Vores ord

Islam er det eneste fuldkomne livssystem. Der findes ikke noget aspekt af menneskelivet, som Islam ikke giver vejledning om. På alle niveauer af menneskelivet findes der præcise islamiske forskrifter. På områder som det personlige, familiemæssige, sociale, statslige, økonomiske, kulturelle, moralske og karakterdannende område findes der et velordnet aftryk af det islamiske ideal. Islam har erklæret menneskehedens befrielse fra de blændende lænker af trældom under andre end Allah og menneskeskabte ideologier og har skænket den en struktur, der er egnet til alle tider. Den praktiske side af de islamiske forskrifter er shariaen. Muslimer skal bevæge sig inden for de grænser eller det område, som shariaen har fastlagt. De har ingen ret til at overskride dem. Hvis nogen går uden for dem, det vil sige overtræder grænserne, vil vedkommende blive betragtet som Allahs oprører.

Menneskelivets bredere virkefelt ligger inden for det islamiske ideals sfære. Det statslige administrationssystem er heller ikke undtaget herfra. Alle de ideologier, der siden civilisationens morgen og frem til i dag er opstået omkring statsadministration, er frembragt af menneskers hjerner. Det islamiske statssystem er den eneste undtagelse. Dets ophavsmand og den, der kontrollerer det, er Allah den Ophøjede selv. Derfor er det uden tvivl fejlfrit. Hvor risikoen for at snuble trin for trin er stor på livsvejens besværlige rejse, kan menneskeskabte ideologier ikke yde et fuldgyldigt bidrag, eftersom muligheden for fejl og mangler i dem er betydelig. Det er kun ved at følge Allahs fejlfri regelsæt, at mennesket kan nå sit ønskede mål. Den ypperste gave heraf er det regelsystem, som shariaen har godkendt.

Imam Ibn Taymiyya (må Allah forbarme sig over ham) var en højt anset lærd (hadithkyndig, jurist) og en berømt mujaddid (fornyer). Hele sit liv kæmpede han for at vække den muslimske ummah, som var præget af shirk, bid‘ah og overtro, med tawhids grundlæggende budskab og forme den til Allah den Ophøjedes oprigtige tjenere. Hans pen var yderst skarp. Ved at udrydde ikke-islamiske strømninger i statsadministrationen ønskede han at gennemtrænge det muslimske samfund med det rene islamiske ideal. Set fra dette perspektiv er hans værk ***** (arabisk) et enestående værk. Den bengalske oversættelse af dette værk er netop »Shariaens statssystem«. Oversætteren er den fremtrædende islamiske tænker, journalist og litterat Mawlana Zulfikar Ahmad Kismati. Hr. Kismati er en etableret forfatter, dygtig i fire-fem sprog samt forfatter, oversætter og redaktør af mange værdifulde værker. Hans oversættelse er meget klar og flydende.

I den nuværende udgave er oversættelsen blevet yderligere forbedret, fordi oversætteren har redigeret værket på ny.

Det kan ikke benægtes, at der på bengalsk mangler grundlæggende bøger om dette emne. Vi tror, at dette værk, som indeholder de grundlæggende bestemmelser om shariaens statssystem og straffelov, i væsentlig grad vil afhjælpe en mangel, som landets muslimer har ventet længe på at få dækket. Vi udtrykker vores dybeste taknemmelighed over for den barmhjertigste Allah, fordi vi har kunnet lægge en sådan bog i læsersamfundets hænder. Må Allah antage dette lille forsøg fra vores side. – Amin.

Muhammad Golam Kibria

Udgiveren

Forfatterens forord

Al lovprisning tilkommer den ophøjede Væren, som sendte sine profeter og sendebud til menneskeheden med tydelige beviser og argumenter. Han sendte sammen med profeterne og sendebuddene Skriften og Mīzān, det vil sige retfærdighedens målestok, for at menneskene skulle følge den lige vej og holde sig til retfærdighedens principper. (Al lovprisning tilkommer Ham alene.) Han sendte jern og genstande af jern, hvori der på den ene side findes hård styrke og skræk, og på den anden side utallige midler til menneskehedens velbefindende.

Allah den Ophøjede ved bedst, hvem der bør hjælpes, og hvem der bør gøres til profet. Han er den eneste almægtige og mægtige Væren, som gennem Hazrat Muhammad Mustafa, må Allahs velsignelser og fred være med ham, afsluttede profeternes række og gjorde ham til den sidste profet.

***** (arabisk)

„Allah den Ophøjede sendte Allahs Sendebud med vejledende love og bestemmelser samt den sande livsordning, for at han skulle etablere dens overhøjhed over alle menneskeskabte livsordninger og religiøse ideologier.“ (Sura al-Fath: 28)

Til den Ædle Profets støtte sendte Han „et hjælpende, stærkt bevis“, viden og visdom, pennen, vejledning, argumenter og beviser, magt, styrke og formåen, indflydelse og anseelse samt sværdet (magtens symbol). Det siger sig selv, at alle disse egenskaber er uundværlige for at opnå værdighed og ære og for at sejre over uret og falskhed. Jeg erklærer med fast stemme, at ingen anden væren end Allah er værdig til at blive tilbedt; Han har ingen partner. Han har ingen medhjælper eller lige. Jeg erklærer desuden, at Muhammad, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er Allahs tjener og sendebud. Må Allahs utallige barmhjertighed være over ham. Må barmhjertigheden være over hans efterkommere og alle hans ledsagere. Må fred og en uudtømmelig strøm af nåde komme over dem. Må min erklæring og mit vidnesbyrd være af en sådan rang, at den, der fremsætter det, for alle tider kommer under guddommelig beskyttelse og omsorg.

Den væsentligste inspiration til at skrive bogen

Selv om dette i grunden er en kort bog, er Allahs givne politiske ordning og spørgsmålene vedrørende den Ædle Profets stedfortræderskab udførligt beskrevet i den. Heraf følger, at ingen hersker eller undersåt, konge eller borger under nogen omstændighed har mulighed for at forsømme sit ansvar eller blive fritaget for det. Hovedformålet med at skrive denne bog er at give alle statens udøvende embedsmænd samt landets politiske beslutningstagere og administratorer sådanne råd og anvisninger, som Allah den Ophøjede har gjort obligatoriske for disse herskere og ledere. Som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt:

*****(arabisk)

“Allah er tilfreds med jer i tre forhold: (1) at I alene tilbeder Allah, (2) at I ikke sætter nogen ved Hans side, (3) at I alle i fællesskab holder fast i Allahs reb med et stærkt greb og ikke splitter jer, og at I giver dem, som Allah har givet jer myndighed over, oprigtige råd.”

Grundlaget for bogen “As-Siyāsah ash-Sharʿiyyah” eller Sharia-statsstyre er de vers i Allahs Bog, hvori det siges:

******(arabisk)

“O muslimer! Allah befaler jer, at I overdrager betroede ejendele, det vil sige menneskers rettigheder, til deres ejere, altså de berettigede. Når I tager initiativ til at bilægge tvister mellem mennesker, skal I afgøre dem retfærdigt. Hvor fremragende er det råd, Allah giver jer! Der er ingen tvivl om, at Allah hører alt og ser alt. O muslimer! Adlyd Allahs befaling, adlyd Hans Sendebuds befaling, og adlyd også befalingerne fra jeres ansvarlige ledere i staten. Hvis der derefter opstår nogen form for uenighed blandt jer, er betingelsen for troen på Allah den Ophøjede og på det hinsidige, at I henviser den omstridte sag til Allah og Hans Sendebud. Dette er bedre for jer og bedst med hensyn til udfaldet.” (Sura an-Nisāʾ: 58-59)

Sharia-eksperternes lærdes opfattelse er, at det førstnævnte vers ****(arabisk) blev åbenbaret med henblik på de statslige embedsmænd, der fastlægger politikken, og dem, der varetager den administrative myndighed. De skal bringe folkets rettigheder helt frem til deres døre og sikre retfærdighed i retssager og i forbindelse med folkets øvrige klager.

Gennem det andet vers’ ****(arabisk) siges det til den almindelige befolkning og medlemmerne af de forskellige styrker, at de skal adlyde deres respektive ledere og embedsmænd. Det er disse embedsmænd, der fordeler statens midler, udsteder ordrer om krig og udfører opgaver i forbindelse med krig og kampe. Men uanset hvilket niveau en leder befinder sig på, må hans befaling om ulydighed mod Allah ikke adlydes, og hvis han udsteder en lov eller ordre, der strider mod Allahs befaling, må den aldrig følges. Om dette har Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagt:

****(arabisk)

“Når der gives en befaling om at udføre en handling, der indebærer ulydighed mod Skaberen, er det ikke tilladt at adlyde den.”

Når der således opstår uenighed mellem jer om noget, skal I rette jeres opmærksomhed mod, hvad Koranen og Sunnah siger om sagen, og derefter træffe afgørelse i overensstemmelse hermed. Hvis de stridende parter ikke bilægger uenigheden på denne måde, er det de statslige embedsmænds pligt at handle i overensstemmelse med anvisningen i det ovenfor nævnte vers og at gennemføre Allahs befaling. Allahs befaling er:

(arabisk)

“Hjælp hinanden i godhed og gudsfrygt, og hjælp ikke hinanden i synd og overtrædelse.” (Sura al-Ma’idah: 2)

Hvis man handler i overensstemmelse med dette vers, vil man adlyde Allah og Hans Sendebud, og deres rettigheder vil også blive opfyldt på behørig vis.

I det nævnte vers gives der befaling om at opfylde betroede forpligtelser og på behørig vis overdrage de rettigheder, der tilkommer rettighedshaverne, til dem. Det siger sig selv, at opfyldelsen af betroede forpligtelser, det vil sige at give folket dets rettigheder, og at følge retfærdighedens principper i den forbindelse – disse to ting er de vigtigste mål for retfærdighedens styre, god ledelse og velfærdsstaten. Det er gennem dette, at de betroede forpligtelser bliver opfyldt.

Oversætterens ord

Dette værk om islam og politik er den bengalske oversættelse, “Sharia-styreform”, af den verdensberømte politiker og reformator fra det 7. og 8. århundrede efter hijra, Shaykh al-Islam Imam Ibn Taymiyyahs (må Allah forbarme sig over ham) berømte værk – “as-Siyasah ash-Shar’iyyah”. Jeg takker Allah inderligt for at have fået mulighed for at overrække dette værdifulde værk på det bengalske sprog til læserne.

Imam Ibn Taymiyya (r) skrev dette værk i en tid, hvor hele den muslimske verden næsten havde mistet sin politiske styrke og stabilitet. Muslimernes politiske eksistens var blevet katastrofalt svækket. Mange indbyrdes modstridende ideologier bredte sig. Den islamiske stat blev dag for dag stadig svagere.

Grundlæggende var det syvende århundrede efter hijra en prøvelsens tid for muslimerne. Den vigtigste årsag til dette forfald var den udbredte sygdom, at man unddrog sig at følge Koranens og sunnaens grundlæggende principper i karakter og handling; statslig uorden og ustabilitet ramte hele nationen i form af Allahs straf.

Dette syn var yderst smertefuldt for Imam Ibn Taymiyya (r). Til sidst greb han både pennens og sværdets våben som modstand mod de angribende kræfter. Han talte til nationen i et lidenskabeligt sprog. Hans sandfærdige tale ramte mange menneskers interesser, og mange snæversynede og overfladiske personer begyndte at modsætte sig ham. Uden at tage hensyn til nogen form for modstand fortsatte han frygtløst med at forkynde retfærdighedens og sandhedens ord. Til sidst begyndte en følelse af enhed og solidaritet at vågne blandt muslimerne.

I dag ser man blandt den muslimske umma uenighed, tøven, splittelse og mindreværd i spørgsmålet om politisk ideologi. Det er ikke det mindste bedre end i det syvende århundrede efter hijra. Det er ganske vist sådan, at muslimerne i næsten alle muslimske lande i dag ikke formår at opretholde politisk balance og stabilitet på statsniveau. Hovedårsagen er, at de har afveget fra de grundlæggende principper, som islam betegner som “as-Siyāsa ash-Sharʿiyya”. Allama Ibn Taymiyya (r) har i dette værk nedskrevet islams politiske system fuldstændigt i lyset af Koranen og sunnaen. I værket har han tydeliggjort, at den ordning, islam har fastlagt for alle områder af menneskelivet – hvad enten de er administrative, moralske, praktiske eller økonomiske – er evig og endelig. Uden at følge disse principper fra islam er det hverken muligt at holde samfundet frit for korruption eller at sikre dets udvikling, fremskridt og fremgang; lige så umuligt er det at holde den offentlige administration og forvaltning fri for fordærv, stærk og stabil.

Forfatteren til “as-Siyāsa ash-Sharʿiyya”, shaykh al-Islam Imam Ibn Taymiyya (r), var en verdensberømt personlighed, som ikke behøver nogen nærmere præsentation. Hvert emne, han tog fat på, behandlede han indgående og afsluttende. Det største kendetegn ved hans omfattende forfatterskab er, at hans udsagn bygger på Koranen og sunnaen. Især fremlagde han mange beviser fra al-Bukhari og Muslim. Han forfattede talrige værker, både store og små.

Selv om værket “as-Siyāsa ash-Sharʿiyya” ikke er særlig omfattende, har han her klart fremlagt de grundlæggende principper for stat og administration gennem Koranen og sunnaen.

Det er beklageligt, at nogle muslimer i dag, selv om dette værdifulde værk står foran den muslimske umma, på grund af mindreværd og uvidenhed søger hjælp hos andre i spørgsmål om statspolitik. Islam har imidlertid grundlagt styringen af landet og forvaltningen af staten på en række grundlæggende politiske bestemmelser og principper. Ved hjælp af disse kan hele den muslimske verden igen finde den livskraft i sig selv, som islam havde i sin gyldne tidsalder. Den tomhed, der præger de menneskeskabte politiske og administrative systemer i verden, og deres manglende evne til at bringe fred til menneskesamfundet, kræver, at den islamiske stats styre- og administrationssystem igen aktiveres på grundlag af de ophøjede principper i de islamiske værdier.

For alle verdens herskere og administratorer, især statsledere i den muslimske verden og personer knyttet til statsapparatet, er dette værk en sådan vejledende bog, at hvis de studerer den med dyb koncentration, vil der uden tvivl tegne sig et praktisk billede af islamisk politik med henblik på god statsledelse og opbygningen af en velfærdsstat for dem. Ved at lede staten på dette grundlag kan de løse folkets problemer, forbedre deres levestandard og vinde alles hjerter – og give den fredshungrende verden nye retningslinjer for omfattende fred, velfærd, stabilitet og velstand.

Hvor der i værket findes vigtige emner, som kræver forklaring, er udtalelser af værkets fremtrædende kommentator, Abul Ala Muhammad Ismail, blevet anvendt som noter for yderligere at fremhæve dets betydning.

Jeg udtrykker min oprigtige taknemmelighed og lykønskning til »Ahsan Publications« for at have udgivet den bengalske oversættelse af dette værdifulde, ældgamle værk af Allama Ibn Taymiyya om islams statsordning.

Allama Ibn Taymiyya (må Allah have barmhjertighed med ham), den mujahid, hvis liv var viet til islam, skrev dette værk med det storslåede mål for menneskehedens velfærd for øje, og det samme mål ligger bag den bengalske oversættelse. For at befri borgernes karakter på alle niveauer af vores samfunds- og statsliv for kriminelle tilbøjeligheder, udrydde al korruption og etablere retfærdighed har vi brug for en guddommelig, upartisk lov. Det er fraværet af denne lov og ordning, som er fri for klasseskel, der føder kriminalitet i samfundet som følge af lovløshed, uret og uretfærdighed. Til sidst ansporer denne kriminalitet tusindvis af yderligere kriminelle tilbøjeligheder i samfundets karakter. I denne guddommelige statsordning, der er gennemsyret af bevidstheden om ansvarlighed i enhver handling, er der ikke plads til noget af dette; derfor er ordningen under et retskaffent lederskab i stand til at bringe fred, velfærd og folkelig fremgang til samfundet og staten. Må dette værk være en hjælp i »kampen for at etablere Allahs religions overlegenhed og værdighed«, og må læsningen af dette værk bringe al forvirring om statens politiske principper og idealer til ophør. Dette er min bøn til Allah. – Zulfiqar Ahmad Kismati

Imam Ibn Taymiyyas (må Allah have barmhjertighed med ham) korte biografi

Det muslimske folk måtte bevæge sig fremad gennem både gunstige og ugunstige forhold. Den muslimske verdens historie i det trettende og fjortende århundrede efter den kristne kalender var dybt sørgelig og tragisk. Overalt sås bølger af uro, ustabilitet og opløsning. Alle deres historiske fortællinger om heltemod syntes at være blevet forvandlet til fortællinger fra arabiske eventyr. Fejhed og passivitet havde bundet muslimerne på hænder og fødder.

Netop på dette tidspunkt, det vil sige i begyndelsen af det trettende århundrede, styrtede de nomadiske tatariske stammer fra Mongoliet, efter forbillede fra forhistoriske tiders uciviliserede barbarer og under ledelse af deres høvding Djengis Khan, ned over den muslimske verden. Først kom de i konflikt med sultan Muhammad, den daværende hersker over Bukhara, som i dag er under russisk besættelse. På en stor slette nord for Djihun-floden angreb sultanens 408.000 soldater Djengis Khans hær, og allerede på krigens første dag blev 160.000 soldater dræbt. I de efterfølgende slag blev sultan Muhammads soldater således brutalt besejret og dræbt. Derefter fortsatte de mongolske tatariske soldater fremad, mens de ødelagde de muslimske riger ét efter ét. Damaskus, som var rigt på videnskab og andre områder, samt Bagdad, den daværende muslimske verdens hovedstad, blev også forvandlet til skuepladser for tatarernes overgreb og ødelæggelser.

Samtidig med dette politiske forfald nåede muslimerne også det yderste punkt af forfald i deres religiøse tænkning, bevidsthed og karakter. På den tid forstod man ved de uddannede i samfundet først og fremmest de lærde, ulamaerne. Uenighed og meningsforskelle blandt ulamaerne nåede et ekstremt niveau. Selv over almindelige spørgsmål tøvede den ene gruppe muslimer ikke med brutalt at dræbe den anden gruppe eller overøse den med bebrejdelser. Som følge af ulamaernes indbyrdes misundelse, fjendskab og fraktionsdannelse blev det muslimske samfund splittet i hundrede dele og svækket. Fjenderne udnyttede denne muslimske splittelse til at ødelægge alt for dette folk.

På den anden side bredte overtro som bidʿa, shirk, dyrkelse af pīrer og gravdyrkelse, der udtømmer islams livskraft, sig på en katastrofal måde. Tawhids virkelige betydning var så småt på vej til at forsvinde. Man begyndte at tillægge udtalelser fra bidʿa-prægede pīrer og shaykher større betydning end at følge Koranens og Sunnaens lære. Den rene forståelse af islam og dens klare lys var næsten på vej til at forsvinde. Netop da uvidenhedens mørke på denne måde næsten slukkede muslimernes troslys, stod en strålende sol op på Damaskus’ himmel. Det var Allama Taqi al-Din Abu al-Abbas Ahmad ibn Abd al-Halim ibn Abd al-Salam ibn Abdullah ibn ibn Qasim, Shaykh al-Islam Ibn Taymiyya al-Hawwani al-Dimashqi.

Allama Ibn Taymiyya trådte frem på dette afgørende tidspunkt i historien og hævede sin stemme mod falske trosforestillinger og overbevisninger. Han erklærede på en måde jihad mod alt dette. Hans reformbevægelse, båret af en jihadisk inspiration, havde mange sider. Han førte denne modstand gennem alle midler: ved at skrive, holde taler og deltage i væbnet kamp på slagmarken mod aggressive kræfter. Trods al modstand og uvidenhed fortsatte han frygtløst sit arbejde sammen med sine tilhængere. For at holde retfærdighedens og sandhedens ord højt måtte han gennemgå mange lidelser og vanskeligheder. Han levede som fange. Fængselslivets uudholdelige smerter bar han med sin trosstyrke.

Det var netop hans protester mod og modstand mod herskernes, kongernes, sultanernes og emirernes ikke-islamiske rolle, der bragte ham i deres unåde. Det er yderst sjældent, at nogen har udvist en sådan ærlighed, uselviskhed og trosmæssig fasthed på Allahs vej og samtidig udholdt den undertrykkelse, forfølgelse og fjendtlighed, som imam Ibn Taymiyya (må Allah forbarme sig over ham) måtte tåle. Hvis han ikke efter at have bestået den hårde ildprøve, som selvopofrelsen for religionen udgør, havde vist kampens vej, inspireret af bevidstheden om, at “afdal al-jihad”, altså “den bedste jihad er at sige retfærdighedens og sandhedens ord foran en tyrannisk hersker”, ville der i senere tider have været mangel på mennesker, der turde tale sandt over for vildledte, tyranniske muslimske herskere og overtroiske, aggressive personer. Når man betragter hele den kæmpende imam Ibn Taymiyyas (må Allah forbarme sig over ham) virke, er der ingen mulighed for at kalde disse udsagn om ham overdrevne. Selv efter næsten otte hundrede år er efterspørgslen efter og populariteten af hans værdifulde værker ikke faldet. I de talrige biblioteker i Egypten, Hijaz, Iran og andre lande beriger Ibn Taymiyyas (må Allah forbarme sig over ham) værker de pågældende samfunds kundskabsforråd. Den lærde kæmpers værker pryder også mange biblioteker i Berlin, London, Frankrig og Rom.

Med sin skarpe pen forsøgte han på den ene side at rense islams “Sirat al-Mustaqim” for al urenhed, og på den anden side opfordrede han alle til at undgå alle vildfarelsens veje og bevæge sig mod Allahs styreordning. I hans tid rykkede en taghutisk kraft frem og blokerede islams og muslimernes vej; mod den greb han også til sværdet. Derfor måtte selv de mongolske barbarers bestialske styrke standse op over for ham. Det siger sig selv, at hvis den islamiske ledelse i hvert muslimsk land i de følgende tider på rette vis havde kunnet følge den jihadiske ånd, hvormed Allama Ibn Taymiyya (må Allah forbarme sig over ham) førte en omfattende kamp for at genoprette islam, ville den muslimske verdens historie have udviklet sig anderledes. Det er fordi dette ikke skete, at muslimerne i dag overalt er prisgivet de taghutiske kræfter.

Fødsel

I året 661 efter hijra blev Ibn Taymiyya (må Allah forbarme sig over ham) født på den tiende dag i måneden Rabi al-Awwal i en by ved navn Harran. Da byen blev angrebet af tatarerne, da han var syv år gammel, forlod han sin fødeby sammen med sin far og rejste til Damaskus. Han modtog sin grundlæggende undervisning, herunder memoriseringen af Koranen, hjemme. Derefter afsluttede han sin islamiske uddannelse hos Damaskus’ fremragende, store lærde, eftersom byen på det tidspunkt var centrum for islamisk viden og lærdom.

Beretningerne om hans viden, intelligens og kunnen spredte sig snart overalt. Hans ekspertise inden for hadithvidenskaben blev så stor, at folk plejede at sige: “Den hadith, som imam Taymiyya ikke anerkender som en hadith, er slet ikke en hadith.” Ibn Taymiyya fremlagde løsningen på alle problemer i lyset af Koranens vers. Hvis han fandt fejl hos fortidens koranfortolkere, påpegede han dem i et klart sprog. Han opnåede denne lærdom og kunnen allerede som tyveårig. Hans stemme var alvorlig, livfuld og behagelig; ifølge historikeren Ibn Kathir angrede mange store syndere og Allahs modstandere og fulgte den rette vej efter at have hørt Ibn Taymiyyas (må Allah forbarme sig over ham) vidunderlige, belærende og kundskabsrige taler. Shaykh Salih Taj al-Din siger: “Jeg plejede regelmæssigt at overvære Ibn Taymiyyas (må Allah forbarme sig over ham) undervisning. Han strømmede frem som en oversvømmelse og flød som en rivende flod. Tilhørerne sad stille med lukkede øjne. Efter undervisningen syntes han mere alvorlig og skræmmende, men han talte til eleverne med et mildt smil og et muntert sind. Under undervisningen virkede det, som om han færdedes i en usynlig verden og det næste øjeblik vendte tilbage til verdens virkelige verden.” Selv om han tilbragte det meste af sit liv i fængselsceller, nåede antallet af hans elever i hans korte periode som lærer op på flere tusinde. Flere af hans elever var blandt den daværende verdens største personligheder i lærdom, viden, talent, arbejdsevne og karakteregenskaber. Blandt dem bør især nævnes de lærde Ibn al-Qayyim og al-Dhahabi, hafiz Ibn Kathir, hafiz Ibn Qudama, qadi Sharaf al-Din og Shaykh Sharaf al-Din.

Oversættelsen af græsk filosofi til arabisk begyndte i det andet århundrede efter hijra. Fra da af blev det muslimske samfund påvirket af den materialistiske kerne i den græske filosofi. Som følge heraf mistede mennesker perspektivet fra den ægte islamiske livsanskuelse og begyndte at tænke over alt ud fra et materialistisk perspektiv. Ved begyndelsen af det abbasidiske styre antog denne rationalistiske bevægelse form af blind fanatisme. Denne mu’tazilisme fremkaldte voldsom strid, blandt andet om spørgsmålet om Koranens skabthed. Mu’tazilismen besejrede tilhængerne af Koranen under den græske filosofis uovervindelige indflydelse. “Ilm al-kalam” holdt det muslimske samfund beskæftiget med fine logiske diskussioner og gjorde det fuldstændig uopmærksomt på den praktiske verden og dens gøremål.

Da imam Ibn Taymiyya (må Allah forbarme sig over ham) så den muslimske verden blive drevet mod denne uønskede og meningsløse vildfarelsens vej, greb han til pennen imod den. I året 698 efter hijra skrev han et værk, hvori han skarpt kritiserede mutakallimunernes trosforestillinger og ideer, og ved at bevise deres falskhed fastslog han Koranens og sunnahens rene ideal med uigendrivelige argumenter og beviser. Dette værk ramte tilhængerne af de vildledende anskuelser som en pil i brystet. Gennem denne bog indledte han en ny revolution i tænkningens verden. Det var på grund af den, at hans liv med forfølgelser begyndte.

Da der blev fremsat forskellige klager over imamens lære over for Nasir Shah, Egyptens hersker, gav han i 705 hijri Damaskus’ guvernør ordre til at indkalde en forsamling af de lokale ulemaer og undersøge imamens lære. Ved flere møder fik imamens synspunkt overtaget.

Ligesom en gruppe mennesker i dag tjener penge under sufiernes navn ved at ernære sig som falske pirer, faqirer og dervisher, og utallige mennesker flokkes om dem, var det muslimske samfund dengang heller ikke mindre belastet af denne fitna. Da en samlet gruppe fra de to faqir-sekter Ahmadiyya og Nizari fremsatte bitter kritik af imam Ibn Taymiyya (må Allah være ham nådig) over for Damaskus’ guvernør, lod han ham kalde til sig. Imamen svarede frygtløst: Disse faqirer er af to slags: (1) Den ene slags fortjener ros for fromhed, hellighed, moral og fattigdom. Men de fleste af dem er falske faqirer. De er sunket ned i urenheden af shirk, bid‘a og kufr-forestillinger. De har forkastet islams grundlæggende lære, Koranen og hadith, og gjort løgn og bedrag til deres livsgrundlag. De bedrager verdens uvidende mennesker og vikler dem ind i forskellige former for bid‘a og shirk. For at fylde deres egne lommer foregiver de hele tiden at være hellige. De skaber en så giftig atmosfære omkring sig, at enhver, der kommer i berøring med dem, bliver deres mentale slave. Disse mennesker tømmer deres egne lommer og lægger alt, hvad de ejer, ved fødderne af disse bid‘a-prægede faqirer.

Imamen indkaldt til Egypten

Selv om guvernøren forholdt sig tavs over for imamens sandfærdige tale, foregik der i al hemmelighed en voldsom sammensværgelse mod ham fra andres side. Nasrullah Munji ophidsede Egyptens stormænd mod imamen. De skrev til Damaskus’ guvernør og bad ham sende imamen til Egypten. Guvernøren svarede: »Jeg har mødt ham to gange, men jeg har ikke fundet nogen fejl i hans lære.« Senere kom der imidlertid en ordre til ham: »Hvis du ønsker det godt, så tøv ikke med at følge det kongelige dekret.« Guvernøren blev tvunget til at sende imamen til Egypten.

Da imam Ibn Taymiyya (må Allah være ham nådig) mandag den 12. Ramadan i 705 hijri forlod Damaskus, fulgte byens indbyggere efter ham i tre mil. De, der var kommet for at tage afsked med ham, så på imamen med tårer i øjnene.

Da han nåede Egypten, fremlagde han fredag i Kairo frit og frygtløst sine synspunkter ved en forsamling af overdommeren og hoffolkene inde i en fæstning. Men heller ikke derefter slap han fri. Han blev tilbageholdt på grundlag af andre falske anklager. I 707 hijri blev han løsladt. Derefter ledte han fredagsbønnen i moskeen Jamæat-ul-Hikam og brugte næsten fire timer på at forklare verset: »Dig alene tilbeder vi, og hos Dig alene søger vi hjælp.« På denne måde blev han en tid i Egypten, hvor han fortsatte med at udbrede sin lære, islam, og kritisere og modsætte sig alle vildfarne retninger. Han fortsatte med selv at påvise vildfarelsen i Muhyiddin Ibn Arabis lære om monisme. Men dette var uudholdeligt for modstanderne. Sufi Tajuddin ophidsede almindelige mennesker gennem møder og forsamlinger, fremsatte en række anklager mod ham og krævede, at regeringen skulle straffe ham. Regeringen satte ham først under bevogtning og spærrede ham senere inde i fængslet. Også i fængslet sad han ikke passivt. Han begyndte at undervise de indsatte i islam, selv om de var optaget af forskellige ulovlige fornøjelser og en formålsløs livsførelse. Han gjorde dem til mennesker, der bad og havde god karakter. På den måde fandt disse vildfarne mennesker i fængslet vejen tilbage til menneskelighed.

Imam Ibn Taymiyya i fængselscellen

Da fjenderne fik kendskab til imam Ibn Taymiyyas (må Allah være ham nådig) arbejde, konspirerede de og fik ham overført til fængslet i Alexandria. Mens han opholdt sig i en fæstning dér i 18 måneder, spredtes rygtet om hans død flere gange, så folk overalt i den muslimske verden græd og blev fortvivlede. I 709 hijri blev han løsladt efter kongens ordre. Da han derefter rejste fra Alexandria mod Kairo, fulgte den lokale befolkning ham i et stort optog et langt stykke og bad for ham. Under sit ophold i Mashhad i Kairo helligede han sig udbredelsen af Koranen, hadith og islamisk viden.

På dette tidspunkt (711 e.H.) kom en gruppe modstandere til Jami-moskéen, angreb imamen, holdt ham indespærret i et afsides rum og slog ham brutalt. Da nyheden spredte sig i byen, strømmede folk i store skarer til ham og erklærede, at hvis Huzur gav tilladelse, ville de brænde hele byen Misr ned. Men i stedet for at tage nogen form for hævn sagde han: »Jeg har tilgivet dem.« Han blev derefter i Misr i lang tid, rejste senere til Bayt al-Muqaddas og vendte tilbage til sit hjemland, Damaskus. Befolkningen dannede et glædesfyldt optog for at byde ham velkommen.

Tilbagevenden til hjemlandet Damaskus

Efter sin ankomst til Damaskus begyndte han at udbrede religiøs undervisning, forfatte bøger og udføre humanitært arbejde. Hans frygtløse virke og klare tale vakte vrede hos de overtroiske mennesker, der forsvarede deres bestående særinteresser. Da de igen indgav en klage til regeringen, blev der udstedt et regeringsdekret om, at Ibn Taymiyya ikke længere måtte udstede nogen fatwa.

Men imamen sagde: »Det er ikke muligt for mig at skjule sandheden.« På grund af denne modstand fra hans side mod regeringsdekretet blev der i 720 e.H., ved et møde afholdt i Darus Saadat, igen udstedt et regeringsdekret om at fængsle imamen. Han sad da fængslet i fæstningen i fem måneder og atten dage. Da han blev løsladt et år senere, genoptog han sit tidligere arbejde. Imamen helligede sig udbredelsen af viden. Han så, at mange fromme mænds grave blev dyrket. Tusinder af mennesker strømmede i skarer til de fromme mænd, der lå begravet i gravene, for at fremsætte bønner til dem i håb om at opnå deres mål. I 726 udstedte imam Ibn Taymiyya en fatwa om, at »det ikke er tilladt at rejse til et fjernt land med det formål at besøge grave«. Efter udstedelsen af denne fatwa opstod der landsdækkende ophidselse mod ham. Modstanderne holdt store møder, holdt flammende taler imod ham og ophidsede folk. Nogle sagde, at hans tunge skulle skæres af, andre, at han skulle piskes. Nogle mente, at han skulle holdes fængslet på livstid. En gruppe krævede hos kongen af Misr, at han skulle dræbes. Senere besluttede regeringen at fængsle ham. Da det politi, der skulle arrestere ham, kom til ham, gik han smilende med dem i fængsel. Da nyheden nåede Bagdad, erklærede de fremmeste lærde dér deres støtte til imamen, idet de fastslog, at hans fatwa var i overensstemmelse med islams grundlæggende ånd. De sendte to breve til kongen. Brevenes sammenfatning var: Imam Ibn Taymiyya er sin tids største mujtahid og leder af den islamiske umma; selv skattehusene i verdens syv klimaområder er ude af stand til at værdsætte ham. Det er forunderligt, at denne nationens fører, som burde bo i det kongelige palads, er blevet anbragt i et fængsel. Han er blevet udsat for grundløse anklager. Han bør løslades straks.

Da irakerne hørte om imamens fængsling og mishandling, blussede en voldsom indre smerte op i hele landet. I en fælles erklæring fra de lærde blev det sagt, at imam Ibn Taymiyyas udtalelser uden tvivl var sande. Derfor burde Shaykh al-Islam løslades, så han kunne tjene religionen. Det ville være en stor nåde over for verdens muslimer. Dette brev fra Bagdads fremmeste ulema kunne ikke nå frem til kongen af Misrs hof, eller også nåede det frem på et tidspunkt, hvor denne strålende sol fra den islamiske verdens århundrede allerede var gået ned. Shaykh al-Islam, imam Ibn Taymiyya, den mujahid, hvis liv var viet til islam, forlod denne verden for bestandig.

Shaykh al-Islam imam Ibn Taymiyya (må Allah være tilfreds med ham) tilbragte de sidste dage af sit liv i fængslet med tilbedelse, koranrecitation og studiet af Koranen. Sidste gang var imamen fængslet i mere end tre år og tre måneder. Selv dette grusomme fangenskab i fængslet tilbragte han med at forfatte talrige originale og værdifulde værker.

Da tatarerne i det syvende og ottende århundrede, som følge af muslimernes afvigelse fra islams lære og idealer, angreb dem som en Guds straf, fandtes der stadig utallige lærde og fromme sheikher i den muslimske verden. Men der var meget få, som kunne opgive magelighed og luksus, tage kampen op mod disse store ulykker og organisere det muslimske folk. Den eneste, der med sin banebrydende viden påtog sig denne opgave, var imam Ibn Taymiyya (må Allah være tilfreds med ham). Islam er kommet med en opfordring til en revolution på alle områder af menneskelivet – ikke for at slutte forbund med det falske. Imam Ibn Taymiyya efterlod gennem uudholdelige lidelser og forfølgelser et bevis på netop dette. For at etablere Allahs religion skrev han imod det falske, holdt taler imod det og greb om nødvendigt til våben. Hans kampfyldte liv er som en åben bog og et strålende eksempel på, hvordan man kan bestå trosprøven selv gennem lidelse og afsavn.

******(arabisk)

Én

Den sharia-baserede regeringsmyndigheds ansvar og pligter

Det første kapitels emne er en drøftelse af ansvar og pligter for ledere, kommunale embedsmænd, statslige administratorer, dommere, embedsmænd på forskellige niveauer, finansielle embedsmænd, ministre, ministeriernes sekretærer samt dem, der indsamler sadaqa og den offentlige zakat.

Ansvar og pligter kan opdeles i to kategorier: (1) myndighed og lederskab. Da Den Ædle Profet (fred være med ham) erobrede Mekka, tog han nøglerne til Kaabaen fra Banu Shaybah. Profetens onkel, Abbas (må Allah være tilfreds med ham), bad om disse nøgler, så han selv kunne få ansvaret for at sørge for pilgrimmenes vandforsyning og samtidig opnå vogterskabet over Kaabaen og ansvaret for dens tjeneste. Men Allah bifaldt ikke hans ønske. Han åbenbarede et vers og befalede, at Kaabaens opgaver skulle overdrages til folkene fra Banu Shaybah, som hidtil havde været dens vogtere. Heraf blev det derfor bevist, at det er en obligatorisk pligt for en leder at overlade muslimernes opgaver til personer, der er bedre kvalificerede til dem. Som Den Ædle Profet (fred være med ham) har sagt:

*******(arabisk)

»Hvis nogen efter at have fået myndighed over en sag, der vedrører muslimerne, udnævner en person til hersker, selv om der i dette område findes en muslim, der er mere kvalificeret end ham, så har han begået et tillidsbrud over for Allah og Hans Sendebud.«

********(arabisk)

Den (statslige embedsmand), der udnævner en person til leder i hæren, selv om der i den nationale hær findes en mere kvalificeret person end ham, har begået et tillidsbrud over for Allah den Ophøjede og Hans Sendebud. Han har begået et tillidsbrud over for muslimerne. (Al-Hakim har overleveret dette i sin samling af sahih-hadither.)

Nogle lærde har omtalt dette som et udsagn af Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham). De har sagt, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde dette til sin søn. Det var Umars (må Allah være tilfreds med ham) søn, der overleverede udsagnet. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

*********(arabisk)

»Hvis en person, efter at have fået ansvaret for en sag, der vedrører muslimerne, udnævner en person til et embede, som han har en kærlig relation til eller er beslægtet med, samtidig med at han tilsidesætter en mere kvalificeret person, så har han forrådt Allah, Allahs Sendebud og muslimerne.«

Det er herskernes første pligt at tænke grundigt over dette spørgsmål. Det er nødvendigt nøje at undersøge og rådføre sig om, hvem der virkelig er kvalificeret til at varetage statslige og administrative opgaver, og hvilke regeringsrepræsentanter eller embedsmænd der bør udnævnes til administrationen af byer, kommuner og lokale områder. For de personer, der skal være kommanderende officerer for militære enheder, lede store og små islamiske hærstyrker, opkræve forskellige former for skatter og afgifter fra muslimerne og varetage folkets økonomiske forvaltning, er dem, der kontrollerer disse områder. De leder også statens administrative arbejde. Derfor er det absolut nødvendigt for højtstående embedsmænd og den øverste hersker at udnævne sådanne personer til statens vigtige embeder, som anses for at være de bedste og mest kvalificerede for muslimerne. Man skal også sørge for, at en ukvalificeret person ikke får en udnævnelse, når der findes kvalificerede personer. Dette princip skal ubetinget følges i alle statens administrative afdelinger. Det gælder for eksempel imamen og muezzinen ved bønnen, læreren på uddannelsesområdet, prædikanten eller embedsmanden under hajj, den ansvarlige for drikkevandsforsyningen, tilsynsførende for floder, kanaler og kilder, vogteren af statskassen, vagten i militærlejren, våbenproducenten dér, vagten ved våbenkammeret, lederne af forskellige store og små styrker, markedsopkræveren af afgifter samt landlige og lokale ledere. Ved udnævnelsen af hver enkelt af dem skal ærlighed og kvalifikation have førsteprioritet.

Hvis nogen bliver leder af det muslimske samfund og får myndighed til at regere, er det hans ansvar at udnævne sådanne personer under sig som medarbejdere, der er ærlige, pålidelige og dygtige og kompetente inden for det pågældende arbejde. Man bør under ingen omstændigheder fremme personer, som selv ønsker at få myndighed eller gør krav på et embede. Tværtimod er selve deres begær efter et embede en alvorlig mangel, når det gælder spørgsmålet om at få det pågældende embede. Det er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at:

******(arabisk)

Det er berettet fra Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred), at nogle mennesker en dag kom til hans forsamling og bad om at få myndighed til at regere på hans vegne. Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) sagde: »Vi giver ikke nogen form for myndighed til personer, der selv frivilligt søger myndighed.« (Bukhari og Muslim)

Det er berettet af Abd ar-Rahman ibn Samura, at Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) sagde:

*******(arabisk)

„O Abd ar-Rahman! Bed ikke om lederskab og myndighed. Hvis lederskabet uopfordret kommer i dine hænder, vil du få hjælp fra Allah til at udføre ansvaret; men hvis du selv beder om lederskab, vil det fulde ansvar for dets gode og dårlige følger hvile på dig (og du vil ikke få Allahs hjælp).”

Den ædle Profet sagde:

*****Arabisk

„Den, der ønsker embedet som dommer og søger nogens hjælp til at opnå det, vil blive overladt til selv at varetage dette ansvar med dets gode og dårlige følger. Men den, der ikke kræver embedet som dommer og ikke søger nogens hjælp til at opnå det, vil Allah den Højeste sende en engel til. Denne engel vil lede ham på den rette vej.” (Ahl as-Sunna)

Hvis den øverste hersker derfor mister sin fasthed og, idet han tilsidesætter den mere retskafne og kvalificerede person, udnævner en ukvalificeret person til et ansvarsfuldt embede på grundlag af venskab, nepotisme, regionalisme, magtmisbrug, national tilknytning såsom iransk, tyrkisk eller romersk, eller enhver anden relation, vil det være et forræderi mod Allah og Hans Sendebud. På samme måde vil det være intet andet end forræderi mod Allah, Hans Sendebud og de almindelige muslimer, hvis en persons udnævnelse skyldes bestikkelse eller andre fordele eller en anden sådan snæver interesse, eller hvis en ukvalificeret og uærlig person udnævnes, mens en kvalificeret og retskaffen person tilsidesættes på grund af hykleri og fjendtlighed over for ham. Allah den Højeste har forbudt et sådant forræderi og sagt:

*******Arabisk

„O I, der tror! Svigt ikke bevidst Allah og Hans Sendebud, og svigt heller ikke de betroede ting mellem jer.” (Sura al-Anfal: 27)

Derefter siger Allah:

******Arabisk

»Vid, at jeres ejendom og børn kun er en fitna eller en prøve. Hos Allah findes der uden tvivl en stor belønning. (Sura al-Anfal: 28)

Betydningen af den Almægtige Allahs ord er, at et menneske ofte bliver så opslugt af kærligheden til sine egne børn og nærmeste, at han giver dem en vigtig statslig myndighed. Han gør en uegnet person til indehaver af magt. Dette er naturligvis intet andet end et svigt af Allahs betroede ansvar. På samme måde ophører hans begær efter overflod af rigdom og efter at opbygge bjerge af penge aldrig. Denne kærlighed til rigdom tvinger ham til at favorisere uegnede personer og til at begå uret. For at opnå rigdom gennem uretfærdige og ulovlige midler udbytter han folket. Nogle regionale herskere eller højtstående embedsmænd i forskellige områder har en sådan karakter, at de er dygtige til at smigre deres overordnede. Derfor udnævner de smigrere til ansvarstunge poster blandt deres egne folk, selv om disse er uegnede. En sådan person forråder uden tvivl Allah og Hans Sendebud og svigter det ansvar og den betroede opgave, som er blevet pålagt ham.

Hvis en ansvarlig embedsmand frygter Allah, kan beherske sin grådighed og formår at afholde sig fra at misbruge sin magt, hjælper Allah ham med at stå fast på retfærdighedens principper. Han beskytter ham mod alle vanskeligheder.

Den hersker, der er slave af sine egne lyster, straffer Allah. Han knuser fuldstændigt drømmepaladset af hans mål, håb og ønsker. Han lader også hans børn og øvrige familie leve under vanærende forhold. Han mister de rigdomme, han har erhvervet ad ulovlige veje.

Der findes en berømt beretning om dette: En af de abbasidiske herskere tilkaldte engang de lærde og sagde: »Nedskriv nogle af de begivenheder, I selv har set eller hørt om.« Jeg så engang Umar ibn Abd al-Aziz (må Allah være barmhjertig mod ham), da en mand kom til ham og sagde: »De troendes leder! Du har holdt dine børn borte fra statens midler. Du har efterladt dem uden anden mulighed end at leve som fattige og hjælpeløse. Du efterlader dem intet.« Umar ibn Abd al-Aziz (må Allah være barmhjertig mod ham) lå på det tidspunkt på sit dødsleje. Han sagde: »Godt, bring børnene frem for mig.« De blev alle ført frem. Khaliffens børn var mange, og de var alle mindreårige. Da han så børnene, begyndte han at græde og sagde: »Mine børn! Jeg har givet jer fuldt ud, hvad der tilkom jer, og har ikke berøvet nogen af jer noget. Bortset fra dette kan jeg ikke give jer noget af folkets ejendom. Hver af jer vil enten blive et retfærdigt og fromt menneske, og Allah er de retskafnes beskytter og hjælper, eller også vil I blive onde og fordærvede. Jeg ønsker ikke at efterlade noget til onde og fordærvede mennesker, for så vil de være ulydige mod Allah.«*****Arabisk»Gå nu alle sammen; I kan forlade mig. Det er alt, hvad jeg har at sige.«

Derefter siger han: Senere så jeg selv disse børn af den store Umar ibn Abd al-Aziz; nogle af dem ejede hundredvis af heste, som de gav bort på Allahs vej. Islams mujahidiner red på dem og førte jihad for at etablere retfærdighed.

Derefter sagde den abbasidiske kalif: »Umar ibn Abd al-Aziz (rah.) var muslimernes kalif.«

Hans herredømme strakte sig mod øst over tyrkernes land og mod vest over Marokko og Spanien; hans myndighed var også etableret på Cypern, i områderne langs den syriske grænse, i Tarsus og andre steder. Mod syd strakte hans styre sig helt til Yemens yderste grænse. Trods dette blev hans børn kun ejere af meget lidt af den fædrene arv. Det fortælles, at den efterladte formue var mindre end tyve dirham pr. barn.¹(Allah hjælper Sine fromme tjenere, sådan som Han gjorde med Umar ibn Abd al-Aziz’ (rah.) børn. De modtog ganske vist ikke meget gennem arven, men Allah hjalp dem på en sådan måde, at de hver især blev ejere af store formuer. I Koranen står der: »Min beskytter er Allah, som har åbenbaret Skriften, og Han beskytter de retfærdige.« (7:196) – red.) På samme tid så jeg imidlertid blandt kalifferne herskere, som efterlod sig så enorme formuer, at da deres børn efter deres død fordelte dem imellem sig, tilfaldt der hver af dem op til 600 crore ashrafi. Alligevel endte nogle af disse børn med at tigge. Der findes utallige fortællinger, øjenvidneberetninger og spredte beretninger om mange af de forhold, som tidligere mennesker havde hørt om. For de vidende rummer de mange lærdomme.

Det fremgår af profetens livs forbillede, at politisk myndighed, lederskab og regeringsmagt også er en betroet opgave; at varetage denne betroede opgave på behørig vis er wajib.

Der blev på forhånd på forskellige måder udstedt advarsler om dette. Den Store Profet (s.a.) sagde til Abu Dharr al-Ghifari (r.a.) om lederskab:

*******Arabisk

»Lederskab er en betroet opgave. Dette lederskab vil i visse tilfælde på opstandelsens dag blive årsag til skam og anger. Men den, der havde et lederskab baseret på retfærdighed og principfasthed og opfyldte dets rettigheder korrekt, er en undtagelse.« (Muslim)

Imam al-Bukhari (rah.) har i Sahih al-Bukhari overleveret en beretning fra Abu Hurayra (r.a.), hvori det siges:

************Arabisk

Den Ædle Profet (fvmh.) har sagt: »Når betroede forpligtelser begynder at gå tabt (det vil sige gennem forræderi), så vent på Dommedagen.« Der blev spurgt: »Allahs Sendebud! Hvad menes der med, at de betroede forpligtelser går tabt?« Profeten sagde: »Når uegnede personer indtager posterne med regeringsmagt, ledelse og myndighed, så vent på Dommedagen.« (Bukhari)

På grundlag af denne betydning af den betroede forpligtelse er der opnået enighed blandt den muslimske ummah om, at hvis værgen eller testamentseksekutoren for en forældreløs, forvalteren af en waqf-ejendom eller en person, der er udpeget til en opgave som ansvarlig eller repræsentant, får behov for at bruge af den pågældende ejers midler, skal han anvende dem på den bedste måde (det vil sige ikke bruge mere end det anerkendte beløb og ikke på nogen måde tilegne sig noget). Som Allah den Ophøjede har sagt,

********Arabisk

»Nærm jer ikke den forældreløses ejendom, før han er myndig, medmindre det sker på den bedste måde.«

Herskere og statslige embedsmænd er folkets vogtere eller forvaltere, ligesom en hyrde vogter får. Den Ædle Profet (fvmh.) har således sagt:

******Arabisk

»I er hver især vogtere. Enhver vil blive spurgt om sine underordnedes handlinger. Den, der er leder for samfundet og staten, vil blive spurgt om sine underordnede folks handlinger. Hustruen er vogter i sin mands hjem. Hun vil blive holdt ansvarlig for det, der ligger under hendes myndighed i dette hjem. Barnet er vogter over sin fars ejendom, og det vil blive spurgt om den. Tjeneren er vogter over sin herres ejendele, og han vil blive spurgt om dem. Vær opmærksomme! Husk, at I hver især er vogtere for hinanden. Alle vil blive spurgt om dem, der er underlagt deres ansvar.«

Den Ædle Profet (fvmh.) har sagt, at

*******Arabisk

“Hvis den, som Allah har pålagt ansvar for og myndighed over andre, dør, mens han har forsømt sit ansvar, vil Allah forbyde ham selv duften af Paradiset.” (Muslim)

En dag kom Abu Muslim al-Khawlani (må Allah forbarme sig over ham) til Hazrat Mu’awiya (må Allah være tilfreds med ham), søn af Abu Sufyan, og sagde til ham:

******Arabisk

“(O arbejder! Fred være med dig.)”

Hoffets rådgivere sagde: »Sig ikke ‘Ayyuhal ajir’, men sig [på arabisk].« Derefter sagde han, ******ArabiskDet blev igen sagt: »Sig ‘Ayyuhal amir’.« Men Abu Muslim al-Khawlani gentog den samme sætning tre gange. De tilstedeværende mindede ham gentagne gange om at sige »Ayyuhal amir«. Til sidst sagde Amir Mu’awiya: »Lad Abu Muslim tale. Han ved selv bedst, hvad hans ord betyder.« Derefter sagde Abu Muslim: »O Mu’awiya! Du er en arbejder. Fårenes herre har ansat dig på løn for at føre tilsyn med denne flok får. Hvis du fører tilsyn med de får, der lider af hudsygdom, behandler de syge får og passer på dem, vil fårenes ejer give dig løn for det. Men hvis du ikke holder øje med de hudsyge får, ikke behandler de syge får og ikke udfører dit ansvar ordentligt i omsorgen for dem, vil deres ejer straffe dig.«

Denne begivenhed er i sig selv tilstrækkelig som råd og belæring for en hersker. For hele menneskeheden er Allahs tjenere. Statens embedsmænd er Hans repræsentanter, der skal lede Allahs tjenere. Ansvaret for at beskytte folkets liv, ejendom, ære og alt andet er blevet lagt på dem.

Når der findes kvalificerede og erfarne personer inden for landets handel, økonomi og de områder, hvor landbrugsafgrøder produceres, er det naturligvis en handling af troløshed og forræderi at udnævne en person, der er uerfaren og ukvalificeret på disse områder, til den pågældende stilling. Hvis statens myndigheder gør dette, bliver de troløse. For en person, der mangler kendskab til landets økonomi og dets livsnerve – landbrug, industri og handel – vil sælge varer og handelsartikler til urimelige priser. Selv om en god og hæderlig køber er parat til at betale en højere eller rimelig pris, er det intet andet end troløshed at undlade at give ham varerne til en rimelig pris på grund af trusler, venskab eller nært slægtskab. Varernes ejer vil naturligvis blive fjendtligt indstillet over for ham og fordømme ham.

Det er derfor de højtstående statslige embedsmænds pligt ikke at udnævne nogen forræderisk person som repræsentant eller leder af administrationen, men at udnævne personer med god erfaring inden for handel, landets økonomi, jordforvaltning og lignende som statslige repræsentanter eller herskere.

[To]

Kvalifikationer til magt og styrende myndighed

Det andet kapitels emne er følgende: Den mest kvalificerede person bør tildeles magt og styrende myndighed. Selv når den mest kvalificerede person ikke er til rådighed, bør magten og den styrende myndighed tildeles en kvalificeret person. På hvert administrativt niveau bør den ideelle person til de forskellige embeder indsættes som myndighedshaver og repræsentant. Styrke og troværdighed er uundværlige for styrende myndighed, så anvendelsen af shariaens bestemmelser og sikringen af folkets rettigheder kan gennemføres lettere. Dommernes forskellige typer.

Efter ovenstående drøftelse er det nu nødvendigt at forstå, hvad der er lederens pligt. Kort sagt består den i, at han udnævner retskafne og kvalificerede personer som statslige repræsentanter, embedsmænd eller herskere over en del af landet. Men undertiden opstår der situationer, hvor man ikke kan finde personer med de ønskede kvalifikationer til en opgave. Da er lederens pligt at udnævne en person til opgaven på grundlag af den relative kvalifikation. Til hvert embede skal han indsætte den person, der efter en sammenligning er bedst kvalificeret. Hvis lederen løser denne opgave med fuldstændig upartiskhed, ærlighed og dømmekraft, har han opfyldt sin pligt og sit ansvar. Først da kan han kaldes en retfærdig leder. Også hos Den Almægtige Allah vil han blive betragtet som en retfærdig hersker. Det kan naturligvis ikke med sikkerhed siges, at der ikke senere vil opstå fejl og mangler på forskellige områder af forskellige årsager. Men hvad andet kan man gøre? Allah den Ophøjede har også kun krævet den bedst mulige indsats. Som det lyder:

********Arabisk

“O muslimer! Frygt Allah så meget, som I er i stand til.” (Sura at-Taghabun: 16)

********Arabisk

“Allah pålægger ikke nogen en byrde, der overstiger hans evne. (Sura al-Baqarah: 286)

Da Allah gav påbuddet om jihad, sagde Han:

****Arabisk

“Kæmp mod fjenderne på Allahs vej. I er kun ansvarlige for jer selv og ikke for nogen anden. Men ja, tilskynd også de øvrige muslimer til dette. (Sura al-Nisa: 84)

Allah siger endvidere:

*******Arabisk

“O troende! Vær bevidste om jeres eget ansvar. Hvis I holder jer på den rette vej, kan de vildledte ikke skade jer.” (Sura al-Ma’idah: 105)

Derfor kan det antages, at enhver hersker eller myndighed på alle administrative niveauer, som ikke vil gøre alt, hvad der er muligt, for at udnævne retskafne personer og ikke vil bestræbe sig fuldt ud på at varetage sin pligt, følger vejledningen eller den rette vej.

Allahs Sendebud (saw) har sagt:

********Arabisk

»Når jeg befaler jer at gøre noget, så gør det efter bedste evne.« (Bukhari-Muslim)

Men hvis en person forsømmer dette arbejde under påskud af en manglende evne, som ikke anerkendes af shariaen, vil det være et tillidsbrud. Han vil blive straffet for det tillidsbrud, der skyldes forsømmelse af denne pligt. Derfor er det hans pligt nøje at undersøge, hvem der er mest kompetent, dygtig og til størst gavn, samt at foreslå navnene på egnede og dygtige personer til hver post. For enhver myndigheds- og magtudøvelse har to søjler: den ene er styrke, og den anden er amanah eller troværdighed. Som der står i Den Ædle Koran:

*******Arabisk

Den bedste til at tjene dig er den, der er stærk og troværdig. (Sura al-Qasas: 26)

Egyptens konge sagde til profeten Yusuf (as):

*******Arabisk

»Fra i dag er du blandt os en højt respekteret og betroet person.«

Om Hazrat Jibrils (a.s.) rang og egenskaber siger Allah den Ophøjede:

******Arabisk

»Sandelig, den ærede Koran er et budskab, som er overbragt af en højt æret engel, der er i stand til at bære åbenbaringens tunge byrde, og som har en høj rang hos Ham, der besidder Tronen. Han er dér anset og betroet. (Sura at-Takwir: 19-21)

Grundlaget for enhver statsmagt og regeringsautoritet er landets balance. På slagmarken er styrken i krigsledelsen hærførerens tapperhed og mod. Han skal være bekendt med og dygtig i alle former for krigstaktik. Han skal være opmærksom på fjendens bedrag og strategiske manøvrer. For ***Arabisk»kampens andet navn er bedrag«. Krigslederen skal kende krigstaktik. For at kunne handle i overensstemmelse hermed skal han være fuldt kompetent. (På den tid) skulle krigslederen have erfaring med at skyde med bue og ramme, så han kunne tilføje fjendens styrker et passende slag. Han skulle være en dygtig rytter.

Således har Allah den Ophøjede sagt:

******Arabisk

»Muslimer! Ved at samle militær styrke og udstyr samt anskaffe et stort antal krigsheste skal I gøre jer så krigsberedte som muligt til kampen mod de vantro. (Sura al-Anfal: 60)

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:

******Arabisk

»Lær at skyde med bue og pil, og træn i ridning. Bueskydning er kærere for mig end ridning. Den, der lærer bueskydning, men forsømmer den og senere glemmer den, hører ikke til blandt mine.« I en anden overlevering står der,******Arabisk

»Bueskydning (det vil sige opnåelse af militære færdigheder) er en velsignelse. Den, der glemmer den, fornægter denne velsignelse.« (Muslim)

Gennem disse udsagn er der lagt vægt på, at muslimer skal besidde alle former for styrke, herunder militære færdigheder, for at fjerne hindringerne for etableringen af viden, visdom, retfærdighed og de guddommelige bestemmelser i samfundet. Dette understreges af selve Koranen og Sunnaen.

1. Troværdighed og troskab er egenskaber, der bygger på gudsfrygt.

2. Det er ikke passende at ofre Allahs rettigheder for lidt verdslig rigdom.

3. Han skal fuldstændigt fjerne frygten for mennesker fra sit hjerte.

Allah den Højeste har gjort disse tre ædle egenskaber ufravigeligt nødvendige for enhver hersker, leder og person med myndighed.

I Den Ædle Koran har Allah erklæret:

*******Arabisk

»Frygt ikke mennesker, men frygt Mig. Brug ikke Mine åbenbaringer til lave egeninteresser. De, der ikke regerer over folket i overensstemmelse med Allahs lov, er de vantro (ulydige)¹. (Sura al-Mā’idah: 44) (1. Før dette har Han sagt: de ulydige og de uretfærdige.)

På dette grundlag inddelte Den Ædle Profet (fred være med ham) herskere og dommere i tre kategorier. To af disse kategorier erklærede han for bestemt til Helvede. Kun én kategori af dommere erklærede han for bestemt til Paradiset.

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:

*********Arabisk

»Qādīer, herskere og dommere er af tre kategorier. To kategorier af dommere hører til i Helvede, og én kategori af dommere hører til i Paradiset. Den, der erkender sandheden og dømmer retfærdigt, vil derfor være blandt Paradisets beboere.« (Ahl as-Sunnah)

De, der træffer afgørelse mellem to stridende parter, kaldes en qadi eller dommer. Dommeren skal give begge parter anvisninger. Derfor er alle omfattet af den samme bestemmelse, hvad enten en af dem er kalif eller konge, wali eller hakim, eller en person, der varetager statsoverhovedets ansvar, ja, selv en person, der er betroet tilsynet med børns undervisning. Profetens ærede ledsagere omtalte sagen på denne måde. Det var også sådan, de handlede, og det er det naturlige.

[Tre]

Folkekær, modig og pligtopfyldende ledelse

I dagens verden er der meget få mennesker, hvis karakter forener disse to ædle egenskaber: styrke og trofasthed. Hvis der er to personer, hvoraf den ene er trofast og den anden stærk, bør myndighed og ledelse gives til den af dem, gennem hvem landet og folket ikke udsættes for skade. Imam Ahmad (må Allah være barmhjertig mod ham) blev spurgt om to mænd, hvoraf den ene var modig og dygtig i krig, men syndig i sine handlinger, mens den anden var retskaffen og from, men fej og uden mod: Med hvem burde man føre jihad? Han svarede, at man skulle føre jihad sammen med den stærke og krigskyndige mand, selv om han var fājir. For hans styrke vil her blive anvendt til gavn for muslimerne, mens hans synd kun vedrører hans eget liv. Den retskafne og fromme persons forhold er helt det modsatte.

I dag er der meget få mennesker, der besidder disse to ædle egenskaber: styrke, mod og trofasthed. Derfor plejede hadrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) at bede:

*********Arabisk

»O Allah! Jeg klager til Dig over den syndiges hårdhed og den fejes svaghed og afmagt. Beskyt os mod dem begge!«

Derfor bør man for ethvert land og område søge en retskaffen og kvalificeret ledelse under hensyntagen til de lokale forhold. Hvis en leder for et land ønsker at udnævne en hersker eller administrator, er det hans pligt at overdrage dette ansvar til den bedste person i det pågældende område eller land. Hvis der er to personer, hvoraf den ene er trofast, mens den anden er stærk og modig, må han ved udnævnelsen træffe sin beslutning ud fra forholdene: I hvilket område eller rige vil en afbalanceret udøvelse af disse to egenskaber i stats- og forvaltningsledelsen fremme landets og folkets velfærd og mindske skadens omfang?

Derfor bør man inden for krigsledelsen udvælge den eller de personer, som besidder styrke, mod og tapperhed. Selv hvis deres fromme praksis er noget mindre omfattende, bør man i krig og forsvar foretrække den modige person frem for en svag militærledelse.

Imam Ahmad ibn Hanbal (må Allah forbarme sig over ham) blev spurgt: Der er to personer, som begge leder i kamp. Den ene er en »fājir«, det vil sige en synder, men han besidder større styrke og mod, mens den anden ganske vist er retskaffen og from, men er svag af sind. Hvem af dem bør man i så fald kæmpe under? Han svarede: Den syndiges styrke og kraft er til gavn for muslimerne, mens hans »fujūr«, det vil sige hans syndighed, kun er til skade for ham selv. Hvis den retskafne og fromme person er svag, er hans retskaffenhed og fromhed kun til gavn for ham selv, men fordi han er svag, vil han være en årsag til svaghed i varetagelsen af muslimernes interesser.

Derfor bør man føre jihād sammen med den stærke hærfører, selv om han er en »fājir«.

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

********Arabisk

»Den Ophøjede Allah lader også gennem syndige mennesker hjælpe sin dīn.« (I en anden overlevering står der ****Arabisk i stedet for *****Arabisk, hvilket betyder: »Han lader også sådanne personer og samfund hjælpe sin dīn, som ikke har nogen del i gode gerninger.«)

Når man derfor ikke finder nogen frygtløs hærfører og heller ikke finder nogen general, der kan træde i hans sted, skal man udnævne den person, som er mest kvalificeret og retskaffen i religiøs henseende. Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) udnævnte Khalid ibn al-Walid (må Allah være tilfreds med ham) til leder af islams hær. Han varetog dette ansvar, lige siden han antog islam. Om ham plejede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) at sige:

******Arabisk

“Khalid er et sværd, som Allah har trukket for at tilintetgøre polyteisterne.”

På trods af dette skete der en eller to ting udført af Hazrat Khalid (ra), som Allahs Sendebud (sa) ikke brød sig om. Engang løftede Allahs Sendebud (sa) sine hænder mod himlen og sagde:

*******Arabisk

“O Allah! Jeg frasiger mig ansvaret for alt det, som Khalid har gjort af overdrivelse (i krig).”

Profeten (sa) fremsagde denne bøn, da Khalid ibn al-Walid (ra), fordi han nærede tvivl om medlemmerne af Juzayma-stammens tro, havde dræbt nogle af dem dér og borttaget deres penge og ejendele. I islams øjne var dette i virkeligheden fuldstændig ulovligt. De øvrige ærede sahaba, som var sammen med ham, havde forbudt Hazrat Khalid at gøre dette. Profeten (sa) gik selv til medlemmerne af Juzayma-stammen og udtrykte sin sympati og medfølelse med dem. Han lovede at give dem deres efterladte penge og ejendele tilbage fra slagmarken. På trods af sådanne fejl fastholdt Allahs Sendebud (sa) altid Hazrat Khalid ibn al-Walid på posten som øverstbefalende for den islamiske hær. Den eneste grund til dette var, at han var mere kvalificeret end andre inden for krigskunst og militær kunnen. Han begik fejl i den overordnede vurdering af begivenheder. Derimod var sandhedens soldat, Abu Dharr (ra), mere fremragende i ærlighed og fromhed. På trods af dette sagde Allahs Sendebud (sa) til ham:

*******Arabisk

“O Abu Dharr! Jeg ser dig som svag. Hvad angår dig, ønsker jeg det samme, som jeg ønsker for mig selv. Bliv aldrig leder, ikke engang for to personer. Påtag dig ikke ansvaret for at forvalte en forældreløses ejendom.” (Muslim)

Allahs Sendebud (sa) forbød Hazrat Abu Dharr at påtage sig lederskab og forvaltning. Og alligevel sagde Profeten (sa), idet han lovpriste netop hans ærlighed og ophøjede karakter:

******Arabisk

»Abu Dharr sad på sandfærdighedens højeste tinde. [Her er der ikke anvendt udtrykkene ‘Khazra’ og ‘Ghabrara’ som sammenlignende ordsprog eller betegnelser.]

Profeten sendte Hazrat Amr ibn al-As til slaget ved ‘Dhat al-Salasil’, fordi hans nære slægtninge boede dér. Profeten ønskede at vise ham gunst. Selv om der fandtes mænd, som var bedre end ham, sendte han netop ham dertil og ikke nogen anden.

En gang udnævnte Allahs Sendebud Hazrat Usama ibn Zayd til leder af hæren.

Kort sagt blev bestemte personer, på grund af deres særlige egenskaber og af hensyn til særlige nationale interesser, udnævnt til guvernører, administratorer eller hærførere. Alligevel fandtes der måske personer, som i fromhed, viden, visdom og tro var mere kvalificerede end dem.

På samme måde, da frafaldets fitna voksede sig stærk under den første kalif, Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs, regeringstid, sendte han Khalid ibn al-Walid med kommandoen over hæren for at undertrykke den. Også til jihad i Irak og Syrien blev netop han sendt som hærfører. Imidlertid begik Hazrat Khalid ofte uønskede handlinger. Det fortælles, at hans personlige tilbøjeligheder undertiden spillede ind i disse handlinger. Trods dette blev han ikke fjernet fra sin post som hærfører; i stedet blev han fra de overordnedes side pludselig irettesat en smule og derefter ladet gå, og hans »gavnlige side« blev foretrukket frem for hans »skadelige side«.¹ (1. Alle sahabaerne var ***Arabisk retfærdige. Der kunne måske forekomme fejl i deres beslutninger, men der var ikke et strejf af personlig interesse i dem. Hazrat Umar afsatte Khalid, men trods dette efterlod Khalid ved at deltage i jihad som almindelig soldat et enestående islamisk eksempel på lydighed. De besad en idealisk karakter. – Red.) Man overvejede ikke at indsætte nogen anden i hans sted.

Desuden: Hvis statens øverste embedsmand, det vil sige kaliffen, ikke er særlig streng, er det naturligvis nødvendigt, at hans stedfortræder er streng. På samme måde er det ubestrideligt nødvendigt, at den underordnede repræsentant er mild af sind, hvis statens øverste embedsmand er meget streng af natur. Før Hazrat Umar blev kalif, gik han ind for at fjerne hærføreren Hazrat Khalid ibn al-Walid fra hans post. Han ønskede at udnævne Hazrat Abu Ubayda ibn al-Jarrah til hærfører, fordi Hazrat Khalid også var streng af natur. På den anden side var Hazrat Umar ibn al-Khattab allerede streng af karakter. Abu Ubayda var et mildt menneske. Hazrat Abu Bakr as-Siddiq var et strålende symbol på mildhed. Det, Abu Bakr gjorde på det tidspunkt, var derfor korrekt. Hazrat Khalid ibn al-Walid var leder af den islamiske hær under Hazrat Abu Bakrs tid. Under Hazrat Umar ibn al-Khattabs regeringstid havde Abu Ubayda ibn al-Jarrah ansvaret for ledelsen af den islamiske hær. Således blev balancen på det administrative område opretholdt. Den store Profet har sagt om sin egen person:

********Arabisk

»Jeg er barmhjertighedens profet, jeg er krigens profet.« Det vil sige, at det også er min opgave at anvende magt til selvforsvar, når det er nødvendigt. Den store profet (fvmh.) har sagt:

*******Arabisk

»Jeg kæmper med et smil på læben for at etablere retfærdighed og sandhed, og mit samfund følger middelvejen.« Om Profetens ledsagere har Allah, den Ophøjede, sagt:

**********Arabisk

»Over for de vantro er de meget strenge, men indbyrdes er de medfølende. Du vil se dem undertiden bøje sig og undertiden kaste sig ned i sujūd; de er optaget af at søge Allahs gunst og tilfredshed.« (Sura al-Fath: 28)

********Arabisk

»Milde over for muslimerne og strenge over for de vantro, det vil sige dem, der er ulydige mod Allah.« (Sura al-Mā’idah: 54)

Derfor var Hazrat Abu Bakr Siddiqs (ra.) og Hazrat Umar Faruqs (ra.) myndighed og lederskab fuldkomment. Deres myndighed blev udøvet på en velordnet måde, og den var afbalanceret. I den store profets (fvmh.) tid blev disse to store personligheder betragtet som hans to arme. Den ene var blødhjertet og mild af sind, mens den anden var hårdhjertet og streng af sind. Den store profet (fvmh.) har selv sagt om disse to:

********Arabisk

»Efter mig skal I adlyde Abu Bakr og Umar.«

Derfor ser man, at Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) efter Allahs Sendebud (saws) udviste en sådan tapperhed og et sådant mod i kampen mod de »frafaldne«, at selv Hazrat Umar (ra) blev forbløffet. Han havde aldrig forventet en sådan modig indsats fra Hazrat Abu Bakr (ra). Alle de øvrige sahaba var også uvidende om dette. De sagde: »Hvordan kan du føre jihad mod dem blot fordi de nægter at betale zakat?«

Hvis situationen således kræver ikke blot ærlighed, retskaffenhed og troværdighed, men også strenghed og beslutsomhed, skal man derfor give den strenge ledelse forrang. Når det for eksempel gælder beskyttelsen af økonomiske midler, er der behov for en person med et strengt sind. For både opkrævning og bevarelse af økonomiske midler kræves der nemlig både styrke og troværdighed. Derfor skal den lokale administrator og de lokale embedsmænd være strenge og stærke, så deres fasthed ikke giver anledning til forsømmelighed ved opkrævningen. Sekretæren, skriveren og kassereren skal være kompetente og troværdige. Det er gennem deres kompetence og troværdighed, at de økonomiske midler kan beskyttes på rette vis. Det samme gælder med hensyn til ledelse og myndighed på slagmarken, og den samme regel finder anvendelse. Krigslederen skal udnævnes på grundlag af råd fra vise og gudfrygtige personer. Derved skal der tages hensyn til begge slags kvalifikationer og egenskaber. I realiteten bør det samme synspunkt og den samme regel følges inden for al administrativ myndighed og enhver form for ledelse.

Hvis en enkelt person ikke kan opfylde det grundlæggende mål med myndighed og ledelse samt det almene vel, kan to, tre eller endnu flere personer beskæftiges med den samme opgave. Den mest kvalificerede person skal dog have forrang. Hvis arbejdet ikke kan udføres af én person, skal man efter behov udnævne flere guvernører og embedsmænd og under alle omstændigheder give den bedst kvalificerede person forrang.

Inden for den dømmende myndighed skal man udpege den mest vidende, sagkyndige, gudfrygtige og kvalificerede person. Hvis den ene er mere vidende, mens den anden er mere from og gudfrygtig, skal man undersøge, om den mest videndes viden og dømmekraft i tilfælde af tvivl eller konflikt vil hindre anvendelsen af den relevante regel, eller om den mere frommes ønsker og tilbøjeligheder vil gøre det.

For det er blevet overleveret i den ædle hadith, at

*********Arabisk

“Allah den Almægtige elsker den fremsynede og undersøgende person i øjeblikke med tøven og tvivl ved beslutningstagning, og Han elsker den intelligens, der er i stand til at bevare balancen, når interessen og begæret efter noget er stærk.”

Det er ønskværdigt, men ikke nødvendigt, at qādien (dommeren) har støtte fra den øverste embedsmand med ansvar for krigsanliggender, hærføreren eller den øverste almindelige administrative leder. Ved udnævnelsen af en dommer skal man lægge vægt på særlige egenskaber inden for uddannelse og viden samt på fromhed. Hvis behovet for styrke og handlekraft i forhold til viden og fromhed viser sig at være større, skal en sparsommelig og selvhjulpen person foretrækkes.

Nogle lærde, det vil sige specialister i islamisk viden, blev spurgt: Hvis der ikke kan findes en kvalificeret person til at træffe domsafgørelser, og den eneste mulige kandidat enten er en fāsiq-lærd eller en uvidende, from person, hvem af de to skal da foretrækkes? De svarede, at hvis den pågældende i højere grad er tilbøjelig til at holde sig borte fra sandhedens og godhedens vej, bør den fromme person foretrækkes, eftersom det ellers er naturligt, at der opstår mangler i arbejdet for religionen. Hvis der på grund af herskernes forsømmelighed fortsat opstår mangler i arbejdet for religionen, skal den lærde i så fald foretrækkes. De fleste lærde har ment, at den fromme person bør foretrækkes i dette tilfælde. For alle imamer, der er mujtahider, er enige om, at en embedsmand eller amīr skal være en person, der dømmer retfærdigt og er kvalificeret til at aflægge vidnesbyrd.

Der er uenighed om betingelsen vedrørende viden: Hvilken type lærd skal udnævnes til embedsmand i en given sag? Skal den lærde være mujtahid, muqallid, eller skal man udnævne den, man kan finde? Dette er blevet behandlet udførligt et andet sted. Her er der kun meget begrænset plads til en sådan drøftelse. Den korte konklusion er dog, at det efter en vurdering af omstændighederne er tilladt efter behov at gøre en relativt egnet person til hersker eller embedsmand. For man skal også tage særligt hensyn til forholdene og omgivelserne, så det onde kan fjernes så vidt muligt. En person kan være mere kvalificeret med hensyn til viden og indsigt, men måske være svag, når det gælder opretholdelsen af lov og orden i et bestemt område. I så fald er der behov for en stærk person, selv om han er mindre indsigtsfuld.

Myndighed og lederskab på de forskellige niveauer i samfundet tjener folkets behov. Man må se på, hvordan dette behov skal opfyldes. Det er for eksempel en pligt for samfundets økonomisk trængte borgere at tilbagebetale de lån, de hver især har optaget. Men i den nuværende situation bør der kun kræves af dem, hvad de er i stand til at tilbagebetale. Der er for eksempel en befaling om at opbygge styrke til jihad og derfor sørge for flere heste samt anskaffe krigsmateriel. Men i tider med manglende evne og afmagt bortfalder denne befaling for borgerne. Da bliver det, de formår, det, der bliver obligatorisk for dem. Deres pligt er da at opfylde den obligatoriske forpligtelse. Hvad angår hajj og andre former for tilbedelse, er sagen naturligvis anderledes. Dette gælder ikke i de tilfælde. Tværtimod er det obligatorisk for ham at udføre hajj og lignende.

*******Arabisk

“Den, der har evne og mulighed for at tage på hajj.” (Sura Āl ʿImrān: 97)

Det er ikke obligatorisk, at han specifikt bestræber sig på at skabe evne og mulighed. For hajj bliver først obligatorisk, når han gennem naturlige midler får evnen til det; derfor er det ikke obligatorisk at skabe denne mulighed på en særlig måde.

[fire]

Målet med statslig ledelse og myndighed i islam:

Undervisning i Koranen og sunnaen samt gennemførelse af love og regler

Dette kapitel omhandler identifikationen af den mest kvalificerede person, styrets og myndighedens formål og mål, som identificeres gennem virkeliggørelsen af formålet, myndighedens mål, som er religionens mål: islams etablering og nødvendige reformer, en velfungerende etablering af fredagsbønnen og menighedsbønnen samt folkets religiøse forbedring.

Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) plejede at sige: »Det er derfor, jeg sender herskere, administrative embedsmænd og ansatte til jer: for at de skal undervise jer i den almægtige Allahs Bog og Profetens forbillede samt holde religionen, det vil sige den islamiske livsordning, aktiv og bestandig.«

Hvem der er den mest kvalificerede person, bliver klart, når man kender styrets og myndighedens formål samt metoden til at nå målet. Når målet står klart for dig, og du har lært metoden til at nå det, skal du forstå, at du fuldt ud har forstået, hvad der påhviler dig at gøre.

Hvis materielle interesser får forrang blandt konger, herskere og den herskende klasse, og de opgiver religionen, den religiøse undervisning og værdierne, forfremmer de styrende myndigheder i statsapparatet kun sådanne personer, gennem hvem deres egne personlige formål og mål i højere grad kan opfyldes. En hersker, der stræber efter statsmagten for sin egen personlige interesses skyld, vil ved udnævnelser og omplaceringer give den person forrang, som hjælper ham med at bevare sin stat og sin myndighedspost. I Den Ærværdige Profets (Allahs fred og velsignelser være med ham) politiske forbillede ser vi, at de embedsmænd og hærførere, der var udpeget til at udøve regeringsmagten og lede krigsførelsen, og som var statsoverhovedets repræsentanter og militære kommandører, ledede muslimernes fredagsbøn og menighedsbøn. De holdt værdifulde taler for folket. Derfor forfremmede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) kort før sin bortgang Hazrat Abu Bakr al-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) til ansvaret for at lede bønnen. Han lod ham også gå forrest i så vigtige opgaver i det muslimske samfund som militær ledelse.

Når Den Ærværdige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) udnævnte nogen til hærfører og sendte ham til slagmarken, beordrede han ham først og fremmest i den officielle ordre, han gav ham, til at etablere bønnen. På samme måde gav han den, som han sendte som hersker over en by eller en egn, først besked på at bede sammen med menigheden. Således sendte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) Attab ibn Usayd (må Allah være tilfreds med ham) som hersker over Mekka. På samme måde sendte han Uthman ibn Abi al-As (må Allah være tilfreds med ham) som hersker over Taif. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sendte Hazrat Muadh (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) som herskere over Yemen. Han sendte Amr ibn Hazm (må Allah være tilfreds med ham) som hersker over Najran. Som Allahs Sendebuds stedfortrædere eller repræsentanter ledede de menighedsbønnen og etablerede shariaens styre, det vil sige hudud og lignende. Hærføreren gjorde nøjagtig det samme. Efter Allahs Sendebuds bortgang udførte de kaliffer, der efterfulgte ham i den islamiske stat, også disse statslige og religiøse opgaver efter samme ordning. Umayyade-kongerne og, med undtagelse af et par enkelte tilfælde, abbasideherskerne gjorde det samme. Dette blev gjort, fordi bønnen og jihad er de vigtigste anliggender i islams religion.

Derfor omtales bønnen og jihad ofte sammen i haditherne.

Når han besøgte en syg, plejede han at sige:

********Arabisk

»O Allah, helbred denne Din tjener, så han kan deltage i bønnen og bekæmpe Dine fjender.«

*******Arabisk

»O Muadh! Det vigtigste for mig er bønnen.«

Hazrat Umars instrukser til regionale herskere og embedsmænd:

De officielle dekreter, som Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sendte til de embedsmænd og guvernører, der var udstationeret i forskellige områder af den islamiske stat, indeholdt følgende:

*******Arabisk

»Det vigtigste for jer i mine øjne er bønnen. Den, der værner om bønnen, værner om religionen. Den, der forsømmer bønnen, vil i endnu højere grad forsømme andre handlinger.«

Betydningen af Hazrat Umars ord er, at Allahs Sendebud har sagt:

****Arabisk

»Bønnen er religionens søjle.« Når de administrative embedsmænd værner om denne søjle, vil bønnen beskytte dem mod uanstændighed, alle forkastelige handlinger og korruption, og den vil hjælpe dem med de øvrige tilbedelseshandlinger. (»For ********Arabiskbønnen afholder fra forkastelige og uønskede handlinger.«)

Den Højeste Allah har sagt:

******Arabisk

»Søg hjælp gennem standhaftighed (på religionens vej) og bøn, og husk, at bønnen er en meget tung sag. Men for dem, der frygter Allah, er den ikke tung.« (Sura al-Baqara: 45)

********Arabisk

“O muslimer, (idet I til enhver tid står fast på religionen) søg hjælp (hos Allah) gennem tålmodighed og bøn. Sandelig, Allah er med de tålmodige.” (Sura al-Baqara: 153)

Allah den Ophøjede sagde, idet Han henvendte sig til Sendebudet (fred være med ham):

*******Arabisk

“(O profet!) Påbyd dine familiemedlemmer at bede, og hold dig selv regelmæssigt til bønnen. Jeg beder ikke jer om nogen forsørgelse; nej, det er Mig selv, der forsørger jer. Det bedste udfald ligger i at antage taqwa, det vil sige et forsigtigt liv fyldt med gudsfrygt.” (Sura Ta-Ha: 132)

*******Arabisk

“Jeg har kun skabt jinn og mennesker for at tilbede Mig, det vil sige for at vise Mig ubetinget lydighed og underkastelse. Jeg forventer ingen forsørgelse fra dem, og Jeg ønsker heller ikke, at de skal give Mig føde. Allah er selv den bedste Forsørger, en Almægtig og Vældig Skaber.” (Sura adh-Dhariyat: 56-58)

Det blev således klart, at det grundlæggende mål med myndighed og lederskab er at tjene menneskene og reformere dem. Hvis mennesker forlader religionen, vil de blive konfronteret med alvorlig elendighed, og de verdslige velsignelser, muligheder og nydelser, som de er blevet skænket, vil aldrig være til gavn for dem. Den religiøse gavn, som de skulle have opnået gennem disse verdslige handlinger, vil ikke blive opnået.

De verdslige midler, hvorigennem mennesker kan opnå religiøs velfærd, er af to slags. For det første at overdrage ejendom til den, der har ret til den. For det andet at straffe den, der tilegner sig ejendom ved overgreb og uretmæssighed. Vær derfor klar over, at den, der ikke overskrider grænserne eller begår overgreb, har vænnet sig til at tjene sin dīn. Derfor plejede den anden kalif, Hazrat Umar (ra), at sige:

*****Arabisk

»O folk! Jeg sender mine embedsmænd og guvernører til jer, for at de skal lære jer jeres Herres Bog og profetens forbillede og opretholde dīn iblandt jer.«

Eftersom der i vore dage er opstået fordærv både blandt herskerne og de beherskede, hvilket har medført fordærv i alle områder af virksomheden, er reform derfor blevet en særdeles vanskelig sag. De personer, som på alle mulige måder arbejder for folkets velfærd i både dīn og dunyā, vil derfor blive regnet blandt tidens bedste og som de bedste mujāhidūn. Som Allahs Sendebud (sa) har sagt:

******Arabisk

»Én dag med en retfærdig imam eller leder er bedre end tres års tilbedelse.«

I værket Musnad af Imam Ahmad findes en hadith, der er overleveret fra Allahs Sendebud (sa), hvori han sagde:

******Arabisk

»Blandt menneskene er den retfærdige leder den, som Allah elsker mest. Og den leder, som Allahs vrede i højeste grad rammer, er den uretfærdige leder.«

Det er overleveret i Bukhari og Muslim Sharif fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Rasulullah (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

***********Arabisk

»Den dag, hvor der ikke findes nogen anden skygge end Allahs skygge, vil Allah den Ophøjede give syv slags mennesker plads under sin barmhjertigheds skygge: (1) den retfærdige leder, (2) den unge mand, der er hengiven til tilbedelse, (3) den person, hvis hjerte, selv efter at han har forladt moskéen efter bønnen, er optaget af, hvornår han igen skal gå til moskéen, (4) de to personer, hvis venskab udelukkende er for Allahs skyld—på grundlag af dette venskab mødes de, og hvis de skilles, sker det også af samme grund, (5) den person, der i ensomhed og uden at mennesker ved det, ihukommer Allah og lader tårerne falde, (6) den person, som en fornem og smuk kvinde inviterer til seksuel umoral, men som svarer: »Jeg frygter Allah, verdensaltetes Herre, Allah Rabb al-Alamin«, (7) den person, der giver almisse så hemmeligt, at hans venstre hånd ikke ved, hvad hans højre hånd giver.« (Bukhari og Muslim)

Det er overleveret i Sahih Muslim Sharif fra Haiyad ibn Hammad (må Allah forbarme sig over ham), at Rasulullah (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

*********Arabisk

»Tre slags mennesker hører til i Paradiset: (1) den retfærdige hersker, statsoverhoved og regeringsleder, (2) den barmhjertige person, hvis hjerte smelter af medfølelse med nære slægtninge og muslimer, (3) den rige person, som er retskaffen og gavmild.«

I Sunan, en hadith fra Rasulullah (må Allahs fred og velsignelser være med ham), er det nævnt, at—

********Arabisk

„Den person, der oprigtigt og ihærdigt giver almisse, er som en mujahid på Allahs vej. Men almisse skal ikke gives for at blive set af andre.“

Allah den Ophøjede har påbudt jihad mod de terroristiske og aggressive kræfter, der fører an i undertrykkelse og uretfærdighed, og sagt:********Arabisk

„Bliv ved med at kæmpe, indtil fitna og optøjer mod de fredselskende mennesker i samfundet ophører, og indtil alene Allahs din får forrang i samfundet.“ (Sura al-Baqara: 193)

Engang blev det forelagt Allahs Sendebud (fred være med ham): „O Allahs Sendebud! Nogle mennesker kæmper for at vise deres eget mod, undertiden tilskynder ønsket om at hævde deres selvrespekt dem til kamp, og undertiden spiller trang til at vise sig også en rolle bag kampen. Hvilken af disse situationer kan kaldes ‘jihad på Allahs vej’?“ Profeten (fred være med ham) sagde:

********Arabisk

Den, der kæmper for at ophøje Allahs ord, det er „jihad fi sabilillah, eller jihad på Allahs vej“. (Denne hadith er overleveret i Bukhari og Muslim.)

Det blev således klart, at jihadens hovedformål er overalt at etablere Allahs retfærdige lov, fri for klasseskel, at give Hans din forrang og at ophøje Hans ord.*****ArabiskUdtrykket „Allahs ord“ har således en omfattende betydning. Det bruges også om bogen med Allahs forskrifter, Kalamullah.

Således har Allah den Almægtige sagt:

********Arabisk

»Jeg har sendt Mine sendebud med klare beviser. Gennem dem har Jeg sendt Skriften og Mizan (retfærdighedens vægt), for at de kan etablere retfærdighed (i islam).« (Sura al-Hadid: 25)

Formålet med at sende forskellige profeter og Skrifter er, at menneskene skal opretholde Allahs rettigheder og menneskenes rettigheder med retfærdighed og retskaffenhed.

Derpå siger Allah den Almægtige:

********Arabisk

»Og Jeg har skabt jernet. I det er der en vældig og frygtindgydende styrke, og deri ligger der også gavn for menneskene. Og et andet formål dermed er, at Allah den Almægtige direkte vil vide, hvem der gennem det træder frem for at hjælpe Ham og Hans sendebud.« (Sura al-Hadid: 25)

Den, der derfor forkaster bestemmelserne i Allahs Bog og dens principper og idealer og følger en anden ideologi og andre principper, er det Allahs hensigt, at han, hvis modstanden træder frem, bør bringes tilbage fra uretfærdighedens vej, selv om det må ske med våben fremstillet af jern. For religionens etablering, styrke og beståen afhænger i visse tilfælde også af Allahs Bog og sværdet (styrkens symbol). Det er overleveret fra Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham), at Den Ædle Profet (fred være med ham) befalede os******Arabisk— det vil sige, at vi skulle slå med sværdet, eller med et passende våben, mod den, der træder frem for at udslette Koranens følgere efter at have vendt sig bort fra den.

Når dette således er formålet, bør målet nås gennem princippet »akrab fal akrab« (den nærmeste, derefter den næstnærmeste). Med hensyn til myndighed og lederskab skal man udvælge to sådanne personer og undersøge, hvem af dem der står målet nærmest. Den af dem, der med hensyn til evnen til at nå målet er den bedste, skal udnævnes til embedsmand eller hersker.

Hvem bør gives forrang, når det gælder lederskab? Profeten (fvmh.) har udtalt noget, der i denne forbindelse er særligt bemærkelsesværdigt. Profeten (fvmh.) sagde:********Arabisk

»I den islamiske stat og det islamiske samfund skal den person varetage nationens imamats- eller lederskabsopgave, som har læst Allahs lovbog mest og bedst forstår dens betydning. Hvis flere personer herefter står lige med hensyn til kvalifikationer, skal den, der har det bedste kendskab til Hazrats sunnah, principper og idealer, gives forrang. Hvis alle også her står lige, skal den, der var først til at foretage hijrah, gives forrang som leder. Hvis alle ligeledes er lige med hensyn til kvalifikationen til at foretage hijrah, skal den ældste udpeges som leder. Ingen anden person må lede inden for hans indflydelsessfære eller uden tilladelse tage plads på hans æresplads.« (Muslim)

Hvis flere personer har lige kvalifikationer, og man ikke ved, hvem af dem der er bedst kvalificeret, skal lederen vælges ved »qur‘ah« eller lodtrækning. Det gjorde Sa’d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) under slaget ved Qadisiyyah. Der opstod en voldsom ordstrid i hæren om, hvem der skulle kalde til bøn. Det kom endda næsten til indbyrdes sammenstød. Alle sagde: »Jeg vil kalde til bøn.« Mange fremførte begrundelser for, hvorfor de burde gives forrang. Da fulgte man Profeten (fvmh.)’s følgende anvisning.

*******Arabisk

»Hvis folk på grund af deres forståelse af betydningen af belønningen for at kalde til bøn og for den forreste række under bøn får behov for lodtrækning, skal de gøre det.«

[Fem]

Rigdom, lån, fælles ordninger, mudarabah

afgørelse af retssager osv. på den måde, Allah har foreskrevet

En anden form for offentligt betroede midler er formue og ejendom samt særlige og almindelige lån, forvaltning af betroede midler, partnerskabsordninger, tawakkul, mudarabah, forældreløses ejendom, waqf osv. Dette afsnit omhandler blandt andet uddeling af almisse og velgørenhed til fattige, trængende og helt ubemidlede, opkrævere, ansatte, «mu’allafāt al-qulūb», frigivelse af slaver, økonomisk hjælp til forgældede samt almisse og velgørenhed givet på Allahs vej.

Den anden type af betroede midler vedrører formue og ejendom. Om lån erklærer Allah:

******Arabisk

«Hvis en af jer betror en anden noget, skal denne overgive det betroede til den, der betroede ham det, og frygte Allah, sin Herre.» (Sura al-Baqarah: 283)

Denne form for betroede midler omfatter kapital, særlige og almindelige lån, såsom deponerede aktiver. Det omfatter også fælles partnere, muwakkil, mudarib og forældreløses ejendom, waqf-ejendom, betaling af prisen for købte varer, gæld, kvinders mahr, løn for andele i overskuddet osv.

Om dette har Allah, den Ophøjede, erklæret:

********Arabisk

“Mennesket er af naturen utålmodigt. Når det rammes af ulykke, bliver det bekymret, og når det rammes af overflod, bliver det nærigt. Dog ikke de bedende, som altid er hengivne i deres bøn, og i hvis rigdom der er fastsat en ret for både tiggeren og den berøvede. … Og de, som vogter over betroede ejendele og deres indgåede aftaler og løfter.” (Al-Maʿārij: 19–32)

Han har også sagt:

*********Arabisk

“O Profet! Sandelig, Vi har åbenbaret Bogen for dig med sandheden. Døm derfor mellem mennesker i deres indbyrdes stridigheder og retssager, sådan som Allah den Ophøjede har vist dig. Forsvar ikke de forræderiske bedragere.” (Sura an-Nisāʾ: 105)

Allahs Sendebud (fred være med ham) har sagt:

*******Arabisk

“Giv den, der har betroet dig noget, det tilbage præcis som det er. Og hvis nogen handler troløst og forræderisk over for dig, så handl ikke troløst over for ham.”

Den ædle Profet (fred være med ham) har sagt:

********Arabisk

“Den, som muslimerne anser for pålidelig med hensyn til sikkerheden for liv og ejendom, er en mu’min. Og den person er en ægte muslim, fra hvis hånd og tunge andre muslimer er i sikkerhed. En sand muhajir er den person, der holder sig borte fra de handlinger, Allah har forbudt. Ligeledes er den sande mujahid den person, der kæmper mod sit eget ego for Allahs skyld.”

Dette er en sahih-hadith. Dele af den er nævnt hos Bukhari og Muslim. Nogle dele er også nævnt i Tirmidhi Sharif.

Rasulullah (s.a.) har også sagt:

********Arabisk

“Den, der tager en anden persons ejendom med hensigt om at give den tilbage, vil Allah sørge for bliver i stand til at tilbagebetale den. Men hvis nogen tager penge eller ejendom fra en anden med fuld hensigt om at tilegne sig dem, vil Allah den Højeste ødelægge det.” (Bukhari)

Allah har gjort tilbagebetaling af alle betroede midler obligatorisk. Uanset om der er tale om misbrug af et betroet gode, plyndring, røveri, tyveri eller bedrag, er man blevet advaret om at tilbagegive det. På samme måde er det obligatorisk at tilbagegive penge, ejendom og genstande, der er modtaget som lån eller udlån.

Rasulullah (s.a.) sagde om dette i sin tale under afskedspilgrimsfærden:

*********Arabisk

“Det, der er taget på lån, skal leveres tilbage; kamelføllet skal gives til den, det er blevet bestemt til. En gæld skal naturligvis tilbagebetales. Den pligt, der er pålagt lederen, skal han opfylde. Sandelig, Allah den Ophøjede har givet enhver rettighedshaver hans ret. Derfor er der ingen testamente til fordel for en arving.”

Landets øverste leder, de regionale herskere, de administrative embedsmænd og hele befolkningen hører alle til denne kategori. Det er en religiøs pligt for både herskere og undersåtter, at de opfylder de ansvar, der er pålagt dem over for hinanden, på behørig vis. Statsoverhovedet og hans stedfortræder eller udpegede repræsentant må ikke forsømme at give folket dets retmæssige rettigheder. Rettighedshaveren skal have sin ret opfyldt. Det er deres pligt at sikre, at deres retmæssige rettigheder opfyldes fuldt ud, ikke blot delvist. På samme måde er det en pligt at opfylde de rettigheder, som folket og staten har over for dem. Det er heller ikke tilladt at fremsætte uberettigede eller uretfærdige krav over for staten. Hvis nogen ved at fremsætte et uretfærdigt krav bringer statens fred, orden og sikkerhed i fare, vil betydningen af det følgende vers være gældende for dem. Således:

***********Arabisk

“O Profet! Blandt dem er der også nogle, som taler klagende om dig, når det gælder almisse. Når de får noget af den, bliver de glade, men hvis de ikke får noget, bliver de straks vrede. Hvis de blot med glæde havde taget imod det, som Allah den Ophøjede og Hans Sendebud gav dem, og havde sagt: ‘Allah er tilstrækkelig for os; hvad gør det, at Han ikke har givet os noget nu? I fremtiden vil Allah og Hans Sendebud give os af Hans nåde. Vi er knyttet til Allah’ — så ville dette have været det rette udsagn fra dem. Almisse er kun de fattiges og trængendes ret samt retten for de personer, der er ansat som embedsmænd til at indkræve almissepengene. Ligeledes tilkommer den dem, hvis hjerter det er ønskeligt at knytte til religionen. Almissepengene skal anvendes til frigivelse af slaver, til at befri forgældede personer for deres gæld, i Allahs sag og som rejseforråd for den nødlidende, fremmede rejsende. Dette er de formål, som Allah har fastsat for fordelingen af almisse. Allah ved alt og er alvis.” (Sura At-Tawbah 58-60)

Folket har ikke ret til at undlade at opfylde de rettigheder, som staten har over for dem. Selv hvis herskeren er tyrannisk, skal de yde det, som staten kræver af dem i statens interesse. Det var med dette indhold, at Den Ædle Profet (fred være med ham) netop udtalte følgende, da der blev rejst anklager om undertrykkelse og overgreb mod statens forskellige regionale herskere. Han sagde:

********Arabisk

“Opfyld den ret, som de har over for jer, for Allah den Ophøjede vil udspørge dem om folkets rettigheder.”

Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Den Ædle Profet (fred være med ham) sagde:

*********Arabisk

“Profeterne regerede over Israels børn. Når en af deres profeter døde, udnævnte de en anden profet som hans khalifa, det vil sige hans efterfølger. Men efter mig vil der ikke være og heller ikke komme nogen profet eller sendebud på denne måde. Der vil imidlertid være mange khalifaer. Sahabaerne spurgte: »Allahs Sendebud, hvad befaler du os at gøre på det tidspunkt?« Profeten (fred være med ham) sagde: »I skal fortsat adlyde dem med fuld troskab. Den første, der bliver valgt, skal I opfylde jeres pligt til lydighed over for, og derefter den, der kommer efter ham. Opfyld dernæst de forpligtelser, der påhviler jer over for dem. Allah vil kræve herskerne til regnskab for folkets rettigheder.« (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

I en anden hadith, der er overleveret af Hazrat Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham):

*********Arabisk

“Efter mig vil I se stor rigdom og velstand, og I vil se ting og høre ord, som I ikke bryder jer om.” Sahabaerne spurgte: »Allahs Sendebud, fortæl os, hvad vi skal gøre i et sådant øjeblik.« Profeten (fred være med ham) sagde:

**********Arabisk

“I skal tilbagebetale de rettigheder, som andre har over for jer, hvad enten de er offentlige eller private, og I skal bede Allah om jeres egne rettigheder.”

De, der er betroet ansvaret for folkets fond, har ingen ret til vilkårligt at fordele midlerne (ved at misbruge deres magt). De må ikke betragte statens økonomiske midler som deres private ejendom. De må ikke bruge statens midler efter forgodtbefindende. For den, der er betroet ansvaret for statens fond, er ikke dens ejer, men kun dens betroede forvalter; han må ikke handle vilkårligt med den (ved at misbruge sin magt). Den Store Profet (sa) har sagt:

********Arabisk

“Ved Allahs ed: Jeg giver ikke nogen noget af statens ejendom uretmæssigt, og jeg tager heller ikke nogen andens ejendom uretmæssigt eller tilbageholder den. Jeg fordeler kun ejendommen blandt folket præcis sådan, som jeg er blevet befalet.” (Bukhari)

Det er værd at bemærke, at den Store Profet (sa) var Allahs Sendebud, Herren over alle verdener. Han sagde, at hans egen vilje ikke havde nogen betydning i spørgsmålet om, hvorvidt noget skulle gives til nogen eller ej. Han havde ingen beføjelse til at bruge statens ejendom efter eget ønske, som om han var dens ejer, når den skulle fordeles. Verdslige herskere og højtstående embedsmænd udviser derimod fuldstændig uretmæssigt nepotisme og bruger statens midler blandt deres egne. De berøver endda mange, der har krav på dem, blot fordi disse mennesker ikke står på listen over deres kære. Allahs Sendebud (sa) er Allahs elskede tjener. Han brugte midlerne dér, hvor Allah havde befalet, at de skulle anvendes.

Hazrat Umar ibn al-Khattab (ra) fulgte også det samme princip med hensyn til statens ejendom. En dag kom flere mennesker til ham og sagde: »Du har brug for lidt større økonomisk råderum. Det ville være godt, hvis du tog lidt flere midler fra Bayt al-mal.« Hazrat Umar (ra) sagde: »Kender I ikke forholdet mellem mig og folket? Det kan sammenlignes med nogle mennesker, der er på rejse. De deponerede hver deres ejendele og formue hos én af dem og sagde: ‘Brug disse penge og ejendele for os, når vi har brug for dem.’ Er det i en sådan situation tilladt for den betroede forvalter at bruge noget af denne ejendom og at bruge den efter eget forgodtbefindende?«

En gang kom der en stor mængde khumus-midler (en femtedel af krigsbyttet) til Hazrat Umar (ra). Da han så dem, sagde han: »Folket har gjort vel i at overdrage deres betroede midler.« Et par af de tilstedeværende sagde: »Du anvender de betroede midler korrekt i overensstemmelse med Allahs befaling. Derfor kommer folket også regelmæssigt med deres betroede midler (zakat, ushr, skatter og andre statslige tilgodehavender) og afleverer dem til dig. Hvis du havde bedraget med dem, ville de også have gjort det.«

Folket bør vide, hvad der menes med »ulil-amr« eller en leder. Det er også nødvendigt at være bekendt med hans rettigheder og rang. En leder kan i høj grad sammenlignes med et marked. På markedet får I varer i samme omfang, som den pris I betaler. Derfor plejede Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz (rah) at sige: »Hvis du er sandfærdig og retfærdig og viser dig tillidsværdig, vil du til gengæld modtage den samme belønning. Men hvis du viser løgnagtighed, uretfærdighed, undertrykkelse og troløshed, vil du også få den samme behandling til gengæld.«

Derfor er det en religiøs pligt for landets øverste hersker og de øvrige embedsmænd under ham at indsamle statens driftsmidler gennem retfærdige principper og at anvende dem dér og på den måde, hvor det er passende. De må ikke berøve dem, der har krav på dem, deres ret.

En gang blev der bragt en klage til Ali (r.a.) over, at nogle af hans na’ib’er (repræsentanter) undertrykte folket. Da bad han Allah om tilgivelse og udbrød:

********Arabisk

“O Allah! Jeg har ikke befalet dem at begå overgreb og undertrykkelse mod folket eller at tilsidesætte Din ret.”

[Seks]

Statens ejendom er af tre slags

Dette kapitel omhandler: (1) krigsbytte (det vil sige den ejendom, fjenden efterlader på slagmarken), (2) sadaqa og velgørenhed, (3) mal-e-fai. Den Ædle Profet (s.a.w.) blev sammenlignet med alle andre profeter givet fem ekstra ting.

Det er på grund af de svage arbejdende mennesker, at I, som er stærke, får mad og anden hjælp. Krigsbyttet skal fordeles blandt ghanim’erne (dem, der har opnået krigsbytte). Det gjorde Banu Umayya og Banu Abbas også.

Den statslige ejendom, der omtales i Koranen og hadith, er af tre slags: (1) krigsbytte, (2) sadaqa og zakat, (3) mal-e-fai. Den ejendom, man får i besiddelse efter at have kæmpet mod de vantro, kaldes krigsbytte. Allah den Højeste har omtalt krigsbytte i Sura al-Anfal i den Ædle Koran. Denne sura blev åbenbaret under slaget ved Badr. Ordet ‘anfal’ er flertal af ordet ‘nafl’. Nafl betyder noget ekstra, og grunden til, at suraen blev kaldt ‘Anfal’, var, at muslimernes ejendom blev forøget. Som Allah har sagt:

*********Arabisk

“O profet! De muslimske soldater spørger dig om reglerne for fordelingen af krigsbyttet. Sig til dem, at krigsbyttet tilhører Allah og Hans Sendebud. (Sura al-Anfal: 1)

********Arabisk

Og vid, at hvad end I erobrer af ejendom, tilhører en femtedel Allah og Hans Sendebud, Sendebudets nærmeste slægtninge, de forældreløse samt de trængende tiggere og de nødlidende rejsende” (Sura al-Anfal: 41)

Han sagde endvidere:

*******Arabisk

“Spis det krigsbytte, I har erobret, som halal og rent, og frygt Allah. Allah er tilgivende og barmhjertig. (Sura al-Anfal: 69)

Det er berettet i Sahih Bukhari og Sahih Muslim fra Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet sagde:

******Arabisk

»Jeg har fået skænket fem ting, som ingen profet før mig har fået. (1) Jeg er blevet givet sejr ved at indgyde frygt for min person i fjendens hjerter, selv når de befinder sig en måneds rejse borte. (2) Hele jordens overflade er gjort til en moské for mig, og dens jord er gjort rensende. Derfor skal enhver i mit ummah, som i sin levetid oplever bønnetidens indtræden, bede. (3) Krigsbytte, det vil sige de ejendele, der efterlades på slagmarken, er gjort tilladt for mig. Det var ikke tilladt for nogen før mig. (4) Jeg har fået retten til forbøn. (5) Før mig blev profeter og sendebud sendt til deres respektive folk, mens jeg er blevet sendt til hele menneskeheden.«

Den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har endvidere sagt:

**********Arabisk

»Jeg er blevet sendt med sværdet med Dommedagen for øje, for at menneskene skal tilbede den ene Allah, som ingen har ved sin side. Min forsørgelse er lagt under skyggen af mit spyd. For den, der modsætter sig mig, venter ydmygelse og vanære. Den, der efterligner et andet folk i religiøs henseende, regnes som en af dem. (Musnad Ahmad)

Derfor er en femtedel af krigsbyttet obligatorisk. Denne del skal udskilles og anvendes i overensstemmelse med Allahs anvisning. Det resterende bytte skal fordeles blandt dem, der har erhvervet det. Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »De, der deltager i jihad, har ret til krigsbyttet, hvad enten de kæmper eller ej. Ved fordelingen af krigsbyttet skal man ikke tage hensyn til nogens rang, myndighed eller lederskab. Man skal heller ikke vige af frygt for slægtens anseelse eller aristokrati. Dette bytte skal fordeles med fuldstændig retfærdighed og fairness. Hvad gjorde Den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og hans kaliffer? I Sahih al-Bukhari står der, at Hazrat Saʿd ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) anså sig selv for bedre end de andre. Således sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham):

************Arabisk

»Jeres sejr og forsørgelse gives jer gennem jeres svage.«

Det er overleveret af Saʿd ibn Abī Waqqās (må Allah være tilfreds med ham) i hadithsamlingen Musnad Ahmad. Han siger: Jeg forelagde Allahs Sendebud følgende: »Allahs Sendebud! En person kæmper for at bevare sin stammes ære og lederskab. Bør hans andel være den samme som de andres?« Profeten (fred være med ham) svarede:

*********Arabisk

»O Ibn Umm Saʿd! Det er bedre, at du dør. Er det ikke gennem jeres svage, at I får forsørgelse og sejr?«

Under Banū Umayyas og Banū ʿAbbās’ styre blev krigsbyttet fordelt blandt dem, der havde indsamlet det. På den tid førte muslimerne jihad mod romerne, tyrkerne og berberne. Hvis nogen under jihad udførte en dristig handling eller gennemførte et vigtigt felttog—såsom at indtage en fæstning, hvorved vejen til sejr i slaget blev åbnet, eller at angribe fjendens leder og besejre fjenden, eller udførte en lignende handling—kunne en sådan person få en »nafal«, det vil sige en ekstra andel. For Allahs Sendebud (fred være med ham) og hans kaliffer gav selv nafal. Under slaget ved Badhāyā gav Allahs Sendebud eksempelvis, ud over khumus (en femtedel), yderligere en fjerdedel. På samme måde gav han under Ghazwa-ye Rajfā, ud over khumus, en tredjedel. De lærde er uenige om dette. Nogle mener, at nafal og den ekstra gave skal gives fra khumus-fonden. Andre mener, at den skal gives fra en femtedel af khumus, så ingen af deltagerne i krigen fremstår som bedre end en anden.

Den korrekte opfattelse er, at nafal og den ekstra krigsbytteandel skal gives fra en fjerdedel af khumus; derved kan den ene muligvis blive foretrukket frem for den anden. Men tildelingen af denne nafal skal udelukkende ske af religiøse hensyn—personlige luner eller egoistiske interesser må ikke spille nogen rolle. Den Ædle Profet (fred være med ham) gav flere gange nafal med dette mål for øje. Dette er også opfattelsen hos de syriske faqīher samt imam Abū Hanīfa, imam Ahmad og andre. På grundlag af denne opfattelse siges det, at en fjerdedel og en tredjedel kan gives ubetinget. Hvis der skal gives mere, må der fastsættes en betingelse. Lederen eller hærens øverstbefalende kan for eksempel sige: »Den, der ødelægger den pågældende fæstning«, eller: »Den, der dræber den pågældende fra fjendens gruppe, får dette.« Nogle mener, at nafal ikke bør overstige en tredjedel. Den kan dog gives på betingelse. Disse to opfattelser tilskrives imam Ahmad og andre.

Ifølge den korrekte overlevering er det tilladt for lederen at sige: »Det, som enhver har taget, tilhører ham.« Det sagde Den Ædle Profet (fred være med ham) under slaget ved Badr. Det kan dog kun siges, når nytten er større, og utilfredsheden mindre.

Imamen eller lederen har ingen ret til nogen form for uretfærdighed, bedrag, overdrivelse eller beskadigelse af ejendom. Hvis nogen gør dette, skal han på Opstandelsens Dag stå til regnskab over for Allah for det. For også en sådan handling er et tillidsbrud. Det er ligeledes ikke tilladt at plyndre krigsbyttet. Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød muslimerne at plyndre og tage krigsbytte med sig efter eget forgodtbefindende.

Hvis lederen, før krigsbyttet fordeles, giver den generelle tilladelse: »Det, som enhver af jer har fået fat i, tilhører ham«, er det kun tilladt og lovligt, hvis det sker efter, at khumus er blevet fratrukket. Der findes ingen bestemt formulering eller sætning for tilladelsen. Det er tilstrækkeligt, at lederen eller imamen på en hvilken som helst måde giver sin tilladelse. Hvis der ikke gives en generel tilladelse, og nogen tager noget, skal han handle så retfærdigt, at han kun må tage den mængde, som ville være tilfaldet ham, hvis han havde fået tilladelse.

Hvis imamen ophører med at indsamle krigsbyttet, og forholdene i nogen grad er sådan, at han træffer den afgørelse, han ønsker, skal han, hvis der opstår to modstridende synspunkter, forkaste dem begge og vælge middelvejen. For Allahs religions vej er middelvejen. Ved fordelingen af byttet består retfærdigheden i, at fodfolk, det vil sige infanterister, får én andel, mens ryttere, der har arabiske heste, får tre andele. Én andel er til rytteren og to andele til hesten. Således gjorde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) i slaget ved Khaybar.

Ifølge nogle faqihers mening skal rytteren få to andele: én andel til ham selv og én andel til hans hest. Den førstnævnte mening er dog den korrekte. En sahih-hadith støtter også dette synspunkt. For sammen med hesten følger dens oppasser og andre, og derfor har hesten større behov for støtte. Sammenlignet med en fodsoldat udvirker en oppasser eller rytter større gavn.

Nogle faqihers opfattelse er, at en arabisk hest og en »hajin«-hest skal have lige store andele. Ifølge andre skal den arabiske hest have to andele og hajin-hesten én andel. Dette er overleveret fra Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og de ædle sahaba. En »hajin« er en hest, hvis mor er »nabatiyya«; (1) den kaldes også »birzaun« og »bastari«. Kastrerede og ikke-kastrerede heste har samme status. Folk i tidligere tider tillagde en hingst, der ikke var blevet brugt til avl med en hoppe, større betydning end andre. For en sådan hest er stærkere og hurtigere.

Hvis der blandt krigsbyttet findes ejendom, der tilhører en muslim—uanset om det er jord eller løsøre—og andre mennesker kendte til den før fordelingen, skal den gives tilbage til dens ejer. Dette er den muslimske ummas enstemmige afgørelse.

Der findes mange regler og bestemmelser vedrørende krigsbyttet og dets fordeling. De tidligere lærde har fremsat mange udtalelser og eksempler om dette. Her er der kun begrænset plads til at drøfte, hvad der er enstemmighed om, og hvad der er uenighed om. Derfor er her kun fremlagt nogle få grundlæggende punkter i al korthed.

[Syv]

Zakatens kategorier

Zakat skal fordeles blandt otte kategorier af mennesker

Sadaqa og zakat er for de mennesker, som Allah den Højeste har nævnt i vers 60 i Koranens sura at-Tawba. Da en mand kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham) og bad om zakat, sagde han:

*******Arabisk

“Allah den Højeste har selv fordelt sadaqa og zakat blandt otte kategorier af mennesker, uden at overlade fordelingen til nogen profets eller andres ønske. Hvis du tilhører en af disse otte kategorier, vil jeg også give dig”.

(1-2) *****Arabisk- Faqir og miskin: Vi giver dem efter deres behov. Sadaqa og zakat er ikke tilladt for den rige og velstående. Det er heller ikke tilladt for en rask og stærk person, som kan arbejde og forsørge sig selv. (Dette er imam Ibn Taymiyyas egen opfattelse)

(3) ******Arabisk- De, der opkræver sadaqa og zakat: Alle, der indsamler og opbevarer disse midler, samt de, der skriver om forhold vedrørende dem, er omfattet heraf.

(4) ********Arabisk: For dem, hvis hjerter det er nødvendigt at vinde for religionens skyld. Jeg har nævnt dette i drøftelsen af fay’-midler.

(5) ****Arabisk: At bruge sadaqa- og zakatmidler til frigivelse af slaver og løsladelse af fanger. Dette er den stærkeste opfattelse.

(6) ******Arabisk: Gældsatte personer kaldes gharimin; det er dem, der har pådraget sig gæld og er blevet ude af stand til at betale den tilbage til tiden. Man skal give dem så meget, at de bliver i stand til at betale deres gæld. Hvis en person er blevet gældsat på grund af ulydighed mod Allah, skal man ikke give ham krigsbyttemidler, før han angrer og ophører med denne handling.

(7) *****Arabisk: En person, der er viet til Allahs vej. Dette omfatter de mennesker, som er krigere, og som ikke har modtaget så meget af Allahs midler, at det er tilstrækkeligt til deres behov. De, der er i stand til at drage i krig, skal gives så meget, at de kan deltage i krigen eller bruge det hele på krigsudstyr og betale deres løn. Hajj er også omfattet af fī sabīl Allāh. Udtalelser fra Profeten støtter ligeledes dette.

(8) *****Arabisk: Ibn al-Sabīl. En nødlidende udlænding, der er på rejse.

[otte]

Drøftelse af krigsbyttets midler og

spørgsmålet om embedsmænds ulovlige provisioner

Hvad menes der med «māl-e-fayʾ»? Hvilke udgiftsposter kan det anvendes på? På Den Ædle Profets tid fandtes der ikke noget formelt finanskontor eller nogen finansafdeling. Det gjorde der heller ikke på Hazrat Abu Bakr as-Siddīqs tid. På Hazrat Umars tid, da forskellige lande blev erobret, og utallige rigdomme begyndte at komme ind som krigsbytte, beordrede han, at der skulle oprettes et dīwān (kontor) til dette formål. Bestikkelse og korruption er fuldstændig haram. Det, der gives under navn af en gave med det formål at få embedsmænd til at gennemføre en sag, er også omfattet af bestikkelse eller korruption.

De følgende vers fra Sura al-Hashr udgør grundlaget for spørgsmålet om «fayʾ». Disse vers blev åbenbaret under slaget mod Banū Naḍīr, som fandt sted efter slaget ved Badr. Allah den Ophøjede siger—

*****************Arabisk

“I det, som Allah har givet Sin Sendebud fra dem uden kamp, red I hverken på heste eller kameler for at kæmpe om det; men Allah giver Sine sendebud myndighed over dem, Han vil. Allah har magt over alle ting. Det, som Allah har givet Sitt Sendebud fra indbyggerne i disse landsbyer, tilkommer Allah, Sendebudet, Sendebudets nærmeste slægtninge, de forældreløse, de trængende og de nødlidende rejsende. [Denne befaling er givet,] for at rigdommen ikke blot skal cirkulere blandt de velhavende iblandt jer. (O I, der tror!) Tag imod det, Sendebudet giver jer, og afhold jer fra det, han forbyder jer. Frygt Allah. For Allah er streng i straffen. [Blandt de øvrige berettigede til de ejendele, der er blevet taget uden kamp,] er der også de trængende muhajirers ret, de, som på grund af de vantros undertrykkelse og forfølgelse (udvandrede) og blev fordrevet fra deres hjem og ejendele, idet de nu står fast med Allahs og Hans Sendebuds hjælp. Det er dem, der virkelig er muslimer. Ja, også de, som tidligere boede i Medina og tog imod islam, har ret til de ejendele, der blev taget uden kamp. De elsker dem, der er udvandret til dem. De nærer ingen misundelse i deres hjerter over det, der gives muhajirerne af krigsbyttet. Trods deres egen fattigdom foretrækker de muhajirerne frem for sig selv (når der skal gives dem muligheder og fordele). De, der beskytter sig selv mod nærighed, er de, der vil lykkes. Og også de mennesker har ret til dette, som udvandrede efter de første muhajirer og beder Allah således: ”

”O vor Herre! Tilgiv os og vore brødre, som kom til tro før os. Giv os den nåde, at vi ikke nærer nag og fjendskab i vore hjerter mod dem, der kom til tro før os. O vor Herre! Du er visselig den Mest Nådige, den Mest Barmhjertige.” (Sura al-Hashr: 6-10)

I disse vers har Allah også nævnt muhajirerne, ansarerne og de mennesker, som senere vil få disse egenskaber og kendetegn. Derfor omfatter den tredje kategori enhver person, der besidder sådanne egenskaber, og denne bestemmelse vil bestå indtil opstandelsens dag.

*********Arabisk

”De, som senere kom til tro, udvandrede og deltog i jihad sammen med jer, de hører til blandt jer.” (Sura al-Anfal: 75)

Også i Allahs udsagn nævnes de:

********Arabisk

”Og de, der følger dem oprigtigt.” (Sura at-Tawba: 100)

Også i dette vers omtales de på tilsvarende vis—

***********Arabisk

»Og de andre, som endnu ikke har sluttet sig til dem, men som til sidst vil slutte sig til dem. Allah er Almægtig og Alvis.« (Sura al-Jumuʿa: 3)

******ArabiskDet vil sige, at I ikke foretog nogen hektisk aktivitet eller indsats med kameler til jihad—I behøvede ikke at føre disse frem med henblik på jihad. På grundlag af denne betydning har de islamiske retslærde sagt: »Den ejendom, man får i hænde uden kamp eller krig med de vantro, kaldes māl-i-fayʾ.«****ArabiskOrdet****Arabisker dannet af. »Ijāf« betyder krig og kamp.*****Arabiskbetyder heste og kameler, det vil sige, at I ikke behøvede at ride på dem og deltage i krig.

Denne form for ejendom kaldes »fayʾ«, fordi Allah har bragt denne ejendom fra de vantro til muslimerne uden krig.

Hovedsagen er, at Allah har givet rigdom og ejendom, for at disse kan være mennesket til hjælp i tilbedelsen. Det siger sig selv, at det grundlæggende formål med menneskets skabelse er at tilbede Allah eller fuldt ud underkaste sig og adlyde Ham. Eftersom de vantro derfor ikke tilbeder Allah og heller ikke anvender deres ejendom på tilbedelsen af Allah, er denne ejendom blevet gjort tilladt og lovlig for muslimerne, for at de gennem den kan samle styrke og være i stand til at tilbede Ham. Muslimerne tilbeder nemlig alene Allah.

Derfor er māl-i-fayʾ blevet givet til dem, som havde ret til den. Det svarer til, at en persons arv eller arveret er blevet frataget ham, hvorefter hans ret gives tilbage, hvis den tidligere har været under en andens kontrol. Eller det svarer til den jizya, der opkræves fra jøder og kristne, eller til den ejendom, gennem hvilken der indgås fred med fjenden, eller til den ejendom, som statsoverhovedet modtager som gave fra ikke-muslimer. Den kan også sammenlignes med den ejendom, der anvendes til transport og andre udgifter, når man passerer gennem en kristen eller anden by. Kort sagt er māl-i-fayʾ gjort tilladt og lovlig for muslimerne, så muslimen gennem denne ejendom kan opnå styrke og blive i stand til at tilbede Allah.

Det, der opkræves fra fjendens handelsfolk og købmænd, udgør en tiendedel af deres samlede ejendom, nemlig ushr. Hvis disse handelsfolk og købmænd er dhimmier og forlader deres eget område for at handle i et andet område, opkræves hos dem halvdelen af ushr, altså en tyvendedel. Den anden kalif, Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham), gjorde således.

De midler, der modtages som straf fra dem, der bryder traktater, er også omfattet heraf. Kharaj-midlerne, som blev pålagt de vantro, er ligeledes inkluderet. En del af dem kan dog også blive pålagt en muslim.¹ (1. Det forholder sig for eksempel sådan, at en jord oprindeligt var i en vantros besiddelse, men nu er kommet i muslimernes hænder. Eftersom den oprindeligt er kharaj-jord, vil den samme kharaj, som blev fastsat for den oprindelige jord, også blive pålagt muslimen.)

Derefter vil alle former for ejendom blive samlet sammen med »fay-midlerne«. Alt, hvad der findes af statslige midler, vil blive deponeret i muslimernes bayt al-mal. Det gælder for eksempel herreløs ejendom: måske er en muslim død uden arvinger, eller der er tale om røvet ejendom eller ejendom, der er blevet betroet eller beslaglagt, hvis ejere er forsvundet. Denne ejendom kan være jord eller fast ejendom. Alt dette samt anden ejendom af samme art er muslimernes ejendom og vil blive deponeret i bayt al-mal, statens skatkammer.

I Koranen nævnes kun »fay-midlerne«; andre former for ejendom nævnes ikke. Det skyldes, at de mennesker, der døde på den Ædle Profets (sa) tid, havde arvinger. Sahaba-e-kirams slægtsforhold var kendt.¹ (1. Desuden var islams indflydelsessfære dengang begrænset til Arabien, og alle arabernes slægtsforhold var kendt. Derfor er kun én kategori af ejendom nævnt. I Koranen nævnes kun fay. Da en person fra en bestemt stamme engang døde, overdrog den Ædle Profet (sa) hans efterladte ejendom til den pågældende stammes leder. Denne leder var, set ud fra slægtskabet, en nær slægtning til hans bedstefar. Dette er opfattelsen hos en del af de fremtrædende lærde, heriblandt Imam Ahmad. Imam Ahmad (rah) har forklaret det således: Hvis en person dør uden arvinger, skal arven gives til hans frigivne slave. En stor gruppe af Imam Ahmads elever følger denne opfattelse.

Hvis en person dør uden arvinger, skal hans efterladte ejendom fordeles blandt befolkningen i det pågældende område. Den praksis, som den Ædle Profet (sa) og de retledte kaliffer fulgte, var, at selv det mindste bevis på et slægtskabsforhold mellem den afdøde og dem, der gjorde krav på arven, var tilstrækkeligt.

De midler, der regelmæssigt blev opkrævet fra muslimerne, var zakat. Bortset fra zakat blev der ikke opkrævet noget andet fra dem. Allahs Sendebud (sa) sagde, at muslimen skal deltage i jihad på Allahs vej med sit liv og sin ejendom og skal adlyde Allahs befaling.

På den Ædle Profets (sa) og Hazrat Abu Bakrs (ra) tid fandtes der ikke noget fuldt udviklet diwan eller kontor til fordelingen af de erobrede midler. De blev i stedet fordelt blandt muslimerne på retfærdig vis. På Hazrat Umar ibn al-Khattabs (ra) tid voksede både rigdommene og regeringsområdet. Der blev da oprettet diwaner og kontorer for krigerne, mujahidinerne og dem, der modtog understøttelse. Umar (ra) oprettede selv disse diwaner og kontorer. Her blev navnene og adresserne på mujahidinerne og den stående hær registreret. Disse diwaner og kontorer var yderst vigtige og ærefulde for muslimerne. Der fandtes separate registre over den kharaj og de fay-midler, der blev indsamlet fra forskellige byer og bebyggelser.

I den farukiske periode og før den blev de midler, der kom ind på statsligt niveau, opdelt i tre kategorier. Imam’en og amiren havde rådighed over én kategori af midler, og han blev betragtet som den retmæssige indehaver. Dette er fastslået på grundlag af Allahs Bog, sunnaen og den muslimske ummas ijma (enighed). Der findes også en type midler, som det er haram for imamen og amiren at modtage. Hvis en person for eksempel bliver dræbt på grund af involvering i en forbrydelse, skal hans ejendom opkræves fra et andet område til bayt al-mal, uanset om han har arvinger eller er blevet idømt en hadd-straf eller en sharia-straf.

Der findes endnu en kategori af midler, hvor der er mulighed for ijtihad (eller brug af dømmekraft). De fremtrædende lærde er uenige om dette spørgsmål. Hvis en person for eksempel dør og efterlader sig ejendom, har han nærmeste slægtninge. Men han har ingen arvinger blandt *******Arabisk dem, der har fastsatte arveandele, asaba eller arvinger på tilsvarende niveau. Der er uenighed blandt de fremtrædende lærde om, hvilken fremgangsmåde der skal følges i dette tilfælde.

Størstedelen af befolkningen bliver plaget af undertrykkelse og forfølgelse. Herskerne og de højtstående statslige embedsmænd tager ikke hensyn til, hvad der er halal og haram. De opkræver skatter fra folket. På den anden side undlader folket undertiden at opfylde sine pligter. Derved blokerer de vejen for opsparing af midler i Bayt al-Mal. Følgen bliver undertrykkelse af hæren (den militære sektor) og dem, der arbejder inden for landbruget. Eller også forsømmer folket den obligatoriske pligt, der kaldes jihad. På den anden side indsætter statslederne penge i Bayt al-Mal, men tager overhovedet ikke hensyn til, hvad der er halal og haram. De straffer folket for ikke at betale statens midler. De opgiver mubah- og wajib-handlinger og beskæftiger sig med sådanne handlinger, som på ingen måde er halal eller tilladte for statens ledere. Sagen er kort sagt, at hvis nogen råder over midler, som det er hans pligt at indbetale til statskassen, men undlader at indbetale dem trods sin mulighed for det, skal en sådan person straffes. Eksempler på sådanne midler er betroede midler, midler fra mudarabah eller fra handel og landbrug baseret på lige partnerskab, forældreløses midler, waqf-midler og midler, der tilhører Bayt al-Mal. Hvis en låntager trods sin evne undlader at tilbagebetale lånet, skal hans midler konfiskeres ved at straffe ham. Eller han skal angive, hvor midlerne befinder sig. Når det er blevet fastslået uden tvivl, at han har midlerne, skal han arresteres. Han skal tilbageholdes, indtil han angiver, hvor midlerne er. Det er dog ikke nødvendigt at slå ham. Men man skal slå ham for at få ham til at angive, hvor midlerne er, eller tilbagebetale lånet, så han betaler rettighedshaverens ret, eller så det bliver muligt at inddrive den. Den samme regel gælder for nafaqa-e-wajibah, det vil sige det obligatoriske underhold, hvis den sagsøgte er i stand til at betale underholdet, men undlader at gøre det. Urwah ibn Shurayh har overleveret fra sin far, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til mig—

*******Arabisk

»Det er tilladt at beslaglægge den, der trods sin betalingsevne ikke betaler det, han skylder, sine midler og at straffe ham.«

Det står i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim—******Arabisk

»Den velhavende, der undlader at betale det skyldige, er en uretfærdig person.«

At tøve med at opfylde rettighedshaverens ret er også ensbetydende med ikke at give ham hans ret og er undertrykkelse. Og den undertrykkende er naturligvis en strafbar forbryder. Det er almindeligt anerkendt, at den, der begår haram-handlinger eller forsømmer wajib-handlinger, kan straffes. Hvis straffen derfor ikke er fastsat i shariaen, skal ulul amr eller lederen i denne sag anvende ijtihad. Han skal straffe den velhavende, der ikke betaler det skyldige. Den, der stædigt nægter at betale, skal idømmes legemlig straf, så han tvinges til at betale. Faqihernes klare opfattelse herom foreligger. Imam Maliks elever samt Imam al-Shafi’i og Imam Ahmad har fastlagt den fuldstændige ordning herfor. Ingen er uenig i dette. Det er et almindeligt anerkendt forhold.

Imam al-Bukhari nævner en overlevering fra Ibn Umar i Sahih al-Bukhari. Heri siger Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at da Allahs Sendebud (fred være med ham) sluttede fred med jøderne i Khaybar mod deres korn, sølv og våben, spurgte nogle af jøderne Allahs Sendebud (fred være med ham) om Huyayy ibn Akhtabs skatte, hvorefter han sagde—**********Arabisk

»Alle disse ejendele er blevet brugt op, og krigen har taget dem alle.«

Den jødiske leder Saʿīd (Huyayy ibn Akhtabs onkel) sagde til Profeten (ﷺ): »Nu har du indgået en aftale med os, og i henhold til aftalen er mængden af disse ejendele meget stor.« Allahs Sendebud (ﷺ) sendte Saʿīd til Ḥazrat al-Zubayr. Han straffede Saʿīd. Fortælleren siger: »Jeg så Huyayy ibn Akhtab gå omkring i et øde område. Da gik folk derhen og undersøgte alt grundigt. De bragte mange lædersække frem fra det øde område. Det skal bemærkes, at denne person var en dhimmī, og en dhimmī kan ikke straffes uden at have begået en forbrydelse. Denne strafbestemmelse gælder personer, der er skyldige i at have skjult livsnødvendige ting. Derfor er han strafbar på grund af forsømmelse af en forpligtelse.«

De embedsmænd og ansatte i finansforvaltningen, som uretmæssigt opkræver muslimernes formue, skal ifølge den retfærdige ledelses pligt beslaglægges af disse officerer som uretmæssigt opkrævede ejendele. Under deres respektive styre havde disse embedsmænd (officerer) ved at misbruge deres magt tilegnet sig folkets formue under betegnelser som gaver, foræringer, salāmī og andre gaver. Ḥazrat Abū Saʿīd al-Khudrī (ra) siger—********Arabisk

I dette tilfælde er gaver og foræringer i virkeligheden offentlige midler, der uretmæssigt og med tvang opkræves af en bestemt gruppe offentlige embedsmænd.

Ibrāhīm al-Harabī (rh) overleverer i sin******Arabisk bog »Kitāb al-Hidāya« fra Ibn ʿAbbās (ra):

********Arabisk

»Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: Gaver og foræringer, der gives til herskere, er troløshed mod det betroede og betegnelsen for at opkræve folkets ejendom med tvang.«

Det er overleveret i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim fra Abū Ḥumayd al-Sāʿidī (rh), at Allahs Sendebud (ﷺ) udnævnte en mand ved navn Ibn al-Lutbiyya fra stammen Azd til opkræver af zakāt. Han kom og lagde zakāt-ejendelene foran Profeten og sagde: »Dette er jeres, og dette er mit, som folk har givet mig som gave.« Allahs Sendebud (ﷺ) sagde—

**********Arabisk

“Hvad er det for en mand! Vi har betroet ham et arbejde, som Allah har pålagt os at varetage. Nu siger han: ‘Dette er jeres ejendom, og dette er blevet givet mig som en hadiya.’ Lad ham gå hjem til sine forældres hus og sidde der og se, om hadiyaer og gaver når frem til ham. Ved Ham, hvis almægtige hånd min sjæl er i, uanset hvad denne mand tager imod, vil det på Opstandelsens Dag blive lagt på hans nakke. Hvis det er en kamel, vil den blive ved med at skrige og skumme om munden; hvis det er en ko, vil den brøle; og hvis det er en ged, vil den bræge: ‘Mæh, mæh.’ Derefter løftede Allahs Sendebud (sa) sine arme så højt, at vi kunne se hans armhuler. Tre gange sagde han: ‘O Allah! Har jeg overbragt budskabet? Jeg har overbragt det.’” (Bukhari og Muslim)

Det nævnte indhold af hadithen gælder også for de forskellige “ulul-amr” (regionale herskere og administrative embedsmænd) på samfundets forskellige niveauer, som hjælper nogen i en sag mod bestikkelse, hadiyaer, gaver og lignende. Det samme gælder, når der på kontoret ydes hjælp i forskellige spørgsmål vedrørende handel og forretning, ansættelse og løn samt muḍāraba, musāqāt, muzāraʿa og lignende transaktioner. Det var af denne grund, at Umar ibn al-Khattab (ra) nedsatte nogle embedsmænds løn til det halve. Selvom de ejede formue, var de også forgældede. De var heller ikke anklaget for underslæb. Grunden til, at han behandlede sine embedsmænd sådan, var, at de som embedsmænd havde misbrugt deres magt og modtaget hadiyaer og gaver. Hazrat Umar (ra) havde udnævnt dem til guvernører og embedsmænd. Derfor indførte han som retfærdig leder og hersker denne ordning for at sikre en korrekt fordeling af formuen (for at skabe gennemsigtighed i administrationen og opretholde den socioøkonomiske balance).

Når der opstår fordærv mellem herskerne og folket, er det enhver muslims pligt at bestræbe sig på at udføre sine egne pligter korrekt: at afholde sig fra det haram og ikke betragte det som haram, som Allah har tilladt at gøre.

Når folket ikke giver gaver til statslige embedsmænd, må det ofte gennemgå hårde prøvelser og udsættes for fare. Hvis man ikke giver gaver, kan man ikke undslippe disse embedsmænds tyranni og undertrykkelse. Alligevel udfører de deres pligter ved fortsat at udøve tyranni og overgreb mod mennesker på denne måde. Med tvang opkræver de en større mængde zakatmidler (skat) fra dem. De ødelægger deres eget efterliv for materielle interessers skyld. Den, der handler sådan for at give en anden materiel fred og glæde, ødelægger sit eget efterliv. Hans pligt var i videst muligt omfang at modarbejde tyranni, tage hensyn til folkets muligheder og velfærd, afhjælpe menneskers nød og klager, underrette statsoverhovedet om folkets forhold og beskytte samfundet, hvis en del af folket ønsker at skabe uro.

Allahs Sendebud (sa) har sagt:

************Arabisk

“I skal underrette mig om de menneskers nød og klager, som ikke selv kan bringe deres nød og klager frem til mig. For Allah den Ophøjede vil holde fødderne på dem, der gør de styrendes myndigheder opmærksomme på folkets nød og klager, faste på Sirat-broen—mens selv store mænds fødder den dag vil skælve (på grund af situationens rædsel).”

Det er overleveret af Abu Umama al-Bahili i Imam Ahmads værk og i Abu Dawuds Sunan, at Allahs Sendebud (sa) har sagt:

**********Arabisk

»Hvis en person går i forbøn for en anden broder, og denne som modydelse sender ham en gave, som personen tager imod, er han nået til randen af rente.«

Ibrahim al-Harbi (må Allah forbarme sig over ham) beretter fra den ærværdige Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at en person bad en anden om at få opfyldt sit behov. Da han havde opfyldt hans behov, sendte den anden ham en gave, som han tog imod. Så blev det haram.

Det berettes fra den ærværdige Masruq, at han talte med Ibn Ziyad om en uretfærdighed. Derefter standsede Ibn Ziyad denne uretfærdighed. Masruq blev glad og sendte ham en slave som gave. Men han afslog den og sagde: Jeg hørte Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sige, at hvis en uretfærdighed eller anden uret mod en muslim bliver fjernet, og han som modydelse giver den ansvarlige embedsmand noget, hvad enten det er lidt eller meget, så er det haram. Ibn Ziyad sagde: Jeg sagde: »Abdurrahman, vi forstår nu ikke andet end suht (ulovlig handel).« Han svarede: »Bestikkelse eller rishwat er kufr.«

Hvis en hersker eller en højtstående embedsmand derfor modtager noget af sine underordnede til sig selv, selv om dette var bestemt til den pågældende person og hans familie, bør ingen af giveren eller modtageren hjælpes i denne situation. Begge er uretfærdige. Det svarer til, at én tyv stjæler en anden tyvs ejendom. Eller det svarer til to grupper, der kæmper for deres slægts ære samt lederskab og magt. I en sådan situation er det på ingen måde tilladt at medvirke til uretfærdighed. For der findes to former for hjælp:

1. At hjælpe med gode og gudfrygtige handlinger, såsom at føre jihad, at etablere shariaens straffelovgivning i samfundet, at sikre huquq al-ibad, det vil sige menneskers rettigheder, og at sørge for, at de berettigede får deres rettigheder, samt lignende. Allah den Ophøjede har i Koranen befalet denne form for hjælp. Allah den Almægtige og Hans Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har gjort denne hjælp obligatorisk. Hvis nogen på grund af frygt eller terror afholder sig fra gode og fromme handlinger og bliver skræmt af den uretfærdige, og de øvrige muslimer da ikke kommer den undertrykte til hjælp, vil det være en synd at undlade fard ayn og fard kifaya. Hvis nogen efter eget forgodtbefindende mener, at han besidder gudfrygtighed og derfor bør holde sig fri af problemer, men i denne situation ikke hjælper den undertrykte, vil han blive anset for skyldig i synden ved at forsømme en obligatorisk pligt. Der opstår ofte forveksling mellem fejhed og gudfrygtighed. Ligesom nogen af fejhed afholder sig fra at hjælpe andre i en risikofyldt situation, bliver en ligegyldig holdning også betragtet som gudfrygtighed.

2. Denne form for hjælp består i synd og ulydighed mod Allah. Det kan for eksempel være at dræbe uskyldige mennesker eller plyndre og røve deres ejendom. Eller at slå en, der ikke har begået den forseelse, som straffen gælder. Allah og Hans Sendebud har gjort hjælp og medvirken til sådanne forbrydelser haram.

Hvis offentlige midler imidlertid uretmæssigt konfiskeres eller tages med magt, og det senere af forskellige årsager bliver umuligt at give dem tilbage til deres ejer, regnes det også for gudfrygtighed og en from handling at anvende disse midler til offentlighedens gavn. Sådanne statslige midler bør anvendes til muslimernes bedste. Det omfatter for eksempel jihad, oprettelse af forskellige fronter til jihad eller anvendelse til mujahidin, det vil sige militært forsvar, og lignende. Udgifter til dette er også hjælp til gudfrygtige handlinger. Når herskeren uretmæssigt har konfiskeret folks ejendom, er det nemlig hans pligt at anvende disse midler til offentlighedens gavn, hvis de pågældende eller nogen af deres arvinger ikke er til stede. Samtidig skal herskeren angre over for Allah og omvende sig. Dette er flertallet af de islamiske retslærdes opfattelse. Imam Malik, Imam Abu Hanifa, Imam Ahmad og andre har samme opfattelse. Det er også overleveret fra mange af de ædle sahaba. De shariaretlige beviser støtter ligeledes denne opfattelse.

Hvis en anden tager de (ulovligt opkrævede) midler, er det herskerens religiøse pligt at give dem tilbage til ejeren eller dennes arvinger, efter at have fået dem tilbage, eller at anvende dem til deres gavn. Eller, hvis de er fraværende, at anvende dem til et almennyttigt formål for muslimerne. Det er langt bedre at anvende formuen til muslimernes gavn end at ødelægge den. For shariaen bygger netop på Allahs ord—

*********Arabisk

“Frygt Allah så meget, som I formår.” (At-Taghabun: 16)

*******Arabisk

“I, der tror! Vær så gudfrygtige over for Allah, som det er nødvendigt at være.”

Forklaringen herpå bygger på følgende hadith fra Profeten (sa)—

*******Arabisk

“Når jeg pålægger jer noget, så bestræb jer på at udføre det så godt, som I formår.”

At nå målene for bestræbelserne på social velfærd og helt at fjerne eller begrænse uroen i samfundet afhænger alt sammen af, at kravene i henholdsvis de ovenfor nævnte vers og hadith bliver ført ud i livet.

Hvis der opstår en konflikt mellem gavn og skade i samfundet, skal man vælge det af to gavnlige forhold, der er mest gavnligt. Blandt skadelige forhold skal man undgå det, der er mest skadeligt.

Den, der hjælper den undertrykkende, hjælper med synd og ulydighed mod Allah. Den, der derimod hjælper den undertrykte, bidrager til at begrænse omfanget af undertrykkelse og mishandling eller bestræber sig på at opnå gengældelse for undertrykkelsen, handler som den undertryktes advokat og repræsentant – ikke som den undertrykkendes eller tyrannens. Det svarer til den, der har ydet et lån eller er blevet betroet en andens ejendom for at beskytte den mod den undertrykkendes overgreb, såsom en forældreløses ejendom eller en waqf-ejendom. En undertrykkende person vil måske uretmæssigt tage del i sådanne midler. I den situation er ejendommens forvalter på grund af sin manglende evne ude af stand til ikke at give noget, men han forsøger at give så lidt som muligt. Hvis forvalteren efter at have gjort sit yderste kan mindske det blot en smule, er det en from handling. (Over for denne undertrykkende terrorist er det dog nødvendigt, at de offentlige myndigheder træffer retlige foranstaltninger, og at befolkningen yder modstand.)

Denne bestemmelse omfatter også den advokat eller repræsentant, der afgiver vidnesbyrd ved inddrivelsen af ejendom eller medvirker til at nedskrive den. Den, der deltager i konfiskationen af ejendom og i overdragelsen af den, er underlagt samme bestemmelse.

Hvis der foregår uret eller undertrykkelse i en bebyggelse, landsby, på veje, på et marked eller i en by, og en velgørende person tager initiativ til at mægle for at standse denne undertrykkelse og gør alt, hvad han kan, forsøger at give den berettigede hans ret med retfærdighed og i overensstemmelse med principperne for ret og rimelighed uden at tage imod bestikkelse, og gør dette modigt uden at tage hensyn til kritikernes bebrejdelser, så er også han velgørende og fromt handlende.

Men i dag griber enhver, der uretmæssigt blander sig i et sådant ædelt arbejde, ind som den undertrykkendes repræsentant og hjælper ham. Han frygter den undertrykkende, tager imod bestikkelse fra den, der søger retfærdighed, er endda stolt af det og tager imod penge fra enhver, han kan få noget fra. De er undertrykkere – hvor skulle deres plads ellers være end i Jahannam? Også deres medhjælpere hører til i Jahannam. De vil bestemt blive kastet i Jahannam.

[9]

Statens indtægtskilder

Midlerne bør fordeles trinvist efter deres betydning. De, der deltager i jihad, og de, der støtter mujahidinerne, har større ret til statens midler (Mal-e-Fai) end alle andre. Blandt de lærde mujtahider er der uenighed om Mal-e-Fai: Skal det helt og holdent anvendes til muslimernes almene velfærd, eller skal fordelingen begrænses til mujahidinerne? Profeten (s.a.v.) gav også Mu’allafat al-Qulub fra Mal-e-Fai.

*******Arabisk

»Overdrag betroede midler (rettigheder) til deres retmæssige indehavere.« Det betyder:

Anvendelsen og fordelingen af økonomiske midler bør ske til gavn for muslimerne. I denne forbindelse er det obligatorisk at tage hensyn til princippet om en prioriteret rækkefølge efter betydning, såsom at sikre almindelige muslimer almindelig velfærd. Blandt disse findes også dem, der deltager i jihad, og dem, der støtter jihad. Inden for Mal-e-Fai har islams mujahidiner størst ret til midlerne, for Mal-e-Fai kan ikke erhverves uden mujahidinerne. Det er gennem disse mujahidiner, at midlerne tilvejebringes, og derfor har faqih-lærde, det vil sige eksperter i islamisk lov, været uenige om, hvorvidt Mal-e-Fai kun skal anvendes blandt mujahidinerne, eller om det skal anvendes til alle former for gavn for samfundet. Hvad angår alle andre midler end Mal-e-Fai, omfatter de alle muslimer og deres velfærd. Alle imamer er enige om, at anvendelsesområderne for sadaqa, zakat og krigsbytte er fastlagt. De berettigede er følgende grupper, såsom ansatte, personer med overordnet myndighed og andre. Blandt dem er embedsmænd, dommere, ulama samt de personer, der har ansvaret for at indsamle disse midler, og dem, der er betroet deres forvaltning. Selv bønneimamer, moskéernes muezziner og lignende er omfattet. Det gælder ligeledes løn for arbejde, hvis nytte kommer befolkningen til gode, såsom opførelse af befæstninger ved grænsen, udgifter til militært udstyr, opførelse af nødvendige boliger, anlæg af veje til gavn for befolkningen og nivellering af ujævnt terræn. Opførelse af små og store bygninger efter behov, vedligeholdelse af afløbssystemer, udgravning af kanaler og istandsættelse af gamle kanaler – alt dette er anvendelsesområder for midlerne. De trængende er også omfattet.

Blandt fiqh-lærde er der uenighed om, hvorvidt de trængende skal prioriteres i Mal-e-Fai og lignende midler, bortset fra zakat. Hos Imam Ahmad og andre madhhab-lærde findes der to synspunkter. Nogle har givet dem prioritet, mens andre har sagt, at direkte religiøst arbejde skal prioriteres. Dette synspunkt anser alle i denne kategori for at have lige andel og samme grad af berettigelse, ligesom arvinger har lige andel i efterladt ejendom. Den korrekte opfattelse er dog, at de trængende skal prioriteres, for Allahs Sendebud (s.a.v.) prioriterede de trængende. Som Hazrat Umar ibn al-Khattab (r.a.) sagde:

***********Arabisk

»Alle har en andel i disse midler. Den, der først deltog i jihad, vil modtage af disse midler. Den, der udholdt vanskeligheder i dette arbejde, vil også modtage af dem. Den, der blev udsat for prøvelsen af vanskelige og ugunstige omstændigheder, har en ret deri. Og de trængende har ret til dem.«

Hazrat Umar (r.a.) fordelte statens ejendom blandt fire grupper af mennesker:

1. De, hvis krigstogt førte til, at krigsbyttet blev erobret.

2. De, som på muslimernes vegne påtager sig særlige former for besvær og anstrengelse. Det gælder for eksempel herskerne samt de lærde ulamaer, som viser menneskene den guddommelige vej til at opnå gavn i både din og dunya, og som udholder uønskede farer, ulykker og lidelser for at forhindre skade og ulykke i samfundet. Det gælder for eksempel mujahidinerne på Allahs vej, som tjener i den islamiske hær.

3. Særlige personer, som er krigseksperter og rådgiver soldaterne, og som gennem prædikener og formaninger er beskæftiget med at holde samfundet på dydens vej ved at udbrede islamisk undervisning, kultur og idealer.

4. De, som er trængende.

Når det er blevet fastslået, at disse fire kategorier af mennesker er til stede, skal man forstå, at Allah den Ophøjede gennem disse midler har gjort befolkningen velstående. Derefter skal der gives efter behov eller efter den udførte indsats.

Heraf fremgår det, at statens økonomiske midler og formue skal gives til borgernes velfærd og efter deres behov, og at disse midler skal anvendes til muslimernes gavn. Det samme gælder zakat. Hvis der heraf bliver et overskud af midler og formue, vil der også i dette være den samme ret, som den retmæssige ejer af en sådan formue har krav på. Det gælder for eksempel formue fra krigsbytte og arv. Deres retmæssige ejere og berettigede modtagere er ligeledes fastlagt.

Når det ikke på nogen måde er tilladt for den muslimske statsleder at give nogen noget af hensyn til personlig interesse, partiskhed eller nepotisme, er der slet ikke tale om tilladelse til at bruge statens midler på forbudte handlinger. Det gælder for eksempel at give penge til hijraer, ghaturs chorkaer, sangerinder, prostituerede, komikere, skuespillerinder, der er imod islamiske værdier, spåmænd, astrologer og lignende. Men hvis det er nødvendigt at vinde en persons hjerte af hensyn til islam, er det påkrævet at give økonomisk støtte i et sådant tilfælde.

I Den Ædle Koran er det blevet gjort mubāh at give zakat til mu’allafāt al-qulūb. Profeten selv plejede at give midler fra fai-fonden til mu’allafāt al-qulūb og gav også herfra til personer, som var fremtrædende ledere for deres stammer. Det gjaldt for eksempel Aqra ibn Habis, lederen af Banū Tamīm, Uyayna ibn Hisn, lederen af Banū Fazāra, Zayd al-Khayr al-ʿAttāʾī, lederen af Banū Nabhan, og Alqash ibn Allāma, lederen af Banū Kilāb. På samme måde gav han økonomiske midler fra denne fond til Qurayshs ledere og andre fremtrædende personer, såsom Safwān ibn Umayya, ʿIkrima ibn Abū Jahl, Abū Sufyān ibn Harb, Muhayl ibn ʿAmr og al-Hārith ibn Hishām. I en hadith, som er overleveret af Abū Saʿīd al-Khudrī i Bukhārī og Sahīh Muslim, nævnes det, at ʿAlī engang sendte en halskæde af guld fra Yemen til Profeten. Profeten fordelte denne halskæde mellem fire personer. De var: Aqra ibn Habis al-Hanzalī, Uyayna ibn Hisn al-Fazārī, Alqama ibn ʿAlāmita al-ʿĀmirī og Zayd al-Khayr al-ʿAttāʾī fra Banū Kilāb. Han var leder af Banū Nabhan.

Abu Sa’id al-Khudri (ra) fortæller, at der under denne fordeling opstod stærk utilfredshed mellem Quraysh og Ansar. De begyndte at sige, at Muhammad (sa) havde fordelt rigdomme blandt lederne fra Najd, mens han havde forbigået os. Da Profeten (sa) hørte dette, tilkaldte han dem og sagde: »Jeg har gjort dette med henblik på at skabe en dyb tiltrækning i deres hjerter til islam, det vil sige ta’lif-e qulub.« Netop da kom en fremmed med et meget tæt skæg derhen. Hans kindben var fremtrædende, hans øjne meget strålende, hans pande bred, og hans hoved var barberet. Han sagde—

**********Arabisk

»Frygt Allah, Muhammad!« Profeten sagde: »Hvis jeg selv var ulydig mod Allah, hvem ville så adlyde Ham? Når alle på jorden anser mig for troværdig, vil I så ikke også anse mig for troværdig?«

Hadithens fortæller siger, at denne person gik sin vej efter at have sagt dette. Da rejste en mand blandt de forsamlede sig og sagde: »Dræb ham!« Sahaba-e-kiram har sagt, at den mand, som rejste sig og sagde dette, var Khalis ibn Walid (ra). Han havde rejst sig af islamisk æresfølelse og kærlighed til Den Ædle Profet (sa). Hazrat Khalid bad Den Ædle Profet (sa) om tilladelse til at dræbe manden. Rasulullah (sa) sagde—

**********Arabisk

»Blandt deres efterkommere vil der være en gruppe, som vil læse Koranen, men hvis dolke ikke vil sænkes. De vil kæmpe mod muslimerne og invitere afgudsdyrkerne. De vil træde ud af islam, sådan som en pil hurtigt farer ud af en bue. Hvis jeg i min levetid finder dem i modstand mod islam, vil jeg dræbe dem på samme måde, som Ad-folket blev dræbt.«

Rafi ibn Khadij (ra) fortæller, at Rasulullah (sa) gav hundredvis af kameler til Abu Sufyan ibn Harb (ra), Safwan ibn Umayya, Uyayna ibn Hisn og Aqra ibn Habis. Han gav Abbas ibn Mirdas noget mindre. Da fremsagde Abbas ibn Mirdas følgende digt.

********Arabisk

“Giver du den formue, som jeg og min hest Ubayd har samlet, til Uyayna og Aqra?”

**********Arabisk

“Hasan og Habis kan ikke overgå Mirdas ved rådslagninger og møder.”

*********Arabisk

“Er jeg på nogen måde ringere end disse to? Han hældte den vægtskål, der ikke kunne løftes, altså den tunge, til siden?”

Da Allahs Sendebud hørte dette, gav han også ham et hundrede kameler. Denne overlevering findes i Sahih Muslim, og Ubayd var navnet på Mirdas’ hest.

“Mu’allafāt al-qulūb” er af to slags: vantro og muslimer. Hvad angår at vinde de vantros hjerter, består det i at håbe på gavn fra dem, således at de måske antager islam, eller at den skade, som de forvoldte islam, bliver mindsket. Og denne skade kan ikke fjernes uden at give dem noget.

“Muslimske mu’allafāt al-qulūb” er de personer, der for nylig har antaget islam, og hvis økonomiske støtte gavner islam. Hvis man for eksempel giver dem økonomisk hjælp, vil deres tro blive styrket, når de er blevet befriet for økonomiske bekymringer, og de vil blive oprigtige muslimer. Eller hvis sådanne muslimer står fast på et solidt grundlag i islam, vil det være en fordel i mødet med de islamfjendtlige kræfter. De vil kunne holde fjenderne skræmte og rædselsslagne. Eller deres venskab vil kunne bidrage til at beskytte muslimerne. Det siger sig selv, at det kræver udgifter at få muslimer med svag tro til at gøre dette.

Denne kategori af økonomiske midler blev som regel givet til ledende personer og velhavende, mens de svage og hjælpeløse næsten aldrig fik noget af dem. Sådan plejer konger og herskere normalt at gøre. Men forskellen i hensigten er enorm. Resultatet af en handling afhænger af hensigten. Hvis hensigten med at give økonomiske midler er religiøs gavn og tjeneste for muslimerne, vil denne gave blive accepteret af Allah ligesom Den Ædle Profets (s.a.) og sahabaernes gaver. (Han gjorde jo ikke noget for sig selv.) Hvis der ved uddelingen af økonomiske midler er en ond hensigt om at udvise arrogance og skabe uro, bliver den ligesom de gaver, Farao gav til sine håndlangere.

De, som ønsker at skabe forstyrrelse og uro i religionen, og som altid lader sig lede af onde hensigter mod islam, ser sådanne gaver med dårlige øjne. Sådan var det for eksempel med Zul-Khuwaisira, som så dårligt på Den Ædle Profets (s.a.) uddeling af disse gaver. Den Ædle Profet (s.a.) har sagt det nødvendige om ham. Hans utilfredshed med ham blev rettet mod ham som en pil.

Zul-Khuwaisiras stamme, kharijitterne, gjorde oprør mod Amīr al-Mu’minīn, Hadhrat Ali (r.a.). Efter det forligsmøde, der blev afholdt for at løse striden mellem Hadhrat Ali (r.a.) og Amīr Muawiya (r.a.), fulgte Hadhrat Ali en forsoningspolitik, som kharijitterne modsatte sig. Kharijitterne tog muslimske kvinder og børn til fange. Det var dem, som Den Ædle Profet (s.a.) havde befalet, at man skulle bekæmpe. For de fulgte ugyldige og uro-skabende principper og skikke, således at hverken deres verden eller deres herefter var i orden.

Der opstår ofte forvirring på grund af ligheden mellem vildledt gudsfrygt, frygtsomhed, fejhed og nærighed. For hos begge findes manglen ved at undlade handling. Der kan opstå forveksling mellem at undgå uro af gudsfrygt og ikke at bruge penge på den jihad, man er blevet påbudt, på grund af frygtsomhed og nærighed. Som Den Ædle Profet (s.a.) har sagt:

******Arabisk

“Det værste blandt mennesker er nærighed og grådighed”.******Arabisk samt frygtsomhed og fejhed. (Imam Tirmidhi har erklæret denne hadith for autentisk.)

På samme måde opgiver mennesker hele tiden handlinger og tror i deres hjerter, ja, giver endda udtryk for, at dette er taqwā og gudsfrygt. Men i virkeligheden er dette blot et andet navn for arrogance og det at anse sig selv for stor. Om dette fremsagde Den Ædle Profet (s.a.) en fuldkommen og omfattende sætning, som kan siges at være en vigtig målestok for, om en handling bærer frugt eller er frugtesløs. Den Ædle Profet (s.a.) sagde:********Arabisk

“Resultatet af en handling bestemmes efter hensigten.”

Ligesom sjælen er uundværlig for kroppen, er intentionen ligeledes uundværlig for handlinger. Ellers, hvad er da forskellen mellem en person, der kaster sig ned i prostration for Allah, og en anden, der bøjer sit hoved for solen? Begge slår panden mod jorden. Deres tilbedelsesgestus er ens. Deres skikkelse og natur er identiske. Den person, der bøjer sit hoved for Allah, er Allahs elskede tjener, som har opnået nærhed til Ham, mens den, der tilbeder månen og solen, er en foragtet forbryder, adskilt fra Allah og forvist langt fra Ham. Det er udelukkende på grund af intentionen, at denne forskel og afstand opstår. Om dem, der har opnået nærhed til Skaberen, har Den Almægtige Allah sagt:

***********Arabisk

“De formaner hinanden til at holde fast ved religionen og til at vise hinanden medfølelse.” (Sura al-Balad: 17)

*********Arabisk

Det er blevet berettet i hadith: “Generøsitet og overbærenhed er den bedste tros vejleder.”

I sandhed er det på ingen måde muligt at sikre folkets fred og sikkerhed, tage sig af dem og styre dem uden samtidig økonomisk generøsitet over for dem, en medfølende indstilling og mod. Man må snarere sige, at disse to egenskaber er uundværlige for at forbedre og fremme religionens og denne verdens forhold. Derfor er det nødvendigt at fratage den styrende myndighed fra en person, der ikke besidder de nævnte to egenskaber, og overlade den til en person, der besidder tilsvarende egenskaber. Således siger Den Ædle Koran:

**********Arabisk

“I troende! Hvad er der med jer? Når I kaldes til at drage ud på ekspedition på Allahs vej, holder I jer da fast ved jorden og bliver siddende? Ønsker I at være tilfredse med det jordiske liv frem for det hinsidige? Hvis det er sådan, så husk, at det jordiske livs nydelser sammenlignet med det hinsidige er ganske små. Hvis I, efter at være blevet kaldt, ikke drager ud på Allahs vej, vil Allah give jer en meget smertefuld straf og sætte et andet folk i jeres sted til at udføre denne opgave, og I vil ikke kunne skade dem det mindste. For Allah er almægtig. (Sura al-Tawbah: 38-39)”

Den Almægtige Allah siger endvidere:

********Arabisk

“Bemærk, at I bliver opfordret til at bruge jeres rigdom på Allahs vej, men nogle af jer er nærige med hensyn til dette. De er i virkeligheden nærige over for sig selv. Allah er selvtilstrækkelig og uafhængig af alle. Det er snarere jer, der er afhængige af Ham. Hvis I vender jer bort, vil Han sætte andre i jeres sted, og de vil bestemt ikke være som jer.” (Sura Muhammad: 38)

Det erklæres et andet sted med samme betydning:

***********Arabisk

“De blandt jer, der før sejren brugte deres liv og ejendom på Allahs vej og kæmpede, kan ikke måle sig med de andre i rang. De står højere i rang end dem, der efter sejren brugte deres liv og ejendom og kæmpede. Allah den Højeste har dog lovet begge parter det bedste.”¹(Sura al-Hadid: 10)

(1. Grunden til, at de, der før erobringen af Mekka brugte penge på Allahs vej og deltog i jihad, opnåede større rang og belønning end folk i den senere tid, var, at islam dengang kun var begrænset til Medina, og Medina var fyldt med hyklere og islams fjender. Ingen er uvidende om mekkanernes vantros fjendskab og sammensværgelser mod Den Ædle Profet (fvmh.) før udvandringen. I håb om at finde succes rejste han af nødvendighed til Taif. Men på grund af deres dårlige behandling måtte han vende skuffet tilbage derfra. Desuden måtte Den Ærede Profet (fvmh.) sammen med sahabaerne tilbringe tre lange år i ubrudt social boykot i Shi’b Abi Talib. Af nødvendighed fik nogle af sahabaerne tilladelse til at udvandre til Abessinien. Men også dér sendte de vantro en delegation imod muslimerne. I Dar al-Nadwa, forsamlingshallen i Mekka, afholdt de vantro ledere blandt Quraysh et møde. Efter lange drøftelser traf de til sidst en enstemmig beslutning om at dræbe Den Ædle Profet (fvmh.). Han blev da tvunget til at udvandre. Der blev imidlertid udlovet en stor belønning for at pågribe ham. Under de daværende forhold var Den Ædle Profet (fvmh.) og sahabaerne end ikke i stand til at tilbede offentligt. Selv når han gik ud for at udbrede islam, var han ikke i sikkerhed dér; de vantro sendte folk efter ham, som blev ivrige efter at sprede bagvaskelse om ham. Da han til sidst udvandrede til Medina, gik de lokale jøder, kristne og hyklere i gang med at modarbejde ham. Dag og nat var de optaget af sammensværgelser mod muslimerne og udvekslede regelmæssigt hemmelige oplysninger og nyheder med de vantro i Mekka. På et tidspunkt samledes de vantro i Dar al-Nadwa i Mekka og lagde forskellige sammensværgelsesplaner. Dette førte til de blodige slag ved Badr og Uhud.)

Kort sagt var islam begrænset til et bestemt område, mens muslimerne dengang på alle sider var hjælpeløse og uden midler. Deres økonomiske situation var sådan, at det var yderst vanskeligt at skaffe mad til to måltider om dagen. De vantro var derimod velstående og velhavende på alle økonomiske og sociale områder. Dengang havde de eneherredømme, indflydelse og magt over hele Den Arabiske Halvø. Hvem kunne derfor forhindre dem i at udslette disse hjælpeløse muslimer? De mente, at hvis blot de kunne gøre en håndfuld muslimer til ende, ville den plage, der hed islam, blive fjernet. Islam havde nemlig endnu ikke bredt sig uden for dette bestemte område. Hvis muslimerne dér blev fordrevet, ville muslimer andre steder blive en trussel mod dem. I dag, hvor forholdene er sådan, at hvis muslimer fordrives fra et ikke-muslimsk land, flytter de i hundredtusindvis til et eller flere nabolande med muslimsk flertal; sådan var forholdene ikke dengang, det vil sige før sejren. Var det da vanskeligt at gøre en håndfuld muslimer til ende og udslette islam? Drevet af denne tanke gav de vantro sig til at konspirere mod den muslimske eksistens. Men Allah var muslimernes hjælper. Den Ædle Profet (fvmh.) satte sin fulde lid til Allahs løfte og gjorde en utrættelig indsats for at gøre islam sejrrig og grundfæste den. Hvor let de vantro end måtte mene, at det var at udslette muslimernes nationale identitet, var det over deres evne at tilintetgøre dem, hvis mægtige og almægtige Allahs hjælp stod bag dem. For Allah har erklæret:

*******Arabisk

“Han er den Store, som har sendt sit sendebud med en vejledende lovordning og den sande livsordning, for at Han kan gøre den sejrende over alle andre ordninger (menneskeskabte og falske ordninger), selv om de polyteistiske vantro vil føle ubehag derved.” (Sura Tawba: 33)

Det er således let at forstå, hvor vanskeligt det er under sådanne forhold at føre jihad for at etablere en retfærdig ledelse og afskaffe en uretfærdig ledelse, at bruge økonomiske midler på religionens vej og at sætte både rigdom og liv på spil. Derfor har de, der ofrede liv og ejendom før erobringen af Mekka, den højeste rang. Deres bidrag til os er uendeligt og uden sidestykke. For det er gennem deres store ofre, at islam er kommet os til del og vil bestå indtil opstandelsens dag. Må Allah den Ophøjede give os mulighed for at følge deres store forbillede. Amin! )

Mange steder i Koranen er der ovenfor blevet omtalt kampen for, til gavn for menneskeheden, at fratage den uærlige, uduelige og undertrykkende ledelse magten og overdrage den til en retfærdig ledelse (så de undertrykte, berøvede og forfulgte mennesker kan nyde godt af retfærdighed). Om dem, der uden tøven ofrede liv og ejendom for dette, siges der:*********Arabisk

“De (det vil sige de troende, der kæmper for at etablere en retfærdig ledelse) fører jihad med deres liv og deres ejendom.” (Sura Tawba: 20)

På den anden side erklæres nærighed og fejhed for en stor synd, og i Koranen siges der:

*******Arabisk

“De, der er nærige trods den rigdom, Allah har givet dem, må ikke tro, at denne handling er bedre for dem; tværtimod vil deres nærighed få meget dårlige følger for dem. For den rigdom, de har samlet gennem deres nærighed, vil på opstandelsens dag blive til en lænke om deres hals.” (Sura Āl ʿImrān: 180)

Et andet sted lyder det:

*********Arabisk

»Forkynd dem, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, det glædelige budskab om en smertefuld straf.« (Sura al-Tawbah: 34)

Ligeledes lyder Koranens ord som fordømmelse af dem, der ved etableringen af et retfærdigt lederskab i samfundet for Allahs lov viser fejhed og kujoneri over for de falske kræfter:

**********Arabisk

»De, der vender ryggen til, fordi de er omgivet af en konfliktfyldt og kritisk situation med de falske kræfter, skal vide, at de er faldet under Allahs vrede. Deres tilholdssted er Jahannam, og det er det værste sted. Men hvis nogen handler således af strategiske grunde i krig eller med det formål at slutte sig til sin egen gruppe, er det en anden sag.« (Sura al-Anfal: 16)

************Arabisk

Det vil sige: »De (nemlig hyklerne) sværger og siger, at de også hører til blandt jer, selv om de slet ikke er en del af jer. Nej, disse mennesker er feje kujoner, adskilt fra jer.« (Sura al-Tawbah: 56)

Der findes utallige udsagn om dette i Koranen og hadith, ja, alle mennesker i verden er enige om det. Der findes endda et ordsprog herom, som siger:

»De ved hverken, hvordan man fører et spyd, og de er heller ikke barmhjertige.« Det siges også:

******* Arabisk

»Ligesom de ikke er dygtige ryttere, er de heller ikke blandt de fornemme mænd i Arabien.«

Tre kategorier af mennesker inden for politik og regeringsmagt

Når det gælder politik og regeringsmagt, kan man iagttage, at der findes tre kategorier af mennesker:

(1) De, hvis tanker og forestillinger er opslugt af verdslig lidenskab. At etablere deres egen overlegenhed på jorden, udvise hovmod og skabe uro er denne kategoris eneste mål. De er fuldstændig ligeglade med regnskabet i det hinsidige. De tror, at regeringsførelsen ikke kan fungere uden at give belønninger og bruge penge (magten kan ikke bevares uden dette). Og eftersom der kræves enorme summer til dette, som de ikke selv råder over, benytter de ulovlige måder at skaffe penge på. Derfor bliver de til plyndrere og røvere i herskeres skikkelse. De siger, at kun de, der selv kan spise og også kan bespise andre, kan besidde regeringsmagten. Dette er ikke noget for retskafne mennesker. De fortjener at blive holdt borte fra statsmagten. På grund af denne holdning hos en kategori af herskere bliver selv statens principfaste embedsmænd og ledere utilfredse og spiller en ledende rolle i at afsætte en sådan statsleder. Herskerne i denne kategori vurderer alt ud fra verdslig gevinst og tab. De glemmer fuldstændig lykken og freden i livet efter døden. Hvis de ikke får mulighed for at vende tilbage fra denne holdning gennem anger, vil de møde et enormt tab i begge verdener, denne verden og det hinsidige. Derfor vil de være—*******Arabisk»blandt dem, der ødelægger både denne verden og det hinsidige.«

(2) Den anden kategori: De frygter Allah og anser ganske vist også undertrykkelse og overgreb mod folket for ulovligt; de tror endda, at det er nødvendigt at afholde sig fra haram-indtjening. På trods af dette mener de imidlertid på grund af svag tro, at politik og regeringsførelse ikke kan gennemføres uden at skaffe penge på uretmæssig og haram vis. Derfor vælger de at plyndre penge ved at misbruge magten gennem ulovlige metoder, og i deres politiske aktiviteter bliver de ligeglade med at varetage folkets velfærd. Som følge af moralsk svaghed og fejhed begynder de at opfatte aktiviteter til gavn for folket som noget besværligt. De opstiller en selvopdigtet fortolkning af dīn, som får dem til ikke at tøve med selv at opgive det obligatoriske, hvilket er mere skadeligt end visse haram-handlinger. At opgive det foreskrevne og afholde sig fra jihad er i praksis det samme som at opgive jihad. Under dække af selvopdigtede fortolkninger fortsætter de med at være ligeglade med de religiøse forpligtelser. Nogle af dem tror desuden, at det er obligatorisk at afvise de nævnte aktiviteter, og at denne forpligtelse ikke kan opfyldes uden krig. Derfor går de også i krig mod muslimer, sådan som kharijitterne gjorde. Gennem dem opnås hverken verdslig eller hinsidig gavn. Til tider opstår der dog gennem deres handlinger en eller anden isoleret fordel for dīn eller verden. Deres fejl i ijtihad bliver da tilgivet og taget i betragtning. Til andre tider lider de også større tab. Men betragtet som helhed er deres bestræbelser vildledte. Alligevel mener de, at de er optaget af gode gerninger. De, der tror på dette princip, kan hverken opnå noget for sig selv eller give noget til andre. De tilfredsstiller kun uærlige mennesker. Og de mener, at det er uretfærdigt og haram at bruge noget på at tiltrække folk til dīn, det vil sige at udvise omsorg for deres hjerter (‘mu’allafat al-qulūb’).

(3) Den tredje gruppe består af ummaens moderate mennesker. Denne gruppe følger Muhammads religion og de retledte kaliffer. For alle moderate, særlige såvel som almindelige mennesker i den muslimske umma er dette den rette vej indtil Dommedag. Deres holdning er, at penge skal bruges på almennyttige formål og på at opfylde folkets behov, hvad enten de er velhavende eller fattige. Det er nødvendigt at bruge penge på at sikre folkets status og værdighed, ære og anseelse samt verdslige behov, på arbejdet med at etablere religionen og på reformen af samfundet. Det er ikke passende at opkræve udviklingsskat hos nogen undtagen personer, der er i stand til at betale. I alle forhold skal gudsfrygt og hensynet til velfærd have førsteprioritet. For et sharia-baseret styresystem kan ikke fuldendes uden gudfrygtig ansvarlighed og prioritering af almenvellet. Allah siger:

*******Arabisk

“Den Almægtige Allah er med de gudfrygtige, de fromme og de retskaffent handlende.” (Sura an-Nahl: 128)

Frem for alt er det afgørende, at folk skal sikres mad og tøj, og at deres grundlæggende behov skal garanteres; man skal selv spise halal. Man skal bestræbe sig på at tjene penge på lovlig vis. Desuden er det nødvendigt, at velhavende og rige mennesker er sparsommelige. For det er netop hos de velhavende, at de fattige nærer størst håb om at få noget og få deres behov opfyldt, mens man normalt ikke nærer samme håb hos de fromme, der kun er beskedent velhavende.¹ (1. Eksempelvis har konger, ministre, guvernører, nutidens demokratiske statsoverhoveder, højtstående embedsmænd og ledere – det vil sige den herskende gruppe i hele landet – samt samfundets ledende personer indflydelse. Hvis de er retfærdige og karakterfaste, bliver folket og dermed hele nationen naturligt karakterfast. Hvis deres karakter derimod er fordærvet og mangelfuld, er det uundgåeligt, at dette afspejles i den nationale karakter. I virkeligheden er kravet til offentlig tjeneste, at almenvellet skal prioriteres i alle forhold. Derfor siger Sheikh Saadi om dette:

********Arabisk

Det vil sige: “Det er ikke fårets opgave at holde vagt; det er snarere vagten, der er sat til at tjene det.” Hvis højtstående personer selv rækker hånden ud efter sorte penge ad ulovlige veje, er det nytteløst at forvente god karakter og mangel på grådighed hos deres underordnede. Sheikh Saadi siger:

********Arabisk

(Det vil sige: “Hvis kongen på uretmæssig vis tager imod fem æg, vil hans soldater ad ulovlige veje sætte tusind haner på spid.”)

At prioritere den offentlige interesse er kernen i offentlig tjeneste. Derfor siger Sheikh Saadi:

*******Arabisk

Det vil sige: »Vis medfølelse med de svage. Så vil du ikke falde i hænderne på en mægtig fjende.«

Den yderste sandhed er, at denne verden er et rige under Allahs suverænitet. Derfor skal kun Hans lov gælde her, og kun gennem den kan velfærd opnås både i denne verden og i det hinsidige. På dette område hviler ansvaret for hele folkets vel og ve på både de lærde og herskerne, altså på begge grupper. Hvis de er gode, er alt i orden; ellers går alt til grunde. Derfor er det blevet sagt:

********Arabisk

Det vil sige: »Det er udelukkende herskerkredsen og de uærlige religiøse ledere, der har bragt fordærv ind i dinen.« )

Folk forventer som regel i højere grad moralsk forbedring fra fromme mennesker. De forventer ikke det samme af de velhavende. At forbedre sin karakter efter evne og gennem mulige midler er taqwaens og dinens sande værdighed. Ifølge Abu Sufyan ibn Harbs beretning er det nævnt i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at kejser Herakleios spurgte Abu Sufyan: »Hvad lærer denne profet jer?« Abu Sufyan svarede: »Han befaler os at opretholde bønnen, holde fast ved sandfærdighed, forbedre vores karakter og bevare slægtskabsbåndene.« I en anden hadith står der, at Allah Ta’ala sendte en åbenbaring til Hazrat Ibrahim (a): »O Ibrahim, ved du, hvorfor Jeg har gjort dig til Min khalil (ven)? Det skyldes, at det er dig kærere at give end at modtage. På grund af denne karakteregenskab er du Min khalil.«

Tidligere er gavmildhed blevet omtalt, og denne gavmildhed skal altid udøves med nationens og den offentlige interesses mål for øje. Hvad angår vrede og tålmodighed, består ægte tapperhed derimod i at undgå skadens omfang – dette skal man altid være meget opmærksom på. Hvad vreden angår, viser der sig tre tilstande hos mennesker. (1) At blive vred både for Allahs skyld og af personlige interesser. (2) Ikke at blive vred hverken for Allahs skyld eller af personlige interesser. (3) De, der kaldes ummat al-wasat, altså de moderate, bliver kun vrede for Allahs skyld. Derfor kender de overhovedet ikke til selvisk vrede. I denne forbindelse er Hazrat Aishas (ra) udsagn blevet overleveret i al-Bukhari og Muslim. Hun siger:

********Arabisk

“Profeten (fred være med ham) slog eller sårede aldrig med egen hånd nogen tjener, nogen kvinde, noget dyr eller nogen anden. Hvad angår slagmarken, er det en anden sag. Man så ham heller aldrig tage hævn for sin egen skyld. Men når han så noget, som Allah havde forbudt, eller Hans grænser blev overskredet, blev hans vrede ustoppelig.”

Den hersker, som ikke bliver vred for Allahs skyld, men for sin egen skyld, og som kun forfølger sit eget krav af personlige grunde, samtidig med at han ikke giver andre deres rettigheder, er det ringeste væsen i Allahs skaberværk. Gennem et sådant menneske kan hverken denne verden eller det hinsidige opnå nogen velsignelse.

De retskafnes politik og styrelse var i enhver henseende fremragende. Deres princip var, at de opfyldte statens uundværlige pligter på behørig vis. De holdt sig med største omhu borte fra de handlinger, Allah havde forbudt. De besad så ren en karakter, at deres gaver bragte religionen umådelig gavn. Fra statskassen tog de nøjagtig det beløb, som var lovligt for dem. Deres vrede eller utilfredshed var udelukkende for Allahs skyld. Og den kom kun til udtryk, når nogen begik handlinger, Allah havde forbudt. Hvad de selv havde til gode, tilgav de næsten altid.

Dette var et kendetegn ved profetens karakter. Han var fuldkommen og helstøbt i spørgsmål om indtægter og udgifter. Derfor er de, der står ham nærmest i karakter, de bedste og mest ærefulde. Muslimernes første pligt er således at stræbe af alle kræfter efter at komme profetens principper, karakter og forbillede nær og, efter at have gjort deres yderste, at bede Allah om tilgivelse for deres fejl og mangler. Desuden må de fæstne denne tro i deres hjerter: at Allah den Ophøjede sendte profeten (fred være med ham) som det bedste forbillede for et sandt og fuldendt liv. Koranen udtrykker sagen således:

**********Arabisk

“Allah befaler jer at give betroede ting tilbage til deres retmæssige ejere.”¹ (1. Dette er selve kernen i islamisk eller guddommelig styrelse. Derfor er talemåden ******Arabisk“I vores religion er tjeneste, det vil sige offentlig tjeneste, selve lederskabets grundlæggende filosofi” udbredt i denne betydning. I dagens verden ser man store magter og store staters eksistens. Men hvis man søger, kan man så nogen steder finde spor af ******Arabisk dette? Selv når man betragter de muslimske lande, er det vanskeligt at finde nogen stat, der legemliggør *******Arabisk (det vil sige “ikke for sin egen skyld, men udelukkende for Allahs skyld”). I hele verden ser man i dag den samme farve og den samme karakter—det samme syn, som viste sig i Romerriget og Perserriget før islam.

Imam al-Hind, Hazrat Shah Waliullah Muhaddith Dehlawi (må Allah forbarme sig over ham), beskrev på fremragende vis romernes og ikke-arabernes tilstand i afsnittet “Irti­faqat wa Islah al-Rusum” i sit verdensberømte værk “Hujjatullah al-Baligha”. Når man overvejer dette og holder ******Arabiskdets betydning for øje, bør man tænke over, hvad Allah ønsker af os, hvilken vej vi følger, og hvilken slags revolution og forandring verden længes efter. Nedenfor fremlægges en sammenfatning. Shah Sahib skriver: “Romerne og ikke-araberne havde i lang tid siddet på statsmagten, og derfor blev de opslugt af verdslig luksus og nydelse. Satan havde fået så stærkt et greb om dem, at det blev deres livs formål og mål at samle store mængder af nydelsesmidler og luksusvarer og at udstille luksusgenstande på konkurrerende vis. De brugte deres forstand og dømmekraft på at opnå stadig finere luksusvarer. Derefter opfandt de gennem disse forunderlige former for morskab og underholdning. Hvor mange penge deres herskere brugte på at vise magtens glans og pragt, fremgår af, at det for deres ledere, velhavende stammehøvdinge og folk fra herskerklassen var en skam at bære en krone, der kostede mindre end to hundrede tusind taka. Det var uundværligt for dem at have enorme kongelige paladser med rindende vandløb og smukke haver. Rækker af mandlige og kvindelige slaver til tjeneste og flokke af heste i staldene var yderst nødvendige. Et meget stort dækket bord og altid dyre retter i køkkenet blev betragtet som et symbol på fornemhed.”

Kort sagt blev levestandarden fastlagt efter disse livsfornødenheders vægtskål. Følelsen af aristokratisk overlegenhed blev betragtet som en del af deres tro og gennemstrømmede som en kronisk sygdom årerne og blodårerne i deres kultur og civilisation. Selv bønder og arbejdere var ramt af den. Det var almindeligt for dem at bringe lande, nationer og utallige menneskegrupper ud i ulykke for at skaffe sig midlerne til deres luksus og nydelser. Men eftersom disse ting ikke kunne opnås uden enorme udgifter, blev skattebyrden lagt på bønder, handelsfolk, arbejdere og daglejere. Når de ikke var i stand til at opkræve disse urimelige og overdrevne skatter, lod de lønnede soldater slippe en storm af undertrykkelse og mishandling løs over de fattige. De, der overgav sig foran herskerklassens magtdemonstration, blev tvunget til at arbejde som kvæg og æsler. Derfor havde de ikke den mindste mulighed for at skænke deres egen lykke og bekvemmelighed opmærksomhed. Situationen var nået dertil, at betydningen af at tilegne sig religion og moralske egenskaber forsvandt fra millioner og atter millioner af Adams børns tanker. Alle planer og større foretagender til gavn for samfundet og med sigte på udvikling, som nationens fremtid var afhængig af, blev i praksis fuldstændig standset. Det er ikke sådan, at der intet skete på industriens område, men det tjente udelukkende herskernes fornøjelser eller som hjælpemidler til deres forbrug. For bortset fra dette havde herskeren ingen værdsættelse af arbejderne og håndværkerne. Kun bekvemmelighed var den eneste måde at tilfredsstille herrens sind på. På den anden side opstod der en gruppe pengegriske digtere og forfattere, efterligningsivrige sangere, spytslikkere, smigrere og håbefulde, som blev kendt som hofmænd eller var knyttet til hoffet. Sammen med dem deltog også en såkaldt gruppe hykleriske religiøse, som i virkeligheden ikke var religiøse; deres hovedformål var at fremme egne interesser og drive handel med religion under religionens forklædning. Følgelig spredte egeninteresse og opportunisme sig som en smitsom sygdom på alle niveauer i samfundet, fra top til bund. Hele samfundslegemet sank ned i moralsk fordærv. Således blev frøene til gudsfrygt og moralske egenskaber på grund af den såkaldte samfundselites velgerninger (!) forhindret i at spire og blev ødelagt.

Han siger endvidere: »Efter at denne grænseløse ulykke havde ramt Rûm og Ajam, brød Guds vrede løs, og som en afgørelse om at udrydde denne sygdom gennem reformens behandling kom en ummī-profet (fvmh.) til Arabien. Hans rene karakter var ikke blevet berørt af deres falske aristokrati og var fuldstændig fri for deres skikke, sædvaner og deres dårlige karakterers skygge. Allah sendte sin profet (fvmh.) som et symbol på det ideelle liv og den ophøjede moral. Gennem hans stemme lod Han romersk og persisk umoral og gudløse handlinger fordømme og påviste tomheden i at hengive sig til jordisk luksus og nydelse. Han forbød ikke-arabiske skikke og sædvaner. Således blev kar og service af guld og sølv, smykker af guld og ædelstene, silkeklæder, statuer, afgudsbilleder og lignende gjort haram. Kort sagt blev de persiske og romerske imperier fuldstændig omstyrtet under Den Store Profets ledelse. Og gennem profetens stemme blev det bekendtgjort:«

*********Arabisk

»Kisra og kejseren er forsvundet. Derefter vil deres genopståen ikke finde sted.«

Kort sagt var hele verden på tidspunktet for Den Store Profets fremkomst under den daværende stormagt Romerrigets og Perserrigets indflydelsessfære. Ligesom dette blev knust, er hele verden i dag bundet i slaveriets favntag under de to stormagter, der kaldes England og Amerika. Men hvis muslimerne i stedet for at bedømme islam stykkevis bliver lige så optagede som andre af at udvikle et tidsvarende forsvarssystem i overensstemmelse med Guds anvisninger og overholder de islamiske forskrifter korrekt, vil disse to nutidige stormagters skæbne på alle områder – moralsk, økonomisk, militært og åndeligt – nødvendigvis blive helt som Romerrigets og Perserrigets. I virkeligheden bliver andre stater end de nævnte to stormagter ganske vist højlydt fremstillet som uafhængige, men i virkelighedens og de faktiske forholds lys er verdenssamfundet på forskellige måder bundet af deres hårde slaveris lænker. Deres egeninteresserede politik, deres fordærvede kultur og civilisation samt deres beskidte kulturelle skikke og sædvaner anerkendes som noget, der bør efterlignes. Man deltager med stor omhu og særlig iver i at forme sin karakter efterlignende deres fordærvede kultur og deres magelige livsstil. Alligevel har Vestens moderne civilisation og kultur i særlige henseender i dag bragt verdenssamfundet i fare og kastet det ud i ulykke.

Sammenfattende kan det siges, at hvis verden ønsker fred, længes efter sikkerhed i livet og ønsker fred i både det jordiske og det hinsidige liv, må den nødvendigvis gå i gang med at gennemføre den guddommelige bog, al-Koranen, og islam samlet i det virkelige liv. For denne ordning er ikke menneskeskabt, men en evig livsordning givet af Allah. Desuden kan der kun komme fred i den verden, Allah har skabt, hvis alene Hans ordning bliver sat i kraft. Den Store Profet (fvmh.) og de retledte kaliffer satte gennem dette grundprincip en forandringsbølge i gang i hele verden gennem den islamiske revolution. På mindre end et halvt århundrede blev den islamiske regering etableret overalt efter Perserrigets og Romerrigets fald. Som følge heraf fik verdens befolkning mulighed for at drage et lettelsens suk under den kølige skygge af en sikker, fredelig og velfærdsorienteret stat. Desuden ********Arabisken grænseløs styrke dækkede hele verden. Derfor må man til sidst sige med en sørgmodig stemme: Ak! Hvis den muslimske nation var vågnet på ny og var gået frem i lydighed mod Den Store Profet (fvmh.) og Sahabaerne og i deres fodspor, ville menneskenes verden næsten være blevet forvandlet til en paradisisk have. Overalt ville fredens strømme have flydt.

******Arabisk

Det vil sige: Måske vil Allah derefter skabe en lignende situation.«

[ti]

Retfærdig dom: Guds straffelov for forbrydelser

Shariaens ‘hadd’ og ‘haqq’ er ikke begrænset til noget bestemt samfund; det er haram at gå i forbøn i hadd-sager, og alle, der bestikker, modtager bestikkelsen eller fungerer som mellemmand for at ophæve eller formindske den, er forbrydere og syndere. Den Almægtige Allahs befaling—

*******Arabisk

»Når I afgør menneskers stridigheder og retssager, skal I træffe afgørelser på grundlag af retfærdighed.« (Sura an-Nisa: 8. rukūʿ)

At træffe afgørelser blandt mennesker betyder at afsige dom i spørgsmål vedrørende shariaens hadd og haqq. Hadd og haqq er af to slags. Ingen af dem er knyttet til nogen bestemt stamme, noget bestemt samfund eller nogen bestemt gruppe. Tværtimod vil det muslimske folk netop drage fordel af denne upartiskhed. Det gælder for eksempel at håndhæve hadd, det vil sige shariaens straffelov, over for tyve, røvere, plyndrere, ægteskabsbrydere og andre. Statens ejendom, statens formue, waqf-midler og midler, der er omfattet af testamentariske bestemmelser, er ikke bestemt for nogen særlig stamme eller noget særligt samfund. Alle magthavere i staten, administrative embedsmænd og andre skal have et særligt, diskriminationsfrit syn på disse spørgsmål. Om dette siger Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham)—

********Arabisk

»Helt retfærdigt eller delvist retfærdigt, helt godt eller delvist godt—lederskab er nødvendigt for mennesker.« Folket spurgte: »O de troendes leder! Nu forstår vi betydningen af retfærdigt lederskab; men hvad er betydningen af ufuldstændig retfærdighed?« Han svarede—

*****Arabisk

„Den leder, gennem hvem hadd-straffen (den strafferetlige lov) håndhæves, vej­sikkerheden sikres, jihad mod fjenden kan føres under hans ledelse, og gennem hvem fay’ – det vil sige krigsbyttet – kan fordeles.“ Det vil med andre ord sige, at selv om der måtte være mangler ved ledelsen på andre områder, skal den stadig have en stærk funktion som håndhæver af hadd-straffen. Denne egenskab er af mange grunde uundværlig for statens ledelse.

Det er statsoverhovedets, de lokale administratorers og folkerepræsentanternes pligt at drøfte og overveje dette, og hadd skal indføres i samfundet for at udrydde kriminalitet, uden at nogen behøver at fremsætte et krav. Det samme gælder vidnesbyrd: Vidner bør afhøres, uden at nogen først fremsætter krav. Der er dog uenighed blandt imamerne om, hvorvidt den person, hvis ejendom er blevet stjålet, skal kræve den stjålne ejendom tilbage, for at hadd-straffen for tyveri og håndafskæring kan håndhæves. Ifølge imam Ahmad og andre kan hadd ikke håndhæves, uden at en sagsøger fremsætter et krav. Men alle andre imamers enstemmige opfattelse er, at hadd skal håndhæves, uanset om der fremsættes et krav fra den person, hvis ejendom blev stjålet, eller ej. Nogle lærde opstiller kravet om, at ejendommen skal kræves tilbage, for at der ikke skal være nogen som helst tvivl om tyvens tyveri.

Dette er de forbrydelser, for hvilke hadd er obligatorisk. Uanset om gerningspersonen er fornem eller af lav herkomst, medlem af en stor gruppe eller uden tilhørsforhold til nogen gruppe, stærk eller svag, skal hadd håndhæves ens for alle. Det er under ingen omstændigheder tilladt at ophæve hadd på grund af nogens forbøn, en gave, en foræring, bestikkelse eller nogen anden årsag. Allahs, Sendebuddets, englenes og alle menneskers forbandelse vil ramme den, der ophæver hadd, selv om han har magt til at håndhæve den. Kort sagt kan ingen form for forbøn for at undlade at håndhæve hadd accepteres. Tværtimod regnes den, der går i forbøn, ********Arabisk (det vil sige: „den dommer i retsvæsenet, som sælger Allahs åbenbaringer for en ringe pris“, altså for materiel vinding), for at høre til blandt de mennesker, der omtales i dette vers, hvis han afstår fra at håndhæve hadd.

Abu Dawud har overleveret fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Guds Ædle Profet sagde:

*********Arabisk

„Den, hvis forbøn bliver en hindring for gennemførelsen af en af Allahs hadd-straffe, har handlet i strid med Allah. Og den, der bevidst strides til fordel for løgn og falskhed, selv om han ved, at det er løgn, vil forblive i Allahs mishag, indtil han ophører med striden. Og den, der fremsætter en sådan falsk anklage eller beskyldning mod en muslim, som han ikke har noget forhold til, vil blive tilbageholdt i Radghat al-khibāl.“ Sahabiyyaherne spurgte: „O Allahs Sendebud, hvad er Radghat al-khibāl?“ Han svarede: „Det er det flydende blod og pus fra helvedesbeboernes kroppe.“ (Abu Dawud)

Den Ædle Profet nævnte specifikt herskere, vidner og stridende parter, fordi disse er rettens grundpiller, og fordi den korrekte afgørelse i de forskellige tvister, sager og retssager, der opstår i samfundet, afhænger af deres redelighed.

Beretningen om en kvinde fra Banū Makhzūm-stammen, der omtales i forbindelse med forbøn og er overleveret af Ṣaḥīḥ al-Bukhārī og Muslim med ʿĀʾisha (ra) som kilde, er af særlig betydning. Denne kvinde havde stjålet en persons ejendom. Nogle mennesker kom til Allahs Sendebud (sa) for at tale med ham om sagen og forsøge at påvirke den til hendes fordel. En af dem sagde: »Hvem ville vove at tale med ham om dette?« Det blev sagt, at kun Usāma ibn Zayd (ra) kunne tale med ham om sagen. Da han derfor talte til den Ædle Profet (sa) på kvindens vegne, sagde Profeten:

********Arabisk

»Er du kommet for at gå i forbøn vedrørende en ḥadd, som Allah har fastsat? Grunden til, at Banū Isrāʾīl tidligere gik til grunde, var alene, at de lod deres fornemme mennesker gå fri, når de stjal. Men hvis en svag person stjal, fuldbyrdede de ḥadd-straffen over ham. Ved Ham, i hvis hånd Muḥammads liv er, hvis selv Muḥammads datter Fāṭima havde stjålet, ville jeg også have hugget hendes hånd af.« (Al-Bukhārī og Muslim)

Dette er en særdeles lærerig hændelse. For to grene af Quraysh-stammen var kendt som fornemme: (1) Banū Makhzūm og (2) Banū ʿAbd Manāf. Det er bemærkelsesværdigt, at selv en kvinde fra Makhzūm-stammen på denne tid ikke blev skånet for at få hånden hugget af. Ifølge nogle lærde var den genstand, for hvilken hendes hånd blev hugget af, ganske vist blot en lille lånt ting og var i virkeligheden ikke stjålet. Ifølge andre var der dog tale om tyveri. I så fald kan der naturligvis ikke være tale om nogen indvending, når det gælder andre. De var talmæssigt mange og særdeles fornemme, og dertil havde den store Profets (sa) elskede tjener, Ḥazrat Usāma ibn Zayd (ra), bedt for hende. På trods af dette udtrykte han sin stærke utilfredshed med denne forbøn og sagde: »Er du kommet for at gå i forbøn i en harām og ulovlig sag? Er dette ikke en uretmæssig forbøn vedrørende en ḥadd, som Allah har fastsat?« Derefter fremførte han Ḥazrat Fāṭimas (ra) eksempel for at understrege sagens alvor: Selv en sådan forkastelig handling ville ikke være blevet eftergivet.

Det er blevet overleveret, at denne kvinde, hvis hånd var blevet hugget af, angrede. Når hun derefter fra tid til anden kom til den Ædle Profet (sa), sørgede han for at afhjælpe hendes behov.

Det er også blevet overleveret:

**********Arabisk

»Hvis tyven oprigtigt angrer, vil den hånd, der blev hugget af, føre ham til Paradiset. Hvis han derimod ikke angrer, vil den afhuggede hånd føre ham frem mod Helvedes vej.«

I værket ‘Muwatta’ har imam Malik (rh) overleveret, at en gruppe mennesker pågreb en tyv og begav sig til Hazrat Uthmans (ra) hof. Undervejs mødte de Hazrat Zubayr (ra), og de bad ham om at gå i forbøn for dem hos Hazrat Uthman (ra). Han sagde: »Når en sag om hadd først er blevet indbragt for kaliffens hof, vil Allahs forbandelse eller fordømmelse ramme både den, der går i forbøn, og den, på hvis vegne der gås i forbøn.«

Hazrat Safwan ibn Umayya lå engang i moskéen. En tyv kom, tog hans kappe og begav sig af sted. Han pågreb ham og førte ham til Profeten (sa). Safwan (ra) sagde: »Skal hans hånd hugges af for min ene kappe? Jeg har tilgivet ham.« Profeten (sa) sagde:

*******Arabisk

»Hvorfor tilgav du ham ikke, før du førte ham til mig?« Derefter idømte han ham straffen at få hånden hugget af.« (Sunan)

Profeten (sa) mente dermed, at du havde mulighed for at tilgive ham, før du førte ham til mig, men efter at du havde bragt ham for min domstol, var det på ingen måde muligt at ophæve hadd-straffen. Ingen har magt til at ophæve hadd-straffen, hverken gennem tilgivelse, forbøn eller betaling. Så vidt jeg ved, er det ifølge den enstemmige overenskomst blandt lærde fra alle retninger sådan, at når tyve, røvere, plyndrere, kaprere og andre sådanne forbrydere er blevet ført for dommeren, kan deres anger ikke accepteres; hadd-straffen ophæves ikke gennem anger, men det er obligatorisk at opretholde dommen og fuldbyrde hadd-straffen. Hvis de virkelig har angret oprigtigt, vil denne hadd-straf blive en soning for dem. Og hvis de er i stand til at holde fast ved dette, vil deres anger blive endnu mere solid og stærk. Dette svarer til den fuldstændige qisas eller gengældelse for den rettighed, som tilkommer den berettigede. Grundlaget for dette kan ses i Den Højestes ord:

*********Arabisk

»Den, der går i forbøn for en god gerning, får også en andel i dens belønning; men den, der går i forbøn for en ond gerning, får del i dens skadelige følger. Allah er fuldt ud seende på alle ting.« (Sura an-Nisa: 85)

I virkeligheden betyder forbøn at søge hjælp og støtte. På arabisk *****Arabisk eller ****Arabisk kaldes ‘dvi’ eller to, hvis modsætning er det ulige eller én. Derfor blev ‘én’ så at sige til to ved at forenes med ****Arabisk (to) ****Arabisk (enkelt). Når man således hjælper til en god gerning, regnes det som ******Arabisk det vil sige ‘forbøn for en god gerning’. Men hvis man hjælper til uret, uretfærdighed, fjendskab og synd, regnes det som ****Arabisk ‘forbøn for en ond gerning’. Det siger sig selv, at mennesket er blevet påbudt at gå i forbøn for gode og fromme gerninger, mens det er blevet forbudt at hjælpe gennem forbøn for onde gerninger. Som ******Arabisk Derfor er det Guds bud ikke at lade nogen støtte eller styrke en andens løgnagtige handlinger. Allah har sagt: ******Arabisk »Allah vil under ingen omstændigheder lade de troløses sammensværgelse lykkes.« (Sura Yusuf: 52)

Den Almægtige Allah har også sagt:

*********Arabisk

“Straffen for dem, der fører krig mod Allah og Hans Sendebud og bestræber sig på at skabe fordærv på jorden, er, at de (de statslige styrker, der håndhæver lov og orden) skal pågribe dem, henrette dem efter dom eller korsfæste dem, eller hugge deres hænder og fødder af på modsatte sider, eller fordrive dem fra landet. Dette er deres vanære i denne verden, og i det hinsidige venter dem en hård straf. Men hvis de omvender sig, før I får magt over dem, og kommer ind på den rette vej og forbedrer sig, så er deres sag anderledes. I skal vide, at Allah er Den Tilgivende, Den Barmhjertige.” (Sura al-Mā’idah 33-34)

Det omtalte vers beskriver, at de, som oprigtigt omvender sig, før de efter deres pågribelse føres for dommerens domstol, fritages for den nævnte straf. De handler i overensstemmelse med deres omvendelse. Hvad derimod angår dem, der omvender sig efter at være blevet stillet for retten, vil deres omvendelse ifølge det omtalte vers ikke blive anerkendt juridisk, og det er obligatorisk at håndhæve hadd-straffen over dem. Det siger sig selv, at denne bestemmelse kun træder i kraft, når forbrydelsen er bevist gennem vidner og passende beviser, eller når forbryderen selv bekender sin forbrydelse og personligt møder op i retten og afgiver sin tilståelse. Men hvis han samtidig også omvender sig, er der uenighed blandt imamerne. Ifølge den zāhir-beretning fra Imam Ahmad ibn Hanbal (rah) kan hadd-straffen i en sådan situation ikke håndhæves. Men hvis han selv anmoder om, at hadd-straffen håndhæves over ham, skal den håndhæves. Hvis han derimod ikke ønsker, at hadd-straffen håndhæves, og går sin vej, kan den ikke håndhæves. Hadithen om Hazrat Māʿiz ibn Mālik (rah) peger i denne retning. Da Profeten (sa) efter at have hørt sahabaerne fortælle, hvordan Māʿiz havde været, da han blev stenet, sagde han:*****Arabisk“Hvorfor lod I ham ikke være?” Det bevises desuden gennem andre hadither, at hvis en person, efter at være blevet pågrebet, omvender sig, før han føres frem for dommeren, kan hadd-straffen ikke håndhæves over ham.

Abu Dawud og Nasā’ī (rah) har overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Umar (ra), at Den Ædle Profet (sa) sagde:

*********Arabisk

“Tilgiv hinanden indbyrdes. For når en sag først er blevet bragt frem for mig, bliver håndhævelsen af hadd-straffen obligatorisk.”

En hadith, overleveret af Hazrat Abu Hurayrah (ra), er nævnt i Nasā’ī og Ibn Mājah. Den Ædle Profet (sa) sagde:

*******Arabisk

»At håndhæve hudud på jorden er mere gavnligt for verdens mennesker end morgenregn i fyrre dage.«

Og det skyldes, at synd reducerer mængden af forsørgelse og indgyder frygt for fjender i hjertet. Dette er bevist i lyset af Koranen og hadith. Når hudud håndhæves, mindskes ulydigheden mod Allah, og kriminaliteten falder. Når syndigheden således mindskes, øges Allahs tjeneres forsørgelse, lykke og velvære, og Allahs uudtømmelige hjælp begynder at komme.

Det er under ingen omstændigheder tilladt at tage penge eller ejendom fra nogen forbryder—utugtig, drukkenbolt, tyv, røver eller landevejsrøver—for at ophæve hadd-straffen. Det er under ingen omstændigheder tilladt at modtage disse penge, hverken til sig selv eller med henblik på at indbetale dem i Bayt al-Mal. Penge, der modtages med det formål at ophæve eller annullere hadd-straffen, er fuldstændig haram og forbudte. Hvis en dommer eller hersker gør dette, har han så at sige forenet to ulovlige handlinger: (1) Han annullerede hadd-straffen til gengæld for haram-penge. (2) Han forsømte en wajib-handling og involverede sig i en haram-handling. Om dette siger Den Almægtige Allah:

********Arabisk

»Hvorfor forbød deres lærde og religiøse ledere ikke deres følgere at lyve og spise haram-penge? Hvor fordømmeligt er ikke deres religiøse lederes og ældstes tilgivende og overbærende handlemåde!« (Sura al-Ma’ida: 63)

Allah, den Ophøjede, beskrev jødernes tilstand og sagde—*******Arabisk

»De roder rundt i løgnagtige udsagn og frådser i haram-penge.« (Sura al-Ma’ida: 42)

For jøderne tjente penge på forbudte og ulovlige måder gennem renter, bestikkelse og lignende. De kaldte endda bestikkelse for »bartal« og »hadya«.

Hvis en dommer således modtager ulovlige midler, må også et falsk vidne kunne få dem. Alligevel har Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagt:

********Arabisk

»Bestikkelsesmodtageren, bestikkeren og den, der fungerer som mellemled mellem de to, er alle lige store syndere.« (Ahl al-Sunan)

Det er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at to personer kom til Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med en sag. Den ene sagde: »O Allahs Sendebud! Afgør vores sag i overensstemmelse med Allahs Bog.« Den anden var lidt mere forsigtig og sagde også: »Ja, O Allahs Sendebud! Lad afgørelsen træffes i overensstemmelse med Allahs Bog, men jeg beder om tilladelse til at sige noget.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Tal.« Han fortsatte: »Min søn arbejdede som daglejer i denne mands hus. Men ved et tilfælde begik min søn zina med hans hustru. Som fidya for ham gav jeg hundrede (100) geder og frigav desuden en slave. Jeg traf denne ordning efter at have spurgt andre om mas’alaen.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Din søn skal have hundrede piskeslag og forvises i et år. Og over den nævnte kvinde skal rajm-straffen fuldbyrdes.« Derefter sagde han:

******Arabisk

»Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, vil jeg afgøre jeres sag på grundlag af Allahs lov. Tag derfor tjeneren og gederne tilbage. Jeres søn skal have hundrede piskeslag og desuden forlade landet i et år. Og Unais! Gå ved daggry til denne kvinde og spørg hende; hvis hun bekender sin forbrydelse, skal du lade rajm-straffen fuldbyrde over hende.« Da hun blev spurgt i overensstemmelse med denne befaling, bekendte hun sin forbrydelse. Således blev hun henrettet ved rajm, det vil sige stening.«

Det er værd at bemærke, at han ikke ophævede hadd-straffen, selv om den formue, der kom i almindelige muslimers, fattige og trængendes samt mujahidiners hænder, blev tilbudt ham. Derfor er det ifølge de lærdes ijma, det vil sige enstemmige enighed, ikke tilladt at modtage penge i stedet for hadd-straffen. Desuden er alle enige om, at de midler, der modtages fra ægteskabsbrydere, tyve, drukkenbolte, oprørere, røvere og lignende for at skåne dem for hadd-straffen, er fuldstændig haram og urene. De fleste menneskers adfærd er som regel i strid med moralen og præget af dårlig karakter; de er ivrige efter at ophæve hadd-straffen under henvisning til rigdom, økonomiske midler, anseelse og værdighed. Som følge heraf bliver hele samfundets legeme fordærvet: byer og havne, landsbyer og landområder, rige og fattige, konger og undersåtter, ledere og soldater – kort sagt hele samfundet. Desuden bliver de magtfulde herskeres og dommeres anseelse netop af denne grund trådt i støvet. Fordi de ophæver hadd-straffen efter at have taget imod bestikkelse, bliver selv deres embeder rystet. Når hadd-straffen ophæves for én person, bliver det vanskeligt at fuldbyrde den over en anden, og man mister sin åndelige styrke. Til sidst kommer de til at ligne jøderne og de kristne. Som det hedder i en hadith:

*******Arabisk

“Når bestikkelse kommer ind ad én dør, går betroethed og troskab ud ad en anden.”

Den sum, der opkræves under navnet ‘Ta’dībāt’ med det formål at bevare kongedømmet og autoriteten intakt, er haram. I denne forbindelse er det værd at bemærke de hårdnakkede bøllers og slynglers adfærd: De begår en eller anden misdåd for egen eller andres vindings skyld og møder derefter op hos herskerne med penge og varer. Som følge heraf vokser deres begær, grådighed og dumdristighed yderligere. På denne måde tilintetgør de gennem bestikkelse statens gode navn og omdømme. Det samme gælder en vis gruppe bønder. Og hvad angår drukkenbolte, er der slet ingen grænse. Når en drukkenbolt bliver pågrebet, slipper han fri ved at betale penge. Enhver drukkenbolt forestiller sig: ‘Hvis jeg bliver pågrebet, vil jeg under alle omstændigheder blive løsladt ved pengenes magt.’ Det siger sig selv, at der ikke kan være nogen velsignelse i bestikkelsespenge eller i rigdom, der er erhvervet ad ulovlige veje. Tværtimod skaber det kun uorden og ødelæggelse. Ligeledes: Hvis en velhavende og anset person rækker dem en hjælpende hånd og redder dem fra hadd-straffen—for eksempel hvis en bonde eller arbejder begår en forbrydelse og møder op hos kongens eller amīrens, det vil sige statens eller regeringens, personlige assistent, sekretær eller en anden repræsentant, og denne redder ham gennem hjælp og forbøn i strid med Allah og Sendebudet—så er Allahs og Hans Sendebuds forbandelse over en sådan hjælp og forbøn. Imām Muslim (må Allah forbarme sig over ham) har overleveret fra Hadhrat Alī ibn Abū Tālib (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:

******Arabisk

“Allahs og Hans Sendebuds forbandelse er over dem, der indfører en bidʿah eller giver en forbryder beskyttelse.” (I sharīʿa kaldes opfindelsen af en selvopdigtet regel eller norm en bidʿah.) Den store Profet (fred være med ham) sagde endvidere:

********Arabisk

“Hvis nogens forbøn bliver en hindring for gennemførelsen af en af Allahs hadd-straffe, er det i virkeligheden det samme som at forsøge at gøre Allahs befaling virkningsløs.” (Muslim)

Det er derfor let at forestille sig, hvor stor en katastrofe det vil medføre, hvis de, som har fået overdraget myndigheden og ansvaret for at gennemføre hadd-straffe, tilgiver og løslader forbrydere mod betaling. Hvad enten det sker af frygt for nogens indflydelse og magt, eller fordi man hjælper dem, der overskrider bestikkelsens grænser. For det andet kan den ejendom, som personen løslades for, være en del af bayt al-māls midler eller herskerens ejendom. Bestikkelse modtages undertiden åbent og undertiden i det skjulte; i begge tilfælde er bestikkelse forbudt og haram. Dette er de islamiske retslærdes enstemmige afgørelse. Det er for eksempel ligeledes en forbrydelse at stille kaution for en vinhandler, give ham plads til sin forretning eller skaffe ham plads et andet sted, hjælpe ham på nogen anden måde eller give ham tilladelse mod at tage imod bestikkelse. At arrangere tvangsprostitution mod betaling og modtage denne, betale en spåmand for hans spådomme og sælge hunde og modtage betalingen er alt sammen haram; bestikkelse er på samme måde haram. Bestikkelse hører her under kategorien mægling med henblik på en haram handling. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:

********Arabisk

“Prisen for en hund er uren, betalingen for utugt er uren, og spåmandens honorar er urent.” (Bukhari)

Betaling og honorar for utugt samt en prostitueret kvindes honorar er fuldstændig haram. Det samme gælder for hermafroditter, hvad enten de er slaver eller frie, personer, der begår skamløse handlinger med dem, samt spåmænd. Det er også fuldstændig haram at modtage betaling for disse haram-handlinger.

De dommere og herskere, som ikke bekæmper forbrydelser og onde handlinger, ikke håndhæver hadd-straffe, men i stedet løslader forbrydere mod betaling, er som dem, der gør det haram, og som tyvenes leder. De svarer til en mellemmand, der er involveret i uanstændighed og utugt. De, der modtager betaling for at hjælpe utugtige, og bestikkelsestagerne er på samme niveau som ham. Desuden er deres tilstand som den gamle hustru til profeten Lut (a.s.), der underrettede de homoseksuelle syndere om, at Luts (a.s.) engleklædte gæster i form af unge mænd var kommet. Om hende siger den Almægtige Allah:

*********Arabisk

“Så reddede Vi Lut og hans familie, men hans hustru, som forblev blandt dem, der blev tilbage, reddede Vi ikke.” (Sura al-A’raf: 83)

I Koranen siges der også henvendt til Lut (a.s.):

*******Arabisk

“Drag af sted med din familie i en del af natten (dens sidste del), men ingen af jer må se sig tilbage i nogen retning; din hustru vil dog se sig tilbage. Derfor vil den samme straf, som vil ramme disse syndige mennesker, også ramme hende.” (Sura Hud: 81)

Allah den Almægtige lod således den gamle ruffer blive omfattet af den samme straf, som Han havde sendt over det syndige folk. For alt dette hører under overskridelse af grænserne. At tage imod betaling for det er medvirken til uret. En person indsættes i den styrende myndighed netop for, at han behørigt skal opfylde ansvaret for at påbyde det gode og forbyde det onde. Dette er det egentlige formål med styret. Når herskeren selv tager imod penge og ejendom samt bestikkelse og derved giver mulighed for at udbrede en ond handling i samfundet, strider det derfor mod det egentlige formål. Det svarer til, at en person sendes ud for at kæmpe mod fjenden, men når han når frem, begynder han i stedet at hjælpe fjenden mod sin herre. Et andet eksempel er, at der gives midler til jihad, men at de i virkeligheden bruges til at dræbe muslimer.

Det kan også forklares på en anden måde: Menneskets velfærd opnås som følge af at påbyde det gode og rette og forbyde det onde. For sikkerheden i menneskehedens økonomiske og sociale liv ligger i lydigheden mod Allah og Hans Sendebud. Denne lydighed kan i egentlig forstand kun fuldkommengøres gennem at påbyde det gode og forbyde det onde. Det er på dette grundlag, at den muslimske nation er blevet erklæret for “Khayra Ummah”, det vil sige “den bedste nation”, fordi den er blevet skabt til gavn for hele menneskeheden. Som det siges:

*******Arabisk

“I er den bedste nation. I er blevet sendt for at skabe gavn for menneskeheden ved at påbyde det gode og forbyde det onde.” (Sura Al Imran: 110)

Det er også blevet sagt –

*********Arabisk

“Der bør blandt jer være en gruppe mennesker, som kalder folk til det gode, påbyder det gode og forbyder det onde og forkastelige.” (Sura Al Imran: 104)

I beskrivelsen af Banī Isrāʾīls tilstand er det blevet sagt:

*********Arabisk

»De afholdt sig ikke fra de forkastelige handlinger, som de var optaget af; det, de gjorde, var i sandhed yderst dadelværdigt.« (Sūrat al-Māʾidah: 79)

Den Almægtige Allah har endvidere sagt:

*********Arabisk

»Da de trodsige glemte de formaninger, der var blevet givet dem, reddede Jeg dem iblandt dem, som forbød det onde, men Jeg lod synderne rammes af en hård straf på grund af deres onde handlinger.« (Sūrat al-Aʿrāf: 165)

Dette vers omtaler, hvordan de mennesker, som holdt sig fra synder, blev frelst fra straffen, mens Allah den Ophøjede lod synderne rammes af en hård straf.

Det er overleveret fra Ḥaḍrat Thābit, at Ḥaḍrat Abū Bakr Ṣiddīq engang, da han stod på Profetens prædikestol og holdt en tale, sagde: »Muslimer! I reciterer dette vers, men anvender det med en forkert betydning:

**********Arabisk

“O I, der tror! Tænk på jeres eget vel. Hvis I selv står fast på vejledningen, vil det ikke skade jer, at andre farer vild.” (Sura al-Ma’ida: 105)

Jeg hørte den ædle Profet (fred være med ham) sige:

******Arabisk

“Når mennesker ser en ond handling, men ikke træffer foranstaltninger for at rette den, er der stor risiko for, at Allahs straf snart vil ramme dem alle omfattende.” I en anden hadith står der:

“Skaden ved en synd, der begås i det skjulte, er begrænset til den pågældende synder. Men hvis den begås offentligt, og der ikke træffes foranstaltninger for at rette den, bliver selv almindelige mennesker skadet af den. Det samme emne er blevet beskrevet i kapitlet ‘Hudud-e Ilahi og Huququllah’, hvis hovedformål var at påbyde det gode og forbyde det onde.

Bøn, faste, hajj, zakat, sandfærdighed, samvittighedsfuldhed, god behandling af forældre, opretholdelse af slægtskabsbånd, god omgang med familie og naboer samt andre sådanne gode handlinger hører i virkeligheden under ‘amr bil ma’ruf’, det vil sige påbuddet om det gode. Det er herskerens samt dommernes og forvaltningsapparatets embedsmænds pligt at befale deres underordnede at bede og straffe dem, der forsømmer bønnen. Alle muslimske juraeksperter er enige om dette.

Den anden enstemmige opfattelse er, at det er en pligt at føre jihad mod organiserede grupper af personer, der identificerer sig som muslimer, men ikke beder og benægter bønnen. Tilsvarende findes der en bestemmelse om at føre jihad mod dem, der opgiver zakat og faste. Jihad skal også erklæres mod det forbudte. Det er for eksempel en pligt at føre jihad mod ægteskab med en kvinde, som shariaen har forbudt, og mod handlinger, der skaber uro og fordærv i samfundet. Det er også en pligt at føre jihad mod grupper, der benægter shariaens åbenlyse og utvetydige påbud, indtil Allahs religion sejrer. Herom er de islamiske jurister fuldstændig enige.”

Hvis den, der ikke beder, er en enkeltperson, er det blevet foreskrevet, at han skal slås, straffes og fængsles, indtil han regelmæssigt overholder bønnen. Ifølge flertallet af de islamiske lærde skal myndighederne henrette ham, hvis han fornægter bønnen. Fremgangsmåden er dog først at påbyde ham at angre og begynde at bede. Hvis han angrer og begynder at bede, er det naturligvis bedst. Ellers, det vil sige hvis han fornægter den som en frafalden, skal han henrettes for sin fornægtelse.

Spørgsmålet er: På hvilket grundlag sker denne henrettelse? Er det, fordi han blev kafir ved at opgive bønnen, eller fordi han blev fasik? Der findes to synspunkter herom. Ifølge flertallet af de islamiske retslærde er det at blive kafir efter at have været muslim årsagen til henrettelsen. Denne uenighed gælder, når han anerkender, at bønnen er obligatorisk, men ikke praktiserer den i virkeligheden. Hvis han derimod fornægter selve bønnes obligatoriske karakter, bliver han ifølge enstemmig opfattelse kafir (frafalden) på grund af denne fornægtelse. Reglerne for alle andre obligatoriske handlinger, wājib-handlinger og forbudte handlinger er tilsvarende. Den, som på grund af fornægtelse handler i modstrid hermed, skal nødvendigvis henrettes. I denne situation er den grundlæggende årsag til straffen at forkaste det obligatoriske og hengive sig til de forbudte handlinger. Ifølge alles enighed er det en pligt for det muslimske umma at føre jihad mod en sådan oprørsk, organiseret gruppe. Der findes utallige beviser for dette i Koranen og hadith. Jihad er desuden en tjeners fornemste handling. Engang bad en person Profeten (fred være med ham) om at fortælle, hvilken anden handling der kunne måle sig med jihad på Allahs vej, idet han sagde:

*************Arabisk

„O Allahs Sendebud (fred være med ham), fortæl mig om en anden handling, der svarer til jihad på Allahs vej.“ Han sagde: „I er ikke i stand til at udføre en sådan handling.“ Han sagde: „Fortæl mig om den.“ Den Ærværdige (fred være med ham) sagde: „Fra det øjeblik mujahid-gruppen drager ud på Allahs vej, og indtil den vender tilbage, skal du faste uafbrudt uden nogensinde at bryde fasten. Og er du i stand til at bede hele natten uden nogensinde at holde op?“ Han sagde: „Hvem ville kunne magte noget sådant?“ Derefter sagde han: „Denne handling kan være lig med jihad på Allahs vej.“ (Bukhari og Muslim)

Han har desuden sagt:

**********Arabisk

„I Paradiset findes der hundrede trin. Afstanden fra det ene trin til det næste er som afstanden mellem himmel og jord. Dette vidtstrakte Paradis har Allah den Almægtige beredt til dem, der fører jihad på Hans vej.“ (Bukhari og Muslim)

Desuden har han sagt:

*********Arabisk

“Islam (det vil sige underkastelse under Allah) er grundlaget for alle handlinger. Bønnen er dens søjle, og jihad på Allahs vej er det ypperste.”

Om dette har Allah sagt:

**********Arabisk

“De sande troende er kun dem, der tror på Allah og Hans Sendebud, hvorefter de ikke nærer nogen tvivl, men kæmper med deres liv og ejendom på Allahs vej. Det er netop dem, der er oprigtigt sandfærdige.” (Sura al-Hujurat: 15)

Den Almægtige Allah har desuden sagt:

********Arabisk

“Har I sidestillet det at give pilgrimmene vand og at vedligeholde al-Masjid al-Haram med den gerning, som udføres af den, der tror på Allah og den Yderste Dag og desuden kæmper på Allahs vej? (Vid, at hvad angår rang) er de ikke lige hos Allah, og Allah retleder ikke de uretfærdige folk. De, der tror, udvandrer og kæmper med deres liv og ejendom på Allahs vej, har den højeste rang hos Allah, og det er dem, der vil få succes. Deres Herre giver dem det glædelige budskab om Sin nåde, Sin tilfredshed og haver, hvori de skal leve i evig lyksalighed. Sandelig, hos Allah findes der en uudtømmelig skat af belønning og gengældelse.” (Sura al-Tawbah: 19-22)

 [elleve]

Straffen for røvere og landevejsrøvere samt under krig

de handlinger, som er forbudt for militæret

Straffen for røvere, landevejsrøvere og plyndrere. Når Profeten, den ædle (fred være med ham), sendte nogen ud i jihad, formanede han dem: Kæmp mod fjenden, men overskrid ikke grænserne. Hold jeres løfter og pagter, og lemlæst ikke nogen fra fjendens side ved at skære hans øre eller næse af. Dræb ikke små børn, og dræb ikke dem, der sidder passivt hjemme med deres våben. Hvis de vantro lemlæster muslimerne, er det også tilladt for muslimerne at gøre tilsvarende mod aggressorerne, men det er bedre at lade være.

Hvad enten røveren, som plyndrer og overfalder rejsendes og udlændinges ejendele, er en landsbybo eller bybo, en bonde eller en moralsk fordærvet soldat, en urban ung mand eller en anden, lyder Koranens udsagn om deres straf således:

**********Arabisk

“Straffen i den islamiske domstol for dem, der fører krig mod Allah og Hans Sendebud og spreder ødelæggende terrorhandlinger på jorden, er, at de skal henrettes eller korsfæstes, eller at deres hænder og fødder skal afhugges på modsatte sider, eller at de skal landsforvises. Dette er deres ydmygelse i denne verden, og i det hinsidige venter der dem en frygtelig straf.” (Sura al-Māʾida: 33)

Om røvere og plyndrere siger Hadhrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og andre: Imam al-Shafi’i har berettet i sit værk as-Sunan:

************Arabisk

»Hvis de både dræber og plyndrer ejendele, skal de som straf henrettes og korsfæstes. Hvis de kun dræber uden at plyndre ejendele, skal de henrettes, men ikke korsfæstes. Hvis de derimod kun tager ejendele uden at dræbe, skal deres hænder og fødder hugges af. Og hvis de ikke tager ejendele, men blot spreder frygt, skal de forvises.«

Dette er udtalelsen fra flertallet af de islamiske retslærde, herunder imam al-Shafi‘i og imam Ahmad. Desuden ligger denne opfattelse meget tæt på imam Abu Hanifas opfattelse.

Blandt dem vil der også være personer, om hvem overdommeren og amiren må udøve ijtihad og foretage en særlig vurdering. I begge tilfælde—om de skal dræbes eller ej—skal man tage hensynet til det, der tjener almenvellet, i betragtning. Afhængigt af forbrydelsens karakter og omstændighederne skal der idømmes dødsstraf eller en anden straf.

Selv hvis de ikke har taget penge eller ejendele, men er stærke og modige og havde magt til at tage dem med vold, gælder den samme regel for dem. Ifølge nogle skal de, hvis de plyndrer ejendom, straffes med amputation af hænderne, men ikke korsfæstes. Flertallet af de lærde støtter den første opfattelse.

Hvis en person begår røveri og samtidig dræber, skal imamen, amiren, dommeren eller myndighedspersonen fuldbyrde hadd-straffen over ham, det vil sige idømme ham dødsstraf. Det er under ingen omstændigheder tilladt at benåde en sådan person. Ifølge Ibn al-Mundhir er der etableret ijma, det vil sige en enstemmig konsensus, om dette. Det afhænger ikke af den dræbtes arvingers mening.

Hvis en person derimod dræber nogen på grund af gensidigt fjendskab, had eller en anden årsag, har den dræbtes arvinger ret til at kræve hans henrettelse, benåde ham eller modtage blodpenge. Det skyldes, at drabet er begået med et bestemt formål og af en bestemt årsag.

De islamiske retslærde, faqih’erne, er enige om, at alle røverne skal henrettes. Det skyldes, at de har plyndret og røvet ejendele. Ligesom tyve er de en årsag til omfattende skade for samfundet. Derfor skal de på grundlag af hadd-straffen idømmes dødsstraf.

Hvis den dræbte ikke er drabsmandens ‘kufʾ’, det vil sige hans lige, for eksempel hvis drabsmanden er fri, mens den dræbte er en tjener eller slave, eller hvis drabsmanden er muslim, mens den dræbte er en ikke-muslimsk dhimmī eller en mustaʾman (en, der har fået statens beskyttelse), er der uenighed om, hvorvidt det i dette tilfælde er obligatorisk at henrette ham efter princippet »liv for liv«, fordi han er drabsmanden. Den stærkeste opfattelse synes dog at være den, der går ind for dødsstraf. Af frygt for omfattende fordærv er det nemlig til samfundets bedste at henrette en sådan forbryder på grundlag af hadd-straffen. På samme måde afskæres hånden på grund af plyndring eller røveri, og fængsel gives som straf for at krænke andres rettigheder.

Hvis den modstående, kæmpende organiserede gruppe er af røveres og tyves slags, og kun én af dem begår drabet, mens de øvrige er hans medhjælpere, er det blevet sagt, at kun drabsmanden skal henrettes. Ifølge flertallet af de islamiske retslærde skal de imidlertid alle dræbes, uanset hvor mange de er. Den samme opfattelse er overleveret fra de retledte kaliffer. ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) lod en medskyldig observatør fra fjendens side henrette. Han sad på et højt sted, holdt øje med muslimernes bevægelser og forsynede de vantro med oplysninger. For det er ved hjælp af den slags menneskers oplysninger og støtte, at drabsmanden lykkes med at begå drabet. Derfor har de samme andel i belønning og straf. Det er ligesom mujahidūn alle har lige del i belønningen og krigsbyttet. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde:

**********Arabisk

»Muslimernes blod er ligeværdigt; selv den mindst betydningsfuldes ansvar vil blive opfyldt fuldt ud. Over for modstanderen er de som én samlet hånd. Og når en lille styrke, der er sendt ud af muslimerne, efter en sejr i krig sender krigsbyttet tilbage, har også de, der blev tilbage og sendte den af sted, lige del i det.«

Meningen er, at hvis en stor muslimsk hær et sted sender en lille styrke bestående af en håndfuld soldater ud, skal alle efter sejren have lige del i det krigsbytte, de har opnået, sammen med hele den bagvedstående hær, der sendte dem. Det var nemlig gennem dens styrke og hjælp, at de kunne vinde. Det er dog en særskilt sag, at soldaterne i den lille styrke får noget ekstra ud over deres forholdsmæssige andel. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) gav også den lille styrke i en sariyya-ekspedition (en ekspedition, som han ikke selv deltog i) noget ekstra. Først gav han dem en fjerdedel efter khumus (en femtedel). Da folk senere vendte tilbage til landet og sendte en sariyya ud fra området, gav han dem en tredjedel i stedet for khumus, det vil sige en tredjedel. På samme måde bør en sariyya medregnes, hvis hæren får krigsbytte! Sariyyaen er nemlig også muslimernes hærstyrke. Den var blevet sendt ud på grund af et særligt behov. Det var for eksempel tilfældet med Ṭalḥa (må Allah være tilfreds med ham) og az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) under slaget ved Badr. De var blevet sendt ud af hensyn til folkets velfærd og militære behov. Som hjælpere har de derfor, ligesom de andre, ret til at nyde lige del i fordelene ved det.

Det samme gælder personer, der bliver dræbt i ugyldige og falske krige, såsom de gensidige kampe, som mange blev involveret i på grund af regionalisme, sekterisme, stammemodsætninger og andre tåbelige, emnebaserede forhold fra uvidenhedens tid. For eksempel blev de to stammer Qays og Yamani involveret i en uretfærdig krig. Begge parter fulgte dermed det ugyldige. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde — (på arabisk): »Hvis to muslimer med sværd går løs på hinanden i gensidigt blodbad, vil både drabsmanden og den dræbte komme i Helvede.« (Bukhari og Muslim)

Begge parter forsøgte helhjertet at ødelægge hinanden. Selv om drabsmanden og den dræbte ikke vidste, hvem der skulle dræbe, og hvem der skulle dø, forsøgte begge parter efter bedste evne at forsvare sig; men imens blev den ene dræbt.

Men hvis de ikke dræber, men kun plyndrer rigdomme, hvilket var skik blandt størstedelen af araberne i uvidenhedens tid, skal alles højre hånd og venstre fod afskæres. Imām Abū Ḥanīfa, imām ash-Shāfiʿī, imām Aḥmad og flertallet af de øvrige imamer støtter denne opfattelse. Koranen støtter den også. Det hedder for eksempel:********Arabisk

»Eller skal deres hænder og fødder skæres af på modsatte sider.« (Sura al-Māʾida: 33)

Fordi han udførte plyndringen ved hjælp af hænderne og bevægede sig frem ad vejen ved hjælp af fødderne, skal straffen derfor være, at disse to lemmer skæres af (af hensyn til at sikre den sociale tryghed og fuldstændigt udrydde denne kriminelle tendens). Derefter skal sårene brændes med kogende olivenolie eller på anden måde for at standse blødningen.^* (Note: I dag anvendes forskellige metoder til at standse blødninger. På den tid blev sårene brændt med olivenolie til dette formål.) Således at han ikke dør. Tyvens hånd skal også skæres af efter samme fremgangsmåde.

I en sådan afhugning af hænder og fødder ligger der en mere skrækindjagende straf og afskrækkelse end dødsstraf. For når man ser ham færdes i samfundet, taler folk indbyrdes om, at dette er konsekvensen af en bestemt forbrydelse. Derved indgyder det frygt i befolkningen. I Koranen siges det:**********Arabisk »O I forstandige! I qisās, det vil sige liv for liv, hånd for hånd og på samme måde andre lemmer for tilsvarende lemmer, ligger menneskenes livssikkerhed. Desuden kan folk på kort tid glemme konsekvensen af en dødsstraf. Derfor foretrækker nogle mennesker at blive dræbt eller dø frem for at få hænder og fødder hugget af. Derfor kan det siges, at denne straf for tyven virkelig er meget effektiv og meget belærende.«

De bevæbnede modstandere havde trukket deres våben, men havde ikke såret nogen og ikke plyndret nogen ejendom; de lagde i stedet sværdene i skederne eller flygtede eller undgik plyndring og kamp. I så fald skal de landsforvises. Ved landsforvisning er det blevet forklaret, at de ikke må kunne samles i grupper i udkanten af nogen by, havneby eller større by eller i nogen landsby. Ifølge nogle betyder landsforvisning også, at de skal holdes fængslet. Nogle har med hensyn til fortolkningen sagt, at det er imamen, amīren eller hakim, det vil sige de statslige og dømmende myndigheder, der skal afgøre, hvilken fremgangsmåde der er rigtig og til gavn for nationen: landsforvisning, fængsling eller noget andet. Det er dette, landsforvisning eller eksil betyder.

Reglen for at fuldbyrde dødsstraffen for en forbryder, hvis forbrydelse er bevist efter shariaens lov, er at dræbe forbryderen med et sværd eller et andet skarpt våben, hvilket er den letteste fremgangsmåde. Dette er den fastsatte regel for henrettelse af mennesker og slagtning af dyr. Derfor sagde Den Ædle Profet:********Arabisk

»Allah har foreskrevet godhed og barmhjertighed over for alle levende væsener. Når I (ved statslig dom) henretter (den beviste forbryder), så gør det på den bedste måde, og når I slagter et dyr, så slagt det på den bedste måde. I skal hvæsse jeres knive, så det slagtede dyr hurtigt finder ro.« (Muslim)

Han sagde også:*******Arabisk »De troende finder større ro ved at henrette forbryderen.« (uden grusomhed) Reglen for korsfæstelse er, at den hænges på et højt sted, så folk kan se det offentligt, og det bliver bredt kendt. Ifølge flertallet af de islamiske juralærde, jamhūr, skal han hænges på denne måde, efter at dødsstraffen er fuldbyrdet. Ifølge nogle skal forbryderen korsfæstes, og dødsstraffen skal fuldbyrdes på denne måde.

Nogle juridiske lærde mener, at det også er tilladt at fuldbyrde dødsstraf på andre måder end med sværdet. Det er på ingen måde tilladt at lemlæste den dræbte ved at skære næse og ører af. Hvis de derimod havde behandlet muslimer på samme måde, gjorde man også det samme mod dem. Det blev dog anset for bedre ikke at gøre sådan. Således siger Den Almægtige Allah til de troende:

*********Arabisk

“Vær hårde mod fjenderne i det omfang, de har behandlet jer hårdt, når det er nødvendigt. Men hvis I er tålmodige, er det bedst for de tålmodige. Og, o Profet, vær tålmodig; det er naturligvis ikke muligt for dig at være tålmodig uden Allahs hjælp.” (Sura an-Nahl: 126-127)

Det berettes, at dette vers blev åbenbaret netop på baggrund af kafirernes brutale behandling af Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) og martyrerne fra Uhud. Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) så synet af den ‘muthla’, der var blevet begået mod dem, blev han dybt bedrøvet og sagde:

*******Arabisk

“Hvis Allah giver mig sejr, vil jeg udsætte dem for dobbelt så meget ‘muthla’, som de har udsat os for.” Selvom det ovennævnte vers tidligere var blevet åbenbaret i Mekka, blev dette vers altså åbenbaret igen.

*******Arabisk

“O Profet! De spørger dig om hemmeligheden ved ruh. Sig: ‘Det er en befaling fra min Herre.’” (Sura Bani Isra’il: 85)

Ligeledes berettes det, at det følgende vers blev åbenbaret to gange:

*******Arabisk

“O sendebud! Udfør bønnen ved dagens to yderpunkter, morgen og aften, samt i nattens første del. Gode gerninger udsletter visselig synder.” (Sura Hud: 114)

På samme måde blev verset fra Sura an-Nahl først åbenbaret i Mekka og derefter på ny i Medina. Det blev med andre ord åbenbaret to gange.

Sendebuddet Allahs anvisninger om at afholde sig fra uretfærdighed på slagmarken

Efter at dette vers var blevet åbenbaret, sagde Profeten (fred være med ham): ******Arabisk“Vi vil derimod være tålmodige.” Det er overleveret i Sahih Muslim fra Hadrat Baruda ibn al-Hasib (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Når Den Store Profet (fred være med ham) udnævnte og sendte en person som leder af en sarijja, det vil sige en lille styrke, eller som leder af en stor hær, gav han ham og hans ledsagere særlige råd og formaninger om gudsfrygt og sagde derefter:

********Arabisk

“Kæmp i Allahs navn, kæmp på Allahs vej, og bekæmp dem, der på grund af deres vantro på Allah forhindrer dem, der følger retfærdighedens og sandhedens vej. Men overskrid ikke grænserne, begå ikke forræderi og udfør ikke muthla. Og dræb ikke børn.”¹ (Muslim) (1: Dette var Den Store Profets krigsførelse og karakter, præget af retfærdighed og menneskelige værdier; som følge heraf kom halvdelen af verden, herunder den arabiske verden, under Islams beskyttelse inden for dette korte tidsrum på omkring et halvt århundrede, og Islams flag blev hejst overalt. I datidens Arabien var skikke som stammevæsen, nepotisme og regionalisme så stærke, at man ikke så noget tilsvarende andre steder i verden. Hver stamme havde sin egen guddom. I modsætning til stammefølelsen blev selv retfærdighed, principper og menneskelighed tilsidesat. Uanset hvor alvorlig en uret eller forbrydelse begået af et medlem af ens egen stamme var, blev den ikke regnet som en forbrydelse, når den var begået mod en anden stamme, og der fandtes hverken straf eller oprejsning for den. Derfor var det ikke muligt for datidens stormagter, Det Persiske og Det Romerske Imperium, at etablere et varigt herredømme her. På den anden side var det heller ikke muligt for nogen at samle de indbyrdes adskilte lokale stammer i en enhed og danne en stat under én samlet magt. I virkeligheden var den dybt rodfæstede, fejlagtige forestilling om stammevæsen den største hindring for arabernes enhed. Det Hellige Koranen har gennem sin tiltale til Den Store Profet (fred være med ham) fremstillet et billede af dette frygtelige stammevæsen.)

*******Arabisk

Det er blevet sagt: »Selv hvis du brugte alle verdens skatte, ville du ikke kunne skabe en følelse af enhed og harmoni i deres hjerter; men Allah alene har skabt hengivenhed og kærlighed i deres hjerter. Sandelig, Han er Almægtig og Alvis.« (Sura al-Anfal)

I virkeligheden var stammebevidstheden i den samtidige verden kun bogstaveligt virksom på Den Arabiske Halvø, hvilket medførte, at dette område aldrig blev opslugt af Perserriget eller Romerriget. Og når det skete, var det kun midlertidigt. Derfor var ingen stormagt i stand til at etablere fuld myndighed over dette område. På den anden side formåede områdets folk heller ikke selv at grundlægge en uafhængig, stærk suveræn stat. Allerede fra sin barndom var Den Ædle Profet kendt blandt folket under tilnavnet »al-Amin«. Dette var den titel, som folket enstemmigt havde givet ham. Han behandlede alle ens. Efter hijraen til Medina blev ansvaret for kalifatet betroet ham fra den Almægtige Allah. På blot fire eller fem år lykkedes det ham at knytte de indbyrdes adskilte stammer sammen med enhedens kærlighedsbånd, og under hans storslåede ledelse blev hele samfundet, befriet fra stammevæsenets forbandelse fra jahiliyyah-tiden, forenet til én krop og én sjæl. Det var netop gennem denne enhed og disciplin, at Romerriget og Perserriget blev tvunget til at falde sammen foran islams herredømme.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at Den Ædle Profet, da han med et smerteligt hjerte så det rædselsvækkende syn af de vantros lemlæstelse af den martyrdræbte Hazrat Hamzas lig på Uhud-slagmarken, udtalte: »Hvis vi får mulighed for det, vil vi også behandle dem på samme måde.« På denne baggrund blev han tiltalt fra Allahs side med disse ord:

*****Arabisk

»O muslimer! Hvis det er nødvendigt at være hård over for fjenderne, så vær kun så hårde, som der er blevet handlet over for jer; men hvis I udviser tålmodighed, er det bedre for de tålmodige. Og du, Profet, vær tålmodig, men uden Allahs hjælp er det slet ikke muligt for dig at være tålmodig.« (Sura an-Nahl: 126-127) Da sagde han:********Arabisk»Vi vil visselig være tålmodige.«

Udelukkende på grundlag af sin moralske karakter lykkedes det ham på fire eller fem år at etablere en islamisk stat over hele Den Arabiske Halvø. Men når det gjaldt de af Allah fastsatte hadd-straffe, viste han ingen nåde over for nogen. Han udviste i ordets bogstavelige betydning eksemplarisk adfærd, stærke principper, mod, fremsynethed samt et gavmildt og ædelt sind. Desuden gengældte han had, fjendskab, oprør og al slags uret og undertrykkelse med en strøm af nåde og barmhjertighed. Jo mere undertrykkelsen tiltog, desto mere udstrakte han sin nådige hånd som gengældelse. Han virkeliggjorde Koranens formål og mening fuldt ud og med den største oprigtighed. I Koranen er det blevet sagt:

***********Arabisk

»O Profet! Det gode og det onde, det smukke og det grimme, kan ikke være lige. Gengæld det onde på den bedste måde. Hvis du gør det, vil selv den bitreste fjende blive din inderlige ven. Men kun de tålmodige får mulighed for at handle godt, og kun de, der er særdeles lykkelige.« (Sura Ha-Mim as-Sajdah: 34-35)

Det er også blevet sagt:

*******Arabisk

»Det er disse mennesker, som vil få dobbelt belønning som løn for deres tålmodighed, fordi de tror på Toraen og Koranen, og fordi de bekæmper usandhed med sandhed og giver af det, Vi har skænket dem, på Min vej.« (Sura al-Qasas: 54)

Det er værd at lægge mærke til Den Ædle Profets (saw) livsførelse: Hans egen stamme og hans nærmeste udsatte ham for alle slags overgreb og påførte ham lidelser; ved uretfærdige angreb gjorde de hans hellige, velsignede legeme blodigt. Men selv i denne tilstand kom der gode bønner fra hans velsignede læber i stedet for forbandelser. Efter de usigelige overgreb lød det fra hans mund:

**********Arabisk

»Åh Allah! Tilgiv mit folk, for de forstår ikke.«

Det er i sandhed sådanne ord, der bør komme fra en profets mund. Derfor rummer dette stof til eftertanke for de samvittighedsfulde. Ihsan, det vil sige storsind og nåde, har fire niveauer, hvormed man kan imødegå folkets uretfærdige overgreb: (1) tilgivelse og benådning, (2) at bede Allah om istighfar for dem, det vil sige om tilgivelse for deres synder, (3) at fremføre sin klage for Allah på grund af folkets uretfærdige overgreb: De handlede sådan, fordi de ikke forstod; ellers ville de ikke have handlet sådan, (4) at han var så venlig over for sit folk, at han påkaldte Allahs nåde ved at sige: »Åh Allah! Disse er mine egne stammefrænder.« Ligesom en person taler på vegne af sin egen søn, tjener eller ven og siger: »Dette er min søn, min tjener eller min ven; gør denne sag for ham, tag imod hans bøn.« Det er værd at overveje, hvor stor en virkning det vil have på dem, hvis en af Allahs kære, udvalgte tjenere fremsætter en sådan bøn for sine nærmeste. Dette er profetens ophøjede karakter, et mirakel, et eksempel på oprigtighed og selvopofrelse, som har forbløffet og bevæget verden. Han betog alle ved sine egne fortrin.

Derefter blev Mekka erobret med fuld pragt og stor værdighed. Han trådte ind dér som sejrherre. De besejrede ledere blandt Quraysh blev ført frem for netop denne profet, hvis overgreb havde martret ham og endda tvunget ham i landflygtighed.

Blandt fangerne var også den mand, som havde lagt en kamels indvolde på Profetens ryg, mens han lå i sujūd under bønnen. Også de embedsmænd, som på Qurayshs vegne var rejst til Abessinien for at få fat i de muslimer, der var emigreret og havde søgt tilflugt hos Abessiniens kejser Najashi, var nu til stede. Her var også den, som havde såret Hazrat Siddiq-e Akbar (ra) med slag, fordi han forkyndte tawhids kalima, den, som på et rådsmøde i Darun-Nadwas forsamlingssal havde foreslået at dræbe Den Store Profet (sa), samt den, som havde taget del i drabsaftalen; heltene bag den tre år lange indespærring af Den Store Profet (sa) i “Shi’b Abi Talib”; de tyranner, som havde tvunget ham til at forlade sit elskede fødeland Mekka; de vantro, som havde deltaget i slagene ved Badr, Uhud og Khandaq; synderen, der dræbte Hazrat Hamza og lemlæstede hans lig; dem, som havde ophidset de arabiske stammer mod Profeten; og bagmændene bag sammensværgelserne mod islam og Profeten. Kort sagt stod Profetens dødsfjender nu som krigsforbrydere, ydmygt med bøjet hoved, fangne foran Den Store Profet, selv om han var trådt ind i Mekka som sejrherre. Og om disse forbrydere, hvis forbrydelser var dødsstraf værdige, lød Den Store Profets (sa) ord:

**********Arabisk

“Den, der træder ind i Abu Sufyans hus, er i sikkerhed; den, der lukker døren til sit eget hus, og den, der træder ind i moskeen, er også blevet givet sikkerhed.”

Derefter stillede han sig ved døren til den ædle Kaaba og bekendtgjorde:

********Arabisk

“Der er ingen guddom ud over Allah. Han er Én og har ingen medhjælper. Han har opfyldt sit løfte, hjulpet Sin tjener og alene besejret alle stammer. Vær opmærksomme! Alle krav på blodpenge, hævn for drab eller anden formue, der kan kræves, er lagt under mine to fødder. Men ansvaret for at bevare Baytullahs nøgler og for at give pilgrimmene vand forbliver hos de tidligere indehavere.”

Derefter henvendte Den Store Profet sig med meget alvorlig stemme til Quraysh i Mekka og bekendtgjorde:

*********Arabisk

„O Quraysh! Hvilken behandling forventer I af mig i dag?“

Quraysh svarede: »En god behandling, for De er vores barmhjertige broder og en højtstående nevø.« Som svar på dette fremsagde Den Store Profet (s.a.) sin historiske erklæring: *******Arabisk„Gå bort, I er alle frie og frigivne i dag.“ Hans barmhjertighed og nåde over for dem er en ære for menneskeheden. Hvordan tog han hævn over deres tidligere onde gerninger?

Dette er Den Store Profets barmhjertighed og nåde samt gudsfrygten hos den islamiske kalifats førende skikkelse – et fremragende forbillede for menneskeheden og et evigt frihedsbrev.

*******Arabisk )

Hvis kafirerne bevæger sig bevæbnede mod muslimske bebyggelser med det formål at plyndre deres rigdomme, skal de da betegnes som muharib, det vil sige krigserklærende angribere? Der er uenighed om dette. Nogle mener, at de ikke kan betegnes som muharib-angribere, men snarere er samfundsskadelige røvere og bøller. Hvis man beder om hjælp mod sådanne, vil byernes og bebyggelsernes indbyggere straks komme løbende. Flertallet mener, at der gælder samme regel for store bebyggelser som for øde ørkensletter. Imam Malik, Imam al-Shafi‘i, størstedelen af Imam Ahmaḏs disciple samt nogle af Imam Abu Hanifas elever støtter denne opfattelse. Men i virkeligheden bør sådanne forbrydelser straffes hårdere i byer og havne end røveri og plyndring på øde marker og sletter. Det skyldes, at byer og bebyggelser er mere sikre. Det er let hurtigt at komme hinanden til hjælp. Derfor kan røveri og plyndring sådanne steder kun gennemføres af en stærk gruppe. Netop fordi de har tilstrækkeligt mod, trænger de ind i borgernes hjem og gør et dristigt forsøg på med magt at bemægtige sig deres penge, ejendele og varer. Rejsende og vejfarende har derimod kun få ejendele med sig. Derfor er det let at angribe dem med en mindre styrke. Denne opfattelse er den korrekte og mest rimelige med hensyn til dem.

Hvis de indleder kamp med stokke, stave eller sten, skal også de betegnes som muharib. Om dette er følgende opfattelse overleveret fra faqihernes side: *******Arabisk„Kamp kan kun foregå med skarpe våben.“ Nogle har henvist til de lærdes ijma‘ (enstemmige konsensus) vedrørende dette og sagt, at kamp udført med skarpe og tunge våben kaldes muharaba. Uanset om der er uenighed om dette eller ej, er den korrekte opfattelse den, som muslimernes ijma‘ eller konsensus har etableret. Den går ud på, at den, der tyer til drab og plyndring med det formål at røve rigdomme, er muharib, røver, plyndrer og lignende, uanset hvordan han indleder kampen i den pågældende situation. Ligesom en kafir, der fører krig mod muslimerne, kaldes harbi. Uanset hvordan han kæmper, og hvad enten han bruger sværd, spyd, sten eller andet, betegnes han som harbi, mens de muslimske modstandere kaldes mujahider på Allahs vej. Hvad med dem, der i hemmelighed dræber for at tilegne sig ejendom? Nogle opretter for eksempel butikker, herberger, hoteller og lignende på fremtrædende steder langs vejene og giver rejsende logi dér. Når de får en rejsende (udlænding) inden for rækkevidde, dræber de ham og plyndrer alle hans ejendele. Andre betaler skræddere, læger eller behandlere for at kalde dem hjem, lokker dem i en fælde, dræber dem og plyndrer alle deres ejendele. Skal en sådan person efter at have plyndret ejendom kaldes muharib, og skal hudud-straffen fuldbyrdes over ham? Faqiherne har to opfattelser af dette. (1) Han hører under muharib-kategorien, for drab ved åbenlys vold og drab ved bedrag er begge af samme slags. I begge tilfælde er det vanskeligt at redde livet. Faktisk er planlagt drab farligere end åbenlyst drab, for selvforsvar mod åbenlyst drab er måske muligt, mens det er langt vanskeligere at beskytte sig mod hemmeligt drab. (2) Kun den, der dræber åbenlyst, er egentlig muharib. Sagen om den, der dræber ved bedrag, hører desuden under den dræbtes arvingers rettigheder. Den første opfattelse stemmer dog bedre overens med shariaens principper, eftersom risikoen for skade her er større end ved en muharib.

Hvad er reglen, hvis nogen dræber statens leder? Der er uenighed blandt faqिherne om dette spørgsmål. Således blev Uthman (r.a.) og Ali (r.a.) martyrdræbt. Er deres drabsmænd da muharib? Skal hudud-straffen fuldbyrdes over dem? Eller skal sagen overlades til arvingerne? Der er uenighed om dette. Fra Imam Ahmad er der overleveret to opfattelser i denne sag. Ifølge den ene er drabsmanden muharib, fordi drabet på en sådan højtstående person i staten medfører en stor risiko for uro og sammenbrud i samfundet.

[Fortsættelse]

Om straffen for drabsmænd, der dræber regeringen eller statsoverhovedet

Hvis en muhārib, der har dræbt sultanen eller kaliffen, skal pålægges hadd-straf, eller om afgørelsen skal overlades til arvingerne, og den næste statsoverhoved eller hans repræsentant indkalder drabsmanden, men hans stammefæller eller partifæller kommer ham til hjælp og begynder at gøre sig klar til kamp, er de islamiske retslærde i denne situation enige om, at det er en religiøs pligt for muslimerne at bekæmpe dem, indtil drabsmanden og hans medskyldige tilhængere er besejret og taget til fange.

Hvis sultanen, sultanens stedfortræder, præsidenten, regeringschefen eller en hakim indkalder den, der har dræbt statsoverhovedet, til retten med henblik på at fuldbyrde hadd-straffen over ham i overensstemmelse med retfærdighedens principper, og drabsmandens støtter på det tidspunkt gør sig klar til at indlede kamp, er det en religiøs pligt for alle muslimer at gå til jihad mod dem med støtte fra regeringsstyrkerne. Kampen skal fortsætte, indtil de er besejret. Alle islamiske retslærde på alle niveauer er enige om dette. Hvis de ikke underkaster sig uden dødsstraf, skal de undertrykkes med alle mulige midler. For at opretholde lov og orden skal disse oprørere, herunder drabsmandens støtter, i stort antal idømmes dødsstraf. For det første var der tale om fuldbyrdelse af en hadd-straf, mens dette er en konfrontation med islam. Derfor er det i egentlig forstand jihad, og det har større betydning. De skaber kaos i samfundet, plyndrer i flok ejendom, ødelægger markernes afgrøder, forårsager tab af menneskeliv og deltager i samfundsnedbrydende handlinger. Det er ikke deres hensigt at etablere religionen eller tjene landet. De er på linje med dem, der fører krig mod islam, og som samler sig i fæstninger, på bjergtoppe eller i dale, plyndrer de rejsendes ejendele og begår uretmæssige drab. Hvis kongen eller hakimen, herskeren eller hæren opfordrer dem til lydighed og befaler dem at angre, søge tilgivelse, slutte sig til muslimernes fællesskab og underkaste sig hadd-straffen, svarer de ved at begynde en krig og tage skridt til selvforsvar. Deres tilstand svarer til røvere, der plyndrer pilgrimsrejsendes og vejfarendes ejendele, eller til banditter, der ligger på lur i bjergskråninger og overfalder rejsende på vej til andre lande. Alligevel er en konfrontation med dem ikke det samme som en konfrontation med de vantro, for de er ikke vantro. Før de har plyndret andres ejendom, er det ikke tilladt at beslaglægge deres ejendele. Og hvis de plyndrer, skal der opkræves erstatning hos dem svarende til tabet, hvis det ikke er muligt at identificere plyndringsmanden. Men hvis den egentlige plyndringsmand bliver identificeret, er plyndringsmanden og alle hans hjælpere lige skyldige, som tidligere omtalt. Når plyndringen således er bevist uden tvivl, skal der opkræves en bøde hos ham i form af ejendom svarende til den plyndrede ejendom. Ellers påhviler ansvaret hans velhavende stammefæller. Hvis det imidlertid er vanskeligt at opkræve bøden hos dem, skal der på nationens vegne fastsættes månedsløn til de soldater, der bekæmper dem. For denne krig føres med det formål at fuldbyrde hadd-straffen og forhindre socialt kaos. Hvis nogen blandt islams og folkets fjender bliver alvorligt såret, er det deres ansvar at behandle ham. Hvis han dør, så lad ham dø uden medicin. Hvis de flygter, er det ikke nødvendigt at forfølge dem, så længe der ikke er frygt for, at den offentlige sikkerhed bliver bragt i fare. Men hvis det er obligatorisk at fuldbyrde hadd-straf over nogen, eller hvis der er frygt for, at folkets sikkerhed bliver truet, er det nødvendigt at forfølge dem.

De blandt dem, som tages til fange, skal pålægges hadd-straf ligesom de andre. Nogle faqīher går ind for en endnu strengere politik, nemlig at der opkræves krigsbytte fra dem, hvorfra khums, altså en femtedel, skal udskilles. Men flertallet af faqīher er imod denne opfattelse. Hvis de imidlertid søger tilflugt i et andet land uden for den islamiske stat og dér aktivt deltager i sammensværgelser mod muslimerne, skal de idømmes dødsstraf for forbrydelsen at gribe til våben mod muslimerne.

En gruppe mennesker begår ikke røveri eller landevejsrøveri, men opkræver et fast beløb pr. person og pr. kamel eller andet dyr hos vejfarende rejsende til gengæld for at bevogte karavaner og sikre deres beskyttelse; dette hører under opkrævning af told. De skal derfor straffes ligesom dem, der uretmæssigt opkræver told. De islamiske retslærde er uenige om, hvorvidt sådanne forbrydere skal dræbes. For de er ikke røvere eller landevejsrøvere, men uden dem ville vejene heller ikke være sikre for rejsende. De******Arabiskvil modtage en hård straf på Dommens Dag.

Profeten (fred være med ham) sagde om en kvinde fra Ghāmid-stammen:

**********Arabisk

“Hun har angret på en sådan måde, at hvis de voldelige toldopkrævere havde angret på samme måde, ville de også være blevet tilgivet.”

Det er overhovedet ikke tilladt at bruge penge på dem, hvis ejendom den muslimske hær kæmper mod muhāriberne for at tilbageerobre, så længe det ikke er muligt for dem at kæmpe. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

*********Arabisk

“Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin ejendom, er martyr; den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sit liv, er martyr; den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin religion, er martyr; og den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin families ære og værdighed, er også martyr.”

Fuqahāʾerne har i denne forbindelse brugt ****Arabisk ordet, hvis betydning er en undertrykker uden taʾwīl eller statsmagt.

Hvis det ikke er muligt at undertrykke dem uden krig, må man nødvendigvis ty til krig. Men hvis man ved at bruge nogle midler til deres forbedring kan få dem til at opgive denne dårlige vej uden at indlede en konflikt, er det også tilladt.

Men hvis deres hensigt er at krænke nogens ære, vanære nogens mor, søster, hustru, datter eller lignende, eller begå en ugerning med en kvinde eller et barn, må man bekæmpe dem med alt, hvad man ejer, selv med livet som indsats. Om nødvendigt må man endda føre krig mod dem. Med andre ord må man under ingen omstændigheder give dem mulighed for denne slags syndige handlinger. Men hvis målet kan nås ved at betale dem, er det tilladt. Alligevel må man ikke tolerere, at ens egen eller kvindernes ære krænkes.

Og hvis hensigten er at dræbe nogen, er det naturligvis nødvendigt at beskytte livet og træffe selvforsvarsforanstaltninger.

Om dette findes der to forskellige synspunkter blandt de lærde, i Imam Ahmads madhhab og i andre madhhabs. Dette er blot en militær foranstaltning, så længe der findes en sultan eller hersker i landet. Men hvis der – Gud forbyde det – opstår en stor fitna i landet på grund af en magtkamp mellem to herskere, bør befolkningen forholde sig neutral uden at slutte sig til nogen af parterne. Også om dette findes der to forskellige synspunkter i Imam Ahmads og andre madhhabs.

Hvis herskeren er i stand til at arrestere tyve, bøller, røvere og plyndrere, skal han inddrive de plyndrede ejendele fra dem og give dem tilbage til deres retmæssige ejere samt fuldbyrde hadd-straffen over dem. Det samme gælder tyven. Når der foreligger tilstrækkelige beviser, skal han om nødvendigt straffe dem med slag, inddrive de stjålne ejendele fra dem og give dem tilbage til ejeren samt holde dem fængslet. Derefter skal de enten fremlægge de plyndrede ejendele gennem en advokat eller oplyse, hvor ejendelene er blevet gemt. De skal straffes på samme måde, som den, der undlader at betale kreditorerne det, de har krav på, straffes. På samme måde gælder det, hvis ægtefæller nægter at opfylde hinandens rettigheder, eller hvis hustruen er ulydig; også i dette tilfælde skal der være en strafbestemmelse i shariaen. Ja, de fortjener en endnu strengere straf, fordi de undlader at give den rettighedsberettigede hans eller hendes ret. Ejeren har dog stadig ret til at tilgive forbryderen og kan efter eget skøn frafalde straffen. Hvad angår hadd, forholder det sig anderledes. Ingen har ret til at forhindre fuldbyrdelsen af hadd eller til at tilgive den. Det er en ufravigelig bestemmelse fastsat af Allah.

Det påhviler imamen eller myndigheden at opkræve erstatning fra tyven, hvis han har ødelagt de stjålne ejendele, ligesom erstatning opkræves fra den, der uretmæssigt har tilegnet sig noget. Imam al-Shafi‘i og imam Ahmad støtter denne opfattelse. Hvis han imidlertid er ude af stand til at betale, skal han gives en frist. Nogle har sagt, at bøde og håndsafskæring ikke kan anvendes samtidigt. Dette er imam Abu Hanifas (må Allah forbarme sig over ham) tilhængeres opfattelse. Ifølge andre gælder bestemmelsen om bøde kun i tilfælde af økonomisk betalingsevne. Dette er imam Maliks (må Allah forbarme sig over ham) tilhængeres opfattelse. Det er ikke tilladt for regeringen at opkræve udgifter til bekæmpelse af tyve og røvere eller til eftersøgning af ejendele, såsom udgifter til breve, betalinger og lignende, fra ejeren. Myndighederne må under ingen omstændigheder presse ejeren til at betale vederlag til dem selv eller deres soldater. Tværtimod svarer kampen mod dem til jihad. Derfor skal udgifterne også i dette tilfælde dækkes fra den samme fond, som jihadens udgifter dækkes fra. Hvis mujahiderne har fået tildelt jord eller er blevet tilstået løn fra staten, er det tilstrækkeligt; ellers skal deres behov dækkes fra Bayt al-Mal. Dette er nemlig også omfattet af »jihad fi sabilillah«.

Hvis en rejsende, der ikke har betalt zakat, ved et tilfælde bliver taget til fange sammen med en tyv, skal zakat opkræves fra ham og anvendes på den pågældende jihad, ligesom der bruges midler på soldaterne, der kæmper mod røvere.

Hvis der på grund af deres styrke opstår behov for økonomisk støtte for at vinde deres hjerter, skal den kun gives til lederne fra fay’- og zakatfondene på betingelse af, at de enten bringer de øvrige til stede eller ophører med deres terroraktiviteter. Det er tilladt for imamen at træffe en sådan foranstaltning, eftersom deres styrke derved vil blive svækket. De vil dermed høre til kategorien »mu’allafat al-qulub«. Koranen, hadith, shariaens grundprincipper, imam Ahmad og andre fremtrædende imamer støtter dette.

De svage, rejsende, handelsfolk og velhavende bør ikke sendes ud for at bekæmpe tyve, røvere og terrorister. Herskeren bør derimod indhente økonomisk støtte fra de velhavende og sende stærke, modige og troværdige mennesker til denne opgave. Hvis sådanne mennesker imidlertid ikke kan findes, kan man naturligvis overveje et alternativ.

Nogle offentlige embedsmænd, ledere, stedfortrædere, høvdinge, herskere og højtstående militærofficerer støtter og beskytter åbent eller hemmeligt terrorister samt antisociale tyve og røvere, direkte eller indirekte, og tilegner sig en del af deres plyndrede ejendele. De får klageren til at gå med til sagen mod et mindre pengebeløb, og klageren går også modvilligt med til det. Dette er en alvorlig forbrydelse. De er større forbrydere end tyvenes og røvernes ledere, for dem kan man bekæmpe, men disse er vanskelige at bekæmpe.

Bestemmelsen om disse mennesker er derfor, at de på grund af deres støtte til antisociale personer også er skyldige i en strafbar forbrydelse. Hvis røverne dræber nogen, skal også disse derfor ifølge Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) og flertallet af de lærde henrettes. Hvis røverne plyndrer ejendele, skal også deres højre hånd og venstre fod amputeres. Hvis de er involveret i både drab og plyndring, skal de henrettes og hænges på en pæl. En gruppe lærde mener, at deres hænder og fødder skal skæres af, hvorefter de skal dræbes og hænges på en pæl. Ifølge andre har man valget mellem enten at dræbe dem eller hænge dem på en pæl. For selv om de faktisk ikke deltog i plyndringen eller røveriet og heller ikke gav åben tilladelse til det, tog de del i de plyndrede ejendele. Efter at de var blevet pågrebet, misbrugte de deres magt af personlig interesse og begær efter penge for at tilsidesætte shariaens bestemmelse. Det var ellers obligatorisk at fuldbyrde hadd-straffen over dem. Det er obligatorisk at opfylde både Allahs og menneskenes rettigheder. Ved at give dem husly og beskytte dem har de i samme grad deltaget i drab og plyndring. Derfor er de også forbrydere, over hvem Allahs og Sendebudets forbandelse er nedkaldt. Det er derfor overleveret i Sahih Muslim fra Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

*********Arabisk

“Forbrydelse! Allah har forbandet synderen og den, der giver forbryderen ly.”

Hvis det bevises, at nogen har givet en samfundsskadevoldende person ly, skal den, der giver ham ly, pålægges at føre forbryderen frem eller oplyse, hvor han befinder sig. Hvis han efterkommer påbuddet korrekt, er det godt; ellers er det ikke ulovligt at tilbageholde ham, indtil forbryderen er blevet arresteret, og efter behov slå ham eller udsætte ham for fysisk mishandling for at få kendskab til forbryderens opholdssted. Det er tidligere blevet nævnt, at der ikke er nogen anden udvej end at straffe den, der forhindrer eller undviger at betale den formue, som det er obligatorisk at betale.

Den, der har kendskab til, hvor den eftersøgte formue eller person befinder sig, er forpligtet til at videregive denne oplysning. Det er på ingen måde tilladt for ham at holde den hemmelig. Det skyldes, at dette i virkeligheden hører til at hjælpe med gode handlinger, og det er obligatorisk at hjælpe med taqwa og gode handlinger. Hvis man derimod på uretmæssig vis søger oplysninger om en persons liv og ejendom med henblik på undertrykkelse og overgreb, er det på ingen måde tilladt at videregive disse oplysninger, for det er i grunden ensbetydende med at hjælpe synd og onde handlinger. Tværtimod er det obligatorisk at holde oplysningerne hemmelige og forhindre dette. For det er obligatorisk at hjælpe den undertrykte. Det er overleveret fra Hazrat Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

*********Arabisk

“Hjælp din uretfærdige eller undertrykte bror. Jeg sagde: ‘O Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham)! Det er rigtigt at hjælpe den undertrykte bror. Men hvordan skal jeg hjælpe den uretfærdige?’ Han sagde: ‘Forhindr ham i at begå uretfærdighed; det er din hjælp til ham.” (Bukhari, Muslim)

Det er overleveret fra Hazrat Bara ibn Azib i Bukhari og Muslim, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) befalede mig syv ting og forbød mig syv ting. Han befalede mig at besøge den syge, deltage i begravelsesbønnen, besvare et nys, opfylde en ed, tage imod en invitation og hjælpe den undertrykte. Og han forbød mig at bruge guldring, drikke af sølvkar, bære nogen form for silkeklæder, hvad enten de var grove, fine eller tynde, samt at spille hasard.

Kort sagt: Hvis en person, der kender forbryderens opholdssted, nægter at oplyse det, er det tilladt at tilbageholde ham, indtil han giver oplysningen, eller at idømme ham en anden straf. Men før straffen må det med sikkerhed bevises, at han kender adressen. »Guvernøren«, dommeren og alle berørte skal håndhæve denne regel med største alvor, således at det før en sådan vidende persons straf gennem en grundig undersøgelse absolut må bevises, at han kender den hemmelige oplysning. Sagen er ikke sådan, at det kun var hans pligt at oplyse det, mens det ikke var jeres pligt at udføre jeres ansvar, og heller ikke sådan, at den ene skal straffes for den anden. For der står i Koranen:

********Arabisk

“Ingen synder skal bære en andens syndebyrde.” (Sura an-Najm: 38)

Den Ædle Profet (fred være med ham) sagde:******Arabisk

“Vid, at enhver synder kun synder til skade for sig selv.” Det vil sige, at han selv må bære følgerne af det.

Et eksempel på dette er at kræve penge af en person, som hverken er kautionist eller advokat for nogen, og som ikke har nogen formue, hvorfra kravet kan inddrives; eller at straffe nogen for en forbrydelse begået af hans slægtning eller nabo, selv om han ikke har gjort sig skyldig i at have undladt nogen obligatorisk pligt, ikke har begået noget haram, og i virkeligheden ikke kender den uretfærdiges opholdssted. Det er derfor ikke tilladt at straffe ham. Straffen tilkommer den, der faktisk er forbryderen. Men hvis han kender stedet, er det hans pligt at oplyse det. Denne bistand er pålagt ham på grundlag af Koranen, hadith og ijma. Hvis han derimod, ligesom sekteriske og stammeorienterede mennesker, af frygt for den uretfærdiges uberettigede støtte og gunst nægter eller undlader at oplyse hans opholdssted, eller skjuler oplysninger på grund af personligt fjendskab mod den undertrykte, så lyder Allahs ord herom således:

*******Arabisk

“Lad ikke had til et folk få jer til at handle uretfærdigt. Vær retfærdige; det er nærmest gudsfrygtighed.” (Sura al-Ma’ida: 8)

Det kan også være, at den anklagede nægter at bistå religionen af fejhed, så retfærdigheden kan opretholdes, eller at han nægter med det formål at fornedre Allahs religion, sådan som de religionsfjendske gør. Når man siger til dem: “Kom, lad os kæmpe på Allahs vej,” sætter de sig uengagerede ned på jorden. Kort sagt er sådanne mennesker ifølge lærde fra alle retninger strafbare.

De, der aktivt handler på denne måde, ødelægger de hudud, som Allah har fastsat, samt menneskers rettigheder. Disse mennesker, som er svage i kraft, styrke og mod, ligner den person, der har en undertrykkers og bedragers ejendele hos sig, men ikke overgiver dem til den retfærdige dommer og hersker, som varetager sin religiøse pligt. Som følge af hans manglende samarbejde hindres de således i at udføre deres hverv. Derfor er sådanne mennesker strafbare. Men grunden til, at han ikke giver oplysninger eller ikke fremfører forbryderen eller de bortførte ejendele, kan være, at den, der kræver dem udleveret, selv vil udsætte ham for undertrykkelse og overgreb. Ellers er han en person, der ønsker det offentlige vel og gør gode handlinger. Det er imidlertid yderst vanskeligt at afgøre, hvad der er ulovlig bistand, og hvad der skyldes en situation fremkaldt af ønsket om at undgå undertrykkelse og overgreb. Her er der mulighed for, at både tvivl og begærets tilskyndelse gør sig gældende samtidig. Derfor er det dommerens pligt at skelne mellem sandhed og løgn.

Denne tilstand opstår som regel blandt velhavende mennesker på landet eller i byerne. Så snart en slægtning, ven eller en person, der søger beskyttelse, beder dem om hjælp, blusser denne uretfærdige partiskheds ild op i deres hjerter. Desuden er det begæret efter at etablere deres indflydelse og anseelse blandt samfundets moralsk fordærvede mennesker, der tilskynder dem til denne uretfærdighed. Derfor tilsidesætter de både den undertryktes og undertrykkerens retmæssige rettigheder og lovlige krav. Især hvis den undertrykte er en velhavende person på deres eget niveau, betragter de det som ydmygende for dem selv og i strid med deres ære at udlevere den, der søger beskyttelse. Men dette er det ulovlige resultat af en uvidende, jahili-tankegang. I virkeligheden er netop disse den vigtigste kilde til fordærv både i religionen og i verden. Det fortælles, at de fleste krige og blodige sammenstød i jahiliyyas tidsalder fandt sted af denne grund. Det var slægtskabsloyalitet og stammefølelse, der tilskyndede Banu Bakr og Banu Taghlib til det historisk berømte blodige sammenstød, der kaldes “Harbul Basus” (Basus-krigen).^* (Note: Årsagen til den krig, der blev udkæmpet under navnet “Harbul Basus” mellem de berømte arabiske stammer Bakr og Taghallub, var følgende: Den indflydelsesrige stammeleder Kulayb Wa’il ibn Rabia så en dag en fremmed kamel hoppe græs sammen med sin egen kamelhoppe; den tilhørte en gæst hos Basus bint Munqidh fra Tamim-stammen. At en andens kamelhoppe skulle græsse og spise græs på hans græsgang sammen med hans egen kamelhoppe? Det sårede hans stolthed dybt. Straks sårede han kamelhopperens yver med et pileskud og jagede den bort. Da den sårede kamelhoppe vendte hjem, så Basus den, lagde hånden på hovedet og ****Arabisk råbte: ‘Åh, hvilken ydmygelse!’ Samtidig opstod der stor uro blandt Bakr-stammen. En mand fra Bakr-stammen dræbte straks Kulayb med et spydstik. Som følge heraf brød et blodigt sammenstød ud mellem de to stammer, og det fortsatte uafbrudt i fyrre år, helt frem til 891 e.Kr. Til sidst blev utallige liv på begge sider taget, og utallige familier blev lagt øde og ruineret. Og alligevel lå der ikke nogen særlig betydningsfuld begivenhed til grund for det. Ren kunstig national stolthed, klanære, uretfærdig overdrivelse og en ødelæggende hævntørst var de vigtigste årsager til denne krig.)

Det var netop med flammerne fra den blinde tidsalders stammeorienterede tankegang og stolthed, at de tyrkisk-tatariske barbarer var i stand til at sønderdele den muslimske verden. Af samme grund blev det lettere for dem at etablere deres herredømme over sultanerne og kongerne i Mawara an-Nahr, Khorasan og andre områder. Under dække af den samme jahiliyya, stammefølelse, national stolthed og falske glans af adel lykkedes det dem at opsluge det muslimske imperium og lægge den muslimske civilisation, der var opbygget gennem tusind år, i støvet.^* (Note: Blandt de øvrige symptomer, der bidrog til det abbasidiske imperiums sammenbrud fra øst til vest, var adel og uretfærdig stolthed i høj grad ansvarlige. Det strakte sig over et vidt område fra Arabien og ikke-arabiske lande, fra Iran og Rom til Sindh. Europa og Asien lå inden for dets indflydelsessfære. Mægtige kejsere som Mansur Abbasid, Harun al-Rashid og al-Ma’mun al-Rashid åbnede dørene til viden og videnskab for at fremme menneskehedens civilisation. Det var dem, der lærte verden, hvordan stater skulle regeres, og det var som følge af deres frisindede politik, at europæerne fik adgang til viden. På tværs af imperiets enorme udstrækning blev lærdommens centre og berømte universiteter grundlagt på deres initiativ. Kort sagt ville det ikke være en overdrivelse at kalde dem hele verdens lærere. Som datidens magt var de på anseelsens højeste tinder. Men efter at være kommet bort fra religionens vej (efter 107 e.Kr.) blev hele nationen svag og kraftesløs, splittet af jahili-stammefølelse, stridigheder mellem retsskoler, strid mellem shiamuslimer og sunnimuslimer samt andre former for splittelse. Det minder om jødernes og de kristnes tilstand på den ædle Profets (fvmh.) tid. Deres tilstand kan vi forstå i Koranens ord, således:

***********Arabisk

“Og jøderne sagde: ‘De kristnes religion er ikke nogen religion.’ På den anden side sagde de kristne: ‘Jødernes religion er også værdiløs,’ skønt begge parter læser Skriften.” (Sura al-Baqara: 113) Under alle omstændigheder bredte splittelsens og stammefølelsens frø sig overalt—i landsbyer og på landet, i byer og købstæder, i moskeer og madrasaher—kort sagt blandt alle, fra folket til soldaterne. Som følge af denne indbyrdes strid begyndte de at bekæmpe og dræbe hinanden. Shia-samfundet begyndte at tænke på at oprette sin egen stat. Til sidst fik de også mulighed for det. Al-Qami, den shiamuslimske premierminister i det abbasidiske kalifat, opfordrede på grund af fraktionsdannelsen Djengis Khan til at angribe kalifatet. Nationen var allerede på forhånd fanget i splittelsens net bag stammefølelsen og sekterismen. Hvem kunne nu standse de tatariske røvere? Således blev en strøm af blod sluppet løs i Bagdad. Den store by Bagdad flød i det hellige blod fra omkring 150.000 muslimer, hvoraf de fleste var lærde, fremtrædende mænd, emirer, velhavende mennesker og hærførere. Kort sagt blev den islamiske civilisation, der var blevet opbygget gennem mange hundrede års stræben, på et øjeblik lagt i støvet som følge af indbyrdes strid og religiøs sekterisme. Selv under sådanne forhold kom nationen ikke til fornuft. Uenigheden mellem Khwarizm Shah og de abbasidiske kaliffer var da på sit højeste. Ghuridernes dynasti herskede på dette tidspunkt i Ghor, Afghanistan og Indien. Saladins hånd var i færd med at udslette Fatimidernes dynasti i Egypten. Det var under sådanne forhold, at de brutale tatarer, støttet af Khwarizm Shah, rettede et knusende slag mod det islamiske imperium. Som følge heraf kom det islamiske imperium, Asien og de østeuropæiske lande under tatarernes herredømme. Således gik den islamiske civilisation og det muslimske imperium, der gennem mere end tusind års indsats var blevet opbygget lidt efter lidt, til grunde i selvudslettelsens frygtelige greb. Derfor, ******Arabisk tænker, o vise!

Det var dette kalifat, hvis grundvold den ædle Profet (fvmh) havde lagt i Medina Tayyiba, og som Hazrat Siddiq Akbar (ra) og Hazrat Faruq Azam (ra)*******Arabiskhavde ledet efter princippet: “I vores religion består lederskabets udvikling udelukkende i tjeneste”; dets grundprincip var Koranen og sunnaen, og dets forfatning var åbenbaret fra himlen. Dette kalifat havde underlagt sig halvdelen af verden på mindre end et halvt århundrede, og dets ustoppelige indflydelse over hele verden havde sikret menneskeheden fred og tryghed. Det blev anset for menneskehedens sikkerheds centrum. Det havde etableret broderskab, lighed, medfølelse, gudsfrygt, retfærdighed og principperne om retfærdighed i menneskesamfundet. Det var en guddommelig nåde til gavn for menneskeheden, en garanti for en gennemgribende reform af religion og verden, og et samlingspunkt for de stridende arabiske stammer. Selv himlens engle ønskede, når de så på det, at bygge deres reder dér. Således forsvandt dets virkelige skikkelse ind i fortidens skød. På samme måde som uretfærdighed, undertrykkelse, overdådighed og syndighed tilintetgør enkeltpersoner, familier, stammer og nationer fra grunden, bryder dovenskab, begær, aristokrati og nationalt hovmod også en nations politiske og økonomiske rygrad. *******Arabisk“Derfor bør de forstandige tænke dybt.” Historien rummer utallige beviser på dette. Den, der ydmyger sig for Allahs skyld, gør Allah ham ærefuld. Den, der dømmer retfærdigt og anser sig selv for ringe, bliver æret af Allah. For det er de gudfrygtige, de muttaqi og fromme, der har ære og højere rang hos Allah. Men den, der forkaster sandheden og forsøger at opnå ære gennem magt og undertrykkelse, er en syndig forbryder; Allah vanærer ham, og han bliver ydmyget gennem sine egne handlinger. Allah siger:

*******Arabisk

“Den, der ønsker sin egen ære, bør vide, at æren alene tilkommer Allah.” (Sura Fatir: 10)

Om hyklerne siger Allah:

**********Arabisk

“De hykleriske troende siger: Når vi vender tilbage til Medina, vil de ærefulde dér jage de ydmygede bort. Men den sande ære tilhører Allah, Hans Sendebud og de troende, men hyklerne ved det ikke.” (Sura al-Munafiqun: 8)

Om mennesker med denne slags karakter bliver det yderligere sagt:

*******Arabisk

„O Profet! Nogle menneskers tale om det jordiske liv forekommer dig tiltalende, og de tager Allah til vidne på deres inderste ønsker, selv om de er de mest hårdnakkede stridbare blandt dine fjender. Når de vender bort, bestræber de sig ivrigt på at skabe fordærv i landet. De arbejder på at ødelægge markernes afgrøder samt menneskers og dyrs afkom, men Allah elsker ikke fordærv og ufred. Når en sådan person får at vide: ‘Frygt Allah’, driver hans tomme hovmod og stolthed ham til synd. Helvede er derfor tilstrækkeligt for en sådan person — hvilket elendigt og usselt opholdssted!“ (Sura al-Baqara: 204-206)

Det er derfor den, der giver beskyttelse, som har pligt til at undersøge, om den beskyttelsessøgende virkelig er mazlum, altså uretfærdigt behandlet. Hvis han faktisk er blevet forurettet og undertrykt, skal han give ham beskyttelse. Men man bliver ikke bevist mazlum blot ved at fremsætte en påstand; der må være en gyldig årsag og et reelt grundlag herfor. For ofte ser man en person klage over, at han selv er blevet forurettet, skønt han i virkeligheden selv er en zalim og undertrykker. Derfor må man spørge en modpart blandt hans naboer og indhente kendskab til den virkelige hændelse. Hvis undersøgelsen viser, at han virkelig er zalim, skal man forsøge at overtale ham og få ham til at afstå fra sin zulm, bestræbe sig på at lede ham tilbage til den rette vej gennem venlig behandling, og om muligt indkalde begge parter for at finde en løsning på konflikten. Om nødvendigt skal man anvende magt. Hvis alle bestræbelser mislykkes, skal han overgives til statens lovhåndhævende myndigheder.

Hvis situationen er sådan, at hver af de to parter både er zalim og mazlum, sådan som det ofte er tilfældet med nafsens slaver og hedonister, eksempelvis Qays- og Yamani-stammerne, og som man ofte kan iagttage blandt by- og landboere, eller hvis ingen af de to parter er zalim, men de er kommet i konflikt med hinanden på grund af en mistanke eller en fejlagtig fortolkning, skal man i denne situation forsøge at løse konfliktens egentlige problem; om nødvendigt må man endda søge voldgift. Allah har sagt:

************Arabisk

„Hvis to grupper af de troende kæmper mod hinanden, så forlig dem indbyrdes. Hvis den ene af dem begår zulm mod den anden, så bekæmp den gruppe, der begår zulm, indtil den vender tilbage til Allahs befaling. Hvis den derefter vender tilbage, så skab forlig mellem dem på grundlag af lighed og retfærdighed. Allah elsker visselig dem, der handler retfærdigt. De troende er hinandens brødre. Bring derfor forlig mellem jeres brødre, og frygt Allah, så der kan blive vist jer nåde.“ (Sura al-Hujurat: 9-10)

Det siges endvidere:

*************Arabisk

„Der er intet godt i de fleste af deres fortrolige samtaler, bortset fra den, der opfordrer til almisse, gode gerninger eller forsoning mellem mennesker. Den, der gør dette i håb om Allahs velbehag, vil Jeg skænke en vældig belønning.“ (Sura an-Nisa: 114)

Det er overleveret fra Den Noble Profet (fvmh.) i Abu Dawud, at han blev spurgt: »Er det stammefanatisme fra uvidenhedens tidsalder at hjælpe sin egen stamme i sandhedens sag?« Han sagde (***Arabisk)Nej. Han sagde endvidere—

*******Arabisk

Det er derimod stammefanatisme at hjælpe sin egen stamme i en uretfærdig handling. Han sagde—

********Arabisk

»Blandt jer er den bedste forsvarer den, der forsvarer sin stamme uden selv at være involveret i nogen forbrydelse.«

Den Noble Profet (fvmh.) sagde—

*********Arabisk

»Den, der hjælper sin egen stamme i en uretfærdig handling, er som den kamel, der er faldet i en brønd og logrer med halen.«

Han befalede endvidere:

*********Arabisk

“Den, om hvem I hører, at han har hejst uvidenhedens banner, skal I rive op med rode, så han ikke kan vokse.”

Kort sagt er enhver appel, opfordring, tilråb og forklaring, der strider mod islams og Koranens budskab, hvad enten den er baseret på afstamning, land, nationalitet, religion eller noget andet, intet andet end jahiliyyas, det vil sige den før-islamske tids uvidenheds mørke. Den, der gør dette, er som om han har hejst uvidenhedens banner. Muhajirerne og Ansarerne er tværtimod som de to personer, der tilfældigvis kom i strid med hinanden, hvorefter Muhajiren råbte:*******Arabisk (O muhajirer!), mens ansareren råbte:******Arabisk (O ansarere!), sagde de. Derfor måtte Profeten (s.a.w.) sige:*******Arabisk

“Er I da gået til angreb i jahiliyyas navn, selv om jeg selv er til stede blandt jer?”

Kort sagt udtrykte han dyb utilfredshed med deres adfærd.

[Tretten]

På grundlag af vidnesbyrd eller egen tilståelse

Om at hugge hånden af tyven

Når tyveriet er bevist gennem vidneudsagn eller tyvens egen tilståelse, skal hans hånd straks hugges af. Det er ulovligt at fængsle ham eller løslade ham mod betaling.

Det er wajib at hugge tyvens hånd af. Dette er fastslået gennem Koranen, hadith og ijma. Den Almægtige Allah har sagt:

********Arabisk

»Hug både den mandlige tyv og den kvindelige tyvs hænder af; det er en strafbestemmelse fra Allah for det, de har begået. Allah er visselig Almægtig og Vis. Men den, der efter sin forbrydelse angrer og forbedrer sig, modtager Allahs anger. Allah er visselig Den Mest Tilgivende og Den Mest Barmhjertige.« (Sura al-Ma’ida: 38-39)

Når tyveriforbrydelsen er bevist gennem vidneudsagn eller egen tilståelse, skal den fastsatte straf straks fuldbyrdes på ham ved at håndhæve hadd; det er ikke tilladt at udsætte den. Han må ikke tilbageholdes i fængsel eller løslades mod fidya, det vil sige betaling. Hans hånd skal hugges af i dagslys på det fastsatte tidspunkt. For ligesom jihad på Allahs vej er en gudsdyrkelse, regnes håndhævelsen af hadd også blandt gudsdyrkelserne, og man skal i sit hjerte tro, at håndhævelsen af hadd er en særlig nåde fra Allah til menneskene.

Derfor bør herskeren, dommeren og de statsansvarlige være strenge i denne sag uden at vise medlidenhed eller barmhjertighed, og hadd må under ingen omstændigheder ophæves. De skal i deres hjerter nære den tro, at vi har taget skridt til at håndhæve hadd som en nåde fra Allah over folket og for at afholde forbryderiske mennesker fra onde handlinger – ikke af hovmod eller vrede, men ligesom en far opdrager sin søn. Hvis en far, for at unddrage sig arbejdet med at gøre sit barn velopdragent, overlader sønnen til moderen, vil moderen på grund af sin moderlige blidhed ikke være i stand til at opdrage ham ordentligt. Som følge deraf bliver drengens karakter ødelagt. I virkeligheden er det gennem faderens strenge disciplin, at sønnen udvikler sig til et civiliseret, fredeligt, uddannet og karakterfast menneske. Dette er faderens vigtigste ansvar og hans sande nåde over for sønnen.¹ (1. Note: Nogle overfladisk tænkende mennesker i den moderne verden omtaler det at hugge hånden af for tyveri som en barbarisk lov og en streng straf. Men den virkelige virkelighed bærer fuldstændigt vidnesbyrd om det modsatte af denne opfattelse. I den landsby, det lokalsamfund eller den egn, hvor der begås tyveri, bliver hele egnen fredelig og sikker, hvis hænderne på en eller to personer bliver hugget af; ingen tør derefter igen begå tyveri. Det viser således, at denne håndafhugning bringer samfundet endeløs gavn. Til gengæld er den straf for tyveri, som i dag er indført gennem menneskeskabte love, med digterens ord: »Syndens nat blev intens efter at straffen var blevet udmålt……« Sådanne straffe skader kun samfundet og medfører ingen gevinst. Den nye tyv kommer i fængsel, omgås gamle tyve og vender tilbage som en dygtig tyv. Hvis den strafbestemmelse, som islam har foreskrevet, derimod håndhæves, forsvinder muligheden for tyveri fuldstændigt. Allah er tilfreds, og desuden sænker fred, sikkerhed og tryghed sig over samfundet. Når den dømte person lærer hadds gavn og egentlige visdom at kende, bliver han også tilfreds, idet han tænker, at han dermed har fået en mulighed for at blive frelst fra den hårde straf i det hinsidige. Dette kan også få forbryderen til at anlægge taqwa. Således etableres lykke og fred i samfundet og staten.

Kort sagt rummer sharialovgivningens »hadd« utallige velsignelser og mange former for gavn. Fredens strømme sænker sig over både det jordiske liv og livet efter døden. Må Allah give verdens mennesker evnen til at forstå dette sags betydning. Må i det mindste de muslimske lande, om ikke hele verden, bestræbe sig på at gennemføre denne islamiske straffelovgivning og få mulighed for at nyde dens gode virkninger. ) Eller de er som den barmhjertige læge, der ordinerer patienten bitter medicin for at helbrede sygdommen. Eller som et råddent organ i menneskekroppen, som, hvis det fjernes fra kroppen gennem et kirurgisk indgreb, beskytter resten af kroppen. Eller som når man laver et sår på kroppen ved åreladning i håb om at få det urene blod ud, og midlertidigt udholder denne smerte med tanke på fremtidig gavn. Kort sagt udholder mennesket alle disse lidelser for at afhjælpe sygdom og opnå velbefindende. Sådan er også visdommen i hadd: at forbryderen gennem straffen kan opnå evig fred.

Når hadd-straffen fuldbyrdes, bør herskerens og dommerens mål være at opnå folkets almene velfærd, bekæmpe de onde og fremme de gode. Desuden bør intentionen være, at man derved for det første har virkeliggjort Allahs befaling, og for det andet at denne straf skal være tilstrækkelig for den anklagede og blive et middel til frelse i det hinsidige. For derved opnår hans sjæl renselse. Således er fuldbyrdelsen af hadd, det vil sige gennemførelsen af islams straffelov, ikke andet end Allahs direkte, umådelige nåde for alle.

Hvis de statslige myndigheders mål derimod er at gøre Allahs tjenere til slaver, opretholde deres egen myndighed, bevise deres egen overlegenhed og tilgodese personlige, gruppemæssige og økonomiske interesser, vil resultatet blive det modsatte. Hadd-straffens egentlige formål vil blive fjernet, fordi man afviger fra det grundlæggende mål.

Det fortælles, at Umar ibn Abd al-Aziz (rah.) før han blev udnævnt til kalif, var guvernør i Medina på vegne af al-Walid ibn Abd al-Malik. Han helligede sig fuldt ud at varetage sit ansvar for styret og folkets tjeneste. En gang kom al-Hajjaj ibn Yusuf fra Irak til Medina og spurgte de lokale om Umar ibn Abd al-Aziz:*******Arabisk

»Hvordan er hans indflydelse over jer?« Folkene svarede: »Hvad skal vi sige om hans indflydelse? Vi tør ikke engang se på ham af frygt.« Al-Hajjaj****Arabisk spurgte: »Hvordan er jeres kærlighed til ham?« De svarede:*******Arabisk »Han er os kærere end vores egne familier.« Al-Hajjaj*******Arabisk spurgte: »Hvordan er hans måde at styre jer på?« De svarede: »Han giver os mellem tre og ti piskeslag.« Derefter sagde al-Hajjaj:

»Denne kærlighed, frygt, indflydelse og måde at styre på er steget ned fra himlen; det er også Allahs lov.«

Efter afhugningen af hånden er det anbefalelsesværdigt straks at lægge et varmt olieomslag på det afhuggede sted.¹ (Note 1: I dag anvendes andre lægemidler til dette. Formålet er grundlæggende at standse blødningen og forhindre dødsfald som følge af blodtab.) Det er også mustahabb at hænge den afhuggede hånd om hans hals. Hvis han stjæler for anden gang, skal hans venstre fod hugges af. Om straffens form ved tredje tyveri er der uenighed blandt sahabaerne og de senere islamiske juraeksperter. Ifølge nogle skal hans venstre eller højre hånd hugges af, hvis han stjæler for tredje eller fjerde gang. Abu Bakr al-Siddiq (ra.), imam al-Shafi‘i og ifølge én overlevering imam Ahmad støtter denne opfattelse. Imām Ahmads anden opfattelse er, at han skal holdes fængslet. Ali (ra.) og sufierne støtter denne opfattelse. ¹ (Note 1: Abu Hanifas opfattelse i denne sag er, at man i sager om afhugning af hånden skal tage hensyn til de socioøkonomiske forhold: Findes der en økonomisk retfærdig fordelingsordning i samfundet? Og skyldes tyveriet nød eller vane?)

Hånden skal kun hugges af, når tyveriet når nisab. Ifølge imam Malik, imam al-Shafi‘i, imam Ahmad og andre lærde, folkene i Hijaz samt hadith-specialisterne er grænsen en fjerdedel dinar eller 3 dirham. Ifølge nogle er nisab-grænsen for afhugning af hånden én dinar eller ti dirham. I Bukhari og Muslim fortæller Ibn Umar (ra.) fra profeten (saw.), at profeten (saw.) beordrede hånden afhugget for tyveriet af en mijannah, det vil sige et skjold, til en værdi af tre dirham. Muslim overleverer derfor:

************Arabisk

“Han lod tyvens hånd afhugge for at have stjålet et skjold til en værdi af tre dirham.” Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) beretter, at Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde:

*******Arabisk

“En fjerdedel  dinar eller mere skal medføre, at hånden afhugges.” I samme værk, Muslim, er det også berettet:

**********Arabisk

“Tyvens hånd må kun afhugges for at have stjålet en genstand til en værdi af en fjerdedel dinar eller mere.”

I en overlevering hos Bukhari sagde Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham):

*******Arabisk

“Afhug jeres hænder for tyveri af en fjerdedel dinar, men afhug dem ikke for mindre end det.” På den tid var værdien af en dinar tre dirham, og møntværdien af en hel dinar svarede til 12 dirham. værdien af en dinar var tre dirham, og møntværdien af en hel dinar svarede til 12 dirham.

Tyveri kan kun fastslås som en tyveriforbrydelse, når der er blevet stjålet beskyttet ejendom.

For eksempel betragtes det ikke som et tyveri, der medfører hadd-straf, at man stjæler ødelagt eller ubeskyttet ejendom, frugter eller blomster fra træer på åbne marker uden mur eller hegn omkring dem, eller dyr uden hyrde og lignende. Derfor må hånden ikke afhugges for at have stjålet sådanne ting. Den, der har taget dem, skal imidlertid idømmes taʿzīr, det vil sige en disciplinær straf, og pålægges at betale dobbelt erstatning, sådan som det er blevet sagt i hadith.

De lærde er uenige om, hvor stor erstatningen skal være. Ḥazrat Rāfiʿ ibn Khadīj (må Allah være tilfreds med ham) beretter: Jeg hørte Profeten, den ædle (Allahs velsignelser og fred være med ham), sige: ********Arabisk“Der skal ikke afhugges en hånd for frugter eller modne dadler.” (Sunan)

ʿAmr ibn Shuʿaybs bedstefar siger: Jeg hørte en mand fra Banū Muzayna spørge Profeten, den ædle (Allahs velsignelser og fred være med ham):

*******Arabisk

“Jeg er kommet til dig for at spørge om en bortkommen kamel.”

Han sagde:

*******Arabisk

“Dens føde findes hos den selv: Den vil spise træernes blade og drikke vand ved vandingsstedet. Lad den være, så den, der leder efter den, kan finde frem til den.”

Manden sagde: *******Arabisk“Hvad er Deres afgørelse vedrørende en bortkommen ged?” Huzur (ra) sagde:

********Arabisk

“Den kan blive din, din brors eller ulvens; pas derfor på den, indtil den, der leder efter den, kommer.” Han sagde:

******Arabisk

“Harīsah, det vil sige det, der tages fra en hyrdes varetægt.” Han sagde:

*******Arabisk

“Der skal betales det dobbelte af dens værdi, og der skal pålægges taʿzīr. Hvis værdien af det dyr, der er bortført fra stalden, svarer til værdien af et skjold, skal hånden skæres af.”

Manden spurgte: »Allahs Sendebud! Hvad så, hvis han stjæler frugt?« Huzur (må Allah være tilfreds med ham) svarede:

*********Arabisk

»Der er ingen straf for den, der putter noget af dette i sin mund uden skal. Men hvis han tager noget med sig, skal han betale det dobbelte af værdien og idømmes taʿzīr. Hvis han derimod tager det med busken, skal hånden hugges af, hvis værdien svarer til værdien af et skjold; hvis værdien er mindre end et skjolds værdi, skal han betale det dobbelte i bøde og idømmes taʿzīr ved piskeslag.« (Sunan)

Derefter sagde han videre:

*******Arabisk

»Hånden skal ikke hugges af på en plyndrer, en røver eller en, der begår betroelsesbrud.«

Ifølge den lærdes korrekte opfattelse skal hånden hugges af på en lommetyv og på den, der borttager ejendele, som er opbevaret i et lommetørklæde eller et ærme.

[Fjorten]

Straffen for ægteskabsbrydere og homoseksuelle: stening

Straffen for ægteskabsbrydere: den gifte ægteskabsbryder skal henrettes ved stening. Straffen for ‘lavatat’, det vil sige homoseksualitet. Både den homoseksuelle og den, som denne afskyelige handling begås med, skal dræbes.

‘Rajm’, det vil sige henrettelse ved stening, er straffen for den gifte ægteskabsbryder. Allahs Sendebud (sa) lod Maiz ibn Malik Aslami og kvinden fra ‘Ghamid^*(note: En kvindelig sahabia, som i hadith-litteraturen omtales som ‘kvinden fra Ghamid’, havde begået ægteskabsbrud. Ingen andre havde kendskab til det eller blot forestillet sig det. Men hun troede, at Den Almægtige Allah kendte til hendes synd, og at Hans straf var langt mere smertefuld end alle verdens lidelser. Derfor opsøgte hun Huzur (sa), redegjorde udførligt for sin begåede synd og bad: “Rens mig ved at give mig den passende straf.” Da Huzur (sa) ikke tillagde det særlig betydning, bad hun igen: “Huzur! Mine ord er ikke en galnings vrøvl. Jeg fremsætter dem frivilligt og ved fuld bevidsthed. Lad mig blive stenet, så jeg kan blive befriet fra straffen i det hinsidige.” Hun sagde videre: “Jeg tror, at jeg er blevet gravid som følge af det ulovlige samleje.” Efter at have hørt hendes redegørelse sagde Huzur (sa): “Hvis det forholder sig sådan, kan hadd ikke fuldbyrdes over for dig nu. Kom tilbage efter fødslen.”)

Efter fødslen kom denne Allahs tjenerinde til Huzur (sa) med barnet i armene og bad: “Huzur! Jeg er den og den syndige kvinde. Jeg har født barnet, så rens mig ved at lade straffen blive fuldbyrdet over mig.” Huzur (sa) sagde: “Barnet er stadig afhængigt af moderens mælk. Kom, når du har vænnet det fra brystet, og det er begyndt at spise brød.” Derefter kom hun til Huzur (sa), da barnet var blevet gammelt nok til at spise brød, med et stykke brød i hånden. Barnet var da i færd med at tygge brødet. Hun bad: “Huzur! Jeg er den samme syndige kvinde. Mit barn har ikke længere brug for mælk. Se, det spiser brød. Overgiv nu barnet til nogen, og sørg for, at jeg bliver befriet fra straffen i det hinsidige.”

Således blev kvinden henrettet ved stening. En af dem, der kastede sten, kom med en nedsættende bemærkning. Da Huzur (sa) fik dette at vide, spurgte han den pågældende sahabi: “Hvorfor gjorde du det? Ved du, at hun har angret så oprigtigt, at hvis hendes anger blev fordelt blandt alle Medinas indbyggere, ville den være tilstrækkelig til deres alles frelse?” Allahu Akbar! Hvilket vidunderligt eksempel på bekymring for det hinsidige.)

Han lod også nogle jøder blive stenet. Efter ham har de retledte kaliffer og muslimer fuldbyrdet rajm som straf for zinā.

Skal der nu gives hundrede piskeslag før rajm og derefter udføres rajm? De islamiske retslærde er uenige om dette spørgsmål. I Imam Ahmad ibn Hanbals (rah) madhhab findes der to opfattelser.

(1) Hvis den, der har begået zinā, ikke er muhsin (gift), skal han ifølge Allahs Bog gives hundrede piskeslag.

(2) Ifølge den ædle Profets (sa) hadith skal der sammen med hundrede piskeslag også afsiges dom om landflygtighed eller forvisning i ét år. Nogle lærde mener dog, at et års forvisning ikke er obligatorisk.

Ifølge flertallet af de islamiske retslærde kan hadd-straffen ikke fuldbyrdes over den, der har begået zina, før fire vidners udsagn er blevet godtaget, eller vedkommende selv har tilstået fire gange. Nogle retslærde siger imidlertid, at fire tilståelser ikke er særligt nødvendige; én tilståelse er tværtimod tilstrækkelig. Hvad hvis en person efter sin første tilståelse senere benægter det? Ifølge nogle lærde bortfalder hadd-straffen i så fald. Andre mener derimod, at hadd-straffen ikke bortfalder, men skal fuldbyrdes.

En person betegnes som »muhsin«, hvis vedkommende er »āzad«, »hurr«, mukallaf (kompetent til at efterleve shariaens bestemmelser) og efter et gyldigt ægteskab mindst én gang har haft samleje med sin hustru.

Der rejses også her spørgsmålet, om den person, som der er blevet haft samleje med, regnes som muhsin, hvis de ovennævnte betingelser er opfyldt. Blandt de lærde findes der i denne sag to forskellige opfattelser.

(1) En pige er »murhiqa« (nær pubertetsalderen), men har begået zina med en voksen mand. Eller en dreng er »murāhiq« (nær pubertetsalderen) og har begået zina med en voksen kvinde.

Det samme gælder derefter for dhimmierne. Hvis en sådan person er »muhsin«, skal vedkommende ifølge flertallet af de lærde udsættes for »rajm«. Dette er blandt andre imam ash-Shāfiʿīs og imam Ahmads opfattelse.

For den ædle Profet (sa) lod jøder stene foran døren til sin moské, og dette var den første »rajm« i islam.

Hvis en kvinde uden ægtemand findes gravid, og hun desuden ikke har nogen herre eller slaveejer, og der ikke er nogen som helst tvivl om graviditeten, findes der ifølge imam Ahmad (rah) og andre i denne sag to forskellige opfattelser i deres madhhab.

(1) Der må ikke anvendes ḥadd-straf mod hende. For det kan være, at hun er blevet gravid som følge af, at hun blev tvunget til zina, eller at hun blev bortført med magt, eller at en mand under en eller anden omstændighed havde samleje med hende i den tro, at hun var hans hustru.

(2) Ḥadd-straf skal anvendes mod ham. Fritagelse herfor er fastslået fra de retledte kaliffer, og dette er i overensstemmelse med sharīʿas principper; desuden er dette også Medinas indbyggeres madhhab. For det er en sjælden mulighed, og det er ikke rimeligt at tillægge sådanne sjældne muligheder betydning.

For eksempel kan han have afgivet en falsk tilståelse, eller vidnernes vidnesbyrd kan vise sig at være falske.

Hvad angår straffen for en lūṭī (udøver af seksuel omgang mellem mænd) og liwāṭat (seksuel omgang mellem mænd), siger nogle jurister, at den samme ḥadd-straf som ved zina også skal anvendes på ham. Nogle mener, at det ved forbrydelsen liwāṭat, det vil sige homoseksualitet, er foreskrevet at idømme en mildere straf end for zina. På den anden side var alle de ædle ṣaḥāba enige om, at både den muḥṣan eller ikke-muḥṣan, der udfører seksuel omgang mellem mænd, og den passive partner******Arabiskskal begge henrettes. For det er overleveret i en hadith fra Ibn ʿAbbās, at Profeten har sagt:

********Arabisk

»Den, som I finder i færd med at udføre en handling som Lūṭs folk, skal I henrette, både den aktive og den passive part.«

Abū Dāwūd beretter på grundlag af Ibn ʿAbbās’ overlevering: Hvis en ugift lūṭī-dreng findes sammen med en kvinde, skal han stenes, det vil sige udsættes for rajm. ʿAlī havde også samme opfattelse i denne sag. De øvrige ṣaḥāba havde imidlertid forskellige meninger om hans henrettelse og fremsatte flere forskellige synspunkter. Abū Bakr al-Ṣiddīq beordrede, at han skulle brændes levende.

De øvrige ṣaḥāba sagde, at han skulle henrettes. Nogle sagde, at henrettelsen skulle fuldbyrdes ved at lade en mur styrte ned over ham. Andre sagde, at han skulle fængsles på et råddent og ildelugtende sted, så han skulle dø dér. Nogle sagde, at han skulle kastes fra toppen af områdets højeste mur ned på jorden, hvorefter sten skulle kastes over ham. Den Almægtige Allah straffede Lūṭs folk på tilsvarende vis. Dette er en overlevering fra Ibn ʿAbbās.

I en anden overlevering fra ham er det fortalt, at han skal stenes til døde. Dette er også opfattelsen hos størstedelen af salaf salihin. Som bevis for denne opfattelse siger de, at Den Almægtige Allah straffede Lots folk med stening, og at straffen for den, der begår zina, er fastsat ved stening på grundlag af denne analogi. De to, der begår homoseksuelt samleje, skal begge stenes, når de er myndige, uanset om de begge er frie eller slaver, eller den ene er den andens slave.

Hvis en af de to, der begår homoseksuelt samleje, er mindreårig, skal den pågældende straffes mildere end med dødsstraf. Den myndige skal derimod straffes med døden.

femten

Straffen for alkoholindtagelse

Straffen for at drikke alkohol er fastslået på grundlag af Profeten, den Ærværdiges (Allahs fred og velsignelser være med ham), hadith og de islamiske retslærdes ijma (enighed). Den, der drikker alkohol, skal piskes. Hvis han drikker igen, skal han piskes anden gang. Det er overleveret fra Profeten, den Ærværdige (Allahs fred og velsignelser være med ham), at han gentagne gange piskede den berusede. Desuden er dette også opfattelsen hos de retledte kaliffer, ijma og flertallet af de lærde.

Straffen for at drikke alkohol: Straffen for at drikke alkohol er fastslået gennem Profeten, den Ærværdiges (Allahs fred og velsignelser være med ham), sunnah og muslimernes ijma (enighed).

På dette område har hadith-eksperter og overleveringsberettere givet detaljerede beskrivelser gennem forskellige overleveringskæder. Profeten, den Ærværdige (Allahs fred og velsignelser være med ham), siger:

********Arabisk

“Den, der drikker vin, skal piskes; hvis han drikker igen, skal han atter piskes, og hvis han drikker endnu en gang, skal han igen piskes. Men hvis han drikker for fjerde gang, skal han henrettes.”

Desuden har den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) flere gange idømt piskestraf for forbrydelsen at drikke alkohol. Senere idømte også de retledte kaliffer og muslimerne piskestraf for den samme forbrydelse. På dette grundlag har de lærde derfor udtalt, at straffen med henrettelse for at drikke alkohol er blevet ophævet. Nogle mener imidlertid, at denne straf er ‘muhkam’, det vil sige en permanent bestemmelse. Andre mener derimod, at henrettelse som straf udelukkende var en form for ‘ta‘zīr’, det vil sige en disciplinær foranstaltning. Derfor har imamen, statsoverhovedet eller dommeren ret til at idømme denne straf, når behovet opstår.

Det er overleveret fra den store Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at han straffede den, der drak alkohol, med fyrre piskeslag og slag med en sko. På samme måde gav Siddīq Akbar (må Allah være tilfreds med ham) fyrre piskeslag for denne forbrydelse. Derimod lod Umar (må Allah være tilfreds med ham) piske under sit kalifat. Ali (må Allah være tilfreds med ham) befalede undertiden fyrre piskeslag, afhængigt af omstændighederne, og undertiden firs. Nogle lærde har sagt, at fyrre piskeslag er obligatoriske. Men hvis en person bliver afhængig af at drikke alkohol og ikke lader sig afholde af fyrre piskeslag, afhænger en strengere piskestraf af imamens eller dommerens afgørelse. Eller, hvis der foreligger en lignende grund, skal han have mere end fyrre, op til firs piskeslag. Hvis der derimod kun er få, der drikker, eller hvis nogen en sjælden gang ved et tilfælde har drukket, er fyrre piskeslag tilstrækkeligt. Denne opfattelse er i virkeligheden den mest praktiske og fornuftige. Imam Shafi‘i (må Allah forbarme sig over ham) støttede også denne opfattelse. Ifølge en overlevering havde imam Ahmad (må Allah forbarme sig over ham) ligeledes denne opfattelse.

Under Umar (må Allah være tilfreds med ham) kom der stadig flere anklager om alkoholindtagelse, og derfor skærpede han også straffens omfang. Af denne grund landsforviste han nogle og ydmygede andre ved at barbere deres hoveder. Disse var således ekstra straffe som led i hans styre. Hvis der efter at have pisket en alkoholiker to gange med fyrre piskeslag stadig er behov for ‘ta‘zīr’ (en ekstra straf), er det bedst at fratage ham hans underhold og landsforvise ham.^* (*Note: Abu Shahjan Saqafi (må Allah forbarme sig over ham) var engang blevet vant til at drikke alkohol. Umar (må Allah være tilfreds med ham) lod ham piske i overensstemmelse med shariaens bestemmelse, men han holdt ikke op. Han drak igen, og Faruq A‘zam (må Allah være tilfreds med ham) straffede ham for anden gang efter samme regel. Men heller ikke det hjalp; igen og igen drak han alkohol som følge af sin vane og udholdt piskeslagene. Til sidst beordrede Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han skulle fængsles og landsforvises. På dette tidspunkt overgav han ham til Sa‘ad (må Allah være tilfreds med ham) med besked om, at han skulle tage ham med sig, hvor end han opholdt sig eller rejste hen. Desuden skulle han lænkes og holdes adskilt fra de andre. Sa‘ad (må Allah være tilfreds med ham) tog Abu Shahjan med sig og lagde lænker om hans fødder. Fra da af tog han ham med sig, hvor end han rejste. Således tilbagelagde han efterhånden forskellige etaper og nåede frem til slagmarken ved Qadisiyya i det fjerne Iran.

På dette frygtelige tidspunkt ved Qadisiyya var Sa‘ad (må Allah være tilfreds med ham) øverstkommanderende for den muslimske hær. I dette voldsomme slag fik fjenden overtaget og lagde et enormt pres på den muslimske hær, så den muslimske hær blev tvunget 360 miles tilbage. Under dække af dette tilbagetog samlede den islamiske hær nye kræfter og gjorde sig fuldt ud klar til den endelige sejr. Hærføreren Sa‘ad (må Allah være tilfreds med ham) kunne på grund af en mindre skade, han tidligere havde pådraget sig, ikke være til stede på selve slagmarken. Han sad imidlertid på taget af en bygning og fulgte slagets udvikling. Imens blev kampen på et tidspunkt yderst voldsom. Da han så muslimerne trække sig tilbage, fordi de ikke kunne modstå fjendens kraftige angreb, gentog han klagende:********Arabisk

“Han blev ved med at fremsige denne bøn, som giver styrke.” Ved et tilfælde fik Abu Mahjan (må Allah være tilfreds med ham) kendskab til denne kritiske situation. Han var nemlig blevet lænket og holdt indespærret i underetagen af det hus, hvor Sa‘ad (må Allah være tilfreds med ham) boede. Da han så muslimernes sørgelige tilstand, fremsagde han igen og igen dette digt med en ophidset stemme, der var kvalt af gråd. Det lød:********Arabisk

“I dag er dette nok til mine endeløse sorger og grænseløse lidelser: Mens andre rider til hest på slagmarken mod fjenden, ligger jeg her og dør under klager med lænker om fødderne.” Mens han fremsagde disse vers, græd han. Men hvad kunne han gøre? Der var ingen udvej. Til sidst kunne han ikke længere udholde smerten i sit hjerte og henvendte sig til Sa‘ads (må Allah være tilfreds med ham) hustru: “O fromme kvinde! O Hafsas datter! For Allahs skyld, befri mig og fjern lænkerne fra mine fødder. Muslimerne kæmper, mens jeg er berøvet jihadens fortjeneste og dens velsignede belønning. En alvorlig krise har ramt muslimerne, mens jeg tilbringer tiden lænket. Jeg sværger ved Allah, at hvis jeg vender sikkert tilbage fra slagmarken, vil jeg igen selv lægge lænkerne om mine fødder. Og du skal lænke mig på samme måde som nu.” Derefter fjernede Sa‘ads (må Allah være tilfreds med ham) hustru, uden at tage hensyn til sin mands utilfredshed, lænkerne fra Abu Mahjans fødder.

Den netop frigivne Abu Mahjan bad: “O fromme kvinde! Sørg for en hest til mig, så jeg kan ride ud.” Sa‘ads hustru hentede derfor uden sin mands tilladelse Sa‘ads (må Allah være tilfreds med ham) ‘ablak-hest’ (den sort-hvide hest), jernbrynjen, spyddet og hans sværd og overgav det til Abu Mahjan (må Allah være tilfreds med ham). Abu Mahjan (må Allah være tilfreds med ham) steg straks til hest, satte den i galop og nåede på et øjeblik frem til slagmarken, hvor han kastede sig ind i kampen. Med heroisk mod gennembrød Abu Mahjan fjendens forsvarslinjer og begyndte med voldsom kraft at hugge dem ned. Som følge af hans tapre og ustoppelige angreb blev fjendens hær spredt, og de måtte se et ynkeligt nederlag i øjnene. Alle de tilstedeværende begyndte nu at sige til hinanden: “Allah den Ophøjede har sendt engle ned fra himlen for at hjælpe muslimerne, og han udfører mirakuløse bedrifter.” Hærføreren Sa‘ad (må Allah være tilfreds med ham) overværede samtidig denne enestående opvisning i krigsmod og sagde:

**********Arabisk

“Når man ser hestens voldsomme fart og dens spring ind i faren, synes det, at det er min egen ablaq-hest, og når man ser på fremgangen og sejren, synes det, at det er Abu Mihjans sejr. Men Abu Mihjan tæller dagene i lænker og fangenskab.”

Til sidst vandt muslimerne en utrolig sejr i dette slag. Fjenden led derimod et ynkeligt nederlag, hvilket indledte et nyt kapitel i islams historie. Imens vendte Abu Mihjan (ra) tilbage fra slagmarken, bandt igen en lænke om sit ben som aftalt og satte sig på sin vante plads. Men Hazrat Abu Mihjans bedrift og denne historiske begivenhed kunne ikke forblive skjult. Hazrat Sa’d (ra) steg nu ned fra husets tag og begyndte at sige til sin hustru, Bint Hafsa: “Muslimerne stod på randen af et sikkert nederlag, men da den Almægtige Allah sendte engle ned fra himlen, blev deres nederlag forvandlet til sejr. Men hans hest var ligesom min hest, og hans spyd og rustning lignede også mine hestes udstyr. Så snart han kom ind på slagmarken, dræbte han fjender på en sådan måde, at der opstod klageskrig i fjendens hær, og de blev spredt. Derefter forsvandt denne engel på en eller anden måde.”

Hazrat Sa’ds (ra) hustru sagde ydmygt: “Kan du genkende, hvem det var? Det er den tapre mand, der kaldes Abu Mihjan, og han tæller sine dage i lænker i dit hus. Da han hørte nyheden om muslimernes nederlag, svor han og sagde til mig: ‘Løslad mig, så jeg kan kæmpe på jihadens slagmark. Hvis jeg overlever, vender jeg tilbage og lægger selv lænken om mit eget ben.’ Jeg stolede på hans ord og løsnede hans lænker. Da han derefter bad om din hest, gav jeg ham din hest. Og da han bad om dit sværd, dit spyd, din lanse og andre våben, gav jeg ham alt dette. Med alle våbnene red han ind på jihadens slagmark og kastede sig ind i kampen. Efter muslimernes sejr vendte han tilbage, bandt selv lænken om sit ben og satte sig på sin plads. Da hærføreren Hazrat Sa’d (ra) hørte den sande beretning om Abu Mihjans (ra) mod, oprigtighed, hengivenhed og selvopofrelse, udbrød han med et skrig. Grædende sagde han: ‘Hvordan kan en så tapper mand som Abu Mihjan efter kaliffens ordre holdes fanget i lænker hele tiden?’ Straks nedskrev han hele beretningen om Hazrat Abu Mihjan (ra) og sendte et brev til Amīr al-Mu’minīn, Hazrat Umar (ra). Da Hazrat Umar (ra) havde læst brevet og var blevet fuldt underrettet om sagen, skrev han straks et brev til Hazrat Abu Mihjan (ra):”

*********Arabisk

“I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Fra Allahs tjener Umar til Abu Mihjan. Må Allah give dig endnu større tawfīq, Abu Mihjan!”

Hærføreren Hazrat Sa’d (ra) blev forbløffet og fortsatte: “Ved Allahs ed! Jeg vil aldrig slå en sådan mand. For det andet er det heller ikke længere passende at holde ham i lænker. I har selv set, hvilken frygtelig krise muslimerne var omgivet af; mellem islam og kufr foregik der en uforsonlig kamp. I dette yderste øjeblik af en så hård prøvelse vil Abu Mihjans hengivne og oprigtige selvopofrelse blive indskrevet med gyldne bogstaver i islams historie.” Umiddelbart efter disse rosende ord udbrød Hazrat Abu Mihjan (ra): “Ved Allahs ed! Jeg vil aldrig mere i mit liv så meget som nævne at drikke sharab. Fra nu af angrer jeg mit livs hidtidige forhold. For resten af mit liv lover jeg og angrer, at jeg ikke vil røre vin eller sharab.” Senere gav den Almægtige Allah Hazrat Abu Mihjan (ra) styrke til at forblive fast og urokkelig i sin tawba indtil døden.)

Da Hazrat Umar (ra) fik at vide, at nogle af hans stedfortrædere eller repræsentanter havde skrevet digte og vers til lovprisning af vin, afsatte han den pågældende fra embedet. Den vin, som Profeten (sa) erklærede haram, og for hvilken han lod den, der drak den, piske, er enhver drik, der gør beruset og får fornuft, samvittighed og forstand til at forsvinde, uanset hvilke bestanddele den består af, og hvad den end fremstilles af. Det kan være druer, dadler, figner og lignende, eller grøntsager, såsom hvede og byg. Det kan også fremstilles af flydende stoffer som honning eller af dyremælk.

Alle former for alkohol er omfattet af forbuddet. Da Koranens vers, som forbød rusdrik, blev åbenbaret for Allahs Sendebud (sa), fandtes der ikke engang spor af druer i Medina.

Druer blev importeret fra Syrien og andre lande. I datidens Arabien blev rusdrik sædvanligvis fremstillet af dadler eller vand, hvori dadler var blevet lagt i blød. Men det, der er fastslået gennem autentiske hadither fra den ædle Profet (sa), de retledte kaliffer og de ædle sahaba vedrørende dette, er, at enhver berusende substans er haram. Den store Profet (sa) erklærede enhver sådan substans haram, som udsletter den sunde fornuft og dømmekraft og ødelægger evnen til at vide eller tænke. Sahaba drak i virkeligheden naturligt den søde nabidh al-tamr (vand, hvori dadler var lagt i blød), som blev tilberedt ved at lægge dadler i vand eller vand til den rituelle afvaskning og derefter drikke det efter et bestemt tidsrum, efter behov. Det skyldtes, at vandet i Hijaz sædvanligvis var salt, mens drikkevand var en sjældenhed i befolkningens dagligliv. Det er imidlertid kun tilladt at drikke nabidh, så længe det ikke begynder at virke berusende eller bedøvende. Dette er alle muslimske lærdes og hele den muslimske ummahs enstemmige opfattelse. Det skyldes, at det ikke beruser. Druesaft er tilladt at drikke, indtil den begynder at beruse. Den ædle Profet (sa) forbød at fremstille nabidh i trækar eller fortinnede metalbeholdere. Han befalede derimod, at nabidh skulle fremstilles i uglaserede kar, hvis åbning kunne lukkes. Årsagen var, at sådanne uglaserede kar revner, når indholdet bliver berusende. Derfor kan man let se, om den opbevarede nabidh er blevet berusende eller ej. Fortinnede metalbeholdere revner derimod ikke, når nabidh bliver berusende, og der viser sig heller ikke noget synligt tegn på det.

Derfor er der ingen risiko for, at den, der drikker det, bliver vildledt eller tager fejl. En anden overlevering fastslår imidlertid, at den store Profet (sa) senere tillod, at nabidh blev fremstillet i fortinnede metalbeholdere.

Allahs Sendebud (sa) siger:

***********Arabisk

“Jeg havde forbudt jer at fremstille nabidh i fortinnede metalbeholdere. Men nu skal I fremstille det i dem; men når det bliver berusende, må I ikke drikke det.”

Der er konstateret uenighed om dette blandt sahaba og de lærde i senere tider. De, som ikke kendte til, at den tidligere afgørelse var blevet ophævet, eller hos hvem det var fastslået, at nabidh ikke måtte fremstilles i sådanne beholdere, mente, at det var forbudt at fremstille nabidh i den slags beholdere.

De, der derimod mente, at den tidligere afgørelse var blevet ophævet, tillod, at nabidh blev fremstillet i disse beholdere.

På den anden side mente en gruppe fuqaha, da de erfarede, at nogle af sahabaerne drak nabidh, at de havde drukket berusende nabidh. Derfor tillod de indtagelse af forskellige former for sherbet eller andre drikke, dog på betingelse af, at de ikke var fremstillet af druer, dadler og lignende. Derimod tillod de indtagelse af nabidh al-tamr samt sirup eller saft af rosiner, så længe det ikke var berusende.

Men den rene og korrekte opfattelse er denne—og det er hele den muslimske ummahs, det vil sige jumhurs, enstemmige mening—at ethvert berusende middel, som berøver forstanden, regnes for khamr, altså vin. Den, der drikker det, skal pålægges hadd-straffen, hvad enten han kun har drukket én mundfuld, eller han har drukket det som medicin. Da Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev spurgt: “Hvad nu, hvis man ikke finder nogen anden medicin end khamr?” svarede han:

******Arabisk

“Det er ikke en sygdomsmedicin, og sandelig, Allah den Almægtige har ikke lagt helbredelsen af min ummahs sygdomme i noget, der er forbudt.”

Hvis der findes vidner til drikkeriet, eller den berusede selv tilstår det, er det obligatorisk at fuldbyrde hadd-straffen over vindrikkeren. Men hvis der kommer en lugt af vin eller alkohol fra hans mund, eller hvis folk har set ham kaste op, eller der bemærkes andre tegn på, at han har drukket, er det blevet sagt, at hadd-straffen ikke må fuldbyrdes over ham. For i sådanne tilfælde er det muligt, at drikken ikke var berusende, at han drak den uden at vide det, eller at han blev tvunget til at drikke den, og så videre. Hvis drikken derimod var berusende, skal han piskes. Khulafa al-Rashidun, sahabaerne, herunder Hadrat Uthman, Hadrat Ali og Hadrat Ibn Masud, må Allah være tilfreds med dem, samt andre har støttet denne opfattelse. Profetens sunna peger også i denne retning, og menneskers faktiske praksis er tilsvarende. Desuden er dette også Imam Maliks og Imam Ahmad—må Allah forbarme sig over ham—skole, og de har givet en detaljeret forklaring heraf.

Den vin, der fremstilles ved at lade druer og dadler gære, er også haram, og den, der drikker den, skal straffes med piskning. Den er endnu værre end khamr eller vin, for den ødelægger både forstanden og sindet. Under dens påvirkning kan selv et sundt menneske blive ramt af impotens, og der opstår en daghuthisk karakter. For det andet er vin eller alkohol særlig skadelig og ond, fordi den skaber alvorlig social bitterhed i form af strid, uenighed, slagsmål og vold blandt mennesker og fremkalder afskyelige moralske sygdomme. Desuden afholder den, ligesom den hindrer tjeneren i at ihukomme Allah, også mennesket fra bønnen.

Nogle fuqaha fra senere tider har undladt at tage stilling til fuldbyrdelsen af hadd-straffen for forbrydelsen at drikke vin. Ifølge dem skal der gives en mindre straf end hadd, nemlig ta’zir. For det kan medføre en fordrejning af forstanden og karakteren, svarende til at drikke bhang. På den anden side findes der intet bevis for nogen afgørelse eller afklaring i denne sag fra de tidlige islamiske lovkyndige og lærde, mutaqaddimin. Disse græs- og bladstoffer er imidlertid ikke sådan; folk indtager dem med fornøjelse og har en sådan interesse for dem, at de, fordi de har mere af dem, vil spise endnu mere, ligesom de gør med vin og khamr. Det medfører for det meste manglende interesse for ihukommelsen af Allah og andre fejl. Hvis mængden bliver større, opstår der også fejl og mangler i bønnen. Desuden fremkaldes daghuthisk adfærd og impotens, og forstanden, fornuften og sindet ødelægges.

Men hvis det er tykt og fast, anvendes som tilbehør til mad og ikke hører til vinens kategori, er der blandt fuqaha tre forskellige opfattelser med hensyn til, om det er urent eller ikke-rituelt rent.

(1) Ifølge Imam Ahmads (må Allah have barmhjertighed med ham) og andres madhhab er dette, ligesom vin, urent. Dette er den korrekte og pålidelige opfattelse.

(2) Nogle mener, at det ikke er urent, fordi det er jamid, det vil sige fast.

(3) Nogle har skelnet mellem faste og flydende stoffer. Kort sagt hører dette også til det, som Allah og den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har gjort haram.

For både sprogligt og reelt er det vin, drik, khamr og et berusende stof.

Det er overleveret fra Abu Musa al-Ashari (må Allah være tilfreds med ham), at han henvendte sig til den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »O Allahs Sendebud! Afgør sagen om de to slags vin, der fremstilles hos os i Yemen, og som kaldes tuba og mizar. Tuba fremstilles af honning. Når de bliver stærke og når det berusende stadium, hvad er så deres status?« Den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var i stand til at udtrykke stor betydning med få ord. Derfor svarede han:

********Arabisk

»Ethvert berusende stof er haram.« (Bukhari og Muslim)

Det er overleveret fra al-Numan ibn Bashir (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

*********Arabisk

Der fremstilles en slags vin af hvede. Den fremstilles også af byg, rosiner, dadler og honning. Jeg erklærer ethvert stof, der fremkalder beruselse og rus, for haram. (Abu Dawud)

Men den pågældende overlevering er i Bukhari og Muslim angivet som Hazrat Umars (ra) udtalelse. Og stående på den ædle Profets (sa) prædikestol fremsatte han følgende bemærkning:

******Arabisk

“Khamr er det, der får forstanden til at forsvinde.”

I en anden overlevering berettes det …

******Arabisk

“Ethvert berusende stof er khamr, og enhver form for khamr er haram.” Imam Muslim har gengivet det i begge overleveringer i sin verdensberømte hadith-samling Sahih Muslim.

Overleveret fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Den store Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

*******Arabisk

»Ethvert rusmiddel er haram. Og det, som beruser, hvis man drikker en krukkemængde af det, er også haram selv i en håndfuld.«

Hadith-eksperter har overleveret gennem forskellige kæder, at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

*******Arabisk

»Det, som beruser, hvis man drikker meget af det, er haram selv i en lille mængde.«

Hadith-lærde har anerkendt overleveringen som autentisk.

Overleveret fra Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham): En person spurgte den store Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham): »I vores område fremstilles der en slags drik af frø, som kaldes mīzar. Hvad er Deres afgørelse om dette?« Som svar stillede han et modspørgsmål:

*********Arabisk

»Forårsager det beruselse?«

Manden sagde: »Ja.«

Hans Hellighed (s.a.) sagde:

*******Arabisk

»Ethvert berusende stof er haram. Og den, der drikker en berusende drik, er af Allah blevet truet med at skulle drikke ‘Tīnat al-khabāl’.« Sahabaerne spurgte:

******Arabisk

»O Allahs Sendebud! Hvad er ‘Tīnat al-khabāl’?« Hans Hellighed (s.a.) sagde:

*******Arabisk

Helvedesbeboernes (fra kroppen udskilte) sved, det vil sige en ildelugtende væske.” (Sahih Muslim)

Det er overleveret fra Hazrat Ibn Abbas (ra), at den ædle Profet (sa) sagde:

*******Arabisk

“Enhver berusende substans er khamr, og enhver berusende substans er haram.” (Abu Dawud)

Kort sagt findes der utallige overleverede hadither om dette. Eftersom Huzur Akram (sa)s ord er jawami’ al-kalim (udsagn med omfattende betydning), er det hans særlige kendetegn at udtrykke alt på en komprimeret måde. Hans udsagn er, at enhver substans, der tilintetgør fornuft og intelligens eller fremkalder beruselse, er haram, hvad enten det er mad eller drikke.¹ (Note 1: Hvor ødelæggende narkotiske stoffer, der er ekstremt skadelige for menneskekroppen, har ødelagt livet for intelligente og sunde børn fra utallige familier i mange lande, herunder dette land, kan forstås ud fra de frygtelige og smertefulde eksempler i Bangladeshs samfundsliv og i forskellige familier.) Derfor er sharab eller khamr haram, fordi det fremkalder beruselse. Mutaqaddimin drøftede ikke nogen af dets egenskaber, eftersom produktionen af det begyndte i det sjette hijri-århundrede eller omkring dette tidspunkt. På samme måde blev mange slags alkohol fremstillet i tiden efter den ædle Profet (sa). Men alt dette falder ind under den samme årsag og den store formulering, der udtrykker den omfattende virkning, og som er nævnt i Koranen og haditherne.

[Seksten]

Straffen for falsk anklage

Straffen for falsk anklage (qadhf), det vil sige en falsk anklage om zina mod en ærbar person og piskestraf til den anklagende—

Blandt de hadd-straffe, hvis beviser findes i Koranen og hadith, og som desuden er blevet fastslået ved den muslimske ummas enighed, altså ijma, hører hadd for qadhf også. Hvis nogen fremsætter en falsk anklage om zina eller liwat (homoseksualitet) mod en ærbar person (muhsan), bliver det obligatorisk for dommeren at idømme den anklagende firs piskeslag. Her betyder muhsan en fri og uafhængig person med en ren og pletfri karakter. Derimod betyder muhsan i forbindelse med straffen for zina en person, der har haft samleje med sin hustru på grundlag af et lovligt ægteskab indgået efter sharia. (Dette er allerede blevet omtalt.)

[sytten]

Forbrydelser, hvis straffe ikke er fastsatte

og som beror på herskerens og dommerens skøn

Straffen for de synder eller forbrydelser, hvis straf ikke er fastsat, og hvor der heller ikke er nævnt nogen kaffara, beror på dommerens eller herskerens afgørelse som en opdragende straf. Dette kapitel omhandler deres rolle i at fastsætte en passende straf alt efter sted, tid, person og den konkrete situation.

Blandt de forbrydelser, for hvilke der ikke er nævnt nogen bestemt straf eller kaffara, er for eksempel at kysse en mindreårig dreng eller en fremmed kvinde, at udføre forspil uden samleje, at spise forbudte ting såsom flydende blod og kød fra selvdøde dyr med videre, falsk anklage bortset fra zina, at stjæle ting, der ikke er beskyttet, eller at stjæle ting til en værdi under nisab¹ (note 1: Nisab er den mængde formue, hvis besiddelse gør zakat obligatorisk for en person.) at stjæle mindre end dette, at bryde en betroet forpligtelse (svigte tilliden), sådan som kassereren for bait al-mal og mutawallien for waqf-ejendom gør, eller værger for faderløse forældreløse eller partnere i et fælles foretagende. Eksempler herpå er tillidsbrud, bedrag i omgang og handel, svig med fødevarer, forbrugsvarer eller klæder, at give for lidt eller for meget efter målet, at tilskynde til falsk vidneudsagn, at tage imod bestikkelse, at afsige domme i strid med Allahs befaling, at begå uret, overgreb og undertrykkelse mod undersåtter eller offentligheden, at fremsige ord fra jahiliyya-perioden eller fremsætte krav fra jahiliyya-perioden, at beskæftige sig med handlinger, som sharia forbyder, og så videre. For sådanne forbrydere består straffen i eksemplariske, karakterdannende og korrigerende, opdragende sanktioner; alle disse forhold hører under dommerens eller herskerens skøn. I disse tilfælde skal de fastsætte straffen efter at have vurderet omfanget af forbrydelsen og andre omstændigheder. Hvis tilbøjeligheden til kriminalitet vokser eller overskrider det normale niveau, bør straffen være større og strengere. Men hvis antallet og omfanget af de kriminelle hændelser holder sig inden for det normale, bør straffen tilsvarende være mild eller let. Kort sagt: Hvis befolkningen i stor udstrækning bliver involveret i kriminelle handlinger og vænner sig til dem, bør straffen være streng og hård. Derimod er en mild straf passende for små og mindre alvorlige forbrydelser.

Straffen bør fastsættes proportionalt med forbrydelsens større eller mindre alvor. Hvis en forbryder for eksempel lejlighedsvis chikanerer en kvinde eller en dreng med et usædeligt formål, bør straffen være mindre end for den person, der til stadighed tilskynder kvinder og drenge til usædelige handlinger og chikanerer dem. Hvad skal nu omfanget af ta’zir, altså den opdragende, disciplinerende og eksemplariske straf, være? Der findes ingen specifik angivelse heraf. Ta’zirs grundlæggende formål er at påføre smerte og lidelse. Ta’zir kan gennemføres ved ord eller handling, ved at ophøre med samtale, ved at afbryde den form for omgang, man tidligere havde med personen, eller gennem befalinger og råd, trusler samt advarsler og formaninger. Kort sagt skal man påføre ham en sådan lidelse, at formålet med ta’zir eller disciplineringen opfyldes. Desuden kan dette undertiden opnås ved at bryde forbindelsen og ophøre med hilsener, samtaler og al omgang.

Formålet er i virkeligheden, at han bør udsættes for taʿzīr, indtil han angrer denne form for handling. Således afbrød Profeten (fred være med ham) hilsener, samtaler og al kommunikation med tre sahaba, fordi de ikke havde deltaget i jihad.¹ (Note 1: De tre sahaba var Hazrat Kaʿb ibn Malik, Hilal ibn Umayya og Murara ibn Rabi (må Allah være tilfreds med dem). Om at disse tre fik deres anger accepteret, siger Koranen:

*******Arabisk

»Og også de tre, hvis sag blev udsat, indtil Allahs afgørelse forelå: Jorden, hvor rummelig den end er, blev trang for dem, og de følte lede ved deres eget liv. De indså fuldt ud, at der ikke var noget tilflugtssted for dem fra Allahs greb undtagen hos Ham. Derefter tog Allah imod deres anger, så de kunne forblive standhaftige i anger. Sandelig, Allah er Den, der tager imod anger, Den Barmhjertige.« (Sura al-Tawba: 118)

Profeten (fred være med ham) befalede alle at afbryde det sociale forhold til disse tre sahaba og i praksis boykotte dem. Han standsede hilsener, samtaler og al kommunikation med dem. Selv deres familiemedlemmer ophørte med at omgås dem og tale med dem. Derfor kom deres situation til at blive sådan, som det beskrives i det nævnte vers.

Dette skete under Tabuk-ekspeditionen, som fandt sted i det tiende hijri-år. Tabuk-ekspeditionen var en vanskelig prøve for muslimerne. På den ene side var det en årstid med voldsom varme, og rejsen var meget lang. De havde ingen nævneværdige forsyninger eller midler. Desuden faldt hele året forsyning af fødevarer til Medinas indbyggere sammen med hele dadelhøsten. Derfor var alle bekymrede: Hvordan skulle det under disse omstændigheder være muligt at drage i krig?

Derfor blev Medinas indbyggere under denne ekspedition opdelt i fem grupper. (1) Profeten (fred være med ham), muhajirun og ansar. Under alle omstændigheder gjorde de sig fuldt ud klar med en fast beslutning om at drage i krig. (2) De blandt muhajirun og ansar, som først blev tøvende med hensyn til at drage i krig, men til sidst gjorde sig klar med det formål at deltage i krigen og drog af sted. (3) Denne gruppe bestod kun af tre personer, som på grund af forsømmelighed og dovenskab afstod fra at drage i krig. Efter Profetens (fred være med ham) tilbagekomst til Medina fra krigen mødte også de op hos ham. Da de blev spurgt om grunden til, at de ikke havde deltaget i jihad, tyede de ikke til løgn, men fortalte sandheden: Det var vores egen skyld; uden grund havde vi undladt at drage ud i jihad. Fra den profetiske domstol kom befalingen om social boykot af disse tre. Profeten (fred være med ham) sagde til dem, at de skulle afvente åbenbaringen. Hvad end Allahs befaling ville være, skulle den følges. (4) Den fjerde gruppe var hyklerne. I sura al-Tawba omtales de udførligt med hård irettesættelse og fordømmelse. (5) De mennesker, som på grund af en gyldig undskyldning eller manglende evne ikke kunne deltage i denne krig. I dette vers nævnes Allahs gunst og barmhjertighed. Derfor blev enhver tildelt en andel af Allahs gunst, nåde og barmhjertighed i overensstemmelse med sin situation. Allahs gave – »gunst« – til Profeten (fred være med ham), muhajirun og ansar var, at de slet ikke tøvede med hensyn til at drage i krig. Tværtimod var de fast besluttede og urokkelige i deres vilje. For dem, der havde været tøvende, bestod Allahs nåde i, at de til sidst drog i krig som ledsagere af Profeten (fred være med ham). Desuden bestod Allahs nåde mod disse tre – Kaʿb, Hilal og Murara (må Allah være tilfreds med dem) – i, at de erkendte deres egen skyld. Og Allah tog imod deres anger.

Kort sagt: Hvis en forbryder som følge af en social boykot tager ved lære og afholder sig fra at begå forbrydelsen, kan dette også tages i betragtning som en effektiv foranstaltning (ved domstolen).

Sammenfattende er det sådan: Når der er tale om forbrydelser, for hvilke der ikke er fastsat en hadd-straf, men hvor formålet er at pålægge taʿzīr, er det imamens, herskerens eller dommerens pligt at pålægge taʿzīr eller idømme en straf i overensstemmelse med forbryderens situation og hindre ham i at begå forbrydelsen igen.)

Hvis en tilsynsførende, dommer eller hersker begår en forbrydelse, for hvilken der ikke er fastsat en hadd-straf, skal kaliffen, det vil sige regeringslederen, afsætte ham. Det gjorde Allahs Sendebud (sa) og sahabaerne (ra). I visse tilfælde bør han også udsættes for ta’zir ved tvungen pensionering fra sin midlertidige tjeneste. Antag, at en person gjorde tjeneste i muslimernes militær- og forsvarsstyrker, som kæmpede mod de vantro, hvor sværd mødtes ansigt til ansigt, og en muslimsk soldat da flygtede, selv om det er en alvorlig synd at flygte fra slagmarken. I denne situation er det derfor også en form for ta’zir eller disciplinærstraf at standse hans løn og godtgørelser samt hans forplejning.

På samme måde skal en amir, dommer eller hersker afsættes eller fratages sin myndighed, hvis han involverer sig i en handling, som i samfundet er kendt som forkastelig og uacceptabel. Dette skal regnes som ta’zir for ham.

Undertiden skal en forbryder straffes med ta’zir ved at blive fængslet. Afhængigt af omstændighederne og personen kan han også straffes med ta’zir ved at få ansigtet smurt ind i kalk og sod, blive sat baglæns på et æsel og ført gennem markeder, basarer og offentlige steder, så han ydmyges og vanæres offentligt. Det er overleveret fra Hazrat Umar ibn al-Khattab (ra), at han på denne måde gav en falsk vidneudsiger ta’zir. Løgneren havde med sine løgne selv smurt sit ansigt til med sod. Derfor blev hans ansigt gjort sort som følge af hans handlinger. For det andet havde han vendt den lige og enkle tale på hovedet; derfor blev han som straf også sat baglæns på et æsel.

Ved ta’zir må der gives højst ti piskeslag og ikke mere. Ifølge et betydeligt antal islamiske retslærde bør ta’zir imidlertid fastsættes således, at den ikke når grænsen for hadd. Også med hensyn til ta’zir findes der derefter to forskellige opfattelser blandt dem. Nogle mener, at den bør nå grænsen. Hadd-straffen for en fri person er mindst fyrre eller firs piskeslag. Derfor er det ikke rigtigt at give det nævnte antal piskeslag som ta’zir. Det er i virkeligheden passende, at ta’zir for en slave ikke svarer til slavens mindste hadd-straf. For slavens hadd-straf er eksempelvis tyve eller fyrre piskeslag. Derfor bør ta’zir ikke være det samme antal.

På den anden side siger nogle, at ta’zir ikke passende bør svare til slavens hadd-straf, uanset om forbryderen er fri eller slave. En tredje gruppe siger i denne forbindelse, at ta’zir for frie personer bør svare til deres hadd-straf. Uanset hvilken slags ta’zir der idømmes, må den ikke overstige hadd-straffen. Hvis en tyv for eksempel stjæler ejendom fra et ubeskyttet sted, skal hans hånd ikke hugges af som straf; han skal straffes med en anden form for ta’zir. Denne ta’zir kan godt nå op til hadd for qazf. Om nødvendigt kan han få flere piskeslag end hadd for qazf. Hvis en person for eksempel ikke har begået zina, men har udført handlinger knyttet dertil, såsom at kysse en kvinde, ligge i seng med hende eller udføre andre tilsvarende handlinger, kan hans ta’zir derfor ikke være hundrede piskeslag. Det kan dog være ønskeligt, at den overstiger qazf. Det er for eksempel overleveret, at en mand på Hazrat Umars (ra) tid fremstillede en ornamenteret ring. Han havde stjålet noget ejendom fra Bayt al-Mal og indfattet det i ringen. Da dette blev bevist, gav Hazrat Umar (ra) ham hundrede piskeslag den første dag. Det er overleveret fra de retledte kaliffer, at man en nat fandt en mand liggende under samme tæppe som en fremmed kvinde. Som straf fik de begge hundrede piskeslag.

Det er overleveret fra Hazrat Profeten (sa), at hvis en mand har samleje med sin hustrus slavinde, skal han stenes til døde. Dette er Imam Ahmads (rh) opfattelse. De to første bestemmelser er ifølge Imam Shafi’is (rh) madhhab. Det er overleveret fra Imam Malik (rh) og andre, at der findes forbrydelser, for hvilke der ikke er nævnt nogen bestemt hadd-straf. Men deres ta’zir eller straf kan gå helt til dødsstraf. Nogle af Imam Ahmads (rh) elever følger også denne opfattelse. Hvis en muslim for eksempel spionerer for de vantro og fjenden, så der opstår fare for tab af muslimers liv og ejendom, forholder Imam Ahmad (rh) sig tavs uden at udtrykke en mening. Ifølge Imam Malik (rh) og nogle hanbalitiske imamer, såsom Ibn Uqayl, bør han imidlertid henrettes. Ifølge Imam Abu Hanifa (rh), Imam Shafi’i (rh) og andre hanbalitiske imamer, såsom Abu Ya’la, er det derimod ikke passende at henrette ham.

Hvis nogen indfører en bid’a eller en sharia-stridig skik, som er i modstrid med Koranen og hadith, eller opfordrer folk til den og fører propaganda til dens fordel, kan retten henrette ham. Mange af Imam Maliks (rh) elever og lærde støtter også denne opfattelse. Imam Malik (rh) og andre imamer har derimod beordret, at Qadariyyaerne skal henrettes. Denne ordre blev ikke givet, fordi Qadariyyaerne blev betragtet som murtadder, det vil sige frafaldne fra islam, men fordi de gennem deres handlinger skabte fasad fil-ard, det vil sige uorden i staten og samfundet.

På samme måde har nogle også udtrykt den opfattelse, at troldmænd skal henrettes. De fleste lærde har ligeledes denne opfattelse. I denne forbindelse er der overleveret beretninger fra Hazrat Jundub (ra) både som mawquf og marfu’.¹(Note 1: Hazrat Jundubs (ra) hændelse er gengivet med isnad, det vil sige overleveringskæde, i Al-Aghani, skrevet af Abu al-Faraj al-Isfahani. I beskrivelsen af hændelsen står der:

En magiker kom engang til Walid ibn Uqbas hof. Ved hjælp af magi trængte han uden besvær ind i en ko’s bug og kom ud igen. Ved et tilfælde var Hazrat Jundub (ra) til stede dér og iagttog det, der foregik. Uden at nogen bemærkede det, rejste han sig, gik ud af huset og vendte tilbage med et sværd i hånden. Da magikeren under forestillingen trængte ind i koens bug, kløvede han med et voldsomt sværdslag både magikeren og koen. Samtidig blev han ved med at recitere:

*******Arabisk

“Er I kommet for at udøve magi med fuldt overlæg?” (Sura al-Anbiya: 3)

Alle de tilstedeværende blev grebet af frygt og rædsel, da de indså situationens alvor. På ordre fra Iraks hersker, Walid, blev Jundub arresteret og sendt i fængsel. Derefter blev en detaljeret beretning nedskrevet og sendt i et brev til kaliffen Uthman (ra). Det hændte, at fængselsinspektøren var kristen. Hazrat Jundub (ra) stod op sent om natten for at bede tahajjud og fastede om dagen. Da den kristne fangevogter så dette, sagde han til sig selv: “Ved Allah! Den nation og den religion, hvis forbrydere og bedrageriske, onde mennesker er sådan, må sandelig være sand og ren.” Han overlod ansvaret for fængslet til en anden og rejste selv til Kufa. Her iagttog han folkets liv og spurgte de lokale, hvem der på det tidspunkt var den mest ærlige og dydige person. De svarede, at det var Ash’ath ibn Qays. Han blev gæst i Ash’aths hus og bemærkede, at han sov om natten og spiste om morgenen. Derefter spurgte han igen Kufas indbyggere: “Hvem er den bedste person her?” De svarede: “Jarir ibn Abdullah.” Den kristne fandt, at han lignede Hazrat Ash’ath ibn Qays. Derefter vendte han sig mod qiblaen og begyndte at erklære:

*********Arabisk

“Den, hvis herre og opretholder Jundubs herre er, er også min herre og opretholder, og Jundubs religion er også min religion.” Straks efter denne erklæring fremsagde han kalima tayyiba og antog islam. Imam al-Bayhaqi omtaler i Sunan al-Kubra denne begivenhed med mindre ændringer således: Walid ibn Uqba var på det tidspunkt guvernør i Irak. En magiker kom til ham og begyndte at fremvise sine kunster ved hjælp af sin magi. Han huggede hovedet af en person. Derefter råbte han højt den dræbte persons navn. Da kom det afhuggede hoved af sig selv tilbage, satte sig fast på kroppen og blev levende igen. Da de tilstedeværende så dette, udbrød de med forbløffelse og undren:**********Arabisk “Subhanallah! Jeg ser ham give den døde liv.” Da han så denne situation, kom en af muhajirerne den følgende dag til gerningsstedet med et sværd i hånden. Da magikeren begyndte sine kunster som dagen før, trådte han frem fra mængden og skilte med ét eneste sværdslag magikerens hoved fra kroppen. Derefter bemærkede han: “Hvis han virkelig er i stand til at give de døde liv, så lad ham blive levende igen af sig selv.” Walid beordrede da fangevogteren Dinar til at arrestere ham og kaste ham i fængsel. Kort sagt er magi en handling, der strider mod islam, for derved bliver mennesker bedraget. Sandhedens og religionens eneste målestok er derfor Allahs Bog og Profetens sunnah (sa); alt, der stemmer overens med disse to, er sandt. Alt, der står i modsætning til dem, vil derimod blive anset for vildfarelse. Derfor har de lærde, som er eksperter i islamisk lov, udtalt sig til fordel for henrettelse af magikeren. Her er hændelsen med at sende ham i fængsel et tilfælde af at tage loven i egen hånd.)

                        *****Arabisk

“Straffen for en magiker er at fuldbyrde hans dødsdom med et sværdslag.” (Tirmidhi)

Ifølge Hazrat Umar (ra), Hazrat Uthman (ra), Hazrat Hafsa (ra), Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) og de øvrige sahaba er straffen for en troldmand dødsstraf. Der er dog uenighed blandt dem om årsagen hertil. Ifølge nogle lærde skal troldmanden henrettes, fordi han selv er blevet kafir. Andre har sagt, at troldmanden ganske vist fortjener at blive dræbt, men at det skyldes fasad fil ard’****Arabisk på grund af at skabe uorden i samfundet. Men ifølge jumhur al-ulama, det vil sige flertallet af de lærde, er han en forbryder, der fortjener at blive dræbt på grundlag af den sharia-baserede hadd-straf.

På samme måde har Imam Abu Hanifa (rah) erklæret sig til fordel for dødsstraf som ta’zir, hvis en forbrydelse, hvis straf nødvendigvis er dødsstraf, gentages. Hvis en person for eksempel gentagne gange begår liwat eller homoseksuelt samleje, eller hvis nogen ved at bedrage mennesker og ty til svig tilegner sig penge og ejendele, bliver det obligatorisk at henrette ham. Hvis det på samme måde bevises om nogen, at der ikke er nogen anden måde at beskytte sig mod hans skadelige og ødelæggende handlinger end at dræbe ham, skal han i denne situation henrettes.

Imam Muslim har i sin verdensberømte hadithsamling Sahih Muslim gengivet en overlevering fra Hazrat Arfaja al-Ashja’i (rah). Han siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (sa) sige:

******Arabisk

“Den, der optræder i jeres samfund med det formål at skabe splittelse, uorden og uenighed, fortjener dødsstraf.”

I en anden hadith står der:

********Arabisk

“Når fitnaer den ene efter den anden opstår, skal enhver, hvem han end måtte være, som med onde hensigter forsøger at skabe splittelse blandt dette folk og bestræber sig på at ødelægge jeres enhed og sammenhold, efter domfældelse henrettes med et sværdslag.”

Det samme er blevet sagt om at drikke alkohol: Hvis en person ikke holder op trods flere ta‘zīr-straffe, skal han fjerde gang idømmes dødsstraf. Til støtte for denne opfattelse er det i værket overleveret fra Daylam al-Himyarī (må Allah være tilfreds med ham) af Imam Ahmad, at Daylam (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: »O Allahs Sendebud! Jeg kommer fra et område, hvor store opgaver udføres ved hjælp af alkohol. Den bruges også som medicin. Vi fremstiller alkohol af hvede, og gennem alkohol opnår vi betydelig styrke. Vi har også stor succes med denne handel. Desuden er der streng kulde i vores område, og den bruges til at holde kroppen varm.« Den Ærede (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

»Giver den rus?« Jeg svarede: »Ja.« Han sagde: »Hold jer fra den.« Jeg fremsatte igen min anmodning: »O Den Ærede! Folk vil under ingen omstændigheder opgive den.«

Så sagde Profeten:********Arabisk

»Hvis de ikke opgiver den, skal de (disse samfundsfjendtlige, gudsoprørske mennesker) idømmes dødsstraf.«

Den egentlige årsag til dette påbud er, at det skaber fitna, fordærv og uorden i samfundet. (Ud over skaderne på menneskekroppen og andre skader.) For det andet svarer det til en skadelig angriber. Ligesom det derfor er tilladt og nødvendigt at dræbe en voldsom angriber i selvforsvar, er afgørelsen den samme på grund af de omfattende skader, som rusmidler forårsager. Alle er enige om, at straffene er af to slags: (1) Straffen for tidligere forbrydelser, som personen gennemgår i denne verden og derved befrier sig for Allahs vrede, såsom piskning af den, der drikker alkohol, og den, der fremsætter falske beskyldninger, samt afhugning af oprørerens og tyvens hånd og lignende. (2) At undlade at opfylde de rettigheder, der er obligatoriske for én, og fortsat begå synder. Formålet med at straffe en sådan forbryder er at få opfyldt det, som skyldes ham, og at tvinge ham til at træffe en fast beslutning om fremover at afholde sig fra synd. Det gælder for eksempel den frafaldne, der har forladt islam. Først skal han opfordres til omvendelse og til at antage islam. Hvis han reagerer på opfordringen og gennem omvendelse bliver muslim, er det godt; ellers skal han idømmes dødsstraf. Det gælder også den, der undlader bøn og faste, samt den, der ikke opfylder andres rettigheder eller krænker dem. I sådanne tilfælde skal han gives mulighed for at opfylde rettighederne og de obligatoriske pligter. I undtagelsestilfælde skal der træffes foranstaltninger mod ham.

Derfor skal den anden slags forbrydelser straffes med strengere ta‘zīr end den første slags. Den, der undlader bøn og faste, skal derfor tugtes ved gentagne piskeslag, indtil han opfylder de obligatoriske pligter, der påhviler ham.

I denne forbindelse citeres nedenfor en hadith fra al-Bukhari og Muslim. Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

*********Arabisk

“Der må ikke gives mere end ti piskeslag, bortset fra de af Allah fastsatte hadd-straffe.” En del af de lærde mener i fortolkningen, at meningen med den nævnte hadith er, at de hadd-straffe, som Allah har fastsat, er gjort ukrænkelige som en del af Allahs ret. For betydningen af hadd i Koranen og hadith er grænsen mellem det tilladte og det forbudte—det vil sige grænsen mellem det tilladtes yderste grænse og det forbudtes første grænse. Om det tilladtes yderste grænse siger Allah:

***********Arabisk

“Dette er Allahs fastsatte grænser. Overskrid dem derfor ikke.” Om det forbudtes begyndende grænse lyder Allahs ord:

********Arabisk

“Dette er de grænser, som Allah har kundgjort. Gå derfor ikke engang i nærheden af dem.”

Spørgsmålet er nu, hvorfor den pågældende straf kaldes hadd. Svaret er, at det er et nyt fagudtryk. Dets betydning er allerede blevet drøftet.

Formålet med den nævnte hadith er, at hvis en person vil gøre sin ret gældende, og sagen udvikler sig til vold og slagsmål, er det tilladt for ham at slå mere end ti slag. Som eksempel kan nævnes, at der opstår uoverensstemmelser mellem en mand og hans hustru, hvorefter den ene part gør sig skyldig i uretmæssig overlast. I en sådan situation er det nødvendigt at straffe den, der har handlet uretfærdigt, for at sikre den forurettedes ret. Ved piskestraf må det dog ikke være mere end ti slag.

[Atten]

Den type pisk, hvormed forbryderen skal straffes

Og de legemsdele, som ikke må piskes

Den piskning, som ifølge shariaen er foreskrevet for forbryderen, skal være af moderat styrke. For Profeten (fred være med ham) har sagt:

******Arabisk

»Det vil sige, at det bedste er at følge middelvejen.«

Hadrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) siger: Slagene må hverken være meget hårde eller alt for lette. Risets størrelse må hverken være meget stort eller helt lille. Man må ikke slå med et træstykke og heller ikke med noget, der har torne. I dette tilfælde er et ris ikke tilstrækkeligt; et ris skal derimod anvendes ved taʿzīr, det vil sige en opdragende straf. I forbindelse med den shariatiske hadd-straf skal straffen udføres med en pisk.

Hadrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) plejede at bruge et ris med det formål at lære nogen god opførsel. Men når han skulle fuldbyrde en shariatsk hadd-straf, lod han hente en pisk. Når der piskes, må forbryderens tøj ikke tages helt af; kun så meget af tøjet må fjernes, som forhindrer slagene i at få deres fulde styrke. Man skal sørge for, at slagene ikke rammer nerverne eller de indre organer. Den straffede må ikke bindes, medmindre det er absolut nødvendigt. Man må ikke slå forbryderen i ansigtet. Det egentlige formål er at belære ham, ikke at tage hans liv. Der skal slås så meget, at alle kroppens lemmer mærker det og bliver gennemtrængt af smerte. Der skal for eksempel slås på ryggen, skuldrene og lårene.

[nitten]

Klassifikation af straffe og dem, der modtager straf

Den straf, der pålægges som følge af ulydighed mod Allah og Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), er af to slags. (1) Den ene pålægges én, to eller flere personer. Dens beskrivelse er allerede blevet nævnt. (2) Den anden pålægges en stærk gruppe eller sammenslutning, som ikke kan bringes under kontrol uden dødsstraf. Herunder hører den statsautoriserede ‘jihad’, det vil sige den krig, der føres mod aggression fra fjender af Allah og Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).

Selv om udbredelsen og forkyndelsen af religionen er omfattende, findes der mennesker, som ikke blot nægter at antage islam, men også er involveret i aggressive sammensværgelser mod islam. Jihad mod dem bliver derfor obligatorisk. Så længe ufred og fordærv rettet mod religionen ikke er udryddet, og Allahs religion ikke er grundfæstet og sejrrig, skal denne jihad fortsætte trods alle vanskeligheder¹ (1. note: Jihad betyder at gøre en samlet og yderste indsats for at nå målet om at grundfæste Allahs religion. Anvendelse af magt er kun den yderste udvej, når det er nødvendigt for at forsvare den.)

I islams første tid fik Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) kun befaling om at viderebringe den islamiske invitation. På det tidspunkt var jihad endnu ikke tilladt. Da han på et tidspunkt under tvang emigrerede mod Medina, og islams fjender også dér drog ud for at bekæmpe dem, gav Allah den Højeste Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) og ledsagerne tilladelse til jihad i en selvforsvarssituation.

Den Højeste Allahs ord om dette er:

**********Arabisk

“De muslimer, som de vantro bekæmper, har nu også fået tilladelse til at bekæmpe de vantro i selvforsvar. Det skyldes, at de bliver udsat for undertrykkelse. Og Allah er visselig i stand til og stærk nok til at hjælpe dem. Det er dem, der er blevet undertrykt og gjort uret, og som uretmæssigt er blevet fordrevet fra deres lande alene på grund af denne erklæring: ‘Alene Allah er vores Herre og Forsørger.’ Hvis Allah ikke havde gjort det muligt at holde én gruppe mennesker tilbage ved hjælp af en anden, ville kirkerne, jødernes bedehuse og moskéerne, hvori Allah ihukommes meget, for længst være blevet ødelagt. Og de, der hjælper Allahs religion, vil Allah visselig også hjælpe. Allah er uden tvivl den stærkeste og den mægtigste.”

“(Muslimernes egenskab bør være, at) når Jeg giver dem magt og myndighed i et land, vil de oprette bønnen i samfundet, betale zakat, påbyde det gode og forbyde det onde. Og retten til at give alle handlinger deres udfald ligger alene hos Allah.” (Sura al-Hajj: 39-41)

Derefter blev et vers åbenbaret, som erklærede jihad obligatorisk for muslimerne—

***********Arabisk

“(O muslimer!) Jihad er blevet gjort obligatorisk for jer, selv om det er jer forhadt. Og (vid, at) noget, som I måske hader, kan være til gavn for jer i sidste ende, mens noget, som I måske elsker højt, i virkeligheden kan være skadeligt for jer. Allah alene kender udfaldet, mens I ikke kender det.” (Sura al-Baqara: 216)

Derefter blev jihadens betydning og nødvendighed fremhævet i de madaniske suraer, jihad blev gjort obligatorisk, og de, der afstår fra jihad, blev fordømt.

Desuden blev den, der opgiver jihad, betegnet som en person med en syg sjæl. Allah erklærer for eksempel—

**********Arabisk

“O profet! Sig til muslimerne: Hvis jeres fædre, jeres sønner, jeres brødre, jeres hustruer, jeres slægtninge, den rigdom, I har tjent, den handel, hvis stagnation I frygter, og de boliger, som I elsker at bo i—hvis alt dette er kærere for jer end Allah, Hans Sendebud (sa) og jihad på Allahs vej, så vent blot, indtil Allah gennemfører det, Han vil gennemføre. Og Allah leder ikke de mennesker, der overtræder Hans befaling, på den rette vej.” (Sura at-Tawba: 24)

Allah siger også—

*********Arabisk

“De sande troende er kun de, som tror på Allah og Hans Sendebud og derefter uden tøven fører jihad med liv og ejendom¹ (1. Note: Den bogstavelige betydning af jihad er at gøre alle mulige anstrengelser for at nå et mål. I islamisk terminologi betyder det at gøre alle mulige anstrengelser for at etablere Allahs religion, islams principper og idealer i individets og samfundets liv; hvis nogen yder ekstrem modstand mod dette, er den yderste betydning at føre en forsvarskrig for selvforsvar. – Oversætterens note.)

er de i sandhed de sandfærdige, de oprigtige muslimer.” (Sura al-Hujurat: 15)

Han siger endvidere—

*********Arabisk

“Når en klar sura derefter åbenbares, og der deri findes en befaling om krig, vil du, o profet, se dem, hvis hjerter er syge af hykleri, se på dig med et blik, som om dødsangsten var kommet over dem. Ve dem! Lydighedens bekendelse og gode ord lyder ganske vist fra deres munde. Men da den endelige befaling blev givet, ville det have været bedre for dem, hvis de havde været sandfærdige over for Allah med hensyn til deres løfte. Hvis I derfor vender jer bort, vil I så måske skabe fordærv på jorden eller bryde slægtskabsbåndene?” (Sura Muhammad: 20-22)

Der findes mange sådanne vers i Den Hellige Koran. Ligeledes er jihadens og mujahidunernes fortrin og betydning blevet beskrevet i sura as-Saff.

Den Almægtige Allah har endvidere sagt—

********Arabisk

“O I, der tror! Skal jeg vise jer en handel, som vil frelse jer fra det hinsides’ smertefulde straf? Det er at tro på Allah og Hans Sendebud og at kæmpe på Allahs vej med jeres liv og ejendom. Det er bedst og gavnligt for jer, hvis I er forstandige og besidder indsigt. Hvis I udfører disse handlinger, vil Allah tilgive jer jeres synder og føre jer ind i Adn-paradiserne, hvorunder floder løber, samt i smukke boliger i de evige paradiser. Det er den største succes. Desuden vil I få en anden velsignelse, som I elsker: hjælp fra Allah og en nært forestående sejr. (O Profet!) Forkynd dette for de troende.” (Sura as-Saff: 10-13)

Det siges også i Koranen:

***********Arabisk

“Anser I det at give pilgrimmene vand og at vedligeholde Den Hellige Moské, det vil sige Kabaen, for at være lig med den, der tror på Allah og Dommedagen og kæmper på Allahs vej? De er på ingen måde lige hos Allah. Og Allah vejleder aldrig de uretfærdige. De, som tror, udvandrer og kæmper på Allahs vej med deres liv og ejendom, har den højeste rang hos Allah. Desuden er det dem, der opnår den fuldkomne succes. Deres Herre bringer dem det glædelige budskab om barmhjertighed fra Ham, Hans tilfredshed og haver, hvor der for dem vil være varige velsignelser, og hvor de skal bo for evigt. Hos Allah findes der visselig en vældig belønning.” (Sura at-Tawba: 19-22)

Den Almægtige Allah har desuden sagt:

******Arabisk

“O I, der tror! Hvis nogen af jer vender sig bort fra sin religion, vil Allah snart skabe et folk, som Han elsker, og som også elsker Ham. De vil være milde i deres omgang med muslimer og strenge over for de vantro. De vil kæmpe på Allahs vej og ikke frygte nogen bebrejders bebrejdelse. Dette er Allahs særlige nåde; Han giver den til den, Han vil. Allah råder over ubegrænsede midler, og Han er Alvidende.” (Sura al-Ma’ida: 54)

Om dette siger Allah også:

*******Arabisk

»Dette skyldes, at deres tørst, anstrengelser og sult i Allahs vej, deres skridt, som vækker de vantros vrede, og det, de modtager fra fjenden, regnes som gode gerninger. Allah lader visselig ikke de oprigtige og retskafnes gode gerningers belønning gå til spilde. Og hvad end de bruger i Allahs vej, stort eller småt, samt hvilke marker og dale de krydser under krigen, bliver alt sammen skrevet for dem. Derved vil Allah give dem en endnu bedre gengældelse for deres gerninger.« (Sura At-Tawbah 120-121)

Derefter blev påbuddet om jihad givet med henvisning til den situation, der opstår som følge af alle disse sociale aktiviteter. Jihad er nævnt mange steder i Koranen og hadith. Desuden siges det på dette sted, at jihad er den bedste gerning. På dette grundlag er de lærdes enstemmige fatwa, at jihad er bedre end hajj, umra og frivillig faste. Der findes også belæg for dette i Koranen og hadith. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

********Arabisk

»Islam er den fornemste gerning, bønnen er dens søjle, og jihad er islams ypperste handling.«

Han siger endvidere:

*******Arabisk

»Der er hundrede grader i Paradiset, og afstanden mellem to grader er som afstanden mellem himmel og jord. Disse grader har Allah den Ophøjede beredt særligt til dem, der kæmper på Allahs vej.« (Bukhari, Muslim)

Han sagde endvidere:

*******Arabisk

»At opholde sig én dag og én nat på Allahs vej er bedre end at faste frivilligt i en måned og holde sig vågen om natten i en hel måned. Hvis han under sådanne omstændigheder dør, findes der overleveringer om dette i Sunan-værkerne. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde således:

******Arabisk

»Ethvert folk foretager rejser; mit folks rejse består i at drage ud på jihad-ekspedition på Allahs vej, når det er nødvendigt.«

Behandlingen af jihad er blevet gjort meget lang og omfattende. Der er blevet overleveret så mange hadither om jihadens betydning, udøvelsen af jihad, belønningen og savāb for jihad samt dets resultater og fortrin, at der ikke er blevet overleveret et tilsvarende antal hadither om noget andet emne eller nogen anden handling. Ved eftertanke bliver dette klart. For jihadens gavn og velsignelser er omfattende for både mujahiden selv og alle andre i denne verden og den næste. Al åben og skjult, både zāhirī og bātinī, tilbedelse og hengivelse er omfattet af det. For kærlighed til Allah, ikhlas og tawakkul – i forbindelse med at etablere retfærdighed og sandhed og bestå den trosmæssige prøve – hører alt sammen til jihad på Allahs vej. At overgive sit liv og sin ejendom til Allah, tålmodighed, fromhed, ihukommelse af Allah og alle gode handlinger er ligeledes omfattet af det. Man finder ingen anden handling end jihad, hvori alle disse handlinger er samlet på én gang.

Den person eller den nation, der helliger sig jihad, opnår to former for gavn: (1) Allahs hjælp og sejr eller (2) at blive smykket med martyrens hæder og træde ind i Paradiset. For mennesket er spørgsmålet om liv og død meget kompliceret. I jihad ligger lykken i både dīn og dunyā. Derfor findes der gennem det en meget enkel løsning på dette vanskelige problem. Omvendt fører det at opgive jihad til, at man helt berøves lykken i denne verden og i ākhirah eller får den forringet. Nogle mennesker hengiver sig til strenge åndelige øvelser og vanskelige handlinger med henblik på succes i dīn og dunyā. Alligevel er udbyttet heraf meget beskedent. Jihad er derimod en handling eller gerning, som er langt mere givende end alle andre besværlige handlinger. Fra tid til anden ser man mennesker engagere sig i streng askese og udsætte sig for døden ved at sætte livet på spil for at reformere deres sjæl og opnå åndelig udvikling. Men når virkelige behov tages i betragtning, er martyrdøden lettere og bedre end alle andre former for død.

Det egentlige formål med krig og kamp er at gøre jihad i overensstemmelse med sharia, og jihadens kerne er, at din — det vil sige hele menneskets liv samt alle dets handlinger, tanker og overvejelser — bliver i overensstemmelse med Allahs lov, og at Kalimatullah får fuldkommen forrang på alle områder. Derfor er alles afgørelse, i overensstemmelse med hele ummaens enighed (ijma al-umma), at de, som modsætter sig jihad, forbyder den, yder modstand eller går i kamp imod den, skal bekæmpes under statslig myndighed og udryddes. Men med hensyn til dem, der ikke gør modstand og ikke deltager direkte i kamp mod muslimer — såsom kvinder, børn, religiøse ledere, gamle, meget gamle, blinde, enarmede, lamme, handicappede og halte — er de fleste islamiske lærdes enstemmige opfattelse, at de ikke må dræbes på slagmarken. Kun de personer må dræbes, som i ord og handling deltager i kamp og krig mod muslimer. Nogle har dog udtrykt den modsatte opfattelse. Deres bevis for denne opfattelse er, at eftersom oprørerne er kafirer, skal de bekæmpes og undertrykkes gennem krig, og om nødvendigt skal en islamisk domstol dømme dem til døden. Og de vil forbyde drab på kvinder og børn. Den førstnævnte opfattelse er den rigtige og korrekte. Jihad er nemlig grundlæggende blevet påbudt i denne sammenhæng: Når vi fremlægger invitationen til din, prædiker islam og gennem udbredelsen og fremførelsen af den sande din begynder at etablere fred, erklærer de krig mod os, forhindrer os og lægger hindringer i vejen for vores formidling og prædiken.

Derfor lyder Den Almægtige Allahs ord:

(Arabisk*********)

“(O muslimer! Etabler retfærdighed og sandhed:) Bekæmp dem, der bekæmper jer, på Allahs vej. Men begå ikke overgreb og overskrid ikke grænserne ved at krænke den islamiske krigsførelse. Allah bryder sig på ingen måde om dem, der overskrider grænserne.”

Det er berettet i Sunan, at Den Ædle Profet (fred være med ham) et sted så en menneskemængde. Der lå liget af en kvinde. Da sagde han:

(Arabisk*******)“Denne kvinde var ikke en, der kunne have dræbt nogen.” Ved en anden lejlighed sagde Den Ædle Profet (fred være med ham) til en mand:

(Arabisk**********)

“Gå hen, opsøg Khaled, og sig til ham, at han ikke må dræbe små børn, arbejdere og slaver.”

(Det er berettet i det samme Sunan-værk, at den ædle Profet (fvmh.) sagde:

(Arabisk**********)

»Dræb ikke de meget gamle, små børn eller kvinder.«

Jihad er blevet gjort tilladt for hele skabningens velbefindende ved at bringe undertrykkelsen til ophør. I islam er formålet bag påbuddet om dødsstraf for dem, der hindrer etableringen af retfærdighed, principper og fred, menneskehedens og hele skabningens almene velbefindende. For Allah siger:

(Arabisk*********)

»Fitna, tumult, oprør og drab er en endnu mere afskyelig forbrydelse end selve drabet.« Det er ganske vist også en strafbar forbrydelse at begå drab, men kufr samt den fitna og fordærvelse, som kafirerne skaber, er en endnu større forbrydelse. Derfor er den kufr, som tilhører den person, der ikke hindrer eller yder modstand mod udbredelsen af dīn og etableringen af islams retfærdige lov, kun skadelig for ham selv og ikke for muslimerne. Ud fra dette synspunkt har de islamiske retslærde sagt, at det at opfinde en bidʿa, der strider mod Koranen og hadith, at kalde mennesker til den og at udbrede den, blot er en anden betegnelse for direkte forhånelse af dīn og åbenlys modstand mod den. Derfor skal både den, der opfinder bidʿaen, og den, der udbreder den, straffes. Men hvis nogen uden at være aktiv forholder sig neutralt eller tavs i denne sag, må de ikke straffes.

I hadith er det berettet:

(Arabisk********)

»Hvis en synd begås i det skjulte, er det kun den pågældende synder, der forårsager skade; men når en synd begås åbenlyst, og der ikke sættes en stopper for den, skader den befolkningen i vidt omfang.«

Det er derfor, at shariaen har gjort jihad mod de vantro obligatorisk. Jihad mod de ude af stand til at kæmpe og de hjælpeløse er derimod ikke blevet gjort obligatorisk. Hvis nogen i stedet fører en hemmelig krig mod muslimerne eller rådgiver om sådanne forhold, viser søfarende eller skibe søvejen, udfører en anden krigshandling, vildleder muslimerne eller giver dem et strategisk råd, er det nødvendigt for lederen af den islamiske stat, det vil sige imamen, wali’en eller herskeren, at anvende en mild fremgangsmåde i stedet for den strengest mulige foranstaltning. Han skal med visdom og fornuft finde en vej til at undgå dette. Han skal pålægge den pågældende modpartens leder at holde sig fra denne handling. Kort sagt: Afhængigt af forbrydelsens art og karakter skal retten, når det er nødvendigt, og når forbedring ikke længere er mulig, idømme ham dødsstraf. Eller den kan af nåde løslade ham, løslade ham mod kaution eller gøre, hvad den finder bedst. Dette er flertallet af fuqahaernes, det vil sige de islamiske juridiske eksperters, opfattelse, og det er også bevist gennem Koranen og hadith.

Nogle fuqahaer anser ganske vist det at løslade nogen mod ihsan, det vil sige velvilje eller nåde, eller mod fidya, for ophævet og ugyldigt. Hvad angår bogens folk og majusierne (ildtilbedere), er shariaens bestemmelse, at man skal fortsætte kampen mod dem, indtil de fuldstændigt antager islam eller betaler jizya. Der er uenighed blandt fuqahaerne om at opkræve jizya fra andre end disse to grupper. De fleste fuqahaer går dog ikke ind for at opkræve jizya fra andre.

Det er alle muslimers enstemmige opfattelse, at det er obligatorisk at føre jihad mod enhver gruppe eller ethvert samfund, der er knyttet til islam og kaldes muslimer, men som forbyder andre at følge shariaens åbenbare og mutawatiriske (uafbrudte) påbud eller selv undlader at følge dem. Men jihad mod dem, der gør modstand, skal fortsætte som en pligt, indtil religionen er blevet fuldt ud praktiseret. For eksempel førte Abu Bakr as-Siddiq og alle sahaba jihad mod dem, der nægtede at betale zakat. Selv om nogle i begyndelsen var uenige, nåede de senere også til enighed. Umar sagde foran Abu Bakr as-Siddiq:

(Arabisk***********)

»Hvordan vil du føre jihad mod mennesker, når Profeten har sagt: Jeg er blevet befalet at kæmpe mod mennesker, indtil de bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad er Allahs sendebud. Når de har aflagt dette vidnesbyrd, er deres liv og ejendom blevet sikret. Hvis nogen imidlertid har et krav eller en fordring, skal den afgøres særskilt, mens deres regnskab er overladt til Allah.« Abu Bakr as-Siddiq svarede på dette argument:

(Arabisk***********)

»Zakat er en ret, der følger af trosbekendelsen. Ved Allahs ed! Selv hvis de nægter at betale staten den mindste del af det, som de plejede at betale til Allahs Sendebud, vil kampen mod dem med våben fortsætte.«

Senere plejede Hazrat Umar (ra) at sige: »Sandelig, Allah den Almægtige havde åbnet Hazrat Abu Bakrs (ra) hjerte med hensyn til krigen. Nu forstår jeg fuldt ud, at han havde sandheden på sin side.«

Det er blevet overleveret gennem forskellige kilder fra den store Profet (s), at han beordrede jihad mod de ekstremistiske grupper. Således er det overleveret i Bukhari og Muslim fra Ali ibn Abu Talib (ra), at den store Profet (s) sagde:

(Arabisk************)

»Ved tidernes ende vil en gruppe mennesker vise sig. De vil være unge af alder og tåbelige drømmere. De vil ganske vist tale om den bedste af alle skabninger, men troen vil ikke passere deres struber og heller ikke trænge ind i deres indre. Ligesom en pil suser ud af en bue, vil religionen på samme måde hurtigt fare ud af dem. Når disse mennesker med deres skrøbelige tro derfor rykker frem med væbnede angreb for at udslette islam og muslimernes eksistens, skal I bekæmpe dem samlet, hvor som helst I møder dem i direkte kamp, og dræbe dem, hvor som helst I finder dem på slagmarken. Den, der dræber dem, vil på opstandelsens dag have krav på belønning.«

I en anden hadith, overleveret af Hazrat Ali (ra) i Sahih Muslim, står der, at han sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud (s) sige:

(Arabisk*************)

»Blandt min ummah vil der opstå en gruppe mennesker, som vil recitere Koranen. Jeres recitation er intet sammenlignet med deres recitation, og jeres faste kan heller ikke sammenlignes med deres faste. De vil recitere Koranen og tro, at Koranen er et bevis til deres fordel, men i virkeligheden vil Koranen vidne imod dem. Deres recitation af Koranen vil ikke trænge længere end deres struber. De vil træde ud af islams grænser, ligesom en pil farer ud af en bue.«

Derfor skal den hærstyrke, som denne afgørelse fra den store Profet (s) når frem til, forstå dens betydning og handle i overensstemmelse med den.

Abu Sa’id (må Allah være tilfreds med ham) har videre berettet en anden overlevering som et supplement til den ovennævnte hadith:

(Arabisk************)

»De vil dræbe muslimerne og også opfordre afgudsdyrkerne til at deltage i denne handling. Hvis jeg møder dem, vil jeg dræbe dem, ligesom det forbandede folk af ‘Ad blev dræbt.« (Bukhari, Muslim)

I en anden overlevering hos Muslim hedder det:

(Arabisk************)

»Min ummah vil blive opdelt i to grupper. Fra hver af de to grupper vil der opstå en gruppe af frafaldne, og da vil de rettroende udrydde dem.«

Det er disse mennesker, som Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) kæmpede imod, fordi de skabte strid og splittelse blandt irakerne og syrerne. Sahabaerne betegnede dem som »Haruriyya«.

Den ædle Profet (fred være med ham) omtalte begge disse grupper som udelukket fra sin ummah og Hazrat Alis (må Allah være tilfreds med ham) ledsagere som rettroende, der stod fast på sandheden. På dette tidspunkt opfordrede Profeten (fred være med ham) ikke til at føre krig mod andre end disse frafaldne, som udadtil bekendte trosbekendelsen. Tværtimod beordrede han krig og jihad mod dem, der havde forladt islam, trådt ud af det islamiske fællesskab og gjort muslimernes liv og ejendom tilladt og lovlig for sig selv.

Det er således bevist gennem Koranen, hadith og ummaens konsensus, at det er tilladt at føre krig mod de muslimer, der overskrider grænserne for den islamiske sharia, selv om de med deres mund fremsiger Kalima al-Shahada (Arabisk************)og erklærer dens trosbekendelse, er det tilladt at føre krig mod dem.

De islamiske jurister siger: Hvis en stor, organiseret gruppe modsætter sig en sunna mu’akkada, fornægter den og er parat til at opgive den, for eksempel ved at fornægte fajr-bønens sunna, skal staten ifølge begge opfattelser gribe ind over for dem. Hvis de fornægter en wajib-handling eller noget, der utvetydigt er fastslået som haram, er den enstemmige opfattelse, at statsmagten også skal anvendes mod dem, indtil denne organiserede gruppe regelmæssigt overholder islams bestemmelser, såsom bøn, faste, hajj og zakat, og afholder sig fra de forbudte handlinger, såsom at gifte sig med sin egen søster, spise urene ting og påbyde muslimer sådanne handlinger. Det er wajib, at myndighederne træffer strenge foranstaltninger mod sådanne mennesker. Dette bliver dog først wajib, når Profeten Karim (s)’s kald og budskab er nået dem på behørig vis.

Men hvis de selv indleder krig mod muslimerne, er det som udgangspunkt wajib for enhver muslim at kaste sig ud i jihad mod dem og møde dem med tapperhed. Man skal møde dem på samme måde, som de angriber muslimerne, og på samme måde, som man bekæmper undertrykkere, nemlig som en voldelig røverbande. Det er i endnu højere grad wajib at føre krig mod dem, der nægter at betale zakat, modsætter sig shariaens bestemmelser og skaber fitna ligesom khawarij.

Det skal bemærkes, at hvad angår krig, er det bedst at føre en defensiv krig, og dette er fard kifaya. Hvis nogle muslimer deltager i jihad, er alles fard-forpligtelse til jihad opfyldt. De aktive deltageres fortjeneste og rang er dog større. Om dette siger Allah:

(Arabisk**********)

“De muslimer, der uden undskyldning eller grund afholder sig fra at deltage i jihad, kan aldrig blive lige med dem, der deltager frivilligt.” (Sura an-Nisa: 95)

Hvis fjenden pludselig angriber muslimerne, er det under sådanne omstændigheder som udgangspunkt wajib for enhver muslim at deltage i en defensiv krig. Grunden til, at det er wajib for de angrebne muslimer at afværge dette angreb, er, at det er wajib at komme nødlidende muslimer til hjælp. Som Allah siger:

(Arabisk**********)

“Hvis de beder jer om hjælp i trosanliggender, er det jeres pligt at hjælpe dem. Dog ikke mod det folk eller den stamme, som I har en gensidig aftale med.”

I samme forbindelse siger den ædle Profet (s):(Arabisk**********)Muslimen skal hjælpe den anden muslim.”

Muslimerne skal under alle omstændigheder hjælpes, uanset om man modtager betaling eller noget som godtgørelse eller ej. Det er dog bedre, at staten udbetaler løn. I denne forbindelse er det enhver muslims pligt at bistå den islamiske stat med sit liv og sin ejendom efter bedste evne. Denne hjælp er en farḍ-pligt for dem. Enhver skal yde hjælp og støtte efter sin evne, hvad enten den er ringe eller stor, og hvad enten man må rejse til fods eller til hest; under alle omstændigheder er det en farḍ-pligt at yde hjælp. Således blev jihād en farḍ-pligt for enhver muslim efter deres egen situation, da de vantro angreb under Slaget ved Grøften.

Ingen muslim havde overhovedet tilladelse til at blive fritaget for at drage i krig, ligesom det heller ikke var tilfældet i islams første tid. Allah den Ophøjede beskrev i denne situation muslimerne som opdelt i to grupper: (1) qāʿid, det vil sige dem, der ikke deltog i krigen, og (2) khārij, det vil sige dem, der sluttede sig til jihād, både ikke-kæmpende og kæmpende. Også i denne situation åbenbarede Allah bebrejdende vers om dem, der henvendte sig til den ædle Profet (s) og bad om tilladelse til ikke at drage i krig, og Han sagde:

(Arabisk**********)

“En af dem bad Allahs Sendebud (s) om tilladelse til at vende hjem med den begrundelse, at vores huse stod ubeskyttede, selv om de i virkeligheden ikke var ubeskyttede. Deres egentlige hensigt var at flygte.

Denne krig var udelukkende selvforsvar for at beskytte deres religion, ære, liv, ejendom og så videre. De var tvunget til at føre denne krig. Den tidligere omtalte krig havde derimod til formål at udvide islam og etablere religionens overhøjhed, at udøve indflydelse over fjenderne, holde dem skræmte og rædselsslagne og forhindre fjenden i nogensinde at rejse sig igen. Slaget ved Tabuk er det praktiske bevis på dette.

Denne offensive foranstaltning er altså en undertrykkende fremgangsmåde mod den stærke oprørsgruppe. Men hvis oprørsstyrken ikke er nævneværdigt stærk, men svag og kun begår en eller to isolerede handlinger, finder denne foranstaltning ikke anvendelse mod dem. Hvis de er stærke, og deres tilstedeværelse også viser sig i muslimske egne og bosættelser, er det amīrens eller herskerens ansvar at vænne sådanne mennesker til at udføre farḍ-, wājib-, sunnah- og mustaḥabb-handlinger og tilbedelse, undervise dem i islams grundlæggende forhold og de nødvendige spørgsmål inden for religionens fiqh samt tvinge dem til at handle efter dette. Desuden er det statens imams pligt at tvinge dem til at tilegne sig egenskaber som at være troværdige i deres færden og omgang med andre samt at opfylde aftaler og løfter.

Derfor skal de, som ikke beder, gives en streng ordre om at bede; kvinder er som regel uagtsomme med bønnen. Selv efter dette skal de, der ikke beder, straffes, indtil de begynder at bede. Dette er de muslimske fiqh-juristers ijmāʿ, altså den enstemmige afgørelse. Der findes også en anden opfattelse: Den, der ikke beder, skal først angre, hvorefter han skal beordres til at bede. Hvis dette virker, og han begynder at bede, er det naturligvis bedst; ellers skal han henrettes. Spørgsmålet er: På grundlag af hvilken forbrydelse skal han henrettes? Fordi han er blevet kafir ved ikke at bede? Eller fordi han bliver murtadd og fāsiq?

Som svar på dette findes der ifølge imām Ahmad og andres madhhab to opfattelser. Ifølge den ene bliver han kafir, og ifølge den anden bliver han fāsiq. Derfor skal han henrettes. Ifølge flertallet af salaf, altså de tidligere lærde, bliver han kafir; derfor er det påkrævet at henrette ham. Denne straf gælder en muslimsk borger, når han accepterer og med sin mund erkender, at bønnen er en pligt, men i praksis ikke beder. Hvis personen derimod benægter, at bønnen er obligatorisk, er han efter enstemmig opfattelse kafir.

Derfor er det værgens pligt at befale drenge og piger, som endnu ikke er myndige, at bede fra syvårsalderen. Når de er fyldt ti år, skal de vænnes til bønnen, selv om det kræver slag og pisk. Profeten ﷺ sagde:

(Arabisk**********)

»Når et barn fylder syv år, skal du befale det at bede. Hvis det ikke beder, selv efter at det er fyldt ti år, skal du slå det og lade det sove adskilt.«

På samme måde er det en pligt at undervise børnene i de nødvendige regler om bønnen, rituelle renhed og andre nødvendige regler. Blandt de forhold, der knytter sig til bønnen, hører også at holde moskeen levende, udpege en imām for moskeen og lignende. De skal befales at bede og lede bønnen på samme måde som Allahs Sendebud ﷺ. For Allahs Sendebud ﷺ sagde:(Arabisk**********)

»Bed, sådan som I har set mig bede.« (Bukhārī)

En gang tog han ledsagerne med hen til prædikestolen og ledte dem i bøn; derefter sagde han:

(Arabisk**********)

“Jeg har indført denne ordning, for at I skal følge mig og lære, hvordan jeg udfører bønnen.”

Det er også imamens ansvar at holde nøje øje med folkets bøn, så der ikke er nogen form for fejl eller mangler i deres bøn. Når imamen leder bønnen, skal han udføre den fuldstændigt; det er hans ansvar. Han skal ikke lede den på samme måde som en, der beder alene, for den bøn, man udfører alene, kan forkortes på grund af en undskyldelig omstændighed. Det er imamens særlige ansvar at være opmærksom på fejl og mangler og træffe foranstaltninger til at afhjælpe dem.

Den samme bestemmelse gælder for imamen under hajj: Han skal være opmærksom på alle pilgrimmenes problemer og behov og sørge for, at de undervises i de nødvendige regler for hajj. Det samme princip gælder, ligesom ved bønnen, for hærføreren. Han skal være opmærksom på sine underordnede soldaters muligheder, fordele og problemer. Sagen bliver endnu tydeligere, hvis man ser på et praktisk eksempel. En advokat varetager således sin klients ejendom og formue, ligesom den wali, der har ansvaret for køb og salg, passer på, vedligeholder og fører tilsyn med sin ejers ejendom. Til dette formål benytter de de mest effektive og hensigtsmæssige metoder. Selv hvis deres egen ejendom ved et tilfælde skulle blive beskadiget, tilsidesætter de deres egne interesser og beskytter klientens og ejerens ejendele og interesser. Sammenlignet med den magtfuldes ansvar over for den underordnede er dette et endnu vigtigere religiøst anliggende. Faqīherne har gjort sagen endnu tydeligere: Når de ansvarlige ledere, det vil sige landets herskere, arbejder på at reformere folkets religion, bliver både denne verdens og den næste verdens velbefindende bevaret for begge parter. Herskere og undersåtter, konger og folk vil alle nå frem til succesens tærskel. Ellers bliver problemet alvorligt, og det bliver vanskeligt, ja umuligt, for lederne at regere. At ønske det bedste for de regerede, undersåtterne og folket, at vise oprigtighed og have gode hensigter—det er i sin kerne både denne verdens velstand og religionens udvikling. Og man skal kun sætte sin lid til Allah. For ikhlās og tawakkul er netop to egenskaber, som alle regeredes og herskeres, rige og fattiges, succes og velbefindende afhænger af. Derfor er det blevet befalet, at vi skal sige i bønnen: (Arabisk**********)“Vi tilbeder alene Dig. Alene hos Dig søger vi hjælp.” Om disse to sætninger er det blevet sagt, at essensen af alle de himmelske bøger er indeholdt i dem. Derfor siger Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): Når tjeneren:(Arabisk**********)

(“Dommedagens Hersker, vi tilbeder Dig alene, og alene hos Dig søger vi hjælp”) så ryster det hoved, der sidder på tjenerens skuldre. Der findes vers med samme betydning mange steder i Koranen. For eksempel: (Arabisk**********) “Tilbed Ham alene, og sæt din lid til Ham.” (Sura Hūd: 123)

Det er også blevet sagt: Sig (Arabisk**********)“Jeg sætter alene min lid til Ham, og til Ham vender jeg tilbage.” (Sura Hūd: 88)

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde, når han slagtede offerdyret: (Arabisk**********) “O Allah! Dette er skænket mig af Dig og viet alene til Dig.”

Sådan regeringen og folket Allahs hjælp modtager

Allahs hjælp strømmer i større omfang til herskeren og folket gennem tre ting: (1) ikhlas (oprigtighed), (2) tawakkul (at sætte sin lid til Allah) og (3) dua. Disse egenskaber kan opnås ved at vogte hjertet under bønnen og holde kroppen fri for synd.

For det andet er det også et middel til at opnå Allahs hjælp at gavne mennesker gennem velgørenhed, sadaqa, zakat og økonomisk bistand; dette kaldes ihsan.

For det tredje: Hvis man er blevet udsat for smerte eller skade fra nogen, skal man udvise tålmodighed. Fortsæt arbejdet med sabr. Derfor er det blevet sagt: (Arabisk**********)“Søg Allahs hjælp gennem sabr og bøn.” (Sura al-Baqara: 45)

Det er også blevet sagt:

(Arabisk**********)

“Udfør især bønnen i dagens to dele, nemlig morgen og aften, samt i den første del af natten. (Forsøm den ikke,) for gode gerninger udsletter synder. Dette er en påmindelse for dem, der ihukommer Allah. Udhold vanskelighederne ved tilbedelsen. Allah lader visselig ikke de retskafnes fortjente belønning gå tabt.”

Han siger endvidere:

(Arabisk**********)

“Bær det, du hører dem sige, uden at lade dig bringe ud af fatning. Og fremsig tasbih med lovprisning af din Herre før solopgang og før solnedgang; lovpris Ham.” (Sura Taha: 130)

Om dette siges der videre i Koranen:(Arabisk**********)

“Vi ved bedst, hvad de siger, hvilket bedrøver dig. Fremsig derfor tasbih med lovprisning af din Herre, og vær blandt dem, der falder ned i tilbedelse foran Ham.” (Sura al-Hijr: 97-98)

Mange steder i Koranen nævnes salah og zakat sammen. I virkeligheden opnår herskere og undersåtter, rige og fattige – alle i fællesskab – åndelig renselse gennem salah, zakat og sabr. Når en person fuldt ud formår at forstå denne betydning, begriber herligheden i Allahs beskrivende navne, beder salah med forståelse og hæver sine hænder i dua til Allah, mens han er optaget af Allahs dhikr, reciterer den hellige bog, Koranen, udfører salah med ikhlas og tawakkul, tjener folket gennem zakat og sadaqa, kommer økonomisk trængte til hjælp, hjælper nødlidende fattige og opfylder de trængendes behov, så åbner Allah vejen for ham. Det er overleveret fra Den Ædle Profet (s) i Bukhari og Muslim: ”(Arabisk**********)“Enhver god gerning hører under sadaqa.”

I ordet er alle former for ihsan eller gode gerninger omfattet. At tale med et smil, at fremsige kalima tayyiba og at tale venligt – alt dette hører til ihsan. (Bukhari, Muslim)

Det er overleveret fra Hazrat Ali ibn Hatim (ra), at Allahs Sendebud (s) sagde:

(Arabisk**********)

“Hans Herre vil tale med enhver af jer, uden at der mellem Allah og ham vil være nogen dørvogter eller tolk til stede. Han vil se til højre og dér se det, han tidligere har sendt forud; når han ser til venstre, vil de gerninger, han tidligere har sendt forud, komme til syne for ham. Derefter vil han se fremad, men intet andet end Ilden vil komme til syne. Hvis nogen af jer derfor ønsker at beskytte sig mod Ilden, så lad ham gøre det, selv ved at give et stykke af en dadel bort. Hvis nogen ikke engang har mulighed for dette, bør han bestræbe sig på at blive befriet fra Ilden, om så blot gennem et godt ord. Ifølge en overlevering i Sunan sagde Profeten (s):”

(Arabisk**********)

“I skal ikke anse nogen god gerning for ubetydelig, selv om den blot består i at møde jeres bror med et smil. Og selv om det blot er, at I hælder vand fra jeres eget kar i en tørstig persons kar.”

Det er også berettet i Sunan-værkerne, at Huzur (s) sagde:

(Arabisk**********)

“Blandt alt det, der vejes på Mīzān, det vil sige på vægten over gode gerninger, vil den tungeste ting være en god karakter.” I en anden hadith med samme betydning sagde den ædle Profet (s), henvendt til Hazrat Umm Salama:

(Arabisk**********)

“O Umm Salama! Al godhed i denne verden og i det hinsides er blevet taget af den ophøjede karakter.”

At tåle den smerte og skade, andre påfører én, at beherske vreden, at tilgive mennesker, at modsætte sig sindets onde tilbøjeligheder og lidenskabernes begær samt at afholde sig fra uretfærdige handlinger og hovmod og lignende dyder hører til tålmodighedens område. I denne forbindelse siger Allah:

(Arabisk**********)

“Hvis Jeg lader mennesket smage Min barmhjertighed og derefter tager den fra ham, bliver han fortvivlet og utaknemmelig. Men hvis Jeg lader ham smage en form for lykke efter de ulykker, der har ramt ham, siger han sandelig: »Alle mine vanskeligheder er forbi.« Da bliver han overmåde henrykt og hovmodig. Men de, der er tålmodige og gør gode gerninger (de er undtagelsen); for dem er der særlig tilgivelse og en stor belønning.” (Sura Hud: 9-11)

I et andet vers siges der, henvendt til Den Ædle Profet (s):

(Arabisk**********)

“O Profet! Godt og ondt er ikke det samme. Fordriv den onde og uretfærdige tilbøjelighed med den adfærd eller fremgangsmåde, der er bedst. Så vil du se, at den, der var din fjende, bliver en nær ven. Denne egenskab tildeles kun dem, der er tålmodige. Og kun de lykkelige kan opnå denne rang. Hvis du desuden mærker nogen form for tilskyndelse fra Satan, så søg tilflugt hos Allah. Han hører alt og ved alt.” (Sura Ha-Mim Sajda: 34-36)

Allah, den Ophøjede, siger endvidere:

(Arabisk**********)

“Gengældelsen for det onde er tilsvarende ondt. Men de, der tilgiver og skaber forsoning, deres belønning er hos Allah. Allah bryder sig på ingen måde om de uretfærdige.” (Sura Shura: 40)

Hasan al-Basri (må Allah være tilfreds med ham) siger:(Arabisk**********)

På opstandelsens dag vil englene fra under Tronen råbe: »Lad dem, hvis belønning og løn Allah står i gæld til, rejse sig.« Da vil kun de, der tilgiver og skaber forsoning, kunne svare på dette kald og rejse sig.«

At behandle undersåtter og almindelige mennesker godt og venligt betyder ikke, at man skal give dem alt, hvad de ønsker, hvad enten det er rimeligt eller urimeligt, eller imødekomme ethvert af deres krav. Det betyder heller ikke, at man uden videre skal tilgive dem og lade dem slippe fri, uanset hvilke uretfærdige forbrydelser de begår. For Allah siger om dette:

(Arabisk**********)

»Hvis sandheden nogen sinde fulgte disse menneskers ønsker, ville himlen, jorden og alle, der befinder sig deri, gå til grunde.« (Al-Mu’minun: 71)

Allah siger, idet Han taler til Profetens ledsagere:

(Arabisk**********)

»Vid, at Allahs Sendebud er iblandt jer. Hvis han adlød jer i mange spørgsmål, ville I selv komme i alvorlige vanskeligheder.« (Sura al-Hujurat: 7-8)

‘Ihsan’ betyder at gøre det, der er gavnligt for både denne verden og det hinsidige, selv om de ikke bryder sig om det. Denne ting er gavnlig for folket, men de anser den for dårlig. De ønsker ikke at forstå dens gavnlige virkninger. I en sådan situation er det amirens eller herskerens pligt gennem venlig omgang og milde ord at forklare dem sagen og få dem til at acceptere og samtykke. Det er berettet i Bukhari og Muslim, at den ædle Profet (s) sagde:

(Arabisk**********)

“Når mildhed anvendes i en sag, bringer den som resultat godhed og mildhed. Men når en hård fremgangsmåde anvendes i en sag, medfører den i sidste ende ulykke.” I en anden hadith sagde Allahs Sendebud (s):

(Arabisk**********)

“Sandelig, Allah er mild og barmhjertig, og Han elsker mildhed. Den barmhjertige og milde person giver Han det, som Han ikke giver den barske og følelsesløse person med et hårdt sind.”

Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz (r) siger: Undertiden beslutter jeg mig for at udskille deres andel fra Bayt al-Mal og give den til dem, men jeg frygter, at de vil misbillige den, og derfor udviser jeg tålmodighed. Men så snart der samler sig gode verdslige varer eller indtægter hos mig, giver jeg straks dem deres ret. Hvis de ikke bryder sig om det, bestræber jeg mig på at berolige dem med noget andet.

Den ædle Profet (s) var også sådan, at når en trængende kom til ham, afhjælpede han hans nød eller tilfredsstillede ham med milde ord og sendte ham tilfreds bort. Engang udtrykte hans slægtninge ønske om at blive udpeget som forvaltere af en waqf-ejendom og bad om, at der blev fastsat en godtgørelse til dem derfra. Som svar sagde han:

(Arabisk**********)

»Sadaqa er ikke tilladt for Muhammad og hans familie.« Han nægtede fuldstændigt at give dem sadaqa. Han gav dem dog noget fra fayʾ, det vil sige krigsbyttet, og tog derefter afsked med dem. Engang fremsatte Ali (ra), Zayd (ra) og Jaʿfar (ra) alle tre lige store krav om at få ansvaret for Hamzas (ra) datter. Hver af dem fremsatte kravet på grund af deres slægtskabsbånd. Den Ædle Profet (s) afsagde ikke dom til fordel for nogen af dem, men overgav direkte Hamzas (ra) datter til hendes moster med henblik på at opfostre hende. For mosteren træder i moderens sted. Derefter tilfredsstillede han dem alle med venlige ord og tog afsked med dem, så de gik glade bort. Han sagde til Ali (ra):

(Arabisk**********)»Du og jeg er ét med hinanden.« Han sagde til Jaʿfar (ra):(Arabisk**********)»Du ligner mig i karakter.« Og tiltalte Zayd (ra) således:(Arabisk**********)»Du er vores bror og ven.«

Derfor bør herskere, magthavere og dommere forholde sig på denne måde ved fordelingen af statens midler og ved andre afgørelser. For folk beder og håber altid hos herskeren og dommeren om ting, som det måske hverken er muligt eller passende at give dem. Det kan for eksempel være anliggender vedrørende staten, administrativ myndighed, rigdom, udbytte af formue eller at tage hensyn til folks anbefalinger med henblik på at mindske hadd-straffe eller shariaens straffe. Men det ligger uden for deres magt at opfylde sådanne krav. I en sådan situation bør man forsøge at holde dem tilfredse ved at give dem noget andet i stedet eller ved at tilfredsstille dem med mildhed, høflighed, venlige ord og god behandling. Unødig foragt, forsømmelse eller hård behandling er ikke passende. For når en ansøgers bøn afvises, føler han nødvendigvis smerte i sit hjerte. Især bør man ikke såre de mennesker, hvis hjerter det anses for særligt nødvendigt at vinde af hensyn til islams interesser. Den Almægtige Allah siger:

(Arabisk**********)

»Skæld ikke den, der beder eller søger hjælp, ud.« (Sura ad-Duha: 10)

I et andet vers i Koranen siger Allah:(Arabisk**********)

»Giv fortsat slægtninge, fattige og rejsende hver deres ret, men ød ikke rigdommen bort ved ødselhed. Sandelig, de ødsle er Satans brødre, og Satan er utaknemmelig over for sin Herre. Og hvis du må vende dig bort fra dem, mens du håber på nåde fra din Herre, så tal mildt til disse fattige og trængende.« (Sura Bani Israil: 26-28).

At træffe en afgørelse imod nogens ansøgning er i sandhed årsag til hjertesorg. Derfor er det i sådanne tilfælde et tegn på ægte politisk styring og fremsynethed at holde den, der har fremsat kravet, tilfreds gennem sine ord, handlinger og sin opførsel. Det kan sammenlignes med, at en læge efter at have givet en patient bitter medicin giver ham noget godt i stedet, som kan opveje den. Allah den Ophøjede befalede Moses (a) og hans bror at gå til Farao og sagde:

(Arabisk**********)

“Tal mildt til ham, så han kan forstå eller frygte Min straf.” (Sura Taha: 44)

(Arabisk**********)

“Vær venlige over for folket, vær ikke hårde over for dem, hold dem tilfredse, giv dem ikke anledning til utilfredshed, og behandl hinanden med gensidig venlighed; skab ikke splittelse.”

En dag urinerede en uvidende beduin i moskéen. Profetens ledsagere begyndte at skælde ham ud, men den Ædle Profet sagde:

(Arabisk**********)

“Afbryd ikke hans urinering.” Derefter fik han hentet en spand vand og hældte den over urinen, hvorefter han sagde til sine ledsagere:

(Arabisk**********)

“I er blevet sendt som milde og ikke som hårde og barske.” (Begge hadither er overleveret af al-Bukhari og Muslim)

Denne form for styring er nødvendig for mennesket selv, for dets familie og for herskerklassens omsorg for undersåtterne og folket. For menneskets natur er ikke tilbøjelig til at acceptere sandheden, før det har fået sikkerhed for det, det holder af, og sine grundlæggende behov opfyldt. Derfor er god og venlig behandling af mennesker også en del af tilbedelsen af Allah. Disse handlinger regnes som tilbedelse af Allah, hvis hensigten er god. Ved I ikke, at mad, klæder, bolig og lignende hører til menneskelivets grundlæggende behov og nødvendige fornødenheder? Selv for et menneske i nød er det tilladt at spise et dødt dyr i den mængde, der er nødvendig for at redde livet. Ja, i visse tilfælde er det endog obligatorisk. De lærde har også afsagt fatwaer om dette. Hvis en hjælpeløs person derfor dør af sult, fordi han ikke spiste af et dødt dyr, vil han være syndig og høre til blandt Helvedes beboere. Det er ikke muligt at udføre tilbedelsen uden at bevare livet. Og det, uden hvilket en obligatorisk pligt ikke kan udføres, er også obligatorisk. Derfor er det nødvendigt at skaffe føde med prioritet til menneskets egen familie og til at bevare dets eget liv frem for andres. Således fortælles det i Sunan fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: “Giv sadaqa.” En mand spurgte: “Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham)! Jeg har kun én dinar.” Den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede:(Arabisk**********)

“Giv sadaqa til dig selv.” Han sagde: “Jeg har endnu en dinar.” Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:(Arabisk**********)

“Brug den på din hustru.” Manden sagde: “Jeg har endnu en, en tredje dinar.” Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:(Arabisk**********)

“Brug den på dit barn.” Han sagde: “Jeg har også en fjerde dinar.” Han sagde:(Arabisk**********)

“Brug den på din tjener.” Manden sagde: “Jeg har endnu en dinar i reserve.” Den ædle Profet svarede:(Arabisk**********)“Du ved selv bedst, hvor den skal bruges.” I Sahih Muslim fortælles det fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Den Store Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

(Arabisk**********)

“Hvis du bruger én dinar på Allahs vej, én dinar på at frigive en slave, én dinar på at give til en fattig og én dinar på din families behov, så er den dinar, du bruger på din families behov, den af dem, der giver størst belønning.” (Muslim)

Det er overleveret fra Abū Umāma i Ṣaḥīḥ Muslim, at Allahs Sendebud (s) sagde:

(Arabisk**********)

»O Adams børn! Det er bedre for dig at bruge det overskydende af din formue end at holde på det. Det er ikke forkasteligt at bruge efter behov. Brug først på dem, hvis forsørgelse er blevet pålagt dig. Den øverste hånd (giverens) er i sandhed bedre end den nederste hånds (modtagerens).« (Muslim).

Desuden findes der et koranvers, som siger:(Arabisk**********)

»De spørger dig, hvor meget de skal bruge. Sig til dem: Det, der er til overs efter behov.« Meningen er den samme.

(******) betyder overskydende formue. For at forsørge sig selv og sin familie er farḍ ʿayn. Derimod er jihād fī sabīlillāh (jihād på Allahs vej), at bruge midler i islamisk krig og at give til de fattige farḍ kifāya eller mustaḥabb. Under visse omstændigheder og på bestemte tidspunkter bliver det dog også farḍ ʿayn. Det er tilfældet, hvis der ikke findes nogen anden giver. At give mad til den sultne er nemlig farḍ ʿayn. I denne forbindelse er det overleveret i en hadith:

(Arabisk**********)

»Hvis den, der beder om hjælp, taler sandt, er der intet godt i at sende ham tomhændet bort.«

Abū Ḥātim al-Bustī (må Allah være ham nådig) har i sit autentiske værk overleveret en omfattende og lang beretning, som indeholder mange lærerige emner. »En visdomsfuld udtalelse fra Davids slægt (må fred være med ham) er, at det også er blandt de lærdes og kyndiges pligter at inddele deres tid i fire dele. Én del skal de tilbringe i bøn, påkaldelse og dhikr hos Allah; den anden del skal de bruge på selvransagelse; den tredje del skal de tilbringe sammen med venner, så de kan gøre dem opmærksomme på deres fejl og mangler; og i den fjerde del af tiden skal de nyde glæden ved deres yndlingsbeskæftigelse. For denne del hjælper dem med de tre øvrige.«

Det fremgår af den omtalte beretning, at det er nødvendigt at bruge en del af tiden på rekreation, der er godkendt og tilladt af sharīʿa. Derved styrkes de øvrige øjeblikke. På denne baggrund har fuqahāʾ, de islamiske tænkere, sagt: At reformere sindet og fremme dets velbefindende er retfærdighed. Derfor plejede Abū al-Dardāʾ (må Allah være tilfreds med ham) at sige: »Nogle gange more jeg mig også med nytteløse ting, så de kan hjælpe mig på sandhedens og retfærdighedens vej.« Allah den Højeste har skabt de ting, som Han elsker, og som er behagelige, for at skabningerne kan drage nytte af dem. Vrede er for eksempel blevet skabt, for at man gennem den kan beskytte sig mod skadelige ting. Hvad angår de onde tilbøjeligheder og begæret, er det kun det, der er skadeligt i menneskelivet, som er blevet gjort haram. Men den nydelse, der hjælper én med at følge sandheden, regnes som ʿamal ṣāliḥ, en god gerning. Derfor er det overleveret i en autentisk hadith, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde –(Arabisk**********)

»Jeres omgang med jeres hustruer er også sadaqa.« Følgesvendene spurgte: »Allahs Sendebud (fred være med ham)! Får man også belønning for at tilfredsstille sine egne lyster?« Som svar sagde Profeten (fred være med ham) –

(Arabisk**********)

»Hvad mener I: Hvis det var blevet brugt på en haram-måde, ville der så ikke være synd forbundet med det?« Følgesvendene sagde: »Jo, naturligvis ville der være synd.« Han sagde –

(Arabisk**********)

»Så regner I med, at der er ansvar for det haram, men I regner ikke med, at der er ansvar for det halal.«

Det er overleveret i de to autentiske samlinger gennem Saʿīd ibn Abī Waqqāṣ (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (fred være med ham) sagde til ham –

(Arabisk**********)

“Alt, hvad du bruger i håbet om at opnå Allahs tilfredshed, øger din anseelse; selv den mundfuld, du fører til din hustrus mund, giver dig belønning.” (Bukhari, Muslim)

Der findes mange hadither om dette. Hvis den troende tjener udfører sine handlinger med oprigtighed og hengivenhed, kan han hvert øjeblik opnå en stor belønning.

Desuden kan man gennem tilladte og sharia-godkendte gode gerninger forbedre sin sjæl og ånd og rense dem for urenhed. Den hykleriske persons hensigter bliver derimod også fordærvede på grund af den onde indflydelse fra hans urene sind. Den hykleriske person straffes som følge af sine onde handlinger. Hans tilbedelse bliver fyldt med hykleri og ønsket om at blive set. Derfor bliver den ham til skade i stedet for til gavn. I Sahih al-Bukhari er det således berettet, at Profeten (fred være med ham) sagde—

(Arabisk**********)

“Vær opmærksomme på, at der i kroppen findes et stykke kød; hvis det er sundt, er hele kroppen sund, men hvis det er sygt og dårligt, bliver hele kroppen syg og fordærvet. Vær opmærksomme på, at det er menneskets hjerte.”

[Tyve]

Efterlevelse af–fard og wajib samt beskyttelse mod haram er formålet med straffen

Straffene er fastsat for at sikre, at man overholder de obligatoriske pligter og afholder sig fra det forbudte. Derfor bør man fremhæve sådanne tiltalende ting, som opmuntrer folk til godhed og lydighed. Omvendt er det nødvendigt at holde folk væk fra alt det, der opmuntrer til det onde.

Straffen er fastsat for at afholde sig fra det forbudte og overholde de obligatoriske pligter. Alt, hvad der understøtter dette formål, er gjort tilladt ifølge shariaen. Derfor bør man benytte sådanne midler, som øger tilskyndelsen til den gode vej og lydighed og viser sig at være understøttende og hjælpsomme i denne henseende. Det er ønskeligt at benytte alle mulige midler for at tiltrække folk til godhed og lydighed. Man bør for eksempel bruge midler på sine børn og sin familie, og statslige embedsmænd og herskere bør bruge midler på folket. Men det bør ske på en sådan måde, at deres bevidsthed, tilskyndelse og begejstring vækkes og styrkes, hvad enten det sker gennem penge, rigdom, ros eller på en anden måde. Derfor er det blevet erklæret tilladt ifølge shariaen at bruge kræfter og træne kroppen gennem kamel- og hestevæddeløb, bueskydning, spydkast og lignende. Den Store Profet og de retledte kaliffer plejede selv at deltage i hestevæddeløb. Det samme gælder i tilfældet med mu’allafatu l-qulub: Man bør behandle dem venligt og udvise god opførsel over for dem. Det er blevet berettet i en overlevering, at en person blev en oprigtig og ægte muslim, således at islam blev ham kærere end alle verdslige ting og alle mennesker i verden.

Det samme gælder i forbindelse med onde handlinger og synder. Derfor bør den statslige ledelse udrydde rødderne til synd, kriminalitetstendenser og uretfærdighed i samfundet. Det er en ubetinget pligt at lukke alle veje og enhver åbning til uretfærdighed og kriminalitet. Det er nødvendigt at fortsætte kampen for med fuld kraft at standse alle handlinger, der opmuntrer til synd og laster, indtil der viser sig en lovlig og rimelig grund til i stedet at forholde sig tavs og indtage rollen som passiv tilskuer. Et eksempel på dette kan ses i Den Store Profets ord. Han sagde:

(Arabisk**********)

“Ingen fremmed mand må være alene sammen med en fremmed kvinde i afsondret nærhed. For Satan bliver den tredje blandt dem som deres ledsager.”

Han sagde endvidere:

(Arabisk**********)

“Den kvinde, som tror på Allah og den yderste dag, må ikke rejse en afstand svarende til to dages rejse uden sin ægtefælle eller en mahram (en person, som hun ikke lovligt kan gifte sig med).”

Profeten (s) forbød at møde fremmede kvinder og at rejse alene sammen med dem, for at uret, forbrydelser og syndighed kunne udryddes fra samfundet.

Det er overleveret fra imam al-Shaʿbi: En delegation fra stammen ʿAbd al-Qays mødte op hos Profeten (s). En smuk og attraktiv ung mand var også med i delegationen. Da han så ham, beordrede han den unge mand til at sætte sig bag ham og sagde: Det var dette blik, der blev årsag til profeten Davids (a) fejltagelse.

ʿUmar ibn al-Khattab (ra) hørte engang en kvinde recitere et digt, hvori der var et vers:

(Arabisk**********)

»Findes der nogen mulighed for at få vin at drikke…? Findes der nogen mulighed for, at jeg kan møde Nasr ibn Hajjaj…?

ʿUmar ibn al-Khattab (ra) sendte straks bud efter Nasr ibn Hajjaj. Han var en smuk, velbygget og strålende ung mand. ʿUmar (ra) lod hans hoved barbere. Men derved blev hans ansigt endnu mere strålende og tiltrækkende. Til sidst beordrede han ham til at forlade landet, så kvinderne i Medina ikke skulle falde i fitna.

Et andet sted er det overleveret fra ʿUmar ibn al-Khattab (ra), at han fik at vide, at drenge plejede at omgås en bestemt mand. Han forbød drengene at sidde hos ham og at komme hos ham.

ʿUmar (ra) forbød folk at søge omgang med personer, hvis nærvær kunne medføre frygt for, eller være årsag til, at mænd og kvinder faldt i fitna. Værgerne for sådanne drenge har pligt til ikke at lade dem gå ud uden nødvendighed, at forbyde dem at pynte sig og bruge parfume, og ikke at lade dem gå i offentlige bade. Hvis de absolut må gå der, skal de sørge for ikke at tage tøjet af kroppen, og de skal holde dem fra at deltage i sammenkomster med sang og musik. Det er særligt nødvendigt at holde dem under streng disciplin og opsyn i disse forhold.

Når der på offentligt grundlag rejses anklage mod en person for at være fremtrædende i skamløse handlinger, dårlige gerninger og synd, skal man forhindre ham i at eje eller være herre over en smuk og tiltalende slave og adskille ham fra en sådan slave. For de retslærde er enige om, at vidnesbyrdet fra en person, der er kendt for og offentligt hengiver sig til synd, ikke kan godtages. Modparten har desuden en lovlig ret til at gøre indsigelse mod hans vidnesbyrd. En mand gik forbi Allahs Sendebud (s) i spidsen for et begravelsesoptog, og de tilstedeværende roste ham. Han sagde: (****) »Paradiset er blevet ham pålagt.« Derefter gik et andet begravelsesoptog forbi, og folk sagde: »Dette var et yderst dårligt menneske.« Han sagde: (*****) »Helvede er blevet ham pålagt.« Sahaba spurgte: »Allahs Sendebud! Hvad var årsagen til, at du sagde (***** ) om dem begge, og hvad blev dem pålagt?« Han svarede:

(Arabisk**********)

»I roste den første afdøde, og derfor sagde jeg, at Paradiset var blevet ham pålagt. Den anden afdøde talte I dårligt om, og derfor sagde jeg, at Helvede var blevet ham pålagt. For på jorden er I Allahs vidner.«

På Profeten (s)’s tid levede der en umoralsk kvinde, som åbenlyst hengav sig til synd. Om hende plejede han at sige:

(Arabisk**********)

»Hvis jeg skulle stene nogen til døde uden vidner, ville jeg bestemt have stenet denne kvinde.« Grunden er, at Sharia ikke tillader, at en hadd-straf fuldbyrdes uden vidner eller en tilståelse. Men når det gælder personer med en sådan karakter, er der ikke behov for direkte iagttagelse med hensyn til vidnesbyrd og troværdighed; almindeligt omdømme er tilstrækkeligt. Hvis omdømmet ikke er tilstrækkeligt udbredt, må man vurdere sagen ud fra personens ledsagere, omgangskreds og venner og på den måde fastslå beviset. Abdullah ibn Masud (ra) siger(Arabisk**********)

»Bedøm et menneske efter dets venner.«

Det vil sige, at man skal se på hans omgang og samvær med mennesker af denne karakter og vurdere ham ud fra denne karakter. Hvilken slags mennesker er hans nære venner? Hvis de er af dårlig karakter, er det nødvendigt at holde sig fra ham, ligesom man må beskytte sig mod en fjende. I denne forbindelse sagde Umar ibn al-Khattab (ra):

(Arabisk**********)

“Vogt jer for menneskers onde mistanker.”

Dette er en befaling fra Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham). Det er dog ikke tilladt at idømme nogen form for straf på grundlag af mistanke.

[Enogtyve]

Uanstændighed,, drab,, nære slægtninge,, de svage,, andres ejendom tvangs- beslaglæggelse fra at holde sig borte

Dette kapitel omhandler hudud og rettigheder, drab på nogen uden grund, at uretmæssigt drab vil blive dømt først på opstandelsens dag, og at der i qisas, det vil sige gengældelse for drab, findes mulighed for et nyt liv. Desuden omhandler det at idømme nogen dødsstraf for drabet på en bestemt person eller for krænkelse af en rettighed og lignende.

I denne forbindelse lyder Den Almægtige Allahs ord således—

(Arabisk**********)

“Sig til menneskene: Kom herhen, så vil jeg læse op for jer, hvad jeres Herre har forbudt jer. Det er, at I ikke må sætte noget ved Hans side, at I skal behandle jeres forældre godt, og at I ikke må dræbe jeres børn af frygt for fattigdom — for Jeg sørger for føde til jer og til dem. Og kom ikke i nærheden af skamløse handlinger, hverken offentlige eller hemmelige. Dræb ikke den sjæl, som Allah har gjort ukrænkelig, medmindre det sker på retfærdig vis (gennem statens rettergang); det er en anden sag. Dette er det, som Allah den Højeste har påbudt jer, for at I må forstå. Og kom ikke nær den forældreløses ejendom, medmindre det sker på en god måde (så længe den forældreløse ikke er blevet myndig). Og vej og mål med retfærdighed og fuldt mål. Vi pålægger ingen en byrde, der overstiger hans evne. Når I taler, skal I tale retfærdigt, selv om det gælder en nær slægtning, og opfyld den pagt, I har indgået med Allah. Dette er det, som Allah den Højeste har påbudt jer, for at I må tage ved lære af det. Dette er i sandhed Min lige vej. Følg derfor den, og følg ikke de uretfærdige veje, for ellers vil de føre jer bort fra Hans vej. Dette er det, som Allah den Højeste har befalet jer, for at I må blive gudfrygtige.” (Sura al-An’am: 151-153)

Allah den Højeste siger endvidere:

(Arabisk**********)

“Det er ikke tilladt for en muslim at dræbe en anden muslim, medmindre det sker ved en fejltagelse. ….. Og den, der med vilje dræber en muslim, har Helvede som gengældelse. Der skal han forblive til evig tid. Allahs vrede og forbandelse vil ramme ham, og Allah har beredt ham en stor og streng straf.” (Sura an-Nisa: 92-93)

Allah den Højeste siger også: (Arabisk**********)

“Af denne grund pålagde Jeg Israels børn, at den, der dræber et menneske — ikke som gengældelse for et drab eller som straf for at have skabt uorden i samfundet, men uretmæssigt — er som den, der har dræbt hele menneskeheden. Men den, der redder et menneskes liv, er som den, der har reddet hele menneskehedens liv.” (Sura al-Ma’ida: 32)

Det er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Profeten (fred være med ham) sagde:

(Arabisk**********)

„På Dommedag vil den første sag, der afgøres, være sagen om et uretmæssigt drab.“ Det skal i denne forbindelse bemærkes, at drab er af tre slags—

(1) Qatl al-ʿamd (forsætligt drab): hvor der ikke er nogen mulighed for fejltagelse eller fejlagtig antagelse. Det vil sige at dræbe nogen uretmæssigt, som det almindeligvis sker, eksempelvis ved slag med sværd, dolk, kniv, hammer, skovl, spade, økse, skjold og lignende eller ved at skyde nogen; ved at brænde eller drukne vedkommende, eller ved at kaste vedkommende ned fra et højt sted; ved at kvæle vedkommende, ved at udøve et voldsomt tryk på testiklerne eller ved at holde munden for vedkommende; eller ved at tage nogens liv med gift. For denne slags drab skal hadd derfor iværksættes, det vil sige, at morderen skal henrettes. Den dræbtes arvinger har imidlertid fuld ret til at vælge én af tre muligheder: (1) at dræbe ham, (2) at tilgive ham eller (3) at løslade ham mod at modtage diyya, det vil sige blodpenge. Den dræbtes arvinger har imidlertid ikke ret til at dræbe andre end morderen. Om dette siger Den Højeste Allahs ord—

(Arabisk**********)

„Dræb ikke uretmæssigt det menneske, hvis drab Allah har forbudt, medmindre det sker af en gyldig grund. Og hvis nogen dræbes som undertrykt og uretmæssigt, har Vi givet hans arving ret. Men han må ikke overskride grænsen i forbindelse med drabet som gengældelse. For han har sejren i sagen om den retmæssige gengældelse, og han vil blive hjulpet.“ (Sura Banī Isrāʾīl: 33)

I tafsīren af dette vers er det blevet sagt, at det kun er morderen, der må henrettes. Det er ikke tilladt at henrette nogen anden person. Det er overleveret fra Ḥaḍrat Abū Shurayḥ al-Khuzāʿī (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) sagde—

(Arabisk**********)

„Hvis en person bliver dræbt, eller man finder ham i en livstruende tilstand, hvorefter han dør, er der kun tre muligheder: (1) at henrette morderen, (2) at tilgive ham eller (3) at løslade ham mod at modtage blodpenge. Hvis nogen vælger en fjerde fremgangsmåde ud over disse tre, er denne handling uretfærdig; derfor venter Helvede ham, hvor han skal bo for evigt.“ (Ahl al-Sunan, al-Tirmidhī)

At henrette morderen efter at have tilgivet ham eller modtaget blodpenge er en yderst alvorlig synd, ja, en endnu grovere forbrydelse end det første drab. På dette punkt har nogle lærde endda sagt, at han skal dræbes i henhold til hadd-bestemmelsen. For den dræbtes arvinger har ingen ret til at dræbe ham efter at have modtaget blodpengene.“

I denne forbindelse lyder den Almægtige Allahs ord:

(Arabisk**********)

“Der er foreskrevet jer en bestemmelse vedrørende de dræbte blandt jer: en fri for en fri, en slave for en slave og en kvinde for en kvinde. Hvis noget af gengældelsen for den dræbte efterfølgende tilgives af hans bror, skal der kræves betaling af ham på høflig vis i overensstemmelse med shariaens bestemmelse. På den anden side bør drabsmanden betale den på rette måde gennem god behandling af den dræbtes arvinger. Dette er en lettelse og en særlig barmhjertighed fra jeres Herre til jer. Men den, der derefter overskrider grænsen, vil få en smertefuld straf. Og I, der besidder forstand! I qisas er der liv for jer, så I kan afholde jer fra drab.” (Sura al-Baqara: 178-179)

I deres analyse siger de lærde, at den dræbtes arvingers hjerter er fyldt med vrede og hævntørst. Hvis de får mulighed for det, bliver de så opsatte og vanvittige, at de endog forsøger at udrydde drabsmanden og hans arvinger. Derfor opstår der undertiden en situation, hvor de ikke nøjes med at dræbe drabsmanden, men også dræber hans slægtninge og endda stammeledere og høvdinge. Dette er en yderst frygtelig tilstand. Drabsmanden begik ganske vist den første uret, men når den dræbtes arvinger søger hævn for drabet, begår de en sådan grænseløs uret og undertrykkelse, som den egentlige drabsmand ikke engang begik. Desuden foretager de sig ting, der strider mod shariaen, og i uvidenhedens tid sluttede alle sig samlet til denne handling, både landboere og byboere, hvorefter den fortsatte fra generation til generation. Den dræbtes arvinger satte alle kræfter ind på at dræbe drabsmandens arvinger. Modparten fortsatte så med at dræbe dem. Til sidst samlede begge parter hver deres allierede, sluttede sig sammen og indledte en permanent krig under frygtelige forhold præget af kamp, drab og gensidig vold, hvorved de holdt en langvarig, blodig konflikt i live.

På denne måde fortsatte den uudslukkelige flamme af had og hævn mellem stammerne samt fjendskabets brændende strøm uafbrudt under dække af gensidig hjælp og støtte. Den egentlige årsag var, at de havde forladt retfærdighedens vej; de troede ikke på princippet om “qisas”, det vil sige “drab for drab”, og anså det ikke for tilstrækkeligt. Derfor gik de ikke den sharia-konforme vej ved den retlige gengældelse for drab, men gjorde hændelsen til omfattende massedrab. Alligevel har den Almægtige Allah foreskrevet qisas for os med det formål at etablere en retfærdig retsorden for uretmæssige drab og udrydde uret og undertrykkelse fra samfundet.

I denne forbindelse er det også blevet fastslået, at “i qisas er der liv for jer”. For som følge af qisas standses blodsudgydelsen fra drabsmandens arvinger og værger, liv bliver skånet, og fitna og ufred forsvinder. (Som følge af qisas får drabsmanden ikke mulighed for at begå flere drab.) Desuden vil en person, som måske nærer et hemmeligt ønske om at dræbe nogen, helt sikkert afholde sig fra at løbe en sådan dødelig risiko, når han ved, at hans eget dyrebare liv senere heller ikke vil blive skånet, og at han selv vil blive dræbt som qisas.

Det er overleveret fra Ali ibn Abu Talib (ra) og Amr ibn Shuayb (ra), at Den Ædle Profet (s) sagde:

(Arabisk**********)

“Alle muslimers blod er lige, det er alle enige om, og de bestræber sig alle på at behandle dhimmierne godt. Vogt jer! Ingen person, der er bundet af en pagt, må dræbes, så længe han overholder sin aftale, og ingen muslim må dræbes som gengældelse for en vantro.” (Ahmad, Abu Dawud)

I denne forbindelse erklærede Den Ædle Profet (s): Alle muslimers blod er lige, uanset om de er små eller store, fornemme eller jævne. Han gav ingen araber forrang frem for en ikke-araber, ingen Qurayshi-hashimit frem for en ikke-Qurayshi-hashimit, ingen fri person frem for en frigiven slave, ingen lærd frem for en uvidende og ingen konge frem for en undersåt. Dette er alle muslimers enstemmige mening og en beslutning, som alle er enige om. Men fordi de, der bar jahiliyyah-tidens forestillinger, og de jødiske herskere udstedte egoistiske befalinger under dække af deres modsatte fremgangsmåde og fejlagtige politik, blev hele Arabien opslugt af indbyrdes strid og vold.

I bosættelserne omkring Medina boede to jødiske stammer, Banu Nadir og Banu Qurayza. Banu Nadir havde lidt flere dræbte end Banu Qurayza, og derfor udpegede de Den Ædle Profet (s) som dommer. Jøderne havde ændret bestemmelsen om zina-straffen således, at de i stedet for stening brændemærkede den skyldiges krop med jern. Derefter kom jøderne til muslimerne og sagde: Hvis jeres profet afsiger denne dom, vil det være et bevis til vores fordel. Ellers vil det bevise, at I har forkastet bestemmelserne i Toraen. I denne forbindelse åbenbarede Allah, den Ophøjede, følgende vers:

(Arabisk**********)

“O Sendebud! Lad ikke folkets vantro aktiviteter gøre dig bekymret og bedrøvet—de, der kun siger med munden: ‘Vi tror’, selv om deres hjerter ikke har antaget troen…

Hvis de derfor, O Profet, kommer til dig for at få en afgørelse, står det dig frit for at afgøre sagen mellem dem eller lade være. Men hvis du vender dig bort fra dem eller afholder dig fra det, kan de ikke skade dig det mindste. Hvis du imidlertid må afsige en dom, så afgør sagen mellem dem på grundlag af retfærdighed, for Allah, den Ophøjede, elsker sandelig dem, der handler retfærdigt og med billighed….

Frygt ikke mennesker; frygt Mig, og tag ikke en ringe pris for Mine vers. De, der ikke dømmer og afgør sager efter den Bog, Allah har åbenbaret, er vantro. Og i Toraen foreskrev Jeg jøderne, at liv skal gives for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og sår for sår i samme omfang.” (Sura al-Ma’ida: 41-45)

I det omtalte vers har Allah, den Ophøjede, beskrevet, at alle liv er af samme rang, og at der ikke er mulighed for, at det ene har forrang frem for det andet. Jøderne gav imidlertid udtryk for en sådan diskriminerende politik i deres handel og omgang med andre.

(Arabisk**********)

“O profet! Jeg har åbenbaret den sande Bog for dig, som bekræfter de bøger, der blev åbenbaret før den, og som også vogter over dem. Døm derfor mellem dem på grundlag af det, som Allah den Almægtige har åbenbaret for dig, men følg ikke deres onde tilbøjeligheder og begær, efter at sandheden er kommet til dig. For hver af jer har Jeg fastsat en særlig vej og en sharia….

Ønsker de stadig dommen fra uvidenhedens tid? Hvem kan være en bedre dommer end Allah for dem, der tror?” (Sura al-Ma’ida: 48-50)

I det omtalte vers har Allah den Almægtige fastslået, at alle muslimers liv og blod er lige værdifulde og på samme niveau, uden forskel på høj eller lav. Alligevel blev de fleste drab, mord og såringer i uvidenhedens tid begået efter lidenskabernes krav og menneskers luner. Som følge heraf blev alle beboelser, både byer og havnebyer samt afsides landsbyer, ramt af disse ødelæggende virkninger. Uanset hvad årsagerne tilsyneladende måtte være, var den egentlige og eneansvarlige årsag den gudsfornægtende tendens i menneskenes hjerter samt fraværet af en effektiv rolle for retfærdighed, adl og insaf i retsafgørelserne. Der foregik uophørligt en konkurrence mellem stammerne om at etablere overlegenhed, forrang og herredømme over hinanden—hvad enten det gjaldt drab og blodsudgydelse eller rigdom og ejendom—og det blev betragtet som et spørgsmål om ære og berømmelse at herske over hinanden. Ved at tilsidesætte retfærdighedens virkning tog ingen af de to parter hensyn til tålmodighed, generøsitet eller storsind. Alle parter og modparter begik uret, overgreb, undertrykkelse og mishandling mod hinanden. Hvad den ene part gjorde, gjorde modparten ikke mindre af. Dette var det daværende samfunds reelle billede af social retfærdighed. Derfor påbød den hellige Koran i et sådant ubehageligt og kaotisk miljø, at adl, insaf og retfærdighed skulle gennemføres, og den erklærede alle former for jahiliyyah-love, regler og afgørelser, som var gældende i samtidens samfund, for ugyldige. Når en mujaddid eller reformator træder frem på området for samfundsreform med en rolle og konkrete skridt, må han fra begyndelsen gå frem ved at holde fast i adl, insaf og retfærdighed. Sådan har denne tradition fortsat gennem tiderne.

Den hellige Korans afgørelse i denne forbindelse er:

(Arabisk**********)

“Hvis to grupper blandt muslimerne kommer i indbyrdes krig og konflikt, skal I skabe forlig mellem dem. Hvis den ene gruppe derefter begår overgreb mod den anden, så tag våben op mod overgrebsmændene, indtil de vender tilbage til Allahs befaling. Når de så vender tilbage, skal I skabe forlig mellem begge parter på grundlag af lighed og retfærdighed. Allah den Almægtige elsker sandelig de retfærdige og dem, der handler med insaf. Muslimerne er jo hinandens brødre; skab derfor forsoning, enighed og gensidigt venskab mellem brødrene.” (Sura al-Hujurat: 9-10)

Den bedste fremgangsmåde ved gengældelse for drab er først at bede den dræbtes arvinger om tilgivelse. For der er blevet erklæret i Koranen:

(Arabisk**********)

“Gengældelsen for et sår er et tilsvarende sår. Men hvis den forurettede, der er blevet udsat for uret, tilgiver gengældelsen for den uret, der er begået mod ham, bliver dette en soning for hans synd.” (Sura al-Ma’ida: 45)

Det er overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde:(Arabisk**********)

“Når en sag eller retssag, der berettigede til qisas, blev forelagt den ædle Profet (fred være med ham), plejede han at påbyde tilgivelse.” (Abu Dawud)

I Sahih Muslim er det overleveret gennem Abu Hurayras (må Allah være tilfreds med ham) beretning, at Den Store Profet (fred være med ham) sagde:

(Arabisk**********)

“Sadaqa medfører ikke nogen formindskelse af rigdommen, og den, der tilgiver en anden, vil Allah visselig forøge i anseelse og ære; og den, der udviser ydmyghed for Allahs skyld, vil Allah skænke en høj rang.” (Muslim)

Der er blevet redegjort for islams egalitære princip, og det er blevet tydeligt, at alle muslimer tilhører den samme klasse og har ret til lighed. Men hvad angår lige status, kan dhimmi-kafiren og muslimen ikke være på samme niveau; her består der tværtimod en trosmæssig forskel. Alle lærde er enige herom. På samme måde vil en dhimmi-kafir, der ankommer til en muslimsk befolket by for at rejse eller drive handel, ifølge alles enighed heller ikke være på niveau med muslimen og vil ikke blive anset for berettiget til de samme rettigheder som muslimen.

Nogle lærde har imidlertid udtalt, at den islamiske lighed, „kufu“, også gælder for dhimmier, og at de har ret til at nyde alle de samme muligheder og fordele som en muslimsk borger.

Den anden form for drab er „qatle khata“ (drab ved en fejltagelse), som næsten svarer til forsætligt drab. Om dette sagde den store Profet:

(Arabisk**********)

„Vogt jer! Forsætligt drab ved slag med en pisk eller en stav straffes på samme måde som ‚qatle khata‘: Der skal gives et hundrede kameler, hvoraf fyrre skal være hunner, som er drægtige.“

Det er faktisk blevet kaldt „shibh-e amad“, fordi den, der slog med en pisk eller en stav, uden tvivl begik zulm. For ved et overfald var han ikke i stand til at holde sig inden for det passende mål og de fastsatte grænser. Men det er også sandt, at denne form for slag ikke altid medfører døden; tværtimod ses der ofte undtagelser herfra.

Den tredje form for drab er „qatle khata“, det vil sige drab ved en fejltagelse. For eksempel skyder en person med gevær eller bue efter et jagtbytte, men skuddet eller pilen rammer et menneske. Han havde imidlertid på ingen måde til hensigt eller planlagt dette. Derfor indtraf denne helt ufattelige hændelse. Som følge heraf udstedes der ikke en bestemmelse om hadd, det vil sige dødsstraf; i sådanne tilfælde foreskriver sharia derimod kaffara, diyat og betaling af blodpenge. Mange regler vedrørende dette er nedskrevet i de lærdes samlede eller forfattede værker.

[toogtyve]

Gengældelse for sår gengældelse og gengældelse for legemsdele gengældelse

Qisas ved legemsbeskadigelse, En hånd–eller fod skal som gengældelse for en–hånd eller fod skæres af, Hvis en tand knækkes skal en tand knækkes, Hvis nogens hoved hugges af skal hovedet hugges af som gengældelse।

Qisās eller gengældelse for sår er wajib. Dette er fastslået gennem Koranen, hadith og ijmāʿ. Betingelsen er dog, at man holder sig inden for grænserne for at opretholde lighed. Hvis nogen brækker en andens hånd ved håndleddet, er det tilladt til gengæld at brække den tilskadekomnes hånd ved håndleddet; hvis nogen brækker en andens hånd ved håndleddet, er det tilladt til gengæld at brække den tilskadekomnes hånd ved håndleddet. Hvis nogens tand bliver brækket, er det tilladt som gengældelse at brække modpartens tand. Hvis hovedet og ansigtet såres på en sådan måde, at knoglen indenunder bliver synlig, er det tilladt at såre skadevolderens ansigt og hoved i tilsvarende omfang. (Alt dette skal naturligvis ske gennem retsvæsenet.)

Hvis et sår imidlertid er af en sådan art, at det ikke er muligt at opnå lighed gennem et gengældende modangreb, f.eks. hvis den indre knogle er blevet brækket, eller hvis såret er af en sådan grad, at den indre knogle ikke er synlig, kan qisās ikke gennemføres i dette tilfælde; i stedet skal der betales en forholdsmæssig erstatning for såret.

Arten af qisās eller gengældelse er, at man slår med hånden eller slår med en stav. Det kan f.eks. være et slag med flad hånd, et slag med knytnæven eller et slag med en stav. Ifølge nogle lærde finder bestemmelsen om qisās ikke anvendelse i den omtalte situation; i stedet skal der fastsættes taʿzīr, det vil sige en disciplinær og belærende straf. Det skyldes, at det i dette tilfælde ikke er muligt at opnå forholdsmæssig lighed. I udtalelser fra de retledte kaliffer og andre sahāba kan man imidlertid se, at qisās i dette tilfælde anses for at være i overensstemmelse med sharia.

Imām Ahmad og de øvrige imamer har givet udtryk for dette synspunkt, og profeten Muhammeds hadith har også en betydning, der peger i denne retning. Abū Firās siger: I denne forbindelse holdt ʿUmar ibn al-Khattāb en gang en prædiken med henvisning til en hadith, hvis ordlyd var:

(Arabisk**********)

»Vogt jer! Husk, ved Allahs ed: Jeg sender ikke herskerne til jer, for at de skal blive ved med at slå jer, og jeg sender dem heller ikke for at tage jeres ejendom i besiddelse. Jeg sender dem derimod for at undervise jer i jeres religion og i den store profets lære og forbillede. Hvis nogen af dem derfor gør noget, der strider imod dette, skal han bringes til mig. Ved Ham, hvis magt mit liv er underlagt: Jeg vil bestemt kræve qisās, eller gengældelse, af disse mennesker (de undertrykkende embedsmænd).«

Derefter rejste ʿAmr ibn al-ʿĀs sig og sagde: »O de troendes leder! Hvis en amīr eller guvernør fører tilsyn med muslimerne og er beskæftiget med at danne folkets karakter og give dem moralsk undervisning, vil du så også kræve qisās af ham?« ʿUmar svarede: »Ja, ved Allahs ed! Hvis han begår en tilsvarende uret, vil jeg også kræve qisās af ham. Og det er ikke kun mig, der kræver qisās – selv profeten Muhammed krævede qisās eller gengældelse for sin egen person og sit eget væsen. Vogt jer! Slå ikke muslimerne, ydmyg dem ikke, og undertryk ikke deres rettigheder. For det er ikke mærkeligt, at sådanne handlinger som følge deraf kan fremkalde en tilbøjelighed til kufr hos dem.« (Musnad Ahmad)

Sammenfatningen af den omtalte beretning er, at herskere, dommere, (regionale) forvaltere og guvernører ikke må slå eller straffe nogen uretmæssigt. Hvis en person blandt folket slås af en lovlig grund, og slaget eller angrebet udføres i overensstemmelse med shariaens bestemmelser, gælder bestemmelsen om qisās for de nævnte embedsmænd ikke efter ijmāʿ, det vil sige enstemmig overenskomst. Det skyldes, at et lovligt og shariaforeneligt slag, angreb eller sår enten vil være wajib eller mustahabb, det vil sige lovligt og anbefalelsesværdigt. Qisās gælder ikke i nogen af disse tre tilfælde.

[treogtyve]

Forskellige former for ærekrænkelse qisas

Æres-–og værdigheds qiṣās er også tilladt, At fornærme er en forbrydelse.। Også dette har en lovmæssigt foreskrevet qiṣās tilknyttet.। Hvis nogen om en andens far–og bedstefar, slægt og stamme fremsætter uanstændige udtalelser og en erklæring og fremsætter , er det, til gengæld derefter modpartens far–og bedstefar, slægt og stamme at fremsætte tilsvarende udtalelser er det ikke tilladt at fremsætte.। For de har jo ikke begået nogen uretfærdighed mod ham.।

Det er også tilladt ifølge shariaen at gengælde en krænkelse af en persons ære, værdighed og anseelse. Det kan ske således: Hvis en person for eksempel retter forbandende ord mod nogen eller fremsiger en ond bøn mod ham, er det tilladt for den anden person som gengældelse at rette tilsvarende ord mod den første. Hvis nogen fremsætter en ægte fornærmelse, som ikke indeholder nogen løgn, må den anden også fornærme ham som svar. Det er dog bedre at tilgive. Den Almægtige Allah siger:

(Arabisk***********)

“Gengældelsen for det onde er et tilsvarende onde; men den, der tilgiver og forsoner, har sin belønning hos Allah. Allah elsker ikke de uretfærdige. Og der vil ikke blive truffet nogen straffende foranstaltning mod dem, der tager hævn, efter at de er blevet gjort uret.” (Sura Ash-Shura: 40-41)

Den ædle Profet (s) sagde:

(Arabisk***********)

“Den, der siger det ansigt til ansigt, skal få det samme tilbage, men initiativtageren skal få noget mere tilbage, indtil han begår uret mod den forurettede.”

Det er i virkeligheden det, der kaldes gengældelse. For det andet: Hvis fornærmelsen er sådan, at der ikke er det mindste spor af løgn i den, er den også noget, man kan gengælde. For eksempel at afsløre de mangler, der faktisk findes i personens moralske karakter, eller at kalde ham en hund, et æsel eller lignende. Men hvis nogen fremsætter en falsk anklage eller opdigtede beskyldninger mod en anden, er det ikke tilladt som gengældelse at fremsætte tilsvarende opdigtede ord og falske beskyldninger. Hvis nogen uden grund kalder en anden kafir eller fasiq, er det ikke tilladt for den anden at kalde ham kafir eller fasiq på samme måde. Hvis nogen forbander en andens far, bedstefar, slægt, stamme eller medborgere fra hans egen by, er det ikke tilladt som svar at bruge tilsvarende ord mod ham. Dette er uret og zulm. For de andre har jo ikke gjort ham noget. Den, der faktisk har begået den uret og overlast, som er blevet påført ham, er derimod den tilstedeværende berørte person. Om dette siger Den Almægtige Allah:

(Arabisk***********)

O I, der tror! Stå fast på at aflægge retfærdigt vidnesbyrd for Allah. Lad ikke jeres fjendskab mod et folk, det vil sige jeres hævntørst, blive så stærkt, at I begår uret mod dem; vær derimod retfærdige. Det er nærmest gudsfrygt, taqwa. (Sura al-Ma’ida: 8)

Derfor er det haram at krænke nogen og gøre uret mod vedkommende ved at skade hans ære og anseelse. Det er i princippet tilladt at tage gengæld; hvis én for eksempel fremsætter en ond bøn mod en anden, må den forurettede uden overdrivelse eller overskridelse fremsætte en tilsvarende ond bøn mod den første. Men hvis Allahs ret er involveret, som når han har løjet, er det ikke tilladt for ham at svare med en løgn.

På samme måde siger de fleste islamiske retslærde: Hvis nogen dræber en person ved at brænde ham, drukne ham, kvæle ham eller på anden vis tage hans liv, kan der som gengældelse ved domstolen anvendes samme fremgangsmåde, som han anvendte. Man skal dog sikre, at gengældelsesstraffen ikke er haram. Hvis nogen for eksempel gav en anden vin at drikke, må den anden som gengæld også give ham vin at drikke. Eller hvis han havde haft analt samleje med ham, må der som gengæld også begås liwat med ham, det vil sige analt samleje.

Nogle islamiske retslærde mener, at straffen for at brænde nogen ihjel, drukne nogen eller kvæle nogen skal være halshugning med et sværd. Men den tidligere nævnte opfattelse om dette er mere i overensstemmelse med Koranen og hadith.

[fireogtyve]

zina–utugtens anklage fremsætterens straf vedrørende

Der er ingen qisas for falske anklager, men der er fastsat en straf for dem. Den, der fremsætter en falsk anklage om utugt mod gifte, frie og uskyldige muslimer, pålægges ikke hadd al-qadhf. For den, der anklager en person, som åbenlyst lever i synd, for zina, det vil sige utugt, gælder hadd al-qadhf heller ikke. Der er ingen qisas-bestemmelse mod opdigtede udsagn og falske anklager; der er derimod fastsat en straf. Blandt de falske anklager hører også hadd al-qadhf, som er fastslået gennem Koranen, hadith og ijma. Den Almægtige Allah siger:

(Arabisk***********)

“De, der fremsætter beskyldninger mod kyske kvinder, men ikke kan fremføre fire vidner til støtte for dem, skal piskes firs gange, og deres vidnesbyrd skal aldrig accepteres; det er dem, der forkaster sandheden. Men hvis de derefter angrer og forbedrer sig, gælder der en anden bestemmelse; Allah er visselig tilgivende og barmhjertig.” (Sura an-Nur: 5-4)

Hvis en retskaffen person beskyldes for zina eller liwat (mandligt homoseksuelt samleje), bliver straffen hadd al-qadhf (straffen for falsk beskyldning om utugt) obligatorisk. Han skal da tildeles firs piskeslag. Hvis beskyldningen derimod vedrører noget andet, skal taʿzir, det vil sige en disciplinær straf, anvendes på ham.

Det er udelukkende den person, som beskyldningen er rettet mod, der har ret til denne hadd. Denne hadd iværksættes derfor kun, når han anmoder om, at den iværksættes. Dette er de lærdes enstemmige afgørelse. Hvis den person, der er blevet beskyldt, tilgiver, kan hadd-straffen frafaldes. Også her er der fuldstændig enighed blandt de lærde. Det skyldes, at den forurettedes ret i dette tilfælde vejer tungest, ligesom ved personlig ret såsom qisās vedrørende ejendom og lignende. Nogle siger dog, at hadd-straffen ikke kan frafaldes, eftersom Allahs ret også er involveret. Derfor kan den, ligesom andre hadd-straffe, heller ikke frafaldes.

Hadd al-qadhf træder kun i kraft, hvis maqdūf, den person der er blevet beskyldt, er gift, muslim, fri og ulastelig. Derfor iværksættes hadd ikke, hvis man fremsætter en beskyldning mod en person, der er belastet af forskellige beskyldninger og synder. Ligeledes iværksættes hadd ikke, hvis man fremsætter en falsk beskyldning mod en vantro eller en slave. Der skal dog anvendes taʿzir over for dem. Det er tilladt for en mand offentligt at anklage sin hustru for utugt, hvis hun har begået utugt, også selv om hun ikke er blevet gravid som følge af zina. Men hvis hun bliver gravid som følge af zina og føder barnet, er det obligatorisk at anklage hustruen for utugt. Han skal desuden afvise barnet ved at sige: “Det er ikke mit”, så noget, der tilhører en anden, ikke knyttes til ham selv.

Hvis en mand anklager sin hustru for zina, vil hustruen enten bekende zina eller foretage liʿān, som er omtalt i Koranen og hadith. Hvis den, der fremsætter qadhf, det vil sige en falsk beskyldning, er en slave, iværksættes halvdelen af hadd-straffen over for ham. Det samme gælder straffen for zina, utugt og indtagelse af alkohol: han skal idømmes halvdelen af straffen. Derfor siger Koranen om mandlige og kvindelige slaver:

(Arabisk***********)

“Hvis de begår utugt efter at være blevet gift, skal deres straf (de mandlige og kvindelige slavers) være halvdelen af den frie kvindes.” (Sura an-Nisa: 25)

Men når hadd-straffen indebærer drab eller afhugning af hånden, bliver straffen ikke halveret; den fulde straf skal tværtimod fuldbyrdes — det vil sige, dødsstraffen skal fuldbyrdes fuldt ud, og hånden skal afhugges i det omfang, det er nødvendigt. I dette tilfælde kan straffen ikke halveres.

[25]

Mandens–hustruens indbyrdes forhold og rettigheder

Ægtefællernes gensidige ret til samleje, ægtefællernes forhold, mahr, underhold og gensidige rettigheder vedrørende husholdningsforhold er dette kapitels emne.

Det er obligatorisk for begge ægtefæller at opretholde et godt indbyrdes forhold i ægteskabet og at handle i overensstemmelse med Allahs befalinger for på behørig vis at opfylde hinandens rettigheder. Den Mægtige Allahs ord lyder:

(Arabisk***********)

»Derefter skal I enten beholde hustruen på foreskreven vis (hos jer) eller frigive hende på en god måde.« (Sura al-Baqara: 229)

Det er obligatorisk for både mand og hustru i ægteskabslivet med glæde og et muntert sind at sørge for, at de hver især opfylder den andens rettigheder på behørig vis. Hustruen har en ret i mandens ejendom. I mandens levetid består denne ret i mahr og underhold. Den fysiske ret består i, at manden på lovlig og ren vis skal tilfredsstille hustruens seksuelle behov og have omgang med hende på behørig vis. Hvis manden i denne forbindelse sværger over for sin hustru, at han vil afholde sig fra hende, det vil sige »ikke have samleje med hende«, får hustruen ifølge den enstemmige konsensus blandt lærde på alle niveauer ret til skilsmisse. Selv hvis manden har en afskåret penis eller er impotent og ude af stand til samleje, er det stadig obligatorisk for ham at have samleje med sin hustru og ligge i samme seng som hende. Nogle har sagt, at hvis årsagen er medfødt, er samleje ikke obligatorisk for ham. Den korrekte opfattelse er imidlertid, at samleje er obligatorisk. Koranen, hadith og sharīʿas grundlæggende principper (****) støtter netop denne opfattelse. Profeten (ﷺ) så Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), som fastede meget og tilbragte lang tid i bøn, og da sagde Profeten (ﷺ): (Arabisk***********)»Du har også en pligt over for din hustru.«

Derfor er samleje obligatorisk. Men med hvor mange dages mellemrum skal dette samleje finde sted? Der er uenighed om dette. Nogle har sagt, at samleje er obligatorisk mindst én gang hver fjerde måned. Andre har sagt: Nej, det er snarere obligatorisk i forhold til mandens styrke og hustruens behov, ligesom underhold er obligatorisk. Dette er faktisk den mest rimelige afgørelse. På den anden side har hustruen også rettigheder over for manden. Det vil sige, at han kan have omgang med hende, når han ønsker det. Betingelsen er dog, at hustruen ikke lider nogen skade derved og heller ikke bliver ude af stand til at opfylde andre obligatoriske rettigheder. Det er hustruens pligt at give manden mulighed for et tilfredsstillende samliv. Desuden er det forbudt for hustruen at forlade mandens hjem uden mandens tilladelse eller sharīʿas tilladelse.

Der er uenighed blandt de islamiske retslærde om huslige gøremål. Det gælder for eksempel at rede sengen, feje huset, holde hjemmet rent, tilberede ris og grøntsager samt lave mad og lignende. Nogle mener, at det er wajib for hustruen at udføre disse opgaver, mens andre mener, at det ikke er wajib. En tredje gruppe siger, at det er wajib for hustruen at yde en moderat grad af service.

[26]

Formue-–ejendoms afgørelser retfærdighed opretholdelse af

Afgørelser om formue og ejendom skal træffes på grundlag af retfærdighed. At følge retfærdighedens principper i adfærd og omgang med andre er grundlaget for lykke og fred, og gennem dette renses både denne verden og det hinsidige.

Afgørelser om formue og ejendom skal træffes på grundlag af retfærdighed i overensstemmelse med Allahs og Hans Sendebuds (s.a.w.) anvisninger. For eksempel er det en pligt at fordele arven mellem arvingerne i overensstemmelse med sunnaen, selv om der er uenighed om nogle af dens enkeltheder. På samme måde er det wajib at træffe afgørelser på grundlag af retfærdighed og rimelighed i transaktioner og udveksling, såsom køb og salg, leje, udpegning af en agent, partnerskab, gave, waqf og testamente. I alle transaktioner, hvor køb og salg samt overdragelse er betingelser, er det wajib at opretholde retfærdighed og rimelighed. For verdens beståen afhænger af retfærdighed. Uden den kan der ikke komme klarhed og renhed hverken i denne verden eller i det hinsidige. Enhver fornuftig person kan forstå nødvendigheden af retfærdighed i disse forhold. For eksempel er det wajib for køberen straks at betale prisen for den købte vare. Sælgeren har på sin side pligt til at overgive den solgte vare til køberen. Det er fuldstændig haram at give for lidt eller for meget efter vægt. Ved køb og salg er det wajib at tale sandt og give en korrekt beskrivelse. Det er derimod haram at lyve, bedrage, bryde tilliden, blande varer og snyde. Det er wajib at tilbagebetale gæld samt at vise taknemmelighed over for långiveren og prise ham.

Handlinger, adfærd og omgangsformer, som er forbudt i Koranen og hadith, er som regel ikke underlagt retfærdighedens principper eller insaf; i forbudte handlinger forekommer der i større eller mindre grad undertrykkelse og uret. Det gælder for eksempel uretmæssig indtjening, såsom rente og hasardspil. Disse ting er blevet forbudt af den ædle Profet (s.a.w.). Derfor er alle former for hasardspil og rente haram. Desuden er køb og salg gennem bedrag og list haram. Det er haram at sælge en flyvende fugl uden først at fange den, at sælge fisk under vandet uden først at fange dem, at sælge noget uden at fastsætte en frist, at sælge noget på grundlag af gæt og formodninger, at sælge forfalskede eller fordærvede varer som ægte, at sælge frugt før den er spiselig, at indgå partnerskab på ulovlig vis, at foretage transaktioner, som skaber strid mellem muslimer, eller hvori der på nogen måde findes noget skadeligt, samt tvivlsomt køb og salg. Det samme gælder køb og salg, som nogle mennesker anser for lovligt og retfærdigt, mens andre anser for uretfærdigt og undertrykkende. Alle sådanne handler er fasid. Det er wajib og nødvendigt, at staten annullerer dem. Derfor er det afgørende at holde sig fra dem. Allah siger:

(Arabisk************)

“Hvis I tror på Allah og den sidste dag, så adlyd Allah, adlyd Sendebudet og dem blandt jer, der har myndighed. Hvis I bliver uenige om noget, så søg tilflugt i Allahs og Hans Sendebuds principper og forbillede. Det er bedre og smukkere i forklaring.” (Sura an-Nisa: 59)

I denne henseende er grundprincippet, at de transaktioner og forretninger, som er haram ifølge Koranen og Sunnaen, er haram. Og den tilbedelse, som er i overensstemmelse med shariaen og er bevist gennem Koranen og hadith, er tilbedelse. Den Almægtige Allah har fordømt de mennesker, som erklærede sådanne ting haram for sig selv, selv om Allah i virkeligheden ikke havde gjort dem haram. Derimod gjorde de forskellige ting tilladte og lovlige for sig selv, uden at der fandtes noget shariaretligt bevis for, at de var tilladte.

(Arabisk************)

“O Allah! Giv os evnen til at anse det, som Du har gjort halal, for halal. Og giv os ligeledes tawfiq til at anse det, som Du har gjort haram, for haram.”

Og giv os, o Gud, tawfiq til at følge de regler og bestemmelser, som Du har fastsat.

[syvogtyve]

Landets styring gennem et konsultationsbaseret system

Det er nødvendigt for amiren, den magthavende og herskeren at søge råd. Allah den Ophøjede befalede Sin Ædle Sendebud, (Arabisk************) “Rådfør dig med dem om vigtige anliggender.” Allah roser dem, der søger råd: (Arabisk************)

“Det er uomgængeligt nødvendigt, at de magthavende rådfører sig med hinanden.”

Allah befalede Sit eget Sendebud (s):(Arabisk************)

“Tilgiv dem, bed om tilgivelse for dem, og rådfør dig med dem i sagerne. Når du derefter har truffet en fast beslutning i en sag, så sæt din lid til Allah. Allah elsker dem, der sætter deres lid til Ham.” (Sura Al-i Imran: 159)

Det er berettet fra Hazrat Abu Hurayra (ra). Han sagde:(Arabisk************)

“Ingen rådførte sig mere med sine ledsagere end Allahs Sendebud (s).”

Det er blevet sagt, at befalingen til Allahs Sendebud (s) om at rådføre sig først og fremmest blev givet med henblik på at gøre hans ædle ledsagere tilfredse. Desuden var det hensigten, at rådførelse senere, i efterfølgelse af Allahs Sendebud (s), skulle blive et princip. Når en sag ikke er blevet afgjort gennem åbenbaringen, såsom krig og strid eller mindre detaljer, er det nødvendigt at indhente menneskers mening, når der skal træffes en beslutning. Når selv den ædle Profet (s) rådførte sig i sådanne sager, havde andre endnu større behov for rådførelse. Allah den Almægtige har selv, ved begivenheden hvor Han indhentede englenes mening før menneskets skabelse, vist sine tjenere et eksempel på at gøre det samme, selv om Han ikke har behov for deres råd. Allah har rost dem, der rådfører sig. Derfor siges der:

(Arabisk************)

“Det, der er hos Allah, er bedre og mere bestandigt. Det tilkommer de troende muslimer og dem, der sætter deres lid til deres Herre. Og de, der afholder sig fra alvorlige synder og skamløse handlinger, og som tilgiver andre, selv når de er vrede, og de, der svarer deres Herres kald, opretholder salat, ordner deres forhold gennem indbyrdes rådførelse og giver ud af den forsørgelse, Vi har skænket dem — de vil også få del i dette bedre og mere bestandige gode.” (Sura Ash-Shura: 36-38)

‘Ulil amr’, det vil sige den myndige autoritet eller lederen. Når man gennem rådførelse og på grundlag af Koranen, hadith og ijma er nået frem til en beslutning, er det forbudt at følge nogen i modstrid med den. Det bliver også obligatorisk for ‘ulil amr’ at acceptere den trufne beslutning og handle i overensstemmelse med den. Det samme princip gælder for alle små og store problemer i religionen og i verden. I sådanne tilfælde er det ikke tilladt at følge nogen anden. I denne forbindelse er Allahs befaling:

(Arabisk************)

»I, som tror, adlyd Allah, adlyd Sendebudet, og adlyd dem blandt jer, som har det overordnede ansvar, nemlig lederne og myndighederne.« (Sura an-Nisa: 59)

Men hvis der opstår uenighed blandt muslimerne om et opstået problem, er det i en sådan situation særligt nødvendigt at indhente råd fra folket. Derfor skal man følge den afgørelse og det råd, som er i overensstemmelse med Koranen og hadith og ligger dem nærmest. Allah den Ophøjedes befaling lyder:

(Arabisk************)

Men hvis der opstår uenighed blandt muslimerne om et opstået problem, er det i en sådan situation særligt nødvendigt at indhente råd fra folket. Derfor skal man følge den afgørelse og det råd, som er i overensstemmelse med Koranen og hadith og ligger dem nærmest. Allah den Ophøjedes befaling lyder:

(Arabisk************)

»Hvis I bliver uenige om noget, så bring det frem for Allah og Sendebudet, hvis I tror på Allah og den yderste dag. Dette er bedst og har også det bedste udfald.« (Sura an-Nisa: 59)

»Ulil amr«, det vil sige den ledelse, der har myndighed, er af to slags: (1) herskerne, (2) de lærde. Hvis de handler retfærdigt, vil folket også handle retfærdigt. Derfor er det begge disse gruppers ansvar at undersøge og efterprøve alle handlinger og ord. Når der i lyset af Koranen og hadith findes en klar løsning på problemet, er det obligatorisk at følge den. Hvis der opstår et vanskeligt problem, må man med dybt blik og fuld koncentration foretage en grundig og detaljeret analyse af det opståede problem for at afklare, hvordan det i forbindelse med beslutningen er muligt at følge Allah og Sendebudet (s).

Man skal være opmærksom på, hvilken retning Koranens og Sunnahs anvisninger peger i. Beslutningen skal træffes efter yderst omhyggelig overvejelse og bedømmelse. Hvis en hurtig løsning ikke er mulig på grund af mangel på tid, mangel på personer, der kan efterprøve sagen, modstridende beviser eller andre årsager, er det i så fald de mægtiges pligt at følge en person, hvis visdom, fremsynethed og fromhed er almindeligt anerkendt. Dette er den korrekte løsning.

Det er også blevet sagt, at det ikke er tilladt at følge nogens taqlid eller efterligne nogen.” Alle tre fremgangsmåder er overleveret i imām Aḥmads og andres madhhab. Man skal også undersøge, om dommere og herskere besidder alle de egenskaber og karaktertræk, som er nødvendige for dem. Den samme regel gælder for alle former for tilbedelse, såsom bøn og jihad: man skal handle og udføre sine pligter efter sin styrke og formåen. Hvis de berørte ikke har kræfter til det og er ude af stand til det, er det ikke Allahs princip at pålægge nogen noget, der ligger ud over vedkommendes styrke.

Det samme princip ligger også til grund for spørgsmål vedrørende tahāra og rituel renhed. For det første er reglen, at man skal opnå renhed med vand. Men hvis vand er svært at skaffe, eller hvis brugen af det indebærer risiko for skade – for eksempel hvis kulden er meget streng, eller hvis brugen af vand kan forværre et sår – gælder reglen, at man i denne situation opnår renhed ved tayammum. Det var med henvisning til dette, at Profeten ﷺ sagde til ʿImrān ibn Ḥusayn رضي الله عنه:

(Arabisk************)

“Bed stående; hvis du ikke kan, så bed siddende. Hvis du heller ikke kan sidde, så bed liggende.”

På samme måde har Allah den Ophøjede påbudt, at bønnen skal udføres til sin rette tid, på den måde der er mulig under de givne omstændigheder. Om dette er det blevet sagt:

(Arabisk************)

“Vær omhyggelige med bønnerne, især den mellemste bøn, og stå ydmygt foran Allah. Hvis I frygter fjenden, så bed gående eller ridende, uanset hvilken tilstand I befinder jer i. Men når I er i sikkerhed, så mindes Allah, sådan som Han har lært jer, det som I ikke kendte.” (Sūra al-Baqara: 238–239)

Den Almægtige Allah har gjort bønnen obligatorisk for alle, hvad enten de er trygge eller bange, raske eller syge, rige eller fattige, fastboende eller rejsende, sådan som det er bevist gennem Koranen og hadith. På samme måde har Han fastsat rituelt renhed, renlighed, tildækning af awrah og at vende sig mod qibla som forudsætninger for bønnen. Men den, der ikke er i stand til at opfylde disse betingelser, har Han fritaget herfor. Selv hvis en persons båd forliser, tyve og røvere plyndrer hans ejendele og tager hans tøj af, skal han under sådanne omstændigheder bede nøgen, alt efter situationen. Imamen skal da stille sig midt iblandt alle på en sådan måde, at ingens awrah kan ses. Hvis nogen ikke ved, hvor qibla er, skal han efter bedste evne forsøge at finde ud af det og først bede efter at have gjort sit yderste. Hvis han ikke finder noget bevis, der kan fastslå en bestemt retning, skal han bede vendt i den retning, det er muligt for ham at vende sig mod, sådan som der blev bedt på den ædle Profets (s) tid.

Det samme gælder jihad, statsstyre og alle religiøse anliggender. Det er i denne sammenhæng, at den Almægtige Allah erklærede dette princip i Koranen:

(Arabisk************)

“O muslimer, frygt Allah så meget, som I formår.” (Sura at-Taghabun: 16)

Og den ædle Profet (s) sagde:(Arabisk************)

“Når jeg befaler jer at gøre noget, så udfør det efter bedste evne.”

På samme måde har den Almægtige Allah på den ene side erklæret indtagelse af “khabith”, det vil sige urene, uspiselige og fordærvede fødevarer og drikkevarer, for haram, mens Han samtidig har sagt:

(Arabisk************)

“Den, der er nødstedt, uden at være uretfærdig eller overskride grænserne, har ingen synd, selv om han spiser så meget kød af et dødt dyr, som er nødvendigt for at redde hans liv. Allah er Tilgivende og Barmhjertig.” (Sura al-Baqara: 173)

Han har også sagt:(Arabisk************)

“Han har ikke pålagt jer nogen vanskelighed i jeres religion.” (Sura al-Hajj: 78)

Andre steder har han sagt:(Arabisk************)

“Allah ønsker ikke at påføre jer vanskeligheder.” (Sura al-Ma’ida: 6)

Derfor har den Almægtige Allah kun gjort det obligatorisk, som ligger inden for menneskets evner. Det, der ligger uden for ens magt og formåen, er derimod ikke obligatorisk. Derfor har Han ikke forbudt det, som man i en nødsituation ikke kan undvære. En tjener pådrager sig således ingen synd, hvis han i en nødsituation i begrænset omfang anvender eller gør noget forbudt, når der ikke er nogen anden udvej.

[otteogtyve]

Magt overtagelse og regerings førelse er en stor religiøs gerning

At overtage magten samt at regere og administrere staten er religionens største søjle og et vigtigt ansvar; ja, religionens eksistens og varighed er knyttet hertil.

På dette sted lyder den ærede Profets (fred være med ham) ord:(Arabisk************)

»Når tre personer tager på rejse, skal de udvælge én blandt sig som leder (imam).« (Abu Dawud)

At overtage magten og lede staten er religionens største og vigtigste ansvar; ja, religionens eksistens og stabilitet er knyttet hertil. For menneskers nationale og kollektive velfærd er ikke mulig uden en samlet indsats. Nogle menneskers behov og krav er af en sådan art, at de slet ikke kan løses uden en gruppe eller et fællesskab. Eftersom fællesskabet er obligatorisk og uomgængeligt, er det derfor også obligatorisk, at fællesskabet har en amir eller leder.

Imam Ahmad beretter i sit Musnad-værk med Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) som overleveringskæde, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:

(Arabisk************)

»Hvis tre personer rejser gennem en øde egn, er det absolut nødvendigt, at de udnævner én blandt sig til deres amil.« (Musnad Ahmad)

Allahs Sendebud (fred være med ham) siger, at det er obligatorisk at udnævne én blandt sig til amir, uanset hvor lille gruppen er, og uanset om den befinder sig i en helt midlertidig situation eller er på rejse. Dette skal tjene som en advarende påmindelse for alle andre grupper: Når det selv for blot tre personer, der er samlet med det formål at rejse, er obligatorisk at vælge en amir eller leder, er det endnu mere nødvendigt at lade denne bestemmelse gælde for andre fællesskaber. For Allah, den Ophøjede, har gjort påbuddet om det gode og forbuddet mod det onde obligatorisk. Uden en amil er det ikke muligt for de øvrige at varetage dette ansvar på behørig vis.

På samme måde kan sådanne obligatoriske pligter og påbud som jihad, etablering af retfærdighed, udførelse af hajj, afholdelse af fredagsbønnen og de to eid-bønner, hjælp til nødlidende og undertrykte, håndhævelse af hudud-straffe og lignende ikke gennemføres uden styrke, myndighed og en leders ledelse. Herom er der overleveret:(Arabisk************)

“Den retfærdige sultan eller hersker er i sandhed som Allahs skygge på jorden.”

Desuden er det blevet sagt, at selv tres år under en uretfærdig og tyrannisk sultans eller herskers styre er bedre end én nat uden en hersker. Den praktiske erfaring viser også, at det er mere ønskværdigt at have en tyrannisk og uretfærdig konge end at leve uden en hersker. På denne baggrund fremsatte Fudayl ibn Iyad, imam Ahmad ibn Hanbal og andre af de fromme forgængere følgende udtalelse:

(Arabisk************)

“Hvis vores bønner med sikkerhed blev besvaret, ville vi bede for sultanen.”

Profeten (s) sagde:

(Arabisk************)

“Ved tre ting er Allah den Højeste tilfreds med jer. For det første: at I kun tilbeder Ham og ikke sætter nogen ved siden af Ham.[Folket kan under ingen omstændigheder leve uden en amir og en hersker. Ellers vil de begå overgreb, undertrykkelse og uret mod hinanden. Som følge heraf vil de gå til grunde, for der vil ikke være nogen til at forhindre eller beskytte dem mod uretfærdig undertrykkelse. De korrupte vil uhindret og uden frygt fortsætte deres overgreb og plyndre hinandens ejendele. Derefter vil anarki og kaos opstå iblandt dem. På denne måde vil de både selv gå til grunde og føre andre med sig i fordærv. Derfor er det særdeles nødvendigt, at en sultan, det vil sige en hersker, er til stede, selv om han er uretfærdig. Det er i denne sammenhæng blevet sagt: ‘At være underlagt en uretfærdig hersker i tres år er bedre end at tilbringe én nat uden en hersker.’] For det andet: at I holder fast i Allahs reb i fællesskab og ikke splittes. For det tredje: at I giver det menneske, som Allah den Højeste har udnævnt til jeres hersker, gode råd og ønsker ham det gode.” (Muslim)

Han har også sagt:(Arabisk************)

„En muslims hjerte kan ikke være nærigt i tre henseender: (1) når han udfører sine handlinger med oprigtig hengivenhed for Allah, (2) når han giver gode råd til landets herskere, og (3) når han holder fast i muslimernes fællesskab. For deres bøn omslutter dem bagfra.“ (Ahl as-Sunan)

I Sahih al-Bukhari er der overleveret en hadith fra den ædle Profet (s):

(Arabisk************)

„Religionen er oprigtigt råd, religionen er oprigtigt råd, religionen er oprigtigt råd.“ (Bukhari)

Sahabaerne spurgte: „O Allahs Sendebud (s), hvem skal man give råd?“ Han svarede: „Til Allah, til Hans Bog, til Hans Sendebud, til det muslimske folk og til deres imamer, det vil sige deres ledere.“

Muslimerne bør derfor skabe islamisk lederskab og etablere islamisk styre med religionen og opnåelsen af nærhed til Allah som deres mål, således at nærhed til Allah kan opnås gennem det. For lydighed mod Allah og Hans Sendebud (s) er den bedste tilbedelse. For lydighed mod Allah og Hans Sendebud (s) er den bedste tilbedelse. Men med tiden opstår der splid, fordærv og uorden. Man begærer at opnå rigdom i statsmagtens ly, og gør den til et middel til at erhverve den ønskede rigdom. Som følge heraf ødelægger man sin religion og sit hinsidige liv og bliver et kar for (Arabisk****) . Ka’b ibn Malik (ra) overleverer således en hadith fra den ædle Profet (s). Profeten (s) siger:

(Arabisk**********)

»Det er, som om to sultne ulve er blevet sluppet løs blandt en fåreflok og er optaget af at dræbe fårene. Den ene er menneskets begær efter og grådighed efter rigdom, og den anden er ønsket om anseelse og status i forbindelse med religionen.« (At-Tirmidhi har betegnet dette som en hasan-hadith)

Den Ædle Profet (fred være med ham) advarede om dette og sagde, at begæret efter rigdom og magt er to ting, som ødelægger religionen. I praksis kan man også iagttage, at størstedelen af al splid og fordærv opstår på grund af disse to sultne ulve. Det er i virkeligheden netop disse to sultne ulve, der sønderriver og plyndrer den menneskelige flok.

Den Almægtige Gud har fortalt om en person, hvis gerningsbog vil blive overgivet til ham i venstre hånd. Og da han ser dette, vil han udbryde:

(Arabisk**********)

»Min rigdom har ikke været mig til nogen nytte. Min magt er også forsvundet.« (Sura al-Haqqa: 28-29)

De magt- og kongedømmehungrendes skæbne bliver som Faraos, og den, der samler rigdom, ender som Qarun.

Den Almægtige Gud har i den vise Koran henvist til Faraos og Qaruns tilstand og sagt:

(Arabisk**********)

“Rejser de ikke omkring på jorden? Så ville de kunne se, hvad der blev af deres forgængere. De var på jorden langt mægtigere end disse i styrke og bedrifter. Derefter straffede Allah dem for deres synder, og der var ingen, der kunne beskytte dem mod Allahs straf.” (Sura Mu’min: 21)

Allah siger også:(Arabisk**********)

“Dette er den bolig i det hinsidige, som Jeg har bestemt for dem, der ikke ønsker at ophøje sig på jorden eller skabe fordærv. Og det gode udfald tilkommer kun de gudfrygtige.” (Sura Qasas: 83)

Mennesker er som regel af fire slags.

(1) De mennesker, der higer efter høj status, lederskab, myndighed og herredømme, skaber uorden og fordærv på Allahs jord. For at opnå høj status og lederskab anser de hykleri, list, bedrag og lignende for tilladeligt. Men dette er en alvorlig og yderst afskyelig forbrydelse. Konger, regenter, præsidenter og forbryderiske ledere af denne slags hører til Farao og Faraos følge. Blandt Allahs skabninger er de de mest usle væsener. Allah den Højeste siger:

(Arabisk**********)

“Sandelig, Farao blev mægtig i sit land og opdelte dets indbyggere i forskellige klasser. Han svækkede én af disse grupper; han dræbte deres sønner og lod deres kvinder leve. Han var en af dem, der skabte fordærv.” (Sura Qasas: 4)

Det er berettet i Sahih Muslim gennem Ibn Abbas’ overlevering, at den ædle Profet (s) sagde:

(Arabisk***********)

“Den, hvis hjerte rummer blot et gran af hovmod, vil ikke komme i Paradis, og den, hvis hjerte rummer blot et gran af tro, vil ikke komme i Helvede.” (Muslim)

En person spurgte: “O Allahs Sendebud (s.a.w.)! Jeg kan meget godt lide, at mit tøj og mine klæder samt mine sko ser smukke ud. Er dette også hovmod og stolthed?” Han svarede:

(Arabisk***********)

“Nej, det er ikke stolthed og hovmod. Allah den Ophøjede er smuk, og Han elsker skønhed. Hovmod er at fornægte og træde sandheden under fode samt at anse mennesker for mindreværdige og foragtelige. Dette er tilstanden hos de mennesker, der er ambitiøse, søger lederskab og autoritet, ønsker anseelse og værdighed og skaber fordærv i samfundet.”

(2) De mennesker, som skaber fordærv på jorden og er ophav til uorden, men som i virkeligheden ikke har nogen forbindelse til høj anseelse, lederskab eller autoritet, såsom tyve og røvere, bøller og skurke og lignende. Sådanne forbrydere er som regel mennesker fra de lavere samfundslag, der skaber uorden i samfundet.

(3) De mennesker, som ønsker anseelse, værdighed og ære, men som ikke er interesserede i at skabe uorden og fordærv i samfundet. De tilhører den religiøse klasse, som har religionen. Gennem denne religion ønsker de anseelse og respekt blandt mennesker.

(4) På dette trin befinder de mennesker sig, som i sandhed er Paradisets beboere: de er gudfrygtige og følger sandheden. De ønsker ikke anseelse eller værdighed. Desuden skaber de ikke fordærv på jorden; alligevel besidder de høj anseelse. Som det er blevet sagt i Den Ædle Koran:

(Arabisk***********)

“Bliv ikke svage, og sørg ikke; I vil være de sejrrige, hvis I er troende.” (Sura Āl ʿImrān: 139)

Der er også blevet sagt deri: (Arabisk***********)

“Bliv ikke svage, og tilbyd ikke fred; I vil være de sejrrige. Allah er med jer, og Han vil aldrig lade jeres gerninger gå til spilde.” (Sura Muḥammad: 35)

Allah har også sagt: (Arabisk***********)

“Ære, værdighed og magt tilhører Allah, Hans Sendebud og de troende.” (Sura al-Munāfiqūn: 8)

Kort sagt findes der magtfulde og yderst ambitiøse mennesker, som er de mest forhadte, ydmygede og trampede på, og som er sunket ned i den dybeste fornedrelse. På den anden side findes der mange højtstående mennesker, som, selv om de holder sig på afstand af at skabe fitna, strid og ødelæggelse, befinder sig på værdighedens højeste tinder. Dette skyldes, at forestillingen om at herske over Allahs skabninger i realiteten er en form for undertrykkelse af dem. Hele menneskeheden tilhører nemlig samme art og samme slægt. Under sådanne omstændigheder lader en person sig lede af ønsket om at herske over sine ligemænd og helliger sig brugen af magt og list, så de andre kommer ind under hans myndighedssfære; dette er ekstrem undertrykkelse. Derfor er det naturligt, at sådanne mennesker vækker misundelse, fjendskab og vrede i samfundet. For et retfærdigt menneske er det derimod utænkeligt at ville udstrække sit herredømme over sin egen bror og tvinge ham til at leve et umenneskeligt liv. Den undertrykkende tyran ønsker naturligvis, at hans overhøjhed og lederskab skal bestå over alle. Også de har fornuft og dømmekraft. De bemærker, at den ene er blevet givet forrang frem for den anden. Som det er nævnt i versuddraget (Arabisk***********)Det er tidligere også blevet sagt, at en menneskekrop med form og skikkelse ikke kan bringes i orden uden hovedet, som er dens fornemste lem. I denne forbindelse lyder Allah den Højestes ord:

(Arabisk***********)

“Han har gjort jer til stedfortrædere på jorden og har ophøjet nogle af jer over andre i rang for at prøve jer med det, han har givet jer.” (Sura al-Anʿām: 165)

Allah har endvidere sagt: (Arabisk***********)

“I deres jordiske liv fordeler Jeg deres underhold blandt dem og ophøjer nogle af dem over andre i rang, for at de kan få hinanden til at udføre arbejde.” (Sura az-Zukhruf: 32)

Den islamiske sharīʿa har givet en stærk befaling om at anvende staten og rigdommen fuldt ud på Allahs vej og bruge dem behørigt i dīnens tjeneste. Statens formål er netop gennem den at opnå nærhed til Allah og for det andet at sikre, at Allahs dīn bliver etableret og styrket. Når rigdom således bruges på Allahs vej, er det uundgåeligt, at der som følge heraf opnås velfærd i begge verdener, både dīnens og denne verdens. Omvendt, hvis amīren, sultanen, det vil sige herskeren, holder sig på afstand af islam, står folkets moralske, karakterlige og åndelige sider i fare for alle at blive ødelagt.

Forskellen mellem Allahs lydige tjenere og synderne og de ulydige kan ses i deres hensigter og gode gerninger. I denne forbindelse er det overleveret fra Huzur (s) i en hadith hos Bukhari og Muslim, at han sagde:

(Arabisk***********)

“Allah den Ophøjede ser ikke på jeres skikkelse og jeres ejendom, men Han ser på jeres hjerter og jeres handlinger.” (Bukhari og Muslim)

De fleste statsoverhoveder, herskere, amīrer og raʾīser er opslugt af denne verdens begær. Rigdom, slægtens ære, anseelse og lignende anvendes til verdslige interesser og jordiske formål. De er direkte berøvet troens grundlæggende ånd og den fuldkomne dīn. Ganske vist er den religiøse bevidsthed stærk hos nogle af dem, men de er uvidende om det, hvorved dens fuldkommenhed opnås, og derfor har de valgt at undlade disse ting. På den anden side føler nogle af dem måske behovet for det, men alligevel vender de sig bort fra det. Det skyldes, at de har fået den opfattelse, at statsledelse, lederskab, høvdingedømme og lignende er islamstridige handlinger. Deres egentlige overbevisning er, at disse dīnlige forhold strider mod islam. Efter deres mening er dīn ensbetydende med ydmygelse og vanære. De er i grunden berøvet og forment den høje position af ære, respekt og værdighed.

Jødernes og de kristnes situation er den samme og næsten identisk. De betragter deres egen religion som ufuldstændig og opfatter sig selv som ude af stand til at handle og som syndige. Desuden mister de modet, når de ser de mange farer og vanskeligheder, der er forbundet med at etablere dīn. De anser dīn for ydmygende og opgiver den. Som følge heraf bliver dīns område stadig snævrere, og eftersom deres religion således hverken kan bringe dem selv eller andre nogen gavn, forkaster de selve den oprindelige religion. Således fandtes der engang to dīn’er og to veje. Den ene gruppe så sin egen dīn som ufuldstændig og blev desuden skræmt af de talrige hindringer for at etablere dīn. Derfor blev den religiøse vej meget vanskelig. De betragtede dīn som noget ydmygende og forlod den. Desuden er magt, rigdom og kendskab til krigsførelse uundværligt for at etablere dīn. Deres religion var i praksis ude af stand til at opfylde deres behov; derfor forkastede de med afsky selve den oprindelige religion og trak sig bort fra den.

Den anden part fandt statsmagt, økonomiske midler, indsamling af militære hjælpemidler og vejledning i krig og konflikt, når det var nødvendigt, tilgængeligt inden for deres religiøse system. Men eftersom ansvaret for at etablere dīn lå uden for deres formål, forkastede de selve den oprindelige religion og åndede lettet op. De to parter er de forbandede jøder og de vildfarne kristne. Jøderne har opgivet alt: det religiøse herredømme, styret og lederskabet; de kristne har forladt selve den oprindelige religion.

Således er Sirāt al-Mustaqīm (den lige og lette vej) vejen for dem, over hvem Allahs særlige barmhjertighed og nåde er blevet nedsendt.

I denne forbindelse er det blevet sagt:(Arabisk***********)

“Dette er vejen for dem, som Allah har vist særlig gunst: profeterne, de sandfærdige, martyrerne og de retskafne.”

Det var den samme vej og den samme tarīqa, som Hazrat Muhammad (s) fulgte, og efter ham de retledte kaliffer, de ædle sahāba og senere deres efterfølgere.

I denne forbindelse lyder Koranens evige ord:(Arabisk***********)

“De først ankomne blandt muhājirūn og ansār, som gik frem i overensstemmelse med deres trosbekendelse, og de, der fulgte dem oprigtigt, har Allah velbehag i, og de har velbehag i Ham. Han har beredt dem haver, hvorunder floder løber, og dér skal de forblive for evigt. Dette er den store sejr.” (Sūra al-Tawba: 100)

Derfor er det en individuel religiøs pligt for enhver muslim at bestræbe sig efter evne på at etablere dīn. Den, som er blevet betroet statsmagten og regeringsansvaret, har det største ansvar og den største pligt i denne henseende. Gennem dette skal han udføre arbejdet med lydighed mod Allah, iqāmat al-dīn og muslimernes velfærd, og dette er også det samme formål med at opnå statsmagten. Derfor er det nødvendigt at beskytte staten og regeringsmagten. Herskeren skal selv så vidt muligt afholde sig fra det, der er harām, og være ivrig efter også at beskytte andre mod det. Han vil ikke blive holdt ansvarlig for noget, der ligger uden for hans magt.

Det bør i denne forbindelse nævnes, at uærlige mennesker ikke bør indsættes i magtpositioner. Den person, som ikke er i stand til gennem lederskab og overordnet ansvar at opfylde pligten til at etablere dīn og føre jihād på Allahs vej, skal naturligvis kun yde den tjeneste, som han er i stand til. Han skal oprigtigt og helhjertet vie sig til folkets velfærd, bede Allah om gensidig kærlighed og velstand blandt ummat Muḥammadiyyah og desuden efter evne beskæftige sig med at fremme det gode. For Allah, den Ophøjede, pålægger eller befaler ikke nogen et ansvar, der ligger uden for dennes magt. Etableringen af dīn er kun mulig gennem vejledningen i Allahs Bog, Koranen, for den er en vejviser. Og i denne forbindelse har Profetens hadīth en praktisk rolle. Ved at gøre disse to til vejledere kan man opnå Allahs hjælp. Allah Selv har også beskrevet befalingerne og bestemmelserne om dette i Koranen.

Derfor er det en pligt for enhver muslim at give Koranen, den vise, og Profetens hadīth (fred og velsignelser være med ham) forrang frem for alt andet. Derefter skal han udelukkende søge hjælp og velstand hos Allah. Det bør huskes, at denne verden kun eksisterer, for at den skal anvendes i dīns tjeneste. Således sagde Ḥazrat Muʿādh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham):

(Arabisk***********)

»O Adams børn! Du er afhængig af din verdens og din rigdom; på samme måde er du i det hinsidige afhængig af dine opsparede gode gerninger, men dér er du endnu mere afhængig af din opsparing. Begynd derfor dit arbejde med din andel i det hinsidige. Gør samtidig en vis indsats for din andel i denne verden. Men hvis du først retter din opmærksomhed mod at stræbe efter denne verdens rigdom, vil du miste din rigdom i det hinsidige, og verden vil blive farlig for dig.«

En hadīth fra den ædle Profet, overleveret af Tirmidhī, støtter hans udsagn. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde:

(Arabisk***********)

»Den, hvis morgen begynder således, at bekymringen for det hinsidige er hans vigtigste anliggende, vil Allah, den Ophøjede, bringe hans tilstand i orden, skabe en følelse af tilfredshed med overflod i hans hjerte, og verden vil komme til ham i en ydmyget tilstand. Men den, hvis morgen begynder således, at denne verden er hans vigtigste mål, vil Allah sprede hans ejendele, og fattigdommen vil vise sig for hans øjne. I denne verden vil han i virkeligheden kun få det, som Allah, den Ophøjede, har bestemt for ham.«

Faktisk findes denne hadiths grundlæggende budskab også i Koranen, således:

(Arabisk***********)

»Jeg har kun skabt mennesker og jinner for at de skal tjene mig og adlyde mig ubetinget. Jeg ønsker ikke forsørgelse fra dem, og jeg ønsker heller ikke, at de skal give mig føde. Det er kun Allah, der giver forsørgelse, og Han er den Mægtige, den Stærke.« (Sura adh-Dhāriyāt: 56–58)

Appendiks og du’ʿāʾ

For den almægtige Allah løfter vi vores hænder i duʿāʾ og siger: O Allah! Skænk os, vores trosbrødre og hele det muslimske folk det, Du holder kært, og som Du er tilfreds med.

(Arabisk***********)

Slut