Forord

En stor gruppe vestlige forfattere og orientalske lærde, som er under deres indflydelse, hævder, at den islamiske kultur udspringer af de kulturer, der gik forud for den, især den græske og romerske kultur, og at den først blev en selvstændig kultur, fordi det arabiske sind omformede disse gamle bestanddele på en ny måde og ændrede dens ydre form. Det er på grund af dette synspunkt, at folk i denne kategori søger den islamiske kulturs bestanddele i den persiske, babyloniske, syriske, fønikiske, egyptiske samt græske og romerske kultur. Derefter søger de i den arabiske natur efter bestanddelene af det sind, som efter eget forgodtbefindende har taget råmateriale fra disse kulturer og omformet det på sin egen måde.

En fejlagtig opfattelse

Men dette er en yderst alvorlig fejlagtig opfattelse. For selv om det er sandt, at menneskets nutid altid påvirkes af fortiden, og at enhver nyskabelse derfor henter hjælp fra tidligere bestanddele, er det ikke desto mindre ubestrideligt, at den islamiske kultur i sin levende kerne og sine grundlæggende bestanddele er fuldstændig islamisk, og at den ikke er påvirket det mindste af nogen ikke-islamisk kultur. Hvad angår de ydre detaljer, har arabisk tænkning, arabisk tradition samt tidligere og senere kulturer naturligvis haft en vis indflydelse. En bygning har en side, der består i dens plan, dens konstruktionsmåde og dens udformning i overensstemmelse med formålet; dette er dens egentlige og grundlæggende bestanddel. En anden side består i dens farve, mangfoldighed, udsmykning samt pragt og skønhed; dette er dens detaljer og småting. Hvis man således betragter kulturbygningen ud fra dens samlede væsen, vil man se, at den islamiske kulturbygning helt og holdent er et resultat af islams skabende proces. Dens plan er dens egen. Den har ikke hentet hjælp fra nogen anden plan i denne henseende. Dens konstruktionsmåde er dens egen opfindelse; den er ikke efterlignet efter noget andet forbillede. Dens formål er helt selvstændigt og enestående; hvad angår formålet, er ingen anden bygning blevet opført hverken før eller siden.

På tilsvarende måde er den islamiske kultur blevet formet netop i den form, som den konstruktionsmåde krævede, der var nødvendig for at nå dette mål. I det, den har opført med dette formål, har ingen ydre arkitekt mulighed for hverken at foretage forbedringer eller ændringer, og heller ikke for at tilføje noget. Tilbage står detaljerne og småtingene;

Også på dette område har islam kun overtaget meget lidt fra andre kulturer. Man kan endda sige, at størstedelen også her er islams eget. Muslimske folk har naturligvis hentet farver, mangfoldighed, udsmykning samt pragt og skønhed fra andre kulturer og derved i nogen grad beriget denne side. Og det er netop dette, der er blevet så fremtrædende i iagttagernes øjne, at de forsøger at stemple hele bygningen som en efterligning.

Kulturens definition

For at afgøre dette spørgsmål må man først og fremmest besvare spørgsmålet: Hvad er kultur? Folk mener, at kultur omfatter en nations videnskab og viden, litteratur og filosofi, kunst og håndværk, skønne kunster, sociale skikke, livsform, statsførelse og så videre. Men i virkeligheden er dette ikke kulturens egentlige livsindhold; det er kun dens resultater og ydre manifestationer. Kultur er hverken træets rødder eller stamme, men blot dets grene, kviste, blade og løv. Ingen kulturs værdi kan fastsættes på grundlag af disse ydre kendetegn og denne skal. Derfor må vi se bort fra dem for at nå frem til kulturens levende indhold og søge efter dens grundlag og grundlæggende bestanddele.

Kulturens grundlæggende bestanddele:

Ud fra dette synspunkt er det første, man bør søge efter i enhver kultur, følgende: Hvilken opfattelse har den af det jordiske liv? Hvilken status tillægger den mennesket i denne verden? Hvad er verden egentlig set fra dens synspunkt? Hvilket forhold har mennesket til denne verden? Hvordan skal mennesket benytte og nyde denne verden? I virkeligheden har disse forhold en dybtgående indflydelse på alle livets handlinger. Hvis dette syn på tilværelsen ændres, ændres hele kulturens væsen grundlæggende.

Det andet spørgsmål, som er dybt forbundet med livsanskuelsen, er livets endelige mål. Hvad er formålet med menneskelivet i denne verden? Hvad er årsagen til alle menneskets ordninger, bestræbelser, anstrengelser, hårde arbejde, konflikter og kampe? Mod hvilket ønsket mål bør mennesket stræbe? For hvilket mål bør Adams børn gøre en indsats og arbejde ihærdigt? Hvilken afslutning bør mennesket huske i hver eneste handling og bestræbelse? Det er i virkeligheden spørgsmålet om dette mål og disse ønsker, der fastlægger og styrer det virkelige livs retning, og som gør den tilsvarende handlemåde og vej til succes til livets grundlag.

Det tredje spørgsmål er, på hvilket grundlag af principper og forestillinger menneskets karakter formes i den pågældende kultur. Hvordan støbes menneskets sind og mentalitet i en bestemt form? Hvilken slags tanker skaber den i menneskets sind og hjerne? Og hvilken virksom kraft findes der i den, som i lyset af dens mål og formål tilskynder mennesket til at antage en bestemt form for praktisk liv? Der er ingen tvivl om, at menneskets handlekraft er underlagt dets tænkeevnes indflydelse. Den bevidsthed, som får dets hænder og fødder til at handle, kommer fra dets sind og hjerne. Og den tro, de overvejelser og forestillinger, som slår rod i dets sind og hjerne, vil få hele dets handlekraft til at udfolde sig under netop deres indflydelse. Med andre ord vil følelser, fornemmelser, ønsker og længsler opstå i overensstemmelse med den form, som dets sind og mentalitet er blevet støbt i, og dets lemmer vil fortsætte med at handle under deres befaling. I virkeligheden kan ingen kultur i verden bestå uden en grundlæggende aqida og en grundlæggende tankegang. Derfor er det, for at forstå og vurdere enhver kultur, først nødvendigt at forstå dens aqida og tankegang og måle deres styrker og svagheder – ligesom man må kende dybden og fastheden af en bygnings fundament for at kunne vide noget om dens styrke og holdbarhed.

Det fjerde spørgsmål er, hvilken slags menneske den pågældende kultur former mennesket til at være. Med andre ord: Ved hjælp af hvilken slags moralsk træning gør den mennesket rede til at leve et vellykket liv i overensstemmelse med sit eget ideal? Hvilke slags karakteregenskaber, dyder og mentalitet frembringer den i mennesket, og forsøger den at udvikle og styrke? Hvad bliver mennesket til gennem denne særlige moralske oplæring? Selv om kulturens egentlige formål er at omforme samfundsordenen, bygges samfundets bygning af enkeltpersoner. Og denne bygnings styrke og holdbarhed afhænger af, at hver sten er korrekt tilhugget, hver mursten er solid og gennembrændt, hver bjælke er stærk, at intet sted er angrebet af råd, og at der ingen steder anvendes umodne, ringe eller svage materialer. Det femte spørgsmål er, hvordan relationer mellem mennesker etableres i denne kultur under forskellige omstændigheder. Hvilken slags forhold har mennesket til sin egen familie, sine naboer, sine venner, de mennesker, det lever sammen med, sine underordnede, sine overordnede, tilhængerne af dets egen kultur og mennesker uden for dets kultur? Hvilke rettigheder har det over for andre, og hvilke rettigheder har andre fået fastlagt over for det? Hvilke grænser er det underlagt? Hvor megen frihed får det, når det er frit, og hvor langt begrænses det, når det holdes fanget? I virkeligheden omfatter disse spørgsmål alle emner inden for moralsk karakter, social adfærd, love, politik og internationale relationer. Heraf kan man også forstå, hvilken slags familie, samfund og stat den pågældende kultur danner.

Af denne gennemgang er det blevet klart, at det, der kaldes kultur, består af fem grundlæggende bestanddele:

(1) Opfattelsen af det jordiske liv,

(2) Livets endelige mål,

(3) Grundlæggende trosopfattelse og tankegang

(4) Personlig dannelse og (5) samfundsordning.

Enhver kultur i verden er blevet dannet af netop disse fem grundlæggende bestanddele. Det siger sig selv, at også den islamiske kultur er blevet skabt ved hjælp af disse bestanddele. I nærværende bog har jeg gennemgået tre af den islamiske kulturs bestanddele og forklaret, hvilken særlig opfattelse af livet, hvilket særligt livsmål og hvilke grundlæggende overbevisninger og hvilken tankegang denne kultur er bygget på, samt hvordan disse har gjort den til en særlig kulturform, der adskiller sig fra alle andre kulturer i verden. De to resterende bestanddele er ikke blevet behandlet i denne bog. Hvad angår den personlige organisering, vil mine to bøger “En granskende betragtning af islamisk tilbedelse” og “Khutbat” *1 (prædikener nr. 20 til 28) være nyttige. Hvad angår “samfundsordningen”, kan man få et nogenlunde billede af den i mine radiotaler, der er udgivet under titlen “Islams livsordning” (islams livsform).

Kilde:

1: Dette er en samling af forfatterens ni foredrag. Den er udgivet som forskellige småskrifter, nemlig: Islams væsen, troens væsen, jihadens væsen, hajjens væsen, zakatens væsen samt bønnens og fastens væsen.

Én

Islams opfattelse af det jordiske liv:

Mennesket har helt fra begyndelsen næret en kolossalt fejlagtig opfattelse af sig selv, og denne fejlopfattelse består stadig den dag i dag. Undertiden slår det ind på overdrivelsens vej og anser sig selv for at være det højeste væsen i verden. Dets sind og tanke fyldes med trods, hovmod og oprørske følelser. Det er ikke parat til at anse nogen magt for blot at være på niveau med det selv, endsige for at stå over dets egen magt. Tværtimod udtaler det ordene *********** (Hvem er stærkere end jeg?) og ************ (Jeg er jeres største herre), og idet det anser sig selv for fuldstændig uden ansvar, fremtræder det som tyranniets guddom og som selve legemliggørelsen af uretfærdighed, overgreb, ødelæggelse og ulykke. Til andre tider rammes det af underkastelsens sygdom og begynder at anse sig selv for at være det ringeste væsen i verden. Det bøjer hovedet for hvert eneste væsen, hvori det ser nogen form for magt eller evne til at gavne eller skade: træer, sten, floder, bjerge, dyr, vinden, ilden, skyerne, lynet, månen, solen og stjernerne — kort sagt over for alt sådant. Hvis det endog ser nogen magt hos et andet menneske, der ligner det selv, tøver det ikke det mindste med at anerkende dette menneske som en guddom og en mabud.

Menneskets grundlæggende identitet:

Islam forkastede disse to ekstreme opfattelser og forelagde mennesket dets sande identitet. Den siger: *************

»Mennesket bør rette sin opmærksomhed mod, hvad det blev skabt af. Det blev skabt af en væske, der strømmer frem med kraft, og som kommer ud mellem ryggen og brystkassens knogler.« – (Sura at-Tariq: 5-7)

*****************************

»Ser mennesket da ikke, at Vi har skabt det af en dråbe væske? Alligevel bliver det en åbenlys modstander og fremfører argumenter imod Os, mens det har glemt sin egen oprindelse.«

( **************************************)

»Han begyndte menneskets skabelse af ler; derpå videreførte Han dets afkom fra et ekstrakt af ler, som er en uren væske. Så formede Han det og indblæste Sin ånd i det.« [Sura as-Sajda: 7-9]

( ****************)

“Vi har skabt jer af jord, derefter af en sæddråbe, så af en klump størknet blod og derefter af en helt eller delvist formet kødklump, for at vise jer Vores magt. Vi lader den sæddråbe, Vi vil, blive i moderlivet indtil en fastsat tid, hvorefter Vi bringer jer ud som børn. Så lader Vi jer vokse, indtil I når ungdommen. Nogle af jer dør, mens andre når en så høj alder, at de efter at have opnået forstand igen bliver uforstandige.” [Sura al-Hajj: 5]

(****************)

“Menneske! Hvad har bedraget dig angående din nådige Herre, som skabte dig, formede dine lemmer, skabte balance i dine kræfter og sammensatte dine bestanddele i den skikkelse, Han ønskede for dig?” [Sura al-Infitar: 6-8]

“Og Allah har bragt jer ud af jeres mødres maver. Da I kom ud, vidste I intet. Han gav jer ører, øjne og hjerter, for at I skulle være taknemmelige.”

( *************)

“Har I tænkt over den sæddråbe, som I udgyder i kvindernes livmødre? Er det jer, der skaber børn af den, eller er det Os, der skaber dem? Vi er ikke ude af stand til at ændre jeres kropslige skikkelse og skabe jer i en anden form, som I ikke kender. I kender jo allerede jeres første skabelse; hvorfor tager I da ikke ved lære af den? Har I derefter tænkt over de afgrøder, som I dyrker? Er det jer, der frembringer dem, eller er det Os, der frembringer dem? Hvis Vi vil, kan Vi gøre dem til tørt halmstrå, og I vil blot blive ved med at sige: ‘Vi har lidt tab, ja, vi er blevet fuldstændig berøvet.’ Har I derefter tænkt over det vand, som I drikker? Er det jer, der får det til at regne ned fra skyerne, eller er det Os, der lader det regne? Hvis Vi vil, kan Vi gøre det bittert. Hvorfor viser I da ikke taknemmelighed? Har I derpå tænkt over den ild, som I tænder? Er det jer, der har skabt det brændsel, den tændes med, eller er det Os, der har skabt det? Vi har skabt den som en påmindelse og som et livsforråd for de rejsende. Så erklær, menneske, din ophøjede Herres hellighed.” – (Sura al-Waqi’a: 58-74)

(***************)

“Da stormens fare ramte jer på havet, glemte I alle jeres falske guder, og da kom Allah alene jer i hu. Men da Han havde reddet jer og bragt jer i land, vendte I igen tilbage til oprør; mennesket er i sandhed meget utaknemmeligt. Føler I jer da sikre på, at Allah ikke kan få jorden til at opsluge jer eller sende en stormvind over jer, hvorefter I ikke vil finde nogen hjælper for jer? Føler I jer sikre på, at Allah ikke kan føre jer tilbage ud på havet og sende en voldsom stormvind over jer, som på grund af jeres ulydighed kan drukne jer, hvorefter I ikke vil finde nogen, der kan hjælpe jer mod Os?” – (Sura Bani Isra’il: 67-69)

I disse vers er menneskets stolthed og hovmod blevet knust fuldstændigt. Her henledes dets opmærksomhed på dets sande væsen, og det siges: Se blot lidt nærmere på din egentlige natur. En dråbe urent og ubetydeligt vand kommer ind i moderlivet, vokser gennem forskellige urene stadier og bliver til en klump kød. Hvis Allah vil, kan Han undlade at give denne klump liv, og den kan komme ud i en så ufuldstændig tilstand. Med sin egen magt giver Allah denne klump liv, skaber følelse og bevidsthed i den og udstyrer mennesket med den styrke og de redskaber, som det behøver i livet på jorden. Således kommer du til verden. Men din oprindelige tilstand er, at du kommer som et hjælpeløst barn, uden evne til selv at opfylde blot ét af dine egne behov. Det er Allah, der ved sin egen guddommelige magt sørger for, at du bliver opfostret, vokser, træder ind i ungdommen og bliver stærk og mægtig. Derefter begynder dine kræfter langsomt at svækkes, du går fra ungdom til alderdom, og til sidst rammes du af en hjælpeløshed, der ligner barndommens. Din bevidsthed forlader dig; din styrke og formåen svækkes, din viden og forstand forsvinder, og til sidst slukkes dit livs lys for altid. Du må forlade rigdom, børn, venner og slægtninge og søge tilflugt i graven. I dette korte liv er du ikke i stand til at holde dig selv i live et eneste øjeblik. Tværtimod er det en højere magt end dig, der holder dig i live, og når den vil, tvinger den dig til at forlade verden. Så længe du lever, må du desuden holde dig til naturens love. Denne luft, dette vand, dette lys, denne varme, jordens afgrøder og alt dette naturlige udstyr, som dit liv afhænger af, er ikke under din kontrol. Du har ikke skabt det, og det adlyder heller ikke dine befalinger. Når disse ting rejser sig imod dig, bliver du yderst hjælpeløs over for dem. En voldsom vindstorm ødelægger jeres bebyggelser. En oversvømmelse og storm drukner jer. Et jordskælv tilintetgør jer. Uanset hvor bevæbnet du er, hvor mange midler du end finder på ved hjælp af din viden og forstand, som du ikke selv har skabt, og hvor mange redskaber du end samler ved hjælp af din samvittighed, som du ikke selv har erhvervet, bliver alt dette nytteløst over for naturens kræfter. Og alligevel praler du af en sådan styrke, bliver henrykt af glæde, tager ikke hensyn til nogen, viser det yderste af faraonisk og nimrodisk hovmod, bliver en hensynsløs tyran, en grænseløs undertrykker eller ekstremt arrogant, gør oprør mod Allah, sætter dig som guddom over Allahs tjenere og skaber uro og ødelæggelse på Allahs jord.

Menneskets rang i verdensordenen:

Dette var altså spørgsmålet om at fjerne hovmodet. På den anden side har islam fortalt mennesket, at det ikke er så ubetydeligt, som det selv har anset sig for at være. Han siger således: ( **************)

“Vi har æret Adams børn, skaffet dem befordringsmidler til lands og til vands og givet dem forrang frem for mange af de ting, Vi har skabt.” – (Sura Bani Israil: 70)

(****************)

“(O menneske!) Ser du ikke, at Allah har underlagt jer alt, hvad der findes på jorden?” – (Sura al-Hajj: 65)

( ****************)

(***********)

“Og Han har skabt kvæget, hvori der for jer findes noget, der beskytter mod kulde, og andre nyttige ting, og af det spiser I. I dem findes der også en slags skønhed for jer, når I driver dem ud om morgenen og fører dem hjem om aftenen. De bærer jeres byrder til steder, som I ikke kunne nå uden store anstrengelser. Jeres Rabb er i sandhed nådig og barmhjertig. Han har skabt heste, muldyr og æsler til jer, så I kan ride på dem, og som livets prydelse. Allah skaber også mange andre ting, som I endnu ikke kender. Det er Ham, der sender vand ned fra himlen; noget af det er til at drikke, og noget bruges til at få planter og træer til at vokse, som I lader jeres dyr spise. Med dette vand frembringer Allah afgrøder, oliven, dadler, druer og alle slags frugter for jer. I dette er der et tegn for dem, der tænker sig om. Det er Ham, der har underlagt jer natten og dagen samt solen og månen. Og stjernerne er også underlagt Hans befaling. I dette er der tegn for dem, der handler med fornuft. Og Han har skabt mange forskelligfarvede ting på jorden for jer; i dette er der et stort tegn for dem, der tager ved lære. Og det er Ham, der har underlagt havet, så I kan spise frisk kød derfra og hente smykker frem, som I bærer. Og du ser skibene sejle gennem havet, mens de skærer sig gennem vandet. Havet er således blevet underlagt, for at I kan søge Allahs gunst (det vil sige drive handel); måske vil I være taknemmelige. Han har anbragt bjerge på jorden, for at den ikke skal vakle med jer, og Han har skabt floder og veje, så I kan finde vejen til jeres bestemmelsessted. Og Han har skabt mange andre kendetegn; ja, ved stjernerne finder folk vej. Og hvis I skulle tælle Allahs velsignelser, ville I ikke kunne opregne dem.”

-(Sura an-Nahl: 5-18)

I de ovenstående vers er det blevet sagt til mennesket, at alt, hvad der findes i verden, er blevet underlagt dets tjeneste og gavn, og at det samme gælder det, der findes i himlene. Disse træer og planter, disse floder, dette hav, disse bjerge, disse dyr, denne nat og dag, dette lys og mørke, denne sol og måne, disse stjerner—kort sagt, alt hvad du ser, er din tjener, bestemt til din gavn og skabt, så du kan gøre brug af det. Du er blevet givet forrang frem for dem; du er blevet tildelt større ære end dem, og du er blevet skabt egnet til at drage nytte af dem. Hvorfor bøjer du da hovedet for disse dine tjenere? Hvorfor anser du dem for at kunne opfylde dine behov? Hvorfor rækker du bønfaldende hænder frem mod dem? Hvorfor beder du dem om hjælp? Hvorfor frygter og nærer du bekymring for dem? Hvorfor lovpriser du deres forrang og storhed? På denne måde ydmyger og vanærer du i virkeligheden dig selv; du forvandler dig selv til dine egne tjeneres tjener og dine egne slavernes slave!

Mennesket er Allahs stedfortræder

Heraf blev det klart, at mennesket hverken har så høj en rang, som det i sin selvoptagethed forestiller sig, eller er så ringe og usselt, som det har gjort sig selv til. Nu opstår spørgsmålet: Hvad er menneskets rette rang i verden? Islam svarer: (******************)

“Og da din Rabb sagde til englene: ‘Jeg vil indsætte en khalifa (stedfortræder) på jorden,’ sagde de: ‘Vil Du indsætte dér en, som vil skabe fordærv og udgyde blod, mens vi lovpriser Din storhed og erklærer Dig hellig?’ Allah sagde: ‘Jeg ved, hvad I ikke ved.’ Og Han lærte Adam alle tingenes navne. Derefter viste Han ham dem for englene og sagde: ‘Fortæl Mig disse tings navne, hvis I taler sandt.’ De sagde: ‘Lovet være Du! Vi ved kun det, Du har lært os. Du er den Alvidende, den Alvise.’ Allah sagde: ‘Adam, fortæl dem disse tings navne.’ Da Adam havde fortalt dem disse tings navne, sagde Allah: ‘Sagde Jeg ikke til jer, at Jeg kender det skjulte i himlene og på jorden, og at Jeg ved alt, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler?’ Og da Jeg befalede englene: ‘Bøj jer ned for Adam,’ bøjede de sig alle ned, undtagen Iblis. Han nægtede, viste hovmod og blev blandt de ulydige. Og Vi sagde til Adam: ‘Adam, bo du og din hustru i Paradiset, og spis med glæde af det, I finder dér, men nærm jer ikke dette træ, for så vil I blive blandt de uretfærdige.’ Men Satan fik dem til at snuble og drev dem ud af den velstand, de befandt sig i.” (Sura al-Baqara: 30-36)

“…………………arabisk tekst……………”

“Og da din Rabb sagde til englene: ‘Jeg vil skabe et menneske af tørt, sort mudder. Når Jeg har givet ham en harmonisk skikkelse og blæst noget af Min ånd ind i ham, skal I falde ned i prostration for ham.’ Så bøjede alle englene sig ned, undtagen Iblis; han nægtede at være blandt dem, der bøjede sig ned. Allah sagde: ‘Iblis, hvad er der med dig, siden du nægter at være blandt dem, der bøjer sig ned?’ Iblis sagde: ‘Jeg er ikke sådan, at jeg vil bøje mig ned for dette menneske, som Du har skabt af sort, tørt mudder.’ Allah sagde: ‘Gå bort herfra; du er forvist. Over dig hviler forbandelsen indtil gengældelsens dag.’” (Sura al-Hijr: 28-35)

Dette emne er blevet beskrevet på forskellige måder forskellige steder i Den Ædle Koran. Den korte sammenfatning er denne: Allah skabte mennesket som sin stedfortræder (na’ib) på jorden, gav det større viden end englene, satte dets viden over englenes lovprisning og beskrivelse af hellighed og befalede englene at kaste sig ned for denne stedfortræder. Englene kastede sig ned for ham, og således bøjede alle englene sig for ham; men Iblis nægtede dette, og således bøjede de sataniske kræfter sig ikke for ham. På det tidspunkt var mennesket ganske vist blot en ringe dukke af ler; men Allah indblæste ånden i det og gav det viden, hvorved Han gjorde det egnet til at være Allahs stedfortræder. Englene anerkendte dets overlegenhed og bøjede sig for det. Men Satan anerkendte det ikke. På grund af denne forbrydelse blev Satan forbandet. Han bad imidlertid om at få mulighed indtil Opstandelsens Dag for at vildlede mennesket. Derfor vildledte han mennesket, fik det fordrevet fra Paradiset, og fra da af begyndte konflikten mellem mennesket og Satan. Allah sagde til mennesket: Hvis du følger den vejledning, jeg sender dig, kan du komme i Paradiset; men hvis du adlyder din oprindelige fjende Satans befalinger, bliver Helvede din bolig.

Betydningen af stedfortræderembedet:

Af denne drøftelse blev følgende forhold kendt:

Menneskets status i denne verden består i, at det er Allahs khalifa. En khalifa kaldes en na’ib eller stedfortræder. Stedfortræderens opgave er at adlyde Den, hvis stedfortræder han er. Han kan hverken adlyde nogen anden eller gøre sin herres undersåtter, tjenere, hjælpere og slaver til sine egne undersåtter, egne tjenere, hjælpere og slaver. Hvis han gør det, vil han tværtimod blive anklaget for oprør og blive straffet i begge tilfælde. På det sted, hvor han er blevet udnævnt til stedfortræder, kan han benytte sin herres ejendom, herske over Hans undersåtter, modtage deres tjenester og føre tilsyn med dem; men ikke fordi han selv er herre, og heller ikke fordi han er underlagt nogen anden end den nævnte herre, men fordi han er sin herres stedfortræder og af sin herre er udpeget som betroet forvalter over alt det, der er under hans myndighed. Derfor kan han kun være en sand, velanset og belønningsværdig stedfortræder, når han ikke svigter sin herres betroelse, følger den vejledning, Han har givet, og ikke overtræder Hans bestemmelser – når han i sin hersken over Hans rigdomme, Hans undersåtter, Hans tjenere, Hans hjælpere og Hans slaver, i at modtage deres tjenester og i sin omgang med dem samt sit tilsyn med dem følger de love og regler, Han selv har fastsat. Hvis han ikke gør dette, er han ikke en stedfortræder, men en oprører; ikke velanset, men forkastet; ikke værdig til belønning, men egnet til straf. Allah siger:

“…………………arabisk tekst……………”

“For dem, der følger den vejledning, Jeg har givet, er der ingen frygt for nogen straf og ingen grund til bekymring. Men for dem, der er ulydige og vil erklære Mine ord og tegn for løgn, er der Helvedes ild; dér skal de forblive for evigt.” (Sura al-Baqara: 38-39)

En stedfortræder eller betroet forvalter er aldrig så fri, at han kan gøre, hvad han vil, efter eget forgodtbefindende; at han kan gøre, hvad han ønsker med sin herres rigdom og Hans undersåtter, uden at nogen kan holde ham til regnskab for disse forhold. Tværtimod skal han stå til regnskab over for sin herre, aflægge regnskab for hver eneste lille sag, og hans herre kan udspørge ham om enhver af hans handlinger og straffe eller belønne ham ved at holde ham ansvarlig for alt, hvad han har gjort med Hans betroelse, Hans ejendom og Hans undersåtter.

Stedfortræderens allerførste pligt er at adlyde Den, hvis stedfortræder han er, og at anerkende Hans herredømme og Hans højeste myndighed. Hvis han ikke er rede til dette, vil han hverken kunne forstå betydningen af sit stedfortræderembede eller danne sig en sund forståelse af, at han er blevet indsat i et betroet embede; han vil heller ikke få nogen følelse af sit ansvar og sin regnskabspligt eller blive i stand til korrekt at opfylde sit ansvar og sine pligter over for den betroelse, der er lagt på ham. Det er på ingen måde muligt, at mennesket først skulle anlægge en handlingslinje ud fra denne forestilling om betroelse og stedfortræderskab og derefter følge den samme handlingslinje ud fra en anden forestilling. Og selv hvis man antager, at det umulige blev muligt for ham, ville det stadig være uden værdi. For ved på forhånd at have afvist lydighed mod sin herre er han allerede blevet en oprører. Hvis han nu, i sin lydighed mod sine egne ønsker og tilbøjeligheder eller mod en anden, alligevel udfører gode handlinger, bør han søge sin belønning hos den, han adlød. Hos hans herre er denne gode handling fuldstændig meningsløs.

Mennesket er i sin egentlige væsen blot en ringe skabning. Men al den ære, det har opnået, skyldes alene den rūḥ, der er blevet indblæst i det, og at det er blevet tildelt repræsentantskabet for Allah på jorden. Bevarelsen af denne ære afhænger nu af, at det ikke besmitter sin rūḥ ved at adlyde Satan og ikke degraderer sig selv fra repræsentantskabets værdighed til oprørets stade. Hvis det forsømmer dette ansvar, må det forblive den samme ringe skabning.

Den malakutiske kraft (kraften fra den usynlige verden) har anerkendt menneskets repræsentantskab for Allah og har bøjet sig for Ham som Hans repræsentant, men den sataniske kraft anerkender ikke dets repræsentantskab; tværtimod ønsker den at gøre mennesket til sin undersåt. Hvis mennesket opfylder repræsentantskabets pligt i denne verden og følger den vej, Allah har vist, vil den malakutiske kraft hjælpe det. Englenes hære vil stige ned for det. Malakut-verdenen vil aldrig vende sig bort fra det. Med hjælp fra alle disse kræfter vil det besejre Satan og hans håndlangere. Men hvis det tøver med at opfylde repræsentantskabets ret og ikke følger den vej, Allah har vist, vil den malakutiske kraft forlade det; for derved vil det selv have forladt repræsentantskabets værdighed. Og når der ikke længere findes nogen kraft, der kan hjælpe det, og det bliver til en simpel lerdukke, vil den sataniske kraft få overtaget over det. Derefter vil Satan og hans håndlangere være dets eneste hjælpere og støtter; det vil adlyde deres regler og bestemmelser, og dets endeligt vil blive som deres.

På grund af at mennesket er Allahs repræsentant, er dets rang højere og ædlere end alle ting i verden. Hver eneste ting i verden er underlagt det, stillet til dets rådighed, og det har ret til at drage nytte af den på den måde, Allah har anvist. Det er yderst vanærende for det at bøje sig for disse underordnede ting. Hvis det bøjer sig for dem, gør det selv uret mod sig selv og vil vige fra repræsentantskabets værdighed. Men der findes også et væsen, som det er dets ufravigelige pligt (farḍ) at bøje sig for og adlyde, og i hvis tilbedelse der ligger ære og anseelse for det. Hvem er dette væsen? Allah er dets Herre, og det er Ham, der har udvalgt mennesket til at være Hans repræsentant.

Ingen bestemt person eller klasse blandt menneskeheden er Allahs repræsentant; hele menneskeheden er blevet ophøjet til repræsentantskabets værdighed, og som repræsentant eller khalīfa er hvert menneske lige med alle andre mennesker. Derfor bør intet menneske bøje sig for et andet menneske, og ingen har ret til at ydmyge et andet menneske foran sig. Et menneske kan kun kræve af et andet menneske, at det adlyder Herrens befaling og Hans vejledning. I denne henseende vil den lydige person være en ’āmir’ (den befalende), mens den ulydige person vil være en ’ma’mūr’ (den, der modtager en befaling). For den, der opfylder repræsentantskabets ret, er bedre end den, der ikke opfylder den. Men overlegenhed betyder ikke, at han selv er dets Herre.

Hvert menneske har personligt fået betroelsen og repræsentantskabets værdighed. Derfor vil hvert menneske på sit eget sted blive spurgt om ansvaret for denne rang. Én vil hverken blive pålagt at stå til regnskab for andres handlinger, eller kunne drage fordel af en andens handlinger. På samme måde vil ingen kunne fritage en anden for dette ansvar, og ingen andens byrde af onde gerninger vil blive lagt på en andens skuldre.

Så længe mennesket befinder sig i verden, og så længe forbindelsen mellem lerdukken (menneskekroppen) og den rūḥ, Allah har indblæst, består, forbliver det repræsentant. Så snart denne forbindelse ophører, falder det ud af værdigheden som Allahs stedfortræder på jorden. Dets handlinger i repræsentantskabets periode bør undersøges og vurderes, den betroede amanah bør gøres op, og det bør undersøges, hvordan det har varetaget det ansvar, der blev betroet det som repræsentant. Hvis det har vist sig skyldig i forræderi, troløshed, ulydighed, oprør og ansvarsløshed, bør det straffes. Hvis det derimod har udført sin pligt med troskab, pålidelighed, ansvarsfølelse og lydighed, bør det også modtage sin belønning.

Islams opfattelse af livet

De to ovennævnte ord, ’khalīfa’ og ’repræsentantskab’, antyder endnu en vigtig sag. Repræsentantens egentlige pligt er at bestræbe sig på fuldt ud at opfylde sin repræsentantskabsret over sin Herres ejendom og ejendele og, så vidt muligt, at gøre brug af dem på samme måde, som den virkelige ejer gør. Hvis kongen udnævner en person som repræsentant (nā’ib) over sine undersåtter, vil den bedste måde for ham at udøve repræsentantskabets myndighed på være, at han i omsorgen for undersåtterne, i kærlighed og hengivenhed, barmhjertighed, sikkerhed, retfærdighed og, hvor det er nødvendigt, strenghed, indtager præcis den samme rolle, som kongen selv indtager. Han vil også gøre brug af kongens ejendom, ejendele og rigdom med samme fornuft (ḥikmah), visdom, dømmekraft og forsigtighed som kongen.

Betydningen af at betegne mennesket som Allahs khalifa—stedfortræder—er således, at det kun fuldt ud kan udføre ansvaret for Allahs stedfortræderskab og kalifat, hvis det princip, mennesket følger i sin omgang med Allahs skabninger, er det samme som Allahs eget. Det vil sige, at ligesom Allah tager vare på og opretholder sine skabninger med en opretholdende storhed, skal mennesket med en tilsvarende storhed inden for sit begrænsede virkefelt beskytte og pleje de ting, som Allah har lagt under dets myndighed. På samme måde skal mennesket, om end i mindre grad, behandle de af Allahs skabninger, som det er blevet givet myndighed over, og som er blevet underlagt det, på samme måde som Allah anvender sine rigdomme med en sådan rahmanisk storhed, opretholder orden blandt sine skabninger med en sådan retfærdighed og upartiskhed og åbenbarer egenskaberne »jabr« og »qahr« (det vil sige egenskaber, der udtrykker nådesløshed) med en sådan barmhjertighed og medfølelse.

Det er netop denne betydning, der er indeholdt i den vise sætning fra ******. Men mennesket kan først opnå denne ophøjede moralske status, når det fuldt ud forstår sandheden om, at det i denne verden ikke er en uafhængig hersker, men blot den virkelige Herskers stedfortræder. Dette er stedfortræderembedets egentlige ansvar. Det er dette, der fastlægger karakteren og omfanget af menneskets forhold til hver eneste ting i verden, selv dets egen krop samt dets fysiske og mentale kræfter.

Alt, hvad der hidtil er blevet sagt i forbindelse med analysen af stedfortræderskabet, er udførligt beskrevet i Koranen. Herigennem bliver alle sider af forholdet mellem verden og mennesket klare og tydelige.

Mennesket er stedfortræder, ikke ejer

Det siges i Koranen:

***********

»Det er Ham, der har gjort jer til stedfortrædere på jorden og ophøjet nogle af jer over andre i rang, for at Han kan prøve jer gennem det, Han har skænket jer.« — (Sura al-An’am: 165)

قَالُوا أُوذِينَا مِن قَبْلِ أَن تَأْتِيَنَا وَمِن بَعْدِ مَا جِئْتَنَا ۚ قَالَ عَسَىٰ رَبُّكُمْ أَن يُهْلِكَ عَدُوَّكُمْ وَيَسْتَخْلِفَكُمْ فِي الْأَرْضِ فَيَنظُرَ كَيْفَ تَعْمَلُونَ

“(Musa sagde til Israels børn:) ’Allah vil meget snart tilintetgøre jeres fjende og gøre jer til efterfølgere på jorden, så Han kan se, hvordan I handler.’ – (Sura al-A’raf: 129)

***********

“‘Davud! Vi har gjort dig til vores stedfortræder på jorden. Døm derfor mellem menneskene med sandheden, og følg ikke dine egne lidenskaber, for de vil føre dig bort fra Allahs vej. De, der farer vild fra Allahs vej, vil få en streng straf, fordi de har glemt Regnskabets Dag.’ – (Sura Sad: 26)

*******

“Er Allah ikke alle herskeres Hersker?” – (Sura at-Tin: 8)

********

“Myndigheden tilhører ingen andre end Allah.” – (Sura al-An’am: 57)

*********

“Sig: O Allah, herre over alle riger! Du skænker riget til den, Du vil, og Du tager riget fra den, Du vil. Du ærer den, Du vil, og Du vanærer den, Du vil.”

**********

“Følg kun det, der er blevet åbenbaret til jer fra jeres Herre, og følg ingen andre beskyttere end Ham.” – (Sura al-A’raf: 3)

**********

“Sig: Min bøn, min tilbedelse, mit liv og min død – alt tilhører Allah, alverdenernes Herre.” – (Sura al-An’am: 162)

Det fremgår klart af disse vers, at intet af det, som mennesket råder over til forbrug, anvendelse og myndighed i verden – ikke engang dets eget selv – tilhører det. Den sande ejer, hersker og forvalter af alt dette er Allah. Mennesket har ingen ret til at bruge disse ting efter eget forgodtbefindende, som om det selv var den sande ejer. Dets status i verden er blot en repræsentants, og dets myndighed er begrænset til at følge den vej, Allah har anvist, og anvende disse ting på den måde, Han har vist. At overskride denne fastsatte grænse, følge sine egne lyster eller adlyde en anden herskers befalinger end den sande Herskers er intet andet end oprør og vildfarelse.

Den grundlæggende betingelse for succes i det jordiske liv:

Det siges i Koranen:

*************

»De, som har troet på det falske og fornægtet Allah, er i sandhed blandt de fortabte.« – (Sura al-Ankabut: 52)

********

»Den af jer, der vender sig bort fra sin religion (det vil sige lydigheden mod Allah) og dør som vantro, hans gerninger går til spilde i denne verden og i det hinsidige.«

*****

»Enhver, der nægter at tro, får alle sine gerninger tilintetgjort, og i det hinsidige vil han være blandt de fortabte.« – (Sura al-Ma’ida: 5)

Af disse vers bliver det klart, at menneskets succes som Allahs stedfortræder i det jordiske liv afhænger af, at det anerkender sin egen Herres myndighed og udfører alle handlinger i bevidstheden om, at det er Hans stedfortræder og betroede forvalter. Uden denne anerkendelse vil den brug og nydelse, mennesket gør af Allahs rigdomme og ejendele, kun være en oprørsk brug og nydelse. Det siger sig selv, at selv hvis en oprører erobrede et land og fremviste det bedste eksempel på at tjene landet, ville landets egentlige konge overhovedet ikke anerkende hans »gode gerninger«. For kongen er en oprører altid en oprører. Om hans personlige karakter er god eller dårlig, og om han styrer landet ordentligt efter sit oprør eller ej, ændrer ikke sagen.

Verden er til nydelse og brug

I Koranen står der:

“O mennesker! Spis af det, der er halal og rent, som findes på jorden, og adlyd ikke Satan i noget; for han er jeres åbenlyse fjende. Han befaler jer synd, skamløshed og at sige om Allah, hvad I ikke ved.” – (Sura al-Baqara: 168-169)

****

“O I, der tror! Gør ikke de rene ting, som Allah har gjort halal for jer, haram for jer selv, og overskrid ikke grænserne; for Allah elsker ikke dem, der overskrider grænserne. Spis af den halal og rene forsørgelse, som Allah har givet jer, og hold jer fra ulydighed mod Allah, som I tror på.” – (Sura al-Ma’ida: 87-88)

********

“(O profet! Sig: Hvem kan forbyde de smykker og den prydelse (zinat), som Allah har frembragt for Sine tjenere, hvem

***********

“(Vores profet) befaler dem at gøre gode gerninger og afholder dem fra uret og synd. Han gør de rene ting halal og de urene ting haram for dem og fjerner de byrder og lænker, der hviler på dem.”

– (Sura al-A’raf: 157)

*******

“I vil søge jeres Herres gunst (det vil sige, jeres levebrød gennem handel); deri er der ingen skade for jer.”

**********

“Messias’ tilhængere havde selv indført klostervæsenet i håbet om alene at opnå Allahs tilfredshed; Vi havde ikke foreskrevet det for dem.”

– (Sura al-Hadid: 27)

**********

“Vi har skabt mange jinner og mennesker til Helvede. De har hjerter, men de tænker ikke dermed; de har øjne, men de ser ikke dermed; de har ører, men de hører ikke dermed. De er som kvæg, ja, endnu mere vildfarne. Det er dem, der er nedsunket i uopmærksomhed.” – (Sura al-A’raf: 179)

Det står klart i disse vers, at det ikke er menneskets opgave at forsage verden. Verden er ikke noget, der skal forkastes, holdes på afstand, eller hvis gøremål, anliggender, nydelsesmidler og skønhed man skal forbyde sig selv. Denne verden er skabt netop for mennesket; derfor er dets opgave at gøre brug af den og nyde den i rigt mål. Det skal dog gøre det med opmærksomhed på forskellen mellem godt og ondt, rent og urent samt passende og upassende. Allah har givet mennesket øjne, så det kan se. Hvis mennesket ikke bruger sine legemlige lemmer, sine sanser og sine mentale evner, eller bruger dem på en forkert måde, er der ingen forskel mellem det og et dyr.

Det jordiske livs mysterium:

**************

“Allahs løfte (om det hinsidige) er visselig sandt; lad derfor ikke det jordiske liv bedrage jer, og lad ikke bedrageren (Satan) bedrage jer med hensyn til Allah.” – (Sura Fāṭir: 5)

********************

“De, som gjorde uret mod sig selv, er blevet efterladt af den jordiske nydelse, som de var blevet givet; disse var forbryderne.” – (Sura Hūd: 116)

*********

“Fremhold for dem et eksempel på det jordiske liv. Det er som om, Vi lod vand falde fra himlen, hvorved jordens afgrøder blev frodige og grønne. Men til sidst blev disse afgrøder til strå, som den kraftige vind spredte hid og did. Allah har magt over alting. Rigdom og børn er kun det jordiske livs pryd; men varige gode gerninger er bedre hos din Herre, både med hensyn til belønning og med hensyn til det, man kan håbe på i fremtiden.”

-(Sura al-Kahf: 45-46)

********

“I, der tror! Lad ikke jeres rigdom og jeres børn aflede jer fra ihukommelsen af Allah. De, der gør dette, er i sandhed taberne.”-(Sura al-Munafiqun: 9)

**********

“Jeres rigdom og jeres børn er ikke noget, der kan bringe jer nærmere til Os. Kun de, der tror og gør gode gerninger, bringer sig nærmere til Os.”

“Vid, at det jordiske liv blot er leg, underholdning, ydre pragt, jeres indbyrdes pral og jeres stræben efter at overgå hinanden i rigdom og børn. Det kan sammenlignes med regn, hvis afgrøde glæder landmanden. Så modnes afgrøden, og du ser den blive gul; til sidst bliver den til strå.”

-(Sura al-Hadid: 20)

********

“Bygger I på hvert eneste højt sted et nytteløst mindesmærke og store bygninger? Måske i den tro, at I skal forblive her for evigt.”

-(Sura ash-Shuʿarāʾ: 128-129)

“Tror I virkelig, at I vil blive efterladt trygge blandt disse ting her: disse haver, disse kilder, disse kornmarker og disse daddelpalmeplantager med deres smukke løv? Og I udhugger huse i bjergene og fryder jer.”

-(Sura ash-Shuʿarāʾ: 146-149)

“Hvor I end befinder jer, vil døden komme til jer – selv hvis I befinder jer i stærkt befæstede borge.”

-(Sura an-Nisāʾ: 78)

“Enhver skal dø; derefter vil I alle blive bragt tilbage til Os.”-(Sura al-ʿAnkabūt: 57)

“Har I da troet, at Vi skabte jer forgæves, og at I ikke vil blive bragt tilbage til Os?”

Det blev tidligere sagt, at verden er skabt til jer; så nyd og anvend den på bedste vis. Nu fremlægges den anden side af sagen. Det siges, at selv om verden er til jer, er I ikke til verden. Den er heller ikke skabt, for at verden skal udnytte jer, og I skal opløses i den. Lad jer aldrig bedrage af livet i verden, så I kommer til at tro, at I skal blive her for evigt. Vid ganske sikkert, at alle disse ejendele, rigdomme, pragt og materielle goder blot er forgængelige ting. Alt dette er kun tidens bedrag. Det hele ender i undergang. Ligesom jer vil enhver af disse ting forsvinde i jorden. I denne forgængelige verden er det eneste, der kan bestå, menneskets gode gerninger; godheden i dets hjerte og sjæl; godheden i dets handlinger og adfærd.

Ansvar for ens handlinger og regnskabets dag

Derefter blev det sagt:

“Den time, som Vi ønsker at holde skjult, vil helt sikkert komme, så enhver kan få løn efter sin indsats.” – (Sura Ta-Ha: 15)

“Vil I blive belønnet for andet end jeres handlinger?” – (Sura An-Naml: 90)

“Mennesket vil kun få udbytte af det, som det har bestræbt sig på; dets bestræbelse vil snart blive set. Derefter vil det få sin fulde belønning. Og til sidst skal alle nå frem til jeres Herre.”

– (Sura An-Najm: 39-42)

“Den, der er blind i denne verden, vil også være blind i det hinsidige, og han er kommet endnu længere bort fra den rette vej.” – (Sura Bani Israil: 72)

“Hvad I end sender forud til jer selv fra denne verden af gode gerninger, vil I finde netop det hos Allah. Hvad end I gør, ser Allah det alt sammen.”

-(Sura al-Baqara: 110)

“Frygt den dag, hvor I vil blive bragt frem for Allah. Derefter vil enhver få gengæld for sine gerninger, og der vil aldrig blive gjort uret mod dem.” -(Sura al-Baqara: 281)

“Den dag vil enhver finde det gode, han har gjort, og det onde, han har gjort, nærværende.” -(Sura Ali Imran: 30)

“Den dag er målingen af alle gerninger en urokkelig sandhed. De, hvis gerningers vægtskåle er tunge, vil alene opnå lykke, mens de, hvis gerningers vægtskåle er lette, vil være dem, der har forvoldt sig selv tab. Det skyldes, at de gjorde uret mod Vore tegn.”

“Den, der gør så meget som et atomvægt af en god gerning, vil se dens belønning, og den, der begår så meget som et atomvægt af en synd, vil også se dens belønning.” -(Sura az-Zalzala 7-8)

“Allah har antaget deres bøn og sagt: Jeg vil ikke lade nogen af jer, der handler, få sin gerning spildt, hvad enten det er en mand eller en kvinde.” -(Sura Ali Imran: 195)

“Giv ud af det, Vi har skænket jer, før døden kommer til en af jer. Da vil han sige: Min Herre! Hvis Du blot ville give mig lidt mere tid, ville jeg give ud på Din vej og være blandt de retfærdige. Men Allah giver aldrig nogen mere tid, når hans fastsatte tid er kommet.” -(Sura al-Munafiqun: 10-11)

(Arabisk************)

»Ak«! Hvis du blot kunne se den stund, hvor forbryderen står med bøjet hoved foran sin Herre og siger: »Vor Herre! Nu har vi set og hørt; send os derfor tilbage, så vil vi gøre gode gerninger. Nu er vi blevet overbevist.« Men der vil blive sagt: »Smag nu den ligegyldighed, som var årsagen til, at I glemte, at I denne dag skulle stå foran Os. I dag glemmer Vi også jer. Smag derfor i dag den evige straf som gengæld for de handlinger, I plejede at udføre.« — (Sura as-Sajdah: 12-14

Her er det blevet sagt, at denne verden er handlingernes område, stedet for bestræbelse og stræben. Efterlivet er derimod stedet, hvor belønningen modtages; stedet, hvor man får resultatet af godt og ondt samt gengæld for sine gerninger. Mennesket har fået mulighed for at handle i denne verden indtil sin dødstid. Derefter vil det aldrig mere få mulighed for at handle. Derfor må det i dette liv arbejde med erindringen om, at enhver af mine handlinger, enhver af mine adfærdsmåder og enhver af mine gode eller onde gerninger har sin egen virkning og betydning, og at jeg i forhold til denne virkning og betydning vil få et godt eller dårligt resultat i efterlivet. Alt, hvad jeg får, vil jeg få som resultat af dette livs bestræbelser og af mine nuværende handlinger; ingen af mine gode gerninger vil gå til spilde, og ingen synd vil blive ladt ude af betragtning.

Personligt ansvar

For yderligere at styrke denne ansvarsfølelse er det også blevet fastslået, at hvert menneske er ansvarligt for sine egne handlinger. Hvad angår dette ansvar, deler ingen anden det med ham, og ingen kan redde nogen fra konsekvenserne af dennes handlinger.

(Arabisk**********)»Ansvaret for jer selv påhviler jer. Hvis I følger den rette vej, kan ingen vildfaren skade jer.« — (Sura al-Ma’idah: 105)

(Arabisk***********)

»Enhver person bærer selv byrden af det, han erhverver; ingen bærer en andens byrde.« — (Sura al-An’am: 164)

(Arabisk**********)

»På opstandelsens dag vil jeres slægtninge og jeres børn ikke være jer til nogen nytte. Den dag vil Allah dømme mellem jer, og Han har blik for jeres handlinger.« – (sura al-Mumtahanah: 3)

(Arabisk*************)

»Hvis I gør gode handlinger, gør I dem for jeres egen skyld, og hvis I gør onde handlinger, er det også for jeres egen skyld.« – (sura Bani Isra’il: 7)

(Arabisk***************)

»Ingen vil bære en andens syndebyrde; og hvis nogen er tynget af en tung syndebyrde og kalder på nogen for at få hjælp, vil denne ikke påtage sig nogen del af hans byrde – heller ikke selv om han er en nær slægtning.« – (sura al-Fatir: 18)

(Arabisk***************)

»O menneskehed! Frygt jeres Herre, og frygt den dag, hvor ingen far vil kunne være sin søn til nogen nytte, og ingen søn på nogen måde vil kunne være sin far til nytte.« – (sura Luqman: 33)

(Arabisk*************)

»Den, der har gjort sig skyldig i vantro, bærer selv byrden af sin vantro, og de, der gør gode gerninger, baner vejen for deres eget vel.« – (Sura ar-Rum: 44)

Her er hvert menneske personligt blevet gjort ansvarligt for sine gode og onde gerninger. Der er hverken givet mulighed for at håbe, at nogen vil sone vores fejl eller forsømmelser, eller plads til at forvente, at vi på grund af et slægtskabsforhold eller en anden forbindelse med nogen vil blive fritaget for ansvaret for vores forbrydelser. Der er heller ikke givet mulighed for at frygte, at andres onde handlinger vil påvirke vores gode gerninger, eller at nogen andens tilfredshed end Allahs kan få indflydelse på, om vores handlinger bliver godkendt eller forkastet. Hvis nogen stikker hånden ind i ilden, kan intet beskytte ham mod den naturlige forbrænding. Og hvis nogen drikker honning, kan intet forhindre ham i at opleve dens søde smag. Ingen kan dele smerten ved forbrændingen med en anden, og ingen kan berøve en anden oplevelsen af den søde smag. På samme måde står hvert menneske alene og uafhængigt af andre, når det gælder syndens skadelige følger og de gode gerningers gavnlige følger. Derfor er det nødvendigt, at hvert menneske har en fuld ansvarsfølelse i sin brug og nydelse af verden. Man bør vende blikket bort fra verden og dens bestanddele og leve med den tanke, at man selv er ansvarlig for hver eneste af sine handlinger; syndens byrde hviler alene på én selv, og man vil også alene nyde godt af de gode gerninger.

I den ovenstående forklaring af islams opfattelse af det jordiske liv er der blevet kastet lys over dets forskellige dele og bestanddele. Lad os nu betragte dets opbygning og indretning og undersøge, hvor godt den fuldstændige opfattelse, der fremkommer ved at sammenføje de spredte dele, stemmer overens med naturen og virkeligheden; hvilken status den kan have sammenlignet med andre kulturers opfattelser af det jordiske liv; og hvordan den kultur, der grundlægges på denne livsanskuelse, former menneskets tanker og handlinger efter en bestemt form.

Den naturlige opfattelse af livet

Læg for en stund de opfattelser, som andre religioner har fremsat om verden og det jordiske liv, til side. Se derefter som en skarpsindig iagttager på verden omkring dig, og betragt nøje, hvilken status du har i hele dette miljø. Som følge af denne iagttagelse vil flere ting fremtræde yderst klart for dine øjne.

Du vil se, at omfanget af alle de kræfter, du har fået, er yderst begrænset. De sanseevner, som din viden afhænger af, kan ikke overskride grænserne for dit nærmeste miljø. De lemmer, som hele din virksomhed afhænger af, kan kun holde nogle få ting under din kontrol. De utallige ting omkring dig er langt større end din krop og dine kræfter, og over for dem synes din person at være yderst ubetydelig og svag. Ingen af de voldsomme kræfter, der er virksomme i denne verdens enorme fabrik, er under din kontrol; tværtimod føler du dig helt hjælpeløs over for disse kræfter. Fysisk er du et væsen af middel størrelse. Du sejrer over det, der er mindre end dig selv, men besejres af det, der er større end dig.

Men en anden kraft i dig har givet dig overlegenhed over alle disse ting. Det er takket være denne kraft, at du udøver herredømme over alle væsener af samme art som dig selv og bringer dem under din myndighed, selv om deres fysiske styrke er langt større end din. Det er på grund af denne kraft, at du gør brug af tingene omkring dig og modtager tjenester fra dem efter eget ønske. Det er også takket være denne kraft, at du opdager nye og nye energikilder, udvinder dem og anvender dem på nye måder. På grund af denne kraft udvider du midlerne og redskaberne til at tilegne dig viden og når helt frem til ting, der ligger uden for rækkevidden af dine naturlige kræfter. Kort sagt: Takket være denne særlige kraft bliver alle verdens ting dine tjenere, og du opnår den lykke at modtage deres tjenester.

Desuden arbejder alle de højere kræfter i verdensaltet, som ikke står under Deres kontrol, på en sådan måde, at de almindeligvis ikke kan kaldes Deres fjender eller modstandere; tværtimod er de Deres hjælpere og virker til gavn for Dem samt til fremme af Deres velbefindende og muligheder. Luften, vandet, lyset, varmen og alle andre kræfter af denne art, som Deres liv afhænger af, arbejder under en særlig ordning, hvis formål er at hjælpe Dem. I denne forstand kan De sige, at de nævnte ting er Dem underordnede.

Når De betragter hele dette miljø grundigt, ser De en vældig stærk lovmæssighed virke. Fra de mindste af alle ting til de største af de største er alt ligeledes bundet af denne mægtige lovmæssigheds tentakelgreb. Hele verdens beståen er imidlertid fuldstændig afhængig af dens orden og kontrol. De selv er også underlagt denne lovmæssighed. Men der er en vældig forskel mellem Dem og verdens øvrige ting. De øvrige ting har ikke den mindste evne til at trodse denne lovmæssighed. Men De har evnen til at trodse den. Ikke blot det; når De ønsker at trodse den, hjælper den Dem endda med dette. Enhver sådan handling efterlader naturligvis straks en vis reaktion, og efter en sådan trods kan De heller ikke undgå dens dårlige konsekvenser.

Under denne verdensomspændende og uforanderlige lovmæssighed ser De forskellige scener af skabelse og ødelæggelse. Overalt i verden fortsætter en uafsluttelig proces af nedbrydning og opbygning. Efter den samme lovmæssighed, som en ting bliver skabt og næret efter, bliver den også ødelagt og udslettet. Intet i verden er fri af denne lovmæssigheds bånd. Selv de ting, som tilsyneladende synes fri af den, og som man kunne tro var ubevægelige og urokkelige, viser sig ved nærmere undersøgelse også at være underkastet en fortsat proces af kredsløb og forandring; de kan heller ikke undslippe skabelsens og ødelæggelsens greb. Eftersom de øvrige ting i verdensnaturen ikke har bevidsthed og forståelsesevne, eller i det mindste fordi vi ikke har nogen viden om dette hos dem, mærker vi ingen tegn på glæde eller sorg i dem som følge af denne skabelse og ødelæggelse. Men fordi mennesket er et væsen med bevidsthed og forståelsesevne, føler det en stærk reaktion af glæde og sorg, når det ser disse forandringer omkring sig. Undertiden føler det så stærk en glæde ved at se noget gunstigt komme til syne, at det helt glemmer, at der også er mulighed for ødelæggelse i denne verden. Andre gange bliver dets sorg så intens ved synet af noget ugunstigt, at det kun ser ødelæggelse og mere ødelæggelse i denne verden og glemmer den sandhed, at der stadig er mulighed for skabelse.

Men uanset hvor mange indbyrdes modstridende følelser af glæde og sorg De måtte have i Dem, og uanset hvor streng eller overdrevet en holdning De under deres indflydelse indtager til livet i denne verden, er De af Deres egen natur tvunget til faktisk at gøre brug af denne verden og anvende de kræfter, der findes i Dem. Deres natur rummer et ønske om at leve, og for at tilfredsstille dette ønske er De blevet udstyret med en voldsom kraft kaldet sult, som hele tiden driver Dem til handling. Naturen ønsker at beskæftige Dem med at bevare Deres slægt; derfor har den indgydt Dem en ustoppelig kraft kaldet seksualdriften, som tilskynder Dem til at opfylde dens formål. På samme måde er adskillige andre kræfter blevet samlet i Deres natur for at tjene andre formål, og hver enkelt kraft forsøger gennem Dem at opfylde sit eget mål. Om De udfører naturens forskellige formål på en fremragende eller dårlig måde, med glæde eller under tvang, afhænger helt af Deres viden og fornuft. Ikke blot det: Naturen har selv givet Dem en særlig evne til at udføre disse formål eller lade være. Samtidig har naturen imidlertid fastlagt den lov, at det er til Deres eget bedste at opfylde dens formål med glæde og på en god måde, mens det er skadeligt for Dem selv at vende Dem bort fra at opfylde dem eller at opfylde dem på en dårlig måde.

Forestillinger om forskellige religioner og ideologier:

Når en person med en sund natur og fremsynethed betragter verden og i denne verdens

sammenhæng iagttager sin egen situation, vil hvert af de ovenfor beskrevne forhold træde frem for hans øjne. Men forskellige grupper blandt menneskeheden har betragtet hele dette billede fra forskellige sider, og det er ofte sket, at de ud fra det aspekt, der stod klarest for dem, har dannet sig en opfattelse af det jordiske liv og ikke engang forsøgt at betragte de øvrige sider.

Som eksempel kan nævnes en gruppe, der på grund af menneskets svaghed og hjælpeløshed og naturens store kræfters indflydelse og magt over for det nåede frem til den konklusion, at mennesket i verden blot er en ubetydelig ting, og at verdens kræfter, som både gavner og skader, ikke er underlagt nogen universel lovmæssighed, men er uafhængige eller halvt uafhængige. Denne tanke fik så stærkt et greb om deres sind, at alt andet forsvandt fra deres synsfelt. De glemte den lysende side af deres egen eksistens og ofrede deres følelse af ære og værdighed gennem en overdreven erkendelse af deres egen svaghed og afmagt. Dyrkelsen af afguder, træer, stjerner og andre naturkræfter er et direkte resultat af denne opfattelse.

En anden gruppe så verden som blot en skueplads for katastrofer. Hele verdensordenen blev, efter deres opfattelse, drevet alene for at påføre mennesket lidelse, smerte og undertrykkelse. Alle verdens relationer og forbindelser var blot fælder, der skulle vikle mennesket ind i uroens og farernes net. Og hvorfor kun tale om mennesket? Hele universet var fanget i denne sorg og ødelæggelse. Alt, hvad der skabes her, skabes kun for at blive ødelagt. Foråret kommer, for at vinteren siden skal komme og berøve det dets grønne pragt. Livets træ smykkes med blade, for at døden i Satans skikkelse skal komme og plyndre det for dets skønhed. Tilværelsens skønhed bringer en sådan fuldkommenhed med sig, for at ødelæggelsens gud skal få rig lejlighed til at lege med den. Denne lære efterlod ingen tiltrækning til verden eller livet i den for disse mennesker. De så vejen til frigørelse i at give afkald på verden, pine sig selv og udøve askese, udslette alle indre følelser og bryde den lov, som har gjort mennesket til et redskab alene for at drive naturens egen fabrik.

En anden gruppe så, at verden rummer rigelige midler til glæde og nydelse for mennesket, og at mennesket kun for en kort tid havde fået mulighed for at smage på dem. Følelsen af sorg og bedrøvelse gør denne nydelse bitter; hvis mennesket derfor udslettede denne følelse og ikke lod noget blive årsag til sorg eller bedrøvelse for sig, ville der her kun være glæde og fornøjelse. Alt, hvad der findes for mennesket, findes i denne verden; al den glæde, det kan få, må det få i dette jordiske liv. Efter døden vil hverken mennesket eller verden eller dens glæder og fornøjelser være tilbage; alt vil synke ned i glemslens dyb.

Der findes endnu en gruppe, som anser verdens glæder og fornøjelser, ja selve hele det jordiske liv, for fuldstændig syndigt. Ifølge dem er verdens materielle goder en form for urenhed og besmittelse for menneskesjælen. Der er ingen renhed eller velsignelse for mennesket i at nyde og benytte denne verden, deltage i dens gøremål eller smage dens glæder og fornøjelser. Den, der ønsker at blive lykkelig gennem det himmelske rige, bør holde sig borte fra verden. Og den, der ønsker verdens rigdom, herredømme og det jordiske livs nydelser, bør vide med sikkerhed, at der ikke er nogen plads til ham i det himmelske rige. Denne gruppe har også indset, at mennesket af sin egen natur er tvunget til at nyde og benytte verden og beskæftige sig med dens gøremål; hvor tiltrækkende forestillingen om at træde ind i det himmelske rige end måtte være, kan den ikke være så stærk, at mennesket ved at støtte sig til den kan kæmpe mod sin egen natur. Derfor fandt de en genvej til at nå det himmelske rige: De, der tror på et bestemt væsen, vil gennem hans soning blive fritaget for ansvaret for deres gerninger.

En anden gruppe har, fordi den har set den naturlige lovs omfattende rækkevidde, opfattet mennesket som et ganske magtesløst og svagt væsen. De har set, at mennesket i virkeligheden ikke er et frit og enestående væsen; vidnesbyrdene fra psykologien, fysiologien, biologien og arvelighedslovene bekræfter netop dette. Den naturlige lov holder det bundet på alle sider. Det kan hverken tænke noget imod denne lov, ønske sig noget eller udføre nogen handling. Derfor kan det heller ikke pålægges ansvar for nogen af sine handlinger.

En helt modsat gruppe mener, at mennesket ikke blot er et væsen med viljestyrke, men heller ikke er underlagt eller lydigt over for nogen højere vilje; det er heller ikke forpligtet til at stå til ansvar for sine gerninger over for nogen anden end sin egen samvittighed eller den menneskelige stats love. Det er denne verdens herre. Alt i verden er underlagt det. Det har ret til frit at nyde og benytte disse ting. For at forme sit liv smukt og opretholde en sund orden og disciplin i sine handlinger og sin adfærd har det selv fastsat regler og begrænsninger for sit private liv. Men i det store hele er det fuldstændig frit, og forestillingen om at skulle stå til ansvar over for et højere væsen i denne henseende er helt irrelevant.

Dette er de forskellige religioners og ideologiers forskellige opfattelser af det jordiske liv. De fleste af disse opfattelser har dannet grundlag for opførelsen af forskellige former for kulturer. Den egentlige årsag til, at de forskellige kulturers bygninger fremtræder for os i forskellige former og med forskellig karakter, er, at de i deres grundvold rummer en bestemt opfattelse af det jordiske liv. Det er denne opfattelse, der kræver, at de antager netop denne særlige form. Hvis vi undersøgte hver af dem udførligt og søgte at klarlægge, hvordan den gav anledning til en bestemt kulturtype, ville det uden tvivl være en interessant drøftelse. Men en sådan drøftelse har ingen forbindelse med det emne, vi behandler. Vi ønsker blot at tydeliggøre den islamiske kulturs særpræg. Vores påstand er, at alle de hidtil fremsatte opfattelser af livet blot er resultatet af at betragte verden fra hver sin særlige side. Ingen af disse ideologier er blevet dannet efter at have betragtet hele universet i sin helhed og fastlagt den rette plads for alt i denne verden. Derfor forekommer den ideologi, der er bygget på ét bestemt synspunkt, ugyldig og fejlagtig, når vi forkaster dette synspunkt og undersøger verden fra et andet. Og når man betragter verden som helhed, bliver alle ideologiernes fejlagtighed naturligvis tydelig.

Den islamiske opfattelses særpræg:

Nu kan det tydeligt forstås, at den islamiske opfattelse i virkeligheden er den eneste blandt alle ideologier, der stemmer overens med naturen og den virkelige sandhed. Kun denne opfattelse har etableret et korrekt forhold mellem verden og mennesket. Her ser vi, at verden hverken er noget foragteligt eller noget, der bør forkastes, og heller ikke noget, hvor mennesket skal blive så knyttet til den, at det opløses i dens glæder og nydelser. Her foregår der hverken en fuldstændig opbyggende proces eller en ensidig katastrofe. Det er lige så forkert at undgå den som at fordybe sig helt i den. Den er hverken fuldstændig uren og besmittet, og heller ikke er alt i den helligt og frit for urenhed. Menneskets forhold til denne verden er heller ikke som en konges forhold til sit eget rige. Det er heller ikke et sådant forhold som fangens til fængslet, et sådant forhold heller ikke. Mennesket er ikke så ringe, at enhver kraft i verden fortjener dets prostration, men det er heller ikke så stærkt og mægtigt, at enhver ting i verden vil kaste sig ned for det. Det er hverken så magtesløst og hjælpeløst, at dets personlige ønsker og hensigter ikke har nogen værdi, eller så stærkt, at dets ønsker og tilbøjeligheder står over alt andet. Det er hverken verdensnaturens enevældige kejser eller en hjælpeløs slave under milliarder af herrer. Dets rette plads ligger i en tilstand midt mellem disse yderpunkter.

Indtil dette punkt viser naturen og den sunde fornuft os vejen. Men islam går endnu videre og fastslår præcist, hvad menneskets sande værdighed er. Den forklarer, hvilket forhold der består mellem mennesket og denne verden, og med hvilket formål mennesket skal bruge og nyde verden. Den åbner menneskets øjne ved at sige: Du er ikke som de øvrige skabninger. Tværtimod er du Allah, verdens Herres, ansvarlige stedfortræder på jorden (vicekonge). Verden og dens kræfter er blevet underlagt dig. Du hersker over alle, men er selv underlagt Én; du adlyder alle, men er kun lydig mod Én. Du har ære frem for hele skaberværket, men du kan kun gøre dig fortjent til denne ære, når du underordner dig Ham, som har kronet dig med stedfortræderens værdighed og skænket dig denne ære på jorden, når du adlyder Ham og følger Hans forskrifter og bestemmelser. Du er blevet sendt til verden for at bruge og nyde den. Derefter vil du, på grundlag af alt det gode eller onde, det rene eller urene, du gør i dette jordiske liv, møde det gode eller onde i det hinsidige liv. Derfor bør følelsen af personligt ansvar og regnskabsaflæggelse altid være levende i dig under dit kortvarige liv på jorden, og du bør aldrig et eneste øjeblik glemme, at der vil blive aflagt et minutiøst regnskab for hver eneste ting, som Allah, verdens Herre, har betroet dig som Hans stedfortræder.

Der er ingen tvivl om, at denne forestilling ikke findes levende i enhver muslims sind i hele sin bredde og detaljerigdom. Ja, bortset fra en særlig del af de uddannede har ingen engang en klar forestilling om den. Men eftersom denne forestilling ligger begravet i selve den islamiske kulturs inderste kerne, er muslimerne, selv når deres karakter er kommet langt bort fra dens sande værdighed og egentlige særpræg, endnu ikke helt blevet befriet for dens indflydelse. Den muslim, der er opdraget inden for den islamiske kultur, vil, hvor ringe hans adfærd og handlinger end måtte være blevet under påvirkning udefra, altid have disse ting indlejret i hver en åre: en følelse af selvværd og selvrespekt; ikke at bøje hovedet for nogen anden end Allah; ikke at frygte nogen anden end Allah; ikke at betragte nogen anden end Allah som ejer og herre; at føle sig personligt ansvarlig på jorden; at tro, at denne verden er stedet for handlinger og det hinsidige stedet for deres gengældelse; at mene, at succes eller fiasko i det hinsidige udelukkende afhænger af kvaliteten af ens personlige handlinger; og at betragte verden, dens rigdom og dens nydelsesmidler som forgængelige, mens de personlige handlinger og deres resultater alene er varige. En skarpsynet person vil uvægerligt kunne mærke indflydelsen fra denne trosforestilling, som er fast forankret i hans sjæls og hjertes dyb — hvor svag den end måtte være — i hans tale og hans virke.

Enhver, der gennemgår den islamiske kulturs historie, vil klart kunne indse denne sandhed: Så længe den sande islam var til stede i fuld betydning i den, var den en ren og virkelighedsnær kultur. For dens tilhængere var denne verden som en mark for det hinsidige. De forsøgte at bruge hvert eneste øjeblik af det jordiske liv på at dyrke denne mark, så frø og lignende, for at kunne høste en større afgrøde i livet efter døden. De brugte og nød verden i en afbalanceret tilstand mellem askese og hedonisme, en ligevægt, hvis mindste spor vi ikke kan få øje på i nogen anden kultur. Forestillingen om Allahs stedfortræderskab tilskyndede dem til at engagere sig fuldt ud i det jordiske liv og udføre dets gøremål med største energi, mens følelsen af ansvar og regnskabsaflæggelse samtidig aldrig tillod dem at overskride grænserne. Som Allahs stedfortrædere havde de en stærk følelse af deres egen værdighed. Men den samme forestilling holdt dem også tilbage fra at blive selvglade og hovmodige. De var knyttet til alle de jordiske ting, der var nødvendige for at udføre stedfortræderskabets opgaver på rette vis. Men samtidig nærede de ingen tilknytning til de ting, der opsluger mennesket i verdens overdådige nydelser og får det til at glemme sit ansvar og sine pligter. Kort sagt udførte de verdens gøremål, som om de ikke skulle blive her for evigt, og de afholdt sig fra at fordybe sig i dens overdådighed, fordi de betragtede denne verden som et herberg, hvor de kun havde slået sig ned for en kort tid.

Senere, da islams indflydelse blev svækket, og muslimerne blev påvirket af andre kulturer, forblev de fuldkomne islamiske særpræg ikke længere i deres karakter. Som følge heraf gjorde de alt det, der var i modstrid med islams opfattelse af det jordiske liv. De hengav sig til luksus og fornøjelser. De byggede enorme bygninger. De blev tiltrukket af musik, malerkunst, skulptur og de skønne kunster. I deres sociale omgang og skikke vænnede de sig til en overdådighed og pragt, der var fuldstændig i modstrid med islamisk smag. I statsstyre, politik og andre verdslige forhold fulgte de helt ikke-islamiske metoder. Ikke desto mindre kom den islamiske opfattelse af det jordiske liv, som var fast forankret i deres hjerter, tydeligt til udtryk et eller andet sted. Og netop denne indflydelse gav dem en særlig værdighed i forhold til andre. En muslimsk konge opførte en enorm bygning ved Yamuna-floden og indrettede den med alle former for fornøjelser og pragt, som på den tid var utænkelige. Men på bagsiden af bygningens mest fornøjelige underholdningssted — det vil sige på qibla-siden — blev dette digt indhugget:

“Dine fødder er bundet, dit hjerte er låst,

dine øjne er svedet af ild, og dine fødder er såret af torne;

du ønsker at rejse mod vest,

men du går mod øst,”

Hvem er du, der går videre, mens målet ligger bag dig

Vær stadig på vagt.”

Dette palads var ikke uden sidestykke, hvad dets særlige egenskaber angår. Der findes endnu prægtigere paladser blandt verdens øvrige nationer. Men blandt nogen anden nation i verden finder man ikke et eksempel på en sådan tankegang, der advarer dem, som bygger paradis på jorden, med ordene: ‘Hvem er du, der går mod det usikre, mens målet ligger bag dig? Vær på vagt.’¹

1. Dette handler om Det Røde Fort i Delhi.

I den islamiske historie findes der talrige eksempler på, at selv herskere af kejsernes og Kisras slags, i stedet for at besejre en fjende og udtrykke deres magts hovmod, har kastet sig ned i sujūd foran den Almægtige Allah. Når store tyranniske og arrogante herskere ønskede at trodse den islamiske sharīʿa, var der altid en af Allahs tjenere, som irettesatte dem lige op i ansigtet, og derfor skælvede de af frygt for Allah. Selv personer, der var yderst forbryderiske og moralsk fordærvede, blev vakt til bevidsthed af en ganske almindelig bemærkning, og deres liv ændrede straks karakter. Når mennesker, der var opslugte af begæret efter jordisk rigdom, blev mindet om denne verdens forgængelighed og spørgsmålet om regnskabet i det hinsidige, fordelte de straks alt, hvad de ejede, blandt Allahs tjenere og antog en idealisk livsførelse på den mellemste vej. Kort sagt: Uanset hvor stærk den ikke-islamiske indflydelse blev i muslimernes liv, ville islams lære altid komme til syne i en eller anden form i enhver side af deres nationale liv. Og når man så det, ville man føle, som om lys pludselig var brudt frem i mørket.

।।।।To।।

Livets mål

Efter livsanskuelsen er det andet særligt vigtige spørgsmål, når man skal vurdere en kulturs fortrin og mangler, dette: Hvilket mål stiller den mennesket for øje? Dette spørgsmål er vigtigt, fordi alle de ønsker og begær samt alle de praktiske bestræbelser, som et menneske har, følger det mål, som det har fastlagt som sit mål og formål. Det er målets renhed eller urenhed, der afgør sindets godhed eller slethed og renheden eller urenheden i dets livsførelse. På dets fremgang eller tilbagegang afhænger fremgangen eller tilbagegangen i tænkning og tankeretninger, den moralske karakters fortrin eller mangler samt den økonomiske og sociale udvikling eller tilbagegang. Af hvor klart og præcist det er, afhænger det, om menneskets ønsker og tanker er sammenhængende eller spredte, om alle dets livsaktiviteter er ordnede eller uordnede, og om dets styrke, evner og talenter samles eller spredes omkring ét centrum. Kort sagt er det dette livsmål, der får mennesket til at vælge én eneste vej blandt de mange veje for tanke og handling og til at anvende sine fysiske og mentale kræfter samt sine materielle og åndelige midler på netop denne vej. Derfor er det helt nødvendigt for os at undersøge en kulturs grundlæggende mål, hvis vi skal bedømme den efter en fejlfri målestok.

Nødvendige egenskaber ved et præcist overordnet mål:

Men før vi går videre med drøftelsen og undersøgelsen, bør vi fastslå, hvad der menes med en kulturs mål. Det er klart, at når vi bruger ordet »kultur«, mener vi ikke vores individuelle kultur, men vores kollektive kultur. Derfor kan det enkelte menneskes personlige livsmål ikke være kulturens mål. Omvendt er det absolut nødvendigt, at det, der er en kulturs mål, bliver livsmål for hver enkelt af dens tilhængere, uanset om de er bevidste om det eller ej. Set i dette lys er kulturens mål det mål, som en stor gruppes samlede liv har, hvad enten det er bevidst eller ubevidst; og dette mål må have så stor forrang frem for menneskenes personlige livsmål, at hvert individ må antage gruppens livsmål som sit eget livsmål.

En ufravigelig betingelse for et sådant overordnet livsmål er, at det skal være fuldt foreneligt og afstemt med menneskenes personlige livsmål og have egenskab af samtidig at kunne være både et personligt og et kollektivt livsmål. For hvis det overordnede livsmål strider mod menneskenes personlige livsmål, bliver det allerede fra begyndelsen vanskeligt for det at blive et kollektivt livsmål. En tankegang, som mennesker ikke personligt antager, kan aldrig opnå status som en fælles tankegang. Selv hvis den under indflydelse af en mægtig fjende skulle blive til et kollektivt livsmål, vil der stadig, om end ubevidst, bestå en konflikt mellem individets livsmål og samfundets livsmål. Så snart den sejrende magts indflydelse derefter svækkes, vil mennesker atter vende sig mod deres egne livsmål. Samtidig vil samfundets livsmål forsvinde. Samfundets tiltrækningskraft og sammenhold vil opløses, og til sidst vil selv kulturens sidste spor blive udslettet. Derfor kan det, der er menneskets naturlige livsmål, i virkeligheden netop være kulturens præcise mål. En kulturs egentlige kendetegn er, at den må fremlægge et kollektivt livsmål, som også fuldstændig kan være et personligt livsmål.

I dette lys opstår der to spørgsmål for os, og uden at afgøre dem begge kan vi ikke gå videre:

For det første: Hvad er menneskets personlige livsmål af natur?

For det andet: I hvor høj grad stemmer de mål, som verdens øvrige kulturer har fremlagt, overens med menneskets naturlige livsmål?

Menneskets naturlige livsmål

Spørgsmålet om menneskets naturlige livsmål er dette: Hvad stræber mennesket naturligt efter i verden, og hvad er det, dets natur ønsker? Hvis De for at få dette at vide spørger hvert enkelt menneske, hvad dets formål i verden er, vil De få forskellige svar fra forskellige mennesker. Og De vil sandsynligvis ikke kunne finde to mennesker, hvis mål, ønsker, håb og længsler er helt ens. Men hvis De analyserer alle svarene, vil De se, at de ting, som mennesker kalder deres mål, i virkeligheden ikke er mål, men blot midler til at nå et bestemt mål; og dette særlige mål er bekvemmelighed og sindsro. Uanset hvor højt et menneske står med hensyn til tænkning og intellekt, hvor højt udviklet det end måtte være kulturelt, og uanset inden for hvilken side eller hvilket område af livet det arbejder, ligger der ét eneste mål til grund for alle dets bestræbelser: at opnå fred, tryghed, glæde og ubekymrethed. Derfor kan vi kalde dette det enkelte menneskes naturlige livsmål.

To populære overordnede mål og en vurdering af dem

Hvis man foretager en grundig undersøgelse af de overordnede mål, som forskellige kulturer i verden har fremsat, vil man se, at der er store forskelle mellem dem. Det er hverken vores hensigt eller muligt at fastslå dem her. Men ud fra grundprincipperne kan vi inddele dem i to grupper:

For det første: De kulturer, hvis grundlag ikke er bygget på nogen religiøs eller åndelig tankeretning, har stillet målet om at opnå overlegenhed og dominans frem for deres tilhængere. Dette mål består af flere grundlæggende elementer. Dets særlige og vigtigste elementer er følgende:

* Ønsket om at opnå politisk overlegenhed og dominans.

* Ønsket om at opnå større rigdom end alle andre, hvad enten det sker gennem erobring af lande eller gennem dominans inden for industri og handel.

* Ønsket om at opnå forrang frem for alle andre i den sociale udvikling, hvad enten det gælder videnskab og kunst eller pragt og storslåethed inden for kultur og civilisation.

Tilsyneladende er dette overordnede livsmål ikke i modstrid med det tidligere nævnte personlige livsmål. Man kan nemlig uden den mindste overvejelse sige, at så snart dette mål er fastlagt for samfundet, bliver den enkeltes livsmål også fastlagt samtidig. Det er på grund af dette måls ydre tilsyneladende modsætningsfrihed, at millioner af mennesker i en nation lader deres personlige livsmål opsluges af det. Men fremsynethed og praktisk erfaring har bevist, at dette overordnede mål i virkeligheden er helt i modstrid med menneskets naturlige livsmål. Det er klart, at der ikke kun findes én nation i verden, som ønsker at opnå overlegenhed og dominans; flere nationer i samme tidsalder stræber efter dette mål og arbejder alle på at nå det. Den uundgåelige følge er, at der opstår skarpe politiske, økonomiske og civilisatoriske konflikter mellem dem, og der opstår et voldsomt kaos af modstand, konkurrence og rivalisering. Midt i dette tumult og denne uorden bliver det næsten umuligt for den enkelte at opnå fred, ro, bekvemmelighed og mental sindsro. Det er netop denne situation, der i dag hersker i de vestlige lande for øjnene af os. Men selv hvis man antager, at kun én nation i en bestemt tidsalder vil stræbe efter at nå dette mål, og at ingen anden nation vil lægge hindringer i vejen, vil det stadig ikke være muligt for mennesker at realisere deres personlige livsmål gennem dets opfyldelse. For det er dette overordnede måls naturlige beskaffenhed, at det ikke blot skaber international rivalisering, men også vækker en indbyrdes konkurrenceånd blandt en nations egne mennesker. Som følge heraf bliver det enhver enkelt persons livsmål i nationen at dominere andre nationers folk, at opnå større rigdom, magt, styrke, pragt og luksus end alle andre, at få nøglen til andres levebrød i sin egen besiddelse, at etablere sit eget monopol over alle mulige midler og metoder til at tjene penge, at ønske, at profit og fordel tilfaldet én selv, mens tab og fiasko tilfaldet andre, samt at bestræbe sig på selv at blive hersker og gøre andre underordnede og lydige. For det første finder sådanne menneskers ønsker og begær aldrig noget sted deres tilfredsstillelse, og derfor forbliver de altid rastløse og usikre. For det andet bliver hvert hjem og hvert marked på slagmark, når denne form for rivalisering opstår blandt en nations mennesker. Derfor bliver fred og ro, sikkerhed og tryghed, glæde og bekvemmelighed yderst sjældne, uanset hvor store mængder rigdom, magt og luksus der ophobes.

Desuden er det naturligt, at rent materiel fremgang—hvori åndelighed ikke har nogen plads—aldrig kan give mennesket ro, for opnåelsen af rent sanselige fornøjelser er blot et biologisk mål. Og hvis det er sandt, at mennesket ikke blot er et almindeligt levende væsen, men har en højere status end dette, så må det også med sikkerhed være sandt, at mennesket ikke kan være trygt blot ved at opnå de ting, hvis nydelse er tilstrækkelig til at tilfredsstille rent biologiske begær.

For det andet har de kulturer, hvis grundlag er lagt på religiøse og åndelige idéer, generelt erklæret frelse som deres mål. Der findes utvivlsomt i dette mål det åndelige element, som giver mennesket velbefindende og sjælelig ro. Og det er sandt, at frelse kan være en nations mål. Men ved blot en lidt dybere undersøgelse bliver det klart, at dette heller ikke i virkeligheden kan være et fejlfrit livsmål. Der er flere grunde til dette.

For det første ligger der en form for selvcentrering skjult i målet om frelse. Dets natur er at svække helheden og styrke individet. Når et menneske kan opnå frelse blot ved at udføre nogle bestemte handlinger, indeholder dette mål ikke længere noget, der kan tilskynde individet til i stedet for at ophøje individets egeninteresse at give helheden dens rette værdighed og til at indordne sig under samfundet efter de samme handlingsprincipper for at bringe helheden i orden. Derfor er denne individualistiske tankegang fuldstændig i modstrid med kulturens egentlige mål.

For det andet er spørgsmålet om frelse i virkeligheden dybt forbundet med midlet til at opnå frelse. Hvorvidt dette mål er rent eller urent, afhænger derfor i høj grad af renheden eller urenheden af de midler, der er blevet udtænkt for at nå det. Som eksempel kan nævnes de religioner, der har foreskrevet forsagelse af verden og askese som vejen til frelse. I disse religioner kan frelse hverken være et individuelt livsmål eller et samlet mål. Tilhængerne af sådanne religioner blev til sidst tvunget til at adskille religionen fra verden og udtænke mellemveje til verdslige menneskers frelse, såsom at tjene de religiøse, bodshandlinger og lignende. Resultatet blev, at dette mål ikke længere var et fælles mål for individet og samfundet. For det andet blev der, bortset fra et ubetydeligt antal religiøse mennesker, ikke tilbage nogen ophøjethed, betydning eller tiltrækningskraft i dette mål for hele samfundet, som kunne bevare det intakt. Derfor forkastede alle verdslige mennesker det og satte i stedet kurs mod det tidligere nævnte materielle mål. På den anden side kan der ikke opretholdes enhed blandt de religioner, der erklærer, at frelse afhænger af forskellige guders og tilbedelsesværdige væseners tilfredshed. Forskellige grupper vender sig mod forskellige guder, og den egentlige enhed, som er kulturens egentlige opgave at etablere i målet, og som skal sammenknytte alle tilhængere gennem et forbindende bånd, bliver ikke tilbage. Derfor bliver også disse religioners tilhængere nødt til at antage et andet mål, hvis de vil følge vejen til verdslig fremgang og organisere deres eget samfund på en fast måde.

Der findes også en anden type religion, hvis kald ikke er rettet til hele menneskeheden, men til en bestemt slægt eller stamme eller til et folk, der bor i et bestemt geografisk område. Derfor er frelse efter dens opfattelse kun bestemt for denne særlige stamme eller dette særlige folk. Dette mål kan utvivlsomt i kulturens og civilisationens tidlige stadier blive et meningsfuldt samlet mål. Men heller ikke dette består fuldstændigt prøven efter den sunde fornufts målestok. Især kan menneskets samvittighed og fornuft ikke acceptere, at frelse skulle være forbeholdt en bestemt stamme. Derfor gør tilhængerne af sådanne religioner, så snart de er gået nogle skridt frem ad den intellektuelle udviklings vej, selv oprør mod dette mål, udsletter det af deres sind og antager et andet mål.

For det tredje: Hvor helligt målet om frelse end måtte synes fra et religiøst og åndeligt synspunkt, rummer det fra et verdsligt synspunkt intet, der kan inspirere en nation eller skabe den bevidsthed, begejstring, styrke og aktivitet, som er nødvendig for national fremgang. Derfor har ingen nation, der stræber efter fremgang, indtil i dag antaget det som sit samlede mål; derimod har det blandt de nationer, hvis religion har fremsat dette ene mål, altid haft status som et individuelt mål.

Af alle disse grunde består hverken det materielle eller det åndelige mål fuldstændigt prøven efter en fejlfri målestok. Nu skal vi se, hvilket mål den islamiske kultur har erklæret, og hvilke egenskaber ved dette mål der har gjort det til et fejlfrit mål.

Den islamiske kulturs mål og dets egenskaber:

Allerede ved begyndelsen af denne drøftelse er det vigtigt at huske klart, at spørgsmålet om livets mål i virkeligheden er dybt forbundet med spørgsmålet om livsanskuelsen. Den opfattelse, vi har af det jordiske liv, og den lære, vi tror på om vores egen status i verden og verdens status for os, fastlægger naturligt et mål for livet og får os til at anvende alle vores kræfter og evner på at nå dette mål. Hvis vi betragter verden som en græsgang og opfatter livet som en mulighed, der blot skal bruges til at opnå tilfredsstillelse gennem mad, drikke og verdslig luksus, vil denne biologiske opfattelse utvivlsomt vække et biologisk mål for livet i os, og hele livet vil vi kun stræbe efter at samle midler til sanselig nydelse. Hvis vi derimod betragter os selv som medfødte forbrydere og af natur syndere, vil der på grund af denne medfødte skyld i os i denne verdens fængsel og fangenskab opstå et ønske om at blive befriet fra denne fangetilstand, og derfor vil vi erklære frelse for vores livsmål. Men hvis vores opfattelse af verden er højere end forestillingen om den som en græsgang eller et fængsel, og hvis vi som mennesker betragter os selv som højere i værdighed end almindelige dyr og forbrydere, vil vi bestemt søge et mål, der er højere end begge målene: søgen efter materielle nydelsesmidler og opnåelsen af befrielse. Vores blik vil ikke være rettet mod noget trivielt eller ubetydeligt.

Når De med denne regel for øje ser, at islam har erklæret mennesket for Allahs khalifa og Hans stedfortræder på jorden, vil Deres fornuft og samvittighed naturligt nå frem til det mål, som kan og bør opstå ud fra dette livssyn. Hvilket andet mål kan en stedfortræder have end at opnå sin herres tilfredshed og velvilje og i Hans øjne blive betragtet som en god, lydig, trofast og pligtopfyldende tjener? Hvis han er oprigtig og har gode hensigter, kan noget andet da være hans mål end at adlyde sin herre og opnå hans tilfredshed? Vil han udføre sin pligt, fordi han lader sig friste af håbet om højere løn, personlig fordel, forfremmelse eller belønning, eller af udsigten til større berømmelse, anseelse og status? Hvis herren i sin glæde giver ham disse ting, er det naturligvis en anden sag. Herren kan også love at give ham dem som modydelse for veludført tjeneste; han kan endda vide, at herren i sin glæde vil give ham den ene eller den anden belønning, hvis han udfører sin pligt korrekt. Men hvis han gør belønningen til sit eget mål og udfører sin pligt udelukkende for egen vindings skyld, vil noget fornuftigt menneske da kalde en sådan tjener pligtopfyldende? Ved hjælp af dette eksempel kan De også forstå forholdet mellem Allah og Hans stedfortræder. Når mennesket er Allahs stedfortræder på jorden, hvilket andet mål kan det da have i livet end at opnå Allahs velvilje og tilfredshed?

“Ja, den, der underkaster sig Allah og handler ret, får sin belønning hos sin Herre; sådanne mennesker skal ikke frygte, og de skal heller ikke blive bedrøvede.” – (Sura al-Baqara: 112)

“Véd, at det alene er ved Allahs ihukommelse, at hjerterne finder ro og tryghed.” – (Sura ar-Ra’d: 28)

Det andet, mennesket ønsker at opnå i det jordiske liv, er velvære, det vil sige et liv uden bekymring og uro. Koranen siger, at dette også naturligt opnås, hvis man tror på Allah, vogter sig for Hans vrede og praktiserer gudsfrygt og gode handlinger for Hans skyld.

“Hvis indbyggerne i disse byer havde troet og udvist gudsfrygt, ville Vi have åbnet velsignelsernes porte for dem fra himlen og jorden.” – (Sura al-A’raf: 96)

“Den, der gør gode gerninger som troende – hvad enten det er en mand eller en kvinde – vil Vi visselig lade leve et velstående liv. Sådanne mennesker vil Vi visselig belønne langt bedre end deres gerninger.” – (Sura an-Nahl: 97)

Det tredje, som mennesket i højeste grad ønsker og efterstræber, er statsmagt og regeringsmagt samt herredømme og høj status. Koranen siger, at hvis I hengiver jer til Allah, vil denne rigdom komme og lægge sig for jeres fødder af sig selv.

“Den, der tager Allah, Hans sendebud og de troende som venner, har sluttet sig til Allahs parti; og Allahs parti vil visselig sejre.” _(Sura al-Ma’ida: 56)

“Efter formaningerne og påmindelserne i Zabur har Vi skrevet, at det er Vore retfærdige tjenere, der skal arve jorden.”

“Allah har lovet dem blandt jer, der tror og gør gode gerninger, at Han visselig vil gøre dem til stedfortrædere på jorden, ligesom Han gjorde dem, der levede før dem, til stedfortrædere. Og Han vil visselig give den religion, Han har valgt for dem, fasthed, og efter deres frygt vil Han give dem tryghed.” (Sura an-Nur: 55)

På samme måde er frelse i det hinsidige menneskets inderligste ønske. Også om dette siger Koranen, at den udelukkende er resultatet af at opnå Allahs tilfredshed:

“O du rolige sjæl, vend tilbage til din Herre, tilfreds med Ham og med Ham tilfreds med dig. Træd derefter ind blandt Mine tjenere, og træd ind i Mit Paradis.” (Sura al-Fajr: 27-30)

Heraf blev det klart, at islam ikke engang har rettet blikket mod alle de ting, som andre har erklæret for ønskværdige og efterstræbelsesværdige. Islam har derimod gjort det, hvis opnåelse automatisk fører til, at disse ting opnås, til sit mål. I en muslims øjne er det ikke det mindste nyttigt at beskæftige sit hjerte blot et øjeblik med at søge de ting, som andre kalder deres mål. Foran ham står et stort mål, der er højere og ophøjet over alle disse mål og over alt i skaberværket. Han ved udmærket, at når han når dette højeste mål, vil han af sig selv få alt det, der ligger under det. Når man bestiger en bygnings øverste etage, ligger de mellemliggende etager under den bestigendes fødder; på samme måde ser muslimen, når han når sit mål, at alt det øvrige ligger under ham.

For det sjette: Taqwa er den bedste motivation til gode gerninger – Et andet særkende ved dette mål er, at netop dette mål kan være det eneste ædle og rene mål, der kan tilskynde mennesket til at følge den høje standard for gudsfrygt og gode gerninger, som islam har fastlagt, samt de forskrifter om ret og uret, som islam har fremlagt.

Der mangler ikke mennesker, som siger, at en god gerning i verden bør udføres, blot fordi den er god, og at en ond handling bør undgås, blot fordi den er ond. Men de, der siger den slags, kender ikke engang dens egentlige betydning. At gøre en god gerning udelukkende for den gode gernings skyld betyder, at den gode gerning ikke har nogen forbindelse med gavn eller nytte; den gode gerning er blot god, og derfor kan den også være menneskets mål. På samme måde betyder det kun at afholde sig fra ondskab, fordi den er ond, at ondskaben, løsrevet fra al skade og fordærv, i sin egen karakter er ond, som om dens karakter i sig selv kunne være noget, mennesket bør undgå. Men i virkeligheden findes der for verdens mennesker ingen sådan ren god gerning, som er fri for den gavn og velfærd, der kan tillægges menneskets individuelle væsen. Og der findes heller ingen sådan ren ondskab, som er fri for skadelig indflydelse på menneskets individuelle væsen. Sandheden er tværtimod, at menneskets forestilling om godhed og ondskab er opstået gennem erfaringen med gevinst og tab, det vil sige nytte og skade. Den handling, som virkelig gavner mennesket, kalder mennesket god, selv om der tilsyneladende også måtte være noget skadeligt i den. Og den handling, som virkelig skader det, kalder mennesket ond, selv om der ud fra det ydre synspunkt også måtte være noget nyttigt i den. Hvis man befrier en handling for betegnelserne gevinst og tab, så den blot forbliver en handling, kan vi hverken kalde den god eller ond. Det er uden tvivl muligt for mennesket, efter at vanen med gode gerninger er blevet stærkere, og det har nået et højere intellektuelt niveau, at gøre godt udelukkende for det godes skyld og afholde sig fra ondskab udelukkende på grund af dens ondskab, selv uden nogen forestilling om gevinst og tab. Men for det første er dette blot en glemsel af godhedens og ondskabens kilde, ikke en fjernelse af kilden; for det andet er det blot filosoffernes indbildte opstigning til himlen, for selv store videnskabsmænd har i praksis ikke haft held til at nå dertil. Hvordan kan almindelige mennesker da tage det som deres mål blot at gøre godt og undgå ondskab?

Heraf er det blevet tydeligt, at forestillingen om godhed og ondskab ikke kan adskilles fra forestillingen om gevinst og tab. Så længe der ikke ligger nogen gavn i en god gerning, kan den ikke være gavnlig for mennesket. På samme måde kan en ond handling ikke betegnes som noget, der bør undgås, hvis der ikke ligger nogen skade skjult i den. Hvis vi nu ønsker at løfte gudsfrygt og gode gerninger fra egeninteressens lave niveau til uselviskhedens og oprigtighedens høje niveau og kalde dem grundlaget for en ubetinget og universel moralsk lov, er den bedste metode at fastlægge en målestok for gevinst og tab, som er højere end materialisme og egeninteresse; en målestok, på grundlag af hvilken en god gerning vil fremstå som gavnlig i menneskets øjne, blot fordi den er gavnlig, selv om den er fyldt med enhver form for materielt og menneskeligt tab, og en syndig handling vil blive anset for skadelig, blot fordi den er skadelig, selv om den på alle måder synes gavnlig. Islam har fulgt netop denne vej. Den har erklæret, at det eneste mål for gevinst og tab er, om Allahs tilfredshed opnås eller ikke opnås. Denne målestok er fuldstændig ren for materialistisk egeninteresses urenhed. Ifølge denne målestok tror et menneske, der gør gode gerninger, at det har vundet, selv om det ofrer sit liv, sin ejendom, sine børn, sit gode navn, sit ry og alt andet for at opnå Allahs tilfredshed. Et menneske, der gør ondt, frygter derimod, at det er blandt taberne, selv efter at have pådraget sig Allahs vrede og opnået alle verdens materielle og egeninteressebaserede fordele. Det er netop dette, der gør mennesket ligeglad med verdslig gevinst og tab og tilskynder det til uselvisk at antage gudsfrygt og gøre gode gerninger.

Indtil nu er to spørgsmål blevet forklaret. For det første: Hvad har islam erklæret for livets mål? For det andet: Af hvilke grunde er dette blevet anset for at være et godt mål? Nu må vi rette vores opmærksomhed mod den tredje side af dette spørgsmål. Det drejer sig om, hvilken rolle dette mål spiller i udformningen af den islamiske kultur som en særpræget kultur, og hvilken særlig status det har givet denne kultur.

Målets indflydelse på fastlæggelsen af vejen

Tidligere er der blevet peget på den sandhed, at det i alle livets forhold er lige så nødvendigt at fastlægge et mål som at fastlægge vejen til at nå målet. Og en vej kan aldrig fastlægges på noget andet grundlag end dens forhold til målet. Hvis en person ikke har noget bestemt mål for øje ud over blot at gå omkring, og kun strejfer rundt for at feje støvet af veje, stræder og gyder, betegner vi ham som gal eller vagabond. Og hvis han ganske vist har et mål, men ikke følger nogen bestemt af de forskellige veje til at nå det, men blot er rede til at vælge den vej, der forekommer ham at føre mod målet, betegner vi også ham som tåbelig. For den, der forsøger at nå et bestemt sted ad ti forskellige veje, kan ifølge fornuften aldrig nå frem til bestemmelsesstedet. På samme måde anser vi ikke en person for klog, hvis han erklærer noget bestemt for sit mål, men vælger en vej, der fører i den modsatte retning, for at nå det. Han er nemlig som en beduin, der tager vejen mod Turkestan for at komme til Kabaen. Derfor er det nødvendigt for menneskets praktiske succes først at fastlægge et mål for sin færd, derefter at rette alle sine ønsker, længsler og bestræbelser mod dette mål, og, hvis der findes flere veje til at nå frem, at vælge den bedste blandt dem og forkaste alle de øvrige.

Denne accept og forkastelse er fuldt ud fornuftsbetonet. Resultatet af at fastlægge et mål er, at man må vælge den vej, der stemmer særligt godt overens med dette mål, og undgå alle de øvrige veje. Når en fornuftig person begiver sig ud på en rejse, fortsætter han ad den bedste vej til bestemmelsesstedet. Hvis han under rejsen opdager ti eller tyve andre veje, vender han sig ikke engang om for at se på dem. Den fornuftige elev vælger den gren af kundskaben, der bedst hjælper ham på vejen mod hans mål. Han ønsker ikke at bruge sin tid på andre grene, som ikke har nogen forbindelse med dette mål. For en fornuftig og fremsynet forretningsmand er den forretningsmetode, der anses for at være det bedste middel til succes, den metode, han vælger for sig selv. Han anser det for tåbeligt at investere kapital i hvad som helst eller bruge sin arbejdskraft i hvilket som helst erhverv. En kritiker kan kun udtale en vurdering af, hvorvidt den vej, der er fulgt ved denne accept og forkastelse, er den bedste til at nå bestemmelsesstedet. Men det er ikke muligt at rejse nogen indvending mod selve accepten og forkastelsen.

Denne sandhed gælder lige så meget i livets mindste detaljer som for livet som helhed. Hvis et menneske ikke har noget mål for sit liv, eller hvis dets mål blot er at leve for at overleve, kan det vælge hvilken som helst vej til at leve sit liv. For det vil det være helt meningsløst at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert samt fremragende og ringe blandt de forskellige veje. Det kan opfylde sine ønsker og behov, som det vil. Selv om ydre årsagssammenhænge til en vis grad tvinger det til at følge en bestemt vej, kan de ikke få hele dets liv til at følge et bestemt system, en bestemt disciplin og bestemte regler. For der vil ikke være nogen grundlæggende drivkraft til regel og disciplin i dets indre. Hvis det derimod har et mål for livet, eller, sagt klart, hvis et fornuftigt menneskeligt mål, der hæver sig over livets medfødte biologiske mål, har fæstnet sig i dets sind, vil det nødvendigvis skelne mellem de forskellige veje. Og hvis det virkelig er et fornuftigt menneske, må det blandt livets forskellige veje vælge den, der er mest egnet til at nå dets mål. Efter at have fastlagt et mål vil det på ingen måde være passende for det at nyde den samme frihed i valget af vej som et menneske uden mål.

Lad os nu udvide dette princip en smule. Se på samfundet i stedet for individet; det samme princip gælder i lige høj grad for mange mennesker. Så længe et samfund befinder sig på civilisationens første trin og ikke har noget højt eller højere mål for øje, der hæver sig over livets medfødte biologiske mål, er det lige så frit i sine skikke og sin adfærd som et menneske uden mål. Men når der med fornuftens gradvise udvikling og civilisationens fremskridt til et højere trin opstår en kultur blandt dem, og denne kultur fastlægger et fornuftigt mål for deres samlede liv, bliver det absolut nødvendigt at udforme et særligt system for trosforestillinger, anskuelser, indbyrdes handel, moralsk karakter, sociale forhold, økonomi osv. i overensstemmelse med dette mål, at få kulturens tilhængere til at følge dette system og ikke give nogen, der lever under dets område, frihed til at antage trosforestillinger eller handlingsprincipper uden for det.

En streng håndhævelse af egne regler og love stemmer i sig selv overens med kulturens natur. En kultur, hvis bånd bliver løsnet på dette område, og hvis regelsystem bliver svagt og eftergivende, kan aldrig overleve. For kulturens eksistens afhænger af, at dens tilhængere følger de trosforestillinger og handlingsmetoder, som den har udviklet. Når tilhængerne ikke følger deres trosforestillinger og handlingsmetoder, og anskuelser, skikke, normer og adfærd uden for dette system opsluger deres virkelige liv, vil der i praksis ikke være noget tilbage af kulturen. Derfor er det fuldt ud retfærdigt for en kultur at kræve, at dens tilhængere følger det system, den selv har udviklet, og at lægge pres på dem for at afbryde forbindelsen med andre, ydre systemer. En kritiker kan højst udtale sig om, hvorvidt dens formål er rigtigt eller forkert, bedømme, om netop denne vej er egnet til at fremme formålet, eller give sin mening om, hvorvidt det overhovedet er muligt at følge dette system. Men man kan på ingen måde sige, at den pågældende kultur ikke har ret til at kræve, at dens tilhængere følger det system, den selv har udviklet.

Når dette princip desuden er blevet anerkendt, nemlig at den særlige vej og fremgangsmåde, der fastlægges for det åndelige og praktiske liv, i virkeligheden afhænger af målets art, og at målenes forskellighed nødvendigvis medfører forskelle i veje og fremgangsmåder, må man også acceptere, at de kulturer, hvis mål er forskellige, nødvendigvis må have praktiske og trosmæssige systemer, der adskiller sig fra hinanden. Visse dele af disse systemer kan ligne hinanden, og enkelte detaljer fra det ene system kan indgå i det andet; men ud fra sådanne mindre ligheder kan man hverken konkludere, at systemerne som helhed er ens, eller at hele systemet nødvendigvis er lånt, blot fordi enkelte detaljer er blevet overtaget.

Af dette grundprincip følger yderligere to regler:

For det første kan man ikke tage fremgangsmåden i en kultur, der har ét bestemt mål, som målestok for at bedømme den praktiske fremgangsmåde i en kultur, der har et andet mål. Med andre ord er det ikke en gyldig kritik at bedømme denne fremgangsmåde som rigtig eller forkert ud fra, om den ligner en anden fremgangsmåde.

For det andet kan man ikke bevare en kultur og samtidig udskifte dens praktiske og trosmæssige system med et andet systems. Man kan heller ikke indføre et systems grundlæggende bestanddele i et andet. Den, der anser en sådan sammenblanding for mulig og legitim, er uvidende om selve kulturens grundprincipper og ude af stand til at forstå dens ånd og natur.

Det islamiske systems opbygning

Dets grundmåls rolle

Når vi har fastholdt disse indledende betragtninger, kan vi let forstå, hvilken rolle dets grundmål spiller i at forme den islamiske kultur som en helt særskilt og fremragende kultur. Det er allerede udførligt blevet forklaret, at det mål for livet, som islam har fastlagt, i sin grund er forskelligt fra målene i andre religioner og kulturer. Samtidig er det blevet fastslået, at målenes forskellighed også medfører grundlæggende forskelle i tros- og handlingssystemerne. Den logiske følge heraf er derfor, at islams mål har formet den til en særegen kultur, der i sin grund adskiller sig fra alle andre kulturer, og hvis trosmæssige og praktiske system grundlæggende er forskelligt fra andre systemer. Visse dele af dette system findes måske også i andre systemer. Men de dele er ikke indføjet her på samme måde, som de er indføjet i de andre systemer. Når en del først er indføjet i et system, mister den sin særlige natur og antager helhedens natur; og når én helheds natur er forskellig fra en anden helheds, vil naturen i hver af dens dele nødvendigvis også være forskellig fra naturen i den andens dele, uanset hvor meget enkelte deles ydre form måtte ligne enkelte dele af den anden.

Det er tidligere blevet sagt, at islam har erklæret mennesket for Allahs stedfortræder på jorden og fastlagt, at opnåelsen af den store Herres tilfredshed, hvis stedfortræder mennesket er, skal være målet for dets liv. Eftersom dette mål er målet for hele dets liv, må alle dets handlinger derfor rettes mod målet; alle kroppens og sjælens kræfter må anvendes på dets vej, og det må herske over dets tanker, forestillinger, betragtninger og bevægelser. Dets liv og død, søvn og vågenhed, spisning og drikning, handel og omgang, relationer, venskab og fjendskab, økonomi og sociale liv – kort sagt alt i dets liv – bør vies til dette ene mål. Desuden må dette mål være så indflydelsesrigt og virkningsfuldt i det, at det netop på grund af denne livsånd er levende og aktivt. Nu bliver det tydeligt, at den, der har et sådant mål for sit liv og lever netop for dette mål, aldrig kan leve som en person uden mål eller som en person med et andet mål. Dette mål forvandler efter sin egen natur mennesket til en dygtig arbejder og aktiv tjener – en arbejder og tjener, der kun lever for at nå målet med sit liv.

Efter at have fastlagt dette mål vælger islam derfor én bestemt vej blandt de mange måder at leve på og pålægger mennesket ikke at spilde sin dyrebare tid og værdifulde energi på at følge andre veje end denne. I overensstemmelse med dette måls natur og væsen udformer den et selvstændigt system af trosforestillinger og handlinger og kræver af mennesket, at det under ingen omstændigheder overskrider grænserne for dette særlige system. Den erklærer dette system for lydighed og underkastelse og kalder det dīn, det vil sige lydighed og underkastelse. Den siger: »Religionen hos Allah er kun islam.«

Det er på grundlag af denne dīn, at islam trækker en skillelinje mellem sine tilhængere og dem, der ikke følger den. De, der i overensstemmelse med dette særlige mål følger denne vej, kalder den »muslimer« (de underkastede) og »muʾminer« (de troende). De, der ikke er enige i dette mål og heller ikke følger denne vej, erklærer den som »kāfir« (vantro)¹. Den ophæver alle skel af denne art, hvad enten de skyldes afstamning, stamme, nation, samfund, sprog, land eller noget tilsvarende.

¹: Også i brugen af ordet kāfir følges en særdeles ophøjet sproglig udtryksform. I arabiske ordbøger betyder kufr grundlæggende at skjule. Derfor kaldes natten kāfir, fordi den skjuler alle ting. Landmanden kaldes også kāfir, fordi han skjuler frøet i jorden, og skallen kaldes kāfūr, fordi den skjuler frugten inde i frøet. På tilsvarende måde kaldes det at skjule en velsignelse og undlade at vise taknemmelighed kufr eller kufrān. Islam har erklæret ordet kufr for det modsatte af īmān. Dermed antydes den dybe sandhed, at de, der nægter at antage islam, i virkeligheden lægger et slør over deres egen naturlige beskaffenhed.

Den ophæver således denne ene skelnen mellem kufr og īmān blandt Adams børn og rejser i stedet et nyt grundlag. Enhver, der følger denne vej — hvad enten han kommer fra øst eller vest — er dens nærmeste. Den, der derimod ikke følger denne vej — selv om han bor under Kabaens mure, og selv om hans kød og blod er dannet af dadler fra Mekka og vand fra Zamzam — er ikke dens nærmeste.

På grundlag af denne troslære og disse handlinger har islam således opstillet en skelnen mellem kufr og īmān blandt mennesker; på samme måde har den også i livsførelsen og blandt alle verdens ting fastlagt forskellen mellem harām og halāl, jāʾiz og nājāʾiz samt makrūh og mustahabb. De handlinger og skikke, der efter deres respektive betydning bidrager til at nå dette mål og varetage kalifatets ansvar, er henholdsvis halāl, jāʾiz eller mustahabb. De, der hindrer og modarbejder denne vej, er efter deres respektive betydning harām, nājāʾiz eller makrūh. Den muʾmin, der respekterer denne skelnen, er muttaqī (gudfrygtig), mens den, der ikke respekterer den, er fāsiq (grænseoverskridende). Blandt Allahs partis medlemmer grundlægges forskellen mellem høj og lav, stor og lille, ikke på rigdom, fornem slægt, social rang eller hudfarve, men på taqwā.

(***********)

»Sandelig, de mest ærefulde blandt jer hos Allah er de mest gudfrygtige.« (Sūra al-Ḥujurāt: 13)

Således adskiller den islamiske kulturs vej sig fuldstændigt fra andre kulturers vej på alle områder af menneskelivet — i forestillinger og tanker, i natur og karakter, moral, økonomi, sociale forhold, civilisation, politik og statsstyring, kort sagt overalt. For islams opfattelse af livet er helt forskellig fra andre kulturers opfattelse. Det mål, som andre kulturer har fastlagt for livet, er af en anden art end islams mål. Derfor er også den måde, islam i overensstemmelse med sin opfattelse behandler verden og alt, hvad den rummer, samt den handlemåde, den anlægger for at nå sit mål i det jordiske liv, grundlæggende forskellig fra andre kulturers adfærd og handlemåder. Der findes mange tanker og forestillinger i menneskets sind, mange ønsker, begær og tilbøjeligheder i dets natur samt mange måder at leve på, hvis efterfølgelse efter andre kulturers opfattelse ikke blot er rimelig, men undertiden ligefrem uundværlig for kulturen. Islam er imidlertid nødt til at erklære nogle af dem for nājāʾiz, andre for makrūh og i visse tilfælde for harām. Det skyldes, at de stemmer helt overens med disse kulturers livssyn og hjælper dem med at nå deres livsmål, mens de ikke har nogen forbindelse med islams livssyn eller snarere står i vejen for at nå dets livsmål. Som eksempel kan nævnes, at de skønne kunster for mange kulturer i verden er som selve livet, og at mennesker, der er dygtige og fremragende inden for disse kunstarter, opnår status som »nationale helte«. Islam erklærer imidlertid nogle af dem for harām, andre for makrūh og andre igen for tilladte i et vist omfang. Dens regler tillader kun kærlighed til skønhed og nydelse af kunstig skønhed i det omfang, at mennesket samtidig kan huske Allah, arbejde for Hans velbehag og varetage kalifatets ansvar. Men når kærligheden til skønhed bliver stærkere end ansvarsfølelsen, når overdreven nydelse gør mennesket til skønhedsdyrker i stedet for Allahs tilbeder, når smagen for de skønne kunster gør mennesket beruset af luksus, så hjertets ører bliver døve over for samvittighedens stemme, og når lydighed og ansvarsfølelse ikke længere bevares i en grad, der gør det muligt at høre pligtens kald — netop dér rejser islam en mur af foragt, ulovlighed og forbud. For dens mål er ikke at skabe Tansen, Bandadin, Mani, Bahzad¹, Charlie Chaplin og Mary Pickford, men at skabe Abu Bakr Siddiq (ra), Umar Faruq (ra), Ali ibn Abi Talib (ra), Husayn ibn Ali (ra) og Rabia Basri (ra).

Ved hjælp af dette eksempel kan man danne sig et skøn over de omfattende forhold i samfundet, civilisationen og mange andre områder. Især hvad angår forholdet mellem kvinder og mænd, de riges omgang med de fattige, forholdet mellem herskere og undersåtter samt den indbyrdes adfærd mellem andre menneskelige grupper er den vej, Islam foreskriver, principielt helt forskellig fra de veje, som både tidligere og moderne civilisationer har udformet. At gøre andre civilisationers fremgangsmåder til målestok og bedømme den fremgangsmåde, Islam har valgt, ud fra den er i sin grundvold et tegn på vildfarelse. De, der udfører den slags handlinger, er yderst overfladiske og sørgeligt uvidende om den egentlige sandhed.

“Tre”

Grundlæggende trosopfattelser og tankegange

1. Troens betydning og vigtighed

Efter livssynet og livsmålet stilles nu det tredje spørgsmål foran os. Det er dette: På hvilket grundlag genopbygger Islam menneskets karakter?

Karakteren og dens mentale grundlag

Kilden til alle menneskets handlinger og gerninger er hans sind. Som kilde til handlingerne har sindet to tilstande. Den første tilstand er den, hvor ingen bestemt tankegang er rodfæstet; forskellige adskilte og spredte tanker trænger hele tiden ind, og den tanke, der er stærkest i ham, bliver den, der driver hans handlinger. Den anden tilstand er derimod den, hvor sindet ikke er et område, hvor spredte tanker færdes, men hvor visse bestemte tanker er så dybt forankrede, at hele hans virkelige liv permanent er under deres indflydelse, og hvor der i stedet for spredte handlinger udføres velordnede og sammenhængende handlinger. Den første tilstand kan sammenlignes med en hovedvej; den er fri og åben for enhver rejsende. Ingen har noget særpræg på den. Den anden tilstand er som en form; der støbes bestandigt genstande med en bestemt form og skikkelse ud af den. Når menneskets sind befinder sig i den første tilstand, siger vi, at han ingen karakter har. Han kan være en djævel eller også en engel. Hans natur rummer en mangfoldighed af tilbøjeligheder. Der er ingen sikkerhed for, hvilken slags handlinger han på noget tidspunkt vil udføre. Hvis han derimod kommer i den anden tilstand, siger vi, at han har sin egen karakter. Hans virkelige liv har orden, disciplin og kontinuitet. Desuden kan man med sikkerhed sige, hvilken handling han vil udføre under forskellige forhold.

Den første betingelse for handlingsdisciplin:

Heraf fremgår det, at det at følge et pålideligt regelsæt i menneskets virkelige liv afhænger af dannelsen af en bestemt karakter. For at danne en sådan karakter må sindet frigøres fra forvirrede tanker, bestemte fremtrædende tankegange må slå rod i det, og disse tankegange må tilføres en sådan stabilitet, fasthed og urokkelighed, at ingen andre tankegange kan trænge ind og skabe forvirring i menneskets indre verden. Jo dybere denne tankegang er rodfæstet, desto stærkere bliver karakteren, og desto mere velordnet, sammenhængende og pålideligt bliver menneskets virkelige liv. Omvendt: Jo større svagheden er, og jo mere plads der gives modstridende tankegange til at trænge ind, desto svagere bliver karakteren, og desto mere kaotisk og upålideligt bliver også det virkelige liv.

Imanens betydning:

I Koranens sprog kaldes netop dette mentale grundlag for karakteren »iman«. Ordet iman er afledt af roden »amn« (*******). Den egentlige betydning af »amn« er at opnå sjælelig ro og frygtløshed. Heraf er også »amanat« dannet; det er det modsatte af troløshed. Det vil sige, at det, som man ikke behøver frygte vil blive udsat for troløshed, er amanat. En person kaldes amin, fordi hjertet føler sig trygt ved hans gode karakter, og man har tillid til, at han ikke vil handle ondt. På samme måde kaldes en fredelig og lydig kamel amun (***), fordi man ikke frygter ulydighed eller skade fra den. Fra den samme grundform er endnu en afledning dannet, nemlig »iman« (****). Dens betydning er, at man må rodfæste en tanke i sindet med så dyb overbevisning og sandhed, at der ikke længere er nogen mulighed for, at noget, der strider imod den, kan finde en vej ind. Svaghed i iman betyder, at sindet ikke er helt overbevist om denne tanke, og at hjertet ikke har opnået fuldstændig ro; der er tværtimod stadig mulighed for, at en modstridende tanke kan trænge ind i sindet. Som følge heraf er karakteren blevet svag, og dette har skabt uorden i det virkelige liv. At opnå styrke og fasthed i iman er det modsatte. Stærk iman betyder, at karakteren er grundlagt på et fast og sikkert fundament. Man kan nu have tillid til, at de tanker og anskuelser, der har slået rod i sindet, og som har formet karakteren, vil komme til udtryk i de faktiske handlinger netop i overensstemmelse med dem.

Imans plads ved opbygningen af civilisationen:

Hvis forskellige mennesker tror på forskellige former for trosopfattelser og tankegange, og deres karakterer er grundlagt på forskellige og indbyrdes modstridende fundamenter, kan der ikke dannes nogen social eller samlet organisation. De kan sammenlignes med mange sten, der ligger spredt på en mark; hver sten har ganske vist sin egen fasthed, men der er ingen forbindelse mellem dem. Hvis der derimod slår én samlet tankegang rod som iman i et stort antal menneskers sind, vil denne enhed i iman gøre dem til en nation – ligesom de spredte sten ville danne en stærk mur, hvis de blev bundet sammen med kalkmørtel og cement. Derefter vil den sædvanlige hjælp og det sædvanlige samarbejde begynde mellem dem, og som følge heraf vil deres udviklingstempo blive stadig hurtigere. En sådan iman vil skabe harmoni i deres karakterer og overensstemmelse i deres faktiske handlinger. Som følge heraf vil en særlig civilisation sejre, en særpræget kultur træde frem, en ny nation opstå, og civilisationens bygning blive opført efter en ny metode.

Det fremgår af denne gennemgang, at den grundlæggende tankegang, som slår rod som iman blandt tilhængerne af en civilisation, har en yderst vidtrækkende betydning for denne civilisation.

Iman er af to slags:

Nu må vi se, hvordan verdens forskellige civilisationer forholder sig med hensyn til iman. Ordet iman er egentlig et religiøst fagudtryk. Men eftersom vi her bruger det i betydningen grundlæggende tankegang, kan det i denne betydning opdeles i to kategorier. Den ene er af religiøs art, den anden af verdslig art. Iman af religiøs art kan kun være det grundlæggende fundament for en religionsbaseret civilisation, for i denne situation har den samme iman myndighed på både religionens og verdenslivets område. Men i en civilisation, der ikke er religionsbaseret, bliver den verdslige iman adskilt fra den religiøse iman, og den religiøse iman har ingen som helst indflydelse på det personlige liv eller nationens liv.

Religiøs iman:

Religiøs iman består almindeligvis af sådanne forhold, som opbygger den menneskelige karakter på et åndeligt og moralsk grundlag. Det gælder for eksempel én eller flere guddomme udstyret med særlige egenskaber, skrifter anerkendt som guddommelige samt religionslæreres lære og regler, hvorpå overbevisning og handlinger grundlægges. Hvis det religiøse perspektiv lades ude af betragtning, afhænger en sådan imans succes, set fra et rent verdsligt synspunkt, af to ting. For det første må de forhold, som religionen anser for sande og kræver, at man tror på, være sande i lyset af logik og fornuft. For det andet må disse forhold være af en sådan art, at den menneskelige karakter på deres grundlag kan genopbygges på en sund måde. Det vil sige, at menneskets åndelighed må kunne danne grundlag for et højtstående moralsk system, og at dets moralske karakter, samtidig med sin egen renhed og klarhed, må gøre mennesket egnet til at opnå succes og et meningsfuldt liv også i den verdslige tilværelse; karakteren må formes på en sådan måde.

Den første betingelse er nødvendig, fordi hvis iman blot er en samling af nogle få overleverede forestillinger, eller hvis overleveringen fylder mere og fornuften mindre, vil dens indflydelse på menneskets sind helt være underlagt uvidenhed og dumhed. Så snart menneskets viden og fornuft begynder at bevæge sig mod et højere udviklingstrin, begynder dets illusioner om fejlagtige forestillinger at briste, imans grundlag begynder at vakle, og hele det system, hvorpå den enkeltes og nationens karakter var blevet bygget gennem åndelighed og moral, vil samtidig bryde fuldstændigt sammen. Som eksempel kan vi nævne de forestillinger og trosopfattelser, som forskellige polyteistiske religioner fremsætter om guder, guddomme, Allah og religionslærere. Den upartiske fornuft nægter at anse de egenskaber, de er blevet udstyret med, de handlinger, der tillægges dem, og de fortællinger, der er blevet skabt om dem, for sande og at tro på dem. Og det ses ofte, at en nation, der tror på sådanne ting, ikke bliver i stand til at opnå udvikling og fremskridt i verden. Fejlagtige forestillinger udøver en så skadelig indflydelse på dens sind, at selv de bedste arbejdsevner bliver helt sløve. De skaber hverken storhed i dens motivation eller fasthed i dens beslutninger. De skaber hverken udsyn i dens blik, lys i dens hjerne eller mod i dens hjerte. Til sidst bliver dette en årsag til varig fattigdom, ydmygelse, uduelighed og trældom for denne nation. Omvendt åbnes vejen til udvikling for de nationer, der af denne grund gør fremskridt; jo mere de udvikler sig i viden og fornuft, desto mere mister de troen på deres egne herrer, guddomme og religionslærere. I begyndelsen forsøger man ganske vist, trods store vanskeligheder, at bevare denne fejlagtige iman alene af hensyn til samfundsordningens sikkerhed. Men efterhånden bliver sind og tanker så voldsomt oprørske mod disse forestillinger, at der til sidst ikke længere er nogen binding til dem tilbage i nationens bevidsthed. De overlades til en ganske lille åndelig gruppe, som kan have en oprigtig eller professionel tro på dem. I resten af nationens hjerter og sind breder en anden slags iman sig derimod og bliver dominerende – den, som vi har kaldt verdslig iman.

Nødvendigheden af den anden betingelse er helt indlysende. Den iman, som ikke kan berede mennesket på at opnå succes i det verdslige liv, forbliver begrænset til det moralske og åndelige liv og kan ikke nå frem til det materielle liv. Med hensyn til udfaldet findes der også her to muligheder. Enten vil den nation, der tror på disse ting, ikke gøre nogen fremskridt; eller også vil den, selv hvis den gør fremskridt, meget snart frigøre sig fra deres bindinger, og religiøs iman vil give plads for kulturel iman. Når nationens aktivitet i det materielle livs bestræbelser øges, vil den frigøre sig fra moralens, åndelighedens og den religiøse imans indflydelse.

Jeg ønsker ikke bevidst at lede efter fejl i nogen religion. Derfor vil jeg ikke her give en udførlig gennemgang af de forskellige religioners trosforestillinger. Hvis I med omhu undersøger verdens religioner, vil I naturligvis erfare, hvordan de forskellige religioners iman har hindret deres tilhængere i at gøre fremskridt i det verdslige liv, og hvordan de ikke har kunnet følge med udviklingen i viden og fornuft. Desuden vil I se, at andre nationer under deres tilbagegang holdt fast ved deres religiøse forhold, mens de forkastede dem under deres opblomstring. Muslimen var derimod stærkest i sin iman, da han var mest udviklet og fremadskreden i verden. Og da han blev tilbage i viden, fornuft og verdslig udvikling, og andre nationer sejrede over ham, var det netop da, at hans iman begyndte at svækkes. I dag befinder muslimerne sig i en tilstand af yderste forfald. Samtidig er de hårdt ramt af sygdommen iman-svaghed. Men for tolv hundrede år siden stod de på udviklingens højeste tinde, og samtidig var de yderst stærke i deres iman. De kristne i Europa og buddhisterne i Japan var derimod på det dybeste forfald, da de var oprigtigt kristne og buddhister. Og da de opnåede udvikling og fremskridt, havde de ikke længere nogen iman på kristendommen og buddhismen. Dette er i sandhed en så strålende forskel mellem islams iman og andre religioners iman, at enhver forstandig og klog person let kan indse den.

Verdslig iman

Lad os nu rette blikket mod de forhold, som vi har kaldt verdslig iman. Denne iman indeholder ikke noget religiøst element. Her findes hverken nogen gud eller religionslærer; heller ikke findes der nogen guddommelig bog eller nogen lære, der egner sig til at forme den menneskelige karakter på et moralsk og åndeligt grundlag. Dette er et rent verdsligt forhold.

Det største blandt disse forhold er »qawm« eller nationen. Folk, der bor inden for en bestemt geografisk grænse, gør den til en guddom og tilbeder den med fuldstændig hengivenhed og koncentration. Alle »nationsdyrkere« tror i denne henseende, at nationen er herre over deres ejendom og liv, at det er deres ubetingede pligt at tjene den, og at det er den største lykke at ofre krop, sind, ejendom og liv for dens skyld. Men de tror ikke blot dette; de mener også, at det kun er deres egen nation, der står på sandhedens grund, at det er dem, der er jordens arvinger og berettigede ejere, at al jord i verden er krigsbytte, som tilkommer dem, og at alle andre nationer er som krigsfanger. Derfor er det enhver persons pligt at få sin egen nations banner til at vaje over hele verden.

Den anden guddom er landets »love og regler«. Dem skaber de selv, og selv tilbeder de dem igen. Denne tilbedelse er det, der sikrer deres sociale og kollektive orden og disciplin.

Den tredje guddom er deres egen »nafs«, det vil sige deres begær. De er altid optaget af at pleje den, opfylde dens ønsker og behov samt tilfredsstille dens krav og længsler.

Den fjerde guddom er »viden« og »visdom« (ilm og hikmat). De tror på den og bevæger sig ved dens lys og vejledning frem ad fremskridtets og udviklingens vej.

Denne tro er ganske vist til en vis grad gavnlig for det jordiske liv. Men selv hvis vi lader spørgsmålet om dens værdi med hensyn til sandhed og oprigtighed ligge, kan det ud fra et rent jordisk synspunkt siges, at dens gavn hverken er egentlig eller varig. Dens største mangel er, at den ikke rummer noget åndeligt eller moralsk element; så snart religionens bånd svækkes, åbnes derfor døren for moralsk forfald. Det er heller ikke lovens opgave at skabe moralsk bevidsthed i menneskers hjerter eller i egentlig forstand at fastsætte nogen moralsk standard. Den rummer ikke engang nogen kraft, der kan bevare moralen i det personlige og sociale liv. Dens indflydelse og virkefelt er meget begrænset. Især når lovene er skabt af folket selv, bliver dens hjælpeløshed på dette område endnu tydeligere. Derfor afhænger det helt af folkets vilje, hvor meget sådanne loves bånd skal løsnes og indskrænkes; jo stærkere ønsket om handlefrihed vokser blandt folk, desto mere indskrænkende og uudholdelige forekommer de gamle moralske bånd dem. Og når denne følelse over for de moralske bånd bliver mere udbredt, tvinges loven af presset fra den offentlige mening til af sig selv at løsne sine egne bånd. På denne måde løsnes efterhånden alle moralens bånd, og et omfattende moralsk forfald begynder. Moralsk forfald er imidlertid noget, hvis ødelæggende virkning hverken overflod af rigdom, statsmagt, materielle ressourcer eller viden og fornuft kan modvirke. Det begynder at gnave indefra og får selv de stærkeste bygninger til at styrte sammen sammen med al deres udsmykning.

Desuden er de øvrige skadelige følger af nationstilbedelse og selvtilbedelse så åbenlyse, at en udførlig og detaljeret beskrivelse af dem er unødvendig. I dag behøver man ikke længere nogen diskussion eller overvejelse for at forstå dem. For de har overskredet idéstadiet og er nået til erkendelsens og iagttagelsens niveau. Vi kan i dag med egne øjne se, at det netop er på grund af dem, at en stor civilisation er nået til randen af ødelæggelse og undergang. Det er den uundgåelige følge af alt det, hvis sikre åbenbarelse i dag fylder hele verden med frygt og rædsel.

Nogle almindelige grundprincipper

Af hele denne drøftelse kan der udledes nogle almindelige grundprincipper. Før vi går videre til den følgende drøftelse, er det nødvendigt at indprente dem i hjertet i den rette rækkefølge.

For det første: Ordenen og sammenhængen i alle menneskets handlinger afhænger af dannelsen af en stabil og klart defineret karakter. Uden en stabil karakter forbliver menneskets virkelige liv kaotisk, omskifteligt og upålideligt.

For det andet: Det er på de tankesæt, som med fuld kraft slår rod i menneskets sind og opnår en sådan dominans, at de får hele dets handlekraft til at virke under deres indflydelse, at karakteren grundlægges. I islamisk terminologi kaldes denne rodfæstelse īmān, og alle sådanne rodfæstede tankesæt betegner vi som īmāniyāt.

For det tredje: Karakterens godhed eller slethed, renhed eller urenhed samt styrke eller svaghed afhænger fuldstændigt af īmāniyāt, det vil sige īmāns, indholdes korrekthed og styrke. Hvis disse er fejlfri, vil karakteren også være fejlfri; hvis de er stærke, vil karakteren også være stærk. Ellers bliver forholdet det stik modsatte. Hvis man derfor vil etablere et fejlfrit og højtstående regelsæt i menneskets liv, er det nødvendigt at grundlægge dets karakter på en ufejlbarlig og stærk īmān.

For det fjerde: Ligesom īmān er nødvendig for at befri individets livsførelse fra splittelse og gøre den sammenhængende og disciplineret, er det ligeledes nødvendigt at fæstne denne udelelige īmān dybt i alles hjerter, hvis mange mennesker skal befries fra uenighed og adskillelse og et velordnet og sammenhængende samfund skal opbygges. Det er dette, samfundet og civilisationen kræver.

For det femte: Når der under indflydelse af én udelelig īmān dannes en udelelig national karakter blandt mange mennesker, og denne karakter skaber en form for ensartethed i deres livsførelse, opstår der en kultur af en særlig art og beskaffenhed. I denne henseende er īmāns indhold, som bestemmer og styrker den nationale karakter, yderst indflydelsesrigt ved enhver kulturs organisering og grundlæggelse.

For det sjette: Hos den nation, hvis īmān omfatter åndelige forhold, er dens religion og kultur én og samme. Men hos den nation, hvis īmān omfatter verdslige forhold, er kulturen adskilt fra religionen. I sidstnævnte situation har religionen ingen særlig indflydelse tilbage på det personlige og nationale liv.

For det syvende: Adskillelsen af kulturen fra religionen bliver i sidste ende årsag til moralsk forfald og undergang.

For det ottende: Hvis kulturen skal forblive under religionens indflydelse, må religionens īmāniyāt omfatte sådanne åndelige forhold, at de kan støtte menneskets intellektuelle udvikling fra det almindelige niveau helt op til det højeste. Samtidig må menneskets karakter formes gennem forhold, der gør det muligt for mennesket både at være højtstående religiøst og verdsligt orienteret. Ja, dets verdslige liv må blive netop religiøst, og dets religiøse liv netop verdsligt.

For det niende: Hos den nation, hvis religion og kultur er én og samme, er dens īmān ikke blot religiøs īmān, men samtidig også verdslig īmān. Derfor er det katastrofalt for både dens religion og kultur, når dens īmān begynder at vakle; det er ødelæggende for både dens dīn og dens dunyā.

Det er på baggrund af disse generelle grundprincipper, at vi må anlægge et kritisk blik på islams syn på iman.

Efter at have set på imanens betydning, dens grundlæggende betydning for individets karakter og dens fundamentale rolle i den sociale og samlede kultur, lad os nu se på, hvilke ting islam har opfordret mennesker til at have iman i. I hvor høj grad består dens trosindhold den rationalistiske kritiks prøve? Hvilken rolle spiller iman i dens livsform? Og i hvor høj grad påvirker den menneskets individuelle og samlede karakter?

2. Imanens emner i islam

I Koranen er der blevet redegjort så udførligt for imanens emner, at der ikke er plads til nogen uenighed om dem. Men blandt dem, der ikke har forstået Koranens sproglige stil eller været i stand til at følge dens fremstilling, er der opstået en vis fejlagtig opfattelse. Koranens sproglige stil er sådan, at den nogle steder fremlægger hele troslæren på én gang, mens den andre steder, alt efter tid og anledning, fremlægger enkelte dele af den og lægger vægt på netop disse. Heraf har nogle fået den opfattelse, at islams troslære kan opdeles og adskilles. Det vil sige, at det er tilstrækkeligt at have iman i et eller nogle af dens elementer, og at mennesket kan opnå frelse, selv om det fornægter andre. Men Koranens endelige afgørelse er, at alt det, den har fremlagt som troslærepunkter, skal anerkendes. Det er på ingen måde tilladt at adskille det ene fra det andet. Tilsammen udgør de en samlet og uadskillelig helhed, og det er en pligt at acceptere den i sin helhed. Hvis blot ét af dem fornægtes, vil denne fornægtelse afvise anerkendelsen af alle de øvrige.

Et sted i Koranen står der:

*********

»Sandelig, over dem, der siger: ‚Vores Herre er Allah‘ og derefter står fast, stiger englene ned.« (Sura Hā-Mīm as-Sajdah: 30)

I dette vers nævnes kun iman i Allah, og det gøres klart, at både denne verdens og det hinsidige livs succes afhænger af den.

Et andet sted nævnes Allah sammen med den sidste dag:

*********

»De, der tror på Allah og den sidste dag og gør gode gerninger, vil få deres belønning hos deres Herre.« (Sura Al-Baqarah: 62)

Det samme indhold findes også i Aal-e-Imran (12), Al-Ma’idah (10) og Ar-Ra’d (4).

Et tredje sted opfordres der til at tro på Allah og Sendebudet:

*******

»Tro derfor på Allah og Hans sendebud. Hvis I tror og anlægger taqwa, vil der være en stor belønning til jer.« (Sura Aal-e-Imran: 179)

Et tilsvarende udsagn findes også i Al-Hadid (4).

Et andet sted betegnes den, der har troet på Allah og Muhammad (s.), som troende:

********

“Sandelig, de er troende, som har troet på Allah og Hans Sendebud.” (Sura An-Nur: 62)

I Muhammad (4), Al-Jinn (2) og Al-Fath (2) gentages dette samme emne.

Et sted gives der befaling om at tro på disse tre: Allah, Muhammad (s.) og Koranen:

*******

“Tro derfor på Allah, Hans Sendebud og det lys (Koranen), som Jeg har åbenbaret.” (Sura At-Taghabun: 8)

Et sted nævnes disse fire: Allah, Allahs Bog, Koranen og den Sidste Dag:

********

»Og de troende tror på det, der er blevet åbenbaret for dig, og på det, der blev åbenbaret før dig … og de tror på Allah og den yderste dag.« (Sura An-Nisa: 162)

Et andet sted erklæres det, at vantro på Allah, englene, profeterne og Koranen er kufr og fisq:

********

»Den, der er fjendtlig over for Allah, Hans engle, Hans sendebud, Jibril og Mika’il, ham er Allah visselig fjendtlig over for, for sådanne vantro. Og visselig har Jeg åbenbaret tydelige vers for dig; ingen andre end de trodsige vil fornægte dem.« (Sura Al-Baqara: 98-99)

Et sted kaldes den, der tror på Allah, englene, Allahs Bog, profeterne og Koranen, for en mu’min:

********

»Sendebudet tror på det, der er blevet åbenbaret for ham fra hans Herre, og det gør de troende også. Alle tror på Allah, Hans engle, Hans bøger og Hans sendebud.« (Sura Al-Baqara: 285)

Et andet sted er troens fem bestanddele beskrevet: troen på Allah, den sidste dag, englene, Allahs bog og profeterne.

********

»Sand fromhed består tværtimod i, at mennesket med oprigtighed og inderlighed tror på Allah, den yderste dag, englene, den bog, Allah har åbenbaret, og Hans profeter. Det er disse, der følger den sande vej; det er disse, der er gudfrygtige.« (Sura al-Baqara: 177)

Ud over de fem nævnte forhold i suraen er der også lagt vægt på troen på Muhammad (fred være med ham) og Koranen, og den, der ikke tror på disse, er blevet betegnet som vantro og vildledt.

Et sted lægges der alene vægt på anerkendelsen af den sidste dag, og fornægtelsen af den angives som årsag til fiasko.

*********

Det samme gentages i al-A’raf (17), Yunus (1), al-Furqan (2), an-Naml (1) og as-Saffat (1).

Et andet sted angives vantro på Allahs bog sammen med vantro på den sidste dag som årsag til den hårdeste straf:

*********

»De forventede ikke nogen form for regnskabsaflæggelse, og de benægtede vores tegn, idet de anså dem for fuldstændig falske.«

(Sura an-Naba: 27)

Et tredje sted er Koranen sammen med den Sidste Dag og Allahs Bog blevet medtaget blandt trosartiklerne.

**********

»De tror på den Bog, der er blevet åbenbaret for dig (det vil sige Koranen), og på de skrifter, der blev åbenbaret før dig, og de har en fast tro på det hinsidige. Sådanne mennesker følger den livsordning, der er åbenbaret fra deres Herre, og det er dem, der er berettigede til lykke.

(Sura al-Baqara: 4-5)

Et fjerde sted siges det, at alle handlinger bliver gjort frugtesløse som følge af vantro på den Sidste Dag, Allahs Bog og profeterne. En sådan vantro person hører til i Jahannam, og hans »amal« har ingen værdi.

Ovenfor er der gentagne gange blevet henvist til troen på Allahs Bog, og Toraen, Evangeliet, Zabur og Abrahams skriftruller er blevet nævnt udtrykkeligt. Men tyve steder i Koranen er det også blevet gjort klart, at det ikke er tilstrækkeligt blot at tro på disse bøger; det er også nødvendigt at tro på Koranen sammen med dem. Hvis en person tror på alle bøgerne, men fornægter Koranen, er han en kafir ligesom den, der fornægter alle bøgerne.

[Se: al-Baqarah (11, 12, 14, 16), an-Nisa (7), al-Ma’idah (2-10), ar-Ra’d (3), al-‘Ankabut (5) og az-Zumar (4)]

Det er ikke det eneste; det er nødvendigt at tro på hver eneste Bog, som Allah har sendt.

»Hvis en person tror på en del af den og ikke tror på en anden del, er han også en kafir.«

(Sura al-Baqarah 10)

På samme måde er det blevet sagt klart om profeterne, at det er nødvendigt at tro på dem alle. Man skal tro særskilt på dem, hvis navne er nævnt, og overordnet på dem, hvis navne ikke er nævnt. Men hvis en person tror på alle profeterne, men kun fornægter Muhammeds (s.a.w.) profetskab, er han med sikkerhed en kafir. Dette er ikke kun blevet sagt ét sted i Koranen, men tyve steder, og anerkendelsen af Muhammeds (s.a.w.) profetskab sammen med alle de øvrige profeter er blevet erklæret for en nødvendig betingelse for troen.

[Se: al-Baqarah (14), an-Nisa (23), al-Ma’idah (3-11), al-An’am (19), al-A’raf (19-20), al-Anfal (3), al-Mu’minun (4), ash-Shura (5), Muhammad (1) og at-Talaq (2)] I de fleste af versene heri opfordres tilhængerne af profeterne Moses og Jesus (a.s.) til at tro på den ædle profet (s.a.w.), og det siges, at I ikke vil kunne finde vejledningen, før I tror på Koranen og Muhammed (s.a.w.).

Af denne drøftelse fremgår det, at islams trosartikler er fem: (1) Allah, (2) englene, (3) Allahs bøger (herunder også Koranen), (4) profeterne [herunder også Muhammed (s.a.w.)], (5) den sidste dag, det vil sige Opstandelsens dag.

Dette er en nogenlunde beskrivelse af troen. Hvad den udførlige troslære om hvert enkelt af dens elementer er, hvilket indbyrdes forhold de har, hvorfor de ikke kan adskilles, og hvorfor benægtelsen af ét af dem nødvendigvis medfører benægtelsen af dem alle, samt hvilken fordel der er ved at medtage hvert enkelt af dem blandt troens bestanddele – alt dette vil blive redegjort for længere fremme.

Rationalistisk kritik

Alle disse fem trosartikler hører til det usynlige og befinder sig helt uden for den materielle verden. Derfor er de ifølge vores kategorisering religiøse og åndelige trosforestillinger. Det særlige ved dem er imidlertid, at islam ikke blot har grundlagt sit åndelige system på dem, men også sit moralske, politiske og civilisatoriske system. Den har ved at forene religion og verden udformet en ordning, under hvilken enhver side og ethvert område af menneskelivet kan fungere. Al den kraft, der er nødvendig for denne ordnings grundlæggelse, stabilitet og praktiske anvendelse, hentes fra disse fem trosartikler. For islam udgør de en uudtømmelig kraftkilde, hvis udspring aldrig tørrer ud. Nu skal vi se, hvor værdig den tro, som har udført så stort et arbejde, er til anerkendelse set fra fornuftens synspunkt, og hvor egnet den er til at være grundlag og kraftkilde for en så omfattende og progressiv ordning.

Før vi undersøger svaret på dette spørgsmål, må vi gøre os det klart, at islam ønsker at lægge grundstenen til en kultur, der virkelig er menneskelig. Det vil sige, at den ikke er knyttet til noget bestemt lands eller nogen bestemt stammes folk, og heller ikke har nogen særlig tilknytning til en nation med en bestemt race eller et bestemt sprog; dens mål er derimod hele menneskehedens velfærd. Desuden ønsker den under sin indflydelse at etablere en samfundsordning, hvor alt, der er godt og gavnligt for mennesket, plejes og fremmes, mens alt, der er skadeligt og ondt for det, udryddes. Grundlaget for en sådan rent menneskelig kultur kan på ingen måde lægges på tro, der er knyttet til den materielle verden. For materielle og sanseligt erkendelige ting har i denne henseende to mulige forhold til menneskene: Enten er forholdet det samme for alle mennesker – såsom solen, månen, jorden, luften, lyset osv. … Eller også er forholdet til dem ikke det samme for alle mennesker – såsom land, stamme, race og sprog. Blandt tingene i den første kategori er der ikke noget, der egner sig som genstand for tro, for det er ganske meningsløst at tro på deres eksistens, og det er fejlagtigt, både erkendelsesmæssigt og fornuftsmæssigt, at tro, at de har nogen villet indflydelse på menneskets velfærd. Desuden viser der sig ingen gavn af at tro på dem, hverken i menneskets moralske, åndelige eller praktiske liv. Tilbage står den anden kategori. Det er tydeligt, at disse ting ikke kan danne grundlag for en bredere menneskelig kultur. For de er frembragt af forskelsbehandling og skelnen, ikke af enhed eller fællesskab. Derfor er det absolut nødvendigt at grundlægge en sådan kultur på trosforestillinger, der er uafhængige af materielle og sanseligt erkendelige ting.

Men det er ikke tilstrækkeligt, at de blot er uafhængige af materielle og sanseligt erkendelige ting; de må samtidig besidde endnu nogle egenskaber.

For det første: De må ikke være overtroiske eller irrationelle, men den sunde fornuft skal være tilbøjelig til at anerkende deres sandhed.

For det andet: De må ikke være fjerne, men skal være dybt forbundet med vores liv.

For det tredje: Der må være en skjult kraft i dem, så kulturordningen fuldt ud kan hente hjælp fra dem til at udøve herredømme over menneskets tanke- og handlekraft.

Når vi fra dette perspektiv betragter islams trosartikler, kan vi konstatere, at den består alle tre prøver fuldt ud.

For det første er der intet ulogisk i det billede, islam har fremlagt af Allah, englene, åbenbaringen, profetskabet og det hinsidige. Det er ikke umuligt, at blot én af disse ting er korrekt. Og den sunde fornuft afviser aldrig nogen af dem. Det er ganske vist utvivlsomt, at fornuften ikke kan fastlægge deres grænser, nå til deres yderste ende eller fuldt ud forstå deres inderste betydning. Men sådan forholder det sig med alle de ting, hvis eksistens vores lærde videnskabsfolk hidtil har bevist. Vi har ikke anerkendt eksistensen af energi (Energy), liv, tiltrækning, evolution og andre lignende ting, fordi vi fuldt ud har kunnet forstå deres inderste betydning. Vi har snarere anerkendt dem, fordi disse tings tilstedeværelse efter vores opfattelse er nødvendig for at forklare den grundlæggende årsag og betingelse for de forskellige særlige fænomener, vi har observeret. Og de teorier, vi har dannet om den usynlige styring af de synlige ting, kræver netop, at disse ting er til stede. Derfor er det ikke nødvendigt, at vi ved hjælp af vores fornuft fuldt ud forstår den dybere betydning af de usynlige ting, som islam kræver, at vi tror på, eller fastlægger deres grænser, for at anerkende deres sandhed. Som argument er det tværtimod tilstrækkeligt blot at forstå, at verdensnaturen og

Det menneskesyn, islam har fremlagt, er på ingen måde ulogisk; dets korrekthed er sikker, og det kræver eksistensen af alle islams fem trosartikler.

Islams ideologi er denne: For det første har én suveræn magt grundlagt hele verdensordenens system, og det er Ham, der styrer den. For det andet fører en anden klasse af utallige kræfter under denne suveræne magts myndighed tilsyn med verdensnaturen efter Hans befaling. For det tredje har menneskets Skaber nedlagt to tilbøjeligheder i dets natur: en til det gode og en til det onde; intelligens og dumhed, viden og uvidenhed er forenet i det. Det kan følge både den vildledte og den rette vej. Mellem disse modstridende kræfter og forskelligartede tilbøjeligheder begynder mennesket at følge den, der får overtaget. For det fjerde udvælger dets Skaber, for at støtte de gode tilbøjeligheder i kampen mellem godt og ondt og vise mennesket den rette vej, en fremragende person fra menneskehedens egen midte og giver ham fuldkommen viden, så han kan lede folk ad den gode vej. For det femte er mennesket ikke et ansvarsfrit eller ukontrolleret væsen. Det er forpligtet til at stå til regnskab over for sin Skaber for alle sine frivillige handlinger. En dag skal det aflægge regnskab for hvert eneste atom og opleve det gode eller onde resultat af sine egne gerninger.

Denne lære kræver eksistensen af alle fem ting: Allah, englene, åbenbaringen, profetskabet og den sidste doms dag. Intet i den er uvirkeligt set med fornuftens øjne. Ingen af dens bestanddele kan betegnes som overtro eller en ulogisk tro. Og jo mere vi tænker over den, desto større bliver vores interesse for dens sandhed.

Vi forstår måske ikke Allahs væsen, men vi kan ikke undlade at anerkende Hans eksistens. Det er en sådan nødvendighed, at det ellers på ingen måde er muligt at løse verdensnaturens komplekse gåde.

Vi kan ikke fastslå tegnene på englenes eksistens, men der er ingen mulighed for at tvivle på, at de eksisterer. Alle lærde og videnskabsfolk i verden har på den ene eller anden måde anerkendt dem. De har naturligvis ikke omtalt dem med det navn, som Koranen giver dem.

At dommedag vil indtræffe, og at hele jordens orden en dag vil blive knust, er ikke blot den stærkeste konklusion ud fra en intellektuel vurdering, men næsten en sikkerhed.

Selv om det ikke kan fastslås med klare beviser, at mennesket står til ansvar over for sin Gud og fortjener belønning eller straf for sine gerninger, er den sunde fornuft i det mindste nødt til at erkende, at Islams opfattelse blandt alle de teorier, der er blevet fremsat om menneskets tilværelse efter døden og om dødstilstanden, er den bedste, mest frugtbare og den, der ligger nærmest et velbegrundet skøn.

Tilbage står spørgsmålet om åbenbaring og profetskab; det er ganske klart, at der ikke kan fremlægges noget videnskabeligt bevis for dette. Men hvis man blot trænger lidt dybere ind i betydningen af de bøger, der er blevet fremlagt som Guds åbenbaring, og i livet og karakteren hos de mennesker, der er blevet kaldt Guds sendebud, kan vi nå frem til den konklusion, at ingen anden bog eller leder har kunnet udøve en lige så dyb, omfattende, stærk og gavnlig indflydelse på menneskehedens tankegang og livsførelse. Dette er tilstrækkeligt til at tro, at der i dem må have været noget enestående, som menneskeskabte bøger og almindelige menneskelige ledere ikke har været begunstiget med.

Det fremgår klart af denne drøftelse, at trosartiklerne i Islam ikke strider mod fornuften. Der er intet i dem, som fornuften kan bruge til at afvise dem. De indeholder intet, der skulle tvinge mennesket til at forkaste dem på noget trin af den videnskabelige og intellektuelle udvikling. Tværtimod vidner fornuften om deres sikkerhed. Tilbage står spørgsmålet om iman og overbevisning. Det har ikke forbindelse med fornuften, men med sindet og samvittigheden. Alt det usynlige og immaterielle, som vi tror på, beror i virkeligheden på vores samvittigheds accept. Hvis vi ikke ønsker at anerkende noget usynligt, eller hvis vores sind ikke er overbevist om det, kan vi ikke tvinges til at anse det for sandt ved hjælp af noget intellektuelt bevis. Som eksempel kan nævnes eksistensen af ”æteren” (Ether): Ingen af de beviser, der er blevet fremlagt for den, kan fastslå den med sikkerhed og fuldstændig befri den for tvivl og usikkerhed. For nogle filosoffer tror på den på grundlag af disse beviser, mens andre filosoffer anser dem for utilstrækkelige og nægter at tro på den. Derfor beror spørgsmålet om iman og erkendelsen af sandheden grundlæggende på sindets ro og samvittighedens vidnesbyrd. Fornuften har dog bestemt den indflydelse, at når noget fastslås som sandt på en måde, der strider mod fornuften, begynder der at opstå en konflikt mellem samvittigheden og fornuften, og iman svækkes som følge heraf. Når erkendelsen af sandheden i noget derimod ikke strider mod fornuftens konklusioner, eller når fornuften i nogen grad støtter erkendelsen af dets sandhed, øges den indre ro, og iman bliver som følge heraf stærkere.

For det andet er størstedelen af de usynlige ting teoretiske spørgsmål; det vil sige, at de ikke har nogen forbindelse med vores praktiske liv. Der findes for eksempel æteren (Ether), stoffets oprindelige og almindelige form, materien, naturen og naturlovene, årsagssammenhængens lov og mange andre sådanne teoretiske spørgsmål eller antagelser, hvis accept eller afvisning ikke har nogen indflydelse på vores liv. Men de usynlige ting, som Islam opfordrer os til at tro på, er ikke sådanne teoretiske spørgsmål. Tværtimod er de dybt forbundet med vores moralske og praktiske liv. Grunden til, at anerkendelsen af dem kaldes grundlaget for principper, er, at de ikke blot er teoretiske sandheder; den korrekte viden om dem og den fuldstændige tro på dem påvirker i høj grad vores egne egenskaber og vores natur, vores personlige handlinger samt vores sociale og kollektive forhold.

For det tredje kan den styrke, der kræves for at etablere den islamiske kulturs og livsordens autoritet over et stort menneskeligt samfund med forskellige intellektuelle og uddannelsesmæssige niveauer, helt ned i de skjulte og mindste dele af deres liv, og for at holde dens bånd stærke, kun opnås gennem den anerkendelse, som Islam har fremsat. En alvidende og alseende, mægtig og majestætisk, barmhjertig og nådig Gud har myndighed over os; Hans utallige hære er til stede overalt og under alle omstændigheder; Han har sendt profeter til menneskene, og de regler og bestemmelser, som denne profet har givet os, er ikke hans egne, men modtaget helt og fuldt fra Gud; og vi må nødvendigvis erfare de gode eller dårlige følger af vores lydighed eller ulydighed. I denne overbevisning ligger en så vældig og omfattende kraft, at den ikke kan opnås på nogen anden måde. Materiel magt kan kun omgive kroppen; uddannelsens og træningens moralske indflydelse kan kun nå de højere lag i menneskesamfundet. Loven kan kun håndhæves dér, hvor dens vogtere er i stand til at nå frem. Men denne overbevisnings kraft tager menneskets sind og hjerte i besiddelse. Den omfatter alle, almindelige og fremstående, uvidende og lærde, intelligente og enfoldige. Den udfører sit arbejde i skovens ensomhed og nattens mørke. Hvor der ikke findes nogen til at afholde mennesker fra uret og synd, til at fordømme og irettesætte dem for det eller blot til at se dem, udfører troen på, at Gud er nærværende og ser alt, troen på sandheden i profetens lære og overbevisningen om forhøret på opstandelsens dag en gerning, som ingen politibetjent, dommer eller professors undervisning på nogen måde ville kunne udføre. Desuden har denne overbevisning samlet utallige, spredte, forskelligartede og indbyrdes modstridende mennesker over hele verden, dannet en stor nation af dem, skabt den yderste ensartethed i deres tanker, handlinger og skikke, udbredt én kultur blandt dem trods deres geografiske og intellektuelle forskelle og vakt en sådan inspiration til selvopofrelse for et højeste mål, at der ikke findes noget andet eksempel på den.

Det, der indtil nu er blevet fastslået, er, at iman i islamisk terminologi betyder troen på Allah, englene, bøgerne, sendebuddene og den sidste dommedag. Disse fem overbevisninger danner én samlet og udelelig enhed. Det vil sige, at der består en så uadskillelig forbindelse mellem dem, at en benægtelse af blot én del uundgåeligt medfører en benægtelse af hele overbevisningen. Desuden er det gennem en rationel undersøgelse blevet bevist, at kun disse trosindhold kan have status som overbevisning for den kultur, Islam ønsker at grundlægge, og at en sådan overbevisning er nødvendig for den. Der findes heller intet i den, som ikke kan forenes med videnskabelige og intellektuelle fremskridt.

Nu må vi rette vores opmærksomhed mod det tredje spørgsmål. Det er nemlig: Hvad er imans betydning, og hvorfor har den denne betydning? Folk har begået mange fejl i forståelsen af dette spørgsmål, og nogle berømte lærde er snublet på dette område. Derfor er det nødvendigt at redegøre lidt mere udførligt for sagen.

Imans betydning i Islam

Hvis man spørger, hvad der er hovedbudskabet i den Ædle Korans kald, kan svaret gives med ét eneste ord. Og det er »īmān«. Formålet med den Ædle Korans åbenbaring og Profetens (fvmh.) komme er at kalde mennesker til īmān. Koranen siger klart om den, der bærer og viderebringer den, at han er den, der kalder til īmān.

[Vers]

»Vor Herre, vi har visselig besvaret kaldet fra en, der kalder til īmān.«

Og den erklærer om sig selv, at den kun vil vise den rette vej (hidāya) til dem, der er rede til at tro på det usete (det vil sige de førnævnte trosartikler).

[Vers]

»(Koranen er) en vejledning for de gudfrygtige, som tror på det usete.« (Sura al-Baqara: 2-3)

Den kalder mennesker i den retning gennem formaning, gode råd, løfter og tilsagn, argumenter og beviser samt fortællinger og beretninger. Det første krav, den stiller til mennesket, er at antage īmān. Derefter tager den skridt i retning af selvrenselse, moralsk forbedring samt sociale og statslige love. For den er īmān sandhed, ærlighed, viden, hidāya og lys. Fraværet af īmān, det vil sige kufr, er derimod ensbetydende med uvidenhed, uretfærdighed, falskhed, løgn og vildfarelse.

Den Vise Koran trækker en klar grænse og deler hele verdens mennesker i to grupper. Den ene gruppe består af dem, der har īmān, og den anden af de vantro. Den første gruppe er efter dens syn forankret i sandheden og rig på viden og lys; vejen til hidāya står åben for den, ligesom døren til taqwā og fromhed; kun den har ret til at opnå lykke. Den anden gruppe er efter dens syn kafirer, uretfærdige, tåbelige og indhyllet i mørke; vejen til hidāya er lukket for den. Den har ingen del i taqwā og fromhed. For den er der truffet afgørelse om tab, undergang og fiasko. Den fremstiller de to grupper ved at sige, at den ene er blind og døv, mens den anden har syn og hørelse. Den siger, at īmāns vej er »Sirāt al-Mustaqīm« – den lige vej, og at alle andre veje må forkastes. Den siger helt klart og uden omsvøb, at den, der tror på Allah, Hans Sendebud og Hans Bog, har en strålende lampe, ved hvis hjælp han kan gå den lige vej. Så længe denne lampe er til stede, er der ingen fare for, at han farer vild. Han vil se den lige vej klart adskilt fra den krumme vej og nå frem til det ønskede mål for lykke i sikkerhed og uden hindringer. Den, der derimod ikke har īmāns lampe, har intet lys. Det er yderst vanskeligt for ham at skelne mellem den lige og den krumme vej. Som en blind vil han famle sig frem gennem mørket efter gæt og formodninger. Det kan måske hænde, at et af hans skridt tilfældigvis rammer den lige vej; men det er ingen sikker måde at følge den lige vej på. Tværtimod er sandsynligheden større for, at han afviger fra den lige vej. Måske falder han i et hul, eller også bliver han viklet ind i torne.

Dette er, hvad Koranen siger om den første gruppe:

{Arabisk}

»De, som tror på Sendebudet, støtter og hjælper ham og følger det lys, der blev sendt ned sammen med ham, er i sandhed dem, der vil opnå lykke.« – (Sura al-A’rāf: 150)

Et andet sted siges det:

{Arabisk}

»O mennesker! Frygt Allah, og tro på Hans Sendebud. Han vil give jer en dobbelt andel af Sin barmhjertighed, skænke jer et lys, som I kan vandre i, og tilgive jer.«

– (Sura al-Hadīd: 28)

Og om den anden gruppe siges det:

{Arabisk}

»Ved du, hvem de adlyder, som påkalder andre medguder end Allah? De følger kun formodninger og går blot frem på grundlag af gætterier.« – (Sura Yunus 66)

{Arabisk}

»De følger kun formodninger, og formodningens natur er, at den på ingen måde fritager for behovet for sandheden.« – (Sura an-Najm 28)

{Arabisk}

»Hvem er mere vildfaren end den, der forlader den vejledning, Allah har givet, og følger sit eget begær? Allah viser aldrig sådanne uretfærdige mennesker den rette vej.« – (Sura al-Qasas 50)

{Arabisk}

»For den, som Allah ikke har givet lys, findes der intet andet lys.« – (Sura an-Nur 40)

Forklaringen på hele dette emne findes i Sura al-Baqara. Heraf bliver det klart, hvor stor en forskel der som følge af forskellen mellem iman og kufr opstår mellem disse to grupper af menneskeheden.

{Arabisk}

»Der er ingen tvang i religionen; den rette vej er blevet tydeligt adskilt fra vildfarelsen. Den, der forkaster taghut (sataniske kræfter) og tror på Allah, har grebet fat i et stærkt, uopløseligt reb, og Allah hører alt og ved alt. Allah er de troendes hjælper; Han fører dem fra mørket til lyset. Men de vantros hjælper er Satan; han fører dem fra lyset til mørket. Det er Helvedes beboere, og dér skal de forblive for evigt.«

Imans forrang frem for handlinger

Desuden har denne forskel mellem iman og kufr skabt en forskel også i menneskenes handlinger. Ifølge Koranen kan kun den troende være gudfrygtig og retfærdig i sine handlinger. Uden iman kan ingen handling tillægges egenskaberne taqwa og retskaffenhed – uanset hvor meget verdens mennesker måtte betragte den som en god gerning. Koranen siger:

{Arabisk}

»Kun den, der er kommet med sandheden, og den, der har erkendt dens sandhed, er gudfrygtige.« – (Sura az-Zumar: 33)

{Arabisk}

»Koranen er en vejledning for de gudfrygtige, som tror på det usete, holder bønnen og giver ud af det, Vi har forsynet dem med, og som tror på det, der er blevet åbenbaret for dig, og på det, der blev åbenbaret før dig, og som har tro på det hinsidige.« – (Sura al-Baqara: 2-4)

I Koranens perspektiv er iman således selve grundlaget for taqwa og fromhed. Den, der har iman, ser sine gode gerninger blomstre og bære frugt på samme måde som træerne, der er plantet i haver på god jord under et godt klima, bliver friske og fyldes med frugter og blomster. Den, der derimod handler uden iman, er som en, der planter en have på ufrugtbar, stenet jord under et dårligt klima. 1 [1. Dette emne er beskrevet i Koranen Majid med omtrent den samme lignelse. Se sura al-Baqara: afsnit 36.] Derfor er iman overalt i Koranen Majid blevet givet forrang frem for gode gerninger. Ingen steder er gode gerninger uden iman blevet erklæret som et middel til frelse og lykke. 2 [2. Se som eksempler al-Baqara (3-9, 38), al-Nisa (24), al-Ma’ida (2), Hud (2), al-Nahl (13), Ta-Ha (3-6), al-Tin og al-‘Asr.] Hvis I derimod læser Koranen koncentreret, vil I erfare, at alle de moralske anvisninger og juridiske bestemmelser, som Koranen Majid har fremlagt, henvender sig til de troende. Disse vers begynder enten med **********, eller også bliver det på en eller anden måde sagt gennem fremstillingsformen, at opfordringen kun gælder de troende. Hvad angår de vantro, er de ikke blevet opfordret til gode gerninger, men til iman, og det er tydeligt blevet sagt, at deres gerninger, hvis de ikke er troende, ikke har nogen værdi; de er tomme, meningsløse og bestemt til fuldstændigt at gå til grunde.

***********

»De, der har forkastet troen, deres gerningers eksempel er som et luftspejling i ørkenen. Den tørstige tror på afstand, at det er vand; men når han når frem dertil, finder han intet.« – (Sura al-Nur: 39)

**********

»Sig: Skal Vi fortælle jer, hvem der med hensyn til deres gerninger er de største tabere? Det er dem, hvis bestræbelser er gået til spilde i det jordiske liv, mens de troede, at de gjorde noget godt. Det er dem, der har fornægtet deres Herres tegn og ikke engang anerkendt sandheden om, at de skal fremstilles for Ham. Derfor er deres gerninger blevet til intet. På Opstandelsens dag vil Vi ikke tillægge deres gerninger nogen værdi, og de vil træde ind i Helvedet. Dette er gengældelsen for, at de forkastede troen og gjorde Mine tegn og Mine sendebud til genstand for spot.« – (Sura al-Kahf: 103-106)

Det samme emne er omtalt i sura al-Ma’ida (afsnit 1), al-An’am (10), al-A’raf (17), al-Tawba (3), Hud (2), al-Zumar (7) og Muhammad (1). Og i sura al-Tawba er det tydeligt blevet sagt, at en vantro, selv om han tilsyneladende gør gode gerninger, aldrig kan være lig med en troende:

***********

“Har I da stillet dem, der giver pilgrimmene vand at drikke og holder Den Hellige Moské i stand, lige med den, der tror på Allah og den yderste dag og kæmper på Allahs vej? Disse to kan aldrig være lige hos Allah. Og Allah vejleder ikke de uretfærdige. De, der tror, udvandrer og kæmper med deres liv og ejendom på Allahs vej, har den højeste rang hos Allah. Og det er dem, der er de succesfulde.” – (Sura al-Tawba, 19-20)

Sammenfatning

Af denne drøftelse og de vers fra den ædle Koran, der er fremført til støtte for den, fremgår flere ting uden nogen som helst tvivl:

For det første: Troen er grundstenen i den islamiske livsordning. Hele denne ordnings bygning er rejst på den. Forskellen mellem vantro og islam bygger alene på den grundlæggende forskel mellem tro og ikke-tro.

For det andet: Islams første krav til mennesket er troen. Først når en person accepterer dette krav om at etablere troen, træder han ind inden for islams grænser. Og det er til dette formål, at alle islams moralske bestemmelser og sociale love og regler gælder. Den, der derimod forkaster dette krav, befinder sig uden for islams fastlagte område; ingen moralske bestemmelser og ingen sociale love eller regler gælder for ham.

For det tredje: Set fra islams synspunkt er troen selve grundlaget for handlinger. Kun den handling, der udføres på troens grundlag, er efter dens opfattelse værdifuld og betydningsfuld. Hvor dette grundlag slet ikke eksisterer, er alle handlinger derimod frugtesløse og meningsløse.

Et spørgsmål:

Nogle mennesker kan ikke indse denne betydning af troen. De siger, at der ikke er noget sådant mysterium i at antage nogle få intellektuelle læresætninger, at hele menneskeheden på dette grundlag kan opdeles i to grupper. Efter vores opfattelse er det væsentlige moral og karakter; det er på dette, forskellen mellem godt og ondt, sandt og falsk samt rigtigt og forkert beror. Den, der besidder en ophøjet moral, en ren natur og en god karakter, vil vi kalde et godt menneske og regne blandt de retskafne, hvad enten han anerkender disse læresætninger, altså islams trosforestillinger, eller ej. For den, der ikke besidder disse egenskaber, er trosforskellen mellem tro og vantro fuldstændig meningsløs. Uanset hvilken trosopfattelse han har, vil vi kalde ham ond. Ifølge dem står der derefter endnu én ting tilbage. Det er, at handlingernes betydning og værdi afhænger af troen, og at ingen handling uden tro kan betragtes som en god handling. I virkeligheden er dette et udtryk for snæversyn. At en persons moralske overlegenhed og gode handlinger skulle gå til grunde, blot fordi han har en anden opfattelse end islam med hensyn til Allah, Sendebudet, Skriften eller opstandelsens dag, kan man ikke acceptere uden noget fornuftigt bevis. Hvis islam anser en trosopfattelse for sand, kan den naturligvis udbrede den, opfordre folk til den og invitere dem til at tro på den; men hvor rimeligt kan det være at udvide spørgsmålet om tro til moralens og handlingernes område og gøre moralsk overlegenhed, ren karakter og fremragende handlinger afhængige af troen?

Ved første øjekast synes dette spørgsmål at være så vigtigt, at endog nogle muslimer, påvirket af det, er blevet rede til at revidere islams grundprincipper. Men når man har forstået troens betydning og dens forbindelse med menneskets natur og karakter, opløses denne indvending af sig selv.

Fastslåelse af spørgsmålets sandhed eller falskhed

Først og fremmest er det nødvendigt at vide, at forskellen mellem godt og ondt fra menneske til menneske grundlæggende afhænger af to forskellige grundlag. Det første er menneskets medfødte natur; dens fortrinlighed eller ringhed er ikke underlagt menneskets egen vilje. Det andet er det, man erhverver sig; om det er godt eller ondt, afhænger i virkeligheden af en god eller dårlig anvendelse af forstanden og tænkeevnen samt viljen og evnerne. Disse to ting er i menneskelivet så indvævet i hinanden gennem deres respektive virkninger, at vi ikke kan adskille dem eller deres virkningsområder fra hinanden. Men som læresætning ved vi i det mindste, at disse to grundlag for fortrinlighed og ringhed findes hver for sig i menneskets tanke- og handlingsliv. Den fortrinlighed eller ringhed, der er grundlagt i naturen, kan på grund af sin egen oprindelse ikke tillægges nogen betydning efter vurderingens målestok. Det er kun den fortrinlighed eller ringhed, der er grundlagt i det, man erhverver sig, som kan tillægges betydning.1 [1. Netop dette er udtrykt i Koranen. ************ Det vil sige, at Allah ikke pålægger nogen person ansvar for en handling, der overstiger hans formåen. Han vil høste frugten af det, han har erhvervet sig. Han vil bære ansvaret for det, han har erhvervet sig. Og den medfødte natur har Allah givet enhver, som Han har villet det. *********** Allah ved meget godt, hvilken andel den medfødte natur og det, man erhverver sig, hver især har i menneskets liv. ***********] Uanset hvor mange bestræbelser der gøres for uddannelse, gode råd, kultur og lignende, har intet af dette forbindelse med det første grundlag (det vil sige den medfødte natur), for det er umuligt at forandre dets fortrinlighed til ringhed eller ringheden til fortrinlighed. De er derimod knyttet til det andet grundlag (det, man erhverver sig). Gennem korrekt uddannelse og ordentlig træning kan man ledes mod fortrinlighed, mens man gennem mangelfuld uddannelse og fejlagtig træning kan ledes mod ringhed.

Hvad kan ifølge dette princip være den rette fremgangsmåde for den, der ønsker at lede menneskets erhvervede kræfter mod fortrinlighed og udvikle dem i denne retning? Det er at tilegne sig korrekt viden om mennesket og på grundlag af denne viden udvikle en træningsmetode for det, som er i stand til at forme dets moral og karakter (i det omfang de er forbundet med det, man erhverver sig) efter en god form. I denne forbindelse er det helt afgørende, at viden går forud for træning. Ingen fornuftig person kan benægte denne prioritering. For viden eller ilm er grundlaget for handling, og uden korrekt viden kan ingen handling være fejlfri.

Lad os nu se på viden. Én slags viden vedrører de forskellige detaljer i vores praktiske liv. Den lærer eller underviser vi i på skoler og colleges, og den er sammensat af utallige videnskaber og kunstarter. Den anden slags er den egentlige viden, som i Koranens terminologi betegnes som (******) eller den eneste viden. Den vedrører ikke vores praktiske gøremål, men snarere »os«. Dens emne er: Hvem er vi? Hvilken status har vi her i den verden, vi lever i? Hvem har skabt os og denne verden? Hvad er vores forhold til denne Skaber? Hvad kan være den rette måde for os at leve på (vejledningen og Sirat al-Mustaqim), og hvordan kan vi få kendskab til den? Hvad er målet for vores livsrejse? Af disse to former for viden er det i virkeligheden kun den anden, der kan gøre krav på at være grundlæggende. Al vores detaljerede viden er blot grene af den, og hele vores tænkning og vores handlingers rigtighed eller urigtighed afhænger af, om denne viden er fejlfri eller fejlagtig. Derfor vil ethvert system, der udformes for menneskets uddannelse og kultur, blive grundlagt på denne egentlige viden. Hvis den grundlæggende viden er korrekt og fejlfri, vil uddannelses- og kultursystemet også være rigtigt. Men hvis der findes nogen forvrængning i denne viden, vil hele uddannelses- og kultursystemet blive forvrænget som følge af den.

De trosforestillinger om Allah, englene, Skriften, sendebuddene og den sidste dommedag, som er nævnt i Den Ædle Koran, er knyttet netop til denne grundlæggende viden. Grunden til, at der med så stærke ord kræves tro på disse trosforestillinger, er, at hele islams kultur- og uddannelsessystem udelukkende er afhængigt af denne grundlæggende viden. Set fra islams synspunkt er det kun den forvaltning af menneskets erhvervede kræfter og kultur, der er grundlagt udelukkende på korrekt viden, som er en korrekt forvaltning. Det system, der er oprettet uden den egentlige viden, eller som ikke er baseret på korrekt viden, er grundlæggende fejlagtigt. Gennem det er menneskets erhvervede kræfter blevet ledt ad en fejlagtig vej. Den indsats og stræben, som mennesker bruger på disse veje, er i virkeligheden fejlagtigt anvendt, hvor korrekt den end måtte synes ved første øjekast. Dens retning er ikke rettet mod det rette mål. Den kan aldrig nå frem til succesens niveau. Derfor vil den gå til grunde, og mennesket vil ikke kunne få nogen gavn af den. Det er derfor, islam kalder sin egen vej

»Sirat al-Mustaqim« eller den lette og lige vej og kræver, at alle veje, der følges på grundlag af uvidenhed eller fejlagtig viden, forkastes:

********************************************* Og derfor erklærer islam, at alle handlinger udført af den, hvis tro ikke er ren, er frugtesløse, og at han til sidst vil forblive mislykket. *************

De trosforestillinger, som islam har fremlagt, er for den den eneste viden, den eneste sandhed, den eneste vejledning og det eneste lys. Når dette er deres sande natur, må de trosforestillinger, der står i modsætning til dem, nødvendigvis være den eneste uvidenhed, den eneste løgn, den eneste vildfarelse og det eneste mørke. Hvis islam ikke havde krævet, at man så kraftigt forkastede disse, og hvis den havde tillagt tilhængerne af disse fejlagtige trosforestillinger samme værdi som dem, der besidder den rette tro, ville den indirekte have indrømmet, at dens trosforestillinger ikke er den eneste sandhed, og at den ikke selv har fuld overbevisning om, at de er sandhed, vejledning og lys. Under sådanne omstændigheder ville det være helt meningsløst for den at fremlægge disse trosforestillinger, udvikle et system for uddannelse og kultur på deres grundlag og opfordre mennesker til at tilslutte sig dette system. For hvis den indrømmer, at andre former for viden, som er i modstrid med denne absolutte viden, er lige så rene som den, eller at det ikke gør nogen skade, hvis der slet ikke findes nogen absolut viden, bliver det helt meningsløst at fremlægge dens absolutte viden og opfordre til at tro på den. Og hvis den desuden accepterer, at mennesker også kan opnå velstand gennem det system for uddannelse og kultur, der er udviklet på grundlag af andre former for viden, som er i modstrid med denne absolutte viden, eller uden nogen absolut viden, bliver opfordringen til at følge det islamiske system fuldstændig betydningsløs.

Hvis man desuden husker den tidligere gennemgang af troens betydning, bliver det let at forstå, hvorfor islam har lagt så stor vægt på troen. Fantasiens beboere kan bygge paladser på sand, vand og endog luft. Men islam er en fornuftig religion. Den kan ikke bygge sit palads af uddannelse og kultur på et skrøbeligt grundlag. Den lægger først et solidt fundament dybt i menneskets sjæl og tænkeevne.

Oven på dette opfører den en bygning, som ikke vakler, når nogen læner sig mod den. Først indprenter den mennesket denne sandhed: Du har én Gud over dig. Han er din dommer og lovgiver overalt, både i denne verden og i det hinsidige; du kan på ingen måde undslippe Hans rige og myndighed. Intet af det, du siger, er skjult for Ham. Han har sendt profeter for at vejlede dig og gennem profeterne givet dig Skriften og shariaen. Ved at følge den kan du opnå tilfredshed hos den sande hersker, dommer og lovgiver. Hvis du handler imod Ham, vil Han, hvor hemmeligt dit oprør end måtte være, visselig gribe dig og ikke undlade at straffe dig for det. Når den har indprentet dette mærke dybt i menneskets hjerte, underviser den i en god natur og en ædel karakter. Den fastlægger reglerne og begrænsningerne for ret og uret, og netop i kraft af dette trosmæssige aftryk får den mennesker til at følge dens egen lære og adlyde dens regler og begrænsninger. Jo dybere dette aftryk er, desto mere fuldstændig bliver menneskenes efterfølgelse, desto stærkere bliver lydigheden tilsvarende, og desto stærkere bliver også kultur- og træningssystemet. Men hvis dette aftryk er svagt og overfladisk, eller slet ikke findes, eller hvis intet andet aftryk er blevet præget i sindet i stedet for det, bliver hele systemet for moralsk undervisning fuldstændig meningsløst, reglerne for ret og uret bliver helt svage og løse, og alle systemer for uddannelse og kultur forvandles til børneleg. Der er derfor ingen garanti for, at de i praksis kan etableres eller bestå. De kan være smukke, brede og højtstræbende, men hvor findes deres fasthed eller stabilitet? Det er netop dette, Koranen har beskrevet ved hjælp af en lignelse:

**************

“Har du ikke set, hvordan Allah fremfører en lignelse om det rene ord (den rette trosforestilling)? Det er som et godt træ: dets rødder står fast i jordens dyb, og dets grene rækker op mod himlen. Det bærer til stadighed frugt efter sin Herres vilje. Allah fremfører lignelser for menneskene, så de kan tage ved lære. Og lignelsen om det urene ord (den fejlagtige trosforestilling) er som et dårligt træ, der kan rykkes op med rode fra jordens overflade. Det har ingen fasthed eller styrke. Allah styrker de troende med et fast ord (en modnet tro) både i dette liv og i det hinsidige, og Han lader de uretfærdige forblive i en sådan vildfarelse. Allah gør, hvad Han vil.” – (Sura Ibrahim 24-27)

Indtil nu er der gjort et overordnet indblik i de fem bestanddele af troen. Nu må vi undersøge udførligt, hvilken trosforestilling islam fremlægger om hver af dem. Hvad er nødvendigheden af og årsagen til hver trosforestilling? Hvilken indflydelse har den på menneskets tænkeevne, og hvordan dannes og opbygges en god og solid karakter, efter at den har slået dybe rødder i menneskenes sind og hjerter?

3. Troen på Allah

Betydningen af troen på Allah

Det første og grundlæggende i islams samlede system af trosforestillinger og praksis er troen på Allah. Alle de øvrige aspekter og grene af trosforestillingerne og troen er blot forgreninger fra denne ene grundstamme. Alle islams moralske regler og sociale love henter deres styrke fra dette centrum. Kilden til og målet for alt i dette system er Allahs væsen. Grunden til, at man tror på englene, er, at de er Allahs engle. Grunden til, at man tror på profeterne, er, at de er sendt af Allah. Grunden til, at man tror på Dommedag, er, at det er den dag, Allah har fastsat til dom og regnskabsaflæggelse. De foreskrevne pligter er blevet obligatoriske, fordi Allah har fastsat dem. Gensidige rettigheder kaldes rettigheder, fordi de hviler på Allahs befaling. Det er nødvendigt at fremme det gode og modarbejde det onde, fordi Allah har påbudt det. Kort sagt er grundlaget for alt i islam – hvad enten det gælder tro eller praksis – troen på Allah. Hvis man fjerner denne ene ting, mister englene og Dommedag al betydning. Profeterne, sendebuddene og de skrifter, de har bragt, bliver ikke længere værdige til lydighed. De foreskrevne pligter, det obligatoriske, lydighed, rettigheder og så videre mister deres betydning. Befalinger, forbud og regler mister enhver bindende kraft. Kort sagt: Hvis dette ene centrum fjernes, bryder hele islams system sammen, ja, der findes ikke længere noget, der kan kaldes islam.

En udførlig forståelse af troen på Allah

Den trosforestilling, der fungerer som centrum og kraftkilde i dette omfattende ideologiske og praktiske system, er ikke blot udsagnet: »Allah den Højeste findes.« Den rummer også en fuldstændig og fejlfri forståelse af Allah den Højestes egenskaber, i det omfang mennesker overhovedet er i stand til at forstå dem. Fra denne forståelse af egenskaberne hentes en sådan kraft, at den gennemtrænger og behersker hele menneskets ideologiske og praktiske kraftkompleks. En ren anerkendelse af Skaberens eksistens er ikke i sig selv noget, der kan kaldes et særligt kendetegn ved islam. Også andre folk har på en eller anden måde anerkendt Skaberens eksistens. Det, der i virkeligheden har givet islam forrang over alle religioner og trosretninger, er, at den har fremlagt en fejlfri, fuldstændig og omfattende forståelse af Skaberens egenskaber. Desuden er denne viden blevet gjort til troens, ja selve troens grundlag, og ved dens hjælp er der blevet udført så stort et arbejde med sjælelig renselse, moralsk forbedring, organisering af handlinger, fremme af det gode, bekæmpelse af det onde og grundlæggelsen af civilisationen, at ingen religion eller noget folk i verden har kunnet udføre det.

Den korte formulering af troen på Allah – hvis mundtlige bekendelse og oprigtige tro er erklæret som den første og nødvendige betingelse for at træde ind i islam – er trosbekendelsen »La ilaha illallah«. Det vil sige at bekende med munden og tro i hjertet, at der ikke findes nogen anden ilah (herre) end det ophøjede væsen, der er kendt under navnet Allah. Med andre ord betyder det, at »guddommeligheden« (******) skal adskilles fra alle ting i universet og udelukkende tilskrives ét eneste væsen; og at alle de følelser, forestillinger, tanker, anskuelser, trosopfattelser samt den tilbedelse og lydighed, der hører til guddommeligheden (*******), skal knyttes til dette ene væsen. Denne korte trosbekendelse har tre grundelementer:

For det første: forståelsen af herredømmet (******).

For det andet: en benægtelse af det over for alle skabte ting.

For det tredje: en bekræftelse af det udelukkende for Allah.

Alt, hvad der i den ærede Koran siges om Allahs væsen og egenskaber, er i virkeligheden blot en udførlig forklaring af disse tre forhold.

For det første har den fremlagt en så fuldstændig og fejlfri opfattelse af »guddommelighed« (*****) som ingen bog eller religion i verden kan fremvise. Det er ganske vist utvivlsomt, at denne opfattelse på den ene eller anden måde findes hos alle nationer og folkeslag. Men overalt er den enten fejlagtig eller ufuldstændig. Nogle steder er »guddommelighed« (*****) blevet forstået som begyndelsen, andre steder kun som ophavet. Nogle steder er den blevet betragtet som den, der støtter styrke og magt, mens den andre steder blot er blevet et genstand for frygt og rædsel. Nogle steder er den kun et centrum for kærlighed, andre steder betyder den blot opfyldelse af behov og besvarelse af bønner. Nogle steder er den blevet vanæret gennem afguder og billeder. Nogle steder befinder Gud sig i himlen, mens Han andre steder stiger ned til verden i menneskeskikkelse. Det er alene den ophøjede Koran, der har renset og fuldkommengjort alle disse fejlagtige og ufuldstændige opfattelser. Det er denne hellige bog, der har givet guddommeligheden (******) renhed og ophøjethed. Den har fortalt os, at kun den Væren kan være »Ilah« eller Herre, som er uafhængig af alt, selvberoende og evigt levende; som har været til for evigt og vil bestå for evigt; som er den enevældige hersker og den højeste magthaver; hvis viden omfatter alt; hvis barmhjertighed og nåde er udbredt til alle; hvis magt overvinder alle; hvis visdom og forstand ikke rummer nogen mangel eller afvigelse; hvis retfærdighed ikke rummer det mindste spor af uret; som giver liv og tilvejebringer de midler, der er nødvendige for at opretholde livet. Han ejer alle kræfter, der giver godt og ondt, gevinst og tab; alle er afhængige af Hans nåde og beskyttelse; alle skabte ting vender tilbage til Ham; Han holder alle til regnskab og er den eneste, der ejer retten til at straffe og belønne. Desuden er disse egenskaber ved guddommeligheden hverken delbare eller opsplittelige, således at der samtidig skulle findes flere guder (*****), som hver især besad de nævnte egenskaber eller en del af dem. De er heller ikke noget midlertidigt eller tidsbundet, sådan at én gud på et tidspunkt besad dem og på et andet tidspunkt ikke gjorde det; og de er heller ikke noget, der kan overføres, sådan at de i dag findes hos én gud og i morgen hos en anden.

Efter at have fremlagt denne fuldstændige og rene opfattelse af guddommelighed har Koranen med sin enestående udtryksform bevist, at denne betydning ikke med rette kan tillægges noget som helst blandt verdens skabte ting og kræfter. For alle skabte ting i verden er afhængige af andre, underkastede og forgængelige. Langt fra at kunne gavne eller skade andre er de ikke engang i stand til at fjerne skade fra sig selv. Kilden til deres handlinger samt deres påvirkning og modpåvirkning findes ikke i deres egen væren; de modtager alle livskraft, handlingskraft og påvirkningskraft et andet sted fra. Derfor findes der intet i verdensaltet, som blot besidder den mindste egnethed til herredømme, eller som har ret til at modtage blot en del af vores underkastelse og lydighed.

Efter denne afvisning begrænser den guddommeligheden til én eneste Væren, hvis navn er »Allah«. Samtidig kræver den af menneskene, at de forkaster alle andre og alene tror på Ham, bøjer sig for Ham, ærer Ham, elsker Ham, frygter Ham, håber hos Ham, beder Ham om det, de ønsker, og under alle omstændigheder sætter deres lid til Ham; at de altid holder Ham i erindring; at de en dag skal vende tilbage til Ham og aflægge regnskab hos Ham, og at deres gode eller dårlige udfald alene afhænger af Hans afgørelse.

De moralske fordele ved troen på Allah

Den tro på Allah, som slår rod i menneskets hjerte sammen med denne omfattende opfattelse af guddommelighedens egenskaber, rummer så enestående fordele, at de ikke kan opnås gennem nogen anden tro eller overbevisning.

Et bredere perspektiv

Den første frugt af troen på Allah er, at den udvider menneskets perspektiv lige så meget, som Allahs grænseløse rige er vidt. Så længe mennesket ser på verden ud fra sine egne interesser, er dets blik begrænset til en snæver cirkel, inden for hvilken dets styrke og magt, viden og forstand samt ønsker og begær er begrænsede; inden for denne cirkel søger det den, der kan opfylde dets behov. Det frygter og krymper sig for de stærke, der befinder sig inden for denne cirkel, mens det udøver magt over de svage og magtesløse. Inden for denne cirkel er dets venskab og fjendskab, kærlighed og had, agtelse og foragt begrænset, og det har intet andet mål end sine personlige interesser. Men efter troen på Allah overskrider dets blik grænserne for dets eget miljø og breder sig over hele verdensaltet. Derefter betragter det verdensaltet ikke ud fra sine egne interesser, men ud fra forholdet til den ædle Herre. Nu opstår der et anderledes forhold mellem det og hver eneste ting i dette vældige univers. Nu ser det ikke længere nogen blandt dem som én, der kan opfylde dets behov, som magtfuld, skadevoldende eller gavnlig. Nu finder det ingen, der fortjener ære eller foragt, frygt eller håb. Nu bestemmes dets venskab eller fjendskab, kærlighed eller had ikke af hensyn til det selv, men af hensyn til Allah. Det bemærker, at den Allah, jeg tror på, ikke blot er Skaberen og Opretholderen af mig, min slægt eller mine landsmænd, men Skaberen af himlene og jorden og hele verdens opretholder. Hans myndighed og kongedømme er ikke begrænset til mit land; Han er himlenes og jordens Konge og hele skabningens Opretholder. Det er ikke kun mig, der tilbeder og tjener Ham; alt, hvad der findes i himlene og på jorden, har underkastet sig Ham. ************* (**********)********** Alle er optaget af at lovprise Ham, erklære Hans renhed og forkynde Hans storhed. **********************(********)******* Når han på denne baggrund betragter verdensaltet, forbliver ingen skjult for hans blik; alle træder af sig selv frem for hans øjne. Hans medfølelse, Hans kærlighed og Hans tjeneste er ikke begrænset til en cirkel, hvis grænser er fastlagt ud fra Hans personlige relationer.

Den, der derfor tror på Allah, kan aldrig have et snævert perspektiv. Hans blik er så vidt, at selv ordet »internationalisme« (Internationalism) er for snævert i hans tilfælde. Han bør snarere kaldes »horisontomspændende« og »skabelsesorienteret«.

Selvagtelse

Desuden er det netop troen på Allah, der befrier mennesket fra ydmygelse og løfter det til selvrespektens og selvagtelsens højeste trin. Så længe det ikke kendte Allah, bøjede det hovedet for enhver magtfuld ting i verden, for alt, der kunne gavne eller skade, og for enhver prægtig og vældig genstand. Det frygtede dem. Det rakte hænderne frem foran dem. Det bad dem om hjælp og håbede på deres gunst. Men da det lærte Allah at kende, indså det, at de, som det havde rakt hænderne frem imod, selv var afhængige af andre og trængende(************)-**************; de, hvis tilbedelse og lydighed det havde viet sig til, var selv blot slaver, ligesom det. :***********

De, som det havde håbet på hjælp fra, var ikke blot ude af stand til at hjælpe det; de var heller ikke i stand til at hjælpe sig selv. *************(*********)-*********** For den sande magt tilhører Allah. (************)-*************** Han alene er hersker, lovgiver og den, der befaler. (*************)-************** Ud over Ham findes der ingen hjælper, beskytter eller støtte. *********** Hjælpen kommer alene fra Ham.

****(************)-************ Han alene er forsørgeren. (**************)-**************** Himlens og jordens nøgler er i Hans hånd. *************(*********)-***** Han alene giver liv og død; uden Hans tilladelse kan ingen dræbe nogen eller give nogen liv. *************

Den egentlige magt til at gavne og skade er alene i Hans besiddelse. *************

Når han har opnået denne viden, bliver han frigjort fra alle verdens magter, ubekymret og frygtløs. Han bøjer ikke hovedet for nogen magt ud over Allah. Han rækker ikke hænderne frem foran nogen anden end Allah. Han nærer ikke i sit hjerte nogen andens overlegenhed eller storhed end Allahs. Han beder ikke til eller håber hos nogen anden end Allah.

Ydmyghed og beskedenhed

Men denne selvrespekt er ikke en falsk selvrespekt, som han har opnået gennem sin styrke, rigdom, kunnen eller begavelse. Denne selvagtelse er heller ikke den slags selvagtelse, der kan opstå hos et vildledt menneske på grund af stolthed og hovmod. Den er derimod resultatet af en korrekt forståelse af forholdet mellem ham selv, Allah og hele skaberværket. Derfor opstår der blandt dem, der tror på Allah, en uadskillelig forbindelse mellem selvrespekt og ydmyghed samt mellem selvagtelse, beskedenhed og mildhed. Han ved, at jeg er fuldstændig hjælpeløs over for Allahs magt og myndighed. *********** Det står hverken i min eller noget andet væsens magt at træde ud af Allahs myndighed. ************** Hvad er jeg overhovedet? Hele universet er afhængigt af Allah, mens Allah er uafhængig og ikke afhængig af nogen. *********** Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører Allah. *********** Og alt det af nåde og ejendom, som jeg har fået, har jeg også fået fra Allah. Hvor kan der efter en sådan tro være plads til stolthed og hovmod? Troen på Allah har netop som uundgåelig frugt, at den gør mennesket ydmygt fra top til tå.

************

»Den Nådige Guds særligt udvalgte tjenere er de, der vandrer ydmygt på jorden, og når uvidende mennesker henvender sig til dem med uvidende tale, går de bort med fredshilsen.« – (Sura al-Furqan: 63)

Udryddelsen af falske forhåbninger

En anden fordel ved en korrekt forståelse af forholdet mellem Skaberen og skaberværket er, at alle falske forhåbninger og al falsk tillid, som skyldes uvidenhed, dermed ophører. Samtidig forstår mennesket fuldt ud, at der for det ikke findes nogen anden vej til frelse og lykke end en korrekt tro og gode handlinger. De, der derimod er berøvet denne forståelse, mener nogle, at der findes mange små guder, som tager del i Allahs gerning; vi vil smigre dem og få dem til at gå i forbøn for os. ************ Nogle mener, at Allah har en søn, og at denne søn har sonet for os og sikret os retten til frelse. Andre tænker, at vi selv er Allahs sønner og hans yndlinge. ************ Uanset hvad vi gør, kan vi ikke blive straffet.

Mange sådanne falske forhåbninger holder bestandigt mennesker fanget i synd og syndens onde cirkel. For de bliver, fordi de stoler på dette, ligeglade med selvrenselse og forbedring af deres handlinger. Men i den tro på Allah, som Koranen lærer, er der ikke plads til falske forhåbninger. Den siger, at ingen nation eller noget folk har et særligt forhold til Allah. Alle er Hans skabninger, og Han er alles Skaber. Al storhed og udmærkelse afhænger af taqwa. Allah har hverken et barn eller nogen partner eller hjælper. De, som I anser for at være Hans børn eller partnere, er alle Hans tjenere og slaver.(Arabisk*****)Ingen har mod til at gå i forbøn uden Hans tilladelse.(Arabisk*****)Hvis I er ulydige, vil ingen forbeder eller hjælper kunne redde jer fra Hans greb.(Arabisk*****)

Håb og sindsro

Samtidig skaber troen på Allah en sådan håbefuld indstilling i mennesket, at den under ingen omstændigheder besejres af fortvivlelse og modløshed. For den troende er troen i sandhed et uudtømmeligt forråd af håb og længsler, hvorfra han bestandigt henter varig og uafbrudt indre styrke og åndelig fred. Selv hvis alle verdens døre lukkes for ham, hvis han berøves alle midler og hjælpemidler, og disse ét efter ét forlader ham, forlader støtten fra den ene Allah ham aldrig. I tillid til Ham forbliver han altid opfyldt af håb og forventning. For Allah, som han har troet på, har sagt: »Jeg er jer meget nær, og Jeg hører jeres bøn.«(Arabisk*****)Frygt ikke uretfærdighed fra Mig, for Jeg er ikke uretfærdig.(Arabisk*****)Håb snarere på Min barmhjertighed, for Min barmhjertighed omfatter alt.(Arabisk*****)Kun den, der ikke tror på Mig, fortvivler over Min barmhjertighed.(Arabisk*****)For den troende er der derimod ingen plads til fortvivlelse. Hvis han begår en synd, skal han bede Mig om tilgivelse, så vil Jeg tilgive ham.(Arabisk*****)Andetsteds:(Arabisk*****)Hvis verdens midler ikke hjælper ham, skal han opgive at stole på dem og holde fast ved Mig; derefter vil frygt, rædsel og bekymring ikke komme nær ham. Ihukommelsen af Mig er(Arabisk*****)det, hvorved menneskets hjerte finder stabilitet og fred.(Arabisk*****)

Tålmodighed, standhaftighed og tillid(Arabisk*****)

Desuden udvikler dette håb sig og løftes til tålmodighedens, standhaftighedens og tilliden til Allahs højeste tinder, hvor den troendes hjerte bliver fast og urokkeligt som en hård klippegrund. Selv om alle verdens farer, fjendskaber, sorger, lidelser, tab og modsatrettede kræfter forenes, kan de ikke rokke ham fra hans plads. Denne styrke kan mennesket ikke opnå på nogen anden måde end gennem troen på Allah. For den, der ikke tror på Allah, støtter sig til materielle eller indbildte midler, som i virkeligheden ikke besidder nogen styrke. Den, der er afhængig af sådanne midler, klamrer sig i sidste ende til et edderkoppespind.(Arabisk*****)Den, hvis liv afhænger af et så svagt holdepunkt, er nødt til at blive svag.(Arabisk*****)Men den, der stoler på Allah og holder fast ved Allah, har et så stærkt holdepunkt, at det aldrig kan knuses.(Arabisk*****)Sammen med ham er Verdenernes Herres uovervindelige styrke; hvilken kraft kan få overtaget over den? Selv hvis alle verdens ulykker og prøvelser forenes, kan de ikke bringe ham bort fra hans tålmodighed, standhaftighed, beslutsomhed og fasthed. For efter hans opfattelse kommer alt godt og ondt fra Allah.(Arabisk*****)Alt, hvad der kommer af ulykker og prøvelser, kommer i overensstemmelse med Allahs fastsatte bestemmelse, og ingen andre end Allah kan udsætte det.(Arabisk*****)

Den overmenneskelige styrke, hvormed profeterne har mødt frygtelige farer i verden, kæmpet alene mod store imperier og mægtige folk, sat sig for at erobre verden uden jordiske hjælpemidler og fortsat deres mission selv midt i farernes voldsomme storme, er styrken fra sabr og tawakkul, det vil sige tålmodighed, standhaftighed og tillid. Se for eksempel profeten Ibrahims livshistorie. Han diskuterede med den tyranniske hersker i sit land, sprang frygtløst ind i ilden og forlod til sidst(Arabisk******)landet uden nogen som helst mulighed eller støtte. Se på samme måde profeten Huds livshistorie. Hvordan udfordrede han Ad-folkets enorme styrke!

(Arabisk*****************************)

»Læg alle jeres planer sammen mod mig, og giv mig ingen frist. Jeg har sat min lid til Allah, som er min og jeres Herre. Der findes intet levende væsen, hvis pandehår ikke er i Hans hånd.« – (Sura Hud: 55-56)

Se på samme måde profeten Musas livshistorie. Han mødte Faraos enorme styrke med tillid alene til Allah. Da Faraon truede ham med at dræbe ham, svarede han: »Jeg har søgt tilflugt hos Ham mod enhver hovmodig, Ham som er både min og din Herre.«(Arabisk******)Da han forlod Egypten, forfulgte Faraon ham med hele sin hær. Hans frygtsomme folk blev bange og sagde, at fjenderne havde omringet dem.(Arabisk*****)Men han svarede med den største sindsro: »Slet ikke! Allah er med mig; Han vil lede mig til fred og sikkerhed.«(Arabisk*******)Se til sidst på Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham). Under hijraen søgte han tilflugt i en bjerghule. Kun én ven var sammen med ham. De blodtørstige vantro var nået helt frem til hulens indgang. Men selv da viste han ingen uro. Tværtimod sagde han til sin ledsager:(Arabisk******)»Vær slet ikke bange, Allah er med os.« Hvordan skulle en sådan uovervindelig styrke, en sådan stålhård beslutsomhed og en sådan bjergfast ro kunne opnås på nogen anden måde end gennem troen på Allah?

Tapperhed

På tilsvarende måde frembringer troen på Allah i usædvanlig grad en anden egenskab: mod, frygtløshed, mandighed og tapperhed. To ting gør mennesket fejt og kujonagtigt. Den første er kærligheden til ens eget liv, familie og ejendom. Den anden er frygt, som udspringer af den fejlagtige tro, at den egentlige kraft til skade, tab og ødelæggelse ligger i de ting, der bruges som våben. Troen på Allah fjerner begge disse ting fra menneskets hjerte. I den troendes årer strømmer overbevisningen om, at Allah er Den, der mere end nogen anden fortjener kærlighed.(Arabisk********)Det fæstner sig i hans sind, at rigdom og børn blot er denne verdens pryd; det er uundgåeligt, at de før eller siden går til grunde. Det, der aldrig går til grunde, og som er varigt og uforgængeligt, er det, man modtager fra Allah.(Arabisk*******)Livet i denne verden varer kun nogle få dage; selv om vi gør hundredtusinder af anstrengelser for at bevare det, er det sikkert, at døden en dag vil komme.(Arabisk********)

Hvorfor skulle vi da ikke ofre dette forgængelige liv for det glædelige og lykkelige liv, som vil blive givet af Allah?(Arabisk******)

Vil vi ikke vie verdens flygtige glæder og midlertidige interesser til at opnå tilfredshed hos Allah, som er den sande ejer af vores liv og ejendom – og som til gengæld kan skænke os et bedre liv og endnu større velstand?

(Arabisk******************)

Dernæst kommer spørgsmålet om frygt. Den troende er blevet lært, at den egentlige kraft til at skade og ødelægge ikke findes hos mennesker, dyr, ammunition, sværd, træ eller sten, men ligger i Allahs absolutte magts hånd. Selv hvis alle verdens kræfter forenes for at skade nogen, og Allah ikke har tilladt det, kan ikke så meget som et hår på hans hoved krumme sig.(Arabisk*****)Ingen kan dø, før det tidspunkt for døden, som Allah har fastsat, er kommet. ***** Og når det fastsatte tidspunkt for døden først er kommet, kan den heller ikke udsættes af nogens undskyldninger.(Arabisk*****)Når sagen forholder sig sådan, bør man derfor frygte Allah snarere end mennesker.(Arabisk****)Han er i sandhed den eneste, som det er ens pligt at frygte.(Arabisk****)Det er mennesker uden tro i hjertet, der tøver med at kæmpe på Allahs vej, for de frygter mennesker mere end Allah.(Arabisk***)Den, der derimod er en sand troende, bliver ikke mere bange, når han ser fjenden, men endnu modigere og mere frygtløs, fordi han ikke stoler på nogen jordisk magt, men på Allah. Det siges i Sura آل عمران:(Arabisk****)

Tilfredshed med lidt og indre tilfredshed

Denne tro på Allah fjerner den foragtelige tilbøjelighed til begær, grådighed, misundelse og had fra menneskets hjerte; en tilbøjelighed, der får det til at anvende lave og ulovlige metoder for at fremme egne interesser og bringer fordærv over det menneskelige samfund. Sammen med troen opstår der tilfredshed med lidt og indre tilfredshed i mennesket. Det konkurrerer eller kappes ikke med andre mennesker. Det skynder sig aldrig med at gengælde undertrykkelse og uretfærdighed. Det søger altid sin Herres nådegaver og goder ad ærefulde veje; og hvad end det får, lidt eller meget, tager det imod som en gave fra Allah og bøjer sig taknemmeligt for den. Den troende er blevet lært, at overlegenhed og forrang ligger i Allahs hånd; Han giver dem til hvem, Han vil.(Arabisk************************)Forsørgelsen ligger i Allahs hånd; Han giver den i det omfang, Han vil.(Arabisk************)Statsmagten og regeringsmyndigheden er under Allah den Almægtiges kontrol; Han gør hvem, Han vil, til hersker.(Arabisk***********)Rigdom og ære ligger i Hans hånd; Han ærer hvem, Han vil, og ydmyger hvem, Han vil.(Arabisk************)At nogle får mere og andre mindre af verdens ære, rigdom, magt, skønhed, berømmelse og andre nådegaver og goder, er fastlagt af Allah. Allah kender selv bedst det rette og vise i sine handlinger. Det er hverken passende for mennesker at forsøge at ændre den ordning, Han har fastsat, eller er der nogen udsigt til, at et sådant forsøg vil lykkes.(Arabisk*************)

Forbedring af moralen og disciplinering af handlinger

Det er samfundslivet, der får størst gavn af troen på Allah. Gennem den vækkes ansvarsfølelsen blandt samfundets medlemmer. Der skabes renhed i deres sjæle og gudfrygtighed i deres handlinger. Deres indbyrdes omgang og handel bliver sund og ren; bevidstheden om at adlyde loven vækkes; evnen til lydighed, mådehold og disciplin udvikles, og menneskene bliver gennem en voldsom usynlig kraft indvendigt rensede og lutrede, så de bliver egnede til at opbygge et retfærdigt og sammenhængende samfund. Dette er i virkeligheden troen på Allahs overnaturlige kraft (miraklet), og det er netop derfor, den er bestemt. Ingen verdslig magt, uddannelse eller prædiken og formaning kan udføre arbejdet med at forbedre moralen og etablere disciplin i handlingerne så omfattende og på et så dybt grundlag. De verdslige magters rækkevidde når ikke sjælen, men kun kroppen; og selv over kroppen har de ikke kontrol overalt og til enhver tid. Uddannelse, undervisning, prædikener og formaningers indflydelse når også kun forstanden og drifterne; ikke alene forbliver de selv ikke altid fri af deres indflydelse, de formår heller ikke at forhindre, at forstanden besejres og formørkes. Tro er noget, der med hele sin reformerende og organiserende kraft når ind i menneskets hjerte og sjæls dybeste egne. Dér fremkalder den en stærk og bevidst samvittighed, som altid og overalt fortsætter med at vise mennesket den enkle og lige vej til gudsfrygt og lydighed. Selv hos de mest fordærvede drifter undlader den ikke at efterlade nogen virkning af sin irettesættelse og bebrejdelse.

Denne usædvanlige gavn opnås alene gennem overbevisningen om Allahs magt, som er en uundværlig del af troen. Forskellige steder i Den Ædle Koran er mennesket blevet advaret om, at Allahs viden omfatter alle ting, og at intet kan forblive skjult for Ham.

(Arabisk**************)

Øst og vest tilhører Allah; hvor I end vender jeres ansigter, dér er Allah til stede. Sandelig, Allah er altomfattende og alvidende.

(Arabisk***************)

»Uanset hvor I befinder jer, vil Allah kalde jer alle til sig; sandelig, Allah har magt over alle ting.«

(Arabisk*************)

Sandelig, intet i himlene eller på jorden er skjult for Allah. – (Sura Âl ʿImrân: 5)

(Arabisk**************)

»Hos Ham findes nøglerne til det skjulte; ingen kender det undtagen Ham. Han ved alt, hvad der er på land og i havet. Ikke så meget som et blad falder, uden at Allah ved det. Og der findes ikke et eneste korn i jordens dybeste mørke, ej heller noget tørt eller vådt, som ikke er nedskrevet i en klar Bog.« – (Sura al-Anʿâm: 59)

(Arabisk************)

”Vi har skabt mennesket, og Vi ved, hvilke tanker der opstår i hans nafs. Vi er ham nærmere end hans halspulsåre.” – (Sura Qaf: 16)

(Arabisk***********)

”Der foregår ingen hemmelig samtale mellem tre personer, uden at Allah er den fjerde, og der foregår ingen hemmelig samtale mellem fem personer, uden at Allah er den sjette. På samme måde er der ingen forsamling af færre eller flere personer, uden at Han er med dem – hvor de end måtte være.” – (Sura al-Mujadila: 7)

(Arabisk************)

”De kan skjule sig for mennesker, men de kan ikke skjule sig for Allah, som stadig er med dem, når de om natten taler sammen imod Hans velbehag. Og Allah omfatter alt, hvad de gør.” – (Sura an-Nisa: 108)

(Arabisk************)

”Ved de ikke, at Allah har kendskab til alt, hvad de gør, i det skjulte og åbenlyst?” – (Sura al-Baqarah: 77)

(Arabisk***********)

“To overvågende engle sidder på hver sin side, til højre og til venstre, og holder opsyn; intet ord kommer ud af munden, uden at der er en vogter rede til at nedskrive det.” – (Sura Qaf: 17-18)

(Arabisk***********)

“Hvad enten nogen blandt jer taler i hemmelighed eller højt, skjuler sig i nattens mørke eller færdes i dagens lys, er der både foran ham og bag ham udpeget vogtere fra Allah, som i overensstemmelse med Allahs befaling holder øje med hans bevægelser.” – (Sura Ar-Ra‘d: 10-11)

Samtidig er denne overbevisning blevet indprentet dybt i menneskets sind, at det en dag uden tvivl må fremstilles for Allah(Arabisk***********) og aflægge regnskab for hver eneste ting. (Arabisk*****************) Allah den Ophøjedes greb er særdeles hårdt. (Arabisk**************)

Det er netop denne overbevisning, som man på forskellig vis har forsøgt at indprente i menneskets sind, der i virkeligheden udgør den virkende kraft i hele islams lovsystem. De grænser mellem haram og halal, som islam har fastsat, og de regler, den har givet med hensyn til moral, social omgang og indbyrdes handel, er i deres gennemførelse ikke afhængige af soldater, politi, undervisning eller gode råd; de får derimod deres virkende kraft fra overbevisningen om, at den, der håndhæver dem, er en almægtig hersker, hvis viden og magt omfatter alt. Den, der overtræder Hans befalinger og forbud, er hverken i stand til at skjule sin forbrydelse eller til på nogen måde at beskytte sig mod Hans afhøring. Derfor er der forskellige steder i Den Ædle Koran, efter at regler og befalinger er blevet nævnt, blevet fremsat denne advarsel: Dette er de særlige grænser, som Allah den Ophøjede har fastsat; pas på, og overskrid dem ikke. (Arabisk***************) Husk, at Allah ser alt, hvad I gør. (Arabisk************)

4. Troen på englene

Formålet med troen på englene

Troen på englene er i virkeligheden fuldendelsen af troen på Allah og blot dens nødvendige følge. Formålet er ikke blot at anerkende englenes eksistens; det egentlige mål er at forstå deres rette plads i verdensordenen, så troen på Allah grundfæstes på ren tawhid og frigøres fra enhver blanding af shirk og tilbedelse af andre end Allah.

Som det allerede er blevet sagt, findes der i alle folkeslag og religioner i en eller anden form en nogenlunde forestilling om englene. På grundlag af denne forestilling har forskellige religioner opbygget forskellige trosbygninger. Ifølge nogle er englene naturens børn og sådanne kræfter i naturen, som styrer verdensordenens forskellige grene. Ifølge andre er de guder, hvoraf hver især står i spidsen for en afdeling af verdensfabrikken: én hersker over vinden, én over regnen, én over lyset, én over varmen og én over ilden. Nogle tror, at de er Allahs repræsentanter og hjælpere. Nogle opfatter dem som mangfoldighedens ophav; andre mener, at de blot er bevidsthed; atter andre anser dem for blot at være Allahs fantasi. Og nogle betragter dem som Allahs børn.

Nogle tror desuden på, at de har materielle kroppe. Nogle har betragtet dem som abstrakte og ukropslige. Nogle har identificeret dem med lysende stjerner og bevægelige himmellegemer. Andre har dannet sig andre forunderlige forestillinger om dem. Kort sagt er den almindelige forestilling blandt religionernes grundlæggere om englene, at de på en eller anden måde er meddelagtige i Allahs guddommelighed. Derfor er der blevet bedt til dem; de er blevet kaldt dem, der opfylder behov, hører klager og går i forbøn. Og det er grunden til, at shirk har så stærkt et herredømme i verden.

Englenes plads i verdensordenen: Koranen har på den ene side fastslået en ren og fuldkommen tawhid med hensyn til Allahs eksistens, egenskaber og handlinger, og på den anden side fremlagt en korrekt og ren forestilling om englene for for bestandigt at lukke døren til shirk. Koranen har ikke behandlet englenes hemmelighed, fordi en sådan drøftelse er ganske overflødig og uden noget egentligt indhold. Den rummer ingen nytte for mennesket, og mennesket er heller ikke i stand til at forstå den. Det afgørende spørgsmål i denne forbindelse var, hvilken plads englene har i verdensordenen. Den ædle Koran har givet et særdeles klart svar på dette spørgsmål. Det er blevet sagt, at englene ikke er Allahs børn og heller ikke meddelagtige i Hans gerninger, men blot Hans tjenere og slaver.

(Arabisk***************)

»De vantro sagde: ’Den Barmhjertige har taget sig en søn.’ Hellig er Han. De er blot Hans ærede tjenere; de går ikke foran Ham i tale. De gør kun det, Han befaler dem. Han ved alt, hvad der er foran dem, og hvad der er bag dem. De går kun i forbøn for den, som Han er tilfreds med.« – (Sura al-Anbiya: 26-28)

De er administratorer eller embedssekretærer (Arabisk*******). Det vil sige, at de kun administrerer de opgaver, som Allah betror dem. At være meddelagtige i guddommeligheden er helt udelukket; de har ikke engang så meget magt, at de kan få et blad til at bevæge sig. Deres opgave er kun at tilbede, tjene og adlyde. De ophører ikke et eneste øjeblik med bøn og recitation af deres litani, men tilbringer hvert eneste øjeblik med at lovprise og hellige deres Herre.

(Arabisk*************)

»Lynet lovpriser Ham og forkynder Hans hellighed, og englene forkynder Hans hellighed i ærefrygt. (Sura ar-Raʿd: 13)

»Alt, hvad der er i himlene, og alt, hvad der bevæger sig på jorden, bøjer sig i prostration for Allah. Englene gør heller ikke oprør eller er ulydige; de frygter deres ophøjede Herre og udfører den befaling, de får.« – (Sura an-Nahl: 49-50)

(Arabisk*************)

»Alt, hvad der er i himlene og på jorden, og alt, hvad der er hos Ham, tilhører Ham. De (englene) er Hans

tjeneste lydige; de bliver ikke trætte, men er dag og nat optaget af at lovprise Ham og viser aldrig sløvhed.« – (Sura al-Anbiya: 19-20)

(Arabisk*************)

»De overtræder aldrig det, Allah har befalet dem, og de udfører kun den befaling, de får.«

Der er ikke plads til shirk i denne opfattelse. For de væsener, som man kunne have forestillet sig som guddommelige, har vist sig at være underordnede og lydige tjenere ligesom os. Hvem andre end Allah kan da være centrum for vores tilbedelse, underkastelse og lydighed, vores bønner om hjælp og vores tillid?

Menneskets og englenes relative rang: Det er imidlertid ikke det hele. Den Ædle Koran går videre og redegør også for menneskets og englenes relative rang, så mennesket fuldt ud kan forstå sin egen rang i forhold til dem. Hvor Allahs ord omtaler skabelsen af Adam, bliver dette også gjort helt klart. Da Allah den Almægtige ophøjede det første menneske, Adam (fred være med ham), til stedfortræderens rang, befalede Han englene at kaste sig ned for ham, og alle undtagen Iblis kastede sig ned for ham. (Al-Baqara: 4; Al-A’raf: 2; Bani Isra’il: 7; Al-Kahf: 7; Ta-Ha: 7; Sad: 5) Englene hævdede, på grundlag af deres lovprisning og forherligelse, at de var Adam (fred være med ham) overlegne. Da afviste Allah den Almægtige deres påstand og beviste gennem en prøve, at Han havde givet Adam (fred være med ham) større viden end dem. Iblis erklærede det materiale, han var skabt af, for målestokken for overlegenhed og nægtede derfor at anerkende den høje rang, som Adam (fred være med ham) havde, og at bøje sig i tilbedelse for ham. Derfor blev han for evigt fordrevet fra Allahs nærhed og gjort vildfaren.

Dette vækker på den ene side menneskets selvrespekt og samler på den anden side hele dets trang til tilbedelse omkring tilbedelsen af Allah. Heraf fremgår det, at ingen i universet er mennesket overlegen bortset fra Allah den Almægtige. Selv om englene er ærede tjenere(Arabisk*******)og har forrang frem for alle andre skabninger, har de også bøjet sig i tilbedelse for mennesket. Hvem andre end Allah, den eneste vise, som hjælper mennesket og hører dets bønner, kan da være værdig til menneskets tjeneste og tilbedelse?

Når troen på englene således grundfæstes på fejlfri guddommelig viden og visdom, bliver troen på Allah også helt oprigtig, ren og hellig.

Det andet formål med troen på englene

Den Ædle Koran nævner endnu en af englenes fortrin. Det er, at Allah den Almægtige gennem dem sender Sit budskab og Sine bestemmelser til profeterne. Og gennem dem sørger Han for, at dette budskab når profeterne rent og uden nogen form for forfalskning, tvivl eller gætteri. For det første er disse engle selv lydige og retskafne af natur. De er frie for og rene fra alle onde tilbøjeligheder og al selviskhed. De frygter Allah og adlyder uden tøven Hans befalinger. Derfor tilføjer eller trækker de ikke selv noget fra det budskab, der sendes gennem dem. For det andet er de så mægtige, at ingen satanisk kraft så meget som i mindste grad kan gribe ind i deres overbringelse og vogtning af dette budskab. Dette er også beskrevet forskellige steder i Den Ædle Koran:

(Arabisk**************)

»Det står nedskrevet i ærede, ophøjede og rene skrifter, som er nedskrevet af højt agtede og fromme skrivere.« – (Sura Abasa: 13-16)

 (Arabisk**************)

“Dette er sandelig en beskrivelse af en æret engel, som er meget stærk og højt anset hos Ham, der er Tronens Herre, lydig og troværdig.”

(Arabisk***************)

“Han (Allah) kender det usete. Han åbenbarer ikke sit usete for nogen, undtagen for en udsending, som Han har udvalgt. Derefter udpeger Han vogtende engle omkring ham, for at det kan blive fastslået, at budbringerne har videregivet deres Herres budskaber korrekt. Og Allah omfatter dem, og Han holder tal på alting.” – (Sura al-Djinn: 26-28)

****************

“Den Hellige Ånd har bragt det ned fra din Herre med sandhed.” – (Sura an-Nahl: 102)

****************

“Dette er sandelig en Bog, som er åbenbaret af alle verdeners Herre, og som den betroede Ånd er steget ned med.” – (Sura ash-Shu’ara: 192-193)

***************

»Sandelig, denne ærefulde Koran er nedskrevet i et skjult skrift. Ingen andre end de rene (engle) kan røre den. Den er åbenbaret fra al-‘Alamīns Herre.« – (Sura al-Wāqiʿa: 77-80)

Heraf blev det klart, at troen på englene ikke blot er nødvendig for troen på Allah, men også for troen på Skriften og troen på Sendebudet. Kort sagt betyder troen på englene, at vi må anerkende det medium, hvorigennem Allahs ord når frem til Sendebudet, som troværdigt og pålideligt. Troen på dette ord og på de profeter, der viderebringer det, kan ikke være fuldkommen, før vi fuldt ud tror på det medium, der danner forbindelsen mellem Allah og Hans profeter.

Det tredje formål

Desuden er endnu en rang, som englene har, beskrevet i den ædle Koran. Det er, at de er tjenere i Allah den Højestes rige. De engle, som Allah den Højeste lader forvalte hele verdensordenen gennem, er disse tjenere. Den rang, som embedsmændene (Services) har i denne verdens stater, er nøjagtig den samme rang, de har i Allahs rige. Gennem dem sender Han straf over nogle og barmhjertighed over andre. Han tager nogle menneskers liv og giver andre livet. Nogle steder lader Han regnen falde, andre steder lader Han hungersnød sænke sig. De nedskriver hvert menneskes handlinger, ord og tanker og holder øje med enhver aktivitet. Så længe mennesket handler inden for den frist, Allah har givet det, bliver disse tjenere ved med, efter Allahs befaling, at bistå det og udføre alle dets opgaver, selv om de er fuldt bekendt med alt godt og ondt ved det. Men så snart dets tjenestetid er forbi, ophører den forvaltning, som hidtil blev udført for det. Den vind, hvis kraft engang holdt mennesket i live, ødelægger pludselig dets beboelse. Det vand, som mennesket lever af, drukner det pludselig. Den jord, hvor mennesket bor trygt som i sin mors favn, tilintetgør det pludselig med et eneste ryst. Der er blot en enkelt befaling, der skal forsinkes; så snart den kommer, lægger kaliffens nærmeste ordonnans straks håndjern på ham. Dette billede er blevet tegnet meget tydeligt forskellige steder i den ædle Koran.

I dette perspektiv er troen på englene en nødvendig del af troen på Allah. Det betyder, at mennesket må anerkende både verdensherskeren og Hans tjenere. Ellers kan mennesket hverken forstå sin egen rang (Position) korrekt i dette enorme rige eller handle med fuld bevidsthed om denne rang.

5.

Troen på Sendebudet

Profetismens betydning

Efter tawhid er islams anden grundlæggende troslære profetskabet (risāla). Ligesom tawhid er den sande religion hvad angår tro, er profetskabet den sande religion hvad angår lydighed. Ordet profetskab (risāla) betyder sprogligt profetvirksomhed eller budbringer. Den person, der bringer den enes budskab til en anden, kaldes en profet (rasul) eller budbringer. I islamisk terminologi kaldes den, som bringer Allahs budskab til Hans tjenere og leder dem på den rette vej i overensstemmelse med Allahs befaling, imidlertid en profet. Derfor bruges ordet ‘vejleder’ også i Koranen om en profet eller et sendebud(Arabisk******)Det vil sige, at han ikke blot overbringer budskabet, men også leder mennesker ad den lette og lige vej.

Allah har også udpeget en vejleder i menneskets indre. I lyset af den guddommelige inspiration skelner denne mellem gode og onde tankemønstre samt mellem forkerte og rigtige handlinger og viser mennesket den lige vej i tanke og handling. Som det siges:

(Arabisk************)

“Ved menneskets natur og ved Ham, som har formet den harmonisk. Derefter indblæste Han dets syndighed og gudfrygtighed i den. Sandelig, lykkedes den, der rensede sin nafs, og mislykkedes den, der undertrykte den.” – (sura ash-Shams: 7-10)

Men eftersom denne vejleders anvisninger ikke er tydelige, og eftersom talrige indre og ydre kræfter er knyttet til den for at tiltrække mennesket til onde handlinger, kan denne naturlige vejleders alene anvisninger ikke være tilstrækkelige for mennesket til at finde sandhedens lige vej blandt verdens utallige krumme veje og vandre trygt ad den. Derfor har Allah den Ophøjede udefra afhjulpet denne mangel. Han har sendt Sine profeter til menneskene, så de i lyset af guddommelig viden og visdom kan hjælpe denne indre vejleder. Og den uklare glans fra den naturlige inspiration, som svækkes under uvidenhedens og vildledende kræfters pres, gør de tydelig ved hjælp af strålende tegn.

Dette er det egentlige grundlag for profetskabet. Dem, der er blevet udvalgt til denne ære, har Allah den Ophøjede skænket en enestående viden og indsigt. Ved dens hjælp har de, ikke på grundlag af gæt, formodninger eller fantasier, men på grundlag af sikker viden, forstået betydningen af sådanne spørgsmål, som almindelige mennesker er uenige om. Desuden har de ved hjælp af denne indsigt fejlfrit genkendt sandhedens lige og klare vej blandt verdens krumme veje.

Forskellen mellem profeter og almindelige ledere

Mennesker har i alle tider anerkendt nødvendigheden af ydre lederskab. Ingen har nogensinde hævdet, at det for mennesket er tilstrækkeligt blot at følge anvisningerne fra den indre vejleder. Forfædre, fornemme personer fra slægt, stamme og nation, lærde lærere, religiøse ledere, politiske ledere, samfundsreformatorer og andre mennesker, hvis forstand blev anset for pålidelig, opnåede ofte status som vejledere og blev fulgt. Men det, der giver en profet forrang frem for andre ledere, er ‘guddommelig viden’. Andre ledere besidder ikke guddommelig viden. De danner kun deres meninger og træffer beslutninger på grundlag af gæt, formodninger og fantasier. Deres egne begær blander sig også i disse meninger og beslutninger. Derfor indeholder de trosforestillinger og love, som de udformer, en blanding af både sandt og falsk. Deres fastlagte vej er aldrig fuldstændig sand. Det er denne dybe sandhed, som Koranen gentagne gange har advaret imod:

(Arabisk**********)“Det, de følger, er ikke andet end formodning og begærets lyster.” – (Sura an-Najm: 23)

“De har ingen virkelig viden; de følger blot gætterier og formodninger. Og formodningens natur er, at den på ingen måde opfylder sandhedens krav.” – (Sura an-Najm: 28)

(Arabisk**************)

“Men de uretfærdige fulgte deres begærs lyster uden nogen form for viden.” – (Sura ar-Rum: 29)

(Arabisk**************)

“Blandt menneskene er der en, som i hovmod vender sig bort og strides om Allah uden nogen form for viden, vejledning eller en lysende Bog, for at kunne føre (menneskene) bort fra Allahs vej.” – (Sura al-Hajj: 8-9)

(Arabisk************)

“Hvem er mere vildfarende end den, der følger sit eget begær i stedet for den vejledning, der er kommet fra Allah?”

På den anden side gives profeten eller sendebudet »viden« fra Allah. Hans ledelse drives ikke af formodninger og begærets lyster; derimod leder han menneskene ad den rette vej, som han klart og tydeligt kan se i lyset af den viden, Allah har givet ham. Derfor nævnes det overalt i Koranen, hvor profeterne siges at være blevet ophøjet til profetisk sendebud, også at de er blevet givet »viden«. Som eksempel blev profeten Ibrahims (fred være med ham) profetiske kald bekendtgjort således:

(Arabisk*************)

»Kære fader! Tro mig, der er kommet viden til mig, som ikke er kommet til dig. Følg mig derfor, så vil jeg lede dig ad den rette vej.« – (Sura Maryam: 43)

Om profeten Luts (fred være med ham) modtagelse af profetembedet berettes det således:

(Arabisk**************)

»Vi gav Lut dømmekraft og viden.« – (Sura al-Anbiya: 74)

Om profeten Musa (fred være med ham) berettes det:

(Arabisk**************)

“Da han nåede fuld modenhed og blev et fuldkomment menneske, gav Vi ham dømmekraft og viden.” – (Sura al-Qasas: 2)

Også beretningen om, at Hazrat Dawud (a.s.) og Sulaiman (a.s.) blev tildelt profetembedet, nævnes på denne måde:

(Arabisk**************)

“Hver af dem gav Vi visdom og viden.”

Om den sidste profet, Hazrat Muhammad (s.a.w.), blev der sagt:

(Arabisk**************)

“Hvis du, efter at have modtaget viden, følger deres begær, vil du ikke have nogen beskytter eller hjælper fra Allah, som kan beskytte dig.” – (Sura al-Baqarah: 120)

Profetembedets status: Efter at have belyst profetens overlegenhed og særpræg i sammenligning med almindelige ledere bør vi nu rette vores opmærksomhed mod de principielle spørgsmål om profetembedet, som Koranen fremlægger.

Forholdet mellem troen på Allah og troen på profeten

Det første, der skal siges, er, at når profeten råder over en enestående kilde til viden og fra Allah er blevet skænket en usædvanlig indsigt, kan kun den tro på Allah, som han har fremlagt, være fejlfri. Hvis en person fastlægger sin tro på grundlag af sine egne overvejelser eller andre videnskabsmænds og filosoffers teorier, vil hans overbevisning om Allah ikke blot være fejlfri; han vil heller ikke kunne opnå nogen sand viden om de grundlæggende spørgsmål i religionen eller om de overnaturlige forhold, der ligger uden for den almindelige menneskelige fornufts og dømmekrafts grænser. Kort sagt afhænger troens og overbevisningens rigtighed fuldstændigt af troen på profeten. Det er på ingen måde muligt at fylde tankens beholder med sikker viden, hvis forbindelsen til ham brydes. Derfor lægges der i Koranen stor vægt på troen på profeten forskellige steder. Det siges:

(Arabisk**************)

»Hvor mange bysamfund har vi ikke stillet til et strengt regnskab, fordi de tilsidesatte deres Herres og Hans profeters befalinger! Og Vi har påført dem store straffe, så de kunne smage følgerne af deres gerninger. Til sidst blev deres endeligt ulykkeligt.« – (Sura at-Talaq: 8-9)

(Arabisk**************)

»Den, der fornægter Allah og Sendebudet og ønsker at skabe en adskillelse mellem Allah og Hans sendebud og siger: „Vi vil tro på nogle og fornægte andre“, og ønsker at finde en vej imellem dette, er i sandhed vantro. Og Vi har beredt en ydmygende straf for de vantro. Men dem, der tror på Allah og Hans sendebud og ikke skelner mellem nogen af dem, vil Allah snart give deres belønning. Allah er den mest tilgivende og barmhjertige.« – (Sura an-Nisa: 150-152)

(Arabisk*************)

»Den, der strides med Sendebudet, efter at vejledningen er blevet tydelig for ham, og følger en anden vej end de troendes vej, vil Vi lade følge den vej, som han selv har valgt, og til sidst vil Vi sende ham i Helvede; og det er et yderst dårligt sted.« – (Sura an-Nisa: 115)

I talrige vers af denne slags er det blevet sagt helt tydeligt, at troen på Allah og troen på Sendebudet er uadskilleligt forbundne. Den, der fornægter Allahs profeter og ikke ønsker at tage imod deres lære, er lige vildledt, hvad enten han tror på Allah eller ej. For en tro på Allah, der dannes uden sand viden, kan kun sjældent være korrekt og ren, selv om den er monoteistisk.

Enhed i trosbekendelsen

Det andet vigtige punkt er, at kun troen på profeten kan forene hele menneskeheden på grundlag af én tro. Grundlaget for uenighed er i virkeligheden uvidenhed. Når mennesker ikke er bekendt med betydningen af noget, vil de træffe afgørelser alene på grundlag af formodninger, og derfor vil der naturligt opstå uenighed blandt dem. For at træffe afgørelser ved hjælp af formodninger og forestillinger er som at famle sig frem i mørket. Hvis der ikke er lys noget sted, vil halvtreds mennesker, der famler på det samme, udtrykke halvtreds forskellige meninger om det. Men når lyset kommer, vil der ikke længere være nogen uenighed; alle seende mennesker vil tværtimod nå til enighed om den samme sag. Når profeterne således er blevet udstyret med overnaturlig viden og indsigt, er det slet ikke muligt, at der skulle opstå uenighed i deres opfattelser, lære og handlemåder. Derfor har Koranen sagt, at alle profeter tilhører det samme fællesskab, og at deres lære og religion i grunden er den samme. Alle har de kaldt til den samme sirāt al-mustaqīm. Og det er nødvendigt for den troende at tro på dem alle. Den, der fornægter blot én af profeterne, vil blive kendt skyldig i at have fornægtet alle profeterne. Der vil ikke være det mindste tegn på tro tilbage i hans hjerte. For den lære, han fornægter, er ikke blot én profets lære, men alle profeternes lære.

****************

“(Allah sagde til profeterne:) O profeter! Spis af de rene ting, og gør gode gerninger. I tilhører i grunden det samme fællesskab, og Jeg er jeres Herre. Så frygt Mig. Men senere blev mennesker uenige med hinanden og opdelt deres religion i forskellige religioner. Og nu er situationen sådan, at de glæder sig over det, de hver især har.” – (Sura al-Mu’minun: 51-53)

*************

“O Muhammad! Vi har åbenbaret for dig, sådan som Vi åbenbarede for Nuh og de profeter, der kom efter ham. Og sådan åbenbarede Vi for Ibrahim, Ismail, Ishaq, Yaqub, Yaqubs slægt, Isa, Ayyub, Yunus, Harun og Sulayman, og Vi gav Dawud Zabur. Og Vi har sendt de profeter, hvis beretning Vi tidligere har fortalt jer, og også de profeter, hvis beretning Vi ikke har fortalt jer. Og Allah talte også med Musa før dig.” – (Sura an-Nisa: 163-164)

Mange vers af denne slags beviser, at alle profeter kom for at kalde mennesker til den samme sande religion, og at de blev sendt til hvert eneste folk.

************

Blandt disse profeter er det nødvendigt klart at tro på dem, der udtrykkeligt er nævnt i Den Ædle Koran. Hvad angår de profeter, hvis navne ikke er blevet fortalt os, er den rette overbevisning, at de alle var kaldere til islam. Men forskellige folk har ændret deres lære og på grund af uenighed med hinanden skabt særskilte religioner for sig selv. Vi kan ikke kalde Buddha, Krishna, Zarathustra, Konfucius og andre for profeter, netop fordi Koranen ikke nævner dem udtrykkeligt. Men vores overbevisning er, at Allahs profeter er kommet til Indien, Kina, Japan, Iran, Afrika, Europa og alle andre lande, og at de alle kaldte til den samme islam som Hazrat Muhammad (fred være med ham). Derfor ønsker vi ikke at erklære nogen nations religiøse ledere for løgnere; vi afviser kun de vildledende anskuelser og veje, der i dag er udbredt i verden, og som er afveget fra islams Sirat al-Mustaqim.

Lydighed mod og efterfølgelse af profeten

Den uundgåelige følge af troen på profetskab er, at man ikke blot i spørgsmål om iman og tilbedelse, men på alle livets praktiske områder må følge den vej, som Allahs Sendebud fulgte. For ved den «viden» og «indsigt», som Allah havde beæret dem med, kunne de med fuld sikkerhed skelne mellem vildledende og rette veje. Derfor gjorde de alt, hvad de forkastede eller antog, og alt, hvad de påbød, på Allahs anvisning. Almindelige mennesker kunne, selv efter at have opnået erfaring år efter år eller endog gennem tidsaldre, ikke fuldt ud lykkes med at skelne mellem vildfarelse og det rette. Og selv hvis de opnåede nogen succes, ville den ikke være grundlagt på et urokkeligt trosgrundlag, men derimod afhænge af blotte antagelser og undersøgelser, hvorfor risikoen for vildledning altid ville bestå. Allahs profeter fulgte derimod de veje i livets handlinger, som de fulgte, og lærte folk at gå ad, på grundlag af viden. Derfor er der ingen mulighed for vildfarelse deri. Det er også grunden til, at Den Ædle Koran gentagne gange befaler lydighed mod profeterne og at følge dem. Den kalder den vej, de fulgte, for sharia, den rette vej og Sirat al-Mustaqim. Den insisterer på, at man forkaster lydighed mod andre mennesker og kun adlyder profeterne og følger i deres fodspor. For lydighed mod dem er netop lydighed mod Allah, og at følge dem er at følge den guddommelige vilje.

****************

«Vi har kun sendt enhver profet, for at han efter Allahs befaling skulle adlydes.» – (Sura an-Nisa: 64)

***************

«Den, der adlyder profeten, adlyder i sandhed Allah.» – (Sura an-Nisa: 80)

**************

“O Muhammad! Sig: Hvis I ønsker at elske Allah, så adlyd mig. (Så) vil Allah elske jer og tilgive jer jeres synder. Allah er Den Mest Tilgivende og Den Barmhjertige. Sig: Adlyd Allah og Sendebudet; hvis de derefter vender sig bort, så vid med sikkerhed, at Allah ikke bryder sig om de vantro.” – (Sura Al-Imran: 31-32)

****************

“O I, der tror! Adlyd Allah og Hans Sendebud, og vend jer ikke bort fra Ham, når I hører Hans befaling. Vær ikke som dem, der siger: ‘Vi har hørt’, selv om de intet hører. Hos Allah er de de værste af alle skabninger, som intet forstår.” – (Sura Al-Anfal: 20-22)

****************

“Når Allah og Hans Sendebud har truffet en afgørelse i en sag, er det ikke tilladt for nogen troende mand eller troende kvinde at bevare retten til selv at træffe en afgørelse i deres egne anliggender. Og den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, er blevet kastet ud i åbenlys vildfarelse.” – (Sura Al-Ahzab: 36)

************

“Hvis de derefter ikke adlyder dig, så vid, at de kun følger deres begærs lyster. Og hvem er mere vildfaren end den, der forkaster Allahs befaling og følger sit eget begær?” (Sura Al-Qasas: 50)

I mange andre vers er der ligeledes blevet lagt vægt på lydighed mod og efterfølgelse af profeten. Desuden fastslås det meget tydeligt i sura al-Ahzab, at Allahs Sendebuds liv er et forbillede til efterfølgelse for dem, der håber på succes i det hinsidige og på belønning fra Allah.

***************

“I Allahs Sendebuds liv har I sandelig det bedste eksempel for enhver, der håber på Allah og den yderste dag og ofte ihukommer Allah.” – (sura al-Ahzab: 21)

Vigtigheden af troen på profetskabet

Sammen med anvisningerne vedrørende lydighed og efterfølgelse er troen på profetskabet i virkeligheden sjælen i den kultur, som islam har grundlagt, dens livskraft, dens etablerende kraft og selve grundlaget for dens særegne karakter.

I enhver kultur og samfundsordning fungerer tre ting som grundlag. For det første en tænkemåde, for det andet et moralsk regelsæt og for det tredje en samfundsordning. I alle verdens kulturer indsamles disse tre ting på tre forskellige måder. Tænkemåden hentes fra lærdommene hos sådanne tænkere og videnskabsfolk, som af den ene eller anden grund har opnået indflydelse på store menneskegruppers bevidsthed. Det moralske regelsæt tages fra sådanne statsledere, reformatorer og religiøse ledere, som i forskellige tidsaldre har opnået autoritet over bestemte folkeslag. Og samfundsordningen udformes af mennesker, hvis kunnen og dygtighed man er afhængig af på livets forskellige områder og i dets forskellige sektorer. Den samfundsordning, der således etableres, er uundgåeligt præget af tre grundlæggende mangler:

For det første: De bestanddele, der indsamles fra disse tre forskellige kilder, danner en så blandet og forskelligartet blanding, at det måske tager et århundrede at få dens karakter fastlagt. Alligevel forbliver der megen usammenhæng, ulighed og ubalance i den. Der findes utallige videnskabsfolk og filosoffer i verden. Enhver af dem har sin egen tænkemåde, som grundlæggende adskiller sig fra de andres. Som regel har de ingen tæt forbindelse med menneskelivets praktiske problemer; tværtimod er de fleste af dem blevet berømte på grund af deres lede ved mennesker. Det er fra sådanne kilder, at verdens mennesker henter deres tænkemåde. Også blandt den gruppe, som den anden bestanddel indsamles fra, findes der stor uenighed med hensyn til personlige forestillinger, tankegang og mentalitet. Hvis der er noget, denne gruppe er enige om, er det, at hvert eneste af dens medlemmer lever i fantasiens verden og følger en overdreven følelsesmæssighed og begejstring. Deres forbindelse med de nøgne, praktiske problemer er meget ringe. Også den tredje bestanddels kilder er forskellige fra hinanden; der er dog én ting, de har til fælles: De har kun meget lidt finfølelse. Deres overdrevne realisme har gjort dem hårde og tørre. Det er åbenlyst, at en korrekt og harmonisk blanding af så forskelligartede og indbyrdes modstridende bestanddele er meget vanskelig, og deres uenighed og modsætninger kan ikke undgå at fremhæve deres særegne egenskaber.

For det andet: De tre bestanddele, der opnås gennem disse metoder, har hverken styrken til at bestå eller evnen til at være omfattende. Forskellige tænkere, statsledere og lovgivere øver indflydelse på forskellige folkeslag, og som følge heraf opstår der principielle forskelle i deres tænkemåder, moralske regelsæt og samfundsordninger. Desuden bevares indflydelsen fra de fremtrædende tænkere, statsledere og lovgivere, som i et folkeslags første tidsalder øver indflydelse på det, ikke i de følgende tidsaldre; efterhånden som tidsaldrene skifter, ændres disse indflydelsesrige personer og deres indflydelse også. På denne måde antager kulturerne på den ene side en national form, og på grund af deres indbyrdes modsætninger antændes der blandt folkeslagene en sådan stridens ild, som i virkeligheden er som et lyn, der sætter en bunke halm i fredens mark i brand. På den anden side forbliver hvert folkeslags særskilte civilisation og kultur permanent i en vaklende tilstand; i stedet for at udvikle sig ad en bestemt vej bevæger den sig snart i retning af evolution og snart i retning af revolution.

For det tredje findes der ikke det mindste tegn på hellighed i nogen af de nævnte kilder til kulturens tre bestanddele. Den tænkning, som et folk modtager fra sine tænkere, de moralske regler, det modtager fra sine vejledere, og de samfundsregler, det modtager fra sine lovkyndige, er alt sammen resultater af menneskelig indsats, og deres tilhængere er fuldt bevidste om, at disse resultater stammer fra menneskelig indsats. Den uundgåelige følge er, at efterlevelsen aldrig når fuldkommenhed. Selv på det højeste trin af deres efterlevelse kan tilhængerne ikke gennemtrænges af en trosbaseret ånd. De indser selv, at der i deres kulturs grundlæggende bestanddele er mulighed for fejl, og at de har behov for korrektion. Desuden bliver dens fejl bestandigt afsløret gennem praktisk erfaring og afprøvning. Som følge heraf opstår der naturligt tvivl, tøven og indre splittelse. På denne måde får ingen tænkemåde eller retslære nogensinde mulighed for at udøve fuldstændig kontrol over et folk og skabe stabilitet i samfundet og civilisationen.

Derimod forbliver den kultur, der grundlægges på troen på profeten, fri for de tre nævnte afvigelser og forvrængninger.

For det første hentes kulturens tre bestanddele fra den samme kilde. Den samme person fastlægger tænkemåden, udstikker de moralske regler og formulerer også principperne for samfundsordenen. Han er samtidig vejleder i tænkningens, moralens og handlingens verden. Hans blik omfatter problemerne i alle tre verdener lige bredt. I ham forenes tolerance, følsomhed og kunnen i handling på harmonisk vis, og med den rette mængde af hver bestanddel indarbejder han dem i kulturens helhed på en sådan måde, at intet bliver for lidt eller for meget. Der kan ikke iagttages nogen usammenhæng eller mangel på harmoni mellem delene. Dette ligger i virkeligheden over menneskets styrke og formåen. Men uden Herrens vejledning er det på ingen måde muligt at gennemføre.

For det andet er ingen af dens bestanddele bestemt af race eller tidsalder. Den tænkemåde, de moralske regler og den samfundsorden, som Allahs profet fastlægger, bygger ikke på racemæssige tilbøjeligheder eller tidsbestemte særpræg, men på sandhed og retskaffenhed. Sandhed og retskaffenhed er hævet over alle grænser mellem Øst og Vest, sort og hvid, ikke-arier og ariere samt oldtid og modernitet. Det, der er sandt og bygger på sandheden, er på samme måde sandt og sandhedsbaseret i hvert hjørne af verden, hos hvert folk og i enhver tidsalder. Solen er solen i Japan, ligesom den er solen i Gibraltar. Som solen var for tusind år siden, sådan vil den også være om tusind år. Hvis en kultur derfor skal kunne blive universel, menneskelig og varig, kan det kun være den kultur, som Allahs Sendebud har grundlagt. For det er alene denne kultur, der har evnen til at være egnet til ethvert land, ethvert folk og enhver tidsalder, uden at dens egne principper og grundlag forandres.

For det tredje besidder denne kultur fuldkommen renhed. Dens tilhængere tror og har den overbevisning, at grundlæggeren af denne kultur er Allahs profet, som har viden, der er givet af Allah. Der findes ikke den mindste antydning af tvivl eller tøven i hans viden. Der er hverken plads til gæt og formodninger eller til lidenskabens tilskyndelser i hans tale. Hvad end han fremlægger, fremlægger han fra Allahs side. Der er ingen mulighed for, at han skulle snuble eller blive ført ind på en vildfaren vej. “Jeres ledsager er hverken kommet på afveje eller blevet vildledt. Han taler ikke af egen drift. Det er kun en åbenbaring, der bliver åbenbaret for ham. Den, som besidder stor magt, har lært ham det.” (Sura an-Najm 2-5) Når denne tro og overbevisning trænger ind i profetens tilhængeres årer og vener, følger de profeten med fuld indre tryghed. Der er ingen plads til tvivl, tøven eller indre splittelse i deres hjerter. De nærer aldrig den bekymring, at denne vej måske ikke er fejlfri, mens en anden vej skulle være sandhedsbaseret eller i det mindste bedre end den. Det er åbenbart, at en sådan kultur vil være stærk i den ønskede grad, og at dens efterlevelse vil være særdeles stærk. I den vil der være mere disciplin end i verdens øvrige kulturer. Dens tænkemåde, moralske regler og samfundsorden vil være præget af større sammenhæng, balance og stabilitet.

Allahs profeter var i sandhed denne kulturs grundlæggere. Gennem århundreder havde de forberedt grunden til den i alle dele af verden. Da grunden var fuldstændig beredt, kom den sidste profet, Muhammad (fred være med ham), og opførte en fuldendt bygning for den.

Profetskabet Muhammads særlige karakter

Det, der hidtil er blevet fremsat, vedrørte de almindelige regler og ordninger, der knytter sig til profetskabet. Men der findes også nogle forhold, som specifikt er forbundet med Muhammads profetskab (fred være med ham). Det er utvivlsomt, at der grundlæggende ikke er nogen forskel mellem Muhammad (fred være med ham) og de øvrige profeter, hvad angår profetskabbets rang. For Koranens klare erklæring er, at ingen forskel er tilladt mellem profeterne. Derfor gælder det principielt for alle profeter, at de alle er sendt fra Allahs side. De er alle blevet skænket “visdom” og “viden”. De kalder alle til den samme Sirat al-Mustaqim. De er alle vejledere og førere for menneskeheden. Det er obligatorisk at adlyde dem alle, og deres liv er for menneskeheden forbilledlige eksempler, der kan efterlignes. Men i praksis har Allah den Højeste i nogle henseender givet den sidste profet, Muhammad (fred være med ham), en særlig særstilling i forhold til de øvrige profeter. Denne særstilling er ikke blot et almindeligt og uvæsentligt forhold, hvis betydning ikke ville have nogen følge, hvad enten man tager hensyn til den eller ej; den har i virkeligheden grundlæggende betydning for hele Islams system. Og i praksis bygger alle Islams trosforestillinger og love på denne særlige rang for Muhammads profetskab. Derfor kan nogens tro på profetskabet ikke blive fuldkommen, før vedkommende tror på Muhammad, Allahs Sendebud (fred være med ham), idet han tager hensyn til denne særlige og enestående rang.

Forskellen mellem tidligere profetskab og Muhammads profetskab

For at forstå dette er det nødvendigt at huske nogle få forhold.

For det første tyder koraniske hentydninger, oldtidens historie og intellektuelle slutninger på, at antallet af profeter må have været flere tusinde. Koranen siger: (***************) »Der fandtes ikke noget folk, som ikke havde fået sendt en advarer.« Det er klart, at så mange menneskegrupper har passeret gennem verden, at vores historie hverken har været eller kan blive i stand til at give oplysninger om dem. Hvis der således blot kom én profet til hvert folk, må antallet af profeter alligevel have overskredet tusindtallet. Dette støttes også af visse hadither, hvori profeternes antal angives til hele et hundrede og fireogtyve tusinde. Men blandt dette enorme antal kan antallet af de profeter, hvis navne Den Ædle Koran nævner, tælles på fingrene. Selv hvis vi dertil føjer navnene på de religiøse lærere, hvis profetskab ikke antydes i Den Ædle Koran, overskrider tallet stadig ikke et tocifret antal. At navnene og sporene efter utallige profeter på denne måde er udslettet, og tegnene på deres lære er forsvundet, beviser således, at de kom til bestemte tidsperioder og bestemte folk. De havde ikke noget, der kunne give deres lære varighed og bestandighed eller udbrede den universelt.

For det andet er der faldet så mange lag af legender og forvrængninger over de profeters og religiøse læreres liv og lære, hvis navne vi kender, at vores uvidenhed om dem er uden sidestykke. Hvis man ser bort fra fantasifulde forestillinger om de spor efter dem, der findes i verden i dag, og undersøger dem udelukkende efter historiske kriterier, må man indrømme, at man ikke kan stole på noget af det. Vi kan ikke engang fastslå deres egentlige levetid. Vi kender ikke engang deres virkelige navne. Vi kan heller ikke med sikkerhed sige, om de virkelig har eksisteret i verden. Historikere har endda betvivlet, om berømte personer som Buddha, Zarathustra og Isa var historiske personer eller blot opdigtede skikkelser. Desuden er det, vi ved om deres liv, så kortfattet og uklart, at de ikke kan tages som efterlignelsesværdige forbilleder på noget område af livet. Det samme gælder i det store og hele deres forkyndte lære. Ingen af de bøger og den lære, der cirkulerer i deres navne, kan med sikkerhed føres tilbage til dem. Tværtimod findes der både indre og ydre stærke beviser for, at disse bøger og denne lære har gennemgået omfattende ændringer og omformninger. Heraf fremgår det klart, at profetskabets og det religiøse lederskabs tid for alle de profeter og religiøse lærere, der kom før Muhammad (fvmh.), er udløbet.

For det tredje er det selvindlysende om næsten alle profeter og religiøse lærere, at den lære, de bragte til de bestemte folk, var begrænset netop til disse folk. Nogle af dem erklærede det selv, mens begivenhedernes forløb beviste det om andre. Abraham (fvmh.), Moses (fvmh.), Konfucius, Zarathustra og Krishnas lære overskred aldrig grænserne for deres egne folk. Det samme gælder de øvrige profeter og religiøse lærere blandt de semitiske og ariske folk. Buddhas og Isas tilhængere formåede ganske vist at bringe deres lære til andre folk. Men de selv bestræbte sig aldrig på det og hævdede heller aldrig, at deres budskab var beregnet til hele verden. Tværtimod er det i selve Evangeliet overleveret fra Isa (fvmh.), at han kun kom til verden for at vejlede Israels Børn.

For det fjerde er Muhammad (fvmh.) den eneste blandt alle profeter og religiøse lærere, om hvis liv og lære vi har fejlfri, autentiske og sikre oplysninger, uden den mindste anledning til at tvivle på deres sandhed. Derfor kan man uden frygt for nogen form for indvending sige, at der i dag ikke findes et så fejlfrit og pålideligt kildemateriale om nogen historisk person i verden. Hvis selv en skeptisk person nærer tvivl om dets sandhed, må han kaste hele verdens historiske kildemateriale på bålet. For efter at have betvivlet sandheden af et så omfattende autentisk materiale må han nødvendigvis indrømme, at al historisk viden blot er en bunke løgn, og at man ikke kan stole på et eneste bogstav af den.

For det femte er det således kun Muhammads (fvmh.) livsførelse og livshistorie blandt alle profeter og religiøse lærere, der foreligger detaljeret for os. Ikke blot blandt folkenes religiøse lærere, men blandt alle historiske personer i verden findes der ud over Muhammad (fvmh.) ingen, hvis livshistorie har fået bevaret så mange detaljer på historiens sider. Den eneste forskel mellem Muhammads (fvmh.) tid og nutiden er, at hans fysiske skikkelse var til stede dengang, men ikke er det i dag. Hvis man imidlertid ikke gør fysisk eksistens til en betingelse for liv, kan vi sige, at han stadig lever, og at han vil leve, så længe hans livshistorie findes i verden. I hadith- og biografiværkerne kan mennesker i dag se Muhammads (fvmh.) liv lige så tæt på, som hans samtidige kunne se det. Derfor kan det med fuld rimelighed siges, at det blandt profeter og andre religiøse lærere kun er Muhammad (fvmh.), hvis eksempel det er muligt at følge fuldt ud og på rette vis.

For det sjette gælder det samme om hans (fvmh.) lære. Som allerede nævnt findes der ingen blandt profeterne og de religiøse lærere, hvis åbenbarede bog og forkyndte lære stadig foreligger i fejlfri form, og hvis forbindelse til den oprindelige overbringer og forkynder kan fastslås på en sikker og pålidelig måde. Denne lykke er blevet Muhammad (fvmh.) til del. Den bog, han bragte, Koranen, foreligger ordret på det samme sprog, som han (fvmh.) fremlagde den på. Ud over Koranen er også den vejledning, han gav med sine egne ord, bevaret i næsten fejlfri form. Og om Gud vil, vil den være bevaret for evigt. Derfor kan man blandt profeterne og de religiøse lærere følge alene Muhammads (fvmh.) lære uden bekymring og uden nogen tvivl.

Syv: Se på den kundskabsskat, der i dag findes i verden om tidligere profeters og religiøse læresmænds undervisning og liv. Alle de hellige eksempler på sandhed og ærlighed, godhed og velvilje, ædel karakter og god opførsel, som De dér vil finde, vil De hver især også finde i Muhammads (fvmh.) undervisning og liv. På samme måde vil De i undervisningen og livsførelsen hos alle de ledere, der er fremstået i menneskesamfundet efter ham, ikke finde nogen sandhed, ærlighed, dyd eller godhed, som ikke allerede findes i Muhammads (fvmh.) undervisning og livsførelse. Desuden vil De i profeten Muhammads (fvmh.) undervisning og liv ikke finde nogen så rig skat af sand viden, retskaffen handlekraft og god moral, som ikke findes i nogen tidligere eller nutidig religiøs læremesters undervisning og liv. Det vigtigste er, at mennesket uden for islam ikke kan tænke på nogen fejlfri sandhed om guddommelig viden, moralsk karakter og verdslig adfærd. Derfor er det ubestrideligt, at Muhammads (fvmh.) undervisning og karakter er summen af al godhed. Alt, hvad der fandtes af sandhed, har Muhammad (fvmh.) gjort klart, og den rette vej, som man kaldte den, har han gjort lysende. For at holde menneskets moralske karakter og adfærd sund på både det individuelle og det kollektive plan og for at leve rigtigt i verden har han tydeligt fremlagt alle de gode moralske principper og regler, der kunne være nødvendige. Der er nu ikke længere noget som helst rum for tilføjelser eller udvidelser.

Otte: Af hele gruppen af profeter og religiøse læremestre er Muhammad (fvmh.) den eneste, der har hævdet, at hans da‘wa er for hele menneskeheden, og i praksis sendte han allerede i sin levetid invitationsbreve til kongerne og herskerne i forskellige lande, så hans da‘wa nåede alle jordens egne og alle menneskehedens grupper. Denne særegenhed har ingen andre end profeten (fvmh.) opnået. Nogle gjorde ikke engang krav på universalitet og opnåede heller ikke en universel status. Andre religioner har ganske vist opnået universel status, men deres grundlæggere gjorde aldrig selv et sådant krav og bestræbte sig heller ikke på det. Profeten Muhammad (fvmh.) er i virkeligheden den eneste person, der både gjorde krav på universalitet, bestræbte sig på den og faktisk opnåede den.

Ni: Der kan kun være tre grunde til, at profeter kommer til verden. For det første er ingen tidligere profet kommet for at vejlede et folk, og ifølge ********** har det behov for én eller flere profeter. For det andet er en profet ganske vist kommet tidligere, men tegnene på hans profetskab er forsvundet; hans undervisning og den bog, han bragte, er blevet forvansket; sporene af hans liv er udslettet, og det er blevet umuligt for folk at følge hans gode eksempel. For det tredje er der på grund af den tidligere profets eller de tidligere profeters ufuldstændige undervisning behov for yderligere tilføjelser og udvidelser. Bortset fra disse tre grunde findes der ingen fjerde grund til, at profeter kommer, og set fra fornuftens synspunkt kan der heller ikke være en sådan. 1 Hvis en profet er kommet til et folk, hans undervisning og liv er bevaret fejlfrit, og der ikke er behov for nogen tilføjelse eller udvidelse, er det på ingen måde muligt, at en anden profet derefter skulle sendes. Profetskabets embede er ikke blot et spørgsmål om rang, som gives som belønning for en god gerning. Det er derimod en særlig form for tjeneste, der efter behov betros en person til udførelsen af en bestemt opgave. Desuden er dette embede hverken så ringe eller så ubetydeligt, at det gives til nogen blot for at henlede opmærksomheden på en tidligere undervisning. Til denne opgave er sandhedstro lærde og mujaddider tilstrækkelige. Fornuften kræver derfor endeligt, at ingen profet kan komme, før en af de nævnte tre grunde indtræffer. Af vores tidligere drøftelse er det blevet bevist, at alle tre grunde er bortfaldet med Muhammads (fvmh.) profetskab. Hans da‘wa er for hele menneskeheden, så der er nu ikke behov for særskilte profeter for forskellige folk. Den bog, han bragte, og tegnene på hans profetskab er bevaret fuldstændig fejlfrit; der er heller ikke behov for nogen ny bog eller vejledning. Hans undervisning og vejledning er fuldstændig og komplet. På dette område er der hverken noget tilbageholdt af sand viden eller noget, der skal fremlægges som vejledning og efterlignelsesværdigt for gode gerninger

1. En grund kan naturligvis være, at det er nødvendigt at sende endnu en profet sammen med en profet for at bistå ham. Flere sådanne eksempler findes også i Koranen. Men dette er ikke emnet for vores drøftelse. For den bistående profets profetskab er blot en forlængelse af det profetskab, som han er blevet udnævnt til vizir for at bistå.

med hensyn til dette, er der begået nogen fejl. Derfor er der heller ikke behov for nogen, der kan udvide det. Når disse tre grunde ikke findes, selv om grunden til en profets komme netop afhænger af disse tre forhold, må man naturligvis erkende, at profetskabets dør definitivt blev lukket efter Muhammads (fvmh.) profetskab. Hvis denne dør står åben i dag, betyder det, at Allah også udfører formålsløse handlinger, selv om Allah er fri for dette, ren og hellig. Han udfører aldrig nogen formålsløs handling. 1

Koranen har fremlagt Muhammads (fvmh.) profetskabs tre særlige fortrin meget udførligt og klart.

Den universelle da‘wa

Koranen siger

“Sig: O folk! Jeg er Guds sendte profet til jer alle, Han, som ejer herredømmet over himlene og jorden, der er ingen anden gud end Ham, og Han giver liv og bringer død. Tro derfor på Gud og på Hans ummī-profet og sendebud, som tror på Gud og Hans ord. Følg ham, så I må gå den rette vej. – (Sura al-Aʿrāf: 158)”

“O Muhammad! Vi har sendt dig som glædesbringer og advarer for hele menneskeheden, men de fleste mennesker er ikke klar over det. – (Sura Sabaʾ: 28)”

1. Sagen er ikke blot, at det ville være meningsløst at sende en profet uden behov; det ville også være i strid med fornuften. Når profetembedets opgave er fuldført, bør dets dør derfor lukkes, så hele verden kan forenes i følgen af én profet. Hvis denne dør derimod forbliver åben, vil enhver ny profets komme på ny skabe en skelnen mellem vantro og tro blandt menneskene, og de, der var forenede, vil begynde at blive splittet fra hinanden.

“O folk! Denne profet er kommet til jer med sandheden fra jeres Herre. Tro derfor, det er bedst for jer. Men hvis I fortsætter med at fornægte, så vid, at Gud er herre over himlene og jorden. – (Sura al-Nisāʾ: 170)”

“(O Muhammad!) Vi har sendt dig som en nåde for alverdenen.” – (Sura al-Anbiyāʾ: 107)

“Velsignet være Han, som har sendt Skriften ned til Sin tjener, en Skrift, der skelner mellem sandhed og falskhed, for at han kan være en advarer for hele verdens befolkning.” – (Sura al-Furqān: 1)

Heraf fremgår flere ting klart:

For det første er Muhammads (fvmh.) daʿwa ikke begrænset til nogen bestemt tidsalder, nation eller land; tværtimod er han til evig tid hele menneskehedens vejleder og fører.

For det andet er hele menneskeheden blevet pålagt at tro på ham og følge ham.

For det tredje kan den rette vej ikke findes uden troen på ham og uden at følge ham.

Disse tre forhold hører alle til troens grundsætninger, for universaliteten og grænseløsheden i den verdensomspændende kultur, der kaldes islam, afhænger netop af denne tro. Hvis man faktisk anerkender, at man kan finde den rette vej også uden for den religion, som den ærede Profet (fvmh.) forkyndte, forsvinder islams universelle kald, og den islamiske ideals universalitet bliver meningsløs.

Den islamiske religions fuldkommenhed

************

Han er den, der sendte sin Sendebud med vejledning og den sande religion, for at han kunne lade den sejre over alle religioner.” – (Sura at-Tawbah: 33)

***********

“I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, fuldendt Min nådes gave til jer og valgt islam som religion for jer.” Heraf blev det klart, at det, der kaldes vejledning, og det, der menes med den sande religion, er blevet sendt ned i sin fuldstændige og fuldkomne form gennem den arabiske Profet (fvmh.). Hans profetskab omfatter alle religioner. Gennem ham er religionen blevet fuldkommengjort. Den nektarlignende strøm af vejledning, som gennem de tidligere profeter lidt efter lidt var strømmet ned, har nu nået fuldendelsens stade. Herefter er der intet tilbage i vejledningen, religionen og den sande viden, som kunne gøre det nødvendigt, at en anden profet eller et andet sendebud kom for at forkynde det. Den naturlige følge af at erklære religionens fuldkommenhed og nådens fuldstændighed med så klare ord måtte være, at forbindelsen med de tidligere profetskaber hvad angår lydighed og efterfølgelse blev afbrudt, og at profetskabs dør blev lukket for fremtiden. Disse to forhold – ophævelsen af de tidligere religioner og profetskabs afslutning – er de særlige kendetegn ved Muhammads sendelse (fvmh.). I Den Ædle Koran er begge disse forhold blevet omtalt i klare vendinger.

***********

Ophævelsen af de tidligere religioner

***********

Betydningen af udtrykket »ophævelsen af de tidligere religioner« er, at alt det, de tidligere profeter fremlagde, nu er blevet ophævet. Det er ganske vist nødvendigt at have en overordnet tro på deres profetskab og sandfærdighed, for de var alle kaldere til islams budskab. At tro på dem er i virkeligheden det samme som at tro på islam. Men i praksis er forholdet med hensyn til lydighed og efterfølgelse nu blevet afbrudt i forhold til dem og udelukkende knyttet til Muhammads (s.a.) lære og livsvej. Det skyldes, at der principielt ikke var noget behov for ufuldkommenhed efter fuldkommenheden. For det andet er de tidligere profeters undervisning og livshistorier blevet forvansket og gået tabt, hvorfor det i praksis ikke længere var muligt at følge dem fejlfrit. Derfor anvendes der alle de steder i den ædle Koran, hvor der gives befaling om lydighed mod og efterfølgelse af Sendebudet, ordene **** eller ****. Hermed menes især Muhammad (s.a.). Således siges der:

»Sig til dem: Adlyd Allah og Sendebudet. Men hvis de ikke tager imod jeres kald, så kan Allah på ingen måde elske sådanne mennesker (som nægter at adlyde Ham og Sendebudet).« (Sura Āl ʿImrān: 32)

Adlyd Allah. Adlyd Sendebudet og også dem blandt jer, der har det overordnede ansvar. (Sura an-Nisāʾ: 59)

»Den, der adlyder Sendebudet, adlyder i virkeligheden Allah.« (

Og netop derfor er de folk, som tror på en af de tidligere profeter, også blevet befalet at tro på Muhammad (s.a.) og følge ham. Derfor siges der:

*************

“O I Skriftens folk! Sandelig, Min Sendebud er kommet til jer; han vil klargøre meget af det, som I har skjult fra Skriften, men han vil også tilgive jer meget. Fra Allah er der kommet et lys og en tydelig Skrift til jer. Gennem den vil Allah lede dem, der følger Hans velbehag, til fredens veje, føre dem fra mørket ud i lyset og lede dem ad den lige vej.” (Sura al-Mā’idah: 15-16)

Et andet sted siges det:

“De troende blandt Skriftens folk er de, der følger denne ummī-profet og dette sendebud, hvis omtale de finder nedskrevet i deres egen Tora og Evangelium. Han påbyder dem det gode og forbyder dem det onde; han gør de rene ting tilladte for dem og erklærer de urene ting for forbudte, og han befrier dem for deres byrder og de lænker, som lå på dem. Derfor vil de, der tror på ham, støtter og hjælper ham og følger det lys, der blev sendt ned med ham, være de lykkelige. O Muhammad, sig: ‘O mennesker! Jeg er Allahs Sendebud til jer alle, Ham, der ejer hele herredømmet over himlene og jorden. Der er ingen anden gud end Ham. Han giver liv og bringer døden. Tro derfor på Allah og på Hans ummī-sendebud og profet, som tror på Allah og Hans ord, og følg ham, så I må følge den rette vej.’” (Sura al-A‘rāf: 157-158)

I disse tydelige vers er spørgsmålet om ophævelsen af de tidligere religioner blevet forklaret. Deres betydning og betydningsfuldhed er blevet klargjort. Årsagen er også blevet beskrevet, og det naturlige resultat er blevet bekendtgjort. Det er ligeledes blevet sagt, at opnåelsen af vejledning og lykke fra nu af er uløseligt forbundet med at følge den ummī-profet (fred være med ham). Desuden er det blevet gjort klart, at den religion, som den ummī-profet (fred være med ham) forkyndte, i virkeligheden blot er en reformering og fuldendelse af den religion, der blev sendt til dem, som troede på Toraen og Evangeliet, samt til de øvrige folk.

Profetdømmets afslutning

På denne måde er også profetdømmets afslutning, som er den anden konsekvens af religionens fuldendelse, blevet forklaret med endnu tydeligere ord i Den Ædle Koran. Det siges:

“Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd, men han er Allahs Sendebud og profeternes segl. Og Allah er vidende om alle ting.” (Sura al-Ahzāb: 40)

Denne erklæring om lukningen af profetdømmets dør er så tydelig, at den, hvis hjerte ikke rummer skævhed og fordrejelse, herefter ikke kan finde nogen mulighed for at åbne profetdømmets dør inden for islam. Uanset om ordet ****, som nævnes i verset, læses med jabr eller med jær over bogstavet **, bliver resultatet det samme; nemlig at profetdømmets dør for evigt er blevet lukket i overensstemmelse med Hans viden, for intet kan ske i strid med Allahs viden.

Nødvendige bestanddele i troen på Muhammads profetdømme

Disse tre trosforestillinger – islams religions fuldkommenhed, ophævelsen af de tidligere religioner og profetdømmets afslutning – er i virkeligheden en del af islams troslære, og troen på dem er en nødvendig bestanddel af profetdømmets grundlag. Grundlaget for islams universelle kald er, at der for menneskeheden, i form af Muhammads kald, er blevet indført en fuldstændig religion, hvori alle tidligere kaldds mangler er blevet udfyldt. Der er ikke efterladt nogen mangel for fremtiden, som der nogensinde kunne blive behov for at fuldende. Denne fuldkomne religion har for altid etableret en klar og varig forskel mellem islam og kufr, mellem sandhed og falskhed. Derefter vil der indtil opstandelsens dag ikke være behov for nogen form for reduktion eller forøgelse i den. Alt, hvad der er islam og sandhed, har Muhammad (fvmh.) tydeligt gjort rede for. Der kan herefter ikke komme noget nyt af denne art, som muslimers og de sandt vejledtes status skulle afhænge af, at de anerkender det. Omvendt er det, som Muhammad (fvmh.) har betegnet som kufr og falskhed, kufr og falskhed for evigt. Det, han har erklæret for sandhed og islam, kan ikke i dag være andet end sandhed og islam; ligesom der heller ikke på grundlag af noget andet kan skabes en ny forskel mellem kufr og islam. På et så fast og uforanderligt fundament er den verdensomspændende, varige millat og islams kultur blevet opført som en himmelstræbende bygning. Den er blevet bygget på dette fundament, for at verdens mennesker for altid kan forenes gennem at følge den samme millat, den samme religion og den samme kultur. Denne millat skal være sådan, at de ikke behøver frygte for dens fuldkommenhed og varighed. Islams universelle kald hviler på tillid og forvisning, og på dette afhænger også islams beståen og varighed. Den, der siger, at det efter islams åbenbaring stadig er tilladt at følge de tidligere religioner, forsøger i virkeligheden at berøve islam retten til et universelt kald. For hvis vejledning kan opnås ad andre veje end islam, bliver opfordringen af hele menneskeheden til islam meningsløs. Og den, der siger, at Muhammads (fvmh.) lære kan korrigeres, ændres og udvides efter hver tids behov og forhold, forsøger i virkeligheden at fratage islam retten til varighed. For hvis en religion er ufuldstændig og underlagt ændringer og udvidelser, er påstanden om, at den er et middel til vejledning for evigt, usand. Omvendt forsøger den, der siger, at der også efter Muhammad (fvmh.) er mulighed for, at en profet kan komme i islam, i virkeligheden at angribe islams stabilitet. For at holde profetdømmets dør åben betyder, at der altid vil være fare for splittelse og adskillelse i islams enhed og sammenhold. Desuden vil en ny profets komme frembringe en ny skillelinje mellem kufr og islam, og i hvert sådant tilfælde vil de mennesker, der tror på Allah, Muhammad (fvmh.) og Koranen, i flokke forlade islam. At åbne profetdømmets dør er derfor i virkeligheden det samme som at åbne døren til fitna og vildfarelse. Blandt alle de mulige årsager til islams udryddelse er kravet om et nyt profetdømme den mest alvorlige og farlige. Den muslimske nations organisationsform er grundlagt på, at alle, der tror på Muhammad (fvmh.) og Koranen, er muslimer og troende. De er én millat, én nation. De er brødre indbyrdes. I glæde og sorg, i lykke og ulykke deler de hinandens vilkår. Hvis nogle nu kommer og siger, at det ikke er tilstrækkeligt at tro på Muhammad (fvmh.) og Koranen, men at det også er nødvendigt at tro på mig, og at den, der ikke tror på mig, er kafir, selv om han tror på Muhammad (fvmh.) og Koranen, skaber han på dette grundlag en skillelinje mellem kufr og islam blandt muslimerne og sønderdeler den ene nation, som Muhammad (fvmh.) har dannet. Han bryder broderskabsforholdet mellem dem, som Koranen har gjort til brødre ved at kalde dem ******Arabic*****, adskiller deres bønner og andre religiøse handlinger, ødelægger ægteskabsforbindelserne mellem dem og lader endog ingen forbindelser tilbage mellem dem i form af sygepleje, kondolence og deltagelse i begravelser – hvem kan da være en større fjende af islam, den islamiske nationalitet, den islamiske kultur og det islamiske samfundssystem end ham?

Af denne gennemgang kan det let forstås, hvor vigtig troen på islams religions fuldkommenhed, ophævelsen af de tidligere religioner og profetdømmets afslutning er i forbindelse med Muhammads profetdømme, og hvorfor det er nødvendigt, at denne tro indgår i troen på islams beståen og varighed samt på dens indførelse.

6

Troen på Skriften

I islams terminologi betegner »Skriften« en bog, som åbenbares fra Allah til en profet for at vejlede menneskene. I denne betydning er Skriften den officielle erklæring (Official Version) af dette budskab eller, i islamisk terminologi, »Allahs ord«, som profeter sendes til verden for at overbringe til menneskene, forklare og fortolke samt omsætte i praksis. Det er ikke stedet her at drøfte, i hvilken betydning »Skriften« er Allahs ord, eller hvad det vil sige, at den er Allahs tale. Det er en rent teologisk drøftelse, som ikke har forbindelse med det emne, der behandles her. Hvad vi her blot vil belyse, er hvilken rolle troen på Skriften (iman bi-l-kitab) spiller i opbygningen af den islamiske kulturs fundament. Til dette formål er det tilstrækkeligt at vide, at de grundprincipper og grundlæggende spørgsmål i den lære, som det er hensigten at give menneskene gennem profeten, bliver indgivet i profetens hjerte fra Allah. Hverken i sproget eller i betydningen har profetens egen fornuft og tanke, hans vilje eller hans ønsker den mindste indflydelse. Derfor er den, både hvad ord og betydning angår, Allahs tale og ikke profetens eget værk. Profeten overbringer som en trofast udsending denne tale til Allahs tjenere. Desuden forklarer han ved hjælp af den indsigt, Allah har givet ham, dens betydning og dybere mening. På grundlag af alle disse guddommelige principper opbygger han en fuldstændig ramme for moral, socialt liv samt civilisation og kultur. Gennem undervisning, forkyndelse, gode råd og sin egen rene og fromme karakter skaber han en grundlæggende forandring i menneskenes forestillinger, tilbøjeligheder og tankegang. Han indgyder dem en ånd af taqwa, renhed, uskyld og god opførsel. Gennem undervisning og praktisk vejledning styrker han dem således, at et nyt samfund opstår med en ny mentalitet, nye tanker og forestillinger, nye skikke og nye love. Desuden efterlader han blandt dem Allahs Skrift og samtidig sådanne eksempler på sin egen undervisning og rene karakter, som altid fungerer som et fyrlys for dette samfund og de efterfølgende generationer.

Forholdet mellem profetskab og Skriften

Både »profetskabet« og »Skriften« kommer fra den ene Gud. De er begge uundværlige bestanddele af den samme guddommelige sag og midler til at fuldende det samme formål og det samme kald. Ligesom Guds viden og visdom findes i Sendebudet, findes de også på Skriftens sider. Det, hvis ordrette fremstilling kaldes »Skriften«, har sin levende og praktiske udformning i Sendebudets liv.

Menneskets natur (fitrah) er i nogen grad sådan, at det ikke kan opnå nogen ekstraordinær gavn af boglig undervisning alene. Ud over viden har det også brug for en menneskelig lærer og vejleder, som gennem sin egen undervisning slår denne viden fast i menneskers hjerter og som dens levende billede gennem sine handlinger indgyder dem netop den livsånd, som undervisningen sigter mod. I hele menneskehedens historie vil I ikke kunne finde et eneste eksempel på, at en bog alene, uden en menneskelig lærers vejledning og undervisning, har formået at skabe en revolution i nogen nations sindelag, syn på tilværelsen og livsform. Hvis de vejledere, som har skabt voldsomme revolutioner i forskellige folks tankegang og handlinger, ikke var blevet født som den fuldkomne, praktiske udførelse af deres egen lære, og hvis deres undervisning og idealer kun var kommet til udtryk i bogform, ville ikke engang den mest dristige udforsker af menneskenaturens mysterier kunne hævde, at de revolutioner, som blev skabt gennem disse vejlederes levende undervisning, også ville være blevet gennemført alene ved denne Skrift.

På den anden side er det også et særkende ved menneskets natur, at det sammen med den menneskelige vejleder ønsker en autoritativ og pålidelig forklaring på den lære, han har forkyndt—uanset om den er nedskrevet på papir eller bevaret i hjertet. Hvis de principper, som en vejleder grundlægger et folks tankegang, handlinger, moral og civilisation på, ikke bevares i deres oprindelige form, begynder hans læres aftryk gradvist at forsvinde. Efterhånden som dette aftryk udslettes, svækkes også grundlaget for det enkelte menneskes livsform samt for samfundets ordning og love. Til sidst er der ikke andet tilbage for dette folk end sagn og fortællinger. Det har ikke længere kraft til at bevare et stærkt samfund og en stærk civilisation intakt. Derfor er tilhængerne af de vejledere, hvis lære ikke blev bevaret, blevet fanget i vildfarelsens og vildledningens malstrøm. De folk, som de havde organiseret, blev indviklet i alle former for forvanskning af tanke, tro, handlemåde, moral og civilisation. Efter disse vejlederes bortgang var der ikke længere noget tilbage, som kunne fastholde de fejlfri og rette principper, som dette folk oprindeligt var blevet grundlagt på.

Skaberen af verden var fuldt ud bekendt med denne natur hos sin skabning. Derfor indførte Han, lige fra det tidspunkt hvor Han påtog sig ansvaret for at vejlede menneskeheden, profetskabets og åbenbaringens to spor for den samtidig. På den ene side indsatte Han mennesker med den ædleste karakter i lederskabets rang, og på den anden side nedsendte Han også Sit eget ord til dem, for at disse to ting kunne opfylde menneskenaturens to krav. Hvis en profet var kommet uden en Skrift, eller Skriften var kommet uden en profet, ville fornuftens formål aldrig være blevet fuldendt.

Koranens eksempel på en fakkel og en vejleder

Koranen har beskrevet dette forhold mellem profetskab og Skriften ved hjælp af en lignelse. Flere steder sammenlignes profeten med en vejviser og en guide, hvis opgave er at vise de vildfarne den rette vej. Som det siges:

*************

På den anden side betegner den Bogen med sådanne egenskaber som »stråleglans« (***), »lys« (***), »lysende« (***), »bevis« (***), »den, der skelner« (***), »den, der bringer lys« (***), »den, der forklarer«, og så videre. Som det er sagt:

**************

Disse sammenligninger er ikke blot poetiske, men peger på en vigtig sandhed. Deres egentlige udsagn er, at almindelige mennesker ikke gennem deres naturlige fornuft og erhvervede viden modtager så meget lys og vejledning, »at de derved« kan følge sandhedens enkle og lige vej. På denne velkendte, men mørke vej har de brug for en enestående vejviser, som er fuldt bekendt med denne vejs regler. Han må have en fakkel i hånden, så han ved dens hjælp kan se, hvor der er huller i vejen, hvor man kan snuble, hvor der er tornekrat, og hvorfra skæve og vildledende veje udgår, og således kan fortsætte sin vandring. Hans følgere kan også i dette lys se vejens tegn, lære den lige vejs kendetegn, blive bekendt med de skæve vejes drejninger og sving og følge ham med fuldt udsyn. I virkeligheden er forholdet mellem en vejviser og en fakkel i nattens mørke netop det samme som forholdet mellem profeten og Bogen. Hvis vi river faklen ud af vejviserens hånd og selv begynder at gå med den, vil vi undervejs møde trevejskryds, firvejskryds og andre slags vejkryds, hvor vi enten må standse forvirrede og rådvilde, eller følge en vildledende vej i fakkelens lys. For blot det, at lampen findes, gør ikke mennesket uafhængigt af vejviserens hjælp. På samme måde: hvis vejviseren ikke har en fakkel i hånden, må vi blot klamre os til ham og følge ham som blinde efterfølgere, og uden lys vil vi ikke få det mindste udsyn, der gør os i stand til at skelne den lige vej fra den skæve og genkende de vanskelige steder på den lige vej, hvor mennesker snubler eller mister fodfæstet. Derfor har vi, ligesom vi på vores vandring gennem en ukendt vej i nattens mørke har brug for en erfaren og stedkendt vejviser samt en lampe, der gør os i stand til at se vejens tegn, og ikke kan undvære nogen af disse to, på samme måde brug for både vores Sendebud og Bogen i den ukendte verden af transcendente sandheder, hvor vores fornufts lys alene ikke nytter. Vi kan ikke finde den rette vej, hvis vi opgiver at følge den ene af dem.

Profeten er en erfaren vejviser, som ved hjælp af det udsyn, Allah har givet ham, har lært vejledningens rette vej at kende. Han er så grundigt bekendt med denne vejs detaljer, som en vejviser, der har rejst ad en vej utallige gange, er bekendt med hvert eneste skridt på den.

Et sådant udsyn kaldes »intelligens« (***), »viden« (***), »fuld forståelse« (******), »guddommelig undervisning« (*********) og »guddommelig vejledning« (**********); at netop dette blev skænket profeterne, nævnes gentagne gange i Koranen. Som det siges:

*************

Og Bogen er en sådan strålende fakkel, at profeten ved dens hjælp ikke blot leder sine følgere ad den rette vej, men også smykker dem med den viden, tankens lys og sandhedens glans, som han fra Allah har modtaget på et højere niveau. Samtidig gør han dem gennem undervisning og opdragelse så kvalificerede, at de, hvis de følger i hans fodspor og holder denne fakkel i hånden, ikke blot selv vil finde den rette vej, men også vil blive vejvisere og ledere for andre mennesker.

************

“Vi har åbenbaret denne bog for dig med det formål, at du skal føre folk fra mørket til lyset.” (Sura Ibrahim: 1)

***************

“Vi har åbenbaret Påmindelsen (Koranen) for dig, for at du skal tydeliggøre den vejledning for folk, som er blevet åbenbaret til dem, så de måske kan tænke over det. (Sura

Desuden har den på en ophøjet måde også gjort det klart, at den forskel, der findes mellem lampen og vejviseren i den materielle verden, ikke findes mellem profeten og Bogen i den åndelige verden. Tværtimod er der dér en forenende forbindelse mellem disse to. Derfor er det nogle steder den samme ting, som Bogen sammenlignes med, hvormed Sendebudet andre steder sammenlignes. Også den omvendte sammenligning er blevet foretaget:

******************

“O Profet! Vi har sendt dig som vidne, som glædesbringer og som advarer, og som en, der med Allahs tilladelse kalder til Ham, og som en lysende lampe.” Igen

****************

“Sandheden er, at denne Koran viser den vej, som er helt lige og ret.” I verset er Bogen blevet kaldt en vejviser.

Heraf fremgår det, at forholdet mellem Skriften og Sendebudet grundlæggende er uadskilleligt. Begge er lige nødvendige for, at mennesket kan opnå vejledning. For at bevare grundlæggelsen, stabiliteten og ansvaret for det intellektuelle og praktiske handlingssystem samt den kultur og civilisation, som islam ønsker at etablere, nøjagtigt og uforvansket, er det nødvendigt altid at opretholde forbindelsen med profetskabet og Skriften. Det er på grundlag af dette stærke behov, at profetskabet og Skriften hver for sig er blevet erklæret for to uundværlige bestanddele af troen, og at der gentagne gange er blevet lagt vægt på at tro på hver af dem. Hvis det ikke havde været hensigten at understrege dette, havde der ikke været nogen grund til at gøre det, for at anerkende Sendebudets sandhed beviser sandheden af den Skrift, han bragte, mens anerkendelsen af Skriftens sandhed svarer til at bevise sandheden hos den, der bragte den.

Troen på alle de himmelske skrifter

I forbindelse med denne tro har islam påbudt troen på alle de skrifter, som er blevet åbenbaret af Allah til Hans profeter. Ligesom det er nødvendigt at tro på alle profeter og sendebude for at være muslim, er det også nødvendigt at tro på alle skrifterne. Derfor siges der gentagne gange i Koranen:**************

“De gudfrygtige er dem, der tror på den bog, der er blevet åbenbaret til dig, og også på de bøger, der blev åbenbaret før dig.” – (Sura al-Baqarah: 4)

***************

“Sendebudet og alle de troende tror på Allah, på Hans engle, på alle Hans skrifter og på Hans profeter.” (Sura al-Baqarah: 285)

***************

“Allah har åbenbaret Skriften for dig med sandheden; den bekræfter sandheden af alle de skrifter, der kom før.” (Sura Ali Imran: 3)

***************

“Sig: Vi tror på Allah, på den bog, der er blevet åbenbaret for os, og på de bøger, der blev åbenbaret for Abrahams, Ismaels, Isaks og Jakobs efterkommere, samt på det, der blev givet til Moses, Jesus og de øvrige profeter fra deres Herre. Vi gør ingen forskel på nogen af dem, og vi er Ham lydige.” – (Sura Âl Imrân: 84)

************

“De, der har fornægtet denne bog og de øvrige bøger, som Vi sendte profeterne med, vil meget snart få følgerne at mærke. Når der er lagt lænker og kæder om deres halse, vil de blive slæbt gennem skoldende vand og derefter kastet ind i ilden.” – (Sura al-Mu’min: 70–72)

************

“Sandelig, Vi sendte profeterne med klare tegn og åbenbarede sammen med dem Bogen og vægten, for at menneskene skulle holde fast ved sandheden.” – (Sura al-Hadîd: 25)

Ud over denne generelle omtale er der også blevet givet befaling om at tro på bestemte bøger, som nævnes ved navn. Toraen er for eksempel blevet kaldt vejledning, lys (***), et kriterium, stråleglans (****), en ledestjerne og barmhjertighed – (al-Qasas: 5, al-Mâ’idah: 6, al-Anbiyâ’: 4, al-Ahqâf: 2) – og Evangeliet er ligeledes blevet kaldt vejledning, lys (***) og en samling formaninger (***), (al-Mâ’idah: 4). Det grundlæggende er altså, at man skal tro udførligt på de bøger, der er nævnt udførligt i Koranen, og generelt på dem, der ikke er nævnt. Dette er et af islams grundprincipper. Ifølge den islamiske trosopfattelse findes der ikke noget folk i verden, til hvem Allahs profet ikke kom med en bog fra Ham. Og alle de bøger, der kom til forskellige egne og forskellige folk i verden, var kilder, der udsprang af den samme kilde, og lysstråler, der udgik fra den samme sol. Alle bøgerne kom med den sandhed, sandfærdighed, vejledning og det lys (***) som kaldes ‘islam’. Derfor tror enhver muslim på dem alle. Den, der fornægter blot én af disse bøger, er skyldig i at fornægte alt og i at fornægte den sande kilde.

Udelukkende at følge Koranen

Men efter troen begynder herfra grænsen for den praktiske efterfølgelse; derfor er det nødvendigt at bryde forbindelsen med alle andre skrifter og kun holde fast ved Koranen. Det skyldes flere forhold:

For det første er mange af de himmelske skrifter nu forsvundet. Og blandt dem, der stadig findes, er ingen bog ud over Koranen bevaret i sit oprindelige sprog og sin oprindelige betydning. Menneskelige ord og menneskeligt sprog er blevet blandet sammen med Guds ord, både hvad angår sprog og betydning. I disse skrifter er vildledning blevet blandet sammen med vejledning som det uundgåelige resultat af dyrkelsen af begær. Nu er det blevet vanskeligt at skelne mellem, hvor meget der er sandt, og hvor meget der er falsk. Sådan er tilstanden for de skrifter, som forskellige folk har bygget deres religion på, og som mistænkes for at være himmelske skrifter. I nogle af dem findes der slet ingen forestilling om, at de skulle være åbenbaret af Gud. Om nogle ved man end ikke, hvis de faktisk blev åbenbaret af Gud, til hvilken profet og i hvilken tidsalder de blev åbenbaret. Nogle af deres sprog er døde i en sådan grad, at det i dag er vanskeligt blot at fastslå deres korrekte betydning. I nogle ses en tydelig blanding af menneskelige begær, vildledende læresætninger og overtro. Nogle indeholder en tydelig lære om shirk, tilbedelse af andre end Gud og tilsvarende vildledende overbevisninger og handlinger, som umuligt kan være sande. Skrifter, der befinder sig i en sådan tilstand, kan aldrig give mennesket fejlfri viden og det rette lys. Og ved at følge dem kan mennesket heller ikke sikre sig mod vildledning.

For det andet: Alle de skrifter, der i dag findes ud over Koranen, hvad enten de er himmelske eller blot mistænkes for at være himmelske, er i deres lære og deres regler enten stærkt præget af en snæver stamme- eller nationalfølelse eller af behovene i en bestemt tidsalder. De har aldrig været og kan heller ikke blive et middel til vejledning og ledelse for hele menneskeheden i alle tidsaldre.

For det tredje er det utvivlsomt, at hver af disse skrifter indeholder visse sande og rigtige lærdomme, og at de også rummer mange gode principper og regler til forbedring af menneskets natur, karakter og adfærd. Men intet skrift rummer al fromhed og alt godt; intet af dem kan alene give fejlfri vejledning på alle områder og i alle aspekter af menneskelivet.

Men Den Ædle Koran er helt fri for disse tre mangler:

For det første er den bevaret præcis på det sprog, som det ædle Sendebud (fvmh.) fremlagde Koranen på. Fra den første dag har hundredtusinder og millioner af mennesker i hver tidsalder lært den udenad. Millioner og atter millioner mennesker reciterer den dagligt. Dens eksemplarer er altid blevet nedskrevet. Der er aldrig konstateret nogen forskel i dens betydning eller ordlyd. Derfor er der ingen grund til tvivl eller mistanke på dette område: Den Koran, man hørte fra profeten Muhammads (fvmh.) mund, er den samme, som findes i verden i dag, og som vil forblive der for altid. Ikke ét ord er nogensinde blevet ændret i den, og det kan heller ikke ske.

For det andet blev Koranen åbenbaret på arabisk, som stadig er et levende sprog. I dag lever der hundreder af millioner arabisktalende mennesker i verden. De bøger, der på tidspunktet for Koranens åbenbaring var dette sprogs bedste og mest fremragende litteratur, findes stadig den dag i dag. De vanskeligheder, man møder ved at forstå bøger på døde sprog, findes ikke i samme grad, når man skal forstå betydningen og indholdet af denne litteratur.

For det tredje er Koranen fuldstændig sand og ufejlbarlig og fyldt med guddommelig lære fra først til sidst. Ingen steder kan man finde det mindste spor af menneskelige følelser, begær, national eller stammemæssig egeninteresse eller vildledning, der udspringer af uvidenhed. Ikke den mindste smule menneskelige ord har kunnet blande sig med Guds ord i den.

For det fjerde: Her inviteres hele menneskeheden, og der fremlægges trosforestillinger, moralske principper og adfærdsregler, som ikke er begrænset til noget bestemt land, folk eller nogen bestemt tidsalder. Enhver af dens læresætninger er både universel og evig.

For det femte: Alt det, der blev omtalt i de tidligere åbenbarede skrifter om sandhed, grundlæggende principper, velfærd og gode handlinger, er samlet heri. Man kan ikke fremdrage nogen sandhed eller god handling fra noget religiøst skrift, som ikke er nævnt i Koranen. Når et så fuldkomment skrift findes, bliver mennesket naturligt uafhængigt af andre skrifter.

Af alle disse grunde har islam erklæret, at forbindelsen til at følge alle andre skrifter skal brydes, og at kun Koranen er værd at følge; hele verden er blevet kaldet til udelukkende at tage dette skrift som rettesnor for handlinger og livsførelse.

**************

إِنَّا أَنزَلْنَا إِلَيْكَ الْكِتَابَ بِالْحَقِّ لِتَحْكُمَ بَيْنَ النَّاسِ بِمَا أَرَاكَ اللّهُ وَلاَ تَكُن لِّلْخَآئِنِينَ خَصِيمًا

»Vi har åbenbaret denne Bog for dig med sandheden, for at du kan dømme mellem mennesker med den sande viden, som Allah har givet dig.« (Sura an-Nisa: 105)

»De, der tror på denne profet, hjælper og støtter ham og følger det lys, der blev åbenbaret med ham, de er de succesfulde.« – (Sura al-A’raf: 157)

Og af denne grund er også de folk, som allerede har et åbenbaret skrift, blevet opfordret til at tro på Koranen og følge den. Derfor er der gentagne gange blevet befalet i Koranen:

******************

“O I, der har modtaget Skriften! Tro på denne Bog (Koranen), som Vi har åbenbaret, og som bekræfter sandheden i de skrifter, I har hos jer.” – (Sura an-Nisa: 47)

************

“O Skriftens folk! Vores sendebud er kommet til jer; han tydeliggør for jer meget af det, som I skjulte fra Skriften, og han tilgiver meget. Fra Allah er der kommet et lys og en klar Bog til jer. Gennem den leder Allah dem, der søger Hans velbehag, til fredens veje, og med Hans tilladelse fører Han dem fra mørket til lyset og leder dem til den lige vej.” – (Sura al-Ma’ida: 15-16)

****************

“Vi har åbenbaret klare tegn for dig, og det er kun de gudløse, der fornægter dem.” – (Sura al-Baqara: 99)

En udførlig overbevisning vedrørende Koranen

Den Bog, som er blevet betegnet som den fejlfri vejledning for menneskers tænkning og tro, og som er blevet fastlagt som en bindende forskrift for det praktiske liv, kan ikke følges fuldt ud, før mennesket har en fast tro på, at den er ufejlbarlig, sandhedsbaseret og fri for alle mangler og fejl. For hvis der opstår den mindste tvivl om dens renhed, vil mennesket ikke have tillid til den eller være tryg ved den, og det vil ikke kunne følge den med fuld tillid. Derfor er de nødvendige bestanddele af troen på Koranen (iman bil-Koranen) blevet udtrykkeligt fastlagt i selve den ærefulde Koran. Nemlig:

For det første: Den betydning, hvori Koranen blev åbenbaret, er bevaret. Der er ikke foretaget nogen form for reduktion eller tilføjelse i den. Følgende vers vidner om dette:

*****************

»Det er Os, der skal samle den og recitere den; når Vi derfor reciterer den, skal du følge denne recitation. Derefter er det også Os, der skal forklare dens betydning.« – (Sura al-Qiyamah: 17-19)

*****************

»Vi vil lære dig den på en sådan måde, at du ikke vil glemme den – bortset fra det, som Allah ønsker, at du skal glemme; det er en særskilt sag.« – (Sura al-A’la: 6-7)

*****************

»Det er Os, der har åbenbaret denne påmindelse (Koranen), og det er Os, der vogter over den.« – (Sura al-Hijr: 9)

****************

“Læs det op, som er blevet åbenbaret for dig fra din Herre; ingen kan ændre Hans ord.” – (Sura al-Kahf: 27)

For det andet: Ingen satanisk kraft har den mindste indflydelse på Koranens åbenbaring.

******************

“Satanerne er ikke steget ned med den; det er ikke noget, nogen af dem kan gøre, og de er heller ikke i stand til det. Tværtimod er de blevet holdt borte fra at lytte til åbenbaringen.” – (Sura ash-Shu’ara: 210-212)

For det tredje: Selv profetens egne ønsker og begær har ingen plads i Koranen.

*****************

“Han taler ikke ud fra sit eget ønske; det er blot en åbenbaring, der er blevet åbenbaret for ham.” – (Sura an-Najm: 3-4)

For det fjerde: Der er overhovedet ingen plads til løgn og usandhed i Koranen.

*****************

“Dette er visselig en urokkelig og velbevaret Bog; falskhed kan hverken komme til den forfra eller bagfra. Den er åbenbaret fra en vis og lovprist Herre.” – (Sura Ha-Mim as-Sajdah: 41-42)

Fem: Koranen er sand fra ende til anden; den er ikke åbenbaret på grundlag af gæt og formodninger, men på grundlag af sand viden. Der er ingen skævhed eller krumhed i den; den viser mennesket den lige vej.

****************

“De, der har viden, anser denne Bog, som er blevet åbenbaret til dig fra din Herre, for at være sandheden; den leder menneskene til Allah, den Almægtige og Lovpriste.” – (Sura Saba: 6)

**************

“Det er uden tvivl den sikre sandhed.” – (Sura al-Haqqah: 51)

“Vi er kommet til dem med en Bog, som Vi på grundlag af sand viden har gjort til omfattende vejledning og barmhjertighed for de troende.” – (Sura al-A’raf: 52)

**************

“O Muhammad! Sig, at Han, som kender alle himlens og jordens hemmeligheder, har åbenbaret denne bog.” – (Sura al-Furqan: 6)

“Der er ikke fremsat noget i denne bog på grundlag af tvivl.”

****************

“Allah har ikke lagt nogen krumhed i den; den er helt lige.”

***************

“Sandelig, denne Koran viser vej til en helt lige vej”

**************

For det sjette: Ingen har ret til at ændre noget i Koranens bestemmelser og lære, ikke engang Profeten selv.

»Sig: Jeg har ikke ret til at ændre denne Bog på eget initiativ. Jeg følger kun den åbenbaring, der gives mig. Hvis jeg er ulydig mod min Herre, frygter jeg en svær dag.« – (Sura Yunus: 15)

For det syvende: Intet, der strider mod Koranen, bør på nogen måde følges.

************

»Følg det, der er blevet åbenbaret til jer fra jeres Herre, og følg ikke andre beskyttere end Ham.« – (Sura al-A’raf: 3)

Dette er islams omfattende overbevisning om Den Ædle Koran, og det er absolut nødvendigt at tro på hver eneste del af den. Den, hvis overbevisning mangler blot én af dens dele, vil aldrig være i stand til at følge Koranen korrekt og fuldstændigt. Tværtimod vil han vige bort fra den lige vej, der kaldes islam.

Den islamiske kulturs grundvold

Troen på én Bog og én Sendebud, lydigheden mod og efterfølgelsen af ham, sindets genopbygning efter den form, han har skabt, udledningen af hele troslæren, tilbedelsen, moralen, transaktionerne og de sociale bestemmelser fra denne ene kilde samt foreningen af hele det muslimske samfund gennem denne tro, lydighed og efterfølgelse gør islam til en varig kultur og muslimerne til én nation trods alle former for arvelige, sproglige, racemæssige og geografiske forskelle. Forskelle i viden, fornuft, udforskning, undersøgelse, synspunkter samt tilbøjeligheder og præferencer kan naturligvis føre til forskelle i lovudledningen fra Koranens vers og Sendebuddets sunna og i forståelsen af deres betydning og formål. Men disse forskelle angår udelukkende detaljer og mindre spørgsmål; de gør ikke de forskellige retsskoler og teologiske skoler til hver deres religion og deres tilhængere til separate nationer. Grundlaget for det islamiske fællesskab er at anerkende Muhammad (fred være med ham) som Allahs Sendebud og den eneste, der skal følges, at anerkende Den Ædle Koran som Allahs Bog og den eneste lovbog samt at erklære begge disse ting for kilden til hele troslæren og loven. De, der er enige om dette grundlæggende spørgsmål, udgør tilsammen én nation, hvor store deres uenigheder om detaljer end måtte være. De, der ikke er enige om dette grundlæggende spørgsmål, udgør ifølge Koranens synspunkt en anden nation, uanset hvor mange nationer de måtte være opdelt i.

I virkeligheden er Koranen en fuldstændig samling af alt det, som islams grundlag hviler på. Den, der har troet på Koranen, har også troet på Allah, Hans engle, Hans Bog, Hans profeter og det hinsidige. For en udførlig redegørelse for hele denne troslære findes i Koranen. Og den sikre frugt af ‘iman bil-Koran’ (troen på Koranen) er, at mennesket opnår fuldkommen tro. På samme måde er alle islams shariahs grundprincipper og grundlæggende bestemmelser nævnt i den ædle Koran, og Lovgiveren har gjort disse principper og bestemmelser tydelige gennem sine ord og handlinger. Derfor er den, der med urokkelig tro erklærer Koranen og Profetens sunna for bindende lov i alle livets forhold, uden tvivl muslim i tro og handling. Helheden af denne tro og overholdelsen af loven kaldes islam. Hvor disse to ting findes, findes islam også. Og hvor disse to ikke findes, findes islam heller ikke.

7.

Troen på den sidste dag

Den sidste dag betyder livet efter døden. Derfor kaldes det også livet i det hinsidige og det kommende liv. Man vil sandsynligvis ikke kunne finde en eneste side i den ædle Koran, hvor det hinsidige ikke omtales. Dette emne er blevet behandlet på mange forskellige måder og i mange forskellige former og er blevet indprentet i menneskers hjerter. Der er blevet fremlagt argumenter og beviser for dets sandhed. Der er blevet givet en udførlig redegørelse for det. Dets betydning er blevet forklaret. Der er blevet opfordret til at tro på det. Det er blevet sagt med klare ord: Den, der ikke tror på dette sidste liv, får alle sine gerninger tilintetgjort:

“Den, der anser Vores tegn for løgn og fornægter at stå til regnskab i det hinsidige, hans gerninger er i sandhed blevet til intet.” – (Sura al-A’raf: 147)

“Fortabte er de mennesker, som har anset meddelelsen om, at de skal møde Allah, for løgn.” – (Sura al-An’am: 31)

Den tro på det hinsidige, som er blevet fremført med så stor vægt, kan i virkeligheden siges at være et svar på nogle spørgsmål, der naturligt opstår i menneskets sind.

Nogle naturlige spørgsmål

Mennesket oplever mere sorg end glæde og mere smerte og lidelse end velvære. Det er helt naturligt, at det, der rammer menneskets følelser hårdest, også får dets tænkeevne til at arbejde desto mere aktivt. Når vi opnår noget, tænker vi i glæden over det ikke nærmere over, hvor det kom fra, hvordan det kom, eller hvor længe det vil vare. Men når vi mister noget, pisker sorgen over tabet vores tænkeevne voldsomt, og så begynder vi at spørge: Hvordan kunne det gå tabt? Hvor blev det af? Hvor er det nu? Vil det nogensinde kunne genfindes? Derfor tillægger vi ikke spørgsmålet om livet og dets begyndelse nær så stor betydning som spørgsmålet om døden og dens følger. Når vi ser verdens skueplads og vores egen eksistens på den, opstår der ganske vist spørgsmål i vores sind: Hvilken slags tumult er dette? Hvordan blev det skabt? Hvem skabte det? Men alt dette er overvejelser, der kun opstår i det øjeblik. Bortset fra fremtrædende og dybt tænkende mennesker beskæftiger almindelige mennesker sig ikke med den slags spørgsmål. Døden og dens bitterhed må derimod ethvert menneske møde. I ethvert menneskes liv kommer der mange tidspunkter, hvor det med egne øjne ser slægtninge, familie, venner og kære dø. Hjælpeløse og svage mennesker dør, og det gør magtfulde og stærke mennesker også. Sørgelige dødsfald indtræffer, og man ser også dødsfald, der er lærerige. Når hvert menneske ser alle andre begive sig ad denne vej, vokser der i det en fast overbevisning om, at også det selv skal gå denne vej. Der findes næppe et menneske, som ved synet af disse scener ikke bliver dybt rystet af spørgsmålene om døden: Hvad er døden egentlig? Hvor går mennesket hen, når det passerer gennem denne dør? Hvad findes der bag døren? Eller findes der i virkeligheden overhovedet noget?

Dette er et almindeligt spørgsmål, som både almindelige og usædvanlige mennesker har tænkt over. Fra den simple bonde til den store filosof og videnskabsmand beskæftiger alle sig med det. Men der findes også en række andre spørgsmål i denne forbindelse, som bliver ved med at nage næsten ethvert tænkende menneskes sind, og mange bitre erfaringer i livet gør denne nagende uro endnu større. Vores få år i denne verden og hvert eneste øjeblik, hvert eneste sekund af dem, bruges på den ene eller den anden handling, på den ene eller den anden bestræbelse. Det, vi opfatter som hvile, er også en form for bevægelse. Det, vi anser for uvirksomhed, er også en slags handling. Det er helt nødvendigt, at enhver god handling bærer en god frugt, og enhver ond handling en ond frugt. Den gode virkning af en ærlig bestræbelse og den dårlige virkning af en uærlig bestræbelse bør nødvendigvis komme til syne. Men får vi i dette jordiske liv virkelig følgerne af alle vores bestræbelser, resultaterne af alle vores anstrengelser og belønningen for alle vores handlinger? En forbryder har tilbragt hele sit liv med onde gerninger. Nogle af disse gerninger har han uden tvivl fået følgerne af her i verden. På grund af en ond gerning er han blevet syg. På grund af en anden er han blevet indviklet i sorg, lidelse, ulykker og uro. Men samtidig har han ikke her i verden fuldt ud fået følgerne af mange af sine onde gerninger. Mange af hans forbrydelser er forblevet skjult for folks øjne, så han ikke engang er blevet vanæret eller ydmyget på grund af dem. Og selv hvis han er blevet vanæret, hvilken oprejsning har da den stakkel, som han undertrykte, fået for det tab og den skade, han led? Skal denne forbryders undertrykkelse og overgreb således forblive uden følger, og skal de hjælpeløse undertryktes tålmodighed og udholdenhed være forgæves? Vil resultatet af alt dette aldrig komme for dagen?

Det samme gælder de gode gerninger. Mange retskafne mennesker har udført gode gerninger hele livet uden at få deres fulde udbytte her i verden. Tværtimod har de på grund af nogle af deres gode gerninger måttet tåle vanære og ydmygelse. På grund af andre gode gerninger er de blevet forfulgt og hårdt straffet. Og nogle gode gerninger er aldrig blevet kendt af verden. Er alle disse stakkels menneskers gode gerninger så gået til spilde? Efter så hårdt et arbejde og så store anstrengelser har de opnået sindets fred—er det alene et tilstrækkeligt resultat?

Dette spørgsmål vedrører kun individet og den enkelte. Men derefter følger endnu et spørgsmål, som vedrører nationers, klassers og tings skæbne samt hele denne verdens endelige skæbne. Vi ser, at mennesker dør, og at andre mennesker fødes i deres sted. Planter, dyr og fugle forsvinder, og andre planter, dyr og fugle kommer til i deres sted. Men vil denne række af fødsel og død fortsætte sådan uden ende? Vil den aldrig nå til en afslutning noget sted? Hele verdens maskineri drives på en bestemt måde ved hjælp af luft, vand, jord, lys, varme og de øvrige naturkræfter—er alt dette uforgængeligt? Har intet af det en fastsat levetid? Vil der aldrig indtræffe nogen forandring i dets regler, orden og struktur?

Islam har givet en tilfredsstillende løsning på alle disse spørgsmål. Troen på livet efter døden er i virkeligheden det naturlige svar på disse spørgsmål. Men før vi drøfter denne løsning, dens sandhed og dens moralske og civilisatoriske følger, bør vi undersøge, hvor langt mennesket selv er lykkedes med sine bestræbelser på at løse disse spørgsmål.

Benægtelse af livet efter døden

Nogle siger, at alt det, man forstår ved livet, ender med dette jordiske liv. Døden betyder fuldstændig tilintetgørelse og udslettelse; derefter findes der hverken livsbevidsthed, følelse eller følger af handlinger.

“De siger: Der findes kun vores første død, og vi vil ikke blive genoprejst.” (Sura ad-Dukhān 34-35)

»Disse mennesker siger: Livet er kun vort liv i denne verden. Liv og død findes kun her. Og ingen anden end tidens gang tilintetgør os.« (Sura al-Jāthiya: 24)

Derimod vil dette verdensmaskineri fortsætte med at fungere på samme måde i al evighed. Dets orden og system er således indrettet, at det aldrig vil bryde sammen.

De, der fremsætter den slags påstande, siger ikke dette på grundlag af nogen videnskabelig kilde, hvorfra de har fået sikker viden om, at der i virkeligheden ikke findes noget efter døden, og at dette verdensmaskineri virkelig er uforgængeligt. De siger det derimod udelukkende med støtte i deres sanseerfaringer. Grunden til, at de drager denne konklusion, er, at de ikke har erfaret nogen tilstand efter døden. De har heller ikke set noget tegn på, at verdensordenen skulle bryde sammen. Men spørgsmålet er: Er det i sig selv tilstrækkeligt bevis for at benægte noget, at man ikke har erfaret det? Betyder vores erfaring da, at noget eksisterer, og manglende erfaring, at det ikke eksisterer? Hvis det er sådan, vil jeg sige: Det, jeg erfarer, bliver i virkeligheden først til i det øjeblik, jeg erfarer det, og når det bevæger sig uden for min erfaring, ophører det naturligt med at eksistere. Den flod, jeg så strømme, blev først skabt, da jeg så den strømme, og da den forsvandt fra mit synsfelt, forsvandt også dens eksistens. Vil noget fornuftigt menneske acceptere en sådan påstand fra mig som fejlfri? Hvis ikke, hvordan kan noget fornuftigt menneske så anse følgende påstand for sand: Eftersom tilstanden efter døden ikke kan registreres gennem vores iagttagelser og erfaringer, findes der derfor ingen tilstand efter døden?

Ligesom det er forkert at drage konklusioner om død og tilintetgørelse udelukkende på grundlag af sanseerfaring, er de konklusioner, man drager om liv og eksistens alene ved hjælp af sanseerfaring, lige så grundløse. Hvis konklusionen om, at denne verdensorden er evig og uforgængelig, er korrekt, blot fordi vi ikke har set den bryde sammen, kan jeg også se på en solid bygning og sige, at den vil bestå for evigt, fordi jeg hverken har set den styrte sammen eller bemærket nogen revne, der varsler, at den vil styrte sammen i fremtiden. Vil min argumentation blive accepteret af fornuftige mennesker?

Indvirkningen af vantro på det hinsidige på karakteren:

Filosoffer og videnskabsfolk er faktisk næsten enige om, at denne verdensorden en dag nødvendigvis vil bryde sammen. Der findes sandsynligvis ikke længere nogen blandt de lærde, der forsvarer den gamle teori om verdens evighed. Alligevel er der stadig mange, som kalder døden den endelige tilintetgørelse, og denne ovennævnte urimelige antagelse er grundlaget for deres opfattelse. Men selv hvis vi ser bort fra dens urimelighed, er det en ubestridelig sandhed, at mennesket aldrig kan opnå sindsro gennem denne opfattelse. Tværtimod forbliver de fleste af de spørgsmål, der opstår i menneskets sind, når det betragter livets begivenheder, uløste i denne opfattelse. Frem for alt vil menneskets liv og karakterdannelse, hvis de grundlægges på denne opfattelse, nødvendigvis møde to situationer. For det første vil denne opfattelse, hvis forholdene bliver ugunstige, lægge en voldsom følelse af pessimisme, fortvivlelse og mangel på mod på mennesket. Når mennesket ikke kan se nogen frugt af sine gode gerninger i denne verden, vil dets handlekraft blive svækket og lammet. Når det ikke kan se nogen mulighed for at få uret og undertrykkelse afhjulpet, vil dets moralske mod bryde sammen. Når det ser ondskab, fordærv og undertrykkelse vokse og brede sig i verden, vil det naturligt tænke, at succes og fremgang i skaberværket kun tilkommer ondskaben, mens godhed og gode gerninger kun fører til tilbagegang. Hvis forholdene derimod er gunstige, vil mennesket under påvirkning af denne opfattelse blive et selvtilbedende dyr. Det vil mene, at kun den dag, der tilbringes i luksus og nydelse, er meningsfuld. Hvis det berøves nogen af denne verdens fornøjelser og nydelser, vil det tænke, at det aldrig får et andet liv, hvori det kan indhente det tabte. Derfor vil det udøve undertrykkelse og vold uden hensyn. Det vil berøve andre deres rettigheder. For at opnå egen fordel og tilfredsstille sine begær vil det ikke tøve med at udføre selv de mest usle handlinger. I et sådant menneskes opfattelse vil der højst være plads til de gode gerninger, den høflighed og den anstændighed, som kan skaffe det et godt navn, berømmelse, anseelse eller en anden form for verdslig fordel. På samme måde vil det kun betragte de forbrydelser og synder som forbrydelser og synder, hvis følger viser sig som en verdslig straf, fysisk lidelse eller materielt tab. De gode gerninger, hvis gavnlige følger ikke vil vise sig i denne verden, vil det anse for ren tåbelighed at udføre. Og den ondskab, hvis skade ikke vil blive mærkbar i denne verden, vil det i dets øjne ligefrem betragte som en dydig handling.

Hvis et helt samfunds moralske system et eller andet sted grundlægges på en sådan opfattelse og mentalitet, vil hele dets moralske tankegang ændre sig. Hele dets moralske system vil blive bygget på egoismens og selvtilbedelsens grundlag. Her vil gode gerninger være ensbetydende med verdslig fordel, mens ondskab blot vil være et andet navn for materielt tab. Her vil løgn kun blive betragtet som en synd, hvis den medfører verdsligt tab, mens den, hvis den er et middel til fordel, vil blive anset for en fuldkommen dydig handling. Hvis ærlighed er et middel til at opnå fordel i denne verden, vil den være en god gerning, men hvis den er skadelig, vil intet være en større ondskab end den. Utroskab vil være en velsignelse, når den tjener luksus og nydelse, og først hvis den er skadelig for helbredet, vil den blive betragtet som noget forkasteligt. Kort sagt: Hvor der ikke findes frygt for eller håb om nogen god eller ond følge efter dette jordiske liv, vil mennesket kun rette sin opmærksomhed mod de virkninger af handlinger, der viser sig i denne verden. Derved vil der indtræde en sådan ændring i den moralske værdi, som dets handlinger tillægges, at den på ingen måde kan være egnet for et civiliseret samfund. Det er snarere mere rigtigt at sige, at en menneskegruppe med sådanne moralske værdier ikke har nogen anden mulighed end at synke ned på et niveau, der er værre end dyrenes.

Nogle vil sige, at straf og belønning i denne verden ikke kun består i materiel og fysisk gevinst og tab, men at der også findes en kraft i mennesket, som kaldes samvittigheden. Dens smerte og dens skrig er også tilstrækkelig straf for ondskab i denne verden. Og dens ro er tilstrækkelig belønning for menneskets gode gerninger. Men jeg vil sige, at der i denne verden findes meget ondskab, som mennesket, blot fordi det ser den materielle fordel ved den, bliver rede til at bære samvittighedens stik for. Omvendt må mennesket bringe så store ofre for mange gode gerninger, at samvittighedens ro alene ikke kan være en tilstrækkelig belønning. For det andet vil man, blot man tænker over samvittighedens natur, se, at det ikke er dens opgave at skabe et moralsk idégrundlag. Den samvittighed begynder derimod at støtte de moralske idealer, som gennem en bestemt form for undervisning og træning er blevet indpodet i menneskets sind. Derfor føler en hindus samvittighed sig plaget af forhold, som en muslims samvittighed ikke føler nogen smerte over. Hvis et samfunds moralske idégrundlag derfor ændrer sig, og målestokken for godt og ondt også ændres, vil samvittighedens retning samtidig ændre sig. Samvittigheden i dette samfund vil ikke føle nogen form for smerte over de handlinger, som samfundet lader passere som uretfærdige, og den vil heller ikke føle nogen ro over de handlinger, der ikke anerkendes som gode gerninger.

Genfødselslæren

Den anden gruppe fremsætter genfødselslæren. Dens hovedindhold er, at døden ikke betyder endelig tilintetgørelse, men blot overgang til en anden krop. Når sjælen forlader denne krop, tager den bolig i en anden krop. Den egnethed, som mennesket i sit første liv opnår gennem sine egne gerninger og tilbøjeligheder, bestemmer, hvilken anden krop eller, mere præcist, hvilket andet hylster der passer til det. Hvis dets gerninger er dårlige, og de skaber ringere egenskaber i det, vil dets sjæl synke ned til et lavere biologisk eller vegetabilsk niveau. Hvis det derimod gennem gode gerninger kan udvikle gode egenskaber, vil dets sjæl stige mod et højere niveau. Kort sagt er straf og belønning ifølge denne lære begrænset til denne verden og dette legemlige univers. Sjælene skifter hele tiden hylster i denne verden for blot at høste frugterne af deres tidligere gerninger.

På et tidspunkt var denne lære meget populær. Flere århundreder før Jesus (fred være med ham) var filosoffer som Pythagoras og Empedokles blandt dens fortalere i Grækenland. Man kan også spore nogen indflydelse fra den i Egyptens oldtidshistorie. Genfødselslæren trængte også ind blandt jøderne som følge af påvirkning udefra. I dag findes denne lære imidlertid i de religioner, der er opstået i Indien, såsom brahmanisme, buddhisme og jainisme, eller blandt uciviliserede eller halv-civiliserede folk i Vestafrika, Sydafrika, det centrale Australien, Indonesien samt Nord- og Sydamerika. Alle øvrige civiliserede folk har forkastet den. For den indsigt, som mennesket gennem udviklingen af sin viden og fornuft indtil nu har opnået om verden og dens livsforløb, benægter hele grundlaget for genfødselslæren. Hvis vi i selve de indisk-opståede religioner ser på denne læres historie, finder vi, at man i det gamle vediske Indien troede, at mennesket efter døden opnår et andet liv, som er helt behageligt for de retskafne og helt smertefuldt for forbryderne. Derefter indtrådte der pludselig en ændring i denne lære, og i senere tiders indiske litteratur finder man genfødselslæren som en filosofisk overbevisning. Årsagen til denne ændring er endnu ikke blevet undersøgt. Nogle forskere mener, at denne tankegang kom til arierne fra draviderne. Andre siger, at den allerede fandtes blandt ariernes lavere klasser. På senere tiders antagelser har man opført en vældig bygning. Tilsvarende findes der ganske vist en udførlig forestilling om genfødsel i buddhistisk litteratur, men i begyndelsen fandtes den ikke i denne religion. Af den ældre litteratur fremgår det, at buddhismens oprindelige tro var, at livet er en flod, som hele tiden strømmer videre gennem omskiftelse og forandring. Denne forestilling udviklede sig efterhånden til tanken om, at den samme sjæl og det samme liv findes i hele verden og skifter fra form til form og fra hylster til hylster. Heraf bliver det tydeligt, at de indiske folk i begyndelsen ændrede den viden, de havde fået gennem åbenbaring og inspiration, og opfandt en filosofisk og gådefuld religiøs lære. Denne lære var fuldstændig deres egen konstruktion.

Intellektuel kritik

Der er ikke anledning til en udførlig drøftelse af genfødselslæren her. Det er dog nødvendigt at kaste så meget lys over sagen, at det kan påvises, at genfødselslærens grundlag er fuldstændig i strid med fornuften og med al den menneskelige viden og videnskab, man har opnået om livet og verden. Tilhængerne af genfødselslæren mener, at hvert menneske får frugten af sine gerninger i denne verden: Gennem gode gerninger stiger det til et højere niveau i livet, og gennem onde gerninger synker det til et lavere niveau. Hvis et menneske for eksempel gør ondt i dette liv, vil det synke ned på et biologisk eller vegetabilsk niveau. Hvis et dyr derimod gør godt i sit liv, vil det stige til det menneskelige niveau. Det betyder med andre ord, at det biologiske og vegetabilske liv er resultatet af menneskelivets onde gerninger, mens menneskelivet er resultatet af planters og dyrs gode gerninger. Med andre ord er årsagen til, at de mennesker, der nu er mennesker, blev mennesker, at de tidligere gjorde gode gerninger som planter og dyr. Og årsagen til, at de planter og dyr, der nu er planter og dyr, befinder sig i denne tilstand, er, at de gjorde onde gerninger i menneskelivet. Hvis man skal acceptere denne lære, bliver det nødvendigt at erkende endnu nogle få ting, og de strider alle mod fornuften. For eksempel:

For det første: Der kan ikke fastlægges nogen begyndelse på denne kredsløb af genfødsler. For at blive menneske må man først have været plante eller dyr. Men for at blive plante eller dyr må man først have været menneske. Fornuften erklærer et sådant begyndelsesløst kredsløb for urealistisk.

For det andet: Hvis genfødslernes kredsløb er uendeligt, må man erkende, at ikke blot de sjæle, der igen og igen skifter form, men også de materialer, der leverer hylstre til sjælene, må være uendelige. Denne jord, dette solsystem og alle de virkende kræfter i det ville således også være uendelige. Men fornuften kræver, og videnskabelig forskning bevidner, at dette solsystem hverken er uden begyndelse eller uendeligt.

For det tredje: Man må erkende, at alle de egenskaber, som planter, dyr og mennesker besidder, kun vedrører deres legemlige fremtræden og ikke livet. For det liv, der i menneskets hylster har opnået fornuft og tænkeevne, er blevet uden fornuft i dyrets hylster. Og når det er kommet ind i plantens hylster, har det stakkels væsen endda mistet både vilje og handlekraft.

For det fjerde: Kun handlinger, der udføres velovervejet og bevidst, kan betegnes som gode eller onde, moralsk rigtige eller forkerte. Ud fra dette synspunkt kan menneskers handlinger være moralsk rigtige eller forkerte, og de kan derfor belønnes eller straffes; men det er lige så uberettiget at betegne planters og dyrs handlinger som moralsk rigtige eller forkerte, som det er at straffe eller belønne dem for dem. For at kunne drage en sådan konklusion må man også acceptere, at planter og dyr har evnen til at handle velovervejet og bevidst.

For det femte: Hvis det kommende liv er resultatet af vores handlinger i det nuværende liv, bør onde handlinger naturligvis føre til et ondt resultat. Og hvis vi i det andet liv modtager netop dette onde resultat, hvordan skulle der så kunne udføres gode handlinger på grundlag af det? Det vil naturligvis føre til, at der kun udføres onde handlinger, hvis resultat i det tredje liv bliver endnu værre. På denne måde vil den ondskabsfulde menneskesjæl fortsat synke ned mod lavere niveauer i reinkarnationens kredsløb. Den kan aldrig forventes at kunne stige op igen. Det betyder også, at et menneske ganske vist kan blive til et dyr, men at det er umuligt for et dyr at blive til et menneske. Spørgsmålet er nu: Som følge af hvilken god handling er de mennesker, der nu er mennesker, blevet mennesker, og hvor er de kommet fra?¹ [Se Tafhīm al-Qurʾān, sura al-Aʿrāf, note 30, for en mere udførlig kritik af reinkarnationstanken.]

Reinkarnationstankens indflydelse på samfund og civilisation

Desuden kan sund fornuft af mange andre grunde ikke acceptere reinkarnationstanken. Derfor er reinkarnationstanken i takt med menneskets intellektuelle og videnskabelige fremskridt ved at blive forkastet i tilsvarende grad. I dag er denne lære således hovedsageligt udbredt blandt de folk, der er mest tilbagestående med hensyn til intellektuel og videnskabelig udvikling. Samtidig må det erkendes, at reinkarnationstanken undertrykker menneskets mod og moralske styrke og svækker den levende bevidsthed, der driver udviklingen fremad. Det er fra denne lære, at princippet om ikke-vold, som er yderst ødelæggende for menneskets individuelle og nationale liv, har sin oprindelse. Hos et folk, der tror på en sådan lære, vil den krigeriske ånd naturligt forsvinde. Dets fysiske styrke vil svækkes. Ja, det vil blive berøvet de bedste motiver, der udvikler den fysiske styrke. Befolkningen i et sådant folk bliver ikke blot fysisk, men også psykisk svag. Som følge af denne dobbelte svaghed bliver det besejret og underlagt andre, og til sidst bliver det enten udslettet fra jordens overflade eller opslugt af andre stærke folk.

Reinkarnationstankens anden skadevirkning er, at den er civilisationens og kulturens evige fjende. Den trækker mennesket i retning af askese og forsagelse af verden. Reinkarnationstilhængerne tror, at det er begæret, der besmitter sjælen med synd. Derfor bliver sjælen gang på gang indespærret i en fysisk krop og må erfare konsekvenserne af sine egne handlinger. Hvis mennesket derfor undertrykker begæret og ikke indvikler sig i verden og dens labyrint, kan sjælen frigøre sig fra reinkarnationens kredsløb. Og dette er den eneste vej til befrielse. For når mennesket først er blevet involveret i jordiske forhold, er det umuligt for det at frigøre sig fra begæret og dets krav. Den uundgåelige konsekvens blev således, at de, der længes efter befrielse, må blive asketer og drage ud i skove, ødemarker eller bjerge; mens de, der ikke vil gøre det, må opgive håbet om befrielse og være rede til at gennemløbe dyrenes og planternes niveauer. Kan en sådan forestilling eller tro på nogen måde bidrage til civilisationens og kulturens udvikling? Og kan noget folk, der nærer en sådan tro, gøre fremskridt i verden?

Der er ingen tvivl om, at reinkarnationstanken på flere måder i det mindste er bedre end at betragte døden som den endelige tilintetgørelse eller den evige bortgang. Mennesket har nemlig et naturligt ønske om at bestå evigt, og dette ønske kan til en vis grad tilfredsstilles gennem reinkarnationstanken. Desuden rummer denne lære en forestilling om straf og belønning samt om gode og onde handlingers resultater, og på dette grundlag kan den støtte en god og solid moralsk orden. Men vi har også gentagne gange peget på denne ubestridelige sandhed: En lære, der strider mod viden og fornuft og udgør en hindring for civilisationens og kulturens udvikling, kan ikke få et fast greb om menneskets sind og intellekt – på hvert trin i den videnskabelige og intellektuelle udvikling og på hvert stadium i civilisationens og kulturens fremadskriden kan den ikke bestå med samme

styrke. Og når dens greb ikke kan opretholdes, kan dens blotte eksistens som en filosofisk lære på bogsiderne på ingen måde være nyttig for den moralske ordens stabilitet og styrke. Den bliver først virkelig nyttig, når den i stedet for på bogsiderne er indskrevet i menneskenes hjerter, og folk tror fuldt og fast på den.

For det andet har denne lære, set i lyset af dens endelige konsekvens, også mistet sin egen moralske værdi. Den får nemlig mennesket til at tro, at reinkarnationens kredsløb fungerer præcis som en maskine: Det resultat, der er fastlagt for enhver handling, vil nødvendigvis vise sig, og dets virkning og resultat kan ikke ændres gennem anger, tilgivelse eller bod. Når et sådant menneske først har begået en synd, vil det for altid blive fanget i syndens kredsløb; så vil det tænke: Når jeg alligevel må blive et dyr eller en plante, hvorfor skulle jeg så ikke nyde alle dette menneskelivs bekvemmeligheder, fornøjelser og nydelser af fulde drag?

Troen på livet efter døden

Ovenfor blev to forskellige opfattelser af verdens og menneskets endelige skæbne fremlagt. Heraf blev det også klart, at disse to opfattelser ikke blot er fejlfri set med fornuftens og dømmekraftens øjne, men heller ikke giver et fuldstændigt og tilfredsstillende svar på de spørgsmål, der naturligt opstår i menneskets sind, når det ser tegnene på forfald og ødelæggelse i verden. Desuden besidder de ikke den nødvendige evne til at understøtte et fejlfrit og solidt moralsk system. Lad os nu høre om den tredje opfattelse. Den lyder således:

For det første: Ligesom hver enkelt ting i verden har en bestemt levetid, hvorefter der naturligt opstår forfald og uorden i den, har også dette univers en bestemt levetid. Når den er udløbet, vil hele denne verdensorden blive knust, og en anden verden vil træde i dens sted, hvis naturlovene vil være fuldstændig anderledes end denne verdens naturlove.

For det andet: Efter at dette univers er blevet knust, vil Allah den Højeste oprette en domstol, hvor alt vil blive gjort op. Den dag vil mennesket få et nyt fysisk liv og stå frem for sin Herre

foran Ham. Alt, hvad det har gjort i sit tidligere liv, vil blive undersøgt og vejet nøjagtigt. Dets sag vil blive bedømt med sandhed og retfærdighed. Det vil blive belønnet for gode gerninger og straffet for onde gerninger.

For det tredje: Menneskets jordiske liv er i grunden blot en indledning til dets liv efter døden. Dette liv er forgængeligt, det liv er evigt. Dette er ufuldstændigt, og hint er fuldkomment. I dette forgængelige liv kommer det fulde resultat af alle handlinger ikke til udtryk. Ikke enhver spire kan bære frugt i denne ufuldstændige verden i overensstemmelse med sin naturlige udvikling. Denne ufuldstændighed vil blive fuldendt i det andet liv. Og det, som her er forblevet resultatløst og uden nytte, vil dér vise sit virkelige resultat og sin sande værdi. Derfor bør mennesket i dette jordiske liv ikke kun rette sin opmærksomhed mod de ufuldstændige og undertiden bedrageriske resultater, der viser sig af dets handlinger. Det bør derimod bedømme værdien af sine handlinger med hele resultatets fuldkomne forløb for øje.

Det er i sandhed denne opfattelse, som Allahs profeter har fremlagt. Og Den Ædle Koran har med stærke ord kaldt menneskeheden til den. Men før vi drøfter denne opfattelses moralske følger samt dens rang og betydning i den islamiske kultur, ønsker vi at undersøge, hvilke argumenter og beviser der ligger bag den, og i hvilken grad fornuften og dømmekraften accepterer den.

Den korrekte metode til intellektuel udforskning af sandheden

Spørgsmålet om, hvorvidt der findes et liv efter døden, vedrører i virkeligheden noget, der ligger uden for grænserne af vores sanser og erfaringsbaserede oplevelse. Det eneste, vi højst kan erfare, er, at den person, som indtil for få øjeblikke siden trak vejret og handlede efter sin egen vilje, nu er blevet berøvet alle tegn på liv. Noget er forsvundet fra hans krop, noget, der havde tilført dette livløse, ubevægelige og passive stof den kraft, som gjorde det i stand til at udvikle sig, tænke og bevæge sig. Nu kan man spørge: Hvor blev dette noget af? Findes det stadig, selv om det er adskilt fra kroppen, eller er det forsvundet? Og vil forbindelsen mellem det og denne krop eller en anden tilsvarende krop nogen sinde blive genoprettet? Ved hjælp af vores sanseerfaring og erfaringsbaserede viden kan vi ikke give dette spørgsmål noget hverken benægtende eller bekræftende svar. For vi har i praksis aldrig erfaret dette noget, og det gør vi heller ikke nu. Derfor må man på forhånd forstå, at videnskaben, det vil sige den faktiske fornuft eller den erfaringsbaserede viden, ikke har nogen som helst forbindelse med dette spørgsmål. Når videnskaben ikke kan drage nogen bekræftende konklusion i denne sag, har den heller ikke ret til at drage en benægtende konklusion. Videnskaben kan kun sige: Jeg ved ikke, hvad der sker efter døden. Men hvis den afviger fra retfærdighed og etik og hævder: Eftersom jeg ikke ved, hvad der sker efter døden, ved jeg, at der ikke sker noget efter døden – så vil den med sikkerhed overskride rationalismens grænser.

Efter sanseerfaring er eftertanke vores anden kilde til viden(Arabisk*****). Mennesket har altid nægtet at begrænse sig til grænserne for det, der kan erkendes gennem sanserne. Og dets mentale natur har krævet, at det ved at anvende tænkeevnen skulle erkende de skjulte sandheder, der ligger uden for det sanseligt erkendelige. Denne intellektuelle undersøgelse kaldes eftertanke. Den har to metoder:

Den første metode er at lukke øjnene for tegnene i verden og selve den menneskelige eksistens, eller handle yderst letsindigt, træffe afgørelser ud fra rent intellektuelle overvejelser og til sidst fortsætte tankens kapløb uden ende. Dette er spekulationsfilosofiens område, og denne mørke vej er kilden til al vildfarelse. Det er herfra, at de filosofiske læresætninger er opstået, som får mennesket til at fare vild i fantasiens verden. Det er herfra, at forskellige og indbyrdes modstridende opfattelser om Allah, englene, verdensordenen og livet efter døden er opstået – opfattelser, der ikke er andet end resultatet af at famle i mørket og lade sig lede af gæt, formodninger og fantasi.

Den anden metode er at se åbent på verdensnaturen og sin egen eksistens, iagttage de tegn, der fungerer som fakler, der viser vejen til sandheden, og ved hjælp af sund dømmekraft og korrekt tænkning nå frem til den grundlæggende sandhed, der er skjult bag disse tegn. Ved denne metode skrider videnskab og filosofi frem i forening. Dette er naturligvis heller ikke en sikker vej til den fulde sandhed; men hvis man ser bort fra den himmelske vejledning, er dette menneskets eneste kilde til at søge sandheden. Ved hjælp af denne kilde er det muligt at nå frem til den virkelige sandhed eller i det mindste tæt på den. Det er dog en betingelse, at menneskets iagttagelsesevne er skarp, dets fornemmelsesevne ren og præcis, og at det besidder stor evne og talent til at tænke og undersøge. Ifølge det filosofiske syn afhænger menneskets udvikling og fremskridt af foreningen af iagttagelse og eftertanke. Ingen af de opfattelser, som filosofien i dag bygger på, eller de grundprincipper, som ingen videnskabsstuderende kan tage et eneste skridt frem uden at tro på, er udelukkende baseret på erfaring og iagttagelse. Enhver opfattelse og ethvert grundprincip bygger på den intellektuelle forestilling, som erfaring og iagttagelse anvendes som materiale til at danne. De grundprincipper og love, som de store filosoffer tror på – naturloven, princippet om tiltrækning og frastødning, årsagssammenhængen, relativitetsprincippet, evolutionismen, princippet om den bedst egnedes overlevelse og lignende – er alle resultater af tænkning og undersøgelse af ydre og naturlige tegn samt anvendelse af intellektuelle slutninger. Ellers har ingen indtil i dag foretaget en sanseligt erkendelig iagttagelse af disse love og grundprincipper.

Desuden opstår der hos en filosof nøjagtig lige så stærk overbevisning om konklusioner, der er nået gennem hans egne iagttagelser og slutninger, som den overbevisning, en almindelig person får gennem sanseligt erkendelig iagttagelse af en genstand. Alligevel kan selv den største filosof ikke tvinge en vantro til at acceptere denne konklusion. For så længe en person ikke iagttager de ydre fænomener og tegn fra det særlige perspektiv, som filosoffen, og ikke anvender sine evner til tænkning og undersøgelse på samme måde som filosofferne, kan hans eneste mulighed for at betræde filosofiens vej og gøre fremskridt på den være at have tillid til filosofens intelligens og dømmekraft og opgive de konklusioner, han selv har nået gennem iagttagelse og overvejelse, til fordel for en uset tro på den konklusion, filosoffen har antaget.

Det er nødvendigt at fæstne denne forudgående forståelse dybt i hjertet. For det er nødvendigt at forstå den, hvis man skal forstå Den Ædle Koranens beskrivelse af og argumentation om de overnaturlige forhold. Det er netop manglen på denne forståelse, der har skabt mange forskellige fejlagtige forestillinger. Nu vil vi rette opmærksomheden mod Den Ædle Koranens udsagn om livet efter døden.

De vantros spørgsmål om livet efter døden

Da Den Ædle Koran fremsatte læren om livet efter døden, rejste de vantro et spørgsmål imod den. Deres spørgsmål lignede nøjagtigt det spørgsmål, som nutidens vantro stiller. I virkeligheden er der kun ét spørgsmål, man kan rejse om dette. Det er følgende: Er det ikke fuldstændig uden for fornuftens og forestillingens rækkevidde at få livet tilbage efter døden? Hvordan kan vi acceptere, at den døde, som er gået i forrådnelse og er blandet med jorden, og hvis lemmer er blevet spredt rundt omkring i jord, luft og vand, igen skal få livet tilbage?

Arabisk*************

“De sagde: Når vi er gået til grunde i jorden, vil vi så blive skabt på ny?” – (Sura as-Sajdah: 10)

 Arabisk************

“De sagde: Når kødet er opløst, så kun vores knogler er tilbage, og vi er blevet pulveriseret, vil vi så blive skabt og rejst op på ny?

” – (Sura Bani Isra’il: 49)

 Arabisk**************

“Når vi er døde og blandet med jorden, vil vi så blive rejst op igen? En sådan tilbagevenden ligger uden for fornuft og forestilling.” – (Sura Qaf: 3)

 Arabisk***************

„Hvem vil give ham liv igen, efter at knoglerne er rådnet og gået i opløsning?” – (Sura Yasin: 78)

Koranens argumentationslinje

Over for denne tvivl har Koranen anvendt en enestående argumentationslinje. Det vil sige, at Koranen først har opfordret folk til at iagttage tegnene på Allahs almagt og tænke dybt over dem.

Den siger:Arabisk****************

„Vi vil vise dem Vore tegn i verdensaltet og i dem selv, så det bliver klart for dem, at dette er sandheden.” – (Sura Fussilat: 53)

 Arabisk**************

„Tænker de da ikke over himlenes og jordens orden?

” – (Sura al-A’raf: 185)

Arabisk*************

»Der findes mange tegn i himlene og på jorden, som de passerer forbi, men de tænker ikke over dem« (Sura Yusuf: 105)

Dette antyder, at mennesket ikke er blevet udstyret med evnen til at iagttage de ting, der er skjult for dets sanser, med egne øjne eller til ved hjælp af erfaring at fastslå deres sande natur. Men hvis det med åbne øjne iagttager de tegn, der dag og nat fremstilles for det, observerer himlenes og jordens forvaltning, betragter sin egen skabelse og gennem tænken og granskning af disse sansemæssigt tilgængelige og iagttagede oplysninger forsøger at nå frem til den sande virkelighed, vil det uden vanskelighed kunne forstå, at alt det, der er blevet sagt, er korrekt, sandt og fornuftsmæssigt.

Muligheden for livet i det hinsidige

Derefter fremfører Koranen de ting blandt disse ydre og synlige tegn, som er helt tydelige, for menneskene og bruger dem som argument for, at det, som I anser for at ligge uden for fornuft og forestillingsevne, i virkeligheden slet ikke er umuligt, hvor umuligt det end måtte forekomme for jeres fornuft og forestillingsevne.

Arabisk************

»Det er Allah, der har hævet himlene uden synlige søjler, hvorefter Han indtog Tronen. Han har underlagt solen og månen. De bevæger sig hver især i en fastsat tid. Han alene styrer hele verdensordenen. Han forklarer Sine tegn klart, så I kan være overbeviste om

mødet med jeres Herre.« (Sura ar-Ra’d: 2)

Arabisk***********

»Er det vanskeligere at skabe jer eller himlen? Allah har skabt den så vældig.« – (Sura An-Nazi’at: 27)

Ved disse mægtige himmelske tegn bliver det fastslået, at det alene er Allah, der har skabt dette enorme univers. Han har bundet de store planeter og stjerner til sine egne loves bånd. Det er Hans magt, der har sat denne vældige verden i bevægelse gennem en velfungerende ordning. Derfor kan ingen planet afvige så meget som et hårsbred fra sin bane; den kan heller ikke et eneste øjeblik afvige fra sin fastsatte levetid. Det er Hans uendelige kraft, der har grundfæstet universets lag på usynlige, umærkelige og for mennesket ubegribelige grundlag. Hvordan kan man om en sådan mægtig og almægtig Allah forestille sig, at Han ikke skulle være i stand til først at tilintetgøre en så ubetydelig skabning som mennesket og derefter give den liv igen? Hvor stort et udtryk for lunefuldhed og dumhed er en sådan forestilling ikke?

 Arabisk************

»Ser de da ikke, at Allah, som har skabt himlene og jorden, også er i stand til at skabe mennesker som dem?« – (Sura Bani Isra’il: 99)

Efter himlen retter Koranen vores blik mod tegnene i vores nærmeste omgivelser, nemlig jorden:

Arabisk************

»Rejs omkring på jorden og se, hvordan Allah begyndte skabelsen.

Og det er Allah, der giver tingene liv igen. Allah har visselig magt over alle ting.” – (Sura al-Ankabut: 20)

 Arabisk****************

“Et tegn for dem er den døde jord: Vi giver den liv og frembringer afgrøder fra den, som de spiser.” – (Sura Yasin: 33)

Arabisk****************

“Se tegnene på Allahs barmhjertighed: hvordan Han giver jorden liv, efter at den er død. Han vil visselig også give de døde mennesker liv. Han har magt over alle ting.” – (Sura ar-Rum: 50)

Arabisk************

“Blandt Hans tegn er dette: Du ser jorden ligge tør og gold. Men når Vi lader regnen falde over den, spirer den straks og bliver smykket med frugter og blomster. Den, der har givet jorden liv, vil således også give de døde mennesker liv.

Allah har visselig magt over alle ting.” – (Sura Ha-Mim as-Sajdah: 39)

Arabisk**********

“Allah styrer vindene. Derefter driver den skyerne bort.

Så fører Vi disse skyer mod egne uden vand, græs og vegetation. Derefter gør Han den døde og golde jord levende ved hjælp af regnen. Således skal også I (på Opstandelsens Dag) blive bragt til live igen”-(Sura Fāṭir: 9)

Derefter siger Koranen: Luk øjnene for alt omkring dig og tænk dybt over din egen eksistens. Så vil du se, at beviset på Allahs magt til at give de døde liv allerede findes i dig selv.

 Arabisk****************

“Sandelig, der er gået en lang tidsperiode over mennesket, hvor det ikke var noget, der var værd at nævne.”-(Sura al-Dahr: 1)

 Arabisk***************

“I var døde, og Allah gav jer liv. Han vil atter lade jer dø og derefter give jer liv igen. Til sidst skal I vende tilbage til Ham.”-(Sura al-Baqara: 28)

Arabisk***************

»Hvis I er i tvivl om at blive genoplivet efter døden, så vid, at Vi har skabt jer af et livløst stof som jord« – (sura al-Hajj: 5)

 Arabisk**************

»Han sagde: Hvem vil give knoglerne liv igen, efter at de er gået i opløsning? Sig: Det vil Han, som gav dem liv første gang« – (sura Ya-Sin: 78-79)

Arabisk***************

»Sig til dem: Bliv til sten, jern eller hvad som helst andet, som efter jeres mening ligger uden for fornuftens rækkevidde at blive levende. Så vil de spørge: Hvem vil give os liv igen? Sig: Det vil Han«

»som skabte jer første gang« – (sura Bani Isra’il: 50-51)

*****************

“Vi har skabt mennesket af en klump ler, derefter forvandlede Vi denne klump til en sæddråbe og anbragte den på et sikkert sted. Derefter forvandlede Vi sæddråben til en blodklump. Så formede Vi blodklumpen til en kødklump. Derefter skabte Vi et knogleskelet til kødklumpen. Derefter beklædte Vi knogleskelettet med kød. Derefter lod Vi det fremstå som en anden skabning. Så velsignet er Allah, den bedste af skabere. Derefter skal I visselig dø. Så vil I på opstandelsens dag med sikkerhed blive oprejst. – (Sura al-Mu’minun: 12-16)

*****************

“Var mennesket ikke blot en dråbe sæd, som blev udgydt i moderlivet? Derefter blev det forvandlet til en blodklump. Så gav Allah det menneskelig form og fuldendte dets legemlige opbygning. Derefter delte Han det i to slags og skabte parret, mand og kvinde. Er Den Sådan ikke i stand til at gøre de døde levende?” – (Sura al-Qiyamah: 37-40)

Efter at have fremført disse klare og tydelige beviser, som ligger nær vores iagttagelse og sanseerfaring, fremsætter Koranen Majid et argument, der netop er knyttet til den almindelige sunde fornuft. Den siger, at det er vanskeligere at skabe noget på ny i dets tidligere form, efter at det er blevet spredt og adskilt, end at skabe det ud af det fuldstændige intet. Hvis den kraft, der ikke var ude af stand til at udføre den vanskeligere opgave, hvorfor skulle den så være ude af stand til at fuldføre den lettere? Hvis en person er i stand til at opfinde og fremstille en motor, kan det så være forståeligt, at han ikke skulle være i stand til at samle dens enkeltdele igen, efter at de er blevet skilt ad og adskilt? Dette eksempel viser, at den store Skaber, som skabte jer ud af intet, på ingen måde kan være ude af stand til at skabe jer på ny efter døden.”

************

“Ser de ikke, hvordan Allah indleder skabelsen? Derefter vil Han gentage den på samme måde. Og dette er visselig lettere for Allah.” – (Sura al-Ankabut: 19)

*************

“Han indleder skabelsen. Derefter gentager Han den, og denne gentagelse er meget let for Ham.” – (Sura ar-Rum: 27)

************

»Var Vi ude af stand til at skabe for første gang?« (Nej, de benægter ikke den første skabelse), »men de er i tvivl om den nye skabelse.« – (Sura Qaf: 15)

Der står stadig et spørgsmål tilbage: Hvordan kan de dødes legemer, hvis lemmer én gang er blevet ødelagt og gået til grunde, igen blive til deres tidligere kroppe? Nogle er druknet og døde, hvorefter deres knogler og kød er blevet føde for fisk og andre vanddyr. Nogle er brændt ihjel eller blevet brændt efter døden, så hele kroppen er blevet forvandlet til aske og røg. Nogle er blevet begravet i jorden, og deres kroppe er gået i opløsning i den. Hvordan kan deres tidligere kroppe nu bringes tilbage, og hvordan kan den samme sjæl igen indblæses i dem? Folk har forsøgt at fjerne denne tvivl ved at sige, at det ikke er nødvendigt at give sjælen dens tidligere krop tilbage for at give den et fysisk liv. Det kan snarere være, at sjælen forbliver den samme, mens den får en anden krop, der ligner dens tidligere krop. Men Koranen siger, at Allah er i stand til at give den tidligere krop tilbage. Menneskets fysiske lemmer er ikke forsvundet ud i intetheden; hver enkelt del af dem findes stadig et eller andet sted, blot spredt omkring. Dets dele er på forskellig vis spredt i luften, i vandet, i jorden, i planter eller dyrs kroppe og i mineraler. Allahs viden er så altomfattende, at Han kender hvert enkelt dels placering. Hans styrke og magt er så grænseløs, at Han er i stand til at samle disse spredte lemmer og give dem deres tidligere form.

************

»Vi ved, hvad jorden fortærer af dem. Hos Os findes der en bog, hvori optegnelsen over alting er bevaret.« – (Sura Qaf: 4)

************

»Hos Ham findes nøglerne til det usete; ingen kender dem uden Ham. Han ved alt, hvad der findes på land og i havet. Selv når et blad falder fra et træ, ved Han det. Der findes ikke et eneste korn i jordens mørke, og heller ikke noget tørt eller vådt, som ikke findes i en tydelig bog.« – (Sura al-An’am: 59)

Formålet med alt det, der er blevet sagt ovenfor, er at fjerne den tvivl, der ligger til grund for fornægtelsen af det hinsidige. Den egentlige årsag til fornægtelsen er naturligvis ikke, at fornægterne gennem erfaring, observation eller nogen anden sikker kilde til viden har fået et endeligt og klart kendskab til, at livet efter døden er umuligt. Det eneste grundlag for deres fornægtelse er, at de ikke kan forstå, hvordan man kan blive levende igen efter døden. De har aldrig set et sådant syn; tværtimod har de altid set, at den, der én gang dør, ikke vender tilbage. Derfor anser de denne strid mod det, de er vant til, for at være uvirkelig, umulig og uden for fornuftens og forestillingens rækkevidde, når det siges, at den døde vil vende tilbage. Men blot man bevæger sig ét skridt frem på eftertankens og undersøgelsens vej, forsvinder al denne tvivl, og det, der før syntes umuligt, forekommer netop muligt. Folk anser de ting for mulige, ja snarere for virkelige og faktiske, som de er vant til at iagttage. Et frø går ned i jorden, spirer og viser sig som et vældigt træ med grene og blade. En dråbe sæd når frem til moderlivet og kommer derfra ud som et fuldt udviklet menneske. Vand skabes gennem en forening af to gasarter, og efter en bestemt lov bliver vand igen og igen til damp og damp til vand. På den enorme himmelhvælving farer milliarder af planeter og stjerner af sted som kugler, og uden nogen materiel forbindelse er de tæt knyttet til hinanden. Der opstår ikke den mindste uregelmæssighed i disse planeters og stjerners bevægelse, omløb eller rotation. Folk er meget vant til at se alle disse ting og anser dem derfor for almindelige. Men hvis netop disse fænomener ikke havde vist sig for dem, og de i stedet var blevet vant til en anden ordning, ville de have anset disse ting for at ligge uden for fornuft og forestilling og med fast overbevisning benægtet, at de var mulige. Lad os som eksempel antage, at der ikke vokser planter på Mars. Hvis man sagde til dens indbyggere, at blot et frø på størrelse med en masja, der plantes i jorden, bliver til et stort træ og vokser til flere tusinde, ja flere hundrede tusinde gange sin oprindelige størrelse, ville dette forekomme Mars’ indbyggere lige så forbløffende, som genoplivelsen efter døden forekommer jordens beboere. De ville også afvise det på nøjagtig samme måde. Men det er klart, at denne erklæring om umulighed ikke bygger på viden og fakta; den ville ikke være et resultat af en fornuftsdom, der udspringer af uvidenhed og dumhed, men af manglende forståelse. Det samme gælder fornægtelsen af det hinsidige. Hvis folk forstår forbløffelsens og fornægtelsens sande natur, vil de naturligt indse, at det forhold, at noget ligger uden for deres fornuft og forestilling, ikke i sig selv er noget bevis på, at det er umuligt eller uvirkeligt. De ting, menneskene opdager i dag, lå for hundrede år siden uden for menneskets fornuft og forestilling. Men i dag er det gennem virkelige hændelser blevet bevist, at de i virkeligheden ikke var umulige. På samme måde vil det, som mennesker i dag anser for umuligt, om hundrede år være blevet muligt gennem menneskehænder, og virkelige hændelser vil bevise, at der ikke er noget umuligt ved det. Når forholdet mellem menneskets fornuft og de mysterier, der ligger uden for eller inden for den, er således, kan man derfor ikke kalde noget umuligt blot fordi det ikke kan begribes af denne begrænsede fornuft.

For at fastslå eksistensen af noget skjult og uden for sansernes rækkevidde må man først fastslå dets mulighed. Derfor fastslår Den Ædle Koran, ved hjælp af uigendrivelige argumenter og beviser, muligheden af livet efter døden ved at fjerne alle tvivl og indvendinger vedrørende det. Som næste skridt bør man derfor fastslå dets nødvendighed. Når dette er gjort, vil menneskets fornuft let acceptere, at noget sådant nødvendigvis må findes.

Verdensordenen er en velovervejet orden

Er denne verdensnatur skabt af et velovervejet væsen, eller er den blevet til af sig selv uden nogen form for velovervejethed? I virkeligheden afhænger nødvendigheden af livet efter døden netop af afgørelsen af dette spørgsmål. Nutidens videnskabsdyrkende menneske siger, at ingen velovervejet skaber har skabt denne verdensorden. Den er blevet til af sig selv og bevæger sig fremad som en automatisk maskine med alle sine dele og organer, hvori også mennesket indgår. Den dag forbindelsen mellem materie og energi ophører, vil denne ordning bryde sammen og gå i stykker. Det er indlysende, at det er fuldstændig nytteløst at søge noget formål eller nogen velovervejethed i den ordning, som en blind natur uden viden, fornuft, bevidsthed, vilje og velovervejethed har sat i gang. Derfor har nutidens materialistiske videnskab ikke blot henlagt den teleologiske kausalitet ved naturens ordninger uden for sit eget område, men har også erklæret en sådan tænkemåde for helt irrelevant og meningsløs. Den har kategorisk hævdet, at der ikke findes noget formål bag denne verdensnatur eller noget som helst af det, der findes og foregår i den. For eksempel er øjet ikke til for at se; synet er derimod resultatet af den særlige organisering af materien i øjet. På samme måde er hjernen ikke centrum for tænkning, følelse og bevidsthed; ligesom galde udskilles fra leveren, udspringer tanker, forestillinger og fantasi blot fra hjernen. I virkeligheden er det ikke andet end en ren fejltagelse at kalde de naturlige og spontane processer i stoffernes verden deres formål og at søge intelligens og velovervejethed i deres skabelse.

Hvis man accepterer denne teori, er der ingen fornuftig grund til at anerkende nødvendigheden af et andet liv efter det jordiske liv. For en verdensorden, der uden noget mål eller formål styres af en uvidende, tåbelig og bevidstløs natur, kan ikke have højere status end et legetøj. En verden, hvor alt er formålsløst, og som vil blive tilintetgjort, når denne formålsløshed er fuldendt, kan ikke tillægges nogen højere betydning. Det ligger derfor uendeligt fjernt, at en sådan blind natur skulle være udstyret med retfærdighedens egenskab, eller at man skulle forvente regnskab og retfærdighed fra den. Selv hvis man antager, at den trods alt kan tilskrives retfærdighed, så spiller mennesket i dens hånd som en hjælpeløs dukke, og det har ikke blot ingen magt til at gøre noget af egen kraft; det besidder i virkeligheden heller ingen vilje eller handlekraft. Derfor bør det ikke pålægges ansvar for nogen god eller ond handling – ligesom en motor ikke gøres ansvarlig for at bevæge sig ad en lige eller en kroget vej. Når spørgsmålet om ansvar således opgives, bortfalder også spørgsmålet om dom, retfærdighed, fred og belønning i denne verden – for ikke at tale om at anerkende nødvendigheden af et særskilt liv for mennesket.

Men denne teori er fuldstændig i strid med fornuften. Der er ikke blevet fremlagt noget som helst intellektuelt bevis eller videnskabeligt vidnesbyrd til støtte for den. Til dens forsvar har man hidtil omtrent sagt: Vi kan ikke se nogen skaber eller styrer af verdensnaturen, og vi forstår ikke noget formål med dens skabelse. Vi ser den bevæge sig og fungere uden nogen skaber. Det er ikke muligt for os at kende formålet med denne bevægelse, og vi ser heller ikke noget behov for at kende det. Men det at man ikke kender en tings virkende eller formålstjenlige årsag, beviser ikke, at den ikke har en sådan årsag. Forestil jer for eksempel, at et barn ser en trykpresse i drift. Det forstår ikke, med hvilket formål maskinen bliver drevet. Derfor tror det, at den blot er et legetøj, der fungerer uden noget særligt mål eller formål. Det ser, at maskinen frembringer en bestemt lyd, at delene bevæger sig, og at jorden ryster – og på samme måde kommer papirerne trykt ud. Derfor konkluderer det, at ligesom disse andre processer blot er en følge af, at maskinen er i drift, er det at få papirerne trykt ud også et naturligt resultat af dens bevægelse. Det forstår slet ikke, at blandt hele maskinens virksomhed er der kun én opgave, nemlig at trykke papirerne og få dem ud, som er hele maskinens egentlige formål, mens alle de øvrige processer er naturlige følger af dens bevægelse. Dets barnligt undersøgende blik har endnu ikke opnået evnen til at forstå maskinens deles indretning, sammenføjning og orden. Det har heller ikke forstået, at den form og den plads, som hver del er blevet fremstillet og anbragt med, netop er passende for den, og at delen må have denne form og være placeret netop dér for at udføre sin del af arbejdet inde i maskinen. Derfor antager det umodne barn, at maskinen er blevet til af sig selv gennem sammenføjningen af nogle jernstykker. Det har ikke en tilstrækkeligt udviklet intellektuel evne til ud fra maskinens funktioner og mangfoldige indretning at indse, at der nødvendigvis står en velovervejet skaber bag den, som har fremstillet den efter en fremragende metode og en storslået plan, ikke har efterladt nogen af dens dele uvirksomme, uegnede, usammenhængende eller overflødige, og at noget, der er udført med en sådan intelligens og velovervejethed, ikke kan være årsagsløst, formålsløst og meningsløst. Hvis dette enfoldige barn nu, på grundlag af sin ufuldstændige observation af trykpressen og sine umodne overvejelser om den, danner den teori, at maskinen ikke har nogen virkende eller formålstjenlig årsag, at der ikke er anvendt nogen intelligens eller velovervejethed på dens skabelse, og at der ikke ligger noget ædelt mål foran denne konstruktion – ville noget fornuftigt og modent menneske så anerkende barnets teori om maskinen som korrekt og sand?

Hvis dette ikke er sandt, når det gælder en trykpresse, hvordan kan det så være sandt om verdensordenen, hvis hver eneste partikel vidner om dens skabers viden, fornuft, vilje, velovervejethed og fremsyn? Et barn med umoden fornuft og snævert udsyn kan sige, hvad det vil. Men det intelligente menneske, som med åbne øjne har betragtet denne verdens tegn, kan ikke sige hvad som helst om skabelsen, formålet og styringen af en så velovervejet, velordnet, disciplineret og velplanlagt ordning. I virkeligheden kan det ikke et eneste øjeblik tvivle på, at en ordning, hvori intet er årsagsløst eller meningsløst, intet er mindre eller mere end nødvendigt, og hvis hver del er fuldstændig egnet med hensyn til sin plads og sit formål, mens ingen afvigelse kan iagttages noget sted i dens orden og regelmæssighed, er blevet skabt og styres uden viden, fornuft, velovervejethed eller vilje.

En velovervejet orden kan ikke være formålsløs og meningsløs

De argumenter, som Den Ædle Koran fremfører om livet efter døden, bygger på denne grundlæggende læresætning. Dens kerne er, at Skaberen af dette univers er en vis Væren. Ingen af Hans handlinger er uden visdom og fremsyn, og intet, der strider mod visdom og fremsyn, kan tilskrives Ham. Efter at have fastslået dette grundlag siger Koranen

أَفَحَسِبْتُمْ أَنَّمَا خَلَقْنَاكُمْ عَبَثًا وَأَنَّكُمْ إِلَيْنَا لَا تُرْجَعُونَ {115} فَتَعَالَى اللَّهُ الْمَلِكُ الْحَقُّ لَا إِلَهَ إِلَّا هُوَ رَبُّ الْعَرْشِ الْكَرِيمِ {116}

“Har I da troet, at Vi skabte jer uden formål, og at I ikke vil blive bragt tilbage til Os? Allah, den ophøjede, den sande Konge, er hævet over dette (det vil sige, Han udfører ingen meningsløs handling).” – (Sura al-Mu’minun: 115-116)

أَيَحْسَبُ الْإِنسَانُ أَن يُتْرَكَ سُدًى {36}

“Tror mennesket da, at det vil blive overladt uden formål?” – (Sura al-Qiyamah: 36)

} وَمَا خَلَقْنَا السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ وَمَا بَيْنَهُمَا لَاعِبِينَ {38} مَا خَلَقْنَاهُمَا إِلَّا بِالْحَقِّ وَلَكِنَّ أَكْثَرَهُمْ لَا يَعْلَمُونَ {39} إِنَّ يَوْمَ الْفَصْلِ مِيقَاتُهُمْ أَجْمَعِينَ {40}

“Vi har ikke skabt himlene, jorden og alt, hvad der er imellem dem, som legetøj. Vi har skabt dem i overensstemmelse med visdommens krav. Men de fleste mennesker ved det ikke. Der er fastsat en tid for dem indtil dommens dag.” – (Sura ad-Dukhan: 38-40)

 أَوَلَمْ يَتَفَكَّرُوا فِي أَنفُسِهِمْ مَا خَلَقَ اللَّهُ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ وَمَا بَيْنَهُمَا إِلَّا بِالْحَقِّ وَأَجَلٍ مُّسَمًّى وَإِنَّ كَثِيرًا مِّنَ النَّاسِ بِلِقَاء رَبِّهِمْ لَكَافِرُونَ {8}

“Har de ikke tænkt efter i deres indre, at Allah har skabt himlene, jorden og alt, hvad der er imellem dem, med visdom og fastsat en tid for dem? Men mange mennesker fornægter mødet med deres Herre.” – (Sura ar-Rum: 8)

Det antydes i de ovenstående vers, at hvis denne vældige fabrik, himlene og jorden, kun skulle fungere i en kort tid og derefter ødelægges og forsvinde uden noget resultat eller nogen afslutning, ville det blot være en grundløs og meningsløs handling – ren leg og tidsfordriv. Det kan aldrig være en fornuftig persons værk. Hvis mennesker tror, at Allah har skabt denne fabrik, og de betragter Allah som et vist og klogt væsen, bør de ved hjælp af deres fornuft også forstå, at intet i skaberværket er skabt uden et formål – intet er bestemt til frugtesløst og meningsløst at forsvinde. Mennesket er i særdeleshed den fornemste af alle skabninger, ashraful makhluqat. Dets bevidste væsen er nøglen til verdens udvikling og hele dens bevægelse. Det er blevet udstyret med viden og fornuft, tænkeevne, fremsyn og vilje gennem en grænseløs visdom. Et sådant menneske skulle leve i denne verden i blot nogle få år som en maskine og derefter blive ødelagt og forsvinde – formålet med dets skabelse kan ikke være så meningsløst.

Hvilken afslutning bør verdensordenen have ifølge visdommens krav?

Af den ovenstående drøftelse er det blevet klart, at skabelsen og opretholdelsen af dette univers ikke er meningsløs leg og tidsfordriv, og at intet i det er grundløst eller uden formål. Det andet spørgsmål er nu, hvilken anden afslutning denne vældige fabrik kan få end ødelæggelse og tilintetgørelse, hvis fornuftens krav skal følges. Detaljeret svar på dette spørgsmål findes i Den Ædle Koran. Når et sundt menneskes fornuft hører dette svar, bliver den fuldstændig beroliget og tilfredsstillet. Men før man forstår dette svar, er det helt nødvendigt at fæstne nogle få ting dybt i hjertet.

For det første: Alle tegn i skaberværket vidner om, at hele bevægelsen i denne ordens kredsløb og forandring er rettet mod en gradvis udvikling. Hele formålet med alle dens forvandlinger er at føre det ufuldkomne i tingene mod fuldkommenhed og gøre deres ufuldkomne former fuldkomne.

For det andet: Eftersom princippet om gradvis udvikling virker gennem forandring, er en opløsning nødvendig for enhver skabning. Skabelsen af én form kræver naturligt den tidligere forms ødelæggelse eller opløsning. Og den ufuldkomne forms tilintetgørelse er netop begyndelsen på skabelsen af fuldkommenhed. Denne kredsløbsbevægelse og forandring finder ganske vist sted hvert øjeblik, men først efter talrige skjulte forandringer indtræffer en vældig, åbenlys forandring, hvori en vældig, åbenlys opløsning finder sted. Det er denne anden form for opløsning, vi i almindeligt sprog kalder ‘død’ eller forfald. Og den tid, der går fra skabelsen af en form, til den dør eller endeligt opløses, kalder vi ‘liv’.

For det tredje: Enhver form kræver et særligt opholdssted eller en særlig støtte, der passer til dens tilstand. Ingen form kan bo i et opholdssted, der ikke passer til dens tilstand. For eksempel er et dyrs krop uegnet til planteformen. På samme måde kræver den menneskelige eksistens netop den særlige legemlige struktur, der er blevet skabt til mennesket. Hvis noget derfor skal gives en højere form, er det helt nødvendigt at nedbryde det opholdssted, der er skabt til den lavere form, og opføre et nyt opholdssted, der passer til den nye form.

For det fjerde: For den, der fuldt ud har forstået, hvor omfattende princippet om gradvis udvikling er i universets forskellige dele, kan det på ingen måde være skjult, at dette princip også omfatter hele verdensordenen. Vi kan ikke ud fra denne ordning sige, hvor mange andre ordninger der gik forud for begyndelsen på den nuværende verdensordens tilblivelse; hver af dem fuldførte sin levetid, gav plads til en mere udviklet ordning og førte skabelsens forløb gennem de successive udviklingstrin, indtil det nåede frem til vores ordning. På samme måde er denne ordning heller ikke den sidste. Når den når den størst mulige fuldkommenhed og ikke længere har evnen til at stige til et højere fuldkommenhedstrin, vil også den blive knust, og en anden ordning vil blive etableret i dens sted. Lovene og bestemmelserne i denne ordning vil være anderledes, og den vil også rumme evnen til at stige til et højere trin af skabelsens fuldkommenhed.

For det femte: Blot man trænger ind i overvejelserne om den nuværende verdensordning, bliver det tydeligt, at dette er en ufuldstændig ordning, som behøver større fuldkommenhed. De grundlæggende realiteter (haqīqat) i de ting, der udgør denne ordning, er så stærkt indhyllet i materiel tilsmudsning, at realiteterne betragtes som ubetydelige forestillinger, mens deres materielle hylster har opnået større anseelse end selve realiteterne. Jo mere subtil en ting er, og jo mere fri den er for materiel tilsmudsning, desto mere skjult og tildækket er den i denne verdensordning og desto længere er den fra fornuftens og bevidsthedens rækkevidde. Her tillægges solide materielle legemer betydning, men subtile og rene realiteter tillægges ingen betydning. Her kan man veje træ, sten og lignende, men denne verdensordning rummer ingen mulighed for at måle eller veje dømmekraft, tanke og fantasi, meditation og forestilling, ønsker og begær, påkaldelse og følelse eller fremsyn. Her kan man veje fødevarer, men der findes ingen vægt til at veje kærlighed og had. Her findes der en ordning til at måle stof, men ingen målestok til at måle vrede og misundelse. Her kan man fastsætte penges værdi, men det er ikke muligt at fastslå værdien af de sindelag, der virker bag gavmildhed og nærighed. Dette er den nuværende verdensordnings mangel. Derfor kræver fornuften naturligt en højere ordning end denne, hvor de grundlæggende realiteter træder klart frem uden at være afhængige af et materielt hylster; hvor det subtile sejrer over det grove, og de ting, der i dag er skjulte og tildækkede, bliver lysende og tydelige. På samme måde er endnu en mangel ved denne verden, at materielle love og bestemmelser har magten her. Som følge heraf kommer kun resultaterne af de handlinger til syne, som er i overensstemmelse med de materielle love og bestemmelser. Resultater, der svarer til fornuft, fremsyn og visdom, kommer derimod slet ikke til syne. Hvis der opstår ild her, vil alle brændbare ting blive fortærede, og hvis man hælder vand ud, vil de ting, der optager fugt og væde, blive våde; men hvis man udfører en god handling, kommer dens resultat ikke til syne som fortjeneste – hvilket er dens naturlige, fornuftsbaserede konsekvens. Det vil tværtimod vise sig i overensstemmelse med de materielle love og bestemmelser, selv hvis det skulle være en ond handling, der er det gode fuldstændig modsat. Når fornuften ser disse ufuldkommenheder, kræver den derfor naturligt, at der efter denne ordning etableres en højere ordning, hvor fornuftsbaserede love og regler indføres i stedet for de materielle love og bestemmelser, og hvor de naturlige resultater af handlingerne, som ikke kan komme til syne i den nuværende ordning, fordi de materielle love og bestemmelser har overtaget, kommer klart til udtryk.

Verdensordningens afslutning

Efter at have forstået disse indledende betragtninger vil vi nu se, hvilket svar på det grundlæggende spørgsmål der findes i det billede, som den vise Koran har tegnet af Dommedag og opstandelsen i det hinsidige.

Koranen siger:

مَا خَلَقْنَا السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ وَمَا بَيْنَهُمَا إِلَّا بِالْحَقِّ وَأَجَلٍ مُّسَمًّى

»Vi har skabt himlene, jorden og alt, hvad der er mellem dem, i overensstemmelse med visdommens krav og for en fastsat tid.«

– (Sura al-Ahqaf: 3)

وَسَخَّرَ الشَّمْسَ وَالْقَمَرَ كُلٌّ يَجْرِي لأَجَلٍ مُّسَمًّى

“Han har underlagt solen og månen en særlig lov. Alt dette fortsætter i en fastsat periode”.

-(Sura ar-Ra‘d: 2)

Derefter beskriver den Dommedagens tilstand således:

وَإِذَا الْقُبُورُ بُعْثِرَتْO وَإِذَا الْبِحَارُ فُجِّرَتْO وَإِذَا الْكَوَاكِبُ انتَثَرَOإِذَا السَّمَاء انفَطَرَتْO

Når himlen bliver flænget, stjernerne styrter ned, havene svulmer op, og gravene udspyr deres indhold”.

-(al-Infitar: 1-4)

وَإِذَا الْجِبَالُ سُيِّرَتْ O وَإِذَا النُّجُومُ انكَدَرَتْOإِذَا الشَّمْسُ كُوِّرَتْ

“Når solen bliver tilsløret, stjernerne bliver forstyrret, og bjergene bliver sat i bevægelse”. -(Sura at-Takwir: 1-3)

وَإِذَا الْجِبَالُ نُسِفَتْ O وَإِذَا السَّمَاء فُرِجَتْ O فَإِذَا النُّجُومُ طُمِسَتْ

»Når stjernerne bliver udslukkede, himlen bliver kløvet, og bjergene bliver blæst bort.« – (Sura al-Mursalat: 8-10)

وَجُمِعَ الشَّمْسُ وَالْقَمَرُ O وَخَسَفَ الْقَمَرُOفَإِذَا بَرِقَ الْبَصَرُ

»Når øjnene springer ud, månen bliver formørket, og månen og solen bliver slået sammen.« – (Sura al-Qiyamah: 7-9)

وَحُمِلَتِ الْأَرْضُ وَالْجِبَالُ فَدُكَّتَا دَكَّةً وَاحِدَةً

»Når jorden og bjergene bringes til at støde sammen, og de knuses fuldstændigt ved ét eneste slag.« – (Sura al-Haqqah: 14)

يَوْمَ تُبَدَّلُ الأَرْضُ غَيْرَ الأَرْضِ وَالسَّمَاوَاتُ وَبَرَزُواْ للّهِ الْوَاحِدِ الْقَهَّارِ

»Den dag, hvor jorden forvandles til en anden jord, og himlen ligeledes forvandles, og alle træder frem for Allah, den Ene og Almægtige.« – (Sura Ibrahim: 48)

Disse vers antyder netop, at den nuværende verdensordning har en bestemt levetid. Det er ikke en evig ordning. Når dens levetid er udløbet, vil hele ordningen blive bragt i uorden og knust. Solen, jorden, månen og alle de øvrige planeter og himmellegemer, hvis kredsløb denne ordning er baseret på, vil blive spredt og adskilt, støde sammen med hinanden, og dette midlertidige palads vil blive knust. Men det betyder ikke, at skaberværket vil blive fuldstændig tilintetgjort, eller at skabelsens kontinuitet vil blive standset. Det betyder derimod, at den særlige form for skabelsen, som udfolder sig under den nuværende ordning, vil blive ændret, og at en anden ordning vil blive etableret for skaberværket. […………………]-verset hentyder til netop dette.

Hvordan vil ordningen for livet i det hinsidige være?

Her kan spørgsmålet opstå: Hvordan vil denne ordning være? Af Den Ædle Koranens beskrivelse fremgår det klart, at den vil være fuldendelsen af den nuværende ordnings ufuldkommenhed, denne ordnings udviklede og videreudviklede form og præcis i overensstemmelse med fornuftens krav. I denne ordning vil alt blive vejet, målt og gjort op. Men det vil ikke være materielle ting, der måles; derimod vil de fine, grundlæggende principper og realiteter blive vurderet: godt og ondt, ret og uret, gavn og skade, tro og vantro samt moral og umoral. Menneskers hensigter, tanker, ønsker og begær vil blive målt. Sindets skjulte handlinger vil blive målt og vejet. Der vil ikke blive gjort regnskab for det brød eller de penge, der gives til den fattige, men der vil blive gjort regnskab for den hensigt, som virkede bag denne gavmildhed. For lovene og reglerne dér vil, i modsætning til denne verdens, ikke være materielle, men intellektuelle.

إِنَّ السَّمْعَ وَالْبَصَرَ وَالْفُؤَادَ كُلُّ أُولـئِكَ كَانَ عَنْهُ مَسْؤُولاً

»Øjet, øret og hjertet – alt vil blive udspurgt.« (Sura Bani Israil: 36)

وَنَضَعُ الْمَوَازِينَ الْقِسْطَ لِيَوْمِ الْقِيَامَةِ فَلَا تُظْلَمُ نَفْسٌ شَيْئًا وَإِن كَانَ مِثْقَالَ حَبَّةٍ مِّنْ خَرْدَلٍ أَتَيْنَا بِهَا وَكَفَى بِنَا حَاسِبِ

»På Opstandelsens Dag vil Vi opstille præcise vægte. Ingen vil derfor blive gjort den mindste uret. Selv hvis en handling vejer så lidt som et sennepsfrø, vil Vi bringe den frem. Og Vi er tilstrækkelige som dem, der gør regnskabet op.« (Sura al-Anbiya: 47)

O وَالْوَزْنُ يَوْمَئِذٍ الْحَقُّ فَمَن ثَقُلَتْ مَوَازِينُهُ فَأُوْلَـئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ

وَمَنْ خَفَّتْ مَوَازِينُهُ فَأُوْلَـئِكَ الَّذِينَ خَسِرُواْ أَنفُسَهُم

“Den dag vil gerningerne visselig blive vejet. Den, hvis gerningers vægt er tung, vil opnå lykke. Og de, hvis gerningers vægt er let, vil være dem, der lider tab” – (Sura al-A‘raf: 8-9)

O فَمَن يَعْمَلْ مِثْقَالَ ذَرَّةٍ خَيْرًا يَرَهُ Oيَوْمَئِذٍ يَصْدُرُ النَّاسُ أَشْتَاتًا لِّيُرَوْا أَعْمَالَهُمْ

وَمَن يَعْمَلْ مِثْقَالَ ذَرَّةٍ شَرًّا يَرَهُ

“Den dag vil menneskene komme frem, hver for sig, for at få deres gerninger at se. Den, der gør så meget godt som et atom, vil se det, og den, der gør så meget ondt som en prik, vil se det. – (Sura az-Zalzalah: 6-8)

De ting, der som følge af den materielle lovgivnings begrænsninger i den nuværende materielle ordning ligger skjult for menneskenes øjne, vil alle blive bragt frem i lyset i denne anden ordning. De skjulte, tilslørede og fine sandheder vil dér træde tydeligt frem. Og hver tings sande og egentlige værdi vil komme klart til udtryk.

لَقَدْ كُنتَ فِي غَفْلَةٍ مِّنْ هَذَا فَكَشَفْنَا عَنكَ غِطَاءكَ فَبَصَرُكَ الْيَوْمَ حَدِيدٌ

“Mennesket vil få at vide: Du var uopmærksom over for dette; så fjernede Jeg sløret fra dine øjne. Nu er dit syn skarpt.” – (Sura Qaf: 22)

يَوْمَئِذٍ تُعْرَضُونَ لَا تَخْفَى مِنكُمْ خَافِيَةٌ

Den dag vil I blive stillet frem. Ingen af jeres hemmeligheder vil forblive skjult. – (Sura al-Haqqah: 18)

Dér vil handlingernes sande resultater blive åbenbare i overensstemmelse med fornuft, indsigt samt retfærdighed og rimelighed. Under den nuværende ordnings materielle love og materielle midlers indflydelse kan handlingernes sande og fornuftsmæssige resultater ikke komme til udtryk. Disse love og midler vil ikke være virksomme dér. Derfor vil alt det, der her står i vejen for retfærdighed og rimelighed og forhindrer, at det nøjagtige resultat kommer til udtryk, dér blive uvirksomt og uden indflydelse. For eksempel beskytter rigdom, overfloden af materielle midler, venners og bekendtes magt, bestræbelser og påvirkning, forbøn, familiær indflydelse, egen snedighed, årvågen kløgt og andre sådanne ting her mennesket mod resultaterne af mange af dets handlinger. Men dér vil disse tings indflydelse fuldstændig ophøre, og netop det resultat, som hver enkelt handling bør frembringe i overensstemmelse med retfærdighed, rimelighed og sandhed, vil komme til udtryk.

هُنَالِكَ تَبْلُو كُلُّ نَفْسٍ مَّا أَسْلَفَتْ

»Dér vil enhver person granske de handlinger, han tidligere har udført.« – (Sura Yunus: 30)

وَوُفِّيَتْ كُلُّ نَفْسٍ مَّا كَسَبَتْ وَهُمْ لاَ يُظْلَمُونَ

»Enhver person vil få den fulde gengældelse for sine handlinger, og der vil ikke blive gjort dem den mindste uret.« – (Sura Al Imran: 25)

يَوْمَ تَجِدُ كُلُّ نَفْسٍ مَّا عَمِلَتْ مِنْ خَيْرٍ مُّحْضَرًا وَمَا عَمِلَتْ مِن سُوَءٍ

»Den dag vil enhver finde enhver god og ond gerning, han selv har udført, til stede.« – (Suraen Al Imran: 30)

وَاتَّقُواْ يَوْماً لاَّ تَجْزِي نَفْسٌ عَن نَّفْسٍ شَيْئاً وَلاَ يُقْبَلُ مِنْهَا شَفَاعَةٌ وَلاَ يُؤْخَذُ مِنْهَا عَدْلٌ وَلاَ هُمْ يُنصَرُونَ

»Frygt den dag, hvor ingen person vil være til nogen nytte for en anden. Ingen forbøn vil blive accepteret på nogens vegne. Ingen erstatning vil blive taget imod fra nogen. Og de vil heller ikke blive hjulpet.« (Suraen Al-Baqarah: 48)

og فَإِذَا نُفِخَ فِي الصُّورِ فَلَا أَنسَابَ بَيْنَهُمْ يَوْمَئِذٍ وَلَا يَتَسَاءلُونَ

og فَمَن ثَقُلَتْ مَوَازِينُهُ فَأُوْلَئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ

وَمَنْ خَفَّتْ مَوَازِينُهُ فَأُوْلَئِكَ الَّذِينَ خَسِرُوا أَنفُسَهُمْ فِي جَهَنَّمَ خَالِدُونَ

»Når der derefter blæses i trompeten, vil der den dag ikke være noget slægtskab mellem dem, og de vil ikke engang spørge hinanden. Den dag vil de, hvis gode gerningers vægtskåle er tunge, opnå lykke. Men de, hvis gode gerningers vægtskåle er lette, vil være blandt dem, der lider tab.« – (Suraen Al-Mu’minun: 101–103)

إِلَّا مَنْ أَتَى اللَّهَ بِقَلْبٍ سَلِيمٍog يَوْمَ لَا يَنفَعُ مَالٌ وَلَا بَنُونَ

“Den dag vil rigdom og børn ikke gavne nogen. Kun den, der kommer til Allah med et rent hjerte, vil opnå frelse.” – (Sura ash-Shuʿarāʾ: 88-89)

***********

“I er kommet til Os alene, ligesom Vi skabte jer alene første gang. Alt det udstyr, Vi gav jer, har I efterladt bag jer. Vi kan i dag ikke se de fortalere blandt jer, som I anså for Allahs medguder med hensyn til jeres forsørgelse og underhold. Alle bånd mellem jer er blevet brudt og forkastet.”

– (Sura al-Anʿām: 94)

(**********)

“På Opstandelsens Dag vil jeres slægtninge og børn på ingen måde være jer til gavn. Allah vil afgøre sagen mellem jer. Han har set alt, hvad I gør.”

– (Sura al-Mumtaḥana: 3)

(********)

“Den dag vil mennesket flygte fra sin bror, sin mor og far, sin hustru og sine børn. Den dag vil enhver være optaget af sin egen situation.”

– (Sura ʿAbasa: 34-37)

En alvorlig mangel ved den nuværende ordning er, at fordelingen af Allahs gunst og goder her ikke afhænger af menneskets handlinger og fortjenester. Den afhænger derimod af talrige årsager, hvor den enkeltes handlinger, kvalifikationer og evner kun udgør én delvis årsag. Andre stærke årsager svækker virkningen af den enkeltes handlinger eller tilintetgør den undertiden fuldstændigt. Derfor har den enkeltes berettigede krav ingen plads i fordelingen af Allahs gunst og goder, eller kun en meget ringe plads, hvis den overhovedet findes. Her kan et menneske, selv om det hele livet igennem har begået uret, undertrykt andre og overskredet grænserne, blive prydet med velstand, overflod og verdslig rigdom. Et andet menneske kan derimod, selv om det hele livet har levet i tro og gudsfrygt, være plaget af elendighed, nød og fattigdom. Denne mangel må afhjælpes. Fornuften kræver, at den nuværende ordning forbedres og omdannes til en ordning, hvor gode og dårlige resultater fordeles retfærdigt, og hvor enhver på grundlag af sine personlige egenskaber får netop det, der tilkommer ham. Koranen siger, at ordningen i livet efter døden vil være netop sådan. Som eksempel:

(******)

“Skulle Vi sidestille dem, der skaber uro og fordærv på jorden, med de troende og retskafne? Skulle Vi gøre de gudfrygtige og de gudsoprørske lige?”

(*******)

“Har de, der begår onde handlinger, troet, at Vi vil gøre dem lig med de troende og retskafne, og at deres liv og død vil være ens? Hvor dårligt de dog dømmer.”

(********)

“Enhver person vil få en belønning svarende nøjagtigt til sine handlinger.”

-(Sura al-An’am: 132)

(*********)

“Paradis vil blive bragt nær til de gudfrygtige, og Helvede vil blive forelagt de vildfarne.”

-(Sura ash-Shu’ara: 90-91)

Dette er i virkeligheden en kort skitse af den anden verden, som profeten Muhammad (ﷺ) og de øvrige profeter har talt om efter den nuværende verden. De, der betragter denne verden og hele dens system som ren underholdning, et legehus, et formålsløst postyr og en labyrint uden noget som helst formål fra ende til anden, vil ganske vist ikke finde noget troværdigt i denne plan og dens vidnesbyrd og beviser. Men de, der anser verdensordenen for at være skabt af Allah og tror, at Allah er et vist og fornuftigt væsen, vil efter at have tænkt over disse vidnesbyrd og beviser nødvendigvis måtte erkende, at en verdensorden af denne art er påkrævet. Og når muligheden for et andet liv efter døden er blevet fastslået, er det tilstrækkeligt at påvise nødvendigheden af denne mulighed for at tro, at den vise og forstandige Allah nødvendigvis vil skabe en verden af denne art.

Det er blevet helt klart gennem denne drøftelse, at det liv efter døden, som islam kræver, at man tror på, ikke blot ligger uden for fornuftens rækkevidde; det er tværtimod netop i overensstemmelse med fornuftens og visdommens krav. Ingen fremgang inden for viden, videnskab og intellektuel tænkning kan svække troen det mindste—forudsat naturligvis, at denne fremgang ikke blot er ydre og demonstrativ, men virkelig og ægte. (1)

Nødvendigheden af at tro på det hinsidige

Det er blevet bevist gennem den hidtidige drøftelse, at eksistensen af et andet liv efter dette jordiske liv er højst sandsynlig og i overensstemmelse med fornuftens krav. Sund dømmekraft og sand videnskabelig indsigt skaber ingen hindring for at tro på dette andet liv, som Koranen har fremlagt; tværtimod tilskynder de mennesket endnu mere dertil. Men spørgsmålet er: Hvorfor er det nødvendigt at tro på denne forestilling om livet efter døden? Hvorfor er den blevet gjort til en del af troen og overbevisningen? Hvorfor er der lagt så stor vægt på den? Hvorfor er troen på den gjort ufravigelig for at blive muslim, og hvorfor er det gjort umuligt at være muslim uden denne tro? Hvorfor vil troen på Allah, Sendebudet og Skriften ikke være til nogen nytte, hvis man benægter den? Hvorfor vil alle livets gode gerninger og retfærdige handlinger gå til grunde?

Nogen kunne sige, at læren om livet efter døden blot er en overnaturlig lære ligesom andre overnaturlige læresætninger. Jeg indrømmer, at denne lære er blevet gjort meget solid og stærk gennem beviser, og at der findes tilstrækkelige grunde til at tro på den. Men det, at en overnaturlig lære er blevet fastslået gennem beviser, betyder ikke, at man nødvendigvis skal tro på den, eller at tro og vantro skulle afhænge af den. Der findes mange andre overnaturlige læresætninger ligesom læren om livet efter døden, og der findes også stærke argumenter og beviser til støtte for dem. Hvorfor er de så ikke også blevet gjort til en del af troen?

For en mere udførlig drøftelse af Akhirah, se tafsir-en til ordet »Akhirah« i Tafhim al-Qur’an, bind 2, samt artiklen »Livet efter døden«, der er medtaget i appendikset til dette værk.

Svaret er: Hvis forestillingen om livet efter døden blot var en overnaturlig lære, ville dette uden tvivl have været et stærkt spørgsmål. Under sådanne omstændigheder ville der ikke have været nogen fornuftig grund til at gøre denne lære til en del af troen og overbevisningen. For hvis en lære blot er overnaturlig og ikke har nogen forbindelse med vores virkelige liv, har det ingen indvirkning på vores moralske karakter og handlinger, om vi er uvidende om den eller benægter den. Men blot man tænker lidt dybere over læren om livet efter døden, bliver det klart, at den ikke blot er en filosofisk lære; den har en dyb forbindelse med menneskets moralske og praktiske liv. Troen på den ændrer grundlæggende menneskets syn på det jordiske liv og på hele dets virksomhed. At acceptere denne lære betyder, at mennesket vil betragte sig selv som et ansvarligt og forpligtet væsen. I hele sit livs virksomhed vil det handle i bevidstheden om, at det er ansvarligt for enhver handling og enhver gerning. I det kommende liv skal det aflægge regnskab for alt, hvad det har gjort, og dets fremtidige lykke eller ulykke vil afhænge af dets gode eller onde gerninger.

Omvendt betyder det at forkaste denne lære, at mennesket vil betragte sig selv som et væsen uden ansvar. Det vil planlægge sit jordiske liv ud fra den forestilling, at det ikke skal stå til regnskab i noget andet liv for det, det har gjort i dette liv. Det vil ikke få nogen god eller dårlig fremtidig følge af dette livs gerninger og handlinger. Den uundgåelige følge af at være uvidende om denne lære eller benægte den vil derfor være, at menneskets opmærksomhed alene rettes mod de følger af dets handlinger, som viser sig i denne verden. Hvilke handlinger der er gavnlige eller skadelige for det, vil det afgøre ud fra disse følger. Det vil naturligvis afholde sig fra at drikke gift og stikke hånden i ilden, fordi det ved, at det må lide de skadelige følger af disse to handlinger allerede i denne verden. Men fordi de fulde følger af undertrykkelse, tyranni, uretfærdighed, løgn, bagtalelse, brud på tillid, utroskab og den slags handlinger ikke viser sig i denne verden, vil det kun afholde sig fra dem i det omfang, det frygter, at deres skadelige konsekvenser vil vise sig her. Omvendt vil det, så snart der ikke forventes nogen skadelig følge af dem, eller så snart der opstår håb om at opnå en fordel gennem dem, ikke føle den mindste betænkelighed ved at udføre disse handlinger.

Kort sagt vil ingen moralsk handling ifølge denne lære have en bestemt moralsk værdi i menneskets øjne. Dens godhed eller ondskab vil derimod alene afhænge af de gode eller dårlige følger, der viser sig i denne verden. Den, der tror på det hinsidige, vil derimod ikke blot rette blikket mod de følger af en moralsk handling, som viser sig i denne verden; han vil også tage hensyn til de følger, der vil vise sig i det kommende liv, og ud fra disse følger afgøre, om handlingen er gavnlig eller skadelig. Ligesom han vil tro på giftens ødelæggende virkning og ildens brændende kraft, vil han også tro på tillidsbrud og løgns ødelæggende og brændende virkninger. Ligesom han vil tro på giftens ødelæggende virkning og ildens brændende kraft, vil han også tro på tillidsbrud og løgns ødelæggende og brændende virkninger. Ligesom han vil betragte mad og drikke som gavnlige, vil han også anse retfærdighed, troskab og renhed for gavnlige. Han vil tro, at enhver af hans handlinger har en bestemt og sikker følge, selv om denne følge måske slet ikke viser sig i dette liv eller måske viser sig i modsat form. For ham vil moralske handlinger have en fastlagt moralsk værdi, og denne værdi vil ikke ændres det mindste af jordisk fordel eller skade. I hans moralske system vil ærlighed, retfærdighed og opfyldelse af løfter blive regnet som dyd og gode gerninger, selv om deres følge i denne verden måske kun er skade eller slet ingen fordel. Omvendt vil løgn, undertrykkelse og løftebrud blive anerkendt som synd og onde gerninger, selv om deres følge i denne verden måske kun er fordel og ikke den mindste skade.

At være ligeglad med livet efter døden eller ikke tro på det betyder altså ikke blot, at mennesket er ligeglad med eller har forkastet en overnaturlig lære. Det betyder snarere, at mennesket er blevet ligeglad med sin værdighed som et ansvarligt og forpligtet væsen. Det har gjort sig selv til et frit, egenrådigt og ansvarsløst væsen i sine egne øjne. Det har ladet sig tilfredsstille af det ydre liv i denne verden og dets ufuldstændige, ja undertiden vildledende, resultater. Det har vendt sig bort fra livets endelige gevinst og tab og sat sin lid til de første, midlertidige og upålidelige gevinster og tab. På dette grundlag har det fastlagt en fuldstændig foranderlig og vildledende moralsk målestok for sine handlinger. Det er blevet berøvet en fejlfri, fast og moralsk orden, som kun kan opnås gennem ansvarsfølelse, et urokkeligt blik på de endelige følger og bestemte moralske værdier. Således er det blevet bedraget af verdens ufuldstændige og mangelfulde ydre fremtræden og har levet hele sit liv under en svag og fejlagtig moralsk orden, hvor det virkelige tab er blevet til gevinst, og det virkelige tab er blevet til gevinst, mens den virkelige gevinst og det virkelige tab har fået deres betegnelser. Her er det virkelig smukke blevet grimt, og det virkelig grimme blevet kaldt smukt; på samme måde er den sande synd blevet til dyd, og den sande dyd blevet til synd.

Det er netop disse følger af ikke at tro på det hinsidige, som Koranen i stor udførlighed har beskrevet. Ved blot at gennemgå Koranens vers om dette vil man se, at de forvrængninger, der opstår i menneskets moral og livsførelse som følge af ikke at anerkende det hinsidige, dér er nævnt samlet.

For det første: Mennesket betragter sig selv som et formålsløst, egenrådigt og ansvarsfrit væsen og anser derfor sit liv som helhed for nytteløst og meningsløst. I den tro, at ingen overvåger dets handlinger eller holder det til regnskab, udfører det alle slags handlinger:

(*************)

»Troede I da, at Vi skabte jer uden formål, og at I ikke ville vende tilbage til Os?« – (Sura al-Mu’minun 115)

(*************)

»Har mennesket da troet, at det ville blive overladt uden formål?«

– (Sura al-Qiyamah: 36)

(************)

»Tror mennesket, at ingen har magt over ham? Han siger: »Jeg har brugt en stor formue.« Tror han, at ingen har set ham?« – (Sura al-Balad: 5-7)

For det andet: Et sådant menneskes blik er udelukkende rettet mod det ydre ved denne verden; det anser de umiddelbare og midlertidige resultater for de endelige og virkelige resultater og træffer, bedraget af dette, forkerte beslutninger:

(**************)

»De har kun viden om det ydre ved det jordiske liv, mens de er fuldstændig uopmærksomme på det hinsidige.« – (Sura ar-Rum: 7)

(***********)

»De, som ikke forventer at møde Os, og som er tilfredse med og sikre på det jordiske liv.« – (Sura Yunus: 7)

(**********)

»Nej! I foretrækker det resultat, der snart kan opnås, og forkaster resultatet i det hinsidige.« – (Sura al-Qiyama: 20-21)

(***********)

“I giver det jordiske liv forrang, skønt det hinsidige er bedre og mere varigt”

–(Sura al-A‘la: 16-17)

“Det jordiske liv har bedraget dem.”

For det tredje: Resultatet af dette ydre perspektiv er, at menneskets vurdering af tingenes værdi bliver fuldstændig vendt på hovedet. Det, som i virkeligheden er skadeligt med hensyn til det endelige resultat, anser han som gavnligt, fordi han fokuserer på den tilsyneladende gevinst. De handlinger, hvis endelige resultat er fejlagtigt, begynder han at betragte som gavnlige, fordi han kun ser på de umiddelbare resultater. Derfor afviger hans jordiske bestræbelser fra den rette vej, og til sidst bliver de resultatløse.

(***********)

“De, som ønskede det jordiske livs goder, sagde: ‘Ak, hvis blot vi havde fået det samme, som Qarun havde fået! Han er virkelig meget lykkelig.’ Men de, der havde fået viden, sagde: ‘Ve jer! Allahs belønning er bedre for den, der tror og gør gode gerninger.’”

–(Sura al-Qasas: 79-80)

(************)

“For dem, der ikke tror på det hinsidige, gør Vi deres handlinger meget tiltalende, og de forbliver vildfarne.” – (Sura an-Naml: 8)

(***********)

“Er de da opslugt af den vildfarelse, at Vi, fordi Vi hjælper dem med rigdom og børn, også bestræber os på at sikre deres velbefindende? Men de indser ikke den virkelige sandhed.”

– (Sura al-Mu’minun: 55-56)

(**********)

“Skal Vi fortælle jer, hvem der er de største tabere med hensyn til deres handlinger? Det er dem, hvis bestræbelser i det jordiske liv er blevet ledt på vildspor, mens de troede, at de gjorde det allerbedste. Det er disse mennesker, der har fornægtet deres Herres tegn og mødet med Ham. Derfor er deres handlinger blevet til intet.” – (Sura al-Kahf: 104-105)

Fire: Sådanne mennesker kan aldrig antage den sande religion. Hvis moralske idealer, principper for gode gerninger og god opførsel bliver forelagt dem, vil de afvise dem, men hvis overbevisninger og handlinger, der strider imod alt dette, bliver forelagt dem, vil de antage dem. For den sande religions regler og principper kræver, at man ofrer mange af det jordiske livs goder, fordele og mange nydelser. Dens grundprincip og lære er, at man for det hinsidiges bedre og evige velbefindende skal ofre det jordiske livs forgængelige og midlertidige goder. Men den, der ikke tror på det hinsidige, anser netop denne verdens goder for det endelige gode. Derfor kan han hverken berede sig på sådanne ofre eller antage de regler og principper for religiøs fromhed, som kræver sådanne ofre. At fornægte det hinsidige og at følge den sande religion er således to indbyrdes modstridende ting. Den, der ikke tror på det hinsidige, kan aldrig være en tilhænger af den sande religion.

(***********)

“Dem, der hovmodigt og uretmæssigt ophøjer sig på jorden, vil Jeg vende bort fra Mine tegn. Selv hvis de ser et af dem, vil de ikke tro på det; selv hvis de ser den rette vej, vil de ikke følge den, men hvis de ser vildfarelsens vej, vil de skynde sig ad den. Dette skyldes, at de har forkastet Mine tegn og været uopmærksomme på dem. De, der forkaster Mine tegn og mødet med det hinsidige, vil få alle deres gerninger tilintetgjort. Vil de ikke få netop den gengældelse, som svarer til det, de har gjort?” – (Sura al-A’raf: 146-147)

For det femte: Menneskets samlede moralske liv og handlingsliv påvirkes af dets fornægtelse af det hinsidige. Det bliver hovmodigt og oprørsk:

(*************)

“De, der ikke tror på det hinsidige, bliver ved med at fornægte sandheden i deres hjerter, og de bliver hovmodige.” – (Sura an-Nahl: 22)

(************)

“Faraon og hans hære ophøjede sig hovmodigt og uretmæssigt på jorden og troede, at de aldrig skulle vende tilbage til Mig. Derfor blev deres adfærd og deres handlinger fordærvede.”

– (Sura al-Qasas: 39)

(************)

“Fortabelse venter de uærlige mennesker, som tager fuldt mål, når de modtager fra andre, men giver mindre, når de måler ud til andre. Tænker de ikke på, at de vil blive genoprejst på en vældig dag?” – (Sura al-Mutaffifin: 1-5)

Han bliver hårdhjertet, snæversynet, pralende, egoistisk og vender sig bort fra tilbedelsen af Allah:

(************)

“Har du set den, der benægter gengældelsens dag? Det er ham, der brutalt jager den forældreløse bort og ikke tilskynder til at bespise den fattige. Ve derfor de bedende, som er uagt­somme over for deres bøn. De gør kun gode gerninger for at blive set af folk. Og de nægter endog at yde folk små og almindelige nødvendigheder.”

– (Sura al-Ma’un: 1-7)

Kort sagt er det at se bort fra sandheden og give sig hen til syndige handlinger en uundgåelig følge af vantro på det hinsidige

(************)

»Kun de, der har vist ligegyldighed over for sandheden og hengivet sig til syndige handlinger, fornægter gengældelsens dag.«

– (Sura al-Mutaffifin: 12)

Ingen fornuftig person kan i virkeligheden benægte disse følger af ligegyldighed over for troen på efterlivet eller af fornægtelse af den. Vi har især haft mulighed for at se resultatet af den civilisation, der er blevet opbygget på grundlag af livets rent jordiske og materielle mål, efter at være blevet blændet af det ydre skær i det jordiske liv, og hvor troen på efterlivet er blevet fuldstændig forkastet. Derefter har vi ingen mulighed for at benægte den sandhed, at det er helt umuligt at etablere tilbedelsen af Allah, religiøs fromhed og moralske idealer samtidig med fornægtelsen af efterlivet.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at islam netop ønsker at etablere disse ting fuldt ud. Den kalder mennesket til god karakter og gode gerninger. For dette er det nødvendigt at give afkald på mange af det jordiske livs materielle interesser og glæder. Den tilskynder mennesket til at tilbede Allah og forbedre sig selv, hvilket ikke giver nogen synlig fordel eller gavn i dette jordiske liv; tværtimod må menneskets krop og sind gennemgå mange slags lidelser og vanskeligheder. Den skelner mellem haram og halal samt mellem renhed og urenhed i alle livets forhold og i brugen af det jordiske livs midler. For at opnå højere åndelige mål kræver den af mennesket, at det ofrer sine personlige interesser og sin kærlighed og hengivenhed og undertiden endda sit liv og sin ejendom. Den ønsker at ordne menneskets liv gennem en moralsk lov, hvori enhver ting er blevet tillagt en særlig værdi uden den mindste hensyntagen til jordisk gevinst eller tab. Kunne mennesket i virkeligheden have haft succes med at etablere en sådan religion og sharia uden troen på efterlivet? Ville mennesket have været i stand til at tilegne sig en sådan lære, samtidig med at det var ligegyldigt over for eller fornægtede en sådan trosopfattelse? Hvis svaret er negativt – og det vil det naturligvis være – må man erkende, at det først og fremmest er nødvendigt at forankre troen på efterlivet i menneskets hjerte for at etablere en sådan religiøs orden og moralsk lov. Det er netop derfor, at islam har gjort hver af disse ting til en del af den grundlæggende iman og efter iman billah tillagt denne den største betydning.

Lad os nu se på, hvordan islam har fremlagt denne overbevisning, og hvilken indflydelse den har på menneskets karakter og adfærd.

Efterlivets forrang frem for det jordiske liv

Det første, som Den Ædle Koran har forsøgt at forankre i menneskets sind, er dette: Det jordiske liv er et midlertidigt opholdssted for mennesket. Dette er ikke dets eneste liv; efter dette findes der et andet, bedre og evigt liv. Gavnene i dette liv er langt større end gavnene i det nuværende, og dets onder er langt hårdere end ondskaben her. Den, der bliver bedraget af dette jordiske livs ydre skær, lader sig opsluge af håbet om at opnå dets glæder og interesser og som følge af sine bestræbelser på at opnå dem berøves glæderne, rigdommene og interesserne i det kommende liv, køber i sandhed noget meget dårligt. Faktisk er hele hans foretagende et yderst tabbringende foretagende. På samme måde handler den, der betragter tabet i dette jordiske liv som det endelige tab og i forsøget på at undgå det gør sig selv fortjent til tabet i det kommende liv, yderst tåbeligt; hans handling kan på ingen måde kaldes fornuftig. Dette emne er blevet beskrevet så udførligt i Den Ædle Koran, at det ikke er muligt at samle alle de relevante vers her. Som eksempler citeres her nogle få vers:

(***********)

“Dette jordiske liv er intet andet end leg og morskab. Det sande opholdssted for livet er det hinsidige.” – (Sura al-Ankabut: 64)

(***********)

“Sig: (O Muhammad,) denne verdens nydelser og rigdomme er meget ringe. For den, der lever med taqwa, er det hinsidige bedre.” (Sura an-Nisa: 77)

(************)

“Er I tilfredse med det jordiske liv i bytte for det hinsidige? Det jordiske livs nydelser og rigdomme er kun meget ringe sammenlignet med det hinsidige.” (Sura at-Tawba: 38)

(***********)

“I foretrækker det jordiske liv, skønt det hinsidige er bedre og mere varigt.” – (Sura al-A’la: 16-17)

(*************)

“Enhver skal smage døden. Og på Opstandelsens dag vil I få den fulde gengældelse for dette liv. Den, der på den dag bliver skånet for Helvedes straf og får adgang til Paradiset, er i sandhed den, der har sejret. Og det jordiske liv er ikke andet end et middel til bedrag.” -(Sura Ali Imran: 185)

(************)

“De, der har gjort uret mod sig selv, har kastet sig over de nydelser, der er blevet givet dem, og det er dem, der er forbrydere.” -(Sura Hud: 116)

(************)

“Sig: Det er dem, der har kastet sig ud i et stort tab, som på Opstandelsens dag har bragt sig selv og deres egne børn og efterkommere ind i tabet. Dette er det sande og åbenbare tab.” -(Sura Az-Zumar: 15)

(***********)

“Derefter vil den, der gør oprør og foretrækker det jordiske liv, få Helvede som opholdssted. Men den, der frygter at stå foran sin Herre og behersker sine lyster, får Paradiset som opholdssted.” -(Sura An-Nazi’at: 37-41)

(***********)

“Vid, at der i det jordiske liv findes leg og morskab, pynt og skønhed, gensidig pral og indbyrdes kappestrid om rigdom og børn. Det kan sammenlignes med regn: Ved regnen vokser afgrøderne fuldt ud, og bonden glæder sig over dem. Derefter modnes de og tørrer ind; du ser dem blive grå og visne bort i jorden. Herefter kommer det hinsidige liv, hvor nogle vil få en hård straf, mens andre vil få tilgivelse fra Allah og Hans velbehag. Det jordiske liv er kun et bedragets redskab.” – (Sura al-Hadid: 20)

(**********)

“Kærligheden til kvinder, børn, dynger af guld og sølv, mærkede heste, kvæg og afgrøder er blevet gjort tillokkende for mennesker. Dette er det jordiske livs nydelser og udstyr. Men hos Allah findes et bedre sted. Sig, Muhammad: Skal jeg fortælle jer om noget, der er bedre end dette? For dem, der har taqwa, findes der hos deres Herre haver, hvorunder floder løber. De skal forblive dér for evigt, få rene ægtefæller og blive velsignet med Allahs velbehag.” – (Aal Imran: 14-15)

Denne lære om at prioritere det hinsidige over det jordiske liv, ofre midlertidige interesser for det hinsidige livs varige succes og tåle jordelivets kortvarige tab for at undgå varigt tab i det hinsidige er blevet fremført i islam på en meget kraftfuld og tiltalende måde. Formålet er, at den person, der tror på Koranen og Muhammad (fred være med ham), ikke under tvang, men af hjertets oprigtige tilskyndelse udfører enhver handling, som Allah og Sendebudet (fred være med ham) har anvist som et middel til succes i det hinsidige. På samme måde vil han afholde sig fra enhver ting, som de begge har betegnet som en årsag til tab i det hinsidige, uanset hvor nyttig eller skadelig den måtte anses for at være i det jordiske liv.

Bogen over gerninger og Allahs domstol

Det, som den Ædle Koran også har søgt at indprente i menneskers sind, er, at uanset hvad et menneske gør i dette jordiske liv – hvor skjult det end måtte gøre det – bliver der bevaret en nøjagtig og fejlfri optegnelse over det. På Dommedag vil netop denne optegnelse blive fremlagt i retten. Hvert eneste atom, der er forbundet med menneskets handlinger, vil vidne om dets gerninger. Selv dets egne lemmer vil træde frem i vidneskranken for at vidne imod det. Desuden vil dets bog over gerninger eller handlingsoptegnelse blive vejet med den største nøjagtighed. På den ene vægtskål vil dets gode gerninger ligge, og på den anden dets onde handlinger. Hvis skålen med gode gerninger vejer tungest, vil succes i det hinsidige byde det velkommen, og dets bolig vil blive Paradis. Men hvis skålen med onde gerninger vejer tungest, vil dets endeligt blive ødelæggelse og undergang, og det vil blive henvist til det værste sted, Helvede. I Allahs domstol vil enhver møde alene med sin egen handlingsoptegnelse. Dér vil ingen af det jordiske livs midler – ære og anseelse, slægtsstolthed, bestræbelser og indflydelse, rigdom, magt og styrke osv. – være til nogen nytte.

Koranen har også beskrevet dette emne meget udførligt og på en tiltalende måde. Som eksempler vil vi her nævne nogle få vers:

Om handlingsoptegnelsens tilstand er det blevet sagt:

(***********)

“Den af jer, der taler i det skjulte, og den, der taler højt, den, der skjuler sig i nattens mørke, og den, der færdes i dagens lys – deres situation er den samme. Der er ganske vist vogtere udpeget foran og bag enhver, og de bevarer hvert eneste af hans ord efter Allahs befaling.” – (Sura Ar-Ra’d: 10-11)

وَوُضِعَ الْكِتَابُ فَتَرَى الْمُجْرِمِينَ مُشْفِقِينَ مِمَّا فِيهِ وَيَقُولُونَ يَا وَيْلَتَنَا مَالِ هَٰذَا الْكِتَابِ لَا يُغَادِرُ صَغِيرَةً وَلَا كَبِيرَةً إِلَّا أَحْصَاهَا ۚ وَوَجَدُوا مَا عَمِلُوا حَاضِرًا ۗ وَلَا يَظْلِمُ رَبُّكَ أَحَدًا

“Når optegnelsen fremlægges med alt, hvad der står skrevet i den, vil du se de skyldige blive grebet af frygt på grund af den. De vil sige: Ve os! Hvad er der dog med denne bog? Den har ikke udeladt noget, hverken lille eller stort. Alt er til stede i den. Og de vil finde alt, hvad de gjorde, nærværende.” – (Sura Al-Kahf: 49)

Vidnesbyrdet fra legemsdelene og menneskets erkendelse:

يَوْمَ تَشْهَدُ عَلَيْهِمْ أَلْسِنَتُهُمْ وَأَيْدِيهِمْ وَأَرْجُلُهُمْ بِمَا كَانُوا يَعْمَلُونَ

“Den dag vil deres egne tunger, deres hænder og deres fødder vidne om, hvad de gjorde.” – (Sura An-Nur: 24)

حَتَّىٰ إِذَا مَا جَاءُوهَا شَهِدَ عَلَيْهِمْ سَمْعُهُمْ وَأَبْصَارُهُمْ وَجُلُودُهُمْ بِمَا كَانُوا يَعْمَلُونَ

وَقَالُوا لِجُلُودِهِمْ لِمَ شَهِدْتُمْ عَلَيْنَا ۖ قَالُوا أَنْطَقَنَا اللَّهُ الَّذِي أَنْطَقَ كُلَّ شَيْءٍ وَهُوَ خَلَقَكُمْ أَوَّلَ مَرَّةٍ وَإِلَيْهِ تُرْجَعُونَ

وَمَا كُنْتُمْ تَسْتَتِرُونَ أَنْ يَشْهَدَ عَلَيْكُمْ سَمْعُكُمْ وَلَا أَبْصَارُكُمْ وَلَا جُلُودُكُمْ وَلَٰكِنْ ظَنَنْتُمْ أَنَّ اللَّهَ لَا يَعْلَمُ كَثِيرًا مِمَّا تَعْمَلُونَ

“Når han når dertil, vil hans ører, hans øjne og hans hud vidne om hans gerninger. Han vil sige til sin hud: ‘Hvorfor vidnede du imod mig?’ Den vil svare: ‘Den, der giver alle ting talens evne, har også givet mig talens evne. … I udførte jeres handlinger i det skjulte og vidste ikke, at jeres egne ører, øjne og hud ville vidne om jeres gerninger. I troede tværtimod, at Allah ikke engang var klar over mange af jeres handlinger.’” – (Sura Ha-Mim as-Sajda: 20-22)

 وَشَهِدُوا عَلَىٰ أَنْفُسِهِمْ أَنَّهُمْ كَانُوا كَافِرِيَ

“De vil selv vidne imod sig selv om, at de var utaknemmelige tjenere.” – (Sura al-An’am: 130)

Med en sådan optegnelse over gerninger og disse vidner vil mennesket blive ført frem for Allahs domstol. Hvordan vil denne fremtræden da være? Helt alene og hjælpeløs vil det gå hen og stille sig i de anklagedes skranke.

وَلَقَدْ جِئْتُمُونَا فُرَادَىٰ كَمَا خَلَقْنَاكُمْ أَوَّلَ مَرَّةٍ وَتَرَكْتُمْ مَا خَوَّلْنَاكُمْ وَرَاءَ ظُهُورِكُمْ ۖ وَمَا نَرَىٰ مَعَكُمْ شُفَعَاءَكُمُ الَّذِينَ زَعَمْتُمْ أَنَّهُمْ فِيكُمْ شُرَكَاءُ ۚ لَقَدْ تَقَطَّعَ بَيْنَكُمْ وَضَلَّ عَنْكُمْ مَا كُنْتُمْ تَزْعُمُونَ

“Ligesom Vi skabte dig første gang, er du i dag kommet alene til Os. Alt det, Vi skænkede dig, har du efterladt.” – (Sura al-An’am: 94)

Der vil enhver fremlægge sit eget regnskab:

وَكُلَّ إِنْسَانٍ أَلْزَمْنَاهُ طَائِرَهُ فِي عُنُقِهِ ۖ وَنُخْرِجُ لَهُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ كِتَابًا يَلْقَاهُ مَنْشُورًا

اقْرَأْ كِتَابَكَ كَفَىٰ بِنَفْسِكَ الْيَوْمَ عَلَيْكَ حَسِيبًا

»Vi har hængt enhver persons bog over gode og onde gerninger om hans hals. På Opstandelsens Dag vil Vi bringe ham en bog frem, som han vil finde opslået foran sig. Der vil blive sagt til ham: Læs din bog. I dag er du selv tilstrækkelig til at gøre regnskab over dig selv.« – (Sura Banī Isrāʾīl: 13-14)

Der vil nedarvet indflydelse og anseelse ikke være til nogen nytte:

لَنْ تَنْفَعَكُمْ أَرْحَامُكُمْ وَلَا أَوْلَادُكُمْ ۚ يَوْمَ الْقِيَامَةِ يَفْصِلُ بَيْنَكُمْ ۚ وَاللَّهُ بِمَا تَعْمَلُونَ بَصِيرٌ

»På Opstandelsens Dag vil jeres stammeforbindelser og jeres børn ikke være jer til nogen nytte.« – (Sura al-Mumtaḥana: 3)

Der vil ingen fordel kunne opnås gennem forbøn:

 مَا لِلظَّالِمِينَ مِنْ حَمِيمٍ وَلَا شَفِيعٍ يُطَاعُ

“Der vil ikke være nogen ven for de uretfærdige, og ingen forbeder vil blive hørt.” – (Sura al-Mu’min: 18)

Der vil ikke foregå nogen handel med bestikkelse dér:

 يَوْمَ لَا يَنْفَعُ مَالٌ وَلَا بَنُونَ

“Den dag vil hverken rigdom eller børn være til nogen nytte.” – (Sura ash-Shu‘ara: 88)

Menneskers gerninger vil blive vejet, og hvert eneste atom vil blive gjort op:

وَنَضَعُ الْمَوَازِينَ الْقِسْطَ لِيَوْمِ الْقِيَامَةِ فَلَا تُظْلَمُ نَفْسٌ شَيْئًا ۖ وَإِنْ كَانَ مِثْقَالَ حَبَّةٍ مِنْ خَرْدَلٍ أَتَيْنَا بِهَا ۗ وَكَفَىٰ بِنَا حَاسِبِينَ

“På opstandelsens dag vil Vi opstille nøjagtige vægte. Ingen vil blive gjort den mindste uret. Selv hvis en gerning vejer så lidt som et sennepskorn, vil Vi bringe den frem. Og Vi er tilstrækkelige som dem, der gør regnskabet op.” – (Sura al-Anbiya: 47)

Dér vil fred og belønning i alle henseender blive tildelt efter ens gerninger:

 الْيَوْمَ تُجْزَوْنَ مَا كُنْتُمْ تَعْمَلُونَ

»I dag vil I blive gengældt på samme måde, som I plejede at handle.« – (Sura al-Jāthiya: 28)

 وَلِكُلٍّ دَرَجَاتٌ مِمَّا عَمِلُوا

»Enhver vil få en rang svarende til det, han har gjort.« – (Sura al-Anʿām: 132)

Det er i virkeligheden frygten for dette politi og denne domstol, der er blevet indpodet dybt i menneskets sind. Dette er ikke et verdsligt politi, fra hvis blik mennesket kan skjule sig. Det er heller ikke en verdslig domstol, fra hvis greb mennesket kan undslippe, fordi bevismaterialet ikke er blevet fremskaffet, fordi falske vidneudsagn er blevet indsamlet, eller fordi ulovlig indflydelse er blevet udøvet. Tværtimod holder dette politi opsyn med mennesket til enhver tid og under alle forhold. Det kan på ingen måde undslippe denne domstols vidners blik. Hos den findes der en optegnelse over enhver af menneskets tanker og handlinger. Dens dom er så retfærdig, at ingen misgerning kan undgå straf, og ingen god gerning kan undgå belønning.

Fordelene ved troen på det hinsides

På denne måde har islam gjort troen på det hinsides til et meget vigtigt fundament for sit moralske regelsæt og sit sharia-system. På den ene side rummer den en intellektuel tilskyndelse til at holde fast ved dyd og godhed og beskytte sig mod ødelæggelse og undergang; på den anden side rummer den visheden om belønning for gode gerninger og frygten for den sikre straf for misgerninger. Dette islamiske regelsæt og denne ordning er ikke, hvad angår deres styrke og varighed, afhængige af nogen form for materiel magt eller administrativ myndighed. Tværtimod vækker det ved hjælp af troen på det hinsides en mægtig samvittighedskraft i menneskets sind. Denne kraft tilskynder af natur mennesket til de gode gerninger, som islam har betegnet som gode gerninger ud fra deres endelige konsekvenser, uden nogen ydre tilskyndelse eller frygt og trusler. På samme måde giver den mennesket tilskyndelse til at beskytte sig mod de misgerninger, som islam har fastslået er misgerninger i betragtning af deres endelige konsekvenser.

Hvis man blot kaster et blik på Den Ædle Koran, vil man se, at denne overbevisning flere steder er blevet anvendt til at lære moralske idealer. Samtidig med at folk påbydes gudsfrygt og fromhed, siges det:وَاتَّقُوا اللَّهَ وَاعْلَمُوا أَنَّكُمْ مُلَاقُوهُ»Frygt Allah, og vid, at I må møde Ham« (sura al-Baqara: 223). Samtidig med at der opmuntres til selvopofrelse på Allahs vej, gives der også denne forsikring: Når I dør, vil I i virkeligheden ikke være døde, men vil opnå evigt liv.وَلَا تَقُولُوا لِمَنْ يُقْتَلُ فِي سَبِيلِ اللَّهِ أَمْوَاتٌ ۚ بَلْ أَحْيَاءٌ وَلَٰكِنْ لَا تَشْعُرُونَ(sura al-Baqara: 154). I forbindelse med rådet om at udvise tålmodighed under sorg og lidelse siges det også, at der hos Allah findes grænseløs barmhjertighed og nåde for de tålmodige:

أُولَٰئِكَ عَلَيْهِمْ صَلَوَاتٌ مِنْ رَبِّهِمْ وَرَحْمَةٌ

Der er blevet skabt en tilskyndelse til frygtløshed og tapperhed således:

قَالَ الَّذِينَ يَظُنُّونَ أَنَّهُمْ مُلَاقُو اللَّهِ كَمْ مِنْ فِئَةٍ قَلِيلَةٍ غَلَبَتْ فِئَةً كَثِيرَةً بِإِذْنِ اللَّهِ

»De, der mente, at de skulle møde Allah, sagde: Ved Allahs befaling besejrer en lille gruppe den store hær.« (sura al-Baqara: 249)

Der er blevet givet styrke til at stå fast over for selv de største farer med disse ord:

نَارُ جَهَنَّمَ أَشَدُّ حَرًّاۚ»Jahannams ild er langt mere intens end verdens varme.« (At-Tawbah: 81)

Der er blevet tilskyndet til at bruge penge på gode gerninger med disse ord:

 وَمَا تُنْفِقُوا مِنْ خَيْرٍ يُوَفَّ إِلَيْكُمْ وَأَنْتُمْ لَا تُظْلَمُونَ

“Hvad end I giver, vil I få den fulde belønning for, og I vil ikke på nogen måde blive gjort uret.” – (Sura al-Baqarah: 172)

For at afholde folk fra nærighed er det blevet sagt:

 وَلَا يَحْسَبَنَّ الَّذِينَ يَبْخَلُونَ بِمَا آتَاهُمُ اللَّهُ مِنْ فَضْلِهِ هُوَ خَيْرًا لَهُمْ ۖ بَلْ هُوَ شَرٌّ لَهُمْ ۖ سَيُطَوَّقُونَ مَا بَخِلُوا بِهِ يَوْمَ الْقِيَامَةِ

“De, som Allah har gjort velstående ved Sin nåde, men som er nærige med den, skal ikke tro, at det er godt for dem; nej, det er meget skadeligt for dem. Den rigdom, som de er nærige med, vil på opstandelsens dag blive gjort til lænker, der lægges om deres halse.” – (Sura Aal-Imran: 180)

Man er blevet afholdt fra rentehandel med disse ord:تُرْجَعُونَ فِيهِ إِلَى اللَّهِ“Frygt den dag, hvor I vil vende tilbage til Allah.” – (Sura al-Baqarah: 281)

Man er blevet lært at være ligeglad med verdens pragt og ikke misunde de uretfærdiges velstand på denne måde:

لَا يَغُرَّنَّكَ تَقَلُّبُ الَّذِينَ كَفَرُوا فِي الْبِلَادِ مَتَاعٌ قَلِيلٌ ثُمَّ مَأْوَاهُمْ جَهَنَّمُ ۚ وَبِئْسَ الْمِهَادُ لَٰكِنِ الَّذِينَ اتَّقَوْا رَبَّهُمْ لَهُمْ جَنَّاتٌ تَجْرِي مِنْ تَحْتِهَا الْأَنْهَارُ خَالِدِينَ فِيهَا نُزُلًا مِنْ عِنْدِ اللَّهِ ۗ وَمَا عِنْدَ اللَّهِ خَيْرٌ لِلْأَبْرَارِ

“O Profet, lad ikke de ulydige menneskers færden i verdens byer bedrage dig. Det er kun en kortvarig nydelse i dette liv. Derefter vil de alle ende i Helvede, hvilket er det værste opholdssted. Men for dem, der lever i gudsfrygt over for deres Herre, er der haver, hvor floder strømmer under dem. I disse haver skal de opholde sig for evigt. Dette er deres gæstfrihed fra Allahs side. Og det, der findes hos Allah, er det bedste for de retfærdige tjenere.” – (Sura Al Imran: 196-198)

8.

Betydningen af iman i den islamiske kultur

En samlet gennemgang af imanens indhold

Der er blevet foretaget en udførlig gennemgang af imanens fem emner. Herigennem er det blevet klart, hvad islams omfattende opfattelse af hvert enkelt emne er, dets intellektuelle betydning bedømt efter præcise målestokke, dets indflydelse på menneskets karakter og dets rolle i opbygningen af kulturens fundament. Nu er det nødvendigt at betragte iman som en helhed.

I de indledende kapitler i denne bog er det blevet sagt, at grundstenen i den islamiske kultur er en særlig opfattelse af det jordiske liv. Det vil sige, at menneskets status i denne verden ikke er som almindeligt skabte tings, men at det er blevet sendt hertil som verdens Herres stedfortræder. På baggrund af denne opfattelse bliver det et naturligt mål for menneskelivet, som en logisk konklusion, at opnå sin Skabers og Herres tilfredshed, og for at nå dette mål bliver følgende nødvendigt:

For det første at opnå korrekt viden om Allah.

For det andet alene at anerkende Allah som den, der befaler og forbyder, fastsætter love og bestemmelser og er værdig til tilbedelse og lydighed, samt fuldstændigt at underordne al sin magt og myndighed under den guddommelige lov.

For det tredje: at kende de særlige veje og metoder til at opnå Allahs tilfredshed.

For det fjerde: at blive bekendt med fordelene ved at opnå Allahs tilfredshed og ulemperne ved at pådrage sig Hans utilfredshed, så ingen lader sig bedrage af det jordiske livs ufuldstændige resultater.

I virkeligheden opfylder de fem trosforestillinger, som tidligere er blevet behandlet udførligt, netop dette grundlæggende behov.

Formålet med alt det, der i Koranen er blevet udsagt om Allahs væsen og egenskaber, er, at mennesket kan opnå korrekt viden om Den Ophøjede, fra hvis side det er blevet sendt til verden som stedfortræder, og hvis tilfredshed er det højeste mål for dets liv. På samme måde er formålet med alt det, der er blevet sagt om englene, at mennesket ikke skal komme til at anse nogen af naturens virkende kræfter for sin herre og ikke erklære nogen anden end Allah for delagtig i herredømmet. Efter at have opnået en sådan korrekt viden betyder troen på Allah, at mennesket, ligesom Allah udøver ubetinget herredømme over universet og endog over den ubevidste side af menneskelivet, også på livets bevidste og erkendende område kun anerkender Allahs herredømme. I enhver sag skal det anse Allah alene for lovgiveren og sig selv for underlagt denne lov. Det skal underordne sin egen magt og frie vilje under de grænser, Allah har fastsat. Det er i sandhed netop en sådan trosstyrke, der kan tilskynde mennesket til frivilligt og villigt at bøje sig for Allahs herredømme og myndighed. Derved skabes der i den troende mand en særlig form for samvittighed og dannes en særlig karakter, som ikke er obligatorisk ifølge Allahs lovbestemmelser, men er absolut nødvendig for frivillig efterfølgelse.

Det tredje behov opfyldes gennem troen på profetskab og Skriften. Gennem disse to opnår mennesket omfattende viden om de love, regler og ordninger, som Allah har fastsat for det. Det er gennem disse to, at mennesket kan lære de grænser at kende, som Allah har underlagt menneskets magt og frie vilje. »Troen på Sendebudet« og »troen på Skriften« betyder netop at betragte Sendebudets lære som Allahs lære og den Bog, som han har fremlagt, som Allahs Bog. Det er i kraft af denne tro, at mennesket kan udvikle evnen til med fasthed og beslutsomhed at følge de regler, love, bestemmelser og sædvaner, som Allahs Sendebud og Hans Bog har anvist.

For at opfylde det fjerde eller sidste behov findes viden om det hinsidige. Denne viden skærper menneskets blik så meget, at det bag det ydre skue i det jordiske liv kan se eksistensen af en selvstændig verden. Det bliver klart for det, at denne verdens godt og ondt, gavn og skade ikke er noget mål for Allahs tilfredshed eller utilfredshed. Belønningen og straffen for handlinger fra Allahs side ophører ikke i denne verden; deres endelige afgørelse og resultat vil tværtimod blive kundgjort i en selvstændig verden. Og denne afgørelse vil være fuldstændig korrekt og pålidelig. Den eneste måde at opnå succes og fremgang ved denne afgørelse på er i denne verden at følge de guddommelige lovbestemmelser korrekt og fuldt ud bevare de grænser, Han har fastsat. Den urokkelige overbevisning om denne viden og tro kaldes troen på det hinsidige. Efter troen på Allah er dette i sandhed den mest virkningsfulde kraft til at tilskynde mennesket til at følge de islamiske love og regler. Denne trosforestilling spiller også en vældig rolle i at gøre mennesket mentalt egnet og i stand til den islamiske kultur.

Det er blevet helt klart gennem denne drøftelse, at de grundlæggende trosforestillinger, som behandles her, har organiseret og grundlagt kulturen netop langs de linjer, som Islam tidligere havde trukket for sin særlige opfattelse af og sit bestemte mål med det jordiske liv. Set fra et intellektuelt synspunkt kan de grundlæggende trosforestillinger, som en sådan kultur kræver, bestå af disse fem forhold. Ingen anden trosforestilling besidder den nødvendige egnethed til at danne grundlag for denne særlige form for kultur. For ingen anden trosforestilling er forenelig med denne særlige opfattelse af livet og dette mål.

Den islamiske kulturs struktur

Blot ved at betragte den ovenstående udførlige drøftelse af iman, det vil sige islams troslære, træder en fuldstændig struktur af den kultur, der er bygget på dette grundlag, frem for os. Dens væsentligste kendetegn er som følger:

For det første: Denne kultur er organiseret som et rige. Her er Allahs position ikke blot som en „guddom, der tilbedes“, sådan som den almindelige religiøse opfattelse fremstiller den. Ifølge det verdslige synspunkt er Han også den øverste hersker. I virkeligheden er Han kongen, shahanshahen, over dette enorme rige. Sendebudet er Hans repræsentant. Koranen er Hans lovbog. Den, der anerkender Hans kongedømme, adlyder Hans repræsentant og følger Hans lovbog, er borger i dette rige. At være muslim betyder, at man uden indvendinger må anerkende de love og bestemmelser, som denne konge har fastlagt gennem Sin repræsentant og Sin lovbog – uanset om deres gennemførelse og visdom er forståelig eller ej. Den, der ikke vil anerkende Allahs øverste magt og Hans lovbestemmelser som stående over personlige og sociale beslutninger, men forbeholder sig selv retten til at adlyde eller ikke adlyde Hans befalinger, har ikke den mindste plads noget sted i riget.

For det andet: Denne kulturs hovedformål er at forberede mennesket til den endelige succes, det vil sige at blive velsignet med Verdensherrens tilfredshed ved dommen i det hinsidige. Efter dens opfattelse afhænger opnåelsen af denne succes af menneskets korrekte adfærd i det nuværende liv. Men mennesket er ikke i stand til at vide, hvilke handlinger der er gavnlige, og hvilke der er skadelige med hensyn til det endelige resultat; det er alene Allah, som træffer afgørelsen i det hinsidige, der kender dette fuldt ud. Derfor kræver denne kultur, at mennesket på alle livets områder følger den vej, Allah har anvist, og begrænser og regulerer sin handlefrihed gennem den guddommelige sharia. På samme måde er denne kultur en storslået forening af dīn og verden. Den kan ikke betegnes som „religion“ i ordets almindelige snævre betydning. Den er et omfattende livssystem, der omfatter menneskets tanker og forestillinger, natur og karakter, adfærd, familieliv, sociale aktiviteter, politiske virke, civilisation og samfundsliv – alt. Den samlede betegnelse for de metoder og lovbestemmelser, som Allah har fastlagt på alle disse områder, er „islams dīn“ eller „islamisk kultur“.

For det tredje: Denne kultur er ikke en national, lokal – i geografisk eller sproglig forstand – eller stammebaseret kultur. I ordets rette betydning er den derimod en menneskelig kultur. Den henvender sig til mennesket alene som menneske. Den optager enhver, der tror på tawhid, risalat, Kitab og det hinsidige, i sit fællesskab. På denne måde danner denne kultur et verdensomspændende og rummeligt fællesskab, som alle mennesker kan træde ind i uden hensyn til race, stamme eller sprog. Den besidder en enestående evne til at brede sig over hele verden. Den er også i stand til at knytte alle Adams børn sammen i ét fælles bånd og gøre dem alle til tilhængere af den samme kultur. Men dens egentlige mål med at etablere et verdensomspændende menneskeligt broderskab er ikke blot at øge antallet af sine egne tilhængere; hovedformålet er at lade hele menneskeheden få del i den gavn af den sande viden og handlingslære, som menneskehedens Herre har givet til dens gavn og velbefindende. Derfor har den som første betingelse for at blive medlem af dette broderskab stillet kravet om iman, og samtidig kun udvalgt dem til dette fællesskab, som er villige til at bøje sig for Allahs øverste magt og ønsker at overholde de grænser og lovbestemmelser, der er fastlagt gennem Allahs Sendebud og Hans Bog. For kun sådanne mennesker – uanset hvor få de måtte være – kan tilpasse sig dette kulturelle system, og gennem dem kan der etableres et sandt og stærkt livssystem. At vantro, hyklere eller mennesker med svag tro får plads i dette system, er ikke et tegn på dets styrke, men på dets svaghed.

For det fjerde: Sammen med grænseløshed og universalitet er et bemærkelsesværdigt kendetegn ved denne kultur dens stærke disciplin og dens stærke bånd. Gennem disse gør den sine tilhængere underordnede sin egen lov både individuelt og socialt. Grunden er, at den, før den udformer love og fastsætter grænser, sørger for, at lovene vil blive fulgt og grænserne overholdt. Med andre ord sikrer den, allerede før den udsteder befalinger, at de faktisk vil blive efterlevet. Derfor får den først mennesket til at anerkende Allahs herredømme og myndighed. Derefter forsikrer den det om, at de bestemmelser, der er givet gennem Sendebudet og Bogen, er Allahs egne bestemmelser, og at lydighed mod dem er lydighed mod Allah selv. Desuden anbringer den en årvågen vogter i menneskets indre; han tilskynder det altid og under alle forhold til at følge den guddommelige lov, irettesætter det for at overtræde den og skræmmer det med straffen i det hinsidige. Når denne virksomme kraft således er blevet grundfæstet i hvert enkelt menneskes sind og samvittighed, og der blandt tilhængerne frivilligt og ivrigt er skabt evne til at adlyde loven, overholde reglerne og begrænse sig med gode egenskaber, præsenterer den først da sine egne love og bestemmelser for dem, fastlægger grænserne for deres handlinger, udformer en livsførelse for dem og kræver, at de bringer større ofre for at nå dens egne mål. Dette er i sandhed en yderst videnskabelig fremgangsmåde; ingen anden fremgangsmåde kan være mere fornuftig. Gennem denne fremgangsmåde har den islamiske kultur opnået en vældig indflydelse og anseelse, som ingen anden kultur har kunnet opnå.

For det femte: Set fra et verdsligt synspunkt ønsker denne kultur at etablere en fejlfri samfundsordning og skabe et retskaffent og rent samfund. Men et sådant samfund kan ikke opbygges, før dets medlemmer er udsmykket med god karakter og gode egenskaber. Derfor er det helt nødvendigt at forbedre dets medlemmers personlige karakter, så der i dem kan udvikles en stærk karakter, som helt naturligt fører til udøvelse af gode handlinger. Islam har i sit kulturelle system fuldt ud taget hensyn til denne regel. For at træne mennesker grundfæster islam først iman og tro i dem, for dette er den eneste måde at skabe karakter af høj kvalitet og styrke i dem. Det er gennem denne iman, at den skaber ærlighed, pålidelighed, god karakter, selvdisciplin, kærlighed til sandheden, selvbeherskelse, organisatorisk sans, gavmildhed, et åbent sind, selvrespekt, ydmyghed, høje ambitioner, moralsk mod, selvopofrelse, pligtfølelse, tålmodighed, beslutsomhed, tapperhed, selvtilfredshed, lydighed mod ledere, lovlydighed og andre fremragende egenskaber hos mennesker. Samtidig gør den dem på tilsvarende måde egnede til, at der som det naturlige resultat af deres organisering kan opstå et fremragende samfund.

Seks: I denne kulturs iman, det vil sige troslære, findes der på den ene side alle de kræfter, der kan skabe gode karakteregenskaber og dydige egenskaber samt pleje og bevare dem. På den anden side rummer den også de kræfter, der gør mennesket i stand til at benytte verdens midler og ressourcer bedst muligt og anvende de kræfter, Allah har givet, på en afbalanceret måde. Desuden er det netop denne troslære, der skaber de fremragende egenskaber i mennesket, som er nødvendige for den sande udvikling af verden. I den findes en vældig kraft til at samordne menneskets handlekraft og anvende den planmæssigt. Samtidig rummer den også kraften til at forhindre denne handlekraft i at overskride grænserne og afvige fra den sande vej til gavn. På denne måde rummer den islamiske troslære samlet og på bedste vis alle de egenskaber, der hver for sig findes i andre religiøse og verdslige trosopfattelser. Og den er fuldstændig fri for de forvanskninger, som findes i forskellige religiøse og verdslige trosopfattelser.

Imans betydning i den islamiske kultur

Dette er en kort skitse af den etablerede islamiske kultur. Hvis vi eksempelvis betragter den som en bygning, må vi sige: For at gøre denne bygning solid er dens grund blevet gravet dybt ned i jorden. Derefter er der efter nøje udvælgelse indsamlet endnu mere solide mursten til den, og de er blevet muret sammen med cement af høj kvalitet. Dernæst er bygningen blevet opført så storslået, at den i højden rækker til himlen, og i bredden strækker den sig til horisonten. Men trods sin store bredde og højde vakler dens mure og søjler ikke det mindste; tværtimod står de urokkeligt som bjerge. Dørene og vinduerne i denne bygning er konstrueret sådan, at lys udefra og ren luft kan trænge smukt ind i den, mens støv, sand, affald og forurenet luft overhovedet ikke får adgang. Alle disse egenskaber ved den omtalte bygning er opstået på grund af én eneste ting, nemlig iman. Det er den, der har gjort dens grundvold solid. Det er den, der har kasseret ubrugelige og inaktive bestanddele og antaget de bedste bestanddele. Det er den, der har brændt den rå jord og gjort den til hårde mursten. Bygningens bredde, højde og styrke afhænger af den; ligesom den har givet den bredde, højde og styrke, har den også beskyttet den mod ydre skade og givet alle uskyldige og rene ting mulighed for at trænge ind i den. Derfor er iman som bygningens liv. Uden den er det ikke blot umuligt for bygningen at bestå; det er også umuligt overhovedet at opføre den. Og hvis den er svag, betyder det, at hele bygningens grundvold er svag, dens mursten rå, dens kalk og cement dårlige, dens søjler vaklende og dens mure ikke solidt sammenføjede. Den har ingen egnethed til bredde og højde. Den har ingen kraft til at afværge ydre skader og beskytte sine egne rene og uskyldige ting.

Kort sagt er fraværet af iman ensbetydende med fraværet af islam. På samme måde er dens svaghed imanens svaghed, og imanens styrke er et andet navn for dens styrke. Eftersom islam ikke blot er en religion, men en sammensmeltning af civilisation, kultur, moral, socialt liv og politik, er imans betydning derfor her ikke blot som i en religiøs ordning; hele menneskenes moralske adfærd og livsførelse afhænger fuldstændigt af den. Den er det vigtigste grundlag for sundheden og renheden i deres indbyrdes omgang. Det er den, der samler dem og gør dem til et folk. Det er den, der sikrer deres nationalitet og kultur. Det er den, der er selve livsnerven i deres civilisation, sociale liv og politik. Uden den kan islam ikke blot ikke bestå som en »religion«, den kan heller ikke etableres som civilisation, kultur og statsordning. Når iman bliver svag, kan det ikke blot kaldes en svækkelse af den religiøse tro; det betyder, at muslimernes moralske liv er blevet dårligt. Deres karakter og væsen er blevet svækket. Deres indbyrdes omgang er blevet fordærvet. Deres civilisation og samfundsordning er brudt sammen. Forbindelsen mellem deres nationalitet er blevet revet over. De er blevet ude af stand til at leve som et frit, ærefuldt og stærkt folk. Netop derfor er iman i den islamiske ordning blevet gjort til målestokken for forskellen mellem islam og kufr. Når en person antager iman, træder han ind i det muslimske folk; han bliver ligeværdig deltager i muslimernes civilisation, sociale liv og politik, og alle deres skikke og love bliver bindende for ham. Men hvis han ikke antager iman, kan han på ingen måde træde ind inden for islams grænser. Han kan på ingen måde blive medlem af islams fællesskab. For i denne ordning er det fuldstændig umuligt for ham at indordne sig. Han kan på ingen måde overholde dens love, regler og bestemmelser.

Frygten for hykleri

Sagen er klar for dem, der åbent afviser imanens kald. Mellem dem og muslimerne findes der en helt tydelig og uoverstigelig grænse mellem kufr og iman. Ved at overskride denne grænse og trænge ind i islam kan de aldrig forvolde skade. Men de, der uden at være troende påstår at have iman og er trængt ind i muslimernes rækker, hvis hjerter skjuler tvivlens sygdom, eller hvis tro er meget svag, udgør en yderst alvorlig fare for den islamiske ordning. For selv om de er trådt ind inden for islams grænser, har de ikke antaget den islamiske karakter og den islamiske livsførelse. De har ikke fulgt den islamiske lov eller bevaret Allahs bestemmelser; tværtimod forvrider de med deres fordærvede karakter og adfærd også muslimernes civilisation og kultur, river med hjælp af deres åndelige sygdom rødderne op på muslimernes nationalitet og politiske ordning og deltager aktivt i at skabe forskellige former for fitna mod islam både indefra og udefra. I den ædle Koran er netop sådanne mennesker blevet betegnet som munafiqer eller hyklere, og de forskellige fitnaer, der opstår i det muslimske samfund som følge af deres infiltration, er også blevet omtalt udførligt.

Kendetegnet på denne gruppe mennesker er, at de ganske vist påstår at have iman, men i virkeligheden ikke er troende:

———— Arabisk tekst ——————-

“De siger: Vi tror på Allah og på det hinsidige, men de er ikke troende.” – (Sura al-Baqara: 8)

De taler til muslimer som muslimer og til de vantro som de vantro:

———— Arabisk tekst ——————-

“Når de møder de troende, siger de: Vi tror. Men når de går til deres sataner, siger de: Vi er med jer.” – (Sura al-Baqara: 14)

De håner de guddommelige ord og vildleder folk ved at sprede tvivl blandt dem:

———— Arabisk tekst ——————-

“Når I ser, at de fornægter Allahs åbenbaringer og håner dem, skal I ikke sidde sammen med dem” – (Sura an-Nisa: 140)

De føler modvilje mod at opfylde de religiøse pligter, og selv når de opfylder dem, gør de det kun under tvang og for at blive set af muslimerne; ellers er deres hjerter i bund og grund meget uvillige til at adlyde Allahs befalinger:

———— arabisk tekst ——————-

“Når de rejser sig til bøn, rejser de sig meget modvilligt og gør det kun for at vise det frem for folk; ellers mindes de ikke Allah. Og selv når de mindes Ham, gør de det kun meget lidt. De befinder sig i en vaklende mellemtilstand; de er hverken helt på den ene eller den anden side.” –(Sura an-Nisa: 142-143)

———— arabisk tekst ——————-

De kommer kun til bønnen modvilligt og giver kun ud på Allahs vej med ulyst.” –(Sura at-Tawba: 54)

———— arabisk tekst ——————-

“Der findes nogle beduiner, som betragter det at give noget ud på Allahs vej som en påtvungen bøde.” –(Sura at-Tawba: 98)

De hævder ganske vist at være muslimer, men følger ikke islamisk lov; derimod følger de vantroens lovgivning i deres egne anliggender:

———— arabisk tekst ——————

“Har du ikke set dem, som hævder at tro på det, der er blevet åbenbaret for dig og før dig, men som ønsker at bringe deres sager for sataniske dommere? Skønt de er blevet befalet ikke at adlyde den (den sataniske magts) befaling.” –(Sura an-Nisa: 60)

De udfører ikke blot selv onde handlinger, men forsøger også at fordærve muslimernes troslære og religiøse praksis:

————- Arabisk tekst —————–

“De påbyder det forkastelige, forbyder det gode og holder deres hænder tilbage fra gode gerninger. De har glemt Allah, og derfor har Han glemt dem.” –(Sura at-Tawba: 67)

————– Arabisk tekst ——————-

“De ønsker, at I også skulle fornægte troen, ligesom de har gjort, så I kunne blive lige.” –(Sura an-Nisa: 89)

De holder kun sammen med muslimerne, så længe de har egne interesser at varetage. Så snart der ikke længere er nogen interesse, eller kun ringe interesse, forlader de muslimernes fællesskab.

————– Arabisk tekst —————

»Nogle af dem håner dig i forbindelse med fordelingen af almisse; hvis de får en del af almissen, bliver de tilfredse, men hvis de ikke får noget, bliver de vrede.« – (Sura at-Tawba: 58)

Når en fare således truer islam og muslimerne, nægter de at kæmpe; fordi de overhovedet ikke nærer nogen kærlighed til islam, er de ikke villige til at bringe noget offer for den, og de forventer heller ikke nogen belønning for et sådant offer. De tror ikke engang på islams sandhed; derfor er de ikke parate til at sætte livet på spil for dens sag. På mange måder forsøger de at holde sig borte fra krigen og redde deres eget liv. Og hvis de en sjælden gang deltager i krigen, gør de det med stor modvilje. Derfor bliver deres deltagelse en årsag til svaghed for muslimerne i stedet for styrke. Denne tilstand hos dem er udførligt beskrevet i Sura Ali Imran (rukūʿ 12-17), Sura an-Nisa (rukūʿ 10, 11, 12, 20), Sura at-Tawba (rukūʿ 7, 11, 12) og Sura al-Ahzab (rukūʿ 2).

Det mest alvorlige kendetegn ved disse mennesker er, at når muslimerne rammes af store ulykker, slutter de sig til de vantros side. De forsyner dem med oplysninger om forholdene blandt muslimerne. De viser dem sympati. De glæder sig over muslimernes ulykker. De forråder deres eget folk og opnår fordele og anseelse hos de vantro. I enhver fitna rettet mod islam træder de frem og deltager. Og de fortsætter med at konspirere for at skabe splittelse og uorden blandt muslimerne. Dette kendetegn er også udførligt beskrevet i Ali Imran, an-Nisa, at-Tawba, al-Ahzab og al-Munafiqun.

Heraf kan man tydeligt forstå, at en ren, fejlfri og oprigtig tro er helt nødvendig for etableringen, beståen og styrkelsen af den islamiske livsordning. Troens svaghed gør hele denne ordning indholdsløs, fra dens dybeste rødder til dens yderste grene. Intet – hverken civilisation, kultur, moral, sociale forhold eller politik – kan undslippe dens alvorlige virkninger.

9

Det hinsidige liv

Findes der et liv efter døden? Og hvis der gør, hvilken slags liv er det så? Dette spørgsmål ligger grundlæggende uden for vores erkendelses og fornufts rækkevidde. For vi har hverken øjne, hvormed vi kan kigge over dødens grænse og se, hvad der findes eller ikke findes dér, eller ører, hvormed vi kan høre nogen lyd fra den anden side. Vi råder heller ikke over noget instrument, der med sikkerhed kan fastslå, om der overhovedet findes noget på den anden side. Set fra videnskabens synspunkt ligger dette spørgsmål derfor fuldstændigt uden for dens rækkevidde. Den, der med henvisning til videnskaben benægter livet efter døden, fremsætter uden tvivl et uvidenskabeligt udsagn. Ud fra videnskabens perspektiv kan man lige så lidt sige, at der findes et liv dér, som man kan sige, at der ikke findes noget liv. Indtil man finder en sikker erkendelseskilde om dette, kan den egentlige videnskabelige holdning derfor være, at vi hverken accepterer eller benægter det hinsidige liv.

Men kan man anlægge denne videnskabelige holdning i det praktiske liv? Slet ikke. Set fra et intellektuelt synspunkt kan det være muligt ikke at drage nogen negativ eller positiv konklusion om en ting, før man fuldt ud behersker midlerne og metoderne til at erkende den. Men når vores praktiske liv bliver forbundet med denne ting, har vi ikke længere mulighed for at undlade at fastlægge vores handlemåde ud fra en accept eller en benægtelse. Som eksempel kan nævnes en person, som De intet ved om. Hvis De skal indgå en handel med ham, er De nødt til enten at handle ud fra den antagelse, at han er ærlig, eller at han er uærlig. De kan naturligvis tænke ved Dem selv: »Jeg vil handle med forbehold, indtil det er bevist, om denne person er ærlig eller uærlig.« Men hvis De handler, idet De betragter hans ærlighed som tvivlsom, vil Deres handling i praksis have samme karakter, som hvis De anså ham for uærlig. I praktiske forhold kan den tvivlende tilstand mellem accept og benægtelse derfor kun eksistere i sindet; den praktiske handlemåde kan aldrig fastlægges på grundlag af en tvivlende tilstand. Til dette formål er enten accept eller benægtelse helt nødvendig.

Det kan forstås blot ved en smule eftertanke, at spørgsmålet om livet efter døden ikke blot er et filosofisk spørgsmål, men har en dybere forbindelse med vores virkelige liv. Faktisk afhænger hele vores moralske syn på tilværelsen af dette spørgsmål. Hvis jeg mener, at alt i livet ender i dette jordiske liv, og at der ikke findes noget liv derefter, vil min moralske adfærd være af én slags. Men hvis jeg tror, at der derefter findes endnu et liv, hvor jeg skal aflægge regnskab for alle mine handlinger i dette liv, og hvor jeg på grundlag af mine gerninger her skal opleve et godt eller dårligt udfald, vil min moralske adfærd naturligvis være helt anderledes. Lad os tage et eksempel. Forestil dig, at en person rejser med den opfattelse, at han herfra kun skal til Karachi. Når han er nået frem til Karachi, vil hans rejse ikke blot være afsluttet for bestandigt; han vil også dér være helt uden for rækkevidde af politiet, domstolene og alle de kræfter, der foretager forhør.

Derimod mener en anden person, at hans rejse herfra til Karachi kun er én etape. Derefter skal han rejse til endnu et land på den anden side af havet, hvis konge også er konge over dette land. På kongens kontor findes der en hemmelig optegnelse over alle hans handlinger, mens han opholdt sig i Pakistan. Her vil man ved at undersøge og vurdere denne optegnelse afgøre, hvilken rang han fortjener i betragtning af sine gerninger. I kan let forestille jer, hvor modsatrettede disse to personers handlemåder vil være. Den første vil herfra kun forberede sig på rejsen til Karachi, mens den anden også vil fortsætte forberedelserne til de lange etaper, der følger. Den første vil mene, at alt, hvad der angår gevinst og tab, ender ved ankomsten til Karachi, og at der derefter ikke er mere. Den anden vil derimod antage, at den egentlige gevinst og det egentlige tab ikke ligger i rejsens første fase, men i den sidste. Den første vil kun rette opmærksomheden mod de følger af sine handlinger, som kan vise sig under rejsen til Karachi. Den anden vil have blikket rettet mod de følger, som vil vise sig, når han er nået til landet på den anden side af havet. Det er tydeligt, at forskellen mellem disse to personers handlemåder er et direkte resultat af deres forskellige opfattelser af rejsen. På samme måde påvirker troen på et liv efter døden vores moralske liv dybt og bestemmer i sidste ende dets retning. Når vi i det praktiske liv skal træffe et valg, afhænger valgets retning af, om vi handler ud fra den antagelse, at dette liv er det første og sidste, eller om vi tager hensyn til et efterfølgende liv og dets følger. I det første tilfælde vil vores handling være af én slags, og i det andet tilfælde vil den være helt anderledes.

Heraf blev det klart, at spørgsmålet om livet efter døden ikke blot er et filosofisk og intellektuelt spørgsmål, men et spørgsmål om det virkelige liv. Under disse omstændigheder er der ingen plads til at forblive i tvivl og ubeslutsomhed i denne sag. Uanset hvilket synspunkt vi antager i livet, mens vi befinder os i tvivl, vil det i sidste ende være den vantros synspunkt. Derfor er vi, uanset fra hvilken side vi vurderer sagen, nødt til at nå en endelig afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt der findes et liv efter døden. Hvis videnskaben ikke kan hjælpe os i denne sag, må vi søge hjælp i intellektuelle argumenter og beviser.

Lad os nu undersøge, hvilke midler vi har til rådighed for intellektuelle argumenter og beviser. Det første middel, vi har foran os, er mennesket, og det andet er dette verdenssystem. Vi vil undersøge mennesket på baggrund af dette verdenssystem for at se, om alle dets behov og krav som menneske bliver opfyldt inden for denne ordning, eller om der er noget uopfyldt, som gør en anderledes ordning nødvendig for det. Betragt blot menneskets legeme: Det er en sammensætning af mange mineraler, salte, vand og gasser. Tilsvarende findes der i universet jord, sten, metaller, salte, gasser, floder og andre sådanne ting. Der kræves en lovmæssighed, for at disse ting kan udføre deres respektive funktioner. Denne lovmæssighed er virksom overalt i universet. Den giver ikke blot det ydre miljø, såsom bjerge, floder og luft, mulighed for at udføre deres respektive funktioner; også menneskekroppen får mulighed for at fungere under den.

For det andet vokser og udvikler menneskets legeme sig ved at optage næring fra tingene omkring det. En sådan lovmæssighed findes også i skaberværket, blandt træer, slyngplanter, buske, græs og så videre, og også her kan man iagttage, at der findes de nødvendige regler for alle legemer, der vokser.

For det tredje er menneskets legeme en levende entitet, som bevæger sig efter sin egen vilje, selv skaffer sin føde, selv varetager sin egen beskyttelse og selv sørger for at bevare sin slægt. I skaberværket findes der mange andre former for liv af denne art; i vandet, på landjorden og i luften kan man se utallige levende væsener, og de love og regler, der er egnede til at omfatte hele deres liv, er også fuldt virksomme her.

Ud over alt dette har mennesket endnu en entitet, som vi kalder den moralske entitet. Den rummer en følelse af at gøre godt og begå ondt. Den kan skelne mellem det gode og det onde. Den har evnen til at gøre godt og begå ondt. Dens natur forventer et godt resultat af gode handlinger og et dårligt resultat af onde handlinger. Den skelner instinktivt mellem forskellige moralske egenskaber såsom undertrykkelse, retfærdighed, sandfærdighed, løgn, ret og uret, barmhjertighed, grusomhed, taknemmelighed, gavmildhed, nærighed og svigt af betroede midler. Disse egenskaber kan faktisk iagttages i menneskets liv. De er ikke indbildte ting, men har en virkning på menneskelige samfund og civilisationer i den virkelige verden. Derfor forventer mennesket af naturen i høj grad moralske følger af sine handlinger, ligesom det forventer naturlige følger af dem.

Men se grundigt på den nuværende verdensorden: Kan de moralske følger af menneskelige handlinger komme fuldt til udtryk under denne ordning? Jeg kan med sikkerhed sige, at der ikke er nogen som helst mulighed for det her. For så vidt jeg ved, findes der i det mindste ikke noget andet levende væsen her, som besidder moralsk bevidsthed. Desuden opretholdes hele universet efter naturlovene. Ingen steder ser man moralloven være virksom. Her har sølv både vægt og værdi, men sandheden har hverken vægt eller værdi. Her vokser der altid et mangotræ af et mangofrø; men over for dem, der sår sandhedens frø, falder der undertiden blomster, og undertiden — ja, i de fleste tilfælde — bliver der kastet sko. Her findes der bestemte love for materielle bestanddele, og efter disse love kommer bestemte resultater altid til udtryk. Men der findes ingen bestemte love for moralske bestanddele, og deres virke frembringer heller ikke altid bestemte resultater. På grund af naturlovens autoritet og dominans kan moralske resultater her aldrig komme fuldt til udtryk; selv når de kommer til udtryk, viser de sig kun i det omfang, naturloven tillader. Ja, ofte ser man endda, at selv om en handling ud fra et moralsk synspunkt kunne forventes at få et bestemt resultat, bliver resultatet på grund af naturlovens indgriben det stik modsatte. Mennesket har også gennem sine sociale, kulturelle og politiske ordninger gjort et vist forsøg på at sikre, at dets handlingers moralske følger kommer til udtryk på en fastlagt måde. Men dette forsøg har vist sig at være meget begrænset og yderst mangelfuldt. På den ene side har naturloven gjort det begrænset og mangelfuldt, og på den anden side har menneskets egen svaghed gjort disse mangler endnu større.

Lad mig tydeliggøre mit synspunkt ved hjælp af nogle eksempler. Antag, at en person er en anden persons fjende og sætter ild til hans hus; så vil huset brænde ned. Det er den naturlige eller fysiske følge af hans handling. Som dens moralske følge burde denne person straffes i et omfang, der svarer til den skade, han har påført en familie. Men om denne følge kommer til udtryk, afhænger af flere forhold — for eksempel at brandstifteren bliver fundet, udleveret til politiet, kendt skyldig, at retten korrekt fastslår den brændte families og dens fremtidige efterkommeres samlede tab, og at forbryderen retfærdigt idømmes netop en tilsvarende straf. Hvis blot én af disse betingelser ikke opfyldes, vil den moralske følge enten slet ikke komme til udtryk eller kun komme delvist til udtryk. Det kan også ske, at personen efter fuldstændigt at have tilintetgjort sin fjende lever resten af sit liv i den største lykke i denne verden.

Lad os tage et endnu større eksempel. Nogle få personer får enorm indflydelse over deres egen nation, og hele nationen følger deres mindste vink. De udnytter denne situation til at indpode folk en fanatisk nationaldyrkelse og imperialistisk vanvid. På denne måde fremprovokerer de krig med nabonationerne, dræber millioner af uskyldige mennesker, ødelægger land efter land og tvinger millioner og atter

millioner af mennesker til at leve et liv i ydmygelse og vanære. Deres gerninger vil naturligt skabe voldsomme reaktioner i menneskehedens historie, og disse reaktioner vil fortsætte fra generation til generation — gennem tiderne. Tror De, at disse få personer nogensinde i dette jordiske liv kan få en passende og retfærdig straf for den store forbrydelse, de har begået? Det er indlysende, at selv hvis alt kødet blev skåret af deres kroppe, eller de blev brændt levende, eller blev udsat for enhver anden hård straf, som mennesker kan påføre, ville de aldrig kunne få en straf, der svarer til den skade, de har påført milliarder af mennesker og deres fremtidige efterkommere. For efter den naturlov, som den nuværende verdensorden styres af, er det på ingen måde muligt at få en straf, der svarer til forbrydelsen.

På tilsvarende måde kan man tale om verdens ideelle store mænd. De har lært menneskeheden ærlighed og retfærdighed og vist den en lysende vej at leve efter. Som følge af deres gavmilde indsats har utallige mennesker fra generation til generation — gennem tiderne — nydt godt af den, og hvor længe de vil fortsætte med at gøre det i fremtiden, kan ingen vide. Kan disse store mænd i denne verden få det fulde udbytte af deres gerninger? Kan De forestille Dem, at et menneske efter den nuværende naturlov kan få udbyttet af en sådan handling, hvis virkninger har mulighed for at brede sig til utallige mennesker i tusinder af år, selv efter dets død?

Jeg har allerede sagt, at der for det første i den lov, som den nuværende verdensorden styres af, ikke er nogen mulighed for at få de fulde moralske følger af menneskelige handlinger. For det andet er virkningerne af de handlinger, mennesket udfører i dette kortvarige liv, så vidtrækkende og langvarige, at der kræves et liv, der varer tusinder, ja millioner af år, for at opleve deres fulde resultater. Men efter den nuværende naturlov er det ikke muligt for mennesket at opnå et så langt liv. Heraf fremgår det, at den nuværende fysiske verden og dens naturlove er tilstrækkelige for de materielle, fysiske og biologiske bestanddele i mennesket. Men for dets moralske bestanddele er denne verden fuldstændig utilstrækkelig. Der er behov for en anden verdensorden, hvor moralloven er den styrende lov, mens naturloven underordnes den og kun fungerer som et hjælpemiddel. Her vil livet ikke være begrænset, men uendeligt, og alle moralske resultater, som her ikke kommer til udtryk eller kommer til udtryk i en anden form, vil dér komme korrekt og fuldstændigt til udtryk. Dér vil gode gerninger og sandhed have vægt og værdi i stedet for guld og sølv. Dér vil ilden kun brænde den, der af moralske grunde fortjener at blive brændt. Dér vil de retskafne finde lykke og fred, mens de uretfærdige vil lide. Fornuften og naturen kræver af sig selv en sådan verdensorden.

På dette område fuldfører intellektet sin opgave blot ved at føre os frem til, hvad der »bør være«. Men vores forstand og viden er begge ude af stand til at træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt der faktisk findes en sådan verden. I denne sag er det alene Koranen, der hjælper os. Dens erklæring er, at det, som jeres forstand og natur kræver, i virkeligheden også vil blive sådan. Den verdensorden, der er grundlagt på de nuværende naturlove, vil en dag blive knust, og derefter vil en ny orden blive oprettet. Her vil himlene, jorden og alt, hvad der findes imellem dem, antage en anden skikkelse. Derefter vil Allah den Ophøjede genoplive alle, der fra skabelsens begyndelse til Dommedag har levet på jorden, og alle vil samtidig blive fremstillet for Ham. Dér vil optegnelserne over hvert menneskes, hvert folks og hele menneskehedens handlinger være bevaret fejlfrit og fuldkomment. En fuldstændig redegørelse for, hvilken reaktion hver enkelt persons handlinger i denne verden har fremkaldt, vil være til stede dér. Alle menneskegrupper, der er knyttet til disse følger, vil stå frem som vidner. Selv de atomer og partikler, som menneskers ord og handlinger har sat spor i, vil fremlægge deres egne beretninger. Menneskets egne hænder og fødder, øjne og ører, tunge samt øvrige lemmer vil vidne om, hvilke handlinger de blev anvendt til. Derefter vil den højeste Dommer på grundlag af disse redegørelser med fuld retfærdighed erklære, hvem der fortjener hvor meget belønning, og hvem der fortjener hvor meget straf. Omfanget af denne belønning eller straf vil være så enormt, at det selv på grundlag af denne verdens begrænsede målestok vil være umuligt at fatte. Dér vil tidens og rummets målestok være anderledes, og naturlovene vil også være anderledes. De gode handlinger, hvis virkninger i denne verden har fortsat i tusinder af år, vil dér få deres fulde gengældelse. Død, sygdom og alderdom vil ikke på nogen måde kunne forstyrre hans lykke og fred. På samme måde må han fuldt ud gennemgå straffen for de onde handlinger, hvis virkninger i denne verden har bredt sig til utallige mennesker gennem tusinder af år. Død eller bevidstløshed vil ikke kunne redde ham fra denne straf.

Jeg føler medlidenhed med den mentale snæversynethed hos dem, der anser et sådant liv og en sådan verden for umulig. Hvis vores nuværende verdensorden kan eksistere sammen med de nuværende naturlove, hvorfor skulle en anden verdensorden så ikke kunne eksistere sammen med andre naturlove? Muligheden for en sådan verden kan naturligvis ikke fastslås gennem nogen konkrete vidnesbyrd eller beviser. Til dette er iman bil-ghayb, troen på det usete, helt nødvendig.

— Slut —