبِي بَكْرَةً رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: كُنَّا عِنْدَ رَسُولِ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ: أَلَا أُنَبِّئُكُمْ بِأَكْبَرِ الْكَبَائِرِ ثَلاثًا الإِشْرَاكَ بِاللَّهِ وَعُقُوقُ الْوَالِدَيْنِ وَشَهَادَةُ الزُّورِ أَوْ وَقَوْلُ النُّورِ، وَكَانَ رَسُوْلُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مُتَّكِنًا ، فَجَلَسَ مَا زَالَ يُكَرِّرُهَا حَتَّى قُلْنَا : لَيْتَهُ سَكَتَ
(بخاري – مسلم)

(187) “Hazrat Abu Bakrata (r.a.) beretter: En dag var vi til stede hos Profeten (s.a.w.). Pludselig sagde han: ‘Skal jeg ikke fortælle jer om den største af alle synder?’ Det sagde han tre gange. Derefter sagde han: ‘Det er at sætte nogen ved siden af Allah, at være ulydig mod sine forældre og at aflægge falsk vidnesbyrd eller tale usandt.’ Profeten (s.a.w.) havde sagt disse ord, mens han sad tilbagelænet. Pludselig satte han sig ret op for at understrege ordenes betydning og blev ved med at gentage dem. Til sidst sagde vi stille til hinanden: ‘Bare Profeten dog ville stoppe nu.’” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: I denne hadith nævnte Profeten (s.a.w.) tre alvorlige synder blandt de store synder. Den første er at sætte nogen ved siden af Allah. Den anden er at være ulydig mod sine forældre, og den tredje er at aflægge falsk vidnesbyrd eller tale usandt. Både at aflægge falsk vidnesbyrd og at tale usandt er store synder. At aflægge falsk vidnesbyrd er dog mere dadelværdigt end at lyve.

(۱۸۸) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ النَّبِيُّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: أَرْبَعٌ مَنْ كُنَّ فِيهِ كَانَ مُنَافِقًا خَالِصًا ، وَمَنْ كَانَتْ فِيهِ خَصْلَةٌ مِنْهُنَّ كَانَتْ فِيهِ خَصْلَةٌ مِنَ النِّفَاقِ حَتَّى يَدَعَهَا، إِذَا اؤْتُمِنَ خَانَ، وَإِذَا حَدَّثَ كَذَبَ، وَإِذَا وَعَدَ أَخْلَفَ، وَإِذَا خَاصَمَ فَجَرَ (بخاري – مسلم)

(188) “Hazrat Abdullah ibn Amr (r.a.) beretter, at Profeten (s.a.w.) sagde: ‘Den, hos hvem der findes fire egenskaber, er uden tvivl en fuldkommen hykler. Og hvis blot én af disse fire egenskaber findes hos en person, må man anse ham for at have en hyklerisk egenskab, indtil han opgiver den. Disse fire dårlige egenskaber er: Når noget betros ham, begår han bedrageri; når han taler, lyver han; når han afgiver et løfte, bryder han det; og når han skændes, bruger han uanstændige ord.’” (Bukhari, Muslim)

(۱۸۹) وَعَنْ سُفْيَانَ بْنِ أَسِيدٍ الْحَضْرَمِ قَالَ سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: كَبُرَتْ خِيَانَةً أَنْ تُحَدِّثَ أَخَاكَ حَدِيثًا هُوَ لَكَ بِهِ مُصَدِّقٌ وَأَنْتَ لَهُ بِهِ
(أبو داود)
د كاذب

(189) “Hazrat Sufyan ibn Usayd al-Hadrami (r.a.) siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (s.a.w.) sige: ‘Det største bedrag er, at du siger noget til din bror, som han tager for sandt, selv om du har løjet for ham.’
(Abu Dawud)

Forklaring: At tale usandt er en stor synd. I Koranen og haditherne omtales det som en synd på linje med shirk. Profeten (s.a.w.) har betegnet løgn som et tegn på hykleri. Allahs Profet har betegnet det som det største bedrag at føre et godtroende menneske bag lyset ved at lyve for ham. Derfor bør vi afholde os fra løgn og beskytte os mod Allahs vrede. (۱۹۰) وَعَنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: لا يَصْلُحُ الْكَذِبُ فِي جَدٌ وَلَا هَزْلٍ، وَلَا أَنْ يُوْعَدَ أَحَدُكُمْ وَلَدَهُ شَيْئًا ، ثُمَّ لَا يُنْجِزُهُ لَهُ (الأدب المفرد)
(190) “Hazrat Abdullah ibn Masud (r.a.) sagde: ‘Løgn er under ingen omstændigheder passende, hverken for sjov eller for at prale. Og I må ikke love jeres børn noget, som I ikke kan opfylde for dem.’” (Al-Adab al-Mufrad)

Forklaring: Folk anser almindeligvis ikke det for forkasteligt at narre børn eller lyve over for dem. Men i hadithen har den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) betegnet det som en synd at lyve over for børn, narre dem og love dem noget uden at give dem det. For dette skaber en negativ reaktion i børnenes sind over for deres forældre.

Ghibah

(۱۹۱) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: أَتَدْرُونَ مَا الْغِيبَةُ؟ قَالُوا : اللَّهُ وَرَسُولُهُ أَعْلَمُ، قَالَ: ذِكْرُكَ أَخَاكَ بِمَا يَكْرَهُ، قِيلَ أَفَرَأَيْتَ إِنْ كَانَ فِي أَخِي مَا أَقُولُ؟ قَالَ: إِنْ كَانَ فِيهِ مَا تَقُولُ فَقَدِ اغْتَبْتَهُ، وَإِنْ لَمْ يَكُنْ فِيهِ فَقَدْ بَهَتَّهُ
(مسلم)

(191) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) en dag sagde: Ved I, hvad ghibah er? Sahabaerne svarede: Allah og Hans Sendebud ved det bedst. (Dette var en ydmyg formulering, som de ædle sahabaer brugte for at tilkendegive deres uvidenhed over for Sendebudet.) Den ærede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Ghibah er, at du omtaler din muslimske bror (i hans fravær) på en sådan måde, at han ville blive utilfreds, hvis han hørte det. Derefter blev den ærede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgt: Allahs Profet, hvad nu hvis det, jeg siger, faktisk findes hos min bror? Vil det også være ghibah? Den ærede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: Hvis det, du siger, findes hos ham, er det ghibah. Hvis det ikke findes hos ham, er det buhtan.” (Muslim)

Forklaring: Hvis nogen spreder oplysninger om en muslims fejl i samfundet med det formål at nedværdige ham i folks øjne, er det ghibah, og ghibah er ifølge sharia en alvorlig synd. I Den Ædle Koran sammenlignes den, der begår ghibah, med en, der spiser et dødt menneskes kød. Men det er ikke ghibah at fortælle det til en overordnet ansvarlig person med henblik på at få ham rettet. På samme måde er det heller ikke ghibah at gøre folk opmærksomme på en persons fejl og mangler, hvis han åbent er ulydig mod Allah og begår uret og overgreb mod mennesker, for at advare dem mod ham. Det er derimod en nødvendig handling.

(۱۹۲) وَعَنْ أَبِي سَعْيْدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْغِيبَةُ أَشَدُّ مِنَ الزِّنَا، قَالُوا : يَا رَسُولَ اللهِ وَكَيْفَ الْغِيبَةُ أَشَدُّ مِنَ الزِّنَا؟ قَالَ: إِنَّ الرَّجُلَ لَيَزْنِي فَيَتُوبُ اللَّهُ عَلَيْهِ، وَإِنَّ صَاحِبَ الْغِيبَةِ لَا يُغْفَرُ حَتَّى يَغْفِرَهَا لَهُ صَاحِبُهُ
(بيهقي – مشكوة)

(192) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), at Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Ghibah er alvorligere end utugt? Sahabaerne sagde: Allahs Sendebud, hvordan kan ghibah være alvorligere end utugt? Den ærede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når en person har begået utugt og derefter angrer, accepterer Allah hans anger. Men Allah tilgiver ikke den, der begår ghibah, medmindre den person, som der er begået ghibah imod, tilgiver ham.” (Bayhaqi, Mishkat)

Sladder

(۱۹۳) وَعَنْ أَنَسِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ مِنْ كَفَّارَةِ الْغِيبَةِ أَنْ تَسْتَغْفِرَ لِمَنِ اغْتَبْتَهُ، تَقُولُ: اللَّهُمَّ اغْفِرْ لَنَا وَلَهُ
(بيهقي – مشكوة)

(193) »Det er blevet overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Soningen for bagtalelse er, at du beder om tilgivelse for den, som du har bagtalt. I din bøn skal du sige: O Allah, tilgiv mine og hans synder.«
(Bayhaqi, Mishkat)

Forklaring: Hvis den person, der er blevet bagtalt, stadig er i live, skal man bede ham eller hende om tilgivelse. Hvis personen ikke længere er i live, skal man bede Allah om tilgivelse for synden.

(١٩٤) وَعَنْ حُذَيْفَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : لَا يَدْخُلُ الْجَنَّةَ نَمَّامٌ
(بخاري – مسلم)

(194) »Det er blevet overleveret fra Hazrat Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham), at den Ædle Profet sagde: En, der spreder sladder, vil ikke kunne træde ind i Paradiset.« (fred være med ham)
(Bukhari, Muslim)

(١٩٥) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ: نَهَى رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنِ النَّمِيمَةِ، وَنَهَى عَنِ الْغِيْبَةِ، وَعَنِ الاسْتِمَاعِ إِلَى الْغَيْبَةِ

(195) »Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: Den Ædle Profet (fred være med ham) forbød at sprede sladder; på samme måde forbød han også folk at bagtale og at lytte til bagtalelse.«

Forklaring: At sprede sladder betyder at viderebringe den enes ord til den anden, så der opstår fjendskab mellem dem, og så der opstår strid. De fleste stridigheder og uroligheder i samfundet opstår netop på grund af sladder eller intrigante ord. Ifølge islam er dette en alvorlig synd. For i det ideelle og fredelige samfund, som islam ønsker, er en sladders eksistens utænkelig. Derfor har Allahs Sendebud (fred være med ham) befalet muslimerne at holde sig fra denne afskyelige synd og har også advaret om, at en, der spreder sladder, ikke vil kunne træde ind i Allahs Paradis.

(١٩٦) وَعَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ: مَرَّ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى قَبْرَيْنِ، فَقَالَ: إِنَّهُمَا يُعَذِّبَانِ، وَمَا يُعَذِّبَانِ فِي كَبِيرٍ، أَمَّا أَحَدُهُمَا يَمْشِي بِالنَّمِيمَةِ، وَأَمَّا الْآخَرُ فَكَانَ لَا يَسْتَنْزِهُ مِنَ الْبَوْلِ (بخاري)

(196) ”Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med dem) berettede, at Allahs Profet (fred og velsignelser være med ham) en dag gik forbi to grave og sagde: ’De to, der ligger i disse grave, bliver straffet. De straffes ikke for noget, som det var umuligt for dem at afholde sig fra, men det var meget alvorligt med hensyn til deres forseelser. Den ene af disse to gik omkring og bragte sladder videre (talte ondt og skadeligt), mens den anden ikke rensede sig ordentligt efter at have ladet vandet.’ (Bukhari)

Hovmod

(۱۹۷) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا يَدْخُلُ الْجَنَّةَ مَنْ كَانَ فِي قَلْبِهِ مِثْقَالَ ذَرَّةٍ مِنْ كِبْرٍ، فَقَالَ

رَجُلٌ: إِنَّ الرَّجُلَ يُحِبُّ تَوْبَهُ حَسَنًا وَنَعْلَهُ حَسَنَةً، قَالَ: إِنَّ اللَّهَ جَمِيلٌ يُحِبُّ الْجَمَالَ، الْكِبْرُ بَطَرُ الْحَقِّ وَغَمْطُ النَّاسِ (مسلم)

(197) ”Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) berettettede, at den ærede Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde: ’Den, der har blot et gran af hovmod i sit hjerte, vil ikke komme i Paradiset.’ En mand spurgte: ’Ærede herre, hvad nu hvis en person kan lide, at hans klæder og sko er fine? (Er det også hovmod?)’ Den ærede Profet (fred og velsignelser være med ham) svarede: ’Allah er sandelig smuk, og Han elsker skønhed. Hovmod består i virkeligheden i at være ligeglad med at tjene Allah og at ringeagte mennesker.’ (Bukhari)

Forklaring: Blandt de karakterbrister, der gør mennesket umenneskeligt, er selvglæde eller hovmod en af de vigtigste. Ud over at være afhængigt af Skaberen er mennesket på jorden hele tiden afhængigt af andre. Derfor sømmer det sig på ingen måde for den, der konstant er afhængig af eller har behov for andre, at være selvglad eller hovmodig. Hazrat Luqman (fred være med ham) udtrykte på smuk vis, da han rådede sin søn, at den hovmodige bliver berøvet Allahs barmhjertighed. I den hellige Koran beskriver Allah dette således i sura Luqman:

وَلَا تُصَعِّرْ خَدَّكَ لِلنَّاسِ وَلَا تَمْشِ فِي الْأَرْضِ مَرَحًا إِنَّ اللَّهَ لَا يُحِبُّ كُلَّ مُخْتَالٍ فَخُورٍ (سورة لقمان: ۱۸)

“(Min kære søn,) gør ikke dit ansigt alvorligt over for nogen. (Sådan som arrogante mennesker ser ud, når de taler med nogen.) Og gå ikke hovmodigt på jorden. For Allah elsker ikke nogen hovmodig og pralende.” (Sura Luqman: 18)

I den ovenfor nævnte hadith har Allahs Profet også på smuk vis forklaret forskellen mellem hovmod og sans for renlighed. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde, at det ikke er hovmod, at en person er ren og velsoigneret eller bærer smukke og gode sko og lignende. Hovmod er derimod en sindstilstand, som får den hovmodige til at anse sig selv for bedre og andre for ringere. Renhed eller sans for renlighed er ikke hovmod. For Allah er selv ren, og Han elsker renhed.

(۱۹۸)
وَعَنْ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا كُلِّ مَا شئْتَ، وَالْبَسُ مَا شِئْتَ، مَا أَخْطَأَتْكَ اثْنَتَانِ سَرَفٌ وَ مَخِيلَةٌ (بخاري)

(198) “Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Afhold dig fra overdrevent forbrug og hovmod, så må du spise hvilken som helst mad (blandt den tilladte mad) og iføre dig hvilket som helst tøj (blandt den tilladte beklædning).” (Bukhari)

Misundelse (hasad)

(۱۹۹) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِيَّاكُمْ وَالْحَسَدَ ، فَإِنَّ الْحَسَدَ يَأْكُلُ الْحَسَنَاتِ كَمَا تَأْكُلُ النَّارُ الْحَطَبَ (أبو داود)

(199) “Det er overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Vogt jer i sandhed mod misundelse. For ligesom ilden brænder træ og fortærer det til aske, ødelægger misundelse på samme måde menneskets gode gerninger.” (Abu Dawud)
Forklaring: At ønske, at andres velsignelser går til grunde, kaldes misundelse. I samfundet ser man nogle mennesker, som ved at se andres velstand, dygtighed, position og rigdom føler en voldsom indre smerte og i deres hjerte ønsker, at disse skal gå til grunde. Det er ikke forkasteligt selv at stræbe efter at opnå tilsvarende velsignelser. Det kan ikke kaldes hasad eller misundelse.

Tvedobbelthed

(۲۰۰)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: تَجِدُونَ شَرَّ النَّاسِ يَوْمَ الْقِيَامَةِ عِنْدَ اللَّهِ ذَا الْوَجْهَيْنِ الَّذِي يَأْتِي هَؤُلَاءِ يوَجْهِ وَهَؤُلاءِ يوجه (بخاري – مسلم)

(200) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde: På opstandelsens dag vil I finde den tvesindede person i den mest usle tilstand. I denne verden har han vist sig på én måde over for den ene og på en anden måde over for den anden.« (Bukhari, Muslim)

(۲۰۱)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : إِيَّاكُمْ وَسُوءَ ذَاتِ الْبَيْنِ فَإِنَّهَا الْحَالِقَةُ
(ترمذی)

(201) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde: Vogt jer for at skabe strid og splid mellem to personer. For som følge heraf vil jeres religion blive ødelagt.« (Tirmidhi)

(۲۰۲)
وَعَنْ أَبِي بَكْرِ الصِّدِّيقِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَلْعُونٌ مِنْ ضَارَّ مُؤْمِنًا أَوْ مَكَرَ بِهِ (ترمذي)

(202) »Det er berettet fra Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der skader en muslim eller bedrager ham, er forbandet.« (Tirmidhi)

Kapitel 7: Moralske egenskaber

Behovet for moralsk karakter

وَإِنَّكَ لَعَلَى خُلُقٍ عَظِيمٍ

“O Profet, sandelig, du besidder en meget ophøjet moralsk karakter.” (Al-Qalam 4)

(۲۰۳) وَعَنْ مَالِكٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّهُ قَدْ بَلَغَهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ : بُعِثْتُ لِأُتِمَّ مَكَارِمَ الأخلاق (موطأ إمام مالك)

(203) »Det er overleveret fra Imam Malik, at det nåede ham, at den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde: Jeg er blevet sendt for at bringe menneskets moralske egenskaber til fuldkommenhed.« (Al-Muwatta af Imam Malik)

Forklaring: Blandt de opgaver for Sendebudet, som er nævnt i Koranen, er tazkiyah en af de vigtigste og mest centrale. Det vil sige, at Profeten (fred være med ham) vil befri sine følgere fra uretfærdighedens, urenhedens og karakterløshedens sump og føre dem til et højt niveau af moralsk forædling. I den nævnte hadith har Profeten (fred være med ham) henvist til dette, idet han sagde, at han netop var blevet sendt for at fuldkommengøre den moralske karakter.

(٢٠٤) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: إِنَّ الْمُؤْمِنَ لَيُدْرِكُ بِحُسْنِ خُلُقِهِ دَرَجَةً قَائِمِ اللَّيْلِ وَصَّائِمِ النَّهَارِ
(أبو داود)

(204) »Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Jeg hørte Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sige: Sandelig, kan en troende gennem sin gode karakter opnå samme rang som de gudfrygtige, der tilbringer hele natten i bøn og faster hele året.« (Abu Dawud)

Forklaring: Når en troende med god karakter har opfyldt de obligatoriske og uomgængelige pligter, som shariaen har pålagt ham, vil han gennem sin gode karakter modtage den største belønning for frivillige handlinger.

(٢٠٥) وَعَنْ مُعَاذِ بْنِ جَبَلٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: آخِرُ مَا أَوْصَانِي بِهِ رَسُولُ اللَّهِ حِينَ وَضَعْتُ رِجْلِي فِي الْغَرْزِ أَنْ قَالَ: أَحْسِنْ خُلُقَكَ لِلنَّاسِ (موطأ إمام مالك)

(২০৫) “Hazrat Muadh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Da jeg blev sendt til Yemen som hersker, gav Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) mig sin sidste rådgivning, mens han stod med foden i stigbøjlen: »O Muadh, vis folk det bedste eksempel på din karakter.«
(Muwatta af Imam Malik)

(٢٠٦) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ مِنْ خِيَارِكُمْ أَحْسَنُكُمْ أَخْلَاقًا (بخاري – مسلم)

(২০৬) “Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham), at den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den bedste blandt jer er den, der har den bedste karakter.” (Bukhari, Muslim)

(۲۰۷)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ مِنْ أَحَبِّكُمْ إِلَيَّ أَحْسَنُكُمْ أَخْلَاقًا (بخاري)

(২০৭) “Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den af jer, der har den bedste karakter, er den, jeg holder mest af.” (Bukhari)

(۲۰۸)
وَعَنِ النَّوَّاسِ بْنِ سَمْعَانَ قَالَ: سَأَلْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنِ الْبَرِّ وَالإِثْمِ، فَقَالَ: الْبِرُّ حُسْنُ الْخُلُقِ وَالإِثْمُ مَا حَاكَ فِي صَدْرِكَ وَكَرِهْتَ أَنْ يَطْلِعَ عَلَيْهِ النَّاسُ (مسلم)

(২০৮) “Hazrat Nawwas ibn Sam’an (må Allah være tilfreds med ham) beretter: En dag spurgte jeg Allahs Profet om synd og dyd (hvad de var). Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: God karakter er dyd. Og den handling, der skaber uro i dit hjerte, og som du ikke ønsker, at folk skal kende til, er synd.” (Muslim)

Hayā (blufærdighed)

(۲۰۹) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَرَّ عَلَى رَجُلٍ مِنَ الْأَنْصَارِ وَهُوَ يَعِظُ أَخَاهُ فِي الْحَيَاءِ، فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : دَعْهُ فَإِنَّ الْحَيَاءَ مِنَ الْإِيمَانِ
(بخاري – مسلم)

(209) “Det er berettet fra Ḥazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med dem begge), at Profeten, den ædle (må Allahs fred og velsignelser være med ham), en dag gik forbi en anṣārisk ledsager, som irettesatte sin bror på grund af hans overdrevne blufærdighed. Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Lad ham være. For hayā (blufærdighed) er en del af troen.” (al-Bukhari, Muslim)

Forklaring: Hayā er den indre tilbageholdenhed, man føler, når man ser uanstændige, upassende og uretfærdige handlinger. Ifølge hadithens ordlyd er hayā en af troens vigtigste grene. Derfor må enhver troende være ærbar, det vil sige besidde egenskaben hayā. Det er således ikke passende at irettesætte nogen for hans blufærdighed.

(۲۱۰) وَعَنْ عِمْرَانَ بْنَ حُصَيْنٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْحَيَاءُ لَا يَأْتِي إِلَّا بِخَيْرٍ، وَفِي رِوَايَةِ الْحَيَاءُ خَيْرٌ كُلُّهُ
(بخاري – مسلم)

(210) “Det er berettet fra Ḥazrat ʿImrān ibn Ḥusayn (må Allah være tilfreds med ham), at Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Blufærdighed bringer kun godhed. Ifølge en anden overlevering er alt ved blufærdighed godt.” (al-Bukhari, Muslim)

(۲۱۱)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْحَيَاءُ مِنَ الإِيمَانِ، وَالْإِيمَانُ فِي الْجَنَّةِ، وَالْبَذَاءُ مِنَ الْجَفَاءِ، وَالْجَفَاءُ فِي النَّارِ (أحمد – ترمذي)

(211) “Det er berettet fra Ḥazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Guds Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Blufærdighed er en del af troen, og den troende vil komme i Paradiset. Skamløshed er derimod synd, og synderen vil komme i Helvede.” (Aḥmad, at-Tirmidhi)

At udvise tålmodighed i vrede

(۲۱۲)
وَعَنِ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَا تَجَرَّعَ عَبْدٌ جَرْعَةً

أَفْضَلَ عِنْدَ اللهِ عَزَّ وَجَلَّ مِنْ جَرْعَةِ غَيْلٍ، يَكْظِمُهَا ابْتِغَاءَ وَجْهِ اللَّهِ تَعَالَى (أحمد)

(212) “Det er blevet berettet fra Ibn Umar (ra.), at Den Ædle Profet (s.) sagde: Blandt de ting, som mennesket sluger, er den vrede, som det sluger for at behage Allah, den bedste i Allahs øjne.” (Ahmad)

Forklaring: At dæmpe sin vrede, tilgive mennesker og udvise tålmodighed for at opnå Allahs tilfredshed er en ædel egenskab. Allah har selv sagt i Koranen:

وَالْكَاظِمِينَ الْغَيْظَ وَالْعَافِينَ عَنِ النَّاسِ وَاللَّهُ يُحِبُّ الْمُحْسِنِينَ (آل عمران: (١٣٤)

“De, der dæmper deres vrede og tilgiver mennesker, dem elsker Allah, som er gode i deres handlinger.” (Al-i Imran, 134)

(۲۱۳)
وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَجُلًا قَالَ لِلنَّبِيِّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَوْصِنِي قَالَ: لَا تَغْضَبْ فَرَدَّدَ ذَالِكَ مِرَارًا ، قَالَ : لَا تَغْضَبْ (بخاري)

(213) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at en mand en dag henvendte sig til den Ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: ‘O Allahs Sendebud, giv mig et råd.’ Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Bliv ikke vred.’ Manden gentog det samme spørgsmål flere gange, og Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) svarede ham hver gang: ‘Bliv ikke vred.'” (Bukhari)

(٢١٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَة رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَيْسَ الشَّدِيدُ بالصَّرْعَةِ إِنَّمَا الشَّدِيدُ الَّذِي يَمْلِكُ نَفْسَهُ عِنْدَ الْغَضَبِ
(بخاري – مسلم)

(214) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Den, der besejrer folk i brydning, er ikke den modige; den virkelig modige er derimod den, der kan beherske sig selv i vredens øjeblik.'” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Det betyder ikke, at en muslim aldrig bliver vred. Men når han bliver vred, må han ikke miste sin sunde fornuft og miste kontrollen over sig selv. Tværtimod er det Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) undervisning, at han skal kunne beherske sig selv selv i den største vrede.

Beskyttelse af tungen og kønsdelene

(٢١٥) وَعَنْ سَهْلِ بْنِ سَعْدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَنْ يَضْمَنْ لِي مَا بَيْنَ شَفَتَيْهِ وَمَا بَيْنَ فَحْذَيْهِ أَصْمَنْ لَهُ الْجَنَّةَ (بخاري)

(215) “Det er berettet fra Hazrat Sahl ibn Sa’d (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Den, der kan garantere mig, at han vil beskytte sin tunge og sine kønsdele (deres renhed), ham kan jeg garantere Paradiset.'” (Bukhari)

Forklaring: Inde i menneskekroppen er de to ovennævnte organer så svage, at sandsynligheden for Satans angreb er størst fra dem. Derfor har Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) garanteret Paradiset til den troende, der overvinder Satan og bevarer disse to organers renhed.

Vigtigheden af uddannelse (ilm)

(٢١٦) وَعَنْ مُعَاوِيَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ يُرِدِ اللَّهُ بِهِ خَيْرًا يُفَقِّهُهُ في الدِّينِ (بخاري – مسلم)

(216) “Det er berettet fra Hadrat Muʿāwiya (ra), at Allahs Sendebud (s) sagde: Den, hvis vel Allah ønsker, giver Han viden om religionen.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Menneskets vel i det hinsidige afhænger af, at det forstår Allahs religion korrekt, erkender den og handler efter den på rette vis. Den, som lærer Allahs religion at kende og forstår den med dens indre formål, vil kunne praktisere religionen korrekt. Derfor giver Han viden om religionen til den, hvis vel Allah ønsker.

(۲۱۷)
عَنْ أَنَسِ بْنِ مَالِكٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ
رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: طَلَبُ الْعِلْمِ فَرِيضَةٌ عَلَى كُلِّ مُسْلِمٍ (ابن ماجه)

(217) “Det er berettet fra Hadrat Anas (ra), at Den Ædle Profet (s) sagde: Det er en pligt for enhver muslimsk mand og kvinde at tilegne sig ilm.” (Ibn Majah)

(۲۱۸) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهِ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ سَلَكَ طَرِيقًا يَلْتَمِسُ فِيهِ عِلْمًا سَهَّلَ اللَّهُ لَهُ بِهِ طَرِيقًا إِلَى الْجَنَّةِ، وَمَا اجْتَمَعَ قَوْمٌ فِي بَيْتِ مِنْ بُيُوتِ اللَّهِ يَتْلُونَ كِتَابَ اللَّهِ وَيَتَدَارَسُونَهُ بَيْنَهُمْ إِلَّا نَزَلَتْ عَلَيْهِمُ السَّكِينَةُ وَغَشِيَتْهُمُ الرَّحْمَةُ وَحَفْتْهُمُ الْمَلَائِكَةُ وَذَكَرَهُمُ اللَّهُ فِيْمَنْ عِنْدَهُ وَمَنْ بَطْأَ بِهِ عَمَلُهُ لَمْ يُسْرِعْ بِهِ نَسَبُهُ
(مسلم – أبو داود – ترمذي)

(218) “Det er berettet fra Hadrat Abu Huraira (ra), at Den Ædle Profet (s) sagde: Den, som begiver sig af sted for at tilegne sig ilm, vil Allah gøre vejen til Paradiset let for. Og når en gruppe mennesker samles i Allahs hus, reciterer Allahs Bog og fører lærerige samtaler om den, da nedsendes en stor fred over dem fra Allah, Hans barmhjertighed omslutter dem, og Han omtaler dem i englenes forsamling. Og den, hvis handlinger holder ham tilbage, kan hans slægtsstolthed ikke bringe fremad.” (Det vil sige, at formålet med at tilegne sig ilm er at handle i overensstemmelse med ilm. Den, som ikke handler, kan derfor ikke nå frem til Allah gennem sin ilm eller sin anseelse på grund af sin slægt.)

(Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi)

(۲۱۹) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَرَّ بِمَجْلِسَيْنِ فِي مَسْجِدِهِ فَقَالَ: كِلَاهُمَا عَلَى خَيْرٍ، وَأَحَدُهُمَا أَفْضَلُ مِنْ صَاحِيهِ، أَمَّا هَؤُلَاءِ فَيَدْعُونَ اللَّهَ وَيُرَغْبُونَ إِلَيْهِ فَإِنْ شَاءَ أَعْطَاهُمْ وَإِنْ شَاءَ مَنَعَهُمْ، وَأَمَّا هَؤُلَاءِ فَيَتَعَلَّمُونَ الْعِلْمَ وَيُعَلِّمُونَ الْجَاهِلَ فَهُمْ أَفْضَلُ، وَإِنَّمَا بُعِثْتُ مُعَلِّمًا
ثُمَّ جَلَسَ مَعَهُمْ (مشكوة)

(219) “Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Amr (ra), at Allahs Profet en dag kom til Profetens Moské og så to grupper. (Den ene gruppe beskæftigede sig med studiet af ilm, mens den anden gruppe var optaget af Allahs dhikr og du’a.) Profeten (s) sagde: Begge grupper er beskæftiget med gode handlinger. Den ene gruppe er optaget af Allahs dhikr og du’a. Hvis Allah vil, kan Han give dem det, de ønsker, og hvis Han vil, kan Han undlade at give dem det. Den anden gruppe studerer ilm og underviser de uvidende. Derfor er denne gruppe bedre, for jeg er også blevet sendt som lærer. Efter at have sagt dette satte Profeten (s) sig sammen med den anden gruppe.” (Mishkat)

(۲۲۰) وَعَنْ أَبِي أُمَامَةَ الْبَاهِلِيِّ قَالَ ذُكِرَ لِرَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ رَجُلَانِ أَحَدُهُمَا عَابِدٌ وَالْآخَرُ عَالِمٌ، فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: فَضْلُ الْعَالِمِ عَلَى الْعَابِدِ كَفَضْلِي عَلَى أَدْنَاكُمْ، ثُمَّ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ اللَّهَ وَمَلَائِكَتَهُ وَأَهْلَ السَّمَوَاتِ وَالْأَرْضِ حَتَّى النَّمْلَةَ فِي جُحْرِهَا وَحَتَّى الْحُوتَ لَيُصَلُّونَ عَلَى مُعَلِّمِ النَّاسِ الْخَيْرَ
(ترمذي – دارمي)

(220) “Det er berettet fra Hazrat Abu Umama (ra), at der en dag blev talt med Den Ædle Profet (s) om to personer, hvoraf den ene var en from tilbeder, og den anden var en lærd. (Der blev med andre ord spurgt, hvem af de to der havde den højeste rang.) Profeten (s) sagde: Den lærde har samme forrang frem for den fromme tilbeder, som jeg har frem for den almindelige muslim blandt jer. Derefter sagde Profeten (s): Allah Selv, englene og himlenes og jordens beboere, ja, selv myrerne under jorden og fiskene i vandet, beder for den person, som lærer folk nyttig ilm.” (Tirmidhi, Darimi)

Påbud om det rette og forbud mod det forkastelige

(At påbyde gode handlinger og afholde fra onde handlinger)

وَلْتَكُنْ مِنْكُمْ أُمَّةٌ يَدْعُونَ إِلَى الْخَيْرِ وَيَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَيَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَأُولَئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ
آل عمران: (١٠٤)

“Der skal nødvendigvis være en gruppe blandt jer, som kalder mennesker til fromhed og godhed, påbyder dem at gøre det gode og retfærdige og forbyder dem at gøre det onde. Det er dem, der vil lykkes.” (Al Imran: 104)

(۲۲۱)
وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَمَّا وَقَعَتْ بَنُو إِسْرَائِيلَ فِي الْمَعَاصِي نَهَتْهُمْ عُلَمَاؤُهُمْ فَلَمْ يَنْتَهُوا ، فَجَالَسُوهُمْ فِي مَجَالِسِهِمْ وَأَكَلُوهُمْ وَشَارَبُوهُمْ، فَضَرَبَ اللَّهُ قُلُوبَ بَعْضِهِمْ عَلَى بَعْضٍ وَلَعَنَهُمْ عَلَى لِسَانِ دَاوُدَ وَعِيسَى ابْنِ مَرْيَمَ ذَالِكَ بِمَا عَصَوْا وَكَانُوا

يَعْتَدُونَ، قَالَ: فَجَلَسَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ، وَكَانَ مُتَّكِنًا، فَقَالَ: لَا وَالَّذِي نَفْسِي بِيَدِهِ لَتَأْمُرُنَّ بِالْمَعْرُوفِ وَلَتَنْهَوُنَّ عَنِ الْمُنْكَرِ وَلَتَأْخُذُنَّ عَلَى يَدَيِ الظَّالِمِ وَلَتَأْطِرُنَّهُ عَلَى الْحَقِّ أَطْرًا، أَوْ لَيَضْرِبَنَّ اللَّهُ بِقُلُوبِ بَعْضِكُمْ عَلَى بَعْضٍ ثُمَّ لَيَلْعَنَنَّكُمْ كَمَا لَعَنَهُمْ (بيهقي – مشكوة)

(221) “Det er berettet fra Hazrat Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Da Israels folk hengav sig til syndige handlinger, forbød deres lærde dem at gøre det. Men de tog ikke imod deres formaninger. Derefter fortsatte deres lærde med at spise, drikke og omgås dem uden at bryde forbindelsen med dem. Derfor gjorde Allah de to gruppers tilstand ens. (Det vil sige, at også de lærdes hjerter blev urene og besmittede ligesom syndernes hjerter.) Og på grund af deres syndige handlinger og overtrædelser forbandede Allah dem gennem Hazrat Dawud (fred være med ham) og Hazrat Isa ibn Maryam (fred være med ham). Den ledsager, der berettede dette, siger, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) indtil dette tidspunkt havde talt, mens han sad tilbagelænet. Pludselig satte han sig ret op på grund af ordenes alvor og sagde: Nej, I må ikke blive som Israels børn. Jeg sværger ved Allah, i hvis hånd min sjæl er: I skal bestemt påbyde det gode og forhindre folk i at gøre det onde. Hvis I ikke gør det, vil også jeres hjerter blive som syndernes hjerter, og derefter vil I ligesom Israels folk blive forvandlet til en forbandet nation.” (Bayhaqi, Mishkat)

Forklaring: Den nævnte hadith instruerer muslimernes indflydelsesrige lærde og lederne af den islamiske stat i at bruge deres sociale og statslige indflydelse til at forhindre de uretfærdige i deres handlinger, udrydde undertrykkelse og uretfærdighed fra samfundet og indføre retfærdighed og rimelighed. Hadithens beretning antyder indirekte, at det i egentlig forstand ikke er muligt for mennesker uden magt at praktisere “amr bil ma’ruf nahi anil munkar”. For de har ikke magt til at modstå de uretfærdige; de kan kun prædike mundtligt, og selv det kun i det omfang, den uretfærdige regering og indflydelsesrige ledere tillader det. At statslig regeringsmagt er nødvendig for at praktisere amr bil ma’ruf i egentlig forstand, kan forstås ud fra følgende vers, der er nævnt i Koranen.

الَّذِينَ إِنْ مَكَنَّاهُمْ فِي الْأَرْضِ أَقَامُوا الصَّلاةَ وَآتَوُا الزَّكَاةَ وَأَمَرُوْا بِالْمَعْرُوْفِ وَنَهَوْا عَنِ الْمُنْكَرِ وَلِلَّهِ عَاقِبَةُ الأُمُورِ (سورة الحج: (٤١)

“Hvis Jeg etablerer dem (muslimerne) i regeringsmagten i en del af landet, vil de dér oprette bønnen, indføre ordningen med zakat, påbyde det gode og forhindre folk i at gøre det onde. Og udfaldet af enhver sag ligger hos Allah.” (Sura al-Hajj: 41)

(۲۲۲)
وَعَنِ نُعْمَانَ بْنِ بَشِيرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَثَلُ الْمُدْهِنِ فِي حُدُودِ اللَّهِ وَالْوَاقِعِ فِيهَا مَثَلُ قَوْمٍ اسْتَهَمُوا سَفِينَةً فَصَارَ بَعْضُهُمْ فِي أَسْفَلِهَا بَعْضُهُمْ فِي أَعْلَاهَا فَكَانَ الَّذِي فِي أَسْفَلِهَا يَمُرُّ بِالْمَاءِ عَلَى الَّذِينَ فِي أَعْلَاهَا فَتَأَذَوْا بِهِ فَأَخَذَ فَأْسًا فَجَعَلَ يَنْقُرُ أَسْفَلَ السَّفِينَةِ فَأَتَوْهُ فَقَالُوا مَا لَكَ قَالَ تَأَذَّيْتُمْ بِي، وَلَا بُدَّ لِي مِنَ الْمَاءِ فَإِنْ أَخَذُوا عَلَى يَدَيْهِ أَنْجَوْهُ وَنَجَّوْا أَنْفُسَهُمْ وَإِنْ تَرَكُوهُ أَهْلَكُوهُ، وَأَهْلَكُوا أَنْفُسَهُمْ (بخاري)

(222) “Det er berettet fra Hazrat Nu’man ibn Bashir (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Den ædle Profet (fred være med ham) har sagt: Situationen for den, der er optaget af ulydighed mod Allah, og den, der ser det uden at sige noget (men vender blikket bort), er som situationen for en gruppe mennesker, der er gået om bord på et skib. Nogle af dem befandt sig på det øverste dæk, og andre på det nederste dæk (ligesom mennesker befinder sig på et skib eller en færge med to etager). Folkene på det nederste dæk begyndte derfor at gå op for at hente vand, og det gjorde folkene på det øverste dæk urolige. Til sidst besluttede folkene på det nederste dæk (i desperation) at tage en økse og lave et hul i skibets bund (så de kunne hente vand fra floden og opfylde deres behov). Folkene på det øverste dæk opdagede det, kom ned og sagde til dem: Hvorfor gør I dette selvdestruktive? De svarede: Vi har brug for vand, men I bryder jer ikke om, at vi går op til jer (for at hente vand). Hvis folkene på det øverste dæk i denne situation holder dem i hånden og forhindrer dem i denne selvdestruktive handling, vil begge grupper blive reddet. Men hvis de ikke gør det, vil begge grupper drukne. Det vil sige, at selv om folkene på det øverste dæk ikke deltog i at lave hul i skibet, vil de heller ikke blive reddet fra druknedøden, ligesom folkene på det nederste dæk, der lavede hullet, ikke bliver det. På samme måde kan de, som ikke deltager i syndige handlinger, ikke undslippe den straf, der rammer samfundet på grund af udbredelsen af synd, hvis de ikke forsøger at forhindre synderne i at begå syndige handlinger.” (Bukhari)

(۲۲۳) وَعَنِ أَبِي سَعِيدِنِ الْخُدْرِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنْ رَائَ مِنْكُمْ مُنْكَرًا فَلْيُغَيِّرْهُ بِيَدِهِ فَإِنْ لَمْ يَسْتَطِعْ فَبِلِسَانِهِ فَإِنْ لَمْ يَسْتَطِعْ فَبِقَلْبِهِ ذَالِكَ أَضْعَفُ الإِيْمَانِ (مسلم)

(223) “Det er berettet fra Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (fred være med ham) sagde: Hvis nogen af jer ser en forkert handling blive begået, skal han forhindre den med sin hånd. Hvis han ikke har magt til det, skal han forbyde den med ord. Hvis han heller ikke er i stand til at forbyde den med ord, skal han ønske dens forandring i sit hjerte. At ønske forandring i sit hjerte er det svageste tegn på tro.” (Muslim)

Forklaring: Den nævnte hadith foreskriver tre metoder, som skal anvendes alt efter situationen, for at forhindre mennesker i synd og forkastelige handlinger. Hvis de, foran hvem synden begås, er magtfulde personer, såsom en hersker, en partileder, overhovedet for et samfund eller en familie eller en indflydelsesrig leder, skal de bruge magt for at forhindre ham i denne synd. Hvis de ikke har mulighed for at bruge magt – for eksempel hvis den, der begår synden, besidder statsmagt eller er en indflydelsesrig leder – skal de protestere mundtligt. Hvis de heller ikke har mulighed for at protestere mundtligt, skal de i deres hjerte ønske, at den syndige handling ophører. Hazrat (fred være med ham) sagde, at det at benytte den sidste fremgangsmåde er et tegn på svag tro.

(٢٢٤) وَعَنْ حُذَيْفَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ النَبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: وَالَّذِي نَفْسِي بِيَدِهِ لَتَأْمُرُنَّ بِالْمَعْرُوفِ وَلَتَنْهَوُنَّ عَنِ الْمُنْكَرِ أَوْ لَيُوشِكُنَّ اللَّهُ أَنْ يَبْعَثَ . عَلَيْكُمْ عَذَابًا مِنْ عِنْدِهِ ثُمَّ لَتَدْعُونَهُ فَلَا يُسْتَجَابُ لَكُمْ (ترمذي)

(224) »Det er berettet fra Hadrat Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Jeg sværger ved Allah, i hvis hånd mit liv er: I skal bestemt påbyde det gode og forhindre folk i uretfærdighed og syndige handlinger. Ellers vil Allah snart sende sin straf over jer. Derefter vil I blive ved med at bede om at blive befriet fra den, men jeres bønner vil ikke blive antaget. (Tirmidhi)

(٢٢٥) عَنِ جَرِيرٍ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ قَالَ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ مَا مِنْ رَجُلٍ يَكُونُ فِي قَوْمٍ يُعْمَلُ فِيهِمْ بِالْمَعَاصِي يَقْدِرُونَ عَلَى أَنْ يُغَيِّرُوا عَلَيْهِ فَلَا يُغَيِّرُوا إِلَّا أَصَابَهُمُ اللَّهُ بِعَذَابٍ مِنْ قَبْلِ أَنْ يَمُوتُوا
(أبو داؤد)

(225) »Det er berettet fra Hadrat Jarir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg hørte Allahs Profet sige: Når en person i et folk begår en syndig handling, og folkets medlemmer, selv om de har magt til det, ikke forhindrer ham i det, vil Allah, allerede før de dør, påføre dette folk en frygtelig straf.« (Abu Dawud)

Forklaring: I den ovennævnte hadith har Allahs profet mindet om et af muslimens vigtigste sociale ansvar. Når et menneske i det muslimske samfund begår åbenlys synd, er hele samfundets ansvar at forhindre vedkommende i det – uanset hvem i samfundet der begår ulydighed mod Allah, og uanset hvor indflydelsesrig personen er. Vedkommende er tvunget til at bøje sig for hele samfundets modstand, selv hvis han er landets øverste leder. For når hele folket rejser sig i protest mod hans åbenlyse synd, vil han være tvunget til at bøje hovedet for folket. Når samfundet eller nationen derimod glemmer dette hellige ansvar og forholder sig tavs, selv om den ser den syndige frit hengive sig til synd, bliver nationen indirekte medskyldig i denne synd. Derefter sender Allah sin straf over dem.

(٢٢٦) وَعَنْ حُذَيْفَةَ بْنِ الْيَمَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَتَأْمُرُنَّ بِالْمَعْرُوفِ وَلَتَنْهَوُنَّ عَنِ الْمُنْكَرِ، وَلَتَحَاضُنَّ عَلَى الْخَيْرِ أَوْ لَا يَسْتَعَنَّكُمُ اللَّهُ جَمِيعًا بِعَذَابٍ أَوْ لَيُؤْمِرَنَّ عَلَيْكُمْ شِرَارَكُمْ ثُمَّ يَدْعُو خِيَارُكُمْ فَلَا يُسْتَجَابُ لَهُمْ (مسند أحمد)

(226) »Det er overleveret fra Hazrat Hudhayfa ibn al-Yaman (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: I skal bestemt påbyde det gode, forhindre folk i syndige handlinger og opmuntre dem til gavnlige og islamisk tilladte handlinger. Ellers vil Allah udslette jer gennem en altomfattende straf. Eller Han vil udnævne de værste syndere blandt jer til jeres herskere. Derefter vil jeres retskafne mennesker blive ved med at bede, men deres bønner vil ikke blive hørt.« (Musnad Imam Ahmad)

Forklaring: Når de muslimske indbyggere i et land eller et område som helhed vender sig bort fra ansvaret for amr bil ma’ruf og nahi anil munkar, straffer Den Almægtige Allah dem allerede i denne verden med én af følgende to straffe.

Den ene er en omfattende himmelsk straf, såsom oversvømmelser, epidemier, hungersnød, krige og lignende. Den anden er en tyrannisk hersker; det vil sige, at de værste og mest syndige mennesker i samfundet udnævnes til dets herskere, og på grund af deres undertrykkelse og brutale fremfærd henlever hele nationen en pinefuld tilværelse og dør lidt efter lidt. Når denne yderste tilstand indtræffer, accepterer Allah heller ikke bønnerne fra dette samfunds ældre og fromme mennesker.

Forkyndelse uden praksis

(۲۲۷)
وَعَنْ أَنَسِ بْنِ مَالِكٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: رَأَيْتُ لَيْلَةَ أُسْرِيَ بِي رِجَالًا تُقْرَضُ شِفَاهُهُمْ بِمَقَارِيضَ مِنْ نَارٍ، فَقُلْتُ: مَنْ هَؤُلَاءِ يَا جِبْرِيلُ ؟ قَالَ: هَؤُلَاءِ خُطَبَاءُ مِنْ أُمَّتِكَ يَأْمُرُونَ النَّاسَ بِالْبِرِّ وَيَنْسَوْنَ أَنْفُسَهُمْ (مشكوة)

(227) »Det er overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: På natten for Mi’raj så jeg nogle mennesker, hvis læber blev skåret over med ildsakse. Da jeg spurgte Jibril (fred være med ham), sagde han: De er forkynderne blandt din ummah, som formanede andre til at gøre gode gerninger, men som ikke selv praktiserede dem.« (Mishkat)

Nødvendigheden af Jamaat

(۲۲۸)
وَ عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: مَنْ خَرَجَ مِنَ الطَّاعَةِ وَفَارَقَ الْجَمَاعَةَ فَمَاتَ مَاتَ مِيتَةً جَاهِلِيَّةً
(مسلم)

(228) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sige: Den, der afviser lydigheden mod amiren, forlader Jamaat og dør i denne tilstand, dør en jahiliyyah-død.” (Muslim)

Forklaring: En gruppe blandt menneskene, som forener sig gennem et velordnet program for at nå et bestemt mål, kaldes Jamaat. Fire ting er uundværlige for Jamaat: formål, handlingsprogram, ledelse og organisation. Hvis blot én af disse fire ting mangler, er der ikke tale om Jamaat. Derfor kaldes de mennesker, der er samlet på markedspladser og basarer, ikke Jamaat, for ingen af de ovennævnte betingelser findes dér. Derimod kaldes de mennesker, der er samlet på eid-pladsen eller i moskeen til fredagsbøn, Jamaat, fordi alle fire betingelser er til stede dér.

I hadith forstås Jamaat som den islamiske Jamaat. En islamisk Jamaat eller gruppe er en gruppe, der under ledelse af en leder (imam) forener sig med det formål at udbrede og etablere Allahs deen gennem et program, som Allahs Sendebud har godkendt. Allah den Ophøjede har pålagt ummah Muhammadiyyah ansvaret for at udslette batil og etablere deen al-haqq; til dette er organiseret styrke uundværlig. Hverken deen kan etableres eller batil udslettes gennem spredte, adskilte og indbyrdes ukoblede enkeltstående bestræbelser.

Allah den Ophøjede har sagt i Sin hellige, ophøjede Kalam:

كُنْتُمْ خَيْرَ أُمَّةٍ أُخْرِجَتْ لِلنَّاسِ تَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَتَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ (آل عمران : ١٠٤)

“I er den bedste ummah. I er fremstået til gavn for menneskeheden. I skal påbyde det gode og forhindre det onde.” (Al-i Imran 110)

Det skal bemærkes, at Allah har pålagt det muslimske jamaat dette ansvar, ikke den enkelte. For en så stor og vigtig opgave kan ikke udføres ved én persons bestræbelser, uanset hvor vidende, begavet eller magtfuld han måtte være. Selv mennesker med en ren karakter, store dyder og en storslået personlighed som profeternes var ikke i stand til at etablere Allahs religion uden hjælp fra det muslimske ummas jamaat. Derfor er der i hadith lagt så stor vægt på at være en del af jamaat, og det at løsrive sig fra jamaat er blevet betegnet som jahiliyyah.

(۲۲۹)
وَعَنْ مُعَاذِ بْنِ جَبَلٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ الشَّيْطَانَ ذِئْبُ ابْنِ آدَمَ كَذِئْبِ الْغَنَمِ، يَأْخُذُ الشَّاةَ الْقَاصِيَةَ النَّاحِيَةَ، وَإِيَّاكُمْ وَالشِّعَابَ، وَعَلَيْكُمْ بِالْجَمَاعَةِ وَالْعَامَّةَ.
(مسند أحمد)

(229) “Hazrat Muadh ibn Jabal (r.a.) beretter, at Den Ædle Profet (s.a.w.) sagde: Ligesom ulven er fåreflokkens fjende, er Satan menneskenes fjende. Ulven tager det får, der vandrer alene, med sig fra flokken, eller som skiller sig ud fra flokken på jagt efter føde. Pas derfor på, at I ikke begiver jer ad vanskelige bjergstier efter at have forladt gruppen, men hold jer altid samlet sammen med det almindelige folk.” (Ahmad)

Forklaring: I Arabien og de omkringliggende lande ernærer nogle mennesker sig ved at holde husdyr. På græsgange og ved bjergenes fod lader de deres dyr græsse samlet i flokke. Samtidig holder de nøje øje med, at ingen tiger tager et af dyrene med sig. Derfor angriber ingen tiger dyrene i flokken af frygt for hyrdernes våben og de jagthunde, der vogter flokken. Men hvis et dyr uden hyrdernes viden under græsningen kommer væk fra flokken, kommer tigeren straks fra en nærliggende bjerggrotte eller skov og tager det med sig.

Gennem dette eksempel har Allahs Sendebud (s.a.w.) advaret muslimerne om, at ligesom et dyr, der er kommet væk fra flokken, bliver tigerens bytte, bliver en muslim, der forlader jamaat eller står uden for jamaat, ligeledes Satans bytte, uanset hvor stor en muslim han måtte være.

Den eneste årsag til den nød, som muslimerne i dag befinder sig i over hele verden, er deres indbyrdes splittelse og uenighed. Som følge af uenigheden og stridighederne i de muslimske lande i Arabien bliver de i dag ydmyget af den lille jødiske nation. Muslimerne i Turkestan, Usbekistan og Aserbajdsjan, som engang skabte røre over hele verden, er på grund af deres egen uenighed blevet undertrykt under kommunistisk styre. Muslimerne på vores subkontinent spiller nøjagtig den samme rolle. Derfor har muslimerne i dag ikke længere nogen særlig anseelse i verden.

Selv om muslimer i vore dage nogle steder forsøger at samle sig, sker det dog ikke på grundlag af islamisk broderskab, men på grundlag af sprog, race eller område. Dette har Allahs Profet klart betegnet som jahiliyyah,

(۲۳۰)
وَعَنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ اللَّهَ لَا يَجْمَعُ أُمَّتِي أَوْ قَالَ أُمَّةَ مُحَمَّدِرٍ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى ضَلَالَةٍ، وَمَنْ شَدَّ شُدَّ فِي النَّارِ (ترمذي)

(230) “Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah den Ophøjede vil aldrig samle min ummah eller Muhammads (Allahs fred og velsignelser være med ham) ummah om en fejlagtig afgørelse. Allahs barmhjertighed er med jamaat. Den, der derfor løsrive sig fra jamaat, vil falde i Helvede.” (Tirmidhi) Forklaring: I denne hadith giver Allahs Profet det glædelige budskab, at Muhammads (Allahs fred og velsignelser være med ham) sande ummah aldrig kan blive enige om en fejlagtig afgørelse. Det er derfor, at ummahs ijma (den fælles afgørelse) er blevet accepteret som et bevis i sharia.

(۲۳۱)
وَعَنْ أَنَسِ بْنِ مَالِكٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ فَارَقَ الْجَمَاعَةَ شِبْرًا فَقَدْ خَلَعَ رِبْقَةَ الْإِسْلَامِ مِنْ عُنُقِهِ
أحمد – أبو داؤد)

(231) “Det er overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der forlader jamaat og fjerner sig blot en håndsbredde, er som én, der har adskilt sin hals fra Islams reb.” (Ahmad, Abu Dawud)

Forklaring: Profetens ovenstående erklæring beviser netop, at selv om et menneske er nok så gudfrygtigt i sit personlige liv, vil dets liv ifølge Islam være værdiløst, hvis det ikke slutter sig til en jamaat af organiserede muslimer med henblik på at udbrede og etablere Allahs religion.

Her er en bestemt ting, man især bør lægge mærke til. I Profetens levetid blev den jamaat, der blev dannet under Profetens ledelse, kaldt “al-Jamaat”. Det vil sige muslimernes eneste jamaat. På det tidspunkt var det obligatorisk for enhver at slutte sig til denne jamaat, og at stå udenfor var kufr. Efter Profetens bortgang kan der imidlertid blandt hans ummah eksistere flere jamaater under flere personers ledelse. Men deres mål skal være ét og det samme: at udbrede og etablere Allahs religion på den måde, som Profeten har vist. Fællesskabet om mål og hensigt vil derfor gøre disse flere grupper til hinandens hjælpere, ikke til rivaler.

Efter Profetens bortgang kan en bestemt jamaat blandt muslimerne i virkeligheden ikke hævde, at netop dens jamaat er den eneste jamaat for hele verden, og at det er kufr at stå udenfor den. På den anden side er det også en latterlig tendens at føle sig tilfreds med at betragte sig selv som medlem af Ahl as-Sunnah wa al-Jamaat uden at slutte sig til en bestemt muslimsk gruppe på grundlag af et konkret program med henblik på at etablere Allahs religion.

(۲۳۲)
وَعَنِ الْحَارِثِ الأَشْعَرِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ،
قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : آمُرُكُمْ بِخَمْسٍ: بِالْجَمَاعَةِ، وَالسَّمْعِ، وَالطَّاعَةِ، وَالْهِجْرَةِ، وَالْجِهَادِ فِي سَبِيلِ اللَّهِ، وَإِنَّهُ مَنْ خَرَجَ مِنَ الْجَمَاعَةِ قِيدَ شِبْرٍ فَقَدْ
خَلَعَ رِبْقَةَ الإِسْلَامِ مِنْ عُنُقِهِ إِلَّا أَنْ تُرَاجِعَ مَنْ دَعَا

بِدَعْوَى الْجَاهِلِيَّةِ فَهُوَ مِنْ جُتَى جَهَنَّمَ وَإِنْ صَامَ وَصَلَّى
وَزَعَمَ أَنَّهُ مُسْلِمٌ (أحمد – ترمذي)

(232) “Hazrat Harith al-Ash’ari (ra:) har berettet, at den ædle Profet (s:) sagde: Jeg pålægger jer fem ting: at slutte jer til jama’at, at lytte til lederen og adlyde ham, at foretage hijrah (når det er nødvendigt) og at føre jihad på Allahs vej. Og den, der fjerner sig en håndsbredde fra jama’at, er som om han har løsrevet islams reb fra sin hals, indtil han igen slutter sig til jama’at. Og hvis nogen kalder folk til jahiliyyahs regler og skikke, vil han, uanset hvor meget han beder og faster, og selv om han anser sig selv for muslim, tilhøre Helvedes folk.” (Ahmad, Tirmidhi)

Jihad på Allahs vej

(۲۳۳) وَعَنْ مُعَاذِ بْنِ جَبَلٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَلَا أَدُلُّكُمْ بِرَأْسِ أَمْرِ وَعَمُودِهِ، وَذُرْوَةِ سَنَامِهِ ۚ قُلْتُ: بَلَى يَا رَسُولَ اللَّهِ قَالَ رَأْسُ الْأَمْرِ الإِسْلَامُ وَعَمُودُهُ الصَّلَاةُ وَذِرْوَةُ سَنَامِهِ

الجهاد (أحمد – ترمذي – ابن ماجة)

(233) “Hazrat Mu’adh ibn Jabal (ra:) har berettet, at den ædle Profet (s:) en dag sagde: Skal jeg ikke vise dig grundlaget for en særligt vigtig sag, dens søjle og dens højeste top? Jeg svarede: Jo. Profeten (s:) sagde: Grundlaget for religionen er islam, søjlen er salat, og dens højeste top er jihad.” (Ahmad, Tirmidhi, Ibn Majah)

Forklaring: I denne hadith er religionen beskrevet meget kortfattet, men samtidig fuldstændigt. Det vil sige, at der fra religionens grundlag til dens grene nævnes tre hovedpunkter. For det første træder et menneske ind i islam gennem sin anerkendelse af lydighed mod og underkastelse under Allah. For det andet kommer den praktiske manifestation af denne lydighed til udtryk gennem salat. For det tredje bereder han sig gennem salats hellige tarbiyyah på jihad på Allahs vej.

Alle de ovennævnte tre punkter er indbyrdes afhængige, og det er umuligt at forestille sig et islamisk liv uden et af dem.

(٢٣٤) عَنْ أَبِي ذَرِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: قُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَيُّ الْأَعْمَالِ أَفْضَلُ، قَالَ: الإِيمَانُ بِاللَّهِ وَالجِهَادُ فِي سَبِيلِ اللهِ (بخاري – مسلم)

(234) “Det er berettet fra Hazrat Abu Dharr al-Ghifari (ra.), at han sagde: Jeg spurgte: O Allahs profet, hvilken handling er den bedste (hos Allah)? Profeten (s.) svarede: At tro på Allah og føre jihad på Hans vej.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: I hadithen omtales jihad som den bedste handling efter troen. Ordet jihad er arabisk. Det er yderst vanskeligt at finde et tilsvarende ord med samme betydning på andre sprog.

Den leksikalske betydning af ordet jihad er den yderste anstrengelse. Dets terminologiske betydning er at gøre en total indsats for at etablere den ordning, Allah har givet, i samfundet, at føre en livsfarlig kamp for den og at indsætte alle sine kræfter i dette arbejde.

“Jihad” er ikke begrænset til væbnede operationer. At ændre menneskers tankegang gennem skrift og tale og gøre dem til tilhængere af Allahs religion er også jihad. At bruge penge og ejendom med det formål at etablere religionen er ligeledes jihad. Under ekstreme omstændigheder kaldes det også jihad at udrydde det jahiliyyah-baserede system med magt og etablere det guddommelige system.

Da “jihad” er en yderst vanskelig opgave, som svaghjertede mennesker ikke er i stand til at udføre, har Allahs Sendebud (s.) omtalt jihad som den bedste handling efter troen.

(٢٣٥) عَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: عَيْنَانِ لَا تَمَسُّهُمَا النَّارُ، عَيْنٌ بَكَتْ مِنْ خَشْيَةِ اللَّهِ، وَعَيْنٌ بَاتَتْ تَحْرُسُ فِي سَبِيلِ اللَّهِ (ترمذي)

(235) “Det er berettet fra Hazrat Ibn Abbas (ra.), at han sagde: Jeg hørte Sendebudet (s.) sige: To slags øjne vil ikke blive berørt af Helvedes ild. Det ene er det øje, som har fældet tårer af frygt for Allah. Det andet er det øje, som har holdt sig vågent om natten for at bevogte på Allahs vej.” (Tirmidhi)

Forklaring: I hadithen henviser øjet til den person, der har øjet. Det vil sige, at den person, der græder af frygt for Allah, og den person, der er sat til at beskytte staten og det islamiske ideal mod islams fjender, ikke vil komme i Helvede.

(٢٣٦) عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : مَنْ مَاتَ وَلَمْ يَغْزُ وَلَمْ يُحَدِّثْ بِهِ نَفْسَهُ مَاتَ عَلَى شُعْبَةٍ مِنْ نِفَاقٍ (مسلم)

(236) »Det er blevet overleveret fra Hazrat Abu Huraira (ra:), at Allahs Sendebud (s:) sagde: Den, der hverken deltager i jihad eller gør sig nogen tanker om jihad, og som dør i denne tilstand, dør som en hykler.« (Muslim)

Forklaring: Hvis en person antager Allahs religion af hele sit hjerte, vil han også vie alle sine anstrengelser til at udbrede, etablere og virkelig­gøre denne religion. Hvis han af en eller anden grund ikke får denne mulighed, vil han i det mindste have en plan om det i sit hjerte. Den, der ikke gør nogen af delene, må forstås sådan, at han ikke har antaget Allahs religion af hele sit hjerte. Derfor vil hans død være som en hyklers død.

Jihad som soning for synder

(۲۳۷)
عَنْ أَبِي قَتَادَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنَّهُ قَامَ فِيهِمْ فَذَكَرَ لَهُمْ: أَنَّ الْجِهَادَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ وَالإِيمَانَ بِاللَّهِ أَفْضَلُ الْأَعْمَالِ، فَقَامَ رَجُلٌ فَقَالَ يَا رَسُولَ اللَّهِ أَرَأَيْتَ إِنْ قُتِلْتُ فِي سَبِيلِ اللهِ تُكَفِّرُ عَنِّى خَطَايَايَ؟ فَقَالَ لَهُ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: نَعَمْ وَأَنْتَ صَابِرٌ مُحْتَسِبٌ مُقْبِلٌ غَيْرُ مُدْبِرٍ، ثُمَّ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: كَيْفَ قُلْتَ؟ قَالَ أَرَأَيْتَ إِنْ قُتِلْتُ فِي سَبِيلِ اللَّهِ أَتُكَفْرُ عَنِّى خَطَايَايَ؟ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: نَعَمْ وَأَنْتَ صَابِرٌ مُحْتَسِبٌ مُقْيلٌ غَيْرُ مُدْبِرٍ إِلَّا الدَّيْنَ فَإِنَّ جِبْرِيلَ قَالَ لِي ذَالِكَ (مسلم)

(237) »Det er blevet overleveret fra Hazrat Abu Qatadah (ra:), at den ædle Profet (s:) en dag stod foran de ædle ledsagere og sagde til dem: At føre jihad på Allahs vej og tro på Allah er uden tvivl de bedste handlinger. En mand rejste sig og spurgte: O Allahs profet, hvis jeg fører jihad på Allahs vej og omfavner døden, vil mine tidligere synder så blive tilgivet?

Profeten (s:) sagde: Ja, hvis du rykker beslutsomt frem mod fjenden på Allahs vej og dør uden at forsøge at flygte fra slagmarken, vil dine synder bestemt blive tilgivet. Efter en kort pause spurgte Profeten (s:): Hør, hvad var det, du spurgte mig om? Manden sagde: Profet, hvis jeg fører jihad på Allahs vej og opnår martyrdøden, vil alle mine tidligere synder så blive tilgivet? Profeten (s:) sagde: Ja, hvis du rykker beslutsomt frem mod Allahs fjender, vil alle dine synder blive tilgivet. Men hvis nogen har gæld, bliver den ikke tilgivet. Det var netop det, Jibril (a:) fortalte mig.« (Muslim)

(۲۳۸)
وَعَنْ زَيْدِ بْنُ خَالِدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ جَهَزَ غَازِيًا فِي سبِيلِ اللَّهِ فَقَدْ غَزَا ، وَمَنْ خَلَفَ غَازِيًا فِي أَهْلِهِ فَقَدْ غزا (بخاري – مسلم)

(২৩৮) “Det er overleveret fra Hazrat Zayd ibn Khalid (ra.), at den ædle Profet (s.a.w.) sagde: Den, der sørger for udstyr til en mujahid, vil også få del i jihadens belønning. Og den, der tager sig af mujahidens familie, vil også få jihadens belønning.” (Bukhari, Muslim)

Kapitel: 8 Statssystemet

De styrendes ansvar

الَّذِينَ إِنْ مَكَّنَّاهُمْ فِي الْأَرْضِ أَقَامُوا الصَّلَاةَ وَآتَوُا الزَّكَاةَ وَأَمَرُوا بِالْمَعْرُوفِ وَنَهَوْا عَنِ الْمُنْكَرِ وَلِلَّهِ
عَاقِبَةُ الأُمُورِ (سورة الحج: (٤١)

“Hvis Jeg giver dem magten på jorden et sted, vil de dér oprette bønnen, indføre zakat-systemet, påbyde det gode og forhindre folk i det onde. Og udfaldet af enhver sag er hos Allah.” (Sura al-Hajj: 41)

(۲۳۹)
وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : اللَّهُمَّ مَنْ وَلِيَ مِنْ أَمْرِ أُمَّتِي شَيْئًا فَشَقَّ عَلَيْهِمْ فَاسْقُقْ عَلَيْهِ وَمَنْ وَلِيَ مِنْ أَمْرِ أُمَّتِي شَيْئًا فَرَفَقَ بِهِمْ فَارْفُقْ بِهِ (مسلم)

(২৩৯) “Det er overleveret fra Hazrat Aisha (ra.), at hun sagde: Den ædle Profet (s.a.w.) bad således: O Allah, hvis Du giver nogen myndighed over et af min ummahs anliggender, og han derefter behandler dem hårdt, så behandl også ham hårdt. Og hvis nogen får myndighed over et af min ummahs anliggender og behandler dem med barmhjertighed, så vis også ham barmhjertighed.” (Muslim)

(٢٤٠) وَعَن مَعْقَلِ بْنِ يَاسَرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: مَا مِنْ وَالٍ وَلِيَ رَعِيَّةً مِنَ الْمُسْلِمِينَ فَيَمُوتُ وَهُوَ غَاسٌ لَهُمْ إِلَّا حَرَّمَ اللَّهُ عَلَيْهِ الْجَنَّةَ (بخاري – مسلم)

(240) “Hazrat Ma’yaqal ibn Yasar (ra.) fortæller: Jeg hørte Allahs Sendebud (s.) sige: Den hersker, som får myndighed over muslimerne og dør som en undertrykker og forræder, for ham vil Allah visselig gøre Paradiset forbudt.” (Bukhari, Muslim)

(٢٤١) وَعَن مَعْقَلِ بْنِ يَاسِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَا مِنْ عَبْدِ يَسْتَرْعِيهِ اللَّهُ رَعِيَّةً فَلَمْ يُعْطِهَا بِنَصِيْحَةٍ إِلَّا لَمْ يَجِدْ رَائِحَةَ الْجَنَّةِ (بخاري – مسلم)

(241) “Hazrat Ma’yaqal ibn Yasar (ra.) fortæller: Jeg hørte Allahs Sendebud (s.) sige: Når Allah giver en af Sine tjenere myndighed over folket, og han derefter ikke behandler dem velvilligt, vil han ikke engang mærke duften af Paradiset.” (Det vil sige, han vil under ingen omstændigheder kunne træde ind i Paradiset.) (Bukhari, Muslim)

(٢٤٢) وَعَن مَعْقَلِ بْنِ يَاسَارٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: أَيُّمَا وَالٍ وَلِيَ مِنْ أَمْرِ الْمُسْلِمِينَ شَيْئًا، فَلَمْ يَجْهَدْ لَهُمْ كَنُصْحِهِ وَجُهْدِهِ لِنَفْسِهِ كَبَّهُ اللَّهُ عَلَى وَجْهِهِ فِي النَّارِ
(طبراني)

(242) “Det er overleveret fra Hazrat Ma’yaqal ibn Yasar (ra.), at han sagde: Jeg hørte Allahs ædle Sendebud (s.) sige: Den, der får ansvar for et anliggende blandt muslimerne, men ikke bestræber sig på deres velbefindende og interesser på samme måde, som han bestræber sig på sine egne, vil Allah kaste med hovedet nedad i Helvede.” (Tabarani)

(٢٤٣) وَعَنْ عَائِدَ بْنِ عَمْرٍو رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: إِنَّ شَرَّ الرِّعَاءِ الْحُطَمَةُ (مسلم)

(243) “Hazrat A’iz ibn Amr (ra.) fortæller: Jeg hørte Allahs Sendebud (s.) sige: Den værste blandt herskerne er den, der er tyrannisk.” (Det vil sige, den, der undertrykker folket.) (Muslim)

Forklaring: I de ovenstående hadither har Allahs Profet pålagt herskerne at være medfølende over for folket, at udøve retfærdighed og at søge deres velbefindende. Og Profeten (s.) har også tydeligt sagt, at de nådesløse, undertrykkende og tyranniske herskeres endelige skæbne er Helvede. Da Profeten (s.) sendte Hazrat Mu’adh (ra.) som hersker over Yemen, gav han ham et vigtigt råd, hvis sidste del lød: “O Mu’adh, du skal visselig frygte den undertryktes forbandelse. For der er intet slør mellem den undertryktes bøn og Allah den Højestes svar.”

Da islams første kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiq, var blevet valgt til kalif, sagde han blandt andet i den tale, hvori han fastlagde sine principper: »Pas på! Fra i dag er enhver af jeres svage mennesker stærk i mine øjne, for jeg vil komme ham til hjælp med statens magt. Og enhver af jeres stærke mennesker er svag i mine øjne, for jeg vil selv kræve den svages ret fra ham.«
Derfor bør den, som Allah giver myndighed til at regere, føre styret i overensstemmelse med Allahs og Sendebuddets vilje og udøve retfærdighed over for befolkningen. For i islam er staten ikke blevet holdt uden for shariaens rammer.

Befolkningens ansvar

(٢٤٤) وَعَنْ أُمِّ الْحُصَيْنِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنْ أُمْرَ عَلَيْكُمْ عَبْدٌ مُجَدَّعٌ يَقُودُكُمْ بِكِتَابِ اللَّهِ تَعَالَى فَاسْمَعُوا لَهُ وأَطِيعُوا (مسلم)

(244) »Hazrat Umm al-Husayn (må Allah være tilfreds med hende) beretter, at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Selv hvis en slave med afskåret næse bliver valgt til jeres amir, og han styrer jer efter Allahs Bog, skal I lytte til ham og adlyde ham.« (Muslim)

(٢٤٥) عَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: اسْمَعُوا وَأَطِيعُوا وَإِنِ اسْتُعْمِلَ عَلَيْكُمْ عَبْدٌ حَبَشِيٌّ كَأَنَّ رَأْسَهُ زَبِيبَةٌ (بخاري)

(245) Det er overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Sendebuddet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Selv hvis en etiopisk slave med et hoved så lille som en drue bliver gjort til jeres hersker, skal I alligevel lytte til ham og adlyde ham.« (Bukhari)

Forklaring: I islam er der lagt særlig vægt på partidisciplin, enhed og lydighed. Huzurs (Allahs fred og velsignelser være med ham) anvisning er, at når I én gang har valgt nogen til jeres leder, skal I adlyde ham og følge hans ordrer, så længe han leder jer i overensstemmelse med Koranen og sunnaen. For udbredelsen og etableringen af Allahs religion i verden samt det muslimske ummas fremgang og velfærd afhænger netop af dens forenede styrke.

Lydighedens grænser

(٢٤٦) وَعَنْ ابْنِ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: السَّمْعُ وَالطَّاعَةُ عَلَى الْمَرْءِ الْمُسْلِمِ فِيمَا أَحَبَّ وَكَرِهَ مَا لَمْ يُؤْمَرُ بِمَعْصِيَةٍ فَإِذَا أُمِرَ بِمَعْصِيَةٍ فَلَا سَمْعَ وَلَا طَاعَةَ (بخاري – مسلم)

(246) “Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Så længe herskeren ikke befaler en syndig handling, er det enhver muslims ubetingede pligt at høre hans befalinger og adlyde dem, hvad enten han bryder sig om det eller ej. Men hvis han befaler en syndig handling, er der ingen grund til at høre på ham eller adlyde ham.” (Bukhari, Muslim)

(٢٤٧) وَعَنْ عَلِيِّ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لا طَاعَةَ فِي مَعْصِيَةٍ إِنَّمَا الطَّاعَةُ فِي الْمَعْرُوفِ (بخاري – مسلم)

(247) “Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde: Der findes ingen lydighed i syndige handlinger; lydighed gælder kun gode gerninger.” (Bukhari, Muslim)

(٢٤/٠) وَعَنْ أُمِّ سَلَمَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: يَكُونُ أُمَرَاءُ تَعْرِفُونَ وَتُنْكِرُونَ فَمَنْ أَنْكَرَ فَقَدْ بَرِئَ، وَمَنْ كَرِهَ فَقَدْ سَلِمَ أَيْ مَنْ كَرِهَ بِقَلْبِهِ وَأَنْكَرَ بِقَلْبِهِ، وَلَكِنْ مَنْ رَضِيَ وَتَابَعَ، قَالُوا : أَفَلَا نُقَاتِلُهُمْ، قَالَ: لَا ، مَا صَلَّوْا ، لا،
مَا صَلَّوْا (مسلم)

(248) “Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde: Der vil komme en tid, hvor herskere, som både gør gode og onde handlinger, vil blive sat over jer. Den, der protesterer mod deres onde handlinger, vil blive reddet. Den, der i sit hjerte fordømmer dem og gør indsigelse mod dem, vil også være i sikkerhed. Men den, der synes om den onde handling og følger dem i den, vil blive delagtig i denne syndige handling. Sahabaerne spurgte: O Allahs Profet, skal vi ikke gribe til våben mod sådanne herskere? Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: Nej, det skal I ikke gøre, så længe de fortsat udfører bønnen.” (Muslim)

Det er forkert at begære et embede

(٢٤٩) وَعَنْ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ سَمُرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لَا تَسْأَلِ الإِمَارَةَ، فَإِنَّكَ إِنْ أُعْطِيتَهَا عَنْ مَسْأَلَةٍ وَكَلَتْ إِلَيْهَا ، وَإِنْ أُعْطِيتَهَا عَنْ غَيْرِ مَسْأَلَةٍ أُعِنْتَ عَلَيْهَا
(بخاري – مسلم)

(249) “Det er overleveret fra Hazrat Abdur Rahman ibn Samura (ra.), at han sagde: Allahs Sendebud (s.) sagde til mig: Du må ikke bede om lederskab. For hvis du opnår lederskab ved at bede om det, vil du blive overladt til dig selv i dette embede. (I så fald vil du ikke få nogen hjælp fra Allah.) Men hvis du opnår lederskab uden at have bedt om det, vil du få hjælp fra Allah til at varetage ansvaret.” (Bukhari, Muslim)

(٢٥٠) عَنْ أَبِي مُوسَى رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: دَخَلْتُ عَلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَنَا وَرَجُلَانِ مِنْ بَنِي عَمِّى فَقَالَ أَحَدُهُمَا يَا رَسُولَ اللَّهِ أَمِّرْنَا عَلَى بَعْضٍ مَا وَلَاكَ اللَّهُ ، وَقَالَ الآخَرُ: مِثْلَ ذَلِكَ، فَقَالَ: إِنَّا وَاللَّهِ لَا نُوَلِّى

عَلَى هَذَا الْعَمَلِ أَحَدًا سَأَلَهُ وَلَا أَحَدًا حَرَصَ عَلَيْهِ، وَفِي رِوَايَةٍ لَا تَسْتَعْمِلُ عَلَى عَمَلِنَا مَنْ أَرَادَهُ
(بخاري – مسلم)

(250) “Hazrat Abu Musa (ra.) fortæller: En dag kom jeg og mine to fætre til den ærede Profet (s.). Den ene af brødrene sagde til ham (s.): O Allahs Profet, giv også mig ansvaret for et område under den myndighed, som Allah har givet dig. Den anden bror sagde det samme. Den ærede Profet (s.) sagde: Ved Allahs ed, vi vil under ingen omstændigheder give ansvaret for et sådant embede til en person, der beder om det eller begærer det. Ifølge en anden overlevering sagde den ærede Profet (s.) til dem: Vi vil ikke udnævne personer, der ønsker disse embeder, til dem.” (Bukhari, Muslim)

(٢٥١) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: تَجِدُونَ مِنْ خَيْرِ النَّاسِ أَشَدُّهُمْ كَرَاهِيَةً لِهَذَا الْأَمْرِ حَتَّى يَقَعَ فِيهِ
(بخاري – مسلم)

(251) “Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (ra.), at Allahs Sendebud (s.) sagde: Når I ser dem, der stærkt afskyr et embede, og som derefter får med det at gøre, vil I finde dem som de bedste mennesker.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: De, der føler betydningen af et ansvar eller embede inden for ledelse og derfor ikke ønsker at påtage sig det, udfører arbejdet med ekstra stor hengivenhed og ærlighed, når ansvaret pålægges dem under hensyntagen til deres ærlighed og ansvarsfølelse. Som følge heraf får de hjælp fra Allah, og de bliver da blandt samfundets bedste mennesker.

Dommerens ansvar

وَإِذَا حَكَمْتُمْ بَيْنَ النَّاسِ أَنْ تَحْكُمُوا بِالْعَدْلِ إِنَّ اللَّهَ نِعِمَّا يَعِظُكُمْ بِهِ إِنَّ اللَّهَ كَانَ سَمِيعًا بَصِيرًا
(سورة النساء : ٥٨)

“Og når I dømmer mellem mennesker, skal I dømme retfærdigt. Allah giver jer sandelig det bedste råd. Allah er visselig althørende og altseende.” (Suret an-Nisa – 58)

(٢٥٢) وَعَنْ أَبِي بَكْرَةً رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: سَمِعْتُ
رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: لَا يَقْضِيَنَّ حَكَمٌ بَيْنَ اثْنَيْنِ وَهُوَ غَضَبَانُ (بخاري – مسلم)

(252) “Hazrat Abu Bakrah (ra.) siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (s.) sige: Ingen dommer bør afsige en afgørelse mellem to personer, mens han er vred.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Hvis en dommer træffer en afgørelse, mens han er vred, er der risiko for, at vreden vil påvirke selve domsafgørelsen, så retfærdighed ikke sker fyldest. Derfor befalede Allahs Profet, at man i en helt sund og normal tilstand skal høre begge parters udsagn, undersøge beviserne og afsige en passende og retfærdig dom.

(٢٥٣) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَنْ جُعِلَ قَاضِبًا بَيْنَ النَّاسِ فَقَدْ ذُبِحَ بِغَيْرِ سِكِينٍ
أحمد – ترمذي – أبو داؤد – ابن ماجة)

(253) “Hazrat Abu Hurayrah (ra.) siger: Allahs Sendebud (s.) erklærede: Den, der bliver udnævnt til dommer, er som om han bliver slagtet uden en kniv.” (Ahmad, Tirmidhi, Abu Dawud, Ibn Majah)

Forklaring: Profeten (s.) fremsatte ovenstående eksempel for at tydeliggøre dommerens vigtige og vanskelige ansvar. Når dommeren skal afgøre en tvist mellem to stridende personer, vil hans tunge ansvar plage ham så meget, at han vil føle, som om han bliver slagtet uden en kniv, men med et hårdt redskab.

(٢٥٤) وَعَنْ بُرَيْدَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْقُضَاةُ ثَلَاثَةٌ وَاحِدٌ فِي الْجَنَّةِ وَاثْنَانِ فِي النَّارِ فَأَمَّا الَّذِي فِي الْجَنَّةِ فَرَجُلٌ عَرَفَ الْحَقَّ فَقَضَى بِهِ، وَرَجُلٌ عَرَفَ الْحَقَّ فَجَارَ فِي الْحُكْمِ فَهُوَ فِي النَّارِ وَرَجُلٌ قَضَى لِلنَّاسِ عَلَى جَهْلٍ فَهُوَ فِي
النَّارِ
(أبو داؤد – ابن ماجة)

(254) »Det er blevet overleveret fra Hazrat Abu Buraydah (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Dommere er af tre slags. Én slags dommer vil være blandt Paradisets beboere, mens to slags dommere vil være blandt Helvedes beboere. Den dommer, som erkender sandheden og træffer sin afgørelse i overensstemmelse med den, vil være blandt Paradisets beboere. Den dommer, som finder sandheden, men træffer en afgørelse i strid med den, vil være blandt Helvedes beboere. På samme måde vil den dommer, som træffer afgørelser på grundlag af uvidenhed, være blandt Helvedes beboere.« (Abu Dawud, Ibn Majah)

Hvilken fremgangsmåde skal man følge ved domsafsigelse?

(٢٥٥) وَعَنْ مُعَاذِ بْنِ جَبَلٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَمَّا بَعَثَهُ إِلَى الْيَمَنِ، قَالَكَ كَيْفَ تَقْضِي إِذَا عَرَضَ لَكَ قَضَاءٌ؟ قَالَ أَقْضِى

بِكِتَابِ اللَّهِ ، قَالَ: فَإِنْ لَمْ تَجِدْ فِي كِتَابِ اللَّهِ؟ قَالَ: فَبِسُنَّةِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ، قَالَ: فَإِنْ لَمْ تَجِدْ فِي سُنَّةِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ؟ قَالَ: أَجْتَهِدُ رَأْيِي وَلَا آلُو، قَالَ: فَضَرَبَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى صَدْرِهُ وَقَالَ: الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي وَفِّقَ رَسُولَ رَسُولِ اللَّهِ لِمَا يَرْضِي بِهِ رَسُولُ اللَّهِ ترمذي – أبو داؤد – دارمي)

(255) »Hazrat Muadh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte ham til Yemen, spurgte han: „Når en sag bliver forelagt dig, på hvilket grundlag vil du så træffe afgørelse i den?“ Hazrat Muadh svarede: „Jeg vil træffe afgørelse i overensstemmelse med Allahs Bog.“ Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: „Hvad vil du gøre, hvis du ikke finder nogen afgørelse i den om sagen?“ Han svarede: „Så vil jeg træffe afgørelse i overensstemmelse med Sendebudets Sunnah.“ Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: „Hvad vil du gøre, hvis du heller ikke finder den deri?“ Da sagde Hazrat Muadh: „Så vil jeg udøve ijtihad (anvende min viden og dømmekraft) og træffe afgørelse i sagen, og jeg vil ikke være forsømmelig med hensyn til ijtihad.“ Da han hørte dette, lagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sin hånd på Muadhs bryst og sagde: „Al lovprisning tilkommer Allah, som har givet Allahs Sendebuds repræsentant evnen til at træffe en beslutning, der stemmer overens med Sendebudets ønske.“« (Tirmidhi, Abu Dawud, Darimi)

Anbefalinger i retsvæsenet

(٢٥٦) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّ قُرَيْشًا أَهَمَّهُمْ شَأْنُ الْمَرْأَةِ الْمَحْزُومِيَّةِ الَّتِي سَرَقَتْ فَقَالُوا : وَمَنْ يُكَلِّمُ فِيهَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ، فَقَالُوا : وَمَنْ يَجْتَرِئُ عَلَيْهِ إِلَّا أُسَامَةُ بْنُ زَيْدٍ حِبُّ رَسُولِ اللَّهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَكَلَّمَهُ أُسَامَةُ، فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : أَتَشْفَعُ فِي حَدٍ مِنْ حُدُودِ اللَّهِ ثُمَّ قَامَ فَاخْتَطَبَ ثُمَّ قَالَ إِنَّمَا أَهْلَكَ الَّذِينَ قَبْلَكُمْ أَنَّهُمْ كَانُوا إِذَا سَرَقَ فِيهِمُ الشَّرِيفُ تَرَكُوهُ، وَإِذَا سَرَقَ فِيهِمُ الضَّعِيفُ أَقَامُوا عَلَيْهِ الْحَدَّ وَايْمُ اللَّهِ لَوْ أَنَّ فَاطِمَةَ ابْنَةَ مُحَمَّدٍ سَرَقَتْ لَقُطِعَتْ يَدُهَا
(بخاري – مسلم)

(256) »Det er berettet fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Quraysh en dag blev meget bekymret på vegne af en kvinde fra Makhzum-slægten, fordi kvinden havde stjålet noget. (Hendes sag var blevet forelagt Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) i retten.) De talte indbyrdes om, hvem der kunne tale med Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) om sagen. De sagde til hinanden: Hvem andre end Usama ibn Zayd, Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) yndling, ville have mod til at tale med ham om dette? Derefter talte Usama (må Allah være tilfreds med ham) med Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) om sagen. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Forsøger du at gå i forbøn hos mig i en sag, der vedrører håndhævelsen af Allahs påbud (så jeg ikke håndhæver det)? Derefter rejste Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sig og holdt en tale. Han sagde: De tidligere folk blev kun ødelagt, fordi de lod en fornem person gå fri, hvis han stjal, mens de håndhævede straffen over den svage, hvis han stjal. Ved Allahs ed! Hvis Fatima, Muhammeds datter, stjal, ville hendes hånd også med sikkerhed blive hugget af.« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: I islamisk lov er den højeste straf for tyveri, at hånden hugges af. En dag havde Fatima bint Asad, en kvinde fra den berømte Makhzum-familie i Quraysh-stammen, begået et tyveri, og hendes sag var blevet forelagt Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham). Hendes stammefolk blev meget bekymrede ved tanken om, at denne kvinde fra en fornem slægt skulle få hugget hånden af for tyveriet. Derfor fik de Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) yndling, Usama (må Allah være tilfreds med ham), til at gå i forbøn for at få straffen ophævet. Dette gjorde Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) meget vred, og han holdt en tale til de tilstedeværende sahaba. Han sagde, at en sådan forbøn i forbindelse med håndhævelsen af shariaens straffe er yderst forkastelig. Det var ikke alene Fatima bint Asad; hvis selv Fatima bint Muhammad havde gjort dette, ville jeg med sikkerhed have hugget hendes hånd af. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde endvidere, at Allah ødelagde mange af de folk, der levede før jer, netop da de begyndte at benytte ulovlig forbøn og partiskhed i deres retsvæsen.

Kapitel 9: Det hinsidige

Døden og livet efter døden

قُلْ إِنَّ الْمَوْتَ الَّذِي تَفِرُّونَ مِنْهُ فَإِنَّهُ مُلَاقِيكُمْ ثُمَّ لَا تُرَدُّونَ إِلَى عَالِمِ الْغَيْبِ وَالشَّهَادَةِ فَيُنَبِّئُكُمْ بِمَا كُنْتُمْ
تَعْمَلُونَ (سورة الجمعة (۸)

»Sig til dem: Den død, som I flygter fra, vil visselig indhente jer. Derefter vil I blive bragt frem for Allah, den Ophøjede, som kender alt det åbenbare og det skjulte (hos jer). Da vil Han fortælle jer om jeres handlinger i dette jordiske liv.« (Sura al-Jumu’ah: 8)

(٢٥٧) وَعَنْ تَوْبَانَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : يُوشِكُ الْأُمَمُ أَنْ تَدَاعَى عَلَيْكُمْ كَمَا تَدَاعَى الأَكِلَةُ إِلَى قَصْعَتِهَا ، فَقَالَ قَائِلٌ وَمِنْ قلةٍ نَحْنُ يَوْمَئِذٍ ؟ قَالَ : بَلْ أَنْتُمْ يَوْمَئِذٍ كَثِيرٌ وَلَكِنَّكُمْ غُنَاءٌ كَفَتَاءِ السَّيْلِ وَلَيَنْزِعَنَّ اللَّهُ مِنْ صُدُورِ عَدُوِّكُمُ الْمَهَابَةَ مِنْكُمْ وَلَيَقْذِفَنَّ اللَّهُ فِي قُلُوبِكُمُ الْوَهَنَ، قَالَ

قَائِلٌ يَا رَسُولَ اللَّهِ وَمَا الْوَهَنُ قَالَ: حُبُّ الدُّنْيَا
وَكَرَاهِيَةُ الْمَوْتِ (أبو داؤد)

(257) “Det er berettet fra hadhrat Thawban (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Der vil snart komme en tid over min ummah, hvor forskellige folkeslag i verden vil strømme mod jer, ligesom den sultne strømmer mod maden.« En mand spurgte: »Allahs Sendebud, vil vi den dag være meget få i antal, så verdens forskellige folkeslag vil rykke frem for at udslette os?« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Nej, tværtimod vil I den dag være mange. Men I vil være som skummet på oversvømmelsens vand. Allah vil uden tvivl den dag indgive dem frygt for jer i deres hjerter.« En mand spurgte: »Allahs Sendebud, hvad vil være årsagen til, at denne svaghed og frygt viser sig i vores hjerter?« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Fordi I den dag vil elske verden og hade døden.« (Abu Dawud)

Forklaring: Allahs profet har på grundlag af den viden, Allah har givet ham, fra tid til anden også fremsagt profetier. Den ovenstående hadith er en af Sendebudets profetier. Her henviser Allahs profet til en senere tidsalder blandt muslimerne, hvor en tid vil komme, at min ummah bliver så opslugt af verdens fortryllelse, at den i stedet for det hinsidige vil anse livet i denne verden for yderst lykkeligt og slet ikke vil bryde sig om at ofre liv og ejendom for islam og det islamiske fællesskab. Som følge heraf vil frygten for muslimerne forsvinde fra islams fjenders hjerter, og selv om muslimerne er talrige, vil islams fjender udslette deres indflydelse og magt fra verden.

(٢٥٨) وَعَنْ شَدَّادِ بْنِ أَوْسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الْكَيِّسُ مَنْ دَانَ نَفْسَهُ وَعَمِلَ لِمَا بَعْدَ الْمَوْتِ، وَالْعَاجِزُ مَنْ أَتْبَعَ نَفْسَهُ هَوَاهَا وَتَمَنَّى عَلَى اللَّهِ (ترمذي)

(258) ”Det er berettet fra hadhrat Shaddad ibn Aws (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den virkelig fornuftige er den, der har underlagt sine egne lyster og arbejder med henblik på livet efter døden. Den ufornuftige er derimod den, der overgiver sin nafs til lysternes luner og nærer et ubegrundet håb om Allahs barmhjertighed.« (Det vil sige, han handler efter sin nafs’ ønsker, men sidder samtidig og håber, at Allah vil tilgive ham.) (Tirmidhi)

(٢٥٩) وَعَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: اسْتَحْيُوا مِنَ اللَّهِ حَقَّ الْحَيَاءِ، قُلْنَا إِنَّا لَنَسْتَحْيِي يَا رَسُولَ اللَّهِ وَالْحَمْدُ لِلَّهِ، قَالَ: لَيْسَ ذَاكَ وَلَكِنَّ الإِسْتِحْيَاءَ مِنَ اللَّهِ حَقَّ الْحَيَاءِ أَنْ تَحْفَظَ الرَّأْسَ وَمَا وَعَى وَتَحْفَظَ الْبَطْنَ وَمَا

حَوَى وَتَتَذَكَّرَ الْمَوْتَ وَالْبَلَى، وَمَنْ أَرَادَ الْآخِرَةَ تَرَكَ زِينَةَ الدُّنْيَا وَآثَرَ الآخِرَةَ عَلَى الْأُولَى، فَمَنْ فَعَلَ ذَالِكَ فَقَدِ اسْتَحْيَا مِنَ اللَّهِ حَقَّ الْحَيَاء (ترمذي)

(259) ”En dag sagde den ædle profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) henvendt til de ædle sahaba: »I skal nære særlig ærefrygt for Allah.« Fortælleren, en sahabi, siger: »Vi sagde: ’O Allahs profet, vi takker Allah for, at vi nærer fuld ærefrygt for Allah.’ Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ’Nej, det er ikke sådan, som I siger. At nære fuld ærefrygt for Allah betyder derimod, at du passer særligt på din hjerne og på alle de tanker, der opstår i den; at du er opmærksom på din mave og på alt, hvad du indtager i den som føde; og at du igen og igen husker døden og tilstanden efter døden. Den, der tager det hinsidige som sit mål, vil afvise denne verdens glitter og give det hinsidige forrang frem for det jordiske liv. Den, der udfører disse handlinger, nærer i sandhed fuld ærefrygt for Allah.’« (Tirmidhi)

Forklaring: I den berettede hadith henviste Den Store Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham), da han beskrev betydningen af at nære fuld ærefrygt for Allah, til tre ting. Den ene af dem er hjernen. Hjernen er nemlig centrum for menneskets tanker og overvejelser. At passe på hjernen betyder ikke at give nogen forestilling om forkastelige, uretfærdige eller syndige handlinger plads i den. Ligesom en bil drives af en motor, drives mennesket af hjernen. Forestillingen om en god eller ond handling opstår først i hjernen. Derefter omsætter hænder, fødder og kroppens øvrige lemmer den til handling. Den, hvis hjerne tænker gode tanker, vil derfor også være nødt til at udføre gode handlinger med sine hænder og fødder. Hvis hjernen tænker på uretfærdige og onde handlinger, vil kroppens lemmer omsætte netop disse tanker til handling. Derfor har Allahs profet sagt, at man skal være opmærksom på hjernen og de tanker, der kommer til den.

Det andet er maven eller bugen. Den næring, som mennesket indtager i sin mave, er den, hvorigennem styrke oplagres, og denne styrke holder netop hjernens tænkeevne aktiv og frisk. Hvis føden derfor er uren og haram, vil hjernen på ingen måde kunne tænke rene tanker ved hjælp af den styrke, som denne føde frembringer. Det tredje er det hinsidige liv. For det er netop tanken på det hinsidige liv, der tvinger mennesket til at følge den rette vej i dette liv. Et menneske, der ikke tror på det hinsidige liv, er som en rejsende uden bestemmelsessted. Ligesom en person uden bestemmelsessted vandrer omkring som en omstrejfer i gader og stræder og tiltrækkes af hvert eneste glimrende syn langs vejen, sådan bliver den, der glemmer det hinsidige liv, tiltrukket af verdens bedårende illusioner og holdes borte fra Allah.

(٢٦٠) وَعَنْ أَنَسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَجُلاً قَالَ: يَا رَسُولَ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَتَى السَّاعَةُ؟ قَالَ: وَيْلَكَ وَمَا أَعْدَدْتَ لَهَا؟ قَالَ: مَا أَعْدَدْتُ لَهَا إِلَّا أَنِّي

أُحِبُّ اللَّهَ وَرَسُولَهُ، قَالَ: أَنْتَ مَعَ مَنْ أَحْبَبْتَ، قَالَ أَنَسٌ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ مَا رَأَيْتُ الْمُسْلِمِينَ فَرِحُوا بِشَيْءٍ
بَعْدَ الإِسْلَامِ فَرَحَهُمْ بِهَا (بخاري – مسلم)

(260) »Det er berettet fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at en mand en dag spurgte Allahs Profet: »Hvornår vil Qiyamah indtræffe?« Profeten sagde: »Ve dig! Hvad har du forberedt til Qiyamah?« Manden svarede: »Jeg har ikke kunnet forberede noget større til Qiyamah end kærlighed til Allah og Allahs Sendebud.« Profeten sagde: »Den, du elsker i denne verden, vil du på Qiyamahs dag være sammen med.« Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger: »På grund af Profetens ovenstående ord blev muslimerne den dag så glade, at man aldrig efter deres antagelse af islam havde set dem så glade før.«« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Koranen har selv lovprist de ædle sahabas gudsfrygt, fromhed samt deres ofre og udholdenhed på Allahs vej. På trods af dette var de ædle sahabas stadig uophørligt bekymrede over det hinsidige liv. Derfor blev de dybt glade over den ovenstående gode nyhed fra Profeten. For de var fortabt i kærlighed til Profeten. Da de derfor fik at vide, at de på Qiyamahs dag ville være sammen med Profeten, blev de overordentligt glade.

Beskrivelse af Qiyamah

(٢٦١) وَعَنْ سَهْلِ بْنِ سَعَدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : يُحْشَرُ النَّاسُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ عَلَى أَرْضِ بَيْضَاءَ عَفْرَاءَ كَفُرْصَةِ النَّقِيِّ لَيْسَ فِيهَا عَلَمٌ لأَحَدٍ (بخاري – مسلم)

(261) »Det er berettet fra Hazrat Sahal ibn Sayad (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: »På Qiyamahs dag vil menneskeheden blive samlet på en rødligt hvid jord, som et brød af æltet mel, hvor der ikke vil være spor af nogens hus eller bolig.«« (Bukhari, Muslim)

Forklaring: Efter at denne jordiske verden og alt, hvad der findes i den, er gået til grunde, vil Allah den Ophøjede samle hele menneskeheden og alle jinn på en vidtstrakt, flad slette for at gøre regnskabet op over alle deres handlinger, som de udførte i den jordiske verden. Der vil ikke være huse, bjerge, skove eller andet, bag hvilket nogen kan søge ly. Denne enorme, flade slette er Hashrs slette, sammenlignet med hvilken vores jord blot er som et punkt. Jorden på Hashrs slette vil være hvid med et rødligt skær.

(٢٦٢) وَعَن عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا قَالَتْ: سَمِعْتُ رَسُولَ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ: يُحْشَرُ النَّاسُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ حُفَاةً عُرَاةً غُرْلًاً، قُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ

النِّسَاءُ وَالرِّجَالُ جَمِيعًا يَنْظُرُ بَعْضُهُمْ إِلَى بَعْضٍ، فَقَالَ يَا عَائِشَةُ الْأَمْرُ أَشَدُّ مِنْ أَنْ يَنْظُرَ بَعْضُهُمْ إِلَى بَعْضٍ
(بخاري – مسلم)

(262) “Det er overleveret fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hun sagde: Jeg hørte Allahs Profet sige, at menneskeheden på Dommedag vil blive samlet barfodet, nøgne og uomskårne. Jeg spurgte: O Allahs Sendebud, vil mænd og kvinder i så fald ikke se på hinanden? Profeten sagde: O Aisha, tilstanden den dag vil være så frygtelig, at ingen overhovedet vil tænke på at se på hinanden.” (Bukhari, Muslim)

Forklaring: På Hashrs dag vil alle mennesker blive samlet på Hashrs slette uden klæder, uden fodtøj, nøgne og endda uomskårne. Det vil sige, at de vil blive genoprejst i samme tilstand, som da de blev født fra deres mødres liv. Koranens udsagn om dette er som følger:

كَمَا بَدَأْنَا أَوَّلَ خَلْقٍ نُعِيدُهُ وَعْدًا عَلَيْنَا إِنَّا كُنَّا فَاعِلِينَ

“Ligesom Jeg skabte dem første gang, vil Jeg genoprejse dem på samme måde. Dette er det løfte, Jeg har givet, og Jeg vil visselig opfylde det.” (Sura al-Anbiya – 134)

Dommedagens rædsel, skræk og frygt vil gøre menneskene så skræmte og forvirrede, at selv om alle mennesker vil stå nøgne op, vil ingen engang vende sig om for at se på andre. Enhver vil være bekymret og urolig over sine egne forhold.

(٢٦٣) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : لَيَأْتِي الرَّجُلُ الْعَظِيمُ السَّمِينُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ لَا يَزِنُ عِنْدَ اللَّهِ جَنَاحَ بَعُوضَةٍ وَقَالَ اقْرَؤُوا : فَلَا نُقِيمُ لَهُمْ يَوْمَ الْقِيَامَةِ وَزْنًا
(بخاري – مسلم)

(263) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: På Dommedagen vil en stor, fed og velnæret mand blive fremstillet, hvis anseelse hos Allah ikke vil være større end en myggevings. Derefter bad Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) om, at følgende vers skulle reciteres: “På Dommedagen vil Vi ikke opstille nogen vægt for dem.” (Fordi de ikke vil have nogen handlinger af nogen vægt.) (Bukhari, Muslim)

(٢٦٤) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: قَرَأَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ هَذِهِ الْآيَةَ: يَوْمَئِذٍ تُحَدِّثُ أَخْبَارَهَا، قَالَ: أَتَدْرُونَ مَا أَخْبَارُهَا؟ قَالُوا : اللَّهُ وَرَسُولُهُ أَعْلَمُ، قَالَ: فَإِنَّ أَخْبَارَهَا أَنْ تَشْهَدَ عَلَى كُلِّ

عَبْرٍ أَوْ أَمَةٍ بِمَا عَمِلَ عَلَى ظَهْرِهَا أَنْ تَقُولَ: عَمِلَ عَلَيَّ كَذَا وَكَذَا يَوْمَ كَذَا وَكَذَا ، قَالَ : فَهَذِهِ أَخْبَارُهَا
أحمد – ترمذي)

(264) »Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En dag reciterede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) dette vers: “På den dag vil jorden fortælle alle sine nyheder.” Derefter spurgte Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham): Kan I sige, hvad jordens nyheder er? Sahabaerne svarede: Kun Allah og Hans Sendebud ved det; vi ved det ikke. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Jordens nyheder er, at jorden vil vidne om alt godt og ondt, som mænd og kvinder har gjort på den. Jorden vil sige: På min overflade gjorde den og den person dette og hint på den og den dag. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Dette er jordens meddelelse af sine nyheder.« (Ahmad, Tirmidhi)

(٢٦٥) وَعَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا أَنَّهَا ذَكَرَتِ النَّارَ فَبَكَتْ، فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: مَا يُبْكِيكِ ، قَالَتْ: ذَكَرْتُ النَّارَ فَبَكَيْتُ فَهَلْ تَذْكُرُونَ أهْلِيكُمْ يَوْمَ الْقِيَامَةِ؟ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: أَمَّا فِي ثَلاثَةِ مَوَاطِنَ فَلَا يَذْكُرُ أَحَدٌ أَحَدًا

عِنْدَ الْمِيزَانِ حَتَّى يَعْلَمَ أَيَخِفُ مِيزَانُهُ أَوْ يَثْقُلُ، وَعِنْدَ الْكِتَابِ حِينَ يُقَالُ هَاؤُمُ اقْرَءُوا كِتَابِيَهْ حَتَّى يَعْلَمَ أَيْنَ يَقَعُ كِتَابُهُ أَفِي يَمِينِهِ أَمْ فِي شِمَالِهِ أَمْ مِنْ وَرَاءِ ظَهْرِهِ، وَعِنْدَ الصِّرَاطِ إِذَا وُضِعَ فِي ظَهْرِ جَهَنَّمَ
(أبو داؤد)

(265) »Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: En dag begyndte jeg at græde, da jeg kom til at tænke på Jahannam. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte: Hvorfor græder du? Jeg svarede: Jeg græder, fordi jeg kom til at tænke på Jahannam. O Profet, vil du på Dommedagen huske din familie og dine nærmeste? Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Der vil være tre steder så frygtelige, at ingen vil huske nogen anden. Det ene sted er ved Mizan, hvor alle vil være så bekymrede for, om vægten af deres handlinger bliver lille eller stor, at de ikke vil tænke på andet. Det andet sted er, hvor amalbogen bliver rakt dem. For da vil alle være bekymrede for, om de får deres amalbog i højre hånd eller fra bagfra i venstre hånd. (Allahs ulydige tjenere vil få deres amalbog i venstre hånd bagfra.) Så vil den tjener, der har fået sin amalbog i højre hånd, sige: Kom og læs min amalbog. Det tredje sted vil være ved Pul Sirat, når den bliver lagt over Jahannams ryg. (Abu Dawud)

Beskrivelse af Paradisets beboere

إِنَّ اللَّهَ يُدْخِلُ الَّذِينَ آمَنُوا وَعَمِلُوا الصَّالِحَاتِ جَنَّاتٍ تَجْرِي مِنْ تَحْتِهَا الأَنْهَارُ (سورة الحج)

“De, der tror og gør gode gerninger, vil Allah føre ind i Paradiset, under hvilket floder strømmer.”
(Sura al-Hajj: 23)

(٢٦٦) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: قَالَ اللَّهُ تَعَالَى: أَعْدَدْتُ لِعِبَادِيَ الصَّالِحِينَ مَالَا عَيْنٌ رَأَتْ، وَلَا أُذُنَ سَمِعَتْ ، وَلَا خَطَرَ عَلَى قَلْبِ بَشَرٍ فَاقْرَؤُوا إِنْ شَئْتُمْ: فَلَا تَعْلَمُ نَفْسٌ مَا أُخْفِيَ لَهُمْ مِنْ قُرَّةِ أَعْيُنٍ
(بخاري – مسلم)

(266) “Det er berettet fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah, verdens Herre, har sagt: Jeg har beredt sådanne velsignelser i Paradiset for Mine retfærdige tjenere, som intet øje har set, intet øre har hørt om, og som intet hjerte har kunnet forestille sig. Og som bekræftelse på dette kan I recitere følgende vers,

فَلَا تَعْلَمُ نَفْسٌ مَا أُخْفِيَ لَهُمْ مِنْ قُرَّةِ أَعْيُنٍ
(سورة السجدة : (۱۷)

“Ingen kender til de glæder, som fryder øjnene, og som Allah har skjult for de retfærdige tjenere.”
(Sura as-Sajdah: 17)

(٢٦٧) وَعَنْ جَابِرٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ، قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: إِنَّ أَهْلَ الْجَنَّةِ يَأْكُلُونَ فِيهَا وَيَشْرَبُونَ وَلَا يَتْفُلُونَ وَلَا يَبُولُونَ وَلَا يَتَغَوَّطُونَ وَلَا يَمْتَخِطُونَ، قَالُوا : مَا بَالُ الطَّعَامِ؟ قَالَ: جُشَاءُ وَرَشْحٌ كَرَشْحِ الْمِسْكِ يُلْهَمُونَ التَّسْبِيحَ وَالتَّحْمِيدَ كَمَا يُلْهَمُونَ النَّفْسَ (مسلم)

(267) “Hazrat Jabir (ra) beretter, at Allahs Sendebud (s) sagde: Sandelig, paradisets beboere vil spise og drikke i Paradiset. Men de vil ikke få behov for at spytte, urinere, have afføring eller pudse næse. Sahabaerne spurgte: Hvad vil der ske med den mad, de spiser, i deres maver? Profeten (s) sagde: Den vil komme ud gennem bøvser og sved. Men derfra vil duften af moskus komme. Og Allahs lovprisning og taksigelse vil blive indgivet i paradisets beboeres hjerter på samme måde som åndedrættet. (Det vil sige, paradisets beboere vil fremsige Subhanallah og Alhamdulillah ligesom deres åndedræt.)” (Muslim)

Beskrivelsen af Jahannam og Jahannams beboere

وَمَنْ يَعْصِ اللَّهَ وَرَسُولَهُ فَإِنَّ لَهُ نَارَ جَهَنَّمَ خَالِدِينَ فِيهَا أَبَدًا (سورة الجن : (۲۳)

“Og den, der er ulydig mod Allah og Sendebudet, hans lod er Jahannams ild. Dér vil han forblive for evigt.” (Sura al-Jinn: 23)

(٢٦٨) عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ، أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ: نَارُكُمْ جُزْءٌ مِنْ سَبْعِينَ جزْءًا مِنْ نَارِ جَهَنَّمَ، قِيلَ: يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنْ كَانَتْ لَكَافِيَةٌ، قَالَ: فَضَّلَتْ عَلَيْهِنَّ بِتِسْعَةٍ وَسِتِّينَ جُزْءًا كُلُّهُنَّ مِثْلُ حَرِّهَا (بخاري – مسلم)

(268) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (ra), at den ædle Profet (s) sagde: Denne jordiske ild, som I har, udgør med hensyn til varme kun en halvfjerdsindstyvendedel af Jahannams ild. Der blev spurgt: O Allahs Profet, var denne ild da ikke tilstrækkelig? Profeten (s) sagde: Jahannams ild er blevet forøget med niogtres dele i forhold til den jordiske ild med hensyn til brændende kraft. Hver af disse dele svarer separat til den jordiske ild.” (Bukhari, Muslim)

(٢٦٩) وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ، عَنِ النَّبِيِّ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ : أُوقِدَ عَلَى النَّارِ أَلْفَ سَنَةٍ حَتَّى احْمَرَّتْ ، ثُمَّ أُوقِدَ عَلَيْهَا أَلْفَ سَنَةٍ حَتَّى ابْيَضَتْ ثُمَّ أُوقِدَ عَلَيْهَا أَلْفَ سَنَةٍ حَتَّى اسْوَدَّتْ فَهِيَ سَوْدَاءُ مُظْلِمَةٌ (ترمذي)

(269) “Det er berettet fra Hazrat Abu Huraira (ra), at den ædle Profet (s) sagde: Jahannams ild blev opvarmet i tusind år, indtil den blev blodrød. Derefter blev den opvarmet yderligere i tusind år, indtil den blev hvid. Efter endnu tusind års opvarmning blev den glohede ild sort. Således blev den forvandlet til tæt, kulsort mørke.” (Tirmidhi)

Slut