Forord fra forlæggeren

Islam er den livsfilosofi, det livsideal og den vejledning, som den mægtige Allah har vist menneskene til alle tider. Menneskehedens velfærd og frelse ligger i islam. Derfor er det i egentlig forstand kun de samfund og civilisationer, der er opbygget på islams livsideal, som udgør sunde samfund og velfungerende civilisationer. De samfund og civilisationer, der gennem tiderne og i forskellige lande er blevet opbygget på menneskeskabte ideologier uden for den islamiske livsfilosofi, har på ingen måde kunnet blive velfærdsorienterede samfund og civilisationer. Tværtimod er de blevet naturstridige, forvrængede civilisationer, der tærer på menneskeligheden.

Ad-, Thamud-, Lots- og faraonernes civilisationer fra den forhistoriske tid, de græske, romerske, persiske og indiske civilisationer fra den historiske tid samt den materialistiske vestlige civilisation i nutiden er alle eksempler på forvrængede civilisationer, der vender sig bort fra Gud og er fjendtlige over for menneskeheden.

Et af de største elementer i en forvrænget og fordærvet civilisation er nøgenhed og skamløshed, som krænker kvindekønnets dyd. Det er i sin kerne en satanisk handling. Den moderne materialistiske civilisation forsøger under påskud af lighed mellem kvinder og mænd både at trække kvinder ind på alle mændenes områder og dermed holde dem borte fra deres rette ansvar som mødre; samtidig forsøger den ved at give mulighed for uhæmmet omgang mellem kvinder og mænd at forvandle hele menneskehedens civilisation til en fordærvet, dyrisk civilisation. I bogen med titlen »Islam og den moderne muslimske kvinde« har den højt kvalificerede forfatterinde med særdeles gode argumenter og oplysninger påvist, hvordan den muslimske verden, efter at være blevet offer for Vestens fordærvede feministiske propaganda, ødelægger sin egen civilisation.

Den fremadstormende forfatter hr. Mofachchhel Ahmad har oversat bogen i et særdeles klart og gribende sprog og dermed sat sit kvalifikationsstempel på værket. Måtte den mægtige Allah tage imod denne lille indsats fra ham. Amin!

Md. Nesar Uddin Masud

451, Mir Hajirbag

Dhaka-1204

Kort præsentation af forfatteren

Mariam Jamilah blev født i 1934 i New York i en amerikansk jødisk familie af tysk oprindelse. Hun voksede op i Westchester, den rigeste og tættest befolkede forstad til New York, og modtog en fuldstændig sekulær uddannelse på offentlige skoler. Allerede i barndommen blev hun, lidt anderledes end de øvrige elever, meget vidensbegærlig og yderst læselysten. Man så hende aldrig uden en bog i hånden. Omfanget af hendes læsning gik langt ud over skolens pensum. Da hun efter ungdomsårene trådte ind i voksenlivet, blev hun meget følelsesbetonet og begyndte at foragte al ungdommens letsindighed, noget man normalt ikke ser hos en attraktiv og smuk ung kvinde. Det, der især tiltrak hende i hendes tørst efter viden, var religion, filosofi, historie, antropologi, samfundsvidenskab og biologi. Skolens og kvarterets offentlige biblioteker og til sidst New York Public Library blev hendes andet hjem.

Efter at have afsluttet secondary school med en studentereksamen blev hun i 1952 optaget på programmet Liberal Arts ved New York University. Under sine universitetsstudier blev hun i 1953 alvorligt syg. Sygdommen blev værre dag for dag, og inden for to år måtte hun forlade universitetet uden at have opnået noget diplom. Hun var i behandling på offentlige og private hospitaler i to år (1957-59). Da hun vendte hjem fra hospitalet, opdagede hun, at hun var blevet forfatter. Marmaduke Pickthalls oversættelse af Koranen og to bøger skrevet af Allama Muhammad Asad, Road to Macca og Islam at the Cross Roads, tændte interessens ild for islam i hendes hjerte. Gennem brevveksling med flere fremtrædende samtidige muslimske tænkere fra muslimske lande og ved at opbygge venskabelige relationer med flere konvertitter, der boede i New York, blev hun konverteret til islam af Sheikh Daoud Ahmad Faisal ved New York Brooklyn Islamic Mission. Hr. Faisal ændrede da hendes navn fra Margaret Marcus til Mariam Jamilah.

Derefter begyndte hun at føre en omfattende brevveksling med islamiske tænkere over hele verden og læste alle islamiske bøger og tidsskrifter, der blev udgivet på engelsk. Gennem denne læsning stiftede hun bekendtskab med Maulana Sayyid Abul A’la Maududis tanker, og fra 1960 begyndte hun regelmæssigt at korrespondere med ham. I det duftende forår 1962 inviterede Maulana Maududi Mariam Jamilah til at flytte til Pakistan og bo i Lahore som medlem af hans egen familie. Mariam Jamilah tog med glæde imod hans invitation. Et år efter at hun var flyttet til Pakistan, indgik hun ægteskab med hr. Muhammad Yusuf Khan, der var fuldtidsarbejder for Jamaat-e-Islami. Senere overtog denne Yusuf Khan ansvaret for udgivelsen af alle hendes bøger. Mariam Jamilah er mor til fire børn. Hun boede sammen med sin mands første hustru i en storfamilie sammen med alle sin mands børn og hans mahram-slægtninge. Også efter sit ægteskab fortsatte hun sit litterære arbejde og alle sine intellektuelle bestræbelser med stor succes. Hendes vigtigste skrifter blev faktisk til under graviditeterne og i perioderne mellem to graviditeter. Hun overholder hijab meget strengt.

Hendes grænseløse afsky for ateisme og materialisme i alle deres nuværende og tidligere former samt hendes uophørlige nysgerrighed over for abstrakte og transcendente begreber førte hende til sidst til islam, den rene og lige vej, som opfyldte alle hendes behov for viden og følelser. Islam gav hende den rette vejledning om både det jordiske og det hinsidige liv.

——————

Oversætterens ord

Civilisationens grundlag bygges på kvinders og mænds positioner, ansvar og indbyrdes forhold i samfundet. Når et samfund har fjernet kvinden fra hendes rette position, er dette samfund altid blevet ramt af sammenbrud.

Den position, som islam har anvist kvinder og mænd i samfundet, har det muslimske samfund fjernet sig langt fra under indflydelse af den moderne materialistiske vestlige civilisation. I denne pamflet med titlen “Islam and the Muslim Women Today (Islam og den moderne muslimske kvinde)” har den fremtrædende islamiske tænker, dygtige forfatter og ny-muslimske fru Maryam Jamila, som blev født i en velhavende jødisk familie i New York, USA — den moderne, fordærvede civilisations skueplads — både skildret dette forfald i det muslimske samfund og med stor dygtighed fremlagt historien om den vestlige civilisations indholdsløshed.

Selv om kvinder og mænd tilhører den samme menneskeart, er der stor forskel på dem fysisk og psykisk. Fysisk er mænd stærke, virile, særdeles modige, skabende, arbejdsomme og udholdende. Kvinder er svage, skrøbelige og ude af stand til at klare større anstrengelser og modgang. På grund af den regelmæssige menstruationsblødning, graviditet og det store ansvar for at opdrage børn er hun desuden uegnet til arbejde uden for hjemmet.

Psykisk er mænd beslutsomme, fulde af overbevisning og udholdende; kvinder er følelsesbetonede, svage af sind og blufærdige.

Kvindekroppen indeholder en overvægt af magnetiske og alkaliske stoffer, mens mandekroppen overvejende indeholder elektriske og sure stoffer. Ligesom der er en gensidig tiltrækning mellem magnetisme og elektricitet samt mellem syrer og baser, findes der derfor naturligt en stærk biologisk tiltrækning mellem kvinder og mænd. Ligesom kvindekroppens stråleglans betager mænd, betages kvinder tilsvarende af mandekroppens elektriske udstråling. For at beskytte sig mod ubegrænset seksuel omgang og bevare kvindens særegenhed har islam derfor foreskrevet hijab: et påbud om at skjule sin krops og sit ansigts skønhed for fremmede mænd.

Islam har fastlagt kvindens egentlige arbejdsområde til hendes hjem, i ægtemandens husholdning. Fra sin egen position kan kvinden være uddannet, dydig, lærd, samfundsgavnlig, engageret i offentlig tjeneste og organisator. Islams guldalder er et fremragende vidnesbyrd herom.

Ligesom manden med sine naturlige evner og arbejdsmæssige dygtighed vil udøve autoritet uden for hjemmet, vil kvinden i overensstemmelse med sin naturlige beskaffenhed, bag hijab, udføre halvdelen af den menneskelige civilisations arbejde.

Det velfungerende samfund, som islam har opbygget ved at give kvinden de rette ansvarsområder i overensstemmelse med hendes natur, har den materialistiske vestlige civilisation forsøgt at ødelægge ved at spille på den forførende fløjte, der kaldes “kvindefrigørelse”. Disse kvindefrigørelsesforkæmpere har befriet kvinderne fra deres naturlige blufærdighed og slør og ført dem ind på alle arbejdets områder side om side med mændene. Som følge heraf er alle menneskelige relationer, der er bestemt af kønnet, langsomt ved at forsvinde. Husholdning og familie går i opløsning; forholdet mellem far og søn samt mellem mor og datter brydes.

Den muslimske verden har i mere end halvandet århundrede været regeret af Vesten.

I denne periode trængte vestlig uddannelse, filosofi, kultur, lovgivning og livsførelse ind i det muslimske samfund, og selv om de muslimske lande senere opnåede geografisk uafhængighed, har de den dag i dag ikke kunnet frigøre sig fra stormagternes trældoms åg.

Politisk styres de fleste muslimske lande stadig af vestligt sindede personer, der kalder sig muslimer, og disse nye herskere er i næsten alle samfunds- og statsanliggender afhængige af deres vestlige herrer. Derfor er ingen af islams værdier sikre under deres styre. Vestmagterne arbejder uophørligt gennem dem på at forandre det muslimske samfund. Blandt deres talrige sammensværgelser er religiøs omvendelse gennem NGO- og missionsvirksomhed under påskud af at hjælpe de trængende samt social fordærvelse ved at bruge økonomisk støtte som et middel til statsstyring. Resolutionerne fra de seneste verdenskonferencer om kvinder i Kairo og Beijing er fremragende eksempler herpå.

I de muslimske lande er vestlig politik, økonomi, uddannelse, filosofi, kultur, lovgivning og retsvæsen fuldstændigt indført. Kun familieordningen er til en vis grad islamisk. Også denne arbejder de ihærdigt på at nedbryde. Deres mål er at ændre blandt andet reglerne om hijab og påklædning, forholdet mellem kvinder og mænd, flerkoneri, lovene om ægteskab og skilsmisse, forældres rettigheder, ægtefællers rettigheder og arveret og således indføre vestlig lovgivning fuldstændigt. I den nævnte bog har den pågældende forfatterinde, som har indgående erfaring med vestlig og islamisk civilisation, på smuk vis fremlagt netop dette emne.

Det er for at bringe denne bogs budskab ud til bevidste læsere, at jeg har påtaget mig at oversætte den til bengali. Hvis det muslimske samfund, der taler bengali, især kvinder og mænd fra den nuværende generation, som er vokset op i et fjendtligt miljø, gennem denne bog i nogen grad finder vejledning, vil mit arbejde være umagen værd, inshaAllah.

Mofachchhel Ahmad

28.12.95.

Den muslimske kvindes sociale ansvar

De, der tror på det moderne livsforms overlegenhed, anser islamiske værdier som værgemål ved døtres ægteskab, flerkoneri, skilsmisse og pardah-praksis for skadelige for kvinders sociale status.

I alle verdens muslimske lande foregår der i dag en bevægelse kaldet »reformbevægelsen«, som ønsker at stille de bestemmelser, der siden islams begyndelse er blevet betragtet som islamiske, for domstolen og indføre de bestemmelser, der er gældende i ikke-muslimske lande, på disse områder.

Jeg vil derfor i denne artikel udførligt beskrive islams lærdommes naturlige overlegenhed med hensyn til kvinder samt den alvorlige sociale skade, som uretfærdig behandling af dem på dette område medfører. Moderne kvindelige ligestillingsforkæmpere anser det for meget beklageligt, at forældres eller værgers mening tillægges større vægt, når en muslimsk pige vælger ægtemand, og de beskriver det som faderens grusomme undertrykkelse af hende og et indgreb i hendes personlige frihed. Ingen anden islamisk bestemmelse har de fordømt så hårdt som flerkoneri. De har fremstillet det som et ekstremt eksempel på ydmygelsen af muslimsk kvindelighed og som et bevis på vilkårlig liderlighed. Disse »reformister« mener, at det kun er en passende skik i et yderst degenereret samfund, og hævder, at den kun kan accepteres under helt særlige undtagelsesforhold.

Vi må naturligvis forstå, at grundlaget for vore moderne reformisters sådanne beklagelige indrømmelser ikke findes i Koranen eller hadith overhovedet. Det er udelukkende et resultat af deres åndelige slaveri under den vestlige civilisation.

Grunden til, at det vestlige samfund ser på flerkoneri med så stærk afsky, er, at det i høj grad er påvirket af et overdrevet begreb om monogami, og i den forbindelse anser det heller ikke utroskab for særlig afskyeligt.

Det er yderst skamfuldt og sørgeligt, at islams familiebestemmelser selv i mange muslimsk dominerede lande er blevet lemlæstet så grundigt, at profeten (fred være med ham), hans ædle ledsagere (må Allah være tilfreds med dem) og andre store mænd, som har haft flere hustruer, efter deres samtidige lovgivning bliver betragtet som forbrydere. Også den islamiske skilsmisselovgivning har de anklaget lige så hårdt som flerkoneri. De nævner tilladelsen i sharia til, at en mand kan skille sig fra sin hustru, som endnu et bevis på, at muslimske kvinder bliver nedværdiget. De har højlydt erklæret, at ensidig forkastelse af hustruen, som ved talaq, nødvendigvis er en utilgivelig forbrydelse. For det giver en person tilladelse til at forlade sin hustru af meget små og ubetydelige grunde. Derfor må talaq nødvendigvis være en strafbar forbrydelse, og skilsmisse bør kun kunne gives med domstolens godkendelse, når der opstår en alvorlig situation som utroskab eller uhelbredelig sindssyge.

Hvor den islamiske sharia har givet et ulykkeligt ægtepar, som ikke kan holde ud at leve sammen, en smuk og værdig løsning på deres problemer, har disse »reformister« derimod sagt, at selv to mennesker af uforenelige temperamenter skal tvinges til at fastholde deres ægteskabsbånd.

Hvis en mand og en kvinde ikke kan finde gensidig tilfredshed, kan ingen irreligiøs moral tvinge dem til at elske hinanden; derfor vil de søge kærligheden et andet sted. De har kun én mulighed for at slippe fri af dette uudholdelige samliv præget af gensidig utilfredshed: at få domstolen til at bevilge skilsmisse gennem løgne og bagvaskelse. Og eftersom disse falske beskyldninger bliver en kilde til social skam for dem, fører hele sagen til moralsk forfald og undergang.

Den, der skiller sig fra sin hustru uden en legitim grund, som kan bevises i retten, kan betragtes som et dårligt menneske. Men at give kvinden mulighed for efter eget ønske at opløse ægteskabet i stedet for at holde hende i psykisk pine hele livet kan efter enhver menneskelig vurdering ikke være forkert. Ikke desto mindre har vore moderne reformister også i en sådan situation travlt med at udforme love, der skal holde kvinden i livslangt skænderi og psykisk pine.

De moderne uddannede ser ikke med mindre vrede på purdah eller adskillelsen mellem kvinder og mænd for at forhindre uønsket omgang. Ligesom ikke-muslimerne er de fast besluttede på at afdække kvindekroppen. Derfor har de indført samundervisning, stemmeret for kvinder, adgang til arbejde uden for landet og fuld deltagelse i alle offentlige aktiviteter.

Det højeste udtryk for denne »kvindefrihed«, som statens magthavere har indført, er synet af niqab-afslørede piger, der i et vanvittigt optog på gaderne svinger bannere i takt med nationalsangen; kvinder, der stemmer side om side med mænd ved valg; kvinder i hæren iført mandlige soldaters uniformer; kvinder, der arbejder sammen med mænd på fabrikker; samt dommere i en national skønhedskonkurrence, der betragter de ankomne smukke kvinders kroppe og skønhed, som var de pyntede dyr i en gavebutik på et folkefestmarked.

I den moderne civilisation fastlægges målet for kvinders ære og respekt gennem deres deltagelse i alle mænds aktiviteter og samtidig gennem afsløringen af al deres skønhed og ynde. Som følge heraf udviskes i det pågældende samtidige samfund fuldstændigt alle de aktiviteter, der adskiller kvinder og mænd.

Den islamiske lære kan på ingen måde tolerere sådanne vildledte, seksualiserede kulturelle værdier.

Islam har ikke givet kvinden ansvaret for lederskab på mændenes område. Hendes ansvar er fastlagt i hendes hjem, i hendes mands husholdning. Hendes værd og succes er fastlagt gennem hendes lydighed og troskab over for sin mand samt opdragelsen af hendes dyrebare børn. Alle muslimske kvinder foretrækker afsondrethed, og derfor er purdah det uundværlige middel.

På den scene i livets drama, hvor manden bliver historiens helt, vil kvinden bag purdah være den, der støtter alle hans aktiviteter. Selv om kvindens arbejde er mindre spændende, er det mere beskedent og på ingen måde mindre vigtigt for at bevare stabiliteten, udviklingen og renheden i en stabil og velordnet livsførelse.

Den muslimske kvindes ansvar som mor

En muslimsk mors første ansvar er at inspirere sine børn i overensstemmelse med Koranens og sunnahs lære.

De fleste muslimske kvinder i ikke-arabiske områder, som hver morgen læser Koranen med hengivenhed, kender ikke engang den mindste del af dens betydning eller forsøger at lære den at kende.

Mange piger, der er religiøst indstillede, men opdraget med en moderne uddannelse, studerer Koranen, hadith og islamisk litteratur. Men de betragter disse som et litterært drama eller som en abstrakt filosofi. Derfor er dette studium af islam ikke i stand til så meget som et øjeblik at afholde dem fra at se urene film, lytte til uanstændig musik, bevæge sig i takt med sange eller deltage i sociale arrangementer iført uanstændigt, kropsnært tøj.

I denne forbindelse er det muslimske mødres pligt at forklare deres opvoksende sønner og døtre, at det, deres øvrige venner gør i skoler og på colleges, faktisk ikke er rigtigt. Muslimske kvinder bør læse Koranen og hadith med det formål, at deres lære kan omsættes i deres dagligdag.

I mange muslimers hjem ser man Koranen ligge på en hylde, omhyggeligt indhyllet i et smukt silkeklæde, som om den kun var lagt der for at samle støv. Disse talrige ubenyttede koraner råber klagende: »O menneske, befri mig fra mine lænker, læs mig, følg mig.«

Mødre, der er vant til at læse kvindeblade, kommer let til at støtte deres unge børns stærkt oprørske holdning til de moralnormer og religiøse værdier, der længe har været etableret i samfundet. De opmuntrer endda deres stærke tiltrækning til tåbelig og afskyelig adfærd samt smålig frivolitet og deres totale modvilje mod det konventionelle. Disse mødre mener: »Ateisme og materialisme er en biologisk realitet, som de unge har arvet. De vil under alle omstændigheder tage den til sig som en revolutionær forandring. Derfor bør man overlade dem til denne altomfattende tendens.«

Dette er fuldstændig et bedragerisk udsagn. Det kan ikke have nogen som helst logisk begrundelse. Tværtimod er det i de fleste tilfælde de såkaldte progressivisters propaganda, der har kastet dem ud i denne fortvivlelse.

Da det, de hører og ser i massemedierne, og det, de lærer på deres uddannelsesinstitutioner, ikke stemmer overens med de værdier, der praktiseres eller undervises i hjemmet, bliver de naturligt nok oprørske. Hvis disse massemedier i stedet for at undervise i en vestlig livsstil underviste i den islamiske livsform, kunne disse unge mænd og kvinder blive helt anderledes i deres tanker, tro og følelser samt i deres adfærd. For at gennemføre denne påkrævede forandring kan kun uddannede mødre spille hovedrollen og udøve en yderst effektiv indflydelse på deres børn.

Det er netop kravet i den islamiske lære om tilsløring, at kvinder skal leve tilbagetrukket med værdighed og ære og tilbringe det meste af tiden i deres eget hjem, bortset fra når de i tilfælde af tvingende nødvendighed går ud for at mødes med slægtninge eller mandlige venner. En mor kan stille et godt eksempel for sine opvoksende børn gennem de handlinger, hun praktiserer i sit eget liv. Den mor, der altid finder sin plads i hjemmets og familiens gøremål, er optaget af madlavning, opsyn og børnepasning, regelmæssigt udfører bønnen, studerer Koranen og er beskæftiget med andre former for tilbedelse, er i stand til at skabe et sådant gunstigt islamisk miljø i familien, at hendes små børn bliver dybt påvirkede af det og ikke tiltrækkes af uønsket adfærd, når de med alderen færdes uden for hjemmet. Derfor bør børn undervises i islam fra en meget tidlig alder. Af hadith kan vi erfare, at børnene af Profetens (s.a.v.) ædle ledsagere (må Allah være tilfreds med dem) kunne recitere Koranen, selv da de var i den alder, hvor de gik nøgne.

Når børn lærer at tale, bør de straks lære kalimaen, og de bør også lære islamiske, følelsesladede udtryk som Bismillah, Alhamdulillah, Allahu Akbar, Insha’Allah og Masha’Allah. Så snart barnet lærer at stå og gå, bør det opmuntres til at øve sig i namaz ved at efterligne sin mor. Når barnet fylder syv år, bør mødrene presse det til at bede, og hvis det stadig ikke beder som tiårigt, bør det straffes. Hvis børn undervises på denne måde, vil de længe før de bliver fornuftige, vænne sig til at opfylde deres ansvar over for Skaberen og mennesker.

Børnene bør efter deres alder og intellekt have en enkel, ligetil og tydelig forklaring på betydningen af at opfylde alle disse pligter. Her er det mødrenes opgave at gøre børnene bekendt med tidligere og nutidige muslimske storheders spændende liv og virke og skabe et stærkt ønske hos dem om at følge disse værdier i deres eget liv. Når børnene bliver lidt større og selv kan læse bøger efter eget ønske, bør hjemmet rumme sådanne islamiske bøger, som tiltrækker børnene og får dem til at læse.

Det er ikke nok blot at forbyde de børn, der er blevet forholdsvis store eller er kommet i puberteten, at se beskidte film i biograferne og meningsløse programmer i radio og fjernsyn; man må også forklare dem, hvad der er dårligt ved disse ting. Hvis der findes en radio eller et fjernsyn i hjemmet, bør mødrene fuldstændigt afholde børnene fra at lytte til eller se alle andre programmer end koranrecitation, nyhedsudsendelser, god poesioplæsning og sundhedsprogrammer. Børn bør under ingen omstændigheder have lov til at lytte til syndig musik. For der findes intet andet program, som kan have en værre moralsk indflydelse på et barns karakter. Hvis et barn en dag hører sådanne dårlige sange fra naboens radio eller fjernsyn og begynder at synge dem, bør mødrene tvinge det til at tie stille og irettesætte det ved at sige, at det bør skamme sig over at synge sådanne beskidte sange.

Muslimske mødre bør under ingen omstændigheder gå med til at sende deres børn på kristne missionsskoler eller klostre for at studere. For dér vil børnene uundgåeligt blive påvirket af kristendommen og den kristne kultur. Selv på statslige skoler kan man ikke forvente særlig gode resultater med hensyn til moralsk undervisning.

Derfor kan man, hvis man har råd, afhjælpe den materialistiske undervisning ved at give børnene undervisning i det arabiske sprog, Koranen og hadith gennem en privatlærer, eller, hvis man ikke har råd, ved at sende dem til moskeen. Hvis moderen er i stand til det, kan hun selv give sine børn denne form for undervisning.

Enhver mor bør læse alle de tekstbøger, som børnene bruger i skolen, grundigt igennem. Hun bør påpege over for børnene, hvilke af bøgernes emner der er usande, fejlagtige eller skadelige, og med uigendrivelige beviser forklare dem, hvorfor disse emner er usande.

Muslimske mødre bør gøre hjemmet attraktivt inden for rammerne af deres evner. Næsten alle hjem i dette land, også middelklassens hjem, er ofte urene og beskidte. Mange kvinder lader affald ligge spredt på gulvet, især i gården og køkkenet. De har den dårlige vane, at de hellere vil leve blandt snavset end selv at gøre rent. Islamisk undervisning lærer naturligvis piger renlighed og disciplin. En muslimsk kvinde bør aldrig skamme sig over selv at feje eller gøre hjemmet rent, og det er ikke rigtigt altid at være afhængig af tjenestefolk i denne henseende. Hvis hun er velhavende, må hun altid undgå pragt og ødselhed og afholde sig fra dyre husholdningsgenstande som sofaer, toiletborde, legetøj og lignende i vestlig stil. Hjemmets vægge kan udsmykkes med kunstfærdig kalligrafi med vers fra Koranen og ord fra hadith. På den ene side vil det udsmykke hjemmet, og på den anden side vil det minde alle om, at dette også er et muslimsk hjem. Billeder, der strider mod islamisk undervisning, samt indrammede enkelt- og gruppefotografier af familie eller venner og lignende bør under ingen omstændigheder hænges op i hjemmet. Islamisk undervisning lærer en pige i forbindelse med husarbejdet i det mindste renlighedens grundprincipper, førstehjælp og hvordan man tilbereder velsmagende halal-mad. Mange muslimske kvinder er fuldstændig uvidende om fødevarers næringsværdi. Derfor ved de ikke, hvordan de skal give deres børn den nødvendige og egnede mad, selv når de har rigeligt af den lige ved hånden.

En uuddannet og ligegyldig muslimsk kvinde kan på ingen måde modvirke den ikke-islamiske påvirkning, som dag og nat skader hendes børn. Kun en uddannet, intelligent og yderst engageret muslimsk kvinde kan modigt konfrontere det nuværende ugunstige miljø.

—————————-

Kvindefrihed og Kasem Amin

De skikke, der består i at bevare mænds og kvinders seksuelle renhed, praktisere purdah, lade piger opholde sig i hjemmet som trofaste hustruer, beskæftige kvinder med børneopdragelse og huslige opgaver, anerkende ægtemanden som familiens overhoved og forsørger samt give mænd ret til at skille sig fra deres hustruer og have flere hustruer, har været praktiseret i det muslimske samfund i mere end tretten hundrede år, siden Den Hellige Profets (s), hans ædle ledsageres og imamernes tid. Ingen faqih eller lærd fra nogen madhhab har nogensinde rejst spørgsmål om dette. Alle har uden tøven accepteret disse bestemmelser. Indtil den europæiske imperialisme berøvede den muslimske verden dens frihed, havde ikke engang en navnemuslim den mindste dristighed til at kritisere denne sociale position for muslimske kvinder, som er foreskrevet af Koranen og sunnaen.

Den første person i historien, der bar det muslimske navn og talte imod purdah-skikken, var Kasem Amin (1865-1904). Kasem Amin var kurder af oprindelse og dommer af profession. Han var discipel af Sheikh Muhammad Abduh. Han tilbragte det meste af sit liv i Kairo. Mens han studerede det persiske sprog, blev han gennem kristne missionærers propaganda overbevist om, at purdah, polygami og skilsmisse var de eneste årsager til det muslimske samfunds tilbageståenhed. Jo mere denne franske uddannelse gav ham argumenter for den vestlige civilisations overlegenhed, desto stærkere blev hans forestilling om sin egen underlegenhed. Senere skrev han: “Den sande civilisation vil være baseret på videnskab. Eftersom islam nåede sin fuldkommenhed før den sande videnskabs udvikling, kan den derfor ikke betragtes som civilisationens ideal.” Han sagde endvidere, at islams moralske grundlag var svagt. Han sagde: “Muslimerne, selv muslimerne på Den Hellige Profets (s) tid, var ikke på nogen måde bedre end andre mennesker.” Efter hans mening er “vejen til fuldkommenhed og den højeste overlegenhed videnskaben. Jo længere Europa er kommet frem inden for videnskaben, desto længere er det også kommet frem i social overlegenhed.” Han skrev endvidere: “Europa er os overlegent på alle områder. Selvom vi glæder os ved at tænke, at europæerne er rigere end os materielt, men at vi til gengæld er dem moralsk overlegne, er det ikke rigtigt. Europæerne er os langt mere avancerede moralsk. Der findes social moral blandt alle deres klasser. I Europa er kvindefriheden heller ikke opstået som en skik eller følelse. Den er tværtimod baseret på videnskab og moral. Derfor er det meningsløst at antage europæisk videnskab uden dens moralske side. Disse to ting er uløseligt forbundne. Vi bør derfor gøre os rede til at gennemføre forandringer på alle områder og i alle dele af vores liv.”

Det var denne tankegang, der fik Kasem Amin til i 1901 at begynde at skrive bogen The New Woman, som var imod purdah. I denne forbindelse fremstillede han det muslimske familieliv på en yderst negativ måde. Fra bogen Childhood in the Muslim World af den vestlige forfatter Samuel Gemmer hentede Kasem Amin følgende citat til sin bog: “I det muslimske samfund er manden kvindens absolutte herre. Kvinden er genstand for hans fornøjelse, som et legetøj, han kan lege med, som han vil. Al viden tilhører mændene, mens kvinden er uforstandig, og al uvidenhed er hendes. Den frie himmel og alt lys er for manden, mens alt mørke og fangenskab er for kvinden. Manden vil blot befale, og kvinden vil adlyde ham i stilhed. Alt tilhører manden, og kvinden er blot en ubetydelig del af alt dette.” Denne Kasem Amin var den første person, der bar det muslimske navn, som anbefalede at omorganisere og opbygge den muslimske familie efter vestlig model. I denne forbindelse citerede han i sin bog fra Albert Houranis bog Arabic Thought in the Liberal Age: “Se på de østlige lande, og I vil se, at kvinderne er fanget i slaveriets lænker hos mændene. Mændene er deres herskere. Manden er tyrannisk, og så længe han opholder sig i hjemmet, fortsætter han denne undertrykkelse. Se derimod på de europæiske lande; dér har enhver regering sikret menneskets rettigheder og individets frihed og givet kvinden større frihed og værdighed i tanke og handling.”

Kasem Amin skrev endvidere i den nævnte bog: “Hovedårsagen til muslimernes forfald er ødelæggelsen af de sociale værdier på grund af uvidenhed. Denne uvidenhed begynder i familien. For at forbedre denne tilstand er det nødvendigt at indføre vestlig uddannelse. Gennem denne uddannelse vil kvinden ikke blot blive befriet fra familiens problemer, men også kunne gøre sig selvstændig for at undslippe den mandlige undertrykkers hænder. Denne uddannelse vil befri kvinden fra sløret, isolation og undertrykkelse.” Kasem Amin anså kvindens ophold i hjemmet for skadeligt, idet han mente, at det udsprang af mænds mistillid til kvinder. Manden respekterer ikke kvinden; de holder hende indespærret i hjemmet. For de anerkender ikke fuldt ud, at hun er et menneske. Manden benægter kvindens menneskelige egenskaber, fordi han kun ønsker at nyde hendes krop. Også med hensyn til polygami havde Kasem Amin samme opfattelse. Efter hans mening kan ingen kvinde dele sin mand med en anden kvinde. Hvis en mand gifter sig for anden gang, kan det kun ske ved at tilsidesætte hans første hustrus ønsker og begær. Han så også på skilsmisseordningen med afsky. Han sagde, at hvis denne ordning skulle opretholdes, måtte kvinder også have lige rettigheder på dette område. Han gav udtryk for, at der ikke var nogen grund til, at kvinder ikke skulle have lige rettigheder med mænd på det politiske område. Han understregede dog, at kvinder burde modtage uddannelse i en lang årrække, før de deltog aktivt.

Kasem Amins The New Woman er en klar erklæring om at lænke den moderne muslimske kvinde til kristne og humanistiske idealer. Enhver, der læser denne bog, vil virkelig have svært ved at tro, at dens forfatter er muslim og ikke kristen missionær.

Denne polemik i bogen The New Woman mod det muslimske samfund har intet grundlag i virkeligheden. Det, Kasem Amin har sagt, er udelukkende blevet til, fordi han uden den mindste bestræbelse på at undersøge muslimske kvinders virkelige situation neutralt og med et åbent sind blindt accepterede alle de kristne missionærers angreb. Den virkelige sandhed er, at der selv i denne forfaldets tidsalder udstråler glans af gensidig kærlighed og medfølelse fra de fleste muslimske familier. Blandt alle verdens lande er det netop i de muslimske lande, at familiebåndene er stærkest. Som følge af denne traditionelle familiestruktur modtager muslimske kvinder stor ære, respekt og anseelse som mødre og hustruer i familien. De praktiserer ikke purdah af frygt for den såkaldte mandlige undertrykker; de gør det tværtimod, fordi de ved, at det rummer stor gavn for dem. Det betyder ikke, at de må udholde et vist psykisk pres. Men det skyldes ikke kvindens sociale vanære, men derimod den herskende moralske forfald og berøvelse.

I et personligt brev, som maulana Sayyid Abul A’la Maududi skrev til mig den 1. april 1961, nævner han: »Den vestlige civilisation har vist sig at være yderst grusom over for kvindekønnet. På den ene side tvinger denne civilisation kvinden til at opfylde sin naturlige kvindelige rolle, mens den på den anden side samtidig fører hende ud af hjemmet for at deltage i mænds mangeartede arbejdsopgaver; således har den stillet kvinden firkantet mellem to møllesten. Desuden har dens propaganda lokket kvinder til at gøre sig konkurrencedygtigt attraktive over for mænd. I denne konkurrence har de opgivet den naturlige blufærdighed og er nået så langt som til utilstrækkelig påklædning og endog nøgenhed. På denne måde er de blevet legetøj i mænds hænder. Kun islam kan redde kvinden fra denne elendighed. Islam har nemlig bestemt kvinden for én enkelt mand og givet hende sikkerhed i udførelsen af hendes naturlige opgaver samt hædret hende med en høj position. Den vestlige civilisation har derimod gjort kvinden til en tjenestepige, der skal underholde utallige mænd, og har skabt en falsk skamfølelse i hendes hjerte over for alle de opgaver, som i sandhed sømmer sig for en kvinde. Islams principper vedrørende familie- og huslige opgaver er i sandhed passende for kvinden og fuldstændig i harmoni med hendes natur.«

På grund af sin blinde troskab mod den vestlige civilisation forstod Qasem Amin i 1901 ikke, at Vestens kvindefrigørende propaganda ville føre de kommende generationer i retning af omfattende, uhæmmet, universel og ulovlig seksuel tilfredsstillelse, og at den fuldstændig ville afskære menneskets medfødte familiære bånd.

I begyndelsen af det tyvende århundrede rejste Qasem Amin gennem sin bog en storm af propaganda mod muslimske kvinders tilsløring. På grund af den fulde støtte, som kristne missionærer og vestlige imperialister gav denne propaganda, medførte den en hidtil uset forandring i det muslimske samfund. Som følge af denne propaganda dukkede der i hvert muslimsk land en gruppe udisciplinerede kvinder op som ukrudt; de var besluttede på at ødelægge muslimske kvinders rette ansvarsfølelse og gøre deres livsform identisk med livsformen hos Vestens fordærvede piger.

——————-

Kvindefrihed og islam

I den moderne verden findes der måske ikke et eneste muslimsk land, som ikke er blevet offer for den voldsomme propaganda fra Vestens kvindefrihedsfortalere, har betegnet tilsløringen som en reaktionær religiøs bestemmelse eller accepteret den såkaldte kvindefrihed som en uundværlig del af social og økonomisk frigørelse. I en artikel, der blev offentliggjort i avisen Pakistan Times den 19. oktober 1976, sagde for eksempel vicekansleren ved Teheran Universitet, dr. Muhammad Muqaddam: »Modernisering er ikke mulig i noget land, medmindre landets kvinder frigøres fuldstændigt fra religiøs fanatisme. I mange østlige lande er moderniteten kommet sent, netop på grund af den fanatisme og de primitive trosforestillinger, der er rodfæstet blandt befolkningen, når det gælder om at give kvinder frihed. Hvis vi ikke kan følge trit med verdens øvrige lande, vil vi heller ikke kunne overleve som en selvstændig nation. Kvindernes rolle er tydelig i alle udviklingslande i Asien og Afrika. For landets udvikling må de nødvendigvis deltage i alle sociale, kulturelle og politiske aktiviteter. Men det mest sørgelige er, at nogle af landets mennesker slet ikke ønsker at forstå dette.«

Ved et seminar med titlen »Kvinders rettigheder i de to årtier siden Pakistans grundlæggelse«, som blev afholdt i Lahore i august 1976 på initiativ af Pakistans Nationale Enhedsråd, blev der fremsat nøjagtig samme kommentar som i ovenstående udtalelse. Hvis vi hævder, at vi er muslimer, og mener, at islam er det ideologiske grundlag for oprettelsen af vores land, er det så ikke vores pligt at vide, hvad islam har lært os om kvindefrihed?

I forbindelse med en udtalelse om kvinders rettigheder hedder det i vers 34 i suraen An-Nisa: »Mændene er kvindernes forsørgere og værger, fordi Allah har skabt mændene med større evner end kvinderne, og fordi mændene afholder udgifterne for kvinderne.«

Betydningen af dette er, at ingen muslimsk kvinde er forpligtet til at tjene sit eget levebrød, så længe hun har tilstrækkelige midler til at leve for, hendes mand ikke er død, hun ikke er blevet skilt, eller hun har en mandlig slægtning, der kan forsørge hende.

Ifølge Koranens lære er manden sin hustrus ven og beskytter. Mandens pligt er at vise sin hustru retfærdighed, kærlighed og barmhjertighed, og til gengæld er hustruens ansvar at adlyde og være lydig over for sin mand samt at vise ham oprigtig tillid, så han ikke bliver umoralsk.

At Koranen har givet manden en plads ét trin over hustruen, skyldes ikke, at han skal være en brutal tyran, men at han gennem denne ordning skal sikre familien. I en familie, hvor hustruen er økonomisk selvstændig, mister manden naturligt sin rolle som familiens overhoved. Omvendt mindskes børnenes respekt for faderen, når moderens myndighed i familien vokser.

I vers 30-31 i Sura An-Nur er muslimske mænd blevet forbudt at kaste blikke på ikke-mahram-kvinder, og muslimske kvinder at kaste blikke på ikke-mahram-mænd. Både mænd og kvinder har fået besked på at slå blikket ned over for hinanden. Kvinderne har fået besked på at bære et tørklæde på hovedet og at dække ansigt og bryst med dets ender. De er blevet forbudt at vise deres skønhed foran andre end deres mænd og nære slægtninge, som de ikke kan gifte sig med. I praksis er det gennem dette vers blevet forbudt at anvende kosmetik i ansigtet og at bære tøj, der skaber seksuel tiltrækning.

Det fremgår af hadith, at Hazrat Asma (ra), den yngre søster til Profeten (s)’ hustru Hazrat Aisha (ra), en dag kom foran Profeten (s) iført gennemsigtigt tøj. Den Hellige Profet irettesatte hende da med ordene, at når en kvinde er blevet kønsmoden, bør intet af hende være synligt bortset fra ansigt og hænder. I vers 55 i Sura Al-Ahzab har Allah den Almægtige forbudt ikke-mahram-mænd og fremmede kvinder at træde ind i Profeten (s)’ hustruers hjem, og i vers 59 er muslimske kvinder blevet forbudt at gå ud iført tiltrækkende tøj og smykker samt at vise noget i deres påklædning og adfærd offentligt, som kan vække menneskers tiltrækning til dem.

Kvinder må kun tale frit med familiens mahram-mænd, tjenere og slaver.

I vers 53 i Sura Al-Ahzab er de troende blevet befalet at vise Profeten (s)’ hustruer behørig respekt og, hvis de ønsker noget fra dem, at bede om det bag forhænget. I vers 59 er muslimske kvinder, når de af en eller anden grund må gå uden for hjemmet, blevet befalet at dække hele deres krop med et tørklæde, så de kan genkendes som fromme kvinder og ikke bliver chikaneret. Koranen har befalet Profeten (s)’ hustruer og i praksis alle muslimske kvinder, at når de af et nødvendigt behov må møde en ikke-mahram-mand, skal de ikke tale til ham på en følelsesladet måde, der kan vække kærlighed i hans hjerte. Samtalen skal derimod være enkel og konventionel. I hadith er muslimske kvinder blevet forbudt at begive sig ud på en lang rejse alene med nogen anden end deres mand eller nære slægtninge, som de ikke kan gifte sig med (det vil sige uden ledsagelse af en mahram-mand).

Når de fleste autentiske hadither har frarådet muslimske kvinder at samles til menighedsbøn i moskeen og har beskrevet bøn i hjemmets afsides krog som mere elsket af Gud, hvordan kan man så tolerere, at en muslimsk kvinde arbejder som privatsekretær, bankassistent, stewardesse, hotelstuepige, reklamemodel, sangerinde eller danserinde eller optræder som skuespillerinde i film, fjernsyn og radio?

I versene 1-24 i sura an-Nur trues de, der har seksuelle forhold uden for ægteskab, med hård straf i denne verden og i det hinsidige. Islam har ingen dobbeltmoral i denne sag. Koranen og hadith gør ingen forskel på straffen for de kvinder og mænd, der har ulovlige seksuelle forhold. Den samme hårde straf nævnes for begge. Hvilket yderligere bevis for islams støtte til tilsløring kan der være behov for ud over dette bevis fra Koranen og hadith? Dette forbud mod muslimske kvinders færden er udelukkende blevet indført for at beskytte kvinderne og holde mænd tilbage fra at tage onde skridt over for dem. Islam er den eneste religion i verden, der ikke blot nøjes med at kalde umoral ond, men også befaler verdens mennesker at holde sig fra enhver social aktivitet, der opmuntrer til umoral.

De første fortalere for kvindefrigørelsesbevægelsen var Marx og Engels, grundlæggerne af kommunismen. I deres Kommunistiske Manifest, der blev udgivet i 1848, skrev de: »Hjemmet og familien er ikke andet end en forbandelse. For de binder kvinderne permanent i slaveriets lænker.« De sagde: »Kvinderne skal befries fra familiens bånd og have mulighed for at opnå fuldstændig økonomisk selvstændighed gennem permanent beskæftigelse på fabrikker og i industrien.« Deres senere feministiske fortalere insisterede på at give mænd og kvinder mulighed for fri seksuel omgang gennem fællesundervisning, at arbejde sammen på de samme arbejdspladser uden for hjemmet, mænds og kvinders samvær ved sociale arrangementer, førægteskabelig kurtise iført halvnøgent tøj samt alkohol-, rusmiddel- og dans- og sangunderholdning ved fælles sociale sammenkomster. I den forbindelse krævede de, at staten skulle sørge for prævention, sterilisation, abort af uønskede graviditeter samt statsdrevne vuggestuer og kostskoler til opdragelse af uægte børn. Dette er den grundlæggende idé i den moderne teori om »kvinders rettigheder«.

På et seminar på Gulberg School of Home Economics i Lahore forsøgte vicekansleren for Teheran Universitet at overbevise tilhørerne om, at »den mængde fordærv, der er kommet til med den moderne civilisation, er langt mindre end den stærkt bekymrede, konservative og reaktionære opfattelse«. Men er der nogen, der kender årsagerne til denne frygt? Se blot, hvilke følger kvindefriheden har medført for Vesten!

Den amerikanske historiker og klummeskribent Max Lerner siger: »Vi lever i et babylonisk samfund. På grund af vægtningen af sansenydelse og seksuel frihed er alle samfundets gamle moralske bånd blevet brudt.« Indtil for kort tid siden var det kirken, staten, familien og samfundet, der bestemte, hvad der kunne offentliggøres, og hvad der ikke kunne. Men nu er alle disse institutioner blevet besejret af folkets krav. Institutionernes opgave er nu blot at høre og se. Overalt i USA samles tilskuere dagligt i kunstgallerier og teatre for at øge deres seksuelle ophidselse ved at se pornografiske danse og sange fra den næsten nøgne svenske skuespillerinde i serien »Jeg er en kvinde«. Den italienske filminstruktør Michelangelo Antonioni har i sin film »Smadr det« gjort op med alle religiøse forbud mod nøgenhed. Den franske komiske skuespillerinde Jane Fonda svæver fra én nøgenscene til den næste, endnu mere nøgne scene, mens hun i den grænseløst forførende film Barbarella lovpriser fri kærlighed. Filmen »Jasons portræt«, der varer mindst to timer, og som fortæller om en sort mandlig prostituerets forkvaklede sjæls rejse, vises nu åbent i næsten alle biografer i Amerika, hvilket har indskrænket menneskelivets aspekter. Den kristne teolog fader Walter J. Ong siger: »Vi får snart mulighed for at leve et friere liv end på noget tidspunkt i den kendte fortid…..« (Fra artiklen »Alt går i den retning, samfundet går«, offentliggjort i Readers Digest, april 1968).

Lad os se på, hvilken indvirkning dette sociale forfald i Vesten har haft på de muslimske lande. Film er et af de vigtigste og mest effektive midler til kvindefrigørelse og moralsk forfald. »Enhver pige i Lahores Heera Mandi-distrikt ønsker at blive skuespillerinde. De ønsker alle at blive filmskuespillerinder. De er villige til at bringe ethvert offer for at få dette ønske opfyldt. Et stort antal af disse piger er villige til at møde op hvor som helst for at behage de såkaldte filminstruktører og producenter, som en betingelse for at få deres ønske om at blive heltinder opfyldt. Det er disse piger, der let og almindeligt bliver vildledt af filmindustrien. De fleste af dem er tilfredse, hvis de blot får små roller. Yderligere en hel del piger bliver på denne måde knyttet til filmverdenen. Kun få af dem opnår naturligvis en etableret position. Mange af byens hoteller bruges til »god tids«-formål. Nogle hotelejere fungerer som mellemmænd. De fleste restauranter bruges som mødesteder for fordærvede piger og deres kunder. Disse piger kan også ses på byens busstationer. Byens biografer er også velkendte steder at opsøge kunder. Det er ikke sådan, at biograferne kun bruges til at se film. Politiets rolle i alle disse forhold er meget lempelig.« (Fra rapporten »Prostitution i Lahore«, offentliggjort i The Pakistan Times den 29. og 30. marts 1968).

Kan det være en del af vores nationale udvikling at opbygge en hær af kvinder som Christine Keeler eller Marilyn Monroe?

Avisernes, radioens og filmens propaganda til fordel for kvindefrihed har ringeagtet og nedvurderet kvindens rolle som hustru og mor til sine børn. Denne propaganda har beskrevet kvindernes ophold i hjemmet for at opdrage børnene som årsagen til et utilgiveligt tab, fordi halvdelen af arbejdskraften er fraværende fra de nationale økonomiske aktiviteter.

Den hurtige udbredelse af fællesundervisning i de muslimske lande under statslig myndighed har øget den frie omgang mellem drenge og piger samt tilbøjeligheden til seksuelle forbrydelser så meget, at det har bragt utallige unge mænd og kvinder på randen af undergang og medført et stort antal syndige handlinger. Fællesundervisning bygger på den fejlagtige forestilling, at der ikke er nogen medfødt forskel mellem kvinder og mænd, og at begge derfor skal uddanne sig til det samme arbejde på den samme arbejdsplads. Som følge heraf bliver de piger, der modtager fællesundervisning, meget dårligt forberedt på ægteskab og moderskab. Alligevel siger kvindefrihedsforkæmperne, at pigernes primære ansvar ligger i mandens hjem. Det betyder i realiteten, at moderne kvinder skal påtage sig et dobbelt ansvar. Selv efter at have arbejdet hele dagen uden for hjemmet for at tjene til deres eget livsophold skal de vende hjem og opfylde næsten umulige forpligtelser som at opdrage børnene, ordne hjemmet og imødekomme mandens behov. Er det også retfærdighed?

Har den familielov, der i nyere tid er blevet vedtaget i muslimske lande efter forbillede af vestlig lovgivning, i virkeligheden medført nogen forbedring for vores kvinder? Loven fastsætter ganske vist omhyggeligt en aldersgrænse for ægteskab, men glemmer fuldstændigt at indføre noget forbud mod ulovlige seksuelle handlinger mellem drenge og piger under denne aldersgrænse, altså under den alder, hvor ægteskab er tilladt.

I de fleste muslimske lande har modernisterne i strid med Koranens og sunnaens lovgivning erklæret polygami for stærkt begrænset eller endog forbudt. De ønsker aldrig at forstå, hvad der er bedst for en hustru: at dele sin mands kærlighed med en anden hustru, som er under hans beskyttelse, og hvis børn modtager deres fars kærlighed og omsorg, eller at se ham i hemmelighed have et ulovligt forhold til en kvinde, fordi landets lov forhindrer ham i at tage endnu en hustru uden først at skille sig fra sin nuværende hustru og bortvise hende sammen med hendes børn?

Ville det ikke være til gavn for den kvinde, som ikke kan leve godt sammen med sin mand, at hendes mand personligt skilte sig fra hende, hvorefter ægteparret kunne gå fredeligt fra hinanden og senere indgå nye ægteskaber efter eget valg? Er det bedre, at deres sag kommer for retten, og at manden for at opfylde de af retten fastsatte »nødvendige betingelser« for at blive frigjort fra ægteskabet tvinges til falsk at beskylde sin hustru for umoralsk adfærd og sindssyge, så det bliver en social skamplet for kvinden og for altid tilintetgør den stakkels kvindes gode navn og omdømme?

I virkeligheden er fortalere for kvindefrigørelse ikke interesserede i kvinders personlige lykke og velbefindende. Ved et symposium i Lahore, arrangeret af »All-Pakistan Women’s Council«, indrømmede fru Satnam Mahmud, en aktiv støtte af rådet, åbent i sin tale, at selv om vestlige kvinder nyder materiel overflod, fuld social frihed og lige rettigheder, er de ikke lykkelige på den måde, de ønsker. Hun sagde, at hvis åndelig lykke er målet, kan løsningen ikke findes i den såkaldte kvindefrigørelse. Den opportunistiske socialarbejder og et af det nævnte kvinderåds medlemmer, fru Kaisera Anwar Ali, udtrykte i sin tale en sådan fortvivlelse over højtuddannede kvinder, der er uvidende om deres egen religion, kultur og nationalsprog, at hun tilsyneladende ikke selv ved, at hendes organisation støtter og fremmer denne hovmodighed blandt piger.

Hvad er det egentlige formål med kampagnen »Kvindefrigørelsesbevægelsen skal opbygges i alle muslimske lande«? Det er i virkeligheden en farlig sammensværgelse, som ønsker at ødelægge vores hjem, familier og endog hele samfundsordenen. Billige slagord som »kvinders rettigheder«, »kvindefrihed« og »kvinders udvikling« skal blot dække det egentlige formål med et slør af tåge.

Kvindefrigørelsesbevægelsen i den muslimske verden vil fremkalde den samme yderste konsekvens, som nu finder sted andre steder i verden. Den grad af afskyelig seksuel adfærd, som menneskeheden i dag over hele verden har hengivet sig til, overgår selv vilde dyrs samvittighed. Som den uundgåelige følge af denne adfærd vil alle bånd af social moral, herunder hjemmet og familien, bryde fuldstændigt sammen, og ungdomskriminalitet, korruption, overgreb, politisk ustabilitet og lovens manglende effektivitet vil brede sig. Hele fortidens historie vidner tydeligt om, at intet samfund har kunnet bestå ret længe, når synd og umoral har bredt sig omfattende i det.

——————–

Kvindefrigørelsesbevægelsen og muslimske kvinder

Den mest indflydelsesrige radikale bevægelse i vor tid, som har krævet en ændring af hele den sociale struktur og af alle menneskelige relationer, er kvindernes ligestillingsbevægelse. Den er bedre kendt under navnet »kvindefrigørelsesbevægelsen«.

»Kvindefrigørelsesbevægelsen« er ikke et enkeltstående fænomen i vor tid. Dens historiske baggrund rækker helt tilbage til oldtiden. I sit værk »Staten« krævede Platon afskaffelse af familielivet og de sociale relationer, der er kendetegnet ved forholdet mellem kvinder og mænd. Denne feministiske idé blev fremført i det antikke lystspil Lysistrata og i Henrik Ibsens (1828-1906) skuespil »Et dukkehjem«, skrevet i det nittende århundrede. Den victorianske tids økonom og filosof John Stuart Mill samt den socialistiske filosof John Stuart Mill og den socialistiske filosof Friedrich Engels lagde i deres essay »Kvindens underkastelse« (Subjection of women), skrevet i 1869, det teoretiske grundlag for kvindefrigørelsen. I 1884 erklærede Engels offentligt: »Ægteskab er en form for glædesløs slaveri.« Han anbefalede, at ægteskabsinstitutionen blev afskaffet, og at børn blev opdraget under statslig forvaltning.

I Amerika begyndte »kvindefrihedsbevægelsen« som en sidegren af bevægelsen for afskaffelse af slaveriet og afholdsbevægelsen. De kvinder, der deltog i denne bevægelse, indså, at de havde brug for politisk magt for at styrke deres krav. Seneca Falls-konventet (Seneca Falls Convention) i 1848 var en pioner for denne »kvindefrigørelsesbevægelse«. I konventets erklæring blev der krævet fuld kontrol over kvindernes egen ejendom og indtjening, hustruens ret til at skille sig fra sin mand, moderens værgemål over børnene, afskaffelse af forskelsbehandling mellem kvinder og mænd på arbejdsmarkedet med samme løn og ydelser for det samme arbejde samt kvinders stemmeret og repræsentation ved valg.

Da kampagnen for kvinders stemmeret begyndte, koncentrerede de mere konservative feminister alle deres bestræbelser om dette ene spørgsmål. Da den nittende ændring af USA’s forfatning blev vedtaget i 1920, viste det sig, at det, som de kvindelige aktivister og offentligheden havde forestillet sig—nemlig kvinders stemmeret ved valg—var blevet fuldt ud anerkendt i forfatningen. Derefter lå den feministiske bevægelse latent i mere end fyrre år.

Den 14. december 1961 underskrev præsident F. Kennedy en administrativ ordre om oprettelsen af en præsidentiel kommission vedrørende kvinders sociale status. Ordren gik ud på at identificere de gængse forestillinger, skikke, sædvaner og regler, der hindrede gennemførelsen af »kvinders rettigheder«, og at anbefale midler til at afhjælpe dem. Oprettelsen af denne præsidentielle kommission var det første officielle skridt i USA med henblik på at fastlægge kvindernes stilling. Således begyndte den halvtreds år gamle, slumrende feministiske bevægelse allerede i første halvdel af 1960’erne at rejse sig igen gennem møder, forsamlinger, demonstrationer og modstandsaktioner, og kvindelige studerende på colleges og universiteter begyndte at deltage i disse politiske aktiviteter. Kvinderne, der deltog i Seneca Falls-konventet i 1848, havde blot protesteret mod skældsord og mishandling fra berusede ægtemænd og krævet kvinders juridiske rettigheder i ægteskabet, beskyttelse af ejendom, ret til at tjene penge og lige løn for kvinder og mænd for det samme arbejde. Men deres arvtagerinder var langt mere ekstreme end dem.

Historiens største og mest opsigtsvækkende demonstration for kvindelig lighed fandt sted den 26. august 1970. Denne dag samledes tusindvis af kvinder på Fifth Avenue i New York med plakater. På plakaterne stod der: »Husmødre er kun slaver uden løn«, »Vi kræver statslig betaling for husarbejde«, »Mishandlede kvinder, lav ikke mad, lad jeres mænd sulte hele natten«, »Glem menneskelig medfølelse«, »Bliv ikke indviklet i ægteskab«, »Håndklædevask er ikke kvinders arbejde«, »Gør abort lovlig«, »Underkastelse er ikke ønskværdig for et sundt liv« og så videre.

Nutidens feminister er stærkt imod enhver social aktivitet, der bestemmes af forskelle mellem kønnene. De kræver ubetinget og uindskrænket lighed mellem kvinder og mænd, selv hvad angår kroppens opbygning. Feministerne anerkender ikke, at der kan være nogen medfødte forskelle mellem kvinder og mænd. Derfor vil de ikke acceptere, at hustruen skal være husmor og mor til børnene, mens manden skal være forsørger og husstandens overhoved. De mener, at kvinder ligesom mænd skal spille en aktiv rolle i seksuelle handlinger og ikke må være passive. Derfor kræver de fuld seksuel frihed for kvindekønnet gennem afskaffelse af ægteskabsordningen, husholdningen og familien samt indførelse af børneopdragelse under statslig forvaltning. De insisterer på, at alle kvinder skal have fuld kontrol over deres seksualliv. Derfor kræver de kraftigt, at statens forbud mod alle former for prævention ophæves, så sådanne produkter kan annonceres til salg, og at alle piger i alle aldre, gifte såvel som ugifte, kan købe dem på ethvert apotek uden lægerecept. De kræver, at alle begrænsninger vedrørende abort ophæves, og at kvinder i alle aldre får fuld ret til abort. Det er ikke nok blot at give mulighed for abort, når det er nødvendigt; der skal også indføres gratis abort under statslig forvaltning, så fattige kvinder kan få abort, når de ønsker det. Der skal indføres fælles undervisning i alle fag på skolerne. Husholdningsøkonomi må ikke være forbeholdt piger, mens handel og teknisk uddannelse er forbeholdt drenge. I gymnastiksale og inden for idrætsundervisningen skal særskilte ordninger for drenge og piger afskaffes. Piger skal have lov til at dyrke sport og konkurrere i fysisk træning sammen med drenge i alle aldre. Medierne skal undgå også ord, der angiver kønsforskel, og udbrede forestillingen om, at »kvinder og mænd er lige i arbejde og produktion«. Feminister kritiserer børnebøger, fordi de ikke indeholder eksempler på familier med kun en mor eller far, og fordi ugifte kvinder og kvinder, der er blevet separeret fra deres mænd, ikke fremstilles som idealer for moderskab. De siger, at mødre skal have mekanisk legetøj at lege med, og drenge mekaniske dukker. Radikale feminister foreslår at afskaffe alle gængse ordninger vedrørende ægteskab, husholdning og familie, gøre alle kvinder og mænd, der bor i små lokalsamfund, til én stor seksuel zone og lade børneopdragelsen være fuldstændig under statslig forvaltning. Derfor kræver de, at der i alle områder oprettes gratis børnepasningscentre under statslig forvaltning, ligesom der i Amerika i næsten alle områder er blevet oprettet parker, biblioteker og andre faciliteter til folkets fornøjelse. Deres krav er, at det at være kvinde ikke på nogen måde må være en hindring for at vælge et erhverv.

I 1971 blev der i en artikel med titlen »Feminismens genfødsel«, offentliggjort i avisen »The New York Times«, skrevet:

“Mange kvinder vil måske sige, at de ønsker at følge de traditionelle veje. Men de kan ikke gøre det, fordi det virker meget skræmmende eller er svært overhovedet at forestille sig. Ja, det kan synes, at der findes en vis tryghed i de gamle regler. Men det er ligesom, hvis nogen opnåede en form for magt i et fængsel og derefter syntes, at verden udenfor også var skræmmende. Måske er disse kvinder bange, fordi de ikke kan beslutte, hvad de foretrækker. Vi ønsker ikke at påtvinge kvinder noget. Vi ønsker blot at fremlægge de forskellige alternativer, som kan være acceptable for dem. Vi har fundet frem til sådanne foretrukne muligheder, som, hvis et menneske vælger dem, kan gøre det til et virkeligt menneske. Vi ønsker at give mennesker fuld frihed. Vi ønsker ikke at lænke dem med nogen tradition, lov eller mental trældom. Hvis naturen ikke har plads til dette, må naturen skabe plads til det.”

Blandt de “alternative valg”, som feministerne har fundet frem til for kvinder, er ét kvindelig homoseksualitet (lesbianisme). En gren af kvindefrihedsbevægelsen er en homoseksuel organisation, der er kendt som “Daughters of Bilitis”. Dens mål er at fremme kvindelig homoseksualitet.

Andetsteds i bogen “Feminismens genfødsel” står der: “Der er mange medlemmer af kvindefrihedsbevægelsen, som var homoseksuelle, allerede før denne bevægelse blev startet, og nogle medlemmer, som blev homoseksuelle efter at have deltaget i bevægelsen. Blandt dem, der senere blev homoseksuelle, er der nogle, som valgte dette som en politisk protest. Ifølge disse radikale feminister er ‘kvindelig homoseksualitet’ et middel til kvinders selvforsvar mod mænds undertrykkelse.”

I en antologi med titlen “The New Woman”, der blev udgivet i New York i 1970 om kvindefrihedens formål, står der: I Amerika er lesbiske en minoritet, men deres antal er ikke mindre end ti millioner. Lesbiske er kvinder, som føler større kærlighed til kvinder end til mænd. De to fremtrædende psykiatere, dr. Joel Fort og dr. Jo K. Adams, fremsatte sandsynligvis de mest velargumenterede og mindst fordomsfulde kommentarer om homoseksualitet. Deres kommentar, der blev offentliggjort i 1966, lyder: Homoseksuelle tilhører, ligesom heteroseksuelle, den samme menneskelige gruppe. De må ikke af nogen lov, social organisation eller arbejdsgiver betegnes som en særskilt menneskelig gruppe. Lovene om seksuel adfærd må ændres, så de kan håndtere antisocial seksuel adfærd blandt unge, voldtægt, overgreb osv. Enhver seksuel adfærd, der finder sted privat mellem voksne med gensidigt samtykke, må ikke betragtes som noget, der berettiger statslig eller offentlig indgriben.”

Overvej nu, hvad konsekvenserne af denne revolutionerende kvindefrihedsbevægelse er, og hvilken form for samfundsorden de ønsker.

På side 122-125 i den samme bog står der: “Således er kvinden over for manden som tilbederen over for guden. Guden kan tage imod tilbederens tilbedelse, men vil ikke tage ham til sig; tværtimod vil han senere skubbe ham væk med foden. Guden og tilbederen kan aldrig blive ét. Vores samfundsmæssige undervisning om seksuallivet går ud på, at man i de første ti år efter pubertetens begyndelse skal udvise streng afholdenhed (selv onani regnes i denne sammenhæng højst som en slags ufrivillig forseelse). Derefter skal man hele livet holde sig til kun én som seksuel partner. I virkeligheden forsøger samfundet at holde os uvidende om et udviklet seksualliv og at forvirre os, og det forsøger at overbevise os om, at den forbudte frugt ved promiskuøs seksualitet aldrig kan være bedre end det, moralske mennesker får. Hvor er den konventionelle protest dog en hindring! Hvis vi kan overvinde denne hindring og tilfredsstille vores homoseksuelle tilbøjelighed og nysgerrighed ved at udforske den, vil vi først da kunne bedømme, hvor moralske eller umoralske vores følelser er, og først da vil det være muligt gradvist at lære deres tilsyneladende resultater, egenskaber og formål at kende og træffe effektive foranstaltninger mod dem. Hvad vil der ske, hvis manden fornægter sin mandighed og accepterer alle værdierne i enhed, ydmyghed, gensidig samtale, overvejelse, samarbejde, høflig afvisning og uenighed? Ligesom vi ikke kan fornægte vores forestillingers stræben efter fuldkommenhed med hensyn til seksualitet, kan vi heller ikke fornægte alle de naturlige seksuelle elementer i vores forhold. Den måde, dette seksuelle forhold finder sted på, det vil sige samtale, berøring, gestus og kærlighedserklæringer med videre, må adskilles fra de konservatives form for moralsk renhed og overlades til vores uskyldige valg.”

Er det bedre at hænge fast i ægteskabets reb med én person hele livet, eller er et liv med mange forskellige forhold bedre? Før man gifter sig med nogen, ønsker mange et indledende forhold. Dette indledende forhold er meget nødvendigt og en prisværdig handling. Hvis nogen også betragter dette som et problem, skyldes det, at vi ikke skal falde i kløerne på en fordærvet pige. Det er en flugtmentalitet. Det er uretfærdigt. Men det skyldes ikke, at der indgås et seksuelt forhold til nogen; det skyldes snarere mentaliteten, der får én til at trække sig fra at opbygge et forhold til nogen. Derfor vil problemet bestå.

Vi har en tendens til at bevare alle vores slægtskabsforhold i overdreven grad. Vi ønsker at løsne dem, så alle åbent og direkte kan udtrykke seksuelle tilnærmelser. Vil en sådan frihed for kvinder og mænd ødelægge Amerikas traditionelle familiesystem? Det mener jeg. For denne familieordning er en institution, der er grobund for mange problemer. Familien er et forsøgssted for mangel, klager, udfoldelse af evner og en gruppebaseret indsats, hvor mange mennesker bor sammen og tjener til livets ophold.

Heldigvis har den feministiske bevægelse endnu ikke antaget så ekstreme former i de muslimske lande. Men som følge af moderniserings- eller vestliggørelsespolitikken er purdah-skikken hurtigt ved at forsvinde, kvinderne er ved at gøre oprør mod de religiøse traditioner, og de former sig efter vestlige pigers forbillede.

Dette beskrives i bogen »Kvinden i den moderne verden«, skrevet af Rafael Patai og udgivet i New York i 1967:

»Velhavende, urbane kvinder, der følger de gængse skikke, især kvinder af denne type i Teheran, bruger nu kun meget lidt tid på husarbejde. De er næsten hele tiden optaget af sociale, erhvervsmæssige, underholdningsmæssige og offentligt velgørende aktiviteter. At gå til dressmaker og frisør, tage på hotelrestauranter med veninder til morgenmad og frokost samt deltage i forskellige arrangementer er blevet disse kvinders daglige gøremål. Desuden tilbringer de tiden uden for hjemmet med sport og ferie. Et stort antal kvinder fra denne klasse er blevet stærkt tiltrukket af kulturelt og offentligt velgørende arbejde.« (s. 77)

Antallet af kvinder, der færdes uden for hjemmet, er steget markant i Libanons forskellige byer. Hver søndag er antallet af kvinder blandt de mange mennesker på Beiruts strande ikke på nogen måde mindre end antallet af mænd. De er næsten alle unge mænd og kvinder fra den nye generation.

Denne omgang på stranden er utvivlsomt et tegn på, at de sociale bånd er blevet svækket. I Libanon møder de kvinder fra over- og middelklassen, som er vestligt orienterede og ønsker at gå rundt i vestligt tøj, heller ikke megen modstand. Piger fra næsten alle samfundslag udviser en mærkværdig optagethed af deres påklædning, ikke kun på strande eller i underholdningscentre, men også ved alle slags arrangementer. Kvindelige universitetsstuderende bærer ganske vist vintertøj om vinteren, men om sommeren går de i tætsiddende silkekjoler eller nederdele og tynde bluser. Hertil kommer højhælede sko, nylonstrømper og iøjnefaldende makeup. Nogle muslimske piger, som ikke er universitetsstuderende, hænger et meget tyndt og symbolsk niqab foran ansigtet. For blot få år siden skammede pigerne sig over at bade på stranden. Nu kaster de sig over det, og mange går i havet iført meget korte bikinier.«

Feminisme er et resultat af en unaturlig, kunstig og målrettet bevægelse, der har til formål at nedbryde den traditionelle samfundsorden. Dens mål er at fornægte alle usynlige trosforestillinger, moralske og åndelige værdier. Det er netop studerende i antropologi og historie, der vil kunne give en sikker vurdering af denne feministiske bevægelses tomhed og irrationalitet. For det er helt tydeligt ud fra alle menneskelige civilisationer og menneskers adfærd i forhistorisk og historisk tid, at der altid vil være en forskel mellem kvinder og mænd i samfundet, og at samfundet dannes gennem samspillet mellem disse to forskellige væsener, kvinden og manden. I de samfund, hvor adskillelsen af husholdning og familie, afskaffelsen af faderens myndighed i familien og seksuelt kaos er blevet udbredt, er sådanne samfund i sidste ende blevet forfaldne og gået til grunde.

Nogen vil måske sige: Hvis det forholder sig sådan, hvordan kan Vesten så trods sit moralske forfald og sin korruption være så dynamisk, stærk og magtfuld, når det gælder verdenslederskab?

Sayyid Abul A’la Maududi har i sit heroiske værk »Purdah og islam«, i afsnittet om kvindens værdighed, udtalt følgende om dette:

“Når moralsk tøjsløshed, selvtilbedelse og seksuelt forfald når et ekstremt omfang i et samfund, når mænd og kvinder, unge og gamle, fortaber sig i seksuel vanvid, det vil sige når hele samfundets befolkning bliver fuldstændig seksuelt forstyrret, bevæger dette samfund sig naturligt mod den uundgåelige konsekvens: undergang. De, der iagttager fremgangen og velstanden i et sådant destruktivt samfund, ser i virkeligheden et samfund, der står på kanten af en ildafgrund og når som helst kan styrte ned i den med al sin selvforherligelse. De tror, at et samfund først når velstandens højeste tinder, når alle dets medlemmer forkaster moralen og bliver selviske. Men dette er også en sørgelig konklusion. Når destruktive og konstruktive elementer arbejder side om side i et samfund, og de konstruktive elementer på den ene eller anden måde er de destruktive overlegne, er det yderst uretfærdigt at mene, at de destruktive handlinger har sejret over de konstruktive handlinger. Lad os for eksempel tage en snu forretningsmand, der gennem hårdt arbejde, skarp erfaring og intelligens har opnået en stor fortjeneste. Men han bruger den på alkohol, hasardspil og et hæmningsløst liv. Kan denne del af hans virke bringe ham nogen velstand og velfærd? Den virkelige sandhed er, at ligesom den første slags egenskaber fører ham mod fremgang, fører den anden slags egenskaber ham mod forfald. Hvis han på grund af sine gode egenskaber oplever fremgang, betyder det ikke, at hans dårlige egenskaber er uden virkning. Det kan være, at hasardspillets djævel på et øjeblik fratager ham hele hans formue, at han som følge af alkoholforbrug kommer ud for en så alvorlig ulykke, at han går fallit, og det kan også være, at den seksuelle lastheds djævel skubber ham ud i selvmord, mord eller en anden sørgelig situation. Ingen kan med sikkerhed sige, at fordi han nu befinder sig i velstand, pragt og tilsyneladende munterhed, vil han ikke en dag blive ramt af alle disse sørgelige tilstande. På samme måde får en nation i begyndelsen fremdrift mod udvikling fra konstruktive kræfter. Men senere, på grund af manglende passende overvågning, begynder undergangens frø at blive sået omkring den. Lidt efter lidt mister denne konstruktive kraft sin egen fremdrift, og de destruktive kræfter, der er aktive overalt, kaster den ned i en stadig dybere afgrund.”

Hvor ligger menneskehedens befrielse? Med hensyn til samfundets opbygning giver islamisk sharia også familien forrang som samfundets grundlæggende enhed. Ordet familie rummer en omfattende betydning. Det er ikke en familieforestilling i nutidens atomiserede og fragmenterede form.

Profeten (fvmh.)s største bedrift i Medina var at udrydde alle former for skikke og overtro, som var udbredt blandt de lokale indbyggere og beduinaraberne, og opbygge et nyt samfund helt på religionens grundlag. Det nye samfunds bånd var på den ene side knyttet til hele det muslimske fællesskab og på den anden side til hver eneste muslimske familie. De muslimske familier er hver især et miniaturebillede af det muslimske samfund og samfundets grundlag. I islams stammebaserede struktur er faderen familiens imam eller leder. Han er den primært ansvarlige for familiens religiøse aktiviteter. Faderen fremlægger familiens religiøse tro, adfærd og regler og sørger for, at de bliver ført ud i livet. Faderen er Allahs repræsentant i familien; symbolsk set er hans myndighed Allahs myndighed. En mand bliver familiens æresperson, fordi han er familiens religiøse overhoved. Det er ham, der opfylder alle familiemedlemmernes religiøse behov. Så snart mændene ophørte med at opfylde familiens religiøse behov og ikke længere formåede at udøve mandlig myndighed, vovede kvinder nogle steder i muslimske lande at udvise irreligiøs adfærd. Og disse mænd svarede på disse såkaldt ‘fremskredne’ kvinders irreligiøse adfærd ved at give afkald på deres mandighed og følge kvinderne.

I bogen “Islams idealer og realiteter” (Ideals and realities of Islam), skrevet af Sayyid Hossein Nasr og udgivet i London i 1966, står der:

Den traditionelle, ortodokse familie er en enhed i et stabilt samfund. Det, at en muslimsk mand kan gifte sig med fire kvinder på samme tid, er ligesom den firkantede Kaba et symbol på stabilitet. Mange forstår måske ikke, hvorfor islam tillader en sådan familiestruktur, og derfor kritiserer de islams polygami. Muslimske modernister nærer ligesom de kristne fjendtlighed mod islam af denne grund og hævder endda, at polygami er umoralsk.

For at mindske ulovlige seksuelle forhold anbefaler de endda promiskuitet som en del af den sociale struktur. I denne henseende er de modernistiske muslimske minoriteters synspunkt langt mere skadeligt end de vestlige iagttageres synspunkt er alvorligt. For de ønsker ikke at forstå den islamiske sharias lære og er på ingen måde villige til at underordne sharia under moderne vestlige klasseforestillinger.

Uden tvivl gør kvinder fra en lille, men meget vigtig del af det nuværende muslimske samfund oprør mod de gængse og traditionelle islamiske skikke. I enhver civilisations historie ser man, at en reaktionær gruppes aktivitet mod de eksisterende kræfter fortsætter. I hinduismen ser man altid, at moderskabets side står stærkt. Men i islam er mændenes myndighed det dominerende. Kvinder med en radikal modernistisk indstilling har gjort dette aspekt af islam til det største mål for deres angreb. Disse modernistiske muslimske kvinders oprør er i virkeligheden resultatet af de bestræbelser, som samfundets indre fjender gennem fjorten hundrede år har gjort for at nedbryde det muslimske samfund. Det er mændenes autoritarisme, der er årsagen til, at disse kvinder bliver reaktionære. Disse kvinder, som er yderst få i forhold til mændene, ønsker, at alt ved dem skal være vestligt. De ønsker med voldsom lidenskab at blive vestlige i både væremåde og påklædning. Det vil være vanskeligt at forstå årsagen til denne følelsesladede reaktion, hvis man ikke analyserer de psykologiske årsager, der ligger bag den.

Set fra et islamisk synspunkt er påstanden om lighed mellem kvinder og mænd lige så urimelig som at sige, at en rose og en jasmin har de samme egenskaber. For begge disse blomster har hver sin duft, farve, form og skønhed. På samme måde er kvinder og mænd heller ikke ens. Hver af dem har sin egen kropslige beskaffenhed og adfærd. Ligesom kvinder ikke kan være mænds ligemænd, kan mænd heller ikke være kvinders ligemænd. Islam har derfor ikke stillet dem op som rivaler, men betragtet dem som hinandens hjælpere. I overensstemmelse med deres egen natur har islam fastlagt forskellige ansvar og pligter for hver af dem.

Da manden skal udføre mange vigtige og vanskelige opgaver, får han mulighed for at nyde visse sociale forrangsstillinger og privilegier såsom myndighed og lederskab.

For det første må han bære det store økonomiske ansvar. Det er ham, der har ansvaret for at dække familiens samlede udgifter. På den anden side påhviler forsørgelsespligten over for hustruen manden, selv hvis hun er velhavende eller økonomisk uafhængig. I et idealistisk muslimsk samfund behøver kvinden ikke at bekymre sig om sit levebrød. Her findes en så omfattende familiestruktur, at hun kan finde sin plads et eller andet sted. Selv i fraværet af hendes mand eller far vil dette familiesystem give hende husly og finde en vej til at beskytte hende mod økonomisk pres. I denne udvidede islamiske familie bærer den ansvarlige ikke blot ansvaret for at opfostre sin hustru og sine børn, men hjælper efter behov også sin mor, sine søstre, fastere, mostre, svigerinder, svigermødre og endda sine kusiner og andre fjernere slægtninge. Derfor behøver en muslimsk kvinde i bylivet ikke at bruge alle sine kræfter på at finde et arbejde, og eftersom hver familie er en økonomisk enhed, dækkes alle familiens behov internt eller gennem fælles bestræbelser. Kvinden behøver derfor ikke at blive involveret i unødvendige økonomiske aktiviteter.

For det andet kan en muslimsk kvinde ikke selv finde en ægtemand til sig, og hun kan heller ikke vise sin skønhed frem for derved at tiltrække nogen og nære håb om senere at få ham som ægtemand. Derfor er en muslimsk kvinde fuldstændig fri for den frygtelige bekymring ved at skulle finde nogen som ægtemand og for den uudholdelige smerte ved ikke at finde en. I overensstemmelse med hendes naturlige karakter bliver hun i hjemmet, indtil hendes forældre eller værger finder en passende brudgom til hende. Sådanne ægteskaber er de virkelig religiøst legitime, og det er gennem dem, at de familiære og sociale bånd bliver varige. De ægteskaber, der indgås under øjeblikkets følelsesmæssige påvirkning, kan ofte ikke vare ved. Men de ægteskaber, der indgås efter værgernes besindige overvejelser, er som regel varige, og i sådanne ægteskaber forekommer skilsmisse normalt ikke.

For det tredje er muslimske kvinder, bortset fra et sjældent enkeltstående behov, fritaget for direkte deltagelse i blodige krige og politik. Det kan for mange synes at være en berøvelse. Men hvis man bedømmer det i lyset af kvindens naturs egentlige behov, vil det vise sig, at deltagelse i disse aktiviteter er meget byrdefuld og vanskelig for de fleste kvinder. Selv i moderne samfund, hvor man gennem en »lighedsorienteret« metode er i gang med at gøre kvinder og mænd lige, holdes kvinder indtil videre borte fra deltagelse i militæret, medmindre der opstår en ekstrem situation.

Andetsteds i bogen »Islams ideal og virkelighed« siger Seyyed Hossein Nasr: »Til gengæld for de muligheder og privilegier, som islam har givet kvinden, må hun påtage sig nogle bestemte pligter. Den vigtigste af disse er at skænke familien et fredfyldt hjem og opdrage børnene ordentligt. I familien er hustruens rolle som en kejserindes. Manden er derimod en æret gæst i sin familie. Hjemmet og den store familiekreds, som hun lever i, er den muslimske kvindes verden. For kvinden betyder det at blive adskilt fra hjemmet at blive adskilt fra verden eller at kaste sig i dødens favn. Det er inden for den store familiære struktur, at den muslimske kvinde finder meningen med sin eksistens, og det er i denne familie, at alle elementer til opfyldelse af hendes behov og hendes selvtilfredsstillelse findes.

Shariaen angiver, i overensstemmelse med kvinders og mænds natur, deres opgaver og positioner i samfundet som gensidigt komplementære. Den giver manden social og politisk dominans, fordi han bærer alle familiens forpligtelser og beskytter den mod alle familiens økonomiske, sociale og øvrige former for pres. Selvom manden hersker i riget uden for hjemmet og er familiens overhoved, følger han ikke desto mindre hustruens anvisninger i hjemmet med respekt.

Den Almægtige Gud har pålagt kvinder og mænd forskellige ansvar, og i hver muslimsk familie accepterer ægtemand og hustru dem gennem gensidig forståelse og opbygger derved en familie med et stærkt fundament, som udgør en grundlæggende enhed i hele den velordnede samfundsstruktur.«

De, der i den kristne verden støtter kvindefrihedsbevægelsen, fornægter i virkeligheden hele arven fra deres egen civilisation og gør oprør mod den ved at gøre oprør mod de moralske, kulturelle og åndelige værdier og ved at benægte familiesystemets nødvendighed.

Det moderne Europa ved udmærket, at der trods feudalsystemets skadelighed og præsteskabets undertrykkelse i det middelalderlige kristne samfund herskede social sammenhængskraft, fred, stabilitet og enhed. Nedenfor følger en strålende beskrivelse af de værdier, der blev praktiseret i kristne familier i middelalderens Europa, hentet fra familiekrøniken efter den berømte tyske maler Albrecht Dürer (1471–1528), som var en from kristen: Dette familieliv, beskrevet af et medlem af Dürer-familien, ligger meget tæt på den islamiske familiemodel.

“Min højtærede far, Albrecht Dürer, rejste til Tyskland og opholdt sig i lang tid i et fattigt landsbyområde dér. Derefter kom han til Nürnberg på Sankt Eligius’ dag i 1455 (25. juli). Den dag var Philipp Pirkheimers bryllupsdag. Derfor var huset pyntet, og der var arrangeret en modtagelse af gæster under det store lindetræ. Fra da af og indtil 1468 tog min kære far sig i mange år af den gamle Hieronymus Hoppers. Derefter giftede Hopper sin smukke, velformede og fromme femtenårige datter Barbara bort til ham. Brylluppet fandt sted otte dage før Sankt Vitus’ dag (8. juni). Min ædle mor fødte otte børn og opfostrede dem. Hun måtte undertiden stå over for smitsomme sygdomme og alvorlig sygdom og udholde voldsom sult, spot, hån, foragt og bekymring; men hun nærede aldrig uro eller hævngerrighed i sit hjerte. Alle min kære fars børn, mine brødre og søstre, er døde, nogle i en ung alder og andre som voksne. Kun vi tre brødre er stadig i live, og vi vil leve, så længe Herren vil det. Vi tre brødre er mig, Albrecht, min bror Andreas og min broderlige ven Hans. Hans er ikke min fars søn. Min far var også den ældste blandt sine brødre. Hele sit liv arbejdede han hårdt. Med sine egne hænder tjente han til sit eget og sin hustrus og sine børns underhold. Hans liv var fyldt med megen sorg, fristelse og modgang.”

Dette menneske, taknemmeligt over for Gud, velgørende over for mennesker, tålmodigt og ydmygt, var en sand kristen. Alle, der kendte ham, roste ham. Han krævede kun lidt af samfundet. Han var fåmælt og gudfrygtig. Min store far var meget ivrig efter at lære sine børn gudsfrygt. Hans største håb var at opdrage sine børn til at være gode i Guds og menneskers øjne. Derfor formanede han os altid til at elske Gud og behandle mennesker godt. Da jeg var meget interesseret i uddannelse, holdt han særligt af mig. Derfor sendte han mig i skole. Så snart jeg havde lært at læse og skrive, tog han mig ud af skolen og lærte mig guldsmedekunst og dens håndværk. Da jeg var blevet dygtig i dette fag, følte jeg, at det var bedre at blive maler end guldsmed. Da jeg fortalte min far det, kunne han ikke glæde sig over at høre det og beklagede den tid, der var gået tabt, mens jeg havde været lærling hos ham. Til sidst tillod han mig imidlertid at gå videre efter mit eget ønske, og på Sankt Andreas’ dag i 1486 (30. november) satte min far mig i lære hos Mikhail og Lojimjut i tre år. Også i denne tid gav Herren mig styrke til at arbejde, og det var da, jeg lærte faget grundigt. Men jeg blev udsat for megen mishandling fra min lærers medhjælpere. Da jeg vendte hjem efter endt læretid, besluttede Hans Frey efter samtale med min far at gifte sin datter Agnes med mig. Sammen med Agnes gav han mig også 200 floriner. Vores bryllup blev holdt mandag den 7. juli 1494, kort før Sankt Margareths dag.

Nogen tid senere blev min far syg af dysenteri, og ingen behandling kunne gøre ham rask. Da han så, at døden nærmede sig, overgav han sig roligt og tålmodigt til den og pålagde mig at tage mig af min mor og at leve efter Guds befalinger, vi alle sammen. Hans sidste sakramentedag (den kristne nadverdag) gik, og han døde en kristen præstemands død. Han efterlod min mor som enke. Mens min far levede, roste han altid min mor meget over for mig. Han sagde: ‘Din mor er en meget god kvinde.’ Derfor besluttede jeg aldrig at glemme min mor.

Mine venner, jeg siger jer ved Gud: Når I læser beretningen om min fromme fars død, så bed Kristus og Moder Maria om hans evige vel og om jeres eget vel med disse ord: Må Gud gennem tjenesten for Ham give os et meningsfuldt liv og en lykkelig død. Det er aldrig muligt, at et menneske lever et godt liv og får en ond død. For Gud er barmhjertig.

Nu fortæller jeg jer, at min mor, som jeg tog under min omsorg to år efter min fars død, da hun var blevet fuldstændig pengeløs, blev meget syg efter at have været under min forsørgelse i ni lange år. Om morgenen den dag brød vi døren til hendes værelse op og bar hende ud. Hun var blevet så svag, at hun ikke havde kræfter til at åbne døren, og det var den eneste mulighed at bryde den op. Vi bragte hende ned i stueetagen, og begge sakramenter (‘sakramentet’ (nadveren til Herrens ære)) blev fejret for hende. For alle antog, at hun var døende. Siden min fars død havde hun aldrig været fysisk rask.

Mere end et år efter den dag, hvor hun blev syg, forlod min ædle mor Barbara Dürer denne verden den 17. maj 1514, to timer før mørket faldt på, og der blev afholdt en højtidelighed gennem pavens gejstlige med henblik på at udslette hendes synder og sorger. Før sin død bad hun om velsignelse og hinsidig velfærd for mig og gav mig mange råd om at holde mig fra syndige handlinger. Selvom hun var meget bange for døden, fortalte hun, at hun på ingen måde var bange for at møde Gud. Jeg blev så knust over min mors død, at det er umuligt for mig at udtrykke det med ord. Må Gud velsigne hendes sjæl. Hun fandt altid stor fred i at lovprise Gud og i at sørge for, at vi viste Gud ære. Det var hendes vane at gå regelmæssigt i kirke. Hvis jeg begik en fejl, blev hun meget vred og irettesatte mig skarpt. Hun var altid bange for, at mine brødre eller jeg skulle begå en uretfærdig handling. Hver gang vi gik ud af huset eller vendte hjem udefra, sagde hun: Må Gud være din hjælp. Hun mindede os altid om at være opmærksomme på vores sjæl, vores legemlige natur og vores religion. Jeg kan ikke afslutte beskrivelsen af alle hendes gerninger, hendes barmhjertighed over for mennesker eller de forhold, der fortjente hendes ros. Da hun døde, var hun 63 år gammel, og jeg begravede hende så godt, som jeg formåede. Må den store Herre også skænke mig en sand kristens død, give mig nåde til at blive forenet med Ham, med Hans himmelske tjener, min far, min mor og mine venner, og skænke os et evigt liv med velfærd i det hinsidige. Amen! Hele sit liv drømte min mor om større lykke efter døden.

Det samfund med unisexualitet, som ligestillingsforkæmperne foreslår, er et samfund, hvor ingen social eller kulturel forskel mellem kvinder og mænd anerkendes, og hvor ægteskab, husholdning og familie, blufærdighed, kyskhed og moderskab betragtes som forhadte ting og ikke som tegn på »fremskridt« og »frihed«, men derimod som årsager til det yderste forfald. Resultatet er intet andet end ren anarki, grænseløst kaos og fuldstændigt socialt sammenbrud.

Hvis det forholder sig sådan, hvorfor er feminismen så populær? I essayet »Religion og civilisation«, skrevet af Abul Hasan Ali Nadwi og udgivet i Lucknow i 1970, hedder det:

»Det samfundssystem, der er grundlagt på materialisme, er meget gammelt og også meget populært. Intet andet samfundssystem har været så let at acceptere, så tilfredsstillende eller så nemt at udvikle for flertallet af mennesker i noget land eller nogen tidsalder. Hos folk er der en så stærk og forførende tiltrækning til det, at dets rødder ikke behøver at trænge dybt ned i samfundet, og heller ikke behøver det at vække menneskers intelligens. Det kræver heller ikke nogen form for opofrelse eller offer. Ingen behøver at bære nogen sorg eller lidelse for andres skyld. Man skal blot følge med tiden og lade sig rive med af strømmen. Historien vidner om, at intet andet samfundssystem har haft mulighed for at udøve så stor og omfattende magt over menneskeheden som materialismen.«

Aldrig før har moralsk forfald og social opløsning bredt sig så universelt over menneskeheden som i vor tid. Forestillingen om lighed mellem kvinder og mænd har ført menneskeheden ned under dyrenes niveau. Dyret drives af sine medfødte instinkter og kan ikke handle imod sin natur. Der findes ingen homoseksualitet blandt dyr. Hanndyr af samme art tiltrækkes kun af hunner af den pågældende art. Et hanndyr nærer aldrig seksuel lyst til et andet hanndyr, og et hundyr nærer aldrig seksuel lyst til et andet hundyr. Hos dyr brydes moderforholdet fuldstændigt, når ungerne vokser op og lærer at tage vare på sig selv. Hos hanndyr i de fleste arter ses der ingen interesse for deres afkom. Blandt dyr findes der ingen blufærdighed, kyskhed, ægteskab eller familiebånd, herunder mellem døtre og sønner, og lignende forhold. Disse forestillinger og bånd betragtes kun som en uadskillelig del af menneskelig kultur. De kvindelige ligestillingsforkæmpere ønsker at ødelægge netop disse menneskelige, karakterdannende egenskaber og gradvist svække grundlaget for alle relationer mellem mennesker og alle sociale bånd. Følgen vil blive selvmord. Og dette selvmord vil ikke gælde én enkelt nation, men hele menneskearten.

— Slut —