Islam og jahiliyyah

[Den 23. februar 1941 blev Maulanaen inviteret til at holde en tale ved et møde i Majlis-e-Islamiyat på Islamia College i Peshawar. Dette er talen, der blev holdt ved dette møde, og som senere blev udgivet som en pjece under titlen »Islam og jahiliyyah«.]

I livets virkeområde er det helt nødvendigt først at danne sig en klar opfattelse af naturen, egenskaberne og tilstanden hos hver eneste ting, som mennesket kommer i berøring med, samt af sit forhold til den. Uden på forhånd at have fastlagt en sådan opfattelse er det ikke muligt for mennesket at anvende nogen ting til noget som helst. Om denne opfattelse grundlæggende er forkert eller rigtig, er et sekundært spørgsmål; men der kan ikke være den mindste tvivl om, at man må fastlægge en bestemt opfattelse. Og før denne fastlæggelse er det på ingen måde muligt endeligt at afgøre, hvordan man skal behandle og omgås en bestemt ting, eller hvilken handlemåde man skal anlægge over for nogen. Det er ikke nødvendigt at fremføre noget særligt argument for at forklare dette. Enhver kan nemlig forstå det ud fra sine praktiske erfaringer dag og nat. Når man møder nogen for første gang, må man vide, hvem denne person er, hvilken anseelse og værdighed han har, hvilke egenskaber og evner han besidder, og hvilken slags forhold der består mellem ham og mig. Uden et sikkert svar på disse spørgsmål er det på ingen måde muligt at afgøre, hvordan man skal behandle eller omgås ham. Selv hvis det skulle være helt umuligt at opnå fuldstændig korrekt viden om dette, må man ikke desto mindre ud fra de ydre tegn så vidt muligt danne sig i det mindste et skønsmæssigt svar på disse spørgsmål. Derefter må enhver behandling af ham, uanset hvilken art den har, ske på grundlag af denne på forhånd fastlagte opfattelse. At mennesket indtager bestemte stoffer som føde, er muligt på grund af viden eller antagelsen om, at disse stoffer opfylder menneskets behov for føde. På den anden side sker den måde, hvorpå mennesket forholder sig til det, det forkaster eller kaster bort, det, det anvender til et eller andet af sine formål, det, hvis bevarelse det tager sig af, de ting, som det viser respekt eller ligegyldighed over for, og det, som det frygter eller elsker, alt sammen på grundlag af forudfattede opfattelser af disse tings væsen og egenskaber samt menneskets forhold til dem.

Desuden vil den adfærd, man udviser over for forskellige ting, være korrekt, hvis den opfattelse, man har fastlagt om dem, er korrekt; og hvis denne opfattelse er fejlagtig, mangelfuld eller ufuldstændig, vil menneskets behandling af dem være tilsvarende. Disse to ting er fuldstændig afhængige af hinanden. Men hvad afhænger selve denne opfattelses rigtighed eller urigtighed af? Det afhænger af den metode, hvormed man fastlægger sin opfattelse af tingen. En sådan opfattelse dannes enten på grundlag af korrekt videnskab eller bygger blot på gæt og formodninger, grundløse antagelser eller sansemæssig iagttagelse. Som eksempel kan nævnes, at et barn ser ild og, alene på grundlag af ydre erfaring, opfatter den som et »vidunderligt legetøj«. Som følge af denne opfattelse af ilden rækker barnet hånden frem for at gribe den og løfte den op. En anden person ser den samme ild og begynder, alene på grundlag af forestillinger og formodninger, at hævde, at der findes en guddommelig essens i den, eller at den er en ydre fremtrædelsesform for det guddommelige. På grundlag af denne opfattelse beslutter han, at det er hans pligt at etablere et herre-tjener-forhold til den og bøje hovedet for den. En tredje person ser ilden og begynder at undersøge dens virkelige form, dens iboende egenskaber, styrke og magt. Efter overvejelse og forskning fastslår han, at den er et stof, der afgiver varme, og at det derfor er hensigtsmæssigt at anvende den som en lydig tjener. På grundlag af denne opfattelse betragter han ikke ilden som et legetøj. Han accepterer den heller ikke som en guddom, der skal tilbedes, men anvender den efter behov, snart til madlavning, snart til at brænde noget. Der kan ikke være nogen tvivl om, at barnets og ildtilbederens adfærd blandt disse forskellige måder at forholde sig til den samme ild på er præget af ren uvidenhed og blindhed. For barnets opfattelse af ilden som et legetøj viser sig gennem praktisk erfaring at være fuldstændig forkert. Også ildtilbederens tro på, at ilden er Gud, eller at Gud åbenbarer sig i den, bygger ikke på noget videnskabeligt, uigendriveligt bevis. Tværtimod er en sådan opfattelse blevet antaget alene på grundlag af luner, fantasi og grundløse gæt og formodninger. At tage ilden i tjeneste og varetage forskellige nødvendige og gavnlige menneskelige opgaver ved dens hjælp er derimod uden tvivl en korrekt videnskabelig handlemåde. For den opfattelse, der er fastlagt om ilden, er netop baseret på viden og korrekt videnskab.

Menneskelivets grundlæggende problem

Efter at denne indledning er blevet grundfæstet i hjerte og sind, må emnet drøftes ved at rette opmærksomheden fra detaljerne mod grundprincipperne. Mennesket ser sig selv eksistere på denne jord; det har også en krop eller et legeme, hvori utallige former for styrke, evner og talenter er nedlagt. Foran det ligger et enormt og vidtstrakt område af himmel og jord, hvori der findes utallige slags ting og materialer; mennesket er fuldt ud udstyret med den styrke, der gør det i stand til at anvende dem og drage fordel af dem til egne behov. Rundt omkring det findes utallige mennesker, dyr, planter, buske, slyngplanter, sten og så videre. Menneskets liv er på mange måder tæt forbundet med alt dette. Hvordan skulle mennesket under disse omstændigheder kunne forholde sig til det uden først at fastlægge en opfattelse af sig selv, af de øvrige dyr, ting og materialer og af sit eget forhold til dem? Uden at finde svar på spørgsmål som, hvorvidt der er blevet pålagt mennesket noget ansvar, hvorvidt det er fuldstændig frit og egenrådigt eller underlagt nogen, og i så fald hvem det er underlagt, over for hvem det skal stå til regnskab, og hvorvidt dette jordiske liv har en afslutning, og hvad den i så fald består i, kan mennesket ikke vælge nogen vej for sit liv eller træffe en endelig afgørelse om disse forhold. Den krop, mennesket har, og de kræfter, der er nedlagt i den: tilhører de det selv, eller er de blot en gave fra en anden? Findes der nogen, som holder regnskab med dem? Skal det selv fastlægge principperne for deres anvendelse, eller vil en anden gøre det? Uden at besvare disse spørgsmål kan det ikke anvende sine egne kræfter og talenter til noget som helst. Den uudtømmelige rigdom af ting og materialer, der findes omkring det: er det selv eller en anden, der ejer dem og har ejendomsretten over dem? Er dets ret til at udøve magt over dem begrænset eller ubegrænset? Hvis den er begrænset, hvem har så fastlagt denne grænse? Uden at fastlægge svarene på disse spørgsmål kan mennesket ikke fastsætte nogen principper for anvendelsen af de ting og materialer, der findes omkring det. På samme måde kan mennesket ikke fastlægge principper for sin omgang med andre, før det har afgjort, hvad et menneske er, og hvad grundlaget er for forskelle og skel mellem mennesker. På hvilket grundlag skal venskab, fjendskab, enighed og uenighed, samarbejde og mangel på samarbejde etableres? Før der er fastlagt en opfattelse af dette, kan mennesker ikke fastsætte nogen regler for deres indbyrdes omgang. Desuden kan intet menneske omgås denne samlede verden, før det har afgjort, hvad denne verdens natur er, hvordan dens orden er, og på hvilket niveau mennesket befinder sig i den.

På grundlag af den ovenfor nævnte indledning kan det uden forbehold siges, at det er umuligt at anvende noget som helst af dette til noget formål uden først at fastlægge en eller anden opfattelse af det. Og i virkeligheden findes der altid et eller andet svar på disse spørgsmål i menneskets sind, hvad enten det er bevidst eller ubevidst; mennesket er nødvendigvis tvunget til at fastlægge dette svar, eftersom det ikke er i stand til at udføre nogen handling, før det har bestemt denne opfattelse. Det er naturligvis ikke sådan, at der i alles sind nødvendigvis findes filosofiske svar på disse spørgsmål, eller at ethvert menneske må fastlægge svarene gennem filosofiske argumenter og efter en grundig undersøgelse af hvert enkelt spørgsmål indprente en klar konklusion i sit sind. For det er ikke muligt for alle. Hos mange mennesker antager disse spørgsmål overhovedet ikke nogen bestemt og klar form; mange tænker måske ikke engang frivilligt over dem. Ikke desto mindre fastlægger ethvert menneske med sikkerhed et yderst uklart og i grove træk bekræftende eller benægtende svar på disse spørgsmål. Derfor kan der ikke være den mindste tvivl om, at den livsholdning, det end måtte være, nødvendigvis er en følge af netop denne opfattelse.

Lige så sand og anvendelig den ovenstående betragtning er på individet, er den det tilsvarende på forskellige nationer og grupper. Eftersom disse spørgsmål hænger sammen med menneskelivets grundlæggende problemer, er det overhovedet ikke muligt at fastlægge nogen ordning for samfund og civilisation eller vedtage noget handlingsprogram for menneskeheden som helhed, før svarene på dem er bestemt. I overensstemmelse med det fastlagte svar på disse spørgsmål vil der også blive fastlagt en bestemt opfattelse af den moralske karakter, og livets forskellige sider og områder vil blive virkeliggjort i overensstemmelse med dens natur. Kort sagt vil hele samfundets kultur blive opbygget i overensstemmelse med svaret på disse spørgsmål; heri er ingen undtagelse overhovedet mulig. Hvad enten det gælder individet eller fællesskabet, vil det svar, der gives på disse spørgsmål, blive virkeliggjort i praksis. Selv ved at undersøge og analysere en persons eller et samfunds adfærd og handlinger i detaljer kan man meget let fastslå, hvilket svar på de nævnte grundlæggende spørgsmål der virker bag dem. For personlig eller kollektiv adfærd kan på ingen måde være i modstrid med den type svar, der gives på disse spørgsmål. Der kan ganske vist være forskel mellem grundlæggende påstande og faktisk adfærd; men der kan ikke være nogen forskel mellem beskaffenheden og karakteren af det svar, der i virkeligheden er indpræget i menneskesindets dybeste lag, og den faktiske adfærds beskaffenhed.

Der er endnu en vigtig side af sagen. Det er blevet fastslået, at mennesket ikke kan tage så meget som ét skridt i nogen af denne verdens foretagender uden at have fastlagt et svar i sit sind på de nævnte grundlæggende spørgsmål i menneskelivet; i grunden vedrører de alle usynlige forhold. Intet svar på dem er skrevet på verdensnaturens pande på en sådan måde, at ethvert menneske straks efter at have sat foden på jorden kan læse det og ved egen evne kende det rigtige svar. Desuden er intet svar på spørgsmålene så enkelt og klart, at ethvert menneske umiddelbart vil kende det. Derfor har alle mennesker heller ikke kunnet samles om at antage ét bestemt svar på de nævnte spørgsmål. Der har til alle tider været en stor meningsforskel blandt mennesker om dette svar. Sandheden er, at mennesker altid har forsøgt at besvare de nævnte spørgsmål ad forskellige veje. Det er således helt nødvendigt at kende, hvilke veje der kan være mulige til at fastlægge svarene på disse spørgsmål, hvilke veje der hidtil er blevet valgt i verden til dette formål, og hvilken slags svar man kan nå frem til ad disse forskellige veje.

En måde at fastlægge svarene på de nævnte spørgsmål er at stole på sine ydre sanser og på grundlag af den viden, man opnår gennem dem, fastlægge svarene på spørgsmålene. En anden måde er at foretage observationer ved hjælp af sanserne og sammen med dem føje slutninger og antagelser til for at fastlægge et princip. Den tredje vej er at antage de svar på de nævnte spørgsmål, som profeterne, Guds udsendinge, har givet, idet de direkte har hævdet at være bærere af en dyb viden om sandheden.

Til at fastlægge svarene på de nævnte grundlæggende spørgsmål i menneskelivet har man indtil i dag benyttet netop disse tre veje i verden. Og der findes sandsynligvis heller ingen anden måde at udføre denne opgave på. Hver af disse veje besvarer spørgsmålene helt selvstændigt. Af hvert svar kan man udlede en særlig adfærdslære; et særligt moralsk ideal samt en samfunds- og kulturordning kommer til eksistens. Hver af dem er, hvad dens grundlæggende særpræg angår, helt selvstændig og forskellig fra de adfærdslærer, der udspringer af alle de øvrige svar. Jeg vil herefter forsøge i detaljer at vise, hvilke svar man har opnået på de nævnte spørgsmål ad disse forskellige veje, og hvilken slags adfærdslære der er udsprunget af hvert svar.

Ren jahiliyyah eller fuldstændig blindhed

Når mennesket udelukkende stoler på sine ydre sanser, forsøger at finde svar på de nævnte spørgsmål og fastlægger en opfattelse på denne måde, er den helt naturlige konsekvens af denne tænkemåde, at det efterhånden tvinges til at nå frem til den konklusion, at dette enorme og forunderlige system i skaberværket blot er den faktiske fremtrædelse af en ren tilfældig begivenhed. Der findes ingen god vilje eller noget ædelt formål bag det; det er opstået spontant, dets virksomhed fortsætter ved hjælp af egne kræfter, og til sidst vil det af sig selv gå til grunde for evigt. Ingen ejer af denne enorme verdensnatur findes noget sted. Og selv hvis en sådan findes, har han ingen forbindelse med menneskets virkelige liv. Mennesket betragtes blot som en slags »dyr« og antages muligvis at være blevet født på denne jord som følge af en ulykke. Det er ukendt for alle, om nogen har skabt det, eller om det selv har opnået sin eksistens. Og i grunden er dette spørgsmål irrelevant her. Man ser mennesket levende og færdes på denne jord; det rummer mange forskellige ønsker, begær og lyster, og kræfterne, der ligger i dets natur, ansporer det dag og nat kraftigt til at tilfredsstille dem. Det har lemmer, våben og redskaber; ved hjælp af dem kan det tilfredsstille sine indre begær og lyster. På den vidtstrakte jord omkring mennesket findes der utallige materialer og hjælpemidler; ved at anvende sine lemmer, våben og redskaber på disse kan mennesket tilfredsstille sine ønsker:

Derfor har disse ingen anden anvendelsesmulighed end fuldt ud at tilfredsstille alle menneskets indre kræfter og evner og dets egne begær og lyster, og hele verden er ikke andet end et uudtømmeligt forråd af materielle goder. Mennesket skal række hånden ud efter dem og tilegne sig de materielle goder efter eget ønske—det er jordens eneste opgave. Der findes ingen magtfuld og myndig instans over den, over for hvilken mennesket kan være tvunget til at stå til regnskab. Intetsteds findes der nogen kilde, hvorfra mennesket kan modtage den sande viden og vejledning, der kan give det de regler og bestemmelser, som er nødvendige for at føre sit liv. Følgelig er mennesket et frit, ansvarsløst væsen, udstyret med selvbestemmelse.

Det er deres egen opgave at udforme de love og bestemmelser, de har brug for, fastlægge anvendelsesområderne for deres iboende kræfter og bestemme deres forhold til og handlemåde over for alle former for levende væsener og ting, der findes på jorden. Hvis de skal modtage nogen form for vejledning i denne henseende, må de støtte sig til den viden, de kan indhente gennem dyrenes liv, stenens og bjergenes historie samt menneskets egne historiske erfaringer. Mennesket står ikke til ansvar over for nogen; hvis det overhovedet skal stå til regnskab over for nogen, er det over for sig selv eller over for den statsmagt, der er udsprunget af folket og har indflydelse på samfundets individer, og ikke over for nogen anden. Desuden er menneskets liv i denne verden det eneste og endelige liv, og virkningerne af alle handlinger er begrænset til og afsluttes i dette liv. Derfor må alt – om en regel er rigtig eller forkert, sand eller fejlagtig, nyttig eller skadelig, acceptabel eller forkastelig – udelukkende afgøres på grundlag af de virkninger, der viser sig i denne verden.

Dette er i virkeligheden en fuldstændig livsanskuelse, som ved hjælp af menneskets sanselige iagttagelser fremlægger svar på alle menneskelivets grundlæggende spørgsmål og løsninger på alle dets problemer. Hver del af dette svar er uløseligt forbundet med de øvrige dele, og der findes en naturlig og væsensmæssig overensstemmelse og lighed mellem dem. Derfor kan den, der antager denne livsanskuelse, føre et sammenhængende og harmonisk liv i verden. Hvorvidt dette svar og den adfærd og livsførelse, der udspringer af det, i grunden er rigtigt eller fejlagtigt, er et helt selvstændigt spørgsmål.

På grundlag af dette svar på menneskelivets grundlæggende spørgsmål må vi nu undersøge den holdning og rolle, mennesket indtager i det virkelige liv i denne verden. Når mennesket antager en sådan synsvinkel og livsanskuelse i sit personlige liv, vælger det fra først til sidst en fuldstændig fri, egenrådig og ansvarsløs handlemåde. Det begynder at betragte sig selv som den enevældige ejer af sig selv, sin krop og sine legemlige kræfter og anvender dem efter eget ønske. Over for enhver ting på jorden, det får magt over, og ethvert menneske, det får herredømme over, vil dette materialistiske menneske optræde som ejer. Bortset fra de blotte naturlove og den organiserede livsform i samfundet kan ingen anden kraft i mindste måde krænke eller begrænse dets magt og selvbestemmelse. I dets hjerte og sind vil der ikke være nogen moralsk følelse, ansvarsfølelse eller frygt for at stå til regnskab, som på nogen måde kan hæmme dets tøjlesløse livsførelse. Hvor der ikke findes ydre hindringer, eller hvor det trods sådanne hindringer er muligt at handle efter eget ønske ved at ignorere dem, vil det som en uundgåelig følge af denne anskuelse og livsanskuelse blive tyrannisk, forræderisk, korrupt, lastefuldt, en født synder og ødelæggende. Af natur vil det være egoistisk, materialistisk og opportunistisk. Bortset fra at tilfredsstille sine egne drifters begær og lyster samt sine dyriske behov og udelukkende arbejde med dette formål har det intet andet mål med sin fødsel og sit liv. Kun de ting, der fremmer dette formål med dets liv, vil forekomme det værdifulde og acceptable. At en sådan indstilling og karakter opstår hos mennesker som individer, er i virkeligheden en naturlig følge af den anskuelse, der her behandles. Sådanne mennesker kan af hensyn til langsigtede og særlige formål være medfølende, og de kan rumme en ånd af selvopofrelse og selvhengivelse. Det kan ikke benægtes, at de således i det hele taget kan udvise en form for ansvarlig moralsk følelse gennem livet. Men hvis man analyserer deres faktiske gerninger og adfærd, vil det klart kunne forstås, at dette i grunden blot er en udvidet form for deres egoisme og selvforherligelse. I virkeligheden ser de deres egen fremgang og velfærd i landets og folkets velfærd og udvikling, og det er derfor, de ønsker deres lands og folks velfærd. Sådanne mennesker kan højst blive nationalister, ikke noget andet.

Desuden vil det samfund, der dannes af mennesker med denne slags sindelag, have følgende tilstande på sine forskellige områder: Dets politik vil være baseret på menneskeligt herredømme. Det kan være én persons eller én families herredømme eller et bestemt klassesamfunds eller folkets herredømme. Den mest udviklede organisation, der kan oprettes, vil være en statsføderation. Men under alle omstændigheder vil mennesket være den egentlige lovgiver. Alle slags love vil blive udformet og ændret udelukkende på grundlag af ønsker, begær, lyster og praktiske erfaringer. Principperne for alle handlinger vil også blive fastlagt og ændret ud fra opportunistiske og hensigtsmæssige betragtninger. De mest snedige, lumske, magtfulde, hykleriske, bedrageriske, løgnagtige, hårdhjertede og syndige mennesker vil kunne opnå statsmagt og herredømme over staten. Samfundets ledelse samt magten og retten til at styre staten vil blive overdraget til dem. I deres lovbog vil magt være sandhedens navn, mens de svage vil blive betegnet som ugyldige.

Under sådanne forhold vil hele samfundets og civilisationens system blive grundlagt på selvtilbedelse. Når man er befriet fra alle former for nydelse og moralske begrænsninger, vil den moralske målestok, der dermed etableres, ikke kunne skabe nogen større hindring for tilfredsstillelsen af de voldsomme lyster.

Kunst og litteratur vil blive præget af en tilsvarende mentalitet, og forestillinger om nøgenhed og dyriskhed vil vise sig stadig mere intense.

På det økonomiske område vil feudalismen og jagirdari-systemet undertiden brede sig; til andre tider vil kapitalismen og kapitalvældet træde i deres sted; og undertiden vil lønmodtagere og arbejdere gøre oprør, skabe en revolution og oprette deres eget absolutte diktatur. Her vil det på ingen måde være muligt at etablere et retfærdigt økonomisk system. For i et sådant samfund vil hvert individs grundlæggende holdning til jorden og dens rigdomme være fuldstændig materialistisk, og enhver vil mene, at denne verden er et sted, der kan plyndres, og at der ikke findes nogen hindring for at tilegne sig så meget rigdom, man ønsker, ved at gribe chancen og tage for sig efter forgodtbefindende. Den undervisning og opdragelse, der indføres for at forme individets karakter i dette samfund, vil også i sin natur svare til denne livsanskuelse og denne adfærd. I sind og hjerne hos enhver ny generation og dens efterkommere i dette samfund vil den tidligere beskrevne forestilling om jorden, mennesket og menneskets position og værdighed på jorden blive indprentet. Alle former for oplysninger og viden, uanset hvilken gren af kundskab og videnskab de tilhører, vil blive ordnet og udformet på en sådan måde, at denne opfattelse af livet af sig selv fæstner sig i deres sind og hjerne. Desuden vil de blive uddannet netop for at gøre dem egnede til at antage en sådan adfærd allerede i dette liv og til at indtage deres plads i et tilsvarende samfund i fuld harmoni med det. Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at fortælle jer noget om kendetegnene ved en sådan undervisning og opdragelse; dens praktiske eksempel kan ses i det nuværende samfund. Alle de uddannelsesinstitutioner, hvor landets folk får deres uddannelse, er grundlagt på denne ideologis grundlag, selv om de har fået navnene »Islamia College« og »Muslim University«.

Den adfærd, der faktisk er blevet analyseret her, er ren jahiliyyah-adfærd. Den ligner den adfærd, et barn udviser, når det udelukkende på grundlag af en grov iagttagelse gennem de ydre sanser bliver ved med at betragte ild som et smukt legetøj. Forskellen er blot, at barnets fejlagtige iagttagelse straks afsløres gennem den virkelige erfaring. Den ild, som barnet anser for et legetøj og derfor rækker ud for at røre ved, er nemlig fortærende ild; så snart det rører ved den, beviser den, at den ikke er et legetøj, men ild. Derimod bliver fejlen i denne iagttagelsesmetode i samfundslivet først påvist efter lang tid, og for mange bliver den måske aldrig afsløret i hele deres liv. For den ‘ild’, de griber ind i, har kun en svag varme, og dens hede mærkes ikke straks eller umiddelbart ved berøring på en uudholdelig måde. I mange tilfælde bliver den ved med at ophede mennesker i århundreder. Ikke desto mindre har enhver, der ønsker at gøre sig en virkelig erfaring om dette, rigelig mulighed for det. I dagliglivet kan man gennem de bitre erfaringer, som denne ideologi medfører—folkets troløshed, herskernes undertrykkelse og tyranni, dommernes uretfærdighed, de riges egoisme og udbytning samt almindelige menneskers umoral og korruption—og ved at iagttage de gnister af ild, som denne ideologi frembringer i form af dyrkelse af nationen, nationalisme, imperialisme, krig, ødelæggende aktiviteter, erobring af lande og folkedrab, meget let konkludere, at dette uden tvivl er ren blindhed og ren jahiliyyah-adfærd. Det er i virkeligheden hverken videnskabelig adfærd eller en adfærd baseret på fornuft og tænkning. For den opfattelse af sig selv og verdensordenen, som mennesket har fastlagt og på grundlag af hvilken det har antaget denne adfærd, svarer ikke til den virkelige tilstand og de faktiske forhold. Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at resultatet ville have kunnet blive så dårligt.

Herefter er det nødvendigt også at undersøge de andre gængse veje til viden. Den anden måde at løse menneskelivets grundlæggende problemer og besvare dets grundlæggende spørgsmål på er at foretage iagttagelser udelukkende på grundlag af forestillinger og formodninger og fastlægge en endelig opfattelse af det pågældende område af livet. På denne måde er der blevet etableret tre forskellige anskuelser, og hver af dem har frembragt en bestemt form for adfærd.

Shirk

En af disse anskuelser er, at selv om dette enorme system i verdensnaturen ikke kunne være sat i gang uden en ‘Rabb’, så er dets guddom, det vil sige ilah og Rabb, ikke én, men talrige. De forskellige kræfters grundkilder i universet er knyttet til forskellige guders hænder; menneskets lykke, ulykke, succes, fiasko, gevinst og tab med mere afhænger af talrige guddommelige væseners nåde og gunst. Tilhængerne af denne ideologi gør ved hjælp af formodninger en særlig indsats for at fastslå kilderne til og opholdsstederne for disse guddommelige kræfter. Som følge heraf har de anset enhver kraft, som deres opmærksomhed under denne søgen er blevet rettet mod, for en ‘gud’. Den adfærd, der naturligt bliver gældende i menneskelivet, når man antager denne anskuelse, er følgende:

For det første: Hele menneskets liv bliver som følge heraf forvandlet til et grundlag for uvirkelige formodninger. Mennesket begynder da, uden videnskabelige og fornuftsbaserede metoder og alene ved hjælp af formodninger, at betragte talrige ting som udstyret med overnaturlige kræfter; det mener, at de gennem overnaturlige og transcendente midler er i stand til at øve god eller dårlig indflydelse på menneskets skæbne. Derfor spilder den, der tror på denne anskuelse, sine vældige kræfter meningsløst, idet han opsluges af et uvirkeligt håb om god indflydelse og en grundløs frygt for dårlig indflydelse. Ét sted begynder han at nære håb til en grav, fordi den skulle kunne udføre det, han ikke selv kan; et andet sted sætter man sin lid til en guddom og håber, at den vil forbedre menneskets skæbne. Disse mennesker forsøger at behage sådanne indbildte guddomme og kræfter med overnaturlige evner. Hvis de et sted får øje på selv det mindste dårlige varsel, knuses deres mod, og de bliver plaget af fortvivlelse. Andre steder bygger de et indbildt håbets og tillidens palads på et godt varsel. Netop dette får deres ideologi, tankegang og bestræbelser til at afvige fra den naturlige vej og forvirrer dem, så de ledes ad en fuldstændig unaturlig vej.

For det andet: Det er på grund af denne anskuelse, at der opstår en lang handlingsliste med tilbedelse, løfter, gaver, offergaver og utallige andre former for ritualer og ceremonier. Og fordi mennesket involveres i dem, bruges en stor del af dets arbejdsindsats på meningsløse aktiviteter.

For det tredje: De synker ned i denne overtro på polyteistisk fantasi og afgudsdyrkelse, og snedige og bedrageriske mennesker får en stor mulighed for at indfange dem i deres bedrageriske net og plyndre dem for deres penge. Nogen sætter sig således på tronen som konge eller kejser og forsøger ved at påvise sin slægts forbindelse med solen, månen og andre guddomme at indprente folk den tro, at de også er guder, og at I er deres slaver. Nogen optræder som præst og siger: Vi står i et nært forhold til dem, i hvis hænder nøglen til jeres gevinst og tab ligger; derfor kan I gennem os nå frem til dem. Nogen sætter sig som lærd, brahmin eller pir og spreder et net af amuletter, besværgelser, mantraer, magiske ritualer og åndelige øvelser eller ‘hasiliyat’, og forsøger at indgyde folk en fast overbevisning om, at disse ting gennem overnaturlige og transcendente midler kan opfylde alle jeres behov, lindre jeres sorger og ulykker og dæmpe jeres smerter og lidelser. Derefter forvandles disse snedige menneskers efterfølgende slægter til familier eller klasser med en varig og særskilt status. Som følge heraf begynder deres rettigheder, status, særstilling, indflydelse og anseelse med tiden at vokse, brede sig og blive fast forankret på et stadig dybere grundlag. På grund af dette bliver kongelige familier, religiøse embedsindehavere og åndelige ledere, takket være en sådan trosanskuelse, solidt etableret som guddommelige autoriteter over folkets hoveder. Og de kunstige guder forvandler folk til fuldstændige slaver, så det synes, som om de ikke er andet end dyr, der skal give dem mælk, bære deres byrder og tjene som transportmidler.

For det fjerde: Ligesom denne ideologi ikke kan tilbyde noget varigt og selvstændigt grundlag for videnskab, filosofi, litteratur eller et fuldstændigt samfunds- og politisk system, kan mennesket heller ikke fra sådanne indbildte ‘guder’ få nogen livsordning, der er værd at følge. Mennesket vil fortsat udføre tilbedelse og nogle bestemte ritualer og ceremonier på behørig vis i håb om at opnå disse indbildte ‘guders’ nåde og hjælp; forholdet til disse guder vil være begrænset hertil. På menneskelivets større og videre områder vil det udelukkende være menneskets egen fuldstændigt selvbestemmende opgave at udforme de nødvendige love og regler for livets praktiske aktiviteter og fastlægge handleprincipper. Et samfund baseret på shirk og betegnet som ‘mushrik’ tvinges således i praksis til at følge den tidligere beskrevne vej, som er ren blindhed og ren jahiliyyah. På alle områder—moralsk karakter, praktiske aktiviteter, sociale former og metoder, politik, økonomi, videnskab, kunst og litteratur—ligner den adfærd, der udspringer af en livsanskuelse baseret på shirk, den rene jahiliyyah-adfærd; principielt er der ingen forskel mellem dem.

Asketisme

Det andet svar, som er blevet fastlagt på menneskelivets grundlæggende spørgsmål som følge af at blande virkelige iagttagelser med grundløse gæt og formodninger, kan med ét ord kaldes asketisme. Grundtanken i denne ideologi er, at jorden og menneskets legemlige væsen i sig selv er en slags strafsted for mennesket, mens menneskets sjæl holdes indespærret i et bur som en dømt fange. Da mennesket står i et materielt forhold til den fysiske verden, er alt det begær, alle ønsker og behov, som findes i det, i grunden hver især lænker fra et fængsel. Jo mere mennesket opretholder sit forhold til denne jord og dens goder, desto stærkere bliver disse lænkers greb om det, og desto hårdere straf anses det for at fortjene. Den eneste måde at blive fri for denne straf på er med fuldkommen konsekvens at undgå alle former for tilknytning, forbindelse og livets forskellige gøremål og besværligheder, strengt at undertrykke det naturlige begær og ønsker, afstå fra nydelse og sanselig tilfredsstillelse, resolut at afvise kroppens behov samt drifternes krav og impulser, fuldstændigt at udrydde den kærlighed, der opstår i hjerte og sind på grund af de virkelige forbindelser mellem kød og blod, og at knuse denne fjende gennem hård og endeløs askese, så den overhovedet ikke kan få nogen indflydelse eller herredømme over sjælen. Derved bliver sjælen let og ren og får kraft til at stige op mod befrielsens højeste vej. En sådan ideologi må uundgåeligt fremkalde følgende reaktioner i menneskelivet. For det første bliver menneskets samlede tilbøjelighed under dens indflydelse styret fra kollektivisme mod individualisme og fra samfund og civilisation mod barbari. Mennesket vender sig fuldstændigt bort fra jorden og livets måde. Det er ikke rede til at påtage sig noget biologisk ansvar, og hele dets liv bliver selve legemliggørelsen af afvisning og mangel på forbindelse. Dets karakter bliver helt passiv og inaktiv i en negativ (negative) åndelig retning.

For det andet får denne ideologis stærke indflydelse samfundets gode og retskafne mennesker til at bryde forbindelsen med verden, søge tilflugt i den mest afsidesliggende ensomhed uden for folks blikke og helt vie sig til arbejdet for deres egen personlige befrielse. Følgelig falder nøglen til alle former for ansvar og magtfulde opgaver i verden i hænderne på de mest ondsindede mennesker i samfundet.

For det tredje skaber denne idés indflydelse på samfund og civilisation en negativ (negative) moral, en antisocial (individualistic) ånd og pessimistiske doktriner blandt folk. Deres handlekraft og effektivitet svækkes mere og mere. De bliver lette ofre for undertrykkerne, og alle brutale tyranniske regeringer kan meget let få dem i deres magt. Denne ideologi er i sandhed magisk sikker i sin virkning, når det gælder om at gøre folket underdanigt og tamt (tame) over for de uretfærdige.

For det fjerde begynder denne asketiske livsanskuelse en evig krig med menneskenaturen, og den bliver ofte besejret i denne kamp. Når den besejres, tvinges dens tilhængere til at bedrage sig selv ved hjælp af forskellige kneb og listige strategier for at skjule deres svaghed. Heri ligger hovedårsagen til de urene og skammelige ritualer, som i forskellige gamle religioner er blevet foreskrevet som »soning« under dække af at give afkald på den jordiske verden og tilbedelse af verden.

Panteisme

Den tredje anskuelse, der opstår som følge af iagttagelse og tænkning baseret på uvirkelige gæt og formodninger, er panteisme (pantheism). Det vil sige, at alt i mennesket og universet i grunden er uvirkeligt. Intet af det har nogen selvstændig eksistens overhovedet. I virkeligheden har én eksistens blot taget hele den materielle verden som middel til sin egen åbenbaring og åbenbarer sig derfor spontant i alt dette. Ved en udførlig analyse kommer denne ideologi til udtryk i utallige former. Hele skaberværket og den materielle verden er blot en enkelt eksistens’ ydre åbenbaring. I grunden er det kun denne eksistens, der findes; alt andet, der ses, er i virkeligheden intet. Dette er essensen af denne ene eksistens.

Denne ideologi skaber skepsis i menneskets sind. Med hensyn til dets egen eksistens rejser der sig i dets sind et uigennemtrængeligt mørke af tvivl. Derfor siger det sig selv, at det ikke spontant kan udføre nogen handling i den virkelige verden. Det begynder at betragte sig selv som en trædukke, som en anden danser med fra et sted bag kulisserne, eller som en anden danser i det. Det hengiver sig til dyndet i denne grundløse forestilling. Dets eget liv kan hverken have noget formål eller mål, og heller ikke nogen bestemt handlingsvej. Det tænker: »Jeg er i mig selv ingenting, og der er heller intet, jeg skal gøre. Der kan grundlæggende heller ikke være noget, jeg skal gøre.« I grunden er det den universelle eksistens, som udfolder sig i mig og i hvert eneste lag af hele skaberværket, og som har fortsat fra en ukendt begyndelse til evig tid; alle handlinger tilhører den, og det er den, der udfører alle gerninger. Hvis eksistensen er fuldkommen, så er jeg også fuldkommen; derfor behøver jeg ikke at stræbe eller anstrenge mig. Og hvis denne eksistens selv bestræber sig på at fuldkommengøre sig, så vil den, med den verdensomspændende bevægelse hvormed den uophørligt iler mod sin egen fuldkommenhed, føre mig med i sin bevægelse som en del, så jeg også kan nå dertil. I virkeligheden er jeg blot en del; hvor den universelle eksistens er på vej hen, og hvor den ønsker at komme hen, ved jeg intet om. Den praktiske følge af denne måde at tænke på bliver den samme som ved den asketiske livsanskuelse. I mange tilfælde kan man iagttage overensstemmelse mellem handlemåden hos dem, der antager denne anskuelse, og handlemåden hos den rene jahiliyyas tilhængere. For de gør alle hele deres liv til slaver af deres drifter og blinde begær. Derfor farer de uden forskel og med sindet uberørt ad den vej, deres drifter fører dem. De mener, at de selv slet ikke bevæger sig; det, der sker, er den universelle eksistens’ værk.

De tre sidstnævnte ideologier er i virkeligheden, ligesom den førstnævnte opfattelse, gennemsyret af jahiliyyas giftige tankegang. Derfor bliver hele livet for disse ideologiers tilhængere plaget af jahiliyyas forgiftning. For det første har ingen af disse ideologier noget virkeligt eller videnskabeligt grundlag; forskellige opfattelser er udelukkende blevet formet på grundlag af ren fantasi og gisninger. For det andet bevises det gennem den virkelige erfaring, at disse ideologier er fuldstændig modsatte af den faktiske tilstand. Hvis blot én af dem havde svaret til den virkelige tilstand, ville der ikke være nogen grund til, at det skulle føre til dårlige resultater at handle efter den. Når man ved indtagelse af en bestemt ting med sikkerhed får ondt i maven, forstår vi alle uden fejltagelse, at denne ting i virkeligheden ikke stemmer overens med mavesækkens opbygning og dens fordøjelsesevne. På samme måde: Når hele menneskeheden ved at antage ideologierne shirk, askese og panteisme med sikkerhed bliver forstyrret og på alle måder lider skade, og når der ikke længere er nogen tvivl om dette, kan der heller ikke være den mindste tvivl om, at ingen af de pågældende ideologier svarer til den faktiske tilstand og den virkelige sandhed.

Islam

Herefter må vi drøfte den tredje vej. For at få svar på menneskelivets grundlæggende spørgsmål og løse dets fundamentale problemer er dette den endelige og sidste mulighed. Islam er betegnelsen for oprigtigt og fuldstændigt at antage de svar, som de profeter, Allah har sendt, har givet på disse spørgsmål, og den løsning, de har vist på menneskelivets grundlæggende problemer.

Denne vej kan tydeliggøres ved hjælp af et eksempel. Hvis man for første gang kommer til et nyt og ukendt sted uden den mindste egen erfaring med stedet, er den eneste mulighed at spørge en anden og færdes på stedet efter dennes vejledning. I en sådan situation må man først og fremmest opsøge en person, der hævder at have fuldt kendskab til det pågældende sted. Når man møder en sådan person, må man på forskellige måder undersøge og afprøve, om han er troværdig og pålidelig, og forsøge at blive helt sikker på dette. Først derefter må man prøve at følge vejen under hans ledelse. Når den praktiske erfaring beviser, at man ved at handle efter den viden og de oplysninger, man har fået fra ham, ikke har lidt noget tab eller opnået noget dårligt resultat i praksis, vil man ikke længere nære nogen tvivl eller betænkelighed ved rigtigheden af hans erfaring eller sandfærdigheden af de oplysninger om stedet, som han har fremlagt. Denne fremgangsmåde er i selve sin grund videnskabelig. Eftersom der ikke kan findes nogen anden videnskabelig fremgangsmåde, må netop denne antages som den rene og fejlfri metode til at fastlægge en opfattelse.

Med dette eksempel for øje er det meget let at fastslå den rette måde at få svar på menneskelivets grundlæggende spørgsmål. For mennesket er denne verden et nyt, ukendt og hidtil uerfarent sted. Mennesket ved intet om dens dybeste væsen og grundlæggende tilstand. Det er fuldstændig uvidende om, hvilken slags ordning og struktur denne verden har, efter hvilken lov denne verdensfabrik drives, og hvilken adfærd og livsførelse der kan være gavnlig for mennesket på jorden. Derfor danner mennesket sig de forestillinger om verden, som det kan danne ud fra det ydre, anser dem for den endelige sandhed og handler derefter på den måde, som det mener er påkrævet. Men de praktiske resultater heraf bliver yderst dårlige.

Derefter bliver mennesket ved med at fastlægge forskellige opfattelser på grundlag af rene gisninger og må lide under deres bitre følger, efter at have handlet i overensstemmelse med hver enkelt opfattelse. Herefter står kun den sidste og endelige vej tilbage: at mennesket skal søge vejledning hos de profeter, Allah har sendt. Profeterne hævder også, at de selv har fuldt kendskab til den dybeste information om den virkelige sandhed. Jo mere man undersøger og analyserer alle sider af deres liv, desto mere viser de sig at være særdeles sandfærdige, troværdige og samvittighedsfulde, ærlige og dydige, uselviske samt besiddere af fejlfri tænkning. Der er derfor allerede fra begyndelsen en fornuftig grund til at tro på dem og have tillid til dem.

Derefter må man undersøge den viden og de oplysninger, som de formidler om verden og menneskets stilling i verden, med hensyn til deres sandhed, falskhed og logiske holdbarhed samt deres overensstemmelse med virkeligheden. Desuden må man nøje undersøge, om der findes noget faktisk, praktisk bevis imod dem, og hvordan den adfærd og livsførelse, der antages i verden i overensstemmelse med dem, har vist sig ved en praktisk prøve. Hvis man efter undersøgelse, kontrol og forskning uden den mindste tvivl kan finde svar på alle disse tre spørgsmål, er det en pligt at tro på profeterne og handle efter deres vejledning; og for at bevare en praktisk overensstemmelse med denne ideologi bør man antage den adfærd og livsførelse på livets arbejdsområde, som man bør følge.

Som jeg allerede har sagt, er den sidstnævnte vej uden tvivl videnskabelig sammenlignet med jahiliyyas tidligere nævnte veje. Hvis mennesket bøjer sig for denne videnskab, følger den ved at afstå fra egenmægtighed og selvforherligelse, og lever sit liv ved at overholde de grænser, som denne »videnskab« har fastlagt for mennesket, så vil dette være den islamiske livsførelse.

Profeternes syn på mennesket og verden

Profeterne siger, at dette enorme verdensunivers, som findes omkring mennesket, og som mennesket er en del af, ikke er resultatet af en tilfældig hændelse. Det er et særligt rige, der er velordnet, sammenhængende og underlagt et system af love. Allah har skabt det; Han er dets ejer, dets eneste hersker og dets eneste styrende og kontrollerende magt. Hele skaberværket er underlagt et totalitært system. Al magt og myndighed her er samlet hos én central magt. I denne naturlige verden er der ingen anden end dette væsen med den højeste magt, hvis lov gælder. Alle de kræfter, der er virksomme i verdensordenen, er underlagt og lydige mod én central magt. Ingen har den mindste evne til at modsætte sig Hans lov og befaling eller til at gøre noget efter eget ønske uden Hans tilladelse. I dette fuldkomne system er der overhovedet ingen plads til nogen form for uafhængighed eller ansvarsløshed. Og af natur kan der heller ikke være det.

At mennesket i denne verden er en født undersåt, afhænger ikke af dets vilje; det er født som undersåt, og det er umuligt for det at være noget andet end en undersåt. Derfor har det ingen ret til at udforme en livsordning for sig selv eller til at fastlægge sine egne pligter. Mennesket ejer ikke selv noget som helst i verdensuniverset. Derfor kan der ikke være tale om, at det skulle have ret til at udforme reglerne for, hvordan ejendom skal anvendes. Dets egen krop og alle dets iboende evner og talenter tilhører alene Allah og er blot gaver fra Allah. Derfor kan det ikke have nogen ret over dem. Det er menneskets pligt at anvende disse ting i overensstemmelse med Hans vilje og lov, Han som har skænket mennesket dem.

På samme måde tilhører alle de materielle ting, der findes spredt omkring mennesket i verdens forskellige egne—jord, dyr, vand, planter, træer, buske og slyngplanter, mineraler og så videre—Allah; mennesket ejer dem ikke. Derfor har mennesket heller ingen ret til at gribe ind i dem efter eget ønske. Tværtimod er det menneskets pligt at bruge og forbruge dem i overensstemmelse med de regler og bestemmelser, som den virkelige ejer har fastlagt for deres anvendelse. Alle de mennesker, der har levet på jorden, har liv, der er tæt forbundet med hinanden. De er alle Allahs »undersåtter«. Derfor har disse mennesker ingen ret til selv at fastlægge regler for deres indbyrdes forhold og deres handlinger. Det er deres pligt at udføre disse forhold i overensstemmelse med Allahs lov. Deres relationer bør etableres på grundlag af den lov, Allah har givet.

Men hvad er denne lov fra Allah? Profeterne siger, at fra den kilde til viden, hvorfra vi har lært verdens og menneskets egen inderste virkelighed at kende, har vi også modtaget Allahs lov. Allah har selv skænket os denne viden og befalet os at gøre hele menneskeheden fuldt bekendt med og oplyst om den i denne henseende. Derfor er det menneskets pligt at have tillid til os og tro på os, at betragte os som repræsentanter for den højt ophøjede »konge« og at modtage Allahs autoritative lov fra os.

Profeterne siger endvidere, at selv om hele verdensnaturens virke tilsyneladende foregår velordnet, sammenhængende og regelmæssigt, er der ingen leder synlig noget sted, og ingen af hans embedsmænd kan ses. Derfor oplever mennesket her en vis frihed og mulighed for egenrådighed; det kan opføre sig som en »ejer«. Det kan bøje hovedet i underkastelse og lydighed over for andre end den virkelige ejer, og under alle forhold kan det fortsat modtage sin »rizq«, de nødvendige midler til at leve. Det kan få mulighed for at udføre alle slags handlinger. Men det modtager ikke straks straffen for oprør mod Allah. Alt dette er i virkeligheden gjort for at prøve mennesket. Fordi mennesket er blevet skænket viden, forstand, samvittighed, opfindsomhed og evnen til at vælge, har den virkelige »ejer«, »kongernes konge«, skjult sig selv og sit usynlige statsstyre for menneskers øjne. Hans hensigt er at prøve og bedømme, hvordan mennesket i praksis anvender og bruger disse evner, som Allah har givet det. Allah har ladet mennesket være udstyret med viden og forstand, valgfrihed og en form for »selvstyre«. Hvis mennesket nu forstår, at det er født som undersåt, og ivrigt og frivilligt tager netop denne »status« til sig, selv om det på ingen måde er blevet tvunget til at antage den, da kan det bestå denne prøve fra sin Skaber. Hvis mennesket derimod ikke forstår sin status som undersåt, eller, selv efter at have forstået den, indtager en oprørers rolle, er dets nederlag i prøven uundgåeligt. Det er netop til denne prøve, at mennesket er blevet givet begrænset frihed i verden. Utallige ting i verden er blevet lagt under menneskets myndighed. Samtidig er det blevet givet et helt livs tid som frist.

Dernæst har profeterne også sagt, at eftersom det jordiske liv er en sammenhængende og uafbrudt prøve, vil der ikke blive gjort endeligt regnskab for menneskets handlinger i denne verden, og ingen belønning, fred eller ære vil blive opnået her. (Bemærkning: Man må huske dette grundigt: Den verden, vi nu lever i, er i virkeligheden den fysiske verden; det er ikke en verden, der er baseret på moralske love. De love, som den nuværende verdensorden er grundlagt på, er heller ikke moralske regler, men naturlove. Derfor kan menneskets handlingers moralske konsekvenser ikke fuldt ud opnås i den nuværende jordiske orden. De moralske konsekvenser vil naturligvis vise sig i præcis det omfang, hvori naturlovene frembringer gunstige betingelser for, at de kan komme til udtryk. Men hvis naturlovene ikke giver denne mulighed, er det umuligt, at de viser sig. For eksempel kan mordets moralske konsekvens kun komme til udtryk, hvis naturlovene hjælper med at finde morderen, bevise hans forbrydelse og fuldbyrde den moralske straf for mordet på ham. Ellers vil ingen moralsk »konsekvens« overhovedet kunne komme til udtryk. Selv hvis de naturlige omstændigheder begunstiger det, vil handlingens fulde moralske konsekvens aldrig vise sig. For det er ikke handlingens fulde moralske konsekvens blot at idømme morderen dødsstraf i stedet for den dræbte. Derfor er den nuværende verden ikke og kan ikke være et sted, hvor man modtager sin belønning. For at være et sted, hvor belønning og straf uddeles, er det absolut nødvendigt med en verdensorden, hvor moralske regler i stedet for den nuværende naturlige orden er de vigtigste og mest virkningsfulde. Naturlovene skal blot være deres tjenere og frembringe gunstige omstændigheder.)

Alt, hvad mennesket opnår som »godt« i denne verden, er ikke nødvendigvis frugten af en god gerning. Det er heller ikke et bevis på Allahs tilfredshed med mennesket eller et tegn på, at alt, hvad mennesket har gjort, er korrekt. I virkeligheden er det blot redskaber til prøvelsen: rigdom, børn og forplantningsevne, stat og regering samt alle de materielle midler, der er nødvendige for livet, er kun blevet givet mennesket som en prøve. Formålet er, at mennesket ved at anvende og bruge disse skal fremlægge et praktisk bevis på sin evne til gode eller onde handlinger. På samme måde er det, der rammer mennesket i dets nuværende liv i form af lidelse, nød, tab og skade, heller ikke straf for en syndig handling. Noget af dette udfolder sig spontant under naturens love. (Note: At en ægteskabsbryder bliver syg, er for eksempel ikke den moralske straf for hans synd; det er blot en naturlig følge. Hvis behandlingen lykkes, bliver han ganske vist fri for sygdommen, men han vil aldrig undslippe den moralske straf. Hvis han gør tawba, kan han blive fri for den moralske straf, men alene af den grund kan han ikke blive fri for sygdommen.) Noget af det er udelukkende en prøve. (Note: Fattigdom er for eksempel en sådan prøve. På dette tidspunkt prøves mennesket på, om det undlader at gribe til uretmæssige midler for at dække sine behov, om det standhaftigt holder fast ved den retmæssige vej, om det forbliver fast på sandhedens og ærlighedens vej under modgangens hårde slag, eller om det bliver uroligt og begiver sig ind på uretfærdighedens og syndens vej.) Noget af det indtræffer derimod uundgåeligt som en reaktion på, at man fastlægger det modsatte af den virkelige tilstand. (Note: Når mennesket begynder at anse denne verden for at være »uden en Rabb« og sig selv for fuldstændig »frit«, er dette helt modsat den virkelige tilstand. Denne verden er ikke uden en Rabb, og mennesket er heller ikke frit her; derfor er det uundgåeligt, at det lider skade som følge af at handle i strid med virkeligheden. Hvis man rører ved ild, idet man anser den for et legetøj, brænder hånden. For denne adfærd er helt modsat den naturlige tilstand.)

Kort sagt er denne verden slet ikke et »sted, hvor man høster frugterne«. Den er i virkeligheden et prøvelsens sted. De synlige følger af handlinger her beviser ikke, at en bestemt fremgangsmåde eller handling er ren, korrekt eller fejlagtig, syndig eller dydig, acceptabel eller forkastelig. Derfor kan de heller ikke tjene som nogen målestok. Den sande, korrekte og eneste målestok er derfor resultatet i det hinsidige. Efter dette jordiske livs korte frist findes der endnu et liv. Da vil enhver handling fra det jordiske liv blive gransket fuldstændigt, og den endelige afgørelse af, hvem der bestod prøven, og hvem der mislykkedes, vil blive truffet. Succes eller fiasko i livet efter døden afhænger af flere ting. For det første: om mennesket ved korrekt at anvende sin iagttagelsesevne, sin fornuft og sin evne til at ræsonnere kan erkende Allah den Højeste som den sande og eneste forvalter og lovgiver samt erkende den undervisning og livsordning, som er modtaget fra Ham, som Allahs sande ordning. For det andet: om mennesket, efter at have erkendt denne dybe sandhed, på trods af sin frihed til at vælge vej, af oprigtigt ønske og med inderlig interesse underkastede sig Allah den Højestes faktiske herredømme og Hans sharia-baserede bestemmelser.

Den islamiske ideologi

Denne ideologi, som profeterne har fremlagt om mennesket og verden, er en fuldstændig ideologi. Alle dens aspekter og dele hænger sammen, og der findes en tæt, logisk forbindelse mellem dem. Den ene del er ikke i modstrid med eller en modsætning til den anden. På grundlag af den er det meget let at foretage en fuldstændig analyse af alle slags begivenheder i verden og give en fuldstændig forklaring på verdens naturens tegn. Denne anskuelse kan ikke analyseres. Der iagttages ikke noget sådant nogetsteds. Derfor er den en videnskabelig teori, og uanset hvilken definition man giver den, vil den uden tvivl være anvendelig på denne anskuelse.

Desuden har ingen forskning, direkte observation eller praktisk erfaring indtil i dag kunnet bevise, at denne anskuelse er »falsk«. Den er i virkeligheden en sandhed, der er blevet virkeliggjort, og dens sandhed er evig. Den kan på ingen måde regnes blandt de ideologier, der er blevet bevist falske. (Note: At en videnskabelig opfattelse i en bestemt tidsalder er modsat denne, beviser ikke, at denne er fejlagtig. Ifølge videnskaben kan kun virkelige kendsgerninger knuse den, ikke blot en teori. Så længe ingen virkelig og dokumenteret hændelse har bevist, at profeternes opfattelse af mennesket og verdens natur er fejlagtig, er det ikke blot en alvorlig fejl og uvidenskabelighed at regne den blandt »fortidens ideologier«; det er også et resultat af en handling præget af had og fjendskab.) Også ud fra de love i verdens natur, som vi kan iagttage, forekommer denne anskuelse meget sand. Når man ser den enorme og omfattende lovmæssighed og orden, der ligger iboende i verdens natur, samt dens sammenhæng, må enhver fornuftig person spontant mene, at der nødvendigvis findes en »forvalter« af den; der kan ikke være noget fornuftigt grundlag for at mene det modsatte. På samme måde gør denne velordnede lovmæssighed det fornuftigt at tro, at den er et »centraliseret system«, og at der i dette system findes en uafhængig leder med fri vilje og myndighed. Det er slet ikke troværdigt at anse den for decentraliseret og mene, at den fungerer under talrige ledere. I betragtning af de klare beviser på dette forunderlige systems videnskabelige grundlag, rationalitet og perfekte fornuft i verdens natur er det langt mere rimeligt at anse det for et sundt, videnskabeligt og formålsbestemt system; der kan ikke være noget fornuftigt grundlag for at anse det for formålsløst og som et barns legetøj.

Hvis vi desuden betragter verdens natur som et virkeligt rige og mennesket som en del af dette enorme og velordnede system, må vi erkende, at der under dette lov- og ordenssystem ikke er nogen plads til menneskets vilkårlighed eller frihed. At være undersåt i denne verden er menneskets rette status. Også i denne henseende forekommer den nævnte anskuelse yderst fornuftig (mest rimelig).

Selv når man vurderer dens praktiske effektivitet, viser den sig at være en praktisk anvendelig (praktikabel) anskuelse. På grundlag af denne anskuelse kan der meget let udarbejdes et fuldstændigt og omfattende handlingsprogram for menneskelivet, med alle detaljer. Filosofi, etik, kundskab og videnskab, litteratur og kunst, politik og statsordning, krig og fred samt internationale relationer — kort sagt kan der på dette grundlag opnås en selvstændig og varig ordning for alle livets områder og dele samt for alle dets behov og problemer. Derfor vil der aldrig blive behov for at gå uden for denne ideologi for at fastlægge handlingsprincipper på noget område af menneskelivet.

På den anden side er det nu vores opgave at undersøge, hvordan menneskets jordiske liv formes på grundlag af denne ideologi, og hvilke resultater det medfører. Denne lære former det personlige liv helt modsat alle andre jahiliyyah-ideologier. Den gør det ansvarligt, meget velordnet og disciplineret. At tro på denne ideologi betyder, at mennesket ikke må betragte sin krop, alle sine kræfter og evner, denne jord eller noget som helst på jorden som sin egen ejendom og behandle det efter eget forgodtbefindende; det skal tværtimod betragte det som Allahs ejendom og anvende det på grundlag af Hans lov og forskrifter. Det skal betragte alt, hvad det erhverver, som en betroet gave fra Allah og bruge det med bevidstheden om, at det skal aflægge regnskab for denne betroede gave over for Ham, for hvem ingen handling eller skjult hensigt i hjertet er ukendt. Der er ingen tvivl om, at et sådant bevidst menneske til enhver tid og under alle forhold vil være en trofast tilhænger af et ideal. Et sådant menneske kan aldrig blive tøjlesløst eller være sine lidenskabers slave. Det kan ikke blive undertrykkende eller forræderisk. Man kan have fuld tillid til et sådant menneske. Det vil ikke føle behov for noget ydre pres for at opretholde disciplin og følge regler. Derfor vækkes der i det en stærk moralsk binding og en følelse af selvbeherskelse. Som følge heraf hjælper denne kraft det med at stå fast på ærlighedens, retfærdighedens og sandhedens vej, selv i situationer hvor der ikke er nogen frygt for at skulle stå til regnskab over for nogen jordisk magt. Der findes i virkeligheden intet bedre og mere effektivt middel end gudsfrygt og følelsen af at være en betroet forvalter til at gøre samfundets mennesker yderst tillidsværdige. Desuden gør denne lære ikke blot mennesket kampberedte og utrætteligt stræbende; den renser også alle dets bestræbelser for egoismens, selvtilbedelsens og nationstilbedelsens urenhed og leder dem mod målet om ærlighed, sandfærdighed og højere moralske idealer. Den, der mener, at hans komme til denne verden ikke er formålsløst, men at han er blevet sendt hertil for at udføre en stor opgave, vil forstå, at hans liv ikke blot er til for ham selv eller hans øvrige slægtninge, men helt og holdent bør vies til handlinger, der behager Allah. For han vil ikke blive fritaget uden regnskab; der vil blive krævet regnskab for, hvor meget af hans tid og evner der er blevet brugt på hvilke opgaver. Den, hvis sind altid er optaget af dette, kan ingen overgå i flid, resultater, ordentlighed og målrettet, korrekt stræben. Derfor kan man ikke forestille sig en bedre menneskelig karakter end den, som denne ideologi former i den udstrækning, den skaber gode og ideelle mennesker.

Også på det overordnede og sociale område er dens prøve yderst lovende. Først og fremmest ændrer denne ideologi selve grundlaget for det menneskelige samfund fuldstændigt. Ifølge denne lære er hele menneskeheden Allahs undersåtter, og i denne verden er alles værdighed, alles rettigheder og alles muligheder for at opnå goder lige for alle. Ingen person, familie, klasse, nation eller slægt har nogen form for overlegenhed eller aristokratisk særstilling over andre mennesker, og der findes ingen diskriminerende rettigheder. På denne måde rykkes grundlaget væk under menneskers herredømme og overlegenhed. Og når et samfund opbygges på grundlag af det islamiske ideal, forsvinder de alvorlige fejl og sygdomme, der udspringer af jahiliyyah-ideologier som monarki, jagirdari, feudalisme, aristokrati, brahmanisme og pavedømme, for bestandigt.

Den udrydder også grundlaget for den diskrimination og fjendtlighed, der bygger på slægt, stamme, geografi, region og race. For det er netop disse alvorlige sygdomme, der gennem tiderne har skabt blodsudgydelser, krige og kampe i menneskesamfundet. Men ifølge den islamiske ideologi er Allah ejer af hele jorden, hele menneskeheden er Adams børn, og alle er Allahs tjenere. I dette samfund diskrimineres mennesker ikke på grundlag af stamme, rigdom eller race; forskellen kan alene bero på, om man besidder moralsk renhed og gudsfrygt. Den, der har størst gudsfrygt, vil vise sig at være den bedste i ærlighed, retfærdighed og kamp for sandheden. I det islamiske samfund vil kun hans overlegenhed og særlige egenskaber blive anerkendt.

På denne måde er grundlaget for og synet på menneskers indbyrdes sociale relationer, forbindelser, forskelle og diskrimination blevet ændret grundlæggende. De målestokke eller årsager til forening og adskillelse på det sociale område, som mennesker selv har opfundet, opdeler hele menneskeheden i utallige dele og rejser uoverstigelige mure mellem disse dele. Eftersom slægt, fædreland, nationalitet og race ikke kan ændres af mennesker, kan en person, der tilhører den ene af disse grupper, på ingen måde regnes som medlem af en anden. I den islamiske ideologi er grundlaget for menneskers forening og adskillelse derimod lagt på anerkendelsen af Allahs tjenerskab og overholdelsen af Hans forskrifter. Derfor vil alle, der opgiver at tjene skabningerne, begynder at tjene Skaberen og forkaster menneskeskabte love for at antage den lov, Allah har givet, som livets eneste lov, blive regnet som medlemmer af ét fællesskab. De, der ikke gør dette, vil tilhøre en anden gruppe. På denne måde forsvinder alle former for forskel og diskrimination i menneskesamfundet, og kun én forskel bliver tilbage—en forskel, som alle kan overskride. For ved at ændre tro, overbevisning og livsførelse er det let for enhver at gå fra den ene gruppe til den anden.

Efter disse reformer og forbedringer ændres det samfund, der opstår på grundlag af ideologien, grundlæggende i sin mentalitet, tankegang, ånd og sociale struktur. Dets stat grundlægges ikke på menneskers herredømme, men på Allahs suveræne herredømme. (Note: Se forfatterens værk »Islams politiske ideologi«.) Her etableres Allahs herredømme i egentlig forstand, og Allahs lov bekendtgøres og sættes i kraft. Mennesket fungerer kun som Allahs stedfortræder. Som følge heraf fjernes først og fremmest på et øjeblik alle de fejl og mangler, der følger af menneskers styre og menneskers ret til at udforme love.

For det andet opstår der en anden enorm forskel, når en stat grundlægges på denne ideologi. Hele statens system gennemstrømmes nemlig af den rene ånd af tilbedelse og taqwa. Statens ledere og folket begynder alle på samme måde at føle, at de lever under Allahs herredømme, og at enhver af deres handlinger direkte angår Allah, som kender alt, hvad der er skjult og åbenlyst. Skatteyderen betaler skatten med den bevidsthed, at han betaler den til Allah, mens både den, der modtager den, og den, der anvender den, kun betragter sig selv som dens betroede forvaltere. Enhver embedsmand, fra soldaten til dommeren og guvernøren, udfører sin pligt med præcis den samme indstilling, som når han udfører salat; for dem er begge former for handling ligeledes tilbedelse, og i begge tilfælde kræves den samme gudsfrygt og derfor samme ængstelige ansvarsfølelse. Når folkerepræsentanter vælges, søges der først og med størst vægt efter ædle egenskaber som gudsfrygt, trofasthed, pålidelighed, ærlighed og sandfærdighed. Som følge heraf indsættes de mennesker, der har den største samfundsmæssige udvikling og den bedste moralske karakter, i ledende og ansvarsbærende stillinger, og statsmagten overdrages til dem.

Også på samfunds- og kulturlivets område lader denne ideologi en tilsvarende spontan strøm af gudsfrygt og moralsk renhed flyde. I stedet for selvtilbedelse breder lydigheden mod Allah sig. Forholdet til den ene Allah mellem mennesker indbyrdes får grundlæggende betydning, og det er Allahs lov, der regulerer, systematiserer og disciplinerer de indbyrdes relationer. Eftersom denne lov er udformet af den store Skaber, som er ren for al egoisme og nafsens begærs urenhed, og som er alvidende, fuldkommen videnskabelig og vis, har den lov, Han har fastlagt, ikke givet den mindste plads til uro og lovløshed, undertrykkelse og overgreb eller nogen ordning, der fører til opløsning og sammenbrud. Desuden er den udformet med hensyn til alle sider af menneskets natur og alle menneskets biologiske behov.

Det er ikke muligt her at give et fuldstændigt billede af det vældige samfund og det samlede liv, der opstår på grundlag af denne ideologi. Men jeg mener, at det på baggrund af det, der er beskrevet ovenfor, vil være let for læseren at danne sig et klart indtryk af, hvilken livsform der opstår på grundlag af profeternes fremstilling af mennesket og verden, og hvilke praktiske resultater der er kommet eller kan komme ud af den. Desuden er dette ikke blot et utopisk lykkeland, der kun findes i en umulig fantasi. På et tidspunkt i verdenshistorien blev der på grundlag af denne ideologi oprettet og ledet et samfund, et kollektivt liv og en højtudviklet stat, og der blev således fremlagt et tydeligt bevis på dens virkelighed for hele menneskeheden. Historien vil også bevidne, at der aldrig i menneskesamfundet er blevet set bedre mennesker end de personer, der blev dannet på grundlag af dette ideal, og at ingen stat til dato har vist sig mere gavnlig for hele menneskeheden uden forskel end den stat, der blev grundlagt på dette grundlag. Blandt denne stats almindelige borgere var følelsen af moralsk ansvar blevet særdeles stærk. Som bevis kan en hændelse nævnes. En beduinkvinde var blevet gravid på grund af utroskab. Hun vidste udmærket, at straffen for denne synd ifølge den islamiske sharia var så frygtelig som dødsstraf ved stening. Ikke desto mindre mødte hun selv op hos Guds Sendebud og bad om at få straffen for sin forbrydelse. Hun fik besked på at komme tilbage efter fødslen og blev løsladt uden nogen kaution eller garanti. Efter at have født barnet mødte hun igen op og krævede den passende straf. Men også denne gang blev hun sendt tilbage og fik besked på at komme igen, efter at hun havde ammet og opdraget barnet. Derfor vendte hun endnu en gang tilbage mod ørkenen, men der blev ikke fundet behov for at holde hende under politivagt. Da den fastsatte ammeperiode var udløbet, vendte beduinkvinden tilbage og bad om at blive renset gennem straffen for den begåede forbrydelse. Derefter blev hun henrettet ved stening. Da hun var død, bad man Allah om nåde for hende. På dette tidspunkt udbrød en mand pludselig: »Denne kvinde var meget skamløs.« Profeten, den ædle, svarede: »Ved Allahs ed, hvis alle fordærvede mennesker havde angret på samme måde som denne kvinde, ville også de være blevet tilgivet.«

Det var i sandhed dette, der kendetegnede borgerne i det islamiske samfund. Statens og regeringens særpræg var endnu større. Selv om statsoverhovedet ejede statskassen i riger med indtægter på mange millioner og med enorme rigdomme som Iran, Syrien og Egypten, modtog han kun et månedligt vederlag på 150 taka; og blandt borgerne kunne man ikke finde én eneste, der var berettiget til at modtage almisser.

Hvis det, selv efter denne enorme og virkelige historiske erfaring, ikke er muligt for nogen at blive overbevist om sandheden i den dybere lære om den verdensorden, profeterne grundlagde, eller i den ideologi, der angår menneskets tilstand og værdighed i den, findes der ingen anden måde at tilfredsstille ham på i denne sag. For det er på ingen måde muligt her i verden direkte at iagttage Allah, englene eller livet efter døden. Og dér, hvor direkte iagttagelse ikke er mulig, kan der ikke findes noget andet mål for at fastslå sandhed og falskhed end praktiske erfaringer med forskellige ordninger. Som eksempel kan man sige: Hvis man trods alle anstrengelser ikke kan forstå, hvor i en patients krop en kompliceret og uhelbredelig sygdom er opstået, forsøger lægen at diagnosticere sygdommen ved at anvende forskellige slags medicin, og den medicin, der hjælper med at identificere den ukendte sygdom, betragtes som den rette medicin mod den. Når sygdommen forsvinder ved hjælp af denne medicin, bevises det uden tvivl, at medicinen var fuldt egnet til at behandle sygdommen inde i kroppen; det kan ikke benægtes. På samme måde kan menneskelivets komplicerede maskineri ikke fungere korrekt efter nogen anden ideologi. Når det derimod kun kan fungere velfungerende på grundlag af den lære, profeterne har fremlagt, er dette et uigendriveligt bevis på, at netop denne ideologi stemmer overens med den virkelige tilstand. I sandhed er hele dette univers et rige, der tilhører Allah den Ophøjede. Der findes virkelig et andet liv efter dette liv, og i dette liv efter døden skal alle mennesker aflægge en detaljeret regnskab for alle deres handlinger i det jordiske liv; der er ikke den mindste anledning til tvivl om dette.

— Slutning —-