Den islamiske bevægelses prioriteter i den kommende fase

Forord

Indledning: Om den islamiske bevægelse

Hvad mener vi med den islamiske bevægelse? Den islamiske bevægelse er et folkeligt arbejde, der udføres for Allahs skyld

Det officielle arbejdes utilstrækkelighed

Bevægelsen er et organiseret, kollektivt arbejde Bevægelsens mission er at genoplive islam Hvordan skal den nødvendige genoplivning opnås? Mangfoldigheden af bevægelsens arbejdsområder, og hvilket der er mest berettiget Diversificering af arbejdsområder

Der er pædagogisk arbejde

Der er politisk arbejde

Der er socialt arbejde

Der er økonomisk arbejde

Der er kampens arbejde (jihad). Der er medie- og propagandaarbejde. Der er intellektuelt og videnskabeligt arbejde. Fordeling af kræfterne mellem arbejdsområderne. Hvad bør fremhæves og prioriteres?

Kapitel 1: Den islamiske bevægelse inden for intellekt og viden

Regeringen inden for intellekt og viden

Vores behov for en ny fiqh

De former for fiqh, forståelse, vi har brug for

Balancernes fiqh

Behovet for to niveauer af fiqh. Integration af de to former for fiqh i undersøgelsen af interesser og onder. Vanskeligheden ved at praktisere i det virkelige liv. Beviset for balancernes fiqh i den hellige Koran

Sheikh al-Islam Ibn Taymiyyas synspunkt

Når fiqh om prioriteringer mangler

Fiqh om prioriteringer

Fiqh om prioriteringer i profetens sira (biografi) Forholdet mellem fiqh om prioriteringer og fiqh om afvejninger

Nødvendigheden af at iagttage proportionerne mellem sharia-forpligtelser [Juridiske

påbud eller mandater] Forsømmelsen af fiqh om prioriteringer blandt mange muslimer Imam al-Ghazali og fiqh om prioriteringer

Imam Ibn al-Qayyims vurdering af foretrukne gudsdyrkelser

Kapitel 2: Den islamiske bevægelse inden for propaganda og offentlig

Viden

Den islamiske bevægelse inden for propaganda: Horisontal ekspansion

Bevægelsen og den dannede elite

Mange dannedes misforståelse af islam – Hvordan bør den islamiske vækkelse forholde sig til de dannede?

Den islamiske bevægelse og masserne

At fortælle sandheden, ikke bedøve med drømme

Korrektion af forkerte begreber

Den islamiske bevægelse og arbejderklasserne

Den islamiske bevægelse og forretningsfolk og finansfolk

Den islamiske bevægelse og kvinders aktiviteter

Manglen på islamisk arbejde i kvindekredse Hvornår vil kvinders islamiske arbejde lykkes?

Udbredelsen af hårde ideer på dette område

Problemet med islamisk arbejde i forbindelse med kvinders aktiviteter

En mulig indvending og dens tilbagevisning

Kapitel 3: Den islamiske bevægelse inden for uddannelse og religiøs oplæring

Trosbaseret uddannelse er grundlaget Nødvendigheden af en vis korrekt sufi-opdragelse

Fire fokuspunkter

Fokus på at søge det rette ud over ren intention
Betydningen af den ideologiske uddannelse af fremtidige ledere Forberedelse af lederskaber til fremtiden Et særligt institut til forberedelse af lederskaber

Kendetegn ved den nødvendige ideologi

En videnskabelig ideologi

Kendetegn ved den videnskabelige ånd, vi har brug for

Nogle praksisser, der strider mod den videnskabelige ideologi

En realistisk ideologi

At afbalancere ambitioner med kapaciteter

At begrave gamle problemer

En debat, vi ikke har brug for i dag

En traditionalistisk ideologi

Grundprincipperne i den sande traditionalistiske metode. Både fortalere for og modstandere af “traditionalisme” gør den uret

At tilegne sig de første muslimers metode, ikke blot deres afgørelser

En vækkelsesideologi

Vækkelsesbevægelsen står ikke i modsætning til traditionalismen

Islam billiger vækkelsesbevægelsen

Nødvendigheden af fornyelse af midlerne Hassan al-Banna var ikke rigiditet Rigiditet er en alvorlig sygdom Det, jeg frygter for den islamiske bevægelse

En afbalanceret ideologi

Den afbalancerede ideologis holdning til de store spørgsmål

Den afbalancerede holdnings tilbagegang blandt nogle islamister på visse tidspunkter

Afbalancerethed går hånd i hånd med lempelse

Bevægelsen bør anlægge en linje præget af lempelse

En fremtidsorienteret ideologi

Den hellige Koran og fremtiden Profeten og fremtiden

Kapitel 4: Den islamiske bevægelse på politisk og verdensmæssigt niveau

Mod en rationel politisk fiqh

Skadelige ideologiske fænomener

En mangel, der bør afhjælpes inden for politisk fiqh

En vigtig dialog om politisk fiqh Den forkerte anvendelse af Profetens sira til absolut deduktion af retsafgørelser
Bevægelsen og befrielsen af muslimske territorier

Bevægelsen og befrielsesbevægelser

Bevægelsen og muslimske minoriteter

Vigtige fakta om muslimske minoriteter

Hvad har disse minoriteter mest brug for? En nation uden ledelse [hverken en kalif eller en pave]

Bevægelsens opgave i denne henseende

Bevægelsen og udlandsboende

Hvorfor interessen for udlandsboende?

Nødvendigheden af en islamisk tilstedeværelse i Vesten

En konservatisme uden isolation og en åbenhed uden opløsning

De fem pligter for muslimske udlandsboende

En advarsel mod to ting

Bevægelsen og politisk frihed og demokrati

Den islamiske bevægelse og etniske og religiøse minoriteter

Problemet med etniske minoriteter er løst i islam Hvordan løses problemet med religiøse minoriteter?

Bevægelsen og dialog med andre

Dialogen med rationelle sekularister

Dialogen med rationelle herskere

Dialogen med rationelle vesterlændinge

Den religiøse (islamisk-kristne) dialog

Den intellektuelle dialog (med orientalister)

Den politiske dialog med Vesten

Den islamiske bevægelse og den officielle religiøse institution

Bevægelsen og grupperne inden for den islamiske vækkelse

Konklusion

Nødvendigheden af fuldtidsarbejde med Bevægelsens opgaver udført af kompetente

personer

Kvalificeringen af specialister

Et center for information og forskning

BILAG Fatwaer udstedt af Shaykh al-Islam Ibn Taymiyya

Tilladeligheden af at påtage sig et offentligt embede i en uretfærdig stat, hvis indehaver

ville afhjælpe noget af uretfærdigheden eller begrænse ondskab og korruption

Konflikten mellem gode og dårlige forhold (i én situation)

ORDLISTE

Forord

Af alle de sammensværgelser, der i moderne tid er blevet udklækket mod islam, er den farligste et falsk krav på profetskab, fremsat i begyndelsen af dette århundrede. Dette krav har været den væsentligste årsag til udbredt åndeligt kaos blandt ummaen i de sidste tres år. Som ved alle andre splittelser er den grundlæggende årsag til denne fortræd, at muslimerne generelt er uvidende om deres religion. Hvis de virkelig havde været gennemtrængt af dens viden og havde udviklet en klar forståelse af trosartiklen om profetskabs endelighed, ville det næsten have været umuligt for nogen falsk profetskabsfordrer at slå rod og trives blandt islams folk efter profeten Muhammads sidste kald (Allahs fred og velsignelser være med ham). På dette tidspunkt er det mest fuldkomne og effektive middel til at udrydde dette onde at undervise det størst mulige antal mennesker på den bedst mulige måde i den sande tro på Muhammads profetskabs endelighed (fred være med ham) og understrege denne trosartikels betydning og værdi i islam. Det er også bydende nødvendigt, at al tvivl og alle skeptiske forestillinger om profeten Muhammads sidste kald (fred være med ham) fjernes gennem fornuft og logik. Dette hæfte er udarbejdet netop med dette formål. Læsere, der finder det nyttigt, bør gå et skridt videre og yde deres fulde samarbejde til udbredelsen af dets indhold. Dette hæfte bør nå alle læsekyndige, og efter selv at have studeret det bør de læse det højt for de ikke-læsekyndige. Det håbes, at et studium af dette hæfte ikke blot vil immunisere mennesker, som ikke er blevet smittet af denne sygdom, men også vil gøre sandheden klar for de retsindige blandt dem, der har modtaget nogle af dens kim. Men for dem, der er blevet ofre for falskheden og er uimodtagelige for al fornuft – for dem ligger håb og frelse alene hos Allah.

Abul A’la Maududi

Lahore: 12. februar 1962.

Introduktion

I Allahs, Den Mest Nådiges og Den Mest Barmhjertiges navn
“O mennesker! Muhammad har ingen sønner blandt jeres mænd, men sandelig, han er Guds Sendebud og den sidste i rækken af profeter. Og Gud er alting bekendt.” (Sura Al

Ahzab: 40)

Dette vers blev åbenbaret i den femte Ruku’ (para eller passage) af Surah al-Ahzab. I denne Ruku’ har Allah givet svar på alle de indvendinger, som hyklerne rejste, og som havde fremkaldt en storm af bagtalelse, sladder og uro med hensyn til den hellige profet Muhammads (fred være med ham) ægteskab med Hadrat Zainab (må Allah være tilfreds med hende).
Disse hyklere hævdede, at Zainab var hustru til den hellige profets adoptivsøn, og at hun gennem denne forbindelse indtog stillingen som profetens svigerdatter. Efter hendes skilsmisse fra Zaid havde profeten derfor taget sin egen svigerdatter til hustru. For at tilbagevise denne anklage gjorde Allah det klart i vers 37, at dette ægteskab havde guddommelig godkendelse og skulle tjene som en lovlig præcedens for muslimske mænd til at gifte sig med deres adoptivsønners hustruer, efter at disse var blevet skilt af deres ægtemænd. Senere bekræftede Allah i vers 38 og 39, at ingen magt kunne hindre profeten i at opfylde en guddommelig forpligtelse. Profeterne er pålagt at frygte Gud, ikke mennesker. Det har altid været sendebudenes praksis at overbringe det guddommelige budskab uden uvedkommende hensyn og at udføre de pligter, Allah havde pålagt dem, uden frygt eller tøven. Derefter blev et vers åbenbaret, som tilintetgjorde grundlaget for alle indvendinger. For det første havde de anklaget ham: “Du har taget din svigerdatter til hustru i strid med din egen lov, ifølge hvilken en søns hustru er forbudt for hans far.” Som svar på denne anklage blev det bekræftet af den Almægtige: “Muhammad har ingen sønner blandt jeres mænd …” Dermed blev det gjort fuldstændig klart, at den mand, hvis fraskilte hustru profeten havde taget til ægte, ikke var hans virkelige søn; handlingen indebar derfor ikke en overtrædelse af denne regel. Deres anden anklage lød således: “Lad det være indrømmet, at adoptivsønnen ikke er den virkelige søn, og at en far på dette grundlag lovligt kan gifte sig med sin adoptivsøns fraskilte hustru, men hvilken tvang var der for profeten til at gøre det?” Allah svarede på denne anklage: “Men sandelig, han er Allahs sendebud.” Meningen er, at det var Allahs påbud til den hellige profet at udrydde alle fordomme og erklære alle de tabuer, som hedensk skik unødigt havde pålagt mennesker, for lovlige. I denne henseende var profetens handling entydig og efterlod ikke plads til tvivl. [På dette punkt kræver de, som benægter den endelige afslutning på Muhammads profetskab (PBUH), at få at vide, i hvilken tradition denne anklage er blevet overleveret. Dette spørgsmål afslører i virkeligheden deres uvidenhed. Den hellige Koran giver flere steder svar på urostifternes anklager uden faktisk at nævne selve anklagen. I hvert tilfælde indeholder den relevante tekst dog umiskendelige tegn på, hvilken anklage der besvares. Også i det foreliggende tilfælde indeholder svaret selve spørgsmålets indhold. Brugen af bindeordet “men” ved slutningen af den første sætning forudsætter, at en del af spørgsmålet endnu ikke var blevet behandlet. Den anden sætning giver derfor svaret på den resterende del af spørgsmålet. Den første sætning havde åbenbaret svaret på indvendingen om, at “Muhammad havde giftet sig med sin svigerdatter”. Det andet punkt i spørgsmålet, “hvilken tvang var der for profeten til at gøre det”, krævede imidlertid stadig et svar. Dette svar blev givet i den følgende sætning i teksten: “Men sandelig, Muhammad er Guds sendebud og den sidste i rækken af Guds profeter.” Punktet kan forklares yderligere med et eksempel fra en almindelig samtale. En person siger: “Zaid rejste sig ikke, men Bakr har rejst sig.” Dette giver den betydning, at Zaid ikke rejste sig, men sagen slutter ikke dermed, for det rejser spørgsmålet: “Hvis Zaid ikke rejste sig, hvem rejste sig så?” Bisætningen “men Bakr har rejst sig” giver svaret på dette spørgsmål. Det samme gælder i det ovenstående tilfælde.] For at lægge særlig vægt på dette punkt siger Allah: (Khatim Al-Nabbiyeen) “Og han er den sidste i rækken af profeter,”
hvilket betyder, at intet sendebud eller nogen profet, der er pålagt opgaven at gennemføre reformer inden for lov eller samfund, som måtte være blevet udeladt (Gud forbyde det) i Muhammads levetid, nogensinde vil efterfølge ham. Eftersom Allah bestemte profeten Muhammads (PBUH) sendelse til at være den endelige, var det derfor nødvendigt, at han fuldførte opgaven med at udrydde denne hedenske skik. Senere blev dette punkt yderligere understreget i åbenbaringen (Wa Kan ul-Allahi Bekulle Shai-in ‘Aleema): “Gud ved alt.” Den sande betydning af denne åbenbaring er, at Allah fandt det bedst at fjerne denne hedenske skik gennem profeten Muhammads virke, og at kun Allah kunne tage højde for den skade, som en fortsættelse af denne vantro skik ville have medført. Allah vidste fuldt ud, at profetskabets række endte med Muhammad (PBUH), hvis eksempel hele ummah ville følge, og hvis han ikke havde fjernet denne skik, ville der ikke senere opstå nogen mand, der i status kunne sammenlignes med profeten Muhammad, og som kunne fuldføre opgaven. Og selv hvis der i senere tider var opstået en reformator, som brød denne skik, ville hans handling ikke have udgjort en universel eller varig præcedens, som muslimer i alle tider og alle lande kunne følge. Ingen senere person vil bære den guddommelige hellighed, som er knyttet til profeten Muhammads person. Derfor er det kun Muhammads eksempel, der kan udslette forestillingen om alle hedenske skikke fra menneskers sjæle for altid.
Koranens teksts afgørelse
En gruppe, som i moderne tid har fremført kætteriet om et nyt profetskab, forklarer betydningen af idéen om “profetskabets endelighed” som “profetskabets segl” og antyder dermed, at alle profeter, som skulle efterfølge Muhammad (PBUH), ville bære hans segl og alene gennem hans segl opnå profetskab. Ingen, med andre ord, som ikke bærer Muhammads segl (PBUH), vil opnå profetskabets status. Men den sammenhæng, hvori udtrykket “den sidste i rækken af profeter” er blevet åbenbaret i den hellige Koran, giver ikke plads til en sådan spekulation. Hvis udtrykket “den sidste i rækken af profeter” virkelig havde den betydning, som denne gruppe hævder, ville udtrykket være helt malplaceret i den sammenhæng, hvori det blev åbenbaret. Desuden fordrejer udtrykket, når det tillægges denne betydning, hele formålet med det åbenbarede vers. I dette vers tilbageviser Gud anklagen og fjerner den tvivl, som de ondsindede havde skabt om profeten Muhammads ægteskab med Zainab (må Allah være tilfreds med hende), profetens adoptivsøn Zaids fraskilte hustru. Er det rimeligt pludselig at indføje i denne sammenhæng, at Muhammad (PBUH) var “profeternes segl”, og at Allah havde overdraget ham myndighed til at bekræfte ægtheden af efterfølgende profeter? Denne fortolkning har overhovedet ingen forbindelse med sammenhængen og strider mod formålet med det guddommelige argument mod kætterne. Hvis denne fortolkning var korrekt, kunne de vantro med rette have sagt: “Der er ingen hast med at afskaffe denne skik nu. I kan trygt overlade opgaven til jeres efterfølgende profeter, som vil bære jeres segl.” Ifølge en anden fortolkning af profetskabets endelighed, som denne gruppe fremfører, betyder udtrykket “den sidste i rækken af profeter” den “ophøjede profet”. De forklarer desuden, at sendebudenes række vil fortsætte, selv om profetskabets fortræffelighed er nået sit højdepunkt i Muhammads person (PBUH). Denne fortolkning er ikke mindre mangelfuld og skadelig end den første. Den har næppe nogen forbindelse med sammenhængen og formidler faktisk en betydning, der modsiger verset. Hvis man følger denne argumentation, kunne de vantro og hyklerne med rimelighed have sagt: “Herre, der vil komme andre profeter efter dig, uanset hvor meget lavere de står i status end dig, for at fuldføre den guddommelige mission; hvorfor må du også selv påtage dig at fjerne denne skik?”
Ordbogsbetydningen af ordet ‘Khatam-al-Nabiyyin’
Det er tydeligt, at teksten kun kan have én betydning, nemlig at Khatam-al-Nabiyyin betegner profetskabets endelighed, med den klare betydning, at profetskabets række er blevet fuldendt og afsluttet med Muhammad (PBUH). Det er ikke kun sammenhængen, der støtter denne fortolkning, men også leksikografien. Ifølge arabisk leksikon og sproglig brug betyder Khatam at sætte et segl; at lukke, at komme til ende og at føre noget til dets yderste afslutning. Khatama al-‘Amala svarer til ‘Faragha min al-‘Almali’, som betyder ‘at blive færdig med opgaven’. ‘Khatama al-Ina’ betyder ‘Karret er blevet lukket og forseglet, så intet kan komme ind i det, og dets indhold heller ikke kan løbe ud’. ‘Khatam-al-kitab’ betyder ‘Brevet er blevet lagt i en lukket og forseglet tilstand, så det er endeligt sikret’. ‘Khatama-‘Ala-al-Qalb’ betyder ‘Hjertet er blevet forseglet, så det ikke kan opfatte noget nyt eller fornægte det, som det allerede har optaget’. ‘Khitamu-Kulli-Mashrubin’ betyder ‘den sidste smag, der bliver tilbage i munden, når drikken er slut’. Katimatu Kulli Shaiinn ‘Aqibatuhu wa Akhiratuhu betyder: “Enden på alt betegner dets undergang og endelige afslutning.” Khatm-ul-Shaii Balagha Akhirahu udtrykker betydningen: “At afslutte en ting betyder at føre den til dens yderste grænse.”
Udtrykket Khatam-i-Qur’an bruges i samme betydning, og de afsluttende vers i Koranens suraher kaldes Khawatim. Khatim-ul-Qaum Akhirhuum betyder “Den sidste mand i stammen.” (Se Lisan-ul-‘Arab; Qamus og Aqrab-ul-Muwarid). [Vi har her henvist til tre leksika, men forklaringen af dette punkt er ikke begrænset til disse værker alene. Alle autoritative ordbøger over det arabiske sprog fortolker ordet Khatam i den betydning, vi har angivet. Men de, der benægter profetskabets endelighed, forsøger at rette et snigende angreb mod Guds religion og hævder, at når vi kalder nogen “den sidste af digterne” eller “den sidste af de retslærde” eller “den sidste af kommentatorerne”, mener vi ikke nødvendigvis, at ingen digter, retslærd eller kommentator vil komme efter dem; vi mener blot, at al fremragende kunnen inden for deres område er samlet i sådanne mænd. Den faktiske situation er imidlertid, at når vi bruger disse overdrevne betegnelser om nogen, erstatter eller fjerner vi ikke derved ordet “sidste”s oprindelige betydning. Det er absurd at antage, at ordet “sidste” gennem sin metaforiske brug om en mands fortræffelighed eller fuldkommenhed mister sin oprindelige eller egentlige betydning, nemlig “endelig”. En sådan antagelse kan kun accepteres af en person, der mangler elementær viden om grammatiske regler. Der findes intet grammatisk princip i noget sprog, hvorefter et ords metaforiske betydning kan tages som dets egentlige eller oprindelige betydning. Desuden erstatter eller udsletter den metaforiske betydning aldrig ordets virkelige og grundlæggende betydning. Når man siger til en araber ‘Ja Khatam ul-Qaum’, vil han bestemt ikke forstå det som: ‘Stammens fuldkomne eller mest fremragende mand er kommet.’ Han vil derimod forstå det som: ‘Hele stammen, lige til den sidste mand, er kommet.’ Der er endnu et punkt at tage i betragtning. Udtryk som ‘den sidste digter’, ‘den sidste retslærde’ eller ‘den sidste hadith-overlever’ er lovprisninger, som mennesker bruger om andre mennesker, de anser for fuldkomne og fremragende. De, der bruger disse hyperboler om andre mennesker, kan hverken sige eller vide, om mennesker med en sådan fortræffelighed vil komme i senere tider. Så i menneskesprog er disse betegnelser hyperboler, men når Gud bruger dem om en person og siger, at en bestemt egenskab er blevet fuldendt i ham, er der ingen grund til at forstå det metaforisk efter menneskelig sprogbrug. Hvis Allah havde erklæret nogen for “den sidste digter”, ville han have været den sidste digter i ordets bogstavelige betydning. Hvis Allah udnævner nogen til sin “sidste profet”, er der absolut ingen mulighed for, at nogen anden efterfølgende kan opnå denne værdighed. Gud er alvidende. Mennesket har kun begrænset viden. Hvordan kan man da forstå menneskers lovprisning af en person som “den sidste digter” eller den sidste af de retslærde på samme måde som Guds erklæring om en person som “den sidste profet”?] Derfor er alle lingvister og kommentatorer enige om, at Khatam-ul-Nabiyyin betyder “den sidste i rækken af profeter”. Ordet Khatam henviser i sin ordbogsbetydning og sproglige brug ikke til det poststempel, der sættes på udgående post. Dets bogstavelige betydning er “seglet”, som sættes på konvolutten for at sikre dens indhold.
Den hellige profets udsagn om profetskabets endelighed
Betydningen af ordet Khatam, som fremgår af den hellige Korans sammenhæng, og som er den samme som den, der angives i alle arabiske leksika, bekræftes også af den hellige profets udsagn (fred og velsignelser være med ham). Vi citerer nogle autentiske traditioner for at belyse sagen: Den hellige profet (PBUH) sagde: “Israels stamme blev vejledt af profeter. Når en profet døde, efterfulgte en anden profet ham. Men ingen profet vil komme efter mig; kun kaliffer vil efterfølge mig.” (Bukhari, Kitab-ul-Manaqib). Guds profet (PBUH) sagde: “Min stilling i forhold til de profeter, der kom før mig, kan forklares med følgende eksempel: En mand opførte en bygning og udsmykkede den med stor skønhed, men han efterlod en tom niche i hjørnet, hvor der manglede netop én mursten. Folk så sig omkring i bygningen og beundrede dens skønhed, men undrede sig over, hvorfor der manglede en mursten i nichen. Jeg er som denne ene manglende mursten, og jeg er den sidste i rækken af profeter.” (Bukhari, Kitab-ul-Manaqib). (Med andre ord er profetskabets bygning blevet fuldendt med profeten Muhammads komme (PBUH), og der er ingen tom niche i denne bygning, som kan give plads til endnu en profet.) Fire traditioner om dette emne er overleveret i Muslim, Kitab-ul-Fada’il, Babu Khatimin-Nabiyyin. Den sidstnævnte tradition indeholder følgende ekstra sætning: “Så kom jeg, og med mig sluttede profeternes række.” Den selv samme tradition er med lignende ord blevet overleveret i Tirmidhi, Kitab-ul-

Manaqib, kapitel: Fadlin Nabi, og Kitab-Adab, kapitel: Bab-ul-Amthal. I Musnad Abu Dawud

Tayalisi er denne tradition blevet medtaget blandt andre traditioner overleveret af Jabir bin Abdullah; og dens sidste sætning lyder: “Det er med mig, at profeternes række er kommet til sin endelige afslutning.” Musnad Ahmad indeholder traditioner overleveret af Hadhrat Ubayyi bin Ka’b, Hadhrat Abu Sa’id Khudri og Hadhrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med dem) om samme emne, med mindre variationer i formuleringerne her og der. Jeg er blevet begavet med evnen til at tale kortfattet og fuldkomment. Jeg blev skænket sejr gennem den ærefrygt, jeg indgød. Krigsbyttet blev gjort tilladt for mig. Hele jorden er blevet gjort til et bedested for mig, og den er også blevet et middel til renselse for mig. Med andre ord er bøn i min religion ikke begrænset til bestemte bedesteder. Bøn kan udføres hvor som helst på jorden. Og hvis vand ikke er tilgængeligt, er det tilladt for mit folk at foretage afvaskning med jord (Tayammum) og rense sig med jord, hvis der kun er lidt vand til badning. Jeg er blevet sendt af Allah for at overbringe Hans guddommelige budskab til hele verden. Og profeternes række er kommet til sin endelige afslutning med mig. (Muslim, Tirmidhi,

Ibn Majah)

Den Hellige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Gud har skænket mig seks fortrin, som de tidligere profeter ikke nød: Allahs Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) fastslog: “Rækken af sendebude og profeter er kommet til sin afslutning. Der skal hverken komme noget sendebud eller nogen profet efter mig.” (Tirmidhi,

Kitab-ur-Rouya, kapitel: Zahab-un-Nubuwwa, Musnad Ahmad, Marwiyat-Anas bin

Malik) Den Hellige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Jeg er Muhammad, jeg er Ahmad, jeg er den, der udsletter, og vantro vil blive udslettet gennem mig; jeg er den, der samler. Folk vil blive samlet på Dommedag efter min tid. (Med andre ord er Dommedag min eneste efterfølger.) Og jeg er den sidste i den forstand, at ingen profet vil efterfølge mig.”

(Bukhari og Muslim, Kitab-ul-Fada’il, kapitel: Asma-un-Nabi; Tirmidhi, Kitab-ul-

Adab, kapitel: Asma-un-Nabi; Muatta’, Kitab-u-Asma in-Nabi, Al-Mustadrak Hakim,

Kitab-ut-Tarikh, kapitel: Asma-un-Nabi.)

Guds Profet (PBUH) sagde: „Gud den Almægtige har ikke sendt nogen apostel til verden uden at advare hans folk om Dajjals (Antikrists) fremtræden; men Dajjal viste sig ikke i deres tid. Jeg er den sidste i profeternes række, og I er det sidste troende samfund. Der er derfor ingen tvivl om, at Dajjal vil fremstå blandt jer.“ (Ibn Majah, Kitabul-fitan, bab: Dajjal). Abdur Rahman bin Jubair berettede: „Jeg hørte Abdullah bin Amr ibn-As fortælle, at den Hellige Profet (PBUH) en dag kom ud af sit hus og sluttede sig til os. Hans opførsel gav os indtryk af, at han var ved at forlade os. Han sagde: ‘Jeg er Muhammad, Allahs ulærde profet’, og gentog dette tre gange. Derefter erklærede han: ‘Der vil ikke komme nogen profet efter mig.’“ (Musnad Ahmad, Marwiyat Abdullah bin Amr ibn-As). Den Hellige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: „Allah vil ikke sende nogen apostel efter mig, men kun Mubashshirat.“ Der blev spurgt: „Hvad menes der med al-Mubashshirat?“ Han svarede: „Et godt eller fromt syn.“ (Musnad Ahmad, Marwiyat Abu Tufail, Nasa’i, Abu Dawud). Med andre ord er der ikke længere nogen mulighed for guddommelig åbenbaring. Hvis nogen højst modtager en inspiration fra Allah, vil den komme i form af en from drøm. Den Hellige Profet (PBUH) sagde: „Hvis en apostel skulle efterfølge mig, ville det have været Umar bin Khattab.“ (Tirmidhi, Kitab-ul-Manaqib). Den Hellige Profet (PBUH) sagde til Hadrat Ali: „Du står mig så nær, som Aaron stod Moses, men der kommer ingen apostel efter mig.“ (Bukhari og Muslim, Kitab Fada’il as-Sahaba). Denne tradition er også gengivet hos Bukhari og Muslim i beretningen om slaget ved Tabuk. Musnad gengiver to traditioner fra Hadrat Sad bin Abi Waqqas om dette emne. Den sidste sætning i den ene lyder: „Se, der er intet profetskab efter mig.“ De udførlige beretninger hos Abu Dawud Tayalisi, Imam Ahmad og Muhammad bin Ishaque fortæller, at den Hellige Profet (PBUH) før sin afrejse til slaget ved Tabuk besluttede at lade Hadrat Ali blive tilbage for at varetage Medinas forsvar og føre tilsyn med byens forhold. Hyklere begyndte derfor at sprede insinuationer og rygter om Hadrat Ali. Hadrat Ali gik til Profeten og sagde: „Allahs Profet, lader du mig blive tilbage blandt kvinder og børn?“ For at berolige ham sagde den Hellige Profet (PBUH): „Du står mig så nær, som Aaron stod Moses.“ Det vil sige: Ligesom Hadrat Moses på bjerget Tur havde efterladt Hadrat Aaron for at tage vare på Israels stamme, således efterlader jeg, Muhammad, dig for at tage vare på Medinas forsvar. Da den Hellige Profet samtidig frygtede, at denne sammenligning med Hadrat Aaron senere kunne give anledning til kætterske påstande, gjorde han straks klart: „Der vil ikke komme nogen profet efter mig.“ Thauban beretter: „Den Hellige Profet (PBUH) sagde: Der vil opstå tredive bedragere i mit ummah, og hver af dem vil erklære over for verden, at han er profet; men jeg er den sidste i Guds profeters række, og der kommer ingen apostel efter mig.“ (Abu Dawud, Kitab-ul-Fitan). Abu Dawud har i Kitab-ul-Malahim også gengivet en tradition fra Abu Huraira om samme emne. Tirmidhi har ligeledes gengivet disse to traditioner fra Hadrat Thauban og Hadrat Abu Huraira. Den anden tradition lyder: „Det vil komme så vidt, at tredive bedragere vil opstå, og hver af dem vil fremsætte krav på at være Guds apostel.“ Den Hellige Profet (PBUH) sagde: „Blandt Israels børn, som levede før jer, var der mennesker, der havde samkvem med Gud, selv om de ikke var Hans profeter. Hvis der blandt mit folk skulle opstå en sådan person, ville det ikke være nogen anden end Umar.“ (Bukhari, Kitab-ul-Manaqib). En version af denne tradition hos Muslim har Muhaddithuna i stedet for Yukallimuna. Mukalima og Muhaddith har imidlertid samme betydning: en person, der har det privilegium at tale direkte med Gud, eller som tiltales af den Almægtige fra det usete. Vi konkluderer derfor, at hvis der blandt Muhammads tilhængere havde været nogen, der kunne tale med Gud uden at blive ophøjet til profet, ville det have været Umar. Guds Profet (PBUH) sagde: „Der kommer ingen profet efter mig, og derfor vil der heller ikke være noget andet samfund af tilhængere af en ny profet.“ (Baihaqi, Kitab-ul Rouya; Tabarani). Den Hellige Profet (PBUH) sagde: „Jeg er den sidste i Guds profeters række, og min moské er den sidste moské“—det vil sige Profetens hellige moské. (Muslim, Kitab-ul-Hajj; Bab: Fadl-us-Salat bi Masjidi Mecca wal Medina). Mange sådanne traditioner fra den Hellige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) er blevet overleveret af ledsagerne og nedskrevet af talrige samlere på autoritative kilder. De viser, at Profeten ved flere lejligheder og med forskellige ord udtrykkeligt fastslog, at han var Guds sidste profet, at ingen profet ville følge ham, og at profeternes række sluttede med ham. Enhver, der efter hans tid ville gøre krav på at være profet eller Guds sendebud, ville være en bedrager og løgner.

Ledsagernes konsensus

Efter den Hellige Qur’an og sunnah indtager ledsagernes konsensus den tredje plads. Alle autentiske historiske beretninger viser, at Profetens ledsagere efter hans død enstemmigt førte krig mod dem, der gjorde krav på profetskab, og deres tilhængere. I denne forbindelse er Musailamas sag særlig betydningsfuld. Han benægtede ikke, at Muhammad (PBUH) var Guds profet; han hævdede, at Gud havde udnævnt ham til medprofet sammen med Muhammad, så han kunne dele hans opgave. Hans brev til den Hellige Profet kort før Musailamas død lød: „Fra Musailama, Guds profet, til Muhammad, Guds profet (PBUH). Jeg vil meddele dig, at jeg er blevet udnævnt til din partner for at dele profetskabets byrde.“ Historikeren Tabari har gengivet en tradition om, at den bønnekaldelse, Musailama havde udformet for sine tilhængere, indeholdt ordene: „Jeg bevidner, at Muhammad er Guds profet.“ På trods af Musailamas klare bekræftelse af Muhammads profetskab blev han erklæret frafalden og udelukket fra det islamiske samfund. Der blev også ført krig mod ham. Historien vidner om, at stammen Hunaifa (Banu Hunaif) i god tro havde accepteret Musailamas krav på profetskab. De var oprigtigt blevet ledt til at tro, at Muhammad selv havde erklæret Musailama for sin partner i profetskabet. En mand, der havde lært Qur’anen i Medina, gik til Banu Hunaifa og fremstillede falskeligt Qur’anens vers som åbenbaret til Musailama. Selvom Banu Hunaifa med vilje var blevet vildledt, anerkendte Profetens ledsagere dem ikke som muslimer, men sendte en hær imod dem. Der er ingen grundlag for at hævde, at ledsagerne bekæmpede dem som oprørere og ikke som frafaldne. Islamisk lov fastslår, at muslimske oprørere, der tages til fange i krig, ikke må gøres til slaver. Selv oprørske dhimmier må ikke gøres til slaver, når de tages til fange. Men da der blev iværksat militær aktion mod Musailama og hans tilhængere, erklærede Hadrat Abu Bakr, at fjendens kvinder og børn skulle tages som slaver; og da de blev taget til fange, blev de gjort til slaver. En pige blandt dem blev givet som slave til Hadrat Ali. Hun fødte ham en søn ved navn Muhammad bin Hanfiya, som er en berømt skikkelse i islams historie. (Al-Badaya wan-Nihaya, bind VI, s. 316 og 325). Denne begivenhed beviser klart, at ledsagerne ikke anklagede Musailama for oprør. Anklagen var, at han efter profeternes rækkes afslutning med Muhammad havde gjort krav på profetskab og dermed vildledt andre til at tro på dette krav. Aktionen mod Musailama blev gennemført straks efter den Hellige Profets død under ledelse af Hadrat Abu Bakr Siddique, og den havde hele ledsagerskabets enstemmige støtte. Der findes næppe noget klarere eksempel på ledsagernes konsensus.

Hele ummahs lærdes konsensus

Efter ledsagernes konsensus kommer konsensusen blandt de muslimske lærde, der levede efter ledsagernes tid. Islams historie fra det første århundrede til moderne tid viser, at de lærde i alle perioder og i alle islamiske lande har været enige om, at ingen ny profet kan udnævnes efter Muhammad (PBUH). De er enige om, at enhver, der efter Muhammad gør krav på profetskab, og enhver, der tror på et sådant krav, er frafalden og udstødt af islams samfund. Imam Abu Hanifas tidsalder giver et eksempel: En mand gjorde krav på profetskab og sagde: „Lad mig vise jer beviserne på mit profetskab.“ Den store imam advarede da folket: „Den, der beder denne mand om beviser på hans profetskab, bliver selv frafalden, for Guds Profet (PBUH) har udtrykkeligt erklæret: Der kommer ingen profet efter mig.“ (Manaqib al-Imam-i-Azam Abi Hanifa, Ibn Ahmad al-Makki, bind I, s. 161). Allama Ibn Jarir Tabari fortolker verset walakin Rasul Allahi wa Khatam-ul-Nabiyyin således: „Han har afsluttet og beseglet profetskabet, og døren til profetskab vil ikke åbnes for nogen indtil verdens ende.“ (Ibn-i-Jarirs kommentar, bind 22, s. 12). Imam Tahavi skriver, at Muhammad (PBUH) er Guds højt ærede tjener, Hans udvalgte profet og elskede sendebud, den sidste af profeterne og de frommes leder. Ethvert krav på profetskab efter ham er åbenlys vildfarelse og dyrkelse af det onde selv. (Sharah al-Tahawiya Fil-Aqidatul-Salfia). Ibn Hazm Andulasi skriver, at rækken af guddommelige åbenbaringer sluttede efter den Hellige Profets død, eftersom ingen andre end en profet kan modtage åbenbaring, og Gud har beseglet profetembedet. (Al-Mohallah, bind 1, s. 26). Imam Ghazali erklærer, at den, der hævder, at det er muligt at opnå profetembedet efter Muhammad, uden tøven må erklæres vantro. Tilhængere af „nye profeter“ kan forsøge at give La Nabiya Ba’di—„Der kommer ingen profet efter mig“—og Khatam-ul-Nabiyyin—„profeternes sidste“—andre betydninger, men hele ummah er gennem konsensus enig om, at ordene betyder, at ingen profet eller apostel vil følge ham. Den, der nægter at slutte sig til denne konsensus, er blot en afviger. (Al-Iqtisad Fil Aiteqad, s. 114). Mohy-us-Sunnah Baghawi skriver, at Gud afsluttede profeternes række med Muhammad, og at ingen profet vil komme efter ham. (Ma’alim-al-Tanzil, bind 3, s. 158). Zamakhshri forklarer, at Jesu genkomst ikke strider mod Muhammads profetskabs endelighed, fordi Jesus blev udnævnt til profet før Muhammad og vil vende tilbage som Muhammads tilhænger og følge islams qiblah. (Kashshaaf, bind 2, s. 215). Qazi Iyad skriver, at enhver, der gør krav på profetskab, eller hævder at modtage guddommelig åbenbaring uden at kalde sig profet, er frafalden og benægter Muhammads profetskab, eftersom Muhammad er den sidste profet og blev sendt som profet og sendebud til hele menneskeheden. (Shifa, bind 2, s. 270-271). Shahrastani skriver, at der ikke kan være nogen tvivl om, at den, der siger, at en profet vil komme efter Muhammad, er vantro. (Almilal wan Nahal, bind 3, s. 249). Baidawi skriver, at Muhammad er den sidste af alle profeter, og at Jesus vil vende tilbage som tilhænger af Muhammads sharia. (Anwar-ul-Tanzil, bind 4, s. 164). Ibn Kathir skriver, at Qur’anens vers klart beviser, at ingen profet vil komme efter Muhammad; og når ingen profet følger ham, følger naturligvis heller ingen apostel. Enhver, der senere gør krav på profetskab, er en løgner, bedrager og forfører. (bind 3, s. 493-494). Suyuti skriver, at ingen profet vil efterfølge Muhammad, og at Jesus ved sin genkomst vil handle efter Muhammads sharia. (Jalalain, s. 768). Ibn Nujaim skriver, at den, der ikke anser Muhammad for Guds sidste profet, ikke er muslim, eftersom profetskabs endelighed er en grundlæggende trosartikel. (Al-Ashbah wan-Nazair, s. 179). Mulla Ali Qari skriver, at det efter Muhammads profetiske mission er ren vantro at gøre krav på profetskab, efter hele ummahs konsensus. (Fiqh Akbar, s. 202). Shaikh Isma’il Haqqi forklarer, at Khatam betyder seglet, hvorved profetembedet er blevet lukket gennem Muhammad. Ingen vil blive udnævnt til profet efter ham. Jesus blev udnævnt før Muhammad og vil vende tilbage som tilhænger af Muhammads sharia; han vil ikke modtage nogen ny åbenbaring eller udstede nye påbud. Ahl-Sunnat wal-Jama’at tror derfor, at ingen profet vil komme efter Muhammad, og enhver, der hævder det modsatte, bliver frafalden, fordi han har benægtet en grundlæggende trosartikel. I Fatawa-i-Alamgiri står der: „Den, der ikke anser Muhammad for Guds sidste profet, er ikke muslim; og hvis han gør krav på at være Guds sendebud eller profet, skal han erklæres frafalden.“ (bind 2, s. 263). Allama Shoukani skriver, at Khatam enten betyder, at Muhammad afsluttede profeternes række, eller at han var det segl, hvormed profetembedet endeligt blev lukket. Allama Alusi skriver, at når den Hellige Profet kaldes „profeternes segl“, følger det nødvendigvis, at han også er „sendebudenes segl“. Hans ophøjelse til profetembedet betød, at dette embede herefter var afskaffet, og ingen kunne opnå det. (Ruh-ul-Ma’ani, bind 22, s. 32). Enhver, der efter Muhammads komme hævder at modtage guddommelig åbenbaring som profet, skal erklæres vantro; der er ingen uenighed blandt muslimer om dette. (samme værk, bind 22, s. 38). Guds Bog, sunnah og ummahs konsensus fastslår derfor entydigt Muhammad som „profeternes sidste“. Enhver, der fremsætter et modstridende krav, skal erklæres frafalden. (samme værk, bind 22, s. 39).

Disse forklaringer stammer fra førende lærde, jurister, hadithforskere og Qur’anfortolkere fra hele den islamiske verden—fra Indien til Marokko og Spanien, fra Tyrkiet til Yemen. De viser, at hele den muslimske verden fra det første århundrede og frem til i dag enstemmigt har forstået Khatam-un-Nabiyyin som „den sidste af alle profeter“. Der har aldrig været nogen uenighed blandt muslimer om, at den, der gør krav på profetskab, og de, der tror på et sådant krav, står uden for islam. Hvilket rum er der da for en alternativ fortolkning, når den almindelige ordbogsbetydning, Qur’anens vers, den Hellige Profets egen forklaring og hele den muslimske ummahs konsensus alle peger i samme retning? Og hvordan kan mennesker kaldes muslimer, som ikke blot støtter åbningen af profetskabets dør, men faktisk har ophøjet en mand til Guds profeters rang og fulgt denne overtræder?

Er Gud vores tros fjende?

Profetskab er et følsomt spørgsmål. Ifølge den Hellige Qur’an er troen på profetskab en grundlæggende trosartikel: Den, der tror, er troende, og den, der fornægter, er vantro. Den, der ikke tror på en profet, er frafalden; og den, der tror på en bedragers krav om at være profet, bliver vantro. I en så vigtig sag kan den alvidende Gud ikke forventes at have begået en fejl. Hvis der skulle komme en profet efter Muhammad, ville Gud have gjort dette klart i Qur’anen eller have befalet Muhammad at erklære det tydeligt. Guds Apostel ville ikke være gået bort uden at advare sit folk om, at andre apostle ville følge ham, og at hans tilhængere skulle tro på dem. Hvis profetskabets dør virkelig var åben, og en ny profet viste sig, ville vi nægte at følge ham uden frygt. Vi ville fremlægge Guds egne erklæringer og påbud som bevis på, at Allahs Bog og Hans sendebuds sunnah havde ført os til at afvise den nye profet. Men hvis profetskabets dør faktisk er lukket, og nogen alligevel tror på en ny profets krav, bør han overveje, hvilket forsvar han vil kunne fremlægge for Gud på dommens dag.

Har vi brug for en profet nu?

Profetskab er ikke en egenskab, som en person kan erhverve gennem bønner og gode gerninger, og det er heller ikke en belønning for god tjeneste. Det er et embede, som Allah tildeler en person for at opfylde et særligt behov. Ifølge Qur’anen blev profeter sendt under fire omstændigheder: For det første til et folk, som ingen profet tidligere var sendt til, og som ikke kunne modtage en anden nations profets budskab. For det andet, når et tidligere budskab var blevet glemt eller fordrejet, så det ikke længere var muligt at følge det. For det tredje, når et tidligere folk ikke havde modtaget Guds fuldstændige religion, så efterfølgende profeter måtte fuldende den. For det fjerde, når en anden profet var nødvendig for at dele ansvaret med den første. Ingen af disse behov findes efter Muhammads komme. Han blev sendt som vejleder for hele menneskeheden. Qur’anen, hadithsamlingerne og hans livsberetning viser, at hans budskab er bevaret i sin oprindelige og rene form. Intet ord er føjet til eller fjernet fra Den Hellige Bog, og ingen vil kunne ændre den indtil opstandelsens dag. Den anden betingelse er derfor også opfyldt. Qur’anen bekræfter, at Gud gennem Muhammad fuldendte sin guddommelige mission; der er derfor ikke plads til en ny profet. Hvis en medprofet havde været nødvendig, ville han være blevet udnævnt i Muhammads tid. Da ingen blev udnævnt, er også den fjerde betingelse opfyldt. Der findes ingen femte betingelse, som kunne gøre en ny profet nødvendig. Når Qur’anen og sunnah er bevaret i deres oprindelige og omfattende form, og Muhammads guddommelige mission er fuldendt, er ethvert behov for ny åbenbaring opfyldt. Der er kun behov for reformatorer, der renser menneskehedens onder, men der er ikke længere plads til profeter.

Et nyt profetskab er en forbandelse snarere end en velsignelse for ummah

Når en profet sendes til et folk, opstår spørgsmålet om tro og vantro. De troende danner ét ummah, mens de vantro automatisk bliver et andet samfund. Forskellen er grundlæggende: den ene gruppe tror på profeten, den anden fornægter ham. De to grupper kan ikke forenes, medmindre den ene opgiver sin tro. De følger også forskellige love og kilder. Derfor er profetskabs endelighed en stor velsignelse fra Allah for islam. Den har gjort det muligt for ummah at danne et varigt, universelt broderskab. Enhver, der accepterer Muhammad som guddommeligt udnævnt vejleder og leder og ikke søger vejledning fra andre kilder end hans guddommelige budskab, er medlem af islams broderskab og kan slutte sig til det når som helst. Hvis profetembedet ikke var blevet beseglet efter Muhammad, ville ethvert nyt profetskab have splittet ummah. Når en profet er sendt til hele menneskeheden, hans budskab er fuldstændigt overbragt og hans lære bevaret, bør profetembedet derfor forsegles, så hele verden kan samles i troskab mod ham og danne ét troende broderskab. Qur’anen, sunnah, ummahs konsensus og fornuften bekræfter alle, at profetembedet for altid skal forblive lukket.

Masihs virkelighed—„Jesu Kristi inkarnation“

Tilhængere af et nyt profetskab fortæller ofte lægfolk, at traditionerne har forudsagt ankomsten af en „inkarneret Kristus“. De siger, at Kristus var profet, og at hans genkomst derfor ikke strider mod profetskabs endelighed. De forklarer videre, at „den inkarnerede Kristus“ ikke er Kristus, Marias søn (PBUH), men en mand som Kristus, en inkarnation af Jesus, som allerede er kommet. At følge ham skulle ikke være i strid med troen på profetskabs endelighed. For at afsløre denne fejlslutning gengiver vi autentiske traditioner om emnet med henvisninger til autoritative hadithværker. Hadrat Abu Huraira beretter, at Guds Profet (PBUH) sagde: „Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, Marias søn skal stige ned iblandt jer som en retfærdig hersker. Han vil bryde korset, dræbe svinet og bringe krigen til ophør.“ (Bukhari, Kitab Ahadith al-Anbiya; Bab: Nuzul Isa).

Ibn Maryam; Muslim, Bab: Bayan Nuzul ‘Isa; Tirmidhi, Abwab-al-Fitan; Bab Fi

Nuzul ‘Isa; Musnad Ahmad, Marwiyat Abu Huraira)

I en anden overlevering er ordet jizya blevet erstattet med harb, »krig«, dvs. at han vil afskaffe jizyaen for ikke-troende. [Med andre ord betyder dette udtryk, at forskellene mellem tilhængerne af de forskellige religioner vil forsvinde, og at hele menneskeheden vil slutte sig til islams broderskab. Følgelig vil der ikke længere være nogen krig eller nogen grund til at pålægge nogen en religiøs skat. Denne fortolkning støttes af overlevering nr. 5 og 15, som citeres nedenfor.] En anden overlevering, berettet af Hadrat Abu Huraira, siger: »Dommedag vil ikke indtræffe, før Jesus, Marias søn, er steget ned«, og disse ord efterfølges af den tekst, der er gengivet i den ovenstående overlevering. (Bukhari, Kitab-ul-Muzalim:

Bab: Kasr-ul-Salib Ibn Majah, Kitab-ul-Fitan al-Dajjal.)

Hadrat Abu Huraira beretter, at Allahs Sendebud (PBUH) sagde: »Hvordan vil I have det, når Marias søn stiger ned blandt jer, og en af jer varetager embedet som imam (leder af bønnen)?« [Meningen er, at Jesus (PBUH) ikke vil fungere som bønneleder. Han vil bede bag den allerede eksisterende imam for muslimerne.]

(Bukhari, Kitab Ahadith Anbiya, Bab: Nuzul Isa; Muslim, Nuzul Isa; Musnad

Ahmad, Marwiyat Abu Huraira)

Hadrat Abu Huraira beretter, at Allahs Sendebud (PBUH) sagde: »Kristus, Marias søn, vil derefter dræbe svinet og fjerne korset. Der vil blive afholdt en bønneforsamling for ham. Han vil uddele så enorme mængder af goder, at ingen vil være tilbage, som mangler noget. Han vil afskaffe skatterne. Han vil slå lejr ved Rauha (et sted, der ligger 35 miles fra Medina), og derfra begive sig ud for at udføre hajj eller umrah eller begge dele.« (Beretteren er i tvivl om, hvilken af disse to handlinger Den Hellige Profet (PBUH) nævnte. (Musnad Ahmad, Silsila

Marwiyat Abi Huraira; Muslim, Kitab-ul-Hajj; Bab Jawaz-ul-Tamattu fil-Hajj wa-

al-Qir’an) Hadrat Abu Huraira beretter, at Guds profet (fred være med ham), efter at have nævnt Dajjals fordrivelse, sagde: “Muslimerne vil gøre sig klar til krig mod Dajjal, og de vil stille sig på række for at gøre sig klar til bønnen, og takbīr vil være blevet fremsagt til bønnen, da Kristus (fred være med ham), Marias søn, i mellemtiden vil stige ned og lede muslimerne i bønnen. Når Guds fjende, Dajjal, ser ham, vil han begynde at smelte som salt i vand. Hvis Kristus (fred være med ham) lod Dajjal være, ville han alligevel smelte og dø, men Gud vil lade Dajjal blive dræbt ved Kristi hånd (fred være med ham), og Kristus vil vise muslimerne sit spyd, der er gennemvædet af Dajjals blod.” (Mishkat, Kitab-ul-Fitan, Bab: al-Malahim, citeret af Muslim) Hadrat Abu Huraira beretter, at Allahs sendebud (fred være med ham) erklærede: “Ingen profet vil komme i perioden mellem mig og Jesus (fred være med ham). Og Jesus vil stige ned. Genkend ham, når I ser ham; han er en mand af middelhøjde med en rødlig, lys hudfarve. Han vil være iført to gule klædningsstykker. Det vil se ud, som om der siver vand ud af håret på hans hoved, selv om håret ikke vil være vådt. Han vil kæmpe for islams sag. Han vil knuse korset. Han vil dræbe svinene. Han vil ophæve jizyaen for ikke-troende. I hans tid vil Gud bringe alle andre trosretninger til ophør undtagen islams religion. Og Kristus vil dræbe Dajjal. Han vil leve på denne jord i en periode på fyrre år, og ved slutningen af denne periode vil han dø. Muslimerne vil bede begravelsesbønnen for Kristus

(fred være med ham). (Abu Dawud, Kitab-ul-Malahim, Bab: Khuruj-ul-Dajjal; Musnad Ahmad,

Marwiyat Abu Huraira)

Hadrat Jabir bin Abdullah beretter, at han hørte profeten (fred være med ham) sige: “Da vil Kristus, Marias søn, stige ned. Muslimernes leder vil sige til ham: \”Kom, led os i bønnen,\” men han vil svare: \”Nej, vær selv jeres egne ledere i bønnen.\” [Meningen med denne udtalelse fra Kristus (fred være med ham) er: \”En af jer bør fungere som jeres leder.\”] Han vil sige dette af respekt for den værdighed, som Gud har skænket islams folk.” (Muslim, Bayan Nuzul Isa ibn Maryam; Musnad

Ahmad, Basilsila Marwiyat Jabir bin Abdullah)

I forbindelse med episoden om Ibn Sayyad beretter Jabir bin Abdullah, at Umar bin Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “O Guds sendebud, giv mig tilladelse til at dræbe ham.” Som svar bemærkede Guds profet: “Hvis denne mand virkelig er ham (det vil sige Dajjal), vil han blive dræbt af Kristus, Marias søn. Du skal ikke dræbe ham. Men hvis denne mand ikke er ham (Dajjal), har du ingen ret til at dræbe et menneske blandt dem, som vi har garanteret beskyttelse (dhimmier).” (Mishkat, Kitab-ul-Fitan, Bab: Qissa Ibn Sayyad, citeret af Shara al-Sunnah al-Baghawi). Jabir b. Abdullah beretter, at da den hellige profet (fred være med ham) fortalte om episoden med Dajjal, bemærkede han: “På det tidspunkt vil Kristus, Marias søn, pludselig stige ned blandt muslimerne. En menighed vil samles til bøn, og der vil blive sagt til ham: \”O Guds ånd, træd frem og led os i bønnen.\” Men han vil sige: ‘Nej, jeres egen imam skal træde frem og fungere som leder.’ Da muslimerne har bedt morgenbønnen, vil de drage ud for at kæmpe mod Dajjal. Når denne løgner ser Kristus (fred være med ham), vil han begynde at smelte som salt i vand. Kristus (fred være med ham) vil gå frem mod ham og dræbe ham. Og det vil ske, at hver sten vil råbe: ‘Allahs ånd, denne jøde gemmer sig bag mig.’ Ikke en eneste af Dajjals tilhængere vil undslippe slagtningen.” (Musnad Ahmad, Basissila

Riwayat Jabir b. Abdullah)

Hadrat an-Nawas b. Sam’an beretter, mens han gengiver fortællingen om Dajjal: »Imens Dajjal er optaget af at begå sådanne handlinger, vil Gud sende Kristus, Marias søn. Kristus (Guds fred være med ham) vil stige ned nær det hvide tårn i den østlige del af Damaskus, iført to gule klæder og med hænderne hvilende på armene af to engle. Når han bøjer hovedet, vil det synes, som om vanddråber falder fra hans hoved, og når han løfter hovedet, vil det synes, som om perler drypper ned i form af dråber. Enhver vantro, som befinder sig inden for rækkevidden af hans ånde — og hans ånde vil nå så langt, som hans blik rækker — vil ikke undslippe døden. Derefter vil Marias søn forfølge Dajjal, indhente ham ved Lyddas port [Bemærk, at Lod (det moderne Lydda) ligger få miles fra Tel Aviv, hovedstaden i staten Israel i Palæstina. Jøderne har bygget en stor flybase på dette sted] og dræbe ham.« (Muslim, Dhikr Dajjal; Abu Dawud, Kitab ul-Malahim, Bab: Khuruj Dajjal; Tirmidhi, Abwab-ul-Fitan, Bab: Fi Fitna al-Dajjal; Ibn Majah, Kitab ul-Fitna, Bab: Fitna al-Dajjal)

Abdullah b. Amr b. al-As siger, at Guds Sendebud (Guds fred være med ham) sagde: »Dajjal vil opstå blandt mit folk og vil leve i fyrre« — her er beretteren usikker på, om Profeten nævnte fyrre dage, fyrre måneder eller fyrre år. »Derefter vil Gud sende Kristus, Marias søn, til verden. Han vil ligne ‘Urwa b. Masud af udseende, en af Profetens ledsagere. Kristus vil forfølge Dajjal og dræbe ham. Derefter vil verdens tilstand i en periode på syv år være sådan, at et skænderi mellem to mennesker vil være ukendt.« (Muslim, Dhikr-ul-Dajjal)

Hudhaifa b. Usaid al-Ghifari beretter: »Engang besøgte den hellige Profet os, mens vi sad sammen og talte med hinanden. Den hellige Profet spurgte: ‚Hvad taler I om?‘ Folkene sagde: ‚Vi taler om dommedag.‘ Den hellige Profet sagde: ‚Dommedag vil ikke indtræffe, før ti tegn viser sig.‘ Derefter opregnede han tegnene således:

Røg
Dajjal
Daabba
Solens opgang i vest
Kristus, Marias søns, nedstigning (Guds fred være med ham)
Yajuj og Majuj viser sig
Tre enorme fordybninger eller jordskred på jorden: ét i øst, det andet i vest og det tredje på de arabiske øer
Til sidst en vældig brand, som vil opstå i Yemen og drive folk mod Dommens slette.« (Muslim, Kitab ul-Fitan wa Ashtrat-us Sa’h; Abu Dawud, Kitab ul-Malahim, Bab: Amarat ul-Sa’h)

Det berettes af Thauban, den hellige Profets frigivne slave, at den hellige Profet (Guds fred være med ham) sagde: »Gud vil beskytte to grupper blandt mit Ummah-folk mod Helvedes ild. Den ene gruppe består af dem, der vil invadere Indien; den anden gruppe består af dem, der vil slutte sig til Kristus, Marias søn (Guds fred være med ham).« (Nasa’i, Kitab ul-Jihad; Musnad Ahmad, Bisilsila Riwayat Thauban)

Mujamme b. Jaria Ansari beretter: »Jeg hørte den hellige Profet (Guds fred være med ham) sige: Kristus, Marias søn, vil dræbe Dajjal ved Lods (Lyddas) port.« (Musnad Ahmad, Tirmidhi, Abwab-ul-Fitan)

Abu Umama al-Bahli beretter, mens han omtaler Dajjal i en lang overlevering: »Netop når muslimernes imam træder frem for at lede morgenbønnen, vil Kristus, Marias søn (Guds fred være med ham), stige ned iblandt dem. Imamen vil træde tilbage for at give Kristus plads til at lede bønnen. Men Kristus vil lægge hånden på imamens skulder mellem hans skulderblade og sige: ‚Nej, du skal lede, for denne forsamling er samlet for at følge dig i bønnen.‘ Derfor vil imamen lede bønnen. Da bønnen er forbi, vil Kristus (Guds fred være med ham) befale: ‚Åbn porten.‘ Porten vil blive åbnet. Uden for porten vil Dajjal stå med en hær på halvfjerds tusind jødiske soldater. Så snart Dajjal får øje på Kristus (Guds fred være med ham), vil han sige til ham: ‚Jeg vil slå dig med en sådan kraft, at du ikke vil overleve slaget.‘ Kristus (Guds fred være med ham) vil forfølge og indhente ham ved Lods (Lyddas) østlige port. Gud vil lade jøderne blive besejret. Jorden vil blive fyldt med muslimer, ligesom et kar fyldes til randen med vand — hele verden vil fremsige den samme Kalima, og ingen anden end Gud den Almægtige vil blive tilbedt.« (Ibn Majah, Kitab-ul-Fitan; Bab: Fitan Dajjal)

`Uthman b. Abi al-`As beretter, at han hørte Guds Profet (Guds fred være med ham) sige: »Kristus, Marias søn, vil stige ned ved tiden for morgenbønnen. Muslimernes leder vil sige til ham: ‚Guds ånd, vær vores imam i bønnen.‘ Han vil svare: ‚Folkene i dette Ummah er ledere for hinanden.‘ Da vil muslimernes leder træde frem og lede bønnen. Når bønnen er forbi, vil Kristus (Guds fred være med ham) tage sit våben og gå mod Dajjal. Da Dajjal ser Kristus, vil han begynde at smelte som bly. Kristus (Guds fred være med ham) vil dræbe ham med sit våben. Dajjals ledsagere vil blive besejret. De vil flygte, men ingen steder finde et skjulested. Selv træerne vil råbe: ‚Du fromme, denne vantro gemmer sig bag mig,‘ og stenene vil sige: ‚Du fromme, denne vantro har søgt ly bag mig.‘« (Musnad Ahmad, Tabarani, Hakim)

Samura b. Jundub tilskriver i en lang overlevering den hellige Profet (Guds fred være med ham) disse ord: »Om morgenen vil Kristus, Marias søn, stige ned iblandt muslimerne. Allah vil lade Dajjal og hans hære lide et knusende nederlag. Selv murene og træernes rødder vil råbe: ‚Du fromme, denne vantro gemmer sig bag mig. Kom og slå ham ihjel.‘« (Musnad Ahmad, Hakim)

En overlevering fra ‘Imarn b. Husain siger, at Guds Profet (Guds fred være med ham) sagde: »Der vil altid være en gruppe blandt mine tilhængere, som holder fast ved sandheden, og de vil overvinde deres modstandere, indtil Gud udsteder et dekret, og Kristus, Marias søn (Guds fred være med ham), stiger ned på jorden.« (Musnad Ahmad)

Med henvisning til Dajjals historie beretter Hadrat ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Hadrat ‘Isa (Guds fred være med ham) vil stige ned og dræbe Dajjal. Derefter vil Hadrat ‘Isa herske over jorden som en retfærdig leder og en barmhjertig hersker i fyrre år.« (Musnad Ahmad)

Safina, Guds Sendebuds frigivne slave (Guds fred være med ham), beretter i forbindelse med Dajjals historie: »Hadrat ‘Isa (Guds fred være med ham) vil stige ned, og Gud vil bringe Dajjals liv til ende nær Afiqs skråning.« [Afiq, som i moderne tid kaldes Fiq, er en by i Syrien ved grænsen mellem Syrien og Israel. Der ligger en sø, Tibriya, nogle få miles vest for byen. Denne sø er Jordanflodens udspring. Sydvest for søen findes en sti mellem bjergene, som falder to tusind fod ned til det sted i Tibriya-søen, hvor floden udspringer. Denne bjergsti kaldes Afiqs skråning.] (Musnad Ahmad)

Hadrat Hudaifa b. Yama beretter med henvisning til Dajjal: »Når muslimerne stiller sig på rækker for at bede, vil Kristus, Marias søn (Guds fred være med ham), stige ned fra himlen for deres øjne. Han vil lede bønnen. Når bønnen er forbi, vil han sige til folket: ‚Gør vejen fri mellem mig og denne Guds fjende.‘ Gud vil give muslimerne sejr over Dajjals hære. Muslimerne vil påføre fjenden en hård straf. Selv træerne og stenene vil råbe: ‚O Abdullah, o Abdul Rahman, o muslim, kom; der er en jøde bag mig, dræb ham.‘ På denne måde vil Gud lade jøderne blive tilintetgjort, og muslimerne vil sejre. De vil bryde korset, slagte svinene og afskaffe Jizya, den skat der pålægges ikke-muslimer.« (Mustadrak Hakim — en kort version af denne overlevering er optegnet i Muslim. Hafiz Ibn Hajar erklærer i Fath-ul-Bari, bind VI, s. 450, at denne overlevering er autentisk.)

Ovenstående er enogtyve overleveringer, som er overleveret på vegne af fjorten af den hellige Profets ledsagere og nedskrevet med korrekte henvisninger i de mest autoritative Hadith-bøger. Der findes desuden talrige andre overleveringer om samme emne, men vi har ikke gengivet dem her af hensyn til kortheden. Vi har som eksempler kun valgt de overleveringer, der er pålidelige og autentiske med hensyn til overleveringskæden.

Disse overleveringers dom

Enhver, der læser ovenstående overleveringer, vil komme til den konklusion, at de ikke omtaler ankomsten af en lovet Masih eller en lignende Masih eller en projektion af Masih. De tekster, der er henvist til ovenfor, levner ikke plads for noget menneske, der er født af menneskesæd fra en kvindes livmoder, til at erklære: »Jeg er den Masih, hvis ankomst den hellige Profet Muhammad (Guds fred være med ham) forudsagde.« Alle de ovenstående overleveringer forkynder klart og endegyldigt, at den hellige Kristus, som blev født af Maria uden en faders medvirken for to tusind år siden, vil stige ned. Det tjener på ingen måde noget formål på dette tidspunkt at åbne en debat om, hvorvidt den hellige Kristus er død eller lever et sted i verden. Hvis han er død, har Gud magt til at oprejse ham levende [De, der benægter denne mulighed, bør læse vers 259 i surah al-Baqarah, hvor Gud med klare ord bekræfter, at Han lod en af sine skabninger ligge død i hundrede år og ved periodens slutning oprejste manden levende]; og ellers ligger det heller ikke uden for Guds guddommelige magt at holde et menneske levende et sted i kosmos i tusinder af år og bringe dette menneske tilbage til verden efter sin vilje. Under alle omstændigheder vil en troende på overleveringernes sandhed og hellighed ikke være i tvivl om, at overleveringerne forudsiger ankomsten af »Kristus, Marias søn« og ingen anden. Hvis en person derimod ikke har tro på overleveringerne, vil han heller ikke tro på nogens nedstigning, for overleveringerne er det eneste grundlag for læren om nedstigningen. Set i dette lys er det en besynderlig og morsom form for logik at tage læren om nedstigningen, som er udledt af overleveringerne, rive den klare henvisning til Kristus, Marias søn, ud og i Marias søns sted indsætte en moderne »inkarneret Kristus«.

Et andet punkt, som overleveringerne gør lige så klart, er, at Kristus, Marias søn, ikke vil stige ned i egenskab af en nyudnævnt Guds apostel. Han vil ikke modtage nogen guddommelig åbenbaring. Han vil ikke være bærer af noget nyt budskab eller indehaver af et nyt mandat fra Gud; han vil heller ikke ændre, udvide eller forkorte Muhammads Shariah (Guds fred være med ham), og Kristus, Marias søn, vil heller ikke blive sendt til verden for at gennemføre en fornyelse af troen. Kristus, Marias søn (Guds fred være med ham), vil ikke kalde folk til at tro på hans egen profetværdighed og vil ikke grundlægge et særskilt fællesskab af tilhængere [Islams Ulema har forklaret dette spørgsmål i detaljer. ‘Allama Taftazani (722 AH–792 AH) skriver i Shara ‘Aqaid-i-Nasafi: »Det er fastslået, at Muhammad (Guds fred være med ham) er den sidste profet … Hvis det siges, at Kristus ifølge Hadith vil stige ned efter Profeten Muhammad (Guds fred være med ham), vil vi sige: Ja, dette er nævnt i overleveringerne. Men Kristus vil vise sig som Muhammads tilhænger. Kristi Shariah er ophævet. Derfor vil han hverken modtage guddommelige åbenbaringer eller grundlægge nogen lov. I alle sine handlinger vil han alene repræsentere Muhammad (Guds fred være med ham).« Det samme synspunkt er blevet bekræftet af ‘Allama Alusi i Tafsir Ruhal-Ma’ani: »Når Kristus senere viser sig, vil han bevare sin værdighed som tidligere profet. Gud vil naturligvis ikke berøve ham denne værdighed, men han vil ikke følge sit tidligere mandat, eftersom alle profeternes Shariah’er, herunder Kristi, er ophævet. Derfor vil det være en guddommelig pligt for Kristus at følge Muhammads lov i bogstav og ånd. Han vil ikke modtage nogen guddommelig åbenbaring og vil ikke få til opgave at give nye religiøse love. I alle sine gerninger vil Kristus handle som den hellige Profet Muhammads repræsentant og fungere som stedfortræder og som en af herskerne over Muhammads tilhængere. Imam Razi belyser dette punkt yderligere således: Profeternes tid strakte sig frem til Profeten Muhammads komme. Da Muhammad blev gjort til profet, ophørte tiden for nye profeters komme. Det er ikke uforståeligt, at Kristus efter sin nedstigning vil handle som Muhammads tilhænger.«]

Han vil blive udpeget til at udføre en bestemt opgave, nemlig at udrydde Dajjals fordærv. For at tjene dette formål vil Jesus (Guds fred være med ham) stige ned på en sådan måde, at de muslimer, blandt hvem han viser sig, ikke vil være i tvivl om hans identitet som Jesus, Marias søn, hvis ankomst på det mest passende tidspunkt blev forudsagt af Profeten Muhammad (Guds fred være med ham). Jesus (Guds fred være med ham) vil slutte sig til muslimernes fællesskab og bede bag muslimernes siddende imam. [Selv om to overleveringer (nr. 5 og 21) tydeligt viser, at Jesus (Guds fred være med ham) vil fungere som leder ved den første bøn efter sin nedstigning, omtaler flertallet af de overleveringer, der er forholdsvis mere autentiske (se nr. 3, 7, 9, 15 og 16), at Jesus vil afslå at lede bønnen. Han vil bede muslimernes siddende imam om at træde frem og lede bønnen. Alle overleveringslærde og kommentatorer er enige om dette sidste punkt.]

Han vil lade muslimernes siddende imam gå foran ham for at gøre det klart uden nogen skygge af tvivl, at han ikke er steget ned for at hævde sin stilling som profet eller udføre profetens embede. Der er ingen tvivl om, at når en profet er til stede blandt et folk, kan ingen anden person påtage sig embedet som imam eller leder. Når Jesus derfor bliver et almindeligt medlem af Islams broderskab, vil dette i sig selv forkynde for verden, at han ikke er steget ned for at påtage sig profetens embede. Derfor er spørgsmålet om at åbne profetværdighedens segl ved Kristi andet komme fuldstændig irrelevant.

Man kunne sige — uden faktisk at sammenligne de to situationer — at Jesu komme vil ligne udnævnelsen af en tidligere statschef til at udføre en statslig tjeneste under den nuværende statschefs styre. Det er ikke vanskeligt for et menneske med almindelig sund fornuft at forstå, at udnævnelsen af en tidligere statschef til at udføre en statslig opgave under den nuværende leders styre ikke er et brud på statens forfatning. To tilfælde vil dog krænke statsloven. Det første er, hvis en tidligere statschef forsøger at overtage embedet igen. Det andet er, hvis en person benægter eksistensen af det tidligere styre under en afdød statschef, for dette ville svare til at anfægte gyldigheden af de opgaver, som det tidligere styre udførte. Når ingen af disse to muligheder foreligger, ændrer den blotte udnævnelse af en tidligere statschef til en statslig opgave ikke den forfatningsmæssige stilling.

Det samme gælder Kristus, Marias søns, andet komme. Profetværdighedens segl krænkes ikke ved hans andet komme. Men hvis han igen påtager sig profetens embede og begynder at udføre en profets pligter, eller hvis et menneske benægter Kristi hellighed som tidligere profet, udgør begge disse tilfælde et brud på Guds lov om profeternes fremkomst. Overleveringerne har klart udelukket begge muligheder. På den ene side fastslår overleveringerne, at ingen profet vil komme efter Muhammad. Samtidig forudsiger de Kristus, Marias søns, andet komme. Dette er tilstrækkeligt til at gøre det klart, at Kristus under sit andet komme til verden ikke vil udføre en profets pligter.

På samme måde vil hans komme ikke skabe et nyt spørgsmål om tro eller frafald blandt Islams tilhængere. Enhver, der benægter Kristi hellighed som tidligere profet, er frafalden. Den hellige Profet (Guds fred være med ham) bekræftede selv Kristi hellighed som tidligere profet. Muhammads tilhængere har derfor fra begyndelsen altid troet på Kristi hellighed som tidligere profet. Denne tro vil også bestå på tidspunktet for Kristi andet komme. På det tidspunkt vil muslimerne ikke tro på en ny profets tjeneste. De vil fastholde deres tro på Kristi hellighed som tidligere profet. Denne stilling er hverken i modstrid med troen på profetværdighedens endelighed i dag eller nedværdigende for denne tro på tidspunktet for Kristi andet komme til verden.

Det sidste punkt, som disse og talrige andre overleveringer gør klart, vedrører det faktum, at Dajjal — for hvis alvorlige misgerninger Gud vil sende Kristus, Marias søn (fred være med ham) — vil opstå blandt jødernes nation og hævde at være »Masih«. Ingen kan forstå dette faktums virkelighed uden at studere jødernes historie og religiøse overbevisninger. Efter Hadrat Sulaimans (Guds fred være med ham) død [dvs. Salomon] gennemgik Israels stamme en stadig tilbagegang, indtil det kom så vidt, at de blev slaver under de babyloniske og assyriske imperier, hvis herskere spredte dem over hele jorden. På dette tidspunkt i deres historie begyndte jødernes profeter at forkynde de glædelige budskaber om ankomsten af en Masih fra Gud, som skulle befri dem fra vanære.

På grundlag af sådanne profetier havde jøderne længe ventet en Masihs komme, som skulle være konge. Denne konge skulle kæmpe og vinde områder. Han skulle samle jøder fra hele verden og forsamle dem i Palæstina. Han skulle skabe et mægtigt jødisk imperium. I modsætning til alle deres ivrige forventninger kom den gudsudnævnte Masih, Kristus, Marias søn (Guds fred være med ham), uden en hær for at erobre lande. Jøderne forkastede hans profetværdighed og besluttede at gøre ende på hans liv. Siden da har jøder over hele verden ventet på fremkomsten af en Masih Mau’ud, »den lovede Messias«, hvis komme deres gamle profeter havde forkyndt. Deres litteratur vrimler med ønskedrømme om dette årtusinde. I århundreder har jøderne nydt den indbildte glæde, som skildringen af dette årtusinde giver i Talmud og rabbinernes værker.

Den jødiske nation har næret håbet om, at denne »lovede Messias« ville blive en stor militær og politisk leder. Han skulle genoprette landet mellem Nilen og Eufrat, som jøderne altid har begæret som deres arv. Han skulle samle jøder fra alle dele af verden og igen forsamle dem i dette land. Når vi i dag betragter Mellemøstens forhold i lyset af Profeten Muhammads profetier, ser vi straks, at scenen er gjort klar til Dajjals fremkomst, som den hellige Profet forudsagde ville opstå som jødernes »lovede Messias«.

Muslimerne er blevet fordrevet fra en stor del af Palæstina, og i denne del er der oprettet en jødisk stat ved navn Israel. Jøder fra hele verden samles på dette sted. Amerika, Storbritannien og Frankrig har hjulpet med at gøre denne jødiske stat til en mægtig militærmagt. De jødiske videnskabsfolk og teknikere udvikler landet hurtigt med omfattende støtte fra jødisk kapital. Israels militære og tekniske potentiale udgør en alvorlig trussel mod de omkringliggende muslimske lande. Israels ledere har aldrig skjult deres plan om at genvinde »deres fædrene land«. Kortet over den fremtidige jødiske stat, som de i lang tid har offentliggjort, findes på den følgende side. [Kort udeladt]

Det viser, at de ønsker at indlemme hele Syrien, Libanon og Jordan samt næsten hele Irak i den jødiske stat, foruden at tage Askandron fra Tyrkiet, Sinai og deltaområdet fra Egypten samt Øvre Hejaz og Najd fra Saudi-Arabien. Dette omfatter naturligvis også den hellige by Medina. I denne sammenhæng er det ganske klart, at jøderne under udnyttelse af de kritiske forhold, som en verdenskrig skaber, vil forsøge at erobre disse områder. Og på dette tidspunkt vil Dajjal fremstå, som jøderne vil anse for deres »lovede Messias«.

Den hellige Profet (Guds fred være med ham) forudsagde ikke blot denne Dajjals komme, men advarede også muslimerne om, at de ville lide enorme vanskeligheder, og at én dag ville synes som ét år med lidelse og ulykke. Derfor plejede Guds Profet (Guds fred være med ham) at bede om beskyttelse mod den store ondskab fra »Dajjal Masih«, og han plejede at pålægge sine tilhængere at bønfalde Allah om at skåne dem for disse onde tiders hårdhed.

Det er sikkert, at Allah ikke vil sende nogen »inkarneret Kristus« for at bekæmpe denne »Dajjal Masih«. Han vil udpege den virkelige Kristus, den Kristus, som blev født af Maria, og som jøderne for to tusind år siden nægtede at anerkende som profet. Han vil sende den samme Kristus, som jøderne mente, at de havde fjernet ved at dræbe ham. Det sted, hvor den virkelige Kristus vil stige ned, er ikke Indien, Afrika eller Amerika. Det er Damaskus, hvor han vil vise sig, fordi dette sted på det tidspunkt vil være den egentlige slagmark.

Se på kort nr. 1 [kortet skal udelades], så vil I se, at Damaskus ligger knap 50–60 miles fra Israels grænser. Hvis I husker teksten i de overleveringer, vi har citeret ovenfor, vil I ikke have svært ved at forstå, at Dajjal vil trænge ind i Syrien med 70.000 jødiske soldater og tage opstilling foran Damaskus. I dette kriseøjeblik vil Kristus, Marias søn (Guds fred være med ham), stige ned nær en hvid minaret i den østlige del af Damaskus. Efter morgenbønnen vil Kristus (Guds fred være med ham) gå frem sammen med muslimerne for at kæmpe mod Dajjal. Fjenden vil trække sig tilbage foran Kristus, Marias søns, kraftige angreb, og Dajjal vil flygte mod Israel ad vejen over Afiqs skråning (henvisning til overlevering nr. 21). Kristus (Guds fred være med ham) vil forfølge Dajjal og ødelægge ham på Lyddas flyveplads (overleveringer nr. 10, 14 og 15).

Et stort blodbad blandt jøderne vil følge, og hver eneste af dem vil blive tilintetgjort. Jødernes nation vil blive udryddet (overleveringer nr. 9, 15 og 21). Når Kristus forkynder sandheden, vil den kristne religion ophøre med at eksistere (overleveringer nr. 1, 2, 4 og 6). Og tilhængerne af alle religioner, efter at de har opgivet deres tidligere troskab, vil smelte sammen til det eneste broderskab: Islams broderskab. Overleveringerne afslører klart dette faktum uden nogen tvivl.

I lyset af ovenstående er det propagandanetværk, der er blevet oprettet i vores land i Masih Mau’uds, »den lovede Messias’«, navn, utvivlsomt et falsk og bedragerisk foretagende. Et af de morsomste aspekter ved denne foragtelige bevægelse er, at den person, der anser sig selv for at være genstand for Muhammads profetier (Guds fred være med ham), har givet denne interessante forklaring på sin identitet som »Kristus, Marias søn«: »Han (Gud den Almægtige) kaldte mig Maria i tredje del af Barahin-i-Ahmadia. Senere blev jeg, som det fremgår af Barahin-i-Ahmadia, opdraget i Marias skikkelse i to år. Derefter blev mit legeme fyldt med Kristi ånd, ligesom Marias legeme blev fyldt med Kristi ånd, og i overført betydning blev jeg gravid med Kristi ånd. Til sidst, efter en periode på mange måneder — ikke mere end ti måneder — blev jeg gennem en guddommelig åbenbaring forvandlet fra Maria til Kristus. Denne åbenbaring er nedskrevet i slutningen af fjerde del af Barahin-i-Ahmadia. På denne måde blev jeg Marias søn.« (Kashti-e-Noah, s. 87–89)

Med andre ord blev han først Maria, blev derefter gravid og kom til sidst ud af sin egen mave som Kristus, Marias søn. Der var dog stadig et problem. Ifølge overleveringerne skulle Kristus, Marias søn, vise sig i Damaskus, som i flere tusind år har været et fremtrædende og berømt sted i Syrien og stadig bærer dette navn på verdens kort. Denne vanskelighed blev bortforklaret med endnu en fantasifuld erklæring: »Lad det være kendt, at Gud den Almægtige i forbindelse med fortolkningen af ordet ‚Damaskus‘ gennem en åbenbaring har forklaret mig, at navnet Damaskus på dette sted er blevet givet til en landsby, hvis indbyggere har Yazids egenskaber og følger den urene Yazids vaner og tanker. Denne by Qadian, fordi de fleste af dens indbyggere har Yazids karaktertræk, ligner Damaskus og har visse ligheder med det.« (marginalnote i Izala-i-Auham, s. 63–73)

Men det var ikke alt. Endnu et problem krævede en løsning: Overleveringerne havde forudsagt, at Kristus ville stige ned nær en hvid søjle. Dette problem blev endelig løst, da den nye »Kristus« fik opført en hvid søjle til sig. Overleveringerne nævnte, at den hvide søjle skulle stå der før Kristi nedstigning nær den, mens søjlen i Qadian blev opført efter Masih Mau’uds fremkomst. Men lad blot denne uoverensstemmelse være. Enhver, der med åbne øjne læser denne Masih Mau’uds fortolkninger, vil komme til den konklusion, at en åbenlys svindel er blevet begået offentligt af en bedrager.

Medarbejdere! Vi skal til at skilles efter fire dage ved stævnet. Vi har fuldført den opgave, som vi havde til hensigt at udføre ved dette stævne. Ved vores særlige møde har vi også til en vis grad gennemgået vores tidligere arbejde. Nu, før vi går, vil jeg gerne sige nogle få ord til jer — medlemmer og medarbejdere alle sammen — og give de nødvendige anvisninger til, hvordan I fremover kan fortsætte Iqamat al-Din, dvs. etableringen af den islamiske livsform, på rette måde.

Ta’alluq Billah

(Tilknytning til Allah) Den første og vigtigste vejledning, som alle profeterne, de retledte kaliffer og de fromme blandt Ummah (det muslimske samfund) altid gav deres ledsagere, var at indprente frygten for Allah, plante Hans kærlighed i hjertet og fremme tilknytningen til Allah. Derfor har jeg, i deres fodspor, også valgt dette som det første råd til arbejderne, og fremover vil jeg fortsætte med at gøre det, når jeg får mulighed for det, for det fortjener en særlig og prioriteret behandling. Troen på Allah er den vigtigste af alle trosartikler. Derfor bør hjertets forbindelse med Allah have førsteprioritet i bønnen. Frygten for Allah bør have førsteprioritet i moralen, og ønsket om Allahs velbehag bør have førsteprioritet i alle personlige forhold. Kort sagt skal hele vores livs rette orientering bygge på ønsket om at vinde Allahs velbehag, og dette bør have prioritet over alle andre motiver, bestræbelser og anstrengelser. Især denne vanskelige opgave, som vi står for som en islamisk Jama’ah (organiseret gruppe) og en bevægelse, kan kun trives gennem den drivkraft, der ligger i vores tilknytning til Allah. Den vil være stærk eller svag i forhold til vores tilknytning til Allah. Det er et ubestrideligt faktum, at uanset hvilken opgave et menneske påtager sig, hvad enten den er verdslig eller himmelsk, har den vigtigste drivkraft bag sig været det formål, som han har rejst sig for, og begejstring kan kun opstå, når han har en dyb interesse for og entusiasme med hensyn til at nå dette mål. En person, der søger egen fordel, kan ikke lykkes uden at være selvisk. Den intense kærlighed til selvet får ham til at tjene sig selv med en iver af samme styrke. Et menneske, der arbejder for sine børn, ofrer af kærlighed til dem sine egne glæder og bekvemmeligheder for deres velfærd, og sætter undertiden ikke blot sine verdslige gevinster, men også fordelene ved Akhirah (det hinsidige) på spil, så de kan få størst mulig fremgang. Et menneske, der arbejder for sin nation eller sit land, er fanget af kærligheden til det, og på grund af denne kærlighed udholder han økonomiske tab såvel som vanskeligheder ved tilbageholdelse og fængsling. Han arbejder hårdt dag og nat og ofrer undertiden endda sit liv for sin nations eller stats frihed, forsvar og overhøjhed. Hvis vi nu kæmper for at etablere den islamiske livsform, ikke for vores egne selviske mål, heller ikke af hensyn til familiens interesser eller nogen national eller statslig interesse, men alene med et oprigtigt ønske om at behage vores Skaber, Allah den Almægtige, og hvis vi kun har engageret os i dette arbejde, fordi vi er overbeviste om, at dette er Hans arbejde, kan I visselig forstå, at dette arbejde ikke kan føres frem, medmindre og indtil vores tilknytning til Allah er ægte, stærk og dyb. Begejstringen for dette arbejde udvikler sig først, når alle vores tilbøjeligheder er koncentreret om bestræbelserne på at udbrede Allahs ord. For alle dem, der har sluttet sig sammen om dette arbejde, er det ikke nok, at de er forbundet med »Allah også«; deres forbindelse skal være med »Allah alene«. Med andre ord skal det ikke være »en« forbindelse, men »den« eneste virkelige og sande forbindelse. Vi bør altid være årvågne og bevidste om, at vores tilknytning til Allah ikke mindskes, men altid øges og bliver dybere og dybere med tiden. Tilknytningen til Allah er den vigtigste ledende ånd i vores mission. Allah være lovet, intet medlem af vores Jama’ah er uopmærksom på dette faktum eller uvidende om dets betydning. Alligevel er mange ofte uklare med hensyn til, hvad betegnelsen Ta’alluq Billah præcis betyder, hvad metoden til at indprente og fremme den er, og hvordan man kan finde ud af, om man virkelig har en forbindelse med Allah eller ej, og, hvis man har, i hvilken grad. Jeg har ofte følt, at mangel på viden og forståelse på dette område efterlader mennesker i vildrede, uden at vide, hvor de står, hvor de skal hen, eller hvor lang en strækning de endnu har tilbage at tilbagelægge. Som følge heraf farer nogle af arbejderne vild i vage idealer, mens andre hælder til veje og metoder, der aldrig fører dem til deres bestemmelsessted. Nogle har vanskeligt ved at skelne mellem ting, der ligger nært beslægtet med hinanden, og ting, der kun er fjernt beslægtede, mens andre bliver helt forbløffede. Jeg vil derfor ikke blot begrænse mig til at give råd om Ta’alluq Billah, men også forsøge, efter bedste evne, at fremlægge klare svar på de nævnte spørgsmål.

Betydningen af Ta’alluq Billah

Dets betydning ifølge Koranen er, at et menneske skal leve og dø for Allah, og at hans tilbedelse og ofre også alene skal være viet til Ham. Sandelig, min bøn og mit offer, mit liv og min død tilhører alt sammen Allah, verdenernes Herre. (An’am: 162) Han skal tilbede Allah med fuld hengivenhed og udelukkende underkaste sit liv en ubetinget underkastelse under Allah. Koranen siger: De blev ikke pålagt andet end at tilbede Allah med oprigtig hengivenhed og være oprigtige i troen på Ham. (Bayinah: 5) Profeten Muhammad (fred være med ham) har ved forskellige lejligheder forklaret dette forhold så klart, at der ikke længere er nogen tvetydighed om dets betydning og formål. Det fremgår tydeligt af hans udsagn, at dette forholds natur ikke er andet end: At frygte Allah i alle forhold – åbne såvel som skjulte – (Bayhaqi) og at sætte sin lid til Allahs styrke frem for sine egne midler. (Bayhaqi) Man skal være rede til at møde menneskers vrede for at opnå Allahs velbehag og aldrig være rede til det omvendte. Og når denne tilknytning til Allah når et sådant omfang, at et menneskes kærlighed, fjendskab, givning og tilbageholdelse alene sker for Allahs skyld og uden noget andet motiv, betyder det, at han har opnået fuldkommenhed i sin tilknytning til Allah. Profeten (fred være med ham) sagde: Den, der elskede for Allahs skyld, hadede for Allahs skyld, gav for Allahs skyld og tilbageholdt for Allahs skyld, er den, der har fuldkommengjort sin tro. (Bukhari) Se nu på betydningen af Qunut, som I reciterer hver nat. Hvert eneste ord i den peger på den forbindelse, I bør have med Allah. Overvej blot dens ord, og se selv det løfte, I aflægger over for Allah om den slags forbindelser, I bør have med Ham. O Allah, vi søger Din hjælp og længes efter tilgivelse fra Dig. Vi tror fuldt og fast på Dig og sætter udelukkende vores lid til Dig; derfor lovpriser vi Dig med de bedste ord, vi er Dig taknemmelige og ikke utaknemmelige over for Dig. Derfor forlader og forkaster vi alle dem, der overtræder Dine befalinger. O Allah, vi tilbeder alene Dig, beder for Din skyld, bøjer os for Dig, og alle vores bestræbelser og anstrengelser har til formål at føre os hen imod Dig. Vi håber på barmhjertighed fra Dig og frygter Din straf. Uden tvivl vil Din straf ramme dem, der forkaster. Denne tilknytning til Allah kommer også klart til udtryk i Profetens (fred være med ham) særlige Du’a (bøn), som han plejede at recitere på tidspunktet for Tahajjud. Han plejede at sige: O Allah, jeg har bøjet mig for Dig, erklæret min tro på Dig, sat min lid til Dig, altid søgt tilflugt hos Dig, kæmpet for Dig og fremlagt min sag for Dig.
Hvordan styrkes Ta’alluq Billah? Det ovenstående er den korrekte fortolkning af denne tilknytning, som en fast troende bør have til Allah, og som man igen og igen må studere for at fastholde den. Lad os nu se på metoden til at opnå og styrke den. Den eneste metode til at opnå den er at tro på Allah og anerkende Ham som Den Ene uden partner, som Forsørgeren, Guddommen og Herren over ens eget selv såvel som over hele universet, og at anerkende, at alle guddommelighedens egenskaber, rettigheder og privilegier alene tilkommer Allah, og således rense sit hjerte for alle mulige spor af polyteisme (Shirk). Når dette er opnået, er forbindelsen med Allah behørigt etableret. Styrkelsen af dette forhold til Allah består nu i, at du er Hans stedfortræder og forvalter af betroede goder. Der er to faktorer: Den ene er at tænke og forstå, og den anden er at praktisere. Først skal du fuldt ud fatte og forstå dit forhold til Allah, både af natur og som noget, der logisk er pålagt dig i det praktiske liv, ved hjælp af Koranen og Hadith (Profetens (fred være med ham) udsagn). Den rette opfattelse, forståelse og værdsættelse af dette forhold er kun mulig gennem et dybtgående og intensivt studium af Koranen og Hadith samt ved at gentage dette studium igen og igen, så det fastholdes i dit sind. Derfor skal du, hver gang aspekter af dit forhold til Allah bliver klare for dig, overveje dem og se ind i dig selv for at vurdere, hvor meget du opfylder dette forholds krav, og hvor og i hvilken grad du svigter. Din tilknytning til Allah vil vokse i forhold til din selvransagelse og forståelse af den rolle, du bør udfylde. For eksempel er dit første og vigtigste forhold til Allah det forhold, som en tilbeder har til Den, der tilbedes. Dit andet forhold er, at du er betroet utallige tillidshverv (Amanat) og er ansvarlig for dem. Dit tredje forhold til Allah er, at du ved at erklære din tro og overbevisning på Ham har udfærdiget et salgsskøde, og gennem denne kontrakt har du byttet dit liv og din ejendom til Ham, mens Han til gengæld har købt dem for dig med Paradiset. Dit fjerde forhold til Allah er, at du står til ansvar over for Ham. Du skal ikke kun stå til regnskab over for Ham for dine handlinger og gerninger, som er åbne og synlige; der føres også optegnelse over dine hensigter og forhåbninger. Kort sagt findes der disse og mange andre forhold mellem dig og Allah. Derfor afhænger styrken eller svagheden i dit forhold til Allah af en korrekt forståelse, erkendelse og opfyldelse af disse forholds krav. Dit forhold til Allah vil blive stadig svagere, hvis du ikke tager hensyn til dette forholds krav, og det vil blive dybere og stærkere, hvis du er fuldt bevidst om og opmærksom på dets krav. Men denne begrebsmæssige metode kan hverken bære frugt eller opretholdes længe, medmindre den styrkes og underbygges gennem praktiske midler. Den praktiske metode er ubetinget lydighed mod Allahs befaling og en helhjertet indsats for at udføre de opgaver, der behager Allah. Sand lydighed mod Allahs befalinger betyder fuldstændig efterlevelse – åbent såvel som i det skjulte – ikke modvilligt, men med fuld iver og entusiasme, uden noget verdsligt formål og udelukkende for at behage Allah. Samtidig skal man åbent såvel som i det skjulte afholde sig fra alle aktiviteter, som Allah har forbudt, med fuld afsky og dyb foragt og uden frygt for noget verdsligt tab, bortset fra frygten for Allahs vrede. Denne livsførelse vil løfte dig til Taqwas position (afholdenhed fra det, der mishager Allah). Når du desuden engagerer dig i at udbrede alt det, der behager Allah, og undertrykke og udrydde alt det, der mishager Allah, tøver du ikke med at ofre noget som helst, herunder dit liv, dine penge, din tid, dine kræfter og din forstand, for dette formål. Desuden praler du ikke af nogen af disse ofre og betragter dem heller ikke som en gunst over for nogen. I stedet anser du dit største offer for at være utilstrækkeligt i forhold til din Skabers fulde ret. Så er dette den holdning, der løfter dig til Ihsans position (smuk underkastelse under Allahs vilje).

Midler til at styrke Ta’alluq Billah

I virkeligheden er det ikke så let at udvikle en sådan holdning. Det er en vanskelig opgave, som kræver megen energi. Denne energi kan frembringes ved hjælp af følgende fire ting. 1. Salah (bønner): Du bør ikke blot udføre de obligatoriske bønner (Fard), men også Sunnah-bønnerne (ekstra bønner), som Profeten (p) regelmæssigt bad, samt Nafl-bønnerne (frivillige bønner) så mange som muligt. Men sørg for at udføre Nafl-bønnerne indendørs og i hemmelighed, så din personlige tilknytning til Allah kan øges, og du kan udvikle oprigtighed i din hensigt. At vise sine Nafl- eller Tahajjud-bønner frem fører til hykleri og selvoptagethed, hvilket skader oprigtig tro. Det samme gælder andre Nafl-handlinger, som mister deres værdi gennem pral og offentlighed. 2. Dhikr-Allah (ihukommelse af Allah): Ihukommelsen af Allah er en vedvarende proces gennem hele livet og under alle omstændigheder. Den bedste og mest passende måde at ihukomme Allah på er den, som Profeten (p) selv praktiserede og lærte sine ledsagere, og ikke de teknikker, som sufierne senere opfandt eller lånte fra andre. Prøv at lære så mange Du’aer som muligt udenad, sådan som Profeten (p) lærte dem; forstå fuldt ud deres betydning, og fremsig dem fra tid til anden, mens du holder betydningen nærværende i dit sind. Det er meget effektivt til at bevare din opmærksomhed og hengivenhed over for Allah. 3. Sawm (faste): Ud over den obligatoriske faste i måneden Ramadan bør du også overholde nogle Nafl-faster. Den letteste og mest praktiske måde er at faste tre dage hver måned med en beslutsomhed om at opnå den samme grad af Taqwa i løbet af disse tre dage, som ifølge Koranen er det egentlige formål med fasten. 4. Infaq-fi-Sabilillah (at give i Allahs vej): Denne udgift, både Fard og Nafl i det omfang ens midler rækker, bør gives løbende. Men én ting bør altid huskes. Det afgørende er ikke størrelsen af det, du giver, men offerånden for Allahs skyld. En lille mønt fra en fattig mand, som skærer ned på sine madudgifter, er mere værdifuld hos Allah end de tusinder, en millionær bruger, når dette kun udgør en tiendedel eller en tyvendedel af hans udgifter til luksus. Du bør også indse den betydning, der tillægges Sadaqah (at give i Allahs vej), som Allah og Hans Profet Muhammad (fred være med ham) beskriver som det bedste middel til at rense sig selv. Du kan selv opleve virkningerne af Sadaqah. Antag, at du uden hensigt gør noget forkert. Når du indser det, angrer du (Tawbah) og beder Ham om tilgivelse. Så sker det samme igen. Denne gang føjer du noget Sadaqah til din anger. Du vil selv mærke den forskel, det gør. Du vil bemærke, at anger efterfulgt af Sadaqah gør dig renere og stærkere, så du kan modstå de onde tilbøjeligheder. Dette er den rene og enkle metode til at komme nærmere Allah, som Koranen og Sunnah har lært os. Hvis du følger denne metode, kan du øge din tilknytning til Allah uden at tage de typiske sufi-teknikker og metoder i brug, samtidig med at du lever et normalt liv hjemme med din familie og fortsætter alle dine verdslige aktiviteter som sædvanligt.
Målestokken for Ta’alluq Billah:
Nu kommer spørgsmålet om, hvordan man vurderer omfanget og graden af forholdet til Allah, og hvordan vi kan vide, om denne tilknytning øges eller mindskes. Lad mig sige dig, at du ikke behøver vente på åbenbaringer i drømme, guddommelig inspiration, overnaturlig kraft eller himmelsk lys i mørke, ensomme celler. Målestokken er allerede blevet lagt af Allah i ethvert menneskes hjerte. Du kan bedømme det, mens du er vågen og i fuldt dagslys. Gennemgå dine livslange handlinger, bestræbelser og ønsker. Undersøg dig selv for at se, hvor langt du lever op til den forpligtelse, du påtog dig ved at erklære din tro og overbevisning på Allah. Er du tro mod Allah, når du udfører dine betroede hverv og dit ansvar, eller svigter du den tillid, der er vist dig? Hvor stor en del af din tid, dine bestræbelser, dine evner og din ejendom er viet til Allahs sag, og hvor meget er reserveret til andre aktiviteter? Sammenlign graden af din irritation, sorg og uro, når dine egne personlige interesser og lidenskaber rammes, med dine følelser og reaktioner, når Allahs myndighed og bud overtrædes. På denne måde kan du på mange måder afprøve din tilknytning til Allah og dagligt finde ud af, om din tilknytning til Allah øges eller mindskes. Bekymr dig ikke om sufismens teknikaliteter: Basharat (glade tidender), Karamat (udmærkelse), Kashf (inspiration) og Tajalliat (guddommelige lys). Der findes i virkeligheden ingen større indsigt (Kashf) end bevidstheden om Allahs enhed i denne verden af bedrag og vildfarelser. Ingen udmærkelse (Karamat) er højere end at stå fast over for de bekymringer, Satan og hans følgere skaber, og de fristelser, de tilbyder. Der findes ingen bedre opfattelse af Allahs lys end at se sandheden i den famlende mørke af vantro (Kufr), ugudelighed (Fisq) og fortabelse (Dalalat), som omgiver os. Den største Basharat, en troende kan få, kommer gennem hans faste tro på Allah og hans standhaftighed på Hans vej. Sandelig, de, der siger, at Allah er vores Forsørger, og derefter holder fast ved denne erklæring, får Allahs engle sendt til sig, og de siger: »Vær ikke bange og sørg ikke, men glæd jer over den gode nyhed om at blive tildelt Paradiset, sådan som det blev lovet jer.« (Ha-Mim: 30)
At foretrække Akhirah (det hinsidige)
Mit andet råd til dig efter Ta’alluq Billah er, at du i enhver sag skal foretrække det hinsidige frem for denne verden. I alle livets forhold bør dit mål være at opnå succes og velsignelse i det hinsidige liv. Koranen fortæller os, at vores evige bolig er det hinsidige; vi er kun midlertidigt i denne verden for at blive prøvet og se, hvem af os der ved at handle rigtigt inden for de grænser, Allah har fastsat — naturligvis inden for grænserne af vores ressourcer, vores myndighed, den tid, der er givet os, og de muligheder, Han har skænket os — vil vise sig værdig til at vinde det evige liv i Paradiset. Vi prøves ikke her på grund af vores resultater inden for industri, handel, landbrug eller statsførelse, heller ikke på grund af de storslåede bygninger og veje, vi opfører, eller endog på grund af vores succes med at skabe en stor kultur. Den virkelige prøve vedrører derimod vores evne til at udføre vores pligter som Allahs stedfortrædere med hensyn til de betroede ting, der er lagt i vores hænder, og om vi lever vores liv som lovløse og oprørere eller som lydige mennesker, der følger loven. Om vi følger Allahs vilje på Hans jord eller vores eget sinds vilje eller viljen hos andre, der gør krav på guddommelighed ved siden af Allah. Om vi forsøger at udsmykke og forvalte Allahs verden efter Hans målestok eller forsøger at fordærve og ødelægge den. Og om vi for Allahs skyld kæmper mod Satans kræfter eller ydmygt lægger vores våben ned og overgiver os til disse kræfter. Adam og Evas første prøve (fred være med dem) i Paradiset var netop den samme. Derfor skal alle mennesker fra hele menneskeheden, som udvælges til evigt ophold i Paradiset, bestå denne prøve. Det egentlige kriterium for at afgøre succes eller fiasko ligger således ikke i den enkeltes status på prøvelsens tidspunkt, det vil sige i, om den enkeltes værd blev prøvet som konge eller ved at lægge hans hoved på bødlens blok. Heller ikke i, om den pågældende fik et stort kongerige eller måtte gennemgå prøven i sit beskedne hus. Disse midlertidige faser af succes eller fiasko i det dødelige liv er ikke bevis på succes eller fiasko i det hinsidige liv. Den sande succes, som bør være vores mål, er, at vi uanset den position, vi har i denne verden, og uanset hvilken overflod vi er blevet prøvet med, viser os som lydige tjenere for Allah og følgere af Hans ønsker, så vi kan opnå den position i det hinsidige, der er forbeholdt Allahs trofaste tjenere. Dette er virkeligheden. Det er ikke nok at forstå eller acceptere den én gang; der kræves en stor indsats for at genopfriske den igen og igen. Ellers er der altid mulighed for, at vi, selv om vi ikke er vantro, træder i stedet for dem, der arbejder for verdslig gevinst og glemmer det hinsidige. Dette sker, fordi det hinsidige er umærkeligt og først bliver tydeligt efter døden. I denne verden kan vi kun opfatte dets gode eller dårlige resultater gennem forstanden. Denne verden derimod er let at sanse; den byder os igen og igen sine søde og bitre smage, og dens resultater og nederlag er altid til stede for at bedrage os. Tabet af det hinsidige giver os måske kun et lille stik i samvittigheden, hvis vi overhovedet har en sådan. Tabet af denne verden mærker vi derimod fysisk. Vores familie, vores slægtninge, bekendte, venner og mennesker i almindelighed mærker det ikke blot selv, men får os også til at mærke det. På samme måde giver opnåelsen af det hinsidige kun lidt trøst og tilfredshed i samvittigheden, hvis uopmærksomhed ikke har gjort den følelsesløs. Men velstanden i denne verden er en glæde for hele vores væsen. Vi mærker den med alle vores sanser, og alle omkring os deler denne følelse. Derfor er det virkelig meget vanskeligt at omsætte troen på det hinsidige til praksis og basere hele vores livssyn og daglige virke på denne tro, selv om det måske ikke synes så vanskeligt at acceptere den som tro og overbevisning. Det kan være let at sige, at verden er en bagatel, men at møde og afvise de verdslige tiltrækninger og nægte at føje sig efter de verdslige ønsker er slet ikke nogen let opgave. Det kan kun lade sig gøre efter en stor kamp, og det kan kun bevares gennem vedvarende anstrengelser.
Midler til at udvikle omsorg for Akhirah
Du vil måske spørge mig, hvad metoden er til at tilegne sig denne egenskab, og hvad den kræver. Jeg vil igen sige, at der er to metoder: den reflekterende og den praktiske. Den reflekterende metode består i, at du ikke blot skal være tilfreds efter at have erklæret: »Jeg tror på det hinsidige«, men gøre det til en vane at studere Koranen og fuldt ud forstå dens ånd og betydning. Denne måde at studere Koranen på vil gradvist udvikle en sådan overbevisning om det hinsidige, som om du havde set det med dine egne øjne. Der findes måske ikke en eneste side i Koranen, hvor det hinsidige ikke nævnes på den ene eller anden måde. Nogle steder finder du det hinsidige skildret så detaljeret, som om der blev aflagt en øjenvidneberetning. Mange steder i Koranen fremstilles livet i det hinsidige så udsøgt, at læseren føler sig selv til stede som iagttager. Hvis blot denne verdens camouflage fjernes, kan man med egne øjne se alt det, der fortælles i Koranen. Derfor kan et vedvarende og fuldt forstående studium af Koranen gradvist løfte et menneske til et sted, hvor omsorgen for det hinsidige får fuldstændigt greb om hans sind, og han til enhver tid faktisk begynder at føle, at han i dette midlertidige jordiske liv skal forberede sig på sit permanente liv efter døden. Denne holdning og dette perspektiv styrkes gennem studiet af Hadith, hvor detaljer om livet efter døden ofte beskrives som øjenvidneberetninger. Dette minder os om, hvordan overbevisningen og den faste tro på det hinsidige beherskede Profetens (p) og hans ledsageres liv. Denne overbevisning om det hinsidige styrkes yderligere gennem besøg på kirkegårde, som udelukkende bør foretages for at huske sin egen afslutning, sådan som Profeten (p) rådede til. Man bør, mens man lever i denne verden af ønsker og lidenskaber, huske, at den dag vil komme, hvor man også vil forlade denne verden ligesom sine forgængere. Man bør dog passe på, at de grave og helligdomme, som vildledte mennesker hævder er steder, hvor ethvert ønske opfyldes og alle problemer løses, ikke vil tjene noget formål. Besøg i stedet almindelige menneskers kirkegårde eller de store mausoleer for herskere, som er berøvet livvagternes og adjudanternes pomp og pragt, der får folk til at overholde ceremonierne i sådanne monarkers nærvær. Lad os nu gå over til den praktiske metode. Når du lever i denne verden og deltager i din menigheds, dine venners og bekendtes, din bys eller dit lands forhold eller i dine egne bestræbelser, vil du ofte befinde dig ved en skillevej. Hjælp udefra kan kun fås gennem erhverv eller økonomi. Troen på livet efter døden kalder dig i én retning, mens materielle gevinster og interesser presser dig til at gå i den anden retning. Gør dit yderste for at gå ad den førstnævnte vej. Hvis du på grund af en svaghed eller uvidenhed har valgt den anden vej, så gå tilbage, så snart du indser fejlen, uden at tage hensyn til hvor langt du er gået i den forkerte retning. Se ind i dig selv og prøv at finde ud af, hvor ofte de verdslige interesser og tiltrækninger lykkedes med at opsluge dig, og hvor mange gange det lykkedes dig at undgå at afvige fra den rette vej, så hensynet til livet efter døden fik overtaget. Denne vurdering af dig selv vil præcist fortælle dig, hvor meget din omsorg for livet efter døden er vokset, og i hvor høj grad du må afhjælpe manglen. Uanset hvilken mangel du føler, skal du gøre en ihærdig indsats for at afhjælpe den ved at holde dig fra materialisternes selskab og udvikle venskab med fromme mennesker, som foretrækker gevinsterne i livet efter døden frem for denne verden. Men husk, at der endnu ikke er nogen kendt måde at udvikle eller fjerne nogen egenskab i dig på uden dine egne bestræbelser eller evner.
Undgå Takabbur (arrogance)
Mit tredje råd til dig er, at du ikke skal være stolt af de forbedringer, du har opnået i dig selv og i jeres kollektive moral. Du bør hverken individuelt eller som Jama’ah og Bevægelse falde i den vildfarelse, at du har nået fuldkommenhed, at du har nået dit mål, at der ikke længere er plads til yderligere forbedring i dit praktiske liv, og at der ikke er flere mål at nå. Jeg og de andre ansvarlige personer i Jema’ah står ofte over for et drilsk problem. Nogle mennesker har forsøgt at forklejne Jama’ahs og i virkeligheden den Islamiske Bevægelses position, som er Jama’ahs egentlige formål. De betegner den som et politisk parti, der arbejder for det samme mål som andre politiske organisationer. Fromhed og renhed såvel som spiritualitet er ingen steder at spore i den. Den mangler fuldstændig tilknytning til Allah og omsorg for det hinsidige; dens ledelse har ingen forbindelse med nogen sufiskole og har ikke fået nogen oplæring på et sufi-center for fromhed og åndelig udmærkelse. Derfor skulle der ingen mulighed være for, at dens medlemmer kunne få en sådan oplæring. Formålet med denne kampagne er at sprede utilfredshed blandt Jama’ahs medarbejdere, så de vender tilbage til de gamle religiøse centre, der betragter enhver delvis tjeneste for islam under vantroens (Kufr) overordnede beskyttelse som en stor bedrift, og som aldrig engang kan forestille sig at etablere islam som en fuldstændig og omfattende livsform. De har med al deres veltalenhed stemplet ethvert sådant forsøg som en antireligiøs bevægelse. De har altid modsat sig ethvert forsøg på at etablere islam som en dominerende kraft i samfundet mod vantro og ugudelighed (Fisq) ved at fremstille alle sådanne forsøg som rent verdslige og motiveret af materielle ambitioner og verdslige gevinster. Under disse omstændigheder er vi nødt til at forklare den virkelige forskel mellem det fromhedsbegreb, som den sufiske spiritualitet fremsætter, og begrebet islamisk fromhed og renhed. Vi må forklare, hvad ægte Taqwa (frygt for Allah) og Ihsan (udmærkelse i underkastelsen under Allah) er, sådan som islam ønsker det, og hvordan det adskiller sig fra den Taqwa og Ihsan, der læres af de såkaldte autoriteter inden for fromhed og religiøsitet. Samtidig må vi også forklare udførligt de reform- og træningsmetoder, som Den Islamiske Bevægelse anvender, og deres følger, så enhver, der er oprigtigt hengiven til islam og har et rigtigt og uforfalsket begreb om den islamiske orden, let kan forstå, at når man først er overbevist af og grebet af islams revolutionære budskab, gennemgår man automatisk en stor forandring i sit syn og sine begreber. Denne overbevisning udvikler ægte fromhed, frygt for Allah og udmærkelse i underkastelsen under Hans vilje. En sådan oprigtighed og overbevisning mangler fuldstændigt i de stereotype sufiske metoder til træning i fromhed og udmærkelse, ikke blot hos eleverne, men også hos deres lærere og vejledere. Vi må forklare alt dette på grund af vores kritikeres uretfærdige og urimelige holdning. Vi ønsker ikke at forsvare os selv, men vi føler, at denne forklaring er nødvendig for Den Islamiske Bevægelses skyld. Vi søger Allahs beskyttelse mod forfængelighed eller stolthed over os selv som følge af ovenstående redegørelse eller mod den vildfarelse, at vi har fuldkommengjort os selv. Allah forbyde det; en sådan vildfarelse og bedragerisk stolthed kan berøve os alt det, vi hidtil har opnået. For at undgå denne ulykke ønsker jeg, at du fuldt ud forstår følgende tre punkter og aldrig glemmer dem: Mit første punkt er, at fuldkommenhed ingen grænser kender, og at dens højeste punkt ligger uden for vores syn. Bliv ved med at klatre opad, og betragt aldrig noget punkt som det højeste. I virkeligheden er du aldrig fuldkommen. I det øjeblik et menneske betragter sig selv som fuldkomment, standser hans stræben efter det bedre og dermed hans udvikling, og nedgangen begynder. Glem aldrig, at der kræves en vedvarende kamp ikke blot for at nå en højde, men også for at blive dér. I det øjeblik du holder op med at stræbe opad, begynder trækket nedad at virke. De vise ser aldrig ned for at vurdere deres bedrift, men ser op for at vide, hvor meget der endnu ikke er nået, og hvor langt deres mål ligger. Mit næste punkt er, at den menneskelige standard, som islam opstiller, er så høj, at den begynder dér, hvor andre ismer og ideologier afslutter deres stræben efter udmærkelse og fuldkommenhed. Det er slet ikke et utopisk ideal. Det afspejles i profeternes praktiske liv såvel som i de hengivne ledsagere til Profeten Muhammad (fred være med ham) og de fromme blandt Ummah. Hav altid denne standard i tankerne. Den vil redde dig fra den fejlagtige opfattelse, at du har nået fuldkommenhed. Den vil få dig til at indse din egen ringhed og samtidig stille nye højder foran dig, som du skal nå. Selv efter en livslang kamp vil du føle, at mange højder endnu ikke er nået. Vær aldrig stolt af dit helbred, mens patienter omkring dig hvert øjeblik drager deres sidste åndedrag. Se på fortidens monumenter over moral og fromhed, som du afløser i kampen mod det onde. En sand troende er den, der altid har dem i tankerne, som er rigere end han selv på islamisk viden og gode gerninger, så tørsten efter at samle denne rigdom ikke dør ud. Hvad angår materiel rigdom, sammenligner han altid sig selv med de fattigere og takker Allah for det, Han har givet ham, idet han stiller sin tørst med det, han har. Mit tredje punkt er, at de egenskaber, vi faktisk har tilegnet os indtil nu, kun virker imponerende, fordi forfald har fornedret os og vores samfund så meget. Det lille lys, der gives i det tætte mørke, har vundet fremtrædende betydning; ellers er det en kendsgerning, at vi mangler meget i vores personlige liv, når vi vurderer os selv efter troens kriterium og islams mindstekrav. Derfor må en bekendelse af vores mangler ikke være en formalitet. Den må føre til en grundig renselse af alle de fejl og laster, som vi finder og opdager i vores eget personlige liv.
Tag dig af din familie og dine nærmeste
Jeg vil også råde dig til at være særlig opmærksom på at reformere din familie og dine nærmeste. Koranen siger: »Red jer selv og jeres familie fra Ilden.« (Tahrim: 6) Du er meget omhyggelig med dine familiers mad og tøj. Men du bør være langt mere omhyggelig med at redde dem fra Helvedes brændsel. Gør dit bedste for at forbedre deres liv efter døden og føre dem ind på vejen til Paradiset. Hvis nogen af dem farer vild trods dine bestræbelser, vil du ikke blive holdt ansvarlig for det. Pointen er, at du på ingen måde må være indblandet i hans fiasko i det hinsidige. Jeg modtager ofte klager over, at Jama’ahs medarbejdere ikke er særlig opmærksomme på forbedringen og reformen af deres egen familie, sådan som de er det for andre. Disse klager kan være sande i nogle tilfælde og overdrevne i andre. Det er ikke muligt for mig at undersøge hvert enkelt menneskes sag. Derfor giver jeg et generelt råd. Vi bør alle ikke blot længes efter og ønske det, men oprigtigt bestræbe os på at føre vores nærmeste ind på fredens og frelsens vej, så vi kan få virkelig trøst. Jeg råder alle Jama’ahs medarbejdere til at interessere sig for hinandens liv og arbejde for forbedringen ikke blot af deres egne børn, men også af deres medarbejderes børn. Ofte påvirkes et barn ikke af sin far, men bliver stærkt præget af sin fars venner.
Gensidig Islah (forbedring)
Jeg råder jer også til ikke blot at stræbe efter forbedring og reform af jer selv og jeres familier, men også efter forbedring af jeres medarbejdere. De, der har sluttet sig sammen for at arbejde som en islamisk Jama’ah for Allahs skyld og for at etablere Hans myndighed og overhøjhed i verden, må samarbejde og koordinere med hinanden. De må vide, at de ikke kan nå deres høje ideal uden at blive stærke i deres kollektive moral og gruppedisciplin. Denne forståelse bør føre til gensidig hjælp og samarbejde om deres moralske forbedring og om at gå videre på Allahs vej. Dette er den eneste vej til kollektiv renselse (Tazkiyah) i islam. Hvis du ser mig gå væk fra den rette vej, så skynd dig at bringe mig tilbage på den, og hvis jeg ser dig glide eller vakle, bør jeg række dig en hjælpende hånd. Hvis der er støv på mit ærme, skal du blæse det væk, og hvis jeg finder en plet på din kappe, renser jeg den. Fortæl mig det, som du mener er bedre for mig og i min bedste interesse, og jeg skal fortælle dig det, som jeg mener er nødvendigt for din forbedring. Vi ved, at vi trives i vores verdslige liv gennem vores gensidige handler. Det samme gælder vores moralske og åndelige liv, og vi gør fremskridt og trives som en islamisk Jama’ah også på dette område, når vi moralsk og åndeligt samarbejder med og supplerer hinanden. Den rigtige reformmetode er at vente og se og undgå forhastede handlinger, når du opdager noget forkert hos en medarbejder, eller når der opstår en klage mod ham. Prøv først at forstå situationen, og kontakt derefter den pågældende og tal direkte og fortroligt med ham om klagen uden at nævne sagen for nogen anden eller noget andet sted, mens den pågældende ikke er til stede. Det sidste er simpel bagtalelse, som er stærkt foragtet i islam.
Kollektiv Ihtisab (kritik)
Gensidig kritik er også en frugtbar måde at opnå kollektiv reform på. Gør dine medarbejdere opmærksomme på deres fejl og mangler på en meget høflig og oprigtig måde. Men vær forsigtig, for det kan vise sig katastrofalt, hvis reglerne for oprigtig kritik ikke overholdes behørigt. Reglerne for retfærdig kritik er følgende: 1. Kritik bør ikke fremsættes hver gang og alle steder. 2. Før du kritiserer nogen, skal du først undersøge dit eget hjerte med Allah som vidne for at se, om du kritiserer af oprigtighed og for den andens velbefindende, eller om det skyldes en personlig impuls. I det første tilfælde er kritikken fuldt ud berettiget; ellers bør du holde din tunge og forsøge at befri din personlighed for denne urenhed. 3. Dine ord og din måde at kritisere på bør få enhver til at føle, at du virkelig ønsker reform og forbedring. 4. Sørg for, at din klage er baseret på virkelige og sikre kendsgerninger, før du kritiserer nogen. Grundløs kritik uden at have sikret sig kendsgerningerne er en synd og skaber uorden. 5. Den person, der kritiseres, bør lytte roligt til klagen og derefter overveje den uden fordom. Han bør åbent acceptere sandheden og imødegå det forkerte med upartisk argumentation. At blive vred over kritik viser arrogance og forfængelighed. 6. Kritikken og svaret på den bør ikke trække ud og blive til et permanent skænderi. Diskussion er nyttig, så længe begge synspunkter bliver behørigt uddybet, men hvis sagen ikke bliver afgjort, bør diskussionen udsættes, og begge parter bør genoverveje hele sagen roligt og hver for sig. Kritik inden for sådanne grænser er ikke blot nyttig, men også nødvendig for at bringe vores samfundsliv på ret kurs. Ingen islamisk Jama’ah kan holde sig på den rette retning uden en sådan konstruktiv kritik. Ingen i Jama’ah bør være hævet over kritik. Jeg anser den for uundværlig for Den Islamiske Bevægelses stabilitet, og jeg er sikker på, at den dag, hvor denne sunde kritik standser, vil Bevægelsen bukke under for forskellige onder, som fører til dens ødelæggelse. Derfor har jeg lige siden Jama’ahs grundlæggelse altid indkaldt til et særligt møde efter Jama’ahs almindelige møde for kritisk at vurdere hele organisationens arbejde og struktur. På sådanne særlige møder tilbyder jeg mig selv som den første, der skal kritiseres, så enhver indvending eller klage over mig eller min indsats kan fremsættes åbent foran alle uden tøven. Enten vil kritikken rette mig, eller også vil min forklaring opklare kritikerens misforståelse såvel som misforståelsen hos alle dem, der tænker på samme måde.
Sama’a og Ta’at (lydighed og disciplin)
Endnu en sag, som jeg finder det nødvendigt at gøre jer opmærksom på, er manglen på disciplin og underkastelse. Der er ingen tvivl om, at vi virker meget disciplinerede, når vi sammenlignes med andre organisationer. Men når vi ser på den standard, islam har fastsat, og også tager den vanskelige opgave, der ligger foran os, i betragtning, finder vi virkelig vores disciplin langt under målet. I er fuldt ud klar over, at I er meget få i antal og har endnu færre ressourcer til rådighed på området. Opgaven foran jer er at ændre hele det livssystem, der er baseret på ugudelighed og uvidenhed, både i form og ånd — et system, der er tusind gange stærkere og mere ressourcestærkt. Uanset om I sammenligner jer med det i antal eller ressourcer, kan I ikke måle jer med det. I har intet at støtte jer til for at opnå succes i denne kamp ud over moralsk overlegenhed og streng disciplin. I kan kun lykkes med jeres store mission, når I etablerer jeres moralske troværdighed og viser en sådan disciplin og organisation, at I til enhver tid og ethvert sted med fuld tillid kan vise jeres styrke. I en islamisk Jama’ah, der arbejder for at etablere den islamiske livsform, er lydighed mod Jama’ahs myndigheders lovlige befalinger i virkeligheden underkastelse under Allah og Profeten (p). Enhver, der udelukkende for Allahs skyld giver sin tid og energi til denne mission, og som underordner sig sin Jama’ah-leders (Amirs eller Nazims) myndighed for at tjene Allahs sag, adlyder Allah og Profeten (p). Jo større tilknytningen til Allah og Profeten (p) er, desto stærkere er lydighedsånden i ham. På samme måde er lydighedsånden svagere, jo mindre tilknytningen er. Hvilket offer kan være mere værdifuldt end det, du bringer, når du adlyder en person, som ellers ikke har nogen myndighed over dig, men som du kun har accepteret som din leder for at arbejde for Allahs skyld, og du udfører hans ordrer uden modvilje som en loyal underordnet, selv om hans ordrer undertiden strider mod dine ønsker og interesser. Eftersom dette offer bringes for Allahs sag, er belønningen hos Allah også meget stor. Hvis nogen derimod nægter at indtage en underordnet position og betragter denne underordning som uværdig for sig, eller føler sig krænket, når han får besked på at gøre noget, og viser uro eller tøven med at følge ordrer, der går imod hans egne ønsker eller interesser, beviser han i praksis, at han endnu ikke har underkastet sig Allah, og at hans eget jeg stadig dominerer hans tanker og handlinger.
Råd til de lokale ledere (Nazims):
Her finder jeg det nødvendigt at give de organisatoriske ledere på forskellige niveauer et råd ved siden af mit ovenstående råd til medarbejderne: De bør også lære lederskabets teknikker. Enhver, der er blevet betroet et ansvar i Jama’ah, og som i kraft af sit ansvar udøver myndighed over andre, bør ikke hævde sig urimeligt over for andre eller nyde sin myndighed som noget, der gør ham overlegen i forhold til andre. Han bør opføre sig høfligt og venligt over for sine medarbejdere. Han bør være yderst omhyggelig med, at dårlig opførsel fra hans side ikke skaber ulydighed eller stridslyst hos nogen af medarbejderne. Han må i sin omgang og adfærd skelne mellem unge og gamle, svage og stærke samt velstående og fattige. Han bør have fuldt kendskab til hvert enkelt menneskes forhold og behandle enhver efter hans position og omstændigheder, med passende hensyn og mildhed. Han bør indgyde sine medarbejdere en sådan ånd, at de opfatter råd eller appel fra deres leder som en ordre og gennemfører den i samme ånd. Det ville virkelig være udtryk for mangel på disciplin, hvis en appel fra lederen ikke medførte nogen reaktion, så han blev nødt til at udstede en ordre. Ordrer gives kun til lejesvende. De, der frivilligt har sluttet sig sammen for at arbejde for Allahs sag, behøver ingen ordrer fra en person, der er deres leder efter deres eget valg. De behøver blot et vink om, at de kan tjene deres mission et hvilket som helst sted, og så går de i gang. Når denne ånd først er blevet skabt blandt medarbejdere og ledere, vil I ikke finde det mindste spor af bitterhed eller ond vilje.
Hengivenhed og offer
Mit sidste råd er, at alle, der står for denne mission og bevægelse, i sig selv bør udvikle en tilbøjelighed til at give for Allahs sag og foretrække denne sag frem for deres egne materielle interesser og gøremål. Prøv at opdyrke en så dyb tilknytning til denne mission, at den ikke lader jer hvile, før I har brugt hver en del af jeres energi og ressourcer på denne sag. Giv ikke blot jer selv, men også jeres penge og økonomiske midler til Allahs sag. Glem aldrig, at Allahs ret ikke blot gælder jer og jeres væsen, men også jeres tid og jeres penge. Allah og Profeten (p) har fastsat minimumsgrænsen, men for maksimum er der ingen grænse. Det er op til jer selv at afgøre og vurdere, hvor meget I bør give i Allahs vej for at være sikre på, at I har ydet det skyldige. Ingen kan bedømme det bedre end jer selv. Den bedste dommer er jeres egen overbevisning og samvittighed. Jeg behøver ikke sige mere end, at I bør lære af dem, der ikke tror på Allah eller det hinsidige, og som alligevel bringer så store ofre for deres falske idealer. Vi, der tror på Allah og det hinsidige, burde skamme os over os selv. Jeg finder også, at de fleste medarbejdere mangler den grad af interesse og hengivenhed, der er nødvendig for at etablere den islamiske orden. Det er ganske vist sådan, at nogle af os arbejder med den største iver, hvilket vi bør glæde os over, og jeg beder for dem af hele mit hjerte. Men de fleste medarbejdere mangler den nødvendige hengivenhed. Kun få af os føler, som en troende bør føle, sig oprigtigt bekymrede over de udbredte laster, den elendighed og hjælpeløshed, der rammer dem, som bekender troen på Allah den Almægtige. Denne tilstand burde give anledning til mindst lige så megen bekymring og fortvivlelse, som du føler, når dit barn er sygt, eller dit hus er i fare for at brænde. Også her er det meget vanskeligt for nogen at fastsætte en grænse for, hvor langt denne fortvivlelse og bekymring bør gå, eller hvor stor iver man bør vise. Det er igen op til den enkelte selv, på sin samvittigheds kald, at afgøre, hvor langt han bør stræbe for at være sikker på, at han som en, der tror på den endelige virkelighed, har opfyldt sin pligt. Men for kontrastens skyld er det tilstrækkeligt at kaste et blik på de bestræbelser, som de, der kæmper for at etablere deres falske og opdigtede idealer, udfolder, og på hvordan de sætter alt, hvad de har til rådighed, på spil.
Råd til kvinder
Meget af det, jeg allerede har sagt, gælder både mænd og kvinder. Nu vil jeg sige noget særligt til de kvinder, der på den ene eller anden måde er knyttet til Den Islamiske Bevægelse. Det første og vigtigste krav til jer er at tilegne jer så megen viden om islam som muligt. Studér ikke blot Koranen, men også Hadith og Fiqh (islamisk retslære) med fuld forståelse. Begræns jer ikke til islams grundlæggende viden og troens krav (Iman), men prøv at kende de islamiske påbud vedrørende jeres personlige liv, familieliv og almindelige sociale liv. En af hovedårsagerne til, at ikke-islamiske skikke og praksisser bliver almindelige i muslimske familier, er vores kvinders uvidenhed om islams lære og islamiske påbud. Det næste, I skal gøre, er at forsøge at forme jeres praktiske liv, jeres moral og karakter såvel som livet og atmosfæren i jeres hjem efter jeres viden om islam. En muslimsk kvinde må være så fast og bestemt, at hun holder fast ved det, hun anser for rigtigt, trods modstand og hindringer fra sin familie eller andre slægtninge. Hun bør ikke give efter for noget forkert under noget som helst pres. Det er ganske vist, at forældre, ægtemand og andre ældre i familien fortjener lydighed, respekt og agtelse, og at de aldrig må behandles med ulydighed og arrogance, men Allahs og Hans Profets (p) rettigheder og vilje står øverst. Enhver, der presser jer til at følge ulydighed mod Allah og Hans Profet, skal I blankt nægte at adlyde, hvad enten det er jeres far eller jeres ægtemand. Bøj jer aldrig for nogen i denne henseende. Stol på Allah og mød modigt de værst tænkelige følger, selv hvis det fører til ødelæggelsen af jeres verdslige liv. Jo stærkere jeres beslutsomhed er til at holde fast ved islam, desto bedre vil virkningen være på jeres familiemiljøer ved Allahs nåde. I vil således få en gylden mulighed for at reformere jeres hjem. Hvis I derimod giver efter for uberettigede og anti-islamiske krav, vil jeres eget personlige liv blive berøvet islams velsignelser, og I vil sætte et dårligt eksempel på svaghed i tro og moral for menneskene omkring jer. Jeres tredje ansvar er at give jeres nærmeste førsteprioritet, når det gælder reform og forbedring af den islamiske livsform. De af vores søstre, som Allah har velsignet med børn, gennemgår i virkeligheden en prøve, hvor ingen anden succes kan opveje det, hvis de mislykkes. Deres egne børn fortjener deres bedste opmærksomhed. Det er deres primære ansvar at opdrage deres børn godt i islam og dens etikette. Gifte kvinder har også ansvaret for at holde deres ægtemænd på den rette vej og hjælpe dem med at forblive standhaftige på deres vej, hvis de allerede er på den rette vej. En datter kan også videregive sandheden til sine forældre, samtidig med at hun viser dem behørig respekt og agtelse. Det mindste, hun kan gøre, er at give dem islamiske bøger at læse. For det fjerde bør I bruge så meget tid, som I kan frigøre fra jeres huslige pligter, på at viderebringe islams viden til kvinderne omkring jer. Undervis unge piger og ældre, uuddannede kvinder. Giv nyttig islamisk litteratur til kvinder, der kan læse. Arrangér kvindesamlinger og forklar islams lære for dem. Hvis I ikke kan tale offentligt, så læs blot relevante og nyttige uddrag fra litteraturen højt for dem. Kort sagt: Gør jeres yderste og brug alle mulige veje og midler til at fjerne uvidenhed og analfabetisme blandt kvinderne omkring jer.

KAPITEL ET: MENNESKERETTIGHEDER, VESTEN OG ISLAM

Før jeg drøfter menneskerettighederne i islam, vil jeg gerne forklare nogle få punkter om to hovedtilgange til spørgsmålet om menneskerettigheder: den vestlige og den islamiske. Dette vil gøre det muligt for os at studere spørgsmålet i dets rette perspektiv og undgå noget af den forvirring, som normalt slører en sådan diskussion.
Den vestlige tilgang: Folk i Vesten har for vane at tilskrive sig selv enhver god ting og forsøger at bevise, at det er på grund af dem, at verden fik denne velsignelse; ellers var verden hensunken i uvidenhed og fuldstændig uvidende om alle disse goder. Lad os nu se på spørgsmålet om menneskerettigheder. Det hævdes meget højlydt og eftertrykkeligt, at verden fik begrebet grundlæggende menneskerettigheder fra Storbritanniens Magna Carta, selv om Magna Carta selv blev til seks hundrede år efter islams fremkomst. Men sandheden er, at ingen indtil det syttende århundrede engang vidste, at Magna Carta indeholdt principperne om nævningesag, habeas corpus og Parlamentets kontrol med beskatningsretten. Hvis de mennesker, der havde udarbejdet Magna Carta, levede i dag, ville de være blevet meget overraskede, hvis man fortalte dem, at deres dokument også indeholdt alle disse idealer og principper. De havde ingen sådan hensigt, og de var heller ikke bevidste om alle disse begreber, som nu tilskrives dem. Så vidt jeg ved, havde vesterlændinge intet begreb om menneskerettigheder og borgerrettigheder før det syttende århundrede. Selv efter det syttende århundrede, hvor filosofferne og retslærens tænkere fremlagde disse idéer, kan det praktiske bevis på og den praktiske udfoldelse af disse begreber kun findes ved slutningen af det attende århundrede i Amerikas og Frankrigs proklamationer og forfatninger. Derefter begyndte der at optræde henvisninger til de grundlæggende menneskerettigheder i forskellige landes forfatninger. Men oftere end ikke blev de rettigheder, der blev givet på papiret, ikke faktisk givet til mennesker i det virkelige liv. Midt i det nuværende århundrede vedtog De Forenede Nationer, som nu mere passende og sandt kan beskrives som de Splittede Nationer, en Verdenserklæring om Menneskerettighederne, vedtog en resolution mod folkedrab og udformede regler for at forhindre det. Men som I alle ved, findes der ikke en eneste resolution eller regel fra De Forenede Nationer, som kan håndhæves. De er blot et udtryk for et fromt håb. Der står ingen sanktioner bag dem, ingen fysisk eller moralsk magt til at håndhæve dem. På trods af alle De Forenede Nationers højtidelige og ambitiøse resolutioner er menneskerettigheder blevet krænket og trampet på forskellige steder, og De Forenede Nationer har været en hjælpeløs tilskuer. Organisationen er ikke i stand til effektivt at forhindre krænkelser af menneskerettighederne. Selv den afskyelige forbrydelse folkedrab begås trods alle De Forenede Nationers proklamationer. Lige i nabolandet Pakistan har der i de sidste otteogtyve år fundet folkedrab på muslimer sted, men De Forenede Nationer har ikke magt og styrke til at tage skridt mod Indien. Der er ikke engang blevet truffet foranstaltninger mod noget land, der er skyldigt i denne mest alvorlige og oprørende forbrydelse.
Den islamiske tilgang: Det andet punkt, som jeg gerne vil præcisere helt fra begyndelsen, er, at når vi taler om menneskerettigheder i islam, mener vi i virkeligheden, at disse rettigheder er blevet skænket af Gud; de er ikke blevet skænket af nogen konge eller lovgivende forsamling. Rettigheder, der skænkes af konger eller lovgivende forsamlinger, kan også trækkes tilbage på samme måde, som de tildeles. Det samme gælder rettigheder, der accepteres og anerkendes af diktatorer. De kan tildele dem, når de ønsker det, og trække dem tilbage, når de vil; og de kan åbenlyst krænke dem, når det passer dem. Men eftersom menneskerettighederne i islam er blevet skænket af Gud, har ingen lovgivende forsamling i verden eller nogen regering på jorden ret eller myndighed til at foretage ændringer i eller ændre de rettigheder, som Gud har skænket. Ingen har ret til at ophæve eller trække dem tilbage. De er heller ikke som de grundlæggende menneskerettigheder, der tildeles på papiret for syns skyld og nægtes i det virkelige liv, når forestillingen er forbi. De er heller ikke som filosofiske begreber, der ikke støttes af nogen sanktioner. De Forenede Nationers charter, proklamationer og resolutioner kan ikke sammenlignes med de rettigheder, der er sanktioneret af Gud; for førstnævnte gælder ikke for nogen, mens sidstnævnte gælder for enhver troende. De er en integreret del af den islamiske tro. Enhver muslim eller enhver administrator, der hævder at være muslim, må acceptere, anerkende og håndhæve dem. Hvis de undlader at håndhæve dem og begynder at benægte de rettigheder, som Gud har garanteret, eller foretager ændringer i dem, eller i praksis krænker dem, samtidig med at de blot bekender sig til dem med ord, er Den Hellige Koranens dom over sådanne regeringer klar og utvetydig: De, der ikke dømmer efter det, Gud har sendt ned, er de vantro (kafirun). 5:44. Det følgende vers erklærer også: »De er de uretfærdige (zalimun)« (5:45), mens et tredje vers i samme kapitel siger: »De er de ugudelige (fasiqun)« (5:47). Med andre ord betyder dette, at hvis de verdslige myndigheder anser deres egne ord og afgørelser for rigtige og dem, der er givet af Gud, for forkerte, er de vantro. Hvis de derimod anser Guds befalinger for rigtige, men bevidst forkaster dem og håndhæver deres egne afgørelser i strid med Guds, er de urostifterne og de uretfærdige. Fasiq, lovbryderen, er den, der tilsidesætter troskabens bånd, og zalim er den, der handler imod sandheden. Derfor tilhører alle de verdslige myndigheder, der hævder at være muslimer, men alligevel krænker de rettigheder, Gud har sanktioneret, én af disse to kategorier: enten er de vantro, eller også er de uretfærdige og urostifterne. De rettigheder, der er sanktioneret af Gud, er permanente, bestandige og evige. De er ikke underlagt ændringer eller modifikationer, og der er ikke mulighed for nogen forandring eller ophævelse.

KAPITEL TO: GRUNDLÆGGENDE MENNESKERETTIGHEDER

Det første, vi finder i islam i denne forbindelse, er, at islam fastsætter visse rettigheder for mennesket som menneske. Med andre ord betyder det, at ethvert menneske, uanset om det hører til i dette eller hint land, uanset om det er troende eller ikke-troende, uanset om det lever i en skov eller findes i en ørken, uanset omstændighederne har nogle grundlæggende menneskerettigheder, blot fordi det er et menneske, og disse bør anerkendes af enhver muslim. Faktisk vil det være hans pligt at opfylde disse forpligtelser.

1. Retten til livet

Den første og mest grundlæggende rettighed er retten til at leve og respekten for menneskeliv. Den Hellige Koran fastslår: Den, der dræber et menneske uden nogen grund, såsom drab eller fordærv på jorden, er, som om han havde dræbt hele menneskeheden … (5:32) Hvad angår spørgsmålet om at tage et liv som gengældelse for mord eller spørgsmålet om straf for at sprede fordærv på denne jord, kan det kun afgøres af en behørig og kompetent domstol. Hvis der er krig med en nation eller et land, kan det kun afgøres af en behørigt etableret regering. Under alle omstændigheder har intet menneske på egen hånd ret til at tage et menneskeliv som gengældelse eller for at skabe ufred på denne jord. Derfor påhviler det ethvert menneske, at det under ingen omstændigheder gør sig skyldig i at tage et menneskeliv. Hvis nogen har myrdet et menneske, er det, som om han havde dræbt hele menneskeheden. Disse instrukser er gentaget et andet sted i Den Hellige Koran, hvor der står: Dræb ikke et menneske, som Allah har gjort ukrænkeligt, undtagen gennem lovens retmæssige proces … (6:151) Også her skelnes der mellem drab og ødelæggelse af liv, der udføres i retfærdighedens tjeneste. Kun en behørig og kompetent domstol kan afgøre, om et individ har mistet sin ret til livet ved at tilsidesætte andre menneskers ret til liv og fred. Profeten, må Guds velsignelser være med ham, har erklæret drab for den største synd næst efter polyteisme. Profetens Tradition lyder: “De største synder er at sætte noget ved siden af Gud og at dræbe mennesker.” I alle disse vers fra Koranen og Profetens Traditioner er ordet ‘sjæl’ (nafs) blevet brugt i generel betydning uden nogen sondring eller begrænsning, som kunne have givet anledning til den opfattelse, at personer, der tilhører ens egen nation, borgere i ens eget land eller mennesker af en bestemt race eller religion ikke bør dræbes. Påbuddet gælder alle mennesker, og ødelæggelsen af menneskeliv i sig selv er blevet forbudt. ‘Retten til livet’ er kun blevet givet mennesket af islam. Man vil bemærke, at de mennesker, der taler om menneskerettigheder, hvis de overhovedet har nævnt dem i deres forfatninger eller erklæringer, tydeligt lader det fremgå, at disse rettigheder kun gælder deres egne borgere, eller at de udelukkende er udformet for den hvide race. Dette fremgår klart af det faktum, at mennesker blev jaget som dyr i Australien, og at landet blev ryddet for de oprindelige folk til fordel for den hvide mand. På samme måde blev den oprindelige befolkning i Amerika systematisk udslettet, og de indianere, der på en eller anden måde overlevede dette folkemord, blev indesluttet i bestemte områder, der blev kaldt reservater. De trængte også ind i Afrika og jagede mennesker som vilde dyr. Alle disse eksempler beviser, at de ikke respekterer menneskeliv som sådant, og hvis de gør det, er det kun på grundlag af nationalitet, hudfarve eller race. I modsætning hertil anerkender islam denne ret for alle mennesker. Hvis et menneske tilhører en primitiv eller vild stamme, betragter islam ham ikke desto mindre som et menneske.
2. Retten til livets sikkerhed Umiddelbart efter det vers fra Den Hellige Koran, der er blevet nævnt i forbindelse med retten til livet, har Gud sagt: “Og den, der redder et liv, er, som om han havde reddet hele menneskehedens liv” (5:32). Der kan være flere måder at redde et menneske fra døden på. Et menneske kan være sygt eller såret, uanset dets nationalitet, race eller hudfarve. Hvis du ved, at han har brug for din hjælp, er det din pligt at sørge for behandling af hans sygdom eller sår. Hvis han er ved at dø af sult, er det din pligt at give ham mad, så han kan undgå døden. Hvis han er ved at drukne, eller hans liv er i fare, er det din pligt at redde ham. Du vil blive overrasket over at høre, at Talmud, jødernes religiøse bog, indeholder et vers af lignende karakter, men gengiver det i en helt anden form. Der står: “Den, der ødelagde et israelitisk liv, er ifølge Skriften, som om han havde ødelagt hele verden. Og den, der beskyttede og reddede ét israelitisk liv, er ifølge Skriften, som om han havde reddet hele verden.” Talmud indeholder også den opfattelse, at hvis en ikke-israelit er ved at drukne, og du forsøger at redde ham, er du en synder. Kan det kaldes andet end racisme? Vi betragter det som vores pligt at redde ethvert menneskeliv, fordi det er det, vi er blevet påbudt i Den Hellige Koran. Hvis de derimod overhovedet anser det for nødvendigt at redde et menneskes liv, bør det være en israelits liv. Hvad angår andre mennesker, synes de ifølge denne opfattelse ikke at være menneskelige nok til at fortjene beskyttelse af deres personer. I deres litteratur er begrebet ‘Goyim’, hvortil det engelske ord ‘Gentile’ og det arabiske ord ummi (analfabet) anvendes, at de ingen menneskerettigheder har; menneskerettigheder er forbeholdt Israels børn. Koranen har omtalt denne israelitternes tro og citerer jøderne for at sige: “Der er ingen skyld over os i forbindelse med de ulærde folk (dvs. ummi), uanset hvad vi måtte gøre” (3:75).
3. Respekt for kvinders kyskhed Den tredje vigtige ting, vi finder i det islamiske charter om menneskerettigheder, er, at en kvindes kyskhed skal respekteres og beskyttes under alle omstændigheder, hvad enten hun tilhører vores egen nation eller fjendens nation, hvad enten vi finder hende i den vilde skov eller i en erobret by; hvad enten hun er trosfælle eller tilhører en anden religion eller slet ingen religion har. En muslim må under ingen omstændigheder krænke hende. Alle promiskuøse forhold er blevet forbudt for ham, uanset kvindens status eller position, og uanset om kvinden er en villig eller uvillig deltager i handlingen. Den Hellige Koran siger i denne forbindelse: “Nærm jer ikke utugtens grænser” (17:32). Der er foreskrevet en streng straf for denne forbrydelse, og påbuddet er ikke gjort afhængigt af nogen betingelser. Eftersom krænkelse af en kvindes kyskhed er forbudt i islam, kan en muslim, der begår denne forbrydelse, ikke undslippe straf, hvad enten han modtager den i denne verden eller i det hinsidige. Dette begreb om kyskhedens hellighed og beskyttelsen af kvinder findes ingen andre steder end i islam. De vestlige magters hære har brug for deres nations døtre for at tilfredsstille deres kødelige lyster selv i deres egne lande, og hvis de skulle besætte et andet land, kan dets kvinders skæbne bedre forestilles end beskrives. Men muslimernes historie har, bortset fra nogle få enkeltpersoners fejltrin her og der, været fri for denne forbrydelse mod kvindeligheden. Det er aldrig sket, at den muslimske hær efter erobringen af et fremmed land har gået omkring og voldtaget de erobrede folks kvinder, eller at regeringen i deres eget land har sørget for at stille prostituerede til deres rådighed1. Dette er også en stor velsignelse, som menneskeheden har modtaget gennem islam.2
4. Retten til en grundlæggende levestandard Når Den Hellige Koran taler om de økonomiske rettigheder, påbyder den sine tilhængere: Og i deres formue er der en anerkendt ret for de trængende og nødlidende. (51:19) Ordene i dette påbud viser, at det er en kategorisk og ubetinget befaling. Desuden blev dette påbud givet i Mekka, hvor der ikke eksisterede noget muslimsk samfund, og hvor muslimerne generelt måtte omgås de vantros befolkning. Den klare betydning af dette vers er derfor, at enhver, der beder om hjælp, og enhver, der lider under afsavn, har en ret i muslimernes ejendom og formue, uanset om han tilhører denne eller hin nation, dette eller hint land, denne eller hin race. Hvis du er i stand til at hjælpe, og en trængende person beder dig om hjælp, eller hvis du får kendskab til, at han har brug for hjælp, er det din pligt at hjælpe ham. Gud har fastsat hans ret over dig, og den skal du som muslim respektere.

5. Individets ret til frihed

Islam har klart og kategorisk forbudt den primitive praksis at fange et frit menneske for at gøre ham til slave eller sælge ham til slaveri. På dette punkt lyder Profetens (S) klare og utvetydige ord således: “Der er tre kategorier af mennesker, over for hvem jeg selv vil være sagsøger på Dommedag. En af disse tre er den, der gør et frit menneske til slave, derefter sælger ham og fortærer pengene” (al-Bukhari og Ibn Majjah). Ordene i denne profetiske tradition er også generelle; de er ikke blevet begrænset til eller gjort gældende for en bestemt nation, race, land eller tilhængere af en bestemt religion. Europæerne er meget stolte af at hævde, at de afskaffede slaveriet i verden, selv om de først havde anstændigheden til at gøre det midt i det forrige århundrede. Før dette havde disse vestlige magter i meget stort omfang plyndret Afrika, fanget dets frie mennesker, lagt dem i trældom og transporteret dem til deres nye kolonier. Den behandling, de udsatte disse ulykkelige mennesker for, var værre end den behandling, dyr blev udsat for. De bøger, som vestlige mennesker selv har skrevet, bevidner dette.
Slavehandelen blandt de vestlige nationer: Efter besættelsen af Amerika og Vestindien fortsatte slavehandelen i tre hundrede og halvtreds år. De afrikanske kyster, hvortil de tilfangetagne afrikanere med sort hud blev bragt fra Afrikas indre og anbragt på skibe, der sejlede ud fra disse havne, blev kendt som Slavekysten. Alene i løbet af ét århundrede (fra 1680 til 1786) udgjorde det samlede antal frie mennesker, som udelukkende blev fanget og gjort til slaver for de britiske kolonier, ifølge britiske forfatteres skøn 20 millioner mennesker. I løbet af blot ét år (1790) blev der, fortælles det, fanget 75.000 mennesker og sendt til slavearbejde i kolonierne. De skibe, der blev brugt til at transportere slaverne, var små og beskidte. Disse ulykkelige afrikanere blev stuvet ind i skibenes lastrum som kvæg helt op til loftet, og mange af dem blev lænket til træhylder, hvorpå de knap kunne bevæge sig, fordi der kun var atten tommer mellem dem, idet de var placeret oven over hinanden. De fik ikke passende mad, og hvis de blev syge eller sårede, blev der ikke gjort noget forsøg på at give dem lægebehandling. Vestlige forfattere hævder selv, at mindst 20 % af det samlede antal mennesker, der blev fanget til slaveri og tvangsarbejde, omkom under transporten fra Afrikas kyst til Amerika. Det er også blevet anslået, at det samlede antal mennesker, der blev fanget til slaveri af de forskellige europæiske nationer under slavehandelens storhedstid, var mindst et hundrede millioner. Dette er historien om de mennesker, der dag og nat fordømmer muslimer for at anerkende slaveriets institution. Det er, som om en forbryder peger anklagende på en uskyldig mand.
Slaveriets stilling i islam: Kort vil jeg fortælle jer om slaveriets stilling og beskaffenhed i islam. Islam forsøgte at løse problemet med de slaver, der fandtes i Arabien, ved på forskellige måder at tilskynde folk til at frigive deres slaver. Muslimerne blev pålagt som soning for nogle af deres synder at frigive deres slaver. At frigive en slave af egen fri vilje blev erklæret for en meget fortjenstfuld handling, så meget, at det blev sagt, at hvert lem på den mand, der frigiver en slave, vil blive beskyttet mod Helvedes ild som gengæld for det lem hos den slave, som han har frigivet. Resultatet af denne politik var, at da de retledte kaliffers tid nærmede sig, var alle de gamle slaver i Arabien blevet frigivet. Profeten alene frigav så mange som 63 slaver. ‘Aishah frigav 67 slaver, ‘Abbas frigav 70, ‘Abd Allah ibn ‘Umar frigav et tusind, og ‘Abd al-Rahman købte tredive tusind og frigav dem. På samme måde frigav andre af Profetens ledsagere et stort antal slaver; detaljerne herom findes i traditionerne og i de historiske bøger fra denne periode. Således blev problemet med slaverne i Arabien løst på kort tid, tredive eller fyrre år. Herefter var den eneste form for slaveri, der var tilbage i det islamiske samfund, krigsfanger, som blev taget på slagmarken. Disse krigsfanger blev tilbageholdt af den muslimske regering, indtil deres regering indvilligede i at tage imod dem igen i bytte for muslimske soldater, som den havde taget til fange, eller sørgede for betaling af løsepenge for dem. Hvis de soldater, som de havde taget til fange, ikke blev udvekslet med muslimske krigsfanger, eller deres folk ikke betalte løsepengene for at købe deres frihed, plejede den muslimske regering at fordele dem blandt soldaterne i den hær, som havde taget dem til fange. Dette var en mere menneskelig og passende måde at håndtere dem på end at holde dem som kvæg i koncentrationslejre, udnytte dem til tvangsarbejde og, hvis også deres kvinder blev taget til fange, udvælge dem til prostitution. I stedet for en sådan grusom og oprørende måde at behandle krigsfangerne på foretrak islam at sprede dem blandt befolkningen og således bringe dem i kontakt med enkelte mennesker. Desuden blev deres værger pålagt at behandle dem godt. Resultatet af denne humane politik var, at de fleste mænd, der blev taget til fange på fremmede slagmarker og bragt til de muslimske lande som slaver, antog islam, og deres efterkommere frembragte store lærde, imamer, retslærde, koranfortolkere, statsmænd og hærgeneraler. Så meget, at de senere blev herskere over den muslimske verden. Den løsning på dette problem, som er blevet foreslået i vor tid, er, at de stridende landes krigsfanger efter fjendtlighedernes ophør bør udveksles. Muslimer har imidlertid praktiseret dette helt fra begyndelsen, og hver gang modparten accepterede udveksling af krigsfanger fra begge sider, blev det gennemført uden den mindste tøven eller forsinkelse. I moderne krigsførelse ser vi også, at hvis en regering bliver fuldstændig besejret og ikke længere har nogen mulighed for at forhandle om krigsfangerne, mens den sejrende part let får sine fanger tilbage, har erfaringen vist, at den besejrede hærs krigsfanger holdes under forhold, der er langt værre end slavernes. Kan nogen fortælle os, hvad der blev af de tusinder af krigsfanger, som Rusland tog fra Tysklands og Japans besejrede hære under Anden Verdenskrig? Ingen har hidtil redegjort for dem. Ingen ved, hvor mange tusinder af dem der stadig er i live, og hvor mange tusinder der er omkommet som følge af de russiske koncentrations- og arbejdslejres hårde vilkår. Det tvangsarbejde, de blev udsat for, var langt værre end den tjeneste, man kan kræve af slaver. Selv i det gamle Egyptens faraoners tid blev der måske ikke krævet så hårdt arbejde af slaverne ved opførelsen af Egyptens pyramider, som der blev krævet af krigsfangerne i Rusland ved udviklingen af Sibirien og andre tilbagestående områder i Rusland eller ved arbejdet i kulminer og andre miner i temperaturer under frysepunktet, dårligt klædt på, dårligt ernæret og brutalt behandlet af deres opsynsmænd.

6. Retten til retfærdighed

Dette er en meget vigtig og værdifuld ret, som islam har givet mennesket som menneske. Den Hellige Koran fastslår: “Lad ikke jeres had til et folk få jer til at begå overgreb” (5:2). “Og lad ikke fjendskab mod noget folk få jer til at afvige fra at handle retfærdigt. Vær retfærdige; det er nærmest gudsfrygt” (5:8). Koranen understreger igen dette punkt og siger: “I, som tror, stå fast over for Gud som vidner for (sandhed og) retfærdighed” (4:135). Dette gør det klart, at muslimer skal være retfærdige ikke blot over for almindelige mennesker, men også over for deres fjender. Med andre ord er den retfærdighed, som islam opfordrer sine tilhængere til, ikke begrænset til borgerne i deres eget land eller til folk fra deres egen stamme, nation eller race eller til det muslimske samfund som helhed, men den gælder alle verdens mennesker. Muslimer kan derfor ikke være uretfærdige over for nogen. Deres vedvarende vane og karakter bør være sådan, at intet menneske nogensinde bør frygte uretfærdighed fra deres hænder, og de bør behandle hvert menneske overalt med retfærdighed og fairness.

7. Menneskers lighed

Islam anerkender ikke blot absolut lighed mellem mennesker uden hensyn til forskelle i hudfarve, race eller nationalitet, men gør den til et vigtigt og betydningsfuldt princip, en realitet. Den Almægtige Gud har fastslået i Den Hellige Koran: “O menneskehed, Vi har skabt jer af en mand og en kvinde.” Med andre ord er alle mennesker brødre til hinanden. De nedstammer alle fra én far og én mor. “Og Vi har gjort jer til folk og stammer, for at I kan lære hinanden at kende” (49:13). Det betyder, at opdelingen af mennesker i nationer, racer, grupper og stammer tjener til at skelne mellem dem, så mennesker af én race eller stamme kan møde og lære mennesker fra en anden race eller stamme at kende og samarbejde med hinanden. Denne opdeling af menneskeheden er hverken beregnet til, at én nation skal være stolt af sin overlegenhed over andre, eller til, at én nation skal behandle en anden med foragt eller vanære, betragte den som en underlegen og fornedret race eller tilrane sig dens rettigheder. “Sandelig, den ædleste af jer hos Gud er den, der er mest gudfrygtig” (49:13). Med andre ord beror det ene menneskes overlegenhed over det andet udelukkende på gudsbevidsthed, karakterens renhed og høj moral, ikke på hudfarve, race, sprog eller nationalitet; og selv denne overlegenhed, der er baseret på fromhed og ren livsførelse, retfærdiggør ikke, at sådanne mennesker skal optræde som herrer eller gøre sig overlegne over andre mennesker. At gøre sig overlegen er i sig selv en forkastelig last, som intet gudfrygtigt og fromt menneske nogensinde kunne drømme om at begå. Heller ikke har de retskafne større privilegerede rettigheder end andre, for det strider mod menneskelig lighed, som i begyndelsen af dette vers er fastlagt som et almindeligt princip. Fra et moralsk synspunkt er godhed og dyd i alle tilfælde bedre end last og ondskab. Dette har Profeten eksemplificeret i et af sine udsagn således: “Ingen araber har nogen overlegenhed over en ikke-araber, og en ikke-araber har heller ingen overlegenhed over en araber. En hvid mand har heller ingen overlegenhed over en sort mand, og den sorte mand har ingen overlegenhed over den hvide mand. I er alle Adams børn, og Adam blev skabt af ler” (al-Bayhaqi og al-Bazzaz). På denne måde etablerede islam lighed for hele menneskeheden og ramte selve roden til alle forskelle, der er baseret på hudfarve, race, sprog eller nationalitet. Ifølge islam har Gud givet mennesket denne ret til lighed som en medfødt ret. Derfor bør intet menneske diskrimineres på grund af hudfarven, fødestedet, den race eller den nation, som det er født i. Malcolm X, den berømte leder af Afrikas sorte befolkning i Amerika, som havde indledt en bitter kamp mod Amerikas hvide befolkning for at vinde borgerlige rettigheder for sine sorte landsmænd, indså, da han tog på pilgrimsfærd og så, hvordan muslimer fra Asien, Afrika, Europa og Amerika samt mennesker af forskellige racer, sprog og hudfarver bar én dragt og skyndte sig mod Guds Hus – Ka’bah – og bad stående på én række, uden nogen form for forskel mellem dem, at dette var løsningen på problemet med hudfarve og race, og ikke det, han hidtil havde forsøgt at søge eller opnå i Amerika. I dag indrømmer en række ikke-muslimske tænkere, som er fri for blind fordom, åbent, at ingen anden religion eller livsform har løst dette problem med den samme grad af succes, som islam har gjort. 8. Retten til at samarbejde og ikke at samarbejde Islam har fastlagt et almindeligt princip af største betydning og universel anvendelse, som siger: “Samarbejd med hinanden om dyd og gudsfrygt, og samarbejd ikke med hinanden om synd og overgreb” (5:2). Det betyder, at det menneske, der udfører et ædelt og retfærdigt arbejde, uanset om det lever ved Nordpolen eller Sydpolen, har ret til at forvente støtte og aktivt samarbejde fra muslimerne. Derimod har den, der begår syndige og aggressive handlinger, selv hvis han er vores nærmeste slægtning eller nabo, ikke ret til at vinde vores støtte og hjælp i racens, landets, sprogets eller nationalitetens navn, og han bør heller ikke forvente, at muslimer vil samarbejde med ham eller støtte ham. Det er heller ikke tilladt for muslimer at samarbejde med ham. Den ugudelige og ondskabsfulde person kan være vores egen bror, men han er ikke en af os, og han kan ikke få hjælp eller støtte fra os, så længe han ikke angrer og ændrer sin adfærd. Omvendt kan den mand, der udfører dydige og retskafne handlinger, være uden slægtskab med muslimer, men muslimer vil være hans ledsagere og støtter eller i det mindste ønske ham det godt.

KAPITEL TRE: BORGERNES RETTIGHEDER I EN ISLAMISK STAT

Vi har drøftet menneskerettighederne i almindelighed. Nu vil vi tage spørgsmålet om borgernes rettigheder i en islamisk stat op. Da disse rettigheder er mere omfattende end de generelle menneskerettigheder, som er blevet beskrevet tidligere, kræver de en særskilt behandling.
1. Sikkerheden for liv og ejendom I den tale, som Profeten holdt i anledning af afskedspilgrimsfærden, sagde han: “Jeres liv og ejendom er ukrænkelige for hinanden, indtil I møder jeres Herre på Opstandelsens Dag.” Den Almægtige Gud har fastslået i Den Hellige Koran: “Den, der med overlæg dræber en troende, vil som sin straf få at forblive i Helvede for evigt. Gud vil være vred på ham og forbande ham og berede en frygtelig straf for ham” (4:93). Profeten har også sagt om dhimmierne (de ikke-muslimske borgere i den muslimske stat): “Den, der dræber en person under en beskyttelsespagt (dvs. en dhimmi), vil ikke engang kunne lugte Paradisets duft” (al-Bukhari og Abu Dawud). Islam forbyder manddrab, men tillader kun én undtagelse: at drabet udføres gennem en behørig retlig proces, som Koranen betegner som bi alhaqq (med sandheden). Derfor kan et menneske kun dræbes, når loven kræver det, og det er åbenbart, at kun en domstol kan afgøre, om henrettelsen gennemføres retfærdigt eller uden berettigelse. I tilfælde af krig eller oprør kan alene en retfærdig og retskaffen regering, som følger shariaen eller den islamiske lov, afgøre, om en krig er retfærdig eller uretfærdig, om det er berettiget at tage et liv eller ej, og om en person er oprører eller ej, samt hvem der kan idømmes dødsstraf. Disse vægtige afgørelser kan ikke overlades til en domstol, som er blevet ligeglad med Gud og står under administrationens indflydelse. Et sådant retsvæsen kan føre til, at retfærdigheden forspildes. Statens forbrydelser kan heller ikke retfærdiggøres med henvisning til Den Hellige Koran eller overleveringerne (hadith), når staten åbent og hemmeligt myrder sine borgere uden tøven eller på det mindste påskud, fordi de er imod dens uretfærdige politik og handlinger eller kritiserer den for dens misgerninger, og samtidig beskytter sine lejede mordere, som har gjort sig skyldige i den afskyelige forbrydelse at myrde en uskyldig person, med det resultat, at politiet hverken griber ind over for sådanne forbrydere, eller at der kan fremlægges beviser eller vidner mod disse forbrydere ved domstolene. Selve eksistensen af en sådan regering er en forbrydelse, og ingen af de drab, den udfører, kan i Den Hellige Korans sprogbrug kaldes “henrettelse af hensyn til retfærdigheden”. Sammen med sikkerheden for liv har Islam med samme klarhed og bestemthed sikret retten til ejendommens ukrænkelighed, som tidligere nævnt med henvisning til talen ved afskedspilgrimsfærden. Den Hellige Koran går derimod så langt som til at erklære, at det er fuldstændig forbudt at tage folks besiddelser eller ejendom, medmindre de er erhvervet på lovlig vis, sådan som Guds love tillader det. Guds lov erklærer kategorisk: “Fortær ikke hinandens rigdom på falsk og ulovlig vis” (2:188).

2. Beskyttelsen af ære

Den anden vigtige ret er borgernes ret til beskyttelse af deres ære. I den tale, der blev holdt ved afskedsvalfarten, som jeg tidligere har henvist til, forbød Profeten ikke blot, at muslimer krænker hinandens liv og ejendom, men også enhver krænkelse af hinandens ære, respekt og kyskhed. Den Hellige Koran fastslår klart: (a) “I, som tror, lad ikke ét folk gøre nar af et andet folk. (b) Bagtal ikke hinanden. (c) Fornærm ikke hinanden ved at bruge øgenavne. (d) Og bagtal ikke hinanden eller tal ondt om hinanden” (49:11-12). Dette er islams lov til beskyttelse af æren, og den er i sandhed langt bedre end den vestlige lov om ærekrænkelse. Ifølge islamisk lov vil den skyldige under alle omstændigheder få sin retmæssige straf, hvis det bevises, at nogen har krænket en anden persons ære, uanset om offeret er i stand til at bevise, at han er en respektabel og hæderlig person, eller ej. Det interessante ved den vestlige lov om ærekrænkelse er imidlertid, at den person, der anlægger sag for ærekrænkelse, først skal bevise, at han er en hæderlig person, som nyder offentlig anseelse, og under afhøringen udsættes han for forsvarerens skamløse angreb, beskyldninger og hentydninger i en sådan grad, at han pådrager sig større vanære end det angreb på hans omdømme, som fik ham til at banke på domstolens dør. Desuden skal han fremføre sådanne vidner, som i retten kan bevidne, at den anklagedes ærekrænkende beskyldninger har bragt den anklagede i vanry i deres øjne. Gud bedre det! Hvilket subtilt juridisk princip, og hvilken overholdelse af lovens ånd! Hvordan kan denne urimelige og uretfærdige lov sammenlignes med den guddommelige lov? Islam erklærede blasfemi for en forbrydelse, uanset om den anklagede er en hæderlig person eller ej, og uanset om de ord, der blev brugt til blasfemien, faktisk har vanæret offeret og skadet hans omdømme i offentlighedens øjne eller ej. Ifølge islamisk lov er det tilstrækkeligt blot at bevise, at den anklagede har sagt ting, som efter almindelig fornuft kunne have skadet sagsøgerens omdømme og ære, til at den anklagede erklæres skyldig i ærekrænkelse.
3. Privatlivets ukrænkelighed og sikkerhed Islam anerkender enhver borgers ret i den islamiske stat til, at der ikke sker nogen uberettiget indblanding i eller krænkelse af hans privatliv. Den Hellige Koran har fastlagt dette påbud: “Udspionér ikke hinanden” (49:12). “Gå ikke ind i andre huse end jeres egne hjem, medmindre I er sikre på, at deres beboere samtykker” (24:27). Profeten gik så langt som til at instruere sine følgere i, at en mand ikke engang pludseligt eller i hemmelighed bør gå ind i sit eget hus. Han bør på den ene eller anden måde informere husets beboere eller give dem tegn på, at han er ved at gå ind, så han ikke ser sin mor, søster eller datter i en tilstand, som de ikke ønsker at blive set i, og som han heller ikke selv ønsker at se dem i. Det er også blevet strengt forbudt at kigge ind i andre menneskers huse, så meget, at der findes et udsagn fra Profeten om, at hvis en mand opdager en anden person i hemmelighed kigge ind i hans hus, og han som straf blinder hans ene eller begge øjne, kan han ikke drages til ansvar og vil heller ikke kunne retsforfølges. Profeten har endda forbudt folk at læse andres breve, så meget, at hvis en mand læser sit brev, og en anden mand kaster et blik fra siden på det og forsøger at læse det, bliver hans opførsel forkastelig. Dette er den beskyttelse af privatlivet, som islam giver individer. På den anden side ser vi i den moderne civiliserede verden, at ikke blot andre menneskers breve læses, og deres korrespondance censureres, men at selv fotokopier af dem opbevares til senere brug eller afpresning. Selv aflytningsudstyr anbringes i hemmelighed i folks huse, så man på afstand kan høre og optage den samtale, der finder sted bag lukkede døre. Med andre ord betyder det, at der ikke findes noget sådant som privatliv, og at et individs privatliv i praksis ikke eksisterer. Denne spionage i den enkeltes liv kan ikke retfærdiggøres på moralsk grundlag af regeringen med henvisning til, at det er nødvendigt at kende farlige personers hemmeligheder. I realiteten er grundlaget for denne politik imidlertid den frygt og mistro, hvormed moderne regeringer betragter deres borgere, som er intelligente og utilfredse med regeringens officielle politik. Det er netop dette, islam har kaldt den grundlæggende årsag til fordærv i politik. Profetens påbud lyder: “Når herskeren begynder at lede efter årsagerne til utilfredshed blandt sit folk, fordærver han dem” (Abu Dawud). Amir Mu’awiyah har sagt, at han selv hørte Profeten sige: “Hvis I forsøger at finde frem til folks hemmeligheder, vil I helt sikkert fordærve dem, eller i det mindste bringe dem på randen af undergang.” Meningen med udtrykket ‘fordærve dem’ er, at når spioner (C.I.D.- eller F.B.I.-agenter) spredes over hele landet for at finde frem til menneskers forhold, begynder folk at betragte hinanden med mistro, i en sådan grad at de er bange for at tale frit i deres hjem, af frygt for at et ord skulle undslippe deres hustruers eller børns læber og bringe dem i pinlige situationer. På denne måde bliver det vanskeligt for en almindelig borger at tale frit, selv i sit eget hjem, og samfundet begynder at lide under en tilstand af generel mistillid og mistro.

4. Sikkerheden for personlig frihed

Islam har også fastlagt det princip, at ingen borger kan fængsles, medmindre hans skyld er blevet bevist i en åben retssal. At arrestere en person alene på grundlag af mistanke og kaste ham i fængsel uden ordentlige retlige procedurer og uden at give ham en rimelig mulighed for at fremlægge sit forsvar er ikke tilladt i islam. Det berettes i hadith, at Profeten en gang holdt en tale i moskeen, da en mand rejste sig under talen og sagde: “Guds Profet, for hvilken forbrydelse er mine naboer blevet arresteret?” Profeten hørte spørgsmålet og fortsatte sin tale. Manden rejste sig endnu en gang og gentog det samme spørgsmål. Profeten svarede heller ikke denne gang, men fortsatte sin tale. Manden rejste sig for tredje gang og gentog det samme spørgsmål. Derefter beordrede Profeten, at mandens naboer skulle løslades. Grunden til, at Profeten havde forholdt sig tavs, da spørgsmålet tidligere var blevet gentaget to gange, var, at politibetjenten var til stede i moskeen, og hvis der havde været gyldige grunde til at arrestere denne mands naboer, ville han have rejst sig for at forklare sin stilling. Eftersom politibetjenten ikke angav nogen grunde til disse arrestationer, beordrede Profeten, at de arresterede personer skulle løslades. Politibetjenten var bekendt med islamisk lov og rejste sig derfor ikke for at sige: “Myndighederne kender anklagerne mod de arresterede mænd, men de kan ikke offentliggøres. Hvis Profeten ville undersøge deres skyld bag lukkede døre, ville jeg oplyse ham om den.” Hvis politibetjenten havde fremsat en sådan erklæring, ville han være blevet afskediget på stedet. Det forhold, at politibetjenten ikke angav nogen grunde til arrestationerne i den åbne retssal, var tilstrækkelig grund til, at Profeten straks beordrede de arresterede mænd løsladt. Den Hellige Korans påbud er meget klart på dette punkt: “Når I dømmer mellem mennesker, skal I dømme retfærdigt” (4:58). Og Profeten er også blevet befalet af Gud: “Jeg er blevet befalet at udøve retfærdighed mellem jer.” Det var grunden til, at kaliffen Umar sagde: “I islam kan ingen fængsles undtagen i retfærdighedens medfør.” De ord, der bruges her, viser tydeligt, at retfærdighed betyder en retlig procedure. Det, der er blevet forbudt og fordømt, er, at en person arresteres og fængsles uden bevis for sin skyld i en åben retssal og uden at få mulighed for at forsvare sig mod disse anklager. Hvis regeringen har mistanke om, at en bestemt person har begået en forbrydelse, eller at han sandsynligvis vil begå en lovovertrædelse i den nærmeste fremtid, skal den fremlægge grundene til sin mistanke for en domstol, og den skyldige eller den mistænkte skal have lov til at fremlægge sit forsvar i en åben retssal, så domstolen kan afgøre, om mistanken mod ham hviler på et solidt grundlag eller ej; og hvis der er god grund til mistanken, skal han informeres om, hvor længe han vil være varetægtsfængslet. Denne afgørelse skal under alle omstændigheder træffes i en åben retssal, så offentligheden kan høre de anklager, regeringen fremsætter, såvel som det forsvar, den anklagede fremfører, og se, at den retlige procedure anvendes over for ham, og at han ikke udsættes for overgreb. Den korrekte islamiske måde at behandle sådanne sager på er eksemplificeret i Profetens berømte afgørelse, som fandt sted før erobringen af Mekka. Profeten forberedte angrebet på Mekka, da en af hans ledsagere, Hatib ibn Abi Balta’ah, gennem en kvinde sendte et brev til myndighederne i Mekka, hvori han underrettede dem om det forestående angreb. Profeten fik kendskab til dette gennem en guddommelig åbenbaring. Han beordrede Ali og Zubayr: “Skynd jer ad vejen til Mekka; på et bestemt sted vil I finde en kvinde, der bærer et brev. Tag brevet fra hende og bring det til mig.” Så drog de af sted og fandt kvinden præcis dér, hvor Profeten havde sagt. De tog brevet fra hende og bragte det til Profeten. Dette var i sandhed et klart tilfælde af forræderi. At underrette fjenden om en hærs hemmelighed, og det ovenikøbet under en krig, er en meget alvorlig forbrydelse, der svarer til forræderi. Faktisk kan man ikke forestille sig en alvorligere forbrydelse under en krig end at videregive en militær hemmelighed til sin fjende. Hvilken sag kunne have været mere egnet til en hemmelig høring? En militær hemmelighed var blevet forrådt, og sund fornuft tilsagde, at han skulle dømmes for lukkede døre. Men Profeten indkaldte Hatib til den åbne retssal i Profetens Moské og bad ham foran hundredvis af mennesker forklare sin stilling med hensyn til det brev, der var adresseret til Qurayshs ledere, og som var blevet opsnappet undervejs. Den anklagede sagde: “Guds Sendebud, måtte Guds velsignelser være over dig, jeg har ikke gjort oprør mod islam, og jeg gjorde heller ikke dette med det formål at røbe en militær hemmelighed. Sandheden er, at min hustru og mine børn bor i Mekka, og jeg har ikke min stamme dér til at beskytte dem. Jeg havde skrevet dette brev, så Qurayshs ledere kunne føle sig i gæld til mig og af taknemmelighed beskytte min hustru og mine børn.” Umar rejste sig og sagde respektfuldt: “Profet, tillad mig at dræbe denne forræder med sværdet.” Profeten svarede: “Han er en af dem, der deltog i slaget ved Badr, og den forklaring, han har fremsat til sit forsvar, synes at være korrekt.” Lad os se på denne afgørelse fra Profeten i det rette perspektiv. Det var et klart tilfælde af forræderi og røbning af militære hemmeligheder. Men Profeten frikendte Hatib af to grunde. For det første var hans tidligere meritter helt rene og viste, at han ikke kunne have forrådt islams sag, eftersom han under slaget ved Badr, da oddsene var stærkt imod muslimerne, havde sat sit liv på spil for dem. For det andet var hans familie faktisk i fare i Mekka. Hvis han derfor havde udvist en menneskelig svaghed over for sine børn og skrevet dette brev, var det en tilstrækkelig straf for ham, at hans hemmelige forseelse var blevet afsløret offentligt, og at han var blevet vanæret og ydmyget i de troendes øjne. Gud har omtalt Hatibs forseelse i Den Hellige Koran, men foreslog ingen straf for ham ud over irettesættelse og formaning. Kharijitternes holdninger og aktiviteter på kaliffen Alis tid er velkendte for studerende af muslimsk historie. De plejede åbent at fornærme kaliffen og true ham på livet. Men hver gang de blev arresteret for disse lovovertrædelser, løslod Ali dem og sagde til sine officerer: “Så længe de ikke faktisk begår forbrydelser mod staten, er brugen af fornærmende sprog eller truslen om at anvende magt ikke sådanne lovovertrædelser, at de kan fængsles.” Imam Abu Hanifah har nedskrevet følgende udtalelse af kaliffen Ali (A): “Så længe de ikke drager ud i væbnet oprør, vil de troendes kalif ikke gribe ind over for dem.” Ved en anden lejlighed holdt Ali en tale i moskeen, da kharijitterne dér fremsatte deres særlige slagord. Ali sagde: “Vi vil ikke nægte jer retten til at komme i moskeerne for at tilbede Gud, og vi vil heller ikke standse udbetalingen af jeres andel af statens rigdomme, så længe I er med os (og støtter os i vores krige mod de vantro), og vi vil aldrig iværksætte militær aktion mod jer, så længe I ikke kæmper mod os.” Man kan forestille sig den opposition, Ali stod over for; en mere voldelig og injurierende opposition kan ikke engang forestilles i en nutidig demokratisk stat. Men den frihed, han havde tilladt oppositionen, var sådan, at ingen regering nogensinde har været i stand til at give sin opposition tilsvarende frihed. Han arresterede ikke engang dem, der truede ham på livet, og han fængslede dem heller ikke.

5. Retten til at protestere mod tyranni

Blandt de rettigheder, som islam har givet menneskene, er retten til at protestere mod regeringens tyranni. Med henvisning til dette siger Koranen: “Gud elsker ikke, at ondt tales offentligt, medmindre det sker fra en, der er blevet forurettet derved” (4:148). Det betyder, at Gud stærkt misbilliger groft sprog eller stærke fordømmende ord, men den person, der har været udsat for uretfærdighed eller tyranni, får af Gud ret til åbent at protestere mod den skade, der er blevet påført ham. Denne ret er ikke begrænset til enkeltpersoner. Versets ordlyd er generel. Hvis en enkeltperson, en gruppe mennesker eller et parti derfor tilraner sig magten og, efter at have overtaget myndighedens tøjler, begynder at tyrannisere enkeltpersoner, grupper af mennesker eller hele landets befolkning, er det menneskets gudgivne ret åbent at hæve sin proteststemme mod dette, og ingen har myndighed til at tilrane sig eller nægte denne ret. Hvis nogen forsøger at tilrane sig borgernes ret, gør han oprør mod Gud. Talismanen i paragraf 1444 kan måske beskytte en sådan tyran i denne verden, men den kan ikke frelse ham fra Helvedes ild i det hinsidige.
6. Ytringsfrihed Islam giver alle borgere i den islamiske stat ret til tanke- og ytringsfrihed på den betingelse, at den skal bruges til at udbrede dyd og sandhed og ikke til at sprede ondskab og ugudelighed. Dette islamiske begreb om ytringsfrihed er langt højere end det begreb, der er fremherskende i Vesten. Under ingen omstændigheder vil islam tillade, at ondskab og ugudelighed udbredes. Islam giver heller ikke nogen ret til at bruge groft eller krænkende sprog i kritikens navn. Retten til ytringsfrihed med det formål at udbrede dyd og retfærdighed er ikke blot en ret i islam, men en forpligtelse. Den, der forsøger at nægte sit folk denne ret, fører åbent krig mod Gud, den Almægtige. Det samme gælder forsøget på at standse mennesker fra at gøre det onde. Uanset om dette onde begås af en enkeltperson, en gruppe mennesker, regeringen i ens eget land eller regeringen i et andet land, er det en muslims ret og også hans forpligtelse at advare og irettesætte den, der gør det onde, og forsøge at standse ham. Desuden skal han åbent og offentligt fordømme det og vise den retfærdige vej, som den pågældende person, nation eller regering bør følge. Den Hellige Koran har beskrevet denne egenskab hos de troende med følgende ord: “De påbyder det rette og forbyder det urette” (9:71). I modsætning hertil nævner Koranen, når den beskriver en hyklers egenskaber: “De påbyder det urette og forbyder det rette” (9:67). Hovedformålet med en islamisk regering er af Gud blevet defineret i Koranen således: “Hvis Vi giver disse mænd myndighed på jorden, vil de opretholde bønnen, betale zakat, påbyde det rette og forbyde det urette” (22:41). Profeten har sagt: “Hvis nogen af jer møder noget ondt, skal han forsøge at standse det med sin hånd (ved at bruge magt); hvis han ikke er i stand til at standse det med sin hånd, skal han forsøge at standse det med sin tunge (det vil sige, han skal tale imod det). Hvis han heller ikke er i stand til at bruge sin tunge, skal han i det mindste fordømme det i sit hjerte. Dette er den svageste grad af tro” (Muslim). Denne forpligtelse til at opfordre mennesker til retfærdighed og forbyde dem at følge ondskabens veje påhviler alle sande muslimer. Hvis en regering berøver sine borgere denne ret og forhindrer dem i at udføre denne pligt, er den i direkte konflikt med Guds påbud. Regeringen er ikke i konflikt med sit folk, men i konflikt med Gud. På denne måde fører den krig mod Gud og forsøger at tilrane sig den ret, som Gud har givet dens folk, ikke blot som en ret, men som en forpligtelse. Hvad angår den regering, som selv udbreder ondskab, ugudelighed og uanstændighed og griber ind over for dem, der opfordrer mennesker til dyd og retfærdighed, er den ifølge Den Hellige Koran hyklernes regering.
7. Foreningsfrihed Islam har også givet mennesker ret til foreningsfrihed og til at danne partier eller organisationer. Denne ret er også underlagt visse generelle regler. Den skal udøves for at udbrede dyd og retfærdighed og må aldrig bruges til at sprede ondskab og ufred. Vi har ikke blot fået denne ret til at udbrede retfærdighed og dyd, men er blevet pålagt at udøve denne ret. Den Hellige Koran erklærer, idet den henvender sig til muslimerne: I er det bedste samfund, der er frembragt for menneskene. I påbyder det rette, forbyder det urette og tror på Gud … (3:110) Det betyder, at det er hele det muslimske samfunds forpligtelse og pligt at opfordre og påbyde mennesker at følge retfærdighed og dyd og forbyde dem at gøre det onde. Hvis hele det muslimske samfund ikke er i stand til at udføre denne pligt, så “skal der blandt jer være et samfund, som opfordrer til det gode, påbyder det rette og forbyder det urette; disse vil få fremgang” (3:104). Dette viser tydeligt, at hvis hele den muslimske nation kollektivt begynder at forsømme sin forpligtelse til at opfordre mennesker til det gode og forbyde dem at gøre det onde, er det absolut nødvendigt, at den i det mindste rummer en gruppe mennesker, som kan udføre denne forpligtelse. Som det er blevet sagt før, er dette ikke blot en ret, men en forpligtelse, og af dens opfyldelse afhænger fremgang og velstand både her og i det hinsidige. Det er et paradoks i Guds religion, at en forsamling eller sammenslutning, der er dannet med det formål at sprede ondskab og ufred, i et muslimsk land skulle have ret til at regere landet, mens den sammenslutning og det parti, der er dannet for at udbrede retfærdighed og dyd, skal leve i konstant frygt for chikane og for at blive erklæret ulovligt. Forholdene her er det stik modsatte af det, Gud har foreskrevet. Påstanden er, at vi er muslimer, og at dette er en islamisk stat5, men det arbejde, der udføres, har til formål at sprede ondskab og at fordærve og moralsk nedbryde og fornedre folket, mens der lægges aktive og effektive hindringer i vejen for det arbejde, der udføres for at reformere samfundet og opfordre mennesker til retfærdighed. Desuden gøres livet for dem, der arbejder for at udbrede retfærdighed og begrænse udbredelsen af ondskab og ugudelighed, uudholdeligt og vanskeligt at bære.
8. Samvittigheds- og trosfrihed Islam giver også sine borgere i en islamisk stat ret til samvittigheds- og trosfrihed. Den Hellige Koran har fastlagt følgende påbud: “Der skal ikke være tvang i trosanliggender” (2:256). Selv om der ikke findes nogen sandhed eller dyd, der er større end sandhedens religion – islam – og muslimer er blevet pålagt at opfordre mennesker til at antage islam og fremføre argumenter til fordel for den, bliver de ikke bedt om at påtvinge dem denne tro. Der må ikke anvendes magt for at tvinge dem til at acceptere islam. Enhver, der accepterer den, gør det af eget valg. Muslimer vil byde en sådan konvertit til islam velkommen med åbne arme og optage ham i deres fællesskab med lige rettigheder og privilegier. Men hvis nogen ikke accepterer islam, må muslimer anerkende og respektere hans beslutning, og der må ikke lægges noget moralsk, socialt eller politisk pres på ham for at få ham til at ændre mening.

9. Beskyttelse af religiøse følelser

Ud over trosfriheden og samvittighedsfriheden har islam givet individet ret til, at hans religiøse følelser skal respekteres behørigt, og at intet skal siges eller gøres, som kan krænke denne ret. Det er blevet påbudt af Gud i Den Hellige Koran: “Forhån ikke dem, som de påkalder i stedet for Gud” (6:108). Disse anvisninger gælder ikke kun afguder og guddomme, men også folkets ledere eller nationale helte. Hvis en gruppe mennesker har en overbevisning, som du mener er forkert, og holder bestemte personer i høj anseelse, selv om du mener, at de ikke fortjener det, er det ikke tilladt i islam at bruge krænkende sprog om dem og dermed såre deres følelser. Islam forbyder ikke mennesker at føre debat og drøfte religiøse spørgsmål, men ønsker, at disse drøftelser skal føres sømmeligt. “Og diskuter ikke med Skriftens folk, medmindre det er på den høfligste måde” (29:46), siger Koranen. Dette påbud er ikke kun begrænset til Skriftens folk, men gælder i lige så høj grad for dem, der følger andre trosretninger.

10. Beskyttelse mod vilkårlig fængsling

Islam anerkender også individets ret til ikke at blive arresteret eller fængslet for andres lovovertrædelser. Den Hellige Koran har klart fastlagt dette princip: “Ingen, der bærer en byrde, skal bære en andens byrde” (6:164). Islam tror på personligt ansvar. Vi er selv ansvarlige for vores handlinger, og konsekvenserne af vores handlinger kan ikke overføres til en anden. Med andre ord betyder det, at ethvert menneske er ansvarligt for sine handlinger. Hvis et andet menneske ikke har deltaget i denne handling, kan han ikke holdes ansvarlig for den og heller ikke arresteres. Det er dybt beklageligt og skamfuldt, at vi for vores øjne ser dette retfærdige og rimelige princip, som ikke er udformet af noget menneske, men af hele universets Skaber og Opretholder, blive tilsidesat og krænket. Det er kommet så vidt, at en mand er skyldig i en forbrydelse eller er mistænkt, men hans hustru bliver arresteret for hans forbrydelse. Det er gået så langt, at uskyldige mennesker bliver straffet for andres forbrydelser. Et nyligt eksempel er fra Karachi i Pakistan, hvor en mand blev mistænkt for at være involveret i en episode, hvor der blev kastet bomber. Under politiets efterforskning blev han udsat for frygtelig tortur for at tvinge en tilståelse ud af ham. Da han fastholdt sin uskyld, arresterede politiet hans mor, hans hustru, datter og søster og bragte dem til politistationen. De blev alle afklædt og stod nøgne i hans nærvær, og han blev selv afklædt og stod nøgen foran deres øjne, for at man kunne tvinge en tilståelse af forbrydelsen ud af ham. Det ser ud, som om det i vores land, for at efterforske forbrydelser, er blevet anset for rigtigt og lovligt at afklæde husstandens uskyldige kvinder for at lægge pres på den mistænkte. Dette er virkelig oprørende og skamfuldt. Det er et højdepunkt af gemenhed og fordærv. Det er ikke blot et rygte, som jeg gentager her; jeg har fuldstændige oplysninger om denne sag og kan bevise mine anklager ved enhver domstol. Jeg vil her gerne spørge, hvilken ret sådanne tyranner, der begår disse forbrydelser mod menneskeheden, har til at fortælle os, at de er muslimer, eller at de fører statens anliggender i overensstemmelse med islams lære, og at deres stat er en islamisk stat. De overtræder og tilsidesætter en klar lov i Den Hellige Koran. De afklæder mænd og kvinder, så de står nøgne, hvilket er strengt forbudt i islam. De vanærer og ydmyger menneskeheden og hævder derefter, at de er muslimer.
11. Retten til livets grundlæggende fornødenheder Islam har anerkendt de trængendes ret til at modtage hjælp og bistand. “Og i deres formue er der en anerkendt ret for den trængende og den nødlidende” (51:19). I dette vers har Koranen ikke blot tildelt enhver, der beder om hjælp, en ret til muslimernes formue, men har også fastslået, at hvis en muslim bliver bekendt med, at et bestemt menneske mangler livets grundlæggende fornødenheder, er det hans pligt at opsøge ham og give ham al den hjælp, han kan yde, uanset om han beder om hjælp eller ej. Til dette formål har islam ikke kun sat sin lid til den hjælp og velgørenhed, der gives frivilligt, men har gjort den obligatoriske velgørenhed, zakat, til islams tredje søjle, kun overgået af trosbekendelsen og tilbedelsen af Gud gennem regelmæssige bønner. Profeten har klart instrueret herom: “Det skal tages fra deres rige og gives til de trængende i samfundet” (al-Bukhari og Muslim). Desuden er det blevet fastslået, at den islamiske stat skal støtte dem, som ingen har til at støtte sig. Profeten har sagt: “Statslederen er værge for den, som ingen har til at støtte sig” (Abu Dawud, al-Tirmidhi). Ordet wali, som Profeten har brugt, er et meget omfattende ord med en bred vifte af betydninger. Hvis der er et forældreløst barn eller en ældre mand, hvis der er en handicappet eller arbejdsløs person, hvis nogen er syg eller fattig og ikke har andre til at støtte eller hjælpe sig, er det statens pligt og ansvar at støtte og hjælpe ham. Hvis en afdød ikke har nogen værge eller arving, er det statens pligt at sørge for hans værdige begravelse. Kort sagt er staten blevet betroet pligten og ansvaret for at tage sig af alle, der har brug for hjælp og bistand. En virkelig islamisk stat er derfor en virkelig velfærdsstat, som skal være værge for og beskytte alle, der er i nød.

12. Lighed for loven

Islam giver sine borgere ret til absolut og fuldstændig lighed for loven. Hvad muslimerne angår, findes der klare anvisninger i den hellige Koran og hadith om, at de alle er lige i deres rettigheder og forpligtelser: »De troende er brødre (med hinanden)« (49:10). »Hvis de (vantro) angrer, opretholder bønnen og betaler fattigdomsskatten, er de jeres brødre i troen« (9:11). Profeten har sagt: »Muslimernes liv og blod er lige dyrebare« (Abu Dawud; Ibn Majjah). I en anden hadith har han sagt: »Den beskyttelse, som alle muslimer giver, er lige. Selv den ringeste blandt dem kan give enhver person beskyttelse« (al-Bukhari; Muslim; Abu Dawud). I en anden, mere detaljeret overlevering fra Profeten siges det, at de, som accepterer Guds enhed, tror på hans Sendebuds profetskab, opgiver primitive fordomme og slutter sig til det muslimske fællesskab og broderskab, »da har de de samme rettigheder og forpligtelser som andre muslimer« (al-Bukhari; al-Nisa’i). Der er således fuldstændig lighed mellem nye konvertitter til islam og troens gamle tilhængere. Dette religiøse broderskab og ensartetheden i deres rettigheder og forpligtelser er grundlaget for lighed i det islamiske samfund, hvor ingen persons rettigheder og forpligtelser på nogen måde er større eller mindre end andre menneskers rettigheder og forpligtelser. Hvad de ikke-muslimske borgere i den islamiske stat angår, er den islamiske shariahs (lovs) regel om dem blevet udtrykt meget klart af kaliffen ‘Ali med disse ord: »De har kun accepteret vores beskyttelse, fordi deres liv kan være som vores liv og deres ejendom som vores ejendom« (Abu Dawud). Med andre ord er dhimmiernes liv og ejendom lige så ukrænkelige som muslimernes liv og ejendom. At inddele mennesker i forskellige klasser var ifølge Koranen en af de største forbrydelser, som Farao plejede at begå: »Han havde opdelt sit folk i forskellige klasser« … »Og han undertrykte én gruppe af dem (på bekostning af de andre)« (28:4).

13. Herskere står ikke over loven

Islam insisterer klart på og kræver, at alle embedsmænd i den islamiske stat, hvad enten de er ledere eller almindelige ansatte, er lige for loven. Ingen af dem står over loven eller kan kræve immunitet. Selv en almindelig borger i islam har ret til at fremsætte et krav eller indgive en juridisk klage mod landets højeste embedsmand. Kaliffen ‘Umar sagde: »Jeg har selv set Profeten, måtte Guds velsignelser være med ham, tage hævn over sig selv (straffe sig selv for en mangel eller forsømmelse).« Ved slaget ved Badr, da Profeten rettede rækkerne i den muslimske hær, slog han en soldat på maven i et forsøg på at skubbe ham tilbage på plads i rækken. Soldaten klagede: »O Profet, du har såret mig med din stav.« Profeten blottede straks sin mave og sagde: »Det er jeg meget ked af; du kan gengælde det ved at gøre det samme mod mig.« Soldaten trådte frem og kyssede Profetens mave og sagde, at det var alt, hvad han ønskede. En kvinde fra en højtstående og fornem familie blev arresteret i forbindelse med et tyveri. Sagen blev bragt for Profeten, og det blev anbefalet, at hun måtte skånes for tyveristraffen. Profeten svarede: »De nationer, der levede før jer, blev tilintetgjort af Gud, fordi de straffede almindelige mennesker for deres forseelser og lod de fornemme gå ustraffede for deres forbrydelser; jeg sværger ved Ham (Gud), som holder mit liv i sin hånd, at selv hvis Fatimah, Muhammads datter, havde begået denne forbrydelse, ville jeg have hugget hendes hånd af.« Under ‘Umars kalifat piskede Muhammad, søn af ‘Amr ibn al-‘As, som var Egyptens guvernør, en egypter. Egypteren tog til Medina og indgav sin klage til den retfærdige kalif, som straks indkaldte guvernøren og hans søn til Medina. Da de stod foran ham i Medina, rakte kaliffen en pisk til den egyptiske klager og bad ham piske guvernørens søn i hans nærvær. Efter at egypteren havde taget sin hævn, og da han var ved at række pisken tilbage til ‘Umar, sagde han til egypteren: »Giv også den ærede guvernør ét slag med pisken. Hans søn ville bestemt ikke have slået dig, hvis det ikke havde været for den falske stolthed, han havde over sin fars høje embede.« Klageren svarede: »Den person, der slog mig, har jeg allerede taget hævn over.« ‘Umar sagde: »Ved Gud, hvis du havde slået ham (guvernøren), ville jeg ikke have hindret dig i det. Du har skånet ham af egen fri vilje.« Derefter vendte han (‘Umar) sig vredt mod ‘Amr ibn al-‘As og sagde: »O ‘Amr, hvornår begyndte du at gøre mennesker til slaver, selv om de blev født frie af deres mødre?« Da den islamiske stat blomstrede i sin oprindelige herlighed og pragt, kunne almindelige mennesker på lige fod indgive klager mod tidens kalif ved domstolen, og kaliffen måtte møde op hos qadi’en for at svare på anklagerne. Og hvis kaliffen havde en klage mod en borger, kunne han ikke bruge sine administrative beføjelser og sin myndighed til at afgøre sagen, men måtte henvise den til domstolen for en korrekt juridisk afgørelse.

14. Retten til at undgå synd

Islam giver også enhver borger den ret, at han ikke må beordres til at begå en synd, en forbrydelse eller en lovovertrædelse; og hvis en regering, en administrator eller en afdelingsleder beordrer en person til at gøre noget forkert, har han ret til at nægte at efterkomme ordren. Hans nægtelse af at udføre en sådan forbrydelse eller følge sådanne uretfærdige instrukser vil ikke blive betragtet som en lovovertrædelse efter islamisk lov. Tværtimod er det i sig selv en lovovertrædelse at give sine underordnede ordre til at begå en synd eller gøre noget forkert, og en så alvorlig lovovertrædelse, at den embedsmand, der giver denne syndige ordre, uanset hvilken rang eller stilling han måtte have, kan afskediges øjeblikkeligt. Profetens klare instrukser sammenfattes i følgende hadith: “Det er ikke tilladt at adlyde Gud ved at følge noget menneskes ordrer” (Ibn Hanbals Musnad). Med andre ord har ingen ret til at beordre sine underordnede til at gøre noget, der strider mod Guds love. Hvis en sådan ordre gives, har den underordnede ret til at ignorere den eller åbent nægte at udføre sådanne instrukser. Ifølge denne regel vil ingen lovovertræder kunne bevise sin uskyld eller undgå straf ved at sige, at lovovertrædelsen blev begået efter ordre fra regeringen eller overordnede embedsmænd. Hvis en sådan situation opstår, vil både den person, der begår lovovertrædelsen, og den person, der beordrer, at en sådan lovovertrædelse begås, kunne retsforfølges strafferetligt. Og hvis en embedsmand træffer upassende og uretfærdige foranstaltninger mod en underordnet, der nægter at udføre ulovlige ordrer, har den underordnede ret til at gå til domstolen for at få sine rettigheder beskyttet, og han kan kræve, at embedsmanden straffes for sine fejlagtige eller uretfærdige ordrer.
15. Retten til at deltage i statens anliggender Ifølge Islam er regeringerne i denne verden i virkeligheden repræsentanter (khulafa’) for universets Skaber, og dette ansvar er ikke overdraget til et enkelt menneske eller en familie eller en bestemt klasse eller gruppe mennesker, men til hele den muslimske nation. Den Hellige Koran siger: “Gud har lovet at indsætte dem af jer, der tror og gør gode gerninger, som (Hans) repræsentanter på jorden” (24:55). Dette viser klart, at kalifatet er en kollektiv gave fra Gud, hvori den enkelte muslims ret hverken er større eller mindre end enhver anden persons ret. Den korrekte metode, som Den Hellige Koran anbefaler til at lede statens anliggender, er følgende: “Og deres anliggender afgøres ved rådslagning indbyrdes” (42:38). Ifølge dette princip er det enhver muslims ret enten selv at have direkte indflydelse på statens anliggender eller at lade en repræsentant, som er valgt af ham og andre muslimer, deltage i statens rådslagning. Islam tillader eller tolererer under ingen omstændigheder, at en enkeltperson eller en gruppe eller et parti af enkeltpersoner berøver almindelige muslimer deres rettigheder og tilraner sig statens beføjelser. På samme måde anser Islam det ikke for rigtigt eller passende, at en person kan opføre et falsk skuespil med at oprette en lovgivende forsamling og ved hjælp af underhåndsmetoder som bedrageri, forfølgelse, bestikkelse osv. få sig selv og de personer, han selv vælger, valgt ind i forsamlingen. Dette er ikke blot et forræderi mod det folk, hvis rettigheder tilrøves gennem ulovlige og uretfærdige midler, men også mod Skaberen, som har betroet muslimerne at regere på denne jord på Hans vegne og har fastlagt proceduren for en forsamling til udøvelsen af disse beføjelser. Shuraen eller den lovgivende forsamling betyder ikke andet end følgende: 1. Regeringens udøvende leder og forsamlingens medlemmer skal vælges gennem folkets frie og uafhængige valg. 2. Folket og dets repræsentanter skal have ret til at kritisere og frit give udtryk for deres meninger. 3. Landets virkelige forhold skal forelægges folket uden at undertrykke nogen kendsgerning, så det kan danne sig en mening om, hvorvidt regeringen fungerer korrekt eller ej.
4. Der skal være tilstrækkelig garanti for, at kun de mennesker, der har massernes støtte, skal regere landet, og at de, der ikke formår at vinde denne støtte, skal fjernes fra deres myndighedsstilling.

KAPITEL FIRE: FJENDERS RETTIGHEDER UNDER KRIG

Efter at have behandlet borgernes rettigheder i en islamisk stat vil jeg kort drøfte de rettigheder, som islam har tildelt dens fjender. På den tid, da islam trådte frem, var verden fuldstændig uvidende om begrebet humane og anstændige krigsregler. Vesten blev for første gang bevidst om dette begreb gennem værkerne af tænkeren Grotius fra det syttende århundrede. Men den egentlige kodificering af den »internationale ret« i krig begyndte i midten af det nittende århundrede. Før dette fandtes der i Vesten intet begreb om civiliseret adfærd i krig. Alle former for barbari og vildskab blev udøvet i krig, og rettighederne for dem, der deltog i krigen, blev ikke engang anerkendt, endsige respekteret. De love, der blev udformet på dette område i løbet af det nittende århundrede eller i den efterfølgende periode frem til i dag, kan ikke kaldes »love« i ordets egentlige betydning. De har blot karakter af konventioner og aftaler, og at kalde dem »international ret« er faktisk en form for misvisende betegnelse, fordi ingen nation anser dem for bindende, når den er i krig, medmindre modstanderne naturligvis også er enige om at overholde dem. Med andre ord indebærer disse civiliserede love, at hvis vores fjender respekterer dem, vil vi også overholde dem, men hvis de tilsidesætter disse menneskelige konventioner og tyr til barbariske og grusomme måder at føre krig på, vil vi også tage de samme eller lignende metoder i brug. Det er indlysende, at en sådan fremgangsmåde, som afhænger af gensidig accept og enighed, ikke kan kaldes »ret«. Og det er grunden til, at bestemmelserne i denne såkaldte »internationale ret« på enhver måde er blevet overtrådt og ignoreret, og hver gang de er blevet revideret, er der foretaget tilføjelser eller sletninger i dem.

Krigens og fredens ret i islam: De regler, som islam har fastlagt for at gøre krig civiliseret og human, har karakter af ret, fordi de er Guds og Hans Profets påbud, som muslimer følger under alle omstændigheder, uanset fjendens adfærd. Det er nu op til de lærde at undersøge, i hvor høj grad Vesten har draget nytte af de krigslove, som islam gav for tretten hundrede år siden; og selv efter at have tilpasset nogle af islams love, i hvor høj grad Vesten nåede de højder af civiliserede og humane krigsmetoder, som muslimer nåede gennem islams velsignelser. Vestlige forfattere har ofte hævdet, at Profeten havde lånt alt i sin lære fra jøderne og de kristne. I stedet for at sige noget til tilbagevisning af dette vil jeg blot anbefale læseren at slå op i Bibelen6, så han kan se, hvilke krigsmetoder der anbefales i denne hellige bog hos disse vestlige kravsmænd på civilisation og kultur. Vi har undersøgt de grundlæggende menneskerettigheder, som islam har tildelt mennesket, i nogen detalje. Lad os nu undersøge, hvilke rettigheder og forpligtelser islam anerkender for en fjende.

De ikke-kæmpendes rettigheder: Islam har først trukket en klar grænse mellem de kæmpende og de ikke-kæmpende i fjendens land. Hvad angår den ikke-kæmpende befolkning, såsom kvinder, børn, gamle og svage osv., er Profetens anvisninger som følger: »Dræb ikke nogen gammel person, noget barn eller nogen kvinde« (Abu Dawud). »Dræb ikke munkene i klostrene« eller »Dræb ikke de mennesker, der sidder på steder for tilbedelse« (Musnad af Ibn Hanbal). Under en krig så Profeten liget af en kvinde ligge på jorden og bemærkede: »Hun kæmpede ikke. Hvordan kunne hun så blive dræbt?« Ud fra denne udtalelse fra Profeten har eksegeterne og juristerne udledt det princip, at de, der ikke deltager i kamp, ikke må dræbes under eller efter krigen.

De kæmpendes rettigheder: Lad os nu se, hvilke rettigheder islam har tildelt de kæmpende.

1. Tortur med ild
I hadith findes der en udtalelse fra Profeten: »Straf med ild sømmer sig ikke for nogen andre end ildens Herre« (Abu Dawud). Den regel, der er udledt af denne udtalelse, er, at modstanderen ikke må brændes levende.

2. Beskyttelse af de sårede
»Angrib ikke en såret person« — således sagde Profeten. Det betyder, at sårede soldater, som ikke er i stand til at kæmpe og heller ikke faktisk kæmper, ikke må angribes.

3. Krigsfangen må ikke dræbes
»Ingen fange må sættes for sværdet« — en meget klar og utvetydig anvisning, som Profeten (S) gav.

4. Ingen må bindes for at blive dræbt
»Profeten har forbudt at dræbe nogen, der er bundet eller holdes fanget.«

5. Intet plyndring eller ødelæggelse i fjendens land
Muslimer er også blevet instrueret af Profeten om, at hvis de trænger ind på fjendens område, må de hverken give sig af med røveri eller plyndring, ødelægge boligområder eller røre nogens ejendom, bortset fra dem, der kæmper mod dem. Det er blevet overleveret i hadith: »Profeten har forbudt de troende at røve og plyndre« (al-Bukhari; Abu Dawud). Hans påbud er: »Krigsbyttet er ikke mere tilladt end et ådsel« (Abu Dawud). Abu Bakr al-Siddiq plejede, når han sendte soldater i krig, at instruere dem: »Ødelæg ikke landsbyerne og byerne, beskadig ikke de dyrkede marker og haver, og slagt ikke kvæget.« Det krigsbytte, der erhverves på slagmarken, er noget helt andet end dette. Det består af de værdier, forsyninger og det udstyr, der kun er erobret fra de kæmpende hæres lejre og militære hovedkvarterer.

6. Ejendommens ukrænkelighed
Muslimer er også blevet forbudt at tage noget fra den almindelige befolkning i et erobret land uden at betale for det. Hvis den muslimske hær under en krig besætter et område i fjendens land og slår lejr dér, har den ikke ret til at bruge de ting, der tilhører befolkningen, uden deres samtykke. Hvis de har brug for noget, skal de købe det af lokalbefolkningen eller indhente ejernes tilladelse. Abu Bakr al-Siddiq gik, når han instruerede de muslimske hære, der blev sendt til fronten, så langt som til at sige, at muslimske soldater ikke engang måtte bruge mælken fra malkekvæget uden ejernes tilladelse.

7. Et dødt legemes ukrænkelighed
Islam har kategorisk forbudt sine tilhængere at vanære eller lemlæste deres fjenders lig, sådan som det blev praktiseret i Arabien før islams komme. Det er blevet sagt i hadith: »Profeten har forbudt os at lemlæste fjendernes lig« (al-Bukhari; Abu Dawud). Den anledning, hvor denne befaling blev givet, er meget lærerig. I slaget ved Uhud lemlæstede de vantro muslimernes lig, som var faldet på slagmarken og havde ofret deres liv for islams skyld, ved at skære deres ører og næser af og tråde dem sammen for at hænge dem om halsen som krigstrofæer. Hamzahs, Profetens onkels, mave blev skåret op af Quraysh; hans lever blev taget ud og tygget af Hind, hustruen til Abu Sufyan, lederen af den mekkanske hær. Muslimerne blev naturligvis oprørte over dette frygtelige syn. Men Profeten bad sine tilhængere om ikke at behandle fjendernes lig på samme måde. Dette store eksempel på overbærenhed og selvbeherskelse er tilstrækkeligt til at overbevise ethvert fornuftigt menneske, som ikke er blændet af fordomme eller partiskhed, om, at islam virkelig er den religion, der er sendt ned af universets Skaber, og at hvis menneskelige følelser havde haft nogen plads i islam, ville dette frygtelige syn på slagmarken ved Uhud have fået Profeten til at befale sine tilhængere at lemlæste fjendernes lig på samme måde.

8. Tilbagelevering af fjendens lig
I slaget ved Ahzab blev en meget berømt og frygtindgydende kriger fra fjenden dræbt, og hans lig faldt ned i den grøft, som muslimerne havde gravet til forsvar for Medina. De vantro tilbød Profeten ti tusind dinarer og bad om, at deres faldne krigers lig måtte blive udleveret til dem. Profeten svarede: »Jeg sælger ikke døde kroppe. I kan tage liget af jeres faldne kammerat med jer.«

9. Forbud mod traktatbrud
Islam har strengt forbudt forræderi. En af de instruktioner, som Profeten plejede at give de muslimske krigere, når han sendte dem til fronten, var: »Gør jer ikke skyldige i trosbrud.« Denne befaling er blevet gentaget igen og igen i den hellige Koran og i hadith: Hvis fjenden handler forræderisk, så lad ham gøre det; I må aldrig løbe fra jeres løfte. Der findes en berømt hændelse i fredstraktaten ved Hudaybiyyah. Efter at traktatens vilkår var blevet fastlagt, kom Abu Jandal, søn af de vantros udsending, som havde forhandlet denne traktat med muslimerne, lænket og blodig løbende ind i den muslimske lejr og råbte om hjælp. Profeten sagde til ham: »Eftersom traktatens vilkår er blevet fastlagt, er vi ikke i stand til at hjælpe dig. Du må vende tilbage med din far. Gud vil give dig en anden mulighed for at undslippe denne forfølgelse.« Hele den muslimske hær blev dybt berørt og bedrøvet over Abu Jandals sørgelige situation, og mange af dem blev bevæget til tårer. Men da Profeten erklærede: »Vi kan ikke bryde aftalen«, trådte ikke en eneste person frem for at hjælpe den ulykkelige fange, og derfor slæbte de vantro ham med magt tilbage til Mekka. Dette er et enestående eksempel på muslimernes overholdelse af aftalens vilkår, og den islamiske historie kan fremvise mange eksempler af lignende art.

10. Regler om krigserklæring

Det er blevet fastslået i Den Hellige Koran: »Hvis du frygter, at et folk vil bryde en traktat, så kast åbent traktaten tilbage i ansigtet på dem« (8:58). I dette vers er muslimer blevet forbudt at indlede fjendtligheder mod deres fjender uden først at erklære dem krig på behørig vis, medmindre modparten allerede har indledt aggression mod dem. Ellers har Koranen klart pålagt muslimer, at de skal meddele deres fjender, at der ikke eksisterer nogen traktat mellem dem, og at de er i krig med dem. Den nuværende »internationale ret« har også fastslået, at fjendtligheder ikke bør indledes uden en krigserklæring, men eftersom det er en menneskeskabt regel, står det dem frit for at overtræde den, når det er belejligt. På den anden side er lovene for muslimer blevet fastsat af Gud, og derfor kan de ikke overtrædes.

Konklusion:

Dette er en kort skitse af de rettigheder, som islam for fjorten hundrede år siden gav mennesket, dem, der var i krig med hinanden, og borgerne i den stat, hvis lov enhver troende anser for hellig. På den ene side fornyer og styrker det vores tro på islam, når vi indser, at verden selv i denne moderne tidsalder, der fremsætter så højlydte krav på fremskridt og oplysning, ikke har været i stand til at frembringe mere retfærdige og rimelige love end dem, der blev givet for 1.400 år siden. På den anden side gør det ondt, at muslimer råder over et så fremragende og omfattende retssystem, men alligevel ser hen til Vestens ledere efter vejledning – ledere, som ikke engang ville have kunnet drømme om at nå de højder af sandhed og retfærdighed, som blev nået for længe siden. Endnu mere smertefuld er erkendelsen af, at herskerne overalt i verden, som hævder at være muslimer, har gjort ulydighed mod deres Gud og Profeten til grundlaget og fundamentet for deres styre. Må Gud forbarme sig over dem og give dem den rette vejledning.

Vidne for menneskeheden

af Sayyid Abul Al’a Maududi

Oversat og redigeret af Khurram Murad Vidne til sandheden

Den Islamiske Fond

Lovprisning og hilsener

Vores budskab

Den muslimske ummahs formål og pligt Ansvar og pligter

Eksistensens eneste formål

Vidnesbyrd om sandheden Natur og betydning Ummaens ansvar
Hvordan skal vi aflægge vidnesbyrd om sandheden? Vidnesbyrd med ord Vidnesbyrd gennem handling

Den islamiske stat

Hvor står vi?

Vores vidnesbyrd med ord

Vores gerningers vidne

Og med hvilke konsekvenser!

Vores straf

I denne verden

Straf i den kommende verden
Hvad er vores egentlige problem?

Skinproblemer

Vores egentlige problem

Lovprisning og velsignelser Al lovprisning tilkommer Gud, som alene er universets Skaber, Herre og Suveræn. Det er Ham, der hersker over det med fuldkommen visdom, absolut magt og uendelig barmhjertighed. Han, som har skabt mennesket, givet det viden og fornuft, gjort det til Sin stedfortræder på jorden og sendt Sine Bøger og Sendebud for at vejlede det. Må Gud velsigne alle de retfærdige og ædle af Sine tjenere, som blev udpeget til at lære mennesket at leve som sande mennesker, og som gjorde mennesket bevidst om det egentlige formål med dets liv og viste det den rette måde at leve på i denne verden. Den grad af sand vejledning, moral, fromhed og uselviskhed, som verden besidder i dag, skyldes disse Guds tjeneres lære, fred være med dem. Dette er en gæld, som aldrig kan tilbagebetales fuldt ud.

Vores budskab

Brødre og venner, vi deler sædvanligvis vores møder i to dele. I den ene del gennemgår vi indbyrdes vores aktiviteter og drøfter planer for deres videre udvikling. Den anden del bruger vi på at viderebringe vores budskab til befolkningen i det område, hvor vi holder vores møde. Derfor har vi bedt jer om at slutte jer til os ved dette møde, så vi kan forklare jer vores budskab. På den ene side er vores budskab rettet til muslimer, og på den anden side til alle de mennesker, der står uden for islams fællesskab. Det er imidlertid beklageligt, at jeg i dag ikke ser mennesker fra den anden kategori her. Vores tidligere fejl og nuværende fejltagelser er skyld i, at en stor del af befolkningen er blevet fremmedgjort fra os. Derfor får vi næsten aldrig mulighed for hverken at bringe dem nærmere til os eller selv nærme os dem, så vi kan viderebringe dem det budskab, som Gud, på hvem vi alle tror, har sendt gennem sine sendebud til vejledning for os alle. Da der ikke er nogen ikke-muslimer til stede blandt os, vil jeg kun koncentrere mig om den del af vores budskab, der er rettet til muslimer. Den muslimske ummas formål og pligt Ansvar og pligter Til muslimerne har vi kun én meget enkel ting at sige: Forstå og opfyld det ansvar og de pligter, der påhviler jer i kraft af, at I er muslimer. I kan ikke slippe med blot at bekræfte, at I er muslimer, og at I har antaget Gud som jeres eneste Gud og islam som jeres religion. Så snart I anerkender Allah som jeres eneste Herre og hans vejledning som jeres livsform, påtager I jer derimod bestemte forpligtelser og pligter. Disse forpligtelser skal I altid være jer bevidste, og disse pligter skal I altid bestræbe jer på at opfylde. Hvis I unddrager jer dem, vil I ikke undslippe de onde følger af jeres handlinger i denne verden eller i det hinsidige. Hvad er disse pligter? De er ikke blot begrænset til at bekræfte troen på Allah, hans engle, hans bøger, hans sendebud og dommedag. De er heller ikke begrænset til at udføre bønnerne, overholde fasten, foretage pilgrimsfærden og betale almissen. Disse pligter er heller ikke udtømt ved at overholde islams påbud om ægteskab, skilsmisse og arv. Ud over alle disse pligter er der én, som er den vigtigste: at jeres liv aflægger vidnesbyrd for hele menneskeheden om den sandhed, som Gud har givet jer, den sandhed, som I tror er sand.

Det eneste formål med eksistensen

Koranen fastslår klart, at det eneste formål med at konstituere jer som en særskilt Ummah (menighed), kaldet muslimer, er at vidne om Sandheden på en sådan måde, at menneskeheden ikke har nogen berettiget grund til at benægte den. Og således har Vi gjort jer til et samfund på middelvejen, for at I kan være vidner [om Sandheden] over for hele menneskeheden, og for at Sendebudet kan være vidne [om den] over for jer (al-Baqarah 2:143). Denne mission er det eneste mål, for hvilket jeres Ummah er blevet bragt til eksistens; den er selve eksistensberettigelsen for dens tilværelse som et menneskeligt samfund. Medmindre I opfylder den, ødsler I jeres liv bort. For dette er ingen almindelig pligt; det er en pligt, Gud har pålagt jer. Det er en guddommelig befaling og et guddommeligt kald: O I troende, stå altid fast og oprejst for Guds skyld og vidne om retfærdighed (al-Ma’idah 5:8). Det er ikke en simpel bagatel, men et eftertrykkeligt og alvorligt mandat, for Allah siger også: Og hvem er mere uretfærdig end den, der undertrykker et vidnesbyrd, som Gud har betroet ham (al-Baqarah 2:140). I er blevet advaret om konsekvenserne af at unddrage jer denne pligt. Se på Israels folks historie. Også de blev udpeget til at stå i vidneskranken; men undertiden undertrykte de Sandheden, og undertiden vidnede de imod den. Gennem deres handlemåde blev de i virkeligheden vidner om løgn i stedet for vidner om Sandheden. Konsekvensen blev, at Gud forlod dem, og en forbandelse faldt over dem. Og således blev de ramt af ydmygelse og magtesløshed, og de pådrog sig Guds vrede (al-Baqarah 2:61).
Vidnesbyrd om Sandheden Hvad indebærer denne pligt til at vidne? Overvej det omhyggeligt: I har fået guddommelig vejledning, og Sandheden er blevet vist jer. I må derfor gennem jeres vidnesbyrd og jeres vidnen fastslå dens ægthed og sandhed over for hele menneskeheden. Dette er et vidnesbyrd, der vil gøre den guddommelige vejlednings ægthed og sandhed selvindlysende for alle, og et vidnesbyrd, der vil gøre den klar og uomtvistelig for alle mennesker. Det var netop derfor, at alle Sendebudene blev sendt til verden; dette var deres primære pligt. Efter dem blev deres tilhængere betroet den samme pligt. Og nu er den muslimske Ummah, som den sidste profets efterfølger, velsignelser og fred være med ham, blevet pålagt netop denne mission, ligesom han blev pålagt den i sin levetid.
Karakter og betydning Hvad er betydningen af dette vidnesbyrd? I vil først forstå dets betydning, når I forstår, at mennesket er blevet gjort ansvarligt for sine handlinger og vil blive belønnet eller straffet i det hinsidige i henhold til den guddommelige lov, som helt og holdent hviler på dette vidnesbyrd. Gud er alvis, al-barmhjertig og alretfærdig. Hans barmhjertighed, retfærdighed og visdom er ikke af en sådan art, at Han skulle straffe mennesker for at leve imod Hans vilje, når de ikke havde kendskab til den; at Han skulle drage mennesker til regnskab for at afvige fra den rette vej, som de var uvidende om; eller at Han skulle holde mennesker ansvarlige for ting, de ikke var bekendt med. [1] Det var som værn mod dette, at det første menneske, Han skabte, var et Sendebud, og at mange flere efter ham fra tid til anden blev sendt. [2] De skulle alle være vidner over for menneskeheden for at få den til at forstå og huske Guds vilje. De skulle alle lære menneskene den rette måde at indrette deres liv på, den adfærdskodeks, de skulle følge for at opnå Guds velbehag, de handlinger, de skulle udføre, de handlinger, de skulle undgå, og de ting, de ville blive stillet til regnskab for. [3] Dette vidnesbyrd blev bragt af Allahs Sendebude, så folk ikke skulle kunne sige til Gud: Hvordan kan vi blive straffet for ting, som vi ikke blev advaret om? Koranen siger: [Vi sendte] alle Sendebude som glædesbringende forkyndere og som advarere, for at menneskene ikke skulle have noget argument mod Gud efter [at] disse Sendebude [var kommet]; Gud er visselig Almægtig, Alvis (al-Nisa’ 4:165). På denne måde lod Gud sine Sendebude bære det afgørende ansvar for at vejlede mennesket på Hans vegne. De blev således pålagt et meget vanskeligt og alvorligt ansvar: Hvis de vidnede korrekt om Sandheden, ville folk selv blive holdt ansvarlige for deres handlinger, men hvis de svigtede deres pligt, ville de selv blive draget til regnskab for, at deres folk var faret vild. Med andre ord: Medmindre Sendebudene gjorde mennesker ansvarlige for deres adfærd ved at give dem et afgørende og uomtvisteligt vidnesbyrd om Sandheden, ville folk holde Sendebudene ansvarlige for deres egne misgerninger og sige: »Den viden, Gud gav jer, meddelte I os ikke; den livsform, Han viste jer, viste I ikke OS.« [4] Derfor forblev alle Sendebudene altid dybt bevidste om byrden ved dette ansvar, og derfor bestræbte de sig så ihærdigt på at vidne over for folket om den Sandhed, de havde fået betroet. [5]
Ummahens ansvar Alle, som Sendebudene førte til viden om Sandheden og den guddommelige vejledning, blev dannet til et samfund, en Ummah. Enhver Ummah blev pålagt den samme mission som Sendebudene: at vidne om Sandheden. Som Sendebudenes efterfølgere har enhver Ummah den samme afgørende rolle og det samme ansvar, som de havde. Hvis en Ummah således på rette måde opfylder sin pligt til at vidne om Sandheden, og folk alligevel ikke giver agt, vil den blive belønnet, og folk vil blive draget til regnskab. Men hvis Ummah’en forsømmer sin pligt, eller hvis den afgiver falsk vidnesbyrd, fortjener den at blive straffet strengere end folk. Ummah’en vil ikke alene blive holdt ansvarlig for sine egne misgerninger, men også for de misgerninger, som de, der fór vild eller vendte sig mod fejl og ondskab, begik, fordi det vidnesbyrd, Ummah’en gav dem, var vildledende eller falsk. Brødre, dette er karakteren og logikken i den alvorlige og afgørende pligt, der påhviler mig, jer og alle, som betragter sig selv som en del af den muslimske Ummah, eller som er blevet tilstrækkeligt bekendt med Guds Bog og den vejledning, Hans Sendebude bragte.

Noter af Khurram Murad

1. Guds lov for dommen: Koranen har i betydelig detalje forklaret den lov, hvorefter menneskets ansvarlighed på Dommens Dag afhænger af det vidnesbyrd om Sandheden, som dens bærere aflægger over for ham. Det er vigtigt at forstå, hvad Koranen siger om dette. For det første: Hvorfor er mennesket blevet sat på jorden? For at det kan bruge hele sit fulde og enorme potentiale til at leve på den rette måde, som opfylder meningen med dets liv. Og Han er den, der har skabt himlene og jorden på seks dage, og Hans trone var over vandet, for at Han kunne prøve jer, hvem af jer der er bedst i handling (Hud 11:7). Han, der har skabt døden og livet, for at Han kunne prøve jer, hvem af jer der er bedst i handling (al-Mulk 67:2). Vi har gjort alt, hvad der er på jorden, til en pryd for den, for at Vi kunne prøve, hvem af dem der er bedst i handling (al-Kahf 18:7).

For det andet: Hvad er meningen med og formålet med menneskets liv? At det lever, som dets Skaber ønsker, at det skal leve: i underkastelse under og tilbedelse af Ham alene. Ikke fordi Gud på nogen måde har brug for dets tilbedelse, men fordi mennesket har brug for kun at tilbede sin Skaber og ingen anden, så dets egen natur ikke fordrejes og fordærves, og så det ikke lever i modsætning til dens iboende karakter. Kun ved at leve således vil dets jordiske liv også blive sat på den rette vej og lykkes, idet det bringer det fred og lykke (alt dette kalder Koranen falah). Og Jeg har ikke skabt jinnerne og menneskene undtagen for at tjene og tilbede Mig. Jeg ønsker ingen forsørgelse fra dem, og Jeg ønsker heller ikke, at de skal give Mig føde (al-Dhariyat 51:57).

For det tredje må menneskets jordiske liv derfor dømmes. Det må aflægge regnskab for sine handlinger, og det må møde konsekvenserne af den måde, det lever sit liv på. For at dommen åbenlyst kan være retfærdig, må denne dom først afsiges, efter at det jordiske liv er kommet til ende, og kun af Ham, der gav dette liv, som ved alt, og som er den Almægtige og den Alretfærdige. Først da kan det dømmes retfærdigt og få den rette belønning og straf for alt, fra de mest skjulte inderste tanker til følgerne af dets handlinger, som rækker vidt og bredt og hinsides livet til kommende generationer. Dommeren må med andre ord være Kongen og Herren over Dommens Dag. Hvad, troede I, at Vi havde skabt jer i tom leg, og at I ikke skulle vende tilbage til Os? Men ophøjet er Gud, den sande Konge! Der er ingen gud ud over Ham, Herren over den ædle trone (al-Mu’minun 23:115-116).

Og Vi har ikke skabt himlene og jorden og alt, hvad der er imellem dem, i tom leg; Vi har ikke skabt dem uden sandhed [mening og formål], men de fleste af dem forstår det ikke (al-Dukhan 44:38-39). Eller tror de, der begår onde gerninger, at Vi vil stille dem lige med dem, der tror og gør retfærdige gerninger, både i deres liv og i deres død? Hvor dårlig er deres dom! Gud har skabt himlene og jorden med sandhed [mening og formål], for at hvert menneske skal gengældes for det, det har tjent, og de skal ikke gøres uret (al-Jathiyah 45:21-22). Ethvert menneske skal smage døden; og på Opstandelsens Dag skal I visselig få jeres løn fuldt ud; den, der da bliver reddet fra Ilden og ført ind i Paradiset, har virkelig vundet triumfen; det jordiske liv er kun en bedragersk fornøjelse (Al ‘Imran 3:185). Og på Opstandelsens Dag vil Vi opstille retfærdige vægte, og intet menneske skal gøres den mindste uret; selv hvis det er vægten af et sennepskorn, vil Vi bringe det frem, og Vi er tilstrækkelige som regnskabsførere (al-Anbiya’ 21:47). Han kender det mest skjulte blik og det, som hjerterne skjuler (Ghafir 40:19).

For det fjerde ligger menneskets endelige bestemmelse derfor i det kommende liv, i Akhirah. Lige så vigtigt er det, at beretningen om Akhirah, som den gives i Koranen, klart viser og gentagne gange understreger, at man dér vil blive dømt efter retfærdighedens rette proces, retfærdigt og rimeligt, barmhjertigt og venligt. Ingen vil heller blive gjort uret eller behandlet uretfærdigt, ikke engang med vægten af et atom. Og kappes med hinanden om at skynde jer til tilgivelse fra jeres Herre og til et Paradis så vidt som himlene og jorden, beredt for de gudfrygtige (Al ‘Imran 3:133). O mit folk, dette jordiske liv er kun en kortvarig fornøjelse; det kommende liv er visselig den blivende bolig. Den, der dér gør en ond handling, vil kun få gengældelse svarende til den; men de, der gør retfærdige gerninger, hvad enten de er mænd eller kvinder, og som er troende, vil træde ind i Paradiset, hvor de vil få forsørgelse uden mål (Ghafir 40:39-40). Gud gør visselig ikke så meget som et atoms vægt uret (al-Nisa’ 4:40).

For det femte må mennesket derfor i al retfærdighed gøres bekendt med, hvordan det bør leve sit jordiske liv. Med andre ord bør det kende sin Skaber og Herre, hvad Han ønsker af det, hvordan Han vil have, at det tilbeder Ham og underkaster sig Ham. Hvis mennesket ikke kender alt dette, kan det ikke holdes fuldt ansvarligt og regnskabspligtigt, hvis det følger en forkert livsvej. Denne viden er blevet givet det i dets egen natur, i universet omkring det og i de åbenbaringer, der blev sendt gennem Guds sendebud. Og da din Herre tog Adams børn frem fra deres lænder, deres efterkommere, og lod dem bevidne om sig selv: »Er Jeg ikke jeres Herre?« De sagde: »Jo, vi bevidner det«, for at I ikke på Opstandelsens Dag skulle sige: »Vi var uvidende om dette.« Eller for at I ikke skulle sige: »Vore fædre satte tidligere andre ved Guds side, og vi var blot deres efterkommere efter dem. Vil Du da ødelægge os for det, som de, der gjorde det forgæves, har gjort?« (al-A’raf 7:172-173).

Hvor mange tegn der ikke er i himlene og på jorden, som de går forbi [uden at tænke over dem], og som de vender ryggen til! De fleste af dem tror ikke på Gud, men sætter andre ved Hans side (Yusuf 12:105-106). [Og Gud vil sige:] »Jinners og menneskers fællesskab, kom der ikke sendebud til jer fra jeres egne, som overbragte jer Mine åbenbaringer og advarede jer om mødet med denne jeres dag?« … Det skyldes, at din Herre ikke ville ødelægge samfund uretfærdigt, mens deres folk var uvidende (al-An’am 6:130-131).

For det sjette kan kun Gud og ingen anden af en række grunde, som det ikke er muligt at drøfte her, give mennesket viden om den rette vejledning. For det første og frem for alt fordi kun Han kan fortælle, hvordan mennesket skal forholde sig til Ham. For det andet fordi kun Skaberen kan fortælle det, hvordan det skal forholde sig til sig selv, til andre mennesker og til alle andre ting i universet. Og endelig fordi kun Gud kan give mennesket en vejledning, der gælder universelt og til alle tider. Sig: »Er der blandt dem, som I sætter ved Guds side, nogen, der leder til Sandheden?« Sig: »Det er kun Gud, der leder til Sandheden.« Hvem fortjener da mest at blive fulgt: den, der leder til Sandheden, eller den, der ikke kan lede, medmindre han selv bliver ledt? Hvad fejler jer? Hvordan dømmer I? De fleste følger kun formodninger, men formodninger kan aldrig træde i stedet for sandheden (Yunus 10:35-36).

Sig: »Skal vi, bortset fra Gud, påkalde det, der hverken gavner eller skader os, og skal vi vende tilbage på vore hæle, efter at Gud har vejledt os ret? Som den, der er blevet lokket ud i vildrede på jorden af satanerne, mens han har venner, der kalder ham til vejledningen: ›Kom til os!‹« Sig: »Guds vejledning er den eneste [sande] vejledning, og derfor er vi blevet befalet at underkaste os alle verdeners Herre« (al-An’am 6:71).

Dette er altså den guddommelige lov for menneskets dom. Centralt i denne lov står, at Sandheden skal bevidnes over for menneskeheden fuldt ud, trofast og med alle mulige midler. For uden vejledning fra Gud vil menneskets jordiske liv, både individuelt og kollektivt, føre til elendighed og lidelse. Men endnu vigtigere er det, at mennesket uden denne vejledning aldrig vil være i stand til at gøre sin endelige bestemmelse strålende.

2. Guds løfte om vejledning: Adam er ifølge Koranen hverken en mytisk skikkelse eller blot et symbol på menneskeslægten. Han nævnes som et sendebud sammen med Noah og Abraham. Gud udvalgte Adam, Noah, Abrahams hus og Imrans hus frem for alle mennesker, efterkommere af hinanden (Al ‘Imran 3:33). Han fik viden og vejledning (2:31-35); da han fejlede, og hans svagheder blev kendt for ham, vendte Gud sig mod ham i barmhjertighed, ophøjede ham, vejledte ham og lovede ham og hans efterkommere fortsat vejledning (20:115-127, 2:39). Adam var ulydig mod sin Herre og fejlede derfor. Derefter udvalgte hans Herre ham, vendte sig mod ham og vejledte ham. Han sagde: »Gå begge ned herfra, som fjender af hinanden. Men der vil visselig komme vejledning til jer fra Mig; den, der følger Min vejledning, vil ikke fare vild og heller ikke blive ulykkelig. Men den, der vender sig bort fra Min påmindelse, vil få et snævert liv, og på Opstandelsens Dag vil Vi oprejse ham blind.« Han vil sige: »Min Herre, hvorfor har Du oprejst mig blind, når jeg dog havde syn?« Gud vil sige: »Sådan er det. Mine åbenbaringer kom til dig, men du glemte dem; således er du i dag glemt« (Ta Ha 20:121-126).

3. Sendebudene og deres mission: Det var for at opfylde dette løfte til menneskeheden, at Gud først sendte Sine sendebud med Sin vejledning og med Sandheden til hvert folk; nogle af dem har Koranen nævnt, andre har den ikke. Vi har sendt dig [o Profet] med Sandheden som en, der bringer glædeligt budskab, og som en advarer; der findes ikke et folk, uden at en advarer er kommet til det (al-Fatir 35:24). Vi har åbenbaret for dig [o Profet], ligesom Vi åbenbarede for Noah og profeterne efter ham, ligesom Vi åbenbarede for Abraham, Ismael, Isak og Jakob og deres efterkommere, herunder Jesus, Job, Jonas, Aron og Salomon, og ligesom Vi gav David Salmerne; og sendebud, som Vi tidligere har fortalt dig om, og sendebud, som Vi ikke har fortalt dig om; og Gud talte til Moses med ord. Sendebud som bringere af glædeligt budskab og som advarere, for at menneskene ikke skulle have noget argument mod Gud efter sendebudenes komme; og Gud er Almægtig og Alvis (al-Nisa’ 4:163-165).

For det andet pålagde Han dem alle denne mission og pligt: at meddele Sandheden, at indbyde mennesker til at tilbede den ene Gud alene og med ord og eksempel underkaste sig Ham som deres eneste Herre. Med andre ord skulle de bevidne Sandheden over for de mænd og kvinder, som de blev sendt til, så de ikke kunne fremføre nogen undskyldning over for Gud, så de kunne blive spurgt om, hvordan de levede deres liv, så de, der levede efter Sandheden, kunne blive belønnet, og de, der ikke gjorde det, kunne blive straffet. Vi sendte aldrig før dig noget sendebud, uden at Vi åbenbarede for ham: »Der er ingen gud ud over Mig; så tjen og tilbed kun Mig« (al-Anbiya’ 21:25).

Dette var Vores argument, som Vi gav Abraham mod hans folk. Vi hæver i grader, hvem Vi vil; din Herre er visselig Alvis og Alvidende. Og Vi gav Isak og Jakob, og begge vejledte Vi; og Noah vejledte Vi tidligere, og blandt hans efterkommere David, Salomon, Job, Josef, Moses og Aron. Således belønner Vi dem, der gør godt: Zakarias og Johannes, Jesus og Elias; hver af dem var blandt de retfærdige; og Ismael, Elisa, Jonas og Lot. Hver og én af dem begunstigede Vi frem for andre mennesker. Og ligeledes vejledte Vi nogle af deres forfædre, deres efterkommere og deres brødre. Vi udvalgte dem og ledte dem til den lige vej. Dette er Guds vejledning; Han leder med den, hvem Han vil blandt Sine tjenere. Hvis de havde sat andre ved Guds side, ville alt det, de havde gjort, være blevet forgæves. Det er dem, som Vi gav Skriften, dommen og profetskabet. Hvis disse fornægter dette [Vores vejledning], har Vi betroet den til mennesker, der ikke fornægter den. Det er dem, som Gud har vejledt; følg derfor deres vejledning. Sig: »Jeg beder jer ikke om nogen belønning for den; den er blot en påmindelse til alle mennesker« (al-An’am 6:83-90).

Vi sendte visselig Vore sendebud med klare tegn, og Vi sendte Skriften og Vægten ned med dem, for at menneskene kunne oprette retfærdighed (al-Hadid 57:25). Profeten Muhammad var den sidste af dem. Han bragte ingen ny Sandhed, noget nyt budskab eller nogen ny vejledning; han kom med den samme Sandhed og blev betroet den samme mission og pligt som alle sendebudene før ham. Denne pligt og mission er blevet udtrykt på flere måder: at advare (indhar), at bringe glædeligt budskab (tabshir), at indbyde og kalde (da’wah), at meddele (tabligh), at påminde (dhikr), at undervise (ta’lim), at overbringe og udbrede (tilawah), at påbyde og fremme det gode og rette og forbyde og udrydde det forkerte og onde (amr bi ’l-ma’ruf wa nahi ’ani ’l-munkar), at oprette Din (iqamah), at oprette retfærdighed (qist), at lade den guddommelige vejledning og Din sejre (izhar), eller at bevidne (shahadah). Alle disse udtryk vedrører den samme mission, om end fra forskellige perspektiver og med forskellige betoning­er. O Profet, Vi har sendt dig som et vidne [om Sandheden], som en, der bringer glædeligt budskab og som en advarer, som en, der med Hans tilladelse kalder til Gud, og som en lysende lampe (al-Ahzab 33:45-46).

O Sendebud, overbring det, der er blevet sendt ned til dig fra din Herre; hvis du ikke gør det, har du ikke overbragt Hans budskab (al-Ma’idah 5:67). Således har Vi også sendt et sendebud blandt jer, fra jer selv, for at overbringe jer Vore åbenbaringer, rense jer, lære jer Skriften og visdommen og lære jer det, som I ikke vidste (al-Baqarah 2:151). Det er Ham, der har sendt Sit sendebud med vejledningen og Sandhedens religion, for at han kan lade den sejre over alle andre livsveje; og Gud er tilstrækkelig som vidne (al-Fath 48:28; også 9:33, 61:9). Og de blandt Moses’ følgere, som følger det sendebud, den ulærde profet, som de finder skrevet om hos sig i Toraen og Evangeliet, og som påbyder dem det rette og forbyder dem det forkerte, gør de gode ting tilladte for dem og de dårlige ting forbudte for dem og løfter deres byrder og de lænker, der lå på dem. De, der tror på ham, hjælper ham og støtter ham og følger det lys, der er sendt ned med ham, det er dem, der vil have fremgang (al-A’raf 7:157).

4. Menneskets ansvarlighed og vidnesbyrdet: Det vidnesbyrd, som sendebudene og alle, der er pålagt den samme pligt, aflægger, er grundlaget for menneskets ansvarlighed i Akhirah og dets efterfølgende belønning og straf. Sandheden bevidnes over for dem, så de ikke har noget argument mod Gud; de vil blive holdt ansvarlige, fordi de modtog den. Dette er blevet fastslået i Koranen mange steder og fra mange forskellige perspektiver, som vi tidligere har set. Den, der følger den rette vej, følger den til eget bedste, og den, der farer vild, farer kun vild til skade for sig selv; ingen, der bærer en byrde, skal bære en andens byrde. Vi straffer aldrig, før Vi har sendt et sendebud (al-Isra’ 17:15).

På Dommens Dag vil Vi derfor visselig kalde alle dem til regnskab, til hvem budskabet blev sendt, og Vi vil visselig kalde budbringerne til regnskab; derefter vil Vi med viden fortælle dem om deres regnskab, for Vi var aldrig fraværende (al-A’raf 7:6-7). Og da Vi tog en pagt fra alle profeterne, fra dig [o Profet], fra Noah, Abraham, Moses og Jesus, Marias søn, tog Vi en højtidelig pagt fra dem, for at Han kunne spørge de sandfærdige om deres sandfærdighed; og Han har beredt en smertefuld straf for dem, der fornægter sandheden (al-Ahzab 33:7-8). Den dag, hvor Gud samler alle sendebudene og siger: »Hvad blev I svaret?« De vil sige: »Vi har ingen viden; Du er den, der kender det skjulte« (al-Ma’idah 5:109).

[Og Gud vil sige:] »Jinners og menneskers fællesskab, kom der ikke sendebud til jer fra jeres egne, som overbragte jer Mine åbenbaringer og advarede jer om mødet med denne jeres dag?« De vil sige: »Vi bevidner det mod os selv.« Det jordiske liv bedrog dem, og de vil bevidne mod sig selv, at de var vantro (al-An’am 6:130). De vantro vil blive drevet i flokke til Jahannam, indtil dens porte åbnes, når de når den, og dens vogtere siger til dem: »Kom der ikke sendebud til jer fra jeres egne, som overbragte jer jeres Herres åbenbaringer og advarede jer om mødet med denne jeres dag?« De vil sige: »Jo, sandelig!« Men straffens ord er blevet fastslået over de vantro, og der vil blive sagt til dem: »Gå ind gennem Jahannams porte for at forblive dér for evigt. Hvor ondt er de hovmodiges bolig!« (al-Zumar 39:71-72). Vi vil visselig hjælpe Vore sendebud og dem, der tror, i dette liv og på den dag, hvor alle vidner rejser sig, den dag, hvor de uretfærdiges undskyldninger ikke vil gavne dem; de vil få forbandelsen, og de vil få den onde bolig (Ghafir 40:51-52).

5. Ansvarsfølelse: Koranen giver en meget bevægende skildring af, hvordan Guds sendebud med største alvor hengav sig til deres mission, hvordan de arbejdede hårdt for at opfylde deres pligt, og hvordan de led tungt for deres sag. Deres historie er et tilstrækkeligt vidnesbyrd om dette. Men her bør to eksempler være nok: for det første profeten Noah og for det andet profeten Muhammad, velsignelse og fred være med dem. Vi sendte visselig Noah til hans folk, og han opholdt sig blandt dem i tusind år, bortset fra halvtreds år … (al-’Ankabut 29:14). Han [Noah] sagde: »Min Herre, jeg har kaldt på mit folk nat og dag, men mit kald fik dem kun til at flygte længere bort. Og hver gang jeg kaldte på dem, for at Du kunne tilgive dem, stak de fingrene i ørerne, dækkede sig med deres klæder, holdt fast ved deres afvisning og blev hovmodige i deres stolthed. Derefter kaldte jeg på dem offentligt, og derefter talte jeg åbent til dem, og jeg talte til dem i det skjulte« (Nuh 71:5-9). Vil du [o Profet] måske pine dig selv til døde, fordi de nægter at tro? (al-Shu’ara’ 26:3).

Den muslimske ummahs formål og pligt
Ansvar og pligter
Til muslimerne har vi kun én meget enkel ting at sige: Forstå og opfyld det ansvar og de pligter, der påhviler jer i kraft af, at I er muslimer. I kan ikke slippe med blot at bekræfte, at I er muslimer, og at I har antaget Gud som jeres eneste Gud og islam som jeres religion. Så snart I anerkender Allah som jeres eneste Herre og Hans vejledning som jeres livsform, påtager I jer derimod bestemte forpligtelser og pligter. Disse forpligtelser skal I altid være bevidste om, og disse pligter skal I altid bestræbe jer på at opfylde. Hvis I unddrager jer dem, vil I ikke undslippe de onde konsekvenser af jeres handlinger i denne verden eller i det hinsidige.

Hvad er disse pligter? De er ikke blot begrænset til troens bekræftelse på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud og Dommens Dag. De er heller ikke begrænset til at udføre bønnerne, overholde fasterne, tage på pilgrimsfærd og betale almisse. Disse pligter er heller ikke udtømt ved at overholde islams påbud om ægteskab, skilsmisse og arv. Ud over alle disse pligter findes der én, som er den vigtigste: at jeres liv bevidner over for hele menneskeheden den Sandhed, som I har fået af Gud, den Sandhed, som I tror er sand.

Eksistensens eneste formål

Koranen fastslår klart, at det at vidne om Sandheden på en måde, der ikke efterlader menneskeheden nogen berettiget grund til at benægte den, er det eneste formål med at konstituere jer som en særskilt umma (et samfund), kaldet muslimer. Og således har Vi gjort jer til et samfund på middelvejen, så I kan være vidner [om Sandheden] over for hele menneskeheden, og Sendebudet kan være vidne [om den] over for jer (al-Baqarah 2:143). Denne mission er det eneste mål, som jeres umma er blevet bragt til eksistens for; den er selve eksistensberettigelsen for dens tilværelse som et menneskeligt samfund. Hvis I ikke opfylder den, ødsler I jeres liv bort. For dette er ikke nogen almindelig pligt; det er en pligt, som Gud har pålagt jer. Det er en guddommelig befaling og et guddommeligt kald: O troende, stå altid fast og hold fast ved retfærdigheden for Guds skyld, idet I aflægger vidnesbyrd om retfærdighed (al-Ma’idah 5:8). Det er ikke en bagatel, men et eftertrykkeligt og alvorligt påbud, for Allah siger også: Og hvem er mere uretfærdig end den, der undertrykker et vidnesbyrd, som Gud har betroet ham (al-Baqarah 2:140). I er blevet advaret om følgerne af at unddrage jer denne pligt. Se på Israels folks historie. Også de blev udpeget til at aflægge vidnesbyrd; men undertiden undertrykte de Sandheden, og undertiden vidnede de imod den. Gennem deres adfærd blev de i virkeligheden vidner til falskhed snarere end vidner til Sandheden. Følgen blev, at Gud forlod dem, og en forbandelse faldt over dem. Og således ramte ydmygelse og afmagt dem, og de pådrog sig Guds vrede (al-Baqarah 2:61).

Vidnesbyrd om Sandheden Hvad indebærer denne pligt til at vidne? Overvej det nøje: I har fået guddommelig vejledning, og Sandheden er blevet vist jer. I skal derfor gennem jeres vidnesbyrd og jeres vidnen fastslå dens ægthed og sandfærdighed over for hele menneskeheden. Dette er et vidnesbyrd, der vil gøre den guddommelige vejlednings ægthed og sandfærdighed selvindlysende for alle, og et vidnesbyrd, der vil gøre den klar og ubestridelig for alle mennesker. Det var netop dette formål, alle Sendebudene blev sendt til verden for; det var deres primære pligt. Efter dem blev deres tilhængere betroet den samme pligt. Og nu er den muslimske umma, som efterfølger til den Sidste Profet, velsignelser og fred være med ham, blevet pålagt netop denne mission, ligesom han blev pålagt den i sin levetid.

Natur og betydning Hvad er betydningen af dette vidnesbyrd? I vil først forstå dets betydning, når I forstår, at mennesket er blevet gjort ansvarligt for sin adfærd og vil blive belønnet eller straffet i det hinsidige i henhold til den guddommelige lov, som helt og holdent hviler på dette vidnesbyrd. Gud er alvis, al-barmhjertig og alretfærdig. Hans barmhjertighed, retfærdighed og visdom er ikke således, at Han skulle straffe mennesker for at leve imod Hans vilje, mens de ikke havde kendskab til den; at Han skulle holde mennesker til regnskab for at afvige fra den rette vej, som de var uvidende om; eller at Han skulle gøre mennesker ansvarlige for ting, de ikke var klar over. [1] Det var for at forhindre dette, at det første menneske, Han skabte, var et Sendebud, og at mange flere efter ham blev sendt fra tid til anden. [2] De skulle alle være vidner over for menneskeheden, så den kunne forstå og huske Guds vilje. De skulle alle lære menneskene den rette måde at leve deres liv på, den adfærdskodeks, de skulle følge for at opnå Guds velbehag, de handlinger, de skulle udføre, de handlinger, de skulle undgå, og de ting, som de ville blive stillet til regnskab for. [3] Dette vidnesbyrd blev aflagt af Allahs Sendebude, for at folk ikke skulle være i stand til at sige til Gud: Hvordan kan vi blive straffet for ting, som vi ikke blev advaret om? Koranen siger: [Vi sendte] alle Sendebude som bringere af det glædelige budskab og som advarere, for at menneskene ikke skulle have noget argument mod Gud efter [at] disse Sendebude [var kommet]; Gud er sandelig Almægtig, Alvis (al-Nisa’ 4:165). På denne måde gjorde Gud Sine Sendebude ansvarlige for den afgørende opgave at vejlede mennesket på Hans vegne. De blev således pålagt et meget delikat og alvorligt ansvar: Hvis de aflagde et korrekt vidnesbyrd om Sandheden, ville folk selv blive holdt ansvarlige for deres handlinger, men hvis de svigtede deres pligt, ville de selv blive holdt til regnskab for, at deres folk var kommet på afveje. Med andre ord: Medmindre Sendebudene gjorde mennesker ansvarlige for deres adfærd ved at give dem et afgørende og ubestrideligt vidnesbyrd om Sandheden, ville folk holde Sendebudene ansvarlige for deres egne misgerninger og sige: »Den viden, som Gud gav jer, den meddelte I os ikke; den livsform, som Han viste jer, den viste I os ikke.« [4] Derfor var alle Sendebudene altid dybt bevidste om byrden ved dette ansvar, og derfor bestræbte de sig så ihærdigt på at vidne over for folk om den Sandhed, som var blevet betroet dem. [5]

Ummaens ansvar Alle, som gennem Sendebudene blev ført til kundskab om Sandheden og den guddommelige vejledning, blev dannet som et samfund, en umma. Hver umma blev pålagt den samme mission som Sendebudene: at vidne om Sandheden. Som Sendebudenes efterfølgere har enhver umma den samme afgørende rolle og det samme ansvar, som de havde. Hvis en umma således opfylder sin pligt til at vidne om Sandheden, men folk alligevel ikke giver agt, vil den blive belønnet, og folk vil blive stillet til regnskab. Men hvis ummaen forsømmer sin pligt eller aflægger falsk vidnesbyrd, fortjener den at blive straffet hårdere end folk. Ummaen vil ikke blot blive holdt ansvarlig for sine egne misgerninger, men også for misgerningerne hos dem, der kom på afveje eller vendte sig mod vildfarelse og ondskab, fordi det vidnesbyrd, som ummaen gav dem, var vildledende eller falsk. Brødre, dette er naturen og logikken i den alvorlige og afgørende pligt, som hviler på mig, jer og alle dem, der betragter sig selv som en del af den muslimske umma, eller som er blevet tilstrækkeligt bekendt med Guds Bog og den vejledning, Hans Sendebude bragte.

Noter af Khurram Murad

1. Guds lov for dommen: Koranen har i betydelig detalje forklaret den lov, hvorefter menneskets ansvarlighed på Dommens Dag afhænger af det vidnesbyrd om Sandheden, som dens bærere aflægger for ham. Det er vigtigt at forstå, hvad Koranen siger om dette. For det første: Hvorfor er mennesket blevet sat på jorden? For at det kan bruge hele sit store og enorme potentiale til at opføre sig på den rette måde, som opfylder meningen med dets liv. Og Han er den, som har skabt himlene og jorden på seks dage, og Hans trone var over vandet, for at Han kunne prøve jer, hvem af jer der er bedst i handling (Hud 11:7). Han, som har skabt døden og livet, for at Han kunne prøve jer, hvem af jer der er bedst i handling (al-Mulk 67:2). Vi har gjort alt, hvad der er på jorden, til en pryd for den, for at vi kunne prøve, hvem af dem der er bedst i handling (al-Kahf 18:7). For det andet: Hvad er meningen med og formålet med menneskets liv? At det lever, som dets Skaber ønsker, at det skal leve: i underkastelse under og tilbedelse af Ham alene. Ikke fordi Gud på nogen måde har brug for dets tilbedelse, men fordi mennesket har brug for kun at tilbede sin Skaber og ingen anden, så dets egen natur ikke fordrejes og fordærves, og så det ikke lever i modstrid med dens indbyggede karakter. Kun ved at leve sådan vil dets jordiske liv desuden blive bragt ind på den rette vej og lykkes, så det bringer det fred og lykke (alt dette kalder Koranen falah). Jeg har ikke skabt jinnerne og menneskene undtagen for at de skal tjene og tilbede Mig. Jeg ønsker ikke nogen forsørgelse fra dem, og Jeg ønsker heller ikke, at de skal give Mig føde (al-Dhariyat 51:56-57). For det tredje må menneskets jordiske liv derfor bedømmes. Det må aflægge regnskab for sin adfærd, og det må møde konsekvenserne af den måde, det lever sit liv på. For at dommen naturligvis kan være retfærdig, må den kun afsiges, efter at det jordiske liv er kommet til ende, og kun af Den, som gav dette liv, som ved alt, og som er Almægtig og Alretfærdig. Først da kan mennesket dømmes retfærdigt og få den rette belønning og straf for alt, fra de mest skjulte inderste tanker til følgerne af dets adfærd, som rækker vidt og bredt og videre end livet, til kommende generationer. Dommeren må med andre ord være Kongen og Herskeren på Dommens Dag. Hvad, troede I, at Vi skabte jer blot for tom leg, og at I ikke skulle vende tilbage til Os? Højt ophøjet er Gud, Kongen, Sandheden! Der er ingen gud ud over Ham, Herren over den ædle trone (al-Mu’minun 23:115-116). Vi har ikke skabt himlene og jorden og alt, hvad der er imellem dem, blot for tom leg. Vi har ikke skabt dem uden med sandhed [mening og formål], men de fleste af dem forstår det ikke (al-Dukhan 44:38-39). Eller tror de, der begår onde handlinger, at Vi vil stille dem på lige fod med dem, der tror og gør retfærdige handlinger, både i deres liv og i deres død? Hvor dårlig er deres dom! Gud har skabt himlene og jorden med sandhed [mening og formål], for at ethvert menneske skal få gengæld for det, det har erhvervet, og de skal ikke behandles uretfærdigt (al-Jathiyah 45:21-22). Ethvert menneske skal smage døden; og på Opstandelsens Dag skal I visselig få jeres løn fuldt ud. Den, der da bliver reddet fra Ilden og ført ind i Paradiset, har virkelig vundet sejren; det jordiske liv er kun et bedragets nydelse (Al ‘Imran 3:185). Vi vil opstille retfærdige vægte på Opstandelsens Dag, og intet menneske skal lide den mindste uret. Selv om det er vægten af et sennepskorn, vil Vi bringe det frem, og Vi er tilstrækkelige som dem, der gør regnskabet op (al-Anbiya’ 21:47). Han kender det mest stjålne blik og det, som hjerterne skjuler (Ghafir 40:19). For det fjerde ligger menneskets endelige skæbne derfor i det kommende liv, i Akhirah. Det er lige så vigtigt, at beretningen om Akhirah, sådan som den gives i Koranen, klart viser og gentagne gange understreger, at man dér vil blive dømt efter retfærdighedens rette proces, fair og ligeværdigt, barmhjertigt og venligt. Ingen vil heller blive gjort uret eller behandlet uretfærdigt, ikke engang med vægten af et atom. Skynd jer derfor foran hinanden mod tilgivelse fra jeres Herre og mod et Paradis så vidt som himlene og jorden, beredt for de gudbevidste (Al ‘Imran 3:133). Mit folk, dette jordiske liv er kun en kort fornøjelse; det kommende liv er visselig det varige hjem. Den, der dér gør en ond handling, vil kun få gengæld som den; men de, der gør retfærdige handlinger, være sig mænd eller kvinder, og er troende, vil træde ind i Paradiset, hvor de vil få velsignelser uden mål (Ghafir 40:39-40). Gud gør visselig ikke så meget som et atoms vægt uret (al-Nisa’ 4:40). For det femte må mennesket derfor i al retfærdighed gøres bekendt med, hvordan det bør leve sit jordiske liv. Med andre ord bør det kende sin Skaber og Herre, hvad Han ønsker af det, og hvordan Han ønsker, at det skal tilbede Ham og underkaste sig Ham. Hvis mennesket ikke kender alt dette, kan det ikke holdes fuldt ansvarligt og regnskabspligtigt, hvis det følger en forkert livsvej. Denne viden er blevet givet det i dets egen natur, i universet omkring det og i de åbenbaringer, der blev sendt gennem Guds Sendebude. Og da din Herre tog Adams børns efterkommere frem fra deres lænder og lod dem vidne mod sig selv: »Er Jeg ikke jeres Herre?« sagde de: »Jo, vi vidner«, for at I ikke på Opstandelsens Dag skulle sige: »Vi var uvidende om dette.« Eller for at I ikke skulle sige: »Vore fædre satte tidligere medguder ved Guds side, og vi var blot efterkommere efter dem. Vil Du da ødelægge os for det, som de, der fulgte falskhed, gjorde?« (al-A’raf 7:172-173). Hvor mange tegn der dog er i himlene og på jorden, som de passerer forbi uden eftertanke og vender ryggen til! De fleste af dem tror ikke på Gud, men sætter medguder ved Hans side (Yusuf 12:105-106). [Og Gud vil sige:] »Jinnernes og menneskenes samfund, kom der ikke sendebude til jer fra jer selv, som overbragte jer Mine åbenbaringer og advarede jer om mødet med denne jeres dag?« … Det skyldes, at din Herre ikke ville ødelægge samfund uretfærdigt, mens deres folk var uvidende (al-An’am 6:130-131). For det sjette kan kun Gud, og ingen anden, af en række grunde, som det ikke er muligt at drøfte her, give mennesket viden om den rette vejledning. Først og fremmest fordi kun Han kan fortælle, hvordan mennesket skal forholde sig til Ham. For det andet fordi kun Skaberen kan fortælle det, hvordan det skal forholde sig til sig selv, til andre mennesker og til alt andet i universet. Og endelig fordi kun Gud kan give mennesket en vejledning, som gælder universelt og til alle tider. Sig: »Er der blandt dem, som I sætter ved Guds side, nogen, der leder til Sandheden?« Sig: »Kun Gud leder til Sandheden.« Hvem fortjener da mest at blive fulgt: den, der leder til Sandheden, eller den, der ikke kan lede, medmindre han selv ledes? Hvad fejler jer? Hvordan dømmer I? De fleste følger kun formodninger, og formodninger kan aldrig træde i stedet for sandheden (Yunus 10:35-36). Sig: »Skal vi, bortset fra Gud, påkalde det, som hverken gavner eller skader os, og skal vi vende om på vore hæle, efter at Gud har ledt os ret?« Som én, Satanerne har lokket ud i vildfarelse på jorden, mens han har venner, der kalder ham til vejledningen: »Kom til os!« Sig: »Guds vejledning er den eneste sande vejledning«, og derfor er vi blevet befalet at underkaste os Herren over alle verdener (al-An’am 6:71). Dette er da Guds lov for menneskets dom. Centralt i denne lov står, at Sandheden skal bevidnes fuldt ud, trofast og med alle mulige midler over for menneskeheden. For uden vejledning fra Gud vil menneskets jordiske liv, både individuelt og kollektivt, føre til elendighed og lidelse. Men endnu vigtigere er det, at mennesket uden denne vejledning aldrig vil være i stand til at gøre sin endelige skæbne herlig.

2. Guds løfte om vejledning: Adam er ifølge Koranen hverken en mytisk skikkelse eller blot et symbol på menneskeslægten. Han nævnes som et sendebud sammen med Noah og Abraham. Gud udvalgte Adam og Noah og Abrahams slægt og Imrans slægt frem for alle mennesker, efterkommere af hinanden (Al ‘Imran 3:33). Han fik viden og vejledning (2:31-35); da han fejlede, og hans svagheder blev kendt for ham, vendte Gud sig i barmhjertighed mod ham, ophøjede ham, vejledte ham og lovede ham og hans efterkommere fortsat vejledning (20:115-127, 2:35-39). Adam adlød ikke sin Herre, og derfor fór han vild. Derefter udvalgte hans Herre ham, vendte sig mod ham og vejledte ham. Han sagde: »Gå begge ned herfra; den ene af jer skal være fjende af den anden. Men der vil visselig komme vejledning til jer fra Mig; den, der følger Min vejledning, skal hverken fare vild eller blive ulykkelig. Men den, der vender sig bort fra Min påmindelse, får et snævert liv, og på Opstandelsens Dag vil Vi oprejse ham blind.« Han vil sige: »Min Herre, hvorfor har Du oprejst mig blind, når jeg dog havde synet?« Gud vil sige: »Sådan er det. Vore åbenbaringer kom til dig, men du glemte dem; derfor er du i dag glemt« (Ta Ha 20:121-126).

3. Sendebudene og deres mission: Det var for at opfylde dette løfte til menneskeheden, at Gud for det første sendte Sine Sendebude med Sin vejledning og med Sandheden til hvert folk; nogle af dem har Koranen nævnt, andre har den ikke. Vi har sendt dig [O Profet] med Sandheden som glædesbringer og advarer; der findes intet samfund, uden at der i det er kommet en advarer (al-Fatir 35:24). Vi har åbenbaret for dig, som Vi åbenbarede for Noah og profeterne efter ham, som Vi åbenbarede for Abraham, Ismael, Isak og Jakob og deres efterkommere, heriblandt Jesus, Job, Jonas, Aron og Salomon, og som Vi gav David Salmerne; og om sendebude har Vi fortalt dig tidligere, og om sendebude har Vi ikke fortalt dig; og Gud talte til Moses. Sendebude som glædesbringere og advarere, for at menneskene ikke skulle have noget argument mod Gud efter sendebudenes komme; Gud er Almægtig og Alvis (al-Nisa’ 4:163-165). For det andet pålagde Han dem alle denne mission og pligt: at overbringe Sandheden, at indbyde folk til alene at tilbede den Ene Gud og underkaste sig Ham som deres eneste Herre gennem ord og eksempel. Med andre ord skulle de bevidne Sandheden over for de mænd og kvinder, som de blev sendt til, så de ikke kunne fremføre nogen undskyldning over for Gud, så de kunne blive spurgt om, hvordan de levede deres liv, så de, der levede efter Sandheden, kunne blive belønnet, og de, der ikke gjorde det, kunne blive straffet. Vi sendte ikke noget sendebud før dig, uden at Vi åbenbarede for ham: »Der er ingen gud ud over Mig; så tjen og tilbed kun Mig« (al-Anbiya’ 21:25). Dette var Vort argument, som Vi gav Abraham mod hans folk. Vi hæver nogle i grader, som Vi vil; din Herre er Alvis og Alvidende. Og Vi gav Isak og Jakob, og Vi vejledte dem begge, og Noah vejledte Vi tidligere; og blandt hans efterkommere vejledte Vi David, Salomon, Job, Josef, Moses og Aron – således belønner Vi dem, der gør godt – Zakarias, Johannes, Jesus og Elias, som alle var blandt de retfærdige; og Ismael, Elisa, Jonas og Lot. Alle disse begunstigede Vi frem for andre mennesker. Og nogle af deres forfædre, deres efterkommere og deres brødre vejledte Vi også. Vi udvalgte dem og ledte dem ind på den lige vej. Dette er Guds vejledning; Han leder med den, hvem Han vil blandt Sine tjenere. Hvis de havde sat medguder ved Guds side, ville alt, hvad de havde gjort, visselig være blevet til intet. Det er dem, som Vi gav Skriften, dommen og profetskabet. Hvis disse da fornægter den, har Vi betroet den til folk, som ikke fornægter den. Det er dem, som Gud har vejledt; følg derfor deres vejledning. Sig: »Jeg beder jer ikke om nogen løn for dette; det er kun en påmindelse for alle mennesker« (al-An’am 6:83-90). Vi sendte visselig Våre Sendebude med klare tegn, og Vi sendte Skriften og Vægten ned med dem, for at menneskene kunne oprette retfærdighed (al-Hadid 57:25). Profeten Muhammad var den sidste af dem. Han kom ikke med nogen ny Sandhed, noget nyt budskab eller nogen ny vejledning; han kom med den samme Sandhed og fik betroet den samme mission og pligt som alle de sendebude, der gik forud for ham. Denne pligt og mission er blevet udtrykt på flere måder: advarsel (indhar), at bringe glædesbud (tabshir), at indbyde og kalde (da’wah), at overbringe (tabligh), at påminde (dhikr), at undervise (ta’lim), at fremsige og udbrede (tilawah), at påbyde og fremme det gode og rette og forbyde og udrydde det forkerte og onde (amr bi ‘l-ma’ruf wa nahy ‘ani ‘l-munkar), at etablere Din (iqamah), at etablere retfærdighed (qist), at lade den guddommelige vejledning og Din sejre (izhar), eller at bevidne (shahadah). Alle disse udtryk angår den samme mission, om end fra forskellige synsvinkler og med forskellige betoning­er. O Profet, Vi har sendt dig som et vidne [om Sandheden], som glædesbringer og advarer, som én, der med Hans tilladelse kalder til Gud, og som en lysende lampe (al-Ahzab 33:45-46). O Sendebud, overbring det, som er blevet sendt ned til dig fra din Herre; hvis du ikke gør det, har du ikke overbragt Hans budskab (al-Ma’idah 5:67). Således har Vi også sendt et sendebud blandt jer, fra jer selv, for at overbringe jer Vore åbenbaringer, rense jer, lære jer Skriften og visdommen og lære jer det, som I ikke kendte (al-Baqarah 2:151). Det er Ham, der har sendt Sine Sendebud med vejledningen og Sandhedens religion, for at Han kan lade den sejre over alle andre livsformer; Gud er tilstrækkelig som vidne (al-Fath 48:28; også 9:33, 61:9) … og de [blandt Moses’ tilhængere], som følger Sendebudet, den ulærde Profet, som de finder omtalt hos sig i Toraen og Evangeliet, som påbyder dem det rette og forbyder dem det forkerte, gør de gode ting tilladte for dem og de dårlige ting forbudte for dem og løfter deres byrder og de lænker, som lå på dem. De, der tror på ham, støtter ham, hjælper ham og følger det lys, der er sendt ned med ham, er de succesrige (al-A’raf 7:157).

4. Menneskets ansvarlighed og vidnesbyrdet: Det vidnesbyrd, som Sendebudene og alle, der har fået den samme pligt, aflægger, er grundlaget for menneskets ansvarlighed i Akhirah og for dets deraf følgende belønning og straf. Sandheden bevidnes over for dem, så de ikke har noget argument mod Gud; de vil blive holdt ansvarlige, fordi de modtog den. Dette synspunkt er blevet fremsat mange steder i Koranen og fra mange forskellige perspektiver, som vi tidligere har set. Den, der følger den rette vej, gør det til sit eget bedste, og den, der farer vild, gør det til skade for sig selv; ingen, der bærer en byrde, skal bære en andens byrde. Vi straffer aldrig, før Vi har sendt et sendebud (al-Isra’ 17:15). Så vil Vi visselig afhøre alle dem, til hvem budskabet blev sendt, og Vi vil visselig afhøre budbringerne; derefter vil Vi fortælle dem med viden om deres forhold, for Vi var ikke fraværende (al-A’raf 7:6-7). Da Vi tog en pagt fra alle profeterne – fra dig [O Profet], fra Noah, Abraham, Moses og Jesus, Marias søn – tog Vi fra dem en højtidelig pagt, for at Han kunne spørge de sandfærdige om deres sandfærdighed; og Han har beredt en smertefuld straf for dem, der fornægter sandheden (al-Ahzab 33:7-8). Den dag, hvor Gud samler alle Sendebudene og siger: »Hvad blev I svaret?« De vil sige: »Vi har ingen viden; Du er den, der kender det skjulte« (al-Ma’idah 5:109). [Og Gud vil sige:] »Jinnernes og menneskenes samfund, kom der ikke sendebude til jer fra jer selv, som overbragte jer Mine åbenbaringer og advarede jer om mødet med denne jeres dag?« De vil sige: »Vi vidner mod os selv.« Det jordiske liv bedrog dem, og de vil vidne mod sig selv, at de var vantro (al-An’am 6:130). De vantro vil blive drevet i flokke til Jahannam. Når de når den, åbnes dens porte, og dens vogtere siger til dem: »Kom der ikke sendebude til jer fra jer selv, som overbragte jer jeres Herres åbenbaringer og advarede jer om mødet med denne jeres dag?« De vil sige: »Jo, sandelig!« Men straffens ord er blevet opfyldt over de vantro, og der vil blive sagt til dem: »Gå ind gennem Jahannams porte og bliv der for evigt.« Hvor ondt er de hovmodiges bolig! (al-Zumar 39:71-72). Vi vil visselig hjælpe Vore Sendebude og dem, der tror, i dette liv og på den dag, hvor vidnerne rejser sig – den dag, hvor de uretfærdiges undskyldninger ikke vil gavne dem; over dem er forbandelsen, og dem tilkommer den onde bolig (Ghafir 40:51-52).

5. Ansvarsfølelse: Koranen giver en meget gribende skildring af, hvordan Guds Sendebude helligede sig deres mission med den største alvor, hvordan de arbejdede hårdt for at opfylde deres pligt, og hvordan de led tungt for deres sag. Deres historie er et tilstrækkeligt vidnesbyrd om dette. Men her bør to eksempler være nok: for det første Profeten Noah og for det andet Profeten Muhammad, velsignelse og fred være med dem. Vi sendte visselig Noah til hans folk, og han opholdt sig iblandt dem i tusind år, bortset fra halvtreds (al-‘Ankabut 29:14). Han [Noah] sagde: »Min Herre, jeg har kaldt på mit folk nat og dag, men min kaldelse fik dem kun til at flygte længere bort. Hver gang jeg kaldte på dem, for at Du kunne tilgive dem, stak de fingrene i ørerne, indhyllede sig i deres klæder, holdt fast og blev hovmodige i deres stolthed. Så kaldte jeg dem åbent; derefter talte jeg offentligt til dem, og jeg talte til dem i det skjulte« (Nuh 71:5-9). Måske vil du [O Profet] pine dig selv til døde, fordi de ikke vil tro? (al-Shu’ara’ 26:3).

Hvordan skal vi bevidne Sandheden? Lad os nu se, på hvilken måde vi skal opfylde vores pligt til at bevidne Sandheden. Vidnesbyrdet er af to slags: det ene er vidnesbyrd gennem ord, eller ordvidnesbyrdet; det andet er vidnesbyrd gennem handlinger og gerninger, eller handlingsvidnesbyrdet.

[6] Ordvidnesbyrd

På hvilken måde skal vores ord bevidne Sandheden? Gennem vores tale og skrift skal vi forkynde og forklare verden den vejledning, der er kommet til os gennem Guds Sendebude. Dette er kort sagt ordvidnesbyrdet. Ved at anvende alle mulige undervisningsmetoder, benytte alle mulige midler til kommunikation og udbredelse og beherske al den viden, som nutidens kunstarter og videnskaber giver, skal vi gøre menneskeheden bekendt med den livsform, som Gud har fastlagt for mennesket. Den vejledning, som Islam giver menneskeheden i tanke og tro, i moral og adfærd, i kultur og civilisation, i økonomi og forretning, i retsvidenskab og retsvæsen, i politik og civil administration – det vil sige i alle aspekter af forholdet mellem mennesker – skal vi klart og fuldt ud fremlægge for menneskeheden. Med rationel argumentation og overbevisende beviser skal vi fastslå dens sandhed og holdbarhed. Gennem velbegrundet kritik skal vi tilbagevise alt, hvad der strider mod den vejledning, Gud har givet. Opgaven er enorm. Den kan ikke opfyldes fuldt ud, medmindre tanken om at lede mennesket til den rette vej griber hele Ummah lige så fuldstændigt, som den greb hvert enkelt Sendebud personligt. Det er også nødvendigt, at denne opgave bliver det centrale mål for alle vores kollektive bestræbelser, at vi hengiver hele vores hjerte og sind og alle vores ressourcer til denne sag. Dette mål bør stå øverst i alle vores handlinger. Under ingen omstændigheder må vi tillade nogen stemme i os selv at vidne imod den Sandhed og guddommelige vejledning, som vi har.

Handlingsvidnesbyrd

På hvilken måde skal vores handlinger og gerninger bevidne Sandheden? Til dette formål må vi omsætte den vejledning, som vi holder for sand, i praksis. Vores handlinger skal demonstrere de principper, som vi bekender os til at tro på. Sagt enkelt: Lad vores liv tale sandt, og lad verden høre det ikke blot fra vores læber, men også fra vores gerninger; lad menneskeheden se alle de velsignelser, som den guddommelige vejledning bringer til menneskelivet. Lad verden smage i vores adfærd, individuelt og kollektivt, den sødme og smag, som kun troen på den Ene Gud kan give karakteren og moralen. Lad verden se, hvilke fine eksempler på menneskelighed Islam former, hvilket retfærdigt samfund der etableres, hvilken sund social orden der opstår, hvilken ren og ædel civilisation der rejser sig, hvordan videnskab, litteratur og kunst blomstrer og udvikler sig ad sunde veje, og hvilken retfærdig økonomi, medfølelsesfuld og fri for konflikt, der skabes. Ja, lad den se, hvordan ethvert aspekt af livet bringes i orden, udvikles og beriges. Vi opfylder ikke vores pligt over for denne opgave, medmindre vores liv, individuelt og kollektivt, bliver en levende legemliggørelse af Islam: medmindre vores personlige karakterer er et levende bevis på dens sandhed, vores hjem dufter af dens lære, vores virksomheder og fabrikker oplyses af dens regler og love, vores skoler og institutioner formes af dens idéer og normer, og vores litteratur og medier afspejler dens principper. Ja, indtil hele vores nationale politik og offentlige liv gør dens sandhed åbenbar og selvindlysende. Kort sagt: hvor og når som helst et menneske eller et folk kommer i kontakt med os, er det vores pligt gennem vores eksempel at overbevise dem om, at de principper og den lære, som Islam forkynder som sande, virkelig er sande, og at de forbedrer menneskelivets kvalitet og løfter det til bedre og højere niveauer.

Den islamiske stat

Til sidst bør jeg nævne endnu en vigtig ting. Dette vidnesbyrd fra vores side ville ikke være fuldstændigt, medmindre vi oprettede en stat baseret på islams principper og lære. Ved at omsætte dens idealer og praksisser, dens normer og værdier, dens regler og love til offentlige politikker og programmer ville en sådan stat demonstrere, hvordan den guddommelige vejledning fører til lighed og retfærdighed, reform og forbedring, omsorgsfuld og effektiv administration, social velfærd, fred og orden, høje moralske standarder blandt offentligt ansatte, dyd og retfærdighed i indenrigspolitikken, ærlighed i udenrigspolitikken, civiliseret adfærd i krig, integritet og loyalitet i fred. En sådan offentlig adfærd ville være et levende vidnesbyrd for hele menneskeheden om, at islam virkelig er den sande garant for menneskelig velfærd, og at kun ved at følge dens forskrifter kan menneskehedens velbefindende sikres. Først når Sandheden bevidnes på denne måde, både gennem ord og handlinger, vil det afgørende ansvar, der er pålagt den muslimske Ummah, være fuldt udført. Først da vil der ikke være nogen grund tilbage for menneskeheden til at benægte eller vende sig bort fra den guddommelige vejledning. Først da vil den muslimske Ummah i det hinsidige være i stand til at træde frem på vidnesbyrdets plads efter Profeten, velsignelser og fred være med ham, og erklære: Hvilken sandhed og vejledning vi end fik af denne Profet, den videregav vi til menneskeheden; de, der ikke fulgte den, må selv bære skylden for at være faret vild, ikke vi. Dette er den virkelige betydning og rækkevidde af det vidnesbyrd, som vi som muslimer burde have aflagt over for verden, både gennem vores ord og vores handlinger. Men lad os nu vende os til tingenes faktiske tilstand og undersøge det vidnesbyrd, som vi i virkeligheden aflægger til fordel for den guddommelige vejledning.

Noter af Khurram Murad

6. Former for vidnesbyrd: Vidnesbyrdet gennem ord kan i brede træk indbefattes under Koranens terminologi for advarsel (indhar), overbringelse af glædeligt budskab (tabshir), invitation og kald (da’wah), meddelelse (tabligh), undervisning og vejledning (ta’lim), overbringelse og udbredelse (tilawah). Terminologien for vidnesbyrdet gennem handlinger omfatter etablering af islam (iqamatu ‘d-din), at gøre Guds vejledning og livsform fremherskende frem for alle andre (izhar), etablering af retfærdighed (qist), påbud om det rette og forbud mod det forkerte samt Jihad. Hvor står vi?

Vores ord – vidnesbyrd

Se først på det vidnesbyrd, der aflægges gennem vores ord. Der er kun få blandt os, som bruger deres tunge og pen til at bevidne islams sandhed. Endnu færre er de, der gør det på en passende og tilstrækkelig måde. Ellers aflægger muslimer som helhed, næsten på alle områder, vidnesbyrd imod islam og ikke til dens fordel, som de burde.

Hvad er vores godsejeres vidnesbyrd? At den islamiske arvelov er forkert, og at de skikke, der er nedarvet fra de før-islamske dage, er korrekte. Hvad er vores advokaters og dommeres vidnesbyrd? At alle islams love er dårlige love, og at selve deres grundlag – Guds suverænitet – er uacceptabelt. De fortæller os, at kun menneskeskabte love, som er kommet til os gennem briterne, er gode love. Hvad er vores læreres og uddannelsesinstitutioners vidnesbyrd? At den eneste sande og gyldige viden og tænkning inden for filosofi og videnskab, historie og sociologi, økonomi og politik, jura og etik er den, der udspringer af det vestlige sekulære verdenssyn. At den islamiske tilgang inden for alle disse discipliner ikke engang er værdig til overvejelse. Hvad er vores forfatteres vidnesbyrd? At deres litteratur har det samme budskab at formidle som de gudløse forfattere i det sekulære Vesten. De viser, at de som muslimer ikke har nogen særskilt litterær tilgang. Hvad er vores presses og mediers vidnesbyrd? At de eneste spørgsmål og debatter, som de anser for vigtige, og som optager dem, samt de eneste metoder og kommunikationsstandarder, som de finder passende at anvende, er dem, der bærer de ikke-muslimske mediers præg. Hvad er vores forretningsfolks og industrifolks vidnesbyrd? At de regler, islam har fastlagt for økonomiske transaktioner, er upraktiske, og at forretning kun kan drives med de metoder, som Kafirs har udviklet.* Hvad er vores lederes og herskeres vidnesbyrd? At de har de samme slagord om nationalisme og fædreland for at mobilisere folk, de samme mål at forfølge på nationalt plan, de samme metoder til at løse nationale problemer, de samme principper for politik og forfatningsdannelsev som dem, Kafirs praktiserer. De erklærer, at islam ikke har nogen vejledning at tilbyde på dette område. Og hvad er massernes vidnesbyrd? De bevidner, at de ikke har noget at tale om bortset fra verdslige anliggender, og at de ikke har nogen sådan Din, som ønsker at blive udbredt, eller som kræver, at de bruger en del af deres tid på dette formål. Dette er altså den tilstand, som hele vores Ummah befinder sig i, når den gennem sine ord aflægger vidnesbyrd. Sådan er det ikke blot i dette land, men over hele verden.

Vores handling – vidnesbyrd

Lad os nu vende os til vores vidnesbyrd gennem handlinger og se på det vidnesbyrd, der aflægges af vores handlinger og gerninger. Her er vores adfærd endnu mere skandaløs end hvad angår vores vidnesbyrd gennem ord. Der er uden tvivl nogle få gode muslimer, hvis liv er et sandt eksempel på islam. Men tænk over, hvordan det overvældende flertal af ummaen, samfundet som helhed, opfører sig. Hvad vidner et typisk, almindeligt muslimsk menneskes liv om? At de mennesker, der er formet og dannet af islam, på ingen måde er bedre end eller anderledes end dem, der er formet af kufr. Hvis noget, er de førstnævnte værre end de sidstnævnte: Det er for eksempel mere sandsynligt, at en muslim vil lyve, svigte og bryde en tillid, der er vist ham, undertrykke mennesker og gøre dem uret, bryde sit løfte, stjæle og røve, give sig af med uordentlig og voldelig adfærd og hengive sig til alle slags uanstændige handlinger. Ja, hvad angår alle disse umoralske handlinger, er muslimernes »præstation« ikke ringere end noget kafir-folks. Hvad vidner vores sociale liv om? Se på vores livsstil, vores skikke og ceremonier, vores festligheder, vores markeder og religiøse sammenkomster, vores møder og processioner: På intet område repræsenterer vi virkelig islam. Tværtimod er vores sociale liv et sørgeligt vidnesbyrd om, at islams følgere anser de ikke-islamiske måder for bedre og mere foretrækkelige end de islamiske. Det samme vidnesbyrd afgives af vores øvrige sociale institutioner og kollektive bestræbelser. Når vi opretter uddannelsesinstitutioner, importerer vi alt fra kafirerne – vores viden, vores uddannelsessystem, vores filosofi, vores ånd og vores mål. Når vi danner partier og foreninger, modellerer vi alt efter de mønstre, kafirerne har fastlagt – vores idealer og mål, vores strukturer og forfatninger, vores politikker og metoder. Når vi som folk indleder en kamp, er vores sag, vores slagord og krav, vores emner og debatter, vores programmer og procedurer, vores beslutninger, erklæringer og taler alle tro kopier af kafirsamfundenes og -nationernes praksis. Det er kommet så vidt, at selv vores uafhængige stater, dér hvor de findes, har lånt deres forfatninger, deres lovsamlinger og deres styrende politikker og principper fra kafirerne. I nogle stater er den islamiske lov blevet reduceret til ren personlig lov; i andre er selv denne personlige lov blevet ændret. En engelsk forfatter bemærker hånligt: I betragtning af de mange anklager, som inderne rettede mod den britiske administration, er det vigtigt at indse, at briterne var usædvanligt langsomme til at indføre nyskabelser i loven … [Ja,] hvad angår islam, har resultatet af den britiske forbindelse med Indien været at etablere den muslimske personlige og religiøse lov på et fastere grundlag … mens resten af shariaen er blevet afskaffet … På den anden side er Albanien og Tyrkiet begge blevet sekulære stater [der har indført europæiske straffe- og civilretlige lovbøger og endda ændret den muslimske straffelov] … [Således kan man, som Lindsay siger, hævde, at] »Den muslimske doktrin om, at lovgivning ikke hører under en jordisk suveræns kompetence, var i virkeligheden aldrig andet end en from fiktion …« Dette er altså det vidnesbyrd, der afgives af næsten alle muslimers handlinger. Også dette vidnesbyrd går imod islam. Det taler ikke til dens fordel. Uanset hvilken læbetjeneste vi måtte yde islam, beviser vores offentlige adfærd, at der ikke er noget aspekt af islam, som vi godkender, og at vi ikke anser dens love for gode eller fremmende for vores velbefindende. Og med hvilke konsekvenser!

Vores straf

I betragtning af vores adfærd er vi skyldige i at aflægge falsk vidnesbyrd, begå mened og skjule Sandheden. Som følge heraf udsættes vi netop for den samme straf, som Guds lov har foreskrevet for sådanne alvorlige og afskyelige forbrydelser. Hvad er denne lov? Når et folk forkaster og vender sig bort fra Guds vejledning, når det er skyldigt i mened og illoyalitet over for sin Skaber, og når det bliver forrædere mod Ham, straffer Gud det hårdt både i denne verden og i den kommende verden. [7] Denne lov blev anvendt på Israels børn. [8] Nu er det os, den muslimske umma, der står på anklagebænken. Gud havde ikke noget personligt fjendskab mod jøderne, som skulle få Ham til kun at straffe dem. Han har heller ikke noget slægtskab eller noget særligt forhold til muslimer, som skulle få Ham til at løslade os, selv om vi nu begår den samme forbrydelse, som de begik dengang. [9]

I denne verden

Den straf, der tilmåles muslimer for deres forbrydelser i denne verden, er synlig for alle. Ja, omfanget og hastigheden af vores tilbagegang har stået i et sandt forhold til omfanget og hastigheden af vores forsømmelighed og manglende opfyldelse af vores pligt til at bære vidnesbyrd om Sandheden og vores »fremskridt« i at bevidne falskhed. I løbet af de sidste hundrede år er land efter land, fra Marokko til Indonesien, gået tabt for os under fremmed underkastelse; det ene muslimske folk efter det andet er faldet under kolonistyrets og kolonial dominans’ åg. Ordet »muslim« står ikke længere for værdighed, det indgyder ikke længere respekt; i stedet er det blevet et tegn på fornedrelse, ydmygelse, grov tilbageståenhed og fuldstændig magtesløshed. Hvor magtesløse er vi ikke blevet? Vi har mistet al ære og respekt i verdens øjne. Nogle steder er vores blod flydt som vand, og vi er blevet udsat for massakrer i stor skala; andre steder er vi blevet drevet bort fra vores hjem; andre steder igen er vi blevet tortureret og forfulgt; og atter andre steder er vi blevet reduceret til at leve som livegne. Hvis muslimske stater har overlevet nogle steder, har de lidt nederlag efter nederlag, indtil de er blevet reduceret til positioner præget af frygt og afmagt over for fremmede magter. Hvis de blot havde båret vidnesbyrd om Islam gennem deres ord og handlinger, ville de verdslige magter have stået i ærefrygt for dem. Hvorfor søge så langt væk? Se blot på jeres situation i Indien. + Fordi I undveg jeres pligt til at bære vidnesbyrd om islams sandhed, ja, fordi I gik endnu videre og aflagde falsk vidnesbyrd imod den både med jeres ord og jeres handlinger, blev hele landet revet ud af jeres hænder. Først blev I besejret af maratherne og sikherne, og senere blev trældom under det britiske styre jeres skæbne. Og nu stirrer endnu større ulykker jer i møde. I dag er jeres status som mindretal blevet jeres største bekymring; I lever i frygt for hinduernes flertal, af frygt for at det skal underkaste jer, så I rammes af samme skæbne som de kasteløse. Men, for Guds skyld, sig mig: Kunne et flertal have truet jer, hvis I blot havde været sande vidner om Islam? Vil dette problem mellem flertal og mindretal ikke forsvinde i løbet af få år, hvis jeres ord og handlinger i dag bærer sandt vidnesbyrd om Islam? I Arabien satte et yderst fjendtligt og undertrykkende flertal sig for at udrydde et ubetydeligt mindretal på omkring én ud af hundrede tusind. Hvad blev resultatet? Inden for ti år blev dette mindretal gennem sit sandfærdige og troværdige vidnesbyrd til fordel for Islam til et flertal på hundrede procent. Senere, da disse vidner om Islam drog ud fra Arabien, stolede folk efter folk i løbet af femogtyve år, fra Turkestan til Marokko, på deres vidnesbyrds redelighed og sluttede sig til dem i deres tro. Hvor der engang ikke boede andre end zarathustrere, kristne og hedninge, bor der nu kun muslimer. Ingen uforsonlighed, ingen chauvinisme, ingen religiøs fanatisme viste sig stærk nok til at modstå det levende, sande vidnesbyrd om den guddommelige vejledning, som muslimerne aflagde. Hvis I bliver trampet ned i dag, hvis I frygter større katastrofer i morgen, er dette da ikke straffen for jeres falske vidnesbyrd og jeres fortielse af Sandheden?
Straffen i det hinsidige
Dette er den straf, I modtager i denne verden; men en strengere straf vil sandsynligvis blive tilmålt jer i det hinsidige. Hvordan kan I frikendes for skylden for alt det onde og al den uret, som mennesket er blevet udsat for, alene fordi I undlod at opfylde jeres pligt som vidner om Sandheden? Medmindre I opfylder jeres pligt, er der ingen grund til, at I ikke skulle holdes ansvarlige for den undertrykkelse og korruption, der begås i verden, og for den umoral og ondskab, der hersker. I er måske ikke selv ansvarlige for at have skabt dem, men på grund af jeres falske vidnesbyrd er I bestemt ansvarlige for at opretholde og videreføre dem, for at andre har frembragt dem, og for at tillade, at de spreder sig.

Noter af Khurram Murad

7. Konsekvenserne af svigt og forsømmelse: Missionen med at vidne om Sandheden og indbyde menneskeheden til at overgive sig til sin Skaber har karakter af en pagt med Gud. De, der opgiver denne mission, ikke opfylder den eller forsømmer den, er skyldige i at bryde deres pagt. Derfor er de forbandet af Gud og berøvet Hans velsignelser. Også englene forbander dem, fordi det lys, de bragte, er blevet slukket af sådanne mennesker, mens menneskeheden famler i mørket; og menneskeheden ligeledes, for dens lidelser og elendighed skyldes hovedsageligt de menneskers adfærd, som blev betroet dette lys. De, der skjuler de klare budskaber og den vejledning, som Vi har sendt ned til menneskeheden i Skriften, efter at Vi har gjort dem klare, vil blive forbandet af Gud og af dem, der forbander; men dem, der angrer, forbedrer sig og gør [Skriften] kendt, vil Jeg vende Mig til. Jeg er Den, der modtager anger, Den Barmhjertige. Men de, der forbliver i fornægtelse og dør som fornægtere, over dem hviler Guds forbandelse samt englenes og hele menneskehedens forbandelse … (al-Baqarah 2:159-161). Og ydmygelse og afmagt ramte dem, og de pådrog sig Guds vrede; alt dette, fordi de blev ved med at fornægte Guds budskaber og dræbe profeterne uretmæssigt; alt dette, fordi de gjorde oprør [mod Gud] og blev ved med at overskride [Guds grænser] (al-Baqarah 2:61). Pligten forsømmes eller opgives naturligvis for verdslig vindings skyld. Disse gevinster beskriver Koranen som noget ringe, der påfører de forsømmelige Guds vrede. Den straf for denne forbrydelse, som Koranen nævner, er i sandhed enestående, for en sådan straf nævnes ikke for nogen anden forbrydelse. De, der skjuler det, som Gud har sendt ned i Skriften, og sælger det for en ringe pris, fylder kun deres maver med ild. Gud vil ikke tale til dem på Opstandelsens Dag eller rense dem, og de får en pinefuld straf. Det er dem, der har købt vildfarelse i stedet for vejledning og straf i stedet for tilgivelse. Hvor tålmodigt har de dog taget imod Ilden! Alt dette skyldes, at Gud har sendt Skriften ned med Sandheden, og de, der strides om Skriften, er langt ude i vildfarelse (al-Baqarah 2:174-176; også 3:77-78).

8. Det jødiske eksempel: Israels folks historie fortælles udførligt i Koranen. Den giver det mest lærerige eksempel på et folk, der blev vejledt af nogle af Guds største sendebud. De indgik en pagt med Gud om, at de kun ville være Hans tjenere, kun adlyde Ham og være Hans vidner. De nåede store højder og bidrog meget til menneskehedens vel ved at opfylde deres pagt. Men til sidst brød de deres pagt, led bittert og blev således et lærestykke i, hvordan mennesker, som Gud har udvalgt til at være vidner om Hans vejledning, kan fare vild og pådrage sig Guds vrede. Formålet med at fortælle deres historie er hverken at skabe had til nogen bestemt religion eller noget bestemt folk eller at finde glæde og trøst i deres lidelse og ydmygelse. Det fremgår af, at de mest fredelige og strålende perioder i jødernes historie i de sidste to tusind år, trods Koranens meget alvorlige irettesættelser af Israels folk, blev levet under islamisk styre. Deres historie skal i virkeligheden fungere som et spejl, som Koranen holder op for muslimerne, så de kan genkende sig selv, når de farer vild, og være bevidste om de smertefulde følger af en sådan adfærd. Et andet formål var naturligvis at vække jøderne på Profetens tid, velsignelse og fred være med ham, og indbyde dem til at tro på den sidste Profet og støtte ham, sådan som deres egen mission krævede. Den koraniske beretning ligner den bibelske; hvis noget, er den langt mildere i tone og sprog. For det første viser Koranen, at Gud skænkede Israels folk store velsignelser, hvoraf den største var Skriften og vejledningen fra Ham, og at de blev udvalgt til at være Hans særlige tjenere. Israels børn, husk Min velsignelse, hvormed Jeg velsignede jer, og hvordan Jeg begunstigede jer frem for alle andre folk (al-Baqarah 2:47). Og da Moses sagde til sit folk: Mit folk, husk Guds velsignelse over jer, da Han blandt jer udnævnte profeter, gjorde jer til konger og gav jer det, Han ikke havde givet noget andet væsen (al-Ma’idah 5:20). Og da Vi sluttede en pagt med Israels børn: I skal ikke tjene og tilbede andre end Gud; og I skal være gode mod forældrene, de nærmeste slægtninge, de forældreløse og de trængende; tale godt til mennesker, udføre bønnen og give almisse (al-Baqarah 2:83). Og da Vi sluttede en pagt med jer [Israels børn] og løftede Bjerget over jer: Hold fast med al jeres styrke i det, Vi har givet jer, og husk det, der er i det, så I kan være gudbevidste. Derefter vendte I jer bort … (al-Baqarah 2:63-64). Sandelig, Vi sendte Toraen ned, hvori der er vejledning og lys; ved den afsagde profeterne, som havde overgivet sig [til Gud], dom for dem, der var jøder; og det samme gjorde Guds mænd og de skriftlærde, idet de fulgte den del af Guds Skrift, som de var blevet betroet at bevare, og de bevidnede dens sandhed (al-Ma’idah 5:44).

Bibelen giver en lignende beretning: Gør dette, fordi I tilhører Herren jeres Gud. Blandt alle jordens folk udvalgte Han jer til at være Hans særlige folk. Herren elskede og udvalgte jer ikke, fordi I var flere end andre folk; I var det mindste folk på jorden (5 Mos. 7:6-7). Ved Sinajbjerget sluttede Herren vor Gud en pagt, ikke kun med vore fædre, men med alle os, der lever i dag. Dér på bjerget talte Herren ansigt til ansigt til jer fra ilden … Herren sagde: Jeg er Herren jeres Gud, som reddede jer ud af Egypten, hvor I var slaver. I må ikke tilbede andre guder end Mig (5 Mos. 5:2-7). Israel, husk dette! Herren og Herren alene er vores Gud. Elsk Herren jeres Gud af hele jeres hjerte, hele jeres sjæl og hele jeres styrke. Glem aldrig disse bud, som jeg giver jer i dag. Lær jeres børn dem. Gentag dem, når I er hjemme og når I er borte, når I hviler og når I arbejder. Bind dem om jeres arme og bær dem på jeres pander som en påmindelse. Skriv dem på dørstolperne i jeres huse og på jeres porte (5 Mos. 6:4-9). [Dette er en meget god fortolkning af Koranens ord »og husk«]. Glem aldrig Herren jeres Gud og vend jer ikke til andre guder for at tilbede og tjene dem. Hvis I gør det, advarer jeg jer i dag om, at I bestemt vil blive tilintetgjort (5 Mos. 8:19). Israels folk, I er Mine vidner; Jeg valgte jer til at være Min tjener, for at I skulle kende Mig, tro på Mig og forstå, at Jeg er den eneste Gud. Ved siden af Mig er der ingen anden gud; der har aldrig været og vil aldrig komme nogen anden (Es. 43:10).

For det andet formaner og indbyder Koranen, ligesom Bibelen, Israels folk til at opfylde deres pagt med Gud, tro på Hans sidste budskab og vidne om dets sandhed, idet den minder dem om det løfte og den trussel, der blev givet dem. Israels børn, husk Min velsignelse, hvormed Jeg velsignede jer, og opfyld Min pagt [med jer], så vil Jeg opfylde jeres pagt [med Mig]; og frygt kun Mig! (al-Baqarah 2:40). Husk, at Herren jeres Gud er den eneste Gud, og at Han er trofast. Han vil holde Sin pagt og vise Sin vedvarende kærlighed i tusind generationer mod dem, der elsker Ham og adlyder Hans bud, men Han vil ikke tøve med at straffe dem, der hader Ham (5 Mos. 7:9-10). Hvis I adlyder Herren jeres Gud og gør alt, hvad Han befaler, vil Han gøre jer til Sine egne, sådan som Han har lovet … Herren jeres Gud vil gøre jer til leder blandt folkene og ikke til en, der følger; I vil altid have fremgang og aldrig mislykkes … Men hvis I ikke adlyder Herren jeres Gud og ikke trofast holder alle Hans bud og love, som jeg giver jer i dag, vil alle disse onder komme over jer … Herren vil forbande alt, hvad I gør … (5 Mos. 28:9-19). Jeg vil være jeres Gud, og I skal være Mit folk (3 Mos. 26:12).

For det tredje anklager Koranen Israels folk for at bryde deres pagt og forsømme deres pligt til kun at tilbede og adlyde Gud og være Hans vidner. Ikke alene vendte de sig selv bort fra deres Herres budskab; de forhindrede også andre i at tage imod det og følge det. Skriftens folk, hvorfor fornægter I Guds åbenbaringer, mens I selv bevidner [deres sandhed]? Skriftens folk, hvorfor klæder I sandheden i løgn og skjuler sandheden, skønt I ved det? (Al ‘Imran 3:70-71). Sig: Skriftens folk, hvorfor spærrer I dem, der tror, vejen til Gud, idet I forsøger at få den til at se kroget ud, mens I selv bevidner dens sandhed? (Al ‘Imran 3:99). Gud sluttede en pagt med Israels børn, da Vi blandt dem rejste tolv ledere, og Gud sagde: Jeg er med jer. Hvis I udfører bønnen, giver almisse, tror på Mine sendebud, støtter dem og yder Gud et godt lån, vil Jeg udslette jeres onde gerninger og føre jer ind i haver, hvor floder løber. Men den af jer, der derefter fornægter, er sandelig faret vild fra den rette vej. På grund af deres brud på pagten forbandede Vi dem og gjorde deres hjerter hårde … (al-Ma’idah 5:12-13). Vi sluttede sandelig en pagt med Israels børn og sendte sendebud til dem; hver gang et sendebud kom til dem med noget, de ikke kunne lide [gjorde de oprør], kaldte de nogle for løgnere og dræbte andre (al-Ma’idah 5:70). Skriftens folk vil bede dig om at bringe en Skrift ned til dem fra himlen; de bad Moses om noget endnu større, idet de sagde: Lad os se Gud ansigt til ansigt, hvorefter lynet ramte dem på grund af deres uret. Så tog de kalven til sig [som gud], efter at den klare Sandhed var kommet til dem; dog tilgav Vi dem dette og gav Moses en klar myndighed [for Sandheden]. Vi løftede Bjerget over dem og sluttede en pagt med dem; Vi sagde til dem: Gå ind gennem porten, idet I bøjer jer ned; og Vi sagde til dem: Overtræd ikke sabbatten; og Vi sluttede en alvorlig pagt med dem. [Derfor forbandede Vi dem] på grund af deres brud på pagten, deres fornægtelse af Guds åbenbaringer, deres drab på profeterne uden ret og deres udsagn: »Vore hjerter er lukkede [for falsk vejledning]«; nej, Gud har forseglet dem på grund af deres fornægtelse, så de kun tror lidt, og på grund af deres fornægtelse og deres frygtelige bagvaskelse af Maria og deres udsagn: »Vi dræbte Messias, Jesus, Marias søn, Guds sendebud« (al-Nisa’ 4:153-157). De vantro blandt Israels børn blev forbandet ved Davids og Jesu, Marias søns, tunge; dette fordi de gjorde oprør [mod Gud] og blev ved med at overtræde. De forbød ikke hinanden de ugerninger, de begik. Hvor ondt var dog det, de gjorde (al-Ma’idah 5:78-79).

Bibelen taler i samme tone. Dens anklage adskiller sig ikke fra Koranens, selv om den udtrykkes hårdere og med strengere irettesættelser. Desuden fulgte Judas ledere, præsterne og folket de omgivende folks syndige eksempel ved at tilbede afguder, og således vanhelligede de Templet, som Herren selv havde gjort helligt. Herren, deres forfædres Gud, blev ved med at sende profeter for at advare sit folk, fordi Han ønskede at skåne dem og Templet. Men de gjorde Guds sendebud til grin, ignorerede Hans ord og lo ad Hans profeter, indtil Herrens vrede mod Hans folk til sidst blev så stor, at der ikke var nogen udvej (2 Krøn. 36:14-16).

Gud sagde til mig, at jeg skulle skrive ned i en bog, hvordan folket er, så der kunne være et varigt vidnesbyrd om, hvor ondt det er. De gør altid oprør mod Gud, lyver altid og nægter altid at lytte til Herrens undervisning. De siger til profeterne, at de skal tie. De siger: »Tal ikke til os om, hvad der er rigtigt. Fortæl os det, vi ønsker at høre. Lad os beholde vores illusioner. Flyt jer og hold op med at blokere vores vej. Vi ønsker ikke at høre om jeres hellige Gud, Israels Gud« (Es. 30:8-11). Men Dit folk gjorde oprør og adlød Dig ikke; de vendte ryggen til Din lov. De dræbte profeterne, som advarede dem og bad dem vende tilbage til Dig. De fornærmede Dig igen og igen, så Du lod deres fjender erobre og herske over dem (Neh. 9:26-27). De børn, Jeg opfostrede, gjorde oprør mod Mig. Oksen kender sin ejer, og æslet ved, hvor dets herre fodrer det. Men det er mere, end mit folk Israel ved. De forstår slet intet … Den by, der engang var trofast, opfører sig som en skøge! Engang var den fyldt med retfærdige mænd, men nu er der kun mordere tilbage. Jerusalem, du var engang som sølv, men nu er du værdiløs … Dine ledere er oprørere og tyves venner; de tager altid imod gaver og bestikkelser. De forsvarer aldrig forældreløse i retten og lytter ikke, når enker fremlægger deres sag (Es. 1:2-23).

Sådan irettesætter Jesus Israels folk: Jerusalem, Jerusalem! Du dræber profeterne og stener de sendebud, Gud har sendt dig! … Derfor vil dit tempel blive forladt og tomt (Matt. 23:37-38). De binder tunge byrder på folks rygge, som er vanskelige at bære, men selv vil de ikke løfte en finger for at hjælpe dem med at bære byrderne. Alt, hvad de gør, gør de for at blive set af mennesker. Se på remmene med Skriftens vers, som de bærer på panden og armene, og se, hvor store de er! Se også, hvor lange kvasterne på deres kapper er! De elsker de bedste pladser ved fester og de fornemste sæder i synagogerne; de elsker at blive hilst respektfuldt på torvene og at blive kaldt »Lærer« … I hyklere! I lukker Himmerigets dør i ansigtet på mennesker, og selv går I ikke ind, og I tillader heller ikke dem, der forsøger at komme ind, at gøre det! … I renser ydersiden af jeres bæger og fad, mens indersiden er fuld af det, I har skaffet jer gennem vold og selviskhed … I er som hvidkalkede grave, der ser fine ud udenpå, men indeni er fulde af knogler og rådnende lig … Så I indrømmer faktisk, at I er efterkommere af dem, der myrdede profeterne! Gå blot videre og fuldend det, jeres forfædre begyndte! I slanger og slangeunger! Hvordan forventer I at undslippe dommen til Helvede? Derfor siger jeg jer, at jeg vil sende jer profeter, vise mænd og lærere; nogle af dem vil I dræbe, andre korsfæste, andre piske i synagogerne og jage fra by til by (Matt. 23:4-34).

Måske findes den mest bevægende skildring af Israels skæbne i profeten Esajas’ klagesange, fred være med ham. Han beskriver Israel som en vingård, Gud har plantet. Først beskriver han, hvordan Gud velsignede den med al overflod, og derefter hvordan den bar sure druer, og hvordan Gud straffede den — noget, der minder meget om det, Sayyid Mawdudi har sagt om muslimerne. Min ven havde en vingård på en meget frugtbar høj. Han gravede jorden og rensede den for sten; han plantede de fineste vinstokke. Han byggede et tårn for at vogte dem og gravede en vinperse. Han ventede på, at druerne skulle modne, men hver drue var sur. Derfor siger min ven nu: »I, der bor i Jerusalem og Juda, døm mellem min vingård og mig. Er der noget, jeg undlod at gøre for den? Hvorfor bar den da sure druer og ikke de gode druer, jeg forventede? Dette vil jeg gøre ved min vingård: Jeg fjerner hækken omkring den, river muren ned, som beskytter den, og lader vilde dyr æde den og trampe den ned. Jeg lader den gro til med ukrudt. Jeg beskærer ikke vinstokkene og hakker ikke jorden; i stedet lader jeg tidsler og torne dække den. Jeg vil endda forbyde skyerne at lade regnen falde over den« (Es. 5:1-4).

Endelig gør Koranen det også klart, at det efter Israel er muslimerne, der er blevet udpeget til at opfylde den samme mission, som blev givet Israel. Vi gav Israels børn Skriften, myndigheden og profetskabet, forsynede dem med gode ting og begunstigede dem frem for alle andre folk. Vi gav dem klare åbenbaringer om deres Din; de blev ikke uenige efter den viden, der var kommet til dem, undtagen af indbyrdes overgreb … Derefter satte Vi dig [Muhammad] på en vej [Shari’ah] vedrørende din Din; følg derfor den, og følg ikke de ønsker og tilbøjeligheder, som de uvidende har (al-Jathiyah 45:16-18).

9. Illusioner og undskyldninger: Når en tro så fuldstændig, gennemtrængende, dyb og dynamisk som islam — at leve i overgivelse til den Ene Gud, hvilket er et kald og en forpligtelse — bliver forvandlet til en arvelig og sekterisk religion, opfinder dens tilhængere visse folkelige forestillinger for at berolige og stille deres samvittighed. På grundlag af sådanne illusioner og undskyldninger kan de leve fredeligt, selv om de ikke opfylder deres totale forpligtelse over for Gud. De forsømmer den mission, Han har betroet dem, og nægter samtidig at tage imod enhver opfordring til at forny deres tro og påtage sig deres pligt. Koranen nævner nogle af de folkelige forestillinger, som var blevet en del af den jødiske tro, og afviser dem kategorisk. Formålet er igen hverken at fordømme en bestemt tro og et bestemt folk for al fremtid eller at nære had til dem, men at få dem til at rette deres forkerte overbevisninger og, vigtigere endnu, advare muslimerne mod sådanne forestillinger. Det ironiske er, at man også i dag finder alle disse folkelige forestillinger som en del af muslimernes tro; for eksempel at vores Ummah er Guds elskede, at muslimer, uanset deres tros og adfærds tilstand, har monopol på Paradiset, at Guds barmhjertighed og belønninger udelukkende er forbeholdt dem, og at deres straf, selv hvis de straffes, kun vil vare nogle få dage.

Jøderne og de kristne siger: »Vi er Guds børn og Hans elskede.« Sig: »Hvorfor straffer Han jer da for jeres synder?« Nej, I er blot mennesker blandt Hans skabninger. Han tilgiver, hvem Han vil, og Han straffer, hvem Han vil (al-Ma’idah 5:18). De siger også: »Ingen kommer i Paradiset, medmindre han er jøde eller kristen.« Det er deres ønskedrømme! Sig: »Fremfør jeres bevis, hvis det, I siger, er sandt!« Nej, den, der overgiver hele sit væsen til Gud og handler godt, får sin belønning hos sin Herre; der skal ikke være nogen frygt over dem, og de skal ikke sørge (al-Baqarah 2:111-112).

De siger: »Ilden vil kun røre os i et begrænset antal dage.« Sig: »Har I sluttet en pagt med Gud, så Gud ikke vil bryde Sin pagt, eller siger I noget om Gud, som I ikke ved?« Nej! Den, der begår ondt og omsluttes af sine overtrædelser, er Ildens beboere … (al-Baqarah 2:81). Når de bliver sagt: »Tro på det, Gud har sendt ned«, siger de: »Vi tror på det, der blev sendt ned til os«, og de fornægter det, der ligger ud over dette, selv om det er sandheden, der bekræfter det, de har. Sig: »Hvorfor dræbte I da tidligere Guds profeter, hvis I var troende?« (al-Baqarah 2:91). Sig: »Hvis det hinsidige hjem alene er for jer og ikke for andre mennesker, så ønsk jer døden, hvis det, I siger, er sandt!« Men de vil aldrig ønske sig den på grund af det, deres hænder har sendt i forvejen; Gud kender uretfærdighedens folk … (al-Baqarah 2:95).

Hvad er vores egentlige problem?

Skinproblemer

Brødre, nu må I have forstået, hvordan vi som muslimer burde have levet og opført os, og hvordan vi faktisk lever og opfører os. I må også have indset, hvilke alvorlige konsekvenser vi lider under på grund af vores adfærd. Derfor bør I ikke have svært ved at se, at de problemer, som muslimer anser for afgørende for deres samfund, og som de gør deres yderste for at løse ved hjælp af forskellige midler – nogle opfundet af dem selv, men de fleste kopieret fra andre – ikke er deres virkelige problem. Den tid, energi og de ressourcer, de bruger på at løse disse problemer, bliver ganske enkelt spildt. For eksempel betragter vi os selv som et mindretal, der er opslugt af et overvældende fremmed flertal, eller som et flertal, der er blevet berøvet sin suverænitet inden for sit eget territorium, eller som en nation, der er underlagt og udnyttet af en fremmed magt, eller som et folk, der lider under tilbageståenhed og fattigdom. Derefter bruger vi alle vores kræfter på at nå mål, som udspringer af disse forestillinger og billeder af os selv. For eksempel mål som at beskytte og sikre vores status i et land som mindretal, at opnå suverænitet inden for vores territoriale grænser, at vinde frihed fra fremmed dominans eller at opnå de samme niveauer af økonomisk fremgang og udvikling som de fremskredne nationer. Disse og andre lignende spørgsmål kan være de vigtigste bekymringer for dem, der ikke er muslimer, som ikke anerkender Gud som deres Herre og Vejleder, og de kan udgøre det centrale for deres bestræbelser. Men for os muslimer er de ikke de primære problemer; vi står kun over for dem, fordi vi har forsømt, og stadig forsømmer, at udføre vores pligt. Hvis vi havde været sande vidner om islam, ville vi ikke have befundet os fortabt i sådan en tæt jungle af komplekse og uløselige problemer. Hvis vi nu retter al vores opmærksomhed og alle vores bestræbelser mod at udføre vores pligt i stedet for at sprede vores kræfter på at rydde skovene, vil de blive ryddet på ingen tid – og ikke kun for os selv, men for hele menneskeheden. For det er vores ansvar at holde verden ren og forbedre den; fordi vi har forladt den pligt, der blev betroet os, er verden blevet befængt med tornede skove. Og det er ikke underligt, at den mest tornede del er tilfaldet os. Desværre forsøger vores religiøse og politiske ledere ikke at forstå denne enkle, men afgørende virkelighed. Overalt fortsætter de med at overbevise muslimerne om, at deres problemer er problemerne for et mindretal over for et flertal, om materiel fremgang, national sikkerhed, at vinde frihed og uafhængighed som nationalstat. Desuden er selv de løsninger, de anbefaler, lånt fra ikke-muslimer. Men ligesom jeg tror på Gud, tror jeg også, at I bliver vildledt, og at I ved at følge sådanne veje aldrig vil opnå jeres velbefindende og jeres bestemmelse.

Vores virkelige problem

Hvad er da vores egentlige problem? Hvis jeg ikke fortæller jer det klart og uden forbehold, vil jeg gøre jer en stor bjørnetjeneste. Efter min opfattelse afhænger jeres skæbne, nu og for altid, kun af ét spørgsmål: Hvordan forholder I jer til Guds vejledning, som er kommet til jer gennem Hans Sendebud, velsignelse og fred være med ham? Det er på grund af denne vejledning, at I er muslimer. Det er på grund af denne vejledning, at I, hvad enten I bryder jer om det eller ej, har indvilliget i at blive Islams ambassadører over for hele verden. Derfor vil I kun stige fra herlighed til herlighed i denne verden og modtage de højeste hædersbevisninger i den kommende verden, hvis I følger Islam fuldstændigt og hengivent, hvis jeres ord og handlinger bærer sandt vidnesbyrd om dens lære, og hvis jeres sociale og offentlige adfærd trofast repræsenterer alle aspekter af Islam. Da vil frygtens og bekymringens, vanærens og ydmygelsens, underkastelsens og slaveriets mørke skyer på ingen tid sprede sig. Da vil sandheden i jeres budskab og dyden i jeres karakter fange sind efter sind og hjerte efter hjerte. Da vil jeres prestige og omdømme, jeres indflydelse og autoritet, herske over verden. Håbet om at opnå retfærdighed vil blive knyttet til jer, tillid vil blive vist jeres integritet og ærlighed, håbet om dyd vil blive betroet jer, og autoritet vil blive tillagt jeres verden. I modsætning hertil vil sekularismens ledere miste al troværdighed og autoritet. Deres filosofi og verdensanskuelse, deres økonomiske og politiske ideologier, vil vise sig at være falske og hulne, når de konfronteres med jeres sandhed og rette adfærd. De kræfter, der i dag hører til den sekulære lejr, vil én efter én bryde ud og slutte sig til Islams lejr. Så vil der komme en tid, hvor kommunismen vil frygte for selve sin overlevelse, endda i Moskva, hvor det kapitalistiske demokrati vil skælve ved tanken om at forsvare sig selv, endda i Washington og New York, hvor den materialistiske sekularisme ikke vil kunne finde en plads, endda på universiteterne i London og Paris, og hvor racisme og nationalisme ikke vil vinde så meget som én tilhænger, endda blandt brahminer og tyskere. Den nuværende tidsalder af ynkelig ydmygelse vil da blive henvist til historiens sider. Den vil kun tjene til at minde os om de dage, hvor tilhængerne af en så universel og mægtig tro som Islam blev reduceret til en sådan tåbelighed, at de rystede ved synet af stave og reb, mens de holdt Moses’ stav under armen. Denne fremtid er jeres! Men kun hvis I oprigtigt og udelukkende følger Islam og tjener som dens trofaste vidner. Jeres nuværende adfærd er imidlertid helt modsat. I er blevet velsignet med den guddommelige vejledning, men ligesom en slange, der vogter en skat, drager I hverken selv fordel af den eller tillader andre at drage fordel af den. Ved at kalde jer selv muslimer har I påtaget jer Islams repræsentanters position, men det samlede vidnesbyrd fra jeres ord og handlinger afgives for det meste til fordel for uvidenhed (Jahillyah), afgudsdyrkelse, materialisme og umoral. I har Guds Bog hos jer, men I har sat den på hylden, og for at søge vejledning vender I jer til alle slags personer, som fører til Kufr, og til kilder, der fører jer vild. I hævder at være den ene Guds tjenere, men i virkeligheden tjener I enhver falsk gud, enhver Satan og enhver magt, der gør oprør mod Gud. I har venner og fjender, men det er altid jeres personlige, selviske interesser, der bestemmer jeres venskab og fjendskab. I begge tilfælde bruger I Islam som part i jeres sag. Jeres adfærd har således på den ene side berøvet jeres liv de velsignelser, som Islam har at tilbyde jer, og på den anden side fremmedgør I menneskeheden i stedet for at tiltrække den til Islam. Hvis I fortsætter med at opføre jer på denne måde, kan I ikke opnå noget godt, hverken i denne verden eller i den kommende verden. Ifølge Guds lov er resultatet den elendige situation, som I befinder jer i. Det, fremtiden bringer jer, kan blive langt værre. For at sige det ligeud: Hvis I fjerner Islams mærkat fra jer selv og åbent og oprigtigt følger Kufr, vil I måske i det mindste kunne gøre lige så store fremskridt i denne verden som Amerika, Rusland og Storbritannien har gjort. Men at hævde at være muslimer og alligevel opføre sig som ikke-muslimer, og ved fejlagtigt at repræsentere Islam over for menneskeheden lukke døren til den guddommelige vejledning for den, er en så afskyelig forbrydelse, at den aldrig vil tillade jer at trives i denne verden. Der er ingen måde, hvorpå I kan afværge den straf, som Koranen foreskriver for denne forbrydelse. Den jødiske historie er et levende bevis på denne virkelighed. I kan vende jer til sekulær nationalisme som det mindste onde, I kan få jer selv anerkendt som en særskilt nation og opnå alt det, som muslimsk nationalisme søger at opnå. Men intet af dette vil hjælpe jer. Der er kun én måde at afværge Guds straf på. Vend jer bort fra jeres synd, og angre.