Muhammad – hans karakter og adfærd

INDLEDNING

Han har haft en meget stor indflydelse på mit liv. Jeg har kendt ham, siden jeg var meget ung, selv om han levede for 1.400 år siden. Mine forældre lærte mig at elske ham, som om han var det lys, der ledte vores familie. Mine lærere i grundskolen nærede denne kærlighed yderligere, og i mit første år i gymnasiet gav min lærer mig en bog om hans liv som præmie, fordi jeg var den bedste i klassen i arabisk. I mit første professionelle arbejde dramatiserede jeg en stor del af hans liv til radioen. Senere skrev jeg en bog om begivenhederne i hans liv, og denne bog er blevet genoptrykt flere gange. I enogtredive år, fra 1981 til 2012, redigerede jeg en ugentlig klumme med titlen »Islam i perspektiv« for den saudiarabiske avis Arab News, og hver gang skrev jeg en artikel om ham eller om det, han lærte. Jeg føler stadig, at alt dette langt fra rækker til det, han fortjener. Hvordan kan jeg – eller egentlig nogen som helst – skildre det, han har givet menneskeheden, når han stadig er det lys, der bringer ren lykke ind i millioner af menneskers liv over hele verden? Muhammad ibn [Abdullah, født i Mekka i 570 e.v.t. af en far, hvis ansigt han aldrig havde set, var den mand, som Gud betroede opgaven at overbringe Sit endelige budskab til menneskeheden. Gud påtog Sig at bevare dette budskab, så længe menneskelivet består. Den opgave, Muhammad blev tildelt, var enorm. Hans budskab skulle ikke blot overbringes og kvitteres for; han skulle give samtidige og kommende generationer vejledning i, hvordan det skulle føres ud i livet. Hans vejledning er det lys, der skinner gennem ethvert samfund, som beslutter at rette sig efter Guds vilje for, hvordan menneskeheden skal leve. En vejledning, der vil gælde for hvert enkelt menneske og ethvert samfund, så længe menneskelivet fortsætter. Dette var Profetens mirakel. Han fortalte ikke folk, at han ville udføre mirakler for dem eller vise dem spektakulære bedrifter, der efterlod dem målløse af forbløffelse. I stedet tilbød han en livsform, der opfyldte alle kroppens, sjælens og følelsernes behov. Desuden løftede han deres stræben mod et ophøjet ideal. Gennem sine handlinger viste han dem vejen til at opnå alt dette på en meget enkel, direkte og ærlig måde. Det, de skulle bestræbe sig på at opnå, var inden for alles rækkevidde. Der var ingen komplikationer eller vilkårlige påbud. Hundreder af bøger er blevet skrevet om Profeten og begivenhederne i hans liv. Flertallet af dem er skrevet af muslimer, som har elsket og fulgt ham, selv om nogle er skrevet af kritikere, hvis udgangspunkt er at afvise ham og hans budskab. Som regel gælder det, at jo mere et menneske lærer om Profetens liv og budskab, desto mere beundrer vedkommende ham. I sine første fyrre år, før hans budskab begyndte, levede Muhammad blandt sit folk: Han delte deres bekymringer, men holdt sig fra alt, der var forkert eller upassende. Han skabte sig et navn som et ærligt og sandfærdigt menneske. Senere, da han flygtede fra lejemordere, blev han jaget ud i ørkenen med en stor dusør på sit hoved; alligevel forblev hans tillid til Gud og til sandheden i hans budskab fast som et bjerg. På et tidspunkt var faren nær, og Suraqah, hans forfølger, var klar til at slå til, men han lovede Suraqah, at denne en dag ville bære Khusros, den persiske kejsers, armbånd. Dette løfte skulle gå i opfyldelse, efter at Muhammad var gået bort. På mindre end ti år gennemgik Profetens liv en stor forandring. Denne rytter, som sammen med to mænd og en vejviser rejste 500 kilometer ad ukendte veje gennem den arabiske ørken for at undslippe sine forfølgere, blev den ubestridte hersker over hele Arabien. Han opbyggede en stat, der var viet til sandhed og retfærdighed og til menneskets befrielse overalt i verden. Han skrev til kejsere, konger og herskere og opfordrede dem til at tro på Gud og følge Hans budskab; samtidig levede han et fattigt liv. Han afslog ikke en invitation fra en fattig person og delte gerne et beskedent måltid bestående af brød med fedt, der var begyndt at blive råddent. En dag kom han hjem for at spise, men den eneste mad, der var til rådighed i hjemmet, var et lille stykke brød og noget eddike. Hans kommentar var: »Eddike er fin mad at spise sammen med brød.« Det sagde han på et tidspunkt, hvor han kunne have haft adgang til de fineste rigdomme, verden kunne tilbyde. Jeg har sagt, at hans tillid til Gud var fast som et bjerg. Ja, selv bjerge kunne styrte sammen, og alligevel ville Profetens tro forblive urokkelig. I øjeblikke med ekstrem fare var han fuld af tillid til, at den sandhed, han forkyndte, ville sejre. I øjeblikket for sin største triumf viste han ydmyghed og takkede den Almægtige, som det sig hør og bør. Da gårsdagens fjender – netop de mennesker, der havde lagt planer om at myrde ham og besluttet at udrydde hans samfund – var i hans vold, udviste han en bemærkelsesværdig storsindethed. Det syn, der ved afslutningen af hans velsignede liv gav ham størst tilfredsstillelse, var hans tilhængere, der bad menighedsbøn i hans moské. Da følte han, at han havde overbragt Guds budskab og fuldført sin opgave. I dag bliver Profeten stærkt bagvasket af forfattere, tegneserietegnere, bloggere og forskellige andre kritikere, hvis oplysninger om ham både er sparsomme og falske. Han angribes især på tre punkter: hans mange ægteskaber, hans ægteskab med [A’ishah (som det hævdes var et barn på det tidspunkt), samt hans behandling af jøderne, især Qurayzah-stammen. En grundig undersøgelse af alle disse spørgsmål viser, at der ikke er noget at kritisere. Ikke desto mindre fortsætter angrebene. Desværre kender de fleste muslimer i dag ikke Profeten godt nok til at skildre hans liv i dets sande farver. Når disse angreb fremsættes, bliver vreden i stedet stærkere i hele den muslimske verden. Det tjener til at uddybe kløften mellem muslimer og ikke-muslimer, især mellem den muslimske verden og Vesten. Det er i modstrid med det, som de fleste mennesker over hele verden ønsker. Der er behov for en bedre forståelse på begge sider af skellet. Min første bog om Profeten, Muhammad: Menneske og profet, søgte at nedskrive de vigtigste begivenheder i hans liv sammen med analyser og kommentarer. I denne bog er mit mål at vise hans sande karakter. Men mens jeg skriver, føler jeg, at jeg langt fra når mit mål. Jeg kan kun udtrykke mine mangler med John Drydens ord: Hvordan kan det mindre begribe det større? Eller den endelige fornuft nå det uendelige?¹ Hvordan kan jeg vise de to modsatte yderpunkter: livet i dets mest almindelige form og livet i dets højeste fuldkommenhed? Profeten forenede de to på den mest naturlige måde. Hvis jeg kan give min læser et glimt af dette, har min indsats været umagen værd. Mine læsere vil indse, at jeg ikke forsøger at tilbagevise nogen af de beskyldninger, der er rettet mod Profeten. Jeg forsøger kun at fremstille hans karakter. I dette har jeg ladet mig lede af det, Koranen – Guds eget ord – siger om ham, af hans egne udsagn og lærdomme og af det, hans ledsagere har overleveret til os om det, han sagde og gjorde. Jeg har kun støttet mig til autentiske kilder. Jeg har imidlertid udeladt en række beretninger og udsagn, som kunne have styrket et argument eller belyst en pointe, når jeg følte, at de indeholdt en sætning eller et ord, der kunne rejse tvivl om dem, ofte selv om de var medtaget i en af de autentiske samlinger af Profetens hadither (overleveringer). ¹ John Dryden, Religio Laici, 39-40. Jeg har viet et kapitel til sagen om Qurayzah-jøderne og deres skæbne, og i denne drøftelse anlægger jeg en helt anden linje end den traditionelle tilgang. Læserne kan selv bedømme, om mit argument er gyldigt. Hverken i dette tilfælde eller i noget andet kontroversielt spørgsmål forsøger jeg at forsvare Profeten eller retfærdiggøre hans handlinger. Der er intet i hans handlinger eller lærdomme, der behøver nogen retfærdiggørelse; det, der er nødvendigt, er at forstå situationen ved at se på alle aspekter, omstændigheder og tilgængelige muligheder. Det, der endnu skal siges, er, at intet portræt af Profetens karakter vil yde ham retfærdighed. Han var større end noget, vi kan forestille os. Måske er den beskrivelse, der kommer sandheden nærmest, at han var »den fuldkomne godheds lærer«. Må Gud belønne ham rigt for at have lært menneskeheden denne fuldkomne godhed. Adil Salahi London august 2012

KAPITEL 1

de formative år var Muhammad, islams profet, et almindeligt menneske. Muslimer over hele verden anerkender dette faktum. Ingen islamisk retning tillægger ham en anden status. Ingen tillægger ham nogen guddommelig natur. Koranen understreger også dette faktum: Den fastslår det gentagne gange, samtidig med at den gør det klart, at han blev betroet Guds sidste budskab til menneskeheden. Hans opgave var at overbringe dette budskab fuldt ud. Budskabet findes i Koranen, som er Guds eget ord. Gud har garanteret, at Koranen vil blive bevaret i sin oprindelige form til alle tider. Den Koran, vi har i dag, er således nøjagtig den samme som den, Muhammad læste op for sit samfund for over 1400 år siden, eftersom ikke ét ord i den nogensinde er blevet ændret. Som Guds Sendebud forklarede Muhammad også Koranen. Han udfoldede de aspekter, der var angivet i generelle vendinger, gav detaljer, hvor der var behov for dem, og korrigerede misforståelser, når sådanne opstod. Han gav også gennem sit eget liv et praktisk eksempel på, hvordan troende bør leve deres liv. Det, Muhammad har givet os ud over Koranen, kaldes Sunnah. Sunnah er en væsentlig del af den islamiske tro, eftersom den fungerer som en forklarende redegørelse til Koranen. Muslimer betragter Sunnah som et supplement til Koranen, men den har ikke samme status. Den er faktisk en del af den åbenbaring, som profeten modtog, men den er udtrykt med hans egne ord. Eftersom det er et menneskes ord, kan den ikke læses under bønnen. Muhammad blev profet som fyrreårig. Før det var han ikke kendt for at tale om religion, Gud, menneskets status eller endog moralske værdier og adfærd. Hvis han tænkte over sådanne forhold, forblev hans tanker private, eftersom han ikke talte om dem med nogen, ikke engang sin hustru eller sine nærmeste venner. Ingen ven eller fjende sagde nogensinde noget til ham i retning af: »Jeg husker den tid, hvor du plejede at fortælle os om religion eller moralske værdier.« Ingen har antydet, at islam var en videreudvikling af tidligere tanker, som Muhammad på nogen måde havde udtrykt. Profeter er en særlig slags mennesker, eftersom de påtager sig opgaven at prædike for mennesker og samtidig sætte et praktisk eksempel. Der findes imidlertid en undergruppe af profeter, som opnår en højere status: Guds Sendebud, der får budskaber, som de skal overbringe til mennesker. Noah, Abraham, Moses og Jesus var de højeste og ædleste af Guds Sendebud. Der har også været andre sendebud: nogle nævnes i Koranen, mens andre ikke omtales. Alle disse profeter og sendebud prædikede den samme guddommelige tro, som var baseret på Guds enhed. De lærte, at al underkastelse alene er rettet mod Ham, og at al tilbedelse udelukkende skal rettes til Ham. Til sidst blev det guddommelige budskab bragt til sin endelige og fuldstændige form og rettet til hele menneskeheden i alle generationer. Dette er Muhammads budskab, sådan som det er legemliggjort i Koranen og Sunnah. I denne bog går vi i gang med at studere Muhammad, mennesket. Jeg vil kun berøre hans budskab og hans lære gennem en undersøgelse af hans personlighed. Jeg har ikke til hensigt at fremstille den islamiske tro eller illustrere dens hovedprincipper. I stedet vil jeg begynde med at se på hans baggrund, det sociale miljø, hvori han blev født og voksede op, samt de kulturelle aspekter af det samfund, hvori han levede som ung og voksen. Derefter vil jeg se på, hvordan hans personlighed udviklede sig, mens han udførte den opgave, der var blevet tildelt ham som Guds Sendebud. Muhammad blev født i 570 e.Kr. i Makkah, den vigtigste by i Arabien på det tidspunkt. Araberne levede i det land, der i dag udgør hele Den Arabiske Halvø samt Palæstina, Jordan, det sydlige Syrien og det sydlige Irak. Det var et stammesamfund, som betragtede troskab mod stammen som det vigtigste bånd mellem mennesker. Enkeltpersoner identificerede sig som medlemmer af en stamme, og stammen beskyttede og forsvarede sine enkelte medlemmer. En stamme kunne let gå i krig mod andre stammer på grund af en strid, der kun involverede et eller to af dens medlemmer. I sådanne tilfælde var rigtigt og forkert af underordnet betydning, eftersom stammetroskab var det højeste. Disse stammer kunne være store eller små. En stor stamme kunne forgrene sig i flere klaner. De enkelte klaner betragtede sig som fætre, men konkurrerede stadig om ære og anseelse. Klanerne havde selvstyre, og troskaben var altid rettet mod det nærmeste bånd. Et menneske skyldte således først troskab til familien, derefter klanen og så stammen. Stammerne nød anseelse på grund af deres historie, afstamning og styrke. Selv store stammer var stolte af at tilhøre endnu større stammer. Alle arabere tilhørte faktisk en af to hovedgrupper: [Adnan og Qahtan. Da Muhammad blev født, var Makkah beboet af Quraysh-stammen, som af alle arabere blev anerkendt som den førende stamme. Før Quraysh tilhørte Makkah stammen Khuza[ah, som igen havde overtaget den fra Jurhum. Muhammad tilhørte Hashim-klanen, som havde haft myndighed i Makkah i flere generationer. Hans bedstefar, [Abd al-Muttalib, var faktisk leder af Makkah med en myndighed, som blev anerkendt af alle Quraysh-klanerne. Quraysh-stammens status som den førende stamme blev styrket af Ka[bahs placering i Makkah. Ka[bah blev bygget af profeten Abraham og hans søn Ismael, som også var profet. Lige siden den blev bygget, fortsatte mennesker med at besøge og ære den. Det var i dette sociale miljø, at Muhammad blev født. På den tid blev børn fra fornemme familier i samfundet som regel passet af beduinske ammer, der kom til Makkah for at tage spædbørn med hjem. De makkanske familier mente, at det ville være bedst for deres børn at tilbringe de første par år i ørkenen, hvor den rene luft og det sunde miljø ville sikre dem en sund begyndelse. Beduinfamilierne modtog økonomisk hjælp til gengæld for at passe byens børn. Derfor blev Muhammad få dage efter sin fødsel givet til beduinkvinden Halimah, som skulle amme og passe ham. Halimah kom fra stammen Sa[d ibn Bakr, som udsprang af Hawazin. To faktorer må have haft dybtgående virkninger på Muhammad i hans tidlige år. Den første var tabet af hans nærmeste slægtninge. Hans forældres ægteskab varede kun nogle få uger, hvorefter hans far, [Abdullah, rejste til Syrien med den traditionelle handelskaravane, der hvert år rejste dertil. På hjemvejen blev han syg. Karavanefolkene efterlod ham i Madinah, så hans slægtninge på mødrene side kunne pleje ham, men han kom sig ikke og døde kort efter. Muhammads mor, Aminah, døde nogle år senere, da han kun var seks år. Et barns mors død mærkes stærkt, men måske endnu stærkere i den unge Muhammads tilfælde, eftersom han var sammen med hende på en rejse til Madinah, hvor de besøgte hans fars grav. Afstanden fra Makkah til Madinah er over 450 kilometer. Da de nåede al-Abwa’, en landsby, der ligger en smule tættere på Makkah end på Madinah, blev Aminah syg og døde. Barnet blev overladt til sin amme Umm Ayman, som tog ham med hjem. Muhammads bedstefar, [Abd al-Muttalib, tog sig derefter af ham, men han døde til gengæld, da Muhammad kun var otte år. En sådan række af tab af nære og elskede slægtninge må nødvendigvis have en dybtgående virkning på et ungt menneske. Muhammad huskede sin mor til sine sidste dage. Mere end halvtreds år senere besøgte han hendes grav i al-Abwa’, og mens han stod ved hendes grav, græd han af sorg. Han fortalte sine ledsagere, at han havde bedt Gud om tilladelse til at besøge hendes grav, og at hans anmodning var blevet imødekommet.1 1 Muslim, Sahih (Begravelsernes bog). Som svar på et spørgsmål fra nogle af sine ledsagere sagde profeten, at han tydeligt huskede sin bedstefars død. På samme måde fortalte hans amme, Umm Ayman, at han græd meget på det tidspunkt.2 Heraf kan vi se, at den unge Muhammads sorg over sine tab virkelig var dyb. Disse nære slægtninges død må have givet Muhammad den erkendelse, at livet bringer hvad som helst med sig uden garantier for nogen: ingen har et berettiget krav på andet end det, der bliver givet. Senere ville han forbinde dette med Guds vilje for at understrege, at ingen kunne forvente andet end det, Gud giver. Den anden faktor, der må have påvirket Muhammad i hans tidlige dannelsesår, var den kærlighed, han modtog fra dem omkring sig. Han var højt elsket af Halimah, sin amme, og hendes familie, ikke mindst fordi de snart indså, at han var et velsignet barn. Hun følte heller ikke, at det var nogen stor belastning at amme ham sammen med sin egen søn. Efter to års amning tog Halimah ham som aftalt tilbage til hans mor, Aminah. Halimah bad imidlertid om, at barnet måtte blive hos hende, eftersom ørkenområdet, hvor hun boede, var et langt sundere miljø end Makkah. Aminah gik med til det, og Muhammad blev hos Halimah, indtil han var fire år. Tilbage i Makkah blev det fireårige barn passet af sin mor under den årvågne opsyn af [Abd al-Muttalib, hans bedstefar. De følte begge, at der var noget særligt ved barnet. Bedstefaren behandlede ham særligt og gav ham indrømmelser, som intet barn normalt ville have fået i Makkahs strenge stammesamfund. Måske gav omstændighederne omkring hans fødsel, selv om det snarere var barnets natur, den gamle vismand en følelse af, at drengen ville få en lys fremtid. I Arabien, hvor der altid var hård konkurrence om ære, har [Abd al-Muttalib, den makkanske leder, som var omkring hundrede år gammel, måske håbet, at drengen ville vokse op og løfte æren for sin Hashim-klan til et højere niveau. Men som nævnt ovenfor mistede Muhammad inden for fire år efter sin tilbagevenden til Makkah både sin mor og sin bedstefar. Da Muhammad således var otte år, måtte han igen flytte hjem og bo hos sin onkel Abu Talib, der snart skulle indtage en meget fremtrædende æresposition i Makkah som leder af Hashim-klanen. Abu Talib havde imidlertid begrænsede midler og en stor familie, men han var en mønstergyldig arabisk leder. Hans families, klans og stammes anseelse stod øverst i hans sind. For ham var Muhammad ikke blot en forældreløs nevø: han skulle snart blive en ung mand med fremragende egenskaber. Abu Talib kunne se, at Muhammad var et begavet barn med store muligheder. Hans føjelige og kærlige natur lovede godt for hans fremtid, og Abu Talib mente, at Muhammad kunne videreføre traditionen fra sine ædle forfædre, som havde styrket deres klans anseelse i Arabien. Abu Talib elskede Muhammad, som han elskede sine egne børn, måske med en smule særbehandling på grund af barnets særlige situation og den velsignelse, der syntes at udgå fra ham. I sin onkels hjem blev Muhammad passet af to kvinder: Fatimah bint Asad (Abu Talibs hustru) og Umm Ayman (hans amme). Begge overøste ham med moderlig kærlighed. Da Fatimah døde omkring halvtreds år senere, tog profeten, som var hersker over Arabien, personligt del i forberedelserne til hendes begravelse. Han udtrykte sin sorg over hendes tab og sagde: Må Gud lade sin barmhjertighed regne over dig, mor. Du var for mig en mor, efter at jeg havde mistet min mor: du gik sulten, så jeg kunne få nok at spise; du gav mig tøj, som du selv havde mere brug for; du nægtede dig selv livets gode ting, så jeg kunne nyde dem; og du søgte kun Guds belønning for alt dette.3 Umm Ayman var en slavinde fra Abessinien, som tilhørte hans far [Abdullah. Ifølge datidens skikke tilhørte hun ham efter hans fars død. I islamisk tradition omtales hun imidlertid aldrig som slave; hun beskrives altid som hans amme. Hun var en venlig kvinde, som overværede hans barndom fra det øjeblik, han blev født. Hun var hans eneste ledsager, da hans mor døde på hjemrejsen fra Madinah, da han kun var seks år. Hun bragte ham tilbage til hans bedstefar, som pålagde hende at passe Muhammad og aldrig lade ham ude af syne. Hun behøvede ingen tilskyndelse til det, for barnet stod hendes hjerte nær. Da han voksede op, anerkendte Muhammad hendes rolle og gengældte hendes venlighed. Da han som femogtyveårig giftede sig med Khadijah, frigav Muhammad hende. Senere gav han hende i ægteskab med Zayd ibn Harithah, som stod ham nærmest. Hun fødte Zayd en søn ved navn Usamah, som profeten elskede som sit eget barn. Da Muhammad (fred være med ham) blev Guds Sendebud, var Umm Ayman og hendes familie blandt de første, der antog islam. Hun nød fortsat hans venlighed til hans sidste dage. Han plejede at sige om hende: »Umm Ayman er den sidste af min familie, og hun var for mig en mor, efter at min mor var gået bort.«4 I sin opvækst led Muhammad altså tabet af sine nærmeste slægtninge, som tog sig mest af ham: sine forældre og sin bedstefar. Alligevel var han aldrig uden et familiehjem, hvor han modtog kærlighed, venlighed og moderlig omsorg. Der var mange kvinder, som elskede Muhammad og tog sig af ham, eftersom han havde seks faster, der alle var venlige og kærlige. Når vi ser på Muhammads barndom og opvækst, kan vi ikke undgå at bemærke, at Guds vejledende hånd altid var der for at sikre, at han ikke manglede det, der var nødvendigt for en god begyndelse i livet. Han mistede sine kære, men han manglede ikke øm kærlighed. Spørgsmålet er: Hvordan påvirkede hans særlige situation hans karakter? For det første ville det at skulle forholde sig til døden i så ung en alder sikkert have fået ham til at spørge om livets mening. For det andet ville det at bo i en onkels hjem fyldt med fætre have givet ham følelsen af at være en tilføjelse til familien, men ikke at høre til i den. Han ville have haft et mere distanceret syn på alt, hvad der påvirkede familien. Efterhånden som han voksede op, ville dette gøre ham mere selvstændig i sin måde at tænke på og udvide hans perspektiv, eftersom han ville skelne mellem Abu Talib og sine andre onkler. Desuden gav det ham et mere bevidst syn på sin plads i familien og stammen. Derfor ser vi ham holde fast ved sin onkel Abu Talib, da denne drog på en handelsrejse til Syrien. Han bad om at rejse med sin onkel, selv om det var usædvanligt, at en dreng i den alder deltog i en sådan rejse. Abu Talib ville først ikke høre tale om det, men der skulle ikke megen overtalelse til, og den tolvårige dreng foretog sin første lange rejse. Halimah, hans amme, fortalte, at hun følte, at en velsignelse kom ind i hendes familie fra det øjeblik, hun tog Muhammad fra hans mor. Denne velsignelse viste sig i familiens forsyninger. Beduiner levede af udbyttet fra deres får, kameler og køer. Selv i vanskelige tider, hvor det var svært at finde græsning, syntes hendes kvæg at give rigeligt med mælk til familien. Hun forbandt dette med at have fået dette fine barn. Derfor ønskede hun at beholde ham ud over den normale periode. Abu Talib følte det samme. Han lagde mærke til, at når Muhammad deltog i familiens måltid, blev alle mætte, og der var som regel lidt tilovers. Når Muhammad ikke var til stede, var maden knap nok tilstrækkelig. Derfor blev måltidet udsat, hvis Muhammad var forsinket, indtil han var kommet. Dette var blot en fin iagttagelse, eftersom der ikke var noget håndgribeligt ved det, og Muhammad fik ikke nogen særstatus som følge heraf. Livet i hans onkels hjem fortsatte blot som sædvanligt. Der findes mange beretninger, som antyder, at menneskene omkring Muhammad indså, at han var bestemt til en betydningsfuld rolle. En beretning fortæller for eksempel, at han på sin rejse til Syrien blev genkendt af en kristen munk, som udspurgte ham grundigt. Munken rådede Muhammads onkel til at tage sig særligt af ham og advarede om, at Muhammad ikke måtte blive genkendt af jøder. Vi har imidlertid ingen mulighed for at bekræfte sådanne beretningers ægthed. Begivenhederne blev bestemt ikke omtalt af profeten, da han til sidst indtog sin rolle som Guds Sendebud. Derfor bør disse historier vurderes efter deres værdi og ikke spille nogen rolle i vores forståelse af Muhammads karakter. På den anden side påvirkede de kvinder, som tog sig af Muhammad i hans tidlige liv, helt sikkert hans syn på tilværelsen. Aminah, Halimah, Umm Ayman og Fatimah bint Asad gav ham alle en ubetinget kærlighed. Dette gjorde det muligt for ham at forstå kvinders rolle i livet. Hans samfund behandlede kvinder dårligt og gav dem en status, der var ringere end mændenes. I dette samfunds hierarki havde en slavinde virkelig en meget lav status. En amme stod ikke meget højere, bortset fra at hun var en fri kvinde. Faktisk blev alle kvinder betragtet som underlegne. I sine tidlige år blev Muhammad passet af to kvinder med lav status: Halimah og Umm Ayman. Han indså, at han skyldte dem megen kærlighed. Derfor var det senere, som Guds Sendebud, ikke vanskeligt for ham at understrege kvinders lige status. Til sin sidste dag talte han for kvinders rettigheder i enhver form. Han gentog ofte sine advarsler mod at nægte forældreløse og kvinder deres rettigheder, eftersom disse udgjorde to af de svageste grupper i det menneskelige samfund. Muhammad boede hos sin onkel, indtil han blev voksen. Trods sin ærefulde position i Makkah havde Abu Talib begrænsede midler. Tiderne var vanskelige, og han havde tilsyneladende ikke megen succes i forretninger. Dertil kom, at han havde en stor familie. Da Muhammad derfor vendte tilbage til Makkah med sin onkel efter deres handelsrejse til Syrien, følte Muhammad, at han måtte gøre noget for at lette sin onkels byrde. Han ville gerne arbejde, men der var kun lidt at lave i Makkah på det tidspunkt. Makkah havde intet landbrug, eftersom byen var omgivet af bjerge, og der til enhver tid faldt meget lidt regn. Det blev heller ikke anset for respektabelt for en fri araber – slet ikke en, der tilhørte en fornem familie – at udføre manuelt arbejde, eftersom dette var forbeholdt slaver og tjenere. Makkah blomstrede på grund af to faktorer: handelen og Ka[bahs status i byens centrum. Ka[bah tiltrak besøgende hele året, men på tidspunktet for den årlige pilgrimsfærd kom folk i tusindvis. Hvad kunne en ung teenager så lave? Det eneste arbejde, en teenager på det tidspunkt kunne have i Makkah uden at kaste en plet på sin anseelse, var at være hyrde. Muhammad arbejdede derfor som hyrde og tjente en lille løn, der hjalp på hans onkels families økonomi. En hyrdes beskæftigelse giver megen tid til eftertanke og refleksion. Når Muhammad førte sine får på græs, var hans eneste pligt at holde øje med dem og sikre, at ingen for vild eller blev stjålet af en forbipasserende beduin. Et sådant arbejde passede meget godt til Muhammads føjelige temperament og hans position i et familiehjem, hvor han på en måde stod udenfor. Han talte ikke om disse år og fortalte ikke, i hvilke retninger hans tanker førte ham. Han har imidlertid fortalt os noget meget betydningsfuldt: at alle tidligere profeter tilbragte en del af deres tidlige liv som hyrder. Er arbejdet særligt egnet som forberedelse til en profets rolle? Kameldrivere taler om deres flok som et samfund, hvor hver eneste kamel har sin egen særlige karakter. Gælder det også får? En hyrde, der er udstyret med indsigt og intelligens, ville kunne betragte sin flok som individer og genkende dem på deres særlige kendetegn. Eftertanke og refleksion ville gøre en sådan hyrde i stand til at overføre dette til det bredere samfund og overveje, hvad der adskiller og påvirker menneskers karakterer. Måske er det denne mulighed for at reflektere over mennesket, livet, målene og skæbnen, der gør hyrdearbejdet særligt egnet som forberedelse til en profets fremtidige rolle. En profets rolle er helt særlig. Ingen menneskelig erfaring kan gøre en person klar til at påtage sig den. Ingen lærer eller institution kan tilbyde uddannelse til den. Eftersom Gud udvælger de personer, der påtager sig denne opgave, giver Han dem den nødvendige forberedelse. Uden en sådan hjælp, forberedelse og vejledning kan ingen opfylde opgavens krav eller udføre den med succes. Muhammads forberedelse til sin fremtidige opgave begyndte i hans tidlige år. Han forklarede engang sit enestående herredømme over det arabiske sprog med, at to meget gode forhold havde bidraget til det: at tilhøre Quraysh og at tilbringe sine tidlige år blandt Sa[d ibn Bakr-stammen. Vi kan således se hans længerevarende ophold hos denne stamme som en del af en sådan forberedelse, eftersom det omfattede den periode, hvor et barn tilegner sig sprog. Det samme gælder hans erhverv, især arbejdet som hyrde. Vi ved ikke, hvor mange år Muhammad arbejdede som hyrde, men det må have strakt sig langt ind i ungdommen og sandsynligvis længere. Som ung mand, der voksede op i et samfund præget af løs seksualmoral, hørte Muhammad mange historier om sine kammeraters seksuelle eventyr, og det var naturligt, at han ville tænke på selv at prøve det. Han fortæller, at han ved to lejligheder bad en anden hyrde om at passe hans får, mens han forsøgte at finde nogen fornøjelse. Begge gange stillede han sig ved et hus, hvor der foregik en bryllupsfest, men blev overmandet af en dyb søvn. Begge gange blev han vækket af morgensolen. Senere bemærkede han, at det var et udtryk for Guds beskyttelse af den kommende profet mod at synke ned i umoralsk adfærd. Flere hændelser fandt sted i denne periode. Han fortalte, at han som dreng engang legede med andre drenge, der samlede sten op til en leg. De var nøgne. Netop som han klædte sig af for at slutte sig til dem, følte han et smertefuldt slag og hørte en stemme sige, at han skulle tage sin kjortel på. Det samme skete meget senere, da Quraysh renoverede Ka[bahs bygning. Alle deltog i arbejdet, og han bar sten på sin skulder. Hans onkel, al-[Abbas, foreslog, at han skulle bruge sit underklæde som pude for at beskytte skulderen. Igen advarede en streng stemme ham mod det. Et vigtigere eksempel på beskyttelse mod uværdig adfærd vedrører religiøs tilbedelse. Araberne tilbad afguder, der forestillede guddomme, som de hævdede var Guds partnere. Muhammad havde en instinktiv modvilje mod alle sådanne afguder, idet han erkendte, at de var livløse genstande, som hverken kunne bringe godt eller ondt. Mennesker følger imidlertid normalt deres samfunds skikke, især ved festlige lejligheder. Muhammad blev beskyttet mod dette. Hans amme, Umm Ayman, fortæller: Quraysh plejede at hylde en afgud ved navn Buwabah. En bestemt dag hvert år arrangerede de en særlig fest til dens ære. De opholdt sig hele dagen nær afguden og barberede deres hoveder. Abu Talib, profetens onkel, undlod aldrig at deltage i festen. Hvert år bad han sin forældreløse nevø om at deltage, men Muhammad afslog. Abu Talib blev vred på ham, og selv hans tanter talte med Muhammad om hans tilsyneladende mangel på respekt for afguderne. De forsøgte at overtale ham til ikke at blive den eneste, der stod udenfor i familien. I deres fremstilling berørte de en ung mands pligt til at vise sin loyalitet over for familien. De sagde: »Det ser ud til, at du ikke ønsker at dele nogen fest med dit folk og ikke vil regnes blandt dem.« Til sidst gav Muhammad efter for sine tanters bønner og tog til festen. Han kom tilbage i en tilstand af frygt. Han fortalte sine tanter, at han frygtede, at en ond ånd måske havde besat ham. De forsikrede ham om, at Gud aldrig ville lade noget sådant overgå ham i betragtning af hans mange gode egenskaber. Da han fortalte dem om sin oplevelse, sagde han: »Hver gang jeg nærmede mig en afgud, så jeg en høj, hvid mand, der sagde til mig, at jeg skulle holde mig tilbage og ikke røre afguden.« Umm Ayman understreger, at dette var den første og sidste afgudsfest, Muhammad deltog i, indtil han begyndte at modtage sine koraniske åbenbaringer.5 Muhammad deltog dog i alle de gode sider af sit samfunds liv. Da han kun var femten år, hjalp han sine onkler, da de kæmpede i det, der blev kendt som Fijar-krigen. Denne fireårige krig begyndte i de hellige måneder, hvor den arabiske tradition forbød enhver kamp. Derfor fik den sit navn, som antyder en krænkelse af helligheden. De stridende parter var de to store arabiske stammer Quraysh og Qays [Aylan. Kort efter at denne krig var forbi, da Muhammad var næsten tyve år, deltog han i dannelsen af den ædle al-Fudul-alliance, som forpligtede Quraysh-klanerne til at stå samlet til støtte for enhver, der blev udsat for uretfærdighed i Makkah, hvad enten vedkommende hørte hjemme i Makkah eller var besøgende. Omkring dette tidspunkt ledte Muhammad efter et nyt arbejde, og handel var grundpillen i Makkahs økonomi. Muhammad begyndte at arbejde som agent for en berømt forretningskvinde ved navn Khadijah. Hun var en velhavende enke, som drev forretning på de berømte arabiske markeder. Muhammad siges at have arbejdet for hende på markedspladsen i Hubashah. Han havde en partner, der arbejdede sammen med ham. Tilsyneladende arbejdede han for en beskeden løn. Den bedste mulighed, en ung mand på hans alder kunne få, var imidlertid at slutte sig til en handelskaravane som agent for en af de makkanske forretningsmænd. Khadijah havde brug for en sådan agent, og den erfaring, hun havde med Muhammad, tilskyndede hende til at sende ham som sin agent med den traditionelle sommerkaravane til Syrien. Foretagendet blev en stor succes, eftersom Muhammad sikrede Khadijah en betydelig fortjeneste på begge dele af rejsen. Det er ikke klart, om han foretog flere sådanne forretningsrejser, men hans indsats var meget imponerende. Khadijah havde sendt en af sine tjenere, der hed Maysarah, med ham, og han fortalte hende om Muhammads ærlighed, retskaffenhed og forretningssans. Som velhavende enke manglede Khadijah ikke bejlere, herunder nogle med en gunstig social position, men hun havde afvist dem alle. Nu indså hun, at hun havde fundet en egnet ungkarl. Khadijah fremsatte diskret et ægteskabsforslag til Muhammad, og det blev snart gennemført. Det hævdes, at Muhammad var femogtyve på det tidspunkt, mens Khadijah var fyrre, men dette er stærkt tvivlsomt. Hun fødte ham to sønner og fire døtre inden for ti år, hvilket tyder på, at hun var på højden af sin frugtbare alder. Det betyder, at hun ikke kan have været meget over tredive. En beretning fra Ibn [Abbas, profetens fætter, fortæller faktisk, at hun var otteogtyve. Dette var et meget lykkeligt ægteskab, og Muhammad fortsatte med at lede Khadijahs forretning, mens familien ikke manglede noget. Han var en mønstergyldig ægtemand, og hun var en meget omsorgsfuld og kærlig hustru. Hun blev ikke skuffet over sit valg: hun havde fundet en mand med stor retskaffenhed, som blev højt respekteret af sit folk for sin ærlighed, sit mod og sit venlige væsen. Det er måske passende på dette tidspunkt at forsøge at finde ud af, hvilken slags mand Muhammad var. Vi har detaljerede beskrivelser af hans fysiske fremtoning. De mest autentiske af disse er dem, der blev overleveret af al-Bukhari og Muslim. Al-Bara’ ibn [Azib fortæller: »Guds Sendebud var en mand med det smukkeste udseende og de bedste manerer. Han var hverken meget høj eller lav.«6 Han fortæller også: »Profeten var af middelhøjde med brede skuldre. Hans hår nåede ikke ned til den nederste del af hans ører. Jeg så ham engang iført en rød dragt, og jeg har aldrig set noget mere behageligt.«7 Al-Bara’ blev spurgt, om profetens ansigt var langt. Han svarede: »Nej. Det var som fuldmånen.« Andre beretninger nævner, at hans øjne var skarpt sorte mod et strålende hvidt, med lange, buede og temmelig tynde øjenbryn, der ikke mødtes på midten. Hans hoved var stort med en bred pande, lige kinder, en krum næse og en bred mund med velproportionerede læber. Hans hud var lys med et strejf af rødme på kinderne. Hans sorte hår var hverken for krøllet eller helt glat. Ved slutningen af hans liv havde han kun få grå hår. Når han gik, var hans skridt sikre, som om han gik ned ad en let skrånende passage. Han vendte altid hele ansigtet mod den, han talte med, og drejede hele kroppen, hvis han havde brug for at vende sig. Han havde altid et charmerende smil, der indgød tillid. Alt i alt var han meget smuk, og hans kropsduft var meget behagelig. Anas ibn Malik fortæller: »Jeg har aldrig rørt ved silke eller brokade, der var blødere end profetens håndflade; og jeg har aldrig lugtet en bedre duft end duften fra profetens krop.«8 Hans manerer og moralske værdier gjorde ham kær for de mennesker, der kom i kontakt med ham. Folkene i hans klan, Hashim, mente, at han var en, der helt sikkert ville indfri løftet om en lys fremtid. I det bredere Quraysh-samfund blev han højt respekteret for sin retskaffenhed og sin anstændighedssans. Han fik tilnavnet Al-Amin, som betyder »den troværdige«. Denne egenskab blev anerkendt af hans modstandere, og selv de, der ønskede ham død, indrømmede, at han aldrig undlod at holde sit ord. På samme måde var der aldrig tvivl om hans venlighed. De, der stod ham nær, følte, at han bekymrede sig om alle mennesker, især dem, der befandt sig i en sårbar situation. Det, han gjorde for Zayd ibn Harithah, giver os et godt billede af hans venlighed. Zayd var en ung dreng, der var blevet bortført fra sin stamme af røvere, som derefter solgte ham som slave. Tilsyneladende blev han solgt mere end én gang, før han blev bragt til Makkah og blev Khadijahs slave, da hendes onkel gav ham til hende som gave. Hun gav ham til gengæld som gave til Muhammad, da de blev gift. På det tidspunkt var Zayd teenager. Da hans far hørte, at Zayd var i Makkah, kom han for at sikre hans frigivelse. I stedet for at sælge Zayd til hans far gav Muhammad ham valget mellem at blive hos ham eller blive frigivet og rejse med sin far. Til faderens forbløffelse valgte Zayd uden tøven at blive hos Muhammad. Han fortalte sin far, at han under ingen omstændigheder ville skilles fra Muhammad. For at berolige faderen frigav Muhammad derefter Zayd og adopterede ham som søn. Efterhånden som Muhammad blev ældre, blev hans visdom bredt anerkendt. Quraysh havde brug for at renovere Ka[bah, som de anså for et helligt sted. Denne kubiske og næsten helt sorte bygning havde en sten af særlig betydning (en meteoritisk sort sten), som var anbragt i skulderhøjde i et af bygningens hjørner. Den fungerede som markering af begyndelsen og afslutningen på tawaf-ritualet. Da genopbygningen var færdig, skulle denne sorte sten placeres på sin plads igen. Hver klan ønskede at få æren af at sætte den tilbage. Diskussionen blev ophedet, og gemytterne kom i kog. Nogle opfordrede endda til kamp om dette. En respekteret ældre mand foreslog imidlertid voldgift, og klanerne blev enige om, at den første, der trådte ind, skulle være voldgiftsmand. Det var Muhammad, der kom ind, og de var alle glade for at lade ham afgøre sagen. Han indså, at forsoning kun kunne opnås ved at dele æren. Derfor bad han om, at et klæde blev lagt på gulvet. Den sorte sten blev placeret midt på det, og en repræsentant for hver klan blev udvalgt. De holdt i klædet og løftede det sammen. Da den sorte sten var ud for sin plads, satte Muhammad den tilbage. Alle var tilfredse, eftersom ingen klan kunne prale af at have fået større ære ved genopbygningen af Ka[bah. Da Muhammad nærmede sig midten af trediverne, var der intet, der tydede på, at han skulle opleve andet end fortsættelsen af sit lykkelige ægteskabsliv, mens han nød en god position i samfundet. Der findes ingen beretninger om rejser i denne periode. Khadijahs handel blev ledet hjemmefra. Agenter blev hyret til at rejse med handelskaravanerne til Syrien og Yemen. Hans to sønner døde som spæde, men hans døtre voksede op og forventedes at flytte ind hos deres kommende ægtemænd. Det var omkring denne tid, at han begyndte at søge ensomhed, hvor han kunne tænke uforstyrret. Han gik til en hule i et nærliggende bjerg, hvor han tilbragte flere dage i tilbedelse. Der er ikke nedskrevet nogen bestemt form for tilbedelse, men det må hovedsageligt have været en verbal bøn rettet til Gud, Skaberen. Også dette kan vi nu se som en del af den forberedelse, Guds hånd gav ham. Gennem lang refleksion i ensomhed, højt oppe i bjerget, hvor universet synes så vældigt – især under den klare nattehimmel med utallige skinnende stjerner – trænger tanken om Gud, den Almægtige Skaber, tydeligt frem. Et andet aspekt af forberedelsen, som kom endnu senere, meget tæt på det øjeblik, hvor han første gang modtog guddommelige åbenbaringer, var sande drømme. Hver gang han så en drøm, der vedrørte hans sociale og fysiske omgivelser, gik den snart i opfyldelse, netop som det var sket i drømmen. Dette skulle på forhånd forsikre ham om, at han ikke blev udsat for noget falsk spil. Da Muhammad nærmede sig de fyrre, var han en veletableret familiefar. Han var højt respekteret i sin stamme og i Makkah-samfundet i almindelighed. Hans venlighed var altid til rådighed, og hans beredvillighed til at hjælpe enhver, der trængte, var sikker. Så kom det store øjeblik. Han sov i Hira’-hulen i bjerget, da englen kom til ham med en åben bog og bad ham læse. Muhammad var ulærd, og han svarede, at han ikke kunne læse. Englen pressede bogen mod hans bryst, indtil han næsten mistede vejret, før han slap ham og igen bad ham læse. Igen sagde han, at han ikke kunne. Dette mønster gentog sig to gange. Efter tredje gang sagde englen til ham: Læs i din Herres navn, som skabte mennesket af en kimcelle. Læs; for din Herre er den Mest Gavmilde, som lærte brugen af pennen, lærte mennesket det, det ikke vidste. (96:1-5) Han vågnede skælvende. Da han var faldet til ro, kom englen igen til ham, mens han var helt vågen, og gentog nøjagtigt det, der var blevet sagt og gjort i drømmen. Så snart det hele var overstået, løb han hjem til sin hustru. Mens han rystede, bad han hende dække ham til, og det gjorde hun. Da han havde genvundet fatningen, fortalte han hende, hvad han havde set. Hun beroligede ham med, at intet ondt kunne hænde ham, fordi »du er tro mod det, der er betroet dig, god mod dine slægtninge, og du taler altid sandt«. Fra det øjeblik blev Muhammad Guds profet. Han skulle snart erfare, at han skulle betros et budskab, som han skulle overbringe til menneskeheden.

KAPITEL 2

Resumé af begivenhederne i Profetens levetid

Som moden fyrreårig var Muhammad nu også profet. Det tog ham nogen tid at blive forsikret om sin rolle, og her spillede Khadijah en vigtig del. Hun var sikker på, at hendes mand – tydeligvis en mand med moralsk retskaffenhed og visdom – ikke kunne have noget med ondskabens verden at gøre. Til sidst fulgte troen efter forsikringen. Muhammad troede nu på Guds enhed og på den fuldstændige falskhed i de afguder, som araberne tilbad.

Da dette først var fastslået, blev næste fase indledt, og han blev Guds Sendebud med opgaven at gøre den rette tro kendt for mennesker, kalde dem til at tro på den og bringe deres dagligliv i overensstemmelse med den. Han fik at vide: Du, som er svøbt i din kappe, rejs dig og advar. Forkynd din Herres storhed; rens dine klæder; hold dig fra al urenhed; giv ikke bort for derefter at betragte det som meget; men vær tålmodig for din Herres skyld. (74:1-7)

I den første åbenbaring sagde Gud til ham, at han skulle læse. Når man tager i betragtning, at Muhammad var ulærd, betød dette udenadslæsning: en handling, som i begyndelsen kun havde ringe betydning for andre. Men derefter fik han besked på at rejse sig og advare. Dette var ikke længere en passiv handling, der skulle udføres for og af ham selv. Den krævede derimod samspil med andre, eftersom han skulle advare dem om, at de måtte tro på Guds enhed og rette sig efter Hans bud.

Muhammad, som herefter blev kendt ved sine titler Profeten og Guds Sendebud, påtog sig begge opgaver og udførte dem så godt, som han kunne. Han bad Gud om at hjælpe ham og stolede på Hans støtte. Under guddommelig vejledning begyndte han at henvende sig til mennesker, forklarede dem sin rolle og sit budskab og kaldte dem til at antage islam – den nye tro, hvis navn netop betyder fuldstændig underkastelse under Gud.

På Guds befaling begyndte Profeten sin mission i det skjulte. Han talte med mennesker, som stod ham nær, og som han kunne stole på. Snart blev der dannet en muslimsk familieenhed, som omfattede Zayd ibn Harithah, der var omkring tredive år, Khadijah og Ali ibn Abi Talib, Profetens unge fætter, som han havde taget ind i sit hjem for at lette sin onkels byrde, da Makkah gennemlevede vanskelige tider. Abu Bakr, Profetens nære ven, antog også islam uden tøven.

Andre fulgte snart efter, blandt dem Profetens døtre, Abu Talibs hustru Fatimah bint Asad og Umm Ayman. Unge mænd som Talhah ibn Ubaydillah, al-Zubayr ibn al-Awwam, Sad ibn Abi Waqqas og Said ibn Zayd trådte frem, ligesom Ammar ibn Yasir og hans forældre Yasir og Sumayyah. Således opstod et lille muslimsk samfund.

Selv om forkyndelsen af den nye tro fortsatte i hemmelighed, lagde Qurayshs ældste mærke til, at der foregik noget. De gjorde sig imidlertid ikke den ulejlighed at undersøge det, eftersom de antog, at det ikke kunne udgøre nogen fare for deres etablerede samfundsorden.

Tre år senere fik Profeten besked på at gøre sit budskab offentligt og kalde mennesker til at antage det. Som han skulle bevise gennem hele sin karriere, veg han aldrig tilbage fra at opfylde en pligt. Derfor henvendte han sig til sin nærmeste Hashim-klan og inviterede dem til et måltid. Med medfølelse opfordrede han dem til at antage islam, fordi det ville frelse dem fra de sociale onder, der plagede deres materialistiske livsform, og give dem et fremtidigt liv at se frem til.

Han henvendte sig også til alle Qurayshs klaner. Han stod på al-Safa-højen nær Kabaen og gjorde det klart for dem, at Gud havde betroet ham et budskab, som gjaldt hele menneskeheden i alle generationer. I begge tilfælde blev han mødt med en fjendtlig modtagelse, især fra hans onkel Abu Lahab.

Konfrontationen førte ikke straks til større problemer, men snart indså lederne i Makkah, at islams budskab støt vandt tilhængere blandt mennesker fra deres forskellige klaner. Budskabet varslede en grundlæggende ændring af den samfundsorden, som på det tidspunkt gav lederne deres privilegier og holdt slaverne, de fattige og de svage i deres magt, eftersom islam gik ind for en retfærdig fordeling af rigdommen. Vigtigst af alt truede det den religiøse autoritet, som Quraysh udøvede over hele Den Arabiske Halvø.

Qurayshs ældste kunne ikke personligt holde Profeten ansvarlig, fordi hans klan beskyttede ham, og de ønskede ikke, at der skulle opstå en strid inden for deres samfund. De forsøgte at forhandle ordninger, der kunne bringe islams budskab til tavshed, men Muhammad ville ikke acceptere noget kompromis, og forhandlingerne brød sammen mere end én gang. Hver gang dette skete, indledte sammenbruddet en periode med forfølgelse af de svagere, som blev muslimer.

Stemningen i Makkah blev langt mere anspændt. Truslen om en blodig konfrontation voksede, eftersom hårde kredse blandt de vantro blev stadig mere højlydte og talte for nødvendigheden af effektivt at standse kaldet til islam.

I 615 e.Kr., to år efter at budskabet var blevet gjort offentligt, rådede Profeten mange af sine følgere til at udvandre til Abyssinien, et land, »der regeres af en retfærdig konge, hvor I kan finde et sikkert tilflugtssted«. I alt udvandrede treogfirs mænd og nitten kvinder til Abyssinien, hvor de fik asyl af Negus, landets konge. De udgjorde omkring halvdelen af det muslimske samfund i Makkah på det tidspunkt.

Denne udvandring beskrives ofte af muslimske og andre historikere som en flugt fra forfølgelse. Men en omhyggelig gennemgang af udvandrernes navne og deres stilling i deres klaner viser, at de ikke var målet for Qurayshs forfølgelseskampagne. De tilhørte de mest fremtrædende familier og klaner i Makkah og nød deres klaners fulde beskyttelse. Derfor kunne de ikke udsættes for fysisk skade. De, som bar hovedbyrden af forfølgelsen, blev derimod i Makkah.

Udvandringen var i virkeligheden et strategisk skridt, der havde til formål at etablere en ny base for islam, hvor troen kunne forkyndes blandt lokalbefolkningen uden frygt for skade. Nogle af disse udvandrere blev i Abyssinien efter Profetens ordre i femten år. De kunne have sluttet sig til muslimerne i Madinah, efter at Profeten og hans ledsagere havde bosat sig dér i 622 e.Kr. Nogle gjorde det, men de mere fremtrædende personer, heriblandt Profetens egen fætter Ja’far ibn Abi Talib, blev i Abyssinien, indtil Profeten endelig kaldte dem tilbage i 629.

Da de vendte tilbage, havde de en stor delegation af abyssinske muslimer med sig. Delegationen besøgte Madinah og svor Profeten troskab. Udvandringen til Abyssinien kan således have afværget en umiddelbar fare, som ellers kunne have opslugt hele det muslimske samfund i Makkah.

Lederne i Makkah forblev fjendtlige over for islam. De var uvillige til at lytte til budskabet og behandlede dets fortalere hårdt. De følte dog ikke længere, at islam udgjorde en trussel mod deres etablerede orden.

Profeten forstod, at hans budskab var rettet til hele menneskeheden og ikke blot til samfundet i Makkah. Derfor måtte han bringe det til andre. Hans umiddelbare mål var de øvrige arabiske stammer. Denne gruppe var ikke vanskelig at nå, eftersom Makkah var centrum for en årlig pilgrimsfærd, hvor folk fra alle stammer kom for at udføre pilgrimsritualerne, ære de store afguder og tilbede ved Kabaen.

Pilgrimsfærden havde været centrum for befolkningen i Makkahs liv, lige siden profeterne Abraham og Ismail byggede Kabaen mange århundreder tidligere. Quraysh havde imidlertid fordrejet de fleste af ritualerne og indført mærkelige skikke, såsom at gå nøgne rundt om Kabaen.

Tilstedeværelsen af mennesker fra forskellige stammer gav Profeten mulighed for at henvende sig til dem og forklare islams budskab. Desuden kom folk hele tiden til Makkah for at besøge det hellige sted og tilbede dér. Nogle havde varer med for at sælge dem. Profeten søgte at møde enhver besøgende i Makkah og forklare islam for ham.

Tanken om Guds enhed var i almindelighed acceptabel for araberne, selv om opfattelsen af Gud længe var blevet fordrejet. De afguder, som de tilbad ved siden af Gud, havde ikke en klar status i arabernes tænkning. De betragtede dem som Guds partnere eller hjælpere og antog, at afguderne ville bringe mennesker nærmere Gud. Selve gudsbegrebet var faktisk uklart i deres sind. Han var fjern og vag. Derfor tiltalte islams klare lære om Guds enhed og forkastelsen af alle partnere mange.

Der var dog visse hindringer, som fik de fleste mennesker til at tøve eller afholde sig fra at antage islam. I pilgrimsfærdsæsonen gik Profeten til de forskellige stammers lejre og forklarede dem sit budskab. Som regel var deres svar fjendtligt.

Quraysh indledte en modoffensiv og sendte nogle af sine mest veltalende talere for at henvende sig til de forskellige stammer og advare dem mod at lytte til Muhammad. De gjorde det klart, at Quraysh ville betragte enhver positiv reaktion på islam som en fjendtlig handling og truede med militær gengældelse mod enhver stamme, der gav Muhammad en sådan støtte.

Qurayshs talere fremhævede også en tanke, der havde stor appel i stammesamfundet: Eftersom Muhammad var søn af Quraysh, og de kendte ham godt, ville de selv have antaget hans idé uden tøven, hvis den blot havde været god. I Arabias stammesystem var stammen altid velgører for enhver af sine sønner eller døtre, som havde noget godt at tilbyde. Hvis stammen stod fast imod en person, blev dennes muligheder for succes stærkt begrænset.

Derfor var de fleste af disse stammer mere villige til at lytte til Qurayshs talere og følge deres råd end til at lytte til Profeten. Quraysh indledte desuden en effektiv smædekampagne mod Profeten selv og beskrev ham som en løgner, en digter, en galning og en troldmand.

Da de indså, at de mange betegnelser var blevet kontraproduktive, holdt de en konference for at blive enige om, hvad de skulle sige til pilgrimmenes delegationer. Konferencen gennemgik alle mulighederne, men indså, at ingen af dem havde megen troværdighed. Til sidst blev de enige om at sige, at han var en »troldmand, som var kommet med uklare recitationer, der skabte splid mellem mand og hustru og mellem brødre i samme familie«.

De fleste stammer lyttede til Qurayshs argumenter og ønskede intet at have med Profeten at gøre. De følte, at de havde flere interesser til fælles med Quraysh end med en enkeltperson, hvis påstand om at modtage åbenbaringer fra det høje ikke kunne bevises. Selv om nogle stammer var villige til at lytte til ham og blev betaget af Koranens enestående skønhed, når han reciterede dens vers, samt af de værdier, den forkyndte, var de uvillige til at forpligte sig. De følte, at de måske ville påtage sig noget, der var større, end de kunne håndtere.

Alligevel fortsatte Profeten med at bruge pilgrimsfærdsæsonen som en platform, hvorfra han kunne henvende sig til det arabiske folk. Han var sikker på, at hans budskab var et sandt budskab fra Gud, og at det i sidste ende ville sejre. Han blev opmuntret af, at enkelte konvertitter fortsat kom til. Uanset hvilken verbal mishandling Quraysh udsatte ham og hans budskab for, fortsatte han ufortrødent med at forkynde det.

Det var imidlertid yderst smertefuldt for ham at se de svageste blandt hans følgere blive udsat for tortur og fysisk pres i forsøg på at få dem til at vende sig bort fra islam. Nogle af dem, der tilhørte fornemme familier, blev faktisk fængslet og tortureret af deres egne familier.

KAPITEL 3

nøglen til profetens karakter Hvert menneske har en nøgle til sin karakter. Når nøglen er identificeret, er det let at omgås denne person. Denne nøgle gør det muligt for os at forklare deres holdninger og adfærd og forudse deres reaktion på begivenheder. Det er ligesom en husnøgle: Den kan være lille, men den åbner til et rummeligt sted med alt dets indhold. Uden nøglen forbliver husets indre ukendt, og vi kan kun gætte i blinde på, hvad det indeholder. På samme måde gør nøglen til et menneske det muligt for os at forstå dets adfærd, selv når det handler på en måde, som andre finder mærkelig. Hvad angår Profeten, kan vi kun lede efter en nøgle til hans personlighed på grundlag af hans liv før profetskabet, det vil sige før han begyndte at modtage guddommelige åbenbaringer. På det tidspunkt handlede han på egen hånd uden at vide noget om et guddommeligt budskab, som skulle blive betroet ham. Senere, da han begyndte at modtage sit budskab, påtog han sig en rolle, der var uden sidestykke, og han modtog også vejledning fra det høje. Hans mission, ansvar og handlinger nød godt af denne vejledning og var baseret på den. Ikke-muslimer, der skrev om hans liv uden at tage dette forhold i betragtning, nåede frem til forklaringer, som muslimer finder problematiske. Nogle af disse beretninger er fordomsfrie, og nogle beundrer ham endda. Ikke desto mindre vil en undersøgelse af hans liv udelukkende på almindeligt menneskelige præmisser, uden at tillægge den guddommelige vejledning, han modtog, nogen vægt, få nogle af hans handlinger til at fremstå tvivlsomme og måske uforsvarlige. Hans holdning under forhandlingerne med Quraysh, som førte til fredsaftalen i Hudaybiyah, forekom mærkelig selv for hans nærmeste ledsagere. Han rådførte sig ikke med nogen, hvilket var i strid med hans tidligere handlemønster, og han accepterede alle de vilkår, som fjenden pålagde. Hvad ville historikere, kritikere eller analytikere i enhver menneskelig situation sige om en forhandler, der fra begyndelsen erklærede – sådan som Profeten gjorde – at han ville acceptere ethvert tilbud, og som faktisk ikke søgte nogen indrømmelse fra den anden side til gengæld for at gå med til dens vilkår? Når vi begynder at lede efter nøglen til Muhammads personlighed i hans liv før åbenbaringernes begyndelse, opdager vi snart, at vi får visse vanskeligheder, eftersom de beretninger, vi har fra denne periode, indeholder utilstrækkelige detaljer og kan være upålidelige. Kun de beretninger, som Profeten eller hans nære ledsagere fortalte om hans tidlige år, kan efterprøves med hensyn til deres ægthed. En beretning siger for eksempel, at Muhammad som spædbarn kun plejede at die fra det ene af sin ammes bryster. Muslimske historikere foreslår, at »det var, som om Gud havde fået ham til at gøre det for at lade det andet bryst være fuldt til Halimahs egen søn«. Hvordan kan vi efterprøve dette, når der ikke findes nogen senere bekræftelse fra Profeten eller Halimah? De beretninger, der kan anses for pålidelige, peger på en særlig egenskab, som vi kan betragte som nøglen til Profetens personlighed: søgen efter det rette. Når vi undersøger Muhammads personlige historie, finder vi, at denne egenskab præger hans karakter både før og efter profetskabet. Denne egenskab blev endog styrket af det guddommelige budskab, han overbragte til menneskeheden. Som nævnt i kapitel 1 var Muhammad tyve år gammel, da han deltog i dannelsen af den ædle al-Fudul-alliance, som forpligtede Quraysh-klanerne til at stå sammen til støtte for enhver, der blev udsat for uretfærdighed i Mekka, hvad enten personen hørte hjemme i Mekka eller var besøgende. Dette var et lysende øjeblik i hans førislamiske liv, og et, som han omtalte med glæde efter profetskabet. Han boede i Medina, da han sagde, at han ikke ville bytte sin deltagelse i denne alliance for noget i verden; han erklærede, at han endda ville opretholde den under islam, hvis nogen bad ham om hjælp i henhold til dens vilkår. Det forhold, at denne alliance var blevet indgået i førislamisk tid af afgudsdyrkere, ændrede ikke ved, at det var en ædel alliance, der havde til formål at give enhver hans eller hendes rettigheder. Denne erklæring fra Profeten bekræfter en æresfølelse og en integritet, som kun kan næres hos et menneske, der søger det rette og forsvarer det. Gennem hele sit liv opretholdt Muhammad bevidst en meget høj standard for integritet. Han ville ikke bevidst fortælle en løgn. I mange samfund ser man ikke med afsky på det at lyve. Naturligvis siger ingen åbent, at løgn er noget, man bør være stolt af, men folk råder ofte en slægtning eller ven til at lyve for at komme ud af en vanskelig situation. I det arabiske samfund i førislamisk tid var løgn ikke noget, der vakte stor bekymring. I dag forventer mange samfund, at man taler sandt i formelle situationer; for eksempel retsforfølges et vidne, der afgiver falsk forklaring i retten. Men i dagliglivets små spørgsmål tænker folk ikke nærmere over at fortælle en løgn, når det tjener deres formål. De indrømmer endda løgnen og forventer ikke at blive irettesat; andre ler ofte eller giver udtryk for anerkendelse. Muhammad var derimod vidt kendt blandt sit folk for at tale sandt i alle situationer. Vidnesbyrdene om dette er talrige og kommer fra både venner og fjender. I det femte år af Muhammads profetskab rådede han et stort antal af sine ledsagere til at udvandre til Abessinien. Af frygt for følgerne af en sådan udvandring sendte Quraysh en delegation til Negus, Abessiniens hersker, og bad om at få dem udleveret. Delegationen forsøgte ihærdigt at få Negus til at beordre en udlevering uden at udspørge de udvandrede. Men Negus var en retfærdig mand. Derfor tilkaldte han de udvandrede til sit hof og spurgte dem om deres religion. Deres talsmand, Ja’far, beskrev deres forhold før islam. Derefter sagde han: »Så sendte Gud os en Sendebud, som vi altid har kendt som en mand af sandhed og ærlighed.«1 De, der modsatte sig Profeten i Mekka, tøvede ikke med at erklære, at han var en sandfærdig mand. Da Muhammad modtog Guds befaling om at forkynde islam offentligt, stillede han sig på al-Safa-højen midt i Mekka og kaldte alle klanerne til sig. Da de var samlet, sagde han til dem: »Hvis jeg fortalte jer, at bevæbnede ryttere befinder sig på den anden side af denne dal og er på vej mod Mekka for at angribe jer, ville I så tro mig?« »Du er troværdig, og vi har aldrig kendt dig for at fortælle løgne,« svarede de. »Så er jeg sendt til jer for at advare jer mod en alvorlig lidelse,« sagde han.2 Shaykh Abu al-Hasan Ali al-Hasani Nadwi siger, at arabernes første svar i Mekka var et bevis på deres realistiske og praktiske tilgang. De svarede en mand, som de kendte som ærlig og sandfærdig, og som altid gav oprigtige råd. Han stod på toppen af en høj, hvorfra han kunne se, hvad der lå hinsides. Fra deres position kunne de ikke se noget ud over det, der var i deres dal. De havde ingen grund til ikke at tro ham, uanset hvad han sagde. Dette var en naturlig indledning, som sikrede et vidnesbyrd; med andre ord fastslog den Muhammads troværdighed, som var velkendt for hans tilhørere.3 Et eksempel på et vidnesbyrd fra hans modstandere fandt sted, da Profeten og hans ledsagere tog til Mekka for deres kompensatoriske umrah (lille pilgrimsfærd). Som nævnt i kapitel 2 skulle Profeten og hans ledsagere ifølge den fredsaftale, der var blevet underskrevet året før mellem Profeten og de vantro i Mekka, have lov til at rejse ind i Mekka og opholde sig der i tre dage, men de måtte ikke medbringe andre våben end sværd i skeder. Da muslimerne skulle begynde deres rejse fra Medina, beordrede Profeten, at de skulle medføre tilstrækkelig bevæbning, så de var klar, hvis Quraysh havde til hensigt at gennemføre et forræderisk angreb. Da muslimerne nærmede sig Mekka, fik byens indbyggere gennem deres forpost at vide, at muslimerne havde deres våben med sig. Quraysh sendte straks Mikraz ibn Hafs sammen med nogle af sine stormænd for at fastslå hans hensigter. Mikraz sagde til ham: »Muhammad, du har aldrig været kendt for forræderi, hverken da du var ung eller i din høje alder. Har du til hensigt at trænge ind i den hellige by, hvor dit eget folk bor, med våben, når du har lovet, at jeres gruppe kun ville medbringe rejsendes almindelige våben: sværd i skeder?« Profeten svarede: »Jeg bringer ikke våben ind i byen.« Mikraz sagde: »Dette er en mand, der er et forbillede på ærlighed og oprigtighed.«4 Det var nok for Quraysh-delegationen, at Muhammad sagde, at han ikke ville bringe våbnene ind. De vendte straks tilbage til deres folk for at forsikre dem om, at han ville overholde aftalen. Disse mennesker havde bekæmpet ham i næsten to årtier og beskyldt ham for alt ondt. Alligevel tøvede de ikke med at tage hans ord som udtryk for hans virkelige hensigt. Søgen efter det rette kræver, at den søgende sikrer sig, at enhver tillid, der vises ham, er velanbragt. Muhammad blev betroet gennem hele sit liv, og ingen beskyldte ham nogensinde for at være uværdig til tillid. Tværtimod gav befolkningen i Mekka ham længe før islam tilnavnet al-Amin (som betyder »den troværdige«). Vi ser for eksempel, at han kun var i begyndelsen af tyverne, da Khadijah, en velhavende enke, betroede ham at lede hendes handel med en karavane, der rejste til Syrien. Hun ville ikke have givet ham en så vigtig opgave, medmindre hun var sikker på, at hendes tillid ikke ville blive misbrugt. Hun havde et velbegrundet indtryk af ham, eftersom hun havde prøvet ham på de lokale basarer. Det var Muhammads integritet og ærlighed i alle situationer, der fik Khadijah til at foreslå, at de skulle gifte sig. Hun havde afvist mange tidligere bejlere, fordi hun følte, at de var ude efter hendes rigdom. I Muhammads tilfælde var det hende, der friede, fordi hun erkendte, at han var en mand, man kunne stole på. Vi har allerede nævnt, at Quraysh lagde planer om at myrde ham for at forhindre hans udvandring. De skyndte sig at føre deres plan ud i livet. Muhammad havde imidlertid fået betroet indskud til opbevaring. Disse indskud tilhørte ikke muslimer i Mekka, eftersom næsten alle muslimer i Mekka allerede var udvandret til Medina. De tilhørte derimod vantro, som befandt sig i fjendens lejr. Trods befolkningen i Mekkas fjendtlighed over for Muhammad og hans budskab nærede de ikke den mindste tvivl om hans integritet og ærlighed. Enhver, der ejede noget værdifuldt, ville betro det til Muhammad til opbevaring, sikker på at finde det i god behold, når de ønskede det. Som en sidebemærkning finder jeg det forbløffende i denne situation, at de ikke indså, at en person med en sådan ærlighed og integritet ikke ville lyve over for Gud. Det siger sig selv, at denne praksis med at opbevare værdigenstande hos Muhammad ikke begyndte, efter at han blev Guds profet og sendebud, men må være begyndt langt tidligere. Folk fortsatte med at anerkende hans ærlighed, efter at han begyndte at modtage og forkynde Guds budskab; om noget følte de, at han var endnu mere pålidelig og troværdig. Muhammad gav sin fætter Ali opgaven at tilbagelevere folks indskud. Ved at tilbagegive folks værdigenstande efter at være undsluppet et mordforsøg og efter at være blevet jaget ud af byen bekræftede han, at deres tillid til ham var velanbragt. For ham var det utænkeligt at ændre sin praksis trods alle de problemer, hans folk påførte ham. Han søgte altid det rette og gjorde det; det var rigtigt, at de mennesker, som havde betroet ham deres værdigenstande, skulle have dem tilbage, da han forlod byen og ikke længere kunne opbevare dem sikkert. Det forhold, at de var fjendtligt indstillede over for ham og hans budskab, ændrede intet. Søgen efter det rette kræver retfærdighed i enhver situation, hvor mennesker står i konflikt. Profeten var altid ivrig efter at fastslå retfærdighed, uanset hvem de stridende parter var. Dette var hans mål, før han blev udvalgt til sin store rolle som Profet, og det fortsatte med at være hans mål, hver gang to parter forelagde ham deres strid til afgørelse. I kapitel 1 nævnte vi for eksempel den situation, hvor han blev bedt om at mægle i striden mellem Quraysh-klanerne om den ærefulde handling at lægge den sorte sten tilbage på sin plads. Han havde flere muligheder. Han kunne have argumenteret for, at hans egen klan, Hashim-klanen, skulle udføre denne ærefulde opgave, eftersom hashemitterne var den mest ansete klan. Han kunne have afsagt dom til fordel for den klan eller de klaner, der havde mindst at gøre med Kabaen og pilgrimsfærden. En sådan afgørelse ville have givet dem noget, der kunne styrke deres position. Han kunne have valgt en neutral person eller argumenteret for sin egen neutralitet. Det gjorde han ikke. I stedet erkendte han, at situationen krævede fuldstændig retfærdighed, og valgte en afgørelse, hvor alle klaner deltog på lige fod. Det var en afgørelse præget af fuldstændig retfærdighed: at opnå det rette. Efter profetskabet var Muhammad dommer i alle stridigheder inden for det muslimske samfund eller mellem muslimer og ikke-muslimer. Han erklærede over for alle berørte, at han kun kunne dømme på grundlag af de beviser, der blev forelagt ham: »Enhver af jer,« advarede han, »kan komme med tilsyneladende stærkere beviser, og jeg vil dømme til hans fordel. Men han skal overveje dette: Hvis jeg giver ham noget, der rettelig tilhører hans bror, giver jeg ham kun et stykke af helvedesilden. Han kan vælge at tage imod det eller lade det være.«5 For en troende er dette en meget stærk advarsel, eftersom den giver de berørte mennesker ansvaret. De bør vide, om de har et berettiget krav eller ej; og hvis de er i tvivl, bør de søge afklaring. På denne måde fastsatte Profeten en høj standard for ansvar og lod alle mennesker dele dette ansvar, så ret og retfærdighed kunne blive etableret. I førislamisk tid var Muhammad meget opsat på at være retfærdig over for alle. Når han blev bedt om at mægle, dømte han retfærdigt over for alle, fordi det rette kræver retfærdighed. Da han blev Guds sendebud, løftede han dette til en endnu højere standard. Et eksempel vedrører de jødiske samfund i Medina. Som nævnt i det foregående kapitel var jøderne meget utilfredse med islam og forsøgte på enhver måde at undergrave det muslimske samfund. De brød deres traktat med Profeten og stillede sig på hans fjenders side. Men når det gjaldt afgørelser i sager, der involverede jøder, viste Profeten et klart eksempel på at sikre retfærdighed. I én sag stjal en person et skjold fra en anden. Begge tilhørte ansarerne, men tyven var tilsyneladende mistænkt for hykleri. Da beviserne pegede på den virkelige tyv, gemte han i hemmelighed det stjålne skjold i hjemmet hos en jødisk nabo. Derefter bad han sine slægtninge fortælle Profeten, at de havde set det stjålne skjold i jødens hjem. Det gjorde de, og Profeten irettesatte anklageren. Profeten modtog imidlertid koranåbenbaringer, der fortalte ham, hvordan sagen forholdt sig. Disse blev nedskrevet i versene 105-113 i sura 4 (»Kvinderne«). Hvad ville enhver hersker gøre i en sådan situation, hvor den anklagede fjende er uskyldig, og den uanfægtede ven er skyldig? Lad os se på argumentet for at lade sagen forblive, som den så ud, med de materielle beviser, der pegede på jøden som tyven, eftersom det stjålne skjold blev fundet i hans hjem. Sayyid Qutb skriver: Hvis menneskelige eller verdslige standarder eller hensyn havde været afgørende i den islamiske lov og i dens gennemførelse, ville der have været flere grunde til at overse hele begivenheden. Man kunne have frembragt en tilsløring, og sagens virkelighed ville ikke være blevet afsløret på en måde, der nærmede sig en skandale. Den første og tydeligste grund var, at den anklagede selv var jøde og tilhørte et jødisk samfund, der kæmpede indædt mod islam og anvendte ethvert våben, det rådede over. Muslimerne på den tid led meget under jødernes onde planer. [Gud har villet, at muslimerne til alle tider skulle lide meget under jøderne!] Disse jøder i Medina lod sig ikke begrænse af hensyn til ret eller retfærdighed. De anvendte ingen moralsk standard i deres omgang med det muslimske samfund. En anden grund udsprang af, at sagen direkte angik en gruppe af ansarerne, muslimerne i Medina, som havde givet Profeten og hans ledsagere fra Mekka tilflugt, støtte og beskyttelse. En sådan hændelse kunne let have forårsaget stor splittelse og had mellem deres forskellige grupper. At rette anklager mod en jøde ville have afværget enhver sandsynlighed for splittelse blandt dem. En tredje grund til at godkende en tilsløring var, at det ville have undgået at give jøderne i Medina flere våben, som de kunne angribe ansarerne med. En afsløring ville have gjort det muligt for jøderne at fordømme ansarerne for at stjæle fra hinanden og derefter falskeligt og bevidst beskylde jøderne for deres egne forbrydelser. Jøderne ville med sikkerhed ikke have ladet en sådan mulighed gå fra sig.6 Uden tøven erklærede Profeten jøden uskyldig. Han var ligeglad med alle de hensyn, der kunne have fået mennesker til at gå ind for en tilsløring. Han var optaget af at etablere ret og retfærdighed. Han indskærpede alle sine ledsagere, at uretfærdighed ville føre til både den enkeltes og samfundets undergang, fordi retfærdighed etablerer det rette og styrker samfundet. Vi ser tydeligt, hvordan søgen efter det rette fik Muhammad til at være retfærdig i sin afgørelse længe før islams fremkomst, og vi kan se, hvordan søgen efter retfærdighed under islam fik ham til at sætte retfærdigheden på en højere standard. Søgen efter retfærdighed synes at være noget, der var indplantet i Muhammads natur fra en meget tidlig alder. Dette fremgår af beretningen om hans møde med en kristen munk i Syrien, da han stadig var tolv år. Beretningen er vidt udbredt i den islamiske histories kilder, men dens pålidelighed kan ikke fastslås med absolut sikkerhed. Flere orientalister anser den for et vigtigt bevis, der støtter deres påstande om, at Muhammad mødte kristne gejstlige og lærte af dem. Vi behøver ikke drøfte disse påstande her, bortset fra at sige, at hvis dette er deres bevis, er deres sag stadig svag. Den pågældende beretning nævner, at Muhammad som tolvårig klamrede sig til sin onkel Abu Talib, da denne skulle af sted på en forretningsrejse til Syrien med en handelskaravane. Abu Talib var en blødhjertet onkel og tog sin elskede nevø med sig. Karavanens rute gik tæt forbi eneboercellen, hvor Bahira, en kristen munk, boede. Han inviterede karavanens folk til et måltid hos sig. Mens han serverede for dem, blev han ved med at se på Muhammad. Derefter tog han ham til side og spurgte ham om ham selv. Så bad han ham sværge ved al-Lat og al-Uzza, to af de vigtigste arabiske afguder. Muhammad afbrød ham og sagde: »Bed mig ikke sværge ved al-Lat og al-Uzza, for jeg hader intet, sådan som jeg hader dem.« Bahira omformulerede sit spørgsmål og lod ham sværge ved Gud, hvorefter Muhammad svarede ham som normalt. Efter denne samtale spurgte Bahira Abu Talib, hvad Muhammad var i forhold til ham. Da han bekræftede, at Muhammads far var død før hans fødsel, bad Bahira Abu Talib passe ekstra godt på sin nevø, eftersom især jøderne kunne skade ham. Pointen her er det had, som en tolvårig udtrykte over for de afguder, hans folk tilbad; dette var ikke en holdning, der byggede på noget religiøst princip. På det tidspunkt havde Muhammad ikke været udsat for nogen religiøs undervisning ud over det, der var kendt i Mekka, hvilket var en meget lav form for afgudsdyrkelse. Der var nogle mennesker i Mekka, som forkastede afgudsdyrkelsen, men ingen af dem viste nogen tilbøjelighed til at begynde at forkynde en ny religion. Selv de mennesker, hvis forkastelse af afgudsdyrkelsen var velkendt og omtalt, søgte enten stadig efter en bedre tro, såsom Waraqah ibn Nawfal, eller var meget unge, såsom Zayd ibn Amr. Dette var en instinktiv modvilje, der måske byggede på personlig iagttagelse af, at disse guddomme ikke var andet end menneskeskabte statuer. Afvisningen af afgudsdyrkelsen fulgte Muhammad gennem hele hans liv. Han var voksen, da hændelsen med afguden Buwabah, som er omtalt i kapitel 1, fandt sted. Som en person, der var elsket af hele sin familie, gav han efter for sine tanters pres og tog til denne afguds festival, fordi den betød meget for hans familie. Hver gang han kom i nærheden af en afgud, fik han besked på at holde sig væk fra den. Dette er et aspekt af den guddommelige beskyttelse mod alt, der har med hedensk gudsdyrkelse at gøre. Mere relevant her er hans afvisning af at deltage i denne festival år efter år trods sine tanters pres for at få ham til at tage del i den. Dette fortæller os, at han var fuldstændig overbevist om, at tilbedelse af sådanne afguder var forkert, eftersom den ikke opfyldte hans kriterier for, hvad der var ret. For ham var disse afguder nytteløse genstande, fremstillet af mennesker, opstillet af mennesker og æret af mennesker; dette var absurd for Muhammad, som altid søgte det rette. Dette er blot to eksempler fra et helt liv, hvor han altid holdt sig borte fra afgudsdyrkelse. På intet tidspunkt i sit liv før profetskabet henvendte Muhammad sig til nogen af de guddomme, som hans folk tilbad. Han rørte ikke ved nogen af dem og søgte ikke velsignelse fra nogen af dem. Han fjernede sig ganske enkelt fra sit folks primitive religion og forkastede den helt. Hvis vi undersøger Muhammads liv før profetskabet, ser vi en mand, der var hengiven over for sin familie. Når han mistede sine kære, sørgede han lidenskabeligt; når han var i sin onkels hjem, var hans omgang med familien omsorgsfuld; da han var tolv år, klamrede han sig til sin onkel ved dennes afrejse, fordi han ikke ønskede at miste ham, selv ikke i nogle få uger; da han blev gift, var han en eksemplarisk ægtemand og far. Han deltog i alt ædelt, som hans familie og klan foretog sig, herunder at kæmpe side om side med sine onkler. Han deltog i alliancen for at fjerne uretfærdighed. Når vi ser ham så involveret i sin familie og klan, spørger vi os selv, hvilken grund han kunne have til at udeblive fra de religiøse festivaler, som hans familie tillagde stor betydning. Den eneste grund er, at denne gudsdyrkelse var i strid med hans sans for sandhed og hans ivrige søgen efter det rette. Da Muhammad var i midten af trediverne, begyndte han at søge ensomhed som tilflugt fra de frastødende sider af livet i Mekka: dets hedenske gudsdyrkelse og løse moral. Han tog til en hule på Hira-bjerget nogle få kilometer uden for Mekka og opholdt sig der i flere dage i en form for gudsdyrkelse, der ikke havde nogen anerkendt form eller fast struktur. Hulen var lille og fuldstændig isoleret, med plads til, at kun én person kunne stå, sidde eller ligge. Ved indgangen kunne Kabaen ses tydeligt i det fjerne gennem en lille åbning i den modsatte ende. Foran hulen var der et lille åbent område, som var i skygge for solen på grund af to store klippemasser på to sider, mens den fjerde side var helt åben og gav en svag, forfriskende brise. Her opholdt Muhammad sig i flere dage i fuld hengivelse. Det arabiske udtryk for en sådan hengivelse er tahannuth, som betyder »selvrenselse«. Profeten har ikke fortalt os, hvilken form for gudsdyrkelse han plejede at udføre på de dage. Koranen fortæller os imidlertid, at han aldrig forventede at modtage åbenbaringer fra det høje, før englen kom til ham med den første åbenbaring.7 Den siger også, at han aldrig havde læst nogen bog og heller ikke kunne skrive med sin hånd.8 I denne periode havde Muhammad ingen klar forestilling om Gud. Zayd ibn Amr, som var en af de mennesker, der søgte at følge en religion, der gav en klar forståelse, plejede at henvende sig til Gud og sige: »Min Herre, jeg ved ikke, hvordan man tilbeder dig på rette måde.« Muhammad ville sandsynligvis have sagt det samme på den tid. Nogle muslimske historikere siger, at Muhammad før profetskabet tilbad efter Abrahams religion. I førislamisk tid plejede araberne at være stolte af, at de var Abrahams efterkommere gennem hans søn Ismael. Men den religion, deres forfædre havde fulgt, sådan som profeten Ismael havde lært dem den, var blevet så udvisket, at kun nogle primitive aspekter var tilbage, for det meste i forbindelse med pilgrimsfærden. Selv pilgrimsritualerne var blevet stærkt fordrejede. De fortsatte med at tro på Gud som himlenes og jordens Skaber, men for dem var Gud fjern. Derfor mente de, at de måtte tilbede guddomme og afguder, som kunne bringe dem nærmere Gud.9 Derfor forstår vi udsagnet om, at Muhammad i disse ensomhedens dage tilbad efter Abrahams religion, sådan, at han rettede sin hengivelse mod Gud, himlenes og jordens Skaber. Han havde imidlertid ingen klar forestilling om Gud eller om, hvordan man tilbeder Ham. Hans hengivelse var blot et forsøg på gennem ensomhed og eftertanke at opnå en bedre forståelse. Derfor betragter vi hans perioder i ensomhed, som blev hyppigere, da han nærmede sig de fyrre, som forenelige med hans søgen efter det rette. Det, han søgte, var en korrekt forståelse af menneskets stilling og liv. Under en af disse ensomhedsperioder kom englen for første gang til ham, som det er berettet i kapitel 1. Dette var hans første kontakt med det hinsidige. Intet menneske er nogensinde forberedt på sådanne kontakter; derfor skælvede Muhammad og blev grebet af frygt. Han kendte ikke kontaktens natur eller naturen hos den engel, han modtog. Han kunne ikke sige noget sikkert om det. Dette forklarer hans hurtige flugt hjem og hans bøn til sin hustru om at dække ham til og svøbe ham i noget varmt. Hustruens forsikringer gav ham dog ikke nogen sikkerhed; hvordan kunne han være sikker, når hun heller ikke havde kendskab til sagen? Hendes forsikringer byggede imidlertid på, at han havde en ædel karakter. Hun sagde til ham: »Du er god mod dine slægtninge; du hjælper de svage; du er gavmild mod de fattige; du tager imod gæster.«10 Hun sagde også, at han altid talte sandt. Hun tilføjede, at en person med sådanne egenskaber aldrig kunne blive svigtet af Gud. Muhammad var ikke tilfreds med sin hustrus forsikring, eftersom den blot var et logisk argument, og han ønskede mere. Derfor gik han sammen med sin hustru til Waraqah ibn Nawfal, som var hendes fætter. Waraqah var en gammel, blind mand, der havde rejst vidt og bredt i søgen efter den rette tro. Han var konverteret til kristendommen og var velbevandret i Bibelen. Waraqah lyttede til alle detaljer om mødet med englen, før han drog sin konklusion: »Du har mødt ærkeenglen, som plejede at komme til profeten Moses.« Waraqah fortalte ham også, at han ville blive det sendebud, som var blevet lovet i alle de guddommelige skrifter. Han erklærede desuden, at Muhammads opgave ville blive vanskelig, og at hans folk ville drive ham bort: »Jeg ville ønske, at jeg var i live på det tidspunkt, for jeg ville være sikker på at give dig urokkelig støtte.«11 Det fremgår af de beretninger, vi har, at Waraqah mødte ham mere end én gang i de følgende dage og gav ham forsikring. Waraqah skulle imidlertid snart dø. Her ser vi en mand, der har haft en enestående oplevelse, hvis lige ingen blandt hans folk kendte til. Der havde ikke været nogen beretning om en profet blandt araberne siden Ismael. Derfor måtte sagens sandhed nås, og det var formålet med disse møder med Waraqah. Fra ham, som var en menneskelig lærd med stærk interesse for religion, havde Muhammad fået en vis indsigt i profetskabet. Derfor kunne han bedre forstå de forsikringer, som englen gav ved de efterfølgende besøg, og sandheden blev snart klar. Den næste åbenbaring forsikrede derfor Muhammad om fremtiden, men rådede ham til at gøre sig klar til den opgave, der var blevet pålagt ham, og som ville blive vanskelig. Han kunne kun forberede sig til den gennem lange timer med hengivelse og bøn om natten: Du, som er indhyllet! Stå op til bøn om natten, bortset fra en lille del af den, halvdelen af den eller lidt mindre, eller føj noget til den. Fremsig Koranen roligt og tydeligt. Vi vil overdrage dig et tungt budskab. Nattens timer er stærkest i deres virkning og mest rette i tale. Om dagen har du en lang række gøremål. Nævn derfor din Herres navn og hengiv dig helt til Ham. Han er østets og vestens Herre. Der er ingen guddom ud over Ham. Tag Ham som din beskytter. (73:1-9) Profeten adlød: Han stod i tilbedelse i lange timer hver nat i et helt år. Han vidste, at det var hans pligt, og dette gav ham yderligere forsikring. Han indså, at han var blevet pålagt en vanskelig opgave, som skulle føre menneskeheden ind på den rette vej i de vigtigste spørgsmål om religion og gudsdyrkelse. Dette var den absolutte sandhed, der kom til ham fra den rette kilde, Gud den Almægtige. Han behøvede ikke længere at søge efter det rette, for han ville kende det i enhver situation resten af sit liv.

KAPITEL 4

behovet for et guddommeligt budskab Englen kom, da Muhammad var i tilbagetrukkethed i hulen på Hira-bjerget, og sagde til ham, at han skulle læse de første fem korte vers af Koranen. Muhammads profetskab begyndte i det øjeblik, han modtog disse første åbenbaringer. Ligesom andre lærde definerer imam Ibn Hazm profetskab som tilegnelsen af viden, der er absolut sikker, og som ikke kan opnås gennem menneskelig stræben eller erfaring. En sådan viden kan kun skænkes af Gud, og Han giver den kun til de tjenere, som Han udvælger til profeter. Nogle profeter kan få guddommelige budskaber, som de derefter overbringer til de mennesker, de er rettet til. Hvis en profet ikke får sit eget budskab, arbejder han med budskabet fra en tidligere sendebud. Israels børn havde utallige profeter, men sendebuddene blandt dem var få. Moses og Aron er måske de tydeligste eksempler på dette. Gud udvalgte Moses til at viderebringe budskabet i Toraen, mens Aron var en profet, der arbejdede med Moses’ budskab. En række af Guds sendebud nævnes ved navn i Koranen, men Gud siger, at Han også sendte sendebud, som Han valgte ikke at fortælle os om. Henvendt til Profeten siger Han i Koranen: »Vi sendte andre sendebud før dig. Om nogle har Vi fortalt dig, mens Vi ikke har fortalt dig om andre.« (40: 78) Kort efter begyndelsen på sine åbenbaringer blev Muhammad Guds sendebud, da Gud åbenbarede versene for ham: »Du, som er indhyllet i din kappe, rejs dig og advar!« (74: 1-2).1 Det betød, at Profeten skulle forkynde den guddommelige tro i overensstemmelse med det budskab, han ville modtage. Alt, hvad der var bevaret intakt fra tidligere guddommelige budskaber (det vil sige uden forvanskning), skulle bekræftes eller ændres af det nye budskab. I alle tidligere tilfælde blev Guds sendebud sendt til deres egne folk, talte deres sprog og kaldte dem til at tro på Gud og indrette deres liv efter de budskaber, der blev overbragt dem. Profeten blev erklæret for Guds sidste sendebud, og hans budskab var det sidste, Gud skulle give menneskeheden. Derfor er hans budskab indeholdt i en bog – Koranen – som Gud har garanteret at bevare intakt til alle tider. At menneskeheden altid har brug for et guddommeligt budskab, er hævet over enhver tvivl, og det hænger nøje sammen med formålet med menneskets skabelse. Ifølge alle profeter og Guds sendebud påtager mennesket sig opgaven at opbygge et dydigt liv på jorden. Da profeten Salih opfordrede sit folk til alene at tilbede Gud, sagde han til dem: »Han har skabt jer af jorden og ladet jer bosætte jer på den.« (11: 61) Med bosættelsen følger fremskridt og en forædling af det smukke og nyttige (sådan som det arabiske tilsvarende udtryk ista[marakum, der bruges i dette koranvers, antyder). Når vi betragter vores placering i universet, bliver det klart, at selv om vi gennem århundrederne har gjort alle disse opdagelser og fremskridt, kan vi kun bevæge os inden for et begrænset område, og vores evner er begrænsede. Mennesket har altid følt, at der findes en vældig verden hinsides, og det er bestræbelsen på at nå frem til den og opdage dens hemmeligheder, der har motiveret dets forskning, videnskabelige arbejde, filosofiske teorier, poesi og fiktion. Det har givet anledning til ethvert fremskridt, mennesket har gjort. Men selv de, der gør de mest spændende opdagelser, er de første til at erkende, at de kun kradser i overfladen, og at der findes meget mere hinsides. Dette gælder menneskets natur, psykologi, følelser og sindsstemninger i lige så høj grad, som det gælder den materielle verden omkring os. Når vi beskæftiger os med den materielle verden, kan vi begå fejl. Vi kan dog altid revidere vores metoder og rette vores fejl. Situationen er ikke så enkel, når vi regulerer følelser, sindsstemninger og menneskets natur. En lille fejl på disse områder kan få vidtrækkende skadelige følger. Behovet for at afværge sådanne følger ved at rette en indledende fejl møder ofte modstand fra en del af befolkningen, fordi enhver menneskelig situation har positive og negative sider. De, der drager fordel af dens positive sider, vil – forståeligt nok – modsætte sig forandringen. Når vi forsøger at korrigere sådanne følger, går vi desuden ofte for langt i den modsatte retning, så der efter nogen tid bliver behov for endnu en korrektion. Hvis der fra begyndelsen havde været en ordentlig vejledning, kunne mange af samfundets fejl være undgået. Ser vi for eksempel på seksualmoralen i det vestlige samfund og dens udvikling gennem de seneste to århundreder, finder vi, at det nittende århundrede håndhævede strenge værdier. Første halvdel af det tyvende århundrede oplevede to verdenskrige, som fjernede næsten al denne strenghed. Da p-pillen blev anset for sikker, blev den såkaldte »seksuelle revolution« i 1960’erne hyldet som en frigørelse fra vilkårlige værdier. Intellektuelle diskussioner, der sammenlignede det nittende og det tyvende århundredes værdier på dette område, havde en tendens til at afvise de tidligere strenge tilgange som hykleriske: man antog, at den tidligere befolkning ikke virkelig troede på strenge værdier, men var tvunget af samfundet til at opretholde en facade. Ethvert argument om, at tidens litteratur ikke støttede en sådan vurdering, blev sædvanligvis imødegået med den opfattelse, at romanforfattere og dramatikere måtte udøve selvcensur, så deres værker ikke skulle blive forbudt. På den anden side har det vestlige samfund bevæget sig så langt væk fra datidens værdier, at nogle måske spekulerer på, om det, der stadig er uacceptabelt i dag, kan blive acceptabelt i fremtiden. I de senere år har videnskabelige fremskridt rejst nogle meget vanskelige etiske spørgsmål, især hvad angår genteknologi og lægeassisteret befrugtning og graviditet. Det menneskelige samfund har forsøgt ihærdigt at finde tilfredsstillende svar på spørgsmål som disse: Hvem har den retmæssige krav på det barn, der fødes af en surrogatmor? Hvis en kvinde indgår aftale med et par om at føde et barn, der er resultatet af kunstig befrugtning, men senere beslutter at beholde barnet, når det er født, er det så tilstrækkeligt, at hun tilbagebetaler parret det beløb, de måtte have betalt hende på forhånd? Hvor bindende er en sådan kontrakt? Er det rigtigt at bruge reagensglasmetoder til at hjælpe en ældre kvinde med at blive gravid, som i det nylige tilfælde, hvor en niogtresårig kvinde fødte ved kunstig befrugtning? I hvilket omfang kan genteknologi anvendes til at give par mulighed for at vælge deres kommende barns køn og egenskaber? Hvad med lægeassisteret selvmord: er det rigtigt at hjælpe dødeligt syge mennesker med at afslutte deres liv, hvis de ønsker det? I sådanne spørgsmål er det vanskeligt at afgøre, i hvilket omfang menneskesamfundet kan gå frem efter princippet om forsøg og fejl. Hvis de skadelige følger af forsøg på et bestemt område er alvorlige og vanskelige at afhjælpe, kan det betyde, at mennesker udsættes for alvorlige problemer, som de kunne være blevet skånet for, hvis der havde været ordentlig vejledning. Vi har brug for vejledning for at undgå farlige områder og leve et rimeligt lykkeligt liv. Da menneskelig erfaring ikke kan give os denne vejledning, er den eneste tilgængelige kilde Skaberen: Han kender sin skabning og kan afgøre, hvad der vil gavne eller skade os. Guddommelig vejledning er blevet givet os, lige siden menneskeheden blev til. Den gives på to måder: den første er menneskets natur, når den er sund og ikke forurenet af negative påvirkninger, og den anden er gennem profeter. Disse to arbejder sammen, eftersom det budskab, profeterne forkynder, styrker menneskenaturens ressourcer og sikrer, at den forbliver på rette vej. Vi må her minde os selv om definitionen på profetskab, som er tilegnelsen af viden, der er absolut sikker, og som ikke kan opnås gennem menneskelig stræben eller erfaring. Gud er ifølge islam universets og alt eksisterendes Skaber. Han er Absolut, Omsorgsfuld og Barmhjertig. Hans viden er fuldkommen og omfatter alt. For at forstå Guds viden kan vi sige, at den er fuldkommen og uafhængig af tid og sted. Med andre ord føjes der intet til den som følge af nogen begivenhed i universet. Vi kan ikke sige, at der har været et tidspunkt, hvor Gud ikke vidste noget og derefter lærte det: dette gælder ikke Gud. Gud er således den eneste kilde, der kan give os en vejledning, som er fuldkommen og anvendelig på menneskelivet. Det har Han gjort gennem de budskaber, Hans sendebud har overbragt. Livet efter døden Et spørgsmål, der til stadighed har forvirret menneskeheden, er, hvad der sker med os, når vi dør. Den guddommelige religions synspunkt er, at vi vil blive genoprejst til et andet, evigt liv, hvor vi skal stå til regnskab for det, vi gør i dette liv, og blive rigt belønnet, hvis vores gode gerninger vejer tungere end vores onde. De mennesker, hvis dårlige gerninger langt overstiger deres gode, vil blive dømt af Gud: Han vil vælge enten at tilgive eller straffe dem. Denne guddommelige dom vil sende mennesker til Paradis eller Helvede, alt efter hvad Gud – i sin absolutte retfærdighed og barmhjertighed – finder retfærdigt. Han er aldrig uretfærdig mod nogen, og Hans tilgivelse kan være fuldstændig. Han tilgiver alle synder, også meget alvorlige synder, med den ene undtagelse at hævde, at Han har nogen form for partnere. Derfor vil alle, der tror på Guds enhed, accepterer Hans budskab og gør gode gerninger i dette liv, med sikkerhed modtage Guds tilgivelse for deres synder og blive belønnet for deres gode gerninger. Da vores nuværende liv er begrænset og kortvarigt, mens det andet liv er evigt, er det rimeligt, at alle forbereder sig på det sidste ved at tro på Gud og gøre gode gerninger i dette liv. Når mennesker tager imod dette kald og holder fast ved det, får det en stærk indflydelse på menneskets liv på jorden. Mennesker, der gør godt, elskes og respekteres af dem omkring dem, fordi de gavner deres samfund. Det betyder, at den vej, som den guddommelige tro fremmer, vil have stærke og positive virkninger på vores nuværende liv og samtidig sikre lykke i det kommende liv. Her kan der opstå nogle spørgsmål: Hvordan kan vi være sikre på, at der findes et andet liv? Hvilket bevis har vi på det? Mennesker vender ikke tilbage efter døden for at fortælle os, hvad der sker, når de forlader vores verden, så hvordan kan vi tale om det hinsidige med sikkerhed? Beviset findes i, at Gud er retfærdig og ikke vil tillade uretfærdighed at sejre. Der findes megen uretfærdighed i menneskelivet, både på individ- og samfundsniveau. Eksempler på uretfærdighed findes overalt: herren, der mishandler sine tjenere; arbejdsgiveren, der betaler lave lønninger for meget indbringende arbejde; multinationale selskaber, der samler enorme profitter, mens de holder deres arbejdsstyrke i den tredje verden under fattigdomsgrænsen; ægtemanden, der slår sin hustru; forældrene, der mishandler deres børn; og diktatoren, der tyranniserer hele befolkningen i et land. Antallet af uretfærdigheder i enhver landsby, by eller stat er umåleligt. Men Gud er retfærdig og tillader ikke, at uretfærdighed forbliver ustraffet. Uretfærdige situationer er udbredt i verden omkring os, og når en uretfærdig situation opstår, forsøger man som regel at rette den. Hvis dette liv havde været et mål i sig selv, ville disse forsøg lykkes, og alle uretfærdigheder ville blive rettet i det. Mennesket er den mest værdifulde af alle skabninger i vores verden. Derfor bør situationer, der bringer elendighed til det menneskelige samfund, forhindres fra begyndelsen og rettes, når de opstår. Alligevel forbliver mange uløste, både på individ- og samfundsniveau. Det er derfor logisk at konkludere, at hverken Guds skabelsesorden eller Hans retfærdighed ville tillade en sådan ufuldkommenhed i et fuldkomment udformet livssystem. Derfor er et andet liv, hvor retfærdigheden fuldt ud bliver etableret, nødvendigt. Dette er, hvad den guddommelige tro har lovet lige siden menneskets skabelse. Det fremstilles i de klareste vendinger i Koranen, som rummer det islamiske budskab. Når vi desuden ser på livet i vores verden, finder vi, at der findes utallige balancer, som må fungere sammen, for at livet kan fortsætte. Hvis blot én af disse balancer forstyrres, selv i ringe grad, kan katastrofale følger for både mennesker og miljø opstå. Sådanne afstemte balancer kan ikke være opstået af sig selv; de er snarere resultatet af Guds fine udformning og fuldkomne afstemning af den verden, vi lever i. Denne finjustering og balance gælder også hele universet. Det er usandsynligt, at Skaberen skulle have etableret et så fuldkomment design blot for at forlade det og lade verden regulere sig selv uden nogen indgriben. Det ville svare til en maskiningeniør, der konstruerede en fuldkommen maskine og derefter lod den køre af sig selv uden at tage hensyn til vedligeholdelse. Guds vejledning giver derimod den indsigt, mennesket behøver for at opretholde denne balance. En sådan indsigt kan ikke opnås fra nogen anden kilde. Mennesket er blevet udmærket blandt alle skabninger, der lever i verden, ved sin frie vilje. Vi har fået evnen til at bestemme, hvordan vi vil føre vores liv. Vi påvirkes ganske vist af naturens kræfter og har kun ringe indflydelse på deres kontrol. Men bortset fra dette kan vi i praktisk taget alle situationer vælge vores handlemåde. Denne evne pålægger os et klart ansvar for at vælge det, der fremmer menneskeliv og fremskridt, og det, der bevarer og udvikler vores miljø. Ansvar går hånd i hånd med ansvarlighed. Vi står til ansvar over for Gud, og dette ansvar afholdes i det kommende liv. Desuden er det rigtigt, at vores regnskab holdes åbent for Gud, fordi det er Ham, der har givet os midlerne og redskaberne til at opfylde det ansvar, Han har tildelt os. Vi må ikke glemme, at dette ansvar tjener vores egne interesser, eftersom det kræver, at vi opbygger et lykkeligt menneskeliv på jorden og fremmer menneskelige fremskridt. Det endelige budskab Gud har skænket os vejledning i form af et budskab, som Han overbragte os gennem et menneskeligt sendebud, der levede et normalt liv midt i et almindeligt menneskeligt samfund. Dette budskab blev sendt for at hjælpe os med at opfylde vores ansvar og aflægge et godt regnskab for vores tid på jorden. Gennem århundrederne sendte Gud mange sendebud med Sin vejledning. De overbragte alle det samme grundlæggende budskab, selv om der var forskelle i detaljer. Alle religioner krævede, at mennesker troede på Guds enhed, bad deres bønner og betalte zakat (det vil sige obligatorisk almisse). Dette er den guddommelige tros søjler i alle dens former. De udgør troens renhed og bygger på erkendelsen af menneskets position som Guds tjener, der alene retter sine bønner til Ham og opretholder socialt samarbejde og sikkerhed. Guds sendebud blev imidlertid oprindeligt sendt til deres egne folk og fik også budskaber, der kun gjaldt deres samfund. Da menneskeheden nåede sin modenhed, var det nødvendigt at stille den over for et budskab fra Gud, der skulle gælde for hele menneskeheden i alle fremtidige generationer og overalt i verden. Dette budskab er legemliggjort i Koranen, Guds eget ord, sådan som det blev overbragt os gennem Profeten, der modtog det fra englen Gabriel. Når en profet henvendte sig til sit folk og kaldte dem til at tro på Gud og Dommedag, bad de ham komme med mirakuløse beviser til støtte for hans budskab. Makkas arabere krævede også sådanne mirakler af Profeten. Gud gav tidligere sendebud sådanne mirakuløse tegn: profeten Moses forvandlede sin stav til en hurtigt bevægende slange, og hans hånd skiftede farve, da han lagde den på sit bryst; profeten Jesus helbredte den blinde og bragte en død mand tilbage til livet; og andre profeter fik mirakler, der passede til deres folk og deres civilisationsniveau. Profeten Muhammad fik ingen af disse, fordi hans budskab gjaldt hele menneskeheden i alle generationer. At frembringe et mirakel, som ses af en begrænset gruppe mennesker, hvor stor den end måtte være, på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted, passer ikke med den status, hans budskab har, eller dets universelle gyldighed. Profeten henviser til dette, når han siger: Enhver profet fik sådanne mirakuløse tegn, at mennesker ville tro. Det, jeg har fået, er åbenbaringer, som Gud har skænket mig. Jeg håber, at jeg på Dommedag vil være den, der har de fleste følgere.2 De budskaber, som tidligere sendebud fik, antog forskellige former. Skrifter blev givet til Abraham, Moses og Jesus, og salmerne blev givet til David. Koranen beskriver både Toraen og Evangeliet som indeholdende »vejledning og lys«.3 Disse budskaber blev imidlertid udsat for ændringer og forvanskning, som i nogle tilfælde gik i den modsatte retning af det, Gud ønskede. Folk spørger ofte, hvorfor Gud tillod, at en sådan forvanskning sneg sig ind i Hans budskaber. Grunden er, at Gud ikke havde til hensigt, at disse budskaber skulle være de endelige. Han har lovet at bevare sit endelige budskab intakt og frit for enhver forvanskning. Da dette endelige budskab henvender sig til hele menneskeheden i alle generationer, må det have form af en bog; det kunne ikke antage nogen anden form. Derfor har vi Koranen, Guds ord, som er forblevet og for altid vil forblive tilgængeligt for hele menneskeheden i sin oprindelige form, fri for enhver forvanskning i overensstemmelse med Guds garanti. Lærde har vist, hvordan Koranen blev bevaret fra åbenbaringens første dage. I dag læses Koranen hver dag overalt i verden, sådan som den er blevet gjort, lige siden åbenbaringen blev fuldendt for over 1400 år siden. Der er absolut ingen forskel mellem håndskrevne eksemplarer fra mange århundreder siden og eksemplarer, der fremstilles i dag noget sted i verden. Nogle mennesker spekulerer på, hvordan et budskab, der blev åbenbaret for fjorten århundreder siden, kan være anvendeligt i dag eller om endnu tusind år. Der er visse områder, der gælder for alle mennesker overalt i verden, uanset deres udviklingsniveau, såsom forholdet mellem mennesket og Gud. På dette område er reglerne fastlagt på en fleksibel måde, så mennesker uden vanskelighed kan tilpasse deres tid og engagement til religionens krav. Bønnen er et klart eksempel. Vi beder fem obligatoriske bønner hver dag. Det tidsrum, der er tilladt for hver bøn, gør det imidlertid let for enhver at fremsige dem uden at gå glip af nogen. Desuden findes der i nødstilfælde lempelser, så mennesker kan opfylde deres pligt. På andre områder, hvor de sociale forhold undergår grundlæggende forandringer, fastlægger det guddommelige budskab klare principper og værdier, der skal anvendes, mens det overlader det til mennesker at indrette deres liv, som de ønsker. For eksempel er de økonomiske forhold i et udviklet industrisamfund meget forskellige fra forholdene i et middelalderligt landbrugssamfund. På dette område forbyder islamiske principper åger, udnyttelse og monopol. De kræver, at de fattige bliver taget hånd om, og opretter zakat-systemet for at opfylde dette krav. Desuden skal arbejdere og ansatte have deres løn udbetalt, når den forfalder. Koranen opstiller også klare værdier, der skal opretholdes. Forudsat at dens principper og værdier anvendes, giver islam mennesker fuld ret til at ordne deres anliggender, som de finder det passende. Profeten gav sine ledsagere en meget klar udtalelse om dette: »I kender bedst til jeres verdslige forhold.« Et menneskeligt sendebud Gud valgte ikke at åbenbare Sin vejledningsbog på én gang, så mennesker kunne studere den omhyggeligt og derefter føre den ud i livet. I stedet gav Han os en langt bedre mulighed ved at sende os et sendebud, som skulle overbringe Hans budskab og lære os, hvordan vi skulle omsætte det i praksis. Sendebudet var et menneske, der var født og opdraget på samme måde som alle andre. Han var ikke udmærket, bortset fra at han var modtager af Guds budskab og havde særlige personlige egenskaber. Han færdedes og levede sit liv som et almindeligt menneske. At Gud skulle vælge et almindeligt menneske til at overbringe sit budskab, er et stridspunkt for de vantro. De undrer sig ofte over, hvorfor Gud valgte et almindeligt menneske som sit sendebud i stedet for en engel. Dette bygger på forestillingen om, at hvis en engel overbragte budskabet, ville mennesker kende dets betydning og acceptere det. Et sådant argument bygger på den måde, mennesker selv ordner deres anliggender på. Når statsledere sender budskaber til deres modparter, sender de premierministeren eller en udenrigsminister: derved gives budskabet større betydning gennem budbringerens identitet eller position. Guddommelige budskaber får deres betydning af, at de kommer fra Gud. Et guddommeligt budskab sendes, for at mennesker skal føre det ud i livet. Hvis en engel blev sendt med det og viste mennesker, hvordan de skulle praktisere det, ville mennesker med sikkerhed hævde, at det ikke kunne gælde dem, fordi de ikke er engle. Når folk begår en synd, vil de sige, at de ikke kan undgå den, fordi de er mennesker, mens Guds sendebud ville finde det let at undgå synd, fordi engle er skabt til at gøre det, Gud befaler dem. For at være relevant må et budskab fra Gud kun overbringes af et medlem af det samfund, det sendes til. Et budskab til menneskeheden kan derfor kun overbringes af et menneske. Gud siger i Koranen: Intet har hindret mennesker i at tro, når vejledningen kom til dem, bortset fra at de sagde: »Kan det være, at Gud har sendt et menneske som sit sendebud?« Sig: »Hvis der på jorden havde været engle, der gik omkring som deres naturlige opholdssted, ville Vi have sendt dem et englesendebud fra himlen.« (17: 94-95) Menneskelige sendebud overbringer ikke blot budskabet; de giver også et praktisk eksempel på, hvordan det skal føres ud i livet. Mennesker vil altid se op til dem for at se, hvordan Guds befalinger skal udføres. De vil vide, at ethvert eksempel, der sættes, kan efterlignes af dem. Intet, sendebudet gør, vil ligge uden for deres rækkevidde, fordi sendebudet ligesom dem er underlagt menneskelige begrænsninger. På den anden side indgår et menneskeligt sendebud fuldt ud i samfundet og deler dets følelser, bekymringer, glæder, triumfer og håb. De kan således værdsætte den uendelige nåde, Gud har skænket dem ved at vælge én af dem som sit sendebud. Islams budskab blev åbenbaret over en periode på treogtyve år, hvor Profeten levede blandt sit folk, vejledte dem i hvert skridt og ændrede deres livsform. Når de havde brug for undervisning, gav han dem den, og når noget forekom dem usikkert, fjernede han snart deres usikkerhed. Hvis en opgave syntes for vanskelig, hjalp han dem med den eller viste dem, hvordan de kunne udføre den uden besvær. Når tingene gik imod deres forventninger, og de fandt det vanskeligt at gøre, hvad han bød dem, behøvede han blot at gøre det foran dem, så skyndte de sig at følge hans eksempel. Da fredsaftalen ved Hudaybiyah for eksempel blev underskrevet, krævede den, at muslimerne vendte tilbage til Medina uden at fuldføre deres tilbedelse ved Kabaen i Mekka. Deres tanker var rettet mod at komme ind i Mekka og tilbede dér, men fredsaftalen krævede, at de vendte tilbage og udsatte deres besøg i Mekka et år. Profeten bad dem slagte deres offerdyr og træde ud af ihram dér, hvor de befandt sig, så de kunne vende tilbage. De var så oprørte, at ingen gjorde, som han havde sagt. Men efter råd fra sin hustru slagtede Profeten sit offerdyr og begyndte at barbere sit hoved foran dem. Straks fulgte de hans eksempel. Når muslimerne stod over for et problem i disse velsignede år, gik de til Guds sendebud. Hvis han kendte svaret, fortalte han dem det; hvis ikke, ventede han på vejledning fra Gud, som normalt kom i form af koraniske åbenbaringer. Se for eksempel Khuwaylah bint Tha[labah, som kom til Profeten med tårer i øjnene. Hun klagede over, at hendes mand havde sagt de grimme ord, som ville gøre hende forbudt for ham. Det var en afskyelig skik blandt araberne: når en mand ville genere sin hustru på grund af noget, hun havde gjort, sagde han til hende, at hun var som hans mor for ham, og at han ikke længere ville have seksuelt samkvem med hende. I denne situation var hun ikke skilt, men hun blev forbudt for sin mand. Da hendes mand, som var muslim, havde sagt disse ord, gik Khuwaylah til Profeten for at klage over ham. Det er nyttigt at lære hendes historie at kende, sådan som hun selv fortalte den: Jeg var gift med Aws ibn al-Samit, og han var blevet gammel og havde et heftigt temperament. En dag kom han hjem, og jeg spurgte ind til noget, han havde sagt. Det gjorde ham vred, og han sagde til mig: »Du er for mig som min mors ryg.« Derefter gik han ud og sad en tid sammen med sine folk. Senere kom han tilbage og viste, at han ville have samleje. Jeg sagde: »På ingen måde! Ved Ham, der holder Khuwaylahs sjæl i Sin hånd, du må ikke nærme dig mig, efter at du har sagt det, du sagde, før Gud og Hans sendebud har afgjort vores sag.« Han forsøgte at tvinge mig, men jeg overvandt ham på den måde, en kvinde kan overvinde en svag gammel mand. Jeg forlod ham og gik til en af mine naboer for at låne en kjole af hende. Jeg gik til Profeten og satte mig foran ham. Jeg fortalte ham, hvad der var sket, og klagede stærkt over min mands dårlige manerer. Profeten sagde til mig: »Khuwaylah! Din fætter er en gammel mand; vær derfor venlig og gudfrygtig i din behandling af ham.« Før jeg gik, blev der åbenbaret åbenbaringer fra det høje om mig. Profeten oplevede det, han sædvanligvis oplevede, når åbenbaringer blev givet ham. Så kom han til sig selv og sagde: »Khuwaylah! Gud har åbenbaret koranvers om dig og din ægtefælle.« Derefter læste han for mig de vers, der begynder: »Gud har hørt den kvindes ord, der diskuterer med dig om sin mand og klager til Gud. Gud har hørt, hvad I begge havde at sige. Gud hører alt og ser alt. Selv om nogen af jer siger til sine hustruer: ’Du er for mig som min mors ryg’, er de ikke jeres mødre; deres mødre er de kvinder, der fødte dem. Det, de siger, er syndigt og falsk. Men Gud tilgiver og bærer over. De, der adskiller sig fra deres hustruer ved at sige: ’Du er forbudt for mig som min mor’, og derefter trækker deres ord tilbage, skal sone ved at frigive en slave, før ægtefællerne igen må have fuldt ægteskabeligt samkvem. Dette er en formaning til jer, og Gud er fuldt vidende om alt, hvad I gør. Den, der ikke har midlerne, skal i stedet faste to sammenhængende måneder, før ægtefællerne igen må have fuldt ægteskabeligt samkvem; og den, der ikke er i stand til det, skal bespise tres fattige. Dette, for at I kan vise jeres tro på Gud og Hans sendebud. Dette er de grænser, Gud har fastsat. En pinefuld straf venter dem, der ikke tror.« (58: 1-4) Profeten sagde derefter til mig: »Bed ham om at frigive en slave.« Jeg sagde: »Guds sendebud! Han har ikke midlerne til det.« Han sagde: »Så lad ham faste to sammenhængende måneder.« Jeg sagde: »Han er bestemt en gammel mand, der ikke kan faste.« Han sagde: »Så skal han bespise tres fattige med en wasq4 dadler.« Jeg sagde: »Guds sendebud! Ved Gud, det har han ikke råd til.« Profeten sagde da: »Så vil vi hjælpe ham med en sæk dadler.« Jeg sagde: »Guds sendebud! Jeg vil også hjælpe ham med en anden sæk.« Profeten sagde: »Det er godt og venligt af dig. Gå og giv dette som almisse på hans vegne, og tag godt vare på din fætter.« Jeg gjorde, som Profeten havde sagt til mig. (Overleveret af Ahmad og Abu Dawud.)5 Denne sag illustrerer, hvor involveret Guds sendebud var i det muslimske samfunds liv gennem disse treogtyve års åbenbaring. Det drejer sig om en enkel kvinde og hendes gamle og svage mand, som havde en uoverensstemmelse, der førte til en uholdbar situation. Løsningen kom direkte fra Gud, som sagde, at Han havde lyttet til hendes klage. De mange års hjælp, som Guds sendebud gav det første muslimske samfund, var nødvendig, fordi den gav praktisk vejledning, som lærde gennem årene har studeret, så korrekt anvendelse af den guddommelige vejledning i forskellige tider og omgivelser kunne blive let og ligetil. De gav også Guds sendebud den nødvendige tid til at forme et sammenhængende samfund, forenet af sin tro og sin forkyndelse af det guddommelige budskab, ud af et uregerligt stammesamfund, hvor uberettigede plyndringstogter var almindelige. Det muslimske samfund, som Profeten formede i denne periode, var veludrustet til at bringe Guds budskab til menneskeheden og indlede den islamiske civilisation, der skulle lede menneskeheden i mange århundreder.

1 Begyndelsen af denne sura blev åbenbaret meget tidligt i Profetens mission. Det er velkendt, at Koranen ikke er ordnet kronologisk. De første koranvers, der blev åbenbaret for ham, er faktisk dem i begyndelsen af sura 96.
2 Al-Bukhari, hadith nr. 7274; Muslim, hadith nr. 152.
3 Koranen: 5: 44, 46.
4 En wasq er et rummål, der anslås at veje omkring 130 kilogram hvede.
5 Sayyid Qutb, In the Shade of the Qur’an, bind 16, The Islamic Foundation, Leicestershire, 2009, s. 393-394.

KAPITEL 5

Muhammad: Guds Sendebud
Muhammad (fred være med ham) forstod klart sin rolle som Guds Sendebud. Han var klar over, at det betød, at han skulle overbringe Guds budskab og gøre det kendt for alle. En af hans unge ledsagere, Abdullah ibn Amr, udtrykte, at budskabet om Guds enhed gives, så det kan åbne øjne, der har været blinde, ører, der ikke kunne høre, og hjerter, der har været forseglede. Guds budskab åbner således alle menneskets erkendelsesevner for den store sandhed i universet, nemlig Guds enhed. Med andre ord skulle Profeten få folk til at forstå, at Gud er Skaberen af universet og alt, hvad der findes i det, og at værdsætte, hvad dette indebar for dem: at de alene måtte underkaste sig Ham og føre deres liv på en måde, der stemmer overens med en sådan underkastelse. Som Guds Sendebud skulle Muhammad give menneskeheden klare begreber om Gud, mennesket og forholdet mellem de to samt forklare, hvad livets afslutning på jorden ville betyde for hvert menneske. Muhammad, en mand, der havde levet fyrre år blandt sit folk og vundet deres respekt for sin gode opførsel og sin redelighed, skulle fortælle dem, at Gud havde udvalgt ham til at være Hans Sendebud, og at han overbragte dem Guds budskab. Hvilken reaktion kunne han forvente? Hvordan ville folk se på en mand, der fortalte dem, at han havde et særligt forhold til Gud og derfor myndighed over dem? Hvordan ville de føle, når han beordrede dem til at ændre deres livsførelse for ikke at pådrage sig Guds mishag? Han fortalte dem faktisk, at hvis de ikke adlød ham, udsatte de sig selv for Guds strenge straf.

På grund af dette budskabs konsekvenser måtte man forvente, at folk ville ønske bevis for hans påstande. Profeten blev gentagne gange mødt med krav om materielle beviser, der kunne bekræfte hans stilling som Guds Sendebud. Folk ønskede, at dette bevis tydeligt skulle vise, at det kom direkte fra Gud selv. Da han fortalte dem, at det kun var Gud, der besluttede, hvornår et mirakuløst tegn skulle vises, mødte de hans svar med spot og sårende beskyldninger. Koranen fortæller om sådanne krav: “De siger også: Hvad er det for et Sendebud, som spiser mad og går omkring på markedspladserne? Hvorfor er der ikke sendt en engel ned til ham, som kunne advare sammen med ham? Eller hvorfor er der ikke givet ham en skat? Eller hvorfor har han ikke en have, hvorfra han kan få sin næring?” De uretfærdige siger: “Den mand, I følger, er sandelig besat.” (25:7-8)

Da situationen i Mekka blev polariseret mellem dem, der voldsomt modsatte sig ham, og dem, der accepterede hans budskab, forsøgte de førstnævnte vedholdende at undertrykke islam helt, og deres krav om mirakler blev så absurde, at de ikke fortjente et svar. Koranen nævner disse krav: “De siger: Vi vil ikke tro på dig, før du får en kilde til at springe frem for os fra jorden, eller før du har en have med dadelpalmer og vinstokke, hvorigennem du lader floder strømme, eller før du får himlen til at falde ned over os i stykker, sådan som du har truet os med, eller før du bringer Gud og englene ansigt til ansigt foran os, eller før du får et hus af guld, eller før du stiger op til himlen. Og vi vil ikke tro på din opstigning, før du bringer os en bog, som vi kan læse.” Sig: “Højlovet er min Herre! Jeg er kun et menneske og et Sendebud.” (17:90-93)

Det siger sig selv, at hvis Profeten var blevet givet noget, der lignede det, disse arabiske vantro krævede, ville de stadig have fornægtet hans budskab. Skatte, storslåede gårde og haver ejes af almindelige mennesker, men deres enorme rigdom giver dem ikke nogen særlig status. Hvis Profeten på samme måde skulle frembringe noget mirakuløst, såsom at få kilder til at springe frem af jorden, ville disse vantro stadig have hævdet, at han var en troldmand, ligesom tidligere vantro havde påstået om deres egne profeter og sendebud. Nogle vantro beskyldte ham under alle omstændigheder for trolddom.

Pointen er, at der ikke mangler mirakuløse beviser: Overalt omkring os findes mirakuløse tegn, der peger på Gud som Skaberen af alt. Disse tegn findes i hvert barns fødsel, i hvert frø, der får en plante eller et træ til at vokse, i hver blomst, der åbner sig for at sprede sin duft, og i hvert lille og stort væsen, uanset dets beskaffenhed. Det eneste, der behøves, er en rigtig eftertanke over det, vi ser omkring os, for at indse, at Guds, Skaberens, hånd står bag det hele. Hvis det havde været nødvendigt med et materielt mirakel, for at vi skulle tro, ville vores tro blive meningsløs. Der er ikke megen fortjeneste i at forstå, at et bord er lavet af en snedker, en bil af en maskiningeniør eller en computer af en hardwareingeniør. Vi kan have kurser og manualer, der viser den teknologi, der indgår i fremstillingen af alt i det menneskelige samfund; men vi kan ikke fatte, hvordan Gud skaber liv i nogen af dets former.

Profeten fortalte folk, at de måtte tro på Guds enhed. Det er et bevidst skridt, som mennesket tager, og det kræver forpligtelse på det, en sådan tro indebærer. For at hjælpe folk med at nå frem til beslutningen om at tage dette skridt sendte Gud et budskab, der indeholdt vejledning såvel som et bevis, der stemmer overens med menneskets natur og er logisk acceptabelt. Ikke desto mindre var det op til hvert menneske selv at tage dette skridt, og det skulle tages frit og uden pres eller hindring fra nogen part. Da flertallet af Mekkas befolkning modsatte sig Profeten og forsøgte at tvinge hans tilhængere til at give afkald på deres tro, var Profetens svar blot at bede dem om at lade ham forkynde sit budskab frit ved at tale med andre stammer. Alt, hvad han ønskede, var en platform, hvorfra han kunne tale til folk, og valgfrihed for alle.

Et tungt ansvar
Profeten blev fra begyndelsen advaret om, at hans opgave ikke ville blive let. I en meget tidlig koranisk åbenbaring sagde Gud til ham: “Vi vil overdrage dig et tungt budskab.” (73:5) Profeten forstod, at han skulle bære et tungt ansvar. Vanskeligheden ved opgaven lå ikke i overbringelsen af budskabet, for han var veludrustet til denne opgave med evnen til at udtrykke sig flydende, et stort sprogligt herredømme, velbegrundede argumenter og en ædel karakter, som alle, der kendte ham, anerkendte. Han forstod snarere af denne udtalelse, at der ville komme stærk modstand mod ham og hans budskab. Derfor sagde han til sin hustru Khadijah, da hun en nat bad ham hvile sig: “Khadijah, tiden med fredelig søvn er forbi.”

Han indså, at han ikke længere var herre over sin egen tid; han måtte tage sig af sin mission hvert øjeblik, dag og nat, og han viste sig opgaven værdig. Dette rejser spørgsmålet om, hvor meget et menneske kan tåle for at fuldføre sin opgave som Guds Sendebud. Hvilken byrde påtog Muhammad sig, da han accepterede sin rolle? I de allerførste dage opsøgte Muhammad Waraqah ibn Nawfal, den ældre lærde i de guddommelige religioner, for at få beroligelse om det, han havde set ved sit første møde med Gabriel. Waraqah fortalte Muhammad, at han ville møde megen fjendtlighed.

Muhammad udholdt virkelig megen personlig mishandling. Han blev fornærmet, gjort til grin og bagvasket. Han blev også beskyldt for at være troldmand, sindssyg, en digter, der hengav sig til overdrivelser, og en munk, der var isoleret fra livet. Listen over beskyldninger er næsten endeløs. Fysisk mishandling var en konstant trussel mod ham, selv om den beskyttelse, hans onkel ydede ham gennem tykt og tyndt, til en vis grad mindskede den. Når Qurayshs hårde mænd mente, at de kunne slippe af sted med personlig mishandling af Profeten, havde de ingen betænkeligheder ved det. De kastede snavs på ham, mens han bad nær Kabaen, og han kunne ikke løfte hovedet, før hans unge datter kom for at hjælpe ham. De forsøgte at myrde ham ved mere end én lejlighed. Til sidst måtte han flygte fra sin hjemby. Alt dette var dog lettere for ham at bære end at se sine tilhængere blive udsat for tortur og fysisk mishandling af værste slags.

Eksemplarisk overbærenhed
Profeten indså, at han måtte bære alt dette og meget mere uden at ty til gengældelse for nogen personlig krænkelse, heller ikke fysisk overlast. Anas ibn Malik beretter for eksempel: “Jeg gik sammen med Guds Sendebud, mens han bar en kappe med en ru kant. En beduin indhentede ham og trak hårdt i ham. Jeg så på Profetens hals og så, hvordan kanten af hans kappe havde efterladt et tydeligt mærke på hans hud på grund af beduinens hårdhændede opførsel. Så sagde beduinen til ham: Muhammad, giv ordre til, at jeg skal have en del af de penge, Gud har givet dig. Profeten så på ham og gav derefter den nødvendige ordre, så han kunne få sin andel.” (Berettet af al-Bukhari og Muslim.)

Beduinen ønskede nogle penge og mente, at Profeten skulle give ham dem. I stedet for at spørge på en ordentlig måde og vise Profeten den respekt, han havde krav på, trak han imidlertid meget hårdt i Profetens kappe. Profeten sagde ikke et bebrejdende ord til ham; han beordrede ham i stedet en gave. At overse menneskers fejl – også når de var rettet personligt mod ham – var et ufravigeligt kendetegn ved Profeten. Han følte, at han måtte opgive alle personlige hensyn for sin missions skyld. Derfor indlod han sig ikke i personlige stridigheder, og han så gennem fingre med enhver krænkende handling eller bemærkning, der blev rettet mod ham fra muslimer eller ikke-muslimer.

Da han var i Mekka, hvor nogle altid var parate med deres fornærmelser, svarede han aldrig nogen af dem. Senere i Medina, hvor han havde al myndighed, og hvor hans tilhængere var rede til at gøre, hvad end han bød dem, var han endnu mere tilgivende og imødekommende. En jøde ved navn Zayd ibn Sa’nah stod for eksempel i nærheden, da Profeten modtog en hastende anmodning om at sende nødhjælpsforsyninger til et bestemt samfund, der boede et stykke fra Medina. Da Profeten spurgte, fik han at vide, at der ikke umiddelbart var noget til rådighed, som kunne sendes. Jøden tilbød da Profeten et betydeligt beløb for at skaffe nødhjælpsforsyninger på den betingelse, at pengene skulle fungere som forudbetaling for en mængde dadler, der skulle leveres til jøden på en bestemt dato. Han ønskede dadlerne fra en bestemt gård, men Profeten accepterede kun tilbuddet, hvis jøden ikke insisterede på denne gård, og på disse betingelser blev aftalen indgået.

Jøden berettede, at Profeten og nogle af hans ledsagere to eller tre dage før den aftalte tid deltog i begravelsen af en mand fra Ansar. Efter bønnen for den afdøde satte Profeten sig ved en mur. Jøden gik hen til ham, greb fat i hans klæder, så strengt på ham og sagde: “Muhammad, vil du ikke betale det, som med rette tilkommer mig? Jeg har kendt din klan som mennesker, der holder deres aftaler, og jeg har handlet med nogle af jer.” Han så på Umar og så hans øjne bevæge sig som en bold. Umar så strengt på ham og sagde: “Guds fjende! Hvordan vover du at sige og gøre mod Guds Sendebud, hvad jeg har hørt og set? Ved Ham, der sendte ham med sandhedens budskab, ville jeg have hugget hovedet af dig med dette sværd, hvis ikke jeg havde risikeret at gå glip af det, jeg er ivrig efter at få.”

Guds Sendebud så roligt på Umar og sagde: “Vi har brug for noget bedre fra dig, Umar. Det havde været bedre, hvis du havde bedt mig holde min aftale og bedt ham fremføre sit krav på en passende måde. Tag ham med og giv ham alt, hvad der tilkommer ham. Giv ham også tyve mål dadler ekstra som kompensation for at have skræmt ham.” Umar gik ud sammen med jøden og gav ham det, der tilkom ham, samt forhøjelsen. Jøden spurgte ham om grunden til det ekstra beløb. Umar sagde: “Guds Sendebud har pålagt mig at give dig dette, fordi jeg skræmte dig.” (Berettet af al-Hakim, al-Bayhaqi, al-Tabarani og Ibn Hibban.)

Dette var en uberettiget offentlig fornærmelse, eftersom Profeten ikke havde misligholdt aftalen: Jøden havde fremsat sit krav et par dage før forfaldsdatoen. I stedet for at protestere over dette gav Profeten ordre til, at manden skulle have sit tilgodehavende med en ekstra gave. Den mand, der blev valgt til at gøre det, var netop den, der havde været rede til at dræbe jøden på grund af den fornærmelse, han havde rettet mod Profeten. Profeten ønskede at lære Umar en bedre måde at håndtere en sådan situation på og påpegede først en bedre fremgangsmåde end at skræmme manden: “Det havde været bedre, hvis du havde bedt mig holde min aftale og bedt ham fremføre sit krav på en passende måde.”

Historien lyder indtil videre mærkelig: Hvorfor skulle jøden opføre sig sådan, når det aftalte betalingstidspunkt stadig lå et par dage ude i fremtiden? Han giver selv svaret, da han taler med Umar, efter at denne havde forklaret ham, hvorfor han havde givet ham mere, end han havde krav på. Han nævnte sit navn, Zayd ibn Sa’nah, og bekræftede, at han var en velkendt rabbiner. Forbløffet spurgte Umar ham, hvorfor han havde opført sig sådan. Han sagde: “Da jeg så Muhammad, genkendte jeg i hans ansigt alle tegnene på profetskab, sådan som de er nævnt i vores skrifter, bortset fra to egenskaber, som jeg måtte sætte på prøve. Det er, at hans overbærenhed behersker hans vrede, og at han bliver endnu mere overbærende, jo hårdere man behandler ham. Jeg gjorde, hvad jeg gjorde, som en prøve, og jeg har bekræftet begge dele. Derfor vil jeg have dig, Umar, til at være mit vidne på, at jeg tror på Gud som min Herre, at jeg er tilfreds med islam som min religion og Muhammad som Profeten. Jeg vil også have dig til at være mit vidne på, at jeg giver halvdelen af min formue – og jeg er en af de rigeste her – som almisse til Muhammads samfund.” Umar sagde: “Eller snarere til nogle af dem, for du kan ikke give til dem alle.” De gik sammen tilbage til Profeten, hvor Zayd ibn Sa’nah erklærede sig som muslim. Han deltog i flere ekspeditioner sammen med Profeten.

Vi kan ikke fastslå præcist, hvornår den første hændelse fandt sted, men vi kan sige, at det var efter, at Profeten havde slået sig ned i Medina, og beduiner plejede at komme til ham for at få hjælp. Hændelsen med den jødiske rabbiner fandt sted i de første år efter Profetens udvandring til Medina, da den muslimske stat stadig var fattig. Da forholdene blev bedre, og det muslimske samfund nød et mere behageligt liv, bevarede Profeten sin holdning af overbærenhed og sin vane med at overse menneskers fejl.

Nogle fejl kom fra muslimer, der sandsynligvis var nye i islam og derfor ikke forstod Profetens stilling og karakter. De kunne være blevet tiltrukket af islam, da dens lykke var i fremgang, i håb om at opnå materiel gevinst. Profeten så gennem fingre med deres krænkende bemærkninger eller mangel på manerer. Det følgende eksempel fandt sted lidt over to år før afslutningen på Profetens velsignede liv, altså da den muslimske stat blev frygtet af alle arabere.

Efter slaget ved Hunayn gav Profeten gavmilde gaver til nogle arabere, hvis helhjertede støtte han håbede at vinde. Gaverne kom fra krigsbyttet. Den islamiske regel om sådanne krigsgevinster er, at firs procent deles af den hær, der kæmpede det slag, som frembragte byttet, mens tyve procent går til staten. I Profetens levetid var han statens leder, og han sørgede for, at denne del af krigsbyttet gik til de fattige og til statens og det muslimske samfunds almene velfærd. Det betød, at anvendelsen af den var underlagt Profetens eget skøn. Efter Profeten træffer en muslimsk hersker beslutning om, hvordan den skal anvendes til det muslimske samfunds velfærd.

Abdullah ibn Masud nævnte, at da Profeten gav disse mennesker de gavmilde gaver, sagde en mand: “Denne fordeling er uretfærdig. Den er ikke foretaget for at behage Gud.” Jeg mente, at jeg måtte fortælle dette til Profeten. Jeg fortalte ham det. Han svarede: “Hvem vil være retfærdig, hvis Gud og Hans Sendebud er uretfærdige? Må Gud vise Moses barmhjertighed; han blev udsat for endnu større mishandling og bar det hele med tålmodighed.” (Berettet af al-Bukhari og Muslim.)

At overbringe Guds budskab
Som Guds Sendebud skulle Muhammad overbringe Guds budskab. Eftersom det var rettet til hele menneskeheden, hvordan skulle han da overbringe det? Tænk på hans situation i Mekka, midt på en vidtstrakt ørkenhalvø, på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes andre kommunikations- eller kontaktmidler end den personlige kontakt, enten mundtligt eller skriftligt. Det var det tunge budskab, han havde fået, og han viste sig opgaven værdig.

Den måde, hvorpå han forkyndte den islamiske tro, viser, at han henvendte sig til enkeltpersoner, grupper, samfund og verden. Han ringeagtede hverken en lille opgave eller veg tilbage for en stor. I de første år i Mekka talte Profeten til folk både i grupper og enkeltvis. Han forklarede sit budskab til enhver, der ville lytte. Han fortalte dem, at han var Guds Sendebud, og forklarede dem den islamiske tros væsen. Han lod sig aldrig afskrække af en krænkende bemærkning, en beskyldning eller en direkte afvisning. Han gjorde det klart for alle, han talte med, at han ikke bad om andet end muligheden for at forklare dem det budskab, han var pålagt at give dem: De var frie til at træffe deres beslutning.

Da fjendtligheden mod ham og hans budskab blev voldsom, og Quraysh advarede alle, der kom til eller besøgte Mekka, mod ham, opsøgte han stadig enkeltbesøgende og gik til alle stammers lejre under pilgrimsfærden. Han forsøgte at bringe sit budskab til en anden by, Taif, hvor han mødte endnu mere fjendtlig modstand, selv om han ikke klagede på det tidspunkt. Senere gav han udtryk for sine følelser og sagde, at det sværeste for ham var, at han gik ud om morgenen og talte til folk, hvor end han mødte dem, og kunne tilbringe flere timer uden at nogen gav ham et venligt ord, kun hårde afvisninger.

Trods alt dette etablerede han et andet centrum for sit budskab i et fjernt land, Abessinien, fordi han vidste, at dets konge, Negus, var en retfærdigsindet hersker. Således bragte han selv i Mekka, hvor han kun havde et lille samfund af tilhængere, sit budskab til enkeltpersoner fra sin egen by og til andre arabiske stammer, og han holdt også en international tale.

I Medina, hvor han havde et langt større samfund og stod over for hære, der forsøgte at kvæle hans budskab og endog udrydde hans samfund, tog han imod enhver enkeltperson og gav vedkommende sin fulde opmærksomhed, mens han forklarede islams budskab. Han ville af ingen grund udsætte svaret på en persons spørgsmål om islam.

Abu Rifaah, en beduin, beretter: “Jeg kom til Profetens moské, mens han holdt en prædiken. Jeg sagde: Guds Sendebud, her er en fremmed, som er kommet for at spørge om troen, for han ved intet om den. Profeten kom hen til mig og forlod sin prædiken, indtil han nåede mig. Man bragte ham en stol, måske med jernben. Han satte sig på stolen og talte til mig og lærte mig noget af det, Gud havde lært ham. Derefter genoptog han sin prædiken og fuldførte den.” (Berettet af Muslim.)

Profetens holdning kan sammenlignes med de strenge manerer, der traditionelt anvendes, når en taler holder en tale, forelæsning eller prædiken. Dette betyder ikke, at folk bør have lov til at afbryde talere med spørgsmål, der måske ikke har noget med emnet at gøre; det viser blot, hvilken betydning Profeten tillagde, at Guds budskab blev overbragt til alle mennesker, og først og fremmest til dem, der spurgte om det. Hans holdning her ligner den, en læge har, når han reagerer på en nødsituation.

Enhver, der spurgte om islam, hvad enten spørgsmålet gjaldt det grundlæggende eller detaljerne, fik et beredvilligt svar fra Profeten, som opmuntrede alle til at lære. At undervise folk i islams tro var hans mission, og han var ivrig efter at opfylde den så godt, han kunne.

I et andet eksempel sagde en kvinde ved navn Asma’ bint Yazid ibn al-Sakan til Profeten: “Guds Sendebud, jeg taler på vegne af en gruppe muslimske kvinder, som alle deler min opfattelse. Gud har sendt dig som Sendebud til både mænd og kvinder. Vi troede på dig og fulgte dig. Men vi kvinder er husmødre, og vi bliver hjemme. Vi tilfredsstiller mændenes behov og føder deres børn. Mænd har det privilegium at deltage i fredagsbønner og begravelser samt i jihad-ekspeditioner. Når de drager på en sådan ekspedition, passer vi på deres ejendele og tager os af deres børn. Får vi del i deres belønning for dette, Guds Sendebud?”

Profeten vendte sig mod sine ledsagere og sagde: “Har I nogensinde hørt en kvinde stille sit spørgsmål om sin religion bedre end denne kvinde?” De sagde: “Det er helt rigtigt, Guds Sendebud.” Han sagde: “Du kan gå nu, Asma’, og fortælle alle kvinder, at når en af jer passer sit hjem og tager sig af sin mand og sørger for at behage ham, får hun den samme belønning for alt det, du har nævnt som mændenes privilegier.” Asma’ gik bort og gav udtryk for sin glæde over det, Guds Sendebud havde fortalt hende, ved at prise og lovsynge Gud.¹

At tale til folk enkeltvis eller i grupper, herunder at henvende sig til stammer og samfund, blev forbundet med en vedvarende proces, hvor han underviste sine ledsagere og udjævnede de “ru kanter” i deres karakterer, så islam kunne skabe en nation ud af disse rå ørkenarabere, der førte menneskets civilisation til nye højder.

Profeten var imidlertid Guds Sendebud til hele menneskeheden, og han måtte overbringe Guds budskab uden for Arabien. Da den umiddelbare trussel mod den muslimske stat derfor var blevet neutraliseret ved indgåelsen af fredsaftalen i Hudaybiyah med Quraysh og sejren over jøderne i Khaybar, sendte Profeten beskeder til herskerne i alle landene omkring Arabien, herunder kejserne i sin tids to supermagter: Persien og Byzans. Han skrev til dem og opfordrede dem til at tro på Guds enhed og anerkende hans budskab. Han sagde, at de ellers bar ansvaret over for Gud for sig selv og deres nationer. På denne måde sørgede han for, at islam blev omtalt i et meget stort område af verden. Fremtidige begivenheder viste, at en stor del af dette område ville blive muslimsk.²

Ingen personlige hensyn
Et vigtigt aspekt af det, Muhammad som Guds Sendebud måtte udholde i forbindelse med overbringelsen af budskabet, ses i, at han måtte sige alt det, der kom til ham fra Gud, uanset hvordan det påvirkede ham eller afspejlede sig på ham personligt. Vi må huske, at Koranen er Guds eget ord, og at den vil forblive uforandret til alle tider, eftersom Gud har garanteret at bevare den. Den reciteres faktisk i bøn og til gudsdyrkelse hver dag gennem enhver muslims liv. Når den derfor nævner noget om Profeten, bliver dens udsagn til enhver tid læst op som en gudsdyrkelseshandling.

I dette lys kan vi for eksempel læse følgende vers: “Dette er en åbenbaring fra alle verdeners Herre. Hvis han havde tillagt Os nogle opdigtede ord, ville Vi have grebet ham med højre hånd og skåret hans livsnerve over, og ingen af jer kunne have reddet ham. Dette er sandelig en påmindelse for de gudfrygtige.” (69:43-48)

At Muhammad reciterede denne åbenbaring for sine ledsagere og for sine fjender, at han læste den op i bøn igen og igen, og at den er en del af Koranen, er i sig selv et bevis – hvis der behøves bevis – på, at Koranen er Guds ord, og at Muhammad var Guds Sendebud.

Et andet eksempel er historien om den blinde mand, der kom til Profeten, mens han stadig var i Mekka, og bad om at lære noget om islam. Profeten var optaget af en gruppe af Qurayshs fornemme mænd. Han fortalte dem om sit budskab og håbede, at de ville blive muslimer. Han var utilfreds med, at den blinde mand afbrød ham. Det viste sig åbenbart i hans ansigt, selv om den blinde mand ikke kunne se det. Profeten gav ikke udtryk for sin utilfredshed med ord eller gestus; han følte sig blot utilfreds.

Enhver kunne forstå Profetens følelser. Han var i gang med en opgave, som han håbede ville bringe den islamiske sag den hårdt tiltrængte støtte. Det var ikke behageligt at blive afbrudt af en fattig blind mand, som han kunne undervise på et andet tidspunkt. Alligevel irettesatte Gud Profeten for hans holdning: “Han rynkede panden og vendte sig bort, da den blinde kom til ham. Hvordan kan du vide det? Måske ville han rense sig, eller han ville mindes, og påmindelsen ville gavne ham. Men den, der anser sig selv for selvtilstrækkelig, vier du al din opmærksomhed. Du er dog ikke ansvarlig for, at han ikke renser sig. Men den, der kommer til dig med iver og med frygt i hjertet, ham ignorerer du. Nej! Dette er en påmindelse. Lad den, der vil, tage den til sig.” (80:1-12)

Efter menneskelige målestokke var der intet forkasteligt i det, Profeten gjorde. Den blinde mand kunne trods alt ikke se udtrykket i Profetens ansigt. Profeten fortsatte blot med at tage sig af det, han mente var den vigtigste og mest umiddelbare opgave i forbindelse med sit budskab. Gud ønskede imidlertid noget andet: Han ønskede at ændre perspektiver og værdier. Den, der frivilligt kommer for at lære om islam, skal behandles som langt vigtigere end mennesker, der vender sig bort fra den, selv om der er håb om, at de vil se dens sandhed.

Dette er et princip, der bør fremsættes klart, så det gennemføres af alle, der forkynder islam, til alle tider. Koranen fastslår det, og derfor skulle Profeten erklære det. Resten af sit liv sagde Profeten, hver gang han mødte den blinde mand: “Et varmt velkommen til ham, for hvis skyld min Herre irettesatte mig.” Ved mere end én lejlighed udnævnte han ham til sin stedfortræder i Medina for at lede det muslimske samfunds anliggender i hans fravær.

Det tydeligste eksempel på, at han tilsidesatte personlige hensyn, når det gjaldt at sige det, der vedrørte hans budskab, er det, der skete morgenen efter Profetens natlige rejse. Som nævnt i kapitel 2 blev Profeten en nat ført af englen Gabriel fra Mekka til Jerusalem, hvor han mødte alle Guds tidligere sendebud og ledte dem i bøn. Derefter blev han ført til himlen og vendte tilbage til Mekka før daggry.

Ville han fortælle Mekkas befolkning om sin bemærkelsesværdige rejse? Først fortalte han det til sin kusine, i hvis hus han havde sovet natten før og efter rejsen. Da han skulle til at gå, advarede hun ham om, at han ikke måtte fortælle det til nogen, fordi hun frygtede, at de ville vige tilbage i vantro. Han forlod hende og gik til Kabaen, hvor han bad. Da han var færdig med sin gudsdyrkelse, kom hans mest hårdnakkede modstander, Abu Jahl, hen for at spørge, om der var nyt. Han fortalte ham straks, at han var blevet ført på en rejse til Jerusalem.

I stedet for at beskylde ham for at lyve spurgte Abu Jahl, om han var parat til at sige det samme til andre mennesker. Profeten bekræftede, at han var det. På få minutter samlede Abu Jahl en stor gruppe mennesker for at høre Profetens mærkelige fortælling. Med urokkelig sikkerhed fortalte han dem, at han var rejst til Jerusalem og var kommet tilbage samme nat. Beskyldninger om løgn fløj straks mod ham fra alle sider. Folk sagde: “En handelskaravane bruger en måned på udrejsen og en måned på hjemrejsen. Hvordan kunne du gøre det hele på én nat?”

Snart blev Abu Bakr hentet for at høre den mærkelige fortælling. Han bekræftede, at han troede på det hele: “Jeg tror ham, når han fortæller noget endnu mere usædvanligt, nemlig at han modtager åbenbaringer fra det høje.”

Omsorg og medfølelse
Profetens højeste prioritet var at tage sig af Guds budskabs behov og forklare det for folk, og han var altid rede til at gøre, hvad der krævedes til dette formål. Han var parat til at udholde enhver dermed forbundet vanskelighed; hans personlige komfort betød kun lidt for ham, så længe han fuldførte den opgave, Gud havde pålagt ham.

Hans holdning til Mekkas befolkning var især præget af omsorg og medfølelse. Han frygtede deres uundgåelige skæbne, hvis de fortsatte med at modsætte sig Guds budskab og forblev afgudsdyrkere. Han var som en, der ser en blind mand gå mod en afgrund og forsøger at lede ham væk fra den. Gud nævner dette i Koranen: “Vil du måske pine dig selv til døde af sorg, fordi de ikke vil tro?” (26:3)

Han var så ivrig efter, at folk skulle forstå islams sandhed og tage imod den, at han ville have gjort alt for at opnå det. Alligevel forblev mange mennesker aktivt modstandere i årevis. De planlagde flere gange at myrde ham og sendte hære for at invadere hans base og udrydde ham og hans tilhængere. Da hans sejr var fuldstændig og blev opnået med meget lidt kamp, var hans modstandere prisgivet hans nåde, men han tilgav dem alle. Han tænkte ikke på hævn, hverken for sin egen skyld eller for det muslimske samfunds skyld.

Han havde altid for øje, at han underviste gennem sit eksempel. Han var fuldt ud klar over, at islam afviser hævn. At lede gennem eksempel er rollen for dem, der forkynder islam, idet de følger den ledelse, Profeten har givet.

Guds løfter
Profeten gjorde således overbringelsen af Guds budskab til sin højeste prioritet, og han meddelte det til enkeltpersoner, samfund og andre stater. Der kan opstå et spørgsmål om hans personlige stilling i forhold til det, der blev krævet af ham. Profeten modtog koraniske åbenbaringer, som han lærte udenad. Han lod dem skrive ned og kontrollerede nøjagtigheden af den skrevne tekst. Han reciterede dem for sine ledsagere og opmuntrede dem til at lære åbenbaringerne udenad. Alt dette var en del af processen med at bevare Koranen.

Derudover fik han bestemte løfter og ordrer. Lad os se på, hvordan han forholdt sig til dem. Når Profeten modtog et løfte fra det høje, havde han fuldstændig tillid til, at det ville blive opfyldt. Nogle af disse løfter kunne aldrig være blevet givet af andre end Gud, og intet menneske kunne se, hvordan de ville blive opfyldt. Profeten fik for eksempel at vide: “Gud vil beskytte dig mod alle mennesker.” (5:67) Dette er en garanti, som ingen jordisk magt kunne tilbyde.

Hvordan reagerede Profeten? Før dette vers blev åbenbaret, skiftedes nogle af hans ledsagere til at være livvagter hos Profeten. Da verset blev åbenbaret, beordrede han dem til at gå,⁴ eftersom der ikke længere var brug for nogen til at udføre denne opgave. Det viser hans fulde tillid til det løfte, han havde modtaget.

På samme måde sov Profeten en dag under et træ. Da han vågnede, så han en fremmed stå tæt ved ham med et sværd i hånden. Den fremmede løftede sværdet, klar til at slå. Så sagde han: “Muhammad, hvem kan redde dig nu?” Profeten svarede: “Gud.” Sværdet faldt til jorden. Profeten samlede det op og sagde til manden: “Hvem kan redde dig nu?” Manden sagde: “Du kan være den ædleste af modstandere.” Profeten lod ham gå fri.

Et andet eksempel ses efter slaget ved Khaybar mod jøderne, da Profeten giftede sig med Safiyyah bint Huyayy. Hun havde mistet sin mand under slaget, og hendes far var blevet henrettet af muslimerne mindre end atten måneder tidligere. Han havde været en af islams og Profetens mest hårdnakkede fjender. Ægteskabet blev indgået på Profetens vej tilbage til Medina, efter at hun havde afsluttet sin ventetid. Hun fik valget mellem at blive frigivet eller at gifte sig med Profeten, og hun valgte ægteskabet.

Da Profeten kom ud af sit telt om morgenen, så han Abu Ayyub al-Ansari stå vagt nær teltet. Han spurgte ham, hvorfor han stod der. Abu Ayyub sagde: “Du har giftet dig med denne kvinde, og vi har netop besejret hendes folk. Jeg frygtede, at hun måske ville gøre dig fortræd.” Profeten takkede ham og bad for ham. Abu Ayyub havde med rette været bekymret over, hvad Safiyyah kunne føle over for islam og Profeten. Profeten havde imidlertid ikke den mindste bekymring.⁵

På samme måde var den muslimske hær under slaget ved Hunayn snart i kaos, mens folk bevægede sig i modsatte retninger. Profeten var tilbage med kun få af sine slægtninge og ledsagere. I stedet for at forsøge at bevæge sig væk fra kamppladsen, eftersom han ville være fjendens vigtigste mål, fortsatte han med at bevæge sig tæt på fjendens hær, mens han meget højt gentog: “Jeg er Profeten; det er sandheden. Jeg er Abd al-Muttalibs søn.”⁶ Alle disse hændelser viser, at Profeten havde absolut tillid til, at Guds løfte ville blive opfyldt.

Dette løfte om beskyttelse blev fastslået i Koranen og var kendt af alle mennesker, muslimer såvel som ikke-muslimer. Andre løfter blev imidlertid givet Profeten i forskellige former og var kun kendt af ham. Han kunne have holdt dem hemmelige, især de løfter, der pegede på store begivenheder på verdensscenen, men han fortalte andre om dem og viste dermed igen sin absolutte tillid til, at de ville blive opfyldt.

I det femte år i den islamiske kalender (627 e.Kr.) var den muslimske stat i Medina stadig meget fattig og truet af flere kræfter. En sammenslutning af fjendtlige arabiske stammer og jøder indgik en pagt og bevægede sig hurtigt mod Medina med det erklærede mål at udrydde islam og muslimerne. Da Profeten modtog efterretninger om deres fremmarch, godkendte han, at der blev gravet en bred, tør voldgrav tværs over indgangen til Medina. Han og alle muslimer arbejdede hårdt for at fuldføre udgravningen, før fjenden ankom.

Al-Bara’ ibn Azib beretter: “Under udgravningen af voldgraven stødte vi på en stor klippe, som vores økser ikke kunne knuse. Vi fortalte det til Profeten, og han kom ned. Han tog en økse og sagde: I Guds navn, før han slog på klippen. Han knuste en tredjedel af den. Han sagde: Al lovprisning tilkommer Gud. Jeg har fået nøglerne til Syrien. Jeg kan se dets røde paladser fra dette sted. Derefter sagde han igen: I Guds navn, og slog på klippen, så endnu en tredjedel blev knust. Han sagde: Al lovprisning tilkommer Gud. Jeg har fået nøglerne til Persien, og fra dette sted kan jeg se al-Mada’in og dets hvide palads, det vil sige kejserens palads. Igen sagde han: I Guds navn, og slog på klippen, så den sidste del blev ryddet. Han sagde: Al lovprisning tilkommer Gud. Jeg har fået nøglerne til Yemen, og jeg kan se portene til Sana’a fra dette sted.” (Berettet af Ahmad i Al-Musnad.)

En af hyklerne hørte, hvad Profeten sagde. Han bemærkede over for sine kammerater: “Muhammad lover os kejserens palads, når vi er for bange til selv at gå på toilettet.” Dette beskriver levende Profetens tillid til Guds løfte om, at han ville fortælle sine ledsagere, hvad han var blevet lovet, på et tidspunkt hvor de frygtede at blive overmandet af en fjende, som ikke engang kunne tænke på at måle sig med Persiens magt.

Inden for fire år underkastede Yemen sig islam, og der gik knap to årtier, før Syrien og Persien kom under muslimsk styre, mens en stor del af deres befolkninger blev muslimer.

Profeten fik også ordrer vedrørende statens anliggender og sine egne anliggender. I begge tilfælde udførte han disse ordrer uden tøven. Det var hans praksis at rådføre sig med sine ledsagere om alle situationer og lade alle udtrykke deres synspunkter, før en beslutning blev truffet. Når han imidlertid modtog en ordre fra det høje, gik han straks i gang med at gennemføre den uden at rådføre sig med nogen.

Da Yathrib, som senere blev kaldt Medina, for eksempel tog imod de muslimske udvandrere, blev Profeten tilbage og afventede Guds instrukser. Da han fik besked på at udvandre, gik han straks til Abu Bakrs hus ved middagstid, hvor næsten ingen bevægede sig rundt i Mekka på grund af den intense varme, og bad ham gøre sig klar. De drog af sted den nat, og Profeten efterlod sin hustru Sawdah og sine døtre. Han ville aldrig overveje en forsinkelse, ikke engang for at færdiggøre sine forberedelser.

Seks år senere, da han rejste med sine ledsagere til Mekka med det formål at udføre umrah, altså den mindre pilgrimsfærd, standsede Quraysh dem og gjorde det klart, at de ville forhindre dem i at komme ind, selv om det krævede brug af magt. Efter guddommelig ordre forhandlede Profeten med Quraysh uden at rådføre sig med nogen af sine ledsagere. Han accepterede alle Qurayshs betingelser, selv om de tilsyneladende var imod muslimernes interesser. Dette vakte uro blandt hans ledsagere, hvoraf nogle blev alvorligt foruroligede over Profetens holdning. Han sagde blot til dem: “Jeg er Guds tjener og Sendebud. Jeg vil ikke være ulydig mod Ham, og Han vil ikke svigte mig.”⁷

Dette var statslige anliggender, men Profeten handlede på samme måde, når guddommelige instrukser berørte hans personlige liv. Han tøvede aldrig med at gennemføre disse instrukser eller med at gøre brug af en særlig tilladelse, der var givet ham, selv om den var forbudt for andre muslimer. De tydeligste eksempler er hans ægteskaber. Alle muslimer må højst have fire hustruer samtidig. Dette gjaldt ikke Profeten, som kunne gifte sig med så mange, han ønskede, og han gjorde det uden tøven. Ligeledes var hans ægteskab med Zaynab i strid med den etablerede skik i Arabien. Kapitel 14 i denne bog er helliget hans ægteskaber.

At kalde Gud til vidne
Profeten var fuldt ud klar over, hvad hans rolle som Guds Sendebud indebar. I sin omfattende tale under sin afskedspilgrimsfærd fremlagde han islams vigtigste principper for folk og fremhævede de handlinger, der skulle efterleves eller undgås. De, der fulgte ham på pilgrimsfærden, talte op mod 250.000, og han sørgede for, at de alle var klar over, hvad han sagde.

Flere gange under talen spurgte han sine tilhørere: “Har jeg overbragt mit budskab?” De svarede: “Ja, det har du sandelig.” Så sagde han: “Min Herre, vær mit vidne.”⁸

Det forhold, at hans budskab har overlevet intakt i fjorten århundreder, er det bedste bevis på, at han overbragte det fuldt ud. Dette budskab vil med sikkerhed overleve til tidernes ende, fordi Gud har garanteret at bevare Koranen fri for forvanskning, så længe mennesker fortsætter med at befolke jorden.

¹ Ibn Abd al-Barr al-Qurtubi, Al-Isti’ab fi Ma’rifat al-Ashab, bind 4, udgivet sammen med Ibn Hajars Al-Isabah, Beirut, 1328 AH, s. 237.
² Nogle af Profetens breve og reaktionerne på dem behandles i kapitel 19.
³ Pronomenet henviser her til Muhammad (fred være med ham).
⁴ Al-Tirmidhi, Sunan (bogen om koranfortolkning). Se også Ibn al-Qayyim, Zad al-Ma’ad, bind 1, Beirut, 1994, s. 127.
⁵ Ibn Hisham, Al-Sirah al-Nabawiyyah, bind 3, s. 392. Se også al-Bayhaqi, Dala’il al-Nubuwwah, bind 4, s. 233.
⁶ Al-Bukhari, Sahih, Kitab al-Jihad wa’l-Siyar (kapitlet med titlen “At føre en andens ridedyr i kamp”).
⁷ Ibn Hisham, Al-Sirah al-Nabawiyyah, bind 3, s. 365. Se også al-Bukhari, Sahih, bogen om Al-Jihad wa’l-Siyar (kapitlet om traktatbrud).
⁸ Muslim, Sahih, bogen om pilgrimsfærd (kapitlet om Profetens pilgrimsfærd). Se også Ibn Hisham, Al-Sirah al-Nabawiyyah, bind 4, s. 276.

KAPITEL 6

Beviser på profetskab

Imam Ibn Hazm definerer profetskab som »tilegnelsen af absolut sikker viden, som ikke kan erhverves gennem menneskelig indsats eller erfaring«. En sådan viden kan kun komme fra Gud. Dette er tydeligt i tilfældet med flere af de profeter, der nævnes i Koranen. Da Koranen for eksempel taler om den unge David og om det, Gud ville give ham, da Han gjorde ham til profet, siger den: »David dræbte Goliat, og Gud gav ham kongemagt og visdom og lærte ham, hvad Han ville.« (2:251) Da Josef ligeledes nåede voksenalderen, gav Gud ham både viden og visdom: »Da han nåede sin fulde manddom, gav Vi ham visdom og viden.« (12:22) Den viden, Moses fik, beskrives med meget lignende ord: »Da han nåede sin fulde manddom og blev fuldt moden, gav Vi ham visdom og viden.« (28:14) Profeten bliver i Koranen mindet om den særlige viden, Gud gav ham: »Det er Gud, der har sendt denne Bog ned til dig og givet dig visdom og lært dig, hvad du ikke vidste. Guds gunst mod dig er i sandhed stor.« (4:113)

Alle profeter fik viden, som de ikke kunne have erhvervet på nogen af de måder, der står til rådighed for mennesker. Kendetegnet på profetskab er, at en sådan viden må være sand og ikke underlagt nogen tvivl. Et af de klareste eksempler findes i de instruktioner, Moses’ mor fik, da hun fødte ham. På det tidspunkt dræbte Farao hvert drengebarn, der blev født blandt israelitterne. Koranen siger:

»Vi inspirerede din mor: Læg [dit barn] i en kiste og kast den i floden. Floden vil kaste ham op på bredden, og en, der er en fjende af Mig og en fjende af ham, vil tage ham op.« (20:38-39)

Beviser på profetskab

Koranen giver flere detaljer:

»Vi åbenbarede for Moses’ mor: Am ham, og når du bliver bange for ham, så kast ham i floden, og frygt ikke og sørg ikke. Vi vil bringe ham tilbage til dig og gøre ham til en af Vore udsendinge.« (28:7)

Den information, Moses’ mor fik, fortalte hende, hvilke skridt hun skulle tage for at sikre, at Moses ville være i sikkerhed. Det første skridt, efter at hun havde ammet ham, var at udsætte ham for flere farer: Som spædbarn skulle han lægges i en trækiste og kastes i Nilen, så han ville blive taget op af en fjende. I denne farlige situation ville han ikke blot være i sikkerhed; han ville også blive genforenet med sin mor, så hun kunne tage sig af ham. Ingen kunne have givet hende sådanne oplysninger; tværtimod ville planen om at kaste ham i floden have forekommet enhver fornuftig person absurd. Men hun handlede efter den, og hver eneste detalje i de oplysninger, hun havde fået, gik i opfyldelse.

Denne form for viden gives til profeterne gennem åbenbaring eller inspiration. Muhammeds åbenbaringer var af to slags: Koranen, som er Guds eget ord, og hadith, som er guddommelig åbenbaring i betydning, udtrykt af profeten i hans egen stil. Jeg vil ikke komme ind på de særlige kendetegn ved nogen af delene, men det er værd endnu en gang at bemærke, at Koranen er blevet bevaret intakt, uden nogen forskel i tekst eller betydning siden dens åbenbaring. Dette er opfyldelsen af Guds løfte:

»Det er Os Selv, der har sendt denne påmindelse ned, og det er Os, der vil bevare den intakt.« (15:9)

Denne erklæring er et af talrige beviser på, at Koranen er Guds ord. Ingen kunne fremsætte en sådan påstand så eftertrykkeligt om sin egen skrift eller i det hele taget om nogen bog eller noget dokument af nogen art. Mere end fjorten århundreder er gået, siden dette løfte blev givet. I denne periode har den muslimske verden gennemlevet mange tider med uro, krig, besættelse, kaos og endda tilbageståenhed, men Koranen forblev intakt hele vejen igennem.

Koranen indeholder viden, som profeten ikke kunne have erhvervet gennem nogen menneskelig måde. Begyndelsen af sura 30 henviser for eksempel til det nederlag, Det Byzantinske Rige led under sin rival, stormagten Perserriget. På det tidspunkt befandt profeten sig stadig i Mekka og mødte modstand fra de vantro, som glædede sig over persernes sejr, fordi de mente, at deres egen afgudsdyrkelse stod persernes dualisme nærmere end byzantinernes tro på én Gud. Suraen begynder således:

»Byzantinerne er blevet besejret i det nærliggende land, men efter deres nederlag vil de sejre inden for få år. Afgørelsen tilhører Gud før og efter. Og på den dag vil de troende glæde sig over Guds hjælp. Han hjælper, hvem Han vil. Han er den Almægtige, den Barmhjertige.« (30:2-5)

En muslim betragter ikke denne beretning om en fremtidig begivenhed som en profeti, men som sand information givet af Gud. De senere begivenheder fandt da også sted nøjagtigt, som Koranen havde forudsagt: På mindre end ti år havde byzantinerne vundet en bemærkelsesværdig sejr over perserne og genvundet det land, de havde mistet til dem. Samme dag opnåede muslimerne deres store sejr i slaget ved Badr, som var deres første militære sammenstød med de vantro. Da denne sura blev åbenbaret, var antallet af muslimer måske ikke større end 300, og ingen af dem kunne have forestillet sig, at de skulle komme til at kæmpe mod nogen.

Vi forstår dette bedre, hvis vi husker, at det arabiske ord nasr, som i oversættelsen gengives med »hjælp«, også betyder »sejr«, især af militær art.

Et andet eksempel kan ses i de begivenheder, der førte til underskrivelsen af fredsaftalen i Hudaybiyah mellem muslimerne og Quraysh ved slutningen af år 6 efter hijrah (628 e.v.t.). Som forklaret i kapitel 2 rejste profeten sammen med 1.400 af sine ledsagere for at besøge Kabaen i Mekka og tilbede dér. Quraysh nægtede dem adgang. Til sidst blev der indgået en aftale mellem de to parter, som krævede, at muslimerne skulle vende tilbage. Muslimerne skulle få lov til at besøge Mekka i tre dage det følgende år, forudsat at de ikke medbragte andre våben end deres egne sværd.

Da profeten og hans ledsagere begyndte hjemrejsen, åbenbarede Gud sura 48, som kommenterer disse begivenheder. Den indeholder blandt andet et vers om, hvad der ville ske et år senere:

»I skal med sikkerhed træde ind i den Hellige Moské, om Gud vil, i fuld sikkerhed, med barberede hoveder eller kortklippet hår og uden frygt. Gud vidste, hvad I ikke vidste, og ud over dette gav Han jer en nært forestående sejr.« (48:27)

Verset forsikrede muslimerne om, at deres besøg i Mekka ville finde sted, og at de dér ville være i sikkerhed og kunne fuldføre deres tilbedelsesritualer. Dette antydes med ordene »med barberede hoveder eller kortklippet hår«. Ingen andre end Gud kunne fremsætte denne påstand. Hvordan kunne profeten eller nogen anden tale om et besøg »i fuld sikkerhed«? Hvordan kunne nogen være sikker på Qurayshs holdning, når muslimerne ikke ville have andre våben end deres sværd? Alligevel var det netop, hvad der skete.

Verset lover også »en nært forestående sejr« i en anden situation end dette besøg. Det var en henvisning til den sejr, muslimerne opnåede i slaget ved Khaybar, som fandt sted omkring tre måneder senere. Da dette vers blev åbenbaret, var ingen blandt muslimerne, ikke engang profeten, klar over nogen militær konflikt, der skulle finde sted i den nærmeste fremtid. Koranen gav dette løfte, og det blev opfyldt nøjagtigt, som det var fremsagt.

Menneskelige begrænsninger

Profeten understregede altid sin menneskelige status, og at han var underlagt de samme begrænsninger som alle andre mennesker. I en hadith af højeste autenticitet gav han sine ledsagere denne advarsel:

»Jeg er kun et menneske, og I bringer jeres stridigheder til mig. Den ene part kan have et bedre klingende argument, og jeg kan tro, at han taler sandt. Jeg kan da afsige en dom til hans fordel på grundlag af det, jeg har foran mig. Hvis jeg giver en person noget, der med rette tilhører hans bror, giver jeg ham kun et stykke ild. Han kan tage det eller lade det være.« (Overleveret af Malik og også i alle seks autentiske samlinger.)

Han understregede også, at han ikke havde viden om det, der ligger uden for menneskelig erkendelse, bortset fra det, Gud gav ham:

»Sig: Jeg siger ikke til jer, at Guds skatte er hos mig, og jeg ved heller ikke, hvad der ligger uden for menneskelig erkendelse« (6:50),

og:

»Hvis jeg havde haft viden om det, der ligger uden for menneskelig erkendelse, ville jeg have skaffet mig selv meget godt, og intet ondt ville nogensinde have ramt mig.« (7:188)

Det forhold, at Koranen giver oplysninger om fremtidige begivenheder, samtidig med at den understreger de menneskelige begrænsninger hos den profet, der modtog Koranen fra det høje, er et uigendriveligt bevis på, at Koranen blev åbenbaret af Gud

KAPITEL 7

Muhammad: Guds tjener

For at blive muslim må et menneske først afgive følgende erklæring: »Jeg bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Gud, og jeg bevidner, at Muhammad er Guds sendebud.« Ordet islam betyder »underkastelse eller selvhengivelse«, og en muslim er den, der underkaster sig Gud. Når denne erklæring fremsiges bevidst, tilkendegiver den underkastelse under Gud og en forpligtelse til at adlyde Gud i alle situationer. Denne lydighed opnås ved at følge og omsætte Profetens lære, eftersom han var den, der overbragte Guds budskab til os. En udbredt variant af ovenstående erklæring, især i bønnen, ændrer anden del af formuleringen til: »Jeg bevidner, at Muhammad er Guds tjener og sendebud.« Det er vigtigt at overveje, hvad denne tilføjelse betyder, og huske, at alle skabninger, både mennesker og andre, er Guds tjenere. Det arabiske udtryk for tjener er [abd, som også betyder »slave« eller »tilbeder«. Derfor bruges [abd ofte som en del af en persons navn, efterfulgt af et af Guds navne eller egenskaber. Således har vi navne som [Abd al-Hadi, [Abd al-Rahman eller [Abd al-Ghafur; de betyder henholdsvis »Tjeneren for Ham, der giver vejledning«, »Nådens Herre« og »Den Tilgivende«. Nogle mennesker bruger ordet »slave« om [abd. Det er imidlertid forkert, fordi slaveriets betydningsindhold er helt anderledes end det bånd, der består mellem Gud og mennesket. Dette bånd grundlægges gennem underkastelse under Gud og en forpligtelse til at gøre Hans vilje i enhver henseende. Gud pålægger dog ingen noget, der er for vanskeligt for dem. Tværtimod er Han barmhjertig mod dem, altid rede til at tilgive deres synder og se bort fra deres fejltrin. Han giver dem vejledning, så de vælger den vej, der bringer dem lykke i dette liv og i det kommende liv. Forholdet mellem mennesket og Gud er således præget af omsorg og gensidig kærlighed. Mennesket vælger at underkaste sig Gud, idet det indser, at det gennem denne underkastelse kommer i harmoni med universet omkring sig, eftersom universet og alle de skabninger, der lever i det, underkaster sig Gud. Kun mennesket har fået valgfrihed, hvilket gør det muligt at være ulydigt mod Gud og handle imod de naturlove, som Gud har sat i funktion. Når mennesket derfor underkaster sig Gud, gør det en oprigtig indsats og erklærer, at det af egen fri vilje vælger at følge Guds vejledning. Gud vil da svare ved at skænke Sin barmhjertighed og give Sine tilbedere en rig belønning: Han vil lukke dem ind i Paradiset i det kommende liv. I Paradiset vil hvert menneske have et liv i uafbrudt lyksalighed.

Dette særlige forhold mellem mennesket og Gud giver mennesket en følelse af stolthed over sin position. Det vil ikke længere være villigt til at underkaste sig nogen myndighed, der kræver, at det adlyder Gud. Det ønsker derimod at gennemføre Guds love og følge Hans vejledning, vel vidende at dette vil skabe harmoni mellem det selv og verden omkring det. Det vurderer, at det at vende sig bort fra Guds budskab bringer det i konflikt med verden omkring sig og med sin menneskelige natur. En sådan konflikt bringer mennesket elendighed i denne verden og placerer det forkert i det kommende liv. Stolthed over at have et sådant forhold til Gud får imidlertid ikke de troende til at blive indbildske; den frembringer i stedet beskedenhed i deres omgang med alle mennesker. Eftersom Gud har begunstiget mennesket med Sin vejledning, er den gode troende taknemmelig over for Gud, og denne taknemmelighed kommer til udtryk gennem vedvarende beskedenhed. Først når Guds myndighed udfordres, rejser den troende sig for at hævde sin stolthed over sin tro. I en sådan situation glæder den troende sig over kun at underkaste sig Gud og vil ikke bøje sig for nogen anden end Gud.

For at være Guds tjener må et menneske modstå fristelser. Mennesker udsættes ofte for fristelser, materielle såvel som andre. Når et menneske står til at vinde noget, der har stor tiltrækningskraft for den menneskelige natur, kan det være meget vanskeligt at modstå fristelsen, især når ingen skadelige følger er nært forestående. I mange samfund er visse ting, som religionen forbyder, tilladt efter landets lov, og mennesker kan blive fristet til at overtræde det religiøse forbud. Når dertil kommer, at der ikke følger noget øjeblikkeligt ansvar eller nogen umiddelbar straf, kan fristelsen blive endnu stærkere. Kun en følelse af stolthed over at være Guds tjener kan hjælpe et menneske med at overvinde fristelsen og holde en klar vej, der opretholder lydighed mod den guddommelige lov. Vi må huske, at den guddommelige lov kun kræver det, der er godt for mennesket, og det, der sikrer vores lykke både i dette liv og i det næste.

Når mennesker betragter sig selv som Guds tjenere og underkaster sig Ham, bør de være klar over, at ingen opnår en særlig status. Den eneste status er den, Gud skænker som en nådegave, sådan som den blev givet til Guds profeter og sendebude. Bortset fra disse opnår ingen en status, der adskiller ham eller hende fra resten af menneskeheden. Et menneske kan være meget fromt, og Gud kan være tilfreds med det, men det vil ikke vide dette før Dommedagen; Gud kan dog skænke det Sin nåde i dette liv ved at gøre det, der synes vanskeligt, lettere, bane dets vej eller give det styrke til at overvinde sine svagheder. Guds tjenere vil føle Hans hånd i alt dette, men vil ikke antage, at de har fortjent det, eller at det tilkommer dem som en ret. De vil tværtimod altid forstå, at det blev givet som en nådegave fra Gud. Derfor vil de blive mere fromme, og deres underkastelse under Gud vil blive tydeligere og mere fuldstændig.

Alt dette gjaldt Profeten, eftersom han var »Guds tjener og sendebud«. Som Guds tjener underkastede han sig villigt og fuldt ud Gud og accepterede Hans vilje, uanset hvad den måtte bringe ham. Derfor stræbte han ikke efter nogen særlig status. Før sit første møde med englen Gabriel havde han ingen forestilling om det rette forhold mellem mennesket og Gud, eftersom der ikke var noget tilbage af profeterne Abrahams og Ismaels arv ud over en vag tro på Gud og nogle få forvanskede ritualer. Derfor kunne han ikke have nogen anelse om, hvilken vej han skulle følge. Nogle arabere, især i Madinah, som var i kontakt med kristne eller jøder, havde fået at vide, at begge religioners skrifter forudsagde det sidste sendebud, som skulle bringe den guddommelige tro til dens fuldendelse. Makkahs arabere havde imidlertid ingen sådanne oplysninger. Da de senere fik at vide, at Muhammad var en profet, spurgte nogle af dem: »Hvad er en profet?« Gud siger i Koranen: »Du kunne aldrig håbe, at denne Bog ville blive overdraget dig. Men den kom ved din Herres nåde.« (28:86)

Profeten erkendte den enestående nåde, Gud havde skænket ham, og helligede sig den opgave, der var blevet pålagt ham. Gennem alle de treogtyve år, hans mission varede, mistede han aldrig sin primære position som Guds tjener af syne. Han viste ved sit eksempel, at det at være Guds tjener var en ærefuld position for ethvert menneske. Når omstændighederne var vanskelige og krævede et enormt offer, plejede han at sige: »Jeg er Guds tjener, og jeg vil aldrig være Ham ulydig.« Profetens erkendelse af sin position som Guds tjener gav ham en følelse af fred og ro, selv i de mest kritiske og farlige situationer. Det var muligt, fordi han fuldt ud forstod det løfte, Gud har givet alle troende: »For enhver, der frygter Gud, vil Han skabe en udvej og sørge for ham fra steder, han ikke forventer. Gud vil være tilstrækkelig for enhver, der sætter sin lid til Ham. Gud gennemfører altid Sin beslutning. Gud har fastsat et mål for alting.« (65:2-3)

Profeten frygtede Gud og satte fuldt ud sin lid til Ham; derfor frygtede han ingen og gruede for ingen situation. Tværtimod var han meget rolig, når tingene var hårdest, i tillid til at hvad der end skete, ville være godt, fordi det var Guds valg. Et eksempel ses fra den tid, hvor han måtte flygte fra Makkah, mens planen om at myrde ham var i fuld gang. Han rejste i modsat retning af den, han egentlig skulle i, for at forvirre sine forfølgere. Han og hans eneste ledsager, Abu Bakr, søgte derefter tilflugt i en hule. Forfølgerne passerede uden for hulen, og Abu Bakr sagde til ham: »Enhver af dem behøver blot at se, hvor han sætter foden, så vil han få øje på os.« Men hans tillid til Gud svigtede ham aldrig. Han svarede: »Abu Bakr, hvad mener du om to mennesker, når Gud er med dem?« (Overleveret af al-Bukhari.) De, der forfulgte dem, kunne let have set dem, og hvis de havde gjort det, ville der kun have været ét udfald, eftersom Quraysh dagen før enstemmigt havde besluttet at dræbe ham og havde sat en enorm pris på hans hoved. I dette meget kritiske øjeblik anerkendte Profeten blot, at Gud var med ham, og var helt uden den mindste antydning af angst. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at undgå dem, og satte sin lid til Gud.

Fuld tillid til Gud

Profeten arbejdede hårdt på at indgyde sine følgere denne fuldstændige tillid til Gud. Han mente, at muslimer som Guds tjenere måtte sætte al deres lid til Gud, uanset hvad der måtte ske dem. Khabbab ibn al-Aratt var en muslim, hvis lave status i Makkah placerede ham i en meget sårbar position. Han blev udsat for enorme tortur. Han fortæller: »Vi klagede til Guds sendebud, mens han lå tilbagelænet på et tæppe nær Ka[bah. Vi sagde: ›Vil du ikke bede Gud om at hjælpe os? Vil du ikke bede for os?‹ Han sagde: ›I tiden før jer kunne en troende blive ført bort, og der blev gravet et hul i jorden, hvori han blev anbragt. En sav blev placeret over hans hoved, og derefter blev han savet over. Eller han kunne blive tortureret med jernkamme, der rev hans kød og blotlagde hans knogler. Intet af dette ville få ham til at vende sig bort fra sin tro. Ved Gud! Han vil føre denne sag, der tilhører os, til fuld sejr, så en enkelt rejsende vil kunne gå fra Sanaa til Hadramout uden at frygte nogen anden end Gud, og sådan at en ulv måske vil kunne dræbe hans får. I fremskynder blot sagen.‹« (Overleveret af al-Bukhari, Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i og andre.)

Vi ved fra den righoldighed af beretninger, der fortæller om Profeten og hans karakter, at han følte med enhver af sine ledsagere. Når de mødte vanskeligheder, delte han deres følelser. Når de blev forfulgt, var hans smerte ikke mindre end deres. Denne hadith fortæller imidlertid, at nogle få af dem, der led mest under Quraysh, som benyttede alle former for tortur, klagede til Profeten over det, de måtte udholde, og bad ham bede for dem. Han imødekom deres anmodning meget roligt og fortalte dem, at der ikke var noget usædvanligt ved det, de måtte udholde. Ondskabens kræfter vil altid forsøge at undertrykke sandhedens stemme. Han ønskede, at de skulle sætte deres lid til Gud og være forvisset om, at islam ville sejre.

Vi tager imidlertid fejl, hvis vi tror, at vi ved at sætte vores lid til Gud vil blive skånet for al modgang, fysisk eller på anden måde. Profeten foreslog, at Khabbab og de andre, der klagede, skulle udholde torturen og forfølgelsen, samtidig med at de satte deres lid til Gud. Han bekræftede, at selv om det endelige resultat ville blive den guddommelige tros sandheds sejr, var det altid nødvendigt at udholde vanskeligheder og holde fast under modgang.

Lige før det første store slag mellem muslimerne og Qurayshs afgudsdyrkende arabere ved Badr bad Profeten inderligt Gud om at give ham sejr. I sin bøn sagde han: »Min Herre, hvis Du lader denne flok troende gå til grunde i dag, vil der ikke være nogen tilbage til at tilbede Dig.«1 For ham var et nederlag, der ville udslette de troende, en mulighed, han håbede at afværge. Derfor hans ivrige bønner til Gud om at opfylde Sit løfte om sejr. Han kendte intet til Guds plan. Han hævdede aldrig at vide andet end de sandheder, som Gud besluttede at fortælle ham på et bestemt tidspunkt.

Da voldgraven blev gravet for at forsvare Madinah mod de angribende hære, hjalp han med at bryde en hård klippe. Han sagde til sine ledsagere, at han kunne se Syriens og Persiens paladser og Sanaa-portene, hver gang gnister sprang, når han slog på klippen. Han vidste ikke, hvornår eller hvordan disse lande ville slutte sig til islams fællesskab. Han fortalte sine ledsagere alt, hvad han vidste. Som det skete, blev alle disse områder en del af den muslimske stat inden for to årtier, og mange af dem, der havde hørt hans ord på det tidspunkt, fik del i opfyldelsen af denne profeti.

Kravene om underkastelse under og tillid til Gud betyder ikke, at en muslim overlader alt til Gud. Tværtimod kræver tillid til Gud, at en muslim træffer alle de mulige foranstaltninger for at imødegå enhver situation. Når dette er gjort, sætter Guds tjener sin lid til Gud om at frembringe det bedste resultat. Dette var tydeligt i Profetens adfærd gennem hele hans liv, og dette er et eksempel, vi må følge.

1 Ibn Hisham, Al-Sirah al-Nabawiyyah, bind 2, s. 267. Se også al-Bukhari, Sahih (Tafsir-bogen), surah 54.

Den mest hengivne tilbeder

Forbundet med tilliden til Gud og det at sætte sin lid til Ham er tilbedelsen, som er en lige så vigtig betydning af udtrykket [abd, der betyder »Guds tjener«. Måske har menneskeheden ikke set og vil ikke se et menneske, der er en mere hengiven tilbeder end Muhammad (fred være med ham). Vi behøver blot kende hans adfærd og lære for at indse dette. Faktisk var tilbedelsen for ham som den luft, han åndede. Her kan jeg kun give et glimt af hans tilbedelse, selv om jeg fastholder, at et grundigt studie altid vil bekræfte denne påstand.

Islamisk tilbedelse har forskellige aspekter og former: bønnen er både fysisk og verbal, zakat er økonomisk, fasten er en tilbedelseshandling gennem afholdenhed, og pilgrimsfærden forener alle fire aspekter. Af disse er bønnen den vigtigste form for islamisk tilbedelse. Profeten siger: »En religion, der ikke omfatter bøn, er nytteløs.« Det arabiske udtryk for bøn er salah, som er afledt af en rod, der betegner »kontakt, forbindelse eller bånd«. Den islamiske bøn tilvejebringer faktisk alt dette og skaber et bånd mellem den troende og Gud.

For at give Muhammad den styrke, der var nødvendig for at udfylde hans rolle som Hans sendebud, befalede Gud ham tidligt i hans mission at tilbringe en stor del af natten, hver nat, i tilbedelse: »Stå op til bøn om natten, bortset fra en lille del af den, halvdelen af den eller lidt mindre, eller føj dertil. Fremsig Koranen roligt og tydeligt. Vi vil lægge et tungt budskab på dig.« (73:2-5)

I et helt år udførte Profeten og de få mennesker, der besvarede hans kald og troede på islam, deres natlige tilbedelse ved at bede og recitere Koranen. De lærde fastholder, at den nærmeste position til Gud, som et menneske kan opnå, er at stå i bøn, recitere Koranen, som er Guds eget ord, og tænke over dens betydning. Senere blev dette krav lempet. Nattetilbedelsen forblev en vigtig del af formningen af en muslims karakter, men blev frivillig; man kan tilbringe blot nogle få minutter i denne tilbedelse eller vælge at gøre det længere. Det vigtige ved denne handling er den forståelse, den giver af forholdet mellem mennesket og Gud.

En vigtig del af den islamiske tilbedelse er at lovprise Gud ved at prise Ham og udtrykke vores taknemmelighed over for Ham for alle de velsignelser, Han giver os. Dette bidrager også til vores rette forståelse af vores position i universet og giver os det korrekte begreb om Gud. Denne forståelse stammer fra det, Profeten har lært os med ord og eksempel:

Muhammad: Guds tjener

Lige før islam var der mennesker, som ikke havde nogen forestilling om Gud, men Muhammad gav dem indre lys og førte dem til en klar viden om deres Herre. Der var andre, som havde forkerte forestillinger om Gud og forestillede sig, at Han havde en søn eller partnere, der fungerede som mellemled, men Muhammad gav menneskeheden den klareste forestilling om Guds absolutte enhed og viste tydeligt, at Gud ikke har nogen søn, datter, partner, modpart eller nogen form for lige: »Har de valgt andre end Ham som beskyttere? Gud alene er alles beskytter. Han er Den, der giver de døde liv, og Han har magt over alting. Uanset hvad jeres strid drejer sig om, tilkommer den endelige afgørelse Gud. Sådan er Gud, min Herre. Til Ham har jeg sat min lid, og til Ham vender jeg altid tilbage. Han er himlenes og jordens ophav. Han har skabt ægtefæller til jer blandt jer selv, ligesom Han har skabt ægtefæller til dyrene, for at I kan blive mangfoldige. Intet kan på nogen måde sammenlignes med Ham. Han alene hører alt og ser alt. Ham tilhører himlenes og jordens nøgler. Han giver rigelig forsørgelse eller giver den sparsomt til hvem, Han vil. Han har fuld viden om alting.« (42:9-12)

Muhammads viden om Gud er fuldkommen og uden sidestykke blandt alle, der nogensinde har levet eller vil leve, fordi den bygger på et syn, der aldrig kunne falme. En muslim, der følger Profetens eksempel, indser, at hans viden om Gud har særlige kendetegn, som tydeligt afspejles i hans tale. Den er klar, sand, varm og gennemtrængende, fri for tvetydighed og kunstlethed. Menneskelig tale må have en vis varme for at opnå den tilsigtede virkning. Når Muhammad taler om Gud, hvad enten det er i håb eller frygt, har selve ordene en stærk impuls, en flydende følelse og stor varme. Hvad enten du læser hans ord eller lytter til dem, vil dit hjerte blive berørt på rette måde, og du vil føle Guds storhed, Herren over alle verdener.2 Forestil dig, hvad jorden rummer langs en lige linje, der går fra ét punkt på dens overflade, indtil den kommer til syne igen i den modsatte ende. Der må være et utal af ting, som vi stadig ikke har kendskab til. Gud minder os om: »I, [menneskeheden], er kun blevet givet en lille smule viden.« (17:85)

Gud giver os et billede af Sin viden, som vi kan tænke over: »Han er Nådens Herre, fast på tronen over Sin almægtighed. Ham tilhører alt, hvad der er i himlene og på jorden, alt det, der er imellem dem, og alt det, der er under jorden. Hvad enten du siger noget højt, ved Han alt det hemmelige og det, der er endnu mere skjult. Han er Gud; der findes ingen guddom ud over Ham. Ham alene tilhører alle fuldkommenhedens egenskaber.« (20:5-8)

En hemmelighed, som kun én person kender og vogter nøje, kan betragtes som ukendt for andre. Gud fortæller os, at Han kender enhver sådan hemmelighed og endda det, der er endnu mere skjult. Selv den mindste partikel i jordens dyb er velkendt for Gud den Almægtige. Måske er dette så langt, vores forestillingsevne kan nå, men i dette univers findes verdener, som vi intet kender til. Alligevel er alt i disse verdener og hinsides dem kendt af Gud. Intet er skjult for Ham.

Med dette syn på Gud henvendte Profeten sig til Gud i sin bøn med ord, som vi gør vel i at lære udenad og ofte gentage. Ifølge [Alis beskrivelse af Profetens bøn sagde han, når han bøjede sig: »Min Herre, jeg bøjer mig for Dig, tror på Dig og underkaster mig Dig. Min hørelse, mit syn, min hjerne, mine knogler og mine nerver bøjer sig alle for Dig.« Når han løftede hovedet, sagde han: »Må Gud lytte til den, der priser Ham. Min Herre, Dig tilkommer lovprisningen, så meget som kan fylde himlene, jorden, alt imellem dem og alt, hvad Du måtte ønske derudover.« Da han derefter kastede sig ned i sujud, sagde han: »Min Herre, for Dig kaster jeg mig ned; på Dig tror jeg, og Dig underkaster jeg mig. Mit ansigt ligger i prostration for Ham, der skabte og formede det og gav det dets hørelse og syn. Al lovprisning tilkommer Gud, den bedste af alle skabere.«3

En sådan henvendelse til Gud rummer betydningen af den fuldkomne guddommelighed og den fuldkomne underkastelse under Ham. I Koranens fortællinger, lovgivning, billeder af universet og beskrivelse af opstandelsen på Dommedagen læser vi hundredvis af henvisninger til Guds ædle egenskaber. Koranen accepterer ikke, at Guds lovprisning fremstilles på en teoretisk måde, der lader hjertet uberørt eller ikke har nogen indflydelse på menneskets adfærd. Profeten, Guds mest hengivne tilbeder, omsatte denne tilgang i praksis i alle dele af sit liv. Således blev han et gudsmenneske, med hjerte og sind vendt mod Gud, idet han nærmede sig alt i livet i Guds navn, som om han så Gud og hørte Ham.

Den, der er tilfreds med Gud, giver ikke efter for følelser af frygt eller begær; den, der henter styrke hos Gud, bekymrer sig ikke over fjendens numeriske styrke; den, der holder Gud for øje, før han foretager sig noget, anlægger samme holdning offentligt og privat; og de, der søger succes i det kommende liv, lader sig ikke aflede fra deres vej af det nuværende livs mål. Muhammads hjerte var altid levende med bevidstheden om hans Herre. Han havde en dyb følelse af Guds storhed, og dette var det faste grundlag for hans forhold til andre mennesker og til Skaberen.

Lyt til ham, når han fremsagde denne påkaldelse til Gud: »Min Herre, jeg beder Dig, fordi Du kender alt det, der er uden for menneskelig erkendelse, og ved Din almægtighed, om at holde mig i live, så længe Du ved, at livet er bedre for mig, og lade mig dø, når Du ved, at døden er bedre for mig. Min Herre, jeg beder Dig om at gøre mig gudfrygtig i alle situationer. Hjælp mig med at sige sandheden, når jeg er tilfreds eller vred. Giv mig mådehold i fattigdom og velstand. Jeg beder Dig om uendelig glæde og trøst og uophørlig tilfredshed. Giv mig tilfredshed med alt, hvad Du giver mig, og opstandelse efter døden. Jeg beder Dig om den lykke at se på Dit ansigt og længes efter at møde Dig i et liv uden smertefuld skade og forvirrende strid. Skænk os, vor Herre, den glans, som troen frembringer, og gør os til vejledere, der følger den rette vej.«4

Når vi studerer Profetens liv, finder vi ham lovprise Gud og prise Ham hvert øjeblik i sit liv. Han plejede at vågne før daggry og forlade sin seng, mens nattens mørke forhæng stadig dækkede alt. Så sagde han: »Lovet være Gud, som har givet mig min ånd tilbage, givet mig fysisk styrke og tilladt mig at lovprise Ham.« Betragt, hvordan han tager imod livet, fuld af optimisme: »Lovet være Gud, som har givet mig min ånd tilbage.« Livet er en gave fra Gud, og vi er i stand til at gøre mange gode ting på en dag. Profeten udtrykker sin taknemmelighed for sit velbefindende. Vi kan længe tænke over den sidste del af denne påkaldelse, som nævner Guds tilladelse til at lovprise Ham. Det er et udtryk for fuldstændig hengivelse, som ord knap kan beskrive:

Muhammad, Guds evigt taknemmelige tjener, begynder sin lovprisning med ord, der i hvert bogstav og hver lyd formidler trosvished og ren kærlighed. Han siger disse ord morgen og aften: »Min Herre, jeg beder Dig om at give mig sundhed i dette liv og i det kommende liv, at tilgive mig og give mig renhed i tro, liv, familie og ejendom. Min Herre, giv mig et dække over mine fejl og tryghed i frygtens stund. Beskyt mig mod det, der ligger foran mig, bag mig, til højre for mig, til venstre for mig og over mig. Jeg appellerer til Din storhed om at beskytte mig mod enhver fare, der ligger under mig.« Profeten opfordrede enhver muslim til at sige ved dagens begyndelse eller afslutning: »Min Herre, Du kender alt det, der er uden for menneskelig erkendelse, og alt det, der er synligt for enhver. Du er himlenes og jordens ophav. Du er Herre og ejer over alt. Jeg bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Dig. Jeg søger tilflugt hos Dig fra det onde, der findes i mig, og fra Satans rænker.«5

Dette er kun et glimt af, hvor ofte Profeten lovpriste Gud og priste Ham hver eneste dag i sit liv. Hans bevidsthed om Guds nærvær forlod ham aldrig et øjeblik, og han priste Ham ved hver lejlighed og før enhver handling. Profeten er derfor det fuldkomne forbillede for alle troende. Nogle af os kan spekulere på, om vi hele tiden skal gentage alle disse påkaldelser. De lærde gør med rette klart, at selv om de alle anbefales, er ingen af dem obligatorisk. Den afdøde sheikh Muhammad al-Ghazali siger imidlertid følgende om dette:

»Jeg føler, at det er nødvendigt at tænke grundigt over sådanne lovprisninger og lidenskabelige påkaldelser, når ens hjerte bliver sløvt, og forholdet til Gud svækkes. De er meget virkningsfulde, når det gælder om at give os det rette begreb om Gud og gøre os opmærksomme på betydningen af Hans store egenskaber. Troen bliver virkningsløs, når den ikke bygger på et oplyst syn. Når overbevisningen kun er overfladisk, kan den ikke styre adfærden eller holde det tøjlesløse begær i ave. Profetens ledsagere var i sandhed i stand til at nå troens højdepunkt og ændre historiens gang, erstatte forfatninger og moral med noget, der var uendeligt bedre, kun fordi de var tæt på Profeten, betragtede hans liv og blev vejledt af hans lys. Således lod de hans eksemplariske oprigtighed og kærlighed til Gud fylde deres hjerter, ligesom de fyldte hans. Sådan er menneskets natur. Efter min mening må det at lytte til Profeten, når han fremsagde sin påkaldelse, og mærke hans følelse, når han bad Gud, oplyse vores hjerter og sind og motivere os til at komme nærmere Gud.«6

På samme måde er det naturligt, når vi tænker over, hvordan Profeten lovpriste Gud ved enhver lejlighed og priste Ham for alt, hvad der skete, at blive bekymrede for, at vi, uanset hvor hårdt vi prøver, vil komme til kort i forhold til det krævede. Mennesker, der tænker på denne måde, kan derefter drive sig selv for hårdt. Profeten var imidlertid ivrig efter at vise, at han ikke foragtede bekvemmeligheder og luksus. Han ønskede, at mennesker skulle nyde livet, samtidig med at de huskede deres forhold til Gud.

[A’ishah beretter, at når Profeten pålagde mennesker at gøre noget, angav han kun handlinger, der lå inden for deres evne. Da de sagde til Profeten: »Vi er ikke som dig, Guds sendebud. Hvordan skulle vi kunne være det, når Gud har tilgivet dig alle dine synder, tidligere og fremtidige?« blev han vred, og vreden kunne ses i hans ansigt. Han sagde til dem: »Jeg er den, der frygter Gud mest, og den, der bedst ved, hvad Gud ønsker.« (Overleveret af al-Bukhari.)

[Abdullah ibn [Amr var en from ung ledsager af Profeten. Han fortæller, at Profeten mødte ham og sagde: »[Abdullah, jeg har fået at vide, at du faster hver dag og tilbringer lange timer med nattetilbedelse.« [Abdullah bekræftede, at han gjorde dette. Profeten sagde: »Gør ikke det. Fast nogle dage og lad være med at faste andre. Tilbring tid med nattetilbedelse nogle nætter, og få en god søvn. Din krop har et berettiget krav på dig; dine øjne har et berettiget krav på dig; din hustru har et berettiget krav på dig; og din gæst har et berettiget krav på dig.« (Overleveret af al-Bukhari og Muslim.)

Hvis vi tager Profetens vejledning som helhed, vil det gøre os i stand til at følge en middelvej, hvor vi overholder og udfører det, der er vores pligt, tilføjer noget af det frivillige, passer vores arbejde og opfylder vores familiers behov.

2 Muhammad al-Ghazali, Fann al-Dhikr wa’l-Du[a’ [Inda Khatam al-Anbiya’ (Den sidste profets kunst at lovprise Gud og fremsige påkaldelser), Cairo, 1998, s. 10-11.
3 Muhammad al-Ghazali, samme sted, s. 11.
4 Muhammad al-Ghazali, samme sted, s. 12.
5 Samme sted, s. 17-18.
6 Muhammad al-Ghazali, samme sted, s. 19.

KAPITEL 8

en mand, der skulle overbringe Guds budskab Profeten blev gentagne gange instrueret i Koranen i at understrege sin menneskelige status. Et vers siger: Sig: Jeg er kun et menneske ligesom jer. Det er blevet åbenbaret for mig, at jeres Gud er én og den eneste Gud. Følg derfor den rette vej til Ham og søg Hans tilgivelse. Ve de dem, der sætter medguder ved Hans side. (41:6) Her, ligesom andre steder i Koranen, understreges to punkter: for det første at Muhammad (fred være med ham) er et almindeligt menneske ligesom alle andre, og for det andet at han modtager åbenbaringer fra det høje om den slags religion, som mennesker vil gøre vel i at antage. Profeten modtog faktisk åbenbaringer over en periode på treogtyve år. Da disse åbenbaringer var fuldført, var islams religion fuldendt. Gud siger i den sidste koranåbenbaring: »I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, fuldbyrdet Min nåde over jer og valgt islam som religion for jer.« (5:3) Profeten havde ingen indflydelse på tidspunktet for nogen af Koranens åbenbaringer eller på deres indhold, eftersom Gud bestemte, hvornår og hvad der skulle åbenbares for Hans Sendebud. At Koranen blev åbenbaret over så lang en periode tjente flere formål. Ét af dem var, at bestemte regler først blev åbenbaret, når det muslimske samfund følte behov for dem. For eksempel fastlægger de indledende vers i sura 24 (»Lyset«) straffen for utroskab. De omfatter også en straf for at fremsætte en anklage om utroskab uden at fremlægge de nødvendige beviser: »De, der anklager ærbare kvinder [for utroskab] og ikke kan fremføre fire vidner, skal I piske med firs slag, og accepter aldrig mere deres vidnesbyrd; de er i sandhed overtrædere.« (24:4) Da Profeten læste dette op for sine ledsagere, spekulerede en af dem, Saʿd ibn ʿUbādah, på, hvordan dette skulle fungere, hvis en mand fandt sin hustru i seng med en anden mand. Profeten svarede, at dette var Guds åbenbaringer. Saʿd mente dog stadig, at der var behov for yderligere afklaring. Kort efter trådte en mand frem og anklagede sin hustru for utroskab. Profeten krævede, at han skulle fremføre sine vidner. Manden indvendte, at han ikke havde nogen vidner, eftersom det var sket i hjemmet. Profeten sagde, at han ikke havde andet valg end at kræve de angivne beviser; ellers ville han straffe anklageren i overensstemmelse med det ovennævnte vers. Manden sagde: »Ved Gud, jeg vil ikke blive straffet for at fortælle sandheden.« Mens denne diskussion stod på, modtog Profeten de følgende vers i suraen: Og de, der anklager deres egne hustruer, men ikke har andre vidner end sig selv, skal hver især kalde Gud til vidne fire gange på, at han taler sandt, og femte gang, at Guds forbandelse må komme over ham, hvis han lyver. Men straffen afværges fra hende, hvis hun kalder Gud til vidne fire gange på, at han lyver, og femte gang, at Guds vrede må komme over hende, hvis han taler sandt. Hvis ikke Guds gunst mod jer og Hans nåde var over jer, og hvis Gud ikke var Den, der modtager anger, Den Vise …! (24:6-10) At denne afgørelse først blev åbenbaret, da sagen blev forelagt Profeten, viste det muslimske samfund, at Gud tog sig af dem og sørgede for deres velbefindende. Det var en stærk følelse for dem, der oplevede det, og det var enestående i menneskehedens historie. Desuden gav det yderligere bevis på, at Profeten kun gav samfundet det, der blev skænket ham. Han havde ingen indflydelse på, hvad der skulle åbenbares, eller hvornår det skulle åbenbares. Undertiden berørte dette ham personligt, som i sagen om det, der kaldes ifk, »løgnens historie«. Det henviser til et rygte, som nogle hyklere spredte, om at ʿA’ishah, Profetens hustru, havde haft omgang med en mand ved navn Safwan. Rygtet cirkulerede i Medina i en måned, hvor ʿA’ishah var syg og ikke kunne udspørges. Ingen fremlagde beviser, men folk talte. Profeten modtog ingen åbenbaring om sagen og kunne derfor ikke handle på nogen måde. Han straffede hverken dem, der spredte rygterne, eller irettesatte sin hustru. Det meste, han gjorde, var at bede nogle af sine ledsagere om råd. Først da Koranen blev åbenbaret og erklærede ʿA’ishahs uskyld, tog Profeten de nødvendige skridt. Hvad betyder denne gentagne henvisning til Muhammads menneskelige status? Mennesker overøser ofte deres helte og historiske skikkelser med stor ros. Nogle profeter er blevet tillagt guddommelig status; mange hævdede for eksempel, at Jesus var Guds søn. Hvad Muhammad angår, kan intet sådant hævdes. Der var ganske vist mennesker, som lovpriste ham på overdreven vis. Nogle sufier hævdede, at Gud ikke ville have skabt universet uden ham. Det siger sig selv, at dette er absurd. Men selv de, der fremsatte sådanne uacceptable påstande, anerkendte, at han var et menneske. Ingen muslim – uanset tankeretning – afviger fra dette. Set fra en anden synsvinkel betød Muhammads menneskelige status, at alt det, Gud krævede af mennesker, også gjaldt ham. Han skulle tilbede Gud alene gennem hele sit liv og ikke undlade noget af den tilbedelse, som islam krævede. Gud siger til ham i Koranen: »Tilbed din Herre, indtil visheden [om døden] kommer til dig.« (15:99) Profeten var et forbillede i tilbedelse. Han hengav sig til tilbedelse på alle tider af døgnet. Alle andre islamiske pligter, såsom zakat, faste og pilgrimsfærden, gjaldt også ham. Han fastede hver Ramadan uden undtagelse. Han betalte sin zakat og foretog pilgrimsfærden. Han udførte langt mere af alle de forskellige former for islamisk tilbedelse, end der var krævet. Han foretog kun pilgrimsfærden én gang, sådan som det kræves af alle muslimer, men det skyldtes, at han i flere år ikke kunne foretage pilgrimsfærden, fordi de vantro herskede i Mekka. Efter at Mekka var kommet under hans kontrol, levede han ikke længe nok til at kunne foretage den mere end én gang. Som menneske, profet og Guds sendebud fik Muhammad (fred være med ham) også at vide: »Vær derfor tålmodig i modgang, for Guds løfte går altid i opfyldelse. Bed om tilgivelse for dine synder, og lovpris din Herres herlighed og pris aften og morgen.« (40:55) Spørgsmålet her er: Kunne Profeten have begået synder, så han havde behov for at bede om tilgivelse? Profeten overvejede ganske vist aldrig at gøre noget, Gud havde forbudt. At handle imod Guds vilje udgør en synd. Det betyder, at Profeten aldrig bevidst havde til hensigt på nogen måde at være ulydig mod Gud. Men bestemte tanker kan være opstået hos ham på et eller andet tidspunkt som følge af bestemte omstændigheder. I hans tilfælde kan sådanne småting have udgjort en fejl, og han blev pålagt at søge Guds tilgivelse for dem. Dette vers fortæller os, at hvis Profeten skal bede om Guds tilgivelse, har vi alle behov for at gøre det samme, blot i endnu højere grad.

En mand, der skulle overbringe Guds budskab Som nævnt i kapitel 6 tilbragte Profeten megen tid i tilbedelse. Han kunne tilbringe lange nattetimer i bøn og påkaldelse. Alligevel gjorde han altid tingene lette for sine ledsagere og følgere. Han var omhyggelig med ikke at pålægge dem opgaver, som de ville finde for byrdefulde. Hvorfor var han da så ivrig efter at bruge så megen tid i hengivenhed? Svaret blev givet af ʿA’ishah, hans hustru, da hun stillede Profeten det samme spørgsmål og påpegede, at Gud allerede havde tilgivet ham enhver mulig synd, han måtte have begået eller kunne begå. Profeten svarede: »Skal jeg da ikke være en Guds tjener, der takker Ham?« Hans ekstra anstrengelse var et udtryk for hans taknemmelighed over for Den Almægtige for alle de gunstbevisninger, Han havde skænket ham. Samtidig ønskede Profeten at sikre, at hans ledsagere og hans følgere i kommende generationer ikke skulle overanstrenge sig i deres forsøg på at være fromme, og derfor gjorde han ofte opmærksom på lempelser. Han sørgede for, at folk benyttede sig af dem. Han siger til os: »Gud elsker, at de lempelser, Han giver, benyttes, ligesom de pligter, der kræver en stor indsats, bliver udført.« Mennesker har imidlertid en tendens til at gøre tingene vanskeligere for sig selv. De ringeagter ofte deres gode handlinger og mener, at de må gøre mere. ʿA’ishah fortæller: Profeten gjorde noget og påpegede, at det var en lempelse, der var givet mennesker. Nogle afholdt sig imidlertid fra at gøre det. Dette blev fortalt Profeten. Han talte til folk, idet han begyndte med at lovprise Gud. Han sagde: »Hvad er der i vejen med nogle mennesker? De afholder sig fra at gøre det, jeg gør. Ved Gud, jeg er den, der kender Gud bedst, og den, der frygter Gud mest.« (Overleveret af al-Bukhari og Muslim.) Ved at sætte tingene i det rette perspektiv gør Profeten det klart, at selv den mest anstrengende indsats i tilbedelse og gode gerninger ikke vil være tilstrækkelig for nogen til at sikre sig adgang til Paradiset. Det skyldes, at Gud har givet os enorme velsignelser. Selv hvis vi brugte al vores tid på bøn og hengivenhed, kunne vi stadig ikke takke Gud tilstrækkeligt for det, Han har givet os. I stedet kræves en handling af Guds nåde, som Han med sikkerhed vil give enhver, der er oprigtig i troen. ʿA’ishah citerer Profeten for at have sagt: »Gør det rette med måde og glæd jer. Ingen handling vil være tilstrækkelig til, at nogen kan komme i Paradiset.« Folk spurgte: »Ikke engang du, Guds sendebud?« Han sagde: »Ikke engang jeg, medmindre Gud skænker mig Sin tilgivelse og nåde.« (Overleveret af al-Bukhari og Muslim.)

Kærlighed og medfølelse Som menneske oplevede Muhammad (fred være med ham) alle de følelser og emotioner, som almindelige mennesker oplever. Han var meget følsom, og det fik hans følelser til at flyde over. Han holdt dog sine følelser under kontrol ved hjælp af sin tro. Profeten var en kærlig og omsorgsfuld mand, og hans kærlighed omfattede mange forskellige slags mennesker. Som far var han meget kærlig og medfølende. Profeten ændrede grundlæggende arabernes måde at behandle deres børn på og viste sin kærlighed til sine døtre. ʿA’ishah fortæller: Jeg har aldrig set nogen, der i udseende, manerer og gang lignede Guds sendebud mere end hans datter Fatimah. Når hun kom for at besøge Profeten, rejste han sig, kyssede hende og lod hende sidde på hans plads. Når han besøgte hende, rejste hun sig, kyssede ham og lod ham sidde på hendes plads. (Overleveret af al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud og al-Tirmidhi.) Profetens handling her var et brud med det, araberne var vant til. Før islam blev kvinder ofte dårligt behandlet i Arabien. I nogle tilfælde, hvis en ung kvinde blev enke, behandlede hendes afdøde mands nærmeste slægtninge hende som en del af den ejendom, hendes slægtning havde efterladt. Han giftede sig enten med hende eller bestemte, hvem der kunne gifte sig med hende. En datters fødsel blev modtaget med dysterhed af hendes far. Små piger blev begravet levende af frygt for fattigdom, fordi kvinder ikke tjente til livets ophold. Profeten elskede alle mennesker, og han nærede dyb omsorg for sine ledsagere, som troede på hans budskab. Han følte med dem, når de blev ramt af modgang, og var gavmild over for dem med alt, hvad han havde. I kapitel 6 fortalte jeg historien om Jabir ibn ʿAbdullah, og hvordan han inviterede Profeten til at komme med nogle få mennesker til middag i hans hjem. Profeten tog alle, der arbejdede med at grave den tørre voldgrav for at befæste Medina, med sig. Han sagde også til Jabirs hustru, at hun skulle spise sit måltid og give mad til sine naboer. Der fandt mange sådanne hændelser sted i Profetens levetid, og vi vil behandle dette i et senere kapitel. Sådanne hændelser betragtes ikke som mirakler, der skal bevise sandheden i Muhammads budskab. De var snarere et udtryk for Guds velsignelse, hvorved maden blev forøget, så den var tilstrækkelig til at bespise hele gruppen. Hændelsen viser imidlertid, at Profeten var opmærksom på de forhold, som hans ledsagere arbejdede under. Han indså, at de var fattige og havde brug for mad. Hans egen sult og udsigten til at få et godt måltid distraherede ham ikke fra behovet for at tage sig af sine ledsagere. Han ønskede, at de alle skulle få del i den trøst, som det varme måltid indebar. Han stolede på, at Gud ville velsigne måltidet og forøge maden. Profeten var sikker på, at det budskab, han havde modtaget fra Gud, var sandheden, og at det ville bringe mennesker lykke i dette liv og i det kommende liv. Hvis de forkastede det, ville de udsætte sig selv for Guds straf i det kommende liv såvel som for ulykkelighed i dette liv. Derfor gjorde han alt, hvad han kunne, for at overtale dem til at tage imod det. Han ønskede dem det godt, selv når de var meget hårde mod ham og hans ledsagere. Når han så det mindste tegn på, at nogen måske ville lytte til det, han forkyndte, gik han hen til dem og viste dem al sin kærlighed og omsorg. Deres fjendtlighed afholdt ham aldrig fra at forsøge, og han tilgav villigt deres krænkende bemærkninger og fornærmelser. Når en forhærdet modstander vendte sig til ham i en positiv gestus, tog han imod ham med åbne arme. Et godt eksempel er ʿIkrimah ibn Abi Jahl, som fulgte sin fars eksempel ved at gøre alt, hvad han kunne, for at undergrave islam. Han befandt sig i fjendens lejr i 21 år. Til sidst overtalte ʿIkrimahs hustru ham til at ændre sin holdning til islam, eftersom den var drevet af stolthed og næret af had. Han fulgte hende til Medina for at møde Profeten. Da Profeten så ham komme ind i moskeen, sagde han til sine ledsagere, at de ikke skulle tale ondt om hans far, for »at tale ondt om de døde skader dem ikke, men krænker deres levende slægtninge«. Han tog imod ʿIkrimah og beskrev ham som »den indvandrende rytter«.1 Hvad med had? Spørgsmålet er her, hvordan den modsatte følelse af kærlighed påvirkede Profeten. Profeten udtrykte aldrig had til nogen, end ikke til sine mest forhærdede modstandere. En person kunne ganske vist være skyldig i en ond sammensværgelse mod Profeten, men i det øjeblik personen ændrede sin holdning, tog Profeten imod ham og bød ham velkommen uden at nære nag. Da Profeten for eksempel marcherede ind i Mekka, og byen overgav sig til islam med meget lidt kamp, var der mange mennesker tilbage, som stadig nærede nag til Profeten personligt og til islam. Fudalah var en af dem. Han gik bag Profeten, mens Profeten foretog sin omgang, tawaf, omkring Kabaen. Fudalah tænkte: »Hvis jeg dræber ham nu, er jeg ligeglad med, hvad der sker med mig bagefter. Så har jeg hævnet Quraysh på ham.« Da han kom nærmere, vendte Profeten sig mod ham og sagde: »Fudalah?« Han svarede: »Ja, Guds sendebud.« Profeten spurgte: »Hvad tænkte du på?« Han sagde: »Ingenting, jeg foretog bare min tawaf.« Profeten smilede og lagde sin hånd mod Fudalahs bryst, tæt ved hans hjerte. Fudalah sagde bagefter: »Da han løftede hånden, var ingen mig kærere end Muhammad.«2 1 Al-Hakim, Al-Mustadrak, bind 3, s. 241-242. 2 Ibn Hisham, Al-Sirah al-Nabawiyyah, bind 4, s. 37.
Profeten udtrykte dog undertiden stærk modvilje mod visse mennesker. Han sagde: »Blandt jer er de mennesker, jeg bryder mig mindst om, de snakkesalige og pedanterne, som overdrevent fremhæver deres veltalenhed.« Der findes lignende hadither, som taler om egenskaber og manerer, der almindeligvis misbilliges. Profeten selv udtrykker sin modvilje mod sådanne egenskaber. Dette viser, at hans negative følelser blev modereret af hans forståelse af sin rolle og af hans tro på Gud. Når vi overgiver os til Gud og accepterer alt, hvad Gud bestemmer for os, begynder vi at se på tingene i et andet lys, således at vores personlige interesser bliver mindre vigtige end vores større fælles interesser. Hvad Profeten angår, var hans fokus altid at få mennesker til at forstå det budskab, han overbragte, så de kunne indtage en velinformeret holdning til det.

Negative følelser I hvor høj grad påvirkede negative følelser som vrede, bekymring og frygt Profeten? Som et menneskeligt sendebud, der levede midt i et menneskeligt samfund og forkyndte et guddommeligt budskab, som krævede, at mennesker fulgte bestemte læresætninger, oplevede Muhammad (fred være med ham) alle menneskelige følelser. Den opgave, han havde fået, omfattede også at være et forbillede for hele menneskeheden. Gud siger til os i Koranen: »I Guds sendebud har I et godt forbillede for enhver, der håber på Gud og den yderste dag og ofte ihukommer Gud.« (33:21) Uden at opleve sådanne følelser ville han ikke have kunnet være et sådant forbillede. Mennesker giver ofte efter for fristelser, når rigdom, magt, sex og lignende tilbydes. Profeten fik alle disse ting tilbudt mere end én gang. For eksempel var ʿUtbah ibn Rabiʿah høvding for ʿAbd Shams-klanen blandt Quraysh og højt respekteret af alle mennesker i Arabien. Han tilhørte den moderate fløj blandt Quraysh. Han brød sig ikke om den polarisering, der fandt sted mellem de nye muslimer og resten af Mekkas befolkning. En dag så han Profeten tilbede ved Kabaen. Han talte til ham i håb om at nå frem til en forståelse. Han henvendte sig til ham på en meget venlig måde, fremhævede problemet og fremsatte derefter følgende tilbud: »Min nevø, hvis du har påbegyndt denne sag i håb om at tjene penge på den, er vi alle villige til at give dig noget af vores egen rigdom, så du bliver den rigeste iblandt os. Hvis det er ære og en position, du ønsker, vil vi gøre dig til vores leder og søge dit råd i alle spørgsmål. Hvis det er en trone, du higer efter, vil vi gøre dig til vores konge. Hvis du derimod er besat og ude af stand til at modstå det, der overvælder dig, vil vi ikke spare nogen udgift på at søge en lægelig behandling for dig.«

En mand, der skulle overbringe Guds budskab Profetens svar bestod i, at han reciterede de første 38 vers af sura 41 for ʿUtbah, og ʿUtbah lyttede opmærksomt. Da Profeten var færdig med sin recitation, kastede Profeten sig ned i ydmyg hengivenhed til Gud, før han sagde til ʿUtbah: »Du har hørt, hvad jeg har at sige, og du kan selv tage stilling.«3 Denne recitation forklarede islams grundprincipper for ʿUtbah og indeholdt samtidig Guds advarsel om en streng straf for dem, der forkaster Hans tro. ʿUtbah indså, at Profeten ikke ville gå med til noget kompromis. Han gik derfor tilbage til sit folk og foreslog, at de skulle lade Muhammad være i fred og lade ham bringe sit budskab, hvorhen han ville. Han begrundede det med, at hvis Muhammad opnåede ære og magt, ville de få gavn af det; hvis andre dræbte ham, ville Quraysh være blevet skånet for selv at skulle gøre det. Tilbuddet omfattede alt det, mennesker begærer og ofte falder for. Undertiden er fristelsen så stærk, at modstand kræver en stor styrke, som kun kan leveres af en stærk tro på ens principper. Den tøven, der opstår mellem fristelsen og modstanden, omtales ofte i islamisk terminologi som at lytte til sin egen Satan. Profeten nævnte dette for sine ledsagere. Han forklarede dem, at enhver havde sin egen Satan, som fristede dem til at begå forskellige synder. De spurgte ham, om han også havde en Satan, der gjorde det samme. Han sagde: »Ja, det har jeg, men Gud har hjulpet mig imod ham, og nu fortæller han mig kun, hvad der er godt.« En sådan hjælp er altid blevet givet til profeter og sendebud. De er vejledere, som hjælper samfund gennem livet og viser vejen til den sande tro og den rette forståelse af Gud, mennesket og båndet mellem dem. Dette gør Guds sendebud i stand til at moderere de negative følelser og udvide deres perspektiv. På den måde kan de bære det ansvar, de påtager sig, når de accepterer den rolle, der er tildelt dem. Vrede er et naturligt menneskeligt træk, og alle kan blive vrede, selv om nogle har et kort lunte og let bliver vrede. Profeten var ivrig efter at indprente sine ledsagere, at vrede kan få mennesker til at gøre noget, de snart vil fortryde. Derfor rådede han dem til ikke at lade vreden få overtaget. Han siger: »Styrke består ikke i at overvinde mennesker; virkelig styrke er at beherske sig selv, når man er vred.« (Overleveret af al-Bukhari.) En af Profetens ledsagere bad ham om et råd. Profeten sagde til ham: »Bliv ikke vred.« Manden gentog sin anmodning flere gange, og hver gang sagde Profeten: »Bliv ikke vred.« (Overleveret af al-Bukhari og Muslim.) Det siger sig selv, at Profeten ikke mente, at manden ikke måtte føle vrede, for vrede er resultatet af ting, der næppe er under vores kontrol, og er en reaktion på det, der kan ske, eller på hvad andre måtte sige eller gøre. Profetens råd bør forstås som en opfordring til ikke at handle, mens man er vred. Profeten viste os endda, hvordan vi meget hurtigt kan dæmpe vores vrede. Sulayman ibn Surad fortæller: To mennesker skændtes i Profetens nærvær, mens vi sad sammen med ham. Den ene var vred, kaldte den anden skældsord, og hans ansigt var rødt af vrede. Profeten sagde: »Jeg kender et ord, som vil få hans vrede til at forsvinde, hvis han blot siger det. Det er: Jeg søger tilflugt hos Gud mod Satan, den forbandede.« Folk sagde til manden: »Har du ikke hørt, hvad Profeten netop sagde?« Manden sagde: »Jeg er ikke gal.« (Overleveret af al-Bukhari.) Var Profeten nogensinde vred? Han følte sig bestemt vred til tider. Men han viste aldrig vrede over noget, der vedrørte ham personligt. Han viste og udtrykte sin vrede, hvis de grænser, Gud havde fastsat, blev overskredet. Abu Masʿud fortæller: En mand sagde til Profeten: »Jeg kommer ofte for sent til morgenbønnen på grund af vores imam. Han gør bønnen for lang.« Jeg har aldrig set Profeten komme i en sådan tilstand af vrede i nogen situation, hvor han gav en formaning. Han sagde: »Folk, pas på, hvad I gør. Nogle af jer får andre til at holde sig væk. Den, der leder en fællesbøn, bør gøre den kort. Blandt menigheden kan der være syge, ældre eller mennesker, der har noget vigtigt, de skal tage sig af.« (Overleveret af al-Bukhari.) Det faktum, at Profeten aldrig blev set vred over noget personligt, viser, hvordan Gud satte ham i stand til at beherske sine negative følelser. Men når det gjaldt religionen eller en krænkelse af den guddommelige vejledning, var hans vrede tydelig. Ikke desto mindre handlede han ikke, før vreden havde lagt sig. Bekymring er en anden negativ følelse, som kan få et menneske til at bryde sammen. Led Profeten nogensinde af bekymring? Profeten var et meget følsomt menneske, og han elskede sit folk. Som fast troende på Gud viste han aldrig bekymring for sine egne forhold. Selv i de farligste situationer handlede han uden den mindste bekymring for, hvad der kunne ske med ham. Det ser vi i slagene ved Uhud og Hunayn, da den muslimske hær var på tilbagetog, og han var tilbage med et meget lille antal af sine ledsagere. I disse situationer bevægede han sig mod fjenden uden frygt. Derimod viste han stor bekymring for, hvad der kunne ske med det muslimske samfund, når det blev vanskeligt. Lige før slaget ved Badr, da en lille og dårligt udrustet gruppe af hans ledsagere stod over for en langt større styrke af vantroende, var hans bekymring for, hvad der kunne ske med dem, tydelig. Han bad inderligt til Gud om at skåne dem og give dem sejr. I sin påkaldelse appellerede han til Gud og sagde: »Min Herre, hvis denne gruppe mennesker går til grunde, vil Du ikke blive tilbedt.« Han understregede, at det muslimske samfund var det eneste samfund på jorden, der tilbad Gud alene med fuldstændig oprigtighed. På samme måde var hans uro tydelig, når Profeten så skyer bevæge sig over Medina. Hans hustru spurgte ham, hvad der bekymrede ham. Han sagde: »Et tidligere samfund blev straffet med regn. Hvordan kan jeg vide, at dette ikke vil bringe en form for straf?« Når det regnede, forsvandt hans bekymring. Frygt er en anden følelse, som normalt opfattes som negativ, men den har bestemt også positive sider, eftersom den er forbundet med menneskets overlevelsesinstinkt. Mennesker frygter normalt alt, der truer deres liv eller udsætter dem for fare eller skade. Desuden hjælper en moderat frygt med at forhindre letsindighed. Frygtløse mennesker kan hovedløst udsætte sig selv eller deres familier for fare. På den anden side kan mennesker miste meget af deres selvrespekt, når de lader frygten diktere deres adfærd. Under et diktatur får menneskers frygt for at være uenige dem ofte til at acceptere ydmygelse. Derfor bør den rette balance opretholdes. I Koranen lærer vi, at profeten Moses følte frygt ved mere end én lejlighed. Før han blev profet, måtte han flygte fra Egypten af frygt for sit liv. Efter at have dræbt en egypter gik han gennem byen »frygtsom og årvågen«.4 Hans frygt var velbegrundet, for kort efter fik han at vide, at folk planlagde at dræbe ham. Senere, da Gud ville have ham til at se de tegn, han havde fået som bevis på sin status som Guds sendebud, fik han besked på at kaste sin stav. »Men da han så den bevæge sig, som om den var en slange, vendte han sig om og flygtede uden tanke på at vende tilbage. [Gud sagde:] ’Moses! Kom nær og frygt ikke! Du er i sikkerhed.’« (28:31) Dette er normale følelser: Hvem ville ikke gyse af frygt, når han ser, at hans stok straks efter at være blevet kastet ned bevæger sig hurtigt som en slange? Guds sendebud er normale mennesker – bortset fra at de modtager åbenbaringer fra det høje – og de oplever alle menneskelige følelser. Men de håndterer dem på rette måde. Det samme gjaldt Profeten. Som nævnt i kapitel 1 var oplevelsen for voldsom for ham, da englen Gabriel kom til ham for første gang. Han løb fra hulen, hvor han havde været alene, og standsede ikke, før han nåede sit hjem, som lå nogle få kilometer væk. Han bad sin hustru om at dække ham, mens han skælvede.4 Koranen: 28:18 Igen er dette en normal følelse: Hvem ville ikke føle panik ved at se et bevinget væsen holde en bog og presse den mod hans bryst, indtil han næsten blev kvalt, blot fordi han protesterede over, at han ikke kunne læse? Englen gentog dette tre gange, og hver gang følte Muhammad, at han var ved at dø. Det eneste, der fik dette pres og denne kvælning til at standse, var, da han spurgte: »Hvad skal jeg læse?« Senere, da han kom til sig selv, sagde han til sin hustru: »Jeg frygtede for mig selv.« Hun beroligede ham og sagde, at en mand med hans ædle egenskaber ikke kunne skades af onde kræfter. Hans ledsagere beskriver ham imidlertid som det modigste af alle mennesker. Når de var i kamp, og det gik hårdt for sig, søgte de tæt hen til ham og hentede styrke fra hans mod. Der er ingen tvivl om, at han aldrig frygtede for sit liv i løbet af de treogtyve år, hans mission varede. Vi kan derfor konkludere, at Muhammad før profetskab oplevede den normale form for frygt i situationer, der gør mennesker bange. Efter at han blev Guds sendebud, satte hans fuldstændige overgivelse til Gud ham i stand til at fjerne frygten for sig selv eller sit liv. Han stolede på, at hvad Gud end ville for ham, var den bedste mulighed. Dette er den sande troendes holdning. Afslutningsvis var Muhammad (fred være med ham) en mand med ædel karakter. Alle ædle egenskaber blev vist af ham i deres bedste form. Han var en mand, der oplevede alle de andre følelser, som mennesker oplever. Men hans forbindelse med englen, der bragte ham Guds åbenbaringer, hjalp ham med at styrke alle de positive menneskelige egenskaber og begrænse alle negative træk til et minimum.

KAPITEL 9

barmhjertighed for alle

Et kort vers i Koranen giver en meget præcis definition af den mission, der blev pålagt Profeten, da Gud valgte ham til at være sin sidste Sendebud til menneskeheden: »Vi har sendt dig som en [manifestation af Vor] nåde mod alle verdener.« (21:107)

Koranens stil forener flere par af egenskaber, som er meget vanskelige, eller måske endda umulige, at forene. Et af disse par er ordknaphed og vidtspændende betydning. I det citerede vers er ordene »manifestation af Vor« føjet til den oprindelige tekst i oversættelsen for at gøre den lettere at forstå. Den arabiske original har et bredere betydningsomfang, og den betyder også, at Profeten selv var fuld af medfølelse. Dette kommer oven i, at det var Guds barmhjertighed, der gjorde det nødvendigt at sende en profet for at overbringe Guds endelige budskab til menneskeheden.

Verset taler om medfølelse med »alle verdener«. Nogle forstår dette udtryk som omfattende hele menneskeheden, men det begrænser betydningen. Hans medfølelse omfatter derimod alle skabninger, herunder dyr og planter. Når vi studerer hans liv, ser vi medfølelse gennemtrænge alle hans handlinger. Hårdhed var ham ukendt. Medfølelse prægede alle hans handlinger i alle situationer. Ja, den prægede også den måde, han behandlede sine fjender på.

Han fortvivlede aldrig over, at nogen kunne tage imod den guddommelige meddelelses sandhed, og han glædede sig over enhver ny muslim. Han følte, at et menneske ved at antage islam ikke blot begiver sig ud på den rette vej mod et bedre liv i denne verden, men også håber at opnå Guds barmhjertighed på Dommens Dag. Derfor var Profeten ivrig efter at henvende sig selv til sine mest hårdnakkede modstandere, forklare dem kernen i sit budskab og opfordre dem til at tro på Guds enhed.

Når tiderne var vanskelige, og de vantro ydede voldsom modstand mod hans kald, forfulgte hans følgere og udsatte dem for tortur, kunne de troende have været fristet til at påkalde Guds forbandelser over dem, der forsøgte at undertrykke sandheden og forfulgte dens fortalere. Det er kun naturligt, at de undertrykte søger Guds hjælp mod deres undertrykkere. Muslimerne var ganske vist undertrykte under hele perioden i Mekka, ligesom de er det i dag mange steder i verden. Derfor søgte Profetens ledsagere, som befandt sig under et enormt pres, hans hjælp til at håndtere deres vanskeligheder.

Abu Hurayrah fortæller: »Det blev sagt til Profeten: ’Guds Sendebud! Bed Gud imod afgudsdyrkerne.’ Han svarede: ’Jeg er ikke blevet sendt for at forbande mennesker; jeg er blevet sendt som barmhjertighed for menneskeheden.’« (Overleveret af Muslim og af al-Bukhari i Al-Adab al-Mufrad.)

Profeten betragtede sin mission som en handling af Guds nåde og barmhjertighed over for hele menneskeheden. Derfor var det uforeneligt med hans mission at påkalde Guds forbandelser over nogen gruppe mennesker, selv når disse mennesker var imod islam og brugte alle deres kræfter og ressourcer på at undergrave den.

Selv om en bestemt person måske fortjener at blive forbandet på grund af sine onde gerninger, berettiger det ikke til at udtale en generel forbandelse, heller ikke over afgudsdyrkere, der tilbeder statuer i stedet for Gud. Profeten forstod dette fuldt ud og bestræbte sig på at styrke sin medfødte medfølelse, så han kunne være barmhjertig og medfølende over for alle mennesker til alle tider.

Når Profeten beordrede en militærekspedition, sørgede han for, at den fulgte islams standarder for krigsetik. Når han sendte en sådan ekspedition af sted, opfordrede han altid sine kommandører og soldater til at overholde denne etik. Anas ibn Malik fortæller, at Profeten plejede at sige til dem:

»Drag af sted i Guds navn og med Hans hjælp og på grundlag af Guds Sendebuds budskab. Dræb ikke en gammel person, et barn, en ung mand eller en kvinde. Hamstr ikke noget af krigsbyttet, men saml det sammen. Bring orden og gør godt, for Gud elsker dem, der gør godt.«1

Dette bekræftes i flere hadither, hvoraf nogle tilføjer et forbud mod at fælde træer og marchere gennem dyrket land.

Profeten følte altid, at islams fjender var vildledte mennesker. Hvis han måtte bekæmpe dem, var det kun, fordi de var angriberne. Men for ham berettigede det ikke til at dræbe nogen, der ikke var kombattant. De ældre, de unge og kvinderne bar ikke våben. Derfor fastslog Profeten, at muslimer ikke måtte dræbe dem.

Ingen varigt fjendskab

Selv når Muhammad selv eller det muslimske samfund i almindelighed stod over for store vanskeligheder, behandlede han dem, der var fjendtlige, venligt og håbede altid, at de ville ændre deres fjendtlighed. Jeg nævnte i kapitel 2, at Profeten efter ti år, hvor han havde forkyndt sit budskab i Mekka under stærk modstand fra byens indbyggere, tog til Taif, og hvordan dets indbyggere og ledere var så fjendtlige, at de endda udsatte ham for fysisk mishandling. Gud sendte ham engle, som tilbød at straffe dem, sådan som han måtte befale, herunder at udslette dem fuldstændigt. Han sagde: »Jeg håber, at Gud vil frembringe mennesker af deres efterkommere, som tilbeder Ham alene og ikke sætter nogen ved Hans side.«2

En enkelt modstander, der går til yderligheder i sit fjendskab og derefter falder i sin modstanders hænder, kan udgøre en stærk fristelse for sejrherren til at dræbe ham eller påføre ham hård fysisk og psykisk straf. Profeten manglede ikke sådanne forhærdede modstandere, hvoraf nogle føjede aktiv fjendtlighed til verbale overgreb og hån. Ikke desto mindre tog Profeten imod enhver af dem uden tøven, når de kom til ham, alene eller med en mellemmand, og erklærede deres troskab.

Nogle vantros fjendtlighed var særligt smertefuld for Profeten, fordi han havde forventet, at de ville være venlige over for ham. Blandt dem var al-Mughirah (Abu Sufyan) ibn al-Harith ibn [Abd al-Muttalib og Abdullah ibn Abi Umayyah. De to var Profetens fætre, og al-Mughirah havde været hans legekammerat i barndommen. Da Profeten modtog sit budskab, valgte al-Mughirah at være meget fjendtlig over for ham og angreb ham i sine digte.

[Abdullah ibn Abi Umayyah havde tidligere været meget grov over for Profeten, selv om hans mor var Profetens tante. På et tidspunkt sagde han til Profeten, at han aldrig ville tro på ham, før han havde set ham klatre op ad en stige helt til himlen og vende tilbage med en skriftlig erklæring om, at han var Guds Sendebud, ledsaget af fire engle, som kunne bevidne det.

Overgreb fra nære slægtninge er særligt smertefulde. Derfor var Profeten ikke ivrig efter at møde nogen af disse to mænd, og da han blev informeret om, at de nærmede sig, nægtede han at modtage dem. Umm Salamah, en af Profetens hustruer, forsøgte at mægle på de to mænds vegne, eftersom den ene af dem, [Abdullah, var hendes bror. Hun sagde til Profeten: »Guds Sendebud, de er dine egne fætre og slægtninge.« Han svarede: »Jeg har ikke brug for dem. Min fætter bagtalte mig, og min tantes søn var den, der sagde det, som du kender fra Mekka.«3

Da de fik at vide, hvad Profeten havde sagt, følte de, at de befandt sig i en meget vanskelig situation, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre. Al-Mughirah, som havde sin søn med sig, sagde: »Hvis han ikke vil modtage mig, vil jeg tage min søn i hånden, og vi vil begge vandre omkring i landet, indtil vi dør af sult og tørst.«

2 Al-Bukhari, Sahih (Bogen om skabelsens begyndelse).
3 Ibn Hisham, Al-Sirah al-Nabawiyyah, bind 4, s. 184.

De fik derefter et råd af [Ali ibn Abi Talib, som var fætter til både Profeten og al-Mughirah. De fulgte rådet, gik direkte til ham og sagde: »Gud har sandelig givet dig en bedre status end os, og vi har sandelig gjort uret.« (12:91)

Det var de ord, som profeten Josefs brødre havde sagt, da de genkendte ham, sådan som det berettes i Koranen. Derfor brugte Profeten det samme svar som profet Josef og sagde til dem: »I dag skal ingen bebrejdelse ramme jer. Må Gud tilgive jer. Han er sandelig den mest barmhjertige.« (12:92) På denne måde blev al-Mughirah og hans slægtning genindsat i samfundet.

Profeten havde beordret, at to mænd, [Ikrimah ibn Abi Jahl og Ka[b ibn Zuhayr, skulle dræbes på det tidspunkt, hvor han overtog Mekka. [Ikrimahs far var islams mest forhærdede modstander fra den første dag indtil sin død i slaget ved Badr. I femten år fortsatte Abu Jahl med at gøre alt, hvad han kunne, for at undertrykke islam, og han havde tortureret og dræbt nogle af de første muslimer. Han havde endda forsøgt at dræbe Profeten ved mere end én lejlighed.

[Ikrimah havde samme holdning som sin far. Da Profeten gik ind i Mekka, forsøgte

KAPITEL 10

Adel i sin bedste form

Anas ibn Malik beretter, at en kvinde, som var kendt for at være psykisk ustabil, sagde til Profeten: »Guds Sendebud, jeg har brug for din hjælp i en bestemt sag.« Han sagde: »Vælg en hvilken som helst vej, så kommer jeg til dig og ordner det, du har brug for.« Han standsede sammen med hende på en vej og talte med hende om hendes behov, indtil hun havde afsluttet sin sag. (Berettet af Muslim, Ahmad, Abu Dawud og al-Bayhaqi i Dala’il al-Nubuwwah.)

Profeten sad sammen med sine ledsagere, da denne kvinde, som var kendt for at være psykisk ustabil, fortalte ham, at hun havde brug for hans hjælp. Hans umiddelbare reaktion var at gøre hende tryg. Han fortalte hende, at han var parat til at lytte til hende. Samtidig respekterede han hendes privatliv og bad hende ikke om at drøfte sit problem foran andre mennesker. Han vidste, at en psykisk forstyrret person kan tillægge ting stor betydning, som mennesker normalt betragter som ubetydelige, og han ønskede ikke at gøre hende forlegen. Han bad hende vælge et sted, hvor hun ville føle sig tryg ved at forklare ham, hvad hun havde brug for.

Det siger sig selv, at stedet skulle være åbent, så de kunne ses af folk. Der fandtes naturligvis ingen caféer eller restauranter i Medina på det tidspunkt. Derfor kunne et hvilket som helst sted på gaden bruges. Profeten standsede sammen med kvinden og lyttede til hende, mens hun forklarede sit behov. Derefter gav han hende den hjælp, hun havde brug for.

Dette var typisk for Profeten, eftersom han altid tog sig af de svageste og mest sårbare i samfundet. Anas beretter: »Enhver ung tjenestepige i Medina kunne komme til Profeten og tage ham i hånden. Han trak ikke sin hånd til sig. Hun kunne føre ham hen, hvorhen hun ville.«1 (Berettet af Ahmad og Ibn Majah.)

1 Denne hadith handler om unge tjenestepiger, der tog Profeten i hånden. Det lyder meget mærkeligt for de fleste muslimer, eftersom de mener, at Profeten aldrig rørte ved en kvinde bortset fra sine hustruer og døtre. De henviser til, at han aldrig gav kvinder hånden, da de svor ham troskab. Hadithen nævner ikke, om sådanne tjenestepiger altid var unge piger eller unge kvinder. Den arabiske tekst tillader begge fortolkninger. Jeg har talt med lærde om dette, og nogle af dem foretrækker at læse det som noget, der vedrører unge piger. Nogle få ser dog ikke noget problem i det, selv hvis det betyder unge kvinder. De siger, at Profetens normale praksis var ikke at give kvinder hånden, især ikke ved troskabsløftet. Men hvis en ung kvinde havde brug for den tryghed, det gav at holde ham i hånden, hindrede han hende ikke. I en afgørelse siger sheikh Yusuf al-Qaradawi, at han ikke kunne finde en tekst, der forbød at give en kvinde hånden, men han råder mænd til ikke at række hånden frem først.

En tjenestepige kan være blevet bedt af sin familie om at gøre eller hente noget og måske ikke have vidst, hvor hun skulle finde det, eller hvordan hun skulle opfylde sin pligt. Den bedste person at søge hjælp hos var Profeten, og derfor tog hun ham i hånden. For at berolige hende lod han hende føre sig hen, hvorhen hun ville, indtil han havde givet hende den hjælp, hun havde brug for.

Dette er to blandt de talrige eksempler på, hvordan Profeten behandlede de svageste dele af samfundet. Han ønskede, at de skulle føle, at han altid var tilgængelig for dem, og at han ville hjælpe selv de fattigste eller svageste med alt, hvad de ønskede. For ham var alle vigtige. Hvis en pige havde brug for hans hjælp, kom hjælpen.

Den anden hadith nævner ikke en bestemt tjenestepige. Den antyder snarere, at dette var Profetens normale adfærd, og det fremgår af hadithens ordlyd, at det var sædvane, at tjenestepiger kom til ham for at få sådan hjælp.

For nogle mennesker er det måske ikke let at møde en person med autoritet, især ikke for dem, der er bevidste om deres svaghed i samfundet. Profeten ønskede at sikre, at ingen skulle føle sig utrygge, når de mødte ham. Selv om hans position som Guds Sendebud var langt vigtigere end enhver konges eller statsoverhoveds, bevarede han et muntert væsen, så enhver, der talte med ham, kunne fremlægge sin sag klart.

Alligevel følte nogle mennesker sig ikke tilpas, når de talte med ham, og han gjorde sig store anstrengelser for at berolige dem. Abu Mas‘ud al-Badri beretter, at en mand rystede voldsomt, da han talte med Profeten. Profeten sagde til ham: »Rolig, rolig! Jeg er ikke en konge. Jeg er søn af en kvinde, som plejede at spise tørret og saltet kød.« (Berettet af Ibn Majah og al-Hakim.)

Profeten gav den skræmte mand et levende billede af sin egen mor som et almindeligt fattigt menneske, der måtte klare sig med den enkleste slags føde. (Folk, der ikke hele tiden havde råd til kød, plejede at konservere det, de havde, ved at tørre og salte det.)

Når vi ser på Profetens handlinger i forskellige situationer, må vi huske, at Gud befaler alle muslimer i alle generationer at gøre ham til deres forbillede. Gud siger i Koranen: »I Guds Sendebud har I et godt forbillede for enhver, der håber på Gud og den Sidste Dag og ofte ihukommer Gud.« (33:21)

Det betyder, at hvis vi tager ved lære af Profeten og efterligner hans holdning og handlinger, vil vi få belønning fra Gud. Denne belønning tilskrives os af to grunde: Handlingen i sig selv er god, fordi Profeten kun gjorde det, der var godt og gavnligt; og det at følge Profetens eksempel er et tegn på fast tro på islam.

Profeten lod alt, hvad han sagde eller gjorde, blive kendt: Hans liv var en åben bog. Intet af det, han gjorde, blev først kendt efter hans død, for hans ledsagere og hans husstand fortalte om alt, hvad de havde set eller hørt fra ham. Selv hans mest private liv blev beskrevet klart. Folk spurgte hans hustruer om hans adfærd derhjemme, og de fortalte alt.

Vi lærer for eksempel, at når han og en af hans hustruer havde brug for at tage et bad, kunne de gøre det sammen ved at bruge den samme beholder. [A’ishah beretter, at hun kunne tage noget vand og hælde det over sin krop, mens hun sagde til ham: »Lad noget være tilbage til mig«, og han kunne sige det samme til hende.]2 En eller to af hans andre hustruer berettede det samme.3 Det var nødvendigt at berette om sådanne private forhold, så muslimer kunne vide, hvad der var tilladt i sådanne sager, og hvad der ikke var.

2 Islam kræver, at man tager et bad eller brusebad for at fjerne tilstanden af rituelt urenthed, det vil sige janabah, som opstår som følge af sædafgang, samleje og en kvindes menstruation.

3 Flere hadither omtaler dette, og de er berettet af Muslim i hans Sahih (i kapitlet om renselse efter menstruation).

Som vi har nævnt, var Profeten ikke kun et forbillede for sin egen generation; han er fortsat et forbillede for alle troende i islam, uanset hvor og hvornår de lever. Det betyder, at han forenede de bedste menneskelige egenskaber, som anerkendes universelt. Dette kunne kun ske gennem en handling fra Gud, Skaberen af alt.

Beskedenhed er en dyd

Et vigtigt aspekt af Profetens karakter var hans beskedenhed. Han var meget høflig i sin måde at være og opføre sig på. Han kritiserede ikke folk direkte eller gjorde dem forlegne offentligt. [A’ishah beretter: »Hvis Profeten hørte, at en bestemt person havde gjort eller sagt noget forkert, sagde han ikke: ‘Denne person siger sådan og sådan’, men han sagde: ‘Hvordan kan det være, at nogle mennesker siger sådan og sådan?’« (Berettet af Abu Dawud.)

Kun når en person gjorde noget offentligt, der var i strid med islam, fastslog Profeten den rette islamiske regel. Han gjorde dette for at sikre, at folk lærte noget, og han sørgede for ikke at gøre nogen forlegen.

Hans beskedenhed viste sig også i hans private forhold. Han tog sig af sine private behov og sørgede for, at han ikke blev set. Ingen så ham nogensinde afklædt. Hans blufærdighed i private anliggender blev dog ikke overført til den måde, han fremlagde sit budskab på: Han understregede altid uden tøven, at han var Guds Sendebud, og han gjorde det klart for alle mennesker, hvad dette indebar.

Et eksempel, der forener begge egenskaber, er hans ægteskab med Zaynab bint Jahsh. Zaynab var hans kusine, eftersom hendes mor var Umaymah bint ‘Abd al-Muttalib, hans faster på fædrene side. Hun tilhørte derfor en fornem familie.

Profeten havde tidligere giftet hende med Zayd ibn Harithah, som han længe før sin profetgerning havde befriet fra slaveri og adopteret som søn. Islam forbød imidlertid adoption, og Zayd vendte tilbage til sit gamle navn. Både Zaynab og Zayd var utilfredse med deres ægteskab. Gud befalede Profeten at lade Zayd skille sig fra hende og derefter selv gifte sig med hende.

Dette var i strid med den arabiske samfundstradition på grund af Zayds tidligere adoption. Profeten bekendtgjorde imidlertid det, Gud havde fortalt ham, og reciterede Koranversene, som også indeholdt en irettesættelse af ham for hans tøven i sagen.

Brylluppet fandt sted, og Profeten inviterede flere hundrede mennesker til middag i den anledning. Efter middagen gik alle hjem bortset fra tre. De tre blev siddende i Prof

KAPITEL 11

en meget omsorgsfuld leder
Anas ibn Malik var ung, måske tolv eller tretten år, eller måske endnu yngre, men han var kvik. I modsætning til de fleste børn på hans alder i Medina på den tid kunne han læse og skrive. Desuden var han blevet begavet med en god hukommelse. Hans stedfar tog ham med til Profeten kort efter dennes ankomst til Medina og sagde: »Anas er en god dreng, Guds Sendebud. Tillad ham at være din tjener.« Det blev begyndelsen på et nært forhold mellem Anas ibn Malik og Profeten, som varede, indtil Profeten døde ti år senere. Nogle besøgende i Medina bemærkede, at de troede, Anas og hans mor, Umm Sulaym, hørte til Profetens familie, »på grund af hvor ofte de gik ind i Profetens hjem.«

Hvordan mennesker behandler deres tjenere, er en klar indikation af deres personlighed: Man er tilbøjelig til at opføre sig naturligt over for en tjener, fordi man ikke frygter nogen reaktion. Dette gjaldt især i det arabiske samfund i islams begyndelse. De svagere klasser blev bestandigt udsat for dårlig behandling og overgreb, og det gjaldt slaver, tjenere, kvinder og allierede.¹ Alligevel fortæller Anas ibn Malik, at han oplevede en helt anden behandling, da han tjente Profeten:

Jeg tjente ham i byen og under rejser. Ved Gud, han spurgte mig aldrig om noget, jeg havde gjort, hvorfor jeg havde gjort det på den måde; og han spurgte mig heller aldrig om noget, jeg havde undladt, hvorfor jeg ikke havde gjort det. (Overleveret af al-Bukhari, Muslim, Ahmad og al-Tirmidhi.)

¹ Allierede var personer, som knyttede sig til stammer gennem et loyalitetsbånd, der blev kaldt »alliance«. De tilhørte ikke stammen af fødsel og var af den ene eller anden grund blevet løsrevet fra deres egne stammer. De skulle påtage sig alle de pligter, som stammens medlemmer påtog sig, men havde færre privilegier. Nogle allierede var tidligere slaver, som havde opnået deres frihed og valgt at blive hos deres tidligere herrer.

En længere version af denne hadith føjer følgende ord fra Anas til:

Jeg håber oprigtigt at møde ham på Dommens Dag og sige til ham: »Jeg er din lille tjener, Guds Sendebud.« Jeg tjente ham i ti år i Medina, da jeg var ung, og min opførsel var ikke den bedste anbefaling af mig. Han viste aldrig den mindste misbilligelse, og han sagde aldrig til mig: »Hvorfor har du gjort dette, eller hvorfor har du undladt hint?« (Overleveret af Ahmad og Abu Dawud.)

Dette viser noget om Profetens lette sind. Det må dog huskes, at Anas var en ung teenager, da han begyndte at tjene Profeten, og det er en alder, hvor mange unge føler sig oprørske eller i det mindste ikke ønsker at få at vide, hvad de skal gøre. Anas antyder dette i den anden version, når han siger: »Min opførsel var ikke den bedste anbefaling af mig.«

Så hvad gjorde Profeten, når hans tjener forsømte sine pligter? Anas fortæller:

Guds Sendebud var blandt de bedste mennesker. En dag sendte han mig et ærinde. Jeg tænkte, at jeg ikke ville gå, men inderst inde følte jeg, at jeg burde gå for at udføre det, Profeten havde bedt mig om. Jeg gik ud og sluttede mig til nogle drenge, der legede på gaden. Nogen tid senere tog Profeten fat i mig bagfra. Jeg vendte mig for at se på ham, og han smilede. Han sagde: »Unays,² er du gået for at gøre det, jeg bad dig om?« Jeg sagde: »Ja, Guds Sendebud; jeg går nu.« (Overleveret af Muslim og Abu Dawud.)

Profeten forstod tilsyneladende, at Anas ikke var i humør til at udføre et ærinde, og at han foretrak at lege med drengene på gaden. Han lod ham gøre det et stykke tid uden at føje nogen irettesættelse eller hårde ord til. Han tog blot fat i ham bagfra og smilede, mens han stillede et spørgsmål, der tjente som en påmindelse. Denne behandling skyldtes ikke, at tjeneren var ung; Profeten udviste den bedste opførsel over for alle mennesker til alle tider.

Da A’ishah blev spurgt om Profetens opførsel, begyndte hendes svar med et spørgsmål til den, der spurgte hende: »Læser du Koranen?« Han svarede bekræftende. Hun sagde: »Profetens opførsel var Koranen i praksis.« (Overleveret af Muslim, Ahmad og al-Nasa’i.) Koranen påbyder kun det gode. Dens befalinger, anbefalinger og forbud virker samlet for at frembringe det bedste i mennesket. Tilsyneladende blev dette spørgsmål stillet til A’ishah ved flere lejligheder.

² Denne form af hans navn er et kælenavn.

en meget omsorgsfuld leder

Nogle gange gav hun flere detaljer. En gang læste hun de indledende vers af surah 23 (»De troende«), som siger:

Sandelig, de troende har fremgang, de, som er ydmyge i deres bøn, som vender sig bort fra alt tomt og nytteløst, som er aktive i velgørenhed, som afholder sig fra seksuelt samkvem, undtagen med deres ægtefæller eller dem, de med rette besidder – for da er de uden skyld, hvorimod de, der søger at gå ud over denne [grænse], i sandhed er overtrædere; de, som er tro mod deres betroede ting og deres løfter, og som er omhyggelige med deres bønner. Det er dem, der skal arve, og som skal arve Paradiset; dér skal de forblive. (23:1-11)

Derefter tilføjede hun: »Sådan var Guds Sendebuds opførsel.«

Profeten gav det bedste eksempel ved at behandle mennesker med respekt og hengivenhed, uanset deres sociale status. Status talte i virkeligheden ikke for ham. Alle var vigtige, og alle blev behandlet på samme måde. Når nogen talte med ham, var han fuldt opmærksom. Han viste ham, at han var stærkt interesseret i alt, hvad den pågældende talte med ham om. Anas fortæller:

Når en person mødte Profeten og gav ham hånden, trak Profeten ikke sin hånd til sig, før den anden havde trukket sin hånd til sig. Han vendte sig heller ikke bort fra ham, før den anden havde vendt sig for at gå sin vej. Man så ham aldrig føre sine knæ frem mod nogen, der sad sammen med ham. (Overleveret af al-Tirmidhi og al-Bayhaqi.)

Det samme gjaldt, når en person ønskede at hviske noget til Profeten. Anas fortæller:

Jeg så aldrig Profeten flytte hovedet bort, når en mand hviskede til ham, før manden selv flyttede sit hoved bort. Jeg så heller aldrig Profeten slippe en andens hånd, før den anden havde sluppet hans. (Overleveret af Abu Dawud og al-Bayhaqi.)

Disse beretninger bekræfter et træk ved Profeten: Han gav sin fulde opmærksomhed til enhver, der talte med ham eller fulgtes med ham. Han gav ikke engang det mindste vink om, at den anden burde holde op. Desuden bød han varmt enhver velkommen, der kom til ham. Jarir ibn Abdullah fortæller: »Guds Sendebud afslog aldrig at se mig, lige siden jeg antog islam. Hver gang han så mig, smilede han.«

Enhver delegation, der kom til Medina, blev budt varmt velkommen. Selv de, der længe havde været imod islam og havde kæmpet imod den, blev budt velkommen, hvis de kom for at se Profeten med et åbent sind. Hvis den besøgende var blandt de første muslimer, var Profetens velkomst endnu varmere.

Abu Dharr blev spurgt, om Profeten gav sine ledsagere hånden. Han sagde:

Han gav mig hånden, hver gang jeg mødte ham. En dag sendte han bud efter mig, men jeg var ikke hjemme. Da jeg kom tilbage, fik jeg det at vide. Så gik jeg til ham, og han lå tilbagelænet på sin seng. Han omfavnede mig. Det var endnu bedre end et håndtryk. (Overleveret af Abu Dawud.)

fuldkommenhed i social omgang

Når Profeten mødte mennesker, spurgte han, hvordan de havde det. Anas fortæller: »Når Profeten mødte nogen, spurgte han, hvordan han havde det. Hvis manden sagde, at han havde det godt, og priste Gud, bad Profeten for ham: ’Må Gud holde dig rask.’« (Overleveret af Ahmad.)

På samme måde spurgte Profeten til enhver, der havde været fraværende i tre dage. Hvis han var rejst bort, bad Profeten for ham; hvis han var hjemme, besøgte han ham, og hvis han var syg, besøgte han ham også. (Overleveret af Abu Ya’la.)

Profeten nød at sidde sammen med sine ledsagere og lytte til deres samtale. Det gjorde han ofte efter morgenbønnen, hvor han blev i moskeen indtil efter solopgang. De kunne bruge noget af denne tid på almindelig samtale, på at mindes tiden før islam og på at nævne den forandring, islam havde bragt ind i deres liv. Hvis de spøgte og lo, deltog han med et muntert smil.³

Profetens barnebarn, al-Husayn ibn Ali, bad sin far om at beskrive Profetens opførsel og handlinger i detaljer. En del af Alis udførlige svar handlede om hans adfærd, når han mødte mennesker. Ali sagde:

Guds Sendebud lovpriste Gud, hver gang han satte sig eller rejste sig for at gå. Han gjorde ikke krav på en bestemt plads til sig selv, og han rådede faktisk andre imod at gøre dette. Når han sluttede sig til en gruppe mennesker, satte han sig for enden af gruppen og opfordrede andre til at gøre det samme. Han gav alle i forsamlingen deres del af sin opmærksomhed. Enhver, der sad sammen med ham, troede, at han var den, der stod ham nærmest.

Når nogen sad sammen med ham for at drøfte en bestemt sag eller forklare et behov, blev Profeten hos ham, indtil han gik. Hvis nogen bad ham om noget, gav han det til ham, eller sagde i det mindste nogle venlige ord til ham. Hans afslappede og venlige opførsel gjaldt alle. Han blev som en far for alle sine ledsagere. For ham var de alle lige og havde de samme rettigheder.

Overbærenhed, beskedenhed, udholdenhed og ærlighed kendetegnede hans samvær. Stemmer blev aldrig hævet dér, og ingen uanstændigheder blev nogensinde sagt. Fejltrin blev overset. Folk udmærkede sig kun ved deres gudsfrygt. De viste ydmyghed, respekterede de ældre og var medfølende over for de unge. De hjalp den trængende og tog sig af enhver fremmed.

På et andet spørgsmål om Profetens omgang med dem, der var hos ham, svarede Ali:

Guds Sendebud var altid munter og let i sindet. Han var hverken hård eller streng i sin opførsel. Han brugte aldrig vulgært eller uanstændigt sprog og talte ikke ondt om nogen. Han så bort fra det, han ikke kunne lide. Han fik ikke nogen til at miste håbet eller føle sig svigtet. Han undgik tre ting: nytteløs diskussion, overdrevenhed og det, der ikke vedkom ham. Han angreb, ydmygede eller søgte aldrig at finde fejl hos nogen. Han sagde kun det, som han håbede ville skaffe ham Guds belønning.

Når han talte, var folk lutter opmærksomhed. De talte kun, når han tav. De skændtes ikke i hans nærvær. De lyttede til enhver, der talte, indtil han var færdig … Han lo af det, der fik dem til at le, og undrede sig over det, der fik dem til at undre sig. Han var tålmodig med enhver fremmed og opmuntrede ham til at fremlægge sin sag og stille sit spørgsmål. Hans ledsagere var ivrige efter at bringe disse fremmede til ham. Han sagde: »Hvis I ser nogen, der har brug for noget, så hjælp ham.« Han tog ikke imod ros, undtagen som svar på noget, han havde gjort. Han afbrød aldrig nogen, men lyttede til det, de havde at sige.

Al-Husayn spurgte videre om den tid, hvor Profeten var tavs og eftertænksom. Alis svar påpegede, at Profetens tavshed havde ét af fire formål: overbærenhed, forsigtighed, overvejelse eller eftertanke. Hans overvejelse bestod i at tænke over det, han hørte fra mennesker, mens han grundede over det, der bestod, og det, der forgik. Han forenede overbærenhed med tålmodighed og blev derfor aldrig vred eller ophidset.

Hans forsigtighed viste sig på flere måder: Han valgte altid det gode og forlod det onde, så folk kunne følge hans eksempel; han tænkte altid over, hvad der ville gavne hans samfund; og han bestræbte sig altid på at pege på det, der ville skabe det bedste i dette liv og i det kommende liv.⁴

Et andet aspekt af den måde, Profeten behandlede mennesker på, var, at han gav højtstående personer fra andre stammer og samfund en særlig velkomst. At ære sådanne personer var en naturlig holdning hos Profeten. Han lærte dog sine ledsagere, at dette hang sammen med god tro. Ved at gøre det foran sine ledsagere understregede han, at disse handlinger ikke blot var opfyldelse af gode manerer; de var den naturlige adfærd hos alle troende.

For eksempel kom Jarir ibn Abdullah, høvdingen for Bajilah-stammen fra Yemen, en gang til Profeten, som sad sammen med sine ledsagere. Ingen flyttede sig for at give Jarir ibn Abdullah en plads at sidde på, eftersom alle ønskede at være så tæt på Profeten som muligt. Profeten tog sin overkappe af og kastede den til Jarir. Jarir tog Profetens kappe, lagde den mod sit ansigt og sin hals, kyssede den og gned sine øjne med den. Han sagde til Profeten: »Må Gud give dig af sine gunstbevisninger, ligesom du har vist mig gunst.« Derefter lagde han kappen på Profetens ryg.

Profeten sagde til sine ledsagere: »Den, der tror på Gud og Dommens Dag, bør ære en højtstående person, når han kommer for at se ham.«⁵

ingen personlig forurettelse

Profeten ønskede at sikre, at ingen skulle have en personlig forurettelse imod ham. Hvis han ved et uheld slog eller stødte nogen, tilbød han, at den anden kunne gengælde det. Abu Sa’id al-Khudri fortæller, at Profeten var ved at skære noget, da en mand kom tæt på ham. Profeten ramte ham ved et uheld med en stav, han havde i hånden, og forårsagede et sår i mandens ansigt. Profeten sagde: »Kom, og gengæld det.« Manden sagde: »Jeg opgiver min ret til gengældelse, Guds Sendebud.« (Overleveret af Ahmad, al-Nasa’i og Abu Dawud.)

Nogle af Profetens ledsagere brugte sådanne lejligheder til at vise deres kærlighed til Profeten, som var dem kærere end deres egne børn. Usayd ibn Hudayr fra Ansar var et muntert menneske med en god sans for humor. En gang talte han med nogle mennesker, der var sammen med Profeten, og fik dem til at le. Profeten stødte ham i siden med sin finger. Usayd sagde: »Du har gjort mig ondt.« Profeten sagde: »Så er det din tur til at støde mig.« Usayd sagde: »Du har en skjorte på, og jeg har ingen.« Profeten løftede sin skjorte for at lade ham gengælde det, men Usayd omfavnede ham og kyssede ham på siden. Han sagde: »Det er netop det, jeg ønsker.« (Overleveret af al-Bayhaqi.)

Dette hang nøje sammen med Profetens ønske om, at folk ikke skulle nære nogen tvivl om hans opførsel. Hvis han blev set sammen med en kvinde, ønskede han, at folk skulle vide, hvem kvinden var. Safiyyah, hans hustru, fortæller, at hun under den tid, hvor Profeten opholdt sig i moskeen i de sidste ti dage af Ramadan, en gang kom for at besøge ham. Hun tilbragte nogen tid med at tale med ham i moskeen og tog derefter afsked. Han rejste sig for at følge hende hjem.

Da de stod ved moskeens dør, gik to mænd fra Ansar forbi. Profeten sagde til dem: »Vent et øjeblik. Dette er Safiyyah bint Huyayy.« De sagde: »Al lovprisning tilkommer Gud, Guds Sendebud.« De syntes, det var alvorligt, at Profeten gjorde dem opmærksomme på det. Profeten beroligede dem og sagde: »Satan kan komme til mennesker som deres eget blod. Jeg frygtede, at nogle tanker kunne opstå i jeres sind.« (Overleveret af al-Bukhari, Muslim, Ahmad og Abu Dawud.)

at tage sig af alle

Profeten ønskede det bedste for alle sine ledsagere. Historien fra denne periode viser, at mange mennesker havde mærkelige navne, og at nogle af disse havde uheldige betydninger. En stor stamme var kendt som Kalb-stammen, et navn, der betød »hund«. Abu Sufyan, høvdingen i Mekka, havde en søn, som han kaldte Hanzalah, hvilket betød en bitter plante. Profeten gjorde det klart for alle muslimer, at ethvert barn har ret til et godt navn: Det er forældrenes ansvar at vælge gode navne til deres børn.

Da Ali, som var gift med Profetens datter Fatimah, fik sin første søn, kaldte han ham Harb, hvilket betød »krig«. Profeten ændrede det til Hasan, hvilket betød »god, tiltalende«. Ali ønskede derefter at kalde sin anden søn Harb, men Profeten kaldte ham Husayn, som er en kærlig form af Hasan. Profeten gik videre end det og ændrede ethvert negativt navn. Umar havde en datter, der hed Asiyah, hvilket betød »ulydig«, men Profeten omdøbte hende til Jamilah, der betyder »smuk«. På samme måde gik Guds Sendebud en gang forbi en landsby, der hed Afrah, hvilket betød »støvet«, men han omdøbte den til Khadirah, der betyder »fuld af grøn bevoksning«.

Dette var et aspekt af den omsorg, Profeten viste sine ledsagere. En tydelig manifestation af denne omsorg ses i Profetens bestræbelser på at sikre, at ingen af hans ledsagere efter døden skulle huskes for en ubetalt gæld. I de første år af hans liv i Medina var det muslimske samfund imidlertid meget fattigt, og staten havde ingen midler.

Abu Hurayrah fortæller, at en afdød kunne blive bragt ind i moskeen til bøn før begravelsen. Profeten spurgte, om han havde penge nok til at betale en eventuel udestående gæld. Hvis han fik at vide, at der var nok til dette, ledte han bønnen for den afdøde. Hvis han fik at vide, at det ikke var tilfældet, sagde han til folk, at de selv skulle bede for ham.

Senere, da han havde rigelige midler, plejede han at sige: »Jeg står de troende nærmere end deres egne selv. Hvis nogen af dem dør og efterlader en udestående gæld, betaler jeg den. Hvis nogen efterlader ejendom, tilfalder den hans arvinger.« (Overleveret i alle seks autentiske hadithsamlinger.)

Det spørgsmål, der opstår her, er, hvorfor Profeten ikke ville bede for en afdød, der døde, før han kunne betale sin gæld, når en sådan person netop har større behov for Profetens bøn end de fleste. Profeten havde til hensigt at opmuntre slægtninge og stammefæller til at træde frem og påtage sig at betale gælden. Det virkede, for det var faktisk det, der skete. Den afdødes slægtninge ønskede ikke, at deres slægtning skulle nægtes en sådan bøn af Profeten. Derfor trådte de frem og påtog sig at betale.

Dette svarede direkte til hans vigtigste bekymring, nemlig at retten skulle forfølges: Kreditoren havde et legitimt krav, som ikke måtte forsømmes. Profeten gjorde det klart, at ligesom nære slægtninge modtager arveandele, når den afdøde er velstående, bør de også være gavmilde, når den afdøde er fattig.

For Profeten var gæld noget, der skulle betales så hurtigt som muligt. Derfor forsøgte han at hjælpe de af sine ledsagere, der havde gæld. For eksempel blev en mand fra Ansar, Abdullah ibn Amr ibn Haram, dræbt i slaget ved Uhud. Han havde en udestående gæld i form af en bestemt mængde dadler. Hans søn, Jabir, klagede til Profeten over, at udbyttet fra deres have ikke ville være tilstrækkeligt, og at kreditoren, som var jøde, ikke ville udsætte betalingen. Profeten sikrede, at gælden blev betalt til tiden.

Tilbagebetalingen af udestående gæld, som enkeltpersoner i det muslimske samfund skyldte, var et aspekt af den omsorg, Profeten viste alle sine ledsagere, især dem, der befandt sig i en svag position. Uanset om svagheden skyldtes social status, uvidenhed eller fejlvurdering, søgte Profeten at rette fejl, give enkle anvisninger og højne status for alle sine ledsagere.

Anas ibn Malik fortæller:

Vi var sammen med Guds Sendebud i moskeen, da en beduin kom hen. Han rejste sig så og begyndte at urinere i moskeen. Profetens ledsagere bad ham om at stoppe. Profeten sagde: »Lad ham være. Stop ham ikke.« De lod ham gøre sig færdig. Derefter kaldte Profeten ham hen og sagde til ham: »Moskeer er ikke steder, hvor man urinerer eller kaster sit affald. De er steder, hvor mennesker opholder sig for at lovprise Gud, bede og læse Koranen.« Derefter gav han en mand besked på at hente en spand vand, og manden hældte det over det sted, hvor beduinen havde urineret. (Overleveret af al-Bukhari og Muslim.)

Det siger sig selv, at et sted for tilbedelse ikke bør bruges som toilet. Profetens moske havde imidlertid næsten ingen måtter eller tæpper, og folk bad på det hårde gulv. Eftersom beduiner for det meste boede i telte i ørkenen, kan man tilgive denne beduin, hvis han troede, at han kunne urinere dér. Han var måske ikke bekendt med islams krav til renhed og renselse.

Profetens ledsagere blev chokerede over hans handling, men Profeten ønskede først og fremmest, at beduinen ikke skulle komme til skade. Derefter gav han ham det rette råd og forklarede, hvorfor hans handling var forkert. Så ordnede han sagen ved at rense stedet.

Et andet eksempel handler om Abdullah ibn Abd Nuhm, som var en ung dreng fra Muzaynah-stammen, der boede et stykke fra Medina. Hans velhavende onkel tog sig af ham efter faderens død og vejledte ham på vejen til økonomisk fremgang. Abdullah lærte om islam og ønskede at blive muslim, men hans onkel var imod det. Derfor ventede han med at tage dette skridt i håb om, at hans onkel ville skifte mening.

Årene gik, men hans onkel viste ingen tegn på at ændre sine holdninger. Tidligt i det niende år efter Profetens bosættelse i Medina besluttede Abdullah derfor, at han ikke længere kunne vente på sin onkel. Abdullah respekterede sin onkel og ønskede ikke at tage dette store skridt uden at fortælle ham det. Abdullah sagde til sin onkel, at han havde ventet på ham, så han kunne slutte sig til ham og blive muslim.

Hans onkel blev rasende og sagde til Abdullah, at hvis han blev muslim, ville han tage alt fra ham og efterlade ham uden en øre. Abdullah sagde, at han var ligeglad med materielle ting, og at han ville gå videre og slutte sig til Profeten. Hans onkel gjorde, som han havde truet med, og tog alt fra ham, også hans tøj; han efterlod ham kun med undertøj. Abdullahs mor gav ham et tæppe at dække sig med. Han skar det i to, viklede det ene stykke om sig fra livet og ned og lagde det andet over sine skuldre.

Derefter rejste han til Medina, mødte Profeten og antog islam. Hans oprindelige navn var Abd al-Uzza. Profeten ændrede det til Abdullah og gav ham tilnavnet Dhul-Bijadayn, som betyder »manden med de to tæpper«. Profeten tog sig af ham og lærte ham Koranen. Abdullah lærte en god del af Koranen udenad og læste ofte højt i moskeen.

Nogle mennesker klagede til Profeten. De mente, at det at hæve stemmen for meget var i strid med en respektfuld omgang med Koranen, og at det kunne forstyrre andre menneskers koncentration. Profeten sagde imidlertid til dem, at de skulle lade Abdullah være; han tilføjede, at den unge mand frivilligt havde forladt sit hjem for Guds skyld.

Abdullah Dhul-Bijadayn sluttede sig til den muslimske hær under ekspeditionen til Tabuk. Han ønskede, at Profeten skulle bede om, at han måtte blive martyr. Profeten bad imidlertid i stedet om, at ingen vantro skulle udgyde hans blod. Han fortalte ham, at en person på et jihad-felttog er martyr, selv hvis han dør af sygdom under felttoget.

Det var det, der skete med ham: Han døde af feber på vejen tilbage. Abdullah ibn Mas’ud fortæller, at han var til stede ved begravelsen, som fandt sted om natten. Profeten var nede i graven, mens Abu Bakr og Umar holdt hans legeme og sænkede det ned for at overgive det til Profeten, som bad for ham og sagde: »Min Herre, jeg er meget tilfreds med ham; vær derfor tilfreds med ham.« Ibn Mas’ud bemærkede: »Jeg ville ønske, at det var mig, der blev begravet i den grav.«⁶

Denne ekspedition fandt sted i år 9 efter hijrah, det niende år efter Profetens bosættelse i Medina. Det betyder, at Dhul-Bijadayn havde været muslim i mindre end ét år, da han døde.

når gode mennesker fejler

Profetens evne til at håndtere de alvorlige fejl, som hans ledsagere begik, var et kendetegn ved hans karakter. Han forstod, at mennesker kan svækkes over for fristelser eller, når de møder truslen om fare mod dem selv eller deres nære slægtninge. Når en sådan svaghed får nogen til at kommunikere med fjenden på kritiske tidspunkter, kan det få alvorlige konsekvenser.

Dette var tilfældet med Hatib ibn Abi Balta’ah. Quraysh var den førende arabiske stamme. Profeten tilhørte den, men de fleste af dens medlemmer stod fast imod islam og tvang Profeten og muslimerne til at udvandre til Medina. Derefter forsøgte de at undertrykke islam med magt og førte flere hære mod det muslimske samfund. Det lykkedes i vid udstrækning ikke. Til sidst underskrev de en fredsaftale med Profeten, som skulle vare i ti år.

Mindre end to år inde i denne periode overtrådte Quraysh åbenlyst aftalen ved at kæmpe mod en stamme, der var allieret med Profeten. Profeten besluttede at gribe ind over for Quraysh. Han beordrede mobilisering og tog alle forholdsregler for at holde sine forberedelser og hensigter hemmelige. Han ønskede, at Quraysh pludselig skulle konfronteres med det muslimske samfunds voksende styrke, så man kunne nå en fredelig afslutning på en langvarig konflikt.

Selv om han måtte være rede til at kæmpe, hvis omstændighederne tvang et slag frem, var hans mål, at han i så fald skulle opnå en hurtig sejr med så lidt blodsudgydelse som muligt.

Hatib ibn Abi Balta’ah var blandt Profetens første ledsagere og var udvandret sammen med ham til Medina. Han havde kæmpet i hvert slag, der involverede muslimerne, efter at de havde grundlagt deres bystat i Medina. På dette tidspunkt sneg der sig imidlertid en svaghed ind i ham. Han frygtede for sine slægtninge i Mekka, som var sårbare over for en gengældelsesaktion fra Quraysh, selv om de ikke var muslimer. Han ønskede at beskytte dem ved at gøre Quraysh en tjeneste, og derfor skrev han et brev, hvori han informerede dem om Profetens hensigter.

Brevet blev imidlertid opsporet, og Hatibs handling blev afsløret. Der blev krævet hans henrettelse, fordi hans handling var forræderisk. Enhver domstol, hvor som helst i verden, ville have fundet ham skyldig i højforræderi for at overgive vigtige militære hemmeligheder til fjenden.

Profeten dæmpede imidlertid al ophidselsen. Han spurgte Hatib om hans motiver, og Hatib forklarede:

Jeg er bestemt en troende på Gud og Hans Sendebud. Jeg har ikke ændret mig overhovedet. Det er ikke, fordi jeg nærer nogen tvivl i trosanliggender. Jeg så blot på min situation i Mekka, hvor jeg har familie og børn. Jeg var kun allieret med Quraysh; jeg var ikke født blandt dem. Andre blandt muhajirun, som har familie eller ejendom i Mekka, har deres slægtninge og klaner til at beskytte dem. Jeg tænkte blot, at hvis jeg gjorde Quraysh en tjeneste ved at advare dem, ville de gengælde den ved at beskytte mine børn og min familie. Det er ikke mere end det. Jeg ville aldrig vende tilbage til vantro, efter at Gud har vejledt mig til den rette tro.⁷

Profeten accepterede Hatibs forklaring og undskyldning, mindede sine ledsagere om Hatibs tidligere tjeneste for islam og sagde til dem, at de ikke skulle dømme ham negativt. Hans tilgivelse af Hatibs handling var fuldstændig.⁸

personlig omsorg

Ved mange lejligheder viste Profeten særlig interesse for sine ledsageres personlige forhold. Han spurgte til dem og gav råd, og han hjalp dem også med at løse deres personlige problemer.

For eksempel var Jabir ibn Abdullah en ung mand på omkring tyve år, da Profeten ankom til Medina. Han stod Profeten nær. Mens den muslimske hær var på vej tilbage fra et felttog, red Jabir sammen med Profeten, og han svarede på et spørgsmål fra Profeten ved at sige, at han var blevet gift kort før felttoget.

Profeten spurgte ham om hans hustru, og om hun var en ung jomfru eller en moden kvinde. Jabir fortalte ham, at hun var det sidste. Profeten sagde: »Ville det ikke have været bedre, hvis du havde giftet dig med en ung jomfru, som du kunne lege og more dig med?«

Jabir sagde: »Guds Sendebud, min far blev for nylig dræbt ved Uhud og efterlod mig med syv søstre, som jeg skulle tage mig af. Derfor giftede jeg mig med en kvinde, som kunne tage sig af dem og holde familien samlet.«

Profeten svarede: »Så har du gjort det rigtige, om Gud vil. Når vi kommer til Sirar, vil vi få slagtet nogle kameler, og vi vil fejre det. Din hustru vil da høre, at vi har fejret hendes bryllup, og hun vil lægge sine puder frem.«⁹

Jabir sagde: »Men vi har ingen puder, Guds Sendebud.« Profeten sagde: »Men det får I. Når du kommer til Medina, skal du arrangere et godt festmåltid.«

Da den muslimske hær ankom til Sirar, som kun lå omkring fem kilometer fra Medina, lod Profeten flere kameler slagte og tilberede. Hele hæren deltog i fejringen af det nylige bryllup for en af dens soldater.¹⁰

Talrige beretninger viser, hvordan Profeten interesserede sig for sine ledsageres personlige forhold. Han hjalp alle, uanset deres stilling eller sociale status.

En af Profetens tjenere var Rabi’ah ibn Ka’b al-Aslami. Han var meget flittig i sin tjeneste, holdt sig vågen til sent og tog sig af alt, hvad Profeten havde brug for. Profeten foreslog, at han skulle gifte sig, men Rabi’ah foretrak at forblive ugift, så han kunne være fri til at tjene Profeten.

Da Profeten gentog forslaget flere gange, tænkte Rabi’ah, at han burde lade være med at afslå igen. Han havde imidlertid ingen penge. Han fortalte dette til Profeten, som sendte ham til en bestemt klan fra Ansar med Profetens besked om, at de skulle give ham den kvinde, han nævnte, til hustru. De indvilligede uden tøven.

Profeten bad derefter nogle af sine ledsagere om at samle en medgift til Rabi’ah og skaffe ham et får, som han kunne slagte og tilberede. Han skaffede ham også alt det byg, som Profeten havde i hjemmet, så der kunne bages brød. Han inviterede en række mennesker til at fejre brylluppet.¹¹

Rabi’ah var en mønstertjener for Profeten. Han forblev altid til stede, indtil han var sikker på, at Profeten var gået i seng. Han var rede til at gøre alt, hvad Profeten bad ham om. Som påskønnelse sagde Profeten en gang til ham: »Jeg vil give dig, hvad end du beder om.«

Rabi’ah blev begejstret, men han ønskede sig en god belønning, eftersom han vidste, at Profeten altid holdt sine løfter. Derfor bad han om nogen tid til at tænke. Senere kom han til Profeten og sagde: »Mit ønske er, at jeg må være sammen med dig i Paradiset.«

Profeten spurgte ham: »Hvem gav dig dette råd?« Rabi’ah sagde: »Ved Ham, som sendte dig med sandhedens budskab, gav ingen mig noget råd. Jeg tænkte blot på din position nær Gud den Almægtige, og jeg huskede, at dette liv er kort, og at det, Gud har bestemt for mig, med sikkerhed vil komme. Derfor besluttede jeg at fremsætte mit ønske for mit kommende liv.«

Profeten tav længe. Derefter sagde han til Rabi’ah: »Jeg vil bestemt bede for dig, men jeg ønsker, at du hjælper mig imod dig selv ved ofte at kaste dig ned i bøn.«¹²

Her ser vi ikke noget, der ligner forholdet mellem herre og tjener; i stedet ser vi en respekt, der kun i ringe grad har at gøre med social status. Der er ingen antydning af, at en tjener bør sænke sine forhåbninger under den højeste plads i Paradiset. Vi ser et råd, der ville sikre opfyldelsen af ønsket. Intet er mere dyrebart end at være sammen med Guds Sendebud i Paradiset. Derfor må man arbejde hårdt for det. At kaste sig ned i bøn er indbegrebet af at overgive sig til Gud. Hvis man hele tiden holder dette for øje, vil det med sikkerhed holde et menneske på den rette vej; derfor gav Profeten Rabi’ah dette råd.

kærere end sig selv

Hvordan gengældte Profetens ledsagere hans fine behandling? At sige, at han var dem kærere end alt på jorden, er en underdrivelse. Faktisk elskede de ham mere, end de elskede sig selv. De forstod, at hans handlinger var kendetegnet på en sand troende.

Først og fremmest værdsatte de den venlighed, han viste dem ved enhver lejlighed. De kunne ikke håbe på bedre behandling af nogen, og de indså, at deres velfærd stod øverst i hans tanker. Han elskede i sandhed hele menneskeheden og blev overordentlig glad, når nogen erkendte sandheden om Guds enhed og troede på Ham; det var hans håb for alle mennesker.

Af denne grund var han særlig venlig mod dem, der trådte frem og erklærede deres tro trods modstand fra deres stammehøvdinge og fjendtlige kræfter. Han ønskede at beskytte dem og lede dem til det bedste.

Profetens ledsagere var også stærkt bevidste om den store forvandling, der havde fundet sted i deres liv, efter at de havde antaget det islamiske budskabs sandhed. De sammenlignede deres nuværende liv med deres gamle skikke, hvor de tilbad de statuer, de selv havde lavet med deres hænder. De skammede sig over deres fortid og var taknemmelige for deres nutid.

Deres gamle, triste og vilkårlige traditioner gav ingen mening, mens deres nuværende tro på Guds enhed løftede dem til et højere niveau, der er mennesket værdigt. Deres taknemmelighed over for Muhammad, Profeten, som overbragte Guds budskab, var uden grænser. Derfor var de altid rede til at ofre deres liv for at forsvare ham.

Da Quraysh forsøgte at dræbe Profeten, skærmede nogle af hans ledsagere ham med deres egne kroppe, mens andre kæmpede hårdt for at forsvare ham, selv om de fik flere sår. Senere generationer af muslimer kan ikke udføre sådanne handlinger, eftersom Profeten ikke lever iblandt dem. Men de deler den samme grad af taknemmelighed over for det menneske, som overbragte Guds endelige budskab, der med sikkerhed vil bringe lykke ind i menneskelivet.

Verden er et langt bedre sted, fordi islam vejleder en stor del af menneskehedens liv.

KAPITEL 12

samfundets forvandling

Profeten døde treogtyve år efter den dag, hvor han fik at vide, at Gud havde udvalgt ham til at være Hans sidste sendebud til menneskeheden. Disse treogtyve år var vidne til den gradvise åbenbaring af Koranen, som rummer det guddommelige budskab, der udgør den islamiske tro. I denne periode fandt der en meget radikal forvandling sted i det arabiske samfund, og denne forandring fik betydning for hele verden.

Det arabiske samfund på Muhammeds tid var stammebaseret og havde et strengt hierarki. Stammerne var spredt over hele Arabien. Nogle stammer var små og lavt ansete, mens andre var store og højt respekterede. Status var dog ikke blot baseret på en stammes størrelse; den blev også påvirket af faktorer som en stammes historie og tidligere bedrifter i krig eller fred, dens forhold til naboerne og de mennesker, der var udgået fra dens rækker og var blevet berømte.

Quraysh var den førende stamme i Arabien. De boede i Mekka og var vogtere af byens Store Moské, Haram. Midt i Mekka lå Ka‘bah, den første bygning, der nogensinde var blevet indviet til tilbedelsen af Gud alene. Quraysh hentede megen stolthed og ære fra at tage sig af moskéen og dens besøgende. Pilgrimme kom til Mekka fra hele Arabien, og de anerkendte betydningen af Haram (eller »Huset«, som den ofte blev kaldt). De ærede også Quraysh for deres vogterskab og var parate til at anerkende denne stammes autoritet, især i religiøse spørgsmål.

En stor stamme som Quraysh bestod af flere klaner, og en klan kunne blive stor nok til at være en stamme i egen ret. Nogle af Qurayshs klaner var oplagte kandidater til en sådan status, men de foretrak at forblive en del af Quraysh på grund af den status, der fulgte med dette. Klanerne var dog rivaler i kampen om ære og anseelse.

Mekka havde intet landbrug, så indbyggerne var afhængige af udenrigshandel og organiserede hvert år to store rejser til Syrien og Yemen for at ernære sig. Da Quraysh var dygtige forretningsfolk, blev Mekka en velstående by, og dens indbyggere levede et bekvemt og mageligt liv. De udførte ikke manuelt arbejde, men stolede i stedet på deres slaver og tjenere til at tage sig af sådanne opgaver. De havde et stort antal slaver og allierede. De sidstnævnte var personer, som ikke tilhørte stammen, men var knyttet til den; uden en sådan tilknytning var enhver person, der ikke tilhørte en stamme, altid sårbar over for angreb.

Stolthed var et almindeligt kendetegn blandt datidens arabere, og de var stolte af deres afstamning, stamme og race. Tidens poesi var som regel fuld af lovprisning af digterens familie og stamme. Rivaliseringen mellem stammerne gav næring til litterær konkurrence, hvor digterne brugte deres talent til det yderste for at lovprise deres samfund. Når en stamme fik en digter, krævede det store festligheder, fordi en god digter kunne give stammen en fremtrædende plads på landkortet og måske svække dens rivalers positioner. Digternes rolle i samfundet kan faktisk sammenlignes med massemediernes rolle i vores tid.

Rivaliseringen mellem stammerne var dog ikke altid begrænset til pralende poesi. Den blussede ofte op i væbnede plyndringstogter, som måske ikke havde anden grund end at vinde noget bytte, især når tiderne var vanskelige. Et plyndringstogt kaldte ofte på et nyt hævntogt fra den stamme, der var blevet angrebet. Dette førte til en række togter og krige, som kunne vare i lang tid.

Den rigdom, som Quraysh og andre store stammer samlede, førte til et liv med mange laster. Drikkeri og hasardspil var almindeligt, ligesom seksuel umoral. Desuden var uretfærdighed udbredt, især når gerningsmanden, hvad enten det var en enkeltperson eller en stamme, følte, at han kunne slippe af sted med det. Det var for eksempel ikke ualmindeligt, at en velhavende og magtfuld forretningsmand nægtede at betale nogen det, de havde til gode, fordi der ikke fandtes nogen myndighed til at håndhæve retfærdigheden. Slaver og samfundets svagere elementer var særligt udsatte for en sådan uretfærdighed. En herre kunne faktisk dræbe sin slave uden at frygte at blive stillet til ansvar for forbrydelsen.

Det arabiske samfund havde dog også sine dyder. Blandt de fremtrædende var mod, gavmildhed, gæstfrihed og bevarelsen af æren. Det var værdier, som alle arabere respekterede og satte pris på. Det forhold, at sådanne værdier blev anerkendt og fulgt, førte til visse modsætninger i adfærden. For eksempel blev retfærdighed altid højt lovprist, men uretfærdighed var ganske almindelig. Zuhayr ibn Abi Sulma, en berømt arabisk digter fra denne tid, hvis poesi stadig studeres på skoler og universiteter i hele den arabiske verden, siger:

»Den, der ikke handler uretfærdigt, er sikker på selv at lide uretfærdighed.«

I modsætning hertil indgik Qurayshs klaner en pagt om at støtte enhver, der led uretfærdighed iblandt dem.

Samfundets forvandling

Islams budskab blev åbenbaret til dette samfund. Det skulle skabe en fuldstændig forandring i menneskelivet, og det begyndte med at forvandle det arabiske samfund. Fra begyndelsen erklærede islam, at det var et budskab til hele menneskeheden. Derfor behandlede Profeten alle mennesker som ligeværdige og sørgede for, at ingen blev ignoreret i arbejdet med at udbrede det nye budskab på grund af deres sociale status, race, hudfarve eller køn.

Desuden gjorde Profeten det klart for alle nye muslimer, at de var trosbrødre og -søstre. I islams første år i Mekka skabte Profeten et broderskabsbånd mellem muslimerne, og da han udnævnte den ene til at være bror til den anden, så han ikke på deres stammer eller klaner, deres rigdom eller på, om de var frie mennesker eller slaver. De blev i stedet behandlet som ét samfund, forenet af troens bånd.

For at indprente dette begreb endnu stærkere fortalte Profeten dem, at de generationer af troende i tidligere guddommelige religioner, fra Adams tid og frem til i dag, var deres brødre. Han omtalte altid tidligere profeter som sine egne brødre og sagde: »Må Gud forbarme sig over min broder Moses« (eller Noah eller den profet, der blev nævnt).

Da muslimerne fra Mekka måtte udvandre til Medina, blev de budt velkommen af deres brødre dér, som gav dem husly i deres hjem og delte alt med dem. Profeten gik imidlertid endnu længere og fortalte dem, at enhver fra Medina (dvs. ansarerne) skulle have en bror blandt muhajirunerne (dvs. udvandrerne fra Mekka).

Broderskabets bånd

Muslimerne tog dette broderskabsbånd meget alvorligt. Et eksempel på dette findes hos Sa‘d ibn al-Rabi‘ og ‘Abd al-Rahman ibn ‘Awf, som Guds Sendebud gjorde til brødre. Sa‘d, der var ansar, sagde til ‘Abd al-Rahman, som kom fra Mekka:

»Jeg er velhavende, og jeg vil give dig halvdelen af min ejendom. Jeg har også to hustruer. Vælg en af dem, så skiller jeg mig fra hende, så du kan gifte dig med hende, når hendes ventetid er udløbet.«

‘Abd al-Rahman takkede ham og sagde:

»Må Gud velsigne dig, din familie og din ejendom. Jeg har ikke brug for noget af dette. Vis mig blot vejen til markedspladsen, så vil jeg forsøge at klare mig selv.«

Han var en mand med et godt blik for forretning. Inden for få dage tjente han nogle penge. Kort efter giftede han sig.1 Det siger sig selv, at de begge var storsindede i deres måde at handle på. Dette var karakteristisk for det samfund, som Profeten grundlagde.

1 Hadithen er gengivet i sin fulde længde af al-Bukhari flere steder. Den findes også hos al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ahmad og al-Hakim.

Profeten afskaffede det klassesystem, der havde fungeret inden for stammeordenen. Kort før folk i Medina fik kendskab til islam, var de blevet svækket af en voldsom krig mellem de to vigtigste arabiske stammer, Aws og Khazraj. Profeten gjorde en ende på denne krig og erstattede deres rivalisering med troens bånd. De begyndte at omtale hinanden som brødre. Medinas muslimske befolkning, som bestod af mennesker fra både Aws og Khazraj samt muhajirunerne, der var kommet fra Mekka, dannede således ét samlet samfund.

Dette blev fastslået i Medinapagten, som var den første skrevne forfatning i menneskehedens historie. Pagten regulerede forholdet til andre samfund, herunder jøderne og de vantro i Medina. I dette nye samfund fandtes der én eneste klasse, som alle muslimer tilhørte.

Profeten forsøgte ikke at etablere en ny samfundsorden med magt. Han indså, at det ikke var den rette måde at udrydde de sociale uretfærdigheder, der var udbredt i mange samfund, ved alene at gennemtvinge sociale forandringer med magt. I stedet skabte han en mentalitetsændring,

KAPITEL 13

ændringen af kvinders status Ligesom mange samfund – både gamle og nye – behandlede det førislamiske Arabien kvinder som mænd underlegne. Der var imidlertid forskelle mellem stammerne med hensyn til behandlingen af kvinder. Selv om nogle stammer respekterede kvinder, behandlede de dem ikke som mændenes ligemænd; det overordnede billede var, at kvinder var underlegne, men graden af denne underlegenhed varierede. Som jeg nævnte i det foregående kapitel, blev piger undertiden begravet levende af frygt for fattigdom. Det er overflødigt at sige, at dette ikke var alle unge pigers lod, men det blev ikke desto mindre betragtet som en acceptabel praksis. Nogle få godhjertede mennesker forsøgte at redde unge piger fra en sådan skæbne ved at overtage omsorgen for dem og opdrage dem. Praksissen er imidlertid et tegn på kvinders status i Arabien ved begyndelsen af det islamiske budskab. Kvinder havde praktisk talt ingen rettigheder i det førislamiske Arabien, medmindre de var rige. En far kunne gifte sin datter bort til nogen uden overhovedet at rådføre sig med hende. Hun havde ingen arveret; tværtimod blev hun i nogle tilfælde betragtet som en del af det bo, hendes afdøde mand efterlod. I denne situation kunne husstandens overhoved arve hende som hustru eller give hende til hvem som helst, han ønskede. Kvinder blev heller ikke rådspurgt om familiesager. Det førislamiske Arabien var i sandhed en mands verden. Dette syn på kvinder var imidlertid langt fra enestående for Arabien. I Det Persiske Rige blomstrede for eksempel den zoroastriske tro: I sin senere form, kendt som zarvanismen, udviklede den dualismens begreb, hvor Ahriman var ondskabens gud. Kvinder var hans middel til at føre mennesker på afveje. Kvinder blev således en del af det ondes rige … De gamle grækere klassificerede kvinder som underlegne skabninger, hvis eneste funktion var at videreføre arten og tage sig af husarbejdet. En kvinde blev tvunget til at have samleje [med udvalgte mænd] og til at praktisere prostitution. Aristoteles placerede hende blandt slaverne og sagde, at hun burde behandles på samme måde som tjenere, fordi hun var et underlegent væsen med en svag personlighed og ingen egen vilje. Kvinden indtager en meget lav plads i Platons Staten: »En mands mod består i at befale; en kvindes i at udføre ydmyge pligter …« Manus lovbog i Indien siger, at »en kvinde tilhører sin far i barndommen og sin mand i ungdommen. Hvis hendes mand dør, tilhører hun sine sønner, og hvis hun ingen har, tilhører hun sin mands mandlige slægtninge, fordi hun under ingen omstændigheder bør overlades til sig selv.« En hustru forventedes endda at dø sammen med sin mand og brænde sammen med hans lig. Hvis hun undslap døden, var hun fordømt for evigheden.1 Fra den første dag blev Profeten instrueret om, at hans budskab var rettet i lige høj grad til både mænd og kvinder. Han søgte derfor at fjerne enhver hindring for lighed, og han henvendte sig til mænd og kvinder på samme måde. Den første, der troede på hans budskab, var faktisk en kvinde: hans hustru Khadijah. Når vi ser på de religiøse pligter, som islam pålægger sine tilhængere, finder vi, at de gælder i lige høj grad for mænd og kvinder. Det samme gælder den belønning, Gud giver for dem. Der er dog nogle forskelle i visse former for tilbedelse. Disse forskelle tager højde for biologiske og sociale forskelle, men påvirker i sidste ende ikke en persons status i Guds øjne. Den væsentligste forskel er, at kvinder ikke er forpligtede til at bede de fem obligatoriske daglige bønner og ikke faster i Ramadan, når de har menstruation. De kompenserer for dette ved at faste det samme antal dage senere på året og vælge de dage, der passer dem. I alt andet gælder det grundprincip, der gentagne gange er fremsat i Koranen: »Den, der gør retfærdige gerninger, hvad enten det er en mand eller en kvinde, og er troende, ham vil Vi visselig give et godt liv. Og Vi vil visselig belønne disse efter det bedste, de har gjort.« (16:97) Islam bygger på, at mænd og kvinder udfylder forskellige roller i menneskelivet: Kvinder tager generelt vare på den næste generation og sikrer dermed fællesskabets fremtidige velfærd, mens mænd tjener til familiens underhold og tager vare på nutiden. Eftersom kvinder tager sig af deres børn og familier, er de ikke forpligtede til at arbejde for at tjene til livets ophold. Deres mænd, forældre eller andre nære slægtninge er forpligtede til at sørge for dem. En kvinde, som ikke har nogen mandlig slægtning til at tage sig af hende, forsørges af den muslimske stat. 1 M.H. Al-Khayyat, Al-Mar’ah al-Muslimah wa Qadaya al-[Asr, Damaskus, 2008, s. 25-28. Ændringen af kvinders status Økonomisk uafhængighed Dette er de vigtigste principper, som islam kræver, at dens tilhængere gennemfører. Profeten redegjorde for detaljerne og gav det bedste eksempel på deres praktiske gennemførelse. Han fastslog reglen om, at en kvinde må tjene og eje sine penge og sin ejendom. Hun bestemmer alene, hvordan disse penge bruges eller investeres, forudsat at hun overholder bestemmelserne i den islamiske lov. Hun behøver ikke at afholde nogen af familiens udgifter, for det er hendes mands ansvar. Hendes ejendomsret er garanteret af Koranen: »Begær ikke de goder, som Gud har skænket nogle af jer mere rigeligt end andre. Mænd skal have en andel af det, de tjener, og kvinder skal have en andel af det, de tjener. Bed derfor Gud om at give jer af Sin gunst.« (4:32) Profeten gjorde dette helt klart for sine ledsagere ved at give praktiske eksempler. En af hans hustruer, Zaynab bint Jahsh, »plejede at udføre håndarbejde og give sin indtjening til velgørenhed«. (Overleveret af Muslim.) Profeten opfordrede kvinder til at give til velgørenhed, »selv om det blot er noget af jeres smykker«. Efter at have hørt dette fra Profeten, da han talte til kvinder i moskeen, gik en kvinde ved navn Zaynab senere for at møde ham. Hun spurgte, om hun kunne give sin almisse til sin fattige mand og til forældreløse børn, som hun tog sig af (disse forældreløse børn var hendes slægtninge). Hans svar var, at »hvis hun gør det, får hun dobbelt belønning: én for at være god mod slægtninge og én for sin almisse«. (Overleveret af al-Bukhari og Muslim.) På samme måde beretter Jabir ibn [Abdullah, at hans moster var blevet skilt. Hun ønskede at tage til sin dadelfarm for at føre tilsyn med høsten af dadler. Nogle af hendes folk forsøgte at forhindre hende i det, fordi hun stadig var i sin ventetid. Hun gik til Profeten og spurgte, om hun måtte udføre denne opgave. Han sagde: »Ja, du må gerne gå og plukke dine dadler. Måske kan du give noget til velgørenhed eller gøre noget nyttigt.« (Overleveret af Muslim.) Alle disse eksempler og flere andre bekræfter, at kvinder i islam har fuld økonomisk uafhængighed. Den muslimske kvinde har endda et endnu større privilegium. En mand kan ikke betale sin zakat (obligatoriske almisse) til sin hustru, fordi han er ansvarlig for hendes underhold; hun kan derimod betale sin zakat til ham, fordi hun ikke har et sådant ansvar, selv om hun måtte være langt rigere end ham.2 2 Zakat er en af de vigtigste islamiske gudsdyrkelseshandlinger og en af islams fem søjler. Enhver muslim, der ejer mere end en bestemt tærskel (som svarer til 85 gram I det samfund, som Profeten formede, deltog kvinder også i politiske og sociale aktiviteter sammen med deres mandlige medmennesker. Denne deltagelse understregede på ny, at kvinder i islam har lighed på alle livets områder. Profeten fastlagde imidlertid visse værdier, som skulle overholdes i alle situationer, så de overordnede islamiske principper fortsat var gældende. Frigørelse efter Guds befaling Den frigørelse af kvinder, som fandt sted i Arabien med islams fremkomst, var ikke nødvendiggjort af sociale eller økonomiske omstændigheder. Den eneste årsag var, at Gud ønskede at give menneskeheden et budskab, der gav samfundene et solidt grundlag for at sikre lykke for individerne og fællesskabet. Derfor tog det hensyn til både mænds og kvinders behov og styrkede deres evner, så alle kunne yde deres bidrag i en atmosfære af enhed, gensidigt samspil og sammenhold. Hjørnestenen i forholdet mellem de to køn under Guds budskab er, at hustruer, søstre, døtre og mødre i alle situationer skal passes godt på og behandles venligt af deres mænd. Eftersom hustruer er dem, der lettest kan blive mishandlet, opfordrede Profeten altid til venlighed over for dem. Han satte selv det bedste eksempel for alle muslimer at følge. Han sagde: »De bedste blandt jer er dem, der er bedst mod deres hustruer. Jeg er den bedste af jer mod mine hustruer.« Denne korte udtalelse fremsætter et princip i den første sætning og et praktisk eksempel i den anden. Vi må huske, at muslimer skal følge det eksempel, Profeten satte, i alle forhold. Han var aldrig uvenlig mod nogen kvinde. En gang blev han vred på en tjenestepige, som havde gjort noget helt uacceptabelt. I det arabiske samfund kunne tjenestepigen have forventet en hård straf. Profeten sagde blot til hende: »Hvis det ikke var af frygt for Gud, ville jeg have straffet dig med denne tandstikker.« (Overleveret af Muslim.) Det siger sig selv, at det ikke kan give andet end en let smerte at slå nogen med en tandstikker. Alligevel var selv dette uacceptabelt for Profeten. Trods det, vi har sagt om kvinders status i islam, har folk en tendens til at tro, at islam giver kvinder en lavere status end mænd. Kritikken fokuserer ofte på visse områder: tilladelsen til at slå en ulydig hustru, flerkoneri, ulige arv og vidneudsagn ved domstolene. Vi vil kort drøfte alle disse fire områder nedenfor for at klargøre den sande islamiske holdning og Profetens vejledning. Hustruvold Mange autentiske udsagn fra Profeten gør det klart, at han afskyede tanken om at slå sin hustru. Mere end én gang fremhævede han den stærkt frastødende situation, som sådan vold fører til: »Kan nogen af jer slå sin hustru, som han ville slå en slave, og derefter ligge med hende om aftenen?« (Overleveret af al-Bukhari og Muslim.) Han sagde til sine ledsagere: »De gode mennesker blandt jer tyr ikke til at slå deres hustruer.« Dette er en klar udtalelse, som gør sådan vold uforenelig med god karakter. Eftersom islam arbejder på at frembringe det bedste i mennesker, siger det sig selv, at det at slå sin hustru strider mod det, islam fremmer. Tilladelsen til at slå sin hustru nævnes imidlertid i Koranen. Vi må derfor undersøge dette i dets sammenhæng og forsøge at forstå det i lyset af Profetens vejledning. Det eneste koranvers, der omtaler det, lyder: »Mænd skal tage fuldt vare på kvinder med de goder, hvormed Gud har begunstiget nogle af dem mere end andre, og med det, de bruger af deres egen rigdom. De retfærdige kvinder er gudhengivne og vogter det intime, som Gud har påbudt at vogte. Hvad angår de kvinder, hvis opsætsighed I har grund til at frygte, så forman dem [først]; forlad dem så i sengen; slå dem så. Hvis de derefter adlyder jer, så søg ikke noget påskud til at skade dem. Gud er visselig den Højeste, den Store.« (4:34) Det står klart af dette vers, at det påhviler mænd at tage fuldt vare på kvinder ved at forsørge dem og behandle dem venligt. Verset lovpriser også retfærdige kvinder og deres adfærd. Derefter behandler det den alvorlige situation med opsætsighed og opstiller tre måder at håndtere den på. Tilgangen er gradvis, hvilket betyder, at den første metode, formaning, er den, man skal ty til i alle tilfælde. Først når den fuldstændig mislykkes, og opsætsigheden fortsætter, anvendes den anden metode (at forlade kvinden i sengen). Den tredje metode (korporlig afstraffelse) er kun tilladt, når denne anden metode tydeligvis er mislykkedes. To spørgsmål opstår her: 1) Er der nogen klar angivelse af, hvilken slags situation denne tredje metode kan anvendes i? 2) Hvor stor eller lille en grad af strenghed kan udøves? Som svar på begge spørgsmål kan vi citere Asads fodnote til det førnævnte vers: [Profeten] forbød at slå nogen kvinde med ordene: »Slå aldrig Guds tjenestekvinder« (Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Majah, Ibn Hibban og Hakim). Dette er et klart forbud mod at slå nogen kvinde. Da det ovenstående koranvers, der bemyndiger til at slå en genstridig hustru, blev åbenbaret, berettes det, at Profeten sagde: »Jeg ønskede én ting, men Gud har villet en anden ting – og det, Gud har villet, må være det bedste« (se Manar V. 74). Samtidig fastslog han i sin prædiken ved afskedspilgrimsfærden, kort før sin død, at man kun skulle ty til slag, hvis hustruen »på åbenlys vis er blevet skyldig i umoralsk adfærd«, og at det skulle ske »på en sådan måde, at det ikke forårsager smerte (ghayr mubarrih)«; autentiske overleveringer herom findes hos Muslim, al-Tirmidhi, Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah. På grundlag af disse overleveringer understreger alle de lærde, at dette »slag«, hvis man overhovedet tyer til det, bør være mere eller mindre symbolsk – »med en tandstikker eller noget lignende« (Tabari, der citerer de tidligste lærdes synspunkter), eller endda med et sammenfoldet lommetørklæde« (Razi); og nogle af de største muslimske lærde (f.eks. al-Shafi[i) mener, at det kun med nød og næppe er tilladt og helst bør undgås. De begrunder denne opfattelse med Profetens personlige følelser i dette spørgsmål.3 Mere end én hustru Flerkoneri var tilladt i de fleste samfund i lang tid. Flerkoneri var endda tilladt i kristne samfund i deres tidlige periode, selv om det senere blev forbudt af kirken. Islam tillader flerkoneri, men begrænser en mand til højst fire hustruer ad gangen. Islam fastsætter også, at en mand skal behandle sine hustruer lige i alle situationer: Han må ikke begunstige én med noget, som han nægter sine andre hustruer. Desuden skal han fordele nætterne lige mellem sine hustruer. Profeten plejede at besøge hver af sine hustruer hver eftermiddag, men han tilbragte natten hos den hustru, hvis tur det var. Islam understreger, at når en mand frygter, at han måske ikke vil kunne behandle sine hustruer retfærdigt, må han ikke gifte sig med mere end én. Koranen siger: »I må gifte jer med andre kvinder, som det behager jer, to eller tre eller fire. Men hvis I frygter, at I ikke vil kunne opretholde retfærdighed mellem dem, så gift jer kun med én.« (4:3) Islam tillader således en mand at gifte sig med mere end én hustru, men opstiller et strengt krav om retfærdig behandling. Det gælder alt, herunder bolig, levestandard, gaver og arv. Islam betragter flerkoneri som den rette løsning i forskellige sociale situationer og fastlægger en streng moralnorm. Derfor regulerer den forholdet mellem de to køn og gør ethvert samleje uden for ægteskabets bånd til en alvorlig synd. Eftersom der kan være forskellige tilfælde, hvor hjemmets situation kræver en anden kvinde til at tage sig af familien, ønsker islam, at hun skal være en lovformelig hustru. Dette er både bedre for hende, fordi det sikrer hendes rettigheder, og bedre for hendes børn, som vil være søskende til deres fars børn med hans anden hustru eller andre hustruer. Deres ret til uddannelse, opdragelse, underhold og arv er garanteret på lige fod. Faktum er dog, at én hustru i de fleste tilfælde er den bedste situation. Samfund, der kun har tilladt ægteskab med én hustru, kunne ikke finde en løsning på flere typer problemer, der kunne få alvorlig indvirkning på ægteskabets fortsatte beståen. De måtte generelt enten vende det blinde øje til ulovlige forhold eller, som det er tilfældet i nutidige ikke-muslimske samfund, indtage en eftergivende holdning, der tillader seksuelle forhold uden for ægteskabet. Virkningen af dette er ofte meget alvorlig for familier, især små børn. Kvinders arv Selv om islam behandler mænd og kvinder som lige, er der forskelle i visse bestemmelser i den islamiske lov. Folk bruger ofte disse til støtte for deres påstande om, at islam betragter kvinder som underlegne. Desværre ser disse kritikere ikke på helheden. Hver gang den islamiske lov giver kvinder særlige bestemmelser, er fordelen til kvindernes favør. De bedste eksempler på dette er arv og vidneudsagn i retten. Det islamiske arvesystem definerer en direkte arvefølge, der behandler ægtefæller, forældre og børn som førstegradsarvinger. Når den afdøde efterlader disse, arver ingen andre noget. Systemet fastsætter bestemte andele til ægtefæller og forældre, som varierer alt efter, om der findes andre arvinger eller ej. For eksempel er forældrenes andele en sjettedel af sønnens bo, hvis han har børn. Hvis han ingen børn har, får faderen to tredjedele og moderen en tredjedel. Denne forskel skyldes, at faderen skal tage sig af sin hustru (den afdødes mor) og opfylde alle hendes behov. På samme måde får den afdødes hustru en fjerdedel af boet, hvis han ingen børn havde, mens hendes andel falder til en ottendedel, hvis der er børn. Årsagen til forskellen er, at hendes børn er ansvarlige for at opfylde alle hendes behov. Børnene får det, der er tilbage, efter at hustruen og forældrene har modtaget deres andele. Sønner får dobbelt så meget som døtre. Det er denne forskel, der får folk til at hævde, at islam diskriminerer mod kvinder. Igen skyldes forskellen mellem det, der tildeles sønner og døtre, deres forskellige økonomiske ansvar. Sådanne forskelle i mænds og kvinders andele gælder ikke i alle tilfælde af arv. Det islamiske arvesystem er meget udførligt og efterlader ikke plads til stridigheder mellem arvinger og slægtninge, fordi hver arvings andel er fastsat af Gud og angivet i Koranen. Systemet er baseret på retfærdighed, men retfærdigheden fungerer ikke ved hjælp af faste tal; den fungerer ud fra en helhedsorienteret tilgang, der tager hensyn til hver arvings økonomiske ansvar. Dets vejledende princip er, at vi ikke ejer det, vi har, eftersom alt tilhører Gud, som skænker det til os. Når vi dør, vender det tilbage til Gud, som fordeler det efter dette system, der forener en detaljeret fordeling med retfærdighed for alle. Vidneudsagn i retten Hvad angår vidneudsagn i retten, indeholder det koranvers, der behandler bestemmelserne for lånetransaktioner og kommercielle handler, følgende udsagn: »Tilkald to af jeres mænd som vidner; hvis to mænd ikke er til rådighed, så én mand og to kvinder, som I anser for acceptable som vidner, således at hvis en af dem begår en fejl, kan den anden minde hende om det.« (2:282) Dette har givet anledning til kritik af det islamiske system, baseret på anklagen om, at islam diskriminerer mod kvinder i dette tilfælde. En sådan protest skyldes imidlertid en misforståelse af det islamiske krav, som faktisk er til kvindernes fordel. Den islamiske lov blev udformet til anvendelse i et islamisk samfund, hvor manden er ansvarlig for at forsørge sine kvindelige familiemedlemmer. Derfor vælger de fleste muslimske kvinder at være hjemmegående: at tage sig af deres børn og opbygge deres fællesskabs fremtid. Nogle kvinder arbejder stadig og kan være involveret i handel eller alle slags arbejde. Juridiske eksperter forklarer, at denne bestemmelse i praksis ikke sidestiller to kvinder med én mand. Tværtimod giver bestemmelsen kvinder et privilegium, som mandlige vidner ikke har. I sin bog Woman in Islam skriver Ahmad Zaki Yamani: Dr. Muhammad Saleem al-Awa omtaler den praktiske anvendelse af bestemmelsen, der kræver to kvindelige vidner i stedet for én mand. Ifølge ham er det forhold, at udsagnet, der tilskrives Profeten, og som beskriver en kvindes vidnesbyrd som det halve af en mands, ment billedligt. Den procedure, der fulgtes ved islamiske domstole i den islamiske lovs historie, er, at når to kvindelige vidner træder ind, spørger dommeren dem, hvem af dem der er vidnet, og hvem der skal minde hende om det. Hver af dem angiver sin rolle. Dommeren beordrer derefter vidnet til at indtage vidneskranken og den anden kvinde til at stå bag hende på et sted, hvor dommeren kan se hende, men ikke det kvindelige vidne. Han instruerer endvidere den kvinde, der skal minde hende om det, i at give ham et signal med hånden, hvis hun ønsker at sige noget. Dommeren lytter derefter til det kvindelige vidnes fulde forklaring. Hvis den anden kvinde har givet ham et signal, beder han hende om at sige, hvad hun har at sige. Hvis han finder, at det påvirker vidneudsagnets indhold, beordrer han, at det skal medtages i retsbogen. Derefter spørger han vidnet, om hun accepterer det som korrekt. Hvis hun godkender det, og de to kvinder er enige, er der ingen problemer. Hvis de er uenige, og vidnet fastholder, at hendes version er korrekt, træffer dommeren afgørelse mellem dem og antager det, han finder korrekt. Det betyder, at vi faktisk har ét kvindeligt vidne, hvis vidnesbyrd kan stå alene, idet det andet vidne ikke har noget at tilføje, eller at hun kan minde den anden kvinde om bestemte ting, hvorefter de bliver enige om kendsgerningerne. Dr. al-Awa forklarer, at det kvindelige vidne har et privilegium frem for den mand, der optræder som vidne. Privilegiet består i, at hun kan medbringe en, der kan minde hende om faktiske forhold, hun måtte have overset. Retten accepterer derefter det, de to kvinder er enige om, og det bliver grundlaget for afgørelsen i den sag, der behandles. Et mandligt vidne, der glemmer bestemte forhold, har ikke et sådant privilegium. Hans vidnesbyrd forkastes. Ifølge al-Awa har den islamiske lov givet det kvindelige vidne dette privilegium og fastlagt dets anvendelse. Koranens tekst vedrører et på forhånd forberedt vidneudsagn, som angår rettigheder, der er dokumenteret, ikke vidneudsagn om begivenheder. Den sidstnævnte type bevises gennem vidneudsagn fra mennesker, der var til stede på det tidspunkt og sted, hvor begivenheden fandt sted. Da de lærde således også har gjort afgørelsen om vidneudsagn vedrørende menneskers handlinger gældende for vidneudsagn om faktiske begivenheder, har de udøvet deres lærde skøn, eller ijtihad, på en måde, der giver kvinder et privilegium, som mænd ikke har. Det forringer på ingen måde hendes juridiske eller sociale position. Om dette punkt citeres Imam Ibn Taymiyah for at sige: »Koranen nævner ikke de to vidner eller manden og de to kvindelige vidner som bevis for at fastslå en sag. Disse to bevismidler nævnes som midler til at beskytte ens rettigheder. Det, der beviser ens ret, er helt forskelligt fra en afgørelse truffet af en dommer. Midlerne til at nå frem til en sådan afgørelse er langt bredere end vidnesbyrdet fra et bestemt antal vidner.«4 Deltagelse i det offentlige liv Den første generation af muslimer, dvs. de mennesker, der lærte islam direkte af Profeten og gik i gang med at praktisere den i deres liv, indså den store ændring i kvinders status, som islam havde medført. De var glade for at leve efter islams nye standarder. Talrige beretninger giver et fuldstændigt billede af kvinders deltagelse i alle livets områder, herunder militære felttog. Profeten gav dem det praktiske eksempel: Når han rejste i spidsen for en militær eller fredelig ekspedition, trak han lod mellem sine hustruer og tog den, der vandt, med sig. Mens mange kvinder deltog i støtteopgaver, såsom at tage sig af de sårede og bringe vand til krigerne, deltog nogle af dem, herunder Nasibah bint Ka[b, i selve kampene. Under marchen kan der være tid til lidt sport. [A’ishah beretter: Jeg fulgte Guds Sendebud på en af hans ekspeditioner. Jeg var stadig ung og tynd. På et tidspunkt sagde han til folkene, at de skulle gå fremad. Da de gjorde det, sagde han til mig: »Kom og løb om kap med mig.« Vi løb om kap, og jeg vandt. Han sagde ikke noget. Senere, da jeg havde taget på og havde glemt begivenheden, rejste jeg med ham på en anden ekspedition. Han sagde igen til folkene, at de skulle gå fremad, og det gjorde de. Han sagde til mig: »Kom, lad os løbe om kap.« Vi løb om kap, og han vandt. Han lo og sagde: »Så står vi lige.« (Overleveret af Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah og Ibn Hibban.) En sådan deltagelse i det offentlige liv opmuntrede kvinder til fuldt ud at drage fordel af deres nye position. De var parate til at træde frem og offentligt sige det, som muslimske kvinder normalt er for generte til at drøfte. Asma’ bint Yazid beretter: Vi var hos Guds Sendebud, mens både mænd og kvinder sad til stede. Han sagde til os: »Kan nogen af mændene fortælle andre, hvad han gør med sin hustru, og kan nogen af kvinderne fortælle, hvad hun gør med sin mand?« Alle forblev tavse. Jeg sagde: »Jo, Guds Sendebud. Ved Gud, nogle kvinder gør det, og nogle mænd gør det.« Han sagde: »Gør ikke det. Det er ligesom en mandlig og en kvindelig djævel, der parrer sig offentligt.« (Overleveret af Ahmad.) Profeten fastsatte således anstændighedens normer. Det, han omtalte, var mænd, der talte med mænd, og kvinder, der talte med andre kvinder, om deres seksuelle vaner og praksisser. Han ønskede, at denne samtale skulle holdes i private rum og kun mellem mand og hustru; den skulle aldrig være genstand for social samtale. Mere betydningsfuldt i denne hadith er imidlertid, at en kvinde talte i et blandet selskab og bekræftede det, Profeten havde haft mistanke om. Ingen bebrejdede hende, at hun gjorde det. Det krævede en grad af mod, som ingen kvinde måske kunne have haft i førislamisk tid. Asma’ havde den slags mod og udtrykte sig veltalende. Som nævnt i kapitel 5 var hun kvindernes talsperson og spurgte ofte Profeten om kvinders status sammenlignet med mænds. Det er nyttigt at gentage, hvad hun sagde til Profeten ved den lejlighed: »Guds Sendebud, jeg taler på vegne af en gruppe muslimske kvinder, som alle deler min opfattelse. Gud har sendt dig som Sendebud til både mænd og kvinder. Vi troede på dig og fulgte dig. Men vi kvinder bliver hjemme som husmødre. Vi tilfredsstiller mændenes begær og føder deres børn. Mænd har det privilegium at deltage i fredagsbønner og begravelser samt i jihad-ekspeditioner. Når de tager af sted på en sådan ekspedition, passer vi deres ejendele og tager os af deres børn. Får vi en del af deres belønning for dette, Guds Sendebud?« Profeten vendte sig mod sine ledsagere og sagde: »Har I nogensinde hørt en kvinde stille sit spørgsmål om sin religion på en bedre måde end denne dame?« De sagde: »Det er helt sandt, Guds Sendebud.« Han sagde: »Du kan gå nu, Asma’, og fortælle alle kvinder, at når en af jer passer sit hjem og tager sig af sin mand og sørger for at glæde ham, modtager hun lige så stor en belønning som alt det, du har nævnt af mændenes privilegier.« Asma’ gik bort og udtrykte sin glæde over det, Guds Sendebud havde fortalt hende, ved at prise og lovprise Gud.5 Tag godt vare på kvinder Profeten var opsat på at sikre, at kvinder blev behandlet godt. Han blev aldrig træt af at fortælle folk, at venlig behandling af kvinder var et tegn på god karakter. For ham var dårlig behandling af kvinder i strid med islamisk sædelighed. Han var imidlertid klar over, at når mænd fandt fejl ved kvinder, kunne der undertiden være tale om en reel klage. Der findes et impulsivt træk hos kvinder, som Gud har indlagt i deres natur; dette er nødvendigt i omgangen med små børn, især spædbørn. Det er for eksempel instinktivt for en mor straks at reagere på et lille barns gråd. En mor, der hører et bump fra et rum, hvor hun har efterladt et lille barn, vil straks skynde sig ind i rummet for at se, om hendes barn er i orden. Hun vil glemme alt andet, indtil hun har sikret sig, at barnet ikke er kommet noget til. Når denne impulsivitet overføres til de voksnes verden, kan den imidlertid blive meget irriterende, især når den fører til en overfladisk tilgang til noget, der kræver omhyggelig overvejelse. Profeten behandlede dette på en forfinet måde. Han omtalte dette impulsive træk som en »skævhed«, der bør tages hensyn til, og forklarede, at det er en del af naturen. Abu Hurayrah citerer Profeten for at sige: Tag godt vare på kvinder. De er skabt af et ribben. Et ribben er mest krumt øverst. Hvis du forsøger at rette det ud, knækker det. Hvis du lader det være, forbliver det krumt. Tag derfor godt vare på kvinder. (Overleveret af al-Bukhari.) Denne hadith sammenfatter den omsorg, Profeten viste kvinder: Han ønskede, at enhver muslim skulle være venlig og forstående i sin behandling af kvinder. Han begynder med at opfordre muslimske mænd til at tage godt vare på deres kvinder. Derefter forklarer han årsagen til det irriterende træk i deres natur. Han identificerer dette som noget, de ikke kan gøre for, og beskriver det levende ved at pege på de to alternativer: enten at være forstående og imødekommende eller at forsøge at ændre en del af naturen. Han påpeger, at det sidste alternativ fører til et brud, hvilket i dette tilfælde betyder skilsmisse. Han afslutter med at gentage den mulighed, han foretrækker, nemlig at tage godt vare på kvinder, fordi dette sikrer et lykkeligt familieliv. Samtidig understregede Profeten med ord og handling kvinders uafhængighed. Eftersom kvinder under islam har fuld økonomisk uafhængighed, kan en kvinde drive sin virksomhed og omgås andre, som hun ønsker. Abu Sa[id al-Khudri berettede, at en beduin kom til Profeten for at kræve tilbagebetaling af en gæld, som Profeten skyldte ham. Han insisterede så stærkt på, at Profeten skulle betale ham med det samme. Han sagde endda til ham, at det ellers ville blive ubehageligt. Profetens ledsagere skældte beduinen ud og sagde: »Ved du, hvem du taler sådan til?« Han sagde: »Jeg kræver blot min ret.« Profeten sagde til dem: »I burde holde med den, der har et berettiget krav.« Profeten sendte derefter en besked til Khawlah bint Hakim: »Hvis du har tilstrækkeligt med dadler, så lån os nogle, indtil vi får vores dadler, og så betaler vi dig tilbage.« Hun svarede: »Ja, det gør jeg gerne.« Hun lånte ham dadlerne. Han betalte beduinen tilbage og gav ham ekstra. Beduinen sagde: »Du har betalt fuldt ud. Må Gud give dig overflod.« Profeten kommenterede derefter: »Sådan er de gode mennesker. Når en svag person ikke kan kræve sin ret uden at blive udsat for skade, er hele fællesskabet blottet for godhed.« (Overleveret af Ibn Majah, al-Tabarani og al-Bayhaqi.) Det bør bemærkes, at dette fandt sted for fjorten århundreder siden. På det tidspunkt nød kvinder ingen steder i verden en sådan økonomisk uafhængighed. På det tidspunkt var Profeten leder af den muslimske stat. Han kunne have givet ordre til at betale beduinen, men det gjorde han ikke. I stedet lånte han af en af sine kvindelige ledsagere. Han sendte direkte bud til hende, ikke til hendes mand eller værge. Det var hende, der ejede dadlerne, og anmodningen skulle rettes direkte til hende. Det er måske ikke overraskende, at Profetens efterfølgere med udviklingen af den muslimske stat ansatte kvinder i ansvarsfulde stillinger. For eksempel udnævnte [Umar ibn al-Khattab, den anden kalif, al-Shifa’ bint [Abdullah til markedsinspektør i Madinah. Hun havde fuld myndighed til at sikre, at transaktioner blev gennemført korrekt, og at folk behandlede hinanden retfærdigt. Dette viser, at der fandtes kvindelige butiksindehavere såvel som kvindelige kunder. Udnævnelsen var meget vellykket. Da [Umar havde brug for at besætte den samme stilling i Makkah, udnævnte han igen en kvinde. Samra’ bint Nuhayk var hans markedsinspektør dér. Hun var myndig i håndteringen af alle situationer og bar en pisk for at straffe enhver, der fortjente straf. [Umar selv bemærkede med undren den store ændring i kvinders status, som Profeten havde gennemført.

KAPITEL 14

Hvorfor ni hustruer til Muhammed? Rygtet spredte sig hurtigt, mens flere hundrede arabere opsøgte deres nærmeste slægtninge og nære venner for at fortælle dem nyheden og drøfte dens betydning. Alle indså, at nyheden havde betydning for udfaldet af deres nylige bedrift: kun en måned tidligere havde de gennemført en meget vellykket mission, men nu måtte de overveje, hvad de skulle gøre med deres mest værdifulde udbytte. Det var i det femte år efter Profetens udvandring til Medina, hvor han havde grundlagt den første islamiske stat. Det var år præget af problemer, hvor mange fjender angreb den nye stat, fordi den brød med den arabiske stammeordens mønster. Indtil begyndelsen på det islamiske budskab anerkendte araberne intet andet bånd end loyalitet over for deres stammer; nu skabte den islamiske stat i Medina et nyt fællesskab, der satte troen øverst, et helt anderledes socialt bånd.

På dette tidspunkt tilhørte muslimerne de fleste arabiske stammer. Mens nogle stammer kun havde en håndfuld muslimer, var de to stammer i Medina, Aws og Khazraj, overvejende muslimske og udgjorde størstedelen af det muslimske fællesskab. Som leder af den muslimske stat måtte Profeten være yderst årvågen, så ingen sammensværgelser eller planer mod islam kunne udformes. Flere arabiske stammer overvejede overraskelsesangreb på den muslimske stat i Medina. Profeten måtte have et aktivt efterretningsnetværk for at være klar over, hvad der foregik i de forskellige områder af Arabien.

En dag erfarede han, at Mustalaq-stammen, ledet af al-Harith ibn Abi Dirar, var i færd med at planlægge et angreb på Medina. Profeten iværksatte en forebyggende strategi: den udnyttede overraskelsesmomentet fuldt ud, men uden nogensinde at angribe for at overrumple sin fjende.

Hvorfor ni hustruer til Muhammed? Profeten samlede hurtigt en mindre styrke på nogle få hundrede af sine ledsagere og marcherede hurtigt, så han pludselig kunne stå ved Mustalaq-stammens dør. Han advarede stammen om, at den ikke ville kunne måle sig med muslimerne, og at den snart ville blive besejret, hvis den valgte at kæmpe. Alligevel valgte den at kæmpe, og snart stod det klart for dem, at et skamfuldt nederlag ventede. De overgav sig efter kun at have mistet ti af deres mænd, og mange af deres mænd og kvinder blev taget til fange.

Efter datidens krigsregler måtte de købe deres frihed eller blive gjort til slaver. Profeten var imidlertid ikke tilfreds med nogen af mulighederne, for det ville have uddybet fjendskabet og placeret islam og den muslimske stat på samme niveau som resten af verden. Han ønskede, at folk skulle se på hans budskab, om ikke positivt, så i det mindste neutralt. Derfor bekendtgjorde han hurtigt sit ægteskab med Barrah, datter af al-Harith ibn Abi Dirar, Mustalaq-høvdingen, som havde planlagt imod ham.

Profetens ægteskab var genstand for det hvisken, der gik gennem den muslimske lejr. Hvis Profeten giftede sig med en kvinde fra al-Mustalaq, blev hele stammen hans svigerfamilie. Hvordan kunne muslimerne så holde sådanne mennesker tilbage i længere tid eller overhovedet få nogen form for udbytte? Alle muslimer elskede Profeten mere end deres egne familier og mere end sig selv. Kunne de bringe ham i forlegenhed ved at holde hans svigerfamilie i fangenskab? Bestemt ikke. Ved mørkets frembrud blev alle Mustalaq-fangerne, både mænd og kvinder, sat fri til ære for Profeten.

Profetens ægteskab var således en klog politisk og social beslutning. Det vandt en hel stamme for islam, en stamme der ellers kunne have sluttet sig til andre store stammers allierede styrker, som kort efter skulle indlede en lang belejring af Medina.

Profeten ændrede Barr­ahs navn og kaldte hende Juwayriyyah. Barrah betyder »pligtopfyldende, en der vælger alt godt«. Han følte, at navnet fremsatte en påstand, som ikke kunne bevises. Han ændrede det også i mindst ét andet tilfælde, da han kaldte sin steddatter Zaynab. Juwayriyyah er en kæleform af Jariyah, som betyder »ung kvinde«.

Ærkefjendens datter

Et lignende tilfælde var Profetens ægteskab med Safiyyah bint Huyayy, en jødisk kvinde, som Profeten giftede sig med efter at have påført hendes folk et tungt nederlag. Hendes egen far var stærkt fjendtlig over for Profeten; han indgik alliancer og rejste hære imod ham. Han var blevet dræbt seksten eller sytten måneder tidligere. Nu blev Safiyyah taget til fange sammen med mange af sit folk.

Alligevel tilbød Profeten at gifte sig med hende og gjorde det klart for jøderne, at et fredeligt liv mellem dem og muslimerne var muligt, hvis blot de holdt deres løfte om fred. Kort efter sin ankomst til Medina havde han indgået en pagt med dem, og ved dette havde han grundlagt det første pluralistiske samfund, verden nogensinde havde kendt. Den ene jødiske stamme efter den anden brød imidlertid pagten og forårsagede dermed sin egen udvisning fra Medina.

Siden da var de jødiske stammer samlet ved Khaybar og planlagde igen et angreb på den muslimske stat. Endnu en gang rykkede Profeten og hans hær hurtigt frem, og en morgen fandt jøderne dem ved deres porte. De trak sig straks tilbage til deres fæstninger, og Profeten belejrede dem. Efter en hård kamp overgav de sig, og de to parter indgik en generøs traktat, der tillod jøderne at blive i Khaybar og varetage landbruget mod at aflevere halvdelen af udbyttet.

Profetens ægteskab med Safiyyah var en meget betydningsfuld meddelelse til jøderne og til alle mennesker om, at muslimer ikke nærer et varigt fjendskab mod noget folk. Andre menneskers holdning bestemte således forholdet: De, der ønskede at leve i fred med islam, var velkomne.

Safiyyah havde brug for tid til at overvinde sorgen over sin mand, der var blevet dræbt i slaget, og over sin far, der var blevet dræbt tidligere. Men snart lærte hun, at hendes sidste mand, Profeten, var den bedste mand, hun eller nogen kvinde kunne have giftet sig med, og hun elskede ham højt.

Hverken Juwayriyyah eller Safiyyah var gamle, men de var heller ikke meget unge, og begge var enker. Juwayriyyah havde tidligere været gift med en fætter, [Abdullah, og Safiyyah havde været gift to gange før Profeten. Begge var smukke, men hverken skønhed eller alder var en faktor i deres ægteskaber med Profeten. Han så på den virkning, sådanne ægteskaber ville have på de to kvinders folk og på det muslimske fællesskab.

En anden fjendes datter

Profetens ægteskab med Umm Habibah blev også indgået under særlige omstændigheder. Hun tilhørte en meget fornem familie i Quraysh-stammen. Hendes far var ingen anden end Abu Sufyan Sakhr ibn Harb fra umayyadernes klan. Han var fjendtlig over for islam fra begyndelsen og kæmpede imod den. Efter slaget ved Badr, hvor mange af Qurayshs høvdinge blev dræbt, blev han Qurayshs øverste leder. Fra denne position førte han den ene kamp efter den anden mod islam, indtil han endelig blev muslim den dag, hvor Mekka faldt til islam.

Umm Habibah, hvis navn var Ramlah, antog islam i dens første dage og sluttede sig til sin mand [Ubaydullah ibn Jahsh. De var blandt de udvandrere til Abessinien i det femte år efter islams begyndelse. De muslimske udvandrere boede i Abessinien i flere år. [Ubaydullah blev imidlertid venner med nogle kristne præster dér, som til sidst lykkedes med at omvende ham til kristendommen.

Hans hustru befandt sig derfor i en frygtelig situation: Hun var en fast troende muslim, som var udvandret til et fremmed land for sin tros skyld, men hendes mand var nu modstander af islam. Alligevel boede de sammen, indtil [Ubaydullah døde. Hendes situation blev endnu vanskeligere, for nu var hun alene med sin lille datter, der var født i Abessinien.

Der var stadig en række muslimer fra Quraysh hos hende, og der var mange abessinske muslimer, men hendes personlige situation var uholdbar. Hun kunne ikke vende tilbage til sin far, der ledede kampen mod islam. Hun kunne ikke rejse til Medina, som nu var islams vigtigste centrum. Hun måtte blive hos sit folk, hvor hun kun havde nogle fjerne fætre.

En dag hørte hun et bank på døren. Hun åbnede og fandt en kvinde fra Negus’ palads, den abessinske konges palads, som fortalte hende, at han havde modtaget et brev fra Profeten i Medina, hvori han bad ham arrangere hendes ægteskab med Profeten. Hun blev meget glad for nyheden. Hun udpegede Khalid ibn Sa[id, en fætter, som sin værge.

Muslimerne fra Quraysh blev den aften inviteret til kongens palads, hvor Negus selv forestod brylluppet og gav Ramlah hendes medgift på Profetens vegne. Derefter rejste hun sammen med

KAPITEL 15

Muhammad: den militære leder

Kort før begyndelsen på slaget ved Badr, det første store slag i islams historie, sendte Muhammad (fred være med ham) en besked til Quraysh, hvori han fortalte dem, at når det gjaldt krig, ville han helst ikke kæmpe mod dem. Han gjorde det klart, at de ikke havde nogen grund til at kæmpe mod ham og hans ledsagere, og at en fredsaftale derfor let burde kunne indgås. En af Qurayshs ledere, Utbah ibn Rabi‘ah, accepterede den logik, at et slag var unødvendigt, og forsøgte at overtale sit folk til at opgive deres fjendtlige holdning. Abu Jahl og andre hårde linjer var imidlertid fast besluttede på at gå i krig og var snart i stand til at trække alle ind i et unødvendigt slag, som endte med en stor muslimsk sejr over en langt større styrke af vantroende.

Dette er et tydeligt udtryk for islams holdning til krig: Den skal undgås så vidt muligt, men den kan ikke helt udelukkes, fordi andre kan ty til kamp. En muslimsk stat, der kommer i konflikt med andre, bør derfor være forberedt på kamp, samtidig med at den forsøger at holde sig så langt som muligt fra en sådan situation. Det islamiske syn på krig er, at den altid skal være defensiv og have til formål at etablere ret og retfærdighed for alle. Et slag kan kun udkæmpes for at fjerne uretfærdighed, tyranni og aggression.

Islam har imidlertid et bredt syn på menneskelivet. Hele menneskeheden tiltales af det guddommelige budskab. Muslimer hævder derfor, at det er rigtigt at fremlægge dette budskab for mennesker, uanset hvor de bor. I dag taler vi meget om menneskerettigheder. Islam fastlagde sit syn på menneskerettigheder helt fra begyndelsen af sit budskab for fjorten århundreder siden. Islam gør retten til frihed til den vigtigste ret for ethvert menneske, mand såvel som kvinde. Denne ret går endda forud for retten til liv.

Det er naturligvis Gud den Almægtige, der giver ethvert barn, uanset køn, retten til livet. Gud siger imidlertid i Koranen: »Undertrykkelse er værre end drab« (2:191), og: »Religiøs forfølgelse er værre end drab« (2:217). Det arabiske ord fitnah bruges i begge udsagn, men oversættes i det ene tilfælde med »undertrykkelse« og i det andet med »religiøs forfølgelse« for at afspejle den retning, som sammenhængen giver ordet.

Ved at gøre frihed til den grundlæggende og mest afgørende menneskeret ophøjer islam mennesket. Når mennesker nægtes frihed, er de ude af stand til at udfolde deres menneskelighed, og de bliver som maskiner; det vil sige, de bliver endda værre end dyr, som handler efter instinkt. Islam kræver, at det muslimske samfund fjerner enhver hindring for udøvelsen af retten til frihed. Islam fastslår, at det er uretfærdigt at opstille hindringer for friheden, og kræver, at uretfærdigheden fjernes. Dette er en del af det overordnede islamiske syn på menneskeheden, vores plads på jorden og den rolle, Gud har tildelt os.

Frihed giver mennesker mulighed for at træffe valg og være kreative, så hver person kan udfylde sin rolle. Hvor diktatur hersker, mister de mennesker, der lever under dets åg, først deres kreative evner, derefter går de i stå, og til sidst synker de ned i en dyb tilstand af ydmygelse og mangel på selvrespekt. På dette tidspunkt er deres menneskelighed gået tabt, deres værdighed spildt, og det liv, de lever, er uværdigt for det væsen, som Gud har sat til at forvalte jorden.

Derfor er fjernelsen af hindringer for friheden en afgørende opgave for det muslimske samfund, når det fremfører Guds budskab og opfordrer mennesker til at acceptere og gennemføre det. Når hindringer således opstilles med magt, skal de fjernes med modmagt; hvis dette fører til krig, betragtes en sådan krig som defensiv, fordi den forsvarer menneskets ret til frihed.

Profeten og hans ledsagere forblev i Mekka i tretten år, hvor de forkyndte deres tro under brutal forfølgelse og uretfærdighed. I hele denne periode blev de pålagt at afholde sig fra at bruge magt mod deres forfølgere. De fik besked på at forblive fredelige og tage sig af deres tilbedelse. Det betød, at de, selv om de var udsat for åbenlys uretfærdighed, udholdt alle de vanskeligheder, de blev konfronteret med, samtidig med at de bevarede en holdning præget af tålmodighed og overgivelse.

Som beskrevet i kapitel 2 blev der opnået et afgørende gennembrud, da islam begyndte at brede sig blandt befolkningen i Medina. Snesevis af de nye muslimer mødte Profeten ved Mina under pilgrimsfærden og bad ham om at slutte sig til dem i deres by sammen med alle muslimerne fra Mekka. De lovede ham deres fulde støtte, og dette omfattede kamp mod enhver angribende styrke, der søgte at undertrykke hans budskab. De foreslog endda, at de var parate til at gå i kamp mod de vantro allerede den følgende dag. Profeten fortalte dem imidlertid, at Gud endnu ikke havde tilladt kamp.

Kort efter Profetens udvandring til Medina, ved begyndelsen af det fjortende år af hans budskab, blev tilladelsen til at kæmpe mod undertrykkelse givet i Koranen:

Muhammad: Den militære leder

»Tilladelse til at kæmpe gives til dem, der bekæmpes, fordi de er blevet gjort uret. Gud har visselig magt til at give dem sejr. Det er dem, der uretmæssigt er blevet fordrevet fra deres hjemlande, alene fordi de siger: ’Vor Herre er Gud!’ Hvis Gud ikke havde afværget nogle mennesker ved hjælp af andre, ville klostre, kirker, synagoger og moskéer – hvori Guds navn ihærdigt lovprises – visselig være blevet ødelagt. Gud vil visselig hjælpe den, der hjælper Hans sag. Gud er i sandhed den Stærkeste, den Almægtige.« (22:39-40)

Grundlaget for denne tilladelse er klart angivet. Kamp er tilladt for ofrene for uretfærdighed. Eftersom muslimerne var dem, der blev bekæmpet, fik de lov til at forsvare sig selv og deres frihed. Da de, der var udvandret til Medina, var »uretmæssigt blevet fordrevet fra deres hjemland« og af ingen anden grund end deres tro, fik de lov til at handle for at modvirke uretfærdighed.

Versene fastholder tydeligt retten til tro som en del af menneskets frihed: Klostre, kirker, synagoger og moskéer skal respekteres, og mennesker skal have frihed til at tilbede.

Under Profetens periode med islamisk forkyndelse i Mekka indså Quraysh, at de ikke havde nogen reel klage mod Profeten og hans følgere. På et tidspunkt, hvor forholdene bevægede sig i retning af polarisering, fremsatte en af deres mere vise høvdinge, Utbah ibn Rabi‘ah, nogle fristende tilbud til Profeten, hvis han ville opgive sit budskab. Profetens eneste svar var at læse et langt stykke af Koranen for ham. Heraf forstod Utbah klart, at Muhammad ikke var interesseret i rigdom eller nogen form for materiel gevinst, og at hans eneste bekymring var at overbringe et budskab, som tydeligvis kom fra en ikke-menneskelig kilde. Han vendte tilbage til sit folk og sagde til dem:

»Jeg har hørt noget, som jeg aldrig i mit liv har hørt magen til. Det er hverken digtning eller trolddom. Følg det forslag, jeg fremsætter for jer, og lad mig bære ansvaret for resultatet. Lad denne mand være. Det, jeg har hørt fra ham, vil visselig føre til store begivenheder. Hvis resten af araberne dræber ham, vil I være blevet forskånet for besværet. Hvis han sejrer, vil al den hæder, han opnår, blive jeres.«1

Dette ligner det råd, som Utbah gav Quraysh lige før begyndelsen på slaget ved Badr. I det tilfælde fortalte han dem, at de ikke havde nogen reel klage mod Muhammad og hans følgere, og at det derfor ville være til større fordel for dem at lade sagen ligge:

»Tro mig og kæmp ikke mod denne mand [det vil sige Profeten] og hans ledsagere. Jeg påtager mig hele ansvaret. I kan lægge al skylden for denne fejhed på mig. Blandt disse mennesker er mange af vores slægtninge. Hvis vi sejrer, vil mange af vore mænd se sig omkring og få øje på den, der dræbte deres far eller bror. Dette vil føre til megen fjendskab og ufred i vores rækker. I kan ikke dræbe dem alle, før de har dræbt et tilsvarende antal af jer. Men så kan lykken vende sig imod jer. Hvad søger I at hævne, bortset fra én dræbt person og den karavane, de har plyndret? Jeg skal selv bære alt dette. Mine medmænd, hvis Muhammad er en løgner, vil ulvene blandt araberne befri jer for ham. Hvis han er en konge, vil I få del i jeres nevøs kongedømme. Hvis han derimod virkelig er en profet, vil I være de lykkeligste af alle mennesker over at have ham. Mine medmænd, afvis ikke mit råd og ringeagt ikke min vurdering.«2

1 Ibn Hisham, Al-Sirah al-Nabawiyyah, bind 1, s. 313-314.
2 Al-Bayhaqi, Dala’il al-Nubuwwah, bind 3, s. 111-112.

Forstand

KAPITEL 16

at vinde fjendens hjerte De første fjorten år af det islamiske budskab var fri for militære sammenstød med nogen fjende. Under hele Profetens ophold i Mekka, som varede tretten år efter at han begyndte at modtage Guds budskab, blev muslimerne udtrykkeligt befalet ikke at ty til kamp, uanset det pres og den fysiske mishandling, de blev udsat for.1 Omkring det tidspunkt, hvor Profeten udvandrede til Medina, fik muslimerne tilladelse til at bekæmpe angribere. Profeten sendte ekspeditioner ud i området omkring Medina, men disse var for det meste fredelige. De tjente som god træning for muslimerne og afskrækkede potentielle røvere fra at forsøge at angribe Medina. Quraysh-gruppen fremprovokerede bevidst den første militære konfrontation. Profetens holdning til krig var i overensstemmelse med hans stræben efter det rette. Han mente, at det var det muslimske samfunds ret at leve og praktisere sin religion i fred. Han mente også, at det var ethvert menneskes ret at vælge sin tro og leve i overensstemmelse med den. Derfor anså han det for at være i strid med det rette at ty til magt for at vende mennesker bort fra deres tro. Han forstod fuldt ud, at hans mission var en nådehandling, som Gud havde skænket menneskeheden. Derfor holdt han sig fra krig, undtagen når fjenden tvang ham til den. Bortset fra nederlaget i slaget ved Uhud og det forræderiske drab på hans ledsagere ved al-Rajiʿ og Biʾr Maʿunah vandt Profeten alle militære sammenstød. Man kan få indsigt i Profetens lære ved at undersøge den måde, han behandlede besejrede fjender på. 1 For en fuldstændig drøftelse af årsagerne til, at muslimerne blev hindret i at bekæmpe Qurayshs aggression, se Sayyid Qutb, In the Shade of the Qur’an, bind 3, The Islamic Foundation, Leicestershire, 2001, s. 233-236.
Det første, man bør lægge mærke til ved Profetens sejre, er, at han aldrig forfulgte en besejret hær, som var begyndt at trække sig tilbage. Han lod sine fjender forlade stedet uden frygt for et angreb bagfra. Han stræbte aldrig efter at tilføje dem et knusende nederlag; han ønskede kun, at det muslimske samfund skulle kunne leve i fred og forkynde sit budskab i fred. Disse besejrede fjender, hvem de end var, var i virkeligheden også omfattet af det guddommelige budskab, han forkyndte. Profeten besluttede derfor, at de skulle have mulighed for at vende hjem og overveje deres holdning, eftersom de måske ville ændre standpunkt og antage islam. Efter slaget ved Badr, da han havde halvfjerds krigsfanger, var det første, Profeten sagde til sine ledsagere, en befaling om at behandle fangerne godt. Hans følgere var eksemplariske i deres lydighed. Da han rådførte sig med sine ledsagere om fangerne og om, hvad der skulle gøres med dem, ønskede en betydelig del af det muslimske samfund, at de alle skulle dræbes for at svække fjenden og markere det endelige brud med de vantro. Profeten valgte imidlertid at modtage løsepenge til gengæld for at lade dem gå fri. De af dem, der kunne læse og skrive, kunne købe deres frihed ved at lære ti muslimske børn at læse og skrive. I kapitel 13 drøftede jeg sagen om Mustalaq-stammen, som forberedte sig på at angribe Medina, selv om de ikke havde nogen grund til det. Sammenstødet førte til, at mange af deres mænd og kvinder blev taget til fange, hvilket betød, at de enten ville blive gjort til slaver eller måtte købe deres frihed. Profeten giftede sig med en af deres kvinder, Juwayriyyah, og gjorde hende til en »de troendes moder«. Resultatet blev, at alle deres mænd og kvinder blev frigivet uden løsepenge, eftersom muslimerne følte, at de ikke kunne holde Profetens svigerfamilie fanget. Situationen i Medina var på ingen måde let på det tidspunkt. Ressourcerne var knappe, og tilstrømningen af muslimer, der var udvandret fra Mekka, udgjorde en byrde for økonomien i den spirende muslimske stat. Desuden gjorde det forhold, at de måtte udkæmpe flere slag på kort tid, situationen langt fra stabil i Medina. De løsepenge, de kunne have taget for mere end 100 krigsfanger, ville i betydelig grad have lettet den økonomiske nød, de led under. Alligevel så Profeten på det større billede. Han ønskede, at Mustalaqs fjendtlighed skulle erstattes af venskab, så de kunne betragte islam objektivt, uden rester af de følelser, som deres nederlag havde fremkaldt: det ville være en langt større gevinst for islam. Profetens syn kom faktisk til udtryk i hans udsagn: »Hvis Gud gør dig til årsag til, at ét menneske følger Hans vejledning, er det bedre for dig end alt, hvad solen skinner på.« Den måde, Profeten behandlede Mustalaqs høvding på, er et klart eksempel på hans holdning. Profeten sørgede for, at al-Harith ibn Abi Dirar erkendte islams sandhed.
At vinde fjendens hjerte Profeten handlede desuden på en måde, der førte til frigivelsen af alle krigsfangerne fra krigen mod al-Mustalaq. Al-Harith traf det rette valg og antog islam sammen med et betydeligt antal af sine stammefæller.
Frigivelse af alle fanger Slaget ved Hunayn fandt sted hen imod slutningen af det ottende år i den islamiske kalender, kort efter at Mekka var faldet til islam med meget lidt kamp. Profetens sejr i Mekka fik Hawazin-folket, en meget stor stamme, der stadig holdt fast ved afgudsdyrkelsen, til at slutte sig sammen med en anden stor stamme, Thaqif, i et sidste forsøg på at knuse islam og muslimerne. Hawazins høvding, Malik ibn ʿAwf, besluttede imidlertid at mobilisere alle, og tog alle deres kvinder og børn samt deres kvæg med sig sammen med hæren. Han tænkte, at når hans mænd indså, at et nederlag ville betyde et fuldstændigt tab af alt, hvad de ejede, ville de kæmpe hårdt og stå fast til det sidste, indtil de havde vundet. Trods velbegrundede råd om det modsatte gik han i kamp og placerede kvinderne og børnene bagest. Slaget resulterede i et knusende nederlag for Hawazin, mens Thaqif forblev i deres befæstede by Taif. Muslimerne tog alle Hawazins kvinder og børn til fange samt alt deres kvæg og deres penge som krigsbytte. Den islamiske regel med hensyn til krigsbytte er, at tyve procent går til staten, mens firs procent fordeles ligeligt blandt hæren. I dette tilfælde omfattede byttet 24.000 kameler, 40.000 får og 4.000 unser sølv samt 6.000 krigsfanger. Det var det største krigsbytte, muslimerne nogensinde havde vundet. Derfor var der et stort pres på Profeten for at fordele byttet, eftersom alle ønskede at være sikre på deres andele. Profeten ønskede imidlertid noget andet. Den virkelige gevinst ville være at bringe Hawazins fjendtlighed til ophør og tilskynde dem til at overveje at slutte sig til muslimernes rækker. Derfor udsatte han fordelingen af krigsbyttet. Profetens tanker var hos Hawazin, som havde mistet alt. Det var imidlertid ikke op til ham at bestemme, hvad der skulle gøres med krigsbyttet. Han havde fuld rådighed over en femtedel af dette bytte, men det ville ikke give en tilfredsstillende løsning, eftersom han havde andre områder at tage sig af, som krævede en betydelig del af denne femtedel. Til sidst kom Hawazin til Profeten og appellerede til ham med en bøn om medfølelse: »Guds Sendebud, vi er dit folk og din egen stamme. Du ved, hvilken ulykke der har ramt os. Vi beder dig vise os nåde; må Gud skænke dig Sin nåde.« Deres talsmand sagde til Profeten: »Guds Sendebud, blandt de kvinder, der er faldet i jeres fangenskab, er der nogle, som er dine tanter, og nogle, som var dine ammer, da du var lille. Hvis vi havde stået i et sådant forhold til kongen af Ghassan i Syrien eller kongen af al-Manadhirah i Irak, og hvis en sådan ulykke var ramt os fra deres hånd, ville vi stadig have håbet, at de ville vise os overbærenhed. Du, Guds Sendebud, er den bedste til at gengælde godhed.«2 Henvisningen til Profetens tanter fra Hawazin henviser til, at Profeten som spæd blev passet af Halimah, en amme fra Saʿd, en klan blandt Hawazin. Profeten fortalte dem, at han allerede havde ventet mere end to uger på, at de skulle komme frem. Han forklarede, at krigsbyttet for størstedelens vedkommende tilhørte krigerne. Han opfordrede dem til at antage islam og gøre dette kendt for muslimerne. Han lærte dem, hvad de skulle sige for at appellere til det muslimske samfund. Han fortalte dem også, at de måtte vælge enten deres kvinder og børn eller deres ejendom. De kunne ikke få begge dele. De valgte at få deres kvinder og børn tilbage. Den følgende dag efter middagsbønnen gjorde de, som Profeten havde instrueret dem. De rejste sig og appellerede til Profeten og til muslimerne i almindelighed. Profeten svarede dem og opfordrede muslimerne til at være venlige mod dem. Derefter sagde han, at alt, hvad han og hans klan, hashemiterne, ejede, skulle gives tilbage til Hawazin. Muhajirun og Ansar reagerede straks og sagde, at de gav afkald på deres andele til fordel for Guds Sendebud. Profeten fortalte alle, at enhver, som var villig til at give afkald på sin andel, ville blive belønnet af Gud, selv om ingen blev tvunget til det. Et lille antal insisterede på at beholde deres andele, og Profeten kompenserede dem rundhåndet til gengæld for, at de gav afkald på kvinderne og børnene. Således blev alle Hawazins krigsfanger frigivet. En anden side af den måde, Profeten behandlede de besejrede på, var den måde, han vandt Hawazins leder over på. Malik ibn ʿAwf var kun tredive år gammel, da han førte sit folk ud i deres katastrofale kamp mod muslimerne. Han var en lovende ung mand med mod og intelligens, men han var vildledt og uvillig til at lytte til råd. Da situationen vendte sig imod ham i slaget, og han så nederlaget stirre sig i øjnene, flygtede han til Taif, hvor han sluttede sig til Thaqif, måske i håb om at klare sig bedre i en fremtidig konfrontation. Profeten sagde imidlertid til Hawazins ældste: »Fortæl Malik, at hvis han kommer til mig og erklærer sig som muslim, vil jeg give ham hans familie og ejendom tilbage og desuden give ham 100 kameler.« Da Malik modtog dette budskab, indså han, at hans bedste handlemåde var at gå til Profeten og slutte fred med ham. Han måtte snige sig ud af Taif af frygt for, at hans værter ville tilbageholde ham, hvis de hørte om hans hensigt. Han indhentede Profeten, mens denne var på vej til Mekka. Profeten genforenede ham med hans familie, gav ham alt, hvad der tilhørte ham, tilbage og gav ham 100 kameler. Vi bør her huske, at rigdom blandt araberne på den tid blev målt efter det antal kameler og stykker kvæg, folk ejede: en hunkamel var meget værdifuld på grund af den store mængde mælk, den producerede. Profeten udnævnte også Malik til leder for muslimerne blandt hans folk. Han blev en oprigtig soldat for islam. Dette kendetegnede Profetens måde at behandle tidligere modstandere på: han søgte at vinde dem over til islam. Som følge heraf reagerede mange og fandt ham tro mod sit ord. Det var tilstrækkeligt til, at de befæstede deres omvendelse til islam. Jo mere de læste af Koranen og lærte om islams principper og værdier, desto bedre muslimer blev de.
Kærlighed i stedet for fjendtlighed Det største eksempel på, hvordan Profeten behandlede de besejrede, var den måde, han behandlede Quraysh på, da Mekka faldt til islam. Quraysh var hans folk, men de var dem, der havde modsat sig ham fra den første dag af hans mission. Han havde rakt dem en hånd i kærlighed og venskab, men de havde konsekvent svaret med had og fjendtlighed. De drev ham og hans følgere ud af deres hjemby. De gik i krig, da han havde grundlagt sin stat i Medina, og forsøgte igen og igen at knuse muslimerne ved at sende hære imod dem og slutte sig sammen med andre store stammer som Ghatafan og jøderne. Da muslimerne indgik en fredsaftale med Quraysh, overtrådte sidstnævnte den og medvirkede til at dræbe Profetens allierede i et forræderisk angreb. De havde således forspildt alle rettigheder til en storsindet behandling. De måtte betale for deres forræderi: hvilken pris krævede Profeten så? For det første opretholdt Profeten, da han beordrede mobilisering, den største hemmelighed, så Quraysh ikke skulle høre om hans hensigt om at marchere imod dem. Han ønskede at udnytte overraskelsesmomentet maksimalt. Da han ankom nær Mekka, slog han lejr dér og ændrede sin strategi fra hemmelighed til maksimal synlighed ved at beordre alle i hæren til at tænde bål om natten. Det virkede fremragende, idet Qurayshs høvdinge, som så disse bål, indså, at uanset hvilken modstand de kunne yde, ville de ikke kunne måle sig med muslimerne. Derefter erklærede han, at enhver, der gik ind i Den Store Moské ved Kaʿbah, opholdt sig hos Abu Sufyan, Qurayshs høvding, eller blev indendørs, ville være i sikkerhed. Det eneste, man behøvede at gøre for at sikre sin sikkerhed, var således at blive indendørs. Hans hær gik derefter ind i byen fra dens fire retninger under strenge instruktioner om ikke at indlede kamp, medmindre de blev angrebet. Profeten selv drog ind i Mekka, Arabias hovedstad og afgudsdyrkelsens højborg, den by, der kun otte år tidligere havde drevet ham bort, med hovedet bøjet så lavt, at det næsten rørte kamelens ryg, som en anerkendelse af Guds nåde. Han begyndte med at tilbede ved Kaʿbah. Den følgende dag, da Mekkas folk samledes for at lytte til hans tale, tilbød han dem en lys fremtid. Han spurgte dem: »Hvad tror I, jeg vil gøre ved jer?« De havde stillet sig selv det samme spørgsmål: Hvad ville denne hærfører, som havde erobret deres by og bragt dem i fuld underkastelse, gøre ved dem? De var klar over, hvad de havde gjort mod ham og hans følgere gennem en periode på enogtyve års fjendtlighed og krig, så hvad kunne de forvente? Deres svar afspejlede det, de kendte til hans karakter, da de sagde: »Vi forventer kun godhed fra dig. Du er en ædel broder og søn af en ædel broder.« Han svarede: »I kan alle gå fri.« En sådan ædelhed og storsindethed er uhørt i militære erobringer gennem hele menneskehedens historie. Denne erobrer var imidlertid enestående. Hans var en erobring af hjerter, ikke af land. Således blev Mekka vundet for islam. Inden for få dage begyndte dens befolkning at slutte sig til ham og erklære sig som muslimer. Ingen blev udsat for tvang eller pres. De fik lov til at tænke over islam på en objektiv måde, uforvrænget af fjendtlighed eller hævntanker over deres tidligere nederlag. Selv de af dem, der havde privilegier eller ærefulde embeder, fik lov til at beholde dem. Profeten kunne have taget disse fra dem og givet dem til sit eget folk, men han ville ikke gøre noget sådant. I stedet erklærede han: »Dette er en dag med ærlighed, hvor løfter bliver holdt.«3
3 Ibn Hisham, ibid., bind 4, s. 32.

KAPITEL 17

profetens omgang med jøderne Profetens udvandring fra Mekka til Yathrib (som kom til at blive kendt som Medina)1 grundlagde den første islamiske stat. Dette var en bystat med mulighed for at udvide sig. Men det samfund, der fandtes i Medina, var grundlæggende forskelligt fra det, som Profeten og hans ledsagere havde forladt i Mekka. Mekka var et homogent samfund, eftersom Quraysh-stammen udgjorde størstedelen af befolkningen. De havde deres slaver og andre personer, som var knyttet til stammen, men ikke tilhørte den (dem kaldte de deres allierede), og som udførte manuelt arbejde. Quraysh ernærede sig ved handel. De var dygtige til international handel og organiserede ofte handelsrejser til Syrien og Yemen. Det var en blomstrende virksomhed, som bragte Mekkas indbyggere velstand og et behageligt liv. Medina var derimod et meget komplekst samfund. Den arabiske befolkning bestod af to hovedstammer: Aws og Khazraj. Begge stammede fra Yemen og havde samme rødder, men de lå ofte i konflikt, og kampene mellem dem havde svækket dem begge. Desuden fandtes der et stort jødisk samfund i Medina. Det bestod af flere stammer, hvoraf de vigtigste var Qaynuqa[, Nadir og Qurayzah. Hver af dem kunne mobilisere en styrke på 700-800 krigere. Jøderne boede i fæstninger sydøst for Medina. Disse tre stammer indgik alliancer med enten Aws eller Khazraj og skabte uro mellem dem. Når der udbrød en kamp, kunne jøderne kæmpe sammen med deres arabiske allierede mod deres egne jødiske trosfæller. Medinas økonomi 1 Medina er en forkortelse for Madinat al-Rasul (som betyder »Profetens by«). Medina betyder ganske enkelt »byen«.
Medina var afhængig af landbrug, med dadelplantager, der strakte sig over et stort område. Både arabere og jøder ernærede sig hovedsageligt ved disse, men før Profetens udvandring var Qaynuqa[-jøderne blevet fordrevet fra deres område af de to andre jødiske stammer og var flyttet ind i Medina. De havde deres eget marked, hvor de drev handel og håndværk. Der var guldsmede blandt dem. Da Profeten og hans ledsagere fra Mekka, muhajirun, begyndte deres udvandring, havde en betydelig del af den arabiske befolkning fra både Aws og Khazraj taget islam til sig. Men et stort antal af dem var stadig afgudsdyrkere: Det er vanskeligt at anslå procentdelen af afgudsdyrkere blandt den arabiske befolkning på det tidspunkt, hvor Profeten ankom til Medina, men denne procentdel var hele tiden faldende. Flere og flere arabere antog islam, da de så deres stammefæller, naboer og familiemedlemmer indrette deres liv efter de høje værdier, som Profeten lærte. Det betød, at tre forskellige religioner levede side om side i Medina, som efter moderne målestok var en lille by. Den samme befolkning tilhørte også forskellige etniske grupper, idet araberne fra Mekka tilhørte den [adnanitiske gren af araberne, mens araberne i Medina tilhørte den qahtanitiske gren. Jøderne var dygtige til handel og forretning, mens araberne i Medina udelukkende var afhængige af landbrug. Muhajirun fra Mekka var også involveret, og mange af dem var dygtige forretningsfolk. Det var derfor en meget kompleks ny situation inden for et begrænset geografisk område. Dertil kom den ydre trussel. Quraysh i Mekka, som var en magtfaktor, man måtte regne med, var meget utilfredse med muslimernes udvandring til Medina. Mens muslimerne var i Mekka, følte Quraysh, at de havde situationen under kontrol. Nu, hvor islam havde sin egen base og kunne fungere frit, fornemmede Quraysh en fare for sin overherredømmestilling i Arabien og en fare for sin internationale handel. Kort efter at han havde slået sig ned i Medina, søgte Profeten at organisere det nye samfund. Han traf fire meget vigtige foranstaltninger. For det første byggede han moskeen, som fungerede som et sted for tilbedelse, et center til drøftelse af det muslimske samfunds anliggender og et sted, hvor man kunne rådføre sig om alvorlige spørgsmål. Den fungerede også som et sted, hvor muslimerne kunne undervises i deres tro. For det andet etablerede han et broderskabsbånd mellem muslimerne, således at en af muhajirun blev særlig broder til en af ansar (muslimerne fra Medina). For det tredje sendte han grupper af sine ledsagere ud på militære ekspeditioner for at vise, at den nye stat var rede til enhver eventualitet. Som tidligere nævnt medførte disse ingen militære sammenstød, bortset fra et mindre hold på otte mænd, hvor én mand fra Quraysh blev dræbt. Profetens omgang med jøderne For det fjerde regulerede Profeten forholdet mellem de forskellige dele af Medinas befolkning. Der blev udarbejdet en pagt, som fastlagde hver gruppes ansvar inden for det muslimske samfund og beskrev karakteren af dens forhold til jøderne.2 Dokumentet var måske den første skrevne forfatning, der nogensinde er blevet udarbejdet noget sted i verden, og det lagde grunden til et pluralistisk samfund. Her er nogle af dets bestemmelser, som afspejler dets pluralistiske karakter: Qurayshs muhajirun bærer ansvaret for den blodpenge, de pådrager sig.3 De betaler for løsladelsen af de fanger, der er taget blandt dem, efter hvad der er rimeligt og retfærdigt blandt de troende. [Awf-klanen forbliver, som den er, og bærer ansvaret for den blodpenge, den pådrager sig. Hver gruppe betaler for løsladelsen af sine fanger i overensstemmelse med, hvad der er rimeligt og retfærdigt blandt de troende. De gudfrygtige troende skal stå imod enhver blandt dem, der overtræder eller gør sig skyldig i undertrykkelse eller begår synd, aggression eller fordærv blandt de troende. De skal stå sammen imod ham, selv om han måtte være søn af en af dem … Den mindst fremtrædende blandt de troende kan give et beskyttelsesløfte, som er bindende for dem alle. De troende er hinandens allierede over for alle mennesker. Enhver blandt jøderne, der slutter sig til os, skal have vores støtte og lige rettigheder med os, uden at blive udsat for undertrykkelse eller frygte nogen alliance imod sig. De troende skal have ét fælles fredsløfte … Enhver gruppe, der slutter sig til os på en jihad-ekspedition, skal selv bære sine omkostninger. De troende er lige, når det gælder om at ofre deres liv for Guds sag … Ingen ikke-troende må yde beskyttelse til nogen ejendom eller person, der tilhører Quraysh, og han må heller ikke stille sig mellem dem og nogen troende. Enhver, der dræber en troende og bevises skyldig, skal underkastes gengældelse, medmindre den dræbtes nærmeste pårørende giver afkald på sin ret. Alle de troende skal forene sig mod drabsmanden, og det skal ikke være lovligt for dem at gøre andet end at bringe ham for retten. 2 En fuldstændig oversættelse af dette dokument findes i Adil Salahi, Muhammad: Man and Prophet, The Islamic Foundation, Leicestershire, 2008, s. 239-242. 3 Denne bestemmelse sikrede en families, klans eller stammes kollektive ansvar for at betale blodpenge til familien til enhver person, der ved et uheld var blevet dræbt af et af dens medlemmer.
Ingen troende, der accepterer denne traktat og tror på Gud og den Sidste Dag, må støtte eller give husly til nogen forbryder … Hvad end I er uenige om, hviler den endelige dom hos Gud og hos Muhammad (fred være med ham). Jøderne skal dele udgifterne med de troende, så længe de er i krig med andre. Jødernes allierede blandt [Awf-klanen skal udgøre ét samfund sammen med de troende. Jøderne har deres egen religion, og muslimerne har deres egen. Dette gælder dem og deres allierede. Enhver, der gør sig skyldig i undertrykkelse eller begår en synd, bringer kun sig selv og sin husstand til undergang. Jødernes allierede blandt klanerne Al-Najjar, Al-Harith, Sa[idah, Jusham, Al-Aws og Tha[labah har de samme rettigheder som jødernes allierede blandt [Awf. Enhver, der begår uret eller en synd, bringer kun sig selv og sin husstand til undergang … Jøderne skal bære deres udgifter, og muslimerne skal bære deres. De skal yde støtte mod enhver, der bekæmper nogen af parterne i denne aftale. De skylder hinanden oprigtigt råd … Intet, der tilhører Quraysh eller dem, der støtter Quraysh, skal beskyttes. Parterne i denne aftale skal støtte hinanden mod enhver, der angriber Yathrib. Hvis de bliver opfordret til at indgå en fredsaftale, skal de gøre det. Hvis de bliver inviteret til noget tilsvarende, skal de troende støtte det, bortset fra over for dem, der bekæmper troen for at undertrykke den. Hver gruppe skal bære sin del af ansvaret for den del, der ligger nærmest den. Jødernes allierede blandt Al-Aws, deres eget folk og deres allierede har de samme rettigheder og forpligtelser som parterne i denne aftale, og dette skal oprigtigt overholdes af parterne i aftalen … Enhver skal bære ansvaret for enhver handling, han begår. Gud bifalder det bedste og mest sandfærdige af det, som denne aftale indeholder. Denne aftale giver ingen straffrihed til nogen, der er skyldig i undertrykkelse eller synd. Den, der forlader Medina, skal være i sikkerhed, og den, der bliver, skal være i sikkerhed, medmindre han er skyldig i uret eller synd. Gud er beskytter for dem, der opfylder deres løfter og er gudfrygtige, og det samme er Muhammad, Guds Sendebud. Dette pluralistiske samfund kunne have levet i fred inden for sit område i lang tid, men sådan skulle det ikke gå. De forskellige gruppers karakter bidrog til at undergrave forsøget på at skabe et samfund, hvor alle grupper levede i fred og gensidig respekt. Medinas historie (som Yathrib) før islams fremkomst Profetens omgang med jøderne fortæller os, at da rivaliseringen mellem byens arabiske og jødiske samfund blev skærpet, truede jøderne araberne og fortalte dem om en profets nært forestående fremkomst, »som vi vil følge og derefter være i stand til at knuse jer til sidste mand«. De seks mænd fra Yathrib, som var de første til at møde Profeten i Mekka og lytte til ham, mens han forklarede dem sit budskab, sagde til hinanden: »Dette er den profet, som jøderne har fortalt jer om. Lad dem ikke strømme til ham før jer.« Det kunne forventes, at der ville opstå en rivalisering mellem araberne i Medina og jøderne, eftersom hvert samfund ville konkurrere om at få Profeten over på sin side. Jøderne valgte imidlertid at holde sig på afstand af Profeten. Deres rabbinere indtog for det meste en fjendtlig holdning til ham og hans budskab, selv om et par af dem snart fastslog sandheden i hans budskab og erklærede, at de accepterede islam. Flere andre genkendte ham som Guds Sendebud kort efter hans ankomst, men nægtede ikke desto mindre offentligt at erkende, at de vidste det. Andre, såsom Huyayy ibn Akhtab, indtog en meget fjendtlig holdning og sagde, at de aldrig ville tro på ham. Profeten pressede imidlertid aldrig nogen til at acceptere hans budskab, for han ønskede kun, at folk skulle tage imod det, hvis de var overbevist om dets sandhed. Han var villig til at lade jøderne bestemme deres holdning, som de ønskede. Han ville blot have, at de overholdt den pagt, de havde underskrevet med ham, og som gav alle i Medina mulighed for at leve i fred og følge deres tro. En skjult fjendtlighed kommer til syne De begivenheder, der fandt sted i de følgende år, viste, at disse jøder aldrig var tilfredse med at følge en politik for fredelig sameksistens som naboer. De ønskede at bevare deres position, men indså, at islam nødvendigvis ville brede sig og derfor udgjorde en alvorlig fare for dem. Da muslimerne vandt en overvældende sejr i slaget ved Badr, deres første større sammenstød med Quraysh, var jøderne i Medina meget sympatiske over for Qurayshs nederlag. Nogle af dem rejste endda til Mekka for at kondolere Quraysh med tabet af flere af deres høvdinge. Nogle latterliggjorde den sejr, muslimerne havde vundet, og fortalte dem, at den var hul, idet de understregede, at muslimerne ville få et andet resultat, hvis de kæmpede mod jøderne. Qaynuqa[-jøderne gik endnu længere: De vanærede en muslimsk kvinde på deres marked, hvilket førte til et sammenstød, hvor én jøde og én muslim blev dræbt. Den sidstnævnte begivenhed var en klar overtrædelse af den pagt, de havde underskrevet med Profeten. Derfor belejrede han Qaynuqa[-jøderne. Belejringen varede femten dage, men der fandt ingen kampe sted. Til sidst gik de med til at evakuere Medina og efterlade deres ejendom. Profeten gav dem tre dage til at forberede sig på afrejsen. Han udpegede endda deres allierede, [Ubadah ibn al-Samit, til at føre tilsyn med deres afrejse. [Ubadah var en nær ven af dem, men han var en god muslim. Han blev udpeget for at sikre, at ingen ville skade dem, når de forlod byen. De drog mod et område, som i dag ligger i det sydlige Syrien.4 Det, der skete med Qaynuqa[, burde have tjent som en advarsel til resten af jøderne i Medina og gjort det klart, at Profeten og muslimerne ikke ville acceptere fjendtlighed fra nogen. Hvis jøderne kunne overholde pagtens bestemmelser, ville de leve i fred med muslimerne; men enhver overtrædelse af pagten ville føre til alvorlige konsekvenser. Et mordforsøg Nadir-stammen blev ledet af Huyayy ibn Akhtab, deres øverste rabbi. Huyayy ibn Akhtab genkendte angiveligt Profeten, da denne ankom til Medina, og bekræftede, at han var Guds Sendebud. Ikke desto mindre erklærede Huyayy ibn Akhtab, at han ville forblive Profetens fjende til sin sidste dag.5 Han holdt bestemt sit ord. Men denne fjendskab havde ingen anden grund end det forhold, at Muhammad (fred være med ham) ikke tilhørte jøderne. Det synes, som om den afspejlede et skænderi med Gud selv, fordi Han havde valgt en ikke-jøde til at være sit sidste sendebud, selv om »Gud ved bedst, hvem Han skal betro sit budskab«. (6:124) Efter det nederlag, muslimerne led i slaget ved Uhud i det tredje år af hijri-kalenderen, og de to forræderiske angreb på deres folk ved al-Raji[ og Bi’r Ma[unah, blev den indre fjende (repræsenteret af hyklerne og jøderne) mere selvsikker og åbenlys i sin fjendtlighed. Derfor ønskede Profeten at prøve, hvor stærkt jødernes engagement var i den pagt, de havde med ham. Han gik til al-Nadirs kvarter sammen med nogle få af sine ledsagere og bad om hjælp til at rejse de blodpenge, som muslimerne skulle betale for to mænd, der var blevet dræbt ved et uheld. Al-Nadirs høvdinge sagde til Profeten, at de ville gå i gang med at skaffe pengene, men de lagde en plan om at myrde ham ved at kaste en klippe ned fra et tag over hans hoved. Profeten blev af englen underrettet om planen og forlod straks stedet.6 Profeten sendte dem en besked om, at de på grund af deres forræderi skulle forlade Medina inden for ti dage. De måtte beholde deres ejendom og udpege agenter til at tage sig af deres gårde. Først gik de med til dette, men derefter sendte [Abdullah ibn Ubayy, hyklernes høvding (dem, der foregav at være muslimer, men i virkeligheden ikke var det), dem en besked om, at han var rede til at støtte dem med 2.000 krigere, hvis de afviste Muhammads tilbud. Trods råd fra nogle af deres mere lærde rabbinere sendte de Profeten en besked om, at de ikke ville rejse, hvad der end måtte ske. Som svar belejrede Profeten deres kvarter, og den støtte, de havde forventet, udeblev. Efter at have udholdt belejringen i en række dage bad de Profeten om at lade dem rejse på de betingelser, han først havde tilbudt. Profeten fortalte dem, at de måtte give afkald på det meste af deres ejendom: De måtte kun tage en kamellast af deres ejendele hver. Det gik de med til, og de fik lov til at rejse. Hvis Nadir havde forblevet tro mod sin pagt med Profeten, ville de ikke have lidt nogen skade. De ville være fortsat med at leve i fred i Medina og samarbejde med muslimerne: Det var deres forræderi, der voldte dem problemer. Tidligere (kort efter at Profeten havde forladt deres kvarter, og mens de forberedte sig på at dræbe ham) havde en meget lærd rabbi blandt dem, Kinanah ibn Suwayra’, fortalt dem, at han kendte grunden til Profetens afrejse. Han tilføjede: »Bedrag ikke jer selv. Ved Gud, han er den sidste profet. I håbede, at den sidste profet ville være en efterkommer af Aron, men Gud valgte den, Han ville. Det, vi læser i vores bøger og i Toraen, som ikke er blevet ændret, siger klart, at det sidste sendebud ville blive født i Mekka og udvandre til Yathrib. Den beskrivelse, der gives i Toraen, passer på ham til punkt og prikke.«7 Han fortsatte med at råde dem til enten at acceptere islam eller tage imod det tilbud, Profeten ville sende dem, om at rejse og beholde deres ejendom. Han tilføjede, at det første var den bedste mulighed. De afviste imidlertid hans råd og fulgte Huyayy ibn Akhtab. Profetens behandling af al-Nadir var efter enhver målestok mild. Få statsoverhoveder, der havde overvundet personer, som havde planlagt at myrde dem, ville blot lade dem rejse i fred uden i det mindste at pågribe de ansvarlige for planen og kaste dem i fængsel, hvis ikke ligefrem dræbe dem. At lade dem rejse, så de frit kunne forsøge at handle imod ham igen – hvilket faktisk skete – kunne have forekommet alt for eftergivende. Men Profeten mistede aldrig håbet om, at nogen ville se sandheden i hans budskab. Dette var hans rolle som »barmhjertighed for alle verdener«, og han opfyldte den så godt, han kunne. Nadir forlod Medina: De fleste slog sig ned i Khaybar mod nord, mens nogle drog længere nordpå til Syrien og videre. Den eneste større jødiske stamme, der var tilbage i Medina, var Qurayzah. Dens øverste rabbi, Ka[b ibn Asad, havde hidtil været tro mod den pagt, der var underskrevet med det muslimske samfund. Men dette skulle ikke vare længe. På grund af Qurayzah-jødernes særlige situation behandler jeg dette i næste kapitel. Nogle få små jødiske stammer blev tilbage i Medina, efter at de større stammer var blevet evakueret. Der er kun lidt om dem i de muslimske historikeres bøger. Det skyldes, at der var lidt at berette på dette område, eftersom større begivenheder fandt sted på andre fronter. Den største koncentration af jøder, der var tilbage i Arabien, befandt sig i Khaybar, som var en by omgivet af frugtbart land. Khaybar husede en betydelig del af de jødiske stammer, der var blevet evakueret fra Medina, foruden sin egen jødiske befolkning. Khaybar, Fadak og Tayma’ Da Profeten vendte tilbage til Medina efter at have underskrevet fredsaftalen ved al-Hudaybiyah (hen imod slutningen af det sjette år), erfarede han, at jøderne i Khaybar var ved at danne en alliance af styrker, der var fjendtligt indstillet over for det muslimske samfund. I kapitel 2 gav jeg en kort beretning om slaget ved Khaybar og den sejr, som den lille muslimske hær vandt dér. Profeten ønskede at evakuere jøderne fra Khaybar, men efter at de havde indvilliget i at rejse, ombestemte de sig. De var knyttet til deres by og deres land, men indså, at de ikke kunne besejre muslimerne. Derfor fremsatte de et tilbud til Profeten: Han skulle lade dem blive og dyrke jorden mod halvdelen af dens afkast. Profeten accepterede dette, men fastsatte som betingelse, at muslimerne frit skulle kunne ophæve denne aftale på et senere tidspunkt. Der var andre jødiske lokaliteter i det nordlige Arabien, såsom Fadak, Wadi al-Qura og Tayma’. Da indbyggerne i Fadak hørte om muslimernes sejr ved Khaybar, sendte de en delegation til Profeten og bad ham underskrive en fredsaftale med dem på samme vilkår som med indbyggerne i Khaybar. Profeten accepterede dette. Efter de islamiske regler tilkom deres betaling til Profeten (halvdelen af landets afkast) imidlertid ham alene, eftersom der hverken havde været mobilisering eller kamp forbundet med at opnå den. Profeten brugte denne indtægt til at hjælpe de fattige i det muslimske samfund. Wadi al-Qura og Tayma’ var anderledes. Profeten belejrede dem, og enkelte kampe førte til drabet på nogle af deres bedste krigere. De indså, at fortsat kamp kun ville føre til et større antal dræbte, og de overgav sig. Profeten gav dem samme vilkår som jøderne i Khaybar. Arabere og jøder Nogle har sagt, at der var en markant forskel på den måde, Profeten behandlede de besejrede arabere og de jøder, der modarbejdede ham. I intet tilfælde blandt de arabiske stammer, der kæmpede mod ham, tvang han dem til at forlade deres land: De blev i deres byer, landsbyer eller lejre. Derimod blev jøderne evakueret, når Profeten sejrede over dem. Afspejler forskellen i behandlingen en diskriminerende holdning? Før vi drager nogen konklusion, må vi overveje følgende punkter: 1. De arabere, der modarbejdede Profeten (såsom Quraysh og Ghatafan), var åbent fjendtlige fra begyndelsen. Jøderne var i Medina, da Profeten ankom og slog sig ned dér. Han indgik en pagt med dem om at leve side om side, idet hver gruppes ansvar var klart fastlagt. Pagten betragtede både muslimerne og jøderne i Medina som ét folk. Den etablerede et pluralistisk samfund, hvor alle frit kunne træffe deres valg og leve, som de ønskede. Men jøderne overtrådte igen og igen pagten og indtog en uberettiget fjendtlig holdning. Hvordan kunne sameksistensen fortsætte i dette tilfælde? 2. De tre jødiske stammer, der blev evakueret, boede i Medina, mens ingen af de arabere, der kæmpede mod muslimerne, boede dér. Da disse stammer valgte at overtræde deres pagt og gå til angreb, blev de således en indre fjende. Det kunne ikke tolereres. 3. Profeten gjorde det fra første færd klart, at han ikke ville tolerere noget nonsens: Pagten var bindende for alle og skulle respekteres. Da den første stamme blev evakueret, burde dette have tjent som en klar advarsel til de andre om, at de ville lide samme skæbne, medmindre de overholdt pagtens bestemmelser. Alligevel ønskede Nadir-stammen at dræbe Profeten, da han befandt sig i deres kvarter, og Qurayzah sluttede sig til de styrker, der var besluttet på at udslette det muslimske samfund. 4. Ved at overtræde deres pagt afspejlede jøderne en indadvendt holdning. De var fuldt ud klar over, at Guds sidste sendebud snart ville komme. Faktisk valgte de at bosætte sig i Medina, fordi de vidste, at han ville udvandre dertil, sådan som det stod i Toraen og blev bekræftet af nogle af deres mest lærde rabbinere. De håbede, at dette sendebud ville være en af dem. Da de indså, at Gud havde valgt en araber til at være sit sidste sendebud, misundte de ham denne ære. Han tvang dem ikke til at opgive deres religion; han kaldte dem kun til at gøre det, deres hellige bog krævede af dem. 5. Selvom jøderne i Khaybar også fortjente at blive evakueret, fordi de forsøgte at rejse styrker for at bekæmpe muslimerne, lod Profeten dem blive og indgik en fredsaftale med dem. Han indgik lignende aftaler med andre jødiske samfund på Den Arabiske Halvø. Han viste således, at han ikke var fjendtlig over for fredelig sameksistens og samarbejde med dem: Han ønskede blot at forhindre enhver fare for det muslimske samfund. 6. Vilkårene for evakueringen var på ingen måde hårde. De evakuerede fik lov til at tage en kamellast af deres ejendele hver, bortset fra våben. Denne indrømmelse gjorde det muligt for dem at slå sig ned, hvor de ønskede. Desuden var der ingen grænserestriktioner, som forhindrede dem i at tage hen, hvor de ville. Deres tilstedeværelse i Medina var faktisk et valg. De kom som indvandrere, og de kunne vælge deres bosættelsessted på samme måde. En omhyggelig overvejelse af Profetens behandling af de jøder, der valgte at være fjendtlige over for ham, viser, at han var yderst mild over for dem. Ingen anden sejrherre i historien har behandlet sine fjender med samme respekt og mildhed som Muhammad (fred være med ham).

KAPITEL 18

jøderne fra Qurayzahs skæbne
En række ledere fra den jødiske stamme al-Nadir slog sig ned i Khaybar i det nordlige Arabien, efter at stammen var blevet evakueret fra Madinah. De nærede et stærkt had til islam og dens profet. Flere af dem drog til Makkah og talte med Qurayshs ledere og derefter med Ghatafan for at få deres støtte. Planen, som de tre grupper blev enige om, var at samle den størst mulige styrke og marchere mod Madinah for at gøre en ende på islam og muslimerne. Men som jeg nævnte i kapitel 2, modtog Profeten efterretninger om den store hær, der var på vej mod Madinah. Han og hans ledsagere befæstede byen ved at grave en tør voldgrav tværs over indgangen. De vantros hær måtte slå lejr på den anden side af voldgraven, eftersom de ikke kunne krydse den. Den eneste større jødiske stamme, der var tilbage i Madinah, var Qurayzah, som indtil da havde overholdt sin pagt med muslimerne og levet i fred med dem. Men Huyayy ibn Akhtab, den jødiske rabbiner, der havde udtænkt alliancen, mente, at en langvarig belejring ikke ville føre til noget, eftersom muslimerne i Madinah havde deres forsyninger inde i byen (faktisk var belejringen hårdere for angriberne). Da Huyayy indså dette, gik han til Qurayzah og overtalte Ka’b ibn Asad, deres øverste rabbiner, til at gå med til at bryde pagten med Profeten og slutte sig til fjendens alliance. Tanken var at iværksætte et knibtangsangreb fra nord og syd for Madinah for at knuse byens muslimske befolkning. Forberedelserne til dette angreb var langt fremme, da Gud greb ind og sendte en voldsom storm, som fik Quraysh og Ghatafan til at trække sig tilbage. Muslimerne belejrede derefter Qurayzah. Efter femogtyve dages belejring indvilligede Qurayzah-jøderne i at underkaste sig Profetens afgørelse. Han tillod dem at vælge deres dommer blandt hans ledsagere. De valgte Sa’d ibn Mu’adh, fordi han havde været deres allierede i den før-islamske tid.

Det, der derefter skete, er omstridt. De fleste muslimske historikere fastholder den version, som Muhammad ibn Ishaq (død 151 AH / 768 e.Kr.) har overleveret, og ifølge hvilken Sa’d ibn Mu’adhs dom var at dræbe alle mændene og gøre alle kvinder og børn til slaver.1 Denne beretning er imidlertid langt fra nøjagtig; faktisk er den grundlæggende mangelfuld og modsiges af andre begivenheder.2 Ibn Ishaq, hvis biografi om Profeten er bevaret af Ibn Hisham, nævner, at Qurayzah, da belejringen begyndte at blive uudholdelig, bad Profeten sende dem en af sine ledsagere, Abu Lubabah ibn ‘Abd al-Mundhir, fordi de ønskede at rådføre sig med ham om deres situation. Da Abu Lubabah trådte ind i deres fæstning, rejste mændene sig for at hilse på ham, og kvinderne og børnene kom grædende ham i møde. Han følte stor medfølelse med dem. De spurgte ham, om de burde underkaste sig Muhammads afgørelse. »Han sagde: ‘Ja’, og førte hånden hen over sin hals for at antyde, at det ville betyde, at de blev henrettet.« Ibn Ishaq citerer ham for at sige: »Jeg havde knap taget et skridt, før jeg indså, at jeg havde forrådt Gud og Hans Sendebud.« Han forlod Qurayzahs kvarter uden at vide, hvor han skulle gå hen, men vendte ikke tilbage til Profeten. Til sidst bandt han sig til en søjle i moskeen og erklærede, at han ikke ville forlade den, før han var sikker på, at Gud havde taget imod hans anger.3 Ibn Ishaq nævner videre, at Abu Lubabah forblev bundet til søjlen i seks nætter, indtil et koranvers blev åbenbaret, som viste, at Gud havde taget imod hans anger. Verset lyder: »Der er andre, som har erkendt deres synder, efter at de har blandet gode gerninger med onde. Det kan være, at Gud vil tage imod deres anger. Gud er Den Mest Tilgivende, Den Nådige.«4 (9:102)

Denne del af beretningen er mangelfuld på tre punkter, som jeg vil skitsere her: For det første bad Qurayzah specifikt om Abu Lubabah, fordi de vidste, at han ønskede dem det godt. Det fremgår tydeligt af beskrivelsen af, hvordan de viste ham, hvor fortvivlede de var: han var næsten selv i tårer på grund af deres nød. Derefter får vi at vide, at han rådede dem til at underkaste sig Profetens afgørelse og samtidig gjorde dem opmærksom på, at afgørelsen ville betyde, at de blev henrettet. Det indebærer, at den dom, dommeren skulle afsige, allerede var blevet drøftet og fastlagt i den muslimske lejr, da Profeten lod dem vælge deres dommer. Sa’ds domstol skulle således blot have stadfæstet en dom, der allerede var afsagt. Profeten handlede aldrig sådan over for nogen, for en sådan fremgangsmåde er fuldstændig uacceptabel i islam. Da Qurayzah desuden valgte Sa’d ibn Mu’adh, som var deres allierede og Aws-stammens leder, til dommer, sagde nogle af hans stammefæller til ham: »Guds Sendebud har givet dig denne opgave, for at du skal være venlig mod dem.« Hvis dette var Aws-folkets opfattelse, hvordan kan det så være muligt, at en af dem, Abu Lubabah, kunne mene, at den forestående dom ville være deres død? Og hvis deres død allerede var besluttet, og Abu Lubabah vidste det, ville Profeten så have tilladt ham at møde dem uden at advare ham mod at afsløre hemmeligheden?

For det andet: Er det muligt eller logisk, at Abu Lubabah skulle råde Qurayzah til at underkaste sig Profetens dom og samtidig signalere til dem, at dommen ville blive deres død? Eftersom han var deres ven og havde mange forbindelser til dem, ville han så ikke have rådet dem til at søge en anden udvej i stedet for at overbevise dem om at acceptere en på forhånd fastlagt dødsdom? De fulgte til sidst hans råd og underkastede sig Profetens dom, uanset hvad den måtte blive. Hvis de havde vidst, at dommen allerede var fastlagt som henrettelse, forekommer det usandsynligt, at de bevidst skulle have valgt denne fremgangsmåde.

Endelig nævner en mere autentisk beretning om Abu Lubabahs binding til en søjle i moskeen, at dette skete fire år senere, nemlig efter ekspeditionen til Tabuk. I denne beretning havde Profeten befalet alle muslimer at slutte sig til ekspeditionen, men en række mennesker blev tilbage. De fleste af disse var hyklere (de foregav at være muslimer, men var det ikke), selv om nogle få, færre end ti, var oprigtige troende, som ikke havde gjort, hvad de var blevet pålagt. Tre af dem gik til Profeten og erkendte deres skyld. De blev behandlet på en særlig måde.5 De andre bandt sig til søjler i moskeen som en tilståelse af deres skyld og en undskyldning over for Profeten. De håbede, at Profeten ville tilgive dem og beordre dem løsladt. Profeten overlod sagen til Gud. Få dage senere blev deres tilgivelse åbenbaret i det ovenfor citerede koranvers (9:102).6 Hele denne sura kommenterer hyklernes holdning, sådan som den kom til udtryk under forberedelserne til ekspeditionen til Tabuk og i de efterfølgende begivenheder. Ibn Ishaqs beretning citerer også dette vers som Abu Lubabahs tilgivelse. Qurayzah-episoden fandt sted i år fem, fire år før denne sura blev åbenbaret; det er usandsynligt, at Abu Lubabah skulle have bundet sig til en søjle i moskeen ved to lejligheder med fire års mellemrum og have modtaget sin tilgivelse gennem det samme vers, som blev åbenbaret ved den anden lejlighed.

Da belejringen begyndte at blive hård for dem, sendte Qurayzah Profeten en besked, hvori de erklærede, at de var villige til at overgive sig og acceptere enhver afgørelse, han traf imod dem. Muslimerne fra Aws talte med Profeten og bad ham skåne Qurayzah, fordi de var deres allierede. Profeten sagde til dem: »Vil I være tilfredse, hvis en mand blandt jer afsiger dommen?« De sagde: »Ja.« Profeten overdrog derefter denne opgave til Sa’d ibn Mu’adh. En anden beretning nævner, at Profeten bad Qurayzah vælge deres dommer blandt hans ledsagere, og at de valgte Sa’d, fordi han var deres allierede, og fordi de håbede, at han ville være mild. Sa’d ibn Mu’adh var blevet såret af en vildfaren pil og blev plejet under belejringen af Qurayzah. Han blev bragt til Profetens telt for at afsige sin dom. Han begyndte med at sikre sig, at hans dom ville være bindende for både jøderne og muslimerne. Begge parter bekræftede dette. Derefter sagde han: »Jeg afsiger hermed den dom, at Qurayzahs krigere skal dræbes, deres ejendom deles, og deres kvinder og børn tages til fange, hvorefter deres ejendom fordeles.« (Overleveret af al-Bukhari.) Profeten stadfæstede dommen og sagde, at den var Guds. Dommen blev derefter fuldbyrdet.

På Profetens befaling blev de dømte blandt Qurayzah ført til Madinah: mændene blev tilbageholdt i Usamah ibn Zayds hus, mens kvinderne og børnene blev tilbageholdt i en kvindes hus; hun hed Kayyisah bint al-Harith.7 Deres våben og løsøre blev også bragt til Madinah, mens deres kvæg blev efterladt på markerne. De fik dadler at spise. Ifølge Ibn Ishaq gjaldt Sa’d ibn Mu’adhs dom imidlertid alle blandt Qurayzah, hvilket betød, at alle deres mænd blev dræbt, og alle deres kvinder og børn gjort til slaver. De fleste muslimske historikere citerer ham og accepterer hans beretning som nøjagtig; ikke desto mindre finder jeg den alvorligt mangelfuld.

Ibn Ishaq var den første, der skrev en detaljeret biografi om Profeten, og han giver mange oplysninger om de begivenheder, han beskriver. Men ligesom mange andre tidlige muslimske historikere koncentrerer han sig om de slag, der fandt sted i Profetens levetid. Hadith-forskere kritiserer Ibn Ishaqs metode, fordi han sammenføjer beretninger, som han lærte af forskellige mennesker, for at give en ordentlig og sammenhængende fremstilling af hver begivenhed. Derfor henfører han ikke hver enkelt detalje til den lærde, som han lærte den af. Til forsvar for Ibn Ishaq vil jeg sige, at hans metode som historiker var passende, selv om den ikke gør det muligt at undersøge hans kilder ordentligt. For en historielæser kunne en beretning om større begivenheder blive for besværlig, hvis hver lille detalje blev henført til sin kilde, når der var flere kilder. Hvis Ibn Ishaq derimod havde gengivet beretningerne fra hver af sine kilder særskilt, ville der have været megen gentagelse i hans fremstilling, og læserne ville have haft svært ved at afgøre, hvilke versioner der var mest pålidelige. Ikke desto mindre gør Ibn Ishaqs metode ham sårbar over for anklagen om at viderebringe falske eller unøjagtige beretninger. For at få en mere nøjagtig beretning om begivenheden må vi undersøge, hvad der findes i mere pålidelige kilder.

Koranen giver en kort kommentar til Qurayzah-stammens skæbne. Den siger, at Gud »drev dem af Skriftens folk, som havde hjulpet dem [dvs. afgudsdyrkerne], ned fra deres fæstninger og kastede skræk i deres hjerter: nogle dræbte I, og nogle tog I til fange. Han gav jer deres land, deres huse og deres ejendele samt et land, som I endnu ikke havde betrådt. Gud har magt over alle ting.« (33:26-27) Koranen kommenterede det forhold, at muslimerne fældede en række daddelpalmer under belejringen af den jødiske al-Nadir-stamme, og gav en begrundelse for dette. Hvis alle Qurayzah-folk var blevet dræbt eller taget til fange, ville Koranen på samme måde have forklaret nødvendigheden af en sådan behandling.

Den anden pålidelige kilde er al-Bukharis samling af autentiske traditioner om Profeten. Der findes to udsagn, som omtaler Sa’d ibn Mu’adhs dom i denne sag, og begge siger, at han afgjorde, at »deres krigere skulle dræbes, og deres efterkommere tages til fange«.8 Den grundlæggende fejl i Ibn Ishaqs beretning er, at den lader dommen gælde hver eneste person blandt Qurayzah-jøderne: således en dødsdom over alle voksne mænd og fangenskab for alle kvinder og børn. Der er intet i hverken Koranens eller hadith-teksterne, der bekræfter dette. Koranen taler om, at nogle blev dræbt og nogle taget til fange, og de to hadith-beretninger taler om at henrette krigerne og fængsle deres efterkommere.

Flere forhold i Ibn Ishaqs beretning får den til at fremstå tvivlsom. Til at begynde med nævner han, at mændene før deres henrettelse blev anbragt i Usamah ibn Zayds hus, mens kvinderne blev anbragt i Kayyisah bint al-Hariths hjem. Hvor mange mennesker kunne disse to huse rumme? Det er velkendt, at de fleste muslimer levede i fattigdom, navnlig de, der var udvandret fra Makkah, og Usamah tilhørte denne gruppe. Antallet af Qurayzah-mænd, der nævnes i disse beretninger, ligger mellem 600 og 900. Hvilken slags hus skulle kunne rumme alle disse mennesker? Faktisk ville antallet af kvinder og børn, som angiveligt blev anbragt i Kayyisahs hus, have været langt større.

Desuden hævdes det, at der blev gravet voldgrave på markedspladsen for at dræbe disse mennesker. De steder i Madinah, hvor vigtige begivenheder fandt sted i islams tidlige periode, er velkendte og markeret. De moskeer, der blev bygget i Profetens levetid, såsom Quba’-moskeen og Qiblatayn-moskeen, står stadig. Alligevel findes der ingen markeringer af de voldgrave, som angiveligt blev gravet til denne massehenrettelse.

Det er også almindeligt, at Ibn Ishaq nævner navnene på de personer, der deltog i enhver vigtig begivenhed, han dokumenterer. Han nævner for eksempel navnene på hver eneste af Profetens ledsagere, som udvandrede til Abessinien (101 i alt), og på alle, der deltog i slaget ved Badr, samt deres forfædre og klaner (313 personer). Ved denne lejlighed nævner han kun to personer: Huyayy ibn Akhtab og al-Zubayr ibn Bata, og han gengiver samtaler, der fandt sted, før de blev dræbt. Han nævner, at Profeten benådede sidstnævnte og gav ham hans ejendom tilbage. Al-Zubayr ibn Bata foretrak imidlertid at dø, fordi gerningsmændene bag Qurayzahs forræderi havde fået deres retfærdige straf. Ibn Ishaq beretter om de personer, der fik en særlig benådning, opgiver deres navne og identificerer dem, der gik i forbøn for dem; han giver os ikke mange oplysninger om dem, der angiveligt blev henrettet. Han ville næppe have kunnet opgive navnene på alle Qurayzah-folkene, eftersom de var flere hundrede, men han kunne i det mindste have opgivet navnene på de mest fremtrædende blandt dem.

Endelig giver Muhammad ibn ‘Umar al-Waqidi (130-207 AH / 748-822 e.Kr.) flere oplysninger. Al-Waqidi var en fremtrædende historiker, som skrev udførligt om islams historie, ofte med støtte i primærkilder, og som besøgte alle de steder, hvor større begivenheder i Profetens levetid havde fundet sted. Al-Waqidi nævner navnene på ni personer, der blev henrettet som følge af Sa’d ibn Mu’adhs dom: Ka’b ibn Asad, Qurayzahs leder, som gik med til forræderiet; Huyayy ibn Akhtab, den, der arbejdede hårdt for at rejse de angribende styrker, som søgte at ødelægge islam og gøre en ende på den; al-Zubayr ibn Bata; Ghazzal ibn Samuel; Nabbash ibn Qays; Wahb ibn Zayd; ‘Uqbah ibn Zayd; samt to personer ved navn ‘Amr.9 Han nævner også, at to personer blev sendt til hver af flere Ansar-klaner, hvor de blev henrettet. Det bringer det samlede antal op på under femogtyve. Når disse oplysninger sammenholdes med den mest pålidelige ordlyd af Sa’d ibn Mu’adhs dom, som fordømte Qurayzahs krigere til døden, er det muligt at konkludere, at det var de egentlige krigere, som aktivt havde deltaget i det forræderi, der sigtede mod at udrydde islam og alle muslimer.

Ibn Ishaqs beretning om Profetens liv var den vigtigste kilde, som senere historikere byggede på, da de analyserede begivenheder, der fandt sted i Profetens levetid. Men i dette tilfælde mener jeg, at denne drøftelse står på et solidt grundlag, når den afviser hans beretning om den jødiske stamme Qurayzahs skæbne. Den første grund til at afvise denne beretning er, at en sådan kollektiv straf er i strid med islams lære og med Profetens egen praksis. Islam accepterer ikke, at en gruppe mennesker straffes for én persons forbrydelse eller mange for nogle fås forbrydelse. Den straffer derimod alle, der faktisk deltager i en forbrydelse. Hvis ti mennesker således medvirker til at dræbe én person, straffes de alle lige.

I et tilfælde som Qurayzahs er det stammens ledere og nogle af dem, der står dem nær, som i sidste ende træffer en beslutning og sørger for, at den bliver gennemført. Flertallet af stammens medlemmer følger blot den beslutning, der bliver truffet, og har kun ringe indflydelse på, hvad der afgøres. At idømme alle den samme straf ville derfor ikke stemme med islams retfærdighedsnormer.

Profeten forstod sin missions natur helt fra begyndelsen. I de første dage af hans profetskab blev kernen i hans mission defineret for ham af Gud: »Vi har sendt dig som en [manifestation af Vor] nåde for alle verdener.« (21:107) I løbet af de treogtyve år, hans mission varede, viste Profeten dette aspekt af nåde i alt, hvad han gjorde. Flere mennesker forsøgte ved forskellige lejligheder at dræbe ham, men han tilgav dem alle. På højdepunktet af sin triumf tilgav han Quraysh-folket, som havde været meget fjendtligt indstillet over for ham, herunder de fleste af de nitten personer, som han allerede havde dømt til døden på grund af deres vedvarende fjendtlighed mod islam. Han indtog den samme holdning over for jøderne, også over for dem, der forsøgte at myrde ham.

Profeten kan have godkendt drabet på Sallam ibn Abi al-Huqayq, men det var kun, fordi denne havde medvirket til at skabe den alliance, som forsøgte at angribe Madinah og udrydde islam og muslimerne. Omvendt sagde Profeten, efter at have besejret jøderne i Khaybar, til medlemmerne af Abi al-Huqayq-familien, hvoraf mange havde været aktivt fjendtlige over for islam, at han ikke ville straffe dem for deres tidligere holdning. Når vi tager alle disse beviser på nåde over for tidligere fjender i betragtning, virker Ibn Ishaqs beretning meget mærkelig.

Synet på kollektiv straf
En meget vigtig kendsgerning, som også støtter afvisningen af Ibn Ishaqs beretning, er, at ingen af de førende retslærde i islams historie synes at have tillagt den en sådan betydning. Profetens udsagn og handlinger er velkendt for at have tjent som grundlag for afgørelser i lignende sager. Hvis en sådan kollektiv straf var blevet idømt Qurayzah-folket, ville disse retslærde have overvejet, under hvilke betingelser en sådan kollektiv straf kunne tillades. Det forhold, at ikke én eneste retslærd tillader kollektiv straf, hvor mange straffes for en forbrydelse begået af nogle få, viser, at beretningen var uacceptabel for dem.

I ét eksempel finder vi imam al-Awza’i (d. 157 AH / 774 e.Kr.), som meget kraftigt modsatte sig kollektiv straf. Der opstod uro blandt et ikke-muslimsk samfund i Libanon. Da guvernøren Salih ibn ‘Ali havde slået oprøret ned, ønskede han, at dette samfund skulle forlade sit land og bosætte sig et andet sted. Imam al-Awza’i gjorde kraftig indsigelse og sagde til guvernøren: »Så vidt jeg ved, er det ikke en regel fra Gud, at Gud skulle straffe de mange for de fås fejl, men straffe de få for de manges fejl.«10 Ved at citere dette viser imam al-Qasim ibn Sallam med fuldstændig klarhed, at kollektiv straf er fremmed for islams værdier, principper og lovgivning.

Ibn Sallam var en lærd af samme kaliber som grundlæggerne af de fire retsskoler. Man mener, at han havde sin egen retsskole, selv om den ikke overlevede længe nok til at blive fulgt af senere generationer.

Professor Walid Arafats videnskabelige artikel i Journal of the Royal Society of Great Britain and Ireland (1976) drøfter Ibn Ishaqs beretning og behandlingen af jøderne i Madinah. Arafat undersøger Ibn Ishaqs kilder og foreslår, at historien sandsynligvis blev fortalt Ibn Ishaq af efterkommere af nogle af Qurayzah-jøderne, hvis forfædre var blevet straffet af Profeten. Ibn Ishaq var kendt for at opsøge efterkommere og familier til Profetens samtidige og spørge dem om oplysninger, som deres familier havde overleveret, om begivenheder, der fandt sted i Profetens levetid. Denne holdning hos Ibn Ishaq er prisværdig, fordi den søgte primærkilder. Han burde imidlertid have været mere omhyggelig og kontrolleret sine oplysninger grundigt, før han nedskrev dem i sin bog.

Arafat sammenligner denne beretning med Masada-sagen, hvor 960 jøder menes at have begået selvmord i år 73 e.Kr. frem for at blive taget til fange af de byzantinske styrker. Der er rejst stærk tvivl om denne sag, også af jødiske forfattere.11 Ikke desto mindre har begivenheden altid fået heroiske overtoner i jødisk historie, især efter oprettelsen af Israel. Det er bemærkelsesværdigt, at de tal, der gives i beretninger baseret på Ibn Ishaqs fremstilling, svarer til omtrent det samme antal Qurayzah-mænd, som angiveligt blev henrettet.

Et andet lighedspunkt mellem de to begivenheder er, at Qurayzahs leder, Ka’b ibn Asad, siges at have foreslået sine stammefæller, at de skulle dræbe deres kvinder og børn for at kæmpe mod muslimerne til det sidste.

Fremmed for Profetens natur
Kollektiv straf af den art, som Qurayzah angiveligt blev udsat for, kunne ikke være blevet godkendt af Muhammad (fred være med ham), eftersom den var i strid med hans natur. Lad os erindre Profetens holdning efter hans rejse til Taif otte år tidligere. Han var stadig i Makkah, hvor han mødte modstand fra byens indbyggere. Efter i ti år at have forkyndt sit budskab med kun ringe fremgang tænkte han på at føre sin virksomhed videre til andre egne og drog til Taif, hvor han tilbragte ti dage med at møde folkene fra Thaqif, den største stamme, der boede dér. De kunne ikke have været mere fjendtlige; til sidst satte de deres slaver og unge drenge efter ham. De drev ham bort og kastede sten efter ham, indtil hans fødder blødte (denne historie er omtalt i kapitel 2).

Det vigtige her er, hvad der skete bagefter, da Profeten med den største inderlighed henvendte sig til Gud. Han gjorde sin beslutning om at fortsætte sin mission klar, men søgte Guds støtte. Bjergenes engel kom til ham, hilste på ham og sagde: »Jeg står til din tjeneste. Hvis du ønsker det, kan jeg lukke de to bjerge over deres dal.« Profeten sagde: »Nej. Jeg håber, at der blandt deres efterkommere vil være mennesker, som tilbeder Gud alene og ikke sætter nogen ved siden af Ham.« (Overleveret af al-Bukhari.)

Denne begivenhed fandt sted på et tidspunkt, hvor Profeten følte sig meget svag over for modstanden og blev mødt med fjendtlighed fra alle sider. Folkene i Taif var ikke beslægtede med ham, og han havde ingen særlig grund til at vise dem medfølelse. De hånede og mishandlede ham mentalt og fysisk i ti dage i træk. Men da han blev tilbudt at få dem straffet hårdest muligt, var hans øjeblikkelige, men velovervejede reaktion et klart afslag, fordi han håbede, at deres efterkommere ville omfatte mennesker, som troede på Gud.

Til sammenligning fandt dommen over Qurayzah sted på et tidspunkt, hvor det muslimske samfunds udsigter var blevet betydeligt bedre. Hæren af forbundne stammer, som havde belejret Madinah i næsten en måned, var netop trukket bort i vanære efter kun få kampe. Profeten kommenterede deres tilbagetrækning med ordene: »Fra nu af vil de aldrig mere angribe os. Vi vil tage initiativet.« Han belejrede derefter Qurayzah, og de overgav sig, således at han aldrig mere ville være i en situation, hvor han havde noget at frygte fra dem. Medfølelse var altid et fremtrædende træk ved Profeten. Ville han på et sådant styrkens tidspunkt have godkendt en straf med massehenrettelse, som for altid ville have stigmatiseret islam?

Hvad skete der med Qurayzah?
En yderligere grund til at afvise beretningen om den kollektive straf af Qurayzah-jøderne er fraværet af beretninger om efterfølgende begivenheder, som senere kunne have fundet sted i det muslimske samfund. Ibn Ishaqs beretning antyder, at alle kvinder og børn blev taget til fange. Spørgsmålet er: Hvad skete der med dem bagefter? Efter tidens almindelige skik ville de være blevet slaver og givet til dem, der havde deltaget i belejringen af Qurayzahs fæstninger. Men islam havde allerede fastlagt en regel for krigsfanger, som krævede, at muslimer skulle frigive dem, enten mod løsepenge eller som en nådehandling.

Vi har ingen beretning, der antyder, at de blev i Madinah som slaver, og der findes ikke en eneste historie om, at nogen af disse kvinder fik problemer med den familie, hvor hun måtte være blevet anbragt. Vi har ingen beretning om en ældre kvindes død og om, hvordan hun blev begravet. De involverede børn skulle være blevet opdraget som muslimer. Vi har ikke en eneste beretning om, at nogen af dem udmærkede sig på noget område i livet. Vi har heller ingen beretning om nogen samtale mellem Profetens ledsagere, der henviser til straffen over Qurayzah-jøderne eller til deres familiers skæbne. Hvordan kan dette fravær af beretninger forklares?

Et tilsvarende fravær af beretninger gælder de to andre jødiske stammer, som blev evakueret fra Madinah i Profetens levetid: Qaynuqa’ og al-Nadir. Dette tyder på, at Profetens ledsagere og de tidlige muslimske historikere ikke beskæftigede sig med at følge de evakuerede jøders skæbne, efter at de havde forladt Madinah. Det samme må have været tilfældet med Qurayzah-jøderne. Vi konkluderer derfor, at resten af stammen, efter at gerningsmændene bag forræderiet var blevet henrettet, fik lov til at forlade Madinah på vilkår, der svarede til dem, som tidligere var blevet tilbudt de andre jødiske stammer, der var blevet evakueret.

KAPITEL 19

Muhammad: Statsmanden

Måske hadede ingen i Arabien Guds Sendebud så meget, som jeg gjorde. Jeg var en mand af fornem herkomst, kristen af religion, og jeg håndhævede den regel, som gav mig en fjerdedel af alt krigsbytte, som min stamme erobrede.1 Det betød, at jeg havde min religion for mig selv, og at jeg i sandhed var konge over mit folk. Da jeg hørte om Profeten, hadede jeg ham.2 Dette var ordene fra Adiyy ibn Hatim, høvdingen for Tayy-stammen, som boede i det nordlige Arabien. Da Mekka faldt til islam, hen imod slutningen af det ottende år (det vil sige enogtyve år efter begyndelsen på Profetens mission), indså Adiyy, at islam ville brede sig gennem resten af Arabien, og han traf sine forberedelser med henblik på dette. Da han hørte, at en muslimsk ekspedition nærmede sig hans område, flygtede han. Ekspeditionen, som blev ledet af Profetens fætter, Ali ibn Abi Talib, ødelagde al-Fuls, en af de vigtigste afguder, som det nordlige Arabien tilbad, og tog nogle få fanger fra Tayy-stammen, heriblandt Adiyy egen søster, Sufanah. Hun var meget oprørt over sin bror, fordi han havde efterladt hende, men taget sin nærmeste familie med sig. Således befandt Sufanah, hvis far den dag i dag af alle arabere betragtes som et forbillede på redelighed og gavmildhed, sig som fange i Medina. Hun forstod snart, hvilken position Profeten havde blandt muslimerne, og hun henvendte sig til ham og forklarede sin nød: »Guds Sendebud, mine forældre er døde, og min værge er forsvundet. Vær gavmild mod mig, måtte Gud være gavmild mod dig.«3 Efter at hun havde gentaget sin bøn tre dage i træk, gav Profeten hende friheden, men bad hende blive i Medina, indtil hun fandt nogle pålidelige mennesker, som kunne ledsage hende hjem. Han bad hende underrette ham, før hun rejste. Da hun skulle forlade Medina, gav Profeten hende en kamel at ride på, noget tøj og nogle penge. Hun rejste længere end til sit eget hjemsted: Hun tog i stedet til Syrien for at møde sin bror. Efter at have irettesat ham skarpt for at have forladt hende rådede hun ham til at tage til Medina og møde Profeten. Hun forklarede ham, at uanset om Muhammad var en profet eller en konge, var det ikke i Adiyy interesse at modsætte sig ham. Hun fortalte ham ikke, at hun havde antaget islam. Adiyy ibn Hatim fulgte hendes råd og rejste til Medina. Han aflægger en lang beretning om sit besøg, men her er vi optaget af hans første indtryk:

Jeg gik for at se Profeten i hans moské. Da jeg hilste på ham, spurgte han mig om mit navn, og jeg sagde: »Adiyy ibn Hatim.« Så rejste han sig og tog mig med hjem. Mens vi gik hen til hans bolig, standsede en ældre, svag kvinde ham. Han stod længe hos hende, mens hun forklarede, hvad hun ønskede. Jeg tænkte ved mig selv: »Han er bestemt ikke en konge.« Derefter førte han mig ind i sine værelser, gav mig en hynde og sagde: »Sæt dig på den.« Jeg sagde: »Nej, du skal sidde på den.« Han sagde: »Den er din.« Jeg satte mig på hynden, og han satte sig på gulvet. Igen tænkte jeg ved mig selv: »Han er bestemt ikke en konge.«4

Sådan var det første indtryk af en mand, som efter eget udsagn opførte sig som en konge blandt sit folk. Han var kommet for at vurdere, om Muhammad (fred være med ham) var en konge eller en profet, på et tidspunkt hvor Muhammad stod på højden af sin magt. Få måneder tidligere var Profeten vendt tilbage til Medina efter at have marcheret ind i Mekka og opnået sejr ved Hunayn, hvorved han sikrede sit folk store militære og materielle gevinster. Selv om Profeten på det tidspunkt var Arabien ubestridte leder, opførte han sig ikke desto mindre uselvisk. For eksempel standsede han på gaden for at tale længe med en ældre, svag kvinde, imødekom hendes anmodning og sikrede sig, at hun havde det, hun behøvede. På samme måde satte han sig på gulvet i sit eget hjem og gav sin hynde til sin gæst, så denne kunne sidde på den.

Det siges med rette, at magt fordærver, og der findes utallige eksempler på ledere, som opgiver eller glemmer deres idealer, når de først har fået magten. Profeten søgte aldrig magt for sin egen skyld. Da han havde oprettet en stor stat, hvis folk lovede ham fuld og urokkelig troskab, tænkte han ikke et øjeblik på sig selv som konge eller statsoverhoved. Han fortsatte med at opføre sig på samme måde som altid. Han glemte imidlertid aldrig den pligt, Gud havde pålagt ham: at overbringe Hans budskab og kalde folk til at tage imod det.

Da Quraysh modsatte sig ham og i praksis begrænsede hans budskab til Mekkas grænser, søgte han at forkynde sit budskab andre steder. Han sendte en stor gruppe af sine følgere til Abessinien for at etablere en anden base for sit budskab. Samtidig henvendte han sig til andre stammer, når de samledes i Mekka i pilgrimsperioden. Han indså, at han havde brug for en sikker base, hvorfra han kunne henvende sig til folk. Når han talte med forskellige stammer, spurgte han til deres evne og villighed til at forsvare ham, mens han overbragte sit budskab til andre. Allerede i de første år af sin mission indså han også, at han havde brug for en stats magt til at give islams forkæmpere et sikkert tilflugtssted.

Da han endelig havde etableret sin solide base i Medina, søgte han først og fremmest at sikre fuld tryghed for sine følgere og for de øvrige borgere i Medina. Som nævnt i tidligere kapitler indgik han en pagt, som alle befolkningsgrupper forpligtede sig på. Dette dokument fastlagde ansvar og forpligtelser og gjorde alle grupper – muslimer, jøder og afgudsdyrkere – til én samlet nation med lige rettigheder i Medina; når der imidlertid opstod uenighed mellem dem, var Profeten den endelige dommer. Således levede disse samfund fredeligt side om side. Hvert samfund tog sig af sine egne og bar sammen ansvaret for deres adfærd; men de stod samlet over for enhver aggression fra en fremmed magt eller gruppe. Det var en model for et pluralistisk samfund, hvor ingen gruppe søgte at etablere myndighed over de andre grupper. Selv om dette senere gik galt med nogle grupper, skyldtes det ikke islam eller muslimerne; de andre grupper var altid angriberne.

Profetens første ansvar var over for hans eget folk, muslimerne. Han skabte et samfund, hvor stammeforbindelse var et meget sekundært spørgsmål, fordi troens bånd erstattede alle andre bånd. Han tog sig af dem på en måde, som vandt deres helhjertede kærlighed. Asma bint Umays, som havde været blandt emigranterne til Abessinien og var den sidste, der vendte tilbage, sammenlignede emigranternes skæbne med muslimernes i Medina:

»I var hos Guds Sendebud (fred være med ham), som gav mad til de sultne blandt jer og belærte de uvidende, mens vi var i et land blandt fjendtlige fremmede og kun opholdt os dér for Guds og Hans Sendebuds skyld … Vi blev mishandlet, og vi oplevede ofte frygt.« (Overleveret af al-Bukhari og Muslim.)

Der er ingen tvivl om, at Profeten tog sig af sit samfund. For eksempel kom de mennesker, der blev kendt som Ahl al-Suffah, og som sluttede sig til muslimerne i Medina, fra forskellige stammer og områder, men de var alle fattige og hjemløse. Profeten anbragte dem i et husly nær moskéen og sørgede for, at de fik mad. Forholdene var undertiden meget vanskelige, men Profeten formåede altid at give dem noget. Profeten levede et fattigt liv, men han glemte aldrig dem, der havde behov. Ofte velsignede Gud et lille måltid, så det var tilstrækkeligt til et stort antal mennesker. Alt dette var et svar på Profetens bønner, som han bad, fordi han bekymrede sig om sit folk og ønskede at lette deres vanskeligheder.

Samtidig havde Profeten altid blik for retfærdighed. Han tog aldrig noget fra nogen på uretfærdig vis, heller ikke når ingen kunne sætte spørgsmålstegn ved hans afgørelser. Æresinstitutioner blev tillagt meget stor betydning i Arabien. De var traditionelt knyttet til bestemte klaner, og klanen gjorde alt for at bevise, at den var æren værdig. En af disse institutioner var at bære fanen på slagmarken. Da fanen var samlingspunktet under et slag, var det af stor betydning at holde den højt hævet.

I slaget ved Badr faldt Qurayshs fane snart, da dens bærer blev dræbt. Abd al-Dar-klanen havde traditionelt haft Qurayshs fane, og lige før slaget ved Uhud begyndte, forsøgte Quraysh-lederen at motivere Abd al-Dar ved at spørge dem, om de måske ville miste fanen. De forsikrede ham om, at de ville forsvare den med deres liv. Selv om Profeten ikke var forpligtet til at udpege en bestemt klan til at bære hans fane, spurgte han før slaget, hvem der bar Qurayshs fane. Da han fik at vide, at det var Abd al-Dar-klanen, sagde han: »Det tilkommer os i endnu højere grad at bevare æren dér, hvor den hører hjemme.« Han kaldte på Musab ibn Umayr, som tilhørte Abd al-Dar-klanen, og gav ham den muslimske hærs fane.

Andre æresinstitutioner, som Quraysh-folket var stolte af at varetage, omfattede siqayah (at sørge for drikkevand til pilgrimmene, mens de befandt sig i Mekka og på pilgrimsområdet), rifadah (at sørge for mad til pilgrimmene) og sidanah (at have opsyn med Kabaen). Den sidste tilhørte også Abd al-Dar-klanen, mens forsyningen af mad og vand tilhørte Profetens egen klan, hashimitterne.

Da Mekka faldt til islam, bad Profeten om nøglen til Kabaens dør, og den blev givet til ham. Få dage senere bad folk fra hans klan ham om at give dem æren af at være vogtere af Kabaen ud over de to andre institutioner. Ingen kunne have bebrejdet Profeten, hvis han havde imødekommet denne anmodning, for Quraysh havde været fjendtlig over for ham i enogtyve år. Nu hvor han var herre over Mekka, kunne han gøre, hvad han ville, men hans svar var: »Dette er en dag med redelighed, hvor løfter holdes.«5 Han tilkaldte Uthman ibn Talhah og gav ham nøglerne tilbage.

Sådan omsorg og redelighed kendetegnede Profetens lederskab gennem hele hans virke. Det gjorde ham afholdt af alle i hans samfund, fordi alle forstod, at de ville få deres rettigheder og modtage endnu mere af hans omsorg og kærlighed. Dette er kendetegnet på et stort lederskab og en del af hans vedvarende mål: at søge det rette.

Da Profeten oprettede den muslimske stat i Medina, var den en bystat midt i et ørkenområde, der var beboet af stammer, som levede dér, hvor de kunne finde vand og frugtbar jord. Quraysh var den stærkeste og mest respekterede af alle de arabiske stammer. De var meget fjendtlige over for islam, og denne fjendtlighed voksede, efter at Profeten og hans ledsagere havde fundet støtte i Medina, hvor de to stammer Aws og Khazraj sluttede sig til islam i stort tal. Alle andre stammer indtog over for islam en holdning, der spændte fra fjendtlighed til afventende forsigtighed. Kun Khuzaah, som boede tæt ved havet (i området nær Jeddah), var venligtsindet over for den muslimske stat. Der fandtes nogle muslimer blandt Khuzaahs folk, men flertallet tilbad stadig afguder.

Omgivet af fjendtlighed havde Profeten behov for at konsolidere sin stat og sikre den mod angreb fra enhver fjendtlig styrke. Som nævnt i tidligere kapitler havde de ekspeditioner, Profeten sendte ud i forskellige retninger, til formål at give araberne i området omkring Medina en fornemmelse af, at den muslimske stat var stærk og rede til at møde enhver situation. Profeten deltog ikke i de første ekspeditioner. Han drog imidlertid for første gang i spidsen for en ekspedition et år efter sin bosættelse i Medina. Han ønskede at opsnappe en handelskaravane, der tilhørte Quraysh, men den undslap ham. Han indgik en traktat med Damrah-stammen. Traktaten fastsatte, at de to sider ikke måtte angribe hinanden:

Damrah måtte ikke hjælpe eller slutte sig til en fjende af Profeten. De og deres ejendom var beskyttet mod angreb. De havde ret til at få hjælp mod enhver aggression. På samme måde forpligtede de sig til at hjælpe Profeten når som helst, medmindre de selv blev angrebet. Hvis Profeten bad dem om hjælp, ville de helt sikkert svare på hans kald.6

Denne type traktat kaldes i dag en forsvarspagt. Profeten indgik flere sådanne traktater med forskellige stammer, især med dem, der boede i området mellem Mekka og Medina, og på den måde fratog han Quraysh muligheden for at indgå en alliance med dem. Dette var meget vigtigt i de første år, hvor Quraysh rejste den ene hær efter den anden for at angribe muslimerne i en række forsøg på at knuse den muslimske stat.

Nogle år senere, da Profeten havde indgået Hudaybiyah-fredsaftalen med Quraysh, indgik han også traktater med stammer i de nordlige områder af Arabien. Betingelserne i disse aftaler var anderledes. Den muslimske stat i Medina frygtede intet fra disse stammer. Faktisk havde stammerne brug for hjælp fra muslimerne. Dette afspejles i aftalernes vilkår og betingelser.

Da Profeten opholdt sig i Tabuk i det niende år, kom Yuhanna ibn Ru’bah, en kristen præst, som herskede over et sted ved navn Aylah, for at møde Profeten. Han bar et gyldent kors. Hans fremtoning var i strid med islamiske værdier, eftersom islam forbyder mænd at bære guld og benægter korsfæstelsen. Ikke desto mindre bød Profeten ham velkommen, gav ham en gave bestående af jemenitiske klæder og indgik en skriftlig aftale med ham, som lød:

»I Guds, den Barmhjertiges, den Nådiges navn. Dette er en sikkerhedsgaranti fra Gud og Muhammad, Profeten og Guds Sendebud, til Yuhanna ibn Ru’bah og Aylahs folk, deres både og karavaner, som rejser til lands og til vands. De gives denne pagt med Gud og med Muhammad, Profeten, og den omfatter alle, der er sammen med dem, hvad enten de er fra Syriens folk, Yemens folk eller søfolk. Hvis nogen af dem begår en forseelse, kan hans penge ikke forhindre, at han selv straffes. Det er godt for den, der tager imod den. De må ikke hindre folk i at benytte nogen vandkilde, som de har på land eller til søs.«7

Profeten indgik også aftaler med folkene i Adhruh i det sydlige Palæstina og folkene i Maqna, som begge var jøder. Aftalerne fastsatte, at de skulle have løfte om beskyttelse og sikkerhed fra muslimerne. Til gengæld skulle de betale et bestemt årligt beløb til den muslimske stat: en fjerdedel af deres produktion for Maqnas folk og 100 guld-dinarer for Adhruhs folk.

I disse traktater er sagen klar: Disse mennesker havde behov for at være i fred med den muslimske stat. De indså, at muslimerne samlede styrke og blev den dominerende stat i Arabien. Derfor måtte de sikre sig mod angreb og sørge for, at den muslimske stat ville hjælpe dem, hvis andre angreb dem. Traktaterne med disse folk tillod dem at styre deres egne anliggender, som de ønskede. De var til gavn for den muslimske stat, fordi de gjorde dens nordlige grænser fredelige. Desuden sikrede de, at muslimerne ville modtage tidlige advarsler, hvis Det Byzantinske Rige havde planer mod sin sydlige nabo.

Profeten tog alle traktater meget alvorligt. Han brød aldrig et løfte, han havde givet nogen, og han krænkede heller ikke en traktat, som var indgået og bevidnet af begge parter. For eksempel ankom en muslim, som var blevet fængslet og tortureret i Mekka, få øjeblikke efter indgåelsen af Hudaybiyah-fredsaftalen med Quraysh og søgte tilflugt hos muslimerne. Hans far var Qurayshs forhandler af aftalen. Han krævede, at muslimen Abu Jandal skulle udleveres til ham. Profeten bad ham tillade, at hans søn blev hos muslimerne. I sin appel til faderen sagde Profeten: »Blækket på aftaledokumentet er endnu ikke tørt.« Faderen nægtede hårdnakket. Profeten trøstede Abu Jandal og udleverede ham til hans far, mens han sagde: »Det er ikke rigtigt for os i vores tro at bryde vores løfter.«8

Profetens strenge overholdelse af de forpligtelser, han havde påtaget sig gennem traktater, blev afspejlet i hans alvorlige syn på enhver traktatkrænkelse fra den anden side. Hver af de tre jødiske stammer, som var part i Medina-konventionen, blev fordrevet fra Medina, da de overtrådte dens vilkår og indtog en fjendtlig holdning. Koranen instruerer Profeten om, at hvis han frygter forræderi fra en part i en traktat, skal han meddele dem, at traktaten ophæves, idet det fastslås, at en traktat ikke kan ophæves uden en sådan meddelelse: »Og hvis du frygter forræderi fra noget folk, så giv dem deres pagt tilbage på en redelig måde. Gud elsker ikke de forræderiske.« (8:58)

Senere, da det overvældende flertal af Arabias befolkning havde antaget islam, var det Guds beslutning at gøre hele Den Arabiske Halvø til islams land. Derfor blev alle traktater, som ikke angav en udløbsdato, erklæret ophævet med fire måneders varsel, så de berørte folk fik nogen tid til at afgøre, hvad de ønskede at gøre. De traktater, der angav en udløbsdato, skulle løbe til deres periodes udløb. Dette fremgår klart af de første fire vers i sura 9. Profeten bekendtgjorde dette på den store pilgrimsdag, så alle stammer kunne få det at vide på samme tid. Således var alle klar over deres udsigter og de valgmuligheder, der stod dem åbne, og de kunne træffe deres beslutning med fuldt kendskab til konsekvenserne.

8 Ibn Hisham, Al-Sirah al-Nabawiyyah, bind 3, s. 367.

International henvendelse

Da Profeten havde indgået Hudaybiyah-fredsaftalen med Quraysh og derefter vundet sejr over jøderne i Khaybar, indså han, at alle trusler fra områder inden for Arabien var blevet neutraliseret. Derefter tog han et afgørende skridt i sin mission ved at rette islams budskab til herskerne i de lande, der grænsede op til Arabien. Han fortalte dem om sit budskab og kaldte dem til at antage islam. Han fastslog, at de ellers ville bære ansvaret for at have nægtet deres folk muligheden for at tage imod den guddommelige åbenbarings endelige form. Hans breve til disse herskere afspejler hans fulde kendskab til situationen i hver enkelt stat. Vi kan se på denne korrespondance ved at inddele den i flere kategorier.

Den første var hans brev til Negus. Eftersom »Negus« er titlen på Abessiniens hersker, er de lærde uenige om, hvorvidt den Negus, som Profeten skrev til og kaldte til at antage islam, var den samme, som fjorten år tidligere havde modtaget de muslimske emigranter fra Mekka, eller om det var hans efterfølger. Selv om det er vanskeligt at besvare spørgsmålet med sikkerhed, er det sandsynligt, at den Negus, som havde tilladt emigranterne at blive og forkynde islam og havde nægtet at udlevere dem til Quraysh, var forgængeren for modtageren af Profetens brev, eftersom han havde budt emigranterne velkommen og allerede fra begyndelsen havde indset islams sandhed. Da Profeten forblev i kontakt med emigranterne, er det sandsynligt, at Negus antog islam. Desuden bad Profeten på et tidspunkt gha’ib-bønnen (bønnen for en afdød person i et fjernt område) for Negus.

Da Profeten skrev til Negus sammen med sine breve til andre herskere, skrev han til en ikke-muslim. Negus svarede positivt og erklærede sig som muslim. Han skrev et meget venligt brev til Profeten, hvori han forsikrede ham om sin troskab, og sendte ham gaver.

I den anden kategori kan vi samle hans breve til Heraclius, den byzantinske kejser, og til al-Muqawqis, Egyptens hersker. De to breve var næsten ens og citerede det samme koranvers:

»I Guds, den Nådige, den Barmhjertiges navn. Fra Muhammad, Guds Sendebud, til Heraclius, den byzantinske hersker. Fred være med dem, der følger den rette vej. Jeg kalder dig til at tro på islam. Antag islam, så vil du være i sikkerhed, og Gud vil give dig dobbelt belønning. Hvis du afviser, skal du bære ansvaret for arianerne.«9

9 Al-Bukhari, Sahih (Bogen om begyndelsen på åbenbaringerne til Guds Sendebud). Arianerne var tilhængere af Arius, egypteren, som troede på Guds enhed og benægtede, at Faderen og Sønnen var to manifestationer af Herren.

Den eneste forskel mellem de to breve angik modtageren og hans stilling samt, at ordet »arianerne« i brevet til Heraclius var erstattet med »kopterne« i brevet til al-Muqawqis. Begge var kristne, men de tilhørte forskellige kirker.

Heraclius udspurgte ikke Dihyah ibn Khalifah, Profetens udsending. I stedet udspurgte han Abu Sufyan grundigt om Profeten og krævede klare og sandfærdige svar. Derefter erklærede han, at svarene tydede på, at Muhammad i sandhed var en profet fra Gud. Al-Muqawqis udspurgte Hatib ibn Abi Baltaah, som overbragte Profetens budskab og bekræftede, at han forventede Guds sidste Sendebuds komme. Han opbevarede Profetens brev sikkert og værdsatte det højt. Alligevel følte de begge, at en antagelse af islam ville betyde, at de mistede deres position som herskere. De sendte begge Profeten gaver, men al-Muqawqis’ gaver var mere varierede og værdifulde.

Bemærkelsesværdig i Profetens henvendelse til de to herskere var den direkte forklaring af hans budskab, som fastslog, hvor det skilte sig fra deres troslære. Begge var kristne og velbevandrede i deres tro. Al-Muqawqis var også leder af den koptiske kirke. Profeten fastslog desuden deres ansvar i klare vendinger og fortalte dem, at hvis de nægtede at tage imod hans budskab, ville de bære ansvaret for at berøve deres folk muligheden for at følge Guds budskab.

Vi kan også medtage Profetens brev til Hawdhah ibn Ali, herskeren over Yamamah (i det østlige Arabien), i denne kategori. Profetens brev var kort: Det forklarede islams væsen og lovede, at herskeren over Yamamah kunne fortsætte i sit embede, hvis han antog islam. Hawdhah modtog Profetens udsending, Salit ibn Amr, godt og gav ham en gave i form af noget lokalt vævet tøj, men hans svar til Profeten var skuffende. Han skrev, at det, Profeten forkyndte, var helt rigtigt og tiltalende: »Jeg er imidlertid mit folks bedste digter og taler. Araberne her omkring nærer ærefrygt for mig. Hvis du er rede til at give mig en vis myndighed, vil jeg følge dig.«

Profetens reaktion var, at han ikke ville give manden et landområde så lille som en enkelt daddel. Mens Heraclius og al-Muqawqis vendte islam ryggen af frygt for at miste deres kongedømmer, ønskede herskeren over Yamamah bestikkelse for at følge den. Profeten havde lovet, at han kunne beholde sin position, men han ville have mere. Som svar viste Profeten klart, at ingen kunne kræve noget til gengæld for at antage islam.

Den tredje kategori omfatter Profetens breve til den persiske kejser og til al-Harith ibn Abi Shammar, den arabiske hersker over Syrien. Al-Harith var blot en provinsiel hersker, som underordnede sig den byzantinske kejsers højere myndighed. Alligevel blev han meget vred, da han læste Profetens brev. I et raseriudbrud kastede han brevet på gulvet og sagde: »Hvem kan tage mit kongerige fra mig? Jeg vil marchere mod ham, selv om han måtte være i Yemen.« Han begyndte at træffe foranstaltninger til at mobilisere sine styrker og sætte sin trussel i værk. Selv om han kunne lede store styrker mod enhver modstand, havde han brug for den byzantinske kejsers godkendelse af sin plan, før han kunne foretage sig noget. Heraclius svarede på hans brev og gjorde sin misbilligelse af al-Hariths planer klar. Derfor førte al-Harith dem ikke ud i livet.

Profetens brev til Khusru, den persiske kejser, lød således:

»I Guds, den Nådige, den Barmhjertiges navn. Fra Muhammad, Guds Sendebud, til Khusru, Persiens hersker. Fred være med den, der følger den rette vej, tror på Gud og Hans Sendebud og erklærer, at der ingen guddom er ud over Gud, den eneste Gud, som ingen partnere har, og at Muhammad er Hans tjener og Sendebud. Jeg ønsker at overbringe dig Guds kald, for jeg er Guds Sendebud til hele menneskeheden, sendt med opgaven at advare alle levende om, at undergang vil ramme de vantro. Hvis du underkaster dig Gud, vil du være i sikkerhed. Hvis du nægter, skal du bære ansvaret for magianerne.«10

10 Al-Tabari, Tarikh al-Rusul wa’l-Muluk, bind 2, s. 654. Magianerne er det arabiske navn for zarathustrere.

Dette brev adskiller sig væsentligt fra det brev, der blev sendt til Heraclius. Her lægges der stærk vægt på Guds enhed og på, at brevets afsender var Guds Sendebud. Der lægges også særlig vægt på Guds Sendebuds status som Hans tjener. Dette skulle tydeliggøre Profetens status og den centrale idé om Guds enhed.

Heraclius var kristen og troede på Gud som én, selv om treenighedsbegrebet gjorde denne enhed uklar. Han var også bevidst om Guds profeters og sendebuds status. Begrebet om Guds enhed var stærkt fordrejet i Persien, hvor dualismen havde vundet stor tilslutning, og den hellige ild blev holdt brændende og tilbedt. Det var derfor nødvendigt at understrege det centrale islamiske begreb om Guds enhed.

Da Khusru så på brevet, blev han også rasende, fordi Profeten havde nævnt sig selv først. Han rev brevet i stykker uden at læse det. Derefter sendte han besked til sin guvernør i Yemen om at sende et par modige og stærke mænd for at arrestere Profeten og bringe ham til ham. Guvernøren i Yemen gjorde, som han havde fået besked på. Da disse mænd ankom til Medina og gav Profeten det, de kaldte »kejserens ordrer«, om at overgive sig til dem, bad Profeten dem vente.

Den følgende dag sagde han til dem: »Min Herre har dræbt jeres herre i nat«, og gav dem derefter yderligere oplysninger om, at den persiske kejser var blevet dræbt af sin søn. De blev ophidsede og advarede ham om, at han satte sit liv på spil ved at sige sådan. Profeten bad dem skrive det ned og give den jemenitiske guvernør følgende besked: »Min tro og min magt vil nå længere end Khusrus … Hvis du antager islam, vil jeg lade dig beholde din stilling og give dig myndighed over dit folk.« Han gav de to udsendinge et bælte med noget guld og sølv, som han havde modtaget som gave fra en anden konge. Da den jemenitiske guvernør havde fastslået sandheden i det, Profeten havde sagt, antog han islam. Profeten beholdt ham som guvernør over hele Yemen, indtil han døde.

Den sidste kategori omfatter Profetens breve til herskeren over Bahrain, som han sendte langt senere. Disse breve blev sendt tidligt i det syvende år, men brevet til al-Mundhir ibn Sawa af Bahrain blev sendt hen imod slutningen af det ottende år, efter at Mekka var faldet til islam. Profetens brev var formuleret på samme måde som de breve, Profeten sendte til andre herskere.

Al-Mundhir skrev tilbage: »Guds Sendebud, jeg har læst dit brev for Bahrains folk. Nogle af dem kunne lide det og antog islam. Andre nægtede. Der findes magianere og jøder blandt min befolkning, og jeg afventer dine instruktioner.«11

Profeten skrev tilbage til ham:

»I Guds, den Nådige, den Barmhjertiges navn. Fra Muhammad, Guds Sendebud, til al-Mundhir ibn Sawa. Fred være med dig. Jeg priser over for dig Gud, som ingen partnere har, og jeg bevidner, at der ingen guddom er ud over Gud, og at Muhammad er Hans tjener og Sendebud. Jeg minder dig om Gud, den Almægtige. Den, der handler ret, handler kun til gavn for sig selv; og den, der adlyder mine sendebud, adlyder mig; og den, der giver dem et godt råd, giver det til mig. Mine sendebud har rost dig over for mig, og jeg tager imod din forbøn for dit folk. Tillad muslimerne blandt dit folk at beholde det, de har i deres besiddelse. Jeg tilgiver alle, der har begået synder, så tag imod deres troskabsed. Vi vil ikke afsætte dig fra dit embede, så længe du gør det godt. De, der ønsker at forblive jøder eller magianere, skal betale en tribut som tegn på deres loyalitet.«12

Når vi ser på Profetens breve til de forskellige herskere, herunder verdens to mægtigste ledere, kan vi identificere flere træk, der er fælles for dem alle:

1. Profetens henvendelse er stærk og beslutsom, og den søger ikke at formilde nogen eller underordne sig nogen myndighed.

2. Profeten udtrykker sit formål i meget klare vendinger: Han ønskede at overbringe et budskab fra Gud den Almægtige og forklarede konsekvenserne af modtagerens svar, især hvis det var negativt. Han fremhævede navnlig, at en hersker, som nægter sit folk muligheden for at høre om Guds budskab, bærer ansvaret for deres fortsatte vantro.

3. Profeten gjorde det også klart, at han var et sendebud til hele menneskeheden. Han fjernede enhver tanke, som modtageren måtte have haft om, at han så ud over det område, der var blevet tildelt ham.

4. Profeten tydeliggjorde desuden, at han ikke havde nogen ambition om at udvide sit herredømme over modtagerens land. Han havde ingen interesse i at udvide sin politiske rolle.

5. Alle blev tiltalt på et sprog, de forstod. Når Profeten talte til kristne herskere, tog hans henvendelse hensyn til, at de troede på Gud, selv om deres opfattelse af Ham var anderledes end islams.

6. Profeten forklarede yderligere, at ingen ville blive tvunget eller presset til at antage islam, eftersom det koraniske princip om, at »der ikke er tvang i religionen« (2:256), skulle opretholdes. Kejsere, konger og herskere kan forsøge at tvinge deres befolkninger til at følge en bestemt linje, men Profeten gjorde det klart, at hverken jøder eller magianere ville blive tvunget til at antage islam; de skulle blot betale en skat til gengæld for at blive beskyttet af den islamiske stat.

KAPITEL 20

muhammad: mennesket Hvilken slags menneske var Muhammad så? Svaret er, at han var et almindeligt menneske, som indtil han modtog Guds budskab, levede et meget almindeligt liv. Han gennemlevede en vanskelig barndom, hvor han mistede sin far, før han blev født, sin mor i en alder af seks år og sin bedstefar to år senere. Men trods alle disse tab manglede han ikke kærlige omsorgspersoner, som kunne se, at den unge dreng havde en lys fremtid foran sig. Han satte dyb pris på den kærlighed, han fik, især fra sin onkel Abu Talib og Abu Talibs hustru, Fatimah bint Asad. Da Makkah gennemlevede vanskelige tider under Muhammads voksenliv, forsøgte han at lette Abu Talibs byrde og foreslog en anden onkel, al-Abbas, at de hver især skulle tage sig af et af Abu Talibs børn. For Muhammad var dette blot en gestus, der udtrykte taknemmelighed for en gunst, han aldrig havde glemt. Fra sine tidlige år havde Muhammad en skarp sans for det rette, og i tillid til sine naturlige instinkter fulgte han det rette på enhver mulig måde. Han fortalte aldrig en løgn og var altid retfærdig. Måske hjalp det ham til at forstå, hvad tab betød for andre mennesker, at han havde været berøvet den omsorg, som kun venlige forældre kunne give. Det kan have tilskyndet ham til at forsøge at forhindre, at nogen led et uberettiget tab; deraf hans ønske om at følge det rette og håndhæve det med alle retfærdige midler. Han var et eksempel på godhed, og længe før profetskabet var hans ry for ærlighed og retfærdighed uden sidestykke. Hans behandling af en ung slave, som hans gode hustru havde givet ham i gave, var så velvillig, at drengen foretrak at blive hos ham frem for at blive genforenet med sine forældre og sin familie. For at mildne slaget for drengens skuffede far adopterede Muhammad drengen som søn med fulde arverettigheder. Sådan var Muhammad, før han blev klar over den rolle, Gud ønskede at tildele ham. Gud betroede ham derefter Sit budskab, som sigter mod at give hele menneskeheden i alle generationer en livsform. Dette budskab omfatter pr. definition alt godt i mennesket og styrker det; det neutraliserer eller modvirker enhver negativ egenskab. Muhammad (fred være med ham) skulle blive forbilledet for alle fremtidige generationer af menneskeheden. Hans liv efter at han blev Guds Profet og Sendebud viser, at han levede op til dette. Han var lærer i al godhed. Han beskriver sin rolle med disse enkle ord: »Jeg er blevet sendt for at fuldkommengøre den gode opførsel.« (Overleveret af Ahmad, al-Bukhari i Al-Adab al-Mufrad, al-Hakim og al-Bayhaqi.) Hans hustru, A’ishah, beskriver hans opførsel som en »praktisk gennemførelse af Koranen«. (Overleveret af Ahmad og al-Bayhaqi.) Den bedste beskrivelse af hans karakter er den, Gud Selv har givet: »Du har sandelig en ophøjet karakter.« (68:4) Flere hadither, overleveret af forskellige fortællere, fremhæver, at Profeten aldrig brugte groft sprog. Anas ibn Malik beretter: »Guds Sendebud var ikke tilbøjelig til at bruge groft sprog, forbande eller bruge krænkende betegnelser. Når han udtrykte sin utilfredshed med nogen, sagde han: ›Hvad er der i vejen med ham? Må han få støv på panden.‹«1 (Overleveret af al-Bukhari.) Som svar på et spørgsmål om Profetens opførsel sagde A’ishah: »Han brugte aldrig groft eller uanstændigt sprog. Han var heller ikke stridbar på markedspladsen. Han gengældte ikke en dårlig handling med en tilsvarende dårlig handling, men tilgav og bar over.« (Overleveret af Ahmad, al-Tirmidhi, al-Tabarani og al-Bayhaqi.) En anden hadith nævner, at Ata’ ibn Yasar spurgte Abdullah ibn Amr om beskrivelsen af Profeten i Toraen. Han sagde: Han beskrives i Toraen med lignende ord som i beskrivelsen af ham i Koranen. Der står: »Du, Profet! Vi har sendt dig som et vidne, som en, der bringer glædelige budskaber og advarer. Du er en beskytter for araberne. Du er Min tjener og Sendebud. Jeg har kaldt dig al-Mutawakkil [dvs. en, der sætter sin lid til Gud]. Du bruger ikke groft eller hårdt sprog og er ikke stridbar på markedspladsen. Du gengælder ikke ondt med ondt, men tilgiver og bærer over. [Dette Sendebud] skal ikke samles hos Gud, før Gud har bragt den forvanskede tro tilbage til dens rette form, så folk vil erklære, at ›der er ingen guddom ud over Gud‹, og dermed åbne blinde øjne, døve ører og forhærdede hjerter.« (Overleveret af al-Bukhari.) 1 »Må han få støv på panden« var et ofte brugt billedligt udtryk for utilfredshed. Dets betydning har intet at gøre med ordenes bogstavelige betydning. Nogle lingvister siger, at det er en bøn om, at den pågældende må være en from person, der ofte beder.
Muhammad: Mennesket Nogle mennesker anlægger en facade, når de er ude og møder andre. Profeten anlagde derimod ingen anden facade end sin virkelige opførsel. For eksempel: »Nogle af hans ledsagere besøgte Umm Salamah, hans hustru. De sagde til hende: ›De troendes moder, fortæl os, hvordan Guds Sendebud er, når han er i sit hjems privatliv.‹ Hun sagde: ›Han er altid den samme offentligt og privat.‹« Bagefter fortrød hun, at hun havde svaret dem, fordi hun følte, at hun havde fortalt dem noget, som han måske ikke ønskede at afsløre. Hun beretter: »Da han kom hjem, fortalte jeg ham det.« Han sagde: »Du gjorde det godt.« (Overleveret af Ahmad og al-Tabarani.) Disse hadither giver tilsammen et billede af en person, der vender sig bort fra alt, der er upassende, og for hvem god opførsel falder naturligt; han indser, at alt, der kommer fra Gud, er godt. Han er den første til at praktisere det, hjemme såvel som offentligt. Profeten var den samme offentligt og sammen med sin egen familie: han brugte aldrig krænkende eller fornærmende sprog, bandede aldrig og indlod sig aldrig i et mundtligt skænderi. Han var bevidst om sin opgave, nemlig at »fuldkommengøre den gode opførsel«. Han havde en gavmild natur. Da hans livsvilkår i løbet af få år ændrede sig – fra at blive drevet ud af sin hjemby med en stor dusør på sit hoved til at blive den ubestridte herre over hele Arabien – kunne Profeten have levet et meget luksuriøst liv. Men han foretrak at leve et enkelt liv, fri for enhver foregivenhed af magt, storhed eller materiel luksus. Til tider kunne han have meget i hænde, men han gav det hele bort igen inden for meget kort tid. Jabir beretter: »Guds Sendebud sagde aldrig ›nej‹ til noget, han blev bedt om.« Selv når han og hans familie havde behov, gav han alt, hvad han havde, bort. Han havde ikke noget imod at spise den enkleste mad. Anas beretter: Jeg bragte Profeten noget bygbrød og lidt fedt, der allerede var begyndt at blive dårligt. Han pantsatte endda sin brynje hos en jødisk pantelåner for at købe byg til sin familie. Jeg hørte ham sige: »Muhammads familie har ikke engang en lille smule hvede eller korn.« Han havde ni hustruer på det tidspunkt. (Overleveret af al-Bukhari.) Det synes, som om Profeten ønskede at leve et meget enkelt liv, så han ikke skulle adskille sig fra de fattige i sit samfund. Dette stemmer med det islamiske syn på det nuværende liv som forgængeligt: det kommende liv er vigtigere, fordi det er evigt, og menneskenes lod deri bestemmes af, hvad de gør under deres nuværende liv på jorden. En anden beretning, der illustrerer hans omgang med sit samfund, er givet af Uthman, som siger: »Vi fulgtes med Guds Sendebud på rejser og i byen. Han besøgte de syge, deltog i vores begravelser og kæmpede sammen med os. Han støttede os med alt, hvad han havde.« (Overleveret af Ahmad og al-Bazzar.) Nogle mennesker tror, at jo hårdere de tvinger sig selv til at opfylde religiøse pligter, desto højere en position vil de opnå i Guds øjne. Men islam kræver ikke, at mennesker overanstrenger sig, for den følger en mellemvej. Den omtales faktisk i nogle religiøse tekster som »mellemvejen«. Profetens praktiske eksempel viser, at han forstod dette og omsatte det i praksis. A’ishah beretter: Når Profeten fik valget mellem to muligheder, valgte han den lettere, medmindre den var syndig. Hvis den var syndig, holdt han sig længst muligt fra den. Han søgte aldrig hævn for sin egen skyld. Men hvis noget, Gud havde forbudt, blev overtrådt, søgte han at hævne det for Guds skyld. (Overleveret af al-Bukhari og Muslim.) En lignende hadith nævner: »Guds Sendebud slog aldrig nogen med sin hånd: han slog aldrig en kvinde eller en tjener. [Han brugte sin hånd] kun, når han kæmpede for Guds sag. Han hævnede sig aldrig for noget, der var blevet gjort mod ham. Kun når noget, Gud havde forbudt, blev overtrådt, søgte han at hævne det for Guds skyld.« (Overleveret af Muslim.) Profetens karakter træder frem som en meget beskeden mands, der aldrig søgte at udnytte en fordel på nogen måde. Samtidig var han tydeligvis hengiven til sit budskab og ville gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at sikre, at folk forstod det klart og kunne se, hvordan de skulle omsætte det i praksis. Han følte med andre og ville gøre sig store anstrengelser for at gøre det let for dem at forstå Guds budskab og gennemføre det, Han krævede af dem. I sin tale under afskedspilgrimsfærden skitserede han for eksempel islams vigtigste principper. Ved slutningen af hvert punkt, han fremhævede, spurgte han sit publikum: »Har jeg overbragt Guds budskab?« Når de bekræftede, at det havde han, bad han Gud være vidne til deres anerkendelse. Profetens beskedenhed var tydelig i den måde, han behandlede sine tilhængere på. Han indså, at hans ledsagere ville blive efterlignet af senere generationer af muslimer. Derfor sørgede han for at forklare, hvordan de og alle muslimer skulle behandle ham. Umar ibn al-Khattab citerer ham for at sige: »Lovpris mig ikke overdrevent, sådan som de kristne lovpriser Jesus, Marias søn, overdrevent. Jeg er kun Guds tjener. [Med henvisning til mig] skal I sige: Guds tjener og Sendebud.« (Overleveret af al-Bukhari og Ibn Hibban.) Hvordan reagerede de på dette? Anas ibn Malik siger: »Ingen var dem kærere end Guds Sendebud. Men når de så ham komme, rejste de sig ikke, fordi de vidste, at han ikke kunne lide det.« (Overleveret af Ahmad og al-Tirmidhi.) Han ønskede at blive set som en af dem.
Muhammad: Mennesket Profeten indskærpede også over for sine ledsagere, at mennesker kun udmærker sig ved deres opførsel og adfærd. I sin tale under afskedspilgrimsfærden sagde han: Mennesker, jeres Herre er én, og jeres far er én. Ingen araber har forrang frem for en ikke-araber, og ingen ikke-araber frem for en araber; heller ikke har en rødhudet forrang frem for en sort, eller en sort frem for en rødhudet, undtagen gennem gudsfrygt. (Overleveret af Ahmad.) Hvad kan vi sige som konklusion? Enhver ros, vi måtte udtrykke, vil altid komme til kort i forhold til det, Muhammad, Guds Sendebud, fortjener. Han var det menneske, der viste vejen, og han lærte menneskeheden godhed, så han kunne opfylde målet med sin mission, som han udtrykte det med sine egne ord: »Jeg er blevet sendt, for at jeg skulle fuldkommengøre den gode opførsel.« Fred og Guds velsignelser være med Muhammad, Guds tjener og Sendebud.

BIBLIOGRAFI

Arabiske klassiske værker Al-Baghawi, Husayn ibn Mas[ud, Al-Anwar fi Shama’il al-Nabiyy al-Mukhtar, »Fokus på den udvalgte profets manerer og karakter«, Beirut, Dar al-Diya’, 1989 Al-Bayhaqi, Ahmad ibn al-Husayn, Dala’il al-Nubuwwah, redigeret af [Abd alMu[ti Qal[aji, Kairo, 1988. Al-Bukhari, Muhammad ibn Isma[il, Al-Jami[ al-Sahih, »Den autentiske, omfattende samling«, med kommentar af Ibn Hajar under titlen Fath al-Bari, forskellige udgaver. Ibn [Abd al-Wahhab, Muhammad, Mukhtasar Sirat al-Rasul, »En kort historie om Guds sendebud«, Riyadh, Imam Muhammad ibn Saud University Press Ibn al-Zubayr, [Urwah, Maghazi Rasul Allah, »Guds sendebuds ekspeditioner«, Riyadh, Arab Education Council of the Gulf States, 1981 Ibn Hisham, [Abd al-Malik, Al-Sirah al-Nabawiyyah, »Profetens liv«, Kairo, Mustafa al-Babi al-Halabi Publications, 1955 Ibn Kathir, Isma[il, al-Bidayah wal-Nihayah, Maktabat al-Ma[arif, Beirut, bind 1-6, 1966 Ibn Qayyim al-Jawziyyah, Zad al-Ma[ad fi Hadi Khayr al-[Ibad, »Vejledningen fra Guds bedste tjener«, Beirut, Al-Risalah Foundation, 1979

BIBLIOGRAFI

Ibn Sayyid al-Nas, Muhammad ibn Muhammad, [Uyun al-Athar fi Funun alMaghazi wal-Shama’il wal-Siyar, »Højdepunkter fra profetens ekspeditioner, karakter og liv«, Beirut, Dar al-Ma[rifah Al-Tirmidhi, Muhammad ibn Sawrah, Al-Shama’il al-Muhammadiyyah, Damaskus, 1976 Sallam, Al-Qasim ibn, Kitab al-Amwal, u.d. Al-Suhayli, [Abd al-Rahman ibn [Abdullah, Al-Rawd al-Unuf, »Den ophøjede have«, Kairo, Dar al-Diya’ Al-Waqidi, Muhammad ibn [Umar, Kitab al-Maghazi, »Ekspeditionerne«, Beirut, [Alam al-Kutub, 1984 Nyere værker Abazah, Nizar, Fi Bayt al-Rasul, Damaskus, 2007 Abu Shuqqah, [Abd al-Halim, Tahrir al-Mar’ah fi [Asr al-Risalah, Dar al-Qalam, Kuwait, bind 1 (forkortet version), u.d. Al-Buti, Muhammad Sa[id, Fiqh al-Sirah, »Et videnskabeligt studium af profetens liv«, Damaskus, 1975 Darwazah, Muhammad [Izzat, Sirat al-Rasul, »Guds sendebuds liv«, Kairo, [Isa al-Babi al-Halabi, 1965 Duwaydar, Amin, Suwar Min Hayat al-Rasul, »Glimt fra Guds sendebuds liv«, Kairo, Dar al-Ma[arif, 1953 Al-Ghadban, Muhammad Munir, Al-Minhaj al-Haraki lil-Sirah al-Nabawiyyah, »Handlingsmetoden i profetens historie«, Zarqa, Al-Manar, 1984 Al-Ghazali, Muhammad, Fiqh al-Sirah, »Et videnskabeligt studium af profetens liv«, Kairo, [Alam al-Ma[rifah, 1955 Al-Guindi, Anwar, Al-Islam wa Harakat al-Tarikh, »Islam og historiens udvikling«, Kairo, al-Risalah, 1968 Islam Today’s Committee, Hadha Rasulullah, Riyadh, 2011 Khalil, [Imad al-Din, Dirasah fi al-Sirah, »Et studium af profetens liv«, Beirut, Al-Risalah and Dar al-Nafa’is, 1987 Al-Kandahlawi, Muhammad Yusuf, Hayat al-Sahabah, redigeret og forsynet med noter af Muhammad Ilyas al-Barabankawi, Damaskus, 2000. Khattab, Mahmood S., Al-Rasul al-Qa’id. »Guds sendebud som militær leder«, Baghdad, Maktabat al-Hayat and Maktabat al-Nahdah, 1960 Al-Nadwi, Abu al-Hasan [Ali al-Hasani, Al-Sirah al-Nabawiyyah, »Profetens liv«, Jeddah, Dar al-Shuruq, 1977 Al-Nadwi, Sulayman, Al-Sirah al-Nabawiyyah, »Profetens liv«, Damaskus, Dar al-Fath and Al-Maktab al-Islami, 1963 Al-Ouda, Salman, Ma[ al-Mustafa, Riyadh, 2011 Qal[aji, Muhammad Rawas, Al-Tafsir al-Siyasi lil-Sirah al-Nabawiyyah, »En politisk fortolkning af profetens historie«, Beirut, Dar al-Salam, 1979 Qutb, Sayyid, Fi Zilal al-Qur’an, »I Koranens skygge«, 10. udgave, Beirut, Dar al-Shuruq, 1982 Al-Siba[i, Mustafa, Al-Sirah al-Nabawiyyah, »Profetens liv«, 4. udgave, Beirut, Al-Maktab al-Islami, 1977 [Uthman, Muhammad Fathi, Dawlat al-Fikrah, »Den ideologiske stat«, Kuwait, Al-Dar al-Kuwaytiyah, 1968 Al-Zayid, Samirah, Al-Jami[ fi al-Sirah al-Nabawiyyah, Damaskus, u.d. Værker på engelsk [Abdul Hakim, Khalifa, The Prophet and His Message, Lahore, Institute of Islamic Culture, 1972 Ahmad, Fazl, Muhammad: the Holy Prophet, »Islams helte-serien«, Lahore, Ashraf, 1960 Ahmad, Syed Khan Bahadur, Essays of the Life of Mohammed and Subjects Subsidiary Thereto, bind 1, London, Trubner, 1870 Ali, Syed Ameer, A Critical Examination of the Life and Teachings of Mohammed, London, William, 1873 ———, The Spirit of Islam, A History of the Evolution and Ideals of Islam with a Life of the Prophet, udvidet og revideret udgave, London, Chatto & Windus,

BIBLIOGRAFI

Amin, Muhammad (red.), Profeten Muhammads udsagn, Lahore, Lion Press, 1960 Amin, Muhammad, Profeten Muhammads visdom, Lahore, Lion Press, 1960 Andrae, Tor, Muhammed: Manden og hans tro, oversat af Theophil Menzel, New York, Barnes & Noble, 1957 Armstrong, Karen, Muhammad: Vor tids profet, London, 2006 Azzam, Abdel Rahman, Muhammads evige budskab, oversat af Caesar E. Farah, New York, Devin-Adair Co., 1964 Bodley, Ronald Victor Courtenay, Budbringeren: Muhammads liv, Garden City, New York, Doubleday & Co., 1946 Bosworth-Smith, R., Muhammed og muhammedanismen, London, Murray, 1889 Ben-Yahuda, Masada-myten: Kollektiv erindring og myteskabelse i Israel, Wisconsin, University of Wisconsin Press, 1995 Carlyle, Thomas, Om helte, heltedyrkelse og det heroiske i historien, Berkeley, University of California Press, 1993 Draz, Muhammad Abd Allah, Islam: Den lige vej, redigeret af Kenneth Morgan, New York, The Ronald Press, 1958 Essad Bey, Mohammed: En biografi, oversat af Helmut L. Ripperger, New York og Toronto, Longmans, Green & Co., 1936 Galwash, A. A., »Profeten Mohammeds liv«, Islams religion, 5. udg., Cairo, Imprimerie Misr, 1958 Al-Ghazali, Abu Hamid Muhammad, Ihya’ [ulum al-din, Bog XX, redigeret og oversat af L. Zolondek, Leiden, E.J. Brill, 1963 Gibb, H.A.R., Muhammedanismen: En historisk oversigt, London, Oxford University Press, 1953 Glubb, Sir John Bagot, Muhammads liv og tid, London, Hodder & Stoughton, og New York, Stein & Day, 1970 Guillaume, Alfred, Nyt lys over Muhammads liv, Manchester, Manchester University Press, 1960 Gulick, Robert, Muhammad: Opdrageren, Lahore, Institute of Islamic Culture,
Haykal, Muhammad Hussein, Muhammads liv, oversat af Ismail AlFaruqi, London, Shorouk International, 1983 Hilliard, Frederick Hadaway, Buddhaen, profeten og Kristus, London og New York, C. Allen & Unwin og Macmillan, 1956 Hosain, Sayid Safdar, Islams tidlige historie: En upartisk gennemgang af den tidlige islamiske periode, udarbejdet på grundlag af autentiske kilder, Karachi, Mushtaq Ali K. Laddhani, 1971 Husain, Athar, Profeten Muhammad og hans mission, Bombay og New York, Asia Publishing House, 1967 Ibn Hisham, [Abd al-Malik, Muhammads liv: En oversættelse af Ibn Ishaqs Sirat Rasul Allah, med indledning og noter af A. Guillaume, London og New York, Oxford University Press, 1955 Ibn Sa’d, Muhammad, Kitab al-Tabaqat al-Kabir, oversat af A. Moinul Haq med bistand fra H.K. Ghazanfar, Karachi, Pakistan Historical Society, 1967 Imamuddin, A.M., Muslimernes politiske historie: Profeten og de fromme kaliffer, Dacca, Najmah, 1967 Iqbal, Afzal, Diplomati i islam: Et essay om forhandlingskunsten, sådan som den blev udformet og udviklet af islams profet, Lahore, Institute of Islamic Culture,
Jan, Tarik, Muhammads Rasul Allahs liv og tid, Islamabad, 1998 Jeffery, Arthur, Islam: Muhammad og hans religion, New York, Liberal Arts Press, 1958 Johnstone, P. Delacy, Muhammad og hans magt, New York, Charles Scribner’s Sons, 1901 Khan, Inamullah, Mohummuds maksimer, Karachi, Umma Publishing House,
Lane-Poole, Stanley, Profeten og islam, forkortet efter 1879-udgaven, Lahore, National Book Society, 1964 Liu Chai-Lien, Den arabiske profet: En biografi om Mohammed fra kinesiske og arabiske kilder, oversat af Isaac Mason, Shanghai, Commercial Press Ltd.,
Margoliouth, D.S., Mohammed og islams fremkomst, London, G.P. Putnam’s Sons, 1905

BIBLIOGRAFI

Mohy-ud-Din, Ata, Den arabiske profet: Hans budskab og bedrifter, Karachi, Ferozsons, 1955 Muir, Sir William, Muhammads liv fra originale kilder, en ny og revideret udgave ved T.H. Weir, Edinburgh, J. Grant, 1923 Pike, Edgar Royston, Mohammed, profet for islams religion, 2. udg., London, Weidenfeld, 1968 Qutb, Sayyid, I Koranens skygge, Markfield, The Islamic Foundation, 18 bind, 1999–2009 Sarwar, Hafiz Ghulam, Muhammad, den hellige profet, Lahore, Sh. Muhammad Ashraf, 1964 Siddiqui, Abdul Hameed, Muhammads liv, Lahore, Islamic Publications,
Stobart, James William Hampson, Islam og dens grundlægger, London, Society for Promoting Christian Knowledge; og New York, Pott, Young & Co., 1877 Suhrawardy, Sir Abdullah al-Mamun, Muhammads udsagn, London, J. Murray, 1954 Watt, William Montgomery, Muhammad i Mekka, Oxford, Clarendon Press,
———, Muhammad i Medina, Oxford, Clarendon Press, 1966 ———, Profet og statsmand, London, Oxford University Press, 1961 Wessels, Antonie, En moderne arabisk biografi om Muhammad: En kritisk undersøgelse af Muhammed Husayn Haykals Hayat Muhammad, Leiden, E.J. Brill, 1972 Widengren, George, Muhammad: Guds apostel og hans himmelfart, Uppsala, Lundequistska Bokhandeln, 1955

INDEKS

A

Al-[Abbas, profetens onkel, 9-10, 34-5, 41, 86-7, 96, 145, 203, 207, 219, 227, 269 [Abd al-Muttalib ibn Hashim, profetens bedstefar, 3-4 [Abd al-Rahman ibn [Awf 129, 167 [Abdullah ibn [Abd al-Asad, Abu Salamah, 207 [Abdullah ibn [Abd Nuhm, DhulBijadayn, 159-60 [Abdullah ibn [Amr ibn al-[As 66, 107, 174, 178, 270 [Abdullah ibn [Amr ibn Haram, 158 [Abdullah ibn Ja[far 136 [Abdullah ibn Jahsh 218, 220 [Abdullah ibn Mas[ud 72, 160, 179 [Abdullah ibn Rawahah 92 [Abdullah ibn Ubayy 25, 123, 223, 243 [Abdullah ibn [Umar 175 [Abdullah ibn Unays 217 [Abdullah, profetens far, 3 Abraham 2-3, 27, 20, 28, 40, 52, 61, 90, 99 Abu Ayyub al-Ansari 78 Abu Bakr 15, 22, 39-40, 76, 100, 160, 168, 171, 204, 206 Abu Busayr 31 Abu Dharr al-Ghifari 142, 146, 154,
Abu Hurayrah 120, 126, 128, 135, 140, 142, 149, 157, 177-8, 180, 192 Abu Jahl, [Amr ibn Hisham, 76, 87, 122, 213 Abu Jandal ibn Suhayl 29, 263 Abu Lahab, profetens onkel, 15 Abu Lubabah ibn [Abd al-Mundhir 248-50 Abu Mas[ud al-Badri 116, 138 Abu Rifa[ah 73 Abu Ruhm ibn Abd al-[Uzza 207 Abu Sa[id al-Khudri 156, 193 Abu Sayf 129 Abu Sufyan 23, 27, 34, 157, 196-7, 227, 235, 265 Abu Talhah 144 Abu Talib, profetens onkel, 5-9, 18-19, 50, 269 Abu Usayd al-Ansari 134 Al-Abwa’ 3 [Adiyy ibn Hatim 257-8 [Adnan, den vigtigste arabiske stamme, 2 Ahmad Zaki Yamani 189 [A’ishah bint Abu Bakr, profetens hustru, 96, 107, 109, 111-12, 139, 141-2, 146-9, 152, 173, 190, 210,

INDEKS

270, 272; hendes alder på tidspunktet for hendes ægteskab, xi, 203-6 [Ali ibn Abi Talib 22, 39-40, 46-7, 92, 122, 145, 149, 154-5, 157, 206, 257 [Ali Zayn al-[Abidin, Profetens oldebarn, 134 Aminah bint Wahb, Profetens mor, 3-4, 7 [Ammar ibn Yasir 15 [Amr ibn al-[As 32, 179 [Amr ibn al-Jamuh 89-90 [Amrah bint Rawahah 92 Anas ibn Malik 11, 69, 95, 120, 129, 132, 137, 141-2, 144-5, 151-4, 158, 270-2 Ansar 22-3, 26, 33, 35, 37, 48-9, 70, 91, 123, 136, 143-5, 156-8, 162, 179, 234, 238, 253 [Aqil ibn Abi Talib 87, 218 Al-Aqra[ ibn Habis 126 Asma’ bint Abi Bakr 130, 171 Asma’ bint Yazid 191 Asma’ bint Yazid ibn al-Sakan 73 Al-Aswad 141 [Attab ibn Usayd 37 Aws, stammen, 21, 64, 168, 194, 237-8, 240, 249-50, 261

B

Badr 23-5, 84-6, 101, 117, 122-3, 196, 213, 215-6, 218-22, 229, 232, 241, 252, 260 Bahira 50 Al-Bara’ ibn [Azib 10-11, 79, 125 Barrah bint al-Harith ibn Abi Dirar, omdøbt til Juwayriyyah af Profeten, 195, 207 Bashir ibn Sa[d 92 Bilal ibn Rabah 168 Bujayr ibn Zuhayr 122 Dihyah ibn Khalifah 265

F

Al-Fadl ibn [Abbas 87 Fatimah bint Asad 5, 7, 15, 269 Fatimah bint Muhammad, Profetens datter, 112, 149, 157, 173, 206 Fudalah 113

G

Gabriel, englen, 19-20, 25, 60, 68, 76, 88, 99, 117, 140, 179 Ghassan, stammen, 33, 241 Ghatafan, stammen, 26-7, 30, 219-21, 224-5, 235, 245, 247 Ghazzal ibn Samuel 253

H

Hafsah bint [Umar, Profetens hustru, 150, 206 Halimah, Profetens amme, 3-4, 6-7, 36, 44, 147, 234 Hamra’ al-Asad 223 Hamzah ibn [Abd al-Muttalib 172 Al-Harith ibn Abi Dirar 86, 194-5, 232 Al-Harith ibn Abi Shammar 265 Al-Hasan ibn [Ali 126-8, 132 Hatib ibn Abi Balta[ah 160-1, 265 Hawazin, stammen, 3, 35-6, 124, 147, 233-4 Hawdhah ibn [Ali 265 Heraculas, den byzantinske kejser, 208, 264-6 Al-Hubab ibn al-Mundhir 219-20 Al-Hudaybiyah 28-33, 43, 63, 74, 84, 224, 244, 262-4 Hunayn 35-6, 71, 78, 116, 145, 225, 229, 233, 258
Al-Husayn ibn [Ali 131-2, 154-5, 249 Huyayy ibn Akhtab 27, 241-3, 247
Ibn Taymiyah 190 Ibrahim, Profetens søn, 129, 208 [Ikrimah ibn Abi Jahl 113, 122 Imam al-Awza[i, [Abd al-Rahman, [Imran ibn Husayn 92

J

Ja[far ibn Abi Talib 16, 30, 45 Jabir ibn [Abdullah 91, 94, 112, 143, 161, 183 Jarir ibn [Abdullah 153, 156 Jesus 2, 20, 60-1, 110, 141, 272 Jurhum, stammen, 3 Juwayriyyah bint al-Harith, Profetens hustru, 195-6, 198, 207, 232

K

Ka[b ibn Asad 244, 247, 252, 255 Ka[b ibn Zuhayr 122-3 Kayyisah bint al-Harith 250 Khabbab ibn al-Aratt 100 Khadijah bint Khuwaylid, Profetens første hustru, 5, 10, 14-15, 19, 47, 68, 146-8, 182, 199, 202-3, 205, 210, 218 Khalid ibn al-Walid 32-4 Khalid ibn Sa[id 197 Khawlah bint Hakim 193, 203 Khaybar 29-31, 40, 74, 78, 85, 208, 221, 225, 229, 244-7, 253, 264 Khazraj, stammen, 21, 174, 194, 237-8,
Khunays ibn Hudhafah 206 Khusru, den persiske kejser, x, 266-7 Khuwaylah bint Tha[labah 63-4 Khuza[ah, stammen, 2, 29, 33, 261
Al-Mada’in 79 Madinah 3, 16, 22-7, 29-31, 37-8, 40, 49, 71, 79, 86, 91, 122-3, 130, 137, 144-5, 148, 151, 159-62, 167-8, 194, 196-7, 206, 214, 216-7, 219, 221-2, 229, 231-2, 237-8, 240-2, 244-5, 247, 252, 256, 258-9, 261-3 Mahmood S. Khattab 218 Makkah 2-4, 7, 10-11, 16-17, 19, 20-3, 28-9, 31-2, 34-5, 40, 44-7, 50-1, 63, 72, 76, 80, 84, 86, 100, 110, 121-2, 125, 161, 165-7, 170, 199-200, 205, 207, 214, 217-19, 221, 224-5, 227-8, 232-3, 235-8, 259-60 Malik ibn [Awf 45, 233-4 Malik ibn al-Huwayrith 133 Maria, den egyptiske kopt, 207-10 Maymunah bint al-Harith, Profetens hustru, oprindeligt kaldet Barrah, 207, 209 Maysarah 10 Mikraz ibn Hafs 46 Al-Miqdad ibn al-Aswad 179 Moses 2, 20, 53, 55, 60-1, 72, 82-3, 117, 167 Hira-bjerget 13 Mu[adh ibn Anas 135 Mu[adh ibn Jabal 130 Al-Mughirah (Abu Sufyan) ibn alHarith ibn [Abd al-Muttalib 121-2 Muhajirun 22-3, 32-3, 35, 37, 91, 161, 167-8, 218, 234, 239 Muhammad: som Guds sendebud, 55-118; som Guds tjener, 97-107; som leder, 151-64; som menneske, 269-73; som hyrde, 7-8, 148, 202; som statsmand, 257-68; som militær leder, 213-30; holdning til krig, 24, 30, 36-7, 71-2, 120, 125,

INDEKS

213-36; adfærd ved hans møder, 21-2, 138, 153-6; omgang med almindelige mennesker, 141-3; hans tapperhed, 144-5; omsorg for dyr, 33, 135-6; omsorg for børn, 126-33, 151-2, 157, 173-7, 179-80; omsorg for tjenere, 151-2, 162-3, 272; omsorgsfuld leder, 151-62; ændring af navne med dårlig betydning, 157, 159, 195, 207; hans medfølelse, 76-7, 11214, 119-20, 124-6, 129-30, 132-6, 198; kontrol over negative følelser, 114-18; håndtering af personlige klager, 156-7; omgang med jøderne, xi, 22, 24-5, 30, 48-50, 69-71, 94, 142, 168, 179, 195-6, 219, 221, 225, 237-46, 259, 263-4, 267-8, 271; hengivenhed i tilbedelsen, 102-7; tidlig deltagelse i gode sager, 10, 44; begivenheder i hans liv, 14-42; retfærdighed over for alle, 47-8, 50, 72, 170-3, 177-8, 199, 260, 269; tilgivelse af fjender, 120-5; de formative år, 1-13; hans gavmildhed, 141-3; samspil med mennesker, der tog sig af ham, 154-6; hans retfærdighed, 170-3; nøglen til hans karakter, 43-54; kærlig over for, 112-14; loyalitet over for venner og slægtninge, 146-7; hans ægteskaber, 194-212; barmhjertighed over for alle, 118-36; hans beskedenhed, 139-41; naturlig modvilje mod afguder, 9, 34, 50-1, 120, 169, 202, 217; afslog aldrig en anmodning, 143-4, 258; natrejse til Jerusalem, 20, 76; hans ædelhed, 137-50; at se bort fra menneskers fejl, 160-1; betaling af afdøde ledsageres gæld, 157-8; hans fattigdom, 147-50; offentlig bekendtgørelse af budskabet, 15, 45-6; hans sans for humor, 1456; løsning af menneskers personlige problemer, 161-3; behandling af naboer, 177-80 behandling af forældre, 173-7; behandling af slægtninge, 177-80; behandling af slaver, 11, 64, 125, 134-5, 168, 2089; behandling af kvinder, 181-93; behandling af Qurayzah-jøderne, xi, 220-1, 223, 247-57; tillid til Gud, 100-1; at vinde fjendernes hjerter, 231-6 Muhammad al-Ghazali 106 Muhammad ibn [Umar al-Waqidi Muhammad ibn Ishaq 204, 248, 2502, 254 Muhammad Saleem al-Awa 189 Al-Muqawqis, Egyptens hersker, 208, 264-5 Mus[ab ibn [Umayr 21, 265 Al-Mustalaq, stammen, 26, 91, 123, 194-5, 221, 229, 232 Al-Mut[im ibn [Adiyy 19

N

Nabbash ibn Qays 253 Al-Nadir, stammen, 25-7, 92, 237, 2425, 247, 251, 256 Najran 40 Nasibah bint Ka’b 190 Nawfal ibn al-Harith 87 Negus, konge af Abessinien, 16, 30-1, 45, 73, 197, 208, 264 Noah 2, 20, 167 Al-Nu’man ibn Bashir 176

Q

Qahtan, den vigtigste arabiske stamme, 2 Qaynuqa’, stammen, 24, 238, 241-2, Qays ‘Aylan, stammen, 10 Quraysh, stammen, 2-3, 8-12, 15-20, 22-9, 31-4, 40, 43-8, 69, 72, 74-5, 80-1, 85-6, 92, 100-1, 113-15, 1601, 164-6, 173, 196-7, 202, 205-6, 213, 215-26, 231, 235, 237-41, 245, 247, 253, 259-64 Qurayzah, stammen, xi, 26-7, 30, 2201, 223, 225, 229, 237, 244-5, 247-56 Qutham ibn ‘Abbas 87

R

Rabi’ah ibn Ka’b al-Aslami 162 Ruqayyah bint Muhammad, Profetens datter, 206

S

Sa’d ibn ‘Ubadah 37, 109, 130 Sa’d ibn Abi Waqqas 15 Sa’d ibn al-Rabi’ 167 Sa’d ibn Bakr, stammen, 3, 8, 36 Sa’d ibn Mu’adh 27, 247-53 Sa’id ibn Zayd 15 Safiyyah bint ‘Abd al-Muttalib 130 Safiyyah bint Huyayy, Profetens hustru, 78, 157, 195-6 Safwan ibn Umayyah 85 Sahl ibn Sa’d 143 Al-Sakran ibn ‘Amr 205 Salih ibn ‘Ali 254 Salih, profeten, 56 Sallam ibn Abi al-Huqayq 253 Samra’ bint Nuhayk 193 Sanaa 79, 100-1 Sawdah bint Zam’ah, Profetens hustru, 205 Sayyid Qutb 49, 212 Shaybah ibn Rabi’ah 19 Shayma’ bint al-Harith 147 Al-Shifa’ bint ‘Abdullah 193 Sufanah bint Hatim 257 Suhayl ibn ‘Amr 28 Sulayman ibn Surad 116 Sumayyah bint Khubat 15 Suraqah ibn Malik x

T

Tabuk 38, 160, 228-9, 249, 262 Taif 19-20, 35-6, 72, 121, 170, 218, 220, 229, 233-5, 255 Talhah ibn [Ubaydillah 15 Thaqif, stammen, 19, 35-6, 38, 233-4

U

[Ubadah ibn al-Samit 242 Ubayy ibn Ka[b 130 [Ubaydillah ibn Jahsh 196 Uhud 24-5, 116, 123, 158, 162, 204, 206, 219 222-3, 225-7, 229, 231, 242, 260 Umamah bint Abi al-[As 127 [Umar ibn Al-Khattab 70-1, 94, 124, 141, 148, 157, 160, 168, 193, 206, 208, 211, 272 Umaymah bint [Abd al-Muttalib, Profetens tante, 140, 200 [Umayr ibn Wahb 85 Umm al-Fadl, al-[Abbas’ hustru, 87, 207 Umm Ayman, Profetens amme, 3-5, 7, 9, 15, 200 Umm Habibah, Ramlah bint Abi Sufyan, Profetens hustru, 196-8 Umm Kulthum bint Muhammad, Profetens datter, 206 Umm Ma[bad 93-4 Umm Qays ibn Mihsan 131 Umm Salamah Hind bint Abi Umayyah, Profetens hustru, 121, 206-7, 210-11, 271 Umm Sulaym 151 [Uqbah ibn [Amir 178 [Uqbah ibn Zayd 253 Usamah ibn Zayd 129, 173, 250, 252 Usayd ibn Hudayr 156

INDEKS

[Utbah ibn [Amr 87 [Utbah ibn Rabi[ah 114, 213 [Uthman ibn [Affan 28, 38, 206, 271 [Uthman ibn Maz[un 130 [Uthman ibn Talhah 32, 261

W

Wahb ibn Zayd 253 Walid Arafat 254 Waraqah ibn Nawfal 50, 53, 68

Y

Yathrib, senere omdøbt til Madinah, 21-2, 80, 237, 240-1, 243 Yuhanna ibn Ru’bah 262

Z

Zahir 145-6 Zayd ibn ʿAmr 50, 52 Zayd ibn Harithah 5, 15; Profetens adoption af ham, 11-12, 140, 199-200; ægteskab med Zaynab, 140, 199-201 Zayd ibn Saʿnah 69, 71 Zayd ibn Thabit 130 Zaynab bint Jahsh, Profetens hustru, 140, 183, 199-200, 207 Zaynab bint Khuzaymah, Profetens hustru, 206-7, 209 Al-Zubayr ibn al-ʿAwwam 15, 130 Al-Zubayr ibn Bata 252-3 Zuhayr ibn Abi Sulma 166