Den hellige Koran er blevet sendt fra Allah for at give menneskeheden den rette vejledning. Derfor kaldes den Kitabullah, det vil sige Allahs Bog. Denne Bog blev gennem åbenbaring sendt ned til den sidste profet og den ypperste Sendebud, Hazrat Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham. Ansvaret for at recitere denne Bog korrekt for folk og forklare dens rette betydning blev også pålagt Sendebudet.

Allah den Ophøjede er Bogens forfatter, og Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) er dens fortolker. Menneskehedens fred i det jordiske liv og frelse i det hinsidige afhænger af denne Bogs lære. Derfor er det muligt for alle mennesker at forstå denne Bog. Det er dog ikke sikkert, at alle er værdige til at tage imod dens vejledning. Allah den Hellige har sagt om Koranen:

»Dette er en erklæring til menneskene og en vejledning og formaning for de gudfrygtige.« – Al Imran: 138

Den første betingelse for at få vejledning fra Koranen er at kunne forstå Koranen. Sammen med forståelsen må betingelsen om taqwa også være til stede. At være villig til at følge det, Koranen befaler, og være rede til at opgive det, Koranen befaler at forlade, er taqwa. Men hvordan skal den, der ikke forstår Koranen, kunne følge taqwas vej? Derfor må alle først forstå Koranen.

Naturligvis kan alles niveau af forståelse af Koranen ikke være det samme. Niveauet vil nødvendigvis variere efter den enkeltes evner. Allah den Hellige kræver ikke af nogen mere, end vedkommendes evner rækker til. Men alle de pligter, som enhver må udføre i det jordiske liv, skal udføres i overensstemmelse med Koranens lære. De, der ikke kan læse, skal indhente viden om Koranens lære hos dem, der er uddannet i den, og derefter udføre deres pligter.

Men de, der bruger 20 eller 30 år af deres korte jordiske liv på 50 eller 60 år på forskellige former for uddannelse udelukkende for at tjene til livets ophold, hvilket svar vil de give Allah i det hinsidige, hvis de ikke forsøger at forstå Koranen ordentligt? At forblive uvidende om Koranen trods al den viden, man har tilegnet sig i verden, er virkelig en yderst skammelig sag.

De, der kan læse og skrive noget, kan forstå Koranen, og med blot en smule opmærksomhed er det faktisk også let. Der er ingen tvivl om, at de, der forstår det arabiske sprog nogenlunde, føler større tilfredsstillelse ved at forstå Koranen. Men kendskab til arabisk er ikke en betingelse for at forstå Koranen. Hvis man vil forklare Koranen for andre, skal man naturligvis kunne arabisk. Men selv uden at kunne arabisk er det muligt at forstå Koranens budskab.

For dem, der ønsker at forsøge at forstå Koranen trods manglende kendskab til arabisk, har jeg i dette lille skrift forsøgt at give de nødvendige retningslinjer i form af en »synopsis« (kort oversigt). Jeg tror også, at dette lille skrift vil være til hjælp for folk, der kan arabisk. Hovedtankerne i dette skrift har jeg hentet fra indledningen til den verdensberømte tafsir med titlen »Tafhim al-Qur’an« af en af dette århundredes største islamiske tænkere, Sayyid Abul A’la Maududi (Allah forbarme sig over ham). I denne tafsir fandt jeg i indledningerne til suraerne retningslinjer for at forstå Koranen, og her gengiver jeg mange af disse pointer. Desuden indeholder dette lille skrift nogle yderligere oplysninger, som jeg har indsamlet fra forskellige bøger.

I Kazi Office Lane-moskeen i Mogbazar blev der i 1979 afholdt ugentlige foredrag om »Den nemme måde at forstå Koranen på« gennem flere sammenhængende måneder. De noter, jeg havde udarbejdet i form af et »synopsis« til deltagerne i disse møder, blev i 1980 udgivet som en brochure af Shatabdi Prakashani og viste deres nytte. Brochuren var kun på 14 sider.

Gennem Quran Study Circle arbejdede jeg i 1981 og 1982 sammen med nogle af mine kolleger på at forstå Allahs Bog. Det har overbevist mig om, at de, der kan læse og skrive nogenlunde, vil kunne forstå Koranen, hvis de gør en indsats. Derfor udgives denne bog nu under et nyt navn og i en udvidet form, baseret på ovennævnte »synopsis« og med mange nødvendige tilføjelser.

I den femte udgave er der tilføjet tre nye kapitler: »Koranens bevægelsesorienterede tafsir«, »Studium ud fra bevægelsens perspektiv« og »Formålet med profetfortællingerne«.

Jeg er fast overbevist om, at det virkelig er nemt at forstå Koranen. Uden at kende teknikken til at forstå den kan selv en enkel sag virke vanskelig. Men hvis man kender den rette fremgangsmåde og de rette regler, bliver selv en vanskelig opgave let. Jeg beder om, at Allah accepterer denne brochure som en hjælp for dem, der er interesserede i at studere Koranen.

1. Forskellen mellem Koranen og andre bøger

a. Koranen blev ikke sendt ned som en almindelig bog, skrevet samlet på én gang. Den blev åbenbaret lidt efter lidt i talens form over 23 år, under hensyntagen til de forskellige situationer, som den islamiske bevægelse befandt sig i.

b. Hele Koranen har ikke et emnebaseret navn. Alle dens navne er karakteriserende. For eksempel: Koranen (det, der reciteres, og som det er en pligt at læse). Furqan (det, der viser forskellen mellem sandhed og falskhed). Nur (det, der giver det lys, som gør det muligt at opnå korrekt viden). Dhikr (det, der giver ufejlbarlig vejledning, og som minder mennesket om den lærdom, det har glemt). Al-Kitab (den eneste Bog, der er bevaret i Lawh al-Mahfuz).

c. Blandt de 114 suraer har 105 suraer, med undtagelse af 9 suraer, ikke emnebaserede navne. De har fået forskellige navne udelukkende for at kunne identificeres. Navnet er taget fra et af suraens ord eller bogstaver.

d. Navnene på og emnet for de følgende ni suraer er ens:

1. Sura nr. 55 – Ar-Rahman

2. Sura nr. 63 – Al-Munafiqun

3. Sura nr. 65 – At-Talaq

4. Sura nr. 71 – Nuh

5. Sura nr. 72 – Al-Jinn

6. Sura nr. 75 – Al-Qiyamah

7. Sura nr. 97 – Al-Qadr

8. Sura nr. 101 – Al-Qāriʿah

9. Sura nr. 112 – Al-Ikhlās

Navnet på den sidste sura findes ikke i selve suraen. Dette navn er en beskrivende betegnelse. Navnene på de øvrige suraer er taget fra ord i selve suraerne.

e. Koranens sprog er som regel kortfattet som et telegram. Den, der sendte den, kender alene dens rette betydning. Den, som den blev sendt til, fik den rette betydning forklaret. Derfor er den betydning, Han lærte, den eneste pålidelige.

2. Det ansvar, der blev givet til den, som Koranen blev åbenbaret for

a. Hans ansvar var at give menneskeheden praktisk undervisning i at leve deres liv i overensstemmelse med de bestemmelser, som Allah har fastlagt.

b. For at hjælpe ham med at udføre dette ansvar og lede ham korrekt blev der, når det var nødvendigt, åbenbaret det antal vers, der var behov for.

c. Som følge af dette ansvar indtog han naturligt rollen som en revolutionær leder.

ד. Med det formål at vælte det eksisterende samfundssystem og opbygge samfundet på ny må han lede en bevægelse, der er egnet til en samfundsrevolution.

ঙ. En sådan bevægelse fører uundgåeligt til konflikt med det etablerede samfundssystem.

3. Det er på ingen måde muligt at forstå Koranen løsrevet fra denne bevægelse

ক. For at forstå de vers og suraer, der blev åbenbaret i forbindelse med de forskellige stadier og omstændigheder under den 23 år lange bevægelse, modstanden fra de etablerede interesser, konfliktens forskellige former og håndteringen af den, må man have datidens miljø for øje.

খ. Derfor er denne bevægelses historie og livet for dens store revolutionære leder selve Koranens virkelige form og den egentlige Koran. Den boglige Koran må forstås ud fra denne levende Koran – det er umuligt kun at forstå den ud fra bogen.

গ. Derfor er Muhammad (fvmh) Koranens eneste officielle og pålidelige fortolker. Ansvaret for at formidle Koranens betydning og forklaring var alene blevet lagt på ham.

ঘ. Der kan og bør komme nye fortolkninger af Koranen gennem tiderne – men ingen fortolkning, der strider mod Sendebuddets fortolkning, kan accepteres.

ঙ. Det er netop for at bevare Koranens betydning og forklaring, at Sendebuddets (fvmh) livshistorie er blevet bevaret gennem hadith. Ellers ville bevarelsen af Koranens sprog og betydning være blevet meningsløs.

4. Koranens bevægelsesorienterede tafsir

Allerede fra min studietid forsøgte jeg at forstå Koranen gennem tafsirværker udgivet på bengali og engelsk. Da jeg mente, at det ikke var muligt at forstå Koranen uden at være en alim, opgav jeg dette forsøg. I 1954 lyttede jeg i nogen tid til hr. afdøde Abd ul-Khaleks dars om Koranen, og det forekom mig let at forstå. Jeg erfarede, at han holdt sin dars ud fra Tafhim al-Qur’an, skrevet af Maulana Maududi (må Allah forbarmе sig over ham). Da studerede jeg denne tafsir med fornyet begejstring.

a. Tafhim al-Qur’ans særlige kendetegn

At Tafhim al-Qur’an har en særlig status på grund af sine kendetegn, kan man ikke forstå, før man har læst dette tafsirværk. Man må smage honning for at vide, hvordan den er. Det er ikke muligt at få en korrekt forståelse af honningens smag og sødme gennem andres ord. Koranen blev åbenbaret for at udføre den store opgave, som Profeten (sa) varetog gennem de 23 år af profetskabet: fra kaldet til Kalima Tayyiba til etableringen af religionen på alle områder af samfunds- og statslivet. Hele Koranen rummer den vejledning, som Allah sendte, når der efter behov var brug for den, under de forskellige forhold og omstændigheder i den islamiske bevægelse, der blev ledet af Profeten (sa). Hvis man derfor vil se Koranen i dens egentlige skikkelse, må man forsøge at forstå den i sammenhæng med Profetens (sa) 23 år lange kampfyldte liv. Det er netop dette, Tafhim al-Qur’an har gjort. Her ligger værkets særlige kendetegn.

b. Den egentlige glæde ved at forstå Koranen

Tafhim al-Qur’an har forsøgt at forklare, at Koranen blev åbenbaret netop for at lede Profetens (sa) bevægelse. Derfor forklares det ved at angive, i hvilken periode af denne bevægelse og under hvilke omstændigheder hver sura blev åbenbaret, hvilken vejledning der blev givet i den sura, som blev åbenbaret under disse omstændigheder. Gennem denne fremstilling kan læseren forstå Profetens (sa) bevægelse og Koranens rolle i denne bevægelse på en så enkel og smuk måde, at han med hjerte og sjæl kan erfare den egentlige glæde ved at forstå Koranen.

Tafhim al-Qur’an fører den troende læser ind på den kampfyldte arena for Profetens (sa) bevægelse. Her er der sørget for, at læseren ikke blot ser konflikten mellem sandhed og falskhed på afstand, men kan se sig selv aktivt stå på sandhedens side og imod falskheden. Den rolle, som Profeten (sa) og de ædle sahaba (må Allah være tilfreds med dem) måtte spille i den islamiske bevægelse og kampen for etableringen af religionen, bliver så levende i dette tafsirværk, at læseren ikke har mulighed for at forholde sig neutral. Dette tafsirværk lader ikke læseren nøjes med glæden ved blot at sidde derhjemme og læse. Det inspirerer ham til den islamiske bevægelse. Han kommer til at føle, at det er meningsløst at forstå Koranen, hvis han ikke fører den samme kampfyldte bevægelse som Profeten i det samfund, han lever i. Tafhim al-Qur’an er ikke et værk af en passiv mufassir. Denne tafsir, skrevet af en kampklar leder af bevægelsen for etableringen af religionen, tilskynder også læseren til at kaste sig ind i kampen. Det er dette, der er dette tafsirværks mod.

c. Hvorfor er alle tafsirværker ikke sådan?

Nogen kan spørge, hvorfor den bevægelsesorienterede tafsir, der findes i Tafhim al-Qur’an, ikke findes i de berømte tafsirværker fra fortiden. Forstod de da ikke Koranen korrekt? Svaret på dette spørgsmål bør være klart.

For fjorten hundrede år siden opbyggede Allahs Sendebud (fred være med ham) samfundet og staten på grundlag af Koranen på en sådan måde, at muslimerne havde lederskabet i verden i næsten tolv hundrede år. I de tredive år under de retledte kaliffer var det islamiske samfunds- og statssystem fuldt ud gennemført. Derefter blev monarkiet indført i stedet for kalifatet, men uddannelsessystemet, retssystemet og det økonomiske system fortsatte i overensstemmelse med islam. Som følge af, at der gradvist opstod mangler i det islamiske styre, gik regeringsmagten efter tolv hundrede år over til ikke-muslimer. De tafsirværker, der blev skrevet i de tolv hundrede år, hvor muslimerne regerede, havde som formål at udbrede Koranens lære i det muslimske samfund. Eftersom den islamiske stat bestod, var der dengang ikke behov for at fortolke Koranen som en bog om en bevægelse.

Da det britiske styre i dette subkontinent fjernede islam fra alle livets områder og indførte en undervisning, civilisation og kultur, der var i modstrid med Koranen, blev det nødvendigt på ny at iværksætte en bevægelse for at etablere en islamisk stat. Denne tanke begyndte med Shah Waliullah Dehlawi (må Allah have barmhjertighed med ham). Det var denne tankeretnings tilhængere, der grundlagde Mujahid-bevægelsen og også etablerede en islamisk stat ved den nordvestlige grænse. Selvom lederne blev martyrer i slaget ved Balakot i 1831, forsvandt tanken om at gøre islam sejrrig ikke.

Maulana Maududi (må Allah have barmhjertighed med ham) var ikke blot en værdig bærer af denne tankeretning, men påtog sig også selv ansvaret for at lede den islamiske bevægelse. Derfor indså han betydningen af at forstå Koranen ud fra bevægelsens perspektiv. Hans tafsir blev derfor helt naturligt bevægelsesorienteret.

5. Hele Koranens baggrund

Dens forfatters syn på verden og menneskeheden: Uanset om man tror på Koranen eller ej, er det nødvendigt at kende dette synspunkt for at forstå Koranens budskab

a. Verden – Skaberen har givet mennesket ansvaret som Sin khalifa sammen med evnen til viden og tænkning samt evnen til at skelne mellem godt og ondt.

b. Han lod ikke mennesket være overladt til uvidenhedens mørke. Han sørgede for, at mennesket kunne modtage viden gennem sanserne, forstanden, ilham og åbenbaringen. Derfor sendte Han det første menneske som en sendebud. Den livsordning, Han gav ham, hedder islam.

গ. Lige siden det første menneske er det blevet bekendtgjort, at Allah alene har myndighed over hele skaberværket. Han alene er alles lovgiver. Ingen er uafhængig; kun Han har ret til at modtage lydighed. Han fastsætter love for alle, også for menneskekroppen, og håndhæver dem selv.

ঘ. Kun mennesket har fået ret til at benytte hele skaberværket, og netop derfor er det blevet udstyret med en krop, der er egnet til at benytte den materielle verden.

ঙ. Mennesket har ikke fået fuld frihed til at benytte universet og menneskekroppen; det har kun fået selvstyre.

চ. Selv dette selvstyre har det ikke fået med hensyn til udførelsen af handlinger, men kun hvad angår viljen til og bestræbelsen på at handle.

ছ. Den lov, der blev åbenbaret gennem profeten, blev ikke påtvunget mennesket. Det blev gjort bekendt, at brugen af viljen og anstrengelserne i overensstemmelse med Skaberens lov vil føre til fred i denne verden og frelse i det hinsides, mens det modsatte vil føre til uro i denne verden og straf i det hinsides.

জ. Menneskets jordiske liv er kun kortvarigt sammenlignet med det hinsides, og resultaterne af det jordiske liv vil blive givet i det hinsides. Derfor er livet i denne verden blot en prøve. Denne prøve foregår hvert eneste øjeblik.

ঝ. Hvorfor dumper mennesket i denne prøve? Kroppen, som kun anerkender materiel viden og er blottet for moralsk viden, har en stærk tiltrækning til den materielle verden. Når mennesket besejres i den naturlige konflikt mellem nafs eller kroppens krav (den materielle eksistens) og ruhs krav (den moralske eksistens), mislykkes det i prøven.

ঞ. I denne verden bliver kun de materielle resultater af menneskets handlinger synlige, mens de moralske resultater kun i ringe grad kommer til syne. Derfor vil mennesket som et moralsk væsen først i det hinsides få handlingernes moralske konsekvenser.

Ṭ. Hvis rūḥ, den moralske essens eller det egentlige menneske ønsker at opnå viden om verden og livet samt denne verden og det hinsidige, er materiel viden på ingen måde tilstrækkelig. Gennem åbenbaringen må det opnå en række grundlæggende kundskaber, som kun kan opnås gennem īmān (tro på det usete).

Ṭh. Profeter og sendebude blev sendt gennem tiderne for at give praktisk vejledning i, hvordan man møder livets problemer og leder livet ad den rette vej.

Ḍ. Alle profeters dīn var den samme (lydighedens princip – lydighed mod Allah), men deres sharīʿa var naturligvis ikke den samme, fordi samfundets udvikling krævede det.

Ḍh. Det sidste sendebud blev sendt i den epoke, hvor menneskesamfundet nåede sin fulde udvikling. Den oprindelige dīns evige lære og den fuldstændige sharīʿa findes i Koranen og sunnaen.

Ṇ. Det var naturligt, at alle de tidligere Skrifter blev forvansket. Det sidste Skrift vil bestå for evigt.

T. Den ene Skaber sendte ikke forskellige forskrifter eller religioner til den menneskehed, Han elskede. Den samme grundlæggende forskrift (lydighed mod Skaberen – islam) blev med de nødvendige ændringer og udvidelser sendt fuldstændigt til Muhammad (sā).

Th. Profeterne udførte deres ansvar på rette vis. Men hver gang to betingelser blev opfyldt, sejrede den islamiske lov: at en gruppe egnede mennesker blev dannet, og at folket ikke aktivt modsatte sig den. Hvis disse to betingelser ikke er til stede samtidig, er sejr umulig.

D. Muhammad (sā) blev sendt som menneskehedens bedste forbillede for alle tider, og det er kun gennem hans efterfølgelse, at det er muligt at opnå Allahs tilfredshed, succes i denne verden og belønning i det hinsidige.

ধ. Den eneste måde at følge alle profeter og sendebud på er at følge Muhammad (fvmh.).

ন. Da Allah den Almægtige fuldendte sin religion og sharia gennem Muhammad (fvmh.), var der ikke længere behov for at sende nogen anden profet.

6. Kendetegn ved en bevægelse egnet til en social revolution

ক. En bevægelse, der ledes med henblik på en social revolution, vil uundgåeligt komme i konflikt med det eksisterende samfundssystem og de etablerede særinteresser.

খ. Denne form for bevægelse opdeler hovedsageligt samfundets mennesker i to grupper:

1. Revolutionens tilhængere – hovedsageligt dem, der ikke nyder fordelene ved det eksisterende samfund.

2. Revolutionens modstandere – dem, der har etablerede særinteresser eller nyder fordelene ved det eksisterende samfund.

গ. Selvom antallet af modige og stærke mennesker på begge sider er lille, støtter mange mennesker den ene eller den anden side – selv om de fleste af dem forbliver inaktive.

d. De fleste almindelige mennesker forholder sig neutrale eller afventer situationens udvikling – de støtter den side, der vinder.

e. Ud over de troende (tilhængerne) og de vantro (modstanderne) af det revolutionære ideal optræder der på forskellige tidspunkter i bevægelsen fem slags hyklere:

7. De forskellige perioder og stadier i Profetens (ﷺ) bevægelse

a) De to perioder i Profetens (ﷺ) bevægelse:

1. Den mekkaniske periode – de første 13 år. Det var en periode med kamp, en periode hvor mennesker blev formet, eller en periode hvor personligheder blev dannet, samt en periode med forfølgelse.

2. Den medinensiske periode – 10 år efter hijraen. Det var sejrenes periode, perioden hvor samfundet blev opbygget, perioden med statsforvaltning og perioden med væbnet konfrontation.

b) De forskellige stadier i den mekkaniske periode:

Dette er udførligt behandlet i indledningen til sura al-An’am i Tafhim al-Qur’an.

1. Perioden med privat eller hemmelig (underjordisk) da’wah og organisering varede 3 år.
2. Perioden med offentlig da’wah – modstandernes hån og bagvaskelse samt den indledende fase med forfølgelse – varede 2 år. I rajab i profetværdighedens femte år udvandrede 16 personer (heriblandt 4 kvinder) til Abessinien i den første gruppe. I den anden gruppe udvandrede 15 kvinder og 88 mænd.

3. Perioden med forskellige former for overgreb og forfølgelse varede 5 år. Fra profetværdighedens syvende til niende år var Profeten (ﷺ) sammen med sin egen slægt, Banu Hashim, under streng indespærring i en dal kaldet Shi’b Abi Talib, i hele 3 år. I det tiende år døde Profetens (ﷺ) onkel Abu Talib og fru Khadija (ra).

4. De sidste 3 år af den mak enske periode var præget af ekstrem modstand, brutal forfølgelse og endda forsøg på at dræbe Rasul (s.a.v.). I disse 3 år fortsatte folk, der kom fra Medina under hver hajj, med at antage islam. Det første år aflagde 6 personer troskabseden, det andet år 12 personer (den første troskabsed ved Aqaba), og det sidste år 75 personer (den anden troskabsed ved Aqaba).

c) Den madinanske periodes forskellige stadier – i alt 10 år.

1. Indtil slaget ved Badr – 1 år og 6 måneder.

2. Fra Badr til Hudaybiyyah-forliget – 4 år og 2 måneder.

3. Indtil erobringen af Mekka – 1 år og 10 måneder.

4. De følgende 2 år og 6 måneder efter erobringen af Mekka.

8. Tidspunkterne for den madinanske periodes større begivenheder

1. Hijrah – den 12. Rabi al-Awwal i det første hijri-år ankom han til Medina på en fredag.

2. Slaget ved Badr – Ramadan i 2. hijri

3. Slaget ved Uhud – Shawwal i 3. hijri

4. Felttoget mod Banu Nadir – Rabi al-awwal i 4. hijri.

5. Slaget ved grøften (Ahzab) – Shawwal i 6. hijri

6. Hudaybiyyah-traktaten og troskabseden ved Ridwan – Dhu al-Qa’dah i 6. hijri.

7. Slaget ved Khaybar – Muharram i 7. hijri.

8. Erobringen af Mekka – Ramadan i 8. hijri.

9. Slaget ved Hunayn – Shawwal i 8. hijri.

10. Slaget ved Tabuk – Rajab, 9. hijri.

11. Afskedshajj – Dhu al-Hijjah, 10. hijri.

9. De makkaanske suraers kendetegn (åbenbaret før hijraen)

a) Kendetegn ved de tidlige suraer:

1. Råd, der gør Allahs Sendebud i stand til at udføre det store ansvar, som er blevet pålagt ham.

2. Et forsøg på at aflive de udbredte fejlagtige forestillinger om livet og verden og skabe den rette tro; islams grundlæggende lære præsenteres på forskellige måder – med større vægt på tawhid, risalat og akhira.

3. Ved at vække menneskenes slumrende samvittighed og moralske sans tilskyndes deres tænkeevne til at acceptere sandheden.

4. De tidlige suraers sprog er klart og flydende som en rislende kilde, med korte, rytmiske vers; det er yderst tiltalende og gribende, let at lære udenad og præget af en meget høj litterær kvalitet.

b) De makkanske suraer er fyldt med vejledning til opbygning af individet – de indeholder ingen lovbestemmelser om opbygningen af samfund og stat. Kun mod slutningen findes der i form af et “manifesto” antydende udsagn om samfundsopbygning. Profeternes komme til forskellige folk i fortiden – en beskrivelse af deres op- og nedgang på grundlag af folkets holdning til profeterne (ikke for at kende historien, men for at lære af den).

c) Råd om tålmodighed i forskellige situationer, hvor kafirerne og mushrikerne gør modstand, samt måder at besvare og imødegå denne modstand på.

10. De medinensiske suraers kendetegn

Suraer, der blev åbenbaret efter hijra – selv hvis de blev åbenbaret i Mekka, regnes de som medinensiske.

1. Lange suraer (de fleste),

2. Bestemmelser om samfundsopbygning,

a) Regler for strafferet, arveret, ægteskab og skilsmisse, zakat og ushr osv.

b) Grundlaget for grupper, staten, civilisationen og det sociale liv,

c) Adfærd over for hyklere, vantro, dhimmier, Skriftens folk, stridende fjender og nationer bundet af en fredsaftale.

d) Muslimernes pligter under forhold som sejr og nederlag, modgang og fred, sikkerhed og frygt osv.

11. Koranens øvrige egenskaber

a) Koranens stil:

–egnet til en revolutionær bevægelse

–fængslende nok til at begejstre tilhængerne

–kraftfuld i afvisningen af modstanderne

–den revolutionære leders klangfulde tale

–egnet til at inspirere sind, hjerne, fornuft og samvittighed og skabe en strøm af følelser.

–en følelsesladet og appellerende opfordring, der med et medfølende hjerte kan vinde menneskers hjerter.

b) Hvorfor er det samme blevet nævnt igen og igen i Koranen:

1. I en bestemt fase af bevægelsen er det nødvendigt at gentage de ting, der skal fæstnes i sind og hjerne.

2. Det er blevet sagt igen og igen, med de samme sætninger eller ord, men i nye former og på en tiltalende måde, for at få et budskab fuldt ud fordøjet.

3. Allahs egenskaber, tawhid, risalat, det hinsidige, Skriften, iman, taqwa, sabr, tawakkul osv. er så vigtige, at en omfattende gentagelse af dem er naturlig, og de er nødvendige på alle niveauer i bevægelsen.

c) Koranen er en blueprint eller en blå plan for islamiske bestemmelser. Den, der fik ansvaret for at opføre islams vældige bygning efter denne blå plan, som Allah har udarbejdet, var ingen anden end Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han virkeliggjorde den plan, der er fremlagt i Koranen, og viste islams fuldkomne form.

12. Antallet af mekka- og medinensiske suraer

a) Af de i alt 114 suraer er der uenighed om 17 suraer. Om 5 af dem er uenigheden omfattende. Af de resterende 12 mener flertallet, at 4 er medinensiske og 8 mekkaanske.

1. De 5 suraer, der er omfattende uenighed om — Al-Bayyinah (98), Al-Adiyat (100), Al-Ma’un (107), Al-Falaq (113) og An-Nas (114).

2. De 4 suraer, som flertallet mener er medinensiske:

Ar-Ra’d (13), Ar-Rahman (55), Ad-Dahr (76) og Az-Zalzalah (99).

3. De 8 suraer, som flertallet mener er mekkaanske:

At-Tin (95), Al-Qadr (97), At-Takathur (102), Al-Asr (103), Quraysh (106), Al-Kawthar (108), Al-Kafirun (109) og Al-Ikhlas (112).

b) I Tafhimul Quran viser den forskningsbaserede gennemgang, som Maulana Maududi (r.h.) har skrevet i suraernes indledninger om tidspunktet for deres åbenbaring, at kun 25 suraer er medinensiske. Ifølge dette er 114 − 25 = 89 suraer mekkaanske. I Tafhim har han ganske vist skrevet »medinensisk« i overskrifterne til sura 55 og 99 — selv om han gennem sin forskning har fastslået, at de er mekkaanske. Tilsvarende har han skrevet »mekkaansk« i overskriften til sura 107, men gennem sin forskning fastslået, at den er medinensisk. I sin Tarjuma-e Quran Majid har han imidlertid skrevet »medinensisk« i overskrifterne til sura 13 og 76.

c) Ifølge flertallet er 28 suraer medinensiske og 86 suraer mekkaanske. Maulana Maududi har i Tafhim skrevet »medinensisk« i overskrifterne til 27 suraer og i Tarjuma-e Quran Majid i overskrifterne til 29 suraer.

d) I Koranens sidste to paraer findes størstedelen af de mekkanske suraer. Alle de 11 suraer i para 29 er mekkanske, og 34 af de 37 i Amma-paraen er mekkanske. Af de i alt 89 mekkanske suraer findes 45 i de sidste to paraer, mens de resterende 44 er spredt ud over hele Koranen.

e) Nogle suraer betegnes som mekkanske, fordi deres første del er mekkansk, selv om den efterfølgende del er medinensisk. Det gælder for eksempel sura Al-Muzzammil.

13. Liste over suraer fra den mekkanske periode

14. Liste over suraer fra den medinanske periode

15. Klassifikation af de suraer, der blev åbenbaret på forskellige stadier i den mekkaniske periode

Den Hellige Koran er en samling af den vejledning, der var nødvendig på de forskellige stadier af den islamiske bevægelse, som blev ledet af Allahs Sendebud (fred være med ham). Derfor bliver det lettere at forstå Koranens betydning, hvis man ved, hvilke suraer der blev åbenbaret på hvilket stadium i hvilken periode.

Det er især nødvendigt at klassificere suraerne i overensstemmelse med de forskellige stadier i den mekkaniske periode. Men dette arbejde er meget vanskeligt. Hvor det er forholdsvis let at fastslå tidspunktet for åbenbaringen af de medinensiske suraer, er det lige så vanskeligt at gøre det for den mekkaniske periode. For at forstå Koranen på en meningsfuld måde kan den mekkaniske periode dog, på grundlag af den forskning, Maulana Maududi (må Allah være barmhjertig mod ham) har fremlagt i sin tafsir, klassificeres i følgende fire stadier: I det første stadium er der i alt 28 suraer, i det andet 11, i det tredje 37 og i det fjerde 13 suraer = i alt 89 suraer.
A) Liste over de 28 suraer, der blev åbenbaret i den første fase af den mekkaniske periode (over 3 år):

b) Åbenbaringsrækkefølgen for de 11 suraer, der blev åbenbaret i de to år af den anden fase af den mekanske periode

c) Liste over de suraer, der blev åbenbaret i løbet af de 5 år i den tredje fase af den mekkaanske periode

d) Liste over de 13 suraher, der blev åbenbaret i løbet af de 3 år i den 4. fase af den mekkaanske periode

Det er også tidligere blevet sagt, at det er meget vanskeligt at fastslå det nøjagtige tidspunkt for åbenbaringen af de mekkanske suraer. For de suraer, som der ikke findes klare overleveringer om, har man måttet drage konklusioner ud fra deres sprog og stil samt deres emner og indhold. Derfor er det ikke muligt at hævde, at den måde, hvorpå de mekkanske suraer er blevet ordnet i de ovennævnte fire stadier, er helt fejlfri. Alligevel håbes det, at denne inddeling i stadier vil hjælpe med at forstå suraernes budskaber. Og det er netop det egentlige formål med denne klassificering.

16. En talmæssig opgørelse over de mekkanske og medinensiske suraer

Nedenfor gives en opgørelse over de 89 suraer fra den mekkanske periode og de 25 suraer fra den medinensiske periode, baseret på den fortløbende nummerering af Den Ædle Korans 114 suraer:

17. Koranens emner

a) Det centrale emne:

Den rette vejledning til menneskets vel og ve:

Dette centrale emne kan opdeles i negative og positive aspekter. I hele Koranen er mennesket på den ene side blevet advaret mod den forkerte vej; på den anden side er det blevet vist den rette vej:

b) Negative emner:

1. Det er blevet forklaret med stærke argumenter, at mennesket ikke kan forstå livets rette formål på grund af mangel på korrekt viden.

2. På grund af snæversynethed, uunderbyggede forestillinger og gængse overtroiske opfattelser har mennesket udviklet sådanne teorier om universets Skaber og universet, at de fortsat kun øger uroen i menneskelivet.

3. Ved at tilsidesætte samvittighedens krav og moralens bånd er mennesket på grund af slaveriet under sine drifter og sin nydelsesorienterede indstilling ikke engang bevidst om sin egen eksistens’ sande identitet.

4. Af ovenstående grunde er mennesket på grundlag af mange urimelige forestillinger om verden og livet involveret i vildledt adfærd og onde handlinger.

5. Ved at give eksempler fra menneskehedens tidligere historie er det blevet bevist, at mennesker gennem tiderne er gået til grunde, fordi de tilsidesatte Allahs bud og fulgte selvopfundne meninger og veje.

c) Set fra den positive side er rækken af emner som følger:

1. Den fejlfri viden findes alene hos Allah. Ren viden kan kun fås fra Ham, som har skabt mennesket og hele universet.

2. Kun Han, hos hvem viden om fortiden og fremtiden altid er nærværende, er i stand til at vise mennesket den rette vej.

3. Den eneste måde, hvorpå mennesket kan leve rigtigt i denne verden og opnå evig fred i det hinsidige, er at følge Allahs sendebud fuldt ud.

4. Den eneste pålidelige vejledning for menneskets tanker og handlinger er islamisk religion.

5. Den eneste måde at opnå fred i denne verden og frelse i det hinsidige på er at adlyde Allah og Hans sendebud.

d) Blandt de emner, der er blevet behandlet i Koranen for at tydeliggøre ovenstående centrale budskab, er følgende særligt bemærkelsesværdige:

1. Der henvises gentagne gange til jordens og himmelrigets opbygning, naturens utallige tegn samt månen og solen, planeterne og stjernerne, vinden, regnen og så videre. Disse emner er ikke blevet behandlet med det formål at undervise i geografi og naturvidenskab. De er blevet omtalt igen og igen gennem hele Koranen i et yderst fængslende sprog og en tiltalende stil, for at gøre det klart, at der bag dem står en alvis Skaber, og at Han ikke har skabt dem uden et formål.

2. Ved gentagne gange at nævne alt det, som Allah den Ophøjede har skabt til menneskenes behov – især mad og drikke, husdyr, frugter og afgrøder – er mennesket blevet tvunget til at tænke over, at ingen ud over Allah er i stand til at sørge for alt dette, og at mennesket ikke kunne have overlevet en eneste dag i denne verden uden det. Derfor er menneskets pligt udelukkende at tjene Allah. De to ovennævnte slags emner kaldes samlet for »afāq« eller naturens verden. Hele skaberværket er omfattet af dette. »Afāq« er flertalsformen af »ufuq«. Ufuq betyder horisont (Horizon).

3. Sideløbende med omtalen af »afāq« behandles også »anfus«. »Anfus« betyder menneskelivet eller menneskets væsen. Allah den Ophøjede har mange steder i Koranen beskrevet, hvordan mennesket er blevet skabt. Der er talt indgående om menneskets krop og de forskellige kropsdele. Menneskets opmærksomhed er blevet rettet mod dette med det formål at gøre det selvbevidst og få det til at erkende sin Skaber og blive taknemmeligt over for Ham.

4. Der er blevet talt om mange folks opkomst og fald ud fra menneskehedens historie. Denne omtale er ikke blevet fremlagt på samme måde som i historiebøger. Formålet har været, at man skulle tage ved lære af de tidligere folk. I denne forbindelse er det især ved at nævne de folk, som de profeter og sendebud, der blev sendt i fortiden, tilhørte, blevet bevist, at Allah har behandlet dem på samme måde, som de behandlede Allahs sendebud. De folk, der fornægtede sendebuddene, blev uden tvivl ramt af Allahs vrede. Formålet med at omtale historien er at bevise, at menneskehedens fremgang og tilbagegang afhænger af lydigheden mod sendebuddet.

5. Mange steder i Koranen er forskellen mellem to modsatrettede ting blevet tydeliggjort gennem sammenlignende omtale af forskellige emner; forskellen mellem to modsatrettede ting er blevet fremhævet klart. Overalt, hvor Paradiset er blevet beskrevet, er Helvede også blevet skildret. Så snart de retskafnes egenskaber er blevet beskrevet, er de uretfærdiges beskrivelse også blevet givet. Sideløbende med de gudfrygtiges kendetegn er også de ulydiges karakter blevet tydeliggjort. Sammen med midlerne til at opnå succes er årsagerne til fiasko blevet nævnt. Ved siden af den tiltalende beskrivelse af Paradisets glæder er Helvedes frygtelige billede blevet fremstillet. Ved siden af de retskafnes tilstand på opstandelsens dag er også de ondes tilstand blevet beskrevet. På denne måde kalder Koranen gennem kontrasterende billeder mennesket til godhedens vej.

e) Det emne, der omtales mest i Koranen:

1. Kendskabet til Allah: Efter hver få vers findes der en omtale af en eller anden af Allahs egenskaber. Nogle steder nævnes mange af Allahs egenskaber samlet.

2. Sendebudenes og profeternes identitet, rang, ansvar og pligter.

3. Det hinsidiges argumenter, muligheden for det og en beskrivelse af det.

4. Betydningen af Allahs Bog.

چ) Særlige emner, der behandles i de madaniske suraer:

De ovenfor beskrevne emner er spredt ud over hele Koranen. Alle disse emner behandles i suraerne fra både den mek­kanske og den madaniske periode. Det, der findes i suraerne fra den mek­kanske periode, er som følger:

1. Først efter hijraen til Medina blev der mulighed for at opbygge samfundet og lede staten. Derfor findes alle de love og regler, der er nødvendige for at varetage statslige opgaver, lige fra familielovgivning og fremefter, i de madaniske suraer. Vedrørende disse emner blev der mod slutningen af den mek­kanske periode i sura Bani Israil givet en så kortfattet antydning om opbygningen af samfundet og staten, at den regnes som et grundprincip. Men den detaljerede lovgivning blev åbenbaret i den madaniske periode.

2. Selvom muslimerne blev udsat for overgreb og forfølgelse i den mek­kanske periode, havde de ingen mulighed for at anvende magt mod kafirerne og munafiqerne. Først efter hijraen, da muslimerne – om end i begrænset omfang – fik statsmagt i hænde, blev der mulighed for at føre krig mod de fjendtlige kræfter. Derfor findes den detaljerede lovgivning om krig, våbenhvile, internationale forbindelser, behandling af krigsfanger, anvendelsen af de rigdomme og områder, der blev vundet som følge af krig, pligterne over for familierne til dem, der blev martyrer i krig, og så videre, netop i de madaniske suraer.

3. Blandt de emner, som der gives detaljerede regler om i de madaniske suraer, er især følgende værd at nævne: ægteskab og skilsmisse, arv efter ejendom, hvad angår fødevarer er halal og haram, samt strafferet (hvilken straf der bør være for en samfundsskadelig handling), indførelsen af zakat-systemet som social sikkerhed, regler om lån og transaktioner og så videre.

4. På de områder, hvor der er fastlagt grundprincipper, og ansvaret for at udarbejde de nødvendige love på dette grundlag er overladt til lederne af den islamiske stat: Der er givet retningslinjer for principperne for regeringens dannelse og ledelse, den økonomiske politik, principperne for produktion og fordeling, reglerne for handel og erhverv osv. Det var på grundlag af disse principper, at Rasulullah (ﷺ) indførte detaljerede bestemmelser.

På grundlag af de bestemmelser, som Allahs Koran og Rasulullahs (ﷺ) Sunnah har fastlagt på disse områder, udstedte Khulafa-e-Rashidun yderligere detaljerede love.

Disse områder er af en sådan karakter, at der nødvendigvis vil opstå behov for nye regler og bestemmelser gennem tiderne. På grundlag af Koranens principper, Sunnahs anvendelsesregler og ved at følge Khulafa-e-Rashiduns eksempel må de nødvendige bestemmelser udarbejdes i forskellige lande og til forskellige tider.

5. Et spørgsmål, der kræver særlig overvejelse: Her er der noget, som det er nødvendigt at tænke grundigt over og tage i betragtning. Hvorfor blev de grundprincipper og detaljerede love, der blev åbenbaret i suraerne fra den madaniske periode, ikke åbenbaret i suraerne fra den mekkaniske periode? Dette spørgsmål hænger sammen med forståelsen af Koranen.

Hvis disse love var blevet åbenbaret i den mekkaniske periode, ville muslimerne kun have kunnet recitere disse vers. I Mekka var der ingen mulighed for at håndhæve disse love. Først efter at magten til at håndhæve lovene var blevet lagt i muslimernes hænder, sendte Allah den Ophøjede lovene til dem, så det ikke skulle ende med, at disse love blot blev reciteret. Dette beviser, at Allahs love ikke blev åbenbaret blot for recitationens skyld. Derfor må Koranen forstås med en bevidsthed om ansvaret for at gennemføre disse love i samfundet og staten. Ellers kan man ikke opfylde sin pligt til at forstå Koranen.

18. Koranens fremstillingsmetode

De emner, der behandles i suraerne fra den madaniske periode, er af en sådan art, at de ikke synes særlig vanskelige at forstå. Men sammenlignet hermed er det langt vanskeligere at forstå det egentlige budskab i suraerne fra den mekkaniske periode. Hvis man imidlertid forstår Koranens fremstillingsmetode, kan den let forstås.

a) Først og fremmest må man huske, at de grundlæggende emner i suraerne fra den mekkaniske periode er tawhid, risalat og akhira. I nogle suraer behandles ét af disse tre emner, i andre behandles to af dem, og i andre igen behandles alle tre. Man vil også se, at ét emne i nogle suraer fremstilles direkte, mens et andet eller to andre fremstilles indirekte.

b) For at forstå hovedemnet grundigt er »āfāq« og »anfus« blevet fremført som argumenter. Her er beskrivelsen af āfāq og anfus ikke det egentlige formål; det egentlige emne er tawhid, risalat eller akhirat. Hvis man ikke holder dette for øje, vil man gå glip af den egentlige lære.

c) For at gøre læren om tawhid, risalat og akhirat til en praktisk erkendelse er talrige beretninger om profeter og sendebude, eksempler fra forskellige folk samt allegoriske fortællinger blevet drøftet. Hvis man ikke hele tiden retter opmærksomheden mod, at den grundlæggende lære i disse er tawhid, risalat og akhirat, er der risiko for, at selve beretningerne og fortællingerne bliver betragtet som hovedemnet.

De detaljerede beretninger, der er kendt under navnet »isra’iliyyat«, er blevet importeret fra jødernes historie og har forvandlet de begivenheder og fortællinger, der er nævnt i Koranen, til sådanne eventyragtige historier, at læseren under læsningen af tafsir bliver fanget i selve historierne. Så går formålet og læren tabt: at disse begivenheder netop er blevet nævnt som argumenter for tawhid, risalat og akhirat.

d) Fastlæggelse af hovedemnet: Når man studerer hver surah, må man derfor først undersøge, hvad surahens hovedemne er. For eksempel er hovedemnet i surah al-Mulk (surah nr. 67) tawhid. Hovedemnet i surah al-Muddaththir (74) og Abasa (80) er risalat. Hovedemnet i surah Qaf (50), adh-Dhariyat (51), al-Ma’arij (70) og al-Mutaffifin (83) er akhirat. I den første ruku’ af surah at-Tur (52) og surah al-Haqqah (69) er akhirat hovedemnet, mens risalat er hovedemnet i den anden ruku’.

Når man således har søgt efter hovedemnet, vil man se, at der er fremført forskellige slags argumenter for hvert emne. Man må forstå disse argumenters art. Så bliver det lettere at forstå hovedemnet på grundlag af argumenterne. Derfor er det nødvendigt at være grundigt bekendt med de forskellige former for argumenter for tawhid, risalat og akhirat.

For det første: Argumenter for tawhid

I de suraher eller ruku’er, hvis hovedemne er tawhid, findes der ét eller flere af tre slags argumenter for tawhid.

For det første: det āfāqīske argument: Alle jordens skabte ting, som er til gavn for mennesket, og de enorme skabninger i verdensrummet, som er sat til menneskets tjeneste, er blevet fremført som argumenter for tawhid. Derved er det blevet vist, at hele universet bevæger sig så harmonisk og efter én ordning gennem én stor Skabers enestående plan. I denne storslåede plan, i styringen af verden og i alt det, der gøres for menneskehedens behov, har ingen anden del i Allah. Hele skaberværkets forvaltning er underlagt Allahs ene vilje og magt. Ingen andens myndighed har nogen virkning dér.

For det andet: argumentet fra „anfus“: Menneskets skabelsesmåde – først blev Adam skabt af jord, og derfra blev Hawwa skabt, hvorefter menneskeslægten gennem deres seksuelle samliv vokser efter Allahs vilje. Den ubetydelige mængde sædceller fra manden forenes med kvindens æg i livmoderen, og den mikroskopisk lille skabning, der opstår, udvikler sig efter Allahs plan alene til et menneske med en smuk krop og utallige egenskaber.

Hver eneste del af menneskets krop beviser, at den enestående udformning af menneskekroppen og den vidunderlige udvikling af dens sind og hjerne alene skyldes Allah. Mennesket har intet at være stolt af i den forbindelse. Ingen har magt til at gøre den, som Allah vil gøre til en mand, til en kvinde. Ingen kan give en person den hånd, som Allah ikke gav ham eller hende i moderens liv. Ingen kan give begavelse til den, som Han har gjort ubegavet. Disse argumenter viser, at magten over alt dette udelukkende ligger hos Allah. Ingen er Hans partner.

For det tredje er udfaldet for dem, der tror på tawhid, og for de vantro blevet beskrevet, så mennesket kan forstå betydningen af at tro på tawhid. Dette udfald er blevet fremstillet på to måder.

a) Det historiske argument –

Der er givet eksempler på, hvordan Allah tidligere sendte straf over folk, der ikke troede på tawhid.

b) Argumentet ud fra akhirats frygtelige udfald –

Ved at beskrive, hvilken straf Allah den Almægtige vil give dem, der ikke tror på tawhid, i akhirat, og hvordan Han vil belønne de troende, er menneskene blevet tilskyndet til at tage tawhid til sig og blevet advaret mod shirk.

To: Argumenter for risalat

I den sura eller rukūʿ, hvis hovedemne er risālat, findes der også én eller flere af tre slags argumenter:

For det første er Profetens (fred være med ham) ophøjede og rene karakter blevet fremført som bevis, og det er blevet sagt, at Muhammad (fred være med ham) uden tvivl er Allahs Sendebud. Hans tidligere liv, hans menneskelige egenskaber samt den moralske og åndelige forbedring hos dem, der kom i kontakt med ham, beviser, at hans påstand om profetskab er yderst fornuftig.

For det andet er den Koran, Allah åbenbarede for Sendebudet, blevet fremført som et logisk bevis. Koranens sprog og indhold er af en sådan art, at intet menneske er i stand til at forfatte noget lignende. I denne forbindelse udfordrede Koranen også de vantro. Dens ophøjede formaninger, fejlfri forskrifter og fornuftsbaserede kald beviser, at Muhammad (fred være med ham) er Allahs Sendebud. Hvis det ikke var tilfældet, hvordan fik han så Koranen?

For det tredje er mennesker blevet formanet ved at beskrive de frygtelige konsekvenser af at fornægte Sendebudet. Disse konsekvenser er også blevet vist på to måder:

a) Historiske eksempler — Nuhs (fred være med ham), Shuaybs (fred være med ham), Luts (fred være med ham), Huds (fred være med ham), Salihs (fred være med ham) og andre profeters folk blev allerede i denne verden ramt af straf. Beskrivelsen af disse begivenheder nævnes gentagne gange i Koranen.

b) Efterlivets konsekvenser er blevet nævnt på en sådan måde, at det forstås, at menneskenes skæbne dér vil blive afgjort på grundlag af, hvem der troede på Sendebudet, og hvem der ikke gjorde.

Tre: Argumenter for efterlivet

I den sura eller rukūʿ, hvis hovedemne er efterlivet, er også ét eller flere af tre slags argumenter blevet fremført:

For det første: Imkān eller mulighed – det er blevet bevist, at Akhirah er mulig. For det andet: Wuqūʿ, det vil sige en redegørelse for, at Akhirah med sikkerhed vil indtræffe. For det tredje: Wujūb, eller at det er nødvendigt, at det sker – det vil sige, at logikken, samvittigheden og den sunde fornuft kræver, at Akhirah er uundgåelig. Disse tre former for argumenter kræver en yderligere forklaring—-

For det første er de argumenter, der er fremført for muligheden, af to slags – āfāq og anfus. Āfāq betyder, at det gennem talrige eksempler fra skaberværket – især gennem det gentagne eksempel med, hvordan regnvand gør den døde jord levende – er blevet bevist, at det er muligt igen at skabe mennesket i Akhirah. Anfus betyder, at der gennem eksempler på menneskets kropsdele og lemmer er blevet sagt: Hvorfor skulle Den, der én gang har skabt alt dette, ikke være i stand til at skabe det igen?

For det andet: Wuqūʿ, det vil sige, at det helt sikkert vil ske. I Koranen omtales dette på en sådan måde, at der ikke er nogen mulighed for at tvivle på, at Akhirah vil indtræffe. Akhirah har flere stadier. Det første stadium er Qiyamah. Den verden, som den er nu, vil på et tidspunkt blive brudt ned og knust. Dette kaldes Qiyamah. Tiden frem til opstandelsen kaldes Barzakh. Derefter kommer Baʿth, det vil sige at blive skabt på ny. Derefter kommer Hashr og dommen.

I forskellige suraer i Koranen gives der så levende beskrivelser af Qiyamah og Hashr, at de beviser, at dette med sikkerhed vil ske. Mange steder anvendes datidsformer, så det kan forstås, at Akhirah ifølge Allah ikke er noget, der blot muligvis vil ske i fremtiden, men er sandt som en begivenhed i fortiden.

For det tredje betyder Wujūb, at det er logisk nødvendigt, en ubetinget pligt, uundgåeligt og noget, man ikke kan undvære.

I denne forbindelse fremlægges der tre slags argumenter i Koranen:

a) Historiske beviser: Gennem eksempler på mange folks opgang og fald er det blevet bevist, at selv om verden er en materiel verden, bliver hele menneskeheden i sidste ende styret af de moralske regler, som Allah har fastlagt. Allah styrer menneskeheden gennem en sådan moralsk målestok, at når et folk overskrider dens yderste grænse, sender Han med sikkerhed sin vrede ned over dette folk.

b) Allah den Almægtige har gennem et argument forklaret, at Han på grund af den ikhtiyār eller frihed i tanke og handling, som Han har givet mennesket i det jordiske liv, ikke straffer mennesket umiddelbart efter, at det har gjort noget ondt. I verden ser man, at mennesker kan leve ganske lykkeligt, selv efter at have begået den største uret. Omvendt oplever særdeles retskafne mennesker ofte kun lidelse i livet.

I Koranen er det blevet begrundet, at det i denne verden kun er de materielle følger af gode og onde handlinger, der kommer til syne, mens de moralske følger ikke viser sig; således bliver mennesket sat på prøve i verden.

Det nævnes gentagne gange i Koranen, at mennesket sammen med så mange muligheder og goder også har fået forståelsen af godt og ondt. En dag skal der aflægges regnskab for alt dette. Derfor er det hinsidige uundværligt, for at de moralske følger kan komme til syne.

c) Ved endnu en form for argumentation er det blevet gjort klart, at mennesket nødvendigvis anerkender moralske regler. Mennesket er blevet udstyret med den samvittighedsevne, der gør, at det kalder det gode godt og anser det onde for ondt. Derfor kræver menneskets samvittighed, at gode handlinger bør føre til et godt resultat og onde handlinger til et dårligt resultat. I det andet vers i sura al-Qiyama (nr. 75) sværger Allah ved nafs al-lawwama, det selvbebrejdende sind, eller samvittigheden, og siger, at det hinsidige nødvendigvis må findes.

Hvis mennesket ikke anså belønningen for gode handlinger og straffen for onde handlinger for rimelige, ville menneskelivet gå i stå. Selve eksistensen af lov, domstole og fængsler beviser, at mennesket ledes af et moralsk liv og moralske regler. Derfor kræver samvittighed, fornuft og logik, at det hinsidige må findes. Mange steder i Koranen rejses spørgsmålet: Hvordan kan de frommes og de ugudeliges skæbne blive den samme?

19. Studiet fra bevægelsens perspektiv

Eftersom Koranen blev åbenbaret netop med det formål trin for trin at føre den islamiske bevægelse, der blev ledet af den sidste profet, frem mod sejr, bør den studeres fra bevægelsens perspektiv. Først da bliver det let at forstå Koranens egentlige budskab.

Under studiet må man huske på, at kampen for sandhedens religion foregår på slagmarken, og at falskhedens kræfter modarbejder den. Koranen kom netop for at støtte sandheden i denne konflikt mellem sandhed og falskhed.

Man må med sit indre blik se, i hvilken periode af bevægelsen og under hvilke omstændigheder det afsnit, man læser, blev åbenbaret, samt hvilken situation sandhedens bevægelse befandt sig i på det tidspunkt, og hvilken rolle falskheden spillede. Dette er den egentlige åbenbaringsanledning.

Hvis den studerende ikke er aktiv i den islamiske bevægelse, vil vedkommende på grund af sin neutrale holdning til bevægelsen ikke kunne forstå Koranens budskab fuldt ud. I denne konflikt mellem sandhed og falskhed er det yderst vigtigt, hvilken side Koranens læser mener sig selv stå på. Hvis han spiller en aktiv rolle på sandhedens side, vil det føles for ham, som om Koranen blev åbenbaret netop for at vise ham den rette vej i den aktuelle situation.

De fleste af Koranens vers er sådan, at de på den ene side giver sandhedens tilhængere råd og mod, mens de på den anden side advarer mod at bekæmpe falskheden. Det er, som om de er et tveægget sværd, der skærer i begge retninger. Det samme vers indeholder begge siders budskab. Det er efter den side, læseren står på, at han får mulighed for at forstå det. Hvis han er aktiv i bevægelsen, vil budskabet forstås direkte.

20. Teknikken (metoden eller fremgangsmåden) til at studere suraer fra den makkianske periode

a) Først og fremmest må man forsøge at finde ud af, hvornår den pågældende sura blev åbenbaret. Man må for sit indre blik se, hvordan den bevægelse, der blev ledet af Profeten (fred være med ham), stod på det trin af den makkianske periode, hvor suraen blev åbenbaret, og hvilken slags modstand de vantro og afgudsdyrkerne gjorde.

b) Derefter må man fastslå suraens centrale emne. Hvis suraen er lidt længere, kan den have flere emner. Tawhid, risalat eller akhirah kan hver for sig, to af dem eller alle tre være det centrale emne. Det er den første opgave at fastslå, hvad hovedemnet er i de enkelte dele af suraen.

c) Derefter må man forsøge at forstå resten af suraens udsagn, eller resten af et rukus eller en dels udsagn, med det fastslåede centrale emne for den pågældende sura eller del som udgangspunkt. Man må nemlig gå ud fra, at alt det øvrige er blevet fremført som argumentation for dette hovedemne.

Selv hvis der forekommer en historisk begivenhed eller en allegorisk fortælling, må man forstå den sådan, at den også er blevet fremført som argumentation til støtte for dette centrale emne.

For eksempel er formålet med beretningen om hulebeboerne i Sura al-Kahf (nr. 18) at bevise, at akhirah er mulig. Men i stedet for at være opmærksomme på den egentlige lære eller formaning begynder mennesker at beskæftige sig med unødvendige detaljer i fortællingen. Derfor understreges det dér, at man skal se bort fra unødvendige spørgsmål som hvor mange der søgte tilflugt i hulen, og hvor mange år de lå sovende, og rette opmærksomheden mod den egentlige formaning.

d) For at forstå suraen godt må versene opdeles efter deres forskellige punkter. Flere vers kan tilsammen tydeliggøre én pointe. Omvendt kan mange vers høre under ét og samme punkt. Undertiden kan et vers’ budskab også udgøre et selvstændigt punkt. I Sura An-Naba (nr. 78) fra Amma-juz’et fremlægges der for eksempel én pointe i vers 1-3, en anden pointe i vers 4 og 5, og endnu en enkelt pointe eller ét budskab i vers 6-16.

Uanset hvor mange punkter suraen opdeles i, må hvert punkts budskab forstås i sammenhæng med suraens centrale eller overordnede tema. Så vil suraens samlede fremstilling blive godt fordøjet i læserens sind.

Det er denne metode, jeg har forsøgt at følge i min gennemgang af suraerne fra Amma-juz’et. Jeg har udviklet metoden ved at følge indledningerne til flere af suraerne i Maulana Maududis (må Allah være barmhjertig mod ham) berømte tafsir, Tafhim al-Qur’an.

Efter at have drøftet dette med venner, som forsøger at studere Koranen indgående, er det blevet klart for mig, at denne metode er meget nyttig for forståelsen af Koranen. Da mange har givet udtryk for, at metoden giver en tilfredsstillende følelse af at kunne forstå en sura godt, er min overbevisning om dette blevet yderligere styrket.

21. Formålet med profetfortællingerne

I mange suraer i Koranen, især i de lange suraer, nævnes profeternes og sendebudenes fortællinger gentagne gange. Versene om dette emne udgør en betydelig del af Koranen. Hvis man ikke forstår, at det egentlige formål ikke er at fortælle historier eller dyrke historie, bliver man optaget af at drøfte alle detaljer i disse fortællinger og begivenheder.

Koranen gennemgår ikke nogen profets historie sammenhængende. Hvert sted nævnes kun så meget af begivenhederne, som er nødvendigt for at fremføre historiske argumenter til støtte for det grundlæggende budskab, der er formålet det pågældende sted. Derfor er forskellige dele af den samme profets fortælling blevet fremhævet i forskellige suraer efter behov. Ingen profets liv beskrives fortløbende i den samme sura som én samlet fortælling. Selvom hele profeten Josefs (fred være med ham) fortælling gennemgås i én sura, præsenteres den på ingen måde som en historie. Hovedformålene med at omtale profeternes fortællinger er flere:

a) At tilskynde de troende til gennem profeternes eksempler at lære tålmodighed, mod, standhaftighed og oprigtighed.

b) At advare de falske kræfter ved at nævne de alvorlige konsekvenser af at modsætte sig profeterne.

c) At give dem, der modsatte sig den sidste profet, mulighed for at lære af konsekvenserne for dem, der tidligere modsatte sig profeterne.

d) At bevise, at alle de profeter og sendebud, der kom gennem tiderne, var tilhængere af den samme religion.

e) At tydeliggøre, at konflikten mellem sandhed og falskhed er evig. Hver gang en profet forsøgte at etablere den sande religion, gjorde de falske kræfter, der ville bevare deres egne interesser, modstand.

f) Allah den Almægtige gav ikke menneskene ret til at vejlede dem med magt. Profeternes opgave var blot at forsøge at forklare tingene for menneskene.

g) Hvis menneskene ikke er villige til at acceptere sandheden, vejleder Allah ikke noget folk med tvang. Om menneskene accepterer sandheden eller ej, afhænger udelukkende af deres frie vilje.

22. Måder at udbrede Koranens lære blandt folket

Der er en udbredt tradition blandt muslimer for at recitere Koranen. Selv hvis de ikke kender dens betydning, kan de, når de hører nogen recitere Koranen, forstå, at Koranen bliver læst. På grund af deres hengivenhed over for Koranen lytter de opmærksomt, når de får mulighed for at høre dens betydning. Men de får ikke mulighed for at høre Koranens budskab på et letforståeligt sprog.

I mange områder i dette land holdes der samlinger med undervisning i Den Hellige Koran og tafsir under navnet »Dars-e Koran« og »tafsir-mahfil«. Store dele af den muslimske befolkning deltager begejstret i dem. Én gang om året afholdes disse samlinger med stor pragt og kan vare i flere dage. Dette viser folkets interesse for og kærlighed til Den Ædle Koran.

Det er let at udnytte denne respekt for og tiltrækning til Koranen til at indføre »Dars-e Koran« i moskéerne, om så blot én dag om ugen. Det er allerede indført i nogle moskéer. Men i mange moskéer er det ikke muligt at indføre det på grund af mangel på personer, der kan holde dars.

De, der fortolker Koranen ved tafsir-samlinger, er lærde mænd. Takket være deres kundskaber i det arabiske sprog kan de udføre tafsir kompetent. De er også i stand til at læse mange tafsir-værker på arabisk, urdu og bengali. Men fordi de foretager en detaljeret tafsir, har de kun tid til at formidle undervisningen i en lille del af Koranen.

Tafsir betyder en detaljeret forklaring. Tafsir er ikke mulig uden en god lærd. Hvis man ikke kender den arabiske sætningsopbygning, er det umuligt at forklare betydningen ord for ord. Derfor er der på grund af mangel på kvalificerede personer ingen mulighed for at holde tafsir-samlinger bredt gennem hele året. Men hvis Koranens undervisning ikke gøres let tilgængelig for folket, kan bestræbelserne på at etablere deen ikke lykkes. Til dette store formål bør der indføres »Dars-e Koran«. Dars betyder undervisning. »Dars-e Koran« betyder Koranens undervisning. Hvis denne undervisning skal udbredes bredt blandt folket, bør der være »Dars-e Koran« i moskéerne. Selv hvis det blot afholdes én dag om ugen, vil det være muligt at sprede Koranens lys tilstrækkeligt.

Af Den Ædle Korans i alt 114 suraer fylder 44 suraer efter Sura al-Fatiha 25 paraer af Koranen. Fra para 26 til para 30 findes der 69 suraer i blot 5 paraer. Hvis Sura al-Fatiha føjes til disse 69, bliver det i alt 70 suraer. Af disse 70 er kun 16 madani-suraer, mens 54 er makki-suraer.

Det er især fra disse 70 suraer, imamerne reciterer under bønnen. Desuden er størstedelen af dem makki-suraer. Af Den Hellige Korans 114 suraer er 89 makki-suraer, og 54 af dem findes i de sidste 5 paraer. Set fra den islamiske bevægelses synspunkt er det vigtigere først at forstå makki-suraerne.

Hvis der indføres ugentlig »Dars-e Koran«, kan folket få undervisning i disse 70 suraer inden for et til halvandet år. Da 16 af dem er madani-suraer, vil de også få noget indsigt i dem. Hvis imamerne påtager sig ansvaret for at indføre ugentlig Dars-e Koran i moskéerne, kan denne ordning meget let blive gennemført. Hvis de gør en lille indsats, vil det være en stor opgave for deen.

Det, der er skrevet i denne bog for at forstå Koranen, kan være en hjælp for imamerne i dette arbejde.

Der er naturligvis forskel på at forstå Qur’anen og at forklare den for andre. For at forstå den kan man på en eller anden måde klare sig uden kendskab til det arabiske sprog. Men uden et grundlæggende kendskab til arabisk grammatik er det vanskeligt at forklare den. De, der alligevel er interesserede i at forklare den, kan opnå de minimale kvalifikationer med hjælp fra en lærd.

Alle må anerkende en stor sandhed: Det er netop dem, der forsøger at forklare den for andre, som lettest opnår evnen til at forklare den. Den, der bruger tid og kræfter på at forklare den for andre, giver Allah ham muligheden for at forstå den godt. Hvis han begår en fejl, vil der også blandt tilhørerne være nogen, der opdager hans fejl. Hvis denne øvelse fortsætter, vil antallet af mennesker i samfundet, der forstår Qur’anen, blive ved med at stige.

23. Metoden for dars al-Qur’an

Den, der påtager sig ansvaret for dars al-Qur’an, skal først udføre to opgaver:

a) Først skal han recitere Qur’anen korrekt. Selv hvis han ikke er i stand til at recitere den fuldstændigt efter tajwids regler, skal han kunne recitere den nogenlunde korrekt.

b) Hvis han ikke selv er lærd, skal han lære det grundlæggende kendskab til arabisk hos en lærd.

Når dars al-Qur’an fremlægges, skal man følge nedenstående rækkefølge og udføre punkterne ét efter ét:

1. Recitation —- Den mængde vers, som darsen skal omhandle, skal først reciteres højt for tilhørerne.

2. Oversættelse —- De åbenbarede vers skal oversættes i det lettest mulige sprog.

3. Åbenbaringens anledning eller baggrund —- Tidspunktet og omstændighederne for åbenbaringen af de pågældende vers skal gennemgås.

4. Forklaring —- Betydningen af de pågældende vers skal gennemgås udførligt.

5. Lærdomme —- Det skal fastslås, hvilke praktiske lærdomme der kan udledes af disse vers. De råd, der kan udledes ved at sammenholde dem med de nuværende omstændigheder, skal fremhæves.

24. Hvilken slags sind kan forstå Koranens dybere mening?

a) Man forstår ikke Koranens kernebudskab blot ved at studere dens tafsir. Når læseren deltager aktivt i den store bevægelse for at etablere dīn, som Koranen blev åbenbaret for at vise vejen til, åbner læserens sind sig på den rette måde for at forstå Koranen.

b) Jo tættere læserens sind er på det medfølende hjerte hos det store menneske, som Koranen blev åbenbaret til, desto dybere vil han eller hun være i stand til at forstå Koranens dybere mening. I samme grad som læseren oplever den uro og bekymring, der fandtes i Muhammad (s.a.w.s.)’s sind for at reformere og skabe fred i menneskesamfundet, vil han eller hun være i stand til at forstå Koranen.

c) Under studiet af Koranen skal der opstå en stærk følelse i sindet af, at min store Herre vejleder mig gennem Koranen.

Denne vejledning skal jeg tage imod med hjerte og sind og følge den i mit eget liv.

d) Med inderlig længsel i hjertet skal man bede sin Herre om styrke og evne til at forstå Koranen. Man skal bede med hele sit hjerte.

e) Man skal i sit hjerte erkende Koranens værdighed, majestæt, betydning og nødvendighed. Man skal være opmærksom på, at denne Bog ikke er som alle andre bøger i verden, og læse den med kærlighed og hengivenhed.

25. Koranens juz’, rukūʿ, vers, ord og bogstaver

a) Hele Koranen er opdelt i 30 lige store juz’. I hijriåret 86 blev den opdelt på denne måde i juz’, halve juz’, fjerdedele osv. Det gjorde det lettere for læserne at holde regnskab.

b) Der er i alt 114 suraer.

c) Der er i alt 540 rukūʿ.

d) Der er stor uenighed om antallet af vers. Der findes forskellige opfattelser, fra 6.000 til 6.666. Det skyldes forskelle i optællingsmetoden.

ঙ) Der er gentagelse af 2.775 vers. Antallet af ord er 77.277 eller 77.934. Det er på grund af forskelle i optællingsmetoderne, at der også er uenighed om antallet af ord.

চ) Antallet af bogstaver er 3.386.606.

“Når man er aktiv i den storslåede bevægelse for etableringen af din, som Koranen blev åbenbaret for at vise vejen for, åbnes læserens hjertes dør på den rette måde, så han kan forstå Koranen.”

“I det omfang den uro og bekymring, som Muhammad (s.a.w.) følte for reformen og freden i menneskesamfundet, skabes i læserens sind, vil han i samme omfang kunne forstå Koranen.”

“Med inderlig længsel må man bede Herren om styrke og evne til at forstå Koranen; man må bede med hele sit hjerte.”

— Afslutning —