Den eneste religion

[Denne brochure er oprindelig en tale af Maulana. Maulana holdt denne tale den 21. marts 1943 i Jamia Islamia i Delhi.]

Den Hellige Koran kalder hele menneskeheden til den livsform, den selv har forkyndt, med disse ord: ان الدين عند الله الاسلام .

Dette korte vers er emnet for min drøftelse i denne bog. Dette er ikke stedet til at forklare det udførligt; jeg vil forsøge at forklare det så kortfattet som muligt. Hvilket krav der i virkeligheden fremsættes i dette korte vers, vil kunne forstås klart ud fra den følgende forklaring. Desuden vil jeg drøfte indgående, om dette krav bør accepteres, og hvilke handlinger det bliver vores pligt at udføre, hvis vi accepterer Koranens krav; hvordan menneskehedens liv bør formes, hvis den tror på det; og til sidst vil jeg også forsøge at analysere dette.

Dette korte vers bliver normalt tillagt en meget enkel betydning. I har gennem tiderne hørt dets betydning gengivet således: “Den religion, som Allah har udvalgt, er kun islam.” Og hvad islam angår, har alle almindeligvis en fast overbevisning om, at islam er en religion, der blev forkyndt i Arabien for tretten et halvt århundrede siden, og hvis første grundlag blev lagt af Hazrat Muhammad (s.a.v.). Jeg har med vilje brugt udtrykket “lagde det første grundlag”. For ikke blot ikke-muslimer, men også utallige muslimer, ja selv veluddannede og lærde muslimer, anser Hazrat Muhammad (s.a.v.) for “islams grundlægger og den, der lagde dets fundament”, og skriver det på forskellige måder i bøger. De tror, at Hazrat Muhammad (s.a.v.) var islams allerførste forkynder, og at han alene lagde dets første grundlag i verden. Derfor er det ikke mærkeligt, at en ikke-muslim, når han under studiet af Den Hellige Koran læser dette vers, antager, at ligesom alle verdens religioner kun betegner sig selv som “den eneste sande religion” og anser andre religioner for ugyldige, således har Koranen også fremsat kravet om, at den religion, den præsenterer, er den eneste sande. Den ikke-muslimske læser, som er underlagt denne forestilling, går meget hurtigt videre uden at føle noget behov for at overveje dette kravs grundlag og logik. En muslim føler på den anden side heller ikke noget særligt behov for at tænke over dette, fordi han selv tror på den religion, som i dette vers hævdes at være “den eneste sande religion”, som den sande religion. Selv hvis nogen på et tidspunkt føler behov for at tænke over dette, forsøger han blot at bevise islams sandhed ved at sammenligne den med kristendommen, hinduismen og andre lignende religioner. Men i virkeligheden er dette korte vers i Den Hellige Koran yderst vigtigt, og det er helt nødvendigt at tænke langt mere over det med dyb indsigt, end der hidtil er blevet gjort. For klart at forstå Koranens krav, som nævnes i dette vers, må man først og fremmest udførligt forstå den indre betydning af de to ord ‘ad-dīn’ (الدين) og ‘al-islām’ (الاسلام) .

Analyse af ordet ‘ad-dīn’ (الدين)

På arabisk bruges ordet ‘dīn’ i flere betydninger. Én betydning er herredømme og forrang, magt og dominans. Den anden betydning er lydighed og trældom. Den tredje betydning er gengældelse og handlingernes følger, og den fjerde er vej, fremgangsmåde, system og lov. I det nævnte vers er ordet ‘dīn’ (دين) brugt i denne sidste betydning. Det vil sige, at ordet ‘dīn’ betyder en måde at leve på eller en fremgangsmåde for handlinger, en sådan vej eller fremgangsmåde, som kan følges i menneskets liv.

Men man må huske, at Koranen ikke blot sagde ‘dīn’; Koranen siger ‘ad-dīn’, (الدين). Den betydningsmæssige forskel mellem at sige This is the way (dette er vejen) i stedet for This is a way (dette er en vej) på engelsk er præcis lige så stor som den betydningsmæssige forskel mellem ordene ‘dīn’ (دين) og ‘ad-dīn’ (الدين). Det vil sige, at Koranen ikke siger: “Islam er en (udvalgt) religion hos Allah”, men dens krav er: “Islam er hos Allah det eneste sande, rene og fejlfrie livssystem eller den eneste rigtige fremgangsmåde for tanke og handling.” Desuden må man huske, at Koranen ikke har brugt ordet ‘ad-dīn’ i nogen begrænset eller snæver betydning; i Koranen er dets betydning meget omfattende.

Med »livsordning« menes ikke ordningen af en bestemt side eller et bestemt område af livet; det betyder en fuldstændig ordning af hele livet – ikke blot ordningen af det enkelte menneskes personlige liv, men dermed forstås samlet set ordningen af hele samfundet. Der er ikke tale om en livsordning for et bestemt land, en bestemt nation eller en bestemt tidsepoke, men om ordningen for alle mennesker i alle tider og for hele samfundet, både individuelt og kollektivt. Derfor står det klart, at Koranens nævnte påstand ikke betyder, at islam blot er en samling af tilbedelse af Allah, overnaturlige forestillinger og trosforestillinger samt troen på livet efter døden; det betyder heller ikke, at islam er én form for det religiøse menneskes religiøse tænkning og handlemåde (sådan som ordet »religiøs« anvendes i den moderne vestlige terminologi). På den anden side betyder det heller ikke, at islam kun er en ren livsordning for araberne eller indtil et bestemt århundrede eller en bestemt periode, eksempelvis for mennesker efter den industrielle revolution; Koranen hævder derimod klart og med høj røst, at »for hele menneskeheden i enhver tidsalder, for at leve på jorden og for alle områder af menneskelivet, er der hos Allah kun én vej og metode, som er ren og udvalgt«. Denne naturlige metode kaldes islam.

Jeg er blevet meget forundret, da jeg hørte, at der i et eller andet land mellem Asien og Europa er blevet udgivet en ny fortolkning af Koranen, hvori det siges, at ordet »dīn« (دين) kun betegner et personligt forhold mellem Allah og mennesket og ikke har nogen forbindelse med statens og civilisationens vidtstrakte område. Hvis denne fortolkning virkelig er hentet fra Koranen, er den bestemt værd at se nærmere på; men på grundlag af den dybe undersøgelse af Koranens sandheder, som jeg i atten lange år uafbrudt har foretaget med særlig omhu og skarpsindighed, kan jeg uden frygt og med klare ord erklære, at Koranen ikke på nogen måde har anvendt ordet »ad-dīn« (الدين) i en begrænset betydning til støtte for disse nye fortolkeres egenmægtighed; den har tværtimod erklæret det for hele menneskeheden til alle tider som den eneste rette ordning for menneskets tænkning og handling.

Al-Islam (الاسلام)

Lad os nu se nærmere på ordet »islam«. På arabisk betyder »islam« (الاسلام) at overgive sig, at bøje sig, at anerkende lydighed og frivilligt at overgive sig selv til nogen. Men det er særligt vigtigt at bemærke, at Koranen ikke blot siger »islam«, men ved at tilføje alif-lām siger »al-islam«; dette er et koranisk fagudtryk. Betydningen af dette særlige fagudtryk er derfor at bøje sig for Allah, anerkende lydighed mod Ham, opgive al sin frihed over for Ham og fuldstændigt overgive sig til Ham. Men denne overgivelse, lydighed og anerkendelse af underordning betyder ikke at overgive sig til naturens lov; de, der forsøger at forstå det sådan, tager fejl. Det betyder heller ikke at adlyde de forestillinger om Allahs velbehag og befalinger, som mennesket selv har dannet gennem sine tanker, overvejelser og erfaringer, selv om nogle mennesker fejlagtigt har en sådan opfattelse. Dets egentlige betydning er, at man fuldstændigt antager den tanke- og handlemåde, som Allah Selv gennem Sin sendebud har åbenbaret for menneskene, og at man opgiver sin frihed til selv at tænke og handle – med andre ord sin selvstændighed i tanke og handling – og accepterer lydighed mod den; dette er den vej, som Allah har udvalgt og er tilfreds med. Det er dette, Koranen har betegnet med ordet »al-islam«. Islam er i virkeligheden ikke en religion, der er skabt i en ny tidsalder, og det er også en alvorlig fejl at tro, at dens første grundvold blev lagt i Arabien af Hazrat Muhammad (fred være med ham) for tretten hundrede og halvtreds år siden. Allerede den dag, hvor beboelse på denne jord for første gang begyndte, gjorde Allah det klart for menneskene, at »al-islam« alene er den eneste fejlfri livsordning for jer. Derefter kaldte alle de profeter, som Allah sendte til forskellige dele af verden for at vejlede menneskene i enhver tidsalder, uden undtagelse hele menneskeheden til netop denne ene »al-islam«. Og til sidst vejledte Verdensprofeten Hazrat Muhammad (fred være med ham) også alle mennesker i denne retning. Det er naturligvis sandt, at Hazrat Moses’ (fred være med ham) tilhængere senere gennem en sammenblanding med utallige forskellige læresætninger skabte en særskilt religion under navnet »jødedom«, og at Hazrat Jesu (fred være med ham) efterfølgere på samme måde skabte »kristendommen«. Således skabte profeternes samfund i Indien, Iran, Kina og andre lande gennem en sammenblanding af forskellige læresætninger hver deres religion under forskellige navne. Men Moses (fred være med ham), Jesus (fred være med ham) og alle de øvrige kendte og ukendte ædle profeter har samlet kaldt menneskeheden til denne ene islam – ikke til noget andet.

Koranens påstand

Efter ovenstående analyse træder Koranens påstand meget klart og tydeligt frem for os. I korte træk går dens påstand ud på, at det for hele menneskeheden er den eneste fejlfri livsordning eller religion at bøje lydighedens hoved for Allah og følge den tanke- og handlemåde, som Allahs udsendte ædle profeter har vist. Dette er i virkeligheden Koranens inderlige påstand. Vi må med særlig dømmekraft undersøge og overveje, om denne påstand virkelig kan antages som sand. Vi må naturligvis efterprøve de argumenter, som Koranen selv har fremført for at bevise sandheden i sin påstand. Men før det kan vi ved at anvende vores egen tænke- og forskningsevne én gang overveje, om vi virkelig har nogen anden mulighed end uden tøven at acceptere Koranens påstand.

Nødvendigheden af en livsordning

Det kræver ingen særlig argumentation eller dokumentation at bevise, at en livsordning er uundværlig for, at mennesket kan leve et ordentligt liv i verden. Mennesket er ikke en flod, og derfor kan dets vej ikke, ligesom flodens, af sig selv blive fastlagt gennem jordens stigninger og fald. Mennesket er ikke et træ; dets vej kan ikke, som træets, bestemmes af naturens love. Mennesket er heller ikke blot et dyr; for dyret er den medfødte naturs vejledning tilstrækkelig, men det er den ikke for mennesket. Selv om mennesket i en stor del af sit liv er underlagt naturlige og medfødte love, kan det i de utallige andre områder af sit liv ikke tage et eneste skridt efter faste regler på samme måde som et dyr. I disse områder ligger utallige veje åbne foran det, og det må vælge og følge én af dem. Verdensordenen stiller utallige komplicerede spørgsmål frem for menneskets tænkende hjerne til overvejelse og undersøgelse, men giver ingen tydelig løsning på dem. Mennesket har brug for en klar tænkemåde for gennem dyb overvejelse af disse spørgsmål at nå frem til en rigtig afgørelse. Efter naturens almindelige love samles utallige oplysninger og erkendelser i menneskets hjerne ved hjælp af sanserne, men de forbliver i begyndelsen spredte og særskilte; naturen ordner og samler dem ikke. Derfor er en bestemt vej for menneskets erkendelse nødvendig for at bringe denne viden i system. I menneskets personlige liv stiller dets natur utallige og forskellige krav til det, men det finder ingen bestemt vej til at opfylde disse krav. Derfor må der fastlægges et grundprincip for menneskets personlige adfærd. Også for familielivet, bevarelsen af slægtskabsforbindelser, økonomisk virksomhed, opretholdelsen af landets og statens orden, etableringen af internationale forbindelser og utallige andre områder af livet er en bestemt vej uundværlig. En vej, som mennesket kan følge ikke blot som individ, men også som gruppe, nation eller samfund. Menneskelivet har efter sin natur mange formål, men naturens orden fremlægger ikke disse formål klart for mennesket og fastlægger heller ingen vej til at nå dem.

Menneskelivets enhed

Det er nødvendigt for mennesket at følge den samme regel og ordning på menneskelivets utallige områder og i dets mange afdelinger. For disse områder og afdelinger er i virkeligheden ikke indbyrdes modstridende, selvstændige og uafhængige af hinanden. Derfor kan mennesket ikke på noget enkelt område følge en særskilt vej eller en anden type ordning. Hvis mennesket på livets forskellige områder følger forskellige anskuelser og veje, og hvis hver af disse anskuelser og veje har et helt selvstændigt mål og grundlag, hvis måden og metoden at følge dem på er forskellig, hvis formålet med at følge dem er anderledes, og hvis deres mål og bestemmelsessted også er forskellige, vil menneskelivet nødvendigvis blive yderst byrdefuldt. Hvis man forsøger at forstå mennesket og menneskelivets problemer med et skarpt blik og dyb eftertanke, vil man med sikkerhed erkende og blive nødt til at indrømme, at menneskelivet som helhed er en udelelig enhed. Hvert af dets områder, afdelinger og dele er tæt forbundet med de andre gennem et dybt og uopløseligt bånd. Disse dele og afdelinger kan på ingen måde adskilles fra hinanden. Desuden påvirker de nødvendigvis hinanden og påvirkes hver især af de andre. Det samme blod strømmer i deres alles årer. Den samme livskraft holder dem alle levende og bevidste, og det, der skabes gennem deres tætte forening, kaldes livet. Derfor har mennesket ikke brug for utallige mål og forskellige formål. Det har brug for ét eneste centralt formål. Alle de mindre og større formål vil blive forbundet og forenet med dette samme formål i fuld overensstemmelse og harmoni på en sådan måde, at bestræbelsen på at nå dette ene formål af sig selv vil føre til opnåelsen af alle de øvrige formål. Mennesket har ikke brug for utallige veje; det har kun brug for én vej, ad hvilken det kan bevæge hele sit liv, med alle livets sider og områder, mod sit mål i fuld enhed og harmoni. Til tænkning og forskning, videnskab og viden, litteratur og kunst, uddannelse og opdragelse, religion og karakter, samfundsordenen, økonomien, politikken, statens love og bestemmelser samt alt andet har mennesket ikke brug for særskilte anskuelser, veje og principper. Det har brug for en omfattende ordning, under hvilken alle disse områder kan forenes og samles i fuld enhed og harmoni. I denne omfattende ordning vil der for alle menneskelivets områder findes særskilte ordninger, som er forenet i den samme natur og tankegang, og ved at følge dem vil individet såvel som menneskeheden og hele menneskeheden som helhed kunne nå sit højeste og endelige mål. I barbariets mørke tidsalder mente man, at menneskelivet kunne opdeles i forskellige selvstændige og uafhængige områder. Hvis der også i vor tid stadig findes mennesker, der holder fast ved en sådan meningsløs opfattelse, lever de enten stadig helt og holdent omgivet af den gamle anskuelses blinde rammer og er derfor medlidenhed værdige, eller også har de forstået den egentlige sandhed, men udbreder alligevel dette uden videre under indflydelse af en særlig interesse. De har kunnet sige, at der i det menneskelige samfund findes utallige mennesker, som er modstandere af den ordning, de ønsker at indføre i samfundet. For at bedrage disse mennesker råber de højlydt, at I under den ordning, vi har fremlagt, vil kunne opnå fuld frihed og sikkerhed på de områder af jeres liv, som I holder af. Men hvis man følger én slags ordning på bestemte områder af livet, er det ifølge videnskaben umuligt, strider mod naturens lov og er i praksis helt umuligt at handle i strid med denne ordning på andre områder. Jeg mener, at de, der fremfører den slags påstande, inderst inde selv forstår, at det i virkeligheden ikke er muligt. Enhver central ordning omformer hele livets område efter sin egen tankegang og natur; alt, hvad der falder ned i en saltmine, bliver af minen forvandlet til salt – det er en almindeligt kendt sandhed.

Livets geografiske og stammemæssige opdeling

Ligesom det er meningsløst at tale om at opdele menneskelivet i forskellige afdelinger, er det endnu mere meningsløst at inddele livet efter geografiske regioner eller stammegrænser. Mennesker er spredt over forskellige dele af verden; floder, bjerge, skove og have eller kunstige grænser har spredt og adskilt dem, og det kan ingen benægte. På den anden side findes der utallige stammer og utallige folkeslag i denne verden, og det er ligeledes ubestrideligt, at menneskehedens udvikling og natur på grund af utallige historiske, psykologiske og andre årsager giver dem forskellige former. Men de, der på grundlag af disse forskelle siger, at det er ønskeligt, at hver stamme, hvert folkeslag og hvert områdes mennesker har hver sin form for livsordning, er tåber; der er ikke den mindste tvivl om det. Deres grove og begrænsede blik har kun lagt vægt på de ydre fremtrædelsesformer, ydre bindinger og ydre årsager til forskellighed; den udelelige enhed i menneskehedens store væsen inden for denne ydre mangfoldighed er ikke kommet til syne for dem. Hvis disse ydre forskelle virkelig er betydningsfulde, og hvis det på dette grundlag synes nødvendigt, at menneskers livsordninger også skal være forskellige, må mennesket konfronteres med et vanskeligt spørgsmål. Læg på den ene side de forskelle og uligheder, der findes mellem indbyggerne i to lande og mellem medlemmerne af to stammer, og registrér på den anden side også de forskelle, der findes mellem blot to selvstændige personer, en kvinde og en mand, samt mellem to børn af samme mor.

Foretag derefter en videnskabelig analyse af begge slags forskelle. Jeg kan med sikkerhed hævde, at det vil blive bevist, at forskellen af den anden slags er langt dybere og tydeligere end forskellen af den første slags. Hvis dette er sandt, må man sige, at hvert enkelt menneskes livsordning og livsførelse nødvendigvis må være helt selvstændig og forskellig. Og De vil også indrømme, at dette strider mod den faktiske sandhed. Men når De iagttager en sådan varig enhed og overensstemmelse blandt utallige personer, utallige kvinder og mænd samt utallige familier, at der på dette grundlag kan dannes en national, regional eller stammemæssig anskuelse, og De på et sådant grundlag mener, at det er passende for utallige indbyggere i en nation eller en region at følge den samme livsordning, hvorfor ser De så ikke en stor og grundlæggende enhed mellem nationale, stammemæssige og regionale forskelle, på grundlag af hvilken der kan dannes en fuldstændig og omfattende anskuelse af hele menneskeheden, og på grundlag af hvilken nødvendigheden af den samme dīn eller livsordning for hele verdens menneskehed kan erkendes? Trods alle geografiske, stammemæssige og nationale forskelle lever alle mennesker i verden under de samme naturlige love; alle mennesker er skabt efter de samme fysiske love; på grund af de samme særlige egenskaber og karaktertræk betegnes menneskeheden som en særskilt skabning, forskellig fra verdens øvrige skabninger; alle mennesker har de samme naturlige følelser, den samme bevidsthed og de samme åndelige tilbøjeligheder; alle mennesker har den samme form for indre styrke, og de naturlige, psykologiske, historiske, civilisatoriske og økonomiske processer, der uafbrudt foregår i menneskelivet, er også helt af samme art. Hvis dette er sandt, hvem kan så sige, at det ikke er sandt? Da bør det princip eller ideal, der som menneskeligt princip kan være til gavn for alle mennesker, være universelt og verdensomspændende. Der er ingen grund til, at det skulle være forskelligt på grundlag af nationalitet, stamme eller region. Naturligvis kan forskellige folkeslag og stammer under dette grundlæggende princip give udtryk for deres særlige åndelige særpræg og delvis udføre deres egne handlinger på forskellige måder; det bliver også nødvendigt for dem. Men den rene livsordning, som er nødvendig for mennesket i dets egenskab af menneske, må uden den mindste tvivl være én og den samme. Menneskets sunde fornuft og samvittighed kan på ingen måde acceptere, at det, der er sandt for ét folk, skulle være falsk for et andet, eller omvendt at det, der er falsk for ét folk, skulle være sandt for et andet.

Livets tidsmæssige opdeling

Endnu en gruppe mennesker forsøger at inddele menneskelivet efter tidsperioder. Deres påstand er, at den livsordning, som i én periode viser sig at være sand og acceptabel for mennesket, i den følgende periode bliver ugyldig og forkastelig. For ifølge dem antager livets problemer og de dermed forbundne forhold en foranderlig form i hver tidsalder, og det er netop disse problemers og forholds faktiske beskaffenhed, der afgør, om en livsordning er sand eller ugyldig. I virkeligheden kan denne absurde lære ikke kaldes andet end den nye videnskabelige tidsalders yderste tåbelighed. Det er særligt forbløffende, at en sådan tåbelig lære udbredes med fuld sikkerhed og fasthed. Det, der er endnu farligere, er, at samtidig med at denne slags lære udbredes om menneskelivet, tales der også om udviklingslæren, og dens virksomme love i historien undersøges. Man drager lærdom for nutiden af dette livs tidligere erfaringer og udarbejder også principper og regler for fremtiden. Det hævdes desuden med stor eftertryk, at der findes noget i menneskelivet, som kaldes »menneskets natur«. Jeg vil spørge: Har I noget pålideligt instrument eller målestok, hvormed I kan fastlægge grænserne mellem perioder eller tidsaldre i menneskehedens uafbrudte historiske udvikling? Kan I pege på en af disse bestemte grænser og sige, at det problem, som livet stod over for på den anden side af grænsen, er blevet fuldstændig forandret, da man kom over på denne side? Og at alle de omstændigheder, som livet måtte møde på den anden side, er forsvundet, da man kom over på denne side? Hvis det virkelig er muligt at opdele menneskelivet i sådanne forskellige tidsmæssige dele, må man sige, at den tidligere del af livet er fuldstændig meningsløs og unødvendig for den følgende del. Alt, hvad mennesket gjorde i den pågældende tidsperiode, og alle dets bedrifter er, så snart perioden er blevet fortid, gået til grunde. Den erfaring, som menneskene i den periode gjorde, kan de i den følgende periode ikke lære noget af. For de erfaringer, mennesket i denne periode gjorde ved at vælge bestemte fremgangsmåder og principper blandt periodens omstændigheder og problemer og ved at stræbe efter at nå bestemte mål, er senere blevet fuldstændig forældede. Derfor kan denne erfaring ikke give nogen lærdom i den følgende del af livet. Hvis det er sandt, må man spørge: Hvorfor tales der så højlydt om udviklingslæren? Hvorfor denne søgen efter regler for livet? Hvad er berettigelsen af denne historiske udforskning af kendsgerninger? Hvis man i virkeligheden accepterer udviklingslæren, må man erkende, at der findes en bestemt ting, som er til stede som selve centrum for en sådan udvikling og forandring, og som fortsætter sin uafbrudte bevægelse gennem forandringens uimodståelige strøm uden selv at blive beskadiget. Når I drøfter livets regler, må I erkende, at der midt i denne forgængelige tilstand, i denne bevægelige udfoldelse og i dette omskiftelsens omsluttende miljø findes en varig og evigt levende sandhed, som har sin egen natur og sine egne regler og metoder. Når I gennem historisk udforskning af kendsgerninger opdager en teori, betyder det, at der på denne lange historiske vej findes en vandrer, som har gennemrejst tidens forskellige perioder, og som har sin egen eksistens og en særegen natur. Om denne vandrer kan man sige, at han virker på forskellige måder til forskellige tider; på et tidspunkt antager han visse ting, mens han på et andet tidspunkt forkaster de samme ting og ønsker at opnå noget andet. Denne levende sandhed, dette bestandigt foranderlige væsen, denne evige rejsende på historiens hovedvej kalder I muligvis »menneskeheden«. Men når I begynder at tale om vejens forskellige etaper, deres forskellige tilstande og de mange problemer, der udspringer af dem, bliver I så optaget af dette, at I helt glemmer selve den rejsende. Jeg spørger: Når vejens etaper, deres tilstande og de problemer, der udspringer af disse tilstande, forandrer sig, forandrer den rejsende selv og den dybe sandhed, der findes i ham, sig så også? Vores erfaring viser, at hans struktur og natur ikke har ændret sig det mindste fra skabelsens begyndelse til i dag. Det stof, mennesket blev skabt af for tusinder af år siden, er stadig nøjagtig det samme. Hans natur og væsen, hans naturs udfoldelse, hans kræfter og egenskaber, hans svagheder og evner, hans handlinger og reaktioner, hans antagelse og forkastelse, de kræfter, der påvirker ham, og hans naturlige omgivelser er alt sammen stadig som før; i intet af dette har man fra skabelsens første dag til i dag kunnet iagttage den mindste forandring eller afvigelse. Ingen kan med den dristighed påstå, at selve »menneskeheden« er blevet forandret som følge af forandringen i de forskellige tilstande på denne lange og ubrudte historiske vej og i de livsproblemer, der udspringer af disse tilstande, eller at de grundlæggende forhold, der er knyttet til menneskeheden, også har ændret sig. Hvis dette er sandt, er det fuldstændig meningsløst at hævde, at det, der i går var som gift for »menneskeheden«, i dag er blevet som nektar, og at det, der var sandt i går, i dag er blevet værdiløst.

Den livsordning, mennesket har brug for

I virkeligheden har enkeltmennesket og mennesket som kollektiv i historiens forskellige perioder, fordi de har misforstået menneskeheden og de grundlæggende forhold, der knytter sig til den, og fordi de i deres begejstring og følelsesmæssige overdrivelse har anerkendt nogle sandheder, mens de ikke har været i stand til at opfatte andre, fra tid til anden antaget forskellige livsordninger. Den store menneskehed (humanity at large) har efter direkte erfaring indset, at disse var fejlagtige, og er blevet tvunget til at forkaste dem og antage nye ordninger. På denne baggrund har de konkluderet, at menneskeheden i hver ny tidsalder har brug for en ny livsordning, som kun vedrører den pågældende tidsalders tilstande og problemer og søger at løse dem. Men i virkeligheden er det mere rimeligt at drage den konklusion af dette, at den store menneskehed spilder megen værdifuld tid ved igen og igen at afprøve og kontrollere sådanne tids- og periodebestemte livsordninger — med andre ord sæsonafgrøder — og efter hver enkelt fejlslagning at afprøve endnu en. Derefter bliver dens udvikling vanskeligere, og dens fremdrift på vejen mod udvikling og fuldkommenhed hindres. Det, den store menneskehed i virkeligheden har et meget stort behov for, er en livsordning, som man ved indsigt og forståelse, samt ved at begribe alle de dertil knyttede principper, kan grundlægge på et omfattende, universelt, evigt og oprindeligt princip. Med denne livsordning kan menneskeheden bevæge sig fremad med stor lethed gennem alle nutidens og fremtidens foranderlige forhold, samtidig med at det bliver muligt at løse de problemer, der udspringer af disse forhold, og at nå sit ønskede mål på livets hovedvej uden at indsnævre sit tempo, men i en ubrudt fremadskriden.

Er mennesket selv i stand til at udforme en sådan livsordning?

En ‘dīn’ eller livsform er absolut nødvendig for mennesket; dens praktiske form og karakter er blevet beskrevet ovenfor. Nu må vi især undersøge, om et menneske, hvis det selv forsøger at udforme en sådan livsordning – uden Allahs hjælp – overhovedet kan lykkes med det. Jeg vil ikke spørge jer, om mennesket tidligere har været i stand til at udforme en sådan livsordning; for i svaret må I alle med sikkerhed sige »nej«, og der er ikke den mindste grund til tvivl om dette. De, der i vor tid højtråbende fremlægger en af dem selv udformet ‘dīn’ eller livsordning og lidt efter lidt går til grunde, mens de kæmper dødeligt indbyrdes på grund af den, kan heller ikke hævde, at nogen af deres ‘dīn’er eller livsordninger kan være tilstrækkelig til at opfylde alle menneskets behov som menneske. Nogle har en ‘dīn’, der er stamme- eller nationsbaseret, andre en ‘dīn’ for et bestemt geografisk område, andre igen en klassemæssig ‘dīn’, mens atter andres ‘dīn’ blev udformet efter behovene i en svunden tidsalder. Derfor kan man ikke forudsige, om den overhovedet vil være effektiv til at løse fremtidige tidsaldres forhold og problemer. For den historiske nødvendighed i den tidsalder, der nu er i gang, er endnu ikke blevet undersøgt. Derfor vil jeg ikke spørge, om mennesket har været i stand til at udforme en sådan livsordning; jeg vil spørge, om mennesket kan lykkes med dette forsøg.

I virkeligheden er dette et yderst komplekst og vigtigt spørgsmål. Derfor vil det ikke være passende at drøfte det overfladisk. Først må vi altså grundigt forstå, hvad det egentlig er, som her siges at skulle udformes, og hvor stor en kvalifikation og evne den, der ønsker at udforme det, egentlig besidder.

‘Ad-dīn’s karakter

Den ‘ad-dīn’ eller eneste livsordning, hvis nødvendighed for mennesket jeg netop har påvist, er ikke et detaljeret regelsæt; det er ikke nødvendigt, at den indeholder anvisninger på alle små og store detaljer i alle tider. Tværtimod betyder denne eneste livsordning i virkeligheden et altomfattende, evigt og grundlæggende regelsæt, som kan vejlede mennesket under alle forhold, angive den rette retning for dets tænkning og forskning, dets bestræbelser og dets fremadskriden, og beskytte det mod at spilde tid, arbejde og kræfter på at gøre fejlagtige erfaringer. Derfor er det først og fremmest nødvendigt, at mennesket med sikker viden – ikke blot gennem gæt og formodninger – forstår, hvad den dybeste sandhed om det selv og denne verdensorden er, og hvilken plads det indtager i dette vældige univers. Dernæst må det ikke blot forstå, men virkelig vide, om livet i denne verden er det eneste liv, eller blot et indledende kapitel i det samlede liv. Er menneskets uophørlige rejse begrænset til tiden fra fødsel til død, eller er dette liv blot et kapitel i en endeløst lang rejse? Derefter må det nødvendigvis fastlægge et formål og et mål for livet – et sådant mål og formål, som i sandhed kan være menneskelivets formål eller mål, og for hvis skyld mennesket grundlæggende er blevet skabt. Dette formål og mål bør være af en sådan art, at hvert individ, hver gruppe og hele menneskeheden samlet til enhver tid uden nogen strid eller konflikt kan antage det som sit eget formål. Dernæst er der for menneskets moralske karakter behov for et så fast og omfattende regelsystem, at det kan bringes i overensstemmelse med hele naturens beskaffenhed og tilpasses alle tænkelige og virkelige forhold. Først da vil mennesket på grundlag af dette regelsystem kunne forme sin natur og karakter, og regelsystemet vil kunne vejlede det og give en god løsning på alle dermed forbundne forhold og problemer på hvert trin af livets vej. Som følge heraf vil der ikke være behov for at udforme nye karakterregler i takt med skiftende forhold og stadig opdukkende problemer; med andre ord vil mennesket ikke være tvunget til at leve uden principper og opportunistisk.

Dernæst er der behov for en fuldstændig og omfattende civilisatorisk orden for mennesket, udformet med hensyn til det menneskelige samfunds grundprincipper og formål samt dets medfødte tilbøjeligheder. Den må ikke give plads til overdreven dogmatisme eller slaphed eller til urimelige handlinger. Den må nødvendigvis tage hensyn til hele menneskehedens samlede interesser og velfærd. Ved at følge den skal det i enhver tidsalder være muligt at stræbe efter den praktiske realisering, genopbygning og fuldkommengørelse af alle sider af menneskelivet.

For at lede menneskets personlige adfærd, sociale aktiviteter samt bestræbelser og anstrengelser ad en ren og fejlfri vej og beskytte det mod de alvorlige følger af den vildfarne vej, er der behov for en fast grænselinje. Den skal som et vejskilt på livets brede hovedvej ved hvert sving, hvert vejkryds og i enhver krisesituation gøre det opmærksomt og årvågent og kunne sige: Din vej er ikke den vej dér, men denne vej.

Mennesket har også behov for nogle klare handlingsprincipper, som det kan følge som universelle og evigtvarende retningslinjer, og som kan holde menneskets liv forbundet med det af denne ‘ad-dīn’ fastsatte mål og formål for livet, det moralske ideal, de sociale og civilisatoriske principper samt handlingsgrænserne.

Spørgsmålet om at udforme en sådan livsordning er blevet stillet mennesket. Nu må man nøje overveje, om mennesket virkelig råder over den kvalifikation, evne eller de midler og forudsætninger, der kræves for at udforme en sådan »ad-din« eller livsordning.

En analyse af menneskets midler og forudsætninger

Mennesket råder kun over fire midler og metoder til at udforme en »din« eller livsordning. Det første middel er menneskets vilje, det andet er menneskets fornuft, det tredje er direkte observation og praktisk erfaring, og det fjerde er den historiske arv af tidligere erfaringer. Bortset fra disse fire midler er det næsten umuligt at fastslå et femte. Undersøg og afprøv disse fire midler så langt, som det er muligt, og overvej, om det på nogen måde kan være muligt ved hjælp af disse midler at udforme »ad-din« eller den eneste livsordning for mennesket. Personligt har jeg tilbragt en stor del af mit liv med at udforske, undersøge og afprøve disse spørgsmål, og til sidst er jeg nået frem til den konklusion, at disse midler ikke på mindste måde kan hjælpe med at udforme en livsordning for mennesket. Hvis et overmenneskeligt væsen imidlertid træder frem som vejleder og forelægger mennesket en livsordning, kan disse menneskelige midler naturligvis i nogen grad hjælpe med at forstå, tilegne sig, undersøge og efterprøve den samt med at udforme livets detaljerede regler, så de passer til tid og praktisk anvendelse. Men ingen af disse midler besidder evnen til at udforme den »ad-din« eller fuldstændige livsordning, som mennesket har brug for.

Viljen

Lad os først se nærmere på menneskets vilje. Spørgsmålet er, om den kan være menneskets vejleder. Selv om denne kraft åbner den egentlige kilde til menneskets motivation, kan den på grund af de svagheder, der findes i dens grundlæggende natur, på ingen måde være egnet til at vejlede mennesket. Den nøjes ikke med at undlade at vejlede; den vildleder endda i høj grad menneskets viden og fornuft. Uanset hvor moderne, kraftfuld og oplyst denne kraft gøres efter alle former for uddannelse, undervisning og træning, er der ingen tvivl om, at den, når ansvaret for den endelige afgørelse i en alvorlig sag overlades til den, vil træffe en fejlagtig afgørelse i mindst nioghalvfems procent af tilfældene. For de forestillinger, der findes i dens indre, hjælper den ikke med at træffe den rigtige afgørelse; tværtimod tvinger de den til at træffe en beslutning, der på den ene eller anden måde sikrer en umiddelbar gevinst. Dette er en særlig naturlig svaghed ved menneskets vilje. Derfor har ingen vilje af natur den egnethed, der kræves for at udforme en fuldstændig livsordning for mennesket, hvad enten det drejer sig om et enkelt menneskes vilje, en bestemt klasses vilje eller, med Rousseaus ord, den almene vilje (general will). Desuden kan menneskets vilje ikke give nogen løsning på de højere problemer (ultimate problems), der vedrører menneskelivets dybeste natur, dets mål, udvikling og endelige udfald.

Fornuften

Lad os nu se nærmere på menneskets fornuft. Fornuftens evner er ekstraordinære, og dens kvalifikationer og talenter kan ikke benægtes. Ingen kan heller se bort fra dens betydning og anseelse i menneskelivet. Desuden må det erkendes, at den i menneskets indre er en særdeles stærk motiverende kraft. Men problemet er dette: Hvis ansvaret for at udforme en livsordning for mennesket overlades til den, hvis fornuft skal så gøre det? Zayeds fornuft eller Bakrs? Hele menneskehedens fornuft? Eller fornuften hos en bestemt gruppe eller klasse mennesker? Nutidens menneskers fornuft? Fortidens menneskers fornuft? Eller fremtidens menneskers fornuft? Lad os nu ikke stille dette spørgsmål, for det er ikke muligt at give det rigtige svar. I denne forbindelse vil jeg blot stille et enkelt spørgsmål: Når man undersøger og analyserer den menneskelige fornufts grænser, er det da på nogen måde passende at overlade den det enorme og komplicerede arbejde at udforme en livsordning for mennesket?

I virkeligheden afhænger fornuftens afgørelse om noget som helst udelukkende af de oplysninger, som de fem sanser indsamler. Hvis den indsamler forkerte oplysninger, er fornuften nødt til at træffe en forkert afgørelse. Hvis den fremlægger ufuldstændige oplysninger, vil fornuftens afgørelse også være ufuldstændig, og hvad angår de forhold, som sanserne slet ikke er i stand til at indsamle oplysninger om, vil fornuften, hvis den har selvindsigt, ikke vove at træffe nogen afgørelse overhovedet. Men hvis den er blind og hovmodig, vil den kaste pile af træ ud i mørket og uundgåeligt mislykkes. Når fornuftens rækkevidde er så begrænset og snæver, kan det på ingen måde være passende at overdrage den ansvaret for at udforme et fuldkomment livssystem for menneskeheden. De højere problemer, hvis løsning fra begyndelsen er uomgængelig for at udforme et system, kan sanserne ikke fremlægge en løsning på, ikke ét eneste af dem. Skal disse problemer da løses ved at stole på uvirkelige forestillinger og trosopfattelser, grundløse fantasier og indfald samt overtro og fantastiske eventyr og fortællinger? Sanserne er fuldstændig ude af stand til at indsamle de varige moralske værdier, der er nødvendige for at udforme ad-dīn, det fuldkomne livssystem. Kan man under sådanne omstændigheder overhovedet have den mindste tillid til, at den menneskelige fornuft vil være i stand til at fastsætte rene, ægte og fuldkomne moralske værdier? På samme måde er det slet ikke muligt ved sansernes hjælp at indsamle fejlfrit, rent og fuldkomment materiale til de nødvendige forhold, som jeg har nævnt for at udforme et sådant livssystem (ad-dīn). Derfor er den menneskelige fornuft ikke i stand til at udforme et omfattende og fuldkomment livssystem. Desuden findes der sammen med den menneskelige fornuft endnu en ting, viljen, som eksisterer som en selvstændig entitet, ligesom planeten Saturn. Den hindrer fornuften i hvert eneste skridt i at træffe en sund og videnskabelig afgørelse og forstyrrer dens fremdrift ad den lette og rette vej, så den ikke kan undgå at lede den ad en skæv og forkert vej. Selv hvis man antager, at den menneskelige fornuft ikke vil begå nogen fejl ved at ordne de oplysninger, som sanserne har indsamlet, og drage slutninger ud fra dem, er det ikke desto mindre en selvfølge, at dens indre svaghed gør den helt ude af stand til at bære et så stort ansvar som at udforme et livssystem. Hvis dette ansvar uretmæssigt pålægges den, vil man på den ene side gøre uret mod den, og på den anden side vil man ikke gøre mindre uret mod sig selv.

Videnskab

Nu vil jeg drøfte den tredje mulighed. Videnskab betyder viden, der er opnået gennem praktisk erfaring og observation. Når det gælder at vise denne viden respekt og agtelse, står jeg ikke tilbage for nogen videnskabsstuderende, og jeg bryder mig slet ikke om den mindste ringeagt for den. Men jeg kan ikke andet end betegne det som yderst uvidenskabelig adfærd at se bort fra dens naturlige begrænsning og anse den for mere omfattende, vældig og ubegrænset i kraft, end den er. For denne kraft findes grundlæggende ikke i videnskaben. Enhver, der har indsigt i den menneskelige videnskabs dybeste teori, vil være nødt til at indrømme dette: Videnskaben er ikke i stand til at give nogen vejledning om overnaturlige og materielle problemer fra fortiden. For selv den dybeste teori har i virkeligheden intet middel, der står til menneskets rådighed, til at nå frem til mysteriernes verden. Desuden er mennesket ikke i stand til gennem direkte og umiddelbar observation og ved hjælp af den mængde af erfaringsbaserede oplysninger og viden at drage nogen slutning, som på nogen måde kan kaldes »videnskab«. De vigtige spørgsmål, som først og fremmest nødvendigvis må afklares ordentligt for at udforme et livssystem (ad-dīn), ligger uden for videnskabens område. Derefter kan spørgsmålet naturligvis opstå, om videnskaben kan hjælpe med at fastsætte moralske standarder, udvælge civilisationens og kulturens grundprincipper og angive grænser for at holde folk borte fra vildfarelsens vej. Men modspørgsmålet vil være: Hvis man antager, at det er muligt, hvilken persons, hvilken gruppes eller hvilken tids videnskab skal så løse denne opgave? Derfor vil vi, uden at gå ind i en meningsløs diskussion, drøfte sagen principielt. Først vil vi analysere, hvilke grundlæggende betingelser der er nødvendige for at udføre denne opgave gennem en rent videnskabelig metode. Først og fremmest kræves der en fuldstændig samling af teoretisk viden om alle de naturlove, som mennesket lever under i denne verden. Dernæst er det absolut nødvendigt at opnå fuldstændig viden om de mange former for kundskab og videnskab, der er forbundet med menneskets eget liv. For det tredje er det nødvendigt at samle og forene hele denne mængde af viden og oplysninger om både verdens natur og mennesket. Og der kræves en fuldkommen tænkeevne, som kan klassificere denne mængde oplysninger indbyrdes, anvende en korrekt logik på grundlag af den, fastsætte moralske værdier og sociale og civilisatoriske principper for mennesket samt anvise midler til at beskytte det mod enhver form for fejl og vildfarelse. Men sandheden er, at det indtil i dag ikke på nogen måde har været muligt at opfylde disse betingelser og indsamle de nødvendige bestanddele. Der er heller intet håb om, at det nogensinde skulle kunne blive muligt, selv efter yderligere fem tusind år. Det kan ganske vist måske blive muligt én dag før verdens og hele menneskehedens undergang, men på det tidspunkt vil intet af det længere have nogen værdi.

Historie

Det sidste middel til at opnå viden for mennesket er historien. Med andre ord kan den kaldes den historiske ophobning eller optegnelse over fortidens menneskers erfaringer. Jeg benægter ikke denne tings betydning og værdi. Alligevel vil jeg sige dette: Hvis De tænker lidt dybere over det, vil De også være nødt til at sige, at den historiske viden og rigdom på ingen måde er tilstrækkelig til at fuldføre en så enormt ansvarsfuld opgave som at udforme et livssystem for mennesket. Jeg ønsker ikke at rejse spørgsmålet om, hvorvidt denne historiske rigdom fra fortiden er nået frem til os i fuldkommen renhed og bredde. Desuden vil jeg ikke spørge, hvilken person der ved hjælp af en sådan historisk rigdom skal udforme et livssystem for mennesket: Hegel? Eller Marx? Eller Ernst Haeckel? Eller en anden? Det eneste, jeg ønsker at spørge om, er: Frem til hvilken dato i fortiden, nutiden eller fremtiden vil de historiske optegnelser kunne indsamle det nødvendige materiale til at udforme et livssystem for mennesket? Hvis det virkelig er muligt at fastsætte en sådan dato, må man sige, at menneskene efter den dato er særdeles heldige. Og vi behøver ikke bekymre os om dem, der allerede er gået bort.

Fortvivlelsens mørke

Hermed afslutter jeg drøftelsen af de menneskelige bestanddele, der er uundværlige for at udforme en livsordning for mennesket. Jeg tror ikke, at jeg i denne drøftelse og analyse har begået nogen fejl i anvendelsen af videnskab eller fornuft. Hvis den analyse, jeg har foretaget af menneskets midler til at opnå viden, er sand, kan jeg nu med klare ord bekendtgøre min konklusion. Af de ovennævnte grunde er jeg nået frem til en fast og hævet over enhver tvivl overbevisning (og der kan ikke være nogen grund til at rokke ved denne overbevisning): Mennesket kan måske nok ved hjælp af disse midler være i stand til at udforme en ufuldstændig, uvirkelig, fejlbehæftet, lokal eller tidsbegrænset ordning for sig selv; men det er fuldstændig umuligt for mennesket ved hjælp af disse midler at udforme en fuldkommen livsordning (الدين) Det var heller ikke muligt tidligere, det er heller ikke muligt i dag, og for den kommende fremtid er der ingen anden udvej end at fortvivle over muligheden for det.

Hvis der virkelig ikke findes nogen ’Herre’ til at vejlede mennesket, sådan som de gudsoprørske vantro antager, har det ingen anden udvej end at begå selvmord. En vejfarende, som ikke har nogen vejleder, som ikke selv kender vejen og heller ikke kender nogen måde at finde den på, kan ikke gøre andet end at fortvivle fuldstændigt og endeligt. Hvad kan en velmenende person i en sådan situation ellers gøre for ham end at råde ham til at løse alle sine problemer ved at slå hovedet mod en sten midt på den offentlige landevej! Og hvis der virkelig findes nogen, der kaldes ’Allah’, eller hvis Han findes, men ikke er i stand til at vise mennesket vejen for dets praktiske liv, sådan som visse filosoffer og videnskabsfolk tror, er dette endnu mere sørgeligt. Hvis den Allah, som har sørget for en fuldkommen ordning for ethvert tings beståen, udvikling og gradvise vækst i verden, ikke har givet mennesket det, som det har allermest brug for, og uden hvilket menneskets liv er fuldstændig meningsløst, og hvis Han ikke har truffet nogen foranstaltning for dette, så er det på ingen måde muligt for mennesket at leve i den verden, Han har skabt. Så bliver menneskets liv et besværligt liv og en enorm fare, ja en fare, som man ikke kan forestille sig nogen større end. Hvad nytter det da at græde over de fattiges, ulykkeliges, fordrevnes, syges, såredes, undertryktes og udbyttede menneskemassers lidelser? Hvis man absolut må græde, så græd over hele menneskehedens grænseløse lidelse. I så fald må man sige, at mennesket er blevet kastet ned i et endeløst hav af smerte. Dets tilstand er blevet sådan, at det igen og igen gør fejlagtige erfaringer og mislykkes. Det falder efter slag på slag, knuses i stykker, rejser sig igen og begynder at gå; men på ny rammes det, bliver væltet omkuld og ligger i støvet. Ved hvert slag bliver land efter land og folk efter folk ødelagt og ruineret. Det er dybt sørgeligt, at dette uvidende menneske ikke engang ved, hvad formålet med dets liv og fødsel er. Det ved ikke engang, hvad det skal stræbe efter, gøre sig umage for, arbejde og lide for, eller efter hvilken metode og fremgangsmåde det overhovedet skal gøre det. Men den Allah, som med egne øjne har været vidne til menneskehedens hjerteskærende elendighed, har Han da blot skabt mennesket i denne verden og er Han helt uden ansvar for at lede det på rette måde?

En stribe håb

Den Ædle Koran har besvaret dette spørgsmål. Den Ædle Koran har åbnet døren til en helt ny lære, som er det fuldstændige modsatte af den ekstreme elendighed, der ovenfor er blevet beskrevet for mennesket. Koranen siger: Allah den Ophøjede er ikke blot Skaberen; Han er også den, der viser mennesket den rette vej. Han har vejledt hver eneste ting i den materielle verden i overensstemmelse med dens natur og behov:

الذى اعطى كل شئ خلقه ثم هدى

Hvor sand denne vejledning er, kan man få et uigendriveligt bevis på blot ved at iagttage en hvilken som helst myre, honningbi eller edderkop. Ligesom Allah den Ophøjede fra fødslen har vist disse små skabninger vejen og lært dem deres opgaver og måden at udføre dem på, har Han fastlagt vejen for menneskets praktiske liv. Derfor er det menneskets ubetingede pligt først at opgive sin egen hovmodighed, underkaste sig Allah og følge den omfattende livsordning (الدين) som Han har åbenbaret gennem Sine profeter.

Nu står vi med to konklusioner foran os: Den ene er nået gennem analysen af menneskets samlede kræfter og evner samt alle dets midler og bestanddele til at opnå viden, mens den anden er Koranens konklusion. Menneskene i verden må nu enten acceptere Koranens ord og konklusion, eller også vil de blive kastet ned i en sådan fortvivlelsens mørke afgrund, hvor ikke engang en stribe håbets lys trænger frem. Hvis mennesket havde haft to måder at opnå ’ad-dīn’ eller livsordningen på, og hvis spørgsmålet havde været, hvilken af de to det skulle vælge, ville det naturligvis have været meget bekvemt. Men det er slet ikke det, sagen drejer sig om her, og det er heller ikke det spørgsmål, der stilles her.

Det egentlige forhold er dette: Mennesket kan kun opnå en fuldkommen livsordning (الدين) på én eneste måde. Nu rejser dette spørgsmål sig for mennesket: Vil mennesket tage imod det liv, som det opnår ved hjælp af denne eneste mulighed, eller vil det afvise at tage denne eneste vej i brug og beslutte at leve i jahiliyyahens og retningsløshedens mørke? Mennesket kan uden videre vælge en af disse to veje; det har kun fået denne begrænsede frihed.

Koranens argumenter

Af alt det, der hidtil er blevet drøftet, kan vi kun drage den konklusion, at der ikke findes nogen mulighed for at opnå menneskehedens varige velfærd uden at acceptere Koranens krav og den vej, den har vist. Med andre ord kan man sige: “Der er ingen mulighed for at være vantro, så bliv muslim af nødvendighed.” Men de argumenter og beviser, som Koranen har fremført for sandheden i sit krav, rækker langt ud over denne tvangssituation; de er langt mere indholdsrige og uigendrivelige. Koranen har ikke sagt til mennesket, at det skulle blive muslim, fordi det var trængt op i en krog. I stedet har den opmuntret mennesket til at blive muslim af egen vilje og indre tilskyndelse. Det er Koranens argumenter, der vækker denne interesse i menneskets sind. Blandt Koranens beviser i denne forbindelse er de følgende fire særdeles stærke argumenter. Derfor er alle fire blevet nævnt igen og igen.

For det første: Islam er den eneste rette livsordning for mennesket. For den svarer til den virkelige lære og den egentlige sandhed. Alle andre veje er derimod i fuldstændig modstrid med den virkelige sandhed.

اَفَغَيۡرَ دِيۡنِ اللّٰهِ يَبۡغُوۡنَ وَلَهٗۤ اَسۡلَمَ مَنۡ فِىۡ السَّمٰوٰتِ وَالۡاَرۡضِ طَوۡعًا وَّكَرۡهًا وَّاِلَيۡهِ يُرۡجَعُوۡنَ.‏

“Ønsker disse mennesker da en anden vej end Allah den Ophøjedes dīn (livsordning)? Og alt, hvad der findes i himlene og på jorden, bøjer sig, frivilligt eller ufrivilligt, for den ene Allah, og til sidst skal alle vende tilbage til Ham.” (Sura Ali Imran: 83).

For det andet: Dette er den eneste rette og fejlfri livsordning for mennesket, fordi den alene er sandheden. Hvis man undersøger sagen grundigt, kan ingen anden vej være fejlfri og ren.

اِنَّ رَبَّكُمُ اللّٰهُ الَّذِىۡ خَلَقَ السَّمٰوٰتِ وَالۡاَرۡضَ فِىۡ سِتَّةِ اَيَّامٍ ثُمَّ اسۡتَوٰى عَلَى الۡعَرۡشِ يُغۡشِىۡ الَّيۡلَ النَّهَارَ يَطۡلُبُهٗ حَثِيۡثًاۙ وَّالشَّمۡسَ وَالۡقَمَرَ وَالنُّجُوۡمَ مُسَخَّرٰتٍۭ بِاَمۡرِهٖۤ‌ؕ اَلَا لَهُ الۡخَلۡقُ وَالۡاَمۡرُ‌ؕ تَبَارَكَ اللّٰهُ رَبُّ الۡعٰلَمِيۡنَ.

“I sandhed er jeres ‘Rabb’, ejer og konge, Allah den Ophøjede, som skabte himlene og jorden i to tidsaldre og derefter steg op på sin ‘Trone’. Han ifører dagen nattens klædning, og derefter følger dagen hurtigt efter natten. Solen, månen og stjernerne er alle underlagt Ham og lydige mod Ham. Hør efter: Skabelsen tilhører Ham, og lovgivningen og styret tilhører alene Ham. Allah, alle verdeners ‘Rabb’, er i sandhed stor.” (Sura al-A’raf: 54).

For det tredje: Denne vej er den rette vej for mennesket, dette er den sande vej. Kun Allah den Ophøjede kan have fuldkommen viden om hele sandheden, og kun Han kan give den fuldkomne lov.

اِنَّ اللّٰهَ لَا يَخۡفٰى عَلَيۡهِ شَىۡءٌ فِىۡ الۡاَرۡضِ وَلَا فِىۡ السَّمَآءِؕ‏.

“Sandelig, intet i himlene og på jorden er skjult for Allah.” (Sura Ali Imran: 5)

يَعۡلَمُ مَا بَيۡنَ اَيۡدِيۡهِمۡ وَمَا خَلۡفَهُمۡ‌ۚ وَلَا يُحِيۡطُوۡنَ بِشَىۡءٍ مِّنۡ عِلۡمِهٖۤ اِلَّا بِمَا شَآءَ‌‌ۚ

“Han ved, hvad der ligger foran menneskene, og Han ved også, hvad der er skjult for dem og ukendt for dem. Mennesket kan på ingen måde rumme Hans viden. Men hvis Allah selv skænker et menneske viden, er det en særskilt sag.” (Sura al-Baqarah: 225).

قُلْ إِنَّ هُدَى اللّهِ هُوَ الْهُدَىَ.

“O Profet! Sig, at Allahs vejledning er den eneste sande vejledende lov for menneskene.” (Sura al-An’am: 71).

Fire: Dette er den eneste rette vej for mennesket, eftersom sand retfærdighed ikke kan etableres uden denne vej. Uanset hvilken anden vej mennesket vælger, vil den før eller siden forvandles til undertrykkelse.

ومن يتعد حدود الله فاولئك هم الظلمون .

»Det er kun de, der overskrider de grænser, Allah har fastsat, som er uretfærdige.«

وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَا أنزَلَ اللّهُ فَأُوْلَـئِكَ هُمُ الظَّالِمُونَ .

»Det er kun de, der ikke træffer afgørelser i alle deres forhold i overensstemmelse med de forskrifter, Allah har åbenbaret, som er uretfærdige.« (Sura al-Ma’ida: 45).

På grundlag af disse argumenter og beviser fra Koranen er det ethvert fornuftigt menneskes pligt at bøje sit hoved for Allah og leve i overensstemmelse med de forskrifter, han har åbenbaret.

Kriteriet for at prøve Allahs forskrift

Når man kommer hertil, kan dette spørgsmål opstå i ethvert menneskes sind: Hvordan kan det bevises, hvad der er Allahs forskrift, og hvad der ikke er? Vil vi straks acceptere det, hvis den ene efter den anden kommer og siger: »Dette er Allahs forskrift, tag imod den«? Hvis ikke, hvilket kriterium findes der så for at skelne mellem Allahs ordning og den ordning, mennesker har skabt? Dette spørgsmål kan opstå i alles sind; det er naturligt, at det opstår. Dette spørgsmål opstod også i mit eget sind, da jeg tænkte dybt over sagen. For at give et korrekt svar på dette spørgsmål kræves en meget omfattende og detaljeret analyse. Men der er ikke plads til det i denne lille bog. Her vil jeg forsøge at besvare det kort.

Der findes fire store målestokke til at skelne mellem menneskelig tænkning og Allahs visdom. De er her nævnt én efter én.

Det første kendetegn ved menneskelig tænkning er, at vildfarelse og begrænsning i viden uundgåeligt findes deri. I modsætning hertil ses i Allahs system spontant tydelige tegn på grænseløs viden samt korrekte og fejlfri sandheder. Det system, der kommer fra Allah, vil i virkeligheden ikke indeholde noget, der strider mod nogen tids videnskabelige sandheder, og om det vil man aldrig kunne sige, at »systemets ophavsmand« ikke har undersøgt alle sagens sider på rette vis. Men når denne målestok for analyse og efterprøvning anvendes, må man ikke glemme, at der er en himmelvid forskel mellem virkelig viden på den ene side og videnskabelig fantasi og videnskabeligt syn på den anden. De videnskabelige forestillinger og synspunkter, der i en bestemt tidsalder behersker menneskers sind, bliver ofte fejlagtigt anset for at være »videnskab«. I virkeligheden er sandsynligheden for, at de er korrekte, imidlertid præcis lige så stor som sandsynligheden for, at de er fejlagtige. I kundskabens og videnskabens historie findes der kun meget få eksempler på, at menneskers forestillinger, fantasier og teorier til sidst er blevet bevist at være fejlfri videnskab.

En anden alvorlig svaghed ved menneskers tænkning og forskning er synspunktets begrænsning og snæverhed. Men i Allahs system er tanke og blik omfattende og vidtrækkende. Uanset hvilken del af Allahs system man betragter, vil man uden tvivl få indtryk af, at systemets ophavsmand kan se alt fra begyndelse til slutning med egne øjne. Han ser hele skaberværket, og hele sandheden og alle realiteter foreligger samlet og klart for Ham. I sammenligning hermed vil selv de største filosoffers og videnskabsmænds forskning fremstå som et barns tanker. Det tredje særlige kendetegn ved menneskelig tænkning er, at det tydeligt vil synes, som om videnskab og fornuft på den ene eller den anden måde indgår forlig eller sammensværgelse med menneskers følelser, lidenskaber og begær. Allahs system er fuldstændig frit for dette. I det finder man strålende tegn på klar viden, fornuft og uforfalsket intelligens. I dets påbud og anvisninger vil man ingen steder overhovedet finde følelsernes, lidenskabernes eller ensidighedens uklarhed.

En anden svaghed ved menneskelig tænkning er, at det livssystem, mennesket selv skaber, uundgåeligt vil indeholde favorisering, uønsket forskelsbehandling mellem mennesker og en tendens til at give den ene forrang frem for den anden på et uvidenskabeligt grundlag. For ethvert menneske har en eller anden personlig interesse eller svaghed i form af følelser, der er forudindtagede over for bestemte mennesker, og derfor tvinges mennesket til at skabe et ensidigt og forudindtaget system. Men Allahs system er på enhver måde frit for og renset for disse urenheder.

Ethvert livssystem, der bestræber sig på at bevise, at det selv er Allahs system eller »ad-din«, må undersøges efter denne målestok. Hvis det er frit for de førnævnte kendetegn ved menneskelig tænkning og forskning, kan der ikke være nogen hindring for at tro på det som »ad-din« eller menneskets fuldkomne livssystem.

Troens krav

Spørgsmålet er nu: Hvis man accepterer Koranens krav og antager det livssystem, som man tror er blevet åbenbaret fra Allah, hvilken pligt påhviler da mennesket? Det er dette spørgsmål, jeg ønsker at drøfte afslutningsvis.

Det er allerede blevet sagt, at islam betyder at bøje sig, overgive sig og fuldstændigt overgive sig selv. Der kan ikke være nogen forenelighed mellem denne underkastelse og overgivelse på den ene side og hovmod samt ubegrænset frihed i tanke og handling på den anden. Det livssystem, som mennesket fæster sin tro på, må det fuldstændigt overgive hele sin person til. Det kan ikke holde så meget som én eneste af livets anliggender uden for det. Troens betydning er, at »din« eller livssystemet skal have fuldstændig herredømme over menneskets sind og hjerne; det skal være hans øjnes og ørers religion, hans hænders og fødders religion, hans maves og krops religion, hans pennens og munnens religion, religionen for hele hans livslange stræben og handling, religionen for hans kærlighed og had, religionen for hans venskab og fjendskab. Kort sagt kan ingen side eller del af menneskets person være uden for en sådan religion. Enhver handling eller side af livet, der frigøres fra et dins eller livssystems indflydelse, og ethvert område af arbejdet eller livet, hvor man opgiver at følge dette livssystem, vil i samme grad indeholde løgn og bedrag i kravet om tro på det; der er ikke den mindste tvivl om dette. Og det er enhver fornuftig og sandhedstroet persons pligt at holde livet frit for løgnens og bedragets urenhed. Det er også blevet sagt tidligere i denne bog, at menneskelivet er en samlet og udelelig helhed; det kan ikke opdeles i forskellige dele. Derfor kan der kun være én religion eller ét livssystem for menneskets fulde liv. Det er ikke muligt for nogen at følge flere livssystemer på samme tid. For hvis man gør det, vil det blot bevise troens usikre tilstand, holdningernes særpræg og mangel på sammenhæng samt manglende evne til at træffe en fast afgørelse i komplekse spørgsmål. Når mennesket i virkeligheden tager »et ideal« som »ad-din« eller livssystem og fæster tro på det efter at have truffet en fast afgørelse om, at det er dets livssystem, må dette ideal være »det eneste system« for hele dets liv i alle dets sider og dele, og mennesket må nødvendigvis tage imod det på denne måde; der findes ingen anden udvej.

Hvis den tages som en personlig ordning, vil den være en ordning for hjemmet, for børneopdragelsen, for undervisning og uddannelsesinstitutioner, for ens arbejde og virksomhed, handel og indtjening, for ens familieliv og nationale arbejdspolitik, for ens politik og civilisation, for ens litteratur og kunst. Der kan i virkeligheden ikke være nogen grund til, at en perle, når den trædes på den samme snor sammen med mange andre perler, ikke længere skulle være en perle. Det kan på ingen måde siges, at den da skulle blive til kikærter. På samme måde kan jeg heller ikke forstå, at vi som enkeltpersoner skal følge én ordning, men at visse sider af vores organiserede og samfundsmæssige liv skulle være uden for denne ordnings område, når vi samler flere menneskers liv i et fællesskab. Det er åbenlyst, at en sådan påstand er tom og uden indhold.

Det vigtigste ved iman er, at når man tror på og tager en ordning til sig som en livsordning, er det ens ubetingede pligt at give hele folket mulighed for at tage del i dens velfærd og skønhed, og det er ønskværdigt at bestræbe sig på at etablere den som hele verdens ordning. Ligesom sandheden af natur ønsker at sejre overalt, kan den, der elsker sandheden, heller ikke undlade at bestræbe sig på at lade sandheden sejre over falskheden. Når en person med egne øjne ser, at falskheden fra alle sider opsluger jorden og dens indbyggere, men ikke føler nogen form for bekymring, uro, smerte eller rastløshed ved dette syn, må man konkludere, at han i virkeligheden ikke nærer nogen omsorg for sandheden og ingen ægte kærlighed til den. Og selv hvis den findes, er den helt bevidstløs og hensunket i en dyb søvn. Men for at denne søvn i bevidsthed og følelse ikke til sidst skal blive til dødens søvn, bør man i tide træffe de nødvendige foranstaltninger.

— Afslutning —