I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn
Islam omtales almindeligvis som en demokratisk ideologi. I det mindste siden sidste halvdel af det forrige århundrede er dette blevet gentaget utallige gange. Men jeg er overbevist om, at ikke engang én ud af tusind blandt dem, der går rundt og udbreder dette, har et grundigt kendskab til islams religion. De har end ikke gjort den mindste anstrengelse for at forstå, hvilken form for demokrati der har plads i islam, og hvad dets egentlige væsen er. Nogle af dem har iagttaget den islamiske samfundsordens ydre form og ceremonier og gjort et forgæves forsøg på at sætte demokratiets mærkat på den. Flertallets mentalitet i denne sag er katastrofal. Når denne gruppe mennesker ser noget blive almindeligt udbredt i verden, kaster de sig over at bevise, at det også findes i islam. Og de tror af hele deres hjerte, at denne slags arbejde er en stor tjeneste for islam. De betragter måske islam som en hjælpeløs ’forældreløs’ på linje med et barn. For ligesom et forældreløst barn ikke kan overleve uden beskyttelse fra en indflydelsesrig person, mener de, at islams situation er den samme. Eller måske mener de, at vi ikke har kunnet opnå ære i verden blot ved at være muslimer. Hvis vi kan bevise, at grundprincipperne i alle de synspunkter og skikke, der er fremherskende i verden, findes i vores livsordning og ideal, vil vi kunne opnå anseelse blandt verdens nationer.
Resultatet af denne mentalitet har vist sig at være yderst skadeligt for det muslimske samfund. Så snart kommunismen voksede frem i verden, begyndte en gruppe muslimer hovmodigt at erklære: Kommunismen er ikke andet end en ny udgave af islam. På samme måde, da diktaturets røst lød, begyndte nogle igen at råbe: ’Adlyd lederen, adlyd lederen’, og de sagde, at hele islams system var grundlagt på diktatur. Kort sagt er islams politik og statsordning i nutiden, på grund af ren uvidenhed, blevet til en mystisk labyrint. Den er blevet opfattet som en blanding af utallige og forskelligartede ideologier, og man forsøger at bevise, at hvad end der er efterspørgsel på på verdensmarkedet, også findes i islam. Det er i virkeligheden bydende nødvendigt at studere og undersøge sagen grundigt. Hvis der som følge heraf fastlægges en korrekt og videnskabelig forklaring eller definition af islamisk politik, vil døren for alle misforståelser og spredte forestillinger herom blive lukket for bestandig. Desuden vil denne drøftelse ikke blot lukke munden på dem, der gennem deres yderste uvidenhed hævder, at islam i virkeligheden ikke kan tilbyde nogen politisk eller civilisatorisk ordning; den vil også kaste et rent og klart lys over kundskabens udforskning. Den moderne verden er på dette område nedsunket i dybt mørke. I dag er en sådan lysudstråling bydende nødvendig for den vildledte menneskeheds frelse og velstand i dette tætte mørke, selv om verdens mennesker almindeligvis ikke synes at føle noget behov for den.
Grundlaget for den islamiske ideologi
Først og fremmest er det nødvendigt at indprente én ting i alles bevidsthed. Det er, at islam ikke er en samling eller forening af nogle få spredte ideer og flere handlingsprincipper. Den er ikke blevet sammensat ved at samle forskellige meninger fra alle mulige sider. Islam er i virkeligheden et sammenhængende og velordnet ideal. Den er grundlagt på nogle få stærke grundprincipper. Fra dens store søjler til de mindste detaljer har hver eneste ting en logisk forbindelse med dens grundprincipper. Alle de regler og skikke, som islam har fremlagt for menneskelivets forskellige områder og niveauer, har hver især hentet deres grundlæggende livskraft og indre ånd fra disse oprindelige principper. Ud fra disse principper kan et fuldkomment islamisk liv dannes, ligesom der i planteriget fra frøet vokser rødder frem, fra rødderne en stamme, fra stammen grene og fra grenene kviste, blade og løv. Selv om træet vokser vidt omkring, er selv dets fjerneste blad tæt forbundet med dets oprindelige rod; sådan forholder det sig også med islams mindste bestanddele. For at forstå enhver side og ethvert område af det islamiske liv er det derfor nødvendigt at rette blikket mod dets rødder og forstå dem. Uden dette kan dets livskraft, grundvæsen og indre ånd på ingen måde begribes.
Profeternes opgave
Islam er den livsordning, som Allah den Højeste har sendt. Det er ikke blot den lov, som profeten Muhammad (fred være med ham) forkyndte; dette er i store træk ikke ukendt for nogen. I virkeligheden har alle de profeter, der siden menneskehedens historiens tidligste kapitler er kommet fra Allah, forkyndt netop denne ordning. Alle profeter kom for at få menneskene til at anerkende én Allahs myndighed og herredømme og til at tilbede Ham alene. I stedet for en så kort omtale af dette er det nødvendigt at undersøge sagen dybtgående. I virkeligheden ligger alle disse dybe sandheder og dybe indsigter skjult bag sløret.
Vi må med et særligt undersøgende blik nøje bedømme og se, hvad formålet er med at få mennesker til at anerkende Allahs herredømme. Og for klart at forstå, hvorfor de lokale kræfter, der gjorde oprør mod Allah, begyndte at stikke en af Allahs tjenere (en profet), da han erklærede: ’I har ingen anden herre end Allah’, er en dyb og fin nuanceret undersøgelse også uomgængelig. Normalt tillægges profetens første erklæring en meget snæver betydning. Man antager, at dens egentlige formål blot var at sige, at man skulle gå til moskeen, bøje hovedet for Allah og kaste sig ned i prostration; og at mennesket derefter er fuldstændig frit, uden at denne erklæring pålægger nogen begrænsning med hensyn til at adlyde enhver regering, der er baseret på et hvilket som helst ydre system, eller at følge dens bestemmelser.
Jeg spørger: Hvis betydningen af profetens første budskab blot var så meget, ville selv den mest tåbelige person i verden da på nogen måde have blandet sig i sine lydige og underdanige undersåtters religiøse frihed? Derfor er det blevet yderst nødvendigt at undersøge grundigt, hvad profeterne og verdens øvrige magter egentlig var uenige om angående Allah, og hvilket spørgsmål der gav anledning til strid og kamp mellem dem.
Koranen har faktisk klargjort dette spørgsmål flere steder. De vantro og polyteister, som profeterne førte kamp imod, benægtede i grunden ikke Allah. De anerkendte alle Allahs eksistens. De troede, at det var Allah den Almægtige, der havde skabt himlene og jorden samt disse vantro og polyteister. Vinden bevæger sig efter Hans befaling. Solen, månen og stjernerne er alle under Hans kontrol.
﴿قُل لِّمَنِ الْأَرْضُ وَمَن فِيهَا إِن كُنتُمْ تَعْلَمُونَ﴾
﴿سَيَقُولُونَ لِلَّهِ ۚ قُلْ أَفَلَا تَذَكَّرُونَ﴾
﴿قُلْ مَن رَّبُّ السَّمَاوَاتِ السَّبْعِ وَرَبُّ الْعَرْشِ الْعَظِيمِ﴾
﴿سَيَقُولُونَ لِلَّهِ ۚ قُلْ أَفَلَا تَتَّقُونَ﴾
﴿قُلْ مَن بِيَدِهِ مَلَكُوتُ كُلِّ شَيْءٍ وَهُوَ يُجِيرُ وَلَا يُجَارُ عَلَيْهِ إِن كُنتُمْ تَعْلَمُونَ﴾
﴿سَيَقُولُونَ لِلَّهِ ۚ قُلْ فَأَنَّىٰ تُسْحَرُونَ﴾
“Spørg dem: Hvem tilhører jorden og alt, hvad der er på den? Sig: Hvis I ved det. De vil sige: Den tilhører Allah. Sig: Hvorfor tænker I da ikke over dette? Spørg dem: Hvem er Herren over de syv himle og ejeren af den vældige Trone? De vil sige: Allah! Sig: Frygter I ham da ikke? Spørg dem: Hvem har herredømmet over alt, og som giver alle tilflugt, mens ingen kan give nogen tilflugt mod ham? Sig: Hvis I ved det. De vil sige: Allah. Sig: Hvilken vildfarelse er det da, der har kastet jer sådan ud?” (Al-Mu’minun: 84)
وَلَئِن سَأَلْتَهُم مَّنْ خَلَقَ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ وَسَخَّرَ الشَّمْسَ وَالْقَمَرَ لَيَقُولُنَّ اللَّهُ ۖ فَأَنَّىٰ يُؤْفَكُونَ﴾
﴿اللَّهُ يَبْسُطُ الرِّزْقَ لِمَن يَشَاءُ مِنْ عِبَادِهِ وَيَقْدِرُ لَهُ ۚ إِنَّ اللَّهَ بِكُلِّ شَيْءٍ عَلِيمٌ﴾
﴿وَلَئِن سَأَلْتَهُم مَّن نَّزَّلَ مِنَ السَّمَاءِ مَاءً فَأَحْيَا بِهِ الْأَرْضَ مِن بَعْدِ مَوْتِهَا لَيَقُولُنَّ اللَّهُ ۚ
“Hvis du spørger dem, hvem der har skabt himlene og jorden, og hvem der har underlagt solen og månen og sat dem i orden, vil de helt sikkert sige, at alt dette er Allahs værk. Men hvor farer de så vild? Hvis du spørger dem, hvem der sender regn ned fra himlen, og hvem der giver den døde jord liv, vil de helt sikkert sige, at det ene og alene er Allahs værk.” (Al-ʿAnkabut: 61-63)
وَلَئِن سَأَلْتَهُم مَّنْ خَلَقَهُمْ لَيَقُولُنَّ اللَّهُ ۖ فَأَنَّىٰ يُؤْفَكُونَ
“Hvis du spørger dem, hvem der har skabt jer, vil de helt sikkert sige: Allah har skabt os. Hvorfor farer de da vild?” (Az-Zukhruf: 87)
Det står således klart, at der aldrig i menneskesamfundet har været nogen uenighed om Allahs eksistens eller om, at Han er Skaberen og den enevældige ejer af himlene og jorden. Folk har altid uden tøven og helt naturligt anerkendt dette. Derfor var der afgjort ikke noget behov for at sende profeter for at gentage disse ting og få folket til at anerkende dem. Spørgsmålet er da: Hvad var formålet med profeternes komme til verden? Og hvad var det, der fik dem til at kæmpe mod de lokale magter? Det er netop dette spørgsmål, der nu trænger sig voldsomt på for os.
Den Ædle Koran har givet et klart svar. Koranen siger: Profeterne plejede at sige: “Han, som har skabt jer samt himlene og jorden, er i sandhed også den eneste, der er jeres Rabb og Ilah. Anerkend derfor ingen anden end Ham som Rabb og Ilah.” Det var i det væsentlige dette, profeterne kæmpede indædt for, og dette var årsagen til alle former for strid og konflikt med de fjendtlige kræfter. For verdens mennesker var på ingen måde rede til at anerkende det budskab, profeterne havde fremført. Men hvilken dybtliggende årsag lå egentlig til grund for denne strid? Hvad betyder “Ilah”? Hvad menes der med “Rabb”? Hvad var den egentlige grund til profeternes gentagne bestræbelser på at få mennesker til at anerkende Allah alene som Rabb og Ilah? Og hvorfor var verdens mennesker ikke villige til at anerkende dette, og hvorfor indtog de en krigerisk holdning, så snart de hørte det?
Her vil jeg forsøge at fremlægge svarene på alle disse spørgsmål.
‘Ilah’ordets betydning
Alle ved, at ordet “Ilah” betyder herre, den, der tilbedes, eller Ma’bud. Men nutidens mennesker har næsten glemt den egentlige betydning af disse ord. Ordet Ma’bud stammer fra “abd”. Abd betyder tjener eller slave; og ibadat betyder ikke blot at tilbede. De samlede handlinger i det fulde liv, som en tjener og slave lever i lydighed og underkastelse, kaldes i virkeligheden ibadat. At stå op for at tjene, at stå med hænderne foldet som udtryk for respekt og ærbødighed, at bøje hovedet i erkendelse af sig selv som slave, at blive fyldt af en spontan tilbøjelighed og stærk følelse til at adlyde befalinger, at anstrenge sig og udholde lidelse og besvær for at vise lydighed, at udføre en opgave efter instruktionerne, at bringe hver enkelt ting frem efter herrens befaling, at bøje sig ydmygt for hans enestående magt og dybe majestæt, at følge enhver lov, han har udformet og givet, at holde sig fra og udrydde enhver forbudt ting, og at være rede til at ofre sig selv efter hans befaling — dette er ibadats sande betydning. Og den, som et menneske tilbeder på denne måde, er menneskets sande Ma’bud — og det er ham, der er Ilah.
‘Rabb’s betydning
Den egentlige betydning af ordet “Rabb” er opdrager og forsørger; eftersom det er opdrageren og forsørgeren, man adlyder og hvis befalinger man følger i verden, betyder ordet “Rabb” derfor også “ejer” og “herre”. Derfor kaldes ejeren af en genstand på arabisk rabb al-mal — genstandens ejer — og ejeren af et hus kaldes rabb ad-dar. Den, som et menneske anser for sin forsørger og opdrager, fra hvem det håber at modtage ære, anseelse, fremgang og fred, og hvis nådige blik det frygter at miste, fordi det da kan få sit liv ødelagt eller gå til grunde, den, som mennesket udpeger som sin herre, hersker og ejer, og hvis lydighed og befalinger det følger i det virkelige liv — han er i sandhed dets Rabb.
Kast et skarpt blik på betydningen af disse to ord, og tænk grundigt over, hvem der træder frem med det stærke krav at være menneskenes Ilah og Rabb. Hvilken kraft siger: Tilbed mig og udfør ibadat for mig? Har noget eneste naturligt væsen — træer, sten, floder, have, dyr, månen, solen eller stjernerne — nogensinde fremsat et sådant krav over for menneskene? Besidder blot ét af disse den mindste evne til at fremsætte et sådant krav?
Ethvert menneske kan forstå, at ingen af disse kan fremsætte et sådant krav over for mennesker. I virkeligheden er det kun mennesker, der fremsætter et sådant krav for at etablere deres herredømme over andre mennesker — og det er kun mennesker, der kan gøre det. Længslen efter herredømme kan alene få plads i menneskets sind og hjerne. Det er menneskets grænseoverskridende begær efter herredømme eller dets umættelige trang til at udbytte andre, der frygteligt ophidser og ansporer det; og for at blive andre menneskers “gud”, for at lænke mennesker i sit eget slaveris lænker, for at bøje andre menneskers hoveder under sine fødder, for at håndhæve sine befalinger og love over dem, for at tilfredsstille sine egne begær og for at bruge mennesker som redskaber — derfor beruses mennesket af en sådan magt. Mennesket har hidtil ikke opdaget noget andet, der kan friste det så stærkt som at blive menneskenes “gud”. Den, der har en vis styrke og evne, rigdom, snedighed og åndsberedskab eller en anden form for magt, forsøger med hele sit livs kraft at overskride sine naturlige og rimelige grænser, at opnå indflydelse og at etablere sit herredømme over de svage, fattige, uforstandige eller på anden måde ringere personer i sine omgivelser.
Der findes i verden som regel to slags sådanne mennesker, der begærer herredømme og magt. Disse to slags mennesker bevæger sig ad to forskellige veje mod deres respektive mål.
Den første slags mennesker er yderst dristige. Eller også råder de over alle de nødvendige midler til at etablere et guddommeligt herredømme. Folk af denne kategori fremsætter direkte og med klare ord deres krav på guddommelighed. Farao af Egypten tilhørte denne kategori. Beruset af sin kongemagt og sine hære sagde han (انا ربكم الاعلى) »Jeg er jeres højeste Rabb« (ما عملت لكم من اله غيرى) »Jeg kender ikke nogen anden guddommelig herre for jer end mig.« Da Musa (a.s.) fremsatte kravet om frihed for Israels børn over for ham og sagde til ham, at også han skulle acceptere at tjene Verdenernes Rabb, sagde Farao:
(قَالَ لَئِنِ اتَّخَذْتَ إِلَٰهًا غَيْرِي لَأَجْعَلَنَّكَ مِنَ الْمَسْجُونِينَ )
»Hvis du anerkender nogen anden end mig som guddom, vil jeg arrestere dig og kaste dig i fængsel.«
Den konge, som Hadhrat Ibrahim (a.s.) diskuterede Allah med, fremsatte også et lignende krav. Den måde, hvorpå begivenheden omtales i Koranen, er særligt bemærkelsesværdig:
(أَلَمْ تَرَ إِلَى الَّذِي حَاجَّ إِبْرَاهِيمَ فِي رَبِّهِ أَنْ آتَاهُ اللَّهُ الْمُلْكَ إِذْ قَالَ إِبْرَاهِيمُ رَبِّيَ الَّذِي يُحْيِي وَيُمِيتُ قَالَ أَنَا أُحْيِي وَأُمِيتُ ۖ قَالَ إِبْرَاهِيمُ فَإِنَّ اللَّهَ يَأْتِي بِالشَّمْسِ مِنَ الْمَشْرِقِ فَأْتِ بِهَا مِنَ الْمَغْرِبِ فَبُهِتَ الَّذِي كَفَرَ ۗ وَاللَّهُ لَا يَهْدِي الْقَوْمَ الظَّالِمِينَ)
»Tænk på den, der diskuterede med Ibrahim. De to diskuterede om, hvem Ibrahims Rabb var. Hvorfor opstod denne diskussion? Fordi Allah havde givet ham kongedømmet over et land. Da Ibrahim sagde: ’Min Rabb er den, i hvis hånd liv og død er,’ svarede denne mand: ’Liv og død er i min hånd.’ Ibrahim sagde: ’Min Allah lader solen stå op i øst; hvis du har magt, så lad den stå op i vest.’ Da blev den vantro mand målløs og ude af stand til at svare.« (Sura al-Baqara 258)
Det er værd at overveje, hvorfor denne mand blev målløs. Han havde jo ikke fornægtet Allah. Han anerkendte og accepterede fuldt ud, at Allah, hele skaberværkets Herre, alene bestemmer solens opgang og nedgang. Der var ingen diskussion eller uenighed om, hvem der var universets ejer; striden handlede om, hvem der var menneskenes – især indbyggerne i Iraks – herre. Denne mand havde aldrig gjort krav på at være Allah; han gjorde blot krav på at være Rabb for sit folks land. Den egentlige grund til dette krav var alene, at han havde kongemagt og regeringsmagt i sine hænder. Han havde etableret ubetinget myndighed og kontrol over folkets liv og ejendom. Han kunne efter eget ønske henrette hvem som helst. Han betragtede sine egne ord som »landets lov«. Han var stolt over, at hans mundtlige befalinger blev håndhævet som lov over hele befolkningen. Derfor sagde han også til Hadhrat Ibrahim (a.s.): »Adlyd mig, og tjen og tilbed mig.« Men da Hadhrat Ibrahim (a.s.) klart sagde: »Jeg vil kun tilbede og tjene Ham, jeg vil kun anerkende Ham som Rabb, Ham, der er Rabb for hele jorden og himlen, og som månen, solen og alt andet tilbeder,« blev denne mand lamslået, da han hørte det. For nu var spørgsmålet og bekymringen, hvordan denne mand skulle bringes under kontrol.
Den guddommelighed og det herredømme, som Farao og Nimrod gjorde krav på, var ikke begrænset til disse to personer alene. Overalt i verden har enhver hersker haft og har stadig et sådant krav. Den gamle persiske konge blev kaldt »Khoda«, og der blev formelt udvist trældom og tilbedelse foran ham. I virkeligheden anså ingen iraner ham dog for Allah, og han gjorde heller aldrig selv krav på at være det. Også nogle af Indiens herskerfamilier anså sig selv for at være efterkommere af guderne. Solens dynasti og Månens dynasti er stadig nævnt på historiens sider. Her blev kongen kaldt fødevarernes giver – »Rāziq«. Man bøjede endog hovedet for ham og kastede sig ned i tilbedelse foran ham. Ingen konge gjorde dog krav på at være »Paramēśvara«, og undersåtterne anså ham heller ikke for at være »Paramēśvara«. Forholdene i andre lande i verden var tilsvarende, og sådan er det stadig. I nogle lande bruges der almindeligvis ord med betydningen »ilah« og »rabb« om herskerne. Der findes også mange lande, hvor man ikke bruger sådanne ord, men helt sikkert anvender ord med en tilsvarende betydning. For at gøre krav på et sådant guddommeligt herredømme er det ikke nødvendigt offentligt at gøre krav på at være »ilah« eller »rabb« – det er heller ikke nødvendigt at sige med munden: »Jeg er ilah eller rabb.« Tværtimod: De, der i dag etablerer samme form for herredømme og styre over mennesker, samme magt og myndighed, samme indflydelse og dominans, som Farao og Nimrod gjorde, gør i virkeligheden krav på at være »ilah« og »rabb«, selv om de ikke gør det offentligt. Og de, der anerkender dem som indehavere af en sådan magt og et sådant herredømme, anerkender i virkeligheden netop deres krav på at være »ilah« og »rabb«. Det gør ingen forskel, at ordene ikke bruges med munden.
Kort sagt er de, der direkte fremsætter krav på at være ilah og rabb, én slags mennesker, mens de, der ikke har tilsvarende styrke og evne eller de nødvendige midler til at få sådanne krav anerkendt, men som er i stand til i vid udstrækning at anvende bedrag, svig, snedighed og list og at beherske folkets sind og tanker, er en anden slags mennesker. Den sidstnævnte slags mennesker ophøjer med alle de midler, de råder over, en guddom, en afdød sjæl, et spøgelse, en grav, en planet eller et træ til »ilahs« rang og siger til folk: »Dette er i stand til at skade eller gavne jer; det kan opfylde jeres behov; det er jeres beskytter og hjælper. Hvis I ikke tilfredsstiller det, vil det styrte jer ned i hungersnød, sygdom, sorg, lidelse og ulykker. Men hvis I tilfredsstiller det og beder det om at opfylde jeres behov, vil det hjælpe jer.« Men hvordan man kan tilfredsstille disse væsener og rette deres opmærksomhed mod at fjerne jeres nød og elendighed – det ved vi; vi kan selv være midlet til at nå frem til dem. »Følg vores ledelse, tilfredsstil os, og anerkend vores ubegrænsede myndighed over jeres liv, ejendom, ære og alt andet.« Som følge heraf bliver utallige tåbelige mennesker viklet ind i dette uigennemtrængelige bedragets net, og under beskyttelse af disse falske guder etableres præsternes, afgudsdyrkernes og gejstlighedens monopoliserede herredømme og guddomsmagt.
Blandt dem findes endnu en gruppe mennesker, som benytter forskellige former for magi, varsler og spådomme, amuletter og besværgelser. Der findes også mennesker, som på den ene side hævder at tjene Allah, men på den anden side forsøger at gøre hele menneskeheden til deres slaver. De siger til folket: »I kan ikke opnå nærhed til Ham direkte; vi er det eneste transportmiddel eller mellemled til at opnå nærhed til Ham. Alle tilbedelsens ritualer kan kun udføres gennem os. Derfor skal alle religiøse ceremonier fra fødsel til død udføres gennem os og med vores hjælp.« En anden gruppe tager enerådigt Allahs Bog i besiddelse, holder almindelige mennesker helt uvidende om dens kundskab og begynder selv, idet de anser sig for at være »Allahs fortolkere«, at udstede anvisninger om halal og haram. Deres ord bliver »landets lov«, og de gør mennesker lydige mod deres egne befalinger i stedet for Allahs. Dette er kernen i alle de præsteskaber, brahmanismer og pavesystemer, som siden oldtiden har eksisteret under forskellige navne og i forskellige former, og som stadig findes forskellige steder i verden. Takket være dette har forskellige familier, slægter, stammer eller klasser påført folket det vanærende mærke af deres egen overlegenhed.
Den grundlæggende årsag til undergangen
Hvis man tænker over sagen fra dette perspektiv, bliver det uden tvivl klart, at menneskers direkte eller indirekte herredømme over andre mennesker er den grundlæggende årsag til alle former for uro og undergang i verden gennem alle tider, blandt alle folkeslag og i alle lande. Det er den vigtigste kilde til al ødelæggelse og undergang. Fra den udspringer der stadig utallige giftige strømme, som flyder i alle retninger. Allah kender naturligvis på forhånd fuldt ud alle menneskers natur, dens inderste hemmeligheder og dens strømninger. Og gennem tusinder af års erfaring har vi også uden tvivl erfaret, at mennesket ikke kan leve uden at anerkende en anden – hvem det end måtte være – som »ilah« og »rabb«. Menneskets liv kan i virkeligheden ikke fortsætte uden at anerkende nogen som »rabb« og »ilah«. Selv hvis nogen ikke anerkender Allah som »ilah« og »rabb«, kan mennesket ikke undslippe uden at anerkende nogen anden som »ilah« og »rabb«. Desuden kan utallige »rabb’er« trænge sig ind over ham, hvis han ikke anerkender den ene Allah som »rabb« og »ilah«; dette er i virkeligheden den uundgåelige følge af ikke at anerkende den ene Allah som »ilah« og »rabb«.
Tænk over det: Er medlemmerne af Sovjetruslands Kommunistiske Partis politbureau ikke hele det russiske folks »rabb« og »ilah«? Og er partiets leder, som nu har afløst ham, ikke den ypperste og højeste »rabb« og »ilah« blandt disse flere »rabb’er« og »ilah’er«? I virkeligheden vil man dér ikke kunne finde en eneste landsby eller kollektivt landbrug, hvor et billede af russernes ene »Paramēśvara« og højeste gud – partilederen – ikke er blevet opbevaret med ære. Mange ved måske ikke, at der ved begyndelsen af Anden Verdenskrig blev importeret tusindvis af portrætter af Stalin til den del af Polen, som var blevet erobret; men hvorfor? I virkeligheden lå der et stort formål bag. Hvis folket blev påvirket af sådanne portrætter, ville det senere blive lettere at etablere den bolsjevikiske religion fuldstændigt dér. I denne forbindelse vil jeg stille et spørgsmål: Hvorfor tillægges dette ene menneske så stor – unaturlig og umenneskelig – betydning? Selv hvis en bestemt person også repræsenterer en hel nation eller et helt samfund, hvorfor skal denne ene persons ubegrænsede indflydelse og autoritet etableres over sind, tanker og sjæle hos millioner og atter millioner af mennesker – af hvilken grund? Hvorfor skal hans personligheds indflydelse og magt, hans overlegenhed og storhed, gennemtrænge folkets nervesystem og hver eneste dråbe af dets blod? Det er netop sådan, persondyrkelse etableres i verden – på denne måde sætter mennesket sig som menneskets »herre« og »gud«. I enhver tidsalder og i ethvert land er grundlaget for farao-, Nimrod-, zar- og kejserstyre blevet lagt på denne måde.
Under den forgangne krig var situationen i Italien den samme. Det »Fascistiske Storråd« var den samlede form af landets utallige »ilah«, og Mussolini var dér den største »Rabb« og »ilah«. Ledelsen af nazistpartiet i Tyskland var en samling af utallige »ilah«, mens Hitler var deres største »ilah«. Trods det, at Storbritannien var et demokratisk land, var direktørerne for »Bank of England« og nogle højtstående lorder dér hele landets guder. En håndfuld kapitalister på Amerikas »Wall Street« havde sat sig som hele landets »ilah« og »Rabb«.
Kort sagt: Uanset hvilken retning man kaster blikket i, kan man se, at én nation nogle steder har sat sig som en anden nations »ilah«, én klasse som en anden klasses »ilah«, og én gruppe andre steder har indtaget rollen som alle andre gruppers »ilah« og »Rabb«. Nogle steder fremsætter en diktator (ما عملت لكم من اله غيرى) påstanden om absolut myndighed ved at sige: »Jeg kender ingen anden »ilah« for jer end mig.« I virkeligheden kan mennesket ingen steder i verden leve uden en eller anden »ilah«.
Men det er også nødvendigt at overveje, hvor katastrofale følgerne bliver, når menneskers herredømme (guddommelighed) etableres over mennesker. Hvis en ussel, lavtstående og tåbelig person får en politimesters rang og myndighed i et område, eller hvis en uvidende og snæversynet person sættes på en premierministers plads i et land, bliver de praktiske følger også her nødvendigvis de samme. For det første er rusen ved guddommelighed og herredømme i sig selv yderst farlig. Efter at have drukket denne vin kan intet menneske forblive ved sine fulde fem. Og selv hvis nogen skulle bevare sin sunde fornuft, hvor skulle mennesket så finde den viden, uselviskhed, renhed og frem for alt upartiskhed, som er uundværlig for at udføre guddommelighedens pligter og ansvar på rette vis? Derfor har der overalt, hvor menneskers herredømme over mennesker er blevet etableret som »guddommelighed«, på den ene eller anden måde forekommet tyranni og undertrykkelse, udbytning og lidelse, uro og lovløshed, uretfærdighed og ulighed samt misbrug af magt – der findes ingen undtagelse herfra. I et samfund under menneskers herredømme berøves menneskets sjæl grusomt dens naturlige frihed. Der lægges stramme bånd på menneskets sind og hjerne, på dets medfødte styrke, evner, formåen og talent, og en enorm hindring kommer i vejen for menneskepersonlighedens udvikling og gradvise udfoldelse. Det bliver da meget let at forstå, hvor stor en sandhed den sidste profet, Muhammad (fred være med ham), talte:
(******)
Den Almægtige Allah har sagt: »Jeg skabte mennesket med en sund og retlig natur. Men derefter overmandede Satan dem. Han afveg dem fra naturens enkle og rette vej og førte dem på afveje. Og de ting, som Jeg havde gjort tilladte for dem, gjorde denne Satan forbudte for dem og berøvede dem dem.«
Som jeg har sagt ovenfor, er dette den eneste grundårsag til alle menneskers sorger og ulykker, al deres sammenbrud og ødelæggelse, al uro og berøvelse. Dette er den største og egentlige hindring på menneskehedens vej til befrielse og fremskridt. Denne frygtelige sygdom har drevet menneskets moralske karakter og sjæl, menneskets videnskabelige og filosofiske kræfter, menneskets samfund og civilisation, menneskets politik og økonomi – kort sagt hele menneskeheden – ind i dødens dybe afgrund. Siden oldtiden har denne »orm« udhulet menneskeheden og gjort den indholdsløs; indtil i dag har den svækket og berøvet den dens styrke. Men hvad kan være kuren mod denne sygdom? Set fra islams synspunkt er den eneste modforanstaltning mod denne sygdom, at mennesket klart og med høj røst afviser alle verdens »ilah« og hele verdens »Rabb«. Der findes i virkeligheden ingen anden behandling af denne frygtelige sygdom, som har ramt menneskeheden. Uden dette findes der ingen vej – og kan ikke findes nogen vej – til menneskets befrielse. For selv som ateist kan mennesket ikke frigøre sig fra utallige »ilah« og »Rabb«; historien om forskellige ateistiske nationer og grupper i verden har bevist dette hævet over enhver tvivl.
Profeternes ædle hovedopgave
Profeterne – fred være med dem – er i virkeligheden kommet til verden netop for at gennemføre denne grundlæggende reform; de har foretaget denne grundlæggende behandling af menneskeheden. De kom for at udrydde menneskers herredømme over mennesker. De kom for at befri menneskeheden fra menneskers tyranni og undertrykkelse, fra den falske og kunstige »guds« trældomsnet samt fra udbytning og dårlig regeringsførelse. Deres eneste formål var at samle de mennesker, der overskrider menneskehedens grænser, inden for grænserne, at tage dem, der er afveget fra menneskehedens grænser, ved hånden og løfte dem op til disse grænser samt at gøre hele menneskeheden til tilhængere og efterfølgere af en retfærdig livsorden. I det samfund og den livsorden, de grundlagde, skulle mennesket ikke være menneskets herre (gud), og mennesket skulle ikke være menneskets slave. Alle mennesker skulle være den eneste Allahs ydmyge tjenere. Fra den første dag til den sidste var dette alle profeternes budskab til menneskeheden:
(قَالَ يَا قَوْمِ اعْبُدُوا اللَّهَ مَا لَكُم مِّنْ إِلَٰهٍ غَيْرُهُ ۖ)
»O mennesker! Anerkend Allahs herredømme; I har ingen anden ‘ilah’ end Ham.« (Sura Hud: 84)
Hazrat Nuh, Hazrat Hud, Hazrat Salih og Hazrat Shuayb sagde alle det samme. Den sidste profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), forkyndte også dette:
(******)
»Jeg er kun kommet for at advare og formane jer. I har ingen ‘ilah’ ud over Allah; Han er den Ene og Eneste, den Altdominerende. Han er Herren over himlene, jorden og alt, hvad der er imellem dem.« (Sura Sad: 65-66)
(إِنَّ رَبَّكُمُ اللَّهُ الَّذِي خَلَقَ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ فِي سِتَّةِ أَيَّامٍ ثُمَّ اسْتَوَىٰ عَلَى الْعَرْشِ يُغْشِي اللَّيْلَ النَّهَارَ يَطْلُبُهُ حَثِيثًا وَالشَّمْسَ وَالْقَمَرَ وَالنُّجُومَ مُسَخَّرَاتٍ بِأَمْرِهِ ۗ أَلَا لَهُ الْخَلْقُ وَالْأَمْرُ ۗ)
»Allah er uden tvivl jeres Rabb. Han har skabt himlene og jorden, og månen, solen og stjernerne er alle underlagt Hans kontrol. Vær opmærksomme! Skabelsen tilhører Ham, og herredømmet tilhører Ham alene.« (Sura al-A’raf: 54)
(ذَٰلِكُمُ اللَّهُ رَبُّكُمْ ۖ لَا إِلَٰهَ إِلَّا هُوَ ۖ خَالِقُ كُلِّ شَيْءٍ فَاعْبُدُوهُ ۚ وَهُوَ عَلَىٰ كُلِّ شَيْءٍ وَكِيلٌ)
—Han er Allah — Han er jeres Rabb. Der findes ingen anden (Rabb) end Ham; Han er altings Skaber. (Sura al-An’am: 102)
(وَمَا أُمِرُوا إِلَّا لِيَعْبُدُوا اللَّهَ مُخْلِصِينَ لَهُ الدِّينَ حُنَفَاءَ )
—De er kun blevet befalet at vende sig bort fra alt andet, vende sig mod Allah alene, anerkende Hans trældom og adlyde Ham. (Sura al-Bayyina: 5)
(قُلْ يَا أَهْلَ الْكِتَابِ تَعَالَوْا إِلَىٰ كَلِمَةٍ سَوَاءٍ بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمْ أَلَّا نَعْبُدَ إِلَّا اللَّهَ وَلَا نُشْرِكَ بِهِ شَيْئًا وَلَا يَتَّخِذَ بَعْضُنَا بَعْضًا أَرْبَابًا مِّن دُونِ اللَّهِ ۚ فَإِن تَوَلَّوْا فَقُولُوا اشْهَدُوا بِأَنَّا مُسْلِمُونَ)
—Kom, lad os holde fast ved et ord, som er fælles for os og jer: at vi ikke tilbeder andre end Allah, ikke gør nogen anden til Hans partner eller medhersker i herredømmet, og at ingen af os tager nogen anden end Allah som Rabb. (Sura Aal ‘Imran: 64)
Denne erklæring befriede i sandhed menneskets sjæl, fornuft og tænkning, samvittighed samt mentale og materielle kræfter fra årtusinders slaveriets lænker; den fjernede de byrder, hvis ubærlige og voldsomme tryk knuste og bøjede deres skuldre, og under hvilke de blev søndertrampet. For hele menneskeheden var dette frihedens sande manifest. Denne enestående bedrift af Hazrat Muhammad (fred være med ham) er også omtalt i Den Ædle Koran:
(ويضع عنهم اصرهم والا غلل التى كانت عليهم)
—Profeten fjerner alle byrder, der hviler på menneskene, og bryder alle slags lænker.
Grundlaget for statsstyret
Den grundlæggende tro, som de ærede profeter har fremlagt som livsordning, er dens centrum og fundament. Den islamiske statsfilosofi er også grundlagt på dette. Den første grundsætning i islamisk statsstyre er, at mennesker ikke har nogen ret til at udforme love, give ordrer eller fastsætte bestemmelser – hverken som enkeltpersoner eller som kollektiv. Denne ret må fratages alle. At én person giver ordrer, som andre mennesker ubetinget adlyder og udfører, eller at én person eller en gruppe udformer love, som andre blindt følger – en sådan ret kan ikke gives til noget menneske; denne ret er i sandhed forbeholdt Allah alene.
(إِنِ الْحُكْمُ إِلَّا لِلَّهِ ۚ أَمَرَ أَلَّا تَعْبُدُوا إِلَّا إِيَّاهُ ۚ ذَٰلِكَ الدِّينُ الْقَيِّمُ)
– “Ingen ud over Allah har ret til at give ordrer eller udforme love. Hans befaling er, at I ikke skal anerkende nogens tilbedelse eller trældom ud over Allah; dette er i sandhed den rette og fejlfri livsordning.” (Sura Yusuf: 40)
(يَقُولُونَ هَل لَّنَا مِنَ الْأَمْرِ مِن شَيْءٍ ۗ قُلْ إِنَّ الْأَمْرَ كُلَّهُ لِلَّهِ ۗ)
– “Folk spørger: Har vi også nogen andel i myndigheden?”
– Sig: O Muhammad (s.a.), al ret og myndighed er forbeholdt Allah.” (Sura Ali Imran: 154)
(وَلَا تَقُولُوا لِمَا تَصِفُ أَلْسِنَتُكُمُ الْكَذِبَ هَٰذَا حَلَالٌ وَهَٰذَا حَرَامٌ)
– “Sig ikke uden videre, hvad der falder jer ind, med påstand om, at dette er halal, og dette er haram.” (Sura an-Nahl: 116)
(وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَا أَنزَلَ اللَّهُ فَأُولَٰئِكَ هُمُ الظَّالِمُونَ)
– “De, som ikke udformer lovene efter de bestemmelser, Allah har åbenbaret – som ikke styrer regeringen efter dem – er i virkeligheden de uretfærdige.” (Sura al-Ma’idah: 45)
Af disse vers fremgår det utvivlsomt, at herredømme, magt og suverænitet (Sovereignty) udelukkende tilkommer Allah; ingen anden har denne ret. Lovgiveren (Law Giver) er udelukkende Allah. Intet menneske har ret til at befale eller forbyde, ikke engang en profet har denne myndighed. Profeten følger selv Allahs befalinger.
(إِنْ أَتَّبِعُ إِلَّا مَا يُوحَىٰ إِلَيَّ)
Jeg følger kun den åbenbaring, som bliver sendt ned til mig. (Sura al-An’am: 50)
Folket skal blot følge, og grunden er, at profeten aldrig fremsætter sine egne befalinger. Han viderebringer kun Allahs anvisninger til folket. Derfor er det ikke muligt at adlyde Allahs befalinger uden at følge profeten.
(وَمَا أَرْسَلْنَا مِن رَّسُولٍ إِلَّا لِيُطَاعَ بِإِذْنِ اللَّهِ ۚ)
Hver gang jeg har sendt en sendebud, har jeg sendt ham for at blive fulgt i overensstemmelse med Allahs tilladelse. (Sura An-Nisa: 64)
(أُولَٰئِكَ الَّذِينَ آتَيْنَاهُمُ الْكِتَابَ وَالْحُكْمَ وَالنُّبُوَّةَ ۚ)
– „Disse profeter gav Jeg Skriften, myndigheden til at befale og profetskabet. (Sura Al-An’am: 89)
(*****)
Allah ville give et menneske Skriften, myndigheden til at befale og profetskabet, og derefter skulle han opfordre andre mennesker til at blive hans tjenere eller slaver i stedet for Allah – det har intet menneske kunnet gøre. Hans eneste pligt er derimod at opfordre og befale hele menneskeheden at blive Allahs tjenere.
Af de nævnte vers fremgår det, at følgende forhold er ufravigelige som den islamiske stats grundlæggende egenskaber:
For det første: Ingen person, slægt, familie, klasse eller gruppe – ja, ikke engang staten – har suveræniteten. Herren er alene Allah den Ophøjede. Alt andet end Ham er blot Allahs tjenere og undersåtter.
For det andet: Ingen andre end Allah har ret til at udforme love og fastsætte bestemmelser. Selv alle muslimer tilsammen kan ikke udforme nogen form for lov for sig selv, og de har heller ingen ret til at ændre eller revidere nogen del af den lov, Allah har givet.
Tre:Den lovgivning, som Profeten (fvmh) har fremlagt i verden fra Allahs side, er således den islamiske stats evige grundlov. Regeringen, der leder den islamiske stat, vil udelukkende håndhæve Allahs lov. Og alene af denne grund vil den have ret til borgernes lydighed.
Den islamiske stats væsen
Hvis man tænker over de ovennævnte egenskaber, vil man allerede ved første øjekast kunne forstå, at dette, hvad det end måtte være, på ingen måde er demokrati (Democracy). For i politisk terminologi kaldes den styreform, hvor landets borgere anerkendes at have uindskrænket herredømme, for demokrati. Her udformes lovene efter folkets mening, og lovene ændres ligeledes efter folkets mening. De kan udstede love efter eget ønske, og de kan også selv ophæve de vedtagne love. Men i islam, i den islamiske politik, er der ikke den mindste plads til dette. Derfor kan den islamiske styreform ikke kaldes »demokrati« i den ovennævnte betydning. (De, der siger det, begår en alvorlig fejl – oversætteren)
Den mere korrekte og passende betegnelse for den islamiske styreform kunne være »Hukumat-e Ilahiyya« – Allahs styreform. På engelsk kaldes den »teokrati« (Theocracy); men det, europæerne forstår ved teokrati, er noget helt andet end det islamiske teokrati. I det europæiske teokrati udsteder en bestemt gruppe præster (Priest Class) egenhændigt udtænkte love i Allahs navn* og etablerer i praksis deres eget herredømme over de almindelige borgere.
[* De kristne præster og paver havde intet andet hos sig end nogle få moralske læresætninger fra Jesus (fvmh). De havde grundlæggende ingen lovgivning for menneskers faktiske religiøse og sociale liv. Derfor lavede de love efter eget forgodtbefindende og efter deres egne lyster og ønsker og håndhævede dem som love givet af Allah.]
Det er mere logisk at kalde denne form for styre »satanisk styre« end »islamisk styre«. Det teokrati, som islam på den anden side fremlægger, overlader ikke ledelsen til nogen særlig religiøs gruppe; den er overdraget til landets almindelige muslimer. Men folket styrer det ikke efter eget forgodtbefindende – det styrer det i overensstemmelse med Allahs Bog og Profetens sunna. Hvis jeg fik tilladelse til at skabe en ny betegnelse for det, ville jeg kalde denne form for styre og system »Theo Democracy« eller »Allahs demokratiske stat«. For her er muslimerne underlagt Allahs højeste og uindskrænkede myndighed (Paramountcy), men de er blevet tildelt en begrænset ret til folkeligt herredømme (Limited Popular Sovereignty). Her vælges den udøvende myndighed (Executive) ved den muslimske befolknings stemmer, og muslimerne kan også afsætte den. Desuden træffes beslutninger om alle forhold vedrørende opretholdelsen af regeringsordenen samt om de spørgsmål, som Allahs sharia ikke har fastsat klare bestemmelser om, i overensstemmelse med muslimernes samlede mening (på islamisk terminologi kaldet »ijma«). Fortolkningen af Allahs lov, dens praktiske anvendelse og fastlæggelsen af dens principper tilkommer heller ikke nogen særlig klasse, gruppe eller stamme som et monopol. Blandt de almindelige muslimer har enhver, der besidder evnen til ijtihad, ret til at udtale sig om fortolkningen af Allahs Bog. Set fra denne side må man sige, at demokratiets værdighed her er fuldt ud bevaret; men som jeg allerede har sagt, har ingen den mindste ret til at ændre Allahs og Profetens lov på nogen måde. Ingen person, præsident, lovgivende forsamling, mujtahid, lærd eller allama – kort sagt heller ikke alle muslimer samlet – kan gøre det. I denne forstand kan den islamiske styreform eller politik kaldes »teokrati«.
Et spørgsmål
Hvorfor er der i den islamiske styreform fastsat sådanne grænser for demokratiet, og hvad er egentlig disse grænsers og restriktioners natur? Før jeg begynder den følgende drøftelse, finder jeg det nødvendigt her at give svaret og en kort forklaring. En spørger kunne sige, at Allah den Ophøjede ved at gøre dette har berøvet mennesket dets viden, fornuft, samvittighed og sindets frihed, selv om det kort forinden er blevet bevist, at Allah har givet mennesket fuld frihed til fornuft, viden og tænkning. Svaret på dette spørgsmål er, at Allah den Ophøjede uden indskrænkning har forbeholdt sig retten til at lovgive; der er ingen tvivl om det. Men Han har ikke gjort det for at berøve mennesket dets naturlige, medfødte frihed; Han har gjort det for at beskytte menneskets rettigheder. Hovedformålet med at fastsætte sådanne grænser er at holde mennesket borte fra den vildfarne vej og forhindre det i selv at slå øksen i sin egen fod. Den såkaldte demokratiske styreform i Vesten hævder højlydt at give mulighed for folkeligt herredømme; her bør man undersøge og kritisere denne påstand en smule. Alle de mennesker, hvis indbyrdes sammenslutning antager statens form, udformer aldrig lovene alle sammen, og de samles heller ikke alle for at udforme en lov. I praksis må bestemte personer nødvendigvis tildeles herredømme og regeringsmagt for at lede sagerne. De udformer og håndhæver lovene på folkets vegne. Det er netop med dette formål, at valgsystemet og dets procedurer fastlægges. I denne valgkamp sejrer som regel de mennesker, der er i stand til at bedrage folket ved at bruge økonomisk magt, viden, uddannelse, list, bedrag, falsk propaganda og lignende våben. Som følge heraf sætter de sig ved folkets stemmer på folkets »ilah«-post. Derefter udformer de ikke love for at fremme folkets velfærd, men udelukkende for at varetage deres egne interesser, og de håndhæver disse love ved hjælp af den magt, som folket har givet dem. I virkeligheden hviler denne forbandelse over demokratiet over Europa, Amerika, England og alle de øvrige lande, der omtales og er kendt som demokratiets såkaldte paradis.
I et demokratisk land bliver lovene udformet efter folkets ønsker, men den praktiske erfaring har uden tvivl bevist, at folket selv ikke altid er i stand til korrekt at forstå, hvad der tjener deres interesser, og hvad der ikke gør. Dette skyldes uden tvivl grundlæggende menneskets medfødte svaghed. Mennesket kan ganske vist se mange sider af de egentlige sandheder og realiteter i livets utallige forhold, men mange sider forbliver skjult for dets blik. Den dom, som hvert menneske fælder over, hvad der er godt eller dårligt for det selv, kan som regel ikke undgå at være partisk. Mennesket er stærkt behersket af sine følelser, sin begejstring samt sine lidenskaber og begær. Kun meget få mennesker er i stand til at træffe en upartisk afgørelse udelukkende ud fra videnskabelige og intellektuelle overvejelser. Det sker også ofte, at mennesker under det stærke pres fra begejstring og følelser forkaster selv de forhold, der er blevet bevist ud fra fuldkommen fornuft og et videnskabeligt synspunkt. Jeg kunne fremføre utallige eksempler som bevis herpå, men af frygt for unødigt at forøge artiklens omfang vil jeg kun fremføre ét eksempel. Udformningen af forbudsloven mod alkohol i Amerika er en berømt begivenhed. Efter videnskabens og den rene fornufts målestok var det blevet uigendriveligt bevist, at alkohol er skadeligt for helbredet. Det har en ødelæggende indvirkning på og reaktion i sindet, fornuften og samvittigheden. Det skaber opløsning og ødelæggelse i menneskesamfundet. Det var netop til støtte for disse kendsgerninger og sandheder, at den amerikanske opinion engang besluttede at vedtage en lov om forbud mod alkohol. Derefter blev denne lov igen ændret ved folkets stemmer.
Da denne lov faktisk blev sat i kraft, gjorde det folk, der havde udformet loven, oprør mod den. Efter lovens ikrafttræden begyndte de at fremstille alkohol, der var værre end det værste, ulovligt, og folket begyndte i hemmelighed at drikke den. Situationen blev så alvorlig, at alkoholforbruget i landet til sidst blev flere gange større end tidligere. Syndens og forbrydelsens flodbølge blev endnu stærkere. Til sidst erklærede selvsamme folk ved en afstemning igen den forbudte alkohol for lovlig – det forbudte blev i praksis gjort tilladt. Det var ikke, fordi alkohol var blevet bevist gavnlig ud fra videnskabens og fornuftens synspunkt, at loven blev ændret. Sagen var i virkeligheden, at folket var blevet slaver af begær og lidenskaber, som udsprang af uvidenhed. De havde anerkendt deres nafs’ Satan som deres herre og lovgiver. Derfor ændrede de, i deres underkastelse under nafs, selve loven om alkoholforbud, som var endeligt understøttet af videnskab, fornuft og samvittighed. Kan der gives mange flere eksempler af denne art? Disse eksempler beviser klart, at mennesket i grunden ikke er kvalificeret til at være lovgiver. Selv hvis de efter at have fornægtet Allah skulle blive befriet fra trældom og tilbedelse af andre guddomme, må de alligevel blive slaver af deres eget nafs’ begær. De vil anerkende deres nafs’ Satan som deres guddom og nødvendigvis følge ham. Derfor er det uden tvivl nødvendigt at fastsætte de grænser, der kræves for deres interesser og for at bevare deres egen naturlige frihed.
Det er derfor, Allah den Højeste har pålagt mennesket en række forskrifter og begrænsninger i den livsordning, Han har givet det. I islamisk terminologi kaldes dette hududullah eller Allahs fastsatte grænser (guddommelige grænser). Disse grænser er fastsat for at bevare balancen i og den overordnede harmoni mellem alle sider og områder af menneskelivet. De består grundlæggende blot af en samling principper, regler, forskrifter, forbud og love. Gennem dem er den yderste grænse for menneskets frihed fastlagt. Mennesket har fået at vide, at det ganske vist har ret til inden for disse grænser at udforme regler for detaljerede og underordnede forhold, men det har på ingen måde ret til at overskride eller træde uden for dem. For hvis I overskrider disse grænser, vil jeres fred, orden og balance blive knust og bragt i uorden.
Formålet med at fastsætte Allahs grænser
Som eksempel kan menneskets økonomiske liv nævnes. Allah den Højeste har fastslået menneskets ret til privat ejendomsret, nødvendigheden af at betale zakat samt det fornuftige grundlag for forbuddet mod rente og bestikkelse. Ved at indføre arveprincippet og klart fastslå nødvendigheden af at forbyde hasardspil og bedrageriske køb og salg har Han, gennem begrænsninger af måden at producere, opspare og forbruge på, angivet en række grænser for den private ejendomsret. Hvis mennesket, idet det overholder disse retningslinjer korrekt, udfører alle sine handlinger inden for dem, bevares menneskets personlige frihed på den ene side, mens der på den anden side ikke kan opstå den sørgelige situation med klassekamp eller den undertrykkelse og tyranni, der følger af én klasses magt og herredømme. Der kan ikke skabes nogen anledning til at etablere et undertrykkende kapitalistisk system eller arbejdernes diktatur.
Allah den Højeste har også fastsat en række grænser for menneskets familieliv. Tildækning, mandens ret til myndighed og omsorg, mandens, hustruens, børnenes og forældrenes rettigheder og pligter, reglerne for skilsmisse og khulʿ, den betingede tilladelse til flerkoneri samt straffen for zina og grundløse beskyldninger er nogle af familielivets vigtige bestemmelser. Ved hjælp af disse er der fastsat grænser omkring menneskets familieliv. Hvis mennesket lever med disse grænser for øje og regulerer familielivet inden for dem, kan ingen familie blive et helvede af undertrykkelse og tyranni; på samme måde kan der heller ikke udgå en ødelæggende storm af satanisk frihed for kvinder fra disse hjem. Det er netop, fordi disse grænser i vore dage bliver overskredet, at jordskælvet af kvindefrigørelsen har vist sit lumske blik, der truer med at ødelægge hele den menneskelige civilisation.
Således har Allah den Højeste for at bevare civilisationen og den sociale orden fastsat en række varige og uforanderlige love, såsom loven om qisas, straffen med afhugning af tyvens hånd, forbuddet mod at drikke alkohol og bestemmelsen om at tildække bestemte dele af kroppen. Ved hjælp af disse er døren til opløsning, ødelæggelse og indre uro i menneskesamfundet blevet lukket for altid.
Det er ikke muligt for mig her at fremlægge en fuldstændig liste over Allahs fastsatte grænser og give en detaljeret redegørelse for hver enkelt grens effektivitet og nødvendighed med hensyn til at bevare balancen og harmonien i menneskelivet. Her vil jeg blot sige så meget, at Allah den Ophøjede har givet menneskene en permanent, urokkelig og uforanderlig forfatning i den førnævnte form. Den berøver på ingen måde mennesket dets grundlæggende frihed eller friheden til at bruge sin fornuft, samvittighed og tanke. Den har banet en enkel, ren, klar og lige hovedvej for menneskets livsførelse. Hvis mennesket følger denne vej, vil det ikke på grund af sin naturlige uvidenhed og svaghed blive kastet i undergangens afgrund, og dets indre kræfter, evner og kvalifikationer vil ikke blive anvendt på fejlagtige og uretfærdige måder, så de går til spilde. I virkeligheden er det kun ved at bevæge sig frem ad denne sammenhængende vej, som Allah har fastlagt, at mennesket kan opnå sand velfærd og fremgang. På en bjergtop med stejle op- og nedstigninger ligger der på den ene side af vejen en dyb afgrund og på den anden side et højtliggende, jævnt terræn. Vejens endepunkt markeres på forskellige måder. For hvis disse markeringer ikke fandtes, ville den rejsende på grund af en fejltagelse, selv en ganske lille og øjeblikkelig fejltagelse, være i stor fare for at styrte ned i en bundløs afgrund. Men er der overhovedet nogen grund til at tro, at menneskets frihed er blevet berøvet ved at fastsætte sådanne grænser? Formålet er i virkeligheden at beskytte det mod undergang og advare det om hvert sving på vejen og enhver mulig fare. Ved hvert sving viser de vejens retning og siger: Din vej går ikke denne vej, men hin vej. Du må ikke gå denne vej, men netop den anden; kun derved kan den rejsende nå sit bestemte mål i sikkerhed. På samme måde er formålet med de grænser, der er fastsat i det styre, Allah har givet, netop dette. Det er disse markeringer, der viser den rette retning på menneskets livsvej. Ved hvert vanskeligt og besværligt sted, ved hvert sving og hvert vejkryds viser grænserne retningen og leder mennesket mod fred og velfærd. De angiver uden nogen tvivl, hvilken retning man bør følge, og hvilken man ikke bør følge.
Jeg har ovenfor sagt, at den forfatning, Allah har fastsat, er urokkelig og uforanderlig. Ligesom indbyggerne i Tyrkiet og Iran har mennesket frihed til fuldstændigt at forkaste denne forfatning og erklære oprør mod den; men ingen har ret til at ændre den eller foretage selv den mindste ændring i den. Den er en urokkelig og uforanderlig forfatning indtil tidernes ende. Når og hvor en islamisk stat end bliver etableret, vil dette være dens grundforfatning. Så længe Koranen og Profetens sunna består i verden, kan ingen bestemmelse i denne forfatning fjernes eller ændres. Hvis man vil leve som muslim, er enhver forpligtet til at følge denne forfatning, som Allah har givet.
Den islamiske stats formål
Den stat, der etableres i overensstemmelse med denne islamiske styreforfatning, har Allah den Ophøjede også fastlagt et formål for. I den hellige Koran er dette formål blevet forklaret tydeligt flere steder:
لَقَدْ أَرْسَلْنَا رُسُلَنَا بِالْبَيِّنَاتِ وَأَنزَلْنَا مَعَهُمُ الْكِتَابَ وَالْمِيزَانَ لِيَقُومَ النَّاسُ بِالْقِسْطِ ۖ وَأَنزَلْنَا الْحَدِيدَ فِيهِ بَأْسٌ شَدِيدٌ وَمَنَافِعُ لِلنَّاسِ
Jeg har sendt Mine profeter med klare beviser. Og Jeg har givet dem Skriften og Mīzān, for at menneskene ved hjælp af den kan oprette retfærdighed og fairness. Og Jeg har også givet jernet. I det ligger en vældig kraft og umådelig gavn for menneskeheden. (Hadith: 25)
Det jern, der nævnes i verset, betyder statsmagt eller (tvangsmagt). Her siges det, at de ærede profeters eneste opgave er at etablere samfunds- og statsordenen samt social retfærdighed i overensstemmelse med de klare forskrifter, som Allah har givet, og den Mīzān, Han har skænket i Sin Bog – det korrekte og afbalancerede livssystem, der er blevet givet. Et andet sted siges det:
الَّذِينَ إِن مَّكَّنَّاهُمْ فِي الْأَرْضِ أَقَامُوا الصَّلَاةَ وَآتَوُا الزَّكَاةَ وَأَمَرُوا بِالْمَعْرُوفِ وَنَهَوْا عَنِ الْمُنكَرِ ۗ وَلِلَّهِ عَاقِبَةُ الْأُمُورِ
Hvis Jeg etablerer dem på jorden og giver dem politisk magt, vil de etablere salat, give zakat, gøre det gode og gavnlige og afholde mennesker fra uret og synd. (Sura al-Hajj: 41)
Et andet sted siges det:
كُنتُمْ خَيْرَ أُمَّةٍ أُخْرِجَتْ لِلنَّاسِ تَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَتَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنكَرِ وَتُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ ۗ
– I er det bedste folk; I er skabt med det formål at virke til gavn for hele menneskeheden. I skal påbyde det gode, afholde folk fra uret og synd og tro på Allah. (Sura Al-i Imran: 110)
Hvis man tænker over disse vers, bliver det helt klart bevist, at den stat, som Koranen har planlagt, ikke har et negativt (Negative) formål; den har et egentligt positivt (Positive) formål for øje. Dens endelige formål er ikke blot at befri mennesker fra hinandens undertrykkelse og overgreb, bevare deres frihed og beskytte landet mod ydre angreb. Det er også et af dens vigtigste mål at etablere et harmonisk system for social retfærdighed i overensstemmelse med Allahs Bog. Dens formål er at lukke alle kilder til og midler til synd, som er fastlagt i Allahs klare bud, og åbne alle veje til dyd og velgørenhed. Til dette formål kan statsmagten anvendes efter sted og situation. Der vil blive ført agitation og propaganda. Man vil også benytte sig af mange forskellige midler til social undervisning og dannelse. Social indflydelse og presset fra den offentlige mening vil ligeledes blive taget i brug til dette formål.
Den totalomfattende stat
Det siger sig selv, at en sådan stat ikke kan indskrænke og begrænse sit virkefelt og sin indflydelsessfære. I sin grundform gør dette totalomfattende statssystem alle mennesker og hele menneskelivet underlagt sin indflydelse. Det former enhver side og afdeling af samfundet og kulturen efter sit særlige moralske syn og sit reformprogram. Under en sådan stat kan intet menneske erklære noget som helst område af sit liv for privat. I denne henseende ligner den islamiske stat i nogen grad den fascistiske eller kommunistiske stat. Men selv om den er totalomfattende, har den intet tilfælles med vor tids totalitære (Totalitarian) og autoritære (Autharitarian) stater. Den personlige frihed kan aldrig berøves i den islamiske stat. Der findes ikke det mindste spor af diktatur i den. Når enhver sandhedssøgende (en, der søger sandheden) ser den fuldkomne retfærdighed og det harmoniske system, der er etableret i den islamiske statsforvaltning på dette område, samt den fine grænse, der er fastlagt mellem haqq og batil, vil vedkommendes sind bevidne, at ingen andre end Allah kunne have skabt et så harmonisk system.
En partibaseret og ideologibaseret stat
Hvis man grundigt overvejer den islamiske stats forfatning, dens formål og dens reformerende karakter, bliver det uden tvivl klart, at det ikke er muligt for enhver at varetage ansvaret for at lede en sådan stat på behørig vis. De, som har gjort den islamiske stats formål til formålet med deres eget liv, som ikke blot støtter den islamiske stats reformerende aktiviteter, men også har fæstnet en fuldstændig tro på dem, og som desuden har fuldt kendskab til den indre, spontane tankestrøm såvel som til alle de fjerntliggende og detaljerede spørgsmål, er i virkeligheden de eneste, der er egnede til at lede den islamiske stat. Islam har i denne forbindelse ikke opstillet noget geografisk, racemæssigt eller sprogligt krav; forfatningen, målet og det reformerende handlingsprogram for islam er blevet forelagt for alle mennesker i verden uden undtagelse. Den, der tager imod det af hele sit hjerte og sind, kan—uanset hvilken slægt, hvilket land eller hvilken nation han tilhører—ikke møde nogen hindring for at blive en del af statens ledelse. De, der ikke tager imod det, kan derimod ikke inddrages i noget arbejde for statens ledelse. Inden for den islamiske stats grænser kan de leve som dhimmier (undersåtter). I den islamiske stat vil deres liv, ejendom, ære og anstændighed blive fuldt ud beskyttet. Bortset fra dette er de ikke blevet givet nogen ret til at lede statens anliggender. For dette er en ideologisk stat. Ansvaret for dens ledelse og styring kan kun varetages korrekt af dem, der tror på denne ideologi og følger den. I denne henseende er der en vis lighed mellem den islamiske stat og den kommunistiske stat. Men der er ikke den mindste lighed mellem den behandling, som en kommunistisk ledet stat giver sine meningsmodstandere (ikke-kommunister), og den behandling, som i den islamiske stat gælder for ikke-muslimer. Så snart en kommunistisk stat bliver grundlagt, påtvinges dens egen ideologi og kulturelle skikke ikke-kommunisterne med tvang; hvis de ikke accepterer dem, fratages de deres jord og ejendom, og jorden ryster under voldsom blodsudgydelse, drab og lemlæstelse. Millioner af mennesker deporteres til verdens helvede, Sibirien. Den islamiske stat viser derimod en åben og retfærdig holdning over for ikke-muslimer. Når ethvert tænkende og sandhedssøgende menneske ser den grænse, der her er fastsat mellem retfærdighed og undertrykkelse samt mellem sandhed og løgn, vil det uden tvivl erkende dens rigtighed, indre skønhed og rationalitet. Enhver vil kunne forstå, at der er en himmelvid forskel mellem den ideelle handlemåde hos den reformator, som sendes af Allah for at vise menneskene vejen til det gode, og de kunstige og hykleriske reformatorers (?) fremgangsmåde i verden.
Kalifatet
Dernæst vil jeg forsøge at give en kort forklaring af den islamiske stats opbygning og styreform. Det er tidligere blevet sagt, at Allah Ta’ala alene ifølge det islamiske ideal er den, der besidder den suveræne herredømsret og retten til at udforme lovene. Dette er i virkeligheden den islamiske ideologis grundprincip. På grundlag af dette princip må man fastsætte den rang, som de, der bestræber sig på at etablere den af Allah givne lov og livsordning i verden, skal have. Blot ved at tænke lidt over sagen kan man uden tvivl forstå, at mennesker, som stræber efter at etablere det islamiske ideal, i virkeligheden kun kan opnå værdigheden som repræsentanter for den sande suveræne Herre, Allah Ta’ala, og ikke noget andet. Netop derfor har islam også givet dem værdigheden som dette kalifat eller denne repræsentation. I den ædle Koran siges det:
وَعَدَ اللَّهُ الَّذِينَ آمَنُوا مِنكُمْ وَعَمِلُوا الصَّالِحَاتِ لَيَسْتَخْلِفَنَّهُمْ فِي الْأَرْضِ كَمَا اسْتَخْلَفَ الَّذِينَ مِن قَبْلِهِمْ
Det vil sige, at Allah har lovet de troende blandt jer, som udfører gode handlinger i overensstemmelse hermed, at Han vil udnævne dem til kaliffer eller repræsentanter på jorden, ligesom denne værdighed blev givet til dem, der levede før dem. (Sura an-Nur: 55)
Dette vers kaster et klart lys over islams statsfilosofi. Det peger på to grundlæggende principper.
For det første har islam givet mennesket retten til kalifatet (Viceregency) i stedet for herredømmet (Rulership) og anvendt en tilsvarende terminologi. For ifølge det islamiske ideal er retten til herredømme og lovgivning forbeholdt Allah Ta’ala alene. Derfor vil de, der ifølge det islamiske demokrati leder styret på jorden, nødvendigvis være repræsentanter (Viceregents) for den højeste Herre (Allah); de vil kunne udøve den ret og myndighed (Delegate Power), som Allah har givet dem, i ledelsen af menneskenes liv og staten. For det andet er løftet om at udnævne kaliffer givet til alle de troende. Der siges ikke noget sådant i det nævnte vers. Heraf bevises det, at enhver troende i grunden er Allahs repræsentant—en kalif. Det kalifat, som er blevet givet de troende fra Allah, er et universelt kalifat (Popular Vice Regency); det er ikke bestemt for eller forbeholdt nogen bestemt person, familie, stamme eller klasse. Enhver troende er individuelt Allahs kalif. Derfor er enhver kalif også personligt ansvarlig over for Allah.
Den ærede Profet (fred være med ham) sagde:
كلهم راع وكلكم مسؤل عن رعيته
Det vil sige, at hver eneste af jer har et ansvar, og at hver eneste af jer over for Allah skal stå til regnskab for sit eget ansvar.
Og hvad angår det at være khalifa, er der ingen forskel mellem mennesker; der findes ingen form for højere eller lavere, større eller mindre rang.
Den islamiske demokratismes væsen
Dette er demokratiets grundlag i islamisk politik. Når man analyserer den ovenfor nævnte opfattelse af det universelle khilafah, vil følgende resultater uundgåeligt vise sig.
For det første: Ethvert menneske i det islamiske samfund vil være Allahs »khalifa«, og alle vil deltage ligeværdigt i udførelsen af khilafahens ansvar. Derfor kan der i dette samfund ikke være den mindste plads til klassedeling, medfødt eller social ulighed eller forskelsbehandling; hvert menneske har krav på samme værdighed og samme respekt. Dog kan en persons særlige egenskaber anerkendes på grundlag af personlig dygtighed og fortræffelighed i karakter og natur. Den ædle Profet (fvmh.) gjorde netop dette klart i følgende hadith:
Ingen kan have nogen overlegenhed eller særlige fortrin frem for andre, bortset fra forskelle i viden om islam, handlinger og taqwa. Alle mennesker er Adams børn, og Adam blev skabt af jord. Arabere har ingen overlegenhed over ikke-arabere, og ikke-arabere har heller ingen overlegenhed over arabere. På samme måde har hvide ingen overlegenhed eller særlige fortrin frem for sorte, og sorte har heller ingen overlegenhed eller særlige fortrin frem for hvide. …….. En persons overlegenhed kan kun anerkendes på grund af taqwa.
Da hele Arabien efter erobringen af Mekka blev indlemmet i den islamiske stat, talte Verdensprofeten (fvmh.) til sine slægtninge eller stammefolk – de daværende aristokrater i Arabien – og sagde:
يا معشر قريش ان الله قد اذهب عنكم نخوة الجاهلية و
تعظمها الاباء ايها الناس كلهم من ادم وادم من تراب ـ لافخر للانسان ـ لافضل للعربئ علئ العجمئ ولا للمجمئ علئ العربئ ان اكرمكم عند الله اتقاكم ـ
Det vil sige: O Quraysh! Allah har fjernet jeres stolthed, hovmod og slægtsmæssige fornemhed fra uvidenhedens tidsalder. O mennesker! I er alle Adams børn, og Adam blev skabt af jord. Der er ingen plads til slægtsstolthed. Arabere har ingen overlegenhed over ikke-arabere, og ikke-arabere har ingen overlegenhed over arabere. Den mest gudfrygtige blandt jer er også den mest ærede blandt jer.
For det andet: I det islamiske samfund må ingen persons eller gruppes medfødte sociale status (Social Status) eller vedkommendes erhverv på nogen måde lægge hindringer i vejen for udfoldelsen af evner og talenter eller for personlighedens udvikling. Ligesom alle andre i samfundet skal enhver have lige og stærke muligheder for at gøre fremskridt. For enhver står alle veje til fremskridt lige åbne, så han eller hun kan udvikle sig gennem sine naturlige kræfter, evner og talenter. Ingen må hindre en andens fremgang og udvikling. I det islamiske ideal findes der fuldt ud en ordning, som sikrer denne uhindrede mulighed. I det islamiske samfund er selv slaver og slavernes sønner blevet udnævnt til militærofficerer og helt op til provinsguvernører. Lederne af store, fornemme slægter har accepteret deres lederskab og svoret dem lydighed. At en person, der begyndte med at sy lædersko, steg op og indtog den højeste lederskabsposition, er på ingen måde sjældent i islams historie. Talrige vævere og tekstilhandlere fik mulighed for at blive landets qadier, muftier og fortolkere af fiqh-læren (faqih). I dag regnes de blandt islams histories store personligheder.
Den ædle Profet (fred være med ham) har sagt:
اسمعوا واطيعوا ولو استعمل عليكم عبد حبشئ
Det vil sige: Hvis selv en abyssinsk slave bliver udnævnt til jeres leder, så adlyd hans befalinger og anerkend hans autoritet.
For det tredje: I et samfund, der er dannet efter det islamiske ideal, er der ikke den mindste mulighed for, at nogen person eller gruppe (Group) kan sætte sig som diktator. I dette samfund er enhver person Allahs kalif. Ingen kan berøve folket dets kalifatsret og sætte sig som en enevældig herre og øverste myndighed. Netop for at etablere social styring og orden skal enhver borger i det islamiske samfund, i overensstemmelse med islams særlige principper, være kalif; enhver kalif udøver sit eget kalifatsret, når han bliver hersker blandt bestemte personer.
Derfor står han på den ene side til ansvar over for Allah og på den anden side over for folket. For det er netop, fordi de har overdraget deres respektive kalifatmyndighed til ham, at han har kunnet blive hersker. Under disse omstændigheder indtager han, hvis han ikke er den valgte khalif, rollen som en, der tilraner sig andres rettigheder. For dermed bliver den universelle kalifatmyndighed, som tilkommer diktatorposten, fuldstændig afskaffet. Der er ikke den mindste tvivl om, at den islamiske stat er en altomfattende stat. Hele det islamiske livs forskellige sider og områder er underlagt dens indflydelse. De love, som lederne af den islamiske stat udsteder, er i virkeligheden altomfattende og universelle. Og dette er selve grundlaget for, at den islamiske stat er altomfattende. Den ordning, som Allah har givet for enhver side og ethvert område af menneskelivet, vil nødvendigvis blive gennemført i sin fulde omfattende form. De islamiske statsledere kan ikke tilsidesætte denne guddommeligt givne lovgivning og gribe ind ved efter eget ønske at udforme et regimenteret statssystem (Regimentation). De kan ikke tvinge borgerne i den islamiske stat til at udføre et bestemt arbejde eller tage et bestemt erhverv, til at afholde sig fra et bestemt erhverv, til at tilegne sig undervisning i et bestemt emne eller til ikke at modtage en bestemt undervisning. De rettigheder, som Ruslands, Tysklands og Italiens diktatorer tilranede sig under deres styre, eller den magt, som Kemal Atatürk udøvede i Tyrkiet, er ikke blevet givet til den islamiske stats amir (præsident). Desuden er det værd at bemærke, at ethvert menneske i det islamiske samfund personligt står til ansvar over for Allah. Dette personlige ansvar (Personal Responsibility) er af største betydning; ingen kan dele dette ansvar med en anden. Derfor må der være frihed inden for lovens grænser. Enhver borger skal kunne vælge sin vej efter eget ønske og have mulighed for at anvende sine kræfter til at gøre fremskridt i overensstemmelse med sine tilbøjeligheder. Hvis amiren på nogen måde skaber selv den mindste hindring eller begrænsning på et menneskes livsvej, vil han blive betegnet som en uretfærdig, og for en sådan uretfærdighed må han stå til regnskab over for Allah. Det er netop derfor, at der i den islamiske stat, som blev grundlagt af den ærede Profet (fred være med ham) og de retledte khalifer, ikke engang fandtes nogen sådan begrænsning.
For det fjerde: Enhver voksen og mentalt rask muslim, mand såvel som kvinde, i det islamiske samfund skal have stemmeret. For hver og én af dem har del i det kalifat, som Allah har givet. Hvad angår udøvelsen af dette kalifat, har Allah den Almægtige ikke fastsat noget bestemt krav med hensyn til uddannelse eller formue. Tro og retfærdige handlinger i overensstemmelse hermed er målestokken for stemmeretten; derfor har alle muslimer samme status, når det gælder afgivelse af stemmer.
At skabe balance mellem individualisme og kollektivisme
Islam har på den ene side etableret et fuldkomment demokrati og på den anden side udryddet den individualisme, der hindrer samfundslivet. I islam er forholdet mellem individet og samfundet blevet etableret på en harmonisk og afbalanceret måde. Her er individets særpræg ikke blevet opløst i samfundet, sådan som det sker i kommunismen og fascismen; men individet har heller ikke, sådan som i Vestens tøjlesløse demokrati, fået mulighed for at overskride sine grænser og skade samfundets interesser. I virkeligheden er det, der er målet for islams kollektive liv, også målet for individets liv: at etablere Allahs lov og opnå Allahs tilfredshed. Desuden er individets rettigheder i islam blevet behørigt beskyttet, hvorefter der er blevet pålagt det særlige pligter over for fællesskabet. Derved er der skabt fuldkommen balance mellem individualisme og kollektivisme. Individet får således fuld mulighed for at udvikle sine naturlige evner og kan samtidig ved hjælp af de evner, det har udviklet, bidrage til at fremme fællesskabets større velfærd og gavn.
Sagen kræver egentlig en udførlig behandling, men der er ikke plads til det her. Den eneste grund til denne korte og relevante redegørelse er at forhindre de fejlagtige forestillinger, som den ovenstående analyse af det islamiske demokrati kunne skabe hos læserne.
Den islamiske stats organisation
Ud fra den forklaring på det universelle kalifat, som jeg har givet, kan man let forstå, hvilken status imamen eller præsidenten i den islamiske stat kan have. Hver enkelt muslim har selvstændigt modtaget et kalifat fra Allah, men overdrager blot frivilligt dets udøvelsesmyndighed som et betroet ansvar til en bedre person, som han vælger fra sit eget samfund. I det islamiske samfund har khalifen i virkeligheden ingen højere status eller rettighed end dette. At han kaldes khalif, betyder ikke, at han alene er Allahs khalif. Han kaldes blot khalif, fordi hele den muslimske befolknings individuelle kalifat er blevet forenet og koncentreret i ham. Afslutningsvis ønsker jeg kort at drøfte nogle vigtige spørgsmål vedrørende islams statsideal. Jeg håber, at denne drøftelse vil give læserne en klar forståelse af den islamiske stat.
For det første: Præsidenten for den islamiske stat skal vælges:
إِنَّ أَكْرَمَكُمْ عِندَ اللَّهِ أَتْقَاكُمْ ۚ
Det vil sige, at den mest gudfrygtige blandt jer er den, der er mest værdig til ære blandt jer (Sura al-Hujurat: 13).
I overensstemmelse med dette princip vil med andre ord kun den blive valgt til præsidentembedet, som det muslimske folk har fuld tillid til på grund af sin moralske karakter og lignende; efter valget vil han alene have den fulde myndighed og ret til at lede den islamiske stat. Man skal uden forbehold have tillid til ham og stole på ham.
Så længe han anerkender lydigheden mod Allah og Hans Sendebud og følger den undervisning, de har givet, er det enhver borgers ubetingede pligt at adlyde ham.
For det andet: Amir (præsidenten) står ikke over kritik. Enhver muslim kan kritisere ham. Det er ikke kun hans sociale aktiviteter, der kan kritiseres; enhver har også ret til at kritisere hans private liv. Om nødvendigt kan amir afsættes. I lovens øjne skal hans status være den samme som almindelige borgeres; der kan anlægges sag mod ham ved domstolen, og ved domstolen har han ikke ret til nogen særbehandling.
For det tredje: Amir er forpligtet til at handle efter samråd. Derfor skal der oprettes en Majlis al-Shura eller et parlament. Det er ønskværdigt, at folket har urokkelig tillid til Majlis al-Shura. Derfor er det ifølge sharia ikke forbudt at vælge shuraens medlemmer ved de muslimske borgeres stemmer, selv om der ikke findes noget eksempel på valg af shuraens medlemmer ved folkets stemmer i de retledte kaliffers tid.
For det fjerde: Shuraens afgørelse anerkender som regel ikke flertallet som målestok for sandheden.
قُل لَّا يَسْتَوِي الْخَبِيثُ وَالطَّيِّبُ وَلَوْ أَعْجَبَكَ كَثْرَةُ الْخَبِيثِ ۚ
Det vil sige, det urene og det rene kan aldrig være lige, heller ikke selv om det urenes overtal gør dig forbavset. (Sura al-Ma’ida: 100)
Selv om én persons mening strider mod den samlede mening i hele Majlis al-Shura, kan den være sand og rigtig; islam giver fuld plads til dette. Hvis én persons mening således er sand, anerkender islam på ingen måde, at den skal forkastes blot fordi en stor gruppe ikke støtter den. Om amiren vil støtte flertallets eller mindretallets mening i rådet, står helt og holdent til hans egen beslutning. Den islamiske stats amir vil endda have fuld ret til at afvise rådets samlede mening og træffe en afgørelse på grundlag af sin egen opfattelse. Men statens borgere vil nøje iagttage, hvordan amiren udøver sin store magt og myndighed i sådanne spørgsmål: med taqwa og gudsfrygt eller underkastet lunefuldhed og vilkårlighed. Hvis sidstnævnte tilstand viser sig, kan folkets holdning efterhånden ikke møde nogen hindring på vejen mod en sådan amirs afsættelse.
Fem: Ingen person må vælges eller udnævnes til amiratet (præsidentembedet), til medlemskab af Majlis al-Shura eller til noget andet ansvarsfuldt embede, hvis vedkommende er kandidat til embedet eller på nogen måde forsøger at opnå det. Islam støtter på ingen måde praksissen med at stille op til et embede (kandidatur). Der er heller ikke nogen mulighed for at føre valgpropaganda for sig selv i den islamiske regering. En kandidat vil ikke få noget embede. Dette er Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, klare påbud. At flere personer stiller op til et bestemt embede, kaster mudder efter hinanden, bruger plakater, løbesedler, møder, konferencer, aviser og alle mulige andre propagandamidler til at bedrage og vildlede almindelige vælgere, uddeler søde sager, sirni, pulao og korma og kører rundt fra vælger til vælger på motorcykler – disse usle aktiviteter kan islam aldrig tolerere. Som følge heraf vil de ikke blot blive valgt; tværtimod vil de blive tiltalt ved domstolen.
Seks: I den islamiske stats Majlis al-Shura er der ingen plads til partisystemet. Ethvert medlem af rådet skal stå selvstændigt og stemme for sandheden samt udtrykke sin mening. I den islamiske regering er der ingen plads til, at et medlem altid og under alle forhold støtter et bestemt parti uden at undersøge, om partiet handler ret eller uret. Det er i fuldstændig modstrid med det islamiske ideal. Man skal støtte den, der anses for at følge sandheden. Hvis man i dag anser en person for at holde sig til sandheden, skal man støtte ham; hvis man anser ham for at være en modstander, skal man modsætte sig ham. Dette er det islamiske ideals handlingsprincip og tankegang.
Syv: I den islamiske statsordning er der et påbud om at frigøre retsvæsenet fuldstændigt fra den udøvende magts indflydelse. Dommerens opgave er at håndhæve Guds lov over Hans tjenere. Han skal ikke sidde på dommersædet som amirens eller kaliffens repræsentant; i virkeligheden skal han sidde der som Guds repræsentant. Derfor har selv kaliffens rang ingen betydning inden for domstolens område. Ingen person under den islamiske stat kan på grund af sin personlige, slægtsmæssige eller offentlige rang fritages fra at møde for dommeren. Arbejdere, bønder, fattige og andre almindelige borgere kan anlægge sag ved domstolen mod enhver person i staten. En sag kan endda anlægges mod selve kaliffen, og hvis klagerens ret bevises, skal Guds lov anvendes på kaliffen. Ligesom dommeren håndhæver Guds lov over almindelige borgere, har han på samme måde fuld ret til at håndhæve den over kaliffen.
På samme måde kan selv kaliffen, hvis han har en klage mod nogen, ikke tage skridt i kraft af sin myndighed som hersker. Han vil også være forpligtet til ad rettens vej at møde ved domstolens dør som en almindelig borger.
Det er ikke muligt at fremlægge et detaljeret og fuldstændigt billede af den islamiske stat i denne lille bog. For at opnå korrekt viden om den islamiske stats underliggende tankegang og dens funktionsmåde er det nødvendigt at fremlægge Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sira samt historien om de retledte kaliffers tid. Men der er ikke plads til det i denne artikel. Alligevel tror jeg, at det, der er blevet sagt her, vil gøre det muligt at danne sig en klar forestilling om den islamiske regering.
— Afslutning —