Den berømte urdubog Islam aur Jadid Ma‘ashi Nazariyat af dette århundredes største islamiske tænker, Mawlana Sayyid Abu’l-A‘la Mawdudi (må Allah være ham nådig), blev første gang udgivet i 1961 i bengalsk oversættelse under titlen Islam og moderne økonomiske teorier.
I dette værk fremlægger forfatteren en yderst dybtgående og nuanceret grundlæggende behandling af alle de økonomiske teorier, der er udbredt i verden i dag. Ved at omtale islams økonomiske systemer på sammenlignende vis har han på overbevisende måde påvist, at de moderne økonomiske teoriers indholdsløshed og en korrekt og afbalanceret løsning på menneskehedens virkelige økonomiske problemer kun er mulig på grundlag af det islamiske økonomiske system.
Det er vores faste overbevisning, at de uddannede samfundslag gennem læsningen af denne bog vil blive tilskyndet til at nå frem til praktiske løsninger på alle deres økonomiske problemer på grundlag af islams økonomiske system. Må Allah hjælpe os. – Forlæggeren

Kapitalisme, kommunisme og islam

Indtil nu kan alle de økonomiske systemer, der er blevet udformet i verden, principielt opdeles i tre kategorier:
For det første det kapitalistiske system.
For det andet kommunismen.
For det tredje det økonomiske system, som islam har fremlagt.

Det kapitalistiske system

Sagt med enkle ord er hovedsagen i det kapitalistiske økonomiske system, at hvert individ skal være ejer af den formue, han selv har tjent; ingen anden skal have nogen andel i hans erhvervede formue, og ingen andens ret til den skal anerkendes. Han skal kunne bruge og anvende sin erhvervede formue, som han ønsker. Den mængde formue og produktionsmidler, han råder over, skal han kunne holde for sig selv og kunne nægte at bruge til noget som helst andet end sine egne personlige interesser. Han har fuld frihed i denne henseende. I virkeligheden er det kapitalistiske økonomiske system udsprunget af den selviskhed, som naturligt findes i ethvert menneske. Når det udfolder sig fuldt ud, bliver det så skadeligt, at alle menneskelige egenskaber og al menneskelig værdighed, der fremmer menneskesamfundets velfærd og udvikling, blegner i dets øjne. Selv hvis man ser bort fra det moralske perspektiv og udelukkende drøfter sagen økonomisk, vil det tydeligt fremgå, at hvis denne teori gennemføres noget sted, vil fordelingen af rigdom uundgåeligt blive forvrænget. Formuen og produktionsmidlerne vil gradvist blive begrænsede og ende på hænderne hos en privilegeret eller mere påpasselig gruppe mennesker, og samfundet vil i praksis blive opdelt i to klasser. Den ene vil være de privilegeredes gruppe – ejere af enorme formuer; den anden vil være de ulykkelige fattiges gruppe, som ikke engang kan skaffe sig tilstrækkelig mad til to måltider om dagen. Den første klasses medlemmer vil tilrane sig al formue og alle produktionsmidler og bruge dem udelukkende til deres egen komfort, luksus og nydelse; for yderligere at øge deres mængde vil de heller ikke tøve med at ofre samfundets og nationens større interesser. Den fattige og ulykkelige gruppe vil for altid blive berøvet enhver andel i formuen og alle muligheder. De vil ikke have anden udvej end at skaffe livets fornødenheder ved at tjene de velhavende grænseløst. Et sådant økonomisk system skaber på den ene side ågerkarle, pengeudlånere, udbyttere, fabriksejere og tyranniske jordejere og lensherrer. På den anden side skaber det en gruppe af proletariske og sultende arbejdere og bønder. I et samfund, hvor et sådant økonomisk system kan fungere, vil man naturligvis ikke finde den mindste smule af menneskelige følelser som medfølelse, godhjertethed, ømhed og gensidig hjælp. Ethvert individ vil være tvunget til at leve selvhjulpent; ingen vil være ven eller hjælper for nogen anden. De trængendes og sultendes liv vil blive stadig mere indsnævret. Derfor vil hvert eneste menneske i samfundet, for at holde sig i live, blive tvunget til at indtage en yderst selvisk og hævngerrig holdning over for andre. Alle vil stræbe efter at erhverve så meget økonomisk udkomme og så mange produktionsmidler som muligt, holde dem for sig selv af hensyn til deres personlige interesser og bruge dem til at øge deres mængde. Og de, der mislykkes i dette kapløb om at samle formue eller ikke er i stand til at deltage fuldt ud i det, vil ikke finde det mindste sted på jorden, hvor de kan søge ly. Hvis de ønsker at tigge, vil det ikke være let at få almisser; ingen vil føle den mindste medlidenhed med dem, og ingen hånd vil blive rakt ud for at hjælpe dem. Til sidst vil de enten begå selvmord for at befri sig fra dette livs lidelser eller blive tvunget til at kaste sig ud i den mudrede malstrøm af forskellige forbrydelser og umenneskelige handlinger for at stille sultens smerte.

I det kapitalistiske samfund bliver det uundgåeligt, at menneskets naturlige tilbøjelighed og hang retter sig mod at opspare penge og anvende dem i profitable foretagender. Som følge heraf skyder aktieselskaber op, banker oprettes, pensionsopsparing indføres, forsikringsselskaber begynder at fungere, og kooperativer bliver dannet. Bag alle disse midler og metoder til at frembringe penge ligger kun én tankegang: »endnu større pengeproduktion og opsparing af formue«. Denne opsparing kan nu foregå gennem forretningsmæssige transaktioner såvel som gennem ågerforretninger. Set fra et kapitalistisk synspunkt er der i realiteten ingen grundlæggende forskel mellem renter og forretningsmæssige transaktioner. Derfor er disse to ting i det kapitalistiske samfund ikke blot blandet sammen, men bliver også indbyrdes afhængige inden for alle former for arbejde og handel. Her bliver renter uundværlige for forretninger, og forretninger uundværlige for rentetransaktioner. Ingen af dem kan udvikle sig uden den anden. I virkeligheden ville hele det kapitalistiske system bryde sammen, hvis der ikke var mulighed for renteforretninger.

Det kommunistiske økonomiske system

Det økonomiske system, der står i fuldstændig modsætning til det kapitalistiske økonomiske system, er det kommunistiske system. Hovedsagen i denne ideologi er, at alle midler og produktionsfaktorer, der skaber formue, ejes kollektivt af samfundets medlemmer. Individet har ingen ret til at tage dem i personlig besiddelse, gribe ind i dem efter eget ønske eller personligt modtage deres fortjeneste. Enkeltpersonerne skal derimod udføre ethvert arbejde for samfundets fælles interesser og modtager kun deres løn for det. Samfundet skal sørge for de nødvendige midler til deres underhold, og til gengæld skal enkeltpersonerne arbejde efter samfundets anvisninger.

Denne ideologi opbygger et økonomisk system, der er helt uafhængigt af det kapitalistiske økonomiske system. I dette system er der ikke den mindste plads til privat ejendomsret, og derfor er det umuligt for nogen at opspare penge og personligt anvende dem i produktionen. Her er arbejdsmetoderne også blevet ændret, fordi der er opstået en vældig forskel med hensyn til idealer og principper. Det kapitalistiske økonomiske system kan ikke fungere uden institutioner og organisationer såsom banker, livsforsikring, aktieselskaber og lignende. Men i det kommunistiske økonomiske system er der ikke blot ingen plads til sådanne institutioner inden for dets økonomiske virksomhed; der er heller ikke noget behov for dem. Der består en dyb forbindelse mellem det kapitalistiske økonomiske systems natur og renteforretninger og rentetransaktioner. Men over for det kommunistiske økonomiske system hersker der en tilsvarende stærk fjendtlighed. Det kommunistiske økonomiske system udrydder selve den årsag, på grund af hvilken én person i samfundet modtager renter, mens en anden betaler dem. Det kan under ingen omstændigheder og på ingen måde anerkende renter som legitime. I virkeligheden er det umuligt, at en person, der tror på den kommunistiske økonomi, samtidig udfører rentetransaktioner og er kommunist.

Det er nødvendigt at huske, at kommunismen her er blevet analyseret ud fra den rene idealismes synspunkt. I praksis har det kommunistiske system i Rusland ellers taget et vældigt kovending og, idet det forsøgte at omsætte sin ekstreme ideologi i praksis, er det efter at have lidt nederlag vendt tilbage i retning af det kapitalistiske system. Nu er der dér ingen hindring for, at personer, der modtager lønninger, som overstiger deres behov, kan opspare det overskydende beløb, indsætte det i banken og modtage renter af det.

I virkeligheden er kapitalismen og det kommunistiske system to indbyrdes modsatrettede idealer, der befinder sig ved hver sin ydergrænse. Kapitalismen giver ganske vist samfundets individer deres naturlige rettigheder; men der findes ingen principper eller idealer, som kan inspirere dem til at tjene samfundets fælles interesser eller tvinge dem dertil efter behov. Tværtimod fremkalder den almindeligvis en form for egoisme hos individerne. Følgen er, at hvert individ i praksis tilskyndes til at kæmpe mod samfundet og fællesskabet for sine egne personlige interesser. Som følge af en sådan kamp, der bygger på individuelle interesser, ødelægges balancen i fordelingen af rigdommen. På den ene side opsluger en lille gruppe da hele samfundets og nationens rigdomme og produktionsmidler og bliver millionærer og multimillionærer; med disse penge investeret begynder den at plyndre sig til endnu større rigdom på en omfattende og altopslugende måde. På den anden side begynder den økonomiske situation for landets millioner af mennesker gradvist at forværres, og deres andel i fordelingen af rigdommen svinder ind, indtil den når helt ned på nul. Det er ganske vist sandt, at kapitalismens enorme rigdom i den indledende fase gennem en storslået udfoldelse skaber en blændende glans i samfundet og civilisationen; men som det endelige resultat af den ulige fordeling af rigdommen bliver blodcirkulationen i den økonomiske verdens legeme fuldstændig standset, næsten alle dele af legemet tørrer ind på grund af blodmangel og nærmer sig ødelæggelse, mens de vigtigste legemsdele ødelægges af det unormale blodtryk.

Kommunismen ønsker at afhjælpe denne fejl, men den vælger en yderst fejlagtig fremgangsmåde for et ellers rigtigt mål. Den ønsker at skabe balance i fordelingen af rigdommen, og det er utvivlsomt en meget god sag. Men den fremgangsmåde, den anvender til dette formål, er i virkeligheden en krigserklæring mod den menneskelige natur. At berøve samfundets almindelige individer privat ejendomsret og gøre alle mennesker til slaver af samfundet og fællesskabet er ikke blot skadeligt for økonomien; i endnu bredere forstand er det også yderst ødelæggende for hele menneskets civilisation. For som følge heraf vil livspulsen i den økonomiske virksomhed og de civilisatoriske institutioner nødvendigvis stilne, og deres egentlige drivkraft vil blive udslettet. I civilisationens og økonomiens sfære er det i virkeligheden den personlige interesse, der får mennesket til at anstrenge sig, stræbe og kæmpe med sin yderste kraft. I den første fase benægtede kommunismen dette inden for tænkning og idealisme. Dens ekstreme filosoffer hævdede endog, at der ikke findes noget sådant som medfødte tilbøjeligheder hos mennesket; alt er skabt af omgivelserne, og gennem undervisning og organisation kan vi skabe en holdning af socialitet og fællesskab, som er helt uden personlig interesse. Men den praktiske erfaring har fjernet denne fejlagtige opfattelse hos kommunisterne. I Rusland anvendes der nu metoder, som tilskynder til følelsen af personlig interesse for at vække arbejdsmotivation hos kommunisterne. I virkeligheden er dette menneskets medfødte egoisme; ingen argumentation og ingen videnskab kan fjerne den fra sindets og hjernens fibre. Bortset fra usædvanlige mennesker kan et menneske af middelklassen kun bruge hele sin mentale og fysiske kraft på det arbejde, som det har interesse i og mulighed for ud fra sine egne interesser. Hvis muligheden for denne interesse slet ikke findes, og det bliver meddelt ham, at hans personlige indsats ikke kan indbringe ham så meget som en smule mere end den fastsatte grænse for hans fortjeneste og interesser, vil hans tanke- og arbejdskraft blive fuldstændig sløvet. Derefter vil han ikke kunne gøre andet end at forblive en almindelig lønarbejder eller arbejder og tilbringe sit liv med at modtage en fastsat løn. Sådan er i virkeligheden den kommunistiske samfundsordens indre tilstand. Dens ydre og praktiske side er endnu mere skræmmende. Kommunismen afskaffer alle kapitalister og skaber én altopslugende og øverste kapitalist, nemlig den kommunistiske regering. Den fine menneskelighed og de menneskelige, følsomme dyder, som man kan iagttage hos kapitalistiske individer i ikke-kommunistiske regeringer, findes ikke i den kommunistiske regerings kapitalistiske magthaver, ikke engang i en hundrededel. I virkeligheden får den folk til at arbejde som livløse maskiner og fordeler deres levebrød blandt dem med et fuldstændigt diktatorisk herredømme, som en maskine. Hos den findes der ikke plads til medfølelse, og ingen barmhjertighed eller gavmildhed kommer til udtryk. Den får ikke dette »maskinmenneske« til at arbejde som et menneske eller i betragtning af ham som et menneske; den anvender ham som en del af en maskine. Derfor berøves befolkningen dér al frihed i tanke, mening og handling. Uden et sådant voldsomt diktatur kan den kommunistiske statsorden hverken etableres eller bestå et eneste øjeblik efter sin etablering. For menneskets natur er hvert øjeblik rede til at gøre oprør mod et så totalt og altopslugende styre. Hvis de derfor ikke holdes indespærret i det evige diktaturs jernbur, vil den kommunistiske statsorden nødvendigvis på et øjeblik blive knust i stumper og stykker. Og netop derfor er den sovjetiske regering i Rusland mere grusomt diktatorisk og hensynsløs end alle verdens regeringer. Dens almindelige borgere er blevet holdt indespærret i et jernbur på en sådan måde, at et tilsvarende eksempel er sjældent i nogen monarkisk eller demokratisk regering i verden. Dens barbari og diktatur skyldes ikke blot, at der desværre er født en diktator som Stalin. I virkeligheden frembringer det kommunistiske styre af natur diktatoriske og hensynsløse herskere; det kan aldrig frigøre sig fra dette.

Det islamiske ideal

Islam fremlægger et sundt og retfærdigt system mellem de to ovennævnte modsatrettede og indbyrdes uforenelige økonomiske systemer. Dets grundprincip er, at ethvert menneske fuldt ud skal have sine personlige og naturlige rettigheder. Samtidig skal balancen i fordelingen af rigdom opretholdes på behørig vis. På den ene side giver islam individet ret til privat ejendom og ret til at råde over sin egen rigdom, mens den på den anden side indefra pålægger udøvelsen af disse rettigheder visse moralske begrænsninger og udefra etablerer visse lovmæssige regler. Som følge heraf kan rigdom og produktionsmidler ingen steder ophobes og forblive uvirksomme. De er i stadig cirkulation, og derfor får hvert medlem af samfundet mulighed for at modtage sin nødvendige andel af dem. Netop derfor har islam opbygget hele det økonomiske system på en helt ny måde og efter en ny metode. Hvad angår dets indre ånd, skikke og handlemåder, er det fuldstændig forskelligt fra både kapitalismen og kommunismen.

En kort beskrivelse af islams økonomiske ideologi er, at det enkelte menneskes personlige interesser og hele menneskehedens samlede interesser i det økonomiske liv ifølge islam er dybt indbyrdes forbundne. Derfor er det absolut ønskværdigt, at der mellem dem hersker fuld harmoni og samarbejde i stedet for konflikt, rivalisering og hindringer. Hvis individet i strid med samfundets interesser arbejder på at bemægtige sig nationens rigdom og gør sin personlige interesse til grundlag for, hvordan den skal opspares eller anvendes, vil det ikke blot skade samfundet og fællesskabet, men i sidste ende også ramme dette individ selv. På samme måde vil hele samfundet nødvendigvis lide alvorlig skade, hvis det under påskud af at beskytte de samlede interesser tilsidesætter samfundsmedlemmernes personlige interesser. Derfor kommer fællesskabets velfærd gennem individets velfærd, og på samme måde er det afgørende for fællesskabets velfærd, at de enkelte medlemmer, som det består af, lever under selvstændige og behagelige forhold. Velfærden for både individet og fællesskabet afhænger af, at balancen mellem egeninteresse og uselviskhed, medfølelse og godhjertethed blandt samfundets medlemmer opretholdes fuldt ud. Ethvert menneske skal arbejde for sin egen personlige interesse, men gøre det på en sådan måde, at det ikke på nogen måde skader andre. Enhver skal uden hindringer tjene så meget, som det er muligt for ham, men han må anerkende, at andre mennesker også har rettigheder i den rigdom, han har tjent. Ethvert menneske skal opnå fortjeneste fra andre mennesker og samtidig give andre mennesker fortjeneste. For at sikre, at denne fordeling af fortjenesten og denne cirkulation af rigdom fungerer effektivt, er nogle få moralske egenskaber hos individerne ikke i sig selv tilstrækkelige; samfundets love og regler må derimod være sådan, at de kan organisere, regulere og afbalancere indtjening og forbrug i fuld harmoni. Ingen bør have ret til at tjene penge gennem skadelige metoder og midler, og den rigdom, der er tjent på retfærdig vis, må ikke samles på ét bestemt sted. Tværtimod er det absolut ønskværdigt, at der også etableres en velfungerende ordning for dens forbrug og fordeling, så den holdes i sund cirkulation.

Det økonomiske system, der er grundlagt på denne ideologi, kan aldrig have som formål, at nogle få personer skal blive ejere af milliarder, mens resten af befolkningen skal forblive sultende, halvt sultende og berøvet alt; men det kan heller aldrig være dets formål, at ingen må blive mangemillionær, og at menneskers naturlige forskelle med tvang skal udjævnes millimeter for millimeter. Dets egentlige rolle er tværtimod at følge en helt moderat linje mellem disse to ekstreme principper. Dette økonomiske system påtager sig på den ene side ansvaret for at opfylde hvert enkelt menneskes personlige behov og sikrer på den anden side vedvarende mulighed for at varetage samfundets fælles ansvar. Hvis ethvert menneske i dette samfund bestræber sig på at tjene penge inden for sine naturlige grænser uden at skade andre, og hvis det ved anvendelsen af den optjente rigdom følger principperne om sparsommelighed og gensidig hjælp, kan der i dette samfund aldrig opstå økonomisk ulighed og himmelstræbende økonomiske forskelle som i det kapitalistiske samfund. For et sådant økonomisk system hindrer ganske vist ingen i at blive mangemillionær, men ingen kan i dette samfund, selv om han bliver mangemillionær, blive årsag til, at tusinder og hundredtusinder af mennesker sulter eller kun får halvt at spise. Dette økonomiske system giver derimod hvert medlem af samfundet mulighed for at få del i Allahs utallige velsignelser, men det er helt i strid med dets principper at indføre kunstige hindringer for, at nogen kan tjene penge i overensstemmelse med sine naturlige evner og sin arbejdskraft.

Den historiske baggrund for vor tids civilisatoriske problemer

Det er almindeligt kendt, at lederskabet og autoriteten inden for verdens tænkning og idealisme samt den praktiske samfundsforvaltning i den nære fortid udelukkende blev koncentreret hos vestens folk. Netop derfor er utallige lignende problemer og vanskeligheder begyndt at dukke op på vores politiske, civilisatoriske og økonomiske områder som en naturlig følge af de problemer, der opstod i den vestlige verden og det vestlige liv, og de komplikationer, som disse problemer medførte. Det må samtidig betragtes som et meget naturligt resultat, at de fleste af vores tænkende og indsigtsfulde mennesker ivrigt søger vejledning til løsningen af disse problemer i de fremgangsmåder, som vestlige tænkere og dygtige ledere har fremlagt. Derfor er det blevet helt nødvendigt at kaste lys over den historiske baggrund for vor tids sociale og civilisatoriske problemer. Samtidig vil vi forsøge at undersøge oprindelseshistorien for de metoder, der almindeligvis fremlægges eller anvendes som løsninger på moderne problemer. Jeg mener, at det i lyset af denne historiske gennemgang bliver meget let at forstå vores egentlige budskab.

Det lensbaserede feudalsamfund

Da det romerske imperiesystem i Vesten blev splittet og ødelagt i det femte århundrede e.Kr., gik Europas civilisatoriske, politiske og økonomiske enhed i opløsning. Det grundlæggende bånd, der havde holdt de forskellige folk og riger sammen, blev brudt. Også de forhold, som havde gjort det muligt at opretholde denne forbindelse og dette fællesskab, forsvandt. Selvom et billede af romersk ret, romersk altomfattende imperialisme og romernes politiske tænkning stadig var indprentet i vesterlændingenes sind, blev hele Europa som følge af imperiets ødelæggelse opdelt i små dele. Hvert geografisk område blev splittet i utallige stykker; selv mennesker af samme slægt og med samme sprog kunne ingen steder forblive forenede. Hele imperiet blev så opsplittet og fragmenteret, at forvaltningen og styringen af hver enkelt del i praksis kun kunne varetages lokalt af en høvding eller en lensherre. De særpræg, der gradvist viste sig i dette samfundssystem, og som senere blev yderst fasttømrede, vil her blive nævnt i rækkefølge:

Én: Ejerskab af jord var grundlaget for at opnå regeringsmagten. Al ære, forrang og herredømme blev som en permanent ordning udelukkende forbeholdt jordejere. Det var dem, der fik myndighed til at opretholde fred og orden i deres respektive områder. Det var også dem, der havde direkte forbindelse med samfundets ledere, jagirdarerne eller kongen. De jordløse bønder, håndværkere og købmænd i området blev derimod tvunget til at leve som helt almindelige undersåtter under deres beskyttelse. Blandt disse undersåtter opstod der igen forskellige klasser: nogle blev undersåtter af højere rang, andre tilhørte de lavere klasser. Derefter slog denne klassedeling og de mærkværdige forskelle i ære, status og rettigheder dybe og urokkelige rødder i datidens samfund. På denne måde fik jagirdarernes feudale samfund karakter af en trappe. Den person, der sad på hvert højere trin, blev som en gud for enhver person på et lavere trin, mens personerne på de lavere trin blev slaver af dem, der sad højere oppe. Øverst stod områdets feudale familier, mens nederst stod landets fattige befolkning, som aldrig havde fået mulighed for at etablere indflydelse og herredømme over nogen.

To: De kristnes kirke var dengang netop blevet grundlagt. Kirkens myndigheder talte til folk i Allahs navn, selv om de ikke var i besiddelse af nogen guddommelig lov eller noget som helst princip for guddommelig vejledning. Disse etablerede kirker gav også den fremvoksende jagirdariske feudale ordning deres fulde støtte og gav religiøs godkendelse til alle de traditionelle institutioner med deres rettigheder, forskelle, uligheder og begrænsninger, som havde slået dybe og urokkelige rødder i datidens samfund som dens ledsagende bestanddele. Enhver gammel opfattelse opnåede status som en troslære i kirken, og det blev efterhånden betegnet som kufr blot at tænke på noget, der stred imod den. Enhver skik, der én gang var blevet indført, blev til sharia, og man begyndte at mene, at modstand mod den var modstand mod Allah, Hans Sendebud og Hans religion. Den form, som litteratur, filosofi, samfund, politik, økonomi og andre områder havde antaget under den jagirdariske feudale ordning, erklærede kirken for at være gudgiven; derfor blev selv det mindste forsøg på at ændre den ikke blot en forbrydelse, men ligefrem haram.

Tre: Der fandtes dengang ingen central myndighed, som kunne anlægge de store hovedveje, holde dem i god stand og sikre fred eller tryghed på dem. Derfor ophørte alle former for virksomhed såsom rejser over lange afstande, handel i stort og omfattende omfang samt produktion og distribution af store mængder dagligdags fornødenheder, og handel, industri og menneskenes åndsliv blev også indskrænket til de små geografiske områder inden for jagirdarernes regeringsområder.

Fire: Hver enkelt gren af industri og handel blev til et monopol for en bestemt gruppe af købmænd og professionelle erhvervsudøvere. Ingen i denne gruppe kunne forlade sit tidligere erhverv, ligesom udenforstående heller ikke fik mulighed for at træde ind i gruppen. Hver gruppe gjorde sig de største anstrengelser for at begrænse sit arbejde til sit eget lille og snævre område. Varerne blev udelukkende fremstillet for straks at opfylde lokale behov. De blev dog også solgt i de omkringliggende områder og byttet med andre varer. Af alle disse grunde blev vejen til fremskridt, udvidelse, opfindelser, tekniske forbedringer og kapitalophobning lukket.

De mangler og fejl, der viste sig som følge af Romerrigets fald, blev på ingen måde fjernet ved oprettelsen af det store Romerrige. Paven og kejseren gav ganske vist Europa et samlende bånd i åndelig, moralsk og til dels politisk henseende; men ikke alene blev den elendige tilstand, som den jagirdariske feudale ordning havde bragt samfundet, civilisationen og økonomien i, ikke ændret; den blev tværtimod grundfæstet på et så solidt fundament, at man end ikke kunne forestille sig nogen anden måde at indrette livet på end denne.

Den europæiske renæssance

Hvordan denne altomfattende stagnation blev brudt, af hvilke årsager det skete, og hvordan renæssancebevægelsen i Europa voksede frem, hører ikke til vores emne. Kort sagt kan det dog siges, at muslimsk herredømme over Spanien og Andalusien på den ene side og korstogene på den anden side stillede vesterlændingene ansigt til ansigt med de førende folk inden for datidens tahzib og tamaddun. Den indflydelse, som den kristne kirke havde lagt over vesterlændingenes øjne, forhindrede dem ganske vist i direkte at blive draget mod islam; men gennem deres kontakt med muslimerne kunne de alligevel tilegne sig en vældig skat af tankegange, videnskab og avancerede arbejdsmetoder, og i sidste ende blev dette begyndelsen på et nyt kapitel.

Tidsrummet fra det fjerde til det sekstende århundrede er kendt i Europas historie som en overgangsperiode, hvor man bevægede sig fra middelalderen mod den moderne tidsalder. I denne periode blev alle sider af vesterlændingenes liv aktiveret under påvirkning fra den ydre verden.

Vesterlændingenes viden inden for landbrugsvidenskab, lægevidenskab, matematik, ingeniørvidenskab og andre områder fortsatte med at vokse. Opfindelsen af trykpressen satte stor fart på udbredelsen af tanker og spredningen af viden. Sammen med den enestående opvågnen inden for viden og videnskab begyndte der nødvendigvis i alle livets samfundssfærer at foregå en vedvarende aktivitet med kritik og reformer. Den fortsatte strøm af ny viden og nye oplysninger samt udviklingen inden for industri, landbrug og handel gav i almindelighed hele civilisationen nyt liv. Desuden blev tanker og udsyn udvidet som følge af opdagelsen af nye geografiske områder. Samtidig begyndte der i fjerne lande at opstå nye markeder for vesterlændingene, hvor de fik mulighed for at sælge deres egne varer og råmaterialer samt købe industriprodukter og råmaterialer fra andre lande. Takket være denne enorme og enestående mulighed begyndte århundredgamle, stillestående handelsaktiviteter atter at komme i gang. Trods talrige hindringer begyndte internationale handelsfolk at færdes overalt i og uden for Europa. Nye markeder og byer begyndte at vokse frem langs de store hovedveje og på centrale steder. Centre for rigdom, magt, begavelse, civilisation og kultur begyndte gradvist at flytte fra forstæder underlagt len og små feudalstater til de store byer. For det var disse, der begyndte at blive centrum for handel, industri samt ny viden, videnskab og litteratur.

Det var folk fra den »borgerlige« klasse, der var foregangsmænd for denne nye opvågnen. Købmænd, pengemænd, håndværkere og søhandlende udgjorde de vigtigste blandt dem. Det var udelukkende dem, der fik del i alle mulighederne for denne nye udvikling. Det var dem, der var etableret i byerne. De havde forbindelser og rejser til omverdenen; i det mindste var det dem, der først mærkede den ydre påvirkning, og det var blandt dem, at en lidenskabelig begejstring for at ændre samfundsordenen og opnå fremskridt vågnede. Men de hindringer og begrænsninger, der var blevet skabt på tænkningens, moralens, religionens, samfundets, politikkens og økonomiens områder gennem kirkens og feudalherrernes sammensværgelse, forhindrede dem fra alle sider i at bevæge sig fremad og gøre fremskridt. Hver gang de på et hvilket som helst område af livet trådte uden for de århundredgamle, etablerede grænser, stillede præsterne og lensherrerne sig samlet i vejen for dem. Derfor begyndte en omfattende konflikt netop mod denne magt, og denne kamp på alle fronter begyndte på alle livets områder. På kundskabens og litteraturens område blev kirkens etablerede »åndelige« diktatur udfordret, og der blev lagt større vægt på tankefrihed og nødvendigheden af at undersøge. På økonomiens, samfundsordningens og politikkens områder opstod der modstand mod lensherrernes indflydelse og magt, og der blev rejst en voldsom protest mod de skel og den forskelsbehandling, der var indført i det feudale len-samfund. Som følge heraf begyndte den gamle samfundsorden at vige tilbage, mens de nye kræfter, der var på vej frem, rykkede fremad. Allerede før det sekstende århundrede begyndte de små len i Europas forskellige lande at blive knust og omdannet til store nationalstater. Europas åndelige indflydelses og magts mystik brød sammen, og de irreligiøse herskere i de nye nationalstater begyndte at konfiskere kirkens ejendomme. Efter at have forladt en verdensomspændende religionsordning helligede de forskellige folkeslag sig oprettelsen af deres egne nationale kirker. Da båndet til kirkens og lensherrernes fælles herredømme således blev brudt, blev den borgerlige klasse fuldstændig befriet fra de sociale og traditionsbundne begrænsninger, som den gamle samfundsorden havde skabt.

Liberalismen i middelalderen

Den samlede betegnelse for de ideologier, som kampen mod kirken og det feudale system blev ført på grundlag af, er »liberalisme« – med andre ord grænseløs liberalitet. Den nye tids foregangsmænd prædikede ekspansion, uhæmmet givmildhed, fri anvendelse og ubegrænset liberalitet på alle livets områder og inden for alle tænkningens og handlingens felter. En liberal politik blev fulgt inden for alle områder, såsom religion, filosofi, viden og videnskab, samfund, civilisation, politik og økonomi. De bestræbte sig på at fjerne alle former for bånd, hindringer, begrænsninger, snæversyn og strenghed fra de fremskridtsvenliges vej.

I denne konflikt og kamp nåede på den ene side kirkens myndigheders og feudalherrernes snæversynethed et yderpunkt, mens bourgeoisiets grænseløse og ubekymrede liberalitet nåede et andet yderpunkt. På begge sider antog den yderste egoisme et voldsomt omfang. Ingen af dem havde den mindste forbindelse med ærlighed, retfærdighed, korrekt viden og videnskab eller en sund og uskyldig tænkning. Den ene part brugte Allahs, religionens og moralens navn for at bevare rettigheder, der var opnået gennem grundløse forestillinger og overbevisninger, urimelige forskelle og diskrimination samt umenneskelig tvang og undertrykkelse. Den anden part begyndte derimod, drevet af ren stædighed og i frihedens og liberalitetens navn, at svække grundlaget for religionens og moralens evigt anerkendte sandheder. Netop på dette tidspunkt blev politikkens vedvarende, støttende forbindelse med moralen brudt. Machiavelli begyndte åbent at forfægte denne doktrin og erklærede, at der i forbindelse med politiske interesser og opnåelsen af fordele ikke kunne være noget behov for at følge moralske regler og principper. Det var også i denne tidsalder, at nationalstaten blev udformet som modstykke til kirken og feudalismen, og den giftige damp fra den dødbringende vulkan af strid og internationalt fjendskab, som er blevet skabt i den moderne verden, begyndte at samle sig fra den dag. Fra dette tidspunkt begyndte man for første gang at anse renter for tilladte. Alligevel havde der siden tidernes morgen været fuld enighed blandt religiøse mennesker, mennesker med moralsk sans og jurister over hele verden om, at renter var forbudte. Det var ikke kun Toraen og den ærede Koran, der erklærede renter for forbudte; Aristoteles og Platon anså dem også for forbudte. De var ligeledes forbudte ifølge græsk og romersk ret. Men da bourgeoisiet i renæssancens tidsalder hejste oprørets fane mod den kristne kirke, begyndte man at betegne renter som en »uundgåelig synd«. Selv kristne reformatorer (Reformists) begyndte, påvirket af en kraftig propagandakampagne, at anse dem for tilladelige som en menneskelig svaghed. Derefter blev fremtrædende tænkeres samlede moralske overvejelser gradvist koncentreret om, hvad renten burde være. De lagde al vægt på diskussionen om, hvorvidt renten burde være »rimelig«. Til sidst fæstnede den opfattelse sig i deres sind, at der i handel og forretning ikke kunne være noget spørgsmål om religion eller moral. Set fra et økonomisk synspunkt er renter noget helt naturligt og rimeligt. Ligesom man ikke kan fremføre noget imod at udleje og leje et hus, kan man heller ikke fremføre noget afgørende argument imod renter.

Det særligt bemærkelsesværdige er, at det var den borgerlige klasse i renæssancen, som med højlydte erklæringer om sin ubegrænsede og uforbeholdne liberalisme havde fordrevet præsterne, feudalherrerne og jordejerne fra deres plads; men den kom selv og indtog den tomme plads. Rusen over dens ekstreme liberalisme havde fået den til at glemme, at der også under den fandtes en enorm klasse af folket, og at feudalismens vældige byrde havde undertrykt netop denne klasse mest. Derfor havde også den ret til at få del i de store fordele ved det nuværende liberale samfundssystem. Da det parlamentariske styre begyndte i England, og parlamentets reelle magt gik fra lordernes hænder over til folkets hænder, det vil sige Commons, bemægtigede de liberale borgere sig alle disse magtbeføjelser. De argumenter, hvormed de havde sikret deres egen stemmeret, glemte de fuldstændigt, da de nægtede at give folk fra de lavere klasser stemmeret.

Den industrielle revolution

Den revolution, der var begyndt i renæssancen, blev hundredfoldigt forøget i det attende århundrede som følge af opfindelsen af maskiner. Nye videnskabelige teorier, oplysninger og opfindelser blev anvendt til at udvikle industrien, landbruget og kommunikationssystemet. Derefter blev produktionen af varer, indsamlingen af råmaterialer og salget af de fremstillede varer i alle verdenshjørner i usædvanlig grad effektiviseret.

Alle de muligheder for bekvemmelighed, styrke, magt og herredømme, som denne vældige revolution åbnede dørene til, fik kun den borgerlige klasse, der var opstået i renæssancen, mulighed for at tilrane sig. For industrien og handelen var under dens kontrol. Også over videnskab, lærdom og litteratur udstrakte den alene sit eksklusive herredømme. Ved at forene kapital, faglig dygtighed og organisatoriske evner skabte den et nyt system for industri og handel, som fik navnet »moderne kapitalisme«. Under dette system blev der oprettet store fabrikker og virksomheder i byerne. De faglærtes laugsvæsen blev knust. Små fabrikker, private virksomheder og småhandlende med begrænset kapital fik et stadig snævrere virkefelt. Arbejderne fra landsbyerne blev tvunget til at strømme til byerne og stille sig ved de store fabriksejeres døre som arbejdere og daglejere. For småhandlende og mindre erhvervsdrivende var der ingen anden udvej end at tage tjeneste hos de store industriejere og storhandlende eller blive deres agenter. Som følge heraf bemægtigede borgerskabet sig alene hele den kraft, der var frembragt af videnskabens nye opdagelser, og dets indflydelsessfære begyndte at udvide sig yderligere.

Denne udvidelse af indflydelsessfæren blev imidlertid i højeste grad hindret af de nationalstater, som renæssancebevægelsen havde skabt. De enevældige konger i disse stater hævdede at besidde »gudgiven ret«. Lederne af det tidligere feudalsystem blev deres krybende undersåtter, og de nationale kirker blev deres religiøse og åndelige støtte. Dette trekløver af herredømme begyndte at skabe alle slags hindringer og forhindringer på borgerskabets vej. Disse hindringer bremsede ikke blot dets fremgang inden for industri og handel; også på civilisationens og samfundets område var der mange rester fra feudalismens tid, som udgjorde et uudholdeligt system for denne fremadstræbende klasse.

Moderne liberalisme

I denne tid rejste den tidligere krigssejrherre, »liberalismen«, sig igen iført nye våben. Den begyndte på det politiske område at blæse i trompet for irreligiøsitet, og inden for civilisation, samfund, litteratur og økonomi for absolut individuel frihed samt inden for økonomien for en fri og åben politik (laissez-faire-politik). Den erklærede, at hverken kirken, staten eller samfundet havde nogen som helst ret til at lægge hindringer i vejen for individets udviklingsbestræbelser og dets bestræbelser på at opnå fordel. Det var helt nødvendigt, at ethvert individ frit kunne anvende sine kræfter, evner og kvalifikationer efter sine tilbøjeligheder og få fri mulighed for at gøre så store fremskridt og opnå så megen udvikling som muligt. Og i virkeligheden ville samfundet grundlæggende opnå alle store fordele, hvis hvert individ kunne få grænseløs frihed og nyde absolut frihed på alle områder og inden for alle sektorer af livet samt på enhver arbejdsvej. Det var ønskeligt, at hvert individ i alle forhold blev befriet for ydre påvirkning og hindringer, regler og principper, ceremonielle bånd, religiøse og moralske begrænsninger samt lovens og samfundets indblanding.

På denne måde satte tilhængerne og bannerførerne for den nye lære alle kræfter ind på at gøre slagord som liberalisme, uhindrethed, at alt skulle være fornuftigt, og individualisme – med deres egen terminologi: at være fornuftig og rationel – gældende overalt.

På det politiske område troede de på det ideal, at regeringens magt skulle være mindst mulig, mens individets frihed skulle være vidtgående og grænseløs. Ifølge dem skulle regeringen blot være en upartisk dømmende magt. Den skulle forhindre gensidig indtrængen i individernes sfærer og beskytte den personlige frihed. Alle aktiviteter i det civiliserede samfunds og det økonomiske liv skulle derimod fuldt ud udføres på grundlag af individernes frie og uindskrænkede initiativ samt deres tænkning og forskning. På dette område måtte regeringen ikke gribe det mindste ind, hverken som udøvende magt eller som vejleder. På det politiske område krævede de desuden, at regeringsmagten og suveræniteten ikke måtte være en kongelig families ejendom eller tilhøre godsejerklassen; de skulle derimod være underlagt landets almindelige befolkning. Det er gennem de skatter, som folket betaler, at hele regeringens virksomhed finansieres; derfor skulle regeringens dannelse, opløsning og ændring udelukkende ske efter folkets afgørelse, og hvad angår lovgivning samt regeringsførelse og orden skulle kun folkets stemme have indflydelse. Det er netop disse ovennævnte idéer og overbevisninger, der blev lagt til grund for det nye demokrati, som blev etableret i verden i slutningen af det attende århundrede.

På det økonomiske område begyndte de med stor vægt at forkynde det princip, at hvis de naturlige økonomiske love og regler fik lov til at virke uden ydre påvirkning, hindringer eller indblanding, kunne individernes personlige indsats spontant udføre meget omfattende opgaver til gavn for samfundet. Produktionen ville øges, og dens fordeling kunne også ske på en bedre måde. Derfor var det naturligvis nødvendigt at give folk fuld frihed til at stræbe og arbejde samt at afholde regeringen fra kunstig indblanding i denne naturlige proces. Dette grundprincip i det uindskrænkede økonomiske system (Free Enterprise) er den moderne kapitalistiske økonomis grundlæggende formel. Ligesom renæssancens uindskrænkede liberalisme var også den industrielle revolutions grænseløse liberalisme i betydelig grad præget af sandhed og ærlighed, og der er ingen tvivl om, at dette i sidste ende blev årsagen til dens sejr. Men sammen med denne ærlighed var egoisme og en ekstremistisk mentalitet uløseligt knyttet til den vestlige tankegang som dens to store svagheder, og de havde været aktive lige siden pavevældets og feudalisme­ns tidsalder.

Egoismens yderste udtryk var, at der i grundlaget for de flestes krav på rettigheder og retfærdighed i skræmmende grad manglede oprigtighed og uselviskhed. Det var ikke, fordi de fulgte sandheden og retfærdighedens principper, at de fremsatte de rigtige regler og principper; den eneste grund var derimod, at disse tjente og begunstigede deres egne interesser. Beviset var, at de på ingen måde var rede til at anerkende de rettigheder for deres arbejdere og den ubemidlede befolkning, som de krævede for sig selv.

Deres ekstremistiske mentalitet kom tydeligt til udtryk i deres lærde forskeres og forfatteres udtalelser. De antog nogle få sande idealer og udvidede deres grænser på en unaturlig måde. Samtidig forkastede de fuldstændigt en række andre sande principper. I deres praktiske liv gjorde de de sandhedsprincipper, de selv havde udvalgt, gældende dér, hvor de havde en plads eller betydning. Men det er almindeligt kendt, at et sandt princip ikke længere kan forblive et sandt princip, når det overskrider sine egne grænser; da bliver det helt og aldeles et falsk princip, og dets modsatte virkninger begynder at vise sig. Den livsordning, der er blevet skabt under indflydelse af disse idéer om uhæmmet frihed, individualisme og demokrati, er i alle sine aspekter stærkt præget af en sådan ubalance. Men eftersom denne undersøgelse udelukkende er begrænset til det økonomiske område, vil der ikke blive taget hensyn til de øvrige områder. Vi vil alene ved at undersøge dette område vise, hvor ubalanceret et økonomisk system de har skabt ved at sammenblande en naturlig økonomisk ordning med egoisme og en ekstremistisk mentalitet, og hvor alvorlige konsekvenserne er blevet.

Den moderne kapitalistiske økonomi

I den foregående afhandling sagde jeg kort, at den økonomiske ordning, som er grundlagt på en fri og liberal økonomisk udbytningspolitik, har det faglige navn moderne kapitalisme (Modern Capitalism).

Grundprincipperne for den frie økonomiske ordning

Kapitalismen og den uregulerede økonomiske ordning bygger på syv grundprincipper, som her vil blive nævnt i rækkefølge:

1: Retten til privat ejendomsret

I et ureguleret kapitalistisk økonomisk system anerkendes privat ejendomsret ikke blot til almindelige dagligdags brugsgenstande som tøj, husholdningsartikler, møbler, huse, køretøjer og husdyr; den private ejendomsret etableres også til produktionsgoder som maskiner, våben, jord og råmaterialer. Privat ejendomsret til den første slags varer er uden videre blevet anerkendt af ethvert økonomisk system, men der er opstået stor uenighed mellem de forskellige økonomiske systemer om, hvorvidt produktionsmidler og transportmidler kan eller bør være privatejede. Det kapitalistiske økonomiske system har naturligvis også fuldt ud anerkendt privat ejendomsret på dette område. Ikke nok med det: Dette er selve grundlaget for det kapitalistiske økonomiske system og et af dets vigtigste kendetegn.

2: Friheden til at erhverve indkomst

Indbyggerne i det kapitalistiske samfund har fuld frihed til, enten individuelt eller organiseret i små grupper, at anvende deres egen kapital og deres egne produktionsmidler i produktionen. Hvad enten det resulterer i gevinst eller tab, må de selv bære det hele; ligesom de selv må påtage sig risikoen for tab, er der heller ingen hindring for, at de kan opbygge enorme profitter. De har også fuld frihed til at øge eller mindske produktionens omfang. Og fastsættelsen af prisen på de fremstillede varer er udelukkende underlagt deres vilje. De har fuld frihed til at ansætte folk mod en fast løn eller gage, til at påtage sig hvilke som helst vilkår eller forpligtelser i deres egen virksomhed og til at udarbejde regler for dette. Kort sagt skal alle forhold mellem købere og sælgere, arbejdere og ejere, herrer og tjenere gennemføres med fuld frihed, og der skal være fuld frihed til at gennemføre enhver gensidig aftale, uanset hvilke vilkår den indgås på.

3: Privat profit som drivkraft for arbejdet

Den kapitalistiske økonomi er med hensyn til udviklingen af produktionen af nødvendige varer helt afhængig af den personlige interesseregtigheds og rovgriskheds drivkraft. Denne egennytte og profitlyst findes naturligt i ethvert menneske, og det er den, der motiverer mennesker til at arbejde og til at kaste sig ud i produktivt arbejde. Ifølge kapitalismens tilhængere findes der ikke noget bedre – ja, heller ikke noget andet – der kan skabe arbejdsmotivation og begejstring hos mennesker. Hvis profitten begrænses, vil folks trang til at tjene penge samt deres arbejdsindsats og anstrengelser blive betydeligt mindre. Men hvis profitmulighederne står frie og åbne, og hvert menneske får fuld mulighed for at tjene det størst mulige beløb efter sin egen arbejdsindsats, sine anstrengelser og sine evner, vil enhver forsøge at udføre arbejde af størst muligt omfang og højeste kvalitet. Som følge heraf vil produktionens omfang automatisk vokse, og kvaliteten vil gradvist blive bedre. Alle mulige produktionsmidler og ressourcer vil begynde at blive udnyttet i størst muligt omfang, og forsyningsområdet for nødvendige varer vil blive større. På denne måde vil den personlige profitlyst yde en så enestående tjeneste til gavn for den samlede interesse, at det på ingen anden måde vil være muligt at yde en sådan tjeneste.

4: Konkurrence og rivalisering

Tilhængerne af den kapitalistiske økonomi siger, når de forsvarer kapitalismen og den frie udbytning, at konkurrencen og rivaliseringen i denne form for økonomisk system er den eneste ordning, der kan holde individernes yderligheder i skak og opretholde harmoni og balance mellem dem. Og denne ordning er også naturlig og spontan. Når der på det åbne marked er mange producenter, mange erhvervsdrivende og mange købere af den samme vare, vil priserne gradvist blive bragt i harmoni og balance under presset fra konkurrencen og rivaliseringen. Som følge heraf kan profitjagten ikke permanent overskride grænserne. Profitraten kan heller ikke falde helt bort; pludselige udsving i varepriserne er naturligvis en særskilt sag. På tilsvarende måde vil arbejdere og ejere, hver på deres plads, som følge af konkurrence og rivalisering fastsætte en gensidigt acceptabel lønsats. Denne konkurrence og rivalisering skal dog være åben og fuldstændig fri og må ikke indsnævres af nogen form for monopol (eneret).

Fem: Forskellen mellem ejernes og arbejdernes rettigheder

I det kapitalistiske økonomiske system er de ansatte, der er knyttet til enhver virksomhed, delt i to parter. Den første part består af virksomhedens ejere. De påbegynder og driver selv virksomheden eller industrien på eget ansvar og er i sidste ende ansvarlige for dens overskud og tab. Den anden part består af lønarbejdere og funktionærer. De har ingen forbindelse med hovedvirksomhedens overskud eller tab. De stiller blot deres egen tid, arbejdskraft og kvalifikationer og arbejdsevne til rådighed for denne virksomhed. Virksomheder lider ofte tab. Men lønarbejderne er tilfredse med blot at modtage deres løn. Undertiden går hele virksomheden også til grunde, så ejersiden mister alt. Men intet af dette tab rammer arbejderne. For deres vedkommende består forskellen blot i, at de, når det sted, hvor de i dag arbejder for løn, er gået til grunde, kun tvinges til at søge arbejde et andet sted.

Tilhængere af kapitalismen siger, at det netop fremgår af denne situation, at det ud fra retfærdighedens synspunkt er den, hvis hoved tabets byrde falder på, og som må bære virksomhedens risiko, der bør have del i fortjenesten. Lønarbejderne har kun ret til at modtage en passende løn, og denne løn skal være den, der i forhold til arbejdets art, beskaffenhed og omfang anses for retfærdig efter markedsprisen. Hvis virksomheden giver overskud, er der ingen grund til at forhøje lønnen med henvisning til overskuddet; omvendt kan der heller ikke være tale om at sænke lønnen med tabet som begrundelse, hvis virksomheden lider tab. Arbejderens pligt er blot at arbejde mod en fastsat løn; det er dette, der berettiger ham til at modtage løn. Hvis der sker nogen form for ændring op eller ned på dette område, vil det ske efter de naturlige regler for ændringer i priserne på andre varer. Hvis antallet af personer, der påtager sig arbejde, falder, og antallet af jobsøgende stiger, vil lønnen spontant falde, og omvendt vil lønnen stige. På samme måde vil en dygtig og fornuftig arbejders arbejde naturligt indbringe en højere løn. Virksomhedens ejere vil af hensyn til deres egne interesser og deres fortjeneste fortsat tilfredsstille ham ved at give ham belønninger og forfremmelser. I det omfang arbejderen selv får løn, vil han yde en tilsvarende ihærdig indsats for virksomhedens fremgang og korrekte drift. Ejersiden vil naturligvis tænke på at opnå større fortjeneste med lavere omkostninger; derfor vil den bestræbe sig på at betale så lidt i løn som muligt. Omvendt vil de arbejdende masser naturligt bestræbe sig på at opfylde deres behov med størst mulig komfort og velstand og på i nogen grad at forbedre deres levestandard. Derfor er det naturligt, at de oprigtigt bestræber sig på at få lønnen forhøjet. En sådan modsætning vil naturligt skabe en konflikt, men ikke desto mindre vil også dette område, ligesom alle mulige andre forhold i verden, udvikle sig gennem mange fald, stigninger, op- og nedture, og lønnen vil fortsat blive fastsat efter en sats, der kan accepteres af begge parter.

Seks: Afhængighed af den naturlige funktion af den gradvise udvikling

Kapitalismens tilhængere siger, at når alt i en virksomhed afhænger af at producere mere til lavere omkostninger for at opnå fortjeneste, må forretningsmanden af hensyn til sin egen interesse bestræbe sig på at anvende de mest videnskabelige metoder, vedligeholde maskiner og udstyr bedst muligt, skaffe store mængder råmaterialer til lave priser og forbedre alle metoder og hele organisationen i sin virksomhed. I et frit og ubegrænset økonomisk system udfører den indre mekanisme dette af sig selv uden nogen form for ydre påvirkning eller kunstig styring. Gennem den personlige indsats fra et stort antal adskilte og spredte individer og grupper udføres der, i overensstemmelse med naturlovene, sådanne opgaver til forbedring af samfundet som helhed og til sikring af dets velstand og komfort, at de ikke engang med hjælp fra en samlet plan kunne udføres så systematisk. I virkeligheden er dette en særlig plan fra naturens side, som virker uden at blive bemærket.

Syv: Statens og regeringens passivitet

Tilhængere af det kapitalistiske økonomiske system hævder, at hvis individer får mulighed for at arbejde med fuld frihed uden nogen form for hindringer eller begrænsninger, har naturen i overensstemmelse med de ovenfor nævnte grundprincipper skabt en sådan harmoni i samfundets velfærd og udvikling, at alle i sidste ende får gavn af det, når de arbejder sammen, selv om de i praksis hver især arbejder for deres egen personlige interesse. Som nævnt ovenfor vil individerne, når de gennem deres egen indsats kan opnå enorme fortjenester som belønning, bruge alle deres kræfter, evner og kvalifikationer på at producere rigeligt og i overdrevne mængder. Som følge heraf vil der uundgåeligt blive produceret store mængder bedre varer til gavn for alle. Når konkurrence og kappestrid begynder på det åbne marked mellem forretningsfolk, industrifolk og leverandører af råmaterialer, opstår der en naturlig balance i varepriserne, varernes kvalitet forbedres af sig selv, og det bliver af sig selv klart for samfundet, hvilke varer der er behov for, og i hvilken mængde. Staten og regeringen bør under ingen omstændigheder gribe unødigt ind i den naturlige proces for rigdomsproduktionen og derved ødelægge denne naturlige balance. Deres opgave er snarere at skabe de bedst mulige betingelser for at beskytte den personlige handlefrihed. Det er deres pligt at opretholde fred og sikkerhed i hele landet. De skal beskytte borgernes private ejendomsret. De skal håndhæve lov og orden for at sikre, at gensidige aftaler og løfter overholdes. Det er statens ansvar at beskytte landet og landets handel, erhvervsliv og rigdomme mod ydre angreb, modstand og alle farer. Statens pligt er at udføre rollen som retfærdig dommer, beskytter og regulator. Det kan aldrig være ønskværdigt, at den selv bliver forretningsmand, industrimand eller jordbesidder, eller at den ved gentagne gange at skabe hindringer forstyrrer forretningsfolks, industrifolks og jordbesidderes arbejde.

Årsagerne til sammenbruddet

Lige siden den moderne kapitalistiske økonomis fødsel er de nævnte principper blevet fremlagt for verden. Og selv om de indeholdt overdrivelser, blev de almindeligvis støttet over hele verden, fordi de set i lyset af virkeligheden rummede betydelig sandhed. I virkeligheden indeholder de ikke noget nyt. Siden tidernes morgen har menneskehedens økonomiske aktiviteter været udført på grundlag af disse principper. Det eneste nye i denne sammenhæng var den overdrevne strenghed, som borgerskabet udviste ved anvendelsen af visse principper i den industrielle revolutions økonomi. Desuden blev den borgerlige økonomi ikke opbygget på grundlag af de ovennævnte naturlige principper; tværtimod blev der knyttet en række fejlagtige principper til den. Derudover forkastede de nogle af de fejlagtige principper, som er uundværlige for et naturligt økonomisk system. I virkeligheden er disse lige så vigtige som de ovennævnte principper for en fri og uindskrænket økonomi. Af ren selviskhed fornægtede de mange af de principper, som de selv havde fremlagt. Det var kombinationen af disse fire ting, der gjorde det muligt at skabe alle de katastrofer, som opstod i den kapitalistiske økonomi, og det antog efterhånden en så skræmmende form, at hele verden begyndte at råbe op imod den.

Her fremlægges en kort undersøgelse og gennemgang af den kapitalistiske økonomis mangler og fejl:

For det første: De naturlige regler og love, som folk igen og igen påberåber sig til støtte for en fri og uindskrænket økonomi, er slet ikke sande, når man sammenholder dem med deres udsagn og handlemåde. Lord Keynes har med rette sagt, at der i verden ikke findes et så stærkt herredømme af moralske og naturlige regler og love, at der spontant vil blive skabt harmoni mellem den enkeltes interesser og samfundets interesser. Det er på ingen måde rigtigt at udlede som et grundprincip i økonomien, at den mest yderliggående egoisme altid bestræber sig på samfundets velbefindende. Det er heller ikke rigtigt at sige, at egoisme altid er gavmild. For ofte viser det sig, at en person, der stræber efter at fremme sine egne interesser, er så uvidende og svag, at han ikke blot er ude af stand til varigt at fremme nogen samlet eller national interesse, men ikke engang formår at varetage sine egne interesser.

I virkeligheden var disse overdrevne udsagn ikke blot fejlagtige set fra et logisk synspunkt; de borgerlige kapitalister beviste også gennem deres egne handlinger, at deres selviskhed på ingen måde var præget af gavmildhed. De dannede en samlet alliance mod almindelige købere, arbejdere og den regering, der skulle sikre fred og sikkerhed – altså mod alle tre på én gang – og konspirerede i fællesskab for fuldstændigt at tilegne sig den industrielle revolutions egentlige udbytte. Deres indbyrdes sammensværgelse knuste selve det største argument, som de havde fremført til støtte for en fri og uindskrænket økonomi. Det blev med andre ord bevist, at påstanden om, at en balance i fortjenesten automatisk skabes mellem alle gennem den naturlige proces med sammenbrud og genopbygning, er fuldstændig falsk. Derfor blev Adam Smith, den største tilhænger af en fri og uindskrænket økonomi, til sidst nødt til at sige: “Det er meget sjældent, at forretningsfolk mødes et eller andet sted og afslutter deres møde uden at have indgået en sammensværgelse mod offentligheden eller vedtaget en beslutning til fordel for en forhøjelse af varepriserne. Selv muligheden for at mødes ved forskellige festlige lejligheder undlader de ikke at udnytte til denne forbryderiske handling.”

På tilsvarende måde er kapitalisternes påstand om, at folket gennem privat ejendomsret og muligheden for frit initiativ og frit arbejde opnår visse rettigheder, som under ingen omstændigheder bør reguleres, stærkt overdreven og urimelig. Hvis en person inden for sin egen ejendom iværksætter aktiviteter, som skader tusindvis af menneskers livsgrundlag, eller hvis en person for at fremme sine egne interesser anvender sådanne fremgangsmåder i sine bestræbelser og handlinger, at hele samfundets sundhed, moral og sikkerhed bringes i fare, hvilken rimelighed kan der så være i at give ham ubegrænset frihed til sådanne handlinger og undlade at anvende loven for at forhindre ham i at skade samfundets interesser under påberåbelse af sine individuelle rettigheder? Også deres forståelse af regeringens neutralitet har de udvidet så langt ud over dens rimelige grænser, at den nødvendigvis må få skadelige følger. Hvis magtfulde personer gennem en alliance begynder at udbytte et stort antal mennesker, og regeringen da forholder sig som en tavs tilskuer og ser på løjerne eller begynder at beskytte netop de magtfuldes interesser, er det helt naturligt, at der som uundgåelig følge opstår en voldsom modreaktion. Og når en sådan modreaktion opstår, er der ingen garanti for, at den altid vil følge rimelige og forfatningsmæssige fremgangsmåder.

For det andet: Der er ingen tvivl om, at principperne for den frie og uindskrænkede ordning blev overdrevet i en sådan grad, at det især i den industrielle revolutions tidsalder var meget forkert. Den industrielle revolution medførte en grundlæggende ændring i produktionsmåden. Hvor man tidligere anvendte menneske- og dyrekraft, begyndte man i den industrielle revolutions tidsalder at anvende maskiner. Når én »maskine« blev installeret, kunne ti personer udføre tusind personers arbejde. En sådan produktionsmåde skaber naturligt beskæftigelse for et lille antal mennesker og stiller tusinder over for arbejdsløshed. Under en sådan produktionsmåde er kravet om privat ejendomsret, retten til frit og ubegrænset initiativ og konkurrence samt regeringens neutrale politik principielt uretfærdigt. En enkelt person eller en gruppe åbner pludselig en enorm fabrik i kraft af sine egne midler og ressourcer; men han bekymrer sig ikke det mindste om, hvilke katastrofer dette medfører for tusindvis af arbejdendes liv, når individuelle og små producenter rammes. Hvordan kan det være rimeligt? Dette betyder naturligvis ikke, at man her har benægtet det rimelige i at anvende maskinkraft i industriproduktionen. Pointen er derimod, at maskinkraft slet ikke burde være blevet anvendt helt blindt og uden nogen form for hensyn, og at det fra første dag burde have været regeringens pligt samtidig at planlægge og træffe foranstaltninger til at beskæftige de mennesker, som denne industrielle kraft gjorde arbejdsløse. Men fordi der ikke blev truffet sådanne foranstaltninger, opstod arbejdsløsheden straks, da den mekaniserede produktionsmåde blev taget i brug, som et så stort og varigt problem i menneskesamfundet, at tidligere historie ikke kendte noget som helst til en sådan tilstand. Det er almindeligt kendt, at arbejdsløshed ikke er betegnelsen for én bestemt ting; den er tværtimod ophavet til utallige komplicerede problemer i menneskets biologiske, åndelige, moralske og civilisatoriske liv. Men spørgsmålet er, hvilken ret en enkelt person eller en håndfuld mennesker kan have til inden for deres private ejendomsret at iværksætte aktiviteter, som skaber så alvorlige og komplicerede problemer i samfundslivet, og om noget fornuftigt menneske kan vove at kalde sådanne skridt for varetagelse af almenvellet og for en gavmild og uskyldig form for egoisme på det individuelle plan. Desuden er det umuligt at beskrive, hvor alvorlig den tåbelighed er, at nationalregeringen ved at give denne form for privat vilkårlighed fri og åben mulighed forbliver tavs og passiv og ikke tænker det mindste over, hvilken frygtelig katastrofe der kan ramme hele nationens liv som følge af en håndfuld menneskers aktiviteter.

Tre: Da maskiner og produktion på denne måde gjorde millioner af mennesker arbejdsløse, forlod de deres landsbyer, landdistrikter, kvarterer og slumområder og begyndte at trænge sig på hos store fabriksejere og forretningsfolk for at finde arbejde og lønnet beskæftigelse. Disse mennesker, der var på vej mod døden, blev da tvunget til at arbejde hårdt dag og nat for deres brød og udkomme mod den mindsteløn, kapitalisterne fastsatte. Alligevel fik alle de arbejdsløse ikke arbejde; en stor del forblev fortsat permanent arbejdsløse, og selv de, der fik arbejde, havde ingen mulighed for at forhandle sig frem til en aftale på gode vilkår med kapitalisterne. For de var selv kommet ud for at søge deres udkomme i en hjælpeløs situation. Hvis de ikke accepterede vilkårene efter kapitalisternes forgodtbefindende, havde de ingen mulighed for at skaffe brød til næste dag. Og selv hvis de forsøgte at forhandle, sad tusinder af andre sultende arbejdere parat til at fratage dem også denne mulighed. Kapitalismens tilhængere hævder, at en passende og retfærdig løn mellem arbejdere og arbejdsgivere automatisk fastsættes gennem udbud og efterspørgsel under frie konkurrenceforhold; på denne måde blev dette arguments tomhed offentligt bevist. For den mulighed for konkurrence, der faktisk findes her, er slet ikke fri og åben. Her har én person på forhånd fuldstændigt beslaglagt alle midler og muligheder for tusindvis af menneskers brød og udkomme. Da tusindvis af arbejdere, udmattede af sult og lidelse, nåede frem til hans dør, gav han ikke arbejde til dem alle, men kun til en tiendedel eller det dobbelte antal af de jobsøgende. Under sådanne forhold ligger al magt til at fastsætte lønnen hos den ene part, og ingen blandt de tusindvis af jobsøgende har mulighed for at få arbejdsgiverparten til at acceptere vilkår efter eget ønske. Derfor antog fattigdommens og nødens elendighed i samfundet, ud over arbejdsløshedsproblemet, et stadig mere katastrofalt omfang, samtidig med at den moderne kapitalisme bredte sig i industrialiseringens tidsalder. De, der var samlet ved de store industri- og handelscentre for at få lønnet arbejde og ansættelse, blev tvunget til at yde overdrevent meget arbejde og bruge megen tid mod en yderst ringe løn. I virkeligheden begyndte de at arbejde som rene dyr. De kom til at bo i byernes trange og mørke, dueslagslignende boliger, og deres helbred begyndte derfor at bryde sammen. Samtidig blev deres sindelag og mentalitet ubeskriveligt fornedret. Overalt opstod et beskidt miljø præget af selvcentrering og ekstrem egoisme. Selv mellem far og søn var der ikke længere nogen respekt, kærlighed eller medfølelse. For forældrene blev børnene, og for ægtemændene blev hustruerne, en uudholdelig byrde. Kort sagt har denne fejlagtige, ensidige, frie og ubegrænsede økonomiske ordens giftvirkning alvorligt plaget og ødelagt alle livets områder.

Fire: Hvad der desuden er påfaldende, er, at disse fortalere for grænseløs liberalitet og demokrati, som havde kæmpet mod jordbesidderne og sikret sig anerkendelse af deres stemmeret, og som var blevet eneherskere over brødet og udkommet for millioner af mennesker, ikke engang var parate til at give disse millioner af mennesker en smule stemmeret. De nød fuldt ud retten til at danne egne sammenslutninger af virksomhedsejere inden for samme branche og til at fastsætte priserne på varer, funktionærernes lønninger og arbejdernes løn; men de var på ingen måde parate til at give funktionærer og arbejdere retten til at organisere sig og i fællesskab forsøge at fastsætte løn- og vederlagssatserne. De hævdede endda gentagne gange, at de havde fuld ret til efter eget ønske at lukke fabrikker, samtidig gøre tusindvis af funktionærer og arbejdere arbejdsløse og på denne måde sulte dem til at arbejde for en lav løn. Men de var overhovedet ikke parate til at give tjenestefolk og lønarbejdere den mindste ret til gennem strejke at forsøge at forhøje deres løn. Hvis en arbejder blev gammel, syg eller uduelig, mens han arbejdede i deres virksomhed, ønskede ledelsen at have fuld ret til straks at afskedige ham; men de havde intet svar på den afskedigede arbejders smertefulde bøn: “Jeg har brugt mit helbred, min styrke og min ungdom på at fremme jeres virksomhed; hvor skal jeg nu, i min hjælpeløse situation, gå hen, og hvordan skal jeg stille min sult?” Den borgerlige klasse, som hævder, at opnåelse af personlig fordel er den eneste drivkraft for arbejde, glemte i den ovennævnte situation fuldstændigt dette argument, som den selv gentagne gange havde fremført. Om sig selv kunne den derimod ikke et øjeblik glemme, at ubegrænsede muligheder for profit ville give den et uovervindeligt arbejdsmæssigt engagement, og at dette ville gøre generel fremgang og velstand mulig. Men når det gjaldt tjenestefolk og lønarbejdere, glemte den fuldstændigt, at deres mulighed for profit ikke blot var begrænset, men helt snæver, og at de, hvis nutid var ødelagt og hvis fremtid var mørk, ikke havde nogen grund til at arbejde af hele deres liv og sjæl.

Fem: Desuden forlod de borgerlige kapitalister den naturlige og passende måde at drive handel på og tog for at fremme deres personlige interesser metoder i brug, som var fuldstændig i strid med samfundets interesser. Det førte til kunstige prisstigninger og bremsede fremgang og udvikling, bortset fra selve rigdomsproduktionen. Her skal nævnes nogle eksempler:

I denne forbindelse anvendes den metode, at man ved hjælp af kapitalens styrke køber dagligvarer og oplagrer dem; derved stiger priserne, fordi udbuddet bliver mindre end behovet, og efterspørgslen øges.

En anden metode er også blevet taget i brug: Talrige mennesker placerer sig mellem varernes egentlige producenter og egentlige købere og køber og sælger varer på usynlig vis udelukkende ved hjælp af bankpenge og telefoner, hvorved priserne bliver voldsomt forhøjede. Disse mellemled har imidlertid ingen forbindelse med produktionen af varerne, deres import eller eksport eller med at gøre dem anvendelige. Derfor kan de heller ikke have nogen legitim ret til at høste profit af dette. Endog bliver producerede varer brændt eller kastet i havet af frygt for, at deres værdi skal falde, blot fordi der er produceret for store mængder.

Man investerer enorme mængder kapital i produktion af luksusvarer og anvender metoder til at øge efterspørgslen efter dem gennem reklame, gratis uddeling, alle slags meningsløse påstande og ophidselse af begær. Disse varer er blevet tvunget ned over hovedet på hjælpeløse fattige og middelklassefolk som dagligdags fornødenheder, selv om de ikke engang er i stand til fuldt ud at opfylde deres livspligter.

Det er også blevet konstateret, at kapital og arbejdskraft ikke anvendes på produktion og distribution af de varer, som er nødvendige og yderst presserende for befolkningen; i stedet bruges de efter et liberalt og ubegrænset princip på at skaffe fuldstændig unødvendige varer. Det skyldes alene, at der er større mulighed for at høste profit på den sidste slags virksomhed end på den første.

I det kapitalistiske samfund gør en person eller en gruppe et produkt, der er yderst skadeligt for sundhed, karakter og civilisation og kultur, attraktivt og strålende alene ved kapitalens magt. Folkets lavere klassers begær ophidses åbent, så de får dem til at købe denne vare, og til sidst tvinges de til at skrive sig selv ind i konkursregistret. Til sidst bliver de endda ude af stand til at give sig selv og deres familier mad, så de bliver mætte.
Den mest skadelige og ødelæggende fremgangsmåde består i, at forskellige svage nationers naturlige rettigheder berøves for at fremme egne handelsmæssige og økonomiske interesser. Ved at dele verden op i forskellige regioner gør de enkelte nationers store kapitalister, handelsfolk, ågerkarle, industrifolk og forretningsmænd deres egne nationer unaturligt og grænseløst egoistiske og kaster dem ind i en evig konflikt og kamp mod hinanden. Følgen er, at denne situation hverken kan bringes under kontrol gennem krig eller gennem fredsaftaler.

På baggrund af ovenstående drøftelse kan man spørge, om man virkelig kan håbe, at arbejdet for helhedens interesse automatisk vil blive udført, hvis individerne får fri og ubegrænset mulighed for at handle i egen interesse. Derved fremlagde de snarere selv et bevis for hele verden på, at princippet om ubegrænset og uhæmmet økonomisk udbytning aldrig kan være generøst og uselvisk. Især hvis den økonomiske og politiske magt også er koncentreret, og de selv samtidig er lovgivere, vil størstedelen af individernes bestræbelser ikke blive viet til samfundets interesser; tværtimod vil nationens og fællesskabets interesser blive tvunget til at ofre sig på egeninteressens alter.

Seks: Oven på disse ødelæggende handlinger har kapitalisterne antaget endnu et skadeligt princip. De har givet samfundets individer fri ret til at samle kapital og investere den på rentevilkår. Som en afskyelig syndig skik har rentevæsenet altid været udbredt i næsten alle samfund i verden. Også verdens love har ofte tolereret det, om end med afsky.

Men efter den gamle arabiske uvidenhedstid var det den moderne vestlige uvidenhedstids borgerlige tænkere, der ophøjede denne skik til den eneste fornuftige metode i forretninger og det eneste sunde grundlag for hele økonomien, og som skabte et gunstigt miljø for vedtagelsen af sådanne love i landet, at det i stedet for låntagerens interesser var renteopkræverens interesser, der blev støttet. En detaljeret drøftelse af denne enorme fejltagelse og dens følger kan tages op andetsteds, men her er det tilstrækkeligt kort at antyde, at resultatet af at yde lån mod rente, optage lån og gøre renter til det økonomiske grundlag blev, at strømmen af magt, rigdom, indflydelse, alle interesser og fortjenester som følge af den uhæmmede industrielle revolution begyndte at flyde endnu kraftigere end før, og at ubalancen i samfundslivet som følge heraf nåede sit yderste.

Derefter blev de, der på den ene eller anden måde havde formået at erhverve sig en vis rigdom, samfundets privilegerede. Sammenlignet med den person, der var i stand til at investere kapital i rentebaseret virksomhed og sidde sorgløst derhjemme, blev de mere talentfulde forretningsfolk, de flittige arbejdere, planlæggerne og organisatorerne samt de mennesker, der arbejdede af alle kræfter under alle forhold for at drive forretning og udførte alt arbejdet med at producere og levere nødvendige varer, fuldstændig ringeagtede og oversete. For fortjenesten ved alle disse aktiviteter er helt usikker og ubestemt, mens fortjenesten ved rentevirksomhed er fast og på alle måder garanteret. I de nævnte aktiviteter er der mulighed for tab, men i den førstnævnte aktivitet er en fast og ren fortjeneste helt sikker. Disse mennesker er tvunget til at bekymre sig om forretningens gode og dårlige sider samt dens fremgang og tilbagegang, mens den, der driver rentevirksomhed, kun interesserer sig for renter. Når han ser fremgang i forretningen, fortsætter han uden tøven med at investere kapital i den. Men når alle muligheder for fortjeneste til sidst forsvinder, og forretningen går tilbage, rækker han ikke en hjælpende hånd ud; han begynder tværtimod at kræve den tidligere investerede kapital tilbage. Som følge heraf opstår der en alvorlig depression i hele verdens forretningsliv. Under alle forhold er det andre mennesker, der må bære alle tab, vanskeligheder og farer; den renteorienterede forretningsmand møder kun svingninger i fortjenestens størrelse. Ikke blot forretningsfolk, industrifolk og jordejere, men selv de nationale regeringer bliver hans slaver. Regeringen udfører vejbyggeri, brobyggeri, kanaludgravning og andre udviklingsarbejder med hans penge, og ikke blot i nogle få år, men i flere århundreder opkræves der skatter fra enkeltpersoner og bringes helt til hans hjem. Selv hvis nationen bliver udsat for krig, og mennesker bliver dræbt, deres hjem ødelagt eller de berøvet deres far, søn eller ægtefælle, er statskassen på ingen måde villig til at påtage sig ansvaret for nogen af dem. Men de mennesker, der blev dræbt i denne krig, må selv betale for, at de få af nationens medlemmer, som lånte penge ud til krigen, får deres penge tilbage over hundrede eller to hundrede år. Således begår det rentebaserede økonomiske system den største uretfærdighed på alle måder og i alle retninger mod samfundets vigtigste rigdomsskabende aktører (de vigtigste faktorer). Dette system har overgivet kontrollen med hele den nationale økonomi til en håndfuld kapitalister. De har ikke den mindste interesse i samfundets velfærd og udvikling, og på tilsvarende måde udfører de heller ikke noget arbejde, der er gavnligt for samfundet og fællesskabet. Men eftersom kapitalen, hele det økonomiske systems livsnerve, er kommet under deres kontrol, og landets lov har givet dem fuld ret til at opspare den og investere den mod rente, er de ikke blot blevet de største deltagere i den rigdom, der frembringes af hele samfundets arbejde; de har også fået magten til at gøre hele samfundet til slaver af deres egne interesser og til at spille et ødelæggende spil med forskellige nationers og landes skæbne.

Syv: I det nyere samfund, der er blevet opbygget på de nævnte grundlag for den moderne kapitalistiske økonomi, er der ingen plads til medfølelse, samarbejde, barmhjertighed, velvilje eller sådanne egenskaber. I et sådant samfundssystem er der ikke engang anerkendt en ret til at modtage hjælp fra sin egen bror, for slet ikke at tale om andre mennesker. På den ene side gør opfindelsen af hver ny maskine hundredtusinder af mennesker arbejdsløse på et øjeblik. På den anden side har hverken regeringen, samfundet eller fabriksejerne noget ansvar for disse arbejdsløse, indkomstløse, hjælpeløse og handicappede mennesker. Det er ikke det hele: Dette nye system frembragte en sådan situation og skabte en sådan moral blandt folk, at ingen længere følte en pligt til at tage den faldnes hånd og hjælpe ham op. Alle de foranstaltninger, som dette samfund har foreslået mod ulykker, sygdom, død, alderdom og alle andre vanskelige forhold, er kun blevet truffet for indtægtserhvervende mennesker og for sådanne mennesker, der tjener så meget, at de kan opspare mere end det nødvendige. Men hvorfra skal de, der ikke kan tjene det mindste, eller som kun tjener nok til at holde sig i live, få hjælp i deres vanskelige situation? Det eneste svar, som de moderne kapitalister har, er, at en sådan hjælpeløs person skal pantsætte sit tøj, sine ejendele eller sin hustrus smykker hos en pengeudlåner og optage et lån mod rente til tre taka pr. hundrede om året. Og hvis han til sidst ikke kan tilbagebetale lånet med renter, må han igen optage et rentebaseret lån hos den samme pengeudlåner for at betale det tilbage.

Hvis millioner af mennesker i samfundet faktisk er uden levebrød og hundreder af millioner tjener så lidt, at de ikke er i stand til at købe dagliglivets nødvendigheder, selv om butikkerne er fyldt med dem, hvordan kan der så opstå fremgang inden for industri og handel? Derfor ser vi denne mærkelige situation: Der findes enorme mængder af produktionsmidler og -ressourcer, hundreder af millioner arbejdsdygtige mennesker går arbejdsløse omkring, og der findes også hundreder af millioner mennesker, som trods manglen på nødvendige varer ønsker at købe luksusvarer; og alligevel producerer verdens fabrikker mindre, end deres kapacitet tilsiger. Selv disse varer ligger hobet op på markedet, og de ligger kun dér, fordi folk ikke har tilstrækkelige økonomiske midler til at købe dem. Det er ikke muligt at beskæftige hundreder af millioner mennesker, fordi selv den beskedne mængde varer, der produceres, igen ligger usolgt hobet op på markedet. På den anden side kan kapitalen og naturressourcerne heller ikke udnyttes tilstrækkeligt. For selv den begrænsede anvendelse, der finder sted, har vanskeligt ved at blive rentabel, for slet ikke at tale om at vove at investere yderligere kapital og naturressourcer. En sådan situation beviser af sig selv, at det argument, som borgerlige tænkere fremfører til fordel for kapitalismen – at bestræbelsen på individuel profit i en fri og ubegrænset økonomi automatisk sikrer udvikling af produktionsmidlerne og øger produktionen – er fuldstændig grundløst. Faktisk er det ikke blot sådan, at udvikling og øget produktion er udelukket under sådanne forhold; erfaringen har vist, at de på grund af deres egen uvidenhed også har skabt hindringer for deres egen vej til en reel profit.

Socialisme og kommunisme

Det er netop på grund af de årsager, der blev analyseret i det foregående kapitel, at der er opstået forskellige mangler, fejl og katastrofer i det samfund og den økonomi, som industrirevolutionen frembragte. Hvis man tænker grundigt over den forklaring og analyse, vi har fremlagt på de foregående sider, vil det stå helt klart, at de omtalte mangler og katastrofer ikke opstod på grund af de naturlige grundprincipper, som borgerskabets folk fremsatte til støtte for den frie økonomi. Den egentlige grund var derimod de andre fejl, som de blandede sammen med disse korrekte principper.

Hvis man derfor havde kunnet blive opmærksom på disse fejl i rette tid, og hvis vesterlændingene på dette nye revolutionære stadium havde været i stand til at opbygge et afbalanceret og retfærdigt økonomisk system, ville industrirevolutionen have vist sig som en enestående velsignelse og en enorm fordel for dem selv og for hele menneskeheden. Men det er dybt beklageligt, at den vestlige ånd og karakter også på dette stadium udviste den samme svaghed, som de tidligere ved flere lejligheder havde vist. Ligesom de tidligere var blevet vildledt, fortsatte den senere historie derfor ad denne uoverensstemmelses og ubalances vej. Borgerskabet har nu indtaget præcis den plads, hvor godsejerne, kirkens ledere og herskere samt de kongelige dynastier tidligere stod og udviste fanatisme, undertrykkelse og uønskede overdrivelser; og den plads, hvor borgerskabet tidligere stod som personificeringen af krav om rettigheder, klager, vrede og protest, er nu blevet indtaget af de arbejdende masser. Tidligere forsøgte de tilfredse og velstillede klasser i lenssamfundet ved en fejlagtig anvendelse af visse sandheder om religion, moral og naturlov at lukke munden på de berøvede masser til forsvar for deres uønskede forskelle og rangordninger samt deres ulovlige rettigheder og undertrykkende bånd. I det kapitalistiske system er de tilfredse klassers folk nu begyndt at gøre præcis det samme. Tidligere brugte borgerskabets folk i vrede, stædighed og irritation det meste af deres kraft mod de grundlæggende sandheder, som deres modstandere støttede sig til, i stedet for at forstå godsejernes og præsternes egentlige fejl og protestere og reagere korrekt imod dem. På samme måde har de arbejdende mennesker og deres ledere nu under det ustoppelige pres fra vrede og had fuldstændig mistet sansen for harmoni og balance; i stedet for at rette deres angreb mod de virkelige fejl og mangler i det borgerlige samfund og dets civilisation angriber de de sande og naturlige grundprincipper, som menneskesamfundet, civilisationen og økonomien har været genopbygget på siden skabelsens begyndelse.

Folk fra middelklassen var trods deres tusindvis af svagheder og fejl dog i nogen grad talentfulde og uddannede. Derfor var de i nogen grad i stand til at bevare deres mentale balance under klagernes og uforsonlighedens voldsomhed. Men da de folk, der i århundreder havde været undertrykt og plaget – og som tydeligvis manglede viden, begavelse, eftertanke, erfaring og alt andet af den slags – blev urolige og fortvivlede af sorg og lidelse, og deres hjerter løb over af nød og klager, blev de for alvor voldsomme og oprørske. Så var der ikke længere tale om, at de først prøvede noget af på fornuftens og argumenternes målestok, før de accepterede det. På dette tidspunkt var det den lære og fremgangsmåde, som syntes mest effektiv til med størst mulig intensitet og voldsomhed at tilfredsstille deres had, vrede og ønske om hævn, der i højeste grad formåede at tiltrække deres sind.

Det er faktisk det barn, der fødes i ideologiernes verden som følge af den fattige klasses udbrud, vrede og harme, der i terminologien kaldes »socialisme«. [Note: Grundbetydningen af »socialisme« er socialitet. Dette begreb blev opfundet for at udtrykke betydningen af den moderne kollektivisme som modsætning til individualismen, der er grundlaget for det kapitalistiske samfundssystem. Allerede før Karl Marx begyndte man under dette navn at fremlægge talrige og forskellige ideologier og tankemæssige idealer; deres fælles formål var at skabe en livsordning, hvor hele samfundets velfærd kunne fremmes samlet og kollektivt. I praksis forblev det hele dog kun trykt på papir. Som svar på dette generelle krav fremlagde Marx en særlig form for socialisme, som kaldes »videnskabelig socialisme«, »marxisme«, »kommunisme« og lignende. Det er denne, der behandles her, for det er den, der har slået rod på jorden. Vi har med vilje forkastet terminologiske finesser og vil her bruge de ord, der anvendes i almindeligt sprog, og som den almindelige læser kender og let forstår.] Den opstod inden for et halvt århundrede efter den moderne kapitalismes fødsel, og før et halvt århundrede var gået efter dens fødsel, var jordens bæger allerede løbet over af dens altomfattende katastrofer og ødelæggende aktiviteter.

Socialismen og dens grundprincipper

Ophavsmændene til denne nye lære rettede først og fremmest et angreb mod »ejendomsretten«. De sagde, at den var hovedårsagen til alle former for ulykke. Der er ingen skade ved, at beklædningsgenstande, dagligdags brugsgenstande, møbler og andre lignende ting er privatejede. Men jord, marker, tekstilfabrikker, redskaber og andre produktionsmidler og -genstande bør aldrig være underlagt privat ejendomsret. For så snart nogen bliver ejer af blot én af disse ting, vil han bruge den til at skabe rigdom, og når han har skabt rigdom, vil han naturligvis samle og opspare den. Derefter vil han købe mere jord, flere marker eller flere tekstilfabrikker og således udvide sine muligheder for at skabe rigdom. Når han har udvidet dem, vil han sætte andre mennesker i arbejde på grundlag af en fast løn, dagløn eller akkord, og så snart han gør det, vil han gøre alt det samme som den borgerlige kapitalisme. Derfor skal selve den rod, hvorfra en sådan fare udspringer, rykkes op. »Når bambussen ikke er der, kan fløjten heller ikke spille.«

Det blev så spørgsmålet, om privat ejendomsret til produktionsmidlerne, ligesom til brugsgenstande, overhovedet var noget nyt i det menneskelige samfund, eller om det blot var noget, som de borgerlige kapitalister selv havde opfundet og udtænkt. I virkeligheden er den grundlaget for samfundslivet, og helt fra oldtiden har det menneskelige samfunds og økonomiens fundament været bygget på den. Er det virkelig så let at beslutte sig for at rykke et sådant grundlæggende system op med rode?

Som svar blev der straks udarbejdet og fremlagt en fuldstændig historie, og det blev sagt, at privat ejendomsret til produktionsmidlerne aldrig var blevet anerkendt fra det menneskelige samfunds første dage; det var blot senere tiders magtfulde klasser, der af hensyn til deres egne interesser havde indført den i samfundet.

Det blev sagt, at denne ret til privat ejendomsret siden tidernes morgen var blevet anerkendt af alle verdens religioner, alle former for moralske regler og alle verdens love, og at ingen af dem nogensinde havde anset et samfund og en økonomi, der var bygget på privat ejendomsret til produktionsmidlerne, for at være forkert.
Som svar blev det uden den mindste betænkning sagt, at religion, moral og lov i enhver tidsalder var blevet brugt som redskaber for de indflydelsesrige mennesker. På et tidspunkt havde mennesker oprettet et monopol på produktionsmidlerne, og for at beskytte og styrke deres eget monopol blev der behov for bestemte ideer, skikke og love. De, der udformede og fremlagde disse efter deres egne hensigter, opnåede i samfundet status som profeter, Guds sendebud, vismænd og asketer, lærere i moral samt lovgivere og retsstiftere. Arbejderne havde i lang tid været nedsunket i denne labyrint, men nu ville de knuse den én gang for alle.

Det blev sagt, at det for at udrydde ejendomsrettighederne ville være nødvendigt at skabe en hård og total konflikt samt en endeløs kamp, og at tilhængere af forskellige anskuelser i hver nation måtte bringes ind i indbyrdes kamp. I landsby efter landsby og kvarter efter kvarter ville klassekampens ild flamme voldsomt op. Som svar blev der straks fremlagt en ny historiesynsmåde. Heri blev det hævdet, at hele den menneskelige civilisations udvikling var blevet gennemført gennem klassekamp. Der kunne ikke være nogen anden vej til udvikling.

Alligevel rejste der sig endnu et spørgsmål: Det ligger i ethvert menneskes natur at arbejde for sin egen personlige profit og interesse som en grundlæggende tilbøjelighed, og ethvert menneskebarn fødes fra moderens livmoder med denne tilbøjelighed. Hvis man fratager individerne ejendomsretten til produktionsmidlerne og ikke giver dem mulighed for at opnå profit i forhold til deres egen indsats og stræben, vil den medfødte tilbøjelighed til at arbejde og yde en indsats blive udslettet. Og det vil i sidste ende vise sig at være yderst ødelæggende for den menneskelige civilisation og kultur.

Straks blev der som svar sagt: Forestillingen om medfødte tilbøjeligheder og arvelige anlæg – alt dette er blot borgernes opfundne påfund. Mennesket rummer slet ikke noget sådant. Alle dets tilbøjeligheder og forestillinger er udelukkende et resultat af det sociale miljø. Hvis man blot ændrer ét miljø og placerer mennesket i et andet, vil dets sind og hjerne begynde at tænke på en helt anden måde. Dets hjerte vil blive grebet af andre forestillinger. Dets sind vil få et nyt perspektiv. Så længe systemet med privat ejendomsret består, vil »individualistisk tankegang« bestå. Men så snart et system med socialt ejerskab er blevet indført, vil alle mennesker blive »socialt indstillede«.

Det blev spurgt, hvordan alle økonomiske aktiviteter kunne ledes, når den private ejendomsret var blevet afskaffet. Svaret var, at alle produktionsmidler – jord, marker, fabrikker samt alle former for handels- og industrivirksomheder – skulle tages ud af private hænder og gøres til national ejendom. Deres profit skulle fordeles blandt dem, der arbejdede i disse virksomheder. Hele det økonomiske system skulle ledes af de ledere, som blev valgt ved disse arbejderes stemmer.

Spørgsmålet opstod: Hvordan skal man afskaffe ejendomsretten hos dem, der i dag ejer jord, fabrikker og andre produktionsmidler, og etablere socialt, nationalt ejerskab? Som svar på dette spørgsmål er der blevet fremsat to forskellige synspunkter:

1. Tilhængerne af den ene retning har svaret, at man for at nå dette mål vil benytte demokratiske metoder. Man skal ændre den offentlige mening, tage statsmagten i besiddelse og gennem lovgivning gradvist gøre landbrug, ejendom, industri og handel til genstand for nationalt og kollektivt ejerskab, undertiden mod erstatning og undertiden uden erstatning. Det er især tilhængerne af dette synspunkt, der kaldes socialister. Nogle gange kaldes dette synspunkt »gradvis socialisme«.

2. Tilhængerne af den anden retning mener, at demokratiske aktiviteter ikke kan indlede nogen grundlæggende forandring. Derfor er et revolutionært program nødvendigt og uundværligt. De ejendomsløse arbejdende masser skal organiseres, og der skal føres krig og kamp mod den ejende klasse med alle tænkelige midler og metoder. Den borgerlige regerings grundlag skal rykkes op med rode, og arbejdernes diktatoriske styre skal etableres. Derefter skal jorden med magt tages fra jordejere, fabrikker fra fabriksejere og virksomheder fra handelsfolk; enhver, der kommer for at hindre denne målsætning, skal kastes i ødelæggelsens gab. Alle former for klasseforskelle skal afskaffes, og hele landets befolkning skal forvandles til én eneste klasse, nemlig den klasse, der tjener sin indkomst gennem eget arbejde; samtidig skal det ved lov forbydes at ansætte nogen på individuelt plan mod løn og at modtage fortjeneste fra hans arbejde. (Bemærk: Ifølge den kommunistiske lære er det tilladeligt, at en skrædder eller kok personligt syr tøj eller tilbereder brød og giver det til andre. Men hvis han ansætter nogen mod løn eller vederlag og benytter hans hjælp i sit arbejde, bliver han dermed »borgerlig«. Hele hans virksomhed bliver da en så alvorlig forbrydelse, at den mildeste straf er konfiskation af ejendom.)

Når revolutionen således er blevet fuldbyrdet, og der ikke længere er nogen frygt for, at kapitalistklassen skal genopstå, vil dette diktatoriske styre af sig selv (hvordan det sker, ved Allah alene) falde af som et tørt blad. Derefter vil en sådan statsordning af sig selv (men hvordan?) indtage dens plads, hvor alle livets områder vil fungere smukt på grundlag af menneskers indbyrdes vilje, tilfredshed, rådslagning og samarbejde, uden statsapparat og tvang. Denne metode og opfattelse af samfundsforandring kaldes »revolutionær socialisme«. Den betegnes også som »bolsjevisme«. Dens filosofiske navn er »marxisme«, men i dag er den blandt verdens mennesker kendt og berømt som »kommunisme«.

I halvfjerds eller firs år blev denne nye form for socialisme udbredt i Europa og i de lande, der var påvirket af Europa, med utallige forgreninger og forskellige former for tænkning. I begyndelsen var den blot nogle forvirrede menneskers vanvid. Dens argumenter, metoder, beviser og resultater var alle sammen meningsløse vrangforestillinger. Den blev kun populær blandt vrede og oprørte lønarbejdere og arbejdere; det skyldtes ikke noget intellektuelt eller vidensmæssigt grundlag, men udelukkende ophidset og voldsom følelsesmæssig begejstring. Men blandt vesterlændingenes utallige svagheder findes en særlig bemærkelsesværdig og forunderlig svaghed: Enhver form for ekstremisme og revolutionær holdning betager og tiltrækker dem. Især når der er tale om noget aldeles værdiløst, om meningsløst vanvid, som fremlægges med høj røst og frygtløst, mens alle almindeligt anerkendte sandheder skamløst benægtes og tilsidesættes, og ens påstande på en vis måde ordnes og forfines efter videnskabelige metoder, så der som følge heraf opstår et system. (Bemærk: Der ligger ingen geografisk misundelse eller fjendtlighed til grund for denne udtalelse. Situationen for de mennesker i Østen, der har en vestligt orienteret mentalitet, er endnu værre end deres. Vesterlændingenes mentale tilstand er trods alt noget bedre. De tiltrækkes af stærke ord og foretrækker et system eller en videnskabelig metode og fremgangsmåde. Men de mennesker her i landet, som har en slavisk mentalitet, følger blindt enhver vestlig leders ord og bliver betaget og påvirket af det.) Den videnskabelige socialisme, der her er tale om, besad i fuldt mål disse egenskaber. Derfor blev utallige begavede mennesker fra den lavere middelklasse samt enkelte vanvittige eller snedige personer fra borgerskabet tiltrukket af denne lære. Der begyndte at blive fremstillet bunker af bøger og tidsskrifter til forklaring og analyse af denne opfattelse samt til dens udbredelse og propaganda. I forskellige dele af verden organiserede utallige partier og grupper, der støttede den socialistiske opfattelse, sig, og til sidst begyndte utallige mennesker med stor alvor at mene, at det på grundlag af denne lære var muligt at etablere en samfundsmæssig, kulturel og økonomisk orden.

Kommunismen og dens fordele og ulemper

Der er indtil nu ikke blevet fremlagt nogen bedrift eller noget bidrag fra den regelbundne eller gradvise kommunismes side på verdensscenen. Derfor er det ikke muligt for os at danne os et billede af den praktiske proces, hvorved den private kapitalisme skulle omdannes til et socialistisk system, eller af dens resultater. Derfor vil vi i stedet undersøge og vurdere den revolutionære kommunismes bedrifter. Den udnyttede Første Verdenskrig i 1914-18 til i praksis at skabe en revolution i Rusland og formåede i overensstemmelse med et fast ideal, en fast lære og et fast synspunkt at etablere en fuldstændig samfunds- og statsordning. (Bemærk, at forskellen mellem socialisme og kommunisme ligger i handlingspolitikken. Begge er fuldstændig enige om nationaliseringen af alle produktionsmidler. På dette punkt er der ikke den mindste forskel mellem dem. Derfor vil alt, hvad der skrives om nationaliseringen af ejendom og produktionsmidler og dens resultater, bortset fra handlingspolitikken, gælde for begge læresystemer.)

Russisk kommunisme har indtil for få år siden været genstand for heftige kontroverser. Derfor har både tilhængere og modstandere ført betydelige stridigheder og trukket i hver sin retning, når det gjaldt vurderingen af dens fordele og ulemper.

Dens tilhængere har medregnet mange ting blandt dens fortjenester, som i virkeligheden ikke er kommunismens egne. De er snarere blot et resultat af, at styret er blevet koncentreret i hænderne på kvalificerede og kompetente mennesker. På den anden side forsøger dens modstandere at påvise en række fejl og mangler ved den, som grundlæggende ikke er kommunismens fejl. De er snarere opstået, fordi tyranniske og snæversynede mennesker er kommet til magten.

Et af de russiske tilhængeres principper er, at de sammenligner Ruslands videnskabelige, intellektuelle, kunstneriske og kulturelle tilstand under zartiden med den nuværende tilstand og tilskriver kommunismen al den fremgang, der påvises som forskellen. Men der er ingen tvivl om, at dette principielt er en kolossal fejltagelse. Hvis man sammenligner den udvikling, Rusland har gennemgået i løbet af tredive eller toogtredive år, med den udvikling, Amerika, Japan eller Tyskland gennemgik i en tilsvarende periode, vil det sandsynligvis vise sig, at udviklingstempoet i de sidstnævnte lande var større. Som eksempel kan nævnes, at den fremgang, Japan havde opnået inden for uddannelse, industri, handel, udnyttelse af naturressourcer og rigdomsskabelse i 1818, var blevet langt større på disse områder, da Japan besejrede Rusland i 1904. Hvilken udvikling havde Tysklands indbyggere ikke nået fra den tilstand, landet befandt sig i 1870, frem til begyndelsen af det tyvende århundrede, hvad angår deres videnskabelige og intellektuelle forhold samt produktionen af landets økonomiske midler og ressourcer? Hvis man sammenligner Ruslands udvikling med udviklingen i disse lande over tilsvarende perioder, hvor stor en del af æren vil da tilfalde Rusland? Skal man så acceptere det princip, at hvis et land opnår en ekstraordinær udvikling i en bestemt periode, skal al den ros, det fortjener, også tilfalde landets livsordning, økonomi og styreform? Alligevel kan ledernes personlige dygtighed, arbejdsevne og deres hjælperes hengivenhed ofte frembringe sådanne enorme resultater, selv når hele samfundslivet fungerer efter fejlagtige principper. På tilsvarende måde er der blandt de fejl og mangler, som propagandaen retter mod det kommunistiske Rusland, mange, der i fuldt mål også findes under de kommunistiske herskeres styre. Hvorfor skulle man så henføre disse fejl og mangler til landets samfundsordning og økonomi i stedet for at tilskrive dem dårlige mennesker?

Fortjenester

Hvis vi ser bort fra de irrelevante forhold og undersøger de præstationer, som den oprindelige kommunisme har åbenbaret for os gennem de praktiske erfaringer med russisk kommunisme, finder vi følgende under fortjenesterne:

For det første: Når jord, fabrikker og al handel er blevet taget ud af private hænder, har resultatet været, at den fortjeneste, der opstod mellem varernes pris, omkostningerne og deres markedspris, og som tidligere blev fordelt mellem godsejere, fabriksejere og handelsfolk, derefter begyndte at blive opsparet direkte i statskassen. Det blev således meget lettere at anvende disse fortjenester på almennyttige formål.

For det andet: Da hele landets produktionsmidler blev underlagt ét system, blev det på den ene side muligt at anvende dem til større udvikling og forholdsvis mere velfærdsskabende formål efter en veltilrettelagt plan. På den anden side blev det muligt at gennemføre en samordnet forvaltning, der kunne imødekomme hele landets behov.

For det tredje: Da regeringen havde taget alle produktionsmidler under sin kontrol og begyndte at lede dem efter en omfattende plan, blev det muligt at beskæftige alle arbejdsdygtige og kompetente mennesker i landet. Desuden blev det langt lettere, gennem uddannelse og oplæring efter en veltilrettelagt ordning, at uddanne det nødvendige antal medarbejdere til de nødvendige opgaver og stillinger i hele økonomien.

For det fjerde: Da den fortjeneste fra landbrug, industri og handel, som er nævnt under punkt ét, kom under regeringens kontrol, blev en del af den anvendt til »social insurance«, det vil sige, at mennesker over hele landet, som ikke er i stand til at udføre arbejde, der sikrer deres levebrød, som midlertidigt eller permanent bliver uarbejdsdygtige, eller som på grund af sygdom, fødsel og mange andre omstændigheder har behov for hjælp, får støtte fra en fælles national fond.

Skade

Det kan ikke benægtes, at de sygdomme, der var opstået i samfundslivet som følge af den frie økonomi, bliver behandlet effektivt gennem kommunismens operation. Men dens indholdsløshed vil blive tydelig, så snart man undersøger, hvilken pris Rusland har måttet betale for det, og hvilken ny sygdom der er opstået i stedet, efter at den tidligere sygdom blev fjernet:

For det første kunne det, at jord, marker, fabrikker og andre produktionsmidler blev frataget enkeltpersoners ejerskab og rådighed og gjort til national ejendom, under ingen omstændigheder gennemføres som en leg eller spøg. I virkeligheden var det en yderst vanskelig og besværlig opgave. Den blev gennemført gennem flere års vedvarende og uafbrudt brutal undertrykkelse og mishandling. Det er let at forstå, at hvis man beslutter med magt at fratage millioner af mennesker deres små og store ejendomme, vil de ikke uden videre være parate til at bøje hovedet for det. Hvor og hvornår noget sådant gennemføres, må det nødvendigvis skabe et omfattende blodbad og et raseri af drab. For at gennemføre dette i Rusland måtte revolutionærerne kaste omkring 1,9 millioner mennesker i dødens gab. To millioner mennesker blev idømt forskellige straffe. Og fire-fem millioner mennesker blev fordrevet, deporteret og spredt fra deres fædreland, hvor de måtte lide og dø forskellige steder i verden. Mange, endog blandt tilhængerne, råbte op over den tragiske måde, hvorpå flere hundrede tusinde små og mellemstore jordejere (kulakker) blev tilintetgjort udelukkende for at gennemføre den nationale landbrugspolitik.

For det andet: Hvis man med tvang forsøger at berøve og fordrive dem, der efter hele verdens almindeligt anerkendte religiøse, moralske og juridiske normer er retmæssige ejere af deres formue og ejendom, for at gennemføre en egenmægtig og nyskabt plan udtænkt af en bestemt person eller gruppe, må man klart benægte alle disse religiøse, moralske og civilisatoriske bestemmelser, som strider mod ens ideologi. Ikke nok med det: Samtidig med at ejendomsretten ødelægges, må man bruge alle sine kræfter på også at udrydde disse religiøse og moralske bestemmelser fra grunden. Desuden må man udforme en ny filosofi og et nyt principgrundlag for at gennemføre sin plan ved hjælp af al slags hensynsløshed, brutalitet, uretfærdighed, løgn og bedrag. På grundlag af dette skal enhver form for uret, uretfærdighed, undertrykkelse, mishandling, brutalitet og hårdhed kunne anses for fuldt ud berettiget. Netop derfor blev kommunistiske ledere og embedsmænd tvunget til at føre omfattende propaganda mod Allah og religionen for at fuldføre den revolution, de havde planlagt; samtidig udryddede de brutalt de religiøse mennesker i de muslimske og kristne samfund sammen med bourgeoisiet, og de måtte opbygge en ny ideologi om karakter og moral. Med Lenins ord er denne ideologi som følger:

»Vi forkaster alle former for principper og filosofier, der er baseret på en tro på en højere verden, eller som er hentet fra tanker, der strider mod forestillinger, der udspringer af klasseforskelle. Efter vores mening er moralen fuldstændig og udelukkende underordnet klassekampen. Hvad der end måtte være nødvendigt af handlinger og midler for at tilintetgøre det gamle profitbaserede samfundssystem og organisere det arbejdende folk, er alt sammen moralsk sammenhængende og legitimt. Ved moral forstår vi kun dette, at vi må være meget stærke og velorganiserede og kæmpe mod profitklassen med fuld bevidsthed. Vi anerkender overhovedet ikke nogen moralregel, der er oprindelig og evig. Vi vil ikke standse, før vi har revet dette bedragets slør itu. Kommunistisk karakter kan ikke være andet end at kæmpe for fast at etablere arbejdernes uindskrænkede styre.«

»For at gøre dette er det helt nødvendigt at tage alle former for list, bedrag, snedighed, lovstridige metoder, bortforklaringer og løgn i brug.«

I virkeligheden måtte denne enorme pris betales i anden fase for at etablere det kommunistiske samfund i Rusland. Det vil sige, at ikke blot én crore menneskers liv, men også religion, tro, moralsk karakter, menneskelighed, humanitet, ære og anseelse stod som vældige hindringer på vejen til at gennemføre en sådan uprøvet ideologi og plan.

For det tredje har vi i vores eget land selv set, at når de moralske bånd på den ene side svækkes, mens forskellige dagligdags fornødenheder på den anden side underlægges statslig kontrol, opsluger en flodbølge af bestikkelse, underslæb, plyndring og bedrageri hele samfundet. Når blot én nødvendig vare afhænger af at få en tilladelse, licens, rationeringskort eller kvote, udsættes befolkningen for forskellige vanskeligheder for at få denne vare. Man må tigge og bede hos højtstående embedsmænd. Under sådanne forhold er det let at forestille sig, at når grundlaget for alle almindeligt anerkendte moralske normer på den ene side rykkes op med rode, og folk indprentes, at alt, hvad der er nødvendigt for at nå målet, derfor er sandt og bør gøres, mens landets ledere selv ved hjælp af umenneskelig uretfærdighed og undertrykkelse udviser højdepunktet af en sådan ny moral — og når på den anden side ikke blot nogle få dagligdags fornødenheder, men hele landets økonomiske rigdom og alle livets og næringsvejens områder underlægges statslig kontrol — så kan der ikke være nogen tvivl om, at en voldsom flodbølge af bestikkelse, forræderi, plyndring og chikane af mennesker vil opstå. Dette siges ikke blot ud fra en formodning; blandt de nyheder, der trods sortering og udvælgelse fra bag Ruslands jerntæppe når ud til den øvrige verden, er en alvorlig nyhed, at embedsmændene og lederne af forskellige institutioner under økonomiafdelingen dér har skabt et enormt korruptionsproblem. Og det er ikke nogen overraskende eller uhørt begivenhed, at et sådant problem vokser frem i et land som Rusland. Det mærkelige ville snarere have været, hvis det ikke var sket. Det er meget let at knuse et etableret system ved at ramme det med karakterløshed, men det er yderst vanskeligt at få et nyt system til at fungere ordentligt på grundlag af karakterløshed. I virkeligheden kræver en sådan ordning mennesker med en god og stærk karakter for at kunne ledes på en sund måde. Men dér er dette allerede blevet rykket op med rode.

Fire: For at kunne drive landets økonomiske system ordentligt og med succes på grundlag af socialt og nationalt ejerskab efter afskaffelsen af privat ejendomsret, er det først og fremmest nødvendigt at udføre en række opgaver. Derfor må egoisme og begæret efter personlig profit fjernes fra menneskers sind og tanker. I stedet for disse tankegange må tilbøjeligheden til at arbejde for det almene vel gøres så stærk i deres sind, at den bliver den vigtigste kilde til deres arbejdsmotivation. Kommunisterne hævdede, at menneskenaturen, menneskets tilbøjeligheder og arvelige anlæg blot var bedrag skabt af borgerlig filosofi og videnskab. I virkeligheden, sagde de, findes der ikke noget sådant. Vi vil udrydde personlig profit og egoistiske profitmotiver blandt mennesker og gennem en ændring af omgivelserne skabe en kollektiv og national bevidsthed. Men i forsøget på at virkeliggøre dette grundløse krav mislykkedes kommunisterne smerteligt. Den kollektive indstilling og det kollektive syn, som naturligt findes blandt befolkningen i ethvert land, formåede kommunisterne ikke at øge det mindste blandt deres egen befolkning eller blandt deres økonomiske og sociale embedsmænd. Langt fra at udrydde egoisme og profitbegær blandt befolkningen og embedsmændene formåede de ikke engang at mindske det en smule. Tværtimod blev de til sidst, udmattede, tvunget til åbent at anerkende det og til at anspore folks egoisme for at få dem til at arbejde. På dette punkt befinder de sig altså på samme niveau som det borgerlige samfund. Men det, der kastede dem ud i en endnu større katastrofe end det borgerlige samfund, var, at da de lukkede de naturlige muligheder for at tilfredsstille folkets personlige profitbegær gennem landbrug, industri, handel og andre indbringende virksomheder, og ved hjælp af kunstig propaganda erklærede den enkle og fornuftige udfoldelse af dette profitbegær for forkastelig og med magt undertrykte den, sank denne tankegang ned i sindets dyb. Ligesom menneskers øvrige ophobede følelser blev den fordrejet og søgte så fejlagtige veje til at komme til udtryk, at den indefra begyndte at nedbryde samfundets grundlag og gøre det indholdsløst. Denne faktor har haft en umådelig indflydelse på væksten og udbredelsen af bestikkelse, forræderi, tyveri, bortførelse, plyndring og mange andre alvorlige laster og mangler i det kommunistiske samfund. I det kommunistiske samfund er kun én ting forbudt: ingen må anvende sin selvoptjente formue til at erhverve yderligere rigdom eller til produktive formål. Bortset fra dette er alle andre former for anvendelse af formue frit tilladt dér, ligesom i verdens øvrige samfund. Enhver kan bruge så mange penge, han ønsker, på at købe alle slags varer til eget tøj, mad, bolig, transport, møbler og luksus. Han kan hæve sin levestandard så meget, han ønsker. Ja, alle de midler, der i det vestlige samfund kan anvendes til luksus, komfort, fornøjelse og tilfredsstillelse af lysten til adspredelse, kan også frit anvendes i det kommunistiske samfund. Alt, hvad der derefter er tilbage af pengene, kan de spare op. Denne opsparede formue kan de, selv om de ikke gør det direkte, investere i indbringende foretagender gennem statslige ordninger og modtage en årlig rente på op til otte til ti procent. Og de kan dø og efterlade denne opsparede rigdom til deres arvinger.

Fem: Så omfattende blodsudgydelser, ødelæggelser og denne tragiske ødelæggelse og katastrofe for religion, moral og menneskelighed blev kun tålt med ét formål. Det var, at den profit, der ligger mellem omkostningerne ved at producere en vare og dens salgspris (surplus value), ikke blot skulle plyndres af godsejere, fabriksejere og handelsklassen og havne i nogle få menneskers lommer, men samles i samfundets fælles skatkammer. Og herfra skulle den fordeles blandt alle med fuld lighed og retfærdighed. Det var også formålet med at afskaffe privat ejendomsret. Hvis dette virkelig kunne være opnået, kunne det have været anset som en stor fordel ved kollektivt og nationalt ejerskab. Men er dette mål virkelig blevet nået? Se blot efter, hvordan den profit fra landbrug, industri og handel, som efter afskaffelsen af privat ejendomsret samles i det nationale skatkammer, bliver fordelt.

I hele den russiske regerings administration og i de økonomiske aktiviteter findes der, ligesom i ethvert borgerligt samfund, en himmelvid forskel mellem lønningerne til institutionernes lavere ansatte og de højtstående officerer. På den ene side er de almindelige ansattes lønninger og levestandard uønskværdigt lave sammenlignet med arbejdernes i Amerika og England. Selv om deres situation er noget bedre end arbejdernes i Indien og Pakistan, er den bestemt ikke særlig høj. På den anden side er indtægterne for direktører, ledere, statslige embedsmænd, militære officerer, skuespillere og skuespillerinder samt forfattere og redaktører steget til flere hundrede tusinde rubler om året. Som følge heraf fordeles profitten fra handel og industri, om end ikke fuldstændigt, yderst ulige mellem de højere og lavere klasser. Og den fordeles netop sådan, som den blev fordelt mellem arbejdere og borgerskab i tiden før revolutionen.

Desuden har den ild af had, fjendskab og altomfattende hævngerrighed, som blev tændt mellem det arbejdende folk og borgerskabet for at skabe den kommunistiske revolution, gjort alle ikke-kommunistiske samfund og folk i verden til modstandere af Rusland. Derfor blev Rusland efter afskaffelsen af privat ejendomsret tvunget til ikke at fordele profitten fra handel og industriproduktion blandt borgerskabet, men til at samle den i statskassen og anvende en stor del af den til militære forberedelser.

Efter at disse to store udgiftsposter er dækket, kan kun den del af den nationale profit, der tilfaldt de arbejdende, investeres i socialforsikring. Men hvor stor er den i forhold til den samlede profit? Selv med en meget overdreven beregning vil den ikke være mere end én eller to procent. (Note: I Rusland indsamles fonden til socialforsikring ved, at ti til tyve procent af de samlede udgifter til de ansattes lønninger i hver afdeling efter en særlig ordning indbetales til socialforsikringsplanen. På denne måde anvendes fjorten procent af landets samlede løn- og vederlagsmasse til de ansattes fælles velfærd. Og dette udgør kun én eller to procent af den samlede økonomiske profit.)

Men spørgsmålet er: Hvis et sådant beløb eller endda et langt større beløb kan skaffes til at blive anvendt til det almene vel på en anden måde, hvilken nødvendighed og berettigelse kan der så være for, som ved den russiske revolution, at påtvinge det uskyldige folk et kunstigt samfundssystem baseret på nationalt ejerskab gennem altomfattende undertrykkelse, tyranni, forfølgelse og knusning, samtidig med at privat ejendomsret, religion og moral afskaffes?

Seks: Det blodbad, der blev gennemført i Rusland for at indføre nationalt ejerskab, militær disciplin og national planlægning, samt for at ødelægge liv og ejendom, religion, moral og dermed menneskeligheden, var kun den indledende pris for dette eksperiment. Men nu, hvor systemet er blevet gennemført, er det også nødvendigt at fremlægge en sammenlignende drøftelse af, hvilken gavn det har bragt befolkningens dagligliv, og hvor høj en pris der til gengæld er blevet krævet af dem.

Hvis man undersøger, hvad Ruslands nuværende samlede system giver befolkningen, vil man finde følgende:

Der er sikret hver enkelt person mindst så meget indkomst, at vedkommende kan få to daglige måltider, tilstrækkeligt tøj til at dække kroppen og et sted, hvor vedkommende nogenlunde kan få tag over hovedet. Man har også opnået den sociale fordel, at den enkelte kan få husly i vanskelige tider. Dette nye system i Rusland har grundlæggende kun givet landets befolkning disse to ting og intet mere.

Nu må det undersøges, hvor meget og hvilke ting Rusland har taget fra befolkningen til gengæld for dette.

For at gennemføre et nationalt ejerskabssystem i stedet for privat ejendomsret måtte hele landets magt uundgåeligt overdrages til det kommunistiske parti, som var bærer af denne ideologi. Som følge af dette partis ideologi og dette uundgåelige krav blev der oprettet et enevældigt diktatorisk styre over landet. Ved at anvende al magt måtte partiet knuse systemet med privat ejendomsret og indføre det nye system med jernhård og ubønhørlig hånd. Dette diktatur er blevet kaldt proletariatets diktatur (Dictatoship of the prolatariat); men det er almindeligt kendt, at Ruslands arbejdere, bønder og alle ansatte inden for samfundets forskellige områder og sektorer ikke er medlemmer af det kommunistiske parti. Sandsynligvis er højst fem procent af det russiske folk partimedlemmer. Derfor kaldes det udadtil »arbejdernes diktatur«, men i virkeligheden er det blot det kommunistiske partis diktatur, der er påtvunget arbejderne.

Og dette diktatoriske styre er ikke nogen bagatel. Etableringen af nationalt ejerskab betyder, at alle godsejere dér er blevet fjernet, og at regeringen som den eneste og eneherskende godsejer er blevet enevældig ejer af al landets jord og alle marker. Der findes nu ingen personer, som er fabriksejere eller handelskapitalister; efter at alle disse er blevet styrtet, har en kapitalistisk ejer indtaget alles plads, og denne har fået fuldstændigt monopol på alle produktionsmidlernes aspekter og former. Samtidig er hele landets statsmagt blevet koncentreret under dens diktatur. Dette er det kommunistiske parti i Rusland i praksis.

Hvis det nu viser sig, at de, som udøver hele Ruslands økonomiske, kulturelle og politiske magt, er valgt ved almindelige folks stemmer, kan man så virkelig kalde dette demokrati? Selv hvis han havde vovet at konkurrere med det kommunistiske parti, ville han så have nogen mulighed for at få mad og husly i et så vidtstrakt land som Rusland? Ville han kunne bruge nogen presse til at udbrede regeringsfjendtlige udtalelser? … Hvor lang tid ville det tage ham at rejse rundt i landet med et transportmiddel for at bringe sine ord ud til folket og tilbagelægge afstanden mellem liv og død?

Sagen er den, at der under et system med nationalt ejerskab ophobes så megen magt i regeringens hænder, som ingen i noget kapitel af menneskehedens historie nogensinde har haft under sin kontrol. Selv i hænderne på nogen Djengis Khan, Hulagu Khan, tsar eller kejser er så megen magt aldrig blevet samlet. I virkeligheden bliver landets millioner af mennesker yderst hjælpeløse over for ethvert parti, der først formår at tilrane sig en sådan magt. Det er ikke så vanskeligt og besværligt at ændre nogen som helst dårlig regering i verden, som det bliver vanskeligt eller umuligt at ændre en kommunistisk regering.

I et sådant styresystem anvender det regerende parti den presse, radio, biografer, uddannelsesinstitutioner og hele statsforvaltningsapparatet (Administrative Machinery) samt hele landets økonomiske virksomhed på en særlig måde for på behørig vis at lede og gennemføre den plan og det program (Plan), som det har vedtaget for landets samlede liv. For at en sådan plan skal lykkes, må retten til at tænke, afsige domme og træffe beslutninger i hele landet udelukkende tilhøre den håndfuld personer, som udarbejder planen fra toppen af det centrale forvaltningsapparat. Bortset fra dem vil landets millioner af almindelige mennesker blot være hænder og fødder, der arbejder efter deres anvisninger, og som ikke må begå den mindste fejl i udførelsen af deres ordrer. I et sådant system kan der for mennesker, som kritiserer, påpeger fejl eller giver udtryk for en modsat vurdering, ikke være andet sted end fængslet og galgen. Hvis en sådan kritiker bliver landsforvist, må det forstås som en meget stor nåde, der er blevet vist ham. Det er netop derfor, at selv fremtrædende ledere, aktivister og embedsmænd i Ruslands Kommunistiske Parti er blevet dømt til døden eller livsvarigt fængsel. Og dog var det netop resultatet af deres oprigtige bestræbelser, evner, arbejdsdygtighed og selvopofrelse, at dette kommunistiske eksperiment en dag begyndte at bevæge sig mod succes. På trods af dette blev de blot på grund af deres dristighed til at have meningsforskelle med det regerende parti stillet over for en sådan skæbne.

Ikke nok med det: Enhver, der blev arresteret for den forbrydelse at have givet udtryk for en afvigende mening, blev anklaget for hårde og frygtelige handlinger. For den kommunistiske domstol blev enhver anklaget, i overensstemmelse med det regerende partis anklager, tvunget til selv at fremsige en fuldstændig liste over sine forbrydelser, »for for«, og han fremsagde ikke denne liste med utydelige ord, men indrømmede i klart sprog, at han var en stor landsforræder, kapitalisternes agent og en giftig slange, der var blevet opfostret og næret inde i Rusland. Hele dette forhold viser på den ene side den kommunistiske morals hæslige og modbydelige skikkelse, mens verdens befolkning på den anden side ikke kan undgå at blive lamslået over den kommunistiske domstols forbløffende bedrifter.

For det andet: Eftersom det kommunistiske system blev indført først efter afskaffelsen af privat ejendomsret og den hårdhændede undertrykkelse af religiøse grupper, er de mennesker, på hvis følelser, tro, håb og længsler dette kommunistiske palads blev bygget, endnu ikke fuldstændig udryddet fra verden og fra Ruslands jord. Derfor er den kommunistiske diktatoriske regering hvert øjeblik grebet af frygt for faren for kontrarevolution (Counter Revolution). Desuden ved og forstår de kommunistiske embedsmænd udmærket, at der, uanset hvor meget de benægter det, findes noget, der hedder menneskets natur og karakter, og at denne klart kræver retten til at opnå personlig profit. Den stræber voldsomt efter at genoprette et samfundssystem, der bygger på privat ejendomsret. Af disse grunde har Kommunistpartiet på den ene side travlt med konstant at »udskylle« sit eget system og samtidig hele tiden at »banke« dem, hos hvem der kan spores blot en smule kærlighed til det tidligere system eller en antydning af reformvilje.[Note – Denne »bankning« er indtil nu blevet gennemført over for flere hundrede tusinde medlemmer af Kommunistpartiet. I Rusland betyder dette ikke blot, at en person, der anses for uegnet til medlemskab af Kommunistpartiet, fratages sit medlemskab og dermed slipper; efter at processen er gennemført, er det kun meget få heldige, der er blevet skånet for kvalen ved at blive sendt til det russiske hemmelige politis torturkamre (Torture Chambers). Vejen ud af disse torturkamre har enten ført mod kirkegården eller mod de obligatoriske slavelejre (Concentration Camps), hvor mennesker tvinges til at gennemgå Helvedes straf, mens de stadig er i live.] På den anden side arbejder partistyret uafbrudt på at udrydde enhver mulighed, mistanke eller selv det fjerneste spor af en forestilling om kontrarevolutionens fare i hele landet for bestandigt. Regeringen har udspændt et enormt net af soldater og hemmeligt politi over hele landet. Dets utallige ansatte leder i enhver institution, i hvert hjem og hver familie og ved enhver folkeforsamling efter spor af modstandere af fremskridtet. Dette usynlige og mystiske net af det hemmelige politi har rejst en mur af mistanke og tvivl selv mellem ægtefæller. Ja, selv børn tøver ikke med at udføre det hemmelige politis opgaver mod deres egne forældre. Den velplanlagte og »velovervejede« (?) holdning hos Ruslands politi og CID er, at hvis nogle hundrede eller nogle tusinde uskyldige på grund af fejl og misforståelser bliver arresteret og dræbt, er det langt bedre end at nogle få skyldige forbrydere undslipper og dermed får lettet vejen for at skabe en kontrarevolution. Derfor leder de på fabrikker og i virksomheder, på hvert kontor og i enhver institution efter, om en arbejder eller ansat ikke bryder sig om landets eller sin egen afdelings ledelse eller udtrykker nogen form for uro og utilfredshed. Ikke alene bliver den slags handlinger faktisk ikke udført; hvis der blot opstår mistanke om, at nogen har tænkt sådan, bliver vedkommende uden videre arresteret. Eftersom sådanne hændelser er dagligdags, forstår en arbejders hustru naturligt, at han er blevet arresteret, når han ikke vender hjem om natten. Den følgende dag begynder hun på eget initiativ at bringe hans nødvendige ejendele til politikontoret, og modtagelsen af disse ting betyder, at hendes antagelse var rigtig. Hvis hun stiller spørgsmål, får hun naturligvis ikke noget svar fra kontoret. Nogle dage sker det endda, at de ting, hun har sendt, kommer tilbage; og når det sker, må man forstå, at hendes mand er blevet ofret til »den store Lenin«. Hvis denne kvinde ikke selv ønsker at møde en lignende skæbne, er det hendes pligt at tilbringe dagene fuldstændig tavs som en pålidelig kammerat uden at sige så meget som et ord om sagen, og hun bør også finde sig en mand, om hvem der ikke næres nogen mistanke om, at han er »reaktionær«.

I virkeligheden har millioner af indbyggere i det kommunistiske Rusland måttet betale denne enorme pris for to daglige måltider og sikkerhed i usikre tider. Men spørgsmålet er, om denne handel kan kaldes særlig billig til den pris. Det er sandt, at en sulten person undertiden bliver så svækket af sultens hårde slag, at han giver op og foretrækker fængselslivet frem for sin sorgbetyngede frihed. Det skyldes blot, at han dér i det mindste får to daglige måltider, tøj til at dække kroppen og et sted at bo. Men står hele menneskeheden nu over for et sådant problem, at den ikke kan få mad og frihed på samme tid? Er den eneste og sidste måde at få mad på i vor tid virkelig at forvandle hele jordens overflade til et fængsel og udnævne nogle få kammerater til dets »fængselsinspektører« og dørvogtere?

Reaktion

Kommunismen har begået undertrykkelse og tyranni i et så stort omfang for at etablere en statsorden på grundlag af sit eget ideal, og den succes, hvormed den har næret den brændende flamme af klassekamp i hvert eneste land i verden, har tvunget tænkere i alle ikke-kommunistiske lande til at begynde at tænke på ny. De har viet sig til at finde fremgangsmåder til at afhjælpe de arbejdende menneskers nød og klager gennem reformer af reglerne og principperne i den frie økonomiske orden og til at befri deres lande fra faren for en kommunistisk revolution. Selv om man hele tiden havde påpeget alle den frie økonomiske ordens indre fejl og mangler, og dens kritik og fejl og mangler var blevet tydelige og iøjnefaldende allerede ved etableringen af det moderne kapitalistiske system, blev der hele tiden peget på dens kritikpunkter og fejl og mangler, og der blev også foretaget forskellige ydre, overfladiske og delvise reformer af den; men behovet for forandring og reform blev i virkeligheden først erkendt efter det direkte møde med den russiske kommunismes aktiviteter, indflydelse og resultater. Denne reaktion antog to indbyrdes modsatrettede former i to store områder af det kapitalistiske system.

I de lande, hvor Første Verdenskrigs frygtelige slag havde knust hele livssammenhængen for de nationer, hvis fare for at blive fuldstændig tilintetgjort var blevet skærpet af kommunismens korte klassekamp, og hvor demokratiet ikke havde slået stærke rødder, opstod fascismen og nazismen.

De nationer, hvor demokratiet var fast etableret, og hvis livsorden krigen ikke havde bragt ud af balance, forsøgte derimod at bevare deres gamle, liberale, åbne og demokratiske kapitalisme på dens ideologiske grundlag og kun gennemføre sådanne ændringer af dens frie og ubetingede karakter, at muligheden for dens skadelige virkninger blev fjernet.

Fascisme og nazisme

Kommunisterne forsøger som regel at fordømme den italienske fascistiske og den tyske nazistiske bevægelse som kapitalisternes reaktion. De har fremsat den anklage, at de borgerlige kapitalister, af frygt for at tabe kampen, havde bragt Hitler og Mussolini frem. Men den virkelige sag er, at de ikke var ondsindede agenter for en bestemt klasses særlige interesser. Ligesom Marx og Lenin var de også bærere af et bestemt ideal. De var lige så hengivne, begavede og snedigt tænkende som disse. De så på den ene side, at krigens tragiske og altødelæggende slag havde udmattet deres nation så grundigt, at århundreders samlede ære og værdighed var blevet kastet i støvet. På den anden side var den frie økonomiske ordens indre fejl og mangler samt kommunismens ydre glans på vej til at kaste mennesker med forskellige holdninger i nationen ud i en hård, blodig indbyrdes kamp og en ødelæggende konflikt. Derfor helligede de sig at finde effektive midler til at bringe de skjulte konflikter mellem klasseinteresser til ophør og redde deres nationale enhed fra undergang. Samtidig gik de i gang med at styrke deres respektive nationers økonomiske, kulturelle og politiske magt og med på ny at etablere dens overlegenhed og førerstilling. Men de og alle deres tilhængere og følgere havde arvet den vestlige tænkemådes historiske fejl, mangler og svagheder. Ligesom tidligere tænkere og ledere antog de nogle få sande og evige principper og blandede dem med en række yderligtgående tanker og principper. De forkastede nogle sande principper og satte i stedet nogle fejlagtige tåbeligheder. På denne måde lagde de gennem deres sammenblanding grunden til en ubalanceret livsorden.

Man kan undersøge, i hvilket omfang og efter hvilke regler gode og onde, fejlagtige og rigtige principper blev blandet i den livsorden, de havde skabt gennem deres sammenblanding, og hvad nettoregnskabet over dens fordele og skader blev. Selv om disse to »tvillingebrødre« udadtil måtte bøje sig efter deres nederlag i Anden Verdenskrig, findes de stadig i forskellige lande under nye, ændrede navne og former, som de har udbredt. Vores eget land er heller ikke hævet over disse farer eller fritaget for dem. Derfor er det blevet yderst nødvendigt at identificere de gode sider og de dårlige bestanddele i fascismen og nazismen. Dette behov er i dag præcis lige så påtrængende, som det var før krigen.

Gode og gavnlige handlinger

Kommunisterne hævder, at gensidigt had, fjendskab og kamp mellem samfundets og nationens jordejere, kapitalistklassen og den arbejdende klasse er det egentlige og naturlige forhold. Men fascisterne og nazisterne protesterer imod dette. Deres protest er i høj grad rigtig. Efter deres opfattelse er det afgørende ikke »klassen«; det egentlige og grundlæggende er samfundet og nationen. Dets forskellige dele og bestanddele udfører forskellige former for gavnlige opgaver for helheden. Rigtigheden af fascisternes og nazisternes opfattelse kan ikke benægtes. I virkeligheden er det egentlige forhold mellem samfundet og nationen på den ene side og de arbejdende mennesker på den anden ikke fjendskab, krig og konflikt, men derimod et forhold præget af støtte, samarbejde og gensidig indsats. Deres ansvar er at producere de varer, som alle har brug for, og at øge produktionen på samfundsmæssigt og nationalt plan for derved at øge den nationale styrke og rigdom. Hvis der viser sig nogen mangel, ufuldstændighed eller afvigelse i denne støtte og gensidige hjælp og dette samarbejde, bør den fjernes. Hvis der opstår konflikt og uenighed, skal den bringes til ophør. Det er på ingen måde ønskværdigt at give den mulighed for at vokse eller at lade forskellige dele af det samme samfund gå i gang med at ødelægge hinanden og produktionen.

Kommunisterne hævder, at privat ejendomsret og jagten på personlig profit i bund og grund er skadelige af hensyn til helhedens interesser, og at de derfor bør forsvinde. Fascisterne og nazisterne har også påvist, at denne opfattelse er forkert. Deres opfattelse af, at disse to ting i sig selv er gavnlige og helt nødvendige for helhedens interesser, er ganske sand. Betingelsen er imidlertid, at de ikke må være grænseløse som i den »frie økonomi«, men at det er nødvendigt at fastsætte visse grænser for dem. De har sagt, at enhver har ret til at stræbe efter og arbejde for at opnå sin egen profit; men denne ret må udøves under hensyntagen til helhedens interesser og til deres fordel—ikke det modsatte. Centralfinanserne (High Finance), udvinding af mineraler, skibsbygning og skibsdrift, krigsmateriel, industri og andre store virksomheder af denne art (Big Business) bør ikke være underlagt privat ejendomsret. Forpagtninger og monopoler, hvor helhedens interesser ofres for private interesser, bør straks afskaffes. Spekulation skal med sikkerhed udryddes fra forretningslivet. Renter i forbindelse med udlån og tilbagebetaling af lån skal fuldstændig afskaffes. [Note—Selv om de ikke i praksis kunne standse renten, var det staten selv, der lånte penge og betalte renter. Både nogle nazister og fascister anså renter for uretfærdige og gik ind for at afskaffe dem.]

Handel og erhvervsliv må ordnes gennem en række regler, som er forenelige med alle de involveredes interesser. De må ikke blot begunstige én enkelt klasses interesser. Hvis en fabriksejer derefter fastsætter priserne på varerne korrekt, producerer gode varer, sørger for, at lønarbejderne og arbejderne lever vel og er tilfredse, bestræber sig på at udvikle sin industri og som vederlag for dette arbejde opnår en profit inden for rimelige grænser, hvilken forbrydelse begår han da, siden han uden videre skal betragtes som en fjende af nationen og samfundet?

De har med god grund forkastet også den liberale og neutrale opfattelse, at regeringen kun skal tage sig af politi og domstole og slet ikke blande sig i økonomiske spørgsmål eller i det omfattende erhvervsliv. De har sagt, at det indgår som en nationalstats ufravigelige pligt at skabe balance, gensidig støtte og samarbejde mellem de forskellige dele af den nationale økonomi samt at fjerne årsagerne til konflikter og kampe. På den ene side forsøgte de at afskaffe strejker og på den anden side at regulere anvendelsen af produktionsmidlerne og produktionskraften. [Note—I 1933, da nazistpartiet kom til magten, var omkring otte millioner mennesker i Tyskland arbejdsløse og uden beskæftigelse, men situationen ændrede sig i løbet af få år, og der opstod mangel på arbejdskraft.] De forbød ved lov at erklære en fabrik »lockout«. De oprettede samarbejdsråd mellem ejere og ansatte. De forsøgte retfærdigt at fastlægge deres rettigheder og pligter og indførte en velordnet ordning til bilæggelse af stridigheder gennem gensidige forhandlinger, udpegning af voldgiftsmænd og til sidst en retslig afgørelse.

I det kapitalistiske system påtages der intet ansvar for arbejdsløse, handicappede og uarbejdsdygtige mennesker. Men fascismen og nazismen forsøgte at afhjælpe denne mangel ved kapitalismen. Nazisterne og fascisterne forstod, hvor alvorlige skader det kunne medføre at lade mennesker uden midler og indtægter stå uden hjælp, og de indførte en omfattende ordning med »social insurance«—social sikkerhed. Gennem denne kunne der ydes hjælp til ansatte i tilfælde af sygdom, alderdom, arbejdsløshed og ulykker. Desuden oprettede de store institutioner til barselshjælp, omsorg for børn, børnevelfærd, pleje af handicappede og uarbejdsdygtige, hjælp til krigsinvalider, omsorg for ældre uden arvinger og andre lignende velfærdsopgaver. Før krigen sørgede sådanne institutioner i Tyskland for sikkerhed og forsørgelse af omkring fem millioner mennesker.

Under kapitalismen foregår alle økonomiske aktiviteter uden planlægning, overvejelse eller samordning. Som følge heraf kan de økonomiske midler og ressourcer ikke udnyttes fuldt ud. Og det, der udnyttes, udnyttes ikke på en afbalanceret måde. Fascisterne og nazisterne rettede deres fulde opmærksomhed mod at afhjælpe denne mangel ved den frie økonomi. Med dette formål lod de staten (regeringen) varetage den nationale økonomiske planlægning samt organiseringen og samordningen (Co-ordination). De oprettede særlige råd for alle grene af det økonomiske liv, og gennem en velorganiseret og stramt samordnet ordning og metode øgede de således produktionen bemærkelsesværdigt og satte en harmonisk udvikling i gang mellem de forskellige sektorer.

Dårskab og skade

Der er ovenfor redegjort udførligt for de gavnlige sider ved fascismen og nazismen. Men det er også nødvendigt at undersøge, hvor stor en pris Italien og Tyskland betalte, og hvilken pris det var, for at opnå disse fordele.

Nazistiske og fascistiske partier søgte at modvirke klasséhadets skadelige virkninger ved at skænke folket den stærke vin fra dyrkelsen af nationen, beruselsen af slægtens ære og stolthed, ophidselse til had, misundelse, vrede og fjendskab mod andre nationer samt begejstring og lidenskab for at erobre verden og tage andre stater i besiddelse. Men sådanne handlinger har aldrig været gavnlige for nogen nation. En nations rette oprejsning og udvikling kan kun finde sted på grundlag af en opbyggende moral og et rent og helligt livsmål. Den leder, som i stedet for denne vej gør had, risikovillighed og ophidselse til midlerne til at opbygge, udvikle og styrke nationen, ødelægger selve sin nations sindelag og natur. Og der kan ikke være den mindste tvivl om, at en nation, der er rejst og formet på denne måde, før eller siden vil blive ramt af et altomfattende slag.

I stedet for at gennemføre det program for økonomiske og civilisatoriske reformer, som de havde udarbejdet for at fremme deres egne nationers velfærd, på en enkel, ligetil og fornuftig måde, skabte de en fuldstændig meningsløs og indholdsløs samfunds- og statsfilosofi. Den rummede en ophobning af utallige overdrivelser, listigheder, praktisk tankeløshed og tåbelighed. Derfor formulerede de som deres første princip: Individet eksisterer for samfundets skyld; ellers har individet ingen værdi. Derefter gik de videre og sagde: Den, der ikke er indlemmet i samfundet, eller som på nogen måde hindrer dets stabilitet og funktion, bør helst slet ikke eksistere. Så byggede de videre på deres logiske ræsonnement og sagde: Samfundets egentlige funktion og udfoldelse er kun mulig gennem nationalstaten, og nationalstatens organisering, ledelse og styrke afhænger helt og holdent af det parti, der har gjort et program for national enhed og fremskridt til sit eget. Derfor blev nation og stat samt regering og det regerende parti gjort til én og samme ting gennem paroler som: »Er du tysker, så slut dig til nazistpartiet« og »Er du italiener, så vær fascist«. Enhver, der vovede at være uenig med det regerende parti i noget som helst, blev erklæret for en fjende af nationen og nationalstaten. Kritik, debat og fri meningsytring blev gjort til noget frygteligt. Intet andet parti end det ene blev tilladt at eksistere i hele landet. Valgene blev forvandlet til en farce, et meningsløst spil. For fuldstændigt og totalt at bemægtige sig nationens sind og bevidsthed tog regeringen politistyrken, radioen, uddannelsesinstitutionerne, kunsten, litteraturen, teatret og så videre fuldstændigt under sin kontrol, så ingen anden stemme end én eneste overhovedet kunne nå nationens ører. Det var ikke alt: Der blev truffet fuldstændige foranstaltninger, så ingen anden mening end det regerende partis kunne opstå i folks hjerner, og hvis en genstridig hjerne skulle frembringe en tanke, der var i modstrid med nationens »guddommelige« herskeres tanker og meninger, skulle den enten forblive begravet i hjernen eller også skulle hele hovedet begraves i jorden sammen med hjernen. Ud ad til havde de skabt en særdeles fornuftig ideologi. Ideologien gik ud på, at hvis der ikke blev udarbejdet en central plan for det sociale og nationale liv, ville der opstå kaos, splittelse og gensidige konflikter, og kræfter, evner samt midler og ressourcer ville i store træk blive spildt i vidt omfang. Derfor måtte hele det nationale liv organiseres, og under en centraliseret regering skulle hele landets befolkning, i overensstemmelse med den plan og det program, som den centrale magt havde fastlagt, fungere regelmæssigt som forskellige dele af én maskine. Ifølge dem var dette måden, hvorpå aktiviteterne for produktion, udvikling og skabelse af velstand kunne bringes hurtigt fremad. I overensstemmelse med denne ideologi bandt de hele befolkningens liv — alle dets økonomiske, civilisatoriske, religiøse, kulturelle og politiske sider og områder — med et regelsystems uopløselige bånd. De begyndte at lede alt dette efter én fastlagt ordning. I deres livsform var alt fastlagt og organiseret. Hver institutions opgave var fastlagt, lønningerne var fastlagt; priser, rettigheder og pligter var fastlagt, måden at anvende kræfter og evner var fastlagt, og anvendelsesområdet for kapital, midler og ressourcer var fastlagt. Selv tanker og forestillinger, forskning samt vejene for at udtrykke indre følelser og tilbøjeligheder var fastlagt. Og for alt dette var der endog udarbejdet et detaljeret flerårigt program. Hvordan skulle de, der udelukkende for nationens skyld havde udstået så megen lidelse og brugt så megen åndelig kraft på at udarbejde en så omfattende plan for hele det nationale liv, kunne tolerere, at nogen kritiserede dem og gennem kritik forstyrrede almindelige menneskers sind og tanker? Hvordan skulle det kunne tåles, at de embedsmænd, som burde hellige sig deres fastlagte opgaver, i stedet blev trukket ind i diskussioner, og at folkets tillid til og afhængighed af den plan, der var skabt gennem dette grænseløse arbejde og slid, blev ødelagt? Derfor var de, som det planlagte livs indre tendens krævede, ikke det mindste rede til at tåle en fri mulighed for kritik og meningsytring. Tværtimod var deres bestemte krav, at enhver, der ville ytre sin mening, skulle gøre det i overensstemmelse med og til støtte for de overordnedes fastlagte program. Ellers skulle enhver holde sin mund lukket; det vil sige, når der var lagt en plan, skulle munden lukkes, og samtidig skulle arbejdet med at tænke og forestille sig nødvendigvis ophøre. Vejen til uenighed var lukket, debat var lukket, kritik var lukket, spørgsmål, undersøgelse og kontrol var lukket; kort sagt skulle hele nationens tænkning og overvejelser, bortset fra nogle få menneskers hjerner, være endeligt lukket og inaktiv.

Her rejser det samme første spørgsmål sig igen. Er det, som den nazistiske og fascistiske ideologi tilbyder, værd at tage imod til gengæld for denne umådelige pris? Blandt hele nationen er kun nogle få mennesker mennesker, mens alle de øvrige bliver som dyr, ja, blot dele af en livløs maskine. Betaler man denne pris, kan man dér måske opnå sikkerhed for at få den nødvendige føde; ellers ikke.

Kapitalismens indre reformer og ændringer

På nuværende tidspunkt vil vi drøfte, hvilke former for ændringer og reformer befolkningen i de lande, hvor den liberale demokratis rødder stod dybt og fast, gennemførte i det kapitalistiske system, mens de lod det bestå på dets grundlag, og hvad resultatet heraf blev.

Som allerede antydet fremførte borgerskabet i det attende århundrede på den ene side »den frie økonomi« for at varetage sine egne økonomiske interesser og fordele, mens det samme borgerskab på den anden side fyldte himmel og jord med slagord om demokrati, lighed, lige rettigheder og folkets suverænitet for at fremme sine politiske interesser. Det krævede retten til ytringsfrihed, frihed til tænkning og forskning, frihed til at skrive, tale og holde taler samt frihed til at afholde møder og danne organisationer. Det erklærede endog med stor eftertrykkelighed, at folket som svar på uudholdelig undertrykkelse, udsugning og magtanvendelse kunne gøre oprør mod regeringen. Til at begynde med, da de fremsatte disse synspunkter, havde de imidlertid kun kongefamilien, godsejerne og kirkens præster og gejstlige for øje. Det var kun dem, de så foran sig, og over for dem så de kun sig selv. Derfor kunne de ikke engang fornemme eller forestille sig, at den økonomi baseret på frit individualisme, som de ønskede at opbygge, og den statsordning baseret på demokrati og civilisatorisk lighed, som de ønskede at grundlægge, på et hvilket som helst tidspunkt ville komme i modstrid med hinanden og begge blive indviklet i en hård konflikt.

Som følge af deres bestræbelser begyndte nye former for demokrati at blive gennemført i forskellige lande, og da stemmeretten blev udvidet fra jordejere til også at omfatte forretningsfolk, fabriksejere og personer, der drev pengeudlånsvirksomhed, var det ikke længere muligt med noget som helst argument at udelukke arbejdere, lønarbejdere og landbefolkningen fra den. Alligevel fortsatte den borgerlige gruppe med at forsøge at udelukke dem. Som følge heraf begyndte dens egne listige manøvrer at virke imod den selv. Til sidst blev den gradvist tvunget til at anerkende hele folkets stemmeret, ligesom jordejere kort forinden selv var blevet tvunget til at anerkende deres stemmeret. Derefter kunne man ikke længere finde noget argument, på grundlag af hvilket det kunne anses for rimeligt, at ejerne skulle kunne organisere sig selv, mens det ikke skulle være rimeligt for arbejderne at organisere sig. Det blev også bevist, at det var urimeligt og grundløst, at ejerne med deres samlede styrke skulle kunne pålægge lønarbejderne deres egne betingelser og regler, mens de arbejdende ikke med deres organiserede styrke skulle have ret til at få deres egne betingelser og krav anerkendt. Således blev det gradvist anerkendt, at arbejdere og funktionærer havde fuld ret til at danne deres egne foreninger, til – ikke alene, men med kollektiv styrke – at forhandle om lønninger og andre betingelser, til at anvende strejken som våben for at få deres mangler og klager afhjulpet og til at opbygge modstand for at gøre strejken vellykket.

Den gamle politiske opfattelse, at statens opgave blot var at beskytte den individuelle frihed, og at nationalstaten ingen positive pligter eller noget positivt ansvar havde, forsvandt med det nittende århundredes afslutning. I stedet begyndte nye opfattelser af folkets rettigheder og demokrati at tage form. En demokratisk stat er et udtryk for landets befolknings fælles holdning; folket omdanner sin egen politiske magt til statens form og samler og organiserer den inden for staten. Hvorfor skulle man da stadig bestræbe sig på at begrænse den demokratiske regerings virkefelt (jurisdiktion) på samme måde som de tidligere monarkiske regeringers? En demokratisk regerings pligter bør ikke kun være negative; det bør være dens ansvar at arbejde positivt for helhedens interesser. Hvis nogen form for undertrykkelse, uretfærdighed eller misbrug finder sted i samfundet, bør det høre til den demokratiske regerings pligter at afhjælpe det både gennem lovgivning og administrativ indgriben.

Netop under sådanne forhold lød Første Verdenskrigs trommer. Derefter fandt den kommunistiske revolution sted i Rusland. Denne revolution spændte kvinderne og børnene fra den borgerlige klasse for produktionsapparatet som okser for en oliemølle. Derefter viste dens modreaktion sig i Tyskland og Italien i form af henholdsvis fascisme og nazisme. Herved blev både borgerskabet og de arbejdende masser fanget i et hårdt, undertrykkende regimes blækspruttegreb. Disse begivenheder gjorde det kapitalistiske system forholdsvis »liberalt« og indførte, dels under presset fra folkets voksende styrke og dels efter eget ønske, følgende ændringer i den gamle frie økonomi:

For det første blev arbejderes og funktionærers ret til repræsentative organisationer i hver afdeling af det økonomiske liv behørigt anerkendt. Samtidig blev muligheden for at indføre visse praktiske ordninger, delvis gennem sædvane og delvis gennem lov, anerkendt; disse kunne arbejdernes og funktionærernes fagforeninger benytte til at få deres krav opfyldt og til at lægge størst muligt pres for dette formål. På denne måde blev den gensidige konflikt og tovtrækkeriet mellem kapital og arbejde ganske vist ikke endeligt bragt til ophør; men arbejdet og dets indsats stod på dette tidspunkt heller ikke længere hjælpeløst over for kapitalen på den frie økonomis niveau.

For det andet: Lønforhøjelser, nedsættelse af arbejdstiden, forbedring af arbejdsforholdene, begrænsninger i ansættelsen af kvinder og børn som arbejdere, større opmærksomhed på lønarbejdernes liv og helbred, bestræbelser på at forbedre deres hjem og omgivelser sammenlignet med tidligere, erstatning i tilfælde af fysisk skade, lemlæstelse eller lignende samt gennemførelse af visse sociale sikringsordninger – alt dette nåede ganske vist ikke det ønskede niveau; men arbejdernes og de lavere funktionærers forhold var heller ikke længere så ringe som før.

For det tredje blev regeringen anerkendt som dommer og »mægler« i konflikten mellem arbejde og kapital. Der blev fastlagt forskellige lovlige metoder og midler til at fjerne denne konflikt og bilægge stridighederne. Dette blev ganske vist ikke gennemført i særlig vidt omfang, og det er heller ikke muligt på dette grundlag fuldt ud at fastlægge arbejdernes og ejernes rettigheder og pligter i hver økonomisk sektor. Regeringen har heller ikke hidtil selv påtaget sig at give en judiciel afgørelse i økonomiske konflikter og stridigheder; ikke desto mindre blev regeringens ret og pligt hertil anerkendt som et princip.

For det fjerde blev det som princip også anerkendt, at det er nødvendigt at pålægge den private profitjagt sådanne begrænsninger, at den ikke kommer i modstrid med samfundets og helhedens interesser. Det er regeringens pligt at pålægge sådanne begrænsninger.

For det femte påtog mange regeringer sig ansvaret for at udføre sådanne økonomiske opgaver, som slet ikke kunne udføres på privat niveau, eller som kunne skade helhedens interesser, hvis de blev overladt til private. Det gjaldt for eksempel post- og telegrafvæsenet, transportsystemet, anlæg og vedligeholdelse af veje, vedligeholdelse og forvaltning af skove, vandforsyning og kunstvanding, produktion og distribution af vandkraft samt distribution og pengeforvaltning. Desuden overtog regeringen mineralressourcerne på grundlag af egne koncessioner. Den begyndte også at drive store industrier under sin egen administration.

For det sjette er der indført ordninger for lavtlønnede arbejdere og funktionærer, så de kan spare lidt ad gangen og købe billige aktier i handelsvirksomheder og industriselskaber. Mange steder får funktionærer og arbejdere efter særlige regler en del af deres løn udbetalt kontant, mens en anden del på deres vegne indgår i selskabets kapital. På denne måde er utallige arbejdere og funktionærer også blevet medejere af deres selskaber eller korporationer. I mange berømte fabrikker er 80-90 procent af arbejderne og funktionærerne blevet medejere, og deres andel i industrivirksomhedernes ejerskab vokser stadig, fordi det er let at købe aktier på afbetaling.

De resterende mangler ved det kapitalistiske samfund

Men selv efter alle disse ændringer, korrektioner og reformer består det kapitalistiske samfunds grundlæggende mangler stadig i deres tidligere form; de er på ingen måde forsvundet.

Det har indtil nu ikke været muligt at udrydde arbejdsløsheden i det kapitalistiske samfund. Bortset fra krigstid er den tværtimod i alle tider og under alle forhold blevet en varig sygdom i det kapitalistiske samfund. I et land som Amerika, der har nået svimlende højder inden for industri, handel og velstandsproduktion, bliver mere end 3,2 millioner mennesker arbejdsløse, så snart den krigsrelaterede aktivitet aftager. Mellem april og maj i 1149 steg deres antal til over 3,5 millioner, og i juni nåede det op på 4 millioner. Faktisk er arbejdsløsheden i det kapitalistiske samfund en uundgåelig del af både højkonjunktur og lavkonjunktur inden for handel, industri og erhvervsliv.

Det forbløffende mysterium, som vi tidligere har antydet, er stadig uforstået og uopklaret. På den ene side lider milliarder af mennesker under mangel på livsfornødenheder, samtidig med at de gerne vil have luksusvarer; der ligger ubegrænsede mængder af naturlige ressourcer oplagret, som kunne bruges til at fremstille endnu flere varer, og der findes også millioner af mennesker, som kunne sættes i arbejde. Men på den anden side producerer det kapitalistiske system langt færre varer end verdens behov og det mulige forbrug og arbejde tilsiger, og selv disse varer ligger usolgte på markedet. For folk har ikke de nødvendige penge til at købe dem. Og når selv denne ringe mængde varer ikke bliver solgt, tør man ikke beskæftige endnu flere mennesker eller tage de naturlige ressourcer og produktionsmidler i brug. Og når mennesker ikke kan sættes i arbejde, findes der heller ingen mulighed for at skabe købekraft hos dem.

Det er ikke det eneste; det kapitalistiske system rummer endnu en mangel. Hvert år bliver enorme mængder producerede varer, afgrøder, frugter og andre produkter med vilje ødelagt i stedet for at blive bragt på markedet. Samtidig lider milliarder af mennesker under mangel på disse varer. Kapitalisten er parat til at ødelægge dem og bruge millioner på ødelæggelsen, men er på ingen måde villig til at bringe dem på markedet, sænke deres pris og gøre dem tilgængelige for mennesker i nød til en forholdsvis lav pris.

En anden mangel ved det kapitalistiske system er yderst alvorlig. Staten, samfundet, de rige klasser – kort sagt ingen – anser sig for ansvarlig for at forsørge de mange milliarder mennesker, der lider nød, eller afhjælpe deres mangel. Blandt dem findes der ganske vist mange, som er arbejdsløse, selv om de er arbejdsdygtige, eller som endnu ikke er blevet arbejdsdygtige, eller som midlertidigt eller varigt er blevet uarbejdsdygtige og invalide. I det kapitalistiske samfund har stadig kun de patienter ret til behandling, som har penge på lommen; uddannelse får kun det forældreløse barn, hvis far døde efter at have tegnet en livsforsikringspolice. Efter en ulykke kan stadig kun den rejse sig igen, hvis gode tider tidligere er forbi, og som selv har sørget for et sikkerhedsnet til dårlige tider. Kort sagt er ansvaret for nødstedte, fattige og hjælpeløse mennesker indtil nu ikke blevet lagt på nogen; at nogen undtagelsesvis kan få hjælp, er naturligvis en særskilt sag.

I det kapitalistiske samfund bliver varepriserne stadig kunstigt hævet; ved systematisk planlægning skabes der mangel på bestemte varer. Og dette er på ingen måde en mindre mangel. De forskellige regler for uoverskuelig handel og handelsmæssigt hasardspil bliver stadig dag og nat ved med at sønderbryde hele økonomiens karakter. Hvis en person på den ene eller den anden måde kan samle tilstrækkelig kapital, kan han stadig af begær efter personlig profit fremstille en hvilken som helst vare i den ønskede mængde og forsøge at påtvinge samfundets mennesker den med alle midler. Uanset om samfundet har brug for den eller ej, er der ingen hindring for dette; selv hvis varen er skadelig for samfundet, kan den stadig produceres og sælges. Stadig indstilles samfundets og nationens mest nødvendige arbejde, mens arbejde og kapital i enorme mængder anvendes på at fremstille luksusvarer til fornøjelse og underholdning, skaffe midler til tilfredsstillelse af dyriske lyster og skabe bjerge af lykke og bekvemmelighed, nydelse og sanselig tilfredsstillelse. Er det ikke højst forunderligt? Industriens og handelens konger samt finansverdenens kejsere anvender stadig i det skjulte og åbent alle slags kunstgreb og diplomatiske manøvrer for at fremme deres egne interesser, med det resultat, at ilden fra internationale konflikter, fjendskab og krig blusser voldsomt op.

I det kapitalistiske system hersker de velhavende kapitalister og bankejere-ågerkarle stadig over samfundet og staten. De vurderer hele den nationale værdi efter renten som målestok og lader den kredse omkring dette centrum. Det er stadig disse kapitalister, der bestemmer, hvilke formål kapitalen skal anvendes til, og hvilke den ikke bør anvendes til. Når de træffer disse afgørelser, tager de ikke det mindste hensyn til samfundets og nationens behov og velfærd. De ser kun på, hvilke formål der kan give en fortjeneste svarende til eller større end den gængse markedsrente. Hvis det som følge af denne vurderingsmåde ser ud til, at eksport af alkohol vil give større fortjeneste end vandforsyning eller kunstvanding, vil de uden den mindste tøven eller skam hengive sig til at tænke på og finde midler til at skaffe alkohol til de velhavende, selv om de lader befolkningen tørste på grund af mangel på vand.

Det kapitalistiske samfund lider stadig af sygdommen handelskonjunkturcyklussen (Trade Cycle). Derfor opstår der i verdensøkonomien efter nogle års højkonjunktur en tilbagevendende lavkonjunktur. Handelsverdenen fortsætter frit og ubekymret med stor intensitet og ihærdighed, indtil de handlende pludselig og uventet opdager, at de varer, der hober sig op på deres lagre, ikke bliver sendt ud og solgt i det rette tempo. Så standser de for en tid med at afgive ordrer på nye varer. Producenterne i industrien ser denne situation og trækker sig delvist tilbage fra produktionen. Så snart kapitalisterne mærker dette faresignal, standser de långivningen og forsøger også at få de tidligere ydede lån tilbagebetalt. Som følge heraf begynder fabrikkerne at lukke, arbejdsløshedsproblemet vokser, og varepriserne falder gradvist. De handlende og køberne holder midlertidigt op med at afgive ordrer og købe i håb om, at varepriserne vil falde yderligere. De fabrikker, der stadig er i drift, sænker produktionstempoet. Derfor bliver arbejdsløsheden endnu mere akut. Regeringerne ser deres indtægter falde og skærer ned på udgifterne, hvorved lavkonjunkturen bliver endnu værre. Sådan bliver hvert skridt tilbage årsag til endnu større tilbagetog. Til sidst, når man nærmer sig grænsen til en fuldstændig og generel konkurs, ændrer udviklingen pludselig retning. Varepriserne begynder langsomt at stige, og en højkonjunktur tager igen sin begyndelse. Denne cyklus er blevet en varig sygdom i det kapitalistiske samfund. Og indtil i dag er ingen behandling eller modforanstaltning blevet iværksat mod den.

Talrige mangler og fejl af denne art findes stadig i det hidtil regulerede og reformerede kapitalistiske system, ligesom de fandtes i det frie og hensynsløse kapitalistiske system i det nittende århundrede. Dette beviser klart, at demokratiet ikke har forsøgt det mindste på med omtanke og dømmekraft at forstå og fjerne de grundlæggende årsager til dette økonomiske systems iboende mangler og fejl; det har ikke truffet nogen effektiv foranstaltning. Det eneste, der er sket, er snarere, at borgerskabet, efterhånden som presset fra de arbejdende masser er vokset, eller efterhånden som kommunismens voksende skræk er blevet stadig stærkere, har indført mange rettelser og ændringer i sine egne regler, principper og fremgangsmåder. Derved er folkets klager blevet fjernet i en sådan grad, at de kommunistiske bedragere ikke har kunnet drage særlig stor fordel af dem.

Historiens lære

Hvis man anlægger et samlet blik på den historiske gennemgang af de økonomiske systemer, som er blevet fremlagt hidtil, vil flere vigtige forhold træde klart frem for enhver.

Af denne gennemgang kan man først og fremmest få et klart kendskab til den økonomiske historie i de vestlige lande samt til de samlede problemer og komplikationer i vores nuværende fælles liv. Det viser sig, at godsejersystemet også her stadig eksisterer i levende live og ved fuld styrke med mange særegenheder. Samtidig har den moderne kapitalisme rejst hovedet med mange forskellige mangler og fejl. Nogle sygdomme har vi arvet fra vores forfaldsperiode. Andre er nået til os som følge af Vestens industrielle revolution og kapitalistiske system. Forskellen er imidlertid blot, at der her ikke findes noget pavedømme eller kirkeherredømme. Der findes heller ingen sådan præsteklasse (Priest Class), som kan knytte forbindelser til de rige og under påberåbelse af Allah og religionen støtte og legitimere uretmæssigt herredømme, særrettigheder og tvangsbaserede rettigheder.

Enhver læser kan ud fra den ovenstående historiske gennemgang forstå, hvor de morsomme forslag, som vores lands såkaldte spidser dagligt fremsætter med henblik på at løse landets og samfundets problemer og komplikationer, stammer fra. Vi hører, at nogle beskriver betydningen af social planlægning, nogle ønsker at gennemføre »revolutionære« ændringer i landets økonomi, nogle siger, at jord og marker må frigøres fra privat ejendomsret og gøres til national ejendom, mens der fra en anden side lyder krav om nationalisering af hele sværindustrien; en uerfaren »læge« fremsætter så igen efter grundige overvejelser og undersøgelser den vidunderlige opskrift, at den private ejendomsret til jorden skal afskaffes. Alt dette er blot stjålet fra de uerfarne vestlige tænkeres »kladdehæfte«. Her forsøger man nu at gennemføre netop de eksperimentelle planer, som tidligere er blevet prøvet i Rusland, Tyskland, Italien, Amerika og England. Men også her er der en forskel mellem dem og os, selv om der er en lighed. Selv de uerfarne mennesker i disse lande tænker selvstændigt. Men vores lands spidser har blot åbnet en apotekerforretning. De er ikke blot uerfarne, men følger og efterligner også blindt deres egne forbilleder. Hvis de uerfarne mennesker i de vestlige lande opdager, at noget skader, ændrer de selve grundopskriften. Her er det naturligvis en anden sag, hvis der kommer meddelelse om en ændring fra det pågældende land; ellers vil lægerne fortsætte med at give patienten medicin efter den samme opskrift helt til dennes sidste, døende tilstand. De vil ikke føle behov for at ændre så meget som en eneste detalje.

I den vestlige samfundsverden, dens civilisation og kultur samt dens tænkning, forskning og virksomhed er endnu et forhold blevet meget tydeligt i historien. Kort sagt er denne historie en historie om uophørlige konflikter og kampe, trækkerier, stridigheder og krige. En gruppe tager livets område i besiddelse og begynder at trække moralen, religionen, loven, skikkene og hele samfundets og kulturens orden i en bestemt retning. Som følge heraf begås der den yderste uretfærdighed mod den anden gruppe. Senere rejser nogle af disse undertrykte grupper sig og indleder konflikt og sammenstød med undertrykkerne. Samtidig med at den afviser deres onde handlinger, ender den også med tydeligt at benægte betydningen af deres gode handlinger og vender hele systemet for tænkning, forskning og handling fra den ene yderlighed til den modsatte. Derved opstår en yderlig situation af undertrykkelse og uretfærdighed. Derefter opstår et tredje oprør, efter at stadiet med klager og angreb er overskredet. En strøm af had, fjendskab og stædighed fører sammen med løgnen også sandheden med sig. Til sidst etableres et system, der er endnu mere yderligtgående end de foregåendes. Da man ser voldsomheden i denne strøm og oversvømmelse samt dens ødelæggende kraft, opstår der en modgående storm. Den er ikke det mindste mindre ekstrem end de foregående. På grund af dette trækkeri ser man den vestlige historie bevæge sig, som om en beruset person med snublende skridt går ad en skæv og kringlet vej; den går ikke med faste, lige skridt som et bevidst menneske med en sund samvittighed. Hegel og Marx så dette og antog, at dette vistnok var den naturlige måde, hvorpå menneskelig civilisation og kultur udvikler sig. Men i virkeligheden er alt dette blot resultatet af én eneste ting: Vesterlændinge har i lang tid levet uden Allahs lov og Allahs lys. Den kristendom, de modtog gennem Sankt Paul, havde allerede tidligere løsrevet sig fra den oprindelige sharia. Hos dem fandtes der overhovedet ingen del af Allahs vejledning, bortset fra nogle få værdifulde formaninger fra Hazrat Isa (fred være med ham). Derfor havde deres civilisation, økonomi og politik intet guddommeligt fundament, hvorpå de kunne opføre et enormt palads. I Bibelens Gamle Testamente var kun to procent af Allahs lov blandet sammen med 98 procent menneskeskabte ord. Derfor var de, selv hvis de senere blev tiltrukket af det med en halv tro og en halv vantro, ikke i stand til at modtage nogen særlig vejledning derfra. Umiddelbart efter Romerrigets sønderfald og ved begyndelsen af middelalderens mørke blev islam forelagt Europa. Men det Europa, der havde været villigt til at antage kristendommen på betingelse af at blive frigjort fra shariaens bånd, kunne på ingen måde tiltrækkes af islam eller bevæge sig hen imod den for at opnå vejledning. Islam er nemlig slet ikke rede til at præsentere blot dīn og īmān uden sharia. Af denne grund, og til dels på grund af det had og den fjendtlighed, som de kristne præster fremkaldte, var Europa ikke i stand til at modtage islams altoversvømmende lys. Derefter havde europæerne ingen anden mulighed end selv at udforme en livsform og en samfundsorden alene ud fra deres egen fornuft og dømmekraft. Og det var faktisk, hvad de gjorde. Men mennesket er på ingen måde i stand til at træffe en rent fornuftsbaseret beslutning. Det er klart og almindeligt kendt, at den vildledende Satan, som næres af begæret, hele tiden følger menneskets fornuft. Det er heller ingen hemmelighed, at hele menneskeheden ikke i fællesskab udformer noget livssystem. Det er kun nogle få begavede og vågne mennesker, der udformer en livsform. Derfor kan en sådan livsform kun forekomme passende og acceptabel for mennesker med samme fjendtlige tankegang som dem. Netop derfor har alle de livssystemer og ordninger, der fra tid til anden er blevet udformet i Europa, været ubalancerede. Som en uundgåelig følge af denne ubalance fortsætter konflikter, kampe og trækkerier i dette land med stadig større voldsomhed.

Men i virkeligheden er vi i denne verden slet ikke blevet skænket nogen bog, der kan sprede tågen af uvidenhed og uforstand om nogen form for vejledning og tænkning, tro, sand viden og videnskab eller livsførelse. De gamle hinduers jahiliyya, middelalderens hegelianske styreform og den moderne tids vestlige civilisation og kultur har, blandet og sammenføjet, stillet os over for en række komplicerede problemer. Skal vi for at løse dem også antage de midler og metoder, som kommunismen, nazismen, fascismen og kapitalismen har benyttet i de vestlige lande? Har vi desuden ingen anden udvej? Findes der virkelig ikke hos os nogen lysende fakkel, ved hvis hjælp vi kan udforme et harmonisk livssystem?

Den, der blot har den mindste forståelse og viden om islam, kan aldrig svare ja på dette spørgsmål.

Det egentlige problem – den egentlige vanskelighed

Hvordan kan vi på grundlag af islams idealer og grundprincipper løse disse problemer på en velordnet måde? For at forstå dette må vi først klart indse, hvilket problem og hvilken vanskelighed vi som verden og som verdens beboere i virkeligheden står over for i vor tid. Kort sagt er denne vanskelighed – dette problems væsen – følgende:

Hvis vi også antager det økonomiske system, som tillader enhver frit at tilegne sig produktionsmidlerne efter eget ønske og begær, at stræbe og arbejde for at fylde sin profitbeholdning til randen på den måde, han ønsker, og som udelukkende må støtte sig på konkurrencen samt på indvendinger mod nedbrydning og opbygning og på allerede fastlagte love og regler for at etablere retfærdighed og rimelighed i samfundet, vil alle de former for fejl og mangler, der tilskrives det kapitalistiske system, uundgåeligt opstå som følge heraf, og alle de tidligere omtalte fejl og mangler ved lenssystemet vil uundgåeligt rejse hovedet i vores samfund. (Dette er udførligt behandlet i artiklen med titlen »Moderne kapitalisme«.)

Hvis vi derimod ophæver princippet om privat ejendomsret og i stedet underlægger alle produktionsmidler den nationale ejendomsret og kontrol, vil de fleste af disse mangler ganske vist blive fjernet; men for det første kan en sådan grundlæggende forandring på ingen måde gennemføres uden ufatteligt spild og ødelæggelse af liv og ejendom samt en åben erklæring om oprør mod religion og moral, præcis som i Rusland. For det andet: Selv hvis man antager, at dette kan gennemføres på en meget fredelig og ordnet måde, kan der ikke være nogen tvivl om, at national ejendomsret og den totalitære ordning (socialismen) fuldstændigt tilintetgør individernes frihed. At indføre socialismen ad ordnede og demokratiske veje svarer i virkeligheden til demokratiets endelige afskaffelse ved hjælp af demokratiet. For at demokratiet skal kunne fungere ordentligt, er det nemlig helt afgørende, at et stort antal mennesker i samfundet og nationen har mulighed for at tjene deres levebrød selvstændigt. Under socialismen opstår der derimod den stik modsatte situation: Alle mennesker, der har et selvstændigt erhverv og selvstændigt udkomme, berøves dette for bestandigt. I virkeligheden vil alle ansatte i den del af økonomien, der underlægges national ejendomsret, blive som offentligt ansatte. Ingen er uvidende om, hvor megen frihed offentligt ansatte i noget land har til at udtrykke deres mening og handle. Efterhånden som denne økonomiske politik ændres og udvides, vil der ikke kunne herske nogen tvivl om, at rammerne for friheden til at tænke, tale, samles, organisere sig, skrive og offentliggøre samt handle vil blive stadig mere indskrænkede og snævre. Den dag, hvor hele økonomien endeligt er blevet nationaliseret, vil samtlige indbyggere i landet netop den dag være blevet offentligt ansatte. Og det ligger i selve denne omfattende ordnings natur og væsen, at det parti, der én gang har sat sig ved magten, aldrig mere vil kunne bringes fra magten.

Hvis man i stedet for at afskaffe den økonomiske ordning baseret på privat ejendomsret indfører en stærk statslig kontrol over den og leder hele den nationale økonomi efter en centraliseret plan, sådan som det er tilfældet i fascismen og nazismen, vil mange af kapitalismens fejl og mangler blive afhjulpet; men selv en sådan kontrol kan vise sig katastrofal for den personlige frihed. Dens resultat vil i praksis uden tvivl blive det samme som socialismens.

Men hvis man lader den kapitalistiske økonomi forblive grundlagt på dens oprindelige fundament og blot indfører visse ændringer i den, sådan som det hidtil har været tilfældet i lande som Amerika og England, vil demokratiet og den private ejendomsret måske bestå, men ingen af de store årsager, som har gjort den kapitalistiske økonomi til en alvorlig fare for verden – til en stor forbandelse – vil blive fjernet.

Med andre ord: På den ene side gaber en enorm afgrund, og lige over for den ligger en enorm kløft. Hvis man indfører en ordning for det almene vel, tilintetgøres individets frihed. Og hvis man beskytter individets frihed, hindres og sønderbrydes det almene vel. Verden har ikke formået at finde en livsordning, hvor den industrielle revolution med alle sine bidrag og gode resultater kan fortsætte og udvikle sig på rette måde, samtidig med at den individuelle frihed og det samlede sociale vel kan fungere fuldt ud og i perfekt balance. Verdens fremtid afhænger i virkeligheden af, at man finder en sådan livsordning. Hvis det i virkeligheden ikke er muligt at opnå den, vil verdens mennesker begå selvmord med den industrielle revolutions pistol. Men hvis den faktisk kan findes, vil den stat, der kan præsentere verden for en vellykket udformning af den, blive den ubestridte leder af fremtidens verden.

Den islamiske økonomis grundprincipper

Islam har antaget en økonomisk plan, der ligger mellem kommunismen og kapitalismen. I overensstemmelse med denne plan lægger den et sæt moralske og praktiske grundlag mellem individet og samfundet for at opføre en samfundsbygning, således at dette grundlag kan bære den islamiske økonomis bygning solidt på sine skuldre. Med dette formål former den hvert enkelt menneskes sind og fornuft på en sund måde og forsøger at skabe en sådan korrekt tankegang i dem, som er helt nødvendig blandt dem, der skal lede denne afbalancerede økonomiske ordning. Islam pålægger individerne visse begrænsninger og forpligtelser, så de ikke skader det samlede samfunds interesser, men tværtimod kan være til gavn for og støtte dem. Også i samfundet fastsætter Islam en række regler og principper, som fjerner de faktorer, der ødelægger det økonomiske liv.

For virkelig at forstå den løsning, Islam har fremlagt for at fjerne de moderne økonomiske vanskeligheder, er det helt nødvendigt at forstå de ovennævnte grundprincipper for den islamiske økonomi.

Ét: Forskellen mellem tilladte og ikke-tilladte måder at tjene penge på

Det første, der må fremhæves, er, at Islam ikke har givet sine tilhængere en ubegrænset og fri adgang til at erhverve rigdom. Tværtimod har den, ud fra nationale og samfundsmæssige hensyn, indført en sondring mellem tilladte og forbudte, lovlige og ulovlige måder at tjene penge på. Denne sondring bygger på et særligt grundprincip: Alle de måder og midler, hvorved én persons gevinst medfører skade for en anden person eller andre personer, er erklæret forbudte. Derimod er alt, hvor profit og gavn fordeles retfærdigt mellem de berørte parter, lovligt og rimeligt. I Den Ædle Koran er dette grundprincip beskrevet således:

بأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَأْكُلُوا أَمْوَالَكُم بَيْنَكُم بِالْبَاطِلِ إِلا أَنْ تَكُونَ تِجَارَةًعن تراض مِنْكُمْ قد وَلَا تَقْتُلُوا أَنْفُسَكُمْ ، إِنَّ اللَّهَ كَانَ بِكُمْ رَحِيْمَانَ وَمَنْ يفعل ذلك عنوانًا وظُلْمًا فسوف تصليه نارا – – النساء : ٢٩-٣٠

“I troende! Fortær ikke hinandens ejendom på ulovlig vis. Alle former for handel skal foregå på grundlag af gensidig tilfredshed og samtykke. Og dræb ikke jer selv. Allah er visselig barmhjertig mod jer. Den, der overskrider grænserne og gør dette i uretfærdighed, vil Jeg kaste i Helvede.” – Sura An-Nisa: 29-30

I dette vers erklæres det, at gensidige transaktioner kun kan være gyldige på to betingelser. Den ene er, at alle transaktioner skal gennemføres på grundlag af gensidig tilfredshed og accept. Den anden er, at transaktionen ikke må beskytte den enes fordel og interesse på bekostning af skade og ulempe for den anden. Set i dette lys er udtrykket “Dræb ikke jer selv” særdeles betydningsfuldt og ophøjet. Det kan have to betydninger, og begge er tilsigtet her: For det første, at I ikke må dræbe hinanden. For det andet, at I ikke må ødelægge jer selv. Den person, der skader andre for sin egen interesses skyld, er således som én, der drikker deres blod, og som i sidste ende baner vejen for sin egen fuldstændige undergang. I tyveri, bestikkelse, hasardspil, bedrag og svig, rente samt alle former for handel, der er forbudt i Islam, er disse to grunde til ulovlighed fuldt ud til stede. Selv om der i visse tilfælde kan være en vis mulighed for gensidigt samtykke, er de øvrige betingelser i det nævnte udtryk »Dræb ikke jer selv« ikke til stede dér (tværtimod medfører det en årsag til selvødelæggelse).

For det andet: Forbuddet mod at ophobe rigdom

Den anden vigtige befaling er, at den rigdom, der erhverves på lovlig vis, ikke må opspares og omdannes til kapital. For derved standses rigdommens cirkulation, og der kan ikke opretholdes balance i fordelingen og udbredelsen af rigdom. Den, der opsparer og kapitaliserer rigdom, rammes ikke blot selv af en alvorlig moralsk sygdom; i virkeligheden begår han en grov forbrydelse mod hele menneskesamfundet. Som følge heraf indledes hans egen yderste ulykke. Derfor er Koranen stærkt imod nærighed og Qaruns princip. Koranen siger:

ولا يَحْسَبَنَّ الَّذِينَ يَبْخَلُونَ بِمَا أَنَّهُمُ اللَّهُ مِنْ فَضْلِهِ هُوَ خَيْرًا لَّهُمْ بَلْهوَ شَرٌّ لَّهُمْ – – ال عمران : ۱۸۰

“De, der er nærige med den gunst, Allah har skænket dem, skal ikke tro, at dette er godt for dem. Tværtimod er det i virkeligheden meget dårligt for dem.” – Sura Ali Imran: 180

وَالَّذِينَ يَكْذِرُونَ الذَّهَبَ وَالْفِضَّةَ وَلَا يُنْفِقُونَهَا فِي سَبِيلِ اللَّهِفيشر هم بعذاب اليمن – التوبة : ٣٤

“Forkynd dem, der samler guld og sølv (penge) og ikke bruger det på Allahs vej, et budskab om en smertefuld straf.” – Sura at-Tawba: 34

Dette rammer kapitalismens grundlag hårdt. Kapitalismens hovedprincip er at opspare overskydende penge og investere den akkumulerede rigdom i at skabe endnu mere rigdom. Men Islam billiger på ingen måde, at man ophober og opsparer rigdom ud over det nødvendige som kapital.

Tre: Påbuddet om at bruge og investere

I stedet for at opspare rigdom påbyder Islam, at den bruges og investeres. Men påbuddet om at bruge betyder på ingen måde, at mennesker benytter denne mulighed til at ødsle penge på personlig komfort, luksus og fornøjelser, altså til at tilfredsstille deres begær. Påbuddet om at bruge er betinget af, at det sker “på Allahs vej”. Det betyder, at alt, hvad en person har til overs ud over sine egne behov, skal bruges og investeres til gavn for nationen og fællesskabet. For dette er Allahs vej.

ويَسْئَلُونَكَ مَاذَا يُنْفِقُونَه قُل العقود – البقرة : ۲۱۹

“De spørger dig, hvad de skal bruge. Sig: Hvad end I har tilovers ud over jeres behov, det skal I bruge.” – Sura al-Baqara: 219

وبالوالدين إحسانًا وبذي القربى واليتمى والمسكين والجاردي القربى والجَارِ الْجُنُبِ َالصَّاحِبِ بِالْجَنبِ وَابْنِ السَّبِيلِ ، وَمَا مَلَكَتَْيْمَانُكُمْ – – النساء : ٣٦

“Behandl jeres forældre godt, jeres nærmeste slægtninge, forældreløse og trængende, den nærtstående nabo og den fremmede nabo samt dem, I omgås, venner, vejfarende og slaver.” – Sura an-Nisa: 36

وَفِي أَمْوَالِهِمْ حَقٌّ لِلسَّائِلِ وَالْمَحْرُومِ . – الذاريات : ١٩

“I deres rigdomme findes der en ret for dem, der beder om hjælp, og for de trængende.” – Sura adh-Dhariyat: 19

På dette punkt er islams synspunkt helt uafhængigt af og helt anderledes end det kapitalistiske synspunkt.

Kapitalisten mener, at fattigdom er uundgåelig, hvis man bruger sin rigdom, og at man kun kan blive velhavende ved at spare den op. Men islam erklærer, at forbrug medfører velsignelse – velstanden vil vokse; rigdommen vil ikke blive udtømt eller mindsket, men vil fortsat vokse.

الشيطنُ يَعِدُكُمُ الْفَقْرَ وَيَأْمُرُكُمْ بِالْفَحْشَاءِ وَاللَّهُ يَعِدُكُمْ مَّغْفِرَةً مِّنْهُوفضلاً – – البقرة : ٢٦٨

“Satan skræmmer dig med fattigdom og nød og tilskynder dig til skammelige handlinger såsom nærighed. Men Allah lover jer tilgivelse og overflod.” – Sura al-Baqara: 268

Islam mener, at det, der bruges, ikke går til grunde; dets bedste velsignelse vender tilbage til dig.

ومَا تُنْفِقُوا مِنْ خَيْرٍ يوف اليكم وانتم لا تُظْلَمُونَ – البقرة : ۲۷۲

“Hvad end I bruger på gode gerninger, vil blive givet fuldt tilbage til jer, og der vil aldrig blive gjort uret mod jer.” – Sura al-Baqara: 272

وَانْفَقُوا مِمَّا رَزَقْتُهم سراً وعلانية يُرْجُونَ تِجَارَةً أَنْ تَبُورَ ، لِيُوفِّيهمأجورهم ويزيدهم من فَضْلِهِ – – فاطر : ۲۹-۳۰

“De, der bruger af den rigdom, Jeg har givet dem, offentligt og i det skjulte, håber på en handel, som aldrig kan give tab. Allah vil til fulde give dem deres belønning i gengæld.” – Sura al-Fatir: 29-30

Kapitalisternes opfattelse er, at hvis man samler og kapitaliserer sin rigdom og investerer den i rentebaserede transaktioner, vil man opnå betydelig profit, og formuens størrelse vil vokse. Islam siger, at dette ikke er korrekt; i rentebaserede transaktioner mindskes formuen tværtimod. Den rette måde at øge formuen på er at bruge den på gode gerninger.

يَمْحَقُ الله الربوا وَيُربي الصدقت – – البقرة : ٢٧٦

“Allah udsletter renterne og lader almisse og velgørenhed vokse.” – Sura al-Baqara: 276

ومَا أَتَيْتُمْ مِنْ رِبًا لِيَرْبُوا فِي أَمْوَالِ النَّاسِ فَلَا يَرْبُوا عِنْدَ اللَّهِ ، وَمَاَتَيْتُمْ مِنْ زَكَاةٍ تُرِيدُونَ وَجْهَ اللَّهِ فَأُولَئِكَ هُمُ الْمُضْعِفُونَ

“Den rente, I giver i håb om, at menneskers rigdom derved vil vokse, skal I vide aldrig vokser hos Allah. Vækst og forøgelse findes kun i den formue, som I giver som zakat med det formål at opnå Allahs tilfredshed.” – Sura ar-Rum: 39

Dette er i sandhed en enestående islamisk ideologi, som er kapitalismens ideologi fuldstændig modsat. At rigdom vokser, når man bruger den, at de anvendte midler ikke går til grunde, men tværtimod vender tilbage i fuldt omfang sammen med ekstra fortjeneste og velsignelse; mens rigdommen i rentehandel ikke vokser, men i stedet svinder ind, og at rigdommen gennem zakat og sadaqa vokser i stedet for at blive mindre – dette er en ideologi, der ved første øjekast synes højst forbløffende. Tilhøreren får heraf den opfattelse, at disse ord måske udelukkende vedrører belønningen i det hinsidige. Der er ikke den mindste tvivl om, at den også har forbindelse med belønningen i det hinsidige. At dens egentlige værdi og betydning også dér, set fra islams synspunkt, er hævet over enhver tvivl, er ligeledes sikkert; men blot man tænker lidt dybere over det, kan man forstå, at denne form for ideologi også ud fra verdensøkonomiske synspunkter er grundlagt på et særdeles stærkt og solidt fundament. Når rigdom ophobes og sættes i rentehandel, samles den lidt efter lidt hos nogle få personer, mens det store flertals købekraft (Purchasing Power) gradvist svækkes. Der opstår stagnation inden for industri, handel og landbrug, nationens økonomiske liv nærmer sig undergang, og til sidst vil kapitalismen uundgåeligt stå uden mulighed for at investere sin opsparede rigdom i produktion. [Note – her hentydes der til en hadith, hvor den ædle Profet (Guds fred og velsignelse være med ham) sagde:

ان الربا وان كثير فان عاقبته تصير إلى اقل

“Uanset hvor stor renten er, vil dens størrelse i sidste ende nødvendigvis blive mindre.” – Ibn Majah, al-Bayhaqi, Ahmad]

Resultatet af det islamiske økonomiske system er det modsatte. I dette system er resultatet af at anvende rigdom og give zakat og sadaqa, at denne rigdom spredes og bliver tilgængelig for hvert eneste menneske i nationen, så enhver opnår tilstrækkelig købekraft. Industriproduktionen vokser, marker og gårde bliver frodige, og handel og forretningsliv udvikler sig til et fremragende niveau. Det gør ikke noget, hvis ingen i dette samfund bliver millionær; for alle vil her være velstående og have et bekymringsfrit og lykkeligt liv. For at forstå sandheden i denne økonomiske ideologi med dens gode resultater kan man iagttage den nuværende økonomiske situation under det kapitalistiske system; for dér er balancen i fordelingen af rigdommen blevet ødelagt alene på grund af rentesystemet. Stagnationen i industri og handel har bragt folkets økonomiske liv til randen af undergang. Se derimod på tilstanden i det islamiske samfunds første tid. Da det islamiske økonomiske system var blevet fuldt etableret dér, steg folkets økonomiske velstand i løbet af blot få år til et meget højt niveau. Folk begyndte at lede efter personer, der var berettigede til at modtage zakat. Alligevel var der kun meget få, som ikke var berettigede til at give zakat, men berettigede til at modtage den. En sammenlignende undersøgelse af disse to indbyrdes modsatte tilstande gør det helt klart, hvordan Allah “tilintetgør renten og giver zakat og sadaqa fremgang og udvikling”.

Den holdning, islam skaber blandt folket, er kapitalismens tankegang fuldstændig modsat. En kapitalist kan ikke engang forestille sig at give sine egne penge til en anden uden rente. Som modydelse for at yde et lån nøjes han ikke med at kræve rente; for at inddrive hovedstol og rente tøver han heller ikke med at beslaglægge låntagerens tøj og husholdningsgenstande. Islams lære er imidlertid det stik modsatte. Islam lærer mennesket, at det ikke blot skal låne til den fattige og trængende; hvis han virkelig kommer i økonomiske vanskeligheder, skal du heller ikke være det mindste streng med hensyn til at kræve lånet tilbage. Og hvis han slet ikke har mulighed for at betale det tilbage, skal du endda eftergive ham det.

وَإِنْ كَانَ نُو عُسرة فنظرة إلى ميسرة ، وَأَنْ تَصَدِّقُوا خَيْرٌ لَّكُمْ إِنْ كُنتُمْ تَعْلَمُونَ – البقرة : ٢٨٠

“Hvis den forgældede er i økonomiske vanskeligheder, så giv ham udsættelse, indtil hans situation bliver bedre. Og hvis I eftergiver ham gælden, er det bedre for jer. Hvis I blot vidste det, ville I forstå dens gode følger.” – Sura al-Baqara: 280

I det kapitalistiske samfund findes der en ordning for gensidig hjælp; men fremgangsmåden dér er, at man først selv må indbetale penge til kooperativet for at blive medlem. Derefter vil denne organisation, hvis der opstår behov, låne et medlem penge til en lavere rente end den gængse. Hvis man ikke selv har penge, kan ingen få nogen hjælp fra en sådan kooperativ organisation. Islams opfattelse af »gensidig hjælp« er det stik modsatte. De velstående og økonomisk stærke skal, når der opstår behov, ikke blot låne penge til dem, der har færre midler end dem selv; de skal også for Allahs skyld hjælpe dem med at tilbagebetale lånet. Derfor er et af de fastsatte anvendelsesområder for zakat »al-ghārimūn« – betaling af de gældbundnes gæld.

Selv når kapitalisten bruger penge på et godt formål, ligger der ofte et stærkt ønske om at vise sig frem og opnå berømmelse og godt omdømme bag. For den snæversynede person bliver det nemlig uomgængeligt og yderst vigtigt i det mindste at opnå berømmelse, godt omdømme, popularitet, indflydelse og anseelse til gengæld for at bruge penge. Men islam har påbudt, at der ikke bør være nogen trang til at vise sig frem, når man bruger penge. Uanset om du bruger det, du bruger, offentligt eller i det skjulte, bør det ikke være dit mål straks på den ene eller anden måde at opnå en modydelse for det. I stedet skal du rette dit blik mod handlingens følger. Så langt som dit blik rækker fra denne verden til det hinsidige, vil du se, at dine pengeudgifter blomstrer og bærer frugt og fortsætter med at give den ene »profit« efter den anden. Sandelig: »Den, der bruger sin rigdom udelukkende for at vise sig frem, kan sammenlignes med en stenmark, hvorpå der er faldet jord, og hvor der er blevet sået frø. Men så kommer en vandstrøm og skyller hele jordlaget bort. Den, der derimod bruger sin rigdom for at opnå Allahs tilfredshed, samtidig med at han holder sin hensigt ren, kan sammenlignes med en have anlagt på god, frugtbar jord. Når regnen falder, giver den dobbelt udbytte, og selv hvis regnen udebliver, er en fin regnbyge tilstrækkelig for den.«

إِنْ تُبْدُوا الصَّدَقْتِ فَنِعِمَّا هِيَ ، وَإِنْ تُخْفُوهَا وَتُؤْتُوهَا الْفُقَرَاء فَهُوَخَيْرٌ لَّكُمْ – – البقرة : ٢٧١

»Hvis I giver almisse offentligt, er det også godt; men hvis I gør det i det skjulte og lader den nå de fattige, vil det være endnu bedre for jer.« – Sura al-Baqara: 271

Selv når kapitalisten gør noget godt, gør han det yderst modvilligt og forsøger at slippe med den ringest mulige ejendel. Og når han giver nogen noget, tager han halvdelen af deres liv fra dem gennem sin bitre tunge. Islam støtter det på ingen måde. Islam befaler mennesket at bruge det bedste og fineste af sin ejendom for Allahs skyld og forbyder det at give nogen noget og derefter påberåbe sig sin gunst over for vedkommende. Det er endda helt upassende i sit hjerte at ønske, at en person, som har modtaget din almisse, skal give udtryk over for dig for, at han står i taknemmelighedsgæld til dig.

انْفِقُوا مِنْ طَيِّبَتِ مَا كَسَبْتُمْ وَمِمَّا أَخْرَجْنَا لَكُمْ مِّنَ الْأَرْضِ مَن وَلَا تَيَمَّمُواالخبيث مِنْهُ تُنْفِقُونَ – البقرة : ٢٦٧

»Brug de gode ting af det, I har tjent, og af det, Vi har frembragt for jer fra jorden, på Allahs vej. Vælg ikke bevidst de ringeste ting at bruge.« – Sura al-Baqara: 267

لا تُبْطِلُوا صَدَقَتِكُمْ بِالْمَنِّ وَالأذى ٧ – البقرة : ٢٦٤

“Lad ikke jeres almisser og sadaqah blive ødelagt og frugtesløse ved at påberåbe jer en gunst eller ved at såre den, der har modtaget den.” – Sura al-Baqarah: 264

يُطْعِمُونَ الطَّعَامَ عَلَى حُبِّهِ مِسْكِينًا وَيَتِيمًا وَأَسِيرَانِ إِنَّمَا نُطْعِمُكُمْ لوَجْهِ اللَّهِ لَا نُرِيدُ مِنْكُمْ جَزَاءً وَلَا شُكُورًا – الدهر : ۸-۹

“De giver de fattige, de forældreløse og de tilfangetagne mad af kærlighed til Allah. Og de siger til dem: Vi bespiser jer kun for Allahs (velbehags) skyld. Vi forventer hverken gengældelse, belønning eller taknemmelighed fra jer.” – Sura ad-Dahr: 8-9

Lad det være usagt, hvilken forskel der findes mellem disse to slags sindelag set ud fra et rent moralsk synspunkt; selv ud fra et rent økonomisk synspunkt kan man undersøge, hvilken ideologi blandt disse forskellige syn på gevinst og tab der er mere solid og vidtrækkende, og hvilken der med hensyn til følgerne er mere velordnet og præcis. Når islams syn på gevinst og tab samt skade og fordel er således, som det ovenfor er beskrevet, hvordan skulle islam da på nogen måde kunne tolerere renteforretning? Hvordan skulle det overhovedet være muligt?

Fire: Zakat

Som jeg tidligere har sagt, er islams mål, at rigdom og ejendom ikke på noget område skal samles og ophobes. De mennesker i nationen, som gennem en relativt større dygtighed eller held har været i stand til at erhverve mere rigdom og ejendom, end de har brug for, pålægger islam, at de ikke skal holde den ophobet hos sig selv. Tværtimod er det deres pligt at bruge den. Den skal bruges på sådanne områder og til sådanne formål, at samfundets mindre heldige medlemmer gennem rigdommens cirkulation kan få en tilstrækkelig del af den. Med dette formål ønsker islam på den ene side gennem effektive midler såsom moralsk undervisning, opmuntring og advarsler at skabe en oprigtig ånd af gavmildhed og ægte gensidig hjælp. Således at mennesker som følge af deres naturlige tilbøjeligheder af hele deres hjerte afskyr at oplagre rigdom og ejendom og i stedet bliver mere ivrige og interesserede i at bruge den. På den anden side har islam også fremsat en række love og regler, hvis grundlæggende mål er, at der nødvendigvis skal udtages mindst en bestemt del af de midler, der tilhører dem, som trods denne fremragende lære og vejledning om gavmildhed under indflydelse af en fordrejet natur er blevet mere vant til at plyndre penge og ophobe rigdom, eller af de midler, der på den ene eller anden måde er blevet samlet hos nogen, for at bruge den til folkets velfærd. Og dette er zakat. Zakat er så betydningsfuld i islams økonomiske system, at den regnes for en af islams søjler. Umiddelbart efter salat er der lagt størst vægt på den. Det er blevet sagt klart, at den rigdom og ejendom, som en person samler og ophober, på ingen måde kan være halal, hvis zakat ikke regelmæssigt betales af den.

خُذْ مِنْ أَمْوَالِهِمْ صدقة تطهر هم وتزكيهم بها – التوبة : ١٠٣

“Opkræv zakat fra deres ejendom og rens og halal-gør den derved.” – Sura at-Tawbah: 103

Selve ordet zakat viser, at den formue, som er ophobet hos den velhavende, aldrig kan være halal for ejeren, hvis han ikke hvert år anvender mindst to en halv procent af den på Allahs vej.

Hvad betyder ordene »på Allahs vej«? Allah er hævet over alle behov og er uafhængig af alt. Ingen formue når Ham, og Han har ikke det mindste behov for den. Hans vej er, at den velhavende gennem anvendelsen af sine egne midler selv skal bestræbe sig på at gøre de fattige og trængende velstående og bruge og investere dem i fremme af sådanne gavnlige foretagender, hvis gavn hele nationen uden forskel kan få del i.

انما الصدقات للفقراء والمسكين والعملينَ عَلَيْهَا وَالْمُؤَلَّفَةِ قُلُوبُهُمْوفِي الرِّقَابِ وَالْغَارِمِينَ وَفِي سَبِيلِ الله وابن السبيل – التوبة : ٦٠

»Sadaqa og zakat er først og fremmest for de fattige og trængende, for de ansatte, der arbejder med opkrævningen af sadaqa og zakat, for dem, hvis hjerter man ønsker at vinde, med det formål at befri mennesker fra fangenskab, for de forgældede, til anvendelse på Allahs vej samt for rejsende og nødstedte vejfarende.«

Dette er i sandhed muslimernes kooperative gensidige hjælpeorganisation. Og dette er deres »livsforsikring«. Den fungerer også som deres provident fund. Det er deres opsparede hjælpefond for arbejdsløse og indtægtsløse mennesker. Den er et middel til at forsørge deres hjælpeløse, handicappede, invalide, syge, forældreløse og enker. Frem for alt er zakat en ordning, som fuldstændig befrier muslimen fra bekymring for fremtiden. Dens enkle regel er denne: I, som nu er velstående, skal hjælpe andre mennesker. Hvis I i fremtiden bliver fattige, vil andre mennesker hjælpe jer. Ingen behøver at bekymre sig og blive tynget af tanker om, hvad der vil ske, hvis man bliver fattig, hvad der vil blive af hustru og børn, hvis man dør, hvad der vil ske, hvis en pludselig ulykke rammer, hvis man bliver syg, hvis ens hus og ejendele brænder ned, hvis man bliver skyllet bort af en oversvømmelse eller går konkurs – eller hvordan man skal kunne imødegå disse alvorlige vanskeligheder; heller ikke om, hvad der vil ske, hvis man i et fremmed land står uden rejseforråd, eller hvordan man skal kunne opretholde livet. For kun zakat kan befri mennesket for alle disse bekymringer og give det indre ro. Menneskets opgave er blot at give to en halv procent af sin opsparede formue til Allahs livsforsikringsselskab og tegne en forsikring for sig selv. For nu kan du godt undvære disse penge. De vil blive anvendt til gavn for andre trængende mennesker. Og hvis du i fremtiden selv bliver trængende, eller dine børn kommer i alvorlig nød, vil ikke blot den formue, du gav, blive givet tilbage, men langt mere end det.

Her ser man igen den grundlæggende modsætning og forskel mellem kapitalismens og islams principper og fremgangsmåder. Kapitalismens mål er at indsamle og ophobe rigdom og at opkræve renter for at øge den yderligere, så den eksisterende rigdom hos disse mennesker samles og ophobes ét sted.

Islams mål er fastlagt i den stik modsatte retning. Islams mål er for det første, at rigdom ikke skal være koncentreret og kapitaliseret. Hvis den alligevel bliver det, skal zakats kilder strømme ud fra dens reservoir, så de tørre og barske marker og agre omkring det kan vandes, og hele jorden i alle retninger kan blive frodig, grøn og rig på afgrøder og blomster. I et kapitalistisk samfund er udvekslingen af rigdom blokeret, og området begrænset; i islam er den derimod fri, uhindret og åben. Hvis man i det kapitalistiske samfund vil hente vand fra rigdommens dam, skal man på forhånd have »vand« stående dér. Ellers kan ingen få så meget som en dråbe derfra. Men islams regler for vandets centrum er helt modsatte. Den, som har overskydende vand, skal hælde det i dammen. Og den, der har behov for det, kan hente vand derfra. Det er tydeligt, at disse to ordninger og fremgangsmåder i deres grundlag og natur er indbyrdes modsatrettede, og at de to ting aldrig kan forenes i det samme økonomiske system.

Fem: Arveloven

Efter at have opfyldt sine egne behov, givet ud til Allahs vej og betalt zakat har islam taget en særlig metode i brug for at sprede og fordele den formue, der måtte være ophobet et eller andet sted. Denne særlige metode er »arveloven«. Formålet med denne lov er at opsplitte og sprede den efterladte ejendom – uanset om den er lille eller stor – blandt nære og fjerne slægtninge og fordele den mellem dem efter deres respektive klasser. Selv hvis en person ikke har nogen arving, eller hvis ingen arving kan findes, må han ikke have ret til at koncentrere ejendommen ved at efterlade den til en adoptivsøn; hans ejendom skal overføres til muslimernes Bayt al-Mal, så hele nationen kan drage fordel af den. En sådan lov om fordeling af arv, som den findes i islam, findes ikke i noget andet økonomisk system. Formålet med de øvrige økonomiske systemer, der er udbredt i verden, er derimod begrænset til én person eller nogle få personer [note – formålet med loven om den førstefødte søns arvefølge (Law of Primogeniture) og fællesfamiliesystemet (Joint Family System) er også dette]. Men islam billiger ikke, at formue koncentreres og ophobes ét sted. Dens formål er at sprede den – at fordele den blandt mange mennesker og dermed gøre formuens cirkulation lettere.

Seks: Fordeling af ghanima, eller krigsbytte

Islams mål gennemføres også fuldt ud, når det gælder fordelingen af ghanima og den ejendom og de værdier, der er erobret. Om den formue, som soldaterne får fat i under islamisk krigsførelse, er der fastsat en lov om, at den skal deles i fem dele. Fire af delene skal fordeles blandt soldaterne, mens én del skal deponeres i Bayt al-Mal med henblik på at blive anvendt til almindelige nationale velfærdsformål.

وَاعْلَمُوا أَنَّمَا غَنِمْتُمْ مِّنْ شَيْءٍ فَإِنَّ لِلَّهِ خُمُسَهُ وَلِرَّسُولِ وَلِذِي الْقُرْبي واليتمى والمسكين وابن السبيل – – الانفال : ٤١

»Og vid, at en femtedel af det bytte, I har taget, er bestemt til Allah, Hans Sendebud, de nærmeste slægtninge, de forældreløse, de fattige og de hjælpeløse vejfarende.« – Sura al-Anfal: 41

Med Allahs og Hans Sendebuds, fred være med ham, andel forstås den andel, der er bestemt til sociale formål og til hele samfundets velfærd. Den overdrages i overensstemmelse med Allahs og Sendebuddets, fred være med ham, bestemmelser til den islamiske regerings hænder.

Den særlige grund til, at der af ghanima er afsat en andel til Sendebudets, fred være med ham, nærmeste slægtninge, er, at de ikke fik nogen andel af zakat. Desuden er andele til yderligere tre grupper specifikt afsat inden for denne femtedel:

a. Nationens forældreløse børn; heraf skal deres uddannelse og oplæring sikres. Det skal anvendes til at gøre dem egnede til at deltage i livets kamp gennem bestræbelser og erhvervelse af færdigheder.

b. Fattige, enker, handicappede, uarbejdsdygtige, syge og trængende – alle slags mennesker regnes med blandt dem.

c. Rejsende og udlændinge. Gennem sin moralske lære skaber islam en særlig holdning blandt mennesker, hvor man viser gæster gæstfrihed. Desuden er rejsendes og vejfarendes ret anerkendt i zakat, sadaqa og krigsbyttet fra krige. Dette er i sandhed en yderst vigtig ordning i islam. Takket være den er menneskers rejser i muslimske lande med henblik på handel, turisme, uddannelse, studier samt besøg ved mindesmærker og historiske levn blevet lettere.

Der er fastsat særlige bestemmelser, som sikrer, at alle de jorder, områder og materielle ejendele, som den islamiske stat får kontrol over som følge af krig, forbliver statens ejendom.

ما أَفَاءَ اللَّهُ عَلَى رَسُولِهِ مِنْ أَهْلِ الْقُرَى فَلِلَّهِ وَلِرَّسُولِ وَلِذِي الْقُرْبي واليتمى والمسكين وابن السبيل ( كى لا يَكُونَ دُولَةً بَيْنَ أَغْنِيَاء مِنْكُمْ . الفُقَرَاءِ الْمُهَاجِرِينَ الَّذِينَ أُخْرِجُوا مِنْ دِيَارِهِمْ … وَالَّذِينَ تَبَوَّهُ الدَّارَ والإِيمَانَ مِنْ قَبْلِهِمْ …. وَالَّذِينَ جَاءُوا مِنْ بَعْدِهِمْ – الحشر : ٧-١٠

»Det, som Allah har givet sin Sendebud som fay fra byernes indbyggere, er forbeholdt Allah, Hans Sendebud, Sendebudets nære slægtninge, de forældreløse, de fattige og de rejsende. … Formålet er, at disse rigdomme ikke blot skal cirkulere blandt de rige iblandt jer. … Heri er der også en andel til de trængende muhajirun, som er blevet fordrevet og landsforvist fra deres hjem og ejendom. … Heri er der også en andel til dem, som antog troen i Medina før muhajirunernes ankomst. Og heri er der også en andel til de kommende generationer, som vil komme senere.« – Sura al-Hashr: 7-10

I ovenstående vers er det område, hvortil den ejendom, der er erhvervet som fay, skal anvendes, tydeligt beskrevet. Ikke nok med det: I klare ord er også det formål udtrykt, som ikke blot gælder fordelingen af fay-ejendom, men som islam har opstillet for hele det økonomiske system. Og det er:

كي لا يَكُونَ دُولَةً بَيْنَ الْأَغْنِيَاء مِنْكُمْ.

»Al rigdom må ikke forblive begrænset til kun de rige iblandt jer.« – Sura al-Hashr: 7

Dette er ganske vist sagt i Koranen Majid med en meget kort formulering; ikke desto mindre er det selve grundstenen i den islamiske økonomis bygning.

Syv: Påbuddet om at følge en middelvej

På den ene side har islam indført en ordning, der lader rigdom cirkulere blandt nationens medlemmer og gør de fattige til delagtige i de riges velstand (en detaljeret redegørelse er tidligere fremlagt); på den anden side har islam påbudt enhver person at følge en middelvej og udvise sparsommelighed, når det gælder pengeforbrug. Formålet er, at personer ved at følge sparsommelighedens og middelvejens princip i deres pengeforbrug ikke skal ødelægge balancen i fordelingen af rigdom ved enten at være snæversynede eller overdrevent nærige eller ved at ødsle med deres økonomiske midler. Koranen Majids omfattende belæring herom er gengivet i det følgende vers:

ولا تجعل يدك مغلولة الى عنقك ولا تبسطها كُلَّ الْبَسْطِ فَتَقْعُدَملوما محسورا – بنى اسرائي : ٢٩

“Bind ikke din hånd til halsen. (Lad det ikke være sådan, at den aldrig kan åbnes); men åbn heller ikke din hånd helt. For hvis du gør det, vil du senere blive tvunget til at sidde tilbage angerfuld og fortvivlet.” – Sura Bani Isra’il: 29

وَالَّذِينَ إِذَا أَنْفَقُوا لَمْ يُسْرِفُوا وَلَمْ يَقْتُرُوا وَكَانَ بين ذلك قومًا .

“Allahs gode tjenere er de, som hverken ødsler eller bruger penge forgæves, når de anvender deres midler, og heller ikke udviser nogen form for nærighed. De holder sig tværtimod fast på middelvejen mellem disse to yderligheder.” – Sura al-Furqan: 67

Formålet med denne belæring fra Koranen er, at enhver person skal bruge penge inden for grænserne af sine egne midler og indtægter. Han må hverken overskride grænserne eller bruge mere, end han tjener. Ellers kan han til sidst blive tvunget til at række hånden ud ved andres døre på grund af sit unødvendige forbrug. Han vil fratage andre deres levebrød og tage lån hos folk uden et reelt behov. Eller også vil han ikke være i stand til at tilbagebetale de penge, han har lånt af andre, eller blive så dybt forgældet, at han for at tilbagebetale gælden må bruge alle sine økonomiske midler og som følge af sine egne handlinger ende blandt de fattige og trængende. Det er uden tvivl en yderst sørgelig tilstand.

På den anden side bør man heller ikke være overordentligt nærig. Det er helt forkert ikke at bruge så meget af sine økonomiske midler, som de tillader én at bruge. At bruge inden for grænserne af sin indkomst betyder desuden ikke, at man, hvis man har en god indkomst, skal bruge hele sin fortjeneste på egen luksus, bekvemmelighed og pragt. For ens nære slægtninge, venner og naboer vil leve under den største nød, mens man selv fordyber sig i et sådant liv i luksus og fornøjelser. En sådan selvisk måde at bruge sine penge på regnes også i islamisk optik for ekstremt ødsel.

وات ذا القربي حقه والمسكين وابن السبِيلِ وَلا تُبَذِّرْ تَبْنيران انالمُبَذِّرِينَ كَانُوا إِخْوَانَ الشَّيطين ، وَكَانَ الشَّيْطَنُ لِرَبِّهِ كَفُورًا.

“Giv din nærmeste slægtning hans ret, og giv også den fattige og den vejfarende deres ret. Ød ikke bort. De ødsle er Satans brødre, og Satan er ulydig og utaknemmelig over for sin Herre.” – Sura Bani Isra’il: 26-27

Islam nøjedes ikke med blot at give moralsk undervisning i denne sag og mente ikke, at det var tilstrækkeligt blot at sige dette. Den har også indført de nødvendige love for at bekæmpe de skændige former og udtryk for nærighed og ødselhed. Den har desuden forsøgt at standse alle skikke og regler, der ødelægger balancen i fordelingen af rigdom. Islam har erklæret hasardspil for haram. Den har fuldstændigt forbudt alkohol, morskab og underholdning, udgifter til fornøjelser samt mange overdrevne dårlige vaner. For deres uundgåelige konsekvens er spild af tid og ressourcer. Islam tillader ikke den naturlige tiltrækning til sang og musik at nå et punkt, hvor denne tiltrækning, samtidig med at den fremkalder talrige moralske og åndelige fejl og mangler hos mennesket, også bliver årsag til forstyrrelser i det økonomiske liv. Også tilbøjeligheden til ydre skønhed og pryd begrænser den inden for en bestemt grænse. De forskrifter, der er overleveret fra den ædle Profet om meget kostbare klæder, smykker besat med diamanter og ædelstene, kar af guld og sølv samt billeder og statuer, rummer en særlig velfærd og dyb visdom. Et stort og vigtigt velfærdsprincip i denne forbindelse er, at det på ingen måde er udtryk for god smag blot at bruge den rigdom, som kunne anvendes til at dække de mest grundlæggende behov hos jeres utallige fattige brødre og levere de varer og ting, der er nødvendige for deres liv, på ens egen krop og i ens eget hjem. Det vidner tværtimod kun om den største hensynsløshed og den mest usle egoisme. Kort sagt tilskynder islam gennem både moralsk undervisning og straffebestemmelser mennesket til at leve et enkelt og ligefremt liv. Den form for enkelt og ligefremt liv, som islam opmuntrer mennesket til at føre, kan ikke udvide menneskets behov og begær efter tilfredsstillelse så meget, at det ikke kan leve på et middelmådigt niveau af sin indkomst, eller at det ligefrem skulle blive nødvendigt at overskride dets naturlige grænser og tage del i andre menneskers levebrød og indtægter. Og selv hvis nogen kan tjene mere end det, der kræves til en middelmådig levestandard, kan der heller ikke opstå en situation, hvor han må bruge hele sin formue på sig selv og ikke kan bruge noget af den på dem, der tjener mindre end det middelmådige niveau.

En islamisk løsning på moderne økonomiske problemer

I forbindelse med gennemgangen af “Historiens lære” nævnte vi nogle økonomiske problemer. På nuværende trin vil vi drøfte, hvordan disse kan løses på grundlag af de principper, islam har fremlagt. I denne forbindelse mener vi først og fremmest, at det er nødvendigt at huske nogle grundlæggende teoretiske forhold.

Nogle grundlæggende teoretiske forhold

For at forstå det islamiske samfundssystem korrekt er det først og fremmest nødvendigt at vide, at det afgørende i det islamiske syn ikke er samfundet, nationen eller kollektivet, men individet. I virkeligheden er individet ikke til for nationen eller kollektivet; nationen eller kollektivet er til for individet. Over for Allah vil et samfund, en nation eller et kollektiv ikke samlet blive holdt ansvarligt; hvert enkelt menneske vil som en selvstændig personlighed, med sin fulde individuelle værdighed, være ansvarligt og blive holdt til regnskab. Hele menneskets moralske værdi og værdighed hviler på dette personlige ansvar og denne personlige ansvarlighed. Det sociale livs hovedmål er ikke blot det samlede velbefindende; det, der i virkeligheden tilstræbes, er det enkelte individs velbefindende. Det egentlige mål for, om en samfundsordning er god eller dårlig, velfærdsskabende eller ødelæggende, er svaret på spørgsmålet om, i hvilken grad den hjælper og fremmer eller hindrer udviklingen og forædlingen af individernes særskilte personligheder samt udfoldelsen af deres personlige evner og arbejdskapacitet. Derfor kan islam på ingen måde acceptere en form for samfundsorganisation eller en ordning, der indføres i det samlede velbefindendes navn, hvis den tvinger individerne til at miste deres individualitet og en vældig befolkning til at blive fanget som dele af en maskine i hænderne på en lille gruppe herskere.

Uden ubetinget frihed til at tænke og handle kan det enkelte menneskes individualitet ikke udvikle sig rigtigt, og det er heller ikke muligt for dets personlighed at komme til fuld udfoldelse. Til dette formål er frihed til blot at udtrykke meninger, skrive og tale, stræbe og arbejde samt danne forsamlinger, møder og organisationer ikke tilstrækkelig; frihed til at tjene til livets ophold er i samme grad nødvendig. Dette er en så naturlig og selvindlysende sandhed, at der ikke behøves nogen lang og udførlig drøftelse for at bevise den. Almindelig fornuft er tilstrækkelig til at mærke og forstå dens nødvendighed og uundværlighed. Selv en almindelig vejfarende ved udmærket, at den, der ikke har frihed i spørgsmål om livsophold og levevej, heller ikke kan have nogen anden form for frihed. Han kan hverken have frihed til at udtrykke sine meninger, tale, skrive eller stræbe og arbejde. Derfor kan kun det samfund være til gavn for menneskeheden, hvor en af Allahs tjenere kan skaffe sig mad til to måltider gennem sin egen indsats uden at sælge sig selv. I industrialiseringens tidsalder er denne mulighed meget begrænset. Tung industri, handelsvirksomheder og storlandbrug har indsnævret de private håndværkeres, fagfolks, småhandlendes og bønders liv så meget, at de ikke med held kan drive deres selvstændige virksomheder og erhverv i konkurrence med de store. Ikke desto mindre kan velstillede og arbejdsdygtige mennesker i et samfund, hvor princippet om privat ejendomsret er anerkendt, få mulighed for at etablere deres egen selvstændige industri-, handels- eller landbrugsvirksomhed. For de ubemidlede arbejdere er der i det mindste den mulighed, at hvis en person ikke ønsker at tage arbejde eller lønarbejde i en bestemt virksomhed, kan han henvende sig et hvilket som helst andet sted. Men hvor hele eller størstedelen af produktionsmidlerne gøres til national ejendom, eller hvor alle økonomiske aktiviteter, selv om privat ejendomsret stadig er tilladt, efter nazistiske eller fascistiske metoder underlægges statens ubetingede kontrol og ledes på grundlag af en altomfattende og samlet plan, kan folkets personlige økonomiske frihed på ingen måde bevares. Og når den er ophørt, må også den mentale, sociale og politiske frihed straks fuldstændigt udslettes. Derfor har en livsordning, som elsker menneskets personlige individualitet og tillægger udviklingen og fuldkommengørelsen af den menneskelige personlighed målrettet betydning, ingen anden mulighed end at forkaste alle former for socialt velfærdsorienterede principper, idealer og ideologier, der er udformet med henblik på at nationalisere jord, fabrikker og virksomheder eller på grundlag af en central ledelse under statens ubetingede herredømme at drive hele økonomiens maskineri.

I denne henseende har Islam indtaget netop denne holdning. Dette er ikke den eneste årsag til uoverensstemmelsen mellem kommunismen og Islam. Kommunisterne anvender magt og umenneskelig vold og undertrykkelse for at trække produktionsmidlerne ud af privat eje og føre dem over på nationalt ejerskabs niveau. Men selv hvis man undlader den undertrykkende og plyndrende fremgangsmåde med vold og overgreb for at gennemføre denne plan og i stedet følger den gradvist udviklende socialismes princip om lidt efter lidt gennem lovgivning at gøre jord, industri- og handelsvirksomheder til national ejendom, kan Islam på ingen måde acceptere den. For en sådan samfundsordning er i sin natur skadelig og ødelæggende for menneskeheden. Nazistiske og fascistiske metoders regimentering (Regimentations) og planlægningssystem er også fuldstændig i strid med Islams natur. For uanset hvad disse idealers samlede interesse måtte være, er de tydeligt uforenelige med den menneskelige personligheds fortsatte vækst og fuldkommengørelse.

Der er endnu et aspekt, der må tages i betragtning. Det grundlag, som Islam ønsker at skabe for menneskets sindelag og moralske synspunkt, er gudsfrygt og en stærk følelse af ens eget ansvar for at skulle stå til regnskab over for Allah. Hvis disse to egenskaber findes hos mennesker i et samfund, og de får overdraget ansvaret for samfundets samlede og nationale anliggender, kan de ikke selv være rede til at oprette og lede et system, hvor de, samtidig med at de forstår deres eget personlige ansvar, også påtager sig ansvaret for hundredvis af millioner menneskers personlige forhold. Profeten (fred være med ham) sagde netop dette under en hungersnød i Medina. Man havde forelagt ham, at priserne på varer steg voldsomt, og bedt ham selv fastsætte varepriserne. Profeten (fred være med ham) nægtede udtrykkeligt at gøre dette. Da han i denne forbindelse fremlagde sin begrundelse, sagde han:

إِنِّي أُرِيدُ أَنَّ الْقَى اللَّهَ وَلَيْسَ لِأَحَدٍ عِنْدِي مَظْلَمَةٌ يَطْلُبْنِي بِهَا .

“Jeg ønsker at møde Allah i en sådan tilstand, at der ikke findes den mindste anklage mod mig for at have gjort nogen uret, og at ingen vil kræve noget sådant af mig.”

[Noten betyder ikke, at Profeten (fred være med ham) ønskede at lade de høje priser fortsætte uhindret, eller at han ikke rettede nogen opmærksomhed mod at modvirke og afhjælpe dem. Det, han i virkeligheden nægtede at gøre, var at sønderbryde det komplicerede prisdannelsessystem gennem statslig, kunstig indgriben. I stedet for at følge denne fremgangsmåde anvendte han sine kræfter på at forbedre handelsfolkenes moral. Gennem vedvarende og uophørlig forkyndelse og undervisning indprentede han dem, at det var en meget stor synd med vilje at hæve priserne urimeligt meget. Profetens forkyndelse og undervisning var ikke forgæves; man så fremragende resultater af den. På kort tid begyndte priserne på alle varer at falde til et normalt niveau.]

Desuden ønsker Islam i alle forhold at holde mennesket nær dets naturlige tilstand. Islam bryder sig overhovedet ikke om kunstighed på noget område af livet. Hvad angår den menneskelige økonomi, må den naturlige tilstand i virkeligheden være, at enkeltpersoner tager de midler og ressourcer til livets ophold, som Allah har skabt på denne jord, i deres besiddelse, forbruger og anvender dem individuelt eller kollektivt og drager nytte af dem. De skal frit fortsætte med at udveksle varer samt arbejdskraft og arbejde med hinanden. Siden tidernes morgen har menneskehedens forsørgelsesapparat fungeret netop på denne måde. Når et menneske lever i et samfund, kan kun en sådan naturlig ordning gøre det frit i spørgsmål om sit eget livsophold og stabilt og selvhjulpent i livet. Utallige små og store ideologier (Ism), udformet af uerfarne og kun delvist erfarne mennesker, fremsætter den ene eller anden kunstige samfunds- og økonomiske ordning, og efter disse ordninger får mennesket ikke mulighed for at leve som en selvstændig, bevidst personlighed med en egen sjæl og som et væsen med målrettet betydning. Det tvinges dér til at forblive en livløs del af en samfundsmaskine.

Islam støtter heller ikke en revolutionær handlingspolitik, ligesom den ikke støtter kunstige midler. I jahiliyyah-perioden ernærede araberne sig gennem mange forskellige metoder, hvoraf Islam senere erklærede mange for haram – stærkt forkastelige. Men med hensyn til den formue og ejendom, som allerede var gået i folks besiddelse, rejste Islam ikke noget spørgsmål og bekendtgjorde heller ikke nogen erklæring om konfiskation af rigdom, der tidligere var erhvervet på haram-måder. Den fandt ikke engang anledning til at udspørge ågerkarle, prostituerede og tyve-røvere om deres tidligere bedrifter og handlinger. Den islamiske civilret anerkendte ejendomsretten til det, enhver havde i sin besiddelse. For fremtiden lukkede den naturligvis alle former for haram-indtjening, og gennem islams arvelov fordelte og opdelte den gradvist de tidligere ejendomsbesiddelser i stadig mindre dele.

Diagnose af sygdommen

Efter at have forstået de ovenfor nævnte teorier må man endnu en gang erindre bogens indledende drøftelser. Allerede i begyndelsen af denne bog sagde vi, at selv om det kapitalistiske samfundssystem i den industrielle revolutions tidsalder, efter at have eksisteret siden uindskrænkede tider, var blevet grundlagt på økonomiske skikke og regler, var fire grundlæggende årsager til dets alvorlige sammenbrud til stede fra begyndelsen, og det var i sidste ende disse, der blev årsag til de alvorlige reaktioner. De fire årsager er følgende:

For det første: Grundlæggerne og lederne af dette system overdrev i høj grad disse evige principper, selv om en sådan overdrivelse på ingen måde var passende for den anden industrielle tidsalder.

For det andet: De føjede flere fejlagtige principper til disse evige, naturlige regler.

For det tredje: De tilsidesatte nogle grundprincipper i et naturligt økonomisk system, selv om de var lige så overordentligt vigtige som kapitalistsamfundets syv grundprincipper.

Derefter har vi i disse kapitler udførligt forklaret, at alle de bestræbelser, som socialismen, kommunismen, fascismen og nazismen på den ene side og det kapitalistiske system på den anden side har gjort for at behandle de fejl, mangler og sygdomme, som det kapitalistiske system har frembragt, er mislykkedes udelukkende, fordi ingen af dem var i stand til at identificere sygdommens egentlige og grundlæggende årsag. Den ene gruppe begyndte at betragte de regler og skikke, der havde været anvendt siden oldtiden, som sygdommens egentlige årsag, og samtidig med at den fjernede dem, tilintetgjorde den også individets særpræg. Den anden gruppe koncentrerede al sin opmærksomhed om blot at tilbagevise anklagerne og lod de grundlæggende årsager til fejlene og sammenbruddet forblive, som de var. I det samfundssystem, som den etablerede, forblev den individuelle frihed, men i praksis blev den lige så skadelig set fra det samlede samfunds interesser, som den havde været ødelæggende i kapitalismens mørke fase.

Hvis man tænker lidt over denne metode til at diagnosticere sygdommen, må man let erkende, at den sande menneskehed har brug for et videnskabeligt, harmonisk og afbalanceret økonomisk system, som

For det første: Den vil opretholde økonomiens naturlige grundprincipper – for de er uundværlige for den individuelle frihed – men i stedet for at overdrive deres anvendelse vil den regulere individernes frihed til at stræbe og gøre en indsats på en sådan måde, at de ikke forbliver fjender af samfundets samlede interesser og velfærd. Ikke blot det; i praksis vil de blive dens tjenere.

For det andet: Den vil holde enhver form for sammenblanding af fejlagtige principper med de nævnte naturlige principper borte fra hele økonomisystemet.

For det tredje: Sammen med disse principper vil den også gennemføre økonomisystemets øvrige grundprincipper, som er i overensstemmelse med menneskets natur.

For det fjerde: Den vil ikke tillade individerne at modsætte sig disse naturlige grundprincipper og fortsætte med at fornægte deres egentlige krav.

Islams afhjælpning

Islam har netop valgt denne vej. Islam forvandler den »uindskrænkede økonomi« til et »frit økonomisystem« og binder det inden for visse regler, begrænsninger og grænser, på samme måde som den begrænser menneskets frihed på alle andre områder af samfundet og civilisationen. Samtidig lukker den fuldstændigt alle veje, ad hvilke det ødelæggende kapitalistiske økonomisystems særlige indflydelse og skadevirkninger kunne opstå i det frie økonomisystem. Vi vil derefter forsøge at fremlægge så detaljeret som muligt, hvilken økonomisk orden der opstår på grundlag af islams principper.

1. Ejendomsretten til jorden

I islam er privat ejendomsret til jorden blevet anerkendt og støttet ligesom til andre ting. Jorden kan, ligesom andre ting, blive en persons ejendom i alle de juridiske former, der er fastsat for at etablere og gøre nogens ejendomsret til en ting gældende. Der er heller ingen fastsat grænse for dette: Uanset om det drejer sig om et enkelt kvadratyard eller flere tusinde acres, vil den, der har erhvervet jorden på lovlig måde og efter lovlige regler, naturligvis være dens lovmæssige ejer, og den vil blive regnet som hans lovlige ejendom. Det er heller ikke en betingelse for ejendomsrettens gyldighed, at man selv skal dyrke sin egen jord. Ligesom huse og møbler kan udlejes, kan jord også bortforpagtes. Landbruget kan også drives efter et system med deling af høsten. Hvis man giver nogen jord uden leje, eller lader nogen dyrke ens jord uden at tage del i høsten, vil det blive regnet som sadaqa eller en gave. Men at udføre en forretning på grundlag af leje, årlig forpagtning og deling af høsten, eller at udleje en ting, er lovligt og tilladt. De mangler og fejl ved det feudale system, som findes i vores samfund, er imidlertid hverken blot et resultat af zamindari-systemet, og heller ikke kan afskaffelsen af den private ejendomsret til jord være nogen behandling eller løsning på dem. Det er heller ikke gavnligt at pålægge kunstige tvangskrav, sådan som de halvkyndige i denne tid foreslår i forbindelse med landbrugsreformer. Den rette behandling kan derimod, på grundlag af den islamiske ideals grundprincipper, være som følger:

For det første: Alle hindringer og begrænsninger, der er indført for køb og salg af jord, skal fjernes, og handelen med jord skal gøres lige så let som handelen med andre almindelige ting i verden.

For det andet: Skikken med på permanent vis at skelne mellem landbrugs- og ikke-landbrugsklasserne skal for altid afskaffes på alle områder og i enhver henseende.

For det tredje: Hele den ordning med særlige rettigheder for jordejere, som findes i vores liv og samfund, bør ophæves ved lov.

For det fjerde: Jordejernes og landbrugernes indbyrdes rettigheder, pligter og ansvar bør fastlægges ud fra loven. Bortset fra disse specifikt fastlagte rettigheder skal jordejere ikke anerkendes nogen som helst anden form for ret over for landbrugerne.

For det femte: Jordejerskab skal i ordets egentlige betydning kun have lov til at bestå i én bestemt form: Forholdet mellem ejeren og landbrugeren skal svare til forholdet mellem to ligeværdige partnere i den tilbageværende forretningsvirksomhed. Hvad angår de former for jordejerskab, der fungerer som redskaber for undertrykkelse, tyranni og udbytning og får mulighed for at blive en »stat i staten«, eller som uretmæssigt gøres til et middel til at opnå politisk »magt«, ligger de uden for grænserne for lovligt og rimeligt jordejerskab. Derfor kan de heller ikke få den beskyttelse, som rimeligt jordejerskab og lovligt ejerskab får.

For det sjette: Alle de islamstridige skikke og sædvaner, der er blevet indført med hensyn til fordelingen af arv, skal afskaffes. Jordejernes nuværende ejendom skal fordeles blandt deres levende arvinger i overensstemmelse med Shariaens bestemmelser, og også fremover skal islams arvelov anvendes korrekt på landbrugsejendom.

For det syvende: Der skal indføres kontrol med, at landbrugsjord efterlades udyrket. Hvis regeringen for eksempel har tildelt nogen jord vederlagsfrit, men den forbliver udyrket i mere end tre år, skal denne »gave« annulleres. Hvis købt jord på tilsvarende vis ligger ubrugt hen, skal der pålægges en skat på den, når en bestemt frist er udløbet.

For det ottende: En bestemt del af de afgrøder, som jordejere og landbrugere producerer, skal opkræves med henblik på at blive anvendt til zakat i de fastsatte kategorier.

Ni: Hvis storstilet landbrug skal drives efter moderne videnskabelige metoder, må der oprettes sådanne organisationer for gensidig hjælp, at små jordejere, samtidig med at de bevarer deres private ejendomsret, på grundlag af gensidig enighed og tilfredshed kan forvandle deres ejendomme til et stort landbrugsområde og i fællesskab udføre arbejdet som én organisation.

Når disse reformforanstaltninger er gennemført, kan der ikke længere være nogen mangel ved jordejerskab og storskala-jordbesiddelse, som med rimelighed kan fremføres.

2. Andre produktionsmidler

Fra islams synspunkt er der ingen grund til at skelne mellem forbrugsgoder og produktionsmidler; derfor er det aldrig acceptabelt, at privat ejendomsret gælder i det ene tilfælde, men ikke er lovlig i det andet. Islam anser det for lovligt, at en person fremstiller eller indsamler noget, som andre mennesker har brug for i deres dagligdag, og sælger det til dem. Han kan udføre dette arbejde med egne hænder eller få andre til at udføre det mod løn. Han kan eje alle de råmaterialer, redskaber og arbejdssteder, som han anvender til at fremstille eller indsamle sådanne varer. Det var lovligt før industrirevolutionen, og det er ligeledes lovligt i tiden efter den. Men fri industri og handel var aldrig lovlig tidligere, og kan heller ikke nu på nogen måde være rimelig. Ifølge islams bestemmelser var det nødvendigt – og er det stadig nødvendigt – at tvinge den til at følge nedenstående regler:

Ét: Før en industriel opfindelse, der åbner mulighed for at anvende maskinkraft i stedet for menneskelig styrke, arbejdskraft og slid, tages i brug inden for industri, landbrug og handel, er det absolut nødvendigt grundigt at vurdere og analysere, hvor mange menneskers levebrød den vil ødelægge, og hvordan der skal sørges for de arbejdsløses livsunderhold. Uden dette må tilladelse til at anvende den pågældende opfindelse under ingen omstændigheder gives.

To: Detaljeret fastlæggelse af arbejdernes og ejernes indbyrdes rettigheder, pligter, arbejdsvilkår og så videre skal overlades til parternes gensidige forståelse. Men regeringen skal på eget initiativ fastsætte nogle grundlæggende regler for retfærdighed. Det gælder for eksempel en arbejders mindsteløn eller mindste lønsats, den maksimale arbejdstid, behandling ved sygdom, erstatning ved fysisk invaliditet samt en mindstepensionsret, hvis han bliver fuldstændig uarbejdsdygtig, og lignende forhold.

Tre: Regeringen skal selv påtage sig ansvaret for at bilægge konflikter mellem arbejdere og ejere og skal til dette formål fastlægge en ordning med gensidig forståelse, voldgift og domstolsbehandling, således at der ikke opstår nogen situation, hvor det bliver nødvendigt at erklære strejke eller lockout.

Fire: Hamstring (Hoarding) (Det kaldes i islamisk terminologi ihtikār at samle dagliglivets nødvendige varer lidt efter lidt med det formål at hæve priserne og holde dem tilbage i stedet for at sælge dem.) Spekulation (Speculation), handelsmæssigt hasardspil og usynlig handel skal endeligt forbydes. Samtidig skal de metoder, hvorved der udøves kunstig indflydelse på varepriserne, bringes til ophør ved lov.
(De islamiske regler for handel er grundlæggende et vigtigt middel til at forbedre det økonomiske liv. Men verdens mennesker har ikke forsøgt at anvende dem for at opnå gavn. Tværtimod har selve det muslimske samfund udvist en yderst grov og skyldig foragt for dem. Der er her ikke lejlighed til at fremlægge en detaljeret redegørelse for disse regler. Om dette vil der, om Gud vil, blive skrevet og udgivet et selvstændigt værk. Her er formålet blot at sige, at alle handelsregler og -metoder, som er alvorlige og skadelige for den samlede interesse, nødvendigvis må forbydes ved lov.)

Fem: Det skal betragtes som en forbrydelse forsætligt at ødelægge fremstillede varer og afgrøder.

Seks: Alle grene af industri og handel skal i videst muligt omfang være åbne og frie for konkurrence. Ingen person eller gruppe må tildeles særlige diskriminerende rettigheder ved at få mulighed for at drive monopolhandel, og andre må ikke berøves denne mulighed.

Syv: Industrier og virksomheder, der er skadelige for folkets moralske karakter eller sundhed, må ikke tillades at fortsætte. Hvis en sådan ting på nogen måde anses for uundværlig, skal der indføres de nødvendige begrænsninger og den nødvendige kontrol med dens produktion og handel.

Otte: Regeringen skal ganske vist ikke efter nazistiske regler bringe al industri og handel fuldstændigt under sin egen kontrol, men den skal nødvendigvis sørge for vejledning og koordinering, så verdens industri og handel ikke bevæger sig ad en forkert vej, og der skabes fuld harmoni mellem alle den økonomiske tilværelses områder.

Ni: Ved hjælp af islams arvelov skal også industrimænds og forretningsfolks opsparede, akkumulerede formue fordeles løbende, ligesom jordejernes ejendom, så der ikke kan opstå en permanent velhavende klasse.

Ti: Ligesom blandt landbrugere skal en del af forretningsfolks, industrifolks og erhvervsdrivendes indtægter nødvendigvis opkræves med henblik på at anvende den til de formål, hvortil zakat-udgifterne er beregnet.

Islams økonomiske bestemmelser

På det økonomiske område støtter islam individets rettigheder. Islam lægger ingen hindring i vejen for, at en person opsparer den del af sin indkomst, der overstiger hans behov, giver den som lån til en anden, investerer den i en af sine egne virksomheder eller indskyder sin kapital i en industri- eller handelsvirksomhed og deler dens fortjeneste og tab. Selv om det set fra islams synspunkt er bedre at anvende overskydende midler til samfundsgavnlige formål, erklærer islam ikke desto mindre også de ovennævnte fire former for anvendelse for lovlige. Derfor er det imidlertid nødvendigt nøje at overholde følgende regler og bestemmelser.

Én: Hvis penge og formue holdes opsparet, skal der hvert år ubetinget opkræves 2,50 procent af den som zakat, og beløbet skal anvendes til de formål, som zakat må anvendes til. Når han ligger for døden, skal hele hans formue fordeles blandt hans arvinger i overensstemmelse med islams arveregler.

To: Hvis et lån gives til nogen, må långiveren kun få det oprindeligt udlånte beløb tilbage. Han har under ingen omstændigheder ret til at modtage rente. Det er uden betydning, om låntageren optager lånet for at dække sine egne udgifter eller med henblik på at anvende det i en industri eller handel. Hvis långiveren på tilsvarende måde som sikkerhed for tilbagebetalingen har taget jord eller anden ejendom i pant fra låntageren, må han heller ikke drage nogen fordel af den. Enhver fordel, der modtages til gengæld for lånet, vil være rente. Derfor kan den på ingen måde modtages. På grundlag af denne regel kan man let foretage den analogiske slutning, qiyās, at det heller ikke er tilladt at fastsætte én pris på en vare ved kontant køb og en anden pris ved køb på kredit.

Tre: Hvis kapital investeres direkte i industri, handel eller landbrug, skal de regler og fremgangsmåder, der er beskrevet vedrørende jord og andre produktionsmidler, ubetinget følges.

Fire: Når der er tale om et partnerskab, skal begge parter deltage i fortjeneste og tab i samme forhold. Begge skal være partnere efter en fastsat fordelingsnøgle. Alle sådanne forretningsarrangementer, hvor kapitalejeren kun får del i fortjenesten og garanteret modtager fortjeneste efter en fast sats uden at skulle bære nogen del af tabet, vil være juridisk forkastelige og ugyldige.

Zakat

Islam har ikke pålagt samfundet og staten at skaffe arbejde og beskæftigelse til borgerne. For uden at nationalisere alle produktionsmidlerne — eller i det mindste etablere et herredømme som efter nazistisk forbillede — vil det aldrig være muligt at opfylde pligten til at skaffe arbejde. Men fejlen ved dette og dets alvorlige skadevirkninger er allerede blevet redegjort for. Ikke desto mindre kan islam ikke acceptere, at enkeltpersoner i samfundslivet fuldstændigt overlades til deres egne midler, ressourcer og vilkår, og at man ikke påtager sig noget ansvar for at tage sig af mennesker i nød. På den ene side pålægger islam ethvert menneske et personligt moralsk ansvar: Når man ser en person, hvad enten det er en nærstående eller en fremmed, have behov for hjælp og støtte, skal man hjælpe vedkommende efter bedste evne. På den anden side kræver islam af industridrivende, forretningsfolk og jordejere, at de fuldt ud opfylder rettighederne for alle, de ansætter i deres arbejde og virksomhed. Herudover har islam pålagt hele samfundet og hele statsapparatet det ansvar, at ingen person inden for dets myndighedsområde må berøves selv de mest grundlæggende behov. Det er statsapparatets ansvar at yde alle nødvendige former for hjælp og beskyttelse til dem i samfundet, som er arbejdsløse og uden levebrød eller beskæftigelse, som midlertidigt er ude af stand til at arbejde af en eller anden grund, som er permanent uarbejdsdygtige, eller som er blevet ramt af en pludselig nød eller ulykke. Det er statens pligt at sørge for opdragelse og forsørgelse af hjælpeløse børn. Det hører endda også under regeringens ansvar at sørge for gældssanering for personer, der er forgældede og ude af stand til at tilbagebetale deres gæld. I virkeligheden er dette en omfattende plan for social sikring (Social Insurance), og den skal gennemføres direkte under statens ledelse. Til fremskaffelse af de økonomiske midler til dette formål har islam foreslået følgende fremgangsmåder:

Én: Enhver, der har opsparet kapital ud over en bestemt mængde penge og formue, skal hvert år betale 2,50 procent af sin kapital som zakat.

To: Enhver jordbesidder og landbruger skal ubetinget give ti procent af høsten fra sin jord, der vandes naturligt, og fem procent af høsten fra jord, der vandes kunstigt, til dette formål.

Tre: Enhver industridrivende og forretningsmand skal ved hvert års udgang donere 2,50 procent af værdien af sine handelsvarer.

Fire: Enhver husdyrholder, der holder flere dyr end et bestemt antal, skal hvert år efter en fastsat sats og beregning indbetale en del af sin husdyrformue til det statslige Bayt al-Mal.

Fem: En femtedel af mineraler og nedgravede skatte skal opkræves til dette formål.

Seks: Hvis der udkæmpes nogen form for krig, skal 20 procent af krigsbyttet opkræves til dette formål.

De midler, der er samlet på disse måder, skal holdes som en reserve til at blive anvendt på de kategorier af zakat og khumus, der er beskrevet i Koranen. En stor del af disse kategorier er forvaltningen af den tidligere beskrevne sociale sikkerhed.

Begrænset statslig indgriben

Islam billiger ikke principielt, at staten selv sætter sig som industridrivende, forretningsdrivende eller jordejer. Set fra islams synspunkt bør statens opgave alene være at administrere, etablere retfærdighed, fjerne uorden, skade og uro samt sikre den samlede sociale velfærd. For når erhvervsvirksomhed forenes med politisk styrke og magt, er følgerne så skadelige, at det på ingen måde kan tolereres for nogle få ydre fordelers skyld. Islam tillader imidlertid staten at drive netop sådanne industrier og virksomheder, som er uundværlige for det nationale liv, men som enkeltpersoner ikke er rede til at drive, eller hvis private drift grundlæggende risikerer at skade den samlede samfundsinteresse. Hvis staten, bortset fra sådanne virksomheder, selv påbegynder andre industri- og forretningsforetagender med landets udvikling og velfærd som mål, er det dog dens pligt at drive dem med succes indtil en bestemt grænse og derefter overdrage dem til private, så de kan drives af enkeltpersoner.

De fire grundprincipper for et afbalanceret økonomisk system

Hvis de syv mulige og fornuftige grundprincipper for økonomien, som vi tidligere har nævnt i gennemgangen af »det moderne kapitalistiske system«, kan samordnes med de ovenfor beskrevne begrænsninger, regler, procedurer og korrigerende foranstaltninger, vil det kunne blive muligt at udrydde alle feudalisme- og kapitalismens fejl og mangler. Desuden kan der på dette grundlag opbygges et så afbalanceret økonomisk system, at både den individuelle selvstændighed og frihed samt det almene velbefindende kan etableres korrekt og med uplettet retfærdighed, uden at den nuværende industrielle revolutions fremskridt på nogen måde hindres.

Her skal de fire grundprincipper for dette afbalancerede økonomiske system nævnes:

For det første: Et frit og ubegrænset økonomisk system – med visse lovmæssige og administrative reguleringer og begrænsninger.
For det andet: At zakat er påbudt.
For det tredje: Arveloven.
For det fjerde: At renter er haram.

Alle, som har fået det moderne, ubegrænsede kapitalistiske systems sammenbrud og kommunismens og fascismens forbandelse åbenbaret for sig, er principielt begyndt at støtte det første af de nævnte fire grundprincipper. Hvad angår detaljerne, findes der naturligvis stadig nogen tøven og usikkerhed hos folk. Men vi håber, at denne tøven og usikkerhed vil forsvinde, når de læser, hvad vi har sagt i dette kapitel om jord og andre produktionsmidler. Vores anden bog med titlen »Jordens ejendomsret« vil også i høj grad bidrage til at fjerne denne vanskelighed og tøven.

Betydningen af det andet grundprincip er nu næsten blevet åbenbar for verdens befolkning. De tre ideologier – kommunisme, fascisme og kapitalistisk demokrati – har fremlagt meget omfattende ordninger for social sikkerhed; sammenlignet med dem er zakat i stand til at skabe en langt mere omfattende social sikkerhedsordning. Men fordi zakats detaljerede bestemmelser er ukendte, opstår der også på dette område megen forvirring i menneskers sind. Det bliver ubegribeligt for folk, hvordan zakat og »khums« kan indpasses harmonisk i den moderne stats økonomiske system. Hæftet med titlen »Bestemmelserne om zakat« vil kunne skabe stor ro i deres sind.

Hvad angår det tredje grundlag, har islam selvstændigt valgt sin egen vej og metode, adskilt fra alle andre former for lovgivning i verden. Tidligere kendte folk ikke dets begrundelse og rejste derfor forskellige spørgsmål og indvendinger imod det. Men nu begynder hele menneskesamfundet gradvist at hælde i denne retning. Selv den russiske kommunisme er blevet tvunget til at efterligne det.

[Note – I Sovjet-Ruslands nyere arvelov er børn, hustru, ægtemand, forældre, brødre og søstre samt adoptivbørn blevet gjort til arvinger. Det er også blevet fastsat, at enhver kan testamentere sine ejendele og sin formue til trængende nære slægtninge og institutioner til samfundets velfærd. Slægtninges rettigheder har dog forrang. Samtidig er det blevet erklæret forbudt at oprette testamente med det formål at berøve mindreårige børn eller fattige arvinger deres arv. Når man ser denne lov, kan ingen undgå at konstatere, at »kommunismens progressive tilhængere« i 1945 vendte tilbage til den lov, der blev udformet i år 625.]

Men nutidens mennesker har særligt svært ved at forstå det fjerde grundlags berettigelse i islams økonomiske plan. I den borgerlige økonomiske videnskab har den tanke siden det forrige århundrede slået dybe rødder, at det blot er et følelsesudbrud at anse renter for haram, og at det blot er en høflig tjeneste at yde nogen et lån uden renter. Religionen skulle blot fremsætte et sådant krav i et forsøg på unødig overdrivelse. Ellers er renter, set fra fornuftens synspunkt, fuldt forståelige og rationelle; ikke alene er de ikke noget indvendingværdigt ud fra et økonomisk synspunkt, de er faktisk også yderst nyttige og nødvendige. Det er på grund af denne fejlagtige ideologi og dens stærke propaganda, at alle det moderne kapitalistiske systems fejl og mangler bliver synlige for kritikerne. Men ingen får øje på det mest grundlæggende og alvorligt mangelfulde system – renterne. Selv kommunisterne i Rusland dyrker denne kapitalismens største djævelske praksis ligesom Storbritannien og Amerika. Og det stopper ikke her: De muslimer, som var renterens største fjender i verden, er i dag blevet alvorligt påvirket af den vildledende propaganda fra de vestlige lande. Blandt vores modløse religiøse mennesker har den fejlagtige opfattelse bredt sig, at renter kun kan være noget indvendingværdigt, når de opkræves af låntagere, der låner med henblik på at dække deres egne behov. Men at opkræve renter på lån, der optages med henblik på investering i industri og handel, er fuldstændig rationelt, rimeligt og passende; det er rent og halal. Derfor kan der, bedømt ud fra islams religion, moralens, fornuftens og den økonomiske videnskabs grundprincipper, på ingen måde være noget forkert ved det. Der findes desuden flere andre former for selvtilfredshed. Man mener, at oldtidens købmands- og ågerkarles renteopkrævning og nutidens rentebaserede banksystem ikke er det samme. Man mener også, at disse bankers »rene« forretninger er fuldstændig hellige, og at det er passende at have enhver form for forbindelse med dem.

Men selv de, der har frigjort sig fra alle disse og lignende vildfarelser, kan ikke forstå, hvordan økonomien i denne tidsalder kan fungere, efter at renter er blevet forbudt ved lov.

Det er nødvendigt at skrive et særskilt værk om disse spørgsmål. Der er ikke plads i denne lille bog til at give en detaljeret redegørelse for dem. Min bog »Renter og moderne bankvæsen« er netop viet til behandlingen af disse spørgsmål; derfor bør de, der ønsker at fjerne deres fejlagtige forestillinger herom, studere bogen »Renter og moderne bankvæsen«.

Afslutning