Forfatterens henvendelse

For fire år siden skrev jeg en føljeton om purdah. Den blev offentliggjort i flere numre af »Tarjuman-ul-Qur’an«. Dengang blev nogle sider af emnet bevidst udeladt, og visse spørgsmål måtte stå ufuldstændige, fordi det ikke var hensigten at skrive en bog; hensigten var at skrive en artikel. Ved at indarbejde disse spørgsmål og foretage de nødvendige tilføjelser og analyser er den foreliggende bog blevet til. Det kan stadig ikke hævdes, at dette emne er endeligt behandlet, eller at det sidste ord er sagt. Men de, der oprigtigt ønsker at forstå dette spørgsmål, vil her finde teorier, oplysninger samt argumenter og beviser, der i vidt omfang kan slukke deres tørst — det er i det mindste det håb, jeg bestemt vil nære.

Tawfīq er alene i Allahs hånd; det er Ham, jeg beder om hjælp. Amin.

22. Muharram 1351 efter hijra — Abul A’la

Menneskesamfundets grundlæggende problem

Problemets art og karakter

Menneskecivilisationens to vigtigste og mest komplekse problemer er disse. Menneskehedens velfærd og fremskridt afhænger af en god og afbalanceret løsning på disse to problemer. Derfor har verdens lærde kredse siden tidernes morgen været bekymrede og optaget af at finde en løsning på dem.

Det første problem er, hvordan forholdet mellem kvinder og mænd kan etableres i samfundslivet. For dette er i virkeligheden civilisationens grundsten, og hvis der blot er den mindste skævhed i den, vil den bygning, der rejses på den, naturligvis også blive skæv.

Det andet problem er menneskehedens individuelle og kollektive relationer. Hvis der blot består den mindste uoverensstemmelse i tilvejebringelsen af harmoni også her, må menneskeheden gennem tiderne bære de bitre følger deraf.

På den ene side er de to problemers betydning således stor, og på den anden side vokser deres kompleksitet i en sådan grad, at ingen vil være i stand til at løse dem uden en indgående analyse af alle oplysninger om menneskenaturen. Det er med rette blevet sagt, at mennesket er en lille verden; dets fysiske opbygning, natur, evner og anlæg, ønsker, impulser og følelser samt dets virkelige forhold til utallige skabninger uden for dets eget væsen og andre sådanne forhold findes i menneskets indre som en hel verdensorden. Uden at kaste et klart blik på enhver del af en sådan verden er det ikke muligt at opnå et sandt kendskab til mennesket, og uden et fuldstændigt og sandt kendskab er det heller ikke muligt at løse dets grundlæggende problemer.

Sagen er desuden så kompleks, at den fra tidernes begyndelse og frem til i dag har været et felt for kundskab, videnskab og forskning. For det første er alle verdens oplysninger endnu ikke blevet åbenbaret for mennesket. Ingen menneskelig kundskab har til dato opnået den yderste fuldkommenhed; det vil sige, intet menneske kan hævde, at det har alle de oplysninger under sin kontrol, som vedrører den pågældende kundskab. Dertil kommer, at de oplysninger, der hidtil er blevet belyst, har en så stor udstrækning og finhed, at ikke engang en bestemt gruppe, for ikke at tale om et enkelt menneske, på samme tid kan rette sin opmærksomme iagttagelse mod dem. Hvis den ene side fanges af kundskabens blik, forbliver den anden side indhyllet i mørke. Ét sted bliver synsfeltet snævert, og et andet sted tilslører personlige tilbøjeligheder vejen for blikket. På trods af alle forsøg på at løse disse problemer i sit eget liv forbliver mennesket således med denne dobbelte svaghed uden held, og til sidst bliver dets fejl og mangler tydelige. En velordnet løsning på problemet er kun mulig, når man opnår et ligevægtigt syn på alle de oplysninger, der vedrører det. Og så længe ikke alle oplysningerne, eller i det mindste alle sider af de opdagede oplysninger, på én gang er blevet oplyst af kundskabens lys, vil et ligevægtigt syn ikke kunne opnås. Men samtidig er det synsfelt, hvis udstrækning af natur er så stor, at det ikke falder helt inden for blikkets rækkevidde, og naturens ønsker, tilbøjeligheder og aversioner er så stærke, at man endog vender blikket bort fra det, der tydeligt kommer til syne. Kan det under sådanne forhold nogensinde være muligt at opnå evnen til at se ligevægtigt? Den løsning, der antages under sådanne omstændigheder, vil uundgåeligt enten indebære overdreven overdrivelse eller en overskridelse af den rimelige grænse, eller også vil den være utilstrækkelig og mangelfuld.

Blandt de to ovenfor beskrevne hovedproblemer er det første her genstand for vores drøftelse. Når vi undersøger fortidens historie om dette emne, ser vi blot et forbløffende skifte mellem overdreven overdrivelse og yderste mangel. På den ene side ser vi, at kvinden som mor har givet sine børn føde og som hustru har hjulpet manden gennem livets op- og nedture. På den anden side er den samme kvinde blevet sat til at arbejde som tjenestekvinde eller slave. Hun er blevet købt og solgt som kvæg og geder. Hun er blevet berøvet ejendomsret og arveret. Hun er blevet fastholdt som et billede på synd, urenhed og ydmygelse. Hun er ikke blevet givet nogen mulighed for at udfolde eller udvikle sin personlighed. Og selv når kvinden på et tidspunkt blev ophøjet og fik mulighed for at udfolde sig, blev hun samtidig nedsænket i moralsk fordærv og tøjlesløshed. Hun blev gjort til et legetøj for dyriske drifter. Undertiden er hun også blevet betegnet som »Satans agent«, og samtidig med hendes såkaldte udfoldelse og fremskridt begyndte menneskehedens forfald.

Vi betegner ikke blot disse to yderpunkter som en overskridelse af den rimelige grænse og en yderste mangel med hensyn til synsvinkel; når vi gennem erfaring ser deres giftige følger, kalder vi i moralsk terminologi det ene for en overskridelse af den rimelige grænse og det andet for yderste utilstrækkelighed eller mangel. Baggrunden for den ovenfor nævnte historie lærer os netop, at når et folk har lagt perioden med et vildt liv bag sig og bevæger sig mod civilisation og bosættelse, lever dets kvinder sammen med mændene som slaver og tjenestekvinder. Til at begynde med fører berygtede kræfter dem gradvist fremad. Men når den kulturelle udvikling når et vist stadium, indser de, at de ikke kan tage skridt fremad på udviklingens vej, hvis de holder deres hustruer tilbage. Da føler de, at vejen til deres egen udvikling er blokeret, og efter behov gør de den nationale halvdel, nemlig kvinderne, i stand til at bevæge sig fremad sammen med den første halvdel, nemlig mændene. Således fortsætter de med at råde bod på manglen, og da de ikke længere er tilfredse med blot at råde bod på den, fortsætter de med stadig at bevæge sig fremad. Til sidst ødelægges og forsvinder slægtsordenen — som kaldes civilisationens grundsten — gennem kvindens frihed. Sammen med den moralske forringelse bliver også forfaldet af de intellektuelle, fysiske og materielle kræfter uundgåeligt tydeligt. Hvad kan den endelige følge heraf være andet end ødelæggelse?

Da en udførlig fremlæggelse af eksempler fra historien ville øge værkets omfang, finder vi det her passende blot at nævne to eller fire af dem.

Grækenland

Blandt de gamle folk var Grækenlands civilisation den mest glorværdige. I dette folks tidlige periode var kvindens status med hensyn til moralsk syn, juridiske rettigheder, sociale skikke og lignende yderst fornedret. I den græske mytologi er kvinden »Pandora« blevet beskrevet som årsagen til menneskets lidelser og ulykker, ligesom Hazrat Eva (a.s.) i jødisk mytologi er blevet gjort ansvarlig for det samme. Det er ingen ukendt sag, at de opdigtede og falske fortællinger om Hazrat Eva (a.s.) i stærk grad har påvirket jødernes og de kristnes skikke og normer, love og regler, sociale forhold, moralske karakter og så videre. Den opfattelse, som grækerne nærede om »Pandora«, påvirkede på samme måde deres mentalitet. I deres øjne var kvinden et ringere væsen. Kvinden havde ingen status overhovedet i samfundet, og en hæderfuld status var udelukkende forbeholdt manden.

I civilisationens tidlige udviklingsfase bestod denne ordning, dog med enkelte ændringer. Civilisationens og oplysningens indflydelse viste sig kun derved, at kvindens juridiske rettigheder forblev uændrede, mens hun fik en højere status på det sociale område. Hun blev grækernes herskerinde i hjemmet. Hendes pligter var begrænset til hjemmets indre. Inden for denne grænse havde hun også fuld myndighed. Hendes kyskhed var af allerstørste værdi, og den blev behandlet med respekt. Hos fornemme græske familier var tilsløringsskikken udbredt. I deres hjem var mændenes og kvindernes gemakker adskilt. Deres kvinder deltog ikke i sammenkomster, hvor mænd og kvinder var samlet. De viste sig ikke i offentlige teatre. De anså det for hæderfuldt at knytte sig til en mand gennem ægteskab. At leve som prostitueret blev betragtet som yderst foragteligt og forbandet. Sådan var forholdene på den tid, hvor den græske nation var særdeles stærk og befandt sig på et højt trin af hurtig udvikling. Selv om moralsk fordærv fandtes på dette tidspunkt, var det begrænset. De græske kvinder kunne kræve renhed, sømmelighed og kyskhed, mens mændene var deres modsætning. De forventede ikke sådanne egenskaber af mændene, og man kunne heller ikke håbe, at de ville leve et rent liv. Prostitutionsstanden var en integreret del af det græske samfund. For mænd blev det på ingen måde anset for forkasteligt at have omgang med denne stand.

Blandt grækerne begyndte dyrkelsen af drifterne og indflydelsen fra seksuel ophidselse gradvist at brede sig, og i denne periode opnåede prostitutionsstanden en så fremtrædende status, at dens lige næppe findes i historien. Bordellerne blev centre og samlingssteder for hele det græske samfund. En hel stjernehær af filosoffer, digtere, historikere, litterater og andre eksperter omgav denne måne. Prostituerede indtog ikke blot formandspladserne ved forsamlinger om videnskab og litteratur; vigtige politiske drøftelser blev også ført i deres nærvær. Selv i spørgsmål, der var knyttet til nationens liv og død, blev de prostitueredes mening anset for afgørende. Alligevel blev ingen person nogensinde retfærdigt bedømt efter deres dømmekraft. Skønhedsdyrkelsen antændte begærets ild voldsomt blandt grækerne. De billeder eller nøgne idealer i kunsten, som de nærede en skønhedens begærlighed over for, blev ved med at tilføre deres begæringsild brændsel. Til sidst blev deres mentalitet så fordrejet, at de ikke længere anså dyrkelsen af begærets ild for det mindste forkastelig i moralsk henseende. Deres moralske målestok var blevet så forandret, at selv store filosoffer og moralister ikke anså utugt og uanstændighed for hæsligt og forkasteligt. Grækerne betragtede i almindelighed ægteskabet som en unødvendig skik og anså åbenlyst samliv mellem mænd og kvinder uden ægteskab for rimeligt. Til sidst bøjede også deres religion sig for deres dyriske drifter. Dyrkelsen af kærlighedsgudinden Aphrodite bredte sig over hele Grækenland. I den græske mytologi fortælles det om kærlighedsgudinden, at hun, selv om hun var gift med en gud, havde kærlige fysiske forhold til yderligere tre guder og et menneske. Det barn, der blev født som følge af deres seksuelle forbindelser, blev senere kaldt kærlighedsguden Amor (Cupid). Denne kærlighedsgud var grækernes guddom eller afgud. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvor lavt de moralske standarder var hos den nation, der ikke blot antog en sådan modbydelig skikkelse som sit ideal, men også som sin guddom. Efter et sådant moralsk forfald er ingen nations genoprejsning mulig. Det var i denne periode med moralsk forfald, at de »venstreorienterede« læresætninger blev udbredt i Indien og mazdakismen i Iran. Under sådanne forhold opnåede prostitution i Babylon status som religiøs renhed. Som følge heraf blev Babylon senere blot en del af fortidens fortælling, og dets eksistens forsvandt for bestandig fra verden.

Da dyrkelsen af kærlighedsgudinden begyndte i Grækenland, blev bordellerne omdannet til templer for tilbedelse. Den skamløse prostituerede kvinde blev til en guddommelig kvinde eller en gudinde, og utugt blev ophøjet til status som religiøs handling.

Den anden tydelige følge af denne begæringsdyrkelse var, at Lots folks misgerninger spredte sig blandt den græske nation som en epidemi og opnåede religiøs og moralsk støtte. På Homers og Hesiods tid fandtes disse handlinger ikke. Men da den kulturelle udvikling under navnet æstetik indførte dyrkelsen af nøgenhed og seksuel nydelse, nåede begærets flammende ild et sådant stadium, at den førte den græske nation bort fra den naturlige vej og ind på en naturstridig vej. Kunsteksperterne kaldte det »et stærkt venskabsforhold« mellem to personer. Grækerne Harmodios og Aristogeiton var de første, der opnåede så høj en anseelse, at der blev rejst statuer af dem i deres fædreland til minde om dem. Der var blevet etableret et gensidigt ulovligt og unaturligt kærlighedsforhold mellem dem. Historien vidner om, at der efter denne periode ikke længere begyndte nogen ny æra i grækernes nationale liv.

Rom

Efter den græske nation kom muligheden for romersk fremgang i verden. Også her ser vi, som tidligere, et billede af opgang og fald. Da romerne trådte ud af barbarismens mørke og viste sig på historiens lysende scene, så deres sociale orden således ud: Manden var blevet familiens øverste leder og havde fuld myndighed over hustru og børn. I visse tilfælde havde han endog magt til at dræbe sin hustru.

Da barbariet i nogen grad aftog, og romerne begyndte at gøre fremskridt inden for civilisation og kultur, blev de gamle familiemæssige skikke bevaret, men deres strenghed blev mildnet, og forholdene blev noget mere moderate. Under den romerske republiks fremgang blev tilsløringsskikken ikke indført som hos grækerne. Kvinder samt unge mænd og kvinder blev imidlertid holdt sømmelige inden for familiens disciplin. Kyskhed og fromhed, især for kvinder, var en uvurderlig skat, og netop dette var målestokken for sømmelighed. Også den moralske målestok var af høj standard. En romersk senator havde engang kysset sin hustru foran sin datter. Det blev anset for en grov krænkelse af den nationale karakter, og i senatet blev der afgivet en bebrejdende stemme imod ham. På den tid var ægteskabet den eneste lovlige og hæderlige form for forening mellem mand og kvinde. Kvindens ære afhang af hendes moderskab. Selv om prostitutionsstanden fandtes, og mændene havde ret til omgang med dens medlemmer inden for visse grænser, betragtede den romerske befolkning det ikke desto mindre som yderst nedværdigende, og mænd, der havde omgang med dem, blev set på med foragt.

I takt med civilisationens og kulturens udvikling begyndte romernes syn på kvinder også at ændre sig. Efterhånden gennemgik ægteskab, skilsmisse, lovgivning og familietraditioner så gennemgribende ændringer, at forholdene blev det modsatte af, hvad de tidligere havde været. Ægteskabet blev blot en juridisk kontrakt (Civil Contract), hvis varighed og opløsning afhang af ægtefællerne. Ansvaret og betydningen af det ægteskabelige forhold blev ringeagtet. Kvinden fik fuld ret til arv og ejerskab over formue og ejendom. Romerretten frigjorde hende fra faderens og mandens myndighed. De romerske kvinder opnåede ikke blot frihed på det sociale område; en stor del af nationens rigdom kom også efterhånden under deres kontrol. De begyndte at låne penge ud til deres ægtemænd til høje renter. Som følge heraf blev ægtemanden den velhavende hustrus slave. Skilsmisse blev så let, at ægteskabelige forhold blev opløst ved den mindste anledning. Den berømte romerske filosof og lærde Seneca (56 f.Kr.–4 f.Kr.) beklagede det store antal skilsmisser og sagde: »I vore dage er skilsmisse i Rom ikke længere noget skamfuldt. Kvinden tæller sin alder efter antallet af sine ægtemænd.«

I denne periode begyndte kvinder efter tur at tage mange ægtemænd. Martial (43–104 e.Kr.) nævner en kvinde, som havde haft ti ægtemænd. Juvenal (60–140 e.Kr.) bemærker om en kvinde, at hun havde haft otte ægtemænd på fem år. Sankt Hieronymus (340–420 e.Kr.) beskriver en kvinde, som i sit liv havde haft toogtredive ægtemænd, og som var sin mands enogtyvende hustru.

I denne periode begyndte også forestillingen om, at seksuelt samliv mellem kvinder og mænd uden for ægteskabet var forkasteligt, at forsvinde fra menneskenes sind. Selv de største moralfilosoffer betragtede utroskab som en almindelig handling. I 184 f.Kr. blev Cato udnævnt til moralinspektør og tilsynsførende over moralen i Rom. Også han erklærede seksuel løssluppenhed for acceptabel. Cicero rådede til at løsne de moralske bånd for unge kvinder. Epiktet, en fuld tilhænger af stoicismens filosofiske principper såsom selvbeherskelse, uegennyttighed, ligegyldighed, udholdenhed og ensomhed, plejede at give sine disciple følgende råd:

Undgå så vidt muligt kvinders selskab før ægteskabet. Men hvis nogen ikke kan udvise tilbageholdenhed i denne henseende, skal du ikke bebrejde ham det.

Til sidst blev båndene til moralsk karakter og social anstændighed så løse, at Romerriget blev opslugt af en flodbølge af seksuel lyst, nøgenhed og uanstændighed. På teatrene begyndte man at opføre skamløse og nøgne forestillinger. Det blev anset for nødvendigt at udsmykke hjemmene med nøgne, seksuelt ophidsende og uanstændige billeder. Prostitutionen bredte sig i en sådan grad, at det under den romerske kejser Tiberius’ (14–37 e.Kr.) regering blev nødvendigt at vedtage en lov for at forhindre døtre fra fornemme familier i at arbejde som prostituerede og dansere. En forlystelse ved navn Flora var meget populær på den tid, fordi nøgne kvinder deltog i løbekonkurrencer. Det var almindeligt, at alle, mænd og kvinder uden forskel, badede sammen. I romersk litteratur blev skrifter med uanstændige, nøgne billeder offentliggjort uden blusel, og netop denne slags litteratur var almindelige menneskers yndlingslæsning og højt værdsat. Litteraturens niveau var så lavt, at man ikke engang følte behov for at anvende billedlige eller tvetydige formuleringer, når man skrev disse usigeligt skamløse skrifter.

Efter at være blevet behersket af dyriske drifter blev Romerrigets glorværdige bygning lagt så fuldstændigt i ruiner, at ikke engang den sidste mursten var tilbage.

Det kristne Europa

Kristendommen opstod for at afhjælpe et sådant moralsk forfald i den vestlige verden. I begyndelsen blev der tydeligt opnået ganske gode resultater. Uanstændighedens dør blev lukket, nøgenhed blev fjernet fra alle livets områder, og der blev truffet foranstaltninger til at afskaffe prostitution; prostituerede, sangerinder og danserinder blev afholdt fra syndige handlinger, og forestillingen om en ren og dydig karakter blev indpodet i menneskene. Men de kristne præsters opfattelse af kvinder og seksuelle forhold overskred alle grænser. Derved blev der erklæret kamp mod den menneskelige natur.

Deres oprindelige og grundlæggende synspunkt var, at kvinden var selve syndens ophav. For manden var kvinden kilden til syndens tilskyndelse og ligesom helvedes port. Alle menneskets lidelser og ulykker var opstået gennem kvinden. Det var en skammelig sag at blive født som kvinde. Hun burde skamme sig over sin skønhed og sit udseende, for netop dette var Satans dødbringende redskab. Eftersom hun havde bragt en forbandelse over verden og dens beboere, måtte hun derfor gøre bod resten af sit liv.

Tertullian, en kirkeleder fra den kristne menigheds tidlige periode, fremsatte følgende bemærkning om kvinden:

Hun er døren, hvorigennem Satan kommer; hun lokker mod det forbudte træ, overtræder Guds lov og bliver mandens undergang.

Den kristne asket Chrysostum sagde følgende om kvinden:

– en uundgåelig synd, en medfødt ond tilskyndelse, en behagelig fare, en trussel mod familien, en ødelæggende kærlighedsgiver, en pyntet hindring.

Hans synspunkt var, at selv om det seksuelle forhold mellem kvinde og mand fandt sted gennem ægteskab, var det grundlæggende en uren handling, og det var ønskværdigt at afholde sig fra den. En sådan asketisk opfattelse af den moralske karakter var først ved at brede sig i Vesten under indflydelse af den seksualitetsfornægtende filosofi (Neo Platonism). Den kristne lære førte den til dens yderste konsekvens. Nu blev kyskhed og jomfruelighed den moralske karakters prøvesten. Ægteskabslivet blev anset for foragteligt og fornedret set ud fra den moralske karakter. Folk begyndte at betragte det som en dyd og et tegn på en ophøjet karakter at afstå fra ægteskab. Vejen til et helligt liv bestod i, at man enten slet ikke giftede sig, eller, hvis man giftede sig, at kvinden og manden opløste deres ægteskabelige forhold. På forskellige religiøse forsamlinger blev der vedtaget sådanne love, at kirkens ansatte ikke måtte være alene sammen med deres hustruer; selv hvis de skulle mødes, skulle det ske på et åbent sted i nærværelse af mindst to mænd. Forestillingen om, at ægteskabelige forhold var urene, begyndte at slå rod blandt forskellige slags kristne. Et eksempel på en udbredt skik kan nævnes her. Den dag, hvor der blev afholdt en religiøs ceremoni i kirken, fik ægtefæller, der havde boet sammen natten før, ikke lov til at deltage. For gennem det seksuelle samliv var de blevet syndige, og i en sådan tilstand kunne de ikke få tilladelse til at gå ind på noget helligt sted. Denne asketiske holdning havde gjort alle familiære forhold, selv forholdet mellem mor og søn, mere bitre, og de relationer, der opstod som følge af ægteskab, blev betragtet som urene og syndige.

De to ovennævnte synspunkter nedværdigede ikke blot kvindens værdighed i moralsk og social henseende i overdreven grad, men påvirkede også de kulturelle love og regler så stærkt, at ægteskabslivet på den ene side blev farligt for kvinde og mand, mens kvindens værdighed i samfundet på den anden side blev forringet og ringeagtet på alle områder. De love, der ifølge kristendommens forskrifter blev indført i den vestlige verden, havde følgende kendetegn:

1. På området for erhvervelse af levebrød blev kvinden gjort fuldstændig hjælpeløs og holdt under mandens myndighed. Hendes rettigheder i arvesager var meget begrænsede, og hendes ret til ejendom og besiddelser var endnu mere begrænset. Hun havde end ikke rådighed over de penge, hun selv havde tjent. Manden havde fuld myndighed over alle forhold.

2. Tilladelse til »talaq« og »khulʿ« blev ikke givet. Uanset hvor stor uoverensstemmelsen mellem ægtefællerne var, og uanset om hjemmet på grund af deres indbyrdes bitre forhold blev som et helvede, tvang både religionen og loven dem ikke desto mindre til at forblive bundet i et uopløseligt ægteskab. Hvis situationen blev yderst vanskelig, fik de tilladelse til at opløse ægteskabet på den betingelse, at ingen af dem måtte gifte sig igen med en anden. Dette var strengere end den førstnævnte regel. For under sådanne omstændigheder havde den fraskilte kvinde og mand ingen anden mulighed end enten at leve i afholdenhed resten af livet eller at hengive sig til seksuel synd.

3. Efter hustruens død var det fuldstændig forbudt og syndigt for manden at gifte sig igen, og efter mandens død gjaldt det samme for hustruen. De kristne præster sagde, at dette ikke var andet end slaveri under dyriske drifter og begær efter nydelse. De kaldte det »civiliseret utugt«. Et andet ægteskab var en forbrydelse for kirkens embedsmænd. Nogle steder blev det i henhold til landets almindelige lov slet ikke tilladt. Andre steder var der ingen juridisk hindring, men den religiøst sindede befolkning anså det ikke for lovligt.

Det moderne Europa

Da Europas filosoffer og forfattere i det kristne attende århundrede begyndte at rejse sig mod samfundet for individets rettigheder og frihed, stod de over for de fejlagtige civilisatoriske skikke, som var blevet dannet gennem en afskyelig sammenblanding af kristen moralsk disciplin, livsanskuelse og feudalisme. Denne sammenblanding havde bundet menneskesjælen i unaturlige lænker og lukket alle fremskridtets veje. Som følge af det synspunkt, som det nye Europas grundlæggere fremsatte for at knuse disse bestående skikke og indføre et nyt regelsæt i deres sted, opstod den franske revolution. Derefter blev den vestlige civilisation og kulturs fremskridt ledet ad en vej, hvis endelige resultat har ført den frem til det nuværende stadium.

Ved begyndelsen af den nye tidsalder bar alt det, der blev gjort for at løfte kvinden ud af hendes fornedrelse, frugt i det sociale liv. De tidligere strenge regler for ægteskab og skilsmisse blev lempet. Kvindernes ret til at tjene til livets ophold blev genindført. Den moralske opfattelse, på hvis grundlag kvinden var blevet holdt nedsat og tilsidesat, blev korrigeret. Også de samfundsprincipper, som havde tvunget kvinden til at leve som en slave, blev ændret. Vejen til højere uddannelse blev åbnet for kvinder såvel som for mænd. Som følge af disse mange forbedringer begyndte kvindernes kvalifikationer og talenter, der var blevet undertrykt af mangelfulde sociale skikke og den mørke tidsalders moralske forestillinger, gradvist at udfolde sig. De varetog hjemmet, bragte renhed ind i samfundet og virkede til folkets gavn. Forbedring af sundheden, opdragelse af børn, pleje af syge samt udvikling af husholdning og videnskab var blandt de egenskaber, der sammen med den nye civilisation kom til udtryk hos kvinderne; dette var de første resultater af denne bevægelse. Men i de synspunkter, hvoraf denne bevægelse udsprang, fandtes fra begyndelsen et ønske om at overskride rimelige grænser. I overensstemmelse med dette ønske var aktiviteterne i det nittende århundrede allerede kommet et godt stykke frem, og indtil begyndelsen af det tyvende århundrede havde det europæiske samfund nået den anden ydergrænse af umådeholdenhed og udskejelser.

De synspunkter, som det nye vestlige samfundssystem blev grundlagt på, kan udtrykkes under følgende tre overskrifter:

a) Ligestilling mellem kvinder og mænd,

b) Kvindens økonomiske frihed og

c) Fri omgang mellem kvinder og mænd.

De mulige følger af at opbygge samfundsordenen på disse tre grundlæggende fundamenter viste sig til sidst tydeligt.

For det første blev lighed defineret således, at kvinder og mænd ikke blot skulle være lige med hensyn til moralsk værdighed og menneskelige rettigheder, men at kvinderne også skulle udføre alle de opgaver, som mænd udførte i det civiliserede liv, og at de moralske bånd skulle lempes for kvinderne på samme måde, som de var blevet lempet for mændene. På grund af denne fejlagtige opfattelse af lighed blev kvinderne ligeglade med og oprørske over for deres daglige pligter. I virkeligheden afhænger civilisationens og menneskehedens beståen af udførelsen af alle disse naturlige daglige opgaver. Økonomiske, politiske og partimæssige strømninger gjorde deres personlighed selvcentreret. Deltagelse i valgkampagner, ansættelse på kontorer og fabrikker, konkurrence med mænd inden for selvstændig handel og industri, deltagelse i sport, idræt, gymnastik og samfundets underholdende aktiviteter, tidsfordriv i klubber, på teatre samt ved danse-, sang- og andre arrangementer, foruden talrige andre unødvendige og ubeskrivelige aktiviteter, påvirkede deres sind og hjerne på en sådan måde, at alle de nødvendige forhold, såsom det store ansvar i ægteskabslivet, børneopdragelse, familiens pleje og omsorg samt en god ordning af hjemmet, faldt uden for deres program. Desuden opstod der hos dem et inderligt had til deres naturlige aktiviteter. Her begyndte den vestlige familiemæssige disciplin, som kaldes civilisationens grundsten, at brede sig på en hæslig måde. Det hjemlige liv, hvis lykke og fred menneskets udfoldelse af arbejdsevne afhænger af, begyndte i virkeligheden at forsvinde. Ægteskabet, som i civilisationens omsorg er den rette ordning for forholdet mellem kvinde og mand, blev nu svagere end et edderkoppespind. Fødselskontrol, abort og drab på nyfødte begyndte at blokere vejen for befolkningens vækst. Den fejlagtige opfattelse af moralsk lighed indførte lighed i moralsk fordærv mellem kvinder og mænd. Den skamløshed, som selv havde været skammelig for mænd, var ikke længere skammelig for kvinder.

For det andet gjorde kvindens økonomiske uafhængighed hende hensynsløs over for mænd. Ifølge de tidligere skikke tjente manden penge, mens kvinden tog sig af hjemmet. Nu blev dette ændret. Det blev besluttet, at både kvinder og mænd skulle tjene penge, og at ansvaret for hjemmets orden skulle overlades til en udefrakommende tredje person. Nu var der, bortset fra det seksuelle forhold, ikke længere noget forhold mellem kvinde og mand, som tvang dem til at være knyttet til hinanden. Er det nødvendigt, at kvinder og mænd for at tilfredsstille den seksuelle lidenskab nødvendigvis skal leve sammen i et hjem, bundet til hinanden i et livslangt gensidigt forhold? Hvorfor skulle en kvinde, der kan tjene til sit eget livsophold, opfylde alle sine behov og ikke er afhængig af andres beskyttelse og hjælp, underkaste sig en mand blot for seksuel nydelse? Hvorfor skulle hun påtage sig moralske og juridiske begrænsninger? Og hvorfor skulle hun bære det store ansvar for en familie? Især når opfattelsen af moralsk lighed har gjort vejen til seksuel nydelse uden hindringer, hvorfor skulle hun så opgive en så let, behagelig og respektabel måde at tilfredsstille sine ønsker på og vælge den gamle vej, der indebærer afsavn og ansvar? Sammen med religionen er frygten for synd også forsvundet. Da samfundet ikke længere ville bebrejde hende for usædelighed, var også frygten for samfundet forsvundet fra hendes indre. Hendes eneste frygt var et uægte barn. Men for at slippe for dette findes der også prævention. Selv hvis hun alligevel bliver gravid, er der ingen grund til at tøve med en abort. Hvis dette heller ikke opfylder hendes ønske, kan den nyfødte dræbes i hemmelighed. Men hvis det ulykkelige ønske om moderskab — som desværre endnu ikke er forsvundet — ligefrem forhindrer hende i at dræbe barnet, hvad gør det så? For i dag føres der så mange kampagner til fordel for den ugifte mor og det uægte barn, at enhver, der har mod til at se på dem med foragt, vil blive anklaget for at være overtroisk og fordomsfuld.

Dette har revet den vestlige samfundsorden op med rode. I dag lever millioner af unge kvinder i hvert land et seksuelt præget liv, efter at have valgt livslangt cølibat. Mange andre kvinder falder derimod i en pludselig kærlighedsfælde og indgår ægteskab. Men bortset fra det seksuelle forhold findes der ingen anden nødvendig forbindelse mellem ægtefællerne, som kan binde dem sammen i et varigt fællesskab. Derfor er der i nutidens ægteskaber ingen mulighed for varighed og fasthed. Eftersom ingen af ægtefællerne bekymrer sig om den anden, er de heller ikke rede til nogen form for overvejelse eller forsoning vedrørende deres ægteskabelige forhold. Ren seksuel forelskelse kølnes straks; som følge heraf fører ubetydelige meningsforskelle, ja ofte blot ligegyldighed, til deres separation. Alene af denne grund ender de fleste ægteskaber med skilsmisse eller juridisk separation. Prævention, abort, drab på fostre og nyfødte, den lave fødselsrate og det stigende antal uægte børn er i vid udstrækning de endelige følger af de ovennævnte årsager. Udsvævelser, skamløshed og udbredelsen af seksuelt overførte sygdomme skyldes også de ovennævnte årsager.

For det tredje har den frie omgang mellem kvinder og mænd i overdreven grad øget kvindernes trang til at vise deres skønhed, nøgenhed og usædelighed. Den seksuelle tiltrækning findes naturligt stærkt mellem mænd og kvinder, og som følge af deres frie omgang bliver denne seksuelle tiltrækning yderligere forstærket. I et sådant blandet samfund opstår der desuden naturligt hos både mænd og kvinder en uimodståelig trang til at gøre sig tiltrækkende for det modsatte køn. Eftersom sådanne handlinger som følge af ændringen i den moralske opfattelse ikke betragtes som forkastelige, men tværtimod anses åbenlys kærlighedserklæring for prisværdig, overskrider prangende skønhed gradvist alle grænser. Til sidst når det grænsen for fuldstændig nøgenhed. Dette er den nuværende tilstand i den vestlige civilisation. I dag er kvindernes trang til at gøre sig magnetisk tiltrækkende for det modsatte køn så stærk, at deres ønske ikke tilfredsstilles af skinnende og fortryllende tøj, læbestift, rouge og andre kosmetiske midler eller af en udsmykket forskønnelse. Til sidst ender de ulykkelige kvinder med at afklæde sig helt. På den anden side fremsætter mændene krav om endnu større nøgenhed. For begærets brændende flamme slukkes ikke af nøgen skønhed; den blusser tværtimod endnu stærkere op og kræver større nøgenhed. Ligesom en tørstig vandrer, der plages af ørkenens simūm-vind, kun bliver endnu mere tørstig efter en slurk vand, er disse ulykkeliges seksuelle tørst blevet til en grænseløs tørst. Utilfredse med deres umættelige seksuelle tørst sørger disse begærlige mennesker altid på enhver mulig måde for midler til at tilfredsstille hinandens seksuelle behov. Hvad er nøgenbilleder, seksuelt ophidsende litteratur, kærlighedsfortællinger, nøgen baldans og film fyldt med seksuelt begær til for? Alt dette er eksempler på, hvordan den fejlagtige samfundsorden holder ilden tæt ved alles struber — angiveligt for at slukke den, men i virkeligheden for at få den til at flamme endnu stærkere — og har givet det navnet »kunst« for at skjule sin egen svaghed.

Nu er livskraften hos de ormædte vestlige nationer ved at være udtømt. I sandhed har ingen ormædt nation hidtil overlevet. Alle de fysiske og mentale kræfter, som Allah den Ophøjede har skænket mennesket for at opretholde livet og fremme dets udvikling, er blevet ødelagt af en sådan ormædelse. De, der lever under pres fra seksuel ophidselse fra alle sider, og hvis følelser og lidenskaber hvert øjeblik udsættes for nye tilskyndelser og nye stimuli, holdes fanget af et stimulerende miljø. Nøgne billeder, pornografisk litteratur, fængslende musik, seksuelt ophidsende dans, romantiske film, betagende levende scener og de daglige muligheder for at møde det modsatte køn på deres vej holder deres blodlegemer varme og ophidsede. Hvordan skal de kunne skabe den tryghed, fred og sindsro, som er helt uundværlig for konstruktivt og skabende arbejde? Hvor findes der under en sådan ophidselse et roligt og køligt sted for deres unge efterkommere, hvor deres mentale og moralske kræfter kan udvikle sig? Så snart de opnår omgang, opsluges de jo af det dyriske instinkts dæmon. Hvilken mulighed for fremskridt har de, efter at være blevet grebet af en sådan dæmons kløer?

Smertelig fortvivlelse i menneskelig tænkning

Beretningen om tre tusind års historiske op- og nedture er på den ene side knyttet til et så vidtstrakt landområde, som tidligere var grobund for to storslåede civilisationer, og hvis civilisations sejrstrompet stadig gjalder over verden. Egypten, Babylon, Iran og andre lande har også en sådan historie. Også på det gamle indiske subkontinent har forbandelsen ved overskridelse af rimelige grænser og ekstrem underlegenhed hvilet i århundreder. På den ene side blev kvinden betragtet som en slave; manden blev hendes ægtemand, herre og tilbedte guddom, og hun måtte i barndommen være underlagt sin far, i ungdommen sin ægtemand og som enke sin søn. Hun blev brændt levende på sin ægtemands ligbål. Hun blev berøvet myndighed og arveret. På ægteskabsområdet blev der håndhævet så grusomme love over for hende, at hun mod sin vilje blev overgivet til en mand og ikke kunne frigøre sig fra hans myndighed og underkastelsens lænker før det sidste øjeblik af sit liv. Ligesom jøderne og grækerne blev hun anset for at være legemliggørelsen af synd samt moralsk og åndeligt forfald. Man nægtede at anerkende hendes evige individualitet.

På den anden side blev hun, når der blev vist hende medfølelse, gjort til et legetøj for dyriske instinkter. Hun blev så tæt knyttet til mandens krop som hans ledsagerske, at hun til sidst gik til grunde sammen med sit folk. Hvad er denne dyrkelse af lingam og yoni, de nøgne parstatuer i templerne, de religiøse prostituerede, Holis kærlighedsleg og badning halvnøgne i floderne og vandløbene minder om? Efter den venstreorienterede bevægelse i det gamle Indien blev synd og utugt det endelige resultat; efterhånden som Irans, Babylons, Grækenlands og Roms civilisationer og kultur udviklede sig, bredte det sig også i Indien som en smitsom sygdom og styrtede det hinduistiske folk ned i skam og forfalds bundløse afgrund i flere århundreder.

Ved at kaste et dybt indsigtsfuldt blik på denne historie kan man forstå, hvor vanskeligt det har vist sig for mennesket at opnå viden om, forstå og holde fast ved lighed og retfærdighed i forhold til kvinden. Lighed og retfærdighed kan betyde, at kvinden på den ene side får så megen mulighed for at vise sin individualitet og sine evner, at hun med høj effektivitet kan deltage i at fremme den menneskelige civilisation og kultur. Men på den anden side må man føre så årvågent et opsyn, at hun ikke bliver årsag til moralsk forfald og menneskehedens ødelæggelse. Desuden må hendes bistand og samarbejde i mandens arbejde tilrettelægges på en sådan måde, at deres fælles indsats bliver til gavn for civilisationen. I hundredtusinder af år har verden talt dagene, mens den ventede på denne lighed og retfærdighed, men indtil i dag har det ikke været muligt. Undertiden er den nået til den ene yderlighed og har gjort en del af menneskeheden uvirksom. Andre gange er den nået til den modsatte yderlighed, har forenet menneskehedens to dele og styrtet dem sammen ned i ødelæggelsens bundløse afgrund.

Alligevel er lighed og retfærdighed ikke fraværende; den eksisterer. Men fordi mennesket gennem hundredtusinder af år har udviklet sig blandt overskridelse af rimelige grænser og ekstrem tomhed, er dets dømmekraft blevet så forvirret, at det selv efter at have set den med egne øjne ikke kan erkende, at dette er det, det altid har begæret, og som det gennem tiderne har søgt efter. Når det ser dette evigt eftertragtede, rynker det af vildfarelse på næsen og gør nar. Man forsøger at gøre den person til grin, hos hvem dette kan ses. Det er som et barn, der er født i en kulmine og er blevet opdraget og vokset op dér. Der kan ikke være tvivl om, at den kulfyldte luft og det mørke sted vil forekomme naturlige for det. Når man derefter fører det fra den mørke kulmine op til jordoverfladen, vil det først rynke på næsen ved synet af hver eneste ting på naturens solbeskinnede og rene vidder. Men i virkeligheden er det jo et menneske. Hvor lang tid vil det tage det at skelne mellem kulmine-loftet og den stjernebesatte himmel? Hvor mange dage vil det bruge på at skelne mellem forurenet og ren luft?

Muslimer i den nye tidsalder

Det var alene muslimen, der var i stand til at vise den verden, som var forvirret i den labyrint, der bestod af to modsatrettede yderligheder, vejen til den rette vej. For alene han besad den rette løsning på alle de komplicerede problemer i samfundslivet. Men det er en forunderlig og hjerteskærende ironi i jordens skæbne, at den ulykkelige, hvis hånd holdt en fakkel i dette buldrende mørke, selv blev natteblind. Langt fra at vise andre vejen blev han selv som en blind ført vild og fulgte den ene vildfarne efter den anden.

De forskellige sharia-bestemmelser, hvis samlede form betegnes med ordet purdah, udgør i virkeligheden en særlig vigtig del af den islamiske samfundsordning. Hvis disse bestemmelser placeres korrekt inden for denne samfundsordnings rammer, vil enhver person med naturlig indsigt ikke kunne undgå at erkende, at der i samfundsordningen ikke findes nogen anden vej til mådehold og middelvej end denne. Hvis disse regler og bestemmelser virkelig kan omsættes i det praktiske liv, vil den sorg- og smerteplagede verden uden protest hurtigt søge hen imod denne fredskilde, og den vil uden tvivl finde den store kur mod samfundets sygdomme. Men hvem skal udføre denne opgave? Den, der havde evnen til at udføre den, har selv været plaget i lang tid. Derfor er det nødvendigt, før han går videre, også at undersøge hans sygdom en smule.

Historisk baggrund

I slutningen af det attende århundrede og begyndelsen af det nittende århundrede skyllede de vestlige nationers erobringsbølge med voldsom stormkraft ind over og opslugte de muslimske lande. På dette tidspunkt befandt muslimerne sig i en halvt sovende og halvt vågen tilstand, og før de vidste af det, havde denne stormflod, der begyndte i Østen, opslugt hele den muslimske verden i Vesten. Før anden halvdel af det nittende århundrede var nået til ende, var de fleste muslimske stater blevet Europas slaver, mens de øvrige lande, selv om de ikke blev gjort til slaver, blev besejret og påvirket. Efter at denne altødelæggende omvæltning var fuldt udfoldet, begyndte muslimernes øjne at åbne sig. Den nationale stolthed, som de fremgangsrige muslimer havde opbygget gennem verdens erobring og udvidelse af deres riger, blev uventet gjort til støv. Derefter begyndte de, som en beruset mand, der er blevet ædru efter gentagne slag fra en mægtig fjende, at undersøge årsagerne til deres eget nederlag og europæernes sejr. Men deres sind var endnu ikke kommet til sig selv. Beruselsen var ganske vist forsvundet, men den mentale balance var stadig forstyrret. På den ene side pressede den stærke følelse af ydmygelse og vanære dem til at ændre deres elendige tilstand, mens en livsform præget af århundreders luksus og modvilje mod arbejde søgte den letteste og nærmeste vej til at ændre situationen. Desuden var de blevet uvante med at tage deres svækkede evner til viden, fornuft, tænkning og overvejelse i brug. Dertil kom, at den skræk og rædsel, som uventet opstår blandt en besejret og slavegjort nation, også havde bredt sig blandt dem. Som følge af denne blanding af forskellige årsager blev de reformivrige muslimer involveret i alskens indbildte og praktiske synder. De fleste af dem formåede ikke at forstå den egentlige årsag til deres egen underlegenhed og korruption eller til Europas fremskridt. Og blandt dem, der forstod den, fandtes der ikke tilstrækkeligt mod, tålmodighed og kampvilje til at tilbagelægge fremskridtets vanskelige vej. Begge grupper var i lige høj grad præget af svaghed og rædsel. I denne forvirrede sindstilstand var deres letteste vej til fremskridt at lade den vestlige kultur og civilisationens ydre fremtoning afspejle sig i deres liv og selv blive som et spejl, hvori billedet af skønne haver og forårets strålende pragt genspejles, selv om der i virkeligheden ikke findes nogen have eller nogen skønhed og pragt.

Mentalt slaveri

På dette sygdommens yderste stadium begyndte man at efterligne vestlig påklædning, samfundsordning, litteratur og kunst, skikke og adfærd, omgangsformer og så videre. Selv i talemåden blev den vestlige efterligning tydelig. Man begyndte at forsøge at forme og indrette det muslimske samfund efter vestlige idealer. Oprør mod Gud, ateisme og materialisme blev, som af blinde, antaget som »mode«. Det blev betragtet som et tegn på klar tænkning blindt at tro på de tydelige eller uklare tankestrømninger og læresætninger, der blev importeret fra Vesten, og at fremlægge dem som emner til diskussion ved sammenkomster. Alkohol, hasardspil, lotteri, hestevæddeløb, teater, dans og sang samt andre produkter af den vestlige kultur blev også taget til sig. Alle de synspunkter og handlingsmåder, der fandtes med hensyn til anstændighed, moral, social omgang, erhvervelse af levebrød, politik, love og regler, ja selv religiøs tro og religiøse ceremonier, blev uden protest eller eftertanke antaget som en åbenbaring, der var steget ned fra himlen, med ordene: »Vi har hørt og adlydt.« De historiske begivenheder, den islamiske sharias bestemmelser og beretningerne i Koranen og hadith var tidligere blevet mødt med samme had og protest af islams fjender; denne tids muslimer begyndte også at skamme sig over dem på samme måde og blev ivrige efter at udslette denne skamplet.

Vestens hvide herrer kritiserede den islamiske jihad skarpt. Og disse muslimer bøjede sig ærbødigt for herrernes fødder og sagde: »Herre! Hvor er vi, og hvor er jihad!« De kritiserede slaveriet. Disse muslimer sagde: »Det er jo fuldstændig forbudt i islam.« Da de kritiserede flerkoneri, ophævede disse straks et vers eller en bestemmelse fra Koranen. De sagde: »Det er ønskværdigt, at der etableres fuldstændig lighed mellem kvinder og mænd.« Og disse muslimer sagde: »Det er jo netop hovedsagen i vores religion.« Da de kritiserede ægteskab og skilsmisse, skyndte disse muslimer sig at foretage ændringer i dem. De sagde: »Islam er jo kunstens fjende.« Hertil svarede disse: »Herre! Islam har jo altid støttet dans og sang, malerkunst og skulptur.«

Indledning til emnet purdah

Dette er den mest forkastelige og skammelige periode i muslimernes nationale historie, for det var i denne periode, at debatten om purdah-ordningen begyndte. Hvis spørgsmålet havde været, hvilke grænser islam har fastsat for kvinders frihed, ville svaret ikke have været vanskeligt. Den eneste uenighed, der i så henseende kan konstateres, er, om en kvinde må lade ansigt og hænder være utilslørede; dette er ikke nogen vigtig meningsforskel. Men den egentlige sag er anderledes. Dette spørgsmål er blevet rejst blandt muslimerne, fordi Europa har betragtet harem-sløret og kvinders ydre tilsløring med foragt. Europæerne har i deres litteratur skildret dette på en hadefuld og spottende måde og givet kvinders »afsondring« (purdah) en fremtrædende plads på listen over islams fejl og mangler. Når Europa har forkastet purdah som noget foragteligt, hvordan skulle det da være muligt for muslimske mentale slaver af dem ikke naturligt at skamme sig over den? Hvad de gjorde i denne sag, gjorde de også med hensyn til jihad, slaveriet, polygamiet og andre tilsvarende spørgsmål. De begyndte at bladre gennem Koranen, hadith og de værker, som imamerne inden for fiqh-videnskaben havde udarbejdet efter dybtgående forskning. Formålet var at finde et eller andet middel i disse værker til at fjerne den hæslige skamplet. Det blev kendt, at visse imamer havde tilladt, at hænder og ansigt blev holdt utilslørede. Det blev også kendt, at en kvinde kunne forlade hjemmet for at udføre nødvendige gøremål. Desuden blev det kendt, at en kvinde kunne give soldater vand på slagmarken og pleje de sårede. Hun kunne gå til moskeen for at bede og andre steder hen for at modtage eller give undervisning. Det var alt, hvad de behøvede. Derefter erklærede de: »Islam har givet kvinden fuld frihed. Purdah er blot en gammel skik fra en blind og barbarisk tidsalder. De snæversynede og overtroiske muslimer indførte den længe efter islams første periode (kalifatet under de retledte kaliffer). Koranen og hadith indeholder ingen påbud om purdah. De giver blot moralsk undervisning om blufærdighed og anstændighed. Der er ikke fastsat noget princip, der kan begrænse kvinders bevægelsesfrihed.«

Det grundlæggende

Det er en naturlig menneskelig svaghed, at når man i det virkelige arbejdsliv vælger en bestemt vej, lader man sig som regel lede af følelser i stedet for at træffe valget med et roligt og afbalanceret sind ved hjælp af fornuft og dømmekraft. Derefter tager man logiske argumenter og beviser til hjælp for at bevise, at den følelsesbaserede beslutning er fejlfri. Det samme er sket i spørgsmålet om purdah. Den debat, der opstod om dette emne, udsprang ikke af noget rationelt eller shariarelateret behov. Den skyldtes alene den tiltrækning, de følelser og den stemningsprægede indstilling, som opstod, fordi man var blevet påvirket af den sejrende nations ydre, prangende kultur og lamslået af dens heftige propaganda mod den islamiske civilisation.

Da vores reformivrige, uddannede samfund med forbløffede øjne iagttog de europæiske kvinders skønhed, luksuriøse klædedragt, frie og uhæmmede færden overalt samt deres virke i deres eget samfund, opstod der uundgåeligt et ønske hos dem om, at deres egne kvinder også skulle kunne leve på samme måde, og at deres civilisation skulle kunne måle sig med den europæiske kultur. Da nye synspunkter om kvinders frihed, kvinders uddannelse og lighed mellem kvinder og mænd blev hældt ned over dem som en uophørlig regn i den stærke og autoritative sprogs prangende trykte bogstaver, blev de tiltrukket af dem. Under den stærke påvirkning fra denne litteratur mistede de evnen til at skelne mellem godt og ondt. Den opfattelse slog rod i deres sind, at hvis man skulle være virkelig progressiv og frigøre sig fra skammen og pletten af gammeldagshed og forfald, måtte man blindt tro på alle disse tankeretninger og synspunkter, udbrede dem gennem skrift og tale og modigt føre dem ud i livet. Når disse selvbedragne stakler så kvinder iført hvidt tøj med ansigtsslør, tildækket som bevægelige telte eller i ligklædelignende begravelsesdragt, blev de overvældet af skam og kastede sig til jorden. Hvor længe kunne dette dog fortsætte? Til sidst blev de, enten tvunget eller som hypnotiserede, rede til at fjerne denne skammens plet.

Den bevægelse for kvinders frihed, som rejste hovedet blandt muslimerne i det nittende århundredes sidste del, havde sin rod i de ovennævnte følelser, fornemmelser og stemninger. Hos nogle var disse følelser og stemninger skjult bag en finere form for indsigt. De var ikke selv klar over, hvor denne bevægelse førte dem hen. De var selvbedragne. Andre var derimod bevidste om disse følelser og stemninger, men veg tilbage fra at afsløre deres egentlige følelsesmæssige drivkraft over for andre. Selv om de ikke var selvbedragne, forsøgte de at bedrage omverdenen ved at skabe et røgslør af forvirring. Under alle omstændigheder skød begge grupper mod det samme mål: De forsøgte at skjule den egentlige inspiration bag deres bevægelse og i stedet for en følelsesdrevet bevægelse at lede en rationel bevægelse. Kvindernes sundhed, fremme af deres viden og deres kunnen på praktiske områder, sikringen af deres naturlige og medfødte rettigheder, fuld frihed til at tjene til livets ophold, frigørelse fra mænds undertrykkelse og vilkårlighed, afhængigheden af civilisationens fremskridt af kvindernes udvikling som halvdelen af nationen samt andre metoder, der var importeret direkte fra Europa, blev anvendt i denne bevægelse på en sådan måde, at den muslimske befolkning skulle bedrages. Man anvendte også den taktik at skjule for den muslimske befolkning, at bevægelsens egentlige formål var at tilskynde muslimske kvinder til at antage europæiske kvinders adfærdsmønstre og den europæiske samfundsordning.

Det store bedrag

Det mest alvorlige bedrag i denne sag var, at man forsøgte at bevise, med argumenter hentet fra Koranen og hadith, at denne bevægelse var i overensstemmelse med islam. Men der består en himmelvid forskel mellem den islamiske og den vestlige civilisations formål og deres samfundsordningers grundlæggende principper. Den islamiske civilisations iboende formål er, at menneskets seksuelle energi (Sex Energy) gennem moralsk og regelbundet disciplin skal kontrolleres på en sådan måde, at den ikke udtømmes under lastenhedens og liderlighedens herredømme, men anvendes til at opbygge en ren, hellig og retskaffen civilisation. Den vestlige civilisations og kulturs formål er derimod at fremskynde den materielle udvikling ved at beskæftige mænd og kvinder lige meget med livets gerninger og opfyldelsen af deres pligter. Samtidig anvender den den seksuelle ophidselse til sådanne formål, at livskampens bitterhed forvandles til sød nydelse. Denne forskel i formål kræver nødvendigvis, at der også må være en grundlæggende forskel mellem islamisk og vestlig kultur i måden at leve på. Islam kræver en samfundsordning, hvor mænds og kvinders arbejdsområder er adskilte. Fri, uhæmmet omgang mellem de to køn er blevet forbudt, og alle midler og forhold, der strider mod denne disciplin, er blevet fjernet fra grunden. Den vestlige kulturs mål og krav er derimod at føre begge køn ind på det samme livsområde og fjerne alle hindringer for deres ubeherskede, tøjlesløse omgang og fælles virke. Desuden gives der dem grænseløse muligheder for gensidig skønhedsnydelse og seksuel tilfredsstillelse.

Enhver samvittighedsfuld person kan nu forestille sig, i hvor høj grad de bedrager sig selv og andre, som på den ene side ønsker at følge den vestlige kultur og på den anden side fremstiller den islamiske samfundsordnings regler og principper som bevis til støtte for dem. I den islamiske samfundsordning er den yderste grænse for kvindens frihed fastsat således, at hun må lade sine hænder og sit ansigt være utilslørede og ved behov også må gå ud af hjemmet. Men disse mennesker (den vestlige kulturs tilhængere) har taget selve den yderste grænse, som islam har fastsat, som det første skridt på deres vej. Hvor islams vej ender, begynder de, og de når frem til et punkt, hvor de forkaster skam, anstændighed og sømmelighed. Det er ikke blot hænderne og ansigtet, men også det nøgne hoved med dets hårpragt, skuldrene med ærmer, fletningerne og det halvnøgne, fremstående bryst, der vises for beskuerens øjne. Det, der endnu er tilbage af den yndefulde krops skønhed, dækkes ligeledes med så tyndt et stof, at sådanne legemsdele bliver synlige igennem det, at mændenes begær kan tilfredsstilles. Derefter føres hustruer, døtre og søstre i en sådan påklædning og udsmykning ikke frem for muhrim-mænd (mænd, som ifølge islamisk lov ikke kan gifte sig med dem), men for venner, og de får frihed til at le, spøge, tale og more sig med fremmede mænd på en måde, som ingen muslimsk kvinde engang kan tillade sig sammen med sin halvbror på faderens eller moderens side. Den frihed til kun i nødvendigt ærinde at gå ud af hjemmet iført den fulde, sharia-konforme kropsdækning anvendes til at spadsere på offentlige veje iført tiltrækkende sari, halvnøgen bluse og et tøjlesløst blik, til at færdes i forlystelsesparker, fornøje sig på klubber og hoteller og se film. Den frihed, som islam under særlige betingelser har givet kvinder til andet arbejde end husligt arbejde, fremstilles på denne måde som et argument: at muslimske kvinder ligesom europæiske kvinder skal forlade hjemmelivet og familiens ansvar, strejfe omkring overalt i politisk og økonomisk hastværk og arbejde hårdt side om side med mænd på arbejdspladsen.

Situationen på det indiske subkontinent er omtrent nået til dette punkt. De mentalt slavebundne mennesker i Egypten, Tyrkiet og Iran, som har opnået politisk frihed, er gået ti skridt længere end dette. Muslimske kvinder i disse lande går i tøj, der ligner europæiske kvinders. På den måde ønsker de at udviske forskellen mellem det ægte og det efterlignede. Tyrkiet er gået så langt i denne henseende, at fotografier af tyrkiske kvinder viser dem i badedragter ved havet. Tre fjerdedele af kroppen på kvinder iført sådanne klæder er utilsløret. Resten af kroppen er dækket med så tyndt et stof, at kroppens fyldige og mindre fremstående dele træder tydeligt frem og tegner sig gennem det tilhørende tøj.

Kan man noget sted i Koranen og hadith finde støtte til en sådan livsform? Hvis nogen ønsker at følge denne vej, bør han klart erklære, at han er en åbenlys modstander af islam og islams lovregler. Ikke blot følges den samfundsordning og livsform, hvis grundlæggende principper, formål og handlemåder Koranen hver især har erklæret forbudte, åbent og bevidst; selve det første skridt på denne vej tages desuden i Koranens navn. Hensigten er at vildlede og bedrage verden og derefter tage de næste skridt ad denne vej i Koranens navn. Hvor stort et hykleri, en usselhed og et bedrag!

Det emne, vi nu skal behandle

De moderne muslimers situation er blevet beskrevet ovenfor. Nu ligger der to sider af sagen foran os, som skal drøftes. I denne bog må vi koncentrere os om behandlingen af begge disse sider.

For det første må den islamiske samfundsordning forklares for hele menneskeheden, muslimer såvel som ikke-muslimer, og det må også forklares, hvorfor reglerne om tilsløring er blevet foreskrevet i denne ordning.

For det andet må Koranens og hadiths forskrifter på den ene side og den vestlige kulturs og samfundsordnings synspunkter samt deres følger på den anden side forelægges de moderne muslimer sammenlignende, så deres dobbeltrettede handlemåde ophører, og de kan vælge en af de to veje. Hvis de ønsker at leve som virkelige muslimer, må de fuldt ud adlyde de islamiske forskrifter; ellers må de, efter at have opgivet forbindelsen med islam, følge den vej, som den vestlige samfundsordning tiltrækker dem mod med dens skammelige og frygtelige følger.

Teoretisk drøftelse

De grunde, på hvilke purdah-praksissen modsiges, er ikke blot negative. I virkeligheden er den grundlagt på et gyldigt, positivt grundlag. Grundlaget for modstanderpartiets opposition er ikke alene, at folk anser det for en uretfærdig indespærring, at kvinder holdes inde i hjemmet og ikke må forlade det uden at være tildækkede; og at purdah-praksissen derfor må afskaffes. Den egentlige sag er derimod, at de har et særligt billede af kvindelivet for øje. De har en fast og selvstændig opfattelse af forholdet mellem mænd og kvinder. De ønsker, at kvinden skal gøre noget andet i stedet for dette. De rejser indsigelse mod purdah, fordi kvinden, når hun er indespærret i hjemmet og tilsløret, ikke kan lade dette ønskede billede af livet træde frem. Hun kan heller ikke gøre »noget andet«.

Nu er det nødvendigt for os at undersøge, hvad dette »noget andet« er, som kvinderne skal foretage sig. Hvilken opfattelse og hvilke grundprincipper ligger bag det, hvor retfærdigt og fornuftigt er det, og hvilke resultater har det faktisk ført til? Det er klart, at hvis vi uden videre accepterer deres opfattelse og grundprincipper, vil purdah-praksissen og det sociale system, som purdah er en uadskillelig del af, i virkeligheden blive bevist fuldstændig fejlagtige. Men hvorfor skulle vi acceptere deres opfattelse uden at efterprøve den og undersøge den fornuftsmæssigt? Skal vi måske tage noget til os uden prøvelse blot på grund af dets nyhed og dets store udbredelse blandt folk?

Frihedsbegrebet i det attende århundrede

Det er allerede blevet sagt, at de filosoffer, naturforskere og forfattere, som i det attende århundrede forsøgte at reformere samfundet, i virkeligheden måtte konfronteres med et kulturelt system, hvori der fandtes talrige komplikationer, og hvori der ikke var det mindste spor af ynde. Det var fyldt med urimelige, traditionsbundne ritualer og med uoverensstemmelser, der stred mod både fornuft og natur. Århundreders stadige forfald havde blokeret vejen for dets fremskridt. På den ene side svulmede en genopvågning af viden og fornuft op blandt den borgerlige middelklasse og inspirerede den til at overskride grænserne for personlig indsats og stræben; på den anden side var samfundets ledere og de religiøse lederes gruppe optaget af at styrke båndene til de herskende ordsprog og sagn. Fra kirken til militæret og domstolene, fra paladset til landbruget og den økonomiske udveksling virkede hver eneste del af livet og enhver institution i organisationen på en sådan måde, at resultatet af alt det arbejde og al den dygtighed, som den med borgerskabet forbundne, genopvækkede gruppe udfoldede, blev bemægtiget af nogle forfaldne klasser som en ret, de allerede havde erhvervet. Under sådanne forhold begyndte alle forsøg på reform og forbedring at mislykkes over for de herskende gruppers egoisme og uvidenhed. Af alle disse grunde vågnede en blind inspiration til revolution dagligt i dem, der søgte reform og forandring. Til sidst brød oprørets brand ud mod hele det daværende samfundssystem og hver eneste af dets afdelinger og dele. Derefter opnåede en sådan yderliggående lære om individuel frihed folkelig anerkendelse, hvis formål var at give individet fuldstændig frihed og uhindret frigørelse fra samfundet. En sådan lære begyndte at blive udbredt: Ligesom individet skulle gives ret til med fuld frihed og efter eget ønske at udføre den handling, det begærer, skulle det også have frihed til at afholde sig fra handlinger, det ikke ønskede. Samfundet skulle ikke have nogen ret til at berøve nogen den personlige frihed. Regeringens eneste pligt skulle være at sikre, at enkeltpersoners handlefrihed forblev ukrænket. Folkets institutioner skulle blot hjælpe individet på vejen til at nå sit mål.

Den yderliggående og overdrevne frihedslære, som blev født midt i den naturlige protest og vrede mod det brutale samfundssystem, rummede kimen til et større onde og en større ødelæggelse. De, som først fremsatte denne lære, var heller ikke fuldt ud klar over dens uundgåelige konsekvenser. Hvis følgerne af en sådan tøjlesløs frihed og vilkårlighed var kommet til syne i deres levetid, ville de sandsynligvis også være blevet forfærdede. De ønskede at indføre denne lære som et våben til at udrydde alle de urimelige overdrivelser og ufornuftige begrænsninger, der fandtes i samfundet på deres tid. Men til sidst slog den rod i Vestens indbyggeres sind og hjerner og begyndte gradvist at udvikle sig.

{Det er netop ud fra dette begreb om individuel frihed, at det nuværende demokratiske samfundssystem, det demokratiske kulturelle system og moralsk tøjlesløshed (Licentiousness) er opstået. I næsten halvandet århundrede har denne lære ladet en flodbølge af uretfærdighed og undertrykkelse strømme gennem Europa og Amerika, og som følge heraf er menneskeheden blevet tvunget til at gøre oprør mod den. For dette samfundssystem har ved at give vilkårligheden en ubegrænset ret imod folkets interesser trådt folkets interesser under fode og ødelagt samfundet. Gradvis er socialisme og fascisme kommet til syne gennem dette oprør. Men allerede ved skabelsen af de nyfødte ismer forblev kimen til uretfærdighed og ondt indlejret i dem. I virkeligheden blev én yderliggående lære rejst for at løse en anden yderliggående lære. Fejlen ved det attende århundredes bevægelse for individuel frihed er, at den ofrede fællesskabet for individets skyld.

På den anden side er fejlen ved det nuværende, tyvende århundredes demokratiske lære, at den har ofret individet på kollektivets offeralter. En afbalanceret lære til menneskehedens gavn eksisterer stadig i dag, ligesom den gjorde i det attende århundrede.}

Forandringen i det nittende århundrede

Den franske revolution blev næret i denne friheds skød. Ved denne revolution blev talrige tidligere moralske læresætninger samt kulturelle og religiøse skikke afskaffet. Da der viste sig fremskridt som følge af alle disse afskaffelser, begyndte mennesker med revolutionære sindelag at sige, at de forældede normer, som havde været gældende siden tidernes morgen, var blevet en hindring på fremskridtets vej. Uden at ændre dem var det umuligt at gå fremad. Efter afskaffelsen af kristendommens fejlagtige grundprincipper for moral blev deres kritikvåben med stor hast rettet mod den menneskelige morals grundlæggende læresætninger. Hvad er der egentlig farligt ved ære og kyskhed? Hvorfor skal ungdommen pålægges frygten for Allah? Hvis nogen forelsker sig i en anden uden for ægteskab, hvad er der så galt i det? Bliver mennesket efter ægteskabet så ubarmhjertigt, at det skal berøves retten til at erklære sin kærlighed til en anden? Sådanne spørgsmål rungede overalt i det nye revolutionære samfund, og især gennem romanforfatternes skrifter blev de stillet med høj og trodsig røst. I begyndelsen af det nittende århundrede var (George Sand) leder af denne gruppe. De moralske grundprincipper, som den menneskelige civilisation, og især kvindens kyskhed og ære, hviler på, knuste denne kvinde selv. Skønt hun var gift med én mand, brød hun ægteskabets bånd og indledte et ulovligt forhold til en anden. Til sidst blev forbindelsen til hendes ægtemand brudt. Derefter begyndte hun at skifte elsker, og hun var aldrig i stand til at bo sammen med nogen i mere end to år. Af hendes biografi fremgår det, at hun åbent erklærede sin kærlighed til seks mænd. En af hendes elskere fremsatte følgende kommentar til hendes ros:

– George Sand fanger først en sommerfugl og holder den indespærret i et blomsterbur – det er den periode, hvor hun erklærer den sin kærlighed. Derefter stikker hun den med spidsen af sin snabel, så den begynder at flagre, og det giver hende den største glæde. – Så svinder hendes kærlighed en dag bort. – Derefter plukker hun dens vinger af og indlemmer den i den klasse af insekter, som hun udvælger som hovedpersoner i sine romaner.

Den franske digter Alfred Musse var også en af hendes elskere. Til sidst blev han så dybt såret af hendes troløshed, at han på sit dødsleje testamenterede, at George Sand ikke måtte deltage i hans begravelse. Dette var denne kvindes personlige moralske karakter. I tredive år påvirkede hun gennem sin litteratur den franske ungdoms karakter. I sin egen roman Lelia skrev hun, på Lelias vegne, til Steno:

– Så meget af verden, som det har været mig muligt at se, har fået mig til at indse, hvor fejlagtige vores unge mænds og kvinders forestillinger om kærlighed er. Forestillingen om, at kærligheden kun skal være for én person, eller at man skal vinde dennes hjerte, og det for altid – en sådan forestilling er helt forkert. Man må uden tvivl også give alle andre forestillinger plads i sit sind. Jeg er parat til at indrømme, at nogle få mennesker har ret til at udvise troskab i deres ægteskabelige liv. Men flertallet føler et andet behov og har også evnen til at opnå det. Derfor er det nødvendigt, at mænd og kvinder giver hinanden fuld frihed, udviser gensidig storsindethed og udrydder alle de årsager, som skaber jalousi og rivalisering i kærligheden, fra deres hjerter. Al kærlighed er rigtig, hvad enten den er lidenskabelig eller rolig, sanselig eller usanselig, fast eller omskiftelig, selvdestruktiv eller lykkebringende –

I en anden roman med titlen Jacus beskrev hun en ægtemand, som hun fremstillede for samfundet som en idealægtemand. Hovedpersonen Jacus’ hustru omfavner en fremmed mand i afsondrethed, men den frisindede ægtemand gør ingen indsigelse mod det. Som begrundelse siger ægtemanden:

Hvilken ret har jeg til at trampe på den blomst, som ønsker at skænke sin duft til en anden end mig?

Andre steder fremsætter forfatterinden følgende kommentar med Jakes ord:

Jeg har ikke ændret min holdning, og jeg har heller ikke indgået noget kompromis med samfundet. Af alle de sociale ordninger er ægteskabet efter min mening den mest brutale. Jeg tror, at hvis mennesket ønsker at udvikle sin forstand og intelligens, vil det uden tvivl afskaffe denne ordning. I stedet vil det vælge en hellig, menneskelig ordning. Da vil menneskenes børn være mere fremskredne end disse mænd og kvinder og ikke på nogen måde hindre hinandens frihed. I dag er mænd så egoistiske og kvinder så frygtsomme, at de ikke kræver bedre og mere ædle ordninger i stedet for de nuværende skikke. Ja, de, som mangler samvittighed og dyd, må naturligvis forblive bundet i strenge lænker.

Alle disse teorier og forestillinger blev udbredt i 1833 og i den samtidige periode. George Sand var kun nået så langt. Hun vovede ikke at føre sine teorier og forestillinger frem til deres uundgåelige endelige konsekvenser. Ikke desto mindre fandtes der stadig en vis frihedsånd, progressivitet og mørke fra den gamle konventionelle moral i hendes sind. Tredive eller femogtredive år senere dukkede en anden hær af dramatikere, forfattere, moralister, filosoffer og andre op i Frankrig. Alexander Dumas og Alfred Naquet var blandt deres ledere. De samlede alle deres kræfter om at udbrede den teori, at mennesket har en medfødt ret til frihed og livets nydelser. At pålægge denne ret moralske regler og sociale bånd er i særlig grad samfundets undertrykkelse af individet. Tidligere var kravet om handlefrihed for individet kun blevet fremsat i kærlighedens navn. For efterfølgerne forekom et sådant rent følelsesbetonet grundlag svagt. Derfor forsøgte de at grundfæste personlig arrogance, udsvævelse og tøjlesløs frihed på et solidt grundlag af fornuft, filosofi og videnskab. Formålet var, at unge mænd og kvinder skulle kunne gøre hvad som helst med fuld tilfredshed i sind og samvittighed, og at samfundet ikke skulle blive vredt over deres ungdommelige tøjlesløshed, men anse den for moralsk berettiget og passende.

I slutningen af det nittende århundrede satte forfattere som Paul Adam, Henry Betaille og Pierrelouis alle deres kræfter ind gennem litteraturen for at opmuntre unge mænd og kvinder til tøjlesløshed. Som følge heraf blev også den følelse af tilbageholdenhed og hindring, som forestillingen om den gamle moral havde holdt i live i menneskenaturen, helt udryddet. I værket ‘La-Morale-De-La Amour’ dadler Poul Adam faktisk unge mænd og kvinder for deres tåbelighed, fordi de, når de forelsker sig, unødigt forsikrer, at de vil give deres liv for den elskede, elske hende oprigtigt, forblive hendes for evigt og så videre. Paul Adam siger:

Alt dette siges, fordi begæret efter samleje – som naturligt findes i ethvert menneske, og hvori der ikke er nogen synd – ifølge den gamle opfattelse anses for urent. Derfor forsøger mennesket forgæves at dække det med et slør af løgn. Nationens alvorlige svaghed er, at dens elskende skammer sig over klart at sige, at formålet med deres møder blot er at tilfredsstille det fysiske begær og opnå nydelse og den højeste ekstase.

Derefter rådede han de unge mænd og kvinder således:

Vær venlige og fornuftige mennesker. Gør ikke jeres begær og nydelsens ledsager til jeres gud. (Ingen må tage fejl af betydningen. Hermed menes de mænd og kvinder, som kan bruge hinanden til at tilfredsstille deres egne begær.) Den, der efter at have bygget kærlighedens tempel bliver tilbeder af den samme afgud, er i sandhed en tåbe. Han bør vælge en ny gæst for hvert øjeblik af nydelse.

Pierre Louis gik flere skridt længere end de andre og begyndte åbent at erklære, at moralske bånd i virkeligheden hindrer udfoldelsen af menneskeligt talent og intellektuel kraft. Så længe mennesket ikke får fuld frihed og mulighed for fysisk nydelse ved at bryde disse bånd, er ingen udvikling af fornuft og intelligens eller materiel og åndelig fremgang mulig. I sit værk Afrodite forsøgte han bestemt at bevise, at Babylon, Alexandria, Athen, Rom, Venedig og andre centre for kultur og civilisation netop nåede deres højeste udvikling, da karakterløshed, udsvævelse og slaveri under begæret herskede i fuldt omfang dér. Men så snart moralske og juridiske bånd blev lagt på menneskelige ønsker og begær, blev også menneskesjælen, sammen med begær og lidenskab, bundet af disse bånd.

I datidens Frankrig var Pierre Louis en berømt forfatter, som skrev essays efter sin egen metode. Denne mand var også leder af en velrenommeret litterær institution. Under ham arbejdede en gruppe fortællere, dramatikere, moralister og andre på at udbrede hans teorier og synspunkter. Med hele sin forfatterkraft udbredte han nøgenhed og uhæmmet omgang mellem mænd og kvinder. I sit værk Afrodite lovpriser han begejstret en bestemt periode i Grækenland:

Når den nøgne menneskehed, et fuldkomment billede af en ufattelig skønhed, om hvem de religiøse havde forsikret, at Gud havde skabt hende i sit eget billede, i skikkelse af en hellig skøge med alskens pragt og yndefulde bevægelser fremviste sin kropslige skønhed for tyve tusind tilskuere, blev det at erklære hende sin kærlighed med fuld lidenskab betragtet som den rene, hellige, himmelske kærlighed, ved hvilken vi alle er blevet skabt—

ikke betragtet som nogen syndig, skammelig eller uren handling.

Kort sagt blottede han al poesiens omsvøb og sagde rent ud følgende:

Gennem en stærk moralsk opdragelse må vi udrydde denne forkastelige forestilling: at det under ingen omstændigheder er skamfuldt, forkert eller vanærende for en kvinde at blive mor.

Det tyvende århundredes fremskridt

I det nittende århundrede nåede tankerne og anskuelserne kun så langt. Ved begyndelsen af det tyvende århundrede viste der sig på himlen en ny falk, som forsøgte at flyve højere end sine forgængere. I 1908 udkom et skuespil af Peorr Wolff og Caston Leronx med titlen Lelys. I dette skuespil diskuterer to piger med deres far foran deres unge bror, at de har ret til frit at erklære deres kærlighed efter eget ønske. De siger også, hvor smerteligt en ung kvindes liv kan være uden kærlighed! En gammel far irettesætter sin datter for at have et ulovligt kærlighedsforhold til en ung mand. Som svar siger datteren:

Hvordan skal jeg forklare det for dig? Ingen har ret til at sige til en pige, at hun skal forblive ugift uden at have elsket—uanset om hun er hans søster eller datter; det har du slet ikke kunnet forstå.

Den Første Verdenskrig øgede ikke blot denne frihedsbevægelse, men førte den også til dens yderste grænse. Fødselskontrolbevægelsen havde haft en særlig stærk indflydelse på Frankrig. I fyrre år i træk var fødselstallet i Frankrig faldet. Af landets syvogtyve departementer var fødselstallet kun højere end dødstallet i tyve. I visse områder af landet var forholdet sådan, at der for hver hundrede fødsler var mellem 130 og 160 dødsfald. Da den store krig, som skulle afgøre den franske nations liv eller død, brød ud, indså landets tænkende mennesker, at antallet af unge mænd i nationens skød, som var egnede til krigstjeneste, var yderst ringe. Ved at ofre dette lille antal unge mænd kunne nationens liv måske sikres, men det ville blive vanskeligt at undgå fjendens næste angreb. Denne erkendelse vakte i hele Frankrig en stærk tilskyndelse til at øge fødselstallet. Fra alle sider begyndte forfattere, journalister, talere, lærde og politikere med forenede stemmer at forkynde: »Få børn. Frygt ikke ægteskabets traditionelle bånd. De ugifte kvinder og enker, som er rede til at blive gravide for fædrelandets skyld, skal ikke fordømmes af samfundet, men tværtimod have krav på respekt.«

På dette tidspunkt opstod der ganske naturligt en gylden mulighed for de frihedselskende herrer. De udnyttede denne mulighed og begyndte at udbrede alle de tilbageværende teorier og tankeretninger fra Satans taske.

En fremtrædende forfatter fra den tid, redaktør for Lo-Lyon Republican, fremsatte følgende bemærkning i en artikel med overskriften »Hvorfor er voldtægt strafbar?«:

Når den brødløse fattige, plaget af sult, begår tyveri og plyndring, siger man, at man blot skal sørge for hans mad og klæder, så vil tyveriet og plyndringen ophøre af sig selv. Men mærkværdigvis ydes der ikke en tilsvarende hjælp og medfølelse, når det gælder om at tilfredsstille et andet naturligt og vigtigt behov, nemlig at stille den seksuelle sult, selv om man hjælper med at tilfredsstille et naturligt behov i kroppen. Ligesom mennesket som følge af sultens stærke tilskyndelse griber til tyveri, således er voldtægt og i de fleste tilfælde endog drab også et resultat af en tilsvarende stærk seksuel tilskyndelse – en tilskyndelse, der ikke er mindre naturlig end sult og tørst. En sund og stærk ung mand kan ikke med magt holde sit begær tilbage – ligesom han heller ikke kan holde sin sult tilbage med det løfte, at han vil få mad i næste uge. I vore byer er der overflod af alting. Men ligesom manglen på føde i en fattig mands mave er hjerteskærende, er også manglen på seksuel tilfredsstillelse meget hjerteskærende for ham. Ligesom man gratis udleverer mad til de sultne, er det også vor pligt at træffe visse foranstaltninger for dem, der plages af den anden slags sult.

Det er nødvendigt at huske, at dette ikke var en spøgefuld artikel. Ligesom den blev skrevet med det største ansvar og den største alvor, blev den også udbredt i Frankrig med den største alvor.

På dette tidspunkt tildelte Faculty of Medicine i Paris en erfaren læge doktorgraden for en afhandling. Afhandlingen blev også offentliggjort i regeringens officielle organ. Et sted i den pågældende afhandling blev følgende bemærkning fremsat:

I dag siger vi uden tøven, at jeg blev sendt op på en bjergtop for at afgive blodigt opspyt (spyt). Vi tror, at den dag også vil komme, hvor vi uden kunstig stolthed eller skam kan sige: »Jeg havde syfilis, da jeg var tyve år.« Disse sygdomme er jo en særlig pris for livets nydelser. Det menneske, der lever sit liv på en sådan måde, at det ikke pådrager sig nogen sygdom, lever et ufuldstændigt liv. På grund af fejhed, et ydmygt sindelag eller religiøs vildfarelse afholder han sig fra at tilfredsstille sine naturlige legemlige behov, selv om dette blot er et ubetydeligt behov blandt hans naturlige behov.

Neomalthusiansk litteratur

Før vi går videre, finder jeg det nødvendigt endnu en gang at rette blikket mod de teorier og tankeretninger, der er blevet fremsat om bevægelsen for fødselsregulering eller prævention. Da den fremragende engelske økonom Malthus i slutningen af det attende århundrede foreslog fødselskontrol for at kontrollere den voksende befolkning, havde han ikke i sine vildeste drømme forestillet sig, at hans råd et århundrede senere skulle blive et middel til at fremme utugt og uanstændighed. Malthus anbefalede selvbeherskelse, ægteskab i en højere alder og lignende for at standse befolkningstilvæksten. Men da den neomalthusianske bevægelse (New Multhusian Movement) begyndte i slutningen af det nittende århundrede, var dens grundprincip frit at tilfredsstille det seksuelle begær og som dets naturlige følge ved videnskabelige metoder at forhindre fødslen af børn. Som følge heraf blev også den sidste hindring for at indlede ulovlige seksuelle forhold fjernet, og vejen til synd blev gjort fri for hindringer. For nu kunne en kvinde frit udbyde sin krop til en fremmed mand. Derefter var der ikke længere nogen bekymring over at få børn eller over ansvaret for at opfostre dem. Der er ikke plads her til at beskrive de frygtelige følger af alt dette, men jeg vil her give nogle få eksempler på de teorier, der er blevet udbredt i litteraturen om fødselskontrol.

En kort redegørelse for de argumenter og beviser, hvorpå den neo-malthusianske indledning i denne litteratur er blevet skrevet, følger her:

Ethvert menneske må af natur konfronteres med tre store og stærke behov. Det første er føde, det andet hvile og det tredje tilfredsstillelsen af den seksuelle drift. Naturen har nedlagt disse tre ting i mennesket med fuld kraft. Den har også skænket en særlig glæde ved at få disse behov dækket. Derfor ønsker mennesket naturligt at få alle disse behov opfyldt. Fornuft og overvejelse tvinger mennesket til at styrte mod dette med pilens fart. Hvad angår de to første, er dets handlemåde den samme. Men mærkværdigvis er dets handlemåde anderledes, når det gælder det tredje. Samfundets moralske regler har pålagt det den forpligtelse, at seksuelt begær ikke må tilfredsstilles uden for ægteskabet. Inden for ægteskabets rammer er troskab og kyskhed og ære blevet gjort obligatoriske for kvinder og mænd. Desuden er det blevet fastsat som en betingelse, at fødselsbegrænsning ikke er tilladt. Sådanne regler er fuldstændig fejlagtige og udtryk for dumhed. De strider mod viden og naturen. De er også principielt fejlagtige og varsler frygtelige følger for menneskeheden.

Se nu også på de ideologiske paladser, der bygges på et sådant fundament. Lederen af det tyske socialdemokratiske parti, Babel, skriver klart:

• Kvinder og mænd er jo blot dyr. Opstår spørgsmålet om ægteskab – et varigt ægteskab – nogensinde mellem et par dyr?

Dr. Drysdale siger:

Blandt alle vores begær er kærligheden også noget foranderligt. At fastlægge den på én bestemt måde betyder at ændre naturens love. Unge mænd og kvinder nærer et særligt ønske om denne forandring. I overensstemmelse med naturens storslåede og retfærdige orden ønsker vi, at deres erfaringer på dette område skal være mangfoldige. Frie forbindelser er et udtryk for en fornem karakter, fordi de i højere grad stemmer overens med naturens love og regler. Desuden udspringer de direkte af følsomhed, følelser og uselvisk kærlighed. Den inspiration og det begær, som skaber disse forbindelser, har en stor moralsk værdi. Hvordan skulle en sådan lykke kunne opnås gennem den forretningsmæssige udveksling, som i virkeligheden forvandler ægteskabet til et erhverv?

Læg mærke til, læser, hvordan synspunkterne fra tid til anden ændrer sig, og hvordan en modsat ideologi gradvist antages. Først blev der gjort forsøg på at betragte utroskab som uskyldigt i moralsk henseende og sidestille ægteskab og utroskab. Men nu går man videre og betragter selve ægteskabet som forkasteligt, mens utroskab tillægges en højere status.

Den nævnte læge siger et andet sted:

Det er nødvendigt at indføre en ordning, hvorved det kan anses for respektabelt at elske uden for ægteskabet. Det er glædeligt, at ægteskabets vej også er ved at blive lukket, fordi skilsmisseproceduren er blevet lempet. For ægteskabet er nu en aftale mellem to personer om at leve sammen, og begge parter kan bringe denne aftale til ophør, når de ønsker det. Dette er den eneste sunde måde at have seksuelt samkvem på.

Den berømte neo-malthusianske leder i Frankrig, Paul Robin, skriver:

I løbet af de sidste femogtyve år har vi opnået så stor succes, at vi næsten har bragt det uægte barn op på niveau med det ægte barn. Nu mangler der kun at skabe en tilstand, hvor der kun kan fødes bastardbørn eller uægte børn. For så vil spørgsmålet om konkurrence slet ikke opstå.

Den berømte engelske filosof hr. Mill siger bestemt i sit værk On Liberty, at den, som ikke kan fremlægge bevis for at råde over tilstrækkelige midler til at forsørge sig, ved lov skal forhindres i at gifte sig. Men da spørgsmålet om at lukke bordellerne rejste sig i England, var netop denne lærde filosof voldsomt imod det. Hans argument var, at det ville være et indgreb i den personlige frihed og en krænkelse af arbejderne. For derved var man blevet barnlig over for dem.

Tænk over det: Den personlige frihed skal respekteres, fordi den kan bruges til at begå utugt. Men hvis en tåbe i kraft af den personlige frihed ønsker at gifte sig, skal han ikke have ret til at få denne frihed beskyttet. At loven griber ind i hans frihed, er ikke blot acceptabelt; den frihedselskende filosofs samvittighed anser det ligefrem for nødvendigt. Her når revolutionen i det moralske synspunkt sin yderste grænse. Det, som før var forkasteligt, er nu blevet uskyldigt, og det, som var uskyldigt, er nu blevet forkasteligt.

Konsekvenser

Litteraturen går i spidsen, og den offentlige mening følger efter. Til sidst overgiver den sociale karakter, normerne og statens love og regler sig til den. Hvor filosofi, historie, moral, videnskab, romaner, drama, billedkunst og andre midler, der skaber en mental revolution, i halvandet århundrede uafbrudt med samlet kraft indprenter den samme slags synspunkter og tankegang i menneskers sind, er det yderst usandsynligt, at samfundet ikke bliver påvirket af denne tankegang. Når regeringen og hele den sociale ordning desuden er grundlagt på demokratiske principper, er det heller ikke muligt, at lovene ikke ændrer sig sammen med ændringen i den offentlige mening.

Den industrielle revolution og dens reaktion

Uden videre var de øvrige kulturelle forudsætninger også blevet tidsmæssigt passende. Det var netop på dette tidspunkt, at den industrielle revolution (Industrial Revolution) fandt sted. De forandringer, den medførte i det økonomiske liv, og de virkninger, der viste sig i kulturlivet, ledte begivenhedernes udvikling i den retning, som den revolutionære litteratur havde ønsket at lede den. Den mulighed for mekaniske opfindelser og masseproduktion (Mass Production) gav den idé om individuel frihed, som det kapitalistiske system var grundlagt på, en usædvanlig styrke. Kapitalistklassen etablerede store industri- og handelsvirksomheder. De nye centre for industri og handel blev til enorme byer. Millioner af mænd og kvinder blev trukket fra landområderne ind til byerne. Det blev langt dyrere end forventet at skaffe sig et levebrød. Bolig, mad, tøj og de daglige nødvendigheder for livets opretholdelse blev skyhøje i pris. Dels som følge af kulturelle fremskridt og dels på kapitalisternes initiativ fandt utallige luksusvarer plads blandt livets nødvendigheder. Men selv om kapitalisterne havde skabt alle former for bekvemmeligheder, fornøjelser og luksus i dagliglivet, blev rigdommen i det kapitalistiske system ikke fordelt i en sådan grad, at alle kunne nyde disse midler og muligheder på lige fod. Efter at kapitalisterne havde trukket folket fra landområderne ind til byerne, kunne det have været let at sørge for de nødvendige midler til deres livsførelse, såsom bolig, mad og tøj. Resultatet blev, at hustruen blev en byrde for manden og børnene for faderen. For ikke blot at bære byrden af slægtninge og familie, men selv at klare sig selv, blev det yderst vanskeligt. Den økonomiske situation tvang hvert enkelt menneske til at tjene penge. Alle slags kvinder—ugifte, gifte, enker og så videre—måtte forlade hjemmet for at tjene til livets ophold. Da mulighederne for, at kvinder og mænd kunne omgås hinanden, derefter voksede, og de uundgåelige følger viste sig, trøstede frihedsbegrebet og den nye karakterfilosofi fædre og døtre, brødre og søstre, mænd og hustruer med ordene: »Bliv ikke utålmodige; det, der sker, er godt! Dette er ikke forfald; det er i virkeligheden fremskridt og frigørelse (Emancipation). Den afgrund, som kapitalisterne kaster jer ned i, er ikke en helvedesgrop, men himlen—selve paradiset.«

Kapitalistisk individualisme

Andre forhold blev ikke begrænset til dette. Det kapitalistiske system, som blev grundlagt på en bestemt opfattelse af individuel frihed, gav individet en ubetinget og ubegrænset ret til at erhverve rigdom gennem alle tænkelige midler. Uanset på hvilken måde rigdommen blev erhvervet, selv hvis resultatet var, at hvor mange mennesker som helst blev ødelagt, anså den nye karakterfilosofi det for lovligt og helligt. På denne måde blev hele det kulturelle system indrettet sådan, at individet på alle områder blev støttet imod fællesskabet. Omvendt fandtes der ingen mulighed for at beskytte fællesskabets rettigheder imod individets personlige interesser. Alle veje til at ødelægge samfundet blev åbnet for egeninteresserede personer. De begyndte at benytte nye og nye metoder til at fremme deres egne interesser ved at udnytte alle menneskelige svagheder. En person dukker op og får en anden til at hengive sig til den lastfulde drikning for at fylde sin egen lomme. Ingen træder frem for at beskytte samfundet mod denne pestbærende rotte. En anden person dukker op og spreder et net af renter og åger. Der findes ingen, som beskytter menneskene mod denne blodsugende igles greb. Tværtimod beskytter alle love og regler denne blodsugers interesser, så ingen kan bevare så meget som en dråbe blod sikkert fra dens greb. En tredje person dukker op og opfinder en mærkværdig form for hasardspil. Dets udbredelse bliver så omfattende, at ingen gren af industri og handel undgår hasardspillets indflydelse. Ingen er der til at beskytte menneskenes økonomiske liv mod denne fortærende ild. I en tidsalder, hvor det var muligt at udnytte menneskets farligste svaghed—seksuel besættelse—til at opnå store personlige interesser, var det i denne urene tidsalder præget af personlig arrogance, oprør og fjendskab umuligt, at egeninteresserede mennesker ikke skulle rette blikket mod sådanne menneskelige svagheder. I virkeligheden blev der gjort fuld brug af denne seksuelle tøjlesløshed. På teatre, dansesteder og filmstudier foregik alle aktiviteter omkring smukke kvinder. Kvinders deltagelse i disse aktiviteter var uundgåelig. Kvinder blev vist offentligt i stadig mere nøgne og seksuelt ophidsende skikkelser. På den måde blev folks seksuelle begær forøget, og deres penge blev plyndret. Nogle begyndte at udleje kvinder og udviklede prostitutionen til en velorganiseret international forretning. Andre opfandt stadig nye midler til skønhed og luksus og brugte dem til at forstærke kvinders medfødte trang til at vise deres skønhed og føre dem frem; egeninteresserede forretningsfolk begyndte derved at tjene store summer. Atter andre opfandt nye seksuelt ophidsende klædedragter og nøgenhedsmode, fik smukke kvinder til at bære dem og tilskyndede dem til at færdes i samfundet; flokke af moderne unge stimlede sammen omkring dem med begærlige øjne og sind. Unge kvinder blev tiltrukket af de nyopfundne, nøgent prangende klædedragter, og markedet for nyt tøj blev også bragt i kog. Nogle udnyttede situationen til at begynde at udbrede nøgne billeder og uanstændig litteratur og tjente på denne måde nogle få penge ved at smitte folket med denne spedalskhed. Efterhånden nåede situationen så langt, at ingen gren af handel og forretning forblev fri for midlerne til at fremkalde seksuel besættelse. Se blot på reklamerne for enhver forretningsvirksomhed; man vil opdage, at enhver annonce uden et nøgent eller halvnøgent billede af en kvinde er fuldstændig værdiløs. På hoteller, restauranter, i butikkers udstillingslokaler og udstillingshaller og lignende blev kvindefigurer placeret på en sådan måde, at mænd skulle blive tiltrukket netop derhen. Under sådanne omstændigheder var den eneste måde at beskytte den hjælpeløse og ulykkelige befolknings interesser på, at den med sin moralske styrke modstod alle disse angreb og beskyttede sig mod den seksuelle besættelses greb. Men det kapitalistiske system var grundlagt på et så svagt fundament, at dets angreb kunne modstås. Det rådede over en fuldstændig livsanskuelse og en stærk satanisk hær, nemlig litteraturen, som straks besejrede og overvandt det moralske syn. Morderens dygtighed består i, at han får offerdyret til frivilligt og med tilfreds sind at berede sig til slagtningen.

Demokratisk politisk system

Faren sluttede ikke her. Desuden fødte denne frihedsopfattelse det vestlige demokratiske regeringssystem, og dette blev et mægtigt våben til at fuldende denne form for moralsk revolution.

Det nye demokratis grundprincip var, at mennesket selv skulle være sin egen hersker og udforme forfatning og love for sig selv. De skulle udforme love efter eget ønske og efter behag ophæve eller ændre enhver lov. Over dem fandtes ingen højere magt eller myndighed, fri for menneskelig svaghed, hvis vejledning mennesket kunne underordne sig med bøjet hoved og derved frelse sig selv fra den vildfarne vej. De havde ingen uforanderlige grundlove, der stod uden for menneskets evige magt. Hos dem fandtes ingen urokkelig målestok, som ikke ændrede sig under menneskets onde tilbøjeligheders pres, og ved hvilken de kunne skelne mellem sandhed og usandhed. Således gjorde demokratiets nye synsmåde mennesket fuldstændig selvstyrende (Autonomt) og ansvarsløst. De blev deres egne herskere og antog folkemeningen som kilden til enhver lov.

Det bør bemærkes, at dér hvor alle love i samfundslivet underordnes folkemeningen, og hvor de styrende myndigheder bliver tjenere for denne nye demokratigud, dér kan lovene og statsmagten ikke beskytte samfundet mod moralsk opløsning, men bliver til sidst medvirkende til dets ødelæggelse. Lovene ændrer sig sammen med folkemeningen. Efterhånden som folkets synsmåde ændrer sig, formes lovenes grundprincipper og bånd på tilsvarende måde. Flertallet af stemmerne bliver målestokken for, hvad der er sandt og godt. Hvis et forslag, hvor ondt og urimeligt det end måtte være, kan opnå støtte fra 51 procent, vil der ikke være nogen hindring for at gøre det til lov. Et særdeles grufuldt og afskyeligt eksempel herpå findes i Tyskland i tiden før nazismen. En tysk filosof ved navn dr. Magnus Herschfield (Dr. Magnus Herschfield) var formand for World League of Sexual Reform. I seks år førte han en kraftig kampagne til støtte for Lots folks onde gerning. Til sidst indvilligede demokratiguden i at erklære denne hidtil ulovlige handling for »halal« eller lovlig, og det tyske parlament besluttede med et overvældende flertal, at handlingen ikke længere skulle være ulovlig, hvis den blev udført med begge parters samtykke. Det blev fastslået, at hvis den, som handlingen blev udført imod, var mindreårig, skulle hans værge afgive stemmen på hans vegne.

Loven synes at være noget langsom i sin tjeneste for denne demokratigud; dens befalinger bliver ganske vist efterlevet, men med dovenskab og ligegyldighed. De mangler, der bliver tilbage i den fuldstændige tjeneste, udfyldes af alle dele af statsforvaltningen tilsammen. De, som leder disse demokratiske regeringssystemer, tager allerede før lovgivningen hensyn til indflydelsen fra den litteratur, der omgiver dem, den moralske filosofi og folkets følelsesliv. Enhver moralsk tøjlesløshed, der bliver udbredt blandt folket, bliver med de styrendes velvilje anerkendt og accepteret på alle statslige niveauer. I de sager, der stadig er forbudte, afholder politi og domstole sig fra at håndhæve loven. Således bliver også disse forbudte handlinger betragtet som lovlige. Lad os som eksempel tage abort. Den er stadig forbudt i vestlig lovgivning. Men der findes intet land, hvor den ikke udføres åbent og i stort omfang. I England foretages der hvert år anslået halvfems tusind aborter. Blandt gifte kvinder er der hele 25 procent, som enten selv får foretaget abort eller søger hjælp hos en specialist i denne sag. Nogle steder findes der egentlige abortklubber. Fornemme kvinder betaler et ugentligt kontingent dér og modtager efter behov behandling af en abortspecialist. I London findes der mange sådanne sygehjem, hvor kvinder, der har fået foretaget abort, behandles. (Professor Judd har i sin bog Guide to Modern weekedness nedskrevet en udførlig redegørelse for dette. Bogen blev udgivet for flere år siden.) Ikke desto mindre står abort stadig opført som en strafbar handling i Englands lovbøger.

Grundprincipper og beviser

Nu ønsker jeg detaljeret at beskrive, i hvilket omfang samfundets karakter og mænds og kvinders seksuelle forhold påvirkes og kommer til udtryk gennem den samlede virkning af disse tre faktorer: det moderne moralske syn, det kapitalistiske kultursystem og det demokratiske politiske styre. Eftersom jeg hidtil for det meste har omtalt Frankrig – hvorfra denne bevægelse begyndte – vil jeg først fremlægge Frankrig som bevis. (Se den franske sociolog Paul Bureaus bog Towards Moral bankruptcy. Den blev udgivet i 1925.)

Udslettelsen af den moralske følelse

Det første resultat af udbredelsen af de synsmåder, der blev beskrevet i det foregående kapitel, var, at menneskets moralske følelse med hensyn til seksuel adfærd blev sat ud af kraft. Skam, anstændighed, afsky, foragt og lignende begyndte dag for dag at forsvinde. Bevidstheden om forskellen mellem ægteskab og utugt blev udslettet fra hjertet. Til sidst blev utugt en så uskyldig sag, at man ikke længere følte behov for at skjule den med afsky.

Indtil slutningen af det nittende århundrede havde det franske folks moralske syn kun ændret sig i den henseende, at utugt for mænd blev betragtet som noget ganske naturligt. Hvis unge voksne sønner ikke blev ramt af en kønssygdom eller risikerede at blive stillet for retten, gav forældrene med tilfredshed deres seksuelle tøjlesløshed frie tøjler. Hvis de desuden opnåede materiel fordel derved, var de overordentlig tilfredse. De mente, at seksuelle forhold mellem en mand og en kvinde uden for ægteskabet ikke var forkastelige. Der findes også eksempler på, at forældre tilskyndede deres unge voksne sønner til at indlede forhold til indflydelsesrige eller velhavende kvinder for at sikre dem en lys fremtid. Men deres syn på mænd var dengang anderledes end det senere syn. Kvindens kyskhed blev anset for værdifuld. De forældre, som betragtede deres sønners seksuelle tøjlesløshed som ungdommens overmod og så gennem fingre med den, kunne på den anden side ikke tåle den mindste plet eller skamplet på deres egne døtres karakter. Selv om en umoralsk mand blev anset for uskyldig, blev en umoralsk kvinde ikke anset for uskyldig. Selv om man rynkede panden i afsky, når en prostituerets navn blev nævnt, viste man ikke afsky over for den mand, der delte hendes seng. På samme måde var mænds og kvinders moralske ansvar heller ikke det samme i ægteskabslivet. Selv om man tolererede ægtemandens moralske fordærv, blev hustruens moralske fordærv anset for alvorligt forkasteligt.

Ved begyndelsen af det tyvende århundrede ændrede denne situation sig. Kvindefrigørelsesbevægelsen blæste i trompeten for moralsk lighed mellem mænd og kvinder, og resultatet blev, at kvinders dårlige handlinger blev anset for lige så uskyldige som mænds. Også den opfattelse ændrede sig, at en kvindes dyd eller anseelse kunne blive krænket, hvis hun havde seksuelt forhold til en mand uden for ægteskab. Paul Bureau siger:

Ikke blot i de store byer, men også i Frankrigs småbyer og på landet har grupper af moderne unge mænd antaget det princip, at eftersom de ikke selv er afholdende, har de ingen ret til hos ægteskabsmægleren at kræve en ærbar eller jomfruelig kvinde. I Bourgogne, Beaune og andre egne er det almindeligt, at en ung pige før ægteskabet har omgang med mange mandlige venner, og når hun gifter sig, føler hun ikke noget behov for at holde begivenhederne i sit tidligere liv skjult for ægteskabsmægleren. De taler åbent med hinanden om deres ulovlige omgang med andre mænd, ligesom de taler om sport eller erhverv. Ved ægteskabet bliver brudgommen ikke blot informeret om brudens tidligere liv; han får også at vide, hvilke venner der indtil da har nydt hendes krop. Under sådanne omstændigheder er den fornemme brudgom særligt ivrig efter, at ingen skal kunne mistænke ham for at have nogen indvendinger mod brudens sådanne handlinger. – Fra det nævnte værk, s. 94

Han siger videre:

Det er meget almindeligt at se uddannede piger fra Frankrigs uddannede middelklasse arbejde på kontorer eller i forretningsvirksomheder. De omgås frit i det pæne selskab, og ingen af deres handlinger anses overhovedet for at være umoralske. Når en af disse piger bliver tiltrukket af en ung mand og begynder at bo sammen med ham, anses ægteskab mellem dem derefter for helt unødvendigt. De foretrækker at bo sammen uden at gifte sig. Når begges ønsker er blevet tilfredsstillet, har hver af dem naturligvis fuld ret til at gå fra den anden og erklære sin kærlighed et andet sted. Deres sådanne forhold er ikke ukendt for samfundet. De færdes begge sammen i det pæne selskab. De skjuler heller ikke deres indbyrdes forhold, og ingen anden ser noget dårligt i denne måde at leve på. Denne adfærd viser sig først og fremmest blandt dem, der arbejder på fabrikker. Senere blev den anset for yderst forkastelig. Men den er blevet en almindelig dagligdags foreteelse i fornemme familier. I samfundslivet har denne måde at leve på nu opnået den samme anseelse, som ægteskabet tidligere havde. – Fra det nævnte værk, s. 94–96

På denne måde er også elskerinden nu blevet anerkendt på behørig vis. Monsieur Barthélemy (M. Berthelemy) var professor i jura ved universitetet i Paris. Han siger: »Efterhånden opnår elskerinden en juridisk status svarende til den gifte hustrus. I parlamentet er man begyndt at drøfte hendes forhold. Nu er regeringen begyndt at varetage hendes interesser. Den pension, der bevilges til en soldats hustru, nyder hans elskerinde efter soldatens død også godt af på samme måde som hustruen.«

Årsagen til, at utroskab anses for uskyldigt ifølge den franske moralfilosofi, kan udledes af følgende begivenhed:

I 1918 blev en lærerinde ved en uddannelsesinstitution gravid, selv om hun var ugift. Der var nogle gammeldags mennesker i undervisningsvæsenet, og de begyndte at gøre en del ståhej over sagen. Derfor gik en delegation af ansete mennesker til undervisningsministeren og fremlagde argumenter og beviser på en sådan måde, at sagen om den pågældende lærerinde blev dysset ned.

1. Hvilken ret har andre til at blande sig i nogens privatliv?

2. Hvad var der da egentlig så alvorligt ved hendes forseelse?

3. Er det ikke mere demokratisk at blive mor til et barn uden for ægteskab?

Blandt den undervisning, som soldaterne modtog i den franske hær, var der også undervisning i, hvordan de kunne beskytte sig mod kønssygdomme og undgå graviditet, for det var en uafvendelig sandhed, at soldaterne med sikkerhed ville begå hor. Den 3. maj 1919 udsendte chefen for den franske 127. division følgende meddelelse til soldaterne:

Det blev bekendt, at der var blevet klaget over, at bevæbnede soldater trængte sig sammen på militærbordellerne. Deres klage lød, at de bevæbnede soldater fuldstændig havde tiltaget sig eneretten dér, så ingen andre fik nogen mulighed. På grund af det stigende antal soldater forsøger overkommandoen at øge antallet af prostituerede. Men indtil dette er blevet ordnet, meddeles det hermed de bevæbnede soldater, at de ikke må opholde sig for længe derinde. De skal skynde sig lidt med at tilfredsstille deres kønsdrift.

Tænk over det: Denne meddelelse blev på behørig vis udsendt officielt af militærafdelingen i en civiliseret regering i verden. Det betyder, at selv forestillingen om, at hor kunne være forkasteligt ud fra et moralsk synspunkt, var blevet udslettet af deres sind og hjerner. Denne opfattelse var blevet fjernet fra samfundet, landets lovgivning og alles sind. (Når soldater med en sådan moralsk tilstand trænger ind i et land som sejrsherrer, kan man let forestille sig, hvilke frygtelige følger det kan få for æren og kyskheden blandt landets kvinder. Dette er én slags moralsk standard i de væbnede styrker. En anden slags moralsk standard fremlægger Koranen: »Når muslimerne får magten i verden, opretter de bønnen dér, betaler zakat, påbyder gode gerninger og forbyder forkastelige handlinger.« Den ene slags soldat strejfer omkring som en tyr. Den anden slags soldat griber magten for at værne om menneskets moralske værdighed og lære mennesker renhed. Er mennesket virkelig blevet så blindt, at det ikke kan skelne mellem disse to?)

Nogen tid før Første Verdenskrig blev der oprettet et bureau i Frankrig. Uanset hvilken status og moralsk adfærd en kvinde havde, bestod dette bureaus opgave i under alle omstændigheder at tilskynde hende til et nyt eksperiment. Hvis en mand ønskede at have et seksuelt forhold til en kvinde, behøvede han blot at oplyse hendes adresse. Desuden skulle han indbetale femogtyve franc til bureauet som indledende gebyr. Derefter blev det bureauets pligt at overtale kvinden til at gå med til dette.

Af dette bureaus register fremgår det, at der ikke fandtes nogen klasse i det franske samfund, hvorfra et stort antal mennesker ikke havde gjort forretninger gennem dette bureau. Disse aktiviteter var ikke skjult for den franske regering. – Paul Bureau, s. 16

Om hvor langt deres moralske forfald var nået, siger Paul Bureau:

I visse egne af Frankrig og i de tætbefolkede områder i de større byer var seksuelle forhold mellem de nærmeste slægtninge, ja endog mellem fædre og døtre samt brødre og søstre, ikke sjældne.

Udbredelsen af uanstændighed

Før den første verdenskrig oplyste Frankrigs generaladvokat, monsieur Bulot (M. Bulot), i en rapport, at antallet af kvinder, som ernærede sig ved at udleje deres kroppe, var fem hundrede tusind. Men man kan ikke sammenligne de prostituerede kvinder dér med de prostituerede kvinder på det indiske subkontinent. Frankrig er et højt civiliseret og udviklet land. Alle foretagender dér udføres i stor skala med høflighed og god organisation. Kundernes opmærksomhed henledes gennem alle mulige høflige midler, såsom aviser, billeder, postkort, telefoner og personlige invitationsbreve. Menneskets samvittighed bebrejder aldrig disse handlinger; tværtimod kan de kvinder, som får mulighed for at opnå større rigdom i denne branche, for det meste udøve betydelig indflydelse på landets politik, økonomi og de fornemme klasser. De er blevet, som kvinder af denne klasse var det i den græske civilisations tid.

Et medlem af det franske senat, monsieur Ferdinand Dreyfus (M. Ferdinand Dreyfus), siger, at prostitution ikke længere er en privat sag. Gennem de økonomiske gevinster, som dens agenturer indbringer, er den blevet til en forretning og en velorganiseret industri. Agenter, der leverer råmaterialet, importerer og eksporterer selvstændige og meget unge piger som varer i denne branche. Her er efterspørgslen på piger under ti år særdeles stor.

Paul Bureau siger:

Det er en stærk institution. Den drives på velorganiseret vis af lønnede højtstående embedsmænd og ansatte. Propagandafolk, forfattere, talere, læger, jordemødre, forretningsfolk og turister arbejder her. Der tages reklame til hjælp, og der anvendes stadig nye metoder til fremvisning.

Selv bortset fra disse uanstændighedens tilholdssteder foregår prostitution åbenlyst på hoteller, tehusene, dansesalene og lignende steder. Undertiden finder der også bestialske overgreb og den yderste grusomhed sted. I 1914 måtte borgmesteren i en fransk by en gang gribe ind for at redde en piges liv. Pigen havde i løbet af en dag skullet tilfredsstille syvogtyve kunder, og selv derefter ventede mange kunder stadig.

Under den første verdenskrig opnåede man ud over de kommercielle bordeller også den ære at oprette en slags velgørenhedsbordeller. De patriotiske kvinder, som under krigen havde ydet de helte, der forsvarede Frankrigs sikkerhed, en stor tjeneste og havde fået illegitime faderløse børn, blev hædret med denne ærestitel. En sådan ussel forestilling kan ikke omsættes til ord. Alle disse kvinder fortsatte med at drive prostitution på velorganiseret vis, og det blev en moralsk pligt for folk af den forbryderiske klasse at hjælpe dem. De vidt udbredte Frantasio (Frantasio) og Lavie Parisiemme (Lavie Parisiemme) havde udvist den yderste dygtighed i at tiltrække arbejdsdygtige mænds opmærksomhed til disse kvinder. I begyndelsen af 1917 blev 199 annoncer for disse kvinder offentliggjort i et nummer af det sidstnævnte blad.

Den smitsomme sygdom af seksuel vanvid og uanstændighed

Seksuel sygdom

Den skamløshed og utugt, som som et naturligt resultat af den seksuelle tilbøjeligheds flammende ild havde vundet udbredt folkelig anerkendelse, havde sit udspring i al denne litteratur, disse annoncer, fotografier, teaterforestillinger, danse og sange, nøgenhed og uanstændighed.

En hær af egeninteresserede kapitalister er beskæftiget med på enhver mulig måde at nære den seksuelle lyst og udvider deres forretninger på denne måde. Dagblade, ugeblade, halvsmånedsblade og månedsmagasiner offentliggør artikler og billeder med den yderste uanstændighed. For dette er deres mest effektive våben til at udbrede deres blade. I dette arbejde anvendes en høj grad af talent, snilde og psykologisk dygtighed, så offeret på ingen måde kan beskytte sig selv. Desuden udgives yderst urene skrifter og propagandapjecer om seksuelle spørgsmål i bogform. Alt dette udbredes i så stort et omfang, at der trykkes op mod femogtyve til tredive tusind eksemplarer af hver udgave. Undertiden ser man endda den tresindstyvende udgave af disse skrifter blive udgivet. Nogle forlag er udelukkende helliget dette arbejde. Der findes mange forfattere og skribenter, som opnår berømmelse og anseelse netop gennem denne slags arbejde. Det er ikke længere på nogen måde vanærende at forfatte en uanstændig bog; tværtimod bliver forfatteren, hvis den accepteres af offentligheden, værdig til medlemskab af Det Franske Akademi eller i det mindste til at modtage Croix d’honneur.

Regeringen ignorerer i stilhed al denne skamløshed og seksuelle ophidselse. Hvis noget særdeles skamfuldt en sjælden gang bliver offentliggjort, indbringer politiet modvilligt den skyldige. Desuden findes der de storsindede domstole. Fra retfærdighedens sæder dér slipper forbryderen med blot en advarsel. For de, der beklæder dommersæderne, nyder også denne slags litteratur. Nogle dommeres penne er ligefrem beskæftiget med at forfatte uanstændig seksuel litteratur. Hvis en dommer ved et tilfælde viser sig at være gammeldags, og der er fare for, at han afsiger en upassende dom, griber store litterater og berømte forfattere i fællesskab ind i sagen, og i aviserne kritiseres dette skarpt med den begrundelse, at litteraturens og kunstens udvikling kræver et frit område. At påtvinge moralske bånd gennem den mørke tidsalders holdning betyder at kvæle æstetikkens stemme. På hvilke måder udvikles denne æstetik? Nøgenbilleder og film er særligt effektive i denne henseende. Millioner af albummer med sådanne billeder fremstilles og placeres ikke blot på markeder, hoteller og kaffehuse. I den rapport, som Émile Puresi fremlagde på den anden kongres for Forbundet mod Uanstændighed, siger han:

Alle disse urene og gemene oliemalerier fremkalder ophidselse og en voldsom lyst i menneskenes sanseapparat. De driver de ulykkelige købere til sådanne syndige handlinger, at kroppen gyser blot ved tanken om dem. Deres ødelæggende indflydelse på drenge og piger er ubeskrivelig. Mange skoler og colleges er moralsk og fysisk gået til grunde på grund af disse ting; især for piger kan intet være mere skadeligt end dette.

Denne æstetik dyrkes gennem underholdning i teatre, biografer, musiklokaler og kaffehuse. Hver eneste af de teaterforestillinger, som overklassen i det franske samfund ser med glæde, og som de dramatikere og fremragende skuespillerinder, der hyldes med bifald og blomster, står bag, er seksuelt ophidsende. Det særlige er, at den karakter, som moralsk set er yderst afskyelig, fremstilles som det ypperste og mest ophøjede ideal. Med Paul Bureaus ord:

Hvis nogen ønsker at danne sig en forestilling om vores kulturelle liv ved at se det billede af livet, som vores dramatikere har fremstillet gennem de sidste tredive eller fyrre år, vil han blot kunne forstå så meget, at alle de ægtepar, der findes i vores samfund, er utaknemmelige og mistroiske over for hinanden i ægteskabet. Måske er manden tåbelig, eller også er hans hustru hans værste fjende. Hvis hustruen har nogen fremragende egenskab, består den i, at hun altid vil være fjendtligt indstillet over for sin mand og rede til at erklære sin kærlighed et andet sted.

Hvis dette er tilstanden ved den aristokratiske klasses teaterforestillinger, kan man let forestille sig, hvordan folkets teatre og forlystelsessteder må have været! Det sprog, de ynderne af seksuelle fornøjelser, de yndefulde bevægelser og den nøgenhed, som de nyder, blev skamløst opført på scenen. På forhånd blev offentligheden underrettet om, at alle midler til at tilfredsstille deres seksuelle begær ville være til rådighed. Det blev endvidere sagt: Vores scene er fri for konventioner og realistisk (Realistic).

Émile Puresi har i sin rapport nedskrevet mange eksempler. Han indsamlede disse eksempler ved at besøge forskellige forlystelsessteder, og for at forklare dem brugte han bogstaver i stedet for navne.

B. »Her var skuespillerindernes sange, monologer (Monologues) og kropsbevægelser yderst uanstændige. Den scene, der blev afsløret på scenen, standsede netop, som den var ved at nå det afsluttende stadium i et seksuelt samvær. Mere end tusind tilskuere var samlet dér. Blandt dem var også mange fornemme personer. Alle var opslugt og udstødte bifaldende tilråb.«

N. »Her nåede de korte sange, de korte samtaler imellem dem, kropsbevægelserne og tavsheden den yderste grænse for skamløshed. Selv børn og mindreårige unge sad sammen med deres forældre og nød denne underholdning, og hver dreng klappede af alle kræfter, mens han så den uanstændige optræden.«

L. »Her lavede tilskuerne fem gange tumult og tvang gentagne gange skuespillerinden til en sådan optræden, at hun måtte afslutte sin optræden med en yderst uanstændig sang.«

R. »Her trængte tilskuerne gentagne gange en skuespillerinde til at udføre en særdeles uanstændig optræden.«

Til sidst udbrød skuespillerinden irriteret: »Er I da så skamløse? Kan I ikke se, at der også er nogle børn her?« Med disse ord gik hun sin vej uden at afslutte forestillingen. Den var så uanstændig, at selv den mest syndige kvinde ikke ville have kunnet holde ud at se den opført igen.

J. »Efter forestillingen blev der afholdt lotteri over skuespillerinderne. De begyndte at sælge hver billet for ti santim (én santim svarer omtrent til to anna). Den skuespillerinde, hvis navn faldt på en persons lod, blev hans for natten.«

Paul Bureau siger: »Det meste af tiden bringes der en kvinde op på scenen, hvis krop ikke er dækket af så meget som en trævl. Adolphe Biason (Adlophe Biason) skrev engang i den berømte franske avis ’Tamps’ (Tamps) i protest mod alt dette: Nu mangler der kun, at selve kønsakten udføres på scenen. Først da vil kunsten i sandhed have nået sin fuldkommenhed.«

Præventionsbevægelsen og den såkaldte videnskabelige og farmaceutisk orienterede litteratur om seksualvidenskab har spillet en fremtrædende rolle i udbredelsen af skamløshed og ødelæggelsen af menneskets moralske karakter. I foredrag ved offentlige møder, i pornografiske fotografier og i bøger bliver graviditet, dertil knyttede emner samt brugen af præventionsmidler analyseret så udførligt gennem billeder og deres forklaringer, at der bagefter ikke synes at være noget tilbage at offentliggøre. I sådanne bøger om seksualvidenskab holdes ingen side af kønsakten skjult; det begynder med en analyse af kroppen. Ud ad til er alle disse emner blevet iklædt et videnskabeligt dække, som om der ikke skulle være nogen mulighed for at protestere imod dem. Desuden er dette nået så vidt, at det kaldes socialt arbejde. Som begrundelse siger man, at man ønsker at beskytte andre mod fejltagelser og vildfarelser med hensyn til kønsakten. Men sandheden er, at denne litteratur og undervisning skaber en modbydelig skamløshed blandt mænd og kvinder samt unge drenge og piger. Takket være alt dette er der opstået en sådan tilstand, at en lille pige, der endnu ikke er myndig, kommer på biblioteket for at studere og dér får en sådan viden om seksualitet, som selv gifte kvinder ikke kan få. Det samme gælder små drenge. Deres seksuelle tilbøjeligheder vækkes før tiden. Som følge heraf opstår der i deres sind en interesse for at prøve seksuelt samvær. Før de når den fulde kønsmodenhed, bliver de fanget i begærets kløer. For ægteskab er der ganske vist fastsat en aldersgrænse, men for at prøve kønsakten er der ingen aldersgrænse fastsat. Derfor foregår alt dette allerede fra tolv- eller trettenårsalderen.

Varsel om nationalt forfald

Når ugudelighed, dyrkelsen af drifterne og slaveriet under fysisk nydelse når sit højdepunkt, når alle uden forskel på kvinder og mænd, unge og gamle hengiver sig til vellyst, og når vanviddets flammende ild fører mennesket uden for dets kontrol, er det helt naturligt, at alle årsagerne til nationalt forfald kommer til syne. Når man ser en sådan nation, der er på vej mod undergang, stå på en høj tinder, drager man den slutning, at dens vellyst ikke er en hindring for fremskridt, men tværtimod en hjælp. Man siger endog, at en nation kun når sin højeste udvikling, når den når vellystens yderste stade. Men en sådan slutning er fuldstændig fejlagtig. Hvor skabende og ødelæggende kræfter virker sammen, og det samlet set er de opbyggende handlinger, der tydeligt ses, dér kan kun et menneske, hvis fornuft og dømmekraft er blevet svækket, regne de ødelæggende kræfter blandt årsagerne til skabelsen.

Hvis for eksempel en omhyggelig forretningsmand gennem forstand, arbejde og erfaring tjener en enorm formue og samtidig hengiver sig til alkohol, hasardspil og vellyst, hvad kan da være større tåbelighed end at regne begge sider af hans liv for årsager til velstand og fremgang? I virkeligheden arbejder årsagerne til hans fremgang og summen af de sidstnævnte laster på at bringe ham til undergang. At han ved hjælp af de førstnævnte egenskaber sidder sikkert i et palads, betyder ikke, at de ødelæggende kræfter ikke øver indflydelse på ham. Ser man en smule skarpsindigt på sagen, vil det vise sig, at disse ødelæggende kræfter uafbrudt fortærer hans hjernes og krops kræfter. De plyndrer de penge, han har tjent gennem sit arbejde. Samtidig med at disse kræfter ødelægger ham, venter de altid på en lejlighed, hvor de med et afgørende angreb kan gøre det af med ham ved det første slag. Hasardspillets djævel kan i et ondt øjeblik ødelægge hele den formue, han har tjent gennem sit liv, på et øjeblik, og den sidder netop og venter på dette øjeblik. Alkoholens djævel kan på det rette tidspunkt udnytte hans bevidstløshed til at få ham til at begå en så fatal fejl, at han på et øjeblik kan gå fallit. Også den venter på en sådan lejlighed. Lastens djævel venter ligeledes på det øjeblik, hvor den kan få ham til at begå mord eller selvmord eller styrte ham ud i pludselig undergang. Man kan ikke engang forestille sig, hvordan hans fremgang ville have været, hvis denne mand ikke var faldet i kløerne på disse djævle!

Det samme gælder en nation. Den gør fremskridt gennem sine opbyggende kræfter. Men i mangel af den rette styring begynder den, efter at have bevæget sig nogle skridt frem ad fremskridtets vej, at skabe årsagerne til sin egen undergang. I nogen tid fører de skabende kræfter den fremad. Men samtidig fortærer de ødelæggende kræfter dens livskraft indefra som orm. Til sidst gør de den så hul indvendig, at et pludseligt slag får dens herlighedsbygning til at styrte i støvet. Jeg vil her kort beskrive de tydelige og væsentlige årsager til den undergang, som franskmændenes fejlagtige samfundsordning har bragt over dem.

Tab af fysisk styrke

Den første skadelige følge af det seksuelle begærs enevældige herredømme var, at franskmændenes fysiske styrke gradvist begyndte at svinde. Begærets slaveri havde udtømt deres evne til selvbeherskelse og tålmodighed. Den store udbredelse af veneriske sygdomme havde en ødelæggende virkning på deres helbred. Fra begyndelsen af det tyvende århundrede opstod der en sådan tilstand, at de militære myndigheder med nogle års mellemrum blev tvunget til at sænke kravene til fysisk egnethed for på ny at kunne rekruttere soldater (New Reqruits). For senere hen kunne man kun finde meget få unge mænd, der levede op til den standard, som oprindeligt var fastsat. Dette er et pålideligt instrument, der næsten med termometerets (Thermometre) sikkerhed fortæller, hvor hurtigt det franske folks fysiske styrke gradvist var blevet mindre. Blandt årsagerne til dette forfald var veneriske sygdomme en særlig årsag. I de første to år af Første Verdenskrig blev 75.000 soldater sendt på hospitalet på grund af syfilis. I én militærlejr af mellemstørrelse blev 242 soldater på samme tid ramt af denne sygdom. På den ene side bør man rette blikket mod den krisefyldte situation, da den franske nation vaklede på grænsen mellem liv og død, da hver eneste soldats yderste indsats var nødvendig for hele nationens eksistens, og da én franc var yderst værdifuld. Tid, kræfter, alle midler og hver eneste ting måtte i overordentlig høj grad anvendes til landets forsvar; på den anden side bør man rette blikket mod denne nations unge mænd: Tusinder af dem blev på grund af seksuel vellyst ikke blot uegnede til arbejde i lange perioder, men fik også i dette kritiske øjeblik nationens penge og midler brugt på behandling.

En fransk specialist, dr. Laredde (Dr. Laredde), siger, at tredive tusind mennesker hvert år i Frankrig dør alene af syfilis og sygdomme, der skyldes den. Efter febersygdomme er dette den største dødsårsag. Sådan er tilstanden ved én kønssygdom! Desuden findes der mange andre sygdomme af denne art.

Opløsningen af den familiære orden

Den uhæmmede seksuelle mani og den universelle udbredelse af forkærligheden for udskejelser, som havde bragt den franske civilisation dens anden store ulykke, var opløsningen af den familiære orden. Det var ægteskabet, der kaldtes det varige og stærke forhold mellem kvinde og mand, hvorved den familiære orden blev etableret. Gennem dette forhold blev fred, harmoni, ro og stabilitet grundlagt i menneskelivet. Det var netop dette, der forvandlede dets individuelle liv til et socialt liv. Det var dette, der for at undertrykke uordenens forbandelse gjorde dem til civilisationens tjenere. Inden for denne ordens grænser opstår der en så rolig og ophøjet atmosfære af kærlighed, fred og opofrelse, at den nye generation kan opdrages og udvikles med dannelsen af en retlinet karakter, en fejlfri opdragelse og en ren karakter. Men dér, hvor forestillingen om ægteskabet og dets ophøjede formål helt er forsvundet fra kvinders og mænds hjerter, hvor intet andet formål med det seksuelle forhold får plads i sindet end at tilfredsstille begæret, og hvor flokke af begærlige mænd og kvinder, ligesom humlebier, flyver fra blomst til blomst og drikker nektar, dér kan denne orden hverken etableres eller bestå. Hvor kvinder og mænd ikke har den evne, at de kan bære det tunge ansvar, de rettigheder og pligter samt den moralske ordens tunge byrde, som følger med ægteskabslivet, bliver resultatet af deres mentale og moralske tilstand, at hver generations opdragelse bliver ringere end den foregående generations. Selviskhed og egenrådighed vokser så meget blandt folk, at civilisationens bånd begynder at briste. Folk bliver så vaklende med hensyn til forandringer og beslutningstagning, at der ikke findes nogen stabilitet i hverken national eller international politik. På grund af manglen på familiefred bliver deres liv stadig mere bittert, og en evig bekymring kan ikke give dem fred et eneste øjeblik. Dette er det jordiske helvede, som folk køber sig til i deres tåbelige vanvid efter nydelse.

I Frankrig indgår hvert år syv eller otte ud af tusind kvinder og mænd ægteskab. Dette forhold er så ubetydeligt, at man let deraf kan slutte, hvor stor en del af Frankrigs befolkning der forbliver ugift.

Og selv blandt det ringe antal mennesker, der indgår ægteskab, er der kun meget få, som gifter sig med det formål at leve et retskaffent og rent liv. De har naturligvis også andre formål end dette ene. Det var endog blevet en udbredt og ønskværdig skik i samfundet at gifte sig med en kvinde, som havde født et barn uden for ægteskab, for derved at erklære hendes barn legitimt. Paul Bureau siger:

Blandt arbejderklassen i Frankrig var det almindeligt, at en kvinde, der ønskede at gifte sig, før ægteskabet fik sin kommende mand til at love, at han ville anerkende hendes barn uden for ægteskab som sit eget legitime barn.

I 1917 afgav en kvinde følgende erklæring ved civilretten i Seine (Saine):

Før ægteskabet havde jeg advaret min mand om dette; det eneste formål med mit ægteskab var, at det barn, jeg havde født, mens jeg var ugift, skulle erklæres legitimt. Spørgsmålet er nu, om jeg skal bo sammen med ham som mand og hustru. Jeg havde ikke et sådant ønske dengang, og det har jeg heller ikke nu. Derfor blev jeg skilt fra min mand allerede samme dag, som vi blev gift, klokken halv seks. Jeg har ikke haft samliv med ham indtil i dag, fordi jeg ikke havde noget ønske om at påtage mig ægteskabslivets ansvar.

– Paul Bureaus ovenfor nævnte værk, s. 55

Forstanderen for et fremtrædende college i Paris bemærkede over for Paul Bureau, at det almindeligvis er de unge mænds eneste formål med at gifte sig at få en elskerindes tjenester også i deres eget hjem. I ti eller tolv år går de omkring og smager frit på livets fornøjelser i alle retninger. Så kommer der et tidspunkt, hvor de, udmattede og trætte af denne tøjlesløshed og liderlighed, gifter sig med en kvinde, så de i nogen grad kan opnå hjemmets fred og samtidig nyde fornøjelserne som en frihedselskende livsnyder. – Samme værk.

I Frankrig anses det overhovedet ikke for forkasteligt eller dadelværdigt, at gifte mænd begår ægteskabsbrud. Hvis nogen holder en elskerinde i hjemmet ud over sin hustru, er der ingen grund til at skjule det. Samfundet betragter det også som noget almindeligt og forventeligt.

– Samme værk, s. 76–77

Under sådanne forhold er det ægteskabelige bånd blevet så svagt, at det brydes ved den mindste anledning. Ofte varer disse ulykkeliges ægteskabsliv ikke mere end nogle få timer. Som eksempel kan nævnes, at en anset fransk mand, der flere gange havde beklædt ministerposten, blev skilt fra sin hustru blot fem timer efter brylluppet. Skilsmisser finder sted på så bagatelagtige grunde, at man må le, når man hører om dem. Hvis for eksempel den ene af ægtefællerne snorker i søvne, eller hvis den ene ikke bryder sig om den andens hund, bliver skilsmisse uundgåelig. Ved Seines civilret fandt der engang 294 skilsmisser sted på én og samme dag. Da den nye ægteskabslov blev vedtaget i 1844, blev der gennemført fire tusind skilsmisser. I 1900 nåede tallet op på syv tusind fem hundrede, i 1913 på seksten tusind og i 1931 på enogtyve tusind.

Slægtens udslettelse

At opdrage børn er en moralsk handling af høj rang. Det kræver beherskelse af drifterne, afkald på begær og lyster, villighed til at udholde lidelse og arbejde samt ofring af rigdom og liv. De, der er egoistiske og drifternes slaver, er slet ikke beredte på denne store opgave. For ensomhed eller mangel på samliv og dyriskhed får magt over dem.

I næsten et århundrede har der i Frankrig været ført en bevægelse for prævention. Som følge af denne bevægelse har enhver mand og kvinde i Frankrig lært metoder, hvorved de kan nyde sanselige fornøjelser og samtidig undgå deres naturlige følger: undfangelse, fødsel og slægtens formering. Der findes ingen by, forstad eller landsby, hvor præventionsmidler og -redskaber ikke sælges åbent. Derfor er brugen af disse midler ikke begrænset til de seksuelt tøjlesløse fornøjelsessyge; også gifte mænd og kvinder bruger dem i stort omfang og ønsker netop, at et barn, hvis det bliver født, ikke skal skabe nogen hindring for deres nydelse og velvære. På grundlag af det franske fødselstals fald har sagkyndige anslået, at denne udbredte præventionsepidemi hvert år hindrer fødslen af mindst seks hundrede tusind børn. De undfangelser, der finder sted trods alle disse metoder, tilintetgøres ved abort. På denne måde forhindres yderligere tre eller fire hundrede tusind menneskebørn i at komme til verden. Abort foretages ikke kun af ugifte kvinder; gifte kvinder er i denne henseende deres lige. Moralsk betragtes denne handling som hævet over kritik og som en kvindelig rettighed. Det synes, som om landets lov lukker øjnene for dette spørgsmål. Selvom det stadig står opført som en strafbar handling i lovbøgerne, er forholdet dog det, at kun én ud af tre hundrede på en eller anden måde bliver retsforfulgt for denne forbrydelse. Af dem, der retsforfølges, bliver femoghalvfjerds procent frifundet af retten. Den lægelige teknik ved abort er så enkel og almindeligt kendt, at de fleste kvinder kan foretage abort på sig selv. De, der ikke kan gøre det, har ingen vanskelighed ved at få hjælp fra en læge. At dræbe fosteret eller barnet i moderlivet er for dem blevet en almindelig sag, som at få trukket en smertefuld tand ud.

En sådan mentalitet har forvandlet moderfølelsen således, at den moder, som til alle tider har anerkendt kærlighed og ømhed som det højeste og ypperste i verden, ikke blot er blevet fjendtlig og bedrøvet over for sine egne børn, men ligefrem er blevet deres fjende. De børn, som fødes trods forgæves forsøg på at forhindre deres fødsel, behandles grusomt. Paul Bureau udtrykker denne smertelige kendsgerning med følgende ord:

Hver dag offentliggøres der i aviserne beretninger om de lidelser, som overgår de børn, hvis forældre har behandlet dem grusomt og umenneskeligt. Selv i aviserne omtales kun de usædvanlige tilfælde, men alle ved udmærket, hvor grusomt forældrene i almindelighed behandler disse ulykkelige, uønskede gæster. Deres fædre og mødre er bedrøvede og ligeglade over for dem, fordi denne flok af ulykkelige har ødelagt al livets glæde og nydelse for dem. Mangel på mod forhindrer i mange tilfælde en abort, og på den måde træder et uskyldigt barn ind i verden. Men straks efter dets ankomst må det gennemgå den fulde straf. -Samme værk, s. 74

Så langt er afskyen og hadet til børn nået, at en kvinde engang, da hendes seks måneder gamle barn døde, afholdt en dans og sang foran det døde barns lig og sagde til naboerne:

Nu vil vi ikke lade et andet barn komme til verden. Ved dette barns død har min mand og jeg opnået den største fred. Tænk engang efter: Hvad er et barn egentlig? Det græder altid klynkende, skaber snavs, og er der nogen vej til at undgå alt dette? -Samme værk, s. 75

Endnu mere smerteligt er det, at drab på nyfødte breder sig som en smitsom sygdom. Den franske regering og domstolene dér fortsætter med at ignorere denne alvorlige forbrydelse ligesom abort. Som eksempel kan nævnes, at to kvinder i 1918 blev stillet for retten ved ‘Loir’-domstolen for barnedrab, og at de begge senere blev løsladt. Den ene havde druknet sit lille barn. Hendes første barn blev opdraget af en slægtning, og hun gav også udtryk for ønske om at opfostre det andet barn. Men moderen besluttede, at hun for enhver pris ville tilintetgøre en sådan fjende. Ved retten blev hendes forbrydelse anset for at være undskyldelig. Den anden kvinde kvalte først sit barn. Da hun mente, at dets livsånde ikke var helt udslukt, kastede hun det mod en væg og knuste dets hoved. Efter dommernes og nævningernes mening var hun ikke værdig til dødsstraf. Samme år blev en danserinde stillet for retten ved Seines domstol for en lignende forbrydelse. Hun forsøgte at trække tungen ud af sit barn, hvorefter hun dræbte det ved at knuse dets hoved og skære halsen over på det. Også denne kvinde blev af dommerne og nævningerne kendt uskyldig.

Et folk, der kan nå så vidt i fjendskab mod sit eget afkom, kan ikke reddes fra undergangens greb af nogen velordnet samfundsordning i verden. Nye efterkommeres fødsel er uundværlig for at bevare en nations fortsatte beståen. Det folk, der bliver fjendtligt over for sit eget afkom, bliver i virkeligheden sin egen fjende. Det begår langsomt selvmord, og selv om det ikke har nogen ydre fjende, udsletter det selv sin egen eksistens. Det er allerede blevet beskrevet, at den franske fødselsrate har været stadig faldende i de seneste tres år. I nogle år overstiger dødsraten fødselsraten. I visse år er de to lige store. På andre tidspunkter stiger fødselsraten kun med største vanskelighed i forholdet én pr. tusind sammenlignet med dødsraten. På den anden side vokser antallet af fremmede indvandrere i Frankrig dag for dag. I 1931 var der blandt Frankrigs samlede befolkning på 41 millioner 800 tusind mennesker 2 millioner 890 tusind fremmede indvandrere. Hvis denne tilstand fortsætter, er der intet mærkeligt i, at det franske folk ved slutningen af det tyvende århundrede vil være blevet en minoritet i sit eget fædreland.

Dette er resultatet af de teorier og synspunkter, på hvis grundlag bevægelsen for kvinders rettigheder blev ført i begyndelsen af det nittende århundrede.

Nogle flere eksempler

Vi har kun beskrevet den franske opfattelse og dens følger for at bevare den historiske begivenhedsrække intakt. Men det ville være uretfærdigt at anse Frankrig som eneansvarligt i denne sag. I virkeligheden er forholdene omtrent de samme i alle de lande, der har antaget de såkaldte opfattelser og de tidligere omtalte uforenelige principper for samfundslivet. Lad os som eksempel se på Amerikas Forenede Stater, hvis samfundsorden er etableret i alle henseender.

Omgivelsernes seksuelle påvirkning af de unge

Den berømte George Ben Lindsey (Ben Lindsey) var engang formand for ungdomsdomstolen i Denver (Chairman of the Juvenile Court of Denver), der var oprettet til behandling af ungdomskriminalitet. Derfor havde han gode muligheder for at lære den moralske tilstand blandt Amerikas unge at kende. I sin bog med titlen “Revolt of Modern Youth” skriver han, at de amerikanske drenge og piger er begyndt at blive voksne før den fastsatte alder. Allerede i en meget ung alder viser der sig seksuelle tilbøjeligheder hos dem. Som eksempel undersøgte han forholdene for tre hundrede og tolv piger og fandt, at to hundrede og halvtreds af dem var blevet kønsmodne allerede i en alder af elleve til tretten år, og at de viste tegn på en sådan seksuel tørst og sådanne fysiske behov, som ikke kan forekomme hos en attenårig pige. -Den nævnte bog, s. 82-86

Dr. Edith Hooker skriver i sin bog med titlen ‘Laws of Sex’:

Blandt de fremtrædende, dannede og velhavende samfundslag er det en meget almindelig foreteelse, at en pige på syv-otte år indleder et kærlighedsforhold til drenge på samme alder og for det meste også har samleje med dem.

Hun siger videre:

En syvårig pige, en families lysende juvel, indgår i et forhold med sin ældre bror og nogle få venner. I en anden sag blev en gruppe bestående af to piger og tre drenge set engagere sig i seksuelle handlinger med hinanden. De opfordrede også andre drenge og piger på samme alder til at deltage i denne handling. Den tiårige pige var den ældste i gruppen. Alligevel opnåede hun den ære at modtage kærlighedserklæringer fra forskellige elskere. -Den nævnte bog, s. 328

Det fremgår af en rapport fra en læge i Baltimore, at der i denne by på et år blev rejst over tusind sager på anklage for at have haft samleje med piger under tolv år.

– samme værk, s. 177

Dette er den første konsekvens af et stimulerende miljø, der er fyldt med alle mulige midler og bestanddele til at vække seksualdriften. En amerikansk forfatter siger:

Den tilstand, som størstedelen af vores befolkning tilbringer livet i, er så unaturlig, at drenge og piger allerede i en alder af ti til femten år begynder at nære et ønske om at forelske sig i hinanden. Det er naturligt, at følgerne af en sådan for tidligt opstået seksualdrift bliver yderst alvorlige og frygtelige. I det mindste bliver resultatet, at unge piger flygter hjemmefra sammen med deres venner eller bliver gift i en meget ung alder. Men hvis de mislykkes i kærlighedens leg, begår de selvmord.

Seksuel udfoldelse i skolen

De skoler, som de drenge og piger, hvis seksualdrift vækkes for tidligt, først prøver kræfter med, er således skolerne. Skolerne er af to slags. På den ene slags skole optages kun elever af samme køn, mens der på den anden slags skole tilbydes fælles undervisning for både drenge og piger.

På skolerne af den første slags breder den smitsomme sygdom med samkønnet samleje (homoseksualitet) og onani (masturbation) sig. For at tilfredsstille den slags følelser og fornemmelser, som vækkes allerede i barndommen, og som omgivelserne omkring dem fuldt ud ophidser, bliver det nødvendigt at ty til den ene eller den anden fremgangsmåde. Dr. Hooker siger, at der på sådanne uddannelsesinstitutioner, på colleges, på sygeplejerskeuddannelser og på religiøse læresteder hele tiden forekommer tilfælde, hvor to personer af samme køn har seksuelt samkvem med hinanden og ikke har nogen interesse overhovedet for det modsatte køn. – samme værk, s. 331

I denne forbindelse nævner han også mange andre tilfælde og siger, at piger, der har haft seksuelt samkvem med piger, og drenge, der har haft seksuelt samkvem med drenge, har måttet se frygtelige følger i øjnene. Hvor hurtigt dette homoseksuelle samkvem breder sig som en smitsom sygdom, kan man erfare ved at læse andre bøger. Dr. Lowry har i sin bog “Herselt” nævnt, at en skoleleder engang i fortrolige breve meddelte fyrre familier, at det ikke længere var muligt at beholde deres børn på skolen. For der var opstået en frygtelig tilstand af moralsk fordærv blandt dem. – samme værk, s. 179

Nu vil vi behandle den anden slags skole, hvor der er fælles undervisning for drenge og piger. Her findes der ikke blot bestanddele, som skaber seksuel ophidselse, men også midler til at tilfredsstille den. Den seksualdrift og tilbøjelighed, som vækkes i barndommen, får mulighed for at blive tilfredsstillet, når de kommer på denne slags skole. Drenge og piger vænner sig til at læse yderst modbydelig og uanstændig litteratur. Kærlighedshistorier og -romaner, hæfter med blot en antydning af kunst, uanstændige bøger om seksuelle problemer samt artikler om det, man bør vide om prævention bliver de mest tiltrækkende ting for skole- og universitetsstuderende, som er under seksuel påvirkning. Den berømte amerikanske forfatter Hindrich von Loewen siger, at den litteratur, der har størst efterspørgsel på amerikanske universiteter, blot er et koncentrat af alle former for urenhed, usømmelighed, uanstændighed og frækhed. Denne slags litteratur er aldrig tidligere blevet udbredt så frit blandt offentligheden.

Den viden, som opnås gennem al denne litteratur, drøfter unge mænd og kvinder frit og forbereder sig på at afprøve den i praksis. Drenge og piger, unge mænd og kvinder tager sammen ud til pettingfester, hvor de frit drikker alkohol, ryger cigaretter og nyder livet fuldt ud gennem dans og sang.* Hr. Lindsays skøn er, at 45 procent af high school-pigerne mister deres dyd, før de forlader skolen.

På de efterfølgende uddannelsestrin er andelen langt større. Hr. Lindsay siger, at drengene i high school står langt tilbage for pigerne, hvad angår seksuel lyst. Som regel er det pigerne, der på den ene eller anden måde tager føringen, mens drengene danser efter deres pibe.

Tre vigtigste ansporende faktorer

I skoler og på colleges findes der trods alt en form for orden og disciplin, som i nogen grad begrænser elevernes omgang med hinanden. Men når disse flokke af unge mænd og kvinder, med den seksuelle hungers flammende ild og en tøjlesløs natur, forlader skolen og træder ud på livets arena, overskrider deres uro og forstyrrelser alle hindringer og bånd. Her findes et fuldstændigt krudtmagasin, der kan ophidse deres seksuelle tilbøjeligheder, og midlerne til uden besvær at tilfredsstille denne ophidselse er også let tilgængelige.

Om de forskellige årsager til, at moralsk fordærv breder sig så usædvanligt meget i Amerika, bringer et amerikansk blad følgende kommentar:

Der findes tre sataniske kræfter, og deres treenighed har ved at udøve sin indflydelse over dette land skabt et helvede. Disse tre kræfter er:

1. Uanstændig litteratur; siden Første Verdenskrig har den med forbløffende hastighed udbredt skamløshed vidt og bredt.

2. Film; den nøjes ikke med blot at anspore til lystbetonede kærlighedstendenser, men giver også praktisk undervisning deri.

3. Kvindernes forfaldne moralske standard; på grund af deres klædedragt, den hyppige nøgenhed, den tiltagende vane med at ryge cigaretter og deres uhæmmede omgang med mænd bliver deres forbindelse selv med fremmede stadig tættere.

Disse tre ting vinder i vid udstrækning udbredelse hos os. Som følge heraf vil den kristne civilisation og samfundsordning uundgåeligt forfalde og til sidst gå til grunde. Hvis vi ikke selv nu kan standse denne udvikling, vil vores historie blive skrevet på samme måde som historien om Rom og andre folk, som driftsdyrkelse og seksuelt vanvid sammen med alkohol, kvinder, dans og sang kastede ned i undergangens afgrund.

Hos alle unge mænd og kvinder, som blot har en smule varmt blod i årerne, skaber disse tre sataniske kræfter, der øver indflydelse på civilisationen og samfundsordenen, en evig uro i deres følelser og lidenskaber. I virkeligheden er overfloden af uanstændighed den uundgåelige følge af en sådan uro.

*. How I can get married, s. 172

Overfloden af uanstændighed

Antallet af de amerikanske kvinder, som har taget prostitution som deres faste levevej, ligger mellem cirka fire og fem hundrede tusind.* Men man kan ikke betragte de amerikanske prostituerede som værende magen til prostituerede her i landet. De er ikke arveligt prostituerede. En amerikansk prostitueret er en kvinde, som indtil i går havde et selvstændigt erhverv, blev moralsk fordærvet gennem dårligt selskab og søgte til et bordel. Hun vil tilbringe nogen tid dér. Derefter vil hun opgive prostitution og tage arbejde på et kontor eller en fabrik. Undersøgelser har vist, at halvtreds procent af de amerikanske prostituerede kommer fra gruppen af husassistenter (Domestic Servant). De resterende halvtreds procent forlader deres arbejde på hospitaler, kontorer og i butikker og går til bordeller. Som regel begynder man denne virksomhed i en alder af femten til tyve år, og når man er femogtyve til tredive år, forlader man igen bordellet og begynder et selvstændigt erhverv.**

Denne redegørelse gør det let at forstå, hvilken betydning der ligger bag eksistensen af fire-fem hundrede tusind prostituerede i Amerika.

Det er blevet beskrevet i det foregående kapitel, at prostitution i de vestlige lande er blevet en velorganiseret international virksomhed. New York i Amerika, Rio de Janeiro og Buenos Aires er særlige centre for denne virksomhed. Hvert af New Yorks to store virksomhedscentre har sin egen bestyrelse, hvis formand og sekretær vælges på behørig vis. Hvert center har sin egen juridiske rådgiver, som fører sager på deres vegne. Tusinder af mellemhandlere er ansat til at lokke unge kvinder og bortføre dem. De strejfer omkring overalt på jagt efter ofre. Hvor dygtige disse jægere er, kan man slutte ud fra følgende beretning: Formanden for foreningen for tilflyttere til Chicago talte engang antallet af tilrejsende over en periode på femten måneder. Det viste sig, at der i denne periode var modtaget breve fra 7.200 piger, som ønskede at rejse til Chicago, med meddelelse om, at de var på vej til Chicago. Men kun 1.700 nåede frem til bestemmelsesstedet. Der kunne ikke findes noget spor af de resterende piger.

Ud over bordeller findes der dér også mange Assignation Houses og Call Houses. Formålet med disse er, at hvis fornemme mænd og kvinder ønsker at mødes med hinanden, bliver der sørget behørigt for dem på de pågældende steder. Det er blevet konstateret, at der alene i én by findes 78 sådanne huse. I to andre byer findes der henholdsvis 43 og 33 lignende huse.*

Det er ikke kun ugifte mænd og kvinder, der kommer i alle disse huse; mange gifte mænd og kvinder kommer også dér. En berømt social reformator bemærker: »En tredjedel af New Yorks indbyggere er moralsk og

*.Prostitution in U.S.A., s. 64-69

**.Heself, s. 116

opfylder ikke ægteskabslivets pligter i fysisk henseende. Der er ingen væsentlig forskel mellem forholdene i New York og i landets øvrige områder.**

En forsamling af moralske reformatorer i Amerika kaldes »Committee of Fourteen«. På denne forsamlings vegne foretages der i vidt omfang undersøgelser af samlingssteder for umoralske personer, undersøgelser af landets moralske tilstand samt iværksættelse af effektive foranstaltninger til moralsk reform. I dens rapporter siges det, at næsten alle Amerikas dansesteder, natklubber, skønhedssaloner [Beauty Saloons], butikker for håndskønhedspleje [Manleure Shops], massagerum [Massage Rooms] og frisørsaloner [Hair Dressing saloons] ofte er blevet forvandlet til bordeller. Det ville ikke engang være en overdrivelse at sige, at de er værre end dette. For de skændige handlinger, der foregår dér, er ubeskrivelige.

Kønssygdomme

Kønssygdomme er den uundgåelige følge af seksuel løssluppenhed. Det er blevet anslået, at 90 procent af Amerikas indbyggere er ramt af denne sygdom. Af Encyclopedia Britannica fremgår det, at der på de offentlige hospitaler dér hvert år i gennemsnit behandles 200.000 syfilispatienter og 160.000 patienter med gonorré. 65 hospitaler er udelukkende afsat til behandling af disse sygdomme. Men tilstrømningen af patienter er større hos private læger end på de offentlige hospitaler. Her behandles 61 procent syfilispatienter (med gami-sår) og 89 procent gonorrépatienter. – Det nævnte værk, bind 23, s. 45

Hvert år dør tredive-fyrre tusind børn af medfødt syfilis. Blandt alle de sygdomme, der medfører døden, bortset fra alvorlige febersygdomme, er dødeligheden som følge af syfilis den højeste.

Hvad angår den nævnte gonorré, mener eksperterne, at 60 procent af de unge er ramt af denne sygdom. Blandt dem findes både gifte og ugifte.

Specialister i gynækologi er enige om, at der findes syfilisbakterier hos 75 procent af de gifte kvinder, som gennemgår et kirurgisk indgreb.*

*.Prostitution in U.S.A., s. 64-69

**.Heself, s. 116

Talaq og separation

Hvordan kan den familiære orden og det ægteskabelige forhold under sådanne omstændigheder forblive intakt? De selvstændige kvinder, som ikke føler behov for en mand i deres liv, bortset fra behovet for at tilfredsstille deres kønsdrift, og med hvem mænd kan omgås uden at gifte sig, betragter ægteskabet som noget unødvendigt. Den moderne filosofi og det materialistiske syn har udslettet den forestilling fra deres sind, at det kan være forkert eller syndigt at indlede et forhold til en anden mand uden for ægteskabet. Dette miljø har også gjort samfundet så følelsesløst, at det hverken hader eller fordømmer denne slags kvinder. George Lindsay har udtrykt den almindelige kvindelige befolknings holdning i Amerika med følgende ord:

Hvorfor skulle jeg gifte mig? Blandt mine veninder, som er blevet gift i løbet af de sidste to år, er fem ud af ti ægteskaber endt med skilsmisse. Jeg mener, at enhver pige i vor tid har en naturlig ret til at handle frit i kærlighedsanliggender. Vi har tilstrækkelig viden om prævention. Derved er også vores bekymring for, at et uægte barn skulle blive født og vanskeliggøre vores nuværende situation, blevet fjernet. Vi tror, at det vil være samvittighedens opgave at erstatte de traditionelle skikke og sædvaner med moderne fremgangsmåder.

Den eneste kraft, der kan få en skamløs kvinde med en sådan indstilling til at gifte sig, er en stærk kærlighed. Men for det meste er denne kærlighed ikke oprigtig; den skyldes en midlertidig ophidselse. Når rusen efter ophidselsen har lagt sig, er der ikke længere nogen kærlighed mellem ægtefællerne. En vis uoverensstemmelse i natur og adfærd vækker had mellem dem. Til sidst søger de domstolens hjælp med en ansøgning om skilsmisse eller separation.

Lindsay siger:

I 1922 endte hvert eneste ægteskab i Denver med skilsmisse, og for hver to ægteskaber blev der anlagt én skilsmissesag. Dette var ikke begrænset til Denver; et lignende forhold gjorde sig gældende i næsten hver eneste by i Amerika. Han siger videre: Skilsmisser og separationer bliver dag for dag mere udbredte. Hvis denne tilstand fortsætter – og der er stor sandsynlighed for, at den gør det – vil der i næsten alle dele af landet blive anlagt præcis lige så mange sager om skilsmisse ved domstolene, som der udstedes vielseslicenser til ægteskab.*

Engang blev der offentliggjort en artikel i en avis i Detroit ved navn »Free Press«. Et uddrag heraf gengives nedenfor:

*. Laws of Sex, s. 204

Det lave antal ægteskaber, det store antal skilsmisser og udbredelsen af permanente eller midlertidige seksuelle forhold uden for ægteskabet beviser, at vi hastigt bevæger os mod dyriskhed. Det naturlige ønske om at få børn er ved at forsvinde; der opstår en aversion mod nyfødte børn; bevidstheden om, at familieliv og huslig orden er uundværlige for civilisationens og en uafhængig stats beståen, er ved at blive udslettet af menneskers sind. Samtidig vokser der gennem civilisationen og regeringsmagten en ubarmhjertig ligegyldighed frem.

Som et middel til at afhjælpe udbredelsen af skilsmisser og separationer blev såkaldt Companionate Marriage, det vil sige prøveægteskab, indført. Men denne løsning har vist sig at være værre end selve sygdommen. Et prøveægteskab betyder, at mand og kvinde i stedet for at indgå »ægteskab af den gamle slags« skal bo sammen i nogen tid. Hvis de under dette samliv opnår åndelig harmoni, skal de begge indgå ægteskab; ellers skal de gå hver til sit og søge lykken andetsteds. I prøveperioden skal de afholde sig fra at få børn. For hvis der bliver født et barn, bliver de på det tidspunkt tvunget til at indgå ægteskab på sædvanlig vis. Det er dette, der i Rusland kaldes Free Love, det vil sige »fri kærlighed«.

Nationalt selvmord

Dyrkelsen af drifterne, aversionen mod at opfylde de ægteskabelige pligter, afsmagen for familielivet og ustabiliteten i det ægteskabelige forhold har ofte ødelagt kvindens naturlige, moderlige følelser og hengivenhed. I virkeligheden er dette selve kvindekønnets højeste åndelige hengivenhed, og ikke blot civilisationens og kulturens, men også menneskehedens eksistens afhænger af dens tilstedeværelse. Det er manglen på denne hengivenhed, der har frembragt den djævelske forkærlighed for prævention, abort og barnedrab. Trods lovmæssige hindringer har enhver ung kvinde i Amerika fuld adgang til viden om prævention. Præventionsmidler og -redskaber sælges frit på markedet. For ikke at tale om almindelige kvinder: selv skole- og collegepiger bærer disse midler med sig, så en sød »aftenstævnemøde« med den elskede ven ikke skal gå i vasken, fordi han pludselig ved en fejltagelse har glemt at tage dem med.

George Lindsey siger

495 piger fra high school har frivilligt indrømmet over for mig, at de havde haft direkte seksuelt samkvem med drenge. Kun 25 af dem blev gravide. De øvrige

*. Revolt of Modern Youth. S. 211-214

blev nogle få reddet ved et lykketræf. Men de fleste havde tilstrækkelig viden om prævention. Denne viden var blevet så almindelig for dem, at folk ikke kan forestille sig det.

Ugifte piger bruger disse lægemidler og redskaber, for at der ikke skal opstå nogen hindring på deres vej mod frihed. Giftes kvinders formål med at bruge dem er ikke blot, at de ved at få børn må påtage sig ansvaret for deres opdragelse og uddannelse, men også at det som følge heraf bliver vanskeligere for ægtemanden at lade sig skille. Det er for at undgå alle disse farer, at gifte kvinder bruger præventionsmidler. Alle kvinder nærer afsky ved at blive mødre, fordi det anses for absolut nødvendigt at blive fri for denne fare i form af børn, hvis livet skal kunne nydes fuldt ud. Desuden forringes deres skønhed som følge af fødsler.*

Uanset årsagen bliver den naturlige følge af sådanne forhold mellem kvinder og mænd for 95 procent af dem hindret af prævention. Hvis de resterende 5 procent ved et uheld skulle blive gravide, står vejen til fosterdrab og barnedrab åben for dem. George Lindsey siger, at der hvert år foretages halvanden million aborter i Amerika, og at tusindvis af nyfødte børn dræbes. – Samme værk, s. 220

Forholdene i England

Vi ønsker ikke at uddybe et sådant emne yderligere. Men vi finder det ikke passende at afslutte dette emne uden at citere et uddrag af George Rallie Scotts bog med titlen »Prostitutionens historie« [A History of Prostitution]. Forfatteren er englænder, og han har skildret sit fædreland med følgende ord:

Selv hvis man ser bort fra de kvinder, der har gjort det at udleje deres krop til deres eneste måde at tjene til livets ophold på, findes der endnu en anden gruppe kvinder – og deres antal vokser dag for dag – som også benytter andre måder for at skaffe sig livets nødvendigheder, men som desuden hengiver sig til utugt for at tjene et par ekstra mønter. Der er ingen forskel mellem disse kvinder og prostituerede af erhverv. Den eneste forskel er, at de ikke kaldes prostituerede. Vi kan naturligvis kalde dem »Amateur Prostitutes«, det vil sige »amatørprostituerede«.

Antallet af disse lystne eller amatørprostituerede, som man ser i dag, har aldrig tidligere været så stort. Kvinder af denne slags findes i alle samfundets lag, høje såvel som lave. Hvis man blot antyder, at disse fornemme damer er prostituerede, bliver de rasende. Men

*. Macfeddin, manddom og ægteskab hs.C

deres utilfredshed og vrede ændrer ikke det faktiske forhold. Det faktiske forhold er, at der ikke er den mindste forskel mellem dem og de berygtede og skamløse prostituerede fra Piccadilly.

…….Usædelig adfærd og frygtløshed i denne henseende, ja selv en adfærd som hos prostituerede, er blevet en mode blandt de unge kvinder her. At ryge cigaretter, drikke stærk spiritus, farve læberne røde, give udtryk for kendskab til seksualvidenskab og prævention, føre samtaler om pornografisk litteratur og så videre – alt dette er blevet en mode for dem. …… Antallet af piger og kvinder, som uden blufærdighed har indledt seksuelle forhold til andre før ægteskabet, vokser dag for dag. De virkelig beskedne og bly jomfrupiger, som man tidligere så aflægge ed foran kirkens offeralter, er i dag blevet yderst sjældne.

I forbindelse med beskrivelsen af de årsager, der har bragt situationen så langt, siger forfatteren:

Den stærke trang til pynt og udsmykning havde vakt en uimodståelig begærlig længsel hos pigerne, og under dens indflydelse blev de besat af kostbare klæder efter de nyeste moder og forskellige skønhedsfremmende artikler. Dette er en af de vigtigste årsager til denne umoralske prostitution. Hundredtusinder af unge piger og kvinder, iført kostbare og iøjnefaldende klæder, kan dagligt ses på gader og veje. Enhver samvittighedsfuld person vil, når han ser dem, sige, at penge tjent på hæderlig vis ikke kan dække udgifterne til en sådan påklædning. Derfor vil det ikke være en overdrivelse at sige, at det udelukkende er mænd, der køber deres klæder til dem.

En sådan udtalelse var lige så korrekt for halvtreds år siden som i dag; den eneste forskel er imidlertid, at de mænd, som tidligere købte deres klæder og andre fornødenheder til dem, måske var deres ægtemænd, fædre eller brødre. Men nu er det andre mennesker, der køber dem i deres sted.

Kvindernes frihed bærer også i høj grad skylden for denne tilstand. I løbet af de seneste få år er forældrenes tilsyn med og omsorg for pigerne blevet så meget mindre, at pigerne i dag er blevet så selvstændige og hensynsløse, som drenge ikke engang kunne blive for tredive eller fyrre år siden.

En af hovedårsagerne til den omfattende udbredelse af seksuel tøjlesløshed i samfundet er, at piger i stadigt større antal tager arbejde i forretningsvirksomheder, på kontorer og andre steder. På disse steder får de dag og nat lejlighed til at omgås mænd. Dette har bragt mænds og kvinders moralske standard ned på et meget lavt niveau. Når en mand tager initiativ og ønsker at foretage sig noget, har kvinden ikke magt til at forhindre det. Som følge heraf opstår der seksuelle forhold mellem dem, og disse overskrider alle moralens bånd. I dag får forestillingen om ægteskab og et rent liv slet ikke plads i den unge kvindes sind. Den berusende tid, som tidligere kun mennesker fra de udsvævende klasser søgte, begærer nu enhver ung kvinde. Jomfruelighed og kyskhed betragtes i dag som skikke fra en svunden tid, og nutidens piger anser dem for en fare. Efter deres mening består livets glæde i, at man i ungdomsårene skal drikke den farverige vin af seksuel nydelse, til man er mæt. Derfor kredser de omkring dansesale, natklubber, hoteller, bordeller og lignende. I håbet om dette er de parate til at tage af sted i bil på fornøjelsestur med en fuldstændig ukendt mand. Kort sagt kaster de sig frivilligt og bevidst – og har gjort det – ud i et miljø, som naturligt antænder begærets ild i menneskesindet. De er overhovedet ikke bekymrede over den uundgåelige naturlige konsekvens, der følger heraf; tværtimod hilser de den velkommen.

Det afgørende spørgsmål

For dem, der i vores land og i andre lande modsætter sig purdah-praksissen, står netop et sådant billede af livet tydeligt frem. Disse strålende scener fra et sådant liv har overvældet alle deres sanser. Disse synspunkter, disse moralske grundprincipper og den strålende side af sådanne materielle og legemlige fornøjelser har påvirket deres sind og intellekt. Grunden til deres had til purdah er, at den vestlige moralfilosofi, som de har bekender sig til, er fuldstændig i modstrid med den moralfilosofi, der ligger til grund for purdah, og at purdah er en hindring for alle de materielle fordele og nydelser, som de ønsker sig. Spørgsmålet er nu, om de er villige til at acceptere denne livsførelses mørke side, det vil sige dens giftige konsekvenser. Om dette er de imidlertid ikke alle enige.

Der findes en gruppe, som er rede til at acceptere alle disse konsekvenser. Efter deres opfattelse er dette i virkeligheden også den strålende side af den vestlige livsanskuelse – ikke den mørke side.

Den anden gruppe anser dette for billedets mørke side og er ikke villig til at acceptere konsekvenserne. Men de er blevet betaget af alle de nydelser, der følger med en sådan livsførelse.

Der findes en tredje gruppe, som hverken har viden nok til at forstå disse synspunkter eller nogen følelse for deres konsekvenser. De er heller ikke villige til at gøre sig den anstrengelse at tænke over og undersøge, om der er en årsagssammenhæng mellem disse synspunkter og konsekvenserne. De mener, at deres pligt er at lade sig føre med af strømmen og blindt efterligne tidsånden.

Disse tre grupper er blandet så tæt sammen, at det under en samtale bliver vanskeligt at afgøre, hvilken gruppe deltagerne i samtalen tilhører. Som følge af denne sammenblanding bliver det emne, der drøftes, som regel til et svært virvar. Derfor mener jeg, at det er nødvendigt at udskille og adskille hver gruppe, hvorefter man bør behandle hver af dem særskilt.

Gruppen, der er indviet i den vestlige civilisations lære

Den første gruppe har med åbne øjne antaget alle de synspunkter og kulturelle grundprincipper, som den vestlige civilisation og kultur er bygget på. De tænker nøjagtigt på samme måde som det moderne Europas samfundsformgivere og ser livets problemer med samme blik. De ønsker også at farve deres egne landes kulturelle liv med den vestlige farve. For dem er det endelige mål med kvinders uddannelse, at kvinder skal kunne tjene til livets ophold og samtidig tilegne sig kunsten og metoderne til at vinde andre mænds hjerter. Efter deres opfattelse er kvindens plads i familien, at hun ligesom manden skal være et indtjenende medlem af familien og bidrage med sin del til det fælles budget. Efter deres opfattelse består kvindens plads i samfundet i, at hun gennem sin skønhed, pynt og yndefulde væsen skal tilføre samfundslivet et element af nydelse. Med sin nattergalestemme skal hun fremkalde en frydefuld sitren i sindet. Med sin sangkunst skal hun fryde øret. Med sin yppige dans skal hun lade en livgivende strøm flyde gennem sjælen. Med sin måde at bevæge sig på, hvor hofterne svajer, og den ungdommelige krop skælver, skal hun underholde Adams sønner. Tilskueren skal nyde synet med øjnene fulde, mens elektriske strømme skal fare gennem hans kolde blodlegemer. Hun skal gå rundt og udføre socialt arbejde, blive medlem af kommunalbestyrelser og råd samt deltage i konferencer og møder. Hun skal bruge sin tid og sin forstand på at løse politiske, kulturelle og sociale problemer. Hun skal deltage i sport, fornøjelser og lege. Hun skal slå rekorder i svømning, løb, spring, flyvning og den slags. Efter deres opfattelse har kvinder ikke andet at gøre i nationens liv end dette. Kort sagt skal hun gøre alt, hvad der foregår uden for hjemmet, og ikke nærme sig noget af det, der hører hjemmets indre til. De betragter et sådant liv som det ideelle liv. De tror, at dette er den eneste vej til verdslige fremskridt, og at alle de gamle moralske synspunkter, som står i vejen for denne vej, er meningsløse og fejlagtige. Ligesom Europa har erstattet de gamle moralske værdier med nye, har de også gjort det. Materielle fremskridt og legemlig nydelse og luksus er for dem de eneste værdifulde mål. Blufærdighed, kyskhed og renhed, moralsk karakter, ansvar og troskab i ægteskabet, bevarelse af slægten og den slags har for dem ikke blot ingen værdi, men er kun barbariske og overtroiske bedrag. Fremskridt er umuligt, medmindre alt dette rykkes op med rode.

De er i virkeligheden ægte troende på den vestlige religion. De har antaget dette synspunkt og forsøger på samme måde som Europa, der har udbredt sine synspunkter og sin livsanskuelse gennem forskellige metoder, at udbrede det vidt og bredt i de østlige lande.

Den nye litteratur

Læg først og fremmest mærke til deres litteratur, som er den stærkeste kraft i dannelsen af sind og tanke. Gennem denne såkaldte litteratur (?) (i virkeligheden dårlig litteratur) gøres der med fuld kraft et forsøg på at fremstille det nye karakterideal klart for de kommende generationer og trække de gamle moralske værdier ud af sindets og tankens mindste bestanddele og kaste dem langt bort. Jeg vil her fremføre nogle eksempler på dette fra urdu-litteraturen.

I et anerkendt månedsskrift inden for litteraturen i dette land blev der offentliggjort en fortælling med titlen »Shirins lektion«. Forfatteren var højt uddannet, berømt inden for litteraturen og beklædte en høj stilling. Fortællingen handler kort fortalt om, at en ung kvinde er begyndt at få undervisning hos sin lærer. Under undervisningen viser hun læreren et kærlighedsbrev fra en ung mand, hun er forelsket i, for at drøfte det med ham. Hun mødte denne kæreste første gang ved et teselskab. Her blev de præsenteret for hinanden af en kvinde. Fra den dag begyndte de at omgås hinanden og udveksle breve. Den unge kvinde ønsker, at hendes lærer skal skrive et svar på det pågældende kærlighedsbrev. Læreren forsøger at få hende til at afholde sig fra alle disse tåbelige ting og lede hendes interesse hen på undervisningen. Følgende samtale fandt sted mellem den unge kvinde og læreren om dette:

Den unge kvinde: Jeg vil da gerne studere. Men jeg vil studere noget, der hjælper mig med at få håbet om mine vågne drømme opfyldt. Jeg vil ikke studere noget, der fra nu af holder mig ugift.

Læreren: Nå, har du ud over denne Mahatma også andre unge mandlige venner?

Den unge kvinde: Ja, jeg har flere. Men denne unge mand er speciel, fordi han skælder ud med en meget sød stemme.

Læreren: Nå, hvad tror du der vil ske, hvis din far får kendskab til indholdet af dette brev?

Den unge kvinde: Jamen dog! Skrev far ikke den slags kærlighedsbreve i sin ungdom? Han var jo en rigtig smart herre. Og hvad skulle der være mærkeligt ved, at han stadig skriver dem? Han er jo ikke blevet gammel endnu!

Læreren: For halvtreds år siden var det simpelthen ikke tænkeligt, at nogen skulle skrive den slags kærlighedsbreve til en pige fra en fornem familie.

Den unge kvinde: Elskede folk dengang altså kun personer fra de lavere klasser? Nå, så havde folk fra de lavere klasser det jo ganske behageligt dengang, mens de fornemme klasser var temmelig slemme.

I Shirins sidste udtalelser klinger novellens forfatters litteratursyn igennem.

Shirin siger: Vi nye unge kvinder har et dobbelt ansvar. Det er vores pligt at genvinde alle de glæder og fornøjelser, som vores ældre har mistet, og at fjerne de vaner med vrede og løgn, der findes.

For nogle år siden blev en ikke særlig lang fortælling med titlen »Anger« offentliggjort i endnu et berømt litterært tidsskrift. Dens indhold kan med enkle og ligefremme ord gengives således:

En ung pige fra en fornem familie forelsker sig i en ung mand. Uden sine forældres vidende kalder hun ham ind på sit værelse. Som følge af et ulovligt seksuelt forhold bliver hun gravid. Derefter mumler hun for sig selv for at retfærdiggøre sin så forkastelige og urene handling:

Hvorfor er jeg så bekymret? Hvorfor banker mit hjerte så voldsomt? … Er det min samvittighed, der plager mig? Skammer jeg mig over min svaghed? Men det, der skete den smukke måneskinsnat, er skrevet med gyldne bogstaver i mit livs bog. Mindet om ungdommens berusede øjeblikke betragter jeg som mit livs dyrebareste skat. Er jeg ikke rede til at opgive alt for at genopleve disse øjeblikke? …

Men hvorfor skælver mit hjerte så? Er det på grund af synd? Har jeg begået nogen synd? Nej, jeg har ikke begået nogen synd. Hvem har jeg syndet imod? Hvem er blevet skadet af min synd? Jeg har jo ofret mig. Jeg har ofret mig for ham. Åh, hvis jeg blot kunne have ofret endnu mere for ham! Jeg frygter ikke synden. Men ja, jeg frygter dette samfunds heks. Hendes underligt betydningsfulde og mistænksomme blik hviler på mig. …

Hvorfor skulle jeg være bange for hende? Er det da på grund af min egen synd? Men hvad er min synd egentlig? Gør nogen anden pige i samfundet ikke det samme, som jeg har gjort? Åh, den søde nat, berøringen af hans læbenektar på mine læber! Den tætte omfavnelse! Og på hans duftende, honningsøde bryst mistede jeg mig selv i en ubeskrivelig glædesrus — og hvad så? Hvad skulle en anden have gjort? Ville en anden kvinde have afvist ham i det øjeblik?

Synd? Jeg har aldrig begået nogen synd. Jeg angrer aldrig. Jeg er rede til at gøre det igen. … Kyskhed? Hvad er kyskhed egentlig? Ærbar jomfruelighed eller sindets renhed? Jeg er ikke længere jomfru. Har jeg mistet min kyskhed?

Det stridbare hekse-samfund kan gøre, hvad det vil. Hvad kan det gøre mig? Ingenting. Hvorfor skulle jeg frygte dets storladne hån? Hvorfor skulle jeg være bange for dets hvisken og sladder? Hvorfor skulle jeg lade mit ansigt blive blegt? Hvorfor skulle jeg skjule mit ansigt på grund af dets spot og latterliggørelse? Mit hjerte siger mig, at jeg gjorde det rigtige. Hvorfor skulle jeg så være en tyv? Hvorfor skulle jeg ikke slå på tromme og fortælle, at jeg har gjort dette, og at jeg gjorde ret i det?

De moderne litterater ønsker ved at fremføre sådanne argumenter og beviser at lære enhver pige i vor tid — sandsynligvis også deres egne søstre og døtre — denne holdning og måde at tænke på. Deres lære er, at hvis det på en måneskinsnat bliver muligt for en ung kvinde at modtage en anden mands omfavnelse, så må hun opløse sig selv på hans brændende bryst. For i en sådan situation er dette det eneste, der kan gøres. Når en kvinde står over for en sådan situation, kan hun ikke gøre andet end dette. Det er ikke en syndig handling, men derimod et offer og en selvopofrelse. Derved krænkes kyskhedens værdighed heller ikke. Hvad betyder kyskhed, hvis man giver afkald på sin jomfruelighed med et rent hjerte? Det står skrevet med gyldne bogstaver i en kvindes liv. Også hendes livsførelse bør være sådan, at hele hendes livs bog bliver skrevet med sådanne gyldne bogstaver.

Nu er der samfundet tilbage. Hvis samfundet derfor anklager en sådan dydig og kysk kvinde, må det kalde hende en, der skaber uro, og en heks. Hvem er skyldige: de, der anklager sådanne selvopofrende piger, eller de ædle unge kvinder, som ikke kan modstå den søde omfavnelse af et blottet bryst på en smuk måneskinsnat? Det tyranniske samfund, som kalder en sådan smuk handling grim, kan ikke have nogen ret til, at mennesker skal gå det med respekt og skjule deres ansigter af frygt for det, når de udfører en sådan smuk handling. Enhver pige må åbent og frygtløst vise denne moralske storhed og, uden selv at skamme sig, få samfundet til at skamme sig.

En sådan frækhed og dristighed har selv erhvervsprostituerede aldrig udvist. For disse ulykkelige kvinder havde ingen moralsk filosofi, der kunne forvandle synd til dyd og dyd til synd. Fortidens prostituerede ødelagde ganske vist deres egen dyd, men de betragtede sig selv som usle og syndige. Men den nye litteratur ønsker nu at føre døtrene og svigerdøtrene i hver familie flere skridt frem end fortidens prostituerede. For at skjule onde handlinger og uanstændighed opfinder den en ny filosofi.

Der findes endnu et tidsskrift, som nyder stor anseelse i vort lands litterære kredse. I dette tidsskrift blev der offentliggjort en fortælling med titlen »Devar«. Fortællerens far havde vundet stor respekt i samfundet ved at skrive moralsk litteratur af høj kvalitet for kvinder. For dette store arbejde blev han også værdsat af kvinderne. Men hans egen søn fremstiller i den nævnte fortælling på smukkeste vis en pige og viser hende frem for hendes søstre; før sit ægteskab føler hun en uudsigelig frydefuld gysen i krop og sind, når hun fantaserer om sin forestillede devars fulde ungdom og seksuelle begær. Allerede som ugift havde hun det synspunkt, at »den ungdom, der svinder bort i stilhed og ro, er et tegn på uvirksomhed. Efter min mening er uro og begejstring uundgåelige i ungdommen, og det er tiltrækningen og frastødningen mellem skønhed og kærlighed, der ofres for den.« Med dette synspunkt og disse forestillinger så pigen på sin bryllupsdag sin mands skæggede ansigt, og hendes fine følelser blev indhyllet i tåge. I overensstemmelse med sine tidligere forestillede ønsker besluttede hun da, at hun ville bindes i kærlighedens bånd til sin mands egen bror. Muligheden opstod snart. Da hendes mand rejste til England for at studere, morede devar og svigerdatter sig efter hjertens lyst, og de begik begge et groft tillidsbrud over for broderen og ægtemanden. Forfatteren lader selv den utro pige fortælle om denne misgerning. Hun skriver et brev til sin ugifte veninde, hvori hun redegør for alle sine handlinger. Hun giver en detaljeret beskrivelse af, hvordan devarens og svigerdatterens kærlighed, efter at have gennemløbet alle de indledende stadier, nåede sin fuldbyrdelse. Intet af den kropslige og sjælelige ekstase under den tætte omfavnelse og samlejet er udeladt af brevet. Kun selve skildringen af den seksuelle handling mangler. Det er sandsynligvis med denne tanke, at denne lille mangel er blevet efterladt: at læseren selv med fantasiens pensel skal udfylde den.

Hvis det nye litteratur sammenlignes med det eksempel fra Frankrig, som tidligere er blevet beskrevet, vil det tydeligt fremgå, at denne sidstnævnte gruppe af forkæmpere er draget ad den samme vej mod det samme mål. Det er med henblik på denne livsordning, at sind og tanker formes i henseende til synspunkter og moral; især er deres blik rettet mod kvinderne, så der ikke bliver den mindste rest af skamfølelse og ærbarhed tilbage i dem.

Den nye kultur

I praksis findes ikke blot denne moralske filosofi og livsform; sammen med den er også et kapitalistisk kultursystem og vestlige demokratiske grundprincipper blevet sat i kraft. Det er disse tre kræfter, der i forening skaber det billede af det vestlige liv, som er blevet fremstillet. Den mest obskøne litteratur om seksualvidenskab bliver skrevet og spredt bredt blandt skole- og universitetsstuderende. Nøgne billeder og billeder af karakterløse kvinder pryder enhver avis, pjece, bolig og butik. I hjem og på markeder og basarer afspilles yderst obskøne og smagløse grammofonplader. Alt, hvad biografen foretager sig, øger den seksuelle ophidselse. På det strålende hvide lærred fremstiller den hver aften uanstændighed og skamløshed på en så tiltalende måde, at enhver dreng og pige tager skuespillernes liv som et fremragende ideal. Når unge mænd og kvinder efter at have set sådanne begærvækkende forestillinger træder ud af teatret, søger de ivrigt og utålmodigt efter muligheder for at udspænde kærlighedens fælder overalt. Alt dette er forskellige former for kapitalistiske privilegier. Takket være denne kapitalistiske livsordning opstår der hastigt en sådan tilstand i de store byer, at kvinder dér bliver nødt til selv at søge deres levebrød. Det er ved hjælp af dette undertrykkende system, at propagandaen, sammen med lægemidler og apparater, er begyndt.

Den moderne demokratiske ordnings velsignelser nåede hovedsageligt de østlige lande gennem England og Frankrig. Den åbnede først og fremmest vejen for kvinder til politisk og social aktivitet.

For det andet har den oprettet en række institutioner, hvor fri omgang mellem kvinder og mænd bliver uundgåelig. For det tredje har den løsnet lovens bånd så meget, at det i de fleste tilfælde slet ikke betragtes som en forbrydelse, ikke blot at udtrykke et ønske om uanstændighed, men også at føre det ud i livet.

Under sådanne omstændigheder har de, som med fuld selvtillid har besluttet at følge denne vej gennem livet, gennemgået en næsten fuldstændig revolution i deres moral og sociale liv. Nu går deres kvinder ud i en sådan påklædning, at man ved synet af dem kan tage dem for filmskuespillerinder. Deres frækhed er nået et sådant højdepunkt, at det gennem deres tøjs nøgenhed, den skamløse fremvisning af deres skønhed, den overdrevne omhu med pynt og udsmykning samt enhver yndefuld gestus tydeligt fremgår, at disse kvinder ikke har noget andet mål eller formål end at fremstille sig som seksuelle magneter. Deres skamløshed er nået et sådant yderpunkt, at det ikke anses for skamfuldt for en fornem kvinde af denne klasse at bade sammen med mænd iført badedragt, tage et fotografi i denne tilstand og få det offentliggjort i avisen. Ja, spørgsmålet om skam opstår overhovedet ikke dér. Ifølge den moderne moralopfattelse er alle dele af menneskekroppen lige. Hvis håndfladerne og fodsålerne kan holdes utildækkede, hvorfor skulle der så være noget forkert ved at blotte hoftepartiet og klitoris? Den livsnydelse, hvis ydre fremtræden samlet kaldes kunst, står efter deres opfattelse over al moral. Ja, den er selve prøvestenen for deres karakter. På dette grundlag svulmer fædres og brødres bryst af glæde og stolthed, når de ser deres døtre og søstre opnå bifald fra hundreder af forventningsfulde tilhørere og tilskuere gennem dans, sang og kærlige, yndefulde bevægelser på scenen foran dem. Materiel succes – hvis andet navn er livets formål … Efter deres mening er de ting, som man må ofre for at opnå dette, mere værdifulde; når en kvinde er blevet et eftertragtet middel og har opnået evnen til at vinde samfundets popularitet, har hun intet mistet, selv om hun har mistet sin kyskhed, men har tværtimod vundet alt. Derfor kan de på ingen måde forstå, hvorfor det skulle være forkasteligt, at en pige studerer på college sammen med drenge, eller at hun i sin fulde ungdom rejser alene til Europa for at uddanne sig.

Vestlige slavisk-sindede må træffe en beslutning

Det er disse mennesker, som i særlig grad kritiserer purdah-skikken. Efter deres mening er purdah en så ubetydelig og åbenlyst falsk ting, at hån, spøg og spot er tilstrækkeligt til at afskaffe den. Men denne opfattelse svarer fuldstændig til den hos et menneske, som ikke føler noget behov for en næse i sit ansigt og derfor gør nar af enhver, hvis næse det får øje på. Kun tåber kan besejres ved en sådan tåbelig argumentation. Hvis der blot fandtes en smule fornuft hos dem, ville de naturligvis kunne forstå, at der i virkeligheden er en grundlæggende forskel mellem deres og vores værdisæt. Det, vi anser for værdifuldt, er værdiløst for dem. Derfor er den handling, som vi efter vores eget værdisæt anser for nødvendig, i deres øjne ikke blot unødvendig, men også meningsløs. Men ved en sådan grundlæggende meningsforskel er det kun en person med ringe indsigt, der i stedet for at drøfte selve meningsforskellens egentlige indhold vil strides om dens forgreninger. Ved fastlæggelsen af menneskelige værdier må man alene følge naturens lov. Det, som menneskets fysiske konstitution ifølge naturens lov kræver, og som kan føre til menneskets velbefindende, lykke og fred, er i egentlig forstand det, der bør danne grundlag for fastsættelsen af værdier.

Lad os derfor efterprøve sagen med denne prøvesten og se, om det er os eller jer, der er på rette vej i striden om værdierne. Kom med de argumenter og beviser fra videnskab og viden, som I har; vi fremlægger det, vi har. Se derefter som retskafne og forstandige mennesker efter, hvor vægten ligger. Hvis vi på denne måde beviser grundlaget for vores værdier, kan I, hvis I ønsker det, antage de værdier, der er grundlagt på ren viden og fornuft, eller I kan følge de værdier, der er antaget af ren tilbøjelighed. Men husk, at hvis I vælger den anden vej, vil jeres tilstand blive så sørgelig, at I i stedet for at håne vores handlemåde selv bliver til latter.

Den anden gruppe

Efter disse findes der endnu en gruppe. Den første gruppe består både af ikke-muslimer og af mennesker, der kun af navn er muslimer. Men den anden gruppe består som helhed udelukkende af muslimer. Hos dem ser man i dag en mærkelig blanding af halvt purdah og halvt fremskridt. De er hverken på den ene eller den anden side; de ligner en vaklende gruppe. På den ene side nærer de islamske tilbøjeligheder, følger den prøvesten for karakter, civilisation, fornemhed og god opførsel, som islam har fremlagt, ønsker at udsmykke deres kvinder med ærbarhedens og kyskhedens prydelse og at beskytte deres hjem mod moralsk urenhed. De er heller ikke villige til at acceptere de følger, som naturligt må fremkomme efter den vestlige kulturs og samfundsordens grundlæggende principper. Men på den anden side fører de, idet de knuser den islamiske samfundsordens grundprincipper og love, deres hustruer, søstre og døtre ad den vestlige civilisations vej, mens de til dels behersker sig selv og til dels gør indrømmelser. De har den vildfarne forestilling, at de ved at forene en halvt vestlig og en halvt islamisk vej vil kunne nyde begge civilisationers fordele; det vil sige, at den islamiske karakter fortsat vil være intakt i deres hjem, og at ordenen i familielivet også vil bestå. Samtidig vil deres sociale liv ikke blot indeholde den vestlige samfundsordens dårlige følger, men også dens selvbedrag, dens nydelsessyge og dens materielle bekvemmeligheder. Men for det første vil det ikke være retfærdigt at sammenføje halvdelene af to civilisationer, der vender sig mod hinanden og har forskellige idealer og mål. For når en sådan uforenelighed bringes sammen, er der større risiko for, at deres fejl forenes, end at deres gode egenskaber gør det.

For det andet er det også urimeligt og stridende mod naturen at tro, at når først båndene i islams faste moralske system er blevet løsnet, og mennesket er begyndt at finde glæde i at overtræde loven, vil det være muligt at holde det inden for en sådan grænse, at der ikke vil være fare for nogen skade. Denne ændring af den halvnøgne beklædning, denne begærlighed efter skønhed og pynt, denne indledende undervisning i frygtløs skamløshed ved sammenkomster med venner, denne voksende interesse for film, nøgenbilleder samt kærlighedsfulde fortællinger og skuespil, denne uddannelse af piger efter vestlig model vil måske ikke få lov til at udfolde sig fuldt ud, og måske vil den nuværende generation også være beskyttet mod dens skadelige følger. Men derfor vil det være et tegn på dumhed at tro, at fremtidige generationer også vil være beskyttet mod dens skadelige følger. I kultur og samfundsordning begynder fejl ofte med ubetydelige ting. Men netop denne ubetydelige vildfarelse vokser fra generation til generation og antager en skrækindjagende form. De fejlagtige grundlag, som samfundsordningens moderne form i Europa og Amerika blev bygget på, viste ikke straks deres endelige følger; tværtimod er deres fulde konsekvenser først i den senere tid kommet til fuld udfoldelse i tredje og fjerde generation. Derfor er denne sammenblanding af det vestlige og det islamiske system og denne halve fremskridtstanke i virkeligheden ikke noget varigt og urokkeligt; dens naturlige tilbøjelighed går derimod i retning af vestliggørelsen. De, der følger denne vej, bør vide, at selv om de ikke selv når frem til det bestemmelsessted, som den rejse, de har påbegyndt, fører til, vil deres sønner og sønnesønner med sikkerhed nå dertil og standse dér.

Det afgørende spørgsmål

Under disse omstændigheder må alle mennesker, før de går videre, tænke og undersøge sagen grundigt og besvare det følgende grundlæggende spørgsmål. Det er dette:

Er I parate til at bære alle de konsekvenser af den vestlige samfundsordning, som er kommet til syne i Europa og Amerika, og som er den naturlige følge af denne samfundsordning? Ønsker I, at der også i jeres samfund opstår et sådant ophidsende og seksuelt vanvittigt miljø? At en sådan oversvømmelse af skamløshed, kyskhedsløshed og uanstændighed breder sig blandt jeres folk? At kønssygdomme breder sig som en epidemi? At ordenen i familier og hjem går i opløsning? At skilsmisse eller ægteskabsophævelse og separation bliver udbredt? At unge mænd og kvinder vænner sig til fri seksuel omgang? At befolkningsvæksten standses gennem prævention, abort, fosterdrab, drab på nyfødte og lignende? At unge mænd og kvinder i overdreven seksuel vanvid ødelægger deres største arbejdsdygtighed og deres helbred? Og at seksuelle tilbøjeligheder begynder at spire for tidligt blandt mindreårige drenge og piger, med det resultat at en svækkelse i deres mentale og fysiske udvikling fæstner sig helt fra begyndelsen?

Hvis I for materiel gevinst og sanselig lyst er parate til at acceptere alt dette, så følg uden tøven den vestlige civilisations vej, og nævn da ikke længere islams navn med jeres læber. Før I følger denne vej, må I også erklære, at I har brudt jeres forbindelse med islam, så I senere ikke kan bedrage nogen i islams navn, og så jeres ydmygede tilstand ikke bliver årsag til skam eller skyld for islam og muslimerne.

Men hvis I ikke er parate til at acceptere alle disse konsekvenser, hvis I erkender behovet for en stor og hellig kultur, hvor ren karakter og ærbarhed kan opretholdes, hvor mennesket kan finde et fredeligt miljø til sin mentale, åndelige og materielle udvikling, hvor mænd og kvinder, beskyttet mod fejl og afvigelser som følge af gensidig ophidselse, kan udføre deres kulturelle pligter i overensstemmelse med deres bedste evner, hvor kulturens grundsten, familien, kan grundlægges solidt, hvor efterkommerne er sikrede, og hvor der heller ikke er fare for folkeblanding, hvor menneskets familieliv bliver et hjem for glæde og fred, et venligt læringssted for børnene, og hvor alle familiens medlemmer i fællesskab kan udføre deres opgaver med gensidig medfølelse, så kan I ikke vende jer mod Vesten for at virkeliggøre alle disse store mål. For Vesten er rejst i en helt modsat retning, og det er også logisk umuligt at nå Østen ved at rejse mod vest. Hvis dette virkelig er jeres ønske, må I følge islams vej.

Men før I tager dette skridt, må I fjerne ønsket om alle disse materielle gevinster og sanselige fornøjelser fra jeres hjerter; I må også udslette Vestens selvbedragende ydre synsmåde og tankegang fra jeres sind. Alle de grundprincipper, der er hentet fra den vestlige kultur og samfundsordning, må også forkastes. Islam har sine egne grundlæggende principper og mål. Den har også sin egen evige sociologiske synsmåde. I overensstemmelse med de naturlige krav fra sine grundlæggende principper, mål og socialistiske synsmåde har den udformet en tilsvarende samfundsordning. Derefter opretholder den denne samfundsordning gennem en særlig disciplin og regelbundethed. Ved fastlæggelsen af alle disse regler, principper og denne disciplin er der udvist den største dygtighed og taget særligt hensyn til menneskets psykologi. For uden dette kan denne samfundsordning ikke befries for fejl, afvigelser og uorden. Det er ikke en fantasifuld ordning som Platons demokrati, eller Sir Thomas Mores opdigtede lykkeland [Utopia], eller Ram Rajya; det er derimod en ordning, der har bestået ildprøven gennem fjorten hundrede år. I løbet af denne lange periode har man ikke i noget land eller blandt noget folk set selv en tiendedel af de onder komme til syne under dens indflydelse, som allerede er kommet til syne i den vestlige civilisation på blot ét århundrede. Hvis I ønsker at drage fordel af denne faste og velgennemtænkte samfundsordning, må I følge dens disciplin og regler fuldstændigt. Derefter har I ingen ret til at indføje nogen naturstridig, selvopfundet eller fra andre overtaget, forældet og forkastelig metode i denne samfundsordning.

Eftersom den tredje gruppe består af nogle tåbelige og samvittighedsløse mennesker, som ikke har evnen til at foretage en vurdering og træffe en sund beslutning, fortjener de at blive ignoreret. Derfor er det bedst at gå videre uden at drøfte dem.

Naturlovens bestemmelser

Naturen har, ligesom alle andre levende væsener, skabt mennesket opdelt i to kategorier – mænd og kvinder – og begge føler en naturlig gensidig tiltrækning til hinanden. Men undersøgelser af andre levende væsener viser, at formålet med deres opdeling i hanner og hunner og med den naturlige tiltrækning mellem dem udelukkende er at sikre artens fortsatte beståen. Derfor er deres tiltrækning – med andre ord deres seksualdrift – kun givet dem i det omfang, der er nødvendigt for deres formering, altså for artens fortsatte beståen. Der findes i deres natur en sådan regulerende kraft, at den ikke tillader dem at overskride bestemte grænser i seksuelle forhold. Hos mennesket er seksualdriften derimod grænseløs, uhæmmet og langt stærkere end hos andre levende væsener. Dets seksuelle aktivitet er ikke begrænset af tid eller årstid. Der findes ingen sådan kraft i dets natur, som kan holde det inden for en bestemt grænse. Hos både mænd og kvinder findes der en vedvarende gensidig seksualdrift. Der er uudtømmelige kilder til gensidig tiltrækning og seksualdrift mellem dem. I deres indre findes et stort begær efter lyst og kærlighed. Deres kropsbygning, legemsform, ynde, følesans og hvert eneste af deres lemmer har fremkaldt en længsel efter det modsatte køn. Deres stemmer, bevægelser, kropslige skønhed, yndefulde væsen og så videre rummer tiltrækningskraft i fuldt mål. Desuden er naturen omkring dem fyldt med utallige bestanddele, som vækker deres seksuelle begær og gør dem forelskede i hinanden. Den milde brise, flodens rislen, det smukke grønne landskab på jorden, blomsternes duft, fuglenes sang, skyernes torden, skønheden ved en måneskinsnat – kort sagt vækker hvert syn af naturens skønhed og hver skønhed i skaberværket direkte eller indirekte menneskets seksuelle begær.

Når man derefter undersøger og gennemgår menneskets kropslige opbygning, kan man se, at den enorme kraftreserve, der findes i den, er en samlet forening af livskraft, arbejdskraft og seksualkraft. I kroppen findes der nogle endokrine kirtler, som ved at tilføre bestemte organer livssaft, hormoner, stimulerer og ophidser dem. Disse endokrine kirtler frembringer blandt andet arbejdsevne, dygtighed og intelligens hos mennesket. Desuden vækker disse kirtler seksualdriften i det og fremkalder de følelsesmæssige impulser, der stimulerer den seksuelle evne. For at fremkalde disse følelsesmæssige impulser skaffer de forskellige midler til skønhed, ynde, pragt og udsmykning til veje. Derefter skaber de også i dets syn, hørelse, lugtesans, følesans og forestillingsevne evnen til at blive tiltrukket af alle disse former for udsmykning.

*Inde i menneskekroppen findes der flere endokrine kirtler. Den væske, der udskilles fra disse endokrine kirtler, kaldes hormon. Hormoner stimulerer og ophidser bestemte organer i kroppen. Hos kvinder og mænd findes følgende ni endokrine kirtler:

Pinealkirtlen, hypofysen, skjoldbruskkirtlen og biskjoldbruskkirtlerne, brislen, bugspytkirtlen, binyrerne, æggestokkene, moderkagen.

Alle de ovennævnte findes i kvindekroppen, mens kun nogle få af dem findes hos mænd. – Oversætteren

En sådan funktionsdygtighed i naturen ses også i menneskets mentale kræfter. De stimulerende kræfter i dets sind rummer to store begær. Det første begær tilskynder det til at sikre sin egen eksistens og tage vare på sig selv. Det andet tvinger det til at etablere et forhold til det modsatte køn. Når menneskets arbejdsevne udfolder sig fuldt ud i ungdommen, bliver dette andet begær så stærkt, at det ofte undertrykker det første. Mennesket påvirkes så stærkt af dette, at det uden tøven kan ofre sit eget liv og frivilligt og bevidst kaste sig selv i undergangens gab.

Den seksuelle tiltræknings indflydelse på civilisationens dannelse

Hvad er alt dette til for? Er det blot for at sikre nationens fortsatte eksistens – det vil sige for forplantning? Aldeles ikke. For menneskeslægtens fortsatte eksistens kræver ikke så megen forplantning, som det er nødvendigt for fisk, geder og andre dyr. Hvad kan da være årsagen til, at naturen har skabt en stærkere seksuel drift og seksuel tiltrækning hos mennesket end hos alle andre levende væsener og til dette formål har skabt de stimulerende elementer i den største udstrækning? Er alt dette så blot for menneskets nydelse og luksus? Heller ikke det. Naturen har ikke på noget område fremstillet nydelse og luksus som livets eneste mål og formål. For at tilskynde mennesket og andre levende væsener til at udføre en eller anden stor opgave har den fremstillet nydelse og luksus, det vil sige seksuelt samvær, som en form for smagsoplevelse, så de kan udføre denne opgave, som om den var deres egen. Tænk nu over, hvilket stort formål naturen kan have for øje i denne forbindelse. Uanset hvor meget man tænker og forsker over dette, kan man ikke finde nogen anden årsag end den, at naturen ønsker at skabe en civilisation alene med menneskeslægten, uden de øvrige levende væsener.

Derfor er der i menneskets sind blevet skabt et så stærkt begær og en så stærk kærlighed, at det ikke blot kræver fysisk forening og forplantning, men også kræver livslangt samvær, inderlig forbindelse og et åndeligt forhold.

Derfor er mennesket blevet givet en seksuel drift, der er stærkere end dets evne til samleje. Hvis blot en tiendedel af den seksuelle lyst og tiltrækning, som findes i mennesket, blev brugt til forplantning, ville dets helbred blive ødelagt. Dets fysiske kræfter ville være udtømte, før det nåede den naturlige alder. Formålet med den stærke seksuelle tiltrækning hos mennesket er ikke, at mennesket skal udføre mere seksuel aktivitet end alle dyr og fugle, men alene at kvinde og mand skal knyttes sammen, og at deres indbyrdes forhold skal blive varigt og stærkt.

Derfor finder man i kvindens natur, sammen med tiltrækning og begær, også blufærdighed og ærefrygt, en kunstig modvilje mod seksuel aktivitet, en tilbøjelighed til at flygte og en naturlig trang til at gøre modstand. Dette findes i større eller mindre grad hos enhver kvinde. Denne tilbøjelighed til at flygte og denne kunstige modvilje ses også hos hunner blandt dyr. Men hos menneskekvinden er dens styrke og omfang langt større. Den er blevet yderligere skærpet gennem følelsen af blufærdighed og ære. Heraf kan man forstå, at formålet med den seksuelle magnetisme hos mennesket ikke er andet end en varig forening. Det er ikke sådan, at ethvert seksuelt begær nødvendigvis kun skal ende i seksuel aktivitet.

Af denne grund er menneskebarnet blevet skabt svagere og mere hjælpeløst end alle dyreunger. I sammenligning med dyr er menneskebarnet i flere år afhængigt af forældrenes beskyttelse og opdragelse. Det opnår først meget sent evnen til at stå på egne ben og blive selvhjulpent. Også dette har som underliggende formål, at forholdet mellem kvinde og mand ikke begrænses til et rent seksuelt forhold, men at dette forhold som følge heraf tvinger dem til at knytte sig sammen og hjælpe hinanden.

I menneskets hjerte er der blevet hældt mere ømhed og kærlighed til børnene ind end hos andre levende væsener. Dyr og fugle tager sig kun af deres unger i meget kort tid og forlader dem derefter. Herefter er der ikke længere noget forhold mellem dem. De kan endda ikke genkende hinanden. Mennesket forbliver derimod knyttet til sine børn gennem ømhed og kærlighed, også efter at den første opdragelsesperiode er forbi. Denne ømhed og kærlighed fortsætter fra sønner til børnebørn og videre. Menneskets selviske, dyriske natur bliver så stærkt påvirket af denne ømhed, kærlighed og hengivenhed, at det ønsker mere for sine børn, end det ønsker for sig selv. I dets hjerte vækkes den ambition, at det vil sikre sine børn det mest velstående liv, det overhovedet kan. Det vil efterlade dem frugten af sit eget arbejde og slid. Naturens formål kan være at forvandle mandens og kvindens seksuelle forhold til en varig forening ved at skabe denne stærke kærlighed og hengivenhed. Denne varige forening og forbindelse gøres til et grundlag for dannelsen af familien. Derefter knytter den kærlighedstråd, der er særegen for folket, mange andre familier sammen gennem ægteskab. Som følge heraf opstår der gennem foreningen af kærligheden og dens genstand en organisation for gensidig hjælp, samarbejde og udveksling mellem dem. Således opstår et socialt og civilisatorisk forhold.

Civilisationens grundlæggende problem

Heraf er det blevet klart, at det eneste formål med den seksuelle lyst, der er blevet hældt ind i menneskekroppens atomer og molekyler og i dets indre sjæl, og til hvis egentlige understøttelse stimulerende bestanddele og genstande i stor udstrækning er blevet samlet lag på lag i skaberværket, er at drage mennesket fra individet mod fællesskabet. Naturen har skabt dette begær som den menneskelige civilisations egentlige drivkraft. Som følge af denne seksuelle lyst og tiltrækning opstår der en forbindelse mellem de to køn i menneskeslægten, og dette forbindelsesforhold indleder det sociale liv.

Efter en undersøgelse og gennemgang stod det klart, at problemet med forholdet mellem mænd og kvinder i virkeligheden er civilisationens grundlæggende problem. Civilisationens velfærd og fordærv, fremgang og tilbagegang, styrke og svaghed afhænger af løsningen på dette problem. I menneskeslægten findes der en dyrisk relation, som med andre ord kaldes rent seksuel og direkte begærbaseret. Den har intet andet formål end at bevare slægtens eksistens eller formere den. Den anden relation er menneskelig. Dens formål er, at de to gennem deres samlede kræfter, hver efter sin evne og naturlige egnethed, hjælper og støtter hinanden med at virkeliggøre et fælles mål. Til denne hjælp fungerer deres seksuelle kærlighed som et middel til forbindelse og samarbejde. Disse dyriske og menneskelige bestanddele driver samtidig civilisationens aktiviteter gennem dem og skaffer yderligere personer til at videreføre disse aktiviteter. Civilisationens velfærd eller ulykke afhænger af, om der gennem sammensmeltningen af de to slags bestanddele opretholdes fuld harmoni og balance.

Nødvendige forhold for opbygningen af en ren og hellig civilisation

Nu må vi efter at have undersøgt og gennemgået dette problem forstå, hvordan en god og ren civilisation kan opnå en harmonisk og naturlig forening af mænds og kvinders dyriske og menneskelige relationer. Desuden må vi forstå, hvilke fejl og mangler i tilvejebringelsen af balance i denne forening der får civilisationen til at blive uordnet.

1. Mådehold i seksuel lyst

Det vigtigste og mest fremtrædende spørgsmål er, hvordan denne seksuelle lyst og tiltrækning kan holdes under kontrol. Det er allerede blevet beskrevet, at mennesket rummer mere af denne lyst end andre levende væsener. Det er ikke blot sådan, at de seksuelt stimulerende kræfter er stærke inde i menneskekroppen; også i den enorme verden udenfor er der overalt spredt en uudtømmelig mængde seksuelt ophidsende faktorer. Naturen har selv samlet disse faktorer i så stor en mængde, at hvis mennesket omhyggeligt benytter sin opfindsomhed til at forøge og udvikle dem og antager en civilisation, hvori den seksuelle tørst hele tiden vokser, hvorefter det fortsætter med at søge lette måder at slukke denne tørst på, vil den under sådanne omstændigheder uundgåeligt overskride de ønskede grænser. Menneskets dyriske bestanddel vil sejre over den menneskelige, og dette dyriske uhyre vil fortære både dets menneskelighed og dets civilisation.

Naturen har skabt hvert enkelt af den seksuelle relations indledende og stimulerende elementer på en behagelig måde. Men det er allerede blevet antydet, at naturen kun har anvendt denne sødmefulde nydelse til sit eget formål, nemlig opbygningen af civilisationen. Hvis denne nydelse bliver overdreven, og mennesket bliver opslugt af den, vil den ikke blot ødelægge civilisationen, men kan også blive, og er blevet, årsag til menneskets undergang; det er sket mange gange i fortiden.

Se på de folk, der er gået til grunde, og undersøg deres forskrifter og historie. Den seksuelle vanvid havde overskredet alle grænser hos dem. Deres litteratur var fyldt med sådanne ophidsende skrifter. Deres tankegang, fortællinger, digte, billeder, statuer, gudshuse, boliger og alt andet er tydelige beviser på dette. Betragt også tilstanden hos de folk, der i dag bevæger sig mod undergang. Uanset om de kalder deres seksuelle vanvid kunst, erotisk litteratur, skønhedsnydelse eller et hvilket som helst andet smukt og uskyldigt navn, ændrer omskrivninger ikke den virkelige sandhed. Betyder det ikke, at kvinderne i samfundet er ivrige efter mændenes selskab, og mændene efter kvindernes? Hvorfor vokser lysten til at dyrke skønhed og pynte sig blandt kvinder og mænd? Hvad kan være årsagen til, at kvindens krop i det blandede samfund mellem kvinder og mænd bliver afklædt? Hvad er det, som får kvinden til at blotte hver eneste del af sin krop og vise den offentligt, mens mændene kræver: »Mere, mere«? Hvad betyder det, at nøgenbilleder, nøgne statuer og nøgendans bliver mest beundret? Er det ikke også grunden til, at man ikke kan finde nogen glæde i en film, før man har fået smagt kærlighedens og forelskelsens nydelse, og før seksuelle forbindelser begynder at vise sig i dens ord og handlinger? Hvad skulle alle disse og utallige lignende scener ellers skyldes, hvis ikke seksuelt vanvid? Hvad andet kan resultatet blive end undergang, når en civilisation skaber et sådant uharmonisk seksuelt stimulerende miljø?

I et sådant miljø bliver efterkommerne uundgåeligt svækkede som følge af den stærke seksuelle lyst, den gentagne ophidselse og den stadige seksuelle aktivitet, deres fysiske og mentale kræfter forringes, tænkeevnen bliver spredt og forvirret, uanstændigheden vokser, seksuelle sygdomme breder sig, og bevægelser for prævention, abort samt drab på fostre og fødende begynder.*

Mænd og kvinder hengiver sig til seksuelt samvær som dyr. Naturen har givet dem en stærkere seksuel lyst end andre levende væsener, men de anvender den i handlinger, der strider mod naturens tilsigtede formål, og deres dyriskhed overgår alle andre dyr. Selv aber og bavianer må give fortabt over for dem. Der er ingen tvivl om, at en sådan stærk dyrisk drift vil ødelægge menneskelig tahdhīb-tamaddun og endog hele menneskeheden. De, der hengiver sig til dette, vil gennem deres moralske forfald synke så dybt, at der ikke længere vil være noget håb om, at de kan rejse sig derfra.

1.En læge siger: »Begyndelsen på puberteten medfører mange vigtige forandringer. På dette tidspunkt opstår der en revolutionær tilstand i sindets og kroppens funktioner, og de udvikler og udfolder sig i alle retninger. På dette tidspunkt kræves der al kraft for at kunne udholde alle disse forandringer og opnå denne udvikling og udfoldelse. Derfor er menneskets modstandskraft mod sygdomme da meget ringe. Den lange tid, der kræves til den almindelige fysiske udvikling og udfoldelse, lemmernes udvikling og vækst samt de mentale og fysiske forandringer, hvorefter mennesket træder fra barndommen ind i ungdommen, udmatter menneskekroppen. For på dette tidspunkt er menneskekroppen optaget af en yderst krævende indsats. Under sådanne forhold bør man ikke pålægge den en unormal byrde; især vil seksuel aktivitet og seksuel ophidselse være skadelig for den.«

En anden berømt tysk psykolog og sociolog siger: »Da kønsorganerne fremkalder en usædvanlig følelse af den højeste nydelse, tilfredsstillelse og følelsesmæssige ophidselse, er de altid rede til at forbruge en stor del af vores mentale kraft. Hvis de får overtaget, vil de holde mennesket opslugt af personlig nydelse i stedet for tjeneste for tamaddun. Ved blot en smule uagtsomhed vil de gøre menneskets seksualliv ubalanceret og i stedet for gavnligt gøre det skadeligt. Det bør være uddannelsens store formål at forebygge denne fare.«

På samme måde vil det samme resultat indtræffe i en tamaddun, hvor man i stedet for det naturlige behov anlægger en ekstrem mangel. Ligesom det er skadeligt at overskride grænsen i forsøget på at tilfredsstille den seksuelle lyst, er det også skadeligt at undertrykke den overdrevent. Det samfundssystem, der vil gøre mennesket til cølibatær og verdensforsager, kæmper mod naturen. Men naturen bliver aldrig besejret af sin modstander; den knuser tværtimod denne fuldstændigt. Det er helt sandt, at ingen tamaddun kan bygges på grundlag af egentlig askese. For i virkeligheden strider dette mod opbygningen af tahdhīb-tamaddun. Ved at fæstne asketismens idé fast i sindet kan man ganske vist i samfundssystemet skabe et sådant begærløst miljø, hvor seksuelle relationer betragtes som noget forkasteligt, afskyeligt og vulgært. At afholde sig fra dem vil blive anset for at være den moralske standard. Men at undertrykke den seksuelle lyst betyder at undertrykke menneskeheden. Den vil ikke blive undertrykt alene; menneskets talent, arbejdskraft, intelligens, energi, mod, beslutsomhed og tapperhed vil alle blive undertrykt sammen med den. Som følge af denne undertrykkelse vil hele menneskets kraft blive lammet. Dets blodlegemer vil blive kolde og størkne, og det vil ikke længere have nogen evne til at vække dem til live. For netop denne seksuelle kraft er menneskets stærkeste stimulerende kraft.

Derfor vil den første pligt for en god og retskaffen tamaddun være at beskytte den seksuelle lyst mod både overskridelse og ekstrem mangel, føre den ind i en mellemtilstand af god balance og regulere den strengt gennem passende regler og principper. Ordningen af det sociale liv bør være sådan, at man på den ene side må standse alle de unormale ophidselser og stimulerende impulser, som mennesket fremkalder gennem sin lyst og sin hang til nydelse. På den anden side må alle de veje, som naturen tilsigtede til at dæmpe og tilfredsstille den naturlige ophidselse, holdes åbne.

2. Etablering af det familiære grundlag

Nu opstår naturligt dette spørgsmål i sindets afkroge: Hvad er naturens vilje? Er vi i denne sag blevet kastet ud i mørke, så vi med lukkede øjne kan handle efter forgodtbefindende og kalde det naturens lyst? Eller kan vi ikke kende dens hensigt ved at tænke over og undersøge naturens tegn? Mange har sandsynligvis den førstnævnte opfattelse. Derfor kalder de, uden at ænse naturens tegn, det, der sker, for naturens hensigt efter forgodtbefindende. Men når en sandhedssøgende begiver sig ud for at søge fakta, føler han efter blot nogle få skridt, som om naturen tydeligt peger med fingeren mod sin hensigt.

Det er velkendt, at naturens oprindelige formål med at skabe mennesket som han og hun, ligesom andre levende væsener, og indgyde seksuel tiltrækning mellem dem, er at formere arten. Men over for mennesket er dette ikke naturens eneste krav; naturen forventer tværtimod noget mere af mennesket end dette. Ved blot en smule eftertanke og undersøgelse kan vi erfare, hvad dette krav er, og hvilken slags det er.

Det første, der fanger vores opmærksomhed, er, at det kun er menneskebarnet, blandt alle levende væsener, der kræver mere tid, arbejde og opmærksomhed til pleje og opdragelse. Selv hvis man betragter det som et selvstændigt væsen, ser vi dog, at der går flere år, før det har opfyldt sine biologiske behov, det vil sige er blevet i stand til at skaffe sig føde og beskytte sig selv. I de første to-tre år er det så hjælpeløst, at det ikke kan overleve uden moderens stadige pleje og omsorg.

Det er åbenbart, at mennesket, uanset hvilket tidligt stadium af barbari det befinder sig på, ikke blot er et dyr. En eller anden grad af civilisation bliver uundværlig for dets liv. Som følge af denne civilisation føjes yderligere to krav til det naturlige krav om at opfostre børn. For det første skal opdrageren anvende alle de civilisatoriske midler og ressourcer, han kan erhverve, på børnenes opfostring. For det andet skal barnet uddannes på en sådan måde, at det kan forberedes til at varetage opgaverne i det civilisatoriske miljø, hvori det er født, og til at træde i de foregående generationers sted. Jo mere civilisationen udvikler sig, desto tungere bliver disse to krav. På den ene side vil behovet for de nødvendige midler og uundværlige ting til børnenes opfostring fortsat vokse; på den anden side kræver civilisationen ikke blot passende, uddannede og oplærte arbejdere i overensstemmelse med dens rang for at opretholde sin eksistens, men ønsker også, at de fremtidige generationer gennem udvikling og fortsat fremgang skal blive bedre end de nuværende generationer. Med andre ord skal enhver, der opfostrer et barn, forsøge at forme det, så det bliver bedre end ham selv. Dette er et ekstremt offer, som tilskynder mennesket til at ofre sine egne interesser.

Alt dette er krav, der udspringer af menneskets natur. Kvinden er den første talsmand for disse krav. Manden kan efter at have nydt kvindens selskab i kort tid for altid frigøre sig fra sit ansvar. Men kvinden må år efter år, ja endog hele livet, bære de naturlige følger af dette samvær. Fra undfangelsen må hun i mindst fem år bære følgerne af dette samvær. Hvis civilisationens fulde krav skal opfyldes, betyder det imidlertid, at den kvinde, der i et øjeblik havde glæde af mandens selskab, skal bære sit tunge ansvar i femten lange år. Spørgsmålet er nu: Hvordan kan kun den ene part gå frem mod at påtage sig et fælles ansvar? Så længe kvinden ikke er fri for frygten for, at hendes partner vil svigte hende, så længe hun ikke er tryg ved, at hendes barn vil blive forsørget, og så længe hun ikke er fritaget for selv at skaffe de daglige fornødenheder til sit liv, hvordan skulle hun da være rede til at bære et så tungt ansvar? For en kvinde, der ikke har nogen forsørger eller beskytter, er undfangelse ikke andet end en ulykke, en fare—en yderst alvorlig fare. Det er helt naturligt, at hun ønsker at blive fri for den. Hvordan skulle hun ellers kunne byde en sådan undfangelse velkommen?

Hvis man erkender nødvendigheden af at bevare menneskehedens eksistens og grundlægge og udvikle civilisationen, er det uundgåeligt, at manden, hvis han pålægger kvinden en tung byrde, også må være hendes partner i at bære den. Men hvordan kan man få manden til at gå med til denne deltagelse? Når man overvejer naturens ufravigelige påbud for at bevare menneskeslægten, ser man, at manden i denne henseende udfører det, der påhviler ham, på et øjeblik gennem samleje. Derefter hviler hele den tunge byrde alene på kvinden, og den kommer på ingen måde til at gælde for manden. Selv hvis man betragter sagen ud fra den seksuelle tiltrækning, ser man, at den ikke tvinger manden til at blive hos denne kvinde. Hvis han ønsker det, kan han forlade én kvinde og indlede et forhold til en anden. På den måde kan han så frø på hvert eneste sted. Hvis alt dette derfor overlades til hans egen vilje, er der ingen grund til at tro, at han frivilligt vil være rede til at bære den efterfølgende byrde. Findes der da noget, som kan tvinge ham til at bruge sit arbejde og sin indtjening på denne kvinde og hendes ufødte barn? Hvorfor skulle han føle større hengivenhed for denne gravide kvinde end for en anden smuk ung pige? Hvorfor skulle han for egen regning opfostre en ubrugelig klump kød? Hvorfor skulle han derefter miste sin søvn på grund af det nyfødte barns skrig? Hvorfor skulle han tage skade af dette lille djævelsbarn, som ødelægger alt, hvad det kommer i nærheden af, sviner hele huset til og ikke vil rette sig efter nogens forbud eller begrænsninger?

Naturen har selv givet en del af løsningen på dette problem. Den har skabt skønhed, sødme, fortryllende kraft og evnen til at bringe ofre og hengive sig af kærlighed til manden i kvinden. Ved at anvende disse våben kan hun overvinde mandens selviskhed og egenrådighed og få ham under sin indflydelse. Desuden har naturen også skabt en så forunderlig evne til at indfange hjertet hos menneskebarnet, at det trods sin smertefulde, destruktive og uartige natur og karakter holder forældrene bundet i kærlighedens og omsorgens bånd. Men alt dette er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at tvinge mennesket til år efter år at bringe tab, lidelse og ofre for at udføre sine moralske og civilisatoriske pligter. Man må huske, at menneskets evige fjende, Satan, altid følger det. Han forsøger bestandigt at få mennesket til at afvige fra den naturlige vej. I sit bedragsskatkammer har han et uudtømmeligt forråd af argumenter, beviser og fristelser til at føre mennesker fra enhver nation i enhver tidsalder på afveje.

Det er en af religionens grundlæggende styrker, at den inspirerer mænd og kvinder til at ofre og hengive sig for folkets og civilisationens skyld. Den gør det selviske, menneskelignende dyr rede til at bringe ofre. Det var kun de profeter, som Allah havde sendt, der, efter at have forstået naturens vilje korrekt, foreslog ægteskabet som den rette måde at regulere det seksuelle forhold mellem mand og kvinde samt deres civilisatoriske samarbejde på. Det er gennem deres lære og vejledning, at ægteskabet er blevet udbredt blandt alle folkeslag overalt på jorden. Det er på det moralske grundlag, som de forkyndte, at der blandt mennesker er blevet skabt en sådan åndelig handlekraft, at de kan udholde sorg, lidelse og tab for dens skyld. For ellers er sandheden den, at ingen kan være et større fjende af børn end deres forældre. De sociale regler, som profeterne grundlagde, lagde fundamentet for familieordningen, hvis faste greb tvinger drenge og piger ind i sådanne ansvarsfyldte forhold og denne form for fælles arbejde. Ellers er ungdommens dyriske krav så stærke, at alene en følelse af moralsk ansvar, uden nogen ydre disciplin, ikke kan afholde den fra seksuel tøjlesløshed. Seksuel lidenskab er i sig selv antisocial. Den fremkalder en tilbøjelighed til egoisme, vilkårlighed og anarki. Den rummer hverken stabilitet eller ansvarsfølelse. Den skaber kun en impuls til midlertidig nydelse og sanselig tilfredsstillelse. Det er ikke let at undertvinge dette uhyre og få det til at tjene et sådant samfundsliv, som bygger på tålmodighed, overbærenhed, arbejde, selvopofrelse, ansvarsfølelse og familieordning. Det er netop familieordningen, der får dette uhyre til at trænge ind i en lille flaske og fratager det muligheden for at være mellemmand for synd og tøjlesløshed. Derefter udnævner den det til agent for det vedvarende samarbejde og fælles arbejde mellem mand og kvinde, som er nødvendigt for at opbygge livet. Uden dette vil menneskets civilisatoriske liv ophøre; mennesket vil leve som et dyr, og til sidst vil menneskeslægten forsvinde fra jordens overflade.

Når den seksuelle lidenskab således frigøres fra vilkårlighed og umådeholdenhed, er den eneste vej, som selve naturen ønsker at åbne for at opfylde dens naturlige krav, et varigt samliv mellem mand og kvinde gennem ægteskab og grundlæggelsen af familieordningen gennem dette samliv. De redskaber, der er nødvendige for at drive en enorm og omfattende fabrik som civilisationen, fremstilles i familiens lille værksted. Så snart drenge og piger træder ind i ungdommen, overvejer værkstedets ledere, hvordan de bedst muligt kan indrette deres ægteskab, så deres ægteskabelige forening kan frembringe bedre efterkommere. Derefter vil hver arbejder på dette værksted med fuld oprigtighed forsøge at forme de efterkommere, der fødes efter dem, så godt som muligt. Så snart det nyfødte barn begynder sit liv på jordens arbejdsplads, træder det inden for familiens grænser ind i et miljø af kærlighed, omsorg, beskyttelse og undervisning, som om det modtager livets eliksir for at kunne udvikle sig. I virkeligheden er det kun i familien, at barnet får selskab af to mennesker, som ikke blot elsker det, men også inderligt ønsker, at det skal opnå en højere rang end den, det blev født ind i. Ingen andre end forældrene ønsker i hele verden at se deres barn blive bedre, lykkeligere og mere velstående på alle områder. På denne måde forsøger de, uden at ville det og uden at være sig det bevidst, at gøre den kommende generation bedre end den nuværende. Deres bestræbelse rummer ikke den mindste antydning af egoisme. De ønsker intet for sig selv; de ønsker kun deres børns velbefindende og finder belønningen for deres arbejde i at se deres liv blive meningsfuldt og succesfuldt. Hvor findes der i familiens fabrik så ihærdige arbejdere og uselviske medarbejdere, som ikke blot udfører ulønnet arbejde til menneskehedens bedste, men også kan bruge deres tid, fred, kræfter, evner og alt, hvad deres arbejde har frembragt, på at tjene den? Hvem andre er rede til at ofre enhver værdifuld ting, han ejer, for dette arbejde, mens andre høster frugten? Hvem finder belønningen for sit arbejde i at uddanne fremragende arbejdere og tjenere for andre? Kan der findes nogen renere og ædlere stræben for menneskeheden end dette?

Hvert år har menneskeslægtens fortsatte eksistens samt den menneskelige civilisations kontinuitet og udvikling brug for hundredvis af millioner af sådanne ægtepar, som frivilligt og med glæde kan vie sig til ansvaret for denne ædle tjeneste og gennem ægteskab grundlægge sådanne arbejdspladser. Den enorme fabrik, der er i drift på jorden, kan kun fungere på denne måde, hvis sådanne frivillige fortløbende bliver dannet, og hvis de skaffer arbejdskraft til at drive fabrikken. Hvis nye mennesker ikke kommer til, og de gamle arbejdere derfor bliver uegnede til arbejdet, vil antallet af arbejdere gradvist falde. En dag vil denne dannende instans ligge ude af funktion. De, der driver denne civilisations maskine, har ikke blot pligt til at holde den i gang i deres eget liv; det er også deres pligt at forsøge at skaffe mennesker, som kan træde i deres sted.

Set fra denne side er ægteskabet ikke blot en lovlig måde at dæmpe den seksuelle lidenskab på; det er også en socialt uomgængelig pligt. Samfundet har en naturlig ret over individet, og individet kan aldrig få ret til at forbeholde sig beslutningen om, hvorvidt det vil gifte sig eller ej. De, der uden rimelig grund nægter at gifte sig, er ikke blot snyltere på samfundet, men også forrædere og plyndrere. Enhver, der fødes i verden, nyder fra det første åndedrag i sit liv og indtil den træder ind i ungdommen, alle de uudtømmelige rigdomme, som tidligere generationer har samlet. Det er takket være de institutioner, de har grundlagt, at personen får mulighed for at leve, blive opfostret og udviklet samt bidrage til menneskehedens fremskridt. I denne periode modtager personen hele tiden, men giver intet. Samfundet bruger sine rigdomme og sin tid på at fuldkommengøre personens ufuldstændige kræfter i håbet om, at personen, når den selv bliver i stand til at give noget, bestemt vil gøre det. Hvis personen, når den bliver voksen, gør krav på personlig frihed og vilkårlighed og siger, at den kun vil tilfredsstille sine egne tilbøjeligheder, men ikke vil opfylde de pligter og det ansvar, der følger med disse tilbøjeligheder, så begår den forræderi og bedrageri mod samfundet. Hvert øjeblik i dens liv må da betegnes som uretfærdigt og forkert. Hvis der blot findes den mindste bevidsthed i samfundet, vil det i stedet for at betragte denne forbryder som en gentleman, en respektabel dame eller en hæderlig person betragte den som en tyv, røver og bedrager. Hvad enten det er med eller mod vores vilje, er vi blevet ejere af alle de rigdomme, som vores forgængere har efterladt til os. Hvordan kan vi da have frihed til at beslutte, om vi vil opfylde den naturlige lovs hensigt, gennem hvilken vi har arvet denne arv, eller ej? Skal vi skabe fremtidige generationer, som kan arve menneskehedens rigdomme, eller ej? Skal vi danne endnu en gruppe til at forvalte alle disse rigdomme på samme måde, som vi selv er blevet dannet til det, eller ej?

3. Udryddelsen af seksuel tøjlesløshed

Samtidig med ægteskabet og etableringen af det familiære fundament er det også nødvendigt at lukke alle veje, der kan føre til tilfredsstillelse af seksuelt begær uden for ægteskabets fæstningsmure. For hvis dette ikke gøres, kan naturens hensigt ikke opfyldes, og det er netop denne hensigt, der kræver ægteskab og etableringen af en familie.

Ligesom i den gamle jahiliyyah anser flertallet af mennesker også i den nuværende jahiliyyahs tidsalder utroskab for at være en naturlig handling. Ifølge dem er ægteskabet blot noget kunstigt og overflødigt, som civilisationen har opfundet. Deres opfattelse er, at ligesom naturen har skabt en ged til hver hunged og en hanhund til hver tæve, har den også skabt en mand til hver kvinde. Naturens lov skulle derfor være, at når lysten og muligheden er til stede, og når manden og kvinden samtykker, skal seksuel omgang finde sted mellem dem, ligesom den finder sted blandt dyr! Men i virkeligheden er dette en helt fejlagtig fortolkning af den menneskelige natur. De har betragtet mennesket som et rent dyr. Når de derfor bruger ordet »natur«, mener de ikke menneskelig natur, men dyrisk natur. Det ubegrænsede seksuelle forhold, som de kalder »naturligt«, er måske naturligt for dyr, men det er ikke naturligt for mennesker! Det strider ikke blot mod den menneskelige natur; når man bedømmer det ud fra dets endelige følger, strider det også mod den dyriske natur, der findes i mennesket. Grunden er, at menneskelighed og dyriskhed i mennesket ikke er to adskilte ting. I virkeligheden forenes de i det samme væsen og danner én og samme personlighed, og deres behov er så tæt forbundne, at det ene automatisk går til grunde, hvis det andet tilsidesættes.

Umiddelbart kan det synes, at utroskab opfylder den dyriske naturs behov. For formålet med forplantning og bevarelsen af menneskehedens eksistens opfyldes jo alene gennem seksuel omgang, hvad enten den finder sted gennem ægteskab eller uden for det. Men hvis man blot én gang retter blikket mod det, vi allerede har beskrevet, vil man kunne forstå, at denne handling ikke blot forhindrer den menneskelige naturs formål, men også den dyriske naturs formål. Den menneskelige natur kræver, at det seksuelle forhold er stærkt og varigt, så forældrene i fællesskab kan opdrage barnet, og så manden i en passende periode kan påtage sig det fulde ansvar ikke blot for barnet, men også for barnets mor. Hvis manden ikke får den overbevisning, at barnet er hans eget afkom, vil han slet ikke bringe ofre eller udholde vanskeligheder for at opdrage det, og han vil heller ikke acceptere, at barnet skal være hans arving. Hvis kvinden heller ikke får den overbevisning, at den mand, der har gjort hende gravid, er uvillig til at påtage sig ansvaret for hendes og barnets forsørgelse, vil hun heller ikke være villig til at påtage sig graviditetens farer. Hvis forældrene ikke samarbejder om barnets opdragelse, vil dets uddannelse, moralske, mentale og økonomiske tilstand ikke kunne nå et niveau, der gør det til en nyttig medarbejder i den menneskelige civilisation. Alt dette er krav fra den menneskelige natur. Når mand og kvinde tilsidesætter alle disse krav og indgår et midlertidigt forhold som rene dyr, tilsidesætter de samtidig den dyriske naturs krav eller behov [det vil sige at få børn og føre slægten videre]. For på det tidspunkt har de ikke, og kan ikke have, noget mål om at få børn og føre slægten videre. Det sker alene på grund af deres begær efter seksuel nydelse. Dette strider fuldstændigt mod naturens hensigt.

Forkæmperne for den moderne jahiliyyahs tidsalder har selv denne svaghed. Derfor fremfører de endnu et argument og siger: Hvis to mennesker i samfundet mødes og tilbringer nogle få øjeblikke med nydelse og seksuel tilfredsstillelse, hvilken skade påfører det så samfundet, siden det blander sig? Hvis den ene part anvender vold mod den anden, eller bedrager og snyder vedkommende, eller forårsager en eller anden social fare eller ulykke, har samfundet naturligvis ret til at gribe ind. Men når intet af dette finder sted, og det blot drejer sig om to personers nydelse, hvilken ret har samfundet så til at forhindre dem i det, de gør? Hvis man således blander sig i menneskers private anliggender [private anliggender], bliver den personlige frihed meningsløs.

Denne opfattelse af personlig frihed er en særlig form for uvidenhed fra det attende og nittende århundrede, som forsvinder, så snart den første stråle af viden og sandhedssøgen viser sig. Efter blot en smule eftertanke og undersøgelse kan folk forstå, at den slags frihed, der kræves for individet, ikke har nogen plads i samfundslivet. De, der ønsker en sådan frihed, gør bedst i at gå ud i skove og ødemarker og leve som dyr. Det menneskelige samfund er i virkeligheden et sådant net af kærlighed og forbindelser, at ethvert menneskes liv er tæt knyttet til utallige andre menneskers liv. Enhver påvirker andre, ligesom enhver selv påvirkes af andre. Hvor sådanne gensidige forbindelser findes, kan ingen handling kaldes fuldstændig personlig og individuel. Man kan ikke engang forestille sig en personlig handling, der ikke på en eller anden måde påvirker samfundet som helhed. For ikke blot kroppens lemmer og organers handlinger gælder dette; der findes heller ikke noget begær, der er skjult i sindets inderste afkroge, som ikke virker på vores eksistens og derefter, ved at genspejles, på andre. Følgerne af hver eneste handling fra vores sind og krop flytter sig fra os og når så langt omkring, at de ligger uden for vores viden. Hvordan kan man under sådanne omstændigheder sige, at et bestemt menneskes brug af sine egne kræfter ikke påvirker nogen andre end ham selv? Har ingen andre da noget at foretage sig i denne sag, og bør den pågældende virkelig have fuldstændig frihed på dette område? Hvis jeg ikke har frihed til at svinge træstykket i min hånd i den retning, jeg ønsker, til at føre mine to ben, hvorhen jeg vil, til at køre mit køretøj, som det passer mig, eller til at stable affald op i mit hjem efter forgodtbefindende, og hvis det ikke anses for ønskværdigt, at disse og utallige andre personlige handlinger underlægges samfundets regler og bestemmelser, hvilken særlig status har så blot min seksuelle omgang fået, siden den ikke skal underlægges nogen social regel eller ordning, og jeg skal gives så fuldstændig frihed, at jeg kan anvende den efter min egen vilje?

At sige, at det seksuelle samvær, som en mand og en kvinde har på et afsides sted uden andres vidende, ikke har nogen virkning i samfundslivet, er blot barnagtig snak. I virkeligheden påvirker et menneskes handlinger ikke kun det samfund, som det har direkte forbindelse med, men hele menneskeheden. Det gælder ikke kun nutidens mennesker; også kommende generationer kommer til at bære følgerne af dem. Intet enkelt menneske kan under nogen omstændigheder leve adskilt på et beskyttet sted uden at være bundet af de sociale og sociologiske normer, som hele menneskeheden er underlagt. Ligesom det er knyttet til samfundslivet, når det befinder sig på åbne marker, markedspladser eller i forsamlinger, er det også knyttet til samfundslivet, når det opholder sig beskyttet i lukkede rum og bag mure. Når det i det skjulte ødelægger sin egen forplantningsevne i midlertidig, kortsynet nydelse, er det i virkeligheden med til at sprede tøjlesløshed i samfundslivet, krænke nationens rettigheder og påføre samfundet utallige moralske, materielle og civilisatoriske skader. Det angriber for egen vindings skyld de samfundsinstitutioner, som det har nydt godt af som en del af samfundet, og nægter dermed at opfylde sit eget ansvar for deres fortsatte beståen. Fra kommunen til staten, fra uddannelsesinstitutionerne til militæret og fra fabrikker og værksteder til forskningslaboratorier inden for videnskab og kundskab har samfundet oprettet institutioner ud fra den ene overbevisning, at enhver, der nyder godt af dem, vil yde sin uundværlige del til deres opretholdelse. Men da den troløse brugte sin seksuelle kraft på en sådan måde, at han ikke længere havde noget ønske om at få børn, føre slægten videre eller påtage sig ansvaret for at opdrage børn, ødelagde han med ét slag hele dette system ved roden. Han brød den sociale kontrakt, som han som menneske var knyttet til. I stedet for at opfylde sit ansvar lagde han det på andres skuldre. Han kan ikke være et hæderligt menneske—han er en tyv, en bedrager og en, der tilegner sig andres ejendom. At vise ham barmhjertighed er ensbetydende med at begå uret mod hele menneskeheden.

Når man har forstået det enkelte menneskes betydning i samfundslivet, kan man uden tvivl sige, at den kraft, der er blevet givet til vores sind og krop, ikke er bestemt for den enkelte, men er betroet os som et depositum til gavn for hele menneskeheden. Vi skal stå til ansvar over for hele menneskeheden for enhver kraft, vi besidder. Hvis vi spilder vores liv eller nogen af vores kræfter eller skader os selv gennem vores onde handlinger, er den egentlige følge af vores handling ikke blot, at vi har spildt eller beskadiget det, vi ejede. Det vil i virkeligheden blive betragtet som, at vi har tilegnet os det, der var betroet os til gavn for hele menneskeheden, og derved skadet menneskeheden. Vores eksistens på jorden vidner om, at vi kun har kunnet træde ind i verden, fordi andre har båret lidelser og ansvar og ladet livets lysstrøm stråle mod os. Derefter har statsordningen sørget for vores livs sikkerhed. Sundhedsvæsenet har været optaget af at beskytte vores sundhed. Gennem den samlede indsats fra hundredvis af millioner mennesker er de daglige fornødenheder til vores liv blevet tilvejebragt. Alle institutionerne tilsammen har givet os styrke og evner, forsøgt at uddanne os og løftet os til vores nuværende værdighed. Skal dette være gengældelsen for alt dette? Er det retfærdigt, at vi uden grund ødelægger det liv og de kræfter, som andre har bidraget så meget til at skabe, bevare og udvikle, eller gør dem skadelige i stedet for gavnlige? Det er derfor, selvmord er blevet forbudt. Det er derfor, verdens største vise og filosof, Profeten (fred være med ham), har erklæret den, der masturberer, for forbandet. (*********) Hadith om den, der masturberer. Det er derfor, homoseksualitet, det vil sige Luts folks onde handling, er blevet betegnet som en forkastelig forbrydelse. Det er derfor, utugt, selv om den betragtes som personlig fornøjelse, ikke er et gyldent øjeblik, men tværtimod en særlig uret mod hele nationen.

Hvis man tænker grundigt over det, vil man se, hvor mange sociale overgreb der er tæt forbundet med utugt. For eksempel:

1. Først og fremmest risikerer den, der begår utugt, at blive ramt af seksuelle sygdomme. På denne måde skader han ikke blot sin daglige kraft, som kunne være anvendt til samfundsgavnligt arbejde, men også samfundet og kommende generationer. Alle læger er enige om gonorré, at de sår, som sygdommen forårsager i urinrøret, i de fleste tilfælde er vanskelige at helbrede. En læge har bemærket, at gonorré aldrig helbredes helt, når man først har fået den. Som følge heraf bliver leveren, urinblæren, endetarmen, urinrøret og andre organer ofte angrebet. Den bliver også årsag til gigt og andre sygdomme. Den medfører desuden risiko for permanent sterilitet. Den bliver også smitsom for andre. Tænk derefter over en anden alvorlig følge af den: syfilis eller den veneriske sygdom. Det er almindeligt kendt, at hele kroppens organisme bliver forgiftet af den. Dens giftige virkning breder sig til hvert eneste organ fra top til tå. Den ødelægger ikke blot den syges fysiske kræfter, men sygdommens bakterier overføres også på forskellige måder fra ét menneske til utallige andre. Den syges uskyldige børn bliver ved med at lide under følgerne gennem generationer. Som en naturlig følge af, at den lastefulde far betragtede nogle få øjeblikkes seksuelle nydelse som det mest ønskværdige i sit liv, fødes barnet blindt, stumt, døvt eller sindssygt.

2. Ikke enhver, der begår utugt, bliver nødvendigvis ramt af en seksuel sygdom. Men det er ikke muligt for ham at undgå den moralske svaghed, der uvægerligt er forbundet med denne handling. Skamløshed, bedrag, falske bagtanker, egoisme, trældom under drifterne, manglende evne til at undertrykke onde tilbøjeligheder, uærlige tanker, tilbøjeligheden til at nyde seksuel aktivitet, ustadighed og mistillid er blandt de moralske skadevirkninger ved utugt, som præger den utugtiges sind dybt. For den, der nærer disse fejl, begrænser følgerne af hans svaghed sig ikke blot til seksuallivet; de breder sig fra ham til alle områder af livet i samfundet. Hvis disse fejl breder sig blandt størstedelen af samfundets mennesker, vil alt—kunst, litteratur, fornøjelser, sport, kundskab og videnskab, handel, socialt samvær, økonomi, politik, domstole, militær forvaltning og landets styrelse—blive bragt i fare og gå i stå. Især i et demokratisk system er det uundgåeligt, at den enkelte borgers moralske egenskaber afspejles i hele nationens liv. Hvordan skulle der kunne komme stabilitet i en nations politik, hvis flertallet af dens mennesker mangler fasthed og beslutsomhed, og hvis størstedelen af dens folk er berøvet egenskaber som troskab, opofrelse og selvbeherskelse?

3. Så snart man giver utugt en legitim plads, bliver det også nødvendigt at opretholde prostitutionen i samfundet. Den, der siger, at en ung mand har ret til at more sig, erkender samtidig, at samfundet har brug for et betydeligt antal kvinder, som skal leve et yderst lavt og nedværdigende liv på alle måder. Nu opstår spørgsmålet: Hvor skal alle disse kvinder komme fra? De vil naturligvis være medlemmer af selve samfundet. De vil være nogens døtre eller søstre. Millioner af kvinder, som kunne være blevet en pryd for hvert hjem, grundlæggere af hver familie og værger for mange børn, skal udstødes af samfundet og placeres på gader og markeder, så disse steder kan omdannes til noget i retning af kommunale toiletter, hvor mænd med en lastefuld natur kan tilfredsstille deres behov. Derved skal alle kvindernes ærbare egenskaber berøves dem, og de skal oplæres i at sælge deres skønhed og ungdom. Desuden skal de gøres således, at de hvert øjeblik kan sælge deres kærlighed, krop og sind, deres skønhed og yndefulde væremåde til nye købere og i stedet for at yde nogen nyttig tjeneste for resten af livet bliver legetøj for andres begær.

4. Hvis man accepterer utugt som legitim, ødelægges ægteskabets civilisatoriske skikke og regler. Til sidst vil der i stedet for ægteskab kun være utugt overalt i samfundet. Det første, der skal siges om dette, er, at mænd og kvinder, der har tilbøjelighed til utugt, kun i ringe grad er egnede til at leve et sundt ægteskabsliv. For denne fremgangsmåde frembringer bagtanker, mindreværd, begær efter seksuel nydelse og en tøjlesløs natur, og hos sådanne mennesker opstår der ustabilitet i deres begær og lyster samt svaghed i undertrykkelsen af onde tilbøjeligheder. Den tilintetgør fuldstændigt alle de egenskaber, der er nødvendige for et vellykket ægteskabsliv. Selv hvis de indgår ægteskab, vil det søde samvær, den nære forbindelse, den gensidige tillid og forholdet præget af hengivenhed og fortrolighed aldrig blive stærkt mellem dem – det, som kunne føre til gode børn og opbygningen af en glad familie. Og dér, hvor utugtens vej bliver let, er det i praksis overhovedet ikke muligt at opretholde ægteskabets civilisatoriske princip. For hvilken grund skulle de, der får mulighed for at tilfredsstille deres onde tilbøjeligheder i stedet for at påtage sig ansvar, have til at tage et tungt ansvar på deres skuldre?

5. Det er blevet bevist, at legaliseringen og udbredelsen af utugt ikke blot river civilisationen op med rode, men også tilintetgør selve menneskeslægtens grundlag. Som følge af frie seksuelle forbindelser opstår der hos hverken mænd eller kvinder noget ønske – og det kan heller ikke opstå – om at gøre noget for menneskeslægtens varighed og styrke.

6. Hvis et barn bliver født gennem utugt til gavn for samfundet og menneskeslægten, er det et uægte barn. Forskellen mellem legitime og uægte børn i en slægt skyldes ikke blot føleri – selv om nogle tåber tror det – men i virkeligheden er det på mange måder en grusom uretfærdighed mod selve barnet og hele den menneskelige civilisation at få uægte børn. For det første bliver barnet undfanget, netop når forældrene er grebet af en dyrisk tilbøjelighed. Den hellige menneskelige følelse, som opstår under det seksuelle samvær mellem et ægtepar, er aldrig mulig under et uægte seksuelt forhold. En rent dyrisk seksuel vildskab bringer de to sammen, og på det tidspunkt står de fjernt fra alle menneskelige egenskaber. Hverken moderen eller faderen er parat til at byde et sådant uægte barn velkommen. Det er ikke noget ønsket; tværtimod er det for forældrene en byrde eller en uønsket fare. Det berøves faderens kærlighed, omsorg, hjælp og medfølelse. Det får kun moderens ensidige opfostring som sin lod, og selv denne gives med utilfredshed og uden oprigtighed, med en hæmmet iver og energi. Det berøves omsorg og opdragelse fra bedsteforældre på både faderens og moderens side, onkler, morbrødre og andre nære slægtninge i familien. Et sådant barn formes derfor naturligt under alle forhold som et mangelfuldt og ufuldstændigt menneske. Dets karakter kan ikke formes rigtigt, og dets evner kan heller ikke udvikles. Det får ikke midlerne og mulighederne til fremskridt og dygtighed. Det vil selv være ufuldstændigt og mangelfuldt, uden ressourcer, uden venner, uden hjælp og støtte og undertrykt, og det vil under disse omstændigheder aldrig kunne blive lige så nyttigt for opbygningen af civilisationen, som det kunne have været som et legitimt barn.

Tilhængere af uægte seksuelle forhold siger, at der bør indføres en statslig ordning for børnenes opfostring og undervisning. Barnets forældre skal føde det gennem frie seksuelle forbindelser og derefter overlade det til staten, så det kan opdrages og gøres egnet til civilisatorisk tjeneste. Formålet med deres forslag er, at mænds og kvinders frihed og individualitet derved skal bevares. Desuden skal det ønske om at få børn og opfostre dem, som ligger bag den seksuelle drift, også tilfredsstilles uden ægteskab. Men det mærkelige er, at de foreslår en sådan undervisnings- og statslig opfostringsordning for den nuværende generation, at der som følge heraf ikke vil være nogen mulighed for at udvikle individualitet eller personlighed. I en ordning, hvor millioner af børn samtidig skal formes efter det samme ideal, de samme regler og den samme metode, vil en selvstændig personlighed hos børnene aldrig kunne udfolde sig. Højst vil man skabe en kunstig lighed mellem dem og forme dem ens. Børnene vil komme ud af denne fabrik med personligheder af samme slags, ligesom jernstykker kommer ud af en enorm fabrik, fremstillet i den samme form. Det er værd at tænke over, hvor lav og ussel disse tåbelige menneskers opfattelse af mennesket er! De ønsker at forme menneskebørn som sko fra Bata-firmaet. De ved ikke, at det at forme et barns personlighed er en særdeles fin kunst (art). Denne kunst kan kun udføres i et lille atelier, hvor hver kunstners blik er rettet mod ét billede. På en fabrik, hvor lejede arbejdere fremstiller millioner af ens billeder, vil en så fin kunst som børneopdragelse ikke blive udviklet, men ødelagt.

Herefter vil der inden for den nationale undervisning være behov for et personale, som på samfundets vegne overtager ansvaret for børnenes opfostring. Det er klart, at kun de medarbejdere kan være egnede til dette arbejde, som kan beherske deres egne følelser og onde tilbøjeligheder, og hos hvem man finder moralsk selvbeherskelse og mådehold. Ellers, hvordan skulle de kunne skabe selvbeherskelse og mådehold hos børnene? Nu er spørgsmålet: Hvorfra skal man importere denne slags mennesker? De ønsker jo netop at oprette det nationale undervisningssystem for at lade mænd og kvinder være tøjlesløse, så de kan tilfredsstille deres onde tilbøjeligheder. Når evnen til selvbeherskelse og til at undertrykke tilbøjeligheder således er blevet ødelagt i sin spæde begyndelse i samfundet, hvor skal man da i de blindes landsby finde en seende, som kan lære den nye generation at finde vej?

7. Den kvindes liv, som en selvisk mand gennem utugt gør til mor til et barn, bliver ødelagt for altid. Folkets hån og afsky samt et bjerg af ulykker styrter ned over hende på en sådan måde, at hun hele sit liv bliver knust under det. Det moderne moralske ideal fremsætter den løsning, at alle former for moderskab skal betragtes som lige. Hvad enten moderskabet er opstået gennem ægteskab eller på anden måde. Det siges, at moderskab under alle omstændigheder er værdigt til respekt. Det siges endvidere, at det fra samfundets side er en stor uretfærdighed mod den kvinde, som på grund af godtroenhed eller skødesløshed har påtaget sig moderskabets ansvar, at forbande og vanære hende. Men det første, der må siges om dette, er, at selv om det på enhver måde kan være en fordel for den utugtige kvinde, er det som helhed en stor katastrofe for samfundet. Den afsky og vanære, som samfundet naturligt viser et uægte barn, er på den ene side en vældig hindring for mænds og kvinders synd og onde gerninger, og på den anden side et særligt tegn på, at den moralske følelse holdes levende i samfundet. Hvis mødre til ægte og uægte børn gives samme anseelse, vil det betyde, at forskellen mellem gavn og skade, godt og ondt samt synd og fromhed er blevet fjernet fra samfundet. For det andet: Selv hvis det er sådan, [det vil sige, hvis moderen til et ægte og et uægte barn gives samme anseelse], vil det så dermed løse de vanskeligheder, som moderen til det uægte barn må møde? Selv om tilhængerne af det nye syn betragter de to mødre som lige, vil naturen aldrig betragte dem som lige, og i virkeligheden kan de to aldrig opnå samme anseelse. Denne ligestilling strider mod fornuft, samvittighed, logik, retfærdighed og sandhed. Hvordan kan den tåbelige kvinde, som i et øjebliks seksuel ophidselse lod sig beherske og underkastede sin krop en så selvisk mand, at han ikke er villig til at påtage sig noget ansvar for hverken hende eller barnets forsørgelse, være lige med den forstandige kvinde, som har behersket sin ungdoms følelser og lidenskaber, indtil hun fandt en hæderlig og ansvarlig mand som ægtemand? Hvilken fornuft og samvittighed vil betragte disse to kvinder som lige? Man kan lave en forestilling om at gøre dem lige, men hvorfra skal den tåbelige utugtige kvinde få den forsørgelse, beskyttelse, medfølende behandling, kærlighed, velvilje, gode ønsker, ro og stabilitet, som en gift kvinde får? Fra hvilket marked kan man importere faderens ømhed og den fædrene families kærlighed til hendes uægte barn? Højst kan man ved lovens magt yde hende økonomisk hjælp! Men er det kun penge, en mor og et barn har brug for i verden? Det er derfor sandt, at selv om ligestilling af ægte og uægte moderskab måtte give synderne nok så megen ydre trøst, kan den ikke beskytte dem mod de bitre følger af deres tåbelighed eller de uægte børn mod den naturlige skade, de er født med.

Af de ovennævnte grunde er det absolut nødvendigt for grundlæggelsen og udfoldelsen af det sociale liv, at udbredelsen af seksuelle handlinger i samfundet standses fuldstændigt, og at kun én vej holdes åben til at dæmpe og tilfredsstille ungdommens lidenskab. Det er ægteskabets vej. At give mænd og kvinder frihed til utugt betyder ikke blot at give dem uretmæssig eftergivenhed og begå uret mod samfundet, men at dræbe det. Det samfund, som anser dette for betydningsløst, ønsker at overse utugten som blot et øjebliks fornøjelse (Having a good time) og ønsker at vise overbærenhed over for fri udsåning af vildhavre (Sowing wild oats), er i virkeligheden et uvidende samfund. Det er ikke bevidst om sine egne rettigheder. Det handler selv fjendtligt mod sig selv. Hvis det er bevidst om sine egne rettigheder og kan forstå, hvilken giftig virkning den individuelle frihed på det seksuelle område har på samfundets interesser, vil det betragte dette på samme måde, som det betragter tyveri, røveri og mord; ja, det vil betragte det som endnu mere alvorligt end tyveri og røveri. Tyven, røveren og morderen skader højst én person eller nogle få personer, men den utugtige plyndrer hele samfundet og fremtidige generationer. På samme tid berøver han millioner og milliarder af mennesker deres værdier. Omfanget af hans forbrydelse rækker langt videre og er mere omfattende end andre forbrydelser. Når det almindeligt anerkendes, at det er passende at anvende lovens magt til at få samfundets hjælp mod enhver, der krænker en anden for at tilfredsstille sin personlige interesse, og når tyveri, mord, plyndring, bedrag og andre former for at tilegne sig andres ejendom på dette grundlag betragtes som forbrydelser, hvis vej man søger at spærre gennem straf, er der ingen grund til, at landets lov, som samfundets beskytter, ikke skulle erklære utugt for en strafbar forbrydelse.

Også ud fra idealet er det klart, at ægteskab og utugt ikke samtidig kan være dele af én social ordning. Hvis det gøres lovligt for én person at tilfredsstille sin seksuelle drift uden ægteskab, bliver det meningsløst igen at opretholde ægteskabsregler for en anden for den samme handling. Eksemplet er nøjagtig som at erklære det lovligt at rejse med tog uden billet og samtidig opretholde en ordning med billetsalg. Ingen samvittighedsfuld person kan godtage begge ordninger på samme tid. Den logiske ordning ville være helt at afskaffe billetsalget. Men hvis det skal opretholdes, må det erklæres strafbart at rejse uden billet. På samme måde er det uretfærdigt og urimeligt at praktisere både ægteskab og utugt. Hvis ægteskabsordningen anses for nødvendig for civilisationen – som det tidligere er blevet bevist med argumenter – vil det være absolut nødvendigt at erklære utugt for en forbrydelse.*

Det er et så tydeligt kendetegn ved uvidenhed, at man kun opfatter de forhold, hvis følger er meget begrænsede og viser sig inden for kort tid. Men det, hvis følger er omfattende og vidtrækkende og derfor ikke kan mærkes, og hvis resultater viser sig sent, tillægges ingen betydning – der gives det ingen opmærksomhed. Det er grunden til, at man tillægger tyveri, røveri og mord betydning, men ikke utugt. Selv et barbarisk samfund anser ikke den person for værdig til tilgivelse, som samler pestrotter i sit hus eller spreder smitsom sygdom. For hans handling viser sig åbenlyst skadelig. Men den utugtige, som for sin personlige interesses skyld beskærer civilisationens rødder, får al mulig eftergivenhed hos de uvidende barbarer. For den skade, han forvolder, kan nok forstås fornuftsmæssigt, men mærkes ikke. Derfor trænger det slet ikke ind i de uvidendes sind, hvad der kan være strafbart ved utugt. Hvis civilisationens grundlag blev bygget på samvittighed og naturvidenskab i stedet for barbari, ville denne ordning aldrig blive accepteret.

4. Metoder til bekæmpelse af uanstændighed

For at standse det, der er skadeligt for civilisationen, er det ikke nok blot at erklære det strafbart ved lov og indføre en straf for det; der må desuden anvendes fire forskellige metoder. Nemlig:

a) Gennem uddannelse og dannelse må menneskets sind formes i en sådan grad, at det selv betragter den pågældende handling med afsky og anser den for en syndig handling; dets moralske bevidsthed må afholde det fra denne syndige handling.

b) Den sociale karakter og den offentlige mening må formes på en sådan måde over for denne syndige handling, at offentligheden

1. Der findes en almindelig, forvrænget opfattelse af, at en ung mand bør have en eller anden mulighed for at tilfredsstille sin kønsdrift før ægteskabet. For man mener, at det er vanskeligt at undertrykke den seksuelle trang i ungdommen, og at undertrykkelse skader helbredet. Men alle de kilder, hvorfra denne konklusion er draget, bygger på fejl. En kønsdrift, hvis trang ikke kan undertrykkes, er et unormalt fænomen [abnormal], og denne unormale tilstand opstår hos almindelige mennesker, fordi en fejlagtig civilisatorisk orden med magt ophidser dem. Vore film, vores litteratur, billedkunst, dans og musik samt den frie omgang med pyntede kvinder i dette blandede samfund af mænd og kvinder er årsagen til, at det normale menneske udvikler en unormal seksuel tilbøjelighed. Ellers kan der i en fredelig og ren atmosfære mellem almindelige mænd og kvinder ikke opstå en sådan seksuel ophidselse, at den ikke kan undertrykkes gennem sindets dannelse og moralsk undervisning. Også den opfattelse, at helbredet ødelægges, hvis man ikke har seksuelt samkvem i ungdommen, og at utugt derfor er tilladt af hensyn til helbredet, er fuldstændig fejlagtig. For at bevare både helbred og moral er det i virkeligheden nødvendigt at ændre de fejlagtige ordninger i samfundet og de fejlagtige standarder for et luksuriøst liv, som har gjort ægteskabet vanskeligt og utugt let.

anser det for en forbrydelse og en skændig handling og betragter det med en sådan afsky, at den offentlige mening også kan afholde de mennesker fra denne syndige handling, hvis uddannelse er ufuldstændig, eller hvis moralske bevidsthed er svag.

c) Alle de midler og faktorer, som tilskynder og frister mennesker til denne syndige handling, må fjernes fra den civilisatoriske orden. Desuden må også de midler og faktorer, som tvinger mennesker til at begå syndige handlinger, så vidt muligt udryddes ved roden.

d) I det civilisatoriske liv må der skabes så mange hindringer mod denne syndige handling, at ingen let kan begå den, selv hvis vedkommende ønsker at gøre det.

Samvittigheden vidner om sandheden og nødvendigheden af de ovennævnte fire metoder, og naturen kræver det samme. I praksis er det også hele verdens fremgangsmåde, at man ud over strafordninger benytter disse fire slags foranstaltninger for at standse det, som samfundslovene har erklæret for forbrydelser. Hvis det anerkendes, at udbredelsen af seksuelle relationer ødelægger civilisationen og medfører en alvorlig forbrydelse mod samfundet, må det nødvendigvis også erkendes, at alle de ovenfor beskrevne reformerende og forebyggende foranstaltninger må benyttes sammen med straf for at lukke utugtens vej. Hertil er også folkeoplysning nødvendig. Folket må bringes til at indtage en afvisende holdning. Alt det, der skaber seksuel ophidselse hos mennesker, må også fjernes fra civilisationens grænser. De hindringer, der opstår i forbindelse med ægteskab, må ligeledes fjernes fra samfundsordningen. Der må også indføres så strenge begrænsninger i den gensidige omgang mellem mænd og kvinder, at vejen lukkes for enhver, der ønsker at etablere et indbyrdes forhold mellem mænd og kvinder uden et ægteskabeligt forhold. Når man har anerkendt utugt som synd og forbrydelse, kan intet samvittighedsfuldt menneske sige så meget som et ord imod nogen af disse foranstaltninger.

En gruppe anerkender de moralske og sociale principper, på grundlag af hvilke utugt er blevet betragtet som en synd. Men deres stædighed består i, at man i stedet for strafmæssige og forebyggende foranstaltninger mod utugt kun bør stole på reformerende foranstaltninger. De siger: “Væk gennem uddannelse en sådan åndelig følelse hos mennesker, og styrk deres sindes krav og moralske bevidsthed i en sådan grad, at dette ophører af sig selv. Ellers vil det at benytte strafmæssige og forebyggende foranstaltninger i stedet for åndelig dannelse og reform betyde, at I ikke blot behandler mennesker barnligt, men også krænker menneskeheden.”

Vi indrømmer også så meget, at dette er vejen til at reformere og forbedre menneskeheden. Civilisationens egentlige endemål er i virkeligheden, at der i menneskets indre skabes en sådan kraft, at det af sig selv fortsætter med at respektere samfundets regler og ordninger, og at dets sind afholder det fra at bryde de moralske bånd. Det er netop med dette formål, at alle kræfter sættes ind på menneskets uddannelse. Men spørgsmålet er, om vores civilisation virkelig har nået dette mål. Er menneskeheden gennem almen og moralsk undervisning blevet så forædlet, at man kan stole på dens åndelighed, og at der ikke er behov for nogen åbenlys straffende eller forebyggende foranstaltning for at bevare samfundsordenen? Lad den svundne tidsalder ligge. Den var jo med deres egne ord »mørkets tidsalder«. For os ligger det tyvende århundrede – denne »oplyste tidsalder« – foran os. Se i denne tidsalder på civiliserede lande som Europa og Amerika. Alle deres indbyggere er uddannede. Borgerne er stolte af deres høje uddannelse. Men har uddannelse og åndelig dannelse dér standset kriminalitet og lovbrud? Finder der ikke tyveri og røveri sted? Forekommer der ikke bedrag, svindel, undertrykkelse og uretfærdighed? Er der dér ikke behov for politi, domstole, fængsler, kulturelle optegnelser og regnskaber? Er der blandt folket blevet skabt en sådan følelse af moralsk ansvar, at man nu ikke længere behandler dem som »børn«? Hvis det ikke forholder sig sådan, hvis samfundets lov og orden ikke engang i denne civiliserede tidsalder kan overlades udelukkende til folkets moralske bevidsthed, og hvis man stadig overalt må »fornedre menneskeheden« ved at anvende både straffende og forebyggende foranstaltninger for at standse kriminalitet, hvad kan da være årsagen til, at »fornedrelsen af menneskeheden« kun i forbindelse med seksuelle relationer er blevet uudholdelig? Hvorfor er »fornedrelsen af menneskeheden« blevet uudholdelig i netop dette ene spørgsmål? Hvorfor udvises der så stor stædighed med at behandle disse »børn« som »voksne« netop på dette ene område? Tænk lidt dybere over det og se, hvilken slags tyv der gemmer sig i en krog af deres sind.

Det siges, at de ting, som betragtes som seksuelt ophidsende og derfor udelukkes fra civilisationens område, udgør selve kunstens og skønhedssansens livsnerve, og at livets skønhedskilde derfor vil tørre ud, hvis man undgår dem. Hvis man således ønsker at gøre noget for civilisationens bevarelse og samfundets reform, bør det derfor ske på en sådan måde, at kunst og nydelsen af skønhed ikke lider nogen skade. Vi er også enige med disse gentlemen i så meget, at kunst og nydelsen af skønhed virkelig er værdifulde goder. Deres bevarelse og udvikling er ønskværdig. Men samfundslivet og samfundets velfærd er mest værdifulde. De kan ikke ofres for nogen kunst eller nydelse. Hvis kunst og nydelsen af skønhed skal udvikles og udfolde sig, må man finde en metode, som kan forene dem med samfundslivet og dets velfærd. Den kunst og nydelse af skønhed, som i stedet for liv bringer ødelæggelse og i stedet for velfærd bringer ulykke, kan under ingen omstændigheder få lov til at udfolde sig inden for samfundets rammer. Dette er ikke vores personlige eller private synspunkt; det er tværtimod samvittighedens og naturens krav. Hele verden anerkender det principielt, og overalt føres det ud i livet. Det, der i verden anses for ødelæggende og katastrofeskabende for samfundslivet, gives ingen steder spillerum under påskud af at være kunst eller nydelse af skønhed. Hvis litteratur tilskynder til opløsning, strid, drab, plyndring og lignende, tolereres den ikke blot af hensyn til litteraturen; på samme måde tolereres det heller ikke nogetsteds, hvis litteratur tilskynder til spredning af alvorlige sygdomme som pest og kolera. Ingen regering i verden tillader film eller teaterstykker, som spreder ophidselse til fredsbrud og oprør, at blive opført offentligt. Billeder, som udtrykker følelser af undertrykkelse, strid, ufred og laster, eller som krænker moralens almindeligt anerkendte idealer, er ingen lov og intet samfunds samvittighed villig til at betragte med respekt, hvor stor en kunstnerisk kunnen de end måtte være bærere af. Selv om lommetyveri er en yderst fin teknik, og fingerfærdighedens kunst betragtes som højt udviklet, ønsker ingen at fremme den. Det kræver en usædvanlig intellektuel styrke og kunnen at forfalske pengesedler, checks og dokumenter, men ingen anser denne kunst og kunnen for lovlig. Inden for bedrag og hasardspil har menneskesindet på mange måder vist sin opfindsomheds evner. Men intet civiliseret samfund ønsker at ære disse bedrifter. Det er en anerkendt sandhed, at samfundslivet, dets fred, sikkerhed, fremskridt og velfærd er mere værdifuldt end nogen kunst eller nydelse af skønhed. Derfor kan det ikke ofres for nogen kunst. Den eneste uenighed i denne sag består naturligvis i, at det, som vi anser for at være i modstrid med samfundslivet og dets velfærd, anser andre ikke for at være det. Hvis deres synspunkt var som vores, ville de også ligesom os føle behovet for at regulere kunst og nydelsen af skønhed.

Det siges også, at det i virkeligheden er at nære mistanke og tvivl om mænds og kvinders karakter, når man for at forhindre ulovlige seksuelle relationer indfører afskærmning mellem mænd og kvinder og hindrer dem i at færdes frit i samfundet. Det skulle dermed se ud, som om man betragter alle mennesker som karakterløse, og som om man overhovedet ikke har tillid til mænds og kvinders karakter. Det er en meget logisk tankegang. Lad os udvide denne tankegang lidt. Låsen på en husdør skulle så erklære, at husets ejer betragter alle mennesker i verden som tyve. Politiets eksistens skulle bevidne, at regeringen anser alle i landet for uærlige. Grunden til, at der underskrives kontrakter ved pengeoverførsler, skulle også være, at den ene part anser den anden for at være en, der vil tilegne sig pengene. De forebyggende foranstaltninger, der træffes for at forhindre kriminalitet, skulle betyde, at alle, som berøres af dem, betragtes som mulige forbrydere. Efter denne tankegang bliver også De hvert øjeblik betragtet som tyv, slyngel, røver og en person med mistænkelig karakter. Men det berører ikke Deres selvrespekt det mindste. Hvorfor er Deres følelser da så svage netop i dette ene spørgsmål?

Det, der blev antydet ovenfor, er i virkeligheden sagen. De, hvis sind stadig bærer den udslidte indflydelse fra gamle moralske forestillinger, anser utugt og seksuel uorden for forkastelige. Men de anser dem ikke for så forkastelige, at de helt må udryddes. Derfor er deres og vores synspunkter forskellige, når det gælder reformer og forebyggende foranstaltninger. Hvis de naturlige kendsgerninger blev åbenbaret for dem, og de kunne forstå den rette tilstand i denne sag, ville de være enige med os i, at så længe mennesket forbliver menneske, og så længe der findes menneskelige bestanddele i det, vil det foretrække samfundslivets fremgang frem for det civiliserede menneskes dårlige tilbøjeligheder og dets nydelser; det kan ikke være ligegyldigt over for alle disse forebyggende foranstaltninger.

5. Det rette forhold i ægteskabet

Efter at familiens grundlag er blevet lagt, og vejen til seksuel løssluppenhed er blevet lukket, er det afgørende for en sund civilisation, at forholdet mellem kvinder og mænd i samfundsordenen fastlægges korrekt. Deres rettigheder må fastsættes med retfærdighed. Ansvaret må fordeles rigtigt mellem dem. Deres position og forsørgelse i familien må fastlægges på en sådan måde, at der ikke opstår nogen modsætning mellem mådehold og lighed. Blandt civilisationens mange problemer er dette problem meget vanskeligt. Men mennesket har for det meste ikke formået at løse det.

Der findes visse nationer, som har givet kvinden myndighed over manden. Men vi kan ikke finde et eneste eksempel på, at nogen af disse nationer har nået nogen høj tinde inden for kultur og civilisation. I historiens annaler findes der i det mindste ikke det mindste spor af en nation, som ved at gøre kvinden til mandens hersker har opnået nogen styrke eller anseelse i verden eller udført nogen bemærkelsesværdig gerning.

De fleste nationer i verden har givet manden forrang frem for kvinden. Men denne forrang har i de fleste tilfælde antaget form af undertrykkelse og forvandlet kvinden til en slave. Hun er blevet ydmyget og trådt under fode. Hun er ikke blevet tildelt nogen økonomiske eller civilisatoriske rettigheder. Hun er blevet brugt som en ubetydelig tjenestepige i familien og som et legetøj til at tilfredsstille mandens seksuelle begær. En gruppe kvinder uden for familien er ganske vist blevet smykket med nogen uddannelse og civilisationens ydre pryd, men det har kun været, for at de i højere grad skulle kunne tilfredsstille mændenes seksuelle behov

og gøre dem mere tiltalende og fuldkomne. Således kunne de gennem deres musikalske kunst blive til en fryd for øret, gennem dans og kropsbevægelser til en fryd for øjet og gennem den højeste og mest intense seksuelle appel til en fryd for kroppen. Dette var den yderst skammelige måde, hvorpå mandens dårlige tilbøjeligheder opfandt en ydmygelse og krænkelse af kvindeligheden. Den nation, der fulgte denne vej, undgik ikke undergang.

Den moderne vestlige civilisation har valgt en tredje vej. Den går ud på, at der skal være lighed og lige rettigheder mellem kvinder og mænd. Deres ansvar skal være tilsvarende og næsten det samme. De skal konkurrere på det samme arbejdsmarked, hver især tjene til deres eget livsophold og blive selvhjulpne. Denne metode i samfundsordenen har endnu ikke nået sin fuldendelse. For mandens overlegenhed er stadig tydelig. På intet område i livet har kvinder og mænd endnu kunnet blive lige. Det, som hun burde have opnået i form af fuldstændig lighed, har hun endnu ikke opnået. Men i det omfang ligheden er blevet indført, har den kun skabt en omvæltning i den civilisatoriske orden. Vi har allerede drøftet dens resultater udførligt. Derfor finder jeg det ikke nødvendigt at komme med nye bemærkninger her. Alle de tre beskrevne former for civilisation er berøvet retfærdighed, mådehold og harmoni. For de har forsømt at forstå naturens anvisninger og følge den rette vej i overensstemmelse med dem. Ved en dyb og fornuftig eftertanke kan man forstå, at naturen selv har givet en god løsning på alle disse problemer. Det er snarere også en vældig kraft i naturen, hvis virkning gør, at kvinden hverken kan synke så dybt, som man har forsøgt at bringe hende ned, eller stige så højt, som hun har ønsket at stige, eller som manden har forsøgt at løfte hende. Mennesket, ledet af sin forblindede fornuft og selvbedrag, har valgt to modsatrettede yderligheder. Men naturen ønsker retfærdighed, middelvejen og mådehold og viser selv vejen dertil.

Ingen kan benægte, at kvinden og manden er lige som mennesker. Kvinder og mænd udgør to dele af menneskeheden. De er lige delagtige i opbygningen af civilisationen, i at lægge civilisationens grund og give den form samt i menneskehedens tjeneste. Begge har sind, hjerne, samvittighed, følelser, tilbøjeligheder og menneskelige behov. For civilisatorisk reform og fremskridt er begges åndelige udvikling, intellektuelle udfoldelse samt udvikling af samvittighed og tænkeevne lige nødvendige, så hver især fuldt ud kan indtage sin egen rolle i civilisationens tjeneste. I denne henseende er kravet om lighed fuldstændig rimeligt. Det er også et ubetinget krav for en sund civilisation, at kvinden ligesom manden får mulighed for at udvikle sig så langt som muligt i overensstemmelse med sine naturlige evner og kvalifikationer. Hun skal have mulighed for at erhverve viden og få en højere uddannelse. Hun skal ligesom manden have civilisatoriske og økonomiske rettigheder. I samfundet skal hun tildeles en sådan anseelse, at det vækker en følelse af selvrespekt i hende og fremkalder alle de menneskelige egenskaber, som kun kan udspringe af en sådan følelse. De nationer, som har benægtet denne form for lighed, og som har holdt deres kvindelige befolkning uvidende, uuddannet og ydmyget samt berøvet den sociale rettigheder, er selv faldet i undergangens afgrund. For at bringe halvdelen af menneskeheden i forfald betyder at bringe menneskeheden i forfald. Det er forgæves at håbe på et ærefuldt menneske fra en fornedret og ydmyget mors liv, et uddannet menneske fra en uuddannet mors favn eller et højt tænkende menneske fra en fornedret mors opdragelse.

Men ligheden har en anden side. Den består i, at kvinder og mænd skal have det samme arbejdsområde og udføre den samme slags arbejde. De skal have lige ansvar for alle livets områder, og deres plads i den civilisatoriske orden skal være den samme. Til støtte for dette fremfører man beviser fra videnskabelige undersøgelser og observationer og siger, at kvinder og mænd med hensyn til fysisk styrke og formåen er ens (Equipotential). Man finder denne form for lighed mellem dem. For at drage en sådan slutning er det imidlertid ikke tilstrækkeligt blot at sige, at naturens hensigt også er at lade dem udføre den samme slags arbejde. En sådan slutning vil aldrig være rimelig, medmindre det er blevet bevist, at deres fysiske bygning også er den samme, at naturen har pålagt dem den samme slags ansvar, og at deres mentale tilstand er identisk. Alt, hvad mennesket indtil i dag har opdaget af videnskabelige teorier, giver det modsatte svar.

Kvindens natur og opbygning i biologien

Biologiens undersøgelser har påvist, at kvinden i enhver henseende, lige fra sin skikkelse og kropsbygning til sine proteinmolekyler i vævscellerne, adskiller sig fra manden. Når kønsdannelsen finder sted hos barnet i livmoderen, begynder de to køns fysiske opbygning fra dette tidspunkt at udvikle sig på forskellig vis. Kvindens kropsbygning er skabt sådan, at hun kan blive i stand til at føde og opfostre børn. Fra den første dannelse af livmoderen og frem til voksenlivet sker kroppens fulde udvikling netop med henblik på at fuldkommengøre denne evne, og det er dette, der fastlægger hendes fremtidige livsvej.

Efter at hun er blevet voksen, begynder menstruationen. Den påvirker funktionen af alle hendes organer. Fysiologernes observationer viser, at der under menstruationen kan iagttages følgende forandringer hos kvinder:

1. Kroppens evne til at tilbageholde varme mindskes. Som følge heraf afgives der mere kropsvarme, og temperaturen falder.

2. Pulsen bliver svagere, blodtrykket falder, og der opstår ændringer i vejrtrækningen.

3. Der opstår forandringer i de endokrine kirtler, mandlerne og lymfekirtlerne.

4. Proteinmetabolismen mindskes.

5. Fosfater og klorider udskilles i mindre mængder, og den gasformige metabolisme forringes.

6. Fordøjelsen forstyrres. Andelen af protein og fedt i føden bliver utilstrækkelig til kroppens opbygning.

7. Evnen til at trække vejret nedsættes, og der indtræder forandringer i taleorganerne.

8. Nervesystemet bliver udmattet, og føleevnen svækkes.

9. Hukommelsen svækkes, og der er ingen koncentration om noget bestemt.

Alle disse forandringer bringer en rask kvinde så tæt på en sygdomstilstand, at det bliver vanskeligt at skelne mellem sundhed og sygdom. Det er vanskeligt overhovedet at finde tredive procent kvinder, som ikke har smerter eller ubehag under menstruationen. Ved en undersøgelse af et tusind og tres kvinder viste det sig, at 84 procent af dem havde oplevet en eller anden form for smerte eller ubehag under menstruationen. Doktor Elim Nudik, specialist i fysiologi, siger:

De forandringer, der almindeligvis ses hos menstruerende kvinder, er som følger:

Hovedpine, udmattelse, smerter i lemmerne, nervøs svaghed, irritabilitet, smerter i urinvejene, nedsat fordøjelsesevne, i nogle tilfælde forstoppelse, fra tid til anden kvalme og opkastning. En hel del kvinder mærker milde smerter i brysterne, som undertiden tiltager stærkt. Hos nogle kvinder bliver stemmen hæs i denne periode. Undertiden svækkes fordøjelsen helt, og det bliver vanskeligt at trække vejret.

Blandt de kvinder, som doktor Kreger undersøgte, var halvdelen sådanne, at deres fordøjelse blev forstyrret under menstruationen, og at de mod slutningen fik forstoppelse.

Doktor Gieb Hard siger:

Det er kun meget få kvinder, man har fundet, som ikke har haft nogen som helst smerter under menstruationen. Hos de fleste har man konstateret hovedpine, smerter i den nedre del af maven og tørhed i halsen. I denne periode bliver deres humør irritabelt, og de får lyst til at græde.

Under disse omstændigheder vil det ikke være nogen overdrivelse at sige, at en kvinde under menstruationen faktisk bliver syg. Det er en slags sygdom, som rammer en kvinde hver eneste måned.1

Alle disse fysiske forandringer påvirker nødvendigvis kvindens mentale kræfter og lemmer. Efter dybtgående undersøgelser kommenterede Dr. Voicechevsky i 1909, at kvindens koncentrationsevne og evne til mentalt arbejde aftager i denne periode. Professor Krschi Skevsky nåede efter psykologiske observationer frem til den konklusion, at kvindens nervesystem bliver ophidset på dette tidspunkt. Føleevnen bliver svækket og mister sin balance. Evnen til at træffe beslutninger på grundlag af velordnede tanker aftager og forsvinder ofte helt. Selv faste beslutninger, der på forhånd har taget form i sindets afkroge, bliver vaklende. Som følge heraf fungerer heller ikke de daglige aktiviteter, som hun normalt er vant til, rigtigt i denne periode. En kvindelig sporvognskonduktør vil på dette tidspunkt begå fejl, når hun udleverer billetter og tæller pengene. En kvindelig bilist vil køre bilen frygtsomt og langsomt og blive helt forvirret ved hvert eneste vejkryds. En kvindelig maskinskriverske vil skrive forkert, skrive langsommere, springe ord over trods sine anstrengelser, skrive forkerte sætninger og ved et tryk på én tast ramme en anden tast. En kvindelig advokat vil ikke kunne føre en sag korrekt i bevis. Hun vil også begå fejl i sin argumentation, når hun fremlægger sagen. En kvindelig dommers dømmekraft vil blive svækket, og hun vil begå fejl, når hun træffer afgørelser. En kvindelig tandlæge vil under arbejdet ikke uden videre kunne finde de redskaber, hun skal bruge til at trække tænder ud. En sangerinde vil miste sin tone og rytmesans. Ja, en stemmekyndig vil blot ved at høre stemmen kunne sige, at sangerinden har menstruation. Kort sagt bliver kvindens sind, hjerne og nervesystem svage og uorganiserede under menstruationen. Hendes lemmer kan ikke handle efter hendes vilje; snarere tilslører en indre, dominerende kraft hendes vilje og dømmekraft. Hun kommer til at udføre handlinger, hun ikke ønsker. Under disse omstændigheder har hun ikke længere frihed til at arbejde, og hun mister evnen til at udføre ansvarsfyldte opgaver.

Professor Lapinsky bemærker i sin bog The Development of Personality in Women, at kvinders handlefrihed går tabt under menstruationen. En dominerende kraft gør hende underkastet. Evnen til frivilligt at beslutte, om hun vil udføre en handling eller lade være, går næsten tabt.

Alle disse forandringer indtræffer hos en rask kvinde og udvikler sig efterhånden til sygdom. Der er nedskrevet mange tilfælde, hvor en kvinde i denne tilstand bliver som en sindssyg. Det er ikke umuligt, at hun ved den mindste ophidselse bliver overordentligt vred, gør noget som et dyr eller et tåbeligt menneske eller endda begår selvmord. Dr. Kraft Ebing siger, at der under menstruationen pludselig sker en forandring hos de kvinder, som vi i dagligdagen ser som beskedne, høflige og muntre. Dette tidspunkt kommer over dem som en slags ‘storm’, og de bliver hårde, stridbare og intolerante. Husets tjenestefolk, børn og endog hendes mand bliver fjendtligt indstillet over for hende. De behandler ikke engang fremmede mennesker godt. Nogle eksperter er efter grundige undersøgelser nået frem til den konklusion, at størstedelen af kvinders kriminelle handlinger begås under menstruationen. For på dette tidspunkt kan de ikke beherske sig selv. På et sådant tidspunkt kan selv en meget ærlig kvinde finde på at stjæle og senere angre det. Weinberg bemærkede efter grundige observationer:

Halvtreds procent af de kvinder, der begår selvmord, gør det netop under menstruationen. På dette grundlag bemærkede Dr. Kraft Ebing, at myndighederne under en retssag mod en myndig kvindelig forbryder bør undersøge, om forbrydelsen blev begået under hendes menstruation.

Graviditeten er vanskeligere end menstruationen. Dr. Reprev siger, at de overskydende fysiske bestanddele, som udskilles hos en kvinde i sulten tilstand, udskilles i endnu større mængder under graviditeten. Den fysiske og mentale arbejdsevne, som kvinden har i normal tilstand, bliver forstyrret under graviditeten. Hjernens balance går tabt. Alle hendes mentale funktioner falder ind i en vedvarende uorden. Hun vakler mellem sygdom og sundhed. Derefter når hun på grund af ubetydelige årsager grænsen til sygdom. Dr. Fisher siger, at en rask kvinde under graviditeten lider under stærk mental uro. Hun bliver rastløs og bekymret. Hukommelsen svækkes, og følelsen, tænkningen, undersøgelsesevnen og dømmekraften aftager. Hjulak, Elias, Albert Moll og andre eksperter er helt enige om, at den sidste måned af graviditeten tilbringes i en sådan tilstand, at kvinden i denne periode ikke er i stand til at udføre nogen form for fysisk eller mentalt arbejde.

Efter fødslen er der risiko for, at hun rammes af forskellige sygdomme. Den fødende risikerer også at lide af en septisk sygdom. For at kroppens lemmer kan vende tilbage til den tilstand, de var i før graviditeten, opstår der en omvæltning og bevægelse i dem, hvilket får hele kroppens system til at komme i uorden. Selv når der ikke er nogen særlig grund til bekymring, tager det flere uger, før hun vender tilbage til sin normale tilstand. På denne måde er kvinden faktisk syg eller halvt syg i et helt år fra undfangelsen. Derfor bliver hendes arbejdsevne halveret eller endnu mindre sammenlignet med den normale tilstand.

Dernæst er ammeperioden sådan, at hun i denne tid ikke lever for sin egen skyld; hun lever derimod for at opfylde det, som naturen har betroet hende. I denne tid omdannes de værdifulde stoffer i hendes krop til modermælk til hendes barn. Af den føde, hun indtager, optages i hendes krop kun den mængde, der er nødvendig for hendes eget livsophold, mens resten omdannes til modermælk. Derefter må hun i lang tid rette al sin opmærksomhed mod barnets opdragelse, omsorg, beskyttelse og uddannelse.

I vor tid har man løst problemet med amning på den måde, at børnene skal forsynes med føde udefra. Men dette er ingen forsvarlig løsning. For intet passende alternativ kan erstatte det, som naturen har opbevaret i modermælken til barnets ernæring. At berøve barnet dette er ikke andet end en stor uretfærdighed og egoisme. Alle eksperter er enige om, at der ikke findes nogen bedre føde end modermælk for barnets sande udvikling.

For at moderen med ro i sindet og uden bekymring for sit barn kan hellige sig arbejdet uden for hjemmet, er der fremsat forslag om »plejehjem« eller »børnehjem« til barnets opdragelse og uddannelse. Men i »plejehjemmet eller børnehjemmet« er det ikke muligt at tilbyde ægte moderlig kærlighed. Hvorfra skulle den hengivenhed, omsorg og velvilje, som behøves i den tidlige barndom, komme fra hjertet hos en lejet omsorgsperson? Denne nye metode til børneopdragelse er endnu ikke blevet prøvet. Denne nye metode til børneopdragelse er endnu ikke blevet prøvet. Afkommet, der er fremstillet på den nye fabrik, børnehjemmet, har endnu ikke båret frugt. Hidtil har man heller ikke kunnet iagttage deres natur og karakter, adfærd eller gerninger. Derfor ville det ikke være rimeligt på forhånd at udtale sig om dette forsøgs succes eller fiasko og hævde, at verden har opfundet en fuldgod erstatning for moderens skød. Sandheden om, at moderens skød er barnets naturlige vuggestue og læreanstalt, er stadig almindeligt anerkendt.

Nu er det forståeligt selv for et menneske med blot en smule fornuft, at selv hvis kvinders og mænds fysiske og mentale styrke samt evner var ens, har naturen dog ikke pålagt dem samme ansvar. Bortset fra at så sæden for slægtens fortsættelse er der ikke pålagt manden nogen opgave. Derefter er han helt fri. Han kan udføre enhver anden opgave i livet. Kvinden derimod er blevet pålagt hele ansvaret for slægtens fortsættelse. Allerede da hun befandt sig som et foster i moderens livmoder, blev hun forandret og formet, så hun kunne bære dette ansvar. Alle hendes kropslige organer er blevet dannet med dette formål. Derfor gennemgår hun menstruationens forandringer i hele sin ungdom. I denne periode er hun hver måned i tre til ti dage ude af stand til at påtage sig ansvaret for noget vigtigere arbejde eller udføre nogen form for hårdt fysisk eller mentalt arbejde. Derfor må hun under graviditeten og hele det følgende år gennemgå frygtelige lidelser. I denne tid befinder hun sig i virkeligheden i en halvt levende tilstand. Derfor forløber de to år med amning således for hende, at hun vander menneskehedens mark med sit eget blod og gør det frugtbart med strømmen fra sit bryst. Derfor tilbringes de flere år, hvor hun sørger for barnets første omsorg og opdragelse, i så meget arbejde og lidelse, at nattesøvnen og dagens hvile i denne tid bliver haram for hende. Sådan ofrer hun al sin egen lykke og fred, glæde og nydelse samt alle sine naturlige ønsker for fremtidens afkom.

Hvis forholdet virkelig er sådan, så tænk over, hvad der er retfærdigt. Er det retfærdighed, at kvinden alene skal udføre alle de pligter, naturen har pålagt hende, og oven i købet bære byrden af alle samfundsmæssige pligter, mens manden for at kunne udføre dem er blevet fritaget for alle de pligter, naturen har pålagt ham? Skal man sige til hende: »O kvinde! Bær også de byrder af sorg og lidelse, som naturen har lagt på dig, og arbejd desuden sammen med os for at tjene til livets ophold. Deltag på lige fod med os i landets styre, retsvæsenet, industrien, handelen, landbruget, opretholdelsen af freden i landet og landets forsvar. Træd ind i vort samfund og underhold os. Skaff os midlerne til luksus, fornøjelser, glæde og velbehag.«

Dette er ikke retfærdighed, men uretfærdighed; ikke lighed, men åbenlys ulighed. Retfærdighed burde være, at den, som naturen har pålagt et langt større ansvar, får lov til at udføre samfundets lette og enkle arbejde. Den, som naturen ikke har pålagt noget ansvar, bør derimod udføre samfundets vigtige og mere arbejds­krævende opgaver. Desuden bør han påtage sig ansvaret for familiens forsørgelse og beskyttelse.

At pålægge kvinden arbejde uden for hjemmet er ikke blot uretfærdigt; i virkeligheden har hun heller ikke fuld evne til at udføre de ovenfor nævnte mandlige opgaver. Kun den person, hvis arbejdskraft er urokkelig, som altid og vedvarende kan udføre sine pligter med den nødvendige dygtighed, og hvis fysiske og mentale styrke man kan stole på, kan være egnet til at udføre alle disse opgaver. Men hvordan skal de arbejdstagere, som hver måned i tilstrækkelig lang tid bliver uegnede eller kun delvist egnede, og hvis arbejdsevne igen og igen falder under det ønskede niveau, kunne bære byrden af alle disse ansvar? Forestil Dem en hær eller flåde bestående af kvinder, hvor nogle netop under krigen ligger på barselafdelingen, mens en betydelig gruppe er blevet uegnede til arbejdet på grund af graviditet. Hvis man nævner hæren som eksempel, vil De sige, at dette er en meget vanskelig opgave. Men hvad med politiet, retsvæsenet, diplomatiet, jernbanerne og industri og handel? Hvilket af disse områder har ikke brug for en konstant og pålidelig arbejdskraft? Hensigten hos dem, der vil lade kvinder overtage mændenes arbejde, er da muligvis enten at gøre hele kvindekønnet til mænd og dermed ødelægge menneskeslægten, eller at udvælge en vis procentdel kvinder, tvinge dem til at optræde som mænd og lade dem lide under straffen, eller at sænke kravene til kvalifikationer i alle slags samfundsmæssigt arbejde.

Men uanset hvilken af de ovennævnte fremgangsmåder De vælger, er det fuldstændig i strid med naturens krav og orden at forberede kvinden til mændenes arbejde! Det er ikke til gavn for menneskeheden eller kvindesamfundet. Eftersom kvinden ifølge fysiologien er skabt til at føde børn og opfostre dem, har hun også psykisk fået egenskaber som kærlighed, medfølelse, ømhed og moderlig omsorg, hjertets blidhed, skarp følsomhed, smidige følelser og begejstring — egenskaber, der er fuldt egnede til de daglige opgaver, naturen har tildelt hende.

I ægteskabslivet er manden blevet udstyret med værdighed gennem handling, og kvinden gennem at blive påvirket af handling. Derfor er kvinden blevet skabt med sådanne egenskaber, at hun først og fremmest er beredt til at handle i retning af at blive påvirket. I stedet for hårdhed har hun mildhed, blødhed og smidighed. I stedet for evnen til at udøve indflydelse har hun evnen til at modtage indflydelse. I stedet for at handle har hun evnen til at modtage handling. I stedet for fasthed og urokkelighed har hun en tilbøjelighed til at give efter samt til ydmyghed og beskedenhed. I stedet for overmod og dristighed har hun afvisning, en tilbøjelighed til flugt og til at yde modstand. Hvordan skulle kvinden kunne opnå succes inden for de opgaver og livsområder, hvor der kræves hårdhed, herredømme, myndighed, modstand og ligegyldighed, og hvor der i stedet for svage følelsers ønsker kræves fast beslutning og overbevisning? At trække kvinden ind på alle disse områder i samfundet betyder at ødelægge kvindeligheden og samtidig ødelægge alle disse områder.

Dette fører ikke til kvindens udvikling, men til hendes forfald. Det kaldes ikke udvikling at undertrykke et menneskes naturlige evner og skabe kunstige, naturstridige kvalifikationer i hende; den egentlige udvikling består tværtimod i at gøre manden stærk og blomstrende og skabe muligheder for hans arbejde.

Dette er ikke kvindelighedens succes, men dens fiasko. På nogle områder af livet er kvinden svag, mens manden er stærk og går fremad. På andre områder er manden svag, mens kvinden går forrest. Den ulykkelige kvinde stilles i konkurrence med manden på netop de områder af livet, hvor hun er svag. Den uundgåelige følge vil være, at kvinden altid vil blive bevist ringere end manden. Uanset hvilke metoder man tager i brug, vil verdens mænd, selv hvis de alle gør deres yderste, ikke kunne frembringe blot en almindelig gruppe mødre blandt kvinderne, sådan som de blandt mændene har frembragt Aristoteles, Ibn Sina, Kant, Hegel, Omar Khayyam, Shakespeare, Alexander, Napoleon, Saladin, Nizam al-Mulk Tusi og Bismarck.

Dette bringer ikke gavn, men skade, for civilisationen. Ligesom menneskelivet og civilisationen har brug for hårdhed og ubarmhjertighed, har de også brug for blødhed og smidighed. Ligeså nødvendige som dygtige hærførere, kloge rådgivere og fremragende herskere er, lige så nødvendige er fremragende mødre, fremragende hustruer og familiemedlemmer. Uanset hvilken af de to grupper man udelukker, vil civilisationen lide skade.

Dette er en sådan arbejdsdeling (Division of work), som naturen har fastlagt mellem de to grupper. Alle videnskabsgrene, såsom biologi, psykologi og sociologi, peger i retning af denne arbejdsdeling. At ansvaret for at føde og opfostre børn er blevet overdraget til kvinden, er en afgørende kendsgerning. Dette fastlægger en grænse for hende i den menneskelige civilisation. Ingen kunstig ordning kan ændre denne kendsgerning. En retfærdig civilisation kan kun være en, der accepterer denne kendsgerning fuldt ud. Derefter skal den give kvinden social respekt ved at holde hende på hendes rette plads. Den skal anerkende hendes retmæssige civilisatoriske og økonomiske rettigheder. Den skal alene overdrage hende ansvaret for hjemmet og overdrage ansvaret uden for hjemmet samt familiens værgemål til manden. Den civilisation, der forsøger at feje denne arbejdsdeling bort, kan midlertidigt fremvise materiel fremgang og pragt, men i sidste ende er civilisationens undergang sikker. For når kvinden pålægges økonomiske og civilisatoriske forpligtelser på lige fod med manden, vil hun kaste byrden af det naturlige ansvar, der er pålagt hende, fra sig. Som følge heraf vil ikke blot civilisationen, men også menneskeheden blive ødelagt. Hvis kvinden forsøger noget, der strider mod hendes natur og naturlige beskaffenhed, vil hun i nogen grad kunne varetage mandens arbejde, men manden vil under ingen omstændigheder kunne blive i stand til at føde og opfostre børn.

De ufravigelige betingelser for den familieordning, der skal etableres på grundlag af denne arbejdsdeling i naturen, og for de roller, der skal fastsættes for kvinder og mænd, er angivet nedenfor:

1. Det skal være mandens opgave at tjene til familiens underhold, yde den hjælp og vedligeholdelse, den behøver, samt udføre det arbejdsrelaterede arbejde i civilisationen. Hans uddannelse skal udformes sådan, at han i størst mulig grad bliver egnet til at opfylde alle disse formål.

2. Det skal være kvindens opgave at opfostre børnene, udføre arbejdet i hjemmet og gøre familielivet himmelsk sødt. Hun skal gives en passende uddannelse og forberedes til dette formål.

3. For at opretholde den familiære orden og beskytte den mod lige så mange lederes hænder, som der er hoveder, må én person tildeles juridisk myndighed, så familien ikke forvandles til en hær uden hoved. Man må huske, at en sådan person kun kan være en mand. For det familiemedlem, hvis sind og forstand gentagne gange svækkes under menstruation og graviditet, kan under ingen omstændigheder være egnet til at udøve denne myndighed.

I den civilisatoriske ordning må man træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger for at bevare denne arbejdsdeling, uddannelse og forvaltning, så ingen tåbelig person eller gruppe af personer i deres tåbelighed forener mænds og kvinders arbejdsområder og dermed ødelægger den civilisatoriske ordning.

Menneskelige fejl og afvigelser

For at udforme en sund civilisatorisk ordning, der tager hensyn til den menneskelige naturs behov samt alle tegn på dens menneskelige tilbøjeligheder og fysiske beskaffenhed, er det tidligere blevet forsøgt gennem grundige, lærde drøftelser og videnskabelige undersøgelser at bevise, hvilke grundprincipper og betingelser der bør gælde for forholdet mellem mænd og kvinder, altså for seksuelle forhold. Alt, hvad der er blevet sagt i denne forbindelse, er blevet sagt i entydige vendinger, og der er ikke plads til nogen gentagelse heraf. De behandlede emner er yderst klare set fra kundskabens og videnskabens side, og almindeligvis er alle dannede mennesker fuldt bekendt med dem. Men det er den yderste grad af menneskelig svaghed, at ingen af de mange civilisatoriske ordninger, som mennesket har udformet gennem sine bestræbelser, fuldstændigt og harmonisk har indarbejdet alle disse klare og retfærdige anvisninger fra naturen. Det er jo også klart, at mennesket ikke er uvidende om sine naturlige behov. Dets egen mentale tilstand og fysiske særpræg er ikke ukendte for det. Ikke desto mindre er det også helt klart, at det hidtil ikke har formået at udforme en sådan harmonisk civilisatorisk ordning, hvis grundprincipper på harmonisk vis indbefatter alle disse krav, særpræg, betydninger og formål.

Håbløshedens egentlige årsag

Den eneste årsag til håbløsheden er netop det, der blev antydet allerede i begyndelsen af denne bog. Det er en naturlig menneskelig svaghed, at menneskets blik ikke omfatter alle sider af en sag som helhed. Altid er det én bestemt side, der tiltrækker det. Når det derefter hælder til den ene side, falder den anden uden for dets synsfelt, eller det ignorerer med vilje de øvrige sider; i livets små og personlige forhold viser menneskets svaghed sig ganske tydeligt.

Civilisationens og kulturens problemer er mangfoldige og omfattende. Disse problemer har desuden utallige tydelige og skjulte sider. Hvordan skulle det da være muligt, at alle disse problemer skulle være fri for menneskelig svagheds indflydelse?

Mennesket er ganske vist blevet skænket viden og samvittighed. Men som regel er samvittigheden alene ikke en hjælp for det ved løsningen af livets problemer. Tilbøjeligheder og hældninger gør det ensidigt, og når det bevæger sig i en bestemt retning, tager det viden og samvittighed til hjælp for at støtte denne retning. Hvis dets viden under sådanne omstændigheder ønsker at føre det i en anden retning, og samvittigheden protesterer mod dets ensidige holdning, erkender det alligevel ikke sin fejl; tværtimod tvinger det sin viden og samvittighed til at frembringe argumenter til fordel for dets ønsker og tilbøjeligheder.

Nogle få tydelige eksempler

Blandt de samfundsproblemer, der i vore dage er genstand for vores drøftelse, har denne menneskelige stædighed givet sig udslag gennem ekstrem overdrivelse og mangel.

En gruppe mennesker hældede sig overdrevent til moral og åndelighed og betragtede helt seksuelle forhold mellem mænd og kvinder som en afskyelig handling. Denne ubalance finder vi i buddhistiske, kristne og hinduistiske religiøse anskuelser. Vi ser, at seksuelle forhold som følge heraf i en stor del af verden, hvad enten de finder sted inden for familiens rammer eller uden for dem, betragtes som en forkastelig handling. Hvad blev resultatet? Klosterlivets unaturlige og civilisationens fjendtlige liv blev gjort til målet for moral og åndelig renselse. Mange mænd og kvinder blandt menneskeheden spildte deres åndelige og fysiske kræfter på en vej, der strider mod naturen, ja i en kamp mod naturen. De, der forenede sig med hinanden i overensstemmelse med naturens krav, gjorde det med den indstilling, at de var tvunget til at opfylde et afskyeligt nødvendigt behov. Det siger sig selv, at denne form for forhold ikke kan frembringe kærlighed eller nogen form for hjælp og medfølelse mellem ægtefæller. Derved kan ikke blot ingen god og fremadskridende civilisation opstå, men kvindens værdighed krænkes netop som følge af de såkaldte moralske forestillinger. Askesens blinde tilhængere har kaldt den seksuelle tiltrækning en satanisk fristelse og kvinden »Satans håndlanger«. De har opfattet kvinden som et sådant urent væsen, at den, der ønsker sindets renhed, nødvendigvis må hade denne kvinde. I kristen, buddhistisk og hinduistisk litteratur er der blevet fremstillet sådanne forestillinger om kvinden, og det er let at forstå, hvad kvindens status kan blive i den samfundsordning, der grundlægges på dette syn og denne lære.

Lige modsat findes der en anden gruppe, som favoriserer de fysiske behov, og i denne henseende er den gået så langt, at den har overskredet ikke blot menneskenaturens, men også dyrenaturens krav. I den vestlige civilisation er dette kommet så tydeligt til udtryk, at det ikke længere kan holdes skjult. Efter loven dér er utroskab ikke en forbrydelse. Tvang eller indgreb i en andens lovmæssige rettigheder betragtes som en forbrydelse. Hvis man ikke begår nogen af disse forbrydelser, er utroskab ikke blot ikke en strafbar handling, men betragtes heller ikke som en skammelig forbrydelse. Så langt befandt de sig inden for dyrenaturens grænser. Men senere gik de endnu længere. De tilsidesatte endog det formål med dyrenes seksuelle forhold, som består i at forøge afkommet. De gjorde seksuelle forhold til et middel udelukkende til fysisk nydelse. Det menneske, der blev skabt som det ypperste af alle væsener, nåede hertil og blev det laveste af alle væsener. Først afveg det fra menneskenaturen og indledte, ligesom et dyr, så tøjlesløse seksuelle forhold, at ingen civilisation kan bygges på deres grundlag. Derefter afveg det også fra dyrenaturen og satte selv det naturlige resultat af seksuelle forhold—børns fødsel—ud af kraft. Dets mål er, at fremtidige efterkommere ikke skal fødes, så menneskeheden kan fortsætte sin eksistens.

En gruppe indså ganske vist familiens betydning, men den blev organiseret gennem så strenge bånd, at individet blev lagt i lænker, og der blev ikke opretholdt nogen balance mellem rettigheder og pligter. Hinduerne har netop et fremtrædende eksempel på en sådan familieordning. Her har kvinden ingen frihed i sine ønsker eller handlinger. Hun har ingen rettigheder inden for civilisationen eller til at tjene til livets ophold; som hustru er hun slave, og som mor er hun også slave. Som enke er hendes liv ringere end en slaves; hun er som en død, mens hun stadig lever. Hendes lod består kun i at opfylde pligter; der findes intet, der kan kaldes rettigheder. Under denne samfundsordning forsøges kvinden fra begyndelsen gjort til et stumt væsen, så der ikke opstår nogen bevidsthed i hende om hendes egen personlighed. Der er ingen tvivl om, at familiens grundlag derved bliver styrket, og at der i den pågældende familie ikke er nogen fare for, at kvinden gør oprør. Men ved at ydmyge og fornedre halvdelen af nationen har denne samfundsordning i sin opbygning i virkeligheden begået en så frygtelig uretfærdighed, at det hinduistiske samfund nu lider under dens følger.

Den anden gruppe forsøgte at højne kvindens værdighed, og hun blev givet fuld frihed i sine ønsker og handlinger. I denne henseende blev grænsen overskredet så meget, at familiens orden blev fuldstændig ødelagt. Hustruen er fri, datteren er fri, sønnen er fri! I virkeligheden er der ingen overhoved eller ældste i familien. Ingen har nogen myndighed. Manden kan ikke spørge sin hustru: »Hvor tilbragte du natten?« Faderen kan ikke sige til sin datter: »Hvem omgås du, og hvor går du hen?« Mand og hustru er blot to ligestillede venner, og de driver husholdning på lige vilkår. Barnet er som et mindreårigt medlem af denne »familieforening«. I denne gruppe findes det lydighedsmiddel ikke, som er helt nødvendigt på grund af den ringe uoverensstemmelse mellem temperamenter og naturer. Dette er den vestlige samfundsordning. Det er den vestlige samfundsordning, hvis bannerførere hævder, at de har gennemført en revolution i civilisationen og samfundsordningen. Hvis man vil se revolutionens sande natur, bør man læse en beretning fra en ægteskabs- og skilsmissedomstol i Europa eller Amerika eller fra en Juvenile Court‘1Det er nødvendigt at læse beretningen. Af det antal forbrydelser, som det engelske Home Office for nylig har offentliggjort, kan man se, at antallet af forbrydelser blandt mindreårige drenge og piger vokser hurtigt. Den egentlige årsag er også blevet angivet således, at familiens orden er blevet yderst svag.2

Ingen menneskelig civilisation har formået korrekt at forstå det element af blufærdighed og anstændighed, som er bevaret i menneskets natur, især i kvindens natur, og i praksis virkeliggøre det i klædedragt og sociale skikke! Blufærdighed og anstændighed betragtes som en stor egenskab hos mennesket – især hos kvinden. Men denne egenskab er ikke kommet til udtryk gennem nogen fornuftig metode eller passende skikke i klædedragt og social omgang. Ingen har gjort noget forsøg på at fastlægge de rette grænser for »sitr-e aurat« og bevare dem ensartet. Der er ikke på grundlag af noget princip blevet fastlagt, hvordan blufærdighed skal komme til udtryk i mænds og kvinders klædedragt og adfærd. Ved mænds indbyrdes omgang, kvinders indbyrdes omgang og mænds og kvinders samvær og møder er der ikke blevet fastlagt nogen korrekt og fornuftig grænse for, hvilke dele af kroppen der skal være dækkede eller udækkede. Sagen er blevet tilsidesat i samme grad, som den havde betydning for civilisation, høflighed og almindelig moral. Den er til dels blevet overladt til lokale skikke, eftersom de gængse skikke ændrer sig med de samlede forhold. Men enkeltpersoner har hverken den nødvendige vilje, smag eller dømmekraft til efter eget ønske at vælge en korrekt fremgangsmåde. Som følge heraf ses der i forskellige gruppers klædedragt og sociale omgang en mærkelig blanding af blufærdighed og skamløshed. Der findes ingen fornuftig indbyrdes sammenhæng, enhed, overensstemmelse eller noget princip i det. I de østlige lande blev det blot inkonsekvent. Men i de vestlige folks klædedragt og sociale omgang overskred uanstændigheden alle grænser, så de ligefrem udryddede blufærdighed og anstændighed. Deres nye synspunkt blev, at blufærdighed og sømmelighed ikke er naturlige følelser, men alene er opstået gennem vanen med at bære tøj. »Satre aurat« og blufærdighed har intet at gøre med moral og høflighed; de er tværtimod blot et middel til at vække menneskets seksuelle begær.1Den praktiske virkeliggørelse af denne filosofi om skamløshed er halv-nøgen beklædning, skønhedskonkurrencer for kroppen, nøgendans, nøgenbilleder, uanstændige optrædener på scenen, den voksende bevægelse for nøgenhed (Nudism) og menneskets tilbagevenden til en dyrisk natur, selv hos kyske og dydige kvinder.

Også på den anden side af dette problem finder man denne overdrevne ensidighed. De, der tillagde moral og renhed betydning, sørgede for kvindens sikkerhed. Men de betragtede hende ikke som et levende væsen med samvittighed, snarere som en livløs prydgenstand, som en uvurderlig juvel. De undgik også spørgsmålet om hendes uddannelse. For civilisationens og kulturens vel er dette spørgsmål imidlertid lige så vigtigt for kvinden som for manden. På den anden side begik de, der indså betydningen af kvindens uddannelse, endnu en fejl: De tilsidesatte betydningen af moral og renhed og såede derved på en anden måde frøene til civilisationens og kulturens ødelæggelse.

De, der tog hensyn til naturens arbejdsdeling (Division of Labour), tildelte i civilisationens og samfundets tjeneste kun kvinden ansvaret for husarbejde og børneopdragelse. Ansvaret for at tjene til livets ophold blev lagt på manden. Men i denne arbejdsdeling formåede de ikke at bevare balancen. De fratog kvinden alle hendes økonomiske rettigheder. Hun fik ingen ret til arv. Ejendomsretten blev fuldt og helt givet til mændene. Således gjorde de kvinden økonomisk lammet og etablerede i realiteten et forhold mellem mand og kvinde som mellem en herre og en slavekvinde. For at afhjælpe dette trådte en anden gruppe frem. De ønskede at give kvinden økonomiske og kulturelle rettigheder. Men også de begik en anden fejl. Materialismen havde formørket deres sind. Derfor forstod de frigørelsen af kvinden fra økonomisk og kulturelt slaveri sådan, at kvinden ligesom manden måtte blive et erhvervsarbejdende medlem af familien. For at bære alle civilisationens byrder måtte hun også tage del i dem på lige fod med manden. Set fra materialismens synspunkt havde denne ordning en stor tiltrækning. For den lettede ikke blot mandens tunge byrde, men fordi kvinden også deltog i erhvervsarbejdet, begyndte man at erhverve næsten dobbelt så mange penge og luksusmidler.

Desuden fik nationen dobbelt så mange hænder og hjerner til at forvalte sine økonomiske og sociale forhold som tidligere. Som følge heraf begyndte den civilisatoriske udvikling pludselig at gå hurtigere. Ved at hælde sig overdrevent mod det materielle og økonomiske blev familiens størrelse sådan, at andre sider af det civilisatoriske liv blev forsømt og forladt, selv om deres betydning ikke på nogen måde var mindre end den økonomiske og materielle sides. På denne måde fortsatte de frivilligt med at overtræde naturens love, selv efter at de havde lært dem at kende. Deres egen videnskabelige forskning vidner om det. De havde krævet retfærdighed for kvinden, men i virkeligheden blev den uret, de begik, bevist gennem deres undersøgelser og observationer. De ønskede at give kvinden lige rettigheder, men i praksis etablerede de blot ulighed mellem kvinde og mand. Deres egen teknologi og videnskab beviser det. De ønskede at reformere civilisation og kultur, men i virkeligheden skabte de farlige midler til dens ødelæggelse. Vi kan få en detaljeret beskrivelse af det gennem de begivenheder og tal, som de selv har fremført. Det skal bemærkes, at de ikke er bekendt med alle disse oplysninger; men som tidligere beskrevet er det en menneskelig svaghed, at mennesket ikke er i stand til at indføre ligevægt og passende ordninger på grundlag af alle kendsgerninger, når livets love skal fastlægges. Dets natur driver det mod en yderlighed, og når det drives i den retning, falder mange forhold uden for dets synsfelt. Selv når mange sandheder kommer til dets kendskab, ignorerer det dem og lukker øjnene, selv om det ser dem. Her beskrives et sådant vidnesbyrd fra en blind. Hvad kunne i virkeligheden være et bedre bevis på forsætlig blindhed end dette?

Den russiske videnskabsmand Anton Nemilov er en overbevist kommunist. Han brugte næsten to hundrede sider i sit værk The Biological Tragedy of Woman på gennem videnskabelige undersøgelser at bevise den naturlige ulighed mellem kvinder og mænd. Alligevel skriver han selv følgende, mens han nedtegnede alle de videnskabelige oplysninger:

Hvis man i dag siger, at kvinden bør gives begrænsede rettigheder i den civilisatoriske ordning, vil folk i det mindste støtte det. Men vi er stærkt imod dette forslag. Vi bør heller ikke bedrage os selv ved at betragte etableringen af lighed mellem kvinder og mænd i det virkelige liv som nogen let opgave. Ingen steder i verden er der blevet gjort en så stor indsats for at gøre kvinder og mænd lige som i Sovjetrusland. Ikke desto mindre er det sådan, at kvindens status i familien kun har ændret sig ganske lidt. -s. 76

Der er ikke indledt nogen forandring i samfundet, ligesom der heller ikke er sket nogen forandring i familien. En fast overbevisning om, at kvinder og mænd ikke kan være lige, er ikke blot rodfæstet blandt de almindelige klasser, men også blandt de højtuddannede i den sovjetiske stat. Blandt kvinderne har denne opfattelse haft en stærk indflydelse, således at hvis de betragtes som mændenes lige,

1. Den engelske oversættelse af dette værk blev udgivet i London i 1932 e.Kr.

vil de betragte mændene som berøvet deres egen værdighed. Desuden vil de betegne dem som svage og uden mandighed. Hvis vi forsøger at få kendskab til opfattelsen hos en videnskabsmand, en forfatter, en studerende, en forretningsmand og hundrede kommunister i denne sag, vil vi erfare, at de aldrig betragter kvinder som deres lige. Hvis vi læser en nutidig roman, uanset hvor fritænkende dens forfatter måtte være, vil der et eller andet sted i den findes en beskrivelse, som vil bevise, at ovenstående opfattelse [lighed mellem kvinder og mænd] er falsk.

-s. 95-194

Hvad er årsagen til dette?

Årsagen er, at der her opstår en konflikt mellem de revolutionære principper og en meget vigtig kendsgerning. Denne kendsgerning er, at lighed mellem kvinder og mænd ikke er mulig ud fra fysiologiens synspunkt, og at der ikke er blevet pålagt dem begge det samme ansvar.                                            -s. 77

Sagen vil blive endnu klarere gennem endnu et citat: Kort sagt er seksuel tøjlesløshed blevet tydelig blandt alle arbejdere. Dette har skabt en frygtelig situation og truer med at ødelægge det socialistiske system. Det er nødvendigt at bekæmpe den med alle mulige midler. For det er yderst vanskeligt at føre kamp mod denne front. Jeg kan nævne hundredtusinder af tilfælde, som vil bevise, at seksuel tøjlesløshed ikke blot har bredt sig blandt uvidende mennesker, men også blandt højtuddannede og intelligente højtstående embedsmænd.

-s. 202-3

Hvor klare og veldokumenterede er ovenstående udsagn ikke! På den ene side er der en tydelig erkendelse af, at naturen ikke har skabt lighed mellem kvinde og mand. Forsøget på at skabe lighed i det praktiske liv er mislykkedes. I det omfang en form for lighed er blevet etableret i kamp mod naturen, er en tilsvarende strøm af uanstændighed flydt frem, og hele samfundets struktur er kommet på randen af sammenbrud. På den anden side er der kravet om, at kvinders rettigheder i den sociale orden ikke må begrænses, og at vi vil modsætte os det, hvis det sker. Hvilket større bevis kan der være på dette end, at mennesket ikke er uvidende, men vidende og bevidst? Og alligevel: hvor stor en slave af naturen er det ikke? Det anser de teorier og sandheder, det selv har afdækket, for falske og fornægter sine egne undersøgelser og observationer. Det lukker øjnene for alle sider, følger ensidigt sine drifter og når frem til deres vildledende grænse. Uanset hvor urokkelige og stærke argumenter og beviser dets egen viden, fornuft og samvittighed fremlægger mod at nå en sådan yderlighed, og uanset hvor onde og giftige konsekvenser dets øjne end ser, er alt forgæves.

**********

***********

Har du set den, der har taget sit eget begær som sin gud? Allah har med fuldt overlæg ladet ham fare vild, forseglet hans hørelse og hans hjerte og lagt et slør over hans øjne. Hvem kan da lede ham? Vil I da stadig ikke tage imod formaningen?

– Sura al-Jathiya: 23

Lovens balanceprincip i islam

I denne verden af ubalancerede yderligheder, overdrivelse og mangel findes der kun én civilisatorisk orden, hvori man kan finde fuldkommen retfærdighed og balance, og som tager hensyn til ethvert aspekt af menneskets natur, selv de skjulte aspekter. Den er udformet på grundlag af fuldstændig og særlig viden om menneskets legemlige sammensætning, herunder dets dyriske drifter, dets mentale natur, dets mentale egenskaber og dets naturlige behov. Det formål, naturen har med hver enkelt af disse skabninger, er blevet opfyldt fuldstændigt på en sådan måde, at intet andet formål, hvor lille det end måtte være, hindres eller skades. Til sidst bliver de alle samordnet og bidrager til opfyldelsen af et stort formål, nemlig formålet med menneskelivet. Denne retfærdighed, denne balance og denne harmoni er så fuldkomne, at intet menneske kan skabe dem gennem sin egen viden og indsats. At en lov skulle være menneskeskabt og samtidig ikke være ensidig på noget punkt, er fuldstændig umuligt. For slet ikke at tale om selv at skabe en sådan lov; sandheden er, at almindelige mennesker ikke fuldt ud kan forstå betydningen af denne retfærdige, afbalancerede og yderst videnskabelige ordning, medmindre de besidder en usædvanlig indsigt og i årevis forsker i og afprøver den. Jeg lovpriser ikke denne lov, fordi jeg tror på islam; tværtimod tror jeg på islam, fordi jeg i den ser fuldkommen balance og harmoni samt fuld overensstemmelse med naturens love. Når jeg ser alt dette, vidner mit hjerte om, at ophavsmanden til alle disse love og bestemmelser nødvendigvis må være den Ene, som skabte himlene og jorden, og som besidder viden om nutiden og fremtiden. Sandheden er, at kun Han kan vise Adams vildfarne børn, som er drevet i forskellige retninger, den rette vej til retfærdighed og mådehold.

**************

**************

Det islamiske samfundssystem

।।Et।।

Det grundlæggende perspektiv

Det er et særkende ved islam, at den selv kaster lys over hemmelighederne i sine love og regler. Om de bestemmelser, som islam har fastlagt for at regulere forholdet mellem kvinder og mænd i samfundet, har islam selv fortalt os, på hvilke grundprincipper inden for videnskab og hvilke naturlige mysterier disse bestemmelser bygger.

Ægteskabsforholdets egentlige væsen

Den første hemmelighed, der er blevet afsløret i denne forbindelse, er følgende:

****************************

Jeg har skabt alle ting parvis. – Sura al-Dhariyat: 49

I dette vers antydes en omfattende betydning af den ægteskabelige ordning – Law of Sex. Universets naturingeniør åbenbarer sin egen ingeniørkunst på denne måde: Han har konstrueret alle universets maskiner i overensstemmelse med den ægteskabelige ordning – Law of Sex – det vil sige, Han har konstrueret alle denne maskines dele parvis, og al den kunstfærdighed, der ses i skaberværket, er et forbløffende resultat af dette parvise princip og denne ordning!

Lad os nu overveje, hvad den ægteskabelige ordning – Law of Sex – egentlig er. Den ægteskabelige ordnings grundlæggende princip er, at der i den ene part findes handling, mens der i den anden findes tilbøjelighed til at modtage handlingen. I den ene findes påvirkning, i den anden accept af påvirkningen. I den ene findes evnen til at forbinde og sammenkoble, i den anden tilbøjeligheden til at blive forbundet og sammenkoblet. Forbindelsen og muligheden for at skabe den, handlingen og tilbøjeligheden til at modtage den, påvirkningen og dens accept samt dette herredømme og accepten af herredømmet – forholdet mellem alle disse ting er det ægteskabelige forhold mellem to ting. Det er gennem dette forhold, at al konstruktion udføres, og gennem konstruktionen drives hele skaberværkets fabrik. Alt, hvad der findes i skaberværket, er skabt parvis inden for sine respektive kategorier. Det grundlæggende ægteskabelige forhold, som findes i hvert par, er, at den ene er den handlende, mens den anden modtager dens handling. Naturligvis har dette forhold forskellig form i de forskellige kategorier af skaberværket: én slags pardannelse ses blandt stoffets bestanddele, en anden blandt voksende, fysiske substanser. Endnu en slags pardannelse eller ægteskabelig ordning ses blandt levende væsener. Alle disse ægteskabelige ordninger er forskellige og adskilte med hensyn til deres respektive tilstande og naturens formål. Men grundprincippet i den ægteskabelige ordning er ét og det samme i dem alle, uanset hvilken slags eller kategori der er tale om. For naturens egentlige formål – konstruktion og opnåelse af en konstrueret form – er det nødvendigt, at den ene i et par har kraften til at handle, og den anden kraften til at modtage handlingen.

Efter at have forstået betydningen af det ovenfor nævnte vers, kan tre grundprincipper for den ægteskabelige ordning udledes af det:

1. Den formel, hvorefter Allah den Ophøjede har skabt hele universet, og den metode, som Han har fastlagt som grundlag for driften af sin egen fabrik, kan aldrig være uren eller lav; i sin grund er den tværtimod ren og ærefuld. Derfor er det ønskværdigt, at den består. Fabrikkens modstandere kan anse den for uren og afskyelig og holde sig borte fra den. Men fabrikkens Skaber og Ejer vil aldrig ønske, at Hans fabrik skal standse. Han vil også ønske, at fabrikkens maskines dele holdes i gang og fortsætter med at udføre deres egne funktioner.

2. Både handling og modtagelse af handling er lige nødvendige for driften af denne fabrik. Både den handlendes og den handlingsmodtagendes eksistens er lige vigtig i denne fabrik. Der er ingen særlig ære i den handlendes handling, og der er heller ingen vanære i den andens modtagelse af handlingen. Den handlendes egnethed består i, at han besidder handlekraft og den handlendes egenskaber, så han kan udføre den handlende side af det ægteskabelige forhold på bedste måde. Hvis nogen bruger delene i en almindelig maskine til et formål, som de ikke er fremstillet til, i stedet for at anvende dem til deres egentlige funktion, vil man kalde denne person tåbelig og uerfaren. For det første vil forsøget mislykkes, og hvis man forsøger at tvinge det igennem, vil maskinen blive ødelagt. Det samme gælder den enorme maskine, som dette skaberværk er. Kun en tåbelig og uerfaren person kan forestille sig at anbringe den handlende part på den handlingsmodtagendes plads og den handlingsmodtagende på den handlendes plads. Derefter kan han ved at gøre forsøget og håbe på succes blot vise endnu større tåbelighed. Men Skaberen af denne enorme maskine vil aldrig gøre det. Han vil anbringe den handlende part på handlingens plads og give ham den undervisning, der svarer til dette, og Han vil sætte den handlingsmodtagende part til at modtage og sørge for at skabe evnen til at modtage handlingen i ham.

3. Handlingen har en vis forrang frem for modtagelsen af handling. Det betyder ikke, at der er ære i handlingen og vanære i at modtage handlingen; forrang betyder derimod, at handlingen i virkeligheden rummer overlegenhed, styrke og indflydelse. Når én ting handler på en anden ting, skyldes det, at den første sammenlignet med den anden er overlegen og stærkere og besidder kraft til at påvirke den. Den ting, der modtager handlingen og påvirkes af den, gør det, fordi den er underlegen, svag og i stand til at blive påvirket. Ligesom både den handlendes og den handlingsmodtagendes eksistens er lige nødvendig for, at en handling kan finde sted, er det på samme måde nødvendigt, at den handlende besidder overlegenhed og evne til at udøve indflydelse, mens den handlingsmodtagende besidder evnen til at anerkende underordning og modtage påvirkning. For hvis de to er ens med hensyn til styrke, og ingen har forrang over den anden, vil ingen af dem acceptere den andens indflydelse, og handlingen vil slet ikke finde sted. Hvis den hårdhed, som findes i nålen, også fandtes i stoffet, kunne syningen ikke udføres. Hvis jorden ikke havde blødhed til at anerkende spadens og plovens forrang, ville landbrug og byggearbejde blive umuligt. Kort sagt vil ikke én eneste handling på jorden kunne udføres, hvis der ikke for én handlende findes en handlingsmodtagende, som er i stand til at blive påvirket af den handlende. Derfor er det den handlendes natur, når han er den handlende i et par, at han besidder overlegenhed, fasthed og autoritetens kraft – det, der kaldes mandighed. For som den virkende part er det ønskværdigt, at han er sådan, for at han kan udføre sin pligt. Omvendt kræver den handlingsmodtagendes natur, at han besidder blødhed og tilbøjelighed til at modtage påvirkning – det, der kaldes kvindelighed. For det er disse egenskaber, der kan gøre ham succesfuld i den handlingsmodtagende funktion i den ægteskabelige ordning. De, som ikke kender denne dybe hemmelighed, bruger den handlendes personlige overlegenhed i betydningen ære og værdighed og anser den handlingsmodtagende for ringe og vanæret, eller også benægter de overlegenheden fuldstændigt og forsøger at skabe disse egenskaber hos den kvindelige handlingsmodtagende, som burde findes hos den handlende. Men den ingeniør, som har skabt disse to dele, anbringer dem i maskinen på en sådan måde, at de er ens med hensyn til ære, og at de er lige med hensyn til uddannelse, opdragelse og modtagelse af gunst. Den overlegenhed og underordning, som handlingens og modtagelsen af handlingens natur kræver, må imidlertid skabes mellem dem, for at den ægteskabelige ordnings formål kan opfyldes. Omvendt må de ikke begge blive som hårde sten – for det ville kun føre til sammenstød mellem dem, uden at de kunne finde nogen fælles arbejdsform eller nogen fremgangsmåde, som de kunne følge sammen.

Dette er de grundprincipper, som allerede følger af den grundlæggende betydning af det ægteskabelige system. Selve det, at kvinden og manden er parret som blot materielle væsener, kræver, at disse grundprincipper må være til stede i deres forhold. Når vi går videre, vil det blive klart, at den sociale ordning, som Skaberen af himlene og jorden har indstiftet, lægger særlig vægt på de tre ovenfor beskrevne forhold.

Menneskets dyriske natur og dens farer

Gå nu et skridt videre. Kvindens og mandens eksistens er ikke blot en materiel eksistens, men også en dyrisk eksistens. Hvilket krav ligger der så bag, at der opstår et ægteskabeligt forhold mellem dem?

Koranen siger:

********************

Allah den Højeste har skabt par til jer blandt jer selv. Han har også skabt par blandt kvæget. På denne måde spreder Han jer på jorden. – Sura Ash-Shura: 11

*************************

Jeres kvinder er som en mark for jer.

– Sura al-Baqara: 223

I det første vers nævnes det samtidig, at mennesker og dyr er skabt parvis. Det siges, at det fælles formål med dette er, at slægten skal formeres gennem deres ægteskabelige forhold.

I det andet vers adskilles mennesket fra den almindelige dyreverden, og det forklares, at der i denne særlige form for ægteskabeligt forhold blandt dyr findes et forhold som mellem en kornmark og en bonde. Dette er en biologisk kendsgerning. Set fra biologiens synspunkt er dette den smukkeste sammenligning, man kan give af kvinden og manden.

Af disse to vers kan man udlede yderligere tre grundprincipper. De er som følger:

• Allah den Ophøjede har, ligesom andre levende væsener, skabt mennesket parvis med det formål, at slægten skal formeres gennem deres seksuelle forhold. Dette er et krav fra menneskets dyriske natur, og der må gives mulighed for at opfylde det. Gud skabte ikke mennesket med det formål, at nogle af dem på jorden blot skulle sørge for sig selv og sikre menneskeslægtens beståen; Han har indlagt en sådan seksuel tiltrækning i menneskets dyriske natur, at ægtefæller kan forenes og fortsætte deres slægt for at holde Allahs jord i gang. Derfor kan den ordning, der kommer fra Allah, aldrig undertrykke eller udrydde den seksuelle tiltrækning. Tværtimod må den nødvendigvis rumme mulighed for, at mennesket kan opfylde dette naturlige krav.

2. Efter at kvinden og manden er blevet sammenlignet med bonden og kornmarken, siges det, at forholdet mellem menneskelige ægtefæller adskiller sig fra det ægteskabelige forhold blandt andre levende væsener. Selv hvis man ser på dem som dyr i stedet for som mennesker, kan man se, at deres [hannens og hunnens] legemer er skabt på en sådan måde, at der også mellem dem må eksistere det samme faste og uopløselige forhold som mellem en bonde og hans kornmark. Bondens opgave består ikke blot i at kaste frø på sin jord; det er også hans ansvar at vande den, føre tilsyn med frøene og afgrøden samt tage sig af dem. På samme måde er kvinden ikke en sådan kornmark, at et levende væsen på sin vej blot kaster et frø i den, hvorefter et træ af sig selv vokser frem. Sagen er derimod, at når kvinden bliver gravid, bliver hun i virkeligheden afhængig af bonden, så han kan sørge for hende, tage sig af hende og påtage sig det fulde ansvar.

3. Den seksuelle tiltrækning mellem menneskelige ægtefæller er ifølge biologien præcis som den, der findes blandt andre dyr. Hvert levende væsen i den ene gruppe føler en dyrisk seksuel tiltrækning over for hvert levende væsen af det modsatte køn, og det stærke ønske om at formere sig, som er nedlagt i dem, tiltrækker alle de individer fra de to grupper til hinanden, som faktisk er i stand til at formere sig. Derfor kan den ordning, som verdens Skaber har fastlagt, ikke se bort fra denne svage side af menneskets dyriske natur. For deri ligger en så stærk tilbøjelighed til seksuelt anarki [Sexual anarchy], at den ikke kan beherskes uden særlige metoder til beskyttelse. Hvis den først kommer uden for kontrol, bliver mennesket værre end dyret.

(Arabisk******************************)

Jeg har skabt mennesket i den smukkeste skikkelse, hvorefter Jeg gør det til den usleste af de usle – dog ikke dem, der tror og handler ret. – Sura at-Tin: 4-6

Menneskets natur og dets begær

Det er tidligere blevet beskrevet, at den dyriske natur udgør jorden og grundlaget for menneskets skabelse. Det er på dette grundlag, at menneskelighedens bygning er blevet rejst. Blandt det, der er nødvendigt for at bevare menneskets individuelle og kollektive eksistens, har Allah lagt hvert menneskes begær og dets evne til at tilfredsstille disse begær i dets dyriske del. Det er derfor på ingen måde Allahs vilje, at nogen af disse begær ikke bliver opfyldt, eller at nogen af disse evner bliver ødelagt. For alle disse forhold er nødvendige, og uden dem kan mennesket og menneskeheden ikke overleve. Naturen ønsker imidlertid, at mennesket ved opfyldelsen af sine begær og ved anvendelsen af alle sine evner ikke blot benytter en dyrisk metode; det er snarere ønskeligt, at dets fremgangsmåde bliver menneskelig i alle de henseender, hvor det i sin menneskelige del har begær, og hvor det har behov for ting, der rækker ud over det dyriske. Med dette formål har Allah fastlagt Shariaens grænser, så menneskets handlinger bliver underlagt orden og disciplin. Samtidig er der blevet udtalt denne advarsel: Hvis grænserne overskrides, eller en ringere metode anvendes, vil undergang være uundgåelig.

(Arabisk********************************)

Den, der overtræder Allahs bestemmelser, gør uret mod sig selv – Sura at-Talaq: 1

Læg nu mærke til, hvilke særlige træk ved menneskets natur og hvilke begær og ønsker Koranen peger på i forbindelse med ægteskabet.

Forklaringen på den form for forhold mellem de to køn, mænd og kvinder, som er nedlagt i menneskets natur, er som følger:

(Arabisk**************************)

Blandt Hans tegn er dette, at Han har skabt ægtefæller for jer fra jer selv, så I kan finde ro hos dem, og Han har skabt kærlighed og barmhjertighed mellem jer. – Sura ar-Rum: 21

(Arabisk**********************)

De er en klædning for jer, og I er en klædning for dem. – Sura al-Baqara: 187

I det tidligere vers, hvor skabelsen af par blandt både mennesker og dyr blev nævnt, blev formålet med pardannelsen alene angivet som bevarelsen af slægten. Her beskrives det særpræg ved mennesket, som adskiller det fra dyrene: Pardannelsen har et højere formål, nemlig at forholdet mellem dem ikke blot er af seksuel karakter, men er et forhold præget af kærlighed og hengivenhed. De er hinandens meddelagtige i glæde og sorg. Mellem dem skal der være et sådant fællesskab, en sådan forbindelse og nærhed, som den der findes mellem kroppen og dens klædning. Et sådant forhold mellem de to er grundstenen i den menneskelige civilisation; det er allerede blevet nævnt tidligere. Det antydes her gennem de to ord, at kvinden rummer fred og glæde for manden, og at hendes naturlige opgave er at bringe fred og glæde ind i denne stræbsomme og arbejdsfyldte verden – dette er menneskets familieliv. Vesterlændinge har ganske vist tilsidesat familielivets betydning for at opnå materiel og verdslig komfort. I virkeligheden har familielivets område samme betydning som de øvrige områder inden for civilisationen og samfundsordenen, og det er lige så nødvendigt for det civiliserede liv som de øvrige områder.

2. Dette seksuelle forhold ønsker ikke blot gensidig kærlighed mellem ægtefællerne; det ønsker også, at der etableres et dybt og inderligt forhold til de børn, som fødes gennem dette forhold. Derfor har Verdens Skaber indrettet menneskets, især kvindens, legemlige opbygning samt de naturlige forhold omkring graviditet og amning således, at kærligheden og ømheden for barnet bliver indvævet i hendes blod, kød og mindste bestanddele. Den Hellige Koran siger:(Arabisk******************)

Hans mor bar ham i sit liv med stor møje. Derefter fravænnede hun ham efter to år.

– Sura Luqman: 14

(Arabisk********************************)

Hans mor bar ham i sit liv med store vanskeligheder, fødte ham med store vanskeligheder, og der gik tredive måneder fra undfangelsen, indtil han blev vænnet fra. – Sura al-Ahqaf: 15

Denne tilstand gælder også manden – skønt han hvad kærligheden til barnet angår står noget under kvinden.

(Arabisk****************************)

Kærligheden til behagelige ting etablerer slægtskabs- og ægteskabelige forbindelser blandt menneskene. Derefter opstår familien af disse forbindelser, stammen af familien og nationen af stammen. Således dannes civilisationen af alle disse forbindelser.

(Arabisk*******************************)

Og Han er Allah den Ophøjede, som skabte mennesket af vand. Derefter skabte Han slægtskabs- og ægteskabelige forbindelser mellem dem. – Sura al-Furqan: 54

(Arabisk***************************)

O menneskehed! Jeg har skabt jer af en mand og en kvinde. Derefter har Jeg opdelt jer i nationer og stammer, for at I kan lære hinanden at kende. – Sura al-Hujurat

Derfor er de biologiske, slægtsmæssige og ægteskabelige relationer i virkeligheden det menneskelige civilisationssamfunds grundlæggende og naturlige fundament. Denne civilisatoriske ordens opretholdelse afhænger af, at børnenes identitet knyttes til deres forældre, og at deres slægt bevares.

3. Det er et naturligt menneskeligt ønske, at hvis nogen vil efterlade noget af frugten af sit livs arbejde til nogen, så vil han efterlade det til sine børn og sine kære; hvis han vil efterlade det til nogen, så vil han efterlade det til sine børn og sine kære, som han hele livet var forbundet med gennem blodbånd.

(Arabisk******************************)

Ifølge Allahs Koraniske bestemmelse har nogle slægtninge større ret end andre til arv. – Al-Anfal

(Arabisk*******************************)

De, som I har taget til adoptivsønner, har Allah ikke gjort til jeres sønner. – Sura Al-Ahzab

Derfor er bevarelsen af slægten også nødvendig ved fordelingen af arven.

4. Tilbøjeligheden til blufærdighed er en helt naturlig tilbøjelighed i menneskets natur. Der er dele af menneskets krop, som Allah har nedlagt et ønske om at holde tildækket i dets fysiske konstitution. Det er netop dette ønske, der udspringer af kroppens beskaffenhed, som siden tidernes begyndelse har tvunget mennesket til at iføre sig en eller anden form for klæder. I dette kapitel har Koranen med utvetydige ord tilbagevist den moderne doktrin. Koranen siger, at det er et naturligt krav i menneskets natur at skamme sig over at vise de dele af menneskekroppen, som vækker seksuel tiltrækning hos kvinder og mænd, og at forsøge at holde dem tildækket. Satan ønsker derimod, at mennesket holder dem blottede.

(Arabisk*******************************)

Da de begge derefter havde spist af det nævnte træs frugt, blev de dele af deres kroppe, som havde været tildækket, synlige, og de begyndte at dække dem med Paradisets blade og løv.

– Sura al-A’raf:

Koranen siger igen, at Allah har indført klædedragten, for at den på den ene side kan dække blufærdigheden, mens den på den anden side øger skønheden. Det er ikke tilstrækkeligt blot at dække blufærdigheden; sammen med dette bør der være gudsfrygt i hjertet.

(Arabisk*********************)

Jeg har givet jer klæder til at dække jeres blufærdige dele og til udsmykning, men gudsfrygtens klædedragt er den bedste. – Sura al-A’raf: 26

Dette er den islamiske samfundsordens grundlæggende idé. Når I har taget denne idé til jer, bør I studere denne samfundsordens detaljerede form, som er blevet udformet på grundlag af denne idé. Når I studerer den, bør I med et skarpt blik undersøge, hvor megen troskab, anvendelighed, overensstemmelse og fornuftighed der er blevet fastholdt i den bogstavelige gennemførelse af de anskuelser, som islam har antaget som grundlag for sin lovgivning. I alle de forskellige menneskeskabte regelsæt, som vi har set, har vi bemærket denne tydelige svaghed: Der opretholdes ikke fuld overensstemmelse og sammenhæng mellem deres grundlæggende anskuelser og deres konkrete detaljer. Der ses en stor forskel mellem grundprincipperne og deres grene. Det, der beskrives som grundprincipperne, har én form, mens de små detaljer, der fastlægges for at give dem en praktisk form, antager en anden form. Ved at stige op i tænkningens, forskningens og fornuftens himmel fremsættes én slags anskuelse. Men når mennesket stiger ned fra den højere verden til den praktiske virkelighed og møder problemerne, mister det alt dette på en sådan måde, at det ikke længere husker sin egen anskuelse. Se med en kikkert for øjet og med et særligt kritisk blik på menneskeskabte love og regler, og undersøg, om der noget sted i den ordning, som en dreng fra den arabiske ørken fremlagde for verden, og som ikke blev udarbejdet efter råd fra noget lovgivende råd eller nogen udvalgt komité, findes nogen form for inkonsekvens, fejl eller afvigelse.

Den islamiske samfundsorden

To

Grundprincipper og obligatoriske bestemmelser

Det vigtigste problem ved opbygningen af samfundet er, som det er beskrevet andetsteds, at beskytte den seksuelle tilbøjelighed mod tøjlesløshed og underlægge den en ordnet disciplin. Uden dette kan civilisationens orden ikke opretholdes. Hvis denne regel nogen sinde brydes, er der ingen mulighed for at beskytte mennesket mod et frygteligt moralsk og åndeligt forfald. Med dette formål har islam underlagt forholdet mellem mænd og kvinder klart adskilte grænser og knyttet det til én bestemt ramme.

Forbudte mænd og kvinder

For det første har islamisk lov gjort de mænd og kvinder forbudte for hinanden, som er nødt til at omgås hinanden eller leve i meget nært forhold til hinanden. Det gælder: mor og søn, far og datter, bror og søster, faster og brorsøn, farbror og brordatter, moster og søstersøn, morbror og søsterdatter, stedfar og datter, stedmor og søn, svigermor og svigersøn, svigerfar og svigerdatter, svigerinde og svoger [to søstre samtidig] samt mænd og kvinder, der er beslægtede gennem amning. Ved at forbyde ægteskabelige forbindelser mellem alle disse mænd og kvinder er de blevet holdt så rene for seksuelt begær, at de ikke engang kan forestille sig nogen seksuel tiltrækning. [Medmindre der er tale om mennesker med så dyriske instinkter, at de ikke er underlagt nogen moralsk binding; det er en anden sag.]

Forbud mod utugt

Efter at disse grænser er blevet fastlagt, er det andet forbud, der er blevet indført, dette: Alle kvinder, der er bundet i ægteskab med en anden, er forbudte. Med de resterende kvinder, bortset fra disse, er ulovlige seksuelle forbindelser blevet forbudt.

(Arabisk*********************************)

Kom ikke engang i nærheden af utugt. For det er på den ene side en uanstændighed, og på den anden side en vildfaren vej.

-Sura Bani Isra’il: 32

Ægteskab

På denne måde er alle veje til seksuel tøjlesløshed blevet lukket gennem indførelse af kontrol og begrænsninger. Men én vej er blevet åbnet for at imødekomme menneskets dyriske drifters behov og begær og for at opretholde de regler og den orden, der er fastsat i naturens værksted. Det er blevet sagt: »Opfyld dette behov og dette krav, men ikke gennem adskilte og uregelmæssige forhold. Heller ikke i det skjulte eller ad den åbenlyse uanstændigheds vej, men på ordentlig vis gennem en offentlig erklæring, så det i jeres samfund bliver kendt og åbenlyst for alle, at den og den mand og kvinde er blevet hinandens.

(Arabisk************************)

Alle andre kvinder end disse er gjort halal for jer, så I med jeres egen ejendom [mahr] kan indgå et lovligt forhold til dem, ikke et frit seksuelt forhold………..Gift jer derfor med disse kvinder med deres værgers tilladelse……..De skal være bundet i ægteskab, ikke for at optræde som elskerinder offentligt eller i det skjulte.-Sura an-Nisa: 24-25

Bemærk her islams balance. Det seksuelle forhold, som uden for ægteskabets bånd var haram og foragteligt, er, efter at være kommet inden for ægteskabets grænser, ikke blot blevet tilladt, men er blevet til en fremragende from handling. Det befales at indgå i det, og det misbilliges at afholde sig fra det. Ægtefællernes sådanne forhold er blevet en ibadah. Hvis hustruen endda faster frivilligt for at undgå at opfylde sin mands legitime ønske eller hengiver sig til bøn og koranrecitation, vil hun være syndig. Hør i denne forbindelse nogle af den Ædle Profets (s) store udsagn:

(Arabisk******************************)

I bør gifte jer. Ægteskabet er nemlig den bedste måde at beskytte øjnene mod urene blikke og bevare den seksuelle ærbarhed på. Den af jer, der ikke har mulighed for at gifte sig, bør faste, for fasten dæmper den seksuelle lyst. -Tirmidhi

(Arabisk***************************************)

Ved Allahs ed, jeg er blandt jer den, der frygter Allah mest og i højeste grad søger at undgå Hans mishag. Alligevel faster jeg, bryder fasten, beder, sover om natten og gifter mig. Dette er min sunnah, og den, der afholder sig fra min sunnah, har intet forhold til mig. -Bukhari

(Arabisk*********************************)

En hustru bør ikke faste en frivillig faste uden sin mands tilladelse. -Bukhari

(Arabisk*****************************)

Den kvinde, der tilbringer natten adskilt fra sin mand, bliver forbandet af englene, indtil hun vender tilbage til sin mand. -Bukhari

(Arabisk*************************************)

Når nogen blandt jer ser en kvinde og bliver tiltrukket af hendes skønhed, bør han gå til sin hustru. For det, som findes hos den pågældende kvinde, findes også hos hans hustru. – Tirmidhī

Formålet med alle disse påbud fra sharīʿaen er at lukke alle veje til seksuel umoral. Seksuelle forhold skal begrænses til ægteskabets rammer. Uden for disse rammer bør der så vidt muligt ikke forekomme nogen form for seksuel ophidselse. Hvis seksuel ophidselse opstår som følge af naturens krav eller en hændelse, skal der fastsættes et sted, hvor den kan tilfredsstilles. Dette sted er hustruen for manden og manden for hustruen. Alle disse ordninger er indført, for at mennesket kan beskytte sig mod al unaturlig og selvskabt ophidselse samt forstyrrende adfærd og med samlet kraft vie sig til den civilisatoriske orden. Den seksuelle kærlighed og tiltrækning, som Allah den Almægtige har nedlagt i enhver mand og kvinde for at opretholde denne ordning, skal udelukkende anvendes til at skabe familien og sikre dens beståen. Ægteskabelige forhold er ønskværdige på alle måder, fordi de opfylder menneskenaturens og dyrenaturens behov samt formålet med Allahs lov. Omvendt er det på alle måder forkasteligt at afstå fra ægteskab. Derved vil én af to forkastelige handlinger nødvendigvis finde sted: Enten opfylder mennesket ikke naturens krav og bruger sin kraft på at kæmpe mod naturen, eller også tvinges det af naturens krav til at tilfredsstille sit begær på en vildledt og ulovlig måde.

Familiedannelse

Efter at have fastlagt seksuelt begær som et middel til at skabe familien og sikre dens beståen, organiserer islam familien. Også her tager islam med fuld balance hensyn til alle de sider af naturens orden, som tidligere er blevet behandlet. Den grad af retfærdighed, der er blevet tilstræbt ved fastsættelsen af mænds og kvinders rettigheder, har jeg behandlet udførligt i bogen med titlen Haqquz-Zawjain [ægtefællernes rettigheder]. Ved at studere den vil De kunne erfare, at islam har etableret den størst mulige lighed mellem de to køn. Men islam støtter ikke nogen lighed, der strider mod naturens orden. Som mennesker har kvinder nøjagtig de samme rettigheder som mænd.

(Arabisk**********************************)

Men fordi han er familiens leder, har han personlig status, ikke i betydningen ægtemandens ære, men i betydningen indflydelse og autoritet. Dette er med retfærdighed blevet givet til manden.

(Arabisk********************************)

Ved således at etablere en naturlig relation mellem kvinden og manden som henholdsvis “giyanī” og “giyan-pradatte” organiserer islam familien på følgende måde:

Mandens autoritet og lederskab

I familien har manden status som leder og administrator; det vil sige, at han er familiens hersker, beskytter samt vogter af dens moral og alle dens øvrige forhold. Det er obligatorisk for hans hustru og børn at adlyde ham [dog ikke, hvis han befaler noget, der er ulydighed mod Allah og Sendebudet]. Det er mandens ansvar at tjene til familiens underhold og skaffe de daglige fornødenheder til livets opretholdelse.

(Arabisk************************************)

Mænd har myndighed over kvinder, fordi Allah har givet den ene af de to forrang frem for den anden, og også fordi mænd bruger deres formue på medgiften og underholdet. – Sura an-Nisa: 34

(Arabisk********************************)

Manden er hersker over sin hustru, sine børn og sin familie, og derfor skal han stå til regnskab over for Allah i det hinsidige. – Bukhari

(Arabisk*********************************)

Den retskafne kvinde adlyder sin mand og vogter, med Allahs nåde, hans ære i hans fravær. – Sura an-Nisa: 34

(Arabisk************************************)

Profeten (fred være med ham) har sagt: Når en kvinde forlader hjemmet uden sin mands tilladelse, bliver hver eneste engel i himlen ved med at forbande hende, og indtil hun vender tilbage, fordømmer alle, bortset fra jinner og mennesker, hende på den vej, hun går ad.

(Arabisk***********************************)

Dem af jeres hustruer, hvis ulydighed I frygter, skal I formane. Hvis de ikke afholder sig fra det, skal I holde jer fra dem i sengen. Hvis de heller ikke derved forbedrer sig, skal I slå dem. Men hvis de derefter adlyder jer, skal I ikke søge en anledning til at gå for vidt. – Sura an-Nisa: 34

(Arabisk********************************)

Jeg har pålagt mennesket at behandle sine forældre godt. Men hvis de presser dig til at sætte noget ved siden af Mig, som du ikke har nogen viden om, så adlyd dem ikke. – Sura al-Ankabut: 8

(Arabisk************************************)

Familiens organisation er således indrettet, at én person skal være dens leder og hersker. Om dem, der forsøger at ødelægge denne orden og disciplin, har Profeten (fred være med ham) udtalt følgende advarsel:

(Arabisk************************************)

Jeg har intet med den person at gøre, som forsøger at ødelægge forholdet mellem en hustru og hendes mand.

Kvindens arbejdsområde

I dette system er kvinden blevet gjort til hjemmets dronning. Ansvaret for at tjene til livets ophold ligger hos manden, mens det er kvindens opgave at administrere hjemmet med de indtjente midler.

(Arabisk********************************)

Kvinden er ansvarlig for mandens hjem, og hun vil blive holdt ansvarlig for denne forvaltning. – Bukhari

Hun er blevet fritaget for ansvaret for opgaver uden for hjemmet; for eksempel er fredagsbønnen ikke gjort obligatorisk for hende. Jihad er heller ikke en pligt for hende, men hvis der er behov for det, kan hun tage af sted for at tjene mujahidinerne. Dette vil senere blive behandlet grundigt. Hun behøver ikke at deltage i begravelsesbønnen; tværtimod er hun blevet afholdt fra det. – Bukhari

Det er ikke gjort obligatorisk for hende at bede i menighed eller at være til stede i moskeen. Selvom hun med visse begrænsninger har fået tilladelse til at gå i moskeen, er det ikke blevet anset for ønskeligt.

Hun fik ikke tilladelse til at rejse uden en mahram-mand. –Tirmidhi

Kort sagt er det på alle måder blevet misbilliget, at kvinder forlader hjemmet, og ifølge den islamiske lov er det ønskværdige for dem, at de bliver hjemme.(Arabisk******************) –[Det betyder: Bo inden for hjemmets rammer. Nogle siger, at denne befaling specifikt blev givet til Profetens (s) hustruer, fordi verset begynder med ordene: “Profetens hustruer!” Men hvilken af de anvisninger, der gives i hele dette vers, er specifikt forbeholdt Profetens hustruer? Der siges: “Hvis I er gudfrygtige, så tal ikke på en måde, der antyder fortrolighed, med nogen, for så kan den, hvis hjerte rummer en ond tanke, nære et [dårligt] håb med hensyn til jer. Tal ligeud, når I taler. Bliv i jeres hjem. Gå ikke ud med pragt og pynt som kvinderne i uvidenhedens tid. Udfør bønnen, giv zakat, og adlyd Allah og Sendebudet. Allah ønsker kun at holde urenheden borte fra jer.”

Tænk grundigt over disse anvisninger. Hvilken af dem er sådan, at den ikke gælder for almindelige kvinder? Skal almindelige kvinder ikke være gudfrygtige? Skal de tale på en fortrolig og flirtende måde med fremmede mænd? Skal de afholde sig fra bønnen, zakat og lydigheden mod Allah og Sendebudet? Ønsker Allah at lade dem forblive i urenhed? Hvis alle disse anvisninger gælder for almindelige kvinder, hvorfor skulle ordene “bliv inden for jeres hjem” så kun gælde Profetens hustruer?

Den fejlagtige opfattelse af dette er i virkeligheden opstået, fordi folk i begyndelsen af verset ser disse ord: “Profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder.” Men formuleringen er ganske den samme, som når man siger til et fornemt barns forældre: “Jeres børn er jo ikke som almindelige menneskers børn, der går omkring på markedspladsernes gader og begår dårlige handlinger?”

I bør færdes med en vis forsigtighed. Meningen med dette er ikke, at det skulle være acceptabelt eller ønskværdigt, at andre drenge og piger strejfer omkring på markeder som uopdragne, eller at det ikke skulle være ønskværdigt for dem at være gode; formålet med denne formulering er derimod at fastsætte en standard for god moral, så enhver dreng eller pige, der ønsker at blive som børn af fornem familie, kan stræbe efter at nå denne standard [standard]. Koranen har valgt denne form for vejledning til kvinder, fordi kvinderne i den arabiske uvidenheds tid havde en sådan frihed, som man nu har i Europa. Gennem den hellige Profet (s) blev de gradvist gjort til tilhængere af den islamiske civilisation, og for dem blev der fastlagt moralske grænser samt bånd af sociale regler og disciplin. Under disse forhold blev De Troendes Mødres liv underlagt en særlig regulering, så de kunne være forbilleder for andre kvinder, og deres livsførelse kunne følges i almindelige muslimers hjem. Den samme opfattelse har også Allama Abu Bakr Hissam fremsat i sit værk med titlen Ahkam-ul-Qur’an. Han siger, at selv om denne anvisning blev åbenbaret med Profeten (s) og hans hustruer som adressater, gælder den i lige høj grad for den universelle Profet og almindelige muslimer. For vi er pålagt at følge Profeten, og de befalinger, der blev åbenbaret til Profeten, gælder også for os. Kun med hensyn til nogle få særlige befalinger er det udtrykkeligt blevet sagt, at de kun gjaldt Profeten. Det nævnte værk, bind 3.]

Dette er versets klare betydning. Men der er ikke blevet udvist så stor strenghed i denne sag, fordi det i visse situationer bliver nødvendigt for kvinder at gå uden for hjemmet. Det kan være, at en kvinde ikke har nogen værge. Det kan også være, at familiens overhoved på grund af økonomisk nød, arbejdsløshed, sygdom, manglende evne eller mange andre lignende forhold må lade kvinden arbejde uden for hjemmet. I sådanne situationer er der givet tilstrækkeligt spillerum inden for loven.

I en hadith står der:

(Arabisk*****************************)

Allah den Ophøjede har givet jer tilladelse til at gå uden for hjemmet efter behov.

–Bukhari

Men kvindens arbejdsområde er hendes hjem. I den islamiske samfundsordnings regelsæt og system medfører en sådan tilladelse af hensyn til omstændigheder og behov ingen ændring. Det er blot en tilladelse under særlige omstændigheder, og den bør forblive sådan.

Nødvendige begrænsninger

Den myndige kvinde er blevet givet en betydelig frihed i sine egne anliggender. Men hun er ikke blevet givet lige så megen frihed som den myndige mand. For eksempel:

Manden kan tage hvor som helst hen efter eget ønske. Men kvinden – hvad enten hun er ugift, gift eller enke – skal under alle omstændigheder have en mahram-mand med sig, når hun rejser.

(Arabisk************)

Det er ikke tilladt for en kvinde, der tror på Allah og det hinsidige, at rejse i tre dage eller længere uden at have sin far, bror, ægtemand, søn eller en anden mahram-mand med sig.

(Arabisk****************)

Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) sagde: En kvinde må ikke foretage en rejse på en dag og en nat, medmindre en mahram-mand ledsager hende.

(Arabisk*****************)

Det er også overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) sagde: Det er ikke tilladt for en muslimsk kvinde at rejse selv en enkelt nat uden en mahram-mand. – Abu Dawud

Den uenighed, der findes i disse overleveringer om rejsens varighed, gør det ikke så vigtigt, om den er én eller to dage. Det vigtige er derimod, at kvinden ikke har fået frihed til at rejse alene. Det skyldes, at det er yderst skadeligt. Derfor lagde Profeten (fred være med ham) ikke så stor vægt på at fastsætte rejsens varighed. Han nævnte forskellige tidsperioder alt efter de forskellige forhold, tider og omstændigheder.

Manden har fået fuld frihed med hensyn til sit ægteskab. Han kan gifte sig med enhver muslimsk kvinde eller kvinde blandt Skriftens folk og kan også have en slavekvinde. Men kvinden er ikke fuldstændig fri i denne henseende. Hun kan ikke gifte sig med en ikke-muslim.

(Arabisk************)

De er ikke halal for dem, og de er heller ikke halal for hende. – Sura al-Mumtahina: 10

Hun kan heller ikke have samleje med sin mandlige slave. Ligesom Koranen har givet mænd tilladelse til at have samleje med kvindelige slaver, er en sådan tilladelse ikke blevet givet til kvinder. Under Hazrat Umars (ra) tid havde en kvinde samleje med sin slave, idet hun fortolkede Koranen på en forvrænget måde. Da Hazrat Umar (ra) fik kendskab til dette, forelagde han sagen for sahabernes shura-forsamling til drøftelse. Efter drøftelsen blev følgende beslutning truffet enstemmigt:

(Arabisk***********)

Hun har fordrejet Allahs Bog.

Da en anden kvinde bad Hazrat Umar (ra) om tilladelse til en sådan handling, straffede han hende hårdt og sagde:

(Arabisk************)

Så længe arabiske kvinder holder sig sikre fra forkastelige handlinger, er det til deres eget bedste.

En kvinde kan vælge hvem som helst blandt frie muslimske mænd som sin ægtemand, bortset fra slaver og vantro. Men også i denne sag er det nødvendigt at indhente tilladelse fra hendes far, bedstefar, bror og øvrige værger. En værge har heller ikke ret til at bortgifte en kvinde noget sted imod hendes vilje. For i denne sag lyder Profetens anvisning:

(Arabisk***********)

Ved beslutningen om valg af ægtemand har pigen større ret end værgen.

(Arabisk**********)

En jomfrupige må ikke giftes bort uden hendes samtykke.

Men det er heller ikke passende for en kvinde at gifte sig med hvem som helst, hun ønsker, imod de ansvarlige mænds mening i familien. Derfor omtales det i Koranen, hver gang en mands ægteskab nævnes, at han selv skal indgå ægteskab. Således:

(Arabisk***********)

Gift dig ikke med en afgudsdyrkende kvinde.

(Arabisk************)

Gift jer med dem efter at have indhentet tilladelse fra deres familier.

Men hvor der er tale om kvinders ægteskab, siges det, at de skal giftes bort. For eksempel:

(Arabisk**********)

Gift de enker bort.

(Arabisk**************)

Gift ikke jeres kvinder bort til polyteistiske mænd, før de har antaget troen.

Det betyder, at den gifte kvinde er underlagt sin mand, ligesom den ugifte kvinde er underlagt det ansvarlige medlem af familien. Men dette underordnelsesforhold betyder ikke, at hun ingen frihed har i sine ønsker og handlinger, eller at hun ingen frihed har i sine egne anliggender. Dets egentlige betydning er, at det er mandens ansvar at beskytte den sociale orden mod splittelse og uorden og at beskytte familiens karakter og virke mod farer udefra og indefra. For at opretholde denne orden er det kvindens ufravigelige pligt at adlyde den, der har ansvaret for at opretholde den, hvad enten det er hendes mand, far eller bror.

Kvindens rettigheder

Således har islam –(Arabisk*************) – [at Allah den Almægtige har givet nogle af dem forrang frem for andre] samtidig med, at den som en naturlig sandhed har anerkendt (Arabisk*********)– [at mænd har en vis forrang over kvinder] og fastlagt dette korrekt. Den anerkender også korrekt den forskel mellem kvinder og mænd, der findes biologisk og psykologisk. Den opretholder forskellen nøjagtigt, sådan som den er, og fastlægger deres status og forsørgelse i overensstemmelse med denne forskel. Det næste vigtige spørgsmål handler om kvindens rettigheder. Ved fastlæggelsen af disse rettigheder har islam taget tre forhold i betragtning.

For det første er manden kun blevet tildelt myndighed og autoritet for at opretholde orden i familien; han må derfor ikke udnytte denne mulighed til at begå uret, og forholdet mellem hersker og undersåt må heller ikke udvikle sig til et forhold mellem herre og slavekvinde.

For det andet skal kvinden gives alle sådanne muligheder, at hun inden for samfundsordenen kan udfolde sine naturlige evner og i videst muligt omfang kan bidrage på bedste vis til civilisationens opbygning.

For det tredje skal det være muligt for kvinden at nå udviklingens og succesens højeste tinder. Men alt, hvad der sker i hendes udvikling og succes, skal ske som kvinde. Hun har ingen ret til at iføre sig mandens skikkelse, og det er hverken til gavn for hende eller for civilisationen at forme hende til at leve et mandligt liv. Desuden kan hun ikke opnå succes ved at leve et mandligt liv.

Når islam med fuld opmærksomhed på de tre ovenfor beskrevne forhold har givet kvinden så omfattende civilisatoriske og økonomiske rettigheder, hædret hende med så høj anseelse og værdighed og gennem moralske og juridiske anvisninger givet en sådan varig garanti for bevarelsen af alle disse rettigheder og denne værdighed, findes der ikke noget eksempel herpå i nogen af verdens gamle eller moderne samfundsordener.

Økonomiske rettigheder

Det vigtigste og mest nødvendige forhold, hvorved menneskets værdighed etableres i samfundet, og hvorved det kan bevare sin værdighed, er dets økonomiske grundlag. Alle andre love end islams har holdt kvinden svag økonomisk, og hovedårsagen til kvindens slaveri i samfundet er netop hendes økonomiske nød. Europa ønskede at bringe denne tilstand til ophør og gjorde derfor kvinden erhvervsaktiv. Følgen blev, at det fremkaldte endnu en stor ulykke. Islam valgte en mellemvej mellem disse to. Den gav kvinden omfattende arverettigheder. Hun arver efter sin far, sin mand, sine børn og andre nære slægtninge [I arveloven er kvinden blevet tildelt halvdelen af den andel, som manden får. Grunden er, at kvinden modtager mahr og forsørgelse fra sin mand. Manden er berøvet disse. Kvindens forsørgelse påhviler ikke blot manden som en religiøs forpligtelse; hvis hun ikke har en mand, er faderen, broderen, sønnen eller andre ældre slægtninge tvunget til at forsørge hende. Når kvinden således ikke er blevet pålagt det tunge ansvar, som påhviler manden, er den arveandel, der er givet manden, derfor ikke blevet givet kvinden.] Desuden modtager hun mahr fra sin mand. Den formue og ejendom, hun erhverver gennem alle disse midler, tilhører hende fuldt ud, og hendes far, mand eller nogen anden har ikke fuld ret til at bruge den. Hvis hun investerer kapital i en virksomhed eller tjener penge gennem sit eget arbejde, vil også dette tilhøre hende. Trods dette påhviler ansvaret for hendes forsørgelse fuldstændigt manden. Uanset hvor velhavende hustruen er, kan manden ikke frigøre sig fra ansvaret for at forsørge hende. På denne måde er kvindens økonomiske stilling i islam blevet gjort så stærk, at kvinden ofte står bedre end manden.

Civilisatoriske rettigheder

Kvinden er blevet givet fuld ret til at vælge sin ægtemand. Ingen kan tvinge hende til at gifte sig med nogen imod hendes vilje, og ingen kan forhindre hende deri. Hvis hun imidlertid vælger en mand, som er ringere end hende med hensyn til slægt, har hendes værger ret til at gøre indsigelse mod det.

Kvinden har fået fuld ret til skilsmisse fra en usympatisk, tyrannisk eller uduelig ægtemand. Islam påbyder, at de rettigheder, der er givet manden over hustruen, skal udøves med god opførsel og barmhjertig behandling. Koranen siger:

(Arabisk**************************)

Behandl kvinder godt

(Arabisk**************************)

og glem ikke at gøre det indbyrdes forhold barmhjertigt og kærligt.

Den ædle Profet (f.) sagde:

(Arabisk**************************)

De bedste blandt jer er de, der er bedst over for deres hustruer, og som behandler deres egen familie kærligt.

Dette er ikke blot et moralsk råd. Hvis mandens udøvelse af sine rettigheder over hustruen bliver uretfærdig og tyrannisk, skal hustruen have ret til at træffe retlige foranstaltninger.

4. Enker og fraskilte kvinder, eller kvinder hvis ægteskab er blevet opløst i henhold til loven, eller som er blevet adskilt fra deres mænd, har fået fuld ret til at indgå et nyt ægteskab, og det er klart blevet sagt, at den tidligere ægtemand eller nogen af hans slægtninge ikke har nogen som helst ret over disse kvinder. En sådan ret er ikke blevet givet kvinder i de fleste stater i Europa og Amerika.

5. Der er blevet indført fuld lighed mellem kvinder og mænd i den civile og strafferetlige lovgivning. Hvad angår beskyttelsen af ejendom, liv, værdighed og ære, er der i islam ikke gjort nogen som helst forskel mellem kvinder og mænd.

Kvindelig uddannelse

Kvinden har ikke blot fået tilladelse til at erhverve religiøs og verdslig uddannelse; hendes uddannelse er også blevet anset for at være lige så nødvendig som mandens. Ligesom mændene modtog religiøs og moralsk undervisning fra den ædle Profet (s), gjorde kvinderne det samme. Der blev fastsat et særligt tidspunkt for kvinderne, og på dette tidspunkt kom de til den ædle Profet (s) for at modtage undervisning. Profetens hustruer, især Hazrat Aisha Siddiqah (ra), var lærere ikke blot for kvinder, men også for mænd, og fremtrædende sahabaer og tabiʿin lærte hadith, tafsir og fiqh hos hende. Det gjaldt ikke kun for de fornemme mennesker; den ædle Profet (s) befalede endog, at slavekvinder skulle undervises. Han siger:

(Arabisk********************************)

Den, der har en slavekvinde hos sig og giver hende god undervisning, lærer hende høflighed og anstændighed, derefter frigiver hende og gifter sig med hende, vil få en dobbelt belønning.

Bukhari

Hvad angår den grundlæggende uddannelse og dannelse, er der derfor ingen forskel mellem kvinder og mænd ifølge islam. Der er naturligvis behov for forskel med hensyn til uddannelsens art. Ifølge islam består kvindens egentlige uddannelse i at forme hende til en fremragende hustru, en fremragende mor og en fremragende husmoder. Eftersom hendes virkefelt er hjemmet, er det nødvendigt at give hende en uddannelse, der kan gøre hende bedre egnet til dette område. Desuden har hun brug for den viden og lærdom, som kan forme et menneske til et sandt menneske, opbygge hendes karakter og udvide hendes horisont. Denne form for uddannelse og dannelse er uundværlig for enhver kvinde. Hvis en kvinde derefter besidder en usædvanlig intelligens og mentale evner og efter denne uddannelse og dannelse ønsker at opnå en højere uddannelse inden for andre videnskaber og kundskabsområder, vil islam ikke stå i vejen for hende. Betingelsen er dog, at hun ikke overskrider de grænser, som shariaen har fastsat.

Kvindens sande frigørelse [Frigørelse]

Alt dette handler blot om rettigheder. Men den enorme gunst, som islam har vist kvinder, kan ikke vurderes ud fra dette alene. Hele menneskehedens civilisationshistorie vidner om, at kvinden på jorden blev betragtet som en legemliggørelse af ydmygelse, skam og synd. For faderen var fødslen af en datter en stor forbrydelse og en skamfuld sag. For at undgå den ydmygelse, der var forbundet med forholdet til svigerforældrene, blev det almindeligt at dræbe døtre. [Koranen beskriver med følgende ord denne jahiliyyah-tidsalders mentalitet:

(Arabisk********************************)

Når nogen af dem fik meddelelsen om, at hans hustru havde født en datter, blev hans ansigt mørkt, som om han havde drukket gift. Han blev så skamfuld over denne meddelelse, at han ikke kunne vise sit ansigt. Han kunne ikke vise det. Han tænkte: »Skal jeg tage imod datteren trods den ydmygelse, eller skal jeg begrave hende i jorden?]

Lad de uvidende og uuddannede ligge; selv det uddannede samfunds religiøse ledere havde i lang tid stået over for spørgsmålet om, hvorvidt kvinden virkelig var et menneske, om Allah havde givet hende en sjæl og så videre. Ifølge hinduismen er Vedaerne forbudt for kvinder. Ifølge buddhismen findes der ingen vej til nirvana for den, der har omgang med en kvinde. Ifølge kristendommen og jødedommen er kvinden alene ansvarlig for menneskets synd. I Grækenland havde husmødre ingen uddannelse, civilisation, kultur eller civilisatoriske rettigheder. I Rom, Iran, Egypten, Kina og andre civilisationers centre var kvindens situation næsten den samme. Som følge af århundreders slaveri, underkastelse og universelle had og ydmygelse var følelsen af selvrespekt forsvundet fra kvindens sind. Hun havde glemt, med hvilke rettigheder hun var blevet født til verden, og at der fandtes en hæderfuld plads til hende. Manden betragtede det som sin ret at begå uret og overgreb mod hende, og kvinden betragtede det som sin pligt at udholde disse overgreb. En slavementalitet var blevet indpodet i hende, således at hun på denne måde var blevet indpodet med en slavementalitet, at hun følte sig stolt over at kalde sig sin mands slave, og tilbedelse af ægtemanden var hendes religion.

Under sådanne forhold var det islam, der ikke blot lovmæssigt, men også mentalt, bragte en enorm revolution. Islam alene ændrede den ovennævnte mentalitet over for kvinder og mænd. De slagord om kvinders rettigheder, kvinders uddannelse og kvinders opvågnen, som man hører i dag, er et ekko af det revolutionære budskab, der blev udtalt af Hazrat Muhammad (s). Han ændrede retningen for menneskets tankegang, og han alene lod verdens befolkning høre, at kvinden er præcis et menneske, ligesom manden.

(Arabisk***************************)

Allah den Almægtige har skabt jer alle af ét menneske og skabt et par derfra. I Allahs øjne er der ingen forskel mellem kvinde og mand.

Sura an-Nisa: 1

(Arabisk***************************)

Manden vil få resultatet af sine handlinger, og kvinden vil på samme måde få præcis resultatet af sine handlinger.

Sura an-Nisa: 32

Den værdighed, som en mand kan opnå gennem tro og gode handlinger samt åndelig udvikling, er på samme måde åben for kvinden. Hvis en mand kan blive Ibrahim bin Adham, kan ingen hindre en kvinde i at følge vejen til at blive Rabia Basri.

(Arabisk***************************)

Deres Herre svarede dem på deres bøn: Jeg vil ikke lade nogen af jeres handlinger gå til spilde, hvad enten den handlende er en mand eller en kvinde; I er kommet fra hinanden.

– Al-i Imran: 195

(Arabisk***************************)

Og enhver, der gør det gode – hvad enten det er en kvinde eller en mand – vil, hvis vedkommende er troende, træde ind i Paradiset, og der vil ikke blive gjort dem den mindste uret.

_An-Nisa: 124

Muhammad (fvmh.) var desuden den eneste, der gjorde mænd opmærksomme på, at ligesom mænd har rettigheder over kvinder, har kvinder tilsvarende rettigheder over mænd.

(Arabisk***************************)

Ligesom kvinden har ansvar og pligter, har hun også rettigheder.

Desuden befriede Hazrat Muhammad (fvmh.) kvinderne for skam, ydmygelse og fornedrelse og hædrede dem med værdighed og ære. Han fortalte fædrene, at en datter ikke er en skam for dem, men at de gennem hendes opdragelse og opfyldelsen af hendes rettigheder kan opnå Paradiset.

(Arabisk***************************)

Hvis en person opfostrer sine to døtre, indtil de bliver myndige, vil denne person og jeg på Dommedag komme sammen på en sådan måde, som mine to fingre er sammen.

Muslim

(Arabisk***************************)

Hvis nogen får døtre og opfostrer dem, vil de være en hindring for ham mod Helvede.

-an-Nasa’i

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har sagt til ægtemanden, at en god hustru er den største velsignelse for ham i verden.

(Arabisk***************************)

Den bedste af verdens velsignelser er en god hustru

An-Nasa’i

(Arabisk***************************)

Blandt denne verdens ting er kvinder og parfume mig kæreste, og bønnen er mine øjnes trøst.

An-Nasa’i

(Arabisk***************************)

Der findes intet bedre blandt denne verdens velsignelser end en god hustru.

Ibn Majah

Det er alene islams profet, Hazrat Muhammad (s), der har sagt, at moderen efter Allah og Sendebudet er den, der mest fortjener ære, respekt og god behandling.

(Arabisk***************************)

En mand sagde: »Allahs Sendebud, hvem har størst ret til at modtage god behandling fra mig?« Sendebudet sagde: »Din mor.« Han spurgte: »Hvem derefter?« Han sagde: »Din mor.« Han spurgte: »Og hvem derefter?« Han sagde: »Din mor.« Han spurgte: »Hvem derefter?« Han sagde: »Din far.«

Al-Bukhari.

(Arabisk***************************)

Ulydighed mod moderen og berøvelse af hendes rettigheder har Allah gjort forbudt for dig. – Al-Bukhari

Den ædle profet (s) har også fortalt menneskene, at stærk følelsesmæssighed, finfølelsen i sanseoplevelserne og tilbøjeligheden til at hælde mod yderligheder er en del af kvindens natur. Det er på denne natur, Allah har skabt hende, og det er ikke en mangel ved kvindeligheden, men netop dens skønhed. Mennesket kan kun drage så megen nytte af dette, som det er muligt, ved at lade hende forblive på denne natur. Hvis man forsøger at gøre hende lige så rank og hård som en mand, vil hun knække.

Således er den ædle profet (s) den første og sidste person, der har ændret holdningen til kvinder, ikke blot hos mænd, men også hos kvinder, og som i stedet for jahiliyyah-tidens holdning har skabt en korrekt holdning, hvis grundlag ikke er følelsesmæssighed, men fornuft og indsigt. Desuden nøjedes han ikke med blot at gennemføre åndelig reform og forbedring; ved hjælp af loven sørgede han også for at beskytte kvinders rettigheder og forhindre mænds uretfærdighed og overgreb. Endvidere indpodede han kvinderne en så stærk bevidsthed, at de kunne forstå deres retmæssige rettigheder og søge lovens beskyttelse for at bevare dem.

Profeten (fred være med ham) havde så megen nåde, ømhed og kærlig omsorg for kvinderne, og han var en så stor beskytter af dem, at de straks henvendte sig til Profeten med en klage, hvis de blev udsat for selv den mindste uret eller uretfærdighed. Mændene var også bange og bekymrede, idet de frygtede, at kvinderne på et eller andet tidspunkt skulle klage over dem til Profeten.

Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) har sagt:

Så længe Profeten (fred være med ham) var i live, var vi meget forsigtige i vores omgang med vores hustruer, af frygt for at der pludselig skulle blive åbenbaret en straffende befaling mod os. Efter Profetens (fred være med ham) død begyndte vi at tale frit og åbent med dem. – Bukhari

Det fremgår af Ibn Majahs beretning, at Profeten (fred være med ham) forbød at slå sin hustru. En gang klagede Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) over, at kvinderne var blevet meget trodsige. Han mente, at det burde være tilladt at slå dem for at få dem til at adlyde. Profeten (fred være med ham) gav tilladelse. Det var, som om folk allerede havde ventet på dette i lang tid. Den selvsamme dag, efter at tilladelsen var givet, blev halvfjerds kvinder slået af deres mænd. Den følgende dag samledes en skare af klagende kvinder ved Profetens hus. Profeten (fred være med ham) samlede folk og sagde:

(Arabisk************************************************)

I dag har halvfjerds kvinder omringet profeten Muhammads (fred være med ham) familie. Hver eneste af dem klagede over sin mand. De, som har gjort den slags, er ikke gode mennesker blandt jer.

Resultatet af sådanne moralske og juridiske reformer er, at kvinden i det islamiske samfund er blevet tildelt en så høj status, at man ikke kan finde et sidestykke til den i noget andet samfund i verden. En muslimsk kvinde kan i det jordiske liv og i religiøse anliggender, hvad angår materielle, åndelige og intellektuelle evner, stige til så høje tinder af ære og fremgang, som kun mænd ellers kan nå. Hendes liv som kvinde er på ingen måde en hindring på denne vej. I dette tyvende århundrede er verden langt bagefter islam. Den menneskelige tænkning har ikke kunnet nå det højdepunkt, som islam er nået til. Det, de vestlige lande har givet kvinden, har de ikke givet hende som kvinde; de har gjort det ved at forvandle kvinden til en mand. Kvinden er i virkeligheden stadig ringeagtet i deres øjne, sådan som hun var i uvidenhedens tidsalder. Husets dronning, hustru og børnenes mor – kort sagt har den virkelige kvinde stadig ingen status. Hvis der findes ære og anseelse, tilkommer den den såkaldte ‘kvindelige mand’ eller den mandhaftige kvinde – en person, der fysisk er kvinde, men mentalt er mand og arbejder i civilisationen og samfundet som en mand. Det er med andre ord ikke kvindelighedens anseelse, men mandighedens anseelse! Et tydeligt bevis på mindreværdskomplekset [Inferiority Complex] og den psykiske forstyrrelse er, at den vestlige kvinde stolt ifører sig mandetøj, mens ingen mand kan forestille sig at iføre sig kvindetøj og gå ud offentligt. At være hustru anses af vestlige kvinder for ydmygende. At være ægtemand anses derimod ikke for ydmygende af nogen mand. Kvinden føler sig æret ved at udføre mandlige opgaver. Men ingen mand har vist respekt for kvindelige opgaver som husførelse og opdragelse af børn. Det er kun islam, der har gjort dette: Den har bevaret kvinden på hendes naturlige plads og givet hende høj status i civilisationen og samfundet. I virkeligheden er det islam, der har løftet kvindelighedens anseelse. Den islamiske civilisation bevarer kvinden som kvinde og manden som mand og lader hver af dem udføre de forskellige opgaver, som naturen har skabt dem til. Derefter giver den hver af dem lige muligheder for ære, fremgang og succes ved at lade dem blive på deres respektive pladser. Ifølge dens syn er både kvindelighed og mandighed nødvendige dele af menneskeheden. Begge er lige vigtige for opbygningen af civilisationen. Den tjeneste, de hver især yder inden for deres egne grænser, er lige gavnlig og fortjener lige stor anseelse. Der er ingen overlegenhed i mandighed, og der er ingen ydmygelse i kvindelighed. Ligesom en mand opnår ære, fremgang og succes ved at være mand og udføre mandlige opgaver, vil en kvinde på samme måde opnå ære, fremgang og succes ved at forblive kvinde og udføre kvindelige opgaver. En retskaffen civilisation skal holde kvinden på hendes naturlige arbejdsområde, give hende fulde menneskelige rettigheder, hædre hende med respekt og anseelse, udvikle hendes skjulte talenter gennem uddannelse og oplæring og åbne vejen for hendes fremgang og succes inden for dette arbejdsområde og disse grænser.

Det islamiske samfundssystem

।।Tre।।

Beskyttelse

Dette var den islamiske samfundsordens fuldstændige struktur. Før vi går videre, lad os endnu en gang se på denne strukturs vigtigste kendetegn.

1. Formålet med dette system er at holde det samlede miljø så rent som muligt for seksuel ophidselse og seksuel uro, så menneskets fysiske og mentale kræfter får mulighed for at udfolde sig i et rent og fredeligt miljø og kan tage del i civilisationens opbygning med sine bevarede og samlede kræfter.

2. Seksuelle relationer skal holdes fuldstændig inden for ægteskabets rammer, og uden for disse rammer skal man ikke blot forhindre uorden i handlinger, men også så vidt muligt lukke alle veje til uorden i tankerne.

3. Kvinders arbejdsområde skal være adskilt fra mænds arbejdsområde. Under hensyntagen til begges natur og karakter samt deres mentale og fysiske evner skal forskellige opgaver for civilisationen overdrages til dem. Deres indbyrdes forhold skal organiseres sådan, at de inden for de lovlige grænser hjælper hinanden. Men ingen må overskride grænserne og blande sig i den andens arbejde.

4. Inden for familiens orden og disciplin skal manden have status som familiens tjener, og alle i hjemmet skal være lydige over for husets overhoved.

5. Både kvinder og mænd skal have menneskelige rettigheder, og begge skal gives mulighed for at gøre fremskridt. Men de må ikke overskride de grænser, der er fastsat for dem i samfundet.

For det samfundssystem, hvis grundlag er blevet lagt på dette billede, er der behov for visse bevaringsforanstaltninger, som kan sikre, at dets orden forbliver intakt med alle dets særlige kendetegn. Islams bevaringsordning er af tre slags:

a) åndelig reform,

b) strafferetlige love og bestemmelser,

c) forebyggende foranstaltninger.

Disse tre former for bevaringsforanstaltninger er foreslået under hensyntagen til samfundsordningens natur og formålets egnethed, og de varetager tilsammen vedligeholdelsen.

Gennem åndelig reform oplæres mennesket således, at det af sig selv bliver villigt til at adlyde denne samfundsordning, hvad enten der udenfor findes en magt, som kan tvinge det til denne lydighed, eller ej.

Gennem straffelovgivningen blokeres vejen for alle former for forbrydelser, der ødelægger denne ordning.

Gennem de forebyggende foranstaltninger er der indført en ordning i samfundslivet, som renser samfundets miljø for unaturlig ophidselse og kunstig aktivitet og fuldstændig mindsker risikoen for seksuel tøjlesløshed. Denne ordning skaber sådanne hindringer på vejen for dem, hvis åndelige reform ikke er blevet gennemført gennem moralsk undervisning, og som heller ikke frygter straffelovgivningen, at det bliver vanskeligt for dem at tage effektive skridt, selv om de har interesse i og lyst til seksuel tøjlesløshed. Desuden er det en ordning, som adskiller mænds og kvinders områder, etablerer familiens orden på en ægte islamisk måde og opretholder de grænser, som islam har fastlagt for at bevare forskellen mellem mænds og kvinders liv.

Åndelig reform

Grundlaget for lydighed i islam er fuldstændigt bygget på iman. Den, der tror på Allah, Hans Bog og Hans Sendebud, er omfattet af shariaens bud og forbud. For at adlyde buddene og afholde sig fra det forbudte behøver vedkommende blot at vide, at Allah har befalet dette og forbudt hint. Når en troende således gennem Allahs Bog får at vide, at Allah har forbudt uanstændighed og onde handlinger, kræver hans iman, at han afholder sig fra sådanne handlinger og også holder sit sind fra at blive draget mod dem. På samme måde gælder det, at når en kvinde ved, hvilken plads Allah og Hans Sendebud har tildelt hende i samfundet, kræver hendes iman, at hun med tilfredshed og oprigtig interesse accepterer denne plads og ikke overskrider sine grænser. På samme måde som på livets øvrige områder afhænger islams rette og fuldstændige lydighed også inden for moralens og samfundslivets grænser af iman. Derfor er der i islam, før der gives nogen anvisning om moral og samfundsliv, først og fremmest blevet kaldt til iman, og der er blevet gjort en indsats for at fæstne den i hjertet.

Dette er et så grundlæggende middel til åndelig reform, at det ikke blot har forbindelse med moralen, men med hele den islamiske ordning. Derefter har islam, særligt inden for karakterdannelsens område, anvendt en videnskabelig metode til undervisning og opdragelse, hvis korte beskrivelse gives nedenfor:

Blufærdighed:

Det er tidligere blevet sagt, at mennesket, påvirket og ledet af sin dyriske natur, begår ægteskabsbrud, tyveri, løgn og andre forbrydelser. Alt dette strider mod menneskenaturen. Disse handlinger kaldes med Koranens ord »munkar«. Ordet »munkar« betyder »uvidende« eller »ukendt«. At kalde disse handlinger »munkar« betyder, at de er sådanne handlinger, som menneskenaturen ikke kender, og som den dyriske natur tvinger mennesket til at begå; derfor vil menneskenaturen se på alle disse »munkar« eller ukendte handlinger med afsky. Den vise lovgiver har peget på dette forhold eller denne bestanddel, og det er blufærdighed.

Den skam, som et menneske, der føler sig draget mod »munkar«-handlinger, føler over for sin egen natur og over for Allah, kaldes i islamisk terminologi »haya«. Haya betyder skam. Denne skam er en kraft, som holder mennesket tilbage fra uanstændighed og andre munkar- eller forkastelige handlinger. Hvis det en dag, påvirket og ledet af sin dyriske natur, begår en ond handling, er det netop dette, der [skammen] stikker det i hjertet. Kort sagt består den islamiske moralske undervisning og opdragelse i at bringe dette skjulte element af skam frem fra menneskenaturens dyb, nære det gennem kundskab, forståelse og elementet gennem kundskab, forståelse og bevidsthed, skabe en stærk moralsk følelse og udnævne den til en vogter i menneskets sind. Dette er en forklaring på følgende hadith:

(Arabisk************************************************************************)

Hver religion har sin egen karakter, og islams karakter er blufærdighed.

Endnu en hadith kaster lys over dette:

(Arabisk**********************************************)

Hvis du ikke har nogen skam, så gør, hvad du vil.

For når skammen først er forsvundet, sejrer den dyriske naturs primitive drifter over mennesket, og da er munkar ikke længere munkar for ham.

Menneskets medfødte skam er som et formløst element, der ikke antager nogen bestemt form. Den nærer en naturlig afsky for alle forkastelige handlinger, men rummer ingen egentlig forståelse. Derfor ved mennesket ikke, hvorfor det nærer afsky for en bestemt handling – og denne uvidenhed svækker gradvist følelsen af afsky. Under presset fra de dyriske drifter begynder mennesket derefter at begå forkastelige handlinger, og efter at have gentaget dem igen og igen forsvinder følelsen af skam til sidst. Formålet med den islamiske moralske opdragelse er at fjerne denne uvidenhed. Den gør ikke blot mennesket bekendt med de åbenlyse munkar-handlinger, men tydeliggør dem også i hjertets skjulte kroge. Den advarer mennesket om hver enkelt forkastelig handlings skadelige følger, så det hader den med indre indsigt. Derefter gør den moralske opdragelse denne oplærte skam så følsom, at selv den mindste tilbøjelighed til en forkastelig handling ikke forbliver skjult for mennesket, og at det ikke undlader at udtale en advarsel selv ved den mindste fejl i ønsker og begær.

Inden for islamisk moral er skammens område så omfattende, at ingen del af livet ligger uden for det. For eksempel har islam også taget skammen til hjælp for den moralske reform inden for den del af civilisationen og samfundet, der er forbundet med menneskets seksualliv. Den afslører sindets fine og søde hemmeligheder i seksuelle spørgsmål, gør skammen opmærksom på dem og sætter den til at føre opsyn med dem. Her er der ikke plads til en detaljeret drøftelse. Jeg vil nøjes med at give nogle få eksempler.

Sindets tyv

I lovens øjne begås utroskab gennem fysisk samkvem og seksuel omgang. Men set fra moralens synspunkt er tiltrækning til det modsatte køn uden for ægteskabets grænser utroskab, hvad angår vilje og begær. At fryde sine øjne ved en fremmeds skønhed, at nyde lyden af vedkommendes stemme i sine ører, den yndige måde at tale på i samtalen og gentagne gange at tage skridt mod vedkommendes bolig – alt dette er optakten til utroskab og er i egentlig forstand utroskab. Loven kan ikke gribe denne form for utroskab. Det er sindets tyv, og kun sindets politi kan arrestere den. I denne forbindelse blev følgende advarsel fremsat i en hadith:

(Arabisk************************************************************************)

Øjnene begår utugt, og blikket er deres utugt; hænderne begår utugt, og berøringen er deres utugt; fødderne begår utugt, og det at gå ad denne vej er deres utugt; samtale er tungens utugt; begær og lyster er sindets utugt; til sidst bekræfter eller afkræfter kønsorganet sandheden i alt dette.

Blikkets skadevirkninger

Blikket er sindets største tyv. Derfor gør den hellige Koran og Hadith først og fremmest opmærksom på dette. Koranen siger:

(Arabisk*********************************************************)

O Profet! Sig til de troende mænd, at de skal vende deres blik bort fra andre kvinder og beskytte deres kønsorganer. Det er den reneste vej for dem. Allah er velvidende om, hvad de gør. Og O Profet! Sig til de troende kvinder, at de skal vende deres blik bort fra andre mænd og beskytte deres kønsorganer. – Sura an-Nur: 30-31

Det hedder i hadith:

(Arabisk***********************************************)

O menneskebørn! Jeres første blik er tilgiveligt. Men pas på, at I ikke kaster et andet blik. – Jassas

Der blev sagt til Hazrat Ali (ra):(Arabisk*************************************************)

O Ali! Kast ikke et andet blik efter det første. Det første er tilgiveligt, men det andet er det ikke.

Hazrat Jabir spurgte: »Hvad skal jeg gøre, hvis mit blik pludselig falder på noget? Profeten sagde: »Vend straks dit blik bort.« – Abu Dawud

Tilbøjeligheden til at vise sin skønhed

En kvindes ønske om at vise sin skønhed er også en af årsagerne til blikkets skadelige følger. Ønsket er ikke altid tydeligt. Et sted bag sindets slør ligger ønsket om at vise sin skønhed skjult, og det kommer til udtryk i klædedragtens skønhed, hårets omhyggelige opsætning, valget af fine og kostbare klæder samt i andre lignende forhold. Koranen har for alt dette anvendt det omfattende begreb »tabarruj al-jahiliyyah«. Den skønhedsudfoldelse og påklædning, som sker med det formål at glæde andres øjne end ægtemandens, kaldes »tabarruj al-jahiliyyah«. Hvis nogen form for forskønnelse sker med dette formål, regnes den også for »tabarruj al-jahiliyyah«. Der kan ikke udformes nogen lov for dette. Det afhænger af kvindens samvittighed. Hun må selv gøre sit sind op og se efter, om der dér skjuler sig et urent ønske. Hvis der gør, lyder Allahs befaling til hende:(Arabisk********************************)

Gå ikke nu omkring med den slags pynt og pragt, som man plejede at gøre det i jahiliyyahens tid. – Al-Ahzab: 33

Den pynt og udsmykning, der ikke har noget urent ønske bag sig, er islamisk udsmykning. Den, hvori der findes blot den mindste dårlige hensigt, er jahiliyyahens udsmykning.

Tungens skadelighed

Tungen er endnu en agent for sindets Satan. Der er ingen grænser for, hvor megen skade der hele tiden forårsages og udbredes gennem tungen. Kvinder og mænd taler sammen. Ingen ond hensigt kommer tydeligt til udtryk, men sindets skjulte tyv skaber sødme i stemmen, en tiltrækning i måden at tale på og en fortryllelse i samtalen. Koranen afslører denne tyv i sindet:

(Arabisk********************************)

Hvis I frygter Allah, så tal ikke på en indsmigrende måde [med andre]. Ellers vil den, der har en sygdom i sit hjerte [dårlige lyster], nære et håb med hensyn til jer. Når I taler, så tal enkelt og ligefremt [som den ene person normalt taler med den anden]. -Ahzab: 32

Det er denne tyv i sindet, der finder glæde ved at beskrive og høre om andres lovlige eller ulovlige seksuelle forhold. For at nyde denne fornøjelse synges kærlighedssange, der fortælles sande og falske kærlighedshistorier, og disse ting udbredes i samfundet som gløden fra en sagte ild.

Koranen siger:(Arabisk***********************************************************************)

De, der ønsker, at skamløshed skal udbredes blandt muslimer, får en smertefuld straf både i denne verden og i det hinsidige. Nur: 19

Der findes mange flere former for skade, som tungen forårsager, og i hver af dem er der en tyv i sindet. Islam har undersøgt alle disse forhold og advaret imod dem. Ingen kvinde har fået tilladelse til at beskrive en anden kvindes forhold over for sin mand. Det er blevet sagt i hadith:(Arabisk*********************************************************)

Mænd og kvinder er blevet forbudt at fortælle andre om deres ægteskabelige forholds private omstændigheder. For også dette fremmer uanstændighed og vækker forelskelse i sindet. – Abu Dawud

Hvis imamen under bønnen i menigheden begår en fejl, eller der er behov for at gøre ham opmærksom på noget, har mændene fået tilladelse til at advare ham ved at sige »Subhanallah«. Kvinderne har derimod fået besked på ikke at sige noget med munden, men at slå den ene hånd mod den anden. – Abu Dawud, Bukhari.

Skadelig lyd

Ofte forbliver tungen tavs. Men hørelsen tiltrækkes gennem andre bevægelser. Også dette er forbundet med en dårlig hensigt, og islam har fremsat en advarsel herom:(Arabisk******************************************************)

De skal ikke gå ved at slå fødderne mod jorden, for at man derved kan få kendskab til den skønhed [smykker], som de holder skjult. – Sura an-Nur: 31

Skadelig duft

Blandt alle de budbringere, der overfører et budskab fra ét ondt sind til et andet, er duft en af dem. Det er et meget subtilt middel til at overføre et budskab, som folk netop opfatter som subtilt. Men den islamiske blufærdighed er så følsom, at selv denne subtile bevægelse er vanskelig for dens sarte natur. Den islamiske blufærdighed tillader ikke en muslimsk kvinde at færdes på vejen eller gå til en forsamling iført klæder, der er gennemtrængt af duft. For hvad nytter det, at hendes skønhed og smykker forbliver skjult? Hendes duft vil nemlig brede sig i luften og vække ophidselse.

(Arabisk*******************************************************************)

Profeten (s) sagde: Den kvinde, der bruger parfume eller andre vellugtende midler og går blandt folk, er en vildfaren kvinde.

(Arabisk****************************************************************)

Hvis nogen af jeres kvinder går til moskeen, skal hun ikke bruge parfume.

(Arabisk************************************************************)

For mænd er farveløs, vellugtende attar passende, og for kvinder er farvestrålende, duftfri attar passende.

Nøgenhedens skadevirkninger

I kapitlet om satr – [ifølge den islamiske sharia kaldes de dele af mænds og kvinders krop, som det er påbudt at holde tildækket, for satr. – Oversætterens anmærkning] – har islam givet en korrekt forklaring på menneskelig blufærdighed og ære, som ingen civilisation i verden har kunnet tilbagevise. I dag er selv de mest civiliserede folkeslag i verden nået dertil, at hverken deres kvinder eller mænd har noget imod at lade en hvilken som helst del af kroppen være utilsløret. For dem er klædedragten til for skønhedens skyld, ikke for satrs skyld. Men set fra islams synspunkt er satr vigtigere end skønhed; islam påbyder mænd og kvinder at tildække de dele af deres krop, hvori der findes seksuel tiltrækning for hinanden. Nøgenhed er en sådan uanstændighed, som den islamiske blufærdighed og ære på ingen måde kan tolerere. Der er naturligvis ikke tale om andre mænd; men islam billiger heller ikke, at ægtefæller er nøgne over for hinanden. – Ibn Majah

(Arabisk*************************************************************)

Når nogen af jer går ind til sin hustru, bør han tage hensyn til sin satr. Lad ingen af jer begge ligge nøgne som æsler. – Ibn Majah

(Arabisk*******************************************************************)

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har sagt, at hun aldrig så Rasulullah (s) nøgen.

Endnu større blufærdighed og ærbarhed består i, at islam heller ikke billiger, at man er nøgen, når man er alene. Grunden er, at man bør udvise større blufærdighed over for Allah.

(Arabisk*********************************************************************)

Vogt jer! Vær aldrig nøgne. For Allahs engle er hos jer; de forlader jer ikke, undtagen når I går for at forrette jeres nødtørft, eller når I går ind til jeres hustru. Vær derfor blufærdige over for dem, og tag hensyn til deres ære.

En beklædning, hvorigennem kroppens dele kan ses, og satr bliver blottet, er i islams øjne slet ingen beklædning.

(Arabisk******************************************************************************)

Allahs Sendebud (s) sagde: De kvinder, som, selv om de bærer klæder, alligevel er nøgne, behager andre og selv lader sig behage af andre, og som går pralende med krummet hals ligesom baktriske kameler, vil aldrig træde ind i Paradiset og vil ikke engang få lugten af dets duft.

Her er nogle eksempler blevet givet, for at man deraf kan bedømme den islamiske karakters niveau og dens moralske livskraft (Spirit). Islam ønsker at holde det sociale miljø og dets atmosfære fri for og renset for alle forhold, der tilskynder til uanstændighed og forkastelige handlinger. Kilden til alle disse tilskyndelser findes i menneskets indre. Uanstændighedens og de forkastelige handlingers kim næres netop dér, og derfra begynder små bevægelser eller tilskyndelser, som senere bliver årsag til uro og forstyrrelse. Den uvidende betragter dette som ubetydeligt og ignorerer det; men i den kyndiges øjne er det i virkeligheden roden til den alvorlige sygdom, der ødelægger karakteren, civilisationen og samfundet. Derfor ønsker islams moralske lære at skabe en så stærk følelse af skam i menneskets indre, at det hele tiden holder sig selv til regnskab og, så snart den mindste tilbøjelighed til en ond handling viser sig, erkender den og ved sin egen viljestyrke kan ødelægge den i sin kim.

Straffelov

Grundprincippet i islams straffelov er, at et menneske ikke skal bindes af politikkens blækspruttearme, så længe det ikke har begået en forbrydelse, der kan ødelægge den civilisatoriske orden. Men når det først har begået en sådan forbrydelse, bør det ikke vænnes til at synde og udstå straf ved at blive idømt en mild straf. Betingelserne for at bevise en forbrydelse skal være strenge. –[I den islamiske bevisret er betingelserne for at bevise en forbrydelse generelt gjort meget strenge. Betingelserne for at bevise utugt er gjort strengest af alle. Som hovedregel anser islamisk lov to vidner for tilstrækkeligt i hele sagen. Men ved bevis for utugt er mindst fire vidner foreskrevet.] Man skal så vidt muligt beskytte mennesker mod at falde ind under lovens anvendelsesområde. –[Profeten (s) siger: “(Arabisk*********************)Muslimer skal så vidt muligt beskyttes mod straf. Hvis der findes nogen udvej til at skåne den skyldige, så lad ham gå fri. For det er bedre, at imamen fejler ved at tilgive, end at han fejler ved at straffe. –Tirmidhi] Men når en person først falder ind under lovens anvendelsesområde, skal han idømmes en så alvorlig straf, at han ikke blot holder sig fra at gentage synden, men også at hundredtusinder af andre, der er knyttet til denne synd, bliver skræmte og rystede ved at se den alvorlige straf. For lovens formål er at befri samfundet for forbrydelser. Det er ikke, at mennesker skal begå forbrydelser igen og igen og udstå straf igen og igen.

For at opretholde den sociale orden har islams straffesystem fastslået, at der er to handlinger, som er strafbare forbrydelser. Den ene er utugt, den anden er falsk anklage.

Straffen for utugt

Om utugt er det tidligere blevet sagt, at denne handling moralsk set er resultatet af menneskets dybeste forfald.

Den person, der begår denne handling, beviser i virkeligheden, at hans menneskelighed har måttet vige for dyriskheden. Derefter kan han ikke længere forblive et retskaffent medlem af det menneskelige samfund. I samfundets øjne er dette en af de store forbrydelser, der hugger ved roden af den menneskelige civilisation. Af alle disse grunde har islam fastslået, at dette er en strafbar synd, uanset om der samtidig begås nogen anden forbrydelse eller ej—uanset om der er tale om tvang eller om krænkelse af en andens rettigheder.

Koranens påbud lyder således:(Arabisk*************************************************************)

Giv hver utugtig kvinde og hver utugtig mand et hundrede piskeslag, og lad jer aldrig bevæge af medfølelse med dem, når det gælder Allahs lov, hvis I tror på Allah og den yderste dag. Og når de straffes, skal en gruppe af de troende være til stede for at overvære deres straf. – Sura an-Nur: 2

I dette kapitel er der en stor forskel mellem islamisk lov og vestlig lov. Efter vestlig lov er utugt i sig selv ikke nogen forbrydelse. I deres øjne regnes utugt kun som en forbrydelse, når den begås med vold, eller når den begås med en kvinde, der har en ægtemand. Med andre ord er utugt efter deres lov én forbrydelse, mens brug af tvang og krænkelse af en andens rettigheder er yderligere forbrydelser. På grund af denne grundlæggende forskel er der også forskel på straffene. Vestlig lov anser fængsel for tilstrækkeligt ved voldtægt, og hvis en mand begår utugt med en gift kvinde, gives hendes ægtemand ret til erstatning. Denne straf forebygger ikke forbrydelsen; tværtimod gør den folk endnu mere frygtløse. Derfor er omfanget af utugt steget i de lande, hvor sådanne love gælder. Den islamiske lov befrier derimod samfundet for denne slags forbrydelser og forbrydere gennem straffen for utugt. I de lande, hvor denne slags straf gives for utugt, bliver forbrydelsen aldrig udbredt i hele samfundet. Når straffen én gang er fuldbyrdet i overensstemmelse med shariaens bestemmelser, opstår der en sådan rædsel blandt hele landets befolkning, at ingen i flere år tør begå denne slags forbrydelse. For den slags forbrydelsesprægede mennesker er dette en form for psykologisk operation, hvorved deres sind automatisk reformeres.

I Vesten ser man på hundrede piskeslag med afsky. Grunden er ikke, at man ikke bryder sig om fysisk afstraffelse af mennesker; den egentlige grund er snarere, at ens moralske følelse endnu ikke er blevet udviklet. Før anså man utugt for en last. Nu betragter man den som ren leg, en fornøjelse, hvorved to mennesker af forskelligt køn kan more sig et øjeblik. Derfor ønsker man, at loven skal udvise overbærenhed i denne sag, og at der ikke træffes nogen effektiv foranstaltning, så længe den utugtige ikke griber ind i andres frihed eller juridiske rettigheder. Når der derefter gribes ind i andres frihed eller rettigheder, betragtes det som en forbrydelse, hvorved kun én persons rettigheder krænkes. Derfor anser man en almindelig straf eller erstatning for tilstrækkelig straf for denne forbrydelse.

Det siger sig selv, at den, der har denne opfattelse af utugt, vil betragte hundrede piskeslag for denne handling som en undertrykkende straf. Men når hans moralske og sociale følelse er blevet udviklet, og han får at vide, at utugt, hvad enten den begås frivilligt eller med tvang, under alle omstændigheder er en social forbrydelse, og at hele samfundet lider skade under den, vil hans syn på straffen naturligt ændre sig. Han må erkende, at samfundet skal beskyttes mod denne skade, og eftersom de elementer, der tilskynder til utugt, er dybt forankrede i menneskets dyriske natur, og deres udryddelse ikke er mulig alene gennem fængsel og erstatning, er der ingen anden mulighed end at træffe strenge foranstaltninger for at lukke alle veje til den. I stedet for at fritage forbryderen for straffens smerte og dermed skade hele nationen og dens fremtidige uskyldige efterkommere, er det langt bedre at påføre én eller to personer en streng fysisk straf og derved beskytte millioner af mennesker mod utallige moralske og sociale skader.

Der er endnu en grund til, at man betragter hundrede piskeslag som tyrannisk. Den kan let forstås, hvis man tænker over grundlaget for den vestlige civilisation. Jeg har allerede beskrevet, at denne civilisations begyndelse netop udsprang af tendensen til at støtte individet mod fællesskabet, og at hele dens grundlag er blevet opbygget på en overdreven forestilling om individuelle interesser og rettigheder. Derfor forekommer det ikke vesterlændingen så uudholdeligt, hvor meget uret individet end begår mod fællesskabet; i de fleste tilfælde tager de det tværtimod med glæde. Men når man griber ind over for individet for at beskytte fællesskabets rettigheder, løber det dem koldt ned ad ryggen, og al deres sympati ligger hos individet i stedet for fællesskabet. Desuden er det et særligt kendetegn ved disse tilhængere af den vestlige jahiliyyah, ligesom hos alle indbyggere i jahiliyyahens tidsalder, at de tillægger følelsesbetonethed større betydning end fornuften. Den skade, der rammer et enkelt menneske, opleves i begrænset form, og derfor betragter de den som et stort onde. Derimod er de ikke i stand til at føle betydningen af den omfattende skade, der rammer hele samfundet og dets fremtidige efterkommere.

Shariaens bestemmelse om grundløse anklager for utugt

Den skade, der følger af utugt, opstår næsten på samme måde ved falske anklager om utugt. Når en anset kvinde falsk anklages for utugt, bliver hun ikke alene vanæret; fjendskabet mellem forskellige familier vokser også, slægtskabet kommer under mistanke, ægteskabelige forhold ødelægges, og én person kan blot ved én gang at udtale nogle få ord påføre mange mennesker lidelser i mange år. Koranen har fastsat en streng straf for denne forbrydelse.

Koranen siger:
(Arabisk****************************************)

De, der anklager ærbare kvinder for utugt, men ikke kan fremføre fire vidner til støtte for anklagen, skal piskes firs gange, og deres vidnesbyrd må aldrig senere accepteres. Sådanne mennesker er selv forbrydere. – Sura an-Nur: 4

Forebyggende foranstaltninger

Således afskaffer islams strafferet gennem sin politiske magt på den ene side uretfærdige handlinger med tvang og beskytter på den anden side samfundets hæderlige mennesker mod bagvaskelse fra ondsindede personer. Islams moralske lære renser mennesket indefra på en sådan måde, at hvis dårlige begær opstår i sindet på grund af mangler i den moralske oplæring, og disse begær omsættes til tvangshandlinger, hindres de ved lov. Mellem disse to metoder er der taget en yderligere metode i brug, fordi den skal støtte den moralske lære i menneskets åndelige forbedring. Ved hjælp af alle disse metoder er samfundsordenen blevet reformeret på en sådan måde, at de svagheder, som på grund af mangler i den moralske oplæring bliver tilbage hos individerne, ikke vokser og ikke får virkning; at der i samfundet skabes et miljø, hvor dårlige begær ikke får mulighed for at udfolde sig, og at alle mulige veje, der kan ødelægge den civiliserede orden, bliver lukket.

Nu beskriver vi hver af disse metoder for at drøfte dem nærmere.

Påbuddet om klædedragt og blufærdighed

Hvad angår de sociale forskrifter, var islams første skridt at udrydde nøgenheden og fastlægge grænserne for blufærdighed for mænd og kvinder. Arabernes tilstand i jahiliyyah-tiden var ikke anderledes på dette område. De blottede sig uden tøven foran hinanden. – [Det fortælles i en hadith: Hazrat Miswar bin Makhrama (må Allah være tilfreds med ham) bar en sten. Undervejs løsnede hans lændeklæde sig, og han fortsatte med at bære stenen i denne tilstand. Profeten (fred være med ham) så ham og sagde: »Dæk din krop til, og gå ikke omkring nøgen.« – Muslim] De anså det for unødvendigt at skjule sig under badning og toiletbesøg. Man foretog tawaf om Kabaen helt nøgen og anså det for en fremragende tilbedelseshandling. – [Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Mujahid (må Allah være tilfreds med ham), Tawus (må Allah være tilfreds med ham) og Zuhri (må Allah være tilfreds med ham) har samstemmende sagt, at tawaf om Kabaen blev udført nøgen.] Kvinder udførte også tawaf nøgne. – [Muslim har i Kitab at-Tafsir beskrevet denne skik blandt araberne: En kvinde udførte tawaf nøgen og sagde til de forsamlede: »Hvem vil give mig et klæde, som jeg kan dække min krop med?« På denne måde blev det anset for en stor from handling at give den nøgne kvinde et klæde.] Deres kvinders klædedragt var sådan, at en del af brystet var ubeklædt, og dele af armene, taljen og området under knæene var ubeklædte. Nøjagtig den samme tilstand ses i dag i Europa, Amerika og Japan. Ingen steder i de østlige lande findes der en social orden, som fastlægger, hvilke dele af kroppen der skal være ubeklædte, og hvilke der skal være tildækkede.

På dette område lærte islam mennesket civilisationens første lektion.

(Arabisk******************************************)

O menneskebørn! Allah den Ophøjede har sendt klæder ned for at dække jeres kroppe, og de er en pryd for jer. – Sura al-A’raf: 26

Ifølge dette vers’ betydning er det gjort obligatorisk for enhver kvinde og mand at dække kroppen. Profeten (fred være med ham) gav strenge anvisninger om, at ingen måtte være nøgen foran andre.

(Arabisk***********************************************)

Den, der ser på sin broders satr, er forbandet.

– Jassas: Ahkam al-Qur’an

(Arabisk***********************************************)

Ingen mand bør se en anden mand nøgen, og ingen kvinde bør se en anden kvinde nøgen. – Muslim

(Arabisk********************************************************)

Jeg sværger ved Allah, at det er bedre for mig at blive kastet ned fra himlen og revet i stykker end at befinde mig i en situation, hvor jeg ser nogens private dele, eller hvor nogen ser mine. – al-Mabsut

(Arabisk*********************************************************)

Pas på, bliv aldrig nøgen. For de, der er sammen med jer, forlader jer aldrig, undtagen under afføring og samleje. – at-Tirmidhi

(Arabisk****************************************************)

Når nogen af jer går ind til sin hustru, skal han også da dække sin awrah og ikke blive fuldstændig nøgen som et æsel. – Ibn Majah

En dag gik Profeten (fred være med ham) til græsningsstedet for zakat-kamelerne og så, at kamelhyrden lå nøgen. Han afskedigede ham straks fra hans tjeneste og sagde:

(Arabisk*******************************)

Den, der er skamløs, er ikke til nogen nytte for os.

Grænserne for satr for mænd

Sammen med alle disse anvisninger er grænserne for, hvor meget kvinders og mænds kroppe skal dækkes, også fastlagt særskilt. Den del af kroppen, som det er foreskrevet at holde dækket, kaldes satr i shariaens terminologi. Området mellem en mands navle og knæ siges at være hans satr, og det er påbudt, at det ikke må blottes over for andre, og at andre heller ikke må se det.

(Arabisk****************************************************)

Det er overleveret fra Abu Ayyub Ansari, at Profeten (fvmh.) sagde: »Det, der er over knæet og under navlen, er det, der skal dækkes.« – Daru Qutni

(Arabisk*************************************************)

For mænd er det, der skal dækkes, fra navlen til knæet. – Mabsut

(Arabisk************************************************************)

Det er overleveret fra Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten sagde: Vis ikke jeres lår til nogen, og kast ikke blikket på låret hos nogen, hverken levende eller død. – Tafsir al-Kabir

Dette er en universel anvisning. Ingen er undtaget fra den, bortset fra hustruen.

(Arabisk*******************************************************)

Beskyt jeres satr mod alle andre end jeres hustruer og slavekvinder. – Ahkam al-Qur’an

Grænserne for satr for kvinder

For kvinder er grænserne for satr fastsat mere omfattende. De er blevet befalet at dække hele kroppen bortset fra ansigtet og hænderne. Fædre, brødre og alle nære slægtninge er omfattet af denne befaling, og ingen mand kan undtages fra den bortset fra ægtemanden.

(Arabisk********************************************************)

Profeten sagde: »For den kvinde, der tror på Allah og på det hinsidige, er det ikke tilladt at lade mere af hånden være blottet end dette.« Dermed lagde han sin hånd på midten af hendes håndled. – Ibn Jarir

(Arabisk****************************************************************)

Når en pige bliver kønsmoden, bør ingen del af hendes krop være synlig. Kun ansigtet og hænderne op til håndleddene må ses. – Abu Dawud

Hazrat Aisha (r.a.) fortæller: »En gang kom jeg iført pyntende klæder frem for min nevø, Abdullah bin Tufayel, og Profeten (s.a.) brød sig ikke om det. Jeg sagde: ’O Allahs sendebud! Han er jo min nevø.’« Profeten (s.a.) sagde da:

(Arabisk************************************************)

»Når en pige bliver kønsmoden, er det ikke tilladt for hende at blotlægge nogen del af kroppen bortset fra ansigtet og hænderne.« Mens han sagde dette, lagde han sin hånd oven på hendes håndled på en sådan måde, at der mellem midten af håndleddet og det sted, hvor hans hånd lå, kun var en håndsbredde tilbage. – Ibn Jarir

Profeten Muhammads (s.a.) svigerinde, Hazrat Asma bint Abu Bakr (r.a.), kom en gang frem for ham iført tyndt stof. Hendes kropsdele kunne ses gennem stoffet. Straks vendte Profeten (s.a.) blikket bort og sagde:

(Arabisk*********************************************************)

»O Asma! Efter at en kvinde er blevet kønsmoden, er det ikke tilladt for hende at vise nogen anden nogen del af kroppen bortset fra dette og dette.« Dermed pegede Profeten (s.a.) på hendes ansigt og håndled. – Fath al-Qadir

Hafsa bint Abd al-Rahman kom en dag til Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) hjem iført en fin dupatta. Da rev hun den i stykker og dækkede hende med et tykt sjal. – Imam Malik: Muwatta

Profeten (fred være med ham) sagde:

(Arabisk**********************************************)

Allahs forbandelse hviler over de kvinder, som bærer tøj, men alligevel er nøgne.

Lad ikke kvinder bære så stramt tøj, at kroppens former bliver tydelige.

Af disse overleveringer kan man forstå, at hele kvindens krop, bortset fra ansigtet og hænderne til håndleddene, er omfattet af awrah. Denne awrah skal også dækkes over for selv de nærmeste familiemedlemmer i hjemmet. Ingen andre end ægtemanden må se denne awrah, uanset om det er faderen, broderen eller nevøen. Tøj, hvorigennem kroppens lemmer kan ses, må heller ikke bæres.

Alle de anvisninger, der er givet i dette kapitel, gælder unge kvinder. Anvisningerne om at dække awrah gælder fra det tidspunkt, hvor en pige bliver kønsmoden, og så længe hun har seksuel tiltrækning. Når denne alder er passeret, er reglerne blevet lempet noget.

Den hellige Koran siger:

(Arabisk********************************************************************)

De meget gamle kvinder, som ikke længere håber at blive gift, kan lægge deres dupatta til side uden at begå nogen fejl. Det er dog en betingelse, at de ikke har til hensigt at fremvise deres udsmykning. Det er bedst for dem at udvise forsigtighed i denne henseende. – Sura an-Nur: 60

Her er årsagen til lempelsen af strengheden blevet forklaret klart. Udtrykket »som ikke længere håber at blive gift« betyder, at de ikke har seksuel lyst eller seksuel tiltrækning. Desuden er denne betingelse blevet fastsat som en forsigtighedsregel: De må ikke have til hensigt at fremvise deres udsmykning. Det vil sige, at hvis blot en eneste gnist af seksuel lyst stadig findes i deres bryst, er det ikke tilladt dem at lægge deres dupatta til side. Denne regel er kun blevet lempet for de ældre kvinder, som på grund af deres høje alder er blevet befriet for de beklædningsmæssige begrænsninger, og som ikke risikerer at blive genstand for andre blikke end respektfulde. Sådanne kvinder kan opholde sig i hjemmet uden dupatta eller chador.

At indhente tilladelse

Den anden begrænsning, der herefter er blevet fastsat, er, at det er forbudt at træde ind i et hjem uden dets beboeres tilladelse, så ingen ser husets kvinder i en tilstand, hvori det ikke er passende for mænd at se dem.

(Arabisk*******************************************************)

Når jeres sønner bliver voksne, bør de træde ind i hjemmet efter at have indhentet tilladelse, ligesom deres forgængere plejede at træde ind efter at have indhentet tilladelse. – Sura an-Nur: 59

Også her er årsagen blevet forklaret klart. Befalingen om at indhente tilladelse gælder kun dem, hos hvem seksuelle følelser er blevet vakt. Før disse følelser er blevet vakt, er det ikke nødvendigt at indhente tilladelse.

Desuden blev andre mennesker også påbudt ikke at gå ind i nogens hus uden tilladelse.

(Arabisk********************************************)

I, som tror! Gå ikke ind i nogens hus uden husets beboeres tilladelse, og når I går ind, så hils på husets beboere. – Sura an-Nur: 27

Det egentlige formål her er at etablere en begrænsning mellem husets indre og ydre, så kvinden i familielivet kan være beskyttet mod fremmede mænds blikke. Araberne kunne i begyndelsen ikke forstå årsagen til disse påbud. Derfor kiggede de ofte ind i husene udefra. En sådan hændelse fandt engang sted med selve den ædle Profet (fred være med ham). En dag opholdt han sig i sit kammer. Da kiggede en mand ind gennem vinduet. Han sagde:

Hvis jeg havde vidst, at du ville kigge ind, ville jeg have stukket dit øje ud. Påbuddet om at bede om tilladelse blev netop givet for at beskytte blikket. – Bukhari

Derefter bekendtgjorde han:

Hvis nogen uden tilladelse kigger ind i en andens hus, har husets beboer ret til at stikke hans øje ud. – Muslim

Derefter blev det påbudt uvedkommende, at hvis de havde brug for at bede om noget fra en andens hus, skulle de uden at gå ind i huset bede om det udefra, bag forhænget.

(Arabisk***************************************)

Når I ønsker noget fra kvinderne, skal I bede om det bag et forhæng. Derved opnås større renhed for både jeres og deres hjerter. – Sura al-Ahzab: 53

Også her er der fuldt ud kastet lys over formålet med disse begrænsninger og forbud. Det egentlige formål er at beskytte mænd og kvinder mod seksuel lyst og ophidselse, og ved dette påbud er mænds og kvinders frie omgang med hinanden blevet forhindret.

Disse påbud gælder ikke kun fremmede, men også husets tjenere. Det berettes, at Hazrat Bilal (r.a.) eller Hazrat Anas (r.a.) engang ønskede at hente et af Hazrat Fatimas (r.a.) børn. Da gav hun ham barnet bag et forhæng. – Fath al-Qadir

Og dog var de begge den hellige Profets (s.a.w.) særlige tjenere og stod ham nær som hans egne.

Privat møde og berøring af kroppen

Den tredje begrænsning og det tredje forbud er, at ingen andre end ægtemanden må være alene med en kvinde eller berøre hendes krop, uanset hvor nær en ven eller slægtning han måtte være.

(Arabisk***********************************)

Det er overleveret fra Uqba ibn Amir, at Profeten (fred være med ham) sagde: »Pas på, gå ikke alene til kvinder.« En ansar sagde: »Allahs Sendebud! Hvad er din befaling angående svigerbroderen?« Profeten (fred være med ham) sagde: »Han er jo som døden!« – Bukhari, Muslim, Tirmidhi

(Arabisk******************************)

Gå ikke til en kvinde, når hendes mand er fraværende. For Satan vil strømme gennem en af jer som blod. – Tirmidhi

(Arabisk*******************************************)

Amr ibn al-As siger: »Profeten (fred være med ham) forbød os at gå til en kvinde, når hendes mand er fraværende.« Tirmidhi

(Arabisk***************************************)

Fra nu af må ingen gå til en kvinde, når hendes mand er fraværende, før der er en eller to mænd hos hende. – Muslim

Der findes også en sådan befaling imod berøring:

(Arabisk***************************************)

Profeten (fred være med ham) sagde: »Hvis nogen rører ved hånden på en kvinde, som han ikke har noget lovligt forhold til, vil der på dommedag blive lagt en brændende ild oven på hans hånd.«

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde, at Profeten (fred være med ham) kun tog troskabseden fra kvinder mundtligt. Han tog ikke deres hænder i sine hænder. Han rørte ingen kvindes hånd, bortset fra sin hustru. – Bukhari

Usayma bint Ruqayqa sagde: »Jeg gik sammen med nogle kvinder til Profeten (fred være med ham) for at aflægge troskabsed. Han tog en ed fra os om at afholde os fra afgudsdyrkelse, tyveri, utugt, falske beskyldninger og ulydighed mod Profeten.« Da eden var aflagt, sagde vi: »Kom, lad os aflægge troskabsed til dig ved at lægge vores hænder i din hånd.« Profeten sagde: »Jeg rører ikke kvinders hænder; jeg modtager kun eden mundtligt.« – Nasai og Ibn Majah

Disse bestemmelser gælder også kun for ældre kvinder. Det er tilladt at sidde alene hos en ældre kvinde og at røre ved hendes krop. Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) plejede at komme i en stamme, hvor han havde fået die. Han plejede at give de ældre kvinder i denne stamme hånden (musafaha). Det fortælles, at Hazrat Abdullah ibn al-Zubayr lod en ældre kvinde massere hans hænder og fødder.

Den forskel, der er blevet fastsat mellem unge og ældre kvinder, beviser, at fri omgang mellem mænd og kvinder må bringes til ophør. For den kan åbne vejen til skade.

Forskellen mellem mahram og ikke-mahram

Alle mænd bortset fra ægtemanden, hvad enten de er mahram eller ikke-mahram, er underlagt ovenstående bestemmelser. Over for ingen af dem må en kvinde blotlægge nogen del af sin krop bortset fra ansigtet og begge hænder, det vil sige sin awrah, ligesom en mand ikke må blotlægge sin awrah [den del mellem navlen og knæene] over for en anden mand.

Alle mænd bør træde ind i hjemmet med tilladelse, og ingen af dem må sidde alene hos en kvinde eller berøre hendes krop. –[Med hensyn til at berøre kroppen eller lægge hånden på den er der en væsentlig forskel mellem mahram- og ikke-mahram-mænd. En bror kan tage sin søster i hånden for at hjælpe hende op i et transportmiddel eller få hende ned derfra. Det skal bemærkes, at dette ikke er tilladt for en ikke-mahram. Profeten (fred være med ham) plejede efter sin hjemkomst fra en rejse at tage Fatima (må Allah være tilfreds med hende) ind til sig og kysse hende på hovedet. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) plejede også at kysse Aisha (må Allah være tilfreds med hende) på hovedet.]

Reglerne om tilsløring

De vers i den Hellige Koran, hvori der befales tilsløring, gengives nedenfor:

(Arabisk**************************************************************************************************************)

[O profet! Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blik og værne om deres kønslige ærbarhed. Dette er renere for dem. Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blik, værne om deres kønslige ærbarhed og ikke vise deres skønhed frem, bortset fra det, der naturligt kommer til syne. Og lad dem trække deres slør ned over deres bryster og ikke vise deres skønhed frem [for andre] end disse personer: deres ægtemænd, fædre, svigerfædre, sønner, stedsønner, brødres sønner, søstres sønner, deres egne kvinder, deres slaver, mandlige tjenere uden begær efter kvinder og de børn, som ikke har kendskab til kvinders private forhold. [Befal dem desuden,] at de ikke skal slå med fødderne, når de går, så deres skjulte skønhed derved ikke bliver åbenbaret gennem lyden af deres skridt.]

– Sura an-Nur: 30-31

(Arabisk**************************************************)

O profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder. Hvis I ønsker at være gudfrygtige, så tal ikke på en koket måde [tvetydigt]. For derved vil de, hvis hjerter rummer onde begær, nære et håb om jer. Tal enkelt og ligefremt. Bliv i jeres hjem, og gå ikke omkring og udstil jeres skønhed og ungdom på samme måde som den tidligere jahiliyyah. – Sura al-Ahzab: 32-33

(Arabisk**********************************************************)

O profet! Sig til dine hustruer, dine døtre og de troende kvinder, at de skal dække deres kroppe og ansigter med deres slør. – Sura al-Ahzab: 59

Tænk over disse vers. Mændene er blot blevet pålagt, at de skal sænke deres blikke og beskytte deres karakter mod seksuel uanstændighed. Men kvinderne er ikke alene blevet pålagt de to ovennævnte befalinger; de har desuden fået yderligere anvisninger vedrørende social omgang og opførsel. Den klare betydning af dette er, at det ikke er tilstrækkeligt til at bevare deres karakter blot at beherske blikket og beskytte de intime legemsdele; der er også behov for en række andre regler og skikke. Nu må vi undersøge, hvordan Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og de ædle ledsagere, må Allah være tilfreds med dem, omsatte disse anvisninger i praksis i det islamiske samfund. Vi må også undersøge, hvad disse anvisninger egentlig betyder, hvordan de kan føres ud i livet, og om deres ord og handlinger kaster lys over dette.

At beherske blikket

Først og fremmest er både kvinder og mænd blevet befalet: »Sænk blikket.« Det vil sige, at man skal rette blikket nedad i stedet for at lade det hvile på andres ansigter. Dette er den bogstavelige betydning af udtrykket »ghadd al-basar« i Koranen. Men den fulde betydning fremgår ikke heraf. Det egentlige formål med Allah den Højestes befaling er ikke, at mennesket altid skal se nedad og aldrig se opad; det egentlige formål er derimod, at mennesket skal beskytte sig mod det, der i hadith-terminologien kaldes øjnenes utugt. For en mand fører det til fordærv at betragte en ukendt kvindes skønhed og ynde med nydelse, og på samme måde fører det en kvinde til fordærv at se på en ukendt mand. Moralsk fordærv og uorden begynder naturligt og af selve menneskets natur netop her. Derfor er denne vej først blevet lukket, og det er netop det egentlige formål med at beherske blikket eller sænke det.

Det er sandt, at når man lever i verden med åbne øjne, vil blikket falde på alting. Det er ikke muligt, at en mand aldrig ser en kvinde, eller at en kvinde aldrig ser en mand. Derfor er anvisningen fra den, der har fastlagt shariaens regler, at hvis blikket pludselig falder på nogen, og man føler en vis tiltrækning til vedkommendes skønhed, er det forbudt at kaste endnu et blik på vedkommende.

Hazrat Jarir, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: Jeg spurgte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Hvad skal jeg gøre, hvis mit blik pludselig falder på nogen?« Han svarede: »Vend blikket bort.« – Abu Dawud

(Arabisk********************************************************)

Hazrat Baridah fortæller, at Profeten (fvmh) sagde til Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham): »O Ali! Se ikke en anden gang efter det første blik. Det første blik vil blive tilgivet, men det andet blik vil ikke blive tilgivet.« – Abu Dawud

(Arabisk*********************************************)

Profeten (fvmh) sagde: Den, der kaster et seksuelt begærligt blik på en ukendt kvinde, vil på Dommedag få hældt glødende, smeltet jern i sine øjne. – Fath al-Qadir

Men man kan komme ud for mange situationer, hvor det bliver nødvendigt at se en ukendt kvinde. For eksempel hvis en kvinde er under behandling hos en læge, hvis hun vidner for en dommer i en retssag, hvis hun er ved at drukne, eller hvis hendes ærbarhed og ære er truet. I sådanne tilfælde må man ikke blot se hendes ansigt; om nødvendigt må man også se hendes satr. Hendes krop må ligeledes berøres. Hvis en kvinde derimod er blevet forbrændt af ild eller er ved at drukne, bliver det ikke blot tilladt, men obligatorisk at bære hende i sine arme i sikkerhed. Lovgiveren i sharia har befalet, at man i sådanne situationer så vidt muligt skal bevare en ren intention. Men hvis der på grund af menneskelig natur skulle opstå blot den mindste ophidselse, vil det ikke være en synd. For dette blik er blevet kastet af nødvendighed, og det er ikke muligt for et menneske at undertrykke sine naturlige drifter.

På samme måde er det ikke blot tilladt at se en ukendt kvinde med henblik på ægteskab og se hende grundigt; der findes også en anvisning om dette i hadith. Selv Profeten (fvmh) så på en kvinde med dette formål.

(Arabisk******************************************************)

Det er overleveret fra Mughirah ibn Shu’bah, at han engang friede til en kvinde. Profeten (fvmh) sagde til ham: »Se på hende, for det vil i højere grad bidrage til at skabe kærlighed og harmoni mellem jer.« – Tirmidhi

(Arabisk****************************************************)

Det er berettet fra Sahl bin Sa’d, at en kvinde en dag kom til profeten (fred være med ham) og sagde: »Allahs Sendebud! Jeg tilbyder mig selv til ægteskab med dig.« Da så profeten (fred være med ham) på hende. – Bukhari

(Arabisk****************************************)

Hazrat Abu Huraira siger: »Jeg sad hos profeten (fred være med ham). Da kom en mand og sagde: ’Jeg har besluttet at gifte mig med en kvinde fra Ansar.’ Profeten (fred være med ham) sagde: ’Har du set hende?’ Manden sagde: ’Nej.’ Den Ærværdige (fred være med ham) sagde: ’Se på hende, for der er som regel en eller anden fejl ved ansarernes øjne.’« – Muslim

(Arabisk******************************************************************)

Det er berettet fra Jabir bin Abdullah, at profeten (fred være med ham) sagde: »Hvis nogen af jer frier til en kvinde, bør han så vidt muligt se på hende for at se, om der hos hende er noget, som tilskynder den pågældende mand til at gifte sig med hende.« – Abu Dawud

Når man overvejer alle disse undtagelser, forstår man, at Allah den Ophøjede ikke har til hensigt fuldstændigt at forbyde, at man ser på kvinder; Hans hensigt er i virkeligheden at lukke vejen til fitna eller umoral. Det er forbudt at se, når der ikke er noget behov for det, når det ikke medfører nogen samfundsmæssig nytte, og når det kan give anledning til seksuel ophidselse.

Alle disse anvisninger er blevet givet til mænd, men de er på samme måde også blevet givet til kvinder.

Det er berettet i hadith fra Hazrat Umm Salama, at hun en dag sad sammen med Hazrat Maymuna hos profeten (fred være med ham). Da kom den blinde Hazrat Ibn Umm Maktum til stedet. Profeten (fred være med ham) sagde: »Tildæk jer foran ham.« Hazrat Umm Salama sagde: »Er han ikke blind? Han kan hverken se os eller genkende os.« Profeten (fred være med ham) sagde: »Er I da også blinde, siden I kan se ham?«

Men der er en lille psykologisk forskel mellem at se en kvinde med en mands øjne og at se en mand med en kvindes øjne. Manden har en tilbøjelighed til at handle fremadrettet. Når noget har vakt hans behag, stræber han efter at opnå det. Kvindens natur rummer derimod en tilbøjelighed til at yde modstand og flygte. Så længe hendes natur ikke er blevet forandret, kan hun ikke blive så frygtløs og dristig, at hun vil styrte hen imod en, blot fordi han har vakt hendes behag. Lovgiveren har taget hensyn til denne forskel og har derfor ikke erklæret det lige så strengt for kvinder at se på mænd, som han har gjort det for mænd at se på kvinder. I hadith-samlingerne er det velkendt, at Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har berettet: »Profeten (fred være med ham) viste hende etiopiernes opvisning i anledning af Eid.« –[Denne beretning er nedskrevet i forskellige former hos Bukhari, Muslim, Nasa’i, Musnad Ahmad med flere. Nogle har forklaret den med, at begivenheden muligvis fandt sted, mens Aisha (må Allah være tilfreds med hende) endnu var mindreårig, og før påbuddet om sløret var blevet åbenbaret. Men Ibn Huran har i en udførlig drøftelse sagt, at dette skete på det tidspunkt, hvor en delegation fra Abessinien var kommet til Medina. Historien beviser, at denne delegation kom til Medina i det syvende hijri-år. Betragtet i dette lys var Aisha (må Allah være tilfreds med hende) dengang femten eller seksten år. Desuden hedder det i Bukharis beretning, at Profeten (fred være med ham) dækkede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) med sin kappe. Dette beviser, at påbuddene om sløret også var blevet åbenbaret på det tidspunkt.] Heraf fremgår det, at det ikke er fuldstændig forbudt for kvinder at se på mænd. Men det er forbudt, at begge sidder samlet ved samme forsamling og ser på hinanden med et fast blik. Et sådant blik er heller ikke tilladt, hvis det kan føre til umoral eller skade. Den samme blinde sahabi, Ibn Umm Maktum, som Profeten (fred være med ham) havde befalet Umm Salama at holde slør over for, var også den, hvis hus Profeten (fred være med ham) befalede Fatima bint Qays (må Allah være tilfreds med hende) at opholde sig i under sin iddat. Qadi Abu Bakr Ibn al-Arabi har gengivet begivenheden således i sit værk Ahkam al-Qur’an:

Han siger, at Fatima bint Qays ønskede at tilbringe sin iddat i Umm Shariks hus. Profeten (fred være med ham) sagde: »Folk kommer og går i dette hus. Ophold dig i Ibn Umm Maktums hus, for han er blind, og dér kan du være uden slør.«

Heraf fremgår det, at formålet er at mindske risikoen for umoral og skade. Hun blev forbudt at opholde sig dér, hvor risikoen for umoral var større, og blev bedt om at opholde sig dér, hvor risikoen var mindre. Kvinden måtte jo nødvendigvis opholde sig et eller andet sted, og dér hvor det ikke var nødvendigt for hende at være, blev kvinderne forbudt at samles på samme sted med en fremmed mand og at møde ham ansigt til ansigt.

Den, der besidder dømmekraft og fornuft nok til at forstå disse spørgsmål samt indsigt i shariaens ånd, kan let forstå de rationelle grunde til påbuddene om at beherske blikket, og hvorfor disse påbud i denne henseende skærpes eller lempes. Lovgiverens egentlige hensigt er at standse blikkenes leg. Ellers nærer Han intet fjendskab mod nogens øjne. De to øjne ser først med et uskyldigt blik. At sindet smager på det, er naturligt og medfødt. Nyd andre glæder ved naturlig skønhed. Se derfor én gang på menneskelig skønhed og oplev en åndelig glæde ved den. Men Satan øger i det skjulte nydelsen og smagen af denne glæde. Til sidst ophøjes smagen af skønhed til et ønske om forening. Kan nogen benægte, at øjets blik er den første og største årsag til al den synd, der hidtil har fundet sted og stadig finder sted i verden? Kan nogen hævde, at den sindstilstand, man kommer i ved at se på en blomst, er nøjagtig den samme som ved at se en smuk ung mand eller en smuk ung kvinde? Hvis der er forskel på de to tilstande, og den ene er mere seksuelt appellerende end den anden, hvordan kan man så sige, at den frihed, man har til at nyde den ene form for skønhed, også skal gælde for den anden? Lovgiveren ønsker ikke at standse nogen i at nyde skønhed. Han siger blot: Vælg det par, du ønsker, og tilfredsstil i forhold til det den længsel efter skønhedsnydelse, som findes i dig. Hvis du fjerner dig fra dette centrum og går omkring og ser på andres skønhed og ungdom, vil du blive indviklet i umoral og uanstændighed. Selv hvis du på grund af selvbeherskelse og andre begrænsninger ikke rent faktisk hengiver dig til udskejelser, vil du ikke kunne beskytte dig mod udskejelsernes verden i tankerne. Meget af din kraft vil blive spildt på grund af øjnenes ophidselse. Dit sind vil blive besmittet af mange uopfyldte syndige begær. Du vil igen og igen blive plaget af kærlighedens bedrag og tilbringe mange nætter vågen i drømme. Mange smukke slanger vil bide dig. Dit livsmod vil blive svækket af hjertebanken og blodets ophidselse – er det en lille skade? Hold disse ting under kontrol. Man bør afholde sig fra at se uden grund og fra at se på en måde, der kan føre til umoral og skade. Hvis der er et reelt behov for at se, og det medfører en civiliseret eller samfundsmæssig gavn, er det berettiget.

Begrænsninger for fremvisning af skønhed og deres grænser

Påbuddene om at beherske blikket gælder i samme grad for kvinder og mænd. Nogle påbud er dog særligt rettet mod kvinder. Det første af disse er, at de ikke må fremvise deres skønhed uden for en bestemt grænse.

Før vi overvejer formålet med og detaljerne i dette påbud, er det nødvendigt endnu en gang at erindre de anvisninger, der tidligere er blevet omtalt i kapitlet om beklædning og satr. Hele kvindens krop, bortset fra ansigt og hænder, er satr og må ikke blottes, heller ikke over for hendes far, farbror, bror eller søn. Det er endda makruh, at en kvinde blotter sin satr over for en anden kvinde. –[Det er lige så haram for en kvinde at se området mellem en anden kvindes navle og knæ, som det er haram for en mand at se dette område på en anden mand. At se andre kropsdele end disse er makruh, men ikke haram.] Med denne sandhed for øje bør grænserne for fremvisning af skønhed nu drøftes.

1. En kvinde har tilladelse til at fremvise sin skønhed over for sin ægtemand, far, svigerfar, søn, stedsøn, bror, nevø og søstersøn.

2. Hun har også fået tilladelse til at vise sin skønhed foran sin egen slave (og ikke foran nogen andens slave).

3. Hun kan også vise sig i sin skønhedspragt foran en mand, som står i hendes tjeneste og er underordnet hende, og som ikke har nogen interesse eller lyst til kvinder. Da Hafiz Ibn Kathir forklarede denne bestemmelse, sagde han:(Arabisk******************)Med dette menes de arbejdere, tjenestefolk og underordnede, som ikke er snedige eller udspekulerede, men meget enfoldige, og som ikke har nogen seksuel lyst til kvinder. Der kan være to grunde til, at en person ikke har seksuel lyst. For det første kan han være helt uden seksuel lyst, såsom en gammel mand, en åndssvag eller en medfødt eunuk. For det andet kan han godt have mandig styrke og en naturlig interesse og lyst til kvinder, men han kan ikke nære seksuel lyst til kvinderne i det hus, hvor han er en underordnet tjener, eller hvor han kommer for at modtage hjælp som tigger. Med de ovennævnte ord i Koranen menes begge disse kategorier. Man skal imidlertid huske, at de mænd, foran hvem kvinder har fået tilladelse til at vise deres skønhed, nødvendigvis skal have to egenskaber. For det første må de ikke engang overveje at nære nogen form for seksuel lyst til kvinderne i det hus, hvor de tjener. Desuden bør ejeren af hvert hus holde øje med, om den antagelse, man oprindeligt havde om de tjenestefolk, som har fået tilladelse til at komme ind i huset, faktisk har vist sig at være rigtig. Hvis der efter tilladelsen opstår nogen mistanke om dem, skal de forhindres i at komme ind i huset. Et slående eksempel herpå er den eunuk, som Profeten (fvmh.) havde givet tilladelse til at komme ind i huset.

Sagen var den, at der i Medina var en eunuk. Han plejede at komme og gå foran Profetens hustruer. En dag sad han hos Hazrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) og talte med hendes bror, Hazrat Abdullah (må Allah være tilfreds med ham). Netop da kom Profeten (fvmh.) dertil, og da han trådte ind i huset, hørte han eunukken sige følgende til Hazrat Abdullah:

Hvis Taif bliver erobret i morgen, vil jeg vise dig Badiya bint Ghaylan Saqafi. Hun ser sådan ud, at når hun kommer forfra, ses der fire folder på hendes mave, og når hun vender sig om, ses der otte folder. Derefter roste han hendes kønsorganer med obskønt sprog. Da Profeten (fvmh.) hørte dette, sagde han: »Allahs fjende! Du har sandelig set hende meget nøje.« Derefter sagde han til sine hustruer: »Jeg kan se, at denne mand er velbevandret i kvinders forhold. Lad ham derfor ikke få adgang til jer.«

Profeten (fvmh.) lod det ikke blive ved dette. Han udviste ham fra Medina. Da han havde tegnet et billede af Badiya bint Ghaylans kønsorganer, mente Profeten (fvmh.), at kvinderne på grund af hans feminine væremåde og fremtoning omgikkes ham så ubesværet og uden tilbageholdenhed, som de omgikkes deres egne kvinder. På den måde fik denne mand kendskab til kvindernes intime forhold og roste dem over for mænd. Det kunne føre til omfattende fordærv og uorden.

4. Hun kan også vise sin skønhed foran de drenge, som endnu ikke har fået seksuelle følelser. I Koranen står der:

(Arabisk*******************************************)

sådanne drenge, som endnu ikke har fået kendskab til kvinders intime forhold.

5. Det er tilladt at vise kvinders skønhed og udsmykning foran sådanne kvinder, som man til enhver tid omgås. I Koranen er udtrykket »jeres egne kvinder« anvendt i stedet for »kvinder i almindelighed«. Hermed menes enten fornemme kvinder, ens kvindelige slægtninge eller kvinder af ens egen stand. Det er ikke tilladt at vise den pågældende kvindes skønhed foran uvidende og tåbelige kvinder, kvinder hvis adfærd er tvivlsom, eller kvinder hvis karakter bærer præg af fordærv og løsagtighed. Også sådanne kvinder kan nemlig blive årsag til uorden og ulykke. Efter at muslimerne var kommet til Syrien, begyndte muslimske kvinder at omgås jødiske og kristne kvinder. Da skrev Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) til herskeren over Syrien, Hazrat Abu Ubaydah ibn al-Jarrah (må Allah være tilfreds med ham), at muslimske kvinder skulle forbydes at gå ind i badeanstalter sammen med ahl al-kitab-kvinder. – Tafsir Ibn Jarir

Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) forklarer, at muslimske kvinder foran vantro og dhimmi-kvinder kun må vise det, som de må vise foran fremmede mænd. – Tafsir Kabir

Formålet med alt dette var ikke at opretholde nogen religiøs særstilling, men at beskytte muslimske kvinder mod påvirkningen fra kvinder, hvis natur, karakter og kultur man ikke kendte, eller hvis disse forhold var kendt, mod kvinder hvis livsførelse var anstødelig set fra islams synspunkt. Blandt sådanne ikke-muslimske kvinder er de fornemme og ærbare kvinder(Arabisk********)»medregnet blandt jeres egne kvinder« i Koranen.

Når man overvejer alle disse grænser, kan man skelne mellem to kategorier:

1. Den skønhed, som det er tilladt at vise inden for denne begrænsede kreds, omfatter at bære smykker og andre genstande på de kropsdele, der ligger uden for satr al-awrat, at iføre sig smukt tøj og udsmykke sig, bruge kohl og parfume, sætte håret og anvende anden påklædning og udsmykning, som kvinder efter deres kvindelige behov plejer at bære i deres eget hjem.

2. Det er tilladt at vise denne form for påklædning foran de mænd, som for altid er forbudte for kvinder, eller foran mænd, som ikke har seksuelt begær, eller foran personer, som ikke vil blive årsag til uorden og ulykke. For kvinder er betingelsen »jeres egne kvinder«, for underordnede er betingelsen »uden seksuelt begær«, og for drenge er betingelsen »uvidende om kvinders intime forhold«. Heraf fremgår det, at lovgiverens hensigt er at begrænse kvinders fremvisning af skønhed inden for en sådan ramme, at deres skønhed og påklædning ikke kan fremkalde nogen form for ulovlig ophidselse eller medføre frygt for seksuel tøjlesløshed.

Om alle de mænd, der befinder sig uden for denne kreds, er det befalet, at man ikke må vise skønhed og påklædning foran dem; desuden må man under sin gang ikke sætte fødderne på en sådan måde, at skjult skønhed og påklædning afsløres gennem lyden af skridt, så mændenes blik rettes mod den pågældende kvinde. Den skønhed, som dette påbud kræver skjult for fremmede mænd, er netop den, som ovenfor blev tilladt vist inden for den begrænsede kreds. Formålet er helt klart. Hvis kvinder kommer frem i udsmykket påklædning foran mennesker, der nærer seksuelt begær, og hvis seksuelle begær ikke på grund af deres manglende mahram-forhold er blevet forvandlet til en ren og uskyldig holdning, siger ingen, at enhver kvinde bliver karakterløs, og enhver mand i praksis bliver synder. Men ingen kan heller benægte, at kvinders offentlige færden i smuk påklædning og deres deltagelse i offentlige forsamlinger medfører utallige åbenlyse og skjulte, psykiske og materielle skader. I dag bruger kvinder i Europa og Amerika størstedelen af deres egen og deres mænds indtjening på påklædning. Denne udgift vokser dagligt så meget, at de ikke længere har økonomisk mulighed for at bære den. – [For nylig blev der afholdt en udstilling for producenter af kemiske produkter. Heraf fremgik det ifølge eksperternes oplysninger, at kvinder i England årligt bruger to crore pund, mens kvinder i Amerika årligt bruger tolv en halv crore pund. Omkring halvfems procent af kvinderne ønsker at anvende en eller anden form for »make-up«. (Bemærkning: Dette drejer sig om tiden for fyrre år siden, da denne artikel blev skrevet. Der er ingen tvivl om, at kvinders luksusforbrug i dag er vokset mange gange mere end dette. – Oversætteren.)] Er det ikke de begærlige blikke, der byder kvinder, som deltager i livet på markeder, kontorer og offentlige forsamlinger, velkommen, der skaber denne mani? Tænk endnu en gang over det: Hvilken anden årsag kan der være til, at kvinder udvikler et så stærkt ønske om pynt og udsmykning, og at dette ønske vokser så hurtigt? Er årsagen ikke netop, at de ønsker at opnå mændenes ros og at klæde sig, så de tager sig ud i deres øjne? – [Manien efter at gøre sig smuk er vokset så meget blandt kvinder, at de endog ofrer livet for den. Deres yderste bestræbelse er at forblive tynde og slanke og ikke have et eneste pund kød på kroppen ud over det nødvendige. Eksperter i skønhed har fastsat bestemte mål for lægge, lår og bryst, og enhver pige ønsker at holde sin krop inden for disse mål, som om disse stakkels kvinders eneste mål i livet er at tage sig behageligt ud for andres øjne. For at nå målet sulter de, afholder sig fra nærende fødevarer og lever af citronjuice, bitter kaffe og den slags sparsomme drikke. Uden lægens råd, ja endog imod lægens råd, bruger de medicin, som gør dem magre og svage. Mange kvinder har mistet livet under denne mani, og mange gør det stadig. I 1937 døde den berømte skuespillerinde »Jusilabas« fra Budapest pludseligt, da hendes hjerte standsede. Senere viste en undersøgelse, at hun i flere år havde levet på halv kost og brugt patentmedicin for at reducere sin kropsvægt. Så en dag svigtede hendes livskraft pludseligt. Derefter indtraf yderligere tre sådanne hændelser efter hinanden alene i Budapest. Ungarns særdeles berømte skønhed »Magda Varsili« ofrede livet for at gøre sig lettere. Derefter faldt sangerinden »Luis Jabu« en nat pludseligt om på scenen foran tusinder af tilskuere og døde. Hendes sorg var, at hendes krop ikke svarede til den moderne tids skønhedsmålestok. For at afhjælpe denne sorg benyttede den stakkels kvinde kunstige metoder og tabte tres pund kropsvægt på to måneder. Resultatet blev, at hendes hjerte blev yderst svagt, og en dag ofrede hun livet for skønhedens kunder.]

Herefter kom turen til en skuespillerinde ved navn Imula. Hun havde på kunstig vis gjort sin krop så let, at hun til sidst blev ramt af en varig hjernesygdom. Derefter måtte hun i stedet for teaterscenen tage på sindssygehospitalet. Hændelser, der involverer sådanne berømtheder, offentliggøres ganske vist i aviserne. Men hvem ved, hvor meget sundhed og hvor mange liv denne skønheds- og elskovsvanvid, som har bredt sig fra hjem til hjem, ødelægger hver dag? Vil nogen sige, at dette er kvindefrihed eller kvindeligt slaveri? Denne såkaldte frihed har blot lagt mændenes herredømme over kvindernes seksuelle drifter endnu tungere på dem. Den har gjort dem til sådanne slaver, at de selv med hensyn til mad, drikke og sundhedspleje er blevet berøvet deres frihed. Disse ulykkelige kvinders liv og død er nu alene blevet viet til mændene. Hvad skyldes dette? Er det et helt uskyldigt ønske? Ligger der ikke et seksuelt begær skjult i det, som ønsker at brede sig ud over sine naturlige grænser, og hvis krav kun kan opfyldes, fordi der på den anden side findes et tilsvarende begær? Hvis De benægter dette, vil De måske allerede i morgen ikke tøve med at hævde, at den røgsky, man ser i en vulkan, ikke er tegn på, at nogen lava fra dens indre er rede til at bryde frem.

De har frihed til at udføre Deres handlinger og gøre, hvad De ønsker. Men benægt ikke sandheden. Denne sandhed er ikke længere skjult. Dens resultater er blevet tydelige som dagslys. De tager bevidst imod disse resultater. Men Islam ønsker at standse det netop dér, hvor deres fremtræden begynder. For dens blik er ikke rettet mod den tilsyneladende uskyldige begyndelse på skønhedens fremvisning, men mod den frygtelige følge, der breder sig gennem hele samfundet som dommedagens mørke.

Hadith:

(Arabisk*****************************************)

En kvinde, der færdes smykket og pyntet foran fremmede mænd, er som dommedagens mørke uden lys. – Tirmidhi

I Koranen findes der også en undtagelse fra forbuddet mod at vise sin skønhed foran fremmede mænd. Den lyder:(Arabisk***********)Der er ingen skyld i det. Folk har forsøgt at drage en vis fordel af denne undtagelse. Men problemet er, at disse ord ikke giver mulighed for at drage større fordel af dem. Lovgiveren siger: Vis ikke frivilligt din skønhed foran andre. Men ingen vil blive holdt ansvarlig for den påklædning, der viser sig af sig selv eller nødvendigvis må komme til syne – det er betydningen, og den er helt klar. Din hensigt må ikke være at vise din skønhed og din påklædning. Du bør på ingen måde have den tilskyndelse eller det ønske at vise din pynt til andre eller, om ikke andet, i det mindste tiltrække andres blikke til dig ved at lade dem høre den dæmpede klang fra dine smykker. Du skal gøre dit yderste for at skjule din skønhed og pynt. Hvis noget derefter alligevel kommer til syne mod din vilje, vil Allah ikke holde dig ansvarlig for det. Det tøj, hvormed du dækker din skønhed, vil naturligvis selv være synligt. Din kropsbygning og højde, din fysiske skikkelse og dine former vil kunne ses gennem det. Af hensyn til det nødvendige arbejde må du også blotlægge dine hænder og en del af dit ansigt. Der er ingen skyld i dette. Det er ikke din hensigt at vise det; du er tvunget til det. Hvis en umoralsk person finder behag i dette, så lad ham gøre det. Han vil selv lide straffen for sit umoralske begær. Du har efter bedste evne opfyldt det ansvar, som civilisationen og moralen har pålagt dig.

Dette er den egentlige betydning af det ovennævnte vers. Hvis man undersøger de forskellige uenigheder blandt koranfortolkerne om versets betydning, vil man kunne se, at deres udsagn trods alle forskelle i sidste ende må føre til netop den betydning, der er beskrevet ovenfor.

Ifølge Ibn Masud, Ibrahim Nakha’i og Hasan al-Basri betyder den synlige skønhed de klæder, hvormed den indre skønhed kan dækkes, såsom burka, sjal og lignende.

Ifølge Ibn Abbas, Mujahid, Ata, Ibn Umar, Anas, Dahhak, Sa’id ibn Jubayr, al-Awza’i og imamerne fra den hanafitiske retning betyder dette ansigtet og begge hænder samt de skønhedsmidler, der anvendes på dem, såsom henna på hænderne, ringe, kohl omkring øjnene og lignende.

Ifølge Sa’id ibn al-Musayyib er den eneste undtagelse ansigtet, og ifølge en anden overlevering støttede Hasan al-Basri også dette synspunkt.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) går ind for at holde ansigtet tildækket. Ifølge hende betyder den synlige skønhed hænderne, armbåndene på hænderne, ringe, armringe og lignende.

Miswar ibn Makhrama og Qatada tillader, at hænderne blottes sammen med smykkerne, og af hans udtalelse synes det at fremgå, at han i stedet for hele ansigtet kun tillader, at øjnene holdes utildækkede. – Ibn Jarir og Ahkam al-Qur’an.

Overvej formålet med alle disse forskellige synspunkter. Disse fortolkere(Arabisk***********)har dermed gjort det klart, at Allah den Ophøjede tillader, at en sådan skønhed vises, når den nødvendigvis kommer til syne, eller når det er nødvendigt at vise den. Det er ikke deres hensigt at fremvise hænderne eller gøre dem til genstand for nogens blik.

Enhver har ud fra sin egen forståelse og med kvindernes behov for øje forsøgt at klarlægge, hvilke legemsdele der om nødvendigt kan blottes, eller som naturligt kommer til syne. Vi siger, at (Arabisk**********)ikke bør begrænses til nogen af disse. En troende kvinde, som ønsker at følge Allahs og Hans Budbringers påbud, og som ikke ønsker at blive indblandet i overtrædelser og ulykke, kan selv ud fra sin situation og sine behov afgøre, om hun vil blotte ansigtet og begge hænder eller ej. Hvis hun ønsker at gøre det, kan hun afgøre, hvornår hun vil gøre det, hvor meget hun vil blotte, og hvor meget hun vil holde tildækket. Lovgiveren i shariaen har ikke givet nogen klar anvisning i denne sag. Det er heller ikke i overensstemmelse med praktisk fornuft at fastsætte en klar anvisning under henvisning til forskelle i situationer og behov. En kvinde, som på grund af sine behov er nødt til at gå ud og udføre sit arbejde, vil undertiden have behov for at åbne hænderne og undertiden ansigtet. En sådan kvinde har tilladelse efter behov. Men for en kvinde, hvis situation ikke er sådan, er det ikke passende frivilligt og uden grund at blotte hænder og ansigt.

Lovgiverens hensigt er altså, at hvis en legemsdel blottes med det formål at vise ens egen skønhed, er det syndigt. Hvis noget ufrivilligt og af sig selv kommer til syne, er der ingen synd i det. Hvis et reelt behov tvinger en til at blotte det, er det tilladt. Spørgsmålet er nu, idet vi ser bort fra forskellene i situationer: Hvilken anvisning gælder alene for ansigtet? Ønsker Lovgiveren, at det holdes utildækket, eller ønsker Han det ikke? Kan det kun blottes, når der er behov for det, eller er det ikke noget, der skal skjules for andres blikke?

Versene i suraen al-Ahzab belyser disse spørgsmål.

Anvisninger vedrørende ansigtet

De vers fra Sura al-Ahzab, som blev nævnt ovenfor, er disse:

(Arabisk*********************************************)

O Profet! Sig til dine hustruer, dine døtre og de muslimske kvinder, at de skal trække deres slør ned over sig ved hjælp af deres kapper. På denne måde kan man håbe, at de vil blive genkendt og derefter ikke blive udsat for chikane. – Sura al-Ahzab: 59

Verset blev åbenbaret specifikt for at tilsløre ansigtet;(Arabisk*********) er flertalsformen af (Arabisk*********) Det betyder en kappe. (Arabisk*********) betyder at lade hænge ned. (Arabisk*****************) Den bogstavelige betydning er, at en del af kappen skal hænge ned over hende. Det er også betydningen af at tilsløre sig. Men den egentlige hensigt med dette vers er ikke det almindeligt kendte »slør«, men derimod at tildække ansigtet, hvad enten det sker med et slør, et forhæng eller på enhver anden måde. Dets nytte beskrives således: Når en muslimsk kvinde går ud af sit hjem på denne måde tildækket, vil folk forstå, at hun er en fornem kvinde og ikke skamløs eller blottet for anstændighed. Derfor vil ingen krænke hendes anstændighed.

Alle fortolkere af Den Hellige Koran har udtrykt denne betydning af verset. Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger i sin fortolkning:

Allah den Ophøjede har befalet de muslimske kvinder, at når de går ud af hjemmet i et nødvendigt ærinde, skal de lade kappens kant hænge ned fra hovedet og dække ansigtet – Tafsir Ibn Jarir

Imam Muhammad ibn Sirin spurgte Hazrat Ubayda ibn Sufyan ibn al-Harith al-Hadrami, hvordan denne befaling skulle praktiseres. Som svar demonstrerede han det selv ved at lade kappen hænge ned. Han dækkede panden, næsen og det ene øje og lod kun det ene øje være synligt. – Tafsir Ibn Jarir

Allama Ibn Jarir al-Tabari siger i sin tafsir af dette vers:

O profet! Sig til dine hustruer, dine døtre og de muslimske kvinder, at når de går ud af deres hjem i et nødvendigt ærinde, skal de ikke iføre sig slavindernes klæder, hvorved hoved og ansigt er utildækket; de skal derimod trække deres slør ned over sig, så de ugudelige ikke krænker deres ærbarhed og kan se, at de er fornemme kvinder. – Tafsir Ibn Jarir

Allama Abu Bakr al-Jassas siger:

Dette vers beviser, at den unge kvinde er blevet pålagt at tildække sit ansigt for fremmede mænd, og at hun ved at gå ud af hjemmet bør udvise tilsløring og beskedenhed, så den, der nærer onde hensigter, ikke bliver fristet af hende. – Ahkam al-Qur’an, tredje bind

Allama Nishapuri siger i sin tafsir ‘Ghara’ib al-Qur’an’:

I islams første tid gik pigerne ud iført kamis og dupatta ligesom i uvidenhedens tidsalder. De fornemme kvinders klædedragt adskilte sig heller ikke fra de lavere klassers pigers. Derefter blev det befalet, at de skulle lade sløret falde og dække ansigtet med det, så folk kunne forstå, at de var fornemme kvinder og ikke løse kvinder.

Imam Razi siger:

I uvidenhedens tidsalder gik både fornemme kvinder og slavinder omkring uden tilsløring, og onde mænd fulgte efter dem. Allah den Ophøjede befalede de fornemme kvinder at dække sig med sløret.(Arabisk********************)Dette kan forstås på to måder. For det første vil man ud fra denne klædedragt kunne genkende, at hun er en fornem kvinde, og at man ikke skal følge efter dem. For det andet vil man heraf kunne forstå, at de ikke er umoralske. For ingen kan håbe, at en kvinde, som holder sit ansigt tildækket [selv om ansigtet ikke regnes blandt ‘awrah – det vil sige den del af kroppen, som ifølge Koranens terminologi skal holdes tildækket for alle andre end ægtefællen; også området mellem mandens navle og knæ regnes i denne betydning som ‘awrah – således at det ville være obligatorisk at dække det], vil være villig til at blotte sin ‘awrah. Denne klædedragt vil derfor bevise, at hun er en tilsløret kvinde, og det vil være forgæves at håbe på nogen ond handling fra hendes side. – Tafsir Kabir

Qadi Baydawi siger:

(Arabisk******************************************)

Det betyder, at når de går ud i deres egne ærinder, skal de dække kroppen og ansigtet med en chador. Her er (Arabisk********) ordet (Arabisk*******) anvendt for – det vil sige, at det skal draperes over chadoren. (Arabisk*********************)Ved dette skelnes der mellem ædle kvinder, slavekvinder og sangerinder. (Arabisk**********)Det vil sige, at suspekte personer ikke vil vove at krænke deres ærbarhed. – Tafsir al-Baydawi

Alle disse udtalelser beviser, at det fra de ædle ledsageres (må Allah være tilfreds med dem) hellige tid og frem til det ottende århundrede i enhver periode er blevet forstået, at det pågældende vers havde den samme betydning, nemlig den betydning, som vi har kunnet forstå ud fra dets ord. Når man derefter ser på haditherne, fremgår det tydeligt af dem, at muslimske kvinder almindeligvis begyndte at dække deres ansigter efter dette vers’ åbenbaring, i Profeten (fred være med ham) tid, og at det blev ophørt at færdes med utilslørede ansigter. I Abu Dawud, Tirmidhi, Muwatta og andre hadithsamlinger står der, at Profeten (fred være med ham) forbød kvinder at bære ansigtsslør og handsker, mens de var i ihram. Dette beviser, at det allerede i denne hellige tid var blevet almindeligt at bruge slør til at dække ansigtet og handsker til at dække hænderne. Det var kun forbudt at bruge dem under ihram. Formålet var imidlertid ikke, at kvindens ansigt skulle være synligt for offentligheden under hajj; formålet var derimod, at ansigtssløret i ihrams religiøse klædedragt ikke skulle blive en del af kvindens påklædning, sådan som det normalt var på andre tidspunkter. Det siges i andre hadither, at Profetens hustruer og andre almindelige muslimske kvinder også under ihram skjulte deres utilslørede ansigter for fremmede mænds blikke.

(Arabisk************************************************)

Hazrat A’yema (må Allah være tilfreds med hende) siger: »Ridedyr passerede forbi os, mens vi var i ihram sammen med Profeten (fred være med ham). Når folk kom foran os, trak vi vores chador fra hovedet ned over ansigtet. Når de var gået forbi, blottede vi igen ansigtet.«

– Abu Dawud

(Arabisk***************************************************)

Fatima bint al-Mundhir fortæller: »Vi plejede at dække vores ansigter med klæder, mens vi var i ihram. Hazrat Asma, datter af Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med hende), var sammen med os. Hun forbød os ikke at gøre det.« Imam Malik: Muwatta

I Fath al-Bari, Kitab al-Hajj, findes en beretning fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende):

(Arabisk**********************************************_)

Kvinder bør, mens de er i ihram, lade deres sjaler hænge ned over ansigtet fra hovedet.

Tildækning

Den, der betragter Koranens hellige ord, deres anerkendelse blandt folket, den enstemmige tafsir og deres praktiske gennemførelse på Profetens tid, vil ikke kunne benægte denne sandhed: I den islamiske sharia findes der et påbud om, at kvinder skal dække deres ansigter over for fremmede, og dette påbud blev efterlevet på Profetens tid. Selv om ordet »nikab« eller tildækning ikke anvendes, er det i betydning og indhold et emne, som Den Hellige Koran foreskriver. For muslimske kvinder antog det foran den hellige person, over hvem Koranen blev åbenbaret, som en del af deres ydre beklædning, og også dengang blev det kaldt »nikab«, det vil sige slør eller tildækning.

Det beklagelige er, at dette er den »nikab« (slør), som Europa anser for særdeles uønsket og afskyeligt. Selve tanken om at bære den er uudholdelig for den vestlige samvittighed. De betragter den som et tegn på undertrykkelse, snæversyn og barbari. Det er et af de emner, der nævnes, når man omtaler de østlige folks uvidenhed og underudvikling. Og når det siges, at et østligt folk gør fremskridt inden for dannelse og civilisation, er det første, der fremhæves særligt, netop at »nikab« er forsvundet fra dette folk. Bøj nu hovedet i skam over, at dette ikke er noget, senere tidsaldre har opfundet, men at det er Koranens egen opfindelse, og at Profeten, den ædle (fred være med ham), indførte det. Men det er ikke nok blot at bøje hovedet. Når strudsen ser jægeren og skjuler hovedet i sandet, forsvinder jægeren ikke af den grund. De kan også bøje hovedet på samme måde, men derved udslettes Koranens vers ikke, og de historisk beviste begivenheder forsvinder ikke. Hvis man forsøger at skjule dette bag indviklede fortolkninger, vil denne »skammens plet« træde endnu tydeligere frem. Når De efter at have troet på den vestlige »guddommelige åbenbaring« har accepteret den som en »skamplet«, findes der kun én måde at fjerne den på. Det er at erklære Dem fri af den islam, som også påbyder sådanne »afskyelige ting« som nikab, ansigtsslør og ansigtstildækning. De ønsker »fremskridt«, og De har brug for »civilisation«. Hvordan kan De derfor antage en religion, der forhindrer kvinder i at være forsamlingernes og mødernes lysende pryd? En religion, der lærer blufærdighed, slør og ærefuld kyskhed, og forbyder dem at gøre sig til en fryd for andres øjne end husstandens? Hvor findes »fremskridtet« i en sådan religion? Hvad har en sådan religion med »civilisation« at gøre? For »fremskridt« og »civilisation« er det jo nødvendigt, at en kvinde – ikke en kvinde, men en memsahib – før hun går ud, frigør sig fra alle andre gøremål i op til to timer og udelukkende beskæftiger sig med skønhedspleje og pynt; fylder hele kroppen med parfume; ifører sig særdeles iøjnefaldende klæder med hensyn til farve og snit; farver ansigtet og begge arme; gør læberne blodrøde med læbestift; frisker øjnene op, så øjenbuen kan sende et præcist og iøjnefaldende blik; og når hun således pyntet i alle disse yndige positurer går ud af huset, vil situationen være den, at enhver bevægelse synes at tiltrække hjerte og sind og sige: »Det er jo netop det rette sted.« Og hvis ønsket om at udstille sin personlige udsmykning ikke dermed tilfredsstilles, vil spejl og kosmetik altid være med, så den mindste fejl i udsmykningen kan rettes med korte mellemrum.

Vi har gentagne gange sagt, at der er en himmelvid forskel mellem islams og den vestlige civilisations formål, og at den, der fortolker de islamiske påbud ud fra et vestligt synspunkt, begår en alvorlig fejl. Den målestok for værdi og anseelse, som Vesten anvender på tingene, er helt forskellig fra islams målestok. De ting, som Vesten anser for yderst vigtige og ønskværdige i livet, har i islams øjne ingen betydning. Og det, som islam tillægger betydning, er værdiløst i Vestens øjne. Den, der tror på den vestlige målestok, vil derfor betragte alt i islam som noget, der bør korrigeres. Når han begynder at fortolke de islamiske påbud, vil han nødvendigvis ændre dem, og selv efter ændringen vil han ikke kunne føre dem ud i livet. For Koranens og sunnahs fortolkning vil på hvert eneste punkt lægge hindringer i vejen for ham. Før et sådant menneske beskæftiger sig med de detaljerede metoder til at gennemføre Allahs påbud, bør han tænke over, med hvilket formål disse metoder er blevet foreskrevet, og hvor acceptable de er. Hvis han ikke engang kan tilslutte sig disse formål, vil han så påtage sig den unødvendige besværlighed at diskutere midlerne og metoderne til at nå dem og at ændre dem? Hvorfor forkaster han ikke den religion, hvis formål og mål han anser for fejlbehæftede? Men hvis han er enig i dens formål, består diskussionen blot i, om de praktiske metoder, der er foreslået for at nå disse formål, er passende eller upassende. Denne diskussion kan let afgøres. Men kun ædle mennesker kan følge denne fremgangsmåde. Tilbage står nu hyklernes gruppe. Disse er de værste blandt Allah den Højestes skabninger. Det sømmer sig for dem at hævde, at de tror på noget, mens deres tro i virkeligheden gælder noget helt andet.

Den debat, der føres om niqab og burka, bygger i virkeligheden på hykleri. Man har med alle kræfter forsøgt at bevise, at denne form for tilsløring var udbredt blandt folk i den førislamiske tid, og at denne arv fra jahiliyyah blev overført til muslimerne længe efter Profetens tid. Hvorfor denne hovedpine over historiske undersøgelser, som stilles op imod et klart vers i Koranen, den dokumenterede praksis fra Profetens tid og sahabaernes og tabi’inernes tydelige forklaringer? Den eneste grund er, at de har haft og stadig har de formål og mål for øje, som er accepteret i Vesten. De har fået de forestillinger om fremskridt og civilisation indgroet i deres hjerter, som de har efterlignet fra vesterlændinge. Da det at bære burka og dække ansigtet strider imod disse formål og ikke stemmer overens med disse forestillinger, har de ved hjælp af historiske undersøgelser forsøgt at fjerne de forhold, som er nedskrevet i den islamiske retslære. Det er et åbenlyst hykleri, som de har udvist også i dette spørgsmål, ligesom i andre spørgsmål. Den egentlige årsag er den mangel på principbevidsthed, den begrænsede forstand og det manglende moralske mod, som er beskrevet ovenfor. Hvis det ikke havde været sådan, ville tanken om at fremlægge Koranens historie ikke være opstået i deres sind, selv om de hævdede at følge islam. Enten ville de have bragt deres mål i overensstemmelse med islams mål, hvis de ønskede at forblive muslimer, eller også ville de åbent have skilt sig fra denne religion, som de efter deres egen målestok for fremskridt anser for at være en hindring for fremskridt.

For den, der forstår formålet med den islamiske lov og desuden har en vis sund fornuft, er det ikke vanskeligt at forstå, at tilladelsen til, at kvinder færdes udenfor med utilslørede ansigter, strider imod de formål, som islam tillægger så stor betydning. Det, der mest tiltrækker et menneske hos et andet menneske, er ansigtet. Menneskets medfødte skønhed, eller med andre ord det ypperste syn af menneskelig skønhed, findes i ansigtet. Det tiltrækker blikket mest. Det sætter følelserne i bevægelse. Det er den stærkeste faktor i seksuel følelse og ophidselse. Det kræver ingen dyb psykologisk indsigt at forstå dette. Spørg blot dit eget sind. Bed dine egne øjne om at afsige dommen. Undersøg og prøv det gennem din egen mentale erfaring. Hykleriet er en anden sag. Hvis en hyklerisk person anser selv det at anerkende solens eksistens for at stride imod sine egne interesser, vil han benægte solens eksistens i dagens klare lys. Hvis du holder fast ved sandheden, må du indrømme, at Allah Ta’ala har lagt størstedelen af hele kroppens skønhed i ansigtet, når det gælder sex appeal. Hvis du skulle gifte dig med en pige, hvad ville du så træffe din beslutning ud fra? Det ene kunne være, at hun stod foran dig med hele kroppen dækket bortset fra ansigtet. Det andet kunne være, at hun viste sit ansigt gennem en sprække i et vindue. Sig nu: Hvilken af disse to ville du vælge? Sig ærligt: Er ansigtets skønhed ikke vigtigere for dig end hele kroppens skønhed?

Når du har erkendt denne sandhed, så gå videre. Hvis det ikke er ønskeligt at standse seksuel løssluppenhed og overdreven seksuel ophidselse i samfundet, burde der ikke blot være frihed til at lade ansigtet være utilsløret, men også bryst, arme, lår, underben og alt andet burde kunne vises, sådan som det er tilfældet i den vestlige civilisation. I så fald er der intet behov for de grænser og begrænsninger, der ovenfor er beskrevet i forbindelse med den islamiske tilsløring. Men hvis formålet er at standse den seksuelle ophidselses stormløb, hvad kan så være mere ufornuftigt og uvidenskabeligt end at sætte lås på de små døre, mens den store port holdes helt åben?

Nu kan man spørge: Hvis forholdet er sådan, hvorfor tillod islam så, at ansigtet blev blottet i tilfælde af uomgængeligt behov? Svaret er, at den islamiske lov ikke er ubalanceret og ensidig. På den ene side tager den hensyn til de moralske konsekvenser, men på den anden side vurderer den også situationen ud fra menneskets reelle behov, og den opretholder den største harmoni og balance mellem de to. Den ønsker at lukke vejen til moralsk fordærv, men ønsker samtidig ikke at pålægge noget menneske sådanne begrænsninger, at det ikke kan opfylde sine naturlige behov. Det er den eneste grund til, at der ikke er givet lige så klare påbud om ansigt og hænder som om at dække awrah og skjule skønheden. For der opstår ingen vanskelighed ved at opfylde livets behov, når awrah og skønhed holdes skjult. Men hvis hænderne og ansigtet altid holdes tildækket, opstår der store vanskeligheder for kvinder med at opfylde deres behov. Derfor er den almindelige ordning for kvinder, at de skal holde ansigtet dækket med slør og tilsløring og(Arabisk**********)at der i overensstemmelse med princippet er givet denne mulighed: Hvis der virkelig er behov for at åbne ansigtet, kan det åbnes. Betingelsen er dog, at formålet ikke må være at vise sin skønhed, men at opfylde et reelt behov. Den vej til fordærv og ulykke, man kunne frygte fra den anden side, er derefter også blevet lukket ved påbuddet til mænd om at beherske deres blik. Hvis en ærbar kvinde blotter sit ansigt af hensyn til et af sine behov, skal manden sænke blikket og afholde sig fra anden brug af det.

Når man tænker over disse anvisninger om at følge tilsløringen, bliver det klart, at den islamiske tilsløring ikke er en jahilisk skik, men en fornufts- og visdomsbaseret lov. En jahilisk skik er stiv og uforanderlig. En skik, der er blevet praktiseret på en bestemt måde, kan under ingen omstændigheder ændres. Det, der er blevet skjult, forbliver skjult for evigt. Selv om man skulle dø, er det ikke muligt at bringe det frem i lyset. En fornuftsbaseret lov rummer derimod fleksibilitet. Alt efter omstændighederne er der mulighed for både strenghed og lempelse. Alt efter omstændighederne er der også åbnet mulighed for undtagelser fra dens regler og principper. En sådan lov kan ikke følges blindt. Den kræver forståelse og dømmekraft. Den samvittighedsfulde, der følger loven, kan selv afgøre, hvornår de almindelige regler og principper bør følges, og hvornår der ud fra lovens synspunkt foreligger et reelt behov, som gør det muligt at benytte undtagelsen. Derefter kan han selv afgøre, hvor stor en fordel tilladelsen kan give under bestemte omstændigheder, og hvordan lovens formål kan bevares intakt, mens man søger denne fordel. I alt dette er det i virkeligheden kun en hellig hensigt eller et oprigtigt ønske, der kan gøre den troendes hjerte til en sand mufti. Profeten, fred være med ham, sagde:

(Arabisk*************************************))

Bed dit eget hjerte om en fatwa, og opgiv det, som vækker uro eller tvivl i dit hjerte.

Derfor er det ikke muligt at følge islam i uvidenhed og uden forståelse. Det er en lov, der bygger på samvittighed og fornuft, og for at følge den kræves der ved hvert eneste skridt følelse og forståelse.

Reglerne for at gå ud af hjemmet

Efter at grænserne for klædedragt og awrah er blevet fastlagt, er dette den sidste anvisning, der blev givet til kvinderne:

(Arabisk**********************************)

Forbliv med værdighed i jeres hjem, og gå ikke omkring iført pynt som i uvidenhedens tidsalder. – Sura al-Ahzab: 33

(Arabisk***************************************************)

De skal ikke sætte deres fødder på jorden på en sådan måde, at deres skjulte skønhed bliver afsløret. – Sura an-Nur: 31

(Arabisk******************************************)

Tal ikke med en dæmpet stemme, for så vil de, hvis hjerter er syge, blive fristet. – Sura al-Ahzab: 32

(Arabisk******)Der er uenighed om udtalen af ordet. De fleste indbyggere i Medina og nogle af indbyggerne i Kufa (Arabisk*******)læser det [med fatha over k]. Det er afledt af grundordet (Arabisk********). Med denne læsemåde bliver betydningen: Bliv i ro i jeres hjem. Derimod læser de fleste indbyggere i Basra og Kufa (Arabisk******)[med kasra under k]. Det er afledt af ordet (Arabisk********). Dets betydning bliver: »Bliv i jeres hjem med værdighed og fred.«

(Arabisk***********)Ordet har to betydninger. Den ene er at vise skønhed og udsmykning. Den anden er at vise ynde og elegance, når man går, at gå med svajende hofter – altså at gå på denne måde, med indtagende bevægelser. Begge betydninger er tilsigtet i koranverset. I den første jahiliyya-periode gik kvinder ud i smukke og prangende klæder, ligesom kvinder i den moderne jahiliyya-periode færdes offentligt. Desuden var deres måde at gå på bevidst sådan, at hvert skridt ikke faldt på jorden, men på tilskuernes hjerter. Den berømte tabi‘i og koranfortolker Qatada sagde:

(Arabisk***************************************)

For at forstå denne tilstand behøver man ingen historisk beretning. Gå ind i et samfund, hvor kvinder kommer i vestlig påklædning. Der vil du med egne øjne se den første jahiliyya-periodes adfærd. Islam forbyder dette. Den siger først og fremmest, at dit egentlige opholdssted er dit hjem. Du er blevet fritaget for ansvaret uden for hjemmet, så du kan opholde dig i hjemmet med fred og værdighed og varetage familielivets ansvar. Hvis der alligevel opstår et behov, er det tilladt for dig at gå uden for hjemmet. Men når du går ud, skal du værne fuldt ud om din kyskhed og ære. Din påklædning må ikke have en sådan pragt og glans, at den tiltrækker andres blikke til dig, og du må ikke være så opsat på at vise din skønhed, at du undervejs snart viser et glimt af dit ansigt og snart fremviser dine hænder. Din måde at færdes på må ikke have en sådan ynde, at andres blikke fæstnes på dig. Gå ikke ud iført smykker, hvis klang lader honning strømme ind i andres ører. Hæv ikke med vilje stemmen, så andre kan høre dig. Ja, hvis der er behov for at tale, så tal, men forsøg ikke at tale med en honningsød stemme. Når du overholder alle disse regler og grænser, kan du gå uden for hjemmet.

Dette er den hellige Koranens lære. Lad os nu se på hadithen. Se, hvilken fremgangsmåde Profeten (fred være med ham) fastlagde for kvinderne i samfundet i overensstemmelse med denne lære, og hvordan de ædle sahabaer (må Allah være tilfreds med dem) og deres kvinder praktiserede den.

Tilladelse til at gå ud efter behov

Det berettes i hadith, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) før åbenbaringen af reglerne om purdah havde sagt: »Allahs Sendebud, påbyd kvinderne purdah.« En gang gik de troendes moder, Hazrat Sawda bint Khami‘a (må Allah være tilfreds med hende), uden for huset om natten, og Umar (må Allah være tilfreds med ham) fik øje på hende. Han kaldte på hende og sagde: »Sawda! Vi har genkendt dig.« Hans hensigt med dette var, at kvinder på ingen måde skulle have lov til at gå uden for hjemmet. Da påbuddet om purdah efterfølgende blev åbenbaret, fik Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sin mulighed. Han begyndte strengt at forhindre kvinder i at færdes udenfor. Igen gentog den tidligere hændelse med Hazrat Sawda (må Allah være tilfreds med hende) sig. Så snart hun gik ud af huset, standsede Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) hende. Hazrat Sawda (må Allah være tilfreds med hende) klagede over dette til den ædle Profet (fred være med ham). Profeten sagde:(Arabisk******************************************)

Allah den Ophøjede har givet jer tilladelse til at gå ud efter behov. – Muslim, al-Bukhari m.fl.

Heraf kan man forstå, at(Arabisk******************)den koraniske betydning af dette ikke er, at kvinder overhovedet ikke må sætte foden uden for hjemmets grænser; de har derimod fuld tilladelse til at gå ud for at imødekomme nødvendige behov. Men denne tilladelse er hverken ubetinget eller grænseløs. Det er ikke tilladt kvinder at færdes frit hvor som helst og blande sig med mændenes forsamlinger. Med nødvendighed mener sharia, at det bliver helt uundgåeligt for kvinderne at gå ud. Det skal bemærkes, at det ikke er muligt for alle tider at fastsætte én bestemt måde, hvorpå alle kvinder skal gå ud eller lade være med at gå ud. Men den måde, hvorpå Lovgiveren har fastlagt kvindernes udgang i livets almindelige situationer, og de variationer, han har foreskrevet inden for tilsløringens grænser, gør det muligt at forstå den islamiske lovs ånd og tendens. Når man fuldt ud har tilegnet sig dette, kan enhver selv forstå princippet for at lempe eller stramme det i individuelle situationer og i mindre spørgsmål, alt efter tilsløringens grænser og omstændighederne. Som forklaring vil vi nævne nogle eksempler.

Tilladelsen til at komme i moskéen og dens grænser

Det er almindeligt kendt, at den vigtigste af de obligatoriske bønner er den vigtigste pligtbøn. Der er lagt særlig vægt på at være til stede i moskéen for at bede og deltage i menighedsbønnen. Men i spørgsmålet om bøn med menigheden er der givet kvinder anvisninger, som er helt modsatte af dem, der er givet mænd. For mænd er den bedste bøn den, der udføres hjemme i den største afsondrethed. Imam Ahmad og at-Tabarani har overleveret følgende hadith fra Umm Humayd as-Sa’idiyyah:

(Arabisk******************************************)

Hun sagde: »Allahs Sendebud (s)! Jeg ønsker at bede sammen med dig.« Profeten (s) sagde: »Jeg ved det. Men det er bedre for dig at bede på et afsides sted end at bede i dit eget værelse. Og det er bedre for dig at bede i dit værelse end at bede i husets gård. Og det er bedre for dig at bede i dit lokale moské end at bede i den store moské.« – [Grunden til, at kvinder er blevet pålagt at bede så afsides, kan kvinderne selv bedst forstå. Nogle dage hver måned er de nødt til at undlade at bede. Derved kommer noget frem, som en beskeden kvinde ikke engang ønsker skal blive kendt af sine søskende. På grund af denne blufærdighed opgiver mange kvinder helt at bede. Lovgiveren var opmærksom på dette og rådede dem: »Bed i stilhed og afsides, så ingen kan vide, hvornår I beder, og hvornår I lader være.« Dette er dog kun et råd, ikke en befaling. Kvinder kan danne en særskilt menighed i hjemmet, og en kvinde kan lede den. Profeten (s) gav Umm Waraqah bint Nawfal tilladelse til at lede kvindernes menighedsbøn (Abu Dawud). Det er overleveret fra ad-Daraqutni og al-Bayhaqi, at Aisha (ra) ledede kvinderne i bøn og stod midt i rækken. Heraf kan man forstå den regel, at når en kvinde leder andre kvinder i bøn, skal hun ikke stå forrest i rækken som en mand, men stå midt iblandt dem.]

Om dette emne har Abu Dawud overleveret en hadith fra Ibn Mas’ud (ra):

(Arabisk*****************************)

Det er bedre for en kvinde at bede i et afsides rum end at bede i sit eget værelse.

Læg mærke til, at fremgangsmåden i dette spørgsmål er blevet gjort helt modsat. For mænd er det blevet sagt, at den bøn, der bedes alene og i afsondrethed, er den ringeste bøn, mens det for dem er den bedste bøn at bede i en menighed, fra den mindste til den største. Men netop modsat er det for kvinder blevet sagt, at den bøn, der bedes i afsondrethed, er bedre; og denne afsondrede bøn er ikke blot blevet foretrukket frem for bønnen i menighed, men er endog blevet sagt at være bedre end den bøn, som ingen større velsignelse kan tænkes for en muslim end, nemlig menighedsbønnen i Profetens Moské, som ledes af selve profeternes imam, den ærværdige Muhammad (s). Hvad er nu årsagen til denne forskel og ulighed? Den eneste årsag er, at Lovgiveren ikke har ønsket, at kvinder skulle gå ud, og har ønsket at forhindre, at kvinder og mænd samles sammen i menigheden. Men bønnen er en hellig gudsdyrkelse, og moskéen er et helligt sted. Den vise Lovgiver har for at forhindre sammenblandingen af kvinder og mænd udtrykt sin hensigt ved at beskrive, hvad der har og ikke har fortrin. Men han har ikke forbudt kvinder at gå til et helligt sted for at udføre en sådan fuldkommen handling. De ord, der er anvendt i hadithen til at give denne tilladelse, er et udtryk for Lovgiverens enestående visdom.

(Arabisk**********************************************)

Forbyd ikke Allahs kvindelige tjenere at komme til Allahs moskéer. Hvis en af jeres hustruer beder om tilladelse til at gå til moskéen, må I ikke forhindre hende. – Bukhari, Muslim

(Arabisk*************************************************)

Forhindr ikke jeres hustruer i at gå til moskéen. Men deres hjem er bedre for dem. – Abu Dawud

Det fremgår klart af disse ord, at Lovgiveren ikke forbød kvinder at gå til moskéen. For at gå til moskéen for at bede er jo ikke en dårlig handling, som kan erklæres for ulovlig. Men man kan heller ikke hævde, at kvinder og mænd skal samles blandet i moskéen. Kvinderne fik tilladelse til at gå til moskéen. Men det blev ikke sagt, at de skulle sendes til moskéen, eller at man skulle tage dem med sig; der blev blot sagt så meget, at hvis de ønsker at forlade den bedre bøn for at gå til moskéen og bede den ringere bøn, og hvis de beder om tilladelse til dette, må de ikke forhindres. Den ærværdige Umar (ra) var islamisk retslærd, og han forstod denne betydning hos Lovgiveren. I Muwatta er det berettet, at han bestandig havde uoverensstemmelser med sin hustru, Atika bint Zayd, om dette spørgsmål. Umar (ra) ønskede ikke, at hans hustru skulle gå til moskéen. Men hun insisterede på at gå. Når hun bad om tilladelse til at gå, efterlevede Umar (ra) Profetens (s) anvisning fuldt ud og forholdt sig tavs. Det betyder, at han hverken forhindrede hende i at gå eller gav hende udtrykkelig tilladelse. Hans hustru var også meget bestemt i denne sag. Hun sagde: »Ved Allahs ed, jeg vil blive ved med at gå, indtil De udtrykkeligt forbyder det.« – [Dette gjaldt ikke kun Umars (ra) hustru. Tværtimod gik mange kvinder til moskéen for at bede i menigheden på Profetens (s) tid. I Abu Dawud står der, at kvinderne i Profetens Moské dannede to rækker.]

Betingelserne for at komme til moskéen

Samtidig med at kvinder fik tilladelse til at komme til moskéen, blev der også fastsat nogle betingelser. Den første betingelse er, at de ikke må gå til moskéen om dagen. De må bede de bønner, der bedes i mørketiden, nemlig isha- og fajr-bønnen.

(Arabisk**********************************************)

Det er overleveret fra Hazrat Ibn Umar (ra), at Profeten (s) sagde: »Tillad kvinderne at komme til moskeen om natten.« – Tirmidhi

(Arabisk*************************************************)

Hazrat Nafiʿ, Hazrat Ibn Omars fremtrædende discipel, siger: Natten blev bestemt af denne grund, at det i nattens mørke ville være muligt at være ordentligt tilsløret. – Tirmidhi

(Arabisk*************************************************)

Hazrat Aisha (ra) siger: Profeten (s) bad fajr-bønnen på et så tidligt tidspunkt, at kvinderne efter bønnen, når de vendte hjem med deres sjaler viklet omkring sig, ikke kunne genkendes i mørket. – Tirmidhi

Det andet vilkår er, at man ikke må komme til moskeen iført pynt og pragt eller med parfumerede kosmetikprodukter. Hazrat Aisha (ra) siger: En dag sad Profeten (s) i moskeen. På det tidspunkt kom en kvinde fra Muzayna-stammen dertil, pyntet og med stor pragt. Da sagde Profeten (s): »Tillad ikke jeres kvinder at komme til moskeen pyntet og med stor pragt.« – Ibn Majah

Om parfume sagde Profeten (s): »Den nat, hvor I kommer til bøn, må I ikke komme efter at have anvendt nogen form for parfume. Kom i helt enkelt tøj. Den kvinde, der kommer efter at have påført sig parfume, vil hendes bøn ikke være gyldig.« – al-Muwatta: Imam Malik

Den tredje betingelse er, at kvinderne ikke må stå blandet med mændene i samme række eller stå i den forreste række. De skal stå i rækkerne bag mændene.

(Arabisk*****************************************)

Profeten (s) sagde: »For mænd er den bedste plads i den forreste række og den dårligste plads i den bagerste række. For kvinder er den bedste plads i den bagerste række og den dårligste plads i den forreste række.«

I kapitlet om fællesbønnen fastsatte Profeten (s) denne fremgangsmåde: Kvinder og mænd må ikke stå side om side og bede, hvad enten det drejer sig om ægtefæller eller mor og søn.

Hazrat Anas (ra) fortæller: »En dag inviterede min mormor Mulayka Profeten (s). Efter måltidet stillede han [Profeten] sig op til bøn, og jeg og Yatin [sandsynligvis Hazrat Anas’ bror] stillede os bag ham, mens Mulayka stillede sig bag os.« – Tirmidhi

Den anden overlevering fra Hazrat Anas (ra) lyder således: Han sagde: »En dag bad Profeten (s) i vores hjem. Jeg og Yatim stillede os bag ham, og min mor Umm Sulaym stillede sig bag os.« – Bukhari

Hazrat Ibn Abbas (ra) fortæller: »En dag, da Profeten (s) stillede sig op til bøn, stillede jeg mig ved siden af ham, og Hazrat Aisha (ra) stillede sig bag os.« – Nasa’i

Den fjerde betingelse er, at kvinderne ikke må tale højt under bønnen. Det blev fastsat som fremgangsmåde, at hvis imamen under bønnen skal gøres opmærksom på noget, skal en mand sige »Subhanallah«, mens en kvinde skal give lyd med hånden. – Bukhari

Selv efter at alle disse grænser og begrænsninger var blevet indført, frygtede Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) en sammenblanding af mænd og kvinder under menighedsbønnen. Derfor anviste han en særskilt dør i moskeen til kvinderne og forbød mænd at benytte denne dør. – Abu Dawud

Hvordan kvinder skal udføre hajj

Hajj er islams næstvigtigste kollektive farḍ. Ligesom for mænd er den også obligatorisk for kvinder. Men kvinder er blevet forbudt at blande sig med mænd under tawaf. I Bukhari Sharif er det overleveret fra Ata, at kvinder på Profetens (fred være med ham) tid udførte tawaf sammen med mændene, men de blandede sig ikke med hinanden. I værket Fath al-Bari er det overleveret fra Ibrahim al-Nakha’i, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) forbød sammenblanding af kvinder og mænd under tawaf. En gang så han en mand blandt kvinderne, greb ham og slog ham med en stav. – Fath al-Bari, bind 3, s. 312

Det er overleveret i Muwatta, at Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) lod sine familiemedlemmer rejse fra Muzdalifa til Mina før alle andre, så de kunne nå at udføre deres bønner og stenkastningen, før folkene ankom. Ja, selv Hazrat Asma (må Allah være tilfreds med hende), datter af Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), begav sig til Mina i morgengryets mørke. Dette var reglen for kvinder på Profetens (fred være med ham) tid. – Muwatta Imam Malik

Jumu’ʿa og kvinders deltagelse i fredags- og eidbønner

Fredags- og eidbønnernes forsamlinger er så vigtige i islam, at det er unødvendigt at beskrive dem. Med blik for deres betydning ophævede Lovgiveren, særligt for disse forsamlingers vedkommende, de betingelser, som er blevet pålagt ved de almindelige bønner; det vil sige, at kvinder ikke må deltage i menighedsbønnen om dagen. Det er ganske vist tydeligt fastslået, at fredagsbønnen ikke er obligatorisk for kvinder [Abu Dawud], og at det heller ikke er nødvendigt for dem at deltage i menighedsbønnen på de to eid-dage. Men hvis de ønsker det, kan de deltage i disse menighedsbønner, forudsat at de overholder de øvrige betingelser. Det fremgår af hadith, at Profeten (fred være med ham) selv tog sine kvinder med til eidbønnen.

(Arabisk*********************************************************)

Det er overleveret fra Umm Atiyya, at Profeten (fred være med ham) tog ugifte piger, unge kvinder, husmødre og menstruerende kvinder med til eid-pladsen. De kvinder, som ikke var i stand til at bede, holdt sig adskilt fra menigheden og deltog kun i bønnen. – Tirmidhi

(Arabisk****************************************_)

Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger, at Profeten (fred være med ham) plejede at tage til eid sammen med sine hustruer og døtre. – Ibn Majah

Besøg ved grave og deltagelse i janaza

I islamisk lov er det blevet fastslået, at deltagelse i en muslims janaza er fard kifaya. De lærde er bekendt med alle de nødvendige forskrifter vedrørende dette. Men alt dette gælder kun mænd; kvinder er blevet forbudt at deltage i janaza. Dette forbud er dog ikke blevet håndhævet strengt; tværtimod er der ved visse lejligheder også blevet givet tilladelse. Men af lovgiverens anvisninger fremgår det tydeligt, at kvinders deltagelse i janaza ikke er uden indvendinger.

I Bukhari Sharif er en hadith overleveret fra Umm Atiyya:

(Arabisk************************************************)

Vi blev forbudt at deltage i janaza, men ikke på en streng måde. – Bukhari

Det er overleveret i Ibn Majah og Nasa’i, at Profeten (fred være med ham) en dag deltog i en janaza. Der blev en kvinde set dér. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) irettesatte hende. Profeten (fred være med ham) sagde: »Umar, lad hende være. Det ser ud til, at kvinden var en nær slægtning til den afdøde. Hun var kommet sammen med den afdøde, overvældet af sorg.« Da Profeten (fred være med ham) tog hensyn til hendes sindstilstand, forbød han Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) at irettesætte hende.

Det samme gælder for besøg på grave. Kvindehjertet er meget ømt. Mindet om deres afdøde kære sætter dybe spor i deres hjerter. Lovgiveren i sharia har ikke anset det for rigtigt at tilsidesætte denne sorg og følelsesmæssige smerte. Men Han har tydeligt erklæret, at det er forbudt for kvinder at besøge grave ofte. I Tirmidhi er en hadith overleveret fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham):
(Arabisk*******************************************)

Profeten (fred være med ham) har forbandet kvinder, der ofte besøger grave.

Efter at Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde besøgt sin broder Hazrat Abdur Rahman ibn Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) grav, sagde hun: »Ved Allahs ed! Hvis jeg havde været til stede ved din død, ville jeg ikke være kommet for at besøge din grav.« – Tirmidhi

Anas ibn Malik fortæller, at Profeten (fred være med ham) en dag så en kvinde sidde ved en grav og græde, men han forbød hende det ikke. Han sagde blot: »Frygt Allah og vær tålmodig.«

Tænk over disse påbud. Bønnen er en hellig tilbedelseshandling. Moskéen er et helligt sted. Under hajj møder mennesket frem for Allah med hellige tanker. Ved begravelser og ved grave opstår tanken om døden i ethvert menneskes sind, og sindet overvældes af sorg og bedrøvelse. Under alle disse omstændigheder forsvinder den seksuelle lyst fuldstændigt, eller, hvis den findes, påvirkes den af andre hellige følelser. Alligevel har sharia ikke godkendt blandingen af mænd og kvinder ved disse sammenkomster. På grund af omstændighedernes hellighed, formålenes renhed og kvindernes følelsesmæssige tilstand har man ganske vist tilladt kvinder at forlade hjemmet, og ved nogle lejligheder har man selv taget dem med; men der er pålagt sløret så mange begrænsninger og forskrifter, at selv den mindste risiko for usædelighed og ulykke ikke blev ladt tilbage. Derefter blev det erklæret, at bortset fra hajj er det bedre, at kvinder ikke deltager i disse aktiviteter.

Kan De, når De ser en sådan tendens i denne lov, forvente, at den skulle tillade blandede forsamlinger af mænd og kvinder på skoler og college, på kontorer og fabrikker, i parker og forlystelseshaver, i biografer og teatre, på kaffehuse og i dansesale?

Kvinders deltagelse i krig

De har bemærket slørets grænser og strenghed. Se nu, hvor og af hvilken grund de er blevet lempet. Muslimer går i krig under en situation, hvor hele samfundet er truet af en omfattende fare. Omstændighederne kræver, at hele nationens styrke anvendes til selvforsvar. Under sådanne forhold giver islam kvinder en generel tilladelse til at deltage i militærtjeneste. Men samtidig fremhæves også denne sandhed: Den, der er skabt til at blive mor, er ikke skabt til at halshugge eller udgyde blod. At lægge et våben i hendes hånd er at dræbe hendes natur. Derfor har islam kun tilladt kvinder at bære våben for at beskytte liv, ære og kyskhed. Men generelt er det i strid med islamiske principper at give kvinder soldateropgaver og optage dem i militæret. På slagmarken kan man tage så meget tjeneste fra dem, at de forbinder sårede soldater, giver de tørstige vand, laver mad til soldaterne og vedligeholder deres lejre bag soldaterne. For disse opgaver er slørets grænser blevet lempet i højeste grad. Til sådanne tjenesteydelser vil kristne klosterforstanderinders klædedragt, med mindre ændringer, være tilladt ifølge sharia.

Det er bevist gennem hadith-samlingerne, at Profetens hustruer og andre muslimske kvinder drog med Profeten (fred være med ham) til slagmarken. De gav de tørstige vand og forbandt de sårede. Dette arbejde fortsatte også efter, at påbuddet om purdah var blevet åbenbaret. – [Bukhari]

I Tirmidhis hadith-samling står der, at Umm Sulaym og andre kvinder fra Ansar næsten altid ledsagede Profeten (fred være med ham) i krig. I Sahih Bukhari står der, at en kvinde en dag henvendte sig til Profeten (fred være med ham) og sagde: »Bed om, at jeg må ledsage de søfarende krigere.« Profeten (fred være med ham) bad(Arabisk**********) »Åh Allah, gør hende til en af dem.«

Da de muslimske mujahidiner blev svækket under slaget ved Uhud, bar Aisha og Umm Sulaym vandskind på skuldrene og gav soldaterne vand. Anas fortæller, at han så dem løbe frem og tilbage med deres bukser løftet, så den nederste del af deres ben var synlig. [Bukhari, Muslim

Ved slutningen af side 265] Om en anden kvinde ved navn Umm Sulayt hørte Umar selv Profeten (fred være med ham) sige således: »I slaget ved Uhud, hvor end jeg ser til højre eller venstre, ser jeg Umm Sulayt kæmpe for at beskytte mig.« I dette slag var Rubayyi bint Mu’awwidh og en gruppe kvinder sammen med hende beskæftiget med at forbinde de sårede. Det var dem, der bar de sårede soldater og bragte dem til Medina. [Bukhari] Under slaget ved Hunayn gik Umm Sulaym omkring med en dolk i hånden. Profeten (fred være med ham) spurgte: »Hvad gør du?« Hun svarede: »Hvis en polyteist kommer forbi mig, vil jeg skære hans mave op.« [Muslim] Umm Atiyya deltog i syv slag. Hun fik ansvaret for at passe lejren, lave mad til soldaterne samt pleje de sårede og syge. [Ibn Majah] Ibn Abbas fortæller, at de kvinder, som udførte denne form for tjeneste på slagmarken, fik en andel af krigsbyttet. – Muslim

Heraf kan det forstås, at den islamiske purdah ikke var som en uvidende skik, der ikke kunne lempes eller strammes efter omstændighederne og behovet. Hvis det var nødvendigt, kunne dens grænser indskrænkes. Det var ikke kun ansigtet og begge hænder, der kunne blottes; også en del af de legemsdele, der er omfattet af satr al-awrah, kunne om nødvendigt blottes. Men når behovet var ophørt, skulle purdah igen bringes inden for de grænser, der er fastsat under normale forhold. Ligesom denne purdah-skik ikke er en uvidende skik, er dens lempelse heller ikke som den uvidende frihed. Af krigsmæssige nødvendigheder overskred europæiske kvinder deres grænser. Men efter krigen nægtede de at vende tilbage inden for grænserne. Muslimske kvinder forholder sig ikke sådan.

Appendiks

Dette er et så retfærdigt synspunkt og en så moderat vej, at verden er afhængig af den—ja, yderst afhængig af den—for sin fremgang, bekvemmelighed og moralske sikkerhed. Som jeg allerede har sagt, har verden i hundreder og tusinder af år haft store vanskeligheder med at finde kvindens plads i civilisationen [det vil sige halvdelen af menneskeheden]. Den har til tider bevæget sig mod ekstrem overdrivelse og til andre tider mod ekstrem underordning, og begge disse yderpunkter har vist sig skadelige for den; prøvelser og iagttagelser vidner om denne skade. Mellem disse to yderpunkter er den retfærdige og moderate vej netop den, som islam har fremlagt. Den er i overensstemmelse med viden og naturen og fuldt ud egnet til menneskelige behov. Det beklagelige er imidlertid, at der i den moderne tid er opstået så mange hindringer, at det er blevet vanskeligt for mennesker at forstå »den lige vej« og tillægge den dens rette værdighed.

Blandt alle disse hindringer er den største, at det moderne menneske er blevet ramt af gulsot, og at dette gulsotssyge har fået endnu et alvorligt angreb på de vestligt orienterede mennesker i Østen, et angreb, som kan kaldes hvid gulsot. Jeg beder mine venner og brødre om tilgivelse for denne tydelige udtalelse; men når sandheden skal siges, bør ingen bitterhed være en hindring. Det er en faktisk realitet, at der ikke findes noget påbud eller noget i islam, som strider mod beviste filosofiske kendsgerninger. Den endnu mere sande sag er, at alt, hvad der er en filosofisk kendsgerning, er islam. Men for at se dette er der brug for et farveløst blik, så man kan se enhver ting i dens sande farve. Der er brug for et åbent sind og en sund natur, så man kan tage kendsgerningerne imod i deres uforvanskede form og ikke underordne dem sine egne tilbøjeligheder, men snarere underordne sine tilbøjeligheder dem. Hvor dette mangler, vil selv kundskab være nytteløs. Hvad man end ser med et farvet blik, vil man se i sin egen farve. Et snævert blik kan kun nå frem til den side af problemer og forhold, som bliver forelagt og udspiller sig foran den vinkel [angle], hvorfra det betragter dem. Og selv de filosofiske kendsgerninger, der trods dette når ind i sindet i deres virkelige tilstand, vil blive påvirket af sindets snæverhed og karakterens skævhed. Det vil være deres krav, at kendsgerningerne skal formes efter deres sinds behov, følelser, fornemmelser og tilbøjeligheder. Hvis noget ikke passer dem, vil de fortsætte med at tilsidesætte det, selv efter at have erkendt det som sandt, og de vil følge deres egne tilbøjeligheder. Det skal bemærkes, at når mennesket rammes af denne sygdom, kan hverken viden, undersøgelse eller iagttagelse vise det vejen. Det er på ingen måde muligt for en sådan patient at forstå noget islamisk på rette måde. For islam er »den naturlige din«, ja, selve naturen. Det er derfor vanskeligt for den vestlige verden at forstå islam: den er ramt af denne sygdom. Alt, hvad den ved, er »islam«, men dens blik er farvet. Derefter har denne farvegulsot farvet blikket hos den moderne, uddannede gruppe i Østen. Sygdommen hindrer dem i at drage de rette slutninger af filosofiske kendsgerninger og i at se livets problemer i deres naturlige farve. De blandt dem, som er muslimer, tror på islams din, anerkender dens sandhed og mangler heller ikke kærlighed til at følge dinen. Men hvad skal den stakkel stille op med gulsoten i sine øjne? Hvad de end ser gennem disse øjne, ser de det som modsat Allahs farve.

Den anden hindring for en korrekt forståelse er, at mennesker almindeligvis, når de tænker over et islamisk spørgsmål, ikke betragter den samfundsordning, som spørgsmålet er forbundet med, i sin helhed, men løsrive spørgsmålet fra denne ordning og drøfter det særskilt. Resultatet bliver, at spørgsmålet forekommer at ligge uden for al viden og overvejelse, og at der opstår alle slags tvivl omkring det. Det er blevet gjort med hensyn til renter, idet de er blevet betragtet adskilt fra islams og naturens økonomiske grundprincipper og økonomiske system. Følgelig begyndte tusindvis af sygdomme at vise sig i det. Ja, selv store islamiske lærde følte behov for ændringer i det, som var i strid med shariaen. På samme måde er der begået grundlæggende fejl med hensyn til slaveriet, flerkoneri, ægtemandens og hustruens rettigheder og mange andre sådanne spørgsmål. Også spørgsmålet om purdah er blevet offer for dette. Hvis De i stedet for at se hele bygningen kun ser én af dens søjler, vil det for Dem forblive et mysterium, hvorfor den er blevet opført. Dens opførelse vil forekomme Dem at ligge over al fornuft og overvejelse. De vil på ingen måde kunne forstå, med hvilken harmoni og hensigtsmæssighed ingeniøren har anbragt den for at holde bygningen stabil, eller hvordan hele bygningen vil blive beskadiget, hvis den rives ned. Purdah er et helt tilsvarende eksempel. Hvis den løsrives fra den omfattende ordning, hvori den blev indført som en nødvendig søjle, vil den forekomme at ligge uden for al fornuft og overvejelse. Det vil på ingen måde kunne forstås, hvorfor denne diskriminerende grænselinje er blevet fastlagt mellem menneskehedens to køn. For at opnå en korrekt forståelse af søjlens rimelighed må man derfor se hele den bygning, hvori den er blevet anbragt.

Nu står islams sande purdah foran Dem. Også den samfundsordning, for hvis opretholdelse purdahs regler er blevet fastlagt, står foran Dem. De vigtigste grundlæggende forhold i denne ordning står også foran Dem; purdahs vigtigste bestemmelser er blevet føjet til den under opretholdelse af en særlig balance med disse forhold. Alle de dokumenterede filosofiske kendsgerninger, som denne samfundsordning er blevet bygget på, står foran Dem. Efter at have set alt dette, så sig mig: Er der nogen svaghed noget sted i den? Er der det mindste spor af ubalance noget sted? Findes der et sted, hvor man ved at forkaste enhver særlig partisk tendens og alene på grundlag af viden og fornuft kunne foreslå en reform? Jeg siger med dyb indre indsigt, at der i denne samfundsordning findes netop den samme retfærdighed, ligevægt, orden, balance og skønhed som den, De ser i den retfærdighed og orden, som jorden og himlen er grundlagt på, i den fuldkomne harmoni og orden, der findes i verdensaltets styrelse, og i den fuldkomne balance og overensstemmelse, De ser mellem et atoms opbygning og solsystemets binding. Ekstrem overdrivelse, ekstrem mangel og ensidighed er uundgåelige svagheder ved menneskelige værker. Denne ordning [den islamiske ordning] er fuldstændig fri for alle disse svagheder. At reformere eller korrigere den ligger uden for menneskelig formåen. Hvis mennesket med sin fejlagtige viden ønsker at ændre blot den mindste smule i den, vil det ikke reformere den, men snarere ødelægge dens balance.

Det er beklageligt, at jeg ikke har noget middel eller nogen mulighed, hvormed jeg kan bringe mit budskab til alle de brødre, der bor i Europa, Amerika, Rusland og Japan. Fordi de ikke har fundet en sund og velafbalanceret civilisationsordning, ødelægger de deres eget liv og bliver også årsag til andre nationers ødelæggelse. Åh, hvis jeg blot kunne bringe dem dette livgivende middel, som de i sandhed tørster efter! Måske føler de ikke denne tørst. Hvorom alting er, er hinduerne, de kristne og parserne i mine nabolande inden for min rækkevidde. De fleste af dem forstår mit sprog. Jeg appellerer til dem om at rense deres sind for det fjendskab mod islam, som er opstået i dem på grund af historiske og politiske konflikter med muslimerne, og som oprigtige sandhedssøgere at lære denne islamiske samfundsordning at kende og forstå den, sådan som jeg har beskrevet den i denne bog. Derefter bør de afprøve den ved at sammenligne den med den vestlige samfundsordning, som de hastigt bevæger sig hen imod. Til sidst bør de, ikke for min skyld eller for nogen andens, men for deres eget velbefindendes skyld, afgøre, hvilken vej der fører til det sande vel.

Herefter vil jeg vende mig fra de almindelige læsere og sige nogle ord til de vildledte brødre, som kaldes muslimer.

Nogle af vores nydannede muslimske brødre anerkender alt det, der er blevet beskrevet ovenfor. Men de siger:

Det kan ikke benægtes, at der under hensyn til forholdene og tidens omstændigheder er rigelig mulighed for at lempe strengheden i de islamiske love og bestemmelser. Derfor ønsker vi blot at benytte os af denne mulighed til at opnå nogle fordele. De nuværende forhold kræver en lempelse af purdah. Muslimske kvinder har behov for at gå i skole og på college, så de kan få en højere uddannelse. De har brug for en sådan uddannelse, at de kan forstå civilisatoriske, sociale, økonomiske og politiske problemer og opnå evnen til at løse dem. Ellers vil muslimerne sakke bagud for nabofolkene i livets kamp. Der er udsigt til endnu større tab i fremtiden. Hvis muslimske kvinder ikke opnår evnen til at drage fordel af de rettigheder, der gives kvinder i landets politiske liv, og hvis de på grund af purdahs hindringer og begrænsninger ikke kan benytte sig af disse muligheder, vil muslimernes vægt på landets politiske vægtskål blive betydeligt mindre. Under hensyn til forholdene i den islamiske tidsalder har man i høj grad lempet den islamiske purdah. – [Af hensyn til argumentationen kaldes det blot en »lempelse«; ellers har de ikke lempet purdah, men snarere afskaffet den.] Allerede få år senere opnåede man betydelige fremskridt. Hvad er der galt i, at vi også følger i deres fodspor?

Uanset hvor mange betænkeligheder der bliver fremført, anerkender vi dem alle; selv hvis disse betænkeligheder var ti gange så store, ville det ikke ændre sagen. Faktisk kan ingen sådan betænkelighed gøre nogen form for ændring eller lempelse af den islamiske lovgivning tilladt. I virkeligheden bor De på grund af en sådan tåbelighed eller tvang, som følge af Deres egen svaghed, på et snavset og usundt sted. Der er det ikke blot blevet vanskeligt for Dem at følge reglerne for sundhed; i en slum blandt urene mennesker vil det ligefrem være vanskeligt for Dem ikke selv at være uren. Under sådanne forhold kan der ikke engang rejses spørgsmål om at ændre eller lempe reglerne for sundhed. Hvis De mener, at alle disse regler er rigtige, er det Deres pligt gennem anstrengelse og kamp at gøre Deres omgivelser rene. Hvis De ikke har styrken og modet til at kæmpe og på grund af Deres egen svaghed bliver overvundet af omgivelserne, så kan De, uanset hvor meget snavs der bliver kastet på Dem, bade i det. Hvorfor skulle reglerne for Deres sundhed ændres? Men hvis De virkelig mener, at disse regler er fejlagtige, og De er blevet så vant til denne urenhed, at De kan tåle den, så kan De fastsætte den politik, De ønsker, for Dem selv. De, der er knyttet til urenhed, har ingen ret til at tage hensyn til deres ønsker eller modvilje, når det gælder reglerne for renhed og renlighed.

Der er ingen tvivl om, at der ligesom i enhver anden lov også i den islamiske lov under særlige omstændigheder er mulighed for strenghed og lempelse. Men ligesom enhver anden lov kræver den islamiske lov også, at man, når man skal træffe afgørelse om strenghed eller lempelse, betragter forholdene med et syn og en ånd, der må være islams eget syn og islams egen ånd. At betragte forholdene ud fra et andet synspunkt og derefter angribe lovens bestemmelser med lempelsens saks kaldes ikke lempelse, men en åbenlys ændring. Når der kræves lempelse af den islamiske lov, fordi forholdene betragtes ud fra et ikke-islamisk synspunkt, må man, hvis forholdene i stedet betragtes ud fra et islamisk synspunkt, nå frem til den konklusion, at der under sådanne forhold er behov for større strenghed, ikke lempelse. Lempelse kan kun anvendes, når lovens formål let opfyldes på anden vis, og der ikke er behov for større strenghed i opretholdelsen. Men når lovens formål ikke opfyldes på anden vis, og alle andre kræfter tværtimod arbejder på at ødelægge det, og opfyldelsen af formålet alene afhænger af dets opretholdelse, er det kun en person, der er uvidende om lovens ånd, som under sådanne forhold kan overveje lempelse.

Det er ovenfor blevet udførligt forklaret, at formålet med lovene og reglerne i det islamiske samfundssystem er at opretholde ægteskabslivets normer, forhindre seksuel løssluppenhed og dæmme op for umådeholden seksuel ophidselse. Til dette formål har Lovgiveren anvendt tre metoder. For det første forbedring af karakteren, for det andet straffelovgivning og for det tredje forebyggende foranstaltninger, det vil sige satr og purdah. Det er, som om disse er tre søjler, hvorpå denne bygning står. Dens styrke afhænger af deres styrke, og dens sammenbrud afhænger af deres sammenbrud. Kom, og betragt én gang Deres lands nuværende tilstand, så De kan se, hvad der er blevet af disse tre søjler.

For det første, betragt det moralske miljø. De lever i et land (Indien før delingen), hvor en ikke-muslimsk nation, hvis befolkning udgør femoghalvfjerds procent, har magten over Deres land, og hvor en ikke-muslimsk civilisation har lagt sig over det som et voldsomt stormstød. Ligesom pest- og kolerabakterier har principperne for ikke-islamisk karakter og den ikke-islamiske civilisations forestillinger inficeret miljøet. Luften er blevet forgiftet af dem. Deres giftvirkning har omgivet Dem fra alle sider. De obskøne og usømmelige ord, som for kort tid siden fik Deres krop til at gyse, er nu blevet så almindelige, at De betragter dem som en del af hverdagen. Deres børn ser hver dag obskøne billeder i aviser, tidsskrifter og reklamer og er blevet vant til skamløshed. Alle i Deres samfund, fra børn til gamle, går i biografen, hvor intet er mere underholdende end nøgenhed, obskønhed og kærlighedsscener fyldt med seksuelt vanvid. Fædre og sønner, brødre og brødre, mødre og døtre sidder side om side og ser offentlige scener med kys og omfavnelser, elskendes forening og kærlighedserklæringer uden den mindste følelse af skam. De mest obskøne og seksuelt ophidsende sange bliver sunget i hvert hjem og hver butik. Ingen kan holde sine ører fri for dem. Kvinder fra de højere klasser, både indfødte og engelske, går omkring i halvnøgent tøj, og Deres øjne er blevet så vant til det, at ingen føler skam over det. Takket være den moralopfattelse, der udbredes gennem vestlig uddannelse og kultur, betragtes ægteskabet som en forældet, gammel skik, utroskab som underholdning, mænds og kvinders samvær som noget, der ikke blot er uden indvendinger, men ligefrem prisværdigt, skilsmisse som en leg, opfyldelsen af ægteskabelige pligter som et uudholdeligt bånd, at få børn og føre slægten videre som tåbelighed, lydighed mod ægtemanden som en slags slaveri, det at være hustru som en fare og det at optræde som elskende som et indbildt paradis.

Betragt derefter, hvilken virkning dette miljø har på Deres folk. Findes der noget sted i Deres samfund selvbeherskelse i blikket? Kan man blandt hundredtusinder finde blot én, der bliver bange ved synet af en fremmed kvindes skønhed? Begår øjnene og tungen ikke åbenlyst utugt? Afholder Deres kvinder sig også fra den jahilīske tids pragt og fremvisning af skønhed? Bærer man stadig ikke i Deres hjem sådanne klæder, om hvilke den ædle Profet (fvmh.) har sagt: »Forbandet være de kvinder, som bærer tøj, men alligevel er nøgne«? Ser De ikke Deres mor, søster og datter i sådanne klæder, som en muslimsk kvinde ikke må bære foran nogen anden end sin ægtemand? Bliver obskøne historier og usigelige og usømmelige fortællinger om kærlighed ikke fortalt og hørt uden tøven i Deres samfund? Skammer folk sig på sammenkomster over at fortælle om deres begåede ugerninger? Hvis tilstanden er sådan, så sig mig: Hvor er den første og stærkeste søjle for moralsk renhed, hvorpå det islamiske samfundssystem er blevet opført? Den islamiske æresfølelse er forsvundet i en sådan grad, at en muslimsk kvinde ikke blot bliver en muslims, men også en ikke-muslims sengfælle! Ikke blot i det britiske rige, men også i muslimske riger ser man sådanne hændelser uden at muslimernes blod bliver oprørt. Man har endog set så æreløse muslimer, at en af deres søstre er blevet gift med en ikke-muslim, og manden stolt har erklæret, at han er svoger til en eller anden stor, vantro rigmand. – [Dette er en hændelse fra Sydindien. En af mine venner har fortalt om en endnu mere hjerteskærende hændelse. I Østindien havde en muslimsk kvinde offentligt et forhold til en velhavende ikke-muslim. Som følge heraf blev hun ejer af stor rigdom. Min ven har set de såkaldte lokale muslimer være stolte af dette.] Er der efter dette stadig noget tilbage af skamløshed og moralsk forfald?

Se nu en gang på tilstanden for den anden søjle. Overalt i Indien er islams straffelove blevet ophævet. Ingen steder i de britiske eller muslimske riger er straffen for utugt i kraft. Ikke nok med det: Den lov, der nu er gældende, betragter ikke engang utugt som en forbrydelse. Hvis nogen ønsker at forføre en ung kvinde fra en anset familie og få hende til at begå syndige handlinger, findes der ingen lov, hvorved hendes kyskhed og ære kan beskyttes. Hvis nogen har ulovligt seksuelt samkvem med en myndig kvinde med hendes samtykke, kan han ikke straffes efter nogen lov. Hvis en kvinde offentligt hengiver sig til utugt, findes der ingen magt, som kan forhindre hende deri. Landets lov anser kun tvungen utugt for en forbrydelse. Men spørg juristerne, hvor vanskeligt det er at bevise tvungen utugt! Det er også en forbrydelse at bortføre en gift kvinde. Men spørg de britiske jurister, hvilket retsmiddel herskernes domstole har, hvis en gift kvinde frivilligt tager ophold i en andens hjem.

Tænk over det: Disse to søjler er begge styrtet sammen. Nu står hele bygningen, som jeres samfundsorden udgør, kun på én eneste søjle. Ønsker I også at ødelægge denne? Overvej og sammenlign på den ene side de skader ved pardah-ordningen, som I har beskrevet, og på den anden side den fuldstændige ødelæggelse af den moralske karakter og samfundsordenen, hvis pardah ophæves. Begge dele er farer, og den ene må nødvendigvis accepteres. Spørg nu jer selv, hvilken fare der er den mindste.

Hvis en beslutning skal træffes alene ud fra tidens tilstand, vil jeg sige, at Indiens situation ikke taler for en lempelse af pardah, men snarere kræver, at den håndhæves strengere. For samfundsordens opretholdelse er begge søjler styrtet sammen, og nu afhænger alt kun af én søjle. Sæt jer roligt ned og tænk over det, hvis I vil løse civilisationens, de økonomiske og de politiske problemer. Der kan måske findes andre løsninger inden for islams grænser. Men svæk ikke yderligere denne eneste tilbageværende søjle, som allerede er blevet svag. Før I lemper den, må I samle så megen styrke, at hvis en muslimsk kvinde viser sig uden pardah, og der et eller andet sted findes to øjne, som kan se hende, så må halvtreds hænder være rede til at rive disse to øjne ud.

Slut

1. Kvinder på landet kalder menstruationen for »den månedlige sygdom«. – Oversætterens anmærkning

1. Det skal bemærkes, at det oprindelige værk med titlen »Pardah« blev skrevet for omkring enogtres år siden, og det er let at antage, at kriminaliteten også stadig er steget i takt med den såkaldte fremgang eller modernitetens udvikling.

2. Blue Book of Crime Statistics for 1934, jf.

1. Wester Marck har i sit værk The History of Human Marriage fremsat netop denne opfattelse.