Forfatterens ord

Blandt de troslærdomme, som troens palads hviler på, er troen på det hinsides en af de vigtigste. Uden troen på det hinsides opstår der i egentlig forstand heller ingen tro på Allah, Sendebudet, Allahs Bog og så videre. Desuden er det på ingen måde muligt at udføre gode gerninger oprigtigt og frigøre sig fra begærets slaveri og Satans fristelser uden en fast tro på det hinsides.

Det er heller ikke nok blot at have en eller anden tro på det hinsides. Denne tro må tværtimod være i overensstemmelse med islam og Koranen og hadith. Hvis der er mangler i denne tro, eller hvis den er vildledt, vil hele troens og de gode gerningers palads styrte sammen og blive knust.

I kraft af den viden om islam og islamisk historie, som Allah har givet mig mulighed for at tilegne mig, er jeg blevet fast overbevist om, at det bliver muligt at følge Guds vej i det jordiske liv, når man først har fået en klar forståelse af det hinsides. Desuden kan den tilskyndelse til syndige handlinger, som spirer frem i sindet, tilintetgøres i sin spire, hvis en korrekt og fast tro på det hinsides til stadighed holdes levende i hjertet.

Det jordiske liv er ikke det eneste liv; livet efter døden er derimod det egentlige og evige liv. Dér vil de moralske konsekvenser af det jordiske liv helt sikkert blive åbenbare. Dér vil Allah, verdens Herre, fremføre hvert eneste af menneskets skjulte og åbenlyse værk til dom. Den dag vil der blive afsagt en retfærdig afgørelse over hver synd og hver god gerning. Hvis dagens rædselsvækkende skikkelse altid står levende i sindets inderste, og hvis der sammen med den findes frygt for den alvidende og almægtige Gud, vil det være muligt at holde sig borte fra syndige handlinger og opnå en ophøjet og ædel karakter. Der findes ingen anden eller alternativ vej til at opnå en sådan karakter, og det kan der heller ikke gøre.

Mens jeg i nogen tid levede et afsondret og stille fængselsliv, fri for verdens larm, skrev jeg bogen »På den anden side af dødens slør«. Jeg blev pludselig inspireret til at skrive denne bog, da jeg læste tafsir til suraen »Qaf« i Tafhim al-Qur’an. Bortset fra dette havde jeg dengang heller ingen mulighed for at søge råd hos nogen lærd og begavet person eller benytte nogen autoritativ bog som hjælp. Det er derfor ikke mærkeligt, hvis der er forblevet visse mangler og fejl i bogen. Hvis nogen blandt de velvillige læsere gør forfatteren opmærksom på dette eller fremlægger yderligere indsigt og oplysninger, vil det med taknemmelighed, om Allah vil, blive tilføjet i en senere udgave. Desuden håber jeg, at næste udgave vil indeholde en mere detaljeret behandling.

Der findes naturligvis allerede bøger skrevet af mange om dette emne på markedet. Men selv om jeg under arbejdet med denne bog ikke havde nogen »referencebøger« (autoritative værker, der kan følges) ved hånden, har jeg forsøgt at skrive den ud fra en ny synsvinkel. Det er naturligvis læseren, der må bedømme, om bogen er god eller dårlig.

At den kunne udkomme næsten to år efter, at bogen blev skrevet, betragter jeg udelukkende som Allah den Højestes umådelige nåde, og derfor bøjer jeg mit hoved for Ham i taknemmelighed.

Hvis nogen ved at læse denne lille bog forsøger at leve sit liv på Guds vej, vil jeg betragte arbejdet i mine stille, ensomme dage som vellykket.

Jeg beder de ædle læsere om at bede om, at Allah, Herren over alle verdener, også giver mig styrke til uophørligt at vandre ad Hans Sirat al-Mustaqim. Amin.

Ydmygt

—Forfatteren

Rabi al-Awwal 1395 AH

1975 e.Kr.

Intet menneske ved, hvornår det selv skal dø,

man planlægger for hundrede år, men kender ikke det næste øjeblik.

Det menneske er hverken vågent eller bevidst

Han frygter ikke sin død.

Han ved ikke engang, hvad der sker i det næste øjeblik

farverige drømme om hundrede år.

Menneskesindets naturlige spørgsmål

Er livet i denne verden det eneste liv, eller findes der også et liv derefter? Med andre ord: Er menneskelivet afsluttet i samme øjeblik, man dør, eller fortsætter livets følge også derefter? Dette er et naturligt spørgsmål i menneskesindet, og i alle tidsaldre har der været uenighed om det. På dette grundlag er der blevet opbygget to modsatrettede samfundssystemer.

Efter at være kommet til verden opholder mennesket sig en tid i denne verden og tager derefter afsked med den. For nogle varer dette ophold blot nogle få øjeblikke. For andre nogle dage, nogle måneder eller nogle år. Nogle lever igen i over hundrede år. Andre lever i en meget høj alder et mere hjælpeløst liv end et barns.

Mens mennesket lever, rummer dets liv så mange håb og ønsker, så mange farverige drømme. Nogle menneskers liv fyldes med grænseløs lykke og velstand, og de får muligheder, midler og redskaber til at nyde livet fuldt ud. Rigdom, ære, anseelse og berømmelse – og så meget andet. Men en dag må mennesket forlade denne verden, efter at have efterladt alt og fået alle til at græde. Dets takht-e-taus, kongedømme, hof, ministre, venner og beundrere samt dets umådelige rigdomme kunne ikke holde det tilbage, og ingen vil kunne gøre det i fremtiden. Konge eller undersåt, rig eller fattig, hvid eller sort – alle må smage døden.

I nogens liv sænker en uafbrudt elendighed og nød sig ned. Andres ligegyldighed, overgreb og undertrykkelse, uretfærdighed og knusende behandling. Hele livet må vedkommende udholde alt dette i tavshed. Til sidst forlader også han en dag denne verden, befriet fra samfundets brutale lænker.

Man ser også, at et menneske lever et særdeles retskaffent liv. Løgn, had og misundelse over for andre strider mod hans natur. At give de sultne mad, hjælpe de nødlidende samt gode ord, gode gerninger og gode tanker hører blandt hans fremmeste egenskaber.

Men fra sit folk modtog han den yderste ringeagt, overgreb og uretfærdighed. Til sidst endte hans liv under brutal tortur, enten bag fængselsmurene eller på galgen. I dette liv modtog han ingen belønning for sin sandhed og skønhed. Skal hans menneskelighed da forgæves nøjes med blot at skrige i smerte? Der findes også utallige eksempler på, at en person eller en gruppe, i forsøget på at hæve sandhedens røst og kæmpe for at grundfæste sandheden, har gjort den uretfærdighedsdyrkende, tyranniske magthaver rasende og rystet og vaklet hans magts trone. Derefter fængslede han, for at tilfredsstille sin hævn, sandhedens fanebærer. I fængslet lod han ham gennemgå en brutal torturs damptromle og sønderrev og mishandlede hans krop med slag på slag. Alligevel kunne han ikke bringes til at vige fra sandhedens vej. Enhver, der hørte om hans overgreb og tortur, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Måske trillede der også to medfølende tårer ned fra øjnene.

Ønsker de, som følger retfærdighed, sandhed og skønhed, ikke, at den undertrykte skal belønnes, og at den tyranniske undertrykker skal straffes? Men hvornår og hvordan?

Der findes også eksempler på, at en mand lever lykkeligt sammen med sin hustru, sine sønner og sin familie. Han har aldrig gjort nogen uret. Pludselig en dag trængte en gruppe bevæbnede forbrydere uretmæssigt ind i hans hjem. De dræbte husets herre og hans sønner, begik bestialske overgreb mod kvinderne, plyndrede husets værdier og satte ild til resten. Enhver, der hørte om hændelsen, sørgede dybt. Alle sagde det samme: Åh! En så brutal og grusom handling? Findes der ingen retfærdighed for den?

Måske er der slet ingen mulighed for, at sagen bliver prøvet. For de, der har ansvaret for retfærdigheden, står måske i ledtog med disse menneskelige monstre. Skal en sådan uhæmmet uretfærdighed da fortsætte mod menneskenes børn? Før retfærdigheden kunne ske fyldest, var livsånden allerede slukket i disse torturerede menneskers kroppe. Hvor er de nu? Er de torturerede sjæle forsvundet i det store tomrum? Er de tilintetgjort, eller vandrer de stadig omkring og skriger i smerte? Hvordan ser kapitlet efter deres død ud? Fuldstændig tomhed eller noget andet?

Og de tyranniske menneskemonstre, hvis sag ikke blev prøvet i denne verden, skal også dø. Vil der heller ikke ske dem noget efter døden? Vil der ikke findes nogen form for straf?

Se også: Kan man virkelig give nogen den fulde straf for deres forbrydelse og den fulde belønning for deres ædle gerning, blot fordi man ønsker at gøre det her i denne verden?

Forestil Dem, at en person uretmæssigt har dræbt over hundrede mennesker. På grund af hans overgreb er hundredevis af familier blevet ødelagt. Til sidst blev han en dag stillet for retten. Da han nåede dertil, kunne han måske undslippe gennem lovens smuthuller eller på anden vis. Hvis der ikke var nogen mulighed for, at han kunne slippe fri, ville De straffe ham. Hvilken straf? Den højeste straf kunne være dødsstraf. Selv en ægte morders dødsstraf kan blive benådet. Den øverste magthaver kan også løslade den pågældende morder for at bruge ham til sine egne interesser. Og hvis dødsstraffen faktisk blev fuldbyrdet, ville én eneste dødsstraf så være tilstrækkelig for mordet på over hundrede mennesker? Ville denne straf være nok for ham? Men De har heller ikke magt til at gøre mere end dette.

På den anden side befriede en person gennem et helt livs bestræbelser, utrætteligt arbejde, opofrelse og tålmodighed en hel nation fra menneskers slaveris snærende bånd og underlagde den et almægtigt væsens retfærdige lov. Han grundlagde et smukt og lykkeligt samfund for dem. De blev lykkelige, velstående og udviklede. Deres liv, ejendom, ære og anstændighed blev fuldstændig sikret. Kan en sådan stor person belønnes med en belønning, der står mål med hans fortjeneste?

Hvis følgerne af de førnævnte personers handlinger fortsatte efter døden, og et almægtigt væsen straffede og belønnede begge grupper efter fortjeneste – enhver efter hvad han eller hun havde gjort sig fortjent til – ville det så ikke være ægte retfærdighed? Spørg da Deres samvittighed: Er livet efter døden så ikke også nødvendigt?

Dette er det naturlige spørgsmål, som siden tidernes morgen har forvirret og rystet menneskesindet.

Mennesket kan ikke finde det rigtige svar gennem tænkning og forskning, og det vil heller ikke kunne finde det. Det rigtige svar må findes hos et alvidende og fejlfrit væsen. Denne bog er netop det rigtige svar på dette spørgsmål.

Forskellige opfattelser om livet efter døden

I forsøget på at finde svaret på det naturlige spørgsmål i menneskesindet, som er beskrevet ovenfor, er der siden oldtiden blevet dannet forskellige opfattelser.

Et andet spørgsmål er uløseligt forbundet med dette spørgsmål. Det er, om der findes en ejer eller hersker over dette liv og denne død, eller om der ikke gør. Har denne verden og dens utallige skabninger, himmelrummene, Solen og Månen, planeterne og stjernerne, bjergene, floderne og alt det øvrige en Skaber, eller har de ikke? Svarene på disse spørgsmål findes på én og samme tid.

1. En opfattelse går ud på, at der ikke findes noget, der kan kaldes Skaberen. Denne verden, himlen, menneskene, dyrene og alle øvrige skabninger er blevet til som følge af en pludselig hændelse. Menneskets fødsel og død er resultater af den samme hændelse. Der findes ikke noget, der kaldes livet efter døden. Intet af det, der går til grunde, inklusive menneskeheden, har nogen mulighed for at eksistere igen. Denne verden vil på et tidspunkt nødvendigvis gå til grunde. Derefter vil der ikke være noget tilbage.

2. Nogle siger, at denne verden er uden begyndelse og uden ende. Den vil ikke gå til grunde. Kun de levende væsener vil gå til grunde. Men det er ikke muligt at blive levende igen.

3. Andre tror på genfødsel. Det betyder, at mennesket efter døden vil blive født igen og igen i denne verden for at opleve følgerne af sine gode eller onde handlinger.* [Hvis denne opfattelse hos dem, der tror på genfødsel, er korrekt, burde de, der fødes igen efter døden, have en vis viden om tilstanden efter døden. Men hvem har fortalt om tilstanden efter døden? Efter genfødslen er det også nødvendigt at have viden om det tidligere jordiske liv. Ellers, hvordan kan man vide, at det senere liv er resultatet af det tidligere liv? Og hvis det ikke kan vides, hvordan vil genfødslens belønning eller straf så kunne mærkes? – Forfatteren]

4. Andre mener, at der efter døden findes helvede og paradis, eller strafsted og himmerige, for mennesket. Men efter at synderen har lidt straf i helvede, vil han blive født igen for også at leve et vanæret liv i det jordiske liv. Også her står et spørgsmål tilbage. Er straffen i helvede da ikke tilstrækkelig for synderen?

5. Nogle mener, at denne verden er stedet for den store synd. Selve livet her er en stor straf. Så længe menneskesjælen er forbundet med den materielle verden, må den efter døden fødes igen og igen og vende tilbage hertil. Menneskesjælens egentlige frigørelse ligger i mahānirvāṇa (sjælens frigørelse) eller i dens tilintetgørelse. Det kan ske på følgende måde: I hvert liv må mennesket erhverve sig en vis mængde fortjeneste. Når fortjenesten fra flere liv derefter lægges sammen, og den er betydelig, vil dets »fanā« eller tilintetgørelse indtræffe. Dette var dets frigørelse, eller mahānirvāṇa, fra den syndige verden.

Også her findes der ingen varig straf eller belønning for synd og fortjeneste.

6. Der findes også en anden gruppe, som tror på livet efter døden, paradis og helvede. De siger, at de er arvinger til en slægt, som var højt elsket og udvalgt af Gud. Derfor har de ingen grund til at frygte livet efter døden. Selv hvis de på grund af deres synder bliver kastet i helvede, vil det kun være for en kort tid. Af hensyn til deres slægts anseelse vil Gud meget snart forfremme dem til paradis.

7. Der findes endnu en gruppe, som tror på livet efter døden, helvede og paradis. De siger, at Gud har korsfæstet og henrettet sin eneste søn (?), og til gengæld har han tilgivet hele menneskehedens samlede synder. Hvis man tror på denne hans søn og lovpriser ham en smule, kan man opnå frelse i livet efter døden.

৮. Nogle tror ganske vist på det hinsidige liv, Helvede og Paradiset. Men samtidig anser de her i denne verden visse mennesker (døde eller levende) for at være udstyret med særlige egenskaber og have umådelig magt. De tror, at disse mennesker i det hinsidige liv vil øve indflydelse hos Gud og bringe dem frelse. Under indflydelse af denne tro ønsker de, i stedet for at holde Gud tilfreds, at tilfredsstille disse såkaldt mægtige og indflydelsesrige mennesker. Når de er døde, lægger man blomster, søde offergaver, votivgaver og løfter ved deres grave og udfører endda prostration foran gravene. Når de er levende, forsøger man at tilfredsstille dem med forskellige værdifulde gaver eller votivgaver.

Ovenfor blev forskellige opfattelser af det hinsidige liv drøftet. Spørgsmålet er: Hvad er beviset på sandheden i de ovennævnte opfattelser? Er disse opfattelser baseret på fejlfri og sund viden, eller er de udelukkende blevet bygget på gæt og formodninger? Eller er de et net af blind overtro, der er gået i arv gennem generationer? Eller er de et bedragerisk net, hvormed en snu, egeninteresseret person eller en gruppe personer plyndrer folks penge under påskud af religion og med det formål at opnå religiøs fortjeneste?

Hvis det er opdigtet og baseret på gæt og formodninger, eller hvis det er blind overtro eller et bedragerisk net skabt af pengegriske personer iført religiøse lærdes klædedragt, vil alle erkende, at det på ingen måde er troværdigt. Hvis det er baseret på viden, hvad er så kilden til denne viden? Derfor må sagen nødvendigvis undersøges på den fejlfri videns prøvesten.

Kilderne til sand viden

Lad os nu drøfte, hvad den sande videns kilder er. Viden har hovedsageligt følgende kilder:

1. De fem sanser (sansebaseret og gennem sanserne opnået viden)

2. Åbenbaring (ufejlbarlig og fejlfri viden, som profeterne modtog fra Gud).

Der findes kun de to ovennævnte kilder til viden. Videnskabsfolk opnår denne viden gennem eksperimenter og observationer (Experiment & Observation). Men dens grundlag består også af sanserne og en samling af visse grundlæggende materielle ting (Basic Material).

Man kan også opnå viden gennem vidnesbyrd og beviser. Men denne viden er baseret på vidnets sanseindtryk. På samme måde er den viden, man opnår ved at læse historie, også viden, som historikeren har set med egne øjne eller hørt med egne ører. Det vil sige, at den er baseret på sanseindtryk. Denne viden er heller ikke altid fejlfri. Der afgives også vidnesbyrd, som strider mod sandheden, og historien bliver undertiden skrevet på en måde, der fordrejer sandheden. Ikke desto mindre må disse ting siges at være kilder til både sand og falsk viden.

Den viden, der nu findes om efterlivet, det vil sige viden om, at efterlivet eksisterer, eller viden om, at efterlivet ikke eksisterer, kan på ingen måde være baseret på sanserne. For ingen har haft mulighed for at gå om på den anden side af dødens forhæng og se efter, og der findes heller ingen måde at opretholde kontakt med de dødes sjæle på. Derfor kan ingen sige, om efterlivet eksisterer eller ej.

Nogle foregiver at være videnskabsmænd og siger, at når ingen har set, at efterlivet eksisterer, kan man under ingen omstændigheder tro på det. Men denne udtalelse er på ingen måde videnskabelig eller fornuftsbetonet. For når ingen er gået over på den anden side af døden og er kommet tilbage efter at have set, hvordan forholdene er dér, hvordan kan man så sige, at efterlivet ikke eksisterer?

De kan kun vide, hvad der er, og hvad der ikke er, i min kasse, hvis De åbner kassen og ser efter. Men hvordan kan De sige, at der ikke er noget i kassen, uden at åbne den? De kan højst med sikkerhed sige, at De ikke ved, om der er noget i kassen eller ej.

En sand videnskabsmand kan gennem observation af sine eksperimenter afgøre, om noget er sandt eller falsk (selv om det naturligvis også ofte kan gå galt). Men før han har foretaget og observeret et sådant eksperiment, kan han ikke sige hverken ja eller nej til, om noget eksisterer. Han må sige: »Det ved jeg ikke noget om.« Den sande videnskabsmands udsagn vil derfor være: Det har ikke været muligt at eksperimentere med, om efterlivet eksisterer eller ej. Derfor vil det være lige så forkert at sige, at det eksisterer, som at sige, at det ikke eksisterer.

Af den foregående drøftelse fremgik det, at den første kilde til viden, de fem sanser, ikke kunne give os nogen forestilling om efterlivet. Nu står den anden kilde, åbenbaringen, tilbage. Lad os se, hvilken viden åbenbaringen giver os.

Profeternes komme gennem tiderne

Troen på åbenbaringen kan udspringe af troen på Gud. Ovenfor blev forskellige anskuelser om efterlivet fremlagt; bortset fra dem, der tror på anskuelse nr. 1, nr. 2 og nr. 5, tror tilhængerne af alle de øvrige anskuelser i store træk på en Skaber eller Gud. Mange har imidlertid ikke troet på efterlivet, selv om de troede på Gud. Men de, der ikke tror på Guds eksistens, tror naturligvis heller ikke på efterlivet. Denne drøftelse af efterlivet har ikke til formål at bevise Guds eksistens. Alligevel vil drøftelsen af efterlivet ikke blot kunne give bevis for Guds eksistens, men også for Hans enhed.

Jorden og himmellegemerne samt alt, hvad der findes mellem dem, ja, selv alt, hvad der findes under jorden og på havets dyb, har én Skaber. Han er Allah Ta’ala, den Almægtige. Efter at have skabt menneskene sendte Han gennem tiderne profeter til forskellige folkeslag i forskellige lande for at oplyse dem om den rette livsordning. Det siger sig selv, at profeterne også var mennesker. Allah Ta’ala valgte imidlertid samfundets bedste mennesker som profeter. Den viden, som Allah åbenbarer for profeten, kaldes åbenbaringens viden. Profeten modtager denne viden direkte fra Gud, gennem englen Gabriel (a.s.) eller gennem en drøm. Eftersom denne viden kommer fra Gud, er den fuldstændig fejlfri og den afgørende sandhed.

Den første profet på denne jord var selv urmennesket, Hazrat Adam (a.s.). Den sidste profet var araberen Hazrat Muhammad (s.a.v.). I alt kom et hundrede og fireogtyve tusind profeter, eller ifølge andre opfattelser flere eller færre, til denne verden. Koranen nævner nogle af profeterne. Mange andre nævnes ikke. Det er selv blevet sagt i Koranen.

Den sidste profet, Muhammad (s.a.v.), og alle de øvrige profeter fremsatte den samme lære om det hinsidige. Der findes ikke den mindste uenighed mellem profeternes udsagn om det hinsidige. De sagde alle det samme.

Man må huske, at disse hundredtusinder af profeter ikke levede i den samme tidsalder eller på samme sted, så de kunne have holdt en konference og efter megen drøftelse nået frem til en beslutning. Fra efter Hazrat Noahs (a.s.) store oversvømmelse og frem til den sidste profet, Muhammad (s.a.v.), blev der gennem omkring seks tusind år sendt profeter til forskellige folkeslag. Også i tiden mellem Hazrat Adam (a.s.) og Hazrat Noah (a.s.) kom der mange profeter.

Som regel blev en ny profet sendt, når menneskene efter en profets bortgang helt havde glemt hans lære og eksempel. Den sidste profet viste sig seks hundrede år efter Hazrat Isa (a.s.)s bortgang. Bortset fra ganske få mødte den ene profet heller ikke den anden. Men selv om de levede blandt mennesker på forskellige tidspunkter og i forskellige tidsaldre, sagde de alle det samme. Grunden var, at det budskab, de forkyndte for menneskene, ikke var noget, de selv havde fundet på. De videregav kun den viden, Allah havde givet dem, til menneskene. Det var ud fra denne viden fra Allah, at de fremsatte en enslydende lære om det hinsidige.

Der findes kun ét fejlfrit svar

Det er almindeligt anerkendt, at der kun findes ét fejlfrit svar. Det, der er forkert, findes derimod i mange varianter. De, der tager fejl, har ikke enighed i deres tanker. Deres tanker udspringer ikke af en fejlfri kilde. Lad derfor tyve elever i en klasse løse det samme regnestykke. De vil se, at det rigtige svar er det samme. De, der har svaret forkert, kan ikke blive enige. Deres svar vil være forskellige. Det skyldes, at deres svar ikke bygger på korrekt viden.

Allahs profeter har besvaret spørgsmålet om det hinsidige. Deres svar er korrekte, fordi de allesammen var nøjagtig ens. Grunden til deres korrekthed og sandhed var, at deres viden var givet af Gud.

Derfor var profeternes viden om det hinsidige på den ene side den højeste sandhed og på den anden side ens og identisk for dem alle.

Islams lære om det hinsidige

Den opfattelse, som profeterne fremsatte om det hinsidige, og som kaldes den islamiske opfattelse eller lære, kan kort sammenfattes således: Jorden, himlene og alt, hvad der findes imellem dem, vil en dag uundgåeligt gå til grunde. Begyndelsen på og beskrivelsen af denne undergang er udførligt gengivet i Koranen. Alt, hvad der findes, bortset fra Gud alene, vil gå til grunde. Derefter vil en ny verden blive skabt på Guds befaling. Ethvert menneske vil blive genoplivet og møde frem for Gud. Den dag skal mennesket aflægge regnskab for alt godt og ondt, det har gjort i det jordiske liv, for Gud. Dette kaldes dommedag. Den eneste hersker og dommer på denne dag er Allah den Ophøjede.

Ved denne dom vil der ikke være nogen advokat eller forsvarer til at tale den anklagedes sag. Der vil heller ikke være behov for menneskelige vidner. Hvis man benægter sin skyld, vil kroppens egne lemmer aflægge det sande vidnesbyrd. Der vil ikke være nogen mulighed for ikke at erkende sin skyld. For hvert eneste øjeblik af menneskets handlinger bliver allerede i dette jordiske liv registreret nøjagtigt. Samtaler, latter og gråd, lemmernes bevægelser, ja, selv enhver skjult og åbenlys handling bliver filmet nøjagtigt. Dette levende vidnesbyrd og bevismateriale vil blive lagt frem for ham. Der vil ikke være nogen mulighed for at benægte noget som helst.

Hvis nogen består dommen på den dag, vil hans bolig være Paradis. Det er et sted med uudtømmelig lykke. De, der ikke består dommen den dag, vil få deres plads i Jahannam eller Helvede. Det er en brændende ildovn, der varer evigt. Uanset om mennesket kommer i Paradis eller i Helvede, vil dets liv eller levetid være evig. Mennesket vil få et udødeligt liv. Denne livsperiode kaldes det hinsidige, på Koranens sprog ‘Ākhirah’.

Modstanden mod det hinsidige

I enhver tidsalder har uvidende mennesker voldsomt protesteret mod det hinsidige. De ville under ingen omstændigheder tro på, at mennesket ville blive genoplivet efter døden. Selv om de troede på en Skaber, var deres opfattelse af Hans egenskaber og identitet vildledt og fornedret. Derfor kunne de på ingen måde tro på det hinsidige.

Efter døden går hver eneste del af menneskets krop, knogler, hud og kød, hvert eneste molekyle og atom til grunde, forfalder og forsvinder. Eller også fortærer jorden det hele. Hvordan skulle det derefter igen kunne få den tidligere nedbrudte krop og det tidligere liv? Det lå uden for deres forstand og fornuft. Derfor, når enhver profet ved at tale om det hinsidige forsøgte at vække menneskets ansvarsfølelse, kaldte de uvidende mennesker ham sindssyg. De nægtede ikke blot at acceptere hans lære, men pinte ham også på mange måder under anklage for at have udbredt den.

Hvorfor modstanden mod efterlivet?

Hvorfor var troen på efterlivet så truende? Hvorfor gjorde udbredelsen af denne lære modstanderne så rasende? Hvilken ulykke ville denne forkyndelse medføre for dem, siden de ikke kunne tåle den?

Bag dette lå en psykologisk årsag. Den var, at mennesker, der tror på efterlivet, har en bestemt karakter, adfærd, sæder og skikke, smag og intellektuelle anlæg samt civilisation og kultur. De vantros alt dette er derimod af en helt modsat art. Det er en prøvet sandhed.

Hos dem, der tror på efterlivet, udvikler der sig en sådan sindstilstand, at de hvert øjeblik tænker, at de efter døden skal stå til regnskab over for Gud for enhver skjult og åbenlys handling. De tror fast, at hvert eneste ord og hver eneste handling bliver nedskrevet nøjagtigt af en usynlig kraft. Det er ikke muligt for dem at skjule noget. De må nødvendigvis straffes for enhver ond handling. Dette er deres faste overbevisning. Derfor forsøger de at afholde sig fra alle onde handlinger.

Efterlivets benægtere har netop den modsatte karakter. Eftersom deres opfattelse eller tro er, at der ikke findes noget efter døden, skal de ikke stå til regnskab over for nogen for deres handlinger. Selv hvis de i dette liv hengiver sig til den yderste udskejelse og seksuelle anarki (Sexual anarchy), selv hvis de er banditter og røvere, eller berøver mennesker deres personlige frihed og tvinger dem til at leve et liv, der er ringere end dyrs, har de ingen grund til frygt. For de tror, at de efter døden ikke skal stå til regnskab over for nogen for noget af dette. Efter døden findes der jo intet mere. Intet nyt liv og heller ikke besværet og plagen ved at skulle aflægge regnskab.

Ved at benægte en Skaber og efterlivet er der blevet opbygget en ny lære. Den går ud på, at eftersom der ikke findes nogen Skaber af skaberværket, og eftersom der heller ikke findes noget efterliv, skal man nyde denne verden af fuldt hjerte, så længe man lever. For efter døden vil alt være forbi. Derfor: Spis, drik og vær glad (Eat, Drink and Be Merry). Det siges også, at livet i denne verden udelukkende er en kamp for overlevelse (A Struggle for existence). Kun den stærke, snu og intelligente har ret til at overleve (Survival of the fittest). Den svage, selv om han er ærlig og retfærdig, har ingen ret til at overleve.

Hvis man anerkender Skaberen og efterlivet, må man lægge tøjler på sine drifter, standse egenrådighed og tøjlesløshed og afstå fra at nyde livet gennem uretfærdige og usle midler. Desuden må livet gøres velreguleret og disciplineret. Men så kan man jo ikke nyde livet til fulde. Dette var derfor den psykologiske årsag til, at de benægtede Guds og efterlivets eksistens.

Dette synspunkt og denne sindstilstand opstår som følge af benægtelsen af efterlivet. De tror ikke på egenskaber som moral, retfærdighed, upartisk retfærdighed samt medfølelse og barmhjertighed over for de svage og undertrykte. Grusomhed, barbari, mord, brud på løfter og forræderi anerkendes ikke som forbrydelser hos dem. Deres samvittighed føler ingen anger, når de for at tilfredsstille seksuelle lyster gør kvinder til genstande for begær, eller når de for at fremme egne interesser gør et menneskebarn, ja et helt land og folk, til slaver eller ødelægger dem. Historien vidner derfor om, at mange tidligere folk, selv om de nåede den højeste top af materiel fremgang og velstand, på grund af deres benægtelse af efterlivet sank ned i den moralske fornedrelses bundløse afgrund. De blev yderst tyranniske og blodtørstige menneskeædere. Derfor udslettede Allah dem fuldstændigt og fjernede ethvert spor af deres navn og eftermæle fra jordens overflade.

Dette var den egentlige årsag til, at de mennesker, der ikke troede på det hinsidige, når en profet opfordrede dem til at tro på det hinsidige, ydmygede ham, lemlæstede ham med stenkast eller forviste ham fra hans fædreland. Ved at tro på det hinsidige ønskede de ikke at gøre deres livsførelse velordnet og selvdisciplineret eller at begrænse deres uhæmmede begær efter nydelse. De ønskede ikke at begrænse deres stræben efter at gøre mennesker til slaver og herske guddommeligt over dem. Det var selve hovedårsagen til deres konflikt med profeterne.

På grund af deres vantro på det hinsidige og deres yderste moralske forfald blev Noahs folk (fred være med ham), Lots folk (fred være med ham), Nimrod, Farao, folkene Ad og Thamud, Tubba og andre folkeslag i fortiden forvandlet til ruinhobe. I menneskesamfundet nævnes deres navne med had og forbandelse. De gamle græske og romerske civilisationer er alene blevet til genstande for fortidens historie.

Kun gudsfrygt dæmper tilbøjeligheden til kriminalitet

For at bekæmpe kriminalitet indføres der i ethvert land forskellige straffelove. Man kan ganske vist ikke benægte nødvendigheden af dem. Men kan tilbøjeligheden til kriminalitet virkelig dæmpes alene ved at indføre straffelove og straffe forbrydere?

Hvorfor begås der, selv om landet har love og straffelove, mord, røveri, overfald, utroskab, korruption, vold og andre afskyelige former for kriminalitet? Det er nødvendigt at undersøge de egentlige årsager til alt dette.

En person med tilbøjelighed til kriminalitet udfører som regel sine onde handlinger i stor hemmelighed, skjult for folks blikke. Derefter benytter han forskellige metoder til at omgå loven. Derfor ser man, at en forbryder slipper fri uden hindringer, selv om loven foreskriver strenge straffe for forbrydelsen. Når han er blevet løsladt efter at have begået en forbrydelse, bliver han dobbelt eller firedobbelt så tilskyndet til at begå kriminalitet. Vores lov- og retssystem er mangelfuldt, fordi det er menneskeskabt. Der mangler også ærlighed i advokatvirksomheden. Desuden slipper en forbryder ofte fri ved at påvirke retsvæsenet eller på trods af dommen gennem indflydelsen fra bestemte kredse. Som følge heraf berøves undertrykte, plagede og hjælpeløse mennesker en retfærdig behandling. Derfor ser man, at den egentlige morder, den, der har plyndret og tilegnet sig milliarder, samt personer, der er skyldige i forskellige forbrydelser, ved hjælp af forskellige uærlige metoder omgår loven og færdes stolt omkring i samfundet.

Det bør ikke blot være nogens ønske, at forbryderen straffes; det bør være ønsket at udrydde kriminalitetens rod. Hvordan er det muligt?

Tilbøjeligheden til kriminalitet opstår først i sindets skjulte afkroge. Et syndigt miljø på alle sider, omgang med syndere, læsning af uanstændig og smagløs litteratur samt skuespil og romaner, og film og fjernsyn, der skaber seksuel ophidselse, bidrager til at skabe en tilbøjelighed til kriminalitet. Derefter får ønsket, begæret, viljen og beslutningen om at begå en forbrydelse mennesket til at involvere sig i kriminalitet. Nu er det nødvendigt at ødelægge denne tilbøjelighed i sindet, mens den endnu er et spirende frø. Men det er på ingen måde muligt at tilintetgøre den gennem en lov, ved at indgyde frygt eller ved hjælp af en ydre magt. Det er ønskværdigt, at der i menneskets indre opstår en sådan kraft, som er i stand til at dæmpe tilbøjeligheden til kriminalitet. Kun gudsfrygt og frygten for det hinsidige kan være kilden til denne kraft. Hvis mennesket har en fast overbevisning om, at livet i denne verden ikke er det eneste liv, men at der også findes et liv efter døden, som ingen ende har, og at livet i det hinsidige afhænger af menneskets handlinger i det jordiske liv, og at mennesket i det hinsidige skal aflægge et detaljeret regnskab over alt, hvad det gør i dette liv, i det skjulte såvel som i det åbenlyse, hos Allah den Højestes nærvær; at hverken synd eller godhed i dette liv kan skjules; at ingen kan redde nogen fra straffen for synd, og at ingen heller kan berøve nogen belønningen for godhed, så vil det at skabe denne overbevisning hos mennesket og i overensstemmelse hermed give det mental træning og forme dets faktiske karakter beskytte samfundet mod alle former for synd.

Derfor er det kun frygten for Gud og det hinsidige, der kan holde mennesket borte fra synd. Islams historie rummer et strålende eksempel på dette. Jeg vil nævne ét her.

På den anden kalif, Hazrat Umar Faruqs (ra) tid boede der en gammel kvinde i udkanten af Medina. Hun og hendes datter udgjorde hele husstanden. De indsamlede mælk forskellige steder og solgte den derefter på markedet for at tjene til livets ophold.

En nat sagde den gamle kvinde til sin datter: »Hvis vi blander lidt vand i mælken, kan vi få en højere pris.«

Datteren sagde: »Hvordan skulle det være muligt? Har du ikke hørt, at Amīr al-Muʾminīn har erklæret, at de korrupte skal straffes?«

Den gamle kvinde – Pah, sludder. Hvor skulle Amīr al-Muʾminīn være her i denne afsides landsby om natten, og hvor skulle hans hemmelige vagt være, som kunne opdage det?

Pigen – Det er rigtigt, at intet menneske vil kunne se denne onde handling, vi begår. Men kan du bedrage Guds blik, mor? På Dommedagens dag vil vi jo blive stillet til regnskab.

Den gamle kvinde kom til sig selv igen. Frygten for Gud og det hinsidige greb hende med rædsel. Hun angrede og bekæmpede sin tilbøjelighed til synd.

Kaliffen Hazrat Umar (ra) hørte ved et tilfælde de to kvinders samtale, mens han gik rundt i byen i forklædning. Han blev glad over pigens gudsfrygt og tog hende til hustru for sin søn.

Sådanne hændelser finder måske sted overalt i samfundet. Men i forhold til befolkningstallet er deres omfang meget begrænset.

Hvis menneskers karakter dannes på et sådant grundlag af gudsfrygt og frygt for det hinsidige, vil det ikke være nødvendigt at opretholde nogen synlig styrke for at udrydde kriminalitet og korruption i samfundet. Hvis folkene i afdelingen eller styrken til bekæmpelse af korruption ikke har gudsfrygt og frygt for det hinsidige i deres hjerter, vil det ikke være mærkeligt, hvis også de bliver korrupte. Derefter vil alles opgave i det land i stedet for at bekæmpe korruption og kriminalitet være i fællesskab at understøtte dem.

Troen på det hinsidige og karakteren

I alle tider og blandt alle folkeslag har dannelsen af karakter været højt værdsat. Derfor er mennesker med god karakter i alle tider blevet mødt med respekt. At tale sandt, leve på lovlig vis, vise andre medfølelse, hjælpe dem i nød, respektere andres liv, ejendom og ære, behandle alle retfærdigt uden forskel på ven og fjende, være flittig og gøre gode gerninger, selvopofrelse, tålmodighed og overbærenhed samt at udtrykke taknemmelighed regnes alle for almindeligt anerkendte egenskaber ved en ædel karakter.

Spørgsmålet er nu, hvordan disse karakteregenskaber kan erhverves. Hvordan kan man få motivationen til at tilegne sig dem, og hvad kan være kilden til denne motivation?

Man kan naturligvis godt opnå nogle af de ovennævnte egenskaber uden at tro på Gud og det hinsidige. Men de vil være delvise, midlertidige, ufuldstændige og ensidige (partial). Under indflydelse af nationalisme og patriotisme kan disse egenskaber opnås delvist, udelukkende i landets og nationens interesse. Og netop i landets og nationens interesse betragtes det igen som en ædel handling at tilsidesætte disse egenskaber. Under indflydelse af nationalisme og patriotisme anses det slet ikke for forkasteligt at underlægge sig andre lande og nationer, gøre mennesker fra andre nationer til slaver og tvinge dem til at leve et liv, der er ringere end dyrs.

Som eksempel nævnes det engelske folk, og det siges, at de som folk, selv om de ikke tror på Gud og det hinsidige, er mere pålidelige, retfærdige, sandfærdige, storsindede og menneskekærlige end andre nationer, og at de er helhjertet viet til menneskehedens tjeneste. Men sandheden er, at selv om enkelte af dem personligt kan have visse karakteregenskaber, begår de repræsentanter, som hele nationen udpeger på dens vegne, åbent på den internationale scene afskyelige forbrydelser som løgn, bedrag, brud på løfter, forræderi, uretfærdighed, overgreb og drab uden tøven. Alligevel modtager de hele nationens hyldest. På hvilken måde var de britiske herskeres behandling af indbyggerne i deres kolonier mindre barbarisk end barbari? Den engelske nations uforglemmelige og evigt mindeværdige leder Clives bedrageriske og forræderiske rolle i grundlæggelsen af Det Britiske Imperium i mangolundene ved Plassey er en mindeværdig begivenhed i historien. En ubemidlet kontorist i East India Company kom til Indien i 1744. Da han vendte hjem i 1760, havde han næsten to crore i kontanter. I hans hustrus smykkeskrin lå der ædelsten og perler til en værdi af to lakh taka. På det tidspunkt var han den rigeste person i England, Irland og Skotland. Disse rigdomme var skatte, der var blevet plyndret uretmæssigt fra undersåtterne i de erobrede riger. I deres livssyn er det ikke i strid med moralen at plyndre andres ejendom. Var Dalhousies og Warren Hastings’ uretfærdighed, overgreb og grusomhed blot opdigtede hændelser? Hvilken stor karakter har de amerikanere, der i den moderne verden hævder at være civilisationens og menneskerettighedernes forkæmpere? For deres egne interesser tøvede de ikke med at udslette hundredvis af millioner af menneskeliv ved hjælp af atomvåben. Ved at oprette en jødisk stat ved navn Israel i Mellemøsten blev freden i hele Mellemøsten ødelagt, og millioner af mennesker blev hjemløse og berøvet alt og måtte leve et umenneskeligt liv. Er amerikanerne ikke ansvarlige for dette? Er det et tegn på en menneskekærlig karakter?

I kommunismen og socialismen er der slet ingen plads til principper og moral. Hvilken karakter havde de guds- og det hinsidiges-fornægtende statsledere Hitler, Lenin, Stalin og andre, som lod blodet fra millioner af mennesker flyde? Vi ser det samme billede i Kina.

Dette er, hvad Allah har erklæret om, at man ikke kan blive virkelig moralsk uden at tro på det hinsidige:

(Arabisk***************************)

»Sagen er den, at de, som ikke ser nogen mulighed for at møde Os (i det hinsidige), og som er tilfredse med og trygge ved det jordiske liv, og som er ligeglade med Vore tegn, deres endelige opholdssted bliver Jahannam – som gengæld for de gerninger, de har begået (gennem deres vildfarne ideologier og vildfarne handlingsmetoder).«

– Sura Yunus: 7-8)

Hvorfor skulle Jahannam blive deres sidste tilflugtssted i stedet for Paradisets belønning, hvis de, selv efter at have forkastet troen på det hinsidige, kan være moralske og udføre gode gerninger? Man kan naturligvis opnå visse begrænsede moralske egenskaber alene på grundlag af utilitarismen (UTILITARISM – den opfattelse, at det, som gavner almenvellet, er retfærdigt). Disse moralske egenskaber er begrænset til individet og nationen. Derfor er der, uanset nation og religion, ingen anden mulighed end at anerkende ubetinget lydighed mod en almægtig magt af hensyn til menneskehedens interesser.

Desuden er det nødvendigt at have en metode eller målestok til at afgøre, hvad der er god moral. Hverken landet eller nationen kan give menneskene en korrekt livsordning eller fastlægge en målestok for godt og ondt. Godt og ondt afgøres ud fra tid, omstændigheder og nationale interesser. Det, der i dag anses for godt, kan i morgen blive anset for ondt. Derfor ser man, at alkoholforbrug i nogle landes lovgivende forsamlinger først bliver forbudt og senere igen erklæret lovligt. I nationalistiske lande gives ens egne nationers borgere en status, som mennesker fra andre nationer helt nægtes. Selv i lovens øjne behandles egne landsmænd og udlændinge ikke lige.

Derfor er troen på Gud og det hinsidige så nødvendig. Gud har givet menneskene en smuk, velordnet og fuldstændig livsordning, erklæret, hvad der er godt og ondt, og fastlagt ensartede love og adfærdsregler til at afgøre, hvad der er ret og uret. Disse regler og metoder vil forblive faste og uforanderlige.

Efter at have fastlagt godt og ondt samt ret og uret erklærer Allah, at menneskene i det hinsidige vil blive dømt på grundlag af godt og ondt samt ret og uret. De moralsk gode vil dér blive belønnet og opnå et evigt lykkeligt liv. De moralsk onde vil derimod få en yderst frygtelig skæbne. Dette er en uundgåelig sandhed, som der ikke findes nogen rimelig grund til at benægte.

Nu er det muligt at opnå en god karakter og leve et godt liv på grundlag af en fast tro på Gud og det hinsidige. For den spontane motivation til at danne en god karakter kan alene opnås gennem troen på det hinsidige. Så længe denne tro er levende i sindet, vil man få motivation til at gøre gode gerninger og følge den rette vej.

Menneskehedens historie vidner også om dette: Når mennesker eller en nation har fornægtet Gud og det hinsidige eller glemt det, er de straks sunket ned i den moralske fordærvelses bundløse dyb. På grund af den uret og undertrykkelse, de begik, blev samfundslivet fyldt med klageskrig og kvalfulde råb. Til sidst blev denne nation udslettet, og dens navn og spor forsvandt fra verden.

Lad os nu se, hvilke uomstødelige argumenter der fremsættes i Koranen om det hinsidige. Troen på det hinsidige er så vigtig, at fornægtelse af det i realiteten er det samme som fornægtelse af Allah og Hans profeter og sendebud. Først når der sammen med en fast tro på tawhid og risalat skabes en fast overbevisning om det hinsidige, vil den islamiske livsanskuelse og det islamiske livssystem, som profeterne og sendebuddene har vist, være sikret. Det er netop på grund af fornægtelsen af det hinsidige, at denne bygning vil blive knust.

Derfor siger Allah den Højeste:

( Arabisk *******************************)

»De vantro sværger højtideligt ved Allah, at Allah ikke vil genoplive de døde. Hvorfor skulle Han ikke gøre det? Det er et løfte, som det påhviler Ham at opfylde, men de fleste mennesker ved det ikke. Genoplivningen er nødvendig, for at Allah på den dag kan åbenbare den fulde sandhed om det, de var uenige om. Derved vil de vantro erfare, at de var løgnere. For at give noget eksistens behøver Han ikke at gøre mere end at sige: “Bliv til!”, og straks bliver det til.« – (Sura an-Nahl 38-40)

Allah den Højeste beskriver her det fornuftsmæssige og moralske behov for genoplivning og opstandelse efter døden. Lige siden menneskets oprindelse har der været talrige uenigheder og meningsforskelle om den sande virkelighed. På grund af disse meningsforskelle er der opstået splittelse, strid og konflikt mellem slægter, nationer og stammer. På dette grundlag har tilhængere og bærere af forskellige ideologier og synspunkter opbygget deres egne religioner, samfundsordninger og civilisationer og kulturer. Til støtte for hver enkelt ideologi og for dens udbredelse har millioner af mennesker på forskellige tidspunkter ofret liv, ejendom, ære og anseelse. Der har også været blodige sammenstød med tilhængere af andre anskuelser. Tilhængere af én anskuelse har forsøgt at fordrive dem, der havde en anden mening. De angrebne tilhængere har indtil det sidste øjeblik ikke opgivet deres egen tro og ideologi. Fornuften kræver også, at denne sandhed om så voldsomme meningsforskelle nødvendigvis må blive åbenbaret: Hvad var sandt blandt dem, og hvad var falsk? Hvem stod fast på den sande vej, og hvem var vildfarne? Der synes ikke at være nogen mulighed for, at denne sandhed bliver åbenbaret på jorden. Verdensordenen er sådan indrettet, at det her er vanskeligt at blotlægge sandheden. Derfor er eksistensen af en anden verden nødvendig for at opfylde dette krav fra fornuften.

Dette er ikke blot et krav fra fornuften, men også et krav fra moral og etik. For mange grupper har deltaget i disse uenigheder, stridigheder og konflikter. Nogle af dem begik overgreb og undertrykkelse, mens andre måtte udholde det. Nogle ofrede liv og ejendom, mens andre udnyttede deres mulighed. Hver enkelt antog en moralsk filosofi og en moralsk holdning i overensstemmelse med sin ideologi, og som følge heraf blev der skabt gode eller dårlige virkninger i millioner af menneskers liv. Der må derfor nødvendigvis komme en tid, hvor resultaterne af alt dette viser sig som belønning eller straf. Hvis det ikke er muligt at få de fuldstændige moralske konsekvenser til at træde frem under denne verdensordning, er der nødvendigvis behov for en anden verden, hvor de kan komme fuldstændigt til udtryk.

Allah siger:

(Arabisk ****************************************)

»I skal alle vende tilbage til Ham. Dette er Allah den Almægtiges urokkelige løfte. Han påbegynder skabelsen, og Han vil også gentage den. Grunden til den anden skabelse er, at Han retfærdigt vil belønne dem, der efter at have troet har gjort gode gerninger. Men de, der har fulgt de vantros vej, skal drikke kogende vand og lide en smertefuld straf. Denne straf får de for det, de gjorde, da de fornægtede sandheden.« – (Sura Yunus: 4)

Her er påstanden om det hinsidige og beviset for den blevet fremlagt. Påstanden er klar: Det hinsidige, det vil sige menneskets genopstandelse, vil helt sikkert finde sted. Dette er på ingen måde umuligt. Som bevis siges det, at Den, der én gang kan skabe, også er i stand til at gøre det igen og igen. Hvis Han altså én gang har skabt mennesket, hvorfor skulle Han så ikke kunne gøre det for anden gang?

Derefter er der blevet talt om nødvendigheden af det hinsidige. Argumentet ovenfor er tilstrækkeligt til at vise, at en anden skabelse er fuldt ud mulig. Derefter siges det, at genopstandelsen ud fra samvittighedens og retfærdighedens synspunkt er særligt nødvendig, og at dette behov på ingen måde kan opfyldes uden genopstandelsen. De, der efter at have anerkendt Allah den Almægtige som Skaberen og Herren lever et liv i sand tjeneste og lydighed, har med rette krav på belønning, mens de, der forkaster sandheden og lever på modsat vis, også bør erfare konsekvenserne af deres handlinger. Men dette behov blev ikke opfyldt i det jordiske liv, og der er heller ingen mulighed for, at det vil ske. Netop for at opfylde dette behov er genopstandelsen eller livet i det hinsidige absolut nødvendigt.

(Arabisk ***********************************)

»Enhver skal smage døden, og på Opstandelsens Dag vil I få jeres fulde belønning. Den, der på den dag bliver reddet fra Helvedes ild og får plads i Paradiset, har sandelig opnået succes.« – (Sura Al Imran: 185)

Også her er argumentet for nødvendigheden af det hinsidige blevet fremlagt. Først nævnes en prøvet sandhed, nemlig at ethvert menneske er dødeligt. At ethvert levende væsen må smage døden, er en daglig og praktisk erfaring for mennesket.

Here på jorden udfører mennesket gennem sin levetid både gode og onde handlinger. Den fulde gengældelse for gode og onde handlinger gives ikke her. En retskaffen person modtager ikke sin belønning, selv om han har levet hele sit liv retskaffent, og en forbryder lider ikke straf, selv om han har begået onde handlinger hele sit liv. Dette er en yderst virkelig sandhed, som ingen kan benægte. Alligevel er belønningen for gode handlinger og straffen for onde handlinger ubetinget nødvendig. Eftersom en korrekt og fuldstændig belønning for gode handlinger og en passende straf for onde handlinger ikke er mulig under denne verdens ordning, er behovet for et andet liv efter døden uomtvisteligt.

(Arabisk ***************************************************)

»Alle skal dø, og på denne jord vil Vi prøve jer med lykke og ulykke, og for at modtage resultatet af denne prøve skal I vende tilbage til Os.«

-(Sura al-Anbiya: 35)

________________________

Koranens argumentation om det hinsidige

Som svar på de vantros udsagn om, at der ikke er nogen mulighed for, at mennesket kan genoplives længe efter døden, når dets knogler, hud, kød og bestanddele er gået til grunde, siger Allah:

( Arabisk ***************************************************)

»Alt, hvad jorden fortærer af de døde kroppe, kender Vi. Og hvert eneste atom, som findes deri, er også bevaret i Vor bog.« – (Sura al-Kahf: 4)

Hvis det ikke falder uvidende vantros forstand og dømmekraft ind, hvordan det er muligt for Gud at give liv igen, er det blot et tegn på deres begrænsede viden. Det betyder ikke, at Allah er ude af stand til dette. De mener, at det er umuligt og urealistisk, at de mennesker, som har været døde siden tidernes morgen, og som også vil dø i fremtiden, kan få deres kroppe tilbage tusinder af år efter, at deres døde kroppe er gået i opløsning og blevet til intet. Men Allah siger, at selv om de forfaldne bestanddele af menneskekroppen er uden for menneskets syn og viden, er de aldrig uden for Hans viden. Hvor disse bestanddele befinder sig, ved Allah, og desuden er de nøjagtigt nedskrevet i den bevarede bog. Så snart Allah befaler det, vil de atter samles og antage nøjagtig den samme krop som før. Mennesket vil ikke blot blive genoplivet, men vil få nøjagtig den krop, det havde i denne verden. Det er på ingen måde vanskeligt for Allah.

Allah har også mange andre steder i den hellige Koran givet svar på netop den slags spørgsmål:

( Arabisk ****************************************)

»Jeg har skabt jer. Hvorfor anerkender I da ikke sandheden om dette (det hinsidige)?« – (Sura al-Waqi’a: 57)

Hvis den, der ikke tror på det hinsidige, erkender, at det er Allah, der har skabt ham, hvorfor skulle han så tøve med at erkende, at Han også kan skabe ham for anden gang?

( Arabisk ******************************************)

»O menneskehed! Hvis I nærer tvivl om, at I vil blive genoplivet på Opstandelsens Dag, så tænk over dette: Vi har skabt jer først af jord, derefter af en dråbe sæd, derefter af en blodklump og derefter af en klump kød, hvoraf noget er fuldendt, mens noget forbliver ufuldendt. På denne måde viser Vi jer Vor magt. Og Vi lader den, Vi vil, forblive i moders liv indtil en fastsat tid, det vil sige indtil fødslen. Derefter bringer Vi jer ud fra moders liv til den ydre verden som spædbørn, så I kan nå modenhed. Nogle af jer dør før modenhed, mens andre lever længe og når en høj alderdom. Resultatet er, at I, efter at have fået viden om noget, igen bliver uvidende om det. (For det andet:) I ser jorden ligge tør og livløs. Men når Vi sender regn ned over den, bliver den frugtbar og levende igen og frembringer alle slags smukke afgrøder.« – (Sura al-Hajj: 5)

De ovennævnte begivenheder er virkelige kendsgerninger, som man til stadighed ser finde sted. Ingen kan benægte dem. Selv om de, der ikke tror på det hinsidige, anerkender disse ting som sande, erklærer de det hinsidige for uvirkeligt. Det er blot en stædig benægtelse fra deres side; ellers findes der intet argument bag den.

For at fjerne menneskenes vildfarelse har Allah den Ophøjede henledt deres opmærksomhed på deres fødsels mysterium:

( Arabisk ***********************************************)

»Har I nogensinde tænkt over, om det er jer eller Mig, der skaber et barn af den sæd, som I udgyder i kvindens skød ved samleje? Jeg har fastsat døden iblandt jer. Og Jeg er ikke ude af stand til at forvandle jer og skabe jer i en anden skikkelse, som I ikke kender. I kender allerede til den første skabelse. Hvorfor tager I da ikke ved lære?«

– (Sura al-Waqi’a: 58-62)

I sin korte tale har Allah den Ophøjede stillet menneskeheden over for et meget vigtigt spørgsmål. Hvis mennesket lægger alle argumenter og diskussioner til side og blot tænker over sit fødsels mysterium, vil alt blive klart for det. Derefter vil der ikke være nogen mulighed for tvivl i dets sind om Guds eksistens og enhed eller om det hinsidige,

Allah den Ophøjede spørger: Opstår et barn af sig selv, efter at mandens og kvindens sæd er blevet forenet? Er det mennesket eller en anden kraft, der udfører opgaven med at skabe et barn? Hvilken magt har kvinden og manden, som gør, at de kan få et barn, blot fordi deres sæd er blevet forenet?

Ethvert menneske med en sund fornuft og samvittighed vil svare: »Nej, nej, nej – alt dette ligger uden for menneskets magt.« Betragt den gradvise udvikling af den forenede sæd fra det øjeblik, den trænger ind i kvindens æg, og indtil fødslen.

Når de yderst fine sædceller og ægceller fra kvinden og manden forenes, dannes en celle, og derfra en blodklump. Efter nogen tid forvandles den voksende blodklump til et lille menneskes skikkelse. Denne skikkelse er enestående og uden sidestykke. Den ligner ingen anden. Den kan være smuk eller grim, udstyret med alle lemmer og organer eller vansiret. Og derefter at udstyre den med usædvanligt talent, viden, forstand, en skarp hukommelse og uudtømmelig opfindsomhed – eller at gøre det modsatte – er alt dette da noget, en menneskelig kunstner kan udføre? Nej, er det da andre guders, gudinders, dæmoners eller djævles værk end Guds?

At skaffe næring på vidunderlige måder til det voksende menneskebarns krop under graviditeten og allerede før fødslen på forhånd at sørge for passende føde, drikke, husly og opdragelse i et miljø omgivet af oprigtig kærlighed, omsorg og hengivenhed – er alt dette da underlagt nogen anden kunstners plan end den almægtige, enestående kunstner, verdens Skaber og Opretholder, Allah?

Nogle vil måske sige, at alt dette er naturens værk. Men hvad mener man med »naturen«? Folk som dem kalder jo hele skabelsen for virkningerne og modvirkningerne efter en hændelse (action and reaction after an accident). Men har »naturen« nogen egen viden, plan, særskilt udformning af hver enkelt skabning, vilje og handlekraft eller myndighed til at gøre noget som helst? Det, som du ønsker at kalde »naturen«, er jo også fuldstændig underlagt denne verdens Skaber. Lyset, luften, skyerne på himlen, regnen, planternes vækst som følge af regnen, den smukke grønne frodighed omkring os, den strømmende flod, der løber med sin rislende klang, og fuglenes sang i lundene – alt dette styres af den samme almægtige krafts dygtige hånd.

Desuden siger Allah, at Han har fordelt døden blandt os; det vil sige, at alle er dødelige, og at alles levetid ikke er den samme. Nogle forlader denne verden øjeblikke efter fødslen, mens andre lever i over hundrede år. Døden når uventet frem til menneskets dør når som helst. Allah har fastsat tidspunktet og øjeblikket for dens komme. Det kan hverken fremskyndes eller udsættes et eneste øjeblik. Men når døden først kommer, kan ingen holde nogen tilbage. Har nogen trods hundrede forsøg kunnet holde selv den mægtigste kejser i verden tilbage – ham, hvis rige solen aldrig gik ned over? Hvor mange børn forlader ikke deres forældre og lader dem flyde i sorgens hav, hvor mange elskende efterlader ikke deres elskede i evig adskillelses ild, og hvor mange forældre efterlader ikke deres små børn som forældreløse og hjælpeløse, når de går over til døden? Men ingen kan gøre noget ved det. Videnskaben praler af sine nye og forbløffende opdagelser. Men har nogen indtil i dag kunnet opfinde en medicin mod døden? Har nogen kunnet opfinde en modgift mod den? Liv og død er bundet i kæder af faste og uforanderlige love og regler. De er underlagt en så mægtig hånd, at ingen afvigelse er mulig. Den eneste hersker over denne kraft er Allah. Han er herre over både liv og død, herre og ejer af denne verden og også af det hinsidige.

I det omtalte vers i Den Hellige Koran har Allah også erklæret, at Han ikke blot er i stand til at skabe menneskeheden efter én fastlagt metode. Han er også i stand til at skabe den i andre former og på andre måder, som ligger uden for menneskets viden. Urmennesket Adam (fred være med ham) skabte Han på én måde. Jesus (fred være med ham) skabte Han som en undtagelse fra den almindelige måde at blive født på. For at skabe en død person på ny behøver Han ikke anbringe noget i form af en sædcelle i en kvindes ægcelle. Han er fuldt ud i stand til at give ham liv igen i netop den skikkelse, som han havde, da han døde, med den samme kropsbygning og udvikling. Hvad andet kan det da være end tåbelighed at fornægte det hinsidige, når Allah, der ejer en så hemmelighedsfuld skaberkunst, besidder ubegrænset magt og viden, og man alligevel nærer vildfarelser om dem?

Allah siger også: »I livet i denne verden har Jeg givet jer synssans, høresans og de øvrige sanser på én bestemt måde. I det hinsidige er Jeg også i stand til at ændre dem og gøre dem anderledes. Den dag vil I kunne se og høre noget, som I ikke kan nu. I dag har jeres hud, hænder, fødder, øjne og så videre ingen talens evne; den taleevne, der er på jeres tunger, har Jeg givet jer. På samme måde er Jeg i det hinsidige i stand til at give hvert af jeres lemmer og organer taleevne. I denne verden har Jeg givet jer en fastsat levetid, hvis lige aldrig har fundet sted og aldrig vil finde sted. Men i det hinsidige vil Jeg ændre denne regel og give jer et liv, der er evigt og uudtømmeligt. I dag er der en grænse for de lidelser, I kan udholde; overskrides den, kan I ikke længere forblive i live. Fødsel og død her er underlagt Min ufravigelige lov. I det hinsidige vil Jeg ændre denne lov og give jer et liv, hvor I vil forblive i live, selv om I i al evighed gennemgår den hårdeste straf. Det ligger uden for jeres forestillingsevne, at en gammel igen skulle blive ung. Mennesket vil blive helt sygdomsfrit, og alderdommen vil ikke længere røre nogen. Alt det, der sker her – barndom, ungdommens og alderdommens successive indtræden, sygdommens angreb og helbredelsen – er alt sammen underlagt Mine uforanderlige regler og bestemmelser. I det hinsidige vil Jeg fastsætte et nyt regelsæt for jeres liv. Den lykkelige vil opnå evig ungdom, så snart han træder ind i Paradiset. Da vil der hverken være nogen mulighed for, at hans ungdomssol synker mod vest i hans livs himmel, eller for, at selv den mindste sygdom nogensinde vil røre ham!«

Til sidst siger Allah: »I ved ganske sikkert, at I blev født på en hemmelighedsfuld og overnaturlig måde. Hvordan en dråbe sæd blev overført fra faderens sædceller til moderens livmoder og blev årsag til jeres fødsel. Hvordan I blev næret i den mørke livmoder og sendt ud i verden som levende mennesker. Hvordan et yderst lille sædcellevæsen gennem gradvis udvikling og vækst fik indsat et sådant sind, en hjerne, hænder og fødder, næse, ører og øjne, alt sammen i harmonisk proportion. Hvordan det blev givet samvittighed, føleevne, forstand, forskellige kunstarter og færdigheder samt en enestående opfindsomhed. Er det vidunderlige overnaturlige, som viser sig i alt dette, på nogen måde mindre end at gøre de døde levende? Dette overnaturlige mirakel iagttager I jo selv med egne øjne hundredevis af gange dag og nat. Hvorfor tror I da stadig ikke på det hinsidige?«

(Arabisk************************************)

Den, der ikke tror på Akhirah, siger: »Hvem kan genoplive disse, efter at knogler og kød er blevet nedbrudt efter døden?« Sig til ham, o profet: »Han, som skabte dem første gang, vil genoplive dem. Han har fuldkommen kundskab om skabelsens kunst. Det er Ham, der har skabt ild til jer fra de grønne træer, og med den tænder I jeres ildsteder. Er Han, der skabte himlene og jorden, ikke i stand til at skabe noget sådant? Jo, sandelig, det er Han. Han er yderst dygtig til at skabe med fuldkommen kunst. Når Han ønsker at gøre noget, befaler Han blot: »Bliv til!« — og så bliver det til.

-(Sura Ya-Sin: 78-82)

Hvilket større argument kan der være for genopstandelsen end dette? Lad os som eksempel tage en urmager, der fremstiller hundredvis af ure. Hvis nogen knuser et ur foran hans øjne og siger, at dette ur på ingen måde kan fremstilles igen, vil alle erkende hans dumhed. En person, hvis arbejde det er at fremstille nye ure hver dag, vil uden tvivl kunne samle de spredte dele af et ødelagt ur og fremstille et andet, identisk ur. At den almægtige Skaber og Kunstner, som første gang skabte mennesket af forskellige bestanddele på mangfoldige måder, ikke skulle kunne gøre det igen, er en tanke, der er både mærkelig og latterlig. Bag skabelsen af et fuldkomment menneske virker en gradvis udvikling. Først en celle i kvindens livmoder, derefter en blodklump, så en kødklump og til sidst et fuldkomment menneske. Bag denne gradvise udvikling virker alene den store Skaber Allahs vilje. Selv om mennesket skabes gennem en sådan trinvis proces, har Han også magt til at lade noget blive til blot ved Allahs befaling. Derfor vil det efter døden ikke være nødvendigt for mennesket at gennemgå livmoderens forskellige stadier for at blive genoplivet, og det er heller ikke Allahs vilje. Det eneste nødvendige er Hans vilje og befaling. Ved Hans vilje og befaling vil de nedbrudte molekyler og atomer i menneskekroppen i et øjeblik blive samlet, så et fuldkomment menneske af blod, kød, knogler og hud vil blive levende og træde ind i eksistensen. Dette er en meget enkel og letforståelig sag.

                                   _________________________

Det historiske argument for det hinsidige

Den alvidende Allah har i forbindelse med beskrivelsen af det hinsidige på den ene side opfordret mennesket til at tænke over og undersøge den mirakuløse skabelsens kunst, og på den anden side ladet fortidens begivenheder være vidnesbyrd om det hinsidiges sikkerhed.

(Arabisk **************************************)

»Ved Tur-bjerget. Ved den åbenbarede hellige bog, som er nedskrevet på glatte pergamenter. Og ved Bayt al-Ma’mur, den højt hævede himmel og det brusende, bølgende hav. Din Herres straf vil visselig indtræffe; ingen vil kunne forhindre den.« – (Sura at-Tur: 1-8)

Med straffen i det pågældende vers menes selve det hinsidige. For det hinsidige vil bringe en yderst frygtelig og smertefuld straf over dem, der fornægter det. For at indgive menneskene tro på, at det hinsidige er en uafvendelig sandhed, har Allah den Ophøjede svoret ved fem ting. Det vil sige, at disse fem ting bærer vidnesbyrd om det hinsidiges sandhed.

Lad os først se på Tur-bjerget. Det er et historisk, helligt bjerg, hvorpå Allah den Ophøjede talte med Moses (a.s.) og iførte ham profetdømmets krone. I denne forbindelse blev også beslutningen om en mægtig og dominerende nations undergang og en anden, undertrykt og mishandlet nations skæbneforandring truffet netop her. Denne beslutning blev ikke truffet i henhold til verdens lov baseret på tal og fysisk styrke (Physical law), men i henhold til den moralske lov (Moral law) og loven om gengældelse for onde handlinger (law of Retribution). Derfor er Tur-bjerget blevet fremstillet som et tegn på historisk bevis for det hinsidiges sandhed.

Beslutningen om, hvordan Farao, der beherskede et vældigt landområde, var beruset af magt og gjorde krav på guddommelighed over menneskene, skulle nedsænkes i Det Røde Havs dyb sammen med sin hær og sine stormænd, blev truffet på Tur-bjerget hin store nat. Og beslutningen om at befri det ubevæbnede, uskyldige, forfulgte og undertrykte Bani Israel for bestandigt fra slaveriets lænker blev truffet.

Det moralske regnskab, som Allah den Ophøjede, verdensaltets Herre, kræver af mennesker, der er udstyret med viden og samvittighed samt fri vilje og handlekraft, står og vil for altid stå urokkeligt i menneskehedens historie som et brændende eksempel i den ovennævnte begivenhed. For at opfylde dette krav fra Allah den Ophøjede er der nødvendigvis behov for en dommedag, hvor hele verdens menneskehed samles og bedømmes med den største nøjagtighed. Det er rimeligt, at dette sker efter menneskelivets afslutning. På den dag vil ingen undslippe, selv ikke efter den mindste uretfærdighed eller uret.

Med den hellige Skrift i det pågældende vers menes samlingen af de skrifter, der blev åbenbaret for de tidligere profeter, nemlig Toraen, Evangeliet, Zabur og andre himmelske skrifter. Disse skrifter var på det tidspunkt stadig bevaret hos mange mennesker. Gennem disse skrifter fremlagde de øvrige profeter den samme lære om det hinsidige, som den sidste profet, Muhammad Mustafa (s.a.w.), fremlagde for Quraysh. Enhver profet sagde, at hele menneskeheden en dag ville blive samlet foran Gud, og at enhver da skulle stå til ansvar for sine egne gerninger. Der blev ikke åbenbaret nogen bog for nogen profet, som ikke nævnte det hinsidige, eller hvori det blev sagt, at der efter døden ikke findes noget hinsidigt.

Derefter svor Allah den Ophøjede ved Bayt al-Ma’mur. På hver himmel* og i Paradiset findes der et helligt hus, som englene og himmelboerne vender sig mod som qibla, når de tilbeder og dyrker Allah. Makkas hellige Kaaba kaldes verdens Bayt al-Ma’mur. For dette hus blev først bygget af englene og senere af Ibrahim (a.s.) som en efterligning af Paradisets Bayt al-Ma’mur.

Den hellige Kaaba bærer tydeligt vidnesbyrd om flere forhold. At Allahs profeter er sande, og at Hans evige visdom og uendelige magt omgiver dette hellige hus, er klart som dagens lys.

Omkring to et halvt tusind år før dette hellige vers blev åbenbaret (ifølge en anden opfattelse fire tusind år) forlod en mand sin elskede hustru og sit eneste spædbarn, der stadig blev ammet, efter at have landsforvist dem til en ubeboet, øde egn omgivet af bjerge og klipper. Efter nogen tid byggede den samme mand på dette sted et hus til tilbedelse af Allah og bekendtgjorde med høj og klar røst: »O menneskehed, kom hertil, se dette hellige hus og fuldfør hajj.«

Hans kald havde en sådan magnetisk kraft, og vandt i den grad menneskenes hjerter og sind, at Huset blev hele Arabiens centrale tiltrækningspunkt. Denne store forkynder var ingen anden end den ophøjede profet Hazrat Ibrahim Khalilullah (fred være med ham). På hans kald strømmede utallige mennesker fra hver eneste by, landsby og egn i Arabien af sted for at besøge dette Hus, mens de fyldte alle vegne med råbet: Labbaik Allahumma labbaik (Vi er her, vi er her, o Allah, vi er her). For det var Allahs Hus.

Fra Huset blev bygget og indtil den ovennævnte åbenbaring blev sendt ned, tusinder af år senere, har det stået som et sted, der værner om fred og sikkerhed, og det gør det stadig.

Dengang rasede blodbad overalt i Arabien, fra land til land, fra folk til folk og mellem menneske og menneske. Men selv den ubændige og blodtørstige mands jernhårde greb blev slapt, når han nærmede sig dette hellige Hus. Ingen havde nogensinde vovet at løfte sin hånd inden for dets grænser. Takket være dette Hus fik araberne fire hellige måneder, hvor fred og fuld sikkerhed for liv, ejendom og ære herskede overalt. I denne tid kunne de uhindret færdes, hvorhen de ville, med deres handelsvarer. Og deres handel blomstrede som en voksende afgrøde.

Dette hellige Hus havde en så forunderlig herlighed, at selv ingen mægtig verdenserobrer kunne rette sit begærlige blik mod det. Blot femogfyrre år før dette hellige budskab blev åbenbaret, drog en kortsynet og magtberuset hersker ud for at jævne Huset med jorden. På det tidspunkt fandtes der ingen styrke i hele Arabien, som kunne standse ham. Men for ikke blot at røre ved Huset, blev han fuldstændig tilintetgjort sammen med sin vældige hær, endnu før han nåede dets grænser. Deres knogler og kød blev knust på mirakuløs vis. Mange af dem, der havde set denne begivenhed med egne øjne, levede stadig, da den blev omtalt.

Er dette ikke et sandt bevis på, at Allahs profeter ikke fremsætter opdigtede ord? Deres øjne ser noget, som andre ikke kan se. På deres læber udtales sandheder og oplysninger, som andre ikke evner at forstå. De siger og gør ting, der får mange af deres samtidige til at kalde dem gale. Men når århundreder er gået, lovpriser mennesker begejstret deres visdom og fremsynethed. Når sådanne store mennesker i enhver tidsalder igen og igen har forkyndt den samme sandhed, nemlig at det hinsidige liv med sikkerhed vil komme, hvad kan man så kalde fornægtelsen af den andet end dumdristighed?

Dernæst har Allah den Ophøjede nævnt den høje himmel som et tegn på Hans forunderlige skaberkunst og fremstillet den som vidne om det hinsidige liv. Selv i videnskabens højt udviklede tidsalder har videnskabsfolk ikke været i stand til at opnå fuld viden om himlen. Hvor enorm og uendelig himlen er, og hvor dens begyndelse og ende findes, ligger stadig uden for deres viden. Er det endeløse rum, der ses over vores hoveder, og hvori månen, solen, planeterne og stjernerne bevæger sig med millioner af mils afstand mellem sig, selve himlen, eller begynder himlen ved dets yderste grænse? Det er vanskeligt at sige med sikkerhed. Lyset bevæger sig med en hastighed på 186.000 mil i sekundet, og alligevel er lyset fra mange stjerner, selv om det har været på vej med denne hastighed, endnu ikke nået ned til Jorden. Afstanden fra Jorden til det sted, hvor disse stjerner befinder sig, har man endnu ikke kunnet måle.

For videnskabsfolk er himlen uden tvivl et stort under. Ifølge dem er vores solsystem en del af en galakse (Mælkevejen), som selv kun udgør en del af hele himlen. I denne ene galakse findes månen, solen, planeterne og stjernerne. Ved videnskabsfolkenes seneste undersøgelser er der konstateret eksistensen af mindst én million galakser. Blandt disse utallige galakser ligger den, der er nærmest os; det tager dens lys én million år at nå Jorden. Og alligevel bevæger dette lys sig med 186.000 mil i sekundet.

Selv det mindste udsnit af hele det højere univers, som videnskaben indtil nu har givet os viden om, har et så enormt og vældigt omfang. Hvor umådelig Skaberens magt og viden må være, Han, der har skabt alt dette, overstiger vores forestillingsevne. Menneskets viden på dette område er mindre end en dråbe sammenlignet med et stort ocean. Hvis det uendeligt lille menneske nu om den Gud, der har givet dette forunderlige skaberværk eksistens, siger, at Han ikke er i stand til at give liv efter døden eller skabe en ny verden efter den store omvæltning og ødelæggelse, må man sige, at der nødvendigvis er opstået en forstyrrelse i hans tankeverden.

Se blot, er de stormfulde og bølgeoprørte have på jordens overflade da ikke et stort vidunder? Tre dele af Jorden består af vand og én del af land. Det fortæller geografien os. Jorden drejer bestandigt rundt i verdensrummet som en snurretop, med havets endeløse vandmasser og landmassernes tunge vægt. Når mennesket tænker over det, bliver selv dets hoved svimmel.

Hvis nogen med dyb opmærksomhed og et klart og upartisk blik undersøger og tænker over havet, vil hans sind bevidne, at samlingen af de endeløse vandmasser på Jorden er et sådant mesterværk af skabelsen, at det aldrig kan være resultatet af en pludselig ulykke. Desuden er så talrige visdomme knyttet til det, at en så velordnet, smuk, vis og harmonisk ordning umuligt kan være opstået af sig selv uden en Skaber og Hersker.

I havets dyb er utallige levende væsener blevet skabt. Deres former og opbygning er af mange forskellige slags. De er skabt nøjagtigt sådan, som det passer til den dybde, der er bestemt som deres levested. Havvandet er gjort salt. Derfor bliver havvandet ikke forurenet, selv om utallige levende væsener hver dag dør i dets dyb, og deres døde kroppe rådner og går i opløsning. Vandmassernes stigning og fald er begrænset og reguleret på en sådan måde, at de aldrig trænger ned gennem havbunden til jordens indre og forsvinder. De svulmer heller aldrig så voldsomt op, at de oversvømmer hele landområdet. I millioner af år har deres stigning og fald været begrænset inden for de fastsatte grænser. Også denne stigning og dette fald sker efter Skaberens befaling.

På grund af Solens varme bliver havets vandmasser til damp, som stiger opad. Deraf dannes skyer. Skyerne drives af vinden og vander forskellige egne af landjorden. Som følge af regnen frembringes alt det, der er nødvendigt for livets opretholdelse, ikke blot for mennesket, men også for landlevende væsener.

Mennesket henter også rigelige fødevarer fra havets dyb. Det indsamler uvurderlige perler, koraller, diamanter og ædelsten. Skibe sejler fra land til land hen over dets bryst. Fri handel og omsætning finder sted. Mennesker bevæger sig fra sted til sted. Dette dybe, nære og gavnlige forhold mellem landjorden og menneskeheden er kun muligt gennem en dygtig hånds harmoniske ordning. Det er på ingen måde en ordning, der styres af tilfældige hændelser.

Følger det da ikke af ovenstående drøftelse som en ubestridelig sandhed, at den Ene, almægtige Gud har skabt havet så storslået sammen med utallige andre nødvendige ting til menneskets etablering og opretholdelse af livet?

Hvis det er sådan, kan kun et uvidende menneske sige, at Gud vil lade skyer opstå fra havet for at opretholde dets liv og gøre dets jord rig på vand, frugtbar og frodig, men at Han aldrig vil spørge det, om det, mens det levede alene ved Hans nåde, viste Ham taknemmelighed eller var ulydigt. Allah den Ophøjede har givet mennesket kraften, viden og forstand til at føre fartøjer gennem det oprørte hav, mens Han holder det under kontrol og lydigt. Men Han vil aldrig spørge det, om det førte dette fartøj ad retfærdighedens og sandhedens vej eller for at plyndre andres rigdomme. Vil det være forkert at kalde dem, der tænker og taler sådan, vildledte i deres tænkning?

Den mægtige Gud, hvis grænseløse magt blot dette endeløse, gådefulde havs skabelse er et lille tegn på, som har anbragt et uudtømmeligt forråd af vand på jordens overflade, der drejer rundt i verdensrummet, som har opløst uudtømmelige saltmængder og blandet dem ind i havets dyb, som har skabt utallige levende væsener i det og sørget for deres føde, som hvert år henter milliarder af gallon vand fra det og vander milliarder af acres tør jord — skulle Han efter én gang at have skabt menneskeheden være blevet så magtesløs, at Han ikke længere ville være i stand til at skabe den på ny? Hvis nogen fremsætter sådan noget vrøvl og sådanne meningsløse ord, vil De måske sige, at han uden tvivl har mistet sin mentale balance.

I den hellige Koran har Allah Ta’ala fremlagt utallige uigendrivelige argumenter for det hinsidiges uundgåelighed. Efter dette kan der ikke være nogen grund til at tvivle på det hinsidige.

Dunya er menneskets prøvelsessted

“(Arabisk *********************************)

Det er Ham, der har skabt døden og livet, for at Han kan prøve jer og se, hvem af jer der er bedst i sine gerninger.” – (Sura al-Mulk: 2)

At dunya er menneskets prøvelsessted, er også blevet sagt flere steder andre steder i Koranen. Mennesket fortsætter med at gennemgå prøvelsen indtil det øjeblik, døden indtræffer. Med døden ophører prøvelsen straks. Prøvelsen er ganske vist afsluttet, men resultatet er på ingen måde blevet kendt. Og uden offentliggørelsen af resultatet er prøvelsen meningsløs. Det er jo netop for at vide, hvem der er bedst i sine gerninger, at prøvelsen finder sted. Den, der gennemgik prøvelsen, døde. Man fik ikke at vide, om han bestod prøven eller ikke bestod den. Når døden således indtræffer, før resultatet offentliggøres, er der nødvendigvis brug for endnu et liv efter døden for at få resultatet at vide. Det er livet i det hinsidige.

Således står det klart, at resultatet af den prøve, som mennesket har gennemgået hele sit liv, vil blive offentliggjort efter døden. Til dette formål vil hvert menneske blive genoplivet i en ny verden og ført frem for Allah Ta’alas domstol. Dette kaldes Hashrs slette. Det er fra denne domstol, at menneskenes succes eller fiasko i prøvelsen vil blive bekendtgjort. De, der har opnået succes, vil blive befalet at træde ind i Paradiset, og de, der har fejlet, i Helvede.

Selv om den endelige erklæring om, hvem der er god eller ond, vil blive afsagt i det hinsidiges domstol, vil enhver allerede ved dødsøjeblikket forstå, hvor hans eller hendes plads vil være. Det vil de forstå på englenes opførsel ved døden. Dette vil blive behandlet på det rette sted.

                                           ___________________

Alam al-Barzakh

Et spørgsmål opstår i sindet. Det er dette: Hvor går menneskesjælen umiddelbart efter døden hen, og hvor opholder den sig? Efter regnskabets afslutning på Dommedag vil enten Paradiset eller Helvede blive dens permanente bolig. Men hvor vil sjælen opholde sig i den lange tidsperiode før Dommedag?

Svaret findes også i den hellige Koran. Selv om tiden umiddelbart efter døden regnes som en del af det hinsidige, har perioden mellem døden og Dommedag ikke desto mindre fået et særskilt navn, som i islamisk terminologi kaldes Alam al-Barzakh.

Ordet ‘barzakh’ betyder: et forhæng, et slør. Alam al-Barzakh betyder en usynlig verden, der er dækket af et slør. Eller rettere: Den usynlige verden, Alam al-Barzakh, fungerer som et vældigt forhæng mellem denne materielle verden og det hinsidige.

Allah siger:

(Arabisk *********************************)

»Og bag dem er der et barzakh, som varer indtil den dag, hvor de vil blive genoplivet og genopstået.« – (Sura al-Mu’minun: 100)

I islam er der blevet beskrevet fire slags verdener. For det første Alam al-Arwah – den åndelige verden. For det andet Alam al-Ajsam – den fysiske eller materielle verden (den nuværende verden). For det tredje Alam al-Barzakh – den usynlige verden, der er skjult bag et slør efter døden. For det fjerde Alam al-Akhirah – det hinsidige, den evige verden efter opstandelsen.

På et tidspunkt efter skabelsen af det første menneske, Hazrat Adam (a.s.), fik alle menneskeslægtens sjæle eksistens alene på Allahs befaling. Deres midlertidige opholdssted er Alam-e Arwah, det vil sige åndeverdenen.

En dag henvendte Allah sig samlet til disse sjæle (menneskebørn uden legeme eller med et subtilt legeme) og sagde:

(Arabisk ************************)

»Er jeg ikke jeres Skaber, Herre og Forsørger?« Alle sjælene svarede i kor: »Jo, sandelig, De alene er vores Skaber og Herre.«

På denne måde modtog Allah fra alle sjæle, det vil sige mennesker, der var skabt til verden, en anerkendelse af deres underkastelse og lydighed over for Ham. For når man anerkender Ham som Herre, er det samtidig en anerkendelse af underkastelse og lydighed. Det sted, hvor disse sjæle opholdt sig før deres ankomst til verden, og hvor de stadig opholder sig, er Alam-e Arwah – sjælenes opholdsverden.

Da tiden for menneskenes ankomst til denne verden begyndte, blev sjælene én efter én overført fra den subtile åndelige verden til denne materielle verden. Efter at barnets fulde skikkelse var dannet i moderlivet, trådte den bestemte sjæl, eller det legemsløse menneske, på Allah Ta’alas befaling ind i menneskeskikkelsen i moderlivet fra den åndelige verden. Derefter blev det født på det fastsatte tidspunkt og trådte ind i verden.

Efter døden overføres sjælen igen fra den materielle verden til Alam-e Barzakh. Sjælen forlader blot kroppen. Den dør ikke.

Den særlige del af Alam-e Barzakh, hvor sjælen opholder sig, kaldes »kবর«. Men alles grave vil ikke være ens. For nogle vil graven være som Allah Ta’alas gæstehus. For andre vil graven være som den trange celle i et fængsel, der er bestemt for forbrydere.

Her vil de afdøde menneskers sjæle forblive i en bestemt periode, det vil sige indtil øjeblikket umiddelbart før Dommedag.

                                        ___________________________

Beskrivelse af graven

I forbindelse med beskrivelsen af tiden efter døden er graven beskrevet i Den Hellige Koran og haditherne. I den førislamiske tid begravede alle i Arabien, uden forskel på afgudsdyrkere, jøder og kristne, deres døde.

Set med det ydre, materielle blik er graven blot et hul i jorden, hvori den døde begraves. Jorden fortærer det døde legeme. Men den sande grav er noget, der hører til en usynlig og subtil verden, som ligger uden for vores viden, forstand og forestillingsevne. Det er tidligere blevet sagt, at graven er en del af Al-Barzakh-verdenen.

Sagen forholder sig i virkeligheden sådan, at uanset om et menneske efter døden bliver begravet, brændt på et ligbål, fortæret af vilde dyr eller drukner og bliver føde for vanddyr, så er det sted, hvor dets sjæl, adskilt fra kroppen, bliver anbragt, dets grav. Så snart den tredje basunklang fra Hazrat Israfil (a.s.) lyder, vil alle få nyt liv, rejse sig fra graven og skynde sig mod dommens plads.

Farao er sammen med sin hær sunket ned i Det Røde Havs dybder. Den enorme hær er måske blevet føde for vanddyr. Eller også er mange af deres flydende lig, efter at være drevet i land, blevet føde for sjakaler, hunde og rovfugle. Faraos døde legeme har været opbevaret i Egyptens museum i tusinder af år, og enhver, der ønsker det, kan stadig se det med egne øjne. Men alle deres sjæle befinder sig i deres respektive grave. Deres straf fortsætter dér.

(Arabisk ****************************************)

“Allah reddede den troende mand blandt Faraos folk fra det onde i deres sammensværgelse, og Faraos folk blev omgivet af en hård straf efter deres død. Det vil sige straffen i Jahannams ild. Da Dommedagen derefter indtræffer, vil der blive befalet: »Kast Farao og hans følgere ind i den endnu hårdere straf.«” – (Sura al-Mu’min: 45-46)

Det ovenstående vers er et tydeligt bevis på den hårde straf, som synderne skal lide i barzakh-verdenen. Der er også overleveret mange hadither under overskriften »gravens straf«. I dette vers nævner Allah den Højeste klart to stadier af straf. Den relativt mildere straf på det ene stadium gives Farao og hans folk før Dommedagen. Det vil sige, at de morgen og aften bliver stillet frem for Jahannams ild, så der skabes en sådan rædsel i dem, at de til sidst en dag vil blive kastet ind i denne Jahannams ild. Når Dommedagen derefter indtræffer, vil de på det andet stadium få den store straf, der er bestemt for dem. Det vil sige, at de vil blive kastet ind i den Jahannam, hvis frygtelige syn er blevet vist dem, lige siden de blev opslugt af havet.

Dette gælder ikke kun Farao og hans følgere. Tværtimod vil enhver synder, fra det øjeblik han dør og indtil Dommedagen, få den frygtelige skæbne vist for sine øjne, som han til sidst nødvendigvis må gennemgå. På den anden side vil Allahs gode tjenere fortsat få vist det vidunderlige syn af de smukke boliger, som Allah har beredt for dem. Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) i Bukhari, Muslim og Musnad Ahmad:

(Arabisk **************************************)

“Når nogen af jer dør, bliver hans endelige bolig vist ham morgen og aften. Hvad enten han er blandt Paradisets eller Helvedets beboere, bliver der sagt til ham: »Dette er den bolig, hvor du vil træde ind, når Allah på Dommedagen giver dig liv for anden gang og fører dig frem for Ham.«”

Den Ædle Koran har klart beskrevet straffen for synderne og den lykke og fred, som de gode tjenere vil opleve umiddelbart efter døden i graven eller i barzakh-verdenen:

(Arabisk *****************************************)

“Hvis du blot kunne se den tilstand, de vantro befandt sig i, da englene tog deres sjæle og slog dem i ansigtet og på siden og sagde: »Smag nu, hvordan det er at blive brændt i ilden.«”

-(Sura al-Anfal: 50)

(Arabisk *******************************************)

“Når englene tager de gudfrygtiges sjæle, mens de er rene og hellige, siger de til dem: »As-salamu alaikum. Træd ind i Paradiset på grund af de gode gerninger, I har gjort.«”

-(Sura an-Nahl: 32)

I de to ovenstående vers får syndere og de fromme umiddelbart efter døden, det vil sige i al-Barzakh eller graven, henholdsvis at vide, at de skal træde ind i Helvede og Paradiset. Før de efter dommen på Opstandelsens Dag træder ind i Helvede eller Paradiset, skal synderne tilbringe tiden i straf i al-Barzakh, mens de fromme tjenere skal bo i fuldkommen fred. De to vers er derfor et tydeligt bevis på straf i graven for synderne og lykke og fred i graven for de fromme.

Det står i hadith, at graven for nogle er som en have i Paradiset og for andre som en særlig slags hul i Helvede. Straffen for dem, der lever syndigt, begynder straks efter døden. De indesluttes på et trangt sted og straffes på mange forskellige måder. Helvedes glødende luft og flammer berører dem. Forskellige giftige slanger og skorpioner bliver ved med at bide dem dag og nat. Den Hellige Koran siger:

(Arabisk ***************************************)

“Hvis I blot kunne se den tilstand, hvori englene tog de vantros sjæle, som var blevet dræbt i krigen. De slog dem igen og igen i ansigtet og på den nederste del af kroppen og sagde: »Smag nu glæden ved at blive brændt i ilden.«”-(Sura an-Nahl: 28)

(Arabisk ****************************************)

“Når de vantro efter at have gjort uret mod deres egne sjæle bliver grebet af englene (idet deres sjæle tages), opgiver de deres trodsighed, overgiver sig og siger: ‘Vi begik jo ingen forbrydelse.’ Englene svarer: ‘Jo, det gjorde I. Allah ved fuldt ud, hvad I plejede at gøre. Gå nu ind gennem Helvedes porte. Dér skal I forblive for evigt.’ Sandheden er derfor, at de hovmodige har det værste opholdssted.” – (Sura an-Nahl: 28)

(Arabisk ******************************************)

“Hvordan vil deres situation da være, når englene tager deres sjæle og slår dem i ansigtet og på ryggen? Dette vil ske, fordi de fulgte en vej og en fremgangsmåde, som vakte Allahs mishag, og de ikke ønskede at følge den vej, der behagede Ham. Derfor har Han tilintetgjort alle deres gerninger.” – (Sura Muhammad: 27-28)

Efter døden vil syndernes sjæle blive anbragt på bestemte, trange steder i Barzakh-verdenen, og dér vil de blive straffet på forskellige måder. I Barzakh-verdenen vil der ikke være nogen krop; der vil kun være sjælen eller ånden, som vil have en fuldstændig fornemmelse af glæde og smerte. Syndernes tilstand vil være som varetægtsfængslede anklagedes.

På den anden side vil de gudfrygtiges og de frommes tilstand være helt modsat. De vil så at sige være Allah den Ophøjedes gæster, og deres opholdssted vil være mange gange mere behageligt.

Dér vil der være forskellige ting, som bringer glæde og fred. Derfor er det blevet sagt, at det vil være som en have i Paradiset.

De troende og de gudfrygtige vil ved døden få det glædelige budskab om tidspunktet og stedet for deres død.

(Arabisk ***************************************)

“De, der siger: ‘Allah er vores Herre’, og derefter står fast ved dette, til dem vil englene visselig stige ned og sige: ‘Frygt ikke, sørg ikke, men glæd jer over det paradis, som I er blevet lovet.’” – (Sura Hāmīm as-Sajda: 30)

(Arabisk ***************************************)

“Ulykke rammer de vantro, som gør uret mod sig selv. Når englene tager deres sjæle og griber dem, underkaster de sig straks og siger: ‘Vi har ikke begået nogen forbrydelse.’ Englene vil svare: ‘Hvordan kan I sige, at I ikke begik nogen forbrydelse? Allah, den Ophøjede, er fuldt ud vidende om alt, hvad I gjorde.’” – (Sura an-Nahl: 28)

Profeten (fvmh.) siger:

(Arabisk *************************************)

Profeten (fvmh.) siger, at Allah siger: “Jeg har beredt så meget for Mine retfærdige tjenere i graven, som intet øje nogensinde har set, intet øre har hørt, og som aldrig har været inden for menneskets forestillingsevne.”

Om straffen for synderne i graven siges der i Koranen:

(Arabisk *****************************************)

“Jeres overflod af ejendom og børn samt jeres indbyrdes kappestrid gør jer stolte af jeres magt, så I glemmer Allah. Pludselig kommer tiden, hvor I dør og møder op i graven. Tror I, at der ikke er noget efter dette? Tro aldrig det. Snart vil I få den virkelige sandhed at vide. Hvis I med sikkerhed kendte tilstanden på det tidspunkt, ville denne vildfarelse være blevet fjernet fra jer. Efter at være kommet i graven vil I ganske afgjort se Helvede. Den dag vil I få vished gennem egne øjne om det Helvede, som I ikke ønskede at tro på. Derefter vil I blive spurgt om de utallige velsignelser fra Mig, som I nød på denne jords overflade.”-(Sura Takasur: 1-8)

En tydelig forklaring på ovenstående bekendtgørelse fra Koranen findes i hadith. I Bukhari og Muslim findes en beretning fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham). Det er blevet berettet:

Profeten har sagt: Når nogen af jer er død og er kommet i graven, bliver hans fremtidige bolig vist ham hver morgen og aften. Hvis han er blandt Paradisets beboere, vises ham stedet i Paradis, og hvis han er blandt Helvedes beboere, vises ham stedet i Helvede. Derefter bliver der sagt til ham: “Dette er din egentlige bolig.”

Profeten siger: Derefter vil Allah sende dig derhen.

“Når tjeneren er blevet lagt i graven, og hans ledsagere er begyndt at vende tilbage efter at have begravet ham, mens han stadig kan høre lyden af deres fodtrin, kommer to engle til ham. De får den døde til at sidde op. Derefter vil de pege på Profeten Mustafa (fred være med ham) og sige: Hvad mente du om denne person i verden?”

Hvis denne person er troende, vil han svare, at han er Allahs tjener og sendebud. Da vil der blive sagt til ham: “Se her, hvor usselt et sted der var bestemt til dig i Helvede. Men Allah har erstattet dette sted for dig med et sted i Paradis.” Derefter vil han se begge steder.”

Men når den vantro bliver stillet dette spørgsmål, vil han svare: “Jeg kan ikke sige det. Jeg sagde blot det samme, som folk plejede at sige.”

Der vil blive sagt til ham: »Du forsøgte ikke at forstå det gennem din viden og sunde fornuft, og du ønskede heller ikke at få viden ved at læse Allahs hellige bog.«

Derefter vil han blive slået hårdt med en jernhammer. Han vil fortsætte med at skrige højt af uudholdelig smerte. Alle levende væsener på jordens overflade, bortset fra jinner og mennesker, vil kunne høre hans skrig og klageråb.

Navnene på de to nævnte engle er blevet angivet som Munkar og Nakir.

En detaljeret beskrivelse af gravens straf er nedskrevet i forskellige hadith-samlinger. Gravens straf er en uundgåelig sandhed. Derfor bør alle muslimer altid inderligt bede Allah den Højeste om befrielse fra gravens straf og leve som sande muslimer.

Hazrat Zayd ibn Thabit fortæller:

»En dag red Allahs Sendebud (fvmh.) på ryggen af et muldyr i en muromkranset have, der tilhørte stammen Banu Najjar. Vi var også sammen med ham. Pludselig sprang muldyret op, så Huzur (fvmh.) var lige ved at falde til jorden. Det viste sig, at der var fem eller seks grave. Profeten sagde: »Er der nogen af jer, der kender disse gravboere?«

En af os sagde: »Jeg kender dem.«

Profeten (fvmh.) sagde: »Hvornår døde disse mennesker?«

Han sagde: »De døde i shirkens tid.«

Profeten sagde: »Denne ummah, det vil sige menneskeheden, bliver prøvet i graven og lider straf. Hvis jeg ikke havde frygtet, at I ville holde op med at begrave folk, ville jeg have bedt Allah om, at I måtte høre gravens straf, som jeg hører den.«

Derefter vendte Profeten (s) sig mod os og sagde: »Søg alle tilflugt hos Allah fra Jahannams straf.«

Alle sagde i kor: »Vi søger tilflugt fra Jahannams straf.«

Profeten (s) sagde: »Søg tilflugt hos Allah fra gravens straf.«

Alle sagde: »Vi søger tilflugt hos Allah fra gravens straf.«

Profeten (s) sagde: »Søg tilflugt hos Allah fra alle skjulte og åbenbare fitnaer.«

Alle sagde: »Vi søger tilflugt hos Allah fra alle skjulte og åbenbare fitnaer.«

Profeten (s) sagde: »Nu skal I søge Allahs beskyttelse mod Dajjals fitna.«

Alle sagde: »Vi søger Allahs beskyttelse mod Dajjals fitna.« – (Muslim)

Det skal bemærkes, at denne bøn bedes efter bønnen, før man vender sig om for at hilse, i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som Profeten (s) lærte os.

Det er tilladt i islam at besøge en persons grav efter dennes død. At gå hen til graven, hilse på den, der ligger i graven, og bede for ham – det er den islamiske fremgangsmåde. Men i det muslimske samfund findes der den shirk at tilbede grave og bede de døde om noget. For at bevare sin tro må man holde sig borte fra dette.

Blandt nogle muslimer findes der også forskellige vildfarne og polyteistiske forestillinger om de dødes sjæle. De tror, at sjælene efter døden stadig kommer til og færdes i denne verden. De tror også, at sjælene har mange grænseløse kræfter. Der er ingen tvivl om, at sådanne forestillinger er shirk. For under indflydelse af disse vildfarne forestillinger søger mange hjælp hos disse indbildte sjæle og frembærer votivgaver og offergaver i deres navn. Det er på ingen måde muligt for sjælen at vende tilbage fra Alam al-Barzakh til denne fysiske verden.

Men når man hilser på en afdød, lader Allah ved Sin vidunderlige magt denne hilsen nå frem til personen i Alam al-Barzakh. Nogle siger, at den afdøde også kan se og genkende den, der hilser. Spørgsmålet om, hvordan dette kan være muligt, er irrelevant i radioens og fjernsynets tidsalder.

                                      ______________________

Den store dommedag eller ødelæggelsen

Alt, hvad der sker i verden, er underlagt Allah den Ophøjedes plan og handlingsprogram. Skabelsens ødelæggelse, skabelsen af en ny verden og menneskenes genoplivelse er alt sammen underlagt Hans storslåede plan og handlingsprogram.

Englen Hazrat Israfil (fred være med ham) venter på Guds befaling for at indlede verdens undergang. Så snart befalingen kommer, vil han blæse i sin basun. Man kan forestille sig, at han vil lade en meget kraftig sirene lyde.

Før verdens undergang begynder, vil Hazrat Israfil (fred være med ham) blæse i basunen. Det vil sige, han vil frembringe en slags fløjtesang. Denne fløjte kaldes i Koranen ( Arabisk ****) sû r. På engelsk kaldes den for eksempel BUGLE. Denne fløjtelyd er et varsel om tumult og ødelæggelse. Denne fløjte og dens lyd ligger uden for vores forestillingsevne og kan heller ikke udtrykkes med ord. Lad os forsøge at forstå det ved hjælp af et eksempel. I vor tid giver lyden af en sirene signal om en overhængende fare og ødelæggelse, især en sirene under krig; på samme måde vil »sûr« eller basunen lige før den totale ødelæggelse fortsætte med at frembringe rædsel og skræk, der forårsager ødelæggelse. For at gøre det let at forstå er sirenen her brugt som eksempel.

Fra basunen vil der med voldsom kraft komme en klaprende lyd og samtidig en vedvarende tone. Fra denne basun eller sirene vil der blive ved med at lyde en så øredøvende, frygtelig og hårrejsende lyd, at trommehinderne vil sprænges. Alle vil høre denne lyd lige tydeligt fra det sted, der er nærmest dem. Enhver vil føle, som om lyden kommer lige fra siden af ham. Det kan også være, at englen lader sin basun eller sirene lyde fra det samme sted. Men overalt i verden vil der nær menneskene blive anbragt et usynligt apparat, som en mikrofonhorn.

I hadith er denne (Arabisk****) sû r (basun) blevet beskrevet som værende af tre slags. Nemlig:

1. (Arabisk *****) (Nafkhatul Fiza), det vil sige basunlyden, der skræmmer og fylder med rædsel.

2. (Arabisk******) (Nafkhatuz Sa’iq), det vil sige basunlyden, der får folk til at falde om og dø, eller dø efter at være faldet om.

3. (Arabisk******) (Nafkhatul Qiyam), det vil sige basunlyden, der genopliver alle fra gravene og samler dem på Hashrs mark.

Det vil sige, at der efter lyden af det første horn vil opstå en frygtelig naturlig forvirring og katastrofe, så mennesker og dyr, grebet af rædsel, vil fare omkring som vanvittige.

Så snart hornet lyder for anden gang, vil alle, uanset hvor de befinder sig, straks dø og falde om. Derefter vil der følge et langt tidsrum—det kan være nogle år eller årtier, eller det kan være kort—hvorefter hornet vil lyde for tredje og sidste gang. Og straks vil de blive gjort levende igen fra det sted, hvor de døde, eller fra deres grave, og samlet på Hashrs slette. Allah siger:

(Arabisk *********************************)

“(Advar dem den dag,) hvor jorden vil blive forvandlet, og himlen vil blive forvandlet til noget andet. Derefter vil alle møde frem for den ene, den Almægtige Allah, med lænker om hænder og fødder og i en tilstand uden nogen form for komfort. Den dag vil du se synderne iført klæder af tjære, mens flammernes luer vil brede sig over deres ansigter. Dette vil ske, for at Allah kan gengælde enhver efter hans gerninger. Allah er ikke sen til at gøre regnskabet op.”—(Sura Ibrahim: 48-51)

Det fremgår af dette vers og af andre hentydninger i Koranen, at jorden og himlen på Dommedag ikke vil blive gjort ikke-eksisterende. Derimod vil den nuværende naturlige orden blive bragt til ophør. På et bestemt tidspunkt i perioden mellem det andet og det tredje hornsignal—et tidspunkt, som kun Allah den Ophøjede kender—vil jorden og himlen blive forandret fra deres nuværende form og skikkelse og skabt på ny med en anden orden og andre naturlove. Dette vil være den kommende verden, al-ʿālam al-ākhirah, eller livet efter døden. Derefter vil alle de mennesker, der er døde fra Adam (fred være med ham) og frem til øjeblikket før Dommedag, straks efter det sidste hornsignal blive gjort levende igen og møde frem for Allah den Ophøjede. I Koranens terminologi kaldes dette Hashr. Ordet betyder sprogligt at samle noget fra alle sider på ét sted.—(Tafhim al-Qur’an)

Den korte sammenfatning af den rækkefølge af ødelæggelser, som beskrives i Koranen, er, at solen i den første fase vil miste sit lys. Himlen vil blive revet itu. Stjernerne vil falde ned. Hele verden vil blive ramt af et altødelæggende jordskælv. Bjerge og fjelde vil blive knust og hvirvle omkring som støv. Havene vil svulme op og gå over deres bredder og oversvømme landjorden. Kort sagt vil alt blive ødelagt, splittet ad og lagt i ruiner. Der vil ikke længere eksistere noget, man kan kalde verden, himmelrummet eller skaberværket. Ikke engang en eneste engel vil eksistere. Kun Allah den Ophøjedes hellige væsen vil bestå.

(Arabisk ***************************************)

“(Den dag vil der blive råbt og spurgt:) Hvem tilhører kongedømmet i dag? (Hvor er verdens magtfulde og stolte herskere i dag?) (Svaret vil lyde:) I dag tilhører kongedømmet, myndigheden og herredømmet alene Allah, den Almægtige. (Der vil blive sagt:) I dag vil enhver person få gengæld for det, han har erhvervet sig. I dag vil ingen blive gjort uret imod. Og Allah er meget hurtig til at gøre regnskabet op.”—(Sura al-Mu’min: 16-17)

Nu melder spørgsmålet sig om at gøre regnskabet op for menneskets jordiske liv. Er det overhovedet let at gennemgå hver eneste detalje i så utallige menneskers liv? Men for Allah er alt dette ganske let.

Allah siger, at da Han skabte mennesket, var Hans arbejde ikke afsluttet efter skabelsen. Han holder øje med menneskets bevægelser. Selv de tanker, der opstår i de dybeste afkroge af dets hjerte, kender Han.

Allah siger også, at Han er mennesket nærmere end dets halspulsåre. Allahs grænseløse viden omgiver det fuldstændigt. For at holde øje med hver eneste af dets bevægelser behøver Allah ikke at gå noget sted hen. Han kender hvert eneste af menneskets hemmelige og åbenlyse foretagender i hvert øjeblik fuldkomment. Selvom Han har direkte viden om dette, har Han som skaberværkets hersker udpeget utallige embedsmænd til at nedskrive hver eneste af menneskets handlinger. To engle er udpeget for hvert menneskebarn. Den ene på højre side og den anden på venstre side. Så snart et ord bliver udtalt af dets mund, er de altid årvågne for at nedskrive det. Således udarbejder de to engle en nøjagtig og detaljeret optegnelse over hver eneste af menneskets handlinger. Denne optegnelse eller dette dokument vil blive fremlagt som bevis på dommens dag, og der vil ikke være nogen mulighed for at benægte det.

Det er meget vanskeligt at danne sig en korrekt forestilling om denne fuldkomne optegnelse over menneskets daglige handlinger. Men ud fra de oplysninger, der indtil nu er blevet åbenbaret for os, kan det med sikkerhed siges, at der i hver en afkrog af det miljø, hvor mennesket udfører sine daglige gøremål, bliver indgraveret en nøjagtig gengivelse af dets handlinger, samtaler, latter og gråd, bevægelser, gestus, stemme og så videre. Alt dette kan igen gøres synligt på en sådan måde, at der ikke er nogen forskel mellem det første og det andet billede. Mennesket har med apparater, der besidder begrænset viden og begrænset styrke, været i stand til at beherske en del af dette. Men Allahs udpegede embedsmænd (englene) har ikke brug for sådanne apparater, og deres arbejde er heller ikke underlagt nogen begrænsninger. Menneskets krop og hver eneste genstand omkring det er deres bånd (Tape) og film (Film), hvorpå de kan indgravere hvert eneste ord og hvert eneste billede nøjagtigt. Derefter kan de på dommens dag få mennesket til at høre alt det med sine egne ører, som det selv har sagt, og få det til at se med sine egne øjne alt det, som det har gjort offentligt eller i det skjulte. Herefter vil det på ingen måde længere være muligt for det at benægte dette.

I det jordiske liv kommer døden pludselig til menneskets dør. Der findes en bestemt engel, som er ansvarlig for at skille sjælen fra kroppen og fuldbyrde døden. Hans navn er Hazrat Azrail (a.s.). Han kaldes også »Malekul Maut« (dødens konge eller dødsenglen). Døden medfører også uudholdelige smerter. Allah siger, at når den uundgåelige, smertefulde straf, som mennesket altid forsøger at undgå, kommer til det, bliver den virkelige sandhed åbenbaret for det. Indtil da havde et uigennemtrængeligt slør bestået mellem denne verden og efterlivet.

Ved døden vil dette slør blive løftet. Da vil mennesket tydeligt se efterlivet, som Allahs profeter altid har advaret om. Det vil ikke blot få efterlivets sandhed åbenbaret for sig, men også få at vide, om det begynder rejsen til efterlivet som en lykkelig eller som en ulykkelig.

I det jordiske liv havde den vantro hånligt afvist alt dette som usandt og opdigtet. Men nu står det såkaldte opdigtede efterliv tydeligt foran hans øjne.

Således dør hvert eneste menneske. Derefter, når sirenen lyder efter den store omvæltning som tegn på opstandelsen, vil hvert eneste menneske blive bragt frem på dommens plads. To engle vil være med det. Den ene vil have til opgave at drive det fra opstandelsesstedet til Allahs nærvær, mens den anden vil være bærer af dets optegnelse og dets vidne. Det er muligvis disse to engle, der i det jordiske liv var udpeget til at nedskrive menneskets gerninger. Når mennesket ved sirenens lyd bliver levende igen fra sin grav eller sit dødssted, tager disse to engle det i deres varetægt (Custody) og fører det frem for Allah, ligesom politiet fremstiller en anklaget i retten.

(Arabisk ***********************************)

“Den dag vil Gud sige til enhver vantro: »Du har levet ubekymret ved at fornægte denne dag. I dag har Jeg fjernet sløret fra dine øjne. Det, som du ikke ønskede at tro på, og som du ikke ønskede at se med hjertets øje, skal du nu se med egne øjne. For at du kan se denne sandhed, har Jeg i dag skærpet dit syn.« – (Sura Qaf: 22)

De to engle vil føre den person, der er blevet betroet til deres ansvar, frem for Gud, og den, der har ansvaret for at føre ham frem, vil sige:

(Arabisk **************************************)

»O Gud, her har jeg bragt den, som blev betroet til mit ansvar. (Efter dommen vil befalingen lyde:) Kast enhver hårdnakket vantro, der nærer fjendtlighed mod sandheden, i Jahannam.« – (Sura Qaf: 23-24)

De vigtigste forbrydelser blandt Jahannams beboere

(Arabisk ***********************************)

»Kast enhver vantro i Jahannam, som nærer fjendtlighed mod sandheden, skaber hindringer for det gode eller den rette vej, overskrider grænserne og nærer tvivl om religionen.« – (Sura Qaf: 24-26)

Hvis man analyserer de to ovenstående vers, var helvedesbeboernes vigtigste forbrydelser følgende:

• At fornægte den sandhed, som profeterne forkyndte.
• At nære fjendskab mod sandheden og dem, der kalder til sandheden.
• At være utaknemmelig over for Gud, selv om man gennem hvert øjeblik af livet modtager Hans nåde og gaver.
• At hindre den rette vej, holde sig selv borte fra den rette vej og føre andre vild.
• At undlade at opfylde Guds og menneskers rettigheder af sin egen rigdom og sine egne ejendele.
• At overskride de grænser, som Gud har fastsat for livet.
• At begå uret, uretfærdighed og overgreb mod andre.
• At nære tvivl om den religion, som profeten forkyndte.
• At skabe tvivl i andres sind.
• At sætte andre som Guds medguder.

                                __________________________

Striden mellem Satan og mennesket

Det skal bemærkes, at Satan i denne verden konstant er optaget af at vildlede mennesker. I det hinsidige vil der blive befalet, at også han skal kastes i Helvede sammen med den person, der er blevet idømt Helvedes straf. På det tidspunkt vil personen og Satan blive ved med at beskylde hinanden. Den ulykkelige vil beskylde Satan og sige, at han udelukkende er blevet vildledt på grund af Satans tilskyndelse. Derfor er det kun ham, der fortjener denne straf.

På den anden side vil Satan, uden at erkende sin egen fejl, erklære manden skyldig. Han vil fremlægge sit forsvar for Gud og sige:

(Arabisk ***********************)

»Herre og Forsørger. Jeg forsøgte slet ikke at vildlede ham. Tværtimod var han selv vildfaren.«

Allah vil henvende sig til dem begge og sige: »Strid ikke sådan foran Mig. Det nytter ikke noget. Jeg havde på forhånd advaret jer begge om, at både den, der selv farer vild, og den, der vildleder andre, må bære følgerne af det. Nu skal I begge lide denne uundgåelige straf. Min beslutning står fast og kan ikke ændres. Den befaling, der er blevet givet jer, vil ikke blive ændret. Den faste lov, som Jeg bekendtgjorde i verden: at både den vildfarne og den, der vildleder, skal lide en hård straf, vil ikke blive ændret. Alligevel begår Jeg ikke den mindste uret mod Mine tjenere. Den straf, der i dag er blevet erklæret over jer, er I i sandhed værdige til. Mit domssystem er grundlagt på sandhed og retfærdighed. Ingen straffes med en straf, som vedkommende ikke virkelig er ansvarlig for, eller hvis forbrydelse ikke er blevet bevist gennem uigendrivelige vidnesbyrd og beviser.« — Se Sura Qaf 27-29.

Årsagen til Paradisets beboeres succes

Om dem, der frygter Allah, som har besvaret profeternes kald og uden tøven har troet fuldt og fast på profeternes ord, siger Allah, at Paradiset vil blive bragt helt nær til dem. Eftersom dette Paradis skal være deres evige bolig, vil det blive bragt meget tæt på dem, så snart dommen er afsagt til deres fordel. De vil ikke behøve at gå langt til fods eller benytte noget transportmiddel for at nå Paradiset. I samme øjeblik dommen er afsagt, vil de uden besvær træde ind i Paradiset. Allah har også nævnt, hvilke egenskaber de i det store og hele vil få Paradiset for.

(Arabisk **********************************************)

»Og Paradiset vil blive bragt nær til de gudfrygtige, uden at det er det mindste fjernt. Der vil blive sagt: Dette er det, som blev lovet jer — enhver, der vender tilbage til Allah og værner om det.« — Sura Qaf 31-32.

(Arabisk *************************************************)

»Den, der frygter Den Barmhjertige uden at have set Ham, og som hengiver sig oprigtigt til Allah.« — Sura Qaf 33.

o Deres første egenskab vil være gudsfrygt (taqwa). I det jordiske liv vil de altid være bange og ængstelige af frygt for Guds mishag. Det er denne gudsfrygt, der hvert øjeblik vil holde dem urokkelige på den rette vej.

o I Koranens sprog kaldes de «awwab», og dermed beskrives deres anden egenskab. «Awwab»(Arabisk ***) er et ord med en omfattende betydning. Med «awwab» menes en person, der har forladt ulydighed mod Allah og trældom under sine lyster og har fulgt den vej, der alene fører til Allahs tilfredshed. Han har forladt alt det, Allah ikke bryder sig om, og taget alt det til sig, som Allah den Almægtige bryder sig om. Hvis en person pludselig afviger fra Guds vej, bliver han dybt rystet og angrer straks og vender tilbage til Guds vej. Han husker altid Allah og træffer alle beslutninger i overensstemmelse med Allahs principper.

o Når den tredje egenskab omtales, kaldes de «hafiz»(Arabisk****) hvis almindelige betydning er en vogter. Det er en vogter, der fuldt ud værner om de grænser, Allah har fastsat, Allahs foreskrevne pligter og forbud samt andre betroede forpligtelser og ansvar. Han værner om de rettigheder, som Allah har pålagt ham. Han overholder de eder og løfter, han aflagde over for Allah, da han antog troen. Han holder nøje øje med sin tid, sin styrke, sin indsats og sin adfærd, så de ikke bruges på onde handlinger eller den forkerte vej. Efter at have angret vogter han over dem, så de ikke går til spilde. Hvert øjeblik gransker han sig selv (muhasaba al-nafs) for at se, om han gennem sine ord og handlinger har været ulydig mod Allah. En sådan person kaldes «hafiz», og mennesker med disse egenskaber vil være Paradisets beboere.

o Han har aldrig set Allah, men lever altid i frygt for Ham, samtidig med at han har en fast overbevisning om Hans grænseløse nåde. Allah, nådens, barmhjertighedens og medfølelsens ocean, kan aldrig ses, og Han kan heller ikke på nogen måde erfares gennem sanserne. Alligevel afholder den, der frygter Ham, sig altid fra ulydighed mod Ham. I hans hjerte er frygten for den usete Allah større end frygten for andre stærke væsener, som kan sanses og ses tydeligt. Selv om han tror på Allah som den Nådige, den Barmhjertige, begår han ikke synder i håb om Hans nåde og tilgivelse. Tværtimod lever han hvert øjeblik i frygt og ængstelse for Allah.

I det omtalte vers’(Arabisk *********) del henvises der til den troendes to egenskaber. For det første at frygte en sådan Allah, som man aldrig har set. For det andet ikke at betræde syndens vej af frygt for Ham, selv om Han er «den Nådige, den Barmhjertige».

o Den, der altid er oprigtigt vendt mod Allah og tiltrukket af Ham, har Allah beskrevet en sådan persons hjerte som «qalb munib»(Arabisk **********).

Ordet «munib» har en omfattende betydning. Ligesom en kompasnål under alle forhold peger mod nord og ikke kan vendes i en anden retning trods mange forsøg, kaldes en troendes hjerte først «qalb munib», når det under alle forhold – i glæde og sorg, i fare og nød, i søvn og drømme, i vågen tilstand – udelukkende er tiltrukket af Allah og vendt mod Allah.

Kun de lykkelige, der er udstyret med de fem ovenfor beskrevne egenskaber, vil få adgang til Allahs Paradis.

Derefter vil den Almægtige Allah tiltale dem og sige: “Træd ind i Paradiset, hvor der hverken findes sorg og lidelse eller bekymring og uro. Det er et sted med ren og uudtømmelig lykke. dér vil I fra mine engles side blive budt hjerteligt velkommen.”

Dette Paradis er et sted, hvor mennesket vil få alt, hvad det ønsker. Desuden har Allah beredt andre uvurderlige skatte til det, som det ikke engang kan forestille sig. – (Sura al-Qaf: 31-35)

På Dommedag vil menneskeheden blive opdelt i tre grupper efter deres synder og gode gerninger: de forreste, gruppen på højre side og gruppen på venstre side.

På Dommedag vil scenen ved Allahs ophøjede hof sandsynligvis være således: De forreste vil stå foran Ham, én gruppe vil være på højre side og en anden på venstre side. Den sidstnævnte gruppe vil være yderst ulykkelig.

Dette beskrives således i Sura al-Waqi’a:

(Arabisk ****************************************)

“Den dag vil I blive opdelt i tre grupper. En gruppe på højre side. Hvad kan jeg sige om denne gruppe? Og en anden gruppe på venstre side. Hvad kan man sige om denne gruppes ulykke? Og en tredje gruppe er de forreste. Disse er dem, der befinder sig i Paradiset, fyldt med Allahs velsignelser. Blandt dem vil der være mange fra de første generationer og få fra de senere generationer. De vil sidde lænet tilbage mod puder, ansigt til ansigt, på troner prydet med brokade. Rundt om dem vil evigt unge tjenere gå omkring og sørge for deres fornøjelse. I deres hænder vil de have vandkander, bægre og skåle fyldt med ren vin fra kilden. Når de drikker denne vin, vil de hverken blive svimle eller miste forstanden. Og de evigt unge tjenere vil servere dem forskellige lækre frugter, så de kan vælge, hvad de ønsker blandt dem. Desuden vil der blive serveret velsmagende kød fra forskellige fugle. De vil spise af det, som de lyster. Til dem vil der være bestemt smukke, storøjede hourier! Deres skønhed vil være som omhyggeligt bevarede perler. De vil modtage alt dette som belønning for de gode gerninger, de udførte i verden. dér vil de ikke høre tom og meningsløs snak eller syndig tale og uanstændig samtale. Deres tale og samtaler vil være anstændige. Der vil ikke være nogen overdrivelse eller vanvittig tale iblandt dem. De vil kun blive tiltalt med ordene: “Fred, fred være med jer.” – (Sura al-Waqi’a: 7-26)

De forreste

I den ovenfor omtalte forreste gruppe vil de være, som står forrest af alle med hensyn til ærlighed, erhvervelse af gode gerninger og at følge den rette vej. De var de første til at besvare Guds og Profetens (s) kald. Hvad enten det gjaldt jihad, rundhåndet økonomisk støtte på Allahs vej, tjeneste for menneskeheden eller arbejdet med da‘wah og tabligh – kort sagt, hver gang der i verden opstod en mulighed for at yde indsats og bringe ofre for at etablere retfærdighed og afskaffe uretfærdighed, stod de, der var forrest i dette arbejde, blandt den forreste gruppe. Derfor vil denne gruppe på den yderste domsdag i det hinsidige blive placeret forrest af alle. De øvrige gudfrygtige og retskafne mennesker vil befinde sig på højre side, mens de ulykkelige syndere vil være på venstre side.

Der er overleveret en hadith fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), hvor det fortælles, at den ædle Profet (s) engang spurgte folkene: „Ved I, hvem der først vil få en plads i Allahs (den Almægtiges) skygge på opstandelsens mark?“

Folkene sagde: „Allah og Hans Sendebud ved det bedst.“

Profeten sagde: „Det er de mennesker, hvis forhold er således, at når sandheden bliver krævet af dem, tager de imod den. Over for andre træffer de den samme afgørelse, som de ville træffe for sig selv.“

Ovenfor er der blevet talt om evigt unge. De vil forblive unge på denne måde for evigt. De vil aldrig nå ungdomsalderen eller blive gamle.

Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Hasan Basri (må Allah være tilfreds med ham) har sagt, at dette er de drenge, som døde, før de nåede den myndige alder. De havde ingen synder eller gode gerninger, for hvilke de kunne få straf eller belønning.

Det skal bemærkes, at de ovenfor omtalte unge vil være børn af mennesker, som ikke fik Paradiset som deres skæbne. Om Paradisets beboeres børn har Allah erklæret, at deres børn vil blive forenet med dem i Paradiset. Det gælder ikke blot deres uskyldige små børn; også de voksne blandt dem, som ved deres gode gerninger opnår Paradiset, vil få mulighed for at bo sammen med deres forældre. – (Se sura Tur 21)

Gruppen på højre side

Derefter siger Allah om den anden klasse af Paradisets lykkelige beboere:

(Arabisk **************************************************************)

»De vil få skyggefulde, tornløse lote- og frugthaver, der strækker sig vidt og bredt, samt altid rindende vandløb og frugter i overflod. Disse frugter vil være tilgængelige i tilstrækkelige mængder på alle årstider, og der vil aldrig være nogen hindring for at få dem eller nyde deres smag. De vil sidde på høje sæder. Vi vil skabe deres hustruer på ny og gøre dem til jomfruer, højt elskende deres ægtemænd og jævnaldrende. Alt dette er for dem på højre side.« (Sura al-Wāqiʿa 28-38)

De omtalte jomfruer vil være de kvinder, som opnår Paradiset på grund af deres tro og fromme livsførelse. Dér vil de få deres ungdom tilbage, selv om de døde som gamle kvinder i denne verden. Uanset om de var smukke i denne verden eller ej, vil de i Paradiset blive gjort usædvanligt smukke. Selv hvis de døde som mødre til flere børn, vil de i Paradiset forblive evigt jomfruer. Deres jomfruelighed vil aldrig ophøre, selv efter samleje med deres ægtemænd.

Hvis disse lykkelige kvinders ægtemænd også er Paradisets beboere, er sagen naturligvis klar. De vil være deres evige ledsagere. Ellers vil kvinderne blive gift på ny med andre af Paradisets beboere.

I Shamā’il al-Tirmidhi er der overleveret en hadith. En dag sagde en gammel kvinde til Profeten Mustafa (s.a.v.): »Allahs Sendebud, bed for mig, så jeg kan komme i Paradiset.«

Profeten sagde spøgefuldt: »Ingen gammel kvinde kan komme ind i Paradiset.«

Da den gamle kvinde hørte dette, gik hun grædende bort derfra.

Profeten sagde til folkene: »Fortæl hende, at hun ikke vil kunne træde ind i Paradiset som gammel. Allah har sagt, at Han vil skabe enhver kvinde i Paradiset som jomfru.«

I al-Ṭabarānī findes en lang beretning fra Hadhrat Umme Salma (ra). Da Profeten blev spurgt om de ovenfor nævnte kvinder, der omtales i Koranen, forklarede han det pågældende vers og sagde, at det var kvinder, som var døde i denne verden. De var gamle. Deres øjne var sunket ind i øjenhulerne, og deres hår var blevet gråt og hvidt. Efter en sådan alderdom vil Allah skabe dem som jomfruer.

Hadhrat Umme Salma (ra) spurgte: »Hvis en kvinde på jorden har haft flere ægtemænd, hvilken af sine ægtemænd vil hun så få som ledsager i Paradiset?«

Profeten sagde: »Hun vil få ret til at vælge én af sine tidligere ægtemænd. Hun vil vælge den ægtemand, hvis karakter, væsen og adfærd var den bedste. Hun vil bede Allah således: ’Åh Allah, eftersom den og dens opførsel over for mig var langt bedre end de andres, så giv mig retten til at blive hans ledsager.’«

Derefter sagde Profeten (sa): »Umme Salma, på denne måde vil god karakter og god opførsel sikre velsignelse i denne verden og i det hinsidige.«

Det siger sig selv, at mændene i Paradiset også vil få en ny ungdom.

Det er berettet i forskellige hadither om dem, at de vil være omkring tredive år gamle. De vil ligne helt unge mænd i en alder, hvor skægget endnu ikke er vokset frem. De vil have smukke, velformede ansigter med lys hud.

Den venstrefløjede gruppe

Derefter siges der om den ulykkelige gruppe på venstre side, Helvedes beboere:

(Arabisk *****************************************************)

“De skal opholde sig blandt brændende vinde og kogende vand. De vil blive dækket af brændende, sort røg, som aldrig bliver kølig eller behagelig. Det er mennesker, som levede lykkeligt og velstående i det jordiske liv. Deres lykkelige og velstående liv fik dem til at begå syndige handlinger. Disse synder begik de stædigt og trodsigt. De sagde: ‘Efter døden bliver vi jo til skeletter og blandes med jorden. Hvordan kan vi så blive levende igen? Vil vores forfædre også blive gjort levende på denne måde?’ Allah siger: ‘O profet! Sig til dem, at både de første og de sidste alle vil blive samlet på en bestemt dag. Der er også fastsat et bestemt tidspunkt for det. Derefter siger Allah: O vildfarne løgnere, I skal spise Zaqqum-træet i Helvede som føde. Med det skal I fylde jeres maver. Derefter skal de drikke sig mætte af kogende, brændende vand som tørstige kameler.’ – (Sura al-Waqi’a: 42-55)

‘Zaqqum’ er en særlig slags yderst tornet og usmagelig frugt.

                             __________________________________

Helvedesbeboernes lidelser

Mange steder i Den Hellige Koran beskrives paradisbeboernes og Helvedesbeboernes tilstand. Først nævnes Helvedesbeboernes frygtelige skæbne. Derefter gives også nogle beskrivelser af paradisbeboernes store lykke.

(Arabisk *****************************************************)

“De vantro kafirer vil blive drevet i flokke mod Helvede. Når Helvedes vogtere åbner portene, vil de spørge dem: ‘Kom Allahs sendebud ikke til jer og fremsagde deres Herres vers for jer? Advarede de jer ikke om, at I skulle møde denne dag?’ De vil svare: ‘Jo, det gjorde de.’ Men den straf, der var lovet kafirerne, vil denne dag blive fuldbyrdet. Derefter vil der blive sagt til dem: ‘Træd ind i Helvede.’ Dette Helvede er et frygteligt og usselt opholdssted for de hovmodige kafirer. Og dér skal de forblive for evigt.” – (Sura az-Zumar: 71-72)

Om Helvedes beboere er der sagt:

(Arabisk ********************************************************)

“På Opstandelsens Dag vil Vi føre dem frem med hovedet og ansigtet nedad. Deres bolig bliver Helvede. Hvis Helvedes ilds styrke aftager, vil Vi øge den. Dette er deres endelige skæbne, fordi de fornægtede Vore tegn. De sagde: ‘Efter døden vil vore knogler blive blandet med jorden. Hvordan kan de så blive skabt på ny?’” – (Sura Bani Isra’il: 97-98)

(Arabisk ***********************************************************)

“Kafirerne vil blive iført klæder af ild fra Helvede. Kogende vand vil blive hældt over deres hoveder, så deres hud og det, der er i deres maver, vil smelte. De vil få jernkøller. Når de på grund af den uudholdelige smerte forsøger at komme ud af Helvede, vil de blive skubbet tilbage i det. Der vil blive sagt til dem: ‘Smag ilden.’” – (Sura al-Hajj: 19-22)

“For kafirerne er Helvedes ild beredt. Dér vil de hverken dø, og deres straf vil heller ikke blive mildnet. De vil klage og sige: ‘Vor Herre, befri os fra denne straf. Vi vil opgive vore tidligere onde gerninger og fra nu af gøre gode gerninger.’ Allah vil sige til dem: ‘Gav Jeg jer ikke et langt liv, så I kunne erkende sandheden?’ Da I ikke gjorde det, skal I nu smage denne straf. I dag har de uretfærdige ingen hjælper.” – (Sura al-Fatir: 36-37)

(Arabisk *************************************************)

“Dem, der har forkastet Mine tegn, vil Vi snart brænde i ilden. Når huden på deres kroppe er brændt bort, vil Vi give dem ny hud i stedet, så de fortsat kan lide straffen. Allah er Den Almægtige, Den Alvidende.”-(Sura an-Nisa: 56)

(Arabisk ****************************************************)

“Disse mennesker siger: Der findes intet efter vores første død. Derefter vil vi ikke blive genoplivet endnu en gang. Hvis du taler sandt, så bring vores afdøde forfædre tilbage og rejs dem op foran os. (Som svar siges der:) Er disse bedre, eller Tubba-folket og deres forgængere? Vi ødelagde dem, fordi de var syndige. ……… Det fastsatte tidspunkt for at genoplive dem alle og rejse dem op er Dommens dag. På den dag vil ingen nær ven kunne være til nogen hjælp for en nær ven, og de vil heller ikke blive hjulpet nogetsteds fra. ………… Zaqqūm-træet vil være de syndiges føde. Det er som bundfaldet af olie. Det vil syde i deres maver, ligesom kogende vand syder. (Der vil blive sagt:) Grib ham, og slæb ham derefter hen til Helvede. Hæld straffen med det boblende kogende vand ud over hans hjerneskal. Smag dette; du var jo en meget ærefuld og mægtig person. Dette er det, som I tvivlede på.”-(Sura ad-Dukhan: 34-50)

Den magtberusede, gudsoprørske hersker havde sat sig som menneskenes herre. Han anså sig selv for at være den mest indflydelsesrige og ærede person i verden. Folk kastede sig frivilligt eller uvilligt ned for ham og lovpriste og priste ham bestandigt. Hvad der vil ske med ham efter dommen i det hinsidige, er blevet beskrevet ovenfor.

“Hvad vil deres tilstand være den dag, hvor disse vantro bliver stillet foran ilden? Da vil der blive sagt til dem: I har opbrugt de velsignelser, der tilkom jer, allerede i det jordiske liv, og I har også nydt deres smag. I dag vil I som gengældelse for den hovmodighed, I udviste i verden uden nogen ret dertil, og for den ulydighed, I begik, blive givet en ydmygende straf.”-(Sura al-Ahqaf: 20)

(Arabisk ************************************************)

“Hvordan vil det da være, når englene tager deres sjæle og fører dem bort, mens de slår dem i ansigtet og på ryggen? Dette sker, fordi de fulgte sådanne fremgangsmåder, opfattelser og troslærdomme, som pådrog sig Allahs vrede, og fordi de ikke ønskede at følge den vej, hvorved de kunne tilfredsstille Ham. Derfor har Han gjort alle deres handlinger forgæves og uden værdi.”-(Sura Muhammad: 27-28)

Det ovenstående blev sagt i forbindelse med konflikten og sammenstødet mellem islam og kufr. I verden havde disse hyklere for at beskytte deres egne interesser holdt sig uden for risikoen ved farerne fra konflikten og sammenstødet mellem islam og kufr. Men hvor vil de flygte fra Guds greb efter døden? På det tidspunkt vil deres sidste forsøg og forholdsregler ikke kunne redde dem fra englenes slag.

Dette vers er også et bevis på den straf, der vil finde sted i Alam al-Barzakh efter døden. Heraf bliver det helt klart, at straffen for de vantro og hyklerne begynder allerede i dødsøjeblikket. Denne straf er dog ikke den samme som den straf, de vil blive udsat for efter dommen på Opstandelsens Mark.

                                                 ________________

De saliges højeste lykke

På den ene side er de frygtelige følger i det hinsidige af profeternes religionsbudskabers benægtelse hos magtberusede, gudstrodsige herskere og samfundsledere blevet beskrevet udførligt; på den anden side er også det evige, lykkelige liv for dem, der tror på den sande religion og hengiver sig helt til Guds vej, blevet beskrevet. Her nævnes nogle af dem:

(Arabisk ********************************************)

“De, der i det jordiske liv var gudfrygtige, frygtede Gud og var lydige, vil blive ført flok for flok mod Paradiset. Paradisets vogter vil sige til dem: Assalamu alaikum, kom, kom, træd ind i jeres evige bolig, Paradiset, og bo her i den højeste lykke. De vil sige: Al lovprisning tilkommer Allah, som har opfyldt det løfte, Han gav os. Han har givet os fuld rådighed over dette Paradis. Vi kan bo, hvor vi vil. Hvor smuk en belønning er ikke dette for dem, der gør gode gerninger!”—(Sura az-Zumar: 73-75)

(Arabisk *******************************************************)

“For enhver, der frygter at skulle stilles frem for sin Herre, er der to haver. Hvilke af jeres Herres gaver vil I da benægte? (Disse haver) er frodige og fyldt med grønne grene og løv. ……….I de to haver flyder to kilder bestandigt. ……….I begge haver findes der to slags af enhver frugt. ……….Paradisets beboere vil sidde tilbagelænet på lejer, hvis indre er lavet af tyk silke. Havernes grene vil bøje sig ned under vægten af frugterne. Der vil også være skønne kvinder, som beskedent slår blikket ned. Intet menneske eller nogen jinn har tidligere berørt dem. De vil være af en enestående skønhed, som beskyttede perler og ædelstene. Hvad kan belønningen for gode gerninger være andet end godt? ……….Ud over disse to haver vil der blive givet yderligere to haver. …………Tætte, grønne og frodige haver. ……I de to haver vil to kilder springe frem som fontæner. ………Der vil være utallige frugter, dadler, granatæbler og andet. ………(Blandt disse velsignelser) vil der være dydige hustruer. ………Hurier, der opholder sig i telte. Ingen mennesker eller jinn har tidligere berørt disse paradisets beboere. Disse Paradisets beboere vil sidde tilbagelænet på grønne tæpper og smukke, kostbare tæpper.”—(Sura ar-Rahman: 46-76)

(Arabisk *******************************************************)

“De, som opfylder den pagt, de har indgået med Allah, og ikke bryder deres løfter, som holder de forbindelser intakte, som Allah har befalet dem at bevare, frygter deres Herre og frygter den strenge regnskabsaflæggelse, og som udholder vanskeligheder for at opnå deres Herres tilfredshed, udfører bønnen, giver ud af den forsørgelse, Vi har skænket dem, både i det skjulte og åbenlyst, og som møder det onde med det gode – det er dem, der får denne bolig i det hinsidige. Det vil sige, at de får haver, hvor deres retfærdige forfædre, hustruer og børn også vil træde ind sammen med dem. Englene vil komme til dem fra alle sider for at byde dem velkommen og sige: »As-salamu alaikum« (fred være med jer). På grund af den tålmodighed, hvormed I mødte livets forhold i verden (i kampen mod kræfter, der var imod islam), har I i dag gjort jer fortjent til dette sted. Hvor vidunderlig er ikke denne have i det hinsidige!” – (Sura ar-Ra‘d: 20-24)

(Arabisk *************************************************************)

“På Opstandelsens Dag vil synderne kunne genkendes blot ved at se på dem. De vil blive trukket og slæbt af håret foran på deres hoveder og ved deres fødder. Hvilke af jeres Herres magtfulde tegn vil I da benægte? Dette er det Helvede, som de forkastede som løgn. De vil bevæge sig rundt mellem dets ild og dets skoldende, kogende vand. …… På den anden side vil de, der frygter Gud, få to haver i Paradiset til deres fornøjelse. …… Haver fyldt med frodige træer og slyngplanter. ……… Gennem de to haver vil to kilder flyde. ……… Alle havernes frugter vil være af to slags. …… Havernes beboere vil sidde tilbagelænet på behagelige silkebesatte lejer med puder som støtte. Havens træers grene vil bøje sig under frugternes vægt. Der vil også være skønne kvinder, som beskedent slår blikket ned. Intet menneske eller nogen jinn har tidligere berørt dem ……… de vil være af en enestående skønhed, som beskyttede juveler.” – (Sura ar-Rahman: 41-45)

(Arabisk **************************************************)

“Dem, der har forkastet Mine tegn, vil Jeg brænde i ilden. Når deres hud er fortæret, vil Jeg give dem ny hud i dens sted, så de kan smage straffen. Allah er Almægtig og Alvidende.” – (Sura an-Nisa: 56)

(Arabisk ****************************************************)

“Den højeste rang hos Allah tilkommer dem, der tror på Ham, forlader hjem, handel og landbrug for Hans sags skyld og kæmper med deres ejendom og deres liv på Allahs vej (for at etablere Allahs religion); deres liv er blevet meningsfuldt. Deres Herre (Allah) giver dem det glade budskab om Sin nåde, Sin tilfredshed og boliger i haver, hvor evig lykke og fred venter dem. De skal bo der for evigt. Hos Ham findes en uudtømmelig belønning for gode gerninger.”

(Arabisk *****************************************************)

“O I troende! Skal jeg fortælle jer om en handel, som vil befri jer fra en smertefuld straf? Tro på Allah og Hans sendebud, og kæmp med jeres ejendom og jeres liv på Allahs vej. Hvis I vil vide det, så lyt: Dette er godt for jer. (Som følge heraf) vil Allah tilgive jer jeres synder, føre jer ind i Paradis, hvor floder strømmer under det, og give jer prægtige boliger i evighedens boliger og haver. Dette er i sandhed den store sejr.”

I den vise Koran er der mange steder givet sådanne detaljerede beskrivelser af Paradisets og Helvedets beboere. Som eksempel er blot nogle få nævnt ovenfor.

                                         ____________________

Det hinsidige: dagen for sejr eller nederlag

Allah den Ophøjede har erklæret dommedagen i det hinsidige for den sande dag for sejr eller nederlag, eller dagen for succes og fiasko:

(Arabisk *************************************************************)

“De vantro påstår med stor selvglæde, at de under ingen omstændigheder vil blive genoprejst efter døden. (O Profet,) sig til dem: “Ved min Herre, I vil sandelig blive genoprejst i det hinsidige. Derefter vil I få at vide, hvad I gjorde i verden. Og dette er let for Allah. Tro derfor på Allah og Hans sendebud og på det ‘lys’, som Jeg har åbenbaret. Allah har kendskab til alt, hvad I gør. Alt dette vil I få at vide den dag, hvor Han samler jer til den store forsamling (Rash Hashr). Den dag vil være dagen for sejr eller nederlag for hinanden. De, der tror på Allah og gør gode gerninger, dem vil Allah udslette deres synder og føre ind i Paradis, hvor floder strømmer under deres boliger. Der vil de bo for evigt. Og dette er den store sejr. Men de, der fornægter Allah og det hinsidige og afviser Mine åbenbaringer og tegn som løgn, de vil være Helvedets beboere. Der vil de forblive for evigt. Det vil være et yderst elendigt sted.” – (Sura al-Taghabun: 7-10)

Ovenfor betegner «Nūr» den hellige Koran.

Ordet «Taghābun» har flere betydninger, og de vil nu blive forklaret én for én.

Alle, der modsætter sig sandheden, ønskede på ingen måde at tro på det hinsidige. I denne sag udviste de den største trods. Alligevel havde de ikke noget middel, og har stadig ikke noget, ved hjælp af hvilket de med sikkerhed kan sige, at der ikke findes noget hinsidigt. Dette emne er blevet behandlet i begyndelsen af bogen.

Allah har i det ovenfor nævnte vers befalet profeten Muhammad (fred være med ham) at svare på de vantros pralende udsagn. Ja, Allah giver selv svaret. Og han er blevet bedt om at svare ved at sværge ved Allah. Kun den, der har set sandheden om noget med egne øjne, kan aflægge en ed. Profetens viden om det hinsidige består ikke blot i, at Allah har sagt det. Naturligvis kan der ikke være den mindste tvivl om sandheden af noget, blot fordi Allah har sagt det. Men det ville være en fast tro på noget uset som ubestrideligt sandt, uden at have set det. Det er ikke tro baseret på at have set.

Profeten Ibrahim (fred være med ham) havde en fast tro og overbevisning om, at Allah kan give de døde liv. Alligevel ønskede han med egne øjne at se, hvordan de døde blev vakt til live. Han ønskede at fuldkommengøre sin tro og opnå indre ro. Derfor bad han til Gud. Derefter viste Gud ham, hvordan fire døde fugle blev vakt til live foran profeten Ibrahims (fred være med ham) øjne. (Se Sura al-Baqarah, vers 260.)

Den tro på at give de døde liv, som Ibrahim (fred være med ham) havde, kan altså ikke være den samme som en almindelig troendes. Men vores sidste profets (fred være med ham) tro på det hinsidige og på at give de døde liv var netop som Ibrahims (fred være med ham) ovenfor nævnte tro, baseret på det, han havde set med egne øjne. Allah gav sin sidste og højest elskede profet mulighed for med egne øjne at se skabelsens mysterier og mange andre skjulte oplysninger på Miʿrājs nat. Derfor burde han ikke have nogen som helst tøven med at sværge ved Gud på sandheden af det hinsidige.

Udsagnet i det ovenfor nævnte hellige vers: «Derefter vil det blive fortalt jer, hvad I gjorde i verden» er yderst vigtigt. Allerede i begyndelsen af denne sura har Allah sagt, at han efter at have skabt mennesket gav det fuld handlefrihed. Hvis det ønsker det, kan det blive en fuldstændig vantro og følge syndens vej. Det kan blive en nådesløs tyran, der plyndrer andres ejendom, værdighed og ære, og en blodtørstig menneskedjævel. Eller det kan, ved at tro på Allah, hans sendebud og det hinsidige, leve et yderst rent liv. Når mennesket således har frihed til at følge den gode eller den onde vej, og det samtidig er blevet erklæret, at belønning for at følge den gode vej og straf for at følge den onde vej er uundgåelig, hvordan kan man så forestille sig, at Allah, som har givet denne frihed og advaret mennesket, efter døden ikke vil spørge det, hvilken vej det fulgte? Det er netop for at få dette at vide, at det hinsidige findes. Allah er et så mægtigt væsen, at han har givet liv og død for derved at prøve menneskene og se, hvem der i det jordiske liv handlede bedst. – (Se Sura al-Mulk, vers 2.)

Derefter er denne dag i det hinsidige blevet kaldt dagen for den sande sejr og det sande nederlag. Også dette er yderst betydningsfuldt, og heri ligger selve det hinsidiges formål.

I denne verden begynder et menneske sin livsvej med sin egen forstand, viden og arbejdskraft. For at gøre sit liv lykkeligt og smukt ophører det aldrig med at arbejde, stræbe og anstrenge sig. Enhver ønsker at gennemføre sin egen plan og opnå succes. Det er resultatet af menneskets daglige arbejde og bestræbelser, der afgør sejr eller nederlag.

På grund af forskelle i synspunkter og livsanskuelser er målestokkene for sejr og nederlag eller succes og fiasko naturligvis også forskellige. Selv når et hvilket som helst lavt middel lykkes, kalder mange det for succes. Selv hvis det for at opnå succes er nødvendigt at benytte uretfærdighed, grov korruption samt uciviliserede, lave og usle metoder, betragtes det stadig som succes. Ved med magt at tilegne sig andres rigdom og ejendom, involvere dem i falske retssager og ruinere nogen gennem falske vidnesbyrd og beviser bliver man af nogle betragtet som sejrherre, millionær eller multimillionær. Også dette kaldes af mange for succes. Som ejer af mange biler og huse lever denne sejrherre et yderst lykkeligt og luksuriøst liv sammen med sin hustru og sine sønner. Folk siger, at denne mands liv virkelig er lykkedes.

Nogle bliver gennem uærlige midler i stand til at opbygge et enormt formuevælde og udvide deres herredømme i samfundet. Han ønsker at holde alle underkastet sig. Han kan ikke tåle den mindste antydning af modstand mod sig. Flokke af selviske smigrere lovpriser ham dag og nat. Sandhedens stemme bliver bragt til tavshed i samfundet. De, der bærer og viderebringer sandheden, bliver undertrykt og plaget af ham. Deres plads bliver de mørke celler i fængslerne. Beruset af magt ønsker han at udøve guddommeligt herredømme over alle. Også dette betragtes af ham selv og mange andre som en vældig succes.

På den anden side tager et menneske sandheden til sig af hele sit hjerte og sin sjæl og forsøger at leve et ærligt liv. Ved at afholde sig fra korruption, renter, bestikkelse, sortbørshandel, løgn, bedrag og svig bliver han den, der lider tab. Fordi han udbreder sandheden og fører ’kamp’ mod usandheden, holder hans slægtninge, venner og bekendte sig borte fra ham. Samfundets ligegyldighed, ringeagt og fattigdom gør hans liv uudholdeligt. Folk siger, at manden er fuldstændig tåbelig. Ellers ville hans liv ikke være endt i fiasko på denne måde.

De ydre former for sejr, succes og fiasko i det liv, der er beskrevet ovenfor, ser vi hele tiden omkring os. Men den sande sejr eller det sande nederlag, den sande succes eller fiasko, vil blive afgjort på Dommens Dag i det hinsidige.

Lad os se nærmere på, hvordan det hinsidige afgør sejr og nederlag.

Mange koranfortolkere har fremsat den opfattelse, at Paradisets beboere efter dommen i det hinsidige vil få de dele af Paradiset, som Helvedes beboere ville have fået, hvis de havde handlet som Paradisets beboere i det jordiske liv. På samme måde vil Helvedes beboere få de dele af Helvede, som Paradisets beboere ville have fået, hvis de havde levet som Helvedes beboere i det jordiske liv.

Det er berettet i Bukhari Sharif fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at enhver, der træder ind i Paradiset, vil få vist den del af Helvede, hvor hans plads ville have været, hvis han ikke havde fulgt den rette vej. Som følge heraf vil han være endnu mere taknemmelig over for Allah. På samme måde vil Helvedes beboer få vist den del af Paradiset, som han ville have fået, hvis han havde fulgt den rette vej i det jordiske liv. Derved vil hans anger og fortrydelse blive endnu større.

De, som er blevet undertrykt og forurettet i denne verden, vil i det hinsidige modtage så meget af de uretfærdiges gode gerninger, som kan udgøre en gengældelse for den uret og undertrykkelse, de blev udsat for. Eller den undertryktes synder i tilsvarende omfang vil blive lagt på undertrykkerens skuldre. På den dag vil mennesket ikke have nogen materielle ejendele, hvormed det kan opfylde den undertryktes krav. Ingen vil have andet end gode gerninger og synder. Hvis nogen derfor har gjort en anden uret i denne verden, må han, for at opfylde den undertryktes krav, give ham af sine opsparede gode gerninger, hvis han har nogen. Den undertrykte vil ganske vist modtage præcis så mange af modpartens gode gerninger, som den uret, han blev udsat for, svarer til. Eller hvis undertrykkeren ikke har nogen gode gerninger på sin konto, vil den undertryktes synder i tilsvarende omfang blive lagt på undertrykkerens skuldre.

Der findes en hadith om dette i Bukhari, overleveret af Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham). Det er sagt i hadithen, at hvis en person på nogen måde har gjort sin bror (et andet menneske) uret eller forurettet ham, bør han gøre det godt igen her og nu (i denne verden). For i det hinsidige vil ingen eje så meget som en skilling. Derfor vil en del af hans gode gerninger dér blive givet til denne person. Eller hvis han ikke har tilstrækkeligt med gode gerninger, vil en del af den undertryktes synder blive lagt på ham.

På tilsvarende vis er det overleveret i Musnad Ahmad af Jabir ibn Abdullah ibn Unays, at Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Ingen, der hører til i Paradiset, vil kunne træde ind i Paradiset, og ingen, der hører til i Helvede, vil kunne træde ind i Helvede, før han har opfyldt kravene som følge af den uret og undertrykkelse, han har begået. Selv hvis han blot har slået nogen én gang i ansigtet, må han give gengæld for det.«

Overleveren siger: »Derefter spurgte vi: Hvordan skal det foregå? På den dag vil vi jo være helt uden en skilling.«

Profeten sagde: »Gengældelsen skal gives gennem synder og gode gerninger.«

Der findes en overlevering af Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih Muslim og Musnad Ahmad. En dag spurgte den ædle Profet de forsamlede ledsagere: »Ved I, hvem den virkelig forarmede er?«

De svarede: »Den, som er uden en skilling og ikke ejer nogen materielle ejendele, er den forarmede.«

Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Blandt min ummah er den forarmede den person, som på Opstandelsens dag møder frem med bøn, faste, zakat og andre gode gerninger, men som i denne verden har fornærmet nogen, bagtalt og injurieret nogen, uretmæssigt tilegnet sig en andens ejendom, dræbt nogen eller slået nogen. Derefter bliver hans gode gerninger fordelt blandt de undertrykte. Alligevel er der ikke flere gode gerninger tilbage hos ham til at betale gengældelsen. Så lægges de undertrykte kravstilleres byrde af synder på ham, og han træder ind i Helvede.«

Den, der ejede stor fromhed, endte i Helvede med en tung byrde af store synder på sine skuldre, da han skulle betale de undertryktes erstatning. Hvilken frygtelig skæbne! Blot tanken får kroppen til at gyse. Må Allah beskytte os mod en sådan skæbne.

Det store bedrag

Ordet “Taghabun” i det ovenfor nævnte vers bruges også på arabisk i betydningen bedrag og svig.

Det ses almindeligvis, at mennesker i denne verden med ro i sindet og stor glæde hjælper og støtter hinanden i store syndige handlinger som shirk, kufr, uret, overgreb, utugt, udskejelser, mord og blodsudgydelse med mere. Der opstår et dybt venskab og hjerteligt fællesskab mellem dem på dette område.

Familier med fordærvet moral, ledere, der udbreder synd og vildfarelse, og deres tilhængere, røver- og tyvebander, partier og selskaber, der udbreder og fremmer vildfarelse, synd og uanstændighed, samt stater og nationer, der bærer og viderefører omfattende uret, overgreb og fitna og fasad, hjælper og støtter hinanden med at sprede synd. Flere stater indleder felttog for at underlægge sig et svagt land eller en svag stat og gøre dets indbyggere til slaver, i den tro at der er indgået et stort venskab (alliance) eller en militær aftale (militærpagt) mellem dem.

Alle, der opretholder forbindelser med hinanden, nærer den forestilling, at de er hinandens bedste venner, og at deres gensidige hjælp og støtte foregår med største succes. Men når de på den anden side bliver stillet frem på dommens mark, vil de indse, at de er blevet grundigt bedraget. Enhver af de førnævnte mennesker vil føle, at den omsorgsfulde far, bror, ægtefælle, ven, leder eller den, som han eller hun anså for en medhjælper, i virkeligheden er hans eller hendes værste fjende. Den dag vil alle forbindelser, slægtskaber, venskaber, alliancer og pagter blive forvandlet til fjendskab. Den dag vil de overøse hinanden med skældsord og forbandelser. Enhver vil ønske at lægge skylden for sine egne fejl på den anden, så modparten må lide den hårdeste straf. Dette er nævnt forskellige steder i Koranen.

Syndernes gensidige beskyldninger

På grund af sin menneskelige svaghed bliver et menneske ofte påvirket af andre. Mange begår syndige handlinger for ægtefællens skyld, forældre for deres barns skyld, venner for at glæde deres venner, for at tilfredsstille politiske ledere og pīrer og ustader, for at glæde en overordnet for at beholde deres arbejde eller opnå forfremmelse, eller for at tilfredsstille en tyrannisk hersker. På grund af denne dårskab vil de i det hinsidige blive grundigt bedraget og fortvivlede. I den hellige Koran nævnes dette igen og igen, og sådanne selvbedragne grupper er blevet advaret. Nogle citater herom gives nedenfor:

(Arabisk ******************************************************)

»De, som folk fulgte, vil på dommedagen fuldstændig tage afstand fra deres følgere. Begge vil se den frygtelige strafs rædsel på denne dag. Deres forhold vil blive fuldstændig brudt. Følgerne vil sige: Hvis vi på nogen måde kunne vende tilbage til verden blot én gang, ville vi dér fuldstændig tage afstand fra dem, ligesom de i dag har taget afstand fra os. Men Allah vil vise dem alle deres gerninger, hvilket vil bringe dem anger og fortrydelse. De vil blive kastet i Helvede, og de vil på ingen måde kunne komme ud af Helvedes ild.« – (Sura al-Baqara: 166-167)

Allahs engle vil ved døden spørge dem, der fremsætter falske beskyldninger mod Gud:

(Arabisk **************************************************************)

»Hvor er i dag de, som I tilbad ud over Allah?« De vil svare, at de har forladt os. Derefter vil de erkende, at de i sandhed var vantro over for Allah. Allah vil sige til dem: »Gå ind i Helvede sammen med de grupper blandt jinner og mennesker, som levede før jer.« Når en gruppe af dem går ind i Helvede, vil den forbande en tilsvarende gruppe. Når alle grupperne er samlet dér, vil den senere gruppe sige om den tidligere: »Vor Herre, det var dem, der vildledte os. Giv dem derfor dobbelt straf i Helvede.« Allah vil sige: »I får begge dobbelt straf, men I har ingen viden om dette.« Den første gruppe vil sige til den sidste: »I er på ingen måde bedre end os. Smag derfor straffen for det, I har fortjent.« – (Sura al-A’raf: 37-39)

Det ses almindeligvis, at de svage, fattige, underkuede og udbyttede, frivilligt eller ufrivilligt, adlyder de magtfulde og tyranniske herskere. Om deres skæbne i det hinsidige siges det:

(Arabisk **************************************************************)

»Når de to grupper bliver samlet på opstandelsens slette, vil den svage gruppe sige til de magtberusede og ophøjede mennesker: »Vi fulgte jo jer. Kan I i dag få en del af Guds straf lettet for os?« De vil svare: »Hvis Allah havde vist os en sådan vej, ville vi have vist jer den. Nu er det ens for os, om denne straf bliver uudholdelig for os, eller om vi tager imod den med tålmodighed. Der er ingen mulighed for vores frelse.«« – (Sura Ibrahim: 21)

(Arabisk **********************************************************)

“Hazrat Ibrahim (a.s.) sagde: Det skyldes jeres indbyrdes venskab, at I har taget de afguder, som I har lavet til guder i stedet for Allah. Men på opstandelsens dag vil I bekæmpe hinanden og forbande hinanden. Jeres endelige opholdssted bliver Jahannam. I vil ikke have nogen hjælper.” – (Sura al-Ankabut: 25)

Det er netop dette, der siges i det ovenstående vers: Der er ingen som helst grund til at gøre afguder, som mennesker selv har fremstillet, til guder i stedet for Allah Ta’ala, universets Skaber og Opretholder. Folk har fungeret som hinandens venner, når det gjaldt at gøre dem til guder; deres indbyrdes interesser og venskab tilskyndede dem til afgudsdyrkelse. I det hinsidige vil de forstå deres fejltagelse.

(Arabisk ************************************************************)

“O menneskehed! Frygt jeres Herre, Gud, og frygt den dag, hvor ingen far vil kunne være til nogen nytte for sin søn, og ingen søn for sin far. Allahs løfte til jer om opstandelsen er visselig sandt. Lad derfor ikke jeres jordiske liv bedrage jer, og lad ikke den bedrageriske Satan få jer til at glemme Allah.” – (Sura Luqman: 33)

(Arabisk ***************************************************************)

“På den dag, hvor de vil blive kastet med ansigtet nedad i Jahannam, vil de sige: ‘Hvis blot vi havde adlydt Allah og Sendebudet.’ Og de vil sige: ‘O vor Herre og Opretholder! Ve os, vi fulgte jo blot vore lederes og ældstes ord. O vor Herre, giv dem derfor en dobbelt straf, og forband dem inderligt.’” – (Sura al-Ahzab: 66-68)

(Arabisk *******************************************************************)

»Disse vantro siger: Vi vil under ingen omstændigheder tro på Koranen, og heller ikke på nogen af de bøger, der kom før den. Hvis blot du kunne se deres tilstand, når disse uretfærdige står foran deres Herre og beskylder hinanden! Den dag vil de svage og hjælpeløse sige til de stolte samfundsledere: Hvis I ikke havde været der, ville vi have troet på Allah. De stolte samfundsledere vil sige til de svage: Hindrede vi jer i at følge den rette vej, efter at vejledningens budskab var nået jer? Nej, I begik selv forbrydelserne. De svage vil sige til de velhavende: Ja, ganske vist. Det var snarere jeres sammensværgelser dag og nat, der holdt os på afveje. I befalede os at fornægte Allah og sætte andre som Hans medguder i tilbedelsen. Allah siger: Når de ser deres straf, vil de forsøge at skjule deres skam og anger. Vi vil lægge lænker om halsen på disse, der fornægter sandheden. De vil høste den gengældelse, der svarer til deres gerninger.« (Sura Saba, 31-33)

Se igen, hvordan de gudsforvendte og gudsoprørske, der får magt i samfundet og hersker over andre, kommer i bitter konflikt med dem, der kalder til sandheden. De ser med foragt på de gudfrygtige, der holder fast ved sandheden, og for at skabe splid og ufred i samfundet anklager den herskende klasse dem, der kalder til sandheden, for at være vildledte, hyklere, mennesker iført religionens maske og nogen, der skaber forvirring. Men i det hinsidige vil de blive grundigt bedraget, når den sande virkelighed bliver tydelig for dem. De vil sige:

(Arabisk *************************************)

“Og de vil sige (mens de er i Helvede): »Hvad er der sket med os? Vi ser ikke dem, som vi ikke ser, og som vi plejede at regne blandt de onde.«” – (Sura Sad: 62)

På Dommedag vil Allah den Ophøjede sige til de vantro:

(Arabisk *****************************************)

»I dag er den endelige afgørelses dag, som I plejede at kalde løgn. (Derefter vil Allah befale:) Før disse uretfærdige sammen med deres ledsagere og dem, hvis ordrer de fulgte, og før dem til Helvede. Nå, stands dem et øjeblik. De skal udspørges. Hvad er der sket med jer, siden I i dag ikke hjælper hinanden? Se nu, i dag overlader de hinanden til sig selv. De ledende og deres følgere vil stå ansigt til ansigt og skændes. Følgerne vil sige: Jeres ankomst havde en voldsom indflydelse på os; det vil sige, at vi ikke havde nogen mulighed for andet end at adlyde jeres ordrer. De ledende vil sige: I troede jo ikke med vilje. Hvilken magt havde vi over jer? Tværtimod var I selv ulydige og oprørske. Nu er vor Herres ord gået i opfyldelse. Nu må vi smage den straf, der er blevet os til del. (Senere vil de indrømme og sige:) Vi førte jer på afveje, og vi var selv på afveje. Allah siger: De to grupper vil den dag have lige stor del i at modtage straffen. Sådan behandler Vi de skyldige.« – (Sura as-Saffat 21-34)

De, som udelukkende af verdslige interesser giver sig hen til ulydighed mod Gud for at behage gudsoprørske og gudsfjerne ledere og herskere, bør tage ved lære af ovenstående drøftelse.

Profeten, fred være med ham, erklærer derfor:

(Arabisk **********************************)

Man kan på ingen måde adlyde noget skabt væsen (et menneske) ved at være ulydig mod Allah.”

(Arabisk ********************************************************************)

“De, der fornægtede Allah og det hinsidige, vil på opstandelsens dag sige: »Vor Herre, vis os dem blandt jinnerne og menneskene, som vildledte os. Vi vil træde dem under fode i dag og gøre dem ydmygede og vanærede.«” – (Sura Hamim as-Sajdah: 29)

(Arabisk *******************************************************************)

“Når venner mødes på opstandelsens dag, vil ingen af dem tale med den anden. Synderne vil den dag ønske, at han kunne give sin søn, sin hustru, sin bror, sin familie og endda alt på jorden som løsesum for at blive frelst fra dagens straf, blot han derved kunne blive frelst. Men det kan aldrig ske. Straffen vil ramme dem, og Jahannams flammer vil den dag brænde deres hud til aske.” – (Sura al-Ma’arij: 10-16)

(Arabisk **********************************************************************)

»På den frygtelige dag for opstandelsen vil mennesket flygte bort fra sin bror, sin mor, sin far, sin hustru og sin søn. Den dag vil enhver være så rædselsslagen og optaget, at han ikke vil have mulighed for at se i nogen anden retning.« – (Sura Abasa: 34-37)

Det er blevet tydeligt af den ovenstående redegørelse, hvilket stort bedrag og hvilken vildledning disse gudsoprørske og gudsfjerne mennesker vil blive udsat for i det hinsidige.

På denne jord har nogle mennesker gjort andre mennesker til Guds medguder. Det vil sige, at de for at behage disse opdigtede medguder har tilsidesat den verdensskabende Guds ord og befalinger og har forladt Sirat al-Mustaqim og fulgt livets forkerte vej. Hvad enten de åbent tiltales som »ilah« eller »Rabb«, er de blevet gjort til Guds partnere eller medguder, når de adlydes på den måde, som Gud bør adlydes. Om disse falske guder, Guds medguder, og deres tilhængere er der sagt:

(Arabisk ***********************************************************)

»(De må ikke glemme den dag,) hvor Gud vil kalde på dem og sige: Hvor er i dag Mine medguder, som I plejede at anse for at være Mine medguder? De, mod hvem dette udsagn rettes, vil sige: ’Vor Herre! Det er disse, som vi førte vild. Ligesom vi selv var vildfarne, førte vi også dem vild.’ Derefter vil der blive sagt til deres tilhængere: ’Kald på dem, som I gjorde til Mine medguder, for at få hjælp.’ De vil kalde på dem, men de vil ikke svare. Da vil begge grupper se Helvedes straf nærme sig. Hvor ville det dog have været godt, hvis de havde fulgt den rette vej.« – (Al-Qasas: 62-64)

Det hinsidige – dagen for gevinst og tab

I de ovenfor nævnte vers fra den hellige Koran kaldes det hinsidige Yawm at-Taghabun. Ordet »taghabun« betyder sejr og nederlag samt vildledning og bedrag, hvilket er blevet behandlet udførligt ovenfor. Desuden kaldes gevinst og tab i handel på arabisk »taghabun«. Det hinsidige er således i sandhed dagen for gevinst og tab.

Mennesket driver handel i håbet om, at det vil få udbytte af sin handel. Når handelen giver gevinst, bliver det naturligvis glad. Når det rammes af tab, bliver det bedrøvet og dybt såret.

Allah har sammenlignet alt det, menneskene i verden foretager sig hele livet igennem, med en handel. Først på Dommens dag i det hinsidige vil handelens gevinst eller tab blive kendt. Om dette siger Allah:

(Arabisk *******************************************************************)

»I, som har fået troen, hør! Skal jeg ikke fortælle jer om en handel, som vil frelse jer fra en pinefuld straf? Denne handel består i, at I tror på Allah og Hans sendebud og kæmper på Allahs vej med jeres ejendom og jeres liv. Det er det bedste for jer, hvis I blot vidste det. Derefter vil Allah tilgive jer og føre jer ind i haver, under hvilke floder strømmer, så I kan bo der for evigt, og i haver med evige boliger vil Han give jer prægtige huse. Dette er i sandhed en vældig succes.«—(Sura as-Saff, 10-12)

En handel er noget, hvori mennesket investerer sin kapital, tid, arbejde, evner samt sin forstand og viden. Det gør han, for at han kan få udbytte af det. I det pågældende vers i Den Hellige Koran kaldes troen og kampen på Allahs vej for en handel. Hvis mennesket sætter alt, hvad det har, ind på dette, er det, det vil opnå, nævnt i det følgende vers. Det er hovedsageligt tre ting:

o Han vil i det hinsidige blive frelst fra en hård og pinefuld straf.

o Allah vil tilgive alle hans synder.

o Han vil få sin plads i et Paradis, hvor han vil nyde Allahs uudtømmelige lykke og rigdom. Det vil være hans evige bolig. Alt dette er blevet kaldt en vældig succes. Af den ovenstående gennemgang fremgår det her, at det hinsidige i virkeligheden er den endelige afgørelse af menneskets evige gevinst og tab.

Det er også blevet klart bevist i den foregående gennemgang, at det hinsidige, altså det liv der følger efter døden, er en uundgåelig og uafvendelig sandhed. Det er også blevet forklaret, hvorfor det er nødvendigt.

1. Ordet »jihad« betyder en helhjertet indsats. Enhver form for fysisk, mental, økonomisk og intellektuel indsats samt anvendelsen af alle midler og ressourcer for at opnå noget kaldes jihad. Jihad kan være af to slags: jihad på Allahs vej og jihad på Satans vej. Den jihad, der udføres udelukkende for at opnå Allahs tilfredshed og gennem de metoder og den fremgangsmåde, Han har fastlagt, kaldes jihad på Allahs vej. Den jihad, der udføres alene for verdslige og personlige interesser, er jihad på Satans vej. Med andre ord kaldes den jihad, der føres mod Allahs religion, jihad på Satans vej eller på taghutens vej. I alle tidsaldre har gudsfornægtende kræfter ført jihad på Satans vej mod den sande religion. Dette bør især bemærkes. Alt er godt, når enden er god. Derfor vil den succes, der opnås ved livets afslutning i det hinsidige, være den sande succes.

Det forholder sig i virkeligheden sådan, at livet i denne verden er et vældigt prøvelsessted for mennesket.

(Arabisk ***************************************************************)

»Allah har skabt livet og døden, for at Han kan prøve jer og se, hvem af jer der er bedst i handling.« — (Sura al-Mulk: 2)

Mennesket er blevet sendt hertil med samvittighed, viden om godt og ondt samt frihed til at handle. Det er blevet sendt hertil for en bestemt periode. Det har også fået anvist et program for sit liv. Når dets tid er udløbet, må det vende tilbage til Ham, der sendte det. Efter sin tilbagevenden vil det naturligvis og fuldt ud retfærdigt blive spurgt, i hvilken grad det har fulgt det program, det fik anvist.

Programmet for dets liv er den hellige Koran. Den fuldkomne gennemførelse af den findes i hele den sidste profet Muhammad Mustafas liv (fred være med ham). Derfor er dette liv et stort og uundværligt forbillede for ethvert menneske.

Mennesket vil blive belønnet i livet efter døden for at have fulgt dette program. Og hvis det forsømmer det, må det uden tvivl tage imod straf. Men det er helt overladt til dets egen frihed, om programmet skal gennemføres eller ej. Dette er dets store ildprøve. Glæden ved at bestå og sorgen over ikke at bestå er jo en selvindlysende sag. Det er ikke noget nyt, at en eksaminand, der forsømmer sin pligt, må møde den bitreste anger og fortrydelse.

                                               _________________________

De fem spørgsmål om det hinsidige

I Tirmidhi Sharif findes der en hadith om de vigtigste spørgsmål, som Allah Ta’ala vil stille menneskeheden på Dommedag. Den blev overleveret af Hazrat Ibn Masud (ra). Der er blevet sagt:

(Arabisk ****************************************************************)

Den dag vil mennesket hovedsageligt blive stillet fem spørgsmål. Det vil ikke kunne tage et eneste skridt videre uden at besvare dem. Spørgsmålene er:

o Hvad brugte han tiden i sit liv på?

o Hvad beskæftigede han sig med (især) i sin ungdom?

o Hvordan tjente han sine penge?

o Hvordan og ad hvilken vej brugte han de penge og den formue, han havde erhvervet? I hvilken grad omsatte han den sande viden, han havde opnået, i praksis i sit liv?

Blandt svarene på de ovennævnte fem spørgsmål vil hele menneskets liv udfolde sig i sin fulde form. Mennesket kan leve sit liv på to måder. For det første kan det, efter at have troet på Allah, Profeten og det hinsides, leve i lydighed mod Allah.

For det andet kan det leve et liv i oprør mod Gud og vendt bort fra Gud, i modsætning til lydighed mod Gud. Synd, uretfærdighed og overgreb mod andre, korruption, renter, bestikkelse, utugt, drab og lignende er alle udtryk for et liv i oprør mod Gud og vendt bort fra Gud. Det er dette, man vil blive spurgt om: hvilken af de to måder har han levet på?

Det første af de ovenfor beskrevne spørgsmål er heller ikke mindre vigtigt. Det første spørgsmål gør ganske vist de øvrige spørgsmål unødvendige. Men gennem de øvrige spørgsmål peges der på, hvor menneskets svagheder ligger.

Ungdommen er den periode i menneskelivet, hvor dets arbejdsevne og øvrige evner udfolder sig fuldt ud. Dets seksuelle tilbøjelighed udvikler sig også. En flod, der er fyldt til bristepunktet og gløder af seksualitet, bliver urolig ved selv et let vindstød, overskrider sine bredder og oversvømmer begge bredder. På samme måde kan seksualitetens bølger i menneskelivets fyldte flod overskride deres grænser under begærets kraftige vindstød. Det er ikke unaturligt. Den virkelige ildprøve for mennesket består netop i, om det lader begæret slippe løs uden tøjler, eller holder det undertrykt og under kontrol. I ungdommen kan mennesket også misbruge sin fysiske styrke. Eller det kan gennem dyder som selvbeherskelse, kærlighed, hengivenhed, tilgivelse, barmhjertighed og gavmildhed tjene menneskeheden. Derfor er dette spørgsmål yderst vigtigt.

Det tredje og det fjerde spørgsmål afslører menneskets egentlige karakter. At tjene penge og erhverve sig rigdom og ejendom er et naturligt behov hos mennesket. Det er også i høj grad nødvendigt for at opretholde livet.

Det er absolut nødvendigt at fastlægge et princip for både erhvervelse og anvendelse af rigdom. For hele menneskesamfundets lykke og ulykke, fremgang og tilbagegang afhænger af, hvordan penge erhverves, anvendes og fordeles.

Mange anerkender ikke, at det er nødvendigt at følge et princip ved erhvervelse og anvendelse af penge. Efter deres mening kan man tjene penge på hvilken som helst måde. Ligesom der bør være ubegrænset frihed til at erhverve rigdom ved at udbytte andre gennem renter og bestikkelse eller vildlede dem gennem uanstændighedens beruselse, ønsker de også den samme frihed i anvendelsen. Efter deres mening er det på ingen måde forkasteligt at bruge den erhvervede rigdom udelukkende på luksus og nydelse eller på at fremme og udbrede uret, synd og uanstændighed, i stedet for at fordele en del af den blandt de fattige eller anvende den på et gavnligt formål. I deres øjne er det heller ikke uretfærdigt på uærlige og forkastelige måder at samle hele samfundets rigdom hos en håndfuld mennesker og lade resten være nøgne og sultne.

Som en protest mod et sådant udbyttende og uretfærdigt økonomisk system nationaliseres principperne for rigdom, erhvervelse og fordeling af forbrug, og hele nationen forvandles til politiske slaver. Menneskene i dette land bliver da ringere end dyr. De har hverken personlig frihed eller nogen menneskelig værdighed. Som husbondens køer og bøfler må de med lukkede øjne arbejde på marker og sletter og frembringe afgrøder. De har ingen som helst ret til det, de frembringer. Også dette uretfærdige system forekommer mange ikke forkasteligt.

Men Herren Allah Ta’ala, Skaberen, Ejeren og Opretholderen af hele skaberværket, har befalet, at enhver ligesom skal tjene penge ad den rette og gode vej, også skal bruge dem på den rette vej og med et godt formål. Af den erhvervede rigdom og ejendom skal man give til fattige, uformuende, hjælpeløse, blinde, syge og nødlidende mennesker uden indkomst. Man er også blevet advaret, for at den erhvervede rigdom ikke skal ligge ubrugt som opsparede midler eller blive brugt på luksus og overdådighed. Derfor tillægges disse to spørgsmål stor betydning i det hinsidige.

Det femte og sidste spørgsmål er, om mennesket, da sandhedens kald nåede det, eller da det kunne erkende sandheden, tog imod den eller forkastede den, og om det derefter, efter at have opnået sand viden, dannede sin karakter i overensstemmelse med den. Om det levede sit liv i lyset af denne viden. Hvis det, underlagt sine lyster, forkastede sandheden for personlig vindings og verdslig luksus’ skyld eller af blindt had til den, der kaldte til sandheden, skal også dette forelægges Gud på Dommens dag.

Selv efter at de lærde blandt jøderne havde erkendt den sidste profets kald som sandt, kastede de sig ud i modstand på grund af verdslige interesser og blindt had til den sidste profet. En stor del af nutidens muslimske samfund følger den samme fejls strømhvirvel.

                                         _________________________

Sjælen

Et spørgsmål er, om gravens straf rammer sjælen eller kroppen. Der er uenighed om dette. Nogle siger, at den kun rammer sjælen. Andre siger, at den rammer både sjælen og kroppen. I denne forbindelse er det også nødvendigt at drøfte, hvad sjælen egentlig er.

Selv om sjælen er noget usynligt og subtilt, er den en ubestridelig realitet! Derfor er det også meget vanskeligt at analysere den. Allah siger:

(Arabisk ******************************************************************)

»Når jeg har formet ham fuldstændigt og pustet noget af Min ånd ind i ham, skal I falde ned for ham i tilbedelse.« – (Sura al-Hijr: 29)

Af det ovenstående vers kan man forstå, at den sjæl, der blev pustet ind i menneskets krop, i virkeligheden er et subtilt billede af Allahs egenskaber. Livslængde, viden, styrke, vilje og handlefrihed samt alle de øvrige egenskaber, der findes i mennesket, og hvis helhed kaldes sjælen, er et subtilt genskin eller billede af de guddommelige egenskaber, som er blevet indgivet eller pustet ind i menneskekroppen.

Det siger sig selv, at det ikke er muligt for os at analysere sjælen fuldstændigt. Vi kan dog forstå så meget, at sjælen holder kroppen levende og i bevægelse. Dens fravær forvandler mennesket til et ubevægeligt lig.

Sjælen er noget, som aldrig kan ses, men som tydeligt kan mærkes. Den er en så mystisk kraft, at menneskekroppen bliver levende og aktiv, så snart den forbindes med den.

I virkeligheden er sjælen det egentlige menneske. Kroppen er blot dette menneskes fartøj eller hylster. Selv om sjælen er noget subtilt og usynligt, har den en form, og denne form er nøjagtig som kroppens. Sjælen er det egentlige; kroppen er en efterligning. Når man siger »jeg«, er det sjælen, der mener mennesket selv. Al sorg, smerte, glæde og lykke tilhører ikke »min« (sjælens) krop. Selv om mennesket (sjælen) og kroppen er to forskellige entiteter, er de indbyrdes forbundne.

Lykke og sorg mærkes i kroppen. Men ofte opleves lykke, sorg og glæde også uden kroppen. Kroppens forbindelse er med den materielle verden, mens sjælens forbindelse er med den uendelige, usynlige verden.

Det er ikke svært at forestille sig, at sjælen i graven eller i livet efter døden vil kunne opleve lykke eller sorg. Det er naturligvis tidligere blevet sagt, at en fuldstændig forståelse af denne verden ligger uden for vores viden, forstand og fantasi. Man kan dog kun danne sig en vis antagelse.

Det menneske (sjælen), som i søvne forlader kroppen og færdes andre steder – i fremmede lande, i andre samfund, på vand, på land og i luften – har også en fuldstændig oplevelse af lykke og sorg. Det har også en immateriel krop med fuldstændige lemmer. Men når man taler om lykke og sorg, er det jo sjælen, det handler om. Derfor bliver det usynlige menneske, som har forladt kroppen, undertiden i et mareridt så overvældet af smerte og lidelse, at det græder. Når man vågner, ser man, at den kropslige persons kinder, mens han ligger i sengen, er blevet våde af tårer. Alligevel er sjælens gråd og årsagen til den måske foregået hundredvis eller tusindvis af kilometer borte. Den udmattelse, man føler efter hårdt arbejde i en drøm, varer ved som en eftervirkning, selv efter man er vågnet. Mens vi opholdt os i Kolkata, spillede en berømt fodboldspiller en nat bold i en drøm lige i vores kvarter. Pludselig råbte han højt »mål!« i søvne og sparkede til bolden. Hans spark ramte hans hustru, som lå ved siden af ham, og man måtte tilkalde en læge allerede samme nat.

Den usynlige sjæl befinder sig måske langt borte fra lejet, et eller andet sted, hvor den er blevet angrebet af tigre, bjørne eller røvere og af alle kræfter skriger på hjælp. Ofte kan man også høre ekkoet af dette skrig fra det hvilende legeme.

Det er tidligere blevet sagt, at den menneskelige sjæl, som i drømme udfører sine handlinger et andet sted, også har et legeme. Dens glæde og sorg svarer til glæden og sorgen hos et menneske med et fysisk legeme. Eftersom glæde og sorg, både i drømme og i vågen tilstand, tilhører sjælen og ikke legemet, vil sjælen intet føle, hvis en del af legemet bedøves med medicin, så forbindelsen mellem den og sjælen afbrydes, og denne del derefter skæres over med en kniv. Det er blevet sagt, at sjælen er forbundet med den usynlige, subtile verden. Den usynlige, subtile verden er grænseløs og en verden uden for den fysiske verden. Derfor møder man i drømme en afdød, som befinder sig i barzakh. Det betyder ikke, at den døde eller hans sjæl vender tilbage til denne fysiske verden.

Efter at vi er vågnet, glemmer vi den kortvarige glæde og sorg, idet vi anser dem for uvirkelige. Drømmen anses for uvirkelig og usand, når den er forbi. Men hvis drømmen aldrig var forbi, ville den være virkelig og sand.

Efter døden kan sjælen i graven opleve glæde og sorg, eller de retfærdige tjenere kan opleve glæde og de syndige sjæle sorg på en måde, der er modsat vores forestillinger. Når glæde og sorg tilhører sjælen og ikke legemet, hvilken grund skulle der så være til, at der ikke skulle være glæde og sorg efter døden?

I forbindelse med omtalen af søvn og drømme kom jeg til at tænke på endnu en ting. Hvad er egentlig dette, som kaldes søvn? Er sjælen under søvnen forbundet med legemet, eller forlader den legemet? Det er i sandhed et spørgsmål.

Jeg ved ikke, hvad videnskabsfolk og fysiologer vil sige. For deres beskæftigelse drejer sig jo om materie eller Matter – ikke om usynlige forhold. Ganske vist kan mange usynlige stoffer iagttages ved hjælp af et mikroskop. Men er et stof som sjælen nogensinde blevet opfanget gennem et mikroskop? Og ikke blot sjælen: Er den følelse, som sjælen har – glæde, sorg eller smerte – nogensinde blevet synliggjort ved hjælp af noget instrument?

Spørgsmålet er derfor: Hvor går sjælen hen under søvnen? Og hvor opholder den sig? Psykologerne vil måske sige noget om det. Men også de bygger jo kun på gæt og antagelser. Hvad er beviset på, at det er sandt? Sandt at sige er dette en yderst vanskelig ting at forstå. Der er ingen tvivl om, at det er en bemærkelsesværdig side af skabelsens mysterium. Den vise Koran siger:

(Arabisk ***********************************************************************)

“Allah tager disse sjæle bort eller skiller dem fra kroppen ved deres død, og ligeledes de sjæle, hvis død ikke er indtruffet, under søvnen. Derefter holder Han de sjæle tilbage, for hvilke døden er besluttet, og sender de øvrige sjæle tilbage indtil en fastsat tid. Heri er der mange tegn for tænksomme mennesker.” – (Sura az-Zumar: 42)

Allah siger endvidere:

(Arabisk *********************************************************************)

“Han tager jeres sjæle bort om natten. Og Han ved, hvad I foretager jer om dagen. (Efter at have taget jeres sjæle bort sender Han jer den følgende dag) tilbage til jeres virkende verden, så livets fastsatte tidsrum kan fuldføres. Til sidst skal I vende tilbage til Ham. Da vil Han fortælle jer, hvad I gjorde.” – (Sura al-An’am: 60)

I disse to vers siges det, at sjælen forlader kroppen ved døden og også under søvnen. Forskellen er imidlertid, at sjælene hos dem, hvis død ikke er besluttet, sendes tilbage for en fastsat periode.

Det står klart, at søvnen indtræffer, når sjælen har forladt kroppen. Men søvnen er midlertidig, fordi sjælen sendes tilbage igen. Den, hvis sjæl ikke sendes tilbage, erklæres endeligt død.

Det bliver også sagt i det første vers, at dette giver tænksomme mennesker stof til eftertanke.

Professor Arthur Ellison nåede gennem overvejelser og forskning i Koranens vers frem til den konklusion, at døden og søvnen er det samme, idet sjælen forlader kroppen. Men under søvnen vender sjælen tilbage til kroppen, mens den ikke vender tilbage ved døden – dette er blevet bevist gennem studiet af PARA PSYCHOLOGIC.

Men denne legemlige adskillelse foregår på forskellig vis. Når sjælen forlader kroppen for bestandig, mærker mennesket det på tidspunktet for adskillelsen, og det medfører uudholdelige smerter.

(Arabisk*************)

»Og dødens smerte eller hårdhed er virkelig kommet. (Denne død er en sådan ting,) som du ønskede at flygte fra.« – (Sura Qaf: 19)

Men en sjælden gang ser man også undtagelser fra dette. Nogle raske mennesker er i gang med at bede. Mens de ligger i prostration, indtræffer døden uden at de selv eller andre opdager det. Eller de spiser sig mætte om aftenen og sover trygt, men vågner aldrig igen. Man hører også om sådanne hændelser. Min mor var rask og stærk, og efter dagens arbejde rejste hun sig til isha-bønnen om aftenen. Hun havde til hensigt at spise efter bønnen. Men mens hun var i prostration, forlod hendes sjæl kroppen. Må Allah tilgive hende.

Når sjælen forlader kroppen ved døden, ophører kroppens pulsslag, blodcirkulation og livskraft straks. Men under søvnen er alt dette stadig til stede. Forskellen mellem søvn og død afhænger i sidste ende også af Allahs beslutning, Han som ejer kroppen og livet. Når døden er besluttet, bliver kroppens tilstand én slags, og når den ikke er besluttet, forbliver kroppens tilstand i vid udstrækning normal. Dette er også et udtryk for Allahs grænseløse almagt, og det kan ikke benægtes. Lad os forsøge at forstå det ved hjælp af et eksempel. Forestil dig en person, der flytter fra sit hus til et andet sted. I så fald tager han alle sine ejendele med sig, helt ned til kosten og dørmåtten. Derefter står kun et tomt hus tilbage. Men når han tager et andet sted hen for nogle timer eller dage, står husets indbo stadig, som det plejer. Det eneste, der ikke er der, er ham selv. Døden er på samme måde ikke blot en flytning fra ét hus til et andet, men en overflytning eller overgang fra denne verden til det hinsidige. Han efterlader heller ikke noget af husets »indbo« – hjertets slag, blodcirkulationen, kroppens livskraft, fornuft, samvittighed, føleevne og så videre. Men under søvnen tager sjælen for en tid et andet sted hen, mens den lader hele husets indbo blive tilbage.

Jeg håber, at det efter dette eksempel ikke skulle være vanskeligt at forstå forskellen mellem søvn og død.

Forbøn i det hinsidige

Da en gennemgang af det hinsidige ikke vil være fuldstændig uden en detaljeret behandling af forbøn, mener jeg, at det her er nødvendigt at give en nogenlunde, men tydelig, forståelse af forbøn.

Allah Ta’ala er Skaberen af dette univers og alle dets skabninger. Han er både denne verdens og det hinsidiges Herre. Ligesom Han alene har den suveræne myndighed over kommando og styre, har Han i det hinsidige, på Hashrens mark, også alene den suveræne ret til at gøre regnskabet op over Sine tjeneres gerninger og træffe afgørelse herom. Han siger:(Arabisk************)„På den dag (dommedag) tilhører herredømmet alene Allah Ta’ala. Han alene vil træffe afgørelse om menneskenes fremtid.“ – (Sura al-Hajj: 56)

Det vil sige, at Han på denne doms dag ikke vil have noget behov for at søge nogens hjælp, nedsætte et juryudvalg for at træffe den rette afgørelse eller tage imod nogens råd. Han er jo alvidende. Han kender alles skjulte og åbenlyse gerninger. Desuden har Hans engle, for at retfærdighed og billighed kan blive vist, omhyggeligt og korrekt nedskrevet enhver skjult og åbenlys gerning, som Hans tjenere har udført, og oprettet et register over gerningerne. Dette register vil blive givet i hver enkelts hånd. Når synderne ser registret over deres gerninger, vil de forundret sige:(Arabisk************)

„Det er dog højst forunderligt, at ingen synd, hverken stor eller lille, er udeladt i dette register over gerninger.“ – (Sura al-Kahf: 49)

Registret over gerninger er skrevet af englene. De begår ingen fejl. De har ingen tilbøjelighed til at begå fejl eller synder. Men betyder det, at Allah er afhængig af det register over gerninger, som englene har skrevet? Slet ikke. Englene har skrevet det ned, så snart de så tjeneren udføre en given handling. De har ingen viden om tjenerens fremtidige handlinger. De nedskriver blot det, de ser ham udføre. Men for Allah er fortid og fremtid begge nærværende. Tjenerens fremtidige handlinger foreligger også hos Ham i nutidens form. Derfor er Han i stand til at træffe den rette afgørelse på grundlag af Sin fuldkomne viden, selv uden englenes nedskrevne register over gerninger. Men af hensyn til den retfærdige dom og for at Hans tjenere skal tro, har Han indført ordningen med at skrive registret over gerninger. Hvis der derfor skulle være behov for en tredje part til at træffe afgørelsen, ville det være at nedværdige Gud fra Hans ophøjede rang. At nogen anden skulle kunne øve indflydelse på Ham eller give Ham større viden om tjenernes gerninger og moral, kan kun en polyteist forestille sig. På denne doms dag har Han derfor ikke brug for at tage imod nogens råd eller forbøn.(Arabisk****************)

„Før den dag kommer, hvor der hverken vil være handel eller venskab eller forbøn.“ – (Sura al-Baqara: 254)

Men det er i sandhed beklageligt, at mange har en fejlagtig opfattelse af tawhid. De tror tværtimod fast, at der findes mennesker, som på Hashrens mark vil gå i forbøn for synderne hos Allah. Allah Ta’ala vil tilgive dem i overensstemmelse med disse menneskers forbøn og sende dem i Paradiset.

De tror, at denne forbøn vil være virksom. Derfor tillægger de forbøn større betydning end tilbedelsen af Gud. En grund til denne betydning er, at de anser forbederne for at være Guds højt elskede, nærmeste og mest indflydelsesrige mennesker. Den uundgåelige følge er, at de i stedet for at tøjle deres begær, forsage denne verdens nydelser og fornøjelser og adlyde Allahs befalinger gennem afsavn og offer bliver yderst ivrige efter at tilfredsstille de mennesker, som de har besluttet at tro er forbederne. For at tilfredsstille dem giver de dem derfor nadhr-niyaz, aflægger løfter om nadhr-niyaz i deres navn, lægger blomster og shirni ved deres grave, spreder roser på gravene, tænder lamper og uddeler shirni i afdøde fromme mænds navn. De udfører selv disse handlinger med stor begejstring og opfordrer andre til at gøre det samme. De tror, at de på denne måde kan tilfredsstille dem. Når de er tilfredse, vil de naturligvis gå i forbøn for dem på Hashrens mark. Og denne forbøn vil aldrig blive forgæves.

Sådanne forestillinger er opstået på grund af mangel på grundlæggende viden og tro på islam. Nogle mennesker ønsker ikke at acceptere islams grundlæggende troslære og forme sig efter den; de er i virkeligheden ondsindede forbrydere. De har ingen korrekt forståelse af det hinsidige. De ønsker heller ikke at efterligne Koranen og hadith eller profeten Pak (fred være med ham) og de ærede ledsageres virkelige liv. De tænker: Hvis der overhovedet findes et hinsidigt, mon der så ikke findes en anden nem måde at opnå frelse dér på? Djinner og menneskers sataner hvisker dem i øret, at en afdød wali med et bestemt navn vil udføre forbøn for dem. Med dette håb i hjertet går de til en muslimsk from mands mausoleum eller til et opdigtet mausoleum og viser dem en sådan hengivenhed, ærbødighed, bøn og påkaldelse, som alene tilkommer Allah Ta’ala. De afdøde har ingen mulighed for at vide, hvad de foretager sig ved disse mausoleer. Og når Allah Ta’ala meddeler dem dette, vil de ikke være tilfredse med mausoleumstilbederne, men vil være dybt bedrøvede over deres polyteistiske handlinger. For dem, der vil gøre mennesker til guder i stedet for Allah eller gøre dem til Hans partnere, kan man på ingen måde håbe på bøn eller forbøn fra nogen retskaffen person; der kan kun forventes en forbandelse over dem.

Lad os derefter se på nogle af verdens såkaldte levende awliya. Hos dem samles selv de værste forbrydere i samfundet. De opsøger dem i den tro, at de har så stor indflydelse hos Gud, at de på dommedag helt sikkert vil påvirke Gud til at skænke dem frelse. I dette håb smykker de den pågældende pir eller wali med alle slags værdifulde offergaver og gaver.

Det er i højeste grad fornuftigt at sige, at Allah på dommedag vil skænke dem æren af at gå i forbøn – de vil med sikkerhed blive Paradisets beboere. Ellers: Hvordan skulle den, der ikke selv har noget håb om frelse, kunne opnå den lykke, det vil sige lykkens privilegium at gå i forbøn for andre? Og hvis en pir eller wali i virkeligheden er from, hvordan kan han da være ven med syndige forbrydere? På dommedag vil synderne ikke have nogen ven eller forbeder.(Arabisk******************)

“For de uretfærdige vil der hverken være en nær ven eller en forbeder, hvis ord vil blive hørt.” (Sura al-Mu’min: 18)

Nogle såkaldte pirer og awliya, der bærer disse titler, opmuntrer samfundsskadelige syndere til fortsat synd i stedet for at forbedre deres karakter, til gengæld for store pengebeløb og værdifulde offergaver og gaver; deres egen frelse er usikker, og de vil tværtimod også være strafværdige, fordi de hjælper de uretfærdige.

Det er om sådanne mennesker, Koranen siger:(Arabisk***********)

“På dommedag vil de ledere, som blev fulgt i verden, erklære, at de ikke har noget med deres tilhængere at gøre – men de vil naturligvis blive straffet, og alle bånd og forbindelser mellem dem vil blive revet over. De, som fulgte disse ledere i verden, vil sige: ‘Ve os! Hvis vi blot havde fået en mulighed i verden, ville vi i dag have vist dem vores afsky, ligesom de nu viser deres utilfredshed og irritation over for os.’ Allah vil på denne måde fremstille deres gerninger fra verden for dem, så de bliver overvældet af sorg og anger. Men der vil ikke være nogen vej ud af Helvedes ild.” – (Sura al-Baqara: 166-167)

De religiøse ledere blandt tidligere nationer førte på denne måde, af begær efter at tjene penge, mennesker bort fra Allahs vej i religionens navn.

Koranen siger:(Arabisk**************)

»Det vil sige, at de fleste lærde blandt ahl al-kitāb samt pīrer og dervisher fortærer menneskers penge og ejendom på ulovlig vis og holder dem borte fra Allahs vej.« – (Sura at-Tawba: 34)

Således sætter disse vildledte undertrykkere sig på deres religiøse troner, sælger fatwaer, tjener penge på ulovlig vis og plyndrer nazr-niyāz. De opfinder alle mulige religiøse regler og skikke, hvorved folk køber frelse i det hinsidige hos dem, og uden at bespise og tilfredsstille dem kan deres liv og død, bryllupper og andre forhold ikke finde sted; de gør dem til forvaltere af deres lykkes op- og nedture. Men de standser ikke her. Tværtimod fanger disse pīrer og dervisher for deres egen vindings skyld mennesker i vildfarelsens fælde, og når nogen kalder til sandheden med henblik på reform og forbedring, er disse religionshandlende de første til at sprede deres bedragernes net og beslutte sig for at blokere vejen for kaldet til sandheden.

Ved at fremføre dette eksempel fra ahl al-kitāb blandt de tidligere ummaer har Allah advaret muslimerne. Men mange blandt os har, i efterligning af dem, gjort kunstige religiøse troner storslåede og livlige.

De, som ikke selv er villige til at følge islams forskrifter og under religionens navn bedrager mennesker og holder dem borte fra islam, vil også være optaget af deres egen frelse – hvor skulle de da have evnen til at gå i forbøn for andre?

Begrebet islamisk shafāʿat

Betyder det så, at der slet ikke findes noget, der hedder shafāʿat, blandt de islamiske trosforestillinger? Jo, det gør der bestemt. Men Koranen, al-Hakīm, tilbageviser igen og igen den ovenfor beskrevne polyteistiske opfattelse af shafāʿat og fremlægger en islamisk opfattelse. Nogle mennesker vil gå i forbøn for nogle andre mennesker på opstandelsens slette.

Denne shafāʿat vil være af en helt anden art. Den vil ikke på nogen måde mindske Allahs egenskaber. Ej heller vil den på nogen måde formindske Hans herredømme og myndighed. Den dags shafāʿat vil ske med Hans tilladelse, under særlige betingelser og inden for begrænsede rammer. Shafāʿat vil finde sted efter særlige regler og fremgangsmåder.

• For det første vil spørgsmålet om shafāʿat helt og holdent være i Allahs hænder og ske i overensstemmelse med Hans vilje.

(Arabisk*************)

„Sig: Hele spørgsmålet om forbøn ligger i Allahs hånd.“ – (Sura az-Zumar: 44)

(Arabisk**************)

„Hvem kan gå i forbøn hos Ham uden Hans tilladelse?“ – (Sura al-Baqara: 255)

• Kun for den person, som Allah er tilfreds med og for hvis skyld Han giver nogen tilladelse til at gå i forbøn, må forbederen åbne sin mund.

(Arabisk********)

„Der kan ikke gås i forbøn for andre end dem, som Allah er tilfreds med.“ – (Sura al-Anbiya: 28)

• Alt, hvad forbederen siger under forbønnen, vil på alle måder være sandt og retfærdigt.

(Arabisk************)

“Ingen kan tale bortset fra dem, som den nådige Allah vil give tilladelse til, og de vil kun sige det rette.” – (Sura an-Naba: 38)

Den forbøn, der finder sted inden for de ovenstående betingelser og grænser, er ikke som nogen anbefaling ved denne verdens menneskers hoffer. Den vil udelukkende bestå i ydmyg underkastelse, bøn og bønfaldelse om tilgivelse. Intet andet. I den, der går i forbøn, vil der ikke være plads til selv den mindste forestilling om, at Allahs beslutning skal ændres, eller at Hans viden skal forøges. Efter at have modtaget den eneste Ejers og Konges over det hinsidige allerhøjeste, nådige tilladelse vil den, der går i forbøn, sige med stor ydmyghed og underdanighed: “O du, som ejer og regerer over verden! Tilgiv din og sådan en tjeners synder og fejl. Drag ham ind i Din tilgivelses og barmhjertigheds omsluttende favn.”

Heraf bevises det, at ligesom Allah giver tilladelse til forbøn og tager imod den, er den, der i virkeligheden går i forbøn, også Allah selv.

(Arabisk********)

“Ud over Ham (Allah) har de hverken nogen beskytter eller værge, og heller ingen, der går i forbøn for dem.” – (Sura al-An’am: 51)

Det er blevet sagt i haditherne, hvilke personer der vil gå i forbøn, og for hvem der vil blive gået i forbøn. De, der går i forbøn, vil være Allahs retskafne og Ham nærstående personer. Og forbønnen vil blive gjort for de mennesker, hvis tro og gerninger vil mangle så meget i vægt, at de ikke vil være værdige til tilgivelse. Der vil stadig mangle noget, før de opnår retten til tilgivelse. For at udfylde denne mangel vil Allah af nåde give tilladelse til, at der gås i forbøn for dem.

Det blev klart af ovenstående drøftelse, at ingen har ret til at gå i forbøn efter eget ønske. Allah vil i den hensigt at tilgive dem, som der skal gås i forbøn for, og fordi Han er tilfreds med dem, give nogen tilladelse til at gå i forbøn.

Så opstår naturligt spørgsmålet i sindet: Hvis det forholder sig sådan, det vil sige, hvis Allah den Almægtige gør alt, hvad er så grunden til forbønnen?

Svaret er, at Allah på dagen for den store prøve, hvis frygtelighed vil få almindelige mennesker – ja, selv profeterne – til at blive rædselsslagne, og hvor ingen vil have styrken eller modet til at tale i den store Herres nærvær, på denne dag vil Allah give nogle af Sine særligt udvalgte og elskede tjenere tilladelse til at gå i forbøn og derved ophøje deres rang. Den højeste rang blandt dem vil tilfalde den sidste profet, Hazrat Muhammad Mustafa (fred være med ham).

Det er gennem denne udførlige drøftelse blevet helt klart, at forbøn i virkeligheden er betegnelsen for en særlig måde, hvorpå Allah den Almægtige tilgiver, og som på visse punkter adskiller sig fra de almindelige regler for tilgivelse. Vi kan kalde det princippet om en ekstra nåde i tilgivelsen (særlige lempelige amnestilove). Dette er også et princip og en fremgangsmåde. Det stemmer fuldstændigt overens med de krav, der følger af Allahs egenskaber, såsom Hans enhed, herredømme, myndighed, majestæt og viden. Derved krænkes lovene for tildeling af belønning eller straf på ingen måde.

Det er også vigtigt at huske, at tilgivelse i det hinsidige slet ikke er mulig uden Allahs nåde. Profeten sagde:(Arabisk***************)

»Vid, at ingen blandt jer kan håbe på frelse alene på grund af sine gerninger.« – (Muslim)

Men ligesom dette er sandt, er det også sandt, at Allah den Almægtiges nåde eller »faḍl og karam« hviler på et princip. Han vil kun give de mennesker en plads under Sin nådes skygge, som gennem tro og gerninger har gjort sig værdige til den. Jo bedre en persons tro og gerninger er, desto mere berettiget er han til Hans nåde og gunst. Og jo mindre en persons kapital af tro og gerninger er, desto mindre berettiget er han til at modtage Hans nåde. Der vil også være mange ulykkelige mennesker, som på ingen måde vil være værdige til tilgivelse.

Kort sagt afhænger tilgivelsen i praksis af menneskets tro og gerninger. Og fra først til sidst tilkommer retten til at træffe afgørelsen i denne sag alene Allah den Almægtige.

Alt det, der er blevet sagt, udgør den korrekte forståelse af forbøn set fra islams perspektiv. Hvis man ikke udsletter de fejlagtige og polyteistiske forestillinger om den ovenfor beskrevne forbøn fra sit sind og fastholder en islamisk islamisk forståelse, vil troen på det hinsidige blive meningsløs.

Om den døde kan høre noget fra verden

Efter døden opholder et menneske sig i en usynlig verden, der kaldes Alam al-Barzakh. Spørgsmålet er nu, om de kan høre noget af verdens menneskers samtaler, lovprisning, hyldest, ros, bønner og inderlige bønfaldelser.

Svaret findes i Den Hellige Koran. Allah siger:(Arabisk************)

»Hvem kan være mere vildfaren end den, der påkalder andre end Allah, som ikke kan svare ham indtil Opstandelsens Dag? De er tværtimod helt uvidende om disse menneskers påkaldelser.« – (Sura al-Ahqaf: 5)

De påkaldelser, som verdens mennesker retter til dem, når dem slet ikke. De hører ikke selv disse påkaldelser med deres egne ører, og på ingen anden måde når det frem til dem, at nogen påkalder dem.

For at forstå dette udsagn fra Allah den Ophøjede i detaljer må man forstå det således: De væsener, som alle verdens polyteister påkalder foruden Allah, er af tre slags. Den første slags er nogle livløse materielle genstande, som menneskene selv har fremstillet med deres egne hænder og gjort til guddomme.

For det andet nogle fromme og ærværdige mennesker, som er gået bort.

For det tredje de vildledte og vildfarne mennesker, som forlod verden efter også at have vildledt og fordrejet andre.

Hvad angår den første slags guddomme, er det helt klart, at de, eftersom de er livløse materielle genstande, hverken kan høre eller se noget, og heller ikke har nogen som helst magt til at gøre noget.

Også guddommene af den anden slags, det vil sige de afdøde fromme og ædle mennesker, vil af to grunde være uvidende om verdens menneskers bønner, påkaldelser og anmodninger. For det første befinder de sig hos Allah i en tilstand, hvor verdens menneskers stemmer ikke når direkte frem til dem; for det andet bringer Allah og Hans engle heller ingen nyheder fra verden til dem. Grunden er, at de mennesker, som hele deres liv lærte folk kun at bede ved Allahs hof, nu selv bliver påkaldt af mennesker – der kunne ikke være noget mere smerteligt for dem end dette. Allah ønsker på ingen måde at påføre Sine fromme tjeneres sjæle nogen form for lidelse.

Også guddommene af den tredje slags har to grunde til at være uvidende. For det første befinder de sig som anklagede i Allahs varetægt, hvor ingen stemme fra verden når frem. De får ikke at vide af Allah og Hans engle, at deres mission har haft stor succes i verden, og at mennesker har gjort dem til guddomme.

Hvis man fortalte dem sådanne nyheder, ville det være en stor glæde for dem. Og Allah ønsker aldrig at tilfredsstille disse uretfærdige.

I denne forbindelse bør man forstå, at verdens menneskers hilsener og bønner bliver bragt til Hans fromme tjenere. For det vil være noget glædeligt for dem.

På samme måde lader Allah de syndige forbrydere høre verdens menneskers forbandelser, ydmygelser, irettesættelser, skældsord og lignende. Derved bliver deres sjælelige lidelse endnu større.

Det berettes i hadith, at de vantro, som blev dræbt i slaget ved Badr, fik Profeten den Ædles irettesættelse at høre efter slaget, fordi det blev en årsag til deres sjælelige lidelse. Men intet, der kunne blive en årsag til de fromme tjeneres sjælelige lidelse, bliver bragt til dem.

Jeg mener, at ovenstående drøftelse vil gøre forståelsen klar med hensyn til, om den døde kan få viden om og høre noget fra verden.

For et stykke tid siden, efter at have besøgt Khwaja Sahibs mausoleum i Ajmer, spurgte jeg en af mine sangevenner: »Ligesom vi beder Allah den Almægtige om mange ting, trygler og bønfalder Ham og græder, så jeg nogle mennesker trygle og bønfalde den afdøde Khwaja Sahib om mange ting. Nogle synger qawwali ved hans mausoleum. Dette er strengt forbudt i islam, hvad mener du?«

Han sagde: »Hvis det ellers var forbudt at synge ved hans mausoleum, ville han have forbudt det, eller også ville hans forbandelse være kommet over nogen; men det er ikke sket for nogen. Desuden elskede han qawwali-sang.«

Min ven undgik at svare på de første bemærkninger, men han troede, at Khwaja Sahib hørte qawwali-sangen og blev glad, når den blev sunget ved hans mausoleum. Jeg mener, at ovenstående drøftelse vil tilbagevise denne opfattelse, som min ven og mange andre har. Mange anser Allahs wali-dervisher for at være indehavere af ubegrænset magt og beder dem om mange ting. Men ingen andre end Allah, ingen magt eller noget væsen, kan påføre mennesker skade eller gøre dem gavn. Dette er blevet sagt mange steder i Koranen.

Det mærkelige er, og det er Satans store bedrift, at de mennesker, som hele deres liv underviste i tawhid, efter deres død er blevet gjort til guder af mennesker.

Hazrat Abdul Qader Jilani (må Allah være tilfreds med ham) har lært, at det efter hans død også ville være shirk at henvende sig til ham med ordene: »O Abdul Qader! Giv noget for Allahs skyld.« Men jeg har set disse ord skrevet med store bogstaver på ydermuren af den berømte khanqah tilhørende Qadiriyya-ordenen. Der forekommer også megen shirk i hans navn. Men han og mange andre som ham kan slet ikke vide, at uvidende mennesker har gjort dem til guder.

Nogle har også den opfattelse, at de dødes sjæle færdes i denne verden. Hvis denne opfattelse var sand, ville ovenstående ord blive bevist falske. Khwaja Ajmeri og Hazrat Abdul Qader Jilani (må Allah være tilfreds med ham) ville da selv kunne se, at mennesker havde gjort dem til guder, og det ville være årsag til frygtelig åndelig smerte for dem. Og Allah ville aldrig billige det. Der findes derfor ingen mulighed for at vende tilbage til denne verden fra barzakh-verdenen.

En fejlagtig opfattelse

Det er uomtvisteligt, at det i det hinsidige er de retskafne og dydige, der vil sejre. Blandt ikke-muslimer er der mange, som udfører forskellige gode handlinger. At tale sandt, hjælpe nødstedte, bruge penge og bringe ofre for at sikre føde samt udføre mange samfundsgavnlige handlinger er også noget, man finder blandt folk fra andre religioner. Selvom de ikke tror på Allahs tawhid og den sande religion, findes disse ovennævnte egenskaber hos dem. Der er heller ingen tvivl om, at de nævnte handlinger er fortjenstfulde. Hvad vil der da ske med dem ved dommen i det hinsidige?

Mange tror, at de også vil opnå Paradiset eller Jannah som belønning for deres gode gerninger. Lad os undersøge og vurdere, hvor sand denne tro eller forestilling egentlig er.

(Arabisk****************)

»Og den, der gør en god gerning, hvad enten det er en mand eller en kvinde, og som er troende, sådanne mennesker vil træde ind i Jannah, og de vil ikke blive gjort den mindste uret (det vil sige, deres rettigheder vil ikke blive krænket).« – (Sura an-Nisa: 124)

(Arabisk*******)

»Enhver, der gør en god gerning – hvad enten det er en mand eller en kvinde – på betingelse af, at vedkommende er troende, vil Vi lade leve et rent og godt liv i denne verden, og i det hinsidige vil Vi give sådanne mennesker den bedste belønning i overensstemmelse med deres gerninger.« – (Sura an-Nahl: 97)

(Arabisk**********)

»Og den, der gør en god gerning – hvad enten det er en mand eller en kvinde – hvis vedkommende er troende, vil alle sådanne mennesker træde ind i Jannah, hvor de vil få skænket uudtømmelige forsyninger.« – (Sura al-Mu’min: 40)

De ovennævnte vers kundgør en belønning for gode gerninger. Men hver gang er den betingelse blevet fastsat, at den, der udfører gode gerninger, nødvendigvis må være troende. Belønningen for gode gerninger kan først opnås, efter at man har troet på islams grundlæggende troslærdomme.

Dette er blevet sagt således mange steder i Koranen:

(Arabisk**************)

De, som har troet og gjort gode gerninger – det vil sige, at troen er en forudsætning for gode gerninger. Først må man tro på Allah, Hans Bog, Hans Sendebud og det hinsidige samt alt det øvrige. Derefter er det også blevet forklaret, hvilke gode gerninger der er tale om. Profeterne og sendebuddene har selv vist disse gode gerninger i det virkelige liv. De skal udføres i overensstemmelse med de fremgangsmåder og metoder, som de har anvist. Målet med disse gerninger skal være, at man udfører dem for at opnå tilfredshed hos Ham, som man har anerkendt som Skaberen, Forsørgeren, Ejeren, Herren, Kongen og Herskeren – hvilket betyder at tro på Ham. Hvis man ikke tror på Ham, som alene har ret til at belønne, og ikke ønsker at opnå Hans tilfredshed, hvorfra skulle belønningen så komme? Derfor afhænger frelse og belønning i det hinsidige af gode gerninger, og gode gerninger bærer kun frugt sammen med tro.

Hvem kan benægte, at Allah den Ophøjede alene er Skaberen, Ejeren og Herren over universet og hver eneste skabning deri? Det er denne Allah, som har givet mennesket alt, hvad det behøver for at opretholde livet. Han har skabt alle de midler og bestanddele, der er nødvendige for fremgang og velstand i livet, for lykke og bekvemmelighed samt for stadig nye opfindelser. Han har givet mennesket viden, forstand og samvittighed, arbejdskraft og en skarp opfindsomhed. Det er Ham, der har sendt menneskene dīn al-haqq, det sande, smukke og gavnlige livssystem. For altid at lede menneskene ad den rette vej og give dem moralsk undervisning har Han gennem tiderne sendt profeter og sendebud. Han alene er Skaberen, Ejeren og Herren over dette liv og det næste. Han er også den eneindehavende Herre og Dommer på Dommens Dag. Alligevel blev denne Allahs herredømme, myndighed og ret til lydighed fornægtet. Hans profeter og sendebud samt troen på Dommens Dag i det hinsidige blev fornægtet. I stedet for lovprisning af Skaberen, Herren og Opretholderen Allah, lydighed, underkastelse og tilbedelse blev dette rettet mod en af Hans skabninger eller mod noget indbildt. Blandt den ikke-muslimske retskafne persons egenskaber blev sandfærdighed nævnt ovenfor. Men efter at have fornægtet den sande dīn og nægtet taknemmelighed over for den barmhjertige Skaber, Herre og Opretholder – har sandfærdigheden da nogen som helst værdi tilbage?

For det andet blev deres gavmildhed, velgørende arbejde og egenskaber som almisse og velgørenhed nævnt. Men tænk over det: Rigdom og ejendom, alle midlerne til velgørende arbejde, viden, forstand og arbejdskraft er alt sammen gaver fra Allah. På den ene side hjalp man andre med de ting, der var givet som gaver, mens man fornægtede lydigheden, underkastelsen og taknemmeligheden over for den egentlige Giver. Det svarer til at give en andens ko som gave til en helgen. Hvilken værdi kan en sådan gave have?

Er det ikke et tegn på stolthed, hovmod og utaknemmelighed at nægte at bøje hovedet i lydighed mod Allah, Skaberen og Opretholderen, og at nægte Ham alene lovprisning og tilbedelse? Er det ikke den yderste frækhed, utaknemmelighed og troløshed? Desuden blev tilbedelse, underkastelse og lydighed rettet mod andre af Allahs skabninger. Skabningen blev tillagt Skaberens herlighed. Kan der findes større frækhed, større uret og større zulm end dette? Derfor siger Allah:

(Arabisk**********)

»De, som nægtede at tage Guds dīn til sig, kan sammenlignes med, at deres gode gerninger bliver som en bunke aske. Ligesom denne aske på en stormfuld dag bliver blæst bort i luften af den kraftige vind, vil de ikke få gavn af nogen del af deres gode gerninger. For deres vantro på Guds dīn havde ført dem langt bort på vildfarelsens vej.« – (Sura Ibrahim: 18)

Det vil sige, at de, som har handlet utaknemmeligt, forræderisk, egenmægtigt, ulydigt og syndigt over for deres egen Herre, Allah, og har nægtet at følge de veje til slaveri, lydighed og tilbedelse, som profeterne – fred være med dem – kom for at kalde til, vil opleve, at hele deres livs virke og summen af deres gerninger og moral til sidst bliver så mislykket og meningsløs, som om en enorm askehob langsomt havde samlet sig og antaget form som et bjerg. Men i en voldsom vind på én dag vil hver eneste askepartikel forsvinde ud i tomheden. Deres bedragerisk smukke civilisation og kultur, deres forbløffende kunst og arkitektur, deres enorme universiteter, viden og videnskab, de skønne kunster og deres utallige andre rigdomme – ja, selv deres tilbedelse og religiøse hengivenhed, deres åbenlyse gode gerninger, almisser og velgørende aktiviteter – vil vise sig blot at være en enorm askehob. Alle disse stolte og hovmodige handlinger vil på Dommens dag i det hinsidige ikke have nogen vægt eller betydning på retfærdighedens vægtskål.

Allah siger videre:

(Arabisk*************)

»De af jer, der vender sig bort fra islams religion og dør i vantro, deres gode gerninger vil gå tabt både i denne verden og i det hinsidige. De vil være Helvedes beboere, og dér skal de forblive for evigt.« – (Sura al-Baqarah: 217)

Det er altså ikke kun de, der er vantro i islams religion, hvis gode gerninger går tabt; også de, der efter at have troet på islams religion forlader den, vil få samme skæbne som de vantro kafirer.

Kort sagt er det næsten side for side i den vise Koran uden omsvøb blevet erklæret, at alle, som nægter at tage imod den sande religion, Allah har sendt, vil få deres plads i Helvede, hvad enten de gør gode gerninger i denne verden eller ej.

Hvis de, der fornægter Allah og Sendebudet, inderligt ønsker at modtage en belønning i det hinsidige, bør de kræve den hos dem, som de har tilbedt og lovprist, under hvis befaling og herredømme de har levet, og hvis herredømme og autoritet de har anerkendt. Men vil der på den dag, bortset fra Allah, være nogen magtfuld skabning, som kan give nogen belønning eller straf? Vil de have evnen, modet eller frækheden til at organisere slagord eller protestmarcher med krav på Paradiset? Og de, som fornægtede opstandelsen, det hinsidige, regnskabets dag samt Helvede og Paradiset – hvad har de dér at hente, og hvad skulle de overhovedet kunne sige for at få noget?

Hvis de gode gerninger hos de gudsoprørske og gudsfjerne vantro derfor ikke tillægges nogen værdi i det hinsidige, vil det være fuldt ud grundlagt på fuldkommen retfærdighed.

Men ja, hvis de har gjort noget godt på jorden, vil de få belønningen for det allerede i denne verden. Efter døden vil de ikke have noget til gode.

De verdslige fordele ved troen på efterlivet

Ethvert menneske, uanset hvilket land eller hvilken nation det tilhører, længes efter fred. Denne fred består i at kunne bo trygt og sikkert sammen med sin hustru, sine børn og sin familie, i frit at kunne færdes under sikre forhold, i at kunne nyde sine grundlæggende rettigheder og være beskyttet mod andres indgreb i disse rettigheder. Denne fred består også i friheden og muligheden for at forme sit liv efter sine egne idealer og værdier. Hvis blot én af disse ting hindres, eller hvis der mangler sikkerhed for blot én af dem, forstyrres freden.

Men findes denne fred noget sted i det menneskelige samfund? Nogle steder findes den slet ikke, og hvor den findes, er det kun i ringe grad. Hvis der ikke er nogen kamp mellem idealer i din familie, eller hvis en storm af dyb uenighed ikke raser dér, hvis tyve og skurke aldrig færdes inden for dit hjems område, hvis du kan bringe hele høsten fra dine marker sikkert hjem, hvis dine tjenestefolk ikke stjæler så meget som en eneste øre, når de handler for dig, eller ikke gennem ydre sammensværgelser angriber dit liv og din ejendom, så kan man med fuld ret sige, at du lever i fred. Men i dag ser man overalt det modsatte, og derfor findes der ingen fred noget sted.

Lad os blot se på vores eget samfund. Som følge af et ekstremt moralsk forfald har den alvorlige korruption på alle samfundets niveauer gjort menneskers liv uudholdeligt. Korruption blandt hele befolkningen, korruption mellem lærere og elever, korruption blandt de ansvarlige på alle niveauer. Fra tyveri af sko i moskéer til tyveri af statslige ejendele foregår det i stor stil. Der er korruption blandt de institutioner, der arbejder for at bekæmpe korruption og kriminalitet. Spøgelset har gemt sig i selve sennepsfrøet, som man vil bruge til at drive det ud. Som følge heraf er lov og orden brudt sammen. Derfor får den undertrykte ingen retfærdig behandling, mens de magtfulde rige og samfundets modstandere med foragt for loven får deres onde hensigter gennemført.

Se også, hvordan ekstrem terror i dag har slået rod land efter land. Mord, røveri, overfald og kapringer, herunder flykapringer, brutale drab samt sprængning af bygninger og huse ved hjælp af dynamit og forskellige eksplosive stoffer er blevet dagligdags begivenheder. I hjemmet, på uddannelsesinstitutioner og på gader og veje er kvinders ære, anstændighed og selv deres liv i dag ikke længere sikre. Ét stærkt land fører væbnet aggression mod et andet land og udvider sit herredømme over det. Titusinder af mænd og kvinder bliver brutalt dræbt. Landsby efter landsby og mark efter mark bliver sat i brand. Fra menneskenes skeletter stiger der kun klageskrig og smerteskrig op. Der findes ingen afhjælpning af denne undertrykkelse og dette tyranni. Hele menneskeheden er i dag hjælpeløs.

Har nogen en løsning på alt dette? Så sent som for nylig sprængte terrorister den amerikanske ambassadebygning i Beirut i luften. Der skete omfattende tab af menneskeliv og ejendom. Et sydkoreansk passagerfly blev ødelagt af et russisk missilangreb. Flere hundrede uskyldige mennesker mistede livet. Rusland erobrede med magt Afghanistan, lagde afghanernes hjem og jord øde, dræbte hundredtusinder af mennesker brutalt, og millioner blev hjemløse af frygt for deres liv. Deres klageskrig og smerteskrig har gjort verdens mennesker bedrøvede. Israel har forvandlet hele Libanon til Karbala. Men blev der gjort noget for at afhjælpe det? Den slags hårrejsende begivenheder finder jo stadig sted overalt i verden, den ene efter den anden. Som svar på spørgsmålet om, hvorvidt der ville blive truffet foranstaltninger mod terroristerne, kunne Caspar Weinberger på den amerikanske regerings vegne ikke sige noget; hvad skulle han også have sagt? Hvis et slag besvares med et slag, må man vente på et endnu større slag. Hvordan kan man fjerne den uretfærdige angrebsholdning? Kender det moderne civiliserede samfunds og dets statslederes nogen effektiv metode til at forbedre karakteren hos samfundets modstandere, forbrydere, banditter, røvere, terrorister og andre fjender af menneskeheden? Nej—slet ikke. De ved kun, hvordan man konkurrerer om at fremstille våben for at angribe og for at forsvare sig mod angreb. De har intet våben til at forbedre menneskets karakter.

Dette våben findes kun hos islam. Allah har sendt dette våben til menneskeheden gennem profeterne og sendebudene. Dette våben er en tro. En fast overbevisning, på hvis grundlag sind, karakter, smag og livets værdier formes. En tro, der fremlægger en livsanskuelse, lærer livets mål og formål, lærer livets pligter og ansvar, gør livet meningsfuldt og skaber en stærk følelse af, at man skal stå til regnskab for hver handling over for en usynlig magt. Denne tro lærer, at skaberværket og mennesket deri ikke er blevet skabt uden formål. Efter at være blevet skabt er mennesket ikke blevet sluppet løs her uden tøjler, så det kan gøre, hvad det vil, uden at nogen belønner det for gode handlinger eller straffer det for onde handlinger. Sandheden er, at mennesket efter døden må vende tilbage til Ham, der skabte det. Derefter må det aflægge regnskab over for Ham for hver eneste god og ond handling i det jordiske liv. Hvis nogen har gjort uret i denne verden, og hvis han som forbryder eller terrorist har ødelagt menneskers liv og ejendom, må han nødvendigvis modtage den passende straf. Den dag vil ingen have magt til at afværge Strafferens straf. Straffen på den tid vil være evig. For livet på den tid vil heller ikke have nogen ende, og døden vil aldrig mere berøre nogen. Dette er troen på efterlivet. Den, der på den dag giver straf eller belønning, er Allah den Ophøjede selv—Han, der også er denne verdens Skaber, Skaberen af alle levende væsener og alle ting, inklusive mennesket, samt efterlivets Skaber, Ejer og Herre.

Det er alene denne tro, der kan gøre et menneske menneskeligt, og forvandle den nådesløse hårdhjertede til en kærlig og barmhjertig person. Den kan gøre den karakterløse karakterfast og forvandle forbryderen og røveren til beskytter af menneskers liv og ejendom. Den kan gøre terroristen til menneskeven og menneskehedens ven og forvandle den korrupte til en, der bekæmper korruption. I det syvende århundrede efter skabelsen skete et sådant mirakel i Arabien under profeten Muhammad Mustafas (fvmh.) ledelse. Profeten (fvmh.) skabte troen på Allah med alle Hans egenskaber i syndige menneskers hjerter og skabte også troen på det hinsidige samt følelsen af ansvarlighed og regnskabets dag. På grundlag af denne tro forbedrede han deres karakter. Han forvandlede en frygtløs og blodtørstig nation til en nation, der arbejdede for menneskehedens velbefindende. Gennem dem opbyggede han en virkelig velfærdsstat. Han knyttede alle sammen med stærke bånd af broderskab, ømhed og kærlighed, medfølelse med andres lidelser samt gensidig hjælp og støtte. Al uretfærdighed forsvandt fra samfundet. Et så lykkeligt og smukt samfund voksede frem, som verden aldrig tidligere havde set. Et sådant samfundssystem findes stadig ingen steder i verden.

Hvis supermagterne og de stater, der nyder deres gunst, i dag troede på Gud og det hinsidige, og hvis de anvendte de enorme beløb, de bruger på våbenkapløbet, til menneskehedens tjeneste, ville en ny verden opstå. Hvis de vildfarne mennesker overalt opbyggede deres karakter under den ideologiske ledelse af verdens profet Muhammad Mustafa (fvmh.) og hans forbillede med hensyn til troen på Gud og det hinsidige, ville blodbadet blandt mennesker overalt ophøre. Enhver ville føle sig sikker på sit liv og sin ejendom, og den korrupte mentalitet ville forsvinde. Forvaltningen, lov og orden, handel, uddannelse, retsvæsen og alle andre samfundsforhold ville fungere korrekt og til menneskers bedste. De retshåndhævende myndigheder ville ikke selv bryde loven. De ville ikke smugle landets rigdomme ud af landet. Ingen ville underslæbe statens ejendom, og ingen ville bedrage nogen. Ingen ville med våbenmagt sætte sig som diktator over nationen. Den undertryktes stemme ville aldrig blive bragt til tavshed, ingen ville blive lænket i slaveriets lænker, ingen steder ville man høre klager over mangel på mad og tøj, og ingen ville lide under sygdommens smerter på grund af manglende behandling. Alt dette er det verdslige gode og de verdslige fordele ved troen på det hinsidige. Hvis de magtfulde og stolte, de autoritære herskere, bærerne af den materialistiske vestlige civilisation, som ikke tror på Gud og det hinsidige, samt deres åndelige slaver kunne indse denne sandhed, kunne det blive til gavn for hele menneskeheden.

Forældres ansvar over for deres børn og børns ansvar over for deres forældre

Det barn, der fødes af faderens sæd og i moderens livmoder, elsker faderen og moderen højst af alle. Forældrene kan ikke holde nogen form for sorg eller lidelse, der rammer barnet, ud. Hvis barnet bliver sygt, bliver forældrene yderst urolige. Det kan dog uden tvivl siges, at barnet normalt er mere elsket af moderen end af faderen. For at få denne højest elskede og eftertragtede genstand for sin inderligste kærlighed og omsorg tager moderen frivilligt og med et smil imod besværet ved graviditeten og den yderste smerte under fødslen. Denne smerte er som dødens smerte. Mange dør endda, fordi de ikke kan udholde den. Alligevel nægter ingen at blive gravid igen og igen. Når barnet efter megen smerte og lidelse er født, forsvinder al moderens sorg, lidelse og smerte, så snart hun ser på det, og et himmelsk glædessmil breder sig over hendes ansigt. Dette barn må naturligvis være det, hun elsker højest.

Da faderens blod er blandet med barnets, er barnet også faderens højest elskede. Derfor ønsker moderen og faderen naturligt nok at se deres børn leve et lykkeligt og godt liv. For at gøre børnene lykkelige sparer forældrene ikke på nogen indsats eller bestræbelse. En arbejdsom far køber jord, bygger huse og efterlader en bankkonto til dem, så de kan leve et yderst lykkeligt liv.

Hvis det er alt, hvad de gør for dem, må man forstå, at deres opfattelse af livet er fejlagtig eller ufuldstændig. Livet i denne verden er ikke det eneste liv, men blot en del af hele livet. At der findes et liv efter livet i denne verden, og at dette netop er det virkelige liv, er det, som denne bog udførligt har behandlet.

Så må man erkende, at de, der ønsker at se deres børn leve lykkeligt og hævet over sorg og lidelse, også nødvendigvis må tænke over livet efter livet i denne verden. Men blandt dem, der anerkender, at der findes et hinsidigt, hvor mange tænker da over deres børns evige liv i det hinsidige? Forældrene bliver overlykkelige, hvis deres børn blot har et godt arbejde, bil, hus, tjener rigeligt med begge hænder, får berømmelse og anseelse og så videre. De tænker ikke over, hvordan sønnerne tjener deres penge, eller ad hvilken vej de fører deres liv. De mener ikke, at der er behov for at holde øje med, om de lever som sande muslimer eller er sunket ned i et idealforladt, tøjlesløst og materialistisk livs luksus og nydelser. Hvis datteren kan giftes bort til en rigmands søn, eller hvis svigersønnen har et stort embede eller er forretningsmand, mener man, at livets ønske på dette område er opfyldt. Hvis datteren bliver danser eller sangerinde, eller filmstjerne og dermed bliver årsag til underholdning for utallige mennesker, der higer efter nydelser, svulmer mange fædres og mødres hjerter af glæde. For dem, der ikke tror på det hinsidige, er det naturligvis normalt at være sådan. Allah den Ophøjede har også sagt:

(Arabisk*************************)

»Spis, drik og mor jer i nogen tid, for I er jo forbrydere.« – (Sura al-Mursalat: 46)

De har fornægtet livet efter døden. De mener, at livet kun er livet i denne verden. Men bliver den virkelige sandhed vel til løgn, blot fordi de mener det? Livet efter døden vil naturligvis komme, og i det liv vil der ikke være noget tilbage til dem. De, som anså livet efter døden for løgn, vil den dag gå til grunde.

Så meget om dem, der ikke tror på livet efter døden. Men man ser netop den samme adfærd hos dem, der kalder sig muslimer. Er det da ikke noget, man bør tænke over?

På den anden side er det børnenes pligt at være taknemmelige over for deres forældre, adlyde dem, tjene dem og ikke lade nogen sorg eller lidelse ramme dem i deres liv. Mange opfylder denne pligt, mens andre ikke gør det. De, der ikke gør det, er i sandhed utaknemmelige og ulydige og fortjener ydmygelse. Men de, der anser det for deres ansvar og pligt at vise taknemmelighed, har også pligt til at bestræbe sig på, at deres forældres liv efter døden bliver lykkeligt. Desuden bliver det ideelle barn dybt bedrøvet, hvis det i forældrenes levetid ser dem ramt af sorg eller lidelse, og det gør alt, hvad det kan, for at fjerne forældrenes smerte og lidelse. På samme måde gør det ideelle barn efter deres død også dette: Det tænker, at moderen eller faderen måske lider. Selv om der i virkeligheden ikke længere er noget, det kan gøre, beder barnet af hele sit hjerte til Allah Ta’ala for dem: »O vor Herre! Forbarm dig over dem, ligesom de opfostrede mig med stor kærlighed, da jeg var lille.« Denne bøn har Allah Ta’ala selv lært os. Når et barn derfor oprigtigt fremsiger den bøn, Han har lært, for sine forældre, kan man med sikkerhed håbe, at den bliver antaget. På denne måde kan barnet opfylde sine forældres rettigheder på rette vis, både mens de lever og efter deres død.

Men hvad ser vi? Det ses ofte, at en far ikke kan behandle sine flere hustruer og børn lige. Ved fordelingen af formuen giver han nogle mere end deres retmæssige krav, andre mindre og berøver nogle helt deres andel. Nogle børn, der er påvirket af en materialistisk livsanskuelse, påvirker desuden faderen uretmæssigt og berøver deres brødre og søstre deres andel; de får faderen til at tildele dem løvens part. Faderen registrerer ejendom i en bestemt hustrus eller et bestemt barns navn som skjult ejendom. Begge parters adfærd er i høj grad uretfærdig og uærlig. Derfor vil de i det hinsidige blive konfronteret med en hård straf fra Allah.

Hvis forældrene derfor ønsker et lykkeligt liv efter døden for deres børn, og børnene ønsker at se deres forældres liv efter døden lykkeligt og smukt, må deres adfærd på jorden være sådan, som Allah og Hans Sendebud har lært dem.

Forældrenes pligt er fra barnets tidligste år at forme barnets karakter efter islams forbillede, så det kan leve et fuldkomment muslimsk liv. Hvis et fromt barn derimod ser sine forældre være kommet på afveje, skal det gøre alt, hvad det kan, for at føre dem tilbage til den rette vej.

Hvis begge opfylder deres ansvar over for hinanden, vil begges liv efter døden blive fyldt med uendelig lykke. Ved Allah Ta’alas nåde vil de da kunne tilbringe et evigt lykkeligt liv sammen på samme sted.

Allah siger:

(Arabisk*****************)

»Et sådant Paradis vil være deres evige bolig. De troende vil selv træde ind i det og dér være sammen med de af deres forældre, hustruer og børn, som er retskafne. Englene vil komme til dem fra alle sider for at byde dem velkommen og sige: Fred være med jer! I har opnået denne lykke i dag på grund af den tålmodighed, hvormed I mødte alt i det jordiske liv. Hvor er det evige livs bolig dog vidunderlig!« – (Sura ar-Ra‘d: 23-24)

Det siges også:

(Arabisk************)

»Englene, som bærer den guddommelige trone, og de, der befinder sig omkring den, lovpriser alle deres Herre og fremsiger tasbih. De tror på Ham og beder om tilgivelse for de troende. De siger: Vor Herre! Du omfatter alt med Din barmhjertighed og Din viden. Tilgiv derfor og frels dem, der har omvendt sig og fulgt Din vej, fra Helvedes straf. Vor Herre! Før dem ind i det evige Paradis, som Du har lovet dem, og før også de af deres forældre, hustruer og børn, som er retskafne, ind dér sammen med dem. Du er visselig den Almægtige, den Alvise.« – (Sura al-Mu’min: 7-8)

Betydningen af Allahs ovenstående erklæring er helt klar og behøver ingen forklaring. I Sura at-Tur siges det endnu tydeligere:

(Arabisk***************)

“De, der har fået troen, og hvis efterkommere på et eller andet niveau følger i deres fodspor i troen, vil Jeg lade disse efterkommere slutte sig til dem. Jeg vil ikke lade noget mangle i deres gerninger af den grund.” – (Sura at-Tur: 21)

I Sura al-Mu’min siges det, at de troende og de retskafne vil opnå Paradisets lykke. For at glæde dem vil deres forældre, hustruer og børn få mulighed for at bo sammen med dem, hvis de efter at have fået troen har udført gode gerninger. Det vil sige, at de også i det hinsidige liv vil kunne bo sammen i Paradis med hustruer, sønner og familie, ligesom i det jordiske liv. Det yderligere, der siges i Sura at-Tur, er, at hvis børnene fortsætter med at følge deres fædres og bedstefædres fodspor i troen på et eller andet niveau, vil de blive forenet med fædrene og bedstefædrene, selv om de ikke har opnået den høje rang, som fædrene og bedstefædrene har fået på grund af deres bedre tro og gerninger. Og denne forening vil ikke være som når nogen blot af og til besøger en anden. Nej, de vil fortsat bo sammen med dem i Paradis. Desuden gives der den yderligere forsikring, at fædrenes og bedstefædrenes rang ikke vil blive sænket for at forene dem med børnene; i stedet vil børnenes rang blive hævet, så de kan forenes med faderen.

Lad os for eksempel antage, at både far og søn har opnået Paradis i kraft af deres tro og gerninger. Men faderen er blevet placeret i første klasse, mens sønnen er blevet placeret i tredje klasse. For at forene dem vil faderen ikke blive bragt ned til tredje klasse; i stedet vil sønnen blive forfremmet til første klasse og få mulighed for at bo sammen med sin far. Der er ingen tvivl om, at dette er et tegn på Allah den Ophøjedes grænseløse nåde og gavmildhed over for Hans retskafne tjenere.

Dette er noget, som alle forældre og børn bør tænke dybt over. Hvis begge parter udfører deres ansvar over for hinanden korrekt, vil ikke blot deres liv i det hinsidige blive lykkeligt og smukt; også her i verden vil der blive opbygget et smukt, rent og helligt samfund og miljø. Ondskab, uretfærdighed og uanstændighed vil ikke eksistere, og der vil opstå et menneskeligt samfund baseret på retfærdighed, med sikkerhed for liv og ejendom.

Afsluttende ord

Det sidste, der skal siges, er, at det er en uundgåelig og ubestridelig sandhed, at mennesket efter døden vil opnå et nyt liv og træde ind i en ny tilværelse. Det er netop for at gøre dette sidste liv lykkeligt og fyldt med glæde, at denne verden findes. Dette jordiske liv er det hinsidiges arbejdsmark.

(Arabisk*****************)

Regnen kommer i månederne Ashar og Shravan for at fylde kornmagasinet med de gyldne aks af den nye ris i Poush. Den fornuftige landmand, som utrætteligt arbejder på markerne og i landbruget, mens han bliver gennemblødt af monsunregnen og brændt af solens varme, er den, der ved slutningen af Hemanta høster sin gyldne Shravan-afgrøde. Denne verden er på samme måde en mark, hvorfra man skal høste sin afgrøde i det hinsidige. Som ens gerninger er her, sådan vil deres resultat være i det hinsidige.

Den allerbarmhjertige Allah har overalt i Den hellige Koran gentagne gange advaret menneskene om deres kommende liv. Han elsker de mennesker, Han har skabt, overordentligt højt. Derfor ønsker Han, at menneskene også skal gøre deres evige liv i det hinsides smukt. I enhver af Allahs advarsler kommer Hans dybe omsorg og kærlighed tydeligt til udtryk.

“Denne dommedag er en helt sikker og ophøjet sandhed. Den, der ønsker det, kan derfor vælge sin endelige tilflugt hos sin Herre. Vi har advaret jer og advarer jer om, at en frygtelig straffens dag er nær. På den dag vil hvert menneske se resultatet af sine egne gerninger. De, der fornægtede denne dag, vil på den dag beklagende sige: Ak! Hvis blot vi var blevet til jord i stedet for at være født som mennesker.” – (Sura an-Naba: 39-40)

Det bør også nævnes, at Allah ikke nærer noget had til de mennesker, der gør oprør mod Gud og vender sig bort fra Ham, og det kan Han heller ikke gøre. Kan Han hade sine skabninger, som er afhængige af blot en smule af Hans nåde? Tværtimod kommer Hans uendelige barmhjertighed og medfølelse til udtryk, når Han indtrængende kalder selv de mest oprørske og syndige mennesker til at vende tilbage til Ham.

Det bør også huskes, at Han ikke selv har nogen interesse i denne indtrængende appel.

(Arabisk**************)

“Jeg forventer ikke noget underhold fra dem (menneske- og jinn-slægten). Jeg ønsker heller ikke, at de skal sørge for Min føde. Sandelig, Allah er Forsørgeren og den Almægtige.” – (Sura adh-Dhariyat: 57-58)

I det vers, der omtales her, har Allah med fast stemme erklæret, at Han ikke har nogen som helst interesse i jinnerne eller menneskene. Uanset om menneskene tilbeder og adlyder Gud eller ej, er Hans guddommelighed evig og bestandig. Gud er på ingen måde afhængig af nogens tilbedelse og lydighed. At tilbede Gud er derimod menneskets medfødte og naturlige pligt. Det er derfor, de er blevet skabt. Hvis de vender sig bort fra tilbedelsen og lydigheden over for Gud, vil de handle imod deres egen natur og bringe deres egen undergang over sig.

Overalt i verden er de falske guder derimod afhængige af deres undersåtters lydighed. Disse falske guders guddommelige pragt, rigdommens overflod og luksuriøse liv afhænger netop af deres lydighed. De er ikke forsørgere for deres tilhængere; tværtimod er det undersåtterne og de lydige, der er årsagen til deres underhold og velstand. Når de lydige undersåtter og landets indbyggere gør oprør, bliver deres guddommeligheds palads knust i stykker. Men Allah, den Almægtige og Ophøjede, er Forsørger og Opretholder for alle levende væsener.

Hvorfor kalder Han dem da igen og igen indtrængende til at vende tilbage til Ham? Hans eneste hensigt er, at Han ønsker at tilgive dem, hvis de vender tilbage til Ham.

Han ønsker at skænke dem af Sin nåde.

(Arabisk**********)

»Og de, som ikke sætter nogen anden gud ved Allahs side, ikke dræber mennesker – medmindre det sker med rette, hvilket er noget andet – og ikke begår utugt, (de er Allahs sande elskede tjenere). Og de, der gør dette, vil få konsekvenserne at føle. På Opstandelsens dag vil deres straf blive fordoblet. Og i Jahannam vil de forblive dér for evigt i vanære. Men de, der angrer, vender tilbage til Allah, tror og bliver ved med at gøre gode gerninger, dem forvandler Allah deres synder til gode gerninger for. Og Allah er Den Almægtige, Den Nådige.« – (Sura al-Furqan: 68-70)

I disse vers nævner Allah tre meget alvorlige synder, før Han bekendtgør tilgivelsen:

For det første: At sætte nogen anden ved Allahs side. At påkalde en anden end Allah for at få hjælp i nød og vanskeligheder eller for at få sine ønsker opfyldt – dette kaldes shirk i islamisk terminologi.

For det andet: At dræbe uretmæssigt. Dette er også en så alvorlig synd, at man på grund af den vil blive beboer i Jahannam for evigt, ligesom de vantro polyteister.

(Arabisk**************)

»Og den, der med overlæg dræber en troende, hans endeligt er Helvede, hvor han skal forblive for evigt. Allah er vred på ham og forbander ham og har beredt ham en hård straf.« – (Sura an-Nisa 4:93)

Allah ønsker at se fuldstændig fred og orden i menneskesamfundet og ønsker at se hvert menneskes liv, ejendom, ære og anseelse fuldstændig beskyttet. Han ønsker på ingen måde det modsatte. Derfor siger Han:

(Arabisk***********)

»Den, der dræber et menneske på jorden, uden at det er som straf for mord eller for at have skabt fordærv på jorden, er som den, der har dræbt hele menneskeheden; og den, der redder et menneskes liv, er som den, der har reddet hele menneskehedens liv.« – (Sura al-Ma’ida 5:32)

Allah har gjort menneskers blod ukrænkeligt over for hinanden. For dette er den ovenstående erklæring og den hårde straf blevet forkyndt.

For det tredje har Han ovenfor nævnt endnu en af de store synder. Det er utugt.

Men den ophøjede og barmhjertige Allah har, selv efter disse synder, forkyndt håb for synderne. Han har lovet den angrende og tilbagevendende (den, der gør tawba) synder belønning i stedet for synd! Det vil sige, at hvis en person efter at have syndet angrer, søger tilgivelse hos Gud, opgiver syndige handlinger, får fuld iman og begynder at gøre gode gerninger, så slettes de tidligere synder, der står skrevet i hans gerningers bog, og gode gerninger skrives i stedet. Urenheden og besmittelsen i hans hjerte fjernes, og det bliver smukt, klart og rent. Hans tanker, hans måde at tænke på og hans smag forandres. Han bliver berettiget til Allahs uendelige nåde og barmhjertighed. Hvilken gylden mulighed kunne være større end dette for syndere?

Én ting er dog særlig værd at lægge mærke til. Det er blevet sagt, at hvis man efter at have syndet gør tawba og får iman. Udtrykket »at få iman« har en særlig betydning. Det betyder ikke blot at tro på Allahs eksistens og enhed. Det betyder også at tro på Skriften; i Allahs Bog er det forbudte og det tilladte, synd og dyd, sandhed og løgn beskrevet klart. Man må tro, at det, Han har erklæret forbudt, er forbudt, at det tilladte er tilladt, at synd er synd, og at dyd er dyd. Når man anser synd for at være synd, er anger og beklagelse over den en naturlig følge. Selv efter at have begået en synd er der mange, som ikke betragter den som en synd. Efter at have begået manddrab eller utugt føler de i stedet for anger stolthed over det og glæder sig over at fortælle andre om det. Man må af hele sit hjerte og sin sjæl tro på hver eneste regel og bestemmelse, der er beskrevet i Allahs Bog, og underkaste sig den. Koranen må accepteres som livsordningen for hele ens liv. Først da vil tawba og gode gerninger blive accepteret af Allah. Under alle omstændigheder står vejen tilbage til Allah altid åben for synderne. Der er ingen tvivl om, at dette er et tegn på Allahs uendelige nåde og barmhjertighed.

For at forstå, hvor stor glæde Allah føler over for den tjener, der angrer, bør man lægge mærke til følgende hadith.

Hadith-fortælleren, den ærværdige Anas (må Allah være tilfreds med ham), har sagt, at Allahs Profet sagde: »Når en tjener oprigtigt angrer over for Allah, glæder Han sig endnu mere end den mand, der under en rejse gennem en øde, stenet egn pludselig mister sit ridedyr. På dyrets ryg havde han sin mad, drikke og andre ejendele. Efter en lang eftersøgning mister han håbet og søger ly i skyggen af et træ. Han bryder sammen af fortvivlelse og sorg. Efter et kort stykke tid får han pludselig øje på sit bortkomne dyr, som står foran ham med alle sine ejendele. Han griber fat i dets tøjle, og af overvældende glæde kommer disse fejlagtige ord ud af hans mund: ‘O Allah, du er min tjener, og jeg er din Herre.’« – (Muslim)

I denne forbindelse bør endnu en hadith nævnes. Den ærværdige Umar Faruq (må Allah være tilfreds med ham) har sagt:

Engang kom nogle krigsfanger til Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forsamling. Blandt dem var en kvinde, hvis spædbarn var blevet skilt fra hende. Hver gang kvinden fik øje på et lille barn, omfavnede hun det og ammede det. Da Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) så hendes sørgelige tilstand, spurgte han os: »Kan I nogensinde forestille jer, at denne kvinde med egne hænder skulle kaste sit eget barn i ilden?«

Vi sagde: »Aldrig. Langt fra at kaste det i ilden med egne hænder ville hun gøre alt, hvad hun kunne, for at redde det, selv hvis det var ved at falde af sig selv.«

Profeten sagde:

(Arabisk**********)

»Allah er langt mere barmhjertig over for sine tjenere, end denne kvinde er over for sit barn.« – (Tafhim al-Qur’an, se kommentaren til sura Hud)

Se, hvor nådig Allah den Almægtige er, og hvor ulydig og utaknemmelig mennesket er.

Derfor har ingen, selv om han under sine lyster har begået meget store synder, nogen grund til fortvivlelse. Han bør uden forsinkelse vende tilbage til Gud med et angrende hjerte, forlade syndens vej og overgive sig til Hans tjeneste og lydighed. De, som har forkastet den livsordning, Gud har givet, og tror på en menneskeskabt livsordning, og de, som har forladt Verdensprofeten Muhammads (fred være med ham) lederskab og løber efter lederskabets fortryllelse uden Gud, bør vende tilbage til Allahs Sendebud, mens der endnu er tid.

Profeten har sagt: Hastværk er Satans værk. Det er kun godt i fem tilfælde: (1) At gifte en pige bort hurtigt, når hun er blevet voksen. (2) At betale en gæld, så snart muligheden for at tilbagebetale den opstår. (3) At begrave den døde straks efter døden. (4) At tage imod en gæst og beværte ham, så snart han ankommer. (5) At angre straks efter at have begået en synd.

Hvad nytter det at angre nu? Lad der gå nogle dage endnu. Lad alderen først blive lidt mere moden. Hvis jeg angrer nu, vil jeg ikke kunne holde fast i det, og så videre – alt dette er Satans store bedrag.

Der er ingen sikkerhed for selv et eneste øjeblik i livet. Det fortælles, at profeten Isa (fred være med ham) sagde: »Verden består kun af tre dage. I går er allerede gået; intet af den er i dine hænder. Du ved ikke, om du vil være her i morgen. Kun i dag har du som din ejendom. Brug derfor netop denne dag, idet du betragter den som din ejendom.«

Hvilket værdifuldt ord! Men mange menneskers liv ender, mens de er sunket ned i Satans bedrag. De får ikke længere mulighed for at angre. Derfor dør de, mens de plasker hjælpeløst rundt i synd.

Endnu en ting: De, som mener, at det er nok på et eller andet tidspunkt i fremtiden at angre og vie sig til religiøs praksis, og at der ikke er nogen grund til at optræde religiøst så tidligt, som om man allerede var from,

forstår ikke, hvor grundigt de bedrager sig selv. For mens de begår synd, bliver deres hjerter så hårde, at ønsket om at angre aldrig vender tilbage. Og hvis døden pludselig indtræffer, mens de stadig befinder sig i synd, hvordan skulle de så kunne forhindre den?

Der er derfor ingen tvivl om, at sådanne tanker er Satans bedrag og vildledning. Må Allah den Almægtige beskytte os mod dem. Amin.

Efter at have gjort tawba er det særligt nødvendigt at tilegne sig viden om Koranen og hadith for at vide, hvilke gode gerninger Allah har foreskrevet. Efter at have fået iman på Allah og anerkendt sin lydighed mod Ham er det første, man skal gøre, at etablere bønnen. Af alle de handlinger, Allah har påbudt mennesket, er bønnen det første påbud. Det første tegn på bekendelsen af iman på Allah og anerkendelsen af lydighed mod Ham er netop bønnen. De, der overtræder denne obligatoriske handling, bønnen, må forstås som mennesker, der har fornægtet lydigheden, og derefter er de ikke i stand til at opfylde Allahs øvrige forpligtelser. Det første, der vil blive gjort regnskab for i det hinsidige, er bønnen. Hvis man består denne prøves første station, bliver de øvrige stationer lettere. Men hvis man ikke består allerede den første station, bliver de andre stationer endnu vanskeligere.

Man må sætte sig grundigt ind i bønnens hakikat, det vil sige dens sande betydning. Sammen med dette må man grundigt lære Allahs enhver befaling og forskrift at kende — zakat, faste, hajj, kort sagt — og opøve vanen med at efterleve dem.

Man skal altid huske én ting. Det er, at nogle af Allah den Almægtiges forskrifter er obligatoriske i det personlige liv: at etablere bønnen, faste i Ramadanen, betale zakat, udføre hajj og desuden give almisse; at bruge penge på islams vej, tjene og bruge dem på lovlig vis, ikke være misundelig, hade, være hovmodig eller bagtale andre og så videre.

Der findes også forskrifter, som vedrører familien, slægtningene, samfundet og hele menneskeheden. Man skal behandle alle godt og opfylde deres rettigheder, ikke gøre nogen uret eller begå overgreb mod dem, ikke krænke andres rettigheder og så videre. Der er ingen vej uden om at efterleve disse forskrifter. Intet i menneskets liv må på nogen måde være centreret omkring personlige interesser. Derfor er det faderens pligt at opdrage sine børn, som står under hans ansvar, til at følge Allahs vej. Det samme er mandens pligt over for sin hustru. Mennesket elsker sin egen hustru og sine børn højst af alle. Selv deres mindste sygdom eller sorg og lidelse kan det ikke bære. Er det da ikke ønskeligt, at deres evige liv efter døden bliver lykkeligt og smukt? Men de fleste er ligeglade med dette.

Derefter skal man overskride sin egen families grænser og arbejde med da’wah og tabligh om islam i det omgivende samfund. På samme måde skal en muslimsk stat fremsætte islams da’wah både inden for staten og uden for den på det internationale område. Det er dens pligt at efterleve.

Hvis man ikke forsøger at standse uretfærdighed, overgreb, fordærv og synd med alle mulige midler, vil de ulykker og prøvelser, der kommer fra Allah i det jordiske liv, ikke kun ramme de undertrykkende, men også de retskafne, som ikke forsøgte at standse dem.

Allah siger:

(Arabisk***********)

»Og vogt jer for en prøvelse, som ikke kun vil ramme dem blandt jer, der har handlet uretfærdigt.« – (Sura al-Anfal: 25)

Når man igen studerer den hellige Koran, bliver det også klart, at Gud, selv når Han lod straffen komme over en bestemt gruppe mennesker på grund af deres synder, på forskellig vis reddede dem, der altid havde fulgt Guds vej, havde arbejdet for at udbrede islam og havde udført »amr bil-ma’ruf« (at påbyde det gode) og »nahi anil-munkar« (at holde folk fra det onde). Derfor vil det være klogt at følge denne vej, hvis man vil reddes fra farerne i denne verden og i det hinsides.

Inden jeg afslutter denne bog om det, der ligger hinsides dødens forhæng, eller om livet efter døden, vil jeg til sidst sige endnu en ting.

Troen er som et frø, og handlingerne er dens træ og frugter. Jo stærkere troen på det hinsides bliver, desto mere solidt bliver handlingernes træ, og desto mere smykkes det med grene, kviste, blomster og frugter.

Ser man på det fra en anden side, er troen en pagt mellem Allah og Hans tjener. Pagtens kerne er, at eftersom Allah er menneskets Skaber og Konge, og mennesket af natur er Hans slave og undersåt, skal slaven og undersåtten på alle områder af sit liv alene følge sin Herres og Konges befalinger, forbud og love. Han skal følge Skaberens, Herrens og Kongens befalinger, forbud og love. At følge en andens lov i stedet for Skaberens, Herrens og Kongens lov – en andens, som hverken er hans Skaber, Herre eller Konge – vil være forræderi, utaknemmelighed og den yderste tåbelighed, og det vil være et brud på pagten.

Den kraft, der hindrer lydigheden mod Guds lov eller tjenerskabet og lydigheden mod Ham på alle livets områder, er taghutiske kræfter og kræfter, der gør krav på et kunstigt gudedømme. For at gennemføre den pagt, som Guds tjener har indgået med Ham, er det derfor et uomgængeligt krav også at omstyrte disse taghutiske kræfter. Derfor kræver troen, at Guds lov, styre, herredømme og myndighed etableres på alle livets områder – det vil sige på alle de områder og inden for alle de forhold, der er tæt forbundet med menneskets liv og levebrød, lykke og sorg, liv, ejendom, ære og anseelse – kort sagt i det personlige og familiære liv, det politiske og økonomiske liv, uddannelsens og kulturens områder, samt i spørgsmål om krig, fred, fjendskab, venskab, internationale forbindelser og så videre. Kampen for at opfylde dette krav kaldes »al-jihadu fi sabilillah« – jihad på Allahs vej. Dens vellykkede resultat er »iqamat ad-din« – etableringen af islams religion, som alle profeters komme havde til formål. Dette arbejde er uundværligt for at opnå succes i det hinsides. Hvert øjeblik i den sidste profets liv blev brugt på dette arbejde, og en fuldstændig efterfølgelse af hans arbejde er den sande troendes eneste opgave. I lyset af dette er det en uomgængelig pligt at fastlægge en troendes livslange handlingsprogram.

Til sidst sender vi vores inderlige bøn til Allah, den Barmhjertige, den Nådige. Må Han give os fuld tawfiq til at varetage de ovennævnte forpligtelser. Må Han holde os rene og hellige for alle slags synder og give os styrke til at følge Hans Sirat al-Mustaqim. Må vi til sidst få lov til at møde Ham som Hans elskede tjenere. Amin.

(Arabisk***********************)

— Slut —