Forord fra udgiveren

Islam er den eneste livsordning, som Allah har givet menneskeheden. Efter den sidste profet, skaberværkets store personlighed, den ærede Muhammad (fvmh.), gik bort, er de fire kaliffers og den som den femte kalif berømte Umar ibn Abd al-Aziz’ (må Allah være tilfreds med ham) tid blevet betegnet som islams guldalder. Denne bog indeholder en grundig analyse af de sociale og politiske forhold i denne periode, og tidens samlede virke – såsom de muslimske kaliffers gudsfrygt, høje moralske standard, offentlige tjeneste, deres afholdenhed fra at tage så meget som en eneste mønt mere end nødvendigt fra statskassen, social fred, orden, retfærdighed, medfølelse med hinanden, sympati og så videre – udgør et forbilledligt eksempel for alle tider og generationer.

I denne nuværende neo-jahiliyyahs tidsalder vil denne bog, insha Allah, bidrage til en gennemgribende forandring i den muslimske ummah og hjælpe enhver muslim i sit personlige liv med at opnå en korrekt forståelse af islams egentlige budskab.

Må Allah den Ophøjede gennem læsningen af denne bog give læserne særlig gavn. Amin.

Islams egentlige livskraft

Når vi kaster blikket på islams strålende guldalderhistorie, ser vi, at dens egentlige livskraft altid var aktiv.

Den, der forsøger at lære den sande din at kende og studerer dens væsen, karakter og historie, vil være i stand til at erkende dens livskraft. Han vil se denne livskraft virke med fuld styrke i islams love og principper. Den er så indflydelsesrig, at intet menneske kan undgå at blive påvirket af den. Men ligesom en dyb følelse eller en grundlæggende tankegang ikke kan beskrives med et begrænset sprog, er det også yderst vanskeligt at beskrive denne livskraft. Denne livskraft er ganske vist aktiv i følelser og begejstring, i formål og mål samt i skikke og sædvaner, men det er særdeles vanskeligt at iføre den sprogets begrænsede klædedragt.

Det er netop denne livskraft, der skitserer konturerne af den ophøjede, strålende horisont, i hvis retning islam inspirerer og opmuntrer sine tilhængere til at rejse. Islam tilskynder sine tilhængere til at nå livets højeste mål, og derfor inspirerer den dem til frivilligt og med glæde at gøre endnu større anstrengelser i stedet for blot at nøjes med at opfylde de nødvendige pligter og traditionelle ritualer. Vejen til det ædle mål er yderst vanskelig og besværlig, og efter at have nået det er det endnu vanskeligere at forblive standhaftig dér. Biologiske impulser og behov samt det stærke pres fra dagliglivets nødvendigheder bliver lænker om de fleste menneskers fødder og hindrer dem i at nå livets højere mål. Og selv hvis nogen, grebet af følelsers og begejstringens intensitet og styrken i sin beslutning, undertiden når dertil, bliver det alligevel umuligt for ham at blive der i lang tid, efter at have overvundet hindringer, vanskeligheder og farer. For dette ophøjede stadium indebærer en række vigtige ansvar, der vedrører liv og ejendom samt tanke og handling. Blandt disse er det mest alvorlige det ansvar, der er pålagt hvert menneske over for sit eget væsen, sit eget samfund og menneskeheden og frem for alt over for sin Skaber. At holde en klar bevidsthed levende om, at ens Skaber altid iagttager alle ens små og store handlinger med egne øjne og er fuldt ud bekendt med de hemmelige ord, der er skjult dybt i ens sind, samt ens lydløse handlinger – også dette er en tung pligt over for Skaberen. For at man kan erkende dette tunge ansvar har islam gjort samvittigheden altid vågen og opmærksom. Og den har gjort menneskets bevidsthed og indsigt skarp og gennemtrængende.

Denne vanskelighed ved at begive sig mod det højeste mål og denne uoverstigelige vanskelighed ved at forblive dér efter at have nået målet betyder ikke, at islam er en poetisk fantasi eller et så overmenneskeligt ideal, som man kan hævde at kunne besejre, men aldrig berøre. Sådan forholder det sig ikke. Det sublime og højtliggende niveau, der er blevet omtalt, er ikke obligatorisk at nå for alle mennesker i alle tidsaldre. Det er blot en grænse for målet. Dets omrids er blevet anvist, for at mennesket til stadighed kan stræbe efter at nå det. Denne stræben har fundet sted i fortiden og bør fortsætte i nutiden og fremtiden. Tidligere menneskesamfund har stræbt efter at nå dette mål – nogle gange nåede de det, og andre gange fjernede de sig fra det. Det er et ideal, som kun kan erobres gennem en dyb tillid til menneskets samvittighed og dets indre kræfter. Dette beviser, at der ikke er nogen grund til at fortvivle over mennesket i den kommende fremtid. Forud for dette højeste mål findes der en vidtstrakt slette. Denne vidtstrakte slette er tilstrækkelig for de fleste mennesker, som kan bestå prøven gennem stræben, indsats og succes. Det er en vedvarende guddommelig lov fra Allah, at Han ikke tvinger noget menneske til at yde en indsats, der overstiger dets evner.

»Allah pålægger ikke noget menneske et ansvar, der overstiger dets evner.« (Sura al-Baqarah – det sidste vers) Islams væsen og karakter er så retfærdighedselskende og moderat, at den er tilfreds med kun at kræve de obligatoriske handlinger af almindelige mennesker. For:

»Enhver har forskellige grader af opgaver.« De pligter, der er blevet pålagt som obligatoriske, er i virkeligheden tilstrækkelige til at opnå succes i livet. Derefter står vejen altid åben for at nå det højeste niveau, og islam fortsætter uophørligt med at kalde indtrængende til at bevæge sig fremad i den retning.

Den livskraft, vi nævnte ovenfor, har spillet en fuldkommen rolle i at give islams samfund og civilisation en konkret form. Islam, som tidligere blot var navnet på en tro, blev legemliggjort gennem mennesker og historiske begivenheder. Islam er nu ikke længere blot navnet på en doktrin eller en ideologi – den er heller ikke blot en samling af formaninger, vejledning eller opdigtede forestillinger. Den har nu antaget skikkelse af en levende og vågen menneskelig karakter og har åbenbaret sig i virkelighedens begivenheder – frem for alt har den skabt sådanne samfundsinstitutioner og reformatoriske bedrifter, at enhver kan se dem med egne øjne og høre om dem med egne ører. Disse samfundsinstitutioner og reformatoriske bedrifter har haft en dybtgående indvirkning på hele menneskelivet og historien. I sandhed er alt dette et resultat af islams herlige »livskraft«. Det var denne livskraft, der bragte en revolution i næsten døde menneskers liv. Den indgød dem en ny bevidsthed og en ny livskraft.

Dette er i sandhed den rette forklaring på de forbløffende personer, der trådte frem i islams histories tidlige og senere perioder, og hvis livs bevægende og storslåede fortællinger er bevaret i islams historie. Dette er også hemmeligheden bag de utrolige begivenheder, der blot synes at være eventyr skabt af en højere tænkning.

Sjælens renhed, samvittighedens frygtløshed, ufattelig selvopofrelse, udholdenhed og offer, den dødeligt beslutsomme vilje til at nå formålet og målet, tankens og sjælens usædvanlige og ufattelige højder samt enestående præstationer på livets forskellige områder, som selv historien ikke evner at beskrive fuldstændigt – alt dette er et resultat af islams revolutionerende livskraft.

Vi må erkende, at der er en dybtgående forbindelse mellem den revolutionerende livskraft i islam og alle de enestående bedrifter og begivenheder, der synes spredt ud over historiens sider. I virkeligheden er denne indre livskraft den grundlæggende kilde til den kraft, der kommer til udtryk i islams historie.

Hvis vi forsøger at betragte disse bedrifter adskilt og løsrevet fra denne livskraft, vil vores studie forblive ufuldstændigt. Som følge af dette fejlagtige studie vil vi uundgåeligt blive indviklet i en yderst alvorlig vildfarelse om de kræfter, der aktivt påvirker livet og verden. Resultatet vil blive, at vi, når vi søger at fastslå kilden til hver storslået persons hæder og ære, vil give hans personlige storhed forrang og se bort fra den nævnte »livskraft«, som var den første drivkraft og den mest indflydelsesrige årsag til alt dette. Og dog var det netop denne livskraft, der påvirkede disse store menneskers samvittighed og sind; styrket af den vendte de historiens retning og ledte begivenhedernes strøm i den retning, de ønskede. Derefter overgav de historien til en voldsom, sprudlende og hurtigt strømmende livsstrøm. Og ved at støtte sig til denne strøm trådte disse uforglemmelige revolutionære bedrifter frem.

Hvis vi betegner fremkomsten af glorværdige, store personligheder og udfoldelsen af deres bedrifter som helt og holdent et resultat af denne revolutionære livskraft, vil det ikke være en overdrivelse. I virkeligheden er denne livskraft ikke andet end en transcendent inspiration. De bedrifter og personligheder, som den har forbundet sig med, kan tilsyneladende være små og isolerede kræfter, men i deres væsen er de alle transcendente kræfter. Målestokken for en personligheds storhed er, hvor stor evne den har vist til at modtage denne transcendente inspiration. Er det da mærkeligt, hvis Muhammed ibn Abdullahs (fred være med ham) profetskab betragtes som det højeste niveau af denne evne? Hans væsen modtog i sandhed den transcendente inspiration fuldstændigt, og han fastholdt denne ophøjede værdighed gennem hele sit liv.

Efter profetskabet findes der mange høje værdighedsniveauer. Profeten Muhammeds (fred være med ham) ledsagere og deres efterfølgende tilhængere indtog disse niveauer. Den, der i størst udstrækning kunne optage livskraften i denne store religion, opnåede en tilsvarende høj værdighed. Først efter et meget omfattende studium kan vi forstå, hvor stærkt denne inspiration påvirkede menneskesjælene – hvordan den vækkede deres slumrende liv, gjorde dem aktive og handlekraftige, ansporede dem til at skabe enestående og forunderlige eksempler og til sidst vendte hele menneskehistoriens retning.

Vi kan se virkningen af denne inspiration og livskraft både i historiens store begivenheder og i dagliglivets små hændelser. Det er velkendt, at åndelig storhed ikke kan måles i tommer eller alen, men hører sammen med kvalitet. Dens omfang kan kun bedømmes gennem de hændelsesforløb, der udspiller sig under forskellige omstændigheder og i forskellige miljøer.

En lille gruppe mennesker fra Den Arabiske Halvø underlagde sig på meget kort tid to enorme imperier som Romerriget og Persien. I hele menneskehedens historie findes der ikke noget andet eksempel på en så stor sejr på så kort tid. Men denne glorværdige begivenheds glans og storhed bliver på ingen måde mindre, hvis vi siger, at den samme storhed også kom til udtryk i den abessiniske slave Bilals (må Allah være tilfreds med ham) tålmodighed, da han alene modstod qurayshitterne og deres undertrykkelse. De lidelser, qurayshitterne påførte den ærværdige Bilal al-Habashi (må Allah være tilfreds med ham) for at tvinge ham til at forlade islam, lå uden for ethvert menneskes tålmodighed. Hed sand brændte ham nedefra, en tung sten blev lagt på hans mave og bryst, hans bryst var ved at sprænges af voldsom sult og tørst, og desuden blev han slået med stor kraft. Men de ord, der kom fra hans mund under denne uudholdelige tortur, var: »Ahad, Ahad.«

Når denne inspiration trænger ind i et almindeligt menneske, der vandrer ad livets vej, taler han hårdt og klart, selv når han står foran en tyrannisk kejser, og han frygter ikke nogens bebrejdelser eller kritik på Allahs vej. Når den retledte kalif, hersker over et mægtigt imperium, udviser den højeste grad af ydmyghed, nøjsomhed og selvopofrelse, ser man også den samme livskraft virke i ham. Begge personer hentede deres styrke fra den samme kilde, nemlig islams uovervindelige og revolutionære livskraft.

I forbindelse med erobringen af Romerriget og Persien er det nødvendigt at bemærke, at islams sejr her grundlæggende var en åndelig ideologis sejr. Denne ideologi var i stand til at erobre menneskenes indre sjæle. Denne begivenhed understøtter en åndelig analyse af historien, for her er en materiel analyse ikke mulig. Det er umuligt at forklare årsagen til denne enestående sejr ud fra en materiel analyse. Araberne kunne ikke have underlagt sig to så store imperier alene med materiel styrke.

Samtidig er det nødvendigt at huske, at den mentale revolution, som islam gennemførte i arabernes tanker og handlinger, deres formål og mål samt deres sociale og økonomiske system, ikke var mindre betydningsfuld end erobringen af disse lande – tværtimod var den større. Dette er et tydeligere vidnesbyrd om islams livskrafts overlegenhed end begivenhederne omkring erobringen af lande. Alle ved, at der mellem Muhammeds (fred være med ham) profetskab og hans bortgang ikke fandt nogen selvstændig økonomisk revolution sted på Den Arabiske Halvø ud over den moralske og kulturelle revolution, han selv havde bragt. Derfor skete der heller ingen grundlæggende ændring i den økonomiske situation dér, som kunne have frembragt en så stor revolution i arabernes tanker og synspunkter, deres handlinger og samfundsordning. Alle disse bedrifter var i virkeligheden et resultat af denne åndelige ideologi.

Det er ikke muligt for os at give en detaljeret beskrivelse af denne revolution her. Vi vil blot fremlægge ét eksempel. Dette eksempel findes i en erklæring fra den tids arabere. De fremsatte denne erklæring over for islams fjender, som ikke kunne tilbagevise et eneste ord i den. Det drejer sig om en begivenhed fra bevægelsens tidlige periode. Udmattede af qurayshitternes undertrykkelse og forfølgelse udvandrede muslimerne til Abessinien for at beskytte deres dīn og tro. Af frygt for, at de skulle opnå styrke dér, sendte qurayshitterne to repræsentanter til kong Najashi. Formålet var at få de muslimske udvandrere udvist derfra. Disse to repræsentanter var Amr ibn al-As og Abdullah ibn Abi Rabi’a. De gik hen og sagde:

‘Deres Majestæt! Nogle uforstandige unge mænd fra vores land er kommet til Deres land og har slået sig ned der. De har forladt deres eget folks religion, men har heller ikke antaget Deres religion. De har selv bragt en opdigtet religion med sig – en religion, der er ny for os såvel som for Dem. Deres fædre, onkler, andre slægtninge og de ledende mænd blandt vores folk har sendt os til Dem med den bøn, at De venligst vil sende dem tilbage til deres land. Disse ledende mænd er langt mere forstandige end de unge. Det, som de unge gør indsigelse mod og anser for ondt, forstår vores ledere langt bedre.‘

Da Najashien hørte dette, spurgte han de muslimske unge mænd: »Hvad er det for en religion, som har fået jer til at forlade jeres eget folk, uden at antage hverken min religion eller nogen anden religion?«

Som svar sagde Ja’far, Abu Talibs søn (ra.):

»O konge! Vi levede i den yderste uvidenhed og tåbelighed. Vi tilbad afguder, spiste døde dyr og begik utugt. Det var vores daglige vane at vanære slægtskabsbåndene og krænke vores naboers rettigheder. De stærke blandt os undertrykte og udbyttede de svage. Under sådanne forhold sendte Allah en af vores egne til os som profet. Vi kendte hans slægt og anseelse, hans ærlighed og sandfærdighed, hans troværdighed og renhed. Han kaldte os til Allah og lærte os at tro på, at Allah er én, og kun at tilbede, tjene og adlyde Ham. Han bad os opgive tilbedelsen af alle de afguder og stenstatuer, som vi og vores forfædre havde tilbedt foruden Allah. Han påbød os ærlighed, sandfærdighed, troværdighed samt god behandling af slægtninge og naboer. Han forbød os uanstændige og usømmelige handlinger, løgn, at tilegne os forældreløses ejendom og at sprede falske anklager mod kyske kvinder. Han befalede os at tilbede den ene Allah og forbød os at sætte nogen ved Hans side. Han befalede os også at udføre bønnen, betale zakat og faste…«

Begge Qurayshs udsendinge var til stede ved hoffet. Den ene af dem var Amr ibn al-As – en mand, hvis lige ikke fandtes, når det gjaldt veltalenhed og diplomatisk dygtighed. Men ingen af dem protesterede mod det billede af det præislamiske Arabien, som Ja’far havde tegnet, eller mod den beskrivelse af den livsorden, som Allahs Sendebud (saw.) havde bragt. Dette beviste, at denne beskrivelse af Arabien i fortid og nutid var fuldstændig korrekt.

Dette er blot ét historisk vidnesbyrd om Den Arabiske Halvø. En ikke-muslim fra moderne tid har aflagt et lignende vidnesbyrd om hele verden på den tid. J. H. Denison (J.H. Denison) skrev i sin bog Emotion as the Basis of Civilization, »

»I det femte og sjette århundrede var den civiliserede verden nået til et frygteligt farligt stadium af anarki. Det syntes, som om den store civilisation, der var blevet opbygget gennem fire tusind års utrættelig stræben og indsats, var ved at blive splittet i stykker, og at menneskeheden længtes efter at vende tilbage til barbari og vildskabs urtid. Frygtelige stridigheder og konflikter rasede mellem stammerne. I stedet for lov og orden frembragte de splittelse og kaos. Det var, som om en mægtig trækrone ønskede at dække hele jorden med sin skygge. Men indefra havde træormene fortæret stammen helt ned til rødderne, så træet når som helst kunne styrte til jorden. Datidens civilisation stod netop over for en sådan situation. Netop da tegnene på denne totale ødelæggelse blev tydelige, blev den person født, som forenede hele verden.«[Hentet fra Islam and New World order, skrevet af Maulana Muhammad Ali og oversat til arabisk af Ustad Ahmad Jawaduchchhanuhar Islam and New World order ].Nå, nu vil vi fremlægge nogle historiske eksempler, der vedrører islams sociale retfærdighedsprincipper.

Eksempler på samvittighedens årvågenhed

Før eksemplerne fremlægges, finder jeg det nødvendigt at nævne nogle eksempler på et endnu vigtigere emne, nemlig de eksempler, der kaster lys over den samvittighed, som islam tilstræber. For hele islams system er grundlagt på denne samvittighed. Jeg har allerede sagt, at islam lærer mennesket at holde sin samvittighed altid vågen og gøre sin bevidsthed og sine følelser yderst skarpe og stærke. Islams historie har bevaret så mange eksempler på denne samvittigheds bevidsthed og følelsesmæssige intensitet, at det ikke er muligt at beskrive dem i denne begrænsede bog. Her fremlægges i stedet for mange eksempler blot nogle få eksempler af forskellig art.

Hadhrat Burayda (må Allah være tilfreds med ham) beretter:

“Magher ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) mødte op hos Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: ‘Åh Allahs Sendebud! Rens mig.’ Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: ‘Må du komme til fornuft; gå og bed Allah om tilgivelse.’ Magher gik et lille stykke, men vendte derefter tilbage til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: ‘Åh Allahs Sendebud! Rens mig.’ Allahs Sendebud (fred være med ham) svarede på samme måde som før. Sådan skete det tre gange. Fjerde gang sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): ‘Hvad skal jeg rense dig for?’ Magher sagde: ‘For utugt.’ Allahs Sendebud (fred være med ham) spurgte folkene: ‘Er denne mand beruset?’ Alle bekræftede, at han ikke var beruset. Allahs Sendebud (fred være med ham) spurgte: ‘Har han drukket vin?’ En mand gik hen og lugtede til Maghers mund. Det viste sig, at han ikke havde drukket vin. Allahs Sendebud (fred være med ham) spurgte ham igen: ‘Har du virkelig begået utugt?’ Magher svarede: ‘Ja.’ Derefter beordrede han straffen, og straffen blev fuldbyrdet ved, at han blev stenet til døde.”

To eller tre dage efter denne hændelse sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): ‘Bed Allah om tilgivelse for Magher. Hvis en sådan anger blev fordelt blandt et helt folk, ville den være tilstrækkelig for dem.’

Derefter kom en kvinde fra Azd-stammen til ham. Hun sagde: ‘Åh Allahs Sendebud! Rens mig.’ Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: ‘Må du komme til fornuft; gå og bed Allah om tilgivelse.’ Hun sagde:

‘Vil du sende mig tilbage ligesom Magher? Jeg er blevet gravid ved utugt.’ Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: ‘Er du virkelig blevet gravid ved utugt?’ Hun svarede: ‘Ja.’ Han sagde til hende: ‘Vent, indtil du har født.’ Derefter sendte han kvinden til at være under opsyn af en ansar, indtil hun havde født. Nogle dage senere kom denne ansar og meddelte Allahs Sendebud, at kvinden havde født. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: ‘Jeg vil ikke henrette hende, mens der ikke er nogen til at amme barnet.’ En ansar sagde da: ‘Åh Allahs Sendebud! Jeg påtager mig ansvaret for at amme barnet.’ Derefter lod Allahs Sendebud (fred være med ham) dødsstraffen fuldbyrde over hende.

I en anden overlevering fortælles det, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til kvinden: ‘Gå, og kom tilbage, når du har født.’ Da hun kom efter fødslen, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): ‘Gå og am barnet. Kom tilbage, når det er vænnet fra.’ Da barnet var blevet vænnet fra, kom hun til Allahs Sendebud med barnet på armen. Barnet holdt et stykke brød i hånden. Hun sagde: ‘Allahs Sendebud! Jeg har vænnet barnet fra. Nu har det lært at spise brød og lignende.’ Han overgav da barnet til en muslim og beordrede, at kvinden skulle henrettes. Der blev gravet et dybt hul op til hendes bryst, og efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) befaling stenede folkene hende til døde. Khalid ibn al-Walid (må Allah være tilfreds med ham) gik lidt frem og kastede en sten mod hendes hoved. Noget af blodet sprøjtede som følge heraf op i Khalids ansigt. Khalid fremsatte derfor en hånende bemærkning om kvinden. Da Allahs Sendebud (fred være med ham) hørte det, sagde han: ‘Khalid! Pas på dine ord. Ved Gud, denne kvinde har angret på en sådan måde, at selv en uretmæssig opkræver, hvis han havde angret på samme måde, ville være blevet tilgivet.’ Derefter blev begravelsesbønnen for kvinden udført på hans befaling, og hun blev begravet på sædvanlig vis. (Muslim, Nasa’i).

Magher ibn Maliks og denne kvindes karakter står klart for os. Ingen af dem var uvidende om den hårde straf for utugt. Ingen havde set dem begå synden, og der var heller ingen mulighed for at bevise den. Alligevel trængte de begge gentagne gange ind på Allahs Sendebud (fred være med ham). På grund af hans hjertes mildhed og islams retfærdige natur ønskede Allahs Sendebud at fritage dem for straffen på grundlag af tvivlen. Men de trængte så vedholdende ind på ham, at alle veje til deres befrielse blev lukket. Kvinden kom ligefrem med en noget hård udtalelse: ‘Vil du sende mig tilbage ligesom Magher?’ Det var, som om hun ville anklage Allahs Sendebud (fred være med ham) for at udvise eftergivenhed og overbærenhed i forbindelse med en ubestridelig islamisk bestemmelse.

Hvorfor dette? … At de sagde: »Åh Allahs Sendebud! Gør mig ren«, viser, at der i dem fandtes en levende og brændende tilskyndelse, som var stærkere og mere livskraftig end selve ønsket om at overleve. Denne tilskyndelse var intet andet end samvittighedens vågenhed og angerens intensitet. Det brændende ønske om at blive renset for en synd, som ingen andre end Allah kendte til, og den dybe skam, der opstod ved følelsen af at skulle træde frem for Allah i en uren tilstand, gjorde dem urolige.

Dette er den sande islam. Den stærke anger i den skyldiges hjerte, og hos Profeten først barmhjertighed og medfølelse og siden, efter at forbrydelsen var bevist, den fasthed og visdom at fuldbyrde straffen uden at tage hensyn til den skyldiges anger og bekendelses storhed – alt dette var udtryk for netop denne islam. For både den skyldige og herskeren var det mest ønskværdige, at islam skulle forblive grundfæstet på sit solide fundament, og at dens herlighed skulle forblive ubesmittet.

Når den muslimske samvittighed var sådan i forbindelse med straffelovgivningen, kan man let forestille sig, hvilken rolle den ville spille i de samfundsopgaver, der krævede selv livsoffer.

I denne forbindelse er det værd at bemærke, at Khalid ibn al-Walid blev fjernet fra ledelsen af hæren i Syrien, og at Abu Ubayda blev udnævnt til hærfører. Khalid var den berømmelige hærfører, som indtil da ikke havde lidt nederlag i noget slag. Soldatens natur og kunnen var indgroet i hans marv og ben. Både i uvidenhedens tidsalder og efter sin antagelse af islam var han den eneste uovertrufne kriger. Alligevel blev en sådan Khalid fjernet fra hærføringen, uden at han gjorde modstand eller nærede fjendskab. Skam eller æresfølelse fik ham ikke til at flygte fra slagmarken. Tanken om oprør kom slet ikke på tale. Alene fortsatte han på slagmarken med samme lidenskab og begejstring, opildnet af ønsket om islams sejr og længslen efter martyrdøden, og han kæmpede med fuld kraft. I denne periode gav han ikke plads til nogen ond tanke eller ond tilskyndelse i sit sind. For den bevidste muslimske samvittighed står sådanne tanker langt under den. De havde ingen betydning for ham.

Den anden side af begivenheden er også betydningsfuld. Umar fjernede Khalid af den samme bevidsthed og tilskyndelse. Under Abu Bakrs kalifat havde han lagt mærke til adskillige fejl hos Khalid ibn al-Walid, som rystede Umars samvittighed. Den ene var, at Khalid havde handlet forhastet ved drabet på Malik ibn Nuwayra og kort efter giftet sig med hans hustru. Derefter bemærkede han endnu en lignende fejl. Det var, at Khalid ved daggry dagen efter det slag mod Musaylima løgneren, hvor tolv hundrede fremtrædende ledsagere blev martyrer, giftede sig med datteren af Majja’a.

Over for disse handlinger, som efter min opfattelse var fejlbehæftede, tillagde kaliffen ingen betydning Khalids tapperhed og sejre i krig. Uden tvivl var Khalid den største hærfører. Han havde vundet flere slag end nogen anden. Desuden stod det muslimske folk over for de vigtigste og afgørende slag i Syrien og Irak. Her var en uovervindelig hærførers som Khalids krigskunst af største nødvendighed. Men ingen af Khalids alvorlige fejl kunne dæmpe den uro og rastløshed, de havde fremkaldt i Umars samvittighed. Intet af dette kunne ændre hans opfattelse til fordel for at fjerne Khalid fra hærføringen og senere endog fra selve hæren. En yderligere årsag var, at Khalid udførte sit ansvar på en meget egenrådig måde, og det var i strid med Umars temperament. Hans ansvarsfølelse tilskyndede ham til at gribe ind og holde øje selv med de mindste detaljer. (Fra bogen »Khalid ibn al-Walid« af Sadiq Urjun).

Nogen kunne spørge: Hvis Khalid havde begået så alvorlige fejl, hvorfor lod Abu Bakr ham så gå fri? Sagen var, at Abu Bakrs vurdering af Khalid ibn al-Walid ikke var så alvorlig som Umars. Han mente, at Khalid havde begået en fejlvurdering, og at han ikke bevidst havde begået nogen fejl eller synd. Derfor tilgav han ham, selv om han var vred på ham. Hvad angik den anden begivenhed, så Abu Bakr den ganske vist også med stærk misbilligelse og sendte ham et vredt brev. Trods dette mente han, at Khalids fejl og forseelser kunne tilgives, og tilgav ham dem til sidst.

Den ovenstående forklaring af begivenheden stemmer fuldstændigt overens med den højt udviklede status, som den muslimske folkesamvittighed havde indtaget i denne periode. Men jeg blev virkelig forbløffet over den forklaring, som en person som dr. Haykal har givet af Abu Bakrs og Umars politik over for Khalid. Haykals forklaring har intet som helst at gøre med islams livskraft. Den stemmer derimod fuldt ud overens med vor tids beskidte politik. På side 150-152 i bogen »As-Siddiq Abu Bakr« skriver dr. Haykal:

“Læseren har sikkert forstået, hvor langt uenigheden mellem Abu Bakr og Umar nåede i sagen om Malik ibn Nuwayra. Der er ingen tvivl om, at de begge ønskede islams og muslimernes vel. Det afgørende spørgsmål er her, om Khalids fejl forekom den ene af dem overordentlig alvorlig og den anden ganske ubetydelig, eller om den egentlige uenighed opstod omkring fastlæggelsen af den rette politik i den vanskelige situation, som det muslimske liv på Den Arabiske Halvø befandt sig i, plaget som det var af omfattende oprør og frafald?”

Efter min mening handlede den egentlige uenighed om fastlæggelsen af politikken. I betragtning af forskellen i de to kaliffers karakterer var denne uenighed helt naturlig. Umar (må Allah være tilfreds med ham) var et symbol på kompromisløs retfærdighed. Efter hans opfattelse havde Khalid begået en uret mod en muslim. Derfor var det nødvendigt at fjerne ham fra hæren, så han ikke senere fik mulighed for igen at begå sådanne skændige handlinger, der kunne skade hans omdømme. Selv om Khalid kunne tilgives, hvis man antog, at det alene var hans dømmekraft og vurdering i sagen om Malik, der havde været forkert – selv om Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) ikke kunne acceptere dette – ville det på ingen måde have været passende at undlade at straffe hans uanstændige omgang med Maliks hustru Layla.[Hvis Hazrat Umars opfattelse virkelig havde været så hård og yderligtgående, ville han under sit eget kalifat nødvendigvis have straffet utroskab – forfatteren.]At han var »en uovervindelig hærfører« og »Guds sværd«, var ikke tilstrækkeligt til at fritage ham. For det ville have betydet, at det for mennesker som Khalid blev gjort tilladt, som ellers var forbudt. Og hvis man gjorde det, ville man foran muslimerne opstille et særdeles dårligt eksempel på ringeagt for Allahs lov. På grund af denne opfattelse gjorde Umar (må Allah være tilfreds med ham) gentagne gange Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) opmærksom på sagen. Til sidst tilkaldte Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) Khalid (må Allah være tilfreds med ham) og udtalte en skarp advarsel mod hans handlinger.

På den anden side var situationen efter Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) opfattelse så kritisk, at man ikke kunne tillægge den slags forhold stor betydning. Hele landets eksistens var dengang truet, og oprør rejste sig overalt i Arabien. Hvilken betydning kunne det under sådanne omstændigheder have, om én eller flere personer var blevet dræbt ved en fejltagelse eller med vilje? Den hærfører, der blev anklaget for fejlagtige handlinger, var det stærkeste middel til at redde landet fra denne frygtelige fare. At gifte sig med en kvinde før udløbet af hendes ventetid var ikke i strid med arabernes sædvane, især ikke for en sejrende hærfører, eftersom han gennem krigen havde opnået ejendomsretten over krigsfangne kvinder.[Kun en person, der ikke kender det mindste til islamisk sharia, kan fremsætte en sådan påstand. Hvis Khalid virkelig havde voldtaget en muslims hustru, skulle straffen for utroskab nødvendigvis være blevet fuldbyrdet over ham. Desuden var der, eftersom Malik var muslim, slet ikke tale om at gøre hans hustru til slave.]Det var ikke nødvendigt at håndhæve loven strengt over for en usædvanlig person som Khalid. Især ikke under sådanne omstændigheder, hvor en sådan handling var i strid med statens interesser og kunne bringe dens eksistens i fare. På dette tidspunkt var Khalids sværd yderst nødvendigt for muslimerne. Den dag Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) tilkaldte ham og gav ham en advarsel, havde muslimerne mere end nogensinde brug for Khalid. I Yamama, tæt ved Khalids (må Allah være tilfreds med ham) opholdssted al-Battah, havde Musaylima gjort sig klar til krig med fyrre tusind unge mænd fra Banu Hanifa. Hans oprør mod islam og muslimerne var det farligste af alle oprør. Han havde taget Ikrima (må Allah være tilfreds med ham), en af muslimernes hærførere, til fange, og alle håb om sejr var da helt afhængige af Khalids sværd. Hvordan kunne det under sådanne omstændigheder være rigtigt at afsætte Khalid (må Allah være tilfreds med ham), enten på grund af drabet på Malik ibn Nuwayra eller på grund af den fortryllende og usædvanligt smukke Layla, som havde betaget Khalid, og dermed give den muslimske hær mulighed for at lide et ynkeligt nederlag til Musaylima? Ville man ikke på den måde have udsat Allahs religion for den alvorligste fare på jorden? Khalid var Guds banner – Guds sværd – og derfor anså Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) det for den mest fornuftige fremgangsmåde blot at irettesætte ham, tilkalde ham og straks beordre ham til at tage til Yamama for at bekæmpe Musaylima.

Dette er efter min opfattelse det egentlige billede af forskellen mellem Abu Bakrs og Umars politik i spørgsmålet om Khalid ibn al-Walid. Da den falske profet, som gjorde krav på profetskab blandt Banu Hanifa, tog Ikrima (må Allah være tilfreds med ham) til fange, sendte Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) Khalid imod ham. Hans hensigt var muligvis, at indbyggerne i Medina og tilhængerne af Umars synspunkt gennem dette skulle forstå, at Khalid var islams største ven i en katastrofal stund. Med denne ordre kastede Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) ham ud i en hård prøvelse. Hensigten var, at hvis Khalid blev martyr på slagmarken, ville det være en bedre straf end uretten mod Malik og hans hustru; ellers ville han sejre, og denne sejr ville rense ham for synden. Til sidst sejrede han og vendte tilbage til hovedstaden med et stort krigsbytte. På denne måde befriede han muslimerne fra en så alvorlig fare. I sammenligning med denne fare havde de fejl og forsømmelser, han begik under opholdet ved al-Battah, ingen betydning.

Dette er den måde, situationen fremstilles på af dr. Haykal. Jeg undrer mig over, hvordan et menneske kan udfolde fantasiens vinger, træde ind i islams histories tidlige periode og føre sin pen under skyggen af disse vågne og bevidste samvittigheder. Hans egen samvittighed og hans sind er imidlertid dybt påvirket af det moderne materialistiske syn på fortolkningen af begivenhederne, for ikke at tale om at hæve sig over det. Hans synspunkt har intet som helst forhold til islams grundlæggende livskraft eller til den virkelige historie i denne særlige periode. Dette er vor tids politik. Efter denne politiks syn er det fuldt ud legitimt at ty til underlødige fremgangsmåder og midler for at nå fremragende mål. Denne politik gør den menneskelige samvittighed og fornuft til slave af omstændighederne og behovet og kalder det »højere diplomati« samt dygtighed og effektivitet på højt niveau.

Enhver seende person kan se, hvor lavt og usselt Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) personlighed er blevet fremstillet i det billede, dr. Haykal har tegnet og hævdet er det eneste rigtige.

Det er heldigt, at Abu Bakrs personlighed ligger langt over det teleskop, som nutidens usle og forfaldne samfunds mennesker er vant til at se igennem. Med dette teleskop er det på ingen måde muligt at betragte menneskehedens højt udviklede niveau. Især bliver sagen endnu mere uklar, hvis iagttageren også er uvidende om islamisk sharia.

I sin bog »Al-Farouq Umar« har dr. Haykal igen behandlet dette emne. Han har forsøgt at undersøge Hazrat Umars sindstilstand, da beslutningen om at afsætte Khalid blev truffet. Også dér har den moderne, degenererede civilisation påvirket ham. Det er netop billedet af en partileder, for hvem intet har betydning ud over tilsyneladende velfærd og regionale hensyn – og som ikke er i stand til at forstå islams livskraft – der har fæstnet sig i forfatterens sind. På side 99 og 100 skriver han:

»Det er uforståeligt, hvorfor Hazrat Umar traf den farlige beslutning at afsætte Khalid. Hele muslimernes militære styrke i Syrien stod jo under Khalids kommando. For den muslimske hær var det et yderst katastrofalt øjeblik. De stod ansigt til ansigt med de romerske soldater. Der foregik ikke et åbent slag, men ingen af de to parter kunne heller besejre den anden. Den situation, der havde hersket før Khalids ankomst fra Irak, fortsatte også efter hans ankomst. Begge parter ventede på en passende mulighed for at angribe. Kaliffen burde have indset, at hvis Khalid blev afsat, ville muslimernes mod og entusiasme dale, og situationen ville blive endnu farligere. I virkeligheden burde kaliffen have ventet, indtil Khalid havde ført muslimerne gennem dette farlige øjeblik; derefter kunne han have udstedt hvilke ordrer, han ønskede.«

»Disse forhold er yderst vigtige under krigens skiftende udvikling, og det er meget nødvendigt at være opmærksom på dem. Abu Ubaida ignorerede kaliffens utilfredshed og uenighed og tog fuldt hensyn til disse forhold. Men Umar så sagen fra en anden vinkel. Hvis han havde udsat afsættelsen af Khalid til efter krigens afslutning, ville hans princip være blevet krænket, og sagen ville være blevet kompliceret. Det var klart, at muslimerne enten ville vinde eller tabe krigen. Hvis de tabte, ville det ikke have hjulpet at afsætte Khalid. Men hvis muslimerne sejrede under Khalids ledelse, ville Hazrat Umar ikke have været i stand til at afsætte ham og fratage ham æren ved sejren og succesen. Det ville have været en meget forkert handling.«

»Umar havde i det store og hele truffet den endelige beslutning, at han hverken i Syrien eller noget andet sted ville lade Khalid fortsætte som hærfører. Derfor skyndte han sig med at udstede ordren om hans afsættelse. Hans begrundelse for denne beslutning var, at Khalid ikke havde fulgt Hazrat Abu Bakrs instruktioner korrekt. Men eftersom muslimerne alligevel havde sejret, kunne ingen gøre indsigelse mod Umar. Han gjorde det, han fandt rigtigt. Khalid befandt sig også i en sådan position, at man ikke kunne anklage den, der afsatte ham, for uretfærdighed.«

Dette er den tyvende århundredes Haykal Pashas tankegang – en tankegang, som han forsøger at pådutte Umar Faruq fra den første hijri-århundrede. Tidligere har han gjort det samme med Hazrat Abu Bakr. Kun en person, hvis ånd ikke engang har kunnet berøre Abu Bakrs og Umars ånd, og som trods nogle dages indånding af islams atmosfære ikke et eneste øjeblik har kunnet frigøre sig fra det tyvende århundredes snavs og grimhed, kan fremsætte så dristige påstande. Det er helt tydeligt, at den moderne civilisations værste egenskaber og den opportunisme, der tilsidesætter samvittighed, sandfærdighed og religion – alt dette – ikke har sluppet forfatteren. Desuden har denne tids løgnagtighed og bedragets filosofi lagt sig som et slør over hans tænkning og blik.

Spørgsmålet er, hvad hr. Haykal egentlig har ment om Umar Faruq. Hvis situationen havde været anderledes, og en sådan mulighed ikke havde været til stede, ville Umar så have ladet Khalid gå fri? Og dog var Hazrat Umars samvittighed ifølge selv Haykal Pashas egen beskrivelse fuldstændig overbevist om, at Khalids handlinger i sagen om Malik ibn Nuwayra og i forhold til Allah og Hans religion var helt fejlagtige og uretfærdige.

Den Umar, som kunne flytte bjerge, men ikke selv afveg fra principperne, den Umar, hvis tro kunne vende stormens retning, men som ikke selv blev rystet – hvordan skulle han kunne overgive sig til omstændighederne?

Sådanne handlinger blev begået af umayyadiske og abbasidiske konger. Folk kaldte disse handlinger »diplomati« og »snedighed«. Men Umar og Abu Bakr stod langt hævet over den slags. Hvis nogen nu er begyndt at tænke sådan også om dem, skyldes det indflydelsen fra vor tids usleste sindelag og lave værdinormer.

Jeg har benyttet en noget mere detaljeret fremstilling for at præsentere denne tankegang og tydeliggøre dens fejlagtighed. For uden dette er det ikke muligt at redde sind og bevidsthed, der er ramt af den moderne tids ødelæggende vildfarelser. Nogle ønsker at forklare den tankegang, der var udbredt i islams livskraftige storhedstid, ud fra den nuværende materialistiske tankegang. Men denne nutidige tankegang ligger langt fra den åndelige bevidsthed og vækkelse, der dengang var udbredt. Jeg ønsker at imødegå denne vildledende fejltolkning, for den kan især skade den menneskelige samvittighed og dens iboende kræfter.

Jeg ønsker naturligvis ikke at fremstille folkene i det første århundrede iført et kunstigt klæde eller at fremstille dem som fri for alle menneskelige svagheder. Jeg ønsker blot, at mennesket på ny lærer at stole på samvittigheden. Med dette formål ønsker jeg at præsentere et sandt billede af muslimernes liv. Derved vil de samvittigheder, som har evnen til at bevæge sig mod det nævnte højere niveau, kunne forstå dette billede.

Nu vil jeg igen fremføre eksempler på den samvittighedsbevidsthed, som muslimerne i det første århundrede udviste på livets forskellige områder.

En dag så man Amir al-Mu’minin Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) komme bærende på en vandsæk over nakken. Hans søn spurgte oprørt: »Hvorfor gør du dette?« Han svarede: »Mit sind var blevet grebet af stolthed og selvforherligelse, så jeg besluttede at ydmyge det.« Se intensiteten i hans bevidsthed! I et hjørne af denne mands sind havde der et kort øjeblik rejst sig den mindste smule selvtilfredshed over kalifatet, erobringen af rigerne og den ære og anseelse, der ville følge i fremtiden. Det ville han ikke tolerere, og straks begyndte han offentligt at tøjle sit begær. Han tænkte ikke et øjeblik på, at han var øverstbefalende for et enormt rige, som foruden Den Arabiske Halvø omfattede det meste af Det Byzantinske Riges og Det Persiske Riges territorier.

En anden dag så man Ali ibn Talib ryste voldsomt af kulde i den strenge vinter. Han havde ikke passende tøj til at beskytte sig mod kulden. Bayt al-mal var i hans hænder. Men hans samvittighedsbevidsthed tillod ham ikke at røre så meget som en eneste mønt.

Abu Ubayda (må Allah være tilfreds med ham) havde slået lejr med sin hær i Amwas. I Amwas udbrød der en frygtelig epidemi. Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev bekymret for, at »ummaens betroede« (Abu Ubayda) skulle blive ramt af noget ondt. For at beskytte ham mod epidemien skrev han et brev til ham og kaldte ham til sig. I brevet skrev han:

»Efter hilsenen: Jeg har brug for at tale med dig ansigt til ansigt om en vigtig sag. Jeg understreger kraftigt, at du skal begive dig af sted til mig, så snart du har læst dette brev, før du lægger det fra dig.« Så snart Abu Ubayda (må Allah være tilfreds med ham) havde læst brevet, gennemskuede han det egentlige formål. Han forstod, at kaliffen havde fundet en måde at redde ham fra epidemien på. Straks udbrød han: »Må Allah tilgive Amir al-Mu’minin.« Han skrev følgende svar til Umar og sendte det til ham:

»Jeg har forstået, hvad De har brug for mig til; på dette tidspunkt er hele den muslimske hær sammen med mig. Jeg ønsker ikke at skilles fra de muslimske unge mænd. Jeg kan ikke forlade dem, før Allah har fuldbyrdet det, der er skrevet for mig og dem. Amir al-Mu’minin, af alle disse grunde beder jeg Dem om ikke at tvinge mig til at adlyde denne ordre. Lad mig blive hos mine unge mænd.«

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) begyndte at græde, efter at han havde læst brevet. De tilstedeværende spurgte: »Er Abu Ubayda afgået ved døden?« Han svarede med grådkvalt stemme: »Nej.«

Det var i virkeligheden disse to årsager – den urokkelige tro på skæbnen og Abu Ubaydas (må Allah være tilfreds med ham) anerkendelse af enhver soldat på Allahs vej som sin lige – der tvang ham til at forblive urokkelig ansigt til ansigt med døden.

Abu Ruwayha al-Khashmi, den islamiske bror til Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) muezzin, Hazrat Bilal ibn Rabah, bad Bilal om at tale med nogle folk fra Yemen angående hans ægteskab. Hazrat Bilal sagde til disse folk: »Jeg er Bilal ibn Rabah, og dette er min bror Abu Ruwayha. Hans religion og karakter er begge dårlige. Hvis I ønsker at knytte slægtskab med ham, så gør det; ellers lad være.«

Han talte helt klart. Han bedrog dem ikke ved at skjule sin brors fejl.

Det, at han fungerede som mellemmand i en ægteskabssag, fik ham ikke til at glemme følelsen af at skulle stå til regnskab over for Allah. Yemenitterne blev betaget af hans sandfærdighed og indvilligede i forbindelsen. At en så sandfærdig mand havde bragt et frieri til deres datter, var i sig selv en tilstrækkelig stor ære for dem.

Imam Abu Hanifas karakter er bemærkelsesværdig: Han sendte noget stof til sin forretningspartner, Hafs ibn Abd al-Rahman, for at få det solgt. Han sagde til ham, at køberen skulle informeres om, at der var en fejl ved et af stykkerne. Hafs solgte stoffet, men glemte at nævne fejlen. Han modtog den fulde pris for det fejlbehæftede stof. Denne sending var mellem tredive og femogtredive tusind dirham værd. Abu Hanifa (må Allah være barmhjertig mod ham) bad sin partner opspore køberen, men trods mange anstrengelser lykkedes det ikke at finde ham. Derefter skilte han sig fra sin partner og gav hele sendingens værdi bort på Allahs vej. Han ønskede ikke at blande den med sin rene formue.[Hentet fra Abd al-Halim al-Jundis værk »Abu Hanifa, frihedens og tolerance i islams helt«.]

Det fortælles, at den berømte imam Yunus ibn Ubayd havde stof af forskellig værdi liggende til salg. Prisen for et par af én slags stof var fire hundrede dirham, mens prisen for et par af en anden slags var to hundrede dirham. Han lod sin nevø blive i butikken, mens han gik for at bede. På det tidspunkt kom en mand og bad om et par til fire hundrede dirham. Drengen viste ham et par til to hundrede dirham. Han syntes om det og købte det tilfreds. På vej hjem med stoffet mødte han Yunus. Da Yunus genkendte stoffet, spurgte han, hvor meget han havde købt det for. Han svarede: »Fire hundrede dirham.« Yunus sagde: »Dette er jo stof til to hundrede dirham. Gå tilbage og returnér det.« Han svarede: »Dette stof kan fås for fem hundrede dirham i vores land. Derfor købte jeg det med glæde.« Yunus sagde: »Du skal under alle omstændigheder returnere det. For der findes ingen bedre handling end oprigtig velvilje i islams anliggender.« Med disse ord tog han ham med til butikken og gav ham de to hundrede dirham tilbage. Derefter irettesatte han sin nevø således: »Skammede du dig ikke? Frygtede du ikke Gud i dit hjerte? Du tjener hundrede procent i fortjeneste uden at tage hensyn til muslimernes velbefindende?« Drengen svor, at køberen havde købt stoffet med glæde. Da sagde han: »Hvorfor glemte du, at man også skal ønske for andre det, man ønsker for sig selv?«

Det fortælles fra Muhammad ibn al-Munkadir, at hans tjener under hans fravær solgte stof, der kostede fem dirham, til en person for ti dirham. Da han fik det at vide, ledte han hele dagen efter den pågældende køber. Da han til sidst fandt ham, sagde han: »Tjeneren solgte dig ved en fejl stof til fem dirham for ti dirham.« Manden sagde forundret: »Men jeg betalte jo denne pris med glæde.« Han svarede: »Du kan være så glad, du vil. Jeg ønsker for dig det samme, som jeg ønsker for mig selv.« Med disse ord gav han ham fem dirham tilbage. (Ar-Risalat al-Khalida af Abd al-Rahman Azzam)

Den stærkeste nøgle til at afsløre mysteriet bag disse tre begivenheder er Yunus ibn Ubayeds udtalelse: »Skammede du dig ikke?« Der er ingen tvivl om, at skam over for sin egen samvittighed og frygt for Allah var den eneste aktive kraft bag alle disse begivenheder. Når menneskets samvittighed, natur og sind tager islams livskraft til sig, og denne livskraft trænger ind i dets marv og ben, skaber islam med fuld styrke en sådan karakter i mennesket.

Ud over disse få eksempler findes der mange andre. Men for at rense menneskets samvittighed og vise os vejen mod det højeste mål, som islam har sat sig, er disse eksempler tilstrækkelige. Islam ønsker at løfte menneskets samvittighed over alle materielle behov, familiebånd og tiltrækningen fra liv, ejendom, position og anseelse. Den ønsker at opmuntre mennesket til altid at være årvågent og samvittighedsfuldt og med dyb følelse at opfylde alle livets forpligtelser på rette vis.

Eksempel på lighed

Islam kom til menneskeheden med et fuldkomment budskab om lighed. Den kom for at befri mennesket fra de lænker af værdier, som havde skabt hindringer på lighedens vej. Nu vil vi se, hvordan denne lære blev omsat i det praktiske liv.

På den tid eksisterede slaveklassen overalt i verden som en særskilt klasse, adskilt fra den frie menneskehed. Det samme var tilfældet på Den Arabiske Halvø. Når vi i denne forbindelse ser på profeten Muhammads handlinger, finder vi, at han giftede sin kusine Zaynab, en kvinde fra den hashemitiske gren af Quraysh-stammen, med sin frigivne slave Zayd. Ægteskab er en yderst følsom sag, hvor parternes lighed bliver vigtigere end alle andre spørgsmål.

Ingen anden person end den store profet, og ingen anden kraft end islam, ville have kunnet udføre en så storslået og enestående handling – ja, selv i dag er den ikke mulig noget andet sted end i den muslimske verden. Slaveri er ganske vist ulovligt i USA, men det er ifølge loven forbudt for en sort mand at gifte sig med en hvid kvinde – uanset hvor ringe hun måtte være. Ikke nok med det: En sort mand har selv den dag i dag ikke lov til at sidde ved siden af en hvid person i en bus eller et andet køretøj, på en restaurant, i et teater eller noget andet sted.

I den første tid efter hijraen, da Allahs Sendebud etablerede et broderskabsbånd mellem ansarerne og muhajirunerne, blev hans frigivne slave Zayd knyttet i broderskab til sin onkel Hamza, mens Abu Bakr og Kharija ibn Zayd blev knyttet sammen som brødre. Khalid ibn Ruwaiha al-Khashyani og Bilal ibn Abi Rabah blev også forenet i broderskab. Dette broderskab forblev ikke blot et spørgsmål om ord, men antog form af et stærkt og fast forhold, lige så solidt som et blodsbånd. Der blev etableret et slægtskabsforhold mellem dem i alle spørgsmål vedrørende liv, ejendom og deres samlede tilværelse.

Derefter sendte Allahs Sendebud Zayd af sted som hærfører i slaget ved Mu’ta. Senere udnævnte han hans søn Usama til hærfører for den hær, der skulle drage i krig mod Rom, og hvori flertallet var muhajiruner og ansarer. I denne hær var også Abu Bakr og Umar, som var Allahs Sendebuds nærmeste ledsagere og ministre, og som senere med fuld enighed blev valgt til kaliffer. I denne hær, der blev ledet af Usama, var også Allahs Sendebuds nære slægtning Sa’d ibn Abi Waqqas. Han tilhørte Banu Zuhra, Allahs Sendebuds morbrors slægt. Desuden var han blandt de Quraysh-folk, som antog islam allerede i profetdømmets første tid. Allah skænkede ham den nåde at antage islam, da han blot var sytten år gammel. Han var en meget velhavende og anset mand. Han var også en yderst erfaren militærstrateg og samtidig stærkt inspireret af jihadens ånd.

Efter Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, var afgået ved døden, besluttede Hazrat Abu Bakr (r.a.) at sende Usamas hær ud i krig igen, og han lod også den hærfører, som Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde udnævnt, beholde sin post. Da han fulgte hærføreren ud fra Medina for at tage afsked med ham, red Usama på sit ridedyr, mens de troendes kalif gik til fods. Usama følte sig meget utilpas ved dette. Han kunne ikke naturligt acceptere, at han selv red, mens den gamle kalif gik til fods. Derfor sagde Usama: »Profetens kalif! Rid også De, ellers stiger jeg af.« Kaliffen svor og sagde: »Ved Gud! Stig ikke ned. Ved Gud! Stig ikke ned. Ved Gud! Jeg vil ikke ride. Det vil ikke skade mig det mindste at gå et stykke på Allahs vej.« Derefter kom Hazrat Abu Bakr (r.a.) pludselig i tanke om, at Hazrat Umar måske kunne blive nødvendig for ham. Vanskeligheden var, at Umar (r.a.) var soldat i Usamas hær. Da Usama var denne hærs øverstbefalende, var hans tilladelse nødvendig, hvis Umar (r.a.) skulle blive tilbage. Kaliffen sagde: »Hvis De finder det godt, vil De så være venlig at lade Umar blive tilbage for at hjælpe mig?«

Her standser historiens gang forbløffet. »Hvis De finder det godt, vil De så være venlig at lade Umar (r.a.) blive tilbage for at hjælpe mig?« Vi har ikke ord, der er egnede til at forklare, med hvilken ophøjede værdighed kaliffen kunne sige dette til sin underordnede hærfører.

Historien går videre. Vi ser, at Umar ibn al-Khattab (r.a.) udnævner Ammar ibn Yasir (r.a.) til guvernør i Kufa, selv om også han stammede fra slavernes klasse. Vores indre blik bliver endnu skarpere, når vi ser, at Hazrat Umar, mens Amr ibn Hishams søn Suhayl, Abu Sufyan ibn Harb og andre høvdinge fra Quraysh står ventende, først kalder de to tidligere slaver Suhayb (r.a.) og Bilal (r.a.) ind. For de var Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, ledsagere og soldater i slaget ved Badr. På grund af denne forrang udbrød Abu Sufyan med dæmpet, vred stemme et udtryk fra jahiliyya: »Jeg har aldrig set noget lignende. Vi bliver bedt om at stå ved døren, mens slaverne bliver kaldt indenfor.«

En dag gik Hazrat Umar (r.a.) et sted i Mekka. Han så, at tjenestefolkene ikke sad og spiste sammen med deres herrer, men stod til side. Vred henvendte han sig til herrerne og sagde: »Hvad foregår der? Hvorfor behandler I jeres tjenere så diskriminerende?« Derefter kaldte han disse tjenere til sig og tvang dem til at sætte sig til måltidet sammen med deres herrer.

Hazrat Umar (r.a.) udnævnte Nafi ibn al-Harith til guvernør i Mekka. Da kaliffen mødte ham ved Usfan, spurgte han: »Hvilke nyheder har du? Hvem har du udpeget som din stedfortræder?« Nafi svarede: »Jeg har udpeget Ibn Abza som stedfortræder. Han er en af vores frigivne slaver.« Umar (r.a.) sagde: »Hvad siger du? Har du efterladt en frigiven slave som din stedfortræder over Mekkas indbyggere?« Svaret lød: »Han har stor viden om Koranen, er lærd i sharia og er retfærdig.« Hazrat Umar (r.a.) sagde: »Det er han naturligvis! Vores Profet (s.a.w.) har sagt, at Allah gennem denne Bog vil ophøje mange og fornedre mange.«

————arabisk tekst——-

Det siger sig selv, at Hazrat Umar (r.a.) ikke spurgte for at gøre indsigelse, men for at få kendskab til Ibn Abzas identitet. Ellers ville den samme Umar, da han gav det råd til det seks medlemmer store råd, som skulle vælge hans efterfølger som kalif, ikke have sagt: »Hvis Salim, Huzayfas slave, havde været i live, ville jeg have udnævnt ham til kalif.« Heraf forstår man, at han anså ham for bedre end hvert eneste af rådets medlemmer. Disse seks var Uthman, Ali, Talha, Zubayr, Abd al-Rahman ibn Awf, Sa’d ibn Abi Waqqas og Abdullah ibn Umar (r.a.).

En gang fremsatte en frigiven slave over for en mand af Quraysh-slægt ønske om at gifte sig med hans søster og tilbød at give hende en stor sum penge. Men han afviste forslaget. Da Umar (r.a.) fik dette at vide, spurgte han ham: »Hvorfor ville du ikke gifte din søster med ham? Han er et meget godt menneske, og han ønskede også at give din søster mange penge og ejendele.« Manden sagde: »Vi er mennesker fra en højtstående, fornem familie. Men han er ikke på samme niveau som min søster.« Umar (r.a.) sagde: »Denne mand er fornem både i denne verden og i det hinsidige. Han er fornem i denne verden, fordi han er meget velhavende, og fornem i det hinsidige, fordi han frygter Gud og gør gode gerninger. Hvis pigen er indforstået, så gift hende med denne mand.« Manden spurgte sin søster om hendes mening og fandt, at hun var indforstået. Derefter giftede han sin søster med ham.

Slaver havde fri mulighed for, hvor de end ønskede det, at stige fra lavere til stadig højere rang. Derfor blev Ikrama, Abdallah ibn Umars slave, Nafi, Abdallah ibn Abbas’ slave, Ibn Sirin, Anas ibn Maliks slave, og Ibn Hurmuz, Abu Hurayras slave, til uadskillelige og uforglemmelige personligheder i historien. Hasan al-Basri i Basra samt Mujahid ibn Jubayr, Ata ibn Abi Rabah og Tawus ibn Kaysan i Mekka var berømte faqih’er, og de var alle af slaveoprindelse. På samme måde var Egyptens mufti på Umar ibn Abd al-Aziz’ tid, Yazid ibn Abi Dhib, slave hos en mand ved navn Dinkalar al-Aswad. (Abu Hanifa: Abd al-Halim Jundi).

Muslimernes holdning til arbejdende mennesker var den samme. De, der tjente til livets ophold ved fysisk arbejde, nød stor anseelse i muslimernes samfundsliv. Selve arbejdet blev tillagt meget høj værdighed. Derfor blev enhver arbejder – uanset hvilket erhverv han var knyttet til – mødt med samme respekt. En arbejdendes erhverv kunne ikke forhindre ham i at tilegne sig viden; ikke engang vejen til at blive en stor lærd og mester stod ham åbenlyst i vejen.

Imam Abu Hanifa var klædehandler, og mange berømte lærde efter ham var handelsfolk eller håndværkere. Imam Ahmad ibn Amr fremstillede sko. Hans far var ledsager af Imam Abu Hanifa og discipel af Muhammad og Hasan. Han tjente på den ene side til livets ophold ved at fremstille sko, mens han på den anden side udarbejdede »Kitab al-Kharaj«, eller »Islams skattepolitik«, for kaliffen al-Muhtadi billah. På dette tidspunkt skrev han også sine værdifulde værker om fiqh. På Kafals hænder kunne man se mærkerne efter at have fremstillet låse, Ibn Qatandubaga var skrædder, og den berømte imam al-Jassas fremstillede glasvarer. På samme måde træder blandt andre en sælger af kobberkar (Saffar), en parfumeforhandler (Saydalani), en søn af en halwasælger (Halwari), en melsælger (Daqaq), en sæbesælger (Sajuni), en skomager (Na‘ali), en grøntsagshandler (Baqqali) og en sælger af lerkar (Quduri) frem for os på historiens sider som vidnesbyrd.

Allerede ved den islamiske civilisations morgen, det vil sige i det første århundrede, viste muslimerne noget, som den vestlige verden trods århundreders bestræbelser ikke har kunnet opnå: Intet erhverv er i sig selv lavt eller fornemt; det er mennesket, der enten besidder højere egenskaber eller berøves dem. (Abu Hanifa: Jundi)

Personlig frihed og ytringsfrihed

En fuldstændig beskrivelse af denne høje værdighed ved menneskelig lighed er ikke mulig, før vi har fået et korrekt kendskab til det islamiske samfunds holdning til højtstående personer. Først når de store stiller sig på samme række som de små, og det eneste grundlag for forrang og storhed er karakter – ikke slægt, rang eller rigdom – kan virkelig lighed blive etableret. Det er ikke nok alene at vise de små ære og respekt til at skabe virkelig lighed.

Imam Abu Yusuf skrev i sit »Kitab al-Kharaj«: »Engang sendte Umar besked til sine embedsmænd om, at de skulle møde ham under hajj. Da de ankom til rette tid, holdt Umar en tale til dem og til den forsamlede folkemængde:

»Brødre! Jeg har kun udnævnt disse embedsmænd for, at de ærligt skal føre tilsyn med jer og tjene jer. Jeg har ikke udnævnt dem for at krænke jeres liv, ejendom eller ære. Hvis nogen af jer derfor har en klage over en embedsmand, bør han rejse sig og fremsætte den. Den dag rejste kun én mand sig og sagde: »De Amir al-Mu’minin! En af dine embedsmænd har uretmæssigt slået mig et hundrede gange med en pisk.«

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: »Vil du også slå ham? Kom, tag gengældelse.« Da rejste Amr ibn al-As sig og sagde: »Amir al-Mu’minin! Hvis De begynder at behandle embedsmændene på denne måde, bliver det en meget vanskelig sag for dem. Det vil blive en fast skik, og de, der kommer efter Dem, vil også handle derefter.«

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Betyder det, at jeg ikke skal lade denne mand tage gengældelse? Jeg har selv set Allahs Sendebud tage gengældelse over for mig. (Henvendt til manden:) Kom, tag gengældelse.« Amr ibn al-As sagde: »Giv os mulighed for at tilfredsstille manden.«

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) gav sin tilladelse. Derefter tilfredsstillede de manden med to hundrede dinarer. Der måtte gives to dinarer for hvert piskeslag. Det er sandt, at Amr ibn al-As afværgede ulykken for den anden embedsmand, men da en egyptisk dreng anklagede hans egen søn for at have slået ham, lod Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham tage gengældelse og tillod ikke Amr at komme med nogen indvendinger. Da gengældelsen skulle gennemføres, sagde Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Slå denne rigmands søn.« Det var også blevet uundgåeligt, at Amr ibn al-As skulle straffes. Men den egyptiske mand tilgav ham og afstod fra at slå.

En anden dag sad Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) og fordelte penge blandt muslimerne. Mængden af de forsamlede mennesker blev stadig større. Sa’d ibn Abi Waqqas trådte frem og nåede hen til Hazrat Umar ved at skubbe de andre mennesker til side. Denne sahabi var søn af en fremtrædende adelig familie. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) gav ham et slag med sin pisk og sagde: »Du anerkender ikke Allahs herredømmes magt på jorden, men jeg fandt det nødvendigt at vise dig, at din indflydelse og anseelse ikke er en øres værdi i Allahs herredømmes øjne.«

Nogen kunne sige, at han jo var kalif. Hvem kan sammenlignes med ham? Derfor vil vi nu se, hvor selvstændige og frygtløse undersåtterne viste sig med hensyn til at udtrykke deres meninger og kritisere foran kaliffer og konger. Den egentlige kilde til denne selvstændighed og frygtløshed i meningsytringer var den samvittigheds- og tankefrihed, som islam havde givet, samt den fuldkomne lighed, der blev virkeliggjort i ord og handling.

Da Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) holdt en tale som kalif, sagde han: »Hvis I ser nogen skævhed hos mig, så ret mig op.« En af de forsamlede muslimer råbte: »Hvis vi ser nogen skævhed hos dig, vil vi rette dig op med et skarpt sværd.« Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han: »Tusind tak til Allah, som under Umars kalifat har skabt en sådan person, der kan rette ham op med et skarpt sværd.« En gang fik muslimerne nogle yemenitiske klæder som krigsbytte. Hazrat Umar fik ligesom alle de andre muslimer et stykke, og han gav også sin søn Abdullah et stykke. Da kaliffen havde brug for en skjorte, gav Abdullah sit stykke til kaliffen, så de to stykker kunne blive til én skjorte. Iført denne skjorte rejste Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sig for at holde en tale og sagde: »Lyt til mig og adlyd mig.« Salman rejste sig straks og sagde: »Vi vil hverken lytte til Dem eller adlyde Dem.« Umar (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: »Hvorfor?« Salman sagde: »Svar først på dette: Hvordan har De fået denne skjorte? De har ganske vist også kun fået ét stykke, og De er en meget høj mand.« Han sagde: »Døm ikke forhastet.« Derefter kaldte han Abdullah ibn Umar til sig og sagde: »Jeg spørger dig ved Allahs ed: Sig mig, er det stykke, som jeg har lavet denne skjorte af, dit stykke?« Han svarede: »Ja.« Da sagde Salman: »Nu kan De sige, hvilken afgørelse De træffer. Vi vil lytte og adlyde.«

Nogen kunne sige, at dette jo handler om Umar (må Allah være tilfreds med ham). Hvem kan sammenlignes med ham?

Tag Abu Ja’far al-Mansurs eksempel. Grundlaget for lovene i den stat, han grundlagde, var ikke sharia, men derimod, med vores terminologi, sociale skikke, sædvaner og traditioner. Sufyan al-Thawri gik til ham og sagde: »Amir al-Mu’minin! De bruger Allahs og muslimernes rigdom uden deres vilje og samtykke. Sig mig, hvilket svar har De på det?« Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) foretog engang pilgrimsfærden hajj for statens regning, og i alt blev der brugt seksten dinarer på ham og hans ledsagere. Alligevel sagde Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg synes, at vi har lagt en enorm byrde på Bait al-mal.« De ved sikkert, hvilken hadith Mansur ibn Ammar havde fortalt os. De var jo også til stede ved den sammenkomst, og De var den første, der nedskrev hadithen. Det er overleveret fra Ibn Mas’ud, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der efter eget forgodtbefindende griber ind i Allahs og Hans Sendebuds ejendom, for ham er Helvedes ild uundgåelig.« Da udbrød kongens garvede smigrer, skriveren Abu Ubayda: »Hvad! En sådan samtale med Amir al-Mu’minin!« Sufyan skældte ham ud og sagde: »Ti stille, elendige! Det var på denne måde, Haman og Farao smigrede hinanden og ødelagde hinanden.« Med disse ord forlod han hoffet.

Hvor stærkt de tyranniske herskeres tyranni end er, var det ikke muligt for dem at gribe ind over for en person, hvis hjerte var oplyst, og som havde hævet sig over materielle behov og fuldstændigt underkastet sig Allahs lov.

Al-Wāthiq var også en tyrannisk hersker. En muslimsk filosof kom engang til ham. Han hilste på al-Wāthiq, men al-Wāthiq svarede: “Lā sallamallāhu ʿalayka” (det vil sige: “Må Allah ikke lade fred komme over dig”). Så snart han hørte dette, irettesatte han al-Wāthiq og sagde: “Dine lærere har lært dig en yderst uhøflig opførsel.” Allah den Almægtige har sagt:

“Når I bliver mødt med en hilsen, så gengæld den med en bedre hilsen eller med en tilsvarende.” Men du har ikke blot undladt at hilse bedre på mig; du har ikke engang gengældt min hilsen på lige fod. (Abu Hanifa-Jundi).

Dommer Abu Yusuf har taget plads under retsmødet. En mand kom til ham med en retssag. Han var i strid med den abbasidiske kalif al-Hadi om en have. Abu Yusuf mente, at haven tilkom denne mand. Vanskeligheden var imidlertid, at kaliffen havde vidner. Han sagde: “Sagsøgeren hævder, at kaliffens vidner er sandfærdige; derfor må kaliffen aflægge ed på dette.” Al-Hadi nægtede, fordi han betragtede det som en ydmygelse at aflægge ed, og han gav haven tilbage til dens ejer. I en anden sag tvang han Harun al-Rashid til at afgive en edsforpligtende erklæring. Da Fadl ibn al-Rabi trådte frem som vidne på Harun al-Rashids vegne, afviste han hans vidnesbyrd. Kaliffen blev vred og spurgte: “Hvad er grunden til, at Fadls vidnesbyrd blev afvist?” Abu Yusuf svarede: “Jeg har hørt ham sige: ‘Jeg er Deres slave.’ Hvis hans ord er sande, kan en slaves vidnesbyrd ikke godtages; og hvis han er en løgner, kan en løgners vidnesbyrd heller ikke godtages.” (Abu Hanifa-Jundi)

Den frihedens lampe for det enkelte menneske, som islam havde tændt i menneskenes samvittighed, brændte videre selv i historiens mørkeste tidsaldre. I enhver historisk periode findes der talrige eksempler på en sådan glorværdig samvittighedsfrihed.

I Egypten havde Ahmad ibn Tulun den største respekt for den hanafitiske qadi Baqqar ibn Qutayba. Da Ahmad bad ham om at forbande den abbasidiske prins al-Muwaffaq, tav han et øjeblik og sagde:

—-arabisk tekst—-

“Pas på! Forbandelse over de uretfærdige.” En person sagde da til Ahmad ibn Tulun, at Baqqar havde rettet forbandelsen mod ham (Ahmad). Som følge heraf krævede ibn Tulun alle de gaver, han havde givet ham, tilbage. Han fik disse ting tilbage i nøjagtig samme forseglede stand, som da han havde givet dem. Derefter spærrede ibn Tulun Baqqar inde i et lejet hus. Mange mennesker kom med tilladelse fra ibn Tulun for at besøge ham. Baqqar talte med dem gennem vinduet. Så blev ibn Tulun ramt af en så alvorlig sygdom, at der ikke længere var noget håb for hans liv. Da beordrede han Baqqar løsladt. Til den udsending, der kom med budskabet om løsladelsen, sagde han: “Sig til ibn Tulun, at jeg er blevet meget gammel, og at De er blevet syg. Snart vil vi mødes. Det eneste, der skiller os, er Allah.” Da ibn Tulun døde, sagde Baqqar: “Åh, den stakkel er død!” (Abu Hanifa-Jundi)

Gennem udtalelsen »Den stakkel er død!« blev hans følelse tydelig: Ibn Tulun havde ganske vist magten, men han var ringere og mere hjælpeløs end ham.

Under ayyubidernes styre støttede Egyptens konge Ismail englænderne i korstogskrigen. Efter at have fået forsikring om, at englænderne ville hjælpe ham mod sultan Najmuddin Ayyub, overdrog han Saida og flere andre områder til englænderne. Men da Izzuddin ibn Abdussalam protesterede kraftigt imod dette, blev kongen vred og lod ham arrestere. Derefter sendte han en udsending for at skræmme og lokke Izzuddin. Udsendingen sagde til ham: »Hvis De ikke blander Dem i kongens handlinger, vil De blive genindsat i Deres tidligere embede og blive yderligere forfremmet.« Izzuddin svarede: »Ved Gud! Selv hvis kongen kom og kyssede min hånd, ville jeg ikke tolerere det. I virkeligheden tilhører I én verden, og jeg tilhører en anden.« (Abu Hanifa – Abdul Halim Jundi)

Under Zahir Baybars’ regeringstid opholdt Sheikh Muhyiddin Nawawi sig i Damaskus. Han gav ofte Zahir gode råd, undertiden skriftligt og undertiden mundtligt. Allama Jalaluddin Suyuti har i sit berømte værk »Hunsul Mahajara« citeret mange af de breve, han skrev til kongen. I de fleste af brevene nævnes folkets økonomiske nød, og der kræves fritagelse for skatter. I et brev skrev han: »I år er der ikke faldet tilstrækkelig regn. På grund af stigende priser, alvorlig mangel på fødevarer, kvægpest og lignende er Syriens indbyggere bragt i en sørgelig situation. Under disse omstændigheder bør De vise den fattige befolkning Deres nåde. Jeg siger dette af hensyn til både Deres og folkets velfærd. For ønsket om velfærd er islams grundlæggende budskab.«

Kongen afviste ikke blot dette råd, men udtrykte også sin stærke utilfredshed med de lærdes manglende samarbejde og sagde: »Hvor var disse herrer, da tatarerne angreb landet og hærgede det?« Sheikh Muhyuddin gav ham et skarpt svar på denne hån. Han gentog sin egen holdning og det ovennævnte råd og sagde: »Sagen med de ikke-muslimske angribere kan ikke sidestilles med sagen med landets muslimske herskere. Da disse oprørske vantro ikke havde den mindste tro på vores religion, hvilket råd kunne vi så give dem, og hvad ville det have nyttet? Jeg vil gøre det klart, at ingen kan forhindre mig i at tale sandt og give gode råd. For jeg er fast overbevist om, at dette er en ubetinget pligt for mig og andre som mig. Og uanset hvilke farer man møder ved at opfylde sin pligt, vil det hos Allah være årsag til stort gode og medvirke til at forhøje ens rang. Jeg overgiver mig fuldstændigt til Allah. Allah er fuldt ud bekendt med sine tjeneres tilstand. Allahs Sendebud har rådet os til under alle omstændigheder at fortsætte med at tale sandt og ikke tage hensyn til nogen bebrejders bebrejdelser i denne sag. Vi elsker altid kongen og ønsker hans velvære både i denne verden og i det hinsidige.«

Drevet af et sådant oprigtigt ønske om hans velfærd fortsatte sheikhen med at skrive breve. Men Zahir ignorerede hans råd og fortsatte med at opkræve skatter under påskud af forberedelser til den forestående krig. Kongen havde samlet fatwaer fra de lærde til støtte for sin egen opfattelse. Disse lærde havde udstedt fatwaerne efter hans anvisning. Han tilkaldte sheikhen og bad ham underskrive de andre lærdes fatwaer. Sheikhen indtog en meget fast holdning og sagde: »Jeg ved, at du var en slave i fangenskab. Du var ruineret. Derefter viste Allah dig nåde og ophøjede dig til kongelig rang. Jeg ved, at du ejer tusind slaver iført zaridar-klæder og hundrede slavinder dækket fra top til tå af guldsmykker. Hvis du nu bruger disse zaridar-klæder til slaverne og slavindernes smykker, vil jeg udstede en fatwa om, at det er tilladt for dig at opkræve skatter fra undersåtterne.«

Da Zahir hørte dette, eksploderede han i voldsomt raseri og forviste ham straks fra Damaskus. Sheikhen fortsatte med at bo på et sted i Syrien ved navn Nawa. Senere sagde alle de lærde og faqih’erne til kongen: »Han er vores alles højt respekterede og bedste lærde. Lad ham vende tilbage til Damaskus.« Kongen gav ham derefter tilladelse til at vende tilbage til Damaskus, men sheikhen afslog og sagde: »Så længe Zahir er dér, kommer jeg ikke.« En måned senere døde Zahir. (Fra professor Abu Zuhras »Ibn Taymiyya«.)

Også i nyere tids historie er eksempler på sådanne ædle karakterer ikke sjældne. Jeg vil blot nævne to hændelser.

Under Ismails regeringstid kom sultan Abdul Aziz en dag til Egypten. Ismail talte dagene til hans ankomst, fordi hans ankomst var yderst vigtig for, at Ismail kunne opnå titlen khedive. Desuden var der store muligheder for, at sultanens besøg ville bringe Egypten mange politiske fordele. På dette tidspunkt blev der udarbejdet et program for sultanens audiens hos de lærde

Det blev gjort. Ved disse audiensceremonier blev mange islamfjendtlige skikke og ritualer fulgt. En af dem var, at den besøgende skulle gå ned på knæ og slå hovedet mod jorden i tyrkisk stil som hilsen. Paladsets forvaltere havde ansvaret for at øve disse skikke og ritualer med de ankommende lærde, så de ikke skulle begå fejl foran sultanen.

Derefter nærmede tidspunktet for audiensen sig, og de lærde begyndte én efter én at gå ind og af lutter begær efter verdslige fordele at bøje sig for et skabt væsen som dem selv. Så gik de ud på den foreskrevne måde, mens de bevægede sig baglæns med ansigtet vendt mod sultanen. Kun én lærd undgik denne afskyelige handling. Det var sheikh Hasanul Adadi. Han foragtede verdslige fordele og holdt levende fast i bevidstheden om, at al magt ligger i Allahs hånd. Med hovedet højt gik han som et frit menneske ind, og da han kom foran sultanen, hilste han ham efter islamisk skik med ordene: »Assalamu alaikum.« Derefter rådede han ham, som en lærd bør gøre ved en audiens hos en hersker, til at frygte Allah og behandle mennesker retfærdigt og venligt. Da han havde talt færdig, hilste han igen og gik atter ud med hovedet højt som et frygtløst, frit menneske.

Da hoffets forvaltere og selv khediven så dette, var de nær ved at miste bevidstheden. De tænkte, at situationen var kommet ud af kontrol, og at sultanens vrede vist ikke ville kende nogen grænser. Deres omhyggelige øvelser var slået fejl, og de brød sammen i fortvivlelse.

Men sandhedens virkning kan aldrig slå fejl. Den trænger ind i andres hjerter med den samme kraft og myndighed, som den har, når den kommer fra hjertet. Sådan gik det også her. Uden at kunne beherske sig sagde sultanen: »I har kun denne ene lærde her.« Sultanen belønnede kun ham og lod alle de andre uden belønning.

Den anden begivenhed fandt sted mellem khediven Tawfiq Pasja og sheikh Hasanowil på Darul Ulum.

Sheikh Hasanowil var professor ved Darul Ulum. Han bar en billig, almindelig kjortel (jalbab). En dag fik rektoren for Darul Ulum at vide, at khediven snart ville komme på besøg på madrasaen. Han gik straks i gang med at gøre madrasaen ren og pynte den. Sheikh Hasanowil blev bedt om at skifte tøj og komme iført kaftan og djubba (forholdsvis fornemme klæder). Sheikhen indvilligede stiltiende i denne anmodning.

På den fastsatte dag kom sheikhen iført sit gamle tøj. Men i hånden bar han noget, der var bundet ind i et lommetørklæde som en lille pakke. Da rektoren så ham i det gamle tøj, blev hans ansigt blegt. Med en let vredladen stemme spurgte han: »Sheikh! Hvor er djubbaen og kaftanen?« Han pegede på lommetørklædet og viste, at de var dér. Rektoren tænkte, at sheikhen måske ville skifte tøj, når den fornemme gæsts ankomst var nært forestående.

Efter et stykke tid ankom den ventede gæst. En bølge af glæde skyllede gennem hele madrasaen. Straks efter indtraf en forbløffende begivenhed. Sheikh Hasanowil trådte frem for khediven med pakken i hånden og sagde helt uanfægtet: »Folk har sagt til mig, at jeg absolut skal komme iført djubba og kaftan. Hvis De ønsker djubbaen og kaftanen, så værsgo, her er djubbaen og kaftanen; men hvis De ønsker Hasanowil, så er Hasanowil her.«

Khediven svarede naturligvis, at han ønskede sin Hasanovīl.

Dette er de troendes sande tilstand. De stræber ikke efter nogen anden ære end islams ære. Deres sind, tanker og samvittighed tillægger ikke smålige og tomme værdier eller kortvarige interesser nogen betydning. De forstår islams sande væsen og omsætter det fuldt ud i deres liv. Efter at have tilegnet sig islams uovervindelige livskraft føler de ikke behov for at tilfredsstille noget menneske. Dette er i sandhed islam.

Behandlingen af de erobrede lande

Nu vil vi se nærmere på, hvordan indbyggerne i de erobrede lande og de ikke-muslimske folkeslag i muslimske lande er blevet behandlet. For dette har en meget tæt forbindelse med lighed, retfærdighed og samvittighedsfrihed. Den lighed og retfærdighed, som islam indførte, rækker ud over individet, gruppen og islams egen kreds og knytter sig til hele menneskeheden.

Når man drøfter de erobrede lande, kommer spørgsmålet om islams egentlige formål, mål og virkemidler med hensyn til erobringen af lande naturligt på tale. Det er et omfattende emne. Her vil vi kun behandle det, der er nødvendigt og knytter sig til islams universelle sociale retfærdighed.

Den islamiske daʿwa appellerer til menneskets samvittighed, sind og forstand. Den giver ikke plads til tvang eller påbud. Selv den psykiske tvang, der i tidligere religioner var udbredt i form af mirakuløse hændelser, har islam ikke accepteret. Islam er den eneste ordning, der har vist fuld respekt for menneskets fornuft, forståelse, bevidsthed og følelser; i stedet for at hypnotisere det gennem mirakler eller undere og lokke det ad psykologiske veje har den nøjedes med at henvende sig til det i et enkelt sprog. Den har aldrig benyttet sig af at tvinge mennesker til at underkaste sig gennem sværdets magt.

————Arabisk tekst——

„Der er ingen plads til tvang i spørgsmål om livsordningen.“

————arabisk tekst——

“Kald til din Herres vej med visdom og god formaning, og diskuter med dem på den bedste måde.”

Men Quraysh skabte helt fra den første dag hindringer for denne nye livsordning ved hjælp af materiel magt. De udsatte enhver, som Allah gav mulighed for at antage islam, for umenneskelig tortur. Nogle muslimer fordrev de fra landet efter at have adskilt dem fra deres hjem, hustruer, børn og øvrige familie. De lagde planer om at holde dem indespærret i bjerghuler, udsætte dem for social boykot og lade dem dø af sult. Kort sagt undlod de ingen form for brug af materiel magt for at holde mennesker væk fra islam.

Under disse omstændigheder var der ingen anden udvej end at beskytte islams tilhængere mod undertrykkelsen—

————arabisk tekst——

“De, mod hvem der føres krig, har fået tilladelse til at gribe til våben, fordi de er blevet gjort uret. Allah er visselig i stand til at hjælpe dem.”

————arabisk tekst——

“Bekæmp dem, der bekæmper jer, for Allahs sag, men overskrid ikke grænsen. Allah bryder sig ikke om dem, der overskrider grænsen.”

Herefter kom hele Den Arabiske Halvø på et tidspunkt under Islams beskyttelse. Rækken af erobringer strakte sig videre uden for Arabien. Det rejser spørgsmålet: Hvad var formålet og målet med disse erobringer?

Som jeg allerede har sagt, har Islam fremlagt en international ideologi og en universel livsordning. Den kan ikke begrænse sig til en bestemt nations snævre rammer. Den ønsker at bringe sin velfærdsstrøm til hvert eneste hjørne af verden og til hele menneskeheden. Men på vejen stod Romerriget og Perserriget, to vældige imperier, som hindringer. De lå på lur for at ødelægge den. Disse magter var ikke villige til at give bannerførerne for den islamiske bevægelse mulighed for at rejse rundt i verden og videregive Islams kernebudskab til mennesker. Under disse omstændigheder havde Islam ingen anden udvej end at fjerne den statsmagt, der stod som en hindring mellem den guddommelige lov og almindelige mennesker. Efter at denne hindring var fjernet, gav den mennesker mulighed for udelukkende at adlyde Allah og blive befriet fra menneskers lydighed og trældom. Dette er betydningen af, at den islamiske orden blev etableret i stedet for den falske orden. Derved opnåede mennesket ubetinget ytringsfrihed. Efter at statsmagtens hindring var fjernet, og Allahs lov havde sejret, blev lydigheden udelukkende viet Allah, og mennesket blev befriet fra trældom under andre mennesker. Derefter kunne den, der ønskede det, frivilligt, med glæde og med fulde rettigheder antage Islam, mens den, der ikke ønskede det, kunne lade være. For hvert menneske har fuld ret til selv at fastlægge sine egne principper. Det er dette, der ligger i Koranens følgende erklæring om, at religionen eller lydigheden udelukkende er forbeholdt Allah:

————arabisk tekst——

“Kæmp mod disse vantro, indtil lydigheden helt og fuldt er blevet forbeholdt Allah alene.” Her betyder ordet religion lydighed. Meningen er, at mennesket skal befries fra menneskers myndighed og suverænitet og underordne sig Allahs myndighed og suverænitet. Derefter skal det selv vælge sin trosbekendelse og overbevisning uden hindringer eller tvang.

I lyset af denne forklaring bliver det klart, at Islams erobringer er helt forskellige fra de ekspansionistiske og imperialistiske krige, som magtfulde nationer har ført mod fremmede folk med det formål at udbytte og undertrykke dem. Betydningen af disse krige var alene, at de udgjorde en kamp for at fjerne de statsmagter, der skabte hindringer mellem den nye trosbekendelse og ideologi, som Islam havde bragt, og andre nationer. For nationerne var dette en moralsk og åndelig kamp, mens det var en materiel og væbnet kamp mod de statsmagter, der ved hjælp af materiel magt red hen over dem som guder.

Islam betragter sig selv som en lov for hele menneskeheden og anvender ikke materiel magt til at udbrede og fremme sig selv. I overensstemmelse med dette grundprincip har den stillet verdens folk over for tre veje. Hvert folk må vælge én af dem: at antage Islam, at udtrykke samarbejde og lydighed ved at betale jizya eller at føre krig.

Dens opfordring til verdens folk om at “antage Islam” er uden tvivl retfærdig. For dette er den eneste vej til vejledning. Det er den mest moderne og fuldkomne ideologi om Gud, mennesket, livet og verden. Det er den store port, hvorigennem en ikke-muslim efter sin indtræden bliver bror til alle muslimer, og hans rettigheder og pligter fastsættes på samme måde som muslimernes. Ingen anden muslim kan på grund af hudfarve, afstamning, rigdom eller status gøre krav på at være overlegen i forhold til denne nye muslim.

Opfordringen til at betale jizya er tilsvarende. For at forsvare landet må muslimerne ofre selv deres liv. De betaler også zakat for at beskytte samfundets interesser. En ikke-muslim opnår også fuld fred og sikkerhed under den islamiske stat. Når det gælder at nyde interne, udenrigspolitiske og alle andre muligheder og fordele, er han ligeværdig med alle andre i den islamiske stat. I alderdom eller ved uarbejdsdygtighed kan han også nyde godt af den sociale sikringsordning. Under disse omstændigheder kræver retfærdighed og rimelighed, at han også bør bidrage økonomisk til alle disse forhold. Eftersom zakat i højere grad har karakter af tilbedelse end af en økonomisk skat, tvinger Islam dem ikke til at udføre denne tilbedelseshandling. For Islam ser også med respekt på følelserne hos dem, der ikke har antaget Islam. Derfor opkræver den hos dem en skat i form af jizya i stedet for zakat. Ved fastsættelsen af jizya er der taget hensyn til, at hvis det bliver nødvendigt at ofre livet for landet, er det kun muslimerne, der gør det. Desuden er jizya også et tegn på lydighed og underkastelse. Heraf fremgår det, at de, der betaler jizya, ikke vil skabe hindringer for Islams vej ved hjælp af magt, og at ingen vil stå i vejen for, at Islam når frem til folket. Dette var Islams formål.

Den sidste udvej er krig. At afvise både islam og jizya betyder, at han (det vil sige den ikke-muslimske) er fast besluttet på at forblive en hindring mellem islam og almindelige mennesker. Under sådanne omstændigheder bliver det uundgåeligt at befri verden for denne trods, der udvises i kraft af magt, og tilintetgøre den. For der findes ingen anden kur mod dette.

I de erobrede lande gennemførte islam sit humanitære og internationale program på behørig vis. Hvis indbyggerne antog islam, gav den dem samme rettigheder som muslimerne på alle områder. Selv hvis de betalte jizya, berigede den dem med alle højere menneskelige rettigheder. Selv under krigsforhold satte den et strålende eksempel på retfærdighed og menneskelighed i sin behandling af dem.

Når en hersker over et erobret land antog islam, lod islam ham som regel fortsætte som landets hersker. Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) lod den persiskfødte Bazan fortsætte som hersker over Yemen. På samme måde lod han den persiske Firoz fortsætte i sit embede som hersker over Sana’a. Da Qays ibn Abd Yaghus, som var af arabisk afstamning, fordrev Firoz derfra, hjalp Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) den persiske muslim mod den arabiske muslim og hentede ham tilbage, så han igen kunne indtage sit tidligere embede. På samme måde lod muslimerne underordnede embedsmænd og ikke-muslimske embedsmænd under amirens lavere administration fortsætte i deres embeder.

Ifølge islamisk lov er det fuldt ud lovligt for erobrerne at konfiskere alle ejendele tilhørende de oprørere, som hverken antager islam eller indvilliger i at betale jizya, men vælger krigens vej. Ikke desto mindre indførte Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), da Persien blev erobret under hans tid, en anden politik i overensstemmelse med islams moralske og humanitære værdier. Han anerkendte jordejernes ejendomsret til jorden, men pålagde den en jordskat. Han tog hensyn til to interesser på én gang. Den ene var de erobrede landes egen interesse, selv om de havde kæmpet mod muslimerne; alligevel ønskede han ikke at fratage dem deres livsgrundlag. Den anden interesse var de muslimske efterkommeres. Hvis al jorden blev givet til de nuværende erobrere, ville fremtidige generationer blive berøvet dens udbytte. Derfor mente han, at det var bedre at opkræve skat af jorden. På den måde kunne de indtægter, der blev opnået, altid anvendes til samfundets vel, og fremtidige generationer ville fortsat få en rimelig andel deraf.

Det er en almindeligt anerkendt sandhed, at islam altid har behandlet de erobrede lande på en yderst human måde. Den gav mennesker fri og ubetinget mulighed for at drage fordel af dens skønhed, særlige egenskaber og gavnlige kvaliteter. Desuden inviterede den alle, uanset race, afstamning, sprog, nation eller religion, til at drage fordel af disse. Den gav enhver mulighed for at gøre alt, hvad der var muligt, til gavn for samfundet. Inden for en særlig gren af islam, nemlig lov og fiqh, opnåede indbyggerne i de erobrede lande og folk fra slavestanden en særlig ekspertise. Araberne havde ikke monopol på nogen betydningsfuld del af det offentlige liv. Selv i embeder som amir og hersker blev der udnævnt folk, som først anvendte det overskydende skatteprovenu fra det pågældende land til landets vel, mens de kun indbetalte resten til det centrale Bayt al-Mal. De erobrede lande var ikke kolonier, og erobrerne havde ingen mulighed for at bruge landets indbyggeres liv og ejendom til deres egen komfort og luksus. På tilsvarende måde gav islam indbyggerne i de erobrede lande en enestående frihed til at udføre deres religiøse ceremonier. Islam påtog sig selv ansvaret for at beskytte deres gudshuse, khanqaher, kirker samt lærde og præster. Den overholdt de aftaler og løfter, der blev indgået med dem, med en sådan ærlighed og troskab, at det er vanskeligt at finde noget sidestykke til det i historien om internationale forbindelser. Også i dag består den praksis, som islam indførte, på dette område.

Når vi sammenligner den måde, den moderne vestlige civilisation behandler de ulykkelige kolonier på, med islam, ser vi islam stråle og lyse som det mest liberale, ædleste og reneste ideal i enhver epoke af dens historie. I dag ser vi, at kolonilandene systematisk berøves den vestlige civilisations fortrin inden for videnskabens dyrkelse og økonomisk udvikling og fremgang, så de kan malkes som malkekøer så længe som muligt. Desuden er det blevet imperialistiske magters dårlige vane at ofre menneskelig værdighed og anstændige skikke på både individuelt og kollektivt plan, bevidst udbrede moralsk anarki, skabe og udvide fjendskab mellem grupper og partier samt gennemføre økonomisk udbytning og undertrykkelse.

Vesterlændinge fremsætter ganske vist i dag store erklæringer om religionsfrihed, men deres tidligere historie er plettet af de såkaldte domstoles bestialske straffe i Spanien og korstogenes grusomheder i Østen. Selv i dag er religionsfrihed blot et skuespil. For eksempel er muslimers adgang til Sydsudan forbudt, selv om kristne missionærer dér har alle mulige privilegier. Da den engelske general Allenby under den seneste store krig trådte ind i Bayt al-Muqaddas, gav han udtryk for hele Europas mentalitet ved at sige: »I virkeligheden er korstogene afsluttet i dag.« Efter revolutionen i Damaskus i 1940 stod den franske general Katto dér og sagde: »Vi er efterkommere af korsfarerne. De, som vores regering ikke bryder sig om, kan forlade dette sted.« En ligesindet af ham sagde præcis det samme i Algeriet i 1945.

Situationen i den socialistiske verden er endnu mere forfærdelig. Der foregår en kampagne for gradvist at udslette muslimerne dér. På blot et kvart århundrede er antallet af muslimer i Rusland faldet fra 42,2 millioner til 20,6 millioner. I dag nægtes muslimerne endda de rationeringskort, uden hvilke det dér er umuligt at skaffe livets fornødenheder. De får at vide: »I har tilladelse til at bede, når I vil. Men regeringen kan ikke give jer mad. Bed jeres Gud om mad.« Den samme behandling udsættes de for i Jugoslavien og andre lande.

Islam har altid fremvist så fremragende eksempler på omfattende og universel social retfærdighed, at den europæiske civilisation ikke har kunnet komme i nærheden af dem. Det vil den heller aldrig kunne, for den er en rent ateistisk og materialistisk civilisation. Dens grundlag er udelukkende bygget på manddrab, plyndring, blodsudgydelse, vold og brutalitet. [For et detaljeret studium af dette henvises til forfatterens »As-Salam al-Alami al-Islam (Verdensfred og islam)« samt kapitlet »Islamiske erobringers natur og betydning« i »Dirasatun Islamia«.]

Gensidigt samarbejde og socialt sikkerhedssystem

Jeg vil fremlægge nogle konkrete eksempler fra historien på de egenskaber, som islam ønsker skal præge de stærke og de svage, de rige og de fattige, individet og samfundet, herskeren og de regerede og således hele menneskeheden: barmhjertighed, medfølelse, velvilje og gensidigt samarbejde. Islams historie er rig på sådanne eksempler.

Da Abu Bakr antog islam, havde han fyrre tusind dirham, som han havde tjent på handel. Også efter at have antaget islam tjente han store summer gennem handel. Men den dag, han udvandrede til Medina sammen med sin store ven, profeten Muhammad, havde han kun fem tusind dirham tilbage af denne store kapital. Hele sin resterende kapital brugte han på at befri de muslimske slaver, som blev forfulgt og mishandlet, og af disse midler hjalp han de fattige og nødlidende.

Umar var meget fattig. I Khaybar fik han et stykke jord. Han kom til Allahs Sendebud og sagde: »Jeg har fået et stykke jord i Khaybar. Jeg har aldrig fået en så værdifuld ejendom. Hvad er din anvisning angående den?« Allahs Sendebud sagde til ham: »Hvis du ønsker det, kan du beholde selve jorden og give dens udbytte bort som almisse.«

Umar gjorde den til waqf til fordel for fattige og nødlidende, trængende slægtninge, til befrielse af slaver, til hjælp for svage og hjælpeløse mennesker samt til almennyttige formål. På denne måde gav han sin mest elskede ejendom bort for Allahs sag og bekræftede sandheden i dette udsagn fra Koranen:

————arabisk tekst——

»I vil ikke kunne opnå den sande godhed, før I bruger noget af det, I elsker mest, for Allahs sag.«

Før kalifatet kom en handelskaravane fra Syrien til Hazrat Uthman. Karavanen bestod af tusind kameler lastet med hvede, olivenolie og rosiner. På dette tidspunkt var muslimerne ramt af alvorlig nød på grund af hungersnøden. Mange købmænd kom til ham og sagde: “De ved udmærket, hvor stærk efterspørgslen efter fødevarer i landet er. Sælg dette varelager til os.” Hazrat Uthman sagde: “Jeg kan sagtens sælge det, men sig mig, hvor stor en fortjeneste vil I give mig?” Købmændene sagde: “Vi giver Dem den dobbelte pris.” Hazrat Uthman sagde: “Jeg har fået tilbudt en langt større fortjeneste end det.” Forbløffede spurgte de: “Deres handelskaravane ankom netop nu, og så snart den nåede frem, kom alle købmændene i Medina til Dem. Ingen andre har mødt Dem før os. Hvem har da tilbudt Dem så stor en fortjeneste?” Hazrat Uthman sagde: “Allah den Almægtige har lovet mig ti gange så stor en fortjeneste. Kan I give mig mere end det?” De sagde: “Nej.” Da erklærede Hazrat Uthman med Allah som vidne: “Jeg giver hermed alle varerne i denne handelskaravane som almisse for Allahs skyld til de fattige og trængende.”

En dag havde Hazrat Alis familie kun tre bygbrød. Han gav disse brød til henholdsvis en forældreløs, en fattig og en fange. Efter at have givet dem mad, så de blev mætte, gik han selv og hele sin familie sultne i seng.

Husayn var blevet stærkt forgældet. Kilden ved Abi Najjar tilhørte ham, og hvis han ønskede det, kunne han sælge den og betale sin gæld. Men fattige muslimer udførte kunstvanding fra den, og derfor solgte han den ikke. Skønt han var søn af den fornemste familie blandt Banu Hashim, bar han således gældens byrde.

I Medina gjorde ansarerne muhajirunerne til delagtige i deres ejendom, huse og alle deres ejendele. De tog imod dem som deres egne brødre. De betalte blodpengene på deres vegne og løskøbte deres fanger. Kort sagt gjorde de dem fuldstændig til deres egne. Med Koranens ord:

————arabisk tekst——

“De nærer ingen modvilje eller forlegenhed i deres hjerter over det, de giver muhajirunerne. De sætter andres interesser over deres egne, selv når det betyder, at de selv må gå sultne.”

I virkeligheden forbliver denne livskraft aktiv i muslimske landes samfundsliv, så længe de er fri for den vestlige civilisations indflydelse. Hr. Abdur Rahman Azzam skrev i sin bog “Ar-Risalat al-Khalida”:

“Jeg har set Tawarek-stammen i Nordafrika leve på grundlag af gensidig hjælp og sikkerhed. I deres stamme lever ingen udelukkende for sig selv, men for hele samfundet. De føler den største stolthed over det arbejde, de udfører for samfundet. En bemærkelsesværdig begivenhed gjorde mig opmærksom på dem. En byboer udvandrede fra det franske område, slog sig ned hos Tawarek-folket i Fazan og ernærede sig af deres velvilje. Derefter begav han sig ud for at søge et levebrød. Han var også besluttet på at gengælde deres gavmildhed. Han efterlod sin familie under denne muslimske stammes beskyttelse. Men desværre fandt han ikke noget arbejde. Han kom til os i et sted ved navn Misrata for at bede om hjælp. Vi gav ham så meget hjælp, at han kunne vende tilbage til sin familie. Men næsten et år senere kom han igen til os. Vi troede, at han var vendt tilbage fra sin familie. Men han afviste vores antagelse og sagde, at han nu var i stand til at tage hen til sin egen familie. Vi spurgte: “Hvordan?” Han sagde: “Jeg drev handel med de penge, jeg modtog ved vores sidste møde. Nu kan jeg med de penge, jeg har opsparet, tage til Tawarek-folket.” Vi spurgte: “Vil du tage til din egen familie eller til Tawarek-folket?” Han sagde: “Jeg vil først tage til Tawarek-folket, for de tog sig af min familie under mit fravær. Nu vil jeg tage derhen og sørge for underholdet af familierne til dem blandt dem, som er borte fra deres egne familier, og fordele det, jeg selv har tjent, mellem mine egne børn og naboernes børn.” Vi spurgte: “Er forholdet mellem naboerne i jeres samfund virkelig sådan?” Han sagde: “Ja, vi er alle delagtige i hinandens glæde og sorg. Vi skammer os meget over at vende tomhændede hjem fra udlandet, for vores naboer venter på os på samme måde som vores egne familier.”

Efter at have beskrevet denne erfaring giver forfatteren, idet han gennemgår den, en meget præcis forklaring på begivenheden:

„Denne særegne samfundsform er ikke begrænset til tuaregernes stamme eller til beduinernes nomadestammer. Den er heller ikke et resultat af deres stammevæsen. Dette er den egentlige islamiske samfundsform. Denne samfundsordning findes i vidt omfang netop blandt de stammer, der befinder sig langt fra den moderne materialistiske og verdslige civilisation. Jeg har set mange byer og havne i både Vesten og Østen, som var præget af islam, og jeg har set denne samfundsform praktiseret blandt deres indbyggere uden hensyn til, om de var hvide eller sorte, arabere eller ikke-arabere. Mange steder har jeg selv i dag set muslimer leve et meget lykkeligt liv på grundlag af gensidig hjælp og samarbejde. De er uden tvivl lykkeligere og mere velstående end de millioner af mennesker, der dyrker den vestlige materialistiske civilisation. De står stadig meget nær den samfundsordning, som profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) grundlagde. De mennesker, der dyrker Vesten, tror på at sætte deres personlige interesser først, selv når det sker på bekostning af store skader og katastrofer for samfundet. For at tilfredsstille deres personlige luner og deres begær og ønsker tøver de ikke, når det er nødvendigt, med at skade selv deres egen families interesser; hensynsfuld behandling af naboernes interesser kommer slet ikke på tale.“

Sagen er, at denne gensidige sikkerhedsordning er skabt af islams livskraft. Men den blev ikke blot overladt til individets og samfundets samvittighed eller medfølelse. Regeringen sørgede også for at gennemføre den. Et fremragende eksempel er, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) fra Bait al-Mal fastsatte månedlige understøttelser til spædbørn, der var vænnet fra modermælken, til ældre og til syge. Det er værd at bemærke, at disse udgiftsposter var helt adskilt fra de velkendte kategorier for zakat-udgifter. På grund af denne posts natur og særpræg kan den betegnes som „social sikring“ (Social security). Under hungersnøden ophævede han straffen for tyveri, fordi stærk sult måske havde drevet nogen til at stjæle. I islam frafaldes straffen, når den bygger på tvivl. Den følgende begivenhed giver det mest strålende eksempel på gennemførelsen af den sociale sikkerhedsordning og tydeliggør samtidig den private ejendoms sande karakter og grænser.

Det fortælles, at nogle slaver tilhørende Abd ar-Rahman ibn Hatib al-Baltaya stjal en kamel fra en mand fra Muzayna-stammen. Da de blev pågrebet og ført frem for Umar (må Allah være tilfreds med ham), indrømmede de tyveriet. Umar (må Allah være tilfreds med ham) beordrede Qasir ibn al-Salt til at hugge deres hænder af. Da han gik frem for at udføre befalingen, standsede Umar (må Allah være tilfreds med ham) ham og sagde: „Hør her! Jeg har fået at vide, at I kræver et stort arbejde af disse slaver, men lader dem gå sultne? Deres sult bliver endda så voldsom, at hvis de spiser noget forbudt, bliver det tilladt for dem. Jeg sværger ved Allah, at hvis jeg ikke havde fået dette at vide, ville jeg have hugget deres hænder af.“ Derefter sagde han til Abd ar-Rahman ibn Abi Hatib ibn Abi Baltaya: „Det er sandt, at jeg ikke huggede deres hænder af, men jeg vil pålægge dig en sådan bøde, at du kommer til at mærke det.“ Han spurgte manden fra Muzayna-stammen: „Hvor meget kostede din kamel?“ Han svarede: „Fire hundrede dirham.“ Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde til Ibn Hatib: „Gå hen og giv ham otte hundrede dirham.“ Han eftergav slavernes straf for tyveriet, fordi deres herre havde ladet dem sulte og dermed tvunget dem til at stjæle.

I islams historie har den sociale og økonomiske sikkerhedsordning også en særlig betydning på et andet område. Det er dens universelle karakter. For denne ordning består også uden for islams grænser.

En dag så Umar (må Allah være tilfreds med ham) en blind gammel mand tigge fra dør til dør. Da han spurgte ham, fandt han ud af, at han var jøde. Han spurgte ham: „Hvorfor tigger du?“ Han svarede: „Jizya, fattigdom og alderdom har tilsammen tvunget mig til at tigge.“ Umar (må Allah være tilfreds med ham) tog ham ved hånden, førte ham hjem og gav ham penge, der kunne dække hans midlertidige behov. Derefter sendte han besked til den ansvarlige for Bait al-Mal: „Undersøg denne mand og andre, der ligner ham.“ Ved Allah, det er ikke retfærdighed, at vi i hans ungdom nyder frugten af hans arbejde, men i hans alderdom afviser ham foragteligt. Zakat tilkommer de fattige og de nødlidende. Og denne mand er en nødlidende fra Skriftens folk.“ Han fritog ham og andre som ham for jizya.

Under en rejse til Damaskus passerede han forbi en landsby. Han fik at vide, at der boede nogle kristne spedalske dér. Han beordrede, at de skulle hjælpes fra zakatfonden, og at der skulle leveres rationeret mad til dem.

Der er gået mere end tretten hundrede år. Islams livskraft løftede Umar til det ophøjede niveau af menneskelighed, hvorfra han gav social sikkerhed status som en universel menneskeret. For at opnå denne ret var der ikke noget krav om en bestemt religion eller et bestemt samfund; det var heller ikke nødvendigt at undersøge, hvilken sharia eller hvilken troslære man fulgte.

Dette er det høje niveau, som menneskehedens fødder er blevet trætte af at nå, og som den stadig befinder sig langt fra.

Det politiske system

Historien vidner om, at islam har gennemlevet en sjælden og ideal tidsalder, hvad angår et velintegreret politisk og økonomisk system. Det er dybt beklageligt, at denne tidsalder i islam ikke kunne vare særlig længe. Fremover vil vi forsøge at forstå den egentlige årsag til dette. Nogle mener, at årsagen ligger i selve den grundlæggende natur af islams politiske og økonomiske system. Men senere vil vi drøfte, om årsagen i virkeligheden ligger i systemet selv eller uden for det. Først vil vi behandle det politiske system, for det økonomiske system er altid underordnet det politiske system og følger dets natur.

Da Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, nærmede sig sin død, gav han en dag Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, besked på at lede bønnen. Hertil gjorde Aisha, må Allah være tilfreds med hende, indsigelse med den begrundelse, at Abu Bakrs hjerte var meget følsomt. Derfor ville folk ikke kunne høre hans stemme, hvis han ledte bønnen, og hun bad ham genoverveje sin beslutning. Dette gjorde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vred, og han insisterede på, at Abu Bakr skulle tilkaldes for at lede bønnen.

Spørgsmålet er: Betyder dette, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udnævnte ham til kalif? Forstod muslimerne det tydeligt sådan?

Efter vores mening er begge disse påstande helt urimelige. Hvis Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde besluttet at udnævne en kalif, og hvis islam havde en bestemmelse om udpegning af en kalif, ville han have erklæret dette lige så klart, som han erklærede islams øvrige regler og principper. Og hvis muslimerne tydeligt havde forstået, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde udnævnt Abu Bakr til kalif, ville der ikke have været nogen grund til den strid mellem Muhajirun og Ansar om kalifatet, som fandt sted på det sted, der kaldes Saqifa. For Ansar var aldrig mennesker, der kunne finde på at gøre indsigelse mod Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, beslutning.

I virkeligheden blev hele spørgsmålet om kalifatet overladt til muslimernes gensidige rådslagning. Hensigten var, at folket med fuld frihed og enighed skulle vælge den bedst egnede person til kalifatet. Hvis det efter drøftelserne i Saqifa blev besluttet, at kaliffen skulle vælges blandt Muhajirun, var det ikke en bestemt bestemmelse i islam, men en beslutning, som muslimerne nåede frem til i enighed efter gensidige drøftelser. Hvis Ansar havde modsat sig denne beslutning, kunne ingen have gjort indsigelse mod det. Men i praksis gik det sådan, at Ansar accepterede Abu Bakrs kalifat, fordi han var den bedst kvalificerede af alle. Ganske vist forsøgte Aws- og Khazraj-stammerne i Medina at forplumre sagen ved at opildne til regionalt baseret fjendskab, men Ansar gjorde denne sammensværgelse til intet.

At kaliffen i dette tilfælde skulle vælges blandt Muhajirun, betyder ikke, at han nødvendigvis skulle være fra Quraysh-stammen. Hvis det havde været tilfældet, ville Umar, må Allah være tilfreds med ham, da han udpegede rådsforsamlingen, ikke have sagt: »Hvis Salim, Hudhayfas frigivne slave, havde været i live, ville jeg have udnævnt ham til kalif.« Det er velkendt, at Salim, må Allah være tilfreds med ham, ikke var af Quraysh-stammen. Desuden kan ingen Qurayshi ifølge islams grundprincipper betegnes som bedre end andre muslimer blot fordi han er Qurayshi og nedstammer fra Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde selv:

——-arabisk tekst——

»Den, hvis handlinger holder ham tilbage, kan ikke bringes frem af sin slægts anseelse.«

Hazrat Abu Bakr havde udpeget Hazrat Umar til kalif. Men det betyder ikke, at han havde tvunget muslimerne til at acceptere ham. De havde fuld ret til at forkaste denne udnævnelse. Hazrat Umar blev ikke kalif som følge af Abu Bakrs udnævnelse, men som følge af folkets valg. På samme måde oprettede Hazrat Umar et rådgivende råd bestående af seks medlemmer. Han gav dette råd besked på at vælge en kalif blandt sig. Men muslimerne var ikke forpligtede til at anerkende en af disse seks som kalif. De valgte helt frit og frivilligt en af dem. For disse seks var i virkeligheden de bedst egnede personer blandt den tids muslimske umma.

Da Hazrat Ali blev valgt, opstod der uenighed. På grund af denne uenighed blev der for første gang udkæmpet krig mellem muslimer. Som følge heraf indtraf den ene hjerteskærende begivenhed efter den anden, så islams livskraft, dets politiske og økonomiske grundprincipper samt dets tanker på andre områder af livet blev alvorligt beskadiget.

Denne korte redegørelse gør islams egentlige syn på styreformen klart for os. Det går ud på, at en person kun kan beklæde en herskers position på grundlag af muslimernes frie og upartiske valg. Hazrat Ali var Profeten Muhammads fætter, svigersøn og nære slægtning. Selvom muslimerne vidste og forstod alt dette, indsatte de ham først efter lang tid på kalifatets plads. At Hazrat Ali blev forsinket på denne måde, især efter Hazrat Umar, kan måske betragtes som en tilsidesættelse af hans ret. Men det kan ikke benægtes, at islams styreform netop gennem denne forsinkelse blev vurderet på den mest fuldkomne måde. Den større fordel, der blev opnået derved, var, at arvefølgens idé ikke engang kunne nærme sig kalifatets plads. For denne idé står længst fra islams livsessens og dets grundprincipper. Selv hvis der personligt blev begået en vis uret mod Hazrat Ali, er der ingen tvivl om, at den praktiske virkeliggørelse af dette ideal var langt vigtigere end ham.

Derefter kom umayyadernes tid. De begrænsede ikke blot det islamiske kalifat til umayyadernes slægt, men forvandlede det også til et autokratisk monarki. Dette var ikke et resultat af islams lære, men derimod jahiliyyas indflydelse. Denne indflydelse fra jahiliyya havde lammet islams livskraft.

Hvis vi her blot fremlægger nogle beretninger om, hvordan Yazids udnævnelse og bay’a blev gennemført, vil sagen blive klar.

Efter at bay’a til Yazid var blevet aflagt i Syrien, pålagde Muawiya Sa’id ibn al-As at skaffe støtte hos befolkningen i Hijaz, uanset hvordan det måtte ske. Men Sa’id mislykkedes. Derefter drog Muawiya selv til Mekka med en stor hær og samlede de førende muslimer omkring sig, hvorefter han sagde til dem:

“Se, I er fuldt ud bekendt med, hvordan jeg har behandlet jer, og hvordan jeg har værnet om jeres slægtskabsbånd og relationer. Yazid er jeres egen bror – jeres farbrors søn. Mit ønske er, at I accepterer Yazid som kalif blot af navn. Alle sager vedrørende udnævnelser og afskedigelser samt opkrævning og fordeling af skatter og lignende skal I selv varetage.”

Abdullah ibn az-Zubayr (ra.) svarede: “De bør følge én af to fremgangsmåder: Enten bør De gøre, som Allahs Sendebud (saw) gjorde, da han testamenterede lederskabet til en person uden for sin egen slægt, eller også bør De oprette et upartisk råd, sådan som Umar (ra.) oprettede et råd bestående af seks personer, hvoraf ingen var hans nære slægtning.”

Muawiya (ra.) syntes at bryde ud i flammer af vrede. Han spurgte: “Har du ingen tredje fremgangsmåde?” Ibn az-Zubayr svarede: “Nej.” Muawiya vendte sig mod de øvrige og sagde: “Hvad mener I?” Alle svarede i kor: “Vi mener det samme som Ibn az-Zubayr.” Da truede Muawiya (ra.) dem og sagde: “Når man giver et advarselssignal, før man griber til en ekstrem fremgangsmåde, er der bagefter ikke længere plads til indsigelser. Jeg holdt en tale for jer, og straks rejste en af jer sig og modsagde mine ord foran alle. Jeg bar over med det og tilgav det.”

“Men nu er jeg rejst mig for at sige det sidste ord. Jeg advarer jer: Hvis nogen af jer siger så meget som ét ord som svar på dette, vil sværdet have skilt hans hoved fra kroppen, før endnu et ord når at blive hørt. Nu bør enhver tænke på at redde sit eget liv.”

Derefter placerede Muawiya, under ledelse af chefen for hans livvagter, to mænd med dragne sværd over hovedet på hver af de førende personer i Hijaz, som var imod Yazids nominering, og befalede chefen, at hvis nogen af dem sagde blot én sætning til støtte for eller i protest mod min erklæring, skulle de to straks slå ham med sværdene.

Efter at have truffet denne foranstaltning steg Muawiya op på prædikestolen og sagde: “Disse mænd er muslimernes ledere og de bedste blandt dem; intet bør gøres uden deres mening. De har aflagt bay’a til Yazids kalifat efter at have accepteret det. I skal også aflægge bay’a i Allahs navn.” Straks aflagde folket bay’a. [Ibn al-Amir, Hawadeth, hijraåret 56. Vi ønsker ikke at lægge for stor vægt på at acceptere denne beretning som sand. Men for at beskytte Islams grundprincipper mod forvanskning vil vi dog sige så meget, at hvis denne overlevering er sand, var en sådan handling fuldstændig i strid med Islams egentlige natur. Ingen begrundelse eller undskyldning kan bevise, at denne handling var rigtig. – Forfatteren]

Dette er grundlaget for Yazids regering. Islam kan aldrig acceptere dette grundlag. Og hvilken slags menneske var Yazid selv? Beretningen om hazrat Abdullah ibn Hanzala (ra.) om ham er bemærkelsesværdig.

“Ved Allahs ed! Vi begyndte først at gøre oprør mod Yazid, da vi frygtede, at en regn af sten ville falde ned over os fra himlen. Denne mand gifter sig med en mor og hendes datter samt flere søstre på én gang, drikker vin og forsømmer bønnen. Ved Allahs ed! Selv hvis ingen anden havde sluttet sig til mig, ville jeg alene have ofret mig på Allahs vej.”

Det er måske en af Yazids fjenders overdrevne beretning. Men de skændige handlinger, Yazid senere begik, såsom at dræbe Husayn på den mest nederdrægtige måde, belejre Kabaen og kaste sten mod den, vidner om, at Yazids fjender slet ikke overdrev i deres beskrivelser. Uanset hvad den faktiske situation måtte have været, kan ingen med frækhed påstå, at Yazid var den mest værdige til kalifatet blandt muslimerne, selv om sahabaerne og tabi’inerne stadig var til stede. Formålet med alt dette var i virkeligheden at begrænse regeringen til umayyadernes slægt og omdanne den til et monarkisk system. Denne tendens var ensbetydende med at stikke en kniv i islams og de islamiske forskrifters hjerte.

Det egentlige formål med at fremlægge disse oplysninger er ikke at fordømme nogen person, men tydeligt at vise, at det monarkiske system, som blev indført i islam uden noget shariaretligt grundlag, ikke har nogen som helst forbindelse med islams livskraft og grundprincipper. Vi har taget denne drøftelse op for at rense islam og islams politiske system for forvanskning og gøre deres sande natur klar.

Nogle eksempler på regeringsførelse

For at hjælpe med en korrekt forståelse af denne sandhed vil vi forsøge at fremlægge nogle konkrete eksempler på regeringsførelse fra forskellige perioder under det retledte kalifat, nemlig Abu Bakrs og Omars perioder, Uthmans og Marwans perioder, derefter Alis periode samt de abbasidiske og umayyadiske perioder.

Da muslimerne indsatte Abu Bakr på kalifatets plads, havde han efter eget syn ingen anden opgave over for muslimerne end at gennemføre Allahs religion og sharia. Den tanke kunne ikke engang komme ham nær, at de handlinger, som tidligere havde været forbudte for ham som almindelig borger, nu skulle blive tilladte for ham på grund af dette embede. Han mente heller ikke, at han havde fået nye rettigheder, som han ikke tidligere havde haft, eller at han var blevet fritaget for de ansvar og pligter, han hidtil havde båret.

Da hans indsættelsesceremoni var blevet afsluttet i Saqifa, holdt han følgende tale: »Hvis jeg udfører mine pligter på bedste vis, skal I hjælpe og støtte mig. Men hvis jeg begynder at gå en skæv vej, skal I rette mig ud. Sandfærdighed er troskab, og løgnagtighed er forræderi. Den svageste blandt jer er i mine øjne den stærkeste, indtil jeg har givet ham hans ret. Og den stærkeste er i mine øjne den svageste, indtil jeg har krævet statens ret af ham. Husk, at når et folk viger tilbage fra jihad, ydmyger og vanærer Allah det. Og når et folk bliver fyldt med uanstændighed, sender Allah den Højeste en kollektiv straf over alle. Så længe jeg adlyder Allah og Hans Sendebud, skal I adlyde mine ordrer. Men hvis jeg afviger fra lydigheden mod Allah og Hans Sendebud, har I ikke længere pligt til at adlyde mine ordrer.«

Abu Bakrs hus lå i Sanh, i nærheden af Medina. Det var et lille og ganske beskedent hus. Selv efter at han var blevet kalif, lod han det ikke reparere. Hver morgen og eftermiddag gik han til og fra huset og Medina til fods. Af og til brugte han en hest, men den tilhørte ikke Bayt al-Mal; den var hans private ejendom. Senere, da arbejdsbyrden voksede, flyttede han til Medina.

Han ernærede sig ved handel. Dagen efter at han var blevet valgt til kalif, begav han sig af sted for at handle, men muslimerne standsede ham og sagde: »Kalifatets ansvar kan ikke varetages samtidig med handel og forretning.« Han spurgte: »Hvordan skal jeg kunne klare mig, når jeg ikke kender nogen anden måde at tjene til livets ophold på?« Alle tog hans situation i betragtning og fastsatte fra Bayt al-Mal en tilstrækkelig løn til hans families underhold som modydelse for, at han ikke kunne drive handel og skulle varetage kalifatets fuldtidsansvar.

Trods dette bestemte han ved sin død, at alt, hvad han havde modtaget fra Bayt al-Mal, skulle opgøres, tages fra hans jord og øvrige ejendele og indbetales til Bayt al-Mal.

Under indflydelse af den bevidsthed og ansvarsfølelse, som islam vækker hos både herskere og undersåtter, følte Hazrat Abu Bakr sig personligt ansvarlig for at afhjælpe hver enkelt undersåts nød og klager. Mens han boede i Sunh, malkede han hver dag gederne hos sine svage og hjælpeløse naboer. Da han blev kalif, sagde en lille pige, som var hans nabos datter, til ham: »Nu vil De vel ikke længere malke vores geder?« Abu Bakr svarede: »Hvorfor skulle jeg ikke det? Selvfølgelig vil jeg malke dem.« Og han fortsatte virkelig med at malke deres geder. Af og til spurgte han den lille gedeejer: »Skal jeg bare malke dem, eller skal jeg også kærne smør?« Nogle gange sagde hun: »Kærn smør.« Andre gange sagde hun: »Lad bare mælken være.« Kort sagt gjorde han, hvad hun bad ham om.

Under Hazrat Abu Bakrs kalifat tog Hazrat Umar sig i Medina af en blind kvinde. Efter nogle dage lagde han mærke til, at en anden kom og udførte kvindens arbejde, før han selv nåede frem. Sådan skete det hver dag. En dag gemte han sig i al hemmelighed og ventede. Da så han Hazrat Abu Bakr komme og udføre alt arbejdet for kvinden. Kalifatet og dets tunge ansvar havde ikke kunnet afholde ham fra denne opgave. Så snart Hazrat Umar så ham, råbte han: »Det er Dem! Ved Gud, det er Dem, der gør dette hver dag.«

Dette er nogle få almindelige eksempler på Hazrat Abu Bakrs regeringsførelse! Da Hazrat Umar efterfulgte ham, forblev dette princip uændret. Umar betragtede aldrig kalifatet som en ekstra ret for sig selv. Derimod så han det bestemt som et ekstra ansvar. Det siger sig selv, at dette ansvar ikke bestod i andet end at håndhæve Allahs lov.

I den tale, han holdt ved bay’a-ceremonien, sagde han: »Brødre! Jeg er blot en af jer. Jeg er ikke mere end det. Hvis det havde været rigtigt at afslå Khalifat al-Rasuls (Hazrat Abu Bakrs) anmodning, ville jeg under ingen omstændigheder have påtaget mig dette ansvar over for jer.«

I en anden tale sagde han: »Jeg vil nævne nogle af de pligter over for jer, som er blevet pålagt mig. I skal altid afkræve mig regnskab for dem. Det er min pligt at opkræve jeres jordskat og skatter. Jeg vil fordele midlerne blandt jer med ærlighed, jeg vil ikke kaste jer ud i fare, jeg vil ikke holde jer ved fronten for længe, og når I opholder jer i fremmede lande på grund af krig, vil jeg tage mig af jeres familier.«

Han plejede at sige: »Jeg anser Allahs midler for mig selv for at være som en forældreløses midler. Jeg vil ikke røre dem, medmindre det er nødvendigt, og når det er nødvendigt, vil jeg tage imod dem med ærlighed.«

Engang blev han spurgt: »Hvor meget af Allahs midler anser De det for tilladt at tage til Dem selv?« Han svarede: »To sæt tøj til vinter og sommer, et ridedyr til hajj og umra samt mad til min familie svarende til, hvad en middelstor qurayshitisk familie får. Derefter er jeg blot en muslim som alle andre muslimer. Hvad de får, får jeg også.«

Sådan levede han som regel. Men undertiden udviste han en usædvanlig strenghed, selv med hensyn til det, som han havde erklæret for tilladt for sig selv. En dag blev han syg. Han blev rådet til at bruge honning som behandling.

Der var rigeligt med honning i Bayt al-Māl. Han steg op på minbaren og sagde: “Hvis I giver tilladelse, kan jeg bruge honning; ellers er det haram for mig.” Alle de tilstedeværende gav straks deres tilladelse.

Da muslimerne så denne strenghed hos Umar, gik de til hans datter, de troendes moder, Hafsa, og sagde: “Umar har overskredet grænsen for nøjsomhed, hvad angår sig selv. I den nuværende tid har Allah den Ophøjede skænket velstand. Han bør tage fra krigsbyttet efter sit ønske og behov. Muslimerne har givet fuld tilladelse til, at han gør dette.” Da Hafsa fortalte Umar dette, svarede han: “Hafsa, du har taget dit folks parti og handlet illoyalt over for din egen far. Mine familiemedlemmer har ret til min person og min ejendom, men de har ingen ret til min religion og min trofasthed.”

Han lagde den største vægt på lighed mellem sig selv og sine undersåtter. Da den berømte hungersnød under ʿĀm al-Ramāda indtraf, svor Umar, at han ikke ville røre ghee eller kød, før normale forhold var vendt tilbage. Han holdt dette løfte til punkt og prikke. Som følge af kun at spise olie blev hans krops hud tør og sort. Nogen tid senere blev to beholdere med mælk og ghee bragt til salg på markedet. En af Umars tjenere købte dem for fyrre dirham og kom med dem til ham. Han sagde: “Allah har nu opfyldt dit løfte. Mælk og ghee er kommet på markedet, og jeg har købt dem og bragt dem med.” Men da Umar fik at vide, hvad de havde kostet, sagde han: “Du har købt dem begge til en meget høj pris. Giv dem som sadaqa. Jeg bryder mig ikke om at spise ødselt.” Han sænkede hovedet og tænkte et øjeblik. Derefter sagde han: “Hvis folkets nød ikke også rammer mig, hvordan skal jeg så kunne forstå alvoren i deres problemer?”

Umar mente, at han selv burde undvære det, som undersåtterne blev berøvet. Som han selv sagde, fandtes der ikke den mindste forestilling i hans sind om, at han ved at være blevet indsat som kalif havde fået ret til nogen særlige fordele. Han mente, at hvis han ikke stod fast på lighed og retfærdighed i denne henseende, havde han ingen ret til at kræve folkets lydighed. Heraf fremgår et vigtigt princip i islams politik og statsordning: Selv om en hersker håndhæver Allahs lov og anerkender Allahs suverænitet, kan han ikke gøre sig fortjent til lydighed, hvis han ikke opretholder retfærdighed og fairness i sine egne domme og afgørelser. Dette islamiske princip var dybt forankret i Umars sind, og hans bevidsthed om det var altid vågen.

En gang forhandlede han om køb af en hest med en mand. Derefter red han den og lod den løbe for at undersøge og afprøve den. Imens snublede hesten, faldt og kom til skade. Han ønskede at levere hesten tilbage, men ejeren nægtede at tage den tilbage. Til sidst gik de begge med sagen til dommer Shurayhs domstol. Efter at have hørt begge parters forklaringer sagde Shurayh: “De troendes leder! Tag det, du har købt, eller lever det tilbage i den stand, det var i, da du tog imod det.” Umar udbrød spontant: “Det er dét, man kalder retfærdighed.” Derefter udnævnte han, tilfreds med Shurayhs retfærdige dom, ham til dommer i Kufa.

Når Umars principper var så strenge over for ham selv, var der naturligvis ikke tale om nogen forskelsbehandling af kaliffens slægtninge eller andre borgere. For eksempel blev det nødvendigt at håndhæve den islamiske straf over for hans søn Abd al-Rahman, da han drak vin. Hans sag er almindeligt kendt. På samme måde blev Amr ibn al-As’ søn straffet i overensstemmelse med sharīʿas straffebestemmelser, da han havde mishandlet en egyptisk dreng.

Hans politik over for embedsmændene var, at de skulle stå til regnskab for de ekstra midler, der blev fundet hos dem, efter at de var kommet til magten. Der blev foretaget en grundig undersøgelse af, om disse midler var blevet opsparet ved at skade muslimer eller misbruge magten. “Hvordan blev formuen erhvervet?” var et grundlæggende spørgsmål, og hver gang han fik mistanke om korruption hos en embedsmand, krævede han en forklaring. Halvdelen af Amr ibn al-As’ formue, som var Egyptens guvernør, blev på dette grundlag konfiskeret og indsat i Bayt al-Māl. Han anvendte samme princip over for Saʿd ibn Abi Waqqas, sin repræsentant i Kufa. På samme måde konfiskerede han guvernøren i Bahrayns, Abu Hurayras, formue.

Sammenfatningen af Hazrat Omars politik er, at undersåtterne inden for islams grænser skal vise regeringen lydighed og ønske dens vel, mens regeringen skal sikre retfærdighed og folkets fulde velfærd. Derfor accepterede han en almindelig undersåts udsagn: „Hvis vi ser vildfarelse hos dig, vil vi rette dig op med sværdet.“ Det vil sige, at han anerkendte, at undersåtterne har ret til at kritisere og korrigere herskeren. En dag sagde han i en tale: „Jeg har ikke udnævnt embedsmændene til unødigt at gribe ind i jeres liv, ejendom, ære og anseelse. Jeg har udnævnt dem for at give jer praktisk undervisning i Koranen og sunnaen. Hvis en embedsmand begår uret og overgreb mod nogen, vil jeg under ingen omstændigheder tolerere det. Den pågældende bør indgive en klage over ham til mig.“ På denne måde fastlagde han grænserne for embedsmændenes beføjelser og forbød dem at overskride dem.

Det var netop på baggrund af herskerens store ansvar, at han ikke ønskede, at endnu en kalif skulle vælges blandt Khattabs efterkommere. Han forbød udtrykkeligt, at Abdullah skulle vælges til kalif. Han inkluderede ham dog i rådgivningsrådet. Den udtalelse, han fremsatte ved denne lejlighed, repræsenterer korrekt hans syn på kalifatet. Han sagde:

„Vi har overhovedet intet ønske om at herske over jer. Jeg har heller ikke selv været lykkelig ved at gøre det. Derfor ønsker jeg heller ikke, at nogen blandt mine efterkommere skal påtage sig dette ansvar. Hvis det virkelig er blevet udført godt, har vi alle fået vores retmæssige del. Ellers er det tilstrækkeligt, at Omar alene blandt hele slægten holdes til regnskab.“

Hazrat Osmans styreform

Der er ingen tvivl om, at dette syn på styreformen ændrede sig noget under Hazrat Osmans (må Allah være tilfreds med ham) regeringstid. Trods denne ændring forblev den dog overordnet set inden for islams rammer.

Da Hazrat Osman (må Allah være tilfreds med ham) var over firs år gammel, blev ansvaret for kalifatet overdraget til ham. Marwan udnyttede hans høje alder og fulgte i mange spørgsmål en politik, der var i strid med islam. På den anden side førte Hazrat Osmans blide sind samt hans usædvanlige kærlighed og hengivenhed over for sine slægtninge til, at der blev truffet en række beslutninger, som forekom profetens ledsagere særdeles anstødelige. Disse beslutninger vakte en meget negativ reaktion. Den frygtelige uro og det kaos, der fulgte, skadede islam alvorligt.

På sin svigersøn Harith ibn al-Hakams bryllupsdag gav Hazrat Osman (må Allah være tilfreds med ham) ham to hundrede tusind dirham fra statskassen. Næste morgen kom statskassens kasserer, Zayd ibn Arqam (må Allah være tilfreds med ham), til kaliffen med et bedrøvet ansigt og tårer i øjnene og bad om at blive fritaget for sit embede. Da kaliffen spurgte ham om årsagen, erfarede han, at han ønskede at træde tilbage, fordi kaliffen havde givet hans svigersøn penge fra muslimernes statskasse. Hazrat Osman sagde forbløffet: „Ibn Arqam, græder du, fordi jeg har behandlet mine slægtninge venligt?“ Den person, der havde en stærk følelse for islams livskraft, svarede: „Nej, de troendes leder! Det er ikke det, sagen drejer sig om. Jeg græder, fordi jeg er bange for, at De har taget dette beløb som gengæld for de store summer, De plejede at give muslimerne, mens Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) levede. Ved Gud, selv hvis De havde givet ham hundrede dirham, ville det have været for meget.“ Hazrat Osman blev vred på den mand, hvis samvittighed ikke engang fandt det rimeligt at bruge hundrede dirham på kaliffens slægtninge, og sagde: „Ibn Arqam! Efterlad nøglen. Jeg skal nok finde en anden.“

Der findes mange sådanne eksempler hos Hazrat Osman. En gang gav han al-Zubayr seks hundrede tusind, Talha to hundrede tusind og Marwan ibn al-Hakam en femtedel af Afrika. Da en gruppe af profetens ledsagere under Hazrat Alis ledelse protesterede kraftigt mod dette, svarede kaliffen: „Jeg har mange slægtninge, og jeg bør behandle dem venligt.“ Folk fandt dette svar endnu mere anstødeligt og spurgte: „Havde Hazrat Abu Bakr og Omar da ikke slægtninge?“ Hazrat Osman (må Allah være tilfreds med ham) svarede: „Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og Omar (må Allah være tilfreds med ham) håbede på en bedre belønning hos Allah ved at undlade at give deres slægtninge noget, mens jeg ønsker at opnå belønning ved at give dem noget.“ De blev vrede, gik bort og sagde: „Ved Gud! Hvis det forholder sig sådan, er de to mænds principper os kærere end Deres principper.“

Hvad angår embeder og stillinger, bortset fra rigdomme og ejendom, var forholdet det, at de regnede ned over Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) slægtninge som regn. En af disse var den ærværdige Muawiya. Uthman (må Allah være tilfreds med ham) udvidede Muawiyas rige og indlemmede også Palæstina og Hims i det. Han udnævnte ham til øverstbefalende for hele hæren og banede vejen for ham, så han, styrket af hele den økonomiske og militære magt, kunne rejse sig som kravstiller til kalifatet i konfrontation med den ærværdige Ali. Blandt disse slægtninge, der nød godt af embederne, var al-Hakam ibn Abi al-As, som Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde afvist, hans søn Marwan ibn al-Hakam samt hans mælkebror Abdallah ibn Sad ibn Abi Sarh. Han indsatte Marwan i embedet som sin førsteminister.

Sahabaerne kom gentagne gange hastende til Medina, idet de tænkte på de uundgåelige og frygtelige følger af alle disse handlinger, og de forsøgte at beskytte de islamiske regler og principper mod forvanskning og de troendes kalif mod fare. Men kaliffens situation var sådan, at han på grund af alderdom og svaghed ikke havde nogen kontrol over Marwan. Det er rigtigt, at der ikke er grundlag for at nære tvivl om eller fremsætte anklager mod den islamiske ånds tilstedeværelse i den ærværdige Uthman (må Allah være tilfreds med ham). Men samtidig er det vanskeligt at erklære ham fuldstændig fejlfri. Efter vores opfattelse skyldtes hans fejl og mangler ikke andet end Marwans vizirat og den mentale svækkelse, der fulgte med den ærværdige Uthmans alderdom.

En gang samledes folket og sendte den ærværdige Ali for at tale med den ærværdige Uthman. Han gik hen til ham og sagde:

»Jeg er kommet som folkets repræsentant. De har fortalt mig forskellige ting om dig. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig. Det, jeg ved, er ikke ukendt for dig. Jeg er heller ikke i stand til at forklare dig noget, for du forstår selv alt. Ingen af os har større viden end du. Før dig har vi ikke tilegnet os nogen viden om islam. Der findes ingen oplysning, som kun vi kender, og som det skulle være nødvendigt at bringe til dig nu. Intet er blevet lært os ved at skjule noget for dig. Du så Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), hørte hans ord, opholdt dig i hans selskab og blev knyttet til ham gennem slægtskab. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og Umar (må Allah være tilfreds med ham) stod ikke nærmere det gode end du. Hvad angår både blodsbånd og svigerforhold, var du tættere på Allahs Sendebud end de begge. Ingen af dem var i denne henseende foran dig. Frygt derfor Allah med hensyn til dig selv. Du behøver hverken at blive ført fra mørke til lys eller fra uvidenhed til viden. Den rette vej er helt lysende og klar. Islams tegn er stadig intakte. Uthman, vid, at den retfærdige hersker, som selv følger den rette vej, leder andre, grundfæster sunnaen og afskaffer innovationen, er den bedste af mennesker hos Allah. Ved Gud! Alt er klart. Allahs orden står stadig fast, og Hans banner vajer stadig. Det ringeste menneske hos Allah er den, der afskaffer sunnaen og indfører innovation. Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sige, at den uretfærdige hersker på opstandelsens dag vil blive fremført i en yderst hjælpeløs tilstand. Hans undskyldninger vil ikke blive hørt, og han vil blive kastet i Helvede.« (Tabari)

Den ærværdige Uthman (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Jeg ved, at folk også siger det, du har sagt. Hør! Ved Gud, hvis jeg havde været i dit sted, ville jeg hverken have dadlet eller kritiseret dig eller have ladet dig stå hjælpeløs over for kritikken. Jeg ville ikke have indvendt: Hvorfor viste du dine slægtninge gunst? Hvorfor hjalp du de fattige og nødlidende? Hvorfor udnævnte du dem til guvernører, som Umar (må Allah være tilfreds med ham) udnævnte til guvernører? Ali, jeg spørger dig ved Gud: Ved du ikke, at al-Mughira ibn Shuba er blevet udnævnt til dette embede?«

Han sagde: »Jo, det ved jeg.«

Uthman: »Ved du, at den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) udnævnte ham til guvernør?«

Ali: »Ja.«

Uthman: Hvis jeg altså har udnævnt Ibn Amir til guvernør på grund af vores slægtskab, hvorfor kritiserer I mig så for det?

Ali: “Jeg skal fortælle Dem, hvordan sagen virkelig hænger sammen. Når Umar (ra) udnævnte nogen til guvernør, svævede Umars sko over hans hoved. Hvis han blot hørte den mindste lyd af kritik mod ham, beordrede han ham straks til at møde op og ville ikke hvile, før han havde truffet en endelig afgørelse i sagen. Det er netop det, De ikke gør. De er selv blevet svag og er begyndt at behandle Deres slægtninge mildt.”

Uthman: “Det gør jeg jo også over for dine slægtninge.”

Ali: “Der er ingen tvivl om, at jeg står dem nær gennem slægtskab, men andre mennesker er bedre end dem.”

Uthman: “Du ved da, at Umar (ra) lod Muawiya forblive guvernør under hele sin kalifattid. Jeg har jo også ladet ham forblive guvernør.”

Ali: “Jeg spørger Dem ved Gud: Ved De ikke, at Muawiya frygtede Umar endnu mere, end slaven Yarfa frygtede Umar?”

Uthman: “Jo.”

Ali: “Men nu er situationen den, at Muawiya træffer beslutninger uden at indhente Deres mening, mens De ikke engang er klar over det. Han får sine egne befalinger til at fremstå over for folk som Uthmans befalinger. Disse forhold når frem til Dem, men De protesterer ikke mod Muawiyas udtalelser.”

Til sidst begyndte et frygteligt oprør mod kalif Uthman – deri var årsager af både sand og falsk, godt og ondt blandet sammen. Men ser man samlet på sagen fra et islamisk perspektiv, er der ingen vej uden om at erkende, at dette oprør i det store og hele var en folkelig eksplosion af islamisk sindelag. Når vi fremsætter denne vurdering, ignorerer vi naturligvis ikke den kendsgerning, at den forbandede jødiske terroristleder Ibn Saba også havde en skjult hånd med i denne eksplosion.

Som en undskyldning for kalif Uthman vil vi fremføre, at ansvaret for kalifatet blev overdraget til ham sent i livet. Han var en over firs år gammel mand, og folk fra umayyadestammen havde omringet ham. Ali gav den mest præcise beskrivelse af hans situation. Han sagde: »Hvis jeg bliver siddende derhjemme, vil han (Uthman) sige: “Du har glemt mig og tilsidesat mine rettigheder og mit slægtskab.” Og hvis jeg drøfter sagen med ham, handler han alligevel efter sit eget forgodtbefindende. Marwan får ham til at gøre, hvad han ønsker. Trods sit samvær med Allahs Sendebud er han på grund af sin høje alder helt faldet i deres kløer. De styrer ham i den retning, de ønsker.«

Det dynamiske livssystem led i virkeligheden uoprettelig skade, da det under den tredje kalifs alderdom kom i den umayyadiske kreds’ greb. For der var ikke længere mulighed for at forlænge den tid, hvor dets praktiske metoder og fremgangsmåder kunne holdes grundfæstet på dets ideologiske grundlag.

Under hans lange kalifatperiode blev den umayyadiske kreds’ indflydelse, anseelse og magt særdeles stærk og solid. De fik mulighed for at konsolidere deres magt i Syrien og andre lande. Desuden voksede koncentrationen af rigdom i overdreven grad som et naturligt resultat af kalif Uthmans førte politik. Følgelig svækkede folkeopstanden mod ham det muslimske ummas grundlag allerede i islams tidlige periode.

Historien om denne tidsalder bærer på den ene side vidnesbyrd om nogle sjældne egenskaber ved den sande religion. På den anden side rummer den samtidig tegn på en vældig intellektuel revolution med hensyn til samfundet, staten samt herskerens og de herskedes rettigheder. De farlige og vidtrækkende følger af den uro, der opstod, var naturligvis heller ikke mindre alvorlige.

Efter kalif Uthman s død

Da kalif Uthman døde, var det umayyadiske styre i praksis allerede blevet etableret. Det var kaliffen selv, der gav dem denne mulighed. De var i stand til at etablere deres magt i hele landet, især i Syrien. De bemægtigede sig krigsbyttet og alle andre former for rigdom. De begyndte at tilsidesætte broderskab, prioriteringen af andres interesser samt varetagelsen af social og økonomisk sikkerhed. Alt dette blev næret og udviklet under kalif Uthmans kalifats beskyttelse. Som følge heraf blev islams livskraft og islamiske sindelag blandt den muslimske umma yderst svækket og udvisket.

Som reaktion på nogle af kaliffens handlinger opstod der i folkets sind undertiden naturligt og undertiden urimeligt en stærk og bitter følelsesmæssig reaktion. Muslimerne begyndte højlydt at klage over, at kaliffen behandlede sine slægtninge diskriminerende og gav dem gaver på millioner af dirham. Han afsatte sine elskede ledsagere for at udnævne fjender af Allahs Sendebud til guvernører og lod en ledsager af så ædel karakter som Abu Dharr udsætte for overgreb, blot fordi han havde modsat sig rigdommens koncentration og overdrivelserne i overklassens luksus og fornøjelser. Abu Dharr havde opfordret til at udbrede gavmildhed og udgifter på den rette vej samt til at skabe et miljø præget af anstændighed og renhed.

Alle disse handlinger bedrøvede og foruroligede muslimerne. Da sådanne tendenser begyndte at brede sig vidt, voksede oprøret frem hos nogle, mens andre blev grebet af mindreværd. De, hvis sind var fast forankret i det islamiske ideal, begyndte at betragte det som syndigt at forholde sig tavse over for disse handlinger. Denne holdning, som opstod i deres hjerter, tilskyndede dem til at gøre oprør. De, der kun brugte islam som et mærkat, blev gennem deres verdslige begær og grådighed selvcentrerede, mens de, der altid ændrede deres mål med vindens skiftende retning, blev udisciplinerede og korrupte. Det var denne situation, der førte til afslutningen på Hazrat Uthmans kalifat.

Da Hazrat Ali ra. indtog kalifatets trone, var det ikke let at bringe situationen under kontrol. De, der under Uthman ra. havde været involveret i ulovlig profitmageri, især Banu Umayya, forstod udmærket, at Hazrat Ali ra. ikke ville forholde sig tavs om deres forhold. Med disse overvejelser i tankerne vendte de sig af hensyn til deres egen velfærd mod Muawiya.

Hazrat Ali ra. kom til magten med det mål at genoprette folket og regeringen på islams oprindelige politiske ideal. Hans hustru malede selv hvede og levede af det. Engang forseglede han en sæk af sin egen hvede med regeringens segl for at aflevere den til Bayt al-mal. Han sagde: »Jeg ønsker kun at føre det ind i min mave, hvis halal-status jeg er sikker på.« Undertiden var han endda nødt til at sælge sit eget sværd for at købe mad og tøj. I Kufa boede han i Det Hvide Palads. Ibn Mansurs beskrivelse af, hvilken livsførelse han levede, er bemærkelsesværdig. Han siger:

»Jeg gik til Hazrat Ali og så, at der foran ham stod ildelugtende surmælk og tørt brød. Jeg spurgte: ‘Amir al-Mu’minin! Spiser De disse ting?’ Han svarede: ‘Allahs Sendebud spiste tørrere brød end dette og bar grovere tøj. Hvis jeg ikke følger hans vej, frygter jeg, at jeg måske ikke vil kunne være hans ledsager.’«

På samme måde har Harun ibn Antara fortalt: »Jeg tog til stedet Khawarnaq for at møde Hazrat Ali. Det var vinter. Hazrat Ali ra. bar en laset, gammel kappe og rystede af kulde. Jeg sagde: ‘Amir al-Mu’minin! Allah har fastsat en ret i denne rigdom til Dem og Deres familie. Alligevel behandler De Dem selv så strengt.’ Ali ra. sagde: ‘Ved Gud! Jeg vil ikke berøve jer jeres ret. Dette er den samme kappe, som jeg bragte med fra Medina.’«

Hazrat Ali ra. vidste naturligvis, da han fulgte denne politik over for sig selv og sin familie, at islam tillod ham at modtage langt mere end dette. Islam tvinger ingen til at afholde sig fra al komfort og leve som en fuldstændig verdensforsager. Han vidste, at han selv som almindelig borger modtog langt mindre end det, han havde ret til af Bayt al-mals midler. Desuden havde han som hersker, der til enhver tid var optaget af folkets anliggender, ret til endnu mere. Hvis han ønskede det, kunne han i det mindste have modtaget en løn svarende til den, Hazrat Umar ra. fastsatte for herskerne i forskellige lande. Hazrat Umar ra. fastsatte en månedsløn på seks hundrede dirham til Ammar ibn Yasir, Kufas guvernør, og hans assistenter. De andele af almisse, som de modtog ligesom almindelige mennesker, var særskilte herfra. Desuden modtog de dagligt en halv ged og en halv sæk mel. På samme måde udnævnte han Abdullah ibn Masud ra. til at undervise Kufas befolkning i islam og føre tilsyn med Bayt al-mal og fastsatte til ham en månedsløn på hundrede dirham samt en fjerdedel af en ged dagligt. For Uthman ibn Hunayf fastsatte han en årlig ydelse på fem tusind dirham, en fjerdedel af en ged dagligt og en månedsløn på et hundrede og halvtreds dirham.

Hazrat Ali ra. valgte ikke den strenge vej for sig selv uden at kende til disse forhold. Det synspunkt, som lå til grund for hans politik, var, at herskeren altid er et forbillede for folket, og at der altid er rigelig anledning til mistanke mod ham. Eftersom statskassen stod under hans myndighed, kunne der også opstå mistanke om underslæb. Han skulle være et forbillede i ærlighed og mådehold for folket og de embedsmænd, der var underlagt ham. Derfor gjorde han sig til følger af den mådeholdspolitik, som Hazrat Abu Bakr og Umar ra. havde ført. For dem, der var blevet Allahs Sendebuds efterfølgere i Allahs religion, var netop denne ophøjede målestok den mest passende.

Hazrat Ali ra. gjorde en utrættelig indsats for at bringe hele statsordningen i overensstemmelse med Profetens og de to efterfølgende kaliffers idealer.

En gang fandt han sin rustning hos en kristen mand, greb fat i ham og førte ham til dommeren Shuraih, for derefter at anlægge sag mod ham som en almindelig borger. Han hævdede, at rustningen tilhørte ham. Shuraih spurgte den kristne, hvad han havde at sige til amir al-mu’minins påstand. Den kristne svarede: »Rustningen er bestemt min, men jeg ønsker heller ikke at kalde amir al-mu’minin for en løgner.« Shuraih sagde: »Amir al-mu’minin! Har De noget bevis?« Ali lo og sagde: »Jeg har intet bevis.« Shuraih afsagde dom om, at rustningen skulle gives til den kristne. Han begav sig af sted med rustningen, mens amir al-mu’minin så hjælpeløst efter ham. Efter at have gået nogle skridt vendte han tilbage og sagde: »Jeg bevidner, at den religion, hvis kalif selv bringer mig for dommeren, og hvis dommer afsiger dom imod ham, uden tvivl er den sande religion.« Derefter fremsagde han trosbekendelsen og erklærede, at han tog islam til sig. Så sagde han: »Amir al-mu’minin! Ved Gud sværger jeg, at denne rustning er Deres. Da De drog mod Siffin, fulgte jeg efter hæren. Rustningen faldt fra Deres brune kamel.« Ali sagde: »Nu hvor du har antaget troen, giver jeg den til dig som gave.«(Abqariya Imam– Ustadh Abbas Mahmud al Aqqad)

Den styreform, han fulgte, skitserede han allerede i talen ved sin indsættelsesceremoni:

»Brødre! Jeg er et menneske ligesom jer. De rettigheder, I har, har jeg også. Det ansvar, der pålægges jer, pålægges også mig. Jeg vil lede jer efter jeres profets praksis og håndhæve hans lov. Hør efter! Alt det land og alle de midler fra Guds rigdom, som Uthman havde givet nogen, skal føres tilbage til Bayt al-mal. For intet kan ændre virkeligheden. Selv hvis jeg ser, at disse statslige midler er blevet brugt til ægteskab eller køb af slavepiger, eller at de er blevet spredt i udlandet, vil jeg alligevel bringe dem tilbage. For den, der finder retfærdighed og retskaffenhed uudholdelig, vil undertrykkelse og tyranni være endnu mere uudholdeligt.«

»Brødre! Vær på vagt! Når jeg berøver dem, hvis verdslige interesser for kort tid siden havde fået overtaget, og som var blevet ejere af store palæer, kameler, heste, slaver, slavepiger, tjenere og husfolk, alt dette, og fører dem tilbage til deres egentlige rettigheder, skal de ikke begynde at sige: Abu Talibs søn har berøvet os vores rettigheder. Vid, at hvis nogen blandt Guds Sendebuds ledsagere, emigranterne eller hjælperne mener, at han på grund af sin nærhed til og sit samvær med Guds Sendebud har forrang og større værdighed end andre, bør han vide, at anerkendelsen af denne værdighed og forrang alene findes hos Gud, og at den passende belønning også findes dér. Vid, at den, der svarer på Guds og Sendebudets kald, antager vores fællesskab, træder ind i vores sande religion og vender sig mod vores qibla, vil få alle de rettigheder, islam giver, og være forpligtet til at udføre de pligter og det ansvar, der er fastlagt for ham. I er alle Guds tjenere, og denne rigdom tilhører Gud. Den skal fordeles ligeligt mellem jer. Ingen skal gives forrang frem for en anden i denne sag. Hos Gud findes den bedste belønning for de gudfrygtige.«

De profitjagende, forskelsbehandlende, egeninteresserede og opportunistiske kredse kunne ikke glæde sig over Ali’s politik for ligelig fordeling, og det var naturligt, at de ikke kunne det. Derfor sluttede disse kredse sig til sidst til det oprørske umayyadiske parti. Efter at være gået over til dette parti var de ivrige efter at sikre deres smålige interesser, selv om det indebar, at de ofrede retfærdighed og retskaffenhed.

De, som mener, at Muawiya var mere snu, klog, årvågen og dygtig end Hazrat Ali, og som derfor mener, at Muawiya til sidst sejrede, tager fejl i deres vurdering af situationen og formår ikke at danne sig en korrekt opfattelse af Hazrat Alis egentlige værdi og af, hvordan han opfyldte sin sande pligt. Hazrat Alis første og sidste pligt var at genoprette den islamiske arv i dens fulde styrke og igen indgyde livskraft i den sande religions næsten livløse legeme. En af Hazrat Alis vigtigste missioner var at befri islam for den fordærvelse og hæslighed, som de umayyadiske intrigemagere havde påført dens livskraft ved at udnytte Hazrat Uthmans svaghed og høje alder.

Hvis han i kampen for at fuldføre denne mission havde fulgt samme fremgangsmåde som Muawiya, ville selve hans mission være slået fejl. Det ville have betydet, at han kun havde kæmpet for kalifatet af personlige grunde. I så fald ville hans kamp have været uden enhver værdi. Ali måtte forblive Ali; ellers—selv hvis kalifatet og dermed også hans liv blev revet fra ham, havde han ingen indvendinger—det var Hazrat Alis beslutning. Denne beslutning vaklede ikke et eneste øjeblik i hans sind. Ifølge en overlevering—hvis den da er sand—sagde Hazrat Ali: »Ved Gud, Muawiya er ikke snu­ere end jeg, men han er en bedrager. Han gør åbenlyst oprør. Hvis jeg havde holdt af bedrag og svig, ville jeg have været den snueste af alle.«

Efter Hazrat Alis død kom Banu Umayya-perioden. Hazrat Uthmans tro, gudsfrygt og hjertets mildhed havde stået som en hindring for umayyaderne. Men denne hindring var allerede blevet fjernet. Nu blev også den sidste hindring fjernet med Hazrat Alis død, og vejen til tøjlesløshed blev åbnet.

Alligevel fortsatte islam med at brede sig i verden. Men der kan ikke herske nogen tvivl om, at islams livskraft var blevet alvorligt svækket. Hvis der ikke i selve islams natur havde været en mægtig skjult kraft, og hvis dens åndelige styrke ikke havde evnen til at bevæge sig fremad, ville umayyadeperioden alene have været tilstrækkelig til at bringe den bort fra dens rette vej. Men dens livskraft fortsatte med uophørligt at kæmpe og vinde styrke. Selv i dag rummer den en skjult kraft til kamp og sejr.

Fra umayyadeperioden blev muslimernes skatkammer overdrevent gavmildt og forvandlet til bytte for konger, deres smigrere og deres håndlangere. Grundlaget for islams retfærdighed og retsprincipper brød sammen. Herskerne blev privilegerede, og deres smigrere blev modtagere af gaver. Kort sagt blev kalifatet forvandlet til et monarki, og endda til det værste slags autokratiske monarki. Det var dette autokrati, som Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde forudsagt. Resultatet blev, at vi måtte høre mange beretninger om, hvordan vores sangere, digtere og smigrere blev belønnet. En umayyadisk konge gav digteren Ma’bad en belønning på 12.000 dinarer, og den abbasidiske kalif Harun al-Rashid gav sangeren Ismail ibn Jami 4.000 dinarer for blot én sang samt et smukt og behageligt hus med kunstfærdige udsmykninger. Tidens strøm fortsætter således. Undertiden standser den for en kort tid, hvorefter den igen sætter af sted med fuld fart.

Omar ibn Abd al- Aziz

Nu er det nødvendigt at omtale Omar ibn Abd al-Aziz’ periode. Denne periode var en fortsættelse af de retledte kaliffers kalifat. Den var et intenst lysglimt, som oplyste hele vejen. Han indledte sin kalifatperiode ved at give den regeringsmagt, der var blevet tilranet på ulovlig vis, tilbage til dens retmæssige ejer, det muslimske folk. For ifølge islam er den eneste legitime måde at danne en regering på, at det muslimske folk efter eget frie valg vælger en hersker—ikke gennem militær magt eller ved arv. Han stod på prædikestolen og sagde:

»Brødre! Denne vanskelige opgave er blevet pålagt mig uden mit eget eller folkets samtykke. Den lydighedspligt, som hviler på jer over for mig, kaster jeg selv fra mig. Vælg selv en anden.«

Folkemængden råbte: »Amir al-Mu’minin! Vi vælger dig. Vi har fuld tillid til dit lederskab.«

På denne måde genoplivede han den oprindelige metode til at vælge en hersker. For ingen kan udnævnes til hersker uden folkets samtykke og rådslagning.

Derefter henvendte han sig til folket og sagde:

»Venner! Før mig er en række herskere gået bort. De var uretfærdige. I støttede dem kun for at beskytte jer mod deres tyranni. Husk dette! Man kan ikke adlyde skabninger ved at være ulydig mod Skaberen. Den, der selv anerkender lydighed mod Allah, skal man nødvendigvis adlyde. Men den, der er ulydig mod Allah, bør man ikke adlyde. Så længe jeg adlyder Allah i forholdet til jer, skal I også følge mine ordrer. Men hvis jeg er ulydig mod Allah, er det ikke nødvendigt for jer at følge mine ordrer.«

Så snart han var kommet til magten, begyndte han først at tilbagegive den ejendom, der var blevet tilegnet og konfiskeret ulovligt. Han begyndte med sin egen ejendom. Han undersøgte indtægtskilderne til alle sine faste ejendomme og opdagede, at de alle var erhvervet ulovligt. Straks gav han al denne ejendom tilbage. Han havde endda en ring på hånden. Efter at have kastet et blik på den sagde han: »Walid gav mig denne uretmæssigt fra de penge, der var blevet opkrævet i de vestlige områder.« Straks indleverede han den til Bait al-Mal. Han tilbagegav alle de jordbesiddelser, han havde. Nogle jordbesiddelser i Emama, Mukaydis i Yemen, Jabal al-Arus og Fadak var tilfaldet ham; han opgav dem alle og gav dem tilbage til muslimerne. Kun en kilde på et sted ved navn Suwayda beholdt han som sin egen. Han havde ladet den udhugge for egne penge. Hvert år tilfaldt indtægten ham, og den var på omkring 150 dinarer.

Da han besluttede at give alt, hvad der var kommet i hans besiddelse, tilbage til muslimerne, beordrede han, at folket skulle opfordres til at tilbagegive alle de rettigheder, som muslimer uretmæssigt havde tilegnet sig. Han stod på prædikestolen og holdt en tale til den forsamlede folkemængde:

»Borgere havde givet os mange ting, som vi hverken burde have taget imod eller givet videre til nogen. Al denne ejendom var kommet i min besiddelse. Ingen andre end Allah kunne kræve mig til regnskab for den. Hør nu efter: Jeg har besluttet at tilbagegive al ejendom af denne art. Men jeg begynder med min egen private formue.

Muhajim! Begynd at læse.«

Tidligere var de relevante dokumenter blevet bragt i en pose. Muhajem begyndte at læse dokumenterne ét efter ét. Når han havde læst et dokument færdigt, tog Omar det, og med en saks, som han havde i hånden, klippede han dokumenterne i stykker. Til sidst undslap ikke ét eneste dokument hans saks. Derefter tog han sagen om sin hustru, Fatima bint Abd al-Malik, op. Han sagde til hende: »Indlever dine smykker til Bayt al-Mal, eller giv mig tilladelse til at skille mig fra dig. Vælg én af de to muligheder. Jeg kan ikke bo sammen med dem i huset.« Fatima sagde: »Amir al-Mu’minin! Jeg vælger dig. Hvad er værdien af én diamant? Selv hvis den havde været tusind gange mere værdifuld end dette, ville jeg have foretrukket dig frem for den.« Derefter blev den, efter hans ordre, deponeret i Bayt al-Mal. Da Omar ibn Abd al-Aziz døde, og Yazid ibn Abd al-Malik besteg tronen, sagde han til sin søster Fatima, at hun, hvis hun ønskede det, kunne få sin diamant tilbage. Hun svarede: »Jeg gav den med stor glæde, mens Omar levede; efter hans død vil jeg under ingen omstændigheder tage den tilbage.«

Omar ibn Abd al-Aziz nøjedes ikke med blot at tilbagelevere ulovligt erhvervet ejendom; ifølge historikernes beretninger tog han heller ikke noget fra Bayt al-Mal til sig selv. Han brugte ikke så meget som en mønt af krigsbyttet på personlige formål. Hazrat Omar al-Faruq, må Allah være tilfreds med ham, havde derimod fastsat to dirham dagligt til sig selv fra de midler, der var erhvervet som fay’. Da man bad Hazrat Omar ibn Abd al-Aziz om at følge Omar al-Faruqs eksempel, svarede han: »Omar ibn al-Khattab havde slet ingen personlig ejendom, mens den personlige ejendom, jeg har, er tilstrækkelig til, at jeg kan klare mig godt.«

Han tilskyndede Marwans efterkommere til at tilbagegive halvdelen af deres ejendom til de oprindelige ejere. Det fortælles, at en ikke-muslim fra Hims kom og sagde: »Amir al-Mu’minin! Jeg beder dig afgøre min sag i overensstemmelse med Allahs lov.« Han sagde: »Hvad drejer det sig om?« Manden svarede: »Abbas ibn al-Walid ibn Abd al-Malik har frataget mig min jord.« Abbas sad selv til stede. Han spurgte ham: »Abbas, hvad har du at sige?« Abbas svarede: »Min far, al-Walid ibn Abd al-Malik, gav den til mig. Han gav mig også et skriftligt dokument om det.« Han sagde til den besøgende: »Hvad er så dit udsagn?« Manden sagde: »Amir al-Mu’minin! Afgør sagen for mig efter Allahs Bog.« Omar sagde: »Ja, Allahs befaling er vigtigere end al-Walid ibn Abd al-Maliks dokument. Giv ham hans jord tilbage.« Straks gav han manden hans jord tilbage.

Al-Walid havde en søn ved navn Rauh. Fordi han var blevet opdraget på landet fra barnsben, så han helt igennem landlig ud. Nogle personer anlagde en sag hos Omar om flere butikker i Hims. Butikkerne tilhørte i virkeligheden anmelderne, men al-Walid havde fået dem registreret i Rauhs navn. Omar tilkaldte Rauh og beordrede ham til at tilbagegive butikkerne. Rauh svarede, at butikkerne tilhørte ham ifølge al-Walids skriftlige dokument. Han svarede: »Al-Walids dokument nytter dig ikke. Der foreligger vidneudsagn og beviser for, at butikkerne tilhører dem. Giv dem tilbage.« Derefter rejste Rauh og en mand fra Hims sig og forlod hoffet. På vejen truede Rauh manden fra Hims. Manden vendte tilbage og opsøgte Omar, hvor han fortalte ham om Rauhs trussel. Omar beordrede Ka’b ibn Hamed, chefen for hans livvagter, og sagde: »Gå til Rauh og sig, at han skal give butikkerne tilbage til deres ejere. Hvis han giver dem tilbage, er det godt; ellers skal du hugge hovedet af ham og bringe det til mig.« Da en af Rauhs velvillige hørte dette, gik han ud fra hoffet og fortalte ham om Amir al-Mu’minins ordre. Da Rauh hørte det, var han nær ved at miste bevidstheden. Ka’b kom til ham med et halvt udtrukket sværd i hånden. Så snart Ka’b havde sagt det, gik Rauh hen og ryddede butikkerne for at give dem tilbage.

Folket blev ved med uophørligt at møde op ved hans hof med klager over undertrykkelse, magtanvendelse og chikane. Alle sager om ejendom, der var blevet beslaglagt ulovligt, blev forelagt ham, og han overførte det hele til de retmæssige ejere, uanset om ejendommen var kommet i hans egen besiddelse eller en andens. Han genvandt også ejendom, der med magt var blevet taget fra Banu Marwan, og tilbagegav den til dens oprindelige ejere. Han afhjælpede denne slags overgreb selv uden uigendrivelige vidnesbyrd og beviser; selv et lille bevis anså han for tilstrækkeligt. Så snart det forekom ham, at der var begået uret mod nogen med hensyn til en ejendom, traf han straks beslutning om at tilbagegive ejendomsretten til den. For han vidste, at de tidligere herskere havde behandlet folket uretfærdigt. Det fortælles, at han ved at tilbagegive de formuer, der var blevet erhvervet gennem undertrykkelse, tømte Bayt al-Mal i Irak. Derfor blev det nødvendigt at overføre midler dertil fra Syrien.

Sulayman ibn Abd al-Malik forærede 20.000 dinarer til den umayyadiske Ambasa ibn Sa’id ibn al-As. Efter at have passeret forskellige regeringskontorer nåede ordren frem til seglkontoret, og netop som det eneste, der manglede, var at udbetale pengene, døde Sulayman. Ambasa var ven med Umar ibn Abd al-Aziz. Ved daggry begav han sig til Umar for at tale med ham om den nævnte gave. Da han ankom, så han folk fra Banu Umayya stå ved hans dør. De ønskede også audiens for at tale om deres egne sager. Da de så Ambasa, tænkte de: »Lad os først se, hvordan han bliver behandlet, før vi selv indleder vores samtale.« Ambasa gik hen til ham og sagde: »Amir al-Mu’minin! Sulayman havde udstedt en ordre om at give mig 20.000 dinarer. Ordren var nået frem til seglkontoret, og det eneste, der manglede, var at modtage beløbet. Så døde han. Jeg tror, at du vil fuldføre denne storsindede handling, for mit forhold til dig er endnu tættere end mit forhold til Sulayman.« Umar spurgte: »Hvor stort et beløb?« Han svarede: »20.000 dinarer.« Umar ibn Abd al-Aziz sagde: »20.000 dinarer er nok til fire tusind muslimske familiers underhold. Hvordan kan jeg give så mange penge til én person? Det kan jeg under ingen omstændigheder.« Ambasa fortæller: Da jeg hørte dette, kastede jeg dokumentet, hvor beløbet stod skrevet, langt væk. Umar sagde: »Du kan også beholde dokumentet hos dig. For efter mig kan en mand komme til magten, som er mere dristig end jeg, når det gælder disse offentlige midler, og han vil måske give dig det beløb, der står skrevet i dokumentet.« Da jeg hørte dette, tog jeg dokumentet op og gik udenfor, hvor jeg fortalte folkene fra Banu Umayya alt om kaliffens behandling af mig. De udbrød: »Efter dette har vi ikke længere noget håb. Gå hen til kaliffen og bed ham om at tillade os at bosætte os i en anden egn.« Jeg gik igen til ham og sagde: »Amir al-Mu’minin! Folk fra din egen slægt står ved din dør og beder om, at de ydelser, som tidligere blev udbetalt til dem, fortsat må blive udbetalt.« Umar svarede: »Ved Gud! Disse penge tilhører ikke mig, og jeg ser heller ingen mulighed for at give sådanne gaver.« Jeg sagde: »Amir al-Mu’minin! Så beder de om tilladelse til at tage til en anden egn og prøve lykken.« Han sagde: »De har min tilladelse til at gøre, hvad de ønsker.« Jeg sagde også: »Jeg vil også gerne rejse.« Han sagde: »Ja, du har også min tilladelse. Men efter min mening er det bedre, at du bliver her. Du har tilstrækkelig kapital. Jeg vil sælge Sulaymans efterladte ejendom. Måske kan du købe noget derfra, hvis afkast kan kompensere dig for dette tab.« Ambasa fortæller: »Jeg ventede der og købte varer fra Sulaymans efterladte ejendom for 100.000 dinarer. Jeg tog dem med til Irak og solgte dem for 200.000 dinarer. Jeg havde også gemt dokumentet. Efter Umars død opsøgte jeg Yazid ibn Abd al-Malik med det nævnte dokument, og han gav mig de 20.000 dinarer.«

Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz tilkaldte Marwans efterkommere og sagde: »Allah har skænket jer overvældende rigdom og velstand. Efter min opfattelse har I lagt beslag på halvdelen eller to tredjedele af ummaens samlede formue. Derfor skal I tilbagegive folket alt det, som tilkommer dem, og som befinder sig hos jer. Tving mig ikke til at anvende magt.« Men ingen svarede på dette. Han sagde: »Svar mig.« En af dem udbrød: »Vi kan ikke opgive vores fædrene arv. Vi kan ikke på denne måde gøre vores børn og efterkommere fattige og vise utaknemmelighed over for vores forfædre, om det så skal koste os hovedet.« Umar sagde: »Ved Gud! Hvis jeg ikke frygtede, at I ville få det folk, hvis rettigheder jeg kæmper og stræber for, til at slutte sig til jer, ville jeg have bragt jer til lydighed på meget kort tid. Men jeg frygter uro og splittelse. Hvis Allah lader mig leve nogle dage endnu, vil jeg ikke standse, før jeg har givet enhver borger hans retmæssige andel.«(Umar ibn Abd al- Aziz, Ahmad, Zaki, Safwat)।

Men han fik ikke lov til at leve så længe, som han selv ønskede, at han kunne give alle deres rettigheder tilbage. Hans efterfølgende herskere fulgte umayyadernes vej i stedet for den vej, han havde vist. Derefter kom abbasiderne også til magten som konger. Da de kom, var landet præget af katastrofe og forvirring, og landets befolkning var kommet bort fra islam. Umayyadeherskerne havde nemlig i lang tid holdt dem borte fra den islamiske livsform. I virkeligheden var abbasidernes styre ikke bedre end umayyadernes styre. Det var også et autokratisk monarkisk styre af samme slags.

Monarki

Da vi her ikke ønsker at gennemgå den islamiske stat og regeringsform, men derimod den islamiske livskrafts historie med hensyn til styreformen, vil vi nøjes med at fremlægge tre taler fra den monarkiske styreperiode for at analysere de forskellige stadier i denne livskrafts forvanskning og berøring med urenhed. Hvis man sammenligner disse tre taler med de tre taler, der tidligere er nævnt fra de retledte kaliffers kalifat, bliver den enorme forskel mellem dem begge let tydelig.

Efter forliget holdt Muawiya en tale til folket i Kufa og sagde: »Kufas indbyggere! Tror I, at jeg har kæmpet mod jer på grund af bønnen, zakat og pilgrimsfærden? Jeg ved ganske udmærket, at I udfører bønnen, betaler zakat og fuldfører pilgrimsfærden, som I skal. I virkeligheden kæmpede jeg for at herske over jer. På trods af jeres modstand har Allah opfyldt mit ønske. Vid, at uanset hvor mange menneskeliv og ejendele der er gået tabt i denne uro, vil der ikke blive ydet nogen erstatning. Og alle de løfter, jeg måtte have afgivet, har jeg nu trampet under mine fødder.« Således holdt han også en tale til Medinas indbyggere, hvori han sagde:

»Ved Gud! Så vidt jeg ved, har jeg ikke opnået magten som følge af jeres hengivenhed og kærlighed. Jeg ved også, at I ikke glædede jer over det. Jeg kæmpede med dette sværd. Hvad angår jer, ønskede jeg at følge Abu Bakrs og Omars fremgangsmåde. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Derfor besluttede jeg at føre mig selv ad en vej, som ville være til gavn for både mig og jer. Alle må leve og spise sammen i god fordragelighed. Selv hvis I ikke anser mig for at være den bedste person til at herske over jer, er jeg ikke desto mindre den bedste hersker for jer.«

Mansur al-Abbasi førte den umayyadiske styretradition ind på en yderst fordrejet vej og skabte i folkets bevidsthed den forestilling, at kongedømme og monarki var noget guddommeligt, retmæssigt og sandt, indstiftet af Gud. Islam er imidlertid helt fremmed for denne forestilling. Efter at have begået denne misgerning holdt Mansur følgende tale:

»Landets indbyggere! Jeg er Allahs stedfortræder på Hans jord. Med Hans hjælp og støtte vil jeg herske over jer. Jeg er udpeget som vogter af Hans rigdomme på Hans vegne. Jeg bruger dem eller giver dem til nogen i overensstemmelse med Hans vilje og tilladelse. Allah har gjort mig til nøglen til statskassen. Hvis Han ønsker, at jeg skal åbne den, åbner Han den, så der kan uddeles fødevarer eller gaver blandt jer; og hvis Han ønsker, at jeg skal lukke den, lukker Han den.«

Derefter blev styreformen fuldstændig kastet uden for islams og dens grundprincipper.

Økonomisk system

I islams guldalder var det økonomiske system underordnet det politiske system. Deres økonomi var præget af den opfattelse, herskerne havde af styreformen, og af deres syn på herskerens og de undersåttes rettigheder. I profeten Muhammeds, Abu Bakrs, Omars og Alis tid var det islamiske ideal aktivt; det vil sige, at det princip var gældende, at alle offentlige midler var nationens og folkets ejendom. Herskeren kunne kun tage noget deraf, hvis han kunne påvise, at han selv eller hans slægtninge havde ret til det. På samme måde var herskeren forpligtet til kun at give hver person så meget, som vedkommende faktisk havde krav på. For i denne henseende var herskeren og alle andre lige. Under Uthmans regeringstid opstod der en mindre fordrejning af dette princip, men folket opnåede stadig sine fulde rettigheder. Det var dog sandsynligvis på grund af rigdommens overflod, at der selv efter udbetalingen af de fastsatte understøttelser og lignende til folkene stadig var store summer tilovers. Kaliffen mente, at han havde fuld ret til at give gaver til sine slægtninge og til andre efter eget ønske. Da regeringsmagten derefter kom i hænderne på de despotiske herskere, blev alle begrænsninger fjernet, og herskerne begyndte i stor stil enten at give folket gaver eller berøve det dem. Dørene til uhæmmet forbrug af muslimernes rigdomme blev åbnet for herskerne, deres børn, deres håndlangere og deres smigrere. De fortsatte med at overskride alle islams grænser på dette område.

Dette er en kortfattet beskrivelse af situationen. Nu vil vi gennem nogle historiske eksempler fremlægge en detaljeret redegørelse for den.

De indtægtskilder til Bayt al-Mal, som havde været anvendt siden Allahs Sendebuds tid, var følgende:

For det første: zakat ––den pålægges forskellige former for muslimernes ejendom, såsom guld, sølv, landbrugsprodukter, frugter, husdyr, handelsvarer, mineraler og nedgravede skatte. Den gennemsnitlige zakat-sats er almindeligvis en fyrretyvendedel. Den anvendes på otte velkendte formål.

For det andet: jizya ––en særlig skat, som ikke-muslimer i den islamiske stat betaler til staten for retten til at bo der. Den svarer til muslimernes zakat og fysiske offer.

For det tredje: ‘fay –’-den formue, der fås fra polyteister uden krig og uden nogen som helst anstrengelse. Ifølge Koranens klare bestemmelser tilkommer hele denne formue Allah, Hans Sendebud, slægtninge, forældreløse, fattige og rejsende.

For det fjerde:krigsbytte eller den formue, der er vundet i krig ––fire femtedele tilfalder krigerne, mens resten anvendes på samme måde som fay og til de samme formål.

Eller i stedet for krigsbytte: kharaj – en særlig skat, der pålægges de jorder tilhørende polyteister, som muslimerne får kontrol over som følge af krig; sådan som Umar, må Allah være tilfreds med ham, gjorde med Persiens jorder.

På Allahs Sendebuds tid var indtægterne til Bayt al-Mal ikke tilstrækkelige. Muhajirun havde forladt deres hjem og var kommet til Medina, og ansar tog imod dem, gjorde dem til brødre og lod dem få del i deres egen rigdom og ejendom. På dette tidspunkt var antallet af muslimer begrænset. Før krigene var muslimernes eneste indtægtskilde frivillige donationer.

Da rækken af krigsekspeditioner begyndte, og zakat blev gjort obligatorisk i det andet år efter hijra, blev krigsbytte føjet til den egentlige indtægtskilde, nemlig zakat, som endnu en indtægtskilde. En femtedel af det blev givet til krigerne. Allahs Sendebud gav fodfolk én andel og ryttere to andele; ifølge en anden overlevering gav han dem tre andele. Således fastsatte han princippet: »Enhver får en andel i forhold til sit offer og sin opofrelse.« Han gav ugifte én andel og gifte to andele. På samme måde fastsatte han som et andet princip: »Enhver får en andel i forhold til sit behov.« Anvendelsen af den resterende femtedel af krigsbyttet er allerede blevet nævnt.

Derefter indtraf en ny begivenhed. Under felttoget mod Banu Nadir blev fay’ erhvervet for første gang. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, bestemte det til muhajirunerne. Kun to fattige personer blandt ansarerne fik en andel af det. Derefter blev dette princip bekendtgjort i et koranvers:

»så rigdommen ikke blot cirkulerer blandt de velhavende iblandt jer.«

I takt med den uafbrudte erobring af lande og udvidelsen af den islamiske stat fortsatte indtægterne til Bayt al-Mal med at vokse. Gennem velstand og overflod blev muslimerne gradvist selvforsørgende. For i overensstemmelse med islams fastsatte andele var de alle ligeberettigede til midlerne i Bayt al-Mal.

Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, døde, og nogle mennesker forlod islam og nægtede at betale zakat, blev den rolle, Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, indtog, uforglemmelig i historien. Med tordenrøst erklærede han:

»Ved Gud! Hvis de nægter at give blot et enkelt reb, som bruges til at binde kameler eller andre husdyr, der skal gives i zakat, vil jeg bekæmpe dem.« I denne sag traf han en afgørelse imod Umar ibn al-Khattabs opfattelse. Senere støttede Umar også Abu Bakrs opfattelse og accepterede den med ro i sindet. I begyndelsen var hans holdning imidlertid, at det ikke var rigtigt at bekæmpe dem, eftersom de bekendte: »Der er ingen guddom undtagen Allah« (ingen tilbedelsesværdig ud over Allah). Hans uenighed var så stærk, at han udbrød med noget hævet stemme: »Hvordan kan vi gribe til våben mod dem?«, når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, har sagt:

»Jeg er blevet befalet at bekæmpe mennesker, indtil de siger, at der ingen guddom er ud over Allah, og at Muhammad, må Allahs fred og velsignelse være med ham, er Allahs Sendebud. Den, der siger dette, vil have sit liv og sin ejendom beskyttet mod mig. Dog er sagen anderledes, hvis det i henhold til islams lov er nødvendigt at gribe ind over for dem. I så fald tilkommer afgørelsen om deres hensigter udelukkende Allah.« Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, svarede med fuld beslutsomhed: »Ved Gud! Jeg vil bekæmpe den, der skelner mellem bønnen og zakat. For zakat er en bestemt ret, der er pålagt formuen.« Straks udbrød Umar, må Allah være tilfreds med ham: »Ved Gud! Jeg har indset, at Allah har åbnet Abu Bakrs bryst for at føre krig. Nu har jeg også forstået, at dette er den rette fremgangsmåde.«

Ved at træffe denne store og epokegørende afgørelse viste han, hvordan et af islams grundprincipper skulle gennemføres i praksis. Han beviste, at det også er retfærdigt at føre krig for at opkræve den ret til samfundet i formuen, som Allah har fastsat i den andel og efter de regler, Han har bestemt.

Hazrat Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, fulgte Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelse være med ham, praksis med at anvende midler fra zakat, krigsbytte, fay’ og lignende fonde på de fastsatte områder. Han modtog det almindelige stipendium, som var fastsat for den muslimske befolkning, og det udgjorde kun to dirham om dagen. Derefter udbetalte han befolkningen deres fastsatte stipendier. Den resterende sum anvendte han så på militære formål.

I Hazrat Abu Bakrs tid opstod der endnu en uenighed mellem ham og Hazrat Umar. Hazrat Abu Bakr mente, at alle skulle have en lige stor andel ved fordelingen af formuen: både de første og de senere konvertitter til islam, frie og slaver, kvinder og mænd. Men Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) og en gruppe af Profetens ledsagere gik ind for at anerkende dem, der først havde taget initiativ til at følge islam, som gradvist mere fortjenstfulde. Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde til dem: »Jeg er fuldt ud bekendt med den forrang og prioritet, som I taler om. Men det er i virkeligheden noget, hvis belønning Allah den Almægtige vil give i det hinsidige. Dette er derimod et økonomisk spørgsmål. Her er princippet om lighed bedre end princippet om forrang.«

I virkeligheden fortsatte man med at følge dette lighedsprincip, og efterhånden som indtægterne voksede, førte det muslimerne i samme takt frem mod velstand og fremgang. Til sidst kom Umar ibn al-Khattabs (må Allah være tilfreds med ham) tid. Han fastholdt stadig den samme holdning. Han sagde: »Jeg kan ikke give den, der har kæmpet mod Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), samme status som den, der har kæmpet på Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) side.«

En dag kom Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), guvernøren over Bahrain, til kaliffens hof med en stor mængde penge og rigdomme. Han fortæller: »Jeg mødte Umar om aftenen med fem hundrede tusind dirham. Jeg sagde: ›De her penge er til Dem, De troendes leder.‹ Han spurgte: ›Hvor mange penge?‹ Jeg svarede: ›Fem hundrede tusind dirham.‹ Han sagde: ›Ved du, hvor meget fem hundrede tusind er?‹ Jeg svarede: ›Ja, fem hundrede tusind.‹ Men han ville ikke tro det. Han sagde: ›Det ser ud til, at du ikke er ved dine fulde fem. Gå hjem og hvil dig i nat, og kom igen i morgen.‹ Jeg hvilede mig hele natten og kom igen ved daggry. Jeg sagde: ›De troendes leder! Tag imod pengene.‹ Han spurgte igen: ›Er disse penge erhvervet på lovlig vis?‹ Jeg svarede: ›Så vidt jeg ved, er de erhvervet på lovlig vis.‹ Da henvendte Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sig til de tilstedeværende og sagde: ›Brødre! Vi har modtaget en stor sum penge. I kan fordele dem, som I vil, enten ved at måle og tælle dem eller ved at veje dem.‹ En mand rejste sig og sagde: ›De troendes leder! Før et regnskab som sædvanlig, og fordel pengene blandt folk efter dette regnskab.‹ Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) kunne lide dette forslag. Han fastsatte en andel på 5.000 dirham pr. person til muhajirun, 3.000 dirham pr. person til ansar og 12.000 dirham pr. person til Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) hustruer.«

Vi har gengivet denne beretning for at tydeliggøre Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) princip ved tildelingen af forrang. Desuden giver den et klart billede af overfloden på den tid. En halv million dirham virkede dengang som en sådan drøm, at ingen ved sine fulde fem kunne finde på at nævne den. Senere ændrede situationen sig imidlertid fuldstændigt som følge af de store erobringer.

Imam Abu Yusuf (må Allah forbarme sig over ham) skriver i sin Kitab al-Kharaj: »Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ›Ved Gud! Enhver borger har ret til denne formue, det vil sige Bayt al-Mals formue. Ingen har større ret til den end andre. I denne sag er jeg blot én af jer. Forskellen i vores rang skal imidlertid fastsættes i lyset af Allahs Bog og i forhold til vores omgang med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Man skal tage i betragtning, hvor meget lidelse, modgang og selvopofrelse hver person har udholdt for islams skyld, og hvor tidligt han tog imod islam. Der skal også tages hensyn til, om han som muslim levede i velstand eller fattigdom. Ved Gud! Hvis jeg lever, vil selv den fårehyrde, der vogter får på Sanas bjerge, kunne modtage sin retmæssige andel af formuen uden besvær, mens han sidder på sin plads.‹«

»Han fastsatte en årlig ydelse på 5.000 dirham til hver af deltagerne i slaget ved Badr, 4.000 dirham årligt til hver af deltagerne i slaget ved Uhud og dem, der udvandrede til Abessinien, samt en ydelse på 2.000 dirham pr. person til børnene af Badr-krigerne. Han fastsatte en årlig ydelse på 5.000 dirham til Hazrat Hasan (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Husayn (må Allah være tilfreds med ham). Til hver af dem, der udvandrede før erobringen af Mekka, fastsatte han 3.000 dirham årligt, og til dem, der antog troen efter erobringen af Mekka, 2.000 dirham pr. person. Han fastsatte også tilsvarende ydelser til de unge sønner af ansar og muhajirun. Ved fastsættelsen af ydelserne til almindelige muslimer lagde han deres sociale status, deres viden om Koranen og deres jihad på islams vej til grund. Alle de øvrige stillede han på samme trin. Hvis en muslim kom til Medina og bosatte sig dér, blev der fastsat en ydelse på 25 dinarer til ham. Ligesom indbyggerne i Syrien og Irak modtog også yemenitterne ydelser på henholdsvis 2.000, 1.000, 900, 500 og 300 dirham. Ingen modtog mindre end 300. Han sagde: ›Hvis formuen vokser yderligere, vil jeg fastsætte 4.000 dirham til hver: 1.000 til hans rejse, 1.000 til våben, 1.000 til at efterlade til familiens underhold og 1.000 til hans hest og muldyr.‹« (Al-Faruq Umar, bind 2; Dr. Muhammad Husayn Haykal)

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) fastsatte et princip for tildelingen af ydelser, men fandt det ikke nødvendigt at følge det for visse personer. Disse personer gav han større ydelser end andre på samme niveau som dem.

Han fastsatte 4.000 dirham til Umar ibn Abi Salama. Han var søn af de troendes moder, Umm Salama. Muhammad ibn Abdullah ibn Jahsh gjorde indsigelse mod dette og sagde til de troendes leder: »På hvilket grundlag giver De Umar forrang frem for os? Ligesom hans far deltog også vores fædre i udvandringen og slaget ved Badr.« De troendes leder svarede ham: »Jeg giver ham forrang på grundlag af den status, han havde hos Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Den, der gør indsigelse mod mig i denne sag, må bringe en mor som Umm Salama, så vil jeg acceptere hans synspunkt.« Han fastsatte 4.000 dirham til Usama ibn Zayd. Abdullah ibn Umar sagde da: »De fastsatte 3.000 til mig, men 4.000 til Usama, selv om jeg har deltaget i mange slag, som Usama ikke deltog i.« Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) svarede ham: »Jeg gav ham mere, fordi han var kærere hos Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) end du var. Hans far var også kærere hos Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) end din far var.« Han fastsatte 1.000 dirham til Asma bint Umays, Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) hustru, 1.000 dirham til Umm Kulthum bint Uqba og 1.000 dirham til moren til Abdullah ibn Masud. Han gav disse kvinder mere end andre kvinder på samme niveau som dem, fordi de mænd, hvis hustruer eller mødre de var, havde forrang frem for andre mænd.«(Al-Faruq Umar, bind 2, Haykal)

Her ser vi to forskellige synspunkter hos Abu Bakr og Umar med hensyn til fordelingen af rigdom. Umars synspunkt byggede på følgende: »Jeg kan ikke anse dem, der greb til våben mod Allahs Sendebud, for at være ligestillede med dem, der kæmpede på hans side.« Der findes også et islamisk grundlag for at lade udholdelse af lidelser, vanskeligheder og ofre på islams vej være et mål. Dette grundlag er princippet om lighed mellem arbejde og arbejdets løn. På samme måde havde Abu Bakrs synspunkt også et grundlag: »Folk har antaget islam for Allahs tilfredshed, og belønningen for dette er hos Ham. Han vil give den fulde belønning på opstandelsens dag. I denne verden har ingen større ret end retten til at få opfyldt sine grundlæggende behov.«

Men uden tøven eller betænkelighed vil vi give Abu Bakrs synspunkt forrang, fordi det i højeste grad bidrager til at etablere lighed blandt muslimerne. Det er velkendt, at lighed er et af islams vigtigste grundprincipper. Dette princip bidrager også i højere grad til at beskytte mod de frygtelige følger, som opstod, da princippet om forskelsbehandling blev antaget. En bestemt gruppes rigdom var vokset og fortsatte år efter år med at vokse gennem fortjenester. Inden for økonomien er det en almindeligt kendt sandhed, at den rigdom, der vokser gennem fortjeneste, vokser langt mere end i forhold til kapitalens vækst. Da Umar så de frygtelige følger af den politik, han selv havde fulgt, lovede han mod slutningen af sit liv, at hvis han levede til det følgende år, ville han gøre alles stipendier lige store. På dette tidspunkt blev hans følgende udtalelse meget berømt:

»Hvis jeg fik mulighed for at omgøre de beslutninger, jeg tidligere har truffet, ville jeg tage den rigdom, som de velhavende havde ud over deres behov, og fordele den blandt de fattige.«

Men det beklagelige var, at tiden gik, og situationen kom uden for hans kontrol. De skadelige følger af den diskriminerende fordelingspolitik forstyrrede hele det islamiske samfunds balance. Da Marwans egenmægtige handlinger derefter begyndte, og Uthman fortsatte med at tolerere dem, blev samfundet ramt af en alvorlig katastrofe.

Da Umar så de skadelige følger af at fordele rigdom efter forskelle i rang, opgav han sit eget synspunkt og antog Abu Bakrs synspunkt. Alis synspunkt var også det samme som den første kalifs.

Her er det nødvendigt at nævne, at vi betragter Alis kalifat som den naturlige fortsættelse af de to første kaliffers kalifater. Uthmans tid betragter vi derimod som et tomrum, der trak en skillemur mellem Ali og de to foregående kaliffer. For på dette tidspunkt var Marwan den egentlige leder af regeringen. Derfor vil vi nu drøfte Ali og derefter drøfte Uthmans tid.

Ali antog princippet om lighed ved fordelingen af stipendier. Allerede i sin første tale sagde han klart:

»Hør efter! Enhver blandt Allahs Sendebuds ledsagere, hvad enten han er en ansar eller en muhajir, som mener, at hans ledsagelse af Allahs Sendebud giver ham forrang og prioritet over andre, bør vide, at han vil opnå denne forrang hos Allah på opstandelsens dag og også modtage dens belønning dér. Forstå det godt! Den, der svarer på Allahs og Hans Sendebuds kald, anerkender vores nationale særpræg, antager vores livsordning og vender sig mod vores qibla, får alle islams rettigheder og pligter pålagt sig. I er alle Allahs tjenere, og al denne rigdom tilhører Allah. Den skal fordeles ligeligt blandt alle. I denne henseende skal ingen have forrang over en anden. De gudfrygtige har dog en bedre belønning hos Allah.«

Dette er den sande islamiske ordning, og den stemmer fuldstændigt overens med islams lighedsideal. Den sikrer balancen i det islamiske samfund, og ifølge den kan rigdom kun øges gennem hårdt arbejde og ihærdig indsats. Dette princip giver ikke mulighed for at give nogen større økonomiske midler end andre til et indbringende arbejde og dermed give dem større muligheder og fordele.

Hadhrat Umar ønskede mod slutningen af sit liv at handle efter dette princip, men han fik ikke tid. På grund af sin pludselige martyrdød kunne han ikke føre sine to ønsker ud i livet. Det ene var, at han ville tage den overskydende rigdom fra de velhavende og fordele den blandt de fattige. Denne overskydende rigdom var nemlig alene blevet ophobet som følge af den ulige fordeling af offentlige midler. Det andet ønske var at indføre princippet om lige rettigheder ved fordelingen af rigdom.

Da Hadhrat Uthman blev kalif, fandt han det ikke nødvendigt at gennemføre nogen af disse to beslutninger. Han lod de ekstra midler blive hos deres ejere og opretholdt også uligheden i uddelingen af stipendier. Desuden fortsatte han med rundhåndet at give dem endnu flere gaver. Resultatet blev, at de rige blev endnu rigere, og de fattige endnu fattigere. De fattige oplevede dog også undertiden en vis velstand. Han gav endda store pengesummer til mennesker, der ikke manglede rigdom. Han gav Quraysh-folket fri adgang til at drive handel over hele verden. Han gav også de store velhavende mulighed for at købe bygninger og jord i Sawad-området eller i udlandet. Som følge heraf opstod der mod slutningen af hans kalifat en enorm ulighed i fordelingen af rigdom i hele det muslimske samfund. Må Allah vise ham nåde.

Hadhrat Abu Bakr og efter ham Hadhrat Umar håndhævede meget strengt det princip, at en betydelig gruppe af Quraysh-lederne skulle tvinges til at bo permanent i Medina. Derfor tillod Abu Bakr og Umar dem ikke at færdes frit i de erobrede lande. For på grund af deres nærhed til Allahs Sendebud, deres ofre og selvopofrelse for islam samt deres fremtrædende rolle i jihad kunne befolkningen blive særligt hengiven til dem, og disse personer kunne derefter udvikle begær efter rigdom, indflydelse og embeder. Dette kan naturligvis ikke betegnes som et brud på islams princip om personlig frihed. For i islam er den personlige frihed knyttet til betingelsen om samfundets større velbefindende. Da Hadhrat Uthmans tid kom, gav han dem frihed til at færdes uhindret overalt. Desuden opmuntrede han dem til at købe huse og jord i de erobrede lande. Og det gjorde han, efter at han allerede havde givet dem millioner af dirham.

Alt dette blev uden tvivl gjort som et udtryk for gavmild og venlig behandling af muslimerne, især de muslimske ledere. Men dette princip fik yderst alvorlige skadelige følger. Disse følger var ikke skjult for Abu Bakr og Umar. Det medførte en enorm økonomisk og social ulighed i det muslimske samfund. Det førte også til fremkomsten af en doven og inaktiv klasse i samfundet. Trods deres totale passivitet havde deres rigdom ingen ende. Uden nogen anstrengelse sad de blot og levede et yderst behageligt liv.

Således begyndte luksuslivet igen at løfte hovedet. Islam havde ellers gennem både sine love og sine principper uafbrudt erklæret krig mod denne luksus. De to kaliffer før Hadhrat Uthman kæmpede også imod den og forsøgte at forhindre, at den på nogen måde kunne rejse hovedet. Da situationen nåede dette punkt, brød den islamiske livskraft frem hos nogle få mennesker. Den mest fremtrædende blandt dem var Hadhrat Abu Dharr. Han var den mest åbenhjertige og revolutionære af dem.

Det er beklageligt, at Egyptens Dar al-Ifta for nylig har udstedt en fatwa, hvori man betegner Hadhrat Abu Dharrs principper som fejlagtige og forsøger at hævde, at man forstår islam bedre end Abu Dharr. Guds religion synes for dem at være blevet en handelsvare.

Abu Dharr udfordrede med fuld kraft overklassens luksusliv i det muslimske samfund. For det var i direkte modstrid med islam. Han kritiserede Banu Umayya og Hadhrat Muawiya for at støtte dette luksusliv. For på grund af denne politik blev det kun de velhavendes rigdom og de luksuselskendes luksus, der fortsatte med at vokse.

Abu Dharr, må Allah være tilfreds med ham, erfarede, at Uthman, må Allah være tilfreds med ham, havde givet Marwan en femtedel af Afrikas skatteindtægter, al-Harith to hundrede tusind dirham og Zayd ibn Thabit et hundrede tusind dirham. Dette var uudholdeligt for hans samvittighed. Han protesterede kraftigt imod det og holdt følgende tale ved en offentlig forsamling:

»I disse dage bliver der gjort ting, som ligger uden for min forstand. Ved Gud! Intet af dette har noget grundlag hverken i Allahs Koran eller i Sendebuddets hadith. Ved Gud! Jeg kan tydeligt se, at sandheden bliver trådt under fode, det falske bliver bragt til live igen, sandfærdige mennesker bliver bevist som løgnere, og folk bliver favoriseret uden fromhed og gudsfrygt. O I velhavende! Behandl de fattige venligt. Fortæl dem, der samler penge sammen og ikke bruger dem på Allahs vej, at deres pander, rygge og sider vil blive brændemærket med ild. O kapitalister! Vid, at der er tre partnere i rigdom:For det første: skæbnen। Den kan når som helst, gennem ødelæggelse eller død, tage jeres rigdom fra jer uden jeres tilladelse. For det andet: arvingen। Han venter hele tiden på, at dine øjne skal lukkes, så han kan tilegne sig din rigdom. For det tredje: din egen ret। Hvis du ikke ønsker at være den svageste af disse tre partnere, må du bestemt bestræbe dig på det. Den Højeste Allah siger:

»I vil ikke kunne opnå den sande godhed, før I bruger noget af det, I holder mest af, på Allahs vej.« Venner! I er nu begyndt at bruge silkegardiner og fløjlspuder. I vore dage er det blevet vanskeligt for jer at sove på madrasser fra Aserbajdsjan. Men Allahs Sendebud, fred være med ham, sov kun på en stråmåtte. I spiser i dag alskens mad, mens Allahs Sendebud, fred være med ham, ikke engang fik nok bygbrød til at blive mæt.«

Malik ibn Abdullah ibn Ziyad beretter, at Abu Dharr, må Allah være tilfreds med ham, en gang ønskede at mødes med Uthman, må Allah være tilfreds med ham. Da han blev indkaldt til mødet, mødte Abu Dharr op ved hoffet med en stav i hånden. På det tidspunkt spurgte Uthman, må Allah være tilfreds med ham, en ledsager ved navn Ka’b: »Ka’b, Abd al-Rahman er død. Han har efterladt sig mange penge. Hvad mener du om det?« Ka’b svarede: »Hvis han har betalt Allahs ret af dem, kan man ikke længere gribe ind over for dem.« Så snart Abu Dharr hørte dette, løftede han sin stav og slog Ka’b én gang. Han sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud, fred være med ham, sige:

»Hvis jeg ejede så meget guld som dette bjerg, og jeg brugte det på Allahs vej, mens Han fortsat tog imod det, ville jeg ikke bryde mig om at efterlade så meget som seks uqiyya guld af det.« Efter at have berettet denne hadith spurgte han Uthman, må Allah være tilfreds med ham, idet han tre gange tog Gud til vidne: »Har du hørt denne hadith?« Han svarede: »Ja!« (Hadith nr. 453 – Musnad Ahmad)

Marwan og Muawiya, må Allah være tilfreds med ham, kunne ikke tolerere sådanne opfordringer. Derfor blev de ved med at ophidse Uthman imod ham. Til sidst blev Abu Dharr sendt i landflygtighed og måtte rejse til Rabdha uden at have begået nogen passende shariaretlig forbrydelse.

Denne højrøstede opfordring kom fra en vågen samvittighed, som ikke var blevet overvundet af begær efter rigdom, trods landets grænseløse overflod af rigdom. På det tidspunkt blev rigdommen så stærkt koncentreret, at det islamiske samfund blev opdelt i forskellige klasser, og Islams vigtigste grundprincipper var nær ved at forsvinde. Vi fremlægger nogle eksempler på den økonomiske overflod i denne periode, som al-Mas’udi har berettet. Han fortæller:

‘‘Under Uthmans, må Allah være tilfreds med ham, regeringstid erhvervede sahabaerne enorme rigdomme. Den dag Uthman, må Allah være tilfreds med ham, blev martyr, havde hans kasserer halvanden hundredtusind dinarer og en million dirham i kontanter hos sig. Værdien af den jordejendom, han ejede i Wadi al-Qura, Hunayn og andre steder, var et hundredtusind dinarer. Desuden efterlod han et stort antal heste og kameler. Efter Zubayrs, må Allah være tilfreds med ham, død var værdien af blot én af hans efterladte jordejendomme halvtreds tusind dinarer. Derudover efterlod han tusind heste og tusind slavinder. Talha, må Allah være tilfreds med ham, havde en daglig indkomst på tusind dinarer fra Irak og en endnu større indkomst fra Sarat. Abd al-Rahman ibn Awfs stald rummede tusind heste, og han havde også tusind kameler samt ti tusind geder og får. Efter hans død blev værdien af en fjerdedel af hans ejendom opgjort til fireogfirs tusind dirham. Zayd ibn Thabit efterlod så meget guld og sølv, at det måtte hugges over med en økse. Det var ud over alle de faste og løse ejendele, han efterlod. Zubayr byggede et palads i hver af Basra, Egypten, Kufa og Alexandria. På samme måde byggede Talha, må Allah være tilfreds med ham, et enormt palads i Kufa. I Medina byggede han også en stor bygning af teaktræ og kalkmørtel. Sa’d ibn Abi Waqqas byggede i Aqeeq et højt palads med en kuppel over en rummelig gårdsplads. Al-Miqdad byggede et smukt, udsmykket palads både inden for og uden for Medina. Ya’la ibn Munabbah efterlod halvtreds tusind dinarer i kontanter og jordejendomme til en værdi af tre hundrede tusind dirham.’’ (Uthman – Ustadh Sadiq Urjun)(Uthman – Ustadh Sadiq Urjun)

Under Omars, må Allah være tilfreds med ham, regeringstid opstod denne uforholdsmæssige ophobning af rigdom som den uundgåelige følge af forskelsbehandling i fordelingen af formuer. Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, var fast besluttet på at bringe denne politik og dens følger til ophør. Han ville have gjort en ende på den, hvis ikke en dolk var blevet stukket gennem hans bryst. Efter hans martyrdød fortsatte denne overflod med gradvist at vokse. Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham, videreførte denne politik, og som følge heraf blev situationen endnu mere indviklet. Ud over den ulige fordeling bidrog de gaver, begavelser, len og lignende, som Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham, skænkede, også til at styrke de velhavendes og kapitalistiske tendensers fremmarch i det muslimske samfund. Derefter viste en række årsager og omstændigheder sig, som medførte, at den uforholdsmæssige ophobning af rigdom bredte sig unaturligt. Især samlingen af forskellige spredte faste og løse ejendomme samt det forhold, at midlerne og redskaberne til indbringende handel blev koncentreret i hænderne på en lille gruppe mennesker, førte til en omfattende udbredelse af kapitalistiske tendenser i det muslimske samfund. Situationen kom også ud af kontrol, fordi den dybe og oprigtige appel, der strømmede fra Abu Dharrs hjerte, blev modarbejdet og ignoreret. Hvis hans appel var lykkedes, og han havde kunnet overbevise statsoverhovedet om sin holdning, havde han haft evnen til at bringe situationen under kontrol. Derved ville Hazrat Omars sidste beslutning om at tage den overskydende rigdom fra de velhavende og fordele den blandt de fattige være blevet opfyldt. For at beskytte nationen mod kapitalismens forbandelse var det ikke blot fuldt lovligt for statsoverhovedet at handle sådan; det var også hans ubetingede pligt af hensyn til det større samfundsmæssige vel.

På den ene side blev rigdommen koncentreret. Overfloden strømmede ind i livet hos medlemmerne af nogle få adelige familier. På den anden side ramte sult, fattigdom og elendighed almindelige menneskers liv med tilsvarende styrke og voldsomhed. Naturligt nok begyndte had og vrede derfor at rejse sig. Alle disse årsager og omstændigheder ophobede sig uafbrudt og indledte til sidst et rædselsvækkende voldeligt oprør. Det var islams fjender, der drog fordel af dette oprør, og det kostede Hazrat Uthman livet. Samtidig blev den muslimske ummahs fred og sikkerhed alvorligt svækket, og den blev kastet ind i den dybeste malstrøm af kaos og uro. Denne uroligheds ild blev ikke slukket, før selve islams livskraft var blevet indhyllet i røgen fra dette kaos, og ummahen var blevet grebet af det diktatoriske styres brutale kløer.

Den ligheds- og retfærdighedspolitik, som Ali, må Allah være tilfreds med ham, indførte efter Uthman, må Allah være tilfreds med ham, gjorde de kapitalistiske kredse og dem, der havde draget stor fordel af den ulige fordeling af rigdom, rasende; det var på ingen måde uventet. De rådede Hazrat Ali til at opgive denne politik og udtrykte frygt for, at der ellers kunne opstå et oprør mod ham. I overensstemmelse med islams fakkel af vejledning, der brændte i hans vågne samvittighed, var det naturligt, at han svarede: ‘‘Vil I råde mig til at gøre mine landsmænd uret og søge støtte hos andre? Selv hvis denne rigdom havde været min, ville jeg have fordelt den ligeligt. Og når den tilhører Allah, hvordan kan jeg så handle uretfærdigt? Vid, at det falder ind under ødselhed at give rigdom til nogen uretmæssigt. Der er ingen tvivl om, at giveren derved kan opnå en vis anseelse i denne verden, men i det hinsidige vil en sådan politik helt sikkert bringe ham ydmygelse.’’

Banu Umayya fulgte en anden politik med hensyn til økonomien. Da Umar ibn Abd al-Aziz’ regeringstid endelig kom, førte han en streng politik, der gik ud på at tilbagegive uretmæssigt erhvervet rigdom og forhindre ødselhed. Det har vi allerede omtalt. På dette tidspunkt fik medlemmerne af Banu Umayya lige rettigheder med andre undersåtter med hensyn til midlerne og rigdommene i Bait al-Mal. Der var ikke længere nogen andel til smigrere, lovprisende digtere eller sangere. Han afbrød alle forbindelser med digterne og ophævede ordningen med at belønne dem fra Bait al-Mal.

Engang reciterede digteren Jarir et digt, hvori han lovpriste ham. Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz sagde til ham: ‘‘Jarir! Er du søn af muhajirunerne, så jeg skal give dig det samme, som jeg giver dem? Er du søn af ansarerne, så jeg skal give dig det samme, som jeg giver dem? Eller er du en fattig mand, så jeg skal beordre, at du får noget fra dit folks fond for almisse og zakat?’’

Han svarede: ‘‘Amir al-Mu’minin! Jeg er ingen af delene. Jeg er tværtimod søn af den mest velstående familie. De tidligere herskere plejede at give mig fire tusind dirham samt kostbart tøj og ridedyr som belønning for dette. Jeg har vænnet mig til at modtage dem, og derfor beder jeg dig om den samme belønning.’’

Omar svarede: »Enhver vil få sin belønning for sine egne gerninger hos Allah. Men så vidt jeg ved, har du intet krav på Allahs ejendom (statskassen). Vent imidlertid, indtil jeg modtager min personlige godtgørelse. Jeg vil beregne, hvor meget der behøves til min families underhold for hele året. Jeg vil beholde det nødvendige, og hvis der er noget tilovers, vil jeg give det til dig.« Jarir sagde: »Nej, jeg har ikke brug for det. Jeg ønsker, at Allah må give Amir al-Mu’minin endnu mere og lade ham blive endnu mere lovprist. Jeg tager af sted med fuld tilfredshed.« Han sagde: »Det er den fremgangsmåde, jeg foretrækker mest.« Da Jarir var gået derfra, tænkte Omar: »Han kan måske også bagtale mig. Der bør træffes en modforanstaltning.« Med denne tanke beordrede han, at Jarir skulle kaldes tilbage. Da Jarir kom, sagde han: »Jeg har fyrre dinarer og to sæt tøj. Jeg vasker det ene sæt, mens jeg bærer det andet. Jeg kan give dig halvdelen af disse ting. Allah er naturligvis vidne til, at Omar har større behov for disse ting end du.« Jarir sagde: »Amir al-Mu’minin! Må Allah give dig endnu mere. Ved Gud! Jeg går herfra med tilfredshed. Jeg har ikke brug for disse ting.« Han sagde: »Godt! Når du nu har svoret det, vil jeg sige dig, at det, at du ved ikke at tage imod denne bøn og belønning har befriet os for en mangel, har glædet mig mere end dine digte og lovprisninger. Fra nu af skal du være min ven.«

Når muslimernesformue på denne måde er blevet bevaret og bragt til dens egentlige ejere, er der ikke længere noget overraskende i fortællernes beretning om, at folk i Omar ibn Abd al-Aziz’ tid blev så velstående, at man ikke kunne finde nogen, der ville modtage zakat, fordi de havde fået deres retmæssige og uretmæssigt tilbageholdte andel og derfor var blevet helt fri for behov i forhold til zakat।

Yahya ibn Sa’d fortæller: »Omar ibn Abd al-Aziz sendte mig til Afrika for at indsamle zakat og sadaqa. Jeg indsamlede zakat og sadaqa dér og ledte efter fattige mennesker for at uddele det til dem. Men jeg fandt ingen fattige mennesker dér. Ingen var villig til at modtage penge. For Omar ibn Abd al-Aziz havde gjort dem alle velhavende. Til sidst købte jeg slaver for disse penge og frigav dem.«

Sagen er, at fattigdom og nød udelukkende skyldes koncentrationen af rigdom. I enhver tidsalder bliver fattige mennesker ofre for de store kapitalisters undertrykkelse, overgreb og udbytning, og disse store kapitalister kommer til syne gennem store donationer, gaver, belønninger, jordforleninger, udbytning, undertrykkelse og profitjagt.

Under umayyadernes og de efterfølgende abbasidiske herskeres regeringstid var statskassen blevet »halal« for kongerne, som om den var deres egen ejendom. I denne periode blev der oprettet to separate skatkamre. Det ene var det almindelige skatkammer, det andet det særlige skatkammer. Om det sidstnævnte var den gængse opfattelse, at dets indtægter og udgifter var forbeholdt kongen. Men man så ofte, at midler fra en almindelig konto blev indbetalt i det særlige skatkammer, mens særlige udgifter blev afholdt af det almindelige skatkammer.

Professor Adam Mez siger i sit værk »Den islamiske civilisation i det fjerde århundrede«:

Midler blev taget fra det almindelige skatkammer til bevillinger til godtgørelser og udgifter i forbindelse med hovedstaden. Vi har et historisk dokument fra begyndelsen af det fjerde århundrede, hvori indtægtskilderne til det særlige skatkammer beskrives detaljeret:

1. Formue efterladt af faderen til sine børn og efterkommere: Det fortælles, at Harun al-Rashid efterlod sig den største formue, nemlig 40,8 millioner dinarer. Al-Mu’tadid (279–289 e.H.) sparede hvert år under sin regeringstid en million dinarer fra de særlige indtægter efter alle udgiftsbevillinger. På denne måde ophobede han 9 millioner dinarer. Han håbede, at når beløbet nåede 10 millioner dinarer, ville han smelte dem om til en stor klump, og han besluttede også at hænge denne klump op i den offentlige audienssal for at skabe det indtryk, at han ikke havde nogen begærlighed efter penge, eftersom han allerede havde 10 millioner dirham. Han lovede, at når der var opsparet 10 millioner dirham, ville han eftergive en tredjedel af folkets skat i ét år. Men han døde, før dette ønske blev opfyldt.

Efter al-Muʿtadid kom al-Muktafis periode (289–295). Han øgede statskassens indtægter til 14 millioner.

2. Fra Persien og Kirmān kom der i gennemsnit årligt (efter fradrag af udgifterne) i perioden 299–320 AH 23 millioner dinarer i skatter og indtægter fra statsejendom. Heraf blev 4 millioner indbetalt i den almindelige statskasse, mens de resterende 19 millioner blev indbetalt i den særlige statskasse. Det blev dog anset for nødvendigt at fratrække de beløb, der blev anvendt til de pågældende landes presserende behov. I 303 AH (915 e.Kr.) anvendte han eksempelvis mere end 7 millioner på at erobre disse lande.

3. Indtægter fra Egypten og Syrien: For eksempel blev den jizya, der blev opkrævet fra ikke-muslimer, indbetalt i kaliffens statskasse i stedet for i folkets statskasse. For som Amīr al-Muʾminīn havde han principielt retmæssigt krav på den.

4. Indtægter tjent af afsatte vesirer, sekretærer og embedsmænd samt deres konfiskerede ejendom: Desuden blev kaliffen ejer af de indtægter, som hans egne barnløse tjenere og de barnløse slaver i kongefamilien tjente. Da de som regel var højtstående og højtlønnede embedsmænd, strømmede der på denne måde enorme beløb ind i kaliffens statskasse.

5. Indtægter fra Sawād, Ahvāz og andre områder i øst og vest, som stammede fra statsejendom: Disse blev også indbetalt i den særlige statskasse.

6. De midler, som kalifferne opsparede: For eksempel opsparede de to sidste kaliffer i det tredje århundrede AH, al-Muʿtadid og al-Muktafī, årligt 1 million dinarer. Al-Muqtadir opsparede ligeledes et tilsvarende beløb. På denne måde beløb de opsparede midler sig efter femten år til 15 millioner, det vil sige omtrent halvdelen af kaliffen Hārūn al-Rashīds formue.

Det fremgår klart af denne beskrivelse, hvordan disse konger, der bar titlen »kalif«, greb ind i den muslimske befolknings rigdomme, og hvor grundlæggende anderledes den økonomiske struktur var blevet end de islamiske principper.

På den ene side nåede rigdommens overflod, mageligheden og luksusen deres yderste grænse, mens scenerne af berøvelse, sult og fattigdom samtidig var yderst skræmmende. Det islamiske samfund nåede det laveste forfaldsstadium, fordi det havde fjernet sig fra islamiske normer og var afveget fra de islamiske principper.

Visse grundprincipper

Men trods alt dette har islams praktiske virke fastlagt en række grundprincipper for det økonomiske system. Det er menneskehedens store ulykke, at islam allerede i sin første tid på grund af umayyadernes herskere blev udsat for forvanskning og omvæltninger. Ikke desto mindre har islams historie vist, hvordan mange af islams ideologier kan omsættes til praksis.

Den faktiske historie har endegyldigt fastslået følgende:

1. I islam har de fattige større ret til midlerne fra Bayt al-Mal end de personer, der var først til at slutte sig til islam। Det er berettet i Musnad Ahmad: “Adi ibn Hatim beretter: Jeg gik sammen med nogle medlemmer af min stamme til Umar ibn al-Khattab. Han var i færd med at fastsætte en understøttelse på to tusind til nogle personer fra denne stamme. Adi siger: Jeg stillede mig igen foran ham, men han ænsede mig ikke. Jeg stillede mig igen foran ham, men han ignorerede mig stadig. Jeg sagde: ‘De troendes leder! Kender du mig?’ Umar lo hjerteligt. Derefter sagde han: ‘Ved Gud! Jeg kender dig særdeles godt. Mens alle andre holdt fast ved vantroen, troede du. Mens andre trak sig tilbage, gik du fremad. Mens mange bedrog, viste du oprigtig lydighed. Jeg husker tydeligt, at den første zakat-indtægt, hvis syn fik Allahs Sendebuds og ledsagernes ansigter til at stråle af glæde, var zakatpengene fra denne stamme. Det var mig, der bragte disse penge til Allahs Sendebuds forsamling.’ Derefter begyndte Umar at undskylde sig med ordene: ‘Jeg har kun fastsat understøttelse af disse midler til de mennesker, som lider under sult, fordi de ikke kan give deres forsørgede mad. For de er de fremtrædende personer i stammen.'”

At denne udtalelse kommer fra Umar, som gik ind for at give dem, der var først til at slutte sig til islam, forrang, er yderst betydningsfuldt, og den beviser meget. I det islamiske samfund er “behov” i virkeligheden det første grundlag for en ret. Af dette princip forstår man, hvor stor en fjende islam er af fattigdom og nød, og hvor meget større betydning den tillægger bestræbelserne på at afhjælpe dem end alle andre bestræbelser.

2. Islam er på ingen måde villig til at tolerere, at én del af samfundet lader sig rive med af en uhæmmet strøm af overflod, mens en anden del forbliver berøvet, nødlidende og fuldstændig uden midler। I en sådan situation giver islam regeringen fuld beføjelse til at træffe foranstaltninger efter forholdene med henblik på at rette op på situationen. Dette er et princip, der historisk kan bevises ud fra Allahs Sendebud. Han fordelte hele indtægten fra fay’, der var indsamlet fra Banu Nadir, udelukkende blandt de fattige muhajirun, så der ved den første lejlighed kunne skabes en vis balance i det islamiske samfund. Kun to fattige ansar lod han slutte sig til dem. Derefter trådte Koranen frem for at støtte dette historiske eksempel:

“så rigdommen ikke blot skal cirkulere blandt de velstående af jer.”

Dette eksempel er yderst betydningsfuldt og vigtigt. På grundlag af det har en muslimsk regering, der regerer i overensstemmelse med Allahs lov, altid beføjelse til fra Bayt al-Mal at yde de trængende og fattige passende hjælp for at skabe økonomisk balance i det muslimske samfund. Det er regeringens ubetingede pligt at træffe passende foranstaltninger, så der ikke består ulighed mellem samfundets forskellige befolkningslag, som forstyrrer den almindelige balance.

3. Det er nødvendigt at variere skattesatsen i forhold til betalingsevnen og manglende betalingsevne। Når jizya blev pålagt ikke-muslimer, blev følgende satser opkrævet af personer i de forskellige samfundsgrupper:

a. Den velstående klasse – 48 dirham årligt pr. person.

b. Middelklassen – 24 dirham årligt pr. person.

c. Fattige arbejdere – 12 dirham årligt pr. person.

Jizya blev eftergivet for fuldstændigt ubemidlede, insolvente, arbejdsudygtige samt fysisk eller psykisk handicappede personer. Kun frie, mentalt sunde mænd skulle betale jizya. Kvinder og børn skulle ikke betale jizya.

I hungersnødens år sendte Hazrat Umar (r.a.) ikke embedsmænd ud for at opkræve zakat; i stedet udsatte han opkrævningen, indtil hungersnøden var ovre. Efter hungersnøden sendte han opkrævere ud og krævede dobbelt zakat af de arbejdsdygtige. Den ene af de to portioner svarede til hungersnødsåret, den anden til det indeværende år. De arbejdsudygtige eftergav han. Derefter beordrede han, at opkræverne skulle give den ene del af de dobbelt indsamlede midler til de nævnte arbejdsudygtige personer og bringe den resterende del til hovedstaden.

4. Det var forbudt at opkræve skatter ved brug af magt eller ved at berøve nogen de midler, der var nødvendige for livet। Hazrat Ali (r.a.) beordrede en af sine embedsmænd: »Når du går til dem, må du ikke sælge deres sommer- eller vintertøj, fødevarer eller ridedyr for at opkræve skatten; du må ikke slå nogen blot én gang med en pisk eller tvinge nogen til at stå på ét ben, uanset hvor meget jordskat eller skat der måtte være i restance. For vi er kun blevet pålagt at opkræve det, der overstiger almindelige menneskers behov.

5. Ved siden af princippet »enhver efter sit offer« er det også nødvendigt at gennemføre princippet »enhver efter sit behov«। Profeten (fvmh.) fastsatte én andel til ugifte og to andele til gifte af de midler, der blev vundet som krigsbytte. Dette beviser, at man ved fastsættelsen af ydelser bør tage hensyn til behovet såvel som indsatsen. Ellers er det indlysende, at gifte og ugifte må yde samme indsats i jihad. Den gifte fik blot dobbelt så stor en ydelse, fordi hans behov var dobbelt så stort. Heraf fremgår det også, at alene »behov« i islam kan være et særskilt middel til at erhverve ejendomsret. Dette princip er yderst vigtigt med hensyn til »social sikkerhed«.

6. Bestemmelser om social sikkerhed for enhver uarbejdsdygtig og trængende person। Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, fastsatte et stipendium på et hundrede dirham for hvert nyfødt barn. Når barnet blev lidt større, fik det to hundrede dirham, og efter at være blevet myndigt fik det endnu mere. For et hittebarn blev der givet et hundrede dirham, og dets plejeforælder fik en ekstra godtgørelse; udgifterne til at give barnet mælk og til dets øvrige underhold blev dækket af Bayt al-Mal, og når det blev større, modtog det samme godtgørelse som andre børn.

Hazrat Umars gavmildhed var i virkeligheden et direkte resultat af islams gavmildhed, for et barn, der er blevet efterladt på vejen, er helt uskyldigt i sig selv. Det er ikke det mindste ansvarligt for sine skyldige forældres synder. Vi har tidligere nævnt, at Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, bevilgede hjælp fra Bayt al-Mal til blinde jødiske og kristne spedalske. Også i Umars, må Allah være tilfreds med ham, natur gjaldt gavmildheden alle mennesker, ikke kun muslimer. Dette er et socialt sikkerhedssystem mod nød, uarbejdsdygtighed og berøvelse.

7. ‘‘Hvorfra er rigdommen erhvervet?’’ Løsningen på dette grundlæggende spørgsmål er yderst vigtig। fordi det muslimske samfund har ret til at spørge, om den rigdom, som herskeren råder over, i virkeligheden tilhører nationen eller ham selv; han har ingen mulighed for at unddrage sig folkets regnskabskrav i denne sag. Da princippet om at aflægge regnskab blev fastlagt, blev statskassen i nogen grad beskyttet mod administratorernes indblanding. Før herskeren foretager sig noget sådant, må han tænke sig om flere gange. Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, gjorde dette over for alle sine guvernører. Hazrat Ali fulgte også dette princip i visse tilfælde.

8. Zakat-systemet blev ikke suspenderet selv i historiens mørkeste tidsalder: selv om denne tidsalder var blevet kastet langt bort fra islams livskraft. Efter krigen mod de frafaldne i begyndelsen af Hazrat Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, tid har ikke en eneste person indtil nu benægtet zakat, hverken mundtligt eller i praksis. Det var først i vores tid, da den vestlige civilisation indtog sejrsherrens plads, at zakat, den sidste af islams grundprincipper, som følge heraf forsvandt fra det muslimske samfunds virkelige liv.

9. Et almindeligt socialt sikkerhedssystem: Ifølge dette system holdes indbyggerne i hvert område ansvarlige for enhver person, der dør af sult dér. Dette ansvar påhviler dem i henhold til straffeloven. For den person, der dør på denne måde, skal alle i det pågældende område samlet betale en bøde, det vil sige diyya. For hele samfundet anses for at være morderen på den person, som langsomt er sultet ihjel blandt dem.

Denne bestemmelse støttes også af en anden bestemmelse i sharia. Den går ud på, at hvis en person, der er plaget af sult og tørst, frygter at dø af sult og tørst, har han som sidste udvej tilladelse til at kæmpe mod en person, der har mad eller drikke. Hvis han dræber en sådan person, medfører det hverken straf eller bøde for ham i denne verden, og han vil heller ikke blive pint i det hinsidige.

10. Princippet om afskaffelse af renter og forlængelse af fristen for tilbagebetaling af lån i fattigdom: Indtil den moderne civilisation erklærede renter for halal, var renter fortsat forbudt i det muslimske samfund. Fransk lov pålagde os denne forbandelse og gjorde den til en af grundpillerne i vores daglige økonomiske liv. Den var imidlertid ikke nødvendig. Den blev kun indført, fordi de moralske værdiers indflydelse var forsvundet fra vores virkelige liv, og fordi ærlighed og gensidig samarbejdsvilje var forsvundet fra menneskenes hjerter. Islam har derimod gjort denne holdning til grundlaget for samfundet og for gensidige transaktioner.

Ud over disse forhold findes der mange principper og værdier vedrørende gensidig medfølelse og social sikkerhed, som ikke er noget, der kan håndhæves med lovens magt. Vores egen nære fortid vidner om eksistensen af de islamiske værdiers indflydelse på det muslimske samfund. Denne indflydelse har ikke vores bedstefædre, men vores fædre med egne øjne iagttaget i muslimsk befolkede landområder. Trods den vestlige materialistiske civilisations fuldstændige dominans over den muslimske verden er denne indflydelse stadig i vidt omfang intakt. Der var overhovedet ikke behov for lov eller tvang for at omsætte disse værdier i praksis. De waqf-forvaltninger, der i dag findes blandt de forskellige regeringer – og som i dag anvendes imod deres egentlige formål og er blevet bemægtiget af forskellige udbyttende klasser under forskellige navne og i forskellige grupper – bærer i virkeligheden vidnesbyrd om den hellige ånd af barmhjertighed, medfølelse, retskaffenhed, social sikkerhed og gensidigt samarbejde, som fandtes i muslimernes hjerter i både den fjerne og den nære fortid. Vestens brutalitet, døde bevidsthed og stivnede materialistiske civilisation har ikke været i stand til at forvride deres indre væsen.

I vores guldalder blev holdningen til at yde social sikkerhed til de svage så stærk, at ikke blot mennesker, men også dyr nød godt af den. Mange steder blev visse områder gjort til waqf for at skabe tilflugtssteder for svage dyr, så de kunne komme dertil og blive befriet for sult og nød.

Selv om der på det tidlige stadie opstod en vis forvridning i styreformen og den økonomiske praksis, hvilket medførte omfattende og langtrækkende skade, er dette den sande islam.

Dette er islams rolle på historiens virkelige scene, sådan som den er blevet tydelig gennem forskellige begivenheder. Om dens almindelige grundprincipper kan det siges, at den har, har haft og til evig tid vil have fuld evne til at imødekomme kravene fra nye situationer og løse nye problemer. I det samfund, der i fremtiden vil blive grundlagt på islams fundament, og hvor den islamiske sharia vil blive tillagt status som statslov, vil islam være i stand til at opfylde alle dette samfunds krav og behov med stor omfattende bredde og balance. Det moderne menneskesamfund bliver gennem ideologier og menneskelige eksperimenter bestandigt ramt af sammenstød, der fører det fra den ene yderlighed til den anden, og gennem disse sammenstød ofrer menneskeheden mange af sine mest værdifulde besiddelser. Islam vil for altid beskytte og sikre den mod dette uoprettelige tab og denne uoprettelige skade.Se kapitlet “Uro og forvirring” i forfatterens værk “Islam og den moderne civilisations krise”.

…….. Slut ……..